UfR. .2011.2121V

 

 

V.L.D. 29. marts 2011 i anke 10. afd. B-1347-10

(Annette Dellgren, Fabrin, Mette Mortensen (kst.)).

K (adv. Kurt Kvist, Viborg) mod Region Nordjylland (fm. Ingrid Schmidt Nielsen, Aalborg).


Aalborg Rets dom 26. marts 2010, BS 2-2867/2009.



Sagens baggrund:


K blev den 22. september 2009 tvangsindlagt på behandlingsindikation på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hun klagede over afgørelsen til Patientklagenævnet for Statsforvaltningen i Nordjylland, der ved afgørelse af 6. oktober 2009 godkendte tvangsindlæggelsen. K har herefter indbragt sagen for retten og nedlagt påstand om, at tvangsindlæggelsen kendes ulovlig. 


K blev tvangsindlagt på baggrund af erklæring af 16. september 2009 fra læge L, - - -, hvori det blandt andet hedder:


»Patienten har udtalte paranoide vrangforestillinger, som gennem den seneste måned har været tiltagende, og hun fremtræder nu svært forpint.


Hun får ingen medicin og nægter at tage dette.«


I erklæring af 28. september 2009 fra overlæge Ida Kattrup, Psykiatrien i Nordjylland, hedder det blandt andet:


»Egen læge har supplerende til dette oplyst, at han har tilset hende sammen med vennen E i hjemmet, og at hun har været svært forpint. Hun har været optaget af forestillinger om sammensværgelse mellem boligudlejer, tidligere boligudlejer, familien og andre. Hun har endvidere optaget af klagesager vedrørende politi, den tidligere tvangsindlæggelse m.m. . . .


Ved indlæggelsen var patienten uforstående overfor, at hun var blev tvangsindlagt. Hun mente, at der var tale om en misforståelse. Hun var meget talende, vanskelig at standse, og hun blev irriteret og vredladen, når den journaloptagende læge forsøgte at stille uddybende spørgsmål . . .


Ved samtale den følgende dag var hun i mindre grad præget af talepres, og det var i nogen grad muligt at få hende til at forholde sig til de stillede spørgsmål. Det var meget vanskeligt at få hende til at beskrive episoden med rystepudseren mere konkret, selvom hun hele tiden henviste til den. Det lykkedes dog at fastholde hende med spørgsmål, og hun beskrev så efterhånden, at episoden skulle have bestået i, at svigermoderen overtalte hende til at lægge sig på gulvet, hvorefter svigermoderen sad ovenpå hende og bearbejdede hendes ryg med en rystepudser gennem en time. . . .


Udfra kendskab til vennens sygdomshistorie kunne man, ligesom egen læge, få det indtryk, at der muligvis er tale om en induceret paranoid psykose.


Det er af hensyn til at få tilstanden korrekt diagnostiseret og dermed korrekt behandlet meget vigtigt at få afklaret, om der er tale om en sådan tilstand, eller om der er tale om, at patienten har en egentlig paranoid psykose. Derfor er det helt afgørende for en betydelig bedring af tilstanden eller eventuel helbredelse, at hun er indlagt tilstrækkelig længe til, at diagnosen kan afklares. Eventuelt vil der blive tale om medicinsk behandling, men det kan først afgøres, når diagnosen er klarlagt.


Det vil skønsmæssigt tage formentligt yderligere nogle uger, før diagnosen kan afklares. Patienten er derfor fortsat frihedsberøvet på behandlingsindikation, idet udsigten til en afgørende bedring af tilstanden vil forringes væsentligt, såfremt hun udskrives. Imidlertid er patienten så klar og nærværende og i stand til at forstå, at hun er nødt til at være her indtil frihedsberøvelsen er ophævet, så hun har kunnet overflyttes til åbent afsnit.«


K har ikke afgivet forklaring.


