Artikelserie i "Sygeplejersken" i begyndelsen af 90'erne blandt andet om fængselsbetjentes
vold og chikane mod indsatte samt fusk med rapporter i disciplinærsager mod de indsatte
 

Jeg trak mig i øvrigt hurtigt ud af debatten, for at undgå, at den kom til at handle om min person, fortæller Jørgen Jepsen, der i dag er lektor i kriminologi ved Århus Universitet. Efter kronikken bliver han forflyttet til et fuldmægtigjob i det daværende fængselsdirektorat, og samtidigt bølger debatten i medierne om Københavns Fængsler videre i flere måneder. Jørgen Jepsens kritik af forholdene fører til en rapport fra Mentalhygiejnisk Forsknings Institut om Københavns Fængsler, "I varetægt - I Fængsel" konkluderer, at Københavns Fængsler er i en sygelig konfliktsituation, og at der skal en chokkur til, hvis det nogensinde skal komme til at fungere. - Chokkuren skal bryde fængslet op i mindre enheder, få sat væsentlige reformer i gang og blandt andet forbedre betjentenes uddannelser. Men den chokkur har ingen turdet sætte i værk, og derfor er problemerne der endnu, siger Jørgen Jepsen i dag.

En fængselsbetjent, er i dag arbejder i Københavns Fængsler, beskriver stemningen inden for murene således:
- Alle er desillusioneret. Jeg kom med gode humane holdninger til, hvordan man skulle behandle fangerne. Men jeg gider ikke kæmpe mere. Ledelsen er totalt ligeglad med de ansatte, og det gør, at de ansatte er totalt ligeglade med deres arbejde. Du kan se det på sygeligheden, den er ekstremt høj, fortæller betjenten.

Ikke alene er sygeligheden høj, men mange af de unge betjente, især dem med en human og idealistisk indstilling, holder hurtigt op igen. Af et hold på 12, er der kun fire tilbage efter tre år.

- De bliver en del af et system, som strider mod deres samvittighed. Men så længe de er i systemet, bliver de nødt til at tie stille. Og når de går, smækker de ikke med døren. Det slår nemlig mere tilbage til "smækkeren", end det får huset til at ryste. Resultatet bliver "Omerta", den sicilianske mafias tavshedsed, siger Jørgen Jepsen.

Cand.psych. Ida Koch kom i 1980'erne meget i fængslerne som forsker for Kriminalistisk Institut. Hun arbejdede også terapeutisk med nogle af fangerne:
- Der foregår så meget i fængslerne, som ikke tåler dagens lys  - også reglementerede ting. Ting, der er så nedværdigende og umenneskelige, at ledelse og ansatte almindeligvis tier stille om det. Så derfor er det ikke underligt, at befolkningen tror, at det at sidde i fængsel er sådan et bedre højskoleophold.

Jeg kan forestille mig, at grunden til, at de to sygeplejersker ikke har nævnt konkrete sager, skyldes at de har startet denne debat med henblik på at ændre den nuværende praksis og moral blandt betjentene. Og ikke for at rette skytset imod enkeltstående personer.

Men hvis C. Stuip og hans medsammensvorne Steen Skytte Larsen virkelig ønsker konkrete navne, så skal jeg da med glæde genopfriske deres hukommelse:

I foråret 88 blev en engelsk forfatter ved navn Graham Gaskin smidt ind i en isolationscelle i Vestre Fængsel, hvorefter han blev klædt totalt nøgen for dernæst at blive gennembanket, så han kom tl at ligne en overmoden melon i ansigtet og ikke var i stand til at gå i en hel uge.

Sagen endte som altid med en intern undersøgelse, som endte med at to betjente ved navn Jørgen Christensen og Bent Seremiten fik en bøde.

På daværende tidspunkt fungerede jeg som fællestalsmand for fangerne, og jeg husker tydeligt, hvordan man fra betjentenes side behandlede de udenlandske og danske fanger som svin.

Graham var bestemt ikke den eneste som blev slagtet af det tæskehold, hvis eksistens Steen Skytte Larsen totalt benægter.

Så enten er er C. Stuip og Steen Skytte Larsen mytomaner, eller også kan de ikke se skoven for bare træer og skulle derfor tage konsekvensen deraf, og finde sig et andet arbejde. Jeg vil påstå, at de to sygeplejersker har været meget reelle i deres udtalelser, og de har ikke på noget tidspunkt overdrevet de faktiske kendsgerninger, snarere tværtimod. Problemet er, at hele dette system er så lukket, og derfor er det utroligt svært at grave i. Men der sker ting herinde som vil få selv Amnesty International til at krumme tæer.

