C.S. B.b.nr. 158
U D S K R I F T A F D O M B O G E N
F O R
K Ø B E N H A V N S B Y R E T S A F D E L I N G K.
Den 2. april 1990 blev i
sag nr. 1775/1988
Dansk Fængselsforbund
Lille Kirkestræde 3,2
1072 København K.
mod
1, sygeplejerske
Lars Peterson
Vigerslevstræde 27 A
2500 Valby
og
2, sygeplejerske
Lars Wiinblad
Bentzonsvej 18, 4
2000 Frederiksberg
afsagt sålydende
D O M:
Baggrunden for nærværende sag, som er anlagt den 6. oktober 1988, er en artikel i tidsskriftet "Amnesty Nyt" for september 1988 nr. 4 skrevet af de sagsøgte Lars Wiinblad og Lars Peterson og omhandlende flygtninge i Københavns Fængsler. Artiklen kritiserer Danmark for at være blandt de lande i Europa, som varetægtsfængsler flygtninge i vid udstrækning også efter, at Danmark har stemt for ”Conclusion nr. 44" vedtaget af eksekutivkomiteen under UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat) i 1986.
Den nævnte conclusion, som er fremlagt under sagen, opfordrer bl.a. til at udvise størst mulig tilbageholdenhed med hensyn til at frihedsberøve flygtninge og asylansøgere, idet det dog samtidig erkendes, at en sådan indskriden kan være nødvendig, f.eks. hvor den pågældende ikke er i stand til at dokumentere sin rejserute og/ eller identitet. Kan frihedsberøvelse ikke undgås, opfordres til, at den sker på human måde, hvorefter der i konklusionen er anført følgende: ”In particular, refugees and asylum-seekers shall, whenever possible, not be accomodated with persons detained as common crimanals, ….”
De sagsøgtes artikel indeholder derudover især en gennemgang af forskellige episoder m.v., som skulle have fundet sted i Vestre Fængsel, og som de sagsøgte fremdrager for at vise, at det er umenneskeligt at anbringe asylansøgere i varetægtsfængsel, især asylansøgere som har været udsat for tortur.
Da sagsøger, Dansk Fængselsforbund. finder, at en række af udsagnene i artiklen er ærekrænkende over for en unavngiven del af sagsøgers medlemmer, har sagsøger herefter anlagt nærværende sag.
Parternes påstande.
Sagsøger har nedlagt følgende påstande:
1.
De sagsøgte straffes principalt for overtrædelse af straffelovens § 268, subsidiært for overtrædelse af straffelovens § 267, ved 1 den nævnte artikel mod bedre vidende og uden at der har været rimelig grund tal at anse sigtelserne for sande. at have fremsat og udbredt ærefornærmende sigtelser mod en unavngiven del af det sagsøgendes forbunds medlemmer, idet de sagsøgte i nævnte artikel har udtalt:
a. ”…P.g.a. angst havde en ung iraner i januar barrikaderet døren til sin celle, hvilket medførte at man sprængte døren og gennembankede flygtningen i sådan en grad, at det var synligt for enhver bagefter. ..”
b ”..en mindre kærne er desværre ofte indblandet i regulære overgreb og racisme; f.eks. ved "at give folk fingeren", råbe "ind på cellen sorte svin" eller da fangerne forleden skulle vises ind i cellevognen kunne følgende høres: "Giv perkeren det sidste skab - der ryster det mest.” For blot at nævne nogle få eksempler. ..”
c ”..Det er gentagne gange sket, at flygtninge er blevet skubbet ned ad trapper eller sparket bagfra, hvis de har gået for langsomt. ..”
d. ” .. En særlig grel episode var, da en flygtning fik trukket et klæde over hovedet og ført til sikringscellen med blandt andet sidehalsgreb m.m., medens han skreg. ..”
e ”..I februar blev en libaneser på særdeles voldsom og unødvendig vis fikseret. To mand pressede en pude over hans hoved, mens mavebæltet blev spændt. Han var i håndjern, men blev holdt i førergreb på begge arme, selv efter mavebæltet var spændt. En betjent stod som tilskuer og råbte: 'Smid svinet hjem til abeland". Libaneseren tryglede lægen, som overværede episoden om hjælp, men blev fikseret så stramt. at det var umuligt For ham at tilkalde hjælp via klokken. På lægens henstilling blev remmene løsnet lidt, men da asylansøgeren havde ringet to gange, blev klokken afbrudt.
Lægen skal ved en sådan anbringelse tilkaldes og skrive under på, at fangen er spændt 'lægeligt forsvarligt", men desværre har vi oplevet, at men efter lægen er gået, atter har strammet remmene. ..”
2. De ovenfor anførte ærekrænkende sigtelser kendes ubeføjede i henhold til straffelovens § 273, stk. 1.
3. De sagsøgte tilpligtes i henhold til erstatningsansvarslovens § 26 til in solidum at betale en godtgørelse til sagsøgeren på ikke under 50.000,00 med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.
4. De sagsøgte tilpligtes i henhold til straffelovens 273, stk. 2, at udrede et af retten fastsat beløb til bestridelse af omkostningerne ved offentlig kundgørelse af domsslutningen.
De sagsøgte har påstået frifindelse overfor samtlige led i de af sagsøger nedlagte påstande.
Parternes anbringender.
Sagsøger har gjort følgende anbringender gældende:
1) De sagsøgte har fremsat sigtelser af så kvalificeret, alvorlig karakter, at - hvis de var sande - ville det for de pågældende fængselsfunktionærer medføre både straf for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold og gøre de pågældende uværdige til fortsat at bestride deres stillinger som tjenestemænd.
2) De af de sagsøgte fremsatte sigtelser er bagvaskelse, idet de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande og har fremsat og udbredt sigtelserne mod bedre vidende.
3) De af de sagsøgte fremsatte udtalelser indeholder sigtelser, der krænker en vid kreds af personers ære og er egnet til at nedsætte de fornærmede i egne og medborgeres agtelse, hvorved særlig bemærkes, at fornærmelserne er fremsat mod tjenestemænd omhandlet i straffelovens A 119, stk. 2 i forbindelse med udførelse af deres tjeneste, hvilket er skærpende efter straffelovens § 267, stk. 2, ligesom det er en skærpende omstændighed efter straffelovens § 267. stk. 3. at fornærmelserne er fremsat t trykt skrift.
4) Det er yderligere en skærpende omstændighed, at de sagsøgte både i februar 1988 og i september 1988 af deres øverste foresatte er blevet opfordret til at navngive de tjenestemænd. der ifølge de sagsøgtes postulat skal have udøvet ulovlige handlinger som beskrevet i artiklen i Amnesty Nyt 4, september 1988, men de sagsøgte har nægtet at opgive navnene. Dette har haft til følge, at en af fængselsmyndighederne ønsket undersøgelse ikke har kunnet foretages, og at den store kreds af fængselsfunktionærer ved Københavns fængsler som følge heraf, påregneligt for de sagsøgte, har måttet føle sig udsat for en offentlig mistænkeliggørelse, hvis virkning er forøget ved den skete udbredelse gennem massemedierne.
5) Det er en yderligere skærpende omstændighed, at de sagsøgte er blevet opfordret til at tilbagekalde sigtelserne, men har nægtet at efterkomme sådan opfordring.
6) De sagsøgte har - som alle tjenestemænd - haft pligt til at indberette de af dem ifølge deres postulat konstaterede misligheder ti1 fængselsledelsen. 1 det omgang, de sagsøgte har konstateret de af dem postulerede misligheder. har de tilsidesat denne pligt, idet de ikke har foretaget nogen indberetning til ledelsen.
7) Den af de sagsøgte påberåbte ret til offentlig debat om et samfundsmæssigt vigtigt emne berettiger dem ikke til at fremsætte ubeviste og udokumenterede sigtelser overfor og ærekrænkende udtalelser om en kreds bestående af samtlige funktionæres ansat ved de københavnske fængsler.
8) Sagsøgeren afviser, at de sagsøgte kan påberåbe sig straffrihedsbestemmelsen i straffelovens § 269, idet de sagsøgte ikke i god tro har fremsat sigtelserne og ikke har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv, ligesom strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. 2, ikke kan finde sted, da de sagsøgte Ikke har haft føje til at anse de fremsatte sigtelser for sande.
De sagsøgte har på deres side gjort følgende anbringender gældende:
Med hensyn til det udsagn, som i sagsøgers påstand er betegnet d), gøres primært gældende, at der ikke heri ligger nogen ærekrænkende sigtelse.
Hvad de øvrige udsagn angår, erkendes, at disse kan fremtræde som indeholdende nogle for sagsøger ærekrænkende sigtelser, men i det omfang noget sådant antages at være tilfældet, gøres følgende gældende:
Primært at de sagsøgte er i stand til at føre sandhedsbevis, subsidiært at der ikke foreligger en strafbar overskridelse af ytringsfrihedens grænser, idet de sagsøgte ud fra ideelle motiver er fremkommet med et indlæg i den offentlige debat vedrørende et vigtigt samfundsanliggende, hvilket indlæg må antages at have været en medvirkende årsag til, at der er indført en ændret praksis med hensyn til frihedsberøvelse af asylansøgere, mere subsidiært at sigtelserne er fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse og asylansøgernes tarv, således at de sagsøgte er straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, og mest subsidiært at der har foreligget omstændigheder, som gav de sagsøgte feje til at anse sigtelserne for sande, således at der bør ske strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. 2.
Bevisførelsen i sagen.
Denne har drejet sig dels om visse generelle forhold vedrørende baggrunden m.v. for artiklens fremkomst og reaktionerne herpå, dels om, hvorvidt de som a) -e) betegnede udsagn er sande, eller om de sagsøgte dog har haft grund til at antage dette.
Der er under sagen afgivet forklaring af de sagsøgte samt af følgende vidner: Forbundsformand hos sagsøger Vagn Nedergaard, Ali Asghar Ahbasi, læge Christian Ott, sygeplejerske Jens Herskind, læge Gitte Hessel Andersen, cand. theol. Lizzie Rasmussen, læge Thomas Foersom, tidligere fængselsoverbetjent nu socialrådgiver Edvard Langsted, fængselsoverbetjent Rene Sørensen. fængselsinspektør Ilse Cohn, Imad Izzat, Khalaf Mahdi Nasr, læge Allan Hermansen, vagtmester Frede Otte, fængsels¬overbetjent Kim Bjørn Ernov, fængselsbetjent Helle Ingemann og tidligere fængselsbetjent nu advokatfuldmægtig Anette Maarbjerg.
Bevisførelsen vedrørende baggrunden for og reaktionerne på artiklen har bl.a. bestået i følgende:
Forbundsformand Vagn Nedergaard har bl.a. forklaret, at også det sagsøgende forbund i den offentlige debat har gjort opmærksom på problemerne angående varetægtsfængsling af flygtninge. jf. herved vidnets indlæg i "Fængselsfunktionæren" fra november 1986, som er fremlagt under sagen, hvori bl. a. er anført, at det ikke er rimeligt, at mennesker, der er flygtet fra deres land for at undgå forfølgelse. fængsling. tortur og død, bliver varetægtsfængslet, og hvori politikerne opfordres til at tage spørgsmålet herom op til overvejelse.
