lov nr. 463 af 7. juni 2001 som vedtaget

Betænkning 1383 om revision af erstatningsansvarsloven afgivet af en arbejdsgruppe under justitsministeriet i 2000
 

Uddrag af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 11):

"Til § 11

Det foreslås, at en afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning skal kunne genoptages på den skadelidtes begæring, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Genoptagelsesadgangen udvides i forhold til den gældende bestemmelse, hvorefter en sag kun kan genoptages, hvis der sker ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Ændringen vil f.eks. have betydning ved en ændret vurdering af erhvervsevnetabet, der ikke nødvendigvis er begrundet i helbredsændringer.

Bestemmelsen gælder ikke, hvis der alene er fastsat en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, idet denne under alle omstændigheder skal afløses af en endelig erstatning.

Ligesom efter den gældende bestemmelse anses en sag for afsluttet, når den er afgjort ved aftale (forlig, herunder retsforlig) mellem parterne eller ved endelig dom.

Hovedområdet for stk. 1 er genoptagelse som følge af ændringer i skadelidtes helbredstilstand og/eller ændringer i erhvervsevnetabet.

Det foreslås, at vurderingen af, om der er grundlag for genoptagelse, skal ske for hver enkelt erstatningspost for sig. Det vil således kunne forekomme, at en sag genoptages alene for så vidt angår méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen. Hvis f.eks. helbredstilstanden er uændret, kan sagen ikke genoptages for så vidt angår méngodtgørelsen, selv om den genoptages for så vidt angår erhvervsevnetabserstatningen. En fornyet vurdering af den enkelte erstatningspost kræver således ændrede forhold vedrørende netop denne post.

En sag kan kun genoptages, hvis der er grundlag for mindst at forhøje enten méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen. Forhøjelsen skal endvidere være begrundet i ændrede forhold hos den skadelidte, enten helbredsmæssige ændringer eller ændringer i den pågældendes faktiske erhvervsevne.

Med udtrykket »sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning« tilsigtes en retstilstand, der svarer til de almindelige processuelle regler om dommes bindende virkning (materiel retskraft): Kunne og burde et anbringende have været gjort gældende under behandlingen af en retssag, kan sagen ikke senere genoptages af den grund. Nye beviser medfører normalt ikke i sig selv, at en sag kan genoptages. Ændringer i lovgivning eller retspraksis kan heller ikke i sig selv begrunde, at sagen genoptages.

Erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes ud fra en vurdering af den skadelidtes faktiske evne til arbejde. Bortfald af forskellige arbejdstilbuds- eller støtteordninger som følge af ændringer i social- og arbejdsmarkedslovgivningen eller ændringer i de samfundsmæssige konjunkturer eller af andre forhold, der ikke vedrører den konkrete skade, kan derfor ikke i sig selv medføre en fornyet behandling af sagen. Hvis det ved sagens afgørelse er lagt til grund, at den skadelidte forventede at kunne bestride et arbejde, men det senere viser sig, at dette på grund af forhold hos den skadelidte ikke kan lade sig gøre, vil sagen derimod efter omstændighederne kunne genoptages.

Efter stk. 2 indebærer en genoptagelse af sagen ikke, at retten til tabt arbejdsfortjeneste genopstår, hvis der tidligere er fastsat en erhvervsevnetabsprocent på mindst 15. Begrundelsen herfor er, at den skadelidte på genoptagelsestidspunktet i så fald normalt vil være overgået fra midlertidige til varige ydelser, således at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er afløst af erhvervsevnetabserstatning.

Efter det foreslåede stk. 3 kan erstatningssagen ikke genoptages alene for at rejse yderligere krav om erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for svie og smerte. Der kan således kun kræves yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for svie og smerte, hvis sagen i øvrigt genoptages efter stk. 1 på grund af ændringer i helbredstilstanden.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 10 om udtalelser fra Arbejdsskadesstyrelsen skal gælde tilsvarende, hvis sagen genoptages.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.4"

 



Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"
4.1.4. Genoptagelse af afsluttede sager

Efter arbejdsskadesikringsloven er der en vidtgående adgang til genoptagelse af trufne afgørelser, og det sker ofte i praksis. Denne ordning er mulig, fordi erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven i vid udstrækning fastsættes som løbende erstatninger, der senere kan reguleres op eller ned, og som i øvrigt reguleres i takt med den almindelige lønudvikling.

Efter erstatningsansvarsloven udbetales erstatning og godtgørelse derimod som kapitalerstatninger, og der er derfor et væsentligt større behov for at træffe afgørelser, der ikke senere skal revideres.

