Rapport: Fængselsbetjente pjækker for at passe bijobs. De ser fjernsyn, spiller kort og drikker kaffe i arbejdstiden. De "løser ikke de opgaver", som de skal, og det har ingen konsekvenser
 

 

Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

21. november 2007

I kapitel 5 med overskriften "Analyser og vurderinger" i den afsluttende rapport af "Projekt Konfliktforebyggelse og konflikthåndtering i Kriminalforsorgen" fra maj 2005 - udarbejdet for kriminalforsorgen af konsulentfirmaet "Klaus Stagis, Organisation og Ledelse" - analyseres baggrunden for konflikterne i kriminalforsorgen.

Det fremgår af rapporten, at "baggrunden for konflikterne" i kriminalforsorgen blandt andet er, at fængselsfunktionærer "ikke har de tilstrækkelige kompetencer til at løfte opgaven, som den er beskrevet i Kriminalforsorgens principprogram og den overordnede opgavebeskrivelse".

Rapporten udtaler videre, at der i kriminalforsorgen udvikler sig "en ulydighedskultur" hos fængselspersonalet. "Man løser ikke de opgaver, som det formelt forventes – og det får heller ikke nogen konsekvenser". Der peges videre på, at dele af personalet fokuserer "på administrative opgaver". De interesserer sig for "klientsystemet" [et edb-system] og "regler" frem for "fangekontakt". Det påpeges også, at dette "i et vist omfang" sanktioneres af ledelsen. Man beskæftiger sig ifølge rapporten med ting, som "ikke har noget med løsning af opgaven at gøre (kaffe, TV, kortspil etc.").

Der udtales i rapporten bekymring om den såkaldte "sidemandsoplæring", hvor nye fængselsfunktionærer læres op ved at arbejde sammen med ældre fængselsfunktionærer. Ordningen kan ifølge rapporten være med til at "fastholde en praksis, der modarbejder en konstruktiv, forebyggende konfliktløsningspraksis". Dette vil ifølge rapporten ske, når ældre fængselsfunktionærer lærer nyansatte "at tilsidesætte løsningen af flere af de opgaver", som fængselspersonalet skal løses i henhold til den "Overordnede opgavebeskrivelse". Videre hedder det: "Denne praksis har ledelserne ved flere tjenestesteder ikke tilstrækkelig klare modspil overfor". Videre hedder det, at "nogle" fængselsbetjente "undgår helst behandlingsfunktioner i bred forstand".

Rapporten udtaler videre, at "nogle" fængselsfunktionærer "varetager ikke sagsarbejde", hvilket ellers er en del af deres arbejde ifølge kriminalforsorgens overordnede opgavebeskrivelse.

Rapporten peger også på, at man i kriminalforsorgen "primært" håndterer konflikter på "her-og-nu-niveau". Man tager sig kun af de konflikter, "som "vurderes at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko og udfordring her og nu". Det påpeges i denne sammenhæng, at "konflikter fortrinsvis forstås på et individuelt plan og ikke ses i den organisatoriske kontekst, som de opstår i."

Endelig peger rapporten på, at nye fængselsbetjente oplever "et misforhold mellem teori og praksis", og at der er "manglende opbakning til at anvende sin viden og færdigheder". De oplever et "misforhold mellem Kriminalforsorgens overordnede værdier og principper på den ene side og den daglige praksis på den anden side". Det fremgår videre, at "mange" oplever en tvivl om ledelsens opbakning til at løse opgaverne, som beskrevet i ”overordnet opgavebeskrivelse”, og som de lærer i grunduddannelsen.

Ifølge rapporten hersker der i kriminalforsorgen et "tabu omkring spørgsmålet om afskedigelse af medarbejdere, der modsætter sig at udføre alle aspekter af deres arbejdsopgave, f.eks. nægter at lære sagsarbejde eller deltage i forskellige samarbejdsopgaver". Det betyder, at opgaver løses meget forskelligt og dermed giver anledning til splitting i personalegruppen og dermed som følge heraf en øget konfliktrisiko.

Rapporten påpeger også, at der hos fængselsbetjentene er et stort fravær, "som for nogens vedkommende bruges til at passe andre jobs udenfor Kriminalforsorgen".

Ifølge Kriminalforsorgens principprogram er kriminalforsorgens hovedopgave en todelt opgave, der består af:
- Kontrol og Sikkerhed
- Støtte og motivation.

Rapporten påpeger, at fængselsbetjentene "ofte" er fokuseret på kontrol og sikkerhed og ikke interesserer sig i særlig høj grad for at støtte og motivere de indsatte, selv om dette er en del af deres arbejde. Dette udtrykkes således:

  "Den todelte hovedopgave opleves og beskrives af mange som et dilemma eller en umulighed. Store dele af personalet oplever uklarhed m.h.t. implementeringen af anden del af hovedopgaven: Hvad vil det egentlig sige at støtte og motivere og kan man overhovedet det med de forhåndenværende ressourcer? Vi ser, at der ofte fokuseres primært på den første og i mindre grad på den anden delopgave".
 

Det er i øvrigt rapportens "vurdering", at mange fængselsbetjente følger sig "usikre" og "inkompetente i forhold til løsningen af opgaverne". Om dette anføres blandt andet følgende:
  Fængselsfunktionærens opgave er reelt både kompleks og vanskelig. Dels indeholder den mange og til stadighed mere komplekse krav og udfordringer, der skal håndteres i hverdagen. Og dels - som vi senere vil beskrive - er fængslets opgave en samfundsmæssig opgave, der på et dybere psykologisk plan rører ved store spørgsmål som anderledeshed, destruktivitet og normalitet. På et dybere plan har det at arbejde i et fængsel også noget at gøre med en selv og ens eget forhold til disse grundlæggende spørgsmål. Og det vækker potentielt en angst hos den enkelte. Derudover er det vores vurdering at mange helt konkret føler sig usikre og (i en eller anden grad) inkompetente i forhold til løsningen af opgaverne.

Rapportens betragtninger stemmer "i høj grad overens med det billede, som jeg har dannet mig" gennem mit arbejde med indsatte, siger sekretariatsleder Hanne Ziebe til KRIM NYT.  Hun tilføjer, at når de indsatte ikke klager over de horrible forhold, skyldes det formentlig skrækken for, at klagere forflyttes til "udelukkelse fra fællesskab", havner i sikringscellen, nægtes prøveløsladelse eller udsættes for andre overgreb fra personalet. "Denne risiko løber rapportens forfatter jo ikke", tilføjer Hanne Ziebe. Som eksempel fortæller hun om en indsat, der for at "komme et par minutter for sent" til medicinudlevering af fængselspersonalet blev afstraffet med, at han ikke kunne få udleveret sin nødvendige hjertemedicin. Han turde ikke klage. Kun fordi advokaten tilfældigvis var på besøg i fængslet den omhandlede dag og opdagede, at den syge mand havde svedeture og rystede på hænderne, blev der skredet ind.

Klik her for at læse rapporten i sin helhed.