Vidnet har nærmere redegjort for, at fængselsfunktionærer på personaleskolen bl.a. undervises i, hvornår det er lovligt at anvende magt over for indsatte, j f. det af Kriminalforsorgen udstedte cirkulære herom, ligesom de indskærpes deres pligt at foretage indberetning til ledelsen, såfremt de har kendskab til misligheder eller overgreb begået af andre ansatte.
Vidnet har alene kendskab til nogle få sager, hvor der har været hold i fremsatte klager over vold udvist af fængselsfunktionærer. Disse sager ligger alle en del år tilbage og førte alle til afskedigelse af de pågældende fængselsfunktionærer.
På en delegeretforsamling i 1987 blev sagsøgers ledelse af medlemmerne kritiseret for, at man var for passiv overfor uberettigede angreb i medierne, og vidnet har fra tilidsmænd, delegeretforsamlinger og forbundsmøder modtaget indberetninger om. at medlemmerne, hvoraf 524 er ansat ved Københavns Fængsler, føler sig dybt krænkede over de sagsøgtes artikel.
Sagsøgte Lars Wiinblad har bl.a. forklaret, at han som led sin uddannelse i 1982 var rundt på forskellige fængsler, herunder også Vestre Fængsel. Han blev færdig som sygeplejerske i Februar 1984, og efter at have arbejdet i en periode på Frederiksberg hospital blev han i 1986 ansat som sygeplejerske på Vestre Fængsel.
Han blev imidlertid efterhånden ked af at være i fængslet p.g.a. en række kedelige oplevelser.
Således fremkom i juninummeret for 1987 af KF-bladet en såkaldt humoristisk artikel forfattet af en fængselsfunktionær. hvis sorte humor og betegnelse af en farvet indsat som ”sorte-manden" illustrerede, hvad det var kutyme at sige inden for en vis gruppe af fængselsfunktionærer, hvorfor de sagsøgte skrev et debatindlæg herom i det næste nummer af KF-bladet.
Det skete endvidere af og til, at der rar indsatte, som fik klø. Det var en lille gruppe af fængselsfunktionærer, som stod herfor, men det var ikke noget, man snakkede om ud over til enkelte, som man havde tillid til.
På baggrund af de nævnte forhold søgte han en stilling ved centret for torturofre. Også medsagsøgte, som havde haft et sammenstød med læge Ott, var indstillet på at søge sin afsked. De blev imidlertid af deres overordnede, Anette Lindberg, opfordret til at blive, og sagsøgte blev endvidere opfordret at søge stillingen som tillidsmand for sundhedspersonalet. De sagsøgte opgav herefter at søge væk, men besluttede sig i stedet for, at de ville gere noget ved de utilfredsstillende forhold i fængslet. De udarbejdede i den forbindelse en liste over en række punkter, som blev drøftet på et møde den 20. november 1987 for sygeplejepersonalet, hvor også voldsproblemet blev drøftet, og hvor der blev nævnt eksempler på, at der var blevet sparket og skubbet til indsatte ar enkelte betjente. Man talte også på mødet om, at der burde skabes mere tålelige forhold for asylansøgerne, hvoraf 1/3 var torturofre. Sagsøgte ville skrive en artikel herom i Kf-bladet, og til brug herfor skaffede Anette Lindberg samtlige sikringscellerapporter, som sagsøgte herefter gennemgik. Ud af 168 sikringscelleanbragte var 28-30 asylansøgere. Sammenholdes dette med, at der på et år er gennemsnitligt 445 asylansøgere og 10.500 almindelige arrestanter, viser det, at en asylansøger har 6-7 gange så stor en risiko for at blive sikringscelleanbragt som en almindelig arrestant, hvilket må antages at skyldes deres belastede situation og den manglende forståelse herfor hos personalet.
Sygeplejerskerne drøftede endvidere den måde, fikseringerne fandt sted på ved sikringscelleanbringelse. Det blev i den forbindelse bl.a. kritiseret, at der i fængslerne gøres brug af langt Flere remme, og at fikseringen foregår på en langt mere pinefuld måde, end sammenlignet med de fikseringer, som finder sted på psykiatriske hospitaler.
De sagsøgte skrev en kronik om det sidste emne, som blev bragt i Politiken i februar 1988. Fængselsinspektør Ilse Cohn indkaldte i den forbindelse medsagsøgte til en samtale den 24. februar 1988. Sagsøgte blev derefter selv indkaldt til samtale. og da han opfattede dette som et forhør, medbragte han en bisidder til samtalen. Han redegjorde for sine synspunkter omkring sikringscelleanbringelser over for Ilse Cohn, som også var lydhør over for nogle af hans kritikpunkter. De kom under samtalen endvidere ind på voldsproblematikken. Ilse Cohn bad i den forbindelse om at få konkrete navne på bordet, hvilket han afslog. Han beskrev dog en konkret episode, som han selv havde overværet 11 dage forinden, og hvor de involverede fængselsfunktionærers navne fremgik af sikringscellerapporten. Den nævnte episode er tillige beskrevet i artiklen i Amnesty Nyt, idet den beskrives i det udsagn, som i sagsøgers påstand er kaldt e.
Når han ikke har ønsket at oplyse konkrete navne, skyldes det dels, at han hellere ville arbejde for at skabe bedre arbejdsforhold frem for at hænge enkeltpersoner ud. dels at han frygtede de konsekvenser, det kunne få for hans arbejdsforhold i fængslet. Han har således kendskab til en sygeplejerske, som han havde truffet i Fængslet i 1982, og som havde fortalt ledelsen, at han havde overværet en voldsepisode, hvilket der dog ikke kom noget ud af, fordi påstand stod mod påstand, og den indsatte nægtede at udtale sig. Episoden førte imidlertid siden hen til, at den pågældende sygeplejerske blev frosset ud og truet med vold af nogle fængselsfunktionærer, hvis han ikke søgte væk, hvilket han herefter gjorde.
De sagsøgte var bekendt med, at sagsøger principielt er imod, at asylansøgere anbringes i varetægtsfængsel. Artiklen i ”Amnesty Nyt" er imidlertid heller ikke rettet mod sagsøger, men er skrevet, fordi de sagsøgte fandt, at der ikke blev gjort noget fra myndighedernes side for at finde alternative anbringelsessteder for flygtninge. ligesom de Ikke fandt, at fængslerne. når de nu havde fået overladt ansvaret for asylansøgere, gjorde nok for at tage hensyn til asylansøgernes særlige situation.
De sagsøgte har ikke trods opfordringer hertil fra sagsøgers side ønsket at trække nogen af deres udsagn tilbage, da de i artiklen nærmest har underdrevet. De mener endvidere ikke, at artiklen er injurierende over for sagsøger, idet de i artiklen netop fremhæver, at langt den største del af betjentgruppen udfører et godt stykke arbejde.
Sagsøgte Lars Peterson har bl.a. forklaret, at han er uddannet som sygeplejerske i Malmø og blev færdig i 1980. Han har herefter været ansat på forskellige psykiatriske hospitaler både i Malmø og København, herunder på lukkede afdelinger for de mest voldsomme patienter, og har adskillige gange været med at fiksere og passivere patienter. I 1986 startede han som sygeplejerske på Vestre Fængsel. Han fandt arbejdsområdet interessant, men blev meget chokeret over tonen i fængslet og den nedladende måde, de indsatte ofte blev behandlet på. Han blev endvidere overrasket over, at der også befandt sig frihedsberøvede flygtninge i fængslet. Han var meget kritisk over for den måde, psykisk syge blev behandlet på i fængslet, og den måde, sikringscelleanbringelser foregik på. Den af medsagsøgte omtalte artikel i KF-bladet fra juni 1987 om "sortemanden" var endvidere et symptom på, hvordan fremmede statsborgere, herunder asylansøgere, ofte blev behandlet i fængslet.
Sagsøgte følte, et der intet var at gøre inden for systemet, hvor man ikke turde tale åbent om, hvad der foregik, af frygt for at blive frosset ud, og da der på et tidspunkt indløb en banal klage over ham til hans overordnede, Anette Lindberg, skrev han et langt brev til fængselsinspektør Ilse Cohn, hvori han sagde op samtidig med, at han redegjorde for sine synspunkter. Han blev imidlertid opfordret til at blive, og da der på sygeplejerskernes møde den 20. november 1987 - som udtrykt af Anette Lindberg - "gik hul på bylden", trak han sin opsigelse tilbage.
Sagsøgte havde fra sine tidligere arbejdssteder erfaring for, at man sagtens kunne passivere voldsomme patienter uden at gøre brug af fastspænding, og var fastspænding påkrævet, var det ofte nok alene at gøre brug af et mavebælte, samt eventuelt fiksering alene af den ene hånd og fod. Ved fikseringer i Vestre Fængsel skete imidlertid fiksering af begge fødder og begge hænder, hvortil kom, et der også blev gjort brug af nogle yderligere remme, som sagsøgte fandt var helt unødvendige. Han fandt ligeledes, at de indebar et overgreb overfor den fastspændte, ligesom specielt brug af skulder- eller overarmsremme kunne være farlige, bl.a. fordi der kunne være risiko for, et den fastspændte blev kvalt i sit eget opkast. Sagsøgte påtalte disse ting ofte og fik opbakning af læger og sygeplejersker, men der kom ingen ændringer ud af det. Det var bl.a. dette, som var baggrunden for de sagsøgtes kronik i Politiken i februar 1988.
Fængselsinspektør Ilse Cohn, som var blevet kontaktet af TV 2, bad herefter de sagsøgte om en samtale. hvorunder sagsøgte åbent fortalte om de forskellige problemer og herunder også redegjorde for den episode, som er omfattet af det såkaldte "udsagn e" i de sagsøgtes artikel i Amnesty Nyt.
På det tidspunkt, da artiklen i Amnesty Nyt fremkom, var sag¬søgte fratrådt sin stilling i fængslet. Han havde heller Ikke ellers turdet skrive så åbent om forholdene i fængslet. Medsagsøgte havde orlov fra fængslet på det pågældende tidspunkt.
Chef for de Københavnske Fængsler og Sandholmlejren, fængselsinspektør Ilse Cohn, har bl.a. forklaret, at det er fængslernes opgave at forvalte de opgaver, som de får pålagt af de lovgivende myndigheder, og at man fra fængslets side har gjort, hvad man kunne for, at anbringelsen i fængslet af asylansøgere sker med de fornødne lempelser. Man har således forsøgt at samle asylansøgerne på et fælles afsnit, således at de kunne få størst muligt fællesskab, og således at personalet kunne tage de nødvendige hensyn. I fængslet er man dog som oftest uden indgående kendskab til den enkelte asylansøger og baggrunden for hans anbringelse. Det har endvidere været svært at opretholde en særskilt anbringelse af asylansøgerne i fængslet, hvor der som oftest er et meget stort belæg, som nødvendiggør, at alle pladser skal udnyttes, ligesom man også i perioder har haft et ekstraordinært stort belæg af asylansøgere. Endelig har specielle modsætningsforhold mellem forskellige grupper af asylansøgere gjort det umuligt at anbringe disse grupper sammen.
