Der foreslås konsekvensændringer af § 15, stk. 1, som følge af de foreslåede ændringer af § 6, stk. 2, og § 8, ophævelsen af § 7, stk. 3, og forslaget om at indføre regler om overgangsbeløb i § 14 a. Afrundingsreglen i § 15, stk. 1, vedrørende godtgørelsesbeløbet for svie og smerte foreslås endvidere ændret fra 10 til 5 for at opnå en mere præcis regulering.

Efter den foreslåede § 15, stk. 3, skal erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af de regulerede beløb, der var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kan kræves betalt efter den foreslåede § 16, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 14).

Ved at anvende erstatningsniveauet på det tidspunkt, hvor beløbet kan kræves betalt, undgås de særlige problemer vedrørende krav på renter, som den gældende renteregel i erstatningsansvarslovens § 16 har givet anledning til, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.5.

Den foreslåede bestemmelse vedrører betaling og forrentning af samtlige erstatnings- og godtgørelsesposter efter erstatningsansvarsloven. Derimod omfatter bestemmelsen ikke krav, der udmåles i medfør af andre regelsæt, f.eks. erstatning og godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a. Udmåles en del af erstatningen i anledning af en strafferetlig forfølgning efter reglerne i erstatningsansvarsloven, f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller méngodtgørelse, er denne del dog omfattet af § 16.

Krav om erstatning og godtgørelse skal efter den foreslåede § 16, stk. 2, forrentes fra det tidspunkt, hvor beløbet kunne kræves betalt, jf. stk. 1.

Efter stk. 1 kan skadelidte kræve erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse. Skadevolderen kan ikke bedømme erstatningens størrelse, før erstatningskravet er fremsat over for den pågældende, og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen. Fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

Bestemmelsen om á conto-udbetaling i stk. 1, 2. pkt., lovfæster, hvad der antages at gælde med hensyn til skadelidtes muligheder for at udstykke sit erstatningskrav for flere perioder ad gangen. Har den skadelidte ret til en á conto-betaling, kan beløbet kræves forrentet fra det tidspunkt, hvor skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne for bedømme dette delkrav.

Med hensyn til erhvervsevnetab vil der i medfør af den foreslåede § 2, stk. 1, og § 10, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 7, kunne rejses krav om foreløbig erhvervsevnetabserstatning ved en á conto-udbetaling allerede på det tidspunkt, hvor der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Efter stk. 1, 3. pkt., kan et udbetalt á conto-beløb ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningskrav.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.5."

 

Efter erstatningslovens § 15 reguleres en række beløb i loven årligt med 2,0 procent tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Erstatnings- og godtgørelsesbeløb fastsættes på grundlag af de beløb, der i henhold til reguleringsreglen i stk. 1 var gældende på tidspunktet for skadens indtræden, jf. lovens § 15, stk. 3. Det er således skadestidspunktet, der er afgørende for beregningen af godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab og for tab af forsørger, og dermed bliver det uden betydning for erstatningens størrelse, om sagens afgørelse trækker ud. Selv om beløbene er reguleret opad, før sagen bliver afgjort, medfører dette ikke en større erstatning eller godtgørelse til den skadelidte.

Efter skadestidspunktet har den skadelidte imidlertid krav på rente af godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab og erstatning for tab af forsørger. Forrentningen sker fra skadestidspunktet til betaling sker, jf. lovens § 16. Herved opnår den skadelidte en vis kompensation for, at erstatnings- og godtgørelsesbeløbene ikke reguleres efter skadestidspunktet, men i modsætning til erstatnings- og godtgørelsesbeløbene er renten af disse skattepligtig. Erstatnings- og godtgørelseskrav, der ikke omfattes af § 16, kan kræves forrentet efter de almindelige regler i renteloven.

Samspillet mellem reguleringsreglen i § 15 og rentereglen i § 16 har givet anledning til retssager om, i hvilket omfang der kan kræves renter i de såkaldte differencesager, dvs. arbejdsskadesager, hvor arbejdsgiveren også er erstatningsansvarlig efter almindelige regler, således at den skadelidte både har krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og krav mod arbejdsgiveren efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

I differencesager nedsættes kravet efter erstatningsansvarsloven i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, jf. § 59 i arbejdsskadesikringsloven. Ydelserne efter arbejdsskadesikringsloven fradrages, før der beregnes rente efter erstatningsansvarslovens § 16, og det medfører, at den skadelidte får en lavere kompensation, fordi der kun beregnes renter fra skadestidspunktet af den del af kravet efter erstatningsansvarsloven, der overstiger ydelsen efter arbejdsskadesikringsloven. Havde skaden ikke været omfattet af arbejdsskadesikringsloven, ville der have være beregnet renter af det fulde krav.

Bl.a. for at undgå disse problemer foreslår arbejdsgruppen, at reglerne ændres, således at erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven udmåles i overensstemmelse med de regulerede beløb, der gælder på udbetalingstidspunktet. Beløbene reguleres dermed, mens sagen behandles, og rentereglerne får alene betydning for tiden fra den seneste regulering indtil udbetalingstidspunktet.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der indføres en ny fristregel for renteberegningen svarende til princippet i forsikringsaftalelovens § 24, hvorefter krav mod et forsikringsselskab om betaling af forsikringsydelsen forrentes med virkning fra udløbet af en vis frist efter det tidspunkt, hvor selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme berettigelsen og størrelsen af kravet. Arbejdsgruppen foreslår, at fristen fastsættes til 1 måned, således at skadevolderen får en rimelig tid til at anmelde erstatningskravet over for sit forsikringsselskab, som efter reglen i forsikringsaftalelovens § 24 har 14 dage efter anmeldelsen til at udbetale beløbet.

Der henvises til betænkningen side 77 ff.

Justitsministeriet er enig i, at en regel om, at erstatningsbeløbene reguleres, mens erstatningssagen verserer, vil kunne løse det særlige renteproblem i differencesagerne, som arbejdsgruppen har beskrevet, jf. ovenfor. Hvis behandlingen af erstatningssagen strækker sig over en vis periode, kan det desuden forekomme mere nærliggende at fastsætte erstatningsbeløbene på grundlag af de senest regulerede beløb i stedet for beløbene på et måske langt tidligere skadestidspunkt.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at erstatningsbeløbene reguleres under sagens behandling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Arbejdsgruppens forslag går som nævnt ud på, at de regulerede takster på udbetalingstidspunktet skal anvendes. Under høringen over arbejdsgruppens betænkning er der blevet peget på, at dette skæringstidspunkt kan være uhensigtsmæssigt som skillelinie i tilfælde, hvor erstatningen udbetales af en anden end den, der fastsætter erstatningen. Reguleres taksterne i perioden mellem erstatningens fastsættelse og udbetaling, vil der således skulle foretages en ny erstatningsberegning på grundlag af de regulerede beløb. Desuden sker reguleringen for tiden med en lavere procentsats end forrentningen, og arbejdsgruppens forslag vil derfor kunne medføre, at der samlet skal betales et mindre beløb (inklusive renter), hvis erstatningen først udbetales efter næste regulering, end hvis beløbet udbetales straks.

For at undgå, at denne situation kan opstå, er lovforslaget udformet således, at erstatning og godtgørelse i stedet fastsættes på grundlag af de regulerede beløb, der gælder på det tidspunkt, hvor forrentningen af kravet begynder, jf. nedenfor.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om at ændre lovens renteregel, således at erstatnings- og godtgørelsesbeløb kan kræves forrentet fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Forrentningen sker ligesom efter den gældende lov med rentelovens morarentesats.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 14, og bemærkningerne hertil."