Justitsministeriet: Frihedsberøvelse af børn og unge har lille eller ingen
 virkning mod kriminalitet. Adgang til uddannelse og arbejde har større effekt.
 

  
Af Hanne Ziebe, sekretariatsleder i Landsforeningen KRIM

12. januar 2008

Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet, har i december 2000 lavet en sammenfattende gennemgang af et stort antal udenlandske undersøgelser om effektiviteten af forskellige typer tiltag over for børns og unges kriminalitet. Indlægges bærer overskriften: "Hvad virker og hvad virker ikke med hensyn til at mindske ungdomskriminalitet?"

På grundlag af gennemgangen konkluderer forfatteren følgende:
  "..1) Tidlig forebyggelse af børne- og ungdomskriminalitet. Projekter, der sigter på at støtte socialt og økonomisk svagt stillede børnefamilier, kan såvel betyde mindre børnemishandling, forbedring af børnenes forhold i og til skolen samt mindsket kriminalitet blandt børnene og de unge senere i livet. Den mest succesrige form for tidlig forebyggelse synes at være hyppig og langvarig kontakt med en sundhedsplejerske. Desuden har mange forsøg med forældretræning og –terapi givet positive resultater.

2) Behandling, færdighedstræning og lignende tiltag. Den generelle tendens er, at det gen-nem interventioner, der sigter på at forbedre lovovertræderens sociale færdigheder og muligheder samt skabe erkendelse hos lovovertræderen om de situationer og risici, der kan udløse kriminalitet, kan medvirke til at mindske tilbagefaldet til ny kriminalitet. Sandsynligheden for at opnå en behandlingseffekt påvirkes positivt af følgende forhold: At behandlingen rettes mod lovovertrædere, der har en reel risiko for at recidivere; at behandlingen er intensiv; at behandlingen tager udgangspunkt i den enkelte lovovertræders kriminogene forhold; at ikke bare behandlingens indhold, men også dens form afpasses efter den enkelte lovovertræder; at behandlingen foregår i frihed.

3) Kortvarige frihedsberøvelser, boot camps, short sharp shocks, scared straight og tilsvarende programmer, der søger at opnå en specialpræventiv effekt gennem (bl.a.) afskrækkelse. Det fælles ved disse programmer er, at de ikke har kunnet påvises at have en positiv effekt på tilbagefaldsrisikoen, men at mange af de undersøgelser, der er gennemført, tværtimod finder en negativ, altså kriminalitetsfremmende, effekt.

4) Længerevarende institutionsanbringelser og fængselsstraffe. Erfaringen synes at være, at institutionsanbringelser, som ikke indebærer intensiv og ekstraordinær behandlings-indsats, højest har en nuleffekt og muligvis har en egentlig negativ specialpræventiv effekt. Det er antagelig især en risiko, hvis de unge overlades meget til sig selv og hinandens negative påvirkning

5) Generalpræventiv effekt af strafskærpelser eller –lindringer. Selv om det synes givet, at eksistensen af strafpåbud og/eller opdagelsesrisiko i forbindelse med kriminalitet har en generalpræventiv effekt, så har ændringer i strafudmålingsniveauet ikke kunnet påvises at have en generalpræventiv effekt.
6) Uskadeliggørelse gennem langvarige indespærringer. Det er givet, at en meget kraftig øgning i brugen og i længden af ubetingede frihedsstraffe vil have en vis effekt. Det synes dog samtidig givet, at dette kriminalpræventive middel er ganske dyrt, og det ikke er muligt med tilnærmelsesvis stor sikkerhed at udpege højrisikogrupper blandt lovovertrædere. .."

Forfatteren oplyser, at der er tale om en sammenfattende gennemgang af et større antal metaanalyser af mange forskellige udenlandske undersøgelser, og at der for det meste er tale om undersøgelser, der er offentliggjort i 1990'erne eller senere.

I citatet ovenfor gennemgik Britta Kyvsgaard undersøgelser, der vedrører den specialpræventive effekt af forskellige tiltag over for især børn og unge.

I gennemgangen omtaler Britta Kyvsgaard også undersøgelser, der særligt forholder sig til den generalpræventive effekt af fængselsstraffen.

Under overskriften "Generalprævention og inkapacitering" skriver hun:
  Der er for nylig, på foranledning af det engelske Home Office, udarbejdet en rapport af kriminologer fra Cambridge University om den generalpræventive effekt af straffenes streng-hed (von Hirsch et al., 1999). Kort sagt, konkluderes i rapporten, at eksistensen af straf har en generalpræventiv effekt, men at der ikke er klare beviser for straffens marginale general-præventive effekt. Dvs. at det ikke videnskabeligt har kunnet påvises, at strafskærpelser øger den generalpræventive effekt.

Der kan i denne forbindelse også peges på de ændringer, der er sket i Finland, hvor man bevidst og gennem en række kriminalpolitiske initiativer har reduceret det gennemsnitlige daglige fangetal fra ca. 180 pr. 100.000 indbyggere i 1950 til ca. 60 pr. 100.000 indbyggere i slutningen af 1990’erne (Lappi-Seppälä, 2000). Sammenholdt med den kriminalitetsudvikling, der i samme tidsrum har fundet sted i de øvrige nordiske lande, synes denne kraftige reduktion i brug af fængselsstraffen ikke at have medført en særlig kraftig vækst i kriminaliteten i Finland.

Tyskland har været inddraget i den seneste tids debat om kortvarige frihedsberøvelser. Debatten har refereret til den reform, der gennemførtes i Vesttyskland i 1969, og som indebar, at mere end to tredjedele af frihedsstraffene under 6 mdr. blev ændret til bødestraffe. Der er gennemført undersøgelse af denne reforms såvel specialpræventive som generalpræventive effekt. Med hensyn til den specialpræventive effekt nævnes i en tysk lærebog, at tilbagefaldet til ny kriminalitet er større for dem, der har afsonet en straf, end for dem, der har fået bøde, i en periode på 6 mdr. efter sanktionen (Kaiser, 1993). Generalpræventivt er der ikke fundet nogen effekt af reformen, og det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en sådan effekt (Göppinger, 1997).

Sammenfattende kan det om Britta Kyvsgaards gennemgang af et stort antal undersøgelser om effekten af mange forskelligartede tiltag over for børn og unges kriminalitet siges, at tiltag, der tilsigter at forandre de årsager, der påvirker børn og unges adfærd, har større effekt end straf og indespærring.

Det synes at være et gennemgående træk ved undersøgelserne, at de viser, at en tidlig forebyggelse i form af at forbedre børns vilkår og at sikre mennesker adgang til uddannelse og beskæftigelse, har en større effekt på kriminel adfærd end strafferetlige tiltag for eksempel i form af indespærring.