Også efter udvidelsen af Sandholmlejeren her der været anbragt ikke helt få asylansøgere i Vestre Fængsel, da antallet af asylansøgere er meget svingende.
De sagsøgtes kronik i Politiken i februar 1988 kom som et svar på en påstand fremsat i den offentlige debat om, at indsatte fængsler havde det bedre end psykisk syge. som var indlagt på Kommunehospitalet. Vidnet blev ringet op af en journalist, over for hvem de sagsøgte var fremkommet med en række stærkt kritiske udtalelser. Og da vidnet ønskede At få sagen oplyst til bunds, indkaldte hun de sagsøgte efter tur til samtale. Der var dog alene tale om orienterende samtaler og ikke om noget forhør, Vidnets samtaler med de sagsøgte handlede primært om sikringscelleanbringelse og ikke om asylansøgere. De sagsøgte var hjælpsomme nok med hensyn til at redegøre for deres kritik, hvoraf visse punkter var blevet misforstået af journalisten. De sagsøgtes kritikpunkter blev gennemgået, og vidnet var enig i nogle af disse, hvilket også er blevet fulgt op. Hun måtte dog gøre de sagsøgte opmærksom på, at det ved fikseringer var nødvendigt at sikre, at den fastspændte ikke begik selvbeskadigelse ved at slå hovedet mod hovedgærde og siderne. Efter at fængslet har undersøgt mulig hederne for at udskifte sengene, anvendes nu senge uden kanter og med en fast skråpude til hovedgærde, således at der ikke længere er behov for at anvende mere end et sæt remme til hænderne. Hvad angik de sagsøgtes øvrige kritik om, at de sikringscelleanbragte af og til blev efterladt nøgne på en odiøs måde, og om, at der af og til fremkom voldsepisoder, bad hun dem om at fremkomme med navnene på de implicerede fængselsfunktionærer, hvilket de ikke ville, selv om hun indskærpede dem deres pligt til at foretage indberetning om sådanne forhold. De henviste dog til en konkret episode, som havde fundet sted 11 dage forinden, men da hun blev klar over, at der allerede var rejst en sag i den anledning af fængselsinspektøren, gjorde hun ikke mere ved sagen.
Det var først under samtalerne med de sagsøgte i februar 1988, at hun blev bekendt med det referat, som var lavet i anledning af sygeplejerskernes møde den 20. november 1987, samt at man på dette møde havde drøftet spørgsmålet om vold i fængslet.
Da vidnet i september 1988 læste de sagsøgtes artikel i Amnesty Nyt, skrev hun straks til dem og bad dem om at præcisere deres anklager, ligesom hun på ny bad om at få oplyst navnene på de implicerede fængselsfunktionærer, men fik alene som svar, "at hun havde materiale nok".
Vidnet bekræfter, at der i 1988 er sket et fald i sikringscelleanbringelserne. hvilket nok skyldes såvel statistiske tilfældigheder som det forhold, at man i Københavns fængsler løbende arbejder med spørgsmålet om den mest rimelige og hensigtsmæssige brug af sikringscelleanbringelse.
Læge Thomas Foersom har bl.a. forklaret, at han har været ansat ved Københavns Fængsler i 6-7 år. I forbindelse med sikringscelleanbringelser har han som læge ingen indflydelse på, hvorvidt den indsatte skal fikseres eller ikke. Idet lægen alene tilkaldes for at påse, at den indsatte ikke er kommet til skade ved den stedfundne magtanvendelse, at fikseringen er forsvarlig, at den fastspændte stilling kan tåles, og at den indsatte har mulighed for at nå tilkaldeknappen. Er der noget at bemærke, eller klager den indsatte over at være blevet slået, gør han notater herom i sikringscellerapporten og lægejournalen, men går ikke selv videre hermed, idet det ikke er hans Opgave, men vagtmesterens.
I tiden omkring de sagsøgtes artikel i Amnesty Nyt var der en overgang, hvor asylansøgere hyppigere kom i sikringscelle end andre indsatte, ofte fordi de var selvmordstruede efter at have fået besked om, at de skulle sendes ud af landet. Efter en episode i august 1988, hvor en palæstinenser fra Libanon (pågældende er identisk med Imad Izzat, hvis vidneforklaring er gengivet nedenfor) i desperation over, at han skulle udvises, havde skåret sig i håndledet, og i den forbindelse var blevet sikringscelleanbragt og fikseret, fandt vidnet, at han ikke længere stiltiende kunne se på. hvad der foregik, hvorfor han den 18. august 1988 skrev til etisk råd og anmodede om rådgivning. Han skrev i samme anledning et læserbrev r Politiken den 24. september 1988 under overskriften ”Vi misbruges i Vestre Fængsel". Han er dog enig i, at fængslet har pligt til at undgå selvbeskadigelser og selvmord, og at sådanne forhold kan begrunde sikringscelleanbringelse. Han har to gange set asylansøgere foretage selvbeskadigelse, herunder knalde hovedet ind mod væggen, ligesom der også har været tilfælde af alvorlige selvmordstrusler.
Det er hans opfattelse, at der i dag foretages færre sikringscelleanbringelser end tidligere.
Til belysning af reaktionerne på de sagsøgtes artikel er fra de sagsøgtes side bl. a. blevet dokumenteret følgende:
Skrivelse af 5. september 1988 fra Amnesty Internationals danske afdeling til daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, som med henvisning til de sagsøgtes artikel bl.a. opfordrer Justitsministeren til at bringe dansk praksis med hensyn til frihedsberøvelse af asylansøgere i overensstemmelse med UNHCR's conclusion nr. 44.
Indlæg i Politiken fra den 9. september 1900 under overskriften ”Ninn vil undersøge asylansøgeres fængsling. Reaktion på Amnesty-opfordring".
Justitsministerens svar fra oktober 1988 til Amnesty International, hvori den rejste kritik tilbagevises. Samtidig oplyses det, at der i nogen tid i justitsministeriet har været arbejdet på en undersøgelse af, om det vil være muligt at etablere en særlig Institution, hvori asylansøgere kan underkastes frihedsberøvelse under mindre indgribende former, men at denne undersøgelse endnu ikke er afsluttet.
Indlæg i Politiken fra 6. januar 1989 under overskriften "Asylansøgere fængsles fortsat. Nyt lovet center forsinket", hvori bl.a. omtales, et justitsministeren i september 1988 i forbindelse med de sagsøgtes artikel i Amnesty Nyt om forholdene 1 Vestre Fængsel. over for Folketingets Retsudvalg lovede at oprette et specielt center for asylansøgere.
Artikel i "Fængselsfunktionæren" for december 1989/januar 1990 af MF Pia Gjellerup under overskriften "Der er stadig problemer", hvori der redegøres for, at der på trods af, at der i efteråret 1989 blev oprettet 40 pladser til frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren, fortsat er problemer, da det har vist sig, at behovet er langt større. I artiklen omtales bl.a., at det var reaktioner fra personalet i Vestre Fængsel og fra Amnesty International fulgt op af udtalelser fra Dansk Røde kors, som fik set gang i overvejelserne hos en del politikere i Folketinget og i justitsministeriet, og som førte til, at justitsministeren i samråd med retsudvalget i slutningen af september 1988 stillede en løsning i udsigt.
Bevisførelsen vedrørende udsagn a),-e , har bl.a. bestået i følgende:
Ad udsagn a):
Udsagnet indgår i et afsnit, som har overskriften "Forklaring udbedes”, og som indledes med sætningen: ”Men i et restriktivt fængselssystem er der ikke altid forståelse for krisereaktioner".
Udsagnet handler om en episode, som fandt sted den 23. januar 1988 om aftenen i fængslet på Blegdamsvej, hvor en Iransk asylansøger Ali Asgbar Abbasi havde barrikaderet sig i sin celle. Efter at døren til cellen var blevet åbnet med dunkkraft, blev han overført til Vestre Fængsel, hvor han blev anbragt i sikringscelle, dog uden at blive fastspændt. I en påtegning på sygeplejerskernes kort vedrørende den pågældende har en sygeplejerske anført følgende om hans tilstand på det pågældende tidspunkt: "Virker aggressiv, + hyperventilation + let rødme + let hævelse af ve. næsefløj". Sikringscelleanbringelsen ophørte den 24. januar 1988, hvorefter han blev overført til en almindelig sygebuscelle i Vestre Fængsel sygeafdeling, hvor han var, indtil han den 27. januar 1988 blev overført til Sandholmlejren.
Sagsøgte Lars Wiinblad har forklaret, at han blev ringet op af medsagsøgte, som fortalte, at han havde set Abbasi på sygeafdelingen og var blevet rystet over, som han så ud. Sagsøgte gik derfor selv ind for at besigtige Abbasi på sygeafdelingen, hvilket skete den 26. januar 1988. Abbasi virkede udpræget forslået med hævelser og mærker i ansigtet. Sagsøgte kunne ikke tale med ham, men han talte den følgende aften med forskellige betjente om episoden. og nogle af disse fortalte, at Abbasi havde fået ”en ordentlig en på hatten”, ligesom de fleste tog afstand fra, hvad der var foregået. Han fik endvidere fortalt, et episoden var startet med, at Abbasi havde barrikaderet sig på grund af angst. Den næste dag kunne han i lægejournalen se, at der var indgået en telefonisk klage fra Sandholm-lejren til lægen, hvorfor han ikke selv fandt anledning til at gå til ledelsen med sagen.
Sagsøgte Lars Peterson har forklaret, at han så Abbasi i sygehuscellen den 25, januar 1988, og at han aldrig havde set et menneske så mishandlet før. Abbasi ville gerne rejse sig op i sengen, men kunne ikke uden støtte, ligesom han klagede over smerter i hele kroppen. Det kunne teoretisk være skuespil, men det er ikke sagsøgtes indtryk, idet han også gennem kighullet til cellen har iagttaget Abbasi give udtryk for at være plaget af smerter, selv om der ikke var andre til stede i cellen. Abbasis ansigt virkede endvidere forslået med rødme og blå mærker uden, at sagsøgte dog i dag kan huske det nærmere i detaljer. Sagsøgte var ikke i tvivl om, at Abbasi var blevet indlagt på sygeafdelingen som følge af, at han var blevet gennembanket, hvilket da også fremgik af samtaler med kolleger og betjente, som brugte udtrykket, "at han havde fået, så hatten passer". Sagsøgte fik endvidere fortalt, at episoden var startet med, at Abbasi havde barrikaderet sig på grund af angst.
