	I Spanien udgør de civilt ansatte cirka 50 % af personalet - danske kriminalforsorgsansatte har besøgt spanske fængsler
	Af Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 29. marts 2008 I artiklen "Turen går til Barcelonas fængsler" i "Nyt fra Kriminalforsorgen", nr. 1, 2008, fortæller behandlingskonsulent Helle Leth, Statsfængslet i Horserød, om de oplevelser, som 10 behandlingskonsulenter fik, da de besøgte fængsler i Barcelona i Spanien. Forfatteren indleder med en sammenligning mellem den danske "nåde for nåde"-model (straffelovens § 40 a) med den spanske. Hun udtaler:
		"Det lader til at være meget mere gennemskueligt for den indsatte, hvad han skal gøre for at opnå at komme videre i afsoningen. Sammenholdt med vores § 40a virker det mere gennemskueligt, at den indsatte på forhånd kan regne med at opnå den lempelse, han higer efter."
	Helle Leth peger på, at der er mange "programmer" for de indsatte i spanske fængsler, og at fængslernes socialrådgivere "har lige så meget med de indsattes familier at gøre, som med de indsatte". Hun fortæller videre:
		"Fængslets socialrådgivere har også mulighed for at formidle økonomisk hjælp, f.eks. skolepenge, husleje m.v. i en kortere periode, til familien har fået indstillet deres tilværelse på at klare sig uden forsørgeren derhjemme."
	I spanske fængsler er der ifølge artiklen omkring 50% civilt personale i fængslerne, der er blandt andet tilknyttet kriminolog til behandlingen af de enkelte indsatte, og der er en vidtgående domstolskontrol med kriminalforsorgens administrative beslutninger. Om dette skriver Helle Leth:
		"Fagfordelingen mellem personalet i fængslerne er næsten fifty-fifty mellem uniformerede og civile. Der bliver arbejdet i teams med de indsatte. I et team på 80 indsatte er der tilknyttet en jurist, en psykolog, en underviser og en socialrådgiver samt måske en kriminolog. Teamet følger den enkelte indsatte under opholdet og vurderer, om han følger handleplanen. Teamet udfærdiger på den baggrund oplæg til en dommer om f.eks. udgang eller oprykning til en højere kategori. Det er dommeren, der har den endelige beslutning, men det lød, som om det ofte er en formssag, når teamet kommer med en enstemmig indstilling."
	Videre hedder det i artiklen, at de indsatte driver deres egen radiostation, og at denne er "uden censur". De indsatte i spanske fængsler får ifølge forfatteren løn svarende til den løn, der udbetales for tilsvarende arbejde uden for fængslerne, og de indsatte skal ikke betale for opholdet ligesom i Danmark. Hun skriver:
		"Arbejdet på værkstederne aflønnes til overenskomstmæssig løn, svarende til den mindsteløn, man kan få udenfor. Der er ikke tale om opholdsbetaling eller kostpenge. Nej – pengene kan man sende hjem til familien eller spare op, til man bliver løsladt."
	Videre fortæller Helle Leth, at indsatte kan "følge fjernundervisning via pc, og der er frivillige studerende udefra, der hjælper de indsatte, der er i gang med en videregående uddannelse". Det er ifølge forfatteren "fælles for stederne", som blev besøgt, at der er en "rigtig god stemning" mellem personalet og de indsatte. Forfatteren fortæller også om de åbne fængsler i Spanien, hvor de indsatte har udgange i et omfang, der svarer til vores pensioner. Hun skriver:
		"De åbne fængsler ligner ikke danske åbne fængsler. De er snarere natfængsler, hvor hovedparten af de indsatte blot tilbringer nætterne, medens de om dagen er på arbejde og hjemme hos deres familier – nærmest som vores pensioner."
	Helle Leth fortæller videre, at der ud over åbne fængsler også er egentlige pensioner, som i øvrigt drives af private. Særligt Helle Leths oplysning om, at der i de fængsler, som hun besøgte i Spanien er en "rigtig god stemning" sammenholdt med, at fordelingen af uniformeret personale og civilt personale er "næsten fifty-fifty", kan give anledning til overvejelser om, hvorvidt vi i Danmark har noget at lære. Danske fængsler hører i følge tidligere fængselsinspektør Jens Tolstrup fra Nyborg Statsfængsel til de fængsler i verden, der i forhold til antallet af indsatte har flest fængselsbetjente og færrest specialister. Han stiller i Politiken den 21. marts 2002 spørgsmålet, om man ikke burde "skifte fængselsbetjentene ud med specialister eller privatisere fængslerne" for at gøre forholdene bedre. Avisen skriver blandt andet følgende:
		"Her falder det i øjnene, at Danmark har ansat ekstremt mange fængselsbetjente (63 procent) og meget få socialrådgivere, sundhedspersonale og undervisere (I alt 13 procent). »Danmark har flest ansatte i verden. Til gengæld er vi et af de lande i verden, der har færrest specialister. Dansk Fængselsforbund risikerer at grave deres egen grav med den skingre retorik, for hvis det hele er så elendigt, hvorfor så ikke skifte fængselsbetjentene ud med specialister eller privatisere fængslerne«, spørger inspektør Jens Tolstrup fra Nyborg Statsfængsel. Faggrupper som socialrådgivere og lærere oplever ofte, at de bliver sat til vægs med argumenter om orden og sikkerhed, hvis de forsøger at sætte en dagsorden, som handler om resocialisering af fangerne frem for stor bemanding til at opretholde orden og sikkerhed. »Hvis man begynder bare antydningsvis at sætte spørgsmålstegn ved, om al den sikkerhed virkelig er nødvendig, så er det værre end at tage lemmet frem i kirken«, forklarer en fængselsinspektør."