Ulovlig aftale mellem Dansk Fængselsforbund og Kriminalforsorgen
om million-tilskud til Dansk Fængselsforbund

 

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

30. maj 2008


Af Jyllands-Posten 22. maj 2008 fremgår, at kriminalforsorgen siden firserne har udbetalt ulovlige tilskud til Dansk Fængselsforbund og en række mindre fagforeninger for ansatte i kriminalforsorgen.
 
Siden firserne har fire forskellige fagforeninger modtaget millioner af kroner i støtte fra deres arbejdsgiver, Direktoratet for Kriminalforsorgen, til aflønning af fagforeningernes ledelse, selvom ordningens strider imod reglerne.

Udover Dansk Fængselsforbund har HK Landsklubben i Kriminalforsorgen, Dansk Socialrådgiverforening og Kriminalforsorgsforeningen har sammenlagt modtaget omkring 3,8 millioner årligt af skatteyderens penge fra deres arbejdsgiver, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
 
Det har ifølge direktør Wiliam Rentzmann været nødvendigt for at bevare "det gode samarbejde" mellem Dansk Fængselsforbund og Kriminalforsorgen at give Dansk Fængselsforbund ulovlige tilskud. Jyllands-Posten skriver samme dag nærmere:   
 
Ordningen har, ifølge direktør William Retzmann, eksisteret i flere år af hensyn til "det gode samarbejde."

Til trods for, at direktør William Rentzmann bestrider et af landets højeste, juridiske embeder, har direktøren aldrig overvejet, om det stred imod reglerne, at Kriminalforsorgen i årtier har betalt flere millioner af skatteborgernes penge i direkte støtte til flere fagforbundsledelser.


Ordningen er ifølge Jyllands-Posten 19. maj 2008 bragt til ophør, idet Personalestyrelsen har meddelt kriminalforsorgen, at ordningen er ulovlig. Jyllands-Posten skriver nærmere:
 
Dansk Fængselsforbund mister fra den 31. august den støtte på omkring to mio. kr. om året, som Kriminalforsorgen i årtier har udbetalt i lønninger til forbundets ledelse.

Samtidig må tre formænd fra mindre forbund ligeledes vinke farvel til lønudbetalingerne fra Kriminalforsorgen, erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

Opsigelsen af de gamle aftaler kommer, efter at Personalestyrelsen har indskærpet over for direktionen i Kriminalforsorgen, at udbetalingerne af løn til forbundsledelserne strider mod loven. På den baggrund har Kriminalforsorgen nu meddelt formændene, at aftalerne bliver opsagt med tre måneders varsel pr. 1. juni.
 

Fængselsforbundets brug af arbejdstid til tillidsmandsopgaver står i stærk kontrast til andre fagforeningers brug af arbejdstid på tillidsmandsarbejde. Jyllands-Posten 22. maj 2008 skriver om dette blandt andet følgende:
  Fængselsforbundet tæller omkring 3.600 medlemmer, og i så godt som hvert eneste af Danmarks 14 fængsler har fængselsforbundet i gennemsnit stillet et årsværk til rådighed af Kriminalforsorgen til tillidsmandsarbejde. Timetallet står i skarp kontrast til politiet, hvor ingen af landets fællestillidsmænd i de 12 politikredse bruger fuld tid på tillidsmandsarbejdet.

»Hver politikreds har en fællestillidsmand, og han kan bruge den nødvendige tid til tillidsmandsarbejdet. Men i den udstrækning han ikke laver tillidsmandsarbejde, laver han politiarbejde. Alle tillidsmændene er sat i nummer, og de har alle en funktion i politikredsen,« forklarer Peter Ibsen, som er formand i Politiforbundet.

Trods den store forskel i praksis inden for Justitsministeriets ressortområde har justitsminister Lene Espersen (K) ikke i sinde at ensarte forholdene.

»Jeg synes ikke, at det er noget, jeg som minister skal blande mig i. Det klogeste er at lave en lokal afvejning af, hvad der er behov for. Jeg er ikke i tvivl om, at der er meget store forskelle, hvis man sammenligner store og små arbejdspladser,« siger hun.

Ifølge Jyllands-Posten også den 22 maj 2008 kalder professor Ole Hasselbalch forskellene på tidsforbruget til tillidsarbejde i politiet og i kriminalforsorgen for "påfaldende". Han citeres af avisen således:
  »Hvis man laver en fast timenorm, bliver det en slags ekstra ferie. Så bruger tillidsmændene det fastsatte timetal, uden at der nødvendigvis er et argument for at bruge timerne. Ledelsen kan ikke bare lukke øjnene og lade det køre. Den er tvunget til at udøve et skøn og vurdere, om timetallet er rimeligt«

Dansk Fængselsforbund giver kriminalforsorgen skylden for det ulovlige samarbejde mellem Dansk Fængselsforbund og Kriminalforsorgen. Dansk Fængselsforbund er utilfreds med, at Finansministeriet har forlangt hurtigt at få bragt det ulovlige forhold til ophør. Forbundet mener, at Finansministeriet burde have udvist "en bedre kommunikation". Dansk Fængselsforbund kalder i øvrigt Personalestyrelsens ordre om, at ulovlighederne skal standses, for en "nedskæring". Se Dansk Fængselsforbunds pressemeddelelse af 20. maj 2008 om sagen.