---

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende regler

Lovforslagets § 1

Ny formulering

§ 1. Samtlige love, forordninger, reskripter, plakater, traktater, konventioner, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og aftaler samt øvrige offentlige regler fra 31. december 1870 og før, jf. dog §§ 2-4 og § 5, stk. 2, ophæves, for så vidt de ikke allerede er ophævet.

Gældende formulering

Det er ikke umiddelbart muligt udtømmende at angive, hvilke gældende love m.v. der ophæves som følge af denne lov. Derfor er det selvfølgelig heller ikke muligt at angive den gældende formulering. Nedenstående 41 forskrifter er dog gældende ifølge Retsinformation eller andre kilder, men er ikke medtaget som bevaringsværdige (bemærk, at forskrifterne kan være ændret i forhold til den anførte formulering). Der er firkantet parentes »[ ]« om de dele, der ikke er med i Retsinformation, samt de dele, der i Retsinformation også har parentes om. De forskrifter, der ikke er med i Retsinformation, har firkantet parentes om forskriftens titel.

[Forordning af 23. maj 1696 (om forbud mod, at afsatte præster forretter gejstlig tjeneste)]

Udgår som forældet, jf. kirkeministerens svar på S 1567, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 4942.

Gr. Endeel Præster, som fra deres Kald for Uskikkeligheds Skyld ere afsatte, have begaaet en og anden Usømmelighed med Vielser og Sacramenternes hemmelige Administrationer i Husene, især med at vie de Partier, som efter Loven ei bør tillades Egteskab, og at døbe de Børn, som hemmelig og i Dølgsmaal fødes; hvorved største Uorden i Guds Kirke og Menighed foraarsages, og Loven med andre Frr. utilbørlig overtrædes.

Foruden Fr. af 4 Aug. 1680 befales end videre, at hvilke afsatte Præster bevises herefter sig til Præsternes Functioner i Sognerne, med Vielser eller Sacramenternes Administration, ulovligen at indsnige, paa Landet eller i Kiøbstæderne, de skal derfor til næste Provste-Mode tiltales og dømmes fra Præstelig Habit og Kiortel, og agtes for Bedragere og løse Folk, over hvilke den verdslige Øvrighed, som over andre Mishandlere, siden sin Ret beholder; Og paa det Almuen ei skal fordeles til at bruge slige afsatte Præster, maae ingen Præster, som fra deres Kald ere dømte, forrette nogen geistelig Tieneste i Kirkerne, paa Landet eller i Kiøbstæderne, med mindre Biskoppen der i Stiftet i sær Henseende til Tienesternes uomgiængelige Forretnings Fornødenhed, saasom enten i Sygdoms- eller Krigs-Tide, eragter det got og raadeligt; Og skal enhver Præst, som saadanne afsatte Præster uden sin Biskops Approbation og Samtykke bruger, for hver Gang han dermed betreffes, bøde til Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn 10 Rdlr.

Forordning af 18. april 1744 Om Havne-Væsenets nærmere Regulering i København og Christianshavn. cfr. Fr. 15: April 1682

Udgår som forældet.

Gr. Paa det alt, hvis af Havne-Væsenet i Khvn og Chvn dependerer, vedbørlig kan iagttages, Havnerne og Canalerne med Broer og Bolverker til fornøden Conservation og de Trafiqverende og Søefarende til Befordring; samt at ingen sig herefter med Uvidenhed skal kunde undskylde.

1.) Skibene skal indtage Baglast inden for Bommen paa de af Havnemesteren anviste Steder. Kan et Skib formedelst Dybgaaenhed eller Rankhed ikke legge derhen, melder Skipperen sig hos Over- Eqvipage-Mesteren, som derom forsvarligt Forhold føier. Hver Gang noget herimod foretages, bøde de Skyldige 4 Rdlr. Ved Baglastens Indtagelse skal bruges tette Port-Seil, 6 Al. lange og 6 Al. breede, som sættes mellem Skibet og Baaden. Lige saa store Port- Sejl skal de Skibe og Baade, som føre Steenkul, Kalk, Steen og Sand, bruge, naar de losse, under Straf 1ste Gang af et Skib under 25 Læster 2 Rdlr., paa 25 Læster 4 Rdlr., og af et over 25 Læster 8 Rdlr., 2den Gang dobbelt, men 3die Gang dømmes de efter Befindende af Havne-Commissionen. Af Baglasten opgraves eller tages 1/3 inden for Toldboden paa de anviste Steder, enten Skibet ligger inden eller uden for Bommem; dog udføres intet uden Tilladelse, ei heller maa nogen Baglastfører tage Baglast uden paa de anviste Steder, enten uden eller inden Bommen, langt mindre bringe nogen utienlig Baglast. Alle Baglast-Baadenes Ahming skal skee ved Holmen saaledes, at Baaden ledig marqveres agter og for med 2de Kaabersøm, derefter gives Baaden sin Last, der er 2de smaae Læsters Drægtighed a 4000 Pd. pr. Læst; hvorpaa atter i Baaden agter og for indslaaes 4 Kaabersøm, som da gjør Baadens rette Drægtighed, for derefter at bringe Baglasten. For saadan en Baad Baglast betales Lauget 4 Mk. Forfalsker nogen sin Baad, saa den ikke har den rigtige Baglast, betales af Lauget 2 Rdlr., som Lauget igien decourterer Folkene. Forfalskes Ahmingen, betales af Lauget 20 Rdlr. for hver Baad. Ingen Baglastfører maa tilbringe noget Skib Muursand, enten til Baglast eller isteden for hvid Sand. Handler nogen herimod, betaler Lauget for hver Baad til Havne-Cassen 2 Rdlr., som Lauget Folkene igien decourterer. Forlanger nogen Skipper hvid Sand til Baglast, søges derom Tilladelse hos Havnemesteren, dog skal den indtages inden for Bommen. Tager Skipperen det uden Tilladelse uden for Bommen, skal han bøde 10 Rdlr., og den det bringer ligesaa 10 Rdlr. Og paa det ingen med Baglast skal opholdes eller fornærmes, skal Havne-Commissionen derom føje alle fornødne Anstalter. Alle Pramme eller Baade, der til hvid eller Muur-Sand bruges, bør ligeledes ved Havne-Commissionen justeres efter Læster, af 4000 Pd. pr. Læst, paa det de ikke skal lades dybere end efter Ahming. Tager nogen større Ladning end efter Ahming, betales 1ste Gg 2 Rdlr. og siden hver Gang dobbelt. Steen-Pramme skal og ahmes til store Læster a 6000 Pd. pr. Læst.

2.) Ingen Steen eller Sand maa opkastes uden paa de anordnede Steder, og skal samme paa Landet legges en Alen inden for Bolværket og ei nærmere Rendestenen, end at Vandet kan have frit Løb, alt under 2 Rdlrs Straf hver Gang.

3.) Af Skibe, Pramme eller Baade maa ingen Baglast eller Ureenlighed udkastes i Havnen eller Canalerne, nemlig: inden for Bommen og ud til Tre Croner, under Straf af 24 til 4 Rdlr. efter Beskaffenheden. Ei heller maa af Gaarde eller Huse derudi udkastes nogen Slags Ureenlighed under 4 Rdlrs Straf, 1/2 til Angiveren, 1/2 til Havne-Cassen. Kan Vedkommende ikke betale, da arbejde 2 Maaneder, Mandfolkene i Skubkarren paa Holmen, og Qvindes-Personer i Spindehuset.

4.) Intet Skib, lidet eller stort, maa ved Broen mellem Khvn og Christianshavn eller dens Fundamente fastgiøre eller fortøie under 4 Rdlrs. Straf. Findes de modtvillige at kaste løs, efter at de af Vedkommende ere advarede, betale de 50 Rdlr. Ei heller maa noget Skib, Pram eller Baad fastgiøre eller forhale ved nogen Broe eller Bolverk, men alene i de dertil satte Duc d'Albes, Pæle og Ringe, under 4 Rdlrs Straf. Hvor disse ei endnu haves, skal Vedkommende efter Havne- Commissionensionens Anordning sætte samme efter Stedets Beskaffenhed. Ved Kongens egne eller Havne-Commissionens Duc d'Albes paa Strømmen maa ingen uden Havne-Mesterens Tilladelse blive liggende fortøiet, saasom de alene skal bruges til Forhaling, under 2 Rdlrs Straf. Ei heller maa nogen uden Tilladelse fastgiøre Toug til Forhaling, mindre blive liggende ved Kongens Duc d'Albes eller Pæle om Flaaden. Og skal de Pæle, som til Forhaling maa bruges, alene males med røde Hoveder. Ingen maa med Baadshager sætte i nogen af Kongens Duc d'Albes eller Bolværker ved Holmen samt murede Fundamenter under 2 Rdlrs Straf.

5.) Ingen Tobaksmøgen paa noget Skib maa skee om Dagen i nogen Canal eller i Havnen under 1 Rdlrs Straf. Ikke heller maa anlegges Ild til Mad eller andet at varme under 4 Rdlrs Straf, hvoraf Angiveren nyder det halve. Anlegger nogen Ild om Natten paa noget Skib, inden for Toldboden eller uden for Bommen inden Castels-Pynten, da betaler Skipperen 10 Rdlr. 1/2 til Havne-Cassen, 1/2 til Angiveren; Men i Mangel af Betaling arbeide paa Vand og Brød 4 Maaneder i Skubkarren. Skeer saadant Nat eller Dag i Farvandet, saavidt Flaaden ligger, betaler Skipperen 20 Rdlr., 1/2 til Angiveren, 1/2 til Havne-Cassen. Haver Skipperen ei dertil været Aarsag, betale den Skyldige Straffen, eller og lide paa Kroppen.

De Skibe, som overvintre og ere aftaklede, paa 100 til 50 Læster skal have 4re Læder Brandspande, 2de Gitters og 1 Øre under 4 Rdlrs Straf. De Skibe under 50 til 25 Læster 2de Læder Brandspande og 1 Øre under 2 Rdlrs Straf.

6.) Paa Tømmer-Pladsene maa ei bruges Ild eller Tobakssmøgen, alt var der Hætte paa Piben, under 2 Rdlrs Straf, 1/2 til Havne-Cassen, 1/2 til Angiveren, som betales af den, der haver Pladsen i Brug. Ei heller maa Plankeværkerne om Tømmer-Pladsene med Tiære anstryges under 20 Rdlrs Straf. (cfr. Plac. 28 Marts 1757).

7) Ingen Skibe maa ligge i Canalerne andre til Fortred og Skade eller Hindring i Ladning og Lossen. Derfor skal de alle Tider saaledes ligge, at der i og uden for Canalen er frie Passage til Ind- og Udfart for andre Skibe: Og maa ingen Skipper indlegge sit Skib, førend ham er anvist Sted, under 2 Rdlrs Straf. Ei heller maa nogen legge sig midt Farvaters eller fortøie sig over Vandet, at det er til Hinder for andre Skibe eller Chaloupper, ei heller ankre eller fortøie i det dybeste Løb en Cabbel-Længde uden for Castels-Pynten, alt under 4 Rdlrs Straf (cfr. Plac 19 Dec 1768).

8.) Ingen Reparation, Fortømring, Kiølhalen eller Calfatring maa skee paa noget Skib eller Fartøi, lidet eller stort, enten ved Stranden eller i nogen af Canalerne eller Havnene, uden alene paa de dertil indrettede Steder ved det Ostindiske Huus, Biørns Plads og de Steder inden for Christianshavns Broe, som dertil ere berettigede, under 4 Rdlrs Straf. Tømmermændene, som sig sligt Arbeide paatage, skal betale for hver Dag de i saa Maade arbeide, 3 Rdlr.(cfr. Anord. 11 Nov. 1757).

9.) Enhver, som vil slaae eller forfærdige noget Bolværk, skal først melde det for Havnemesteren, som underretter dem, hvorledes det maa forfærdiges, saasom Bolverkerne skal være af een Høide overalt i Canalerne, samt vel forsynede, at ingen Jord eller Ureenlighed i Canalen kan udspylles. Naar Vedkommende af Havnemesteren advares at holde deres Bolværker i Stand, skal de det strax besørge; thi ellers skal Havnemesteren paa Eierens Bekostning lade det forfærdige, hvilken Bekostning de da uden Exception igien til Vedkommende skal betale. (See. Plac. 28 Sept.1768). Befindes nogensteds i Havnen eller Canalerne siunkne Fartøier, skal Vedkommende, naar de derom af Havnemesteren advares, strax lade dem optage, hvis ikke, skal Havnemesteren paa Eierens Bekostning uden videre lade dem optage, og Fartøiet da til ham være forfalden.

10.) Alle Skibe, som legge til noget Bolværk i Canalerne, skal have deres Anker indsat paa Dekket, for ei at beskadige Bolværket, under 2 Rdlrs Straf. De som hale igiennem nogen Broe, skal, om behøves, kaste deres Vanter løs og indkaste deres Anker paa Dekket under 2 Rdlrs Straf, samt desuden betale hvad Skade paa Broen eller andet derved foraarsages.

11.) Naar et Fartøi er udlosset, skal det, skiønt Liggetiden ikke er erspireret, strax legge ud af Canalerne, for ikke at ligge andre i Veien, med mindre Skipperen der paa Stedet fra Landet skal have Ladning, eller i nogen anden Canal. Efterat de 3 Uger ere erspirerede, i hvilke Skipperne maa udsælge deres Vahre i smaa Partier, anviises de Skippere, som endda have uafsolgte Vahre inde, at henlegge bag Børsen, langs Børsens Pakboeder, for der samme en gros at udsælge. Hvo i foranførte er opsetsig, naar han af Vedkommende derom advares, betaler 4 Rdlr. Og da Mæglerne efter Commerce-Fr. 4 Aug 1742 for Magistraten og Politimester skal angive de Skibe, som have ligget over 3 Uger i Canalerne, saa skal de det og tillige, under deres Mægler-Embeds Fortabelse, for Havnemesteren tilkiendegive, paa det han kan vide dem derefter at udskyde.

12.) de Skibe, som have Krud om Borde, maa ikke dermed komme nærmere end uden for Castels Pynten, men maa legge det om Bord paa Vagt-Skibet i Forvaring; ei heller maa nogen af de Udhalende indtage deres Krud, førend de komme uden for Bommen paa forommeldte Distance, under Confiskation af det indehavende Krud, som Kongen hiemfalder.

13.) Ingen Baade, Chaloupper eller Joller maa efter Tappenstreg roe i Havnen eller Canalerne, til om Morgenen Reveillen er slagen, uden Tilladelse, ei heller ligge under nogen Broe om Natten, under 2 Rdlrs Straf. Hvo i bemeldte Tid findes paa Vandet imellem Qvæsthuset og Toldboden, hvor Flaaden ligger, betale 4 Rdlr.

14.) Paa det hver Skipper kan vide, i hvad Canal han sin Ladning bør udlosse og sælge (dog Indvaanerne uforment at losse deres egne Vahre, hvor beleiligst eragtes) da skal dermed følgende Orden holdes: I nye Havn skal ligge alle Skibe med Brændeved, Bræder, Planker, Muur- og Tagsten, heele Ladninger Korn-Vahre eller med andet Gods, som til nogen af Indvaanerne er forskrevet, tilsendt eller kiøbt, samt alt hvis Eierne af samme Canals Bolværker til deres Pakhuse vil have, saa og nogle faa Tønder Meel, som Brænde-Skibene inde have, for at sælge. Hvilke alle efter Anvisning der kan indlegge og deres Bolværkspenge til Eierne eller Forpagterne alene erlægge. Alle de Skibe, som føre Tømmer af Eeg og Fyr eller andre Sorter Bord og Bræder, som udskydes og flaades, skal alene anlegge mellem Qvæsthusets Plads til Toldboden uden for Tømmerpladsene, under 10 Rdls Straf hvergang derimod handles, saasom intet sligt maa skydes i Canalerne (cfr. Plac. 28 Marts 1757).

Men har nogen Indvaaner selv forskrevet samme til eget Brug og boer ved Canalerne, da tillades samme ved deres eget Bolværk at lade opslæbe, saavelsom hvis Kongen til eget Brug lader komme. I Friderichsholms Canal fra blaae Taarn til Slots Broen anlegge alle Skibe med Brændeved og Bygnings-Materialier, samt Jern og Fiske-Vahre, som veies og vrages paa Veierhuset og Vragerbroen. Fra Høibroe til Holmens Broe: alle Skibe med Feede Vahre; tørred og salted Fisk samt Tørv. Fra Holmens Broe til Consumptions-Contoiret:

a.) Til Hukken: Skibe med Feede Vahre, Korn og Frugt.

b.) Paa Hukken: de, som alene med Korn og Potter ere ladte.

c.) Fra Hukken for Børsen: alle Slags Korn- og saltede Fiske-Vahre, samt andet Kiøbmands Gods.

Fra Consumptions-Contoiret til Christianshavns Broe: alle Skibe med Korn-Vahre og Brændeved, samt Finlapperne. Bag Nyebørs anlegges, naar det begieres, med alle Slags Vahre. Fra Høibroe til Slotsbroen: Fiskerbaadene med videre, som med Pramme opføres. Før nogen anlegger, skal han melde sig for Havnefogden, som anviiser Anlegnings-Stedet. Og betaler enhver Anleggende i Bolværks-Penge til Forpagterne, saavidt Havnens Bolværker angaaer, af hver Læst om Sommeren 6 s, en Pram 4 s, en Baad 2 s, og om Vinteren dobbelt saa meget; Men paa de andre Steder til Eierne af Bolværkerne, som de best kan foreenes om.

15.) Broemændene skal altid holde Broerne reene, og nyde for Broen at aabne af ethvert Skib, stort eller lidet, som der igiennem gaaer, efter Fr. 15 Apr. 1682. Broen aabnes ei for Fartøier, hvis Master kan nedlegges; Ei heller maa den aabnes om Middagen fra 11 til 1, for ei at hindre Kiørselen til og fra Hoffet samt Arbeidsfolk; Mindre maa den aabnes om Søn- og hellige Dage, undtagen noget til Flaaden nødvendig behøves, da Broemændene rette sig efter Over-Eqvipage- Mesterens Foranstaltning.

16.) Havnefogderne og Broemændene skal, hver i sit District, advare enhver Skipper og andre Vedkommende om denne Fr. Og skal den opslaaes paa Toldboeden, Børsen, Skippernes Laugshuus, ved alle Broerne, og hvor det ellers nødvendigt eragtes, samt leveres Oldermændene for Pram- og Steenfører-Laugene. Desuden skal enhver Skipper, som fører Skib hiemmehørende i de Kgl. Lande, have samme med sig i deres Fartøier. Og skal Mæglerne advare paa Toldboden saavel indenrigs som fremmede Skippere om denne Fr., efterdi Uvidenhed ikke herefter af nogen skal imodtages.

17.) Havnefogderne og Broemændene skal, for desbedre at vaage over denne Frs Efterlevelse, nyde 1/4 af de herudi dicterede og til Havne-Cassen forfaldne Bøder.

18.) I Fald nogen utilbørlig begegner Havne- Mesterne, Havnefogderne og Broemændene, eller imod dem øver nogen Overlast, naar de deres Function forrette, skal de assisteres fra Holmens Vagt med Folk til at tage de Opsetsige i Arrest, paa det de efter Sagens Beskaffenhed kan straffes med Penge-Mulct eller og paa Kroppen.

Skrivelse af 15. maj 1747 om Confirmation paa de Reformeredes Privilegier

Udgår som forældet, jf. noterne i Retsinformation.

1.) De skal, ligesom andre Kgl. Arve- Undersaatter, være Kongen, som deres rette Arve-Konge og Herre, hulde og troe,

2.) Alle Reformerede, som i Kongens Riger og Lande ere boesatte eller sig herefter nedsætte, af hvad Stand og Vilkaar de end ere, Geistlige eller Verdslige, skal for det Steds Magistrat, hvor de sig opholde, aflægge Troeskabs-Eed saavel mundtlig, som skriftlig; men de som boe i Khavn, og ei ere under Byens Jurisiction, skal skrive Troeskabs-Eden paa den maade, som dem forelægges, hvilken i Cancelliet indleveres; Og maa ingen Reformeert sig her nedsætte, eller sig noget Kiøbmandskab, Haandværk og deslige foretage, før han saaledes har aflagt Troeskabs-Eed.

3.) De skal i alle verdslige Sager aldeles være undergivne og rette sig efter Kongens Lov, Frr. og Befalinger, og deri bevise Stiftbefalingsmændene og alle andre, som noget paa Kongens Vegne over dem kan have at byde, al tilbørlig Lydighed; saavidt det ikke strider mod disse Privilegier.

4.) De Reformerede maae holde visse Skoler, i hvilke endog Børn af den Augsburgiske Confession maae undervises i et og andet Sprog, i at sye, kniple, knytte og anden haandgeierning, dog at i samme Skoler, saa længe slige Børn der undervises, aldeles intet tales om den reformerte Religion, samt at ingen oplæres der i bemeldte Religion, uden saavidt Forældrene enten selv eller ved andre der oplære deres egne Børn i deres Religion, hvilket dog bør skee, naar ingen af den Augsburgske Confession er tilstede sligt at høre; saasom de Reformerede skal holde sig roligen for sig selv og ikke søge nogen til deres Religion directe eller indirecte at overtale; men om nogen sig hos dem til deres Religions Antagelse frivillig angiver, da maae de ikke saadanne antage, men skal dem strax fra sig afvise.

5.) Deres Prædikantere skal stede i deres Prædikener entholde sig fra hadskelig og med Foragt at tale om de Controverser og Lærdomme, som den Augsburgske Confession eller Ministerium i nogen maade kan angaae, saa og aldeles evitere det, som nogen Forargelse og Uenighed mellem den gemeene Mand, eller Opsætsighed imod Øvrigheden og andre Indbyggere kan foraarsage, og saaledes baade offentlig og i privat Omgiængelse altid lade see af Beskedenhed og det, som til Rolighed og Samdrægtighed kan tiene, og intet nogensinde fremføre, som den her i Rigerne antagne Religion eller Ministerium til nogen Forkleinelse kan komme; ei heller maa nogen af deres sig in publicis locis lade høre til at impugnere vores Dogmata Religionis, med mindre de dertil blive inviterede, paa det deraf ingen Urolighed eller Misforstand skal foraarsages.

6.) De Reformerede skal helligholde saavel de ordinaire Bededage om Fredagen, som de extraordinaire og almindelige, naar de paabydes; og bør de paa slige extraordinaire Bededage, og ellers naar Bedestunde anordnes, bruge den foreskrevne Bøn, hvilken og i de andre Kirker læses, aldeles uforandret, samt entholde sig paa alle høitidelige Fester fra al verdslig Sandtering, og holde deres Boder tillukte saavel paa slige Dage, som ellers om Fredagen, indtil Prædiken er ude. De maae og paa visse Timer om Dagen holde Bøn i deres Kirker, naar det kun skeer paa samme Tid, som daglig Bøn holdes i de andre Statens Kirker.

7.) Gudstienesten i Kirken skal de For- og Eftermiddag begynde paa samme Tid og Time, som den her i andre Kirker begyndes, saa at deres Menighed samler sig naar det ringer sammen til andre Stadens Kirker; thi dem bevilges vel et Seierværk ved Kirken, men ingen Klokker til at ringe med. Dog i Fald der skulde prædikes i deres Kirker 2de Gange om For- eller Eftermiddagen, forbydes dem ikke at begynde deres anden Prædiken, naar den første er endt.

8.) Deres Gudstieneste maae de holde ei alene i det Franske og Tydske, men endog i det Hollandske og Engelske Sprog, saafremt saa mange af de Nationer i Fremtiden sig hid ind skulde begive, at de Prædikantere i samme Sprog kan underholde.

9.) Den Plads, paa hvilken deres Kirke nu er bygt, saavelsom at Kirken tilhørende Grund og Bygning er frie for Grundskat og anden af Grundskatten dependerende Paalæg.

10.) Med et lidet Kirke- Segl, som er i Præsternes og de Ældstes Giemme, maae de forsegle Attester, Skudsmaal og deslige.

11.) De maae ei holde noget Consistorium, eller, naar dem lyster, forsamle sig for imellem dem selv at giøre Love og Frr. eller Dømme i forefaldende Sager; thi dersom i geistlige Sager, deres Kirke og Skoler vedkommende, imellem dem, saavel deres Ministerii Betiente, som andre til deres Menighed henhørende, nogen Tvistighed forefalder, hvorom de ei i Mindelighed kan forenes, vil Kongen anordne visse Deputerede, som, naar fornødent giøres, skal samle dem, anhøre deres Tvistigheder og, saavidt mueligt, bilægge dem, samt tilligemed dem anordne, hvad til god Skik og Orden kan tiene, dog Kongens souveraine Magt og Myndighed endog i geistlige Sager uforkrænket, hvad Sager imellem dem ei venligen kan bilægges, skal Kongen refereres, som Commissarier vil anordne slige Sager efter Loven at afgiøre. Ei heller er det dem, især deres prædikantere, tilladt, at sætte nogen geistlig Mand fra sit Embede, men ifald nogen af den Orden forseer sig, bør det de Deputerede tilkiendegives, som skal søge derpaa at raade Bod. Er Forseelsen saa grov, at den med Embedes Forliis bør straffes, gives det Kongen tilkiende, da Han nogen vil beskikke derpaa efter Loven at dømme.

12.) Dog maae de Reformerede forfatte visse Slutninger og Conventioner imellem dem selv indbyrdes, deres Kirkes og Skoles Sager angaaende, naar inden særdeles Lov og Fr. findes, hvorefter de sig kan vide at rette; men slige Slutninger skal altid de Deputerede forevises, og siden af Kongen confirmeres, saafremt de skal ansees at være af nogen Gyldighed.

13.) De maae og uden de Deputeredes Hosværelse:

a.) Foretage sig de forargelige Lemmer i deres Menighed, og dem ved Straf bringe til deres Synders Kundskab, saavidt interiorem disciplinæ administrationem angaaer, dog at Excommunicatio derunder ei forstaaes, som de ei uden prævia caufæ cognitione for de Deputerede og Kgl. Resolution maae exercere.

b.) Forlige dem der leve i Uenighed sammen.

c.) Forsyne deres Kirke med behøvende Reparation.

d.) Udvise aparte Stole og Pladser i deres Kirke til den af deres Religion, som det forlange.

e.) Uddele Almisse til deres Fattige; Dog hvis nogen af deres Menighed ei er tilfreds med hvis de saaledes slutte, kan samme sig derover hos de Deputerede besvære.

14.) Naar en reformeret mandsperson gifter sig med en Hustrue af den Augsburgske Confession, eller en Mandsperson af den Augsburgske Confession med en reformeret hustrue, da bør Brudevielsen forrettes af den Menigheds Sognepræst, til hvilken Manden eller Hustruen af den Augsburgske Confession henhører, og skal de Børn, der avles i sligt Ægteskab, henhøre til den Lutherske Kirke, døbes i Kirken af den Præst, i hvis Sogn Forældrene boe, og siden opdrages og oplæres i den Lutherske Religion; Men haver nogen Reformeret uden for Danmark giftet sig med en Luthersk, maa den Ægtepagt holdes, som de have indgaaet, før de hidkom. Naar en Luthersk døer, som har været gift med en Reformeret, skal Liget begraves i en af vore Kirker, enten det Sogns Kirke, hvor den Efterlevende boer, eller i hvilken af Stadens Kirker den Døde har sin Begravelse.

15.) De reformerede Præster maae ei befatte sig med Ægteskabs-Sager iblandt deres Troes Tilhængere, dog maae de forlige Parterne, om skee kan, hvis ikke, have de dem at forvise til Consistorium, som derpaa skal kiende og dømme.

16.) For de Reformerte Umyndige beskikkes reformerte Værger; skulde og en Luthersk, i Mangel af vederhæftige Værger blandt de Reformerte, sættes til Værge for en reformert Umyndig, da skal han hans Midler efter Loven forsvarlig forestaae, men den Umyndige maa forblive hos sine Slægt og Venner eller de reformerede Geistlige, som drage Omsorg for hans eller hendes Optugtelse. Skulde en Reformeret sættes til Værge for en Luthersk Umyndig, forvalter han alene Midlerne, men for Myndlingens Optugtelse skal hans Slægt og Venner eller andre af den Augsburgske Consession drage Omsorg.

17.) Ved Vacance kan menigheden paa Kgl. Confirmation en Prædikant igien vælge, men denne maa ikke prædike, eller forrette noget sligt Embedet vedkommende, før han har aflagt Troeskabs-Eed efter 2 §.

18.) Dog maae fremmede reformerede Prædikanter og andre Geistlige, som reise igiennem Riget, eller hidkaldes at forrette Embedet en kort Tid for en syg eller bortreist reformeret Prædikant eller Kirke-Betient, samt de, der lade sig høre for Menigheden, naar en Præst er død, vel en og anden Gang prædike uden at aflægge Eed, siden de sig dog strax igien ud af Landet begive.

19.) De reformerede Præster og deres Enker, som herfra reise, maae medføre deres Gods, Formue og rede Midler, uden at betale 6te og 10de Penge; saa ere de og for personelle Skatter, som Indqvartering, Kopskat og Krigsstyr befriede.

20.) De reformerede Præster skal ved hvert Aars Udgang til de Deputerede, under deres Hænder, levere rigtig Mandtal paa alle reformerede Mænd, Kvinder og Børn, som sig i Khavn have nedsat eller opholde, hvad deres Handtering er, hvor de boe, og expresse specificere, hvor mange sig med vor Troes Bekiendere i Ægteskab have indladt, naar sligt er skeet, og hvor mange levende Børn de i samme Ægteskab have, hvor gamle Børnene ere og hvor de ere døbte.

21.) Alle Reformerede, som sig hid ind i Kongens Riger og Lande vil begive, og sig i Kiøbstederne nedsætte, bygge og boe, maae og skal de første 20 Aar for alle borgerlige og Byens Tynge, af hvad Navn være kan, (Told, Consumtion og Accise alene undtagen) aldeles være frie og forskaanede, og dog ikke desmindre have Frihed lige ved Kgl. Undersaatter al borgerlige Næring at bruge, og al Handel og Vandel med Kiøben, Sælgen, Manufacturer, Skibs-Parter og paa alle andre Maader at drive, og sig dermed ernære, som de bedst veed og kan.

22.) Dersom de eller deres Børn inden bemeldte 20 Aar sig herfra igien vil begive, og i Kongens Riger og Lande ei længer forblive, maae de frit reise, og deres Midler herfra bortfløtte uden nogen 6te og 10de Penges Ærlæggelse, eller ringeste Deels Formindskelse af deres Formue i nogen Maade, under hvad prætert og navn det og være kunde.

23.) Alle Reformerede, som noget Manufactur-Værk her i Landene vil indrette, vil Kongen være betænkt, derpaa efter Ansøgning sær Friheder at meddele.

24.) Alle de Mestere, Svende, Spindere, Farvere og andre Folk, som de til deres Manufacturers Fornødenhed fra fremmede Steder forskrive, samt alle andre i Almindelighed, som i saa Maade at sig selv sig herind i Landene vil begive, skal nyde Frihed for Told af deres Boeskab, Løsøre, Redskab og alle andre Instrumenter, som de til Værkernes Fortsættelse eller anden nødvendig Brug med sig her indføre, dog Varer, til at trafiqvere med, herunder ei forstandne

25.) Værk-Husene og alle andre Huse, hvor Værkfolkene iboe, skal de første 8 Aar være frie for Grundskat samt al borgerlig og personel Tynge; dog at de Reformerede aarlig erlægge til Sognets Præster, hvor de bygge og boe, deres præstelige Rettighed, ligesom andre Sognefolk betale efter kgl. Anordning, endog bemeldte Reformerte samme Sogne-Kirke ikke søge.

26.) De Reformerede Haandværks-Mestere, som sig efterdags hid ind begive, maae og skal strax uden videre Bekostning eller Tidsspilde her tages i Laugene, naar de med Eed bekræfte, tilforn at have brugt det Haandværk, som de her agte at drive, og derpaa holdt Svende, saa at dem ingen Hinder skal giøres, om de ei for vigtige Aarsagers Skyld kan faae Beviis med sig fra Øvrigheden paa de Steder, hvilke de tilforn have beboet; men de bør endog her tages i Laugene, skiønt Laug paa de Steder, hvor de sig tilforn have opholdt, ei har været i Brug.

27.) Svende maae og paa samme Maade imodtages, skiønt de for deslige Aarsagers Skyld intet Lære-Brev bringe med sig, naar de forstaae deres Haandværk og giøre Eed, paa andre Steder at have tient og arbejdet for Svende.

28.) De reformerede Haandværksfolk, som ei strax formaae at give sig i laugene, maae med egne Hænder arbeide et Heelt Aar for hvem de bedst ved og kan, dog at de tilforn aflægge Troeskabs-Eed.

29.) Dem, som ikke vil begive sig i Laugene, vil Kongen paa Ansøgning forunde Tilladelse med deres egne Hænder, som Frimestere, at arbeide, dog uden at oplære nogen i deres Haandværk.

30.) Alle Haandværksfolk især de, som arbeide i Uld, maae frit, endog Stykviis Sælge hvor og til hvem de veed og kan, hvad de med egne Hænder arbeide.

31.) De Reformerede, der ingen anden Profession have lært eller øvet, maae bruge hvad Kiøbmandsskab, smaat eller stort, dem lyster, naar derved ingen Indpas skeer dem, som have særdeles Privilegier.

32.) Kongen vil tage alle Reformerede, som sig i forskrevne maade her vil nedsætte, i Protection og dem ved disse Privilegia handthæve.

Redaktionelle noter

(* 1) Uden at være blevet ophævet formelt må de fleste af bestemmelserne i privilegierne antages at være bortfaldet som følge af senere lovgivning.

Forordning af 11. juli 1748 om Coffardi-Skibes og Commis-Farendes samt de octroierede Compagniers Skibes Flag og Giøs, samt Vimpler og Fløie

§§ 1 og 2 flyttes, jf. § 10, til en ny bestemmelse, jf. § 2, nr. 9, mens de øvrige paragraffer udgår som forældede.

1.) Det danske Coffardie-Flag skal være rødt med hvidt Kors uden Split; Og skal, naar Flagets Brede ved Stangen sættes som Basis og Grund for Proportionen, det hvide Kors være 1/7 af Flagets Brede ved Stangen; De 2de agterste røde Qvarterer være en lige Fiirkant, og de forreste røde Qvarterer være 6/4 af de agterste Fiirkanter. (Cfr. Fr. 25 Mart. 1757).

2.) Coffardie-Fløien skal være uden Split af een Couleur, eller med et hvidt Kors; I Længden fra 2 til 5 Alen, efter Fartøjets Beskaffenhed, og Breden 1/16 af Længden.

3.) Commis-Flaget skal være et rødt Split-Flag med hvidt Kors; og skal, naar Flagets Brede ved Stangen sættes til Basis eller Grund for Proportionen, det hvide Kors være 1/7 af Flagets Brede ved Stangen; De 2de agterste røde Qvarterer en lige Fiirkant; De forreste 5/4 af de agterste Fiirkanter; og de splittede Snipper være 5/12 Tillæg i Længden af det nederste og øverste Flagets Liig.

4.) Commis-Giøssen skal være i Forhold mod Commis-Flaget, halv saa stor.

5.) Commis-Vimpelen skal være, naar Breden ved Vimpel-Stokken tages til Basis eller Grund for Proportionen, i Længden til den yderste Ende af Splitterne 10 Gange Vimpelens Brede (dog Maae dens Længde ikke overgaa 12 Alen). Dens hvide Kors skal være 1/3 af Breden. Dens agterste røde Qvarterer 1/6 af hele Længden; og Splitterne 1/2 af Vimpelens Længde.

6.) Alle Kongens egne Coffardie-Skibe skal føre Coffardie-Flaget fra Campagnen, men fra Bogspydet en Konge-Giøs, og fra Toppen Konge-Fløie; og alle andre Undersaatternes Coffardie-Skibe alene Coffardie-Flag fra Campagnen, og fra alle Toppene Coffardie-Fløie.

7.) Commis-Farerne skal føre Commis-Flaget fra Campagnen, Commis-Giøs fra Bogsprydet, Commis-Vimpel fra Stortoppen og røde Fløie fra For- og Kryds-Toppen.

8.) De Kgl. Octr. Compagnier skal føre Commis-Flag fra Campagnen og Commis-Giøs fra Bogsprydet; men i begge skal være et hvidt Spuns i Midten, som skal være 3de Gange Korsets Brede, i hvilket de skal føre Compagniets Vaaben. Fra alle Toppene skal de føre Danske eller et Slags couleurede Coffardie-Fløie. Dog maae de paa visse Høider føre Konge-Flag, Giøs og Vimpel efter Fr. 17 Febr. 1741.

9.) Alle Flagmagere og Skippere skal rette sig efter denne Fr., og ingen Flage, Giøs, Vimpler eller Fløie, uden efter foranførte Proportion, enten forfærdige eller lade forfærdige, eller paa Coffardie-Skibene uden efter denne Fr. føre, alt under Straf efter Fr. om Vimpel-Føringen 17 Febr. 1741, som herved igientages; og skal med Angivelse, Processer og Bødernes Inddrivelse denne Fr. angaaende i alle Maader forholdes, som i Fr. om Vimpel-Føringen er anordnet. (Nøiere bestemt ved Pl. 6 Dec. 1776).

[Raadstue-Pl. (Resol. 20 Aug.) af 28. september 1768 Hvorved Havne-Fr. 18 Apr. 174. 9 §, saavidt Bolværkernes Reparation angaaer, extenderes]

Udgår som forældet.

Raadstue-Pl. (Resol. 20 Aug.) af 28. september 1768 Hvorved Havne-Fr. 18 Apr. 174. 9 §, saavidt Bolværkernes Reparation angaaer, extenderes saaledes:

At naar Havne-Commissionen nødes til at Havne-Mesteren maa Ifølge Fr. lade samme istandsættes paa Eierens Bekostning, skal Bekostningen hæfte paa Stedet og Grunden, ligesom andre publique Skatter og Afgifter, og paa samme Maade, i Mangel af godvillig Betaling, ved Execution inddrives: Og maa intet Skiøde paa nogen Gaard eller Huus beliggende ved Canalerne i Kiøbenhavn antages til Protocollation uden Attest, at intet paa Stedet hæfter til Havne-Kassen, siden Bolværkerne henhøre til Stedet og Grunden, og dets Vedligeholdelse angaar det publique. p. 210.

[Bevilgn. af 7. juli 1769 at Ingen maae efterstikke, eller efterstukket indføre de Charter, som Videnskabernes Societet udgive over Danmark, som ifølge Topsøe-Jensen, jf. kgl. skrivelse af 3. februar 1843, er overgået til generalstaben]

Udgår som forældet samt som følge af lovforslagets § 12.

Gr. Bemeldte Societet i Kjøbenhavn er befalet at besørge accurate Land-Charters Forfærdigelse og Udgivelse over Danmark, og til en Prøve skal allerede være forfærdiget et Charte over Kiøbenhavns-Amt, ligesom og en fjerde Deel af Sjelland skal være i Arbejde hos Kobberstikkeren.

Paa det slige med stor Bekostning forfærdigede Charter ikke enten her eller i udi Tydskland skulle vorde efterstukken og udgivne, bevilges:

Ingen, under 10 Rdlrs. Mulct for hver Charte, som maatte antræffes, maae enten udi Kongens Riger og Lande lade efterstikke nogen af de Charter, som saaledes af bemeldte Videnskabers Societet udgives, ei heller udi forberørte Riger og Lande indføre noget saadant Udenlands efterstukket Charte, i hvad Format samme end maatte være.

[Pl. af 23. december 1771 (om de Mæhriske Brødre)]

Ophæves som forældet.

Det fremgår af kirkeministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1848, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 5907, at "Under hensyn til, at der ved grundloven af 1849 blev gennemført religionsfrihed i Danmark, jf. den gældende grundlovs § 67, er det tvivlsomt, om plakaten fra 1771 fortsat er gældende, og under alle omstændigheder finder jeg ikke anledning til at gennemføre en formel ophævelse af den." Men det gør nærværende forslag til gengæld.

Pl. hvorved Frr. 20 Nov. 1744 og 29 Jan. 1745 (ang. dem, som opholde sig i Herrenhut eller andre saadanne Steder, samt dem, som begive sig til de Mæhriske Brødres Menigheder) tilligemed andre derhen hørende og hidtil føiede Foranstaltninger igienkaldes og ophæves. Saasom Kongen har bevilget de forende Mæhriske Brødre, at etablere sig i Hadersleb-Amt, og ved den Leilighed forundt dem, iblandt andre, følgende Friheder:

1.) De med deres Lærere og alle andre Kirke-Betiente skal i deres Kirke- og Skole-Væsen paa alle Steder i Kongens Lande og Colonier uden for Europa, hvor de have eller med Kgl. Tilladelse oprette Missions-Anstalter, ikke staae under nogen anden Inspection, end under deres egen Biskops Opsigt, men uden for samme, under Kongen og Cabinets-Ministerio.

2.) Medlemmerne af denne Brødre-Forening, som i bemeldte Lande og Colonier opholde sig, ere fritagne for den sædvanlige Eeds-Formular, hvorimod de skal giøre deres eedelige Forsikkring med disse Ord: Jeg N. N. forsikkrer i den almægtige Guds Nærværelse, at hvad jeg taler, er Sandhed. Den, som under slig Forsikkring befindes at aflægge falsk Vidnesbyrd, straffes som for falsk Eed efter Loven.

Admir. og Commiss. Coll. Pl. af 6. December 1776 (om forbud mod at føre noget andet flag end det, Fr. 11 Jul 1748 i 1 og 2 § anordner)

Flyttes, jf. § 10, til en ny bestemmelse, henholdsvis til en senere forskrift, jf. § 2, nr. 9.

At ingen Koffardie-Skippere af kongens Undersaatter, eller som føre noget Skib Kgl. Undersaatter tilhørende, maae enten til Søs, under Seil eller til Ankers, i Kgl. eller fremmede Havne eller Reeder, ved hvad Leilighed eller Anledning, enten i Festiviteter eller andet, det end maatte være, føre nogen Slags Flag, Vimpler, Vager, Giøs eller under hvad Navn det end kan nævnes, uden alene dem, som Fr. 11 Jul. 1748 i 1 og 2 § anordner, og saaledes, som de der ere beskrevne, ei heller lade andre, end dem, forfærdige eller ved Skibene have; alt under den Straf af 50 Rdlr, som i Fr. om Vimpelføringen af 17 Febr. 1741 er fastsat og ved Fr. 11 Jul. 1748 er igentaget.

[Pl. af 2. maj 1788 ang. adskillige Foranstaltninger til at forekomme Canalernes og Havnens Formuddring i og omkring Khavn]

Udgår som forældet.

Gr. Saasom Havnen og Canalerne ved Khavn, af adskillige Arsager, Tid efter anden er bleven formuddret; saa bliver, til saadant i Fremtiden at forebygge, samt da det allerede under 4 Dec. 1782 er fastsat, i Henseende til Farvandet ved Langebroe og Stekkaden, at det ikke paa nogen Maade af nogen, hvo det end og maatte være, maa opfyldes videre, end det nu er, hvorved befales følgende:

1.) Da de mange Opfyldninger og Anlæg, som ere skeete ud ad Toldboden langs Christianshavn og Friderichsstad, hindre den søndre Strøms Fart saaledes, at den taber i sit Løb, og følgelig ikke kan føre med sig, hvad Mudder den forefinder, men maa tvertimod, ligesom dens Styrke formindskes, selv bidrage til at tilgrunde Havnen; saa, for at vedligeholde bemeldte søndre Strøm i den Fart, den nu har, og forekomme, at den ikke ved flere Opfyldninger skal tabe sig og foranledige Farvandets Tilgrundning, maae for Fremtiden heller ingen Slags Opfyldninger af nogen herefter skee i den øvrige Strækning af Farvandet ud ad Toldboden langs Christianshavn og Friderichsstad.

2.) Da Mangel af behørig Opsigt med Coffardie-Skibenes Baglastes og andre opfyldende Tings, saasom Steenkuls, Kalks, Steens og Sands Indtagelse og Losning paa de anordnede Steder, samt Forsømmelse i at betiene sig af de derved fornødne Præcautioner, hvorved endeel maa spildes i Søen, tillige, Tid efter anden, forøge dens Tilgrundning; saa bliver (for at forkomme samme ved agtpaagivende Tilsyn ved Baglastes og andre opfyldende Tings Indtagelse i eller Udlosning af Skibe, Baade eller Pramme, og dog, saavidt mueligt, soulagere de Handelende) befalet:

a) At den særskilte Havnemester, som allerede er tilladt at antages, skal, tilligemed samtlige Havnefogder, hver i sit District, have nøieste og skarpeste Indseende med, at ingen Uorden til Skade for Canalerne eller Havnen, i overanførte Henseende, vorder begaaet, samt i andet fald, uden Forhaling og ringeste Skaansel, strax angive Vedkommende for Havne Commissionen til vedbørlig Mulcts Erlæggelse eller anden Strafs Undgieldelse efter Sagens befindende Omstændigheder.

b) At Havne-Fr. 18 Apr. 1744, dens 1 §, i Henseende til Stedet at indtage Baglast paa, skal for Eftertiden være forandret og extenderet didhen, at naar Skibe enten formelt Dybgaaende, Rankhed, eller og fordi de have lostet deres Last uden for Bommen, eller formedelst Hastværk og for at være Baglast-Førerne nærmere, ikke kan lægge inden for Bommen, for at indtage deres Baglast, maa det vel være Dem tilladt at indtage den derudenfor, dog at saadant skal skee i Kalkbrænderie-Bugten og ingenlunde noget andet Sted i Farvandet uden for Bommen, og skal saavel Skippere som Baglast-Førerne i Forveien, førend nogen Baglast uden for Bommen maa indtages eller Skipperne tilføres, anmælde saadant for den paa Vagtskibet commanderende Officeer, som i saa Tilfælde, tilligemed Havnemesteren, skal have den nøieste Indseende med, at Baglasten ikke på noget andet Sted, end i Kalkbrænderie-Bugten, bliver indtaget, og at i øvrigt dermed omgaaes efter bemeldte Havne Frs videre Bydende; og skal den Straf, som ved bemeldte § er bestemt for dem, som indtage Baglast paa andre, end de anordnede Steder, eller og ved Baglasts Indtagelse og Steenkuls, Kalks, Steens og Sands Losning, ikke betiene sig af de sammesteds foreskrevne Portseil, tillige for Fremtiden gielde for dem, der forsømme at betiene sig af saadanne Portseil, naar de udlosse deres Baglast; ligesom og, for at forekomme, at Skippere ikke skal benytte sig af Muursand til Baglast, ei heller indtage hvid Sand til Baglast uden for Bommen, undtagen først hertil at have erholdet Havnemesterens udtrykkelige Tilladelse, fremdeles iagttages, hvad meerbemeldte § end videre befaler.

3.) Ligesom det allerede er forbuden at udkaste Baglast eller anden Ureenlighed i Søen inden Bommen og ud til de 3 Kroner, men saadant kan foraarsage lige saa stor Skade, naar det skeer uden for 3 Kroner, da Farvandet og derved opfyldes; saa skal Havne-Fr. 18 Apr. 1744, dens § 3, for Eftertiden være extenderet derhen, at heller ingen, under den der foreskrevne Mulct fra 24 til 4 Rdlr efter Beskaffenheden, maa udkaste Baglast eller nogen Slags Ureenlighed ved 3 Kroner, i Renden, eller paa Reden; til hvilken Ende den særskilte Havnemester tilligemed Chefen paa Vagtskibet skal, især om Natte-Tider, have den alvorligste og skarpeste Indseende hermed, og strax besørge dem, som paa saadan Maade forsee sig, med tilbørlig Mulct eller anden Straf, efter Omstændighederne, anseete. Og da det forenede Pram- og Steenfører-Laug er formaaet uden Betaling at afhente fra Skipperne, hvad Baglast de vil skille sig af med, paa det de ikke skal kaste den ud i Søen, samt at ikke Skibsværfseierne skal modtage slig Baglast af Skipperne og siden, til Pram- og Steenfører-Laugets Fornærmelse, sælge den ud, som om det var Baglast de ved deres egne Forværffer have opmuddret; saa, ligesom ingen herefter maa understaae sig nogensteds i Havnen eller paa Reden at udkaste nogen Baglast i Søen, skal tvertimod enhver Skipper, som vil af med sin ei brugende Baglast, herefter være forbunden til at overlade samme, uden Betaling, til det forenede Pram- og Steenfører-Laug, som da med egne Pramme eller Baade, ligeledes uden Betaling, skal være forpligtet, enten bemeldte Skippere ligge uden paa Reden eller inden for Toldboden, og hvad enten de ere uden- eller indlands farende, strax uden ringeste Ophold, at afhente den, saasnart derom til Lauget skeer Anmeldelse, hvorefter Lauget maa have Tilladelse at benytte sig deraf enten til Baglast, ifald den dertil agtes tienlig, eller til hvad andet Brug det selv finder beqvemmest, hvorimod Skibsværfseierne i ingen Maade hermed maae befatte sig, hverken ved at afhente eller lade sig af Skipperne tilføre slig Baglast.

4.) For at forekomme den skadelige Uorden, som begaaes ved at udkaste i Canalerne eller Havnen fordærvede Fiskevarer, Stene, Gruus eller andre opfyldende Ting, saa og Ureenlighed fra Gader, Broer, Huse eller Gaarde, baade naar Vandet er aabent, og om Vinteren, naar det er tilfrosset, da saadanne Ting siden, naar Isen gaaer bort, synker i Vandet og tilgrunder samme; befales, at det, ligesom Havne-Frs 3 § forbyder, at ingen af Gaarde eller Huse maa i Canalerne eller Havnen udkaste nogen Slags Ureenlighed under 4 Rdlrs Straf, halvdelen til Angiveren og Halvdelen til Havne-Kassen, herefter skal være forbuden alle og enhver, hverken om Sommeren eller om Vinteren, naar Vandet er tilfrossen, under benævnte Straf, af Gaarde eller Huse, Gader eller Broer i Havnen, Canalerne eller Stranden at udkaste hverken Gruus, Steen, forraadnede, døde eller fordærvede Fiskevarer, eller nogen Slags Ureenlighed eller opfyldende Ting, af hvad Navn nævnes kan, og under hvad Paaskud saadant end maatte foregives at være skeet; og skal Politiemesteren med Politiets Betiente flittigen derom lade inqvirere, og saa ofte nogen forefindes, som herudi forsee sig, da at lade disse strax ved Politiebetienterne, uden at oppebie videre Angivelse, anholde, for tilbørligen at blive straffede.

5.) Da Mangel paa behørige Dæmningers Indretning ud ad til Vandet, uden for de Bolværker, som blive reparerede eller af nye skal indrettes, virker til Canalernes Formuddring, da det i saa Fals er undgaaeligt, at den inden for Bolværkerne værende og opkastede Jord maa, naar Bolværkets løsnes derfra, tildeels føres ned i Vandet af Arbeids-Folkene, tildeels og ved indfaldende Regn skylles og glider deri; saa skal det, for disse skadelige Følger at forebygge:

a) herefter være forbuden nogen Tømmermester at begynde paa noget nyt Bolværks Indretning eller at istandsætte forfaldne Bolværker, førend han først i Forveien har indhentet Havne-Commissionens Betænkning og Resolution, om hvad enten det er fornødent, at nogen Moddæmning i det Tilfælde uden for Bolværket skal indrettes eller ikke, og skulde saadan Anmældelse for Havne-Commissionen vorde forsømt, da skal den Tømmermester, som Bolværkseieren betiener sig af, saasnart hans Forsømmelse bliver opdaget, betatale 2 Rdlr i Mulct for hver Alen Moddæmning, der befindes at burde have været indrettet, og samme Tømmermester endda, uden at have nogen Regres til Bolværkets Eier, være forbunden til, under lige Mulct, at lade, paa Bolværkseierens Bekostning, opføre saadan en Moddæmning inden en vis Tid, som kan af Havne-Commissionen foresættes. Og

b) skal Havnemesteren tilligemed samtlige Havne-Fogder være forbundne til at have den alvorligste Opsigt med slige Moddæmningers Anbringelse overalt, hvor Bolværker blive indrettede eller istandsatte, og naar de erfare, at saadant bliver efterladt, da uopholdeligen at angive de Skyldige for Havne-Commissionen til vedbørlig Undgieldelse.

6.) Samtlige Vedkommende have paa det nøieste at iagttage og overholde den i Havne-Fr. 18 Apr. 1744 dens 2 § allerede giorte Bestemmelse, at ingen Steen eller Sand maae opkastes uden paa de anordnede Steder, og at samme paa Land lægges en Alen inden for Bolværket, samt ei nærmere Rendestenen, end at vandet kan have frit Løb, alt under 2 Rdlrs Straf for hver Gang.

7.) Paa det at det i Fremtiden kan hæmmes, at Canalerne ei skal opfyldes med Gruus, Steen eller andre opfyldende Ting, som fra Bygninger, som repareres eller af nye opføres, blive kastede ud i Pramme eller Baade, lige over Plankeværkerne, i Steden for først at henføres til det ordentlige Lade- eller Slæbested; have samtlige Havne-Fogder med al muelig Aarvaagenhed at paasee, at ingen, hvem det endog maatte være, nogensinde udkaster saadanne Ting lige ud over Bolværkerne i Prammene eller Baadene, men lader samme henføre til nærmeste Lade- eller Slæbested, for der i Prammen eller Baaden at indtages, under lige Straf for hver Gang, som i 6 § er fastsat.

8.) Ligesom det allerede ved Havne-Fr. 18 Apr. 1744 dens 9 § er befalet, at naar der nogensteds i Havnen eller Canalen forefindes siunkne Fartøier, Vedkommende da, naar de derom af Havnemesteren advares, strax skal lade dem optage, og hvis ikke, at Havnemesteren, paa Eierens Bekostning, skal uden videre lade dem optage, og Fartøiet da til ham være forfalden; saa bliver saadant til nøieste Efterlevelse herved igientaget.

9.) Endelig, for strax at forekomme, at ikke Mangel paa vedbørligt Tilsyn med Slamkisternes Renovation skulde foranledige, at Mudderet i samme skal blive saa overflødigt, at det ved den fra Stadens Render tilflydende Afløb skal skylles ud med i Canalerne, og derfra brede sig ud til havnen, eller maaskee og, ved at hindre Tilløbet, foraarsage Gadernes Oversvømmelse, samt at Vandet, især i stærk Pladsregn, derudover skal gaae tilbage ind i Kieldere og Folkes Huse, haver Havne-Commissionen paa det alvorligste at instruere og tilholde Havne-Kassereren at have flittig og skarpt Indseende, ei alene med Havne-Fogderne, at de ikke forsømme at have Opsigt med foranførte Renovation, men tillige med de Mænd, der ere antagne til at rense Slamkisterne, at disse iagttage deres Pligter paa det nøieste, samt at bemeldte Havne-Kasserer, uden Skaansel eller Forsømmelse, strax for Havne-Commissionen andrager, naar han erfarer, at Slamkisterne enten ikke til sine behørige Tider eller og ikke nøie og tilbørligen nok blive rensede.

Forordning af 21. juni 1793, som nøiere bestemmer Grændserne imellem de civile Auctions- og Skifte-Forvalteres Jurisdictioner indbyrdes, m.v., som senest ændret ved lov nr. 299 af 8. juni 1977 om ændring af forskellige lovbestemmelser vedrørende konkurs m.v.

Alene §§ 1-3 er gældende ifølge Retsinformation. §§ 1 og 2 udgår som forældede, mens § 3 udgår som følge af lovforslagets § 7.

Gr. For at udrydde de Tvistigheder, som ikke sielden forefalde imellem de Kgl. civile Embedsmænd indbyrdes, angaaende deres Berettigelse til Auctions- og Skifte-Forvaltning, har Kongen fundet for godt, at foreskrive saa nøiagtige og faste Regler, i Henseende til Jurisdictionernes Grændser, i fornævnte Tilfælde, at al Tvivl derom kunde hæves. Disse bestemmelser (der ere byggede paa Grundsætninger, udledede fra Sagens Natur og de ældre Lovgivningers Aand, med Hensyn paa den Hastighed i Rettens Pleie, som Kongen vil have fremmet i Sine Stater) skal herefter uforanderligen følges og iagttages.

1.) Skifter, saavel i Døds, som Opbuds eller Fallits Tilfælde, bør holdes af Skifte-Retten paa det Sted, hvor den, efter hvilken der skiftes, havde sit personlige Værneting, paa den Tid, Skiftet tager sin Begyndelse.

2.) De Borgere, som boe uden for Jurisdictionen af de Kiøbstæder, hvori de have Borgerskab (hvilket ikke er usædvanligt i Norge), skal herefter høre under den almindelige Skifte-Ret der, hvor de have deres Boepæl, og bemeldte Steds Skifte-Forvalter følgeligen behandle Skifterne efter dem, samt beskikke Værger og iagttage Overformynderiets Pligter; [Dog bør de Magistrater, som hidindtil have været og endnu ere i Besiddelse af at øve saadan Skifte-Ret i udenbyes Borgeres Boer, nyde, for deres Betienings Tid, den halve Deel af de slige Boer faldende Skifte-Salarier, og en tredie Deel af Skriver-Lønnen; men samme skal, ved enhver af Magistrats-Personernes Død, eller Afgang fra Embedet, bortfalde; faa at det, som denne har nydt deraf, da strax tilflyder den rette Skifte-Forvalter].

3.) [Ingen Skifte-Forvalter skal for Fremtiden have Ret til at holde Auction uden for sin Jurisdiction; Men, naar fast Gods sælges, tilkommer Auctionen den Embedsmand, som har Auctions-Retten paa det Sted, hvor Godset ligger.] Løsøre eller rørlige Ting derimod staaer det enhver Sælgende frit for, at lade henføre til Salg, hvor han vil, og hvor han venter at finde fordeelagtigst Afsætning, da Auctioneringen heraf tilkommer Auctions-Forvalteren paa det Sted, hvor Tingen sælges.

4.) [Paa Jordegodserne i Danmark tilfalder det Husbonden eller Jorddrotten at forrette Skifter efter de paa deres Grund boende Fæstebønder og Huusmænd, saavelsom efter bemeldte Fæsteres og deres egne Tienere, under hvilken sidste Forvaltere ogsaa bør ansees indbegrebne, saafremt disse ikke tillige forestaae noget offentligt Embede; derimod tilkommer det Amtmanden at holde Skifte efter Forpagtere og alle andre Civile, som boe og opholde sig paa Godset, uden at have fæstet Huus eller Grund sammesteds.]

5.) [Naar en Gods-Eier har Birke-Rettighed, tilkommer det Birke-Dommeren at forrette Auctionerne over det, som sælges, af de Boer, hvis Skifter forvaltes af Jorddrotten; men, hvor Amtmanden forestaar Skiftet, tilfalder det Herredsfogden at holde Auctionen; Dog, i begge Tilfælde, ikkun for saavidt, som det faste Gods ligger under deres Jurisdictioner, og Løsøret sælges paa Stedet; da der, i det modsatte Fald, forholdes efter 3 §. Endelig bør og de Auctioner, som forefalde i Birkerne over faste Eiendomme og Løsøre, der ere Birke-Patronerne selv tilhørende, forrettes af Birke-Dommerne.]

[Cancellie-Plakat af 10. april 1795, som indeholder Regler og Bestemmelser, der paa det nøieste bør iagttages, i hensigt til Sikkerhed for de offentlige Stiftelsers Midler (Paa det der kan haves den fuldkomne Betryggelse for samme)]

Forskriften udgår som forældet, jf. finansministerens (justitsministerens) besvarelse af 20/3-2000 af S 1769.

§ 1. Skifte-Forvaltere i Sterveboer eller andre Boer, hvor det kan vides eller formodes, at de offentlige Stiftelser have noget Krav, skal ufortøvet indberette til vedkommende Stiftamtmand og Biskop, naar et saadant Boe tages under Behandling, paa det at disse under skiftet kan paasee den vedkommende Stiftelses Beste, tale dens Ret, annamme hvad den tilkommer, og sørge for, at Pengene igien strax udsættes paa Rente, mod sikkert Pant, saaledes som 2 § fastsætter. I øvrigt bør deslige Obligationer til Stiftelser udtrykkeligen nævne, hvilken af de offentlige Stiftelser den laante Sum tilhører; ligesom og Stiftamtmanden og Biskoppen derpaa skal tegne, at samme ei kan overdrages eller afhændes uden deres Samtykke; hvorefter bemeldte Obligationer, saavelsom andre Pantebreve, der ellers paa Skiftet kunde være blevne en offentlig Stiftelse udlagte, med lige Paategning forsynede, overleveres den vedkommende Forstander eller Værge, imod hans Beviis, for derefter at kunne indfordre Renterne, og iagttage det videre fornødne; hvormed Stiftamtmanden og Biskoppen skal have det nøieste Tilsyn.

§ 2. Der maa ikke paa nogen Eiendom udlaanes mere end 2/3 Dele af den Værdi, som derpaa sættes ved lovlig Taxation, hvilken Skyldneren selv bekoster; saa bør ei heller enten Naadsens Aar eller Eiendomme, der ere behæftede med ældre Prioritet, antages til Sikkerhed for de offentlige Stiftelser.

I øvrigt bør Stiftamtmanden og Biskoppen paasee, at Stiftelsens Panter ikke forringes samt at deres Bygninger altid forsikkres i Brandkassen; i hvilken Henseende vedkommende Regnskabsførere skulle paa Listerne over de udestaaende Kapitaler i en særskilt Rubrik anmærke, om Hypothekerne behørigen ere forsikkrede, og for hvilke Summer.

§ 3. Skulde en offentlig Stiftelse blive tillodnet Deel i Jordegods, Huse eller deslige, da skal et saadant Udlæg strax paategnes, saaledes som § 1 fastsætter, og herefter til næste Thing, under den Ret Eiendommen hører, paa Stiftelsens Bekostning publiceres.

I Skyldneres Boer maa det ei være tilladt at udlægge Stiftelserne enten usikkre Pante-Forskrivelser, eller Vexel-Obligationer og andre løse Gjælds-Beviser, saalænge der haves rede Penge og betryggende Pante-Obligationer.

Naar dette ei iagttages, skulle Vedkommende derfor staae Stiftelsen til Ansvar.

§ 4. Dersom Nogen nu skulde imod Formodningen sidde inde med offentlige Stiftelsers Midler, uden derfor at have stillet Sikkerhed, bør de uopholdeligen udstede saadanne Pante-Obligationer, hvormed Stiftelsen kan være betrygget, eller og til Stiftamtmanden og Biskoppen, under Lovens Tvang, udbetale Pengene, med hvilke da omgaaes saaledes, som § 2 foreskriver.

§ 5. Samtlige Regnskabsførere ved de offentlige Stiftelser bør ved hvert Aars Udgang slutte deres Regnskaber, og i det seneste inden Februar Maaneds Udgang, indlevere dem til Stiftamtmanden og Biskoppen; det, som da overskyder fra Indtægter og Renter, tillægges Kapitalen og besørges udsat paa den anordnede Maade.

§ 6. Endeligen skulle Stiftamtmændene og Biskopperne, saasnart denne Plakat er kommen dem tilhænde, forfatte og lade tinglyse en rigtig Fortegnelse over dem, som ere Forstandere og Oppebørselsbetjente ved de offentlige Stiftelser; hvilken Thinglysning (der forrettes uden Betaling) ogsaa i Fremtiden bør foranstaltes, saa ofte der skeer nogen Forandring i Henseende til bemeldte Tjenesters Besættelse med nye Embedsmænd, paa det at Enhver derom kan være underrettet; efterdi Stiftelserne derefter hos dem skulle have Fortrinsret til Betaling fremfor alle senere gjørende Indførseler og udstedende Pante-Forskrivninger.

Hvilke foranførte Bestemmelser herved, til enhver Vedkommendes allerunderdanigste Efterretning og Efterlevelse bekjendtgøres.

Resolution af 14. september 1798 om Indstiftelsen til Medaljen for Druknendes Redning, som ændret ved plakat af 1. juni 1813 om Premien for den, der redde Skindøde Druknede mennesker

Udgår som forældet.

Cancellie-Plakat, at den 5 § i Fr. 22. April 1772, for Hertugdømmene, og Pl. 9 Mart. 1796, for Khavn, skal udvides til samtlige kgl. Riger og Lande. p. 116.

Ved Fr. 22 Apr. 1772 5 § er det bestemt, at, naar nogen med Øvrighedens Vidnesbyrd gotgiør, at have viist sig virksom ved et tilsyneladende druknet Menneskes Redning, og at have ved sin Hielp reddet hans liv, maae ham af den Kgl. Kasse tilstaaes en Præmie af fem danske Ducater, eller, om han hellere ønsker det, en Medaille af lige Værdie, til Belønning; ligesom og Politie-Pl. for Khavn 9 Mart. 1796 fastsætter, at de Udgifter, som maatte medgaae til Medicamenter, til den Druknedes Transport til Hospitalet, eller i andre Maader, skal for det første udredes af Politie Kassen, og Tildragelsen indberettes til Cancelliet. Kongen har nu ved Resol. 29 Aug. 1798 udvidet ovenmeldte Bestemmelser til alle Hans Riger og Lande.

[Fr. af 18. oktober 1811 ang. de Vilkaar, under hvilke Kiøbstadsjorder i Dmk og Nge kan afhændes]

Udgår som forældet.

Der henvises i øvrigt til by- og boligministerens besvarelse af 17. marts 2000 vedr. S 1850 af 9. marts 2000. Folketingets forhandlinger 1999-2000, side 5588.

§ 1. Hvor Kiøbstedens Jorder ere udskiftede til Grundene, eller Byggepladserne, i samme, skal det være Enhver, som noget saadant Lod tilhører, uformeent at afhænde denne særskilt fra Grunden, til hvilken den var henlagt, under de Vilkaar, som i denne Anordning foreskrives.

§ 2. Kiøberen af en saadan, fra nogen Kiøbstedsgrund afhændet, Jord skal være berettiget til at bebygge samme, at boesætte sig derpaa, og der at drive borgerlig Næring som Haandværker; derimod maae han ingenlunde der bruge Handel, ei heller brænde Brændeviin enten til eget Forbrug eller til Salg.

§ 3. Det staaer saavel udenbyes som indenbyes Mand frit for at, at kiøbe slige Jorder. Dog bør Enhver, som derpaa erhverver Eiendom, lige med andre Byens Indvaanere deeltage i alle de reelle og personelle Tyngder, som disse paalægges, forsaavidt han ikke ved Privilegier maatte være befriet for de sidste.

§ 4. Den første Kiøber af saadan Jord, der sælges adskilt fra den Grund, hvortil den var udskiftet og henlagt, skal til Kiøbstedens Kæmnerkasse, at hver Tønde Land geometrisk Maal, erlægge en aarlig Afgift af 2 Skiepper Byg, som betales i Penge, beregnet efter hvert Aars Capitels-Taxt.

§ 5. Ved hver Forandring af Eier forhøies denne aarlige Afgift med 2 Skiepper Byg, indtil den har naaet een Tønde Byg pr. Tønde Land; hvorefter ingen yderligere Forhøielse i samme bør finde Sted.

§ 6. Ligeledes skal ved hver Forandring af Eier erlægges en Recognition af 1 Rdlr pr. Tønde Land, til Byens Kæmnerkasse. Saa bør og ved Salg af slige Jorder, ligesom ved Salg af andre faste Eiendomme, erlægges til Kongens Kasse hvad nu er eller herefter vorder paabudet.

§ 7. I Henseende til de Kiøbstedsjorder, hvilke nu ei ere udskiftede til Grundene, men derimod overdragne en eller anden Indvaaner, med den Forpligtelse, at de ei kan afhændes til Andre, end Byens Borgere eller Indvaanere, vil Kongen tillade: at slige Jorder herefter, ikke mindre end de forhen omhandlede, maae sælges til udenbyes Mand, til at bebygges og beboes, under ovennævnte Betingelser. Og skal, ved Salg af saadan Jord, saavel den aarlige Afgift, som Recognitionen ved Forandring af Eier, ikkun sættes til det Halve, imod hvad der, paa Grund af forestaaende, bør svares til Kæmnerkassen af de Jorder, der nu hæfte til Grunden.

§ 8. Med lige Frihed, samt mod saadan Afgift, og Recognition, som i 7 § er bestemt, kan og de til Kiøbstedgrunde henlagte Jorder, hvoraf der allerede svares særskilt aarlig Afgift til Kirker, Skoler og andre offentlige Stiftelse, separat fra Grundene afhændes; dog at hvad som nu deraf svares til slige offentlige Indretninger, fremdeles vedbliver uforandret.

§ 9. Hvergang en Familie boesætter sig paa nogen, i Følge af denne Anordning afhændet, Kiøbstedsjord, bør saadant strax af Øvrigheden indberettes til General-Toldkammeret, paa det at hvad der fra Toldvæsenets Side i den Anledning maatte findes nødvendigt, kan vorde iagttaget.

[Fundation af 5. januar 1813 for Rigsbanken, § 1-2 og 11]

Udgår som forældet.
Uddrag inkl. senere ændringer, jf. Danmarks Love 1665-1937

§ 1. Kongen lover og forsikkrer for Sig og Sine Efterfølgere i Regieringen, at der aldrig og under ingen Omstændigheder fra Statens Side skal sættes i Omløb noget ikke rentebærende, paa Ihændehaveren lydende, Repræsentativ, og at i Særdeleshed aldrig skal tillægges nogen Obligation eller andet Papiir den Rettighed, at maatte gaae som tvunget Betalingsmiddel, hverken imellem Mand og Mand eller ved de Kgl. Kasser. Ligeledes lover Han, ingensinde at ville privilegere nogen anden Bank eller noget offentligt Institut, under hvad Navn det maatte være, til at udgive Papiir med deslige Rettigheder; men Rigsbanken skal stedse, saalænge den har Sedler i Omløb, være det eeneste dertil berettigede Institut, under de Betingelser, og ved at efterleve de Forskrifter, som denne Fundation indeholder.

§ 2. Rigsbankens oprindelige Fond er en Fordring af Sex Procent, i rede Sølv, af alle faste, urørlige Eiendommes Værdie i Kongens Riger og Hertugdømmer. Saalænge denne Fordring ikke er betalt, har Banken for samme første Prioritets panteret frem for al nu eller herefter derpaa hæftende Gield, enddog frem for Kgl. Skatter og Afgifter. Denne Hæftelse kan ikke opsiges fra Bankens Side, men til alle Tider afbetales i det Hele eller tildeels af Debitor paa den Maade, som i denne Fundation nærmere bestemmes, og imidlertid forrentes den, fra 1. Jan. 1813 af og saalænge den er indestaaende hos Debitor, med Sex og en halv Procent i Rigsbankdaler Sølvværdie aarligen, der erlægges i tvende Terminder, hver Gang med Tre og en qvart Procent.

§ 11. Hæftelserne til Banken skal tinglyses, og skal til den Ende paa de Steder i Hertugdømmerne, hvor der endnu ikke haves Pantebøger, sammes Indførelse muligst paaskyndes. Desuden skal Banken være berettiget til, i ethvert Tilfælde, hvor den maatte finde det ønskeligt eller tilraadeligt, at fordre Udstedelse af en formuelig Pante-Obligation; ligesom ogsaa paa den anden Side hver Eiendomsbesidder skal være beføiet til at forlange, at Banken for dens paa hans Eiendom hvilende Hæftelse skal modtage formelig Pante-Obligation, med særdeles Hensyn til, at, naar Eiendomsbesidderen indfrier Hæftelsen, bør Banken ikke blot qvittere, men, naar han fordrer det, formeligen cedere Obligationen, saaledes at han selv, eller hvem han lovligen transporterer den til, bliver i Besiddelse af den, med samme reelle Rettigheder, hvormed Banken, førend Indfrielsen, eiede den.

[Placat af 1. juni 1813 om Præmien for dem, der redde skindøde druknede Mennesker]

Udgår som forældet.
Placat for begge Riger.

Det har behaget Hans Majestæt Kongen, under 21de f.M., allernaadigst at resolvere saaledes. Vi ville allernaadigst have Præmien for dem, der redde skindøde druknede Mennesker, for Fremtiden bestemt til 16 Rbdaler S.V., naar de ikke foretrække at erholde den for slig Daad bestemte Medaille, hvorimod dem, der allerede have gjort sig fortjente til Præmie, maa overlades Valget imellem 5 danske Ducater og ovennævnte Medaille. Hvilken allerhøieste Resolution herved bekjendtgøres, til alle Vedkommendes Efterretning.

Det kongl. danske Cancellie, den 1ste Juli 1813.

[Fr., f. Danmark, af 9. juli 1813 om Fordelingen af den Rigsbanken ved Fr. 5. Jan. 1813 tillagte Heftelse i faste Eiendomme, samt om Lettelse i nogle ældre Skatter, § 1 og 5-8]

Udgår som forældet.
Uddrag inkl. senere ændringer, jf. Danmarks Love 1665-1937

§ 1. De Eiendomme, i hvilke Rigsbanken er med første Prioritets Panteret tillagt ovenmeldte Heftelse af 6 Procent i rede Sølv af deres Værdie, ere de samme, af hvis Besiddelse, Nytte og Brug ved Fr. 1. Oct. 1802 er paabuden Afgift, altsaa: Jorder, Tiender og Bygninger.

§ 5. Heftelsen til Rigsbanken i faste Eiendommes Værdie finder ogsaa Sted paa Bornholm, men skal der være nedsat til det halve eller 3 Procent i rede Sølv af Værdien, hvorimod denne saaledes nedsatte Heftelse forrentes med fulde 6½ Procent i Rbdlr. Sølvværdie aarligen.

§ 6. Naar een eller flere Dele herefter afhændes fra en Eiendom, der under eet samlet er ansat for Heftelse til Rigsbanken, bør vedkommende Oppebørselsbetient derom giøre Indberetning til Bankens Bestyrelse, saasnart han desangaaende, til Skatters særskilte Opkrævning af den eller de afhændende Dele, har faaet Underretning. Ved en saadan Afhændelse følger med enhver Deel af Eiendommen saa stor en del af Heftelsen, som den i Forhold til dens Værdie tilkommer, uden at det skal være Sælger og Kiøber tilladt sig derom anderledes at forene, med mindre en Deel af Heftelsen allerede er afbetalt, thi i dette sidste Tilfælde staaer det Contrahenterne frit for efter Gotbefindende at fordele den øvrige Deel af Heftelsen, naar ikkun ingen Deel af Eiendommen paalægges en større Deel af Heftelsen, end 6 Procent af en slig Deels Værdie.

§ 7. Renten af Heftelsen i Jordene og Tienderne erlægges med hvert April og hvert October Qvartals Skatter, Forrentelsen begynder fra 1. Jan. 1813, hvorhos det dog er en Selvfølge, at af den Heftelse, som Rigsbanken, i Overensstemmelse med 4 §, erholder i Bygninger, der opføres istedenfor saadanne, som for nærværende Tid ere afbrændte, beregnes Renten ei før fra den Tid, da de ere fuldførte. I Mangel af Betaling til Forfaldstiderne, inddrives Renten paa lige Maade, som Kgl. Skatter. Ere Jorde eller Tiender beneficierede nogen offentlig Stiftelse, Embedsmand eller anden, da ansees den Benficerede, i Henseende til Heftelse til Rigsbanken, som Eier, og tilsvarer altsaa deraf Renten.

§ 8. I øvrigt forholdes, i Henseende til Heftelsen til Rigsbanken, efter Forskrifterne i Fr. 5 Jan 1813 og Bank-Fundationen af samme Dato.

[Kanc. Skriv. af 15. august 1815 (til det chirurgiske Academie) ang. at såvel de medicinske som chirurgiske Kandidater skulle afgive en Forsikring om at ville anvende deres Kundskaber til sand Gavn for Samfundet]

Udgår som følge af lovforslagets § 11.

Professor og Stadsmedicus Doctor Herholdt har til Kancelliet indgivet Forslag om, at alle authoriserede Læger skulle, naar de erholde testimonium academicum eller Fribrev til Praxsis, aflægge corporlig Eed, hvilket ikke hidtil med alle Læger eller i alle Stater har været Tilfældet, og som Han anseer betryggende for den offentlige Sikkerhed. Det kongelige Sundhedscollegium, hvis Betænkning Man herover har indhentet, har yttret, at det ingen Betænkelighed finder ved, at det blev anordnet, at alle Candidati Medicinæ og Chirurgiæ, som herefter ved Universitetet og det chirurgiske Akademie tage Examen, strax efter Examinationen skal affordres Eed eller, i Lighed med hvad for de juridiske Kandidater er Skik, Forsikring under høitidelig Haandrækning til En af Professorerne om ved deres Forretninger som practiserende Læger stedse at lade sig det være magtpaaliggende efter bedste Skønnende at anvende deres Kundskaber med Flid og Omhu til Samfundets og deres Medmenneskers Gavn, at søge deres Kundskaber fremdeles udvidede og gjøre sig bekjendte med og nøje efterleve de dem og deres Fag vedkommende Anordninger og Bestemmelser.

Kancelliet, der var enigt i, hvad det kongelige Sundhedscollegium saaledes yttrede, har derefter corresponderet med den kongelige Direction for Universitetet og de lærde Skoler, om ikke Samme maatte finde sig foranlediget til ved den medicinske Examen at indføre den af Sundhedscollegiet foreslaaede høitidlige Forsikring og ligesom Samme nu har underrettet Kancelliet om, at den, efter Brevveksling med det decinske Facultet, som Intet herimod har fundet er erindre, har foranstaltet, at denne høitidlige Forpligtelse for Fremtiden vil blive iagttaget, forsaavidt angaaer den medicinske Examen, saaledes skulde Man herved tjenstligt have det kongelige chirurgiske Academie anmodet om at træffe en lige foranstaltning ihenseende til de Studerende, som herefter maatte underkaste sig Examen chirurgicum.

Det herved foreskrevne lægeløfte lyder således:

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg endydermere ved håndsrækning ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade mig det være magtpåliggende, efter bedste skønnede at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn; at jeg vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige og den rige, uden persons anseelse; at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret; at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og iøvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Plakat af 10. april 1816 ang. efterstikning af Søkort

Udgår som følge af lovforslagets § 12.

Kgl. Bekiendtg., hvorved det forbydes at efterstikke de af Kgl. Søekart-Archiv udgivne eller herefter udgivende Karter, ligesom og at falholde saadanne efterstukne Karter.

Da Admiralitets- og Commiss. Collegium har yttret det Ønske, at det end ydermere maatte betrygges for, at de Karter, som af Søekart-Archivet ere udgivne eller herefter udgives, ikke skulle efterstikkes, saa bliver alle og enhver forbudet, enten at efterstikke eller efterstikke lade noget af de Karter, som allerede ere udgivne eller herefter maatte udgives af Søekart-Archivet, eller her i Riget at indføre noget saadant udenlandsk efterstukket Kart, hvilken Format samme end maatte have, under Mulct af 10 Rbd. S. V. for hvert Exemplar der maatte antræffes.

[Cancellie-Pl. af 4. juli 1816 (resolution af 21 juni 1816) (om læsning og udslettelse af bankhæftelsesobligationer)]

Udgår som forældet.

Cancellie-Pl. at Kongen, paa Rigsbankens Forestilling, har bevilget:

1mo.) at de i Bankfund. (5 Jan. 1813) 11 § nævnte Hæftelser og formelige Panteobligationer maae tinglæses, samt indføres og udslettes af Pantebøgerne, uden Rets-Gebyrs Erlæggelse; og

2do.) at disse Documenter maae udstædes, samt stedse kunne transporteres uden stemplet Papiirs Brug.

[Forordning af 4. august 1819 ang. Forpligtelsen til at sørge for at frelse Skindøde og Andre, som ere i Livsfare]

Udgår som forældet, jf. justitsministerens besvarelse af S 603, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 1961.

§ 1. Da det baade efter Sagens Natur og ifølge vore Loves Grundsætning maa ansees som en almindelig Borgerpligt for Enhver, der har Leilighed til at frelse nogen, som er i Livsfare, at anvende de Midler, som i saa Henseende staae i hans Magt, saa skal det og i Særdeleshed paaligge Enhver, som bliver vaer, at nogen er siunken i Vandet, uopholdeligen, enten selv, eller ved tilkaldt Hielp, at foretage alt, hvad Omstændighederne tillade, for at faae den Druknede optaget og de hensigtsmæssigste Redningsmidler anvendte, ligesom heller ingen maa vægre sig for, ved saadan Leilighed at yde den Hielp, hvortil han maatte være istand.

§ 2. Ligeledes skal det være en almindelig Pligt, at sørge for Hængtes hurtigste Nedtagelse og for de efter Omstændighederne muelige Redningsmidlers Anvendelse, og overhovedet for Enhvers Frelse, som paa nogen voldsom Maade findes beskadiget, eller formedelst andre Omstændigheder er i hielpeløs Tilstand.

§ 3. Foruden at det, ifølge 1 og 2 §§, er Pligt uopholdeligen at sørge for at faae den Druknede optaget af Vandet, eller den Hængte nedskaaren, samt at anvende foreløbige Hielpemidler, skal det endvidere paaligge de Vedkommende snarest mueligt at kalde en Læge til Hielp, hvor Omstændighederne ikke ere saaledes beskafne, at de Vedkommende see sig istand til, uden saadan Hielp, med Sikkerhed at redde den, som er i Fare. Ligeledes bør Tildragelsen strax anmeldes for Politiemesteren, eller paa Landet for Sognepræsten eller Sognefogden, hvis disse nærmere ere at finde, deels, for at fornævnte Embedsmænd eller Betiente kunne, indtil Lægen kommer tilstede, sørge for den hensigtsmæssigste Behandling af den Paagieldende, deels, for at de kunne sættes i Stand til at foranstalte det Fornødne, hvis der er Anledning til at drage nogen til Ansvar.

§ 4. Ophævet.

Cancellie-Plakat af 25. januar 1820 for Danmark (om bud ved auktioner)

Ophæves som forældet (er i øvrigt markeret som historisk i Retsinformation).

25 Jan.- Cancellie-Pl. for Danmark (Resol. 12 Jan.) at et Bud ved en Auction, som ikke antages inden 6 Uger efter Auctionen, ikke skal forbinde den Bydende, med mindre det, i de tilbørligen bekjendtgjorte Auctions-Conditioner, udtrykkeligen er betinget, at den bydende skal staa ved sit Bud i længere Tid, og at denne Regel skal være gjeldende, saavel naar intet Hammerslag er skeet, men nye Auction skal foretages, som og, naar Hammerslag paa nærmere Approbation har fundet Sted.

Plakat af 28. september 1821 ang. Forholdsregler ved Auctioner over faste Eiendomme, der afholdes udenfor den Jurisdiction, hvorunder samme ere beliggende

Udgår som forældet, jf. justitsministerens besvarelse af S 603, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 1961.

Med Hensyn til de Tilfælde, hvor Auktioner over faste Eiendomme begiæres holdte udenfor den Jurisdiction, hvorunder disse ere beliggende, bliver følgende anordnet:

1.) Skiønt det i Almindelighed er tilladt at lade Auction over en fast Eiendom holde udenfor den Jurisdiction, hvorunder samme er beliggende, saa kan dog, forsaavidt vedkommende Panthavere ikke have givet deres Samtykke til, at Auctionen saaledes afholdes i en fremmed Jurisdiction, Eiendommen ikke derved bortsælges, undtagen paa saadanne Vilkaar, at de nyde fuld Betaling for deres Pantefordringer. Imidlertid skal foranførte Indskrænkning ikke være anvendelig, naar Auctionen over en Landeiendom holdes i nærmeste Kiøbsted.

2.) Auctionsbetienterne i den Jurisdiction, hvorunder Eiendommen ligger, skal være berettigede til at afholde Auctionen, uagtet samme foregaaer ved en fremmed Jurisdiction, og skal da, foruden fulde Gebyhrer efter Anordningerne, byde fri Reise til og fra det Sted, hvor Auctionen holdes. Men, dersom de enten ikke ere villige til at giøre denne Reise, eller Auctions-Reqvirenten, for at undgaae Reise-Udgifterne, hellere vil have Auctionen afholdt ved Auctionsretten i det District, hvor samme foregaaer, da haver denne at forrette Auctionen.

3.) I det sidstnævnte Tilfælde bør dog Auctionsretten i den Jurisdiction, hvorunder Eiendommen ligger, nyde ethvert Gebyhr, ligesaafuldt, som om Auctionen af den var forrettet. Derhos bør Auctions-Reqvirenten til den Embedsmand, der virkelig foretter Auctionen, udrede det Gebyhr, som bestemmes i Sportelreglem. 22 Mart. 1814. 113 §, og det, hvad enten Eiendommen sælges eller ikke, ligesom han og bør give denne fri befordring, hvis han har Reise at giøre til Auctionsstedet. Saa bør og Reqvirenten, strax efter at Eiendommen er bortsolgt ved Auction, tilstille Auctionsretten i det District, hvorunder Eiendommen er beliggende, Auctionsforretningen in forma beskreven, hvilken denne da haver at indføre i sin Auctions-Protocol, ligesom det og tilfalder den i sin Tid at udstæde Auctions-Skiødet.

[Cancellie-Plakat af 19. oktober 1822 (om utilladelig kollektering m.v.)]

Udgår med henvisning til kirkeministerens besvarelse af S 1567, folketingsåret 1999-2000, Folketingets forhandlinger side 4912, hvoraf det fremgår, at forskriften er afløst af lov om menighedsråd.

