Bestemmelsen har følgende indhold:

“Til offentlig forsvarer må ingen beskikkes, der selv er forurettet ved forbrydelsen eller står i et sådant forhold til den forurettede, som ville udelukke en dommer fra at handle i sagen, eller der er kaldet til at forklare som vidne, syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i den som anklager eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede eller som politiembedsmand eller som dommer eller domsmand eller i en anden straffesag har været forsvarer for en sigtet, med hvis interesse i sagen den nu sigtedes står i strid, eller hvis beskikkelse ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.”

Da advokater er omfattet af  vidneudelukkelsesgrundene i retsplejelovens § 170, stk. 1, forekommer det i praksis sjældent, at en advokat indkaldes af anklagemyndigheden til at vidne mod advokatens klient eller tidligere klient. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at forsvarsadvokater ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 2, Dette indebærer, at en forsvarer ikke kan pålægges at afgive forklaring mod sin klient eller tidligere klient, uagtet at dette måtte anses for at være af “afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.”

I  TfK2014.316/1 (U.2014.905 H) fandt højesteret, at der ikke burde være sket beskikkelse af flere advokater fra samme advokatkontor i en grov narkosag. Højesteret henviste blandt andet til, at i sager, hvor flere sigtede ønsker advokater fra samme kontor beskikket som forsvarere, er der et behov for særligt at sikre, at forsvaret for den enkelte tilrettelægges og fremstår som tilrettelagt udelukkende i den enkelte sigtedes interesse og uafhængigt af forsvaret af de øvrige. Højesteret udtalte videre, at der kan være særligt behov for ikke at beskikke flere sigtede i samme sag advokater fra samme kontor, når der er tale om grov kriminalitet begået af flere i forening, navnlig hvis kriminaliteten er banderelateret, eller der er særlig forbindelse mellem de sigtede for eksempel familierelationer. Højesteret udtalte nærmere:

“Sagen angår, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som offentlig forsvarer, fordi en anden advokat fra samme kontor er beskikket som forsvarer for en medsigtet.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 734, stk. 2, varetager – ligesom andre bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, herunder bl.a. § 730 om sigtedes ret til at vælge en forsvarer og § 736, stk. 1, hvorefter en beskikkelse af en offentlig forsvarer kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse – grundlæggende retsplejemæssige hensyn til som led i en retfærdig rettergang at sikre et troværdigt effektivt forsvar for personer, der er sigtede i straffesager, › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] Bestemmelsen i § 734, stk. 2, må således også ses i sammenhæng med retsplejelovens § 126, hvorefter advokater skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik, og med Advokatrådets vejledende advokatetiske regler.

Efter § 734, stk. 2, kan samme person kun være beskikket som forsvarer for flere sigtede under samme sag, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. For at den samme advokat kan beskikkes som forsvarer for flere sigtede i samme sag, skal der være en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. Bag bestemmelsen ligger en formodning for modstridende interesser blandt flere sigtede i samme sag såvel med hensyn til skyldspørgsmålet, hvis de nægter sig skyldige, som med hensyn til grundlaget for strafudmålingen.

Også hvor flere sigtede i samme sag ønsker advokater fra samme kontor beskikket som forsvarere, er der et behov for særligt at sikre, at forsvaret for den enkelte tilrettelægges og fremstår som tilrettelagt udelukkende i den enkelte sigtedes interesse og uafhængigt af forsvaret af de øvrige. De nævnte retsplejemæssige hensyn kan derfor begrunde, at beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor for flere sigtede i samme sag må nægtes, når de sigtedes interesser under sagen er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor.

En sådan nærliggende risiko vil navnlig kunne være til stede, hvis der er tale om grov kriminalitet begået af flere i forening, f.eks. narkotikakriminalitet og personfarlige forbrydelser. Hvis kriminaliteten samtidig er banderelateret, eller hvis der på anden måde er en særlig forbindelse mellem de sigtede, f.eks. i kraft af familierelationer, vil de retsplejemæssige hensyn i almindelighed føre til, at der ikke bør ske beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor. Det spiller også en rolle, om de sigtede ikke eller kun i begrænset omfang har afgivet forklaring om egen eller andres rolle i hændelsesforløbet. I sidste ende beror det på en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, om der på grund af risiko for interessekonflikter er grundlag for at afslå beskikkelse.

I den konkrete sag er der rejst sigtelse for grov narkotikakriminalitet begået af flere i forening, og de sigtede har kun i begrænset omfang afgivet forklaring. Der foreligger ikke oplysninger, som understøtter, at de sigtede ikke har modstridende interesser.

 Højesteret finder, at der under de foreliggende omstændigheder ikke burde være sket beskikkelse af advokat Kristian Mølgaard. Anklagemyndighedens påstand om, at beskikkelsen af advokat Kristian Mølgaard som forsvarer for T1 tilbagekaldes, tages derfor til følge.”

