Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM
21. november 2007
I kapitel 5 med overskriften "Analyser og vurderinger" i den
afsluttende rapport af "Projekt Konfliktforebyggelse og
konflikthåndtering i Kriminalforsorgen" fra maj 2005 - udarbejdet
for kriminalforsorgen af konsulentfirmaet "Klaus Stagis,
Organisation og Ledelse" - analyseres baggrunden for konflikterne i
kriminalforsorgen.
Det fremgår af rapporten, at "baggrunden for konflikterne" i
kriminalforsorgen blandt andet er, at fængselsfunktionærer "ikke har
de tilstrækkelige kompetencer til at løfte opgaven, som den er
beskrevet i Kriminalforsorgens principprogram og den overordnede
opgavebeskrivelse".
Rapporten udtaler videre, at der i kriminalforsorgen udvikler sig
"en ulydighedskultur" hos fængselspersonalet. "Man løser ikke de
opgaver, som det formelt forventes – og det får heller ikke nogen
konsekvenser". Der peges videre på, at dele af personalet fokuserer
"på administrative opgaver". De interesserer sig for
"klientsystemet" [et edb-system] og "regler" frem for
"fangekontakt". Det påpeges også, at dette "i et vist omfang"
sanktioneres af ledelsen. Man beskæftiger sig ifølge rapporten med
ting, som "ikke har noget med løsning af opgaven at gøre (kaffe, TV,
kortspil etc.").
Der udtales i rapporten bekymring om den såkaldte
"sidemandsoplæring", hvor nye fængselsfunktionærer læres op ved at
arbejde sammen med ældre fængselsfunktionærer. Ordningen kan ifølge
rapporten være med til at "fastholde en praksis, der modarbejder en
konstruktiv, forebyggende konfliktløsningspraksis". Dette vil ifølge
rapporten ske, når ældre fængselsfunktionærer lærer nyansatte "at
tilsidesætte løsningen af flere af de opgaver", som
fængselspersonalet skal løses i henhold til den "Overordnede
opgavebeskrivelse". Videre hedder det: "Denne praksis har ledelserne
ved flere tjenestesteder ikke tilstrækkelig klare modspil overfor".
Videre hedder det, at "nogle" fængselsbetjente "undgår helst
behandlingsfunktioner i bred forstand".
Rapporten udtaler videre, at "nogle" fængselsfunktionærer "varetager
ikke sagsarbejde", hvilket ellers er en del af deres arbejde ifølge
kriminalforsorgens overordnede opgavebeskrivelse.
Rapporten peger også på, at man i kriminalforsorgen "primært"
håndterer konflikter på "her-og-nu-niveau". Man tager sig kun af de
konflikter, "som "vurderes at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko og
udfordring her og nu". Det påpeges i denne sammenhæng, at
"konflikter fortrinsvis forstås på et individuelt plan og ikke ses i
den organisatoriske kontekst, som de opstår i."
Endelig peger rapporten på, at nye fængselsbetjente oplever "et
misforhold mellem teori og praksis", og at der er "manglende
opbakning til at anvende sin viden og færdigheder". De oplever et
"misforhold mellem Kriminalforsorgens overordnede værdier og
principper på den ene side og den daglige praksis på den anden
side". Det fremgår videre, at "mange" oplever en tvivl om ledelsens
opbakning til at løse opgaverne, som beskrevet i ”overordnet
opgavebeskrivelse”, og som de lærer i grunduddannelsen.
Ifølge rapporten hersker der i kriminalforsorgen et "tabu omkring
spørgsmålet om afskedigelse af medarbejdere, der modsætter sig at
udføre alle aspekter af deres arbejdsopgave, f.eks. nægter at lære
sagsarbejde eller deltage i forskellige samarbejdsopgaver". Det
betyder, at opgaver løses meget forskelligt og dermed giver
anledning til splitting i personalegruppen og dermed som følge heraf
en øget konfliktrisiko.
Rapporten påpeger også, at der hos fængselsbetjentene er et stort
fravær, "som for nogens vedkommende bruges til at passe andre jobs
udenfor Kriminalforsorgen".
Ifølge Kriminalforsorgens principprogram er kriminalforsorgens
hovedopgave en todelt opgave, der består af:
- Kontrol og Sikkerhed
- Støtte og motivation.
Rapporten påpeger, at fængselsbetjentene "ofte" er fokuseret på
kontrol og sikkerhed og ikke interesserer sig i særlig høj grad for
at støtte og motivere de indsatte, selv om dette er en del af deres
arbejde. Dette udtrykkes således: |
Rapportens betragtninger stemmer "i høj grad overens med det
billede, som jeg har dannet mig" gennem mit arbejde med indsatte,
siger sekretariatsleder Hanne Ziebe til KRIM NYT. Hun
tilføjer, at når de indsatte ikke klager over de horrible forhold,
skyldes det formentlig skrækken for, at klagere forflyttes til
"udelukkelse fra fællesskab", havner i sikringscellen, nægtes
prøveløsladelse eller udsættes for andre overgreb fra personalet.
"Denne risiko løber rapportens forfatter jo ikke", tilføjer Hanne
Ziebe. Som eksempel fortæller hun om en indsat, der for at "komme et
par minutter for sent" til medicinudlevering af fængselspersonalet
blev afstraffet med, at han ikke kunne få udleveret sin nødvendige
hjertemedicin. Han turde ikke klage. Kun fordi advokaten
tilfældigvis var på besøg i fængslet den omhandlede dag og opdagede,
at den syge mand havde svedeture og rystede på hænderne, blev der
skredet ind.
Klik her for at læse rapporten i sin helhed.
|