Betænkning nr. 1522, Reform af den civile retspleje Vl, Behandling af forurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen) afgivet af Retsplejerådet i 2010 indeholder på siderne 16 til 23 et resume over retsplejerådets forslag til ændringer af adhæsionsprocessen. Resumeet lyder således:
 
  "...Kapitel 4 indeholder Retsplejerådets overvejelser om en modernisering af adhæsionsprocessen.

I afsnit 1 anføres, at den gældende adhæsionsproces er udtryk for afvejning af en række hensyn, der til dels er modsatrettede. Det drejer sig navnlig om hensynet til forurettede, procesøkonomiske hensyn, hensynet til tiltalte, hensynet til straffesagens behandling, herunder en hurtig afgørelse af strafspørgsmålet, samt hensynet til det civile kravs behandling. Efter Retsplejerådets opfattelse er disse hensyn også relevante for overvejelserne om, hvordan en moderne adhæsionsproces kan udformes. Rådet finder dog, at de enkelte hensyn kan vægtes anderledes i dag end tidligere, herunder navnlig således at hensynet til forurettede – også set i lyset af tendensen i de seneste lovændringer på det straffeprocessuelle område – nu bør tillægges mere vægt.

I afsnit 2 overvejer Retsplejerådet behovet for at modernisere adhæsionsprocessen. Rådet peger på, at civile krav mod tiltalte i mange tilfælde ikke afgøres under straffesagen, og at forurettede af forskellige grunde ofte vælger ikke at anlægge et civilt søgsmål om kravet efterfølgende. Forurettede kan således have 1) fået dækket sit tab fra anden side (f.eks. forsikring eller efter offererstatningsloven), 2) anset det for udsigtsløst at få dækket sit tab hos den tiltalte eller 3) anset det for uoverskueligt selv at anlægge civil sag om kravet. Efter rådets opfattelse er der behov for at forbedre forurettedes stilling efter adhæsionsprocessen, navnlig i de tilfælde, hvor forurettede i dag lider et tab ved ikke at få afgjort sit krav under straffesagen. En sådan forbedring kanvefter rådets opfattelse bl.a. ske ved, at mulighederne for at få afgjort civile krav under straffesagen udvides, at civile krav automatisk overføres til behandling som civilt søgsmål, hvis kravene ikke afgøres under straffesagen, og/eller at forurettedes stilling under adhæsionsprocessen forbedres, så den forurettede får en bedre oplevelse af den indsats, der gøres fra samfundets side for at mindske generne ved at have været offer for en forbrydelse.

I afsnit 3 overvejer Retsplejerådet, hvornår der bør være adgang til at fremsætte civile krav under en straffesag. Retsplejerådet anfører i afsnit 3.1, at enhver, der har partshabilitet (processuelle partsevne), bør kunne fremsætte civile krav under en straffesag, hvis de to grundlæggende betingelser, der omtales i afsnit 3.3., er opfyldt. Da udtrykket ”forurettede” er godt indarbejdet i praksis og i langt de fleste tilfælde også vil være retvisende, har rådet valgt at beholde denne betegnelse for dem, der ønsker et civilt krav behandlet under straffesagen. Rådet peger dog på, at afgrænsningen af den personkreds, der kan anses som forurettede, vil være bredere i forhold til adhæsionsprocessen end i forhold til f.eks. retsplejelovens kapitel 66 a.

I afsnit 3.2 giver Retsplejerådet udtryk for, at der efter den almindelige adhæsionsproces i retsplejeloven kun bør kunne fremsættes civile krav mod tiltalte, mens der i særlovgivningen kan gives mulighed for at fremsætte adhæsionskrav mod andre end tiltalte, hvis de materielle regler på det pågældende område kan begrunde dette. Retsplejerådet ser i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der i en straffesag mod en ung under 18 år kan fremsættes krav mod forældremyndighedsindehaveren. Det bør dog kun gælde de krav, der har hjemmel i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, og den nævnte lov foreslås ændret i overensstemmelse hermed. Herudover anfører Retsplejerådet i afsnit 3.3, at et civilt krav, der ellers skulle behandles efter de civilprocessuelle regler, bør kunne behandles under en straffesag, hvis kravet opfylder to grundlæggende betingelser. For det første bør kravet således være opstået i forbindelse med et forhold, der under sagen skal påkendes af retten efter reglerne i fjerde bog om strafferetsplejen. For det andet bør kravet kunne behandles uden særlige beviser eller andre processuelle skridt, der medfører en væsentlig forlængelse af sagens behandling, eller at sagens behandling på anden måde kompliceres eller vanskeliggøres.

