|
1
Beretning om Forhandlingerne Paa Rigsdagen. Første Bind.
Nr. 1—188. Kjøbenhavn. Trykt og forlagt af Kongl.
Hofbogtrykker Bianco Luno. 1848—49. |
|
2
Udkast til Grundlovscomiteens Betænkning. (Trykt font
Haandskrift for Grundlovscomiteens Medlemmer.)
I Overeensstemmelse med Rigsforsamlingens Beslutning af 7de d.
M., have Undertegnede, der ere udvalgte til at prøve Udkastet til en
Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, herved den Ære, at
afgive den første Deel af sin Betænkning, omfattende Grundlovs-
udkastets I—VI og VIII Afsnit.
Udvalget har været saa stærkt opfordret til af al Magt at frem-
skynde sin Betænknings Afgivelse, at det næppe med Føie kan
bebreides det, at det ikkun har antydet de Grunde, der have
fremkaldt dets Indstillinger. At man saa godt som aldeles har forbi-
gaaet nærmere at begrunde sin Tilslutning til de Bestemmelser i
Udkastet, hvori man ikke har fundet Anledning til at foreslaae nogen
Forandring, vilde maaskee ogsaa under andre Omstændigheder have
været naturligt, men vil i alt Fald nu ikke behøve nogen særlig Ret-
færdiggjørelse.
Udkastet er betegnet som et Udkast til en Grundlov for Konge-
riget Danmark og Slesvig, Det er ingenlunde undgaaet vor
Opmærskomhed, at denne nye Benævnelse: Kongeriget „Danmark og
Slesvig“ kan forsvares med meget gode Grunde. Flere af os have
navnlig fremhævet, hvor stærkt dette Navn afviste enhver Tale om
Slesvigs Incorporation i Danmark. Det ligger imidlertid i Benæv-
nelsens Nyhed, at den, som uvant, for Mange har noget Stødende, og
der turde vel være dem, der i en Titel, som nævnede Slesvig
særskilt, vilde savne Slesvigs gamle Benævnelse som Hertugdømme. En
Fleerhed iblandt os har derfor forenet sig om Benævnelsen „Dan-
marks Rige“, der i Overeensstemmelse med gammel Sprogbrug heelt vel
kan vælges for at betegne Grundlovsomraadet, nemlig det egentlige
eller saakaldte Kongerige Damnark, det saakaldte Hertug- dømme
Slesvig, Island og Farøerne.
Fleerheden af os har ikke anseet det nødvendigt, at Grundlovens
Omraade blev indledningsviis betegnet i en ny første Paragraph. Man
har troet, at Grundlovens eget Indhold og dens Forkyndelses- maade
tilstrækkeligt vilde vise, for hvilket Omraade den skulde gjalde.
Ved denne Forkyndelse ville naturligviis de Forbeholde være at gjen-
tage, som med Hensyn til Slesvig ere tagne i Loven af 7de Juli 1848,
og som for Islands Vedkommende indeholdes i det kongelige Brev af
23de Septbr. 1848.
En Minoritet, bestaaende af ,maa udtale sig imod, at Omraadet for
Grundloven betegnes saaledes, som skeet er i Overskriften til samme,
ligesom man heller ikke kan tiltræde Majortitetens
Forandringsforslag i denne Henseende, Medmin- dre der, hvad man i
ethvert Fald maa tilraade, optages en egen Paragraph i Grundloven,
hvort det klart udtales, for hvilke Lands- dele samme er
gjaldende.
Ubkastet angiver sig som en Grundlov for kongeriget Dan- mark og
Slesvig. Et Kongerige: „Danmark og Slesvig“ existe- rer ikke,
hvorimod Kongeriget Danmark, naar Slesvig nævnes i Forbindelse
dermed, efter anerkjendt Sprogbrug betegner det egentlige Danmark i
Modsætning til Hertugdømmet Slesvig. Men der er da ingen Grund til,
ikke ogsaa at nævne Slesvig som det, det er, et Hertugdømme, under
hvilken Benævnelse det forekommer i baade æl- dre og yngre
Statsacter, i Lovgivningen og Regjeringens Tilkjende- givelser, selv
de allernyeste af disse, hvor Hertugdømmets grundlov- mæssige
Forbindelse med Kongeriget omtales, saasom i Kongens
|
|
3
2 Svar til den slesvigholsteenske Deputation af 24de
Marts f. A., i Kundgjørelsen af 4de April og Valgloven af 7de Juli
f. A. Det er allerede misligt nok, at en Forsamling, der alene er
sammenkaldt for Danmark, skal vedtage en Grundlov, der tillige skal
gjælde for Sles- vig, og som, ifølge Bestemmelsen, skulde overveie
og vedtage i For- bindelse med Deputerede ogsa fra denne Landsdeel,
men desto mere bør Alt føges undgaaet, der hos Slesvigs Indvaanere
kan vække Misnøie med de Beslutninger, som her tages, eller nære
Tanken om en tilsigtet Incorporation af Slesvig i Kongeriget,
hvortil den i Ud- kastet brugte Betegnelse i Kongeriget Danmark og
Slesvig, efter Minoritetens Formening, let vil kunne benyttes af det
Parti i Her- tugdømmene, der er fiendtligt stemt mod Danmark. Da
Kongen i Proclamationen af 27de Marts f. A. har tilsagt Slesvigs
Beboere, at deres Selvstændighed som Slesvigere skal, ved Siden af
den fælles Forfatning, sikkres ved en egen Landdag, egen
Administration og egne Domstole, er denne Landsdeels selvstændige
Stilling derved er- kjendt i et Omfang, hvormed det lidet stemmer
overeens, at deres ældgamle Betegnelse som Hertugdømme uden
Nødvendighed udslettes. At fjerne det omhandlede Udtryk paa den af
Majoriteten foreslaaede Maade, kunne vi ikke billige, medmindre der
optages en Paragraph i Grundloven, som viser, for hvilke Landsdele
den er gjældende, i hvilket Fald vi intet Væsentligt have at erindre
imod Majoritetens Forslag. Ligesom det dog ikke kan undgaaes i
Valgloven at nævne Slesvig, sa at Spørgsmaalet om dets Betegnelde
som Her- tugdømme atter der vil opstaae, saaledes kunne vi
overhovedet ikke slude det rigtigt at lade det i en saadan
Ubestemthed, for hvilke Dele af det danske Monarchie Grundloven er
gjældende, som vilde følge af, at deres Omraade ikke betegnedes
tydeligere end ved Be- nævnelsen: „Danmarks Riges Grundlov”, medens
man omhyggeligt undgik at nævne Slesvig i samme. Dette forekommer os
saameget urigtigere, som baade Kongen og Rigsdagens Medlemmer skulle
af- lægge Eed paa, at de ville holde Grundloven, og det derfor bør
være aldeles tydeligt, for hvilke Landsdele den er gjældende.
I dette Øiemed foreslaae vi, at der, i Lighed med hvad der fin-
des i andre Constitutioner, som ere givne for Lande, der bestaae af
forskjelligeartede Dele, optages en første Paragraph i Grundloven,
hvori dennes Omraade bestemt angives, og i Forbindelse dermed de
Dele af Monarchiet nævnes, for hvilke Grundloven ikke gjelder. For
Slesvigs og Islands Vedkommende vil derhos de fornødne Forbeholde
være at tage i Overeensstemmelse med Valgloven af 7 Juli f. A. og
det kongelige Brev af 23de Septbr. f. A., hvilket i Korthed kan ud-
trykkes således som i Indstillingen findes angivet. I Forbindelse
hermed kan det da passende tilkjendegives, at Forholdet imellem det
danske Rige, for hvilket Grundloven gjelder, og de med samme for-
bundne Hertugdømmer, Holsteen og Lauenborg, forbeholdees nærmere
Ordning. Hvad de Danmark tilhørende Kolonier angaaer, ansees det
tilstrakkeligt, naar der i de „transitoriske Bestemmelser”, som man
har tankt sig at maatte føies til Slutningen af Grundloven, udtales,
at disses Forhold til Moderlandet vil blive ordnet ved særegne Kolo-
niallove.
I Overeensstemmelse hermed indstilles: At der under første Afsnit
optages en Paragraph af følgende Indhold:
„Det danske Rige bestaaer af Kongeriget Danmark, Hertug- dømmet
Slesvig, Island og Færøerne, hvilke Lande, under de med Hensyn til
Slesvig og Island tagne Forbeholde, danne en under nærværende
Grundlov forenet udelelig Stat. Forholdet imellem dette Rige og de
med samme forbundne Hertugdømmer Holsteen og Lauenborg forbeholdees
nærmere Ordning.”
Naar en saadan Paragraph maatte blive optaget i Grundloven, have
vi Intet at erindre imod Majoritetens Instilling om Overskrif- tens
Forandring, skjøndt det maaskee rettere hed: „Grundlov for det
danske Rige”, hvorimod vi, hvis ovenstaaende Indstilling ikke bifaldes, foreslaae; „at det, istedetfor Overskriften i Udkastet, og
Majoritetens Forandringsforslag, kommer til at hedde: „Grundlov for
Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig.”
|
|
4
3 I.
§ 1. Naar Grundloven eengang for alle er betegnet som
Dan- marks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være
nød- vendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget
Dan- mark og Slesvig“; det indstilles derfor, at disse Ord
udgaae. § 2. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det
ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne
Paragraphi, indtil §§ 64 —66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid
man, i den Forud- sætning, at der ikke vilde være nogen
Menningsulighed om det Reli- gionsfrihedens Grundprincip, som er
udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Betænkning at yttre sig om §
2. Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven
begrundede Opfattelse af den evan- gelisk- lutherske Kirke som
Statskirke maatte opgives i en Grund- Iov, som vedkjendte sig
Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet
erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde Paatage sig Løsningen
af alle de kirkelige Reform-Spørgsmaal, som endnu i saa høi Grad
dele Gemytterne. Men ligesaa lidt kunde man sinde det passende
aldeles at forbigaae det hele Spørgsmaal om Kirken. Det maatte
altsaa udtales, at man løsner sig fra Konge- lovens Bud, men den
nærmere Ordning maatte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man
maatte sinde en Overgangsform, der ikke gjorte noget voldsomt Brud,
og dog tillod en fri Udvkiing. I det Hele taget har man derfor deelt
den Tanke, der har fundet sit Ud- tryk i § 2, og det er kum to mind
re Væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslaae. For det
Forste foreslaaer man, at de Ord „som den, hvori den overveiende
Deel af Folket be- fiuder sig, at ansee som“ udgaae. Det synes
nemlig ikke nødvendigt og i sig mindre naturligt saaledes i
Paragraphen selv at begruude Paragraphens Bud. Udtrykket „at ansee
som“ giver og adskil- lig Grund til Udsættelsc. Dernæst har man
fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse“ kunde ombyttes med Ordet
„Understøttes,“ fordi den første Vending har forekommet Flere
stødende paa Grund af en uvilkaarlig Sproganalogi. Da Anken saa let
kan fjernes, synes man at burde rette sig efter Erindringen.
Udvalget tilsøner den Bemærkning, at Paragraphen ved at besale
Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelse af
Understøttelsens Grad og Omfang overlades Fremtidens' Lovgivning, —
naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte
Religionssamfund lige- ledes understøttes af Staten, forsaavidt
Saadant maatte sindes rigtigt. § 3. Denne Paragraphs
første Sætning har sin fulde Be- tydning efter den i Udkastet
gjennemførte Grundsætning, at Kongens Veto er absolut (cfr. § 28,
40, 80). De af os, der erklare sig herimod, forbeholdee sig
naturligviis at gjøre denne modsatte Mening gjældende ved en
følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse i Rigsforsamlingen
vilde da foranledigee, at der blev Spørgsmaal om en Omredaction
saadel af denne som af flere Paragrapher.
I den tredie Sætning: Den demmende Magt er hos de anordnede
Domsftole, har man troet, at det heller maatte hedde „hos
Domstolene“, fordi Ordet „anordnet“ let efter den nuværende
Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at Domstole
kunde „anordnes“ uden Lovhjemmel (cfr. VI). II.
§ 4 fastsætter, at den i Kongeloven fastsatte
Arveføge er frem- deles gjældende, og tilføier, at den kum kan
forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags
Samtykke, hvorved endda fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkastet
har Villet indrømme en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til
enyver Tid, selv efterat f. Er. en ny fra Kongelovens Bud afvigende
Arvefølge var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en
saadan Be- stemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den“ i
Begyndelsen af anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa
„den i Konge- loven fastsatte Arvefølge.“ For at fjerne enhver Tvivl
foreslaaer man at ombytte Ordet „Den“ med „Arvefølgen“.
Det anmærkes iøvrigt, i Anledning af Udtrykket „den for- enede
Rigsdag, at de blandt os, der udtale sig imod Lo-
kammerindretningen, naturligviis forbeholdee sig ved et senere Afsnit at gjøre deres Indsigelser gjældende. |
|
5
4 § 5. Naar det i denne Paragraph
hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være
Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg,
har man vel ingenlimde havt Noget at erindre mod den her udtalle
Tanke, men Flere have dog fundet, at Tanken ikke var heldigt
udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsteen
og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand end
dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel
ikke indrømmet denne Paastand, idet de antage at Ordet „Stat“ i vor
Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og
ubestemt Betyd- ning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph
neppe kan mis- billiges, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne
Holsteens og Lauen- borgs Forhold man end gaaer nd; men de have dog
ønsket om mu- ligt at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød.
Udvalgets Fleerhed har troet, at Tanken blev betegnet aldeles
utvetydigt, naar man sagde: Kongen kan ikke uden Rigsdagens Sam- tykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Af- fattelse
lader man det nuværende Forhold til Hertugdommerne Hol- steen og
Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent, og natur- ligviis uden
noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles
urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en
dansk Ronge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden
Rigsdagens Samtykke. Det kan neppe miskjendes, at denne Affattelse
lader det nuværende Forhold til Holsteen og Lauenborg aldeles urørt,
og derimod indehølder det fornødne Forbeholde mod fremtidige
Muligheder.
Udvalgets Minoritet (bestaaende af) har dog ikke fundet sig
tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, fordi navnlig Udtrykket
blive formeentlig kunde misforstaaes, Den ind- stiller derfor, at
Paragraphens Tanke udtrykkes paa følgende Maade:
Kongen kan uden Rigsdadens Samtykke kun tillige være Regent i
Hertugdømmerne Holsteen og Lauen- borg.
Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Til-
lægsbestemmelse, hverefter det udtaltes, at Kougen, om han end f. Er. mod Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed
Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sade udenfør Riget. Man
indstiller altsaa, at der tilføies: „i intet Tilfældee kan han
forlægge Regjeringens Sæde udenfør Niget“. § 8. Som
Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte det i
Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov“.
En Minoritet ( foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular: „For
den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov“
at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger at
holde (Grundloven), saa sandt hjælpe mig gud og hans hellige
Ord“.
Udvalgets Fleerhed har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at
fravige Udkastet.
Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa
Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale ham
det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper
ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Inter-
regna, kan væere hensigtsmæssigt at tillade, at Eden tidligere kan af- lægges af Thronfølgeren. Men i saa Fald anseer man det dog for
naturligt, at denne ved stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt Regjeringen. Vi tanke os ikke herved en ligefrem Gjentagelse af
Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi
foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør Da
stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Re- gjeringens
Tiltrædelse.
En Minoritet () antager, at det i Grundloven bør udtales, at
Kongen krones. Den indstiller derfor, at der tilføie en Paragraph
omtrent saalydende: „Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven
myn- big, i Landets Hovedkirke og medde Ceremonier, han selv
fastsætter,“ |
|
6
5 Udvalgets Fleerhed har ikke anseet det nødvendigt,
at Grund- loven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift. § 9. Denne Paragraph indeholder en Forklaring „om den
forenede Rigsdag“, som naturligst hører hjemme i et følgende Afsnit.
Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender“ end „aner- kjender“.
Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sæt- ning: Naar da
den forenede Rigsdag . . . . erkjender.
For det heromhandlede Tilfældee, at Kongen bliver ude af Stand
til at regjere, foreslaaer Paragraphen alene Udnævnelse af en Re-
gent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme Førhold
med Hensyn til Thronfølge ren, tillige fastsætter, at der skal
anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at kunne blive
fornødent, naar det er Kongen, der bliver nde af Stand til at re-
gjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i
saa Fald ogsaa maa anordne Formyuderskadet. Ved Paragraphens
Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner, om
fornødent gjøres, et Formynderskab“.
Ved §§ 10 og 11 har Udvalget Intet fundet at erindre; man
tillader sig kun at fremhæve, at da Regenten skat aflægge den for
kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjerin-
gen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden paa Grundlo-
ven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grund-
lovsudkastet for at lade Regenten aslægge Eden forud; det er klart,
at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren
udtrykkeligt givne Ret. §§
12—14. Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, naar Kongen er død, og enten Throufølge- ren er
fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed paa
Gruudloven (jfr. § 8) eller han er umyndig uden at Regen- ten er
udnævnt og har aflagt Eed eller uden at Formynderskabet er ordnet,
eller der ingen Thrønsølger er. I alle disse Tilfældee skat
Statsraadet i Mellemtiden føre Regjeringen.
Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sam-
mentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed,
fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed, enten maa
være urigtig (saafremt ellers vor Bemærkning med Hen- syn til § 11
er grundet eller maa frotte sig til den noget subtile betragtning,
at Regenten i Egenskab af Thronfølger kunde have aflagt Eden. Det
sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at
Formynderskadet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang
kunde gjøre det nødvendigt, at Statsraadet i Mellemtiden forte
Negjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorsør denne Para- graph
alene taler om det Tilfældee, hvor Thronfølgeren paa Grund af
Umyndighed er ude af Stand til at regiere, men ikke giver en
almindelig Regel for alle Tilfældee, hvor en saadan Ubygtighed
maatte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen
nærmere Reget med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken
Henseende det dog turde Være nødvendigt, udtrykkeligt at ud- tale
Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I
Mellemtiden fores Regjeringen af Statsraadet“ trænger til en noget
større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslaae en ny og
skarpere Affattelse; hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille
den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, naar
Kongen er død. Dette Tidspunkt er saa betydningsfuldt, og der
forestaaer desuden efter § 15 isaasald altid strax en saa vigtig
Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl Vil
findes hensigtsmassig.
Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sam- mentræden i
alle de her omhandlede Tilfældee kan i Anvendelsen møde nogen
Vanskelighded, hvad enten den gamle Rigsdag er op- løst, uden at de
nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu
bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalgets Fleerhed
har troet, at man i ethvert Tilfældee vilde have en anvendelig
Regel, naar man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de
Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidst- valgte Rigsdag. Skulde
altsaa i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny
Rigsdag være valgt, vilde den sidst- |
|
7
6 valgte have at møde; foregaae Valgene derimod
sildigere, ville de sidsstvalgte Thing aflose de ældre, naar disses
Tid efter de almindelige Regler er udløbet.
Man foreslaaer altsfaa følgende nye §§ 12—14. §
12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden
Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er
Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt
Eed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller
er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet,
indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. § 14. Er
Thronfølgeren eller Regenten fravarende, bestemmer den forenede
Rigsdag, inden hvilken Tid han har at. vende tilbage. Er Thronfølge
ren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner
den forenede Rigsdag Regenten og beskikker For- mynderskabet. Er der
ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og
fastsætter den fremtidige Arvefølge. § 15 og
16. Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslaae det Tillæg at „Civillisten ikke kan behæstes med Gjæld.“ Dette lig- ger
vvistnok ganske i Forholdets Natur, thi her er kun Talen om de
aarlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statsmidler,
hvus Brug skal tilkomme hom, og om hvis Pantsættelse eller Af-
hændelse der saaledes ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse
af denne Regel vil dog maaskee ikke sindes urigtig.
Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende Paragraph,
skal naturligviis ikke gaae over i Grundloven. Det er kun til
Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregje- rende
Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en aller-
høieste Bestemmelse. Det maa, naar denne Meddelelse er skeet, staae
til Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Oderveielse; Grundlovs-
Udvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.
Medens der saaledes i Grundloven kun er optaget en Regel for
Civillistens Fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16 derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan
bestemmes Apanager ved Lov. Dette maa Udvalget ansee for aldeles
rigtigt. Det staaer altsaa til Kongen og Rigsdagen at fastsætte Apa-
nagerne i sædvanlig Lovs Form; men dette er ikke befalet og Apana-
gerne kunne altsaa ogsaa fastsattes ved Finantsloven. Udvalget maa
ligeledes ganske tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden
Rigs- dagens Samtykke kunne mydes udenfor Landet; man foreslaaer
alene, at der i stedet for „Landet“ sættes „Riget“, da dette Udtryk
uden- tvivl bestemtere detegner Udkastets Tanke. Forsaavidt der
derhos til- føies en Undtagelse for det Tilfældee, at alt bestaaende
Contracter hjemler en modsat Ret, da kan man naturligviis ikke audet
end ville, at de bestaaende Contracter skulle holdes i Hævd; men
denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuvarende
oieblikkelige For- hold, synes mindre at have sin Plads i
Grundloven, end i de tran- sitoriske Bestemmelser, der udentvivl om
forskjelligee Forhold maae gives samtidigt med Grudloveus
Forkyndelse. Man overseer ikke, at lig- nende Undtagelser kunde
ogsaa i Fremtiden hjemtes ved Contrac- ter; men Vi troe med
Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke beho- ver at tage særligt
Hensyn til Fremtiden; thi den Lov, der hjemler Apanagen, vil kunne
indeholde det fornødne samtykke, naar Rigsda- gen dertii maatte
sinde tilstrækkelig Gjemmel.
Man har i Udvalget reist det Spørgsmaal, om der ikke i Grund-
loven, ligesom Tilfældeet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Be- stemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og
om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansaae positive Grundlovs-
bestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold
skulde ordues ved en Huuslov. Udvalget har imidlertid troet for
Øjeblikket at burde opsætte en Meningsvttring herom, idet man nem-
lig først efter at have gjennemgaaet hele Udkastet ansaae det rigtigt at behandle Spørgsmaalet om den Form, hvori Kongelovens Ophæ-
Velse burde udtales, til hvilket Spørgsmaal da naturligt knytter sig
ret andet Spørgsmaal, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod
enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undvæ-
res, uagtet den i Almindelighed ophævedes. |
|
8
7 III.
§ 17. I denne Paragraph, der skat udtate Kongens
constilutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og
Ukrænkelighed, har Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes
almindelige Ansvar- lighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin
Plads. Man foreslaaer derfor, at der til Paragraphen føres følgende
Sætning: „Ministreneereansvarligege for Negjeringens Forelse.”
§ 18. Udvalgets Minoritet ( foreslaaer, at
Udtrykkene, giver disse i denne Paragraph ombyttes med Ordene „har
kun“. Naar Paragraphen nemlig fastsætter, at Kongers Underskrist
under de Lovgivningen og Regjeringen vedkom- mende Beslutninger
giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers
Underskrist, have disse Medlemmer antaget, at Reglen om
Contrasignaturens Nødvendighed ikke fremtraadte med tilstrækkelig
Utvetydighed.
Udvalgets Fleerhed har dog ikke fundet, at paragraphns Affattetse
efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.
Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den Minister,
som har underskrevet er ansvartig for Beslut- ningen“, tillader
Udvalget siaden Bemærkuing, at den heelt vel hæsder sin Plads ved
Siden af det Tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Til- læg
udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for
deres hele potiliske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser hvilken
Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man
nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det alde- les ikke er udelukket, at en nærmere Forhandling og Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan fatde paa Flere. § 19.
En Minoritet i Udvalget (....) har fundet, at denne Pa- ragraph paa
en for skarp Maade begrændsede de Titfælde, i hvilke mi- nistrene
kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at der navnligen derved
kunde udelukkes visse Tilfældee, navnligen maaskee det, hvori Embeds- forseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes derfor rettest, at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk,
saa- som „Embedsforseelser“, hvorefter Folkethinget og Rigsretten i
hvert enkelt modende Tilfældee har den fornødne Frihed til at
beslutte Anklage, og at afgjøre om denne er grundet eller ikke. Man
maa saa meget mere sinde det rigtigt, at bruge almindelige Udtryk,
som Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov, hvis Indhold ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, som den i Udkaftet. Det iudstilles derfor, at Paragraphen (under
Forbeholde af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov)
affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne3 tiltales for
Embedsforseelser. Folkethinget auklager, Rigs- retten dømmer.
Udvalgets Fleerhed slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Ma-
joriteten er vet enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man an- seer det for Passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i
Udkastets § 9. Naar Ministrene kunne drages til Ansvar
for de i deres Em- beder begaaede Forbrydelser og for enhver for
Staten aabenbart stabetig Færd, saa vil Folkethinget ikke være
udelukket fra at reise Anslage i alle de Tilfældee, hvor det maatte
være tjenligt; for Anslagens mulighed behoves ingen videre Garanti;
for Paadømmelsens con- stitutionelle Retfærdighed maa Betryggelsen
søges i Rigsrettens Sam- mensæetning. § 20. Naar denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordetes
efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke
kunnet tiltræde denne Bestemmelse. Man anseer en fast Fordeling af
Statsforretningerne for saa vigtig, at den bør skee ved Lov.
Denne Lov maatte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og
det hele Ministerraads Forhold; den maatte afgjøre hvorvidt der
kunde Være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet,
|
|
9
8 at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor
mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om
Ansvarligheden.
I Henhold hertil foreslaaes en ny Affattelse af Paragraphen,
hvorved blot endnu bemærkes, at man har ombyttet Ordet „Stats- raad“
medb Ministerraad, fordi Ordet Statsraad naturligt forbeholdees for
det Tilfældee, at man i Danmark vilde indfore en Indretning, der
mere svarede til de større Starsraad, som kjendes i adskillige frem-
mede Lande f. Er. Frankrig.
Paragraphen skulde altsaa hedde: Ministrene i Forening udgjøre
Ministerraadet, hvor Forsædet fores af den, som af Kongen er
udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere
Regjeringsforanstaltninger forelægges Mininsterraa- det. Dettes
Ordning, saavelsom Statsforretninger- nes Fordeling mellem
Ministerierne, samt Minister- ansvarligheden de stemmes ved Lov. § 21. Ved den forste Deel af denne Paragraph, der
handle om Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke fundet Grund til
at foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den
nær- værende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende
Be- sættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee
ved simpel Lov. Det er iovrigt en Selvfølge , at da Paragraphen
kun taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er
der aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, der iøvrigt gjælde
med Hensyn til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s.
v.
mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende
Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at asskedige og
forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet at burde
tilraade nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke. Man har
troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen kunde affkedige og
forstytte Cmbedsmænd; hvorhos man dog burde foge at vinde den
Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af denne Ret, som
kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, lige- som der ikke
syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser kunde vedtages
ab Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som Grundloven selv
alleredeec har seet sig nødsaget til at gjøre en Und- tagelse paa et
andet sted med Hensyn til Dommere.
Gvad saaledes Kongens Affkedigelsesret angaaer, da antage vi, at
den kun skulde udoves efter Ministerraadets Indstilling. Naar en
Minister har gode Grunde til at andrage paa en under hans Virkekreds
horende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colle- ger ikke
fraraade et saadant Skridt, meu den enkelte Minister vil betænke sig
paa at forelægge sageu for de andre Ministre, dersom der blander sig
nogen Uretsædighed ind i Ønsket om en saadan Af- skedigelse.
Men om end en Afsked gives ef Kongen efter Ministeriets Ind-
stilling, bør Embedsmanden Dog efter vor, som efter Udkastets Me-
ning have Adgang til Pension efter de nærmere Regler, der sastsæt-
tes ved Lov. Da Udkastets Ord imidlertid kunde forstaaes, som om
hver enkelt affkediget Embedsmands Pension Vilde blive sastsat ved
en færlig Lov (jfr. Udkastets § 46) men dette næppe har været tilsigtel og i alt Fald ikke synes hensigtsmægsigt, saa troe vi, at det i Ste- det for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved
Lov“ kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Over- eensstemm else
med Pensionsloven.“
Hvad Forslytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed ikke
troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning,
end den samme, som Udkastet indeholder, nemlig at de forflyttede
Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.
Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til at
udtale, at Undtagelser fra den frie Asskedigelses- og Forslyttelsesret skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Rlasser af Embedsmænd.
Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende
Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne afSÆTTES, uden ved Dom, ei
heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var det
vvistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men
naar f. Er. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at |
|
10
9 burde være afskaaret, at ogsaa Retsskrivere erklæres
for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom de fremdeles i Formen
blive kongelige Embedsmænd, have samme Sikkerhed. Det sees fremdeles
ikke, hvor- for det ikke f. Ex. ved en Ordning af Folkekirken skulde
staae aabent at træffe saadanne Bestemmelser, at det ikke længere
var nødvendigt at give Kongen Ret til uden nogen selvstændig
judiciel efter disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en
Præst o. s. v.
Man foreslaaer derfor følgende Uffattelse af Reglerne om Afskeed
og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerraadets Ind- stilling
afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Dis- ses Pension fastsættes
i Overeensstemmelse med Pen- sionsloven. Kongen kan forflytte
Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe
i Embeds-Indtægter.
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd (foruden den i § 62
fastsatte) bestemmes ved Lov.
En Minoritet () har ikke. fundet sig fyldestgiort ved det Værn,
der saaledes er opstillet med Vilkaarlighed ved Brug af Afskeds- og
Forflytningsretten. De frygte, at Folkefriheden skal lide under
Embedsmændenes Afsættelighyed, og de ville derfor foreslaae at det
af Udvalgets Fleer- hed stillede Forslag vendes om, saa at
Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges eller forflyttes,
hvorved de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv
gjorde nødvendige, kunde hjemles ved ud- trykkelig Lov. Denne
Minoritet indstiller altsaa følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov,
hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom.
En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke Noget at
erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflyt-
teligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke di-
falde, at denne Undtagelse ogsaa skulde kunne gjøres for Afskedigel-
sesretten. Den indstiller derfor at der alene til den tredie Sætning om Forflyttelsesretten føies:
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne fastsættes ved;
Lov. § 22. Udvalget har troet, at den til Grund
for Paragraphens sidste Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget
utvetydigere og fuld- stændigere paa følge nde Maade:
„Dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Sam- tykke afstaae nogen
Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten
nogen anden be- byrdende Forpligtelse.“ §
23. Denne Paragraph faftsætter, at Kongen skal sammenkalde Rigs- dagen aarligt, senest den 1ste Mandag i October Maand; den kan da
ikke uden Kongens Samtykke forblive længere sammen end 2 Maaneder.
Forandringer i disse Bestemmelser skal dog kunne skee uden
Iagttagelse af de ellers ved Grundlovsændringer gjældende For-
skrifter (§ 80).
Denne Paragraph har altsaa fordret en kongelig Sammenkal- delse
som en Form, der i Reglen (cfr. Udkastets § 12) skulde gaae forud
for Rigsdagens Sammentræden, men den har foreskrevet, at Rigs- dagen
skulde sammenkaldes senest til 1ste October, ladende det Til- fælde
uomtalt, at Kongen tilsidesatte denne Pligt.
Udvalget antager, at man kan gjøre en noget bestemtere Regel og
dog fyldestgjøre det Sommelighedshensyn, der forbyder i Grundlov-
ven at tage Hensyn til usandsynlige, revolutionære Forsøg fra Kon-
gemagtens Side.
Naar det nemlig i nærværende Afsnit, der nærinest handler om
Kongemagten, udtaltes som almindelig Regel, at Kongen sammenkal- der
en ordentlig Rigsdag hvert Aar, og dernæst i det følgende Af- snit
om Rigsdagen bestemtes, at den træder sammen den første Man- dag i
October, dersom den ikke forinden af Kongen er sammenkaldt, synes de
forfkjellige Hensyn paa rette Maade ar være iagttagne.
Under Forbeholde af senere i Afsnittet om Rigsdagen at foreslaae
den fornødne Tillægsbestemmelse, indstiller altsaa Udvalget:
|
|
11
10 at de Ord „Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i
Octbr. Maaned ombyttes med „en ordentlig Rigsdag“. Udkastets
Regel om Rigsdagenes Hyppighed har givet Anledning til nogen
Meningsulighed.
En Minoritet ( ) har villet, at Rigsdagen grundlovmæssig skulde
komme sammen hvert andet Aar. Denne Minoritet har fundet, at tættere
Sammenkomster vare i Reglen ufornødne i et saa li lle Land som
danmark, og skulde Rigsdagens Sammenkomst udenfor Reglen vare
nødvendig, aabnede § 24 den fornødne Avgang hertil; den indstiller
altsaa, at der iste- detfor „hvert Aar“ sættes „hvert andet Aar“ og
foreslaaer for det Tilfældee, at denne Regel antages, ast
Slutningsbestem- melsen udgaaer.
En anden Minoriteti Udvalget (Dahl, Glerup,Hage, Jespersen)
mener, at den sidste Passus i denne Paragraph bør udgaae. Denne
Minoritet antager, at det er et meget vigtigt Principspørgsmaal, om
Rigsdagen skal samles aarligt eller ikke. Det maa faae en ikke ringe
Indflydelse paa Betydningen af Skattebevillingsretten og den lov-
givende Myndighed, om Budgettet voters aarligt eller ikke, om Lo-
vene gives efter Statens Trang, uden lange Mellemrum, eller det
bliver nødvendigt enten at give mange provisoriske Love, eller at
udsætte Uvgivelsen af vigtige og enskelige Love i en temmelig lang
Tid. Den indbyrdes naturlige Paavirkning af den lovgivende og
udrvende Myndighed vil derfor i en ikke ringe Grad afhænge deraf, om
Rigsdagen famles aarligt eller ikke. Det er saaledes ingenlunde en
af de mindre vigtige Paragrapher i Grundloven, og vi maae derfor
andrage paa, at den ei kan forandres paa anden Maade end de andre
Paragrapher i Grundloven overeensstemmende med § 80.
Denne Minoritet indstiller derfor at Paragraphens Slutning
„Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov“ udgaaer.
Udvalgets Fleerhed har ikke troet, at burde tilraade noget af
disse hvert til sin Side fra Udkastet asvigende Forslag, og slutter
sig altsaa til Udkastet. § 24. § 24 har ikke
givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning. §
25. Naar § 25 tillagger Kongen Ret til at hæve Rigsdagend or-
dentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end
paa to Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste
ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Nøget at
erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af
Udtrykket „hæve“ for at betegne hvad ellers sædvanligt i fremmede
Sprog kaldes „prorogere“ eller „ajournere“ vansteligt lader sig
forsvare. Man maatte del hellere sige: Kongen kan udsætte den
ordentlige Rigsdags Møder og det kunde da maaskee tilføies for støre
Nøiagtigheds Skyld: „paa bestemt Tid“. § 26.
Ved § 26 tillader man sig at foreslaae en lignende Ombytning af
Ordene „andet hæve“ med „andet Things Møder udsættes“. Naar dernæst
Paragraphens Slutning for det Tilfældee, at begge Thingene eller eet
af dem er opløst, bestemmer, at Rigsdagen atter skal famles inden to
Maaneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet
denne Bestemmelse Fyldestgjørende.
En MInoritet ( ) har anseet det for rettes, at selve det decret,
der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det
nye thing eller Thin- gene blive sammenkaldte inden den
grundlovmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at
Opløsningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder
Rigsdagen inden 2 Maaneder. Ligesom man nemlig anseer en saadan
Garanti for svarende til For- holdets Natur og at staae i Harmoni
med de Garantier der forøv- rigt opstilles i Grundloven, saaledes
formenes det og, at den fore- slaaede Bestemmelse, den samtidige
Udskrivning af nye Valg og Ind- kaldelsen til den nye Rigsdag vil
virke beroligende naa Folkestemnin- gen i det Øjeblik, et saa
vigtigt Skridt fra Regjeringens Side fore- tages. som det at opløse
Rigsdagen. Den indstiller altsaa følgende Tillæg:
Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af
|
|
12
11 40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to
maane- der efter Opløsningen.
§ 27. Ved § 27 foreslaaer Udvalget at Ordene „er
berettiget” Ombyttes med „kan“. Det synes nemlig mindre passende
udtrykkelig At fermhæve som en Ret, at Kongen kan lade forelægge
Rigsdagen Lovforslag. §28. §28 bestemmer, at, naar Kongen har givet sit Samtykke
til en Lov, befaler han dens Bekjendtgiørelse og drager Omsorg for
dens Fyldyrbelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at
denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af Kongens
ab- solute Veto og have da fundet, at Udtalelsen at en saa vigtig
Ret for Kongen burbe skee paa en mere ligesrem og iøinefaldende
Maade. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel I den
lovgi- vende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed
I § 3, saa at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her paany
at udtale den. Men da en saadan bestemtere udtalelse ikke kan
skade, har Uddalget forenet sig om at foreslaae følgende
Affattelse:
Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigs- dagsbeslutning
Loveskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg
for dens Fuldbyr- delse.
Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at brage Om- sorg
for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være
rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan
undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Bør nuværende Ret er
gjennemvævet af et vidtforgrenet Bevillingsvæsen, der ofte har sin
Rod i udtrykkelige Love, men ofte ogsaa har maattet søge sin Hjem-
mel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, saa dog i
vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt
Grundlovsbestemmelse at bortskjære den hele Brug af Bevillingsmyn-
digheden, uden hvilken Mangen forgæves vilde søge sin Ret. Indtil
videre maae altsaa de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende
Ret, fremdeles kunne meddeles, forsaavidt de ikke i et eller andet
enkelt Forhold bortfalde paa Grund af een eller anden udtrykkelig
Grund- lovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt eg hvad der
udentvivl og bør giøres, det er ved fremtidige Lovgivbningsarbeider
at tage i Særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen
en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Loven s
almindelige Bydende, og kun forsaavidt Saadant udtrykkelig hjemles,
bør denne Myndighed Tilkomme Regjeringen. Denne constititruonelle
Regetl kunde formeentlig stadfæstes ved følge nde Tillæg til
Pharagraphen:
Han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, med- mindre dette har
Hjemmeli Loven selv.
Paa dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlin- gens
Dpmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Grundloven ikke bør indeholde en
Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget
har troet, at det var rigtigst at optage en Bestem- melse, der
erkjendte Kongen Ret til saadanne Loves Udstedelse, men tilsøibe de
nødvendige nærmere Betingelser, saamom at en foreløbig Lov kun kunde
udstedes i særbeles paatrængende Tilfældee, og naar Rigsdagen ikke
var samlet; og at den foreløbige Lov fremdeles ikke Maatte stride
mod Grundloven, og at den altid maatte forelægges den umiddelbart
følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bort- faldt.
Man foreslaaer derfor en Tillægspapragraph (28, b) saa-
lydende:
I særdeles paatrængende Tilfældee kan Kongen, Naar Rigsdagen ikke
er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod
Grundbloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag § 29. Den 29de Paragraph har ikke givet Udvalget Unledning
til no- Get Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmaalet om
Abolition synes at høre hjemme i den almindelige
Criminalproceslovgivning. Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig
opfordret til at anbefale |
|
13
12 at en almindelig Abolitionsret (Ret til at nedslaae
en begyndt Ju- stitssag) ved Grundloven blev tillagt Kongen.
Derimod tillader man sig at foreslaae en Tillægsparagraph (29, b)
af følgende Indhold:
Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.
Den hele Myntningsrets Udovelse er saa vigrig, at man har anseet
det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regje-
ringen, der lod Mynten slaae i Henhold til de Bestemmelser om
Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt.
|
|
14
13 VI.
I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende magt,
indeholde de to første paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigs-
rettens Sammensætning og Virkekreds.
Efter § 60 skal Rigsretten bestaae af 16 Medlemmer, der væl- ges
paa fire Aar. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine
Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge sig
selv en Formand.
Udvalget maa i det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund
for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige
stærke Bestanddele, hvoraf det ene har en mere politisk, det andet en mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslaaede Antal af 16 Medlemmer for ret passende. Derimod har Udvalget ikke troet
at kunue tiltræde Udkastet, forsaavidt dette vil, at Rigsretsmedlem-
werne skulle vælges paa fire Aar. Rigsretssager kunne næppe anta-
ges at blive saa, at der er tilstrækkelig Grund til at danne en
fast, vedvarende Domstol, hvorimodd man anseer det for hensigts-
mæsstgere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Lands-
thinget for hvert Tilfældee, da Rigsretssag anlægges. Man vil maa-
skee indvende, at den enkelte Unledning til Rigsretsmedlemmers Udnæv- nelse i saa Fald kan faae en ikke ønskelig Indflydelse paa de Valg, der saaledes foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted.
Hertil maa det nu strax bemærkes, at Landsthinget ogsaa efter
Udka- ftets Regel vil og bør tage politiskt Hensyn ved sit Valg.
Men Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels
ogsaa af almindeligere Grunde, at anbefale en saadan Fremgangsmaade
ved Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet baade Anklageren og
den Anklagede en Udskhdelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget
kunde udnæne 12 af fine Medlemmer, som traadte sammen med 12 af
Lan- dets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde
da give Anklageren og den Anklagede Ret til hver at udskyde 1/6 af
begge Klasser. De tilbageblevne 16 dannede de Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde maaskee tilføies, at en Lov nærmere
ordner Retsforfølgningsmaaden.
Man foreslaaer altsaa følgende ny § 60: „Naar Rigsret skal
sættes, udnævner Landsthin- get 12 af sine Medlemmer, der træde
fammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil
udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver? af begge
Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der Vælge en Formand udaf
deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ordner nærmere
Forfølgningsmaaden.“
Undertegnede Christenfen, Gleerup og Jacobsen henholde sig til
deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit.
Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at
foreslaae nogen Forandring.
Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkaftet endnu kun to Para-
grapher, den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den an-
den om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63).
Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Bestem-
melser ere paafaldende fattige i et Udkast, der selv har erkjendt den dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer
ingenlunde, at det ikke ret vel er giørligt i dette Afsnit at opstille mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end maa
indfkrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved Lov skulle gjennemføres , saa hører dog ikke blot disse Grundsæt-
ningers grundlovmætige Udtalse aldeles med til at fuldende Billedet
af den conftitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Ud- talelse maa og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Ud- valget har altsaa anseet det for sin Pligt at foreslaae nogle nye
Pa- ragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie
Stater have vundet en faa almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan
ansee det fornødent her at føre noget færeget Beviis for disse
Sætningers conftitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man ogsaa i
Reglen indskrænket sig, uden at gaae ind paa saadanne Enkeltheder,
som na- turligt viile følge af de store Grundregler, og som altsaa
ville blive at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som
det vil være Regjeringens Kald af al Ragt at forberede.
I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Re-
|
|
15
14 gel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan
ordnes ved Lov. Dette er vvistnok i en constitutionel Stat en
ligefrem Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog
saa gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i
Grundloven. Naar det nemlig staaeer fast, at den dømmende Magts
Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot
afgjorte, at Domstole ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes
uden den lovgivende Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjorte,
at Domstolenes hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan
ordnes ved Lov. Man har derved ikke blot udelukket al
Cabinetsjustits, men man har ogsaa dermed sagt, at Ingen kan drages
fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun
kunde ordnes ad Lovgiv- ningsveien, og saa sremdeles.
Man foreslaaer altsaa en ny Paragraph saalydende: § 62. Den dømmenfe Magtd Uføvelse kan kun ord- nes ved Lov.
Hvad nu angaaer denne nærmere Ordning af den dømmende Magts
Udøvelse, har Udvalget for det forste troet, at Grundloven allerede
nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse Eiendomme
fordunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne erhverve en
dommende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes saa stridende
mod Grundlovens Aand, at den Betragtning, at her kun spørges om en
undtagelsesviis bestaaende Skistejurisdiction; ikke har kunnet
asholde Udvalget fra at foreslaae denne Undtagelses Op- hævelse. Man
har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven burde erklære den
her omhanblede Myvdighed for oprævet, eller om den burde indstrænke
sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov. Herfor er
fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen med flere
andre, som samtidigt burde ordnes, saavelsom og at der dog kunde
være Eet og Andet at fastsæette i det Enkelte med Hensyn til hiin
Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har dog antaget,
at der ikke kunde være Noget til Hinder for det , der i sig var det
ønskeligste, nemlig den oieblikkelige Ophævelse. Det behøver iøvrigt
næppe at bemærkes, at den foreslaaede Bestemmelse ikke bliver
oveslodog ved Udkastets § 78.
Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph: §
63. Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed er
afskaffet.
Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte
Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen. Vi oversee
ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let, men vi
antage denne Adskillelse for nødvendig, naar Retspleien og
Forvaltningen hver paa sin Viis skal kunne gaae sin frie, uhindrede
Gang.
Vi foreslaae altsaa en ny Paragraph: § 63,
b. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de
Regler der fastsættes ved Lov.
Grundloven maa fremdeles, som alt Udkastets § 63, udtale sig om
Domstenes Myndighed ligeoverfor Øvrighedsmyndigheden.
Udkastets § 63 tillægger Domstolene Ret til at paakjende ethvert
Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, men tilføier derhos,
at den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved
at bringe Sagen for Domstolene Kan unddrage sig fra fore- løbigt at
efterkomme Befalingen.
Om Rigtigheden af Udkastets Hovedregel, at Domstolene skulle have
Myndighed til med afgjørende Retsvirkning at Paakjende ethvert
Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, har der ingen Tvivl
været i Udvalget. Man maa aldeles tiltræde den Regel, at det er
Domstolene, der i Henhold til Loven skulle afgjøre hvorvidt
Øvrighedsmyndighedens Grændser strække sig.
Under vor nugjældende Retstilstand antage uden Tvivl de Fleste,
at det Spørgsmaal, om en Øvrighed har overskredet sin Embeds-
myudigheds grændser, ikke i Reglen uden færlig Regjeringstilladelse
egner sig til Afgjørelse ved Domstolene. Heri maa skee en Foran-
dring, dersom Retstilstanden i Landet skal hvile paa en aldeles fast
Grund. Under en Statsforfatning, som den, der nu skal grund- lægges,
kan det ikke ashænge af Regjeringens Skjøn, — hvor sam-
|
|
16
15 vittighedsfuldt dette end maatte blive afgivet — om
Domstolene skulle have Adgang til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed
ved een eller anden Handling har overskredet sin lovlige
Embedsmyndighed. Er- kjendes det nu først, at denne Adgang til Løv
og Dom ikke kan af- hænge af Regjeringens Forgodtbefindende, saa
kunde det alene blive Gjenstand for Undersøgelse, hvem der skal
afgjøre dette Grændse- spørgsmaal. I adskillige Forfatninger har man
overladt dette til en egen Domstol, sammensat deels af Nogle af de
overste Dommere, deets af høitstaaende Regjeringsembedsmænd; altsaa
en Ret af blandede administrative og judicielle Elementer, omtrent
som Rigsretten er sammensat af politiske og juridiske Bestanddele.
Udvalget foretrækker imidlertid den Vei, Udkastet i Lighed med den
engelske og amerikanske Retsførsatning har gaaet. vi billige
aldeles, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven bestemme
Grændsen for Øvrigheds-Myndig- heden, og saaledes ogsaa for deres
egen Myndighed. Et Overgreb fra Domstolenes Side, hvis et saadant
skulde vise sig en enkerlt Gang, vil let kunne mødes ad
Lovgivningens Vei. Derimod har det natur- ligviis ikke været
Udkastets Mening, at Enhver, der troede at have Grund til at klage
over en Øvrighedsafgiørelse, skulde kunne anlægge Sag ved
Domstolene, saa at disse kom til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed
med Skjønsomhed har benyttet den ham utvivlsomt tilkommende
Embedsmyndighed. Om En end i en vis Forstand med føie kunde sige sig
at være forurettet ved en saadan Mangel paa Conduite fra Ovrighedens
Side — at Borgerne have en moralsk og politisk Ret til at fordre en
forstandig og skjønsom Adfærd fra Øvrighedens Side er jo aabenbart —
saa er det dog indlysende, at en Besværing over en saadan Uret kun
kan gjøres gjældende for høiere Øvrighed og tilsidst for
Rigsdagen.
Forsaavidt have altsaa alle Udvalgets Medlemmer været enige. Men
nogen Meningsulighed er opstaaet om det Spørgesmaal, hvor- vidt
udkastets Regel var tilsrækkeligt utvetydig, eller om der ikke be-
høvedes et tillæg for klart at betegne Alt, hvad der skal ligge i de
Ord: ethvertSpørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Srændser. Vi antage
det Alle for aldeles utvivlsomt, at der herved skal gives Domstolene
Ret til at tilkjende den Mand, som en Øvrighed ved Overskridelse af
sin Embedsmyndigheds Grændser har forurettet, Er- statning; thi det
kan ikke være den blotte Grundsætning for Embeds- myndighedens
Begrændsning, som den Private kan saae sastsat ved Domftolenes
Hjælp; saadanne almindelige Grundsætninger kunne Domstolene kun
gjøre gjældende i deres Anvendelse paa det virketigt foreliggende
Retstilfælde, og naar de frit kunne bedømme Grændse- fpørgsmaalet,
maae de og frit kunne uddrage den Følge af Embeds- myndighedens
Overskridelse, som den Forurettede netop vil gjøre gjæl- dende ved
sit Erstatningssøgsmaal.
Skjondt vi saaledes i Sagen selv ere enige, have dog Nogle an-
seet det for det Forsigtigfte, at Grundloven udtrykkeligt udtalte,
hvor- ledes det fulgte af Hovedreglen, at Domstolene i fornødent
Fald kunde tilkjende den Forurettede Erstatning.
Ogsaa i en anden Retning have Nogle af os ønsket en noget
bestemtere Udtalelse af Conseqventserne af Grundlovens Reget. Man
har nemlig tænkt sig det hyppige Tilfældee, at Loven indrømmede Øv-
righeden en vis myndidighed under visse nærmere, Borgernes Ret og
Pligt bestemmende, Betingelser, og man har da været aldeles enig i,
at Domstolene vare berettigede til at skaffe Den Retdhiælp, som kla-
gede over, at Øvrigheden havde tilegnet sig den omhandlede Mybdug-
hed udenfor de lovbestemte Betingelser. Men Nogle af os have dog
anseet det for forsigtigst, at man ogsaa i denne Henseende noget an-
skueliggjorde Hovedreglens indgrtbende Betydning, idet de frygtede
for, at man ellere vilde gjøre den Fortolkning gjældende, at da en
vis Handling dog kunde være en lovlig Øvrighedshandling, blev det
Øvrighedens Sag at afgjøre, hvorvidt der i det eukette Til- sælde
vvirkeligt havde været lovligt Hjemmet til at foretage den
omhandlede Handling.
En Minoritet ( ) foreslaaer altsaa, at man optager et Tillæg af
følgende Indhold:
Navnlig kan den, der troer sig krænket i sine bor- gerlige
Retttgheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene
søge Erstatning. |
|
17
16 Ved denne Affattelse formener tillige Minoriteten
at have afværget den Misforstaaelse, at ethvert Tilfælve, havor en
Mand troede, at Avministrationen paa en for ham folelig Maade
urettelig havde an- vendt en Lov skulde kunne brings ind for
DomstoIene. Minorite- ten erkjender tilfulde med Udvalgets Fleerhed,
at der gives og bør gives mangfolvige avministrative Love, Som
indeholde btndende og veilebende Normer for Administrationen, uden
at de i disfe Love inveholdte Befiemmelser Kunne stgs at hiemle
Borgerne no- gen indivibuel Ret, der faatedes blev krænket ved hine
Regters min- dre rigtige Anvendelse, at den Snkelte ved Domstolene
verimod skulde kunne foge Dpreisning. Her maa det rette Værn foges
ad den ad- mintftrative og politiske Bei.
Udvalgets Fleerhed har dog ikke anseet det fornødent eller
tilraadeligt at optage dette Lillæg.
Man antager nemlig, at Grundloven har loft stn Opgave, naar den
har opstillet den ledende Hovedregel. Denne Regels Gjennemfø- relse
maa da overlades til Domftofene, eller hvis det mod Formod- ning
skulde vife sig, at Retternes Afgiørelse blev vaklende eller paa
anden Maade mindre fyldestgjøreude, da maatte lovgivningen skride
ind og give de enkelte Regler, der vife sig nodvendige. Det kan ikke
miskjendes, at det dog er umuligt i en enkelt Grundlovsparagraph at
udtomme et saa rigt Thema, som det vi her omhandle, og om man end
optog den af Minoriteten foreslaaede Tillægsparagraph, da kan det
ikke nægtes, at ogsaa den kan give Anledning til Tvivl, fordi vi
ikke have en saa fast statsretlig Sprogbrug, at man jo nødes til at
vælge Ord, der først under vor nye Forfatnings Udvikling ville faae
den bestemte Betydning; ligesom det et heller kan miskjen- des, at
man med Lethed kunde reise endeel anbre Spørgsmaal end dem, der i
det Foregaaende ere berørte, dersom det var Opgaven at gaae ind i
Gagens Enkeltheder.
Med Hensyn til den sidste Sætning „dog kan den, der mener sig
forurettet ved en Øvrigyedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for
Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen“,
foreslaaer Udvalget, forsaavidt Sætningen ikke, som Mi- noriteten
strax skal tillade sig at foreslaae, udgaaer, at ombytte Or- dene
„den der mener sig .... Øvrighedsbefaling“ med de Ord: den der vil
reise saadant Spørgsmaal. Udkastets Ord kunde nem- lig let mistydes,
som om Enhver, der i videste Forstand ansaae sig forurettet ved en
Øvrighedsbefaling, altsaa Enhver der klagede over en urigtig Brug af
en Øvrigheden utvivlsomt tilkommende Embeds- myndigyed, kunde siges
at reise et Spørgsmaal om Øvrighedsmyndig- hedens Grændser.
En Minoritet foreslaaer imidlertid, som antydet, at den hele
Sætning udgaaer. Denne Minoritet frygter nemlig for, at man i
Sætningen skulde finde en grnndlovmæssig Sanction af den Anskuelse,
at enyver Modstand eller Ulydighed mod en Øvrig- hedsbefaling var
ubetinget ulovlig, om det end siden viste sig, at Øvrighe- dens
Befaling manglede al retlig Hjemmel og altsaa ikke var nogen sand
Øvrigedsbesaling. Denne Minoritet forvrer ikke, at Grundlo- ven skal
anerkjende Modstandsretten, men den ønsker, at vette hele Spørgsmaal
ikke paa nogen Maade skal være foregrebet ved Grund- loven, end ikke
ved en fjernere Antydning.
Udvalgets Fleerhed deler ganske den Tanke, der ligger til Grund
for Minoritetens Forslag. Ogsaa vi vilde erklære os mod den
omhandlede Sætning, dersom vi i den fandt en Antydning om
Modstandsrettens absolute Ullovlighed, thi vi vide heelt vel, at der
kan gives Tifælde, hvor endog ligefrem Modstand mod en ulovlig
Øvrigheds vilkaarlige Anmasselse kan blive en Samvittigyedspligt
ikke jnst for Hvermand, men vel for den, der har den dybefte Følelse
af sin egen Ret og Pligt. Men ligesom ogsaa vi antage, at disse
fjældne Tilfældee, hvor den borgerlige Heroisme, ubekymret om Øv-
righedens tilshneladende Myndighed og ubekymret om Udfaldet, følger
sin Samvittigheds Tilkkyndelse, ikke egne sig til nogen Omtale eller
Anthdning i en Grundlov, saaledes maae vi fremdeles være af den
Mening, at det overhovedet slet ikke er Stedet i denne Paragraph,
der jo dog væsentlig kun skal handle om Omfanget af Domftolenes
Myndighed, at udtale nogen almindelig Regel om Virkningen af Ulydig-
hed mod en Øvrighedsbesaling. Det skulde altsaa være en almin-
|
|
18
17 delig Forudsætning, der laae skjult i det Tillæg,
at man ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra
foreløbigt at efterkomme Befalingen. Men Majoriteten har aldeles
ikke kunnet indsee, hvorlebes man med nogen skjellig Grund heraf kan
udlede no- gen saadan almindelig Forudsætning. Det siges alene, at
man ikke ved at gaae til Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt
at efterkomme Befalingen. Hvorvidt man af andre Grunde kan
eller ikke kan unddrage sig denne Lydighed, det er Noget, det aldeles ligger udenfor denne Sætnings Hensigt og Ord at fastsætte eller
antyde. Majoriteten finder altsaa ikke, at Tillæget indeholder nogen
farlig Antydning, og maa derimod holde for, at den Advarsel, det
udtaler ret vel kan hævde sin Plads i nærværende Paragraph.
Efter saaledes at have opstillet de nødvendigste Regler om Dom-
stolene i Almindelighed, gaaer Grundloven naturligt over til at om-
tale de enkelte Dommere. Naar disse ikke have den rette selvstændige
Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet. I
denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dom- mere
ikke kunne assættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod deres
Ønske hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at asskedige den
Dommer, der har syldt sit 70de Aar, dog med fuld Nydelse af hans
Indtægter.
Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommerne ei
vilkaarligt skal kunne assættes eller forflyttes; forsaavidt tiltræder man altsaa ganske Ubkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed
paabød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til Hin- der
for saadanne Forslyttelser eller Asskedigelser, som bleve en Følge
af en ad Lovgivningsdeien foretaget Omordning af Domstolene. Li-
geledes har man sundet det passende, at Paragraphen indlednings-
viis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det paa en saadan Maade, at
det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der skal gjøre
ham uashængig af endver anden Indflydelse.
Forsaavidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har
fyldt sit 70de Aar, kan affkediges, dog uden Tab af Indtægter, da
bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udval-
gets Fleerhed (8 Stenmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at denne
Ret gjerne kunne indrømmes Regjeringen, saasnart Dommeren havde
fyldt sit 65de Aar. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regje- ringen
vvistnok ikke benytte denne Ret, medmindre Dommerens Svag- hed var
saa almindeligt erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke
Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end
Retspleiens Tarv for Øie.
Udvalgets Minoritet ( ) har dog antaget, at det hellere maatte
forblive ved Udkastet, saa at Ingen, der ikke var 70 Aar gammel, mod
sin Villie var pligtig til at sinde sig i en Asskedigelse.
Man foreslaaer altsaa følgende nye paragraph: §
63 d. Dommerne have i deresi Kald alene at rette sig efter
Loven. De kunne ikke assættes uden ved Dom, ei hel- ler forflyttes
mod deres Ønske udenfor de Tilfældee, hvor en Omordning af
Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har syldt sit
65de(70de)Aar asske- diges, men uden Tab af Indtægter.
Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslaae, an-
gaaer den saakaldte Juryindretning.
Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilraade
Forsamlingen at optage denne Instilution. Det er vitterligt, hvor-
ledes denne Indretning t sin moderne Skikkelse har slaaet Rod i det
engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika
og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de
tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske
Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig
Institutionen; men ligesom Sverig kjender den i Trykkefriheds-
sager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet
Tanken paa Spørgsmaalet om dense Indførelse, Betænkes det derhos, at
man ingensinde finder, at en Stat har fortrudt Juryens Indsø- relse,
men at den tvertimod overalt anerkjendes som et kraftigt Middel til
Retfærdighedens Haandhævelse og som eet af Folkefri-
|
|
19
18 hedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end
ansee det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode
jo før jo heller.
Med Hensyn til det Navn, hvorved Institutionen hos os bør
optaget, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt under-
ordnet Vigtighed. Men ligesom det er aabenbart, at Grundlo- ven har
det i sin Magt af vælge Ordet, saaledes kunne vi dog ikke ansee det
for ligegyldigt, om man her valgte en Benævnelse, som enten er
aldeles uforstaaelig uden fremmed Sprogkundskad (saasom Jury) eller
i sig selv forvirrende og laant fra det tydske Sprog („Edsvor-
neret“ pasker i Grunden ikke mere paa Iuryen end paa enhver anden
Ret). Davi nu have det ægte danske Ord Nævninger, som vel er trængt
noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hver- ken er
blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvandsket
Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde have Mod
til at optage dette Ord igjen.
Om den hele Gjennemførelse af Nævningerne kan det ikke være
Grundlovens Sag et give de fornødne Regler. Men vi antage dog, at de
Sager, hvori den nye Indretning skal benyttes, bør betegnes ved et
saadant almindeligt Begred, der ikke efterlader nogen skjel- lig
Tvivl om det Grundlag, hvorpaa Loven skal bygge. I saa Hen- seende
har Udvalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde
tilraade. Man har nemlig ikke kunnet vove at optage Indretningen i
borgerlige Retstrætter. Saaledes benyttes den kun t England og
Nordamerika, men forsaavidt har den ikke fundet Indgang paa det
europæiske Fastland. Den maa altsaa indskrænkes til Strafferetssager. Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager. De fleste crimi- nelle Sager ville tvertimod ogsaa fremdeles blive at paakjende uden Nævningers Mellemkomst. Dette er overalt Tilfædet og kan vanskeligt undgaaes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges Beslag paa Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altsaa kun dømme
i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grandse nu her skal drages,
maa det være den fremtidige Lovgivning forbeholdet at af- gjøre; kun
har man troet ogsaa her at kunne vælge det Ord, der i Fremtiden skal
betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjernings- sager.
Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser, som
udentvivl, om de end maatte være af mindre betydede Natur, altid vør
paasjendes af Rævninger, vi mene alle politiske Straf- sesager.
Ogsaa dette Begred kan blive nærmere at fastsætte ved Lovgivningen,
men det er klart, at det omsatter alle de Trykkefriheds- sager, som
det i Folkefrihedens Interesse maa ansees ønskeligt at unddrage de
faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man fore- slaaer altsaa
følgende Tillægs-Paragraph.
„I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske
Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.
Man tilføier alene den Bemærkning, at det hermed er afgjorte, at
Mundtlighed og Offentlighed og Anklageproces maa blive indført i den
hele Strafferetspleie. Den gamle Inqvisitionsproces kan ikke vedvare
i et Land, der indfører Nævninger. VIII.
Dette Afsnit indeholder kun een Paragraph, der bestemmer den
Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Grundlovsforandringer, for-
saavidt ikke Grundloven undtagelsesvils har tilladt at Forandringen
skete enten ad den sædvanlige Lovgivningsvei, som s. Ex. i §§ 21 og
23, eller under andre færegne betryggende Former, som s. Ex. ved
Spørgsmaal om Arvesølgens Forandring (§ 4). Den Fremgangsmaade,
nærcværende Paragraph foreskriver, er følgende: 1) Først skal
Forslag til Forandring, eller Tillæg tii Grundloven kun kunne
fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. 2) Dersom begge Thing paa denne
ordentlige Rigsdag enes om et Forslag til en Grnndlovsforandring,
skal dette Forslag hvile til næste ordentlige Rigsdag. 3) Kun
hvis det her atter vedtages i uforanbret Skikkelse af begge Thing,
forelægges det Kongen. 4) Kun hvis kongen forelodigt bifalder
Forslaget, gaaer |
|
20
19 Sagen videre; i saa fald opløses nemlig begge
thingene, og nye valg udskrives. 5) Beslutningen maa nu atter
her vedtages uforandret af begge thing, hvad enten disse iøvrigt ere
samlede i et ordentligt eller overordentligt Møde; ellers falder
hele sagen. Men skeer dette, da skal Forslaget forelægges Kongen. 6) Kongen kan endda nagte sin endelige Stadfæstelse; men hvis han
stadfæster forslaget, bliver det Grundlov. Udvalget tiltræder disse
udkastets Bestemmelser. Man er aldeles enig i, at
Grundlovsforandringer bør vanskeliggjøres, men man anseer det paa
den anden Side for ligesaa vigtigt, at det ikke gjøres umuligt at
forandre forfatningen ad forfatningsmæssig vei Udkastet synes nu her
at have fulgt en passende Middelvei. Ved første Øie- kast seer det
maaskee ud, som om man har været altfor forsigtig med at optaarne
vanskeligheder; men ved nærmere Overveielse vil det findes, at
dersom der vvirkelig hos Konge og folk udvikler sig en bestemt
Overbeviisning om Gavnligheden af en Forandring, kan denne gjennem-
føres i Løbet omtrent af en 15 maaneder. Saalænge kan foran-
dringsøsket vel taale at vente.
|
|
21 |
|
22
21 IV.
Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke
overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Forhold hen- sigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stil-
ling maa vi formene, at en jevn og ligelig, men ogsaa kraftig
fremadskridende Advikling af Folket og det politiske Folkeliv
betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor ny Statsforfatning kun da
vil kunne sikkre os en saadan Udvikling, naar den er og af Fol- ket
i det Hele anerkjendes at være bygget paa en Repræsentation, der i
Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft og
Folkevillie til enhver givet Tidsperiode. Vi formene derhos, at hos
os kun den Regjering, der er fremgaaet af eller støttet ved en
saadan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, saa bevægede og fare-
fulde, som vore, kunne være i Besiddelse af den Kraft og Tillid, der
er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Fol-
kets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en
konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen, hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræ- sentanter eller et vist Antal Repræfentantvalg eller i Adskillelsen
af de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og
besluttende Forsamlinger eller i begge Dele, maae vi ansee for
unaturlig og uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise,
temmelig lige- lige og gjennemgaaende demokratiske Udvikling maa
Staten og Stats- styrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets
Masse eller Almuen. Denne Almue er vvistnok sund, kraftig,
velvillende og besindig, men den er tillige, som en naturlig Følge
af de forløbne Tiders Haard- hed og Uret, mistænkelig; den kan kun
vindes og ledes af Staten igjennem Ærlighed og Uforbeholdeenhed. En
konstlet Repræsentation, eller en Indretning ved den, der endog blot
tilsyneladende kunde gjøre det tvivlsomt, om den vvirkelig var det
naturlige, simple og sande Ud- tryk af Folket og Folkevillien, vilde
derfor efter vor Overbeviisning ikke kunne fyldestgjøre de
Fordringer, Folket og Fyrsten maa stille til den ny Forfatning. Det
forekommer os derhos, at det Hensyn, som især i et mindre Land,
Skyldes god Oekonomi saavel med Mennesker, som med Penge, ikke lidet
taler imod den Forøgelse af Folkere- præsentanternes Antal, som de
konstlede Repræsentationssystemer og navnlig Tokammerindretningen
ikke vel kunne undgaae at medføre. Vi tilstaae endvidere, at vi ikke
kunne dele den Betænkelighed mod Eetkammersystemet, som saa Manage
hente fra Hensynet til den for- meentlig støre Sandsynlighed under
dette for overilede og mindre vel overveiede Beslutninger, og det
forekommer os, at den Erfaring, man hertillands allerede har kunnet
gjøre, maa berolige ikke lidet i denne Henseende. Hensigtsmæssige
Bestemmelser i Forretningsordenen, der, forsaavidt det antages
fornødent, endog kunde optages og i Regje- ringens Udkast ere
optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl tilstrækkelig
værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsom- hed og
Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grund- træk i
vor Folkecharacteer, maaskee endog kunde indeholde nogen Op-
fordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i 2 Kamre med
Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevæ-
gelsen.
Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele
Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed,
Hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri, Og
maatte et af Kamrene derimod ikke saameget være et Udtryk af Folket
i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde det
efter vor Formening fra det Øjeblik, det vvirkelig afgav en Mod-
vægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en Fare for
Land og Throne, for hvilken man, med den baade for Sta- ten og
Dynastiet uvisse Fremtid for Øie, ikke bør udsætte sig.
Vi foreslaae derfor. At dette Afsnit forandres og kommer til at
lyde saaledes; § 30.“Rigsdagen dannes af Folkets
Repræsentanter, Samlede i eet Kammer. Den fremgaaer ved umiddelbare
Valg af Folket”. |
|
23
22 § 31, som
i Regjeringens Udkast. § 32, som i Udkastet, med
Bortskjærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 33, som i Udkastet, med Bortskjærelse af det sidste Stykke (om
Landsthinget). § 34 udgaaer
aldeles. § 35, som i Udkastet, med Bortskjærelse af
det sidste Stykke (om Landsthinget). § 36, som
i Udkastet, med Bortskjærelse af sidste Passus (om Lands-
thinget). § 37, som i Udkastet.
§ 38, som i Udkastet, kun at Ordene „det Thing, hvortil
han hører“, forandres til „den“ og at Ordene „uden Thingets Sam- tykke“ forandres til „dens Samtykke“. § 39, som i Udkastet.
De Forandringer i Forfatningsudkastets øvrige Bestemmelser, der
maatte blive fornødne, forsaavidt dette vort Forslag vandt Majoritet
i Forsamlingen, forbeholdees. De ville i Reglen kun være selvfølgelige og simple Redactionsforandringer i § 4, 8, 9, 14, 26, 40, 41, 42,
44, 45, 47, 49, 51, 52, 53, 55, 56, 57, 58, 59, 61, og 60.
Kun ved Afsnit VI, § 60, matte vi specielt foreslaae, at denne
Paragraph kom til at lyde saaledes som i Udkastet med den Foran-
dring, at istedetfor Ordene „Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af
Landets øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer“ sættes „samt-
lige af Landets Overdommere“.
Undertegnede Larsen antager ikke blot med flere af Comi- teens
Medlemmer, at en Repræsentation, tilveiebragt saaledes, som den,
Grundlovsudkastet vil have indført, ingenlunde er skikket til at
betrygge en rolig og retfærdig Udvikling af vore Samfundsforhold;
men jeg kan derhos end ikke være enig i den Hovedanskuelse, at Rigs-
dagen bør organiseres efter Tokammersystemet, idet jeg holder for, at Etkammersystemet er at foretrække.
Jeg skal her ikke gaae ind paa nogen almindelig Undersøgelse af
Spørgsmaalet om Etkammer- eller Tokammersystemets Fortrinlighed. Om
der end, naar Sagen blot betragets theoretisk, maatte indrømmes
Tokammersystemet et vvirkeligt Fortrin, kunde dette dog ikke være af- gjørende, med mindre ogsaa de givne factiske Forhold tilstedede
Theo- riens Udførbarhed eller heldige Iværksættelse, hvilket jeg
ikke antager hos os at være Tilfældeet. For det Første troer jeg, at
allerede efter Folkets eiendommelige Aand et saa kunstigt
Statsmskineri kun vil finde liden Sympathi hos samme, ligesom ogsaa
Folkets rolige og besindige Characteer synes at gjøre et saadant
Middels Anvendelse mindre nødvendigt hos os, end det andensteds kan
være. Dernæst turde det hos et lille Folk, der ikke har nogen
Overflødighed af dyg- tige Personligheder, i Almindelighed være
rigtigere, at samle de for- handenværende Kræfter i eet Kammer, end
at adsplitte dem i tvende. Og endelig savnes hos os de naturlige
Elementer til et vvirkeligen selvstændigt og anseet Førstekammer
(Landsthing), saaledes som dette i enkelte andre Lande historisk har
udviklet sig; det kunde hos os ikkun kunstigen dannes, nærmest blot
for den gjentagne Overveielses eller mechaniske Modvægts Skyld. Man
vilde herved efter vore For- hold let komme til at gjøre begge Kamre
saa ligeartede, at det 1ste Kammer som oftest blot vilde blive en
Gjenlyd af det talrigere 2det Kammers Beslutninger, eller dog i det
høieste, for at gjøre sig vigtig, vilde forlange lidet
magtpaaliggende Forandringer i Enkelthederne, der dog vilde gjøre
Sagens gjentagne Behandling nødvendig, og uden tilsvarende sand
Nytte vidtløftiggjøre og forsinke denne. Vilde man derimod skabe
tvende Kamre af vvirkelig forskjellige Characteer og Ten- dents,
saaledes at Sagerne i første Kammer kunde finder ikke blot en
gjentagen Overveielse, men en Betragtning fra nye Sider, maatte
dette udentvivl væsentligst føges opnaaet, skjøndt vvistnok kun ufuld- komment, derved at man gjorde Valgretten eller Valgbarheden til det første Kammer afhængig af en vis Formuenhed, der enten i og for
sig var betydelig, eller dog betydelig i Forhold til den, der fordredes med Hensyn til det andet Kammer. Men jeg befrygter, at der snart
imellem de tvende saaledes dannede Afdelinger af Folkerepræsentationen vilde udvikle sig en fordærvelig Usamdrægtighed og farlige
Rivninger. Naar derimod Repræsentanterne for de forskjelligee
Livsforhold ere for- |
|
24
23 enede i een Forsamling og personligen kunne udverle
deres Anskuelser, er det meget mere at haabe, at Conflicterne ville
udjevnes og det vvirkelig Retfærdige og Billige vinde Majoriteten
for sig. Det er iøvrigt kun under Forudsætning af, at det ene
Kammer, hvoraf Rigs- dagen alene skulde bestaae, kunde erholde en
ganske anderledes betryg- gende Sammensatning, end Udkastets
Folkething, at jeg kan stemme for Etkammersystemet. I manglende Fald
maa jeg søge en mulig, skjøndt for mig kun lidet ønskelig, Hjelp i
Tokammersystemet.
Med Hensyn til Dannelsen af den enkelte Forsamling, der efter min
Mening skulde udgjøre Rigsdagen, er jeg af den Anskuelse, at man
herved, saavidt muligt, bør benytte de hidtil bestaaende Institu-
tioner som Grundlag. Erfaringen lærer, at det i Almindelighed ikkun
er ved gradviis at reformere og udvikle de allerede givne forfatnings- mæssige Forhold og dertil at knytte de nye Bestemmelser, at det er lykkedes at lilveiebringe holdbare og til de practiske Fornødenheder avarende Forfatninger, hvorimodd den Fremgangsmaade, at omvælte
alt det Bestaaende, for at opføre efter en eller anden Theori en ganske ny Forfatning, yderst sjeldent og kun under ganske særegne Forhold har ført til noget heldigt Resultat, men som oftest kun har draget nye Revolutioner efter sig. Vel maa det nu erkjendes, at paa den
ene Side en for længe tilbageholdt Udvikling af Provindsialstænder-
institutionen og paa den anden Side de i det sidste Aar indtraadte
overordentlige Tidsforhold medføre en Nødvendighed af, at gjøre et
temmelig stort Spring i vort Statslivs Uddannelse; men skjøndt det
saaledes bliver nødvendigt, at overspringe nogle af de Udviklingstrin, som ellers kunde have været ønskelige, kan det dog ingenlunde være nødvendigt eller tilraadeligt, aldeles at bortkaste den brugbare
Grund- vold for den ny Forfatning, som
Provindsialstænderinstitutionen til- byder. Jo større den Magtfylde
er, som Grundlovsudkastet har til- lagt Rigsdagen, desto større
Forsigtighed bør der udentvivl netop ud- vises med Hensyn til
Afvigelserne fra den igjennem en Række af Aar bestaaende og prøvede
Sammensatning af Stænderne.
Jeg antager saaledes, at Rigsdagen for den væsentligste Deel
hensigtsmæssigst kan dannes ved en Sammensmeltning og frisindet
Reform af de hidtilværende Provindsialstænder. Med Hensyn til
Valgretten vil jeg ikke blot foreslaae, at den hidtilværende Census
i Landdistricterne erholder en betydelig Nedsættelse, men fornemmelig, at ikke blot Grundbesiddelse, men ogsaa Udredelsen af et vist
aarligt Skattebeløb skal saavel paa Landet som i Kjøbenhavn og
Kjøbstæderne give lige Adgang til Udøvelsen af denne politiske Ret.
De større Landeiendomsbesidderes Valgclasse bør efter mit Skjøn
betydelig ud- vides, men dog derhos Antallet af de Deputerede, som
den skal stille, ikke lidet nedsattes. Og med Hensyn til
Valgbarheden troer jeg, at de særegne Brtingelser og
Indskrænkninger, hvortil denne var bun- den, kunne ganske hæves, saa
at i Almindelighed enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, uden Hensyn
til Eiendomsbesiddelse eller Skatte- udredelse, bliver valgbar.
Men foruden den Hovedbestanddeel af Rigsdagen, der skulde
fremkomme ved Udøvelsen af den paa den ovenfor antydede Maade
betingede Valgrettighed, troer jeg at denne ogsaa bør optage en ikke
ubetydelig Bestanddeel ved almindelige Valg. Jeg anseer det for en i
sig selv rigtig Tanke, at i Almindelighed ingen myndig Mand i Staten
bør være udelukket fra, at kunne medvirke til Dannelsen af
Folkerepræsentationen; jeg holder kun for, at det er en ligesaa urig- tig som høist farlig Anvendelse af denne Tanke, at man under de nu bestaaende Samfundsforhold strax vil lægge Magten til at vælge den hele Repræsentation i Hænderne paa den store Masse, der efter sine Kaar og Livsforhold ingenlunde kan have den Selvstændighed og
Oplysning, at en saa stor Magt kan ventes udøvet af den paa en med
det Heles Vel stemmende Maade. Derimod antager jeg, at en Trediedeel
af Repræsentanterne passende kunde fremgaae af alminde- lige Valg,
paa den Maade, som Valglovsudkastet har bestemt med Hensyn til
Folkethinget. Vel ville Districterne for disse Valg blive omtrent
dobbelt saa store som Valgloven har bestemt; men Valgene ville
udentvivt ligefuldt kunne lade sig udføre paa den antydede Maade, og
de større Districter ville ingenlunde være til Skade for Valgenes
Paalidelighed.
Jeg mener derhos, at denne almindelige Valgret bør i Alminde-
|
|
25
24 lighed tilkomme enhver fuldmyndig Mand, og altsaa
Udkastets For- dring af 30 Aars Alderen bortfalde.
I Henhold til hvad jeg saaledes har udviklet, tillader jeg mig at
stille følgende Forslag:
Rigsdagen skal bestaae af een Forsamling. Valgret til samme
grunder sig dels paa lignende Betingelser, som fordredes til Provind- sialstænderne, dels blot paa personlige Egenskaber.
A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen
omtrent saaledes:
I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2). a.
Østisternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistricter . 11. b.
Jyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre
Landeiendomsbesidderes Valgdistricter i Østifterne 20. b.
ligeledes i Jylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter
nærmere Fordeling 16.
II. ved almindelige Valg: af 50 Districter paa omtrent 26,000
Indbyggere, Land og Kjøb- stæder i Almindelighed forenede, vælges.
50.
III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges saaledes: a) af
Geistligheden 4 b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d)
Landsoverretterne .2.
eller hvis Valg overlades til Kongen. B. Om Valgret og
Valgbarhed.
I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I
Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gaarde, der ere ansatte til
en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 §
13). 2) I Kjøbstæderne: saadan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og paa Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre
Landeiendomsbesidderes Valgdistricter: Eien- domsret over 4 Tdr.
Hartkorn Ager og Eng eller 8 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller
over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en
Assuranceværdi af 2000 Rbd., eller Fæstebesiddelse af en Gaard paa 5
Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 10 Tdr. Hartkorn Skov og
Mælleskyld.
I samtlige disse Valgdistricter (1—3) kunne forskjelligee
Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten paa den i Fdg. 15
Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 10 bestemte Maade.
Fremdeles deeltager i samtlige disse Districter i Valg- retten,
enhver i det vedkommende District bosat Mand, som i det sidste Aar
har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Afgifter
40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde paa
Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere
udredede af Eieren, betragtes som om de vare erlagte af Brugeren
selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med
idet- mindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.
Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den
ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har
Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller
Fallitbehandling.
Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de
nysnævnte personlige Egenskaber. |
|
26
25 II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg
til- kommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har
Indfødsret, og ikke staaer under Fattigforsørgelse, dog at til
Valgret tillige ud- fordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt
Aar i det Valgdistrict, hvori han opholderr sig, paa den Tid
hanindtegnes som Vælger.
For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De
nærmere Bestemmelser herom forbeholdees, saavelsom om det Antal
Medlemmer, der skal vælges af Slesvig.
Undertegnede David, Hansen, Jespersen, Neergaard, Ussing og
subsidiairt Larsen, erkjende tilfulde Tidens Fordring, at der bør
indrømmes det hele Folk en væsentlig Andeel i den lovgivende Magt,
og vi formene derfor ogsaa, at Valgretten til Folkethinget ikke bør
begrændses mere end det for Statens Bestaaen og rolige Udvikling er
nødvendigt, ved at forhindre, at de, hos hvilke ikke den Grad af
Selvstændigbed og Agtelse for Samfundsordenens Bestaaen tør for-
udsættes, der ere nødvendige Betingelser for at kunne udøve Valg-
retten til Fædrelandets sande Tarv, skulle erholde en fordærvelig Ind- flydelse paa Valgene, og for at forebygge, at den vigtigste
politiske Rettighed, i hvilken det hele Folk skal deelagtiggjøres, i
Vvirkelighe- den gives i Hænderne paa den i numerisk Henseende langt
over- veiende Klasse, der besidder mindst Selvstændighed, og der
lettest kan lade sig mislede af dem, som af eensidige eller
egoistiske Hensigter maatte stræbe efter at lede Valgene. Vi ere
derfor overbeviste om at gaae ud fra den samme Grundtanke som
Lovudkastet, der ved at gjøre det til Betingelse for Valgrettens
Udøvelse,at den Vedkom- mende har syldt det 30te Aar, og at han, med
mindre han har sin egen Huustand, ikke staaer i privat
Tjenesteforhold, aabenbart har tilsigtet fra Valgretten at udelukke
dem, hos hvem man ikke turde forudsætte, at den tilbørlige Grad af
Selvstændighed vilde være til- stede. Men vi holde os paa den anden
Side overbeviist om, at de Farer, der true Samfundet, Statens
Udvikling, og det monarchiske Princips Opretholdelse, hvor
Valgretten ikke gives den Begrænds- ning, som Statsvellet fordrer,
ikke paa nogen fyldestgjørende Maade formindskes ved de i
Lovudkastet angivne Midler, og det saa meget mindre, som den
Bestemmelse, hvorefter de, der have naaet den bor- gerlige
Fuldmyndighedsalder, dog skulde være politisk Umyndige indtil det
fyldte 30te Aar, er en unaturlig og derfor uholdbar Indskrænk- ning
i Meddelelsen af de politiske Rettigheder, der tilkomme enhver
fuldmyndig Mand, hvis Livsstilling og Vilkaar iøvrigt giver For-
modning om, at han kan og vil gjøre den rette Brug af disse Ret-
tigheder, og at han ikke saa let vil lade sig mislede og bruge som et Værktøi for Andres ærgjærrige Planer. Vi ere tvertimod overbeviste om, at de tilsigtede høist vigtige Øiemed langt sikkrere opnaaes ved at betinge Valgrettens Udøvelse af en Census, der ikke er høiere,
end at det med Sikkerhed tor antages, at enhver Mand, hvis
Livsstilling skulde tilbyde nogen Garanti for hans Selvstændighed,
ogsaa vil svare en saadan; eller af at den Vedkommende har en saadan
Be- siddelse, som det med ikke mindre Sikkerhed tør antages, at den,
der i sin Virkekreds arbeider stræbsom og flittig, i Almindelighed
vil kunne erhverve. Ogsaa turde den, der har erhverved Borgerskab
i en Kjøbstad, i Almindelighed antages at være i en saa
selvstændig Livsstilling, at han ikke bør være udelukket fra
Valgrettcn. En saa- dan Begrændsning af Valgretten er, efter vor
Overbeviisning, vel forenelig med det sande Lighedsprincip, og vilde
være et langt tryggere Værn for Folkets sande Frihed, end den i
Lovudkastet fast- satte Begrændsning. Og endeligen vilde, hvad der
efter vor Over- beviisning ligeledes er af Vigtighed, en
Begrændsning af Valgretten, hvorved denne betinges af en lav Census,
cller af en vis ringe Besiddelse, have til Følge, hvad der under det
i Lovudkastet antagne System maa forekomme ugjørligt, at Retten til
at vælge Bestyrelsen i Communerne ogsaa paa rette Maade vil kunne
begrændses, og at disses Vel ikke vil blive priisgivet for de
største Farer, hvilket ufeil- barligen vilde være Tilfældeet, naar
ogsaa i Communerne Alle over en vis Alder, uden Hensyn til
Livsstilling og Besiddelse skulde have |
|
27
26 Indflydelse paa Valget af dem, til hvem Bestyrelsen
af de commu- nale Anliggender skal overlades.
Endnu i en anden Henseende kunne vi ikke samstemme med Lov-
udkastet. Vi antage nemlig, at det vil være tilstrækkeligt, at Folke- thinget for det egentlige Danmarks Vedkommende kommer til at be-
staae af 100 Medlemmer, og formene derfor, at Valgdistricterne bør
være paa omtrent 14000 Indvaanere. Det er nemlig i et saa lille Land
som Danmark ikke let at finde mange Mænd, som tilfulde kunne opfylde
deres Plads i Folkethinget, og naar dette desuden aarligen skal
holdes, vil Vanskeligheden endnu blive større, thi mange leve i
saadanne Livsstillinger og Forhold, at de ikke let aarligen ville
kunne afsee den Tid, som de maatte hellige til dette Hverv. Desu-
den vilde Folkethinget i numerisk Henseende komme til at staae i et
rigtigere Forhold til Landsthinget ved en saadan Udvidelse af Valg-
districterne. Ogsaa maa vi med Udvalgets Fleertal være enige i, at
Folkethingets Medlemmer vælges paa 3 Aar, saafremt aarlige Sam-
menkomster skulle finde Sted.
Med Hensyn til Valgbarheden til Folkethinget holde vi os for-
vissede om, at den størst mulige Frihed i saa Henseende er det Gavn-
ligste; og at Vælgernes Tillid i ethvert Fald er den bedste Borgen
for den Valgtes Værdighed. Det er derfor efter vor Overbeviisning
ikke nødvendigt at fordre anden Betingelse til at vælges til Folkethin- get, end at den Vedkommende skal have opnaaet Fuldmyndigheds-
alderen.
Jeg Jespersen lægger Vægt paa, at den Bestemmelse i Udkastet, at
den, der vil vælges, skal have stillet sïg til Valg, øptages som en
Grundlovsbestemmelse, medens vi andre antage, at denne Bestemmelse
rigtigen har sin Plads i Valgloven.
I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi
angaaende Folkethinget følge nde Paragrapher, der i Lovudkastet
ville blive §§ 31 og 32. § 31. Valgret til
Folkethinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har
Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller Fallitbehandling,
naar han enten er Borger i en Kjøbstad, eller i det sidste Aar
har eiet eller havt i Brug en Jordeiendom, matricu- leret
idetmindste til 2 Skjepper Hartkorn, eller i det sidste Aar har
svaret i directe kongelige eller commu- nale Afgivter ialt 5 Rbd.
Valgbar til Folkethinget er enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som
har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller
Fallitbehandling. § 32. Vatgene til
Folkethinget foregaae paa Districter af omtrent 14000 Indvaanere;
hvert District vælger Een, efter de Regler, som Valgloven
foreskriver. Jespersens Indstilling:
„Hvert District vælger Een blandt dem, der have stillet sig.“
Medlemmerne af dette Thing vælges paa 3 Aar. Ligesom man med
Hensyn til Folkethinget er gaaet ud fra den samme Grundtanke som
Lovudkastet, men paa en anden Maade har troet at maatte søge at
opnaae det titsigtede Øiemed, saaledes gaaevi Under- tegnede, David,
Hansen, Neergaard, Ussing og subsidiairt Larsen, ogsaa med Hensyn
til Landethinget ud fra Lovudkastets Grundtanke, at Tokammersystemet
har væsentlige Fortrin for Getkam- mersystemet. Men ligesom vi
overhovedet holde os forvissede om, at de for Thronen og Folket lige
vigtige Formaal, som tilsigtes ved Tokammersystemet, sikkrest
opnaaes, hvor den historiske Udvikling giver Grundvolden for begge
Kamrenes Dannelse, saaledes holde vt os overbeviste om, at disse
Formaal ikke engang tilnærmelsesviis ville opnaaes, og at en
Forskjellighed mellem de to Kamre, — en For- skjelliged der skal
holde. Middelveien imellem Kamrenes Modsætning og Eensartethed — som
er den nødvendige Betingelse for at Tokam- mersystemet i nogen
Henseende vil komme til at svare til sin Hensigt, ikke vil
tilveiebringes, naar alle de Samme, der skulle vælge paa Medlemmerne
til Folkethinget, ogsaa skulle deeltage i Vsalgene paa
|
|
28
27 LandsthIngets Medlemmer, og naar de to ThIngs
Forskjellighed kun skal søges tilveiebragt derved, at Valgene skee
paa en noget forskjel- lig Maade, og at Medlemmerne til FolkethInget
erholde et dagligt Vederlag, medens Medlemmerne til LandsthInget
ikke erholde et saa- dant. Vi kunne saa meget mIndre erkjende
Rigtigheden af et saadant System, som vi holde os forvisede om, at
den sidstnævnte Bestem- melse ikke blot er en sIn Hensigt kun lidet
betryggende IndretnIng, der ogsaa snart vilde vise sig at være
uholdbar, men desuden er en unaturlig Indskrænkning af Valgbarheden,
da derved Mange som kunne besidde deres Medborgeres Tillid i
fuldeste Maal og som i enhver anden Henseende egnede sig til at
blive valgt som Medlem- mer af Landsthinget, formedelst deres
Formuesomstændigheder, ville være udelukkede fra at vælges.
Vi holde os tvertimod overdeviste om, at hvad der væsentligen
tilsigtes ved Tokammersystemet, i intet Tilfældee vil kunne opnaaes,
med mindre de to Kamre have en forskjellige Oprindelse, og med
mindre de forskjelligee Anskuelser, Synsmaader og Bestræbelser, som
røre og bevæge sig paa Samfundets forskjelligee Høidepunkter, saaledes tilsikkres deres Indflydelse paa Lovenes Tilblivelse. Vi ere derfor overbeviste om, at ligesom Valgretten til Folkethinget bør betinges af en lav Census, men iøvrigt bør tilkomme enhver fuldmyndig Mand, saaledes bør Valgretten til Landsthinget ogsaa alene være betinget af en høiere Census, der dog langt fra bør være saa høi, at derved paa nogen Maade skabes et Privilegium for en enkelt eller cnkelte
Classer af Folket.
Men foruden at vi ere forvissede om, at Landsthinget, naar det
paa nogen Maade skal svare til sin Bestemmelse, ikke bør udgaae af
den selv samme Valgkreds eller fra de selv samme Bælgere, der vælge
Medlemmerne af Folkethinget, saaledes ere det vor Overbeviis- ning,
at det med Hensyn til Forholdene hos os, og isærdeleshed saa- længe
Næringsforholdne og Beskatningen i Kjøbstæderne og paa Landet ikke
ere mere eensartede, er af største Vigtighed, ved Lands- thingets
Sammensætning at betrygge de Hovedvirksomheder, der findes i Landet,
mod den Fare, som udspringer af vore eiendommelige Forhold, at
nemlig Handel og Industri, fordi Kjøbstadsbefolkningen, der især
lever af og for disse Virksomheder, er saa ringe i Antal mod
Landbefolkningen, og desuden er saa adsplittet i vore mange mindre
Kjøbstæder, kunde komme til at savne sine Talsmænd i Thin- gene, og
saaledes vilde gaae Glip af den Indflydelse, som ogsaa de i Statens
Interesse bør have paa Lovenes Tilblivelse og Skattefor- holdenes
Ordning. Og ikke mindre vigtigt forekommer det os at være, ved
Landsthingets Sammensætning at sørge for, at den høiere Culturs og
den høiere Videnskabeligheds Repræsentanter aldrig vilde kunne
savnes i et Thing, i hvis Bestemmelse det ogsaa maa ligge at vurdere
Statens Anliggender fra et høiere Standpunkt end det, hvor- fra
Folkethingets Medlemmer i Almindelighed kunne antages at ville
betragte dem; og ligeledes at sørge for, ved at tndrømme Kronen Ret
til at udvælge enkelte af dette Things Medlemmer, at der altid i
samme vil findes Mænd, der med et høiere Overblik over Staten foren
e specielle Kundskaber i forskjelligee Fag, hvorved Landsthingets
Overveielser og Beslutninger ville erholde stor Vægt.
Vi maa derfor holde os overdeviste om, at Forholdene hos os gjøre
det nødvendigt, at der med Hensyn til Valgene til Lands- thinget
finder en Adsktillelse Sted mellem By og Land, og vi maae ligeledes
ansee det for vigtigt, at der Indrømmes Kronen og enkelte bestemte
Institutioner i Landet Ret til at udnævne et vist Indskrænket Antal
af Landsthi: gets Medlemmer.
Med Hensyn til Valgbarheden til dette Thing, troe vi, at det vil
være tilstrækkeligt at gjøre det til Betingelse for den, der skal
vælges, at han har fyldt sit 35te Aar, istedetfor at Lovudkastet kræver
40 Aar, fordi vi antage, at den der har opnaaet en saadan Alder maa formodes at have den tilstrækkelige Grad af Besindighed og
Gemytsrolighed, for at kunne røgte sit alvorsfulde Herv i dette
Thing.
Ved Antagelsen af dette System ved et saadant Landsthing i
Forbindelse med det ovenfor betegnede Folkething,holde vi os for-
vissede om, at der vil være lagt en langt fastere Grundvold for
Friheden og et tryggere Værn mod Farer, end ved Lovudkastets
|
|
29
28 System. Vi holde os forvissede om, at ligesom en
saadan Organi- sation af den lovgivende Magt er mere
overeensstemmende med de constitutionelle Staters Udvikling i
Europa, i hvilke Friheden og Samfundsordenen have viist sig at hvile
paa en tryg Grundvold, end det i Lovudkastet angivne System,
saaledes vil en Forfatning, der gaaer ud fra det af os foreslaaede
System, i langt høiere Grad, end det med Hensyn til Lovudkastets
System vil være Tilfældeet, blive erkjendt for at være en Garanti
for Danmarks lykkelige Frem- tid, hvilket med Hensyn til Statens
Stilling i Almindelighed og dens Credit i Særdeleshed er af stor
Betydning.
I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi
angaaende Landsthinget følge nde Paragrapher, der i Lovudkastet
ville bliv 33, 34 og 35. § 33. Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet,
fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud
eller Fallitbehandling, naar han i det sidste Aar har svaret i
directe kongelige eller communale Afgifter ialt 40 Rbd.
Valgbar til Landsthinget er Enhver, som har
de til Valgbarhed til Folkethinget fornødne Egenskaber, doq
forst naar han har fyldt sit 35te Aar. § 34.
Landsthinget skal bestaae af 20 Medlemmer valgte af Østifterne, 20
Medlemmer valgte af Nørrejylland, og et lignende Antal valgtc af
Slesrvig, samt 2 Med- lemmer valgte af Island, 1 Medlem valgt af
Færøerne.
Desuden indtræde i Landsthinget 2 Medlemmer valgte af
Universitetet i Kjøbenhavn, 1 Medlem valgt af den polytechniske
Anstalts og den militaire Høi- skoles Lærere i Forening, 2 Medlemmer
valgte af Høiesteret, 2 Medlemmer valgte af Overretterne i
Danmark, 4 Medlemmer valgte af Geistligheden i Danmark og 6
Medlemmer valgte af Kongen. Af de 20 Medlemmer som Østifterne have
at vælge, vælges
4 af Kjøbenhavn; 2 — de øvrige Kjøbstæder i Sjællands Stift
med Undtagelse af Byerne paa Bornholm; 1 — Kjøbstæderne i
Lollands-Falsters Stift; 2 — Kjøbstæderne i Fyens Stift; og 11
— Landdistricter paa omtrent lige mange Indvaa- nere, dog at
Bornholm, Kjøbstæder og Land ud- gjøre eet District.
Af de 20 Medlemmer, som falde paa Jylland, vælges 8 af
Kjøbstæderne; 12 — Landdistricterne paa omtrent lige mange Ind- vaanere.
Med Hensyn til Adskillelsen mellem By og Land til
Landsthingsvalgene kan Forandring skee ved Lov, dog ikke førend
efter Udløbet af den første Valgperiode. § 35.
Samlige Valg til Landsthinget skee paa 8 Aar, og efter de Regler,
som Valgloven bestemmer. Halvdelen af de Valgte afgaaer hvert 4de
Aar.
I Overeensstemmelse med de af os gjorte Forslag og som Følge af
disse maa vi endeligen endnu foreslaae at Lovudkastets § 30 kommer
til at lyde saaledes:
„Rigsdagen destaaer af Folkethinget og Lands- thinget. Begge
fremgaae ved umiddelbare Valg; og at § 36 kommer til at,lyde
saaledes: „Medlemmerne af begge Thing erholde et dagligt Vederlag,
hvis Stør- relse fastsættes i Valgloven.
Undertegnede Jespersen kan, med Hensyn til Landsthinget, ikke
finde tilstrækkelig Betryggelse for, at de vigtige Formaal, man
søger fremmede ved et Tokammer, kunne ventes opnaaede ved et saa-
dant Landsthing, som det i Udkastet foreslaaede. Da det herefter er
de samme Vælgere, fra hvem Valgene til Folkething og Landsthing
|
|
30
29 udgaae, forekommer det mig nemlig, at de tvende
egentlig yderligere Garantier, som med Hensyn til Landsthinget ere
opstillede — den høiere Alder og ingen Diæter — der altsaa alene
vedkomme Valg- barheden, ikke ere af den Beskaffenhed, at de give
nogen sand Be- tryggelse for en Repræsentation, der kan ventes at
blive saa forskjel- lig fra Folkethinget, og at ville optræde med en
saadan Selvstændig- hed og Kraft ligeoverfor dette, som er
fornødent, for at opfylde det sande Øiemed med et Førstekammer, som
er fornødent, for at Tokam- mer-Systemet i Udførelsen kan blive til
sand Vvirkelighed. Hvad den høiere Alder angaaer, da kan denne
Fordring vel i og for sig være velbegrundet, men allerede den
Omstændighed, at en meget stor Deel af Medlemmerne til Folkethinget
ville, ifølge Forholdene hos os, være omtrent i den samme Alder,
viser, hvor liden Garanti der alene heri kan søges. Mere væsentlig
er den Bestemmelse, at Medlemmerne til Landsthinget ingen Diæter
skulle have, en Forskrift, der fremtræder som en indirecte temmelig
høi Valgbarheds-Census, idet nemlig kun den, der besidder en saadan
Formne, at han paa egen Bekostning kan forlade sin egentlige
Stilling og tage Ophold aarligt i længere Tid ved Rigsfor-
samlingen, kan modtage Valg; — de enkelte Tilfældee, hvor et Valg-
distrikt vil udrede Diæter til dets Repræsentant, maae ansees som en
reen Undtagelse. Imod denne Bestemmelse fremtræde nu for det første
de samme Indvendinger, som imod enhver høiere Valgbarheds- Census,
idet den indskrænker Vælgerne i Valget af den, som efter deres
Overbeviisning er den dygtigste til at udføre det vigtige Kald,
hvorom her handles; men efter Formue-Forholdene hos os, hvor et ret
godt Udkomme til dermed at tilkfredsstille de sædvanlige Fornødenheder
er ligesaa almindeligt, som større Formuenhed er sjelden, turde det
endog adfkillige Steder, navnlig i Jylland, have sine særdeles
Vanskelig- heder med at faae Valgcandidater i samme Amt (cfr. § 32 i
Ud- kastets sidte Passus). Det synes ogsaa i og for sig misligt, at
søge en egentlig Garanti med Hensyn til det ene Thing i dets
Medlem- mers forskjelligee pecuniaire Stilling paa selve Rigsdagen,
lige- som den Betragtning vel ikke ligger fjern, at Medlemmerne af
Lands- thinget snart vilde søge at faae denne Forskjellighed hævet,
hvilken Grundlovsforandring, som Folkethinget ikke kunde være imod,
og som det vilde være Regjeringen ubehageligt at modsætte sig, ikke
vilde være vanskelig at faae sat igjennem. Jeg mener derfor, at en
lige- frem Valgdarheds-Census — Ydelsen af en høiere Skat, og en
vis aarlig Indtægt som Allternativ — i hvert Fald havde været
ønske- ligere og mere hensigtssvarende, end den i Udkastet
indeholdte i og, for sig ikke betrtyggende Betingelse i samme
Retning.
De øvrige Forskjelligheder med Hensyn til Landsthingets Sam-
mensætning efter Udkastet kan jeg endnu mindre betragte som egent-
lige Garantier; den væsentligste af disse er vel den, at Valgene
foregaae for en dobbelt saa lang Tid som til Folkethinget, men lige-
som begge Thing kunne samtidigt opløses, i hvilket Tilfældee Valgene
foregaae til samme Tid saaledes ville efter Udkastet de ordinaire
Valg til begge Thing hver anden Gang falde fammen. At det er de
samme Vælgere, hvoraf Valgene til begge Thing fremgaae, har følgelig
netop herefter megen Betydning.
Naar man i Landsthinget vil søge et modererende, et tempere-
rende Element imod den muligt for stærke Vevægelighed i Folkethin-
get, et Element, der vil og kan hindre Folkethinget i mulige Mis-
brug af dets Myndighed; — naar man i Landsthinget vil søge det rette
Middel til paa den ene Side, ved at tiltræde Folkethinagets Be-
slutning, at styrke Folke-Villien, hvorved dens Billigelse af Kongen
bliver saa meget mere sikkret, og paa den anden Side — hvor Folse-
thingets Beslutning maa ansees som et Udtryk mere for en øiedlikke-
lig Stemning, en mulig unaturlig Opbrusning af en eensidig Folke-
mening, end for den funde, fornuftige offentlige Mening — ved at
modsætte sig saadan Beslutning, at forhindre Noget fra at blive
endelig Udtalelse af Folke-Villien, som ei fortjener at være det, hvil- ken mulige Modstand fra Landsthingets Side ingenlunde maa betrag-
tes at skee til skade for Folke-Friheden, da det Omvendte meget vel
kan være Tilfældeet; naar Landsthinget paa den ene Side skal være
den naturlige Beskytter af Minoriteterne i Folkethinget, og paa den
anden Side et betydningsfuldt Mellemled imellem Folkethinget og
Kongen — da maa man søge at organisere Landsthinget saaledes,
|
|
31
30 at det har den Folkelighed, den Selvstændighed og
den Kraft, som er fornøden, for at disse vigtige Øiemed kunne ventes
opnaade. Denre Organisation maa efter min Anskuelse søges
tilveiebragt, ved at ud- finde en passende Middelvei imellem en reen
Modsætning til og en fuldkommen Eensatethed af folkethinget; og naar
jeg ikke har kun- net billige Udkastets Farslag til Landsthinget,
decls fordi det i det Væsentlige er eensartet med Folkethinget og
deels fordi det i og for sig ikke giver den Garanti, som heri burde
søges, da skal jeg, i Con- seqvents med hvad af mig er antaget med
Hensyn til Folkethinget, hvor Valgretten betinges af en lav Census
med fri Valgbarhed, og i Overeensstemmelse med de ovenfor opstillede
Fordringer foreslaae at Valgret til Landsthinget belinges af en
høiere Census, en aarlig Afgift af 40 Rbd., hvorved vel en ikke
ringe Deel af Vælgerne til Folkethinget blive udelukkede, men dog en
saa stor Deel bibeholdet— de sleste Gaardmænd paa Landet og de mere
betydende Borgere i Kjøbstæderne — at Landsthinget paa ingen Maade
kan siges at have en ufolkelig Rod. Ved Siden heraf foreslaaer jeg
fri Valgbar- hed dog med Indskrænkning til 35 Aars Alderen, samt
Diæter.
Uagtet det er at haabe, at Intelligentsen i Almindelighed ei vil
savne den fornødne Repræsentation enten i Folkethinget eller i
Landsthinget, har jeg dog anseet det for ønskeligt, at der havdes en
bestemt Garanti for dette Elements Tilstedeværelse i Landsthinget,
hvilket jeg formener kan skee, uden at Thingets folkelige Characteer
derved angribes, paa den Maade, at Universitetet vælger 2 Medlem-
mer; den polytechtniske Anstalts og den militaire Høiskoles Læerer i
Forening 1; Høiesteret 2; og hver af Overretterne eet – i Alt 7.
Med Hensyn til Antallet af Repræsentanter og disses Fordeling har
jig formeent, at det kunde være omtrent det halve imod Folke-
thinget, hvorefter, naar dettes Antal, efter Distrikter paa omtrent
14000,for det egentlige Danmark blev circa 100, Landsthinget kom til
at bestaae af 50 Medlemmer. I det jeg derhos har anseet det for
passende, at Øestifterne, Jylland, ligesom i sin Tid Slesvig, ud-
valgte hver et lige Antal, vilde ailsaa nu 20 komme paa Østifterne,
20 paa Jylland, 2 for Island 1 for Færøerne, og 7 for de oven-
nævnte Instituter.
Ifølge det saaledes Udviklede skal jeg tillade mig at foreslaae
Landsthinget organiseret ved Bestemmelser af følgende Indhold:
§ . Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig
Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller
Fallit- Behandling, naar han i det sidste Aar har svaret i kongelige
eller communale Afgifter i Alt 40 Rbdlr.
§ . Valagbarhed til Landsthinget har Enhver,som er valgbar til Folkethinget, naar han har syldt sit 35te Aar.
§ . Landsthinget skal bestaae af : 20 Medlemmer valgt af
Øestifterne. 20 — — Nørrejylland. 2 — — Island. 1 — —
Færøerne. 2 — — Universitetet i Kjøbcnhavn. 1 — — Den
polytechniske Anstalts og den militaire Høiskoles Lærere i For- ening. 2 — — Høiesteret, og 2 — — Overretterne i
Danmark.
§ . Valgene til Landthinget foregaaer amtsviis, Hovedstaden
væl- ger særskilt. Hver Vælger stemmer i sin Communne paa
saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen. Omvalg finder
Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet
mere end Trediedelen af de afgivne Stemmer.
§ . Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen
afgaaer hvert 4de Aar. |
|
32
31 § . Medlemmerne af Landsthinget erholde et
dagligt Vederlag, hvis Størrelse bestemmes i Valgloven.
Bruun og Hage gaae ud fra de samme Anskuelser, som synes at have
foresvæt Udkastets Forfattere. Vi mene saaledes, at der bør være
tvende Thing, hvorledes Valgrets- og Valgbarheds- Betin- gelserne
samt Valgmaaden end maatte blive; vi mene ligeledes, at begge Thing
bør have en sand folkelig Rod, men at saavel Valgret som Valgbarhed
bør knyttes til saadanne Betingelser, som yde nogen Garanti for gode
Valg; vi mene endelig, at der bør være nogen Forskjel, skjøndt ingen
Modsætning, mellem de tvende Things Charak- teer. Vi kunne som Følge
heraf hverken tiltræde de tvende Forslag om et Eetkammersystem, ei
hyller Forslaget om en temmelig høi Valg- census, Klassevalg og
Kongevalg, hvad Landsthinget angaaer. Vi troe imidlertid, at den
Opgave, Udkastet har stillet sig, kan løses paa en noget mere
tilsredsstillende Maade, end ved dets Bestemmelser er skeet, idet vi
dog for Øjeblikket ikke ganske samstemme med Hensyn til
Betingelserne for Valgret til Folkethinget.
Udkastet har med Hensyn til dette Thing søgt Garantien for gode
Valg deri, at Valgretten er knyttet til 30 Aars Alderen, at
Tjenestefolk, de, der nyde eller have nydt Fattigunderstøttelse, som
ikke er tilbagebetalt, og de, der ere ude af Raadighed over deres
Bo, ere udelukkede fra at nyde denne Ret, samt deri, at
Valgcandidaten skal stille sig, og underkastes en Slags offentlig
Prøve, forinden Valget foregaaer. Ved disse Udkastets Bestemmelser
troer jeg, Hage, fore- løbig at burde blive staaende, idet jeg, for
det Tilfældee, at der skulde være en almindelig Stemning for at
tilstede Valgretten til dem, der have naaet 25 Aars Alderen samt til
Tjenestefolk, eller det skulde blive muligt derved at samle de
forskjelligee Anskuelser, der nu ere saa spredte, — ikke er uvillig
til at ombytte disse Udkastets Garan- tier mod en meget lav Census
af s. Er. 2 Rdb., der foruden Eie af skyldsat Jord eller Borgerskad
i en Kjøbstad skulde give Valgret. Jeg, Bruun, troer derimod strax
at burde erklære mig for, at de nævnte Betingelser i Udkastet
asløses af en Census paa 5 Rbd. eller Eie af skyldsat Jord, eller
Borgerskab i en Kjøbstad, idet jeg troer det con- seqventest, at der
fastsættes de samme Valgretsbetingelser med Hensyn til Folkethinget
som nedenfor ville blive fremsatte med Hensyn til Landsthinget, og
antager, at det er ønskeligt, at Adgang til Valgret- ten aabnes med
25 Aars Alderen De enkelte smaae Forandringer, vi forørigt troe at
burde tilraade i Udkastets Bestemmelser om Fol- kethinget, skulle vi
ikke opholder os ved, da de ogsaa ere tilraadede af Udralgets
Fleerhed
Opgaven at give Landsthinget et folkeligt og dog fra Fol-
kethinget noget forskjelliget Prag, er søgt opnaaet derved, at Valg-
retsbetingelserne paa den ene Side ere de samme for begge Thing,
medens paa den anden Side Forskjelligheden fremtræder i de større
Valgkredse, den communale Afstemning, den længere Valgtid, den høiere Vatgbarheds-Alder, Fordringen, at den, der vælges skal boe i Valg- districtet, at absolut Stemmefleehed udkræves til et gyldigt Valg,
og især, at der ingen Diæter tilstaaes Landsthingets Medlemmer.
Vi ville ingenlunde venægte, at disse Forskjelligheder kunne have en
ikke ringe betydning og en velgjørende Indflydelse, men vi troe dog,
at Opgaven maa kunne løses paa en mere fyldestgjørende Maade. Am- tet er saaledes vvistnok for lille som Valgkreds, dersom man skal
op- naae hvad man synes at ville, at gjøre Valget mindre paavirket
af de stadlige Interesser, de smaalige Anskuelser, den
øieblikkelige, og tildeels tilfældige Bevægelse paa de enkelte
Steder. Dette vilde langt bedre opnaaes, dersom man, som ogsaa af
flere andre Medlemmer af Udvalget er foreslaaet, satte Stift i
Stedet for Amt, som Valg- kreds; men vi kunne dog ikke dølge for os,
at Betydningen af Bo- pæl i Valgdistriktet derved for en Deel vilde
tabe sig, og at der, naar til et gyldigt Valg absolut
Stemmefleerhed, eller selv blot 1/3 af Stemmetallet udkrævedes,
enten maatte foregaae hyppige Omvalg, eller Indvirkningen paa
Valgene fra enkelte Centralpunkter maatte blive aldeles overveinde,
da Communernes Befolkning sjeldent vilde kjende de Mænd, som de
stemte paa.
I Forbindelse med Stiftsvalg kunde derfor efter vor Mening
middelbare Valg gjennem Communalbestyrelserne benyt-
|
|
33
32 tes. Det kan neppe betvivles, at Communen hos os,
som overalt, vil blive kaldet til at spille en mere og mere
betydningsfuld Rolle, at man i Communens Repræsentanter efterhaanden
vil sinde de dyg- tigste og bedste Kræfter, som ere i dens Midte, at
de Mænd, der kaares til at varetage de Interesser, som nærmest og
stærkest ligge Befolkningen paa Sinde, ville være naturlige
Repræsentanter for den, naar Valgmænd skulle benyttes, og at den
tillidsfuldt vil overdrage dem det Hverv, at optræde som saadanne.
Det er maaskee tvivlsomt, om man ved at faae saadanne Valgmænd vil
erholde mere eller min- dre liberale Valg, men det synes os
utvivlsomt, at man vil erholde dygtigere Personligheder valgte.
Dersom dette Forslag blev antaget, erholdt man saaledes tvende
Thing, af hvilke det ene udgik af det umiddelbare frie Folkevalg, det andet af middelbare Valg ved Kjernen af Befolkningen; det ene blev nærmest et Villede af de forskjelligee Svingninger snart i
Bevægelsens og snart i tilbagegangens Retning, det andet af den
roligere, sik- krere, mere selvbevidste Fremadskriden, som findes
hos dem, der betragte Forholdene fra et høiere og almindeligere
Standpunkt end Mængden; ethvert af dem havde sit sunde,
eiendommelige, noget, men ogsaa kun noget, forskjelligee Præg.
Der møder imidlertid ved Udførelsen af dette Forslag den Van-
skelighed, at Communalforholdene for Øjeblikket ere ordnede efter
Principer, som ikke ville kunue holde sig. Det vil derfor neppe være
gjørligt at benytte Valg igjennem Communalbestyrelserne, forinden en
ny Communallov er udkommet, forinden de administrative Forholde ere
omordnede. Vi have derfor troet at burde indskrænke os til at
foreslaae, at det i Grundloven bestemmes, at Valget af Landsthingets
Medlemmer ved Lov kan gaae over til Communalbestyrelserne, (§ 44),
hvorved Hensigten er antydet og Veien er aabnet til at benytte dem,
uden at den besværligere Vei, som i § 80 foreskrives, skal betrades.
Spørgsmaalet er nu, hvorledes Valgene af Landthingets Med- lemmer
indtil den Tid skulle foregaae. De, der ville middelbare Valg
igjennem Communalbestyrelserne, synes foreløbig at maatte føle sig
opfordrede til at benytte almindelige middelbare Valg. Dette have vi
foreslaaet i §§ 36 og 38. I Forbindelse hermed have vi knyttet
Valgretten til visse Betingelser (§ 35). Vi skulle ikke her nærmere
søge at vise de Fordele, disse Betingelser i Almindelighed kunne
have, men indskrænke os til at bemærke, at een Betragtning harværet
afgjørende for os, idet vi have foreslaaet dem, nemlig Hensynet til
Communalforholdenes Ordning. Dersom nemlig begge Thing udgik fra
Vælgere, hos hvem der ingen Census fordredes, vilde det vvistnok
være vanskeligt for dem at fornægte det Princip ved
Communalforholdenes Ordning, der laae til Grund for deres eget Liv.
