Strengere straffe til flugtbilister gennemført i sommeren 2008
havde ikke den ønskede effekt - der er blevet flere flugtbilister

 

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

12. april 2009


 
   
Af et Ritzau-telegram bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 7. april 2009 med overskriften "Flere flugtbilister trods hårdere straffe" fremgik blandt andet følgende:
  "Selv om straffen for flugtbilisme i sommer blev skærpet, flygter stadigt flere fra alvorlige trafikuheld og efterlader deres ofre svært tilskadekomne.

249 gange sidste år stak bilister af fra trafikulykker, uden at politiet efterfølgende kunne finde dem, viser tal fra Forsikring & Pension. Det svarer til en stigning på mere end 50 procent i forhold til 2006, skriver JydskeVestkysten.

Efter at en redegørelse fra Rigsadvokaten havde vist, at langt de fleste flugtbilister slap med bøde, strammede regeringen i juni straffen for flugtbilisme til som udgangspunkt at koste fængselsstraf...."

 
Forud for Folketingets stramning af straffen til flugtbilister blev regeringen af fagfolk advaret om, at dette næppe ville have nogen effekt. 23. januar 2008 bragte Dagbladet Politiken en artikel med følgende overskrift: "Ekspert: Omsonst med fængsel til flugtbilister". Af artiklen fremgik blandt andet følgende:
  "Udsigten til fængselsstraf vil ikke få flere flugtbilister til at standse.

Det siger leder af Dansk Krisekorps, psykolog Morten Holler til RadioNyhederne.

»Man regner jo ikke med, at den slags ting sker, når man kører hjemmefra. Og selve chokket gør, at man mister overblikket over situationen, så den viden man kunne have, om at straffen var højere, den er ikke tilgængelig, når chokket indtræder«, siger han.

Espersen tror på forebyggelse
Justitsminster Lene Espersen foreslog ellers i går, at flugtbilister skal i fængsel, lige meget om der er tale om alvorlig personskade eller ej.

»Ved at lovgive og dermed også sætte gang i en offentlig debat, så kan man få fat i de gode almindelige borgere, som måske bliver ramt af panik. De vil tænke sig om en ekstra gang, hvis de ved konsekvensen er fængsel og at man mister sit kørekort«, siger Lene Espersen til RadioNyhederne. ..."