U.1996.834Ø

Ø.L.K. 21. marts 1996 i kære 18. afd. nr. S-0767-95

(Kallehauge, Black, Sascha Lecker (kst.)).

Anklagemyndigheden mod Allerød Kommune (adv. Per Harder).

Hillerød Kriminalrets kendelse af 19. februar 1996.2)

Efter at samlivet mellem ægteparret M og H var blevet afbrudt, har fællesbarnet D, nu mellem 2 og 3 år gammelt, haft ophold hos moderen, men besøgt faderen hver anden weekend efter uformel aftale.

Den 27. juli 1995 tilskrev Allerød Kommune, Personforvaltningen, Hillerød Kommune, Familieafdelingen, som følger:

»... Anonym anmeldelse.

Allerød kommune har d. 14.07.95 modtaget en anonym anmeldelse på en familie, bestående af far og datter, bosat i Hillerød. Ifølge anmeldelsen hedder faderen M, er stiknarkoman og er alene med datteren D på 2½ år.

Selve anmeldelsen går ud på, at den 2½ år gamle pige bliver seksuelt misbrugt af forskellige mænd i faderens omgangskreds.

Mere detailleret bliver der oplyst, at mændene først leger med pigen ved at røre ved hende hvorefter de »boller med hende«. Undertegnede får indtryk af, at der menes decideret samleje.

Den 21. august 1995 indgav M gennem advokat T. Ertbøll anmeldelse imod den anonyme anmelder for overtrædelse af straffelovens §164, stk. 1, subsidiært §165. Det var oplyst, at H havde afbrudt samkvemsordningen på grund af den oprindelige anmeldelse.

Den 25. september 1995 har socialrådgiver S, Hillerød, over for politiet oplyst, at sagen er henlagt, »idet de mente, at det var en falsk anmeldelse«. Undersøgelse af barnet på Hillerød Sygehus' sygeafdeling og gynækologisk afdeling havde med »99,9% sikkerhed« fastslået, at der ikke var forøvet overgreb imod hende, ligesom hendes adfærd ikke tyder på misbrug. Socialforvaltningen ville tage diverse forholdsregler og føre ekstra tilsyn med familien.

Allerød Kommune har senest ved skrivelse af 21. december 1995 over for politimesteren nægtet at udlevere navnet på den person (i det følgende A), der indgav anmeldelsen af 14. juli 1995, med begrundelse, at A har opfyldt sin oplysningspligt i henhold til bistandslovens §20 og samtidig udtrykt ønske om anonymitet, hvilket er respekteret, idet det er »almindelig forvaltningsskik«, at anmeldelse kan ske anonymt.

Af politirapporten fremgår endelig, at hverken M eller H - som i øvrigt ikke har haft mistanke på forhånd om sædelighedsforbrydelse - havde mistanke om A's identitet.

Politimesteren har herefter i medfør af retsplejelovens §827, stk. 1, begæret rettens kendelse om edition, således at det pålægges Allerød Kommune at oplyse identiteten af A.

Retten, som ikke på dette stadium har fundet beskikkelse af forsvarer for A fornøden, da den ønskede oplysning ikke kan karakteriseres som anteciperet bevisførelse, har indhentet indlæg fra Allerød Kommune - som har anmodet advokat Per Harder, København, om at afgive den pågældende udtalelse - advokat Ertbøll og politimesteren.

Advokat Harder, som har anmodet retten om at afvise begæringen, har udtalt, at da A's identitet er kommunen bekendt, skal spørgsmålet afgøres efter rpl. §169, stk. 1, og §170, stk. 3, jf. henvisningen i §827, stk. 1, til §§ 169-172, idet det forudsættes, at Allerød Kommune vil give det fornødne samtykke efter §169, stk. 1, såfremt retten måtte fastslå vidnepligt, således at det centrale spørgsmål bliver væsentlighedsbedømmelsen efter §170, stk. 3, idet ligeledes forudsættes, at tavshedspligt fremgår af de almindelige regler i straffelovens §152. Oplysningerne er modtagne som fortrolige, hvorunder A har betinget sig anonymitet. Kommunen lægger afgørende vægt på at kunne modtage anmeldelser, således at anonymitet kan tilsikres. Formålet med bistandslovens §20 er at sikre mindreårige imod overgreb, bl.a. inden for familiens kreds. Ofte vil personer med kendskab til forholdene have vanskeligt ved at »leve op til deres borgerpligt« og være kede af at skulle give sig til kende. Hemmeligholdelsen er ikke blot et spørgsmål om forvaltningsskik, men om muligheden for at opnå et reelt indhold af bistandslovens §20, hvorfor hemmeligholdelsen har »væsentlig betydning«. Hensynet til den muligt på et spinkelt grundlag anmeldte person kan ikke føre til at yde ham bistand til at få kendskab til anmelderens identitet, idet navngivelsen over for socialforvaltningen er en rimelig garanti imod helt grundløse anmeldelser. Hvis kommunen skulle vælge at befri sig for problemet ved kun at modtage sådanne anmeldelser selv under total anonymitet, ville dette med sikkerhed fremme risikoen for grundløse anmeldelser, chikane og hævnaktioner. Den i retspraksis foretagne afvejning synes at vise, at tavshedspligten kun gennembrydes i tilfælde af grove forbrydelser, hvor den samfundsmæssige interesse i opklaringen er større end i den foreliggende sag, hvor fældende dom i øvrigt under alle omstændigheder vil være forbundet med vanskelighed.

