De foreslåede regler i lovens § 10, stk. 1, 2. og 3. pkt., indebærer, at Arbejdsskadestyrelsen som noget nyt vil kunne anmodes om at afgive en midlertidig udtalelse om erhvervsevnetabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at åbne mulighed for, at der kan kræves en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 4 (ændring af lovens §§ 2 og 5).

De foreslåede nye regler svarer til arbejdsskadesikringsloven § 31, stk. 1 og 4. Det forudsættes, at bestemmelsen anvendes på samme måde som reglerne i arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for en midlertidig vurdering af erhvervsevnetabet.

En midlertidig erhvervsevnetabsprocent er ikke udtryk for den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent skal i stedet udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte.

Står den skadelidte f.eks. foran at gennemføre en revalidering, der ventes at medføre, at den pågældende kan opretholde sin hidtidige indtægt, kan den skadelidte ikke forventes at ville lide et varigt erhvervsevnetab, og der kan dermed ikke ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning. Et eventuelt indtægtstab under revalideringen vil i stedet kunne erstattes som tabt arbejdsfortjeneste. Hvis den skadelidte derimod kun forventes at kunne opnå 75 procent af sin hidtidige indtægt efter revalideringen, fastsættes den midlertidige erhvervsevnetabsprocent til 25.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.

Der foreslås indsat et nyt stk. 2, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har pligt til at begrunde sine udtalelser om erhvervsevnetabsprocenten og méngraden efter reglen i forvaltningslovens § 24.

Der foreslås endvidere indsat et nyt stk. 3, hvorefter skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4.

Da styrelsen ikke træffer afgørelse i sager efter erstatningsansvarsloven, gælder forvaltningslovens regler om udsættelse og klage vedrørende begæringer om aktindsigt ikke (forvaltningslovens § 11, § 16, stk. 4, og § 17).

Da Arbejdsskadestyrelsens udtalelse ikke er bindende, men kun vejledende for skadevolder og skadelidte, foreslås der ikke knyttet særlige retsvirkninger til, at en begrundelse ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Den utilstrækkelige begrundelse må i givet fald indgå i vurderingen af, hvilken vægt der kan lægges på udtalelsen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.1."



Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes efter lovens § 2, stk. 1, for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.

Med lovens udtryk »kan begynde at arbejde igen« sigtes der til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. Det antages, at der skal være tale om skadelidtes sædvanlige arbejde eller i hvert fald arbejde inden for samme fagområde. Kan skadelidte i en periode kun genoptage arbejdet i delvis samme omfang, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke.

Hvis den skadelidte efter at være begyndt at arbejde igen får et »tilbagefald« og på ny bliver sygemeldt, er der i retspraksis i visse tilfælde ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også for perioden efter »tilbagefaldet«. Senest har Højesteret i en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2018, tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en efterfølgende sygeperiode til en skadelidt, der efter én sygeperiode havde genoptaget arbejdet i væsentligt samme omfang som tidligere, derefter ca. 1½ år efter arbejdets genoptagelse på ny blev sygemeldt i forbindelse med en operation som følge af tilskadekomsten og endelig efter ca. 1½ måneds sygemelding på grund af operationen atter genoptog arbejdet i samme omfang som tidligere.

Bliver helbredstilstanden stationær, før den skadelidte kan begynde at arbejde igen, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som udgangspunkt kun til stationærtidspunktet, som er det tidspunkt, hvor den skadelidte efter en lægelig bedømmelse må antages ikke at ville blive yderligere helbredt. Er den skadelidtes tilstand stationær straks efter tilskadekomsten, kan der således ikke kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 394, har Højesteret fastslået, at stationærtidspunktet dog ikke begrænser retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når der er tale om midlertidig arbejdsudygtighed. I den pågældende sag havde den skadelidte ikke lidt noget varigt tab af erhvervsevne, men der gik 6½ måned fra stationærtidspunktet, før den skadelidte kunne genoptage arbejdet fuldt ud. Hvis retten til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved stationærtidspunktet, ville den skadelidte have lidt et økonomisk tab, som ikke blev dækket på anden måde. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at den skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor arbejdet kunne genoptages i væsentligt samme omfang som tidligere.

Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven. Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist sig, at der i praksis kan opstå »huller« i dækningen, hvor skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun ydes frem til stationærtidspunktet.

Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis heller ikke erstattes som »andet tab« efter § 1, stk. 1, kan dette indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens § 5, stk. 3.

Som eksempel kan nævnes, at en håndværker ved en ulykke mister »arbejdsarmen«. Her vil helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden, og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er stationær meget tidligt.

Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. § 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed at ændre lovens § 5, således at endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår arbejdsgruppen tillige at ændre lovens § 10 således, at sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, når der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i arbejdssskadesikringsloven, hvorefter styrelsens afgørelse skal foreligge så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at arbejdsskaden er blevet anmeldt.

En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning og ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt tab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat kunne opstå et »hul« mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning.

Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme, at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på, at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes erhvervsevne.

Der henvises til betænkningen side 51 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 4, 7 og 14 (ændring af lovens §§ 2, 5, 10 og 16). Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter forslaget kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab.

Lovforslaget indebærer, at det vil blive den praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse), hvorefter der hvis der må antages at være lidt et varigt erhvervsevnetab ydes en foreløbig eller varig erhvervsevnetabserstatning.

I arbejdsskadesager træffer Arbejdsskadestyrelsen en egentlig afgørelse i sagen, og forvaltningslovens regler om bl.a. aktindsigt og begrundelsespligt gælder derfor i disse sager, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser efter erstatningsansvarslovens § 10 er derimod ikke forvaltningsretlige afgørelser, og forvaltningsloven finder derfor ikke anvendelse.

Arbejdsgruppen peger på (betænkningen side 113), at parterne har helt samme behov for aktindsigt i sager vedrørende en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 som i sager efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at skadelidte og skadevolder skal have ret til aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkt, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 10). Det foreslås endvidere, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser vedrørende fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal begrundes efter reglen i forvaltningslovens § 24, således at parterne får bedre mulighed for at vurdere grundlaget for udtalelsen. Arbejdsskadestyrelsen begrunder allerede i dag sine udtalelser efter erstatningsansvarslovens § 10, selv om der ikke er pligt hertil.

 

Erhvervsevnetabserstatning kan ydes, hvis en personskade medfører en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, jf. lovens § 5, stk. 1.

Som nævnt ovenfor er erstatningsansvarsloven opbygget således, at en skadelidt med varige skader som udgangspunkt får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil stationærtidspunktet, hvorefter der udmåles en erhvervsevnetabserstatning. Det medicinske stationærtidspunkt har ikke betydning for erhvervsevnetabet, som er et rent økonomisk kriterium, men loven er udformet således, at parterne efter stationærtidspunktet hver især kan kræve, at der fastsættes en erhvervsevnetabsprocent. Når beregningen af erhvervsevnetabet tidsmæssigt er knyttet til stationærtidspunktet, skyldes det ønsket om at undgå, at erstatningssager trækker unødigt i langdrag.

Erhvervsevnetabsprocenten udtrykker størrelsen af den indtægtsnedgang, som den skadelidte må forventes at ville få som følge af skaden. Det skal således vurderes, hvad den skadelidte må antages at ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og dette skal sammenholdes med en vurdering af, hvad den skadelidte må antages at ville komme til at tjene med skaden. Der skal således opstilles prognoser over skadelidtes individuelle livsforløb med og uden skaden. I vurderingerne heraf indgår der en række faktorer, som er behæftet med større eller mindre usikkerhed, jf. nærmere betænkningen side 54 f. Efter lovens § 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende. Skadelidte har med andre ord en vis tabsbegrænsningspligt, men vurderingen skal foretages på stationærtidspunktet, hvor eventuel revalidering mv. ofte ikke er afsluttet endnu.

Der kan kun tages hensyn til en foreliggende mulighed for revalidering, hvis det må anses for sikkert, at revalideringen lykkes. Herved adskiller bedømmelsen efter erstatningsansvarsloven sig fra bedømmelsen efter arbejdsskadesikringsloven.