Ali Asghar Abbasi har forklaret, at han straks ved sin ankomst til Danmark den 8. januar 1988 blev frihedsberøvet, fordi han Ikke var i besiddelse af de fornødne identitetspapirer. Da frihedsberøvelsen havde varet mere end 7-10 dage, begyndte han at blive utålmodig, ligesom han begyndte at frygte, at politiet modarbejdede hans sag. Han havde endvidere problemer med, at han ikke altid fik den nødvendige assistance, når han ringede på vagtpersonalet. Den aften, han barrikaderede døren, havde han forinden 3 gange forgæves tilkaldt vagtpersonalet, fordi han havde næseblod. Det blev herefter for meget for ham. og for at få tilkaldt sin advokat og en tolk barrikaderede han celledøren med sin seng og sin kommode, hvorefter han begyndte at banke på døren. De betjente, som kom til, opfordrede ham til at åbne døren, idet døren ellers ville blive brudt op, men han lod som om, han ikke forstod dem for at få tilkaldt en tolk. Da de begyndte at åbne døren med magt, gik kommoden i stykker, Han forsøgte at barrikadere døren med sin egen krop, men ca. 5 betjente brød ind i cellen og slog løs på ham med stave. De sagde en masse til ham på dansk, som han ikke forstod, men han havde indtryk af, at det var skældsord. Han trak sig tilbage og satte sig under radioen, men de fortsatte med at gå løs på ham, idet han blev sparket og slået med knippel, ligesom han fik håndjern på, som sad så stramt, at han fik sår af det. Da han blev skubbet ud af cellen med håndjern på, faldt han, og der var en, som trykkede hans hoved ned i fliserne. Han blev fra 3.sal ført ned til en stationcar, som holdt i gården, og blev undervejs trukket i håret, ligesom der blev holdt så fast om hans hoved, at han havde svært ved at trække vejret. På 1.sal kom de forbi en betjent, som dels trak ham i håret og rystede ham, og dels gav ham et 'knæ', som ramte ham på låret.
I stationcaren blev han - stadig iført håndjern - lagt ned på gulvet bag førersædet, mens en betjent havde en fod på hans hoved og en anden havde en fod på hans ryg. Den sidste trak på et tidspunkt sin stav og slog ham mellem skulderen og nakken samtidig med, at han sagde en masse på dansk, herunder om Khromeini, mens de andre lo. Da vidnet forsøgte at rejse sig for at kunne trække vejret. fik han et hårdt slag i skridtet, som slog ham mere eller mindre ud. Da de kom til Vestre Fængsel, blev han i elevatoren slået mange gange på låret. Han blev ført ind i en celle, hvori der kun befandt sig en seng, hvor han fik håndjernene af og blev afklædt, mens der stod 8-10 betjente omkring ham og lo af ham. Han begyndte at græde, og en mand med et stetoskop smed noget tøj hen til ham, men kom herved til med fingeren at ramme vidnets mund, så det begyndte at bløde. Han fik samme aften noget smertestillende i form af noget flydende af en sygeplejerske, Der var tydelige tegn efter volden, dels i hovedet og dels var han så forslået på kroppen og benene samt stiv i nakken, at han hverken kunne sidde eller gå på grund af smerter. Der var ikke synlige mærker efter slagene på kroppen, men smerterne var der. Han havde endvidere sår efter håndjernene samt sår på benene efter at være blevet hevet ned ad trappen fra 3. sal. Han lå i fængslet for lukkede døre og kunne ikke tale med nogen om sin situation. Når de, som kom ind i hans celle, spurgte, hvorfor han så sådan ud, og han herefter oplyste, at han havde fået tæsk, svarede de enten ikke, eller også sagde de, at det troede de ikke på.
Han havde de følgende dage ofte besøg af sygeplejersker, men selv om han bad om at få en læge tilkaldt på grund af sine smerter, kunne det ikke lade sig gøre. Også hans anmodninger om at få en tolk tilkaldt var forgæves. Efter et par dage blev han dog ført til en røntgenundersøgelse.
Han kan ikke huske, at han den 24. januar 1988 skulle være blevet tilset af læge Hanna Madsen og den 25. januar 1988 af læge Ott.
Da han kom til Sandholmlejren, var de: nogle iranere, som på grund af vidnets smerter hjalp ham over til en sygeplejerske, og det var først her, at han fik lejlighed til at fortælle nærmere om den behandling, som han havde været udsat for i fængslet. Han sagde samtidig, at han ikke ville Indgive en egentlig klage, men sygeplejersken svarede, at det måtte undersøges nærmere.
Fængselsbetjent René Sørensen har forklaret, at der i anledning af Abbasis barrikadering af sin celle i Blegdammens fængsel blev ringet til Vestre Fængsel efter assistance, hvorefter han og to kolleger blev sendt af sted. Kollegerne på Blegdammen fortalte, at de havde forsøgt at komme i kontakt med Abbasi, men at han ikke havde svaret dem. Vidnet og hans to kolleger gik hen til cellen, hvor de først forsøgte et komme i kontakt med Abbasi på både engelsk og tysk, men forgæves. De kunne endvidere ikke gennem observationsglasset se, hvad der foregik, idet Abbasi havde slukket lyset i cellen. De gik derfor i gang med at bryde døren op med en dunkkraft. Da de havde fået døren 1/2 meter op, så vidnet, at Abbasi stod oven på celleskabet, som var brugt til at barrikadere døren med, idet han var ved at rive siden af skabet. Da vidnet frygtede. At Abbasi var i gang med at skaffe sig noget, som kunne bruges til at slå med, gik han ind i cellen og fik fat i Abbasi enten i hans arm eller krave. Han sagde ikke noget til ham, men trak ham til sig hen over skabet og ud på gangen, hvor han blev trukket ned på knæ og derefter ned et ligge på maven, mens han fik håndjern på. Vidnet vil ikke mene, at Abbasi herved kan have slået hovedet i gulvet. Der var endvidere ingen, som slog ham, ligesom der ikke blev brugt knipler. Abbasi blev herefter på reglementeret måde ført ned til en bil, som holdt i gården. uden at der undervejs var nogen, som rev ham i håret eller på anden måde udøvede vold over for ham. Vidnet sad i bilen på bagsædet ved siden af Abbasi og holdt ham i armen. De var tre betjente med i bilen, hvoraf den ene var chauffør. Han kan ikke huske, om den tredje sad på den anden side af Abbasi, eller om han sad foran hos chaufføren. Der var ikke tale om, at Abbasi lå nede i bunden af vognen, uden at vidnet dog vil udelukke, at Abbasi, de han blev sat ind i vognen, kan være faldet ned af sædet, men har dette været tilfældet, er han blevet trukket op igen. Der var ingen, som slog ham hverken i bilen eller i Vestre Fængsel, hvor han blev ført hen til en sikringscelle. Abbasi var nogenlunde rolig, da han kom til cellen, og han blev derfor ikke fikseret. Sygeplejerske Grethe Thorgrifson, som var til stede i sikringscellen, undersøgte ham, mens han fik sit tøj af og det tøj på, som lå til ham i cellen. Sygeplejersken nævnte, at han havde et lille rødt mær¬ke ved næsefløjen, men dette har vidnet ikke selv set, da han på dette tidspunkt stod henne ved døren. Hen kan heller ikke sige, hvordan Abbasi kan have pådraget sig et sådant mærke, Abbasi fik tilbudt noget beroligende, som han tog imod. Sygeplejersken prøvede endvidere på at få at vide, hvad der var årsagen til, at Abbasi havde barrikaderet sig, men hun kunne ikke få noget svar.
Det eneste, som vidnet husker som specielt ved episoden, var, at der skulle bruges dunkkraft til at åbne celledøren med.
Læge Christian Ott her forklaret, at han ikke i dag kan huske Abbasi som patient, men af tilførslerne til den i sagen fremlagte lægejournal kan han se, et han har tilset Abbasi i en almindelig sygeseng henholdsvis den 25. januar 1988 kl. 10.00 og igen dagen efter.
Af Journaltilførslen for den 25. januar 1988 kan han se, at Abbasi har givet udtryk for, at han alene talte Iransk. Han var samtidig meget klagende over smerter over ryg og i nakken, men vidnet har ved sin undersøgelse af ham ikke fundet noget. Han plejer ved sådanne lejligheder at lade patienten afføre sig sin skjorte, og Abbasi må også enten den 25. januar eller den 26. januar 1988 have haft bukserne af, da vidnet ifølge journalen har ordineret ham noget imod skridtsvamp. Han har endvidere ordineret ham nozinan, som er lettere nerveberoligende, men som også kan være smertestillende, især hvis det gives sammen med fanalgic, som er lettere smertestillende, og som Abbasi ifølge sygeplejerskernes kort skulle have fået aftenen forinden.
Abbasi kan ikke have klaget over slag, ligesom han ikke kan have haft mærker i ansigtet efter vold eller anden magtanvendelse, idet vidnet i så fald ville have anført en bemærkning herom i journalen.
Da der intet er anført om tolk, er vidnets undersøgelse af Abbasi foregået uden, at der har været nogen tolk til stede.
Det er vidnet, som den 26. januar 1988 har bestemt, at Abbasi skulle røntgenundersøges, hvilket er sædvanligt, hvor der efter en magtanvendelse forekommer akutte klager over smerter, da der kan være mindre brud eller lignende, som er blevet overset.
Det fremgår endvidere af lægejournalen, at vidnet den 28. januar 1988 har besvaret en telefonisk henvendelse fra sygeplejerske Marianne Selander fra Sandholmlejren, som ifølge journalen ringede i anledning af , at Abbasi havde klaget over brutal behandling i fængslet, og at lægen i Sandholmlejren bl.a. havde fundet et hæmatom i hans ansigt og ældre mærker efter håndjern. Vidnet gjorde ikke andet i den anledning end at besvare telefonsamtalen og gøre et notat herom i journalen.
Sygeplejerske Jens Herskind har forklaret, at da det er ham, som på sygeplejerskernes kort den 27. januar 1980 har anført ”går til DCP m 1. vogn", må han have set Abbasi ganske kort den 27. januar 1988 om morgenen, men han har ingen erindring om manden. Vidnet er usikker på, hvad han ville have gjort, hvis han havde bemærket, at Abbsi virkede forslået, idet denne jo var på vej væk, således at det alligevel ville blive svært at følge en sag op.
Læge Gitte Hessel Andersen har forklaret, at hun som læge i Røde kors den 28. januar 1988 var på besøg i Sandholmlejren. Da hun ca. kl. 17-18 var på vej hjem, kom nogle medarbejdere med Abbasi, som var meget klagende. Han var svær at forstå. men hun kan ikke huske, om det var tolk til stede. Abbasi havde et båndfladestort hæmatom, som gik fra højre øje og op over tindingen. Der var tydeligvis tale om et ældre hæmatom, idet det var begyndt at blive gulligt-brunligt. Det var i hvert fald mere end to dage gammelt og havde sandsynligvis været der 4-5 dage. Pågældende fortalte selv, at han var blevet slået i fængslet for 5 dage siden.