Desværre kan man ikke på nuværende tidspunkt komme alle disse sager til livs, da der hersker en korpsånd blandt de ansatte som gør, at alle dækker over alle helt op til Justitsministeriet.

Hvis vi fra fangernes side skal gøre os håb om, at tilstandene herinde skal blive udholdelige, så må vi fremover selv tage affære i form af gengældelsesaktioner, eller håbe på at der også fremover vil være nogen med det samme mod, som de to sygeplejersker Lars Peterson og Lars Wiinblad udviste. For hvis tilstrækkelig mange træder frem, vil man tvinge systemet til at rense ud blandt sine egne, til stor glæde for alle parter. Hvad Steen Skytte Larsens "løse" rygter angår, så kan jeg her bekræfte de to sygeplejerskes påstand om, at bestemte betjentgrupper på et tidspunkt gik rundt i Vridsløse iført T-shirts med påskriften "Tæskeholdet" sammen med en tegning af en bulldog iført kasket og knippel. Dette blev stoppet af inspektøren Ole Hansen. Den ene af disse betjente er nu forfremmet til overvisitationschef og han hedder Bent Hoffman.

Vi vil fra fangernes side rette den dybeste taknemmelighed til de to sygeplejersker Lars Peterson og Lars Wiinblad. ..."

Ofte får en betjent at vide, "at rapporten ikke er god nok". Det vil sige: pynt på forklaringen, sådan at magtanvendelsen kan forsvares. Jeg kan give et eksempel: En dag kom jeg gående igennem en af fløjene. En indsat havde i desperation smadret sin stol i sin celle. Det er der ikke noget unormalt i. Han kunne jo have fået dom eller mistet sin kæreste eller lignende. Normalt ville han bare have fået log til at dampe af og få besked på at erstatte stolen, og så var den potte ude. Der er bare det, at der lige var nogen, der lige skulle op og se ....

Jeg prøvede at overtale dem til at lade manden være. Nu havde han jo afreageret. Men så kommer de masende seks mand høj og råber: ".. Er du ude på noget?", og så sidder manden og græder. Så har vi balladen. Han er ulykkelig og vred, og så bliver han ydmyget og provokeret. De tager ham med - af sikkerhedshensyn - som det hedder. En mand i hver arm, selvom han er helt rolig. Lige pludselig springer en betjent op på ham bagfra og presser hans hoved ned i gulvet. Så "pakker" de ham ellers sammen og ned i sikringscellen med ham.

Bagefter gik jeg ned for at se, hvad de havde skrevet i rapporten som begrundelse for at lade manden sikringscelleanbringe. Der stod: "... Pludselig satte fangen sig voldsomt til modværge.." Og det må jeg desværre sige er fantasifuldt fundet på.

Det er disse rapporter, som ligger tl grund for fængselsinspektørens rapporteringer om forholdene i Vestre Fængsel. Oplysninger, som ligger til grund for justitsministeriets, kriminalforsorgens og lignende instansers begrundelse for, at der intet er galt i Vestre.

Lars Wiinblad fortsætter: - Episoden viser desuden en ganske almindelig krisereaktion, som fængselsbetjentene alt for ofte ikke har forståelse for. ..."

Fængselsbetjentene fik aldrig svaret Benny Sølz, før døren til cellen gik op, og de to fængselsbetjente kom ud.
"Begge fængselsbetjente bar tydeligt præg af at have været i fysisk aktivitet. De var begge af den store, brede slags, som jeg selv nødig ville op at slås med. Det var chokerende at konstatere, at den ene af de to betjente var en, vi i sygeplejerskegruppen havde rubriceret blandt "de gode" - en af dem vi havde tillid til og mente at kunne få hjælp fra. Den andens identitet overraskede mig ikke. Jeg havde fået at vide, at han tilhørte den "hårde kerne."
Benny Sølz gentog, at han agtede at informere ledelsen, og at han i øvrigt gerne ville tilse den indsatte. Det fik han lov til.
"Jeg rystede som et espeløv, da jeg stod der foran den indsatte, som viste sig at være en spinkel type af asiatisk afstamning. Han havde ingen synlige tegn på at have lidt overlast, og over at han så utrolig forknyt ud. Jeg fortalte ham, at jeg var vidende om, at han var blevet slået, og ville foranstalte, at han blev undersøgt, hvis han ønskede det. Men han benægtede fåmælt, at han var blevet slået, og derfor ønskede han heller ikke at blive undersøgt. Det virkede på mig, som om han var skræmt fra vid og sans."