Advokat Ertbøll har bl.a. bemærket, at bistandslovens §20 er en oplysningspligt, og at A ikke kan have haft kendskab til de anmeldte påberåbte begivenheder. Anonymitet i en sag som den foreliggende giver den kommunale forvaltningsmyndighed mulighed for at afskære de rette myndigheder fra den pligtmæssige vurdering af sagen. M tilsigter ikke selv oplysning om A's identitet, men ønsker retsforfølgning under henvisning til den ham tilføjede grove krænkelse.

Politimesteren har i det væsentlige tilsluttet sig advokat Ertbølls bemærkninger.

Retten skal udtale:

Retten kan tiltræde, at der foreligger tavshedspligt for Allerød Kommunes ansatte, jf. straffelovens §152, således at det afgørende kriterium er en væsentlighedsvurdering i form af en afvejning af de foreliggende modstående hensyn.

Hensynet til en godtroende anmelder, som på grund af kendskab til de involverede parter kan nære betænkelighed ved at indgive en anmeldelse i medfør af bistandslovens §20, kræver respekt for et ønske om anonymitet, også selv om straffesag om f.eks. sædelighedsforbrydelser måtte vise sig uigennemførlig. I et sådant tilfælde, hvor mistanke muligt kunne bestå trods påtaleopgivelse, bør den anmeldte ikke gennem en modanmeldelse kunne fremtvinge afsløring af anmelderens identitet, hvilket ville kyse den konkrete anmelder til tavshed ved eventuel senere mistanke om senere bedre bevisbare overgreb mod samme barn, ligesom kommunale ansatte ikke i en senere situation kunne tilsige en anmelder sikker anonymitet.

Omvendt bør en bevidst falsk anmeldelse afsløres, idet skadevirkningen ved anmeldelsen rammer ikke blot den anmeldte, men også barnet, som risikerer afbrydelse af samkvem uden grund, samt barnets moder, hos hvem en mistanke kan fødes uden sikkerhed for senere fjernelse, medmindre anmelderens identitet afsløres med deraf følgende mulighed for klarlæggelse af motiverne for anmeldelsen.

Da sikkerhed om anmelderens subjektive forhold først kan opnås efter den omstridte afsløring, er retten henvist til et skøn på det foreliggende spinkle grundlag. Uagtet fortsat hemmeligholdelse er udgangspunktet, finder retten, at der i denne sag fore ligger klare og bestemte grunde til mistanke om A's onde tro ved anmeldelsen, hvorved henvises til, at de foretagne undersøgelser af barnet med betydelig sikkerhed taler imod overgreb som påstået, at flere enkeltheder i anmeldelsen umiddelbart synes både ubestyrkede og meget lidt sandsynlige, at barnets moder ikke selv har haft mistanke til M, og at Hillerød Kommune har anset anmeldelsen som grundløs og muligt falsk. Herefter findes politimesterens begæring at burde tages til følge jf. retsplejelovens §827, stk. 1.

Idet denne afgørelse forudsætter bestemte konkrete grunde til mistanke om en bevidst urigtig anmeldelse, findes hensynet til den generelle anvendelsesmulighed af bistandslovens §20 ikke at tale afgørende herimod. Endvidere vil A's identitet fortsat kunne hemmeligholdes for M, såfremt efterforskningen ikke resulterer i tiltale imod A, jf. forvaltningslovens §18.

Endelig er den forventelig milde straf efter en eventuel domfældelse for overtrædelse af straffelovens §164, stk. 1, eller §165 ikke et afgørende argument imod afsløringen, når henses til anmelderens potentielt langtrækkende skadevirkninger for barnet og barnets forældre, jf. ovenfor.

Østre Landsrets kendelse:

Allerød Kommune har påkæret Hillerød Kriminalrets kendelse af 19. februar 1996 med påstand om, at kendelsen ophæves.

Politimesteren og den for M beskikkede advokat har påstået stadfæstelse.

Dommeren har henholdt sig til kendelsen.

Advokat Per Harder har i sit kæreskrift navnlig gjort gældende, at sikkerhed om anmelderens subjektive forhold først kan opnås efter den omstridte afsløring af anmelderens identitet. Dette må imidlertid ikke blive et selvstændigt argument for at følge politimesterens begæring. En sådan sikkerhed vil kun sjældent kunne opnås, specielt i sager af netop den foreliggende karakter. Anmelderens subjektive forhold kan spænde fra en rimeligt begrundet mistanke, over en naiv viderebringelse af ubestyrket sladder og frem til en ondsindet hensigt om at skade den anmeldte person. Det er svært at forestille sig, at den, der personligt henvender sig på en kommunes socialforvaltning og opgiver sit navn, kan høre til i den dystre ende af skalaen. Der er intet belæg for rettens antagelse om, at der i denne sag foreligger »klare og bestemte grunde til mistanke om A's onde tro ved anmeldelsen«. Anmelderens mistanke har muligvis, måske endda sandsynligvis, været grundløs, og det er forståeligt, at man i dag anlægger denne vurdering. Der er blot langt herfra til at forudsætte, at anmelderen har haft den samme indsigt eller samme grundlag for sin vurdering, da han eller hun rettede henvendelse til kommunen.