I afsnit 4 overvejer Retsplejerådet mulighederne for at forbedre beføjelserne for den forurettede og dennes advokat under straffesagen. I afsnit 4.1 peger rådet på, at såvel hensynet til parterne som procesøkonomiske hensyn taler for, at civile krav så vidt muligt afgøres under straffesagen. Særligt hensynet til den forurettede taler i stigende grad herfor, og efter Retsplejerådets opfattelse er der derfor god grund til nærmere at overveje, hvordan man kan forbedre forurettedes stilling under straffesagen for så vidt angår det civile krav, uden at dette indebærer en uacceptabel svækkelse af de garantier, der gælder med hensyn til en fuldt forsvarlig afgørelse af strafspørgsmålet. Ved disse overvejelser har Retsplejerådet bl.a. været inspireret af de nye norske regler for behandlingen af civile krav under straffesagen. På baggrund af et møde mellem rådet og en norsk lagdommer (landsdommer) er det Retsplejerådets indtryk, at erfaringerne med de nye norske regler helt overvejende er positive.

I afsnit 4.2 anfører Retsplejerådet, at det som den almindelige regel fortsat bør være sådan, at anklagemyndigheden på vegne af den forurettede indbringer det civile krav for retten. Dog bør advokaten for den forurettede også kunne indbringe civile krav for retten.

I afsnit 4.3 anfører Retsplejerådet endvidere, at det som udgangspunkt også bør være anklagemyndigheden, der tilrettelægger bevisførelsen mod tiltalte, herunder beslutter hvilke vidner der skal føres. Det forudsættes herved, at bevisførelsen vedrørende spørgsmålet om straf og bevisførelsen vedrørende det civile krav i vidt omfang er sammenfaldende. Den forurettede og dennes eventuelle advokat må dog efter Retsplejerådets opfattelse kunne foreslå anklagemyndigheden særlig bevisførelse vedrørende det civile krav, ligesom den forurettedes advokat må kunne give retten meddelelse om særlig bevisførelse vedrørende det civile krav i forbindelse med, at advokaten indbringer kravet for retten. Modsætter anklagemyndigheden eller forsvareren sig forurettedes bevisførelse, må spørgsmålet afgøres af retten.

I afsnit 4.4 anfører Retsplejerådet, at det som udgangspunkt fortsat bør være anklagemyndigheden, der i retten præsenterer det civile krav for retten og fører bevis, herunder afhører tiltalte, forurettede og andre vidner, også om forhold af betydning for det civile krav. Retsplejerådet finder dog, at forurettedes særlige stilling i adhæsionsprocessen kan forbedres ved, at forurettedes advokat tillægges en mere tydelig rolle under hovedforhandlingen. Retsplejerådet foreslår således, at forurettedes advokat som noget nyt får en lovbestemt adgang til i retten at føre bevis, herunder afhøre tiltalte og vidner, om forhold af betydning for det civile krav. Endvidere anfører Retsplejerådet, at advokaten fortsat bør have adgang til at nedlægge påstand og argumentere (procedere) med hensyn til det civile krav. Retsplejerådet peger samtidig på, at hensynet til straffesagens behandling i en lang række tilfælde vil betyde, at forurettede ikke personligt kan nedlægge påstand, føre bevis, herunder afhøre, eller procedere med hensyn til det civile krav.

I afsnit 4.5 foreslår Retsplejerådets flertal (alle medlemmer med undtagelse af repræsentanterne fra politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeteriet), at den forurettede får mulighed for at være til stede under hele hovedforhandlingen og at afgive forklaring, før tiltalte afgiver sin forklaring. Hvis afgørende hensyn til afgørelsen af strafspørgsmålet taler derimod, bør den forurettede dog ikke kunne gøre brug af de udvidede muligheder for tilstedeværelse og tidlig afgivelse af forklaring. Modsætter anklagemyndigheden eller forsvareren sig forurettedes ønske om at gøre brug af de udvidede muligheder, må spørgsmålet indbringes for retten til afgørelse. Udvidelsen af forurettedes muligheder er særligt indikeret i de mest alvorlige sager, hvor forurettede har lidt personlig overlast og i den anledning gør et civilt krav gældende. Retsplejerådet foreslår derfor, at de udvidede muligheder for forurettede knyttes til de sager, hvor forurettede har fået beskikket en bistandsadvokat efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a. Et mindretal (repræsentanterne fra politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet) udtaler, at der kan anføres argumenter for og imod at indføre en mulighed for den forurettede til at være til stede under hele hovedforhandlingen og afgive forklaring før tiltalte. En endelig stillingtagen til en sådan ordning, der vil indebære en væsentlig nyskabelse i den danske strafferetspleje, må efter mindretallets opfattelse bero på en samlet politisk afvejning af disse hensyn.