Cancellie-Pl. (Resol. 25. Sep.) at ligesom de gieldende Love ikke tillade, at der anstilles Collecter eller udsættes Bækkener for Kirkedørrene uden i de Tilfælde, hvor enten en almindelig Anordning eller en speciel Kgl. Bevilling hiemler saadan Indsamling af milde Gaver, eller hvor det, fra gammel Tid, har været Brug, at Bækkener udsættes for en eller anden velgiørende Bestemmelse saaledes kan det heller ikke, uden Hiemmel i en Anordning eller særdeles Kgl. Bevilling, tilstædes Præsterne, fra Prædikestolene at opfordre Menigheden til Gaver, til en vis bestemt Person eller Indretning, være sig indlændisk eller udlændisk.

Plakat af 3. september 1823 ang. Forandring og nærmere Bestemmelse af Fr. 19 Dec. 1693. 7 §

Udgår som følge af lovforslagets § 7.

Gr. Da Bestemmelsen i Fr. 19 Dec. 1693. 7 §, om at Auctionsforretninger strax skal indføres i Auctionsprotocollen, ved Løsøre-Auctioner ofte ikke uden Vanskelighed kan iagttages, hvilken Vanskelighed isærdeleshed finder Sted med Hensyn til Auctioner, som afholdes paa Mark eller i Skov, saa har Kongen givet foranførte Lovbud følgende nærmere Bestemmelse:

Naar Auctionsforretninger over Løsøre ikke strax kan foretages til Auctionsprotocollen, skal det være tilstrækkeligt, at vedkommende Embedsmand, som afholder Auctionen, i Auctionsprotocollen strax giør Bemærkning om sammes Afholdes, med Henviisning til den særskilte Forretning, hvilken bør være giennemdragen og forsynet med vedkommende Auctionsbetients og Auctionsreqvirents Segl, samt strax efter Auctionen underskrives af Auctionsdirecteuren, Auctionsvidnerne og Reqvirenten. De saaledes i eet Aars Løb afholdte særskilte Forretninger skal ved Aarets Udgang samlede indbindes eller sammenhæftes, og ved det befalede Eftersyn af Embedsprotocollerne følge Auctionsprotocollen som Bilage.

[Cancellie-Pl. for Danmark (Resolution af 24. september 1823) af 4. oktober 1823 (om Belønninger for at redde tilsyneladende Druknede)]

Udgår som forældet.

Cancellie-Pl. at uagtet Kongen vil, at Analogien af Pl. 14 Sept. 1798 og 1 Jul. 1813, der udlove Belønninger for tilsyneladende Druknedes Redning, fremdeles skal være anvendelig paa den, som har reddet nogen, der, uden at kunne henregnes til tilsyneladende Druknede, har været i Fare for at drukne, saa skal dog hverken Medaillen eller den fulde Pengebelønning i disse Tilfælde forundes den Reddende, hvor Redningen ei har været forbunden med særdeles Kiækhed eller Anstrængelse, hvorimod endeel af forommeldte Pengebelønning, efter Cancelliets Skiøn, skal tilstaaes den Paagielsende, hvis det findes, at hans Forhold desuagtet fortiener nogen Opmuntring.

[Forordning af 4. august 1824 ang. hvorledes de danske Skippere og Søfarende sig have at forholde i fremmede Havne, hvor danske Consuler eller Vice-Consuler ere ansatte]

Forskriften udgår som forældet, jf. udenrigsministerens besvarelse af S 1565, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 5295.

Gr. Da Kongen har fundet for got, efter Tidsomstændighederne, at rette og forandre den hidtil gieldende Instruction for Sine paa udenlandske Steder ansatte Conculer, saa vil Han, i Overensstemmelse dermed, til Sine handlende og søefarende Undersaatters samt andre Vedkommendes Efterretning og Efterlevelse, hermed have kundgjort, hvilke Pligter de imod fornævnte Conculer i fremmede Havne have at iagttage, saavelsom og, hvilke Forretninger og Rettigheder disse i Kraft af deres Embede ere overdragne og tillagte; hvorhos tillige ophæves de i saa Henseende udgangne ældre Anordninger 3 Mart. 1749, 8 Jan. 1759, 2 Apr. 1764 med senere Decleration 30 Jul. 1764 samt Pl. 26 Apr. 1773. Thi befales følgende:

§ 1. Da det er de Kgl. Consulers Pligt, paa Embeds Vegne, at forsvare og beskytte de Kgl. Undersaatter, Skippere og Søefarende, Handlende og Reisende, eller andre, hvilkesomhelst, der opholde sig i deres Districter, saavel deres Personer, som deres Eiendomme, Rettigheder og Friheder efter de imellem Kongen og de fremmede Magter bestaaende Tractaters Medfør og Stedernes Usance, saa skal bemeldte Kgl. Undersaatter i alle Tilfælde, hvor de i ovenmeldte Henseender maatte trænge til Hielp og Bistand, henvende sig til vedkommende Consul eller Vice-Consul og forvente, efter de man tillagte Instructioner, at blive forhiulpne til deres Ret.

§ 2. Dog er det derhos Kongens Villie, at de søefarende og handlende Undersaatter skulde beholde fuld Frihed, paa alle Steder, endog hvor Consuler Kongen ere beskikkede, til at betiene sig i deres private Forretninger af hvilkensomhelst Factor, Commissionair eller Correspondent, de vil, og maa, uden Vedkommendes udtrykkelige Forlangende, ingen Consul befatte sig med deres Handels- eller andre private Anliggender, og endnu mindre paatrænge de Søefarende eller andre Kgl. Undersaatter sin Tieneste. Naar derimod disse vil betiene sig af Consulen i Handels- eller Commissionssager udenfor Consulatpligterne, da bliver Consulen at ansee ligesom andre Kiøbmænd og Commissionairer, og er i denne Egenskab beføiet til at lade sig betale de sædvanlige Provisioner.

§ 3. Derimod skal de Kgl. Undersaatter, saavel Skippere som Søefolk, være pligtige, uværligen at adlyde saadanne skriftlige Forholdsordres og Befalinger, som Consulerne, i overordentlige Tilfælde, naar enten Krigsfare eller Sundheds Tilstand paa et eller andet Sted giør det nødvendigt, af Kongen ere autoriserede til at tillægge dem; ligesom de og paa det nøieste have at rette sig efter den Anviisning, som den af Consulen ved deres Ankomst i hans District vil vorde meddeelt angaaende Stedets Love og Vedtægter, samt hvad af dem, med Hensyn til de til Ind- og Udførsel forbudne Varer samt Told- og Havnevæsenet, bliver at iagttage. Naar nogen af Consulerne, især i Middelhavets og de Portugisiske Havne, maatte, efter mødende Omstændigheder, finde sig beføiet til at meddele de skibsførende Undersaatter i hans District nogle Forsigtighedsregler, det være sig i Henseende til Befragtning af danske Skibe med Bestemmelse til Kysten af Barbariet, eller andet deslige, som kunde angaae Kongens egen Interesse eller Søefartens Gavn, da skal saadan Underretning og Advarsel af dem nøiagtigen følges, saaledes som de derfor ville staae Kongen til Ansvar.

§ 4. Naar Tvistighed opkommer imellem Kgl. søefarende Undersaatter, Kiøbmænd, Skippere og Skibsfolk paa saadanne fremmede Steder, hvor en Consul af Kongen er ansat, da skal de stridende Parter være pligtige, at henvende sig til denne, for at faae Sagen bilagt i Mindelighed ved et billigt Forlig. Skulde Forlig ei være at opnaae, da er Consulen bemyndiget, efter at have anhørt og nøie overvejet alle dermed forbundne Omstændigheder, at afsige Kjendelse efter Ret og Billighed, samt, efter bedste Skiønnede, i Overeensstemmelse med de Kgl. Landets Love og vedtagen Handelsbrug og Søe-Coutume. En saadan Kiendelse, naar den af Consulen er afsagt og Parterne meddeelt i behørig beskreven Form, hvilket af Consulen bør skee paa Embedsvegne og uden Betaling, skal af dem uden Væring vedbørligen vorde efterlevet, hvorefter det da skal staae enhver frit for, at lade sin Sag nærmere undersøge og paakiende ved de Kgl. Domstole.

§ 5. Skulde det hænde sig, at nogen af Kongens søefarende Undersaatter paa Reisen til en Havn, hvor nogen Kgl. Consul er ansat, eller under hans Opsyn sammensteds, ved Opsætsighed imod sine Foresatte, Mytterie eller anden Misgierning, som dog ikke kan komme under Øvrighedens Kiendelse paa Stedet, have forbrudt sig saaledes, at han, ifølge Pl. 11 Mart. 1818, bør overleveres til Consulen i den Havn, hvor Skibet er indløbet, for af ham at blive hiemsendt som Arrestant til de Kgl. Stater, da skal saadant iværksættes efter Consulens Ordre med hvilketsomhelst dansk Skib, som af ham dertil bliver udseet, og er Skibsføreren i saadant Tilfælde forpligtet, uværligen at modtage en saadan Forbryder, samt, ved dennes Aflevering ombord, at udsætte sit skriftlige Revers til Consulen af Indhold, at han vil aflevere Arrestanten til Øvrigheden i den første Havn i Kongens Lande, hvor han med Skibet indkommer, imod derfor at nyde en billig Gotgiørelse efter Reisens Længde og Sagens Omstændigheder.

§ 6. Har nogen Skipper, Kongens Undersaat, forsømt, at oprette den i Anordningerne befalede skriftlige Contract eller saakaldet Skibsrulle, eller deri at tilføre de efter Udreisen foregaaede Forandringer, og der desaarsag imellem ham og Folkene, eller nogen af disse, opstaaer Tvistigheder angaaende Lønnen, da skal Sagen af Parterne andrages for Consulen i den Havn, hvor Skibet befinder sig, og af ham, paa Embeds Vegne, og uden Betaling, paakiendes efter de ham desangaaende tillagte Instructioner; hvilken Kiendelse Parterne uværligen og ufortøvet have at adlyde, med Forbehold, efter Hiemkomsten, at lade den nærmere paadømme af de Kgl. Domstole, saafremt de formene sig derved at være forurettede.

§ 7. Skiøndt det, efter de Kgl. Anordninger, ikke er nogen Skipper tilladt, førend fuldendt Reise at afskedige nogen af sit Mandskab, men alene, i Tilfælde af grove Forbrydelser, at aflevere den Paagieldende til den Kgl. Consul, for ved ham at besørge hiemsendt som Arrestant, skal det dog være Skibsførerne uformeent, med fælleds Samtykke at lade een eller anden af deres Mandskab tage Hyre paa et andet Skib. Dog skal de i saadant Tilfælde være forpligtede, at anmelde det for Consulen, hvilken da har at udslette den Afskedigede paa det Skibs Mandtalsliste, som han hidtil har faret med, og tilføre ham paa Listen af det Skib, hvorpaa han har taget Hyre.

§ 8. Desuden bør enhver Forandring, som, foruden det i 7 § nævnte specielle Tilfælde, foregaaer med Skibsmandskabet, være sig ved Tilgang, Dødsfald, Desertion, eller paa hvilkensomhelst anden Maade, af Skipperen, ved første givne Leilighed, anmeldes for Consulen, for af ham at blive anført paa Skibets Mønsterrulle. Bliver en Skipper ved Skibbrud, svært Haverie og andet Ulykkestilfælde, eller ved Skibets Salg paa fremmede Steder forhindret fra, at kunne føre Skibet hiem, da bør han til Consulen i det District, under hvilket han befinder sig, overlevere en Liste over alle indrullerede Søefolk, som han har haft med sig, hvori, foruden hver Mands fulde Navn, skal være anført Districtet, Byen, Amtet eller Lægdet, hvorunder de ere indrullerede, forsaavidt sadanne Efterretninger enten af ihændehavende Papirer, eller af Hukommelsen og Mandskabets Forklaring, kan tilveiebringes.

§ 9. Naar Handlende, Søefarende, Reisende eller andre af Kongens Undersaatter, som opholde sig paa et Sted, hvor een af de Kgl. Consuler residerer, imellem sig slutte eller indgaae Contracter og giensidige Forbindelser, om hvilke det i sin Tid kunde udfordres, at de bleve fremlagte ved de Kgl. Retter, da skal de være forpligtede, at lade deslige Documenter autorisere ved Consulens Underskrift, naar de ikke vil vente, at disse, formedelst Mangel af denne Legalisation, skulde blive upaaagtede eller kiendt ugyldige, og er det Consulen paalagt, paa behørig Reqvisition, uden Betaling, at meddele den herved befalede Paategning. Dog skal under de fornævnte Documenter ikke forstaaes eller indbefattes de i Handel og Vandel af og med Kgl. Undersaatter sluttede Contracter og Forskrivninger, hvilke beholde deres fulde Gyldighed om de endog ikke ere efterseete og underskrevne af Consulen.

§ 10. Ifald noget, Kgl. Undersaatter tilhørende, Skib skulde forulykkes, strande eller lide Skibbrud, da skal Consulen, saafremt vedkommende Rehdere og Interessenter ikke have beskikket nogen anden Fuldmægtig til at besørge Skibets og Godsets Redning, eller det Bjergedes Bortsælgelse, efter Embedspligt antage sig Sagen til Bedste for de respective Eiere, til hvilke han derfor har at aflægge Regnskab. Til saadan Pligts Opfyldelse have saavel Skipper som Mandskabet af det forulykkede Skib at yde ham vedbørlig Hielp og Bistand, samt troeligen at efterkomme hvad Consulen i saadan henseende, overensstemmende med Stedets Love og Vedtægter, maatte paalægge dem at udføre eller foranstalte.

§ 11. I lige Maade er det Consulerne paalagt, naar nogen kgl. Undersaat ved Døden er afgaaet under deres District, og ingen myndig Arving ei heller noget ved Testamente, eller paa anden Maade, dertil autoriseret Person paa Stedet befindes, da at antage sig den Afdødes Efterladenskab, og derved at besørge hvad som, efter Omstændighederne i Overensstemmelse med den antagne Brug, og i Medfør af Tractaterne ufortøvet bør at iværksættes, samt derom, det snareste skee kan, at give Efterretning saavel til Gen. Toldk. Og Commerce-Coll., som til den Afdødes nærmeste Slægt, ifald denne er ham bekiendt. Paa saadan indløben Efterretning vil det da paaligge den Afdødes myndige Arvinger eller de Umyndiges Formyndere og Værger, enten selv, eller ved en behørigen autoriseret Person, at indfinde sig i Sterveboet, for at iagttage deres Tarv, eller og at forsyne Consulen med Fuldmagt og videre fornøden Underretning om, hvad han paa deres Vegne deri har at foretage sig, ligesom de og i alle Tilfælde skal fyldestgiøre ham for hans Udlæg og for den hafte Uleilighed, samt, efter aflagt Rigtighed, meddele ham vedbørlig Qvittance.

§ 12-19. Ophævet.

[Cancellie-Pl. af 21. november 1828 ang. Istandsættelsen af brøstfældige Bolværker i Kiøbstederne (Resol. 15 Nov)]

Udgår som forældet.

Gr. Det er allerede forhen for enkelte Steder, og i Særdeleshed hvad Kiøbenhavn angaaer ved Fr. 18 Apr. 1744. § 9 og ved Raadstue-Pl. 28 Sept. 1768 (Resol. 20 Aug.), udtrykkeligt bestemt, hvorledes der skal forholdes, naar vedkommende Eiere, der have noget Bolværk at vedligeholde, forsømme denne deres Pligt. Men, da der, for andre Steder, ikke haves nogen saadan udtrykkelig Bestemmelse, og der desaarsag har været Tvivl om det Offentliges Rettigheder i saa Henseende, og den Fremgangsmaade, hvorved samme skal giøres gieldende, saa har Kongen, til Regel for deslige Tilfælde, befalet:

at, hvor private Grundeiere i Kiøbstederne, som ere forpligtede til at besørge Bolværkernes Reparation, ikke, inden en vis dem forelagt Tid, efterkomme denne Forpligtelse, skal vedkommende Magistrat, efter foregaaende Skiøn af uvillige dertil af Retten udmeldte Mænd, foranstalte de brøstfældige Bolværker bortliciterede til at istandsættes, eller, hvis Omstændighederne kræver det, af nye at opføres; og at de herpaa medgaaede Omkostninger, der forskudsviis blive at afholdes af Kæmnerkassen, derefter skulle inddrives ved Udpantning hos vedkommende Eiere, og nyde samme Præference som Commune-Afgifter, dog at denne Udpantnings- og Fortrins-Ret kun vedvarer i Aar fra Istandsættelsens Fuldførelse.

[Cancellie-Plakat af 26. juni 1829 (Resolution 9 Juni) for Khavn, ang. Foranstaltninger til at hindre det mulige Tilfælde af Skindødes Begravelse, m. m., § 3]

Udgår som forældet, jf. justitsministerens besvarelse af S 603, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 1961.

§ 1-2. Ophævet.

§ 3. Naar den Afdøde ikke har været under Behandling af nogen Læge, eller og naar det af andre Aarsager maatte fordres, skulle de ved Fattigvæsenet ansatte Districtslæger være pligtige at besigtige Liget og meddele Dødsattest, imod at de i de Tilfælde, hvor Afdødes Begravelse bekostes af Familien eller andre Private, derfor nyde 40 Rigsbankskilling Sølv; hvorimod de med Hensyn til Liig, som jordes for offentlig Regning, skulle meddele saadan Attest uden Betaling.

Plakat af 21. april 1830 For Danmark, indeholdende Bestemmelse om, hvor Skifte skal afholdes efter det udskrevne Mandskab, som afgaar ved Døden under dets Ophold ved eller Reise til og fra Regimenterne eller Corpserne

Ophæves som forældet (er i øvrigt markeret som historisk i Retsinformation).

Gr. Da det er anseet tvivlsomt, hvilken Skifteret der skal behandle Boerne efter de til Kgl.Tieneste udskrevne Nationale, naar disse døe paa det Sted, hvorhen de ere kaldte for Tienestens Skyld, eller paa deres Reise til eller fra dette Sted, saa har Kongen, for at indføre en lige og med Vedkommendes Tarv stemmende Fremgangsmaade i deslige Tilfælde, fundet for godt at befale, som følger:

Naar Nogen af det udskrevne Mandskab døer paa det Sted, hvor han opholder sig for Tienestens eller Vaabenøvelsernes Skyld, saavelsom og naar Dødsfaldet indtræffer paa Reisen til eller fra dette Sted, skal Skiftet efter den Afdøde behandles af Skifteretten paa det Sted, hvor han forhen havde sit Hiem, uden at det ovenmeldte Ophold i saa Henseende kommer i Betragtning. Og skal det paaligge Skifteretten paa det Sted, hvor Dødsfaldet er skeet, uopholdeligen derom at underrette Skifteretten paa Hiemstedet, samt dernæst, efter Fradrag af Begravelses-Omkostningerne og det, der maatte være at udrede til vedkommende Regiment eller Corps, snarest mueligt at oversende Efterladenskaberne eller det ved sammes Forauctionering udbragte Beløb til den sidstmeldte Skifteret, forudsat ellers, at der ikke allerede paa det Sted, hvor den Paagieldende er død, fremstaae myndige Arvinger, som uden Skiftehold ville tiltræde Boet, eller dette tiltrædes af en Enke, som ifølge Lov eller Bevilling er berettiget til at hensidde i uskiftet Boe.

Plakat af 6. april 1831 ang. Efterstikning af topografiske Kort

Udgår som følge af lovforslagets § 12.

Kgl. Bek., hvorved det forbydes at efterstikke eller efterstukne at indføre de topographiske Korter, som det er tilladt den Kgl. General-Qvarteermester-Stab at udgive.

Da Kongen har tilladt General-Qvarteermester-Staben, successive i Trykken at udgive en nye Udgave af topographiske Korter over Danmark og Slesvig, grundet paa bemeldte Stabs egne Opmaalinger, saa vil Kongen have alle og enhver forbudt, de Kort, som saaledes af fornævnte Stab udgives, at efterstikke eller andetsteds forfærdige Efterstik af samme i Riget at indføre, under en Mulct af 10 Rbd. Sølv for hvert Exemplar af et saaledes efterstukket Kort, der maatte antræffes.

Forordning af 27. juli 1832 for Danmark, ang. visse Lettelser med Hensyn til Benyttelsen af Auctionsvæsenet

Udgår som forældet samt som følge af lovforslagets § 7.

Gr. For at fremme Omsætning af Handelsvarer ved Auctioner, har Kongen fundet for godt at anordne en betydelig Nedsættelse i det Salarium, som det nugieldende Sportel-Reglem. bestemmer for frivillige Vareauctioner. Og da det er anseet tvivlsomt, hvorvidt Fr. 21 Jun. 1793 § 3, forsaavidt samme indeholder, at Løsøre-Auctioner skulle holdes i den Jurisdiction, hvorhen Godset flyttes, tilsteder, at lade Auctioner, der ikke have enkelte bestemte Ting, men kun en vis Qvantitet af Korn eller andre Varer til Gienstand, afholde uden for det Sted, hvorfra eller hvortil Varerne skulle leveres, saa har Kongen ligeledes fundet for godt at afgiøre dette Spørgsmaal paa den med bemeldte Forordnings Hensigt meest overeensstemmende og for den frie Omsætning meest begunstigende Maade. Endelig har Han anseet det gavnligt ved en udtrykkelig Bestemmelse at hæve den Tvivl, som der i de Tilfælde, hvori en Retsbetient har Hiemmel til at holde Ting eller have Boepæl uden for sin Jurisdiction, kunde opstaae om hans Ret til paa Tingstedet eller sin Boepæl at holde Auctioner. Derfor befales som følger:

1.) Det ved Sportel-Regl. 22 Mart. 1814 § 104 for frivillige Auctioner over Handelsvarer, som sælges i større Partier, bestemte Salarium, skal indtil videre være saaledes nedsat, at det kun betales efter følgende Taxt: af de første 500 Rbd. Sølv af det samlede Auctionsbeløb 2 pCt., af det, som er over 500 Rbd. Sølv indtil 1000 Rbd. incl. 1 1/2 pCt., af det, som er over 1000 Rbd. S. indtil 2000 Rbd. incl. 1 pCt., af det, som er over 2000 Rbd. S. indtil 4000 Rbd. incl. 1/2 pCt., af det, som er over 4000 Rbd. S. indtil 10,000 Rbd. incl. 1/4 pCt., af det, som er over 10,000 Rbd. 1/8 pCt. Derhos bortfalder alt hvad bemeldte § i Sportel-Reglem. i Forbindelse med den paafølgende § 107 fastsætter, med Hensyn til hvem Varerne tilhøre, saa at det, for at hiemle Anvendelsen af foranførte Regel for Salariets Bestemmelse, skal være nok, at Varerne ere Handelsvarer, og at de sælges frivillig samt i større Partier, i hvilken sidste Henseende det fremdeles haver sit Forblivende ved den Grændse, som bestemmes i Fr. 4 Aug. 1742 § 11. Det følger iøvrigt af sig selv, at den i Sportel-Reglem. § 156 fastsatte almindelige Forhøielses-Afgift ogsaa bliver at svare af det paa ovenanførte Maade modererede Gebyhr.

2.) For forgieves Opraab ved Vareauctioner nedsættes Gebyhret herefter til det halve af det i fornævnte Sportel-Reglem. § 116 bestemte Beløb, dog uden at derved skeer Forandring i den sidste Deel af fornævnte § i Sportel-Reglem., hvorefter der, saafremt Betalingen for samtlige forgieves Opraab i Forbindelse med Salariet for de Varer, som sælges, ei udgiør fulde 2 Rbd. 24 pund Sølv, dog bør betales et saadant Beløb, foruden Forhøielses-Afgiften.

3.) Forommeldte Moderation i Gebyhrerne for Vareauctioner bliver ogsaa anvendelig paa Licitationer over Leverance af Handelsvarer i de ovennævnte større Partier.

4.) Fr. 21 Jun. 1793 § 3 skal ikke være til Hinder for at det i alle Tilfælde, hvor Auction holdes over saadanne Effecter, som ikke behøve at forevises for de Lysthavende uden i alt Fald i en blot Prøve, saasom naar Kornleverancer fra et vist Sted eller fra visse Ydere, eller et vist Qvantum Brænde af en bestemt Skov forauctioneres, skal være tilladt, at lade Auctionen afholde paa det Sted, hvor Reqvirenten finder det fordeelagtigst, uden Hensyn til det Sted, hvorfra eller hvortil Varerne skulle leveres, hvorimod den i bemeldte Lovsted for Løsøre-Auctioner foreskrevne Regel bliver anvendelig, naar saadanne Præstationer skulle forauctioneres, med Hensyn til hvilke en Foreviisning eller et Eftersyn paa Stedet udkræves.

5.) Da Rettens Betiente i adskillige Tilfælde have Hiemmel til at holde Ting eller have Boepæl uden for deres Jurisdictions Grændser, og der kunde opkastes Tvivl om, hvorvidt en saadan Retsbetient paa Tingstedet elle sin Boepæl kan afholde Auction, saa bestemmes herved, hvad Forholdets Natur og tilsiger, at han dertil maa være berettiget i ethvert Tilfælde, hvor det iøvrigt tilkommer ham at holde Auctionen, og hvor der ellers, efter Auctions-Gienstandens Beskaffenhed, intet er til Hinder for at den holdes paa bemeldte Sted.

Kancelli-Cirkulære af 7. januar 1834 til samtlige Amtmænd og Vicepolitidirekteuren i Kjøbenhavn ang. danske Undersaatters og de her ansatte fremmede Konsulers Ret til at lade Flag vaie paa deres Boliger

Udgår som forældet samt som følge af lovforslagets § 10.

Det kongelige Departement for de udenlandske Sager har kommuniceret Kancelliet, at det fra det herværende keiserlig russiske Gesandtskab har modtaget Anmeldelse om, at Kaiseren af Rusland har foreskrevet de paa det medfølgende Bilag aftegnede 4 Flag for de russsiske diplomatiske Agenter og Konsuler, nemlig Nr. 1 for Ambassadeurer og overordentlige Gesandter, og det saaledes, at Flaget for Ambassadeurerne heises paa de Keiserlige Krigsskibes Stormast, og for de overordentlige Gesandter paa Fokmasten; Nr.2, der er det samme, som tidligere var reglementeret for Konsulerne , er nu tillagt Residenter og Charges D'affaires, og heises paa de keiserlige Krigsskibes Mesanmast; Nr. 3 er bestemt for de keiserlige Generalkonsuler med Tilladelse for disse til at bruge det fra deres Huse eller paa deres Chalupper, og Nr. 4 for de russiske Konsuler, ligeledes til Brug fra deres Huse eller paa deres Chalupper.

Med at meddele (Tit) Foranførte, skulde Kollegiet tillige efter hans Majestæts aller høieste Befaling, tjenstligst tilmelde Dem til videre Bekendtgørelse, at ligesom ingen Privatmand maa lade noget Flag vaie fra sine Eiendomme i Kjøbstæderne eller paa Landet, saaledes kan Saadant ei heller tilstedes andre Magters i de danske Stater ansatte Konsuler, hvorimod intet er til Hinder for, at det tillades her i Landet residerende fremmede Konsuler, naar de i egen person begive sig ombord til Skibe, som tilhøre deres Nation, da paa deres egne Baade at føre det omhandlede Flag, dog uden Vimpel.

[Fr. af 26. juni 1844 ang. Fribefordringsvæsenet i Danmark]

Udgår som forældet.

Uddrag fra Danmarks Love 1665-1937.

§ 1. Ved Udredelsen af de, i offentlige Anliggender forefaldende Fribefordringer skal fremdeles, ligesom hidtil, være at tage Hensyn til, om de Anliggender, i hvilke saadan Befordring behøves, vedkomme enten det Offentlige i Almindelighed eller nærmest ikkun en eller anden enkelt Commune.

§ 2. Til de i § 1 først ommeldte Fribefordringer høre de, som giøres fornødne for Kongen og Dronningen med Suite og Gods paa deres Reiser i Riget. Hvad angaaer de Vildt- og Jagtreiser, som ommeldes i Fr. 18 Apr. 1732, § 31, og 20 Mai 1840, § 23, saavelsom de saakaldte Fadebuursreiser og de Kiørseler, Beboerne paa de Kgl. Domainer have, ifølge Skiøder og Fæstebreve, at udrede, saasom til Embedsreiser, Godsbestyrelsen vedkominende, til Befordring af Bygnings-Inspecteurer og Haandværksfolk ved Arbeider paa de Kongen tilhørende Kirker og Skoler, til Transport af enkelte Brænde- og Tørv-Deputater m. m., da henhøre disse ikke til ovennævnte, det Offentlige i Almindelighed vedkommende, Kiørseler, men skulle fremdeles udredes af de Paagieldende paa samme Maade som hidtil.

§ 3. Til den i § 1 ommeldte 1 Classe af Fribefordringer høre endvidere efterfølgende:

1. for Militairpersoner paa deres i den militaire Tieneste beordrede Reiser, saavelsom, til beordrede Transporter af militaire Effecter af alle Slags, saasom Bagage, Munderingssager, Armatur, Brød, Fourage, m. m.;

2. for Remonte-Commissionens Medlemmer til deres aarlige Reiser for at indkiøbe Remonteheste til Armeen;

3. for Søe- og Land-Milicesessionernes Deputerede og øvrige Personale paa Sessionsreiser;

4. for Indrulleringscheferne samt de med dem følgende Embedsmænd, ligeledes paa Sessionsreiser;

 

7. for Generaldecisorerne eller andre Kgl. Embedsmænd, der udføre de anordnede Kasseundersøgelser;

8. til alle andre Reiser, der ellers beordres at foretages i Anliggender, vedkommende Kongens Tieneste.

§ 4. Den i § 1 ommeldte anden Classe af Fribefordringer udredes til de saakaldte Amtsreiser og Sognereiser. Som Amtsreiser betragtes de Kiørseler, der afgives:

1. til Stiftamtmænd og Amtmænd paa Embedsreiser, hine i Stiftets og disse i Amtets Anliggender;

 

3. til Herredsfogder og Birkedommere:

a. naar de i Criminelle Sager eller offentlige Politiesager holde Extraret udenfor det ordinaire Tingsted eller deres Bolig, saa og naar de reise for, som Politimestere, at tilvejebringe Orden, eller for at efterkomme de dem i Henseende til Veiopsynet paaliggende Pligter, samt i enkelte Jurisdictioner, i Anledning af deres Tilsyn med Fiskeriet i Limfiorden,

b. til Executionsforretninger hos Personer, der have været undergivne offentlig Tiltale;

c. naar de, paa de i Begyndelsen af foranstaaende § 2 ommeldte Reiser, have at give Følge indenfor deres Embedsdistricts Grændser;

4. til Amtsforvaltere i lige Anledning, som under næst foregaaende Nr. 3, Litr. c er nævnt;

 

9. til Branddirecteurer, eller, forsaavidt deres Embedsforretninger ere, eller blive, overdragne til Herredsfogderne og Birkedommerne, da til disse Embedsmænd, naar de foretage Reiser:

 

c. til Taxationer og Omtaxationer, der paa det Offentliges Vegne afholdes, i hvilket Tilfælde Taxationsmændene ligeledes skulle have fri Befordring;

 

11. til Proeuratorer i Delinqventsager, og, naar vedkommende Part ei selv kan befordre dem, ligeledes i beneficerede Sager;

12. til Transport af Delinqventer med Vagt til og fra Tinget, saavelsom til Straffestedet, forsaavidt de ikke kunne befordre sig, tilfods;

13. Ophævet;

14. Ophævet.

Som Amtsreiser betragtes endvidere ridende Bud i Amtets Ærinde.

§ 5. Som Sognereiser betragtes de Kiørseler, der afgives:

1. til Kirkers og Kirkegaardes Istandsættelse og Vedligeholdelse;

2. til Skolebygningers Opførelse, Istandsættelse og Vedligeholdelse i ethvert Skoledistrict, for sammes Vedkommende;

3. i Anliggender, vedkommende Fattigvæsenet i de enkelte Districter, forsaavidt Kiørseler hertil maatte, giøres fornødne, saasom til Lægger, naar de hentes til fattige Syge, til Jordemødre, der kaldes til at betiene Fattige, eller Huusmænds og Indersters Hustruer, naar Vedkommende ikke selv have Heste og Vogn, m. m.;

4. til Præster i de i Fr. 13 Mart 1761, § 8, ommeldte Tilfælde;

 

Som Sognereiser betragtes endvidere ridende Bud i Sogne-Anligender.

§ 6. Forsaavidt fornævnte Fribefordringer, enten paa Grund af Reisens Beskaffenhed, eller formedelst andre Omstændigheder, maae vedblive at udredes in natura, hvorom iøvrigt de nærmere fornødne Forskrifter indeholdes i de efterfølgende Paragrapher, skal Forpligtelsen hertil fremdeles paahvile dem, der i Medhold af de hidtil gieldende Anordninger have været saadan Forpligtelse undergivne.

§ 7. Som en Følge heraf skulle de i forestaaende § 2 ommeldte egentlige Kongereiser vedblive at udredes, saavel af Kiøbstæderne, Kiøbenhavn undtagen, som af samtlige kiørepligtige Hartkornsbrugere paa Landet, uden Hensyn til om Hartkornet er privilegeret eller uprivilegeret, For de i saadan Anledning afgivne Befordringer bliver, ligesom hidtil, ikke nogen Betaling at erlægge.

§ 8. Til Indskrænkning, forsaavidt Omstændighederne tillade det, af de Frireiser, der ommeldes i foranstaaende § 3, vil Kongen have alle de Autoriteter, under hvis Bestyrelse de Anliggender henhøre, som giøre Reiser af fornævnte Slags fornødne, paalagt, ikke alene fremdeles nøie at paasee, at ikkun de i ethvert Tilfælde høist nødvendige Befordringer reqvireres, men ogsaa, forsaavidt enten den Reisendes personlige Stilling eller Reisens Beskaffenhed ikke maatte være til Hinder deri, at lade den Reisende benytte Befordringen med Dampskibe, Diligencer, Dagvogne eller andre lignende Indretninger, imod at godtgiøres i Penge, hvad Befordringen koster. Vedkommende Autoriteter, som ere berettigede til at udstede Pas paa Fribefordring, have at drage Omsorg for, at den Reisende, hvor saadant lader sig giøre, anvises Beløbet af de Udgifter, der kunne antages at ville medgaae til Befordringen ved Afbenyttelse, enten af de almindelige Vognmandslaug, eller af nysnævnte andre Befordringsmidler. Som Følge heraf blive da de forefaldende Befordrings-Udgifter at afholde af den Reisende selv, der tillige skal være forpligtet til, naar den af ham modtagne Sum ikke med Nøiagtighed forud har kunnet beregnes, efter fuldendt Reise at aflægge Regnskab til vedkommende Autoritet for Summens Anvendelse. I de Tilfælde, i hvilke den nylig nævnte Fremgangsmaade med Forskud til de fornødne Befordrings-Udgifter ikke kan bruges, saa at det er nødvendigt, at Befordringen maa ydes in natura, bliver denne at afgive ved de almindelige Vognmandslaug, og ikkun naar en saadan ikke kan haves, af Landdistricterne,

§ 9. For enhver Befordring, eller for ethvert Par Forspandsheste, der i Henhold til Slutningen af næstforegaaende § 8 blive efter Reqvisition, overeensstemmende med de udfærdigede Reisepasse, afgivne enten af Kiøbstæderne eller, hvad Landdistricterne angaaer, af [det uprivilegerede] Hartkorns Brugere, tilstaaes en Pengebetaling, der for Kiøbstadbefordringer skal være lig med den sædvanlige Vognmandstaxt, og for Befordringer af Landdistrikterne ansættes til Vognmandstaxten for de mindre Postvogne. Hvad iøvrigt angaaer de i foranstaaende § 3, Nr. 1, ommeldte, under nærværende Paragraphs Bestemmelser indbefattede, Reiser i militaire Anliggender, da forstaaes ved disse alene de ordinaire, der i Fredstid behøves. Den i Fr. 9 Mai 1806, § 7, givne Forskrift vedbliver saaledes fremdeles at være gieldende, men for sammes Anvendelse ville i paakommende Tilfælde specielle Regulativer vorde kundgiorte.

§ 10. Efter Beskaffenheden af de Reiser, der ere specificerede i foregaaende § 4, nemlig eftersom de foretages i et en Kiøbstad eller et Landdistrict vedkommende Anliggende, skulle de udredes af det Amts enten Kiøbstæder eller Landdistricter, hvorfra Befordringer afgives, og skal denne Regel ligeledes være gieldende, forsaavidt enkelte af bemeldte Reiser finde Sted i Anliggender, vedkommende et Stift. Dog er det en Selvfølge, at, ligesom Staden Kiøbenhavn vedbliver at være uden Communalforbindelse med de øvrige Kiøbstæder, saaledes vedblive ogsaa Kiøbstæderne og Landdistricterne paa Bornholm at danne een samlet Commune i den heromhandlede Henseende. Fra foranførte Bestemmelse, at Byrden af de forefaldende Amtsreiser bør bæres af ethvert Amt, hvorfra Befordringen afgives, undtages iøvrigt Delinqventers Transport til Straffestedet, hvilken, Transport uden Hensyn til, om Straffestedet er beliggende enten udenfor Amtet, men i Stiftet, eller udenfor Stiftet, bør bekostes af det Amts enten Kiøbstæder eller Landdistricter, i hvilket Delinqventsagen er bleven behandlet og paakiendt.

§ 11. Da fornævnte Amtsreisers Afgivelse in natura efter Mulighed bør søges indskrænket, haver Amtsraadet i ethvert Amt og, for Kiøbstædernes Vedkommende, Amtmanden, med Communalbestyrelsen at tage under speciel Overveielse, om der ikke maatte findes Anledning til at indlede Underhandling med adskillige af de til saadanne Frireiser berettigede Personer om selv, imod en passende Godtgiørelse, at overtage den fornødne Befordring, enten for deres Embeds- eller Tieneste-Tid, eller i alt Fald til en Prøve paa eet eller flere Aar, hvorom da Forening, hvortil kan bruges ustemplet Papir, bliver at oprette De Foreninger af saadant Slags, som allerede nu paa enkelte Steder ere oprettede overeensstemmende med Pl. 18 Oct. 1825, skulle fremdeles beholde Gyldighed, dog at den ved samme betingede Godtgiørelse i alle Tilfælde ansættes til Penge, og den ikke skal falde den enkelte Jurisdiction til Byrde, men udredes paa samme Maade, som i det Følgende nærmere foreskrives med Hensyn til Betalingen for andre Amtsreiser; hvorhos bestemmes, at ingen af forbemeldte Foreninger maa, naar den udløber, fornyes, derover indhentet Erklæring af Amtsraadet og, for Kiøbstædernes Vedkommende, af Amtmanden med Communalbestyrelsen. iøvrigt skal det staae Enhver, med hvem en saadan Forening er eller bliver oprettet, frit for, til de Reiser, som ere Foreningens Gienstand, at leie Befordring, uden i den Henseende at være indskrænket ved Vognmandslaugene i Kiøbstæderne ellers tillagte Rettigheder.

§ 12. Det fastsættes som almindelig Regel, at afgivne Befordringer til de Amtsreiser, der ikke besørges udførte efter Forening paa nysnævnte Maade, ligeledes skulle betales, de i foregaaende § 4 anførte Ridetoure med Halvdelen af Godtgiørelsen for Kiørselstoure, og skal det i forommeldte Henseende være overladt til ethvert Amts communale Bestyrelse, respective for Kiøbstæderne og Landdistricterne, nærmere at regulere det videre Fornødne, hvorved bliver at iagttage, at den Reisende henvises til efter Mulighed at benytte Diligencer, Dagvogne eller andre lignende Indretninger, deels til Besparelse i de medgaaende Befordrings-Udgifter, deels til Indskrænkning af de Tilfælde, i hvilke det giøres nødigt at lade de iøvrigt i Overeensstemmelse med foregaaende § 8 kiørepligtige Landboere afgive Befordringen in natura.

§ 13. Den Betaling, der ifølge næstforegaaende § 11 og § 12 bliver at erlægge for de saakaldte Amtsreiser, henhører, forsaavidt Reiserne vedkomme Kiøbstæderne, til Udredelse af disses Kæmnerkasser, og skal i de Amter, hvor flere Kiøbstæder gives, samt naar Reiserne finde Sted i Anliggender, hvis øvrige Omkostninger, efter hidtil gieldende Forskrifter, bæres af bemeldte Kiøbstæder i Forening, fordeles til Udredelse af disse Kiøbstæder i Forhold til enhvers Folkeantal, til hvilken Ende der ved Aarets Udgang bør, forsaavidt Reiser af nysnævnte Slags angaaer, skee endelig Opgiørelse af, hvad der overensstemmende hermed kan falde paa enhver Kiøbstad, som saaledes enten berettiges eller forpligtes til Refusion af, hvad der i Aarets Løb er af samme bleven udredet, enten meer eller mindre end det Beløb, Opgiørelsen medfører. Den paa ethvert Amts Landdistrict faldende Andeel af bemeldte Betaling bliver, som hidrørende fra Reiser, der ere foretagne i hele Communens Interesse, at afholde af Repartitionsfonden. Paa Bornholm henhører saadan Betaling, saavel for Kiøbstædernes som for Landets Vedkommende, til Udredelse af den for samme fælleds Repartitionsfond; men, i Lighed med hvad i foregaaende § 9 er bestemt, tillades det, at de sammesteds forefaldende Amtsreiser udredes af Beboerne paa samme Maade som hidtil, da der, naar det i § 9 ommeldte Forslag fra Amtsraadet indgives, tillige vil være at giøre Forslag til nærmere Regulering af Amtsreiserne.

§ 14. Skulde den communale Bestyrelse for noget Amt, efter derom for Landdistricternes Vedkommende indhentede Erklæringer fra de forskiellige Sogneforstanderskaber, ansee det for ønskeligt, at enten alle eller nogle af de forommeldte Amtsreiser fremdeles og indtil videre udredes in natura uden Betaling, da skal Rentekammeret, naar Forslag derom, saavelsom om den i saa Henseende fornødne Regulering af Fremgangsmaaden i det Hele, maatte indkomme til samme, og Forslaget findes hensigtsvarende, være bemyndiget til undtagelsesviis at approbere dette, dog at ikke de i foregaaende § 11 ommeldte Foreninger angaaende Godtgiørelse istedetfor Befordring in natura derved ophæves uden Vedkommendes Samtykke.

§ 15. Forsaavidt der paa de i det Foregaaende ommeldte Reiser maatte forefalde Transporter over større eller mindre Færgesteder, bliver for samme ingen Betaling at erlægge, med mindre en saadan. enten med det fulde taktmæssige Beløb, eller med et under samme nedsat Beløb, er hiemlet i det paa Færgefarten meddeelte Privilegium, og tilvejebringes da saadan Betaling paa samme Maade, som med Hensyn til Betalingen for Befordringer til Lands er foreskreven i foranstaaende § 9 og § 13, alt eftersom Reisen henhører under enten det ene eller det andet Slags af de sammesteds omhandlede Frireiser. Roe-Toure udenfor de egentlige Færgesteder betales i Forhold til Taxterne ved nærmeste Færgested.

§ 16. Til de foran i § 2 ommeldte egentlige Kongereiser blive Befordringspassene efter Reqvisition, ligesom hidtil, at udfærdige af Rentekammeret, der ligeledes udfærdiger de fornødne Passe for de i § 3 omhandlede Reiser i Kgl. Tieneste, dog med Undtagelse af dem, der ere nævnte under sammes Nr. 1 og Nr. 2, hvilke, fremdeles skulle, efter den engang indførte Forretningsorden, udfærdiges af General-Commissariats-Collegiat og af Generalqvarteermesteren, eller, naar enkelte Reisers uopholdelige Foretagelse maatte giøre saadant nødvendigt, af vedkommende commanderende General eller Corps-Chef. Til de foran i § 4 specificerede Amtsreiser udstedes Passene af Amtmanden i det Amt, i hvilket Befordringen afgives, hvorom de fornødne nærmere Bestemmelser blive at optage i det i foregaaende § 12 foreskrevne Regulativ.

§ 17. I Befordringspasset hør anføres ikke alene Pashaverens Navn og Stilling, samt i hvilken Anledning den eller de i samme omhandlede Reiser foretages, men, ogsaa hvormange Personer eller hvilket Gods der skal befordres, saavelsom hvorvidt kun een eller flere Vogne, og da af hvilket Slags, eller hvormange Par Forspandsheste der maa reqvireres, ligesom det tillige bliver at tilføie, hvorvidt der til Reisen fortrinsviis skal benyttes sædvanlig Vognmandsbefordring, eller, hvad især ved visse Militair-Transporter saavelsom ved flere af de forefaldende Amtsreiser vil være Tilfældet, om Befordringen skal afgives alene af Landboerne.

§ 18. Enhver, som efter denne Fr. er berettiget til at nyde Fribefordring til de i § 16 ommeldte Reiser, bør, forsaavidt der ikke, i Henhold til hvad foran i § 8 samt § 11 og § 12 er bestemt, er tilstaaet en vis Pengegodtgiørelse istedetfor Befordring in natura, være forsynet med et paa den i bemeldte § 16 foreskrevne Maade udfærdiget Pas, enten for hver enkelt Reise eller, hvis Reiser af samme Art jevnlig forefalde, samt naar Omstændighederne ellers maatte giøre saadant mere hensigtsvarende, for et bestemt kortere eller længere Tidsrum, hvilket dog ikke i noget Tilfælde maa overskride 1 Aar. Det paaligger derhos den Pashavende, strax efter fuldendt Reise, eller hvis Passet er udstedt for en bestemt Tid, da naar denne Tid er forløben, at tilbagesende Passet, forsynet med de i efterfølgende § 35 befalede Paategninger, til den Autoritet, der har udstedt samme.

§ 19. Naar det meddelte Pas lyder paa sædvanlig Kiøbstadbefordring, og Reisen skal tiltrædes fra Kiøbenhavn, rekvireres Befordringen hos det almindelige Befordringsvæsen af den Autoritet, der har udstedt Passet, hvilken Autoritet efter tilstillet Regning drager Omsorg for sammes Betaling, der iøvrigt inddrages under den Repartition, som for de forskiellige Befordrings-Udgifter i det Følgende foreskrives. Udenfor Kiøbenhavn haver den Reisende, ved at fremsende det udstedte Pas, at rekvirere Befordring hos Opsynsmanden for Befordringsvæsenet, som ved Vognens Afgivelse tilbageleverer Passet til den Reisende. Skal derimod Befordringen ydes af Landboere, bør forommeldte Reqvisition skee til Amtsforvalteren, i Regelen 24 Timer førend Befordringen agtes benyttet, for at den efter Budsendelse til Sognefogden betimelig kan af denne vorde tilsagt og derefter møde til den bestemte Tid. Dog undtages herfra de Tilfælde, i hvilke det, navnlig paa Grund af forskiellige Amtsreisers Beskaffenhed, vilde være uhensigtsmæssigt at rekvirere Befordringen til disse hos Amtsforvalteren, og bør da Reqvisitionen skee til den nærmeste Sognefoged, der uden Ophold har at tilsige Befordringen. Ligeledes skal det, naar Nødvendighed i enkelte Tilfælde maatte kræve det, være den Reisende tilladt under behørig Legitimation ved Befordringspassets Foreviisning at rekvirere Befordringen hos den nærmeste Sognefoged. Om de Befordringer, der afgives efter saadanne directe Reqvisitioner til Sognefogden, haver denne uopholdeligen at underrette Amtsforvalteren.

§ 20. Forsaavidt der til de Fribefordringer, der ommeldes i forestaaende § 2, § 3 og § 4 skal afgives Befordring af Landdistricterne, bør der, naar undtages saadanne Tilfælde, i hvilke et forholdsviis betydeligt Antal, enten bespændte Vogne eller Forspandsheste, udkræves, f. Ex. til forefaldende større Militairtransporter, ikke tilsiges andre, med Hensyn til den paagieldende Reise iøvrigt kiørepligtige, Hartkornsbrugere, end fra det Sogn, hvori Mødestedet er beliggende, saavelsom fra de andre Sogne, hvis Kirker ligge i ikke større Afstand fra Stedet, hvorfra Befordringen skal afgives, end 1 Miil i lige Linie. Forommeldte større Transporter bør derhos, forsaavidt Omstændighederne paa noget, Maade tillade det, skee paa den for Landmanden i Henseende til Pløining og Kornhøst beleiligste Tid. Iøvrigt skal det være Pligt for vedkommende Sognefogder, ved alle betydelige Kiørseler og Transporter, saavelsom ellers, naar det efter Fornødenhed paafordres af vedkommende Autoriteter, personlig, eller ved en paa eget Ansvar antaget Mand, at medfølge til Hest, for at vaage over god Orden paa Veien og Skiftestederne.

§ 21. Den i næstforegaaende § 20 indeholdte Forskrift om den Grændse, udenfor hvilke, Landboerne ikke i sædvanlige Tilfælde kunne tilsiges til Befordrings Afgivelse, skal dog være uden Anvendelse paa de Amtsreiser, som, efter dertil i Henhold til foregaaende § 14 meddeelt Tilladelse, vedblive i noget Amt indtil videre at forrettes in natura uden Betaling, hvorimod det ved den i nysnævnte § 14 foreskrevne Regulering bliver at iagttage, at Byrden fordeles over det hele vedkommende District saa ligeligt som muligt.

§ 22. De i næstforegaaende § 20 og § 21 omhandlede Befordringer kunne i Regelen, og naar betydelige Kiørseler undtages, ikke fordres ydede for en længere Veistrækning end i det høieste 4 Miil, dog at paa de enkelte Steder, hvor særegne Regulativer herom maatte være gieldende, disse skulle vedblive uforandrede, ligesom hidtil.

§ 23. I alle de Tilfælde, i hvilke der efter denne Fr. kan være Spørgsmaal om Vejlængden, bliver denne, naar ikke anden Bestemmelse derom haves, at beregne efter Videnskabernes Selskabs Kort i lige Linie, med Tillæg af 1/8 for Veiens Krumninger.

§ 24. For at det til enhver Tid kan vides, over hvormange Kiørseler der i forekommende Nødvendighedstilfælde kan i ethvert Amtstuedistrict disponeres, bør nøjagtige Fortegnelser optages over alle i Districtet kiørepligtige Landboere, [derunder, med Hensyn til de i § 2 nævnte Kiørseler, ogsaa Besiddere af privilegeret Hartkorn indbegrebne,] hvoraf enhver ansættes til een eller flere Kiørseler i Omgangen, i passende Forhold til Gaardens Hartkorn (Jfr. Lov om Hartkornsforskellen 20 Juni 1850 § 17)

§ 25. Af disse Fortegnelser, hvis Optagelse ledes af vedkommende Sogneforstanderskaber, bliver et Exemplar at tilstille Amtsforvalteren, der paa hidtil sædvanlig Maade asee den fornødne Omgang mellem de paagieldende Sogne, og skal et ligelydende Exemplar forbive hos Sognefogden, der under Forstanderskabets Tilsyn har at iagttage den rigtige omgang i Sognet selv.

§ 26. Naar der ved Jorders Udstykning foregaaer nogen saadan Forandring med en Jordeiendom, at den eller de, samme efter § 24 paahvilende Kiørseler i Omgangen ikke, efter hvad der kan være passende i Forhold til det ved samme tilbageblivende Hartkorn, kan affordres Eieren eller Besidderen, bliver den i næstforegaaende § 25 ommeldte, hos Sognefogden beroende, Fortegnelse at berigtige i Overeensstemmelse dermed, ligesom ogsaa fornøden Underretning herom ufortøvet tilstilles Amtsforvalteren. Lige Berigtigelse bør finde sted, naar ved Sammenlægning en Jordeiendom forøges i den Grad, at samme, i passende Forhold til det ved Sammenlægningen fremkomne samlede Hartkorn, bør ansættes til et forøget Antal Kiørseler i Omgangen. Udenfor de her omhandlede Tilfælde bliver iøvrigt Jorders Udstykning og Sammenlægning uden Indflydelse paa Kiørepligtens Fordeling,

§ 27. De i foregaaende § 24 og § 26 foreskrevne Regler for Omgangen af de paa Landdistricterne faldende Befordringer skulle dog ikke være anvendelige paa de Amtsreiser, som, efter dertil i Medhold af foregaaende § 14 given Tilladelse, vedblive i noget Amt indtil videre at forrettes in natura uden Betaling; men ved Reguleringen af disse Reisers Udredelse, kan den hidtil stedfundne Indretning med Kiørelægder fremdeles i det, Væsentlige beholdes, dog at saadanne nærmere Bestemmelser, som i den Anledning maatte ansees ønskelige, optages i det Forslag, der i Overeensstemmelse med fornævnte § 14 bliver at indgive til Rentekammeret.

§ 28. Naar Befordringen skal afgives fra et Landdistrict, tilstaaes den Kiørepligtige fra den Tid, Tilsigelse har fundet Sted, 2 Timer til de til Reisen fornødne Forberedelser, og desuden en passende Tid for at kunne tilbagelægge Veien mellem hans Hiem og Mødestedet, hvilken Tid bestemmes efter Forholdet af 1½ Time for en Vellængde af i Miil.

§ 29. Den til saadan Befordring Berettigede er ikke forpligtet til at vente paa samme længere end 1 Time over den bestemte Mødetid, og kan, naar saadan Tid er forløben, anden Befordring leies, om hvis Betaling Eieren har at henvende sig til Amtmanden, som efter de befundne Omstændigheder enten lader Betalingen, foruden en Mulct af 2 Rbd., under Udpantningstvang indfordre hos den Udeblivende, eller hos hvem Anden, Udeblivelsen maatte være at tilregne, eller, naar Udeblivelsen maa ansees som tilfældig, uden at Nogen derved har giort sig skyldig i Brøde, drager Omsorg for, at Betalingen for den leiede Befordring tilvejebringes paa samme Maade, som Betalingen for andre Befordringer af det Slags, hvortil den efter sin Beskaffenhed hører.

§ 30. Paa den anden Side skal heller ikke den Kiørepligtige være forbunden til at vente længere end en Time fra den berammede Mødetid at regne, eller, hvis han ikke saa betimelig maatte være indtruffen, da en Time efterat han virkelig er mødt. Dog gielder dette ikkun i Tilfælde af, at den eller de Personer eller de Effecter, som skulle befordres, ere tilstede paa Afgangsstedet paa den efter Tilsigelsen berammede Mødetid, hvorimod, naar de ikke til saadan Tid ere indtrufne paa Afgangsstedet, den mødte Befordring skal være pligtig at vente 1 Time efterat de, ere ankomne, dog i det Hele ikke længere end 3 Timer, eller, hvis fornævnte Personer eller Effecter skulle komme over Søen fra en anden Provinds, i 4 Timer, hvilke 3 eller 4 Timer beregnes fra den berammede Mødetid, hvis den Befordrende inden saadan Tid er mødt, men i andet Fald fra den Tid, han virkelig er mødt. Den Kiørepligtige, som har ventet den foranførte Tid, er berettiget til at vende tilbage til Hiemmet, og beholder, naar han med behørig Legitimation giør Anmeldelse derom hos Amtsforvalteren eller Sognefogden, ligefuldt Adgang til Betaling for den tilsagte Befordring paa samme Maade, som om den virkelig var bleven. udredet. Og bør derhos den Reisende godtgiøre Beløbet af denne Betaling, med mindre de Omstændigheder, der have bevirket Opholdet fra hans Side, befindes efter anstillet Undersøgelse ikke at kunne tilregnes ham. Er Befordringen af det Slags, som i Medhold af foregaaende § 14 afgives in natura uden Betaling, bliver den at afskrive Vedkommende, i den for saadanne Befordringer bestemte Omgang.

§ 31. Fra den i næstforegaaende § indeholdte Bestemmelse om en Ventetid af ikke over l Time skal dog passende Afvigelse være, tilladt, naar ved større forefaldende Transporter Paalæsningen ikke kan tilendebringes i saa kort en Tid. Imidlertid er det en Selvfølge, at denne bør fremskyndes det meste muligt, og Vedkommende, som dermed have Tilsynet, paadrage sig Ansvar og Mulct fra 5 til 20 Rbd., om fra deres Side nogen ulovlig Forhaling maatte finde Sted. Paa samme Maade og under lige Bestemmelser bør ligeledes i de heromhandlede Tilfælde Aflæsningen fremskyndes.

§ 32. Saavel Vogne som Heste og Seletøi bør være i forsvarlig Stand, og Vognen indrettet efter, om Befordringen, ifølge hvad derom ved Tilsigelsen er tilkiendegivet, skal benyttes af Personer, eller alene være til Transport af Gods, Fourage m. v., i hvilket sidstnævnte Tilfælde der med Vognen bør følge saavel Læssetræ som fornødent Reeb eller Toug. Skulle Personer befordres, da bør Vognen være forsynet med 1 à 2 Agestole foruden Kudskesædet, samt med tvende gode, hvert i det mindste 2 Favne lange Stykker Reeb, til dermed at fastbinde den Reisendes Bagage. Medfører den Reisende selv Agestol eller Calesche, kan den Kiørepligtige ikke vægre sig ved at anbringe samme paa Vognen, naar saadant kan skee uden Skade for denne. Befindes saadanne Mangler ved den stillede Befordring, at disse ikke uden skadeligt Ophold kunde vorde afhiulpne, og Befordringen paa Grund af samme maa erklæres ubrugelig, hvilket af den locale Politie-Øvrighed bliver at afgiøre, ansees Befordringen som udebleven. Hvis bemeldte Øvrighed ikke er tilstede, tilkaldes tvende troværdige Mænd, efter hvis afgivne Skiøn der foreløbig vil være at forholde.

§ 33. Paa en med 2 Heste bespændt Bondevogn maa Læsset, Kudskens Vægt derunder ei indbefattet, ikke overstige 600 Pund, ved hvis Beregning enhver voxen Person antages at have en Vægt af 150 Pund. Og skal med en saadan Vægt under en Mulct, beregnet efter 2 Rbd. for hver Time, der over den tilladte Tid medgaaer til Reisen, Befordringen skee, paa chausserede Veie i 1 Time pr. Miil, paa andre Veie i 1 ¼ Time pr. Miil, dog at passende Afvigelse herfra tillades, naar enten Transportens Beskaffenhed, f. Ex. med Fourage, eller, især om Vinteren, Veiens Beskaffenhed maatte giøre saadan Afvigelse nødvendig.

§ 34. Skulde Nogen, der er tilsagt til Befordrings Afgivelse, formene sig at være fritaget derfor, bør han dog uvægerlig afgive Befordringen, men kan derefter henvende sig med Klage til Amtmanden, der ved Resolution afgiør Sagen eller indsender samme til Rentekammeret, for hvilket Collegium derhos Sagen bliver at andrage, saafremt Klageren ikke maatte finde sig tilfreds med den af Amtmanden afgivne Resolution. Forsaavidt iøvrigt mellem den til Fribefordring Berettigede paa den ene Side og den Kiørepligtige paa den anden Side Tvistighed maatte opstaae, angaaende hvad i foranstaaende § 28-33 er foreskrevet, bliver Sagen at afgiøre af vedkommende Politimester, efter Omstændighederne, enten ved Resolution eller ved Kiendelse, og er det derhos en Selvfølge, at saafremt Nogen af de Paagieldende maatte giøre sig skyldig i saadanne Handlinger, der kunne medføre Ansvar eller Straf efter de almindelige Love og Anordninger, bliver Sagen derom at anhængiggiøre ved Retten paa ellers foreskreven Maade.

§ 35. Ligesom Amtsforvalteren eller Sognefogden og, saafremt Befordringen er skeet ved Vognmandslauget i en Kiøbstad, da Opsynsmanden ved samme, bør forsyne ethvert Befordringspas, hvorefter Kiørselen rekvireres, med Paategning bag paa samme, angaaende hvilke Kiørseler efter Passet ere blevne afgivne, saaledes skal det ogsaa paaligge, enhver Reisende, som overeensstemmende med denne Fr. § 3 er berettiget til Fribefordring i Kgl. Tieneste-Anliggender, at meddele den Befordrende Qvittering for den af ham ydede Befordring, i hvilken Qvittering, hvortil det fornødne Antal Blanquetter meddeles enhver Reisende tilligemed Befordringspasset, anføres:

c. Datum af det meddeelte Pas;

d. den Autoritet, af hvem Passet er udstedt;

e. det Anliggende, hvori Reisen er foretaget, samt

f. Stedet, hvorfra, og Stedet, hvortil Befordringen er afgivet.

§ 36. Den i næstforegaaende § 35 foreskrevne Fremgangsinaade med Qvitterings Meddelelse til den Befordrende selv behøver dog ikke at iagttages, naar vedkommende Sognefoged, overeensstemmende med hvad i Slutningen af foregaaende § 20 er bestemt, er tilstede ved forefaldende betydeligere Transporter, da det i saa Tilfælde skal være tilstrækkeligt, at Qvittering for alle de fra et Sogn udredede Kiørseler afgives under eet til bemeldte Sognefoged, som derefter iøvrigt har at iagttage, hvad i efterfølgende § 38 er foreskrevet, saaledes at de enkelte Kiørseler specificeres i den sammesteds ommeldte Regning.

§ 37. For de Befordringer, som udredes til de i denne Fr. § 2 ommeldte egentlige Kongereiser, gives ligeledes under eet Qvittering, nemlig til Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i vedkommende Kiøbstad for de af samme Kiøbstads Vognmandslaug udredede Befordringer, hvilken Betient desaarsag enten selv eller ved Fuldmægtig bør medfølge til næste Station, og til Amtsforvalteren for de af Landdistricterne afgivne Befordringer.

§ 38. De i foregaaende § 35 ommeldte, af den Befordrede meddeelte Qvitteringer blive eftersom Befordringen er afgivet af Vognmandslauget i en Kiøbstad eller af et Landdistrict, uden Ophold at aflevere, i alt Fald imod et Interimsbevis, i førstnævnte Tilfælde til Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet, og i sidstnævnte Tilfælde til Sognefogden i det Sogn, hvorfra Befordringen er udredet, og har saavel Opsynsmanden som Sognefogden ved hver Maaneds Udgang at tilstille Amtmanden en, med bemeldte Qvitteringer bilagt, Regning over de i Maanedens Løb afgivne Befordringer, i hvilken Regning derhos bliver for hver enkelt Reise at anføre Miletallet af Veilængden mellem Stedet, hvorfra, og Stedet, hvortil Befordringen er ydet.

§ 39. I Lighed med, hvad i foregaaende § 35 er foreskrevet, saavel i Henseende til Paategning paa Passet, som i Henseende til Meddelelse af Qvittering for den ydede Befordring, bliver at forholde, naar Befordringen skeer over et Færgested, hvis Eier eller Bruger, saafremt iøvrigt, i Henhold til foregaaende § 15, Adgang haves til Betaling for bemeldte Befordring, har at tilstille Amtmanden Regning over samme tilligemed den meddeelte Qvittering eller en verificeret Gienpart af samme. For Roetoure indgives Regning af Sognefogden paa det Sted, hvorfra Befordringen afgives.

§ 40. Forsaavidt Amtmanden ikke maatte finde noget at erindre mod de ham ifølge foregaaende § 38 og § 39 tilstillede Regninger over Befordringer til Kgl. Tienestereiser, blive disse, med fornøden Paategning herom, at tilstille [Amtsforvalteren, der, under Fremlæggelse af den i næstfølgende § 41 foreskrevne Qvittering, haver at føre Beløbet til Udgift i Contributions-Regnskabet saavelsom i de befalede Regnskabsextraeter, og sildigst inden Forløbet af 6 Uger fra det sidst afvigte Aars Udgang at indberette til Rentekammeret, hvad paa saadan Maade er ført til Udgift for de i bemeldte Aar ydede Befordringer af det her omhandlede Slags.]

§ 41. Ved de i næstforegaaende § 40 ommeldte Regningers Udbetaling til dem, der have ydet Befordringen, har Amtsforvalteren at iagttage, at saadan Betaling for Landdistricternes Vedkommende skeer ved Liqvidation i de Kgl. Skatter, hvor saadant lader sig giøre, og blive da de i § 38 nævnte Interimsbeviser, hvis forresten saadanne have fundet Sted, at tilbagelevere som indfriede ved den modtagne Betaling, for hvilken behørig Qvittering paasees afgiven for at tiene som Bilag ved Regnskabet.

§ 42. Over alle de saavel egentlige Kongereiser (§ 2) som Kgl.. Tienestereiser (§ 3), der i Løbet af et Aar fra den 1ste Januar til den 31te December ydes af ethvert Amt efter meddeelt Pas paa Fribefordring, skal af Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i Kiøbstæderne og af Amtsforvalterne, enhver for sit. Vedkommende, holdes nøiagtige, for ethvert af de nævnte 2de Slags Befordringer særskilte, Lister, i hvilke de reqvirerede og afgivne Fribefordringer indføres i chronologisk Orden efter Datum af Reqvisitionen. I særskilte Rubrikker anføres derhos:

1. Befordringspassets Datum og den Autoritet, af hvilken Passet er udstedt;

2. Pashaverens Navn og det i Passet opgivne Reiseanliggende;

3. Stedet, hvorfra og hvortil Befordringen er afgiven;

4. Miletallet, og

5. i Listen over de Kgl. Tienestereiser den for enhver Befordring foreskrevne Betaling.

§ 43. Disse Fribefordringslister bliver umiddelbart efter ethvert Aars Udgang at tilstille Amtmanden, der i Tilfælde af at Fribefordring maatte befindes at være bleven benyttet af Nogen, som ikke dertil har været berettiget, drager Vedkommende til Ansvar derfor. Med Hensyn til de Kgl. Tienestereiser haver iøvrigt Amtmanden at forvisse sig om, at det i Listerne over de dertil ydede Befordringer anførte Pengebeløb stemmer overeens med de af ham ifølge foregaaende § 40 givne skriftlige Paategninger, forsaavidt iøvrigt saadanne Paategninger til den Tid ere blevne meddeelte. Og da det er af Vigtighed, at Udgiften for samtlige disse, i ethvert Aar forefaldende, Fribefordringer vorder medtagen under endelig Opgiørelse paa eengang, have samtlige Amtmænd at indskærpe Vedkommende, uopholdelig efter ethvert Aars Udgang at indsende de da endnu for det forløbne Aar tilbagestaaende Regninger, hvorefter det paasees, at fornøden Bertigelse paafølger, sildigst inden Januar Maaneds Udgang.

§ 44. I de nærmest derpaa følgende 14 Dage blive de i foranstaaende § 42 og 43 ommeldte Befordringslister af Amtmændene at indsende til Rentekammeret,

§ 45. Forsaavidt Amtsreiserne, i Henhold til hvad om disse er bestemt i foregaaende § 12 og § 14, enten i det Hele eller for en Deel afgives mod Betaling, blive Reglerne for den fornødne Rigtigheds Holdelse dermed at optage i det i førstnævnte § ommeldte Regulativ.

§ 47. De i denne Fr. § 5 ommeldte Sognereiser skulle af de samme kiørepligtige Hartkornsbrugere, som de, der ere pligtige til at forrette Amtsreiser, udredes indtil videre, ligesom hidtil, in natura. Omgangen for disse Reiser skal derhos rette sig efter, hvad hidtil har været Skik og Brug i ethvert Sogn, med mindre dettes Forstanderskab maatte finde det tilraadeligt heri at foretage Forandring, og ville da de i saadan Anledning mulig opstaaende Tvistigheder henhøre til Afgiørelse af Amtsraadet og, saafremt Vedkommende ei maatte være tilfreds med samme, af Rentekammeret.

§ 48. I Særdeleshed skal det indtil videre forblive ved, hvad hidtil har været reguleret for de til Kirkers og Kirkegaardes Istandsættelse og Vedligeholdelse fornødne Kiørseler, og iagttages, at disse ikke maae for en Kiørepligtig ansættes til flere, end i det Høieste 5 i Løbet af et Aar, og desuden med den nærmere Bestemmelse, at de ikke i noget Aar kunne afkræves for en større Veilængde end 12 Miil, ligesom derhos den enkelte Reise ikke maa overstige en Veilængde af 6 Miil.

§ 49. For at de i et Skoledistrict forefaldende Kiørseler til Bygningsarbeider ved Districtets Skoler ikke skulle, en stor Deel af Districtets Beboere ere Brugere af privilegeret Hartkorn, som ikke ere pligtige til at deeltage i disse Kiørseler,] blive de øvrige Beboere altfor byrdefulde, skal det ligeledes, forsaavidt det ommeldte priviligerede Hartkorn udgiør i det mindste ¹/₃ af hele Districtets Hartkorn, og saafremt iøvrigt det danske Cancellie maatte finde, at dertil kan være Anledning, fremdeles overeensstemmende med Resol. 4 Apr. 1832 være tilladt, at lade en passende Deel af bemeldte Kiørseler bortfalde som en Gienstand for Udredelse in natura, og i Stedet herfor at tilveiebringe disse ved en billig Betaling, som reparteres paa Skoledistrictets Beboere.

§ 50. Over alle Sognereiser have vedkommende Sognefogder, under Sogneforstanderskabets Tilsyn at holde en særskilt nøiagtig Liste, som strax efter hvert Aars Udgang ,skal indsendes til, Amtmanden, der giennemseer samme, og foranstalter de Feil, han derved maatte opdage, rettede, eller efter Omstændighederne paatalte.

§ 51. Da længere Tid vil medgaae, inden de Undersøgelser og Omhandlinger, der ville være at foretage i Overeensstemmelse med foranstaaende § 8, § 1l, § 12 og § 14, kunne vorde tilendebragte, skal denne Fr. først træde i Kraft fra den 1 Jan. 1846, fra hvilken Tid samtlige Anordninger om Fribefordringsvæsenet i Danmark skulle være ophævede, forsaavidt de ikke i det Foregaaende udtrykkelig ere nævnte.

[Lov af 26. marts 1852 ang. Redningsvæsenet paa de danske Kyster (senest ændret ved lov nr. 30 af 17. marts 1882 om ændring af Lov om Redningsvæsenet paa de danske Kyster)]

Ophæves som forældet, jf. forsvarsministerens besvarelse af S 1570, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 4914.

§ 1. Til Redning af Skibbrudne bliver paa Nørrejyllands og Bornholms Kyster at oprette Redningsstationer, som skulle forsynes med de til dette Øiemed fornødne Apparater.

§ 2. Disse Apparater skulle bestaae i synkefrie Fartøier og Raketkasteapparater. Med begge Dele skulle følgende Stationer være forsynede, nemlig i Nørrejylland: Skagen, Kandestederne, Hirtshals, Lønstrup, Løkken, Blokhusene, Hanstedholm, Nordre-Vorupøre, Flyvholm, Tuskjær, Sønder-Lyngviig og Blaavandshuk, samt paa Bornholm: Snogebæk; med Raketkasteapparater alene, i Nørrejylland: Slette-Strand, Lild-Strand, Klitmøller, Vester-Agger, Thyboe-Røn, Vædersø Klit, Bjerregaard og Hennestrand, paa Bornholm: Rønne, Allinge, Gudhjem og Svannike, og med Redningsbaad alene: Agger-Canal. Stationen i Rønne forsynes med de til en Redningsbaad hørende Reqvisiter. Dog skal Indenrigsministeren kunne foretage saadanne Forandringer med Hensyn til Stationsstederne, som de locale Forhold til enhver Tid maatte gjøre nødvendige.

§ 3. Til Bestyrelsen af Redningsvæsenet kan af Indenrigsministeren aarlig anvendes en Sum af indtil 800 Rbd for Nørrejyllands, og indtil 150 Rbd. for Bornholms Vedkommende, hvorhos kan tilstaae Bestyreren indtil 2 Rbd. daglig i Diæter, naar de foretage Reiser i Redningsvæsenets Anliggender, samt 4 Rbmk. pr. Miil i Reiseomkostninger.

§ 4. Naar Bestyreren i Strandingstilfælde er tilstede, leder han Alt, hvad der vedkommer Mandskabets Redning. Iøvrigt forholdes efter den 10de Paragraph i Fdn. af 28de Decbr. 1836 om, hvad der i Strandingstilfælde skal iagttages.

§ 5. Ved hver Station antages af Bestyreren med Indenrigsministeriets Approbation en Opsynsmand paa Opsigelse, som kan tillægges en aarlig Løn af indtil 50 Rbd. Derhos tillægges ham daglig 1 Rbd., naar Øvelser med Redningsapparaterne foretages, og 2 Rbd. daglig, naar Redningsforsøg finde Sted.

§ 6. Bestyreren antager ved enhver Station det fornødne mandskab, som dog ikke tillægges nogen fast Løn, men derimod en efter Omstændighederne afpasset og efter Bestyrerens Forslag af Indenrigsministeriet nærmere fastsættende Godtgjørelse for de ved Øvelser og Redningsforsøg ydede Tjenester. Naar Nogen af Mandskabet, som ansættes ved Redningsbaadene, under Redningsforsøgene ved Lemlæstelse mister sin Arbeidsførhed, ansees han beretttiget til Understøttelse af Statskassen i Overeensstemmelse med Grundsætningerne i Invalideforsørgelsesloven af 9de April 1851. Paa samme Maade blive, naar Nogen af det nævnte Mandskab under Redningsforsøgene tilsætte Livet, deres Enker og Børn berettigede til understøttelse.

§ 7. Ved Accord, som approberes af Indenrigsministeriet, har Bestyreren ved enhver Station at drage Omsorg for, at de fornødne Transportmidler til Redningsbaadene og Apparaternes Fremførelsee stedse kunne haves paa rede Haand.

Cirkulære af 2. august 1854 om ophævelse af Forbudet mod flagning i Kanceli Cirkulære af 7de Januar 1834

Udgår som forældet samt som følge af lovforslagets § 10.

Justits-Min. Cirkl. (til samtlige Amtmænd og Politidirekteuren i Kjøbenhavn), hvori dem meddeles, at Kongen paa Justitsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling under 7de f. M. allernaadigst har bestemt, at det i den allerhøieste Resolution af 21de Decbr. 1833, bekjendtgjort ved Kanc. Cirkl. af 7de Jan. 1834, indeholdte Forbud mod Flagheisning maa være ophævet, saaledes at det for Fremtiden tillades Alle og Enhver i Kongeriget at heise Dannebrogsflaget uden Split fra deres Eiendomme eller Boliger i Kjøbstæderne og paa Landet, og at det ligeledes for Fremtiden bliver fremmede Magters her bosatte Konsuler uformeent sammesteds at lade deres respektive Nationalflag vaie.

[Lov af 4. marts 1857 om Udvidelse af Lov angaaende Redningsvæsenet paa de danske Kyster af 26de Marts 1852 § 6]

Udgår som forældet, jf. omtalen under forskriften fra 1852.

Vi Frederik den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark, o. s. v., Gjøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. Den Berettigelse til Understøttelse, som ved § 6 i Loven angaaende Redningsvæsenet paa de danske Kyster af 26de Marts 1852 er tillagt det ved Redningsbaadene ansatte Mandskab saavelsom dets Enker og Børn, skal ogsaa indtræde, naar Nogen af Mandskabet under en med Redningsbaaden foretagen Øvelse mister Arbeidsførhed eller tilsætter Livet.

§ 2. Denne Lov skal ogsaa være anvendelig paa det Ulykkestilfælde, der fandt Sted den 29de December forrige Aar ved Stationen Blokhuus.

§ 3. De ved denne Lov foranledigede Udgifter bevilges for Finantsaarene 1856 58.

Hvorved alle Vedkommende sig have at rette.

[Lov af 30. oktober 1857 om Forandringer i Loven af 26de Marts 1852 angaaende Redningsvæsenet paa de danske Kyster, dens §§ 3 og 6]

Udgår som forældet, jf. omtalen under forskriften fra 1852.

Vi Frederik den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark, o. s. v., Gjøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. Naar Redningsvæsenets Bestyrere foretage Reiser i Redningsvæsenets Anliggender, erholde de deres Udgifter til Befordring godgjorte efter Regning, hvorhos der tilkommer dem i Diæter et Beløb af indtil 3 Rd. daglig.

§ 2. Foruden de Mandskaberne ved Redningsstationerne ifølge § 6 i Loven af 26de Marts 1852 tilkommende Godgiørelser for deres ved Øvelser og Redningsforetagender ydede Tjenester, skal de kunne tillægges Samme en fast Løn, som for Formændene ved Baadstationerne fastsættes til 16 Rd. aarlig og for Baadfolkene til 12 Rd. aarlig, samt for det ved Raketstationerne ansatte Mandskab til 8 Rd. aarlig.

§ 3. Denne Lov træder i Kraft den 1ste April 1858. De ved denne Lov i Finantsaaret 1858-59 foranledigede Udgifter bevilges til Udbetaling.

Hvorved alle Vedkommende sig have at rette.

[Midlertidig Lov af 29. december 1857 ang. Frederiksberg Sogns oeconomiske Bestyrelse]

Udgår som forældet, for så vidt forskriften ikke allerede er ophævet.

Selv om Frederiksberg og Københavns Kommuner blev holdt ude af kommunalreformen for ca. 30 år siden, synes bestemmelserne i forskriften forældede og foreslås derfor ophævet, for så vidt det ikke allerede er sket. Når Topsøe-Jensen mener, at hovedparten af forskriften fortsat er gældende, skyldes det formentlig, at forskriften tilsyneladende aldrig er blevet formelt ophævet.

Uddrag inkl. senere ændringer jf. Danmarks Love 1665-1937

§ 1. Frederiksberg og Hvidovre Sogne skulle for Fremtiden udgjøre to særskilte Communer. Denne Adskillelse iværksættes med Hensyn til Fattigvæsenet, saasnart skee kan; i andre Henseender indtræder Adskillelsen fra 1ste Juli 1858 at regne. De Spørgesmaal om tidligere Mellemværender, der ei blive afgjorte ved mindelig Overeenskomst mellem Frederiksberg Communalbestyrelse og Hvidovre Sogneforstanderskab, blive at afgjøre af Indenrigsministeriet.

§ 2. Frederiksberg Communalbestyrelse skal bestaae [af Stedets Birkedommer] samt en Communalrepræsentation, bestaaende af [syv] af Communens Beboere dertil valgte Indvaanere. Birkedommeren indtager i denne Bestyrelse samme Plads som Magistraten eller Byfogden i Kjøbstæderne Denne Bestyrelse tilkommer der i det Hele samme Raadighed over Communens Anliggender som [ved Anordning af 24de Octbr. 1837 § 25] er tillagt Kjøbstædernes Øvrighed og Borgerrepræsentanter i Forening.

§ 8. Communalbestyrelsen har med Omhyggelighed at sørge for Communens Tarv og til den Ende, foruden sin Deeltagelse i Administrationen for Fattig- og Skolevæsenet, hvorom nedenfor vil blive handlet, at drage Omsorg ikke blot for, i Medfør af de gjældende Anordninger, at udføre paabudne Foranstaltninger og fordele de communale Byrder, men og for Indførelsen af saadanne Foranstaltninger, som efter de stedlige Forhold og Tidens Fordringer maatte findes fornødne, saasom Gaders Brolægning, Gaders og Veies Belysning samt disses Forsyning med Vægtere. De sidstnævnte antages, instrueres og afskediges af Politimesteren.

§ 9. De communale Udgifter lignes paa hele Communen under Eet, Bydistrictet, hvortil den Kjøbenhavn Nærmest liggende Deel henregnes, begrændses af Fasanveien, Lampeveien og Falkoneeralleen, dog at de Grunde, der umiddelbart tilgrændse disse Veistrækninger mod Vest (og for Lampeveiens Vedkommende imod Nord), blive, forsaavidt de ere bebyggede, at henregne til Bydistrictet. Den øvrige (vestlige) Deel af Sognet er Landdistrict. Efterhaanden som sidstnævnte mere bebygges, kan det, efter Indstilling fra Communalbestyrelsen, med Approbation af Indenrigsministeriet, indlemmes i Bydistrictet.

§ 15. Skulde ved en ny Lov en udvides Næringsfrihed blive tilstaaet i Sognet, skal det staae i Communalbestyrelsens Magt, med Indenrigsministeriets Samtykke, at fordele en Deel af den Udgift paa Næringen, der ifølge Foranførte skal lignes paa Formue og Leilighed.

§ 16. I Henseende til de Udgifter, som nu paahvile Amtets eller Jurisdictionens Beboere og altsaa ikke udelukkende vedkomme Frederiksberg Sogn, forblive det ved de gjældende Regler, [ligesom Sognets Stilling til Amtsrepartitionsfondet blive uforandret]. I Henseende til [Veivæsenet], Jordemodervæsenet og [Udredelsen af Districtsheste] forblive det ligeledes ved de gjældende Regler.

§ 17. Communalbestyrelsen har betimelig at forfatte et Overslag over Communens rimelige Udgifter for det følgende Aar, hvori ogsaa optages Udgifterne til Fattig- og Skolevæsenet, og dette Overslag maa, næst at indeholde en Forklaring over de Midler, som haves og uden Ligning at bestride Udgifterne, angive, hvad der bliver tilbage at dække ved Ligning. De Summer, der behøves til Fattig- og Skolevæsenet, have de vedkommende Commissioner betimelig at opgive for Communalbestyrelsen. Meningsulighed mellem disse Commissioner og Communalbestyrelsen om Størrelsen af de Summer, der opgives som nødvendige, afgjøres af den overordnede Autoritet, hvorunder de respective særegne Bestyrelser henhøre.

§ 19. Communalbestyrelsen har at sørge for, at Communeafgifterne betimelig opkræves og rettelig anvendes. Regnskabsvæsenet føres af Communalbestyrelsen, der dog er berettiget til at antage dertil imod Løn, som udredes af Communen efter Reglen i § 10, en paalidelig Mand, som tillige besørger Communeafgifterne opkrævede eller ialfald drager Omsorg for, at disse ved Foranstaltning af Birkedommeren blive inddrevne paa den for Communeafgifters Inddrivelse i Almindelighed lovbefalede Maade. Communalbestyrelsen har selv at føre Tilsynet med den antagne Regnskabsfører, for hvem den er ansvarlig med Hensyn til de af Communens Penge, han maatte have under Hænder. Iøvrigt kan Bestyrelsen til sin yderligere Betryggelse fordre, at Regnskabsføreren stiller Sikkerhed for de Oppebørsler, der betroes ham. Anviisninger paa Communens Kasse underskrives af Repræsentanternes Formand. Tiden for Regnskabsaflæggelsen er den samme, som gjælder for Kjøbstæderne, nemlig 3 Maaneder efter hvert Aars Slutning, ligesom ogsaa Ansvaret for Forsømmelse med Regnskabs betimelige Aflæggelse, hvilket paahviler Communalbestyrelsen. Naar denne har gjennemgaaet Regnskabet, henlægges det til Eftersyn for Kommunens Afgiftsydere paa et dertil beqvemt Sted i 3 Uger. Derefter revideres Regnskabet af tvende af Sognets Indvaanere dertil valgte Revisorer, med hvis Valg der forholdes ligesom med Valget af Medlemmer til Communens Repræsentanter, og som have at vedblive deres Function i [3] Aar. Efterat Revisorernes Beretninger ere besvarede af Bestyrelsen, sendes Regnskabet til Amtmanden, der har at decidere samme.

§ 20. Reglementet for Kjøbstædernes Fattigvæsen af 5te Juli 1803 med de dertil sig sluttende almindelige Lovbestemmelser bliver at følge med de Forandringer, som denne Lovs øvrige Bestemmelser maatte findes at medføre.

§ 21. Skolevæsenets Bestyrelse overdrages til en Skolecommission bestaaende af Sognepræsterne i Communen efter Valg af Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet, samt fire af Kommunalbestyrelsen med Halvdelen blandt dens egne Medlemmer og Halvdelen blandt Kommunens øvrige Beboere valgte Medlemmer. Skolekommissionen vælger selv sin Formand.

§ 23. Valgene til de i §§ 20 22 ommeldte Commissioner skee paa Aar. De af Communens Beboere, paa hvem Communalbestyrelsens Valg falder, kunne ikke undslaae sig for at modtage samme. Fremkommer nogen Valgt med Undskyldningsgrund, bliver sammes Tilstrækkelighed at bedømme af Communalbestyrelsen, eller, hvis den Valgte ei fonder sig tilfreds med sammes Afgjørelse, ved Kjendelse af Amtmanden.

§ 24. Alle communale Skatter, som paalignes i Henhold til denne Lov, kunne inddrives ved Udpantning.

[Decleration af 16. april 1858 af den danske og svensk-norske Regjering ang. Kystfarten mellem disse Riger af Skibe over 15 Commercelæsters Drægtighed]

Forskriften udgår som forældet.

 

1. Fra 1ste Juli af kunne den ene contraherende, Magts Seil- og Dampskibe, naar deres Drægtighed, efter Maalebrevet, overstiger 15 Læster, deeltage i Kystfarten mellem Havnene i den anden contraherende Magts Riger og Lande.

2. De Seil- eller Dampskibe, hvis Drægtighed ifølge de i det Land, hvortil de høre, gjældende Regler for Skibsmaalingen, ikke maale over 15 Læster, men som efter de i det andet Land, gjældende Maalingsforskrifter maatte naae denne Drægtighed, skulle have Adgang til at underkaste sig en ny Maaling i dette sidstnævnte Land, for at det kan blive afgjort, hvorvidt de ere berettigede til at deeltage i Kystfarten.