Efter lovens § 11 kan en afsluttet sag om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab genoptages på skadelidtes begæring, hvis der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at skadelidtes méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at være væsentlig højere end først antaget. Ved genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om méngraden og erhvervsevnetabsprocenten på ny begæres forelagt for Arbejdsskadestyrelsen efter bestemmelsen i § 10.

Hvis erhvervsevnetabsprocenten viser sig at være højere end først antaget, men dette ikke skyldes ændringer i helbredstilstanden, kan sagen således ikke genoptages.

Reglen i lovens § 11 omfatter alene afgørelser om erstatning for varige følger af skaden (erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab).

Den begrænsede adgang til at genoptage erstatningssager efter erstatningsansvarslovens § 11 er navnlig blevet kritiseret for at modvirke bestræbelserne på at fastholde flest mulige skadelidte på arbejdsmarkedet, jf. herved betænkningen side 68.

Det kan således anføres, at bestemmelsen medfører en urimelig forskelsbehandling mellem de skadelidte, der forsøger at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de skadelidte, der med det samme opgiver deres arbejde.

For den, der fortsætter med at arbejde, vil erhvervsevnetabet ofte blive fastsat til mindre end 15 procent, således at den skadelidte ikke får nogen erhvervsevnetabserstatning, jf. erstatningsansvarslovens § 5, stk. 3. Hvis den pågældende efter få år må konstatere, at han eller hun alligevel ikke er i stand til at opretholde en væsentlig og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, kan sagen ikke genoptages, idet der ikke er indtrådt uforudsete ændringer i den pågældendes helbredstilstand. Den, der straks opgiver tilknytningen til arbejdsmarkedet, har derimod mulighed for med det samme at få erstattet det fulde erhvervsevnetab.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at adgangen til at genoptage sager om erstatning for varige følger udvides, således at ikke kun ændringer i helbredstilstanden kan begrunde, at sagen genoptages, og således, at genoptagelsesadgangen også for de varige skaders vedkommende kommer til at svare til, hvad der følger af almindelige processuelle grundsætninger om materiel retskraft. Genoptagelse skal således efter arbejdsgruppens forslag være betinget af, at de faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afgørelse. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet, f.eks. fordi det viser sig, at den pågældende alligevel ikke kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed også kunne føre til genoptagelse.

Efter arbejdsgruppens forslag skal det fortsat kun være skadelidte, der kan begære sagen genoptaget.

Arbejdsgruppen foreslår, at en sag ikke skal kunne kræves genoptaget alene med henblik på yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller yderligere godtgørelse for svie og smerte. Disse erstatningsposter skal efter forslaget kun kunne ændres, hvis sagen genoptages vedrørende andre poster, og kun hvis der er sket uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand.

Det foreslås endvidere, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal kunne genopstå, hvis der tidligere er fastsat en erhvervsevnetabsprocent på 15 eller derover, idet den skadelidte i så fald på genoptagelsestidspunktet vil være overgået fra erstatning for midlertidigt tab (tabt arbejdsfortjeneste) til erstatning for varigt tab (erhvervsevnetab).

Der henvises til betænkningen side 68 ff.

Justitsministeriet er enig i, at hensynet til så vidt muligt at fastholde de skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet taler for at lempe den gældende genoptagelsesregel i § 11. Hensynet til de skadelidte taler også for, at erstatningssager bør kunne genoptages i tilfælde, hvor der er udbetalt en vis erhvervsevnetabserstatning, men hvor det efter nogen tid viser sig, at erhvervsevnetabet selv om helbredstilstanden er uændret er væsentligt større end først antaget.

Det er fortsat et væsentligt hensyn, at erstatningssager bør afsluttes endeligt inden for rimelig tid. Med arbejdsgruppens forslag om ophævelse af stationærtidspunktet og indførelse af en mulighed for at træffe midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabet, skabes imidlertid en retstilstand, der sikrer, at der i langt de fleste tilfælde træffes materielt rigtige afgørelser allerede første gang, således at behovet for at genoptage sager om erstatning for varige følger vil blive mindre.

Justitsministeriet kan på den anførte baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om en udvidelse af genoptagelsesadgangen for så vidt angår de varige skader, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at der er behov for i loven at regulere adgangen til genoptagelse også for så vidt angår erstatning for midlertidige følger af skaden. Der bør ikke kunne blive tale om genoptagelse af et betydeligt antal sager om mindre beløb, f.eks. i tilfælde hvor det efterfølgende viser sig, at helbredelsesudgifterne bliver større end forventet.

Det foreslås således i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag, at en erstatningssag ikke kan genoptages alene for at rejse yderligere krav om erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for svie og smerte, og at en forhøjelse af disse poster kun skal kunne ske, hvis der er indtrådt væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 11), og bemærkningerne hertil."