Undlader den ansvarlige myndighed at indbringe sagen for retten inden for en frist på 5 søgnedage på trods af en opfordring fra den, der administrativt er berøvet sin frihed, kan den pågældende selv indbringe sagen for retten. Dette spørgsmål er der ikke taget egentlig stilling til i retsplejeloven. Bernhard Gomard anfører i Civilprocessen, 5. reviderede udgave, Thomson, GADJURA 2000, i kapitel 53.1.3, der bærer overskriften “Sagens parter” (side 754), blandt andet: “…. Begæring om judiciel prøvelse af en administrativt besluttet frihedsberøvelse kan fremsættes både for retten og over for den besluttende myndighed. Den besluttende myndighed, der modtager en sådan begæring, skal forelægge sagen for retten inden 5 dage, efter at begæringen er fremsat, jfr. § 469, stk. 2. …”.
Af § 469, stk. 2, følger blandt andet, at forelæggelsen for retten skal finde sted “inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse”. Herom anfører Bernhard Gomard på side 755 i den umiddelbart ovenfor citerede publikation blandt andet: “.. Oversidder vedkommende myndighed 5 dages fristen for indbringelse for domstolen, kan den frihedsberøvede selv foreligge sagen for retten. Retten påser, om fristen overholdes, og frihedsberøvelsen er – uanset lovligheden i øvrigt – ulovlig i den periode, hvor fristen måtte overskrides …” Denne opfattelse deles også af Helle Bødker Madsen og Jens Garde, som på side 192 i “Psykiatriret” udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag i 2013 blandt andet anfører: “… Patientklagenævnet skal forelægge sagen for retten inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse, jf. § 469, stk. 2. Hvis fristen overskrides, kan den frihedsberøvede eller den, der varetager den pågældendes interesser, selv indbringe spørgsmålet for domstolene. ..”
Synspunktet anført af Helle Bødker Madsen og Jens Garde om, at borgeren selv kan indbringe sagen for domstolene i tilfælde, hvor myndigheden ikke gør det inden for fristen, støttes af professor, dr. jur. Jørgen Mathiassen i JURISTEN, nr. 5, 2004, side 234, 1. spalte. Herom anfører Jørgen Mathiassen følgende: “.. Der kan også være fastsat en frist for myndighedens indbringelse af forvaltningsakten for retten. Er der ikke fastsat en frist, skal forvaltningsakten indbringes for domstolene uden unødigt ophold. Er en frist overskredet, eller er sagen ikke forelagt domstolene inden for en rimelig tid, kan adressaten selv forelægge sagen. ..”
I UfR 1998.1087 ØLD havde en tvangsindlagt den 13. oktober 1997 klaget over en tvangsindlæggelse og den fortsatte tvangstilbageholdelse. Først den 4. februar 1998 indbragte hospitalet klagen for retten. Landsretten fandt, at den del af frihedsberøvelsen, der lå ud over den sidste dag, hvor hospitalet efter § 469, stk. 2, skulle have indbragt sagen for retten (5-dages fristen), alene som følge af fristoverskridelsen var ulovlig. Landsretten udtalte nærmere: “Det er ubestridt, at appellanten den 13. oktober 1998 har klaget over tvangstilbageholdelsen, og at forelæggelsen for retten er sket den 5. februar 1998 uanset den i retsplejelovens § 469, stk. 2, fastsatte frist, hvorefter klagen skulle have været forelagt for retten senest den 18. oktober 1997. Det fremgår af forløbet, at den lovbestemte adgang til rettens prøvelse af tvangstilbageholdelsen har været afskåret, medens den var aktuel. Som følge heraf må tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 1997 til den 23. oktober 1997 anses for at have været ulovlig.” Grundlaget for tvangsindlæggelsen/tvangstilbageholdelsen blev ikke tilsidesat, hvorfor landsrettens fandt tvangstilbageholdelsen lovlig frem til den dag, hvor hospitalet skulle have indbragt sagen for retten for at overholde fristen på 5 dage. Det var alene for den periode, hvor 5-dages fristen ikke var overholdt, at tvangstilbageholdelsen blev anset for ulovlig.