Et hæmatom, som efter omstændighederne godt kan være et par timer nm at træde frem, vil især være synligt, mens det er frisk, hvor det er blålig/lilla, og hvor der er hævelser.
Abbasi havde endvidere rifter på håndledene efter håndjern. Han haltede og klagede meget over smerter i låret. Vidnet kunne dog ikke her finder mærker efter vold, men Abbasi klagede meget over ømhed i musklerne.
Fængselsinspektør Ilse Conn her forklaret, at hun, da hun læste artiklen 1 Amnesty Nyt, blev klar over, at der med det her omhandlede udsagn tænktes på episoden med Abbasi, da barrikaderinger er sjældent forekommende. Vidnet har ikke set lægejournalerne vedrørende Abbasi, de disse er rene behandlingsjournaler. Forekommer der uregelmæssigheder eller klager, skal det skrives i sikringscellerapporten, og i så fald har overvagtmesteren pligt til at undersøge sagen nærmere. Indgives der klage, skal en sådan endvidere rettes til institutionen, d.v.s. ledelsen eller overvagtmesteren, og ikke til lægen.
Vidnet har i anledning af de sagsøgtes artikel gennemset sikringscellerapporten, hvoraf fremgik, at det på grund af Abbasis barrikadering i sin celle havde været nødvendigt et skride ind og med magt indsætte ham i sikringscelle på Vestre Fængsel, da der ellers kunne være fare for, at han ville gentage sin barrikadering. Da det endvidere af en påtegning af læge Hanna Madsen på sikringscellerapporten fremgik. at Abbasi ved lægetilsyn den 24. januar 1988 kl. 10.00 var rolig, psykisk upåvirket og uden men efter magtanvendelse, fandt vidnet ikke anledning til at iværksætte yderligere undersøgelser i sagen.
Ad udsagn b) og c):
Begge udsagn indgår i et afsnit, som har overskriften "Overgreb og racisme", og som indledes med følgende: "Langt den største del af betjentgruppen udfører et godt arbejde, ” hvorefter følger henholdsvis udsagn b og c.
Sagsøgte Lars Wiinblad har forklaret, at han personligt flere gange har set betjente give indsatte fingeren, ligesom han flere gange har hørt udtryk som "sorte svin" blive brugt af betjente overfor fremmede statsborgere. Udtrykket ”Giv perkeren det sidste skab - der ryster det mest” har han fået refereret af en betjent, som har hørt det brugt i forbindelse med, at nogle indsatte skulle anbringes i en transportvogn. Han har lovet den pågældende betjent ikke at oplyse hans navn, men denne er normalt meget troværdig.
Sagsøgte har fra flere flygtninge fået beretninger om, at de i fængslet er blevet skubbet ned af trapper og er blevet sparket, ligesom han også selv har set eksempler herpå. Han kan specielt huske en episode, hvor han fra 3. sal så en flygtning blive skubbet ned ad trappen, fordi han ikke gik hurtigt nok, således et flygtningen måtte gribe for sig for ikke at falde.
Som fremhævet i artiklen er det alene en lille kerne af betjente, som af og til forløber sig. Idet langt den største del af betjentgruppen gør et godt stykke arbejde. Det er almindeligt kendt i fængslet, hvilke betjente det drejer sig om, men sagsøgte ønsker ikke at hænge nogen ud. Han har en enkelt gang påtalt en episode over for en betjent, som havde forløbet sig, og denne erkendte da også det forkerte heri.
Sagsøgte Lars Peterson har forklaret, at han i mindst to tilfælde har set betjente give udenlandske statsborgere fingeren. Han har endvidere selv hør: en betjent bruge udtrykket ”ind på cellen sorte svin", hvilket den pågældende pralede med bagefter i vagtstuen.
Han kan ikke erindre selv at have set flygtninge blive skubbet ned ad trapper, men han har set andre blive behandlet på denne måde. Han har endvidere i to tilfælde hørt flygtninge fortælle, at de er blevet skubbet ned ad trappen. Han har endelig en enkelt gang set en betjent sparke til en asylansøger. Når han ikke har indberettet denne episode til ledelsen, skyldes det hans ønske om at beholde sin stilling.
Fængselsbetjent René Sørensen og fængselsbetjent Helle Ingemann har forklaret, at de ikke har kendskab til, at der i Vestre Fængsel skulle være en lille kerne af betjente, som af og til gør sig skyldige i overgreb eller racisme som beskrevet i de sagsøgtes artikel. De har ikke selv hverken hørt eller set sådanne episoder.
Vagtmester Frede Otte har forklaret samstemmende med de oven nævnte to vidner. Han har heller ikke modtaget klaget over kolleger, som skulle have gjort sig skyldige i noget sådant. Hans erfaring efter at have været i fængselsvæsenet i 18 år er, at der bruges den magt, som er nødvendig, men heller ikke mere.
Sygeplejerske Jens Herskind har forklaret, at han var i Vestre Fængsel i ca. 3 år indtil august 1988, hvor han fik orlov. Han har ikke selv oplevet, et der er blevet udøvet decideret diskrimination over for udlændinge i fængslet, men han har da hørt nedsættende udtryk brugt personalet imellem og også enkelte gange anvendt direkte over for asylansøgere, f.eks. brugt i forbindelse med sort humor som ”tag det roligt, her henretter vi kun een gang om ugen".
Såvel indsatte som betjente anvender af og til fingeren over For hinanden, men han har ikke set denne gestus brugt specielt over for asylansøgere.
Han her aldrig oplevet, at flygtninge er blevet skubbet ned ad trapper eller er blevet sparket.
Det er hans indtryk, at der med et specielt vagthold var stør¬re risiko for uro på afdelingen. Der var da større sandsynlighed for at blive sikringscelleanbragt, uden at vidnet dog har kendskab til årsagen til de enkelte anbringelser, ligesom der med dette hold især var problemer med for stramme fastspændinger og lignende.
Læge Ott har forklaret, at han har været i Vestre Fængsel i 32 år. Hans indtryk af fængselspersonalet er, at det udgør et bredt spektrum svarende til andre faggrupper og samfundet i øvrigt. Han har ved formiddagskaffen været med til at drøfte episoder, hvor der er blevet taget lidt for hårdt eller blevet skældt lidt for meget ud. Der kunne være dage, hvor der var mere uroligt på afdelingen end ellers, specielt hvis der var afløsere på, mens der normalt var roligt, når det var den faste stab.
Læge Thomas Foersom har forklaret, at han ikke har indtryk af, et der ligefrem begås overgreb mod de indsatte af en lille kerne af fængselsbetjente, men det er samtidig hans indtryk, et nogle er bedre til jobbet end andre. Han har hørt fra andre om, et der af og til anvendes sådanne udtryk, som er nævnt i de sagsøgtes artikel, men han kan ikke huske, at han selv har hørt sådanne udtryk anvendt.
Læge Allan Hermansen har forklaret, at han har ræret ansat ved Vestre Fængsel fra 1. juli 1987 til april 1988. Han finder den beskrivelse af fængselspersonalet, som de sagsøgte her givet i deres artikel, dækkende, idet der er en 1i11e kerne, som af og til går for vidt, og som også den øvrige betjentgruppe i øvrigt er utilfredse med. Han har set alle grupper af indsatte blive skubbet, dog ikke ned ad trapper, ligesom han har hørt betjente tale til indsatte på en nedladende og stødende måde, som er vidnet fremmed. Han har hørt udtryk svarende til ”ind så cellen. sorte svin” anvendt over for farvede, men er ikke klar over, hvorvidt der konkret var tale om en asylansøger.
Imad Izzat, som er palæstinenser fra Libanon, og som i dag bor i Danmark med anerkendt status som flygtning, har forklaret, at han i Libanon havde skåret sig selv i armen for at slippe væk, da han for alvor frygtede for sit liv. Han stak af fra det hospital, hvor han var blevet anbragt, og ankom den 9. august 1988 til Kastrup, hvor han straks blev anholdt. Da han blev klar over, at man ville sætte ham i et fly og sende ham tilbage igen, hvor han kom fra, blev han panisk og pillede stingene i armen op, således at det begyndte at bløde voldsomt. Efter at have været på hospitalet blev han kørt til et fængsel, og da han her spurgte en betjent om, hvad der skulle ske med ham, fik han blot til svar, at han skulle sendes tilbage, hvor han kom fra. Han skar sig herefter i den anden arm med et glasskår fra en pære, og blev herefter ført til et andet fængsel. Han spurgte den betjent, som tog imod ham, om denne kunne hjælpe, men betjenten skubbede blot to-tre gange til ham, så han var ved at falde. Han forstod ikke hvorfor, de han blot havde bedt den pågældende betjent om at hjælpe sig. Den eneste i fængslet, som forsøgte at hjælpe og trøste ham, var sagsøgte Lars Wiinblad. Når han spurgte betjentene om, hvad der skulle ske, fik han blot at vide, at han skulle sendes hjem, da han ikke havde noget at gøre her.
Cand. theol. Lizzie Rasmussen har forklaret, at hun har haft sin gang på Vestre Fængsel siden april 1988. Hun startede i Pastoral-praktik og fungerer nu som en slags ulønnet konsulent, da hun på grund af sit kendskab til bl.a. arabisk og et par afrikanske sprog samt sit kendskab til den islamiske religion har særlige forudsætninger for at forstå en bestemt gruppe udlændinge.
Det er hendes Indtryk, at de fleste fængselsfunktionærer behandler asylansøgerne godt, og at flere endda tager særlige hensyn til denne gruppe indsatte. Men man ser også - som uden for fængslet - nogle enkelte, som har en fjendtlig holdning til flygtninge. Dette udsagn støttes på hendes egne oplevelser i fængslet, men hun vil ikke gerne uddybe det nærmere, da hun fortsat skal kunne komme i fængslet og helst ikke vil opfattes som spion eller lignende.
På grund af forskellig kulturel baggrund og sprogvanskeligheder opstår der i relation til en bestemt gruppe udlændinge let forståelsesmæssige problemer, og situationen kan især blive vanskelig, hvis den pågældende er asylansøger. idet disse meget ofte ikke kan forstå, hvorfor de er anbragt i et fængsel, og derfor er helt uden overskud. Har personalet ikke den fornødne forståelse herfor, går det let galt.
Vidnet har i enkelte tilfælde set asylansøgere blive skubbet med hænderne, hvis de ikke gik hurtigt nok, eller hvis betjenten var irriteret, men hun har ikke set nogen blive sparket eller på anden måde udsat for vold.
Edvard Langsted her forklaret. at han har været ansat som fængselsbetjent ved Københavns Fængsler fra 1978 til 1987, hvor han søgte orlov for at blive socialrådgiver. Han kommer i dag stadig af og til i Vestre Fængsel, idet han nu er SSP-konsulent i Ballerup.
