Justitsministeriet vejledning 2007 "Sådan klager du til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Side15-17
 
"Efter artikel 35 må Domstolen kun behandle en sag, ”når alle nationale retsmidler er
udtømt”. Det betyder, at klageren skal have udnyttet alle muligheder for at få sagen
behandlet af de nationale myndigheder. Baggrunden herfor er, at staten skal have haft
mulighed for selv at råde bod på eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne, inden
Domstolen behandler en klage.

”Nationale retsmidler” omfatter både behandling af sagen ved de administrative myndigheder,
f.eks. kommunerne og statens styrelser, og ved domstolene. Hvis det er muligt at få
en administrativ myndigheds afgørelse prøvet ved domstolene, skal domstolene også have
behandlet sagen, og alle ankemuligheder i domstolssystemet skal være udnyttet. Hvis det
er muligt at klage over en administrativ myndigheds afgørelse, f.eks. til en overordnet
myndighed eller til et særligt klageorgan, og denne klagemulighed efter dansk lovgivning
skal være udnyttet, inden sagen kan indbringes for domstolene, vil det også være et krav i
forhold til konventionen, at denne klagemulighed er udnyttet. Den øverste administrative
myndighed i sager, der ikke kan indbringes for domstolene, eller den øverste danske domstol
skal altså have behandlet sagen, inden Domstolen kan behandle en klage over sagen.
Ønsker man f.eks. at klage til Domstolen over et afslag på opholdstilladelse, fordi man
mener, at afslaget strider mod retten til respekt for familielivet, skal man – hvis landsretten
kan behandle spørgsmålet – have prøvet afslaget ved landsretten og anket landsrettens
dom til Højesteret. Først når Højesteret har afsagt dom i sagen, vil betingelsen om, at man
skal have udtømt alle nationale retsmidler, være opfyldt.

I Danmark vil betingelsen om, at klageren skal have udtømt alle de nationale retsmidler,
ofte være opfyldt, når sagen har været behandlet ved de relevante administrative myndigheder
og af de nationale domstole i to eller tre instanser. Man skal forgæves have ansøgt
Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevillling, hvis sagen er behandlet ved landsretten
som 2. instans. Også hvis sagen er behandlet i byretten og ikke kan appelleres til landsretten
uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, fordi den er omfattet af en anke- eller kærebegrænsningsregel
i retsplejeloven, skal man forgæves have ansøgt Procesbevillingsnævnet
om 2. instansbevilling. Man skal derimod ikke have klaget til Folketingets
Ombudsmand. Domstolen kræver ikke, at man først udnytter såkaldte ekstraordinære retsmidler.
Det er derfor ikke nødvendigt at begære genoptagelse af en afsluttet sag. For så
vidt angår straffesager, behøver man derfor ikke at have udnyttet muligheden i § 977 i
retsplejeloven for at søge om genoptagelse ved Den Særlige Klageret. Man skal heller
ikke have søgt om benådning.

Man skal imidlertid kun have udnyttet de retsmidler, der er tilgængelige, tilstrækkelige og
effektive. Det betyder bl.a., at man kun skal have klaget til myndigheder, som har kompetence
til at træffe en bindende afgørelse i sagen. Hvis klagemyndigheden afgør klagesager
efter en helt fast praksis, der ikke giver klageren medhold, kan det også være unødvendigt
at klage til denne klagemyndighed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en
fast retspraksis, som går en imod, fordi domstolene allerede har afgjort mange lignende
sager. Det forudsætter dog, at der ikke er tvivl om, at klager ikke har udsigt til at få medhold.
Under sagens behandling ved Domstolen, er det staten, der skal bevise, at en klager
ikke har udnyttet et eller flere retsmidler.

De nationale myndigheder skal have haft mulighed for at tage stilling til de spørgsmål,
som man ønsker at klage til Domstolen over. Det forudsætter, at man har påberåbt sig
synspunkterne under myndighedernes behandling af sagen. Man behøver dog ikke at have
påberåbt sig konventionens bestemmelser udtrykkeligt. Hvis man f.eks. mener, at man
ikke kan opretholde et familieliv med sin kone og sine børn, hvis man bliver udvist ved
dom på grund af kriminalitet, skal man altså have gjort retten opmærksom på dette, men
man behøver ikke direkte at nævne konventionens artikel 8 om retten til et familieliv.
Hvis man vil klage over lang sagsbehandlingstid (krænkelse af retten til en rettergang
inden en rimelig frist, jf. konventionens artikel 6), efter at sagen er slut ved de danske
domstole, bør man undervejs i sagens behandling have påberåbt sig retsplejelovens § 152
a
over for de danske domstole. I sager omfattet af konkursloven bør man ligeledes have
påberåbt sig konkurslovens § 127 a under skifterettens behandling af sagen. Disse
bestemmelser er specifikt indsat i retsplejeloven og konkursloven for at give sagens parter
et effektivt nationalt retsmiddel i tilfælde, hvor sagsbehandlingen ved de danske domstole
trækker i langdrag. Hvis man ikke har udnyttet disse retsmidler undervejs, risikerer man
derfor at få afvist en eventuel klage til Domstolen bagefter, fordi man ikke har udtømt
nationale retsmidler.

Hvis klager under en straffesag ved de danske domstole undervejs direkte eller indirekte
har gjort gældende, at kravet om en rimelig sagsbehandlingstid efter konventionens artikel
6 er blevet krænket, skal klager have gjort dette synspunkt gældende hele vejen igennem
det danske domstolssystem, før der kan klages til Domstolen. Det betyder, at klager også
skal gøre synspunktet gældende i sin ansøgning til Procesbevillingsnævnet om 2. eller 3.
instansbevilling. Hvis klager har fået nævnets tilladelse til at anke, skal klager desuden
have gjort synspunktet gældende overfor ankeinstansen. I modsat fald risikerer klager at få
en efterfølgende klage til Domstolen afvist, fordi klager ikke har udtømt de nationale retsmidler."


Se Justitsministeriets vejledning fra 2007 om klager til Menneskerettighedsdomstolen i sin helhed.