Fængselsinspektør opsagde sin stilling efter at være blevet "svinet til" og beskyldt for at "lyve" af fængselsbetjente. Andre faggrupper kaldte fængselsbetjentene for "truende"


I Dagbladet Politiken 20. marts 2002 skrev journalist Marie Hjortdal blandt andet:


 

  "... Fængselsinspektør Ole Hansen og souschefen Nanna Jensen valgte tirsdag at søge deres afsked efter at have fået et mistillidsvotum fra de ansatte fængselsbetjente. De udgør cirka 80 procent af de ansatte i fængslerne i hovedstaden.

Onsdag valgte de øvrige ansatte at sige deres uforbeholdne mening om den stil, som de dominerende fængselsfunktionærer har lagt for dagen.

Overvagtmesterforeningen tager »skarpt afstand fra Fængselsfunktionærernes Organisations metoder og handlemåder«.

Og fra gruppen af øvrige ansatte - herunder præster, jurister, økonomer, reservelæger, kontorfolk og sygeplejersker - lød der tilsvarende toner i en udtalelse:

»Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er enige i den skarpe og unuancerede kritik af ledelsen«, lyder det fra gruppen, der kalder fængselsfunktionærernes tone i diskussionen for »truende og ultimativ«.

Ole Hansens opsigelse kommer som følge af, at de ansatte i Vestre Fængsel - Danmarks største fængsel - mandag aften enstemmigt vedtog et mistillidsvotum mod ledelsen. Fængselsfunktionærerne er bl.a. utilfredse med fordelingen af fængslets personale og den store mængde overarbejde.

Ifølge den 63-årige fængselsinspektør har der længe været samarbejdsvanskeligheder mellem fængslets ledelse og de ansatte, og en »ond og infam tone« i fængslet har gået Ole Hansen voldsomt på.

»De sviner mig til for hvad som helst. De sviner mig til for forsømmelighed, for at være ligeglad med personalet og for at lyve. Det vil jeg ikke stå model til længere«, siger Ole Hansen, som mener, at fængselsfunktionærerne er mere opsat på at få magt end at samarbejde.

»Hvis vi er uenige om noget, og de siger »hvis vi ikke får det, som vi vil have det, så vil vi slet ikke snakke«, så er det jo meget vanskeligt at forhandle«, siger fængselschefen, som har ledet Vestre Fængsel i knap syv år. ..."