Uddrag af bemærkningerne til lovforslagets ændring af § 4:

 

I stk. 1 foreslås méngodtgørelsen forhøjet forholdsmæssigt svarende til forhøjelsen af erhvervsevnetabserstatningen, jf. den foreslåede ændring af § 6 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Samtidig udgår stationærtidspunktet som kriterium for, hvornår méngraden skal fastsættes. Fastsættelse af méngraden skal efter lovforslaget ske, når det er muligt at bedømme skadelidtes varige mén, jf. den foreslåede formulering af lovens § 16, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 14). I praksis vil dette dog formentlig ofte være det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive yderligere forbedret, altså stationærtidspunktet.

I stk. 2 foreslås nogle ændringer af nedsættelsesreglen, som med redaktionelle ændringer svarer til arbejdsgruppens forslag. Forslaget går ud på at indføre en mere jævn nedsættelsestakt end efter den gældende bestemmelse, således at nedsættelsen begynder fra det 40. år (mod det 60. år i dag) og slutter ved det 69. år, hvor godtgørelsen udgør 60 procent af højeste godtgørelse (mod 50 procent i dag).

Som eksempler på anvendelsen af nedsættelsesreglerne kan nævnes, at méngodtgørelsen til en skadelidt, der var 45 år ved skadens indtræden, skal nedsættes med 6 procent, svarende til 1 procent for hvert år den skadelidte var ældre end 39 år, jf. bestemmelsens 1. pkt. For en skadelidt, der var 65 år på skadestidspunktet, nedsættes godtgørelsen med 26 procent efter bestemmelsen 1. pkt. og med 6 procent efter bestemmelsens 2. pkt., i alt 32 procent. Var skadelidte 69 år eller ældre på skadestidspunktet, begrænses nedsættelsen af bestemmelsens 3. pkt., således at godtgørelsen nedsættes med 30 procent efter 1. pkt. og med 10 procent efter 2. pkt., i alt 40 procent.

Nedsættelsen sker ikke så brat som for erhvervsevnetabets vedkommende, jf. den foreslåede formulering af § 9 (lovforslagets § 1, nr. 7), og nedsættelsen slutter på et forholdsvis højt niveau (40 procent). Det skyldes, at den resterende levetid for den skadelidte typisk vil være længere end den resterende erhvervsaktive periode, og at ældre skadelidte normalt har relativt sværere ved at vænne sig til ménet end yngre skadelidte.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.3."

Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"

Pr. 1. januar 2001 gælder følgende erstatningsbeløb mv. efter erstatningsansvarsloven: Højeste erhvervsevnetabserstatning (ved 100 procent erhvervsevnetab og en årsløn på 602.000, som er den maksimale årsløn, der kan lægges til grund, jf. lovens § 7, stk. 3) er på 3.612.000 kr. Den højeste erstatning efter lovens § 8 er 1.376.000 kr. Den højeste forsørgertabserstatning er 1.083.600 kr., og mindstebeløbet er 386.500 kr., jf. lovens § 13. Méngodtgørelsen (lovens § 4) udgør som udgangspunkt 3.440 kr. pr. méngrad, svarende til 344.000 kr. ved en méngrad på 100 procent. Godtgørelsen for svie og smerte (lovens § 3) udgør 80 kr. pr. oppegående sygedag og 180 kr. pr. sengeliggende dag.

Erhvervsevnetabserstatningen fastsættes som et kapitalbeløb ved at gange skadelidtes årsløn (normalt årslønnen i det forudgående år) med en kapitaliseringsfaktor på 6 og derefter gange med erhvervsevnetabsprocenten (den procentuelle fremtidige indtægtsnedgang). Ved kapitaliseringen udregnes nutidsværdien af indtægter, som ville være kommet løbende til udbetaling i en årrække fremover, og sigtet er, at det afkast, som den skadelidte kan opnå ved sædvanlig anbringelse af midlerne, skal kompensere for det fremtidige indtægtstab. Lovens bestemmelse om en fast kapitaliseringsfaktor bygger på den almindelige rentefod sammenholdt med det antal år, hvor skadelidte kunne have forventet en højere indtægt (løbetiden). Ved en høj rentefod skal kapitaliseringsfaktoren være lav og omvendt, og da kapitaliseringsfaktoren er fast, er der behov for regler om nedsættelse af erstatningen på grund af alder, idet ældre skadelidte ellers ville få en relativt større erstatning end yngre skadelidte. Erhvervsevnetabserstatningen nedsættes efter loven med 8½ procent for hvert år skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden. Der ydes således som hovedregel ikke erhvervsevnetabserstatning, hvis skadelidte var fyldt 67 år, men dette kan dog fraviges helt eller delvis, hvis det må antages, at den skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det 67. år.

Loven indeholder også regler om nedsættelse af méngodtgørelsen. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden, dog ikke yderligere efter det 69. år, hvor der tilkommer skadelidte halvdelen af fuld méngodtgørelse. Baggrunden for denne regel er, at ældre skadelidte normalt skal leve med ménet i kortere tid end yngre skadelidte.