I afsnit 4.6 overvejer Retsplejerådet mulighederne for at udvide retten til aktindsigt for forurettede og dennes advokat. Retsplejerådet finder i den forbindelse ikke fornødent grundlag for at udvide forurettedes ret til aktindsigt, så retten også kommer til at omfatte verserende straffesager. Derimod finder Retsplejerådet grundlag for at udvide advokatens adgang til aktindsigt, så advokaten allerede fra beskikkelsestidspunktet har ret til aktindsigt i alle dokumenter, der vedrører straffesagen. Efter den gældende ordning har advokaten fra beskikkelsestidspunktet kun adgang til at gøre sig bekendt med forurettedes forklaring og dokumenter vedrørende forurettede, mens advokaten først har adgang til at gøre sig bekendt med sagens øvrige materiale, når der er rejst tiltale i sagen.

I afsnit 4.7 bemærker Retsplejerådet, at den forurettede fortsat bør have adgang til at trække sin begæring om det civile kravs behandling under straffesagen tilbage, og at denne adgang bør gælde, uanset tiltaltes holdning til spørgsmålet.

I afsnit 5 foreslår Retsplejerådet en formalisering af den fremgangsmåde, som skal benyttes, når den forurettede ønsker at få et civilt krav behandlet under straffesagen. Hensigten med denne formalisering er at skabe sikkerhed for, at de oplysninger, der er nødvendige for det civile kravs påkendelse, rent faktisk også foreligger ved straffesagens behandling. Dette søges først og fremmest opnået ved at indføre en ordning, hvorefter det civile krav skal indbringes for retten ved anvendelse af en særlig blanket, hvorpå der skal angives oplysninger om kravets størrelse og grundlag samt oplysninger om særlige beviser vedrørende kravet. Retsplejerådet foreslår endvidere, at der udarbejdes en skriftlig vejledning om fremsættelse af civile krav under straffesager, som eventuelt kan påtrykkes den nævnte blanket.

I afsnit 6 overvejer Retsplejerådet mulighederne for at gøre det nemmere for forurettede at få bistand til at forfølge civile krav under straffesager. Rådet finder, at mulighederne for en sådan udvidelse er begrænsede, bl.a. fordi politiets og anklagemyndighedens vejledningspligt er blevet udvidet ved en lovændring i 2007. Som konsekvens af den foreslåede udvidelse af den personkreds, der kan fremsætte civile krav under straffesagen, foreslår Retsplejerådet dog en tilsvarende udvidelse af den personkreds, som kan få fri proces til at forfølge civile krav under straffesagen. Retsplejerådet foreslår endvidere, at muligheden for fri proces udvides fra kun at omfatte advokatbistand til opgørelse af det civile krav til også at omfatte advokatbistand til godtgørelse af grundlaget for det civile krav.

I afsnit 7 overvejer Retsplejerådet mulighederne for at udvide adgangen til at påkende civile krav under straffesagen. I afsnit 7.1 foreslår Retsplejerådet, at retsplejelovens bestemmelse om ensretningsprincippet indsnævres, så kravet om, at spørgsmålet om straf og det civile krav skal afgøres i samme retning, kun fastholdes i den situation, hvor der er uoverensstemmelse mellem det bevisfaktum, der lægges til grund ved afgørelsen af strafspørgsmålet, og det bevisfaktum, der kan lægges til grund ved afgørelsen af det civile krav. I modsætning til i dag vil det herefter være muligt at afgøre strafspørgsmålet og det civile krav i hver sin retning, f.eks. hvor strafansvar forudsætter forsæt og erstatningsansvar forudsætter uagtsomhed (culpa).

I afsnit 7.2 overvejer Retsplejerådet mulighederne for at give adgang til påkendelse af det civile krav før og efter strafspørgsmålet. Retsplejerådet finder imidlertid ikke grundlag herfor, da navnlig behandlingen af det civile krav efter, at strafspørgsmålet er afgjort, vil rejse en række juridiske og praktiske spørgsmål, som det vil være uhensigtsmæssigt at regulere i retsplejelovens kapitel om adhæsionsprocessen. Som hidtil skal det civile krav derfor afgøres samtidig med strafspørgsmålet.

