Flere anmelder vold til politiet men volden er tilsyneladende
faldende, og volden bliver tilsyneladende ikke grovere

Af Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

december 2007

Læser man politiets årlige opgørelser over, hvor mange der anmelder til politiet, at de eller andre har været udsat for vold, ses det, at antallet af anmeldelser er stigende.

Af politiets anmeldelsesstatistik fremgår således følgende vedrørende perioden fra 1981 til 2000:

	år:	Antal anmeldelser om vold til politiet for hele landet:
	2000	9796
	1999	8973
	1998	8460
	1997	8734
	1996	8589
	1995	7716
	1994	8811
	1993	8392
	1992	8736
	1991	8054
	1990	7702
	1989	6690
	1988	6517
	1987	5886
	1986	6080
	1985	5870
	1984	5395
	1983	5270
	1982	5169
	1981	5326

Af anmeldelsesstatistikken vedrørende alle landets politikredse kan det således ses, at der har været en jævn stigning i antallet af anmeldelser til politiet af vold i hele perioden.

I Ugeskrift for Læger 2002, side 1044 til side 1048, har Ole Brink, Oluf Bitch, Klaus Kjær Petersen & Annie Vesterby Charles offentliggjort en undersøgelse om udviklingen i voldskriminaliteten i Århus i tiden fra 1981 til 2000.

Undersøgelsen viser (ligesom tallene for hele landet gengivet ovenfor), at antallet af personer, der i perioden anmeldte vold til politiet, var stigende.

Derimod var antallet af personer, der i perioden kom i kontakt med sundhedssektoren som følge af skader efter vold faldende. Det fremgår i øvrigt også af undersøgelsen, at de skader, som de voldsramte, der kom i kontakt med sundhedssektoren, ikke var blevet værre med årene.

Forfatterne påpeger, at befolkningssammensætningen i Århus efter deres opfattelse er således, at undersøgelsen kan anses for at være repræsentativ for hele landet. De konkluderer: "Der er grund til at antage, at nedgangen i volden er generel". Forfatterne finder endvidere, at det må lægges til grund, at volden i den periode, som undersøgelsen vedrører, må anses for at være faldende. De antager således, at flere og flere borgere anmelder vold, uden at der dermed er blevet flere tilfælde af vold i Danmark, eller at volden er blevet grovere.

Af indledningen fremgår om undersøgelsens kilder og periode blandt andet følgende:

"...Introduktion: Sundhedsvæsenet og politiet har gentagne gange vist sig at være vigtige kilder til viden om vold. Skadestuerne, Retsmedicinsk Institut og politiet i Århus har samarbejdet omkring tre tidligere voldsstudier, hvoraf det seneste blev gennemført i 1993-1994. Med et opfølgende studie har det været formålet at tilvejebringe et opdateret billede af voldens omfang og karakter.

Materiale og metoder: Studiet er udført som et dynamisk kohortestudie i perioden fra den 1. april 1999 til den 31. marts 2000. De voldsramte blev registreret og interviewet på skadestuerne eller på Retsmedicinsk Institut i Århus. Fra politiet blev der indsamlet informationer vedrørende den politianmeldte vold. Resultaterne blev sammenlignet med tidligere lignende undersøgelser fra 1981-1982, 1987-1988 og 1993-1994. ...."

I undersøgelsens konklusion anføres blandt andet:

"..... Med gennemførelsen af det seneste studie i Århus, er der nu indsamlet informationer om mere end 7.000 voldsepisoder fra en periode på tyve år. Resultaterne peger i retning af, at det gennem årene er blevet mere fredeligt at leve i Århus. Der er fundet en signifikant reduktion i antallet af voldsramte ved undersøgelsen i 1999-2000, og den årlige incidens for voldsramte århusianere faldt til det hidtil laveste niveau, nemlig på 4,6 per 1.000. Voldens karakter har gennem perioden ikke ændret sig væsentligt.

Ved kun at registrere de voldsramte, der har været i kontakt med en skadestue, Retsmedicinsk Institut og/eller politiet, er der sket en selektion. De voldsramtes motiver til at politianmelde vold og måske især til at undlade at anmelde den kan være meget forskelligartede. Behovet for og tærsklen for at søge hjælp på en skadestue kan være afhængig af kultur og holdninger (8). Personer, der har været udsat for vold i Århus, men som blev behandlet på en skadestue uden for politikredsen, blev ikke inkluderet, hvilket har medført en underestimering af voldsincidensen. Det formodes, at visse typer af vold såsom vold mod kvinder i hjemmet og børnemishandling i højere grad end andre typer vold »skjules« for skadestuer og politiet. Dermed opstår selektionsbias. Informationsbias er søgt minimeret ved at anvende en enkel registreringsprocedure og definition af vold. I alle undersøgelsesperioder blev der benyttet samme metodologi, og optageområdet har været uændret. Det vurderes derfor, at indflydelsen fra informationsbias og selektionsbias har været ensartet i alle fire perioder og ikke i væsentlig grad har påvirket bedømmelsen af den tidsmæssige udvikling i volden.

