|
|
|
||
|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 14. november 2009 KRIM har ofte peget på, at fængselsfunktionærer meget ofte ikke har forudsætningerne for at påvirke de mennesker, som indsættes i fængsler og arresthuse, på en gunstig måde, der kan bidrage til, at de kan udvikle redskaber til at klare sig bedre i tilværelsen fremover herunder efter løsladelsen. KRIM finder, at der blandt en ikke ubeskeden del af fængselsfunktionærerne i vore fængsler har udviklet sig en kultur, der er præget af manglende professionalisme, og at denne kultur til tider skaber rammerne for et miljø, hvor de indsatte udsættes for vold, nedværdigelser og andre overgreb fra personalet, og hvor de indsatte udviser en tilsvarende adfærd over for hinanden (og i enkelte tilfælde også over for personalet). Det er KRIMs opfattelse, at denne kultur er værst i de lukkede fængsler og arresthusene, men at den også forekommer i de åbne fængsler. KRIM har foreslået, at personale, der ikke er fængselsfunktionærer, men som har andre uddannelser, ansættes i fængslerne. KRIM tænker særligt på læreruddannede, psykologer, socialrådgivere eller pædagoger. Opregningen er ikke udtømmende. KRIM mener som udgangspunkt, at fængselsfunktionærerne kun skal være i lukkede institutioner, og at fængselsfunktionærerne ikke skal have direkte kontakt med de indsatte. Det er samtidigt KRIMs opfattelse, at der er behov for meget få lukkede institutioner. KRIMs forslag har - ikke uventet - mødt modstand i fængselsfunktionærernes fagforening ("Dansk Fængselsforbund"). Derudover er det heller ikke alle indsatte, der erklærer sig enige med KRIM, når vi under tiden diskuterer idéen med enkelte indsatte eller grupper af indsatte. Især indsatte med en massiv kriminel fortid synes at være uenige. Indsatte, der er førstegangsafsonere, og som muligvis i højere grad forsøger at skabe sig en tilværelse uden afhængighed af kriminalitet, forekommer mere positive over for idéen. De mest hærdede kriminelle foretrækker imidlertid fængselsfunktionærerne på afdelingerne, fordi fængselsfunktionærer holder sig for sig selv. Disse indsatte frygter, at pædagoger ville blande sig for meget i livet på en fængselsafdeling, hvis sådanne blev ansat der. KRIM er kommet i besiddelse af en evalueringsrapport med titlen: "Ude på noget? - PÆDAGOGISK ARBEJDE MED UNGE KRIMINELLE I RINGE STATSFÆNGSEL OG FYNS AMTS DØGNINSTITUTION BOBJERG SKOVGÅRD RINGE-PROJEKTET". Forfatterne er Frank Esben og Ditte Krogh. Rapporten er udgivet af Den Sociale Højskole i 2006. Den vedrører et forsøg, hvor man over en periode på cirka 3½ år blandt andet indrettede en særlig "ungeafdeling" i Statsfængslet i Ringe. Denne afdeling skulle være forbeholdt unge strafafsonere under 18 år. På denne afdeling ville man udover at ansætte fængselsfunktionærer også ansatte andre faggrupper - blandt andet to pædagoger. I evalueringsrapporten fortæller nogle af de unge, der var indsat på afdelingen, blandt andet om deres syn på, at være indsat på en fængselsafdeling, hvor der også var ansat pædagoger. En dreng mener, at det var bedre at være på en almindelig afdeling, da der ikke var nogen pædagoger, og de indsatte og personalet opholdt sig hver for sig i hverdagen i modsætning til Ungeafdelingen (side 302). |
|||
| „Der er ikke noget at lave her på sådan en afdeling. Det er ligesom (lukket fængsel, red.). De har også sådan en afdeling, hvor du går rundt. Det var bedre. Der var ikke pædagoger. De lod én være i fred. Betjentene var bare for sig selv. Vi sad derinde, vi hyggede os“. (Ung, 2005) | |||
|
En anden dreng foretrækker at være sammen med pædagoger, da han oplever at der er forskel på hvordan de opfatter de unge i forhold til fængselsfunktionærer, der ser dem som kriminelle (side 303). |
|||
| „Pædagoger, de arbejder med unge og fængselsfunktionærer arbejder med straffede“. (Ung, 2004) | |||
|
Evalueringsrapporten fortæller videre om, at man havde meget vanskeligt ved at få tilladelse til at ansætte personer, der ikke var fængselsfunktionærer, på den særlige fængselsafdeling, idet Dansk Fængselsforbund ifølge rapporten havde "monopol" på alle stillinger blandt basispersonalet i fængslerne. Der var ifølge rapporten fængselsbetjente, der truede med, at man ikke ville "løbe til alarmer", hvis personalet på den særlige fængselsafdeling bad om hjælp. Af side 34 til 36 fremgår blandt andet følgende: |
|||
|
"..Et vigtigt mål for afdelingen var at ændre