3. Skibe af den Drægtighed, der ifølge de foregaaende Artikler berettiger dem til Adgang til Kystfarten, skulle i de to høie contraherende Magters respective Riger og Lande med Hensyn til alt Skibsfart og Handel Vedkommende nyde samme Behandling, som nu bliver eller fremtidigt maatte blive de nationale Skibe tildeel, hvormed de i enhver Henseende stilles paa lige Fod.

4. Enhver Begunstigelse, som fremtidig i Hans Danske Majestæts Riger og Lande maatte blive en tredie Magts Baade eller Skibe, af 15 Læsters Drægtighed eller derunder, tilstaaet, skal derved ogsaa være Baade og Skibe af samme Drægtighed, som tilhøre Hans Maiestæt Kongen af Sverrig-Norges Undersaatter indrømmet, idet den samme fuldkomne Reciprocitet i dette Tilfælde ogsaa skal blive iagttaget til Fordeel for danske Skibe af samme Drægtighed i Svenske og Norske Havne.

5. Begge de høie contraherende Magter forbeholde sig udtrykkelig Retten til med 6 Maaneders Varsel at opsige nærværende Overeenskomst, og er det en Selvfølge, at hvis den imellem dem afsluttede Skibsfarts- og Handels-Tractat af 2den Novbr. 1826 skulde træde ud af Kraft, ville de i nærværende Declaration indeholdte Bestemmelser, fra det Tidspunkt af, hvor den nævnte Tractat maatte være udløben, ophøre at være gældende.

[Lov af 31. marts 1864 ang. Havneafgift i Kjøbenhavns Havn, som senest ændret ved lov nr. 81 af 25. februar 1921 om ændring i lov af 31. marts 1891 om anlæg af en frihavn ved København m.v. (eller måske lov nr. 37 af 31. marts 1874 om havneafgift ved Københavns havn)]

Udgår som forældet.

Fra 1ste April 1864 bliver der af alle Skibe, som ankomme til eller afgaae fra Kjøbenhavns Havn, med den nedenfor nævnte Undtagelse, til Havnen at erlægge en Afgift, der beregnes ved Indgaaende af Skibets Bestuvning og ved Udgaaende af dets Drægtighed med følgende beløb: for Skibe i Indenrigsfart alene ved Udgaaende 4 Skilling pr. Commercelæst, for Skibe i Udenrigsfart ved Indgaaende 40 Skilling pr. udlosset Læst, og Udgaaende 16 Skilling af hver Læst, Skibet er drægtigt, med mindre dette ikke lader mere end Halvdelen af sin Drægtighed, da i saa Fald Afgiften ikkun svares med 8 Skilling pr Læst.

Ved Indenrigsfart forstaaes Fart imellem Kjøbenhavn og Steder i Toldterritoriet samt de nordlige Bilande og de dansk-vestindiske Besiddelser.

Disse Afgifter erlægges uden Hensyn til, om Skibet er Seilskib eller Dampskib. Dog skal Indenrigsministeren være bemyndiget til at tilstaae Lempelser og Undtagelser fra fornævnte Afgift, og navnlig til at tilstaae en passende Moderation i Afgiften af saadanne Dampskibe eller Seilskibe, der passere i regelmæssig Paketfart indenrigs eller udenrigs, det sidste navnlig i de Tilfælde, hvor udenrigsfart ifølge Lov af 4de Juli 1863 § 56 III, cfr. § 52, skal behandles som Indenrigsfart.

Den hidtil i Kjøbenhavn erlagte Acciseafgift kan opkræves indtil 1ste April 1874. Forandring i Taxterne kan foretages af Indenrigsministeren, naar Kjøbenhavns Havneraad og Communalbestyrelse deri ere enige. Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

[Lov af 14. april 1865 ang. fremmede Skibes Adgang til indenrigsk Fragtfart]

Udgår som forældet.

Regjeringen bemyndiges til, under Forudsætning af Gjensidighed, at indrømme fremmede, i henseende til deres Handelsforhold til Danmark privilegerede Staters Skibe, uden Hensyn til disses Læstedrægtighed, at gaae i Fragtfart fra Sted til Sted i Kongeriget, under Iagttagelse af almindelige for saadan Fart Gjældende Bestemmelser.

Lovforslagets § 2

Ny formulering

§ 2. Følgende love og retsforskrifter er dog indtil videre undtaget fra den generelle ophævelse i medfør af § 1

Gældende formulering

De forskrifter, der findes i Retsinformation, og som foreslås bevaret helt, er kopieret fra Retsinformation, selv om der ikke sker ændringer heri. Dette skyldes, at Folketinget ved dette lovforslag positivt skal tage stilling til forskrifternes gyldighed. Forslagsstillerne finder ikke, at det er hensigtsmæssigt, at Folketingets medlemmer selv skal fremfinde de berørte forskrifter. Det er de enkelte ministeriers ansvar, at de indlagte tekster i Retsinformation er korrekte, men i det omfang der måtte være konstateret fejl eller mangler i forhold til ældre udgaver af forskrifterne, er dette korrigeret i dette lovforslag (dette gælder også de forskrifter, der foreslås ophævet eller kun delvist bevaret). De forskrifter, der kun foreslås delvist bevaret, er ligeledes kopieret fra Retsinformation, og såfremt dele af teksterne ikke er medtaget i Retsinformation, er disse indskrevet (medmindre de direkte er blevet ophævet). Der er firkantet parentes "[ ]" om de dele, der ikke er med i Retsinformation, samt de dele, der i Retsinformation også har parentes om. De forskrifter, der ikke er med i Retsinformation, har firkantet parentes om forskriftens titel. Der er tale om følgende forskrifter (bemærk, at forskrifterne kan være ændret i forhold til den anførte formulering):

Ad § 2, nr. 1

[Kong Christian IV s privilegier af 27. marts 1641 for Skt. Petri tyske menighed, således som disse er ændret ved Kong Christian V s Privilegier af 5. november 1678 for St. Petri tydske Kirke i Kjøbenhavn samt kongelig resolution af 13. december 1880, 22. april 1902, 29. oktober 1951, 19. juli 1965 samt 8. november 1994]

Denne forskrift er som en af de få udeladt, da forslagsstillerene ikke har kunnet få forskriften inden fremsættelsen af dette lovforslag.

Ad § 2, nr. 2

[Kong Christian V s Privilegier af 5. november 1678 for St. Petri tydske Kirke i Kjøbenhavn, således som disse er ændret ved kongelig resolution af 13. december 1880, 22. april 1902, 29. oktober 1951, 19. juli 1965 samt 8. november 1994]

(Forskriften indeholder 16 artikler, men kun artiklerne 1-4 foreslås bevaret).

Wir Christian der Fünfte usw. Thun kundt hiemit, daß Unß die Eltesten und Vorstehern der Teutschen Kirchen und Gemeine zu St. Peter alhier Supplicando allerunterthänigst ersuchet und gebeten, Wir geruheten die von Unseren in Gott höchstseeligst ruhenden Königl. Vorfahren ermelter Kirchen ertheilte Privilegia Frey- und Gerechtigkeiten nicht alleine zu bestätigen, sondern auch in einem und anderen ietziger Gelegenheit nach zu vermehren und zu verbeßern, allermaßen Sie dann desfalls einige Punkten entworffen, welche Wir nach beschehener reiflicher Uberleg- und Nachsehung allergnädigst approbiret und genehm gehalten, Verordnen setzen und wollen solchemnach hiemit allergnädigst:

1. Daß in der Teutscheu Kirchen St. Petri der Gottesdienst mit Predigen, Administrirung der heiligen Sacramenten, Copuliren, Leichbegängnissen und dergleichen in Teutscher Sprache verrichtet werden möge, eben so frey alß es in andern Dänischen Kirchen hiesiger Unsere Königl. Residentz Stadt verrichtet wirdt.

2. Soll die besagte Teutsche Kirche und Gemeine alle Jura und Beneficia, welche die anderen Kirchen und Gemeineu in dieser Stadt fähig sein, vollenkomblich mit haben und genießen.

3. Sollen die Predigern bei offternanter Teutschen Kirchen freye Macht haben die Teutsche Gemeine und dero Mitglieder, Einheimische oder Frembde an waß Ohrt der Stadt dieselben sich aufhalten oder wohnen möchten, wenn Sie gefordert werden, Ihrem Ambte nach unghindert zu bedienen.

4. Imgleichen soll gedachter Gemeine allemahl frey stehen, umb Beybehaltung guter Einigkeit, unter denen beeden Predigern, sich von wehme sie wollen bey Kindtauffen, Hochzeiten, Begräbnüßen und sonsten in allen andern, es sey in Freud- oder Trauerfällen Ihres Ambts gemäß bedienen zu laßen.

5. Wir haben auch ermelter Teuschen Gemeine diese absonderliche Königl. Gnade hiebey allergnädigst ertheilt, daß weiln Ihre Predigern auß ihren eigenem Mitteln für anitzo Salariret werden, Ihro bey ereugenden Vacantzien zugelaßen und frey stehen solle, sich anderwerts umb Zwey oder Drey tächtige qualificirte Subjecta umbzusehen, und Unß dieselbe auf Vorwißen des, nach inhalt Articuli seq. pro tempore verordneten Kirchen-patroni mittelst eines geziemenden memorials zu Wiederersetzung der vacanten stelle allerunterthönigst vorzuschlagen, da Wir dann nach Befindung deren guten qualiteten und tächtigkeit, Einen derselben zum Pastoren oder Diaconum, nach dem es die Notturft erfordern wiirdt, weiters allergnädigst vociren und bestellen wollen.

6. Wie dann allemahl einer Unserer Vornehmsten Ministern, welchen die Gemeine dazu vorschlagen und begehren wiirdt, von Unß als Patronus constituiret, so über die Kirche inspection haben, und bey vorfallenden Nohtwendigkeiten, deren Aufnehmen und Bestes suchen solle.

7. Eß sollen auch allezeit Zweene der Vornehmsten und wohlbegüterten Bürger auß der Gemeine zu Eltesten der Kirche erwehlt werden, auch in solchem Ambte die Zeit ihres Lebens verbleiben, Eß seyn dann daß Wir dieselbige anderwertig zu Unseren Diensten fordern, oder auch daß Sie wegen übeln Verhaltens oder anderen erheblichen Uhrsachen cassiret wörden, da sichs auch begeben solte, daß die Eltesten der Kirche hohen Alters oder andere Leibes indisposition halber, unvermögendt, solchenfalls sollen denenselben Zweene anderen gute Männer auß der Gemeine adjungiret werden.

8. Außer diesen sollen gleichfallß auß der Gemeine Zweene Ehrbare und begüterte Bürger zu Vorstehern der Kirchen verordnet werden, welche Vier Jahre lang in solcher Function stehen, und in wehrender Zeit der Kirchen Bestes und Aufnehmen allewege mit suchen und befordern helfen, auch der Kirchen Einnahme und Außgaben richtig annotieren davon Jedes Jahr nach inhalt des zehenden Articuli, gebührende richtig Rechnung ablegen, selbe justificiren und sich davor quitiren laßen.

9. Nachdem auch dann und wan sich einige fromme und Christliche Hertzen gefunden, welche zu Gottes Ehre und der Kirchen Besten zu unterhaltung der Prediger Wittwen, Teutschen Schulen und Haußarmen, einige gewiße Mittel und Capitalien testamentiret und vermachen, alß sollen zu deren a parten Administration noch Vier suffisante und wohlhabenden Bürger auß der Gemeine alß curatores verordnet und bestellet werden so über ietzsgemelte Testaments-gelder Legata und Donationes so dan auch der Kirchen selbst angehörige Mittel disponiren, die Gelder zu rechter Zeit gegen gute Versicherung außsetzen, die Zinsen einfordern, auch Jührlich bey haltender Kirchen Rechnungen alle in Händen habende Documenta und Obligationes in Original, nebst einer richtigen Designation über alle der Kirchen zugehörige Mittel bey wehme und an welchem Ohrte dieselbe stehen, darlegen und zum Vorschein bringen; Undt soll alle Vier Jahre bey Umbvechselung der Vorstehern Einer von diesen Curatoren zugleich mit abgehen, und ein ander dazu auß denen newantretenden Vorstehern der Kirchen erwehlet, dan auch nach diesen allezeit auß der gantzen Gemeine, eine gewiße Anzahl der Vornehmsten Zuhörer alß Eligirte genommen werden, welche zu nebenst den Eltesten und Vorstehern in allem der Kirchen und Gemeine Aufnehmen und Bestes, suchen und befordern sollen.

10. Soll jährlich und Jedes Jahr vor Außgang des Monats January Kirchen-Rechnung in Gegenwahrt des pro tempore Kirchen-Patronen oder dessen Gevollmächtigten, der Kirchen-Eltesten und Curatoren gehalten werden, woselbsten die Vorstehern ihre Rechnungen übergeben, und nach richtiger Calculation und liquidation darüber quitiret, auch der Uberschuß zum gewissen Capital geschlagen, und gemelten Vier Curatoren umb damit nach dem vorgehenden Articulo zu varfahren, geliefert werden.

11. Die Kirche-Elteste und Vorstehern sollen allezeit auß der Gemeine von denen welche sich an die Teutsche Kirche halten und Bürger seindt, genommen und zwahr durch die Gemeine selbsten erwehlet werden, doch sollen Sie solche Wahl dem Kirchen-Patrono zu erkennen geben, und deßen Consens darüber einzuhohlen, diejenige aber, welche zu diesen Ambt gefordert und erwehlet worden, sich deßen anzunehmen gehalten sein, auch dabey gleiche Beneficia un Freyheiten mit denen Dänischen Kirchen-Eltesten und Vorstehern haben und genißen sollen.

12. Alle Begräbnüßen In- und außerhalb der Kirchen sollen und mfgen wie vorhin Erblich verkauffet werden, doch sollen alle Begräbniß-Briefe, welche in Rechtmeßigen Hdndern wann Sie f?nf und zwantzig Jahr alt, vernewert, auch allemahl wann Sie durch Sterbfälle auf die Erben kommen, den Kirchen-Vorstehern gezeiget, und derenfals eine Erkäntniß der Kirchen bey Verlaust habender Gerechtigkeit gegeben werden.

13. Die Stuelstätten in der Kirchen außerhalb einer vor dem Kirchen-Patrono, und Viere andere zu Unseren Ministris Ober-Hofmarschall und Hoffbedienten auch denen bey Unserer Teutschen Canzeley sollen alle der Kirchen zum besten (doch nicht Erblich) verkauffet und nach üblicher Gewohnheit zwei mahl im Jahre Stuelgeldt bezahlet werden. Wer nach Absterben seines Ehegatten die stelle wiederumb zu kauffen begehret, soll innerhalb Sechs Wochen sich anmelden, und innerhalb Jahres Zeit bezahlen oder der Stelle verlustig sein.

14. Wir confirmiren und bestätigen auch hiermit und in Krafft dieses die bey der Kirchen verhandene Teutsche Schuhle, welche die Gemeine auf vorige Privilegia und eigene Kosten einrichten laßen, damit in derselben die Jugend im Lesen, Rechnen und Schreiben auch Teutschen Psalmen singen, können angewiesen und unterrichtet werden.

15. Mögen und sollen die Eltesten und Vorstehern der Teutschen Kirchen, Macht und Gewalt haben, alle andern Kirchen-Bediente welche auß der Kirchen-Cassa gelohnet werden mit Vorwißen und Consens des Patroni selbsten anzunehmen, Ihnen in ihren Ambtgeschäfften der Billigkeit nach zu gebieten und zu befehlen, und bey Befindung guter und nützlicher Diensten zu lohnen, auch im wiedrigen Fall, wan sie ihr Ambt nicht der Gebühr nach verrichten, zu cassiren und an Dero Stelle andere zu bestellen.

16. Undt sollen die Kirchen-Eltesten und Vorstehern ins gesambt gute Aufsicht haben, damit die Kirche sambt Ihren zugehörigen pertinentien, Häusern, und Gebewden, allezeit unter gutem Baw gehalten, und waß zu verbeßern nfthig und baufdllig, zu rechter Zeit repariret werden mfge, da aber sonsten eine considerable Verenderung nftig wehre, solches soll dem Patrono angezeiget, und mit deßen und der Gemeine Vorwißen und Willen geschehen und verrichtet werden.

Ad § 2, nr. 3

Danske Lov af 15. april 1683

Nedenfor er alene anført de artikler, som forslagsstillerne ud fra sammenligning af en række kilder vurderer er gældende eller kan være gældende. Med hensyn til 1. bog henvises til lovforslag nr. L 182, folketingsåret 2000-01 "Lov om ophævelse af forældede bestemmelser i Kong Christian den Femtes Danske Lovs 1. bog om retten og rettens personer".

1. BOG

OM RETTEN OG RETTENS PERSONER

1. Capitel.

Om den Lydighed mand Lovgiveren og Loven skyldig er.

1-1-3. [Ingen maa tage sig selv ret, men én hver skal tale og deele sig til Rette.]

2. Capitel.

Om Værneting.

1-2-1. Printzerne og Printzesserne af Blodet skulle for ingen Underdommere svare, men deris første og siste Dommere skal Kongen være, eller hvem hand særdelis dertil forordner.

23. Capitel.

Om Borgen og Forløfter

1-23-15. Forlover haver Magt til at søge Hovedmanden, som hand er Forlover for, for Gielden naar hand til hannem lovligen sit Forløfte opsagt haver, og hand ikke betaler Creditoren; Dog kand hand ikke være fri for sit Forløfte til Creditoren, før end hand hannem fornøjet haver, og sit Forløftningsbrev indfriet.

2. BOG.

OM RELIGIONEN OG GEJSTLIGHEDEN

3. Capitel.

Hvorledis Præster skal kaldis

2-3-2. (Derefter kalder den, som Rettighed dertil haver, saadan een Person, som hand agter beqvem at være, og lader hannem høre af Meenighederne, som hand er kaldet til i Provstens Nærværelse, saa fremt Tiden og Stædet det i nogen Maade tilstræde. Og hvis Meenigheden da imod hannem noget haver billigen at kunde sige, enten paa hans Liv og Levnet, eller paa hans Gaver, maa de det ved Supplication, eller Memorial, paa behørige Stæder med Superintendentens og Provstens Paaskrift andrage, og deris Bevislighed derpaa tillige lade følge; Og hvis befindis noget Uskikkeligt hannem at være overbevist, da bør hand uden videre Proces ej at nyde Kaldet, men een anden dertil at kaldis; Men haver Meenigheden imod samme Person intet med Billighed at sige) da skal hand begive sig til Superintendenten, som hannem skal overhøre, og hvis hand hannem i Lærdom og Levnet Skikkelig befinder, da skal hand hannem til Præste-Embedet uden Ophold indvie med de forordnede Ceremonier.

2-3-3. Og naar hand indviet er, skal Superintendenten med sit beseglet Brev forskikke hannem til Provsten, og skal saa Provsten om Søndagen, eller den næste Hellig Dag derefter, i Prædiken tale hans Beste for den gandske Meenighed og Stædets Øvrighed, eller Patron, og oplæse Superintendentens Brev, at hand er rettelig kaldet, overhørt og til Embedet ordineret, at være deris Prædiker i Ordet, meddeele dennem Christi Sacramenter, og dennem i deris Saligheds Sag betiene.

2-3-6. End hender det sig, at enten een Capellan kaldis til at vorde Sognepræst, eller een Sognepræst anden Stæds fra bliver kaldet til at være Sognepræst i et andet Stigt, eller paa et andet Stæd, da skal hand og først forskrivis til Superintendenten, og sig for hannem angive, før end hand af Provsten indsettis i samme Embede.

2-3-9. Ingen maa til Præste-Embedet indviis, uden hand til noget vist Kald og Embede er kaldet; (Og ellers skulle alle, som kaldis til noget Kald, i hvem og jus Patronatus til Kaldet haver, før end de til Embedet indviis, indskikke i Kongens Cancellie deris skriftlig Troskabs Eed.)

4. Capitel.

Om Præsternis Embede med Tienesten i Kirken og Prædiken

2-4-1. Ingen Præst skal have fleere Kirker, end hand til Gavns med Prædiken, Sacramenternis Uddeelelse, Ungdommens Undervisning i Børnelærdommen, og de Sygis Besøgelse, vel kand forrestaa.

2-4-6. Præsterne skulle i deris Prædikener forklare de forordnede Texter, og dennem henføre til Troens Lærdom og christelige Skikke og Sæder, og retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige Kirkis Symbola, og den Uforandrede Augsburgiske Bekiendelse, og baade i Kirken saavelsom andenstæds, i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser, formane deris Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deris Liv og Levnet lade see Troens Frugter: Og særdelis saa lempe deris Prædikener, efter som Tilhørernis Forhold meest udkræver.

2-4-7. De skulle i deris Prædikener og Forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris Visdom og Skarpsindighed paa det hellige Stæd, men alting giøre til Christi Meenigheds Opbyggelse.

2-4-8. De skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster; Men hvad der hører til Sagen skulle de paaminde med klare og velforstandige Ord.

2-4-9. De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Forhaanelse, saa at de ingen røre ved Navn: Alleeniste skulle de straffe Synden i Almindelighed, og saadant, som de have hørt og vide forvist. Hvad de ej have sandfærdeligen hørt tale om, det skulle de tie, og i Særdelished skulle de vare sig, at de intet af deris privat Affecter, eller Had, paa det Hellige Stæd tale og fremføre, og saaledis sig selv hævne.

2-4-10. De skulle ikke heller hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden Troes Bekiendelse; Men naar fornøden giøris, og mand frygter for Forargelse, eller Forførelse, skulle de med Beskedenhed Meenigheden derom advare og formane.

2-4-11. De skulle ej giøre deris Prædikener alt for vitløftige, og ej dem over een Time forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis mindre Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand.

2-4-12. De skulle altid slutte deris Prædikener med Bønner til Gud, for Guds Ord frj Fremgang, for Kongen og det Kongelig Arve-Huus, for Øvrighed og for den almindelig Nødtørft.

2-4-17. (Præsterne paa Landsbyerne, som have ikkun et Sogn, skulle begynde Kirketienisten, om Sommerdag ved syv Slet, og om Vinterdagen ved otte Slet. Have de fleere Sogne, da skal de hver anden Søndag først holde Tienisten i Hovedsognet, og hver anden Søndag i Annexet, undtagen i Novembri, Decembri og Januario, i hvilke tre Maaneder de maa alle Søndage og Helligdage holde først Tieniste i Hovedsognet. Ellers skulde de begynde Tienisten i den Kirke, som den først skal holdis udj, ved sex Slet, undtagen i fornævnte tre Maaneder, i hvilke Tienisten skal begyndis ved syv Slet;) Og skulle Præsterne om Søndagen advare Meenigheden, i hvilket Sogn og paa hvad Tid Tienisten skal begyndis efterfølgende Søndag, Helligdag, eller Bededag.

5. Capitel.

Om Præsternis Embede med Sacramenterne og lønlig Skriftemaal

2-5-1. Præsterne skulle i Kirken forrette og uddeele de hellige Sacramenter, Daabens og Nadverens, aldelis efter Christi egen Indstiftelse med den Læsning og Ceremonier, som sædvanlige ere.

2-5-5. De skal være Vidnisbyrd og Faddere til Daaben, som ere ærlige og Uberygtede Folk; Dog maa dertil ej fleree bedis end fem af Mands og Qvindis Personer tilsammen.

2-5-9. Men ingenlunde skulle de døbis igien, uden saa er, at der er Tvifl paa, om de ere døbte, og ej med Vidner bevisis, at de rettelig døbte ere.

2-5-20. Præsten maa ikke (uden sit Kalds Fortabelse) aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver, med mindre det kunde angaa noget Forræderj, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og dog bør dens Navn, som det bekient haver, saa vit mueligt er, at fortiis.

7. Capitel.

Om Præsters Embede med Husbesøgelse, Omsorg for de Fattige, Sygis og Misdæderis Besøgelse

2-7-3. Præsterne skulle ideligen besøge de Syge og Vanføre, og flitteligen, naar Aarsag givis, paaminde Folket, at de betimeligen, naar de blive syge, sende Bud efter dem, at de kunde siden dis ideligere komme til dem, og give dem Paamindelse og gode Raad, og ej bie indtil den alleryderste Nød, med mindre nogen bliver af een brat og Uforseet Sygdom forrasket. Hvor Præsterne ere da een gang kaldede, did skulle de siden omstunden komme igien, efter som den Syge haver behov, uden hand haver andre hos sig, som hannem med Undervisning og Trøst nok fyldistgiøre kunde. Men dersom de ikke kaldis, da ere de undskylte, om de ikke komme.

2-7-5. Begærer og den Syge med Christelig Attraa at være deelagtig i Naderens Sacramente, da skal Præsten hannem det efter forregaaende Skriftemaal og Afløsning meddeele med de sædvanlige Ceremonier.

10. Capitel.

Om præsters Embede med Lig

2-10-1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de (paa Prædikestoelen) holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, (og hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, enten de ere Kiøbstæd- eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.)

11. Capitel.

Om Præsters Liv og Levnet, Forseelser og Bøder

2-11-9. Præsterne skulle ingen Kiøbmandskab bruge, uden med hvis hiemme hos dem selv avlis og giøres: Meget mindre skulle de holde noget Drikkehuus, eller selge, enten Øl, eller Brændevin.

15. Capitel.

Om dægne og Substitutter

2-15-5. De skulle Aften og Morgen ringe Bede- og Fred-Klokken; Men hvor ingen Sædedægn, eller Substitut, er, skulle enten Sognemændene selv skiftis til det at forrette, eller samtlig handle med een, som det kand giøre.

16. Capitel.

Om Provster

2-16-11. De skulle aarligen møde til de bestemte Provstemoder, (og, naar de hiemkomme, skulle de forsamle hver sine Herretspræster, og meddeele dem hvis paa Provstemodet forhandlet er).

17. Capitel.

Om Superintendenterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne

2-17-1. I hvert Stigt skal være een Superintendent, som Kongen dertil beskikker og stadfæster, som skal have alle Provster, Præster, (Skoletienere, Dægne og Substituter,) under sig, og holde dem til at giøre deris Embede, og see til, at alting gaar skikkeligen og ret til, som her befalis.

2-17-2. Hand skal til Embedet indviis (af Superintendenten i Sædland i Kongens Residentz-Stad Kiøbenhavn i vor Frue Kirke udj Provstens og fem, eller sex, Præsters Overværelse, paa een Søndag, eller anden Højtids-Dag, før end Prædiken begyndis, for Alteret, med sædvanlige Ceremonier; Men Superintendenten i Sædland skal indviis af den Superintendent, som næst hos er boendis).

2-17-5. Superindententerne skulle lære andre den hellige Skrift, prædike Guds Ord for Folket, ikke alleeniste i Byen der som de boe, men ogsaa over det heele Stigt, hvor som helst de komme.

2-17-15. Superintendenterne maa ingen til noget Præstekald forskrive, eller sig dermed befatte, før end Personen af den, som Rettighed haver at kalde, blive hannem tilsent at overhøris; Ej heller maa de nogen til Embedet indvie, uden hand Kaldsbrev fra den, der Rettigheden haver, (og sit lovlig Testimonium fra Universitetet fremviser.)

22. Capitel.

Om Kirkernis Tilsyn, Indkomster, Udgifter, Bygning

2-22-40. Klokkerne paa Landsbyen maa ikke brugis til at ringe til Gadestævne, Gilde, eller andet saadant; (De maa ej heller ringis, naar nogen døer, før end Liget skal begravis, og da ej heller længre, end een Time i det højeste).

2-22-74. Kirkens Fortog maa ingen bruge, indhegne, eller Bygning paasette, uden Kirkens Forsvars Bevilning, og Kirken faar sin Rettighed deraf.

3. BOG.

OM VERDSLIG- OG HUUSSTAND

19. Capitel.

Om Tienestefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere

3-19-1. [Tienestefolk maa ej med deris Forseelse føre deris Husbond Skade paa, men de bør selv at lide for hvis de brut have.]

3-19-2. End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning.

5. BOG.

OM ADKOMST, GODS OG GÆLD

1. Capitel.

Om Contracter og Forpligter

5-1-1. Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.

5-1-2. Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.

3. Capitel.

Om Kiøb og Salg og Mageskifte

5-3-12. [Hvo som sælger anden Huus, eller Jord, han bør at hiemle og værge hannem det med nøjagtig Skiøde.]

5-3-13. [Sælger mand anden Jord, og der tvistis om, hvad heller hand kiøbte meere, eller mindre, og haver den, der kiøbte, tyve Aars Hævd derpaa Ukært til Tinge, da kand hand ej vinde den igien, der solte.]

5-3-14. [End vorder dem Trette imellem inden tyve Aar, da gaais derom efter Skiøder og andre lovlige Breve. Ere de ej til, da er den nærmere at vinde, der solte.]

5. Capitel.

Om Hævd

5-1-1. Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast og Ukært til Tinge, det beholder hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst og Uafvundet, med mindre det bevisis, at hand hafde det, enten til Pant, eller i Forlæning, eller i Forsvar.

5-1-2. Mand kand saa vel paa Brug som paa Ejendom fange Hævd.

5-1-3. Haver nogen Ejendom i Haand og havendis Værge, og anden Mand siger den sin at være, da er den, som i Hævd haver, i hvor faa Aar det er, ikke pligtig til at føre sin Adkomst tilstæde, med mindre den, som søger Ejendommen, fører sine Bevisninger frem, hvormed hand Ejendommen vil vinde.

5-1-4. Hvo nogen Ejendom uden Kære i Brug haft haver, og den hannem siden frakiendis, da svarer hand ej til videre Afgrøde, end hvis hand opbærer og nyder, efter at hand bliver til Tinge tiltalt.

5-1-5. [Lavhævd bør ingen at nyde paa nogen Eiendom, uden hand klarligen beviser, at hand haver lovlig Adkomst derpaa, ved Arv, Kiøb, Mageskifte, Gave, eller tyve Aars Hævd uden nogens Anke og Paatale, og saaledis bekommer den uden Kære af alle dem, som derudj kunde have noget at sige.]

7. Capitel.

Om Pant

5-7-1. Haandfaaet Pant skal den, som det tager, giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i hans Huus og opbrænder det, eller Tyv stiele det bort, eller det ved anden Ulykkelig Tilfald forkommer tillige med hans eget, som Creditor ikke ved sin Skiødisløshed, eller Forsømmelse, er skyldig udj, da kand Skyldeneren Pantet ej igienkræve, (og Creditor mister det, som hand der paa laant haver.)

5-7-4. Haandfaaet Pant maa ingen til anden overdrage for højere Sum, end som hand det selv til Pant annammet haver, og naar den Pantsettendis betaler Hovedstoelen, som det er udsat for, med sin tilbørlig Rente skadisløs, da bør Pantet hannem igien at leveris af den, som det er overdraget til, og hand søge sin Skadis Opretning hos den, som det til hannem overdrog.

5-7-5. [Kommer der Ild i pantsat Huus, eller andet ikke haandfaaet Pant kommer til Ulykke, da er det den Pantsettendis Skade, og hand er pligtig til dog alligevel at betale den Panthavendis.]

5-7-14. Have der fleere Pant i et Gods, eller Huus, da maa den første Panthavendis udløse de andre; Men vil hand ikke, da maa de, der ere efter hannem, hannem udløse, saa at hand nøjagtigen og billigen for sin Fordring bliver betalt.

5-7-17. [Dersom den Panthavendis ikke vil blive ved sit Pant, da haver hand Magt til at lade sig indføre for sin Fordring i Skyldnerens andre Midler og Gods, med mindre der skeer Opbud af Skyldneren, eller Arv og Gield fragaais; Men hvis den, som Jordegods i Pant haver, vil tage sin Betaling i Jordegods, da bør hand først at antage sit Pant, saa vit det tilstrekker, og siden i andet Debitorens Jordegods.]

8. Capitel.

Om Laan, Leie og betroet Gods

5-8-1. Laan maa ej fortabis, men skal lydisløst hiemkomme og lige saa got, som mand det annammede, være sig Fæ, Klæde, Vaaben, eller andet Gods. End forkommer det, saa at det ikke kand igienskaffis, da bør dets Værd nøjagtig at betalis.

5-8-2. [Men omkommer den, som fik til Laans Heste, eller Bester, og hand selv førte dem, tillige med dennem, da betalis de ej igien; Ti den bør ej Laan at føre igien, som ikke kunde frelse sit eget Liv.]

5-8-12. Giør nogen Fremlaan, sælger, eller pantsetter det, som hand selv til Laans bekommet haver, da maa den, som det udlaant haver, søge sit igien hos hvilken hand vil, enten den, som det til Laans bekom, eller den, som det findis hos; (Og hvo som sælger, eller pantsetter det, som hannem laant er, hand bør at bøde til den, som udlaante, foruden Laanets Igiengivelse ogsaa sine tre Mark.)

5-8-13. [Hvilket Huus mand lejer, det beholder og bruger hand som sit eget, indtil Lejemaal er ude, og Leje gaar for Eje, til Fardag er ude, om end skiønt Ejermanden sælger Huset til én anden.]

5-8-14. Annammer nogen anden Mands Gods i Forvaring og til at giemme, da bør hand det at giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i hans Huus og opbrænder det, eller Tyve bortstiele det, eller det af anden Ulykke forkommer tillige med hans eget Gods, da være hand angerløs. End vorder hans eget Gods bevaret, og det bevisis, at hand hafde Tid og Lejlighed det betroede Gods med sit at frelse, da gielde hand igien det, som hand i Forvaring annammet hafde.

9. Capitel.

Om Hittegods

5-9-6. Hitter man Bier i Skov, eller Mark, eller paa Kirkegaard, og ingen følger dem, da høre de hannem til; Tj saa snart som Bier flye af Ejermandens Øjesyn, da maa hand tage dem, som dem først finder, dog hannem skadisløs, som Stædet tilkommer, hvor Bierne tagis.

10. Capitel.

Om Jord, Eiendom, Fællet, Jagt, Fiskerj.

5-10-49. [Ingen maa paa anden Mands Jord uden hans Villie Huus eller nogen Bygning sette, eller grave eller lade Vand flyde.]

5-10-55. [Hvo som setter Gaard, eller Huus, i Byens Vong, hvor Bønderne have deris Ager og Eng, enddog hand bygger paa sit eget, da skal hand dog sette det saa, at hand paa sit eget haver baade Fortog og Fægang og Farvej, alle Ejere skadisløse, eller tage det bort igien.]

13. Capitel.

Om Bier og vilde Dyr

5-13-1. Hvo som Bier haver, hand skal selv vogte dem med Gierde, saa at anden Mands Fæ kunde dem ej nedkaste og spilde. End er Gierdet saa lavt, at anden Mands Fæ kand gange i Gaard og spilde dem, vide sig det selv, og fange ej anden Bod.

5-13-2. End vorder nogen Mands Fæ stunget til Døde uden for Mandens Biegaard, da bøde hand ikke derfor, der Bierne ejer.

5-13-3. End vorder det stunget ihiel i Biegaarden, da gielde hand Skaden, der Bierne ejer, fordj hand hafde ej lovlig Lukke om sine Bier.

5-13-4. Følger een Mands Bier anden Mands op, da skal den, som ejer di Bier, der opflye, med andre Naboer byde den anden Ejer Fællig til paa samtlig Bier; Vil hand ej det antage, og forkomme de Bier siden de andre, da tage hand skade for Hiemgield.

5-13-5. End flye nogen Mands Bier fra hannem, og hand følger dem af sin egen Gaard til Sæde i anden Mands Skov og Træ, da skal hand sige hannem til, som Skoven ejer, og kand hand dennem saa udfange, at hand ej fordærver hans Træ, da tage hand sine Bier. Det samme er og, om de flye paa anden Mands Huus.

5-13-6. End siger hand, der Træet, eller Huset, ejer, at Bierne ere hans egne og fra hannem fløjne, da bør hand det lovligen at bevise.

5-13-7. End begær hand, som Træet eller Huset ejer, at den, som vil Bierne sig tilholde, skal (med Eed) bekræfte, at de ere hans egne, og hand dennem fulte, (da bør hand derpaa at giøre sin Eed.)

5-13-8. Vil Bonden, som Træet ejer, ej fælde sit Træ, da stande Træet, og hand være Ejermand til Bierne, der dennem ejer, og, naar Træet fældis, have baade Honning og Bierne.

5-13-9. Tager den, der Skoven tilhører, Bierne bort, da et det Tyverj, eller Ran. Det samme er og, om anden Mand tager dem bort; Dog skal hand, der ejer Bierne, sette Merke paa Træet, indtil det vorder hugget.

5-13-10. Føder mand vilde Dyr op, som Ulve- eller Biørne-Hvalpe, og de vorde løse, og anden Mand dræber dem, da bøder hand ikke derfor. End i Bondens Hævd maa de ikke dræbis, uden det skeer til at frelse sig selv, om de ville giøre Skade.

14. Capitel.

Om Gield

5-14-4. Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne ere fornyede.

5-14-55. Ingen er pligtig til at betale hvis hand i Dobbel taber og der skyldig bliver.

6. BOG.

OM MISGIERNINGER

10. Capitel.

Om Skade af den Mands Vaaben eller Fæ

6-10-2. Fanger mand Skade af anden Mands Hors, eller Nød, eller noget andet Fæ, eller Hund, som gaar løs, og den som Skaden fik, ikke selv foraarsagede det, da skal den, som Fæet eller Hunden ejer, give Badskerløn. End fanger hand Lyde deraf, da bøde den, der Fæet eller Hunden ejer, Lyden efter Sagens Beskaffenhed.

6-10-4. Føder mand vilde Dyr op, som ere Ulve eller Biørne; Hvad Skade de giøre, derfor bøder Ejermanden og den, som dem i Hævd haver, ligesom hand den selv gjort hafde.

6-10-5. Bide, stange, eller slaa, een Mands Bæster, eller Fæ, anden Mands Bæster eller Fæ ihiel, da skal den, som ejer Bæst, eller Fæ, der Skaden giorde, betale den anden half saa meget, som det Bæst, eller Fæ, var værdt, der dræbt blev, saa fremt at det, som dræbt blev, var saa got, eller bedre, end som det, der dræbte; Men var det, som dræbt blev, ringere end det, som dræbte, da skal dets fulde Værd betalis.

14. Capitel.

Om Vold og Herverk

6-14-7. Vil nogen ej flytte af Lejehuus, naar hand lovlig udsagt er, til rette Fardag, eller blive i det Huus besidendis, som hand ingen Ret haver til, eller er eengang fradømt, imod Ejermandens Villie, (da bøde hand sine Voldsbøder, og) Ejermanden have Magt uden videre Dom ved rettens Middel at giøre Huset ryddeligt.

15. Capitel.

Om Ran

6-15-11. Hvo som pløjer og saaer uden Kære, og den tier, som Jorden ejer, hand skal lovligen bevise, at hand hafde den Ager med Lov og Villie; Kand hand ej det lovligen bevise, da haver hand Sæden og sit Arbejd forbrut. End siger hand (med Eed) at hand saade den Ager af Vaade og meente, at det var hans, da bør hand at have sin Frøegield igien, men have tabt sit Arbejd.

17. Capitel.

Om Tyverj

6-17-5. Torvekiøber mand nogen staalne Koster, og Ejermanden kommer og kiender sig derved, da bør den, som kiøbte, (lovligen med Vidne) at bevise, at hand torvekiøbte dem, og (giøre sin Eed) at hand hverken er Tyv, eller Tyvs Medvider, og veed ej hvo hans Kiøbmand var, og have dog tabt sit Værd. Kand han opspørge sin Kiøbmand, da søge hos hannem sin Skadis Oprejsning.

6-17-31. End Nøder, maa hand plukke saa mange, som hand der fortærer, og ej videre.

Ad § 2, nr. 4

Danmarks og Norges Kirke-Ritual af 25. juli 1685 med senere ændringer

Forskriften har 11 kapitler, men kun kapitel I og V foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets § 6.

Gr. Da Kongen for nogen Tid siden har befalet nogle af de Fornemste af Geistligheden i Danmark, at de et Ritual, efter den Formeldning og Anledning, som i den forhen udgangne Danske Lov dertil gives, skulle forfatte, og deri indføre alt, hvis til Guds-Tienestes Forretning og Kirke-Ceremonierne i Rigerne Danmark og Norge henhører, og Loven enten ikke egentlig vedkommer eller ei omstændeligen derudi ommældes; og samme saaledes forfattede Værk, som siden efter Kgl. Befalning af endeel Kongens Raad ydermere er igiennemseet og af Kongen samtykt, nu endelig har naaet den Fuldkommenhed, at det ved offentlig Tryk er forfærdiget; Saa befales hermed alle Kgl. Undersaatter i Danmark og Norge, Geistlige og Verdslige, baade i de danske saavelsom Jydske Menigheder, at de sig efter dette Ritual i alle Maader hørsommeligst rette og forholde, under Straf, som vedbør.

I Cap.) Om Guds-Tieneste i Kirken med Læsning, Bøn, Sang, Messen for Alteret og Prædiken;

1mo) Paa alle Søndage.

2do) Paa følgende hellige Dage: Tre Christi Hoved-Høitider, hver i 3 samfælde Dage, Juel, Paaske og Pintse. Nyt-Aars eller Christi Omskiærelses-Dag. Hellig tre Kongers eller Christi Aabenbarelses-Dag. Mariæ Renselses-Dag. Mariæ Bebudelses-Dag, hvilken skal holdes paa Palme-Løverdag,dersom den indfalder paa Palme-Søndag eller derefter. Christi Himmelfarts-Dag. St. Hans Baptistæ Dag. Mariæ Besøgelses-Dag.St Michels-Dag. Alle Helgens-Dag (Forandret ved Fr. 26Oct. 1770). Item Skiærtorsdag og Langfredag; saa og i Danmark d. II Febr.

3tio) Paa ordinaire Bededage og andre Dage, som Loven omformdelder, og hidindtil sædvanligt været haver (cfr. L. 2 B. 4 Cap.).

1 Art.) Om Søndagen og hellige Dage.

Naar Prædiken skal holdes, ringes 3de Gange. Guds-Tieneste begyndes og endes med de her anordnede Bønner i Chorsdøren og Fader vor. Til froprædiken om Søndagen ringes paa den ordinaire Tid. Den, som Sangen i Kiøbstæderne forestaaer, skal, strax det ringer anden Gang til Froprædiken, med tilforordnede Discipler skikkeligen søge Kirken, Sangen til rette Tid betiene, og sig, som den Punkt om Skole-Børns Kirkegang til Høimesse herefter formelder, forsvarligen forholde. For og efter Prædiken synges de her befalede Psalmer. Der prædikes over det Evangelium, der hører til Søndagen eller den Helligdag, i alle Maader, ligesom til Høimessen. Ere der Brude-Folk at vies, da betienes de strax efter al den anden Tieneste er ude. Til Froprædiken messes ikke, ei heller forrettes Communionen; uden paa den første Dag af de 3de store Høitider, da den messes, som til Høimessen. Paa samme Høitider synges efter Prædiken, til Froprædiken saavelsom Høimesse, de forordnede Vers, hvorpaa Folket gaaer op at ofre, og imidlertid musiceres der, eller synges en beqvem Psalme. Den ganske Tieneste skal være endet, naar det ringer første Gang til Høimesse. Til Høimesse ringes første Gang, anden Gang og sammen paa de sædvanlige Tider. Skole-Børnene i Kiøbstæderne skal forsamles i Skolen strax det ringer første Gang, og i Rectoris, Conrectoris og samtlige Collegarum Nærværelse holde deres sædvanlige Bønner; siden, naar det er ringet anden Gang, skal de samtligen forføie sig af Skolen til Kirken og sømmeligen gaae Par og Par sammen med Rectore, Conrectore og samtlige Collegis, hvilke og skal blive i Kirken hos Børnene, indtil af Tienesten er ude, og have tilbørligt Tilsyn med dem, at de andægtigen og skikkeligen sig imidlertid anstille, som de agte selv at svare til. Efter Tienesten skal de iligemaade gaae og følges af Kirken i skolen, hvor de, førend de skilles ad, synge et Vers eller flere af en beqvem Psalme. Ere der flere Kirker i Byen, end een, da beskikkes visse Hørere med nogle Discipler til hver af dem, som da i lige Orden og Skik gaae til og fra Kirken, naar Tid er, og forholde sig, som forskrevet staaer; Men Rector tilligemed Conrector og andre Collegis, om flere ere ved Skolen, søger Hoved-Kirken (See Skole-Fr. II Maj. 1775. 57 og 58 -). De Psalmer, som skal synges, samt hvorledes der skal messes, saavel for, som efter Prædiken, m.v., bliver her fastsat. Præsten, eller hvo som prædiker, skal efter en Bøn og Fader vor tydeligen oplæse Texten, som skal forklares, og siden klarligen udlægge den, dog ikke over en Time. Søndags-Texten er, til Froprædiken og Høimesse, det sædvanlige Evangelium, og til Aftensang Epistelen; hvorpaa følger uforbigiængelig Catechismi Forklaring efter Loven, som vel skal iagttages. Præsterne skal blive ved Texten i deres Prædikener, den samme efter Guds Ord og den sande Kirkes Lærdom forklare saaledes retteligen, at de Eenfoldige vel kan forstaae dem, og deraf uddrage Lærdom, Underviisning, Trøst, Formaning, Straf og Revselse, ligesom der gives best Anledning til, og deres anbetroede Menighed fornemmelig udkræver, hvorefter de endelig bør at lempe sig; Og skal de især entholde sig fra at føre noget frem, som deres Tilhørere ikke vedkommer, eller noget, som angaaer Kongens Regiering, Stats-Sager, Kgl. Ordinancer og Befalinger, eller deslige, videre end til at formane Tilhørerne til allerunderdanigst Lydighed mod deres Konge og Hans Bud og Befalinger. De skal iligemaade vel see til, at de ikke beskiæmme nogen med deres Elencho, saa og, at de ingen røre ved Navn, naar de straffe Synden, og skal de vogte sig, at de ikke noget paa de hellige Steder, Prædike- eller Skriftestolen, handle og fremføre af private Affecter, Had eller Hevngierrighed; Men at de med Sagtmodighed og retsindig Nidkierhed for Guds Ære giøre alle Ting til Christi Menigheds Opbyggelse og Synderes Salighed. Hvad de ikke tilfulde vide, det maae de ingenlunde der udraabe. Alleneste skal de straffe Synden i Almindelighed, og om de ere blevne kyndige om noget især, da skal de efter christi Befaling Matth. 18. v. 15 tilforn i Eenrum paaminde dem, som lide Brøst, at de omvende sig i Tide og giøre en sand Poenitense, som kan tækkes Gud. De skal ikke skielde paa dem, som ere af en fremmed Religion og Lærdom, men hvor det giøres fornødent, der skal de med Beskedenhed, som troe Vogtere paa Sions Mure, advare Menigheden derom, og vise dem deres Vildfarelse af Guds Ord, paa det de ikke skal forarges derover, eller lade sig forføre af saadanne og i saa Maade lide Skibbrud paa Troen. Paa visse Helligdage skal der prædikes over særdeles (her befalede) Materier. Under Prædiken besøges Guds Børn med de Fattiges Tavler. Ligesom Præsten begynder sin Prædiken, saa skal han og altid slutte den med en almindelig Bøn paa den Maade, som Loven omformelder. I Særdeleshed skal han bede for dem, som vil begive sig i Ægteskabs-Stand, saavelsom for de Syge, Svage og Sengeliggende der i Menigheden, som ere Guds Kirkes Forbøn begierende, hvilke han ved Navn opregner, og med et kort Ønske befaler dem i Guds Barmhiertighed til Bestandighed i Troen og en christen Taalmodighed under Korset, indtil Gud efter sin behagelige Villie giør en god Forandring derpaa, som kan være hans Navn til Ære og dem til Salighed. Paa nogle her benævnte Festdage bruges særdeles Bønner. Derpaa læser Præsten lydelig Herrens Bøn. Dersom noget andet er da at forkynde for Menigheden, enten Kgl. Mandater, som skal oplæses, eller Aarsens Tider, som paa Landet brugeligt er, saavelsom Tienestens Begyndelse paa efterfølgende Prædike-Dag, eller og noget andet at lyse efter, som Præsten tilforn er givet tilkiende og bør at lyses efter, det skal da foredrages og forkyndes. Præsten slutter med et lidet Ønske og Velsignelsen. Efterat det anordnede Vers efter Prædiken er sunget, forrettes Børne-Daaben. Naar Verset derefter er siunget, gaaer, paa Landet, og hvor det ellers hidindtil har været brugeligt, Qvinden med Barnet op at ofre, desligeste Fadderne og andre, som dertil ere budne, og synger Degnen imidlertid en Psalme, som sig derpaa kan best skikke. Derefter forrettes Communionen, om nogen er; hvorpaa Collecten etc. messes, Udgangs-Psalmen synges og den ganske Tieneste sluttes paa forbemeldte Maade. Naar Epistelen saavelsom Evangelium og Velsingelsen læses, enten for Alteret eller af Prædike-Stolen, da staaer Folket op at høre derpaa. Til Aftensang ringes paa de sædvanlige Tider; til Tolv-Prædiken, hvor den holdes, kun een Gang Kl. Tolv. Tienesten holdes paa den her befalede Maade.

II Art.) Om Fredagen og Onsdagen.

Til Fredags Froprædiken, hvor den holdes, ringes om Morgenen, og til Høimessen, ligesom om Søndagen. Tienesten forrettes paa den her foreskrevnee Maade. Efter Prædiken læses den sædvanlige Bededags Bøn, og bedes for de Syge, Sengeliggende og andre, ligesom om Søndagen; Men til Ægteskab lyses ikke paa den Dag. Daaben forrettes paa samme Tid og Maade, som om Søndagen. Til Onsdags Prædikener i Kiøbstæderne ringes, som sædvanligt, og ellers holdes dermed i alle Maader, som om Fredagen.

II Cap.) Om Daaben.

1 Art.) Om Børnedaaben.

Ingen maae lade sine Børn opholde fra Daaben over den Tid, som Loven ommelder, i hvo det end være kan; Men saasnart Barnet bliver født til Verden, skal christelige Forældre eller andre Hosværende drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfødt, det snareste skee kan. De, som vil have deres Børn døbte, skal Dagen tilforn give Præsten det tilkiende, og lade baade sit eget saavelsom Barnets og Faddernes Navne indføre i Kirkebogen, hvilket Præsterne paa Landet selv forrette; Men Klokkerne i Kiøbstæderne, dog under Sogne-Præstens Inspektion. Alle Børn skal døbes i Kirken i dens Funt eller Bekken og 3de Sinde overøses med reent og bart Vand paa deres blotte Hoveder: I Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands. Ægtefolks Børn døbes strax efter Prædike-Tienesten, men Hore- og Slegfred-Børn skal i Kiøbstæderne døbes efter Tolv Slet, og paa Landet, naar de have ofret med de ægte Børn, eller naar al Tienesten er ude; Og med saadanne Hore- og Slegfred-Børn maae ej ofres. De skal være Vidsnesbyrd og Faddere til Daaben, som ere ærlige og uberygtede Folk; Dog maae dertil ei flere bedes, end fem af Mands- og Qvindespersoner tilsammen. Daaben forrettes paa den her anførte Maade. Ingen uden ordinerede Personer maae forrette Daaben; Men, dersom Barnet befindes saa svagt, efterat det fuldkommen er født til Verden, at det ikke uden Livsfare kan komme til Kirken, da, saafremt ingen Præst er saa nær ved Haanden, eller anden skikkelig Mands-Person, som er kommen til skiels Alder, maae Jorde-Moderen, eller en anden gudfrygtig ærlig Qvinde, døbe det med bart Vand, og intet andet, saaledes: N. Jeg døber dig i Navn Faders, Søns og Hellig Aands. Dog skal sligt skee i 2 eller 3 Personers Nærværelse, i det mindste, som derom kan bære Vidnesbyrd, at Barnet er rettelig døbt i den hellige Trefoldigheds Navn. Skulde det hænde sig, at Moderen hastig blev overilet med Fødselen, og Barnet var i Livsfare, efterat det fuldkommeligen var født, saa at der var ikke Tid at kalde nogle andre dertil, da maae hun selv døbe sit Barn paa forskrevne Maade; Døer det da, saa er det vel dødt, eferdi det har bekommet den rette Daab, hvorom Præsten underviser Moderen, at hun ingenlunde skal tvivle.

II Art.) Om hiemmedøbte Børn.

Intet Barn maae hiemmedøbes, med mindre Fornødenhed det udkræver, saa at det befindes saa svagt, at det ikke uden Livsfare kan komme til Kirken. Det Barn, som formedelst Legemets Svaghed i andres Overværelse saaledes hjemmedøbes, skal dog føres til Kirken, naar det bliver saa stærkt, at det kan taale det, dog skal det ingenlunde døbes paa nye igien, efterdi der er ikkun een Daab; Men aleneste, at Barnets Daab maae af Guds Ords Tienere ved Hænders Paalæggelse stadfæstes og forkyndes i Faddernes Nærværelse paa den her anførte Maade. Dersom og Børnene, formedelst stor Hastigheds Skyld, ikke er givet Navn i deres Hiemmedøbelse, saa giør det dog ingenlunde Daaben ugyldig, at den jo alligevel er en ret og fuldkommen Daab, og maae man siden give Barnet sit Navn; men ikke døbe det for den Skyld om igien.

III Art.) Om Hitte-Børn.

Hitte-Børn og alle andre, om hvis Daab man ikke tilfulde er forsikret, skal føres til Kirken og i Fadderes Overværelse døbes aabenbarligen, ligsom andre Børn, efter forskrevne Skik og Maade. Og omendskiønt der maatte, som det undertiden skeer, findes en Seddel hos Barnet, at det er døbt, saa bør man dog ikke lide derpaa, paa det man ikke skal lade saa vigtig en Sag beroe paa saa løst og uvist et Vidne, hvorved Barnet i Længden selv kunde geraade i Tvivlsmaal om sin Salighed. Dog skal Præsten i slige Tilfælde flittig udforske og efterspørge Barnets Daab, om nogen kunde give vis Underretning derom; og derfore, saasnart et sligt Barn hos ham vorder angivet, skal han strax ved første Prædiken, om Barnets Helbred det kan taale, give Menigheden det tilkiende, om nogen af dem vidste eller kunde faae at vide, at Barnet havde bekommet Daaben; er det i Kiøbstæderne, da skeer den Lysning i alle Kirkerne samme Dag, og til alle Prædikener med tilbørlig Bøn og Formaning; og dersom ingen videre Kundskab derefter bekommes, da døbes Barnet til næste Prædike-Dag, eller og en anden Dag strax i Ugen; Men er Barnet svagt, at man frygter at oppebie den Tid, da døber Præsten det, saasnart skee kan, eftersom sagt er. Naar slige Børn ere komne til Kirken, giør Præsten, førend de døbes, en (her anført) Formaning til de Nærværende.

IV Art.) Om voxne Menneskers Daab.

De, som ere komne til skiels Alder og dog ikke ere døbte, men begiere af Guds Tienere at døbes, dem skal Præsterne strax indføre for Superintendenten, som skal bære Omsorg, at de blive vel og grundig underviste i deres Cateshismo og andre Troens-Artikler. Imidlertid skal Præsterne idelig og alvorlig formane den, som vil døbes, at han ikke beviser nogen Skrømt og Hyklerie i dette høie Saligheds-Værk, eller seer dermed hen til nogen verdslig Ære og Profit, men alene til sin Siels evige Salighed. Siden skal han af Superintendenten i nogle Præsters Nærværelse nogle Gange overhøres ikke alene i sin Cateschismo og christelige Børne-Lærdom, men endog i de fornemste Hovedstykker, som han tilforn har været uenig med os i, saasom om den hellige Treenighed, om Christo, om de høiværdige Sacramenter og i Særdeleshed om Daabens Nytte og Fornødenhed. Naar han da er kommen saavidt, at han kan sin Catechismum og veed at svare til de fornemste Hovedstykker i den christelige Troe, saa at han til dette hellige Daabens Sacramente vel kan annammes, skal sligt Søndagen tilforn gives den ganske Menighed tilkiende og giøres offentlig Bøn til Gud for hans Omvendelse. Hvorpaa næste Prædikedag med hans Daab forholdes paa den her anførte Maade. Afsindige Mennesker og de, som ere fra deres Forstand, maae ikke tilstædes Daaben, naar de ere gamle, med mindre de komme til sig igien, og kunde saa blive underviste til Salighed.

III Cap.) Om Barsel-Qvinder, Jordemødre og Qvindernes Kirkegang efter deres Barsel-Seng.

1 Art.) Om Barsel-Qvinder.

Præsterne skal flittelig undervise Qvinderne, naar de rede til Barsel, og formane dem, at de med Taknemmelighed erkiende den Velsignelse, som Gud har nedlagt hos dem, og vogte sig fra al misheld og skadeligt Tilfald, saa vidt mueligt er, og arbeide troligen i deres Kald, naar Tiden kommer, vidende, at, omendskiøndt al den Smerte er for Syndens Skyld, saa ere de dog Gud behagelige i samme deres Kald, naar de stadig forbliver i Troen, Helliggiørelsen og Tugt, og med Taalmodighed vente en god og mild Forløsning. Døer saadant et Barn i Moders Liv, eller før det kan komme til Daab og Christendom, uden Forældrenes Forseelse eller Forsømmelse i nogen Maade, saa have de en god Samvittighed, og kan dog forsikkre sig, at der er et Guds Barn. Dersom Barnet efter Moderens Død er endnu levendes i hende, da maae der ingen Daab dermed foretages, som nogle pleie at giøre, efterdi Barnet ikke end er kommen af Moderens Liv; Thi det, som ikke er født, hvorledes kan det blive igienfødt? Men bliver Barnet udskaaren af hende, eller anderledes udkommer fuldkommen af Moders Liv, da maae det døbes, om det er levendes.

II Art.) Om Jordemødre.

Til Jordemødre skal af Magistraten i Kiøbstæderne og Amtmændene paa Landet beskikkes ærlige og gudfrygtige Qvinder, som forstaae sig paa det Embede, og med deres Sogne-Præstes Attest bevise, at de ere af et got og christeligt Levnet. Men førend de antages, skal de af erfarne Medicis eller Chirurgis flittig examineres og overhøres, om de forstaae sig paa den Bestilling, og naar de af dem ere dertil kjendte dygtige, gives dem Brev paa forseglet Papiir under Raadstuesegl i Kiøbstæderne og under Amtmandens Segl paa Landet for en billig Skriver-Penge, at de maae lade sig bruge hos Barsel-Qvinder, naar de begieres; og skal de boe paa beqvemme Steder, saavel de Fattige, som de Rige til Hielp, og skal, efter ethvert Steds Leilighed, saa mange beskikkes, som vel fornødent giøres, paa det den ene ikke skal være den anden i Veien. For saadan deres Umage skal dem gives hvad billigt er; men de Fattige skal de hielpe for Guds Skyld. Præsterne skal, hver i sit Sogn, flittig undervise disse Jordemødre, naar de dertil ere udvalgte, hvorledes de skal forholde sig i samme deres anbetroede Embede, baade med Barsel-Qvinder, saa og med Fostreret. Først at de vide ret at trøste sygelige Qvinder, som ere nær til at føde, og formane dem til ydmyg Taksigelse for den Guds Velsignelse, de ere begavede med, som er Livets Frugt, hvilken ikke vederfares alle Qvinder; Og at de hiertelig paafalde Gud om Hielp og Bistand, som med sin kraftige Nærværelse skal giøre det beste for dem; de skal og føre dem til Gemyt, at den Smerte, som de lide i Fødselen, er et Kors, som dem af Gud er paalagt for Syndens Skyld, hvilken dem dog, næst Guds Hielp, snarligen skal omvendes til en stor Glæde, om de ellers med Taalmodighed i Troe og Tillid vente Guds Time; og skulle de end staae i nogen Livsfare derover, at de blive dog taalige og befale sig Gud med alle dem, som bære hans Kors; Men dette tør man dog ikke tale meget om, uden der synes stor Livsfare paa Færde. Dernæst, at de varligen omgaaes med Fosteret,saa at det ikke for deres Skyld kommer til Skade i nogen Maade; Og dersom de finde det levendes i Moders Liv, men svagt til Fødselen, skal de befale det Gud med disse eller andre saadanne Ord: »O Herre Jesu Christe, som haver en synderlig Behagelighed til smaae Børn, og har selv lovet at annamme dem til det evige Liv: Paa samme dit Ord frembære vi nu dette Barn til dig i vore Hierters Bønner; Annam det O kiereste Jesu og lad det evig nyde din Forløsning, den du os forhvervede paa Korset. Amen.« Kommer Barnet fuldkommen til Verden, men sygt og skrøbeligt, saa det er i Livsfare, skal de strax døbe det, som før er meldt, og, om Tid er, bede derhos denne liden Bøn: » O Herre Jesu Christe! dette Barn ofre vi dig efter dit eget Ord, og bede dig, at du annammer det og lader det blive en Christen.« Eller og kortere saaledes: »O Herre Jesu! annam dette Barn.« Men er Barnet dødt i Moders Liv, da befale de det Gud, og giøre deres Flid, at hun, som er forspendt, maae blive ved; Og paa det de desbedre maae ihukomme, hvad dem fornemmelig paaligger i dette deres Kald, at de med en god Samvittighed det kunde forestaae, skal Præsterne 2de Gange om Aaret, ved Paaske og Mikkelsdag i Medtienernes eller medhielpernes Nærværelse, enhver i sit Sogn, forelæse dem disse efterskrevne Punkter, hvilket beqvemmelig kan skee i Sacristiet, hvor det haves, eller og i Choret i Kirken:

1mo) Efterdi I har paataget eder at være Jordemoder her i Byen (Sognet), hvorved mange christelige Qvinders Liv og Helbred tilligemed deres Livs Frugt er given i eders Hænder, da bør det eder af Hiertet at frygte og elskee Gud, gierne høre hans hellige Ord, at I kunde bruge det de Lidende til Trøst, naar Tid er, og med eders gudelige Bønner dagligen formane Livets Herre og Skaber, at han kraftig vil staae eder bi i dette eders Kald, forleene gode Raad med al Naade og Velsignelse til eders Foretagende, eftersom I skal vide, at det er ikke et Menneskes Gierning alene, men allermeest Guds Gierning, som uddrager Børnene af Moders Liv.

2do) Skal I være Omhyggelige i dette eders Kald, og stræbe med al muelig Flid, at baade Moderen og Barnet maae holdes ved god Helbred uden Meen og Skade, videndes, at dersom I enten af Forsømmelse, Uagtsomhed, Drukkenskab eller og formedelst en grov Medfart tilføie nogen af dem nogen Skade, da ere I Mordere, og Gud vil kræve det uskyldige Blod af eders Hænder.

3tio) Skal I vogte eder, at I intet handle efter Egensindighed af Had, Fiendskab eller anden Hevngierrighed; men dersom nogen har tilforn forurettet eder, da skal I efter eders Christendoms Pligt det gierne forlade og forglemme, og ingenlunde lade den Nødlidende nu undgielde det i hendes store Nød. Dersom Barnet er døbt hos Moderen, skal I giøre eders Beste, at hun, som er forspendt, maae blive ved Livet.

4to) Skal I med Beskedenhed og god Fornuft omgaaes de frugtsommelige Qvinder, elske dem, som eders Døttre, og handle moderligen med dem, trøste dem flittig af Guds Ord, at de ikke forsage, og med andre nærværende Qvinder giøre Bøn for dem, saavelsom, naar Tid er, alvorligen formane dem, at de troligen arbeide i deres Kald efter Guds egen Anordning, paa det de ikke for en strakket Smertes Skyld selv skulle omkomme deres Lives Frugt, og i saa Maade belæste sig med en ond Samvittighed.

5to) Skal I være villige til at hielpe den Fattige, saavelsom den Rige, og ikke have nogens Persons Anseelse, efterdi de ere alle lige høit agtede for Gud; Ikke heller skal I besvære nogen med alt for stor Løn for samme eders Tieneste, men de, som intet formaae, dem skal I tiene for Guds Skyld; Og uanseet I saaledes ere pligtige til at tiene alle og enhver, hvor det giøres behov og udkræves af Eder, endog dem, som føde i Utugt og uden et ærligt Ægteskab, saa skal I dog ikke hielpe til at undertrykke og fortie saadanne uegte Fødseler; men saasnart Barnet er kommen til Verden, skal I strax give Præsten det tilkiende der i Sognet, paa det Gud maae faae sin Ære, Synderen omvendes og Forargelse borttages:

6to) Skal I intet andet bruge enten til Moderen eller Barnet, end Bønnen, og med Bønnen saadanne Midler, som ere naturlige, brugelige og christelige, og, naar nogen Nød er paa Færde, søge de nærmeste Medicos eller Badskere om et got Raad; Andre uchristelige, ulovlige, ja afgudiske og dievelske Midler skal I ikke alene selv entholde eder fra; men endog, om I saadant hos andre fornemme, give Øvrigheden og Præsten det strax tilkiende, at de tilbørligen derfor kan straffes; Saa skal I og ikke skamme eder at tage Raad hos gudfrygtige Matroner og andre erfarne Jordemødre, at I ikke skulle synes selvvise og derover sætte baade Moderen og Barnet i Fare; men heller lade eder gierne sige, ligesom Nøden det udfordrer.

7mo) Skal I altid være ædrue og sparsommelige, og tage eder vel vare for Drukkenskab, efterdi I derover hastig maatte forsee eder; Desligeste skal I have en Afskye for al usømmelig og utugtig Tale og Gebærder, at I ikke dermed skulle give Forargelse til andre; men mere beflitte eder paa, at I med et ærbart og skikkeligt Levnet maae være et got Exempel for andre Qvinder.

8vo) Hvor Nøden ikke kommer for hastig paa, skal I ikke gierne noget alene foretage, men, om det er mueligt, lade andre forstandige Qvinder dertil falde, og, giøres det fornødent, Præsten tillige, Moderen til Trøst, som er forspendt.

9no) Skal I være tavse og ikke for nogen anden aabenbare en Qvindes Brøst, at hun derved beskiæmmes.

10mo) Med Daaben skal I eder aldeles intet befatte; men er Barnet i Livsfare, efterat det fuldkommeligen er født, da maae I, om Præsten ikke er ved Haanden, eller nogen skikkelig Mandsperson, som er kommen til skiels Alder, døbe det i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands; Ellers skal I befale Gud Barnet, mens det er endnu i Moders Liv, at han vil annamme det til Naade for Christi Skyld.

11mo) Skal I ikke heller befatte eder med noget Barns hemmelige Begravelse; men, hvor noget utidigt Foster fødes, der skal I først vise det for Præsten og fornemme af ham, hvorledes det skal begraves. Paa disse forskrevne Punkter skal enhver Jordemoder giøre sin corporlige eed, for Magistraten i Kiøbstæderne og Amtmændene paa Landet, naar hun dertil antages. Eeden kan være saaledes; »Jeg N., antagen til at være Jordemoder, sværger og lover:

1mo) at jeg altid vil have Gud for Øien i dette besværlige Kald og af yderste Flid formedelst Guds Naade og de dertil sømmelige Midler troeligen hielpe hver og en, som min Hielp begierer, saavel den Fattige, som den Rige, varligen omgaaes baade Moderen og Fosteret, saa at dem for min Uagtsomhed, Forsømmelse eller ond Medfart ingen Skade maae tilføies.

2do) At jeg ingen uegte Fødsel eller Barnemord vil fortie, som mig kan forekomme; men paa behørige Steder det strax tilkiendegive, hvem det og monne være, uden nogen Persons Anseelse.

3tio) At jeg vil findes ædruelig, kydsk og flittig i dette mit anbetroede Kald, og ellers i alt mit Foretagende, saavelsom i Liv og Levnet, mig saaledes forholde efter disse mig forelæste Punkter, at ingen, næst Guds Hielp, skal have Aarsag i nogen Maade sig over mig at besvære; Saa sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord!«

III Art.) Om Qvindernes Kirkegang efter deres Barselseng.

Barsel-Qvinder skal holde sig nogle Uger inde af Kirken efter deres Barnefødsel og siden af Præsten indledes, hvor det hidindtil har været brugeligt. Uegte Qvinder, som føde deres Børn i Hoer og Ukydskhed uden et ærligt Ægteskab, skal og holde sig nogle Uger hiemme, som sædvanligt, men blive dog ikke af Guds Tienere indledte i Kirken, ei heller have nogen Følge med sig til Kirken. De, som skal indledes, give sig an for Præsten Dagen tilforn og lade antegne deres Navne i en vis Bog. Om Morgenen derefter kommer hun med nogle faa Par Qvinder betimeligen til Kirken, saasnart Gudstieneste begyndes, men bliver saalænge staaendes i Vaabenhuset eller for Kirkedøren, indtil Præsten kommer til hende og med en kort Formaning staaendes inden for Kirkedøren, og Qvinden lige for ham uden Døren, minder hende om hendes Taksigelse imod Gud, som har hiulpet hende af den Nød, hun var udi, og givet hende Glæde for Sorrig formedelst en god Forløsning, at hun ikke glemmer at takke Gud tilbørligen derfor, nu hun er opkommen til Guds Huus, og ellers altid og herefter bevise sig omhyggelig for at opføde sit Barn i Herrens sande Frygt, og selv med et godt Exempel foregaae det i alt det, som christeligt er, hvortil han ønsker hende Lykke og Velsignelse og gaaer saa fra hende. Siden gaaer hun med sit Følge ind i Kirken til sit sædvanlige Stade, og forretter der sin Andagt med andre Guds Børn. Efter Prædiken gaaer hun med samme sit Følge op til Herrens Alter, og ofre de deres Gaver til Guds Tienere, hvad de selv vil, og best kan afstedkomme. (Indledelsens Maade kan være saaledes, som her nærmere er foreskrevet).

IV Cap.) Om Skriftemaal og Afløsning.

1 Art) Om lønligt Skriftemaal og Afløsning.

De, som vil bruge det hellige Nadverens Sacramente, skal enten Dagen tilforn, eller samme Dag for Prædiken, om det for vigtige Aarsager ikke kan skee Dagen tilforn, indstille sig for Præsten i Skriftestolen, bekiende deres Synder for ham og bede om Afløsning; Dog skal de, som enten først vil gaae dertil, eller have noget synderligt billigen at tage i Agt, gaae til Præsten nogle Dage tilforn, at han beqvemmeligen med dem derom kan handle, og i Tide raabe deres Samvittigheder af Guds Ord. Naar de saa vil skrifte, skal de i en sand Hiertens Ydmyghed fremkomme, og saasom for Guds eget Ansigt sætte sig med Ærbødighed ned paa Knæ for Herrens Tiener, mens de giøre deres Skriftemaal og (paa den her anførte Maade) annamme Afløsning. Og efterdi en Guds Tiener sidder her i Guds Sted at handle med dem, som ere besværede med Synden, og bør at være troe i sit Kald, saa at han intet forsømmer, som kan være Gud til Ære og Synderen til Trøst, Glæde og en salig Omvendelse, da maae han vel see sig for, at han ikke i nogen Maade misbruger det hellige Embeds Myndighed og dermed giver Gud Aarsag at kræve en Synders Blod af hans Hænder, naar han enten af Frygt for Menneskene og deres Unaade efterlader noget, som til en Synders Salighed kunde være fornødent, eller og af Had, Nid, Gierrighed, Uvenskab og andre deslige private Affecter overfuser en Synder paa det hellige Sted, eller maaskee bebreider ham, hvad dem kunde være imellem, eller og haanligen afviser ham fra Skriftestolen, andre Guds Børn til Forargelse; Men om nogen beteer sig ubodfærdeligen, ham skal en Guds Tiener flittig formane til Bod og Bedring og beflitte sig paa med Sagtmodighed at overtale ham af Guds Ord, at han opsætter sit Forehavende, indtil han ved den Hellig Aands Bistand maae være bedre skikket til saa helligt et Værk. Imidlertid Skriftemaal saaledes forrettes, skal Klokkerne i Kiøbstæderne og Degnene paa Landet stedse være tilstede i Kirken og nøie give Agt paa, hvo de ere, og hvor mange, som gaae til Skrifte, hvilke ved Navn og Dag i en dertil forordnet Bog rigtig af dem skal antegnes, paa der man kan kiende de forsømmlige og vide, hvor meget Brød og Viin til hver Communion endelig kan behøves, at ingen Mangel derpaa maae være de Gudfrygtige til Hinder i deres Salighed og Menigheden til Forargelse. Derfor skal og enhver Præst have en Tavle hos sig i Skriftestolen, hvorpaa han tegner Tallet paa dem, som have skriftet. Til det hemmelige Skriftemaal maae de ikke stædes, som efter Loven ere skyldige til at udstaae Kirkens Disciplin, men slige bør deres Forseelse aabenbare for Menigheden at afbede og aabenbare afløses.

II Art.) Om aabenbare Skriftemaal og Afløsning.

Aabenbare Afløsning skal skee i Kiøbstæderne om Fredagen, og paa Landet om Søndagen, strax efter Prædiken paa de Steder, som Loven omformelder. De, som saaledes skal afløses, bør nogen Tid tilforn at oplade sig for Præsten og begiere Afløsning, og dersom han da finder en sand Anger og Ruelse hos dem over deres begangne Forseelse, skal han næste Prædike-Dag, da saadan Afløsning bør at skee, dem annamme og (paa den her bestemte Maade) afløse. Hvorpaa den, som har faaet Afløsning, gaaer til Herrens Nadvere.

V Cap.) Om Christi Nadveres Sacramente.

Præsterne alene, og ingen anden, skal i Kirken, naar Gudstieneste forrettes, uddele det høiværdige Alterens Sacramente; men hos de Syge og Fangne, som ikke kan komme til Kirken, forrette de det i Husene. Ingen Præst maae communicere sig selv (end ikke paa hans Sotteseng, naar han kan have en anden dertil), men bør i saa Maade lade sig betiene af en anden, ligesom andre giøre. De, som have faaet Afløsning af Guds Tiener, enten hemmelig eller aabenbare, skal siden, naar Communionen angaaer, komme med Andagt til Herrens Alter og sætte sig ned paa Knæ omkring Alteret, saa mange som vel kan faae Rum uden Trængsel, Mændene paa den høire og Qvinderne paa den venstre Side; De andre blive saalænge staaende ordentlig og skikkelig ved Siderne af Alteret, indtil de første ere blevne betiente. Præsten skal være iført baade Messe-Skiorten og Messe-Hagelen, mens Communionen forrettes, saa skal og Alteret altid være beklædt med en smuk reen Dug, Kalk og Disk og tvende antændte Lys, saa længe Communionen varer, samt fornøden Viin og Brød derpaa tilstede, saa tidt nogen skal berettes, hvormed Klokkerne i Kiøbstæderne og Degnene paa Landet skal have flittig Indseende. Communionen forrettes paa den her beskrevne Maade. Præsten skal flittig lægge Bind paa, at han veed Tallet paa dem, som skal berettes, saa at han ikke nødes til at igientage de forskrevne Velsignelsen Ord; Thi hverken Brødet eller Vinen bør at uddeles, førend de ved Ordet ere helligede. Til dette høiværdige Sacramente maae de, som Loven det forbyder, ikke annammes. Ei heller maae nogen af en fremmed Religion annammes til Alterens Sacramente, førend han først tilfulde er underviist i vores Troe, og ganske frasiger sig sin forrige Religion for Præsten.

VI Cap.) Hvorledes med Syge, Anfegtede, Besatte, Fangne og Misdædere skal omgaaes.

I Art.) Om Syge.

De Syge, Vanføre og Sengeliggende, som ikke kan komme til Kirken, skal Præsterne ideligen besøge, og ingenlunde nægte dem det hellige Nadverens Sacramente i deres egne Huse, naar de det begiere, og skikke sig værdeligen dertil efter Guds Ord og Befaling; Saa skal de og, naar Leilighed gives, flittig paaminde Folket, at de betimeligen sende Bud efter dem, naar de blive syge, og ei bie til den alleryderste Nød, paa det de des ideligere kunde besøge dem og med fornøden Paamindelse, Raad og Trøst af Guds hellige Ord komme dem til Hielp og Tieneste i deres Lidelser. Og skal den Svage imidlertid af de Nærværende flittig erindres om sin Daabes Kraft, hvorved han beholder en god Samvittigheds Pagt med Gud, og kan fuldkommen forsikkre sig om det evige Liv, dersom han ikkun med en stadig Troe holder fast ved Jesum og hans dyre Fortieneste, som er skeet til hans Salighed. Er Præsten selv svag, naar han kaldes til nogen Syg at berette, saa at han ikke kan komme derhen, da skal den nærmeste Præst dertil fordres, om han kan bekommes. Hvor Præsten saa kaldes at berette nogen, did skal han uden Forsømmelse komme, det være sig Nat eller Dag, og vel eftertænke, hvorledes den Syge har skikket sig i sin Velmagt, at han nu i hans Afmægtighed desbedre kan undervise ham til Salighed. Efterat han har talt med den Syge (saaledes som her er anført), vige de, som ere tilstede, strax af i et andet Rum, indtil Communionen foretages, paa det Præsten kan handle ene med den Syge, og da farer han videre frem i sin Tale til ham (saaledes som her er foreskrevet) og med Haands Paalæggelse tilsiger ham sine Synders Forladelse. Derefter kalder Præsten Folket ind igien i Stuen til den Syge, og, om det ikke er giort tilforn, befaler en reen Dug at bredes paa Bordet med et eller to tændte Lys derpaa, og sætter saa Kalk og Disk derpaa tilligemed Brød og Viin. Hvorpaa han (paa den her foreskrevne Maade) meddeler ham Sacramentet og trøster ham. Er den Syge saa svag, at han ikke kan udsige sit Skriftemaal, og Præsten finder dog visse Bodfærdigheds Tegn hos ham med en hiertelig Forlængsel efter det høiværdige Sacramente, da træder han strax til Absolutionen og den paafølgende Communion, ligesom før er sagt. End er han i den Tilstand, at han hverken kan høre eller tale, da skal dog Præsten ikke forlade ham, ei heller nægte ham Sacramentet, om han med Tegn kan give tilkiende sin Attraae derefter, og at han forstaaer, hvad der tales til ham; Men er han saa svag, at han hverken kan høre, tale eller forstaae hvad der tales, da skal Præsten befale ham Gud, til en naadig Omskiftelse, og derhos formane de Hostaaende, at de eendrægtigeligen bære ham for Gud i deres Bønner, ligesom hine gjorde ved den Verkbrudne, at han i Naade ville ansee ham sit arme Creatur, og trøste ham med sin Hellig Aand, nu han ikke kan trøstes af andre, paa det han maae finde Guds Kraft i sit Hierte til at imodstaae alle Satans Fristelser, indtil han giør en god Ende paa hans Svaghed, som kan være til hans Ære og den Syges Salighed. De, som i deres Livs-Tid have foragtet Evangelium, eller og deg levet ilde, uden nogen Poenitentse, dersom de af Præsten vil lade sig omvende paa det sidste, er det got; Men vil de ikke, da maae Christi Legems og Blods Sacramente ikke gives dem, at de ei skal annamme det sig til større Fordømmelse; Men hvilke, som bekiende Christrum, og kiende deres onde Levnet, og ret alvorligen bede om Sacramentet, dem maae man foruden al Fare give det; Thi Guds Tiener kan dog ikke videre dømme, end efter det, han seer og hører.

II Art.) Om Anfægtede.

Bliver nogen paa sin Sygeseng eller og anden Tid anfægtet for sine Synder, da skal Præsten, om saa skee kan, nogle Gange om Dagen besøge ham, og (paa den her anviiste Maade) giøre al sin Fliid til at føre hans Siel til Roelighed igien, paa det han ikke skal geraade i Fortvivlelse om sin Salighed. Iligemaade skal de andre, som ere hos slige Anfægtede tilstede, med Bøn, Læsen og Lovsang dagligen opmuntre deres Siele, at de maae glæde sig i Gud deres Frelsere, og komme jo mere og mere i Guds overflødige Naades Kundskab sig til Trøst og Husvalelse, og endelig til en naadig Befrielse fra disse haarde Fristelser. Hvortil Gud forlene enhver bedrøvet Synder Naade, Styrke og Salighed for Christi Skyld. Plages nogen med onde Tanker og gaaer altid bedrøvet og beklemt i Hiertet, saa at han hver Dag jo mere og mere kiedes ved dette Levnet, da skal Præsten, som en Guds Tiener og en ret Siele-Sørger:

1mo) flittig besøge ham og allerførst vel udforske hans forrige Liv og Levnet, om han maaskee med nogen grov og vitterlig Last selv kan have givet Aarsag til denne bange og beængstede Samvittighed, som han nu føler hos sig.

2do) Skal han formane ham til Sinds Roelighed, at han tæmmer sine Affekter, det meeste skee kan, og beflitter sig paa at være Herre over sit eget Sind, vare sig for Ivrighed, skye Eensomhed og være flittig i sit Kald, som Gud har sat ham udi; Og efterdi der er intet kraftigere Middel til at hielpe saadanne Melankolske til rette med, end Guds saliggiørende Ord og det høiværdige Nadverens Sacramente, da skal Præsten søge at føre saadan en beklemt Siel dem til Brug, det meeste skee kan, og deraf idelig og altid holde ham Guds livsalige Forjættelser for, at han hænger hart ved dem og trøster sig dermed, naar Bangheden paakommer ham.

3tio) Skal han til den Ende formane ham at gaae flittig til Kirke, om han har den Helbred, baade naar Bøn og Prædiken holdes, og ingen Time forsømme, naar han kan; desligeste, at han tit og ofte bruger det høiværdige Sacramente og befaler sig saa Gud med en ivrig og andægtig Bøn. Saaledes skal og Præsten tilholde dem, som nærværende ere, at de altid bede med den Syge, læse og synge for ham, paa det hans Siel maae stedse være vakker for Gud, og jo mere og mere forglemme den Bedrøvelse, som den er udi. Det samme skal Præsten og selv giøre, saa vidt han kommer til den Syge, og det paa sine Knæ tilligemed alle Nærværende; Der skal og skee Bøn for dem af Menigheden baade for og efter Prædiken, saa tidt Prædiken holdes, at Gud ved sin Hellig Aand vil opholde dem i en fast Troe og en god Samvittighed indtil Enden. Er det i Kiøbstederne, da skeer det i alle Kirkerne der i Byen, indtil man seer nogen Forandring, men er det paa Landet, da i nogle af de nærmest hosliggende Kirker. Komme saadanne til rette igien, da skal iligemaade giøres Taksigelse derfor af Prædikestolen, ligesom for andre Syge, og det i de samme Kirker, som der tilforn er skeet Bøn i for dem.

III Art.) Om de Besatte og dem, som i en eller anden Maade plages af Dievelen eller hans onde Redskab.

Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdes for at være besat, eller i anden Maade plages af Dievelen, da maae han ingenlunde afslaae det; men bør efter sit Embedes Pligt, i Herrens Navn, efter foregaaende alvorlig Bøn og Paakaldelse til Gud, strax at forføie sig til den Syge og fornemme hans Tilstand. End bliver han ikke kaldet, og det er vitterligt, at saadan en er i hans Meenighed, bør han dog komme af sig selv, og, om han saa tykkes, kan han tage sine Medhielpere eller nogle andre Guds Børn der af Sognet med sig. Han maae ikke være for hastig til at dømme derom, at han enten giør for lidet deraf, eller og for meget. Thi endskiønt slige Exempler, derfor Gud være æret, ere nu omstunder rare i Christenheden, saa bør man dog ikke holde det for Fabel, Drømme, melankolske Griller eller anden Sindets Uroelighed, naar saadant høres iblant os, og ikke tænke, at vi nu ere aldeles frie for slige Satans Anfægtninger. Ikke heller skal en Guds Tiener være for hastig til at troe den gemene Tale om saadanne Syge; Men han bør være betænksom i sine Domme, og i saadant Fald vel vide at giøre Forskiel paa slige Satans Gierninger, saa at han ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten ikkun udvortes plages af Dievelen, eller og ved Forgift eller anden Troldom er bragt i den Tilstand, eller og maaskee af en naturlig Svaghed saaledes kan anstille sig; efterdi der ere adskillige Sygdomme, som i et og andet ligne dem, som ere befatte, saasom Maanedsyge, Raserie, den faldende Syge og andre deslige. Derfor, naar Præsten kommer til nogen, som er saaledes anfægtet, skal han først og for alting vel give Agt paa, hvorledes den Syges Tilstand er, og derhos nøie udforske, paa hvad Maade denne Anfægtning er overfalden ham. Hvilket han strax skal give Superintendenten tilkiende, efter alle Omstændigheder, og imidlertid med Bøn, Trøst og Formaning flittig opvarte den Syge, saavelsom dagligen antegne, hvis der forefalder, for desbedre Underretning om Sygdommens Beskaffenhed. Siden skal Superintendenten beskikke nogle visse Præster deromkring, som, tilligemed Sognepræsten der paa Stedet, skal skiftes til at opvarte den Anfægtede med Bøn og Læsning. Disse skal allerførst i nogle Medicorum Overværelse nogle Gange komme tilsammen hos den Anfægtede, og vel med hinanden overveie, om den Svaghed kan være naturlig eller ei, hvis ikke, om det da maaskee maatte være et Enpaitna eller Satans Gøgelspil, hvorved han saa tidt forblinder Menneskene, og saaledes forvender deres Sind og Sandser, at det, de tænke de see for deres Øine, er dog slet intet; Eller og om saadan en vel kan eragtes at være legemlig besat af Dievelen, saa at han enten hersker og regierer i det ganske Legeme og alle dets Lemmer, samt Sind, Fornuft og alle Sielens Egenskaber, eller og, at han ikkun har bemægtiget sig en eller anden særdeles Lem paa Legemet, som han selv boer i, og lader sin Magt fornemmelig see udi. Thi endskiønt det for mange og store Aarsagers Skyld er meget vanskeligt nu i disse sidste Tider at giøre Forskiel paa Aanderne og ret til Grunde at udforske saadan Satans legemlige og personlige Besættelse i Menneskene, saa kan dog en Guds Tiener ikke lettelig fare vild derudi, naar han spørger Gud til Raads derom og indretter sin Prøve efter Guds Ord, hvori alle Satans Anslag mod Menneskene ere os af Gud selv forud aabenbarede tilligemed en kraftig Recept og Lægedom imod enhver af dem. Og da saadanne Dievle ikke fare ud uden ved Bøn og Faste, saa skal en Guds Tiener fornemmelig tilholde saadanne Anfægtede, at de af al Magt imodstaae Satan, og med en Hiertens andægtig og ivrig Bøn holde Gud deres himmelske Fader deres store Nød og Elendighed for, at han dog for Christ Skyld vil forbarme sig over dem. Og skal Bispen til den Ende forfatte en særdeles Bøn i sligt Tilfald for den Anfægtedes naadige Befrielse, efter Guds behagelige Villie , hvilken Præsten, tilligemed andre hosværende Guds Børn, til det mindste tvende Gange hver Uge med tilbørlig Iver og Andagt paa sine Knæ skal bede inde hos den Anfægtede, og slutte med Herrens Bøn og Velsignelsen over den Lidende. Ellers skal de nærmeste Venner og de, som ere i Huset, 2de Gange hver Dag læse samme Bøn for ham. Iligemaade skal og i alle Bedestunde, saavelsom og til hver Prædiken, giøres Bøn for samme Menneske, baade for og efter Prædiken, ikke alene i den Sogne-Kirke, som Personen er udi, men endog i alle andre Kirker der i Byen, saavelsom i alle Herreds-Kirkerne der omkring, om det er paa Landet; Dog skal den Syge og Anfægtede ikke personlig opføres til Kirken, mens samme Bøn holdes, som andensteds brugeligt har været, med mindre det for sær Aarsags Skyld saaledes maatte vorde befalet, paa det Menigheden med desstørre Iver og Andagt maatte giøre deres Bøn for ham. Dersom den Anfægtede med sin Ugudelighed selv har voldet sig denne store Fristelse, at han enten har indgaaet en særdeles Pagt med Satan og i saa Maade forbundet sig godvillig til hans Tieneste, eller og han med anden Ugudelighed har givet Satan Rum til sit Tyrannie at forøve mod ham, da skal Præsten altid af Guds Ord holde ham for, hvor grovelig han deri har syndet imod Gud, vise ham, hvad Magt Satan har over Guds Foragtere etc. Men har han været gudsfrygtig og af et christeligt Levnet, saa at ingen kan sige, at han selv har foraarsaget sig denne Elændighed, som et Vredes Tegn fra Gud og en retfærdig Straf for nogen grov dievelsk Gierning, da skal Præsten flittig trøste ham af Guds Ord og vise ham, at Gud endog for særdeles Aarsager ofte saaledes tilstæder de Gudfrygtige til en Tiid at plages af Satan etc. Og dersom Præsten da finder den Anfægtede saaledes beskikket fuld af Troe og Kierlighed til Gud, taalmodig under Korsets Byrde, frimodig og nidkiær mod sin Fiende, og særdeles begierlig efter sin Frelseres Jesu Christi helligste Legems og Blods Deelagtighed, da kan han undertiden betiene ham dermed, naar han er fri for den Ondes Anfægtninger, og kan agtes best beqvem dertil. Hvorpaa han efter en kort Paamindelse slutter med Herrens Bøn og Velsignelsen over den Anfægtede, hvilke Præsten altid giør, saa tit han forlader ham.

IV Art.) Om Fanger og Misdædere.

Præsterne skal nogle Gange besøge de Fangne og Misdædere, som sidde paa deres Liv i Fængsel for deres begangne Synder, førend de meddele dem Sacramentet, paa det de med en god og christelig Beredelse kan annamme det. De skal for alle Ting flittig formane dem til Sandheds rette Bekiendelse, at de ikke undsee sig for Verden og qvæle Synden hos sig selv, hvormed de lægge Synd paa Synd og opvække Gud til større Hævn og Vrede over sig, dersom de forhærde sig imod Gud og give Satan Rum hos dem, i det de imodstaae Sandhed og tale Løgn; Men at de aabenbarligen vedstaae deres Forseelse og give Gud Ære, paa det de ikke skal besvære deres Samvittigheder i Døden og saaledes rykkes bort herfra i deres Sinds modvillige Forhærdelse. Dernæst skal de formane dem til en sand og retskaffen Anger og Ruelse over deres begangne Misgierninger, m.v. (efter den her anførte Forskift). Naar de ere dømte, skal Præsten tit og ofte besøge dem, og med al Fliid drive derpaa, at de nu alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove Synd og Forseelse, og med en fri Villie undergive sig den afsagte Dom, den de med al Rette have fortient, m.v. Siden, om de det begiere og sig dertil christelig berede, betienes de med Sacramentet, førend de henrettes, med lige Ceremonier, som tilforn hos de Syge er ommeldt, og bliver Præsten fremdeles hos dem, at trøste dem, synge, læse og bede med dem; men saafremt de bevise sig halstarrige, blive de ikke annammede dertil, men befales Gud, at han for sin uendelige Barmhiertigheds Skyld vil virke en kraftig Omvendelse og Bodfærdighed hos dem, at de ikke maatte bortdøe i deres Halstarrighed, men ved Guds Aands Kraft endnu komme til Sandheds Bekiendelse og døe salig. Naar Dagen er, at Æxecutionen skal forrettes, da skal Præsten, i hvis Sogn Æxecutionen skeer, med flere, om behov giøres, være betimeligen hos den Fangne, een eller to Timer, førend det skal angaae, og da skal han med god Andagt og Omhyggelighed igien paaminde ham om det, som han i de forledne Dage har handlet med ham, samt (paa den her befalede Maade) formane, trøste og berede ham til Døden. Dersom Præsten fornemmer nogen Frygt eller Banghed hos Synderen, skal han lade give ham Viin; dog skal Præsten heri see vel til, at han ikke drikker for meget, og saaledes besværer sit Hierte med Drukkenskab. Paa Retterstedet skal Præsten forblive hos ham, tale til ham, læse og bede med ham, indtil han er henrettet. Dersom han enten hænges eller brydes paa sine Lemmer, eller og levende martres og deles, da maae Præsten ikke forlade ham, førend han er død.

VII Cap.) Om Bandsættelse og Afløsning af Band. (Efr 2-9-11:24).

1 Art.) Om Bandsættelse.

De, som skal sættes i Band, skal Præsten 3de Søndage i Rad lyse for af Prædikestolen (paa den her foreskrevne Maade). Men hvis han (hun) da ikke indstiller sig inden det bliver udlyst, skal Præsten, efter Provstens og Bispens foregaaende Raad og Samtykke, siden fare fort med Bandsættelsen, og ved Navn udelukke samme Person af Guds Menighed paa følgende Maade; Søndagen, efter Prædiken er ude og alt andet er forkyndt af Prædikestolen, begynder Præsten at tale (efter en her anført Formular) og slutter saaledes; Jeg kundgiør og aabenbarlig forkynder; »At N.N. for slige grove Forseelsers Skyld er et Bands-Menneske og udelukt fra den christen Menigheds Samfund og Sacramente, som en hedning, under saadanne sine Synders Beholdning og Band, og under Guds Vrede, som han (hun) hidindtil har samlet sig selv med sin Haardhed og Ubodfærdighed, og hermed saa overantvorder jeg ham (hende) i Satans Hænder til Kiødsens Fordærvelse, paa det hans (hendes) Siel efter en sand Omvendelse maae blive frie og salig paa vor Herres Jesu Dag.« Hvorpaa Klokkeren, om det er i Kiøbstederne, og Degnen, om det er paa Landet, strax leder denne bandsatte Synder, om den er da tilstede, ud af Kirken i den ganske Menigheds Paasyn. Dog skal det ikke være saadan en Synder formeent, den Stund han er under Band, at komme i Kirken at høre Guds Ord, men han maae have et særdeles Sted for sig selv nedre i Kirken, hvor det ham forordnes, og saasnart Præsten gaaer af Prædikestolen, skal Klokkeren (Degnen) hver Gang lede ham fra det forordnede Sted ud af Kirken. Kan det i sær Henseende ikke skee uden Forargelse, at han bliver i Sognet, da forvises han til et andet Sogn i Nærværelsen, hvor han og paa samme Tid og Maade, som sagt er, hver Gang ledes ud af Kirken.

II Art.) Om Afløsning af Band.

Naar en halstarrig og forhærdet Synder saaledes, som sagt er, er bleven sat i Band, og som en Hedning, efter Christi Befalning, offentlig udelukt af Guds og Jesu Menighed, da bør dog en ret Guds Tiener ikke saa plat overgive ham, at han jo, som en ret Hyrde, efter Christi Exempel, flittig søger efter det fortabte Faar, og med Bøn og Forbøn, saavelsom alvorlige Formaninger, Lærdom og Underviisning, baade offentlig i Prædiken, saa tidt Leilighed gives af Texten, og hemmelig for sig selv, idelig og altid stræber at overvinde al Satans Magt i ham, og ved Guds mægtige Finger løse ham af de haarde Syndens Baand, som ligge paa ham, paa det han i Tide maatte omvendes til Gud og leve. Og kommer det saa vidt, at den Bandsatte, formedelst den Hellig Aands Oplysning, seer sin Synds Vederstyggelighed og den meget farlige og fordømmelige Tilstand, som han derover er geraaden i, saa at han angrer og fortryder sit Hjertes Haardhed og Modtvillighed, og derfor længes inderlig efter at komme i Venskab med Gud igien, og antages i de Helliges Forsamling, at han der med andre Guds Børn igien maae have Deel i de hellige og himmelske Ting i Guds Kirke, sin bekymrede Siel til Trøst, Glæde og Husvalelse, da, saafremt han sin Fortrydelse retsindig giver tilkiende i en sand og alvorlig Bekiendelse, og man ellers finder rette Bodfærdigheds Tegn hos ham, skal Præsten strax give Provsten (og, om høi Vigtighed det udkræver, Bispen ogsaa) det tilkiende, og indkaldes da den Bandsatte og i nogle andre Præsters Overværelse flittig forhøres og, efter mueligst befunden alvorlig Anger og Ruelse, tillades at lyses af Band igien og annammes i Guds Menighed, hvilket skal skee paa efterskrevne Maade:

1mo) Skal Præsten Søndagen tilforn forkynde af Prædikestolen, at, saasom N.N., som formedelst sin Halstarrighed og Forhærdelse i Synden er for nogen Tid siden sat i Band og udelukt fra Guds Menighed, er nu ved hans store Naade kommen i sin Synds rette Kundskab og Fortrydelse, og begierer hierteligen at forliges med Gud og annammes igien i den christen Menighed etc., og med adskillige Bodfærdigheds Tegn har givet sit Hiertes Anger og Veemodighed tilkiende, haver man i den Herres Jesu Navn sluttet paa tilkommende Søndag, efter hans (hendes) foregaaende offentlige Bekiendelse og Afbedelse, ved den hellige Afløsning offentligen at løse ham (hende) af Kirkens Band, og, efter hans (hendes) inderlige Attraae, annamme ham (hende) igien til de Helliges Samfund her i Menigheden, hvorfor den ganske Menighed formanes, at de alvorligen bede Gud for denne Synder etc. Og bør Synderen (Synderinden) selv være tilstede samme Tid i Kirken paa det forordnede Sted, og føie sin Bøn tillige med Menighedens Forbøn til Gud, og med Suk og Klage lade see sin Alvorlighed til en sand Poenitentse.

2do) Skal den Bandsatte samme Dag efter Prædiken møde (nederst inden for den største Kirke-Dør, om det er i Kiøbstederne, og paa Sognestævne, om det er paa Landet) og veemodig med sammenlagte Hænder (og blottet Hoved, om det er en Mandsperson) bede Præsten og den meenige Almue, at de vil have Medynk over hans jammerlige Tilstand, forlade ham de store Forargelser, som han i sit syndige Væsen har givet dem, og af et christen Hierte bede fremdeles med og for ham, at han igien maatte forsones med Gud og den christen Kirke; Hvilket ham da efter en liden foregaaende Revelse tilsiges med Formaning, at han herefter vogter sig for slig og anden forargelig Synd, og til næste Søndag rettelig bereder sig til at giøre sin usvigelige Bekiendelse og Afbedelse for Gud og Menigheden.

3tio) Naar Dagen da kommer, at Synderen skal offentlig afløses, staaer han nedre i Kirken paa det Sted, som ham har været udviist, mens han var under Band, og giør Præsten efter Prædiken atter igien Aflysning for ham (hende, paa den her foreskrevne Maade) af Prædikestolen.

4to) Saasnart de befalede Vers begyndes, gaaer strax Klokkeren (Degnen) ned og beder Synderen nu i Jesu Navn fremtræde for Guds og Menighedens Aasyn, og afbede sin begangner Synd og Forargelse, hvorpaa han gaaer op og sætter sig paa sine Knæ, enten i Chorsdøren, eller paa det forordnede Sted, oppe imod Alteret, hvor ingen Chor er; Og naar Sangen er til Ende, kommer Sognepræsten, som da selv bør at forrette Embedet, og korteligen, før han træder til Afløsningen, forestiller Menigheden den meget ynkelige Tilstand, som de ere udi, som ere under Kirkens Band, saavelsom: Guds overflødige Naade til at løse deres Baand og sætte dem Frihed igien, naar de alvorligen ville omvende sig til ham; og (paa den her beskrevne Maade) absolverer ham. Derpaa fører Klokkeren (Degnen) ham hen til sit sædvanlige Sted i Menigheden, hvor det, førend han kom under Kirkens Band, har været.

VIII Cap.) Om Ægteskab.

De, som vil begive sig i det hellige Ægteskab, skal nogle Dage tilforn give sig an for Præsten, og, saafremt han ikke selv tilfulde kiender dem, fremvise for ham lovligt Skudsmaal og Beviis, at intet paa begge Sider er, som efter Loven kan hindre samme deres Ægteskab. I Kiøbstæderne, og hvor saadanne Beviser ei kan haves, skal de stille 2de gode Mænd til trofaste Forlovere for sig, een for hver af dem, hvilke skal love for dem hos Præsten om det samme. De, som love saaledes for andre, skal vel vide Beskeed derom, med mindre de vil ansees for Løgnere, om anderledes siden besindes; hvilken Straf Præsten dem skal foreholde, førend de saadant Løfte giøre. Ere de Soldater, da skal de, efter Krigs-Artiklernes Indhold, føre deres Oberstes Attest og Tilladelse med sig, at de maae giftes, og at intet er, som lovligen kan hindre deres forehavende Ægteskab. Hver Præst skal, i en igiennemdragen Bog, ved Dag og Tid, tegne deres Navne, som han trolover og sammenvier, tilligemed deres, som enten have attesteret med dem, eller og lovet for dem. Præsterne maae ingen sammenvie, som ikke tilforn har været til Guds Bord. Alle Enkemænd og Ænker skal først bevise, at de have holdet Skifte og giort Rigtighed med den Afdødes Børn eller Arvinger, førend de maae vies tilsammen. Præsten maae ingen hindre i sit lovlige Ægteskab, med mindre de vitterligen ere udygtige dertil, saasom Gildinger, hvilke ikke maae tillades at komme i Ægteskab med nogen. De, som ere døve, stumme eller blinde, maae ei af Præsten formenes Ægteskab, saafremt de ellers paa en eller anden Maade kan give deres Villie og Samtykke fornøielig tilkiende. Ingen maae til noget Ægteskab sammenvies, som ikke tilforn ere trolovede, og 3de Søndage efter hinanden af Prædikestolen offentlig lyst for, undtagen de, som ere i Randen eller af Adel, og de, som lige ved Adel agtes, hvor det skal holdes for fuldt Ægteskabs Løfte, naar begge Parterne i 6 af fælles Venners Nærværelse tilsige hverandre Ægteskab og give hinanden fuld Ja-Ord. Trolovelse Skeer, enten i Præstens Huus eller deres eget, ligesom de det begiere, i 5 Vidnesbyrds Overværelse i det mindste (paa den her foreskrevne Maade). Naar de saaledes ere trolovede, da lyses (paa den her befalede Maade) for Brylluppet 3 Søndage i Rad, undtagen paa de store Høitider, Paaske eller Pintsedag, og naar Juledag indfalder paa en Søndag, da der lyses anden Dagen for dem. Lysningen skeer saaledes: »Lyses til Ægteskab 1ste Sang for N.N. og N.N. Disse personer velsigne Gud etc. Dersom nogen haver noget derudi at sige, han sige det i Tide eller siden tie stille.« Ligesaa lyses 2den Gang den 2den Søndag og 3die Gang 3die Søndag næstefter. Dersom nogen imidlertid giør Forbud paa Ægteskabet, da blive de Folk ikke viede, førend der er gangen Dom i Sagen; Hvilket iligemaade er at agte, om noget Forbud skeer for Tro-Lovelsen. Dersom Fæstefolkene, efterat der er udlyst, lade det selv forsætligen uden billig Aarsag noget længe henstaae, og vil ikke lade sig vie, da skal Præsten sætte dem en vis Tid for, naar de skal vies, under Straf efter Sagens Leilighed. Vielsen skal skee i Kirken oppe imod Alteret. Er det paa Prædikedage, da forrettes Vielsen i Kiøbstæderne til Froprædiken, strax efter at den anden ganske Tieneste er til Ende, og til Høimesse (ligesom det og skal skee paa Landet), for Prædiken imellem Epistelens og Evangelii Oplæsning. Er det paa andre Dage i Ugen, naar ingen Prædiken holdes, da komme de til Kirken i det allerseneste imellem 9 og 10 Slet, saa at Brudevielsen kan være endet, førend Klokken slaaer Elleve. Vielsen forrettes paa den her befalede Maade.

IX Cap.) Om Liig og Begravelse.

Naar nogen døer i Menigheden, skal de nærmeste Venner, eller og Stedets Øvrighed, om han (hun) er fremmed, bære tilbørlig Omsorg, at Liget, af hvad Stand det og er, bliver i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, inden og paa den Tid, saa og paa den Maade, som Politie-Ordningen ommelder, ved en christelig Begravelse bestædt til Jorden. I Kiøbstæderne maae ingen Liig begraves om Søndage og andre hellige Dage, paa det de ordinaire Tienester ikke skal opholdes eller hindres. Men paa Landet maae det skee for Prædiken, førend det ringer sammen. Ingen aabner nogen Grav, enten i Kirken eller paa Kirkegaarden, uden Kirkeværgernes Tilladelse, ei heller maae nogen begrave sine Døde stiltiendes uden Præstens Tieneste med at kaste Jord derpaa; Men de skal give ham det tilkiende, og da bestille Liigprædiken hos ham, om de den ere begierende. Der skal være en Bog ved hver Kirke over alle Døde i Sognet, hvilken Præsten selv skal holde ved lige, at de Dødes Navne ved Aar og Alder, samt Dag og Datum, deri rigtig indføres. Naar Liget kommer til Graven, nedsættes det strax deri, og siden befatter sig ingen videre dermed, førend Præsten kommer og kaster 3de Gange Jord derpaa med en Skuffe, sigendes: Af Jord est du etc. Derefter kaste de andre, som have baaret Liget, den øvrige Jord fuldkommen derpaa, indtil Graven bliver ganske tildekket. Imidlertid synge Disciplerne af Skolen og Degnene paa Landet een eller flere Liig-Psalmer. Begraves Liget paa Kirkegaarden, da staae Disciplerne (Degnen) strax hos Graven, den Stund dette synges; Men skeer det i Kirken, da blive de staaende i deres ordinaire Sted, indtil altsammen er til Ende. Siden gaae Sørgefolkene i Kirken, om der skeer Liigprædiken, og da synges for Prædiken: Vi troe etc. Derpaa gaaer Præsten paa Prædikestolen og kortelig udlægger en beqvem Text af den hellig Skrift, som kan være de Sørgende til Trøst og Husvalelse, og andre efterlevende Guds Børn til Formanelse og Underviisning; Og skal han, førend han træder til Textens Forklaring, strax efter at han har deelt sin Prædikeen, læse den Afdødes Liv og Levnet for Menigheden, saavidt allermeest fornødent eragtes, og hvis han enten til Kirker, Skoler, Fattige eller andre deslige gudelige Brug noget haver skienket og testamenteret, skal det deri indføres, og tillige for Menigheden forkyndes, Gud til Ære og andre til et got Exempel. Begierer nogen sær Text af Præsten, da bør han deri at føie dem, saafremt den ellers skikker sig paa slig en Forretning. Præsterne skal fornemmelig handle om visse her anførte Materier. De skal vel vogte sig, at deres Liigprædikener ikke blive til panegyrisk Snak, saa at de enten efter Hedningenes Sædvane sige for meget til den Afdødes Roes og besmitte deres hellige Kald, saavelsom deres egen Samvittighed, dermed, eller og melde noget usømmeligt om ham, andre til Forargelse og de Paarørende til Beskiæmmelse; men hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de med Maade og god Maneer beskedentlig udsige, andre til Afskye og Advarsel. Liigprædiken maae ikke vare over en Time. I Pest og smitsomme Tider prædikes ikkun halv saa længe i Kirken, og skeer det paa Kirkegaarden, da giøres ikkun en kort Formaning isteden for Liigprædiken, eller og læses den Bøn, som i saadanne Tider forordnet vorder, og derpaa sluttes med Herrens Bøn. Efter Prædiken synges en passende Psalme. Siden synger Degnen paa Landet, og nogle Discipler i Kiøbstæderne, enten over Graven, om Prædiken er skeet paa Kirkegaarden, eller og midt paa Kirkegulvet, om den er skeet i Kirken, de 2de Vers: Nu lade vi hannem sove i Fred etc. eller en anden beqvem Psalme. Ere der flere Liig paa eengang at begrave, som skal prædikes over, da kaster Præsten først Jord paa ethvert af dem, og siden skeer Prædiken paa eengang over dem tilsammen, dog at enhvers Testamente oplæses især efter enhvers Stand. Med dem, som efter sær Kongel. Tilladelse begraves om Aftenen, forholdes efter Politie-Ordningen. De, som blive hensatte over Jorden, kaster Præsten Jord paa, ligesom paa de andre, der nedsættes i Jorden. De, som ikke ere af den rene og rette Bekiendelse med vores Kirke, blive i Kirkegaardene begravnee iblandt andre afdøde Christne, dog uden nogen Jords Paakastelse af Præsten, Tale, eller Liigprædiken over dem. Iligemaade maae Præsten ei kaste Jord paa eller holde Liigprædiken over nogen, som for sin Misgierning er bleven rettet, eller har myrdet sig selv med Villie, eller er bandsat og ikke afløst, eller dømt til mindre Mand, førend Øvrigheden og Sagsøgeren er tilfredstillet. Ingen, som omkommer i nogen Duel, Hovedmand eller Secund, maae enten i Kirkeen eller paa Kirkegaard begraves. Findes nogen hastig død, enten paa Marken eller andensteds, og ikke vides, paa hvad Maade han er omkommen, da maae han ikke jordes, førend Præsten, derom advaret, har givet Øvrigheden det tilkiende, og der siden lovligen er kiendt paa Mandens Død. Hvilket og er at forstaae om de Børn, som avles uden Ægteskab og findes døde strax efter Fødselen. Liigprædikener, som skee hos Sognepræsterne, være sig dem selv eller deres Nærpaarørende angaaende, forretter Provsten i Herredet, hvor sligt falder. Det samme er og at agte med Brude-Vielser og Børne-Daab, som saaledes forefalde.

X Cap.) Om Bispe- og Præste-Vielse.

1 Art.) Om Bispe-Vielse.

Bisperne skal til deres Embede indvies i vor Frue Kirke i Khavn paa en Søndag eller anden Høitids-Dag, af Bispen sammesteds, det snareste skee kan, efterat de dertil af Kongen ere beskikkede; Men Bispen i Sielland skal indvies af den Biskop, som næst hos er boendes. Bispe-Vielsen (som forrettes paa den her befalede Maade) skal være til Ende til Klokken er 10.

II Art.) Om Præste-Vielse.

Præsterne ordineres (paa den her foreskrevne Maade), det snareste skee kan, enten Onsdag eller Fredag, hver i sit Stift, i den Sognekirke, paa det Sted, hvor Bispen residerer, efterat de af Epifcopo Loci til det hellige Embede ere approberede og dygtige befundne.

XI Cap.) Hvorledes Provsterne beskikkes.

Den Præst, som af samtlige Herreds-Præsterne med deres Bisp er udvalgt til at være Provst i det Herred, bliver af Bispen til det første Landemode (paa den her anordnede Maade) dertil indsat, tagen i Eed og creeret. I Norge forholdes hermed, som Loven formelder, og sædvanligt være haver.

Ederne, som de Geistlige giøre for deres Biskop, hver efter sit Kald:

Juramentum creandi Præpofiti.

Juramentum, qvod in timore Domini præftabunt, qvi muneri Ecclefiaftico initiabuntur.

Juramentum Rectoris Scholæ.

En Degns Eed.

Ad § 2, nr. 5

Forordning af 19. december 1693 om Auctions-Værket i Danmark og Norge

Forskriften indeholder 23 paragraffer, men alene §§ 1, 4, 7-11, 17, 18 og 20 foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets § 7.

1.) Enhver maae sit eget Gods og Midler ved offentlig Auction lade forhandle og giøre i Penge, være sig Jordegods, Kiøbsted-Gods eller andre Løsøre og Varer, dog at det skeer ved de af Kongen dertil beskikkede Personer.

2.) [Saa maae og, naar noget Kiøbsted-Gods eller Løsøre paa Skifte eller i andre Maader Myndlinge tilfalder, samme paa offentlig Auction sælges.]

3.) [Og paa det Umyndige ingen Skade lide ved samme deres Midlers Forhandling, skal Værgen hos Øvrigheden anholde om uvildige og kyndige Personer, som Varerne paa beste og forsvarligste Maader kan taxere og vurdere, under hvilken Priis bemeldte Varer ei maae sælges; kan det ikke første Gang sælges for den Taxt, da bør Taxten omgiøres, indtil det bliver solgt, undtagen hvis Loven tillader, at Formynder maae for sin Myndling indeholde.]

4.) Enhver maa enten i sit eget eller anden god Mands Huus, som han dertil kan formaae og accordere om, lade auctionere enten sit eget eller sine Myndlingers Gods.

5.) [Auctions-Directeurerne i Khavn, samt hvor de særdeles i andre Kiøbsteder ere beskikkede, item Byefogderne i Kiøbstederne, samt Herreds- og Birkefogderne paa Landet, som den 4 Mart. 1690 ere anordnede at forvalte de sammensteds forefaldende Auctioner, tilligemed Bye-, Herreds- og Birke-Skriverne, skal have rigelige igiennemdragnde, nummererede og forseglede Protocoller, med et Ark stemplet Papiir for og bag i bemeldte Protocol af No. 24.]

6.) [Saavidt Kiøbstederne angaaer, skal Stiftbefalingsmændene samme Protocoller forsegle; de, som i Herrederne og Kgl. Birker bruges, skal af Amtmændene forsegles; men i Khavn skal Auctions-Directeurerne lade deres Protocoller forsegle af den Øvrighed og Jurisdiction, som de svare under.]

7.) I bemeldte Protocoller (dvs. Auktionsbogen) skal Auctions-Directeurerne, eller deres dertil i Eed tagne Fuldmægtige, saa og Bye-, Herreds- og Birke-Skriverne rigtig specificere og indføre: først hvem Varerne lader sælge, dernæst Tiden og Stedet, hvor samme Auction holdes, for det tredie antegne ved hver Post den Kiøbendes Navn, saa og Prisen, Varerne sælges for.

8.) Hvis Penge, som for de auctionerede og kiøbte Varer enten strax eller siden betales, bør til ingen anden leveres, uden til dem, som Varerne lade auctionere, eller deres Fuldmægtige, som altid bør være tilstede; hvorfor og Auctions-Directeurerne sig med Pengenes Annammelse ikke have at befatte, men alene i deres Protocol afskrive, naar noget vorder betalt, hvilket den Sælgende eller hans Fuldmægtige dem bør meddele.

9.) Og paa det af Urigtighed og Underslæb kan forekommes saavel for den Sælgende som Kiøbende, skal Auctions-Forvalterne lydeligen opraabe de indsatte Varer 3de Gange efter det høieste Bud, og hvis i saa Maader den Høistbydende tilslaaes, beholder han upaaanket i alle Maader.

10.) Auctions-Forvalterne skal ved trykte eller skrevne Placater betimeligen lade tilkiendegive Tiden og Stedet, naar noget ved Auction skal forhandles, til alles Efterretning, som der noget ville kiøbe.

11.) De maae ei nogen til Villie forandre den Orden, eller noget lade udeblive af hvis, som i de trykte Registeringer og Catalogis findes, langt mindre uforsvarligen haste med Slaget for den Bydende, under tilbørlig Straf; og bør de i alle Maader holde sig den Taxt efterretlig, som dem af den Sælgende meddeles, under hvilken de, uden hans Tilladelse, ei noget maae lade bortsælge, saafremt de ei selv til den satte Taxt ville være ansvarlige, om paaankes.

12.) [Naar Huus, Eiendom eller Jordegods skal auctioneres, maae det forblive ved den Brug og Skik, som hidtil har været med et tændt Lys, og holdes det da for høieste Bud, som budes, naar Lyset er fortæret og af sig selv slukkes.]

13.) [Naar Panthaver efter Forskrivelse eller Dom lader sit Pant auctionere, og den forrige Eiermand vil byde derpaa, skal den bemeldte forrige Eiermand for sit Bud strax til Auctions-Mesteren stille Caution, eller hans Bud ei antages.]

14.) [Af Varer, Bøger eller andre Løsøre, ved hvad Navn nævnes kan, som Stykviis eller i smaa Partier sælges, nyde Auctions-Forvalteren 4 pro Cent; iligemaade for hvert Huus, Gaard og Eiendom samt Skiberum, som sælges under 1000 Rdlr, 1½ p. C.; over 1000 til 3000 Rdlr, ½ p. C.; over 3000 Rdlr, i hvor høi Summen end er, ½ p. C.; Saa og Kiøbmands-Gods, som i store Partier sælges, af 5000 Rdlr og derunder, ½ p. c.; over 5000 Rdlr til 20000 Rdlr, 3/8 p. C.; over 20000 til 60000 Rdlr, ¼ p. C.; over 6000 til 100000, 1/8 p. C.; og over 1000000, i hvor høi Summen er, 1/16 p.C., og ei videre (dog maae den Sælgende for ringere Salarium med Auctions-Forvalteren accordere, om han kan); hvorimod Auctions-Forvalteren skal indfordre hvis Penge, som udbetalt restere, og de Udeblivende ved Lov og Ret derfore søge og tiltale.]

15.) [For hver Gang noget Jordegods, Huus eller Skiberum bliver auctioneret, og ikke første Gang solgt, nyde de 2 Rdlr.]

16.) [De Auctioner, som i Danmark i Proprietairernes Birker kan falde, maae de selv ved deres egen Birkefogder og Skrivere, som derover af Proprietairerne forseglede Protocoller skal holde, paa lige Maade lade forrette; dog er hermed ei andre meent, end enhver Proprietairs egne Bønder og Tienere i hans Birk.]

17.) Naar et Huus eller Eiendom ved offentlig Auction sælges, maae Auctions-Directeurerne det til Tinge skiøde til den Kiøbende, som skal være ligesaa gyldigt og kraftigt, som andre lovlige af Eiermændene udstædte Skiøder; dog at med slige Skiøder omgaaes i alle Maader, som Loven og det trykte Papiirs Fr. derom mælder.

18.) De, som kiøbe noget paa offentlig Auction, skal samme Varer med rede Penge betale efter den Priis, som udraabt og tilslaget er, til den Tid, som Auctionen dem det forelægger; men bliver nogen tilbage med samme Betaling 6 Uger efter Auctionens Ende, skal de kiøbte Varer igien sælges paa hans Risico og Bekostning, og hvis Varerne da mindre gielde, af den første Kiøber erstattes.

19.) [Naar Kram-Varer paa offentlig Auction sælges, maae de Kiøbende crediteres paa 6 Maaneder, at regne fra den Dag, de dem have kiøbt, og blive saa de Sælgende berettigede at nyde deres Betaling derfore, næst efter dem, som ved Pant, Kirke-, Fattiges-, Skole- eller Børne-Penge ere prioriterede.]

20.) Dersom Tvistighed paa Auctionerne forefalder mellem Auctions-Directeurerne og de Bydende, eller de Bydende imellem sig selv, om det høieste Bud, da bør de Tilstedeværende strax derom kræves til Minde, som skal være pligtige, hvis de i saa Maade hørt og seet have, at udsige, som samme Tid i Protocollen bør indføres, om nogen agter videre derpaa at tale; hvoraf de Vedkommende af Auctions-Directeuren Udskrift af Protocollen paa stemplet Papiir for billig Betaling, om de det begiere, skal meddeles; ligeledes, om bevises, at 2de have budet det høieste Bud, før der blev tilslaget, skal saadanne Varer igien opsættes, om een af dem, som samme Bud giorde, det begierer.

21.) [Auctionerne i Khavn skal herefter, som tilforn, forrettes af de dertil beskikkede Personer; men paa det den ene ei skal giøre den anden Indpas, saa maae og skal Stadens Auctions-Directeur ei alene betiene Assistents-Huset, Borgerskabet i Khavn og Chavn, men endog alle dem i forskrevne Steder, som Kiøbmandskab og borgerlig Næring bruge, omendskiønt de med nogen Titel og Rang ere benaadede; hvorimod Hof-Etatens Auctions-Directeur skal betiene alle Kgl. Betiente i Khavn og Chavn boende, som enten nu ere eller i Kgl. Betiente virkelig have været eller komme, og derfor til Hof- eller Borg-Retten, som deres rette Værneting, svare, saalænge de ingen Kiøbmandskab eller borgerlig Næring Bruge; Iligemaade skal Auctionerne hos Kgl. Betiente ved Søe-Etaten og dem, deraf dependere og svare under Holmens Ret, forrettes af Skifte-Forvalteren ved bemeldte Søe-Stat, som nu er eller kommer, eller hvem han i sit Sted dertil befuldmægtiger; Ligesaa maae Auctionerne ved Universitetet i Khavn, saavidt dets Jurisdiction angaaer, forrettes af dem, som Rector og Professores dertil beskikke.]

22.) [Hvad Auctioner de octroierede Compagnier lade holde i Khavn, dertil maae Directeurerne eller andre Vedkommende bruge, hvilken af bemeldte Auctions-Directeurer de vil og best kan accordere med.]

23.) [Ingen af foreskrevne Auctions-Directeurer i Khavn maae noget Appendix eller Tilhæng af Løsøre eller Varer auctionere, med mindre den ene den anden tilforn har tilkiendegivet, hvem det tilhører; Saa skal de og advare hverandre, før de nogen Auction begynde eller Placater derom lade opslaae, og mage det saa, at ikke tvende eller flere Auctioner paa een Dag berammes.]

Ad § 2, nr. 6

Forordning af 8. oktober 1708 at fremmede Ministre ikke maa stædes eller lægges Arrest paa for Gæld

8 Okt.- Fr.(* 1) At fremmede Ministre, som ved Kongens Hof sig kunde opholde, deres Personer, Domestiqver eller gods ingenlunde maae stædes eller lægges Arrest paa for Gield, som de i Kongens Riger og Lande, imidlertid de der have været eller ved deres Bortreise, kan have giort. (Paa det ingen Uorden og Misforstand skal komme af det, at nogen af Uvidenhed sig imod de fremmede Ministres Caracteer skulde forgribe).

Ad § 2, nr. 7

Commercetraktat af 23. august 1742 med Frankrig

Forskriften indeholder 46 artikler, men alene artikel 40 foreslås bevaret.

1. [Imellem begge Konger og deres Undersaatter skal være et fuldkomment og stedsevarende Venskab og Alliance, baade til Lands og Vands, inden og uden for Europa; de skal ei giøre noget til hinandens Præjudice, hverken selv eller ved andre, men saavidt mueligt befordre hinandens Beste.]

2. [Det ene Riges Undersaatter maae gaae til det andets Europæiske Lande, Havne og Floder, der at forblive og handle ved dem selv eller andre, dog at de betale de sædvanlige Tolde og rette sig efter Stedets Love, Frr. og Sædvaner, saafremt samme ei stride imod nærværende Tractat.]

3. [De skal og i hinandens Havne vel imodtages og der have Frihed at falholde og sælge deres Varer, uden at paa samme, under Skin af Politie eller andet, nogen vis Priis maa sættes, samt tilkiøbe sig andre Varer, og der handle, som dem got synes; dog hvert Steds Love og Frr. uforkrænkende.]

4. [De Franske Skibe (enten de tilhøre de Franske, eller disse have fragtet Engelske, Svenske eller Hollandske Skibe) skal, til hvad Sted de end gaae, hvorfra de komme og i hvad for Varer de føre, uden Undtagelse i Sundet og Belterne ei betale større Tolde og Rettigheder, end efter Tarifen af 1645, som er tilføiet Tractaten af 1663. Af de Varer, som deri ikke ere specificerede, skal de, som andre Nationer, betale efter Brug og Sædvane. Hvad Afslag eller Forringelse i Told og Paalæg, som i bemeldte Tarif indbefattes, nu eller i Fremtiden tilstaaes nogen anden Nation, skal og de Franske ligeledes nyde.]

5. [Af Franske Undersaatters Varer, som paa Engelske, Svenske eller Hollandske Skibe føres, skal i Sundet og Belterne betales, ligesom de i franske Skibe vare indladte; dog at det med gode Certificater (være sig fra franske Steder eller andre Steder i Østersøen) bevises, at Varerne ei andre end franske Undersaatter tilhøre.]

6. [De Franske skal af deres Gods og Varer i de Danske Lande ei erlægge større ind- eller udgaaende Told end Danske Undersaatter. Samme Frihed have og de Danske i de franske Lande. Saa ere og disse frie for at svare Fragttolden, 50 Sous af Tønden, i alle Tilfælde, undtagen (som det for Hollænderne og Hanse-Stæderne er regleret), naar de i en fransk Havn indtage Varer, at udlosse i en anden Fransk Havn.]

7. [Franske som besøge Danske Lande eller sig der opholde og handle, skal ei betale anden Told end Danske Undersaatter; Iligemaade skal de Danske i Frankrig ei erlægge anden Told end de Franske.]

8. [Told og Paalæg maae paa ingen af Siderne under noget Paaskud forhøies, saa længe denne Tractat vedvarer, som er i 15 Aar, til den 23 Aug. 1757; Og skal begge Kongerne et Aar før denne Termins Forløb forenes om at forlænge den.]

9. [I disse 15 Aar skal alle Franske Skibe og Varer i Sundet ei visiteres; Men man skal aldeles troe Skipperne, naar de forevise lovlige Breve, hvormed de sig kan have forsynet, for at tiene til Passer, og at forklare, hvad Told de bør betale; Og saasnart samme er betalt, maae de frit uden videre Ophold bortseile, og de ere ikke engang pligtige at arretere sig ved Khavn paa Drooghen. Men befindes nogen at ville giøre nogen Svig eller Underslæb i slig Told til Kongen af Danmark, da skal den Franske Konge paa Anmodning, søge pligt at forekomme og af al Magt at forhindre, saa at Kongen af Danmark Ret og Billighed vederfares.]

10. [De Franske Skibe og Kiøbmænd, som Sundet passere, maae indeholde denne Tolds Erlæggelse indtil deres Tilbagekomst, dog at de medbringe rigtige Certificationer og Beviser under den Franske Konges eller Admirals Segl, efter Sædvane, at samme Skibe de Franske tilhøre, samt, inden de fare igiennem og forbi, i Helsingøer stille nøiagtig Caution for Betalingen, at den enten skal skee ved samme Skibes Tilbagekomst paa det ordentlige Sted til dem, som Kongens af Danmarks Told-Rettighed oppebære, eller inden 3 Maaneder i det seneste, om de ei inden den Tid vare komne tilbage.]

11. [Told-Sedler, eller Beviser for ovenmeldte Tolds Erlæggelse, skal til Skibs-Capitainerne leveres, og bør Stykkeviis indeholde den oppebaarne Told af hvert Slags Varer især, for dermed at bevise, at ei mere, end sig bør, er fordret; med mindre bemeldte Capitainer til deres Expeditions snarere Befordring ere fornøiede med et Beviis, som udi en og samme Artikel indeholder den af hele Ladningen erlagte Told.]

12. [Saasnart Franske Skibe til Helsingøer eller i andre Danske Havne ankomme, skal deres Passer uden Ophold expederes, og ingen, hvad Nation de og tilhøre, ei engang Danske Skibe, herudi for dem have Fortrinet. Ligeledes skal og i de franske Havne med Danske Skibe forholdes.]

13. [De Franske Skibe, som eengang have betalt Tolden i Sundet og siden anlande ved Kysterne af Skaane, i Kattegattet, ved Anholdt og Læsøe eller der omkring, ja om de end vare konme i Østersøen, men formedelst Storm, Modvind eller i andre Maader nødte igien i Sundet at komme tilbage, skal ei Sundets Told anden Gang eller nogen anden Bekostning betale.]

14. [Med bemeldte til Khavn destinerede Skibe skal det, i Henseende til Tolden i Sundet, ligesom med Danske forholdes.]

15 [De Franske Skibe, som forbiseile Glückstad og andre danske Steder ved Elven, skal baade deres Hen- og Hiem-Reise med deres Varer og Korn være frie for Told og i Almindelighed for al anden Paalæg, Visitation, Ophold og Molest, undtagen alene, naar Kongen af Danmark er i Krig, eller der er nogen skiellig Aarsag til Mistanke, at disse Skibe vil tilføre Hans Fiender nogle af de i 26 § anførte Contrabande Varer.]

16. [Naar disse Magters Undersaatter nærmere sig det andet Riges Kyster, ere de ei forbundne i nogen Havn at indseile, dersom deres Kaas ikke did var stillet, men have Frihed deres Reise uden Ophold at fortsætte; Og i Fald de i nogen Havn indløbe, og finde for got sig der at opholde, maae de ei tvinges deres Varer at losse, ombytte eller sælge, men de maae frit derover disponere, saasom de til deres Fordel tienligst eragte.]

17. [Af Skibs-Tømmer, Træevarer og andet Tømmer, som de Franske fra Norge begiere at udføre, skal i Træelast-Told betales af hver læst Skibs rette Drægtighed 1 Rdlr 12 x Spec., uden Forskiel, enten det er af de beste, middelmaadige eller slette Træe-Varer. Men dersom Skibene, som Træe-Varer have indladet, desuden indtage andre Varer, som Tiære, Beeg, Harpix, Talg eller deslige, skal Tolden efter Vægt eller Stykkeviis af slige Varer betales efter den Sædvanlige Tarif eller Told-Rulle og paa samme Maade, som af Danske Undersaatter; Og i dette Tilfælde skal i Summen, som Skibet efter sin Drægtighed burde betale, afdrages saa mange Læster, som ei til Træelast men andre Varer anvendes; saaledes, at dersom et Skib paa 200 Læster, hvoraf Tolden er 225 Rdlr, ei indtog mere end 100 Læster Træevarer, skulde det af dette Slags Varer ei erlægge uden 112 Rdlr 3 Mk, eftersom det for de andre efter Vægt eller Stykkeviis, som ovenmældt, skal betales; og ligeledes andre Skibe i Proportion af deres Drægtighed. Saa er det og de Franske tilladt med deres Skibe at løbe ind i Norge og andre Danske Lande, for at kaage Tran at Hval- eller andre Fiske, som de have fanget, og der at tage fornødent Brændeved og Redskab, naar de til Indvaanerne betale, hvis de ere vordne eens om. Og for dette desto sikkrere maa efterkommes, vil Kongen af Danmark befale saavel sine Krigs-Officerer, som Politie-Betientere, at drage Omsorg for, at de Franske Kiøbmænd, som der anlande, venligen begegnes, og ubehindret tillades deres Forretninger paa ovenmeldte Maade at fuldbringe; dog at de intet til Indbyggernes Fornærmelse foretage, og derfor ei lande andensteds, end i Handels-Havne og saadanne, som til den Ende de Danske Undersaatter ere tilladte, med mindre det skeer for at undgaae Storm og Uveir og derfra at vinde bemeldte Handels-Havne; Dog fra disse Lande undtagne de meest Nordlige, som Island, Færøe, de Danske Colonier i Grønland og Finmarken (hvor i Almindelighed alle Nationer ere forbudne at anlande), med mindre de ved Storm eller anden øiensynlig Fare tvinges til at indløbe, da dem i saa Fald al fornøden Hielp til deres Reises Fortsættelse skal forskaffes.]

18. [Begge Kongerne skal staae hinandens Undersaatter bi, og dem alt det forunde, som deres Handel kan lette; Dog at hvert Steds Love og Sædvaner i Henseende til Handelen udi smaat vorde iagttagne.]

19. [De Franske og Danske Kiøbmands- eller Orlogs-Skibe skal, saa meget mueligt, hielpe hinanden, paa hvad Farvand de hinanden møde, endog paa hiin Side af Æqvinocial-Linien, udi alle Slags Tilfælde, enten til deres Reises sikkrere Fortsættelse eller Gevalt at modstaae og afvende.]

20. [Den ene Magts Undersaatter skal have frie Tilgang til alle dens Allieredes samt neutrale Riger, Provintser og Havne, der Handel at drive, og maae ei foruroliges eller forhindres af den anden Magt eller dens Undersaatter, hvad Stridighed eller aabenbare Feide mellem samme og bemeldte Riger, Provintser og Havne end maatte opkomme. Desuden maae den ene Magts Undersaatter frit handle med den andens Fiender, og uden Hinder seile savel til som fra og imellem disses Havne, undtagen om den Havn, i hvilken de vilde indseile, paa Hav-Siden virkelig var belagt eller bloqveret, nemlig naar Indgangen dertil i det mindste med 2de Skibe paa Hav-Siden eller ved et Batterie med Canoner paa Land-Siden er tillukt, saa at Skibene ei uden aabenbare Skade deri kan indløbe.]

21. [Paa det ovenastalte desto lettere maa fuldbyrdes, saa er samtykt, at naar den ene Nations Skibe vil fra nogen af den andens Havne seile til Fjendtlige Steder, skal de for Stedets Officianter forevise deres Passer, hvori deres Ladnings Sorter skal være specificerede under Admiralitets-Officerenes Haand og sædvanlige Segl paa det Sted, hvorfra de først ere udseilede, saavelsom Stedets Navn, hvorhen de ere bestemte, efter de denne Tractat vedføiede Formularer. Og naar deres Passer saaledes ere foreviste, maae de med ingen Ophold, Visitation, Hinder og Molest, under noget Skin, besvæes.]

22. [Den ene Magts Krigs-Skibe og Armateurer maae ikke komme den andens Kiøbmands-Skibe nærmere, end paa et Canonskud, men skal i Chaloupen sende kun 2 eller 3 Mand om Bord, for hvilken Skipperen skal producere Passene efter den sædvanlige Maade og Formular, hvilket aldeles skal staae til Troende, og paa det de ei skal eftergiøres eller forfalskes, skal visse Mærker og enhver af begge Kongers contra paategnede Underskrift meddeles.]

23. [Til begge Kongers Undersaatters Sikkerhed og for at forekomme, at dem ingen Ulempe af bemeldte Krigsskibe skal tilføies, forbydes det strengelig den ene Nations Krigs-Officerer eller Undersaatter at paaføre den andens Undersaatter nogen Fortred eller Skade; Dersom de sig herimod forgribe, skal de paa deres Personer og Gods for al Skade og Interesse være ansvarlige, indtil derfor fuldkommen Fornøielse og Erstatning følger.]

24. [Hvis i Kiøbmands-Skibe, som til forsagte Havne ville seile, findes contrabande Varer, skal samme alene udlosses, angives og confisqveres for Stedets Admiralitets Dommere, uden at derfore Skibet eller de øvrige Varer, der ei ere forbudne og paa samme Skib findes, maae arresteres eller confisqveres, ei heller maa i saa Fald nogen Penge-Straf eller anden Bekostning under nogen Skin fordres.]

25. [Naar et Krigs-Skib, nogen af bemeldte 2de Kroner tilhørende, tager et af den andens Skibe med contrabande og forbudne Varer, da skal de Erobrende ikke have Magt, at aabne eller opskiære Kister, Kufferter, Fade eller Pakker, som deri findes, ei heller nogen af Varerne enten at bortføre, eller i andre Maader at bortvende, med mindre de først bringes til Lands, og der i nogen af Søe-Rettens Middels Overværelse vedbørligen ere registrerede. Men dersom slige forbudne Varer alene udgiøre endeel af Ladningen, og Eieren, for at fortsætte sin Reise, dem godvillig til dem, som have gjort Prisen, forlader, maa han i hans Reise aldeles ingen Ophold tilføies.]

26. [Under Navn af Contrabande eller forbudne Varer forstaaes alene Skyde- og andre Slags Gevær med Tilbehør, saasom; Kanoner, Mousqvetter, Mørser, Petarder, Bomber, Granater, Beegkrandse, Lavetter, Hakker, Bandolerer, Krud, Lunter, Salpeter, Kugler, Pigger, Kaarder, Hielme, Stormhuer, Kyrasser, Hellebarder, Lantser, Spyd, Heste, Sadler, Pistolhylster, Skuldergehæng og i Almindelighed al anden Krigs-Udrustning, samt Tiære eller Skibs-Beig, Seil, Hamp og Tovværk.]

27. [Men derunder forstaaes ikke Korn, Frugter, Olie, Viin, Salt og i Almindelighed alt det, som henhører til Livets Ophold. Hvilke Ting, ligesom andre Varer, stedse maae sælges og transporteres endog til de fientlige Steder, dog at samme ei ere belagte eller bloqverede.]

28. [Alle Varer, som den ene Magts Undersaatter have indladet i Skibe, den andens Finder tilhørende, skal, skiønt de ei ere Contrabande, tilligemed alt hvad i samme Skibe findes, uden Undtagelse, være confisqverede; Men findes fiendtlige Varer i nogen af de contraherende Nationers Skibe, skal samme Varer aldeles være frie, dog undtages contrabande, hvormed forholdes efter de foregaaende Artikler.]

29. [Den ene Magts Krigs-Skibe have frie Tilgang til alle den andens Havne, og maae sig der for Betaling med det fornødne forsyne; dog at de ei ere flere, end 6 Krigs-Skibe; Skulde de være flere, og enten ved Storm eller anden uformodentlig Hændelse være drevne der at søge Tilflugt, da skal der udi sligt Fald være Skibene tilladt, der med al Sikkerhed at forblive og sig med fornødne Ting at forsyne; Dog at de ei ved alt for langt og skrømtet Ophold eller i andre Maader give Øvrigheden paa samme Steder nogen billig Mistanke, for hvilken Capitainerne skal bekiendtgiøre Aarsagen til deres Ankomst og Forblivelse.]

30. [Ingen Kiøbmands- eller Krigs-Skib, som sig i nogen af begge Kongers Havne befinder, skal tvinges til at giøre Tieneste, hverken udi Feide eller med noget at transportere, uden enten Kongens, Indvaanernes eller Eierens Tilladelse endskiønt Capitainen deri havde samtykt.]

31. [Skibs-Capitainerne, Soldater og Skibsfolk, samt Skibenes og de indehavende Varer og Gods, maae ikke ved Nogens Paabud eller Befaling, generel eller speciel, eller for nogen Aarsags Skyld (ikke engang under Prætext at ville sig deraf til Rigets Conservation og Beskiermelse betiene), opholdes eller arresteres. Og maa udi Almindelighed ingen Ting fra den ene eller den anden Krones Undersaatter tages uden Eierens Samtykke og fuldkommen Betaling. Hvilket dog ikke om saadant Arrest skal forstaaes, som ved Rettens Middel for den Actioneredes personelle Gield eller anden retmæssig Aarsag paalægges, hvori skal procederes efter Lov og Ret.]

32. [Dersom den ene Konges Undersaatter ved Søerøveres Forfølgelse, Storm eller andet Tilfælde nødes med deres Skibe i den anden Konges Strømme, Floder og Havne at søge Tilflugt, skal de af Stedets Øvrighed og Indvaanere med Høflighed begegnes, og maae sig kvit og frit for billig Priis med alle fornødne Ting til Skibenes Reparation forsyne, samt igien uden nogen Hinder og ophold gaae udi Søen; Og skal de for Visitation og al indgaaende Skibs-Told eller Havne-Penge, og for al anden Paalæg, være frie, saafremt de ei nogen Varer eller Gods af deres Skibe udtage, deraf intet falholde og intet giøre imod Stedets Love eller Sædvaner.]

33. [Ingen af begge Konger vil tillade, at nogen Krigs- eller andet Skib, som til nogen Fyrstes, Republiqves eller Steds Tieneste er udrustet, tager eller i Hans Havne, Floder eller Strømme den andens Undersaatters Skibe nogen Skade eller Molest tilføier. Og om slig Ulykke sig uformodentlig tildrog, skal den ene af Kongerne anvende Sin Myndighed til at forskaffe den anden Satisfaction, enten ved at restituere det fratagne, eller Skaden efter Ret og Billighed at erstatte.]

34. [Ei heller vil de tilstæde, at Søe-Røvere eller andre deslige Fribyttere i deres Riger og Lande nogen Tilflugt have; Men skal tvertimod, saavidt mueligt, lade dem forfølge, straffe, og af deres Havne fordrive; Og skal de ved bemeldte Søe-Røvere og Fribyttere røvede Skibe og Varer, saavidt deraf in Natura findes, strax og uden Lov og Rettergang de retmæssige Eiermænd, som dem tilbagefordre, igien tilstilles.]

35. [Hvis nogen af begge Nationers Skibe paa Kysterne af den anden Konges Lande strande eller lide Skibbrud, skal samme Skib med al deres Tilbehør, Gods og hvad deraf tilovers bliver, Eiermanden igien tilstilles, saafremt han selv eller hans Fuldmægtig eller Factor inden Aar og Dag, fra Skibbrudet at regne, sig samme Skib og Gods tilegner og tilbagefordrer. Saa skal de, som boe paa Kysterne imod Omkostningernes og Umagens tilbørlige Erstatning hielpe de Nødlidende, saavidt mueligt, og giøre al deres Flid, Skibet at frelse, eller Godset og alt andet redde, og Eieren til Beste udi Sikkerhed at bringe.]

36. [Hvis nogen af den ene Konges Undersaatter fornærmes i den andens Gebeet, skal denne giøre Anordning, at efter Landets Ret og Loven Justitien uden Ophold administreres, og at de, som saadan Uret og Fornærmelse have begaaet, tilbørlig straffes samt erstatte den Forurettede sin Skade.]

37. [Begge Konger skal drage Omsorg, at de Domme, som angaae giorte Priser til Søes, fældes efter Ret og Billighed ved umistænkte og uinteresserede Personer, og skal de strengeligen befale deres Betiente, samme Domme aldeles efter deres Indhold at exeqvere.]

38. [Dersom nogen af bemeldte Kongers Ambassadeurer eller andre ved den andens Hof residerende publiqve Ministre sig over slige Domme besvære, skal Kongen, for hvilken sligt Klagemaal føres, lade bemeldte Domme Sit Consiel revidere og examinere, om alting efter denne Tractat og med al lovlig Forsigtighed er tilgaaet; Og dersom anderledes er handlet, da det lade remedere; hvilken bør skee inden 3 Maaneder i det længste, hvorved iagttages, at det, hverken førend Dom gangen er eller medens Sagen er under Revision, tillades Varerne, hvoraf Sagen sig reiser, af Skibene at udlosse, sælge eller distrahere, med mindre det skeer med Parternes Samtykke og for at forekomme, at de ei skal forderves.]

39. [Den ene Konges Underdanere maae i den andens Lande frit betiene sig af hvad for Advocater, Procuratorer og Notarier, dem got synes, hvilke til den Ende af Øvrigheden, naar Fornødenhed det udkræver, efter Ansøgning skal forordnes. Iligemaade maae de paa Steder, hvor de boe, holde deres Papirer, Regnskabs-Bøger, og andre deres Handel betreffende Skrifter, i hvad de Sprog de vil.]

40 Den ene Konges Undersaatter skal i den andens Lande ei ansees som Udlændiske, og følgeligen være frie for Kronens Arvefaldsret til noget af de efterladte Arvemidler, samt for anden slig Rettighed, af hvad Navn være maatte, deraf at erlægge; Og skal deres Arvinger, som ere Undersaatter af den Anden Konge, uden hinder arve og tiltræde alt deres Gods og Midler, rørendes og urørendes, enten efter Testamente, eller den Arve-Ret og Orden, som paa de Steder, hvor Arven findes eller den Afdøde sin Boepæl haft haver, fastsat er, og det saaledes, som Lovene forordne. Hvis mellem Arvingerne Dispyte om Arven opkommer, skal Stedets Dommere Processen ved endelig Dom afgiøre. Gods, Varer, Papir, Skrifter, Regnskabs-Bøger og alt, hvad som kan tilhøre slige Afdøde, skal umiddelbar deres Arvinger tilhøre, hvilke, naar de er nærværende og myndige, eller og de ved (*) Testamente satte Executorer eller Formyndere, eller de af dem med Fuldmagt forsynede, skal efter Omstændighederne have Magt til at tage det alt til sig, der administrere og derover have fri Raadighed. Men dersom slige Arvinger vare fraværende eller umyndige, eller de myndige Arvinger vare fraværende, og sligt ei enten selv eller ved Fuldmagt have besørget, da skal Gods, Varer, Skrifter, Regnskabsbøger, Papirer og alle den Afdødes Midler ved Notarius Publicus registreres udi Nærværelse af den ordinaire Dommer, tilligemed den fremmede Nations Consul eller anden publik Minister og 2de Kiøbmand af Nationen, og overleveres 2 eller 3 Kiøbmænd, som af bemeldte Consul eller Minister dertil udnævnes, i Forvaring, Eiermændene eller Creditorerne til Bedste; Og paa de Steder, hvor ingen Consul eller anden Minister er, skal det altsammen ske i Nærværelse af 2 eller 3 Kiøbmænd af samme Nation, hvilket dertil ved de fleste Stemmer beskikkes.

(*) Tidligere stod der ved en trykfejl: eller de og ved.

41. [Begge Konger skal holde deres Ministre ved hinandens Hof, og deres Consuler udi visse Havne, paa det de desto lettere kan communicere og andrage alt det, som kan tiene enten til det almindelige eller enhvers Beste i Særdeleshed.]

42. [Den Kiøbe-Contract, som blev sluttet i Khavn d. 15 Jun. 1733 imellem den Franske Krone og det Danske octr. Vestindiske og Guineiske Comp. over Afstaaelsen af den Insel St. Croix i America, er herved fornyet og confirmeret, og skal holdes ligesaa gyldig, som den i denne Tractat Ord fra Ord var indført.]

43. [Om der imellem Kongen af Danmark og Frankrig nogen Stridighed opkom, som i Commercien nogen Forhindring eller Ophør kunde foraarsage, skal begge Kongers Undersaatter gives 6 Maaneders Frist, fra den Dag at regne, de derom vorde advarede, til deres Varer at sælge eller andensteds hen at transportere; og maae de i bemeldte Tid hverken ved Arrest paa deres Personer eller Gods angribes eller Skade tilføies.]

44. [Ingen privat Fornærmelse skal i nogen Maade denne Tractat kunne svække eller nogen Tvistighed imellem begge Nationer foraarsage, men enhver skal svare til sin egen Gierning, saa at den ene ei skal lide for den andens Forseelse, under Navn af Represailler eller anden slig odieuse Procedure; med mindre det skeer for Rettens Fornegtelse eller alt for længe Ophold, da det i sligt Fald er den Konge, hvis Undersaat Uret er vederfaret, tilladt at benytte sig af Folke-Retten, indtil Erstatning skeer.]

45. [Begge Konger vil holde kraftig Haand over, at hver af bemeldte Artikler troelig holdes, og hverken directe eller indirecte noget derimod foretages.]

46. [Ratificationerne over denne Tractat skal i Khavn udvexles inden 2 Maaneder.]

[Med Slutningen af denne Tractat er vedføiet: Formularer til Danske Skibes Passer og Certificater efter Tractatens 21 § (*).]

(*) Udeladt her.

Ad § 2, nr. 8

Forordning af 13. maj 1769 om Selveier-Bønder i Danmark og de dem allernaadigst forundte Fordele, som senest ændret ved lov nr. 215 af. 31. maj 1963 om arv, § 5, 1. pkt.

Forskriften indeholder 7 paragraffer, men alene § 5, pkt. 1, foreslås bevaret.

[Vi Christian den Syvende, osv, G. v.: At, da Vi med allernaadigst Velbehag have erfaret, at paa de over Vores Ryttergods holdte Auktioner have adskillige Fæste-Bønder, med fuld Eiendoms Ret, tilforhandlet sig deres i Fæste havende Gaarde, og ere saaledes blevne virkelige Selv-Eiere eller Eiendoms-Bønder; og det er Vores allernaadigste Intention og Villie, af disse og andre Selv-Eier-Bønder beskyttes og haandhæves saaledes, at andre og flere Fæste-Bønder ligeledes kunde faae Mod og Lyst til at stræbe efter, ligeledes at erhverve Eiendoms-Ret, hvilket Vi allernaadigst eragte at være til Landets almindelige Bedste og Fordeel, da det ikke vel kan feile, at Jorden maa overhovedet blive bedre behandlet, naar den, som dyrker den, veed og er forvisset om, at den Tid, Flid og Kræfter, han anvender paa Gaardens og Grundens Forbedring, komme ham selv og hans Børn og Arvinger efter ham til Nytte, end naar han i den Henseende lever i Uvished; ligesom Vi og allernaadigst ville se derhen, at slige Selv-Eier- eller Eiendoms Bønder ikke skulle have at befrygte, at de i Mangel af Forsvar, skulde være udsatte for Fornærmelse og Overlast; derhos vi og allernaadigst formode, at adskillige Proprietarier efterhaanden, og efter de dem af nogle Jordegods-Eiere allerede givne Exempler, ville finde deres Regning og Fordeel ved, efter Omstændighederne, enten at overdrage Eiendoms Ret til deres Fæste-Bønder, eller at give dem Arve-Fæste: saa ville Vi allernaadigst anordne, ligesom Vi og hermed allernaadigst anordne og befale:]

§ 1. [Det skal være Enhver Jordegods-Eier tilladt, til hans Fæste-Bonde at afstaae og overdrage Eiendoms-Ret over hans i Fæste havende Gaard og det paa saadanne Vilkaar, som de imellem sig kunde forenes om, enten at Bonden udbetaler en vis Kapital, eller og at han forbinder sig til, bestandig at erlægge en vis bestemt aarlig Afgift i Penge, Korn eller andre Varer; da Sælgeren eller forrige Eier bliver, som første og fornemmeste Panthavere, for saadan aarlig Afgift prioriteret i Gaarden og dens Besætning, næst efter de Kongelige Skatter og frem for alle andre Panthavere, i hvad Forskrivning de end maatte have.]

§ 2. [Da adskillige Jordegods-Eiere have foredraget, hvorledes de forhindres fra at gjøre en og anden Indretning, som blandt andet kunde have til Hensigt at forvandle Fæste-Bønder til Selv-Eier-Bønder, ved det at F. 15 Mai 1761 forbyder at skille en Herregaard fra dens Bønder, og at disponere saaledes over Bønder-Godset, at det derved kommer i flere Eieres Hænder; saa have Vi allernaadigst funden for godt, hermed ei alene aldeles at ophæve dette Forbud, som desuden synes at betage Vedkommende Eieres Raadighed over deres eget, men vi ville endog, for at facilitere den indretning med Selv-Eier-Bønder, at særdeles Kongelig Naade bevilge og tillade, at naar en Eier af en fri og komplet Sædegaard til samtlige eller nogle af hans Fæste-Bønder afstaaer Eiendoms-Ret over deres i Fæste havende Gaarde, paa de Vilkaar, at de bestandig til ham og følgende Hoved-Gaardens Eiere skulle erlægge en vis bestemt aarlig Afgift, da maa han ikke alene reservere sig og Hoved-Gaarden Herligheden til de afhændede Bønder-Gaarde, af Jagt-Rettighed, Sigt- og Sage-Fald, Birke-Rettighed, Ret til at forrette Skifter m. v.; men de saaledes bortsolgte Bønder-Gaarde maae fremdeles, og saalænge de forblive i Selv-Eieres Hænder, ansees at høre under Hoved-Gaarden, og beregnes blandt det Hartkorn, som udfordres til at komplettere den, saa at, i hvor saa Fæste-Bønder Hoved eller Sæde-Gaarden end beholder tilbage, maa den dog eragtes at være komplet, og ifølge deraf beholde den samme Frihed for at svare Skatter og Tiende m. v., og de samme Privilegier, som den tilforn havt haver. Derimod skal den Sæde-Gaards-Eier, som saaledes, ved at afhænde Godset, reserverer sig Herligheden derover, og vil fremdeles have det beregnet under hans Hoved-Gaards Hartkorn, være ansvarlig til de Kongelige Skatter og Kontributioner deraf, i det Tilfælde at Selv-Eier-Bonden ikke er i Stand til samme at betale; hvorved vedkommende Oppebørsels-Betjentere dog have at holde sig Vores Lovs Bydende i 5 B. 14 Kap. 37. Art. nøie efterrettelig, saa at ifald de, uden Herligheds-Eierens Samtykke, lade Vore Skatter henstaae hos Selv-Eier-Bonden over et halvt Aar i det længste, da skal det ansees som en Gjæld, de have betroet Bonden, uden at de derfor have nogen Tiltale til Herligheds-Eieren eller nogen Prioritet i Gaarden og dens Besætning. I den Henseende skal det og alle Tider meldes til Amtstuen, naar og paa hvilke Vilkaar en Bondegaard saaledes bliver afhændet, paa det at Amts-Forvalteren eller den, som oppebærer de Kongelige Skatter, kan vide, hvem han haver at vende sig til, og hvorledes han haver at forholde sig, om Skatterne ikke i rette Tid blive betalte. Kan Husbonden, førend han overlader Bønderne i en By Eiendoms-Ret, bringe dem ud af Fællesskab, ved at dele af Jorden imellem dem, saaledes at enhver faaer fin Jord for sig, da er det saameget bedre. Dersom Bønderne, efter at de have faaet Eiendoms-Ret, selv ville foretage saadan Deiing, da bør forrige Huusbonde, som Herligheds Eier, derudi ikke være dem hinderlig, men meget mere behjælpelig.]

§ 3. [Da en Selv-Eier-Bonde, hvis Gaard er over 3 Tønder Hartkorn, ifølge F. 24 Dec. 1760 dens 6. Art., bør af hver Tønde Hartkorn indtil 8 Tønder i Konsumtion samt Folke- og Familie-Skat aarlig betale 2 Rdlr. og af det øvrige 1 Rdlr.; saa ville Vi, til Lettelse for Selv-Eier-Bønder, allernaadigst have samme derhen modereret, at, naar en Fæste-Bonde tilforhandler sig Eiendoms-Ret over hans i Fæste havende eller en anden Bonde-Gaard, som tilforn har været brugt og besiddet af en Fæste-Bonde, og saaledes bliver Selv-Eier-Bonde, da skal han og hans Efterkommere eller følgende Eiere af Gaarden, i Konsumtion samt Folke- og Familie-Skat ikke betale mere, end en Fæste-Bonde, nemlig 8 b . pr. Tønde Hartkorn, og dog ligefuldt, efter Forordningens Formeldning at være berettiget til at oppebære Folke-Skatten af deres Tieneste-Folk m. v.]

§ 4. [Vore Amtmænd skulle ansee det som en af deres fornemste Hoved-Pligter, at haandhæve, beskytte og forsvare de i deres Amter værende Selv-Eier-Bønder mod al Slags Fornærmelse og Forurettelse. I Særdeleshed skulde de have nøie Indseende med, at Selv-Eier-Bønderne ikke ved Skatternes Ydelse og Oppebørsel, Konge-Reisers Tilsigelse, Land-Soldaters og Rekruters Udskrivning, eller i andre Maader chikaneres eller fornærmes, ei heller videre betynges, end andre, som staae for lige Hartkorn med dem. Formener en Selv-Eier-Bonde sig paa en eller anden Maade at være forurettet, da maa han vende sig til Amtmanden, som skal modtage eller anhøre hans Klage, undersøge Sagens Beskaffenhed, og see at forhjælpe Selv-Eier-Bonden til hans Ret, ifald han finder ham at være fornærmet. Dersom og nogen anden (forrige Eier af Gaarden alene undtagen, saa ofte han maatte see sig nødt til, at søge Bonden enten for resterende Afgift, eller for resterende af ham udlagte Kongelige Skatter) formener sig at have lovlig Tiltale til en Selv-Eier-Bonde, da maa han ikke strax reise Sag og begynde Proces, men han skal først indgive Klage til Amtmanden, som derpaa undersøger Sagen, og indhenter den anklagede Selv-Eier-Bondes Erklæring derover, samt derefter søger at forene Parterne ved et billigt Forlig, og saaledes at forekomme Proces. Kan Amtmanden ikke faae et billigt Forlig bragt tilveie, og altsaa maa henvise Sagen til Retten, men han dog finder Selv-Eier-Bonden at være villig til at indgaa Forlig, og at den anden Part derimod enten haver Uret paa sin Side, eller driver sin Paastand alt for vidt, da skal han, om det forlanges, anordne Selv-Eier-Bonden et Forsvar, som han er fornøiet og kan være tjent med, og desuden see at forhjælpe ham til at nyde Beneficium Paupertartis til at forsvare sig. I den henseende maa Under-Dommeren ei heller for Retten modtage nogen saadan Sag eller Stævning mod en Selv-Eier-Bonde, med mindre Sagen først har været hos Amtmanden, og han, efter at have forgjæves søgt at forlige den, har ved sin Paategning paa Klagen henviist den til Retten. For den Umage Amtmanden hermed haver, skal han betales 2 Mk. 8 b . af den Klagende eller Sagsøgeren, og 1 Mk. 8 b . af den Anklagede, i det Tilfælde at han faaer Sagen ved mindelig Forlig afgjort. Derimod i det Tilfælde, at han ikke faaer Sagen forligt, men maa henvise den til Retten, skal han af den Klagende eller Sagsøgeren alene betales ½ Rdlr. 8 b .]

§ 5. Ligesom en Selv-Eier- eller Eiendoms-Bonde, saalænge han af Gaarden præsterer hvad han bør, og holder sig den med forrige Eier sluttede Kontrakt og givne Skjøde nøie efterrettelig, er berettiget til at disponere over hans Gaard, som han for godt befinder, med at afhænde, sælge og pantsætte den, og saa fremdeles; saa skal det og være ham tilladt at anordne og fastsætte, hvorledes der, efter hans Død, skal forholdes med hans Gaard og dertil hørende Besætning, hvem af hans Børn eller andre Arvinger samme skal tilfalde, hvad der egentlig skal følge med Gaarden og regnes til dens Besætning, samt hvad Sum Arvingen skal tage samme for, og hvor meget han derfor skal erlægge til Stervboen og hans Med-Arvinger.

§ 6. [Dersom en Selv-Eier-Bonde finder sin Gaard af den Størrelse og Beskaffenhed at flere Familier sig derpaa kunde ernære, da skal det være ham uformeent (dog med forrige Eiers Samtykke, ifald samme, efter det, som i den 2den Art. ommeldes, har reserveret sig Herlighed til Gaarden) at dele samme i 2de eller flere Parter blandt flere af hans Børn eller Arvinger, hvorhos det skal ankomme paa ham selv, hvad enten han i levende Live vil iværksætte saadan Deling, eller og han, paa den i foregaaende Artikel ommeldte Maade, alene vil fastsætte, at det skal skee efter hans Død; men Delingen i sig selv forrettes af Herredsfogden eller Birkedommeren med tvende dertil af Bonden foreslagne men af Retten udnævnte Kyndige og uvildige Mænd, som nøie skulle beskrive, hvad der af Gaardens tilliggende Mark, Ager, Eng og Fædrift, med videre, skal tilhøre enhver Gaards Part, samt hvor meget af Gaardens Hartkorn, den i Forhold af dens Størrelse og Godhed skal ansættes for, paa det deraf kan erfares, hvad saadan en Parts Eier har at svare af de Gaarden paalagte Skatter, Kontributioner, Afgift og andre Byrder. Af denne Forretning skal en af samtlige underskrevne ligelydende Gjenpart indsendes til den Amtstue, Gaarden sorterer under, for der at tjene til Efterretning ved Skatternes Inddrivelse, samt derfra videre at indberettes til Rente-Kammeret.]

§ 7. [De, som Inspektionen og Direktionen er anfortroet over de publique Godser, saasom Universitetets, Kommunitetets, Kirkers, Skolers, Hospitalers og andre til publique Stiftelser eller Embeder henlagte Godser, have at see derhen, i Særdeleshed hvor der ikke er nogen Hoved- eller Sæde-Gaard, som Bønderne gjøre Hoveri til, at de paa slige Godser værende Fæste-Bønder kunde erholde Eiendoms-Ret over deres nu i Fæste havende Gaarde, og det paa saadanne Vilkaar, som Bonden kunde være tjent med og holden ved, og Stiftelsen hverken nu eller i Fremtiden tabte eller hazaderede noget, men snarere vandt noget ved; saasom at Bonden og hans Efterkommere bleve forbundne til aarlig at erlægge det samme og paa samme Maade, som de hidindtil have betalt i Landgilde eller under et andet Navn; at det, de i et eller andet Tilfælde havde været forbundne til at præstere, saavelsom det, Fæstet af Gaarden rimeligviis kunde beregnes til, ligeledes blev anslaget til noget vist aarlig i Penge eller Varer, og lagt til den aarlige Afgift, for hvilken Stiftelsen eller den forrige Eier, efter foregaaende 1ste Artikels Formeldning, blev prioriteret, næst efter de Kongelige Skatter, og fremfor alle andre, i Gaarden og dens Besætning. Kunde Vedkommende udfinde, og imellem sig blive enige om en anden og bekvemmere Maade, skal saadant ei heller være dem formeent, naar kuns Hensigten dermed opnaaes, saaledes, at Bonden faaer Eiendomsret, paa en Maade, han kan være tjent med og holden ved, og den publique Stiftelse hverken nu eller for Fremtiden taber eller hazaderer, men snarere vinder noget derved.]

Ad § 2, nr. 9

Instruction af 7. december 1771, hvorefter alle Vedkommende sig i Høieste-Ret skal skikke og forholde, som ændret ved bekendtgørelse af 21. februar 1850 ang. en Forandring i adskillige af de med Hensyn til Rettergangsmaaden for Høiesteret foreskrevne Former

Forskriften indeholder 34 paragraffer, men alene §§ 3, 5, 8, 9, 12, 13, 15, 16, 22 og 32 foreslås bevaret.

1. [Høieste-Ret skal bestaae af saa mange skikkelige og i Lov og Ret vel erfarne Personer, som Kongen allerede har forordnet eller herefter forordner].

2. [Den skal holdes eengang om Aaret paa den Tid, Kongen anordner, i Kiøbenhavn eller andetsteds, hvor Han det befaler].

3. Justitiarius skal have Indseende med og sørge for, at alle Ting i Høieste-Ret gaae ordentlig til, at Sagerne i den rette Orden blive foretagne og saasnart mueligt expederede, at det behøvende Antal af Assessorer alle Tider er tilstede, og at denne Instrux nøie bliver efterlevet, med videre.

4. [Alle Tilforordnede i Høieste-Ret skal, naar samme holdes, der flittig være tilstede, og maa ingen af dem sig derfra entholde, eller, førend Retten brydes, aftræde, uden i de Tilfælde, som i 14 § meldes; med mindre det skeer efter Kgl. Dispensation eller og formedelst tilfaldende Svaghed, som deres Udblivelse kunde forsaarsage, hvilket da Justitiarius, saasnart mueligt, tilkiendegives, for at kunne uopholdelig foranstalte, at Høieste-Ret alle Tider med et anstændigt Antal af Assessorer kan være beklædt; dog maa Retten ikke holdes, med mindre der ere i det ringeste Nie af de Tilforordnede tilstæde, og skal de Assessorer, som sidde i Retten, naar en Sag begynder, der forblive, indtil de have voteret i Sagen og samme er paadømt, saasom ingen maa votere i en Sag, uden den, som fra Begyndelsen af har siddet derudi.]

5. Samtlige Tilforordnede skal møde [om Sommer-Dagene og i Mart. og Oct. saa betimelig om Morgenen, at Retten Kl. 8 kan være sat, og saa blive siddende indtil Kl. 1 Efterm. eller længere, saafremt Sagen, som er for, i den Dags Session derved kan faae Ende; Men om Vinter-Dagene møde de] saa tidlig om Morgenen, at Retten kan være sat Kl. 9; undtagen [de 3de Dage for Paaske- og Pintse-Høitider, og] de Dage, som i Paaske- og Pintse-Ugerne komme efter, saavelsom og de Dage, Ridderne bære deres Ordens-Kiæder, paa hvilke Dage ingen Høieste-Ret skal holdes.

6. [Skulde Justitiarius mærke, at de til et Aar instevnte Sager vare saa mange og saa vidtløftige, at de rimeligviis ikke inden Aarets Udgang i de ordinære Sessioner kunde blive forhørte og paadømte; da, som det er Kongens Hensigt, at alle Sager skal ved Høieste-Ret tilendebringes i det Aar, til hvilket de ere indstevnte; saa, for at opnaae dette, vil Kongen i saa Fald,

a) At Justitiarius tilligemed 2de af de ældste Tilforordnede til skriftlig Procedure og paafølgende Paakiendelse i Høieste-Ret udsøger endeel af de korteste Sager, som bestaae af en simpel Qvæstion og bekvemmelig skriftlig kan tracteres, alt i Følge Rescr. 21 Apr. og 27 Jul. 1742.

b) Skal Justitiarius med de Tilforordnede overlægge, at de ej alene møde om Fredagen, skiønt Høieste-Ret ellers ikke i Almindelighed paa den Dag holdes og sidde om Vinteren fra Kl. 1 til 2, som er en Time længere, men at de og ved de 3de Høitider, Juul, Paaske og Pintsedag, møde alle Søgne-Dage. Dersom samtlige indstevnte Sager, dette uanseet, ikke inden Aarets Udgang kunde blive paadømte, da skal Justitiarius være betænkt paa, efter Overlæg med de Tilforordnede, at giøre Konge saadant Forslag, hvorved Hans Hensigt, at see Sagerne paa et Aar tilendebragt, tilfulde kan opnaaes, saasom Kongen ingenlunde vil tilstede, at Undersaaterne i Rettergangs Fremme maae opholdes, eller Sagerne fra et Aar til andet udsættes, uden alene i det Tilfælde, hvor begge Parter det selv, for lovlig og skiellig Aarsags Skyld, forlange.]

7. [Høieste-Rets Stevninger skal udsendes fra det Danske Cancellie 6 Uger for den Tid, Høieste-Ret er paabunden, i de Sager, som i Danmark dømte ere, og i de Sager, som i Norge dømte ere, ¼ Aar for Tiden, paa det de saa betimeligen for de Indstevnte kan forkyndes, at de beqvemmeligen til Tiden kan møde, som loven ellers med videre Omstændigheder ommelder.]

8. [Af de indstevnte Sager skal hver Gang saa mange anslaaes, som man formener, paa 2 Dage at kunne blive forhørte, saasom 8 eller 10 Sager, hvilke og efter den Orden, som de paa Cartet ere satte, skal forhøres. De Sager som fra en Dag overblive til den anden, skal staae først paa det Cart, som til næste Dag derefter anstaaes, og først forhøres, efter den Orden, som de forrige Dage vare anslagne; saa at det ikke maa være tilladt at springe hid og did i Cartet, saasom Kongen vil, at samme stricte skal følges, undtagen i Tilfælde af hastig Svaghed, som Procuratorerne kunde paakomme, hvorom den 28 § (*) videre forklarer, saa og naar nogen af de Tilforordnede efter 14 § ikke kunde sidde Dom i en eller flere af de anslagne Sager, og der ikke saa mange af de andre Tilforordnede ere tilstede, som den 4 § foreskriver. Saa skal og Sagerne til Forantagelse anslaaes efter den trykte Orden, undtagen de bevilgede Sager, hvilke maae anstaaes, naar det af Justitiario forlanges af dem, som Kgl. bevilling derpaa har erholdt,] men Delinqvent-Sager skal fremfor alle andre befordres; [Og skal Parterne, hvis Sager anstagne ere, endelig tiltænkte være, enten selv eller ved deres Fuldmægtige at møde i rette Tider under 40 Rdlrs Straf efter Loven.]

(*) I Instruksen selv står ved en trykfejl: 30 §.

9. Parterne, hvis Sager anslagne ere og i saa Maader paaraabes, skal da indkomme og beskedentlig, enten selv eller ved deres Fuldmægtige, deres Sager agere, og med allerunderdanigst Ærbødighed for Høieste-Ret sig tee og skikke, og i alle deres Indlægge, som altid skal være paa korteste Maade klarligen forfattede, saavelsom alle Documenter, som de til deres Sags Oplysning fremføre, paa Dansk indrettede, eller hvis mundtligen der i Rettergangen forhandles, [altid rette deres Ord og Tale til Kongen alene, hvad heller Han er der selv tilstede eller ikke ;] Skikker nogen sig usømmeligen, straffes han efter Loven og Forseelsens Beskaffenhed.

10. [Ingen Breve eller Beviisligheder maae i Høieste-Ret annammes eller oplæses, som ej for dem, der i Sagen have dømt, have været producerede, med mindre den, som sig deraf agter at betiene, med sin Eed bekræfter, at han saadanne Breve og Beviisligheder ej haver kundet bekomme, før Dom for Ober-Retten var afsagt, eller og Kongen selv derudinden af sær Naade dispenserer.]

11. [Saasom og for Høieste-Ret, især udi de Sager af mange Poster bestaaende, indstevnes de Poster, som ikke opløbe til det Qvantum, som i Høieste-Ret efter Loven bør at paakiendes, da maae saadanne Poster ikke foretages, uden hvor Birke-Tings Domme vorde indstævnte, i Følge Fr. 10 Apr.1750; Men det skal efter Commissariernes eller andre Ober-Dommeres Kiendelse forblive, saafremt Posterne ej have Connexion med hverandre, eller den ene Post af den anden dependerer.]

12. Naar Parterne fuldkommeligen og til nøie ere hørte, og deres nødvendige Breve og Documenter af Justits-Secretairen tydeligen oplæste, skal de udvises, og derefter inden lukte Døre korteligen og ordentligen i Sagen voteres. Og skal Tiden ikke med Repetition af det, som af de forhen Voterende er andraget, forlænges og Høieste-Ret dermed opholdes; dog er Kongen tilfreds, at een eller to af dem, som blant de første votere og Sagens Beskaffenhed vel og omstændeligen fatte, maae deres Vota noget vidtløftigere deducere og udføre, dog uden at igientage det, som tilforn er sagt; Men de andre, som intet sært have at erindre, sig ikkun til dens eller en af deres Vota, som ere af lige Mening med ham og han formener rettest at være voteret, i Sagen referere. Men naar Sager bestaae af adskillige Poster, da bør der ikke separatim i nogen Post voteres, førend de andre Poster tillige ere hørte, med mindre Posterne befindes at være at saadan besynderlig Vidtløftighed, at Omstændighederne i den ene kunde glemmes, førend de andre bleve udagerede; Ligeledes skal det ingenlunde være tilladt, uden særdeles paakommende vigtige Aarsager eller den høieste og uforbigiængelige Nødvendighed, at afbryde Retten, naar nogle have voteret, og dermed opsætte de øvrige Tilforordnedes Votering til næste Samling.

13. Voteringen skal skee nedenfra, og, saalænge een voterer, skal alle de andre tie stille, saa at ingen falder den Voterende i Ordene, men enhver skal bie, indtil det i hans Orden kommer til ham at votere, da han især skal tage sig vare for, i hans Votum at fremføre noget, som kunde støde eller synes at sigte til at stikle paa den, der er af anden Mening. Naar de samtlige have voteret, skal det i samme Orden være enhver tilladt at forandre, tillægge eller oplyse hans Votum, efter den af de siden ham Voterende dertil givne Anledning. Ingen af de Tilforordnede i Høieste-Ret eller andre, der ved Voteringen tilstedeværende, maae, under deres Bestillingers Forbrydelse og anden vilkaarlig Straf efter Omstændighederne, for nogen aabenbare, hvad Mening nogen har været af, og hvad der enten af den ene eller den anden i nogen Sag har været voteret.

14. [Ingen af de Tilforordnede maae votere eller være tilstede ved Voteringen i en Sag, hvori han selv paa nogen Slags Maade maatte være interesseret, eller hvori enten af Parterne er ham saa nær, som Sødskende-Børn, eller nærmere beslægtet eller besvogret; Ligeledes skal Secretairerne og andre i Høieste-Ret med Kgl. Tilladelse tilstedeværelse, naar de have saadan Relation til Sagen eller Parterne, gaae ud af Retten, førend der begyndes at votere i Sagen. I de Octrojerede Compagniers Sager, naar samme angaae hele Compagniet, skal det dog være dem blant de Tilforordnede i Høieste-Ret tilladt at dømme, som ere en eller anden Interesseret i Compagniet saa nær beslægtet, som Sødskende-Barn, naar Nødvendigheden det udfordrer, og det behøvende Antal af Assessorer til Dommens Afsigelse ellers ikke var at erholde.]