I  TfK 2014.446/2 fandt højesteret, at der ikke burde være sket beskikkelse af flere advokater fra samme kontorfællesskab i en narkosag. Højesteret udtalte blandt andet: “Højesterets kendelse af 17. december 2013 i sag 208/2013 (U.2014.905 H) angår »advokater fra samme kontor« og hensynet til at sikre, at forsvaret for den enkelte tilrettelægges og fremstår som tilrettelagt udelukkende i den enkelte sigtedes interesse og uafhængigt af forsvaret af de øvrige. Advokat Merethe Stagetorns og advokat Henrik Stagetorns kontorfællesskab fremstår udadtil som en og samme advokatvirksomhed, jf. herved også Højesterets dom af 5. maj 1998 (UfR 1998.1105/2). På denne baggrund er spørgsmålet herefter, om de sigtedes interesser i den konkrete sag er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor. Der er i sagen rejst sigtelse for grov narkotikakriminalitet begået af flere i forening, og de sigtede har kun i begrænset omfang afgivet forklaring. Der foreligger ikke oplysninger, som understøtter, at de sigtede ikke har modstridende interesser. Højesteret tiltræder, at der under de foreliggende omstændigheder ikke burde være sket beskikkelse af advokater fra samme kontorfællesskab. Anklagemyndighedens påstand tages derfor til følge.”

I  UfR 1997.1125 ØLK havde anklagemyndigheden protesteret mod, at sigtede fik beskikket den forsvarer, som de sigtede havde valgt. Der var tale om en sigtelse for bedrageri, og anklagemyndigheden anførte, at forsvareren, som de sigtede ønskede beskikket, havde været advokat for de sigtede i den periode, hvor det påståede bedrageri skulle være fundet sted. Anklagemyndigheden overvejede derfor at indkalde advokaten som vidne. Byretten afviste at imødekomme anklagemyndighedens protest og tillod, at den af de sigtede ønskede forsvarer blev beskikket. Byretten begrundede sin afgørelse således: “Når henses til retsplejelovens princip om frit forsvarervalg og til artikel 6, stk. 2, litra c, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention findes en sådan analog anvendelse af bestemmelsen at burde forudsætte, at ganske særlige eller ekstraordinære omstændigheder foreligger. Da sådanne ganske særlige eller ekstraordinære omstændigheder ikke ses at foreligge i denne sag, finder retten ikke, at der med hjemmel i retsplejelovens § 734, stk. 1, er grundlag for at undlade at beskikke advokat A som forsvarer for T1 og T2.” Landsretten nåede frem til samme resultat som byretten og udtalte blandt andet: “Da politimesteren ikke har fundet tilstrækkelig anledning til at medtage advokat A som vidne på bevisfortegnelsen, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at afslå T1’s og T2’s begæring om beskikkelse af advokat A som deres forsvarer, jf. retsplejelovens § 734,…. .”

I  UfR 1979.197 VLK, hvor der var rejst sigtelse om mandatsvig, protesterede anklagemyndigheden mod, at den forsvarer, som sigtede ønskede beskikket, blev beskikket, idet forsvareren, der havde været advokat for sigtede, ifølge anklagemyndigheden “måtte påregnes at skulle afhøres som vidne under den videre efterforskning og eventuelle domsforhandling, jfr. retsplejelovens § 734”. Landsretten tillod, at den omhandlede advokat blev beskikket som forsvarer for sigtede. Landsretten udtalte blandt andet: “Bestemmelsen i retsplejelovens § 734, stk. 1, hvorefter ingen må beskikkes til offentlig forsvarer, der »er kaldet til at forklare som vidne«, findes ikke at være til hinder for beskikkelse af advokat Junge til forsvarer for sigtede. Der er herved lagt vægt på, at advokat Junge ikke er indkaldt til afgivelse af vidneforklaring, at den blotte mulighed herfor efter bestemmelsens ordlyd og formål ikke findes at afskære hans beskikkelse, og at han uanset eventuel beskikkelse vil kunne indkaldes til afgivelse af vidneforklaring, såfremt dette i øvrigt er foreneligt med bestemmelsen i retsplejelovens § 170.”

I  UfR 1979.633 VLK protesterede anklagemyndigheden med henvisning til retsplejelovens § 734 mod, at en bestemt forsvarer var beskikket for tiltalte, i det den omhandlede forsvarer havde været advokat for tiltalte blandt andet i forbindelse med oprettelse af nogle anpartsselskaber. Anklagemyndigheden anførte, at advokaten “agtes indkaldt som vidne” under straffesagen. Efter at forsvareren havde henvist til praksis, præciserede anklagemyndigheden, at anklagemyndigheden “herved indkalder advokat Willumsen som vidne i sagen mod tiltalte”. Landsretten imødekom ikke anklagemyndighedens begæring og tillod den omhandlede advokat beskikket som forsvarer for tiltalte. Landsretten udtalte blandt andet: “Bestemmelsen i retsplejelovens § 734, stk. 1, hvorefter ingen må beskikkes til offentlig forsvarer, der »er kaldet til at forklare som vidne«, findes ikke at være til hinder for beskikkelse af advokat Willumsen til forsvarer for sigtede. Det bemærkes herved, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder findes at være grundlag for at fastslå, at den blotte mulighed for, at advokaten vil blive indkaldt til afgivelse af vidneforklaring, vil afskære hans beskikkelse, og den omstændighed, at anklagemyndigheden – som i den foreliggende sag sket – i et retsmøde forud for tiltalespørgsmålets afgørelse erklærer, at advokaten nu »indkaldes« som vidne i sagen, findes ikke at kunne medføre nogen hindring for beskikkelse af den pågældende i medfør af den nævnte lovbestemmelse. Det bemærkes endvidere, at advokaten uanset eventuel beskikkelse vil kunne indkaldes til afgivelse af vidneforklaring, såfremt dette iøvrigt er foreneligt med bestemmelserne i retsplejelovens § 170.”