TfK 2008.52/1

 

 

H.K. 18. oktober 2007 i sag 374/2007

Anklagemyndigheden mod T (adv. Thorkild Høyer, Kbh., e.o.).


Østre Landsrets kendelse 9. august 2007 (3. afd.)


(Teilmann, B. Tegldal, Søren Hafstrøm (kst.)). 


Der fremlagdes brev af 17. juli 2007 fra den beskikkede forsvarer, advokat Th. Høyer, der anmoder om, at der sker beskikkelse af yderligere en forsvarer. Advokat Th. Høyer har især henvist til sagens betydelige omfang med et utal af detaljer og tekniske oplysninger.


Efter votering afsagdes sålydende

Kendelse:


Den 15. februar 2007 blev tiltalte af nævningerne fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, hvorefter retten besluttede, at en ny domsforhandling skal foregå. Tiltalte havde under denne del af sagen advokat Th. Høyer som beskikket forsvarer. På denne baggrund, og da det oplyste om sagens karakter og omfang ikke kan føre til andet resultat, finder landsretten, at der ikke er grundlag for i medfør af retsplejelovens § 738, stk. 1, undtagelsesvis at beskikke yderligere en forsvarer for tiltalte.

Thi bestemmes:


Anmodningen om beskikkelse af yderligere en forsvarer for tiltalte tages ikke til følge.

Højesterets kendelse.


I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 3. afdeling den 9. august 2007.


I påkendelsen har deltaget tre dommere: Asbjørn Jensen, Niels Grubbe og Vibeke Rønne.


Påstande


Tiltalte, T, har nedlagt påstand om beskikkelse af en yderligere forsvarer for sig.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Østre Landsrets 3. afdeling har henholdt sig til afgørelsen.


Anbringender


Til støtte for tiltaltes påstand har forsvareren anført bl.a., at sagen omfatter bevisførelse om radikalisering, et meget betydeligt antal aflytninger og andet telemateriale, samt komplicerede tekniske forhold, og at sagen på grundlag af dens omfang og kompleksitet kan sammenlignes med større komplicerede sager om økonomisk kriminalitet, i hvilke der efter rimelig fast praksis sker beskikkelse af to forsvarere for tiltalte. Begæringen om en yderligere forsvarer bør også imødekommes ud fra principperne om »equality of arms« og »fair trial«, idet anklagemyndigheden under sagen vil være repræsenteret af to anklagere. Det bør også over for offentligheden fremstå således, at disse principper efterleves. Beskikkelse af en reserveforsvarer bør endvidere ske med henblik på at modvirke forsinkelse i tilfælde af, at han bliver syg.


Rigsadvokaten har til støtte for sin påstand navnlig anført, at bilagene fra den første sag, som allerede er forsvareren bekendt, kun forventes suppleret af nogle få yderligere ringbind, og at sagens samlede omfang ikke kan begrunde beskikkelse af en yderligere forsvarer. Der er tale om helt sædvanligt bevismateriale i en straffesag. Sagen kan ikke sammenlignes med sager, hvor der er sket beskikkelse af to forsvarere, idet disse sager er kendetegnet ved, at der ud over rent strafferetlige spørgsmål også stilles krav om særlig sagkundskab til civilretlige spørgsmål, ved at sagens materiale kan være meget omfattende og komplekst, og ved at sagerne ofte domsforhandles over flere år, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Principperne om »equality of arms« og »fair trial« kan ikke føre til, at der bør beskikkes to forsvarere for tiltalte, selv om anklagemyndigheden møder ved to anklagere. Når anklagemyndigheden møder ved to anklagere, er det begrundet i ressourcemæssige overvejelser, idet de samme to anklagere havde delt opgaven imellem sig mod hver af de fire tiltalte under den første sag. Der var ikke beskikket en reserveforsvarer under den første sag, og det vil have store omkostningsmæssige konsekvenser, hvis det i praksis skal blive almindeligt alene med henblik på at gardere sig mod udsættelse af sagen at beskikke to forsvarere for en tiltalt i sager, hvor domsforhandlingen strækker sig over knap to måneder.

Højesterets begrundelse og resultat


Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, der i øvrigt er fremført af forsvareren, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret kendelsen.

Thi bestemmes:


Landsrettens kendelse stadfæstes.