Udateret vejledning fundet den 18. november 2011
på Lægeforeningens hjemmeside
 
 

Retningslinier for lægers samarbejde med politiet i sager vedr. kriminalitet

 
 
 
 

 

Udarbejdet af Hovedbestyrelsen og bragt i Ugeskr Læger 1995; 157: 4059

Læger og politi er ofte i kontakt med hinanden vedrørende patienter. I de allerfleste tilfælde giver dette samarbejde ikke anledning til problemer. Særlige forhold gør sig imidlertid gældende, når der er tale om kontakt med politiet i forbindelse med politimæssig efterforskning i sager vedrørende kriminalitet, idet der ofte er modsatrettede hensyn - patientens ønske om, at oplysninger ikke videregives til politiet og politiets interesse i opklaring af strafbare handlinger.

Disse modsatrettede hensyn er ikke ensbetydende med dårlige samarbejdsforhold mellem politi og læger, men begge parter må være opmærksomme på de regler, der gælder for varetagelsen af de respektive opgaver.

Fortrolighedsforholdet mellem patient og læge skal sikre, at alle patienter kan henvende sig til læge med henblik på relevant behandling i tillid til lægens lovbestemte tavshedspligt. Fortrolighedsforholdet er udgangspunkt for vurdering af, om en læge kan/skal videregive oplysninger til politiet (sundhedslovens § 40 og retsplejelovens § 170). Det er en vigtig lægeopgave at skabe tillid hos patienten. Politiets anmodning om udlevering af tavshedsbelagte oplysninger betyder langt fra altid, at en retsafgørelse vil give politiet medhold i, at oplysningerne skal udleveres.
 

Kontakt med politiet i forbindelse med efterforskning af straffesager

Den primære kontakt med politiet varetages i primærsektoren af de praktiserende læger og i sekundærsektoren af den vagthavende læge/skadevagt i skadestuerne. Læger har pligt til at opgive eget navn og adresse. Adressen kan være praksis/sygehusafdeling eller skadestuen.

Den praktiserende læge/overlæge ved vedkommende afdeling eller skadestue er herefter ansvarlig for kontakten med politiet og skal inddrages i alle afgørelser om udlevering af person- og helbredsoplysninger, som patienten ikke giver samtykke til.

Telefoniske forespørgsler besvares ikke umiddelbart. Politiets identitet skal sikres ved genopkald.

Politiet skal ved henvendelsen give oplysninger om tid og sted for forbrydelsen samt beskrive patient/læsioner, således at patienten kan identificeres. Diffuse forespørgsler skal afvises.

Videregivelse af person- og helbredsoplysninger afhænger af, om patienten har afgivet samtykke eller ej.

Patientens samtykke foreligger

Når patientens samtykke foreligger, og der ikke er tvivl om, at patienten er myndig og i stand til at handle fornuftsmæssigt, kan lægen svare på konkrete forespørgsler fra politiet. Det anbefales at anmode patienten om skriftligt samtykke.

 

Patientens samtykke foreligger ikke

Som hovedregel kan der ikke gives person- og helbredsoplysninger til politiet uden patientens samtykke. Hvis politiet på trods af manglende samtykke fra patienten ønsker oplysninger om patienten, kan politiet anmode retten om at pålægge lægen at udlevere de pågældende oplysninger. Hvis lægen mener, at oplysningerne er omfattet af hans tavshedspligt, bør han allerede over for politiet gøre opmærksom herpå. Herved sikrer lægen sig også, at retten træffer en begrundet afgørelse om, hvorvidt oplysningerne skal udleveres eller ej, ligesom lægen kan sikre sig, at han får lov at udtale sig i retten, inden afgørelsen træffes.

Når rettens afgørelse (kendelse eller beslutning) foreligger, skal de ønskede oplysninger i almindelighed udleveres til politiet.

Er lægen imidlertid uenig i rettens afgørelse, kan afgørelsen indbringes for Landsretten ved kæremål med påstand om, at kæremålet tillægges opsættende virkning. Fristen for at indbringe (kære) afgørelsen til Landsretten er 14 dage. Hvis retten tillægger kæremålet opsættende virkning indebærer det, at lægen først er forpligtet til at udlevere oplysningerne, når Landsretten har truffet sin afgørelse, og kun når denne afgørelse stadfæster byrettens afgørelse. Kæremål bør overvejes i principielle sager og i sager, hvor lægen ikke mener, at retten har tillagt tavshedspligten/fortrolighedsforholdet mellem læge og patient tilstrækkelig vægt.

Uden retskendelse kan oplysninger desuden videregives uden patientens samtykke i de sjældne tilfælde, hvor lægen i henhold til straffeloven har ret og pligt til

I alle tvivlstilfælde bør politiet henvises til at indhente retskendelse. De involverede læger kan indhente rådgivning i Lægeforeningens Juridiske Sekretariat, telefon 35 44 85 00.