Men det vilde neppe være heldigt, dersom Udkastets Valg- princip
blev giennemført i Communen. Magten kan nemlig ikke blot ifølge
Forholdenes Natur langt lettere misbruges af Mængden i Communen end
i Staten, men de Spørgsmaal, der reise sig i hin dreie sig
fornemmelig og langt mere end i denne om Skattesager. Naar man nu
gav de Ikkeeiende, dem, der ingen Skat yde, den hele bevægelige
Befolkning, der som oftest ikke har nogen særlig Interesse for
Communens Anliggender, hvilke overalt ville udgjøre et meget
betydeligt Antal, Magten ttl at raade over Beskatningen i Commnnen,
vilde Resultatet neppe blive det bedste. Vi have derfor troet, at
Rigsforsamlingen, dersom den skulde sinde Valg igjennem Communal-
bestyrelserne ønskelig, strax burde afgive et Vidnesbyrd om, at den
ikke anseer det rigtigt, at Udkastets Valgretsbestemmelser i Et og
Alt forplantes til Communen og at man burde fastsætte de Betin-
gelser for Valgretten til Landsthinget, som man ønsker skulle gjælde
for deres Vedkommende, der gjennem Communalbestyrelserne middel-
bart komme til at indvirke paa dette Things Valg, saa at kort sagt
Valgmændene traadte i Communalbestyrernes, hines Vælgere i disses
Vælgeres Sted. Vort Forslag er, at Udkastets 4de Afsnit §§ 30—36
kommer til at lyde som følger: § 30. Rigsdagen
bestaae af Folkethinget og Landsthinget. |
|
34
33 § 31.
Hage; Valgret til Folkethin get har enhver uberygtet Mand,
som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar med min-
dre han: a) uden at have egen Huus- stand staaer i privat
Tjenestefor- hold,
Brun: Valgret til Folkethin- get har enhver uberygtet fuld-
myndig Mand, som har Indføds ret, og som enten eier skyldsat
Jord, eller er Borger i en Kjøbstad, eller aarlig betaler 5
Rbdlr. i directe Skat til Staten eller Com- munen, med mindre
han:
b) nyder eller har nydt Un- derstøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt, c) er ude af Raadigheden af sit
Bo, d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i det Valgdistrict
eller den Stad, hvori han opholderr sig paa den Tid Valget
foregaaer. § 32.
Hage: Valgbar til Folkethin- get er, med de i § 31 a, b og
c nævnte Undtagelser, enhver ube- rygtet fuldmyndig Mand som har Indfødsret.
Brun: Valgbar til Folke- thinget er med de i § 31 h og c
nævnte Undtagelser enhver ube- rygtet, fuldmyndig Mand, som
har Indfødsret.
§ 33. Valgene til Folkethinget foregaae efter
Districtet paa omtrent 12000 Indvaanere. Ethvert District vælger een
blandt dem, der have stillet sig til Valg. §
34. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde
et dagligt Vederlag. § 35. Valgret til
Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til
Folkethinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en
Kjøbstad eller aarlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller
Communen. § 36. De, der ifølge § 35 have
Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de
nævnte Bestemmelser, som gives i Valgloven. §
37. Valgbar til landsthinget er med de i § 31 a, b og c nævnte
Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har
fyldt sit 40de Aar. § 38. Valgene til
Landsthinget foregaae stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde
sammen og stemme paa saa mange Mænd som skulle vælges for
Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt
fast Bopæl i det sidste Aar. Til et gyldigt Valg udfordres mere end
Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 39. Antallet
af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ Delen af
Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 40.
Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer
hvert 4de Aar. De erholde intet Vederlag. § 41.
Naar en ny Communallov er givet, kan det ved lov be- stemmes, at
Valget af Landsthingets Medlemmer skal gaae over til
Communalbestyrelserne. |
|
35
1 2 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Ringsdagen. No 1. Første Møde.
Mandagen den 23de October 1848 om Formaddigen Kl.11½ samledes de
til Rigsforsalingen valgte Mænd i den til Forsamlingen indrettede
Sal paa Christiansborg Slot, efter forud afholdt Euds- tjenefte i
Slotskirken. De Folkevalgte ere: I.
Kjøbenhavn.
lste Distrikt: Hammerich, M. I., Mag. artium. 2det — Hansen, H.
P., Bankdirecteur, Grosserer. 3die — Ørsted, A. S.,
Geheimeconferentsraad. 4de — Algreen-Ussing, Statsraad,
Generalprocureur. 5te — Duntzfelt, Raadmand, Directcur. 6te —
Visby, C. H.,Sognepræst. 7de — Larsen, I. E., Professor, Dr.
juris. 8de — Kayser, H., Tømmmermester. 9de — Pedersen, P.,
Professor. 10de — Hvidt, L. N., Statsraad. l1te — Tuxen,N.E.,
Capitainlieutenant. II. Kjøbenhavns Amt.
lste Distrikt: Hall, Overauditeur, Lic. juris. 2det — Danchell,
Grosserer, af Ørholm. 3die — Thalbitzer, Proprietair til
Cathrineberg. 4de — Krieger, Professor juris. 5te — Lorck,
Sognepræst til Hvedstrup og Flyng Menigheder. 6te — Hansen, Peder,
Gaardmand af Abbetved. III. Frederiksborg
Amt.
lste Distrikt: Olrik, Cancelliraad,Byfoged. 2det — Dremsen,
Kammerraad, af Kjøbenhavn. 3die — Buntzen, Høiesteretsadvocat.
4de — Møller,Rasmus Nielsen, Huusfæster af Stoven i Draaby Sogn. 5te — Johansen, Hans, Sognefoged, Gaardeier,af Knardrup. 6te —
Ostermann, I.A., Overlærer. IV. Holbeks
Amt.
lste Distrikt: Westerggaard, N. L., Professor. 2det — Gregersen,
Jens, Arvefæstegaardmand, af Kundby. 3die — Gleerup,A. C.,
Skolelærer,af Kjøbenhavn. 4de — Jespersen, Capitain, til
Grønnebjerggaard. 5te — Nielsen,Niels Hansen, Gaarmand,af
Løserup. 6te — Andreasen, Nicolai,Møller, af Egeberg Mølle.
V. Sorø Amt.
lste Distrikt: Hækkerup, Lars Andersen, Parcellist, af Vettersløv. 2det — Mundt, Lector ved Sorø Akademi. 3die — Frølund, Cand.
theol., af Kjøbenhavn. 4de — Møller, Institutbestyrer,af
Flakkeberg. 5te — Neergard, C., Etatsraad, til Gundersløvholm.
6te — Boisen, Sognepræst til Skjørpinge og Faurdrup.
VI. Præsto Amt.
lste Distrikt:Hansen, Lars, Arvefæstegaardmand„ af Bjelkerup i
Storehedinge Landsogn. 2det — Johansen, Frederik, Møller, af Houby
Mølle. 3die — Schack, H. E., Cand. juris., af Kjøbenhavn. 5te
— Schroll, Chr., Fæstegaardmand, af Basnæs i. Beilø Sogn. 6te
— Rasmussen, Mikkel, Sognefoged, af Herlufmagle- Torpe. 7de —
Barfod, P, F.,Student, af Kjøbenhavn. VII.
Odense Amt.
lste Distrikt: Paludan -Müller, Overlærer, Dr. phil. 2det —
Pedersen, Cornelius, Gaardmand,af Davinde. 3die — Madsen, Niels,
Exam. juris, Gaarbeier,af Asperup. 4de — Dinesen, Hans, Gaardeier,af
Saltofte. 5te — Leth,A., Sognepræst i Middelfart. 6te —
Jespersen, F., Procurator i Bogense. 7be — Johansen, Hans Christian,
Gaardfæster, af Østrup. 8de — Larsen,Christian, Fæstegaardmand,af
Dalby. VIII. Svendborg Amt.
lste Distrikt:Hansen, I. A., Redacteur,af Kjøbenhavn. 2det —
Jacobsen, I., Rasmussen, Gaardmand, af Lundby. 3die — Colding, I.
Chr., Dr. med., af Svendborg. 4de — Schjern, Lector, Mag., af
Kjøbenhavn. 5te — Christensen, Olaus, Sognefoged, Gaardmand, af Veistrup. 6te — Rasmussen, Jens, Fæstegaardmand, af Svanninge. 7be — Høier, Knud Chr., Gaardfæster, af Bjerrebye. IX. Maribo Amt.
lste Distrikt: Christensen B., Landsoverretsprocurator.. 2det —
Black Christen, Arvefæstegaardmand ,af Tjennemarke. 3die — Aagaard,
G., Procurator, paa Binnitze. 4de — Olesen, H., Gaardfæster, af
Sædinge 5te — Mörch-Hansen, Catechet i Nykjøbing. 6te —
Rasmussen, Hans, Sognefoged, af Egense. X.
Bornholms Amt.
lste Distrikt: Stender, A., Cand. juris 2det — Madvig, Professor,
Dr. phil. XI. Aalborg Amt
lste Distrikt:Hjort, A. I., Godsforvalter, af Aastrup. 2det —
Schurmann, I., Sognepræst, af Aalborg. 3die — Jungersen,
Skolelærer. 4de — Eriksen, Chr., Møller. 5te — Jespersen, C.
R., Landsoverretsprocurator i Viborg. |
|
36
3 4
XII. Hjørring Amt.
1 ste Distrikt: Hastrup, Cand. juris. 2det — Theilmann, H. P.,
Godsforvalter. 3die — Nyholm, I. C., Proprietair, til Baggesvogn. 4de — Pape, H. R., Proprietair, til Heiselt. 5te — Berinck-
Seidelin, L. C., Etatsraad. 6te — Hasselbalch, F., Proprietair, til
Aalegaard. XIII. Thisted Amt.
l ste Distrikt: Aagaard, Justitsraad, Amtsforvalter. 2det —
Lützhoft, Agent, af Thisted. 3die — v. Haven, F. Chr., Sognepræst
for Hassing og Vil- lerslev Menigheder. 4de — Bagger, E.,
Sognepræst for Øster- og Vester-Assels Menigheder. XIV. Viborg Amt.
1ste Distrikt : Nørgaard, Berthel Larsen, Gaardmand, af Kreiberg.
2det — Bregendahl, Landsoverretsassessor. 3die — Bruun, M. P.,
Fabrikeier, af Bruunshaab. 4de — Jacobæus, H. B., Proprietair, til
Borupgaard. 5te — Ussing. Landsoverretsassessor. XV. Aarhuus Amt.
1 ste Distrikt: Winther, G. H., Mag. artium, af Kjøbenhavn. 2det
— Otterstrøm, Cancelliraad, Bankkasserer. 3 die — Dahl,
Landsoverretsprocurator, Godseier. XVI.
Skanderborg Amt.
1ste Distrikt: Ræder, Justisraad, Borgermester i Horsens. 2det —
Schytte, Oliemøller, af Horsens. 3die — Hunderup, Cancelliraad,
Herredsfoged. 4de — Dremsen, Fabrikeier paa Silkeborg.
XVII. Randers Amt.
1ste Distrikt: Schoum, Etatsraad, Professor. 2det — Linnemann,
Overlærer i Randers. 3die — Dahlirup, C. E., Auditeur, af
Randers. 4de — Lacour, Pastor, i Nimtofte. 5te — Bruun, P. D.,
Høiesteretsassesor. 6te — Rée, B., Kjøbmand, Redacteur.
XVIII. Veile Amt.
1ste Distrikt: Bang, P. G., Etatsraad, Amtmand. 2det — Ploug, C.,
Cand. phil., Redacteur. 3die — Stockfleth, Overauditeur,
Herredsfoged. 4de — Hermansen, Anders, Sogneforstander, af Sandvad
i Hveisel Sogn. 5te — Jørgensen, I., Gaardmand, af Bøgballe i
Østersnede. 6te — With, Justitsraad, Herredsfoged. XIX. Ringkjøbing Amt.
lste Distrikt: Tang, Justitsraad, Proprietair, til Nøre-Vosborg.
2det — Kirk, O. Chr., Gaardeier, af Ebbensgaard. 3die — Petersen,
C.N., Justitsraad, By-og Herredsf., af Hjøring. 4de — Fløe,
Kammerraad, Stifslandinspecteur, af Vostrup. 5te — Pedersen, Jens,
Skolelærer og Kirkesanger, i Sæding Sogn. XX.
Ribe Amt.
1ste Distrikt: Tobiesen, Provst til Thorstrup og Horne Menigheder.
2det — Nielsen, Hans Christian, Gaardier, af Tranberg i Aarre
Sogn. 3die — Tvede, Underretsprocurator i Ribe. 4be — Hansen,
N., Skolelærer og Kirkesanger i Eskelund. 5te — Gram, C. F.,
Sognepræst i Dahler Sogn.
De Kongevalgte ere:
v. Andræ, Major a la suite i Generalstaben og Lærer ved den mili
taire Høiskole.
Bergmann, Gaardfæster og Dyrlæge i Dalby Sogn under Præstø
Amt. Bjerring, V., Professor, Lærer ved den militaire Høiskole. Bruun, Agent,. Kjøbmand i Assens. Brandt, Raadmand, Klædefabrikør
i Odense. Buchmald, Kjøbmand i Viborg. Cedrefeld de Simonsen,
Kammerjunker, til Erholm og Søndergaarde. Christensen, G.,
Bessemager. Christensen, Jens Gaardmand i Woldum under under Randers
Amt. Clausen, Dr. theol., Professor i Theologi ved Kjøbenhavns
Universitet. David, C. N., Dr. philos., Professor og Raadmand i
Kjøbenhavn. van Dockum, C. E., Capitain i Søetaten og Chef for
Søcadetcorpset. v. Fibigerm Overst i Artilleridrigaden.
Funder, Cancelloraad og Raadmand, Tobaksfabrikør i Aarhuus. Hage,
H., Cand. juris., af Kjøbenhavn. Sehestedt-Juel, Kammerherre, til
Raunholt. Køster, Raadmand, Apotheker i Randers. v. Lüttichan,
Kammerherre, Major, til Grundet. Tage-Müller, Biskop over Ribe
Stist. Myuster, Dr. theol, Biskop over Sjællands Stift.
Ostenfeldt, Hospotalsforstander i Aalborg. v. Oxholm, W.,
Kammerherre, Generalmajajor, til Taarnborg. Petersen, B.,
Hattemagermester, Borgerrepræsentant. Scavenius, Kammerherre, til
Gjorsløv. v. Schlegel, Oberstlieutenant i Ingenieurcorpset.
Sidenius, K., Kjøbmand i Maribo. Skeel, Kammerherre, til
Birkelse. Sponneck, Kammerherre, Greve, Deputeret i
General-Toldkammer- og Commerce-Collegiet. Treschom,
Conferentsraad, til Brahesborg. Wegener, Geheimearchivarius, Dr. Wulff, Kæmner i Aalborg. Zeuthen, Kammerherre, Baron til Baroniet
Zeuthen. For Island.
Gudmundsson, Jon, Althingsmand, Student, af Reikiavig. Gislason,
Konrad, Lector ved Kjøbenhavns Universitet. Johnsen, J.,
Althingsmand, Landsoverretsassessor, Byfoged i Aalborg. Pjctturssom,
Br., Kammerassessor, i Kjøbenhavn. Sigurdsson, Jón, Althingsmand,
Cand., af Kjøbenhavn. For Færøerne.
Pløyen, Amtmand.
Kl. 12 ankom Hs. Majestæt Kongen med sin Hofetat og samtlige
Medlemmer af Ministeriet, hvorefter Allerhøistsamme fra Thronstolen
oplæste følgende Tale:
Danske Mænd!
Det er med Glæde og med Trøst, at jeg her, for første Gang, seer
mig omringet af mit trofaste danske Folks Udvalgte.
Den Kjærlighed, Samdrægtighed og Selvopoffrelse, hvormed dette
har understøttet mig og Landets hellige Sag i de tunge Dage, siden
jeg besteg mine Fædres Throne, ere mig Borgen for, at en bedre Tid,
med Guds Bistand, snart vil oprinde for vort lidende, ved Vold og
Splid nu saa haardt prøvede Fødeland. — Under en dybtfølt
Erkjendelse af det Forbigangne, skrider jeg da nu til, med folkets
|
|
37
5 6
Udvalgte at overlægge den Forfatning, som jeg af fri
Kongelig Villie har tilsagt det, og hvorved det er mit Ønske, mit
Haab og min Stolthed, at maatte kunne grundfæste det gamle Danmarks
Ære og Lykke.
Ved mine Ministre, hvem jeg forbeholdeer Udgang til Forsam-
lingen og Ret til der at tage Ordet, naar de finde det fornødent,
lader jeg den forelægge et Udkast til en saadan Forfatningslov, og
ftoler trygt paa deres troe og nidkjære Medvirkning, for at en ende-
lig Ordning af dette saa vigtige Anliggende maa kunne fuldbringes af
nærværende, til dette Øiemed forsamlede Rigsforsamling. Skulde dette
imidlertid ei lykkes, da er det dog ikke min Hensigt, at sætte
Forfatningen i Kraft, uden forst at forelægge den for en ny
Rigsforsamling.
Jeg ønsker Guds Velsignelse over Dem og Deres Gjerning, at den
maa vorde til Ære, Held og Lykke for vort elskede Fædreneland.
Herpaa udbragtes et „Kongen leve“ hvorefter Forsamlingen ud- brød
i et ni Gange gjentaget Hurra.
Hs. Majestæt bad Forsamlingen at modtage sin hjerteligdte Tak,
hvorefter Allerhøistsamme forlod Salen, ledsaget af Forsamlingens og
det tilstedeværende Publikums gjentagne Jubelraab.
Efterat Hans Majestæt havde forladt Salen, og Ministrene,
nemlig:
Premierministeren, Hs. Excellence Grve Moltke til Bre-
gentved, Justitsministeren, Hs. Excellence Bardenfleth,
Udenrigsministeren, Greve Knuth til Knuthenborg, Handelsministeren,
Hs. Excellence Bluhme, Krigsministeren, v. Tscherning,
Marineministeren,Kammerherre Zarthmann, Ministeren for Kieke- og
Skolevæsenet Monrad, samt Dhrr. Ministre uden Portefeuille Hvidt og
Lehmann havde indtaget de for dem bestemte Pladser, oplæste
Premierministeren følgende Tale:
„Hans Majestæt Kongen har paalagt sit Ministerium at med- dele
Rigsforsamlingen en kort Udsigt over Rigets Stilling.
De kjende Alle, høitærede Medborgere, de alvorlige og fare-
truende Omstændigheder, hvorunder det nuværende Ministerium til-
traadte sit ansvarsfulde Kald. Grundlaget for dets Politik indehol-
des i Kongens Svar til de slesvigholstenske Udsendinge. Imod den
oprørske Paastand om en slesvigholstensk Stat og om Slesvigs Ind-
lemmelse i det tydske Forbund stilledes den Erklæring: at Holsteen,
som tydsk Forbundsstat, skulde erholde sin egen Forfatning og egen
Forvaltning, under nøie Tilslutning til Tydsklands Stræben efter
større politisk Eenhed, og at Slesvigs Forbindelse med det øvrige
Danmark skulde sikkres ved en fælles Constitution, men at ved Si-
den deraf dets provindsielle Selvstændighed skulde udvikles ved særegne Institutioner. Heri indeholdtes tillige det Tilsagn, at i alle
Kongens Scepter underlagte Lande Forkets Værdighed og Lykke skulde
grundes paa en i Sandhed Folkelig Frihed.
Hvor uforberedt den Sammensværgelse, der kun ved et skamme- ligt
Misbrug af Kongens Navn kunde forføre Mængden og Hæren, end
overraskede det danske Folk, vilde Regjeringen dog have naaet det
saaledes opstillede Maal, dersom den kun havde havt at gjøre med
Oprøret, thi dette havde ingen Rod i Folkets Sindelag og vvirkelige
Tilstand og ingen Magt til at hindre Lovlighedens Seir. Denne vilde
have været saa meget skjønnere og varigere, som den kun kom, for at
bringe Friheden.
Langt alvorligere blev Stillingen, da først Preussen, senere hele
Tydskland blandede sig i vore indre Anliggender. Ligeoverfor en saa
overmægtig Modstander var det Regjeringens Pligt at gjøre Alt, havd
der var forenekigt med Statens Ære, for at afværge et Sam- menstød,
men ud over denne Grændse kun at vige for Overmagten. Det tilkommer
Historien at dømme om det Overfald, for hvilket Dan- mark blev givet
til Priis. Den danske Regjerings Maadehold og den danske Hærs
Tapperhed have alt fundet Samtidens Anerkjendelse.
I den os saaledes paanødte Krig har Folkets Eendrægtighed og
Hengivenhed sat Danmark istand til at byde saa store Farer Spid-
sen, uden at bukke undet, og uden at dets Modstandskraft er lammet. De maadeholdne Pengefordringer, Regieringen har gjort, og som begge Provindstalstænderforsamlinger have bifaldet, have hverken svækket Folkets Evne eller dets Beredvillighed til yderligere Opoffrelser.
Medens hos os ingen Forstyrrelse har formindsket Udbyttet af vore
Erhvervskilder, har vor Sømagt tilføiet Fjendens Skibsfart og Handel
og alle der- til knyttede Interesser følelige Lab, uden at vi hidtil
have behøvet at udruste den større Deel af vor Flaade, fordi den
ikke vilde have fundet nogen Fjende at bekæmpe. Vel har vor Hær havt
ligesaa blodige, som hæderlige Dage; men dagligt voxende i Tal og i
Kamp- dygtighed, fuld af Begeistring for Konge og Fædreland, fuld
af Tillid til sig selv og sine Førere, er den mere end nogensinde skikket til at give vore Underhandlinger Eftertryk, og om det skal være, at lægge Sværdet i Afgjørelsens Vægtskaal.
Saaledes staaer Danmark opreist og rustet og stærkt i Bevidst-
heden af sin gode Ret. Denne vor Ret har fundet fuldstændig An-
erkjendelse hos alle venskabelige Magter, hvis Understøttelse ved
Under- handlingerne har gjort og fremdeles vil gjøre os væsentlige
Tjenester; og blandt hvilke vore Naboer have beredet sig til i
Nødstilfælde at staae os bi med Vaabenmagt.
Men desuagtet er i Kampen mod en overlegen Modstander den
Svageres Stilling altid saa alvorlig, og under Europas hele nærvæ-
rende Tilstand enhver Beregning af Fremtidens Tilskikkelser saa usik- ker, at det har været Regjeringens Pligt ikke at afvise noget
Forsøg, der kunde berede Veien for en mindelig Overeenskomst med en
Nation, med hvilken et varigt Fjendskab ikke er begrundet i Danmarks
natur- lige Forhold og sande Interesser. Forsamlingen kjender de
tvende Vaabenstilstands-Conventioner, som Regjeringen efter de
venskabelige Magters Raad har indgaaet. Det er ikke Danmark, som har
at forsvare, at den føeste ikke blev opfyldt. Den sidste er troligen
bleven fuldbyrdet fra vor Side. Overeensstemmende med samme har
Tydsk- land trukket sine Hære ud af Slesvig og Holsteen. Udførelsen
af Overeenskomstens tilbagestaaende Punkter er desværre Gjenstand
for endnu svævende Underhandlinger.
Ved at give sit Minde til disse Conventioner har Kongen væ-
sentligen havt for Øie midlertidigen at tilveiebringe en, om end ei
god, dog taaleligere Tilstand i de Landsdele, paa hvilke den fjendt-
lige Besætteldes Tryk nærmest hvilede. Hans Majestæt har levende følt, at ikke blot den overveinde Deel af Slesvigs Befolkning holder fast
ved Konge og Fædreland med en Troskab, som i disse Trængselens
Tider har bestaaet sin Prøve, men at ogsaa i de af Oprøret nærmest
beher- skede Egne Mange længes efter den Stund, da de, udfriede af
Rebellionens Vold, atter aabent kunne slutte sig til den livlige
Tingenes Orden. Hans Majestæt har heller ikke opgivet det Haab, at
det selv iblandt dem, der have ladet sig henrive af de
revolutionaire Lidenskaber, endnu vil mindes, hvorledes Oplysning,
Fred og Velvære hos dem ere fremblomstrede under deres Forbindelse
med Danmark, — mindes, at Kongen, for- inden Omvæltningernes Storm
brød løs over Europa, frivilligen forkyndte sin længe nærede
Beslutning: at bringe sin uindskrænkede Magt til Offer for Folkets
Frihed og Lykke.
Men fremforalt har Regjeringen maattet ansee Kampens Op- hør og
de fjendtlige Hæres Fjernelse for den første Betingelse for at
Fredsunderhandlingerne kunne føre til Maalet. Disse Underhandlin-
ger forfølger Regjeringen med den oprigtige Bestræbelse, at det maa
lykkes at opnaae en Fred, der er forenelig med Folketss Ære og
Velfærd. Om den kan erholdes, er endnu uvist, og det er derfor
nødvendigt, at Rustninger gaae Haand i Haand med Underhand-
lingerne. Forslag til at skaffe Statskassen de dertil fornødne Penge- midler og Lovudkast til at almindeliggjøre Værnepligten ville sætte Forsamlingen istand til derover at udtale Nationens Villie.
Det er kun Omstændighedernes paatrængende Krav, som har kunnet
bestemme Regjeringen til i disse tvende Punkter at gaae uden- for
Rigsforsamlingens egrntlige Opgave, at overveie og vedtage Ri- gets
fremtidige Grundlov. De Reformer, hvortil vor Lovgivning, hvortil
navnligen vore Landboforhold trænge, og som Regjeringen — netop af
Agtelse for Folkets Ret til en medvirkende Indflydelse paa
Lovgivningværket — kun i enkelte, uopsættelige Tilfældee har turdet
indføre ved provisoriske Anordninger, maa være forbeholdete den Tid,
|
|
38
7 8
da de grundlovmœssig e Statsmagter kunne oœre i
regelmœssig Virk- somhed.
Med Lœngsel har Regjeringen Imødeseet den Dag, da Forfatnin- gen
kunde trœde i Kraft og dermed den Doergangstilftand ophore, der har
lagt faa stort Ansvar paa dens Skuldre, og hvori den har maattet
savne et mœgtigt Folkeorgans Biftand. At den desuagtet ikke mere har
fremskyndet Rigsforsamlingens Sammenkomst, er ikkun skeet paa Grund
af det lidet Ønskelige i, at vedtage en Forfatning, som det maa vœre
vor Paastand og vort Haab ogsaa skal om- fatte Slesdig, uden at
Slesvigs Ubvalgte kunne deeltage deri. Naar dette nu ikke langere
kan opsœttes, kan det kun skee under det alt i Valgloven af 7de Juli
d. A. tagne Forbeholde, at det i sin Tid maa beroe paa en slesvigsk
Folkeforsamling, om den vil antage denne Grundlov eller fordre dens
fornyede Forhandling paa en fœl- les Rigsforsamling. At alle de
sœrlige Bestemmelser, som skulle give Slesvigs Selvstœndighed en
grundlovmœssig Hellighed, kun kunne vedtages efter Freden og kun i
Forening med Slesvigerne, er en Selvfølge. De til Islands
eiendommelige Forhold svarende, for samme sœregne, Indretninger
kunne først ordnes, efterat en islandsk
Forsamling derover er bleven hørt. Saasnart Rigsforsamlingen er
constitueret, vil Udkastet til Grund- loven og til den dertil
hørende Valglov vorde den forelagt. Regje- ringen haaber, at
Forsamlingen i dens Arbeide vil finde et brugbart Grund lag for det
store Værk, der for de kommende Tider skal be- trygge Fædrelandets
Frihed og Velfœrd. Derom ere di ialtfald for- vissede, at det
opoffrende og folkelige Sind, hvormed vor Konge, ved at samtykke i
dette Forslag, har gjort Frihedens og Lighedens Sag til sin, vil
sinde taknemmelig Paaskjonelse baade hos Samtid og Efterslægt, og
tjene til at befœste den gjensidige Tillid og Hen- givenhed mellem
Konge og Folk, som i disse Prøvelsens Rider er vor Roes og vor
Styrke.
At Hans Majestœts Regjering har kunnet føre Folket, uden indre
Rystelser og i suldkommen kampdygtig Stand, til denne betyd-
ningsfulde Dag, da Folkets Udvalgte sinde sig forenede omkring
Kongens Throne, er den tilfredsstille nde Bevidsthed, hvormed vi nu
inddyde Forsamalingen til at begynde sin Virksomhed — til „Guds Ǽre
og til Folkets Bedste fra Slægt til Slægt“.
Premierministeren opfordrede derefter det ældste Medlem, Hs.
Excellence Biskop Mynster, til at træde frem og foreløbigen lede
Forhandlingerne som Aldersformand.
Viskop Mynster reiste sig derpaa og holdt følgende Tale: „Jeg har
allerede ved en anden Anledning havt den Glæde at hilse nærvrende
Forsamling, af hvilken leg Selv har den Ære at være Medlem, og idet
er nu kun Alderen, som paa- lægger mig denne Pligt, og idet jeg
Intet finder at føie til det, jeg tilforn har udtalt, og hvad jeg
har anraabt hos ham, som alene intet Andet tilbage at gjøre, end at
inddyde Forsamlingen til efter den bestemte Forretningsorden at
træde sammen i 5 Aldelinger, saaledbes som i Forordningsorden er
forskrevet, til hvilken Ende altsaa en Lod- trækning skal sinde
Sted, for at bestemme til hvilken Afdeling Enhver Skalm henhøre.”
Han opfordrede derefter Høiesteretsadvocat Buntzen og Professor
Westergaard til midlertidigen at udføre Secretairsforretningerne.
Efterat det drefter ved Lodtrækning var bestemt til hvilken Af-
deling enhver af Forsamlingens Medlemmer skulde henhøre,begav
Afdelingerne sïg hver for sig til et af de til Salen ftødende Varelser for, i Overeensstemmelse med Forordningen om Forretningsordenen
ved Rjgsforsamlingens Aabningsmøde, at prøve Fuldmagterne for
Medlemmerne af de respective Delinger af Forsamlingen.
Da Forsamlingens Medlemmer atter samtedes i Salen,opfor-
drede Aldersprœsidenten, Hs. Excellence Biskop Mynster, Ordførerne for de forskjelligee Afdelinger til at meddele, hvorvidt der af disse
var fundet Noget at erindre ved Fuldmagterne for Medlemmerne af
de vedkommende Afdelinger.
Efterat dernœst Etatsraad Ussing som Ordfører for 1ste Af-
deling, Biskop Tage Müller for 2den,Profesfor Krieger for 3die,
Dverretsprocurator Jespersen for 4de og Conferentsraad Treschow for
5te, havde udtalt sig angaaende de deres Afdelinger, i
Overeensstemmelse med Forretningsregulativet, til Prøvelse forelagte
Fuldmagter, samt efterat Hs. Excellence Iustiisministeren efter dertil given Anledning havde bekraftet, at 3 af Hs. Majestat Kongen for
Jsland udnævnte Medlemmer, hvis Fuldmagter ikke vare tilskede,vir-
kelig vare blevne valgte,tog Aldersprœsidenten Ordet saa- ledes:
„Det er kun 6 Medlemmer,mod hvis Valg der er ind- kommet
Indstgelse, som tidligere allerede er indsendt til Iu-
stitsministeren,nemljg: de Deputerede for Kjøbenhavns 11te Valg
distrikt, for ,Kjøbenhavns Amts 2det, for Holbek Amts 4de,for Sorø
Amts 6te,Hjørring Amts 2det og for Ringkjøbing Amts 5te Distrikt.
Disse Valg, om hvis Gyldighed der saaledes er op- staaet Tvivl, vil
som i Reglementet No. 8 foreskrevet, sinde deres Afgjørelse i et
følgende Møde. Forhandlingerne herom ere tildeels meget
vidtløftige,og dersom de nu alle skulde gjennemgaaes, endog kan
foreløbigt i Afdelingerne, saa vilde det medtage formegen Tid, lige-
som ogsaa disse Spørgsmaal efter Reglementet først skulle siude deres Afgjørelse i et følgende Møde. Jeg tillader mig nu at henstille til Forsamlingen, om det ikke maaskee skulde være den korteste og i en- hver Henseende retteste Fremgangsmaade, at vi angaaende de Valg,
om hvis Gyldighed der er opkastet Tvivl, som først skulle finde deres Afgjørelse i et følgende Møde, anmodede Ordførerne for de
forskjelligee Afdelinger om at trœde sammen, gjennemgaae de indkomne
Pro- tester og afgivne Erklœringer, samt derefter i et senere Møde
derover at indkomme med deres Beretning. Dersom nemlig disse
skulde afgives til de forskjelligee Afvelinger, hvortil de hørte,
saa vilde det blive baade vidtløftigere at saae de forskjelligee
Afdelinger samlede, og man vilde derhos vœre udsat for, at
Fuldmagterne bleve mere forskjelliget bedømte, end naar det Hele
skete undereet. Hvis Forsam- lingen faa synes, tillader jeg mig
altsaa at henstille, at man anmøder de œrede Ordførere for de
respective Afdelinger om at sam- mentrœde for i et kommende Møde at
give deres Beretning.
(Efter en tiden Pause): Da Ingen yttrer sig derimod, tør jeg
altsaa antage det afgjorte af Forsamlingen uden videre Afstemning. I
Overeensstemmelse med Reglementet tilkommer det mig altsaa nu at
proclamere de allerde erkjendte, lovligen valgte Medlemmer af
Rjgsforsamlingen.
(Han proclamerede derefter som allerede anerkjendte Medlemmer af
Rigsforsamlingen samtlige de paa den ovenfor meddeelte Forteg- nelse
opfurte Mœnd med Undtagelse af de nœvnte , mod hvis Valgs Syldjghed
Indsigelser vare fremkomne.)
Juftitsministeren: „I Anledning af den skete
Oplœsnjng af, Forsamlingens Medlemmer troer jeg, at det er min Pligt
at gjøre opmœrksom paa, at 3de af de af Hans Majestœt valgte
Medlemmer endnu ikke ere ankomne, ligesaalidt som jeg hørte deres
Navne oplœse. I saa Henseende kan jeg imidlertid bekrœste, at de
vvirkeligen ere valgte af Hans Majestœt, nemlig: Gaardsœster Dyrlœge
Bergmanu, Hospitalsforstander Oftenfeldt ogAltyjngsmand
Gudmnndsson. De 2de Sidstnœvnte veed jeg, ere ikke komne, og den
Førstes Navn hørte jeg heller ikke aplœses.. (Flere Stemmer af
Forsamlingen: „Jo, jo!) Det er altsaa kun de 2 Sidstnœvnte,min
Bemærkinie angaaer, hvis Fuldmagter, naar de senere mælde sig, jeg
saaledes antager,ikke at behøve;nogen Prøvelse.”
(Sluttes). Subscription paa
denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl Hofdogtrhkker Bianco Luno
(Østergade Nr..70,)i Provindserne paa de kongeljge Postcontoirer. Tryst og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
39
9 10 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No2. Første Møde.
(Sluttet.)
Alderspræsidenten: I Overeensstemmelse med
Nr. 10 i det Kongelige Regulativ skulle vi altsaa nu skride til
Valget af en Formand, og den ærede Forsamling vil erindre, hvorledes
dette Valg skal foregaae, nemlig at Valget skeer ved Stemmesedler
paa den Maade, at hvert stemmeberettiget Medlem paa en Seddel tegner
dens Navn, han ønsker valgt. Derhos maa det bemærkes, at dette
Valg kun er foreløbigt, indtil det Regulativ for Forretningernes
senere Gang, som af Forsamlingen skal forfattes, er udfærdiget. Jeg
til- lader mig altsaa at udbede mig, at Enhver af Forsamlingens
Med- lemmer vil paa en Seddel nedskrive Navnet paa den Mand, han ønsker valgt til Formand. De 6 Herrer, om hvis Beføielse til at
tage Sæde i Forsamlingen, der er reist Spørgsmaal, ville behage,
saalænge Undersøgelserne ikke ere tilendebragte, at afholde sig fra
Valget i Overeensstemmelse med Regulativets 8de Post.
Ved den derefter stedfundne Afstemning og Optælling fandtes det,
at af 143 afgivne Stemmer vare de 132 faldne paa Etatsraad,
Professor Schouw, 8 paa Kammerherre, Greve Sponneck og 3 paa
Profesfor Clausen.
Etatsraad Schouw, der som en Følge heraf erklæredes for
Forsamlingens Formand, indtog derpaa Forsædet og tog til Orde
saaledes:
Idet jeg aflægger min Taksigelse for den Tillid, Forsamlingen har
viist mig, skrider jeg til min første Pligt som foreløbig Formand,
at foranstalte udnævnt en Viceformand. Jeg tillader mig at anmode de
tvende æredek Medlemmer, som have assisteret Alderspræsidenten,
ogsaa at ville assistere mig, og jeg maa anmode samtlige Medlemmer
med Undtagelse af dem, hvis Valg endnu ikke er anerkjendt, at stemme
paa samme Maade paa enViceformand, som der er stemt paa en Formand,
ved tydeligt at angive paa Stemmesedlen den Person, som de ønske til
Viceformand.
Ved den paafølgende Afstemning erholdt Professor Clausen 103
Stemmer, Etatsraad Bruun 25, Kammerherre, Greve Spon- neck 10,
Professor Larsen 3, Etatsraad Bang 2 Stemmer, og Professor Clausen
proclameredes derefter af Formanden som For- samlingens
Viceformand.
Efter Formandens Opfordring skred Forsamlingen dernæst til Valget
af 2 Secretairer, og blev Resultatet af denne Afstemning, at
Prosesfor Westergaard fik 89 Stemmer, Assesfor Ussing 77, Eraminatus
juris Madsen 30, Overauditeur Hall 26, Kjøbmand Rée 17, Bankkasserer
Otterstrøm 14; de øvrige Stemmer vare fordeelte mellem flere
forskjelligee Medlemmer, af hvilke Ingen erholdt flere end 10
Stemmer. Som Følge af denne Afstemning erklæredes Professor
Westergaard og Assessor Ussing (som begge havde erholdt absolut
Majoritet, over Halvdelen af de afgivne Stemmer), af Formanden for
Forsamlingens Secretairer og indtoge efter Op- fordring de for dem
bestemte Pladser.
Formanden: Der slaaer nu tilbage at vælge et
Udskud for at gjøre Udkast til Forretnigsordenen. Med Hensyn til
Antallet af Medlemmerne af dette Udskud vil jeg foreslaae 7; jeg
troer imidlertid, at der har været yttret den Mening, at 5 vilde
være et passende Antal, og jeg skal altsaa tillade mig at sætte
under Afstemning, om Udskudet skal bestaae af 5 eller 7
Medlemmer.
(Ved den stedsindende Afstemning erklærede 82 Medlemmer sig for,
at Comiteen skulde bestaae af 7 Medlemmer.)
Jeg skal dernæst tillade mig at gjøre opmærksom paa, at indtil
Forsamlingen har udarbeidet sit eget Forretningsreglement, blive Be-
stemmelserne for Forretningsgangen i Stænderforsamlingerne at følge
— herefter kan Formanden ikke vælges til Medlem af Comiteen — og
endelig maa jeg bemærke, at jeg har gjort et Udkast til et Regu-
lative, hvori flere af de Rigsdagsmænd, som besidde parlemntarisk
Øvelse, have været mig behjælpelige. Jeg har nemlig troet, at naar
et saadant Materiale var forhanden, kunde det forkorte Arbeidet, som
vvistnok vilde være meget ønskeligt for at vinde Tid til
Forsamlingens egentlige Øiemed. Jeg betragter dette Udkast ikke som
et Forslag, skjøndt denne Benæv- nelse staaer foran det, men som jeg
allerede har sagt, kun som et Materiale. Det vilde være ønskeligt,
at denne Comitee saasnart som muligt kunde træde i Virksomhed, da
det vvistnok vilde være ønskeligt, at vi, saasnart det kan skee,
faae det Regulativ, som bliver at følge. Jeg har derfor troet, at
man i dette Møde kunde indsamle og for- segle Stemmesedlerne, for at
de enten endnu i Aften eller i et Møde imorgen kunde blive oplæste.
Efterat Stemmesedlerne ere indsamlede og forseglede, skal jeg
tillade mig at henvende Opmærksomheden paa Dagsordenen imorgen. Jeg
vil tillade mig at spørge, om de ærede Ordførere ville imorgen
Klokken 12 kunne referere de Sager, som ere dem overleverede. Jeg
vil da bestemme Møde imorgen til Klok- ken 12, dog saaledes, at der
foreløbigen bliver et Møde Klokken 9 for at optælle Stemmerne.
Formanden erklærede derefter, da Ingen af Forsamlingen yttrede
Noget herimod, Mødet for hævet. Andet Møde.
Tirsdagen den 24de October.
I Overeensstemmelse med den i Gaarsmødet tagne Beslutning blev i
et foreløbigt Møde om Formiddagen Kl. 9 af Formanden i Forbindelse
med Secretairerne foretaget Optælling af de Stemmer, der ved
Stemmegivning i det foretagne Møde vare faldne paa de Medlemmer, som
skulle danne en Comitee for at gjøre Udkast til et Regulativ for
Forretningsordenen.
Af de afgivne Stemmer befandtes de fleste at være faldne paa
Professor Krieger (84 Stemmer), Etatsraad Algreen-Ussing (82
Stemmer), Professor clausen (77 Stemmer), Professor Bjer- ring (73
Stemmer), Etatsraad Bruun (60) Stemmer), Can- celliraad Otterstrøm
(54 Stemmer), Landsoverretsprocurator Balthazar Christensen (48
Stemmer), og disse 7 nævnte Med- lemmer ville saaledes have at tage
Sæde i den ommeldte Comitee. |
|
40
11 12 11
Efterat Formanden havde erklæret Forhandlingerne for begyndte og
proclameret Udfaldet af den ovenommeldte Stemmegivning, op- fordrede
han, i Overeensstemmelse med hvad der var vedtaget i Gaarsmø- det,
det Udvalg, hvem det var overdraget at gjennemgaae og derefter at
afgive Beretning angaaende de Valg, mod hvis Gyldighed Ind- sigelser
vare fremkomne, til i denne Henseende at meddele Forsamlin- gen
Resultatet af dets Undersøgelser. Herefter tog Etatsraad
Algreen-Ussing Ordet saaledes:
„Det vil være i Forsamlingens Erindring, at det er ser Valg, om
hvis Gyldighed der er opstaaet Tvivl; jeg skal tillade mig at
anføre, hvad man ved ethvert af dem har fundet at bemærke. Fore-
løbigt tillader jeg mig at henlede Opmærksomheden paa, at de samt-
lige ere tilstillede Aldersformanden fra Justitsministeren, som i sin Skrivelse bemærker, at han kun med Hensyn til tre af disse Andra-
gender har seet sig istand til at indhente vedkommende Valgbestyrelses Erklæring, medens derimod denne Fremgangsmaade med Hensyn til de
tre andre ikke har kunnet været benyttet.
Det første Valg, med Hensyn til hvilket der er opstaaet Spørgs-
maal, er det for det 11te Valgdistrikt i Kjøbenhavn, hvor Capitain-
Lieutenant Turen er valgt; der er nemlig fra den anden Valgcan-
didat, som havde stillet sig, til Justitsministeren indsendt Besværing over dette Valg, og i den Anledning er der indhentet en Erklæring
fra Valgbestyrelsen. Comiteen har troet, at den korteste og simpleste Maade at sætte Forsamlingen i Kundskab om denne Sag vil være den,
at saavel Grundtvigs Skrivelse, som Valgbestyrelsens Erklæring
oplæses for Forsamlingen. Jeg skal først oplæse Grundtvigs Skri-
velse, hvoraf vil sees, at det er 4 Punkter, hvorover han fører Anke. Skrivelsen lyder saaledes:
„Som en af Valgcandidaterne i Hovedstadens 11te Valgkreds finder
jeg baade for min egen og for mine Vælgeres Skyld, at maatte klage
for Deres Excellence over den Maade, hvorpaa, og de Omstændigheder,
hvorunder Afstemningen til Protocollen i for- nævnte 11te Valgkreds
paa Valgdagen den 5te October blev fore- taget og udført:
1) skete Antegnelsen af Stemmerne ved haver Protocol ikke
dobbelt, men kun enkelt, saa at ingen gyldig Control kunde føres;
2) blev hverken Valgcandidatens Navn eller Forbogstav ind- ført,
men eens Mærke sat i alle Rubriker, hvorved alt Tilsyn blev umuligt
og Feiltagelser næsten uundgaaelige;
3) blev der, idetmindste ved een af Protocollerne, modtaget
Stemme fra en Fraværende, hvorpaa jeg uden Virkning gjorde
Valgbestyrelsens Formand, Hr. Landsoverretsassessor Müller,
opmærksom;
4) opholdt Hr. Commandeur Tuxen, som havde stillet sin Bro-
dersøn Hr. Capitain-:Lieutenant Tuxen, sig ikke blot paa Tri- bunen,
men ved en af Protocollerne, under Afstemini- gen, hvad mange
Vælgere, som staae i et Asyængig- hedsforhold, fandt sig besværede
ved. Ogsaa herpaa gjorde jeg uden Virkning Valgbestyreslens ærede
Formand opmærksom.
Naar denne Klage over uregelmæssige og tildeels mere end
uregelmæssige Kjendsgjerninger sindes velgrundet, da tør vist jeg og
mine Vælgere forvente, at den paaklagede Afstemning til Pro-
tocollen i Hovedstadens 11te Valgkreds erkjendes og erklæres for
ugyldig, og giver Plads for en ny Afstemning, fuldkommen lovlig og
regelmæssig.
Kjøbenhavn den 6te October 1848. Underdanig
N. F. S. Grundtvig, Præst ved Vartou, R. af D.“
I den Anledning har Valgbestyrelsen afgivet følgende Erklæring:
„Det har behaget Justitsministeriet at forlange undertegnede
Valgbestyrelses Erklæring i Anledning af den herhos tilbageføl-
gende Skrivelse fra Pastor Grundtvig, hvori denne, næst at frem-
sætte nogle Ankeposter mod den Maade, hvorpaa Valget af en
Rigsdagsmand er foregaaet i Kjøbenhavns 11te Distrikt, andrager
paa, at den paaklagede Afstemning, hvis disse Anker findes grun-
dede, maa erklæres ugyldig, og en ny Afstemning finde Sted.“
Til de af Pastor Grundtvig anførte Ankeposter har Valgbesty-
relsen Følgende at bemærke: ad 1. Hvad Hr. Grundvig
har meent med „dobbelt Antegnelse“, er os ikke klart, da en saadan
ikke findes foreskreven i Valgloven, og da Indretningen af de os
meddeelte Protocoller ikke en- gang tilsteder nogen dobbelt
Antegnelse. Den egentlige Control er efter vort Skjønnende at søge i
de Mænds Paalidelighed og Retskaffenhed, hvem dette Hverv betroes af
Communalbe- styrelsen, og desuden stod det jo enhver Vælger frit for
ved Indskrivningen i Protocollen selv at forvisse sig om, at hans Stemme blev rigtigen indført. ad 2. Det
er vel sandt, at der ved Antegnelsen i Protocollen kun blev sat et
Kryds i den med vedkommende Candidats Navn forsynede Rubrik, medens
det i nogle andre Distrikter har været brugeligt at nedskrive
Forbogstavet til Candidatens Navn. Men det indsees ikke, hvorledes
denne Omstændighed, saaledes som Pastor Grundtvig bemærker, gjør
Tilsynet van- skeligere end sige umuligt, og Feiltagelser kunne
naturligviis lige saa vel finde Sted ved at nedskrive et Bogstav som
ved at nedskrive et andet Mærke. Iøvrigt maa det formeentlig
være enhver Valgbestyrelse selv overladt, hvorledes den vil ordne
disse Detailler. Skulde den blotte Mulighed af Feil- tagelser gjøre
et Valg ugyldigt, vilde paa denne Maade alle de stedfundne Valg
kunne casseres. ad 3. Da Pastor Grundtvig
her anfører, at der ved een af Proto- collerne blev modtaget Stemme
fra en Fraværende, skal jeg, Medundertegnede Bache, til hvem Pastor
Grundtvig maa an- tages at have sigtet, derom bemærke Følgende:
I Begyndelsen af Stemme-Indskrivningen, da Tilstrømningen var
stærkest, fremrakte en Person tvende Legitimationskort, eet i hver
Haand, hver Seddel forsynet med Navnet Grundtvig. Da jeg ikke
observerede rettere, end at disse to Sedler bleve afleverede af to
forskjelligee Personer, blev Navnet Grundtvig indført i begge de
Vælgeres rubra, paa hvis Numere Adgangskortene løde. En
tilstedeværende Vælger gjorde mig opmærksom paa Feiltagelsen; men da
den Paagjældende allerede var forsvunden, fandt jeg det ikke
rigtigt, i denne Anledning at foretage nogen Forandring i
Protocollen.
Da imidlertid kort efter en anden Vælger præsenterede tvende
Legitimationskort, hvoraf det ene for en Fraværende, begge for-
synede wed Navnet Turen, modtog jeg med Overlæg begge disse Stemmer,
for paa denne Maade at gjenoprette Ligheden. Til denne Antegnelse
var Pastor Grundtvig Vidne, hvorhos jeg strax efter meddeelte saavel
ham som Valgbestyrelsens Formand, der kom tilstede, Forklaring om
det Passerede. Iøvrigt var det mig til- fulde bekjendt, at det
ifølge Valgloven ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget,
hvisaarsag jeg ogsaa med Bestemthed kan forsikkre, at jeg, mig
vitterligt, ikke har modtaget Stemmegivning ved Andre end den
indskrevne Vælger selv; og skal jeg, uagtet der i den om- spurgte
Henseende ikke findes at være foreskreven de Protocolførende nogen
vis Fremgangsmaade, ikke forbigaae at tilføie, at jeg, efterat det
førstnævnte Factum var passeret, adspurgte enhver mig ubekjendt
Vælger om hans Navn, Stilling, Bopæl m. m., og, forinden haus Stemme
blev modtagen, confererede Udsagnet med Antegnelserne i Protocollen,
hvorved al den Control, som efter Omstændighederne var mulig, blev
tilveiebragt.
Da Pastor Grundtvig insinuerer, at der ogsaa ved de andre
Protocoller kan være begaaet den af ham releverede Feil, finde vi
Undertegnede K. Nielsen, J. E. Meyer og C. L. Harboe, os for-
anledigede til at erklære, at det var os tilfulde bekjendt, at det ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, hvisaarsag vi heller ei
have foretaget nogen Indtegning, naar den Paagjældende ei var os
personlig bekjendt, forinden vi, saavidt Omstændighederne til-
stedede det, havde forvisset os om den Mødendes Identitet med den i
Protocollen Indtegnede. |
|
41
13 14
Forsaavidt endelig Pastor Grundtvig bemærker, at han „uden
Virkning“ gjorde Valgbestyrelsens Formand opmærksom paa om- meldte
Feil, da maa jeg, O. Müller, herved erklære, at dette ikke forholder
sig saaledes. Thi da Pastor Grundtvig meddeelte mig, at han havde
bemærket, at der ved Hr. Baches Protocol blev stemt ved
Befuldmægtigede, begav jeg mig øieblikkelig til denne, for at gjøre
Protocolføreren opmærksom paa, at Saadant stred mod Anordningen,
hvilket imidlertid var overflødigt, da Hr. Bache strax bemærkede, at
han alene af en Feiltagelse, og ikke i den Formening, at det var
tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, havde modtaget Indskrivning
for en Fraværende, hvorhos han til- lige meddeelte mig, hvorledes
denne Feil nu af ham var berigtiget. Om der siden ved Optællingen
blev fradragen een Stemme for hver af Candidaterne Grundtvig og
Turen, erindres ikke, men er i ethvert Tilfældee en irrelevant
Omstandighed. Umiddelbart her- efter forespurgte jeg hos de andre
Herrer af Valgbestyrelsen, om Nogen af dem havde modtaget Stemmer
ved Befuldmægtigede, hvilket besvaredes med nei.
Undertegnede Bache kan bevidne, at Assessor Müller indfandt sig
ved min Protocol umiddelbart efter, at det ovenmeldte Factum var
passeret, og i den Anledning rettede det Spørgsmaal til mig, om det
forholdt sig saa, at der ved min Protocol blev modtaget Stemmer for
Fraværende. Ligeledes kunne Valgbestyrelsens øvrige Medlemmer
bevidne, at Assessor Müller, medens Indtegningen gik for sig, uden
at vi nøiere kunne bestemme Tiden, henvendte et lignende Spørgsmaal
til os.
Det vil ifølge Foranførte formeentlig ikke være vanskeligt at
afgjøre, om der i den omspurge Henseende har fundet nogen an-
ordningsstridig Fremgangsmaade Sted. ad 4. For at
forebygge den mulige Feiltagelse, at den Stemmegiven- des Valg blev
indskrevet i en urigtig Rubrik, spurgte jeg, O. Müller, Dhrr.
Commandeur Tuxen, Capitainlieutnant Tuxen og Pastor Grundtvig, som
tilligemed mig vare de eneste Tilstedeværende paa Tribunen (foruden
Protocolførerne), om vi ikke skulde stille os hen, een ved hver
Protocol, for at paaagte det Ovennævnte.
Heri erklærede disse Herrer — ogsaa Pastor Grundtvig — sig enige,
og stillede vi — ogsaa Pastor Grundtvig — os som Følge deraf hen,
een ved lver Protocol. Dette Tilsyn ophørte imidlertid snart, uden
udtrykkelig Aftale derom fra nogen af Si- derne, formodentlig fordi
det befandtes overflødigt; dog forblev Paster Grundtvig længst ved
denne Forretning. Det er sandt, at Pastor Grundtvig gjorde mig
opmærksom paa det i hans Skrivelse berørte Afhængighedsforhold; men
dette skete paa en saadan Maade, at jeg ikke antog det som en
Begjering eller endog et Ønske fra hans Side, at bemeldte Ofsicerer
skulde fjernes, i hvilket Tilfældee jeg uaturligviis strax havde
anmodet disse Herrer om at træde tilside. Endnu bemærkes, at
Commandeur Tuxen var tilstede som Stiller af den valgte Candidat.
Pastor Grundtvig har saaledes ikke blot ikke protesteret mod den
nævnte Foranstaltning, men lar endog approberet den og selv deel-
taget deri. Iøvrigt have ogsaa i de andre Valgdistrikter, saavidt
Undertegnede bekjendt, saavel Candidater som Stillere stadigen op-
holdt sig paa Tribunen under Afstemningen til Protocollen, og have
ligeledes, i det Mindste paa enkelte Steder, været benyttede til den
oven beskrevne Control.
Forøvrigt kan det formeentlig ikke antages, at den paaankede
Tilstedeværelse af tvende Marineofficerer under Afstemningen har
udøvet nogen meerkelig Indflydelse paa samme, efterdi Capitain-
lieutenant Tuxen ligeledes havde Majoriteten for sig ved den første
eller collecttve Afstemning, ved hvilken hiint Afhængighedsforhold
jo ikke kunde gjøre sig gjældende, og maa det i denne Henseende
bemærkes, at i dette Disrikt vare Vælgerne saaledes afsondrede fra
det øvrige Publicum, at Valgbestyrelsen holder sig forvisset om, at
kun de indskrevne Vægere have deeltaget i den første Af-
stemntng.
Valgbestyrelsen benytter denne Leilighed til at fremsende de 4
Indskrivningsprotocoller samt Forhandlingsprotocollen. Kjebenhavn, i
Valgbestyrelsen for det 11te Distrikt, den 18de October 1848.
O. Müller. Harboe. Meyer. Bache. K. Nielsen. Til Iustitsministeriet.”
Disse Protocoller ere overleverede til Udvalget, som har gjen-
nemgaaet dem og fundet dem i alle Henseender nøiagtige Efter de
saaledes meddeelte Oplysninger har Udvalget ikke fundet Anledning
til at erklære sig mod det her omhandlede Valg eller troet, at der
burde agtes paa de indkomne Besværinger.
Formanden: „Jeg veed ikke, om der er Andre,
som ville udtale sig i denne Anledning. Jeg troer, at det er
rigtigst at tage ethvert Valg for sig; dersom der altsaa er Nogen,
der vil yttre sig i denne Anledning, opfordres han herved til at
forlange Ordet. (Pause.) Da nu altsaa Ingen har taget Ordet, turde
vi maaskee gaae over til næste Valg. Da der ikke er forlangt
Afstemning maa en saadan Fremgangsmaade vel ansees overslødig.”
Etatsraad Ussing: „Da der underhaanden er
yttret Ønske om, at der maatte opgives Navnet paa de 3 Candidater,
svm vare stillede, skal jeg tillade mig at oplyse, at Baron
Dirckinck-Holmfeldt har erholdt 28 Stemmer, Pastor Grundtvig 313,
Capitainlieutenant Tuxen 369 Stemmer.”
Formanden: „Hvis Ingen videre ønsker Ordet,
kunne vi maa- skee gaae over til det næste Valg.”