Da han var fængselsbetjent, var han mest ved politigårdens Fængsel, men han har da også haft en del vagter i Vestre Fængsel.
Den beskrivelse, som de sagsøgte har givet af personalet ved Vestre Fængsel, finder han dækkende, idet man i denne gruppe vil se afspejlet de samme holdninger til flygtninge som uden for fængslet. Han vil ikke udelukke, at han kan have overværet episoder i fængslet, hvor han burde have klaget til ledelsen, men han kan ikke huske, at der konkret har været sådanne episoder.
Han har set betjente give indsatte fingeren og har også hørt betjente fremkomme med skældsord overfor indsatte, men det forekom lige så tit, at indsatte fremkom med tilsvarende meningstilkendegivelser over for betjentene. Han kan ikke sige, om denne form for udtryk her været anvendt over for asylansøgere, da disse kunne være svære at skille ud fra de øvrige fanger.
På grund af flygtningetilstrømningen i midten af 80’erne skulle systemet pludselig kapere langt flere indsatte, end man var vant til. På grund af det store arbejdspres, dette gav anledning til, kunne der i pressede situationer falde bemærkninger, som ellers ikke ville være fremkommet, idet de alene blev fremsat ”for at få luft”.
Han har ikke selv set flygtninge blive skubbet og sparket, men han har i kantinen og tilsvarende steder hørt betjente hænge andre betjente ud, som oftest i forbindelse med opståede uoverensstemmelser. I øvrigt gik der i kantinen mange slags rygter om, hvad der blev sagt og gjort over for de indsatte uden, at vidnet dog vil tillægge disse rygter den helt store sandhedsværdi.
Advokatfuldmægtig Anette Maarbjerg har forklaret, at hun har været ansat som fængselsbetjent i Københavns Fængsler fra 1. januar 1981 til 1. april 1986, idet hun især gjorde tjeneste ved Vestre Fængsel.
Hun kan nikke genkendende til de sagsøgtes beskrivelse af personalegruppen ved Vestre Fængsel, idet der var en lille gruppe af betjente i fængslet, som ofte var indblandet i uro og voldsomheder. Denne gruppe foretrak ofte at arbejde i tilkaldevagten, og på grund af de pågældendes fjendtlige indstilling til fangerne var de ofte med til et optrappe en tilspidset situation unødigt.
Den pågældende gruppe betjente havde i særdeleshed en fjendtlig indstilling til sydlandske udlændinge. I begyndelsen af sin ansættelse blev hun således meget chokeret, de hun overværede en betjent råbe til en indsat "kommer den sorte abe snart". Hun har løbende overværet samme nedladende holdning og anvendelsen af tilsvarende nedladende udtryk uden dog at kunne give konkrete eksempler herpå, da hun efterhånden blev "immun". Hun er ikke gået til ledelsen med klager herover, idet "det ikke er noget man gør inden for det system".
Hun har hørt fanger bruge udtrykket "tæskeholdet", hvilket hun godt kan forstå, de det ofte er de samme betjente, som rykker ud, når der er ballade. Hun gik selv under betegnelsen "pædagogbetjent" og var af samme grund ikke særlig velset blandt en bestemt gruppe betjente, som også helst undgik hendes tilstedeværelse i magtanvendelsessituationer. Hun her ikke selv overværet sikringscelleanbringelser og lignende, men hun har hørt indsatte klage over de overgreb, som de har været udsat for i den forbindelse, og de pågældende betjente pralede herover i kantinen og lignende steder, hvor noget sådant altid var en god historie.
Hun har set folk blive skubbet ind i deres celler, men har aldrig set skub på trapper, ligesom hun aldrig har set indsatte blive sparket.
Fængselsinspektør Ilse Cohn har forklaret, at hun ikke forud for de sagsøgtes artikel i Amnesty Nyt har hørt om en mindre kerne af betjente i fængslet, som regelmæssigt skulle vare indblandet 1 regulære overgreb og racisme. Hun har endvidere ingen erindring om klager over racisme eller nedværdigende behandling af asylansøgere.
Ad udsagn d):
Udsagnet, som indgår i afsnittet med overskriften "overgreb og racisme", efterfølges af følgende sætning "Man må ikke håbe, han var en af dem, der har siddet og ventet på en henrettelse”.
Sagsøgte Lars Wirnblad har forklaret, at der er tale om en episode, som medsagsøgte her overværet. De har omtalt episoden i artiklen for at vise, hvad flygtninge kan blive udsat for, selv om risikoen for, at der kunne være tale om et torturoffer, burde mane til særlig forsigtighed.
Sagsøgte Lars Peterson har forklaret, at han selv har overværet den beskrevne episode. Han hørte en aften i slutningen af 1987 voldsomme skrig fra flygtningegangen, og da han gik hen for at se, hvad der foregik, så han en lille mand blive ført af sted af et unødvendigt stort antal betjente. En af dem havde fat i ham med førergreb og en med sidehalsgreb. Den pågældendes hoved var tildækket af et klæde, som blev holdt fast af sidehalsgrebet, og han skreg højt. Sagsøgte blev overrasket over, at der blev anvendt tildækning af hovedet, hvilket andre steder i verden anvendes for at skabe frygt. Han gik senere samme aften hen og så i mandens papirer, hvoraf fremgik, at denne var asylansøger fra Mellemøsten. Han ved ikke, hvad der var årsagen til, at den pågældende skulle sikringscelleanbringes.
Af de forklaringer, som er afgivet af bl.a. vidnerne jens Herskind, Anette Maarbjerg og Ilse Cohn fremgår, at det af og til forekommer, at man er nødt til at tildække hovedet på en indsat, som føres i fører- og sidehalsgreb, for at undgå, et den pågældende skal bide eller spytte. Det gør således ofte ondt at blive ført i fører- og sidehalsgreb, hvorfor den pågældende ikke sjældent sætter sig til modværge på den omtalte måde.
Ad udsagn e):
Udsagnet indgår i et afsnit med overskriften ”Umuligt at tilkalde hjælp".
Det første afsnit af udsagnet handler om en sikringscelleanbringelse af en libaneser ved navn Khalaf Mahdi Nasr, som fandt sted den 12. februar 1988 i Vestre Fængsel.
Sagsøgte Lars Wiinblad har forklaret, at han den pågældende aften hørte skrig fra en sikringscelle, hvorfor han gik derhen og stillede sig i døren. Han kunne se, at det gik voldsomt for sig derinde. To betjente pressede en pude over den pågældendes ansigt, mens to andre spændte henholdsvis mavebælte og fodremme, samtidig med, at den pågældende stadig var iført håndjern. De han følte situationen utryg, hentede han medsagsøgte for at have endnu et vidne. Puden var nu blevet fjernet og betjentene tog håndjernene af for at kunne fastspænde hans arme. Den ene betjent tabte en dims fra låseanordningen til remmene på gulvet, og mens betjenten bøjede sig ned for at samle den op, tiggede Nasr, som sad op på briksen, en læge, som var kommet til stede, om hjælp. Uanset at Nasr nu forholdt sig helt roligt, blev han af betjentene kastet tilbage på briksen og blev fikseret med såvel hånd- som overarmsremme. Han blev samtidig fikseret så stramt, at han ikke kunne nå tilkaldeknappen. På lægens henstilling blev remmene dog løsnet noget. På et tidspunkt efter, at medsagsøgte var gået igen, kom der en betjent ind i cellen. Denne sagde en hel del herunder bl.a. "send svinet hjem til abeland". Nasr forstod det ikke, men har nok forstået ansigtsudtrykket. Sagsøgte påtalte forholdet over for betjenten, som sagde, at han var ligeglad, og som pralede af det senere samme aften. Da Nasr gav sig til, som en gal, at trykke på tilkaldeknappen, blev lydalarmen slået fra. Sagsøgte er bekendt med, at dette af og til kan være nødvendigt af hensyn til de øvrige indsatte, men for Nasr må det herefter have fremstået som umuligt at tilkalde hjælp, da han ikke har kunnet vide, at der stadig var en lysalarm inde hos betjentene.
Sagsøgte har ikke set, hvorvidt Nasr's remme blev strammet igen, efter at lægen var gået, men han har i andre tilfælde set dette ske.
Sagsøgte Lars Peterson har forklaret, at han, da han elev hentet af medsagsøgte, gik med ind i sikringscellen, hvor det gik voldsomt til. Der var 5 betjente om Nasr, som sad op med fastspændt mavebælte og blev holdt i førergreb på trods af, et han stadig var iført håndjern. Nasr virkede panisk og bange, men fuldkommen rolig, så situationen forekom grotesk. Betjentene løsnede hans håndjern og gav slip på hans arme, og mens en betjent var nede på gulvet efter en dims til håndremmene, som han havde tabt, foldede Nasr hænderne og tiggede læge Hermansen, som også var til stede, om hjælp. Betjentene fikserede ham imidlertid færdig. Da han herefter ikke kunne nå tilkaldeknappen, blev overarmsremmene løsnet efter lægens henstilling. Herefter forlod sagsøgte cellen.
Sagsøgte har i andre tilfælde oplevet episoder, hvor remmene atter er blevet strammet efter, at lægen er gået, ligesom han flere gange har set blå fødder hos fikserede som følge af, at remmene har været spændt for stramt.
Fængselsbetjent Helle Ingemann har forklaret, at der forinden den 12. februar 1988 havde været adskillige episoder, hvor Nasr havde generet såvel hende som andre kvindelige kolleger med forskellige grove seksuelle chikanerier.
Den 12, februar 1988 var hun sammen med en gravid kollega rundt med varmt vand og medicin. Da hun ville lukke celledøren ind til Nasr igen, stillede denne sig i vejen. Hun forsøgte at gøre ham det begribeligt, at han skulle gå ind i cellen, men da han blot lo af hende, lagde hun hånden på hans skulder for at få ham ind. Han blev nu meget aggressiv og slog ud efter vidnet med et baghåndsslag, som hun dog undveg samtidig med, at hun kaldte på assistance. Da fængselsbetjent Kim Ernov kom til assistance, stod hun og Nasr i døråbningen, hvor Nasr havde fat i hendes arm med begge hænder. Nasr er tæt bygget, og vidnet var meget bange. Ernov tog straks fat i Nasr med sidehalsgreb, hvorefter vagtmester Otte kom til. Vidnet blev sendt af sted efter håndjern. Da hun kom tilbage, lå Nasr ned. Hun blev tilbage på afdelingen og har ikke set, hvad der herefter skete med Nasr.
Fængselsbetjent Kim Ernov har forklaret, at han tidligere to gange i januar 1988 havde været med til at føre Nasr til observationscelle, den sidste gang fordi han truede med selvmord og påstod, at han havde slugt barberblade. Han var endvidere bekendt med, at Nasr tidligere havde udvist truende og indladende adfærd over for det kvindelige personale. Den 12. februar 1988 var han og vagtmester Otte på gangen lige neden under, da der blev råbt på assistance. Når dette sker, er det altid akut, og de løb derfor straks af sted for at komme til hjælp.
