Af retsplejelovens § 170 følger, at præster, læger, forsvarere og visse andre faggrupper – som udgangspunkt – ikke kan afkræves at afgive vidneforklaring mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse”. Det er værd at bemærke, at det af 2. stykke følger, at forsvarsadvokater under ingen omstændigheder kan pålægges at afgive vidneforklaring mod den, som efter første stykke har “krav på hemmeligholdelse”.

Lægeforeningens  vejledning for lægers samarbejde med politiet drejer sig om lægers tavshedspligt og om lægers ret til ikke at udtale sig til politiet, når de afhøres om lægefejl mv.

 Lægeforeningens  retningslinier for lægers samarbejde med politiet i sager vedr. kriminalitet drejer sig i det væsentlige om begrænsningerne i lægers pligt til at besvare spørgsmål vedrørende deres patienter i straffesager.

 Straffelovens § 152 om tavshedsbrud.

I  UfR 2004.2814 VLK havde en advokat kontaktet en klient, som han repræsenterede i en civil sag. Under samtalen talte de om, at der var en mulig sigtelse mod klienten på vej. Senere blev advokaten beskikket som forsvarer for sin klient. Anklagemyndigheden ønskede at føre advokaten som vidne mod klienten og henviste til, at advokaten ikke var forsvarer for den pågældende, da samtalerne blev ført. Landsretten gav advokaten medhold i, at han ikke kunne afhøres som vidne. Landsretten udtalte blandt andet: “Under telefonsamtalerne mellem advokat Niels Fjeldberg og K den 26. maj 2004 kl. 12.13 og kl. 12.24 var K endnu ikke sigtet, men hverken hun eller advokat Niels Fjeldberg kunne efter omstændighederne være i tvivl om, at sigtelse mod K meget muligt ville blive rejst. Efter de omstændigheder, der forelå, var det endvidere helt nærliggende, at advokat Niels Fjeldberg i forbindelse med den forventelige sigtelse mod K ville blive anmodet om at være hendes forsvarer, hvad han også blev.”

I  TfK 2014.933 havde en overlæge ved Kolding Sygehus under henvisning til sin tavshedspligt nægtet til politiet at oplyse identiteten på den patient, hos hvem sygehusets personale havde fundet en pose hash, som hospitalets personale havde udleveret til politiet. Anklagemyndigheden bad derpå retten om en editionskendelse, hvilket anklagemyndigheden fik hos byretten. Sygehus Lillebælt kærede kendelsen og gjorde gældende, at der ikke kan meddeles pålæg om edition, da der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som den pågældende læge vil være udelukket fra at afgive vidneforklaring om, jf. retsplejelovens § 170.  Lægens forklaring kan endvidere ikke anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, da der er yderligere et vidne i sagen, ligesom der ikke er foretaget undersøgelser for dna og fingeraftryk mv. Sagens beskaffenhed og samfundsmæssige betydning kan heller ikke begrunde et pålæg. Landsretten tog ikke begæringen om edition til følge og udtalte: “Efter de foreliggende oplysninger er det ikke sandsynliggjort, at det ikke ved andre, sædvanlige efterforskningsskridt vil være muligt for politiet at identificere den person, der var i besiddelse af de 299,4 gram hash, som af sygehuset blev udleveret til politiet. Det kan derfor ikke lægges til grund, at det vil være af afgørende betydning, at Kolding Sygehus udleverer generalia på den person, som ankom til sygehuset den 18. marts 2013 med den nævnte mængde gram hash i sin besiddelse. Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage anklagemyndighedens editionsbegæring til følge.”