I en af de betænkninger, som den gældende lov bygger på (betænkning nr. 976/1983 om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger), blev det foreslået, at kapitaliseringsfaktoren skulle fastsættes administrativt og svare til den nominelle markedsrente (den effektive obligationsrente), og at løbetiden normalt skulle fastsættes som forskellen mellem alderen på skadestidspunktet og 67 år reduceret med den statistiske dødelighedssandsynlighed (udtrykt i de såkaldte »dødelighedstavler« udarbejdet af den daværende Statsanstalten for Livsforsikring).

Loven indeholder imidlertid en enklere løsning med en fast kapitaliseringsfaktor, navnlig med henblik på at undgå, at faktoren og dermed erstatningernes størrelse eventuelt skal ændres hyppigt inden for kortere perioder som følge af udsving i renten. Tildels som modvægt til den ret lave faktor på 6 skal der efter loven ikke foretages fradrag for andre ydelser, der kommer til udbetaling som følge af skaden f.eks. forsikringer og sociale ydelser.

Arbejdsgruppen har undersøgt reglerne i de øvrige nordiske og en række andre lande og anfører (betænkningen side 43 f og 303 ff), at en generel sammenligning mellem det danske og udenlandske erstatningsniveau er vanskelig, fordi en række centrale regler er meget forskellige fra land til land det gælder bl.a. reglerne om samspillet mellem erstatninger og andre ydelser, som skadelidte modtager i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og forsikringsydelser, samt reglerne om beskatning af erstatningsbeløb mv. og om muligheden for at udmåle erstatningsbeløb som løbende erstatninger.

Arbejdsgruppen anfører, at der i lyset af renteudviklingen mv. siden vedtagelsen af den gældende lov er behov for at forhøje den faste kapitaliseringsfaktor, men at der fortsat ikke er grundlag for at udarbejde kapitaliseringstabeller, der meget detaljeret afhænger af skadelidtes alder. Arbejdsgruppen finder endvidere, at den gældende ordning, hvorefter sociale ydelser, pensioner og forsikringer som hovedregel ikke fradrages i erstatning eller godtgørelse, bør bevares også i lyset af, at erstatninger efter erstatningsansvarsloven for erhvervsevnetab mv. normalt heller ikke indgår i beregningsgrundlaget for retten til sociale ydelser (bortset fra retten til social pension, hvor grænsen for, hvor meget der kan tjenes uden nedsættelse af pensionen, imidlertid er forholdsvis høj).

Arbejdsgruppen anfører, at den samfundsøkonomiske udvikling har medført, at forudsætningerne bag fastsættelsen af kapitalfaktoren til 6 i 1984 ikke længere holder stik. I 1984 var den lange obligationsrente således ca. 14 procent, mens den i dag er ca. 7,5 procent. En skadelidt, der anbringer sin erhvervsevnetabserstatning i obligationer, vil således i dag opnå et væsentligt lavere afkast, end hvad der var forudsat ved fastsættelsen af kapitalfaktoren i 1984.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at kapitalfaktoren forhøjes fra 6 til 10. Med forhøjelsen kompenseres der for den nedgang i renteniveauet, som er sket siden 1984. Arbejdsgruppen foreslår tilsvarende forhøjelser af méngodtgørelsen og af minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning. Den højeste erhvervsevnetabserstatning vil efter arbejdsgruppens forslag udgøre 6.020.000 kr. (en stigning på knap 2,5 mio. kr.), mens méngodtgørelsen ved en méngrad på 100 procent vil udgøre 573.500 kr. mod 344.000 kr. i dag. Størrelsen af forsørgertabserstatningen til ægtefæller og samlevere vil blive tilsvarende forhøjet. Minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning foreslås forhøjet fra 386.500 kr. til 644.000 kr.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere en ændring af reglerne om nedsættelse af erstatning og godtgørelse på grund af alder, således at nedsættelsen sker fra et tidligere alderstrin og mere jævnt end efter de gældende regler. Formålet hermed er bl.a. at bringe nedsættelsesreglerne i bedre overensstemmelse med yngre og ældre skadelidtes reelle tab.

Der henvises til betænkningen side 72 ff.

På baggrund af de ændringer, der er sket i renteniveauet siden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, er Justitsministeriet enig i, at erstatnings- og godtgørelsesniveauet bør forhøjes som foreslået af arbejdsgruppen for fortsat at sikre de skadelidte en rimelig kompensation for det lidte tab.

Den gældende ordning med én fast kapitaliseringsfaktor er indarbejdet i praksis og giver mulighed for en enkel og hurtig erstatningsberegning. Justitsministeriet er enig i, at der er behov for at differentiere erstatningerne mere end i dag, og at dette uden at ændre lovens systematik kan ske på hensigtsmæssig måde ved at opretholde en fast kapitaliseringsfaktor og ændre nedsættelsesreglerne som foreslået af arbejdsgruppen.

Lovforslaget er således udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 7 9, og bemærkningerne hertil."