sammensætningen af medarbejdere. Intentionen var at ansætte personale, der ikke var uddannet som fængselsfunktionær f.eks. pædagoger. Der havde før kun været ansat meget få pædagoger i fængslerne i Danmark. Ideen var at kombinere behovet for den fængselsmæssige ekspertise med en mere behandlingsorienteret indsats overfor de indsatte. Det skulle give mulighed for, at personalet både kunne håndtere regler og magtanvendelse i et lukket fængsel og behandle de unge, så de gennem en pædagogisk indsats kvalificeres anderledes end, hvis de var på en almindelig afdeling. Derved kunne de bl.a. blive afklarede i forhold til et fortsat afsoning på Bobjerg. Pædagoger versus fængselsfunktionærer Dansk Fængselsforbund var modstandere af, at fængslet ansatte medarbejdere med en anden uddannelsesmæssig baggrund blev ansat i basisjobs. En række medarbejdere oplyste i 2003, at Dansk fængselsforbund ikke ønskede at afgive stillinger til andre faggrupper, og få brudt deres monopol på basisstillinger i fængslet. Modstanden fra Fængselsforbundet betød, at der fra begyndelsen af var overvejelser om en anden løsning - „importmodellen“: „Det bør overvejes, om de medarbejdere, der kommer udefra eventuelt kunne være udlånt fra en af Amtets afdelinger mod betaling (importmodellen). Arbejdsgruppen finder, at der er en del fordele ved en sådan ordning. Det behandlende personale vil lettere kunne tage udgangspunkt i fælles pædagogiske arbejdsredskaber og dermed lettere kunne gennemføre en kontinuerlig behandlingsindsats overfor de unge. Dertil kommer, at man lettere vil kunne drage nytte af Fyns Amts tilbud om efteruddannelse, og gennemføre jobrokering institutionerne og Fængslet imellem, som ønsket.“ („Notatet af 1999:9“) Den blev taget i brug, da den godt kunne accepteres af fængselsforbundet. Det betød imidlertid ikke, at modstanden forsvandt. I stedet kom den til udtryk overfor de „importerede“ medarbejdere. En medarbejder fortæller om modtagelsen af pædagogerne i Fængslet: „Den pågældende funktionær fortalte, at de øvrige funktionærer på et tidspunkt havde diskuteret, om de overhovedet gad at løbe til alarmer hernede, fordi vi ville klare det hele selv. Så er det man stopper lidt op og tænker: „Hvad?“. Så der er en helt klar holdning til Afdelingen. Det bliver dog bedre og bedre. Men i starten var der nogle, der slet ikke hilste på dem, fordi de var pædagoger.“ (Medarbejder, 2003) En anden medarbejder beretter i 2003 om modtagelsen: „I starten havde jeg virkelig store problemer med at arbejde her, men om modviljen mod mig fra Fængslets side (ikke fra Ungeafdelingen, m.t.) skyldes, at jeg er pædagog, eller det er fordi jeg er araber, ved jeg ikke. Men det fortsatte i hvert fald mindst fi re måneder. Det var virkelig hårdt, men jeg blev med at sige til mig selv, at jeg er her for drengenes skyld. Men efter jeg holdt et oplæg for dem på en temadag om unge tosprogede, så har der faktisk ikke været noget siden.“ (Medarbejder, 2003) De to ansatte pædagoger i 2003 fortalte, at de overvejede at sige deres stillinger op pga. deres arbejdsvilkår som „importerede“ medarbejdere og vanskelighederne ved at etablere behandlingsarbejdet. Det gjorde de i slutningen af 2003, hvorefter importmodellen blev forladt. Fængselsinspektøren havde en formodning om, at de ville kunne tiltrække flere ansøgere til stillingerne, hvis fængslet selv havde personaleansvaret, og der var ikke længere den tidligere modstand fra Fængselsforbundet. En anden ny type medarbejder var psykologen. Det var vanskeligt at besætte stillingen, men det lykkedes i 2001, da stillingen blev kombineret med en opgave som supervisor for Bobjerg. Psykologen blev modtaget på samme måde som pædagogerne: „Men langt den overvejende del af personalet i Fængslet, kunne dårligt kigge på mig, og endnu mindre hilse på mig. Så jeg skulle vride hvert et goddag, hej eller smil ud af dem. Jeg var helt klart anderledes, også på Ungeafdelingen. Det var tydeligt for mig, at min baggrund som psykolog gav folk en hel masse forventninger og forestillinger om, hvordan jeg mon var som person. Altså for at sige det fi rkantet, så blev jeg på én gang mødt med en forventning om, at jeg var eksperten, der kunne løse alle mulige problemer. At jeg kunne kigge lige igennem drengene og fortælle personalet, hvad der var galt, og hvad de skulle gøre. Og samtidig, så skulle jeg bestemt ikke tro, at jeg var noget. Og jeg har ved fl ere lejligheder, både direkte og indirekte fået at vide, at de var nervøse for, at jeg gik og analyserede dem, og at de var bange for at være sammen med drengene, når jeg var der, fordi de troede, at jeg ville dømme dem i alle mulige situationer. Og når den frygt er der, så bliver der jo helt naturligt skabt en afstand mellem os.“ (Psykolog, 2003) Psykologens rolle indebar en tilvænning hos de øvrige medarbejdere, som var usikre på, hvad han skulle lave og hvordan han skulle samarbejde med dem. Han beretter, at det var vanskeligt at få lavet et fælles behandlingsarbejde på tværs af Ungeafdelingen og Bobjerg Skovgård. Fængslet vurderede i 2003, at det ikke var hensigtsmæssigt at have en psykolog tilknyttet på disse betingelser. Derefter blev stillingen ledig, og efterfølgende erstattet af ordningen med en psykolog, som også var psykolog - supervisor - for Bobjerg samt en konsulent, som periodisk superviserede medarbejderne .." |
|||
|
Det fremgår endvidere af rapporten, at der var et stort frafald blandt de ansatte på afdelingen (rapportens side 39, nederst). Erfaringerne i ovennævnte rapport synes at stemme godt overens med de mange andre eksempler, der viser, at fængselsbetjentene truer og tyranniserer andre faggrupper ud af fængslerne. Se for eksempel artiklen: Fængselsbetjente presser andre faggrupper ud af kriminalforsorgen - 2007 eller Fængselsbetjente frygter at komme i "bad standing" hos tyranniske kolleger - november 2007 |
|||