Der er afgivet forklaring af overlæge Else Larson Fried, der har forklaret, at hun er overlæge på Aalborg Psykiatriske Sygehus, S7, der er en åben afdeling, hvortil K blev overført den 24. september 2009. Baggrunden for tvangsindlæggelsen var, at patientens praktiserende læge havde fundet hende tiltagende forpint og psykotisk, og indlæggelsen skete på gule papirer. Patienten befandt sig ved indlæggelsen i en psykotisk tilstand, som man ikke umiddelbart kunne sætte navn på. En del af hendes symptomer svarede til de symptomer, som hendes ekskæreste frembød, og man var derfor i tvivl om, hvorvidt der var tale om en paranoid psykose eller en såkaldt folie a deux. Hvis psykosen er en sådan type, kan den bedres ved adskillelse fra den person, hvis symptomer man overtager, samtidig med at man kommer i et andet miljø og møder andre mennesker, der kan korrigere og stabilisere ens adfærd. Tilstanden kan, hvis den ikke behandles, blive langvarig og kronisk. På grund af indlæggelsen fik patienten det bedre, men hun havde under hele indlæggelsen paranoide vrangforestillinger. Der var en god formel kontakt med hende, men ikke nogen god emotionel kontakt. Patienten fik hurtigt tilladelse til udgang, blandt andet for at foretage praktiske ting i forbindelse med ophævelsen af et lejemål. Ved indlæggelsen var hun meget optaget af sine vrangforestillinger, mens hun ved udskrivelsen var mere optaget af fremadrettede tanker. Vidnet er ikke i tvivl om, at patienten ved indlæggelsen var psykotisk, og at det var nødvendigt at indlægge hende. Hvis hun ikke var blevet indlagt, ville hun ikke have kunnet styre sin daglige tilværelse, og hendes psykotiske symptomer ville ikke være forsvundet. Efter vidnets opfattelse ville det ikke være tilstrækkeligt til at afbøde tilstanden blot at udskrive hende, selvom hendes ven var blevet indlagt, idet det er afgørende, at hun kommer i et miljø, hvor hendes vrangforestillinger kan blive korrigeret og behandlet.


Den 25. februar 2010 har Retslægerådet afgivet sålydende udtalelse:


»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet under henvisning til tidligere responsum af 03.06.93 og på grundlag af fremsendt materiale, herunder erklæring af 28. september 2009 fra overlæge Ida Kattrup, Voksenpsykiatrisk afdeling, Psykiatrien Region Nordjylland, udtale, at K i 1993 var indlagt ved tvang i psykiatrisk afdeling med forfølgelsesforestillinger.


K ønskede ikke medikamentel behandling, og der blev ikke behandlet ved tvang. Hun har efterfølgende ikke været i psykiatrisk behandling.


K var dengang og op til aktuelle samboende med en psykisk syg mand, som såvel i 1993 som aktuelt ligeledes har været tvangsindlagt.


Ved den aktuelle tvangsindlæggelse 22.09.09 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse, som ophævedes 12.10.09, hvorefter K 13.10.09 blev udskrevet, har hun været præget af sindssygdomssymptomer i form af forfølgelsesvrangforestillinger, storhedsvrangforestillinger samt talepres, indforstået privat tankegang og uden sygdomsindsigt. Hun har dertil igennem årene klaget over om talrige rygproblemer og søgt alternative behandlinger.


Under indlæggelsen fastholdt K, og vendte til stadighed tilbage til vrangforestillingen om, at tidligere samlevers moder med fråde om munden havde fastholdt hende og siddet på ryggen af hende og brugt en rystepudser på hendes ryg.


Under indlæggelsen fremtrådte K ikke forpint, men overvejende livlig og veloplagt. Man afstod fra at beslutte behandling med medicin ved tvang. Diagnostisk har der været overvejelser om, at hendes sindssygdom skulle dreje sig om en fælles psykose mellem to (folie á deux).


Retslægerådet finder, ud fra det foreliggende materiale, at diagnosen helt overvejende sandsynlig er paranoid psykose (kronisk sindsygdom med vrangforestillinger) Sindssygdommen synes at have bestået i alle tilfælde i 17 år.


Retslægerådet finder herefter, at K er sindssyg, og at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsindlægge og senere tvangstilbageholde hende med henblik på behandling, idet udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring ellers ville have været væsentligt forringet.


Rådet er ikke i stand til at besvare spørgsmålet om, hvorledes det ville være gået, såfremt K ikke var blevet tvangsindlagt.«


K har under sagen nedlagt påstand om erstatning på 13.875,00 kr. for udgifter til husleje i oktober og november måned 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse


Retten lægger efter det oplyste, herunder udtalelsen fra Retslægerådet til grund, at K ved tvangsindlæggelsen var psykotisk og i betydelig grad præget af vrangforestillinger og andre psykotiske symptomer. Det fremgår, at hendes tilstand under indlæggelsen forbedredes væsentligt, og retten finder det på den baggrund godtgjort, at det var nødvendigt at tvangsindlægge hende med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Tvangsindlæggelsen findes herefter at være lovlig, jf. lov om anvendelse aftvang i psykiatrien § 5, nr. 1.


Det nedlagte erstatningskrav tages herefter ikke til følge.

Thi kendes for ret:


Tvangsindlæggelsen af K på Aalborg Psykiatriske Sygehus kendes lovlig.

- - -

Vestre Landsrets dom.



Retten i Aalborg har den 26. marts 2010 afsagt dom i 1. instans (- - -).


Påstande


For landsretten har appellanten, K, gentaget sin påstand for byretten om, at tvangsindlæggelsen af hende kendes ulovlig.


Indstævnte, Region Nordjylland, har påstået dommen stadfæstet.