Bistandslovens §20 er muligvis for vidtgående i visse henseender. De forbrydelser, som reglen tilsigter at afdække, er til gengæld særdeles alvorlige. Det samme kan ikke siges om en ubestyrket anmeldelse. Der er både en moralsk og juridisk pligt til at viderebringe en mistanke om overgreb mod et barn, også selv om denne mistanke kun måtte være funderet på meget løse rygter eller antagelser. Det er herefter i første række de sociale myndigheders opgave at vurdere og sortere anmeldelserne og først i næste række politiets. Fører undersøgelserne til, at mistanken har været grundløs, er det godt. Er der undervejs i processen opstået skadevirkninger for de implicerede, er dette selvsagt meget beklageligt. Det bør nøje overvejes, om ikke skadevirkningerne ved at skræmme borgerne fra at stå frem med deres mistanker i sager af denne art kan være endnu større. Anmeldelser vil kunne indgives helt anonymt, og socialforvaltningerne vil formentlig alligevel i en række sådanne tilfælde måtte iværksætte en nærmere undersøgelse.

Hvis den påkærede afgørelse stadfæstes, har man i realiteten ophævet anmeldernes mulighed for at optræde anonymt i de sager, der ikke fører til tiltalerejsning.

Politimesteren har heroverfor gjort gældende, at man fra politiets side ikke er uden forståelse for, at det er af betydning, at bistandslovens §20 kan virke efter sin hensigt, og at man som udgangspunkt derfor må respektere en anmelders ønske om anonymitet.

Heroverfor står dog hensynet til den person, der på baggrund af en anonym anmeldelse bliver udsat for en grundløs undersøgelse. Den anonyme anmelder i den aktuelle sag har valgt at afgive en meget specifik og detaljeret anmeldelse om et kriminelt forhold, som er yderst belastende for de berørte parter.

Hensynet til den anmeldte person i denne sag må veje tungere end hensynet til en anonym anmelder, som har haft mulighed for at foretage en anmeldelse i mere neutrale og generelle vendinger.

Advokat Torben Ertbøll har i sit indlæg anført følgende:

Det fremgår, at kærende kan tilslutte sig præmisserne på så at sige alle punkter - blot ikke i vurderingen af, at der er formodning for anmelderens onde tro. Der er i denne forbindelse tidligere henvist til, at det i første række er de sociale myndigheders opgave at vurdere og sortere anmeldelserne, i næste række politiets opgave.

Det er naturligvis rigtigt, at de sociale myndigheder forholder sig til anmeldelserne som den første myndighed. Men det indebærer ikke, at samme sociale myndighed ved at fastholde en anmelders anony mitet kan afskære politi og anklagemyndighed fra at vurdere, om straffelovens §164, stk. 1, subsidiært §165 er overtrådt.

Det er tværtimod netop anmelderens onde tro, en efterforskning bør rettes imod, idet en overtrædelse af de nævnte paragraffer i straffeloven naturligvis kræver forsæt. Således som denne sag foreligger oplyst, kan et forsæt ikke udelukkes, og henset til at anmeldelsen ‐ som det også erkendes af kærende ‐ vedrører en særdeles grov forbrydelse, bør den anmeldtes krav på retsbeskyttelse over for en eventuel retsstridig anmeldelse veje tungere end den kommunale forvaltningsmyndigheds ønske om at bevare anonymitet for anmelderen. Ellers bliver det netop den kommunale forvaltningsmyndighed, som afgør spørgsmålet om, hvorvidt anmelderen har foretaget en ulovlig anmeldelse.

Landsrettens begrundelse:

Det tiltrædes, at sagens udfald beror på en afvejning af hensynet til at opretholde den tavshedspligt, som påhviler kommunens medarbejdere i et tilfælde som det foreliggende, over for hensynet til at opklare et muligt strafbart forhold begået over for den, anmeldelsen var rettet imod, og dermed også hensynet til evt. at rense den anmeldte for en særdeles alvorlig og meget belastende sigtelse, i hvilken forbindelse det i henhold til retsplejelovens §827, stk. 1, jf. §170, stk. 3, er afgørende, om hemmeligholdelse har en så væsentlig betydning, at den ikke bør kunne tilsidesættes efter de foran nævnte regler om tredjemands oplysningspligt.

Efter det indhold og den form, som anmeldelsen i dette tilfælde har haft, findes kommunens tavshedspligt at burde vige for oplysningspligten. Herefter og tillige af de i den påkærede kendelse anførte grunde stadfæstes kendelsen.

(Dele af denne kendelse er udeladt)