Dansk Fængselsforbund vil have de juridiske ledere af fængslerne
udskiftet med chefer fra det private erhvervsliv

 

Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

5. januar 2008


Af Jyllands-Posten den 11. oktober 1999 fremgik det af en artikel af journalisterne Steffen Hou og Niels Holst, at fængselsbetjentenes fagforening, Dansk Fængselsforbund, vil have de juridisk uddannede inspektører i fængslerne skiftet ud med chefer fra det private erhvervsliv.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende:

  "... Brud på retssikkerheden og magtfordrejning kan blive en del af hverdagen i danske fængsler, hvis et forslag fra Dansk Fængselsforbund bliver til virkelighed.
Det frygter de danske fængselsinspektører, der tager kraftig afstand fra forbundets forslag om at gøre chefer fra det private erhvervsliv til inspektører i fængslerne. "Hvis der ikke stilles nogle krav til en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse frygter vi, at man begynder at forfølge økonomiske hensyn, hvor man glemmer retssikkerheden" siger Jens Borg Nielsen, formand for Foreningen af Fængselsinspektører og fængselsinspektør ved Statsfængslet på Kragsskovhede i Nordjylland.

Fængselsforbundet har peget på, at viceinspektører og juridiske konsulenter ville sikre en juridiske ekspertise i fængslerne, men det er ikke nok, mener Jens Borg Nielsen.

"Det er ikke tilstrækkeligt med en konsulentfunktion, for de juridiske konsulenter har ingen kompetence. Hvis man sidder i en økonomisk klemme, kunne man tænke sig, at de økonomiske hensyn går forud for de regler, der gælder for behandlingen af indsatte. Det kunne eksempelvis være, at ledelsen sagde, at der ikke var råd til at sende fangerne på udgang. I hvert fald heroppe hos os, hvor togbilletterne er dyre, fordi alle fangerne skal langt væk."

Trods kritikken står Dansk Fængselsforbunds formand Frits Christensen fast på forslaget. "Jeg frygter ikke for retssikkerheden, og man behøver ikke at være jurist for at undgå magtfordrejning - "Jeg tror, at inspektørernes kraftige udfald skyldes, at de frygter for deres job. Men vi skal have de bedst egnede til stillingerne, og hvis de mener, at det er dem, så har de ikke noget at frygte," siger Frits Christensen.

I Direktoratet for Kriminalforsorgen arbejder man for tiden med en plan for en ny og stærk decentral ledelsesstruktur i fængselsvæsenet. Planen er endnu ikke klar, men ifølge vicedirektør Ole Hansen er der ikke noget i vejen for, at ledere fra det private erhvervsliv fremover sætter sig i fængslernes inspektørstole. "Men vi er enige med fængselsinspektørerne. Der må ikke slækkes på kvalifikationskravene til inspektørernes akademiske uddannelse", siger Ole Hansen. ...."