	Sagkyndige vidner skal være upartiske, og parterne i en retstvist har ret til selv at udpege sagkyndige vidner
	Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 29. marts 2009 Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i afgørelsen "Shulepova mod Rusland", sagsnummer 34449/03, afgjort den 11. december 2008, ligesom flere gange tidligere fundet, at der var sket en krænkelse af Den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, ved at domstolene i en medlemsstat havde accepteret, at eksperter, der afgav udtalelser i retten, ikke var uafhængige af en af parterne. Klageren forlangte erstatning for en tvangsindlæggelse. De nationale domstole havde lagt afgørende vægt på udtalelser, der var kommet fra ansatte på det hospital, som tidligere havde tvangsindlagt klageren. Det fremgår også af sagen, at EMD forudsætter, at parterne i en retssag skal have adgang til selv at tilsige sagkyndige vidner. I Danmark lægger domstolene i vidt omfang udtalelser fra eksperter, der ikke er uafhængige af en af sagens parter, til grund for afgørelsen. Når domstolene for eksempel skal tage stilling til prøveudskrivning af en forvaringsdømt fra Anstalten ved Herstedvester, lægges der således alene vægt på undersøgelser foretaget af den pågældende af læger og psykologer ansat ved Anstalten ved Herstedvester. Personen kan indbringe udtalelserne fra anstalten for retslægerådet. Retslægerådet foretager ikke nogen selvstændig undersøgelse af klageren. Dertil kommer, at retslægerådet ikke er udpeget af den forvaringsdømte men derimod snarere af modparten (statsmagten). Retslægerådet lever således ikke op til de krav, som den europæiske menneskerettighedskonvention stiller til adgangen til ekspertvidner. Det er værd at bemærke, at EMD i afgørelsen udtrykkeligt bemærker, at nationale domstole ikke uden videre må lægge større vægt på udtalelser fra eksperter, som retten selv har udpeget, end fra eksperter, som parterne har udpeget (§ 68). Nedenfor er EMDs afgørelse oversat til dansk. Umiddelbart efter følger teksten på originalsprog.
		61. EMD vil nu undersøge, om udnævnelsen til eksperter af specialister, der var ansat af det omhandlede hospital, gjorde processen uretfærdig i strid med artikel 6 § 1. 62. EMD skal gentage, at udnævnelsen af eksperter er relevant for at afgøre, om princippet om parternes lige vilkår i processen ("equality of arms") er blevet overholdt. Den blotte omstændighed, at eksperterne er ansat ved en af parterne, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at gøre processen uretfærdig. Uagtet at dette måtte give anledning til nogen betænkelighed med hensyn til ekspertens neutralitet er sådanne betænkeligheder, der nok kan være væsentlige, ikke afgørende. Kravet om upartiskhed og uafhængighed, som er indeholdt i konventionens artikel 6 gælder ikke for eksperter. Hvad der derimod er væsentligt, er den rolle som eksperten spiller under processen, måden hvorpå de udfører deres opgaver og måden hvorpå retten vurderer eksperternes udtalelser (se Zarb mod Malta (dec.), nr. 16631/04, 27. december 2005, og Lasmane mod Letland (dec.) nr. 43293/98, 6. juni 2002). Når man skal vurdere ekspertens rolle under processen, skal man være opmærksom på, at en udtalelse, der er afgivet af en ekspert udpeget af retten, sandsynligvis kan få afgørende betydning for rettens vurdering af spørgsmålene, der angår ekspertens område (se Sara Lind Eggertsdottir mod Island, nr. 31930/04, § 47, EMD 2007-, og Bonisch mod Østrig, 6. maj 1985, § 33, serie A, nr. 92). 63. Klageren anlagde sag mod hospitalet, hvor hun ufrivilligt havde været indlagt som sindssyg. Hun anfægtede den diagnose, som hospitalets psykiatere havde givet hende samt disses vurdering med hensyn til behovet for tvangsindlæggelse. De nationale domstole udpegede en psykiater ansat på samme hospital som ekspert, som skulle vurdere korrektheden af sine kollegers vurderinger. Retten henholdt sig til disses udtalelser, da retten afviste klagerens krav. 64. EMD har tidligere undersøgt en lignende situation i sagen om Sara Lind Eggertsdottir mod Island (citeret ovenfor). I denne sag havde klageren anlagt sag mod hospitalet for lægefejl. Retten udbad sig en undersøgelse og spurgte ansatte på hospitalet om at vurdere disses kollegers præstation og vurdere, om de havde begået fejl under behandlingen af klageren. Da retten afviste klagerens krav, lagde retten vægt på, at eksperterne havde fundet, at deres kolleger ikke havde begået fejl. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 6 § 1 under henvisning til, at man ikke havde iagttaget princippet "equality of arms". EMD tog hensyn til 3 forhold: Arten af den opgave, som eksperterne var blevet pålagt, eksperternes placering i hierarkiet på det pågældende hospital, og disses rolle under processen, i særdeleshed den vægt som retten lægger på disses udtalelser. Med hensyn til det første spørgsmål, bemærkede EMD, at eksperterne var tilsagt for at bistå retten med at tage stilling til spørgsmålet om kollegernes ansvar. Med hensyn til det andet spørgsmål bemærkede EMD, at eksperternes overordnede havde indtaget klare holdninger med hensyn til at afvise hospitalets ansvar. Denne omstændighed kunne give anledning til bekymring for, at eksperterne var ude af stand til at handle med tilstrækkelig neutralitet. Med hensyn til det 3. spørgsmål fandt EMD, at eksperternes udtalelser var af afgørende betydning for sagen. EMD nåede frem til, at som følge af, at hospitalets eksperter havde haft en afgørende betydning under processen, havde klageren ikke haft samme muligheder som hospitalet som dette kræves efter princippet om "equality of arms (se Sara Lind Eggertsdottir, citeret ovenfor, §§ 47-55). 65. En tilsvarende situation foreligger i den aktuelle sag. Eksperterne udpeget af retten var ansatte på det samme hospital og var derfor underordnet deres arbejdsgiver. De var blevet bedt om at vurdere nøjagtigheden af diagnosen stillet af disses kolleger samt udtale sig om disses vurderinger med hensyn til behovet for tvangsindlæggelse. De skulle således vurdere deres kollegers præstation for således at assistere retten med hensyn til at afgøre deres arbejdsgivers ansvar. Når henses til, at hospitalets repræsentant udtrykkeligt har tilkendegivet, at hospitalet fandt, at hospitalet havde handlet korrekt, og at klagerens påstand var grundløs, kan klagerens bekymring om eksperternes neutralitet siges at være rimelig. 66. Med hensyn til eksperternes rolle under sagen, bemærker EMD, at hovedspørgsmålet under sagen var, hvorvidt den konklusion, som lægerne var nået frem til med hensyn til klagerens tvangsindlæggelse den 10. og 12. februar 1999, var korrekt. Da klageren bestred denne konklusion, udpegede retten eksperter for at vurdere den. Da dommerne ikke har de medicinske kvalifikationer, er retten nødsaget til at lægge betydelig vægt på eksperternes udtalelser med hensyn til de medicinske spørgsmål, som er af betydning for sagen. Faktisk var eksperternes udtalelser det eneste bevis, der godtgjorde korrektheden af diagnosen stillet den 10. og den 12. februar 1999. Det følger deraf, at eksperterne havde en afgørende rolle under sagen. 67. EMD skal yderligere bemærke, at det indklagede hospital ikke var den eneste institution, hvis specialister havde den tilstrækkelige ekspertise til at foretage en psykiatrisk undersøgelse af klageren. Retten kunne have indhentet ekspertudtalelser fra psykiatriske specialister ansat på andre psykiatriske hospitaler i Kalinigrad-området eller i andre regioner i Rusland. Der var således ikke nogen hindring med hensyn til at udfinde uafhængige ekspeerter (se det modsatte i Zarb-afgørelsen citeret ovenfor, og Emmanuello mod Italien (dec.), nr. 35791/97, 31. august 1999). 68. Afslutningsvist skal nævnes, at selv om der var adgang for klageren til at tilsige et ekspertvidne efter eget ønske, ville dette vidnes processuelle stilling ikke have været identisk med den stilling, som de af retten udpegede ekspertvidner havde, idet disse som følge af deres status anses for at være neutrale og upartiske medhjælpere hos retten. Disses udtalelser tillægges derfor større betydning end udtalelser fra ekspertvidner tilsagt af en part (se Sara Lind Eggersdottir citeret ovenfor § 49, og Bonisch citeret ovenfor § 33). 69. EMD konkluderer fra ovenstående, at de nationale domstole ved at udpege eksperter fra det indklagede hospital har stillet klageren i en særdeles dårlig position i forhold til hospitalet. Derfor har man ikke iagttaget princippet om parternes lighed under processen (princippet om "equality of arms"). 70. Der er således sket en krænkelse af artikel 6 § 1.