Etatsraad Usfing: „Det næste Valg, som vil
komme for, er det for Holbeks Amts 4de Distrikt. Med Hensyn til
samme er der indkommen en Ansøgning fra en stor Deel af Samsø
Bælgere, som formedelst ugunstigt Veir som forsilde til
Valgforsamlingen, hvori de andrage om, deels, at denne Valghandling
maa tilsidesættes og en ny. afholdes, og deels, at en
Separatvalghandling maatte af- holdes paa Sames. I dette Andragende,
som er underskreven af en stor Mængde Samsinger, anføres der, at
omtrent 250 Vælgere fra Samss i fuldkommen betimelig Tid havde
begivet sig til Valgforhandlingen i Kallundborg, men skjøndt der af
Regjeringen var viist dem den Faveur, at Dampskibet Mercurius var
stillet til deres Disposition, vare de dog saa uheldige at somme
forsilde til den foretagne Valghandling i Kallundborg; og hedder det
endvidere: føies nu dertil, at det ved de Forhandlinger, som fandt
Sted, har viist sig, at Capitain Jespersen af Grønnebjerggaard, som
ved Valget erholdt de fleste Stemmer, af Vælgerne fra Samsø, Der i
det Hele har over 600 indtegnede Vælgere, hvilket er mere end
Halvdelen af hele Districtets Vælgere, kun kunde vente meget saa
Stemmer, saa er her det Tilfældee indtruffet, at en Rigsdagsmand er
bleven valgt af et Antal Stemmer, der vilde have været en stor
Minoritet, saafremt ikke novervindelige Hindringer havde gjort det
umuligt for Væl- gerne t betimelig Tid at afgise deres Stemmer.
I Valgbestyrelsens Erklæring, der er given i Form af en Ud-
skrtft af Forhandlingsprotocollen, hedder det — efter en Intimation,
som jeg antager at kunne forbigaae:
Man skal den Anledning tillade sig foreløbigen at bemærke, at
ovenmeldte det høie Iustitsministeries Skrivelse af 12te dennes
først af Formanden er modtagen med Posten igaar, og at Fralig-
genheden af Seierø og Samsø i Forbindelse med den Omstændig- hed, at
den forlangte Erklæring skal være afgivet senest til iover- morgen,
har foranledigeet, at undertegnede Medlemmer, der i Valgbe-
styrelsen repræsentere Kallundborg og nærmest omliggende Sogne,
uopholderligen ere sammentraadte for at afgive den omhandlede Er-
klæring uden dertil at tilkalde de Mænd, der have havt Sæde i
Bestyrelsen for Sognene paa Samsø og Seierø.
I Henseende til Sagens Realia, da undlader man ikke under-
danigst at meddele, at Medundertegnede, Bestyrelsens Formand, efter
under 20de f. M. at have modtaget Regulativet for Landets Ind-
deling i Valgdistrikter, den paafølgende Dag tilskrev Birkedommeren
paa Samsø blandt Andet om at opfordre Vedkommende i de for-
skjellige Sogn paa Samsø til ved Bekjendtgjørelse ved Kirkestævne
|
|
42
15 16
den nærmest paafølgende Søndag at underrette Vælgerne om Dagen og
Klokkeslettet, da Valgforhandlingen for Amtets 4de Distrikt vilde
blive aabnet. Som en Følgeheraf er det Vælgerne paa Samsø givne
Varsel endog flere Dage længere end det lovbestemte.
Dagen før Valgdagen vare nogle og tredive Vælgere fra Samsø
indtrufne hertil og medbragte den Underretning, at flere af de
øvrige Vælgere paa Samsø vilde følge efter.
Man skal ikke forbigaae her at bemærke, at Antallet af samtlige
indtegnede Vælgere paa Samsø alene udgjør noget over Halvdelen af
hele Distriktets indtegnede, Vælgere. Valgforhandlingen var derammet
her i Kallundborg at aabnes Kl.9 om Formiddagen, men til dette Tids-
punkt vare endnu ingen Vælgere fra Samsø indtrufne med undtagelse af
dem, som vare ankomne Dagen iforveien. Under disse Omstæn- digheder
ubfatte Valgbestyrelsen at aabne Valgforhandlingen, i For- ventning
af, at de øvrige Vælgere fra Samsø endnu maaskee kunde an- komme
nogenlunde betimelig, Efterat denne Udsættelse havde varet i 1½Time,
og det da var bleven af Lodserne rapporteret, at intet Fartøi fra
Samsø var ankommet eller i Sigte, og taaget og ugjennemsigtig Luft
derhos gjorde det umuligt at afgjøre, hvorvidt en yderligere
Udsættelse, hvorimodd forøvrigt allerede dengang fra enkelte af de
forsamlede Vælgere skete Indvending, vilde blive af nogen Nytte,
blev Valgforhandlingen aabnet, da Klokken var no- get over 10½. Det
forholder sig rigtigt, som i Ansøgningen an- ført, at ikkun een
Valgcandidat blev gjort til Gjenstand for Stem- megivning, og at
saaledes en ny Valghandling vilde have sted- funden senere, hvis
denne Candidat havde erholdt en Minoritet af Stemmerne, hvilket
imidlertid ikke var Tilfældeet, da han meget mere erholdt
Majoriteten, og som Følgeheraf proclameredes som Distriktets
Rigsdagsmand. Med dette Udfald sluttedes Valgforhand- lingen, da
Klokken omtrent var 1½, og først da Klokken var 2¼ ankom de øvrige
forventede Vælgere fra Samsø i to Fartøier her til Havnen.
Hvad Supplicanternes Begjæring om Tilsitdesættelse af det
passerede Valg og Foretagelsen af et nyt, samt at ved den Leilig-
hed en separat Valghandling maa stedsinde for Samsøes Vedkom- mende,
angaaer, da finder Valgbestyrelsen ikke at kunne ledsage denne med
sin Anbefaling, saameget som man ogsaa er villig til at beklage, at
et betydeligt Antal Vælgere for endeel ved tilfældige Omstændigheder
er sat ud af Stand til at benytte den dem til- kommende Stemmeret.
Men Valgbestyrelsen maa her inhærere, at Vælgerne paa Samsø ere
givne rigeligt og mere end lovbestemt Varsel om Valgdagen, at de ere
fuldstændigen bekjendte med de locale Vanskeligheder, der kunne
stille sig imod deres betimelige Møde paa Valgdagen, og at det
maatte være deres egen Sag, ligesom det jo ogsaa selvfølgelig har
staaet i deres Magt at træffe saadanne For- anstaltninger, at de
ikke vare blevne forhindrede i at indtræffe ved Valghandlingen. At
dette har været afhængigt af deres egen Virk-
somhed, fremgaaer deraf, at endeel af Vælgerne paa Samsø, som
foran bemærket, vare tilstede ved Valghandlingen i rette Tid.
I Henhold til det Anførte skjønner Valgbestyrelsen ikke rettere,
end at Forkastelse af det passerede Valg vilde stride mod de Hen-
syn, der skyldes Distriktets øvrige Vælgere udenfor Samsø og man kan
saaledes ikke andet end underdanigst fraraade, at det An- søgte
tages til Følge, og det saameget mere, som Supplicanternes
Slutningsforlangende om en separat Valgforhandling for Samsøs
Vedkommende vilde geraade atdeles i Strid med de Bestemmelser, der i
Valgloven ere givne med Hensyn til Formen for Valgfor-
handlingen. Saaledes passeret
Feddersen. Munck. P. Struck. I. P. Hammer. ??euthen. H. C. Ostermann. Udskrivtens Rigtighed bekræfter
Feddersen.
Efter hvad der saaledes er oplyst fra Valgbestyrelsen, har heller
ikke det Udvalg, som er nedsat til at gjennemgaae de forskjelligee
Indsigelser mod Valgene, troet, at der kunde agtes derpaa, skjøudt
man ligesom Valgbestyrelsen ikke kunde andet end beklage, at ved de
her omtalte Forhindringer et stort Antal af Vælgere er blevet af-
skaaret Leilighed til at gjøre deres Stemmeret gjældende. Forsamlin-
gen vil have bemærket, at der efter Udskriften af Protocollen kun havde stillet sig een Valgcandidat; der maa altsaa ikke i betimelig Tid
have været anmeldt nogen anden Valgcandidat. Det maa endnu være mig
tilladt at bemærke, at en Broder af bemeldte Jespersen er Medlem af
dette Udvalg; han er fratraadt under denne Sags Be- handling.“
Formanden: „Ønske Flere Ordet i Anledning af
dette Valg ?“
Redacteur Rée: „Jeg synes dog, der er Meget,
som taler for Indsigelse mod det stedfundne Valg; det Hensyn til det
mindre Antal Vælgere, som Valgbestyretsen vil tage, synes der at
være saa meget mere Føie at tage til det større Antal Vælgere, som
ved utilregnelige Hin- dringer have været afskaarne fra at deeltage
i Valget, og det saa- meget mere, som den ærede Referent har oplyst,
at Regjeringen havde stillet Dampskibet Mercurius til deres
Disposition, og saaledes havde givet dem bestemt Leilighed til at
komme til Stedet. Vælgerne kunde ikke tænke paa at komme, forinden
Dampskibet indtraf, og, saavidt jeg opfatter det, er det oplyst, at
Dampskibet ikke som i rette Tid. De have altsaa været fuldstændigt
forhindrede i at deeltage i det afholdte Valg. Valghandlingen har
imidlertid en altfor stor Indflydelse, er altfor vigtig t sine
Følger til at de, som repræsentere den største Deel af Distriktet,
burde være afskaarne fra at deeltage i Valget. Det er en Feil, at de
ere afskaarne, som repræsentere en saa stor Deel af Distriktet.“ (Fortsættes.)
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
43
17 18 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 3. Andet Møde.
(Fortsat).
Pastor Bagger: Efter min Formening synes
Jespersens Valg i enhver Henseende at være legalt; det kan ikke
bebreides Valgbestyrelsen, at den et har oppebiet Vælgerne fra
Samsø, thi disse ere bekjendte med alle de Farer, der kunne stille
sig i Veien for deres Reise. Med Hensyn til hvad der af den
foregaaende Taler er anført om, at Stedet for Valghandlingen burbe
have været Samsø, da kan jeg ikke begribe dette, da Samsingerne, som
bekjendt, alle ere Søfarende, og dersom der skulde tages Hensyn til
de Forhindringer, som kunde stille sig iveien for Vælgerne fra
Samsø, der alle ere Sø- farende, var der saameget mere Grund til at
tage et lignende Hensyn. til Vælgerne, der komme fra Omegnen; og
havde disse forladt Mødet, vilde Valghandlingen været lige saa
umulig, og Valgbesty- relsen har viist den Opmærksomhed, at udsætte
Valget 1½ Time for at oppebie dem fra Samsø. Der siges, at 600
Vælgere ere ind- skrevne, men hvo siger, at disse ville indfinde
sig, da man ofte seer, at der er antegnet et langt større Antal
Vælgere, end der indfinder sig paa selve Valgdagen. Jeg indseer
saaledes ingen Grund til, at Valget i Overeensstemmelse med hvad der
er yttret, skulde være ille- galt, da ehver Form er iagttaget. Efter
min Mening kan der ingen Grund være til at nægte, at Jespersen er
valgt saaledes som han bør, og at han saaledes har fuldkommen Ret
til at tage Sæde i denne Rigsforsamling.
Capitain Jespersen: Jeg skal kun tillade
mig, da det er mig Valget angaaer, at fremkomme med nogle
Oplysninger i Anledning af hvad der af en foregaaende Taler er
yttret, at det var den største Deel af Vælgerne, som havde beklaget
sig over, at de ei havde faaet Leilighed til at deeltage i Valget;
thi det er klart, at der kun er 250 Medlemmer, der have klaget
herover, men at i Valghandlingen have deeltaget 560. En langt større
Deel har altsaa deeltaget i Val- get end de , som var nægtet Adgang.
Hvad det angaaer, at Sam- singerne udgjøre den største Deel af
Valgdistriktet, skal jeg gjøre op- mærksom paa, at Samsø kun har
5000 Indvaanere, men den øvrige Deel af Distriktet har over 12,000,
saa at Samsø altsaa ikke er den største Deel. Dette er, hvad jeg
troer at burde anføre.
Pastor v Haven: Det forekommer mig, at det
væsent- ligen her kommer an paa, om Regjeringen har communiceret
Sam- singerne, at Dampskibet Mercurius vilde komme for at hente
dem; thi hvis ikke en saadan Communication er meddeelt dem, maa
Valg- handlingen ansees at være gyldig.
Justitsministeren: Jeg finder mig, i
Anledning af hvad der af den sidste Taler er yttret, foranledigeet
til at bemærke, at der ei forud er skeet nogen Meddelelse til
Samsingerne i An- ledning af Dampskibets Komme. Der har nemlig
overhovedet ikke fra Regjeringens Side været draget nogen Omsorg i
den Ret- ning, og ligesaalidt har det været Bestemmelsen at træffe
en saadan Foranstaltning med Hensyn til Samfingerne, skjøndt et
langt større Antal Vælgere rimeligviis vilde indfinde sig derfra end
fra de fleste andre Ødistrikter. Jeg skal derhos tilføie, at
forsaavidt som det er bemærket, at Stedet for Valghandlingen burde
have været henlagt til Samsø, saa forholder det sig dermed saaledes,
at et større Antal Be- boere er bosat paa Sjælland, medens det
mindre er bosat paa Samsø, og naar dette Forhold var tilstede, kunde
det ikke forud, førend Indtegningen var foregaaet, afgjøres, hvor
det største Antal Vælgere vilde findes.
Procurator Tvede: Det forekommer mig at være
nok, at der er omgaaet aldeles lovligt ved Valget, og at der altsaa
maatte være en positiv Ret, hvorefter Valget kunde kasseres; men den
mangler i dette Tilfældee.
Redacteur Rée: Turde jeg maaskee udbede mig
Oplysning meddeelt, om Nogen af Samsingerne har været Medlem af
Valgbe- styrelsen ?
Etatsraad Algreen-Ussing: Jeg vil bede
bemærket, hvad der ogsaa følger af Valglovens Bestemmelse, at der
var Medlemmer fra Samsø i Valgbestyrelsen; men om de vare tilstede
ved Valg- handlingen, veed jeg ikke. Det er sandsynligt, at de have
været med blandt dem, der ere ankomne, dog fremgaaer det ikke af
Sagens Acter. Det maa endnu kun være mig tilladt at tilføie, at
nærvæ- rende Forsamling maa være meget betænksom med at cassere et
Valg, der ikke kan nægtes at være foregaaet i en fuldkommen legal
Form, fordi der har været en uheldig Omstændighed, som har
forhindret en Deel Vælgere fra at være tilstede. Det er allerede
releveret og siges i selve Ansøgningen, at en stor Deel af
Samfingerne, ligetil et Antal af ⅔ af samtlige Vælgere, ikke vilde
indfinde sig, men havde ladet sig afskrække fra vat deeltage i
Valget ved den lange Søreise i en ublid Aarstid. Da altsaa mange
Vælgere havde undslaaet sig for at foretage Reisen til Kallundborg,
var der vvistnok nogen Grund for Valgbestyrelsen til at antage, at
de Vedkommende maaskee slet ikke vilde ankomme. Da denne Sag giver
Anledning til forskjelligee Be- mærkninger, finder jeg det ikke
ubetimeligt, at jeg tillige meddeler en i denne Anledning afgiven
Søforklaring, da det deraf vil fremgaae, med hvormegen Vanskelighed
Samfingernes Ankomst var forbunden, og hvorledes det var en Følge af
uheldige Omstændigheder, at de ikke kom, førend forsildig.
I den ommeldte Søforklaring hedder det: „Fremstod Føreren af
Dampskibet Mercurius, Skipper Jespersen, som paa Anledning
forklarede, at fornævnte af ham førende Damp- skib er stationeret
ved Korsør, og at han igaar Morges igjennem Opsynsmand Dyrhauge
modtog Generalpostdirecteurens Ordre om at begive sig til Samsø, for
sammesteds fra at overføre de af Beboerne, der vare indtegnede som
Vælgere, til Valghandlingen idag i Kal- lundborg. Efter fornævnte
Ordres Modtagelse blev der indtaget Kul i Fartøiet, og begav man sig
igaar Formiddags, da Klokken var omtrent 11, paa Veien til Samsø,
efterat have anløbet Nyborg, for sammesteds at tage Lods. Henimod
Aften nærmede Fartøiet sig Samsø; men da Veiret var uroligt, Vinden
paalands og Mørket faldt paa, var man ikke istand til at forblive
ved Samsø, men maatte søge ind til Kallundborg Fjord, hvor man
forblev Natten over, medens Veiret var stormende, og Luften medførte
Regn og Tyk- ning. Denne Luftens Beskaffenhed vedblev ogsaa imorges
saaledes, at man fra Dampskidet ikke kunde see synderlig vidt.
Imidlertid blev der lettet, da Klokken var 5, og man begav sig ad
Langøre til, hvor- hen Ordren lød. Da Klokken var 8, antraf man
imidlertid i Søen en Jagt, der havde adskillige Vælgere fra Samsø
ombord og som paa Grund af Modvind og Strøm var i Begreb med at gaae
til- bage til Samsø. Dampskibet gik derpaa med denne Jagt til
Kyholm, hvor Passagererne fra Jagten gik ombord i Dampskibet,
hvilket der- efter atter gik ud, for at begive sig til Kallundborg.
Klokken var paa den Tid omtrent 9, og da Klokken var 10, antraf
Dampskibet i Søen en Jagt, der ligeledes havde Vælgere fra Samsø
ombord; og tog da Dampskibet denne Jagt paa Slæbetong, men ankom
først dermed til Kallundborg, da Klokken var 2¼.“
|
|
44
19 20
Heraf vil jo Forsamlingen tildeels kunne see, at det var tilfæl-
dige Omstændigheder, som gjorde, at Dampskibet traf paa disse Jagter og derved sit Leilighed til at tage dem med, saa at de kom til Kallund- borg, dog først efterat Valghandlingen var tilendebragt. Det skyldes jo naturligviis ogsaa de mødende Vælgere fra Distriktet i Sjælland, at man ikke burde udsætte Valghandlingen alene for Samsingernes
Skyld altfor længe, ifær, naar det, som det fremgaaer af de meddelte
Oplysninger og Lodsernes Erklæringer, ikke kunde bestemmes, om der
vilde ankomme Nogen, da Veiret var uroligt, og Luften tyk, Det, der
synes mig nærmest at kunne bemærkes ved Valgacten, uden dog at
afficere det flete Valg, er om man under de ftesfindende Omftæn-
digheder med Hensyn til Vælgerne fra Samsø kinde have begyndt Valget
noget senere end Kl. 9 om Morgenen; men ligesom Valg- bestyrelsen
tildeels har raadet Bod herpaa ved at udsætte Valghand- lingen til
K1. 10½ saa vilde det dog heller ikke paa den anden Side have kinnet
lade sig giøre at udsætte den altfor længe, va de Vælgende maatte
kunne fordre, at Valghandlingen inden passende Tid kinde være endt,
for at de kunde tiltræde deres Tilbagereise.
Formanden: Jeg veed ikke, om der er Flere,
der ønske at udtale sing om dette Valg?
Capitain v. Dockum: Det forekommer mig, at
der ved denne Leilghed ikke kan være Tvivl, da der kum har stillet
sig een Candi- dat; det er en Omstændinhed, som ikke er bleven
fremhævet, men som jeg har troet at burde gjøre Forsamlingen
opmærksom paa.
Etatsraad Algreen-Usfing: Det er et ganske
rigtigt Mo- ment som den sidste Taler har fremhædet. Der er netop i
Comiteen releveret, at det just berfor vilde være saa meget mindre
betænkeligt, at antage Valger som ganske legal Handling.
Overretsprocurator Christensen: jeg havde
ikke ønsket at tage Ordet i nærværende Sag, især da jeg altid vil
helde til, at et ftedfundet Valg skal kjendes gyldigt, naar der ikke
er absolut klare Indvendinger at giøre derimod Efter hvad som hidtil
er fremført, maatte jeg selv stemme for, at Valget skulde kjendes
gyldigt; men det forekommer mig, at vi ikke ere ganske oplyste om
Forholdene, og det forekommer mig ogsaa, at en Anke, fremsat af en
250 Vælgere, af Vælgere, som have viist megen Interesse for at komme
tilstede og som blot ved dem utilregnelige Natruhindringer ere
blevne udelukkede, dog ogsaa fortjene en særdeles Opmærksomhed. Jeg
ønskede derfor, at den meget ærede Ordfører vil oplyse: 1) hvormange
Stemmer den Valgte har faaet of hvormange han ikke har faaet;
allerede deraf vil det vife sig, hvorvidt Hensynet til
Faftlandsvælgerne, det Hensyn, som her er bleven paaberaabt,
bvirkelig fortjener at tages I Vetragtning, —jeg troer nemlig, at
det kun var med en forholdsviis ringe Majoritet af Fastlandsvælgere
den meget æede Rigsdagsmand, hvorom her er Tale, blev valgt; dersom
det nu derhos var Tilfældeet, og som er bleven mig sagt, at de
udeblevne eller udelukkede Samfingere ikke vilde stemme paa ham, men
mod ham, og at dette bilde have medført, at et overveiende Antal
vilde have stemt imod ham, saa at han ikke vilde have erholdt
Forsamlingens Majoritet, saa kan det ikke nægtes, at Samsingernes
Tilftedekomst vilde have givet Valget et ganske andet Udfald Til Ait
dette kommer, at Valgbeftyrelsen i Kallundborg dog maa have bæret
vidende om, at Dampfkibet var af- gaaet for at befordre Ankomsten af
Samfingerne. Jeg tvivler ikke om, at den maa have havt Formodning
om, at der var et Par Skibslabninger af Samsinger, som vilde komme,
nemlig et Par Jagter. Det forekommer mig at maatte have indeholdt en
ganske færlig Opfordring for Valgbeftyrelsen til at vente, ikke blot
noget over den reglementerede Tid, der, forsaavidt jeg har
forstaaet, var til Kl. 10½; men de kinde bisfelig have dentet noget
længere, indtil de havde faaet Efterrtning fra Dampfkibet, hvilken
Efterretning dog kunde formodes ikke at ville blive meget længe
borte; men dertil Kommer endnu, at i de Erklæringer, som ere
indhentede, favner jeg, hvis leg ikke har misforstaaet Ordførren,
hvad de famsøfke Medelem- mer af Valgbeftyrelsen muligviis maatte
have yttret, og alene denne Mangel forekommer det mig, giør det
betænkeligt for os forninden den er bleven afhiulpen, forinden vi
hore, hvad de Medlemmer af Valg- beftyrelsen, som Samsø har sendt,
have yttret, at paakjende denne Sag. jeg troer ikke, at der kan bære
Tale om at see hen til Sam-
stngeres Ønske, allerede benne Gang at faae deres Valgsted paa
Samsø eller overhovedet paa det Slags Forandringer, skjøndt jeg ikke
tvivler om, at man i Tilfældee som det, hvori Samsø befinder sig, vil finde det rigtigere i en kommende Tid ikke at see paa Folsetallet,
men paa Localforhodene.
Etatsraad Algreen-Ussing: Med Hensyn til det
første Spørgs- maal, som den sidste ærede Taler har opstillet, skal
jeg oplyse, at i den Valgact, som er tilstillet Comiteen, hedder
det: „een Valgcandidat havde til Valgbeftyrelsen fkriftlig anmeldt
at ville stille sig for Di- ftriktet ved denne Forhandling, men da
han ikke for Vestyrelsen havde godtigiort, at, og hvorledes han var
forhindret fra at give personligt Møde ved Valghandlingen, saa
decreterede Beftyrelsen, at han ikke kunde antages at have stillet
sig.” Som personlig mødegivende Valg- candidat, hedder det fremdeles
i Valgacten, blev fremstillet for Væl- gerne Hr. Capitain Niels
Frederik Jespersen til Gronnebjerggaard. Efterat den fornødne
Discusfton mellem deene Eandidat og Vælgerne havde ftedfunden, blev
der fkredet til Afstemning, og da det derved be- fandtes, at
nysmeldte Valgcandidat havde Stemmefleeheden for sig, idet af de
mødegivende Vælgere 324 gave ham deres Stemme, medens 242 afholdt
sig fra at stemme paa ham, er Capitain Niels Frederik Jespersen til
Grønnebjerggaard altsaa af Distriktet valgt til for dets Vedkommende
at indtræde som Medlem af Rigsforsamlingen.
Idet jeg saaledes herved har opfyldt den ærede Talers Ønske i
dette Punkt, maa det tillades mg at tilfoie, at det forekom mer mig
ikke, at den af ham releverede Omstændighed kan have nogen Indfly-
delse med Hensyn til Valget i og for sig; dersom ikke Udeblivelsen
af Samfingerne i det Hele vil kunne tilintetgiøre Valghandlingens
Gyldighed, saa bliver det en ligefrem Følge, at der kun kan tages
Hensyn til de ved Valget Mødende, og at det er deres Pluralietet,
som afgjør Valget. Om de Udeblivende vilde have stemt eller ikke
have stemt paa det ærede Medlem, som er valgt, er en Sag, hvorom der
ikke foreligger Noget i Acterne, uden forsaavidt at der i denne
Ansøgning fra 250 Vælgere er opgivet, at Stemningen ikke var for
ham. At Valgbeftyrelsen var vidende om, at det var af Regieringen
tilladt, at der maatte afgaae et Dampfkib, det fremgaaer juft ikke af Acterne; som bemærket laae Dampskibet ved Korsør og derfra blev
det beordret at gaae til Samsø, men blev ved Modvind og Storm
forhindret i foregaaende Dag at ovrføre dem og gik ind i Kal-
lundborg Fjord, og det er derfor meget fandfynligt, at det er bleven
befjendt i Kallundborg, at det laae der i den angiven Hensigt. Jeg
troer saaledes efter alt det Oplyste, at der ikke er tilstrækkelig
Anled- ning til at indhente flere Oplysninger eller til at cassere
Valget; men berom vil forøbrigt Forsamlingen have at tage
Bestemmelse.
Procurator Tvede: Forsamlingen ville behage
at lægge Mærke til, at Samfingerne ikke have klaget over, at der er
begaaet noget Ulovligt, de have ikke klaget over, at der er viift
Mangel paa Con- duite fra Bestyrelsens Side, de have beklaget sig
over, at Natur- hindringer have giort dem det umuligt at møde. Det
er selvfølgeligt, at man ikke kan cassere et gyldigt Valg paa Grund
af den Om- ftændighed, at Valghandlingen var sat til Kl. 9
Formiddag, ligesaa- lidt som det kan siges at bære nogen Mangel paa
Conduite fra Ve- styrelsens Side, thi den saa tidligt ansatte Tid
maate tvertimod opfordre dem til at begive sig paa Reisen saa
betides, kunde have bæret der om Aftenen.”
Etatsraad Algreen-Usfing: Jeg giøres i dette
Øjeblik op- mæksom paa, at Kallundborg Fiord er saa lang, at det vel
Kunde være, at Kundskab om Dampskibet ikke kunde komme til Vyens
Vor- gere Det er Localiteter, som Jeg er aldeles ukjendt med.
Kammerraad Dremsen: Man har opfordret den
ærede Ord- fører til at angive, hvormange der ikke have ftemet, og
Meningen dermed maa have været at faae at vide, hvormange af de
Vælgende der have mødt. Ligesom allerede anført, var det kun uveir,
der hin- drede Samsingerne fra at møde. Dersom det kunde bære en
Unb- fkyldining, og dersom man af den Grund kunde forandre Valget
ved et Omdalg, da vilde jeg efter min Formening staae Fare for,
at der kunde indkomme Proteft mod mit Valg, thi af de 500
Vælgere, som vare i det Distrikt, hvor jeg blev valgt, udebleve
omtrent 300 formedlft Regn og Slub; men skulde det være
tilstrækkeligt at Kulo- |
|
45
21 22
kaste et valg, saa sidder nok den største Deel af os
usikker paa vore Pladser.
Redacteur Rée: Jeg vil tillade mig at
forespørge hos |den ærede Ordfører, om Samsøs Valgbestyrelse har
været tilstede ved Valget; det har ikke kunnet oplyses af Acterne,
og derfor vil jeg tillade mig at foreslaae, at Forsamlingen udsætter
den endelige Af- gjørelse af Sagen, indtil man har indhentet
Erklæring fra Valg- bestyrelsens Medlemmer paa Samsø.
Etatsraad Algreen-Ussing: Det er
formodentlig Valgbesty- relsen for det 4de Distrikt i Holbeks Amt,
den ærede Taler mener; Fuld- magten sindes underskrevet af 8
Medlemmer; dersom den ærede Formand, som Tilfældeet var igaar, havde
Afskrist af Protocollen ved Haanden, saa vilde man kunne see,
hvormange Medlemmer Valgbestyrelsen be- staaer af.
Formanden: Der skal være 11 foruden
Formanden.
Etatsraad Algreen Ussing: Der mangler altsaa
, men om disse 3 ere Samsinger eller ikke, skal jeg lade være usagt;
men det føre- kommer mig, at det ikke kan have nogen Indflydelse paa
Valget, thi netop Valgbestyrelsens Medlemmer havde fortrinlig
Opfordring til at være tilstede, og dersom de ikke vare det,
forekommer det mig at være Noget, som ikke kan komme i
Vetragtning.
Capitain Jespersen: Jeg kan oplyse, at af de
Vælgere, som vare fra Samsø, var idetmindste een i Bestyrelsen. De
Samsinger, som kom Dagen i Forveien, havde taget den korteste og
hensigtsmæs- sigste Vei, idet de toge lige fra Samsø til Sjællands
Odde, og ikke benyttede den længere Vei, som foraarsagede, at de
Andre ikke kom tidsnok. Havde de Øvrige altsaa benyttet den korteste
og naturligste Vei, vilde de altsaa kunne have mødt.
Formanden: Maa jeg tillade mig at spørge, om
Flere ønske Ordet?
Cand. juris Schack: Det forekommer mig efter
den Discus- sion, som har fundet Sted, at Forsamlingen ikke ganske
er paa det Rene med, om slige Spørgsmaal som disse skulle afgjøres
efter Om- stændighederne, efter hvad der kan siges at være billigt,
eller efter strængere juridiske Regler; idet nogle af de Medlemmer,
som have udtalt sig, have fremhævet Omstændigheder, som at
Valgbestyrelsen har udsat Mødet 1 ½ Time, hvilket maatte henføres
til hvad man kunde kalde Villigheds-Argumenter, saavelsom mange
lignende Ar- gumenter. Andre Argumenter, ere hentede fra Sagens
juridiske Side. Det synes, at man saavel for dette Spørgsmaals Skyld
som for de mange lignende, der kunne komme paa Vane, burde bestemme
sig for at vælge et af disse Afgjørelses-Principer. Forøvrigt
forekom- mer det mig, at, hvilket af dem man antager, er der ikke
liden Grund til at forkaste det nærværende Valg. Holder man sig til
Villigheds- Principet, saa er det et væsenligt Moment, at et
betydeligt Antal Vælgere ikke har villet stemme paa denne Candidat,
at de Medlem- mer, som ikke have kunnet møde, have viist Iver for at
lade sig ind- tegne og ligeledes have viist Iver for at møde. Holder
man sig til det juridiske Standpunkt, da forekommer det mig ligesaa,
at den ærede Deputeredes Valg burde forkastes. Den nærmeste Analogi
her- for maatte vel hentes fra et almindeligt Møde i en civil
Retssag; og er det i en saadan — ikke ubehageligt — men umuligt for
en Part at møde, da er det, saa vidt jeg veed, Praris at tillade
den, som ikke har kunnet møde, at faae Sagen reassumeret,
hvorimodd den, som har mødt, har spildt sit Møde, idet han maa møde
paany.
Prosessor Krieger: Det forekommer mig, at
det vil være lige- saa urigtigt, eensidig at opstille et juridisk
Prrincip, som eensidig at op- stille et saakaldet
Billigheds-Princip. Jeg troer ikke, at man ved disse Valgspørgsmaals
Afgjørelse kan udelukkende holde sig til det ene eller til det andet
af disse Principer, men derimod troer jeg vel, at man maa see hen
til de individuelle Forhold, og jeg antager da, at man kan gjøre de
Betragtninger gjældende, som bleve releverede af en æret
Rigsdagsmand, nemlig Hensynet til, hvorledes Majoriteten og
Minoriteten stiller sig under en vis Vetingelse, men denne Vetingelse troer jeg maa være den, at der foreligger Overtrædelser af Lo-
ven, men naar Overtrædelser af Loven ikke foreligge, finder jeg det
urigtigt at tage Villighedshensyn. I de Tilfældee, hvor det er vist,
at der er begaaet en Feil (for at tage et Tilfældee, som vi snart
komme til, hvor der er stemt ved Fuldmagt), saa bliver der at tage Hensyn til, hvormange der have stemt ved Fuldmagt, om der have stemt saamange ved Fuldmagt, at det kunde have Indflydelse paa Valget,
eller om Majoriteten er saa stærk, at selv om 2 eller 10 havde stemt
ved Fuldmagt, den samme Rigsdagsmand vilde have havt utvivlsom
Majoritet. Altsaa hvor der foreligger Overtrædelser af Loven, der
indtræder en heel Række af saadanne Hensyn, thi det er vist, at man
ikke kan cassere et Valg, blot fordi een eller anden Formfeil er
begaaet; hvor man derimod ikke kan paavise en eneste Formfeil, der
forekommer det mig at være aldeles urimeligt at tage noget Hensyn
til en mulig Majoritets eller Minoritets Ve- regning, og paa et
saadant Hensyn at støtte et Valgs Kuldkastelse. Man maa vel erindre,
at hele Valglovens Tanke er den, at Væl- gerne selv skulle sætte sig
i Virksomhed for at benytte deres Ret; de skulle indtegne sig, de
skulle møde paa et bestemt Sted, de skulle førge for, at de kunne
komme i Tide forat afgive deres Erklæring; om denne Erklæring paa
enkelt Sted, paa Grund af særegne Forhold, kan blive noget
vanskeligere, noget besværligere, det er en anden Sag; men dette kan
ikke forandre det almindelige Synspunkt. Her fore- ligger nemlig
Forholdet mellem en mindre Ø og en større (thi jeg troer ikke, at
Sjælland kan kaldes „et Fastland“). Om Vanskeligheden end stiller
sig lidt til den ene eller til den anden Side, kan ikke for- andre
den strænge Iagttagelse af Valgloven.
Cand. juris Schack: Med Hensyn til det af
den sidste ærede Taler Anførte, maa jeg bemærke, at den af ham
opstillede Distinction er temmelig vilkaarlig. Det forekommer mig
dernæst, at det maa ansees godtgjort, at det ikke har været
vanskeligt for disse Med- lemmer fra Samsø at komme, men at det har
været umuligt, idet det blev omtalt, at de formedelst Storm og
Modvind maatte vende om.
Prosessor Krieger: Jo, det var umuligt for
dem at komme, fordi de reiste for silde; men de Samsinger, der
reiste itide, de vidste, at de kunde komme.
Cand. juris Schack: Men hvis nu Modvinden
havde varet i 14 Dage?
Professor Krieger: Saa vilde Dampskibet have
kunnet tage dem med itide.
Da Ingen begjerede Ordet mere, skred man efter Formandens
Opfordring til Afstemning, ved hvilken der viste sig aldeles
overveiende Pluralitet for, at det omhandlede Valg skulde erkjendes
for gyldigt.
Etatsraad Algreen-Ussing: Det næste Valg,
hvorom der er Spørgsmaal, er det for Hjørring Amts 2det
Valgdistrikt; jeg skal i denne Anledning tillade mig at oplæse en
Skrivelse fra endeel Vælgere i det nævnt Distrikt til
Justitsministeriet, der indeholder Grundene, hvorfor de nævnte
Vælgere ansee sig berettigede til at fordre det ommeldte Valg
erklæret ugyldigt. Skrivelsen lyder saa- ledes:
Ved det under 5te dennes for Hjørring Amts 2det Valgdistrikt her
foretagne Valg af en Rigsdagsdeputeret, blev Godsforvalter
Theilmann, der erholdt 164 Stemmer (medens Modcandidaten, Pastor
K?huel, havde 125 Stemmer, hvoraf Halvparten af Land- beboerne)
proclameret som Rigsdagsmand. Vi ere imidlertid komne til Kundskab
om, at bemeldte Hr. Theilmanns Forhold er af den Beskaffenhed, at
han formeentligen ikke kan ansees qualifi- ceret til at vælge eller
vælges.
Valgloven bestemmer blandt Andet som Betingelse for de nævnte
Rettigheder, at den Paagjældende ikke staaer i noget privat
Tjenesteforhold, med mindre han har egen Huustand og selv hol- der
Dug og Dist. Dette formene vi neppe kan siges om Gods- forvalter
Theilmann, der, som betinget Deel af sit Gehalt, har Kost, Valdsk
og, om han vil, Logis hos Stamhuusbesidderen, Va- ron Ahrenfeldt,
paa dennes egen Vopæl Sæbygaard. Vel har denne overladt Forvalteren
nogle Værelser i en i Nærheden af Ho- vedgaarden værende Mølle, hvor
hans Familie boer; men da han selv nyder Kosten o. s. v. hos Varon
Ahrenfeldt, saa kan denne Omstændighed formeentligen ikke hæve hans
Afhængighedsforhold til Stamhuusbesidderen, hvilket Forhold
Lovgiveren synes at have havt for Øie ved den nævnte Bestemmelse. |
|
46
23 24
Vi ansee os derfor berettigede til at fordre det foretagne Valg
erklæret ugyldigt, hvorom vi herved tillade os underdanigst at
fremkomme med Vegjering til det høie Ministerium. Sæby, den 8de
October 1848.
Paa egne og den hele øvrige Minoritets Vegne: (Her følge
Navene.) Til Justitsministeriet.
Da Forvalter Theilmann imidlertid har Familie i egen Bolig og kun
for sit egen Person spiser hos sin Principal, har Comiteen
eenstemmigen været af den Formening, at man ikke kunde indlade sig
paa de mod Valget fremkomne Indsigelser.
Efterat Etatsraad Brinck-Seidelin havde bekræftet, at det
vvirkelig forholdt sig som anført, at Theilmann har egen Vopæl for
sin Familie, blev, da Ingen yttrede sig videre, Valget af Forsam-
lingen antaget for gyldigt.
Etatsraad Algreen-Ussing: Hvad derefter
angaaer Valget for Ringkjøbing Amts 5te Valgdistrikt, skal jeg
tillade mig at oplæse en Skrivelse fra Herredsfoged Iansen,
faalydende:
Til det den 5te dennes afholdte Valgmøde havde jeg til De-
puteret i den forestaaende Rigsforsamling stillet Hr Justitsraad
Borgermester Her?? i Aarhuus som Valgcandidat for det 5te Valg-
distrikt i Ringskøbing Amt. Ved den til Protocollen skete Afstem-
ning fandtes det, at Skolelærer Petersen i Sæding havde 162 og den
af mig stillede Valgcandidat 153. Stemmer.
Umiddelbart efter Valgets Tilendebringelse udbredte der sig et
ufordeelagtigt Rygte om den Maade, Valglisten for Bølling og Sæding
Sogne var fremstaaet paa, idet disse Lister viste det Sær- syn, at
der paa samme var opført 89 Valgberettigede, som var omtrent ligesaa
stort et Antal, som i de trende større Sogne Stau- ning, Skjern og
Vorris. Som den, der havde stillet en saa almin- delig agtet Mand,
som Hr. Justitsraad Hertz var det mig magt- paaliggende at faae
nogen nøiere Kundskab i saa Henseende, og har jeg da erfaret, at der
ved Listens Henlægning ikke har været efter Valglovens § 9 2de
Sogneforstandere bestandigen tilstede, at Sælgere ere opførte paa
Listen, som hverken selv eller ved nogen anden bestemt Person havde
ladet deres Navne indtegne, at Sogne- forstander Jens Clausager i
Sæding skal have baaret Listen om fra Huus til Huus og saaledes
faaet Lov til at skrive de fleste Vælgeres Navne, at der saaledes,
som af vedlagte Liste vil erfa- res, er for Sæding Sogen opført 2de
gaardbrugende Enkers Søn- ner, nemlig Nr. 73 og Nr. 74, og have
afgivet Stemmer.
Dette Pastorats Lister mangle saaledes ikke alene al Lovfor-
melighed men ogsaa Troværdighed, ligesom der paa samme er op- taget
uberettigede Personer, og mag derfor ansees som en Nullitet.
Indsigelse mod disse Listers Gyldighed kunde ikke skee paa den i
§ 9 foreskrevne Maade af Udensognsmæd, ligesom de i denne Pa-
ragraph omhandlede Indsigelser ere udenfor nærværende Tilfældee,
hvor der er Spørgsmaal om Sogneforstanderskabets ulovmedholdelige
Fremgangsmaade. Paa Valgdagen kunde jeg heller ikke fremsætte dem,
da de ikke vare bekjendtte førend efter Valget, ligesom jeg hel- ler
ikke i Valgloven finder nogen Bestemmelse om, at Valgbestyrel- sen
kunde have paakjendt en saadan Indsigelse, da Sogneforstan-
derskabet maa indestaae for Listens lovlige Forfattelse.
Jeg kan imidlertid ikke indsee Andet, end at Valget, der netop
ved dette Sogneforstanderskabs utilbørlige og ulovlige Fremgangs-
maade er faldet paa Degnen i Sognet, maa ansees ugyldigt, og jeg
skulde derfor underdanigen andrage for det høie Justitsministe-
rium, at der snarest muligt maatte ved Amtmanden enten person- ligen
eller ved en af ham beskikket Mand skee den fornødne Under- søgelse,
at Valget, indtil Undersøgelsen er skeet, sættes ud af Kraft,
samt, om det befindes at forholde sig, som jeg her har anført,
casseres.
Herredsfogedgaarden Petersminde den 12te October 1848.
Underdanigst Jansen.
Til det høie Justitsministerium.
Forsamlingen vil have hørt, at der er anført 4 Ankeposter, hvilke
jeg skal tillade mig nærmere korteligen at berøre. Den første er
nemlig den, at der ved Listens Henlæggelse ikke efter Valg- lovens §
9 bestandig havde været to Sogneforstandere tilstede. Efter denne
Paragraph skal nemlig i Løbet af en Uge to Med- lemmer af
Sogneforstanderskabet være tilstede paa et beqvemt Sted. Jeg maa
bringe en stor Deel af Forsamlingens Medlemmer i Erindring, at den
oprindelige Bestemmelse var, at hele For- standerskabet skulde være
tilstede, men at dette, med Hensyn til det store Besvær for disse
mange Medlemmer, den hele Uge at stdde samlede for at modtage
Anmeldelse, senere modificeredes paa den Maade, som nu i Loven
bestemt. Nu hedder det i Skrivelsen, at af Vedkommende er bragt i
Erfaring, at disse to Sogneforstandere ikke bestandig have været
tilstede der. Men Forsamlingen indseer, at der maa indtræde
Omstændigheder, som kunne bevirke, at disse to Sogneforstandere
„ikke bestandig kunne være tilstede“, og det skjønnes heller ikke,
hvilken væsentlig Indflydelse det kan have i denne Sag, at et Medlem
for en kort Tid er fraværende. Det er derfor en Om- ftændighed, som
Comiteen ikke har troet at kunne tillægge nogen Betydning. Den anden
Anke er den, at Vælgere ere opførte paa Listen, som hverken selv
eller ved nogen anden Person have ladet deres Navne indtegne.
Valgloven bestemmer, at de enten selv eller ved Andre kunne lade sig
indtegne, og hvorledes skulde nu Sælgerne være indtegnede paa
Listerne, naar de ikke enten selv eller ved Andre ere indtegnede?
Paa een eller anden Maade maa det dog være skeet. Om ikke den
Omstændighed, som Anordningen har lagt sær Vægt paa, at de enten
selv personlig skulle møde eller godtgjøre deres Fraværelse, er
bleven iagttaget, saa er dette dog en saadan mindre Formfeil, som
ikke kan siges at have nogen væsentlig Indflydelse. Som den tredie
Anke anføres der, at en Sogneforstander skal have gaaet fra Huus til
Huus og saaledes faaet Lov til at indskrive de fleste Vælgeres
Navne. Det siges ikke at være skeet efter de 8 Dage, da Listerne
vare henlagte til Paateg- ning; der maa altsaa være sigtet til, at
dette skal være skeet i Løbet af de befalede 8 Dage. Det vilde
vvistnok have været en Omstændig- hed, som kunde have noget Mere paa
sig, naar det var oplyst, under hvilke nærmere Forhold det havde
fundet Sted; men det er mig meget paafaldende, at den Embedsmand,
som til Justitsministeriet indsender en saadan Anke, ikke mere
bilægger denne med de fornødne Beviser og yderligere godtgjør, paa
hvilken Maade disse Uregelmæssigheder skulle være foregaaede. Hvad
den sidste Anke angaaer, da er det ikke ganske tydeligt, hvad
Andrageren sigter til. Han siger, at der, saa- ledes som den
vedlagte Liste oplyser, er for Sæding Sogn opført 2de gaardbrugende
Enkes Sønner, og disse have afgivet Stemmer. Valglisten, som er
underskreven af Vedkommende, indeholder under de to Nr. 73 og 74 to
Personer, som begge have den befalede Alder; de ere 31 Aar, og i
Rubriken om „Stilling og Opholdsted“ staaer Bogstaverne Gb. E. S.,
som skal være gaardbrugende Enkes Sønner; en Omstændighed, som
Andrageren udhæver som en, der skal gjøre dem uberettigede til at
stemme. Grunden hertil maatte da være den, at de, som gaardbrugende
Enkes Sønner, staae i et privat Afhængig- hedsforhold til deres
Moder og ikke selv holde Dug og Disk, men dette Forhold, hvori
Sønnerne bestyre Gaarden for Moderen, kan ikke identificeres eller
ganske falde sammen med privat Tjenesteforhold, og derfor har
Comiteen troet, at der med Hensyn ogsaa til dette Valg ikke var
tilstrækkelig Anledning til at annullere det. (Fortsættes) Subscription paa
denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno
(Østergade Nr. 70), i Provindserne paa de kongelige
Postcontoirer. Trykt og forlagt af
Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
47
25 26 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 4. Andet Møde.
(Fortsat).
Formanden: Jeg veed ikke, om Flere ønske at
yttre sig i denne Anledning. (Efter en Pause.) Man kunde maaskee
antage, da Ingen yttrer sig derimod, at det er Forsamlingens Mening,
at det omhandlede Valg uden Afstemning kan erkjendes for gyldigt,
og vi kunne saaledes gaae over til det følgende Valg.
Etatsraad Algreen-Ussing: Jeg kommer nu til
det Valg, som er foregaaet i Kjøbenhavns Amts 2det Valgdistrikt. Det
maa være mig tilladt foreløbig at bemærke, at Capitain Beutner, som
er den, som har paaanket denne Valghandling, allerede havde under 5te October dette Aar, altsaa selve Valgdagen, til
Justitsministeriet indleveret et Andragende, hvori han besværer sig
derover, og samtidig dermed var der indkommet til Justitsministeriet
en Promemoria fra 20 Indvaanere i Lynghy, hvori de væsentlig at de
samme Grunde, som vare udviklede i Capitainens Skrivelse, angribe
dette Valg. I Continuation dermed er der eftersendt en aldeles
ligelydende Skri- velse ogsaa fra Beboere af Lyngby med 59
Anderskrifter, hvilke til- ligemed de forrige 20 udgjør ialt 79, der
have ført Anke over den stedfundne Valghandling. Jeg skal ikke
foredrage Indholdet af disse Skrivelser, fordi der senere er bleven
afgiven en fuldstændig Frem- stilling af Capitain. Beutner, dateret
den 20de October, som inde- holder de forskjelligee Grunde, paa
hvilke han angriber dette Valg, og naar jeg forelæser den, som er
paategnet af endeel Vælgere i Henhold til de tidligere Skrivelser,
saa vil Forsamlingen derved komme til Kundskab om de Grunde, hvorved
dette Valg søges om- stødt. Capitain Beutners Skrivelse lyder
saaledes:
Til Rigsforsamlingen!
Ved Valget af en Deputeret til Rigsforsamlingen for det 2det
Valgdistrikt under Kjøbenhavns Amt tillod Valgbestyrelsen sig
saadanne Afvigelser fra Valgloven, at Undertegnede, der havde
stillet sig som Valgcandidat, fandt Anledning til paa Valgstedet at
nedlægge Protest til Protocollen imod Valgets Gyldighed.
I en Indberetning til Justitsministeriet umiddelbart efter Val-
get inhærerede jeg denne Indsigelse, men Samme meddeelte mig under
14de dennes, at Sagens Afgjørelse henhører under Rigsfor- samlingen,
og derhos, at det maatte være min egen Sag at til- veiebringe og
indsende til Forsamlingen de nødvendige Oplysninger.
Henvendende mig til den høie Rigsforsamling skal jeg tillade mig
at give en Fremstilling af fornævnte Valghandling og ved- lægge de
fornødne Beviser.
Da Afstemningen til Protocollen var forlangt og begyndt, udførtes
den tildeels ved, at en Vælger hos andre Vælgere ind- samlede de
tildeelte Adgangskort, idet han affordrede dem Navnet paa den
Candidat, de agtede at stemme paa. Med disse Adgangskort, 10 og
flere ad Gangen i Haanden, fremstillede han sig for Protocollen og
afgav Kortene med Tilføiende af den Candi- dats Navn, som
vedkommende Vælger stemte paa, dog uden at be- meldte Stemmegivende
paahørte denne hans Anmeldelse. Candi- datens Navn indførtes derpaa
i Valgprotocollen.
Først efterat denne Indsamling og Aflevering, hvorved der
imidlertid havde indfunden sig endnu en Mellemmand, var gjen- taget
flere Gange paa samme Maade, blev det indlysende for Væl- gerne, at
denne Afstemning var blottet for al Garanti, og Mis- blligelsen
udtalte sig saameget stærkere imod den, som de handlende Prosoner
vare Stillere af den ene Valgcandidat.
Valgbestyrelsen, der erkjendte det Feilagtige i den anvendte
Fremgangsmaade, foreslog nu Vælgerne en Ratihabering af Stem-
meafgivningen efter Navns Opraab; den blev foretaget, men paa en
Maade, som kun forøgede den attraaede Garanti lidet, idet nem- lig
Bestyrelsen som oftest lod sig nøie med det simple „Ja”, der
udtaltes fra den tætte Klynge af Vælgere.
Der var siden Afstemningens Begyndelse hengaaet circa 1 ½ Time;
fkere Vælgere havde efter Afgivelsen af deres Stemmer og paa Grund
af det slette Veir allerede forladt Valgstedet eller dog fjernet sig
derfra, deriblandt ogsaa nogle af dem, hvis Stemmer man havde
modtaget til Protocollen igjennem Trediemand. Ikke sva- rende til
det mundtlige Opraab, decreterede Valgbestyrelsen, at de Fraværende
skulde betragtes som ikke mødende og udslettes af Valg- protocollen.
Herved berøvedes flere, efter Angivende 6 Vælgere deres Valgret.
Ved Ratihaberingen opklaredes andre Unøiagtigheder, saasom at en
Vælger, Hr. Drewsen, var optagen i 2 forskjelligee Protocoller, og
hans Stemme ligeledes indført 2 Gange (Bilag Nr. 1).
Foruden denne Maade at stemme paa ved Befuldmægtiget anvendtes
ogsaa en anden, idet nemlig Vælgere, der aldeles ikke vare mødte
eller havde været tilstede paa Valgstedet, men hjemme fra havde
sendt deres Adgangskort med en Anden og givet denne Fuldmagt til at
stemme for sig, bleve indtegnede som Stemme- givende.
Paa denne Maade har Peter Jørgensen af Taarbek ladet afgive
Stemme ved Muursveud Lars Otterberg, og Skolelærer N. L.
Schjoldagger af Brede ved sin Søn Gartnersvend Schjold- agger (Bilag
2 og 3).
Endvidere har Valgbestyrelsen vægret sig ved at modtage Stemme af
indtegnede og tilstedeværende Vælgere paa Grund af, at de ikke vare
forsynede med Adgangskort. Valgloven knytter Vælgerens Ret til at
stemme til Indtegningen og ikke til Adgangs- kortet, hvilken
Formening imidlertid ved disses Omdeling var saa almindelig udbredt,
at flere indtegnede Vælgere under Lyngby For- standeskab, som man
havde forsømt at tilstille Adgangskort, ude- bleve fra Valget.
Over denne Retsnægtelse føres iblandt Andre Besværing af Poul
Søstrøm af Skovsborg (Bil. Nr. 4). Da Stemmerne vare optalte og
Valget proclameret, nedlagde jeg Protest imod dets Gyldighed,
begrundende denne end yderligere paa det ovenanførte Tilfældee med
Schjoldagger, der allerede da var mig bekjendt, og efterat jeg
personlig havde overtydet mig om, at han var ndført i Protocollen
som Stemmegivende.
Foruden de ovennævnte aabenbare Tilsidesættelser af Valglo- ven
skal jeg tillade mig endnu at henlede den høie Rigsforsam- lings
Opmærksomhed paa en Omstændighed, der har fremkaldt grundet
Formodning om at Valgbestyrelsen ogsaa paa anden Maade har
overskredet sin Competence. Den proclamerede nemlig paa Valgstedet
Hr. Danchell valgt til Deputeret med 143 Stem- mer, hvorimodd den i
sin Indberetning til Justitsministeriet skal angive, at Valget er
skeet med 142 Stemmer. Denne Uoverens- stemmelse vil man udlede
derfra, at Valgbestyrelsen, efterat den havde forladt Vlagstedet og
var kommen til Kundskab om den ind- løbne Feil, har udstrøget
Schjoldaggers Stemme af Valgproto- collen. Endskjøndt dette privat
Samtale er vedgaaet af et Med- lem af Valgbestyrelsen, saa skulde
jeg dog vel vogte mig for paa en Formodning eller Yttring at sigte
Bestyrelsen for et saa grovt |
|
48
27 28
Attentat paa Valgactens Værdighed og Hellighed som det,
efter dens Tilendebringelse at foretage Forandring i de originale
Pro- tocoller. Jeg udbad mig derfor i Skrivelse til Bestyrelsens
Formand Forklaring over Grunden til den nævnte Uoverenstemmelse,
lige- som jeg ogsaa anmodede om — hvad jeg antog at være enhver Vælgers gode Ret — Tilladelse til at see. Valglisterne og de ori-
ginale Valgprotocoller, for, ved at sammenholde disse med forskjel-
lige, mindre bestemte Anker overValghandlingen, at bedømme, hvor-
vidt disse vare begrundede eller ikke. Formandens Afslag vedlæg- ges
(Bilag Nr. 5) Da dette Factums Constatering vil afgive et saa
væsentligt Bidrag til Valghandlingens Charaktertstik, saa tvivler
jeg ikke om, at jo Rigsforsamlingen vil lade det være sig særdeles
magtpaaliggende at opnaae, hvad jeg ikke har været istand til.
Men selv uden dette skulde jeg formene, at der i de paaviste
Tilsidesættelser af Valgloven er god Grund til at protestere imod
Valgets Gyldighed, og jeg andrager derfor paa, at Rigsforsam- lingen
annullerer Valget af den Deputerede for det 2det Valgdi- strikt
under Kjøbenhavns Amt og decreterer, at et nyt Valg skal
foretages.
Springforbi, den 20de Oktober 1848. Ærbødigst S. N. Beutner.
Paa denne Skrivelse findes følgende Tilskrift:
Undertegnede Vælgere bevidne Rigtigheden af ovenstaaende mod
Udførelsen af den befalede Valgact for Kjøbenhavns Amts 2det
Distrikt fremsatte Ankeposter, forsaavidt som de ere fremførte i en
af mange Andre, foruden de fleste af os Underskrevne, til det høie
Justitsministerium fremsendt Besværing af 5te October sidstl. Da
denne Besværing formentligen af Ministeriet er forelagt den høie
Rigsforsamling, saa skulle vi ikke bebyrde den med et fornyet
Andragende, men derimod slutte os til Hr. Capitain Beutners ovenfor
fremførte, med Bevisligheder bilagte Begjering om Cas- sation af det
foretagne Valg af en Rigsdagsmand for Distriktet og Befaling til et
nyt Valgs Foretagelse. Ærbødigst
Den 19de October 1848.
M. Bagger, F. Schubart, C. W. Walder,
Slotsforvalter. Gaardeier og Sogneforstander. Tømmermester. Ole
Andersen, J. Guldborg, S. M. Trier, Gaardeier og Sogneforstander.
Gaardeier og Sogneforstander. Apotheker. Berner Jørgensen, C.
Drewsen. Skolelærer.
