I sagen  Larin mod Rusland afgjort af EMD den 20. maj 2010 under sagsnummer 15034/02 udtalte EMD i præmis 54, at udgangspunktet er, at der ikke består noget krav på gratis juridisk bistand i civile sager, men at der er undtagelser til denne regel. Det fremgår videre af præmis 54, at i de tilfælde, hvor en frihedsberøvet persons muligheder for effektivt at varetage sine interesser i en civil ikke kan sikres på andre måder, bør der i lovgivningen sikres adgang til fri proces til den pågældende. Klageren var blevet fundet skyldig i blandt andet at have købt en bil for falske penge. Efterfølgende havde sælgeren forlangt bilen tilbage under en civil sag. I præmis 44 bemærker EMD, at klageren formentlig ikke havde store chancer for at få medhold under den civile sag, hvilket imidlertid ikke førte til, at EMD fandt, at fri proces kunne nægtes.

I en sag, der hos Procesbevillingsnævnet har sagsnummer  2009-31-0030, klagede en indsat over, at Civilstyrelsen havde nægtet denne afslag på fri proces til at anlægge en civil sag mod Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på at opnå dom for, at han kunne få udgangstilladelse til at besøge sin familie. Civilstyrelsen havde begrundet afslaget blandt andet med, at sagen udsprang af et forsætligt strafbart forhold. Procesbevillingsnævnet hjemviste sagen til fornyet behandling ved Civilstyrelsen. Procesbevillingsnævnet anførte i brev af 6. juli 2009 blandt andet følgende: “Vedlagt tilbagesendes ovennævnte sag, hvor advokat A på vegne T har påklaget Civilstyrelsens afgørelse af 7. april 2009 om ikke at meddele fri proces under henvisning til, at sagen udspringer af et forsætligt strafbart forhold. Procesbevillingsnævnet finder, at sagen ikke udspringer af et forsætligt strafbart forhold. Procesbevillingsnævnet har som følge heraf besluttet at hjemvise sagen til Civilstyrelsen, således at styrelsen kan tage stilling til, om betingelserne for at meddele fri proces i øvrigt er opfyldt.” Det fremgår i øvrigt også af sagen, at civilstyrelsen ved sit afslag havde lagt vægt på, at sagen ikke var “principiel”, og at afgørelsen afhang af en konkret vurdering og ikke havde almindelig offentlig interesse.

FN’s økonomiske og sociale råd (“ECOSOC”) vedtog på 45. plenarforsamling den 26. juli 2007  Resolution 2007/24,hvor det blandt andet blev bestemt, at der skulle udvikles nye retningslinjer vedrørende forbedring af adgangen til retshjælp til sigtede, anklagede og frihedsberøvede personer. På denne baggrund har rådet i 2011 offentliggjort “Draft United Nations Principles and Guidelines on Access to Legal Aid in Criminal Justice Systems” (V.11-85805 (E) Af “Guideline 6”, præmis 40, fremgår, at personer, der udstår fængselsstraf, bør sikres gratis retshjælp under straffuldbyrdelsen. Dette bør blandt andet gennemføres ved, at retshjælpsinstitutioner får adgang til fængslerne, hvor de indsatte skal have mulighed for at føre fortrolige samtaler med medarbejderne fra retshjælpsinstitutionerne. Særligt fremhæves behovet for indsattes adgang til sådan retshjælp i tilfælde, hvor disse ønsker at klage over behandlingen i fængslet, forholdene i fængslet, disciplinærstraffe mv. Hjælpen skal også omfatte hjælp til ansøgning om prøveløsladelse, benådning og genoptagelse af deres straffesag. Hjælpen skal kunne formidles således, at den (også) forstås af ordblinde, minoriteter og yngre domfældte.

 United Nations Principles and Guidelines on Access to Legal Aid in Criminal Justice Systems af 25. april 2012 (E/CN.15/2012/L.14/Rev.1) regulerer domfældte indsattes adgang til fri proces, som de blandt andet skal tilbydes, hvis de vil klage over forholdene i fængslet, risikerer alvorlige disciplinærsager, eller når de søger om prøveløsladelse eller benådning (præmis 46 og præmis 47).

FN’s “Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers” udtaler sig i dokumentet  A/HRC/23/43 den 15. marts 2013 om adgangen til fri proces (“legal aid”). Det fremhæves i præmis 57 under overskriften “Information on legal aid” særligt, at information om adgangen til fri proces blandt andet skal være tilgængelig på lokaliteter, hvor frihedsberøvede personer opholdet sig – for eksempel politistationer, arresthuse og fængsler. Det påpeges også, at polititjenestemænd, anklagere, advokater og dommere bør oplyse urepræsenterede personer om deres adgang til fri proces og andre retsgarantier. Det fremhæves særligt, at udenlandske frihedsberøvede skal have oplyst på et sprog, som de forstår, at de har ret til at bede om kontakt til deres ambassade uden ophold.

I  Ciorap mod Moldova afgjort af EMD den 19. juni 2007 under sagsnummer 12066/02 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, § 1, at en indsat, der havde anlagt en civil sag mod fængselsmyndighederne med krav om erstatning for skader på helbredet forårsaget af fængselsforholdene, var blevet pålagt at betale en retsafgift svarende til cirka 3 euro. Der henvises til afgørelsens præmis 90 til 96. EMD henviste i præmis 95 blandt andet til “the seriousness of the complaints made”. De nationale myndigheders henvisning til, at klageren faktisk havde en god økonomi som følge af, at han var tilkendt større erstatningsbeløb i andre sager, og at han havde betalt arbejde i fængslet, fik ikke EMD til at ændre sit standpunkt. Af afgørelsens præmis 94 følger i øvrigt, at krav om erstatning er omfattet af den civile del af EMRK artikel 6, § 1.

I et  svar af 28. juni 2013 fra Justitsministeriet på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 735 (Alm. del) oplyser ministeriet blandt andet, at i alt 19 personer har ansøgt om fri proces i sager anlagt mod Kriminalforsorgen. Ifølge ministeriet forelå der i 17 af tilfældene afslag på fri proces. Af de to sidste sager var en under behandling, medens ministeriet oplyste, at man ikke kunne se udfaldet af den sidste. Ministeriet kunne således ikke påvise, at der var givet fri proces til nogen ansøgere gennem de cirka 8 og et halvt år, som undersøgelsen vedrørte.