Betænkning nr. 1420 afgivet i august 2002 af Justitsministeriets arbejdsgruppe om
gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn


Kapitel 4 - Sagens behandling ved retten
4.1. Afhøring af børn som vidner i retten

"...4.3. Børnesagkyndige vidner under domsforhandlingen

I sager vedrørende seksuelt misbrug af børn opstår der af og til spørgsmål om, hvorvidt det kan tillades, at f.eks. en børnelæge eller børnepsykolog kan afgive vidneforklaring under domsforhandlingen som sagkyndig.
I disse tilfælde har bl.a. bestemmelserne i retsplejelovens § 185 betydning. Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. I § 185, stk. 2, er der endvidere fastsat regler om bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i visse sædelighedssager.

Som eksempler på sager, hvor der har været spørgsmål om at føre børnesagkyndige som vidner, kan nævnes følgende afgørelser:

I UfR1969.346H havde landsretten afvist en forsvarers anmodning om indkaldelse af et sagkyndigt vidne med henblik på at vejlede nævningene om børns troværdighed i almindelighed. Højesteret tiltrådte, at der ikke havde været tilstrækkelig grund til at imødekomme anmodningen, og tog derfor ikke forsvarerens påstand om hjemvisning af sagen til følge.

I UfR1969.491Ø havde forsvareren anmodet om, at en 10-årig pige blev underkastet en undersøgelse af en psykolog eller børnepsykiater med henblik på at undersøge hendes troværdighed. Landsretten fandt ikke, at der var hjemmel til at underkaste et vidne en sådan undersøgelse, og tog derfor ikke begæringen til følge.

I en utrykt kendelse af 19. august 1999 (V.L. S-1711-99) afviste Vestre Landsret en anmodning fra en forsvarer om under en nævningesag at lade en svensk psykolog vurdere vidneudsagn fra tre børn, som tiltalte var tiltalt for at have misbrugt seksuelt. Landsretten henviste til, at det følger af retsplejelovens §§ 903 og 904, at det er nævningene (og eventuelt dommerne), der skal vurdere sagens beviser. Retten tillod derimod, at psykologen kunne indkaldes som vidne under domsforhandlingen med henblik på generelt at besvare spørgsmål om troværdigheden af vidneforklaringer, herunder særligt børns forklaringer. Retten ville i øvrigt først under domsforhandlingen tage stilling til, hvilke spørgsmål retten ville tillade stillet til psykologen

I en utrykt afgørelse af 3. december 1999 (S-2557-99) afviste Østre Landsret en anmodning fra forsvareren om at føre en universitetslektor i psykologi som sagkyndigt vidne med henblik på fortolkning af de i sagen foreliggende videoafhøringer. Retten henviste til, at forsvareren ikke havde oplyst omstændigheder, der kunne begrunde, at der gennem en af forsvareren valgt psykolog blev foretaget en konkret vurdering af de afgivne forklaringer.

Også i sagen, der er gengivet i UfR2000.2383Ø, afviste landsretten en anmodning fra forsvareren om at føre en universitetslektor i psykologi – som ikke kendte det pågældende barn – som sagkyndigt vidne under domsforhandlingen i sagen. Landsretten henviste til, at begæringen om indkaldelse af psykologen som vidne under domsforhandlingen ikke vedrørte et bevismiddel, men i det væsentlige måtte antages at skulle angå en generel vurdering af bevisernes betydning, hvilket tilkom retten.

Vestre Landsret har i en kendelse af 26. april 2001 (S-2383-00) (optrykt i UfR2002.551H) afvist, at der kunne stilles spørgsmål til en psykolog, der havde haft et terapeutisk forløb med to drenge, om hendes opfattelse af troværdigheden af de oplysninger, som børnene var fremkommet med. Derimod fandt landsretten ikke, at der var noget til hinder for, at psykologen kunne afgive forklaring om det terapeutiske forløb og om de oplysninger, børnene havde givet under hendes samtaler med dem. Samtidig fandt landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, at tillade, at der under domsforhandlingen kunne ske dokumentation af en erklæring udfærdiget af psykologen, idet erklæringen indeholdt psykologens vurdering af troværdigheden af de oplysninger, som de to drenge havde givet hende. Landsretten fandt derimod ikke, at der var noget til hinder for, at erklæringen kunne foreholdes psykologen under domsforhandlingen, for så vidt angik spørgsmål om det terapeutiske forløb og spørgsmål om, hvad børnene havde fortalt under samtalerne med hende.

Det må på denne baggrund antages, at afhøring under domsforhandlingen af børnesagkyndige, psykologer, pædagoger, lærere eller andre børnesagkyndige i givet fald vil blive begrænset til deres konkrete iagttagelser vedrørende barnets adfærd, udtalelser m.v., der kan være af betydning for sagen.

Det må endvidere antages, at retterne vil afvise, at sådanne vidner afhøres om spørgsmål, der henhører under rettens bevisvurdering i den konkrete sag, ligesom en afhøring, der vedrører en professionel vurdering af troværdigheden af den konkrete forklaring, der er afgivet af et barn under sagen, ikke vil blive tilladt.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt domstolene i en konkret sag vil tillade, at en børnesagkyndig indkaldes som sagkyndigt vidne under domsforhandlingen med henblik på mere generelt at forklare om børns almindelige udvikling og reaktionsmønstre, synes dette ikke at være helt afklaret i retspraksis. ..."