 TfK 2001.400/2 HK angik vidnetvang overfor en speciallæge i psykiatri, som i Fyens Stiftstidende den 23. juni 2000 i et læserbrev havde skrevet om, at han fra nogle patienter i sin praksis havde fået oplysninger om, at de havde været udsat for vold hos politiet i Odense. Statsadvokaten henvendte sig til speciallægen og bad denne om at oplyse navnene på de patienter, der var fremkommet med anklagerne mod politiet, således at disse kunne blive efterforsket. Dette nægtede lægen. Statsadvokaten fik ved Højesteret medhold i, at lægen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 2, kunne pålægges at fremkomme med oplysningerne. Højesteret henviste til de grunde, som landsretten havde anført. Landsretten havde blandt andet henvist til, at der bestod en “væsentlige samfundsmæssige interesse i at få sagen opklaret”. Da lægen efterfølgende undlod at fremkomme med de omhandlede oplysninger, blev der iværksat vidnetvang mod ham. Der henvises til behandlingen af  reglerne om vidnetvang nedenfor. Se også  artikel fra april 2008 af Claus Bonnez, hvor sagen omtales nærmere. I artiklen citeres professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, for i en artikel i  Ugeskrift for Læger 2001;163(26):3666 blandt andet at udtale bekymring om, at vidnetvang overfor for eksempel læger, der udtaler sig om oplysninger om politivold, som de får fra for eksempel patienter, kan skræmme lægerne til at udlade at fremkomme med sådanne oplysninger. En sådan praksis kan ifølge Gorm Toftegaard Nielsen være “ensbetydende med, at man forhindrer den slags oplysninger i at komme frem.” Det synes i øvrigt ikke at være foreneligt med EMRK artikel 10 at pålægge en person, der i et læserbrev citerer anonyme kilder for at oplyse om politivold, pligt til at afsløre identiteten på sine kilder. I sagen  Thorgeir Thorgeirson mod Island afgjort af EMD den 25. juni 1992 under sagsnummer 13778/88 blev Island dømt for at have krænket EMRK artikel 10, idet en forfatter var blevet straffet for injurier, efter at denne i et læserbrev havde videregivet oplysninger om politivold, som den pågældende havde fået fra anonyme kilder. I præmis 65 til 66 fremhæver EMD blandt andet, at artiklerne i det væsentlige henviste til “historier” eller “rygter” om politivold, som stammede fra andre personer end klageren. EMD konstaterede, at “klageren i det væsentlige gengav, hvad andre havde fortalt om politibrutalitet”. EMD bemærkede, at hans kritik ikke kunne anses for at være kritik af alle i politiet eller bestemte politifolk. EMD bemærker, at i det omfang klageren ved de nationale myndigheder blev pålagt at føre sandhedsbevis for hans bemærkninger, var han efter EMDs opfattelse blevet pålagt en urimelig – hvis ikke umulig – opgave. I præmis 67 udtaler EMD, at artiklerne vedrørte et emne af stor offentlig betydning, og at det var utvivlsomt, at artiklerne var formuleret i et særdeles stærk sprog. EMD fandt, når henses til artiklernes formål og den virkning, som det var tanken, at de skulle have, at det anvendte sprog ikke kan anses for overdrevet. I præmis 68 udtaler EMD, at den omstændighed, at klageren var blevet fundet skyldig og straffet ved de nationale domstole, kunne skræmme mennesker væk fra at deltage i en åben diskussion om emner af offentlig betydning.

I  UfR 1990.413 ØLK blev en samtale mellem en sigtet og en medarbejder ved Københavns Retshjælp anset som en samtale omfattet af retsplejelovens § 170. Landsretten udtalte blandt andet: “Under hensyn til formålet med bestemmelserne og i øvrigt af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at reglerne i retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, finder anvendelse. Når henses til, at B havde søgt Retshjælpens bistand i anledning af den sigtelse for strafbart forhold, som han kunne vente rejst mod sig, finder tillige undtagelsesbestemmelsen om forsvarere i straffesager i § 170, stk. 2, anvendelse.” Det fremgår af afgørelsen, at landsretten også lagde vægt på, at retshjælpen var organiseret således, at der var advokater i ledelsen, som i et vist omfang var involveret i sagsbehandlingen i retshjælpen.

I  UfR 1977.776/ ØLK havde en forsvarer modtaget et brev fra en person, der var efterlyst, og hvor afsenderen bad forsvareren om at meddele sin klient, der var varetægtsfængslet, hvad denne skulle forklare til politiet, hvilket forsvareren imidlertid valgte ikke at gøre. Forsvareren oplyste politiet om brevets eksistens men nægtede at udlevere brevet til politiet. Politiet anmodede derpå retten om tilladelse til beslaglæggelse af brevet. Advokaten protesterede og henviste til “princippet i retsplejelovens § 170, stk. 1, jfr. § 748, og pegede på, at det ikke i medfør af § 170, stk. 2, kan pålægges en forsvarer at afgive vidneforklaring, selv når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald.” Forsvareren fik medhold i, at brevet ikke burde beslaglægges. Landsretten udtalte blandt andet, at “det følger af bestemmelsen i retsplejelovens § 748, stk. 1, jfr. § 170, stk. 2, at det ikke kan pålægges advokat Jørgen Jacobsen at udlevere det af ham i hans egenskab af forsvarer for A modtagne brev, hvorfor begæringen om beslaglæggelse ikke kan tage, til følge.”

I  UfR 1968.656 HK havde en for politiet indtil videre ukendt advokat (her benævnt A) videregivet nogle oplysninger om et dokument til en anden advokat B. Politiet ønskede at aftvinge advokat B en vidneforklaring om, hvad advokat A havde fortalt ham. Landsretten gav advokat B medhold i, at advokat B ikke kunne pålægges at afgive vidneforklaring, idet advokat A, som formentlig senere ville blive sigtet for strafbart forhold, sandsynligvis ville få beskikket advokat B’s overordnede som forsvarer. Landsretten udtalte herom nærmere “Der findes ikke at kunne bortses fra, at der kan blive rejst sigtelse mod den omhandlede unavngivne advokat, og at højesteretssagfører Jarding kan blive anmodet om, at overtage forsvaret for den pågældende, samt at oplysningerne til den kærende er meddelt også med en sådan situation for øje.”