15. Dersom en Part eller hans Fuldmægtig af en eller anden Aarsag formener sig beføiet til at excipere mod en Assessor i Høieste-Ret, da skal han det i Stilhed melde for Justitiarius og gotgiøre Grunden til hans Exception, det Justitiarius da tilkiendegiver den Assessor, som det angaar, og i Fald han ikke i Følge deraf finder sig pligtig eller beføiet og villig til at afvige fra Retten, medens den Sag forhandles, skal det for hele Høieste-Ret anmeldes, som da deri præliminariter deciderer og foreskriver, hvorledes derudinden skal forholdes, dog inden lukte Døre, uden nogen Publication af deres i saa Fald fattende Slutning.

16. Disse Vota skal af 2de Høieste-Rets Secretairer rigtig protocolleres og indføres i de dertil forordnede Protocoller; skulde og nogen, som har voteret, for sin Sikkerheds Skyld ville vide, om hans Votum var ret indført, da skal Secretairerne det efter Anmodning, for enhver, at Protocollerne oplæse, [og skal Protocollerne saaledes altid rigtig holdes, og i god Forvaring i Cancelliet, under Justitiarii Forsegling, henlægges; saa skal og alle Protocoller, som i Høieste-Ret bruges, først i Cancelliet giennemdrages, nummereres og siden med Cancellie-Seglet forsegles.]

17. [Secretairerne, som protocollere de Tilforordnedes Vota, skal nøie iagttage og annotere, at hvad Mening i enhver Post Majora have været, og sligt Justitiarius referere; Hvad de fleste Vota i Kongens Fraværelse stemme overeens udi, deerefter skal Justitiarius eller, i hans lovligen Forfald, den øverste, som den Dag i Retten sidder, Dommeren concipere og i Pennen forfatte, og naar de Tilforordnede intet meer ved Concepten have at erindre, hvilket skal staae enhver frit for at giøre, dog at de ere conform med de fleste indførte Vota, Dommen, ligesom den skal afsiges, strax i Dom-Protocollen indføre, og derefter Parterne lade indkalde, og Dommen for dem offentligen og lydigen oplæse og afsige; Men naar Kongen Selv er tilstede, vil Han efter egen Villie og Velbehag sige, hvorledes Dommen skal forfattes; og naar Dom er afsagt, maae ingen Memoralier i samme Sag fra Parterne i Høieste-Ret antages, mindre nogen Forklaring over den ergangne Dom af Høieste-Ret udstedes.]

18. [Dersom der i en Sag ere ulige Meninger, og lige mange Vota paa hver Side, da, paa det Sagen dog kan faae Ende, skal den Mening gielde, som den Øverste i Retten bifalder, og Dommen derefter forfattes. Naar nogen i Høieste-Ret dømmes fra Livet, skal Secretairerne, som sidde ved Protocollerne, uden Ophold forfatte en omstændelig Relation af Sagen, og deri melde, hvad Vota i Høieste-Ret have medført, og hvorledes Dommen der er falden, samt derpaa attestere, at den er conform med Høieste-Rets Protocollen, hvilken Relation, efterat den først har været Justitiarius til Eftersyn forviist, de tilligemed Acterne i Sagen have at indlevere i det Danske Cancellie til videre Kgl. Resolution.]

19. [Dommene, som forfattede og afsagte ere, skal af Justits-Secretairen tilbørligen og uden ophold, i Særdeleshed de, som vedkomme Dinqventer, der sidde paa Publici Bekostning, skrives og forfærdiges, og de Vedkommende, efter Begiering, under Kongens Signet og Justitiarii Haand beskreven gives i den Orden, som de afsagte og af Parterne begierte ere; og Parterne deres dem tilkomne Breve og Documenter igien tilstilles, dog at de inden 2 Maaneders Forløb, efterat Justits-Secretairen lader dem advare, at Documenterne ikke mere behøves i Justits-Contoiret, lade dem affordre, eller siden tage Skade for Hiemgield, om de forkomme; Saa skal han og, saasnart giørligt er, hver Gang en Høieste-Rets Session tage Ende, indsende til Justitiarius en nøiagtig Designation over de i samme Session paadømte, forligte og overblevne Sager, paa det han Kongen samme uden Ophold kan overlevere.]

20. [Justits-Secretairen skal og i den forordnede Protocol rigtig lade til Bogs føre Slutningen af Domme, ligesom de for Retten ere afsagte, og ellers især begge Parternes for Høieste-Ret producerede Indlægge og Domme, ligesom de ere givne beskrevne og extraherede, indføre lade; Saa skal han og give de Vedkommende skriftlig Underretning, om hvis Bøder Procurectorerne eller andre kunde vorde tildømte, et eller andet Steds at betale, og en General-Designation over samme, efter hver Sessions Slutning, Justitiarius tilstille.]

21. [Dommerne, som i de for Høieste-Ret indstevnte Sager haver kiendt, maae, efterat deres Domme for Høieste-Ret ere oplæste, med korte og sømmelige Ord enten mundtlig eller skriftligt forklare, hvorpaa de deres Domme have grundet, og ej være tilladt i Sagen videre at tale, under vedbørlig Straf, med mindre de formene sig ved Irettesættelser eller andre Udtryk ubilligen at være bebyrdede, da det dem bevilges, dog paa det korteste, sig sømmeligen derover at besvære.]

22. Ligesom Kongen er forevisset om, at de, som et saa vigtigt Embede betroes, at dømme i sidste Instants og uden Appel paa Undersaatternes Ære, Velfærd, Liv og Gods, bestandig i dette deres Embede have deres Eed og Pligt med Gud og Kongen samt Fædrenelandet for Øinene, og nøie iagttage de i Loven og Frr. mod Skienk og Gave giorte Anordninger; saa har Han end videre den Fortroelighed til dem, at de, paa alle muelige Maader og saavidt menneskelig Forsigtighed strækker sig, søge at undgaae og forebygge alt det, der kunde have mindste Skin eller Anseenede af saadant, og som, skiønt maaskee i sig uskyldigt, kunde give de Skrøbelige Anledning til Mistanke og at ansee dem som villige og partiske.

23. [Ingen maa giøre Ansøgning om at blive Tilforordnet i Høieste-Ret, med mindre han først med Flid har lagt sig efter Lovkyndighed ved Universitetet og der med Berømmelse aflagt offentlig Prøve paa hans deri giorte Fremgang og erhvervede Kundskab, og siden i nogle Aar været Assessor i Hof- og Stads-Retten, eller beklædt et andet Dommer-Embede og der tilveiebragt sig practisk Kundskab og Færdighed i at applicere Lovene paa forekommende Tilfælde, samt derhos fyldt sine 25 Aar. Naar den Ansøgende har disse Reqvisita, og det derhos af Justitiarii derover indhentede Erklæring erfares, at der er Mangel paa Assessores i Høieste-Ret, maa hans Ansøgning Kongen forestilles derhen, at det maa ham tillades at aflægge Prøve i Høieste-Ret; hvormed da forholdes saaledes, at naar Sagen er udageret og Parterne ere udviste, førend de Tilforordnede begynde at votere, voterer han ordentlig i Sagen, saaledes som om de først Voterende i 12 § sagt er, og paa den Maade, at han nedlægger Speciem facti eller en kort Recit at Sagens Historie, deraf uddrager den rette Qvæstion, som under Sagen har været ventileret eller burde være ventileret, allegerer de derpaa applicable Steder i Lov og Frr., og endelige deraf udleder den, efter hans Tanker, rette Conclusion i Sagen; hvilket hans Votum, skiønt det ikke kommer i Computation ved Dommens Forfatning, en af Secretairerne skal indføre i en dertil indrettet aparte Protocol. Og saaledes vedbliver han at votere i 4 a 5 Sager eller flere, om de ere korte. Naar da Høieste-Ret saaledes erfarer og skiønner, at han ej alene besidder den til saa vigtigt og høit magtpaaliggende et Embede fornødne Kundskab, Indsigt og Erfarenhed, men at han og er begavet med en tydelig Udtale og Færdighed i at yttre sin Mening og Tanker, og saadant af Justitiarius indberettes, maa det Kongen forestilles til nærmere Resolution. Uden saadan foregaaende Prøve, maa ingen vente at faae Votum og blive Tilforordnet i Høieste-Ret, med mindre han tilforn i andre sær vigtige Forretninger og Embeder har viist saadan grundig Kundskab, Indsigt og Erfarenhed, med videre, saa en Prøve maatte anses for unødvendig og lidet passende, da ikke kan være den allermindste Tvivl om hans Capacitet, Duelighed og Beqvemhed dertil.]

24. [Procuratorerne maae ej, imod Lovens 1 9 10, i nogen dem bevidste vrange og uretfærdige Sager lade sig bruge, men de skal i deres Embede rette sig efter samme Art. Indhold, og fremfor alle Ting befitte sig paa oprigtig at gaae i Rette, og ikke forsætlig dølge noget, som hører til Sagens sande Oplysning, eller foregive noget, som sig ikke virkelig saa forholder, men de skal altid see derhen, at Sandhed ikke undertrykkes, men, som vedbør, stilles for Lyset; Befindes nogen Procurator med Forsæt at fortie noget, som egentlig hører til Sagens sande Oplysning, eller at fremføre noget, som han veed, at være usandfærdigt, eller i andre Maader uoprigtig at gaae i Rette, da straffes han derfor, efter Omstændighederne og Forseelsens Beskaffenhed, med anseelig Penge-Mulkt, Suspension paa nogen Tid eller Afsættelse fra hans Embede. Saa maa og ingen Procurator tilstedes at gaae i Rette for Høieste-Ret, førend han først ved sit Embeds Tiltrædelse offentlig for Retten har aflagt sin Eed, efter den dertil indrettede Formular.]

25. [Skulde og Høieste-Ret efter Sagens befundne Beskaffenhed for got befinde at paalægge nogen Procurator, som der comparerer, at giøre sin Eed, at han troer og uden Skrømt holder fuldkommeligen for, at hans Principals Sag er retfærdig og grundet paa Loven, saavidt han den agter at forsvare ved Rettergangen, da maa han det ej vægre, men bør den strax for Retten at aflægge. Antager nogen Procurator en Sag, dermed byder sig i Rette, og siden værger sig ved at giøre Eeden, saaledes som forbemeldt, naar det af Høieste-Ret paaæskes, maa han samme Sag ej udføre, men skal bøde til vor Frelseres Kirke paa Christianshavn 50 Rdrl, og derforuden svare sin Principal til Sagens Omkostning, foruden den i 24 § ansatte Straf, om det befindes, at han forud, førend han antog Sagen, vidste, at den var vrang og uretfærdig.]

26. [Ingen Procurator maa om nogen Sag, som han paatager at udføre, enten ganske eller endeel deraf, før eller siden transigere, eller den sig paa nogen Maade eller Vilkaar tilforhandle under vedbørlig Straf efter Omstændighederne.]

27. [Ingen Procurator maa understaae sig at fremføre nogen Sag for Høieste-Ret, som har været der tilforn og er bleven endelig paakiendt; handler han derimod, haver han forbrudt sit Embede; dog skal det ej være formeent, at i Høieste-Ret efter lovlig foregaaende Stevnemaal jo maa tales og kiendes paa Poster eller Sager, som ej der absolut er bleven kiendt udi, naar de ere af den Beskaffenhed, at Høieste-Ret derpaa bør at dømme. Saa skal og Høieste-Ret til nye Paakiendelse antage de Sager, hvor nogen noget ved forhen i Høieste-Ret ergangne Domme er befunden at fuldbyrde, naar de derfor lovligen indstevnte vorde, og der klages enten over den ene Parts Vrangvillighed eller Rettens Fornægtelse, paa det den, som saaledes Retten engang har eluderet, derfor tilstrækkelig kan vorde anseet, og Undersaatterne befriede fra nye Processer ved Under-Retterne at udholde, saasom sligt udmatter den Fattige og alene hensigter til hans Fortrykkelse.]

28. [Procuratorerne skal idelig være tilstede, saalænge de Sager, som de under Hænde have, ere opslagne, paa det de, naar Sagerne paaraabes, sig for Retten kan fremstille og der deres Sager procedere; men dersom nogen af dem paakommer en hastig Svaghed, haver han det for Justitiarius strax at tilkiendegive, da der efter Sagens Vidtløftighed, som skal ageres, gives een eller flere Dages Dilation; Dog skal enhver Procurator tiltænkt være at have korte og tydelige Extracter af deres opslagne Sager færdige, og med Beviserne saaledes bilagte, at en af de andre Procuratorer, efter den givne Dilation og Advarsel fra Justitiarius, dermed kan gaae i Rette; Til hvilken Ende Procuratorerne, naar de sig nogen Sag antage, skal forene sig med deres Principaler, om hvilken Procurator Sagen i saadan paakommende uformodentlig Svaghed skal overleveres til. Forseer sig nogen herimod, skal han bøde til vor Frelseres Kirke efter Høieste-Rets Sigtelse.]

29. [Ingen Part eller Procurator maa fordriste sig til at denigrere eller med ufine, ubeqvemme og ærerørige Ord at beskiemme enten Dommerne eller andre, mindre beskylde nogen for vitterlig Uret, uden at han det skielligen kan bevise. Skulde nogen sig herimod forsee og tilsidesætte den Ærbødighed, som han Kongen i Høieste-Ret er skyldig, straffes han paa Penge 50, 100 og flere Rdlr, eftersom Forseelsen er til; og hvad saaledes forefalder, medens Sagen ageres, skal Justitiarius tilholde Secretairerne, som protocollere, aparte at tegne og erindre, førend i Sagen voteres.]

30. [Procuratorerne skal befitte sig paa, kortelig og tydelig at fremføre deres Sager, uden at bruge nogen Raisonnering, som ej er grundet paa Loven, mindre understaae sig, at forklare Kongens Lov, hvilket han sig alene vil have forbeholdet, i hvad Tilfælde det og være kan, ej heller maae de allegere andre Rigers og Folkes Statuta og Love, uden i de Tilfælde, hvor Høieste-Ret finder det uomgiængelig fornødent, saasom i de Sager, der reise sig af det, som paa fremmede Steder er contraheret; men de skal lade sig dermed nøie, at de korteligen andrage Anledningen til Sagen, og giøre beviislig af Documenterne det, deres Principaler enten søge, eller beskylde en anden for, eller hvorudi deres Principaler urettelig søges eller beskyldes, og derpaa giøre deres Irettesættelse. I det øvrige skal Procuratorerne og alle andre Vedkommende nøie iagttage alt, hvis dem i Høieste-Rets Patent foreskrevet er eller herefter foreskrevet vorder. Og skal i hver Sag af de i Retten Tilforordnede voteres, om Procuratorerne, i hvis dem anbefalet er, have forseet sig eller ej, og om de have forseet sig, hvor høi Straffen skal være. Naar ellers en Procurator i sin Procedure befindes at være vidtløftig med Personalia eller Dicentes, som ej Sagen egentlig vedkommer, med at interrumpere Justits-Secretairen, naar han de til Sagen henhørende Documenter oplæser, eller foruroliger Contra-Partens Procurator med Indsigelser for Tiden, i hvis han efter hans Tour til hans Principals Tarv frembringer, hvilket alene confunderer Assessorerne; Saa tillades, at Justitiarius ham betimeligen advarer, enten ved Justits-Secretairen eller paa anden Maade, at han sig fra slig Vidtløftighed entholder.]

31. [Procuratorerne skal det ikke være tilladt at lade sig af Parterne vederlægge og betale de Mulkter, som de blot for deres egen Forseelses Skyld kunde af Høieste-Ret vorde tildømte at betale, og naar dem sligt overbevises, skal de være pligtig, det i saa Maade oppebaarne igien at tilbagelevere, og desuden at betale dobbelt saa meget til Justits-Kassen. De skal ej heller paatage sig flere Sager, end de veed, at kan overkomme, og hvor der kan være nogen grundet Tvivl om, at deres Principaler ikke have givet Ordre til Sagens indstevning eller Fremførelse for Høieste-Ret, bør de enten med Fuldmagt legitimere sig, eller være ansvarlige til de Omkostninger, som Vederparten for Høieste-Ret kunde vorde tillagt. I særdeleshed bør de, naar de for nogen udenlandsk Mand gaae i Rette, forsyne sig med nøiagtig Caution af en vederhæftig Mand i Landet, som kan være ansvarlig til de ved Høieste-Ret tildømmende Mulkter og Omkostninger, naar Execution efter Høieste-Rets Dom fordres. De skal og ved enhver Sessions Begyndelse indlevere til Justitiarius en rigtig Fortegnelse paa de Sager, som dem af de litigerende Parter ere anbetroede, og ligeledes til Justitiarius skriftligen indgive, naar de forlange nogen Sag, hvori Anticipations-Bevilgning er forundt, paa Cartet anslagen, hvorefter den fornødne Anstalt til Sagernes Opslagelse skal vorde føiet.]

32. Procuratorerne skal uden nogen Forsømmelse befordre de dem anbefalede Delinqvent-Sager, saasnart dem de behørige Acter enten fra Cancelliet eller vedkommende Øvrigheder ere tilstillede; Befindes nogen Procurator utilbørligen at opholde nogen Deliqvent-Sag, efterat han med behørige Acter er forsynet og er i Stand til at befordre Sagen, straffes han derfor med Mulkt efter Høieste-Rets sigelse og Forseelsens Beskaffenhed. Iligemaade skal de med tilbørlig Flid og Nidkierhed antage sig de Sager, dem som Forsvar for fattige Folk, der ere benaadede med Beneficium Paupertatis, vorde anbefalede, saa Intet deri formedelst deres Efterladenhed vorder forsømt, Vedkommende til Skade og Afgang i deres Ret; hvormed Høieste-Ret nøje skal have Indseende, og i Fald det skulde befindes, at nogen Procurator en anbefalet Sag saa skiødeløs havde behandlet, at den Fattiges Ret derover kunde spildes, skal de Sagen til lovligere Behandling hjemvise paa den skiødeløse Procurators Bekostning, og desuden enten vedbørligen ansee den Procurator, som Forseelsen har begaaet, eller og, om Fornødenheden det udfordrer, Beskaffenheden Kongen refere til nærmere Foranstaltning og Resolution.

33. [De, som vil søge at blive Procurator ved Høieste-Ret, bør, i Følge Fr. 10 Febr. 1736, have appliceret sig paa det juridiske Studium, og om deres Profect in jure og Kyndighed i Fædrenelandets Love med behørige Attester være forsynede, og desuden have siden øvet sig bestandig i Rettergang enten ved de andre Ober- og Underretter, eller hos nogen af de beste Procuratorer ved Høieste-Ret, som deres Fuldmægtig i nogle Aar, hvorpaa de skal frembringe Attester saavel fra den Procurator, de have tient hos, som de Dommere, for hvis Ret de have gaaet i Rette; og naar de da efter Kgl. Tilladelse have med 3 a 4 Sagers Agering for Høieste-Ret aflagt Prøver paa deres Gaver til Procurator-Embedet og til at tale ordentlig og forstaaelig, kan de vente, efter at Kongen derom fra Høieste-Ret har faaet Efterretning, at blive med den fornødne Bevilling, at gaae i Rette som Procurator ved Høieste-Ret, benaades; Og de Procuratorer, som opføre sig ved Høieste-Ret conform med det, dem er foreskreven, og saaledes som ærekiære Folk vel egner og anstaaer, kan være forsikrede paa, at naar de til Publici Beste have anvendt deres beste Aar og Kræfter, Kongen da i Naade vil tænke paa dem med saadanne Bestillinger, hvorved de paa en behagelig Maade kan finde deres Underholdning i deres gamle Dage; formodende, at andre, som ere af saa liden Capacitet, at ingen vil betroe dem deres Sager, ikke tage heraf Anledning til at overløbe Kongen med Supplicationer om vacante Bestillinger.]

34. [Af denne Instruction skal enhver af de Tilforordnede og Secretairerne rigtig Gienpart gives; Og hvis derudi Procuratorerne angaaer, deraf skal dem iligemaade af Justitiarius rigtig Gienpart under hans Haand meddeles.]

Ad § 2, nr. 10

Patent af 10. november 1774 om Høieste-Ret i Danmark for 1775 og siden fremdeles for de efterfølgende Aaringer, indtil videre, som ændret ved bekendtgørelse af 21. februar 1850 ang. en Forandring i adskillige af de med Hensyn til Rettergangsmaaden for Høiesteret foreskrevne Former

Forskriften indeholder 21 paragraffer, men alene §§ 1-8 samt §§18-21 foreslås bevaret.

Den almindelige Høieste-Ret i Danmark skal i førstkommende og efterfølgende Aaringer, indtil anderledes tilsiges, den første Torsdag i hvert Aars Mart. Maaned i Khavn begyndes og holdes, hvor da enhver i de Sager, som dertil lovligen indstevnte ere eller vorde, og for samme Høieste-Ret bør at orddeles og paakiendes, til Lov og Ret skal forhielpes, og dermed i efterskrevne Maader forholdes:

1. Alle de, som nogen Sager til forskrevne Tid have i Rette at føre, og deri ikke allerede Stevning taget, skal i rette Tid, nemlig i Danmark i det seneste 6 Uger, men i Norge ¼ Aar, for den bestemte Dag og Termin i Cancelliet om Stevning søge, som dem der skal vorde meddeelt. Og som, til Sagernes Endskab og hastigere Befordring, endeel Sager skriftlig skal behandles og forhøres, saa advares og anbefales herved alle vedkommende Parter, som ere eller blive bevilgede Stevninger af Cancelliet, at de uden Ophold betidelig forsyne sig med Fuldmægtiger, saafremt de vil undgaae og ikke selv tilskrive sig den Skade, som dem for Forsømmelse ellers maatte tilføies.

2. For Høieste-Ret skal ingen Sager indstevnes, uden de tilforn have været til Herreds- og Lands-Ting eller andre behørige Steder, og deri er gangen Dom, som det sig bør efter Loven; eller og ere de Sager, som for Høieste-Ret endelig bør at orddeles.

3. Saasom og for Høieste-Ret, i de Sager, særdeles Regnskaber angaaende, tidt og ofte Poster indstevnes Retten til Ophold og Besværing, som ikke ere af den Værd, som Loven tilholder, da skal dermed efter Loven forholdes, og paa slige Poster i Høieste-Ret ikke dømmes, men de skal ved Commissariers eller andre Dommeres Kiendelse forblive.

4. Enhver, som Stevning i Cancelliet søger, skal sammesteds efter Loven in Originali have for sig beskreven tilstede at fremvise, hvis Dom eller Forretning, som i Sagen gangen er og de stevne vil, førend dem nogen Stevning maa meddeles; med mindre de bevise Dommen, som de vil indstevne, saa kort Tid tilforn at være afsagt, at de den ej beqvemmeligen have kundet beskreven bekomme; Og skal Parterne deres Stevning, som de til Høieste-Ret i Cancelliet begiere, det korteste mueligt er, forfatte, og i deres Contra-Stevninger, ligesaavel som i Hoved-Stevningerne, navngivne de Poster, som de ville paaskade (*); Saa maa og ingen Stevning længere eller vidtløftigere end paa 2 Ark Papiir af Cancelliet udstedes.

(*) I Patentet selv står ved en trykfejl: paaskyde.

5. Eftersom Høieste-Ret undertiden maa opholdes, formedelst Parternes Forsømmelse, at de ikke i Tide underrette deres Procuratores om Sagernes Beskaffenhed eller dem Acterne tidlig nok tilstille; saa anbefales dem, som nogen Proces for Høieste-Ret have, og den ved Procuratores vil lade udføre, at de saa betimeligen deres Procuratorer fornøden Information om deres Sager give, at de kan være færdige 8 Dage, førend Sagen paa Catalogo til at høres er anslagen, om de paaraabes, at gaae i Rette; inden hvilken Tid Procuratorerne og have at betragte, hvad Sager de have antaget at gaae i Rette i, paa det de i Tide kan sige sig derfra, om de befinde nogen Sag af den Beskaffenhed, som de, om det i Høieste-Ret eragtes fornødent, ej tør understaae sig at giøre Eed paa, at de troe den ret og lovmæssig at være; i lige Beredskab skal og de være, som selv deres Sager vil fremføre. I Særdeleshed anbefales Parterne i de norske syndenfieldske Sager i Almindelighed at nedsende Documenterne i de Sager, som de for Høieste-Ret vil have foretagne, saa betimelig, at samme kan ankomme til Khavn imod Apr. Maaneds Udgang i det seneste, paa det derefter enten selv eller ved Fuldmægtig dermed kan møde, naar deres Sager i Maj-Maaned til Foretagelse vorde opslagne, da de ellers i vidrig Fald maae vente, at der gaaer Udeblivelses-Dom i Sagen, og de saaledes paadrage sig Omkostninger.

6. Siden skal Parterne eller deres Procuratorer, naar deres Sager ere anslagne, præcise møde, Sommer-Dagene, om Mandag, Trisd., Onsd., Tords. og Løverd., om Morgenen ved 6 Slet; forsømme de det, da derfor 40 Rdlr til det af Kongen forordnede Brug at udgive, førend de til Rettergang maae stedes; Ellers skal den af Parterne, som selv eller ved Fuldmægtig, som ej er Procurator, vil gaae i Rette, enten han er Sagsøger eller Sagvolder, være tiltænkt sin Sags Retfærdighed at forklare ved skriftlig Indlæg, forfattet efter 15 §, i hvilket skal allegeres alle de Beviisligheder, som han agter at betiene sig af, og hver Gang noget Beviis bliver i Indlægget citeret, skal der læses enten saa meget deraf, som samme Partie finder tienligt til Sagen, eller og alt, om Høieste-Ret det fornødent eragter; Men, naar Indlægget er saaledes læst til Ende, maa han ej tale videre i Sagen, førend Vederparten har svart eller repliceret, men imidlertid vel observere, om i saadant Svar, med dets Beviisligheder, eller Repliqven findes noget, som han mener at kunne bedre oplyse, og maa han da mundtlig svare derpaa til Fornødenhed, foruden at fremlægge nye Beviisligheder, eller de af Justits-Secretairen engang oplæste selv igien at oplæse.

7. Men dersom den, der har stevnet, aldeles udebliver, og ikke kommer i Rette, før den Provintses Sager, hvor hans Sag henhører, ere til Ende, da have tabt Sagen efter Loven, og ej tilstedes mere derpaa at tale; Dog, saafremt Skylden befindes hos Procuratorerne, at de, naar dem Documenterne i Tide ere overleverede, og de Sagerne at udføre have antaget, ikke møde til bestemte Tid, naar de paaraabes, da de at svare til al den Skade, som Parterne ved deres Forsømmelse kan tilføies.

8. Bliver nogen Procurator, som har antaget Sager at udføre for [Høieste-Ret, syg enten kort Tid før Høieste-Ret begyndes, eller imidlertid den holdes, da skal han skal han Parternes Breve og Documenter, som han under Hænder haver, til dem selv, om de ere tilstede, hvis ikke, da til andre Procuratores, som i Sagerne kan gaae i Rette, strax overlevere, paa det i Høieste-Ret ej derefter skal opholdes].

9. [Dersom nogen Procurator antager en Sag at igiennemsee, og siden af en eller anden Aarsag ej vil befatte sig dermed, maa han ej antage sig den anden Partes Sag; Handler han herimod, straffes han paa 100 Rdlr til vor Frelseres Kirke i Christianshavn, og maa dog ej tillades i samme Sag at gaae i Rette.]

10. [Ingen Procurator maa, under 50 Rdlrs Straf, fremkomme for Høieste-Ret med den Undskyldning, ej at have faaet Documenterne tidlig nok til Eftersyn, og derfor begiere Dilation, eftersom Kongen Sig Selv alene vil have forbeholden, at giøre Naade og Forandring i det, Han har paabudet.]

11. [Sagerne skal foretages efter følgende Orden: Først alle kiøbenhavnske og siellandske, saavel Commissions- og Obligations-, som andre Sager, som did indstevnes; dernæst paa lige Maade de fyenske og smaalandske, derefter de jydske og de bornholmske, siden de norske, først de syndenfieldske, samt herefter de nordenfieldske, og endelig allersidst de vestindiske.]

12. [Over-Dommere, Commissarier, Ridemænd og andre, hvis Domme og Forretninger lige for Høieste-Ret indstevnte ere, skal til den Tid, paa hvilken Sagerne blive foretagne, enten personligen møde for Høieste-Ret, eller og ved deres beskikkede Fuldmægtige fremsende deres skriftlige Indlæg paa korteste Maade forfattet, hvori de tydeligen have at forestille Sagens rette Beskaffenhed, saa og at forklare, hvorpaa de deres Domme og Forretninger harve grundet; hvilket og af den mundtlig bør skee, naar de i egne Personer møde.]

13. [Og skal Parterne de Breve og Documenter, som herefter af dem i Høieste-Ret vorde fremlagte, enten selv paaskrive, eller og ved deres Fuldmægtige lade paategne, at de dem tilhøre; paa det slige Documenter dem igien af Justits-Secretairen, naar Tid er, desrigtigere kan tilstilles og udleveres.]

14. [Ingen Breve eller Documenter maae i Høieste-Ret fremlægges, som ikke ere skrevne paa den rette Sort stemplet Papiir; undtagen i de Sager, som General-Fiscalen eller andre paa Kongens Vegne have at udføre; Agter ellers nogen at betiene sig af sadanne Breve og Documenter, som enten paa fremmede Steder ere forhvervede, hvor stemplet Papiir ikke kan bekommes, eller af Missiver og andre Breve, som ikke paa stemplet Papiir pleie at skrive, da skal de dem ved Notarius Publicus paa den rette Sort forordnede Papiir først lade udcopiere, og siden Copien tilligemed Originalen i Høieste-Ret fremlægge.]

15. [Alle indlægge, som i Høieste-Ret fremføres, skal være paa korteste Maade klarligen forfattede, hvilke og, saavelsom alle andre Documenter, som parterne til deres Sagers Oplysning agter at bruge, paa Dansk skal indrettes.]

16. [Og skal Parterne, i hvis enten skriftlige eller mundtlige i Rettergangen forhandles, altid rettes deres Ord og Tale til Kongen alene, hvad heller Han Selv er tilstede eller ikke, saa og med Beskedenhed deres Sager forebringe, saavelsom, medens de for Retten staae, sig for al Skiælden, Smelden, Løigten, Sværgen, Banden og deslige Uskikkeligheder entholde, og, hvad heller Dommen gaaer dem med eller imod, med lige Respect fra Retten sig igien begive.]

17. [Ingen maa Breve eller Beviisligheder i Høieste-Ret forekomme eller oplæse lade, som ej for dem, der i Sagerne have dømt, have været forhen fremførte, med mindre den, som sig deraf agter at betiene, med sin Eed bekræfter, at han om saadanne Breve og Beviisligheder ej her været videndes, eller har kundet bekomme dem, før Dom i Sagen for Ober-Retten var afsagt.]

18. [Paa det Høieste-Ret med unødig Vidtløftighed ej skal opholdes, maa ingen lade læse eller tale noget, som Sagen ej vedkommer, langt mindre Dommeren eller andre med ufine, ubeqvems ærerørige Ord angribe, eller og fremføre noget, for at beskiemme enten sin Vederpart eller Dommeren; Saa maa og ikke nogen beraabe sig paa andre Folkes Love og ] Frr., ej heller understaae sig at forklare Kongens Lov, i hvad Tilfælde det og kan være; men skal med al muelig Korthed drive sin Sag, og dermed lade sig nøie, at han andrager Anledningen til Sagen, og giør beviisligt af Brevene det han enten søger eller beskylder en anden for, eller hvori han uretteligen søges eller beskyldes, og derpaa giøre Irettesættelse; Der maa og ingen beskylde enten sin Vederpart eller Dommeren for vitterlig Uret, med mindre han det skielligen kan bevise.

19. Ingen Procurator maa bruge nogen Raisonering, som ikke er grundet paa Loven, hvorved Retten opholdes, og Parterne i saa Maade foraarsages Bekostninger og Tids-Spilde; han maa ej heller lade oplæse noget Unyttigt, hvis Contenta med et Par Ord kan refereres, og af Contra-Parten, uden videre Tids-Spilde, tilstaaes, ej heller, naar et Document skal oplæses, forud referere dets Contenta, og siden derover perorere; men alene sige, hvad han af Documentet, som skal oplæses vil bevise, og siden, naar det er oplæst, ej videre derom tale; han maa ej heller for sig selv oplæse Documenterne, som tilforn for Retten ere oplæste, og derover giøre Paraphraser, ej heller igiennemgaae Indlæggene, som have været i Sagen for Under-Retterne, uden naar han deraf vil bevise propriam Confessionem eller Denegationem; Naar Tings-Vidne skal oplæses, maa en Procurator ikke forklare det forud, eller lade det hele Tings-Vidne læse, men, naar et Vidne er hørt, referere, hvilke eller hvor mange af de andre Vidner dermed ere overeensstemmende. Saa maa og ikke nogen Procurator alt for længe opholde Retten med præliminair Recension af Sagen, før han gaaer til Factum, og lade samme høre igien, naar han kommer til Factum i sig selv. Procuratorerne maae og ingenlunde bruge større Vidtløftighed i Sagerne at udføre, efter deres Principalers Paastaaende og Begiæring, eller efter deres eget Gotfindende, end Fornødenhed det udkræver; men de skal med al muelig Korthed Sagerne agere, og ej med unyttige og Sagen ikke vedkommende Digressioner Høieste-Ret opholde. Naar Procuratorerne have udtalt, maae Parterne ej tillades videre at tale, med mindre noget af Procuratorerne maatte være forglemt, som Parterne eragte at kunne tiene til deres Sags Oplysning, da det dem bevilges at tale, dog paa det korteste. Forseer sig nogen herimod, straffes han efter Forseelsens Beskaffenhed.

20. Efterat Dommene i Høieste-Ret ere forfattede og afsagte, skal Parterne deres Breve og Documenter inden 2 Maaneders Forløb, efterat Høieste-Ret er endt, fra Justits-Secretairen affordre, eller siden taget Skade for Hiemgield, om de forkommes.

21. Naar Domme ere afsagte i Høieste-Ret, maae ingen Memorialer i samme Sag af Parterne indgives, mindre nogen Forklaring over den ergangne Dom af Høieste-Ret begieres; Hvorefter, saavelsom efter hvis Loven og andre om Høieste-Ret giorte Anordninger videre ommelde, alle Vedkommende uden videre, som forskrevet staaer, sig have at rette og for Skade at tage vare.

Ad § 2, nr. 11

Forordning af 29. april 1785 ang. hvorvidt Executores Testamenti maae være berettiget til at øve Jurisdiction

Gr. Da nogle af en eller anden, blot som Executores Testamenti, indsatte paa nogen Tid have foretaget sig at øve Jurisdiction ved at kiende paa de i slige Boer forefaldende Tvistigheder, ei alene imellem Arvingerne indbyrdes men endog imellem Arvinger og Kreditorer, tagende dertil Anledning af Fr. 5 Apr. 1754, som dog ikkun angaaer Skifte-Forvalternes Salarium i visse Tilfælde og aldeles ikke har til Hensigt at fastsætte eller bestemme Jurisidiction; saa bliver, til saadant at forekomme, følgende befaler;

1.) Ingen Executor Testamenti skal have Magt at øve nogen Jurisdiction, uden med saa Skiel, at saadan Magt er ham givet igiennem det Danske Cancellie; til den Ende skal enhver, som opretter Testamente og derpaa anholder om Confirmation, naar han deri indsætter Executores Testamenti og vil, at samme tillige skal være Skifte-Commissarier, anholde om, at disse Executorer maae beskikkes, som Skifte-Commisarier, og, naar saadan hans Ansøgning af Kongen er bevilget, kan disse Executorer tillige forrette alt, hvad ellers tilkommer Skifte-Commisarier, og deres Forretninger, som andre Commissariers Forretning, paaankes.

2.) Indsætter Testator Executores Testamenti, som ikke tillige af Kongen ere bevilgede, som Skifte-Commisarier, da have saadanne Executorer ingen Jurisdiction, og kan ikke paakiende nogen Dispute, som maatte opkomme under Testamentets Execution imellem Arvinger og Creditorer indbyrdes; men naar slige Trætter opkomme, som i Mindelighed ei kan bielægges, skal Executorerne ansøge Kgl. Befaling, som Skifte-Commissarier, eller overlevere Tvistighedernes Paakiendelse til den ordentlige Skifte-Ret, dog at Executorerne herved intet afgaaer i det, som Testamentet dem tilgode har fastsat. (See Sportel-Regl. 22 Mart. 1814. 91 §).

3.) Behandle Executorerne, som ei tillige ere Skifte-Commissarier, Testamentets Execution anderledes, end Arvinger og Creditorer ere fornøiede med, da have Vedkommende Magt til saadan deres Forretning for vedkommende Ret at paaanke, eller og at giøre Ansøgning om Commissarier, samme at paakiende, dog at det i alle Maader skal forblive ved det confirmerede Testamente og Testators Villie.

4.) De, som Kongen har forundt facultatem testandi, kan vel i deres derefter forfattede Testamente indsætte Executorer, men disse have aldeles ingen Jurisdiction; men naar Testators Villie er, at de tillige skal være Skifte-Commissairier, skal han derom sin Ansøgning indgive; saa kan og Executorerne selv i fornødent Tilfælde derom anholde, hvilket Kongen ikke uden synderlig Aarsag vil nægte.

Ad § 2, nr. 12

Resolution af 12. juni 1793 om Indstiftelsen til Medaljen for ædel Daad

Vi ville hermed allernaadigst autorisere Vores Finants Collegium til at lade paa mindst bekostelige Maade forfærdige et Revers Stempel forestillende en Krands af Eege Blade med Indskrift:For ædel Daad, og at dette Stempel maa med Avers Stemplet til Indfødsrettens Medaille bruges til de i Forestillingen omtalte Belønnings Medaillers Udprægning.

Frederichsberg Slot i det Geheime StatsRaad, den 12. Junii 1793.

Christian R.

Bilag

Allerunderdanigst Forestilling.

Til at belønne en og anden god Handling er Finantscollegium ofte i Forlegenhed for en passende Medaille, naar samme af Deres Majestæts Collegier er bleven reqvireret, da Medaillen pro meritis og af den forhenværende Landvæsenskommission slagne Medaille med Inscription: Pryder og Ærer, over hvis Stempler man har Dispositionen hertil ikke i alle Tilfælde kan bruges ligesom og de Medailler, som andre Departements og Instituts i lige Begivenhed har ladet slaa, formedelst deres Inscriptioner m.v. ogsaa hertil er upasselige, om endog Stemplerne dertil kunde faaes udlaante.

For i Fremtiden at forekomme denne Forlegenhed og tillige at spare noget af den Udgift som et saadant Medaillestempels Forfærdigelse ville koste har Collegium troet at Avers Stempel til Medaillen pro merities, der forestiller Deres Majestæts Portrait kunde bruges og dertil forfærdiges et nyt Revers Stempel med en saadan derpaa anbringende Idee, der almindeligst passede til Belønning for gode Handlinger af alle Slags.

Man har derfor tilskrevet Mynt-directuren ved Medailleur Bauert eller Adser at lade forfærdige en Tegning til et saadant Revers Stempel og i den Anledning haver han hertil indsendt de 2de vedlagte af Medailleur Bauert forfærdigede Tegninger.

Deraf forestiller Tegningen Nr. 1 et Revers Stempel med en Krands af Eege Blade og Indskrift: Udøvet Borger Dyds Belønning og Tegning Nr. 2 et Revers Stempel forestillende Dyden under et Fruentimmers Skikkelse, der holder 2de Krandse i Haanden med Indskrift: Til Ære for dydig Daad.

Collegium har og ved Medailleur Salomon Ahron Jacolsen ladet forfærdige den sub. Nr. 3 vedlagte Tegning til et saadant Revers Stempel, hvorpaa ligeledes er anbragt en Krands af Eege Blade med Indskrift: Ædel Daads Minde.

Denne sidste synes at være mest passelig og Collegium skulde derfor i dybeste Underdanighed henstille til Deres Maytts. Allerhøjeste Resolution: om det maatte være allernaadigst autoriseret paa mindst bekostelige maade at lade efter denne Tegning forfærdige et Revers Stempel, der med Benyttelse af Avers Stemplet til Medaillen til pro meritis kunde bruges til en saadan Belønnings Medailles Udprægning.

Finants Collegium, den 4' Juni 1793.

E.G. Schimmelmann. I.B. Scheel. Wendt. I.C. Ryge. N. Tetens.

/C.W. Lange.

Ad § 2, nr. 13

Forordning af 5. juli 1793 hvorved (for at befordre den hurtighed i Rettens Pleie, som fornemmelig bør finde Sted i de Sager, der paa Justitiens Vegne forfølges, i Særdeleshed naar den Anklagede er fængslet) befales

at, uagtet Høieste-Ret i Almindelighed ophører fra Junii Maaneds Udgang til October Maaneds Begyndelse, skal der dog herefter, til de indstævnte Delinqvent- og Politie-Sagers Afgiørelse, i de sidste Dage af Julii og Augusti Maaneder holdes tvende overordentlige Sessioner, hvilke hvergang bør vedvare saa længe, som der udkræves for at tilendebringe de af fornævnte Slags Sager, der ere modne til at kunne foretages; i øvrigt skal Justitiarius nøie paasee, at intet unødvendigt Ophold dermed skeer.

Ad § 2, nr. 14

Rescript af 15. november 1793 (til Chefen for det Kongelige Store bibliothek) ang. at og hvorledes Samme til offentlig Brug bestemmes

Kongen erklærer benævnte Bibliothek for et offentligt Bibliothek, og vil, at Chefen for Samme iagttager og paaseer Efterlevelsen af følgende Punkter: Adgangen til Bibliotheket skal alle Søgnedage staae aaben fra Klokken 10 til 12 om Formiddagen for Enhver, der ønsker at benytte sig heraf. I disse offentlige Timer skal der leveres til Alle og Enhver de Bøger og Verker, som forlanges, for der paa Stedet at efterslaae og læse, eller excerpere. Derimod forbydes aldeles, at tage dem paa egen Haand ud af Reolerne. De skal fordres af Bibliotheksecretairene, som bringe og sætte dem igjen paa deres behørige Plads. Foruden denne Brug af Bibliotheket, der tilstaaes enhver Ven af lærde og almeennyttige Kundskaber, vil Kongen, for at det kan stifte desstørre Nytte, meddele Overbibliothecaren Tilladelse til at udlaane Bibliothekets Bøger, i hvilken Henseende følgende Forskrivter skal tjene til bestandig Regel for hans Forhold:

1) Ingen Bog maa udleveres af Bibliotheket, uden at Laaneren i Forveien har indsendt en Seddel med den forlangte Bogs Titel og sit Navns Underskrivt. Indleveringen af Udlaaningssedlen skeer i en af de offentlige Timer den ene Dag, og den følgende Dag faaes de tilstædeværende Bøger; hvo der ønsker sig mere end een Bog ad Gangen, maa opgive Enhver paa en enkelt med Navns Underskrivt forsynet Seddel;

2) Overbibliothecaren er berettiget og forpligtet til, naar fremmede eller ham ganske ubekjendte Personer forlange Bøger til Laans, foruden Laanerens egen Underskrivt, at æske, før Laanet skeer, en her i Byen bosiddende eller bekjendt Mands Haand;

3) ordentligviis bliver der af Verker, som bestaae af adskillige Dele, kun udleveret een Deel ad Gangen; meget sjeldne, eller med mange Kobbere forsynede og overhovedet kostbare Verker, hvis Forliis er vanskeligt at erstatte, saavelsom Ordbøger, og videnskabelige Repertorier maae ikke udlaanes uden Bibliothekchefens Samtykke; paa Biblioteket selv derimod har Alle og Enhver uden Undtagelse, Lov til at betjene sig af dem;

4) Bøger udlaanes sædvanlig på 14 Dage; for Smaaskrivter og saadanne, som kun ere til underholdende Læsning, maa der, med Hensyn til den hyppigere Efterspørsel, sættes en endnu kortere Termin; Hvo der, efter 14 Dages Forløb, behøver at bruge en Bog længere, melder det, ved at indsende et nyt Beviis, der gjelder for de næstpaafølgende 14 Dage; forlanges, naar disse 14 Dage ere tilende, atter Udsættelse af Terminen, maa ogsaa Beviset atter fornyes; Slutningen af den sjette Uge er Grendsen, som Overbibliothecaren ikke maa overskride; Tilladelse til at have Bøger fra Bibliotheket i længere Tid end sex Uger, maa ansøges hos Bibliothekets Chef, og kun han kan, naar særdeles Omstændigheder tale for Sagen, bevilge den;

5) Tilladelse til at benytte sig af Manuscripterne, kan Ingen uden Bibliothekchefen give; den skrivtlige Ansøgning om dem ledsages med Overbibliothecarens Erklæring;

6) naar en Bog har været udlaant, og leveres beskadiget tilbage, beholder Bibliotheket Samme i sin Forvaring saalænge, indtil et nyt Exemplar kan blive anskaffet, og da faaer Laaneren Bibliothekets beskadigede Exemplar, mærket med Doublet-Stemplet, tilbage som sin Eiendom, hvorimod han strax haver at erstatte Beløbet af de i den Anledning forvoldte Omkostninger;

7) og, for endelig altid at vedligeholde den væsentlig nødvendige Orden, og for at forebygge en for Samme skadelig Misbrug, paalægger Kongen Overbibliothecaren, som en streng Pligt, ved Slutningen af hvert Halvaar at indsende en nøiagtig Fortegnelse over de i det løbende Tidsrum uindløste Beviser til det danske Cancellie, som ufortøvet haver at foranstalte det Fornødne til Bibliothekets Eiendoms Sikkerheds Haandthævelse; i Tilfælde af Forsømmelse skal han erstatte alt det Tab der ved denne Pligts Efterladelse forvoldes det Kongelige fra nu af til offentligt Brug bestemte Bibliothek.

Ad § 2, nr. 15

[Raadstue-Plakat af 19. februar 1808 (Rescript til Khavns Magistrat 5 Februar) (om Autorisation af Schechtere)]

Raadstue-Pl. at Slagterne i Khavn og dens Forstæder ikke maae tillade andre, end de af Over-Rabbinerne og Repræsentanterne for den jødiske Menighed her i Staden authoriserede saakaldte Schechtere eller Skjærere, at slagte hos sig det saakaldte coscher Kiød, uden Mulct fra 10 til 50 Rdlr.

Ad § 2, nr. 16

[Raadstue-Pl. (Cancellie-Br. til Khavns Magistrat 1 Maj) af 9. maj 1810 om Legater ved testamentariske Dispositioner af den Jødiske Menighed]

Plakaten er ifølge Topsøe-Jensen fortsat gældende, mens andre kilder ikke har plakaten med som gældende.

Gr. Repræsentantskabet for den jødiske Menighed i Khavn har andraget, at det har bragt i Erfaring, at flere afgangne Medlemmer af det jødiske Samfund ved testamentariske Dispositioner have stiftet Legater, hvoraf Renterne skulle anvendes til almeennyttigt Brug, uden at Legationens Hovedstol er afleveret til saadanne Steder, at de Vedkommende, som deraf skulde nyde got, kunne være betryggede for stedse at beholde det Testatorerne have tiltænkt dem; men at slige Kapitaler derimod, eller de Papirer, hvorved de ere giorte frugtbærende, ere forblevne i private Mænds Værge, eller hos Forstanderne for visse ved Menigheden værende Selskaber, med hvilke ei har kundet holdes Control, hvorvidt de opfylde Testamenterne eller ikke. For at raade Bod paa denne Uorden, har bemeldte Repræsentskab foreslaaet adskillige Puncter til Bestemmelser i denne Henseende; i hvilken Anledning Cancelliet herved til Efterretning og Bekiendtgiørelse for Vedkommende har tilmeldt Khavns Magistrat følgende:

§ 1. Det skal paaligge dem af Menigheden, der ere i Besiddelse af Penge eller Pengepapirer, hvoraf Renterne, efter testamentarisk Disposition, skulde komme Menigheden eller ubestemte Medlemmer af samme tilgode, til Repræsentantskabet at aflevere saadanne Kapitaler og Papirer, med mindre Dispositionerne, for saavidt de ere af Kongen confirmerede, indeholde andre Bestemmelser.

§ 2. De skal tillige indsende Gienparter af de Disposioner, hvorved Legaterne ere stiftede, hvilke Repræsentantskabet da have at besørge indførte i en egen dertil indrettet Protocol.

§ 3. Disse under Nr. 1 og 2 anførte Pligter paaligge herefter Forstanderne for de ved Menigheden værende Selskaber, hvis Hensigt det er at afhielpe Trang i samme; og skal de i disse 3de Poster bestemte Efterretninger være meddeelte inden 4 Uger fra denne Resolutions Bekiendtgiørelse for Vedkommende, under5 Rdlrs. daglig Mulct.

§ 4. De, der enten som ordinaire eller extraordinaire Skifteforvalter (Sk. L. § 83) behandle Boer efter afgangne Medlemmer af det jødiske Religions-Samfund, skal, i Analogie af Fr. 1 Jul. 1799 194 §, tilholdes, saasnart der i disse Boer forefindes Dispositioner, hvorved noget enten er tillagt Menigheden i Almindelighed, eller visse ved samme indrettede Selskaber og Stiftelser i Særdeleshed, eller endelig ubestemte personer ved samme, derom strax, under 100 Rdls Mulct, at giøre indberetning til Repræsentantskabet, ved tillige at fremsende Gienpart af Dispositionen.

Ad § 2, nr. 17

[Anordning af 29. marts 1814 ang. hvad Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Danmark, have at iagttage]

Kongen har fundet for got at give følgende Bestemmelser, med Hensyn til de Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Danmark:

§ 1. De af den mosaiske Religions Bekiendere, der ere fødte i Danmark, eller have erholdt Tilladelse til at boesætte sig sammesteds, skal nyde lige Adgang med Kongens øvrige Undersaatter til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; hvorimod de og, forsaavidt Kongen ikke ved denne Anordning derfra har giort Undtagelse, skal i alle Maader rette sig efter Landets borgerlige Love, saa at de, i intet borgerligt Anliggende, kan indskyde sig under de mosaiske Love eller de saakaldte Rabbinske Forskrifter og Vedtægter. Heraf følger, at de, i Henseende til Skiftevæsenet, Fattigvæsenet samt Skolevæsenet (Religions-Underviisningen undtagen) saavelsom i ethvert andet Anliggende, der ei staaer i uadskillelig Forbindelse med Religionen, skal henhøre under det Steds Juridistiction og Øvrighed, hvor de ere boesatte, dog med de Undtagelser, som i Henseende til den mosaiske Religions Bekiendere i Kiøbenhavn ere fastsatte i det under Dags Dato udgivne Reglement.

§ 2. Strax efter denne Anordnings Kundgiørelse skal Politiøvrigheden, enhver i sit Embedes District, optage et Mandtal over alle der hiemmehørende Bekiendere af den mosaiske Religion, i hvilket Mandtal enhver bør være anført med et Familie-Navn, hvilket Søn efter Fader uforandret skal føre. Dette Mandtal, som i øvrigt bør være affattet i overensstemmelse med det Schema, der under Litr. A er vedføiet denne Anordning *), skal Politiemesteren i Khavn directe, men paa de øvrige Steder igiennem Overøvrigheden, indsende til Cancelliet, og lige Mandtal bør derefter paa samme Maade aarligen optages og inden Januarii Maaneds Udgang indsendes.

§ 3. Alle Gieldsbreve, Testamenter, Egtepagter, samt alle andre Documenter, som oprettes af den mosaiske Religions Bekiendere, skal, naar Vedkommende vil vente, at der skal tillægges Documentet Gyldighed, skrives i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver, og de, der udstæde slige Documenter, skal betiene sig af den i Kongens Rige og Lande almindelige gieldende Tidsregning. Paa lige Maade skal de Handelsbøger, hvilke Bekiendere af den mosaiske Religion maatte føre eller lade føre, hvis der skal tillægges den nogen Troeværdighed, skrives i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver, og den ovennævnte Bestemmelse i Henseende til Tidsregningen ogsaa der iagttages. Hvis et saadant Document eller en Handelsbog tillige er affattet i et andet Sprog eller paa anden Maade, en som befalet, bør de Tvistigheder, hvilke i Anledning af samme maatte opstaae, alene paakiendes efter det Document eller den handelsbog, der er affattet i Overeensstemmelse med denne Anordnings Forskrift.

§ 4. Alle officielle Protocoller, hvilket af et mosaisk Religions-Samfund, efter hvad der i det følgende befales, skal holdes til Oplysning om Personernes Alder, Egteskab, Dødsfald eller anden Gienstand, hvorom der i borgerlige Anliggender kan blive Spørgsmaal , skal ligeledes føres i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver og efter den almindelige i Kongens Rige og Lande gieldende Tidsregning. Disse officielle Protocoller skal desuden være authoriserede i Khavn af Magistraten og udenfor samme af Amtmanden, hvilke Øvrigheder skal have nøie Indseende med, at Protocollerne virkeligen blive førte paa den foreskrevne Maade, og i modsat Fald drage de Vedkommende til Ansvar.

§ 5. Egtepagter og Testamenter, som Bekiendere af den mosaiske Religion efter denne Anordnings Bekiendtgiørelse oprette, og som indeholde Bestemmelser, der ere udenfor eller stride imod de danske Loves Forskrifter, skal ikke medføre nogen Forbindtlighed eller Kraft, medmindre de blive forsynede med Kgl. Confirmation. De Egtepagter og Testamenter, som, ved denne Anordnings Kundgiørelse, allerede maatte være oprettede, skal, naar de inden eet Aars Forløb indsendes til Cancelliet, med ordrette Oversættelse, om de ikke ere affattede i det danske Sprog, og med vidimerede Gienpart af Oversættelsen, efter Omstændighederne blive forsynede med Kgl. Confirmation, om de end i noget maatte være afvigende fra de Regler, som ellers gielde for slige Documenters Confirmation; hvorimod de, der ikke paa saadan Maade inden førberørte Tids Forløb indsendes til Confirmation, vil, forsaavidt de ikke have Hiemmel i Landets Love, blive anseet som aldeles ugyldige.

§ 6. Intet Egteskab, som er stridende imod de danske Love, maae tilstædes imellem Bekiendere af den mosaiske Religion, med mindre dertil haves særdeles Kgl. Tilladelse.

§ 7. Skilsmisse fra Bord og Seng imellem Bekiendere af den mosaiske Religion maae ikke skee paa anden Maade, end ved Øvrighedens, i Overeensstemmelse med Fr. 23 Maj 1800 meddeelte Bevilling, og intet Egteskab maae aldeles ophæves, uden ved Dom eller Kgl. igiennem Cancelliet meddeelt Bevilling

§ 8. Hverken Repræsentantere, Præster eller noget andet Medlem af et mosaisk Religions-Samfund, maae fordriste sig til, under Skin eller Paaskud af Religionen, i mindste Maade at forhindre eller forstyrre nogen af denne Religions Bekiendere i sin lovlige Handlingers Udøvelse, eller tiltage sig nogen Magt over deres huuslige Forfatning. I Følge deraf, blive den under 6 Mart. 1722 givne Bevilling til at bruge den lette Band, som ved denne Anordning giøres unødvendig, herved aldeles afskaffet.

§ 9. Bekiendere af den mosaiske Religion maae ikke have nogen Synagoge, undtagen hvor de dertil have erhvervet eller herefter erhverve speciel Kgl. Bevilling.

§ 10. Ved enhver Synagoge skal ansættes en Præst, som beskikkes af Kongen, og som af Menigheden skal nyde saadan Embeds Indkomst, som Kongen nærmere bestemmer. Desuden vil Han beskikke en øverste Præst, der skal boe i Kiøbenhavn og hvem de andre Menigheders Præster i alle Embedssager skal være underordnede.

§ 11. Ingen præstelig Forretning maae foretages af andre, end af de af Kongen saaledes beskikkede Præster, hvilke som Kgl. Embedsmænd skal staae Ham til Ansvar for deres Handlinger; dog skal de, der allerede ere i Besiddelse af Ret til at udøve præstelige Forretninger ved en slig Menighed, i 3 Maaneder efter denne Anordnings Bekiendtgiørelse fremdeles dertil være berettigede; men, efter saadan Tids Forløb, skal det være dem aldeles forbudet at iværksætte nogen saadan Forretning, med mindre de af Kongen ved nogen Synagoge, hvorom de, naar de dertil findes værdige, efter Ansøgning kan giøre sig Haab.

§ 12. Det skal være Pligt for Repræsentanterne eller Forstandere for de mosaiske Religions-Meenigheder paa de Steder, hvor det tillades at have Synagoge, at føre eller ved dertil af Øvrigheden udnævnte Mænd at lade føre tvende ligelydende Protocoller, hvori de Fødte, Døde og Egteviede blive antegnede ved Navn med tilføiet Datum, naar Fødselen, Dødsfaldet eller Vielsen fandt Sted. Disse Protocoller, hvilke bør være authoriserede paa den, i 4 § befalede Maade, skal indrettes efter det denne Anordning hostrykte Schema Litr. B *). De, der føre samme, skal jevnligen conferere med hinanden, dog at begge Protocollerne ikke nogen Nat ere under eet og samme Tag, og tvende Gange aarligen, nemlig hver 1 Maj og 1 Nov., skal Bøgerne forevises Øvrigheden, som ved Paategning har at attestere, hvorvidt de stemme med hinanden. Paa de Steder, hvor ingen Synagoge er, skal Stedets Øvrighed have en særskilt, efter Schemaet Litr. B *). affattet og af Overøvrigheden authoriseret, Protocol, hvori ligeledes indføres alle de Børn, som fødes af mosaiske Religions-Bekiendere, alle Dødsfald, som indtræffe, og alle Egteskaber, som indgaaes.

§ 13. For at det i foregaaende § befalede nøiagtigen kan blive efterlevet, skal der giøres Indberetning til den, der fører Protocollen, angaaende Fødsel og Dødsfald, af Forældre, efterlevende Egtefælle, eller hvem der ellers er nærmest til at foranstalte det Fornødne i Anledning af saadan Begivenhed, og, angaaende Egteskab, af den Præst, som har forrettet Vielsen. Indberetningen bør skee inden 24 Timer, under Mulct fra 20 til 500 Rbdlr S. V., efter Forseelsens Beskaffenhed og de Skyldiges Vilkaar. Naar Fødselen, Dødsfaldet eller Vielsen foregaar paa et Sted, hvor der ikke er nogen Synagoge, og hvor Indberetningen altsaa bør skee til Stedets Øvrighed, skal den Vedkommende være pligtig til, under lige Mulct, med første Postleilighed, at anmelde saadan Begivenhed for den Meenigheds Repræsentantere, hvortil de Fødte, Døde eller Egteviede høre, hvornæst Repræsentanterne have strax at lade saadant antegne i Meenighedens Kirkebøger.

§ 14. Da Kongen har authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skal alle, saavel Drenge- som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve, at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.

§ 15. Saadan offentlig Examen maae ikke afholdes andetsteds, end hvor der med Kgl. Tilladelse haves Synagoge, og ikke af andre, end den derved ansatte Præst eller de Mænd, hvilke til saadan Examens Afholdelse authoriseres igiennem Cancelliet.

§ 16. Til saadan Examen, som kan afholdes tvende Gange aarlig, nemlig den første Uge i Maj og den første Uge i Nov., maae ingen antages, forinden han har fyldt sit trettende Aar.

§ 17. De, som ved denne Anordnings Kundgiørelse have fyldt deres fjortende Aar, eller som siden indkomme her i Landet, efter allerede at have opnaaet denne Alder, fritages for at underkaste sig denne offentlige Prøve; men ellers maae herefter Bekiendere af den mosaiske Religion ingenlunde stædes til at aflægge Eed at indgaae Egteskab, at indskrives som Svend i noget Laug, at vinde Borgerskab i nogen Kiøbstad, at drive nogensomhelst Næringsvei af hvad Navn nævnes kan, at indskrives iblandt de Studerendes Tal, eller som myndig at raade over deres Gods, forinden de have underkastet sig forommeldte Prøve og aflagt deres Troesbekiendelse paa den foreskrevne Maade.

§ 18. Den ved Synagogen ansatte Præst skal holde nøiagtig Protocol over den Ungdom, der saaledes stædes til at aflægge Troesbekiendelse. Denne Protocol, som bør authoriseres og føres paa den i 4 § befalede Maade, skal være indrettet efter det denne Fr. vedføiede Schema Litr. C *).

§ 19. Enhver, som bekiender sig til den mosaiske Religion, hvad enten han henhører til den saakaldte portugisiske eller høitydske Meenighed, og som maatte attraae et længere Ophold i Danmark, end det, der udfordres til blot Giennemreise, hvortil i det høieste ikkun tilstaaes en Tid af 14 Dage, skal, uden Hensyn til Kiøn eller Alder, være pligtig, under Mulct fra 50 Rbdlr. til 1000 Rbdlr. S. V. efter Sagens Beskaffenhed, at indgive Ansøgning om saadant forlænget Ophold til Cancelliet, som Kongen har bemyndiget til, efter Omstændighederne, at meddele slig Tilladelse paa nogle Maaneder. Skulde den Fremmede, under det ham tilstaaede Ophold, giøre sig skyldig i utilladelig Handel i det saakaldte Skakkerie, i Betlerie eller andet lovstridigt Forhold, skal han, foruden at tiltales og straffes efter Anordningerne, strax efter udstanden Straf, ved Politiets Foranstaltning føres ud af Landet.

§ 20. Paa de Steder, hvor de mosaiske Religions-Bekiendere have særskilt Meenighed, skal Repræsentanterne eller Forstanderne være pligtige under vedbørlig Mulct at anmelde for Politiet enhver Fremmeds Ankomst til Meenigheden, og paa denne Maade gaae Politiet tilhaande i dets Opsyn med slige Fremmede.

*) Skemaer er udeladt.

Ad § 2, nr. 18

Reglement af 29. marts 1814 for det mosaiske Religions-Samfund i Kiøbenhavn

Gr. Ligesom Kongen ved Anordning af Dags Dato har foreskrevet, hvad Bekiendere af den mosaiske Religion, som ere hiemmehørende eller opholde sig i Danmark, i Almindelig have at iagttage, saaledes vil Han endvidere herved bestemme de Regler, hvilke Bekiendere af det mosaiske Religions-Samfund, der ere hiemmehørende i Kiøbenhavn, i Særdeleshed have at følge:

A. Angaaende Repræsentanterne.

§ 1-4. Ophævet.

§ 5. Repræsentanterne skal imellem sig selv aarligen udvælge en Formand, som skal sammenkalde dem, naar Embedspligt fordrer, at Forsamling skal holdes. Til ham skal Vedkommende henvende sig, i Henseende til de Forretninger, hvilke paaligge Repræsentanterne, og hans Navn skal aarlig tilmeldes Stadens Øvrighed og Domstolene, samt kundgiøres i Aviserne.

§ 6. Samtlige Repræsentantere skal overlægge de Erklæringer, som Øvrigheden maatte affordre dem, hvilke Erklæringer blive at affatte efter Pluraliteten; dog skal de, som ikke ere enige med Plurateten, ei tilkiendegive saadant ved at nægte deres Underskrift; men de bør udtrykkelig yttre deres særskilte Mening og Grundene for samme. Repræsentanterne skal overlægge og beslutte de Processer, som maatte blive at anlægge i Samfundets Navn. De skal have hele Meenighedens Kassevæsen under deres Bestyrelse, og de skal i Almindelighed med Iver og Kraft tage sig af Samfundets Tarv og sørge for dets Anliggender. De skal føre en Protocol over deres Forhandlinger, og en Kopiebog, hvori de indføre alle til dem indkomne Resolutioner og Øvrighedesbreve, som vedkomme Samfundet. Resolutionerne og Øvrighedens Breve vedlægges Protocollen efter det Nummer, som de derudi erholde. Ligeledes skal de føre en Regnskabsbog over alle Samfundets Indtægter og Udgifter. Samtlige Protocoller og Bøger, som Repræsentanterne føre eller lade føre, skal være authoriserede af Stadens Magistrat.

§ 7. Repræsentanterne skal aarligen, inden Udgangen af Januar, aflægge et almindeligt og lovformeligt Regnskab over alle Samfundets Indtægter og Udgifter. Dette Regnskab afleveres til Khavns Magistrat, der sørger for, at der i Henseende til dette Regnskabs Revision og Decision forholdes i et og alt paa samme Maade, som med Stadens Regnskaber.

§ 8. Forstanderne for alle iblandt Samfundets Lemmer værende private Selskaber, som beskieftige sig med Ungdommens Oplysning, eller de Fattiges Forsørgelse, skal aarligen indsende til Repræsentanterne en Beretning om hvad de i det forløbne Aar have virket.

§ 9. De Betiente ved Samfundet, angaaende hvis Udnævnelse intet er bestemt i dette Reglement eller i Adm. af Dags Dato, vælges af Repræsentanterne paa den hidtil brugelige Maade.

§ 10. Alt hvad der vedkommer Religions-Cermoniellet i Synagogen, tilligemed det daglige Tilsyn ved Gudstienesten sammensteds, skal herefter være aldeles afsondret fra Repræsentanternes Forretninger og overladt enhver Synagoges Forstandere i Foreening og Overlæg med Præsten.

B. Om Meenighedens Udgifter, Indtægter og disses Indkrævelsesmaade.

§ 11. Lønningerne til de Betiente og Indretninger, der benyttes af hele Religions-Samfundet, og i øvrigt alle visse Udgifter Samfundets vedkommende, som forud lade sig beregne, skal Repræsentanterne indbefatte under et Reglement, som indsendes til Cancelliets Approbation.

§ 12. Alle saavel visse som uvisse Udgifter, der vedkomme det hele Religions-Samfund, skal udredes af Samfundets almindelige Kasse. Derimod blive de Udgifter, som alene vedkomme Cermoniellet eller Gudsdyrkelsen i enhver Synagoge, at afholde af den enkelte Meenigheds Lemmer, paa den Maade, som disse indbyrdes kunne forenes om.

§ 13. I Samfundets almindelige og fælles Kasse skal, som hidtil, indflyde alle frivillige Bidrag, og det manglende skal aarligen reparteres paa Samfundets Lemmer ved Taxation.

§ 14. Til den Ende skal Stadens Magistrat, efter Overlæg med Repræsentanterne, aarligen udnævne trende for Retskaffenhed bekiendte Mænd af Samfundet til Taxationsmænd, hvilke, efter deres bedste Overbeviisning, paa den i D. L. 3 Bogs 6 Kap. befalede Maade skal bestemme, hvad ethvert af Samfundets Lemmer, i Forhold til sin Formue og Næringsvei, i det Aar, bør bidrage til den fælles Kasses Udgifters Bestridelse. For denne Ligning fritages ingen, som besidder faste Eiendomme eller driver borgerlig Næring.

§ 15. Taxationsmændene skal føre Protocol over deres Forhandlinger, og, naar Ligningen er tilendebragt, aflevere en Taxationsliste til Repræsentanterne, som indsendes samme, ledsaget med deres Betænkning, til Magistratens Approbation.

§ 16. Førend Taxationsmændene tilstille Repræsentanterne Taxationslisten, skal de henlægge samme i 14 Dage hos een af Repræsentanterne eller paa et andet offentligt Sted, hvilket i Aviserne bør bekiendtgiøres, paa det at enhver kan erholde Kundskab om Størrelsen af det Bidrag, han er ansat til at udrede. Dersom nogen da finder sig forurettet ved Taxten, har han, med skriftlig Klage derover, at henvende sig til Repræsentanterne, hvilke indsende Sagen, med deres Betænkning, i Forbindelse med Taxationslisten til Magistraten, som efter anstillet Undersøgelser afgiver en Resolution, hvorved det bør forblive.

§ 17. Dersom een af de Taxerede, efterat Taxten er sat, og førend at Bidraget er ydet, bliver mærkeligen forarmet, da skal Magistraten være bemyndiget til, efter de befundne Omstændigheder, enten at nedsætte Taxten, eller aldeles at eftergive ham samme.

§ 18. Naar nogen i Samfundet, som ikke henhører iblandt de Fattige, gifter sig, og han ikke forhen har erlagt Indtrædelsespenge, som herved bestemmes til 15 Rbdlr S. V., skal han erlægge denne Sum til Samfundets Kasse, saafremt han eller hans Forældre forhen have bidraget til Kassen; men i modsat Fald erlægger han fra 20 Rbdlr til 50 Rbdlr S. V., naar han gifter sig, eller, saafremt han ved sin Ankomst til Staden er gift, naar han her nedsætter sig. Størrelsen af denne Indtrædelses-Sum bestemme Repræsentanterne, i Forhold til den Vedkommendes Næring og Formue.

§ 19. Naar een af den mosaiske Religions Bekiendere, som ikke er Medlem af Samfundet, døer i Kiøbenhavn, skal af hans Boe, for Plads paa Samfundets Kirkegaard, betales fra 10 Rbdlr til 40 Rbdlr S. V. efter Boets Formue, hvilket Repræsentanterne ligeledes Bestemme.

§ 20. Naar nogen af Samfundets Lemmer ikke, efter Paamindelse betaler i rette Tid, hvad han bør erlægge til Samfundets Kasse, have Repræsentanterne at anmelde Restancen for Magistraten, som foranstalter Udpantning ved Underfogden efter en af Repræsentanterne underskrevet Regning.

C. Om Skiftevæsenet.

§ 21. Som Følge af de almindelige Bestemmelser, som indeholdes i Adn. af Dags Dato, bør saavel Stervboer som Opbudsboer og Fallitboer efter de Bekiendere af den mosaiske Religion, der ere hiemmehørende i Khavn, herefter behandles af Lands-Over samt Hof- og Stadsretten Skifte-Commission; dog blive de allerede begyndte Skifter at tilendebringe af de Skifteforvaltere, der lovligen have taget samme under Behandling. Skulde Skiftecommissionen ansee det fornødent, at der antages en Bekiender af den mosaiske Religion, for at gaae den til Haande med Oplysning om et eller andet i slige Boer, fornemmelig om de Brevskaber, der maatte befindes skrevne i de ebraiske Sprog, da vil Kongen have den bemyndiget til at antage en Mand til saadan Forretning, hvorfor han skal nyde Betaling, som bestemmes af Skifte-Commissionen, og Udredes af Boet.

D. Om Fattigvæsenet.

§ 22. I Henseende til det mosaiske Religions-Samfunds Fattigvæsen forholdes der, indtil videre, efter de hidtil gieldende Regler;

Ad § 2, nr. 19

Forordning af 2. december 1825 ang. Strandings-Commissionaires Sallarium

Gr. Ligesom der i danske lov og tilhørende Anordninger indeholdes flere Bestemmelser, der have til Formaal at betrygge dem,der indstrande paa de danske Kyster, imod at udsuges med ubillig Betaling for den Hielp, som Lovene tilsige dem, saaledes har Kongen og, til dette Formaals yderligere Opnaaelse, fundet det tienligt at fastsætte saadanne Regler for Bestemmelsen af det Sallarium, som de paa enkelte Steder ansatte Strandings-Commissionairer maae lade sig betale for deres Tieneste, at de Strandede, der maatte finde sig anledigede til at afbenytte slige Commissionairer, ikke skulle blive udsatte for, i deres Forlegenhed eller Uvidenhed om Landets Love, at give efter for overdrevne Fordringer i saa Henseende.

1. De bevilgede Strandings-Commissionairer maae ordentligviis ikke lade sig udbetale noget Sallarium for deres Arbeide i Strandings-Tilfælde, forinden dette af Stedets Amtmand, som derover haver at indhente vedkommende Underøvrigheds Betænkning, er billiget.

2. Undtagelse herfra bliver alene at giøre i de Tilfælde, at Skipperen eller den, som ellers træder i Rehdernes og Ladnings-Eiernes Sted, udtrykkelig for vedkommende Underøvrighed har tilstaaet Strandings-Commissionairen et vist Sallarium, efter at bemeldte Øvrighed tydeligen, og i et Sprog som han forstaaer, har underrettet ham om hans Adgang til at faae Sallariet bestemt ved Amtmandens Resolution og om de Regler, som derved, efter denne Anordning, blive at iagttage; om hvilket Alt et med behørige Underskrifter forsynet Document bør udstædes, der udtrykkelig indeholder, at den fornødne Underretning er givet den Paagieldende. For at attestere dette Document nyder bemeldte Øvrighedsperson den samme Betaling, som for en notarial Attestation; ligesom og de for Notarialforretninger befalede Former derved blive at iagttage.

3. Til Veiledning for Amtmændene ved Sallariets Bestemmelse, bliver følgende Forhold til det Biergedes Værdie fastsat, der, forsaavidt ikke Omstændighederne fordre en Afvigelse, bliver at lægge til Grund: af det, hvis Værdie ei overstiger 5000 Rbdlr Sølv, 4 pCt.; af det, der overstiger 5000 Rbdlr Sølv og indtil fulde 10,000 Rbdlr Sølv incl., 3 pCt.; af det, der overstiger 10,000 og indtil fulde 20,000 Rbdlr Sølv incl., 2 pCt.; af det høiere Beløb 1 pCt.

4. For dette Sallarium haver Strandings-Commissionairen ordentligviis selv at besørge de fornødne Reiser i det ham overdragne Anliggende, uden enten for Befordring eller Diæt at erholde nogen særskilt Godtgiørelse. Dog kan Amtmanden derfra giøre Undtagelse, hvor han finder, at sligt Sallarium, efter det Biergedes Værdie og Arbeidets Beskaffenhed, er utilstrækkeligt til at give Strandings-Commissionairen vedbørlig Belønning for sit Arbeide i Forbindelse med Skadesløsholdelse for hans Udgifter. Men i saa Fald bør den Godtgiørelse, der, foruden Sallariet, tillægges Strandings-Commissionairen, ei være større end 2 Rbdlr Sølv for hver Dag han har maattet være borte fra sit Hiem, tilligemed Befordrings-Udgifter for de virkelig giorte Reiser.

5. Har Arbejdet været af ualmindelig Vidtløftighed og Vanskelighed, og det er udført med vedbørlig Flid, er Amtmanden bemyndiget til at gaae udenfor den i § 3 foreskrevne Regel, dog ikke videre, end at der i det høieste gives Strandings-Commissionairen et Tillæg, liig det halve af det der fastsatte Sallarium, saa at han i Alt erholder indtil resp. 6,4 1/2,3 og 1 1/2 pCt., hvorved den i § 4 under visse Omstændigheder hiemlede Godtgiørelse, for Reiser og Ophold paa fremmed Sted, ikke udelukkes.

6. Derimod bør Amtmanden nedsætte Sallariet under de i § 3 bestemte Procenter og indtil Halvdelen af samme, altsaa resp. 2, 1 1/2,1 og 1/2 pCt., hvis Arbeidet, i Forhold til Værdien, har været særdeles ringe.

7. Ligeledes bør han nedsætte det sædvanlige Sallarium, eller efter Omstændighederne endog ganske nægte Strandings-Commissionairen saadant, naar det findes, at denne ei har viist tilbørlig Flid og Omhue for de Paagieldendes Tarv, hvorved iøvrigt disses yderligere Tiltale til Strandings-Commissionairen ikke afskiæres dem.

Ad § 2, nr. 20

Handels-Traktat af 2. november 1826 mellem Danmark og Sverige-Norge med tilhørende særskilt Artikel, dat. Stockholm den 2. November 1826 (se også § 2, nr. 42 og 48)

Forskriften er ikke indlagt i Retsinformation, men indeholder følgende 2 redaktionelle noter:

(* 1) Se også Bek. nr. 21 af 30/04/1948

(* 2) Traktaten er bekendtgjort som nr. 36 i 'Danmarks Traktater' årgang 1800-1863. Traktaten, der alene foreligger på fransk, kan rekvireres i Udenrigsministeriet.

Jf. udenrigsministerens besvarelse af 9/3-2000 af S 1647 af 24/2-2000, er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

Uddrag fra Kongeriget Danmarks Love 1910.

 

1. De Danske Fartøier og Baade, af hvad Drægtighed og Bygningsmaade de end maatte være, som ankomme til Sverrigs og Norges Havne, med Ballast eller med Ladning, ligesom og de Svenske og Norske Fartøier og Baade, hvilken end deres Drægtighed og Bygningsmaade maatte være, der ankomme med Ballast eller med Ladning til Danmarks Havne, skulle, saavel ved Indgaaende som ved Udgaaende, behandles paa samme Fod, som de indenlandske Skibe, med Hensyn til Havnepenge, Skibsafgifter, Fyrpenge, Lotspenge og Bjergeløn, ligesom og ihenseende til alle andre Afgifter eller Paalæg, af hvad Slags eller Benævnelse det end er, der tilfalde Kronen, Stæderne eller nogensomhelst privat Indretning.

2. Alle Varer og Handels-Artikler, hvad enten de ere Frembringelser af Danmarks eller af ethvert andet Lands jordbund eller Industrie, hvis Indførsel til Sverrigs og Norges Havne er lovmæssigen tilladt i Svenske og Norske Fartøier og Baade, skulle ligeledes dertil kunne indføres i Danske Fartøier og Baade, uden at være underkastede høiere eller andre Afgifter, af hvad Benævnelse det end maatte være, end om de samme Varer eller Frembringelser vare blevne indførte i Svenske eller Norske Fartøier; og paa den anden Side skulle alle Varer og Handels-Artikler, hvad enten de ere Frembringelser af Sverrigs og Norges eller af ethvert andet Lands jordbund eller Industrie, hvis Indførsel til Danmarks Havne er lovmæssigen tilladt i Danske Fartøier og Baade, ligeledes dertil kunne indføres i Svenske og Norske Fartøier og Baade, uden at være underkastede høiere eller andre Afgifter, af hvad Benævnelse det end maatte være, end om de samme Varer eller Frembringelser vare blevne indførte i Danske Fartøier.

3. Alle Varer og Handels-Artikler, hvad enten de ere Frembringelser af Danmarks eller af ethvert andet Lands jordbund eller Industrie, hvoraf Udførselen fra benævnte Kongeriges Havne i dets egne Fartøier og Baade er lovmæssigen tilladt, skulle ligeledes kunne udføres fra benævnte Havne i Svenske og Norske Fartøier og Baade, uden at være underkastede høiere eller andre Afgifter, af hvad Benævnelse det end maatte være, end om Udførselen var skeet i Danske Fartøier. En nøiagtig Reciprocitet skal iagttages i Sverrigs og Norges Havne, saa at alle Varer og Handels-Artikler, hvad enten de ere Frembringelser af Sverrigs og Norges eller af ethvert andet Lands jordbund eller Industrie, hvoraf Udførselen fra benævnte Kongerigers Havne i deres egne Fartøier og Baade er lovmæssigen tilladt, skulle ligeledes kunne udføres fra benævnte Havne i danske Fartøier og Baade, uden at være underkastede høiere eller andre Afgifter, af hvad Benævnelse det end maatte være, end om Udførselen var skeet i Svenske eller Norske Fartøier.

4. Der skal hverken directe eller indirecte gives noget Fortrin med Hensyn til Afsætningen af Varer i Betragtning af Nationaliteten af det Skib, der er indløbet med sin lovmæssigen tilladte Ladning i en Havn i Danmark eller i Sverrig og Norge, da det er de Høie contraherende Parters Hensigt, at ingensomhelst Forskiel skal finde Sted i denne Henseende mellem deres respective Staters Fartøier og Baade.

5. De tvende Høie contraherende Parters respective Colonier (Dekl. 13 jun. 56), deri fra Danmarks Side indbegreben Grønland (Forb. 18 Marts 1776), [Island og Færøerne,] (Dekl. 13 jun. 56) ere særskilt undtagne fra de Bestemmelser, der indeholdes i de fire forestaaende Artikler, hvilke ikkun skulle være anvendelige paa Kongeriget Danmark, paa den ene Side, og paa Kongerigerne Sverrig og Norge paa den anden Side.

6. (Dekl. 25 juni 69. B. Nr. 150 22 Sept. 71. B. Nr. 39 2 Ap. 73. B. Nr. 42 12 Ap. s. A. L. Nr. 37 31 Marts 74 § 4. B. Nr. 95 5 Aug. 79. B. Nr. 116 11 Jun. 04). De Svenske Baade, kaldede: »Fårjemans-Båtar« fra Stæderne Helsingborg, Malmøe og Landscrone, ligesom og de Danske Baade af samme Slags fra Kiøbenhavn og Helsingøer, der gaae mellem de ovennævnte Stæder, skulle fra begge Sider forblive fritagne for alle Havnepenge, og Skibsafgifter. Hvad deres Ladninger angaaer, da skulle disse med Hensyn til Afgifter ved Indgaaende og ved Udgaaende behandles efter de almindelige Regler, der ere fastsatte ved nærværende Tractats 2den og 3die Artikel. Den Tilladelse, der ved H. M. Kongen af Sverrig og Norges Rescr. 19 Nov. 1823 er tilstaaet de Danske Baade, kaldede: "Færgebaade", som med Ballast ankomme til Höganæs, til derfra at udføre Steenkul og Porcellain- og Fajance-Jord (eldfasta leror), uden at betale nogensomhelst Afgift, bliver vedligeholdt. Derimod skulle de Svenske Baade, der gaae directe fra Höganæs til Danmark, ladede med Steenkul og Porcellain- og Fajance-Jord (eldfasta leror), ligeledes være frie for alle Afgifter af hvilketsomhelst Slags.

7. De Danske Fartøier og Baade, ligesom og de Svenske og Norske Fartøier og Baade, skulle ikke kunne nyde godt af de Friheder og Fordele, som nærværende Tractat tilstaaer dem, uden forsaavidt som de ere forsynede med de Papirer og Certificater, der ifølge de fra begge Sider bestaaende Anordninger fordres for at bevise deres Drægtighed og Nationalitet.

8. Nærværende Tractat skal forblive i Kraft i ti Aar, at regne fra 1 jan. 1827, og endog efter dette Tidsrum, med mindre den ene eller den anden af de Høie contraherende Parter derefter udtrykkeligen erklærer sin Hensigt at lade dens Virkning ophøre. I dette Tilfælde skal den endnu vedblive at være forbindende indtil Udløbet af de tolv Maaneder, der følge paa den officielle Anmeldelse, som af den ene af de tvende Magter er givet den anden om at den skal ophæves.

9.

Ad § 2, nr. 21

Forordning af 30. maj 1828 Forordning om Adskilligt som i Henseende til Daaben bliver at iagttage, med senere ændringer, § 1-4, 7, 8, 13-18 (Dåbsforordningen)

Forskriften indeholder 19 paragraffer, men alene §§ 1-4, 7, 8 og 13-18 foreslås bevaret.

Gr. Kongen er kommen i Erfaring om, hvorledes Fr. 27 Jul. 1771, tvertimod sin hensigt, jevnligen misbruges til utilbørlig Udsættelse med Børns Daab; hvorfor det er fundet uomgiængelig fornødent, at anordne passende Tvangsmidler mod de Forældre, der forsømme den Pligt, der baade efter Religionens og Statens Love paaligger den i saa Henseende. Endvidere har Kongen anseet det meest svarende til Daabens Væsen og Betydning, at den forettes paa de til Gudstienesten helligede Steder, og at Undtagelse derfra kun tilstædes i virkelige Nødvendigheds- Tilfælde. Saa har Han og fundet det hensigtsmæssigt, at give nærmere Bestemmelser angaaende nogle andre i Forbindelse dermed staaende Punkter. Thi befales:

1.) Ligesom det er Pligt for alle Forældre, der bekender sig til den christelige Religion, at lade deres Børn ved Daabens Sacramente indlemme i den christne Kirkes Samfund, saaledes paaligger det dem og at opfylde denne Pligt inden en vis passende Tid. Denne bestemmes saaledes, at Børn, der fødes fra 1 Mart. til 1 Sept., begge inclusive, skulle døbes inden 8 Uger efter Fødselen; hvorimod det tillades Forældre at udsætte Daaben af de Børn, som fødes i den øvrige Tid af Aaret, til den først paafølgende Mai Maaneds Udgang.

2.) Daaben bør, som Sacrament, ordentligviis altid forrettes af Vedkommende Præst og i Kirken. Dog bør det, naar Barnet, formedelst beviisligt Sygdomstilfælde, kunde være Fare undergivet ved af føres til Kirken, være tilladt at lade det døbe i dets Hiem, og hvis saadan Svaghed skulde vedvare til Barnet naaer den i § 1 befalede Alder, skal det endog være Pligt at foranstalte det hiemmedøbt, da det ikke kan tilstedes, at lade det længere Tid henligge udøbt, ligesom det naturligviis og vilde være utilladeligt at føre det svage Barn til Kirken i en Tilstand, hvori dets Liv og Sundhed kunde være udsat for Fare.

3) Naar i Medhold af § 2 et Barn hiemmedøbes, skal Daaben dog forettes af vedkommende Præst, med mindre Barnets Liv maatte være i saa øieblikkelig Livsfare, at det var umueligt at faae Daaben forrettet ved ham; thi i saa Fald skal det være tilstedt, at lade en anden ordineret Mand, en Skolelærer eller en anden vel oplyst Christen af sat Alder og gode Sæder, døbe Barnet, ligesom og Daaben da kan meddeles af Barnets Fader. Jordemødre eller andre Qvinder maa ikke dertil bruges, med mindre Barnets Svaghed, i Forbindelse med de øvrige Omstændigheder, skulde forhindre at faae en Mandsperson af ovenanførte Egenskaber til at forrette Daaben.