En del af formålet med dette studie har været at belyse den mest »sandfærdige« voldsincidens, og det har vi forsøgt ved at medregne alle de voldsramte, som vi fik kendskab til på skadestuerne og hos politiet. Desværre inkluderer de studier, som er relevante at sammenligne med, ikke data fra politiet. Det skal der tages højde for, når incidensraterne sammenlignes.

I Odense faldt voldsincidensen fra 8,4 voldsramte per 1.000 i 1988 til 5,7 i 1996, men til forskel fra udviklingen i Århus stagnerer incidensen i perioden efter 1996 (9). En forklaring kan være, at der er forskelle i befolkningens sammensætning. I forhold til den samlede befolkning bor der nemlig flere med udenlandsk herkomst i Odense end i Århus eller det øvrige Danmark. I 1991 var der årligt ni esbjergensere med voldsrelaterede skader per 1.000 på skadestuen, hvilket var markant flere end i Odense og Århus. Der er ingen umiddelbar forklaring på, hvorfor flere rammes af vold i Esbjerg, da der ingen nyere registrering findes.

På baggrund af 9.649 voldsskader, der er registreret i det norske personskaderegister i perioden 1990-1997, angives der en gennemsnitlig årlig incidens i fire norske byer på 3,8 voldsramte per 1.000 (10). I samme periode blev forekomsten af voldsskader reduceret med 15-20%, og reduktionen kunne i lighed med udviklingen i Århus især tilskrives mændene. I et prospektivt studie fra 33 skadestuer i England og Wales har man i perioden 1995-1998 indsamlet oplysninger vedrørende 121.000 voldsramte (11). Der var ingen signifikante ændringer i voldens hyppighed gennem perioden. Til gengæld steg antallet af voldsramte kvinder i alderen 31-50 år. I Århus så vi en mindre stigning i antallet af voldsramte kvinder i alderen 15-24 år i 1999-2000. Det er paradoksalt, at den generelle nedgang i volden ikke gælder for kvinderne. Nogen umiddelbar forklaring kan der ikke gives, men måske kan det skyldes, at den hidtidige voldsforebyggelse ikke specifikt har været rettet mod kvinderne. Til gengæld har der gennem de seneste år været fokuseret meget på de unge mænd som risikogrupper. Organisationer som »Stop Volden« har henvendt sig direkte til de unge, skolerne har haft vold på skemaet, og medierne har fokuseret stærkt på ungdomsvolden.

Udlændinge er generelt overrepræsenteret blandt de voldsramte i forhold til deres befolkningsandel i Århus. Samtidig er der noget, som tyder på, at selve herkomsten influerer på risikoen for at blive indblandet i vold. Mænd af især mellemøstlig og afrikansk herkomst har en øget risiko. Der er ikke tidligere lavet en tilsvarende uddifferentiering af herkomst i danske studier, men fra Legevakten i Oslo beskrives, at indvandrere fra Asien, Afrika og Tyrkiet dobbelt så hyppigt var registreret som voldsramte som indvandrere fra USA og Europa.

Dette studie er gennemført i Århus og repræsenterer derfor ikke nødvendigvis en generel udvikling i Danmark, men befolkningen i Århus har mange ligheder med den gennemsnitlige befolkning i hele Danmark (Tabel 4). Der er grund til at antage, at nedgangen i volden er generel. Det understøttes af studierne fra Norge og England. De beskrevne risikogrupper synes også at være et generelt fænomen. Der kan selvfølgelig være regionale forskelle i Danmark og specielle forhold, som lokalt bevirker et andet voldsmønster.

På baggrund af de voldsramtes fysiske skader var der ikke noget som tydede på, at volden blev grovere gennem årene. Bedømt efter AIS, havde hver tiende voldsramte læsioner, som var følger efter grov vold. AIS er ikke nogen god skala til at bedømme voldsskader. Den giver ikke en tilstrækkelig differentiering af de mindre skader, men der mangler alternativer. Der var heller ikke tegn på, at den behandling, der blev givet i forbindelse med skaderne, var øget gennem årene.

Vold medfører ofte groteske og unødvendige omkostninger for den voldsramte selv, men også for samfundet som helhed. Et ressourcespild som i sig selv burde være et incitament til at forebygge vold uanset den faldende voldsincidens. De 15-24-årige mænd i værtshusmiljøerne er stadig overrepræsenteret i statistikken, hvorfor de fortsat bør være en målgruppe. Nye målgrupper er mænd af afrikansk og mellemøstlig herkomst. Samtidig bør der rettes fokus på den manglende reduktion i volden blandt kvinderne. De tidligere strategier bør evalueres og nye tilpasses. ...."