	Nedenfor bringes uddraget af afgørelsen på originalsprog:
		61. The Court will next examine whether the appointment as experts of medical specialists employed by the respondent hospital rendered the proceedings unfair contrary to Article 6 § 1. 62. The Court reiterates that the appointment of experts is relevant in assessing whether the principle of equality of arms has been complied with. The mere fact that experts are employed by one of the parties does not suffice to render the proceedings unfair. Although this fact may give rise to apprehensions as to the neutrality of the experts, such apprehensions, while having a certain importance, are not decisive. The requirements of impartiality and independence enshrined in Article 6 of the Convention do not apply to experts. What is decisive, however, is the position occupied by the experts throughout the proceedings, the manner in which they performed their functions and the way the judges assessed the expert opinion (see Zarb v. Malta (dec.), no. 16631/04, 27 September 2005, and Lasmane v. Latvia (dec.), no. 43293/98, 6 June 2002). In ascertaining the expert’s procedural position and his role in the proceedings, one must not lose sight of the fact that the opinion given by a court-appointed expert is likely to carry significant weight in the court’s assessment of the issues within that expert’s competence (see Sara Lind Eggertsdóttir v. Iceland, no. 31930/04, § 47, ECHR 2007-..., and Bönisch v. Austria, 6 May 1985, § 33, Series A no. 92). 63. The applicant sued the hospital where she had been involuntarily confined as a person of unsound mind. She contested the diagnosis given by the hospital psychiatrists and their findings as to the necessity of her confinement. The domestic courts appointed the psychiatrists employed by the same hospital as experts instructed to assess the correctness of their colleagues’ findings. The court subsequently relied on their opinion when rejecting the applicant’s claim. 64. The Court has already examined a similar situation in the case of Sara Lind Eggertsdóttir v. Iceland (cited above). In that case the applicant sued a hospital for medical negligence. The court ordered an expert examination, asking the employees of that hospital to assess the performance of their colleagues and determine whether they had been medically negligent in their treatment of the applicant. When rejecting the applicant’s claim, the court relied on the experts’ finding that their colleagues had not been negligent. The Court found a violation of Article 6 § 1 on account of non-compliance with the principle of equality of arms. It took account of three factors: the nature of the task entrusted to the experts, the experts’ hierarchical position in the respondent hospital, and their role in the proceedings, in particular the weight attached by the court to their opinion. As to the first factor, the Court observed that the experts were called upon to assist the court in determining the question of their employer’s liability. As to the second factor, the Court noted that the experts’ superiors had taken a clear stance on the issue by denying the hospital’s responsibility. This fact could justifiably give rise to the fear that the experts would be unable to act with proper neutrality. As to the third factor, the Court found that the opinion given by the experts was decisive evidence in the proceedings. It concluded that as a result of the appointment of the respondent’s employees as experts who played a dominant role in the proceedings, the applicant’s position had not been on a par with that of the respondent hospital in the manner required by the principle of equality of arms (see Sara Lind Eggertsdóttir, cited above, §§ 47-55). 65. A similar situation obtains in the present case. Indeed, the experts appointed by the court were employees of the respondent hospital and owed a general duty of obedience and loyalty to their employer. They were asked to assess the accuracy of the diagnosis given by their colleagues and to review their finding as to the necessity of the applicant’s involuntary confinement. They were thereby required to analyse the performance of their colleagues with the view to assisting the court in the determination of their employer’s liability. Given that the hospital’s representative had clearly expressed the hospital’s position that the medical findings in the applicant’s case had been correct and that the applicant’s claims had been unfounded, the applicant’s apprehension as to the experts’ neutrality can be considered as objectively justified. 66. As regards the experts’ role in the proceedings, the Court observes that the main issue in the case was whether the findings of the medical panels of 10 and 12 February 1999 as to the necessity of the applicant’s involuntary confinement had been correct. As the applicant contested those findings, the court appointed experts to review them. Having no medical qualifications, the judges of the court were bound to attach significant weight to the experts’ opinion on the medical issue decisive for the outcome of the case. Indeed, the experts’ opinion was the only evidence confirming the accuracy of the diagnosis made on 10 and 12 February 1999. It follows that the experts played a dominant role in the proceedings. 67. The Court further notes that the respondent hospital was not the only institution whose specialists possessed the requisite skills to perform a psychiatric examination of the applicant. The court could have obtained expert advice from psychiatrists employed by other psychiatric hospitals in the Kalinigrad region or other regions of Russia. Accordingly, there were no obstacles to finding independent experts (see, by contrast, Zarb, decision cited above, and Emmanuello v. Italy (dec.), no. 35791/97, 31 August 1999). 68. Finally, although it was open for the applicant to call an expert witness of her choice, the procedural position of that witness would not have been equal to the position of the court-appointed experts. Statements of court-appointed experts, who are by the nature of their status supposed to be a neutral and impartial auxiliary of the court, would carry greater weight in the court’s assessment than an opinion of an expert witness called by a party (see Sara Lind Eggertsdóttir, cited above, § 49, and Bönisch, cited above, § 33). 69. The Court concludes from the above that by appointing the respondent’s employees as experts, the domestic courts placed the applicant at a substantial disadvantage vis-à-vis the respondent hospital. Therefore, the principle of equality of arms has not been complied with. 70. Accordingly, there has been a violation of Article 6 § 1.