Nogle skadelidte udnytter for så vidt deres »erhvervsevne«, men ikke på en måde, som medfører en erhvervsindtægt. I disse tilfælde er der ikke nogen årsløn, som kan danne grundlag for fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen efter lovens §§ 6 og 7, jf. ovenfor under pkt. 2.1. For hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere og unge under uddannelse fastsættes erstatningen i stedet som en procentdel af méngodtgørelsen, jf. lovens § 8. Også erhvervsevnetabserstatning til børn fastsættes efter denne bestemmelse. Der ydes ikke erstatning efter § 8, hvis méngraden er mindre end 15 procent.

Hjemmearbejdende ægtefæller og samlevere, der ud over arbejde i hjemmet har indtægt fra deltidsbeskæftigelse, kan være omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvorefter årslønnen i særlige tilfælde fastsættes efter et skøn. Det er dog ikke enhver deltidsbeskæftigelse, der medfører, at den nævnte bestemmelse skal finde anvendelse. Således er en hjemmearbejdende, der er deltidsbeskæftiget på mindst halv tid med indtægtsgivende erhvervsarbejde, normalt omfattet af § 7, stk. 2, mens deltidsjob på mindre end halv tid som regel medfører, at erstatningen fastsættes efter lovens § 8. Unge under uddannelse er omfattet af § 8, selv om de har indtægter ved deltidsbeskæftigelse, hvis uddannelsen på rimelig vis søges gennemført. Hvis der gennemføres en uddannelse, hvor der gives løn i uddannelsestiden, skal erstatningen derimod fastsættes efter § 7, stk. 2. Arbejdsløse er ikke omfattet af § 8, idet en arbejdsløs, så længe ledigheden varer, ikke har mulighed for at »udnytte erhvervsevnen« (lovens udtryk).

Arbejdsgruppen foreslår som ovenfor nævnt, at fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke længere skal ske på stationærtidspunktet, men på det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed, at der ligesom efter arbejdsskadesikringsloven skal tages hensyn til revalideringsmulighederne mv.

Der henvises til betænkningen side 63 ff.

Justitsministeriet er enig i, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet bør tages hensyn til mulighederne for revalidering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår bestemmelsen i lovens § 8 peger arbejdsgruppen på, at der kan være stor forskel på méngraden, som bygger på en lægelig vurdering, og erhvervsevnetabsprocenten, som bygger på en økonomisk vurdering af de fremtidige indtægtsmuligheder. Kravet om en méngrad på mindst 15 procent medfører i visse tilfælde, at en person ikke kan få erhvervsevnetabserstatning, skønt den pågældende faktisk har mistet en betydelig del af sin arbejdsevne.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at anvendelsesområdet for reglen i erstatningsansvarslovens § 8 begrænses, således at den medicinske méngrad fremover kun anvendes som kriterium, hvor andet ikke er muligt. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at reglen fremover kun skal omfatte børn, for hvem det på grund af lav alder ikke er muligt at opstille en erhvervsprognose. Som aldersgrænse foreslås 15 år, idet det i almindelighed ikke er muligt at fastslå erhvervsevnetabet for børn, som endnu ikke har afsluttet deres grundskoleforløb. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at man anvender en standardårsløn til at udregne erhvervsevnetabserstatningen efter § 8 i stedet for som hidtil at fastsætte erstatningen som en procentdel af méngodtgørelsen. Endvidere foreslås selve beregningsmetoden ændret, så fremgangsmåden men ikke de faktorer, der indgår i beregningen kommer til at svare til den, der i øvrigt anvendes efter lovens §§ 5 7, dvs. at beregningen sker ved at gange méngraden med standardårslønnen og herefter gange med kapitaliseringsfaktoren, jf. pkt. 4.1.3. nedenfor.

Den gældende grænse, hvorefter der alene ydes erstatning efter § 8, hvis méngraden er på mindst 15 procent, kan som nævnt føre til urimelige resultater i tilfælde, hvor en skade med en begrænset méngrad fører til et betydeligt erhvervsevnetab. Arbejdsgruppen foreslår, at grænsen nedsættes til 5 procent svarende til grænsen for méngodtgørelse således at kun de absolut bagatelagtige skader bliver undtaget.

Der henvises til betænkningen side 66.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 8), og bemærkningerne hertil."