Vidnet løb forrest, og da han nåede frem, stod Nasr og Helle Ingemann i døråbningen til cellen, hvor sidstnævnte forsøgte at skubbe Nasr fra sig. Han kan ikke sige, om Nasr havde fat i hende. Vidnet, som på grund af de tidligere episoder vidste, at der ikke skulle tages chancer, skubbede uden, at der blev sagt noget, Helle Ingemann til side og lagde Nasr ned. Otte og en kollega kom til, og efter, at Nasr havde fået håndjern på, førte de ham af sted. Han blev herunder meget voldsom, og assisterende overvagtmester John Høj, som også var kommet til stede, beordrede derfor Nasr sikringscelleanbragt med fiksering. Under fikseringen gav Nasr sig til at spytte, og han fik derfor lagt et klæde over hovedet. Det er ikke rigtigt, at han har haft håndjern på, mens mavebæltet blev spændt, idet det ikke kan lade sig gøre, men man holdt hans arme fast under fastspændingen. Da der var meget ”spræl” i ham, var de nødt til at spænde ham ret fast også for at undgå selvbeskadigelse, men han blev ikke spændt unødvendigt hårdt. Vidnet har ikke hørt læge Hermansens kommentarer til fastspændingen, og han har heller ikke hørt, at der skulle være kommet en kollega til, som skulle have udtalt sig nedsættende om Nasr.
Vagtmester Frede Otte har i det væsentlige forklaret samstemmende med vidnet Ernov. Han var med inde i sikringscellen og så Nasr blive fastspændt. De måtte lægge det tæppe, som bruges som hovedpude, hen over hans hoved, fordi han spyttede. De måtte også holde fast på tæppet for, at han ikke skulle smide det af, men der var ikke tale om, at han fik presset tæppet ned over ansigtet. Nasr blev først Fastspændt efter, at håndjernene var taget af. Vidnet var til stede hele tiden, og der var ingen, som kom med bemærkninger som "smid svinet hjem til abeland" eller lignende. Vidnet var til stede, da læge Hermansen kom, men mener ikke, at denne sagde, at Nasr var spændt for stramt. Det er rigtigt, at Nasr bad lægen om hjælp. Nasr kunne nå alarmklokken efter at være fikseret, og der var ikke noget med, at alarmklokken blev slået fra.
Khalaf Mahdi Nasr har forklaret, at han i dag har opholdstilladelse i Danmark med status som konventionsflygtning. Da han kom til Danmark (den 22. december 1987) talte han kun arabisk, idet han ikke tidligere havde været i udlandet og aldrig har gået i skole.
Det fremgår af sagen, et vidnet sad frihedsberøvet fra den 22. december 1987 til den 15. april 1988. Vidnet har efter sin løsladelse dels været hospitalsindlagt i en længere periode, dels gået til psykiatrisk behandling hos Oasis. Han erkender, at han har svært ved at huske og tidsfæste begivenheder, hvilket hans forklaring i retten også har båret præg af.
Vidnet har bl.a. forklaret, at han følte sig dårligt behandlet i fængslet, blandt andet var han udsat for, at en kvindelig betjent skubbede til ham og sagde "shut up", hvilket han bagefter fik at vide betød hold kæft. Han kunne ikke spørge om noget uden at blive skubbet og undgik derfor generelt fængselsbetjentene og de øvrige danskere i fængslet.
Han har i fængslet været sikringscelleanbragt tre gange, hvilket han opfattede som tortur. Han havde ikke selv givet anledning hertil og blev chokeret over, at man i et demokratisk land som Danmark kunne blive spændt fast. Han bestrider, at han skulle have optrådt uterligt eller truende over for det kvindelige personale. Det er rigtigt, at han på et tidspunkt påstod at have slugt barberblade, selv om det ikke var sandt, men det var i et forsøg på at slippe væk.
Om episoden den 12. februar 1988 forklarer vidnet, at der blev presset en pude ned over ansigtet på ham. På et tidspunkt råbte han til en læge, at han skulle hjælpe ham, men den pågældende gjorde ikke noget. Der var også en tilstedeværende, som sagde noget med "svin" og "gå”, men vidnet kunne Ikke rigtig forstå, hvad han sagde.
Læge Allan Hermansen har forklaret, at han både før og efter sin ansættelse på Vestre Fængsel har arbejdet på psykiatriske afdelinger, hvor man af og til må fiksere urolige patienter.
Han husker meget tydeligt episoden den 12. februar 1988, som gjorde et dybt indtryk på ham, dels fordi den indsatte blev spændt særlig fast, og dels fordi der også blev anvendt overarmsremme. Det bruger man ikke uden for fængslet, heller ikke på sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, fordi ingen kan holde ud at ligge på den måde, især Ikke ved langvarige fikseringer.
Vidnet blev tilkaldt af sagsøgte Lars Wiinblad. Nasr tryglede på et gebrokkent sprog vidnet om hjælp, idet han vist troede, at vidnet havde større indflydelse, end tilfældet var, men vidnet har ingen indflydelse på, om der skal ske fastspænding. Han skal blot påse, at fastspændingen sker på forsvarlig måde. Vidnet var ikke i tvivl om, at der var tale om en meget bange mand. Nasr blev spændt specielt hårdt og på en sådan måde, at han ikke kunne nå tilkaldeknappen. Vidnet påpegede dette over for de betjente, som var med, og fik dem til at løsne remmene lidt, men opfattede personalet som modvilligt. Han fandt stadig, at Nasr var for stramt fikseret, da han forlod sikringscellen efter ca. 15 minutter, ligesom han i det hele fandt fikseringsmåden overdreven. Han var bekendt med, at der havde været tidligere episoder med Nasr. Han hørte ikke, mens han var til stede i sikringscellen, nogen sige "send svinet hjem til abeland" eller lignende.
Han skrev mere i sikringscellerapporten end sædvanligt, da han fandt sagen særlig grov. Sikringscellerapporten plejer at havne på overvagtmesterens kontor dagen efter, og han havde derfor forventet en reaktion fra administrationens side, men han har ikke hørt mere til sagen.
Når han i lægerapporten har skrevet, et episoden så vidt vides startede med, at pågældende havde blottet sig for en kvindelig fængselsbetjent, må det være den forklaring, han har fået af det tilstedeværende personale.
Fængselsinspektør Ilse Cohn har forklaret, et hun under samtalerne med de sagsøgte i februar 1988 blev orienteret om episoden. Hun kunne imidlertid af sikringscellerapporten se, at vicefængselsinspektøren allerede havde bedt overvagtmesteren om en udtalelse i anledning af læge Hermansens rapporttilførsel. Af den udtalelse, som herefter fremkom fra overvagtmesteren, fremgik bl.a., at personalet havde oplyst, at de efter lægens bemærkninger havde ændret fastspændingen af den indsatte.
Edvard Langsted har forklaret, at han i sine 9 år som fængselsbetjent har været med til mange sikringscelleanbringelser og også har været ude for situationer, hvor lægen har krævet remme løsnet. Han har dog aldrig været med til at stramme remmene igen efter, at lægen var gået, og har heller ikke kendskab til, at noget sådant skulle være forekommet.
Læge Thomas Foersom har forklaret, at han af og til ved sikringscelleanbringelser har beordret remme løsnet. Han har hverken hørt eller set, at remme. som er blevet beordret løsnet, senere af personalet skalle være blevet strammet igen.
Procedure.
Sagsøger har bl.a. anført, at de sagsøgte trods en vidtløftig bevisførelse ikke har ført sandhedsbevis for nogen af deres udsagn, som fortsat fremtræder som uunderbyggede postulater. De sagsøgte har endvidere selv afskåret sig fra at føre sandhedsbevis ved ikke at ville fremkomme med navne i sagen.
Der kan heller ikke blive tale om at statuere hverken straf¬frihed eller strafbortfald for de sagsøgte, da de ikke kan antages at have haft føje til at anse deres sigtelser for sande, ligesom de ikke kan siges at have handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller andres tarv. De kunne således udmærket havde deltaget i den offentlige debat uden at fremkomme med injurier over for sagsøgers medlemmer. Der må i den forbindelse også tages hensyn til, et sagsøgers medlemmer har en udsat stilling indenfor systemet, og at de er værgeløse over for påstande om overgreb, som fremsættes lang tid efter, at de påståede overgreb skulle have fundet sted.
Den af de sagsøgte påståede udvidede ytringsfrihed inden for vigtige samfundsmæssige anliggender kan i givet fald kun gælde over for de ansvarlige, hvilket i den konkrete sag vil sige politikerne og regeringen, og kan ikke påberåbes ved injurier, som retter sig mod fængselspersonalet, som er uden indflydelse på, hvor asylansøgere anbringes, og hvis organisation endda udtrykkeligt har taget afstand fra, at asylansøgere anbringes i fængsel, hvilket de sagsøgte var bekendt med.
På grund af de sagsøgtes grove sigtelser, som ikke er konkret underbyggede, har sagsøger endvidere krav på at få godtgørelse for den tort, som sagsøger er blevet tilføjet, jf. erstatningsansvarslovens § 26, ligesom også sagsøgers øvrige påstande må tages til følge.
Fra de sagsøgtes side er indledningsvis henvist til, et artiklen i "Amnesty Nyt" må ses på baggrund af udviklingen inden for flygtningepolitikken, og at artiklen må læses i sin sammenhæng.
Resultatet af den ændring af udlændingeloven, som blev gennemført i efteråret 1986, var således, et der var flere flygtninge end tidligere, som ved indrejse til Danmark destruerede deres rejsedokumenter og identitetspapirer, hvilket - på trods af at Danmark havde stemt for den foran omtalte "conclusion nr. 44" - medførte et øget behov for at frihedsberøve asylansøgere. Måden, dette skete på, blev ofte kritiseret i den offentlige debet uden, at der af den grund skete noget. Det var først med de sagsøgtes artikel, hvis sigte helt klart var at belyse, at asylansøgere ikke hører hjemme i et fængsel, at kritikken for alvor blev taget seriøst.
Hovedformålet med artiklen er således at beskrive. et krisereaktioner hos asylansøgere er naturlige, og at de forværres af den hårde tone i fængslet sammenholdt med det forhold, at vagtpersonalet ikke kender nok til asylansøgernes baggrund, sprog og kultur. Det er ofte et chok for asylansøgere at befinde sig i et fængsel, og under de nævnte forhold har de større risiko for at blive sikringscelleanbragt end andre indsatte.
Ved at antyde at der kan forekomme episoder, hvor fængselsbetjente er gået for vidt, har de sagsøgte bevæget sig ind på et tabuemne, men dette emne har dog også tidligere varet berørt i den offentlige debat, således i en undersøgelse vedrørende trivselen i forskellige arresthuse foretaget af mentalhygiejnisk Forskningsinstitut 1 1970'erne, i en artikel i tidsskriftet "Sygeplejersken" nr. 9 af Jørgen Jepsen med overskriften "Institutionsanbragte bør beskyttes med en tvangsombudsmand" samt i flere publikationer indeholdende beretninger fra bl.a. indsatte.