Saayel Capitain Beutner som endeel Beboere i Lyngby havde
fremdeles, som Forsamlingen vil erindre, alt tidligere til Justitsmini- fteriet indsendt Andragender, hvori de klage over de stedfundne Valg af de udviklede Grunde, og Justitsministeriet har derefter æsket
Valg- bestyrelsens Erklæring over Sagen. Denne er afgiven i en
Skrivelse af 19de October, der er Forsamlingen tilstillet, men som
ikke inde- holder Andet end, at man sender en Exrtractudskrist af
den authorise- rede Valgprotocol, hvori er indført Valgbestyrelsens
Bemærkninger angaaende de paaankede Omstændigheder, men at iøvrigt,
forsaavidt der i de indkomne Anker er berørt Facta, som ikke ere
omhandlede i Protocollen, disse da ere Valgbestyrelsen ubekjendte,
saa at den derover hverken kan afgive bekræftende eller benægtende
Erklæring. Extract-Udskriften derimod indeholder Følgende:
— — — Midt under Valghandlingen erklærede en Vælger, at der
stemmedes paa en urigtig Maade, hvorpaa Capitain Beutner fremtraadte
og bemærkede, at han havde seet flere Vælgere afgive de Kort, der
vare meddeelte dem, som indskrevne Vælgere, til en Tre- diemand, der
afgav Kortene til Protocolføreren, idet han angav, hvilken Candidat
Enhver stemte paa.
Da Formanden havde modtaget denne Erklæring, opfordrede han de
andre Medlemmer af Valgbestyrelsen til at erklære sig over, hvorvidt
saadant havde fundet Sted; hvorpaa de tre Medlemmer erklærede, at de
ikke havde modtaget noget Votum til Protocollen, uden at Vælgerne
havde selv fremstillet sig; den Fjerde, Eylardi, erklærede, at der
var leveret ham et Adgangskort og angivet hvem Vedkommende stemmede
paa, uden at denne selv havde fremstillet i
sig, hvorfor. han ogsaa var bleven udslettet af Listen. Det femte
Medlem af Valgbestyrelsen, Pastor Jbsen, erklærede, at 4 eller 5
Vælgere havde afgivet deres Stemme for ham, uden at han just bestemt
kunde sige, at have seet dem personligen afgive deres Stemme. Derpaa
fremtraadte Formanden atter, og afgav for For- samlingen disse
Erklæringer, idet kan henstillede til de forsamlede Vælgeres
Afgjørelse, om de vare tilfredse med, at de Vælgere, der havde
afgivet deres Stemme til Pastor Ibsens, Protocol, atter ved Navn
bleve fremkaldte, og opfordrede til at ratihabere deres af- givne
Stemme. Forsamlingen billigede dette, uden nogensomhelst Indsigelse.
Valghandlingen fortsattes derpaa, efterat denne Rati- habering var
foretaget, og samtlige opraabte Vælgere vare mødte, med Undtagelse
af 6, som erklæredes at have været tilstede, men nu at have forladt
Forsamlingen; af hvilke 7 Stemmer de 4 viste sig at være for
Grosserer Danchell, 1 for Capitain Beutner, og 1 for Provst Boisen;
og disse bleve ikke modtagne ved den endelige Op- tælling.
Efterat samtlige mødte Vælgere var givet Anledning til at af-
give deres Stemmer, optaltes disse, og gave det ovenfor anførte Re-
sultat, hvorefter Formanden proclamerede Grosserer Danchell som
Deputeret til Rigsdagen for Kjøbenhavns Amts 2det Valg- distrikt.
Capitain Beutner fremtraadte for Valgbestyrelsen og anmodede
samme om at faae følgende Protest nedlagt til Protocollen:
„Da Afstemningen til Protocollen formeentlig ikke er foregaaet
paa den i Valgloven foreskrevne Maade, idet nemlig et Par af
Vælgerne og deriblandt Een, der selv havde stillet Candi- dat,
indsamlede nogle saakaldte Adgangskort, og derpaa til
Valgbestyrelsen afgav Stemme til Protocollen paa deres Vegne, som
Adgangskortene lød paa, hvorved blandt andre Uregelmæssig- heder
ogsaa den er indtruffen, at Vælgere, der ikke vare til- stede ved
Valgforhandlingen, desuagtet med Navn ere opførte paa Stemmelisten,
saa finder jeg mig som Valgcandidat paa Massen af Vælgernes Vegne
ifølge deres Opfordring forplig- tet til at gjøre Indsigelse imod
Valghandlingens Gyldighed.” Som Svar paa forestaaende Indsigelse af
Capitain Beutner, maa Pastor Ibsen, som det Medlem af
Valgbestyrelsen, hvem Ind- sigelsen nærmest synes at angaae,
bemærke:
1. At hvad angaaer den Anke, at flere Vælgere ikke personligt,
men gjennem Trediemand, ved Afleveringen af det dem til- stillede
Adgangskort havde afgivet deres Stemmer, da er dens Gyldighed saavel
af ham, som af Valgbestyrelsens øvrige Med- lemmer, strax bleven
erkjendt, og for at hæve denne, blev den ovenanførte Beslutning om
de allerede indskrevne Navnes Op- raab og de afgivne Stemmers
Ratihabering taget og udført.
2. Naar der derimod ankes over, at Vælgere, der ikke vare
tilstede ved Valghandlingen, desuagtet med Navn ere opførte paa
Stemmelisten, saa kan han kun erkjende denne Ankes Gyldighed med
Hensyn til een Vælger, hvis Navn strax, da han kow til Kundskab om
det Forefaldne, blev udslettet af Listen, og hans Stemme ikke regnet
med. Hvad de øvrige Vælgere angaaer, da kan han bevidne, at han er
overbeviist om, at de personligen have svaret paa det skete Opraab,
og afgivet deres Stemme. Naar et Medlem af Valgbestyrelsen har
anvendt al Opmærksomhed paa, og er kommet til Over- beviisning om,
at samtlige til hans Protocol hørende Vælgere personligen have
afgivet deres Stemmer, da har han formeent- ligen opfyldt sit Hverv,
og den Protocol, som han har ført, maa da formeentlig have den
Nøiagtighed og Gyldighed, som Valgloven fordrer. Med dette Svar
antager derfor Pastor Ibsen tilstrækkeligt at have imøbegaaet og
besvaret de af Capi tain Bentner fremførte Anker, og han i Forening
med de øo- rige Medlemmer af Valgbestyrelsen skjønner ikke rettere,
end at den foretagne Valghandling maa være og forblive fuldkomnen gyldig.
Hvad dette Valg angaaer, da har Udvalget fundet, at der var saa-
danne Uregelmæssigheder tilstede, at det ikke har troet at kunne An-
det end andrage paa, at det ikke maa anerkjendes som gyldigt. Det
|
|
49
29 30
er nemlig af stor Vigtighed, at der vaages over, at de
lovbestemte Former med Hensyn til Valgene nøiagtigen iagttages, og
hvorvel enkelte mindre væsentlige formelle Unøiagtigheder, der ikke
have nogen Indflydelse paa Valgets Udfald, kunne oversees, saa kan
dette efter Comiteens Formening ikke skee, hvor der har fundet saa
mange og forskjelligee Uregelmæssigheder Sted som her. Stemmesedler
ere blevne indsamlede og afleverede af en tredie Mand til
Protocollen, istedetfor at Valgloven udtrykkelig kræder, at
Vedkommende personlig skal frem- stille sig for Protocollen og
afgive deres Stemme; ja der er endog modtaget Stemmer fra fraværende
Personer, for hvem andre Perso- ner modte, og dette har været
Tilfældeet ikke blot med een, men idetmindste med 2 Personer,
hvilket fremgaaer af de medfølgende Erklæringer. Fremdeles er der
negtet Personer, som vare opførte paa Valglisterne, at afgive
Stemme, fordi de ikke vare forsynede med Adgangskort; man veed, at
enkelte Valgbestyrelser hase fundet det hensigtsmæssigt at uddele
Stemmesedler, for at controllere Stemmegivningen, at In- gen skulde
kunne afgive sin Stemme til Protocollen, naar han ikke var Vælger,
men saadant Adgangskort kan dog paa ingen Maade være nogen
Betingelse for at være i Besiddelse af Valgret, hvilket ene beroer
paa, om man er indskreven som Vælger. Det er kun ugjerne, at
Comiteen er kommet til et saadant Resultat, at skulle erklære et
Valg for ugyldigt; men den har, som sagt, antaget, at der her vare
saa mange Uregelmæssigheder tilstede, at den ei har troet at kunne
holde paa dette Valg. Naar det endeligen er anført, at der skal være
foretaget Forandringer i Valgprotocollerne, efterat Valghandlingen
var afsluttet, da er det vist, at ogsaa dette vilde være et særdeles
vigtigt Datum, dersom det rigtigt kunde oplyses. Forsamlingen vil
imidlertid erindre, at denne Sag skulde fremmes saa hurtigt, at man
ikke kunde søge at erholde disse Protocoller fra
Justitsministeriet.
Jeg turde maaskee tillade mig at bede den ærede Formand ved et
Bud at lade spørge i Bureauet, om disse Protocoller muligen maatte
være komne; da jeg spurgte derom, var dette ikke Tilfældeet. Men
ogsaa uden Hensyn hertil har Comiteen fundet, at dette Valg ikke
burde staae ved Magt, hvilket imidlertid er Noget, jeg ganske maa
nndergive ForsamlingenS Bedømmeffe og Afgjørelse.
Formanden: Jeg skal tillade mig at bemærke,
at de om- spurgte Protocoller ikke ere komne hertil.
Justitsministeren: Saavidt mig bekjendt, ere
de slet ikke indsendte tif Justitsministeriet.
Etatsraad Algreen-Ussing: Det er muligt, at
de ikke skulde indsendes til Iustitsministeriet.
Formanden: Jeg veed ikke, om Flere ønske at
yttre sig an- gaaende dette Valg? (En lille Pause.) Da Ingen
begjærer Ordet, vil jeg sætte under Afstemning, om dette Valg skal
ansees for gyldigt. Ved den derefter stedfundne Afstemning viste der
sig Eenstemmig- hed for Valgets Forkastelse.
Etatsraad Algreen-Ussing: Maatte jeg tillade
mig en Bemærkning, som vel egentlig ikke vedkommer selve Referatet
af de af Udvalget prøvede Valg. Jeg veed ei ret, hvorledes der i
det Tilfældee, at et Valg casseres, skal forholdes, om der skal
foranle- diges Omvalg ved Forsamlingens eller Justitsministeriets
Foranstalt- ning. Dette kunde jeg maaskee henstille til den ærede
Formand.
Justitsministeren: Jeg skal tillade mig at
bemærke, at ved det eneste Valg, hvor Omvalg har kundet Sted, nemlig
Præstø Amts 4de Distrikt, hvor den først Valgte, Indsidder og
Bomuldsvæver Hans Hansen, har frasagt sig Valget, blev der strax, da
Frasigelsen indløb, foranstaltet et nyt Valg fra Justitsministeriets
Side. Hvor- vidt der i saadanne Tilfældee, hvor Valgene erklæres
ugyldige fra Forsamlingen, skal skee Omvalg efter Foranstaltning fra
Forsamlin- gens eller Justitsministeriets Side, er et Spørgsmaal,
der hidtil ei er blevet afgjorte, men forsaavidt det maatte være den
meget ærede Forsamlings Mening, at Saadant skulde foranstaltes af
Justitsmini- steriet, skal det Fornødne i saa Henseende blive
iagttaget.
Formanden: Det forekommer mig, at det Bedste
var, at denne Foranstaltning blev truffen fra Justitsministeriets
Side.
Etatsraad Bang: I Anledning af det
foreliggende Spørgs- maat skal jeg gjøre den Bemærkning, at hvor
Valgets Cassation,
saaledes som her, er grundet i formelle, af Valgbestyrelsen selv be- gaaede Feil, maae vel Districtets Beboere være fuldkomment beføiede til at fordre et Omvalg snarest muligt foretaget. Mere tvivlsomt
vilde det være i de Tilfældee, hvor Valgets Cassation navnlig er
grundet i Hensyn til den Valgtes Inhabilitet, om Districtets Be-
boere da vare berettigede til at fordre, at et Omvalg skulde finde
Sted.
Etatsraad Algreen-Ussing: Der staaer kun
tilbage at tale om det sidste Valg, det for Sorø Amts 6te
Valgdistrict. Der er ind- kommet et Andragende fra en stor Mængde af
Distriktets Beboere, deels af Korsør By, deels af Taamborg, Vemmeløv
og Orritslev Sogne, hvori de beklage sig over, ikke at have saaet
Leilighed til at indtegne sig som Vælgere. Det er en meget
vidtløftig Skrivelse, saa at jeg troer, at det vilde være
tilstrækkeligt, at jeg af den resererer, hvad der kan være af
Interesse.
Efterat Andragerne have talt om Dagens Vigtighed og udviklet dens
Betydning, beklage de sig over, at der ikke af vedkommende Au-
toritet var givet dem den nødvendige og ønskelige samt i alt Fald
paabudne Underretning om Valghandlingen. Vel sige de, at det er
bleven dem meddeelt, at man ved Trommeslag eengang har opfordret de
Candidater, der agtede at stille sig, til at anmelde saa- dant for
Dirigenten af Valghandlingen. Om den samme Publica- tionsmaade
ligeledes eengang er foregaaet for at underrette Vælgerne om, at de
kunne indskrive sig, vide de ikke, lige saa lidet som naar og hvor
det skulde være skeet, mm derimod have de bragt i Erfaring,
destoværre for dem for seent, at bedre Underrettede have givet Møde
paa Raadstuen og der ere blevne indskrevne som Vælgere, lige- som
man har sagt dem, at de saakaldte „Fjerdingsmænd” havde an- modet
enkelte Vælgere om at tegne sig. Men de ansee denne Maade at
publicere paa som ulovmedholdelig, idet flere af dem boe uden- for
Byen, og de Andre sjeldent bekymre sig om Trommeslaget, der heelt
oftest ikkun angaaer Salget af holsteensk Ost, Pølser 2c. ligesom
Bekjendtgjørelsen ved Kirkestevne ei heller vil kunne tillægges
nogen Udbredelse, især i Høsttiden. De mene derfor, at Bekjendtgjø-
relsen burde være skeet ved trykte Placater, opslaaede paa Stadens
Hjørner, ligesom i „Auctionstilfælde”, eller i alt Fald officielt
gjennem Sorø Amtstidende.
Hvad nu denne første Ankepost angaaer, da har Comiteen ikke troet
videre at kunne reflectere derpaa. Anordningen bestemmer ud-
trykkelig, at Bekjendtgjørelse om Listernes Fremlæggelse skal skee paa Landet ved Kirkestevne, ligesom i Byerne paa den i vedkommende Kjøb- stad almindelige Bekjendtgjørelsesmaade. Om denne ikke er den hel- digste Maade, kan et have videre Indflydelse. I dette Tilfældee
inde- holdes det i selve Andragendet, at Bekjendtgjørelsen er skeet
paa Kirke- stevne og ved Trommeslag. Om det nu end forholder sig
saa, at det i Reglen kun er Salg af „holsteensk Ost og Pølser”, som
saadant Trom- meslag angaaer, saa troer jeg dog ikke, at det kan
negtes, at det er en sæd- vanlig Bekjendtgjørelsesmaade, om man end
maa indrømme, at den almindelige Maade at bekjendtgjøre Auctioner
paa, nemlig ved trykte Placater, afgiver en bedre Analogi end den
nysomhandlede. Comiteen vilde derfor heller ikke have fundet
Anledning til at yttre nogen Tvivl om det heromhandlede Valgs
Gyldighed, dersom der ikke derefter i Andragendet anførtes et andet
Feiltrin, som forekommer den at være af større Betydenhed. Det
hedder nemlig: „en Deel Vælgere vare ikke personlig mødte paa
Valgdagen, men deres Stemmer, i alt Fald Nogles, bleve uden videre
tilførte vedkommende Valgprotocol i Faveur af Boisen”. De anføre til
Exempel en høiere staaende Godseier i Distriket, der skal have
tilladt sig at lade en fra- værende Mands Stemmeret gjælde for
Boisen og saaledes til- føre Protocollen, Der kommer derefter en
Bemærkning om, at Begyndelsesbogstaverne S og B letteligen kunne
forvexles. Jeg skal imidlertid ikke videre omtale dette, men hvad
det Factum der- imod angaaer, at en Deel Vælgere ikke ere mødte
personligen, og deres Stemmer, i alt Fald Nogles, dog modtagne, ja
at endog Stemmer skulle være blevne afgivne for fraværende Personer
uden disses Anmodning, har Comiteen, da Andragendet er underskrevet
af et meget stort Antal Personer, skjøndt disse ikke Alle, som det
frem- gaaer af selve Andragendet, ere Vælgere, da de vare uvidende
om Tiden, da de skulde indtegne sig, Noget, som jeg dog ikke troer,
kan |
|
50
31 32
have Indflydelse paa denne Sags Bedømmelse, anseet det
rettest, at Forsamlingen ikke for Tiden afgjør noget Bestemt om
denne Sag, men forinden indyenter de nærmere Oplysninger, som i
denne Hen- seende maatte kunne have Indflydelse paa Sagens
Afgjørelse igjennem vedkommende Valgbestyrelse. Comiteen har ikke
anseet sig beret- tiget til at udsætte denne enkelte Sag, indtil den
selv havde indhen tet disse Oplysninger; den har troet det rigtigst
at undergive dette Spørgsmaal Forsamlingens Afgjørelse.
Forstander Møller: Efterat Capitain Tuxens
Valg er erkjendt gyldigt forekommer det mig, at det ligger i
Conseqventsen, at det nær- værende Valg ogsaa maa erkjendes gyldigt.
Der er i de Indsigelser, der ere fremkomne mod begge Valg, meget
fælles, og jeg troer, at der kan indvendes mindre mod det sidste end
mod det første. Jeg skal gjøre opmærksom paa, at dersom den
Omstændighed, at Stemmesedler vare indsmuglede og afgivne af Andre
end Vedkommende selv, skulde være tilstrækkelig til at gjøre et Valg
ugyldigt, da vilde ethvert Parti kunne benytte sig af en saadan
Fremgangsmaade og derved kuldkaste det bedste Valg, som man kan
tænke sig. Jeg skal tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, om
der ikke var Anledning til at antage dette Valg for gyldigt, da den
væsentligste Indsigelse dog beroer paa, at Stemmer ere afgivne af
Andre end Vedkom- mende selv.
Etatsraad Algreen-Ussing: Der er dog
imidlertid den For- skjel, at det i det først omhandlede Tilfældee
igjennem Valgbestyrelsens Erklæring er tilstrækkelig constateret, at
det kun har fundet Sted i to Tilfældee, at der er afgivet Stemmer
for Mænd, der ikke vare tilstede, og af disse var den ene Stemme i
Faveur af den ene Valg- candidat, den anden i Faveur af den anden,
saaledes at dette ikke kunde have nogen videre Indflydelse. Her
derimod nævnes, at en- deel Vælgere ikke personligen vare mødte; der
udhæves specielt, at een Stemme er bleven afgiven uden Bemyndigelse
dertil af Vedkom- mende. Det forekommer derfor Comiteen, at da her
ingen Erklæring fra Valgbestyrelsen er tilstede, burde en saadan
søges tilveiebragt. Det forekommer mig, at Valgbestyrelsen selv maa
have Ret til at fordre, at der gives den Leilighed tis at erklære
sig over de frem- satte Anker. Denne Fremgangsmaade vi vvistnok have
den ubehage- lige Følge, at et Medlem imidlertid ikke vil kunne tage
Deel i Af- stemninger og Valg; men forhaabentlig ville de manglende
Oplys- ninger snart kunne tilveiebringes, og dersom disse
Oplysninger da ikke ville have nogen Indflydelse paa Sagens
Afgjørelse, vil hele Følgen dog kun være dette lille Ophold. Jeg
skal ikke nægte, at det vel for Fremtiden muligen vil sindes
nødvendigt, at give yderligere Bestemmelser om den behørige Control
ved Valgforhandlingerne; men dette er naturligviis Noget, der ligger
udenfor den nærværende Sag.
Da Ingen efter Formandens Opfordring tog Ordet, blev det af
Etatsraad Algreen-Ussing fremsatte Forslag, at udsætte Afgjørelsen
af Spørgsmaalet om Gyldigheden af Provst Boisens Valg, indtil nogle
nærmere Oplyninger i denne Anledning vare indhentede, sat under
Afstemning, og blev det da antaget med aldeles overveiende
Pluralitet.
Formanden: Jeg maa anmelde, at en
Rigsdagsmand, som ikke var tilstede i foregaaende Møde, er kommen
tilstede i dette, nemlig Hospitalsforstander Ostenseldt fra Aalborg,
der er valgt af Hs. Majestæt Kongen, og som har medbragt det ham i
denne An- ledning tilstillede Brev, saa at jeg antager, at det vil
være over- flødigt at underkaste hans Berettigelse nogen nærmere
Undersøgelse.
Justitsministeren: Det vil være i den ærede
Forsamlings Erindring af den Tale, som Ministerpræsidenten holdt
igaar, at det er bleven vedtaget, at der, strax naar Forsamlingen
havde constitueret sig, skulde forelægges den Udkst til Grundloven.
Dette Udkast lyder saaledes: I.
§ 1 Regjeringsformen i Kongeriget Danmark og,
Slesvig er ind- skrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig.
§ 2 Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori
den overveiende Deel af Folket et befinder sig, at. ansee som den
danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten. § 3 Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i
Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er
hos de anordnede Domstole. II.
§ 4. Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er
fremdeles gjældende. Den kan sun forandres efter Forslag fra Kongen
og med den for- enede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres ¾ af de
afgivne Stemmer. § 5. Kongen kan ikke uden
Rigsdagens Samtykke tillige være Re- gent i nogen anden Stat end
Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. § 6. Kongen
skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke. § 7. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. § 8. Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den
fore- nede Rigsdag har aflagt følgende Eed: „For den almægtige
Guds Aasyn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og
Slesvig.” Dog kan denne Eed alt aflægges af Thronfølgeren, naar han
har fyldt sit 18de Aar. § 9. Bliver Kongen
ude af Stand til at regjere, sammenkalder Stats- raadet Rigsdagen.
Begge dens Afdelinger træde sammen, og naar den saaledes forenede
Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer aner- kjender Nødvendigheden,
udnævner den en Regent. § 10. Er der Anledning
til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kon- gene Død vil være
umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere,
bestemmes ved Lov en Regent, og et Formynderskab anordnes af Kongen.
Regenten kan ikke deeltage i Formynderskabet. §.11. Regenten aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver,
saalænge Regentskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettighe-
der; dog kan han ikke foreslaae Forandring af Arveføgen. § 12. Er Kongen død, og er Thronfølgeren fraværende, eller
har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller er
han umyn- dig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller
uden at Formynderskabet er ordnet, eller er der ingen Thronfølger,
sammen- træder Rigsdagen uden Sammenkaldelse14 Dage efter Kongens
Død. I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet. § 13. Er Kongen umyndig, uden at Regent og Formynderskab
er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker
For- mynderskabet: § 14. Er der ingen
Thronfølger, udvæsger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter
den fremtidige Arvefølge. (Fortsættes.) Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa Trykt og forlagt af Kgl.
Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
51
33 34 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen No 5
Andet Møde (Fortsat.)
§15. Kongens Civilliste bestemmes for hans
Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og
andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Om
Civillisten for den nuregjerende Konge vil en allerhøieste Bestem-
melse blive meddelt Rigsforsamlingen. § 16. For
Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved
Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Sam- tykke nydes udenfor
Landet, medmindre alt bestaaende Contracter hjemle Saadant.
III.
§ 17. Kongen er ansvarsfri hans Person er hellig
og ukrænkelig. § 18. Kongen udnævner og
afskediger sine Ministre. Kongens Under- skrift under de
Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslut- ninger giver disse
Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den
Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.
§ 19. Ministrene kunne drages til Ansvar for de i
deres Embede be- gaaede Forbrydelser og for Handlinger, som ere
aabenbart skadelige for Stalen, Folkethinget anklager, Rigsretten
dømmer. § 20. Statsforretningerne fordeles
efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, som i Forening udgjøre
Statsraadet. Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til
Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere
Regjeringsforanstaltninger forelægges Statsraadet. § 21 Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil.
Forandringer heri kunne skee ved Lov, Ingen kan beskikkes til Em-
bedsmand, som ikke har Indfødsret. Kongen kan afskedige de af ham
ansatte Embedsmænd. Disses Berettigelse til Pension vil blive
bestemt ved Lov. Kongen kan forflytte Embedsmand uden deres
Samtykke, dog saaledes, at de ikke derved tabe i Indtægter.
§ 22 Kongen har den høieste Myndighed over Land- og
Sømagten. Han erklærer Krig og slutter gred samt indgaaer og
ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden
Rigs- dagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet eller paadrage
Staten nogen bebyrdende Forpligtelse. § 23. Kongen sammenkalder Rigsdagen senest til den lste Mandag i
October Maaned hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke
forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse
Bestemmelser kunne skee ved Lov. § 24. Kongen
kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkom- ster, hvis
Varighed beroer paa hans Bestemmelse. § 25.
Kongen kan hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog
uden Rigsdagens Samtykke ikke lengere end paa 2 Maaneder og ikke
mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige. Sam-
menkomst. § 26. Kongen kan opløse enten hele
Rigsdagen eller en af dens Afde- linger; opløses kun eet af
Thingene, skal det andet hæves, indtil hele Rigsdagen atter kan
samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter
Opløsningen. § 27. Kongen er berettiget til for
Rigsdagen at lade fremsætte Forslag til Love og andre
Beslutninger. § 28 Naar Kongen har givet sit
Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtjørelse og drager
Omsorg for dens Fuldbyrdelse. § 29. Kongen kan
benaade og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets
Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.
IV.
§ 30. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og
Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket.
§. 31. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand,
som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre
han a. uden at have egen Huusstand staaer i privat
Tjenesteforhold; b. nyder eller har nydt Understøttelse af
Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; c. er ude af Raadigheden over sit Bo; d. ikke har havt fast Bopæl
i eet Aar i det Valgdistrikt, hvori han opholderr sig paa den Tid,
Valget foregaaer. Omflytning i en Stad, der har flere end et
Valgdistrikt, er i saa Henseende uden Indflydelse. § 32. Valgbar er, med de i § 31 Litr. a, b og c nævnte
Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til
Folkethinget naar han har fyldt sit 25de Aar, til Landsthinget, naar
han har fyldt sit 40de Aar og i det sidste Aar før Valget har havt
fast Bopæl i det Amt, hvori han vælges. §33. Valgene til Folkethinget foregaae efter Distrikter paa omtrent
12,000 Indpaanere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have
stillet sig til Valg.
Valgene til Landsthinget foregaae amtsviis. Hver Vælger stemmer i
sin Commune paa saa mange i Amtet bosatte Mænd, som skulle vælges
for dette. Hovedstaden vælger særskilt og blandt de deri bo- satte
Mænd. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg
ikke have opnaaet mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer.
§ 34. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse
være omtrent ⅓ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 35. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 4 Aar.
Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer
hvert 4de Aar. Hvilke der skulle afgaae første Gang, bestem-
|
|
52
35 36
mes ved Lodtrækning mellem de for hvert Amt og for
Kjøbenhavn Valgte. § 36. Medlemmerne af
Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Med- lemmerne of
Landsthinget derimod ikke. § 37. Rigsdagen er
ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der
udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gjør sig
skyldig i Høiforræderi. § 38. Ingen
Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigs- dagens Samling,
medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke.
For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden
Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. § 39. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres
Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.
V.
§ 40. Ethvert af Thingene er berettiget til at
foreslaae og for sit Ved- kommende at vedtage Love. § 41. Ethvert af Tingene kan selvstændigen indgive
Adresser til Kongen. § 42. Ethvert af
Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjen- stande nedsætte
Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere beretti- gede til saavel
af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre
Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen. §
43. Ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages og ingen
Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov. §
44. Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, frem- lægges Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Finantsforslaget
behandles først i Folkethinget.
Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevil- get
ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i
samme.
Hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog
aldrig kunne paalægges ene af Kongen, vil blive vestemt ved
Communalloven. § 45. Landsthinget udvælger
aarligen een og Folkethinget to lønnede Revisorer.
Revisorerne gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at
samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Ud-
gift ndenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle
fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.
Statsregnskabet, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges
derefter Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning.
§ 46. Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret
uden ved Lov. §47. Ethvert af Thingene afgjør
selv Gyldigheden af sine Medlem- mers Valg. §
48. Ethvert nyt Medlem afægger, saasnart Gyldigheden af hans
Valg er anerkjendt, følgende Eed:
„For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Grund- loven for
Kongeriget Danmark og Slesvig.“ § 49. Kommer
den gyldigen Valgte i et af de Tilfældee, hvorved Valg- barhed
fortabes, mister han den af Valget flydende Ret. Dog skal
Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid,
for hvilken han er valgt, flytter til et andet Amt. §
50. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og
ere berettigede til at forlange Ordet, naar de ville. Stemmeret udøve de kun, naar de tillige ere Rigsdagsmænd. § 51. Ethvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig Sam-
ling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsædet. § 52. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, naar
ikke idet- mindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i
Afstemningen. § 53. Til enhver Beslutning,
saavelsom til Valget af Formændene, ud- fordres Fleertallet af de
afgivne Stemmer. Hvorledes der skal for- holdes ved andre Valg,
bestemmes ved hvert Things Forretnings- ordning. § 54. Ethvert Lovforslag skal foretages 3 Gange, forinden
Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning. § 55. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, Hvortil han hører,
med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under
Forhand- ling og derom æske Ministrenes Forklaring. § 56. Intet Andragende maa overgives til noget af Thingene
uden gjennem et af dets Medlemmer. § 57.
Finder Thinget ikke Anledning til, om et Andragende at fatte
Beslutning, kan det henvise det til Ministrene. §
58. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller 5
Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget
afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde.
§ 59. Ved sin Forretningsordning fastsætter ethvert
af Thingene de nær- mere Bestemmelser, som vedkomme
Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse. VI.
§ 60. Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der
vælges paa 4 Aar, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets
øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin
Formand af sin egen Midte. § 61.
Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte
Sager. For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for
For- brydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar
Folke- thinget dertil giver sit Samtykke. §
62. Dommere kunne ikke afSÆTTES uden ved Dom, ikke heller
forflyt- tes mod deres ,Ønske. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit
70de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter. § 63. Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert
Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der mener
sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen
for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme
Befalingen. VII.
§ 64. Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse
berøves den fulde Adgang til borgerlige og polittske Rettigheder. §.65. Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund
for at dyrke |
|
53
37 38
Gud paa. den Maade, dem bedst tykkes, dog at Intet
foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige
Orden. § 66. Ingen er pligtig at yde personlige
Bidrag til nogen anden Guds- dyrkelse end den, som er hans egen.
Den, som ikke vil svare den til den lutherske Kirke lovbefalede
personlige Afgift enten til denne eller til et andet anerkjendt
kvirkeligt Samfund i Landet, betaler samme til Skolevæsenet.
§ 67. Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer
stilles for en Dom- mer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sætes paa
fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre,
at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed,
bestemme dennes Art eller Størrelse.
Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres for fængslet, kan af denne
strax fordres deskreven og særskilt indankes for høiere Ret.
Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun
kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel. § 68. Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom, uden hvor
Almeen- vellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod
tilsvarende Erstatning. § 69. Alle
Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Arbeide, som ikke ere
begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov. §
70. Den, som ikke ved sit Arbeide selv kan ernære sig og Sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at under- kaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde. § 71. Den, som ikke selv kan sørge for sine Børns
Oplærelse, er be- rettiget til, at det Offentlige forskaffer dem fri
Underviisning i Almue- skolen. § 72.
Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tan-
ker, dog under Ansvar for Domstolene. § 73.
Borgerne have Ret til uden foregaaende Tilladelse at indgaae
Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan ophæves uden
ved Dom. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da
strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse. § 74. Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede. Forsamlinger
paa offentligt Sted har Politiet Ret til at oversære. Forsamlinger
under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af samme kan
befrygtes Fare for den offentlige Fred. §
75. Ved Opløb tør den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun anvendes, efterat Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn
forgjæves er opfordret til at adskilles. § 76.
Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage
til Fædrelandets Forsvar. § 77. Borgerne ere
berettigede til selv at bestyre deres reent commu- nale Anliggender,
dog under Statens Tilsyn. § 78. Enhver i
Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet. § 79. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods
kan for Fremtiden oprettes; de nu bestaaende kunne med alle
Berettigedes Samtykke overgaae til fri Eiendom. VIII.
§ 80. Forslag til Forandring i eller Tillæg til
nærværende Grundlov fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. Vedtages
den derom fattede Beslutning i uforandret Skikketse af næste
ordentlige Rigsdag, og bi-
faldes den af Kongen, opløses begge Thingene, og almindelige Valg
foregaae baade til Folkethinget og til Landsthinget. Vedtages Be-
slutningen tredie Gang af den nye Rigsdag paa en ordentlig eller
overordentlig Samling, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.
Justitsministeren: Med nærværende Udkast
følger tillige Ud- kast til en Valglov, der er udarbeidet i
Overeensstemmelse med de Grundsætninger, som udtales i det nys
oplæste Udkast til Grund- loven; jeg troer det derfor ikke
nødvendigt her at oplæse ogsaa dette Udkast til Valgloven.
Til Forsamlingens Medlemmer vare omdeelte Exemplarer saavel af
Udkastet til Grundloven som af Udkastet til Valgloven. Det sidste
lyder saaledes: Valgret.
§ 1. Valgret, saavel til Folkethinget som til
Landsthinget, tilkommer enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret,
saasnart han har fyldt sit tredivte Aar. § 2. Indtil en ny Lov om Indfødsretten nærmere fastsættrer dennes
Betingelser skulle de Udlændinge, som i 10 Aar have opholdt sig i de
til den danske Stat henhørende Landsdele, og som staae i personligt
undersaatligt Forhold til Kongen af Danmark, nyde samme Ret som de,
der overensstemmende med Fdgn, af 15de Januar 1776 have dansk
Indfødsret. § 3. Ingen kan ansees som uberygtet,
som ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende
Handling, eller som vitter- ligen er hengiven til saadanne Laster,
eller beviisligen har udviist et saadant Forhold, som maa stemple
ham som uværdig til enhver ærekjær Mands Agtelse. § 4. Ingen, som staaer i privat Tjenesteforhold, kan, saalænge
han forbliver i denne Stilling, udøve sin Valgret, medmindre han
har sin egen Huusstand. § 5. Ingen kan
udøve Valgret, som uyder Understøttelse af det al- mindelige
Fattigvæsen, eller som, efter det fyldte attende Aar, har modtaget
nogen saadan Hjælp, medmindre den enten er tilbagebetalt, eller
Fattigvæsenet udtrykkeligen har estergivet sit derpaa byggede
Krav. § 6. Saa kan Valgret eiheller udøves af
den, som er ude af Raadig- heden over sit Bo. §
7. Endeligen kan kun den udøve sin Valgret, som i eet Aar har
haft fast Bopæl i det Valgdistrikt eller i den Commune, hvori han
opholderr sig paa den Tid, Valget foregaaer. Den, som har fast Bopæl
paa flere Steder, kan saaledes selv bestemme, paa hvilket af disse
han vil gjøre sin Valgret gjældende. § 8.
Ethvert Spørgsmaal om Valgberettigelse afgjøres foreløbigen af
Communalbestyrelsen paa det Sted, hvorpaa Vedkommende boer. Dog kan
den, hvem samme har frakjendt Valgret, fordre Spørgs- maalet
afgjorte ved Lov og Dom. Valgbarhed.
§ 9. Valgbar til Rigsdagsmand er enhver uberygtet
(§ 3) Mand, som har Indfødsret (§ 2), medmindre han befinder sig i
et af de Tilfældee, i hvilke efter §§ 4, 5 og 6 Valgret ikke kan
udøves. § 10. Valgbarheden til Folkethinget
indtræder med det fyldte fem og tyvende Aar. Den er uafhængig af
Vedkommendes Opholdssted. § 11. Valgbarheden
til Landsthinget indtræder med det fyldte fyrre-
|
|
54
39 40
tyvende Aar. Til Landsthinget kan Ingen vælges, som.
ikke har og i et Aar har havt fast Bopæl i den Valgkreds (Amt eller
Kjøbenhavn), for hvilken han vælges. § 12. Ethvert Spørgsmaal om Valgbarhed paakjendes af det Thing, hvortil
den Vedkommende er valgt. Thingets Dom er uafhængig af den
Afgjørelse, den Paagjældendes Valgberettigelse maatte have fundet,
og af foregaaende Things Dom om hans Valgbarhed.
Valglister.
§ 13. Over de i hver Commune bosatte
Valgberettigede skal der føres Valgliter efter Foranstaltning af
vedkommende Communalbestyrelse. Hvor et Landdistrikt er henlagt
under et Kjøbstadsogn, uden at have sit eget Forstanderskab,
henregnes det forsaavidt til Kjøbstaden. § 14.
Valglisterne skulle i forskjelligee dertil indrettede Rækker indeholde Vælgernes fulde Navn, Livstilling og Bopæl. Paa hver Valgliste
ordnes Vælgernes Navne efter deres Bogstavfølge. §
15. Valglisterne skulle affattes een Gang hvert Aar. Til Grund
derfor lægges det foregaaende Aars Valglister med Udeladelse af de
Vælgere, som i Mellemtiden ere afgaaede ved Døden, eller bortflyt-
tede, eller som have tabt deres Valgberettigelse (§§ 3, 4, 5 og 6),
og med Tilføining af dem, som imidlertid have opnaaet Valgrets-
Alderen eller bosat sig i Communen. § 16. Denne
Valglisternes Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse skal fore- tages i
de sidste fjorten Dage af Februar Maaned. De derved op- staaede
Tvivl skulle efter indhentede Oplysninger afgjøres af den samlede
Communalbestyrelse. § 17. Fra den 1ste Marts
til den 8de s. M., begge Dage indbefat- tede, skulle Valglisterne
fremligge til almindeligt Eftersyn paa et for Communens Beboere
beqvemt Gted i sex Timer hver Dag. Frem- læggelsens Tid og Gted
bekjendtgjøres med mindst 8 Dages Varsel til Kirkestevne eller paa
den for offentlige Kundgjørelser paa vedkom- mende Gted ellers
brugelige Maade. § 18. Forinden Udløbet af den
Tid, hvori Valglisterne fremligge, skal Enhver, som troer uden Føie
at være udeladt af samme, eller som formener, at en Uberettiget
derpaa er optaget, skriftligen fremsætte sin Begjering om Optagelse
eller sin Paastand om en Andens Ud- slettelse, ledsaget af en kort
Angivelse af de Grande, hvorpaa Paa- standen er bygget. § 19. De mod Valglisterne saaledes fremkomne Erindringer
paakjendes af den samlede Communalbestyrelse i et offentligt Møde,
som afhol- des i Løbet af de paafølgende fjorten Dage. Til dette
Møde tilsiges saavel de, som have fremført Erindringer, som og de,
mod hvilke Indsigelse er gjort, til hvilke derhos en Gjenpart af den
mod dem rettede Gkrivelse skal leveres. Efter de af Parterne
fremlagte Docu- menter og de af dem fremstillede Vidners
Forklaringer afgjøres de opstaaede Spørgsmaal, hvorom en kort
Kjendelse titføres Communal- bestyrelsens sædvanlige
Forhandlingsprotocol. De derefter berigtigede Valglister underskrves
af Communalbestyrelsens Formand. § 20. Den, som
er utilfreds med Communalbestyrelsens Kjendelse, hvor- ved Valgret
er nægtet ham, kan fordre en Udskrift af samme sig meddeelt uden
Betaling og indbringe Spørgsmaalet til Afgjørelse ved Lov og Dom.
Saadanne Sager behandles ved de ordinaire Ret- ter efter Reglerne
for den civile Proces. Parterne ere deri fritagne
for Erlæggelse af Retsgebyhrer og for Brugen af stemplet Papir,
ligesom der af det Offentlige skal beskikkes en Sagfører for den ind- stevnede Communalbestyrelse. Opnaaer Vedkommende Dom for at være
valgberettiget, skal han optages i sin Communes Valgliste, saa-
snart han foreviser en Udskrift af Dommen. § 21. Valglisterne gjæde fra 1ste April til samme Dag i det paaføl-
gende Aar. Efter samme foretages alle i Aarets Løv forefaldende
Valg, saavel til Folkethinget som til Landsthinget.
Folkethingsvalget.
§ 22. Til Folkethinget foregaaer Valget efter
Distrikter, hvert paa om- trent 12,000 Indvaanere. Hvert Distrikt
vælger en Rigsdagsmand. § 23. Østifterne og
Nørrejylland skulle vælge 114 Medlemmer af Fol- kethinget. Den
nærværende Lov Vedføiede Fortegnelse angiver, hvilke Kjøbstæder og
Landsogne der skulle henhøre til hvert Distrikt, og paa hvilke
Steder Valgene skulle foretages.
Slesvig skal vælge 31, Island 5 og Færoerne 1 Medlem af
Folkethinget. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdees. Forandring
i Distriktsinddelingen kan kun skee ved Lov.
Valgbestyrelser.
§ 24. For hvert Valgdistrtkt dannes en
Valgbestyrelse, bestaaende af Udsendinge fra de til Distriktet
henhørende Communer. Fra hver Commune vælges idetmindste eet Medlem
af Valgbestyrelsen, uden Hensyn til dens Indvaanerantal. Har en
Commune 3000 Indbyg- gere, vælger den To og saa fremdeles Een for
hver 1500 Indvaanere, den har efter den senest offentliggjorte
Folketælling. Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af
Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer. § 25. Det Medlem af Valgbestyrelsen, som er valgt for den
Commune, hvori Valget afholdes, forestaaer alle de foregaaende
Forberedelser til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater
og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Han aabner paa
Valgdagen Valgbestyrelsens Møde og forestaaer Valget af dens
Formand. Væl- ger vedkommende Commune flere Medlemmer af
Valghestyrelsen, for- dele disse de ovennævnte Forretninger mellem
sig efter Overeenskomst.
Formanden leder selve Valghandlingen. I alle Valgbestyrelsen
overladte Beslutninger gjør han i Tilfældee af Stemmelighed Ud-
slaget. § 26. Valgbestyrelsen fører en Valgbog,
hvortil de fra de forskjelligee Communer medbragte Valglister og de
til Bestyrelsen indløbne Skri- velser fremlægges. I Valgbogen
optegnes det væsentlige Indhold af Valgforhandlingerne, hvortil dog
de af Candidaterne og andre Til- stedeværende holdte Taler ikke
skulle henregnes. Valgbogen underskri- ves af Valgbestyrelsen og
opbevares af Communalbestyrelsen for det Sted, hvor Valget er
afholdt. Valgcandidater.
§ 27. Ingen kan ved Valg til Folkethinget komme i
Betragtning, som ikke selv har stillet sig og dertil er anbefalet af
Een eller Flere af Distriktets Vælgere. (Fortsættes). *) Denne Fortegnelse
stemmer overens med det i Departementstidende Nr. 41 meddelte
Regulativ for Kongerigets 19 Amters Inddeling i Valgdistrikter og
den i Dept. Nr. 47, meddelte Fortegnelse over Kbhavns 11 Distrikters
Omfang. Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.
|
|
55
41 42 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 6. Andet Møde.
(Sluttet).
§ 28. Skriftlig Anmeldelse, saavel om Candidaten
som om den eller dem, der ville understøtte hans Valg, skal være
gjort til det i § 25 nævnte Medlem af Valgbestyrelsen senest inden
Kl. 10 Aftenen før Valget finder Sted. Paa selve Valgdagen skulle
saavel Candidaten som de, der anbefale ham, fremstille sig
personligen. Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne
anerkjendt Forfald kan berettige Candidaten til efter blot skriftlig
Anmeldelse at komme paa Valg. § 29. Candidaten
behøver ikke for Valgbestyrelsen at godtgjøre sin Valg- barhed.
Fremkommer der ved Valghandlingen Indsigelser eller endog Beviser
mod samme, kan Valgbestyrelsen vel ikke afskjære Forhandlin- gerne
derom, men heller ikke af den Grund undslaae sig for at stille
Candidaten til Valg. § 30. Ingen tør melde sig
til samtidigt Valg i mere end eet Valgdi- strikt. Handler Nogen
herimod, bliver hans Valg, hvis saadant falder paa ham, ugyldigt. Kaaringen.
§ 31. Kaaringen til Folkethinget foretages i de
for Samme anordnede Valgdistrikter i Valgmøder, hvortil Adgangen
staaer aaben for Enhver. § 32. Dagen og
Klokkeslettet, da Valgmødet afholdes, berammes med idetmindste otte
Dages foregaaende Varsel, deels ved Bekjendtgjørelse i vedkommende
Stiftsavis, deels ved Kundgjørelse i de til hvert Di- strikt
henhørende Communer til Kirkestevne eller paa den ellers paa Stedet
brugelige Maade. § 33. Valgforhandlingerne
aabnes af den af Valgbestyrelsen udnævnte Formand.
Han fremstiller for Forsamlingen de anmeldte Valgcandidater og de
Vælgere, som anbefale dem hver især.
Saavel disse som Valgcandidaterne skulle have Adgang til at
udtale sig for Forsamlingen og til at besvare de Spørgsmaal, som de
Tilstedeværende maatte forelægge dem. Formanden leder disse
Forhandlinger og slutter dem, naar han finder det rigtigt. § 34. Formanden sætter derpaa Valgcandidaterne under
Afstemning efter deres Navnes Bogstavfølge. Afstemningen skeer af de
tilstedevæ- rende Vælgere ved Haandsoprækning. Valgbestyrelsens
Medlemmer deeltage ikke i samme.
Den Candidat, som eftet Valgbestyrelsens Skjøn har erholdt flere
Stemmer end nogen Anden, er kaaret og kundgjøres strax for For-
Samlingen som Distriktets Rigsdagsmand. § 35.
Skulde i et Distrikt kun een Candidat have fremstillet sig, ansees
han for kaaret, hvis meer end Halvdelen af de Stemmende skjønnes at
erklære sig for ham. I modsat Fald berammes et nyt Møde til ottende
Dagen derefter. Har der da ikke fremstillet sig nogen anden
Candidat, er den Første kaaret uden ny Afstemning. Navnlig Afstemning.
§ 36. Kaaringens Virkning ophæves, naar een eller
flere af de Candi- dater, som derved ikke have opnaaet Valg, begjere
navnlig Afftem- ning. Denne Fordring skal fremsættes inden Udløbet
af et Qvarteer, efterat Kaaringens Udfald er kundgjort, i hvilken
Tid derfor Valg- bestyrelsen bliver tilsteds paa Valgstedet.
Fremkommer ingen saadan Begjering i betimelig Tid, staaer
Kaaringen ved Magt, og hele Valgforhandlingen sluttes. § 37. Forlanges navnlig Afstemning, paabegyndes denne
uopholder- ligen. Den finder kun Sted mellem den, som ved Kaaringen
har erholdt fleest Stemmer, og den eller de Modcandidater, som
udtrykke- ligen fordre det. § 38.
Afstemningen foregaaer samtidigen til de forskjelligee Valglister,
som Formanden fordeler mellem Valgbestyrelsens Medlemmer. Ved hver
Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere.
Selv deeltager Formanden ikke i Modtagelsen af Valgstemmer.
I den Orden, hvori Vælgerne møde for Valglisterne, nævne de
mundtligen een af de Candidater, mellem hvilke der skal vælges.
Efterat have anerkjendt Vælgerne, tilfører det ved Valglisten
ansatte Medlem af Valgbestyrelsen den Candidats Navn, paa hvil- ken
Vælgeren har stemt, ved Siden af dennes eget Navn, paa selve
Valglisten.
Den ham tilforordnede Vælger optegner paa en særskilt Stemme-
liste Vælgerens Navn ved Siden af den Candidats Navn, som han har
givet sin Stemme.
Forinden Vælgeren aftræder, oplæses for ham saavel hans eget, som
den af ham Valgtes Navn, til Sikkerhed for begge Til- førslers
Rigtighed og indbyrdes Overeensstemmelse.
Vaar Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet, tilføre
Valgbestyrelsens Medlemmer og sammes Medhjælpere deres egne Stemmer
og underskrive saavel Valglisten som Stemmelisten. §
39. Efter samtlige Lister sammenlægger den forenede
Valgbestyrelse det Stemmeantal, hver af Candidaterne har erholdt.
Udfaldet tilfø- res Valgbogen og kundgjøres for Forsamlingen.
Valglisterne tilbage- leveres vedkommende Communer; Stemmelisterne
bilægges Valgbogen, som underskrives af hele Valgbestyrelsen.
§ 40. Den, som ved den navnlige Afstemning har
erholdt flere Stem- mer end nogen Anden, er valgt. Have Flere
ligemange Stemmer, afgjør Lodtrækning, som foretages af
Formanden. Landsthingvalget.
§ 41. Til Landsthingt vælges for hvert Amt og for
Kjøbenhavn een eller flere Rigsdagsmænd i Forhold til dets
Folkemængde. § 42. Kjøbenhavn skal vælge Fire,
Odense Amt Tre, Kjøbenhavns Frederiksborg, Holbek, Sorø, Præstø,
Svendborg, Maribo, Aalborg, Hjørring, Viborg, Randers, Ribe,
Ringkjøbing og Veile Amter, samt Island, hvert To, og Bornholm,
Thisted, Aarhuus og Skan- derborg Amter, samt Færøerne, hvert eet
Medlem af Landsthinget.
Slesvig skal vælge elleve Medlemmer af Landsthinget. Den nærmere
Fordeling forbeholdees. |
|
56
43 44
Forandring i nærværende Bestemmelser efter Folkmængdens Stigen
eller overeensstemmende med en Omording af Amtsinddelin- gen kan kan
skee ved Lov. Stemmegivningen.
§ 43. Stemmegivningen til Landsthinget skeer i
Communerne. Den bestyres af Communalbestyrelserne. Dog er det
tilstrækkeligt, at Tvende af sammes Medlemmer ere tilstede ved
Valgstemmernes Mod- tagelse. § 44. Tid og
Sted til Valgets Foretagelse berammes med mindst tre Dages
foregaaende Varserl til Kirkestevne eller paa anden Maade, hvorved
det tillige bekjendtgjøres, paa hvor mange i Amtet bosatte Mænd hver
Vælger kan stemme. § 45. Afstemningen skeer i
et offentligt Møde, paa et for Vælgerne be- qvemt Sted, efter de til
Folkethingsvalget brugte Valglister. I den Følge , hvori Vælgerne
fremstaae for Valgbordet, nævne de Saamange, som der skulle vælges
for Amtet.
Af de tilstedeværende Medlemmer af Communalbestyrelsen til- fører
det Ene paa Valglisterne, ved Siden af Vælgernes Navn, de Mænds
Navne, paa hvilke han stemmer.
Det andet Medlem optegner paa en særskilt Stemmeliste de Valgtes
og ved Siden deraf Vælgernes Navne.
Tilførslerne oplæses for Vælgeren, bekræftes af denne, og sam-
menholdes indbyrdes. § 46. Hvor dertil er
Anledning, skulle de, som forestaae Valget, gjøre Vælgerne
opmærksomme paa Nødvendigheden af, saa nøiagtigen at betegne dem,
paa hvilke de stemme, at Forvexling kan forekommes, saasom ved
Fornavn, Stilling, Bopæl o. f. v. Have de Tvivl om de Nævntes
Valgbarhed, kunne de fremføre den for Vælgerne, som da er berettiget
til at stemme paa en Anden. Derimod ere de ube- føiede til at føge
at indvirke paa Valget eller til at undslaae sig ved at tilføre de
Navne, Vælgerne ville have, og saaledes, som han for- drer det. § 47. Naar Ingen mere begjerer at deeltage i
Valget, tilføre de, som have besyret samme, deres egne Stemmer.
Efterat Valglisten og Stemmelisten ere sammenholdte med hinanden,
underskrives de begge af dem, som have ført dem, og indsendes til
Amtet. Opgjørelsen.
§ 48. Naar alle Valg-og Stemmelister ere indkomne
fra de til Amtet hørende communer, tilkalder Amtmanden et Medlem af
Amtsraadet og et Medlem af den nærmeste Kjøbstads
Borgerrepræsentatantskab, for i Forening med dem at opgjøre
Afstemningens Udfald for hele Amtet. § 49. Optællingen af alle de afgivne Stemmer efter de ovennævnte Lister
skeer i et offentligt Møde. Udfaldet tilføres en Valgbog, som
underskrives af Amtmanden og hans tvende Medhjælpere, og oplæses,
forinden Mødet sluttes.
Stemmelisterne bilægges Valgbogen. Valglisterne tilstilles de
vedkommende Communer. § 50. De Mænd, som have
erholdt flere end Halvdelen af alle de af- givne Stemmer, ere valgte
til Rigsdagsmænd.
Saavel de Valgte, som hvor dertil er Anledning, dem, der næst
efter dem have erholdt flest Stemmer, meddeler Amtmanden uophol-
deligen Valgets Udfald, for at sætte dem i Stand til, hvis de ikke
skulde kunne modtage Valget, strax at frasige sig samme.
Omvalg.
§51. Omvalg finder Sted, naar Ingen eller dog ei
saa Mange, som
der skulle vælges for et Amt, have erholdt flere end Halvdelen af de afgivne Stemmer, eller naar nogen af de Valgte strax frastger sig
Valget. § 52. Omvalg skeer mellem dem, som ved
den første Stemmegivning have erholdt slest Stemmer næst efter de
Valgte, og som ikke have undslaaet sig for at stilles til Omvalg.
Dette finder Sted mellem et dobbelt saa stort Antal Mænd, som der
endnu skal vælges. § 53. Bliver Omvalg
nødvendigt, berammes det af Amtmanden med mindst otte Dages Varsel
ved Bekjendtgjørelse i Stiftsavisen og ved Meddelelse til de under
Amtet hørende Communalbestyrelser. Disse lade det kundgjøre med tre
Dages Varsel til Kirkestevne eller paa an- den Maade. Begge
Bekjendtgjørelser skulle ikke blot indeholde, hvor Mange der skulle
vælges, men ogsaa Navnene paa dem, mellem hvilke Omvalget skal
skee. § 54. Med Valgstemmernes Modtagelse og
Tilførsel og med Valg- og Stemmelisternes Indsendelse og Opgjørelse
forholdes ganske paa samme Maade, som ovenfor er anordnet.
§ 55. Den eller de, som ved Omvalget have erholdt
flere Stemmer end nogen Anden, ere valgte til Medlemmer af
Landsthinget. Kjøbenhavn.
§ 56. For Kjøbenhavn affattes aarligen elleve
Valglister, een for hvert af de elleve Valgdistrikter, hvori Staden
er deelt. Den foregaaende Berigtigelse af Valglisterne (§ 16) og
Paakjendelsen af de mod samme fremkomne Erindringer (§ 19) skeer af
den samlede Commu- nalbestyrelse gjennem en Comitee af fem
Medlemmer, hvoraf To ud- nævnes af Magistraten og Tre af
Borgerrepræsentantskabet. § 57. Valgbestyrelsen
i hvert af Kjøbenhavns elleve Valgdistrikter be- staaer af fem
Medlemmer, som udnævnes af den forenede Commu- nalbestyrelse, de to
af sammes egen Midte, de tre Andre blandt de i Distriktet bosatte
Vælgere. Hver Valgbestyrelse vælger selv sin Formand. § 58. Ligesom Kaaringen og, om fornødent, den navnlige
Afstemning til Folkethinget foretages i de elleve Valgdistrikter,
overeensstem- mende med de ovenfor foreskrevne Regler, saaledes
skulle ogsaa Lands- thingvalgene skee i disse Distrikter til de for
disse affattede Valg- lister, og under Ledelse af de for samme
anordnede Valgbestyrelser. Hver Vælger stemmer derved i sit Distrikt
paa Saamange blandt de Valgbare, som i eet Aar have havt fast Vopæl
i Kjøbenhavn, og som der for samme skulle vælges til
Landsthinget. § 59. Valg- og Stemmelisternes
Opgjørelse, Anordningen af Omvalg og sammes endelige Afslutning
foretages af de elleve Valgbestyrelsers Formænd i Forening, som
dertil selv udvælge en Formand af deres egen Midte.
Almindelige Bestemmelser.
§ 60. De almindelige Valg foregaae ordentligviis
hvert fjerde Aar paa samtlige Medlemmer af Folkethinget og paa
Halvdelen af Lands- thingets Medlemmer.