I afsnit 7.3 foreslår Retsplejerådet, at retten fortsat skal have adgang til at nægte at behandle det civile krav under straffesagen. Retten skal således kunne udskyde kravet, hvis de oplysninger, der foreligger til støtte for kravet, ikke umiddelbart giver grundlag for at fastslå, at kravet er opstået i forbindelse med det strafbare forhold, som straffesagen drejer sig om. Ligeledes skal retten kunne udskyde kravet, hvis de oplysninger, der foreligger til støtte for kravet, ikke giver tiltalte eller retten et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til kravet. I alle tilfælde skal det dog være en betingelse for, at kravet kan udskydes af straffesagen, at de manglende oplysninger ikke kan fremskaffes hurtigt og ukompliceret.

I afsnit 7.4 foreslår Retsplejerådet, at retten skal overføre civile krav, der nægtes behandlet under straffesagen, til behandling i de rette civilprocessuelle rammer. Efter forslaget skal retten kun overføre kravet til behandling i civilprocessens former, hvis den forurettede anmoder herom, og de foreliggende oplysninger om kravet giver grundlag for en sådan behandling. Den sidstnævnte betingelse forudsættes normalt at være opfyldt, hvis den særlige blanket vedrørende det civil krav, der er anvendt ved kravets fremsættelse for retten i forbindelse med straffesagen, er korrekt udfyldt. Er betingelserne for at overføre kravet til behandling i civilprocessens former ikke opfyldt, må den forurettede selv anlægge civilt søgsmål om kravet.

I afsnit 8 overvejer Retsplejerådet en række forskellige spørgsmål.

 I afsnit 8.1 foreslår Retsplejerådet, at det civile krav skal kunne afgøres i tilfælde af tiltaltes udeblivelse. Det gælder dog kun, hvis strafspørgsmålet også fremmes til dom i tiltaltes fravær, blanketten vedrørende det civile krav er forkyndt for tiltalte, og kravet er begrundet i de oplysninger, der er fremkommet under straffesagen.

I afsnit 8.2 foreslår Retsplejerådet, at retten i overensstemmelse med det forhandlingsprincip, der gælder inden for civilprocessen, skal være bundet af den forurettedes påstand vedrørende det civile krav, så den forurettede ikke kan tilkendes mere end påstået.

I afsnit 8.3 foreslår Retsplejerådet, at der i retsplejeloven indsættes hjemmel til at tilkende den forurettede og tiltalte sagsomkostninger, hvis særlige grunde tale for det.

I afsnit 8.4 overvejer Retsplejerådet spørgsmålet om appel og genoptagelse. Retsplejerådet foreslår i den forbindelse at videreføre de gældende regler om anke med visse justeringer, ligesom rådet foreslår at indføre en adgang til at kære afgørelser om behandlingen af civile krav under straffesager. Herudover foreslår Retsplejerådet en udtrykkelig regulering i retsplejeloven af behandlingen af civile krav i forbindelse med genoptagelse af straffesagen.

I afsnit 8.5 overvejer Retsplejerådet spørgsmålet om retsafgift og giver udtryk for den grundlæggende opfattelse, at det ikke bør komme den forurettede til skade, hvis retten vælger at udskyde behandlingen af det civile krav til civilt søgsmål af hensyn til afviklingen af straffesagen. Da behandling af et civilt krav under straffesagen er afgiftsfri for den forurettede, foreslår Retsplejerådet, at den forurettede heller ikke skal betale retsafgift for et civilt søgsmål om et krav, der er udskudt fra straffesagen. Efter forslaget skal afgiftsfriheden dog ikke gælde, hvis udskydelsen kan bebrejdes den forurettede, eller den senere civile sag også omfatter andre krav end det udskudte krav. Som konsekvens heraf foreslår Retsplejerådet en række ændringer af retsafgiftsloven

I afsnit 8.6 overvejer Retsplejerådet to spørgsmål, som Den Danske Dommerforening, Rigsadvokaten og Advokatrådet har peget på med hensyn til forholdet mellem offererstatningsloven og adhæsionsprocessen. I den forbindelse finder Retsplejerådet ikke grundlag for at foreslå en ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 2, hvorefter Erstatningsnævnet ikke er bundet af rettens afgørelse om erstatningsspørgsmålet, for så vidt skadevolderen under sagen må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse. Retsplejerådet finder heller ikke grundlag for at udvide adgangen for Erstatningsnævnet til at afgøre erstatningsspørgsmålet, før straffesagen er afgjort. I forhold til offererstatningsloven peger Retsplejerådet i øvrigt på, at det bør overvejes, om det vil være muligt at udforme den blanket, der foreslås indført til brug for civile kravs indbringelse under straffesagen, så den kan anvendes både under adhæsionsprocessen og som ansøgning i forhold til Erstatningsnævnet. .."