4.) Naar Barnet døbes hiemme i Huset, skal det være Præsten tilladt at giøre saadanne Afkortninger i den foreskrevne formular, som Omstændighederne kræve, dog at hvad der væsentlig hører til den christne Daab ingenlunde forbigaaes. I de enkelte Tilfælde, hvor en Uordineret, i Medhold af § 3, døber, bør den Døbende, efter at have ladet sig opgive Barnets Navn, blot navngive det, og, ved at øse reent Vand paa dets Hoved, døbe det i Navnet Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands, samt derpaa læse Fader Vor. Iøvrigt bør ved Hiemmedaab al muelig Værdighed og Anstændighed iagttages.

5-6.) Ophævet.

7.) Daaben og dens Stadfæstelse i Kirken tilfalder altid, hvor intet særskilt Regulativ heri giør Forandring, Sognepræsten i den Menighed, hvortil Barnet hører paa den Tid, Handlingen forrettes; ligesom denne og har at antegne Daaben i sin Embedsbog paa den i saa henseende befalede Maade. Til Hiemmedaab kan derimod enhver af Menighedens Præster, og, under den i § 3 nævnte Betingelse, ogsaa Andre bruges; men naar saaledes en Anden, end en af Menighedens Præster, har forrettet en Hiemmedaab, bør Faderen, eller, naar denne er fraværende eller Barnet er født udenfor Ægteskab, den der har forrettet Daaben, inden 24 Timer i en Kiøbstad og 4 Dage paa Landet, derom giøre Anmeldelse til Sognepræsten, for at denne kan foranstalte den fornødne Antegnelse i Kirkebogen. Denne Anmeldelse bør indeholde en fuldstændig Forklaring om Aarsagen til at Barnet blev hiemmedøbt, og, hvis Daaben er forrettet af en uordineret Person, bør Præsten tillige forsikre sig om, at Barnet virkelig har modtaget den christne Daab, hvorom de tilstedeværende Vidner, saavelsom den, der har forrettet Daaben, skulle være pligtige, ved Møde for Præsten, om det af ham begieres, at afgive deres Forklaring. Foruden denne anmeldelse til Sognepræsten, skal tillige enhver Hiemmedaab, hvad enten den forrettes af vedkommende Præst eller af hvilken anden dertil Berettiget i Følge § 3, tillige, inden foranførte Tidspuncter, anmeldes for den Kirkebetient, som tillige med Præsten fører Bog over de ministerielle Handlinger.

8.) Forsømmes den i § 7 foreskrevne Anmeldelse, bør den Skyldige derfor ansees med Mulct fra 1 til 5 Rbdlr Sølv til vedkommende Fattigcasse efter den i § 5 nævnte Øvrigheds nærmere Bestemmelse. Dersom det findes, at Hiemmedaab er valgt uden tilstrækkelig Grund, eller at man, uden nogen i § 3 hiemlet Aarsag, har ladet Barnet døbe af nogen Anden end vedkommende Præst, bør enhver af de Skyldige tiltales til at erlægge en Mulct til Fattigcassen fra 2 til 10 Rbdlr Sølv efter Sagens Beskaffenhed og deres Formueomstændigheder.

9-11.) Ophævet.

12.) Til ydermere Betryggelse for at behørig Anmeldelse skeer, bør i Kiøbenhavn Jordemødrene 14 Dage efter hvert Nytaar give vedkommende Sognepræster speciel Underretning om de Fødsler, hvorved de i det tilendebragte Aar have været brugte. I Forsømmelsestilfælde bødes 1 Rbd. Sølv for hver Uge, hvilken Mulct inddrives ved Udpantning efter den i § 5 nævnte Øvrigheds Foranstaltning. Dersom i Indberetningen nogen Fødsel findes at være udeladt, eller Tiden urigtig bemærket, bør Jordemoderen derfor tiltales og dømmes til en Mulct at indtil 20 Rbd. Sølv til Fattigvæsenet, hvis Feilen har sin Grund i Uagtsomhed, men til høiere Bøder eller efter Omstændighederne Bestillings Fortabelse, saafremt forsætlig Urigtighed er begaaet.

13.) To til tre Dage, førend et Barn skal døbes i Kirken eller dets Daab sammesteds bekræftes, skal Forretningen bestilles hos Sognepræsten. Ordentligviis bør, naar der er et ægte Barn, Faderen selv møde hos Præsten i foranførte henseende, men er det en bekiendt Mand, kan Begieringen og Anmeldelsen og skee skriftlig, ligesom og, hvor Faderen ei selv kan møde, samt naar det er et uægte Barn, en Paalidelig Person kan sendes til Præsten, for at foranstalte og meddele det Fornødne. Da det derhos paaligger Præsten at paasee og overholde al muelig Orden og Nøiagtighed i Protocollernes Førelse, af hvilke Attester udstædes, hvorpaa Børnenes Vel i Tiden kan, samt naar det er et uægte Barn, en paalidelig Person kan sendes tin beroe, have Vedkommende uværligen at meddele ham alle til Forretningen hørende Oplysninger, samt, naar Forældrene ere viede udenfor Pastoratet, forevise Vielse-Attest, om han det forlanger. Den samme Bestilling skal ogsaa skee hos vedkommende Kirkebetient, hvis Pligt det er at indføre Daabsforretningen i sin Embedsbog.

14.) Naar Daaben eller Daabens Bekræftelse forefalder paa en Dag, da der er offentlig Gudstjeneste, bør den skee til Høimessen, og saasnart Psalmen efter Prædiken er afsiungen, med mindre Altergang finder Sted paa en saadan Dag; thi da skal, for at ikke Altergangen skal forsinkes, Daaben først forrettes, naar Kommunionen er forbi, dog førend Beslutningspsalmen synges. Dog skal det, i Betragtning af det større Antal Børn, som i de Kiøbenhavnske Menigheder blive at føre til Kirke, være tilladt, at det i disse Menigheder fremdeles forbliver som hidtil, at Daaben eller dennes Stadfæstelse først foregaaer, efter af Høimesse-Tienesten er til Ende. Paa andre Dage kan denne hellige handling foretages, i Kiøbenhavn til hvilken Tid om Formiddagen, der regnes til Kl. 2, Præsten bestemmer, hvorved han dog, saavidt mueligt, bør rette sig efter Forældrenes Ønsker og Leilighed; men udenfor Kiøbenhavn bør paa saadanne Dage Anordn. om Almueskolevæsenet i Kiøbstæderne i Danmark, 29 Jul. 1814. § 28, og Anordn. for Skolevæsenet paa Landet S. D. § 21 iagttages. Naar flere Børn paa samme Dag skulle døbes, bør dette skee i den Orden, hvori Daaben er bestilt.

15.) Naar Hiemmedaab forlanges hos Præsten, bør han, saasnart skee kan, foretage denne Handling; dog bør Forældrene, hvor det behøves, skaffe ham Befordring til det Sted, hvor Daaben skal forettes.

16.) Hvor det er tvivlsomt, om et Barn retteligen er døbt, bør det døbes paa samme Maade, som ethvert andet Barn. Denne Regel finder og i Særdeleshed Anvendelse pa Hittebørn, og om der ved et saadant findes en Seddel, som indeholder, at det er døbt, skal dette ikke ansees som Beviis nok, men kan dog benyttes som Veiledning til nærmere Efterforskning.

17) Til Faddere ved Daaben maa Ingen antages, som ikke bekiender sig til den christelige Religion, ei heller Nogen, som ikke endnu er confirmeret. Iøvrigt bør det have sit forblivende ved Lovens 2-5-5, hvorhos der ved enhver Daab bør i det mindste være tre Vidner.

18.) Ved den i § 13 befalede Anmeldelse, hvorved fadderne opgives for Præsten, haver denne at paaagte, at ingen Uberettiget stedes til at være Daabsvidne; ligesom han og bør paasee, at intet upassende Navn, som Vedkommende kunde falde paa at foreslaae, gives noget Barn. Iøvrigt bør hvert Barn ved Daaben benævnes ei alene med fornavn, men og med det familie-eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.

19.) Hvad de Børn angaaer, som for Tiden henligge udøbte eller blot ere hiemmedøbte, uden at deres Daab er stadfæstet i Kirken, blive de i § 5 og 6 hiemlede Forskrifter ei at anvende førend 4 Uger, efterat denne Anordn. paa behørig Maade er kundgiort, om end ellers den ved Anordn. givne Frist tidligere udløber.

Ad § 2, nr. 22

Cancellie-Pl. af 14. oktober 1828 om Adskilligt, der vedkommer den ved det mosaiske Troessamfund i Kjøbenhavn ansatte Præst

Forskriften indeholder 7 paragraffer, men alene §§ 1, 2, 4, 5 og 7 foreslås bevaret.

§ 1. Uagtet fornævnte Præst, saalænge der ei, i Overeensstemmelse med Anordn. 29 Mart. 1814 § 10, ere ansatte Præster ved de mosaiske Meenigheder her i Riget udenfor Kbhvn, ikke fører det sammesteds bestemte Navn af øverste Præst, skulle dog alle Catecheter, som ere eller maatte blive ansatte ved det mosaiske Troessamfund i Danmark, saavel i Kbhvn som i Provindserne, i deres Embedsførelse staae under hans Tilsyn.

§ 2. Alle i Kbhvn forefaldne ministerielle Forretninger hos den mosaiske Religions Bekiendere, saasom Vielser og hvad der i Anledning af Skilsmisser bliver efter de mosaiske Love at foretage, tilfalde Præsten; hvorimod Vielser, som forefalde hos den mosaiske Troes Bekiendere i Sielland, men udenfor Hovedstaden, blive at forette af den ved bemeldte Troessamfund her i Staden ansatte Catechet. I øvrigt bliver, i Forbindelse med Anord. 29 Mart. 1814 § 17, de i Fr. 30 Apr. 1824. § 3 givne Forskrifter, forsaavidt de ere anvendelige paa Bekiendere af den mosaiske Troe, at iagttage inden nogen Vielse i Troessamfundet maa forrettes; ligesom Præsten, i Overeensstemmelse med førstnævnte Anordn. § 7, ikke maa iværksætte nogen Skilsmisse imellem Ægtefolk, inden deres Ægteskab ved Dom eller Resolution er aldeles ophævet i Overeensstemmelse med Landets almindelige Love.

§ 3. Den ved det mosaiske Troessamfund i Kjøbenhavn ansatte Catechet haver at afholde den i ovenmeldte allerhøieste Anordning af 29de Marts 1814 §. 14 befalede Religionsprøve og modtage den dermed forbundne Troesbekjendelse og religiøse Løfte, saalænge indtil Præsten, der ikke endnu er det danske Sprog mægtig, efterat have erhvervet den dertil fornødne Sprogkundskab, som hans Majestæt har paalagt ham inden en vis Tid at forskaffe sig, overtager sig bemeldte Forretning, under den i saa Henseende foreskrevne Bestemmelse.

§ 4. Menigheden skal for Fremtiden have sin, i Overeensstemmelse med Reglementet af 29de Juli 1814 indrettede, Skolecommission, bestaaende af Præsten i Forbindelse med nogle verdslige Medlemmer af Menigheden, der udnævnes af den Kgl. Direction for Almue- og Borger-Skolevæsenet i Kbhvn, men hvortil Repræsentanterne have at forslaae nogle gode og duelige Mænd for Directionen. Repræsentanterne ville saaledes blive at fritage for de dem ved allerhøieste Resolution af 17de August 1813 indtil videre paalagte Pligter med hensyn til Menighedens Skolevæsen.

§ 5. Ligesom Præsten haver, paa Forlangende, mundtligen at besvare alle Spørgsmaale angaaende Cermonialloven, samt at examinere og authorisere Schechtere, samt ellers at iagttage det Fornødne med Hensyn til Cermonialloven, saaledes tilfalder det ham og skriftligen, paa Forlangende, at besvare Spørgsmaale ang. den jødiske Ret, forsaavidt samme, uagtet Bestemmelserne i Anordn. 19 Mart. 1814, kan komme i Betragtning, samt oversætte Documenter, affattede i det jødiske Sprog.

§ 6. Uagtet der hører til hans Embede at overvære Eedsfæstelse af Parter og Vidner, der bekjende sig til den mosaiske Troe, og i Overeensstemmelse med Forordningen af 15de September 1747, eller de Forskrifter, som derom allernaadigst maatte blive givne, at bestyre de til Eeden hørende Ritus m. v., bliver dog denne Forretning at udføre af Catecheten, saalænge indtil den nu allernaadigst ansatte Præst har erhvervet den fornødne Færdighed i det danske Sprog.

§ 7. Skiøndt der er tillagt Præsten en passende Løn af Menighedens Kasse, skal han dog være berettiget til at modtage det Offer, som Menighedens Medlemmer, af egen god Villie, yde ham, men uden at nogen dertil kan ansees pligtig. Fremdeles er han berettiget til at oppebære Betaling for Vielser, saa og for at afholde den befalede Religionsprøve, samt modtage den dermed forbundne Troesbekiendelse og Religionsløfte, og dertil forberede Ungdommen, naar han, i Medhold af §. 3, i sin Tid overtager denne Forretning; dog bør Betalingens Størrelse i begge disse benævnte Tilfælde stedse overlades til Vedkommendes fri Villie, og de, der mangle Evne til at betale noget, bør være aldeles frie. Endvidere nyder han Betaling for de i § 5 omhandlede skriftlige Responsa og Oversættelser, naar disse matte forlanges af Private, hvilken Betaling, i Mangel af mindelig Overeenskomst, bliver at afgiøre ved Magistratens Kiendelse. Derimod tilkommer der ham ingen Betaling, naar slige Responsa eller Oversættelser kræves af en offentlig Autoritet eller til Brug ved en offentlig eller beneficieret Sag; dog, hvad disse sidste angaaer, med Undtagelse af de Tilfælde, hvori Pl. 20 Apr. 1825 kan himle ham Adgang til Betaling.

Ad § 2, nr. 23

Forordning af 22. november 1837 indeholdende nærmere Bestemmelser ang. den Selveierbønder ved Fr. 13 Mai 1769 hiemlede Testationsfrihed, som senest ændret ved lov nr. 215 af 31. maj 1963 om arv

1.) Naar en gift Eiendomsbonde, der lever i det sædvanlige Formuesfællesskab med sin Hustrue, vil benytte den Frihed, Fr. 13 Mai 1769 § 5 giver ham til at giøre testamentarisk Anordning over hans Gaard med Tilbehør, bør han dertil erhverve Hustruens Samtykke.

2.) Ved den testamentariske Anordning, som Forældre saaledes giøre over en Selveiergaard, kan det og bestemmes, at den af dem, der bliver den Længstlevende, skal, dog under de nærmere Bestemmelser, som den efterfølgende 4 § indeholder, beholde Gaarden med Tilbehør, imod et Vederlag, der svarer til den Værdie, hvorfor Gaarden i sin Tid skal overlades til et af Børnene, hvilket Vederlag sikkres i Eiendommen og udbetales i de Tilfælde, hvori Børns Fædreneeller Mødrene-Arv ellers skal udbetales dem. Den Længstlevende er ikke bemyndiget til at sælge Gaarden, uden at den først tilbydes den Søn eller Datter, som den i sin Tid skal tilfalde, hvilken da skal være berettiget til at modtage samme for den i Testamentet satte Værdie og med Beløbets Tilveiebringelse have Henstand til den anden derpaa følgende Juni eller December Termin, hvilken sidste ved denne Leilighed ogsaa i Jylland bliver at regne for Omslagstermin. Saafremt bemeldte Arving ikke er myndig, skal Sagen, inden Beslutning tages om Gaardens Overtagelse, indstilles til det Kgl. Cancellies Bedømmelse. Det følger ellers af sig selv, at der ved Ægtefolkenes fælles Testament ogsaa kan bestemmes yderligere Indskrænkning i den Længstlevendes Raadighed over Gaarden, og at det navnlig kan formenes denne at pantsætte samme, ligesom den Længstlevende i intet Tilfælde kan give nogen Panteret foran de Arvelodder, som ere Børnene tilfaldne efter den forhen afdøde Fader eller Moder, hvilke Arvelodder, som foranført, blive prioriterede i Gaarden, indtil der paa anden Maade giøres Arvingerne Fyldest for samme.

3.) Det følger ligeledes af sig selv, at den Længstlevende ikke kan efter sin Ægtefælles Død giøre nogen Forandring i den engang, til Fordeel for et af Børnene, af dem tilkiendegivne sidste Villie, men skulde bemeldte Barn døe eller ei ville modtage Eiendommen, kan den Længstlevende ved en ny testamentarisk Disposition bestemme, hvo af de øvrige Børn der skal træde i dets Sted, saafremt det fælles Testament ei allerede indeholder nogen Bestemmelse desangaaende.

4.) Den Ret til at beholde Gaarden, som der ved Ægtefolks fælles Testament kan tillægges den Længstlevende af disse, skal med Hensyn til Manden ikke være indskrænket til den Tid, han bliver hensiddende ugift, ligesom Gaarden og, naar Enken indlader sig i nyt Ægteskab, kan forblive hos hende og hendes anden Mand, saalænge indtil den Søn, hvem Gaarden efter Testamentet skal tilfalde, bliver myndig, hvorved i Overensstemmelse med Lovens 3-17-34 forstaaes, at han har opnaaet 18 Aars Alderen, eller den Datter, som den er tillagt, indgaar Ægteskab. Naar saaledes Enken indgaar nyt Ægteskab, bør en Forretning af vedkommende Skifteforvalter foranstaltes optaget, som viser Beskaffenheden af Gaarden med Tilbehør, der, som foranført, i sin Tid skal afleveres til en Søn eller Datter. Ligeledes bør og en saadan Forretning optages, hvor det ellers ved Anvendelsen af § 2 maate være fornødent til fuldstændig Oplysning om, hvad den vedkommende Arving i sin Tid kan fordre. Iøvrigt skal den Søn eller Datter, som i Anledning af Enkens nye Ægteskab kommer i Besiddelse af Gaarden, saafremt Testamentet ikke indeholder nogen for Samme fordeelagtigere Bestemmelse, fyldestgiøre hende for sin Halvpart i Gaarden efter den Værdie, som den ved lovlig Vurdering findes at have, uden Hensyn paa den i Testamentet til Regel for Delingen mellem Børnene satte Værdie, og bør i dette Tilfælde samme Frist til Summens Tilveibringelse gives, som i § 2 er tilstaaet.

5.) Istedetfor en saadan Disposition, som §§ 2 og 4 hiemle en Selveierbonde og hans Hustrue Ret til at oprette til hinandens Fordeel, skal det ogsaa, uanseet de have Livsarvinger, staae dem frit for ved reciprokt Testament at bestemme, at den Længstlevende skal beholde Gaarden med Tilbehør som sin fuldkomne Eiendom, imod efter foregaaet edelig Taxation at udbetale den Førstafdødes Arvinger 1/3 af Gaardens og dens Tilbehørs sande Værdie, denne dog kun beregnet efter Fradrag af den derpaa hvilende Gield, hvormed disse i ethvert Tilfælde skulle lade sig nøie, samt endelig under den Betingelse, at den Længstlevende frafalder sin Ret til at tage Broderlod efter den Førstafdøde, hvor ellers en saadan Ret maatte tilkomme den.

6.) Forsaavidt en Selveier ingen Livsarvinger har, skal han ikke i Benyttelsen af Fr. 13 Mai 1769 § 5 være bunden til nogen af sine Arvinger, men han kan borttestamentere Gaarden med Tilbehør til hvem han vil, ligesom det heller ikke skal være fornødent at fastsætte noget Vederlag til hans Slægtninge. Dog skal han, naar han besidder Eiendommen i Fællesskab med sin Hustrue, i Overensstemmelse med § 1, have dennes Samtykke, naar han vil benytte foranførte Testationsfrihed til Fordeel for Andre, end Hustruen selv. Iøvrigt kunne Ægtefolk, som ingen Livsarvinger have, oprette sligt Testament til Bedste for hinanden indbyrdes.

7.) Den Selveiere ved Fr. 13 Mai 1769 § 5 tilstaaede Ret til at bestemme, hvad der skal følge med Gaarden og regnes til dens Besætning, skal ikke indskrænkes til Creaturbesætning, men ogsaa indbefatte Inventarium, Indboe og Udboe af alt Slags, som findes i Gaarden.

8.) Den ovennævnte ved Fr. 13 Mai 1769 § 5 Selveiere tilstaaede og ved denne Fr. nærmere forklarede og bestemte Testationsfrihed finder Sted, hvad enten en Selveiergaard besiddes med fuldkommen eller kun med ufuldkommen Eiendomsret, og tilkommer ligeledes selv de Arvefæstere, som ei ere berettigede til at sælge eller pantsætte deres Gaarde, forsaavidt saadant kan bestaae med det Arvefæstebrev eller andet Document, hvorpaa Testators Hiemmel til Eiendommen grunder sig; fremdeles skal den og være anvendelig paa bebyggede Hovedgaardsjorder, (naar disse ikke overstige 12 Tønder Hartkorn), hvorimod det ikke skal være til Hinder for Rettighedens Udøvelse over en af uprivilegeret Hartkorn bestaaende Gaard, at dette maatte være af et større Beløb. Hvad Steder med Tillæg af mindre end 1 Tønde Hartkorn angaaer, da, eftersom disse ei kunne betragtes som Selveiergaarde, saa kunne Eierne, hvad enten Jorderne ere frie eller ufrie, ikke raade over samme ved Testament anderledes, end i Medhold af de almindelige Love, [hvorimod Fr. 21. Jun 1799 kommer slige Steders Besiddere til gode.] Foranførte Bestemmelser ere at forstaae om Ager og Engs Hartkorn; dog bliver Skov- og Mølleskyld at medregne efter det sædvanlige Forhold 1:2. Forøvrigt skal det ikke, for at kunne udøve den oftnævnte ved Fr. 13 Mai 1769 § 5 og denne Fr. hiemlede Testationsret, være fornødent, at Paagieldende efter sin Fødsel og personlige Stilling hører til Bondestanden.

9.) Ligesom den, der besidder flere Selveiergaarde, ikke kan ved Testament tillægge eet Barn flere af disse, saaledes kan der heller ikke forbeholdes den Længstlevende flere Gaarde; dog maa Sidstnævnte ogsaa kunne beholde den Gaard, som er tillagt en ikke fuldmyndig Søn eller en Datter, indtil han bliver fuldmyndig og hun gift, hvorved det imidlertid i Overeenstemmelse med § 4 bliver at iagttage, at i det Tilfælde, hvor Enken gifter sig paa ny, ikke Fuldmyndighed, men alene Myndighed udkræves, for at vedkommende Søn skal sættes i Besiddelse af Gaarden. Ei heller kan det Foranførte være til Hinder for, at den Længstlevende beholder de flere Eiendomme, der kunne tilfalde den som Boeslod efter Loven.

10.) En Enke, der eier en Selveiergaard, kan i Eet og Alt udøve den Testationsfrihed, som hiemles i denne Fr. Imidlertid kan den Enke eller Enkemand, som hensidder i uskiftet Boe efter den Afdøde, uden at der, medens denne levede, er giort nogen testamentarisk Anordning om Gaarden, ikke benytte den nævnte Testationsfrihed anderledes, end at den Afdødes Arvinger maae beholde den allerede faldne Fædrene- eller Mødrene-Arv uforkrænket.

11.) Ophævet.

12.) Det staaer ogsaa en Selveier frit for under de sædvanlige Testationsformer at oprette et Testament af det Indhold, som denne Fr.hiemler, og skal han saa i Tilfælde bruge det for Testamenter anordnede stemplede Papir. Forsaavidt Testamentet oprettes mellem Ægtefolk saaledes, at det giver den ene af disse Adkomst til, efter den andens Død, at besidde Gaarden med de Indskrænkninger, som denne Frs. §§ 2 og 4 indeholde, bør, hvis det oprettes i den førstanførte Form, en Afskrift af den til Tingbogen dicterede Villies-Erklæring indføres i Panteprotocollen og derfor det sædvanlige Tinglæsnings- og Protocollations-Gebyhr betales, ligesom Testamentet, naar det paa anden Maade er oprettet, bør tinglæses.

Ad § 2, nr. 24

Forordning af 8. juli 1840 for Kongeriget Danmark, indtil videre med Undtagelse af Bornholm, ang. Amtstue-Oppebørselerne og de Oppebørseler i Kjøbstæderne, der ere af samme Slags, som de, der paa Landet vedkomme Amtstuerne, m.v., som senest ændret ved lov nr. 69 af 3. marts 1971 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme

Forskriften har 50 paragraffer men alene § 2 foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets § 8.

Vi Christian den Ottende, osv., G.v.:

I Forbindelse med de Bestemmelser, som indeholdes i Vor Forordning af Dags Datum, angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabs-Væsen i Vort Rige Danmark i Almindelighed, ville Vi, efter at have modtaget Betænkning fra begge Forsamlinger af Vore troe danske Provindsialstænder, herved allernaadigst have fastsat, hvad der fra Begyndelsen af Aaret 1841 desuden bliver at iagttage i bemeldte Vort Rige, dog indtil videre med Undtagelse af Bornholm, med Hensyn til Amtstue-Oppebørselerne og de Oppebørseler i Kjøbstæderne, der ere af samme Slags som de, der paa Landet vedkomme Amtstuerne:

§ 1. Ligesom for nogle Skatter og Afgifter hidtil har været bestemt, saaledes skulle herefter, saavel paa Landet som i Kjøbstæderne, alle staaende Skatter og Afgifter til Vor Kasse, Bankhæftelsesrenter og Brandhjælpspenge, samt paa Landet de Kommune-Afgifter, der erlægges til Amtstuerne, forfalde til Betaling og opkræves to Gange aarligen, nemlig hvert Aars 1. April og 1. Okt., hver Gang med det Halve af det aarlige Beløb (* 2).

Dette gjør dog ingen Forandring i de hidtil gjældende Bestemmelser om, hvorvidt Skatterne og Afgifterne skulle erlægges enten forskudsviis eller først ved Udløbet af den Tid, for hvilken de svares, saa at Opkrævningen i indeværende Aar skeer som hidtil, hvorimod den første Termin, den 1. April 1841, indbefatter et forskjelligt Tidsløb for de forskjellige Skatter og Afgifter saasom: for Bankhæftelsesrenterne og Bygningsafgiften Tiden fra 1. Okt. 1840 til 31. Marts 1841, for Landskatten og de i den Henseende i lige Klasse med samme satte Afgifter fra 1. Jan. til 30. Juni 1841 og for Brandhjælpspengene fra 1. April til 30. Sept. 1841.

De Skatter, som hidtil have været forfaldne maanedsviis eller kvartalsviis, uden at forudbetales, saasom Rangskat og Embedsskat, opkræves den 1. April 1841 kun for et kvart Aar, men hver følgende Termin for et fuldt Halvaar. Iøvrigt skulle Besidderne af Gods, der, efter Lovgivningens Bestemmelser, skal bortfæstes, fremdeles være berettigede til at lade opkræve og i fornødent Fald inddrive hos Fæsterne de Skatter, for hvilke de indestaae, kvartalsviis som hidtil, og skulle derfor Amtstuerne være forpligtede til, paa Begjæring af saadanne Besiddere af Fæstegods, i Begyndelsen af hvert Kvartal at meddele dem Beregning over Skatternes og Afgifternes samlede Beløb, efter de nu gjældende Regler, for det paagjældende Kvartal.

Det Samme skal derhos være Regel med Hensyn til Arvefæstere, for hvis Skatter Herlighedseierne indestaae.

- Forsaavidt Skatterne eller Afgifterne ere paabudne i Sølv, der kan erlægges med Sedler og Tegn efter Kvartalskoursen, bliver, for at det inden Forfaldstiden nøiagtigen kan beregnes, hvor meget der, naar denne Betalingsmaade af Yderne vælges, skal erlægges, den Kvartalskours at tage til Følge, som er gjældende det sidste Kvartal før Forfaldstiden, og det uanseet, naar Betalingen skeer. Men, ligesom Sølv altid kan betales med et lige Beløb i rede Sølv, saaledes skal ogsaa det, som skyldes i Repræsentativer, modtages med rede Sølv efter Pari-Kours, saafremt Yderne selv ønske paa den Maade at afgjøre det.

§ 2. Forsaavidt Skatterne og Afgifterne, hvad enten de ere staaende eller de aarligen eller extraordinairt paalignes, ere at ansee som reelle, saa at de ere lignede paa eller svares af faste Eiendomme (til hvilke Eiendomme ogsaa Tiender regnes), hæfte de paa de Eiendomme, hvoraf de ere forfaldne, med Fortrinsret endog fremfor Pantefordringer. Iøvrigt følge de indbyrdes i den Orden, at Bankhæftelsesrenterne først blive at udrede, dernæst Vore egne Skatter og Afgifter, lige med hvilke ogsaa Amtsforvalternes Skriverpenge regnes, derpaa Brandhjælpspengene og endeligen samtlige Kommune-Afgifter, hvorhos det dog er en Selvfølge, at vedkommende Tiendetageres Fortrinsret i Overeensstemmelse med F. 8. Jan. 1810, § 29, Litr. C., er dem forbeholden.

- Ophævet.

- Ophævet.

- Den her omhandlede Fortrinsret skulle dog reelle Skatter og Afgifter herefter ikkun nyde for 2 Aar fra den Tid af, at de forfalde til Betaling; men den holdes i Kraft, naar Restancerne, i det Sildigste inden 3 Maaneder efter bemeldte 2 Aars Udløb, ere beordrede Fogden til Inddrivelse, og Forretningen siden forsvarligen er fortsat, eller naar Skyldneren inden samme Tid er død eller har opgivet sit Bo, og dette er taget under Skiftebehandling. Efterat Fortrinsretten er tabt, betragtes Restancen alene som en simpel Fordring hos Skyldneren.

- De Restancer af Skatter og Afgifter, som ere paadragne, inden nærværende Anordning træder i Kraft, beholde derimod, indtil de betales, deres Fortrinsret saaledes, som Lovgivningen hidtil har hjemlet dem.

§ 3. Amtsforvalterne paa Landet og Magistraterne eller, hvor ingen ere, Byfogderne i Kjøbstæderne, som have at opkræve de i forestaaende 2 §§ ommeldte Skatter og Afgifter, saavelsom de af Os beskikkede Inspekteurer og Forvaltere, der ved enkelte af Vore Godser træde i Amtsforvalternes Sted og derfor overalt have at rette sig efter, hvad der gjælder for disse, have, foruden hvad andre Bøger eller Lister, som ere eller vorde dem foreskrevne, eller som de selv finde fornødne, uden Undtagelse at holde 2 Bøger over de dem betroede Oppebørseler, nemlig en Hovedbog eller speciel Oppebørselsbog og en Journal eller Kassebog.

§ 4. Hovedbogen skal, forsaavidt Landet angaaer, tydeligen indbefatte alle Jord-, Gaard- og Huus-Eiere m.Fl. i Distriktet, hvilke, saavidt muligt, anføres i den Orden, hvori de samlede Jordegodser, Sognene og Byerne følge paa hverandre, og i Kjøbstæderne skulle Magistraternes og Byfogdernes Hovedbøger paa lige Maade nøiagtigen indbefatte alle Gaard- og Huus-Eiere i den bekvemmeste Orden samt de Ydere, der maatte eie nogen Deel af Kjøbstadens Jorder, uden tillige at være Gaard- eller Huus-Eiere. Ligesaa anføres paa særskilte Steder i Hovedbogen de Ydere, som alene have personlige Skatter at erlægge.

- Enhver Skatyder skal i Hovedbogen have sin Konto, paa hvilken først anføres hans Eiendommes samlede Hartkorn af hvert Slags, altsaa ogsaa det tiendeydende Hartkorn, naar han eier Tienden, samt den Kapital, hvorfor Eiendommene ere bankhæftede. Dersom Udstykning har fundet Sted, bemærkes derhos første Gang paa vedkommende Konti, til hvilken Eiendom eller fra hvilken Eiendom Parcellen er kommen. Dernæst skal paa den ene Side af Kontoen postviis indføres Alt, hvad Yderne have at erlæge, samt paa den anden Side ved Dag og Datum, hvad derpaa betales til vedkommende Embedsmand, kontant eller ved Likvidation, naar det ikke er en staaende Likvidation, der paa Debet-Siden fradrages inden Linien.

- I samme Hovedbog, der kan indberettes for eet eller flere Aar efter Oppebørselsbetjentens Bekvemmelighed, ligesom den kan bestaae af saa mange Bind, som behøves, skal, ved hvert Regnskabsaars Slutning, enhver Skatyders Konto opgjøres og afsluttes, og den Restance, der finder Sted, inden Linien bemærkes, hvilken da med det summariske Beløb, ligeledes inden Linien, overføres paa Kontoen for det nye Aar, paa det at Oversigt bestandigen paa eet Sted kan haves over Alt, hvad en Skatyder er skyldig. Dog skeer Afskrivningen, naar Restancerne betales, paa Kontoen for det Aar, da de ere forfaldne, og paa Kontoen for det nye Aar bemærkes alene inden Linien, at Betalingen er skeet.

- Ligesaa skulle i Hovedbogen føres særskilte Konti over saadanne Indbetalinger, der ikke kunne anføres paa de specielle Skatyderes Konti, saa at Hovedbogen skal indeholde alle de Summer, uden nogensomhelst Undtagelse, som Oppebørselsbetjenten i denne Egenskab har havt at modtage, og hvad han deraf har modtaget.

§ 5. Journalen eller Kassebogen, der altid maa være for ikkun eet Regnskabsaar, skal have særskilte Rubriker for hver Klasse af Oppebørseler, hvorfor særskilt Regnskab aflægges, og saaledes, at de Indtægter, hvilke Amtsforvalteren, naar de udeblive, skal besørge inddrevne og som kunne kaldes hans direkte Oppebørseler, afsondres fra andre Indtægter, som han ellers har at modtage, samt at desuden de Skatter og Afgifter til Vor Kasse, der afgjøres ved Likvidation i, hvad der tilkommer Yderne som Godtgjørelse for leverede Kornvarer (naar Kornudskrivninger maatte finde Sted) saavelsom for præsteret Udskrivnings-Fourage, anføres i en Rubrik for sig adskilt fra de Summer, der kontant indbetales, hvorimod alle andre Likvidationer, naar de ikke i Hovedbogen og Skattekvitteringsbogen inden Linien skulle fradrages Indtægten og altsaa ikke vedkomme Kassebogen, betragtes som kontante Indbetalinger og derfor tillige anføres under Udgiften.

Ligesaa tilføjes en Indtægtsrubrik for Skriverpengene. Hvad der indkommer af Restancer opføres for hver Termin paa et særskilt Sted i Kassebogen afsondret fra de løbende Indtægter.

- Udgifterne anføres ligeledes under en særskilt Rubrik for hvert Slags Oppebørseler, hvorfor særskilt Regnskab aflægges. Dog behøves her ingen Rubrik for likvideret Korn- eller Fourage-Godtgjørelse. Derimod blive Skriverpengene i en særskilt Rubrik at føre til Udgift. Naar eensartede Udtællinger, saasom Renter, Pensioner og deslige, bestaae af mange Poster, kunne disse, saavidt de høre til een Klasse, med det samlede Beløb indføres i Kassebogen, hvilket dog bør skee betimeligen inden Udløbet af hver Maaned.

- I Kassebogen, der for Resten føres paa den i § 23 af Forordningen af Dags Datum, angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabs-Væsen i Almindelighed, bestemte Maade, skal tillige ved hver Indtægtssum henvises til det Folium i Hovedbogen, hvor den videre findes specificeret.

- Ønsker nogen Amtsforvalter at føre Udgiftsbogen adskilt fra Indtægtsbogen, eller at føre en særskilt Indtægtsbog for de direkte og en særskilt for de indirekte Oppebørseler, eller at indføre Indtægterne under flere Rubriker, end de ovenmeldte, da skal dette staae ham frit, naar alene Kassebogen er saaledes indrettet, at man af samme kan see enhver Indbetaling, som er skeet, og paa hvilken Dag den har fundet Sted, samt, ved at opsummere de forskjellige Rubriker og fradrage Udgiften, til enhver Tid strax erfare saavel hele Amtstuekassens Status som den specielle Tilstand af de forskjellige Kasser eller Fonds, hvoraf den bestaaer, og, ved at fradrage det, der er indkommet paa de direkte Oppebørseler, fra hvad der skulde indkomme, tillige de Restancer, der for hver Termin udestaae.

- Paa lignende Maade føres ogsaa Kassebogen af Magistraterne eller Byfogderne i Kjøbstæderne. Dog kan Kassebogen for deres Vedkommende være mere summarisk, saa at, naar Skatterne og Afgifterne oppebæres ved Rodemestere eller andre Skatteopkrævere, alene det samlede Beløb for hver Klasse af Oppebørseler indføres i Kassebogen hver Gang, Afregning skeer med Opkræverne, hvilket dog i det Mindste bør foregaae hver Uge. Saavel Amtsforvalternes som Magistraternes og Byfogdernes originale Kassebøger blive, naar Vort Rentekammer forlanger Saadant, at indsende til samme, for at sammenholdes med Regnskaberne, Alt i Overeensstemmelse med Forskrifterne i den ovenanførte Forordning af Dags Datum angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabs-Væsen i Almindelighed.

§ 6. De Betjente, som tillige have Kornvarer, Fourage eller andre Natural-Præstationer at aflægge Regnskab for, skulle desforuden derover føre særskilte Bøger, saavel nemlig specielle Oppebørselsbøger som Journaler, indrettede efter de samme Regler, som ovenfor i §§ 4 og 5 ere foreskrevne for Hoved- og Kasse-Bøgerne, saa at altsaa den specielle Oppebørselsbog viser, hvad enhver enkelt Yder har at levere af hvert Slags Natural-Præstationer og hvad han af disse har leveret, ligesom i Journalen indrettes særskilte Rubriker for hvert Slags Præstationer. Dog kan denne Journal være summarisk, saa at deri blot indføres det samlede Beløb, under de forskjellige Rubriker, af hvad der hver Dag eller hver Uge er indkommet, eller, forsaavidt Afleveringen skeer til en anden Embedsmand, og det Afleverede altsaa ikke ligger for Amtsforvalterens Regning, da saasnart Amtsforvalteren erholder Underretning om, at Afleveringen er foregaaet.

§ 7. Enhver, som har staaende aarlige Skatter og Afgifter at erlægge af de i § 1 omhandlede Slags, skal have sin Kvitteringsbog, som i det Mindste bør indeholde 4 Ark Papiir og være pagineret, igjennemdraget og forseglet med vedkommende Amtmands Segl samt forsynet med et Ark stemplet Papiir af 4 Klasse til den Taxt, som i Stempletpapiirsf. 3 Dec. 1828, § 5, for de forskjellige Ydere er foreskreven . (* 3)

Dog fritages de, som alene have personlige Skatter eller Brandhjælpspenge at erlægge, for stemplet Papiir til deres Skattekvitteringsbøger, der ogsaa kunne indeholde færre Ark.

- Iøvrigt har Skatyderen selv at bekoste Kvitteringsbogen, i Henseende til hvilken derhos de Forskrifter blive at iagttage, som indeholdes i ovennævnte F. 3. Dec. 1828, § 28, om, hvorledes der skal forholdes, naar Nogen tiltræder et skatpligtigt Sted, eller besidder forskjellige skatpligtige Eiendomme.(* 3)

§ 8. I enhver af de i foregaaende § omhandlede Skattekvitteringsbøger skal Oppebørselsbetjenten optegne paa første Side den Skatydendes Navn og Folium i Hovedbogen, hans skatpligtige Eiendom og dennes Hartkorn af alle Slags, dersom den er matrikuleret, derunder ogsaa indbefattet det tiendeydende Hartkorn, hvoraf han maatte eie Tienden, samt den Kapital, hvorfor Eiendommen er bankhæftet, og derefter paa de følgende lige over for hinanden staaende Sider tydeligen indføre, paa den ene Side Alt, hvad Yderen har at erlægge til hver Termin, samt paa den modsatte Side, ved Dag og Datum og under Modtagerens Haand, hvad derpaa kontant eller ved Likvidation afbetales, Alt ganske paa same Maade, som i § 4 er foreskrevet for Hovedbogen, med hvilken Kvitteringsbøgerne stedse skulle stemme overeens.

Dersom en Skatyder forglemmer, naar han betaler sin Skat, at medbringe sin Kvitteringsbog, skal det være Oppebørselsbetjenten tilladt i et saadant enkelt Tilfælde at udgive paa en løs Seddel sin Interimskvittering, hvori Aarsagen til dens Udstedelse i saadan Form tillige bør forklares, ligesom dette ogsaa i Hovedbogen udtrykkeligen bør anmærkes. Men denne Interimskvittering bør da inden 6 Maaneders Forløb, og i ethvert Tilfælde, inden de i § 43 anordnede Restance-Undersøgelser skulle foretages, indføres i den ordentlige Kvitteringsbog, eller, om denne ikke inden den Tid fremkommer, i en ny Kvitteringsbog, som paa Yderens Bekostning, under samme Tvangsmidler, som for resterende Skatter ere bestemte, anskaffes.

- Befindes nogen Interimskvittering ældre, uden at være indført i den gamle eller en ny anskaffet Kvitteringsbog, kan Udstederen, saafremt nogen særdeles Forsømmelse falder ham til Last, og navnligen saafremt han ikke har indført det mod Interimskvittering betalte Beløb i Kvitteringsbogen, uagtet denne i behørig Tid har været ham foreviist, derfor af Vort Rentekammer mulkteres paa 5 til 10 Rbd. Sølv til vedkommende Fattigvæsen. Men, dersom Beløbet ikke findes til Indtægt i hans Hovedbog og Kassebog, bør Oppebørselsbetjenten bøde fra 10 til 50 Rbd. Sølv, og tager desuden Kvitteringens Modtager i dette Tilfælde Skade for Hjemgjæld, saafremt Kassen iøvrigt ikke kommer til fuld Skadesløsholdelse hos Betjenten.

- Forsaavidt Kornvarer eller Fourage angaaer, da bør Modtageren meddele Yderen, naar han forlanger det, Interimskvittering, strax ved Modtagelsen, for det der afleveres, hvilken Kvittering Yderen, saasnart han vil det, kan forlange indført i sin Kvitteringsbog af Amtsforvalteren.

I alt Fald bør denne i Kvitteringsbogen paa samme Tid, han deri afskriver Godtgjørelsen for Leverancen, tillige anføre, naar, og med hvilket Beløb, Leverancen er skeet.

§ 9. Inden den Tid, Skatterne og Afgifterne ere forfaldne til Betaling, skal det Beløb, der bliver for den bestemte Termin at erlægge, være indført paa enhver Skatyders Konto i Hovedbogen, og til samme Tid ogsaa de Godtgjørelser, som, efter almindelige eller specielle Befalinger, deri blive at likvidere, dog uden at Datum tilføjes, førend Afskrivningen tillige kan foregaae i Kassebogen.

- Overstiger Godtgjørelsen det, som i een Termin skal erlægges, bliver det Overskydende, forsaavidt det ikke kontant skal betales, at tilgodeskrive inden Linien til Likvidation i den følgende Termin.

- Oppebørselsbetjenten har derpaa ved Skatternes Forfaldstid, eller dog strax efter, at indkalde Kvitteringsbøgerne, i hvilke han da indfører, ganske ligesom i Hovedbogen, paa den ene Side Alt, hvad Skatyderen har at betale, og paa den anden Side Beløbet af de Godtgjørelser, som deri til samme Tid skulle likvideres.

- Kvitteringsbøgernes Indkaldelse skeer ved en almindelig Indvarsling, der paa Landet bekjendtgjøres ved Kirkestævne og i Kjøbstæderne paa den paa ethvert Sted sædvanlige Maade; og bør Indkaldelsen lyde paa en bestemt Dag og Tid. Dog skulle Amtsforvalterne være forpligtede til, direkte at tilsende Eiere af samlet Gods en speciel Indvarsling for deres Vedkommende.

Den, hvis Kvitteringsbog da ikke fremsendes, uden at nogen gyldig Grund har forhindret det, har at erlægge til vedkommende Fattigkasse en Mulkt af 16 Rbs. Sølv, for Huusmænd og Eiere af Steder under 1 Tønde Hartkorn af hvilkesomhelst Slags, 48 Rbs. for Møllere, Kromænd, Eiere af Steder, med 1 Tønde Hartkorn og derover samt Gaard- og Huuseiere i Kjøbstæderne og i Almindelighed alle andre Skatydere, med Hensyn til hvilke ingen særskilt Mulkt udtrykkeligen er fastsat, og 4 Rbd. Sølv for Eiere af komplette og ukomplette Jordegodser, hvorhos Beneficiarier og Fideikommis-Besiddere samt Arvefæstere ansees lige med Eiere.

- Og have Oppebørselsbetjentene, naar de holde for, at Mulkterne bør komme til Anvendelse, i saa Henseende at henvende sig til Amtmændene, hvilke have at høre de Vedkommende om Aarsagen til Forhalingen og derefter at afgjøre, om Mulkt bør erlægges, hvilken da, i Mangel af Betaling, bliver at inddrive ved Udpantning.

- Ved Kvitteringsbøgernes Tilbagelevering underretter dernæst Oppebørselsbetjenten paa den Maade, der paa ethvert Sted hidtil har været brugt, de vedkommende Ydere om den Dag og Tid, de have at møde eller lade møde for at betale Skatterne og igjen medbringe Kvitteringsbøgerne, Alt, saafremt Betjenten ikke kan modtage Skatterne paa samme Tid, han indfører Beløbet i Kvitteringsbøgerne, da han ellers tilkjendegiver dette ved den førstnævnte almindelige Indvarsling, der gjør det til Pligt for Yderne, under den bestemte Mulkt, at fremsende deres Kvitteringsbøger, om de end ikke strax kunne betale det Pligtige.

- Iøvrigt bør Oppebørselsbetjenten stedse indrette sine Indvarslinger og Tilsigelser saaledes, at han kan expedere de Vedkommende uden ufornødent Ophold for dem, ligesom Vi forvente, at Oppebørselsbetjentene, hvor Omstændighederne nogenlunde gjøre det muligt, sørge for, at Skatterne og Afgifterne kunne modtages til samme Tid, som Beløbet indføres i Kvitteringsbøgerne. Og have de i saa Tilfælde, forsaavidt Landet angaaer, med Tilsigelsen at lade følge til hvert Sogn en Liste over, hvad Enhver især skal betale.

§ 10. Saasnart Betalingen foregaaer, enten alene ved Kontanter eller tillige ved Likvidationer, skal Amtsforvalteren, foruden strax at kvittere derfor i Kvitteringsbogen, tillige optegne Beløbet i Kassebogen og afskrive det i Hovedbogen, saa at disse Bøger altid holdes ajour.

- Hvad Magistraterne eller Byfogderne i Kjøbstæderne angaaer, da maa Optegnelsen i Kassebogen og Afskrivningen i Hovedbogen, overeensstemmende med foregaaende § 5, i det Mindste skee ugentligen.

- Kan Yderen, efter de i § 9 omtalte Likvidationer, ikke betale det fulde Restbeløb, der kontant er at erlægge, skal Betjenten dog altid uvægerligen modtage og i Kvitteringsbogen saavelsom i Hoved og Kasse-Bogen afskrive, hvad der tilbydes, hvilket stedse, saavidt tilstrække kan, tages til Afdrag først paa Bankhæftelsesrenterne, dernæst paa de staaende Skatter og Afgifter til Vor Kasse, lige med hvilke Skriverpengene regnes, og endeligen paa Brandhjælpspengene og Kommune-Afgifterne samt hvilke andre Slags Præstationer der oppebæres, hvorhos det dog iagttages, at hvad der betales altid bliver først at tage til Afdrag paa de ældste Restancer, til hvilken Klasse disse end høre, eller, dersom der i noget enkelt Tilfælde maatte være tilstaaet Yderne visse Terminer til disse Restancers Betaling, da til Afdrag paa de saaledes allerede forfaldne Terminer. For hver af de Ydere, som Intet betale, uden hvad der likvideres i de ommeldte Godtgjørelser, blive disse Godtgjørelser alene at anføre i Kassebogen, inden de i den følgende § 11 ommeldte Restancelister indgives; og bemærkes Dagen, da dette skeer, saavel strax i Hovedbogen som og siden i Kvitteringsbogen den første Gang, denne igjen kommer Oppebørselsbetjenten tilhænde.

§ 11. Dersom Yderne til Forfaldstiden enten slet ikke betale eller ikke betale Alt, hvad de ere skyldige, skal Oppebørselsbetjenten være forpligtet til, 3 Maaneder efter Forfaldsdagen, at tilstille vedkommende Amtmand rigtige Fortegnelser, der, hvad Landdistrikterne angaaer, bør affattes sogneviis, over Beløbet af de Skatter og Afgifter, med videre, af de i §§ 1 og 2 ommeldte Slags, med hvis Betaling enhver Skatyder især staaer tilbage; og bliver derhos, forsaavidt der maatte være Restancer af et saa stort Beløb, at de, efter denne Vor Anordnings § 12, skulle exekveres af Kongens Foged selv, Fortegnelse over disse særligen at meddele, een for hver Fogedjurisdiktion. Beløbet anføres iøvrigt for hver Termin alene summarisk for enhver Skyldner, dog de reelle og personlige Skatter, hver Art for sig, og Bankhæftelsesrenterne samt Brandhjælpspengene for sig, i særskilte Rubriker. Med disse Restancelister skal følge en summarisk Fortegnelse in duplo over alle de indsendte Lister, af hvilken det ene Exemplar tilbagesendes Oppebørselsbetjenten, forsynet med Amtmandens Tilstaaelse for, at han har modtaget de i den summariske Fortegnelse ommeldte Restancelister, og Paategning om, naar Inddrivelse er beordret; det andet Exemplar beholder Amtmanden til sin Efterretning.

- De paa de indsendte Lister opførte Restancer skal Amtmanden derpaa uopholdeligen, og i det Sildigste inden 8 Dage efter Modtagelsen, autorisere vedkommende By-, Herreds- eller Birke-Foged til at foranstalte inddrevne, dog under Rekvirentens Ansvar saavel i Henseende til Restancernes Beløb og Klassifikation som med Hensyn til, at de virkeligen skyldes for de opgivne Terminer, og skal denne Autorisation med behørig Datering paategnes enhver af Restancelisterne. Disse tilstilles dernæst af Amtmanden direkte og uden Ophold den paagjældende Retsbetjent til Foranstaltning af Inddrivelse paa den i efterfølgende § 12 foreskrevne Maade; og har Retsbetjenten strax at meddele Amtmanden Tilstaaelse for Modtagelsen af de autoriserede Restancelister.

- Under de til Vor Kasse skyldige Afgifter, som paa denne Maade inddrives, indbefattes ogsaa Mølle-, Kroholds- og andre saadanne paa faste Eiendomme hvilende Afgifter, samt Jagtforpagtningsafgifter og Renterne af de i enkelte Eiendomme fra det forrige Ryttergodses Salg indestaaende, Vor Kasse tilhørende, halve Kjøbesummer saavelsom Arvefæste-Afgifter paa Vore Domainer.

- Forsaavidt Yderen tillige skylder ældre Restancer, som allerede ere beordrede inddrevne, men uden at Betaling endnu er paafulgt, bemærkes dette paa Listen inden Linien alene til Efterretning for Fogden.

- Forsømmer Oppebørselsbetjenten at indgive til Amtmanden de foreskrevne Restancelister inden den i det Foregaaende befalede yderste Tid, har han selv uopholdeligen at tilsvare Beløbet. Dog forbeholdes ham samme Regres til Restancedragerne, som det Offentlige tilkommer hos dem, saa at altsaa Amtmanden, naar 2 Aar og 3 Maaneder endnu ikke ere forløbne siden Skatternes Forfaldstid, har at autorisere paa den ovenfor foreskrevne Maade, Restancerne til Inddrivelse hos Yderne. Men efter den Tid maa Amtmanden ikke autorisere Skatterestancer til Inddrivelse, da saadane forældede Restancer ved sædvanligt Søgsmaal blive at indtale. Derhos skal den Oppebørselsbetjent, som i den her omhandlede Henseende viser Forsømmelse, være ifalden en Mulkt til vedkommende Fattigkasse fra 10 Rbd. til 50 Rbd. Sølv efter Vort Rentekammers nærmere Bestemmelse, hvilken Mulkt i Gjentagelsestilfælde endog kan forøges.

- Iøvrigt bør Oppebørselsbetjenten, naar han modtager Restancerne, efterat han har begjært dem inddrevne, ved at meddele Kvittering i Skattekvitteringsbogen, give denne den Bemærkning, at den strax skal forevises Fogden, hvorpaa han derhos mundtligen har at gjøre Vedkommende opmærksom.

§ 12. Saasnart Fogden har modtaget de i foregaaende § 11 omhandlede, af Amtmanden autoriserede Restancelister, skal det være hans Pligt, uden nærmere Paamindelse enten fra Amtmandens eller fra Oppebørselbetjentens Side, paa den herefter foreskrevne Maade at forfølge Sagen mod enhver enkelt Restancedrager, som paa Listen er anført, saalænge, indtil Restancen er betalt, eller Alt er realiseret, som til Betalingen udfordres.

- Først skal han uopholdeligen, forsaavidt Landet angaaer, sende hver Sognefoged Listen paa Restancerne i hans Fogderie og derhos lade bekjendtgjøre ved Kirkestævne, at de autoriserede Restancelister i det Hele ere modtagne fra Oppebørselsbetjenten for den navngivne Termin, samt at Inddrivelse af Restancerne, hvilke dog ikke specielt maae publiceres, vil blive iværksat, naar ikke sammes Betaling inden 14 Dage ved Oppebørselsbetjentens Kvittering for ham godtgjøres at være skeet. Forsaavidt Kjøbstæderne angaaer, skeer derimod den ommeldte Bekjendtgjørelse paa den paa ethvert Sted brugelige Maade. Dog overlades det i alle Tilfælde til Fogden, naar det alene er enkelte Ydere, der staae tilbage, at lade en speciel, men beviislig, Anmeldelse til hver især træde i den offentlige Bekjendtgjørelses Sted.

- Naar 14 Dage ere forløbne, uden at Betaling bevises at have fundet Sted, iværksætter Fogden strax, og uden nogensomhelst Forhaling, Inddrivelsen paa een og samme Maade, hvad enten Skyldneren er Landboer eller Kjøbstadboer, og i første Tilfælde, hvad enten han hører til Bondestanden, eller ikke, alene med den Forandring, at han hos enhver Skyldner paa Landet, hvis samlede Restancebeløb ikke overstiger 50 Rbd. Sølv, lader Udpantningen i Løsøret udføre af vedkommende Sognefogder, hvilke han derfor strax, saasnart de ovenmeldte 14 Dage ere forløbne, uden at Betaling er skeet, meddeler Ordre til Udpantningens uopholdelige Iværksættelse. Dog skal Fogden stedse have vaagent Øie med, at Sognefogderne i rette Tid og paa rigtig Maade udføre Forretningen, ligesom, hvor der under en saadan Forretning maatte kunne blive Spørgsmaal om Kjendelses Afsigelse, denne bør skee af den Kongelige Foged.

§ 13. Saafremt der hos Skyldneren forefindes saa meget upantsat Løsøre inden Jurisdiktionen, at hele Restancen saavel af personlige som af reelle Skatter og Afgifter derved kan dækkes, da foretages Udpantningen for begge disse Klasser af Restancer alene i Løsøret. Er dette derimod ganske eller tildeels pantsat, udlægges først for de personlige Skatter og Afgifter saa meget af det upantsatte Løsøre, naar dette gives, eller naar dette ikke er tilstrækkeligt, saa meget af det til Underpant, efterat P. 23. Juli 1819 bekjendtgjordes, stillede Løsøre, som behøves til at dække Restancebeløbet. Og iagttages det overalt, hvor Udlæg skeer i Skyldnerens Løsøre, at de for ham mindst uundværlige Effekter først udlægges, saa at altsaa hans nødvendige Besætning og de til Eiendommens Drift uundværlige Avlsredskaber samt Haandværksredskaber og andre til Skyldnerens Næringsdrift uomgjængeligen fornødne Redskaber ikke udlægges, saalænge andre mere undværlige Ting hos ham forefindes, dog saaledes, at alt Upantsat, som ovenmeldt, først udlægges før det Pantsatte.

- Panthaveren i Løsøret har iøvrigt her selv at varetage sit Tarv, saa at, naar ikke han, eller nogen paa hans Vegne, beviisliggjør Panteretten, inden Løsøret ved Auktion er bortsolgt, kan Indsigelse mod Salget siden ikke gjøres.

- Dersom der til de reelle Skatters og Afgifters Tilfredsstillelse intet upantsat Løsøre er tilbage, eller dersom det ikke vurderes saa højt, at det er sandsynligt at det vil blive tilstrækkeligt til at afgjøre Restancen tilligemed Omkostningerne, hvorom Sognefogden, forsaavidt Udpantning skeer ved ham, uopholdeligen skal gjøre Indberetning til den Kongelige Foged, har denne strax at iværksætte Exsekutionen tillige i Skyldnerens faste Eiendomme, paa hvilke Restancen hviler, hvad enten det er Hovedgaarde, Bøndergaarde, Kjøbstad- eller andre Eiendomme; og følge da med Landeiendommene disses uundværlige Besætninger og Inventarier, naar de tilhøre Skyldneren og ikke særskilt ere pantsatte. Forlanger derimod Debitor i dette Tilfælde udtrykkeligen Besætningen og Inventariet specielt udlagt, og samme ikke med den faste Eiendom er bortforpagtet eller bortfæstet, eller dersom han paaviser til deri at søge Fyldestgjørelse enkelte af sine, i vedkommende Fogeds Jurisdiktion beliggende, Eiendomme, eller enkelte Dele af samme, forsaavidt disse, uden særlig Tilladelse, maae skilles fra den samlede Eiendom, og saadanne Dele ikke ere særskilt pantsatte, eller dog ikke pantsatte høiere, end at det med Rimelighed kan antages, at Pantefordringerne ville vorde dækkede foruden Restancebeløbet af de resterende reelle Skatter og Afgifter, der ikke hæfte paa samme, da indskrænkes Udlæget til disse enkelte Dele, naar de skjønnes tilstrækkelige til Restancens og Omkostningernes Betaling.

- Det er iøvrigt en Selvfølge, at ogsaa for personlige Skatter og Afgifter kan af Fogden gjøres Exsekution i faste Eiendomme, dog det Pant, som Nogen deri lovligen har erhvervet, upræjudiceret.

- Endeligen skal det, hvad Vor Residentsstad, Kjøbenhavn, angaaer, staae vedkommende Restancedrager frit for, efter Begjæring, strax at kunne erholde Udlæget for Restancer af reelle Skatter foretaget i den faste Eiendom, som disse paahvile.

§ 14. For Exsekutionen eller Udpantningen, naar samme forrettes af Herreds- eller Birke-Fogden, betales i Forhold til det samlede Beløb af Restancerne af reelle og personlige Skatter og Afgifter for hver Skyldner især, det fulde ved Sportelregl. 22. Marts 1814, § 45, bestemte Gebyr, uden at dog Forhøjelse til Justitsfonden eller pro mille Gebyr beregnes, ligesom og Forretningen uden Betaling skal gives Amtmanden, forsaavidt han i enkelte tilfælde maatte have Brug for samme, beskreven paa ustemplet Papiir. Hver af de 2 Vidner, der af fornævnte Foged bruges ved Forretningen og der tillige have at vurdere de udlagte Eiendomme, tilstaaes 12 Skilling Sølv.

- Naar Udpantning foretages ved Sognefogden, erlægges derfor til ham 16 Skilling Sølv og ligesaa meget til Herreds- eller Birke-Fogden.

- Til Byfogden betales, naar Udpantningen eller Exsekutionen ved ham udføres, 24 Skilling Sølv, uden Forhøielse til Justitsfonden, og til hver af de 2 Mænd, han bruger som Vidner og Vurderingsmænd ved Forretningen, 6 Skilling Sølv. Dog bør, ogsaa naar Udpantningen eller Exsekutionen skeer ved Byfogden, samme altid skee efter Restancelister, som ere affattede i den med Hensyn til Amtsforvalterne ved foregaaende § 11 foreskrevne Form, men saaledes, at der for Kgl. Skatter eller Afgifter samt Brandhjælpspenge og for Kommune-Afgifter udstedes særskilte Restancelister, naar de opkræves af forskjellige Oppebørselsbetjente.

- Alt, hvad der saaledes skal erlægges for de her omhandlede Forretninger, inddrives tilligemed det Restancebeløb, hvorfor Udpantningen eller Exsekutionen iværksættes. Og, om end Restancen maatte være betalt, naar dette ikke betimeligen legitimeres for Fogden, inden han forlader sit Hjem for at foretage Forretningen, eller dersom Restancen betales under selve Forretningen, saa at Udpantning eller Exsekution for Restancen bortfalder, skal Gebyret alligevel erlægges, og Fogden være berettiget til, i Mangel af Betaling, strax at foranstalte Udpantning eller Exsekution for Omkostningerne aldeles paa samme Maade som for selve Afgiften.

§ 15. Det udlagte Løsøre kan forblive hos Skyldneren, indtil det realiseres, saafremt han vil indestaae for samme, og Fogden eller Sognefogden skjønner, at det kan betroes ham. I modsat Fald hensættes det under Fogdens eller Sognefogdens Forvaring, paa det nærmeste bekvemme Sted, og, dersom det er Kreaturer, indtinges de paa Foder saa billigt som muligt.

- I 6 Uger efter Udpantningen staaer det Udlagte til Indløsning, saafremt nemlig Skyldneren betaler Restancen, Gebyret og de Omkostninger, der allerede maatte være medgaaede til Godsets Opbevaring m.m.

- Naar disse 6 Uger ere forløbne, uden at Indløsningen er skeet, hvorom Sognefogden, forsaavidt Udpantningen er skeet ved ham, uopholdeligen har at gjøre Indberetning, ledsaget med fuldstændige Fortegnelser over det Udlagte, til Herreds- eller Birke-Fogden, foranstalter denne, eller i Kjøbstæderne Byfogden, saasnart det for den fornødne Bekjendtgjørelses Skyld, der maa gaae forud, er muligt, Løsøret absolut bortsolgt ved een eneste Auktion under saadanne Betingelser, at han kan være ansvarlig for, at Restancen, saavidt Kjøbesummen dertil er tilstrækkelig, vorder indbetalt til Amtstuen eller vedkommende Oppebørselsbetjent i det Seneste inden 4 Uger efter Auktionens Afholdelse. For denne Forretning tillades det ham at beregne sig i Indkassations-Salarium 2 pCt. naar Auktions-Beløbet betales kontant, og 4 pCt., naar Kredit gives, hvilket Salair forlods fradrages Beløbet eller betinges af Kjøberne.

- Dersom der enten i det givne tilfælde, eller kort forinden i lignende Tilfælde, forgjæves har været afholdt Auktion i Sognet, uagtet det har været betydet de Mødende, at Flytning af Godset vilde finde Sted, hvis passende Bud ei skete, kan Fogden foranstalte Godset, efter Indløsningstidens Udløb, henflyttet til et bekvemmere Sted, i alt Fald til nærmeste Kjøbstad, hvor Fogden da skal være berettiget til, om han end ikke der tillige har Jurisdiktion, at afholde Auktionen, saafremt han ikke hellere vil overlade samme til den derværende Auktionsdirekteur. Saadan Flytning af Godset maa imidlertid, forsaavidt den skeer til et Sted udenfor Jurisdiktionen, ikke foranstaltes uden efter Amtmandens forud indhentede Tilladelse dertil. Derhos bør Omkostningerne ved Flytningen, hvilke udredes ligesom de øvrige Omkostninger i Anledning af Inddrivelsen, søges nedsatte til det mindst mulige, og Flytningen, saavidt skee kan, iværksættes ved Skyldnerens egne Folk.

§ 16. Skulde Udfaldet af Løsøre-Auktionen vise, at Restancen tilligemed Gebyret og øvrige Omkostninger ikke dækkes ved Realisationsbeløbet, og der ikke allerede er tillige gjort Udlæg i de faste Eiendomme, foranstaltes dette Udlæg, overeensstemmende med foregaaende § 13, uopholdeligen iværksat, saafremt Skyldneren ei maatte være i Besiddelse af videre Løsøre, hvori det er sandsynligt, at Fyldestgjørelsen kan opnaaes ved nyt Udlæg og ny Auktion, som strax derefter maa foranstaltes.

- Ved saadant nyt Udlæg maa Løsøret ei vurderes høiere, end i Forhold til de Priser, hvortil det tidligere udlagte Gods ved den over samme afholdte Auktion blev udbragt.

- Naar saaledes ikke ved Løsørets Salg opnaaes fuld Betaling, eller naar intet Udlæg i Løsøre har været at erholde, skrides der til de udlagte faste Eiendommes Realisation i Forbindelse med deres uundværlige Besætninger og Inventarier, forsaavidt samme, i Medhold af fornævnte § 13, følge Eiendommmene. Dog bliver Auktion ei at beramme før efter Udløbet af 4 Uger, for at den Vedkommende, ved, overeensstemmende med nedenanførte § 18, at rette for sig, kan forebygge Auktionen. Men, naar Berigtigelse ikke inden 4 Uger er skeet, gjør Fogden uopholdeligen Anstalt til Eiendommenens Salg og giver først skriftligen den, som er første Prioritetshaver i Eiendommen, forsaavidt det af den Panteattest, som til den Ende erhverves, kan erfares, hvor han er, og forsaavidt Meddelelsen kan komme ham tilhænde, inden det endelige Salg kan ventes iværksat, Underretning om det forehavende Salg, for at han kan varetage sit Tarv. Gebyret for Panteattesten udredes forresten ligesom de øvrige ved Inddrivelsen foranledigede Omkostninger.

Over de udlagte Eiendomme afholdes 3 Auktioner, der forud bekjendtgjøres paa den ved Kanc. P. 22. April 1817, § 3, foreskrevne Maade, saa at Bortsalg, med samme Retsvirkning som efter Dom og Exsekution, skeer ved 3die Auktion, naar saa højt Bud opnaaes, at de Fordringer, hvorfor Salget foretages, derved blive fyldestgjorte. Dog kan, under de i P. 19. Juni 1822, § 2, indeh. Betingelser, endnu en fjerde Auktion afholdes. Blandt Vilkaarene for disse Auktioner betinges det, at Kjøberen skal af Kjøbesummen betale deels Restancens Beløb til vedkommende Oppebørselsbetjent, deels til Fogden Exsekutions- og øvrige Omkostninger saavelsom for hans Uleilighed med Auktionens Besørgelse et lige Beløb med Exsekutionsgebyret, samt derhos udenfor Kjøbesummen tilsvare alle øvrige i Anledning af Auktionerne og Salget flydende Omkostninger, derunder indbefattet Auktionsgebyret, Alt til de i F. 11 Sep. 1833 bestemte Betalingsterminer, saa at Gebyrer og Omkostninger erlægges om 14 Dage, men Restancen selv til den i bemeldte Forordnings § 1 fastsatte Tid; at Kjøberen stiller behørig Sikkerhed overeensstemmende med nysnævnte Anordnings § 3, at han udreder alle Skatterne og Afgifterne af Eiendommen fra den Tid, indtil hvilken Restancerne, hvorfor Exsekutionen er skeet, ere beregnede, og at han i Henseende til Resten af Kjøbesummen afgjør det Fornødne med Panthaverne eller den forrige Eier, da Auktions-Skjøde ikke forinden udfærdiges.

- Skulde nogensinde ved den endelige Auktion intet Bud opnaaes, eller ikke saa høit Bud, at Restancen og Omkostningerne derved fuldkommen betales, indberettes det igjennem Amtmanden til Vort Rentekammer, som da tillige tilstilles Udskrift af Exsekutions- og Auktions-Forretningerne, for at der kan træffes, hvad videre Foranstaltninger der findes fornødne.

- Iøvrigt skal, selv i saadanne Tilfælde, det lovbestemte Foged- og Auktions-Gebyr erlægges, dog saaledes, at, saafremt intet Salg skeer, Salairet for forgjæves Opraab i ethvert Fald kun beregnes som enkelte Opraabspenge, om end Eiendommen er opraabt paa forskjellige Maader.

§ 17. I de enkelte Tilfælde, hvor Udlæg i faste Eiendomme, overeensstemmende med § 13, ikkun skeer under Forbehold af, at Pantekreditorerne i samme først tilfredsstilles, bliver det Fornødne i den Henseende at iagttage ved Auktionsvilkaarene; og skeer da intet Salg, naar Pantegjælden ei derved først dækkes.

§ 18. Melder Restancedrageren sig, for at indløse de udlagte Effekter eller Eiendomme, endog efterat Auktionerne ere bekjendtgjorte, men inden endeligt Salg er foregaaet, skal Indløsningen staae ham frit og Auktionerne aflyses, enten naar han, foruden at bevise at have klareret alle sine Restancer hos vedkommende Oppebørselsbetjent, tillige godtgjør Fogden det ham tilkommende Exsekutions-Gebyr og det i § 16 nævnte Salarium for Auktionernes Besørgelse samt derhos betaler samtlige de Omkostninger som Udpantningen, Exsekutionen og Auktionerne allerede have foranlediget, og som Aflysningen endvidere vil foraarsage, eller og dersom han stiller fuldkommen betryggende Sikkerhed for, at alt det Ovenanførte vorder berigtiget, Gebyret og Omkostningerne inden 14 Dage og samtlige Restancer inden 3 Maaneder, hvilket Fogden da har nøie at paasee opfyldt.

- Under samme Betingelser skal det ogsaa staae Panthaverne i de udlagte Eiendomme og enhver Anden frit at forlange Auktionerne tilbagekaldte.

§ 19.Forresten blive nye Udpantninger eller Exsekutioner for senere paadragne Skatterestancer ikke af Fogden at foranstalte, naar alle Skyldnerens løse og faste Eiendomme, saavidt man i dem kunde søge Fyldestgjørelse for Restancerne, allerede ved tidligere Skatte-Inddrivelser ere udlagte, og Betalingen følgeligen ogsaa for de senere Restancer, ved det Udlagtes endelige Realisation, maa antages at ville opnaaes, af hvilken samme Grund heller ikke videre Udlæg gjøres for senere Restancer af en skatpligtig Eiendom, naar denne selv allerede for tidligere Restancer af samme er udlagt.

Men, dersom for de ældre Restancer ikkun er skeet partielt Udlæg i Løsøre, eller i enkelte Dele af Eiendommen, hvoraf Fogden ikke skjønner tillige at kunne udbringe de senere Restancer, for hvilke han ellers har at drage Omsorg, da bør han, saasnart den nye Restanceliste er ham tilstillet, atter for de derpaa anførte Restancer forfølge Sagen paa den ovenfor foreskrevne Maade, om end ikke Sagen i Henseende til de ældre Restancer endnu maatte være bragt fuldkommen til Ende.

§ 20. Forsaavidt Nogen som Beneficiarius, Fideikommissarius eller Usufruktuarius besidder faste Eiendomme eller Tiender, og de Restancer af Skatter og Afgifter, han har paadraget sig, ikke kunne erholdes betalte ved Udpantning i hans Løsøre overeensstemmende med foregaaende § 13, blive Eiendommens redeste Indtægter - Penge-Indtægterne først -, eller saamange af samme, som til Restancernes Dækning findes fornødne, ved Fogden at sekvestrere, indtil det Skyldige er betalt, saaledes at det paalægges vedkommende Forpagtere, Forvaltere, Fæstere eller andre Ydere, der have Afgifter at erlægge til Besidderen, i Stedet derfor, saa længe, indtil Sekvestrationen ophæves, at præstere Afgifterne til en af Fogden, efter Overlæg med Oppebørselsbetjenten, dertil beskikket, i Nærheden bosat, paalidelig Mand, der har at modtage Afgifterne, naar de tilbydes ham, og, forsaavidt det Modtagne bestaaer af Naturalier, at drage Omsorg for dets Bortsalg ved offentlig Auktion, samt dernæst at indbetale Pengene, efter Afkortning af de havte Udgifter samt visse Procent, der af Fogden, efter Omstændighederne, tilstaaes ham for Indkassationen, m.v., til Amtstuen eller Oppebørselsbetjenten, forsaavidt fornødent gjøres til Restancens Dækning, hvorimod det derfra muligen Overskydende udbetales til de paagjældende Eiendommes Besidder, til hvem han iøvrigt har at aflægge Rigtighed for Indkassationen i det Hele. Dog skal, naar der til Fyldestgjørelse af en Restance af Skatter eller Afgifter maa søges Betaling i en Tiende, som oppebæres i Kjærven, denne, efter at været bleven belagt med Sekvester, af Fogden foranstaltes bortsolgt ved Auktion, forsaavidt behøves til Restancens Dækning, paa en passende Tid før Høsten, med Ret for Kjøberen til at gjøre sig den saaledes kjøbte Tiende-Indtægt saa nyttig, som han lovligen kan.

- Forsaavidt nogle af de ovenmeldte Ydere ikke strax kunne, efter Tilsigelse, møde ved Forretningen, for der umiddelbart af Fogden at tilkjendegives det Fornødne, har Fogden skriftligen at paalægge vedkommende Sognefogder at besørge Forkyndelsen for dem, hvilket da inden 8 Dage maa være skeet. Ved Sekvestrationsforretningen bør Fogden derhos betyde Besidderen, at naar ikke samtlige Restancer af Skatter og Afgifter, saavel de, for hvilke Sekvestrationen iværksættes, som de, der senere paadrages, ere betalte inden 6 Maaneder fra Forretningens Datum, er han uden Videre udsat fra Besiddelsen af de faste Eiendomme og Tiender eller de Dele af samme, som Amtmanden til Hensigtens Opnaaelse skjønner fornødne, hvilke da tages under Administration af en paalidelig Mand, som dertil af Amtmanden beskikkes og som af Eiendommens Indtægter, hvorfor han iøvrigt til den fratraadte Besidder saavelsom til Amtstuen eller Oppebørselsbetjenten har at aflægge Regnskab, erholder et billigt Honorarium, men ellers indbetaler alle Eiendommens Indtægter, forsaavidt, de ikke til dens Drift og Vedligeholdelse uomgjængeligen behøves, i Amtstuen eller til den vedkommende Oppebørselsbetjent, hvilken Bestyrelse vedvarer, indtil samtlige Restancer med alle paaløbne Omkostninger ere betalte.

Saalænge denne Administration finder Sted, kan ingen Likvidation for muligen forud erlagte Afgifter eller for andre Fordringer, der kunne haves mod den fratraadte Besidder af Forpagtere, Fæstere eller Andre, gjøres gjældende mod det Offentliges Krav paa de fulde Indtægter, der fra Administrationstidens Begyndelse forfalde af de sekvestrerede Eiendomme.

- Sekvestrationsforretningen tilstilles Oppebørselsbetjenten, som, naar Betalingen ikke inden de bestemte 6 Maaneder paafølger, derom gjør Indberetning til Amtmanden, der foranstalter det videre Fornødne til Eiendommens Administration.

- For Sekvestrationen saavelsom for Forretningens Beskrivelse, der dog, forsaavidt den meddeles Oppebørselsbetjenten, kan skee paa ustemplet Papiir, erlægges det fulde i Sportelreglementet af 22. Marts 1814 for deslige Forretninger bestemte Gebyr, dog uden at Forhøielse til Justitsfonden, pro mille Gebyr eller særskilt Betaling for, hvad der som ovenmeldt skal tilkjendegives Yderne, beregnes. Og bliver Gebyret saavelsom de øvrige Omkostninger at afholde af de første Indtægter, Eiendommene kaste af sig.

§ 21. Paadrages Skatte- og Afgifts-Restancer af nogen fast Eiendom, hvis Besidder har Bopæl uden for den Foged-Jurisdiktion, hvori Eiendommen er beliggende, da forholdes med Restancernes Inddrivelse ved Udpantning i hans paa bemeldte Eiendom værende Løsøre og, naar fuld Betaling deri ei kan faaes, saavelsom naar intet af Skatyderens Løsøre paa Stedet findes, ved Udlæg i og Realisation af selve Eiendommen eller, i det i foregaaende § 20 ommeldte Tilfælde, ved Sekvestration af dens Indtægter paa samme Maade, som om han der var tilstede. Dog bør vedkommende Oppebørselsbetjent, naar Eiendomsbesidderen boer i Nærheden, og Underretning om, at Afgifterne ville blive søgte inddrevne, saaledes kan gives ham, uden at deres betimelige Inddrivelse derved udsættes, ei undlade at meddele ham en slig Underretning. Men Mangel af en saadan skal ikke begrunde nogen Indsigelse imod Udpantningens, Exsekutionens eller Sekvestrationens Lovlighed. Iøvrigt er det en Selvfølge, at Intet kan være til Hinder for at rekvirere deslige Restancer inddrevne paa den Afgiftspligtiges Bopæl i Tilfælde af, at dette maatte ansees hurtigere at ville føre til Maalet, end at søge Betaling i selve Eiendommen. Og har i saa Fald Oppebørselsbetjenten herom at henvende sig til Amtmanden i det Amt, hvor Eiendommen er beliggende, hvilken Embedsmand, efter at have forsynet Restancelisten med den fornødne Autorisation til Inddrivelse, gjennem Amtmanden i det Amt, hvor Restancedrageren boer, har at foranstalte det videre Fornødne.

§ 22. Iøvrigt skulle paa een Dag foretages saa mange Udpantninger, Exsekutioner, Sekvestrationer og Auktioner for Skatterestancer som muligt.

- By-, Herreds- eller Birke-Fogderne bør ogsaa ikke alene selv iagttage den størst mulige Hurtighed ved disse Forretninger, som uafbrudt fortsættes i den ovenbeskrevne Orden, men ogsaa nøie paasee, at Sognefogderne ligeledes gaae frem med den muligste Hurtighed og, saafremt de heri findes efterladne, blive gjorte medansvarlige for Restancebeløbet samt ansete med en Mulkt af 1 til 5 Rbd. Sølv, der dikteres af Amtmanden og tilfalder vedkommende Fattigkasse. Viser By-, Herreds- eller Birke-Fogden i nogen af disse Henseender Forsømmelighed, skal han for samme drages til Ansvar saaledes, at Restancerne, hvis Inddrivelse han har forsømt, eller ikke tilbørligen paaseet, efter lovlig Tiltale og Dom, hos ham selv kunne inddrives, imod at han igjen holder sig til Restancedragerne, hos hvilke der forbeholdes ham samme Regres, som det Offentlige tilkommer hos dem, saa at altsaa Amtmanden, naar 2 Aar og 3 Maaneder endnu ikke ere forløbne siden Skatternes Forfaldstid, har at autorisere, paa den i det Foregaaende foreskrevne Maade, Restancerne til Inddrivelse hos Yderne. Derhos bør den Foged, der har viist Forsømmelighed i de ovennævnte Henseender, ansees med en Mulkt til vedkommende Fattigkasse af 10 til 50 Rbd. Sølv, som i Gjentagelses Tilfælde endog forøges.

- Oppebørselsbetjenten skal derfor, 3 Maaneder efterat Udpantning eller Exsekution for Restancer efter denne Vor Forordning skal gjøres, strax til Amtmanden indgive særskilte Fortegnelser over de forskjellige, til Inddrivelse opgivne Restancer, som da endnu ikke ere betalte, saaledes at de, enhver Autoritet vedkommende, Restancer opføres paa en Liste for sig, saasom Kongelige Skatter og Amtsrepartitionsfondsbidrag paa een, Bankhæftelsesrenter paa een, Brandhjælpspenge paa een, Alt med tilføiet Bemærkning om, naar de af ham ere begjærte inddrevne. Og skal Amtmanden derpaa inden 14 Dage forlange bestemt og nøiagtig Efterretning fra vedkommende Fogder om, hvad der ved hver Post især er foranstaltet, hvilke Erklæringer inden andre 14 Dage skulle afgives paa de ovenanførte forskjellige Lister, særskilt for hver Art af Restancer. Saasnart disse Erklæringer ere modtagne, skal Amtmanden uopholdeligen tilstille det vedkommende Kollegium eller Departement, hvorunder Restancerne høre, de af Amtstuerne indsendte Restancelister tilligemed de nysnævnte Erklæringer med de Bemærkninger, hvortil han selv maatte finde sig foranlediget; og har dette Kollegium eller Departement da, hvis det finder nogen Foged skyldig i en tilregnelig Forsømmelse, efter de befundne Omstændigheder, gjennem Amtmanden at foranledige ham tiltalt efter denne Vor Forordnings Indhold.

- Forresten har Fogden uopholdeligen at aflevere til vedkommende Oppebørselsbetjent, hvad han i Anledning af de her omhandlede Forretninger indkasserer eller har at afgive, og, dersom han forbliver indesiddende med Pengene, ansees han efter § 20 i Vor Forordning af Dags Datum angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabs-Væsen i Almindelighed. I Henseende til Fogdens Berettigelse til at modtage de Restancer, der maatte tilbydes ham, skulle derhos de nu gjældende Regler, navnlig den ved Rentekammer-Plakat 31. Dec. 1822 bekjendtgjorte allerhøieste Resol. af 11te i samme Maaned, forblive ved Magt saa at ingen Yder maa betale nogen Skatterestance til Fogden uden i det Tilfælde, at denne indfinder sig med tvende tiltagne Mænd hos ham for at foretage Udpantning; thi i ethvert andet Fald staaer Yderen selv til Ansvar for Restancens Beløb.

§ 23. Den ved nærværende Anordning foreskrevne Inddrivelsesmaade for resterende Skatter og Afgifter skal dog alene anvendes, forsaavidt disse ere komne til Restance, efterat denne Anordning er traadt i Kraft, hvorimod der med tidligere paadragne Restancer forholdes efter de tilforn gjældende Forskrifter, med mindre Restancedrageren selv maatte ønske Inddrivelsen iværksat overeensstemmende med nærværende Anordning, eller og der med disse ældre Restancers Betaling, paa Grund af ganske særegne Omstændigheder, maatte være eller blive tilstaaet Udsættelse, da i saa Fald de Terminer, der af saadanne Restancer forfalde til Betaling, efterat nærværende Anordning er traadt i Kraft, inddrives paa den der foreskrevne Maade.

§ 24. Naar Nogen, som har offentlige Skatter eller Afgifter at udrede, døer eller opgiver sit Bo til Skifterettens Behandling, bør Skifteforvalteren, der har taget Boet under Behandling, strax hos vedkommende Oppebørselsbetjent søge Oplysning om, hvad Restancer af bemeldte Skatter og Afgifter den Paagjældende har paadraget sig, i hvilken Henseende Restancens Overeensstemmelse med Oppebørselsbetjentens Hovedbog skal, som i ethvert andet Tilfælde, være tilstrækkeligt Beviis for Fordringens Rigtighed, saafremt Boet ikke kan skaffe den Skyldiges Kvitteringsbog tilveie eller paa anden lovlig Maade modbevise den paa Oppebørselsbetjentens Hovedbog grundede Fordring.

- Skifteretten skal sørge for, at saavel Restancen som de siden paaløbende Skatter og Afgifter, hvilke Oppebørselsbetjenten hver Termin affordrer Boet som enhver anden Skatyder, vorde, efter Boets Beskaffenhed, strax, og uden at Skiftets Tilendebringelse oppebies, betalte efter den Præference, der tilkommer samme. Udebliver Betalingen, har Oppebørselsbetjenten, istedetfor at rekvirere Exsekution, til samme Tid, som dette ellers skulde skee, om Restancen at gjøre Indberetning til Amtmanden, der lader anstille Undersøgelse om Aarsagen til Forhalingen og derefter indberetter Sagen til Vort Rentekammer eller andet vedkommende Departement, som i fornødent Fald lader Skifteforvalteren drage til Ansvar for, hvad Forsømmelse der i denne Henseende kan tilregnes ham, paa samme Maade, som i foregaaende § 22 for Fogden er bestemt, ligesom det, efter Omstændighederne, kan gjennem Vort danske Kancellie foranlediges, at Boet, overeensstemmende med allerhøiest Resol. 7. April 1824, fratages en saadan Skifteforvalter, og at en anden beskikkes til dets Behandling.

§ 25. For Rigtigheden af de Restancelister, Oppebørselsbetjenten i forskjellige Anledninger indgiver, skal han staae til Ansvar. Befindes der at være forlangt Exsekution for nogen Skat eller Afgift, som til den Tid allerede er betalt, eller dersom Oppebørselsbetjenten ellers af nogen Yder oppebærer for meget i Skatter og Afgifter, skal den Skyldige ikke alene erstatte den Forurettede al den Skade, han derved maatte have lidt, men desforuden, naar det har sin Grund i Skjødesløshed, bøde til vedkommende Fattigkasse fra 10 til 100 Rbd. Sølv efter Vort Rentekammers nærmere Bestemmelse, og, naar det er skeet i svigefuld Hensigt, have sit Embede forbrudt.