Valgene skulle være tilendebragte inden den første Mandag i
October Maaned, og gjælde fra denne Dag indtil den første Mandag i
October Maaned — for Folkethingsmedlemmernes Vedkommende i det
fjerde, for Landsthingsmedlemmernes Vedkommende i det ottende Aar
derefter. § 61. Foretages almindelige Valg,
fordi hele Rigsdagen er opløst, gjælde de nye Valg for det hele
Tidsrum af fire og otte Aar, for hvilket Valgene ordentligviis skee,
at regne fra den første Mandag i nærmest foregaaende October
Maaned. |
|
57
45 46
§ 62. Opløfes kun eet af Thingene, gjælde de nye
Valg kun for den Tid, som det opløste Thing efter de almindelige
Regler vilde have havt tilbage. § 63. Er
Landsthinget efter foregaaende Opløsning — enten alene eller i
Forening med Folkethinget — fuldstændigen fornyet, afgjøres det ved
Lodtrækning mellem de for hver Valgkreds (Amt eller Kjø- benhavn)
Valgte, hvilken Halvdeel der skal afgaae paa den Tid, da det næste
Valg til Folkethinget finder Sted, og hvilken Halvdeel der skal
beholdee sit Sæde i fire Aar efter denne Tid. Forsaavidt Tallet paa
de for enkelte Amter Valgte er ulige, anordner selve Thinget det
Fornødne. § 64. Bliver Valget af en enkelt
Rigsdagsmand nødvendigt, enten fordi et Valg erklæres for ugyldigt,
eller fordi den gyldigen Valgte senere mister sin Valgbarhed, eller
fordi han frasiger sig sit Sæde, eller afgaaer ved Døden, gjælder
det nye Valg for saa land Tid, som den, i hvis Sted den Nyvalgte
indtræder, vilde have havt tilbage. § 65.
Ingen kan frasige sig sit Sæde for et enkelt Rigsdagsmøde eller en
bestemet Tid. Hvorvidt et Forfald, der i længere eller kortere Tid
forhindrer en Rigsdagsmand fra at indtage sit Sæde, skal have nyt
Valg til Følge, afgjøres efter de oplyste Omstændigheder af det Thing, hvortil han hører. § 66. Skulle almindelige
Valg foretages, enten fordi Valgtiden er ud- løben, eller fordi hele
Rigsdagen eller eet af Thingene er opløst, vil derom udgaae et
aabent Brev, hvori Kongen berammer Valgmødernes Afholdelse til en
bestemt Dag over hele Riget. Skulle enkelte Valg skee i et
Valgvistrikt eller Amt (Kjøbenhavn), udgaaer Anordningen af samme
fra vedkommende Minister. § 67. Enhver, som
vælges til Rigsdagsmand, erholder et Valgbrev, som tjener ham til
Beviis for denne hans Egenskab. Valgbrevene skulle underskrives —
til Folkethinget af den samlede Valgbestyrelse — til Landsthinget af
Amtmanden og dem, som i Forening med ham Opgjøre Stemmegivningen. Tillæg.
§ 68. Den Folkethingets Medlemmer tilkommende
daglige Godtgjørelse bestemmes til to Rigsbankdaler for hver Dag,
Rigsdagen er samlet. Reiseomkostningerne erstattes Folkethingets
Medlemmer efter indgiven, af Thingets Formand bifaldet og anviist
Regning.
Formanden: Jeg antager, at Forsamlingen ikke
vil tage dette Udkast under Behandling, førend Regulativet for
Forretnings- ordenen er udarbeidet. Det vil jo nemlig være meget
vigtigt, paa hvad Maade dette Forfatningsudkast behandles af
Forsamlingen, og det synes derfor at maatte være rigtigst, først at
bestemme Forret- ningsordenen; jeg anseer det ogsaa for den
almindelige Mening i Forsamlingen, først at tage Regulativet under
Behandling, saameget mere som det er paatrængende nødvendigt, i kort
Tid at faae dette affattet. Med Hensyn til Dagsordenen imorgen
skulde jeg bemærke, at den Deputerede fra Aarhuus har indgivet et
Forslag, som er op- slaaet paa Tavlen, at Forsamlingen skulde give
Svar paa Hs. Maje- stæts Tale ved Forsamlingens Aabning. Det vil
altsaa komme til Forhandling imorgen, og Mødet vil da begyndes Kl.
12 ligesom idag. De ærede Rigsdagsmænd, som have talt idag, og som
maatte ønske at gjennemsee deres Taler, skal jeg tillade mig at
meddele, at der Kr. 6 eller ialtfald Kl. 7 vil være en Correctur af
Rigsdags- tidenden her tilstede under Tilsyn af en af Secretairerne,
og ville de saaledes kunne faae Leilighed til at gjøre opmærksom paa
de Feil, der muligen kunde være indløbne.
Han erklærede derefter Mødet for hævet. Tredie Møde. Den 25de
October
Formanden: Fra Studenterforeningen har jeg
modtaget en Skrivelse til Rigsforsamlingen, hvorefter Foreningens
Locale er aab- net for samtlige Medlemmer af den danske
Rigsforsamling. Dernæst har jeg modtaget en Skrivelse fra
Justitsministeriet, som indeholder et Brev fra Deputeret eller
Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District, Hans Hansen, hvori han
erklærer sin Udmeldelse. Denne Skrivelse vil maaskee passende kunne
oplæses, og Secretairen vil saa- ledes have den Godhed at læse den
op.
Secretairen oplæste derefter følgende Skrivelse:
Underdanigst Promemoria!
Undertegnede, Indsidder og Bomuldsvæver Hans Hansen af
Nørre-Mehrn i Præstø Amt, der er udvalgt til Rigsdagsmand for dette
Amts 4de Valgdistrikt, har ikke kunnet forblive uvidende om eller
uberørt af den Mening, der udenfor min egen Kreds har gjort sig
gjældende imod bemeldte mit Valg. Jeg troer at kunne og burde bøie
mig for denne Opinion, og dette falder mig saa- meget lettere, som
jeg ikke blot er overbeviist om, at jeg efter mit Lands Love har Ret
til at fordre mig anerkjendt i den Hæders- post, hvortil et saa
overveiende Antal af mine Medborgere i min egen nærmeste Kreds ved
deres Agtelse og Tillid have kaaret mig, men som jeg tillige kan
give mig selv det Vidnesbyrd, at jeg ikke fortjener og med Guds
Hjælp aldrig skal fortjene den haarde Dom, hvormed man udenfor min
egen Kreds ikke tager i Betænk- ning at stemple mig.
For saaledes ike at give Anledning til Brydninger og Vanske-
ligheder, der kunne være skadelige for Folkefrihedens Sag og be-
sværlige for denne Sags Forkæmpere, undlader jeg ikke herved
underdanigst at anmelde for Deres Excellence, at jeg ikke kan give
Møde paa Rigsdagen og derfor maa bede om nyt Valg foran- ftaltet for
mit District.
Mehrn pr. Præstø den 16de October 1848.
Underdanigst Hans Hansen, Bomuldsvæder.
Til Hans Excellence Justitsminister
Bardenfleth i Kjøbenhavn.
Formanden: Jeg maa dertil føie, at
Justitsministeriets Skri- velse indeholder, at umiddelbart efter at
det havde modtaget Skrivel- sen, har det gjort de fornødne
Foranstaltninger til at foranledigee et nyt Valg. — Efter
Dagsordenen har Rigsdagsmanden fra Aarhuus Ordet.
Otterstrøm: Saaledes som jeg ved Anmeldelsen
for den høit- ærede Formand har tilkjendegivet, er det min
Formening, at den Tale, hvormed Hans Majestæt Kongen aabnede
Rigsforsamlingen, har Krav paa et Svar af Forsamlingen, og jeg skal
derfor tillade mig at føre- slaae, at der indgives en Adresse i den
Anledning.
Det vilde vvistnok være det Ønskeligste, om Forholdene vare saa-
ledes, at Forsamlingen kunde lade det være nok at bevidne Kongen
sine Taknemmeligheds-Føleser, men det er desværre anderledes.
Vi ere forsamlede her i en skjæbnesvanger Tid, for at røgte det
vigtigste Kald, som en Nation kan betroe sine Udvalgte.
Hele det danske Folks Blik er i dette Øjeblik fæstet paa vor
Gjerning; men det ie ikke Forfatningsloven alene, som er Gjenstand
for dets Ønsker og Forventninger, det er i ikke mindre Grad Løs-
ningen af Striden om Danmarks Grændse, Opretholdelsen af Fædre-
landets Ære og Værdighed, som er bleven saaret saa dybt ved Man- gel
af Opfyldelsen fra Modpartiets Side af den affluttede Vaaben-
stilstands Betingelser; og derhos er Folket gjennemtrængt af Medfølelse for vore lidende Brødre i Slesvig, som hænge fast ved os med ube-
tvingelig Hengivenhed, uagtet de Krænkelser, som de af denne Aar-
sag dagligen ere underkastede. |
|
58
47 48
Folket er rede til fremdeles at bringe Opoffrelser for en Sag,
som er det hellig, men det har den Tillid til os, at vi skulle hæve
den Udished, hvori det befinder sig, om hvad der er virket og
fremdeles vil blive virket til Øpnaaelsen af det Maal, som Nationen
har stillet sig og vor dansksindede Konge ogsaa har erkjendt for sit, da han i en høitidelig Stund udtalte de Ord: „det skal ikke skee.“
Denne Folkets Tillid tør Forsamlingen ikke svigte, da det er i
den, at vi gjensidigen skulle søge og sinde vor Styrke, og vi ville
der- for ikke ved en Adresse kunne forbigaae at berøre, hvad der saa
le- vende bevæger sig i Folket. Men paa den anden Side tør vi
ikke forglemme, at der ogsaa vogte arglistige Øine paa os, og at
Intet vilde være kjærere for vore Fjender end at see det Baand
løs- net, som har knyttet Folket og Regjeringen fast til hinanden og
frem- kaldt saa store Offre af Folket for at understøtte Regjeringen
i Kam- pen for Statens Udelelighed.
Denne Betragtning gjør det efter min Anskuelse tilraadeligt, at
Forsamlingen i det næværende Anliggende iagttager en Varsomhed, som
under andere Omstændigheder ikke vilde være fornøden.
Jeg føler vel, at mit Forslag og hvad jeg har antydet med Hen-
syn til Adressens Indhold maa hos Mange vække Spørgsmaal, som de
gjemme i deres Barm, og bringe dem frem paa Læberne; men der- som
ieg er saa heldig at være bleven forstaaet, tør ieg nære det Haab,
at de fremdeles ville holde disse Spørgsmaal tilbage, indtil de ved
foreliggende Leiligheder, hvortil der i Regjeringens Meddelelse til
Forsamlingen er hentydet, ville kunne fremkomme dermed under en
henstgismæssigere Form end den, Adressen dertil frembyder.
Naar Folket veed, at hvad der ligger det paa Hjertet, ingenlunde
af Forsamlingen er opgivet, men at den kun har udsat det, fordi det
ikke kan være tjenligt for Fædrelandets Vel, at det finder sin Udgang i Discussionen af en Adresse, saa vil Folket sikkerligen finde sig
til- fredsstillet for Øjeblikket.
Vi leve i en Tid, hvor en urokkelig Tillid er nødvendig, dersom vi skulle bevare Haabet om, at vor retfærdige. Sag vil seire.
Der svæver en Tordnesky over Danmark, som truer med at søn-
dersplitte Riget. Men der gives en Afleder, som ikke vil forefeile
sin Virkning til at forebygge Søndersplittelsen, og det er Fædrelands- kjærligheden. Hvor denne varmer Hjertet og leder Forstanden, der vil Enighed og Samdrægtighed slutte Folket fast til hinanden, som til
Regjeringen, og dette Sammenhold indeholder en Modstandskraft, som
fast er uberegnelig.
Dersom den ærede Forsamling maatte billige mit Forslag, vil det
vvistnok være tilstrækkelig klart for Enhver, hvor vigtigt det maa
være at anvende den største Opmærksomhed paa Valgene af den Comitee,
som jeg formoder vil blive nedsat til at forfatte Udkast til
Adressen, for at Adressen kan blive saaledes, at den selv med de
forskjelligee Anskuelser af Forholdenes Krav kan tiltrædes uden at for- anledige en Discussion, der her saa meget mindre turde være paa sit rette Sted, som det upaatvivleligen maa være af Vigtighed, at den
første Beslutning, der udgaaer fra Rigsforsamlingen, bærer Vidnes-
byrd om Enighed og Sammenhold.
Landsoverretsprocurator Christensen: Af
ligetænkende Colle- gaer i denne Sal har jeg faaet det Opdrag, for
saa vidt at under- støtte det Andragende, som her er stillet, at jeg
skal tillade mig at anbefale, at Forsamlingen udtalte for Hans
Majestæt sin og Folkets dybe Erkjendelse og Tak for den i Historiens
Aarbøger exempelløse Uforbeholdeenhed og Ærlighed, hvormed vor
ophøiede Monark har imødekommet Folkets Ønske, for det aabne og
imødekommende Sind, han har bevaret for Folkets Ønsker lige til
denne Dag, og for det dybe, alvorlige danske Hjertelag, han i sin
korte, men prøvel- fesfulde Regjeringstid allerede har lagt for
Dagen. Jeg skal altsaa forsaavidt anbefale det Andragende, som
foreligger; men jeg skulde derimod rigtignok mene, at Udtalelsen fra
Forsamlingens Side burde indskrænke sig til dettte Ene: Erkjendelse
og Tak for Hans Majestæt, vor ophøiede Konges personlige, folkelige,
frihedselskende og fædre-
landskjæflige Færd. Jeg udtaler dette saameget hellere i denne Sal, som jeg har havt rig Leilighed til at overbevise mig om, at den
Følese, jeg her udtaler og selv nærer, er aldeles almindelig, navnlig i Landbostanden, og som derved tillige turde sremgaae at Vidnesbyrd om, at Landboerne ikke mindre end Statens øvrige Borgere skjønne
og haabe paa de Frihedens Goder, som Hans Majestæt saaledes har
tilsagt os.
Thalbitzer: Idet jeg med Glæde slutter mig
til det gjorte Forslag, der ikke alene indeholder Forsamlingens
Mening, men og- saa vil være et sandt Udtryk, saavidt jeg veed, af
hele Folkets Følelser, skal jeg blot tillade mig at foreslaae, om
der ikke tillige i Adressen kunde blive gjort Hans Majestæt
Anmodning om, at han vilde meddele Sverrigs og Norges Konge og Folk
Rigsforsamlingens verme Taksigelse for den Deeltagelse, der er viist
os i saa mange Henseender i den betrængte Tid, som vort Fødeland har
været i Jeg antager, at man saameget snarere kan faae dette Ønske
indført i Adressen, da man, foruden alt Andet , som man opfordres
til at takke vor frihedselskende, folkeligsindede Konge for, ikke
maa undlade at paaskjønne, at han ogsaa deler med sit Folk de
skandinavske Sym- pathier. Han har saaledes, samtidigt med, at
Brodersolkene rakte hinanden Hænderne, vidst at slutte et inderligt,
personligt Venskab med Kong Oscar. Jeg troer altsaa, at den
hurtigste og meest loyale Maade at kundgjøre vore Nabobrødre paa,
hvad der rører sig i Fol- ket, vilde være den, derom at optage en
Bemærkning i Adressen.
Boisen: Det vilde være saare ønskeligt, om
den Tiltale, hvormed Forsamlingen henvender sig til Kongen, kunde
udgaae som et eenstemmigt Udtryk af Forsamlingens Følelser, som fra
eet Hjerte, og vor Konges Redelighed, hans Ordholdenhed, hans
Frisindethed, hans Folkelighed og fremfor Alt hans danske Hjertelag,
giver vvistnok Forsamlingeu rig Anledning nok til at henvende sig
til ham i en Tiltalke, der vil sinde Gjenklang i Alles Hjerter. Jeg
havde rigtignok troet, at man ikke godt kunde henvende sig til
Kongen, uden at man ogsaa maatte omtale Regjeringens
Foranstaltninger, men jeg indseer paa den anden Side godt, at dersom
dette skulde skee, saa vilde Tiltalen ikke udgaae eenstemmig fra
Forsamligen,og det er dog dette, jeg af ganske Hjerte maatte ønske.
Men eet Punkt er der dog, som i denne Tiltale ikke kan undgaaes at
blive omtalt og som ogsaa meget vel kan optages uden at forvolde, at
den ikke skulde blive eenstemmig: det er vor Glæde, vi ville udtale
over Hs. Majestæts danske Hjerte- lag og novnlig over hans Hjertelag
mod vore slesvigske Brødre, og dertil mener jeg da ganske naturlig
kunde knyttes Udtalesen af vort Hjertelag for den samme Sag. Jeg
veed meget godt, at saaledes vil Hjertesproget komme til at lyde,
det Sprog, som ofte maa for- stumme under vore politiske Forhold;
men her maa det dog ikke for- stumme, fordi det vilde være
unaturligt at tie stille med det, som lig- ger os Alle nærmest paa
Hjerte. Dersom vi vilde tie dermed, da troer jeg idetmindste, at vi
vilde skuffe vor Konges Forventning, som i sin Tiltale til os har
peget hen derpaa, og jeg er vis paa, at vi vilde skuffe ogsaa hele
Folkets Forventning og svakke dets Tillid til os, og at vi fremdeles
dybt vilde saare vore slesvigske Brødre og give vore Fjender et
Paaskud til at sige, at ny havde vi opgivet den danske Sag; jeg
troer endelig, at vi, hvis vi vilde tie dermed, vilde staae i et
underligt Lys hos de fremmede Magter; og derfor beder jeg om, at
Tiltalen, som for første Gang lyde fra Rigsforsamlingen til over
Konge, ogsaa maa berøre dette Punkt. Jeg beder Forsam- lingen om, at
vi i den Tiltale, som skal udgaae til Kongen, maatte udtale vor dybe
Kjærlighed til og Taknemmelighed mod ham, at vi maae udtale vor
Kjærlighed til vore slesvigske Brødre, vort Haab om bedre Dage for
dem og vor inderlige Bøn til Kongen om, at Alt, som er muligt, maa
blive gjort for at gjøre dem deres Tilstand taalelig, samt tillige
udtale vor Beredvillighed til at bære ethvert Offer, som denne Sag
kræver . (Fortsætles.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco
Lunø. |
|
59
49 50 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Ringsdagen. No 7. Tredie Møde.
(Fortsat).
Schiern: I Anledning af Proponentens Udtryk,
at man ikke kunde drage „Omsorg” nok for Valget af den Comitee, som
nedsættes, føler jeg mig opfordret til at gjøre en Bemærkning. Jeg
er uvi- dende om, hvorvidt Vedkommende selv ønske at gjøre
Forsamlingen nærmere bekjendt med, hvad der vedkommer Danmarks
Forhandlinger med fremmede Magter i den slesvig-holsteenske Sag,
eller om det til- børlige, alstdige Hensyn til Rigets saavel ydre
som indre Forhold skjønnes at gjøre en saadan Forelæggelse nu enten
mislig eller betæn- kelig. I forste Tilfældee vil jeg for Tiden soge
Hvile deri, i det an- det Tilfældee derimod, da lod det sig tænke,
at Forsamlingen selv helst ønskede, at vedkommende Actstykker
overgives til Adresse-Comiteen, eller at den omvendt kandt mere
Grund til at foretrække, at disse forbeholdees en kommende Tid og
Leilighed, saaledes altsaa, at Adres- sen nærmest kun blev en hurtig
Besvarelse af Kongend Tale, saa- ledes, at den omtrent blev en — jeg
vil helst tænke — fra alle Sider i denne Sal eenstemmig, patriotisk,
kort Udtalelse af, at Forsamlingen med Kongen og hans Mænd vil mødes
i redelig, bestemt, varig Villie til at værne om den danske Nations
Selvstændighed og Uafhængighed.
Jeg har taget mig den Frihed at gjøre denne Bemærkning, fordi det
maaskee paa Een eller Anden foruden mig vil have nogen Ind- flydelse
med Hensyn til Sammensættelsen af den paatænkte Comitee, om dens
Virksomhed nærmest tænkes i den ene eller anden af de af mig
paapegede Retninger, enten ogsaa prøvnde og gjennemgaaende
Actstykker og andre Oplysninger eller blot søgende et Udtryk af en
fælleds Stemning, hvori vi enes.
Duntzfelt: Det Forslag, som idag er gjort i
Forsamlin- gen, gaaer ud paa at indgive en Adresse til den Konge,
som alene af egen Drift, af Kjærlighed til sit Folk har nedlagt sin
sou- veraine Magt og vil dele den med Folkets Repræsentanter, en Adresse til den Konge, som har skjænket Landet denne Velgjerning,
hvis Aand er tilstede som det varme Pulsslag i de Følelser, som
Folkets Repræsentanter saa utvivlsomt idag have udtalt at besjæle
det hele Folk. Det forekommer mig, at det vilde være særdeles øn-
skeligt, at Adressen maatte være et Udtryk af Forsamlingens ublan-
dede Følelser; men ihvor varsom man end vil gaae tilværks ved dens
Affattelse, vil det dog neppe kunne undgaaes, at Omstændighederne
kunne paabyde at gjøre til Gjenstand for Forhandling Ting, som ikke
ville fremkalde saa ublandede Følelser i denne Forsamling. Det er
bekjendt, at i de constitutionelle Lande, i hvis Række Danmark nu
indtræder, ansees Throntalen som en Meddelelse af Regjeringens Po-
litik; det er altsaa Regjeringen, de ansvarlige Ministre, som ansees
for at være Forfatter til denne Tale. Ved denne Leilighed har Hs.
Majestæt selv kun udtalt faa, men hjertelige Ord til Forsamlingen;
han har overladt til sine Ministre at meddele Forsamlingen, hvad der
med Hensyn til den indre og ydre Politik maatte være den magt-
paaliggende at vide. Det forekommer mig, at da det vil være en
Umulighed at affatte en Adresae, der tillige skulde indeholde en Gjen- nemgaaelse af Regjeringens Meddelelse, saaledes at den i Eet og Alt skulde være Udtrykket for den hele Forsamlings eenstemmige Følelser, kunde den deles i to Dele, saaledes at den ene-kun indeholdt Ord,
fulde af Taknemmelighed og Hengivenhed, som et taknemmeligt Svar paa
Hs. Majestæts Tale til Folkets Repræsentanter, en Tak, fordi han har
skjænket dem en Forfatning, som han siger, at det er hans Ønske,
Haab og Stolthed at maatte kunne grundfæste det gamle
Danmarks Ære og Lykke, hvorimodd en anden særskilt Adresse kunde
omhandle de forskjelligee Punkter, der omtales i Ministertets
Meddelelse. Dette Forslag har jeg troet at maatte henstille til For-
samlingens nærmere Overveielse.
With: I Provindstalstændernes Tid da veed
jeg vel, at det var Brug at indføre i Adresser adskillige Ting,
adskillige Ønsker, som man ikke vovede høit og lydeligt at udtale
under den sædvanlige Form; men nu, da Ordet er frit, som Tanken er
fri, da er det min Overbeviisning, at den Adresse, som vi ville
indgive til Hs. Majestæt, bør være henvendt paa at bevidne ham vor
Taknem- melighed for det Gøde, han har skjænket os. Dersom der næres
i vor Barm andre Ønsker, da er her givet Leilighed til at faae
dem drøftede og udtalte i særskilte Petitioner, og jo flere fremmede
Ele- menter man vil indføre i Adressen, desto vanskeligere vil det
være at faae den eenstemmig, hvilket dog vvistnok er særdeles
ønskeligt i denne Tid. Hvad navnlig Sverrigs Forhold til Danmark
angaaer, da er jeg vvistnok meget tilbøielig til at give den svenske
Nation min Tak for det kjærlige Sindelag, den har viist mod os, men
hvorledes man end vil indføre den i en Adresse, saa vil der vvistnok
opstaae megen Dispute om Udtrykkene; thi Mange ville vvistnok være
enige med mig i at takke de Svenske, der have fægtet under vor Fane,
for den Deeltagelse, de have viist, medens Andre ikke synes at kunne
tillægge den svenske Hjælp den Betydning, den vvistnok har havt.
Hvad navnlig det slesvigske Spørgsmaal angaaer, da er det en saa
vigtig Sag, at jeg ikke troer, at det bør indføres i en Adresse, men
blive Gjenstand for en særegen Behandling; jeg slutter mig derfor
til dem, som mene, at Adressen kun bør være en Takadresse.
Linnemann: Jeg kan ikke være enig med den
fore- gaaende Taler. En blot Takadresse forekommer mig at være
lige- saa unyttig og unødvendig som lidet passende for denne
Forsamling. Folket venter vist en Udtalelse om noget Mere; paa den
anden Side tilstaaer jeg, at jeg ikke kan begribe, hvorledes denne
Forsamling alle- rede nu skukde kunne fremkomme med en meget
bestemt, om jeg saa maa sige, kritisk Adresse, saalænge de fornødne
Oplysninger mangle. Jeg troer derfor, dersom jeg har forstaaet den
ærede Proponent rig- tigt, at han ønsker at gaae en Middelvei, og
hertil vil jeg ogsaa slutte mig saaledes, at Adressen, næstefter at
udtale Tak, og varm og hjertelig Tak til Kongen, tillige udtalte
Nationens Beredvillighed til fremdeles at yde endnu større Offre for
at fremme og befæste Dan- marks Ære og Selvstændighed, og for
navnlig at fremme den Sag, hvorom vi dog Alle maae være enige,
nemlig Slesvigs uadskillelige Forbindelse med Danmark.
Tage-Müller: Jeg skulde ikke have tilladt
mig at reise mig, naar. ikke mit Opholdssted netop ved Slesvigs
Grændse, eller, dersom den naturlige Grændse skal komme i
Betragtning, i selve Slesvig havde dertil opfordret mig, og jeg
saaledes ved et Spørgs- maal, der vvistnok for Øjeblikket hører til
de vigtigste Emner, nemtig Slesvigs Forhold til Danmark og hvorvidt
dette skal berøres i den foreslaaede Adresse, er kommen til Orde.
Saa dybt som noget har mit Hjerte følt ved den betrængte Tilstand,
hvori saamange Slesvi- gere, hvis Hjerter slaae varmt for den danske
Sag, have i den nu forlødne Sommer været stedte, og især bløder mit
Hjerte ved at tænke paa den Tilstand, hvorunder disse Slesvigere nu
maae leve, da de under den saakaldte Vaabenstilstand mange Ste- der mere haanes og fortrædiges, end det forhen under Krigen var
Tilfældeet. Hvad Adressen angaaer, da finder jeg det aldeles pas-
sende, at vi — og jeg ønsker og haaber eenstemmig — tolke vor
|
|
60
51 52
Tak til den folkelige Konge, der saaledes er kommen den
danske Na- tions Ønsker imøde; og som saaledes vil dele sin
lovgivende Magt med Folket. Denne Tak mener jeg passende udtrykkes
saa varm som muligt, ifald det var muligt, at Ordet kude finde
Udtryk nok for Hjerternes fulde Følelser. Hvad det slesvigske
Spørgsmaal angaaer, da veed jeg neppe, hvorledes man i denne
Henseende paa den ene Side kunde udtrykke sig stærkt nok og paa den
anden Side forsigtigt nok, thi vist er det, at Ønsket om, at Slesvig
maa uadskillelig forbin- des med Danmark, maa være saa varmt i
ethvert Bryst, som slaaer med fuld Kjærlighed til sit Fædreland, at
intet Ønske af den Art kan være varmt nok; men derimod mener jeg, at
Forsamlingen ingen- lunde kan afgjøre, om det var det Rigtigste,
hvad vi vel ønskede, der- som vi blot turde følge vore Følelser,
strax at forjage Voldsmænd, som jeg maaskee nu tør kalde dem, som
ere trængte ind over Sles- vige Grændser, og fuldelig hævde de
danske Slesvigeres Ret, tht vi vide dog ingenlunde, hvilke sørgelige
Følger for Tiden, og maaskee endog for en Tid, som vil være snart
forhaanden, et saadant Skridt, hvortil en velmenende Følelse i vort
Hjerte vilde lede os, naar ikke koldere Overveielse burde finde
Sted, vilde føre med sig. Derfor mener jeg, at i den Henseende
maatte Adressen være affattet med særdeles megen Forsigtighed og
ingenlunde med nogen bestemt Opfor- dring til, hvad Regjeringen
efter sin Viisdom og efter sin Kundskab til det Forhold, som vel den
største Deel af os ikke kjender, maatte beslutte.
Schytte: Jeg skal ikke indlade mig paa at
yttre mig om, hvad der skal indføres i Adressen. Den hidtil førte
Discussionhar tilfulde viist, at Meningerne derom ere deelte. Jeg
antager, at Propo- nenten, hvad ogsaa en æret Taler ligefrem har
udtalt, har tilsigtet at gaae en Middelvei. At gaae denne er, som
bekjendt, Noget af det vanskeligste; men hvorvidt man naaer Maalet
vil først kunne af- gjøres, naar de Oplysninger ere indhentede, som
jeg antager, at den Comitee, der vil blive udnævnt, ikke vil
forsømme at indhente, og som det høie Ministerium, forsaavidt det
maatte finde en saadan Meddelelse passende, ogsaa vil meddele. Jeg
troer derfor, at man paa Sagens nærværende Standpunkt ikke bør gaae
længere ind paa Realiteten af, hvad man ønsker indført i Adressen,
men med Omhyg- gelighed vælge den Comitee, som har at gjøre
Forslaget, og først naar den er fremkommen med dette Forslag, mener
jeg, at man kan komme til at drøfte Sagen.
Madvig: Det Tilsvar, hvormed Forsamlingen
skal be- svare Hans Majestæts Tiltale til os, en Tiltale, som er
fremkom- men fra Hans Majestæt uden Tvivl i fuldkommen Samklang
med Ministrene, denne Tiltale fra vor Side, troer jeg, skulde, som
den forste Yttring af Forsamlingen, være en saadan Udtalelse af
den Stemning, hvoraf Forsamlingen er besjælet, at den i den
Henseende ogsaa kunde stille Forsamlingen i et rigtigt Forhold til
Folket, som har sendt os. Jeg troer, at i denne Henseende vilde en
Adresse blive ufuldstændig, hvis den indskrænkede sig til blot at
være en Tak, lige- som den som en blot Taksigelse ikke vilde
indeholde et ganske fuld- ftændigt Svar paa Tiltalen, idet denne dog
ogsaa har antydet de høist vanskelige Forhold, i hvilke Riget for
Øjeblikket befinder sig, og hvis Ordning imødesees af Kongen og
Folket. Jeg troer, at der er en saadan Stemning hos Folket, en
saadan Længsel efter at see disse Forhold ordnede, en saadan Stræben
efter at see dem vel ord- nede, samt drrhos Beredvillighed til at
yde de Offre, som maatte kræves, at denne Aand hos Folket ogsaa maa
komme tilsyne hos dets valgte Repræsentanter; men paa den anden Side
troer jeg, at ikke Forsamlingen vil eller Folket kunde ønske, at den
skulde udtale Noget, som Forsamlingen ikke var tilstrækkelig
underrettet om for at kunne udtale. Men skulde Forsamlingen
vvirkelig udtale sig om, hvad der kunde opnaaes med Hensyn til
Ordningen af Rigets Forhold, saa kom vi ind paa den vanskeligste og
meest omfattende Undersøgelse, og vi concentrerede Alt, hvad der
siden vilde blive Gjenstand for denne Forsamlings Forhandling eller
en stor Deel deraf i den første Debat, hvorved altsaa vilde
fremkomme en Disharmoni og Splid, som maa soges undgaaet. Det
svækkende Indtryk bør undgaaes. Dertil kommer, at en Prøvelse af
Rigets Forhold vilde med- tage, naar den skulde være grundig, en
lang Tid, i hvilken der ikke
vilde fremgaae nogen Gjerning af Forsamlingen. Jeg troer altsaa,
at vi her, som ogsaa før er antydet, bør søge en Middelvei, og denne
Middelvei, troer jeg, lader sig temmelig bestemt opnaae derved, at man udtaler Stemningen i Folket, men holder enhver Dom eller Kritik
ude af Adressen. Stemningen er Taknemlighed for den frie Forfat-
ning, som vi skulle faae, og som vi nu ere rykkede nær; den er dernæst Beredvillighed til at understøtte Kongen; og Regjeringen paa en-
hver Maade og med alle Slage Opoffrelser, at stræde efter at ordne
Statens Forhold i Overeensstemmelse med Danmarks Ret og Folkets
Erkjendelse af denne Ret. Dette kan allerede paa dette Standpunkt
udtales, det kan udtales paa en saadan Maade, at man undgaaer enhver
Yttring om, at Forsamlingen senere hen under de fremskridende
Forhandlinger venter at blive underrettet, i det Enkelte og bestemt,
baade om, hvorledes Sagerne for Øjeblikket staae, hvorledes
Udsigterne ere, og ad hvilken Vei vi ere komne paa det nærværende
Standpunkt. Vi behove ikke at skyde fra os at udtale, at dette maa
komme til Forhandling, idet vi yttre at ville gaae ind paa alle de
Forslag og Midlerne til at ordne Staten paa, som ud- kræves, idet vi
ved at gaae ind paa disse Forslag ville finde os i alle de dertil
skikkede Offre, men at vi uden Hensyn til Forslagenes Indhold og de
i saa Henseende meddeelte Oplysninger uotale den gjennem Nationen
gaaende Stemning, at Folket med største Bered- villighed vil
understøtte disse Bestræbelser for at hævde Danmarks Ære og haaber,
at diese Bestræbelser fastholdes til den yderste Mu- lighed; ud over
denne forlanger Folket heller ikke at gaae, eller at dets Skjæbne
skal sættes paa Spil; dette er Grændserne, som bør sættes for en
Adresse; dette er, hvad Folket venter at ville blive ud- talt af
Forsamlingen allerede endnu idag.
Ræder: Jeg vilde være ganske enig i, at den
Adreese, som nu skal indgives til Hans Majestæt, kun skal være en
Tak- sigelse, men jeg kan ikke negte, at jeg ei kan bifalde denne
Me- ning, naar vi ikke i den Anledning forbeholdee os Ret til
nærmere at betragte vor Tilstand, som i høieste Grad foruroliger os.
Pre- mierministeren har vel meddeelt os en Skitze over Tilstanden,
men jeg maa oprigtig tilstaae, at den ikke har været tilstrækkelig;
maaskee tilstrækkelig som en offentlig Meddelelse; men Folket staaer
i dette Øjeblik med saa stor Forventning til denne Forsamling, at
den maa fordre en fuldkommen og aldeles uforbeholdeen Erklæring om,
hvor- ledes Staten nu staaer; den maa vide, hvorledes det
slesvig-hol- stenske Spørgsmaal staaer, thi uden en saadan Erklæring
kan den ei have en tilstrækkelig Tillid til Ministeriet, og vi staae
her altsaa i en altfor mislig Stilling, naar vi ikke see, paa hvad
Fod vi staae. Jeg tør derfor haabe, at Ministeriet med det
Allerførste vil forelægge Forsamlingen en saadan Fremstilling af
hele Statens Status. Jeg er overbeviist om, at naar der tales med
Tillid, vil der mødes med Tillid, og naar der tales med Sandhed, vil
man komme Ministeriet imøde med Sandhed, og den vil sikkert ei være
Ministertet til Skade. Lad Tordenen rulle, det gjør Intet til Sagen;
efter Torden kommer lys Dag, og Gud give, at den snart maa oprinde
for Danmark.
Stockfleth: Forsaavidt det er yttret, at den
foreslaaede Adresse blot skulde være en Takadresse, da kan jeg ikke
være enig med de Herrer, der have yttret Saadant; jeg troer i
denne Henseende, at man vilde skuffe Folket, at man vilde skuffe
Nordsles- vigerne. Det vilde være synderligt, om det første Ord, som
udgik fra Rigsforsamlingen, ikke skulde indeholde et eneste
trøstende og opmun- trende Ord til dem, som for Øjeblikket lide mere
end under selve Occupationen; man har vel erholdt en Vaabentilstand,
men denne er endnu ei traadt i Kraft, og Danmark har ikke formaaet
at hævde fine Rettigheder. Vi have endnu i de seneste Dage seet,
hvorledes Haderslev har været underkastet blodige Optrin af det. der
herskende Parti. Jeg anseer det nødvendigt, at vi idetmindste komme
med et opmuntrende Ord i selve Adreesen til vore sleevigske Brodre.
Jeg holder for, at vi bør udtale Folkets Beredvillighed til ethvert
nyt Offer i denne Retning. Jeg anseer det derfor for ønskeligt, om
de Deputerede fra Landets forskellige Distrikter udtale sig om den
Stem- ning, som i denne Henseende hersker hos dem. Jeg møder fra
et Distrikt, som just har været besat af Fienden; men jeg kan
forsikkre, at det, de haarde Byrder uagtet, der have været paalagte,
døg er |
|
61
53 54
beredt til at bringe endnu større for Danmarks Ære,
Danmarks Selvstændighed.
Gram: Jeg skal kun tillade mig at bemærke,
at jeg maa slutte mig til den sidste ærede Taler. Jeg lever i et
Distrikt, hvor Blandingen af Slesviger og Danske er almindelig
bekjendt. I det Sogn, hvor jeg boer, er omtrent ⅓ Slesvigere; disse
have mere eller mindre lidt af Krigen og lide endnu af den Overmagt,
som udøves af den ulovlige Regjering. Jeg maa derfor, idet jeg
nøie kjender Stemningen der, som og i de øftlige Dele af
Nordslesvig, stemme for, at Adressen ei blot indeholder Tak, skjøndt
dette er den vigtigste Deel af samme, fordi vi Alle føle, hvormeget
vi skylde vor folkelige og elskede Konge for det, som han allerede
har givet, og som vi haabe, at han fremdeles vil give sit Folk; men
jeg troer tillige, at Adressen bør indeholde nogle trøstende og
opmuntrende Ord. Den Taushed, der hidtil har hvilet over denne Sag,
har hvilet ligesom en trykkende Steen paa hele Folkets Hjerte,
men naturligviis maa Trykket føles meest blandt dem, om hvilke
det er uvist, om de have været folgte eller kjøbte. Adressen bør inderholde noget Trøstende og Opmuntrende for dem. Det er ikke
min Mening, at man skal indlade sig saa dybt paa Sagen, at der vil
kunne opstaae Forvirring, eller at maaskee derved Regjeringen kunde
bringes i Forlegenhed med sine diplomatiske Underhandlinger, men jeg
formener, at man maa saavidt muligt trøste og berolige Slesvigerne,
at de kunne vinde Mod og Kraft til at holde ud, indtil Forløsningens
Time maatte slaae. Naar en Adresse affattes paa en forsitgtig Maade
og i denne Aanb, er jeg overbeviist om, at den ikke vil skade; jeg
er ligesaa overbeviist om, at den vil udøve en gavnlig Indflydelse,
ikke blot i Slesvig, men over det hele danske Land, og holder jeg
mig tillige forvisset om, at man derved kommer Folkets Ønske imøde,
thi Folket overalt, og navnlig i Slesvig, seer med den høieste
Forventning enhver Tidende imøde, der udgaaer fra Rigs- dagen. Det
er vigtigt, at Rigsdagens første Ord ere saadanne, at de kunne
bringe en Stemning ud over det hele Land, som vidner om, at det ei
blot er os, der her ere tilstede, som have Tillid til Hs. Majestæt
og hans vise Regjering, men at det er hele Folket, der kan glæde sig
over Saadant.
Dahlerup: Efter den Opfordring, som en æret
Taler har stilet til de Deputerede fra de forskjelligee Distrikter,
skal jeg tillade mig at oplyse, at ogsaa det Distrikt, hvorfra jeg
er, med Opmærk- somhed seer hen til denne Forsamling i Forventningen
af de Skridt, som skulle foretages med Hensyn til Ordningen af
Landets ydre For- hold. Det er Folkets inderligste Overbeviisning,
at Spørgsmaalet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmaalet
om Dan- marks Bestaaen som en Nation, den almindelige og dybtfølte
Over- beviisning i det Distrikt, hvorfra jeg er, at Spørgsmaalet om
Sles- vigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmaalet, om vi skulle
Vedblive at være danske Mænd. Det føle vi Alle paa det Bestemteste,
at der- som ikke Slesvig fastholdes ved Danmark, men kommer i
Forbindelse med Tydskland, staaer Jylland Fare for at blive angreben
af de Uykker, som nu plage Slesvig. At den første Udtalelse, som
udgaaer fra denne Forsamling, tillige skal udtale denne Forsamlings
Følelser i saa Henseende, er nødvendigt, og jeg føler mig derfor
overbeviist om, at en Adresse, der kun skulde indeholde Tak, vilde
fremkalde et mindre gunstigt Indtryk i Jylland.
Slausen: Jeg understøtter det Forslag, som
er bleven fremsat, i den Retning, hvori jeg antager, at det er
blevet stillet til den ærede Forsamling. Det er ikke blot for første
Gang i lang Tid, at en Forsamling er sammentraadt, der repræsenterer
Lan- dets Befolkning; det er ikke blot derfor, at Forsamlingen er
sammen- kaldt, for at grundlægge det Værk, hvortil vi kunne sige, at
de fore- gaaende Tiders Udvikling har hentydet, og som skal blive
Udgangs- punkt for Fædrelandets Fremtid; dersom det forholdt sig
saaledes, da kunde Forsamlingen indskrænke stn Adresse til at tolke
sin Tak til den Konge, som ved egen fri Tilskyndelse har gjort det
første Skridt i denne Retning. Men Forsamlingen er sammentraadt
under For- hold, der have fremkaldt en Stemning, der fylder alles
Hjerter, og der er ikke en Eneste i denne Sal, som ikke har baaret
denne, Stem- ning med sig. Vi ere blevne modtagne i denne Sal med en
Hilsen
fra vor Konge, som ligeledes bærer Præget af den samme Stem-
ning, der gaaer igjennem det hele Folk, og som ogsaa indeholdes i
Regjeringens Meddelelse om Rigets Stilling om den nærmeste Fortid og
om den nærmeste Fremtid; og derfor mener jeg, at en Adresse, som
udgaaer fra nærværende Forsamling, ikke kan blive staaende ved en
simpel Taksigelse. Den maa være en Besvarelse af den Tale, der er
udgaaet fra Kongen og hans Regjering; og naar jeg siger dette, mener
jeg det baade med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Formen. Med
Hensyn til Indholdet er det saa langt fra, at man kan betragte Det
som et fremmed Element, der gaaer ud paa de Forhold, som udgjøre
Hovedgjenstanden for vore Bekymringer, at jeg meget meer maatte
betragte en Forbigaaen heraf som en unaturlig Tilbagetrængen af,
hvad der rører sig i os, i det hele Folk. Men jeg troer, at ogsaa
med Hensyn til Formen maa Adressen være en Besvarelse af den
kongelige Tiltale, men denne kongelige Tiltale har ikke meddeelt
Oplysning om de enkelte Foran- staltninger, som ere trufne og som
skulle træffes, og vor Adresse maa saaledes holde sig udenfor det
Enkelte, ikke fælde Dom over, hvad der har været foretaget, eller
bestemme, hvad der i Fremtiden vil være at foretage. Forsamlingen
vilde herved foregribe sig selv, vilde foregribe et kommende
Tidspunkt, hvor den vil have en naturligere og rimeligere Anledning
til at indlade sig derpaa. Adres- sen maa blive staaende ved at
udtale den Stemning, som den konge- lige Tiltale, saaledes som den
ligger for os, har fremkaldt, en Stem- ning med Hensyn til
Regjeringen og vor Fremtid i det Hele, der tillige udtaler
Beredvillighed og Ønske om fra det hele Folks Side at komme
Regjeringen imøde til kraftig Optræden for Folkets Ære og Velfærd.
Forøvrigt troer jeg ikke, at Forsamlingen kan ville ind- lade sig
paa den nærmeste Form for Adressen, idet jeg formener, at det maa
blive overladt til den nedsættende Comitees Takt at indføre i
Adressen, hvad der har sin rette Plads og holde ude derfra, hvad der
ikke hører hjemme deri.
v. Haven: Jeg finder mig foranledigeet til
at udtale mig i Anledning af en af en æret Taler skeet Opfordring
om, at Depute- rede fra forskjelligee Distrikter skulle
tilkjendegive, om der vvirkelig var Beredvillighed tilstede til at
gjøre Opoffrelser for den Sag, som Re- gjeringen især nu har for.
Jeg føler mig opfordret dertil, saameget mere som jeg offentligen
har yttret mig imod den saakaldte frivillige Folkevæbning i Jylland.
Ellers vilde jeg slet ikke taget Ordet her. Der er vvistnok en stor
Beredvillighed i Jylland til at gjøre alle mulige Opoffrelser for at
fremme Regjeringens Stræben og for at staae Kongen og de nærværende
Ministre bi i enhver Henseende; men fordi man modsætter sig en, om
jeg saa tør sige, saa forkeert Foranstaltning som den saakaldte
frivillige Folkevæbning . . . . . . .
Formanden: Det forekommer mig, at det ærede
Medlem yttrer sig om en Sag, som ikke foreligger.
v. Haven: Saa vil jeg dog blot udtale det
endnu engang, at Jyderne i min Egn ere beredvillige til ethvert
Offer, som Kongen vil kræve til Haandhævelse af Danmarks
Selvstændighed og Udele- lighed.
With: Jeg skylder mig selv at forvare mig
imod en mulig Misforstaaelse, som jeg frygter for, at mit første
Foredrag har givet Anledning til. Naar jeg yttrede, at jeg ikke
ønskede de slesvigske For- hold behandlede i Adressen, skete dette,
ikke fordi jeg nærer mindre Sympathi for vore slesvigske Brødre end
andre. Nei tvertimod. Jeg føler vvistnok ligesaa meget for disse
vore for Tiden trykkede Landsmænd som nogen anden; men netop fordi
jeg anseer den sles- vigske Sag for en af de allervigtigste, der bør
behandles med det modneste Overlæg, efterat Forsamlingen ved
Meddlelser fra Mini- steriet har erholdt Oversigt over hvad der er
passeret og alle Forhold, troede jeg ikke, at denne Sag egnede sig
til Behandling i en Adresse, og frygtede for, at hvis den slesvigske
Sag blev behandlet i Adressen, skulde Forsamlingen snarere være
mindre tilbøielig til at gaae ind paa en nøiere Undersøgelse.
Lorck: Forsaavidt jeg har formaaet at
opfatte Forsamlingen, er man langt mere enig, end man troer. Der er
ikke Tale om at indgive en Adresse, hvori man skulde udtale en
Kritik over Regjerin- gens Handlinger, men kun om at udtrykke den
Beredvillighed, som |
|
62
55 56
fra alle Kanter er udtalt, til at understøtte
Regjeringen; et saadant Udtryk er paa sin rette Plads i Adressen, og
vi bør udtale det. Jeg troer saaledes, at vi vvirkelig ere mere
enige, end det lader til.
Otterstrøm: Jeg skal blot tillade mig endnu
at yttre, at efter hvad jeg har hørt af flere af de Deputerede, har
man i Almin- delighed opfattet mit Forslag, saaledes som jeg har
meent det. Kun den Bemærkning finder jeg Anledning til at fremføre
med Hensyn til, hvad der af den Deputerede i det første District i
Skanderborg Amt er yttret om, at der i Adressen udtales nogen Dom,
at heller ikke jeg for mit Vedkommende har ønsket, at man allerede
nu skulde komme juft til det, der udgjør det egentlige
Livsspørgsmaal, ligesom det hel- ler ikke har været min Mening at
udtale nogen Dom eller Kritik over Regjeringen, en Udtalelse, jeg
har troet, at man burde udsætte til en anden Tid.
Udenrigsministeren: Det er allerede saavel
af en æict Rigsdagsmand for Bornholm som af flere andre ærebe Talere
udtalt, at Rigsdagen maatte ønske at æske Oplysninger af Regjeringen
om Landets Tilstand i det Hele, saavelsom angaaende de
Forholdsregler, som denne maatte gjøre det nødvendigt at tage. I
denne Anledning skal Jeg tillade mig at oplyse, at Regjeringen ogsaa
fra sin Side har besluttet at komme Rigsforsamtingens Ønske imøde,
saavidt det staaer til den; dette er ogsaa allerede antydet i den
Tale, som Premiermi- nisteren ved Rigsdagens Aabning har holdt. I
hvilken Form imid- lertid en saadan Meddelelse fra Regjeringens Side
vil sinde Sted, maa nærmere beroe paa den Overeenskomst, som vil
kunne træsset med den ærebe Referent for Adressecomiteen, naar
Forsamlingen har taget sin Beslutning om, paa hvilken Maade den
agter at indgive sin Adresse, og naar den maate have taget
Bestemmelse om, hvorledes den agter at fordele de forskjelligee
Sager, som ere omtalte t Regjerin- gens Meddelelse. I at afgjøre, i
hvilket Omfang en saadan Meddelelse kan finde Sted, vil Regjeringen
deels være ledet af Hensyn til den Pligt altid nøie at holde fast
ved Grændserne for den executive og den lov- givende Magt, at holde
fast ved de Grundregler, som ere nødvendige for enhver Stat, og
dobbelt nødvendige, hvor man staaer ved Begyn- delsen af det
consittutionelle Liv; deels vil den derved have Landets Interesse
for Øie, og det vil i denne Henseende ikke være vanskeligt for
Regjeringen at komme overeens med vedkommende Referent, Saa- ledes
og da vil man tale, og naar man da saaledes har talt, talt i fuld
Oprigtighed og Sandhed, vil Enhver vvistnok blive gjennemtrængt af
Følelsen af, hvor vigtigt det er, at man agter paa og yttrer sig med
stor Varsomhed om disse Forhold. Den Følelse vil da vvistnok blive
almindelig, at der er væsentlige Punkter, som ikke egne sig til
offentlig Meddelelse, end ikke til at meddeles vedkommende
Referenter. Jeg troer imidlertid, som allerede forhen yttret, at en
nærmere Overeenskomst og Bestemmelse i denne Henseende vil kunne
træffes, saasnart Rigs- forsamlingen har taget sin Beslutning
angaaende Adressen saavelsom angaaende de øvrige Sager, der ere
omtalte i Regjeringens Med- delelse.
Ræder: Jeg skylder at aflægge min hjertelige
Tak for hvad den ærede Minister her har meddeelt; jeg troer, at
Ministeriet med Tillid kan bygge paa, at denne Forsamling kun
bestaaer af trofaste, ærlige Danske, der ikke ville gjøre nogen
Misbrug af samme. Jeg antager, at disse Meddelelser maaskee nok
kunne gjøres til Forsamlingen inden lukte Dørre, men det turde dog
være hensigtsmæssigere, at de gjordes til en i dette Øiemed særskilt
udnævnt Comitee, bestaaende af Mænd, som forstode at bruge
Discretton.
Madvig: Med Hensyn til hvad der før var
yttret af Rigs- dagsmanden fra Svendborg Amts 4de District om en
dobbelt Maade, hvorpaa man kunde gaae frem ved Affattelsen af
Adressen, maa jeg erklære, at jeg just vilde udtale mig derhen, at
man her i Forsamlin- gen ikke skulde forlange disse Oplysninger, men
at man her kun skulde referrere sig dem, og at man just derved vilde
beholdee en fri Plads til at bevæge sig paa, fordi man ikke allerede
nu behøvede at kræve disse Oplysninger, men havde, det i sin Magt at
udtrykke sig
saaledes, at man kun forbeholdet sig dem til senere beleilige Tids- punkter, saaledes som ogsaa er udtalt af flere ærede Talere. Jeg ud- siger kun dette, fordi der kunde opstaae ligesom en Tanke om, at jeg vilde, at man i Adresse-Comiteen skulde forlange visse Oplysninger, medens jeg dog udtalte mig derhen, at man i Adresse-Comiteen ikke
skulde gaae ind derpaa; jeg gjentager altsaa, hvad jeg før har sagt,
at her kun bør være Spørgsmaal om en Adresse, der ikke indlader sig
paa nogen Dom, og altsaa heller ikke forubsætter de Oplysninger, som
man maatte være i Besiddelse af, for at kunne udtale en saadan, men
at man kun skulde holde sig til Udtrykket af den Stemning, som
erkjendes levende hos Folket.
Udenrigsministeren: Jeg søgte blot at
sammenfatte, hvad der alt af flere Talere var yttret; det var ikke
undgaaet min Op- mærksomhed, at den ærede Rigsdagsmand fra Bornholm
ligesaalidt som flere af de øvrige Talere troede, at disse
Oplysninger allerede nu af Regjeringen skulde æskes, men at dermed
skulde udsættes til senere, indtil man, hvilket ogsaa Regjeringen
nærmest har tænkt sig, var bleven enig om Behandlingen af de Sager,
der ere antydede i Regjeringens Tiltale.
Gleerup: Det forekommer mig, at denne
Discussion er gaaet ud over sin egentlige Oprindelse. Den jydske
Deputeredes Forslag har jeg kun kunnet opfatte saaledes, som om at
denne Forsamling skulde udtale sin Tak til Hans Majestæt. Denne
Forsamling maa føle en Opfordring, den inderligste Opfordring til en
saadan lovlig Henvendelse til Hans Majestæt, og dette maa jeg ganske
tiltræde. Det forekommer ogsaa mig, at Adressen ikke burde indeholde
nogen Dom, nogen Kritik over Ministeriet, men en Udtalelse af
Stemnin- ger og Tilstande, en varm Udtalelse af Nationens Tak til
Hans Majestæt. Kongen trænger til en saadan Udtalelse, han trænger
til at høre den af den første danske Rigsforsamling af Folkets
egne Mænd. Vi ville skuffe Folkets Forventning, dersom vi ikke
udtale Folkets Tak til Kongen. Det er ikke dermed meent, at der i
en saadan Udtalelse skulde udelukkes det Spørgsmaal, som bevæger
os Alle, det slesvig-holstenske; men det kan jo ikke udelukkes, naar
vi takke Kongen for det, han har sagt, at han hverken har Magt
eller Villie til at skille Slesvig fra Danmark; og naar vi takke ham
for denne Udtalelse, saa sige vi ogsaa, at vi ere villige til at
vove Alt, saa sige vi derved til vore slesvigske Brødre, at de kunne
stole paa os. Jeg troer, at enhver Adresse, hvori dette ikke vilde
findes ud- talt, vilde faae et mat, et nebslaaende Anstrøg. Man har
allerede af disse Discussioner kunnet fornemme det, thi man har talt
om Modløshed og Forsagthed, og derved er allerede alt Opsving
borte. Jeg maa saaledes fuldkommen holde mig til den ærede
Repræsentant fra Bornholm, hans klare Foredrag: at Adressen alene
skal være en Udtalelse af Stemninger og Ønsker.
Cultusministeren: Det maatte være mig
tilladt at frem- komme med nogle Bemærkninger i Anledning af den
sidste ærede Talers Yttringer.
Jeg troer, at en Forsamling, som staaer paa et blot raadgivende
Standpunkt, kan udtale „Stemninger og Følelser” og kan tillade sig
blot at tænke paa at tage „et Opsving”. Men, mine Herrer! Ud-
talelsen af Deres Følelser; det er Beslutninger, Udtalelsen af deres
Stemning det er Tilkjendegivelse af Deres Villie, det er Handlinger,
som kunne have uberegnelige Følger. Det gjælder altsaa om kun at
udtale det, som De ere overbeviste om, med Hans Majestæt i Spidsen
at ville kunne gjennemføre. Kun saavidt bør De gaae, at Gjerningen
kan følge Skridt for Skridt med Ordet.
Dette troer jeg paa det Bestemteste at maatte gjøre gjældende,
thi jeg mener, at vi maae føle vor egen ministertelle Tilværelse at
beroe paa den Maade, hvorpaa De, mine Herrer, ville udtale Dem.
Saa- ledes som denne Adresse iøvrigt opfattes af Flere, at den kun
skal være en personlig Henvendelse til Hans Majestæt, vil hans
Regje- ring, hvis denne Anskuelse finder Forsamlingens Bifald, staae
uden- for de Spørgsmaal, som derved ville kunne komme under
Behandling. (Fortsættes.)
Rettelse i No. 3: Pag. 21 Linie 12 fra oven: Afskrift
af Protocollen, læs: Regulativ for Valgdistricternes Inddeling.
Forlagt eg trykt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
63
57 58 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 8. Tredie Møde.
(Fortsat.)
Skulde derimod den modsatte Anskuelse om Adressens Hensigt finde
Forsamlingens Bifald, saaledes, at dens Stemning for Ministe- riet
skal ubtrykkes, onseer jeg det for vist, at Forsamlingen vil er-
kjende, at det er nødvendigt, at den udtaler, hvorvidt Hans Majestæts Regjering har dens Tillid, hvorvidt den er overbeviist om, at Regje- ringen bestandig har vaaget og fremdeles vil vaage over paa bedste Maade at hævde Danmarks Ære. Under saadanne Tidsomstændig- heder,
hvorunder vi befinde os, under saadanne vanskelige Forhold,
hvorunder Staten kæmper, er det fremfor Alt nødvendigt, at Folket
har et Ministrerium, der nyder dets Tillid, dets ubetingede Tillid,
selv om det skulde synes at være mindre stærkt, selv om det skulde
synes, at dets Taalmodighed er for stor.
Man maa vel vide, at det, der skal vare længe, det, der skal
holde ud, maaskee gjennem Aar, og ikke give efter for ethvert Øie-
bliks Stemning, det kan ikke fremtræde med saa stor Heftighed, det
maa have et langt Fremsyn. Mine Herrer! hvis jeg har opfattet
Forhandlingerne rigtigt, vil imidlertid Spørgsmaalet om, hvorvidt
det nærværende Ministerium har bevaret Tilliden i denne Sag ikke
komme i Betragtning, da det nærmest her gjælder om Besvarelse af
Hans Majestæts Tiltale, en reen personlig Henvendelse til ham.
