|
|
|
||
|
Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM 14. november 2009 I tidsskrift for stofmisbrugsområdet "STOF", nr. 12, vinter 2008/2008, udgivet af Center for Rusmiddelforskning, skriver Torsten Kolind, Vibeke Asmussen Frank og Helle Vibeke Dahl om vanskelighederne ved at tilbyde behandling til stofmisbrugere i fængsler. Artiklen har overskriften: "Dilemmaer i hashbehandling i danske fængsler – behandlernes erfaringer. Når behandling skal foregå i spændingsfeltet mellem tillid & kontrol." På side 4 indleder forfatterne med at forklare, at artiklen omhandler, hvordan behandlere ansat i de nye hashbehandlingsprogrammer i de danske fængsler oplever spændingsfeltet mellem tillid og kontrol. Artiklen bygger ifølge forfatterne på "semi-strukturerede, kvalitative interviews med behandlere i fire danske fængsler – to lukkede og to åbne". Artiklen fokuserer på tre forskellige temaer, som er vigtige for behandlerne: "de disciplinære konsekvenser af den skærpede urinprøvekontrol, forholdet til fængselsbetjentene og endelig de negative konsekvenser af selve indespærringen". Om behandlernes forhold til fængselsfunktionærerne anføres blandt andet, at nogle fængselsfunktionærer er "ganske negative over for behandlingen", og at nogle af fængselsbetjentene under tiden direkte ler, hvis behandlingen ikke har virket, og at en indsat derfor har genoptaget sit stofmisbrug. Ifølge behandlerne er der fængselsfunktionærer, der ikke blot vanskeliggør behandlingen med stofbrugerne, men som direkte modarbejder behandlingen. I artiklen anføres blandt andet følgende (side 7): |
|||
|
"... Fængselsfunktionærers rolle Selvom fængselsfunktionærer ikke indgår direkte i behandlingsprogrammerne, har de alligevel indflydelse på programmerne. Specielt når det drejer sig om de praktiske aspekter, er behandlere afhængige af fængselsfunktionærers velvillighed. Fx er det som regel funktionærer, der bringer de indsatte frem og tilbage fra cellen til behandlingen. Hvis en behandler bliver nødt til at aflyse et møde med en klient, er det ofte fængselsfunktionærer, der bliver bedt om at overgive denne information; men som en behandler udtalte: Hvis vi er syge, er det meget vigtigt for os, at vores aftaler med den indsatte bliver aflyst. På en måde kunne vi jo være ligeglade, fordi de indsatte går jo ingen steder, men for os er det vigtigt, at denne information gives videre. Men sådan fungerer det ikke altid. Du kan ringe til en afdeling og bede om, at fængselsfunktionærerne aflyser et eller andet, men måske gør de det ikke, fordi, du ved, ’det er jo ligegyldigt’. Deres holdning er: ’De indsatte er der jo uanset hvad’. Ud over sådanne praktiske aspekter understreger behandlere også vigtigheden af funktionærers anerkendelse af og støtte til programmerne. På de stoffrie afdelinger rekrutteres funktionærer ofte ad frivillighedens vej, for hermed at tiltrække dem der har et mere positivt syn på stofmisbrugere og behandling. Denne strategi er ikke mulig i dagprogrammerne, da klienterne er spredt ud over fængslets afdelinger. Dette kan måske være en af forklaringerne på, at behandlere undertiden oplever at arbejde sammen med fængselsfunktionærer, der er ganske negative over for stofbehandlingen. Behandlere oplever ligeledes, at fængselsfunktionærer kan have ganske lidt viden om stofbrug og stofbehandling, og selv om det anerkendes, at deres arbejdsområde er anderledes, har flere behandlere givet udtryk for, at funktionærernes indstilling kunne forbedres. Fx fremhæver behandlere vigtigheden af, at funktionærer kender til kognitive metoder, så de kan være med til at støtte op omkring indsatte, der i en fase af behandlingen afprøver nye adfærdsformer. Behandlere oplever også, at funktionærer synes, at de er alt for naive og blødsødne: B: Visse fængselsbetjente er virkelig modvillige. De er meget skeptiske over for stofmisbrugsbehandling. I: Hvordan viser denne indstilling sig? B: ’Tror du virkelig, det hjælper?’ Hvis en indsat aflægger en uren urinprøve, så er holdningen ligesom: ’Ha, ha! Der kan I se, han er overhovedet ikke motiveret’. På visse afdelinger er betjentene virkelig sure, hvis de indsatte bliver taget med en positiv urinprøve, men ikke bliver smidt ud af projektet. De tror, det ville være mere motiverende, hvis den indsatte blev smidt ud. Flere behandlere fortolker funktionærers negative holdninger som uvidenhed og mener, at det kunne ændres, hvis funktionærer fik en eller anden form for efteruddannelse, der fokuserer på stofbrugernes ofte svære situation. Inden for murerne er stofbrugere ofte nederst i indsathierarkiet, en indstilling behandlere oplever, at funktionærer deler, hvilket ikke behøver at overraske, hvis man tænker på stofbrugeres stigmatiserede situation i samfundet generelt samt de ofte overlappende værdier mellem indsatte og fængselsfunktionærer. Funktionærers negative holdninger kan således ikke blot vanskeliggøre behandlingsprogrammerne, men direkte arbejde imod dem. ..." |
|||
|
Behandlerne fortæller også, at de blandt andet skal bruge ressourcer på at "afbøde" virkningerne af den "nedværdigende behandling fra de ansatte", som de indsatte oplever, at de udsættes for. Af side 8, 1. og 2. spalte fremgår blandt andet følgende: |
|||
|
Endelig oplever indsatte ofte nedværdigende
behandling fra de ansatte samt et ofte ret belastende hierarki de indsatte imellem. Det er denne type oplevelser, som behandlere ofte bliver nødt til at afbøde på i deres behandling. Som en behandler sagde: B: Miljøet her er ganske begrænsende, og folk de reagerer jo på de systemer, de underlægges. Og det forstår jeg godt. Men hvis de indsatte vil undgå at blive hakket på hele tiden eller undgå sanktioner, fordi de overtræder reglerne, så må de blive lidt klogere på deres egen situation. I: Handler behandling i fængslerne også om at lære at forholde sig til fængselsmiljøet? B: Ja, det bliver behandlingen nødt til. Fordi fængselsmiljøet fylder så meget. Jeg er sikker på, at nogle af dem, som jeg møder herinde, og som virkelig lider under fængselssystemet, de ville være helt anderledes, hvis jeg mødte dem uden for fængslet. Ud over at behandlerne oplever at skulle arbejde med de indgreb, som indespærringen forårsager, fortæller de også om en hård omgangsform de indsatte imellem, der kan være direkte modproduktiv i forhold til behandlingen. De nævner vold, trusler, salg af stoffer, stof-relateret gæld - og igen det stærke hierarki mellem indsatte med stofmisbrugeren nederst. Behandlere tilpasser derfor undertiden behandlingen, så den passer til omstændighederne og den indsattes hverdag. Både ved at ændre behandlingsmål, men også ved at ændre metoder. En behandler fortalte fx, hvordan de individuelle samtaler, der er en del af behandlingen, blev ændret: De bliver nødt til at kunne fungere i det hårde og hierarkiske miljø, de er placeret i. Så hver gang vi følger dem tilbage fra samtalerne, bliver de nødt til at samle sig og få kontrol over sig selv igen. Vi bruger lang tid på at sikre, at de er ok; de bliver nødt til at genopbygge deres facade. Man skal være opmærksom på ikke at tage for meget fra dem… En anden behandler sagde: Når de forlader behandlingen, glemmer de alt om den. De vælger ikke at tænke på det, fordi de ikke kan klare at være i den stemning, der er i behandlingssituationen, når de er ude blandt de andre indsatte. Det er ret svært for dem at håndtere. Sammenlagt handler behandlingen således i lige så stor grad om at mindske de negative indflydelser af indespærringen, som det handler om traditionel stofbehandling, nemlig at reducere eller ophøre med brugen af stoffer. |
|||
|
|
|||