§ 26. Hvad angaaer simple Fæsteafgifter og andre deslige Jordebogsafgifter, som af Fæstere af Bøndersteder paa Vore Domainer skyldes til Vor Kasse, da kunne de, saavelsom de i foregaaende § 11 omhandlede Afgifter, uden Hensyn til, hvor stort Beløbet er, inddrives af vedkommende Sognefogder ved Udpantning i de Skyldiges Løsøre paa samme Maade og under samme Betingelser, som for de i bemeldte § 11 nævnte Afgifter ere foreskrevne, dog med følgende Forandringer:

a) at Omsorgen for Inddrivelsen her ikke paaligger Herreds- eller Birke-Fogden, men den vedkommende Oppebørselsbetjent, som har at paasee disse Afgifters Inddrivelse, og som i det Mindste 14 Dage, førend han til Amtmandens Autorisation indgiver Restancelisterne, een for hvert Sognedistrikt, bør lade samme bekjendtgjøre ved Kirkestævne;

b) at paa disse Restancelister tillige anføres de Skatter og andre deslige offentlige Afgifter, hvormed de Paagjældende staae til Restance;

c) at Restancelisterne, saasnart de af Amtmanden ere forsynede med Autorisation til, under Rekvirentens Ansvar, at kunne udpantes, hvilken Autorisation dog, forsaavidt Fæsteafgiften angaaer, ikke meddeles, saafremt derimod til Amtmanden ere indkomne Indsigelser, der ei findes aabenbart ugrundede, tilsendes Oppebørselsbetjenten, som selv har at tilstille Sognefogderne de autoriserede Restancelister og at iagttage det Fornødne i Henseende til Udpantningen og Auktionernes Afholdelse, dog uden derfor at kunne beregne sig noget Gebyr, hvorimod Indkassations-Salair tilkommer ham, og

d) at, forsaavidt der under Afgifterne er indbefattet Korn eller andre Naturalier, hvis Pengebeløb ikke ved indgaaede Foreninger er bestemt, bør Værdien af saadanne Naturalier fastsættes af Sognefogden og de af ham ved Udpantningen medtagne Mænd.

§ 27. Jordegodseiere, der indestaae for Skatterne af deres Bøndergods, tilkommer hos Bønderne for alle resterende Skatter og andre offentlige Afgifter, som Bønderne, eller deres Fæstebreve eller andre Kontrakter, ere pligtige at tilsvare, forsaavidt Beløbet ikke er ældre end eet Aar tilbage, Ret til Udpantning ved Sognefogderne, uden Hensyn til Beløbets Størrelse paa samme Maade og efter samme Omgang, som er bestemt for de Skatter, der af Vore Oppebørselsbetjente umiddelbart indkræves hos Yderne, ikkun med følgende Forandringer: at de i foregaaende § 11 ommeldte Fortegnelser over de indsendte Restancelister her ikke behøves; at selve Listerne i det Mindste 14 Dage, førend de indsendes til Amtmandens Autorisation, bekjendtgjøres ved Kirkestævne, samt at Restancelisterne, efter at være af Amtmanden autoriserede til Udpantning under Rekvirentens Ansvar, tilsendes denne, som selv har at foranledige Udpantningen og Auktionerne, uden derfor at kunne beregne sig videre end Indkassations-Salarium.

- Paa samme Maade og under samme Vilkaar bliver Udpantningsretten at udøve, naar den, i Overeensstemmelse med F. 9. Marts 1838, er vedtagen med Hensyn til Tiendegodtgjørelse og Hoveriepenge.

- For resterende Landgilde eller anden Jordebogsafgift tilkommer derimod Jordegodseieren ingen Udpantningsret, ligesaa lidet, som den, udenfor de i nysnævnte Forordning ommeldte Tilfælde, kan betinges for deslige Afgifter.

- Den i det Foregaaende nævnte Ret til Udpantnings Erhvervelse tilkommer iøvrigt paa lige Maade, som der anført, ogsaa Eiere hos Forpagtere eller Leiere af faste Eiendomme, naar Forpagterne eller Leierne have paataget sig at svare Skatterne og Afgifterne af samme.

§ 28. Foruden de Afleveringer af Kassebeholdningerne, som i det Følgende foreskrives, maae Amtsforvalterne, med de i nedenanførte §§ 29 og 30 nævnte Undtagelser, ikke udbetale nogen Sum af de Amtstue-Intrader, der tilhøre Vor Kasse, uden efter en af de Deputerede for Vore Finantser gjennem Zahlkammeret udfærdiget Anviisning, hvilken, saasnart den er indfriet og behørigen kvitteret, uopholdeligen tilbagesendes Zahlkassereren, som for Beløbet strax meddeler Amtstuen sin Kvittering ligesom for en kontant Remisse. Indeholder Anviisningen flere Udgiftsposter, og de ikke alle paa een Gang kunne betales, maa Likvidationen med Zahlkassen for det, som er udbetalt, og som overeensstemmende med foregaaende § 5 i rette Tid opføres i Kassebogen, dog ikke udsættes længere, end til den Tid, Kvartals-Extrakten skal indgives. Amtsforvalteren beholder da, naar ikke andre Forskrifter i enkelte Tilfælde gives ham, en Afskrift eller Extrakt af Anviisningen, forsaavidt de endnu ikke betalte Poster angaaer, tilbage og fortsætter saaledes, i det Sildigste ved hvert Kvartals Udløb, Likvidationen med Zahlkassen, indtil samtlige de tilbagestaaende Poster ere betalte. Dog maa ingen Udbetaling efter en saadan Anviisning skee sildigere, end at Likvidationen med Zahlkassen kan foregaae inden det samme Regnskabsaars Udløb.

§ 29. Vort Rentekammer skal det være forbeholdt, foruden de Berigtigelser, der ere en Følge af Extrakternes og Regnskabets Revision, ogsaa i de enkelte Tilfælde, naar nogen Skatyder maatte befindes at have erlagt for meget i Skat, og dette er beregnet til Indtægt i Regnskabet, direkte at beordre Oppebørselsbetjenten det Fornødne til Skattesummens Berigtigelse enten ved Likvidation eller ved Tilbagebetaling, hvilke Ordrer vedlægges Regnskabet.

- Ligesaa skal de Departementer og Autoriteter, som ere betroede specielle Kasser eller Fonds, og som det hidtil har været tilladt, efter Afhandling med Finantsbestyrelsen, enten middelbart gjennem Zahlkammeret eller umiddelbart ved specielle eller staaende Ordrer at lade Udbetalinger for de dem underlagte Kassers eller Fonds Regning foranstalte af Vore egne Intrader ved Amtstuerne, fremdeles forbeholdes denne Ret, men ikkun under den udtrykkelige Betingelse, at, til samme Tid Amtstuen har at udbetale Summen, skal det vedkommende Departements eller den vedkommende Autoritets egen Kasserer tillige meddeles Ordre til at erstatte Zahlkassen Beløbet mod Udlevering af den Kvittering, som Amtstuen modtager for Udbetalingen. Amtstuen skal derfor, saasnart den, efter en saadan staaende eller speciel Ordre, har foranstaltet Betalingen, paa samme Maade, som for Udbetalinger, der skee efter Vore Finantsdeputeredes Anviisninger, er bestemt, uopholdeligen, eller, dersom der efter Anviisningen endnu henstaae nogle Poster uberigtigede, da inden den i foregaaende § 28 bestemte Tid, indsende de modtagne Kvitteringer til Zahlkammeret, som strax indkasserer Beløbet fra den Kasse, for hvilken Udbetalingen er skeet, og meddeler Amtstuen Kvittering for Summen som for en kontant Remisse. Skulde det nogensinde indtræffe, at Zahlkassen ikke strax kan faae Refusion af den Kasse, for hvilken Udbetalingen er skeet, uden at dette grunder sig i en Mangel ved den Kvittering, Amtstuen har indsendt, eller anden saadan Omstændighed, der gjør det fornødent at forlange nærmere Legitimation af Amtstuen, hvilket uopholdeligen skal skee, da har Zahlkassereren strax at indberette det til Vore Finantsdeputerede.

§ 30. Hvad de Godtgjørelser angaaer, som vedkommende Ydere have Krav paa, og som tilflyde dem ved Likvidation i deres Skatter og Afgifter til Vor Kasse for leveret Fourage, efter de Udskrivninger, der i Overeensstemmelse med Forordningerne 28. Juli 1784 og 5. Decbr. 1792, foranstaltes, samt for afleverede Kornvarer, naar Kornudskrivninger maatte finde Sted, da blive disse Godtgjørelser, saasnart de, efter den foregaaende § 10, afskrives i Kassebogen, at ansee som formelige Udgifter og, som saadanne, at anføre i Extrakterne og Regnskaberne under behørig Legitimation for deres Rigtighed, saaledes som i de følgende §§ 40 og 47 foreskrives.

- Dersom Amtsforvalteren, efter Ordre, har udbetalt noget Forskud, hvis Refusion han skal paasee, og denne ikke inden Kvartalets eller Regnskabsaarets Slutning har været at erholde - saasom om Korn eller Fourage er ved Licitation anskaffet for Yderens Regning, og Beløbet endnu ikke hos denne har været at inddrive -, da skulle slige enkelte Poster, hver for sig, i Kvartals-Extrakterne og Regnskabet opføres under Udgiften, og ved den første Kvartals Extrakt, hvor Udgiften forekommer, ikke alene fremlægges fuldstændigt Beviis - saasom i det nævnte Tilfælde den originale Licitationsforretning og Vedkommendes Kvittering - for, at Udgiften har fundet Sted, hvortil siden henvises, men tillige afgives tilbørlig Forklaring om, hvad der fra Amtsforvalterens Side er foranstaltet til at erholde Refusionen, hvorefter saadanne Poster, ligeledes hver for sig, tages til Indtægt i den følgende Kvartals-Extrakt eller det følgende Regnskab, indtil Refusionen er erholdt.

§ 31. Som en Følge af ovenanførte Bestemmelser maae for Fremtiden aldeles ingen saakaldte uapproberede eller ulegitimerede Udgifter, i den Betydning, at Rigtigheden for samme siden skal aflægges, nogensinde finde Sted enten i Extrakterne eller i Regnskaberne, men for samtlige Udgifter skal ved hvert Regnskab aflægges fuldstændig og endelig Rede og Rigtighed, saa at denne, under ingen Omstændigheder og under intetsomhelst Paaskud, udsættes fra eet Regnskab til et andet. De nu henstaaende uapproberede Udgifter skulle, det hurtigste skee kan, bringes dertil, at de formeligen anvises.

§ 32. Ved de under Vort Rentekammers Bestyrelse henlagte Jordebogs-, Forst-, Kirke-, eller andre deslige Kasser, fra hvilke alene Overskudet indflyder i Amtstuerne eller Hovedkassen, foranstaltes Administrations-Udgifterne anviste af Vort Rentekammer, hvilke Anviisninger med behørige Kvitteringer vedlægges som Udgiftsbilage de Regnskaber, der for bemeldte Kasser afgives. Ligesaa er det en Selvfølge, at Vort danske Kancellie kan assignere paa Brandhjælpspengene, Nationalbankens Direktion paa Bankhæftelsesrenterne, Vore Amtmænd paa Amtsrepartitionsfondene, og Amtsfattigdirektionerne paa Amtsfattigkasserne.

§ 33. Magistraterne eller Byfogderne i Kjøbstæderne skulle, uden Undtagelse, inden 3 Dage efter hver Maaneds Slutning, aflevere, eller, dersom Amtstuen ikke er etableret i samme Kjøbstad, da med den første Pakkepost i Maaneden afsende de af dem i den foregaaende Maaned for Vor Kasses Regning oppebaarne Skatter og Indtægter til vedkommende Amtstue, hvorfor de modtage dennes Kvittering in duplo.

- For Fremtiden have bemeldte Magistrater eller Byfogder at aflægge direkte Rigtighed til Vort Rentekammer for samtlige disse Oppebørseler, derunder ogsaa indbefattede Vore Skatter af Kjøbstædernes Jorder og Tiender samt Indkvarterings-Hjælpeskatten af de Kjøbstæder, der skulle udrede denne. Derimod behøve de, ved de ommeldte Intraders Aflevering til Amtstuerne, ingen særskilt Forklaring at meddele om, af hvilket Slags Indtægterne bestaae, da Amtsforvalterne alene have at modtage og kvittere for det, der tilbydes som Kongelige Intrader af den vedkommende Kjøbstad.

- Ligesaa bør Magistraterne eller Byfogderne, til samme Tid, med særskilt Forklaring, afgive til vedkommende Amtstue de oppebaarne Brandhjælpspenge og med den første Pakkepost i hver Maaned afsende til Nationalbanken de i den foregaaende Maaneds Løb oppebaarne Bankhæftelsesrenter, Alt imod derfor at meddeles Kvittering in duplo.

§ 34. Amtsforvalterne bør ligeledes, uden dertil at oppebie nærmere Ordre, ved hver Maaneds Udgang afslutte deres Kassebøger og med den første derefter afgaaende Pakkepost (i Kjøbenhavn inden 3 Dage) til Zahlkammeret, mod sammes Kvittering in duplo, indsende Beholdningerne af de af dem for Vor Kasses Regning modtagne Oppebørseler, af hvilketsomhelst Slags de end ere, alene med Fradrag af, hvad der maatte være anviist til Udbetaling af disse Indtrader, uden at Pengene endnu ere hævede, eller hvad der ellers maatte behøves til Udgifter, som kunne forudsees at ville forefalde i Maanedens Løb.

Til samme Tid have Amtsforvalterne at indsende til Nationalbanken, mod Kvittering in duplo, de fulde Beholdninger af oppebaarne Bankhæftelsesrenter, og til Vort danske Kancellies Kasserer, ligeledes mod Kvittering in duplo, Beholdningerne af de oppebaarne Brandhjælpspenge, efter Fradrag ikkun af de Summer, som af Brandhjælpspengene maatte være anviste til Udbetaling, men endnu ikke hævede, eller som kunne forudsees i Maanedens Løb at ville blive anviste.

§ 35. Det er iøvrigt en Selvfølge, at det aldeles ikke er Oppebørselsbetjenten formeent, i Maanedens Løb, saa ofte han finder for godt, at gjøre Aflevering, hvilket i Særdeleshed forventes at ville skee, hvad Bankhæftelsesrenterne angaaer. Men til de her befalede Tider skal desuagtet den endelige Aflevering for hver Maaned ufravigeligen finde Sted.

§ 36. I Henseende til de Beholdninger, der vedkomme Amtsrepartitionsfonden, have Vore Amtmænd fremdeles at vaage over, at saadanne Beholdninger, forsaavidt det er hjemlet, at de for en længere Tid opsamles ved Fonden, efterhaanden gjøres frugtbringende, men at ellers det aarlige Udskrivningsbidrag, overeensstemmende med Forskrifterne i P. 31. Decbr. 1819, § 3, nedsættes.

§ 37. Ligesaa bør Amtsfattigdirektionerne paasee, at hvad der af Amtsfattigkassernes Beholdninger kan gjøres frugtbringende, anvendes til Udlaan, overeensstemmende med de i Kanc.P. 26. Juli 1831 indeholdte Forskrifter.

- Forsaavidt der ellers i nogen anden, under Amtstuerne henlagt, særskilt Kasse maatte findes Beholdninger, som overstige nogle enkelte Hundrede Rigsbankdaler, uden at de behøves til nærforestaaende Udgifter, have vedkommende Autoriteter at træffe lignende Foranstaltning til Pengenes Frugtbargjørelse.

§ 38. Til enhver af de Autoriteter, til hvilke Oppebørselsbetjentene have at aflægge Regnskab for de forskjellige Grene af de dem betroede Oppebørseler, bør de ligeledes afgive Kasse-Extrakter, nemlig for visse Oppebørseler Maaneds-Extrakter - jfr. § 39 -, og for alle Oppebørseler Kvartals-Extrakter. Dog blive Extrakterne for Amtsrepartitionsfondens Vedkommende, skjøndt Regnskabet aflægges til Vort Rentekammer, at afgive til Amtmanden, som først ved Regnskabsaarets Slutning indsender dem til Vort Rentekammer.

- Har i Maanedens eller Kvartalets Løb ingen Indtægt eller Udgift fundet Sted, indberettes dette til samme Tid, Extrakten skulde have været indgivet.

§ 39. Maaneds-Extrakter behøve ikke at afgives af Magistraterne eller Byfogderne i Kjøbstæderne, men de skulle derimod af Amtsforvalterne, dog alene forsavidt Vore egne Intrader, Bankhæftelsesrenterne og Brandhjælpspengene angaaer, afgives for hver Maaned, altsaa ogsaa for den sidste Maaned i Kvartalet. Disse Extrakter skulle alene bestaae i et summarisk Opgivende af Kassebogens Indtægter og Udgifter i den forløbne Maaned, uden at nogen af disse videre specificeres, end efter Kassebogens Rubrikker, hvorimod der i Henseende til de Beholdninger, som fremkomme ved at drage Udgiften fra Indtægten, bør udtrykkeligen opgives, hvilken Dag de ere afsendte til vedkommende Kasser, paa det at Kontrol dermed kan holdes, og, dersom Beholdninger af Vore egne Intrader eller af Brandhjælpspengene ere tilbageholdte, fordi der ved Kassen henhvile uindfriede Udgifts-Anviisninger paa samme, eller det kan forudsees, at deraf ellers vil behøves en Deel til Udgifter i Løbet af Maaneden, bør de ommeldte Anviisninger eller forventede Udgifter i Extrakten udtrykkeligen specificeres, saa at behøring Kontrol dermed kan føres. Enhver saaledes tilbageholdt Beholdning fra den foregaaende Maaned bliver i Extrakten for den følgende Maaned særskilt at anføre og at lægge til Indtægten.

- De ommeldte Maaneds-Extrakter skulle afsendes med den første Brevpost i den følgende Maaned, der afgaaer efter den Pakkepost, hvormed Kassebeholdningen, efter de ovenfor i § 34 givne Forskrifter, skal være afsendt, og, hvor Brev- og Pakke-Posten afgaaer paa een og samme Dag, bør ogsaa Maaneds-Extrakterne afsendes samme Dag, Kassebeholdningerne skulle indsendes.

§ 40. Kvartals-Extrakterne, der skulle afgives for hver Klasse af Oppebørseler, hvorfor særskilt aflægges Regnskab, skulle, overeensstemmende med de Schemata og Ordrer, som dertil ere eller vorde meddeelte fra vedkommende Autoriteter, være specificerede, saavel hvad Indtægterne, som hvad Udgifterne angaaer.

- Udgifterne bør i bemeldte Extrakter, forsaavidt Vore egne Intrader, Bankhæftelsesrenterne og Brandhjælpspengene angaaer, dokumenteres ved Fremlæggelsen af de derfor meddeelte Sekunda-Kvitteringer. Dersom disse paa den Tid, Extrakterne skulle afgives, endnu ikke ere modtagne for afsendte kontante Remisser, eller, hvad Vore egne Intrader angaaer, for præsterede Udbetalinger af disse, hvorfor Beviislighederne ere afsendte til Likvidation med Zahlkassen, anmærkes alene i Extrakterne, naar Afsendelsen er skeet, og Kvitteringen fremlægges da ved næste Kvartals-Extrakt.

- Likvideret Korn- og Fourage-Godtgjørelse, naar samme har fundet Sted, anføres ligeledes til formelig Udgift i Extrakterne for Vore egne Intrader, og til Legitimation for, at ikke mere er anført i saadan Godtgjørelse, end der virkelig er kommet Yderne tilgode, vedlægges særskilt Extrakt for Korn- og Fourage-Oppebørselen, saaledes at deri tillige gjøres Forklaring om, hvor meget Godtgjørelsen beløber sig til for de i Kvartalets Løb af Yderne afleverede Korn- og Fourage-Sorter, hvor meget deraf virkeligen er likvideret med Yderne, og hvor meget der af Godtgjørelsen staaer tilbage endnu at likvidere, hvilket sidste Beløb igjen tages til Indtægt i den følgende Extrakt for Korn- og Fourage-Oppebørselen.

- I Kvartals-Extrakterne for Amtsrepartitionsfonden, Amtsfattigkassen, og hvilke andre specielle Fonds, hvorfor særskilte Regnskaber aflægges, bør hver Udgift især specificeres, saavidt det ikke er smaae Udgifter af een og samme Beskaffenhed, der kunne sammenlægges.

- De hidtil anordnede General-Extrakter saavelsom særskilte Extrakter til Vore Finantsdeputerede ophøre for Fremtiden.

- Med de Kvartals-Extrakter, der saavel fra Amtstuerne som fra Byfogderne eller Magistraterne i Kjøbstæderne afgives til Vort Rentekammer for de, samme vedkommende, Oppebørseler, skal derimod herefter følge en fidimeret Gjenpart af samtlige de Kvartals-Extrakter, som Oppebørselsbetjentene for de i nærværende Anordning omhandlede Intrader afgive til andre Kollegier eller Autoriteter, uden at dog denne Gjenpart behøver at vedlægges Bilage eller Afskrifter af samme.

- Kvartals-Extrakterne skulle uden Undtagelse alle være afsendte i det Seneste inden 3 Uger fra Kvartalets Udløb.

§ 41. Skjøndt Regnskabsaaret regnes fra 1ste Januar til 31te December, bliver dog, for at Regnskabet kan vorde aflagt uden Restancer eller med saa faae Restancer som muligt, i samme at indbefatte de Indtægter og Udgifter, som i de første 3 Maaneder af det paafølgende Aar forefalde, naar de vedkomme det foregaaende Regnskabsaar, og Kassebeholdningen kan vorde afsendt til vedkommende Hovedkasser inden Marts Maaneds Udgang. Som Følge heraf skeer den endelige Afslutning ved Amtstuen af Kassebogen og af Regnskabsaaret i det Seneste paa den Dag, den sidste Pakkepost paa det Sted, hvor Amtstuen er etableret, afgaaer i Marts Maaned, eller saa længe i Forveien, som behøves for nøiagtigen at opgjøre den endelige Beholdning, og efter den Tid bliver enhver Indtægt og Udgift, omendskjøndt den vedkommer det foregaaende Aar, at indføre i Kassebogen for det løbende Aar. Naar altsaa vedkommende Oppebørselsbetjent forlanger det, har Kassereren i Kjøbenhavn, til hvem Beholdningerne indsendes, forsaavidt han skjønner, eller det i alt Fald ved Postbeviis godtgjøres, at disse ere afsendte inden Udgangen af Marts Maaned, udtrykkeligen at bemærke i de Kvitteringer, som derfor meddeles, at Summen hører til det foregaaende Aars Intrader, hvorimod Kvitteringerne selv altid skulle dateres fra den Dag, de virkeligen udstedes. De Summer, hvorfor deslige Kvitteringer meddeles, skulle da ogsaa af Hovedkassereren tages til Indtægt for det foregaaende Aars Intrader, og, saasnart han skjønner, at ingen flere Remisser kunne ventes afsendte i Marts Maaned, afslutter han selv sin Kassebog og sit Regnskab for det foregaaende Aar.

- Lignende Regler iagttages ved de Kvitteringer, Amtsforvalterne meddele, Byfogderne eller Magistraterne for de til det foregaaende Aar henhørende Intrader, som de til dem indlevere, naar disse saa betimeligen indkomme i Amtstuerne, at de igjen inden Marts Maaneds Udgang derfra kunne vorde afsendte til vedkommende Kasser i Kjøbenhavn.

§ 42. Enhver Oppebørselsbetjent skal desaarsag indgive dobbelte Maaneds-Extrakter (forsaavidt han har at afgive Maaneds-Extrakter) for hvert Aars Jan., Febr. og Marts Maaneder, eller indtil den Tid, han, efter foregaaende § 41, endeligen afslutter Kassebogen, og ligeledes dobbelte Kvartals-Extrakter for hvert Aars Januar Kvartal, een nemlig for de Oppebørseler og Udgifter, som endnu vedkomme det eller de foregaaende Aar, og en anden over de, som henhøre til eller blive at indføre i Kassebogen for det løbende Aar. Dersom ingen Indtægter eller Udgifter ere forfaldne, vedkommende det sidstnævnte Aar, bemærkes dette alene i den Extrakt, der angaaer det foregaaende Aar.

§ 43. Paa samme Tid, Regnskabsaaret og Kassebogen endeligen afsluttes, skal Oppebørselsbetjenten til Amtmanden indlevere nøiagtige Fortegnelser over alle Restancer i hans Oppebørsels-Distrikt for den forløbne Tid til det afvigte Regnskabsaars Udgang, nemlig en særskilt Restance-Fortegnelse for hvert Slags Oppebørseler, hvorfor han har at aflægge særskilt Regnskab, i hvilke Fortegnelser enhver Skatyders Restancer anføres særskilt for hver Termin, og tillige ved hver Post anmærkes, om og naar den er anmeldt og autoriseret til Exsekution.

- Amtmanden har da at undersøge de paa disse Fortegnelser anførte Restancers Rigtighed, ei alene i Henseende til, om de virkeligen udestaae, til hvilken Ende Fortegnelserne bør sammenholdes med Skyldnernes originale Skattekvitteringsbøger, men og med Hensyn til, om Restancerne ere i behørig Tid anmeldte til Exsekution. Er Mængden af Restanceposterne saa stor, at det vilde blive Amtmanden uoverkommeligt specielt at undersøge hver enkelt Post i Fortegnelserne, skal det være ham tilladt alene paa denne Maade at gjennemgaae de for hver Godseier især anførte Restancer, men ellers saa mange Poster af de øvrige Restancer, som han holder for tilstrækkeligt, dog at ingen By forbigaaes, uden at nogen af de Restanceposter, som findes paa Fortegnelserne, prøves, og at Valget skeer iflæng, saa at snart de større, snart de mindre Poster hist og her undersøges, hvorefter Amtmanden bør tegne sin Attest i begge de ommeldte Henseender, hvori Undersøgelsen skeer, ved hver enkelt Restancepost i Fortegnelserne, som han har prøvet. Paa samme Maade forholdes med de ved Regnskabsaarets Slutning udestaaende Restancer efter Korn- og Fourage-Udskrivninger, naar disse finde Sted.

- Saasnart Restance-Undersøgelsen er tilendebragt, hvilket bør være skeet i det Seneste inden 4 Ugers Forløb, har Amtmanden at gjøre Indberetning til Vort Rentekammer om Udfaldet samt at tilbagelevere Oppebørselsbetjenten Fortegnelserne med de behørige Attester og Vedtegninger.

§ 44. Til Afbetjening ved denne Restance-Undersøgelse skal det være vedkommende Skyldneres Pligt at indfinde sig med deres Skattekvitteringsbøger, eller ved Sognefogderne at fremsende dem til Amtmanden, nøiagtigen til den Dag og Tid, som han ved en almindelig Indvarsling, der paa Landet bekjendtgjøres ved Kirkestævne og i Kjøbstæderne paa ellers sædvanlig Maade, forud bestemmer; under den i foregaaende § 9 bestemte Mulkt, og skulle samtlige Skyldneres Kvitteringsbøger saaledes indkaldes, om end Restance-Undersøgelsen, efter foregaaende 43de §, ikke anstilles ved hver enkelt Post. De muligen udeblevne Kvitteringsbøger, forsaavidt det ikke blot er nogle faae og ubetydelige Restanceposter, som ved dem skulle undersøges, har Amtmanden siden, svarest muligt, specielt at lade indkalde, for at sammenholde hver af dem med Restancelisterne.

§ 45. Paa samme Tid og ved samme Leilighed, at Restance-Undersøgelsen foretages, skal Amtmanden tillige ved saa mange Poster, han kan overkomme, og som ligeledes vælges uden nogen bestemt Orden, eftersee, om de Summer, det ere afskrevne i Kvitteringsbøgerne, under samme Datum og med samme Beløb ere opførte i Kassebogen, som Oppebørselsbetjenten til den Ende skal tilstille ham, saalænge Undersøgelsen varer. Ogsaa om Udfaldet af denne Deel af Undersøgelsen bør Amtmanden afgive Forklaring i den i foregaaende § 43 omtalte Beretning til Vort Rentekammer.

§ 46. Fremdeles har Amtmanden, i det Mindste een Gang aarligen, uden foregaaende Anmodning eller Bemyndigelse og til ubestemte Tider, at foretage den i § 42 af Vor Forordning af Dags Datum, angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabsvæsen i Almindelighed, befalede summariske Kasse-Undersøgelse hos de under hans Embedsdistrikt hørende Amtsforvaltere, Magistrater eller Byfogder, hvilke Undersøgelser skulle omfatte samtlige deres i nærværende Anordning omhandlede Oppebørseler, hvorimod de i samme Paragraph, sammenholdt med § 43, anordnede detaillerede Kasse-Undersøgelser ikkun foretages af Amtmændene, naar og forsaavidt de dertil forud af Vort Rentekammer bemyndiges.

- Iøvrigt ville af Kammeret særskilte Instruktioner blive at meddele for, hvorledes bemeldte detaillerede Kasse-Undersøgelser hos fornævnte Oppebørselsbetjente skulle anstilles.

§ 47. Oppebørselsbetjentenes Regnskaber bør aflægges paa den Maade og i den Form, som er eller fremdeles vorder foreskrevet, hvorved stedse bliver at iagttage, at de, forsaavidt Vore egne Intrader angaaer, altid omfatte samtlige disse Intrader, uden at nogle af dem afsondres i eet, andre i et andet Regnskab, undtagen naar særskilte Jordebogs-, Forst-, eller Kirke-Kasser henhøre under en Amtstue, da der for samme aflægges særskilt Regnskab.

- For Brandhjælpspengene aflægges det aarlige Regnskab til Vort danske Kancellie, og underkastes der behørig Revision, saa at Intet derom bliver at optage i det Regnskab, som aflægges til Vort Rentekammer.

- Samtlige Regnskaber blive for hvert forløbet Aar at afslutte til samme Tid, som i § 41 er befalet for Kassebogen. De Restancer, som da endnu udestaae for den forløbne Tid til Udgangen af det Aar, hvorfor Regnskabet aflægges, skal det, naar de ved den i foregaaende § 43 ommeldte Restance-Undersøgelse befindes at være rigtige og i behørig Tid anmeldte til Exsekution, være Regnskabsføreren tilladt at anføre i Regnskabet ligesaavel under Udgiften som under Indtægten, imod at til Legitimation derfor fremlægges den undersøgte, i bemeldte § 43 anførte, originale Restance-Fortegnelse, og imod at Beløbet siden igjen føres til Indtægt i det efterfølgende Regnskab.

- I Hovedindholdet maae Regnskaberne stemme saavel med de indsendte Kvartals-Extrakter som med Kassebogen.

- Hvor Oppebørselsbetjenten for afleverede Beholdninger modtager Kvittering in duplo, skal altid Prima-Kvitteringen vedlægges Regnskabet som Bilag; og maa Regnskabet for ethvert Aars Oppebørseler ikke herefter bilægges med andre Kvitteringer, end saadanne, der ere daterede i det samme Aar, eller i hvilke det dog, forsaavidt de i det paafølgende Aar ere udstedte, udtrykkeligen er, i Overeensstemmelse med § 41, bemærket, at Summen henhører til de foregaaende Aars Intrader.

- Likvideret Korn- og Fourage-Godtgjørelse føres i Regnskabet til formelig Udgift, dog saa at Godtgjørelsen anføres særskilt for hver Korn- og Fourage-Udskrivning. Til Hjemmel for denne Godtgjørelses Likvidation vedlægges behørig Legitimation for Fourage-Leverancen saavelsom Korn-Regnskabet, hvilket altid afsluttes til samme Tid og behandles paa samme Maade som Kontributions-Regnskabet, hvoraf følger, at ogsaa de af Amtmanden vedtegnede og attesterede Restancelister for den tilbagestaaende Leverance vedlægges Regnskabet. Grundet paa den saaledes aflagte Rigtighed, bør tillige en Beregning affattes, og vedlægges Kontributions-Regnskabet, over den hele Godtgjørelse, der tilkommer Yderne for de af dem leverede Korn- og Fourage-Sorter, og, forsaavidt denne Godtgjørelse ikke har med det fulde Beløb kunnet likvideres i Ydernes Skatter for det forløbne Regnskabsaar, anføres samme som Restance, der i det følgende Aar tilgodeskrives.

- Samtlige her omhandlede Regnskaber bør for hvert forløbet Aar være afsendte i det Seneste inden Udgangen af det følgende Aars Juni Maaned, forsaavidt Amtsforvalterne angaaer, og inden Mai Maaneds Udgang for Magistraternes eller Byfogdernes Vedkommende, samt, i Tilfælde af Oppebørselsbetjentens Dødsfald, Forflyttelse, Afskedigelse eller Suspension, inden et halvt Aar fra den Tid, han saaledes har ophørt at fungere. Dog kan, hvor Regnskabet skal aflægges efter en afdød Betjent, længere Tid dertil ventes bevilget, naar dette oplyses at være nødvendigt eller gavnligt.

§ 48. Det skal være enhver af Vore Amtsforvaltere tilladt, naar han selv derfra er forhindret, og under den i § 30 i Vor Forordning af Dags Datum, angaaende det offentlige Kasse- og Regnskabsvæsen i Almindelighed, omhandlede Ansvarlighed, at lade Oppebørselerne modtage og Kvitteringerne derfor udstede ved sin Fuldmægtig, naar han forud har gjennem Amtmanden indberettet saadan sin Fuldmægtigs Navn til Vort Rentekammer, paa det at samme kan paasee, at de forekommende Kvitteringer af den rette vedkommende Person ere udstedte. Og bliver herved iøvrigt at forholde efter Bestemmelserne i § 17 af den ovennævnte almindelige Kasse- og Regnskabs-Anordning. Det Samme gjælder ogsaa om Magistraterne eller Byfogderne, der dog ikke behøve at indberette, hvem de befuldmægtige til Skatteopkrævninger. Amtsforvalteren bør forresten, naar han betroer Indkassationen til sin Fuldmægtig, enten lade denne indføre det Beløb, der efterhaanden modtages, i den autoriserede Kassebog, eller, dersom han ønsker denne forbeholdt for sig alene, fordi han selv besørger nogle af Oppebørselerne, lade Fuldmægtigen føre en særskilt Kassebog paa den i foregaaende § 5 foreskrevne Maade, i hvilket Tilfælde Amtsforvalteren da, hver Gang han gjør Afregning med Fuldmægtigen, overfører det summariske Beløb fra dennes Kassebog i den autoriserede Kassebog, hvilken Overførsel i det Seneste skal skee ved hver Maaneds Slutning, og begge disse Kassebøger, nemlig baade Amtsforvalterens egen og hans Fuldmægtigs, bør da og, naar Vort Rentekammer, i Henhold til foregaaende § 5, forlanger sig Kassebogen tilstillet, indsendes. Rodmestere, eller andre af Magistraterne eller Byfogderne befuldmægtigede Skatteopkrævere, behøve derimod ingen Kassebog at føre.

§ 49. De Lehnsbesiddere, som umiddelbart til Vort Rentekammer aflægge Regnskab for Vore Skatter og Afgifter, forsaavidt deres Feudalgods, og Grever tillige, forsaavidt deres Allodialgods angaaer, skulle være fritagne for Maaneds-Extrakters Afgivelse, men derimod lade deres Kvartals-Extrakter og Regnskaber indsende til samme Tid, som for Amtsforvalterne er bestemt. Skeer dette ikke, har den Fuldmægtig, til hvem Lehnsbesidderen har overdraget disse Forretninger, at erlægge en Mulkt af 10 Rbd. Sølv, som er forfalden strax, saasnart Tiden overskrides, og, uden foregaaende Varsel, gjentages for hver 14 Dage, Regnskabet, Extrakten eller Besvarelsen paa Antegnelserne i Regnskabet udebliver over den fastsatte Tid. Og ville disse Mulkter, der tilfalde vedkommende Fattigkasse, i fornødent Fald, efter Vort Rentekammers Resolution, være at inddrive ved den Kongelige Foged. Indkommer Extrakten ikke inden 3 Maaneder, og Regnskabet eller Besvarelsen paa Antegnelserne ikke inden 6 Maaneder fra den bestemte Tid, bør Lehnsbesidderen afskedige sin Fuldmægtig og antage en anden, der nøiagtigen opfylder sine Pligter, da Lehnsbesidderen ellers for sin Besiddelsestid fortaber sin Ret til umiddelbart at aflægge Regnskab i ovenmeldte Henseende, og saavel i dette Tilfælde, som og dersom nogen Lehnsbesidder, efter personligen dertil at være opfordret, ikke erlægger de paabudne Skatter og Afgifter i det Seneste inden 6 Maaneder fra Forfaldstiden, skal den nærmeste Amtsforvalter, saalænge Lehnet forbliver hos den daværende Besidder, indkræve og oppebære hos ham, samt aflægge Rigtighed og Regnskab for samtlige Skatter og Afgifter af saadanne Godser, paa samme Maade som af andre samlede Eiendomme.

§ 50. Forsaavidt de oven omhandlede Oppebørseler ere henlagte under Kjøbenhavns Magistrat, da ere de i det Foregaaende for Kjøbstæderne i Almindelighed indeholdte Forskrifter ogsaa anvendelige paa samme, ikkun med følgende Forandringer:

a) at de anordnede Skattekvitteringsbøger bortfalde i Kjøbenhavn, hvorimod der, i det Mindste 14 Dage før Skatternes Opkrævning, meddeles hver Skatyder en af Bogholderen ved Kæmneriet attesteret og af Kæmneren underskreven Skattebillet, der viser det Beløb, Yderen har at erlægge, og, naar Betaling foregaaer, meddeles ham derfor en anden ligelydende, men med Kvittering forsynet, Skattebillet (* 3);

b) at de i § 43 befalede Restance-Undersøgelser ligeledes bortfalde i Kjøbenhavn, hvorimod Magistraten dog bør føre Tilsyn med Restancernes Rigtighed, ved at sammenholde de ovenmeldte originale, af Kæmneren udstedte og endnu ikke afleverede, kvitterede Skattebilletter med Restancelisterne, samt, dersom det findes fornødent, ved, forsaavidt enkelte Poster af Restancerne angaaer, at lade Yderne forevise de sidste Kvitteringer;

c) at den maanedlige Aflevering af de for Vor Kasses Regning oppebaarne Intrader skeer direkte til Vor Zahlkasse, og af de af Kjøbenhavns Forstæder oppebaarne Brandhjælpspenge direkte til Vort danske Kancellies Kasserer, samt at for disse Oppebørseler afgives ikke alene Kvartals- men og Maaneds-Extrakt;

d) at Magistraten lader Regnskaberne aflægge og Extrakterne afgive ved Kassereren for Stadens Hovedkasse, saaledes at han staaer til Ansvar, som for Oppebørselerne i det Hele, saa og i Særdeleshed for den betimelige Indsendelse fra hans Side af Regnskabet og Extrakterne, hvilke af Bogholderen attesteres at være overeensstemmende med de Bøger, han har at føre, og altid indsendes gjennem Magistraten, samt

e) at, ligesom Kæmneren fører dagligt og detailleret Tilsyn med Stadens Hovedkasse og alle dens Oppebørseler, og derfor, næstefter Kassereren staaer til Ansvar, saaledes skal ogsaa Kjøbenhavns Magistrat, foruden at overtage de særegne Forretninger i Anledning af Hovedkassens Oppebørseler, som med Hensyn til de andre Kjøbstæder ere paalagte Amtmændene, hvoriblandt at autorisere Restancelisterne til Exsekution af Underfogden, desuden føre ideligt Tilsyn med bemeldte Kasse og dens Oppebørseler, og derfor staae subsidiairt til Ansvar næstefter Kæmneren.

- I Henseende til Bankhæftelsesrenternes og Brandassurance-Præmiernes Oppebørsel i Kjøbenhavn (Brandhjælpspengene af Forstæderne derunder ikke indbefattede), da foranstaltes samme herefter, som hidtil, af de vedkommende Instituter selv, hvis Direktioner ogsaa have at autorisere Restancerne af disse Oppebørseler, naar de ikke efter § 2 ere forældede, til Exsekution ved Underfogden.

Officielle noter

(* 1) Udvidet til Bornholm Ved P. 12 Juni 1844.

(* 2) Jfr. L. 20. Juni 1850, om Ophævelse af flere Skatter m.v. § 9.

(* 3) Jfr. L. 19. Febr. 1861 om Brugen af stemplet Papiir, § 73.

(* 4) Jfr. Rdst.-P 24. Marts 1841.

Ad § 2, nr. 25

Overenskomst af 8. juli 1840 Overeenskomst mellem Danmark og Lübeck, dat. Kjøbenhavn den 8de Juli 1840, angaaende Stecknitz- og Travefarten, samt angaaende Udfærdigelse af Declarationer om Skibsfarten i Almindelighed mellem de tvende Stater, i Lighed med de mellem Danmark og Bremen under 5te November 1835 udvexlede

Forskriften er ikke indlagt i Retsinformation, men indeholder følgende redaktionelle note:

(* 1) Overenskomsten er bekendtgjort som nr. 67 i 'Danske Traktater efter 1800', anden Samling, første Bind 1800-1863.

Ifølge udenrigsministerens besvarelse af 9/3-2000 af S 1647 af 24/2-2000 er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

Uddrag fra Kongeriget Danmarks Love 1910.

Efterat H. M. Kongen af Danmark og den fri Hansestad Lybeks høie Senat ere komne overeens om, ved giensidig Ophævelse af al Forskiel i Behandlingen af de danske og lybekske Skibe og sammes Ladninger i deres respective Havne, at bidrage til Udvidelsen af de mellem Danmark og den frie Hansestad Lybek bestaaende Handelsforhold, erklærer det Kgl. Ministerium for de udenlandske Sager herved efter Kgl. Befaling, og i Medfør af det lignende Tilsagn, som er udstedt af den fri Hansestad Lybeks høie Senat, med Hensyn til de danske Skibe: At i de danske Havne med undtagelse af de danske Colonier [Grønland, Island og Færøerne deri indbefattede], de lybekske Skibe og andre Fartøier, ved deres Ankomst og Afseiling, skulle i Henseende til alle Told- Havne- Tønde- Fyr- Lods- og Biergnings-Afgifter, og overhovedet med Hensyn til alle andre Paalæg eller Afgifter af hvilketsomhelst Slags eller Benævnelse, der nu eller for fremtiden tilflyde Statskassen, Stæderne, Communerne eller Privat-Indretninger, vorde behandlede aldeles paa samme Fod som de danske Skibe og andre Fartøier, og at de paa lybekske Skibe og andre Fartøier ind- eller udførte Varer, hvis indførsel i Kongeriget Danmarks Havne i danske Fartøier lovmæssigen er tilladt eller vil blive tilladt, ikke skulle svare høiere eller andre Afgifter, end de paa danske Skibe og andre Fartøier ind- eller udførte Varer have at erlægge, Denne giensidige lige Behandling skal træde i Kraft fra den 1 Jan. 1841 og gielde indtil den 1 Jan. 1851, og selv efter dette Tidspunct, med mindre den ene eller anden af de contraherende Parter senere udtrykkeligen maatte erklære sin Hensigt, at lade sammes Virkning ophøre. I dette Tilfælde vil efter den af den ene contraherende Part til den anden giorte officielle Anmeldelse, at den giensidige lige Behandling skal ophæves, denne ikke destomindre forblive i Kraft indtil efter Forløb af tolv paa hiin Anmeldelse følgende Maaneder.

Ad § 2, nr. 26

Resolution af 9. juni 1841 om anerkendelse af romersk-katolske præster

I Anledning af et Andragende fra den Keiserl. Østerrigsse Charge d'affaires, hvori meddeles, at Paven har til Hensigt at overdrage det apostoliske Vicariat for Norden til Administratoren for Districtet Osnabrück, Biskop Lüpke, har Kongen bifaldet hvad Cancelliet har anført om, at det strider mod Rigets Grundlov at anerkiende nogen apostolisk Vicar for Danmark, ligesom og den iøvrigt af Cancelliet foreslaaede Afgiørelsesmaade i det Væsentlige. Imidlertid har Kongen fundet, at den for Danmark og Hertugdømmene fælles Meddelelse, som giennem Departementet for de udenlandske Sager vil blive at give til den Keiserlig Østerrigske Legation, bør gaae ud paa, at der ikke vil møde nogen Hindring for, at Biskop Lüpke i Osnabrück overtager den biskoppelige Jurisdiction i de geistlige Anliggender, som vedkomme de romersk-catholske Indvaanere i Danmark og Hertugdømmene Slesvig, Holsteen og Lauenborg, saaledes som den hidtil factisk har været udøvet,sidst af Biskoppen i Paderborn, og saaledes som samme kan bestaae med Landets Love, men at disse ikke tilstede nogen umiddelbar Virksomhed af en catholsk eller apostolisk Vicar i bemeldte Kongens Lande, og at, som Følge deraf, Biskop Lüpke ikke kan være berettiget til personligen at udøve nogen Function sammesteds eller træde i umiddelbar Forbindelse med Menighederne eller de enkelte romersk-catholske Indvaanere, det Tilfælde alene undtaget, at der handles om at ansætte en ny Præst paa de Steder, hvor dette er tilladt, saa at den biskoppelige Jurisdiction udenfor dette Tilfælde kun kan udøves giennem de ansatte Præster, hvorhos enhver Præst, føren han maa udøve sit Embede, har at ansøge Kongelig Approbation derpaa, der ikke vil blive meddeelt uden under Betingelse af, at han nøiagtigen efterlever Landets Love, og at den vil blive taget tilbage, saafremt han maatte giøre sig skyldig i nogen Overtrædelse af samme, ligesom ingen kirkelige Anordninger igiennem Præsterne maae blive bekiendtgjorte for de catholske Menigheder, medmindre Kongens Samtykke dertil er blevet ansøgt og meddeelt. Iøvrigt vil det, som ifølge det Foranførte skal iagttages ved Ansættelse af catholske Geistlige, ikke have Anvendelse med Hensyn til de ved den i Kiøbenhavn værende catholske Menighed fungerende Keiserlig Østerrigske Legationspræster.

Ad § 2, nr. 27

Forordning af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v.

Forskriften indeholder 8 paragraffer, men alene §§ 2-8 foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets § 9.

[For at fremme Optagelsen af de Skibe og andre Ting, som maatte findes nedsunkne paa Havets Bund, har Kongen ladet begge Forsamlinger af de danske Provindssialstænder forelægge et Udkast til en Anordning ang. Dykkervæsenet, og efter at have taget deres derover afgivne Betænkninger under Overveielse har han Fundet det for godt at byde og befale, som følger:]

1. [Det skal indtil videre, forsaavidt de tidligere i saa Henseende for bestemte Districter og med Indskrænkninger til visse Aar meddelte udelukkende Bevillinger ikke derfor ere til hinder, og under Forbehold af den vedkommende private Forstrandseier tilkommende Ret, være alle og enhver tilladt ved Hielp af Dykker- og andre Redskaber at optage Skibe og andre paa Havets Bund nedsunkne Ting, dog at de nedenanførte nærmere Bestemmelser iagttages.]

2. Den, der agter at benytte den i § 1 givne Tilladelse, bør først for vedkommende Amtmand anmelde, hvor han agter at benytte sit Apparat, og denne Embedsmand har da at tage de til den behørige Control med Biergningen fornødne Forholdsregler, ligesom han og, naar han efter Omstændighederne finder det fornødent, haver at affordre den Paagieldende Sikkerhed for, at Anordningens Forskrifter ville blive iagttagne. Den, der har fundet et Vrag eller en Samling af Gienstande, skal have udelukkende Ret til i en vis Tid at bierge indenfor en passende Grændse. Amtmanden haver at bestemme saavel denne, som Tiden, hvilken dog i intet Tilfælde bør gaae over 1 Aar, ligesom bemeldte Embedsmand haver at anordne, hvorledes Grændsen til Alles Efterretning bliver at betegne. Iøvrigt bliver det stedse at iagttage, at Vraget i saadanne Tilfælde, hvor det kan være til Hinder for Seiladsen, snarest muligt bør optages. Naar Optagelsen iværksættes, bør den, der forestaaer Biergningen, holde nøiagtig Fortegnelse over det biergede Gods, hvilken Fortegnelse daglig efter Arbeidets Tilendebringelse bliver at underskrive af ham selv og tvende af Biergningsmandskabet, hvorhos der angaaende det Optagne, saavel til Amtmanden som til Toldvæsenet, bør giøres Anmeldelse, hvis Rigtighed i Tilfælde, hvor dertil maatte findes Anledning, Amtmanden bør søge nærmere oplyst ved Forhør.

3. Angaaende det Optagne bør paa samme Maade, som er foreskreven i Henseende til andet bierget Gods, foranstaltes anordningsmæssig offentlig Kundgiørelse i Aviserne, hvilken imidlertid, saafremt det Fundnes Værdi ei maatte udgiøre 100 Rbd., kan udsættes, indtil den Paagieldende i alt har optaget Gods af et saa stort Beløb, dog at Kundgiørelsen i intet Tilfælde udsættes længere end (et Aar), medmindre Værdien af det Biergede ikke udgiør 20 Rbd.

4. Det biergede Gods bliver at bortsælge ved offentlig Auction. Beløbet oppebæres af Entrepreneuren, der og affatter Auctionsconditionerne, dog blive de stedse før Auctionens Afholdelse at indsende til Amtmandens Giennemsyn og Approbation, ligesom denne Øvrighed haver at tage Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes i Tilfælde af, at det Biergede maatte bestaae af Gienstande, der ikke egne sig til Salg ved Auction.

5. Af det optagne Gods blive Toldafgifterne at erlægge i Overeensstemmelse med de Regler, som ere eller maatte blive foreskrevne.

6. Ligesom nærværende Anordning bliver uden Indflydelse i Strandingstilfælde, hvor Biergningen uden Dykkeriets Medvirkning kan udføres overeensstemmende med de ellers gieldende Forskrifter, skal den heller ikke være til Hinder for, at vedkommende Eier af det ved Hielp af Dykker- eller andre Redskaber fra Havets Bund optagne Gods, giør sin Ret gieldende til Godset eller dets Værdie ([cfr. Fr. 28 Dec. 1836, § 36]) imod at tilsvare Omkostningerne og Biergeløn; dog at der under de nævnte Omkostninger kun indbefattes Pakhuusleie, Vognleie i Anledning af Godsets Transport fra Stranden, Vagthold, Auctionsomkostninger, Omkostninger ved Indkaldelse i Aviserne, Toldafgifter og Betaling til Toldvæsenets Betiente, forsaavidt disses Tilstedeværelse af Amtmanden er anseet fornøden.

7. (Dersom Nogen ved Udøvelsen af den i nærværende Anordning givne Tilladelse maatte giøre sig skyldig i Overtrædelse af de ovenanførte Forskrifter, bør han, foruden for Fremtiden at tabe sin Ret til at benytte fornævnte Tilladelse, ansees med Bøder af 10 til 100 Rbd. Sølv til vedkommende Amts eller Kiøbstads Fattigkasse. Sager angaaende Forseelser af foranførte Slags blive at behandle ved Politiretten.) Hvis Forseelsen er af den Beskaffenhed, at der ingen Mislighed kan befrygtes af, at han paany driver den omhandlede Biergning, skal Amtmanden være bemyndiget til at meddele ham en ny Tilladelse dertil.

8 Naar den ved nærværende Anordning hiemlede Ret benyttes i den til Kiøbenhavn stødende Deel af Havet, haver Politidirecteuren sammesteds at iagttage, hvad der ellers efter denne Anordning paaligger Amtmanden, og som Følge heraf have Vedkommende at henvende sig til bemeldte Embedsmand, hvor de andetsteds i Overeensstemmelse med denne Anordning have at giøre Anmeldelse til Amtmanden eller indhente dennes Resolution.

Ad§ 2, nr. 28

Forordning af 23. april 1845 om Jords Afstaaelse til Kirkegaardes Udvidelse

Forskriftens indeholder 9 paragraffer, men kun §§ 1-8 foreslås bevaret.

Gr. Med Hensyn til de i den senere Tid idelig forekommende Tilfælde, hvori Kirkegaardes Udvidelse er nødvendig, og dertil behøves et Jordsmon, som ei tilhører selve Kirken eller dens Eier, har Kongen ladet begge Forsamlinger af Provindsialstænderne for Danmark forelægge Udkast til en Forordning angaaende den saaledes fornødne Jords Afstaaelse mod vedbørligt Vederlag, og, efter desangaaende at have modtaget bemeldte Stænders Betænkninger, byder og befaler Kongen herved som følger:

1) Ligesom det, naar en Kirkegaard, formedelst Menighedens tiltagende Folkemængde eller af andre Aarsager, ikke er tilstrækkelig til at afgive de fornødne sømmelige Begravelsessteder, paaligger Kirken eller dens Eier at afhielpe denne Mangel, hvilket paa Landet i Almindelighed bør skee ved den gamle Kirkegaards Udvidelse, saaledes skal og den dertil fornødne Jord, hvis den ikke paa anden Maade kan erhverves, udlægges til dette Brug imod fuldstændigt Vederlag af Kirken eller dens Eier.

2) De Spørgsmaal, der kunne opstaae om Nødvendigheden af saadan Jords Afstaaelse til Kirkegaarden, eller om den Maade, hvorpaa samme bør iværksættes, blive at afgiøre ved kancelliets Resolution. Hvis Parterne ei kunne komme overeens om Vederlagets Størrelse, hvilken Overeenskomst iøvrigt ikke uden Kancelliets Samtykke kan være gyldig, dersom jorden tilhører en Stiftelse, et Embede, et Fideicommis eller en Kommune, bliver Vederlaget at bestemme ved kyndige og uvillige Mænd, som paa sædvanlig Maade dertil af Retten udnævnes, og som, hvis det fra nogen af Parternes Side begieres, have for Retten edelig at afhiemle deres Forretning.

3) For Mændenes Udmeldelse og Edens Modtagelse erlægges intet Gebyhr til Retten, saa lidet som for den Sag, der i den Anledning maatte incamineres, eller hvad der iøvrigt under samme foregaaer i Retten. Ogsaa gives det, der i saa henseende passerer, beskrevet uden Gebyhr og paa ustemplet Papir, ligesom heller intet stemplet Papir bliver at bruge til den Stævning, der i foranførte Henseende maatte være udtagen eller til selve Taxationsforretningen. Derimod nyde de udmeldte Mænd den for saadanne Forretninger i Anordningerne fastsatte sædvanlige Betaling. Med hensyn paa de Vedkommendes Adgang til at erholde Omvurdering ved et dobbelt Antal Mænd, og hvad dermed staaer i Forbindelse, forholdes i Eet og Alt efter de almindelige i Anordningerne hiemlede Regler.

4) Naar den Jordlod, som fortrinlig attraaes til Kirkegaardens Udvidelse, maatte være anvendt til Bygning eller Hauge eller paa anden saadan Maade, at dens Udstaaelse vilde tilføie Eieren eller Besidderen et særdeles Tab, bør den ikke tages, saafremt anden, om end noget mindre beqvem Jord er at saae; men i ethvert Tilfælde bør Eieren eller Besidderen ikke blot have Erstatning for det Jorden som saadan kan være værd, men ogsaa for det øvrige Tab, som han af saadanne særdeles Aarsager maatte lide ved at miste Jorden. naar Jord til Udvidelse af Kirkegaarden af foranførte Aarsag ikke kan erholdes uden uforholdsmæssig Bekostning, da skal det danske Kancellie være bemyndiget til at bevilge Anlæggelse af Assistentskirkegaarde, naar den af Kirkens Eier herom indgivne Begiering ifølge de nærmere indhentede Oplysninger maatte findes grundet og billig.

5) Det Hartkorn saavelsom den Gammelskat, der efter en lovlig Fordeling kommer til at hvile paa Jord, som indtages til Kirkegaard; bliver at føre til Afgang i Matriculen, hvorimod ingen Afkortning kan finde Sted i det Tiendevederlag, som efter Hartkornet bliver at udrede af den Eiendom, hvorfra den tages, ei heller i saadanne denne Eiendom paahvilende Byrder, der ikke fordeles i bestemt Forhold til Hartkornet; men ved Erstatningens Bestemmelse bliver der at tage fornødent hensyn til de Byrder, der paa Grund af den aftraadte Jord saaledes fremdeles komme til at hvile paa hiin Eiendom. Iøvrigt kan ovennævnte Hartkorn og Gammelskat, naar Vedkommende til Rentekammeret indsende fornøden Underretning om Arealets Størrelse, Beliggenhed m.v., af bemeldte Kammer bestemmes uden formelig Udflytningsforretning efter de Oplysninger, der med hensyn til den nugieldende Matricul eller i anden Anledning maatte være forhaanden.

6) I Almindelighed bestemmes Vederlaget i Penge, som contant udbetales, dog ikke til selve Eieren uden med Samtykke af Panthaverne, der i den Orden, hvori de ere panteberettigede, kunne fordre Beløbet udbetalt til Afdrag paa deres pantefordringer, om de maatte attraae det. Iøvrigt følger det af den Jordens Eier tilkommende Skadesløsholdelse, at han bør have enhver Udgift erstattet, som han i foranførte eller anden Henseende nødsages til at giøre for at erholde det ham tilkommende Vederlag.

7) Hvis den Jord, der skal afstaaes, tilhører en Stiftelse, et Embede, et Fideicommis eller en Kommune, bør Vederlaget, ordentligviis bestemmes til en aarlig Afgift i Korn, der hvert Aar skal betales efter Kapitelstarten for dets Afgrøde; dog kan med Cancelliets Samtykke Vederlaget modtages i Penge, for hvis Anvendelse til Bedste for Stiftelsen, Embedet, Fideicommisset eller Kommunen der paa behørig Maade bliver at sørge.

8) Saafremt Brugen af den Jord, hvorfra Noget ved den omhandlede Leilighed stilles, er overladt til Andre end Eieren, bør Brugshaveren, hvad enten han er Forpagter, Fæster eller Leier, nyde aarlig, saalænge Brugsretten vedvarer, som Erstatning for Afsavnet af Jorden, Rente af sammes Vurderingssum, hvilken Rente bliver at beregne og fastsætte efter den ved Afhændelsen almindelig gieldende og ved Loven hiemlede Rentefod. I hvilket Forhold den særdeles Erstatning, der af de i § 4 omhandlede Aarsager bliver at udrede, skal tilkomme Eieren eller Brugeren, bliver i ethvert Tilfælde, efter de dermed forbundne Omstændigheder, at afgiøre i Overensstemmelse med Lovens Grundsætninger.

9) Ved de Arbeider, som udkræves til Indretningen af den udvidede Kirkegaard, navnlig Indhegning af det til Kirkegaard indtagne Areal, ere i Landsbymenighederne Sognemændene pligtige at yde den samme hielp, som de efter Lovens 2 B. 22 Kap. 68 Art. og de i Forbindelse dermed givne senere Bestemmelser have at yde med hensyn til Kirken og Kirkegaarden.

Ad § 2, nr. 29

Forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle Forandringer i Lovgivningen om Arv, som senest ændret ved lov nr. 215 af 31. maj 1963 om arv

Forskriftens §§ 26 og 27 er fortsat gældende, men kun § 26 og § 27, 1 pkt., foreslås bevaret.

26.) Ogsaa med Hensyn til Indholdet skal den Selveierbønder ved Fr. 13 Mai 1769 og 22 Nov. 1837 hiemlede, særegne Testationsret fremdeles vedblive. Dog bliver det herved at iagttage, at, naar en Selveierbonde, i Medfør af bemeldte Anordninger, har givet sin faste Eiendom til eet af sine Børn mod et moderat Vederlag, skal han ikke være beføiet til paae anden Maade at disponere over mere end en ottende Deel af sin øvrige Formue, saaledes som denne bliver efter den Værdi, der i Testamentet er sat paa Gaarden, hvilket samme skal gielde, naar en Selveierbonde og hans Hustru, der have Livsarvinger, ville benytte den Ret, Fr. 22 Nov. 1837 § 5 hiemler dem til at testere hinanden Gaarden til Eiendom, ligesom da ogsaa den Arvedeel, der efter (nærværende Anordn. § 15) kan tilkomme den Længstlevende, skal bortfalde.

27.) Hvad i Særdeleshed Sædegaardseiere angaaer, da skal det være en Saadan tilladt at disponere over sit halve Bo til Fordel for den af sine Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden, dog at han, naar han heraf giør Brug, ikke skal være berettiget til at disponere over mere end en fierde Deel af sin øvrige Formue til Fordeel enten for de andre Børn, eller for Fremmede. Derimod skulle de særegne Bestemmelser i Lovens 5-4-6 bortfalde.

Ad § 2, nr. 30

[Kgl. resolution af 12. december 1845 angaaende hvorledes der bliver at forholde med Hensyn til Forsørgelsen af de paa Christiansø der er en militair Plads uden Communalforfatning fødte Personer]

(Bekendtgjort i Collegial-Tidende den 7. februar 1846)

I Anledning af nogle i den senere Tid indtrufne Tilfælde, er det kommet under Spørgsmaal, hvorledes der bliver at forholde med Hensyn til Forsørgelsen af de paa Christiansø der er en militair Plads uden Communalforfatning fødte Personer, forsaavidt de ikke senere have erhvervet et Forsørgelseshjem. Under den derom imellem det Danske Cancelli og Admiralitets- og Commissariats Collegiet indledede Correspondance yttrede sidstnævnte Collegium den Anskuelse, at der ikke i de omspurgte Tilfælde kunde paahvile Sø-Etaten nogen Forsørgelsespligt. Det anførtes i denne Henseende, at Kjøbenhavns Fattigvæsen ved en i 1799 indgaaet Convention*) overtog sig blandt andet Forsørgelsen af "saadanne Fattige, som i Forordn. af 9. Marts 1792 ommeldes at vedkomme Sø-Etaten, de undtagne, som opholde sig paa Christiansø", men at Sø-Etaten efter Forordn. af 1792 kun var pligtig at forsørge dens eget Folk og disses Børn, disse sidste dog alene indtil de vare confirmerede og kunde komme i Lære eller anden Tieneste, og den nævnte Undtagelse kunde saaledes formeentligen ikke antages at indebefatte alle de Individeder, "som opholde sig paa Christiansø", men kun dem, der efter deres Alder og Forfatning vare lige med de herværende, hvis Forsørgelse paalaae Etaten. Saadanne paa Fæstningen sig opholdende Individer, som ei vare i Tienesten eller ved Tieneste vare blevne pensionsberettigede, maatte altsaa være Sø-Etaten uvedkommende, og deres Forsørgelse paa de Steder, hvor de ved at forlade Fæstningen begive sig hen, foranstaltes paa samme Maase som andre Tilreisende, der ei maatte kunne paavise noget Sted, hvor de ere forsørgelsesberettigede. Cancelliet skjønnede imidlertid dog ei rettere end at Personer, der ere i det omhandlede Tilfælde, maatte være at førsørge af Sø-Etaten; thi sadanne Personer vilde unægtelig være unægtelig være at henvise til Christiansø eller den Commune, hvoraf samme maatte være en Deel, saafremt ikke bemeldte Fæstning formedelst sit Forhold til Sø-Etaten var undtaget fra de almindelige borgerlige Forbindelser, men da dette er Tilfældet, synes Sø-Etaten at maatte træde i Communens Sted. Ellers vilde der ikke være nogen Commune, hvori slige Individers Trang kunde afhjælpes; thi at de skulde behandles som de, der ere fødte udenfor Riget (cfr. Pl. af 28. Dec. 1827), var dog udenfor Anordningernes Indhold og i sig uantageligt, saa meget mere som man vistnok paa Christiansø vil være berettiget til i Trangstilfælde at henvise de sig der opholdende Personer, som ikke ere i Sø-Etatens Tjeneste eller der ere fødte, eller sammesteds have opholdt sig i 5 Aar, til de Communer, hvor de efter de almindelige Anordninger høre hjemme, samt derfra at fordre Godtgjørelse for de paa deres interimistiske Understøttelse anvendte Bekostninger, og der vilde opstaae en med Retfærdighed og Billighed uoverensstemmende Ulighed, saafremt ikke Landets Fattigcommuner havde en gjensidig Ret med Hensyn til de Personer, som efter de almindelige Regler vilde være forsørgelsesberettigede paa førnævnte Ø. Ved at henlede det Kgl. Admiralitets- og Commissariats-Collegii Opmærksomhed paa Foranstaaende, tilføiede Cancelliet, at om end det omhandlede ved Anordningerne ikke udtrykkeligt afgjorte Spørgsmaal maatte anføres tvivlsomt, syntes det i al Fald ønskeligt, at Sø-Etaten paatog sig den ubetydelige Byrde, hvorom der her kan være Tale, hellere end at der skulde vises Ubillighed imod de Communer, hvor Conflicter af de paagjældende Slags opstaae. Admiralitets- og Commissariats-Collegiet meddeelte derefter Cancelliet, at Samme efter Omstændighederne Intet vilde have imod, at den Mening, for hvilken Cancelliet havde erklæret sig, bleven tagen tilfølge, men at Collegiet dog, da Sø-Etaten i Følge deraf vilde komme til at bære Udgifter, som Collegiet hidtil ikke havde anseet sig beføiet at paatage sig, matte ønske, at Cancelliet vilde erhverve Hans Majestæts allerhøieste Resolution til Regel for Fremtiden. I Overensstemmelse hermed har Cancelliet i Sagen nedlagt allerunderdanigst Forestilling, hvorefter det har behaget Hans Majestæt ved allerhøieste Resolution af 12. December f. A. at bifalde den af Cancelliet udviklede Formening, at Forsørgelsen af de paa Christiansø fødte Personer, der ikke senere have erhvervet Forsørgelseshjem andetsteds, paaligger Sø-Etaten.

*) Findes aftrykt i Kammerherre Brettons Haandbog i Lovgivningen om Fattig-, Skole- og Veivæsenet S. 25 ff.

Ad § 2, nr. 31

Plakat af 17. marts 1847 ang. en Udvidelse af den i Fr. 13 Mai 1769 og 22 Nov. 1837 Selveiere tilstaaede, særegne Testationsfrihed

1.) Foruden den særdeles Frihed til ved Testamente at disponere over sin Gaard, der efter Fr. 13 Mai 1769 og Fr. 22 Nov. 1837, saavelsom Fr. 21 Mai 1845 § 26, tilkommer Selveiere og disses Enker, skal der og efter Omstændighederne kunne ventes Confirmation paa Testamenter, hvorved en Saadan bestemmer, at Gaarden med Tilbehør, for den paa samme satte Vurdering, og iøvrigt under Iagttagelse af de i de ovenciterede Anordninger givne nærmere Bestemmelser, skal, saafremt det Barn, den agtes overdrages til, ved Døden maatte afgaae forinden Testator, tilfalde bemeldte Barns efterlevende Ægtefælle, for hvilken Confirmation i intet Tilfælde bliver at erlægge høiere Gebyr end det nu anordnede laveste Confirmationsgebyr.

2.) Ligesom den i de ovennævnte Anordninger Selveiere hiemlede Testationsret er anvendelig med Hensyn til alle Bøndersteder, der have et Tilliggende af 1 Td. Hartkorn eller derover, og til alle bebyggede Hovedgaardsjorder, hvis Hartkorn er mellem 1 og 12 Tdr. begge inclusive, saaledes vil Kongen og have denne Ret, og dermed tillige den yderligere Bestemmelse, som indeholdes i nærværende Anordn. § 1, udvidet til de større Eiendomme, der ikke kunne henføres til Sædegaarde, med Hensyn til hvilke det forbliver ved Fr. 21 Mai 1845 § 27.

Ad § 2, nr. 32

Kundg. af 18. februar 1849 indeholdende Modifikationer i de i Regl. 29 Mart. 1814 A. §§ 1 4 givne Forskrifter angaaende den Maade, hvorpaa Repræsentanterne for den mosaiske Menighed i Kbhavn vælges m. m.

Gr. Da de Bestemmelser, som indeholdes i Regl. 29 Mart. 1814 A §§ 1 4 angaaende Repræsentanterne for den mosaiske Menighed i Kbhavn og den Maade, hvorpaa disse vælges ikke staaer i Samklang med de Anskuelser, som siden hiint Reglements Emanation er giennemførte med Hensyn til Valg af Repræsentanter for Communer og andre Samfund, har Kongen i Betragtning heraf og med specielt Hensyn til de af Menigheden i saa Henseende fremsatte Ønsker, fundet for godt herom at træffe saadanne Bestemmelser, at der igiennem et frit Valg af Menighedens Repræsentanter gives alle Samfundets Medlemmer en saadan Indflydelse paa dets Anliggender, at Interessen for disse kan næres og styrkes hos Menigheden.

Thi byder og befaler Kongen som følger:

§ 1. Det mosaiske Troessamfund i Kbhavn bestyres af 7 Repræsentanter, der vælges frit og umiddelbart af alle i Overeensstemmelse med denne Kundgiørelse dertil qvalificerede Medlemmer af Samfundet.

§ 2. Valgberettiget og valgbar er i Reglen enhver Mandsperson i Samfundet, der har opnaaet sit 25de Aar og som contribuerer til Menighedens Kasse. Dog er den, der er sat under Værgemaal, eller hvis Bo er under Opbuds- eller Fallitbehandling eller som iøvrigt er under Retsforfølgning, der efter Lovene (5 3 18) betager ham Raadigheden over alt hans Gods, saavelsom ogsaa den, der er sat under Tiltale for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling, saa længe han ikke ved endelig Dom er aldeles frifundet, udelukket saavel af de Valgberettigedes som de Valgbares Klasse.

§ 3. Valgberettiger, men ikke valgbar er:

a) enhver af Samfundets Kasse lønnet Embedsmand;

b) enhver Mandsperson, der, uagtet han har den i § 2 nævnte Qvalification, ikke befinder sig i en uafhængig og selvstændig Stilling, hvoraf følger, at den, der staaer i Lære eller i et andet privat Tienesteforhold, ikke vil kunne vælges, men mindre han har egen Huusstand og selv holder Dug og Disk.

§ 4. Fader og Søn, Svigerfader og Svigersøn maae ikke paa een og samme Tid have Sæde i Repræsentantskabet.

§ 5. Af de nuværende Repræsentanter afgaae de 3 ældste naar de nye Valg, hvortil de fornødne Forberedelser strax blive at iværksætte, overeensstemmende med denne Kundgiørelse ere foretagne, og senest inden April Maaneds Udgang d. A.; de øvrige ere pligtige at vedblive, om de end ellers have Ret til at afgaae. Den 1 Jan. 1850 afgaae de 2 næstældste, det paafølgende Aars 1 Jan. de 2 yngste. Paa samme Maade skeer for den derpaa følgende Tid bestandigt Afgangen mellem Repræsentanterne, saaledes at Functionstiden stedse bliver 3 Aar for hver.

§ 6. Enhver af de udtrædende Repræsentanter kan gienvælges og tager da den Plads som det nye Valg giver ham. Enhver er pligtig at modtage det paa ham faldende Valg; dog er den, der har fungeret som Repræsentant, ikke pligtig at modtage det nye Valg, førend efter Udgangen af det dobbelte Antal Aar, hvori han sidst har fungeret, ligesom og Den, der har opnaaet en Alder af 60 Aar, altid paa Grund heraf kan undskylde sig for at modtage et paa ham faldet Valg.

§ 7. Hvergang der skeer Valg paa Repræsentanter, bliver der tilligemed disse at vælge et ligesaa stort Antal Suppleanter, hvilke i den Orden, der svarer til det Antal Stemmer, hvormed hver især er valgt, have at indtræde istedetfor de til Repræsentanter Valgte, som paa Grund af en af de ovennævnte Forhindringer eller formedelst andet lovligt Forfald ei komme til at overtage Posten, hvorimod de Pladser, der ved tilfældig Afgang maatte blive ledige i Aarets Løb, henstaae ubesatte, indtil de i det næste Aar kunne besættes tilligemed dem, der ved den i § 5 anordnede aarlige Afgang blive ledige.

§ 8. Valgene forberedes ved en Liste over de Valgberettigede og Valgbare, der forfattes under Repræsentationens Tilsyn af Samfundets Bogholder. Denne Valgliste fremlægges 4 Uger inden Valghandlingen foregaaer, til almindeligt Eftersyn i en Tid af 8 Dage. Kundgiørelsen herom skeer forinden i den Avis, hvor officielle Bekiendtgiørelser for Stadens Vedkommende indrykkes. Forsaavidt Nogen maatte finde en Uberettiget optagen eller en Berettiget udeladt, har han inden 8 Dage efter Forløbet af den Tid, hvori Listen har været fremlagt til Eftersyn, at indsende en skriftlig og motiveret Indsigelse til Repræsentationen, der, forsaavidt den ikke maatte give denne Indsigelse Medhold, indstiller den til Kiøbenhavns Magistrat, som i saa Fald afgiver sin Decision som endelig Afgiørelse. En Anke over Nogens Optagelse eller Udelukkelse kan ikke komme i Betragtning, naar den ei inden foranførte Tid er fremført.

§ 9. Efterat Listen saaledes er berigtiget, bliver den Trykt og omdeelt mellem samtlige Valgberettigede. Tilligemed denne erholder enhver Valgberettiget en paa hans Navn lydende, af Samfundets Bogholder udstedt Stemmeseddel, der indeholder Opgivelse af, hvor mange Repræsentanter og Suppleanter der skulle vælges.

§ 10. 8 Dage inden Valghandlingen, der hvert Aar skal skee i Løbet af December Maaned, hensættes paa Samfundets Contoir en tillaaset og med Samfundets Segl forsynet Kasse, hvori Enhver til den Tid, der nærmere maatte blive bestemt, selv eller ved Andre kan indlægge sin Stemmeseddel. Stemmesedlen bør imidlertid være egenhændigen underskreven af den Valgberettigede, for at være gyldig.

§ 11. Valghandlingen skeer offentligen paa det Sted og til den Tid, hvorom Bekiendtgiørelse forinden 3 Gange har været offentliggjort. Den ledes af en Comitee, bestaaende af en Repræsentant og 2 af Repræsentantskabet udvalgte Medlemmer af Menigheden udenfor Repræsentantskabet. I den første Time efter Valghandlingens Begyndelse kan Enhver, der ikke forinden maatte have afleveret sin Stemmeseddel, nedlægge den i Kassen. Dernæst aabnes denne, og efter den Tid modtages ikke længere nogen Stemmeseddel.

§ 12. Det af Commiteens Medlemmer, der er Medlem af Repræsentantskabet, optager Stemmesedlerne og forelæser lydeligen de Valgtes Navne, der optegnes af de to andre Medlemmer af Comiteen i 2 til dette Brug af Kiøbenhavns Magistrat autoriserede Protocoller; og Sedlerne henlægges dernæst, indtil Valghandlingen er sluttet. Saasnart en Stemmeseddel er oplæst udstryges den Stemmendes Navn paa Listen. Naar Optællingen er færdig, conferere Protocolføreren de optegnede Stemmer, og findes da nogen Uovereensstemmelse giennemgaaes Stemmesedlerne paany, og først naar Valaet er fuldendt, tilintetgiøres disse. Repræsentanten bekiendtgiør dernæst Udfaldet, der indføres i begge Protocoller, hvormed Valghandlingen er sluttet. Om Udfaldet af Valget meddeler Repræsentantskabet i Forening med de 2 udenfor samme valgte Medlemmer af Comiteen det Fornødne til Kbhvns Magistrat, der skriftligen har at communicere det til de Valgte.

§ 13. Skulde nogen af Repræsentanterne i Løbet af den Tid, hvori han har at fungere, komme i det Tilfælde, der betager ham hans Habilitet til denne Function, andrages Sagen for Kbhvns Magistrat, der dernæst har at entledige ham fra denne Bestilling. Skulde der i denne Henseende opstaae Tvivl eller Uenighed, har Enhver af de Paagieldende Ret til at indstille Sagen til Indenrigsministeriet, der deri har at decidere.

§ 14. Saalænge Nogen fungerer som Repræsentant, er han fritagen for borgerlige personelle Tyngder.

§ 15. Repræsentanterne ere forpligtede til at antage en Kasserer, der lønnes af Samfundets Kasse og som stiller behørig Sikkerhed for de ham anbetroede Oppebørsler. Repræsentationen er pligtig til inden 8 Uger fra Dato at indsende et Udkast til en Instrux for denne Embedsmand til Indenrigsministeriet, der har at approbere det, forinden Kassereren maa antages af Repræsentationen.

§ 16. Ved disse Bestemmelser er Regl. 29 Mart. 1814 dets §§ 1 4 hævede og navnlig ogsaa den i § 3 a indeholdte Bestemmelse om, at een af Repræsentanterne bestandigt skal henhøre til den portugisiske Menighed, hvorimod denne Kundgiørelse iøvrigt ikke giør nogen Forandring i de bemeldte Menighed tilstaaede Rettigheder.

Ad § 2, nr. 33

Bekendtgørelse af 21. februar 1850 ang. en Forandring i adskillige af de med Hensyn til Rettergangsmaaden for Høiesteret foreskrevne Former

Paa Ministeriets Forestilling har Kongen under 19 ds. bifaldet følgende Forandringer i de med Hensyn til Rettergangsmaaden for Høiesteret foreskrevne Former:

1.) at Bestemmelsen i Høiesterets Instruction af 7 Dec. 1771 § 17 angaaende at Kongen, naar Han Selv er tilstede i Retten, vil efter egen Villie og Velbehag sige, hvorledes Dommen skal forfattes, bortfalder;

2.) at ligeledes Bestemmelserne i D.L. 1-12-5, fornævnte Instruction § 9 og Patent om Høiesteret af 10 Nov. 1774 § 16, hvorefter de, som gaae i Rette for Høiesteret, altid skulle rette deres Ord og Tale til Kongen, hvad enten Han Selv er tilstede eller ikke, ophæves, og at, som Følge deraf, Parter og de, der føre Sager for Retten, herefter i Skrift og Tale henvende sig til Retten selv;

3.) at Stævninger og Domsacter i Høiesterets-Sager herefter ikke udfærdiges i Kongens Navn og under det Kongelige Segl, men derimod i Rettens Navn og under dens Segl, samt at der paa samme Maade forholdes med Hensyn til Udfærdigelsen af den aarlige Høiesteretsorden;

4.) at den hidtil sædvanlige aarlige Høitidelighed i Anledning af Høiesterets Aabning, samt dennes Proclamation ved Herolder, bortfalder; og

5.) at disse Forandringer træde i Kraft ved Begyndelsen af det nye Høiesterets Aar.

Ad § 2, nr. 34

[Lov af 27. januar 1852 om Domaineeiendommes Afhændelse]

Såfremt lovforslag nr. L 175 om ophævelse af 100 love m.v., jf. ovenfor, vedtages, vil alene § 5 være gældende med følgende indhold:

§ 5. Hvor Statskassen maa anses som Godsets Eier at have en Herlighedsret over Gadejordene i Godsets Byer, kan Miljø- og Energiministeriet afhænde undværlige Dele af Gadejorden som fri Eiendom til Huuspladse eller anden for Byen gavnlig særegen Afbenyttelse, enten mod contant Kjøbesum, eller uden Kjøbesum, men mod en passende Grundafgift af Jordstykket, som Vederlag for Statens Herlighedsret.

Ad § 2, nr. 35

[Lov af 12. marts 1852 om Statshaverne]

Forskriften indeholder 8 paragraffer, men alene §§ 1-3, § 5 samt § 7, 1. pkt., foreslås bevaret.

Rigsdagen har vedtaget og Kongen ved Sit Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. De til Rosenborg, Frederiksberg, Frederiksborg og Fredensborg Slotte samt Odense Palais hørende Haver, saavelsom de til Frederiksborg og Fredensborg Slotte hørende Skovindhegninger skulle fremdeles vedligeholdes som Statseiendomme.

§ 2. Angaaende de af ovenmeldte Haver, der overtages af Civillisten eller appanagerede Personer, fastsættes det Fornødne ved Overdragelsesvilkaarene.

§ 3. Frederiksborg og Fredensborg Driveri- og Oeconomihaver bliver indtil videre fremdeles at bortforpagte; ligeledes Frugttræplanteskolen ved Frederiksberg.

§ 4. Af Kongen udnævnes en Gartner ved de offentlige Lysthaver, navnlig Rosenborg, Frederiksberg og Fredensborg, og en Gartner ved Rosenborg Driverihave. For at erholde en af disse Ansættelser udfordres, at Vedkommende har underkastet sig enten den førhen anordnede Kunstgartnerexamen, eller med 1ste Caracteer har bestaaet Gartnerexamen, og, hvad Lysthaverne angaaer, tillige den særskilte Examen i Landskabsgartneri. Enhver af foranførte Gartnere er forpligtet til uden særligt Vederlag at modtage Gartner-Elever til Veiledning og Underviisning, ogsaa i de Enhvers specielle Fag vedrørende theoretiske Dele af Gartnerkunsten, samt at deeltage i Prøvelse af Gartnere, Alt efter Indenrigsministeriets nærmere Bestemmelse. Gartnernes Gage fastsættes til 1000 Rbdlr. for hver, hvorhos Gartnerne ved Lysthaverne istedetfor Diæter og som Godtgjørelse for Befordringsudgifter erholder 300 Rbdlr. aarlig. Desuden tillægges enhver af den fri Bolig og den fornødne Jord til Dyrkning af Havesager til Huusholdningsbrug. De for Tiden ansatte Gartnere, som hidtil have været bedre lønnede, erholde som personligt Tillæg Forskjellen imellem Gagen efter nærværende Lov og deres tidligere Lønning.

§ 5. De Træer, der aarligen kunne skoves i de offentlige Lysthaver og Skovanlægene ved Frederiksborg Slotshave, saavelsom det Græs, der i samme kan slaaes, bortsælges efter Omstændighederne enten ved Auktion eller underhaanden, og Nettoindtægten deraf indbetales i Statskassen.

§ 6. Saalænge Rosenborg Driverihave overtages af Civillisten, bliver dertil af Statskassen at udrede et aarligt Tilskud af 7.000 Rbd., imod at Civillisten afholder derved ansatte Gartners Gage, samt udgifterne ved de for 4 Gartnerelever oprettede Fripladser.

§ 7. Ved hver af de ovennævnte Lysthaver antages en Opsynsmand, der har at paasee Ordens Overholdelse, at føre Tilsyn med solgte Effecters udlevering og at udføre, hvad der iøvrigt af vedkommende Gartner i Havens Anliggender maatte paalægges ham. Opsynsmændene antages paa Opsigelse og tillægges hver, foruden fri Bolig, en aarlig Løn af 100 Rbd. Forsaavidt de desuden udføre personligt Arbeide, tilkommer der dem Dagløn.

§ 8. Saavel Gartnernes som Opsynsmændenes Boliger overleveres Brugerne ved en lovlig Synsforretning, og have disse derefter selv at bekoste den indvendige Vedligeholdelse.

Ad § 2, nr. 36

Bekendtgørelse af 18. maj 1854 ang. Adgang for Præster til at erholde Tilladelse til at prædike over andre end de befalede Søn- og Helligdagstexter.

Fra den Kommission, der under 17de December s. A. allernaadigst er bleven nedsat for at tage under Overveielse, hvilke Forandringer i Landets Love og Indretninger der kunne findes tjenlige til at befæste Folkekirken og fremme dens Virksomhed, m. V., har Ministeriet modtaget et Forslag, der gaaer ud paa at aabne Præsterne Adgang til at erholde Tilladelse til at prædike over andre end de befalede Søn- og Helligdagstexter. Efter at denne Sag af Ministeriet er bleven Hans Majestæt, allerunderdanigst forelagt, har det behaget Allehøistsamme under 10de d. M. allernaadigst at bestemme Følgende:

1) At enhver Biskop maa være bemyndiget til saavel paa Landet som i de Kjøbstæder, hvori Aftensang er afskaffet, at tilstede Præsterne enten Aar om Aar, eller efter en anden hensigtsmæssig Orden, vexelviis at prædike over de anordnede Høimesse- og de anordnede Aftensangstexter. Ligeledes skal Biskoppen kunne meddele Præsterne Tilladelse til i en vis Tid at prædike over andre Texter eller Dele af det nye Testamente eller Luthers lille Cateqismus, dog at denne Tilladelse ikke gives for de Søndage, paa hvilke der i Fasten maa prædikes over Christi Lidelses Historie.

2) At, naar Præsten prædiker over en anden Text end det anordnede Evangelium, dette da bør messes.

3) At det paalægges Præsten, naar han i Betragtning af særegne Anledninger maatte have benyttet en fri Text, da at anmelde det for Provsten. Hvilket herved bekjendtgjøres til Efterretning for alle Vedkommende.

Ad § 2, nr. 37

Kongelig resolution af 14. juni 1854 om De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg

Allerunderdanigst Forestilling
angaaende Ordning af Forholdene ved den chronologiske Samling paa Rosenborg Slot.

Vi ville allernaadigst, at følgende paa Vort Slot Rosenborg værende Samlinger og Gjenstande, nemlig Kronings-Insignierne med Kronjuvelerne og Diamanterne samt de øvrige Gjenstande, der opbevares i de saakaldte Regalieskabe, den egentlige chronologiske Samling, adskillige til Afbenyttelse ved høitidelige Lejligheder bestemte Apparater, saavelsom andre forskjellige Sager, saasom flora-danica-Stellet, Glassamlingen m.m. desl., samt det egentlige Slotsbygningsinventarium herefter skulle udgjøre een Samling under Navn af den chronologiske, at denne Samling betragtes som det Kongelige Huses uafhændelige Eiendom, arvelig fra Konge til Konge, og at den henlægges under Overbestyrelse af den af Vore Ministre, der har Foredraget i Sager angaaende Vort Kongelige Huus, altsaa for Tiden Udenrigsministeren, samt Overhofmarskallen tilligemed den, som Vi ellers maatte finde for godt dertil at forordne.

Eremitagen den 14' Juni 1854.

Frederik.

/ Ørsted.