Jeg anseer det imidlertid af stor Vigtighed, at Forsamlingen be-
stemt tilkjendegiver, om den opfatter Adressen paa den ene eller den
anden Maade, saa at Ministeriet kan kjende sin Stilling til Adressen.
H. P. Hansen: Jeg har med Opmærksomhed
lyttet til den ærede Ministers formanende og belærende Tale, men
forsaavidt som jeg i nærværende Sag skal tage Ordet, maa jeg dog
bemærke, at skal der være ret Tillid mellem Regjeringen og Folket,
som hvis Udvalgte vi her ere tilstede, saa kommer det an paa, at vi
ret forstaae hin- anden, at vi aabent og ærligt udtale os for
hinanden; og jeg kan derfor ikke nægte, at naar der nu er opstaaet
Spørgsmaal om en Adresses Indgivelse i Anledning af Throntalen, saa
vil jeg vel, at den skal indeholde et hjerteligt, et takkende, et
trøstende Ord, men jeg formener ogsaa, at den maa indeholde er
Alvorsord, og derfor troer jeg det ikke tilsrækkeligt, at den blot
indeholder en saadan Tak eller vel klingende Talemaader, men den maa
indeholde en Besva- relse af det Regnskab, som er aflagt for Rigets
Stilling. At vi aabent og ligefrem maae give et Svar derpaa, anseer
jeg utvivlsomt. Jeg har derfor fundet saa meget større Opfordring
til at udtale mig derover, som jeg formoder, at det kan have
Indflydelse paa det Valg, der vil blive foretaget paa Medlemmer af
den Comitee, der vidtløftigen vil have at udtale sig derover.
(Bifald) fra Galleriet.)
Rée: Der er en Tillid, som er naturlig
mellem Regjeringen og Folket. Saadan Tillid finder ogsaa Sted i
Danmark selv under de nærværende trykkende Forhold; men naar en
Minister forlanger saadan Tillid ubtrykkelig udtalt, saa er det
formeget forlangt efter de Omstændigheder, hvori vi for Øjeblikket
befinde os. Jeg har op- fattet det Skridt, vi nu ere i Begreb med at
gjøre, som et Svar paa Hans Majestæts Hilsen til Folket, som en
personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen. Det forekommer mig,
eftersom jeg har opfattet flere Talere, at de staae i den Formening,
at der allerede nu skulde være Tale om at lægge bestemte Ønsker for
Dagen, at udtale noget Mere, end, en blot Stemning, Noget, hvori man
skulde kunne see en Art Beslutning; men, da jeg anseer det for
umuligt, at Forsamlingen allerede nu under de nærværende Forhold
skulde. kunne
udtale sig herover med fuldkommen Fuldstændighed, formener jeg det nødvendigt, at den maa indskrænke sig til at udtale en saadan
Følelse og Stemning, som er den herskende og en Følge af
Tidsomstændig- hederne og nedlægge den for Thronens Fod.
Cultusministeren: Hvad Ministeriet kan
forlange af For- samlingen, det er, at den tydeligt og bestemt
udtaler, om den vil det Ene eller det Andet, om der er Spørgsmaal om
en Adresse, i hvilken Ministeriets Færd bliver gjort til Gjenstand
for Behandling, eller om en Adresse, hvori det ikke er Tilfældeet.
Det er vigtigt, at dette staaer aldeles klart og bestemt, for at vi
ikke skulle berøves Lei- lighed til at meddele den fuldstændigste
Oplysning, og for at ikke Spørgs- maalets Betragtning fra et uklart
Standpunkt skal foranledigee Misfor- staaelse. Det var blot i den
Anledning, jeg vilde ønske et klart Vo- tum, for at Ministeriet fra
sit Standpunkt kunde vide, i hvad For- hold det stod til denne
Adresse, og hvorvidt der i samme skulde være Noget, der vedkom
det.
H. P. Hansen: Og det Forsamlingen kan
forlange af Mi- nisteriet, det er, troer jeg, at det er rede til at
meddele Forsamlingen alle de Oplysninger, som det er istand til at
meddele. Naar Sa- gerne ere tagne under endelig Behandling, vil
først det Spørgsmaal opstaae, hvilke Oplysninger og hvilken
Underretning Forsamlingen maatte ønske.
Lehmann: Jeg skal tillade mig at
tilbagekalde i Forsamlin- gens Erindring, at blandt dem, der under
den nærværende Discus- sion have yttret sig, have flere Talere
ligefrem forudsat, at de af Regjeringen forlangte Oplysninger skulle
meddeles den Comitee, som nu skal nedsættes, i Anledning af
Adressesagen, medens Andre paa det Bestemteste have udtalt, at dette
maatte blive forbeholdet et senere Stadium af Forhandlingerne, og at
man paa det nærværenbe Punkt skulde indskrænke sig til en foreløbig
og personlig Henvendelse til Hans Majestæt med Udtalelse af den
Erkjendtlighed og Tak, hvor- paa Kongen visseligen har det største
Krav, og af de Følelser, som leve i Nationen. Det er i denne Sagens
Stilling, at et Medlem af Ministeriet har yttret, at vi ere villige
som pligtige til at aflægge et saadant Regnskab, og jeg kan tilføie,
at vi med største Læng- sel have imødeseet den Dag, da vi kunde
staae ligeoverfor denne Forsamling af Folkets Repræsentanter. Om
derimod de Oplysninger, hvis Meddelelse Regjeringen ikke modsætter
sig, skulle meddeles nu eller senere, det er Noget, som maa være
overladt til Forsamlingen selv efter nærmere Overeenskomst, f. Ex.
mellem den Comitee, som vil blive nedsat, og Ministrene, at
afgjøre. Der er altsaa ingensinde fra Regjeringens Side nægtet alle
de Op- lysninger, der, vel ai mærke, kunde meddeles det Offentlige,
og jeg maa tilstaae, at jeg ikke kan forstaae, hvad man mener med,
at en Meddelelse til en Forsamling som denne skulde være
forskjellige fra en offentlig Meddelelse. Jeg har altid troet, at
hvad der udtales her, udtales for det hele Folk, for det hele
Europa. Hvad der altsaa ei kan udtales offentligt uden at blive til
Afbræk for Statens Vee og Vel, kan heller ikke forelægges for denne
Forsamling. Hvad Adres- sens Indhold angaaer, da er det Noget, som
ikke kan bestemmes forud ved en Votering, men maa fremgaae af den
hele Discussion. Naar der forøvrigt er Tale om, at Regjeringen
fordrer Tillid, behø- ver det vel ei at siges, at Folkets Tillid er
nødvendig for enhver Regjering, men at det dog først og fremmest er
det under faretruende Forhold; det er den første Betingelse for, at
en Regjering kan være stærk, jeg kan næsten sige existere, at den
besidder Folkets Tillid. Derimod er det aldrig faldet Regjeringen
ind at fordre Tillid for sig |
|
64
59 60
som en den tilkommende Arvelod, men for at vise, at det
er Forsam- lingen, det tilkommer at besvare det Spørgsmaal, øm den
besidder denne Tillid eller ei. Der er dog vel nu ikke længer Nogen,
der be- tragter Regjeringen som Noget, der er bleven til paa
Skabelsens første Dag, Noget, som blot er bleven til for sig selv og
som saadan eier Folkets Tillid. Nei, Regjeringen fremgaaer af
Folket, og den staaer kun, saalænge den besidder Folkets Tillid, og
jeg lykønsker Na- tionen til, at den nu har faaet det Organ, der kan
dømme i saa Henseende. (Bifald fra Tilhørerpladsen.)
Formanden: Jeg skal tillade mig at henvende
nogle Ord til Forsamlingen og Publikum i Anledning af det Forhold,
der maa sinde Sted mellem dem. Der er endnu ikke udarbeidet noget
Regulativ for Forretningsordenen og om det hele Forhold, der ved
Rigsforsamlin- gen bliver at iagttage; men indtil da maa man følge
almindelige parlamentariske Regler, hvorefter Ingen udenfor
Forsamlingen kan paa nogensomhelst Maade deeeltage i
Forhandlingerne. Det vil let sees, at disse maae være aldeles
uforstyrrede; derfor maae Tilhørerne holde sig rolige og tause. De
ville indsee, at allerebe Bifaldsyttringer maae virke forstyrrende.
Men alle Meningsyttringer maae have lige Ret; tilstedes derfor
Yttringer af Bifald, maatte vel ogsaa Yttringer af Mishag ikke kunne
nægtes Ret til at give sig tilkjende. Og betæn- kes det nu, hvor let
Tilhørerne kunne være af forskjelligee Meninger, Nogle give deres
Mishag tilkjende, medens Andre yttre deres Bifald, da vil det
erkjendes, at den største Uro og Forstyrrelse let hvert Øie- blik
kan afstedkommes. Jeg mener, at vi i denne Henseende som i flere bør
see mod Vest og Nord, og ikke mod Syd. I England, Frihedens ældste
Hjem, taales Yttrringer fra Tilhørerne aldeles ikke; i Norge, hvor
den constilutionelle Forfatning næsten er et halvt Aar- hundrede
gammel, ere de ogsaa ukjendte, og, saavidt jeg veed, gjælder det
ogsaa om Sverrig. See vi derimod mod Syd, da for- holder det sig der
ganske anderledes; i Frankfurth følger man nu en ganske anden
Fremgangsmaade, men ikke nogen glædelig og en, som jeg neppe troer,
at vi bør efterligne. Jeg skal bemærke, at jeg, indtil Regulativet
desangaaende kan give nogen Bestemmelse, har paa eget Ansvar uden
Indskrænkning aabnet næsten hele Tilhørerpladsen for Publikum i
Tillid til, at mine Landsmænd ville følge det gode Exempel, som er
givet i de velordnede constitutionelle (Stater, Hvad jeg her har
udtalt med et velvilligt Sind, haaber jeg ogsaa vil mod- tages med
samme Sind. Hos de gemytlige Danske er det jo en gam- mel Sætning,
at et godt Ord finder et godt Sind. Hvis jeg heri skulde skuffe mig,
da er jeg redebon til at opfylde min nye, skjøndt høist ubehagelige
Pligt, at lade Tilhørerpladsen rømme, redebon til at opfylde den
ligefaa ufortrøden som enhver anden Pligt.
Bang: Det er en Erfarings-Sætning, næsten
ved alle de nye Forsamlinger, der have befattet sig med Indgivelse
af Adresser, at man forgjæves har gjort Forsøg paa at give Regler
for deres Ind- hold. Jeg troer, det var meget rigtigt bemærket af
den Minister, som sidst talede, at Indholdet aldrig kan bestemmes
ved Votering, men at det kun kan afgjøres, troer jeg, af en Comitee
af de Mænd, som Forsamlingen vælger, og som besidde dens Tillid. Ved
Valget af disse Mænd maa Forsamlingen sætte den Anskuelse igjennem,
der vvirkelig har Pluralitet. Jeg troer derfor et, at det nytter at
føre Discussionen videre om Indholdet, vel at mærke efter hvad
Enhver derom antager. Derimod er der indtraadt et høist vigtigt
Moment ved Ministrenes, som det forekommer mig, fuldkommen
retmæssige Fordring paa at vide, om det skal være en Tak-Adresse, en
blot personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen, eller en
Adresse, som vil give Ministeriet Leilighed til allerede nu at yttre
sig og fuldstændigen at udtale sig, saa at Forholdet mellem
Ministrene og Følket kan blive klart og reent. Nu er det ikke min
Mening, at Noget i denne Henseende kan foreskrives Forsamlingen, men
jeg kan dog ikke undlade at udtale min Overbeviisning om, at denne
Yttring af Ministeriet vil blive af største Indflydelse paa
Comiteens Forhand- linger om, hvorledes de skulle tage Sagen, nu da
man veed, at Ministeriet har henvendt sig til Forsamlingen med
ganske aabne Alternativer. I Overeensstemmelse hermed er det mit
Forslag til Forsamlingen, nu at skride til Comiteemedlemmernes
Udnævnelse.
Redacteur Hansen: Da der efter den
nærværende Forretnings-
orden ikke er nogen anden Maade, hvorpaa hvert enkelt Medlem kan
udtale, sin Alnskuelse, er det, at jeg efter en af de ærede Taleres,
Op- fordring finder mig foranledigeet til her at udtale, hvad jeg i
denne Sag stemmer for. Jeg har kun opfattet det foreliggende
Forslag saaledes, at det blot skulde være en personlig Henvendelse
til Hs. Majestæt, hvori Forsamlingen. udtalte for ham Nationens
varmeste Taknemmelighed. Nøgle af Forsamlingens Medlemmer have ogsaa
meent, at der kunde indflyde en almindelig Udtalelse af Nationens
Følelse, en almindelig Udtalelse af de Deputeredes Villighed til at
understøtte Hs. Majestæts Regjering. Skjøndt jeg ikke opholderr mig
i nogen af Landets Provindser, har dog mit Forhold gjort, at jeg
kjender nøie til en stor Deel af Landets Indvaanere, og det navnlig
en Deel af de lavere Stænder, og da en af de foregaaenbe Talere
har opfordret til en mere almindelig Udtalelse om Stemningen i de
for- skjellige Egne af Landet, saa skal jeg ved denne Leilighed
erklære, at, saavidt jeg kjender Folket, finder jeg i den Henseende
kun een Fø- lelse af Villighed til, Enhver at gjøre sit. Jeg skulde
derfor mene, at man i Adressen kun bør lade indstyde en saadan
almindelig Til- kjendegivelse; hvad der gaaer ud over dette, kan jeg
ikke stemme for.
Krigsministeren: Mine Herrer! ved
Udgangspunktet af vort constitutionelle Livs Udvikling er det
vigtigt, at vi betræde Ba- nen paa den rette Maade; jeg troer at
maatte gjøre opmærksom paa, at Ministeriet allerede i denne
Henseende har gjort et Skridt, som jeg, i det Mindste for min Part,
har anseet for følgeværdigt. D'Hrr. ville have lagt Mærke til, at
Hs. Majestæt Kongens Tale, for hvilken ogsaa vi upaatvivlelig bære
Ansvaret, har været en ganske kort Tiltale; Ministeriet har derimod
i sin Beretning havt Leilighed til at udtale sig over Landets
forskjelligee vigtigste Gjenstande. Dette er skeet saaledes, fordi
det i en Kongestat er det Rigtigste, at Kongen staaer uanfvarlig, og
for mig vilde det være noget heelt besynderligt, om de Ord, som
Kongen siger, gjordes til Gjenstand for Kritik; derfor vare hans
Ord, afmaalte og saa, særskilte for sig. Men paa den anden Side maa
Kongen ikke fremsige Andet, end hvad der stemmer overens med hans
egen Overbeviisning; Ordene maae være saaledes, at de kunne være
hans, kunne være hans egne i Verdens Øine; derfor indeholde Ordene
vel intet Andet end det, som Ministrene ville vedkjende sig; men
hvad Ordene sige, maa Kongen dog vvirkelig sige. Intet har spildt
saamegen Tid og forvirret saamange gode Kræfter som Adressetaler.
Undersøge vi den Stat, hvis Mønsker vi i mange Henseender have
begyndt at følge, og som vi gjøre vel i at følge, naar vi ret
forstaae det og gjøre det tilbunds, England nemlig, saa vil man see,
at Adresser og Throntaler ere, saa at sige, et af- gjort Spil, fra
begge Sider har man forud forenet sig om dem. Noget Lignende kunne,
vi ikke gjøre her af den simple Grund, at vi her ikke have
velordnede og sluttede politiske Partier, med hvis Førere man kan
underhandle. Derimod kunne vi gjøre, hvad der er characteristisk for
os, vi kunne være maadeholdne, vi kunne lægge Baand paa os selv, vi
kunne den første Gang, vi tiltale vor Konge, sætte vore Lidenskaber
tilside, vi kunne tale Hjertets Sprog, udtale os i et simpelt og
værdigt Sprog, men saaledes, af det ikke faaer den Betydning, som
min ærede Collega har henpeget paa. Forsamlingens udtalte Stemning
er, som anført, Villie, og derfor maa den Stemning, der udtales til
Hans Majestæt, være opmuntrende for Kongen, trøstende for Nationen.
Lader os ei love mere, end vi kunne holde, lader os aldrig glemme,
at mellem Sta- terne er Magten Ret. Jeg troer ei, at de Herrer ville
misforstaae mig; jeg har ei villet give dem Raad, men jeg har troet,
ved disse Oplysninger at have forklaret dem det Standpunkt, hvorfra
Mini- steriet gik ud, da det deette Kongens Tiltale i to Dele, den
ene, som kom fra Kongens Mund og bør betragtes som Køngens egne
Ord, hvilken derfor bør være hævet øver al Kritik, den anden, den
der ud- taltes gjennem Ministerpræsidentens Mund, med Hensyn til
hvilken der er fuld Frihed, og som kan underkastes enhver Kritik. I
Anled- ning af den vil Forsamlingen faae Leilighed til at spørge os,
og den skal faae Svar, forsaavidt Fædrelandets hellige Interesser
tillade det; thi det maa vides forud, at Svaret vel kan kræves, men
ikke fordres. Ministeren kan kun svare, forsaavidt hans Pligt
tillader ham det; vil man da have yderligere Oplysning, maa man
stevne ham for Retten. |
|
65
61 62
Ei tør det nemlig siges, at det, at sige Noget i denne
Forsamling, er for- skjelligt fra at sige det okkentligt, thi at
give Forsamlingen Oplys- ning er at give hele Verden Oplysning. Er
man da ikke tilfreds- stillet ved de Oplysninger, som en Minister
saaledes troer her at kunne give, eller troer man, at han har
begaaet Feil, da stedne man ham for et snevrere Raad, for Retten,
der maa han yderligere tale og forsvare sig, eller — hvis de ogsaa
da troe, at det Heles In- teresse under de særegne vanskelige
Forhold byder ham et at udtale sig videre — hengive sig i sin
Skjæbne og falde.
Rée: Efter de forskjelligeartede Anskuelser,
der ere udtalte i selve Ministeriet, troer jeg svistnok, at det er
nødvendigt for Forsamlingen at klare Begrebet om, i hvilken Retning
Adressen skal slaae ind, om den skal gaae ud paa hele Throntalen,
der ikke blot bestaaer af Kon- gens Hilsen til Forsamlingen, men
ogsaa af Ministeriets Udvikling af sin Politik i den meddeelte
Beretning, eller blot være en personlig Henvendelse til Kongen, der
nedlægger Folkets Tak for Thronens Fod. Navnligen troer jeg, i
Henhold til, hvad jeg før har udtalt som min individuelle Mening, at
burde udtale, at Adresaediscusstonen ikke er af den Beskaffenhed, at
noget Cabinetsspørgsmaal hertil kan knytte sig. Jeg har nemlig
udledet det Sidste af Cultusministerens Yttringer, og jeg troer
derfor, at Begreberne herom først maae staae klare for Forsamlingen,
før der skrides til Valg af Comiteen.
Formanden: Det forekommer mig lidet
hensigtssvarende, om vi ved en Afstemning skulde bestemme, hvorledes
Indholdet af Adres- sen skulde være. Jeg troer, at det vilde være
rigtigst, at over- lade dette til de Mænd, som Forsamlingen anseer
for bedst skik- kede; man vil da altid have den Udvei, at
tilbagevise eller for- kaste det Udkast, der af Comiteen bliver os
forelagt. Sagen staaer vist neppe saa klar for alle Medlemmer, at de
strax kunne fatte en Bestemmelse eller saa skarpt fastholde de
forskjelligee Alternativer, naar der slet ikke foreligger noget
Grundlag; og, som sagt, man vil jo altid have det Middel, at
forkaste det Udkast, som maatte frem- komme.
Duntzfelt: Jeg skal tillade mig den
Bemærkning, at der med Hensyn til hvad Krigsministeren har yttret
angaaende den Form, hvorunder Regjeringens Meddelelse til
Forsamlingen er skeet, den nemlig, at der er fremtraadt den ganske
korte Throntale, Kon- gens egne Ord, skjønt Ministrene ogsaa bære
Ansvaret for den, og den ndforligere Meddelelse gjennem
Conseilspræsidenten, synes at være Anledning for Forsamlingen til
ogsaa at dele sin Interesse i to Dele, saaledes at man i den ene kun
udtaler en varm og uskrømtet Tak, en Tak for Hans Majestæts faa, men
hjertelige Ord, medens vi den anden til Svar paa den Meddelelse, der
blev gjort os af Conseilspræsidentett, udtale os om de enkelte
Punkter, som der gives Anledning til. Iøvrigt kan jeg ikke troe, at
der bør foreskrives noget Videre med Hensyn til Adressen, og jeg maa
i denne Henseende hen- holde mig til, hvad den ærede Formand nys
bemærkede. Jeg foran- lediges endnu blot tif den Bemærkning, at det
af nogle Yttringer i den Meddelelse, som Conseilspræsidenten ved
Aabningsmødet gjorde denne Forsamling, synes, at det ikke er
Ministeriets Mening at give den andre Gjenstande at drøfte end de to
nævnte: Finantssagen eller Sagen om Optagelse af nye Statslaan og
Sagen om den almindelige Værnepligt, og iøvrigt henvise den til den
Sag, som oprindelig ene er tilsigtet forelagt for den, nemlig
Udkastet til Grundloven.
Krieger: Det er et adeles formelt Punkt jeg
ønskede at bringe paa Bane. Forsamlingens Forretningsorden er endnu
meget svæ- vende; der er nedsat et Udvalg til at gjøre Forslag til
en Forret- ningsordsn for Forsamlingen. Indtil dette Forslag er
gjort, prøvet og bifaldet, skal Forsamlingen rette sig, som det
hedder, efter almin- delige parlamentariske Regler og de i
Forordningen af 15de Mai 1834 givne Forskrifter. Det være mig
tilladt at frmføre en lille Tvivl, om der ikke er en Modsigelse i
denne Sammenstilling. Men hvor- ledes end dette maatte forholde sig,
saa er det ganske vist, at Tilstan- den t dette Øjeblik er noget
nbestemt. Der foreligger idag et Adresse- forslag. Det er efter de
ministerielle Erklæringer, vi have hørt, alde- les indlysende, at
den Adresse, som skal forhandles, bliver enten en Gjenhilsen til
Kongen eller en bestemt formelig Adresseforhandling i gammelfransk,
constitutionel, om jeg saa tor sige, i stor Stiil. Under
disse Omstændigheder forekommer det mig misligt, at vi idag strax
„ifølge parlamentariske Regler og Forordningen 15. Mai 1834“ vilde
nedsætte en Comitee til, uden videre Instrux — jeg mener nemlig, at
man ikke let vil kunne give nogen bindende Instrux — at gjøre For-
slag enten i den ene eller den anden Retning. Det er alt tidligere
af en anden Rigsdagsmand bemærket, at Adressens forskjelligee Cha-
rakteer let kunde faae en væsentlig Indflydelse paa Comiteens Sam-
mensætning. Jeg mener, at naar det ikke forud er bestemt, hvorledes
Adressen skal være, saa kunne vi ei heller ret vel vide, hvorledes Co- miteen bør sammensættes. Det er allerede af en Minister fremhævet, at der ikke her endnu er organiserede Partier eller findes
anerkjendte Ledere og Hovedmænd for de forskjelligee Nuancer, hvori
Forsamlingen, tidligere eller sildigere, vil dele sig. Jeg frygter
derfor, at Valget af en Comitee under saadanne Omstændigheder kunde
blive usikkert, blandet og broget; jeg ønsker derfor under disse
Omstændigheder, at man enten, hvis der skal nedsættes en Comitee til
at behandle Adresse- sagen, vilde udsætte denne Comitees Udnævnelse
til imorgen, eller at man, hvad jeg vilde være tilbøielig til at
ansee for nok saa rigtigt, vilde opsætte hele Adressesagens videre
Fremme, indtil Forsamlingens Forretningsorden er vedtaget.
Lehmann: Jeg ønskede kun, at den Paastand
ikke skulde staae uimodsagt, at der i de forskjelligee Yttringer af
Ministeriets Medlem- mer findes Modsigelser. Det er, efterat have
hørt den faldne Dis- cussion, at de have taget Ordet, da det er af
den største Vigtighed for Mimiteriet at vide, om Spørgsmaalet
angaaende Adressens Ind- hold besvares paa den ene eller den anden
Maade. Hvilken af de to Maader, Forsamlingen formenes at burde
erklære sig for, deront have de 3 Ministre, som først yttrede sig,
ikke fremsat nogen Formening; de have kun stillet den Fordring, at
faae at vide, hvilket Alternativ Forsamlingen vil erklære sig for.
Den Minister, som talede sidst, har kun givet Raad; jeg skal
aldeles afholde mig fra at udtale min Anskuelse. Men vist er det
dog, at heri ligger ingen Modsigelse; det er kun sagt, at
Ministeriet er mødt her med den Pligt som med det Ønske, at meddele
hver den Oplys- ning, som Fædrelandets Interesser tillade, og det
har overladt til Forsamlingen at afgjøre, om den vilde have disse
Oplysninger nu ved den Leilighed, som den dobbelte Betragtning af
Throntalen dertil frembyder, eller paa et senere Stadiutn under
Forhandlingernes Gang. Som sagt, det er Noget, Ministeriet ganske
har overladt til Forsamlingen; hvor og naar den maatte ønske det,
skulle vi være rede til at opgive de Oplyninger, som vi kunne
give.
Treschow: Det forekommer mig, at der fandt
en vis Modsigelse Sted i hvad den 4de Deputerede for Kjøbenhavns Amt
(Krieger) yttrede, idet han meente, at det ikke lod sig gjøre at
give det Udskud, som skal nedsættes til Affattelsen af Adressen,
hvis Forsamlingen bifalder det, en Instrux angaaende Affattelsen af
Adressen, me- dens han dog til samme Tid vil have Forsamlingen
ajourneret til i Morgen, for at der da nærmere skal discuteres hvad
Adressen skal indeholde. Det forekommer mig, at Sagen har nydt en
saa almin- delig og udtømmende Drøftelse, at Comiteen maatte see sig
istand til, efter hvad der er yttret i Forsamlingen, at forfatte
Udkastet, og det forholder sig endvidere, som den ærede Formand har
yttret, at hvis Comiteen ei skulde være aldeles heldig i Opfattelsen
af denne Op- gave, saa at der maatte være forskjelligee Meninger om,
hvorvidt det var lykkedes den at udtrykke Rigsforsamlingens Mening,
Comi- teens Udkast da maa blive Gjenstand for Discussion og
Forandring. Jeg mener derfor, at en Comitee idag maa nedsættes for
at affatte Udkastet til Adressen.
Formanden: Jeg maa blot, med Hensyn til den
sidste ærede Talers Yttringer, angaaende hvad den ærede Rigsdagsmand
fra Kjøge har udtalt, bemærke, at der fra Formens Side Intet kan
være imod at udsætte Valget af Comiteen til i Morgen, da vi dog
ikke godt før den Tid kunne faae Udfaldet at vide, især naar det
antages nødvendigt, at Comiteen kommer til at bestaae af 7
Medlemmer. Det forekommer mig fremdeles, at naar Medlemmerne paa
denne Maade faae nogen Tid til at betænke sig, da vil derved i det
Væsentlige op- naaes hvad nysnævute ærede Rigsdagsmand har
tilsigtet, naar han talede om den Uvished, der formeentligen maatte
være tilstede om |
|
66
63 64
Adressens Indhold. Jeg mener derfor, at naar man betroer
Sagen til en Comitee af 5 eller7 Mænd, da vælger man det Rette, og
skulde det da vise sig, a disse Mænd aldeles ikke kunde blive enige
med Hen- syn til Indholdet af Adressen, saa kunde man vælge en anden
Co- mitee, ligesom det Samme kunde skee, ifald man var utilfreds
med Udkastet. Det forekommer mig saaledes, at man idag kun skulde
tage Bestemmelse om en Comitees Nedsættelse og Antallet af dens
Med- lemmer. Det er usandsynligt, at samtlige Medlemmer ved denne
ene Behandling af Sagen ere tilstrækkeligt oplyste til at fatte en
bestemt Beslutning, om Adressen skal affattes overeensstemmende med
det ene eller det andet Alternativ.
Krieger: Formanden har i det Væsentlige
sagt, hvad jeg kunde ønske tilføiet fra min Side. Jeg troer ikke, at
der er nogen Mod- sigelse i mine tidligere Yttringer. Jeg veed vel,
at Forsamlingen kunde, strengt taget, give Adressecomiteen en
bestemt Instrux, men jeg anseer dette for lidet naturligt eller
ønskeligt. Derfor anseer jeg det og for lidet ønskeligt, om man
besluttede idag at udnævne Comi- teens Medlemmer; thi en saadan
Comitee maa ikke være Hændelsens tilfældige Værk, og jeg frygter
meget for, at en Comitee, valgt i dette Øjeblik, efter denne
Discussion, vilde blive det. Treschom: Jeg har Intet at indvende
imod den sidste ærede Talers Ord.
Ørsted: Jeg finder det betænkeligt at tage
nogen Beslutning om en Comitees Nedsættelse, saalænge Forsamlingen
endnu ikke ret har klaret sig, om Adressen skal indskrænke sig til
et blot Gjensvar paa Hs. Majestæt Kongens Ord til Forsamlingen ved
Rigsdagens Aabning, eller om den tillige skal indlade sig paa den
Udsigt over Landets Tilstand, som Ministeriet har meddeelt. Jeg kan
ikke Andet end troe, at det Første vilde være det Rette, saameget
mere som Hs. Majestæts Ord ikke referere sig til Ministeriets
Meddelelse, og Throntalen og denne Meddelelse altsaa fremtræde som
to forskjelligee Acter, ligesom det ogsaa vilde være betænkeligt,
paa det nærværende Stadium at indlade sig paa alle de Discusstioner,
hvortil hiin Meddelelse giver Anledning. Det forekommer mig, at der
i denne Anledning hersker saamegen Uover- eensstemmelse i
Forsamlingen, at jeg finder mig foranledigeet til at stemme imod en
Adresse. Formanden satte derefter under Afstemning for det Første,
hvor- vidt der skulde nedsættes en Comitee i Anledning af det gjorte
For- slag om en Adresses Indgivelse, og viste der sig ved
Afstemningen herom afgjorte Stemmefleerhed for en Comitees
Nedsættelse. Da Formanden derefter vilde sætte under Afstemning som
det næste Punkt, om Sagen i det Hele skulde udsættes, saaledes at
det forst blev at afgjøre i et følgende Møde, om Gjenstanden for Adressen skulde være en blot personlig Henvendelse til Hans Maje-
stæt, eller om den tillige skulde knytte sig til den af Ministeriet
igjen- nem Premierministeren gjorte Meddelelse om Statens Stilling
— hvilken Udsættelse Formanden formeente af Nigsdagsmanden for
Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt, Professor Krieger, var forlangt
henstillet til Forsamlingens Afgjørelse — bemærkede nysnævnte Rigs-
dagsmand, at denne Formandens Formening var begrundet i en Mis-
forstaaelse af hans Yttringer.
Formanden: Det er yttret af et andet Medlem,
at det først skulde afgjøres, hvilket Indhold Adressen skulde
have.
Ørsted: Jeg har rigtignok forudsat, at der
ikke kunde sinde nogen videre Discussion Sted om Indholdet af
Adressen. Hvis dette var Tilfældeet, saa kunde det gjerne være, at
jeg vilde være enig i Indgivelsen af en saadan Adresse; thi jeg har
kun stemt imod, at man besluttede sig til at indgive en Adresse uden
at være sig klart bevidst, at hvilken Beskaffenhed den skulde
være.
Formanden: Spørgsmaalet dreier sig altsaa
kun, om der skal nedsættes en Comitee.
Rée: Kunde det ikke lade sig gjøre at ordne
Sagen saaledes,
at Discussionen blev fortsat imorgen, forinden man skrider til noget Valg?
Madvig: Jeg maa tillade mig at gjøre
opmærksom paa, at det synes at fremgaae af, hvad Rigsdagsmanden for
Kjøbenhavns Amts 4be Distrikt har yttret, at det er hans Mening, at
det første Spørgsmaal, som burde afgjøres, er det, om Discussionen
af Adressen selve skulde fortsættes, førend Regulativet er
udarbeidet, eller udsættes herefter, og dernæst, naar det var
afgjorte, at denne Discussion skulde udsættes, om da Valget af
Comiteen ogsaa skulde udsættes eller fore- gaae tidligere, samt
endeligen i dette Tilfældee, om det da skulde fore- tages idag eller
imorgen. Saaledes har jeg opfattet den ærede Rigs- dagsmands
Yttringer. Det Første bliver derefter: Skal Discus- sionen om
Adresseudkastet opsættes, til Regulativet er forfattet, og for det
Andet, hvis det Første antages, skal da Valget paa Comiteens
Medlemmer foretages strax , det vil sige idag eller imorgen.
Formanden: Den ærede Rigsdagsmand for
Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt er altsaa ikke imod, at der foretages
Valg paa Medlemmer af Comiteen. Jeg mener ogsaa, at selve Valget af
Co- miteens Medlemmer gjerne kunde udsættes til imorgen, og hvis
ingen af de ærede Medlemmer yttrer sig derimod, saa antager jeg, at
For- samlingen med mig er enig i denne Udsættelse. Der staaer da
kun tilbage at bestemme Antallet af Medlemmerne i Comiteen. Da
flere Stemmer derefter udtalte sig for, at Comiteen skulde bestaae
af 7 Medlemmer, blev dette af Formanden erklæret for antaget.
Ploug: Jeg vil foreslaae, at Adressens
Udarbeidelse overlades til Forsamlingens Formand og Secretairer.
Krieger: Dette er atter et aldeles
extemporeret Forslag, som ikke støtter sig til den provisoriske
Forretningsorden, vi have, hvilket atter viser det Mislige i den
Tilstand, hvori vi for Tiden besinde od med Hensyn til
Forretningsgangen. En anden Mislighed, som jeg troer strax at burde
omtale, er blevne mig meget skar i dette Øjeblik, jeg mener Salens
Indretning; thi naar den ærede Formand, som ellers pleier at opfatte
saa skarpt og rigtigt, idag har mis- forstaaet mig, saa kan dette
kun ligge i, at det ikke har været muligt fuldkommen at høre mig fra
det Sted, jeg taler.
Ploug: Jeg skal med Hensyn til den sidste
ærede Talers Yt- tring, at det var et aldeles extemporeret Forslag,
jeg fremkom med, bemærke, at den foreslaaede Fremgangsmaade netop er
bleven brugt ved de sidstafholdte Stænderforsamlinger i Roeskilde og
Viborg.
Bang: Jeg maa tillade mig at bemærke, at
Formanden har erklæret, at han ikke antog, selv at kunne være
Formand af nogen Comitee, og det er eengang bestemt, at der skal
nedsættes en Comitee.
David: Et æret Medlem af Ministeriet har med
Ret gjort opmærksom paa, hvorledes Ministeriet allerede ved dets
første Frem- træden paa den constitutionelle Bane har fulgt en
fuldkommen god parlamentarisk Skik ved aabent at fremstille det
Spørgsmaal, hvad Rigsforsamlingen i sin Adresse vil have udtalt. Jeg
maa tillade mig at minde om disse Ord, forat ogsaa Rigsforsamlingen
maa følge en saadan parlamentarisk Skik og klart blive sig bevidst
den Bane, den vil betræde; men dertil udfordres, mine Herrer! man
med Hensyn til en Comitees Nedsættelse ogsaa maa være enig om hvad
denne Comi- tee har at foretage, om Rigsforsamlingen vil overdrage
den enten blot det Hverv at udtale sin Tak, eller under Meddelelse
fra og Conference med Ministeriet at anstille en grundigere og
udførligere Undersøgelse, at man med andre Ord ikke overlader det
til et Udvlag at Forsmalingens Medlemmer at afgjøre det Spørgsmaal,
om For- samlingen blot skal udtale sin Tak eller tillige gaae ind
paa, hvad jeg troer at kunne kalde Ministeriets Livsspørgsmaal.
Forsamlingen maa derfor først afgjøre, hvad denne Adresse bør gaae
ud paa, enten en blot Udtalelse af Tak eller tillige en saa
alvorlig, vigtig og dybt- gaaende Undersøgelse, som da maa blive
Tilfældeet, hvis ogsaa Mini- steriets Beretning skal gjøres til
Gjenstand for en Besvarelse. (Fortsættes.) Trykt og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
67
65 66 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 9. Tredie Møde
(Sluttet).
Spønneck: Jeg vilde gjerne tillade mig at
bemærke et Par Ord om den Maade, hvorpaa jeg troer, at Afstemningen
i denne Sag burde gaae for sig. Jeg maa henholde mig til, hvad den
sidste ærede Taler har yttret om Nødvendigheden af, at Forsamlingen,
for- inden den vælger nogen Comitee, bestemt opgiver, hvilket af de
to Alternativer denne Comitee har at følge, enten blot at forfatte
en personlig Takadresse eller, for at bruge alt benyttet Udtryk,
„en Adresse i stor Stil.” Da der foruden dette Punkt imidlertid
er Spørgsmaal om den Følgeoden, i hvilken de forskjelligee
Punkter skulle sættes under Afstemning, tillader jeg mig at
foreslaae, at For- manden enten vil erklære eller sætte det under
Afstemning, at Dis- cussionen om Sagen idag er sluttet, og at der
imorgen vil blive stemt efter en trykt Afstemningsliste.
Krieger: Det forekommer mig, at det
Spørgsmaal, som nu er reist af to af Hans Majestæt udnævnte
Rigsdagsmænd, netop er af- gjort ved den Afstemning, hvorved det er
bestemt, at en Comitee skal nedsættes;
Sponneck: Ja, men det er ikke afgjorte, om
denne Comitee skal have en bestemt Instrux om at følge det ene eller
det andet Alter- nativ, eller om det maaskee skal overlades vil
Comiteen at gaae, som der af Nogle er yttret, en Middelvei.
Krieger: Jeg maa henstille til Formanden, om
ikke dette Amendement kommer for sildigt.
Ørsted: Jeg forudsætter ogsaa som afgjorte,
at Comiteen skulde nedsættes paa sædvanlig Maade. Det var just med
Hensyn dertil, at der herskede saamegen Uklarhed om, hvad Adressen
skulde indeholde, at jeg kom til det Resultat, at stemme for, at der
overhovedet ikke skulde indgives nogen Adresse. Jeg troer, at det
vilde stride imod Alt, hvad der er anført, hvis man bagefter
begyndte en Discussion om Adressens Indhold. Dersom en saadan
Discussion nu skulde be- gyndes, da maatte hiin Beslutning om en
Comitees Nedsættelse vist- nok tages tilbage; thi det maatte netop
være af stroste Vigtighed ved denne Bestemmelse. Hvad der var
Pluralitetens Mening, maatte ansees at blive bestemt med Hensyn til
Adressens Indhold. Dersom denne nemlig skulde være hvad man kaldte
„en Adresse i stor Stiil“, da er der vvistnok Mange, som ville sinde
en saadan upassende; hvis Pluraliteten derimod skulde udtale sig
for, at Adressen kun skulde være en Udtalelse af en personlig Tak
til Hans Majestæt, da troer jeg, at Ingen vilde have Noget imod en
saadan at indvende, om man endogsaa maatte ansee den for ufornøden.
Jeg mener derfor, at det ikke vilde være heldigt, om der nu skulde
begynde en Dis- cussion om Adressens Indhold, skjøndt jeg maatte
ansee det for høist ønskeligt, hvis den havde fundet Sted, før der
var taget Beslutning om at nedsætte en Comitee. Nu finder jeg den,
som sagt, mindre passende.
Formanden: Jeg troer ogsaa, at dette er
Tilfældeet. Jeg vil imidlertid benytte mig af den Mysdighed, som
Stænderanordningen giver mig dertil, idet jeg nemlig vil overlade
det til Forsamlingen at afgjøre, hvorvidt den omhandlede Discussion
skal sinde Sted.
Høiesteretsassessor Bruun: Det lader sig
ikke godt gjøre, nu at begynde Sagen paany. Det er et heelt nyt
Andragende, som der her er blevet stillet, og det forekommer mig, at
det vilde være
meget risikeerligt, at overlade til Forsamlingen at afgjøre,
hvorvidt der herom maa sinde nogen yderligere Discussion Sted.
David: Jeg maa gjøre opmærksom paa, at
Forlangendet om at der maatte tages Hensyn til Adressens Indhold var
fremsat af et øret Medlem ligeoverfor, og jeg maa saameget mere
antage, at dette Spørgsmaal maa komme under Afstemning, som det
forekommer mig, at selve Formanden yttrede, at der iblandt de
Punkter, som han meente der vilde komme under Afstemning, netop var
eet an- gaaende Adresens Indhold. Jeg tør imidlertid ikke paastaae
dette, men maa appellere til de nærmere Siddende.
Rée: Det forekommer mig ogsaa, at fordi det
Punkt er afgjorte, at der skal nedtættes en Comitee, vil man meget
godt, om det og- saa end maatte stride imod det Formelle, kunne
fortsætte en Discus- sion, som tjener til at opklare Begreberne om
den Adresse, som skal indgives. Om det ogsaa er imod Formen, saa
troer jeg dog, at den Praxis tidligere er bleven brugt, mere at tage
Hensyn til Realiteten end til Formen.
Høiesteretsassessor Bruun: Jeg maa tillade
mig at bemærke, at en saadan Discussion og Afstemning formeentligen
saameget min- dre nu her kan sinde Sted, som dette Spørgsmaal,
saavidt jeg kan erindre, ikke engang er bleven forlangt fat under
Afstemning. Flere Rigsdagsmænd have vel omtalt de forskjelligee
Maader, hvorpaa en Adresse kunde affattes, og den Form, der i denne
Henseende burde foreskrives Comiteen, men der er ikke gjort nogen
Paastand paa en føregen Afstemning herom; naar man nu atter vil
optage Discus- stonen, saa kunde det Tilfældee let opstaae, at nogle
af de Rigsdags- mænd, som før stemte for en Adresse, nu kunde stemme
derimod, saa at et heelt modsat Resultat kunde fremkomme.
Bang: Jeg skal tillade mig at bemærke, at
det, der foreligger til Behandling, er det Forslat, som den ærede
Rigsdagsmand fra Aarhuus har indgivet om en Adresse; det Eneste,
hvorom der er be- gjeret Afstemning, er det, om der skulde nedsættes
en Comitee til at udarbeide denne Adresse. Efter den for os
gjældende Anordning er det foreliggende Forslag den eneste
Indstilling, der er gjort, og det vilde compromittere al Orden, hvis
man vilde forlade den og stemme om noget Andet.
Høiesteretsassessor Bruun: Jeg maa ogsaa
bemærke, at et nyt Forslag ikke engang vil kunne komme frem, da det
ikke har været opslaaet paa Tavlen til Medlemmernes Efterretning.
David: Det forekommer mig, at der her slet
ikke er Tale om noget nyt Forslag. Der spørges kun, om Comiteen
eller Rigs- forsamlingen skal afgjøre Adressens Indhold.
Krieger: Der spørges simpelthen, om den
Discussion, som er sluttet, uden at noget Amendement er stillet, nu
igjen skal oprippes og forskjelligee Punkter sættes under
Afstemning, efterat det, som sagt, var afgjorte, at en Comitee skal
nedsættes, og idet man skulde gaae over til at afgjøre Antallet af
Medlemmerne i den.
Ørsted: Jeg maa gjøre opmærksom, paa, at der
ikke er nogen Bestemmelse om at indgive en Adresse, men kun om at
nedsætte en Comitee, hvis Adresseudkast først skal prøves. Hvis det
altsaa ikke er heldigt og man mener, at det i det Hele ikke kan
omarbeide, kan Resultatet godt blive, at man bestemmer sig til ingen
Adresse at indgive.
Tvede: Det forekommer mig, at Forsamlingen
allerede har af- gjort, at der skulde indgives en Adresse,
natruligviis under den For- udsætning, at man kunde blive enig om
dens Indhold, saa at der |
|
68
67 68
nu kun kan blive Spørgsmaal om Comiteens Udvælgelse og
Antallet of dens Medlemmer.
Formanden erklærede hereafter Sagen for uddebatteret, of efterat
han, da ingen yttrede sig derimod, havde bemærket, at det maatte
ansees for Forsamlingens Mening, at den omhandlede Cosmitee skulde
bestaae af 7 Medlemmer, paa hvilke Valget vilde blive at forestage i
det næste Møde, der berammedes til den følgende Dags Middag Klok-
Ken 12, blev Mødet hævet. Fjerde Møde.
Torsdag den 25de October.
Formanden tog Ordet saaledes: Jeg skal tillade mig at med- dele
Forsamlingen, at der eer tilstillet mig et lidet Skrift af Dr. juris
Etatsraad Paulsen, som er omdeelt til Medlemmerne, samt et andet af
Commandeur Dahlerup angaaende Krigens Førelse, hvoraf Dhrr., som
maatte ønske det, ville behageligen kunne faae Eremplarer i Bu-
reauet.
Fremdeles har jeg fra Justitsministeren modtaget en Skri- velse,
som anmelder, at et af Palaierne paa Amalienborg Plads er stillet
til Disposttion for Forsamlingens Formand, i hvilken Henseende jeg
skal tillade mig nogle Yttringer. Idet jeg tilfulde erkjender den
Velvillie, som der ved dette Tilbud er viift Forsamlingen, skal jeg
dog bemærke, først at der herved neppe kan være tænkt paa at yde
Formanden nogen væsentlig Fordeel; thi selv om han var en uden- byes
Mand, kunde han vel neppe ønske sig et saa stort Locale, som derhos
er saa langt beliggende fra Forsamlingssalen. Nærmest maa der vel
være taget Hensyn til, at dette Palais kunde være et Samlingssted
for Forsamlingen og give Formanden Leilighed til at forskaffe.
Medlenumerne de selskabelige Adspredelser og Nydelser. Jeg skal
tillige mig at fremsætte de Betænkeligheder, jeg har ved at modtage
et saadant Tilbud, idet jeg bemærker, at det naturligviis i ethvert
Tilfældee kun er den vvirkelige Formand, hvorom her kunde blive
Spørgsmaal, og ikke om, den foreløbigen valgte Formand. Det
forekommer mig først, at Alt, hvad der henhører til den ydre Glands,
ikke staaer i Samklang med vor Rigsforsamlings jævne Charakteer.
Naar jeg dernæst gaaer ud fra, at Hensigten skal være selskabe- lige
Sammenkomster, da maatte det vel være tvivlsomt, hvorvidt Mænd, der
tildeels ere kun lidet eller slet ikke bekjendte for hverandre og
som staae i forskjelligee Livsstillinger, og ofte have for-
skjellige Anskuelser, — om hvorvidt — siger jeg, der af disses Sam-
menkomft kunde fremgaae noget vvirkeligt frugtbart Resultat med Hen-
fyn til selskabelige Adfpredelser. Dernæft forekommer det mig, at i
en Tid som den nærværende, kan man ikke have synderlig Tanke for
Selskabelighed og Adspredelse. Endelig finder jeg, at det ikke er et
uvigtigt Moment, at saadanne Sammenkomfter vilde medføre ikke
ubetydelige Omkostninger, der, især paa en Tid som den nærværende,
hellere burde undgaaes. Det er derfør min Mening, at man med al
Taknemmelighed bør paaskjønne Tilbudet, ligesom jeg holder mig
forvisset om, at det kun er fremgaaet af Ministeriets Velvillie for
Forsamlingen, og at det meget godt kan være at forstaae som et blot
Tilbud fra Ministeriet, Forsamlingen fra sin Side altsaa kan undlade at modtage idetmindste for Tiden, uden at der derved kan opstaae nogen væsentlig Meningsforskjel mellem Forsamlingen og Ministeriet. Hvis
For- samlingen skulde dele dissemine Anskuelser, ville videre
Forhandlinger om denne Sag være overflødige; hvis det Modsatte er
Tilfældeet, vilde der vel i al Fald kun blive Tale derom, naar den
vvirkelige Formand er udnævnt; og maaskee behøvede man ei ubetinget
og til enhver Tid at undslaae sig for Tilbudet, om man end i
nærværende Øjeblik ikke troede at burde mod-
tage det. Jeg veed ikke, om Nogen vil yttre sig herimod, eller om
jeg tør antage, at Forsamlingen deler mine Anskuelser; thi i saa Fald vil jeg besvare Justitsministerens Skrivelse i Henhold dertil.
Efterat Formanden dernæst havde bemærket, at efter Dagsordenen vilde
Forsamlingen nu have at forestage Valg af 7 Medlemmer til den
Comitee, hvis Nedsættelse i Gaarsmødet blev besluttet i Anled- ning
af det indkomme Forslag om et Svar paa Hs. Majestæt Kon- gens
Tiltale til Forsamlingen, samt efterat Formanden fremdeles havde
erindret Forsamlingens Medlemmer om, i de afgivende Stemme- fedler
tydeligen at betegne de Medlemmer, som maatte have samme Navn som
andre Medlemmer, hvilke Navne bleve oplæste, og efterat Formanden
endeligen havde gjort en Bemærkning angaaende Afgivel- sen af
Rigsdagsmændenes Eremplarer af Rigsdagstidenden, skred Forsamlingen
til den omtalte Valgforretning, hvis Udfald blev, at de fleste
Stemmer faldt paa Cancelliraad Ottererstrøm (121 Stemmer), Professor
Madvig (106 Stemmer), Professor Clausen (97 Stemmer), Gaardeier Ole
Kirk (78 Stemmer), Godseier Ryholm (60 Stemmer), Overretsprocurator
Jespersen fra Viborg (58 Stemmer), samt Pro- fessor Larsen og
Overretsprocurator B. Christensen (hver 51 Stem- mer. Som Følge af
denne Afstemning, samt i Henhold til Bestem- melserne af Frdg. 15de
Mai 1834, hvorefter i Tilfældee af Stemme- lighed Alderen gjør
Udslaget, bleve Otterstrøm, Madvig, Clau- sen, Ole Kirk, Nyholm,
Jespersen og Larsen proclamerede som valgte Medlemmer af den
omhandlede Comitee.
Formanden: Der er et æret Medlem, som har
ønsket at gjøre et Spørgsmaal til Udenrigsministeren, altsaa hvad
man pleier at kalde en Interpellation. Da vi ikke have nogen
Bestemmelse for Formen for Interpellationer, hvilke ikke ere omtalte
in Reglementet For Stænderforsamlingerne, men som dog a fog til have
fundet Sted i disse, end at Formanden bestemmer, hvorledes der skal
forhol- des in saadanne Tilfældee for den korte Tid, indtil vi faae
en Bestem- melse derom. Indtil da bil det vel være rigtigst, at et
saadant Spørgsmaal til Ministeriet udenfor den almindelige
Dagsorden maatte anmeldes Dagen forud, skriftlig og bestemt, og
derefter med- deles til Vedkommende, og den, som gjorde dette
Spørgsmaal, spurgte, og vdkommende Minister derpaa svarede,
hvorefter den, som havde gjort Spørgsmaalet, maatte kunne igjen
forlange yderligere Oplysninger, men ingen anden Discussion og
altsaa heller ikke nogen Beslutning maatte finde Sted. Saaledes som
Sagen nu staaer, saalænge vi intet Regulativ have, er det kun paa
denne Maade jeg har troet at kunne indrømme Interpellationer. Med
Hensyn til det Spørgs- maal, som det ærede Medlem ønsker at gjøre
idag, og som vedrører de slesvigske Forhold, da har
Udenrigsministeren erklæret, at han er villig til endnu idag,
idetmindste foreløbigt, at besvare det. Jeg vil derfor anmode den
ærede Rigsdagsmand, som ønsker at gjøre dette Spørgsmaal, nu at
fremsætte det.
Nyholm: De sørgelige Avisefterretninger, som
sidste Post har bragt os, og som synes at finde en Bekræftelse i det
Aftryk af Fæ- drelandet, som her er bleven omdeelt, i Forening med
det Factum, at den tydske Regjeringscommissair Stedtmann saavelsom
den danske Regjeringscommissair, Kammerherre Reed??? igaar ere
ankomme hertil Hovedstaden, have, saavidt jeg haar ersaret,
frembragt en vis Spæn- ding og Urolighed hos Folket. Jeg troer
derfor, at det vilde være særdeles hensigtsmæssigt, hvis Hr.
Udenrigsministeren maatte finde sig foranledigeet ti i denne
Anledning at meddele Oplysninger, — naturligviis maa jeg ganske
overlade til ham at bestemme hvilke og i hvilket Omfang han meneer,
at de bør meddeles; og det har saa- ledes været mig meget kjært, af
den ærede Formand at høre, at Udenrigsministeren er villig til
allerede idag at besvare dette mit Spørgsmaal. (Sluttes.) Forlagt og trykt
af Kgl. Hofbogtrykker Btanco Luno. |
|
69
69 70 (Tillæg til Nr. 9.) Fjerde
Møde. (Sluttet).
Udenrigsministeren: Allerede igaar havde jeg
den Ære at meddele Rigsforsamlingen., at Regjeringen var beredt til
at imøde- komme dens Ønske om at erholde Dplysninger om de politiske
For- hold, saasnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den
Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et Udvalg af
Forsamlingen, eller paa anden Maade. Jeg tilføiede, at Regjeringen i
Henseende til det Om fang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted,
vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af
Henshn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, saafremt
noget, der henhørte ill Forhandlinger, som endnu kunde kaldes
svævende, skulde meddels offentlig,. jeg kunde gjøre dette med saa
meget store For- trøstning, om at en Overeenskomst mellem
Forsamlingen og Regje- ringen i denne Henseende vil finde Sted, som
Forsamlingen allerede igaar havde viist, at Rigsforsamlingen er
bessælet af den samme be- sindige og faste Aand, som det Folk,
hvoraf den er udgaaet. Jmid- lertid var det let at forudsee, at der
meget hyppig ville komme Øie- blikke, hvori dette Forsamlingens
Maadehold i at begjere Dplys- ninger af Regjeringen, vil blive sat
paa alvorlige or vanskelige Prøver. Det, som maa gjøre det dybeste
Indtryk paa Forsam- lingen, er ikke saameget det, der allerede er
traadt ind i et af- sluttet Stadium, men det er meget mere det, som
netop bevæger sig i Øjeblikket; det er imidlertid dette Sidste, det
er det Øie- blikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest
ind- skrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et saadant Tilfældee er juft nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som
ere skikkede til at vække den størfte Grad af Sensation og Foruroli-
gelse hos Forsamlingen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen
ude af Stand til i nærværende Øjeblik at meddele Forsamlingen no-
gen fuldstændig Dplysning desangaaende. Saasnart jeg modtog disse
Efterretninger, forudsaae jeg det Indtryk, de vilde gjøre paa Forsam- lingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskab, som Regjeringen saae sig istand til at meddele.
For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt,
Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, paa hvilken Maade
den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort stn Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meest paa Hjerte at faae Kundskab om, nemlig paa hvilken Maade Hans
Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom
seer jeg mig ikke istand til for Øjeblikket at meddele Forsamlingen
nogen Dplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl
erkjende, naar den erindrer, hvad der allerede af den ærede Inter-
pellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre
Reed??? saavelsom den tydske Regjeringscommissair Stedtmann ere
komne hertil, men dog først igaar Aftes. Refjeringen har i lang Tid
arbeidet paa at faae en saadan Administrations-Commisston, som
Vaabenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til
inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indroømme Foran-
dringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning
til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er
ble- vet den foreslaaet af den Regjering, hvormed den nærmest har
contra- heret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den
Magt, som senere er traadt ind i disse Forhold, nemlig den tydske
Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at
bringe en Com- bination i den antydede Retning istand; han har
deeltaget i Jnstal- leringen af en saadan Regjering, efterat dens
Medlemmer havde er- klæret sig pure for at ville regjere i
Overeensstemmelse med Vaaben- stilstanden, saaledes som den var
ratificeret og antaget. Senere er denne Regjering traadt op paa en
Maade, om hvilken der kun kan være een Mening, at den paa ingen
Maade staaer i Harmo- ni med de Betingelser, der ligge til Grund for
Vaabenstilstan- den. Det er hertil, jeg stgtede, naar jeg sagde, at
den foreløbige Med- delelse herom allerede er indført i de
offentlige Blade, og at Mere om kort Tid vil følge efter det, idet
nemlig de Bekjendtgjørelser og Placater, som den nye
Administrations-Commiston har udstedt, ere saa vidtløftige, at de
ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som er meddeelt, vil
imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erkjende,
at den er traadt op paa en Maade, som ingenlunde er stemmenmde med
hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende Magters Side, med
Rette kunde paastaaes. Saasnart dette var skeet, tog den danske
Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori han har gjort
fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens Anerkjendelse,
idet han derved har stat Regjeringen istand til at sørge for, at den
Maade, hvorpaa han træder op, og den Maade, hvorpaa Regjeringen
træder op, kan være i den fuldkmneste Overeensstem- melse. Da han
havde meddeelt denne Beslutning til den derværende tydske
Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranledigeet til
strax at begive sig hertil, og dette maa jeg ansee som øskeligt og
heldigt. De ankom hertil igaar Aftes og Forsamlingen vil let kunne
indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med den
danske Commissair, ikke have kunnet være bragte saavidt, at derom
kan meddeles Videre idag og maaskee heller ikke i de to eller tre
første Dage; dette Sidste stger jeg udtrykkelig, med Henshn til at der har været Spørgsmaal om at udsætte den skete Interpellation til
imorgen, idet jeg gjør opmærksom paa, at jeg ikke hellr da vil være
istand til at meddele nogen fuldstændig Dplysning.