K har taget forbehold om senere at kræve erstatning.


Forklaringer


K har afgivet forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af læge L.


K har forklaret, at før hun mødte E, var hun pædagogmedhjælper, men måtte ophøre hermed på grund af piskesmæld og en gammel trafikskade. Hun mødte E i 1990 og har været kæreste med ham siden. Ca. den 29. oktober 1990 bildte hendes svigermor hende ind, at det kunne hjælpe mod hendes piskesmældsskade at blive behandlet med en rystepudser. Dette udførte svigermoderen så på hende gennem 3 kvarter til 1 time. E kunne se, at hans mor sad og skar ansigter og bad hende ophøre med »behandlingen«, som hun siden har haft men af. Det prædikat, hun fik i 1993, har fulgt hende siden. Hun har aldrig fået nogen behandling mod psykisk sygdom.


Forud for den aktuelle tvangsindlæggelse skrev hun det lange fremlagte brev af 10. september 2009, som dog kun er en kladde, fordi hun skulle skynde sig, idet hun netop skulle til Bornholm og hente sin hundehvalp. Hun havde også tidligere haft hund. Læge L beskyldte hende for at være paranoid. Det fik hun ham til at trække i sig igen, men alligevel tog han skridt til at få hende tvangsindlagt. Hun havde en god tur til Bornholm og glædede sig desuden over at skulle flytte til - - -, hvilket hun var blevet anbefalet af en clairvoyant.


L talte med hende og E den 1. september 2009, men hun var dog her kun til stede for at støtte E, der var utryg ved at være i ejendommen. Hun foreslog, at E kunne få mere medicin, men det ville læge L ikke efterkomme. Lægen foreslog ikke, at hun skulle have medicin eller indlægges, hvilket hun heller ikke havde behov for. Den 15. september 2009 var der en, der bankede på hendes dør, men hun svarede ikke og ved ikke, hvem det var. Hun hverken så eller talte med læge L den 16. september 2009. Hun var hjemme den dag, men fik ikke besøg af læge L. Det er hun helt sikker på. Politiet henvendte sig den 22. september 2009 for at tvangsindlægge hende, hvilket kom helt bag på hende. Hun forsøgte forgæves at få kontakt med læge L. Under indlæggelsen fik hun ingen medicin. Hun kender ikke begrebet miljøterapi. Hun gik under indlæggelsen kun stille og roligt og fandt sig i det hele. Hun tilhører slet ikke den personkreds, der bør tvangsindlægges. Hun blev udskrevet i samme tilstand, som hun var i, da hun blev indlagt. Hun har heller ikke siden fået medicin mod psykisk sygdom. Hun føler sig ikke forfulgt af naboer.


L har forklaret, at han den 1. september 2009 talte med appellanten og E for at undersøge dem begge. Samtalen sigtede også på at kunne skrive til E's advokat om E's tilstand. Der er en helt klar sammenhæng mellem begges tilstand. Han tog ud for at besøge appellanten den 15. september 2009, men hun nægtede at åbne døren. Han kaldte på hende gennem døren, men han fik ikke noget svar. Han kunne høre lyde gennem døren og skrev samme dag til overlægen med henblik på tvangsindlæggelse på baggrund af hendes lange sygdomsforløb. Det må skyldes en slåfejl, at der mangler ordet »ikke« i sætningen »Patienten antræffes i dag på adressen« i hans journaltilførsel af 16. september 2009, således at det fremstår, som om han har set hende den 16. september 2009. Han mindes nemlig ikke at skulle have set hende den dag. De yderligere journaltilførsler af 16. september 2009 har fundet sted på baggrund af det forudgående forløb, herunder et langt brev af 10. september 2009, som hun havde skrevet til ham. Han har skrevet sin lægeerklæring den 15. september og oprindelig dateret erklæringen »15. september 2009«, men har omdateret den til 16. september 2009, fordi den først blev sendt den følgende dag.

Landsrettens begrundelse og resultat



Efter bevisførelsen, herunder læge L's forklaring, må det lægges til grund, at K før tvangsindlæggelsen den 22. september 2009 senest blev lægeundersøgt den 1. september 2009. Det bemærkes herved, at hverken læge L's henvendelse ved hendes dør den 15. september 2009, hvor han ikke opnåede en samtale med hende, eller hans modtagelse fra hende af et langt brev dateret den 10. september 2009, kan anses som undersøgelser. Betingelserne efter psykiatrilovens § 7, stk. 3, jf. § 5, nr. 1, om, at lægens undersøgelse skal være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen, er derfor ikke opfyldt.


Landsretten finder på den baggrund, at tvangsindlæggelsen er ulovlig og tager derfor K's påstand til følge.

Thi kendes for ret:


Tvangsindlæggelsen af K den 22. september 2009 kendes ulovlig.