Efterat Ministeriet under 21' September f.A. havde tilladt sig i Henhold til den allerhøieste Kundgjørelse angaaende Civillisten af 30' Mai 1849 § 6 og den allerhøieste Resolution af 25' Juni næstefter § 5 at fremsætte et allerunderdanigst Forslag til Ordningen af Forholdene ved den chronologiske Samling paa Rosenborg Slot, og derpaa ved allerunderdanigst Forestilling af 3' December næstefter havde tilladt sig at forelægge Deres Majestæt nogle i denne Anledning allernaadigst begiærte Oplysninger, behagede det Deres Majestæt under 10' Decbr. f.A. allernaadigst at resolvere, at Sagen i sin Helhed atter skulde foredrages Deres Majestæt, naar Forestilling nedlagdes angaaende Besættelsen af Slotsforvaltertjenesten ved Rosenborg Slot.

I Henhold hertil blev Ministeriets ovennævnte tvende allerunderdanigste Forestillinger tilsendte Indenrigsministeriet for at forelægge Deres Majestæt i Forbindelse med Indstillingen om Slotsforvaltertjenestens Besættelse ved Rosenborg Slot, og efterat det nu har behaget Deres Majestæt under 9' Februar sidst allernaadigst at beskikke en Slotsforvalter ved bemeldte Slot, tillader jeg mig herved allerunderdanigst at forelægges Deres Majestæt mine ovennævnte allerunderdanigste Forestillinger om Ordningen af Forholdene ved Rosenborg Slot til allerhøieste Afgiørelse, idet jeg, i Henhold til hvad der er ytret i Forestillingen af 21' September f.A., tillader mig allerunderdanigst at indstille,

1. at det allernaadigst maatte vorde bestemt,

at følgende paa Rosenborg Slot værende Samlinger og Gjenstande, nemlig: Kronings-Insignierne med Kronjuvelerne og Diamanterne samt de øvrige Gjenstande, der opbevares i de saakaldte Regalieskabe, den egentlige chronologiske Samling, adskillige til Afbenyttelse ved høitidelige Leiligheder bestemte Apparater saavelsom andre forskiellige Sager, saasom flora danica Stellet, Glassamlingen m.m. desl. samt det egentlige Slotsbygningsinventarium herefter skulle udgiøre een Samling under Navn af den chronologiske, og

2. at denne Samling betragtes som et uafhændeligt fideicommissarisk Institut og henlægges under en egen Bestyrelse, bestaaende af Udenrigsministeren, Kultusministeren og Overhofmarskallen, eller

saafremt Deres Majestæt efter de Bemærkninger, jeg har tilladt mig at anføre i Slutningen af den allerunderdanigste Indstilling af 21' September, maatte allernaadigst bestemme, at Kultusministeren ikke skal tiltræde Bestyrelsen, da

af Udenrigsministeren og Overhofmarskallen, hvilke Medlemmer tage Sæde i Bestyrelsen efter deres Rang;

3. at det allernaadigst maa tillades, at der paa Kultusministeriets Budget under Afdelingen Kunstanstalter og Samlinger, eller

for det Tilfælde, at Samlingens Bestyrelse, efter det under No. 2 anførte, maatte blive dannet alene af Udenrigsministeren og Overhofmarskallen, da

paa et andet passende Sted paa Budgettet optages som en egen Konto, »Udgifter til den chronologiske Samling paa Rosenborg Slot«, Gage for en Inspecteur ved bemeldte Samling 400 Rd. og til Vedligeholdelse og Forøgelse af Samlingen 400 Rd., samt at der maa tillægges den Inspecteur, der maatte blive ansat ved Samlingen, fri Bolig i Rosenborg Slots Sidebygninger, naar og forsaavidt Omstændighederne maatte tillade det,

4. at den eventuelle Bestyrelse for den chronologiske Samling maa allernaadigst bemyndiges til efter Conference med Bestyrerne for Statens Kunstsamlinger at udvexle Gjenstande i den chronologiske Samling, som nærmest egne sig til at optages i de andre Samlinger, mod saadanne Gjenstande i sidstnævnte Samlinger, der befindes at egne til Optagelse i den chronologiske Samling;

5. at Regalierne ved Anbringelse af Glasdøre med Gitter for Skabene maa fremstilles til Skue for dem, der beser Slottet;

hvorhos jeg lige allerunderdanigst tillader mig at henstille, om det maatte behage Deres Majestæt for at bevirke, at der kan dannes lignende Samlinger af Gjenstande til Minde om de høisalige Konger Christian den 8de og Frederik den 6te, som der haves med Hensyn til de tidligere afdøde Konger, allernaadigst at lade Medlemmerne af Kongehuset opfordre til at afgive til Samlingen saadanne Gjenstande, som staar i Berøring med de mere betydningsfulde Momenter i disse Kongers Liv, eller i det hele tjener til at anskueliggøre deres

Personlighed for Efterverdenen.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, den 26' Maj 1854.

Allerunderdanigst

Ø r s t e d .

Ad § 2, nr. 38

Traktat af 14. marts 1857 ang. Afløsningen af Sund- og Belttolden

I følge udenrigsministerens besvarelse af S 1647, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets Forhandlinger side 5297, er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

(Rigsraads-Tid. Extraordinair Samling 1857. S. 14-15, 37, 122-23. 145-48. Anhang A. S. 1-26. Dep. Tid. f. 1857 S. 361-379, 585.)

Hans Majestæt Kongen af Danmark, paa den ene Side, og

Hans Majestæt Keiseren af Østerrig, Konge af Ungarn og Bøhmen,

Hans Majestæt Belgiernes Konge,

Hans Majestæt de Franskes Keiser,

Hendes Majestæt Dronningen af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland,

Hans Majestæt Kongen af Hannover,

Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Mechlenborg-Schwerin,

Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborg,

Hans Majestæt Kongen af Nederlandene,

Hans Majestæt Kongen af Preussen,

Hans Majestæt Keiseren af Rusland,

Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge, og

de frie Hansestæder Lubeck, Bremen og Hamborgs Senater,

paa den anden Side,

lige besjælede af det Ønske, at lette og forøge de for Øjeblikket mellem deres Stater, eller gjennem disse, bestaaende Handels- og Skibsfarts-Forhold, saavel ved en fuldstændig og stedsevarende Ophævelse af enhver af fremmede Skibe og deres Ladninger ved Gjennemfarten gjennem Sundet og Belterne opkrævet Told, som ved en Nedsættelse af Transittolden for Varer, der gjennemføres paa de Veie, der forbinde Nordsøen og Elben med Østersøen, have besluttet i dette Øiemed at underhandle om en udtrykkelig Tractat og have dertil med deres Fuldmagter forsynet,

Hans Majestæt Kongen af Danmark: Allerhøistsammes Gemeimeconferentsraad og Directeur for Øresunds Toldkammer, Herr Christian Ulbrecht Bluhme, Storkors af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand o.s.v.;

Hans Majestæt Keiseren af Østerrig, Konge af Ungarn og Bøhmen: Allerhøistsammes Chargé d'affaires ved det Kongelig Danske Hof, Herr Carl Jaeger;

Hans Majestæt Belgiernes Konge: Allerhøistsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Ulcindor Ridder Beaulieu, Officeer af Hans Orden o.s.v.;

Hans Majestæt de Franskes Keiser: Allerhøistsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Adolph Dotezac, Commandeur af den Keiserlige Æreslegions Orden, Storkors af Dannebrogsordenen o.s.v.;

Hendes Majestæt Dronningen af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland: Allerhøistsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Andrew Buchanan, Esquire;

Hans Majestæt Kongen af Hannover: Allerhøistsammes Ministerresident og Geheimelegationsraad, Herr Charles Hanburg, Commandeur af 1 ste Klasse af Guelpheordenen, decoreret med Waterloo-Medaillen o.s.v.;

Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Mechlenborg-Schwerin: Høistsammes Regjeringsraad og Geheimelegationsraad, Herr Carl Friedrich Wilhelm Brosch, Ridder af den Røde Ørns Ordens 2den Klasse o.s.v.;

Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborg: Høistsammes Regjeringsraad, Herr Ulbrecht Johannes Theodor Erdmann, Capitular-Comthur af den Storhertugelige Huus- og Fortjenesteorden o.s.v.;

Hans Majestæt Kongen af Nederlandene: Allerhøistsammes Ministerresident hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Henri Charles du Bois, Ridder af den Nederlandske Løveorden og af den Luxemburgske Egetroneorden o.s.v.:

Hans Majestæt Kongen af Preussen: Allerhøistsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Alphons Heinrich Grev v. Driolla, Hans Kammerherre, Ridder af den Røde Ørns Orden o.s.v.;

Hans Majestæt Kejseren af Rusland: Allerhøistsammes Collegieraad, Herr Julius Tegoborsti, Ridder af den Keiserlige St. Annaordens 2den Klasse med Sværdet o.s.v.;

Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge: Allerhøistsammes Kammerherre og Chargé d'affaires ved det Kongelig Danske Hof, Herr Niels Wilhelm, Baron af Wetterstedt, Ridder af Nordstjerneordenen o.s.v.;

og de frie Hansestæder Lubeck, Bremen og Hamborgs Senater: Sammes Ministerresident hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, Herr Freidrich Kruger, Dr. juris utr. o.s.v.;

Hvilke, efter at have udvekslet deres Fuldmagter, der befandtes i god og tilbørlig Form, ere komme overeens om følgende Artikler:

Art. 1. Hans Majestæt Kongen af Danmark paatager Sig ligeoverfor Hs. Majestæt Keiseren af Østerrig, Konge af Ungarn og Bøhmen, Hs. Majestæt Belgiernes Konge, Hs. Majestæt de Franskes Keiser, Hds. Majestæt Dronningen af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland, Hs. Majestæt Kongen af Hannover, Hs. Kongelige Høihed Storhertugen af Mechlenborg-Schwerin, Hs. Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborg, Hs. Majestæt Kongen af Nederlandene, Hs. Majestæt Kongen af Preussen, Hs. Majestæt Keiseren af Rusland, Hs. Majestæt Kongen af Sverrig og Norge, og de frie Hansestæder Lubecks, Bremens og Hamborgs Senater, der alle modtage Tilbuddet, Forpligtelsen til:

1. ikke at opkræve nogen Told, Lastepenge, Fyr- og Fyrtaarnsafgifter, Tøndepenge, eller nogensomhelst anden Skibs- eller Ladningsafgift af de Skibe, der passere Belterne eller Sundet for at begive sig fra Nordsøen til Østersøen, eller omvendt, hvad enten de ikkun seile igjennem de Danske Farvande eller nødes til der at kaste Anker eller søge Havn, det være sig paa Grund af Søtilfælde eller formedelst Handelsoperationer. Intet Skib skal for Fremtiden under nogetsomhelst Paaskud turde anholdes eller underkastes nogen Standsning paa dets Fart gjennem Sundet og Belterne; men Hans Majestæt Kongen af Danmark forbeholder Sig udtrykkelig Ret til, ved særskilte Overeenskomster, der hverken betinge nogen Visitation eller Anholdelse, at ordne den tiltale og Toldbehandlingen af de Magters Skibe, der ikke have taget Deel i nærværende Tractat;

2. hverken af de bemeldte Skibe, som med Ladning eller Ballast løbe ind i eller ud af Danske Havne, hvad enten de der have udført Handelsoperationer eller ikke, eller af deres Ladninger at kræve nogensomhelst Afgift, som disse Skibe eller deres Ladninger, paa Grund af Passagen gjennem Sundet eller Belterne, vilde have været underkastede og hvis Afskaffelse er blevet stipuleret i foregaaende Passus; og er det vel at forstaae, at de saaledes afskaffede Afgifter, der følgelig hverken maae opkræves i Sundet og Belterne eller i de Danske Havne, heller ikke indirekte maae kunne gjenoprettes enten ved i den Hensigt at forhøie de nu bestaaende Havne- og Toldafgifter, eller ved samme Øiemed at indføre nye Skibsfarts- eller Toldafgifter, eller paa nogensomhelst anden Maade.

Art. 2. Hans Majestæt Kongen af Danmark forpligter Sig fremdeles ligeoverfor de ovennævnte høie contraherende Parter til:

1. at bevare og vedligeholde alle fortiden ved Indløbene og Tilgangene til Hans Havne, Rheder, Floder eller Kanaler eller langs Hans Kyster existerende Fyr og Fyrtaarne, saavelsom de Bøier, Tønder og Lodsmærker, der nu forefindes og tjene til Seiladsens Lettelse i Kattegattet, Sundet og Belterne;

2. for Fremtiden, som hidtil, i Skibsfartens almindelige Interesse at tage under alvorligste Overveielse, hvorvidt det maatte være nyttigt og beleiligt at forandre Beliggenheden og Formen af disse Fyr, Fyrtaarne, Bøier, Tønder og Lodsmærker, eller at forøge deres Antal, Alt uden nogetsomhelst Paalæg til Byrde for den fremmede Skibsfart;

3. for Fremtiden, som hidtil, at lade føre Tilsyn med Lodstjenesten, hvis Afbenyttelse i Kattegattet, Sundet og Belterne til enhver Tid er overladt til Capitainernes og Skibsførernes eget Godtbefindende. Det forstaaer sig, at Lodspengene skulle være moderate, at een og samme Taxt skal gjælde for danske og fremmede Skibe, og at bemeldte Afgift overhovedet kun vil kunne affordres de Skibe, der frivillig have betjent sig af Lodser;

4. uden nogensomhelst Indtrængning at tillade alle, saavel danske som fremmede, Privat-Entrepreneurer, efter eget Godtbefindende og under samme Betingelser, uden Hensyn til deres Nationalitet, i Sundet og Belterne at henlægge og stationere Fartøier, udelukkende bestemte til Bugsering af de Skibe, der ønske at gjøre Brug deraf;

5. at lade samtlige Veie og Kanaler, der nu forbinde eller fremtidig ville komme til at forbinde Nordsøen og Elben med Østersøen, blive deelagtige i den Toldfrihed, som efternævnte indenlandske eller fremmede Varer for Øieblikket nyde paa nogle af disse Veie:

Agarius (Lærkesvamp);

Fyrsvamp (upræpareret);

Rav eller Bernsteen;

Dyr, levende, af alle Slags;

Antimonium;

Træer og Buske, levende;

Regne- og Skrivetavler samt Skrifter af Skifersteen;

Tagskifer;

Sølv i Barrer og gammelt til Omsmeltning;

Arsenik;

Asphalt (Jødebeeg, Jordharpix);

Dyvelsbræk;

Knopper;

Enebær;

Koste og Karskrubber (saafremt de ikke ere Børstenbinderarbeide);

Bambus-, Spansk- og andre Rør (raae, uforarbeidede);

Smør;

Hvalrav (Spermacet) samt Spermacetolie;

Kornvarer: Boghvede, Byg, Havre, Mais, Rug, Hvede, Bitter;

Træarter for Apotheker;

Farvetræ;

Tømmer og Træ, alle Slags;

Flotholt (anvendeligt til Fiskenet istedetfor Kork);

Bolus, hvid og rød, samt terra sigilata;

Borax, raa og raffineret;

Tarme;

Muursteen;

Teglsteen, malet;

Klokkemalm;

Riisqviste;

Blomsterløg;

Cadmium;

Calmeie;

Campher;

Spanske Fluer;

Fliser;

Kort: Land og Søkort;

Bævergeel;

Aske: Potaske, Soda, kulsuurt Natron og al anden Aske;

Tøndebaand af Træ;

Hamp, heglet og uheglet;

Trækul;

Karteboller;

Hjulmands- og Vognmagerarbeide;

Kalk;

Klude;

Cement, al Slags;

Vox;

Husblas;

Muslingeskaller;

Coraller;

Tougværk;

Horn af Hornkvæg (ogsaa raae Hornspidser);

Bomuld,

Kobber: Carkobber (ikke hamret eller valtset) og Kobbermøntplader;

Kornaffald til Kvægfoder, Klid, Avner og andet Kornaffald;

Elefanttænder eller Elfenbeen;

Hvalrostænder;

Akter;

Staver, Tøndestaver og Bundstykker;

Skildpaddeskaller;

Prøver uden Værdi;

Spaan til Bogbindere, Skomagere og Sværdfegere, samt flækkede Birkeriis;

Meerskum;

Emballager, gamle brugte: Foustager, Kasser, Kister, Kufferter, Sække og Kurveflasker;

Smergel;

Tin, raat uforarbeidet og raspet;

Fiskebarder, Hvalfiskebarder, uspaltet Fiskebeen;

Meel af toldfrit transiterende Kornvarer;

Spatsteen, ikke pulveriseret,

Jern: Rujern;

Jern i Stænger, alle Slags (Baandjern er ikke fri);

Bønner,

Gipsfigurer, Gipsafstøbninger;

Blomster og Blomsterplanter;

Flores cassiae (Kaneelblomster);

Hø,

Gjødning, naturlig eller kunstig, t. Ex. ogsaa Patentgjødning, Sukkerskum (Chilisalpeter, svovlsuur Ammoniak og lignende Varer ere ikke frie, om de end maatte være bestemte til Gjødning; derimod er Gipsmeel, naar det ifølge fremlagt Beviisligheder kun skal anvendes til Gjødning, transittoldfrit);

Ris;

Agern;

Glober;

Tjære (ogsaa Tjærevand);

Frø: Hampefrø, Hørfrø, Raps og al anden Slags Frø, saa og Frøarter for Apotheker f. Ex. Fennikelfrø (Kommen og Anis ere toldpligtige);

Reisendes brugte Sager, fremdeles brugt Huusgeraad og brugte Mobilier, forsaavidt disse Gjenstande bestaae i Flyttegods, iligemaade brugte Klædningsstykker, naar de efter Toldvæsenets Skjøn transitere som Reisegods, uden Hensyn til, om Eieren følger med eller ikke;

Haveværter, friske, saa og Blaabær, Jordbær, Hindbær, Ribs, Tyttebær, Stikkelsbær, Hyben og Viindruer, samt Peberrod og spiselige Løg;

Steenkul, alle Slags (ogsaa Cokes og Cinders);

Hampeolie;

Østers;

Tækkerør;

Uld, alle slags;

Melk;

Messing, uforarbeidet (ikke hamret eller valtset);

Spek, Lever, Grever til Tran;

Flesk, fersk;

Lindser; Viinmudder, tør (Drooft);

Kork;

Hør, heglet og uheglet;

Bøger, trykte med dertil hørende Kobberstik, indbundne og uindbundne;

Malt;

Bruunsteen;

Manna;

Medailler;

Metal (Bronce og andre messinglignende Metalcompositioner), uforarbeidet (ikke hamret eller valset);

Blyant;

Ertse, usmeltede, alle Slags;

Mineralier og Naturalier, saasom: Jord, Steen og Ertsarter, Planter og Frugter, Conchylier, Insecter, Fugle og andre Dyr, udstoppede eller i Spiritus, til Naturaliecabinetter og videnskabelige Samlinger;

Modeller, alle Slags;

Mønt, alle Slags;

Mos til Indpakning og Udstopning, saa og saakaldet Stovuld;

Musikalier;

Moscus;

Perlemoer, raat i Skaller;

Maatter, brugte;

Galæbler;

Kunstsager, saasom: Statuer, Buster, Basreliefs;

Opium;

Guld i Barrer og gammelt til Omsmeltning;

Gryn af toldfrit transiterede Kornvarer;

Been;

Bidier til Kurvemagerarbeide, uafbarkede og afbarkede;

Rebslagerarbeide, hvortil og ogsaa henregnes Hampegjorder og Fiskenet;

Straa og Hakkelse;

Skind, uberedte og beredte uden Undtagelse, altsaa ogsaa Skind til Bundtmagere, Kalve- og Faarelæder, Corduan, Saffian zc. zc.;

Hvalroshuder;

Enebærstager;

Perler, ægte:

Pimpsteen;

Blodsteen;

Kalksteen;

Kridtsteen og Kridt, ogsaa pulveriseret;

Gipssteen;

Ædelstene;

Steen, alle Slags;

Finerer af Træ;

Platin (Platina), uforarbeidet;

Bly i Blokke og Klumper, samt gammelt Bly, navnlig ogsaa gammelt Beklædningdningsbly;

Fjer og Duun;

Haar, alle Slags (herunder indbefattede Børster, Haar og Uld af Sviin);

Krølhaar ere imidlertid toldpligtige;

Ærter;

Fisk, fersk;

Beeg;

Kartofler;

Pezzulano;

Papiirspaaner og Papiiraffald, alle Slags;

Bruunrødt;

Blod;

Igler;

Salt (med Undtagelse af officinelle Salte);

Fidtsteen;

Talg;

Smak eller Sumak;

Malerier, saa og Kobberstik, Lithographier og Stanographier;

Bark;

Garvebark;

Kølnsk Jord, hvid;

Jord, saasom: Pibeleer, Mergel, Engelskjord, Porcelainjord, Valkejord, Sukkerjord og andre Jord-, Leer- og Mergelarter, saafremt de ikke bestaae i Farver;

Skildpadder;

Tørv;

Trippels;

Tagsteen;

Pennefjer;

Tang til Indpakning og Udstopning;

Marieglas;

Kjød, fersk og saltet;

Qviksølv;

Vogne, alle Slags, saa og Jernbanevogne og Tendere (Locomotiver ere toldpligtige);

Dele til Vogne og Vogne, som ere skilte ad, ere kun frie, forsaavidt de bestaae i Hjulmandsarbeide;

Krebseøine;

Zink, raat, uforarbeidet eller i Tavler.

Det er vel at forstaae, at, naar senere en lignende Fritagelse for Transittold skulde blive andre Produkter tildeel paa en eller anden Vei, skal den samme Fritagelse med Rette udtræffe sig til samtlige ovennævnte Veie.

6. paa alle viste Veie eller Kanaler at nedsætte Transittolden af de Varer, paa hvilke den nu hviler, til en eensformig og efter Vægten afpasset Sats af i det Højeste seksten (16) danske Skilling pr. Fem Hundrede Pund Dansk, uden at denne Told, under hvad Navn det maatte være, skal kunne forhøies ved nogetsomhelst andet Paalæg. I Tilfælde af en Nedsættelse af Transittolden under ovenmeldte Sats forpligter Hs. Majestæt Kongen af Danmark Sig til at stille alle Veie og Kanaler, der nu forbinde eller senere maatte komme til at forbinde Nordsøen og Elben med Østersøen eller dens Bivande, paa fuldkommen lige Fod med de meest begunstigede Veie, der nu findes eller senere maatte blive anlagte paa Allerhøistsammes Gebeet.

7. Da Hs. Majestæt Kongen af Sverrig og Norge, i Medfør af en med Hs. Majestæt Kongen af Danmark afsluttet speciel Overeenskomst, ligeoverfor Hs. Danske Majestæt har paataget Sig Forpligtelsen til at vedligeholde de Fyr paa Sverrigs og Norges Kyster, der tjene til Belysning og Lettelse for Gjennemfarten gjennem Sundet og Indsejlingen til Kattegattet, saa forpligter Hs. Majestæt Kongen af Danmark Sig til med Hs. Majestæt Kongen af Sverrig og Norge at træffe en definitiv Overeenskomst i det Øiemed at sikkre disse Fyrs Vedbliven og Vedligeholdelse i Fremtiden, som hidtil, uden at der derved paalægges de Sundet og Kattegattet passerende Skibe nogensomhelst Byrde.

Art. 3. De i de tvende foregaaende Artikler indholdte Forpligtelser skulle træde i kraft med den 1ste April 1857.

Art. 4. Som Skadesløsholdelse og Erstatning for de Offre, som de ovennævnte Stipulationer paalægge Hans Majestæt Kongen af Danmark, forpligte Hans Majestæt Keiseren af Østerrig, Konge af Ungarn og Bøhmen, Hans Majestæt Belgiernes Konge, Hans Majestæt de Franskes Keiser, Hendes Majestæt Dronningen af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland, Hans Majestæt Kongen af Hannover, Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Mecklenborg-Schwerin, Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborg, Hans Majestæt Kongen af Nederlandene, Hans Majestæt Kongen af Preussen, Hans Majestæt Keiseren af Rusland, Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge, og de frie Hansestæder Lubecks, Bremens og Hamborgs Senater sig, fra deres Side, til at betale Hans Majestæt Kongen af Danmark, som modtager dette Tilbud, en Totalsum af 30,476,325 Rigsdaler Rigsmønt, der fordeles paa følgende Maade:

Paa	Østerrig	29,434	Rd.	R. M.
	Belgien	301,455
	Bremen	218,585
	Frankrig	1,219,003
	Storbritannien	10,126,855
	Hamborg	107,012
	Hannover	123,387
	Lubeck	102,996
	Mechlenborg	373,663
	Norge	667,225
	Oldenborg	28,127
	Nederlandene	1,408,060
	Preussen	4,440,027
	Rusland	9,739,993
	Sverrig	1,590,503

Det er en Selvfølge, at de høie contraherende Parter eventuelt kun ere ansvarlige for den Qvota, der falder hver enkelt af dem til last.

Art. 5. De i foregaaende artikel specificerede Summer kunne, under de i den følgende 6te Artikel sub 3 stipulerede Forbehold, afbetales i Løbet af tyve Aar ved fyrretyve ligestore halvaarlige Afbetalinger, som indbefatte Kapitalen og de aftagende Renter af de endnu ikke forfaldne Terminer.

Art. 6. Enhver af de høie contraherende Magter forpligter Sig til ved Separat- og Specialovereenskomster med Hans Majestæt Kongen af Danmark, at ordne og fastsætte:

1. Maaden hvorpaa, og Stedet hvor, Betalingen af de ovennævnte fyrretyve halvaarlige Afdrag af den Qvota, der efter Art. 4 falder paa Dens Andeel, skal finde Sted;

2. Maaden hvorpaa, og Coursen hvorefter de i samme Artikel i dansk Mønt specificerede Beløb skulle converteres i fremmed Pengesort;

3. Betingelserne og Modus for en fuldstændig eller deelviis Amortisation, hvortil Den forbeholder Sig udtrykkelig Ret, for til enhver Tid antecipando at kunne afgjøre Sin ovenfor fastsatte Erstatnings-Qvota.

Art. 7. Uddførelsen af de i denne Tractat indeholdte gjensidige Forpligtelser bliver udtrykkelig gjort afhængig af Opfyldelsen af de Formaliteter og Forskrifter, der ere fastsatte i Forfatningslovene hos de af de høie contraherende Parter, som ere forbundne til at bevirke disse Formaliteters Anvendelse, og forpligte de sig til at lade dette skee i den kortest mulige Frist.

Art. 8. Nærværende Tractat skal ratificeres og Ratificationerne udveksles i Kjøbenhavn førend den 1ste April 1857, eller snarest muligt efter Udløbet af denne Termin.

Til Bekræftelse heraf have de respektive Befuldmægtigede undertegnet denne Tractat og paatrykt samme deres Vaabensegl.

Skeet i Kjøbenhavn den 14de Marts 1857.
(Protokol udeladt)
Officielle noter ifølge Retsinformation:

*) Den ovenstaaende i det franske Sprog afsluttede Tractat med den dertil hørende Protokol af samme Datum, der er underskrevet af de samme Befuldmægtigede, som have undertegnet Tractaten, findes i Dep. Tid. f. 1857 S. 361-379.

Under 30te Marts have den Franske og den Hannoveranske Regjering, under 31te Marts den Preussiske, den Storbrittaniske og den Mechlenborgske Regjering, under 2den April Hansestæderne Lubecks og Hamborgs Senater, under 7de April den Russiske og den Svensk-Norske Regjering samt Hansestaten Bremens Senat, under 14de April den Østerrigske, Belgiske og Oldenborgske Regjering, og under 18de Juni den Nederlandske Regjering paa den ene Side og den danske Regjering paa den anden Side udvekslet Ratificationerne af ovenstaaende Tractat. Dep. Tid. f. 1857 S. 361, 401, 417, 585.

Jvfr. Specialconventioner af 14de marts med Belgien, Storbrittanien og Hannover, af 17de Marts med Oldenborg og Nederlandene, af 4de April med Mechlenborg-Schwerin, af 21de April med Sverrig-Norge, af 24de April med Hamborg, af 25de April med Preussen, af 30de April med Lubeck og af 22 de Juli 1857 med Rusland . Jvfr. Lov om Transittolden af 6te Mai 1857.

Ad § 2, nr. 39

Lov af 11. februar 1863 ang. Omordning af Kjøbenhavns Politi, m.v. (Politiloven for København) , som senest ændret ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 om ændring af retsplejeloven m. v.

Forskriften indeholder 21 paragraffer, men alene §§ 1, 8, 9, 11-13 samt 21 foreslås bevaret.

§ 1. Kjøbenhavns Polities Myndighed omfatter Staden Kjøbenhavn og dens Grund samt de Dele af Kjøbenhavns Amts Grund, som for Tiden ere henlagte under Kjøbenhavns Politi, hvorhos den af Kongen kan udvides til at omfatte Fæstningsværkerne og Citadellet Frederikshavn samt Nyboder. Størrelsen af det Vederlag, som Monarkiet herfor maatte have at yde til Kjøbenhavns Kommune, forbeholdes nærmere Afgjørelse.

§ 2-7. Ophævet.

§ 8. Justitsministeren har efter Forhandling med Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse at affatte en Politivedtægt for Kjøbenhavn, hvori optages de Bestemmelser, som skulle have vedvarende Gyldighed med Hensyn til Ordens- og Renlighedspolitiet. Det bliver ved Kongelig Anordning at bestemme, naar denne Vedtægt træder i Kraft, samt hvilke af de hidtil gjældende Love og Anordninger om Ordens og Renlighedspolitiet i Kjøbenhavn, der derved ophæves.

I Politivedtægten fastsættes Straffe for Forseelser imod den, hvilke Straffe dog, forsaavidt Forseelserne ere begaaede af Voxne, ikkun kunne bestaae i Bøder indtil 50 Rd. Bøderne tilfalde Kommunens Kasse. Sager om Overtrædelse af Vedtægtens Bestemmelser behandles som offentlige Politisager.

Hvor det bliver nødvendigt at træffe midlertidige Foranstaltninger til Varetagelsen af den offentlige Orden og Renlighed eller at indskærpe Politivedtægtens Efterlevelse, kan Politidirektøren med Magistratens Samtykke ved offentlige Bekjendtgjørelser give Befalinger eller udstede Forbud. Naar Politidirektøren anseer det for nødvendigt, kan han paa eget Ansvar udstede saadanne Bekjendtgjørelser, men er da pligtig strax at meddele Magistraten Underretning derom. Undladelse af at opfylde de saaledes givne Paalæg saavelsom Overtrædelse af de udstedte Forbud straffes med Bøder indtil 50 Rd.

Ophævet.

§ 9. Med Hensyn til midlertidige Foranstaltninger, som Politidirektøren anseer fornødne for at forebygge Forstyrrelse af den offentlige Fred og Sikkerhed, kan han ved offentlige Bekjendtgjørelser give Paalæg eller udstede Forbud. Dersom slige Foranstaltninger medføre uforudsete Udgifter for Kommunen, skal Politidirektøren strax bringe dem til Magistratens Kundskab. Undladelse af at opfylde de saaledes givne Paalæg saavelsom Overtrædelse af de udstedte Forbud straffes med Bøder indtil 100 Rd. eller med simpelt Fængsel i indtil een Maaned.

§ 10. [Enhver, der er ansat ved det udøvende Politi, kan anholde den, der i hans Paasyn har gjort sig skyldig i en Forbrydelse eller umiddelbart efter dens Udøvelse eftersættes som Gjerningsmand, eller hvem han med skjellig Grund har mistænkt for at have begaaet en saadan.

Den Anholdte kan strax undersøges paa sin Person, naar der er Grund til at formode, at han er i Besiddelse af Noget, der kan tjene til Sagens Oplysning, eller hvoraf han kan befrygtes at ville gjøre Misbrug.

Ligeledes kan enhver ved Politiet Ansat anholde den, som har begaaet en Forseelse mod den offentlige Orden, og som maa befrygtes ellers at ville unddrage sig det ham for saadan Forseelse paahvilende Ansvar, saavel som Personer, der have været straffede for Eiendomsforbrydelse, Betleri eller Løsgængeri, naar de maae formodes ikke at have lovligt Erhverv, og naar de ikke paa Forespørgsel kunne gøre Rede for, hvorledes de ernære sig.]

§ 11. [Det skal være Politiet tilladt, om fornødent med Magt, at trænge ind i et Huus for at anholde den, der, naar han forfølges som skyldig i en Forbrydelse, i Politiets Paasyn gaaer ind i et saadant. Ligeledes maa Politiet med Magt skaffe sig Adgang til Huus, naar der er skjellig Grund til at antage, at en Forbrydelse begaaes sammesteds, eller naar der i et i samme værende offentligt Beværtningssted finder Støi og Uorden Sted til Forstyrrelse for Husets øvrige Beboere eller de Omkringboende.] Dog maa Magts Anvendelse kun finde Sted, efterat Vedkommende med Angivelse af, hvem han er, og hvad der er hans Ærinde, samt, forsaavidt han ikke er i Uniform, med Forevisning af Politiskilt eller Polititegn, forgjæves har forlangt sig indladt.

§ 12. Naar Opløb finder Sted, maa Politiet med Magt adskille Mængden, dog først efterat de Tilstedeværende tre Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves ere opfordrede til at adskilles.

Ved offentlige Forsamlinger under aaben Himmel skal Politiet yde sin Bistand til at opretholde Ordenen. Opstaaer der Uorden, som udarter til voldelig Adfærd, kan Politiet fordre Forsamlingen hævet; efterkommes ikke denne Fordring, kan Politiet selv erklære Forsamlingen for hævet og indskrider da som ved Opløb.

Ved andre offentlige Forsamlinger kan Politiet efter Anmodning fra Forsamlingens Leder yde sin Bistand til Ordenens Overholdelse og paa hans Begjæring, eller naar der opstaaer Ufred eller Slagsmaal, anholde eller med Magt fjerne Fredsforstyrrerne.

§ 13. I de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde skal, efterat de der foreskrevne Opfordringer til at adskilles ere skete, enhver Tilstedeværende, der af Politidirektøren, en Politiinspektør eller en Politiassistent dertil særlig opfordres, være forpligtet til at yde Politiet den Bistand, der staaer i hans Magt, til Gjenoprettelse af Orden og Rolighed. Den, der undlader at efterkomme en saaledes til ham rettet Opfordring, straffes med Bøder indtil 50 Rd.

Ophævet.

§ 14-18. Ophævet.

§ 19. Ophævet.

[ Den de udenbyes Eiendomme ved Lov af 19de Februar 1861 § 3, jvfr, Lov af 14de December 1857 § 13, indrømmede Fritagelse for en til den tidligere Vægterskat svarende Andel i Grundskatten bortfalder.]

§ 20. Ophævet.

§ 21. Nærværende Lov træder i Kraft den 1ste Juli 1863. [Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.]

Ad § 2, nr. 40

Overenskomst af 19. januar 1865 Overeenskomst mellem Danmark og Sverig-Norge ved udvexlede Declarationer, undertegnede i Kjøbenhavn den 19de Januar 1865, om Ophævelsen af de i Handelstraktaten af 2den November 1826, Art. 2, indeholdte Slutningsbestemmelser

Ifølge udenrigsministerens besvarelse af S 1647, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 5297, er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

Idet Hans Majestæt Kongen af Danmarks Regering har indvilget i ophævelsen af de særlige undtagelsesbestemmelser, der er indeholdt i de to sidste stykker i artikel II i handelstraktaten af 2. november 1826, erklærer undertegnede befuldmægtigede minister for Hans Majestæt Kongen af Sverige og Norge ved Hoffet i København på regerings vegne, at nævnte bestemmelser for fremtiden er ophævede, hvad angår indførsel til Sverige og Norge på danske skibe af de deri omtalte varer og produkter, således at nævnte artikel II i ovennævnte konvention herefter skal anses for sluttende med de sidste ord i stk. 1 »svenske eller norske skibe«.

Denne deklaration, der er blevet udvekslet med en lignende deklaration undertegnes dags dato af Kongen af Danmarks konseilpræsident og udenrigsminister, forbliver i kraft, indtil traktaten af 2. november 1826 eventuelt udløber.

Til bekræftelse heraf har undertegnede underskrevet denne deklaration og påtrykt den sit stempel.

Udfærdiget i København den nittende januar 1865 i det herrens år atten hundrede fem og tres.

O.M. Bjørnstjerna.

Ad § 2, nr. 41

Bekendtgørelse af 2. november 1865 ang. Anerkjendelse af de til den Biskoppelig Methodistiske Kirke her i Landet hørende Trossamfund

Paa dette Ministeriums derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det behaget Hans Majestæt Kongen under 22de September d.A. allernaadigst at resolvere, at der allernaadigst maa meddeles de til den Biskoppelig Methodistiske Kirke her i Landet hørende Troessamfund den i Grundloven af 5te Juni 1849 § 82 omhandlede Anerkjendelse, saaledes at der tillægges de af sammes Præster, forsaavidt de efter Andragende fra de vedkommende Samfunds Repræsentanter have modtaget allerhøieste Anerkjendelse i denne egenskab, foretagne kirkelige Handlinger, navnlig Ægtevielser, saavelsom deres overeensstemmende med Kirkebøgerne afgivne Attester borgerlig Gyldighed. Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Ad § 2, nr. 42

Lov af 23. februar 1866 om Oplagshuse

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. Justitsministeriet bemyndiges til at meddele Interessentskaber eller Enkeltmand, der agte at oprette Oplagshuse, Berettigelse til at udfærdige Beviser for Varernes Modtagelse (Oplagsbeviis), paa særegne dertil af Ministeriet udfærdigede eller mærkede Blanketter med den Virkning, at de oplagte Varer ikke kunne afhændes eller pantsættes undtagen gjennem en Overdragelse eller Pantsætning af Beviset selv, og ei heller gjøres til Gjenstand for Arrest, Beslag eller Exekution, uden gjennem en Forfølgning mod Beviset.

§ 2. Forsaavidt Begunstigelser attraaes med Hensyn til Kreditoplagsret, bliver det Fornødne herom at fastsætte efter Forhandling med Finantsministeriet. I Bevillingen optages de nærmere Vilkaar, som Ministeriet maatte finde Anledning til at knytte til sammes Meddelelse, og Bevillingen saavelsom Oplagshusets Vedtægter blive derefter at bringe til offentlig Kundskab ved Bekjendtgørelse i den Berlingske politiske- og Avertisements-Tidende og, naar Oplagshuset agtes oprettet udenfor Sjællands Stift, tillige i vedkommende Stifts Avis, og paa Bornholm i den af Øens Aviser, som dertil af Regjeringen bestemmes.

§ 3. Oplagsbeviset skal angive Oplæggerens Navn og Næringsvei, de oplagte Varers Art, Stykketal, Maal, Vægt, Mærker samt opgivne Værdi.

De af Justitsministeriet udfærdigede eller mærkede Blanketter maa under Bøder indtil 1.000 Rd. ikkun benyttes af de Oplagshuse, hvem Berettigelsen dertil er meddelt.

§ 4. Bestyrelsen af Oplagshusene maa under Ansvar til vedkommende Skadelidende alene udlevere de i samme oplagte Varer imod Tilbagelevering af de for Varerne udfærdigede Oplagsbeviser i behørig kvitteret Stand (jfr. § 9). Den er kun forpligtet til at udlevere Varerne imod Betaling af Pakhuusleie, Udgifter for Losning samt andre paa deres Transport eller Bevaring af Bestyrelsen lovlig anvendte Udgifter. Forøvrigt bestemmes Oplagshusets og Oplæggerens gjensidige Rettigheder og Forpligtelser i Oplagshusets Vedtægter.

§ 5. Oplagsbeviserne kunne overdrages ved Endossement. Endosementet kan enten skee til bestemt navngivne Personer eller in blanco.

Er Oplagsbeviset endosseret in blanco, ansees den godtroende Erhverver som Eier i Overensstemmelse med de Regler, som gjælde for Gjældsbreve, lydende paa Ihændehaveren.

§ 6. Oplagsbeviset kunne gives saavel til haandfaaet Pant som til Underpant. Dog kunne de deraf flydende Rettigheder ikke gjøres gjældende mod den, som paa lovlig Maade har faaet Beviset overdraget til Eiendom eller Pant, medmindre der er givet Beviset en Paategning, der tydeligt indeholder, at det er Gjenstand for den tidligere Pantsætning. Det Samme gjælder om tinglæste Forfølgninger, som ere overgaaede Ihændehaveren af Oplagsbeviset.

§ 7. Ihændehaveren af Oplagsbeviset har i Ulykkestilfælde samme Ret med Hensyn til Assurancesummen for Varerne, som der ifølge Dokumentet tilkommer ham med Hensyn til Varerne.

§ 8. Oplagsbeviserne ere stempelpligtige i Overeensstemmelse med de i Lov om Brugen af stemplet Papir af 19Febr. 1861 § 54 om Vexler indeholdte Bestemmelser.

§ 9. Oplagsbeviser, saavelsom de Recepisser, der maatte være udstedte ved Pantsættelse af saadanne, kunne, naar de bortkomme, mortificeres ved Dom.

Den, der attraaer saadan Mortifikation, har at indgive Begjæring derom i Kjøbenhavn til Formanden for Sø- og Handelsretten og udenfor Kjøbenhavn til Dommeren paa det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende. Han har i saa Henseende at oplyse sin Adkomst til det bortkomme Dokument og under Edstilbud at erklære, at han ikke selv har afhændet samme. Formanden eller Dommeren afgjør derefter, om Mortifikationsstævning kan udtages, og bestemmer i bekræftende Fald Varslet. Dette kan ikke sættes under 12 Uger og ikke over Aar og Dag.

Den udtagne Stævning bliver at offentliggjøre 3 Gange efter hverandre i den Berlingske politiske- og Avertissements-Tidende, samt derhos, hvis Sagen anlægges udenfor Sjællands Stift, tillige i Stiftets Avis,- for Bornholms Vedkommende i den af Øens Aviser, som dertil af Regjeringen bestemmes.

Naar Omstændighederne tale derfor, skal det ligeledes ved Kjendelse kunne bestemmes, at de oplagte Varer imod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhændes, forinden det offentlige Varsel er udløbet.

For de ovennævnte Kjendelser bliver at erlægge et Gebyr af 2 Rd. Lyder det bortkomme Dokument paa en Værdi under 200 Rd., betales iøvrigt intet Retsgebyr under Mortifikationssagen, ligesom pro mille Gebyr bortfalder, selv om Værdien maatte overstige et saadant Beløb.

§ 10. Naar der er forløbet 5 Aar fra et Vareparties Oplæggelse, uden at Nogen har meldt sig med Oplagsbeviset, for at erholde Varerne udleverede, skal Oplagsbestyrelsen være berettiget til ved Bekjendtgørelse, som 3 Gange efter hverandre indføres i den Berlingske politiske- og Avertisements-Tidende og, hvis Oplagshuset er beliggende udenfor Sjællands Stift, tillige i Stiftets Avis og for Bornholms Vedkommende i den af Øens Aviser, som dertil af Regjeringen bestemmes, med 12 Ugers Varsel at indkalde Ihændehaveren af det udstedte Oplagsbevis og, hvis ingen Berettiget melder sig inden Fristens Udløb, at sælge Varerne til Fordel for Oplagshuset.

Adgangen til at benytte omstaaende Omgang er dog afhængig af, at der i Oplagsbeviset er indført en dertil sigtende Bestemmelse, hvori henvises til nærværende Lov (jvfr. § 3).

§ 11. Tvistigheder mellem Oplagsbestyrelsen og vedkommende Oplægger eller Ihændehaver af Oplagsbevis, behandles som Handelssager.

Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

Ad § 2, nr. 43

Lov af 6. marts 1869 om Lov om forbud mod lotteri m.m. (lovens titel var oprindeligt »Lov om Classelotteriets Ordning og Forbud mod andet Lottospil m.m.«.), som senest ændret ved lov nr. 235 af 8. april 1992 om Det Danske Klasselotteri A/S

Forskriftens §§ 2, 3, 5 og 7 er ikke formelt ophævet, men kun §§ 2, 3 og 5 foreslås bevaret.

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, zc. zc. Gjøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. Ophævet.

§ 2. Al Foranstaltning af Lottospil her i Riget eller Colligeren for samme saavelsom al Colligeren her i Landet for fremmede Lotterier eller Falbydelse af disses Lodsedler, ligesom Besørgelsen af dermed i Forbindelse staaende Forretninger, skal være forbudt under straf af bøde.

De alt meddeelte særlige Tilladelser til Lottospil vedblive dog at være gjældende for den Tid, for hvilken de ere givne, og der skal derhos fremtidig kunne meddeles Bevilling til Lotterier i udelukkende veldædige Øiemed og med indskræntet Afsætningskreds saasom til en By eller et Amt, ligesom ogsaa Bevilling skal kunne tilstaaes til Oprettelsen af Lotterier eller Fortsættelsen af bestaaende Lotterier, der ere forbundne med andre Foretagender og kun fremtræde som Middel til disses Befordring. Ligeledes kan der, naar særegne Omstændigheder tale derfor, meddeles Bevillinger til Tombolaer.

Stk. 3. Ophævet.

§ 3. Ligeledes forbydes det Alle at drive Handelsforretning med Beviser for Andele i Retten efter Lodsedler, indenlandske eller fremmede, (de saakaldte Andeelslodsedler), selv om der gives de enkelte Beviser Form af Interessentskabsbeviser eller Lignende.

Overtrædelse af de fornævnte Forbud straffes med en Bøde.

§ 4. Ophævet.

§ 5. Bekjendtgjørelse i indenlandske Tidender af fremmede Lotteriplaner og af Avertissementer om de efter §§ 2-4 her i Landet iøvrigt forbudte Foretagender og Falbydelser ansees med en Bøde, saaledes at Ansvaret bedømmes efter de i Lov af 3die Januar 1851 § 3 fastsatte Regler, dog at den, der bærer Ansvaret for Tidenden, ikke kan tiltales eller straffes for Optagelsen af saadanne Bekjendtgjørelser, førend det er ham betydet af vedkommende Politimyndighed, at den maa ansees for ulovlig. Samme Straf ifalder den, der paa anden Maade udbreder Planer for fremmede eller ikke autoriserede indenlandske Lotterier.

§ 5A.

§ 6. Ophævet.

§ 7. Denne Lov træder i kraft den 1ste April 1870. Fra samme Tid bortfalde Pl. 4 Decbr. 1767, Pl. 20 Decbr. 1771, Pl. 24 Jan. 1806, Pl. 12 Sept. 1823 samt Lov 22 Decbr. 1850 § 5, forsaavidt det deri omhandlede Forbud mod Lottospil og Colligeren for fremmede Lotterier angaaer. Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

Ad § 2, nr. 44

Overenskomst af 14. juni 1869 om Declaration, ved hvilken Danske Undersaatter i Storbritannien og Engelske Undersaatter i Danmark tilsikkres Fritagelse for Tvangslaan og for Militærtjeneste

Jf. udenrigsministerens besvarelse af S 1647, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 5297, er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

Undertegnede, Grev Krag-Juel-Vind-Friis, Hans Majestæt Kongen af Danmarks Conseilspræsident og Udenrigsminister, samt Sir Charles Lennor Wyke, Commandeur af Bathordenen, Hendes Britiske Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister ved Hans Majestæt Kongen af Danmarks Hof, erklære herved i Kraft af den dem tilkommende Bemyndigelse, at danske Undersaatter i Storbritannien med tilhørende Besiddelser og engelske Undersaatter i Danmark med tilhørende Besiddelser ere fritagne for alt Slags Tvangslaan og for al Militærtjeneste, det være sig i Armeen, paa Flaaden, i Militsen eller i Borgervæbningen, samt for enhver Ydelse i penge eller in natura som Vederlag for den personlige Militærtjeneste, Alt dog ikkun paa den Betingelse, at de ikke ere blevne naturaliserede i det Land, i hvilket de ere bosatte. Med Hensyn til Militær-Reqvisitioner, som udredes af faste Eiendomme, der eies eller besiddes af danske Undersaatter i Storbritannien og engelske Undersaatter i Danmark, skulle de nævnte Undersaatter nyde samme Behandling som Landets egne Børn.

Ad § 2, nr. 45

Overenskomst af 25. juni 1869 imellem Danmark og Sverig-Norge ved Deklarationer undertegnede i Kjøbenhavn den 25de Juni 1869 om Fortolkningen af Art. VI af Handels-Traktaten af 2den November 1826 (se § 2, nr. 22 )

Ifølge udenrigsministerens besvarelse af S 1647, folketingsåret 1999-2000, jf. Folketingets forhandlinger side 5297, er forskriften stadig gældende, da den ikke formelt er blevet opsagt eller bortfaldet efter sit indhold.

DEKLARATION

Idet Deres Majestæter Kongen af Sverige og Norge og Kongen af Danmark ønsker at tydeliggøre bestemmelsen indeholdt i artikel VI i Handelstraktaten, der er indgået den 2. november 1826 mellem kongerigerne Sverige og Norge på den ene side og kongeriget Danmark på den anden side til gunst for færgebådene (Faerjemansbåter) fra byerne Malmø, Helsingborg og Landscrona på den ene side og København og Helsingør på den anden side, som sejler mellem ovennævnte byer, med henblik på for fremtiden at undgå enhver tvist dels vedrørende bæreevnen for de både, der kan falde ind under nævnte bestemmelse, dels vedrørende omfanget af denne bestemmelse, er undertegnede overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister hos Hans Majestæt Kongen af Sverige og Norge blevet bemyndiget til på sin Regerings vegne at erklære, at både fra København og Helsingør med en bæreevne, der ikke overstiger 3 nye svenske last eller 10 danske registertons vil være fritaget i havnene i Malmø. Helsingborg og Landscrone for enhver havne- og tonnageafgift uanset navn eller benævnelse, på den betingelse at samme undtagelse indrømmes både af samme art fra byerne Malmø, Helsingborg og Landscrona i byerne København og Helsingør.

Enhver af de høje kontraherende parter forbeholder sig ret til at lade ovennævnte både, der ankommer til dens havn, måle under anvendelse af den metode og de tidspunkter, der er nærmere fastsat i de for begge parter gældende love.

Til bekræftelse heraf er denne deklaration, der er bestemt til at skulle udveksles med en lignende deklaration fra Hans Exellence Frijs-Frijsenborg, Konseilspræsident og Udenrigsminister hos Hans Majestæt Kongen af Danmark, blevet afgivet og underskrevet af undertegnede.

Udfærdiget i København, den 25. juni 1869.
E.v. Stedingk

Ad § 2, nr. 46

Lov af 25. juni 1870 om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. lovbekendtgørelse nr. 842 af 16. december 1991

Herved bekendtgøres lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 15. september 1986 som ændret ved § 15 i lov nr. 396 af 13. juni 1990.

§ 1. Fra 1. januar 1871 udgives ved regeringens foranstaltning en Lovtidende og en Ministerialtidende.

§ 2. I Lovtidende indføres såvel alle love som alle kongelige anordninger, under hvilket navn de end måtte udstedes (anordninger, åbne breve, kundgørelser osv.), og hvad enten de forskrifter, som deri indeholdes, vedkommer hele riget eller kun enkelte landsdele, byer eller egne eller dele af befolkningen.

Stk. 2. Endvidere indføres i Lovtidende alle ministerielle anordninger, under hvilket navn og de end måtte udstedes (anordninger, bekendtgørelser, plakater, reglementer, regulativer, instrukser, vedtægter osv.), dog at det ved kongelig anordning kan bestemmes, at visse grupper af de heromhandlede udfærdigelser ikke indføres i Lovtidende, men at der i stedet forholdes overensstemmende med forskrifter, som meddeles af vedkommende minister, hvorved det eventuelt kan bestemmes, at den pågældende udfærdigelse, når den kun vedrører den enkelte kommune og således kun skal bringes til offentlig kundskab inden for dennes område, skal offentliggøres på dennes bekostning.

§ 3. Fra det nævnte tidspunkt af bortfalder den hidtil foreskrevne tinglæsning af love og anordninger, hvorimod disses offentliggørelse igennem Lovtidende bliver den bindende bekendtgørelsesform. Den pågældende lov eller anordning træder, for så vidt der ikke indeholder nogen herfra afvigende bestemmelse, i kraft ugedagen efter den dag, da det nummer af Lovtidende, hvori den bekendtgøres, er udgivet. Hvert nummer skal betegne den dag, da det udgives.

§ 4. I henseende til bekendtgørelsen af de anordninger, der i medfør af lovgivningen kunne udstedes af stedlige myndigheder, har det i almindelighed sit forblivende ved de nugældende regler. Dog skal vedkommende ministerium efter indstilling fra den stedlige myndighed kunne befale, at en af denne udstedt anordning indføres i Lovtidende. Det samme skal og ske, hvor tinglæsning hidtil undtagelsesvis har været foreskreven med hensyn til slige anordninger. Optages sådanne anordninger i Lovtidende, har deres offentliggørelse deri samme retsvirkning som andre loves og anordningers. Den ellers på stedet brugelige bekendtgørelse skal i så fald ligefuldt iagttages, uden at dog nogen i denne henseende indløben forsømmelse kan svække virkningen af den ved Lovtidende skete offentliggørelse.

§ 5. I Ministerialtidende optages i reglen de administrative, kongelige eller ministerielle befalinger af almindeligere karakter, som udstedes til vedkommende øvrigheder og myndigheder, så og de resolutioner og tilkendegivelser vedkommende enkelte tilfælde, der kunne have almindelig interesse. Herved skal det dog ikke være forment de ministerier, som dertil måtte have særegen anledning, ganske eller tildels at benytte en meddelelsesmåde, der alene er beregnet på de dem underordnede.

§ 6. Ministerialtidende kan i øvrigt optage, efter vedkommende ministeriums nærmere bestemmelse, sådanne oplysninger og meddelelser, hvis offentliggørelse findes hensigtsmæssig.

§ 7. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om lovens gennemførelse, herunder om betaling for Lovtidende og Ministerialtidende.

§ 8. Denne lov gælder ikke for Færøerne.

Justitsministeriet, den 16. december 1991
Hans Engell/ Jørgen Paulsen

Ad § 2, nr. 47

Anordning af 24. september 1870 ang. nærmere Bestemmelser for udgivelsen af Lovtidenden og Ministerialtidenden

Justits-Min. (Dep. Tid. f. 1870 S. 762-63).

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, etc. etc. Gjøre vitterligt: I Henhold til Lov om Udgivelsen af en Lovtidende og en Ministraltidende af 25de Juni d. A. § 7 byde og befale Vi herved:

§ 1. Lovtidenden og Ministerialtidenden udgives under Vor Justitsministers Overtilsyn ved en af ham dertil antaget Mand.

§ 2. Lovtidenden og Ministerialtidenden danne tvende af hinanden uafhængige Tidender. Enhver af Tidenderne forsynes i Aargangen, der regnes fra 1ste Januar til 31te December, med fortløbende Sidetal og ved Aarets Slutning med Register. Tidenderne udgaae saavidt muligt ugentligt, men iøvrigt saa ofte det findes fornødent.

§ 3. I Lovtidenden forsynes de enkelte Love og Anordninger med Numere, der ere fortløbende i Aargangen.

§ 4. I Ministerialtidenden danne de administrative Befalinger af almindeligere Charakter samt de Resolutioner og Tilkjendegivelser vedkommende enkelte Tilfælde, der afgives til Indrykkelse i Tidenden, et særligt Afsnit, i hvilket de enkelte Befalinger, Resolutioner og Tilkjendegivelser forsynes med Numere, der ere fortløbende i Aargangen; i et andet Afsnit optages de øvrige Oplysninger og Meddelelser, hvis Offentliggjørelse i Tidenden findes hensigtsmæssig.

§ 5. Fra ethvert Ministerium afgives til Udgiveren af Lovtidenden og Ministerialtidenden de enkelte til Optagelse i Tidenderne bestemte Actstykker, forsynede med Paategning af den dertil af vedkommende Ministerium udsete Embedsmand om, at de ere færdige til Indrykkelse.

§ 6. Vor Justitsminister bestemmer hvilke Myndigheder og Personer Lovtidenden (jvfr. Lovens § 7) og Ministerialtidenden blive at tilstille uden Betaling.

§ 7. Ønskes noget i Tidenderne indrykket Actstykke særskilt tilstillet enkelte Myndigheder eller Personer, kan vedkommende Ministerium begjære Særtryk af saadant Actstykke ved Udgiverens Foranstaltning sig tilstillede eller tilstillede saadanne Myndigheder eller Personer.

§ 8. Der kan tegnes Abonnement paa begge Tidender, samlede eller hver for sig. Betalingen fastsættes af Vor Justitsminister saaledes at den bliver den samme overalt i Landet. Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

Lovforslagets § 3 og 4

Ny formulering

§ 3. Skøder, pantebreve og tinglyste servitutter, der fortsat må anses for at være relevante, ophæves ikke af denne lov. Stk. 2. Fondes, stiftelsers, legaters og foreningers og andre juridiske personers vedtægter og fundats m.v., der fortsat er i brug, ophæves ikke af denne lov. § 4. Ændringer i fortsat gældende regler som følge af love og retsforskrifter, der ophæves ved denne lov, er fortsat gyldige. Dette gælder dog kun ændringer, hvor der er tale om egentlige ændringslove m.v.

Gældende formulering

Det er ikke umiddelbart muligt udtømmende at angive, hvilke »forskrifter« m.v. der er omfattet af §§ 3 og 4. Derfor er det selvfølgelig heller ikke muligt at angive den gældende formulering. Der er ikke medtaget forskrifter vedrørende disse paragraffer.

Det ligger dog forslagsstillerne meget på sinde, at private fordringer ikke lider last som følge af dette lovforslag. Derfor er §§ 3 og 4 indarbejdet til at samle op på de privatretlige forhold, der fortsat skal være beskyttet. Hvis formuleringen ikke er dækkende, lader forslagsstillerne sig gerne vejlede fra f.eks. Justitsministeriet med henblik på en bedre formulering af §§ 3 og 4.

Lovforslagets § 5

Ny formulering

§ 5. Ændringslove m.v. og tillæg til de regler, der ophæves ved denne lov, ophæves ligeledes, såfremt de ikke er nævnt i § 2. Det samme gælder regler om forståelsen af de ophævede regler samt regler udstedt i medfør af de ophævede regler. Stk. 2. Regler udstedt/kundgjort i 1871 eller senere i medfør af § 25 i grundloven fra 1953 og de tilsvarende bestemmelser i tidligere grundlove ophæves ikke.

Gældende formulering

Det er ikke umiddelbart muligt udtømmende at angive, hvilke gældende love m.v. der ophæves som følge af § 5, stk. 1. Derfor er det selvfølgelig heller ikke muligt at angive den gældende formulering. Især en række ændringer og tillæg til Danske Lov ophæves. Følgende forskrifter er dog gældende ifølge Retsinformation eller andre kilder, men ophæves som følge af dette lovforslag:

[Lov nr. 30 af 17. marts 1882 indeholdende Forandringer i og Tillæg til Lovene om Redningsvæsenet af 26de Marts 1852 og 4de Marts 1857]

Udgår sammen med forskriften fra 1852.

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg. Gjøre Vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1. Paa hvert af efternævnte Steder bliver der at oprette en med Raketkasteapparat forsynet Redningsstation, nemlig ved: Virø i Thisted Amt, Lyngby i Hvidbjerg Sogn, samme Amt, Thorsminde i Ringkjøbing Amt, Veirs i Ribe Amt, Hasle paa Bornholm og paa Møen i Omegnen af Liselund.

§ 2. Den Berettigelse til Understøttelse af Statskassen, som ved Lov af 26de Marts 1852 § 6 samt Lov af 4de Marts 1857 § 1 er tillagt det ved Redningsbaadene ansatte Mandskab, skal ogsaa tilkomme Mandskabet ved Raketstationerne. Den nævnte Understøttelse bliver at beregne efter Grundsætningerne i de til enhver Tid gjældende Invalideforsørgelseslove.

Naar en saaledes understøttet Person døer og efterlader sig en Enke, med hvem han har været i Ægteskab, førend han paadrog sig den paagjældende Legemsbeskadigelse, saavelsom naar Nogen af det ved Redningsstationerne ansatte Mandskab under Redningsforsøg eller Øvelser tilsætter Livet, tilstaas der Enken en aarlig Understøttelse af Statskassen af fra 200 til 300 Kr. Ligeledes tilstaas der hvert af Børnene efter de saaledes Afdøde indtil deres fyldte 15de Aar en aarlig Forsørgelse af 50 80 Kr., saafremt Moderen lever, og 70 90 Kr., naar ogsaa hun er død. Forsørgelsen til Børnene maa dog i Forbindelse med den Moderen tillagte Understøttelse ikke i noget Tilfælde overstige det Beløb, der kunde have været tillagt Faderen i understøttelse.

De paagjældende Understøttelser og Forsørgelser behandles iøvrigt efter Reglerne i de til enhver Tid gjældende Invalideforsørgelseslove.

§ 3. Paa samme Maade og under samme Betingelser som foranført vil der, naar Nogen, der ikke hører til Redningsmandskabet, under Forsøg paa at redde Skibbrudne ved Lemlæstelse mister sin Arbeidsførhed eller tilsætter Livet, være at tilstaa ham, hans Enke og Børn Understøttelse af Statskassen.

Hvorefter alle Vedkommende sig have at Rette.

Givet paa Amalienborg, den 17de Marts 1882.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
(L. S.) E. Skeel.

Lov nr. 124 af 20. april 1926 om ændring i amtstueforordningen af 8. juli 1840 vedrørende opkrævning m.v. af skatter og afgifter af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 23/2-1966, som ændret ved lov nr. 69 af 3. marts 1971 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme

Udgår, jf. § 5 og § 2, stk. 25.

§ 1. De i § 7 ff. i amtstueforordningen af 8. juli 1840 ommeldte skattekvitteringsbøger bortfalder.

I stedet herfor bliver der i hver skattetermin - for hvilke forfaldstiden fremtidig skal være henholdsvis den 10. juni og den 10. december - inden fornævnte tidspunkter at tilstille skatteyderne skattekvitteringsblanketter, der under anførelse af beløbet for hver enkelt skat eller afgift og beregningsgrundlaget (ligningspromillen) for samme angiver, hvad skatteyderen skal betale for det pågældende skattehalvår.

Finansministeren fastsætter de nærmere regler for kvitteringsblanketternes affattelse og udsendelse eller udbringelse, samt om i hvilket omfang og på hvilken måde indbetaling kan ske uden personligt møde på oppebørselsstedet.

At skatteyderen ikke har modtaget kvitteringsblanket, fritager ham ikke for rettidig at indbetale det ham påhvilende beløb. Han må i så fald selv skaffe sig underretning om beløbets størrelse.

For så vidt den samlede ydelse for april termin ikke andrager 10 kr., skal finansministeren være bemyndiget til at bestemme, at opkrævning heraf først sker sammen med opkrævningen af ydelsen for oktober termin i samme år.

§ 2. Af de beløb, der ikke er tilgået oppebørselsmyndighederne senest henholdsvis 10. juli og 10. januar, erlægges der rente, 1 pct. månedlig, for hver påbegyndt måned regnet fra henholdsvis 10. juni og 10. december, og således at renteberegningen foretages på grundlag af et skattebeløb, der er rundet opefter til det nærmeste med 2 kr. delelige tal.

De indgåede rentebeløb fordeles forholdsmæssigt til statskassen og de øvrige vedkommende kasser. De nærmere regler herfor gives af finansministeren.

Renterne nyder samme fortrinsret som skatten.

§ 3. De skattebeløb m.v., der ikke indbetales til oppebørselsmyndighederne, inddrives som hidtil ved udpantning i henhold til restancelister, der efter henholdsvis 10. juli og 10. januar udfærdiges af oppebørselsmyndighederne.

Udpantningen skal omfatte påløbne og påløbende renter, jfr. § 2. Finansministeren kan dog, hvis forholdene giver anledning dertil, bestemme, at rentebeløb først opkræves og inddrives i forbindelse med skatterne for den påfølgende termin.

Ligeledes skal finansministeren kunne bestemme, at restancer på under 10 kr. ikke inddrives ved udpantning, men at det skyldige beløb opkræves i forbindelse med skatterne for den påfølgende termin. I så fald regnes udpantningsfristen fra forfaldsdagen for det sidst forfaldne skattebeløb.

§ 4. De nævnte restancelister behøver for amtstuedistrikternes vedkommende ikke at udfærdiges samtidig for hele distriktet, men det skal være amtsforvalteren tilladt at udsende dem efterhånden. Samtlige restancelister skal dog være udfærdigede så betids, at de kan være pågældende foged i hænde senest henholdsvis 10. august og 10. februar.

§ 5. Fogderne skal drage omsorg for, at samtlige restancer på de dem tilstillede restancelister inddrives snarest, således at de fornødne skridt til udpantning foretages og udpantningerne foregår uden ufornødent ophold. Sker udpantning efter fogedens bestemmelse ved andre end fogeden selv, skal denne føre fornødent tilsyn med, at de her givne bestemmelser overholdes, og i fornødent fald selv foretage udpantningen.

Finansministeren fastsætter efter samråd med justitsministeren, hvor ofte der skal tilstilles oppebørselsbetjentene eller andre myndigheder meddelelse om, hvad der er foretaget med hensyn til inddrivelsen af restancer, samt når og hvorledes indbetaling af inddrevne restancer skal ske.

§ 6. De i nærværende lov givne bestemmelser kommer også til anvendelse i købstæderne med hensyn til opkrævningen af de skatter og afgifter, der falder ind under amtstueforordningens regler, dog med de ændringer, som de særlige forhold her måtte medføre. Det nærmere i så henseende fastsættes af finansministeren.

Derimod finder loven ikke anvendelse i København og heller ikke med hensyn til de skattebeløb, der i visse købstæder opkræves sammen med kommunal ejendomsskyld. Kommunalbestyrelsen opkræver rente af de ikke rettidigt indbetalte skattebeløb. Renten beregnes efter de for den kommunale ejendomsskyld i lovgivningen fastsatte regler.

§ 7. Denne lov træder i kraft et halvt år efter dens bekendtgørelse i Lovtidende, således at de i loven indeholdte bestemmelser første gang bliver at bringe til anvendelse i det første derpå følgende skattehalvår. Sidste stykke i § 1 og sidste stykke i § 3 træder dog i kraft straks.

De ved lov nr. 26 af 28. januar 1966 foretagne ændringer træder i kraft den 1. april 1966.

Finansministeriet, den 23. februar 1966.
Henry Grünbaum.
/ G. Djørup.

Lovforslagets § 6

Gældende formulering	Ny formulering
Danmarks og Norges Kirke-Ritual af 25. juli 1685.	§ 6. I Danmarks og Norges Kirke-Ritual af 25. juli 1685 ændres i titlen »Danmarks og Norges« til: »Danmarks«.

Den fulde tekst af kirkeritualet fremgår under lovforslagets § 2, nr. 4

Lovforslagets § 7

Gældende formulering	Ny formulering
	§ 7. I forordning af 19. december 1693 om Auctions-Værket i Danmark og Norge foretages følgende ændringer:
Forordning af 19. december 1693 om Auctions-Værket i Danmark og Norge.	1. I titlen ændres »Auctions-Værket i Danmark og Norge« til: »auktioner«.
2.) [Saa maae og, naar noget Kiøbsted-Gods eller Løsøre paa Skifte eller i andre Maader Myndlinge tilfalder, samme paa offentlig Auction sælges.]	2. § 2 affattes således: »§ 2. Det står enhver frit at lade løsøre m.v. sælge, hvor det findes mest fordelagtigt, medmindre andet er bestemt.«
7.) I bemeldte Protocoller (dvs. Auktionsbogen) skal Auctions-Directeurerne, eller deres dertil i Eed tagne Fuldmægtige, saa og Bye-, Herreds- og Birke-Skriverne rigtig specificere og indføre: først hvem Varerne lader sælge, dernæst Tiden og Stedet, hvor samme Auction holdes, for det tredie antegne ved hver Post den Kiøbendes Navn, saa og Prisen, Varerne sælges for.	3. § 7 affattes således: »§ 7. Auktionarius, eller hvem der er bemyndiget dertil, skal indføre følgende i auktionsbogen: 1) sælger, 2) dato, klokkeslæt og sted for auktionen samt 3) for hver post købers navn og prisen, varen sælges til. Stk. 2. Såfremt auktioner over løsøre ikke straks kan indføres i auktionsbogen, er det tilstrækkeligt, at auktionarius eller den, der er bemyndiget dertil, indfører i auktionsbogen, at auktionen afholdes med henvisning til særskilt optegnelse. Optegnelsen skal være fortløbende nummereret og forsynet med underskrift fra auktionarius eller den, der er bemyndiget dertil, samt underskriften fra den, der afholder auktionen. De særskilte optegnelser skal efter auktionen opbevares på samme måde som auktionsbogen.«

Forskriftens § 2 ophæves, for så vidt det ikke allerede er sket, og i stedet indsættes en ny bestemmelse, mens § 7 moderniseres sprogligt og suppleres med indholdet fra nedenstående forskrifter, som ophæves som følge heraf:

1. Forordning af 21. juni 1793, som nøiere bestemmer Grændserne imellem de civile Auctions- og Skifte-Forvalteres jurisdictioner indbyrdes,

2. Forordning af 27. juli 1832 for Danmark, ang. visse Lettelser med Hensyn til Benyttelsen af Auctionsvæsenet.

3. Plakat af 3. september 1823 ang. Forandring og nærmere Bestemmelse af Fr. 19 Dec. 1693. 7 §

Fra nr. 1 indskrives § 3, som er den eneste gældende ifølge Retsinformation. Fra nr. 2 indskrives § 5, mens §§ 1-4 henviser til bestemmelser i nr. 1 samt andre ophævede/forældede bestemmelser. Nr. 3 indskrives helt.

Disse 3 forskrifters fulde tekst fremgår under lovforslagets § 1, mens den fulde tekst af forordningen fra 1693 fremgår under lovforslagets § 2, nr. 5.

Lovforslagets § 8

Gældende formulering	Ny formulering
	§ 8. I forordning af 8. juli 1840 for Kongeriget Danmark, indtil videre med Undtagelse af Bornholm, ang. Amtstue-Oppebørselerne og de Oppebørseler i Kjøbstæderne, der ere af samme Slags, som de, der paa Landet vedkomme Amtstuerne, m.v., som senest ændret ved lov nr. 69 af 3. marts 1971 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages følgende ændringer:
Forordning af 8. juli 1840 for Kongeriget Danmark, indtil videre med Undtagelse af Bornholm, ang. Amtstue-Oppebørselerne og de Oppebørseler i Kjøbstæderne, der ere af samme Slags, som de, der paa Landet vedkomme Amtstuerne, m.v.	1. Titlen affattes således: »Forordning om ejendomsskatter (amtstueforordningen)«.
§ 2. Forsaavidt Skatterne og Afgifterne, hvad enten de ere staaende eller de aarligen eller extraordinairt paalignes, ere at ansee som reelle, saa at de ere lignede paa eller svares af faste Eiendomme (til hvilke Eiendomme ogsaa Tiender regnes), hæfte de paa de Eiendomme, hvoraf de ere forfaldne, med Fortrinsret endog fremfor Pantefordringer.	2. I § 2, 1. pkt., ændres »Forsaavidt Skatterne og Afgifterne, hvad enten de ere staaende eller de aarligen eller extraordinairt paalignes, ere at ansee som reelle, saa at de ere lignede paa eller svares af faste Eiendomme (til hvilke Eiendomme ogsaa Tiender regnes), hæfte de« til: »Ejendomsskatter hæfter«.
Iøvrigt følge de indbyrdes i den Orden, at Bankhæftelsesrenterne først blive at udrede, dernæst Vore egne Skatter og Afgifter, lige med hvilke ogsaa Amtsforvalternes Skriverpenge regnes, derpaa Brandhjælpspengene og endeligen samtlige Kommune-Afgifter, hvorhos det dog er en Selvfølge, at vedkommende Tiendetageres Fortrinsret i Overeensstemmelse med F. 8. Jan. 1810, § 29, Litr. C., er dem forbeholden.	3. I § 2, 2. pkt., udgår », lige med hvilke ogsaa Amtsforvalternes Skriverpenge regnes« samt », hvorhos det dog er en Selvfølge, at vedkommende Tiendetageres Fortrinsret i Overeensstemmelse med F. 8. Jan. 1810, § 29, Litr. C., er dem forbeholden«.
- Den her omhandlede Fortrinsret skulle dog reelle Skatter og Afgifter herefter ikkun nyde for 2 Aar fra den Tid af, at de forfalde til Betaling; men den holdes i Kraft, naar Restancerne, i det Sildigste inden 3 Maaneder efter bemeldte 2 Aars Udløb, ere beordrede Fogden til Inddrivelse, og Forretningen siden forsvarligen er fortsat, eller naar Skyldneren inden samme Tid er død eller har opgivet sit Bo, og dette er taget under Skiftebehandling. Efterat Fortrinsretten er tabt, betragtes Restancen alene som en simpel Fordring hos Skyldneren.
- De Restancer af Skatter og Afgifter, som ere paadragne, inden nærværende Anordning træder i Kraft, beholde derimod, indtil de betales, deres Fortrinsret saaledes, som Lovgivningen hidtil har hjemlet dem.	4. I § 2 udgår 4. pkt., der oprindeligt var 6. pkt.

Forskriftens fulde tekst fremgår under lovforslagets § 2, nr. 25.

Lovforslagets § 9

Gældende formulering	Ny formulering
1. [Det skal indtil videre, forsaavidt de tidligere i saa Henseende for bestemte Districter og med Indskrænkninger til visse Aar meddelte udelukkende Bevillinger ikke derfor ere til hinder, og under Forbehold af den vedkommende private Forstrandseier tilkommende Ret, være alle og enhver tilladt ved Hielp af Dykker- og andre Redskaber at optage Skibe og andre paa Havets Bund nedsunkne Ting, dog at de nedenanførte nærmere Bestemmelser iagttages.]
2. Den, der agter at benytte den i § 1 givne Tilladelse, bør først for vedkommende Amtmand anmelde, hvor han agter at benytte sit Apparat, og denne Embedsmand har da at tage de til den behørige Control med Biergningen fornødne Forholdsregler, ligesom han og, naar han efter Omstændighederne finder det fornødent, haver at affordre den Paagieldende Sikkerhed for, at Anordningens Forskrifter ville blive iagttagne. Den, der har fundet et Vrag eller en Samling af Gienstande, skal have udelukkende Ret til i en vis Tid at bierge indenfor en passende Grændse. Amtmanden haver at bestemme saavel denne, som Tiden, hvilken dog i intet Tilfælde bør gaae over 1 Aar, ligesom bemeldte Embedsmand haver at anordne, hvorledes Grændsen til Alles Efterretning bliver at betegne. Iøvrigt bliver det stedse at iagttage, at Vraget i saadanne Tilfælde, hvor det kan være til Hinder for Seiladsen, snarest muligt bør optages. Naar Optagelsen iværksættes, bør den, der forestaaer Biergningen, holde nøiagtig Fortegnelse over det biergede Gods, hvilken Fortegnelse daglig efter Arbeidets Tilendebringelse bliver at underskrive af ham selv og tvende af Biergningsmandskabet, hvorhos der angaaende det Optagne, saavel til Amtmanden som til Toldvæsenet, bør giøres Anmeldelse, hvis Rigtighed i Tilfælde, hvor dertil maatte findes Anledning, Amtmanden bør søge nærmere oplyst ved Forhør.	§ 9. I forordning af 16. marts 1842 ang. Dykkervæsenet m.v. foretages følgende ændring: 1. I § 2 ændres »Den, der agter at benytte den i § 1 givne Tilladelse« til: »Den, der agter at optage skibe og andre på havets bund nedsunkne ting«.

Se forskriftens fulde tekst under lovforslagets § 2, nr. 28, hvoraf det i øvrigt fremgår, at § 1 ophæves.

Lovforslagets § 10

Gældende formulering	Ny formulering
	§ 10. Bekendtgørelse nr. 103 af 10. april 1915 om Forbud mod at benytte fremmede Nationsflag affattes således:
I Tilslutning til de gældende Bestemmelser, jfr. kgl. Resolution af 7de Juli 1854, bekendtgjort ved Justitsministeriets Cirkulære af 2den Augut 1854, forbydes det her i Landet af hejse andet Flag end Dannebrog , ligesom det forbydes under aaben Himmel, samt i Gæstgiverier, Beværtninger og andre offentligt tilgængelige Lokaler at benytte Krigsførende Magters Flag, være sig til Udsmykning eller paa anden Maade.	»Bekendtgørelse om forbud mod at benytte fremmede nationsflag samt om andre forhold vedrørende flag. I medfør af grundlovens § 25 er der bestemt følgende: § 1. Det er tilladt for alle og enhver i landet eller på danske skibe at flage med dannebrogsflaget uden split. Det er derimod forbudt at flage med andre flag end Dannebrog her i landet eller på danske skibe, medmindre andet er bestemt. Det forbydes endvidere under åben himmel samt i gæstgiverier, beværtninger og andre offentligt tilgængelige lokaler at benytte krigsførende magters flag, være sig til udsmykning eller på anden måde.
Forbudet omfatter ikke: a. Fremmede Staters Gesandter, Konsuler og Vicekonsuler. Disse er berettigede til at hejse vedkommende fremmede Stats Flag fra Embedskontoerer her i Landet samt for Gesandternes Vedkommende tillige fra deres Boliger. b. Personer, der har faaet Tilladelse af Justitsministeriet til at hejse fremmed Nationsflag.	§ 2. Forbudet omfatter ikke: a. Fremmede staters gesandter, konsuler og vicekonsuler. Disse er berettigede til at hejse vedkommende fremmede stats flag fra embedskontorer her i landet samt for gesandternes vedkommende tillige fra deres boliger. b. Personer, der har fået tilladelse af Justitsministeriet til at hejse fremmed nationsflag.
Overtrædelse af nærværende Bekendtgørelse straffes efter Lov Nr. 200 af 9de September 1914, Tillæg til almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866.
	§ 3. Det danske flag skal være rødt med hvidt kors. Felterne nærmest stangen er kvadratiske med sider, der er 3 gange korsets bredde, og de lange felter er rektangulære, hvor langsiderne er 1½ gang stangfeltets mål. Disse mål overholdes for faneduge, men for flag, der udsættes for hårdt vejr, tillægges ca. ¾ korsbredde i totallængden til reparation ved ombøjning og ny søm, når flaget flosser. § 4. Vimpler (fløie) skal være uden split og røde og eventuelt med et hvidt kors. Bredden skal være 1/16 af længden.
Den, der overtræder Bekendtgørelsen, er pligtig til paa Opfordring af vedkommende Politimyndighed at udlevere det ulovlig benyttede Flag, og dette kan da tages i Forvaring af det offentlige, indtil den Sag, som snarest vil være at anlægge i Anledning af Overtrædelsen, er endelig afsluttet.   Denne Bekendtgørelse træder straks i Kraft. Justitsministeriet, den 10de April 1915. Zahle. Chr. Lundbye.	§ 5. Den, der overtræder bekendtgørelsen, er pligtig til på opfordring af vedkommende politimyndighed at udlevere det ulovligt benyttede flag, og dette kan da tages i forvaring af det offentlige, indtil den sag, som snarest vil være at anlægge i anledning af overtrædelsen, er endeligt afsluttet.« Stk. 2. Justitsministeren skal uanset denne ændring være bemyndiget til at ændre eller ophæve bekendtgørtelsen som hidtil, indtil der etableres en egentlig lovgivning om flag og flagning.

Som følge af ændringen ophæves:

Kancelli-Cirkulære af 7. januar 1834 til samtlige Amtmænd og Vicepolitidirekteuren i Kjøbenhavn ang. danske Undersaatters og de her ansatte fremmede Konsulers Ret til at lade Flag vaie paa deres Boliger samt

Cirkulære af 2. august 1854 om ophævelse af Forbudet mod flagning i Kanceli Cirkulære af 7de Januar 1834.

Disse 2 forskrifters fulde tekst fremgår under lovforslagets § 1.

Lovforslagets § 11

Gældende formulering	Ny formulering
	§ 11. I lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerningen (lægeloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved lov nr. 396 af 2. juni 1999 om ændring af forskellige autorisationslove inden for sundhedsvæsenet (Gebyr for autorisation m.v. af visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet), foretages følgende ændring:
§ 2. Autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som overfor et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet. Stk. 2. Reglerne for lægevidenskabelig embedseksamen fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med sundhedsministeren. Stk. 3. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder. Stk. 4. Tilladelse til selvstændigt virke som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der har gennemgået den i stk. 5 omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed. Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler for den supplerende praktiske grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med henblik på selvstændigt virke som læge. Uddannelsen skal foregå under ansættelse og have en varighed på 18 måneder. Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for at skaffe læger adgang til den i stk. 5 nævnte uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan sundhedsministeren pålægge kommunernes sygehuse, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt private sygehuse, som modtager offentlig støtte, eller på hvilke patienter indlægges for offentlig regning, at modtage læger i forhold til deres behov for lægeuddannet personale. Nærmere regler om sådanne pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at der ikke pålægges noget sygehus m.v. pligt til at modtage et større antal læger end gennemsnittet af det antal, som i de sidste 3 år har haft tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v., medmindre forholdene forandres. I tilfælde, hvor læger ikke inden for et rimeligt tidsrum efter eksamen kan få adgang til den kliniske uddannelse, bemyndiges sundhedsministeren til at dispensere fra de i medfør af stk. 5 fastsatte regler.
	1. I § 2 indsættes efter stk. 7 som nye stykker: »Stk. 8. Sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler for lægeløftet.
	Stk. 9. Indtil ministeren fastsætter andet, hvorved dette stykke bortfalder, affattes lægeløftet således: »Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnede at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn; at jeg vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse; at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret; at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.«

Kancellisskrivelse af 15. august 1815 om Lægeløftet, som herved bliver overflødig og ophæves, fremgår i sin fulde tekst under lovforslagets § 1.

Lovforslagets § 12

Gældende formulering	Ny formulering
	§ 12. I lov nr. 479 af 7. december 1988 om Kort- og Matrikelstyrelsen foretages følgende ændring:
§ 1. Kort- og Matrikelstyrelsen er central myndighed for opmåling og kortlægning samt for matrikel- og landinspektørvæsenet. § 2. Kort- og Matrikelstyrelsen skal 1) varetage den geodætiske opmåling og den topografiske kortlægning af Danmark, herunder Færøerne og Grønland, samt kortlægning af farvandene heromkring, 2) forestå matrikel- og landinspektørvæsenet i overensstemmelse med lovgivningen herom, 3) varetage den seismiske tjeneste i Danmark, herunder Færøerne og Grønland, 4) udføre forsknings- og udviklingsarbejder inden for geodæsi og seismologi og, når det er hensigtsmæssigt af hensyn til styrelsens virksomhed, inden for øvrige fagområder. Stk. 2. Boligministeren kan pålægge Kort- og Matrikelstyrelsen at varetage andre opmålings-, kortlægnings- og registreringsopgaver end de i stk. 1 nævnte. § 3. Kort- og Matrikelstyrelsen varetager efter boligministerens bestemmelse herom koordinationen af offentlig opmåling og kortlægning og af anden offentlig registrering af stedbestemte oplysninger i Danmark. Stk. 2. Kort- og Matrikelstyrelsen kan efter forhandling med berørte offentlige myndigheder og private organisationer fastlægge standarder og normer for gennemførelsen af offentlig opmåling og kortlægning og af anden offentlig registrering af stedbestemte oplysninger. Stk. 3. Offentlige myndigheder og institutioner samt koncessionerede selskaber skal efter anmodning give Kort- og Matrikelstyrelsen oplysning om igangværende og påtænkte aktiviteter inden for de arbejdsopgaver, som er nævnt i stk. 2. § 4. Kort- og Matrikelstyrelsen har eneret til fremstilling af søkort og kan gennemføre søopmåling til brug for søkortproduktionen i danske farvande, herunder farvandene ved Færøerne og Grønland. Stk. 2. Kort- og Matrikelstyrelsen kan efter udtalelse fra Forsvarsministeriet bemyndige andre til på styrelsens vegne at gennemføre søopmåling med henblik på fremstilling af søkort. § 5. Boligministeren beslutter, hvilke af Kort- og Matrikelstyrelsens produkter der kan udbydes til salg. Stk. 2. Boligministeren fastsætter regler om betaling for Kort- og Matrikelstyrelsens produkter og ydelser.
	1. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. Det er ikke tilladt at kopiere eller på anden måde eftergøre kort uden Kort- og Matrikelstyrelsens tilladelse. Overtrædelse heraf straffes med bøde.«
§ 6. Personer, der af Kort- og Matrikelstyrelsen er bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til enhver ejendom og lokalitet for at udføre opgaver efter loven. § 7. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler for Kort- og Matrikelstyrelsens organisation og virksomhedens udøvelse. § 8. Loven træder i kraft den 1. januar 1989. Stk. 2. Lovens § 3 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Stk. 3. Lov nr. 82 af 31. marts 1928 om Geodætisk Institut ophæves. Givet på Christiansborg Slot, den 7. december 1988 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens Navn: FREDERIK Kronprins /Agnete Laustsen

Som følge af ændringen ophæves:

Plakat af 10. april 1816 ang. Efterstikning af Søkort samt

Plakat af 6. april 1831 ang. Efterstikning af topografiske Kort.

Disse 2 forskrifters fulde tekst fremgår ovenfor under lovforslagets § 1.

Lovforslagets § 13-14

Ny formulering

§ 13. Et forhold, der er indtruffet før denne lovs ikrafttræden, og som skulle behandles efter love m.v., som denne lov ophæver, behandles dog efter de tidligere gældende love m.v. § 14. Loven træder i kraft 3 måneder efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Gældende formulering

Der er alene tale om ikrafttrædelsesbestemmelser, hvorfor der ikke er optrykt nogle forskrifter her.