Benny Sølz måtte derfor forlade sydfløjen med uforrettet sag. Han var dybt rystet og forsøgte at tale med den anden sygeplejerske, som var i vagt.
"Men hun ønskede helt tydeligt ikke at gå ind i det. Så prøvede jeg at ringe til min oversygeplejerske Leif Arnvig, som desværre ikke var hjemme. Derefter ringede jeg til den vagthavende læge, som i fængslet var kendt for at være en vatnisse. Han skulle da heller ikke have noget i klemme. Havde jeg nu ikke misforstået situationen... og så fremdeles, var hans kommentar." Det var først, da Benny Sølz ringede hjem, at han blev bekræftet i sin opfattelse af, at han skulle gå videre med aftenens oplevelser til ledelsen.
Om natten skrev han en detaljeret beretning om, hvad han havde oplevet. Og den fik oversygeplejersken Leif Arnvig næste dag, da Benny Sølz fortalte om hændelsen.
"Leif Arnvig gav mig opbakning både fagligt og menneskeligt på en måde, jeg ikke havde kunnet ønske mig bedre. Vigtigst af alt bekræftede han mig i, at jeg havde handlet rigtigt. Han kontaktede straks fængselsinspektøren og anbefalede, at der blev foretaget en undersøgelse", oplyser Benny Sølz.

Umiddelbart efter forlod Leif Arnvig sin stilling i Vestre Fængsel og rejste til psykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus, men husker episoden den dag i dag. "Ja, jeg kan godt huske, at jeg var med til at rejse sagen over for fængselsledelsen. Men jeg kan også huske, at det var et slidsomt arbejde. Der lå et indirekte pres fra overvagtmestrene om ikke at pille ved den sag. Det endte faktisk med et skænderi mellem dem og mig, hvor jeg måtte insistere på at få sagen undersøgt, fortæller Leif Arnvig, som i de fem år, han var ansat i Vestre Fængsel, var med til at rejse flere lignende sager.

Men der gik meget lang tid, før undersøgelsen blev sat i værk. Benny Sølz fortæller: "Måske gik der en hel måned. I hvert fald gik betjentene på den samme afdeling, hvor den stakkels indsatte for øvrigt også sad. Og de havde ifølge sagens natur vældig god tid til at tale med hinanden og med de andre kolleger om hændelsesforløbet.

I den måned var der en umådelig ubehagelig stemning i fængslet. Det var delt i to lejre. Blandt andet kontaktede flere fængselsbetjente mig - altså diskret og under fire øjne - for at fortælle mig, at de syntes, det var godt, at der var nogen, der turde anmelde een af den hårde kerne. I min naivitet undrede jeg mig over, hvorfor de dog ikke selv gjorde det."
Svaret fik Benny Sølz snart:
"Fængselspersonalet overvejede at få mig afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder. Min tillidsmand fik anonyme opringninger og blev svinet til på mine vegne.
Og endelig blev den konstituerede oversygeplejerske Flemming Høj en dag trukket til side af flere fængselsbetjente fra den hårde kerne.
Kort og kontant fortalte de ham, at "de godt vidste, hvordan de skulle ordne sådan én som mig". Underforstået: at jeg kunne få nogle gevaldige bank.
Og det havde de rig lejlighed til. Jeg gik jo alene rundt i fængslet. Så jeg blev umådelig opmærksom på, hvor jeg opholdt mig og med hvem."
Mens undersøgelsen stod på, snakkede man i sygeplejerskegruppen meget om hændelsen.
"Det overraskede mig meget, at man i sygeplejerskegruppen havde yderst forskellig opfattelse af, om det var passende at indberette sådanne episoder til ledelsen. Rent faktisk havde flere overværet lignende eller grovere episoder uden at gøre noget ved det. Det var tydeligt, at det for mange ville kræve et stort personligt og overskud at gå i konfrontation med fængselsbetjentene, og at det i sidste ende betød mest for dem at beholde jobbet. ....."

"........ Et par dage efter blev jeg indkaldt til et møde med fængselsinspektør Heilbo, som sagde, han var glad for, at jeg havde handlet, som jeg havde gjort. At jeg havde handlet som en loyal embedsmand. Men at man på grund af bevisets stilling ikke kunne gøre yderligere i denne sag. Der ville dog ligge en bemærkning om hændelsen i de pågældende fængselsbetjentes sagsmapper. ...."