Hvad angår sagsøgers påstand om, at de sagsøgte skal dømmes for bagvaskelse efter straffelovens § 268, kan dette under ingen omstændigheder komme på tele, da denne bestemmelse skal anvendes med endog meget stor varsomhed, og da der under ingen omstændigheder kan blive tale om at statuere, at de af de sagsøgte fremsatte udsagn er fremsat mod bedre vidende.
De sagsøgte skal imidlertid heller ikke dømmes efter straffelovens § 267, da de ved den bevisførelse, som har fundet sted, har ført sandhedsbevis for deres udsagn, For så vidt og i det omfang dette ikke kan antages, må ses på emnets væsentlige samfundsmæssige interesse og den effekt, som de sagsøgtes artikel har haft, idet det ikke under disse omstændigheder bør statueres, at der foreligger en overskridelse af ytringsfrihedens grænser, især ikke når det udtrykkeligt i artiklen er fremhævet, at langt den største gruppe af betjente udfører et godt stykke arbejde.
Bevisførelsen under sagen har under alle omstændigheder vist, et de sagsøgte har været i god tro om udsagnenes rigtighed, at de har handlet til varetagelse af åbenbar almeninteresse og asylansøgernes tarv, og at de har haft føje til at anse udsagnene for sande, hvorfor der i hvert fald skal ske enten frifindelse efter § 269, stk. 1, eller statueres strafbortfald efter § 269, stk. 2.
Hvad angår sagsøgers påstand om godtgørelse for tort, bestrides det, at der foreligger nogen retskrænkelse, som kan berettige til en sådan godtgørelse, ligesom det bestrides, at sagsøger er blevet påført nogen egentlig skadevirkning, hvilket må være en forudsætning for et kunne kræve tortgodtgørelse.
Sagsøgers mortifikationspåstand kan alene tages til følge i det omfang, de enkelte udsagn anses for retsstridige, og hvad angår sagsøgers påstand om at blive tilkendt et beløb til offentliggørelse af dommen, er dette unødvendig, da sagen allerede har pressens bevågenhed.
Rettens præmisser og konklusion:
Ad udsagn a):
De vidneforklaringer, som er afgivet om den tilgrundliggende episode, er meget modstridende, og selv om det på baggrund af de sagsøgtes og læge Gitte Hassel Andersens forklaringer må lægges til grund, at Abbasi i hvert fald den 25. januar 1988, da sagsøgte Peterson så ham første gang, har haft et håndfladestort hæmatom gående fra højre øre og hen over tindingen, kan der ikke antages at være ført et tilstrækkeligt bevis for, at Abbasi i forbindelse med episoden, som fandt sted to dage forinden, er blevet "gennembanket i en sådan grad, at det var synligt for enhver bagefter”, jf. herved også læge Hanna Madsens tilførsel af 24. januar 1988 til sikringscellerapporten om, at Abbasi ikke havde tegn på men efter magtanvendelse.
Retten finder dog samtidig ikke grund til at betvivle de sagsøgtes forklaringer om, at de ved selvsyn havde set, at Abbasi så forslået ud, at der i personalekredse gik rygter om, at Abbasi havde fået "så hatten passer", og at de var bekendt med, et der den 28. januar 1988 var blevet rettet telefonisk henvendelse til læge Ott fra Sandholmlejren i anledning af, at Abbasi, da han var ankommet dertil, havde klaget over brutal behandling af personalet i Vestre Fængsel. Det lægges på denne baggrund til grund, at de sagsøgte har fremsat udsagn a) i god tro.
De sagsøgte, som havde adgang til Abbasi's lægejournal m.v., og som i øvrigt først fremsatte udsagnet mere end 1/2 år efter, at episoden havde fundet sted, kan dog ikke have haft en beføjet tro på, at de også ville kunne bevise udsagnets rigtighed. Da udsagnet endvidere indebærer en yderst alvorlig sigtelse for de fængselsfunktionærer, som var indblandet i episoden, og da de sagsøgte kunne have nøjedes med at redegøre for deres egne iagttagelser samt for, at der gik visse rygter, finder retten, at der foreligger en overtrædelse af straffelovens § 267, ligesom retten ikke finder grundlag for et statuere hverken straffrihed eller strafbortfald efter straffelovens § 269.
Der bør dog ved straffens fastsættelse tages hensyn til de sagsøgtes ovenfor beskrevne gode tro.
Ad udsagn b) og c):
Ved de forklaringer, som er afgivet af bl.a. de sagsøgte og vidnerne Jens Herskind, Allan Hermansen, Lizzie Rasmussen, Edvard Langsted og Anette Maarbjerg, finder retten det godtgjort, at der - som i samfundet i øvrigt - også blandt fængselsfunktionærer findes en lille kerne, som har en fjendtlig holdning til flygtninge, og at denne holdning af og til har givet sig udslag i, at de pågældende fængselsbetjente er gået over stregen ved for eksempel at anvende nedsættende udtryk eller ved at behandle flygtninge på en mere hårdhændet måde end nødvendigt.
Da formålet med de sagsøgtes udsagn må antages at have været at afdække dette forhold som led i deres argumentation for, at flygtninge ikke hører hjemme i et fængselsmiljø, og da hensynet til den frie meningsudveksling om et så væsentligt samfundsanliggende må tillægges betydelig vægt, findes de sagsøgte ikke ved deres udsagn at have overskredet ytringsfrihedens grænser.
Retten har herved tillige lagt vægt på, et udsagnene indledes med en konstatering af, at langt den største del at betjentgruppen udfører et godt stykke arbejde, således at udsagnene trods alt indgår i en afbalanceret sammenhæng.
Ad udsagn d):
Som nævnt under bevisførelsen er det af en række vidneudsagn fremgået, at det af og til er nødvendigt at tildække hovedet på en indsat, når denne føres i fører- eller sidehalsgreb, for at undgå, at den pågældende spytter eller bider.
Selv om udsagn d) er medtaget under overskriften "Overgreb . . . . .”, og selv om der ikke loyalt redegøres for baggrunden for, hvorfor det i den beskrevne sammenhæng af og til kan være nødvendigt at tildække den førtes hoved, finder retten dog ikke, at en beskrivelse som i udsagn d) af, et en flygtning er blevet ført af sted med tildækket hoved, kan siges at udgøre en ærekrænkende sigtelse. Det kan i den forbindelse endvidere ikke gøre nogen forskel, at episoden beskrives som værende "særlig grel", idet det af sammenhængen fremgår, et det grelle består i, at fremgangsmåden kan give specielt visse flygtninge særlige associationer.
Ad udsagn e):
Som anført under bevisførelsen vedrører den første del af udsagnet en sikringscelleanbringelse af Khalaf-Mahdi Nasr, som fandt sted den 12. februar 1988.
Ved de forklaringer, som er afgivet af de sagsøgte, læge Allan Hermansen og til dels vagtmester Frede Otte, lægges det til grund, at fikseringen af Nasr var meget omfattende, at Nasr under en del af episoden havde et tæppe over hovedet, som blev fastholdt af personalet, at Nasr tryglede læge Hermansen om hjælp, og at Nasr blev fikseret så stramt, at det var umuligt for ham at nå tilkaldeknappen, hvorfor læge Hermansen måtte beordre remmene løsnet.
Af bevisførelsen er endvidere fremgået, at det af og til kan være nødvendigt at afbryde lydmarkeringen, hvis en fikseret person bliver ved med at trykke på alarmklokken, hvilket derfor meget sandsynligt også har fundet sted den 12. februar 1988, hvis Nasr gentagne gange har trykket på tilkaldeknappen.
De sagsøgtes udsagn indeholder således en i hvert fald til en vis grad dækkende beskrivelse af, hvad der foregik.
Hvad angår påstanden om, at en betjent stod som tilskuer eg råbte "smid svinet hjem til abeland", er rigtigheden af udsagnet i den konkrete situation vel ikke tilstrækkeligt bevist, men om udsagnet af den grund bør anses for retsstridigt, bør ikke bedømmes isoleret, idet det bør ses i sammenhæng med det, som er anført ovenfor vedrørende udsagn b).
Med hensyn til udsagnet om, at "man efter lægen er gået atter har strammet remmene”, kan dette ikke anses for bevist, men udsagnet må dog samtidig ses i lyset af, at det vel af og til kan være nødvendigt med en vis justering af remmene, især ved langvarige fikseringer, således at udsagnet vel primært er en forvrænget gengivelse heraf i agitatorisk øjemed.
I rettens vurdering af udsagnenes retsstridighed er endelig også indgået en hensyntagen til det tidligere anførte om vigtigheden af at sikre en fri meningsudveksling, når der som her er tale om et vigtigt samfundsanliggende, hvor den af de sagsøgte fremførte kritik efter det oplyste endda må antages at have medvirket til at fremskynde bestræbelserne på at finde en alternativ form for frihedsberøvelse af asylansøgere.
Efter en samlet vurdering finder retten herefter ikke, at de sagsøgte har overskredet grænserne for, hvad det må være tilladt at sige i en sammenhæng som den foreliggende.
Under henvisning til det ovenfor anførte vedrørende udsagn a) fastsættes straffen for hver af de sagsøgte til 5 dagbøder á 100 kr., subsidiært hæfte i 5 dage.
Da udsagnene b) -e) ikke er anset for retsstridige, tages sagsøgers påstand om mortifikation af udsagnene ikke til følge, hvorimod udsagn a) mortificeres som nedenfor bestemt.
Da de sagsøgte ikke findes at have gjort sig skyldige i en sådan krænkelse af sagsøgers ære, at det kan berettige sagsøger til godtgørelse for tort, frifindes de sagsøgte også for sagsøger krav herom.
Retten finder endelig ikke anledning til at pålægge de sagsøgte at udrede noget beløb til offentliggørelse af sagens udfald.
Efter omstændighederne findes ingen af parterne at burde betale sagsomkostninger til den anden part.
T H I K E N D E S F O R R E T:
De sagsøgte Lars Wiinblad og Lars Peterson straffes hver især med 5 dagbøder á 100 kr., i alt 500 kr.
Forvandlingsstraffen er hæfte i 5 dage.
Følgende udtalelse fremsat af de sagsøgte Lars Wiinblad og Lars Peterson findes ubeføjet:
a. ”__ P.g.a. angst havde en ung iraner i januar barrikaderet døren til sin celle, hvilket medførte at man sprængte døren og gennembankede flygtningen i en sådan grad, at det var synligt for enhver bagefter.____”
De sagsøgte frifindes for sagsøger, Dansk Fængselsforbunds, øvrige påstande.
Sagens omkostninger ophæves.
Lene Pagter Kristensen.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Københavns Byrets Justitskontor, den 2. APR. 1990
P.j.v.
Else Kærgaard