Formanden: Der staaer nu intet Bidere
tilbage, end at an- give Dagsordenen i næste Møde, som vil finde
Sted paa Løverdag Kl. 12. Der vil da først blive at forestage en
Interpellation of Pro- fessor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt
det maatte være Regjerin- gens Hensigt at bring Anordningen om
Udskrivning af Ikke værne- pligtige af 23de Septbr. d. A. i
Anvendelse; dernæst, hvis Uden- rigsministeren da maatte finde
Anledning til at kunne meddele de nærmere Dplysninger, som han har
antydet i Dagsmødet, vil dette ogsaa skee i samme Møde; det tredie,
som vil blive foretaget, er den af den i den sidste
Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comi- tee meddeelte Beretning
om Indkjøb af Bøger til Rigsforsam- lingens Bibliothel. samt et
Forslag om Flytningen af Stænder- forsamlingernes Bibliotheker
hertil. Mødet hævet.
For at kunne meddele det i 4de Møde
Forhandlede fuldstændigt leveres ovenstaaende Tillæg særskilt: Dets
Indhold vil blive gjentaget i følgende Nummer.
|
|
70 |
|
71
73 74 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 10. Fierde Møde.
(Sluttet.)
Udenrigsministeren: Allerede igaar havde jeg
den Ære at meddele Rigsforsamlingen, at Regjeringen var beredt til
at imøde- komme dens Ønske om at erholde Oplysninger om de politiske
For- hold, saasnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den
Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et udvalg af
Forsamlingen, eller paa anden Maade. Jeg tilføiede, at Regieringen i
Henseende til det Omfang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted,
vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af
Hensyn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, saafremt
Noget, der henhørte til Forhandlinger, som endnu kunde kaldes
svævende, skulde meddeles offentlig; jeg kunde giøre dette med saa
meget større For- trøstning, om at en Overeenskomst mellem
Forsamlingen og Regje- ringen i denne Henseende vil finde Sted, som
Forsamlingen allerede igaar havde viift, at Rigsforsamlingen er
besjælet af den samme be- sindige og saste Aand, som det Folk,
hvoraf den er udgaaet. Imid- lertid var det let at forudsee, at der
meget hyppig ville komme Øie- blikke, hvori dette Forsamlingens
Maadehold i at begjere Oplys- ninger af Regjeringen, vil blive sat
paa alvorlige og vanskelige Prøver. Det, som maa giøre det dybeste
Indtryk paa Forsam- lingen, er ikke saameget det, der allerede er
traadt ind i et af- sluttet Stadium, men det er meget mere det, som
netop bevæger sig i Øjeblikket; det er imidlertid dette Sidste, det
er det Øie- blikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest
ind- skrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et saadant Tilfældee er just nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som
ere skikkede til at vække den største Grad af Sensation og Foruroli-
gelse hos Forsamliugen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen
ude af Stanb til i nærværende Øjeblik at meddele Forsamlingen no-
gen fuldstændig Oplysning desangaaende. Saasnart jeg modtog dise
Efterretninger, forudsaae jeg det Indtryk, de vilde gjøre paa Forsam- lingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskad, som Regjeringen saae sig iftand til at meddele.
For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt,
Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, paa hvilken Maade
den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort sin Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meeft paa Hjerte at faae Kundskad om, nemlig paa hvilken Maade Hans
Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom
seer jeg mig ikke istand til for Øjeblikket at meddele Forsamlingen
nogen Oplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl
erkjende, naar den erindrer, hvad der allerede af den ærede Inter-
pellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre
Reed? saavelsom den tydske Regjeringscommisfair Stedtmann ere komne
hertil, men dog først igaar Aftes. Regjeringen har i lang Tid
arbeidet paa at faae en saadan Administrations-Commission, som
Vaabenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til
inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indrømme Foran-
dringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning
til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er ble- vet den foreslaaet af den Regjering, hvormed den nærmest har contra- heret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den Magt, som senere er traabt ind i disse Forhold, nemlig den tydske Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at bringe en Com- bination i den antydede Retning istand; han har deeltaget i Instal-
leringen af en saadan Regjering, efterat dens Medlemmer havde er-
kloret sig pure for at vile regjere i Overeensstemmelse med Vaaben-
stilstanden, saaledes som den var ratificeret og antaget Senere er
denne Regjering traadt op paa en Maade, om hyilken der kun kan være
een Mening, at den paa ingen Maade staaer i Harmo- ni med de
Betingelser, der ligge til Grund for Vaabenstistan- den. Det er
hertil, jeg sigtede, naar jeg sagde, at den foreløbige Med- delelse
herom allerede er indført i de offentlige Blade, og at Mere om kort
Tid vil følge efter det, idet nemlig de Bekjendtgjørelser og
Placater, som den nye Administrations-Commision har udstedt, ere saa
vidtløftige, at de ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som
er meddeelt, vil imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erjkende, at den er traadt op paa en Maade, som ingenlunde
er stemmende med hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende
Magters Side med Rette kunde paastaaes Saasnart dette var skeet, tog
den danske Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori
han har gjort fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens
Anerkjendelse, idet han derved har sat Regjeringen istand til at førge for, at den Maade, hvorpaa han træder op, og den Maade, hvorpaa
Regjeringen træder op, kan være i den fuldkomneste Overeensstem-
melse. Da han havde meddeelt denne Beslutning til den derværende
tydske Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranledigeet
til strax at begive sig hertil, og dette maa jeg ansee som ønskeligt
og heldigt De ankom hertil igaar Aftes og Forsamlingen vil let
kunne indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med
den danske Commissair, ikke have kunnet være bragte saavidt, at
derom kan meddeles Videre idag og maaskee heller ikke i de to eller
tre første Dage; dette Sidste siger jeg udtrykkelig, med Hensyn til
at der har været Spørgsmaal om at udsætte den skete Interpellation
til imorgen, idet jeg gjør opmarksom paar at jeg ikke heller da vil
være istand til at meddele nogen suldstændig Oplysning.
Formanden: Der staaer nu intet Videre
tilbage, end at an- give Dagsordenen i næste Møde, som vil finde
Sted paa Løverdag Kl.12. Der vil da først blive at foretage en
Interpellation af Pro- fessor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt
det maatte være Regjerin- gens Hensigt at bringe Anordningen om
Udskrivning af Ikkeværne- pligtige af 23de Septbr. d. A. i
Anvendelse; dernæst, hvis Aden- rigsministeren da maate finde
Anledning til at kunne meddele de nærmere Oplysninger, som han har
antydet i Dagsmødet, vil dette ogsaa skee i samme Møde; det tredie,
som vil blive foretaget, er den af den i den sidste
Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comi- tee meddeelte Beretning
om Indkjøb af Bøger til Rigsforsam- lingens Biblithek, sant et
Forslag om Flytningen af Stænder- forsamlingernes Bibliotheker
hertil. Mødet hævet. Femte
Møde. Lørdag den 28de October.
Formanden: Jeg har gjennem Rigsdagsmanden
With mod- taget en Adresse til Rigsforsamlingen om de slesvigske
Forhold fra flere Slesvigere, som for Tiden opholder sig t
kjøbenhavn; lige- ledes har jeg modtaget fra Rigsdagsmanden Clausen
en Skrivelse, |
|
72
71 72
hvormed han sender fra 193 Inddyggere i Præstø og samme Byes
Omegn et Andrageude, som indeholder Udtryk af deres dybeste Med-
folelse med vore slesvigske Brødres Nod og med Begjering om, at
Rigeforsamlingen vil bevæge Hans Majestæt til fremdeles at foretage
Alt, hvad Rigets Ære kræver , og Forjikkringen om deres Redebon- hed
til at bære ethvert Offer og enhver Byrde, som ifølge deraf maatte
blive fordret. Disse to Adresser ville blive henlagte i Læse-
værelset, og naar Regulativet er bestemt, vil Forsamlingen tage nær-
mere Beslutning om, hvad der i den Anledning skal foretages.
Dernæst har jeg fra den borgerlige Læseforening modtaget 100
Adgangsfort til dens Locale for Rigsdagsmænd. De Herrer, som ønske
saadan Adgang, ville behage at henvende sig til Contoiret. — Den
ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de District har Ordet i
Anledning af den af ham anmeldte Interpellation.
Professor Larsen: Det vil vvistnok ikke være
undgaaet Mini- stertets Opmærksomhed, at Forordningen om den
extraordinatre Ud- skrivning af den hidtil for Vænepligten fritagne
Befolkning, som er emaneret den 23de Septbr. d A., har fremkaldt
temmelig megen Mis- billigelse fra flere Sider. Fra den formelle
Rets Standpunkt har man især gjort gjældende, at der kunde reises
bettydelige Tvivl om, hvorvidt der vrkelig een Maaned efterat den
saakaldte Vaa- benstilstand er afsluttet, og een Maaned førend
Rigsforsamlingen skulde indkaldes, forelaa en saa paatrængende
Nødvendighed for at lad en saa vigtig og indgribende Lov emanere, at
det kunde retfær- diggiøres at lade dette skee, uden først derom at
hore enten de hid- tilværende Stænder eller nærværende
Forsamling.
Med Hensyn til Realiteten troer jeg vel, at man i Alminde- lighed
har været ening derom, at det er billigt og rigtigt, at den hid- til
for Værnepligt fritagne Befolkning kaldes til Deeltagels i nær-
værende Krig; men det er nærmest Maaden, hvorpaa dett er iværk- sat
ved Forordningen, som har fremkaldt den omtalte Utilfredshed. Paa
samme Tid nemlig, som de, der ere fødte værnepligtige, efter den
bestaaende Lovgivning skulle i en Mængde Tilfældee forbigaaes ved
Udskrivningen, fordi de have opnaaet en Livsstilling, i hvilken man
har antaget, at Udskrivningen vilde gribe altfor forstyrrende ind,
saa skal efter Forordningen af 23de Septembeer aldeles intet saadant
Hensyn komme de hidtil fritagne Classer tilgode; ingensomhelst, i
Tillid til den hidtil gjældende Lovgivning, opnaaet Livsstilling skal forskaane dem for Udskrivningen, hvor forstyrrende denne end kan
gride ind i deres hele Fremtid, Der fremkommer derved det det særegne Resultat, at de Paagjældende i Forhold til denne Udskrivning ofte
vilde have været bedre farne, dersom de havde været fødte
Værnepligtige, end de nu ere det som hidtil fritagne for denne
Pligt, da i første Tilfældee den af dem opnaaed Livsstilling vilde
have bevirket, at de maatte have været forbigaaede, istedetfor at
den nu ikke kommer i Betragtning Det maa vvistnok erkjendes, at det
hele System af Fritagelser og Forbigaaelser, som gjælder for den
værnepligtige Befolkning, ikke just fortjener Billigelse, at det kan
være ønskeligt, at det efterhaanden afskaffes, og man vil vvistnok
endog være enig om, at alle saadanne Hensyn til de Enkeltes
personlige Forhold, baade for den hidtil værnepligtige og
ikke-værnepligtige Be- folknings Vedkommende, bør kunne falde bort,
hvis der handles om, under Fædrelandets overhængende Fare at kalde
de hele tjenstdygtige Mandskab til Vaaben til Landets Forsvar; men
Forordningen af 23de September har ikke dette Formmaal. Der handles
ved den kun om at skaffe et forholdsviis mindre betydeligt
Supplement til den allerede udskrevne Hær, og det turde da være en
vægtig Indvending mod samme, at det Offer, man ved den fordrer af
mange Enkelte, ved den forstyrrende Maade, hvorpaa Udskrivningen kan
gribe ind i deres Fremtid, ikke synes at staae i det rette Forhold
til det Formaal, der ved den hele Foranstaltning kan opnaaes, Endeel
agtede Med- borgere her i Staden have ifølge disse Betragtninger og
flere andre, som let kunde tilføies, opfordret mig til at
interpellere Ministeriet om, hvorvidt det maatte være sammes Hensigt
at bringe Forordnin- gen af 23de September i Anvendelse, eller om
det muligen nu maatte være Hensigten at stille denne Foranstaltning
i Bero—indtil at Vær- nepligtens Almindeliggjørelse i det Hele kan
ordnes ved Lov, navnlig ved det Lovudkast, som, ifølge den af
Ministeriet til
denne Forsamling skete Meddelelse, agtes forelagt Forsamlingen
til Overveielse. Det er mig ikke ganske klart, hvilken af de ærede
herrer Ministre, jeg egentlig har at henvende mig til i dette Anlig-
gende. Det maate vel nærmest være Hr. Justitsministeren, sop, Den,
under hvem det hele Udskrivningsvæsen sorterer; men muligt vil det
ogsaa være Hr. Krigsministeren, som Den, til hvis Disposition det
udskrevne Mandskab vil væere at stille. Jeg tillader mig derfor at
opfordre den af de Herrer Ministre, som det findes nærmest at ved-
komme, at ville besvare dette Spørgsmaal som jeg har forelagt ifølge
flere Medborgeres Forlangende.
Justitsministeren: Med Hensyn til, at den
Anordning, der er Gjenstand for nærværende Interpellation, er
emaneret under det Ministerium, som jeg har den Ære at bestyre, skal
jeg for Tiden be- svare den skete Interpellation, Jeg troer, at
denne støtter sig til den noie Forbindelse, som der unægtelig finder
Sted imellem den Anordning, som er bebudet at ville blive forelagt
Forsamlingen om almindelig Værnepligts Indførelse, og den Anordning,
som allerede er emaneret angaaende den extraordnaire Udskrivning af
de hidtil for Værnepligt fritagne Classer. Anordningen om almindlig
Værnepligt gaaer jo ud paa, ved de fremtidige Udskrivnger af Manskab
at hæve de Uligheder, den Forskjellighed, som har fundet Sted
imellem de for- skjellige Samfundsclasser i Udøvelsen af den
Borgerpligt, som maa anerkjendes at paahvile alle Samfundsclasser,
den nemlig, med sin Person, saavidt man kan, at bidrage til
Fædrelandets Forsvar; den foreløbig emanerede Anordning angaaende en
extraordinair Udskriv- ning gaaer ud paa, med Hensyn til de
Borgerclasser, hvori Udskriv- ningen alt tidligere har fundet Sted,
at soge at udjevne den hidtil stedfundne Ulighed og Forskjel. Begge
gribe naturligvis dybt ind i de Samfundsforhold, som have udviklet
sig i vort Fædreland gjennem en Række af Aar, ja, i Aarhundreder;
begge egne jig efter deres Natur til undr almindelige Omstændigheder
at forelægges Fol- kets Udvalgte, foriuden de træde i Kraft Det
kunde derfor synes inconseqvent fra Regjeringens Side, naar den har
paataget sig det Ansvar, at tilraade Hans Majestæt at lade
Anordningen om den ex- traordinaire Udskrivning emanere, medens man
ikke har paataget sig et lignende Ansvar med Hensyn til den
almindelige Værnpligtslov. Jeg maa imidlertid tillade mig at
hendlede den høitærede Forsamlings Opmærksomhed paa, at der ved
Siden af den nøie Forbindelse, som bestaaer mellem de 2 Anordninger,
ogsaa tillige er en væsentlig Forskjel imellem dem; denne Forskjel
de bestaaer navnlig deri, at man ved Udskrivningen af de hidtil
uværnepligtige Classer vil hurtigt, ja forholdsviis meget hurtigt,
kunne komme til et væsentligt Resultat, som kan bidrage til at
ftyrke vor Hær, medens det samme Resultat kun langsomt lader sig
opnaae ad den anden Vei. Jeg maa tillade mig endvidere at bemærke at
der ved den nye Anordning, som er emaneret om den extraordinaire
Udskrivning, kunde tages forskjelligee Bestemmelser, som ikke forud
præjudicerede de Principer, de almin- delige Regler, som
nodvendigviis maate giøre sig gjældende ved den almindelige
Værnepligtslov. Jeg skal i saa Henseende hentyde paa, at
Tjenestetiden ved den almindelige Værnepligtslov kun er bestemt for
saa lang Tid, som de nærværende Krigsforhold maatte giøre det
nødvendigt. Naar nu militaire Hensyn gjorde det nødvendigt at op-
byde alle Kræfter for at ftyrke vor Hær, og det ei alene for at
forskaffe vor Hær en blot numerisk Styrke, men tillige for at styrke
dens mo- ralske Kraft; naar nu disse Hensyn, som sagt, giøre sig
gjældende, troer jeg, at Ministeriet var i sin gode Ret ved at lade
denne Anord- ning emanere, ja at det vilde have paadraget sig Ansvar
ved ikke at giøre det. Man var forud overbeviist om, at en
Anordning, som Regjeringen maate finde nødvendig for at skaffe de
Hjelpemidler, som Tiden krævede til Fædrelandets Frelse, ogsaa i sin
Tid vilde finde Medfølels hos Folkets Udvalgte. Man kunde paa samme
Tid ikke forudsee, naar en Forsamling kunde sammentræde, for
hvilken man vilde have kunnet forelægge denne Anordning; man
kunde endnu mindre forudsee, om denne Forsamlings Hverv skulde
indskrænke sig til i Fredens Ly at beskjæftige sig med den
Gjenstand, som nærmestst maatte være dens Drøftelse underlagt, eller
om der tillige maatte findes Anledning til fra Regjeringens Side at
forelægge den andre Lovgivningsarbeider til at fremme det
|
|
73
73 74
samme Øiemed som det , hvortil den almindelige
Uvskridningslv sigtede. Omstændighederne have imidlertid medført, at
Forsamlingen belv sammenkaldt til en Tid, da den extraorbinaire
Udskrivningslov enbnu ikke var sat i Uvøvelse; Omstændighederne have
fremdeles medført, at ver foruden dette Hverv, som egentlig
foranledigeede for- samlingens Sammenkaldelse, ogsaa blev bebudet,
at der skulde fore- Iægges den andre Arbeider; Omstændighederne have
endelig medført, at den foreløbig emanerede Anordning om
extraorbinair Uoskrivning ikke alene hivtil ei har kunnet sættes i
Uvøvelse, men at den ogsaa frembles endnu i nogen Tid ikke kan blive
det, fordi de Embeds- Autoriteter, igjnnem hvilke Udøvelsen skal
skee, have erholdt andre, mere paatrængende Hverv. Forsamlingen vil
deraf erfare, at det Lovudkast, som er bebudet at ville blive den
forelagt, vil blive det, forinden Anordningen sættes i Udøvelse, Man
vil da i alt Falb have vundet ved den Foranstaltning, som
Regjeringen har troet paa sit Ansvar at maatte paatage sig, at en
saadan extraorbinair Ud- skrivning vil kunne, naar Fædrelandets
Forsvar gjør det nødvendigt, sættes i Udøvelse meget hurtigere, end
det nogensinde vilde have kunnet skee, dersom dette Lovarbeide
skulde være forelagt Forsamlingen til enbelig Behandling.
Prof. Larsen: Det, der er det Væsentlige for
mig i Hr. Mini- sterens Foredrag, forsaavidt jeg har opfattet det,
er, at Anordningen af 23de September ikke vil blive bragt i Udøvelse
for det Første og navnlig ikke førend denne Forsamling har havat
Leilighed til at ud- tale sig i Anledning af det nye Lovudkast om
almindelig Værnepligt, som Ministeriet har erklæret at ville
forelægge Forsamlingen. Jeg veed ikke, om jeg har forstaaet den
ærede Justitsminister rigtigt.
Justitsministere: Jeg troer at have udtrykt
mig klart nok ved at sige, at ven allerede emanerede Anordning ikke
vil for Tiden kunne sættes i Kraft formedelst den Omstændighed, at
de Autoriteter, ved hvem, Udførelsen skulde skee, have erholdt
andre, mere paatrængende Hverv. Naar Anordningen skal sættes i
Kraft, kan for Tiden ikke afgjøres; det maa være en Sag, som uden
Tvivl maa være Regje- Ringen nærmest overladt at vedtage og
bestemme.
Krigsministeren: For at ver ingen
Misforstaaelse skal være, vil jeg gjøre opmærksom paa, at min ærede
Collega ikke har sagt, at der er nogen directe Forbindelse mellem
det nærværende Projects og den endelige Lovs Uoførelse; de staae
ikke i nogen saadan Forbindelse, at den endelige Lov og hiin
extraordinaire Uvskrivningslov samtiding ville blive tagne i
Betragtning. Den nye Lov indbefatter paa eengang eet Princip og een
Kjendsgierning; Principet er nemlig dette, at det derved er
tilkjendegivet, at fra den Dato, denne Anordning emanerede, antoge
vi i Statsraadet, at den almindelige Værnepligt allerede var
principmæssig erkjendt; det er fra mig, at dette er udgaaet; det er
mig, som har af Statsraadet begjert denne foranstaltning, og det
mig, som har af Statsraadet begjert denne Foranstaltning, og det har
jeg gjort netop, fordi jeg saae, at vor hidtil bestaaende Værne-
pligtslov var saa dybt indgribende i de Folkeclassers helligste Rettig- heder og allermeest dybtliggende Forhold, som den angaaer, at det
vilde have været med Undseelse, at jeg var vedbleven at kræve hos
dem, naar jeg ikke med det Samme havde viist, og viist bestemt, at
der vilde blive krævet ogsaa hos Andre. Det Brug, som vil blive
gjort af dette Krav (det kan gjerne være, at det ikke kommer snart i
Brug, og det kan ogsaa være, at det kommer hurtigt i Brug), det maa
være vor Discretion overladt; kun at her ingen Misforstaaelse
bliver; kun at man ikke troer, at vi gjøre et Skridt tilbage; ikke et
Skridt, ikke en Tomme; vi have gjøre det efter modent Overlæg. Jeg
har havt Masser af Begjeringer om at skaffe de unge Mænd, som vare
lose og ledige, istedetfor de Familiefædre, som jeg kaldte paa, og
det var vel begrundet, at disse Fordringer bleve gjorte; thi
unægteligt er det en haard Ting, maar en Mand, som bliver kaldt til
Statens Forsvar, maa forlade sin Samilie og Stilling og maaskee gaae
til Bettelstaven, medens han seer, at en ung Mand kun maatte udsætte
sin Examen et Aars- tid, for lige saa godt siden at kunne fulvbyrde
sin Carriere i Livet. Jeg har ikke Hjerte nok til at see dette
upaanket og upaatalt- skal det være upaanket og upaatalt, saa maa en
Anden sidde paa denne Plads; thi dertil har jeg hverken Kraft eller
Hjerte. (Bravo fra flere Sider af Salen. Formanden paabød Taushed
ved at ringe med Klokken.)
Prof. Larsen: Jeg skal blot tilføie, at jeg
heller ikke for- stod Ministerens Foredrag saaledes, at vet var paa
Grund af nogen Forbindelse mellem Anordningen af 23de September og
den Lov, hvorom et Udkast vil blive Forsamlingen forelagt, at
Udskrivningen efter den første Forandring ikke vilde for det Første
blive foretaget, men jeg opfattede det saaledes, at andre
Omstændigheder vilde gjøre det nødvendigt at udsætte Uoskrivningen
saaledes, at den i alt Fald ikke kunde forudsættes at ville skee,
forinden Rigsforsamlingen havde faaet Leilighed til at erklære sig
over det nye Lovudsalt. Det kan na- turligviis ikke andet and være
mig kjært, at Jeg ved mit gjentagne Spørgsmaal har fremkaldt en
saadan Klarhed i Erklæringen fra Mi- nistrenes Side, at mine
Committenter ikke kunne nære Uvished om, hvilke nærmere Skridt de
muligen maatte finde sig foranledigeede til At gjøre.
Formanden: Vi kunne saaledes gaae over til
den anden In- terpellation, forsaavidt som Udenrigsministeren idag
maatte see sig istand til at meddele de Oplysninger, som han i
forrige Møde gav Haab om. Jeg troer ikke, at den ærede Interpellant
har noget yderligere Spørgsmaal at fremsætte.
Udenrigsministeren: Den Tid, som er
forløben, siden jeg sidst havde den Ære at meddele Rigsforsamlingen
en foreløbig For- klaring om de slesvigske Unliggender indtil nu,
maa vvistnok have forekommet de ærede Medlemmer, som med
Utaalmodighed imødesee Løsningen af de Forviklinger, som paany ere
indtraadte i disse For- hold, meget land; det vil derimod vvistnok
erkjendes, at den er over- ordentlig kort for den, hvis Pligt det er
at beskjæftige sig med disse Sager, og jeg seer mig derfor ikke nu
istand til at tilføie noget Væ- sentligt til det, som jeg iforgaars
foreløbigt yttrede. Jeg skal kun gjenkalde i Forsamlingens
Erindring, havad jeg dengang bemærkede, at mine Meddelelser støttede
sig paa de foreløbige Efterretninger, som jeg Aftenen forud havde
modtaget og som gik ud paa, at de Herrer, som vare blevne
instællerede til at danne den nye Regjering, havde, i
Overeensstemmelse med de Instruxer, som herfra vare meddeelte, uden
Forbeholde erklæret at vill regxere I Overeensstemmelse med den af-
sluttede Condention.
De Docoumenter, som herom ere blevne optagne, indeholde navn- lig
den Bestemmelse, at de anførte Herrer paa given Foranledning havde
erklæret, at de vilde overtage Regjeringen i Overeensstemmelse med
Vaabenstilstandsconventionen, saaledes som denne var ratisiceret og
antaget, og det vil først være, efterat disse Documenter, der ere af
den Beskaffenhed, at her ikke fan være noget Væsentligt til Hin- der
for, at de blive affentliggivrete, have været underkastede en om-
hyggelig Drøftelse, at man kan gjøre sig nærmere Rede for det
Spørgsmaal, om der i de tilføiede Ord „saaledes som Vaaben-
stilstanden er ratificeret og antaget” skulde kunne siges at ligge
noget Forbeholde fra disse Herres Side. Der vil nemlig derved blive
at overveie, om og i hvilken Grad der skulde være taget Hensyn
til den Beslutning, der, som det uden Tvivl vil være den største
Deel af Forsamlingen bekjendt, er bleven taget i Frankfurth
betræffende den assluttede Vaabenstilstand; det vil saameget mere
kunne antages, at der vvirkelig er belven taget et saadant Hensyn,
som denne Be- slutning ogsaa paa et andet Sted, ved en ved denne
Leilighed optaget Protocol er bleven paaberaadt. Forsaavidt man
dernæst vil opkaste det Spørgsmaal, om der ikke havde været
Anledning for den danske Com- missair til at forlange en mere klar
og bestemt Erklæring, forinden han skred til denne Installation, da
er dette et Spørgsmaal, som nu ikke paa Grund af de senere indtrufne
Begivenheder har nogen sær- deles practisk Betydning, idet den
mindre Vanskelighed, som kunde ligge deri, paa en Maade kan siges at
være absorberet af de langt alvorligere Forviklinger, som true med
at opstaae ved den Maade, hvorpaa den nye Regjering er optraadt.
Skulde man besvare hiint Spørgsmaal, saa maatte man nærmest tage
Hensyn til, hvilken Be- tydning der kan tillægges den Bestemmelse,
som i sin Tide er belven taget i Frankfurth og som navnlig gaaer ud
paa, at der skulde til- veiebringes en Forstaaelse med den danske
Regjering om visse Modi- ficationer med Hensyn til
Vaabenstilstanden, og der kunde altsaa i et saadant Tilfældee ikke
være taget Hensyn til nogen anden For- staaelse end den, som
virkelig har kundet Sted mellem den tydske Cen-
|
|
74
75 76
tralmagt og Danmark i denne Henseende; men disse
Modifiscationer have ikke havt andet Indhold end den nye
Personalcombination, som har fundet Sted ved den anførte
Installation. Det er denne Til- følelse til vort tidligere Yttrede,
som jeg troer for Tiden at være det Eneste, som jeg seer mig istand
til at meddele den ærede Forsamling, navnlig i den Form, hvori Sagen
for Øjeblikket er bragt paa Bane. Jeg troer, at Rigsforsamlingens
Medlemmer vilde gjøre rettere i at oppebie de Meddelelser, som jeg
maatte see mig istand til ad offentlig Vei at gjøre af vedkommende
Documenter, forinden man med Hensyn til de berørte Spørgsmaal fælder
nogen endelig Dom. Jeg maa iøvrigt tillade mig at gjentage, at hvad
jeg i den Henseende har herørt, i ethvert Tilfældee vil være
underordnet i Sammenlignking med de Forviklinger af en mere alvorlig
Natur, som un synes at være opstaaede.
Ryholm: I Anledning af den Forklaring, som
Uden- rigsministeren har meddeelt, vil jeg blot tillade mig at
frem- hæve, at det forekommer mig, at den Fælles- Regjering, som
i dette Øjeblik er instælleret i begge Hertugbømmerne i Kongen af Danmarks Navn som Hertug til Slessig ov Holsteen, i høi Grad
synes at have overtraadt Conventionens Artikler, saavidt de foreligge i bekjendte Actstykker, idet det hedder, at den kun skal bekræfte
saa- danne Love, som maae ansees for uundværlige for
Samfundsforhol- dene, forsaavidt jeg fra mit Standpunkt har kunnet
opfatte det. Men naar man nu seet denne Regjering strax ved
Begyndelsen at lade emanere 91 Love og deriblandt Oprøsregjeringens
Udkast til Stats- grund loven, saa synes det mig klart, at denne
Regjering i den Grad har overtraadt sin Function, at det vilde være
høist ønskeligt, om der her fra Regjeringens Side blev truffet
kraftige Foranstaltninger til at modvirke den Indflydelse, for hine
Foranstaltninger af den Regjering, der handler i Kongen af Danmarks
Navn, maatte kunne have paa Folket. Endvidere vil jeg gjerne tillade
mig at henvende det Spørgs- maal til den høitærede Hr.
Udenrigsminister, om det ikke vilde be- hage ham at meddele
Forsamlingen, at her under nærværende Om- stændigheder ikke vil
blive indrømmet den nye Regjering over Her- tugdømmerne nogen
Myndighed med Hensyn til Als og Ærø, som er den eneste Deel af
Hertugdømmerne, hvorover Danmart med fuld Magt og Myndighed endnu
raader.
Udenrigsministeren: Jeg er fuldkommen enig i
de An- skuelser, som den ærede Interpellant her udtalt angaaende den
Maade, hvorpaa det er Regieringens Pligt at optræde efter de nu
opstaaede Forviklinger.
Formanden: Den næste Sag, som vil være at
foretage idag, angaaer nærmest Forsamlingens indre Anliggender. Den
Comitee, der har havt det Hverv at abskaffe Bøger til den
roeskildske. Stæn- derforsamlings Biblothek, vilde maaskee behage at
meddele den Beret- ning, som den i den Anledning har affattet.
Sage: Det vil være Forsamlingen bekjendt, at
der i flere Aar er bevilget Stænderforsamlingerne i Roeskilde og
Viborg hver 500 Rbblr. aarligen til Indkjøb af Bøger. Da Østifternes
Stænder- forsamling sidst samledes blev det besluttet at indgaae med
en Begje- ring om, at et lignende Beløb, i samme Øiemed, maatte
blive den
tilstaaet, og blev der overdraget Magister Hammerich on mig det Hverv at drage Omsorg for denne Sums hensigtsmæssige Anven- delse.
Jeg skal tillade mig nu for Forsamlingen at oplæse den af os i denne
Anledning forfattede Beretning, her lyder saaleldes.
„Den sidste Stæderforsamling for Østifterne bemyndigede os Un-
dertegnede til at ansøge Regjeringen om at Tilskud af 500 Rbb., for
at indkjøbe endeel Skrifter, novnlig of den franske og engelske
Literatur, som kunde være vigtige ved Drøftelsen af Forfatningsud-
kastet i Rigsforsamlingen.
Vi indgave i denne Anledning et Andragende til Hans Maje- Stæt
Kongen i Mai Maaned og erholdt i Begyndelsen af August 500 Rbb.
bevilget og udbetalt af Finantserne.
Denne Sum tilligemed omtrent Rbd. 100 der udgjorde Stænder-
bibliothekets Kassebeholdening, have vi andendt til Indkjøb af Bøger
i Paris of London, som er beførget paa det første Sted af Professor
Borring, paa det sidste af Professor Krieger, som have havt den
Godhed at paatage sig Uleiligheden hermed, og have skaffet os en-
deel skrifter underhaanden til betydeligt nedsatte Priser. Blandt de
kjøbte Bøger, som ere anførte paa de Lister, som følge med Regn-
skabet, findes Hansards Parlaments Rapporter, den nyests Udgave af
Blackstone, flere til Parlamentet afgivne Beretninger om Skattevæ-
senet o.s.v., Kent’s Kommentarer over den amerikanske Lovgivning,
det nye Aftryk af Monitøren, der endnu ikke er sluttet, Delebecks
Samling af belgiske Love, Dekreter m.m. efter 1830 med vedføiede
Oplysninger. Professor Borring har nylig meddeelt, at ham fra flere
Sider har erholdt Løfte om Foræringer af Bøger til Rigsfor-
samlingens Bogsamling. Vi have derhos grundet Haad em igjennem det
udenrigske Ministerium ved Udvexling at erholde en Deel statistiske
og andre Skrifter fra de forskjelligee Lande.
Regnskabet vil vise, at vi noget have overskredet den Sum, som
var os tilstaaet, hviket hidrører fra, at enkelte Pærker have været
kostbarere end efter den første Opgivelse, og at Fragt og de øvrige
Transportomkostninger forholdsviis have været temmelig betybelige.
Vi tillade os at gjøre opmærksom paa Ønskeligheden af, at der
saavidt muligt anvises et Bærelse, hvor de ankomne Bøger kunne
opstilles og gjøres tilgjængelige for Forsamlingens Medlemmer.
Ligeledes henstille vi, at“Stænder -Bogsamlingerne i Rioeskilde og
Viborg fiyttes hertil som Rigoforsamlingens Eiendom, og at de Dou-
bletter, der findes, afhændes, samt at det indkomne Beløb tilflyder
Rigsdagens Bogsamling.
Kjøbenhavn, 28. October 1848. Ærbødigst H
.H.a g e. M. Hammerich. Til Den
danske Rigsforsamling.”
Regnskabet vil blive udlagt i Forsamlingens Læseværelse. Det vil
deraf fremgaae, at Indtægten har været 599 Rbblr. 1 Mk. 2?., og
Ubgiften 528 Rbd. 3 Rk. 10?.; men jeg maa herved bemærke, at den
Gyldenbalske Boghanbling endnu ikke har indesendt sin Reggning, da
der ikke er kommen Opgjørelse fra England, hvorfra endeel af Bø-
gerne ere indkjøbte. Restbeløbet vil blive afleveret til Forsamlingens Formand og stillet til hand nærmere Disposition. (Sluttes.)
Rettelse. I Nr.3, Pag. 17, 33te L .f. o., men dets øvrigt
Deel af, læd: medens hele. I Nr.9, Pag. 67,10de L. F. o., Taorsdag
den 25de October , læs: Torsdag den 26 de October.
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl, Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70) i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hosbogtrykker
Bianco Luno. |
|
75
77 78 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No11. Femte Møde
(Sluttet.)
Formanden: Foruden Beretningen gaaer det
Oplæste altsaa ud paa, at Biblothekerne i Roeskilde og Viborg maae
slyttes her til Rigsforsamlingen, og dernæst, at der her kunde
afgives et Værelse for samme og ligeledes et Læseværelse, hvor
Biblothekel at Forsam- lingens Medlemmer kunde benyttes, og hvor man
vel ogsaa kunde anskaffe de vigtigste Blade. Hvis jeg saaledes turde
antage, at For- samlingen var enig i disse Punkter, hvilket vel ikke
kan være Tvivl underkastet, kunde man maaskee overlade til de tvende
ærede Medlem- mer af Forsamlingen, som dermed forhen have havt at
gjøre, i for- ening med Formanden at bestemme det Rærmere. Hvis
Ingen yttrer sig derimod, antager jeg, at dette er Forsamlingens
Beslutning. — Ved samme Leilighed tillader jeg mig at anmelde, at
jeg i forsamlin- gens Læseværelse ønsker at henlægge en
Regnskabsoversigt for de Møder af Provindsialtænderne, som have
fundet Sted i Roeskilde og Viborg i Anledning af Valgloven og
Forordningen om Kings- skatten samt Udstedelsen af rentebærende
Creditbeviser. Man pleiede at fremlægge disse Regnskaber i det
Følgende Stændermøde, og det forekommer mig derfor meest passende,
at de nu meddeles Rigsfor- samlingen. Jeg haaber fremdeles, at
Forsamlingen vil tillade, at denne korte Regnskabsoversigt bliver
optaget i Rigsdagstidenden*), om dette just end ikke vedkommer
Rigsforsamlingens Forhandlin- ger.– Jeg skal nu tillade mig at
anmoded een af de Herrer Se- creatairer om at oplæse Protocollen,
det vil sige den korte Beretning om de Sager, som ere behandlede, og
de Besluninger, som are tagne de foregaaende Dage, da der ikke
tidligiere har været Leilighed til at oplæse dette. Den ene af
Secretairerne oplæste derpaa den ommeldte Protocol, som ikke
indeholder Noget, der ikke tidligere har været meddeelt i denne
Tidende. *) Regnskabssoversigten Inder saaledes:
Udgifterne ved den i Aaret 1848 afholdte Stænderforsamling i Roeskilde
have været følgende: 1. De Deputeredes Diæter under Sessionen.
. . 4672 Rbd. „ Mk. „ ?. 2. Sammes Reiseomkostninger og Diæter paa
Reisen 2015 – 3 –„ – 3. Honorar til Medhjælperne hos Forsamlingens
Se- cretairer . . . 342 – „ – „ – 4. Betaling til
Contoirpersonalet . . . 175 – 1 – 8 – 5. Papir og øvrige
Skrivenmaterialier . . . 81 – 4 – 10 – 6. Udgifter i Anledning af
Stændertidenden: a) Erstatning til Forlæggeren after indgaaet
Con- Tract 1200 Rbd. „ Mk. „ ?. b) Til Correcteurerne 170 - „
– „ - e) For Udarbeidelsen af Sagregisteret 10 – „ – „ –
d) For Tilsyn med Stændertidendens Trykning efter For-
samlingens Dphør 12 – „ – „ – e) For Uvertissements „ – 5 – 4 – 1392 – 5 – 4 “ 7 Bogtrykkerarbeide, udenfor det, som er benyttei
til Stændertidenden . . . 69 – 1 – 8 – 8. Bogbinder-Arbeide .
. . 35 – 4 – 10 – 9. Budets Løn . . . 36 – „ – „ – 10.
Indentariesager og sammes Reparation . . . 98 – „ –„ – 11. Localets
Reengjøring og Belysning m.m. . . . 107 – 5 – 12 – 12. Nogle andre
Ubgifter . . . 8 –3 – 8 – Tilsammen . . 9035 Rbd. „ Mk, 6 ?.
Slutteligen bemærkede Formanden, at Dagsordenen i det bæste Møde,
Mandagen de 30de October Kl. 12, vilde væde Behandlingen af det
Forslag til et Reglement for Forretningsordenen, som af det dertil
nedsatte Udskud er forfattet og som i Dagsmødet var omdeelt til
Forsamlingens Medlemmer. Mødet Hævet.
Det omtaste Udkast Iyder saaledes: § 1.
Forsamlingens Embedsmænd ere: En Formand, to Vice- Formænd og fire
Sekreterer. De vælges paa fire Uger, men kunne gjenvælges. Ingen kan
uden Forsamlingens Samtykke undslaae sig for at modtage Valget. § 2. Til Valg af Formand Udkræves over Halvdelen af
Stem- merne; opnaaes dette ikke ved den første Afstemning, saa
foretages et nyt frit Valg. Vindes eiheller da den forlangte
Stemmefleerhed, saa indskrænkes Stemmegivningen til de to Medlemmer,
der havde de fleste Stemmer ved andet Valg; have flere lige Stemmer,
gjør Alderen Udslaget. Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af
Vice-For- mænd og Sekreterer. § 3. Formanden
leder Forhandlingerne i Forsamlingen og sør- ger for, at god Orden
vedligeholdes. Han modtager alle meddelelser til Forsamlingen og
forestaaer dens Udfærdigelser; ligeledes forestaaer han
Forsamlingens Regnskabsvæsen. Vil han tage videre Deel i For-
handlingerne end den, der hører til Formandens Virksomhed som saa-
dan, maa han imidlertid overlade Forsædet til en af Vice-Formændene.
§ 4. Ogsaa i Formandens Forfald træder efter hans Anmod- ning en af Vice-Formændene i alle Henseender i hans Sted. § 5. Sekretererne føre under Formandens Tilsyn en kortfattet Protokol, hvori Forhandlingernes Gjenstand og Udfald optages; den
oplæses ved Begyndelsen af det følgende Møde. De samle fremdeles
Stemmerne ved Afstemningen efter først selv at have afgivet deres
Stemme. Forretningerne fordeles mellem dem efter Aftale med For-
manden. § 6. Formanden bestemmer ved Slutningen af
hvert Møde Dagsordenen for næste Møde. Dog kunne 15 Medlemmer
forlange, at den fastsættes ved Forsamlingens Beslutning.
Udgifterne ved den i Aaret 1848 afholdte Stænderforsamling for
Nørrejyl- Iand have været Følgend: 1. De Deputeredes Diæter
under Sessionen . . . 2336 Rbd. „ Mk. „ ?. 2. Sammes
Reiseomkostninger og Diæter paa Reisen . . 2263 – 3 – „ – 3. Honorar
til Medhjælperne hos Forsamlingens Secretairer 531 – „ – „ – 4.
Betaling til Contoirpersonalet . . . 149 – 2 – „ – 5. Papir og
øvrige Skrivematerialer . . . 73 – „ – 2 – 6. Udgister i Anledning
af Stændertidenden: a. Til Forlæggeren efter Con- tract . . .
1200 Rbd. „ Mk. “ ?. b. Til Correcteurerne . . 270 – „ – „ –
c. For Lilsyn med Stænder- tidendens Trykning efter
Forsamlingens Ophør . 28 – „ – „ – 1498 – „ – „ – 7
Bogtrykker-Arbeide, udenfor det, som er benyttet til Stændertidenden
. . . 196 – „ – „ – 8. Bogbinder-Arbeide . . . 73 – 2 – „ – 9.
Budets Løn . . . 24 – „ – „ – 10. Inventariesager og sammes
Reparation 92 – 1 – 7 – 11. Localets Reengjøring . . . 55 – „ – 12
– 12. Porto og nogle andre Udgifter . . . 35 – 5 – 3 –
Tilsammen 7327 Rbd. Mk. 8 ?. |
|
76
79 80
§7. Forsamlingens Medlemmer fordeles af Formanden ved Lodtræning i 5 Afdelinger, over hvilke Forsamlingens Sekreterer af- fatter Listerne. Hver Afdeling maa, saavidt muligt, bestaae af lige mange Medlemmer; den vælger under Ledelse af Afdelingens ældste
Medlem strax en Formand samt en Sekreteer, der dog ikke optegner
Forhandlingerne; den forhandler, dog uden Afstemning, enhver Sag,
der af Forsamlingen henvises til den. § 8. Ved en Sags
Henviisning til Afdelingerne fastsætter For- samlingen, af hvormange
Medlemmer det Adskud skal bestaae, der skal afgive en skriftlig
Betænkning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten alene skal
vælges gjennem Afdelingerne, eller forstær- kes ved et vist Antal
frit valgte Medlemmer. § 9. Ogsaa naar Forsamlingen
beslutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at henvise den til
Behandling i Afdelingerne, bedtem- mer den, om dette Udskud skal
vælges enten af Forsamlingen i almin- deligt Møde, eller i
Afdelingerne, og i sidste Tilfældee, om det skal forstærkes ved frit
Valg af Forsamlingen. § 10. Udskudet udnævner en
Formand og en Sekreteer, samt efter endt Forhandling en Ordfører.
Den af Udskudet afgivne Be- tænkning trykkes og omdeles 3 Dage,
førend den foretages i For- samlingen. § 11.
Ethvert Lovforslag skal underkastes tre Behandlinger. § 12. Ved den første Behandling i Forsamlingen kan ethvert Medlem
gjentagende forlange Ordet, kræve Oplysninger af Udskudets Ordfører
eller af Regjeringens Medlemmer og fremsætte Forslag til Udeladelse,
Tillæg eller andre Forandringer i Udkastet. § 13. Ved
den anden Behandling kunne kun saadanne Forslag foretages, der
ifølge Forbeholg eller i Henhold til den foreløbige Be- Handling ere
stillede inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning.
Spørgsmaalet om, hvorvidt et anmeldt Forslag i Henhold til den
første Behandling kan stilles, afgjøres, dersom Formanden har Tvivl
eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen, men uden
Forhandling. § 14. Ved den anden Behandling have
Medlemmerne, med Undtagelse af Ordføreren, kun Ret til at tale een
Sang om hver Paragraph eller hvert mindre Afsnit, der særskilt
stilles til Forhand- ling. Umiddelbart efter Forhandlingen af hver
saadan Paragraph eller hvert saadant Afsnit skrides til Afstemning
herover. § 15. I Henhold til de stedfundne
Afstemninger paaligger det Udskudet at forfatte et fuldstændigt
Lovforslag. Skulde det da vise sig, at der ved forskjelligee
Afstemninger er fremkommet Modsigelser i Lovforslaget, skal Udskudet
ved Forelæggelsen af det endelige Udkast kunne foreslaae saadanne
Rettelser, som det af den Grund maatte finde nødvendige. Lignende
Forslag kunne fremsættes af 15 Medlem- mer; men Forhandling og
Afstemning skulle i i begge Tilfældee dog kun finde Sted, dersom to
Trediedele af de tilstedeværende Medlemmer deri samtykke. Tilsidst
bliver da uden nogensomhelst Forhandling det endelige Lovforslag i
sin Heelged sat under Afstemning til Antagelse eller Forkastelse. § 16. Andragender, som et Medlem vil forelægge
Forsamlin- gen, skulle senest være anmeldte Dagen forud faa
betimeligt, at de kunne sættes paa Dagsordenen. Paa den Tid, der i
Henhold til § 6
bliver bestemt, har Andrageren at fremsætte sit Forslag. Dersom han
tager det tilbage, skal ethvert andet Medlem være berettiget til
umiddelbart at optage det. Efter Sagens Beskafsenhed bestemmer da
Forsamlingen, i hvilken Form Sagen skal behandles. Dog skal ende-
lig Beslutning om Sagen ikke kunne tages i samme Møde. Andragender
fra Mænd udenfor Forsamlingen kunne kun indle- veres gjennem et
Medlem af samme. § 17. Spørgsmaal, som et Medlem
ønsker udenfor den almin- delige Dagsoeden at gjøre til Regjeringens
Medlemmer, maae Dagen forud være indgivne skriftligen og af bestemt
Indholg til Formanden, der meddeler dem til Vedkommende og opslaaer
dem paa Dagslisten. Uden saadan foregaaende Anmeldelse kan
Spørgsmaal kun stilles med Forsamlingens Tilladelse. Det reiste
Spørgsmaal kan yderligere for
følges saaveel af den første Taler som af andre Medlemmer, men ingen Beslutning tør fattes. § 18. Naar et Forslag eller
Forandringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem
berettiget til at forlange dets Afviisning. Forsamlingen bestemmer
da uden Forhandling, om Forslaget skal fjernes. § 19. Finder Formanden, at Forhandlingerne drages utilbørli- gen i
Langdrag, da kan han foreslaae deres Afslutning, som afgjøres af
Forsamlingen uden Forhandling. Ligeledes kunne 15 Medlemmer forlange
det sat under Afstemning, om Afslutning skal finde Sted. § 20. Ethvert Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet,
taler staaende fra sin Plads og henvender stedse Talen til Forman-
den. Ingen maa enten tiltale eller ved Navn anføre et andet Medlem.
§ 21. Intet Foredrag maa skee ved Oplæsning af skrevne
Ud- arbeidelser. § 22. Naar Flere samtidigen
forlange Ordet, bestemmer For- manden den Orden, hvori de skulle
tale, forsaavidt ikke Nogen allerede har indtegnet sig dertil. Korte
Berigtigelser eller personlige Spørgs- maal kan ogsaa gives Fortrin.
Forøvrigt bør Foredragene for og imod et Forslag, saavidt muligt,
afverle med hinanden. § 23. Ethvert Medlem er
pligtigt at underkaste sig Forman- dens Kjendelse angaaende
Overholdelsen af den fornødne Orden. Naar et Medlem i samme Møde er
kaldet to Gange til Orden, kan For- manden foreslaae Forsamlingen
aldeles at nægte ham Ordet i dette Møde. Skulde almindeligere Uorden
opstaae, paaligger det Forman- den midlertidigt at afbyde Møder,
eller, om nødvendigt, aldeles at Hæve det. §
24. Bifalds- eller Mishags- Yttringer af Forsamlingens Med- lemmer
ansees som stridende mod god Orden. § 25. Ingen
Beslutning maa tages af Forsamlingen, med mindre over Halvdelen af
Rigsdagsmændene (77 Medlemmer) er tilstede. §
26. Alle Spørgsmaal, undtagen det i § 15 omtalte,
afgjøres ved simpel Stemmefleerhed. Ere Stemmerne lige, saa
deeltager For- manden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder
Sted. Til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, og
Valget foretages i Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte
Forskrift. Enhver Valg- seddel, der indeholder et større eller
mindre Antal Navne, end der skal stemmes paa, er ugyldig. § 27. Maaden, hvorpaa Spørgsmaalene skulle fremsættes, be-
stemmes af Formanden. Dog kan efter 15 Medlemmers Forlangende
Forsamlingen selv fastsætte den, efterat et af de 15 Medlemmer og
Formanden have udtalt sig. § 28. Afstemningen skeer
ved at reise sig fra sin Plads eller blive siddende, og bør da altid
bestaae af Prøve og Modprøve, hvorved Stemmerne tælles af
Sekretererne. Skulde disse være i Tvivl om Afstemningens Udfald, saa
stemmes efter Navne-Opraab. Dette kan ogsaa inden Prøvens Begyndelse
forlanges af 15 Medlemmer. Af- stemning ved Kugler finder Sted, naar
25 Medlemmer forlange det. § 29. Rigsdagens
Forhandlinger trykkes i en særegen Rigs- dagstidende, hvis Ordning
overlades Formanden og Sekretererne. § 30.
Forsamlingens Møder ere offentlige. Dog kan Forsam- lingen, efter
Forslag af Formanden eller 15 Medlemmer, inden lukte Døre forhandle,
om Mødet skal være offentligt. Hvorvidt en Beretning om et saadant
Møde skal offentliggjøres, bestemmes af Forsamlingen. § 31. Adgangen til de offentlige Møder ordnes af Formanden. Tilhørerne ere pligtige at holde sig aldeles rolige og tause. Hvis dette, efter Paamindelse, ei overholdes, skal Formanden lade dem,
der forstyrre Roligheden, fjerne, og i yderste Fald lade hele
Tilhører- pladsen rømme. § 32. I særdeles
paatrængende Tilfældee kan der afviges fra foranstaaende
Forskrifter, naar tre Fjerdedele af de tilstedeværende Medlemmer
derom ere enige. Trykt og forlagt af Kgl.
Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
77
81 82 1848 Beretning No.12. om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. Sjette Møde. Mandagen den 30te October.
Den of Forsamlingens Secretairer for forrige Møde førte Pro-
tocol oplæstes. Formanden tog derefter
saaledes til Orde: Der indkommer jevnligen til Forsamlingen trhkte
Skrifter till Uddeling, hvilke jeg hid- til har pleiet at anmelde;
men det kunde maaskee være nok, at disse besorgedes omdeelte og
henlagte i Læseværelset, da Unmeloelsen vilde medtage mere Tid, end
det kunde ansees passende. Feg skal derfor undlade at meddele
Beretning om, hvad der er tilsendt For- samlingen siden sidste
møde.
Jeg skal dernæst giøre opmærksom paa, at den ærede Rigsdags- mand
for Kjøbenhovns Amts 1ste District (Hall) er fremkommen med et
Forslag, som han I et senere Møde vil forelægge Forsamlin- gen; han
har Ordet.
Hall: Det Forslag, soma f den ærede Formand
er omtalf, og som jeg senere nærmere vil begrunde, er dette, at en
Comitee maatte nedsættes for at modtage alle saadanne Oplhyninger
med Hensyn til de slesvigske Forhold, som det maa ansees
magtpaaliggende for Rigs- forfamlingen at kjende, or som Regjeringen
maatte see sig istand til at meddele, samt for derefter at afgive en
fuldstændig Beretning herom til Rigsforsamlingen.
Krieger: Maa jeg bede om Ordet?
Formanden: Er det blot et formelt
Spørgsmaal, den ærede Rigsvagsmand agter at fremsætte?
Krieger: Det er for at gjøre en lignende
foreløbig Anmeldelse, som den foregaaende Taler, at jeg begjerer
Ordet. Jeg tillader mig nemlig at anmelde, at jeg paa den Tid, som
af den ærede Formand nærmere maatte bestemmes, agter at bringe et
Spørgsmaal paa Bane, som ikke ret vel kan skndes længere ud, nemlig
om, hvorvidt vi nuder nærværende Om stændigheder burde tage
Grundlovs - Spørgsmaalet under Behandling, eller om der ikke skulde
være nødvendige Grunde forhaanden til at udsætte denne Sag indtil
Bidere. Jeg agter, uden nu herom at udtale nogen bestemt Mening, at
foreslaae, at dette Udsættelses-Spørgsmaal sættes under særskilt
Forhandling gjennem Afdelingerne, og jeg har saameget mindre her
villet undlade forud at anmelde denne Henstgt, som jeg antager, at
jeg vil komme til I Al- mindelighed at udtale mig om Ministeriets
Ansvarlighed og Rigsfor- samlingens Stilling til dette, og jeg kunde
da tænke mig, at Con- seilspræsidenten og Ministeriet vilde benhtte
Leiligheden til at udtale sig om saadanne Punkter, som vilde være
nødvendige nærmere at oplhse.
Formanden: Den ærede Rigsdagsmand for
Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin) har ogsaa en Anmeldelse
at gjøre om en Interpellation, han agter at stille til
Ministeriet.
Brinck-Seidelin: Jeg skal blot tillade mig
at anmelde, at jeg i Anledning af nogle Yttringer I den Tale,
hvormed Kong Dscar har sluttet den svenske Rigsdag, maatte ønske at
interpellere Mini- steriet.
Formanden: Bi gaae dernæst over til det
fremlagte Forslag til et Reglement for Forretningsordenen. Den ærede
Ordfører har Dr- det, ifald han ønsker det. Forøvrigt er der et æret
Medlem, der har anmeldt, at han agter at gjøre nogle Bemærkninger
med Henshn til Forslaget I ftn Almindelighed, nemlig den ærede
Rigsdagsmand for
Kjøbenhavns 6te District (Visby), der altsaa har Ordet, hvis Ord-
føreren ei ønsker det.
Visby: Jeg vil Kun tillade mig en almindelig
Bemærkning om det foreliggende Udkast, navnlig i formel Henseende.
Der viser sig deri en Stræben efter, saavidt mulight at holde alle
fremmede Ord ude. Saaledes er Benævnelsen „Forretningsorden“ brugt
istedet for “Reglement“ „Formand“ for „Præsident“ og „Udskud“
istedetfor “Eomitee”. Det forekommer mig imidlertid, som om en
stor Deel af de saaledes forkastede Benævnelser ere saa
almindelig bekjendte her i Landet, og navnlig af
Stænderforhandlingerne, at der, hvad Tydelighed angaaer, kun er
vunbest meget lidet ved at ombhtte dem med danske; dernæst
forekommer det mig, som om ikke alle de valgte Dversættelser ere
lige heldige, navnlig Benævnelsen Udskud, der vvistnok er dannet af
det thdske Ausschup eller af det svenske Utskot. Men da „Udfkud“
allerede paa Dansk har en anden derfra meget forskjellige Bethdning,
forekommer det mig, at man heller ikke skulde have brugt det, men
naar man endelig ikke vilde have Udtrhk- ket „Eomitee”, benhttet
Ordet „Udvalg:. For det Tredie skulde jeg mene, at det nævnte
Princip ikke er bleven gjennemfort conseqvent i det foreliggende
Forslag til en Forretningsorden, idet der dog er bi- beholdet
forskjelligee fremmede Ord. Man har forandret „Præsident” til
„Formand”, men „Bice“ - Præsident har man kun forandret til „Bice“ -
Formand, hvilket thdelig røber Umuligheden af aldeles at kunne
undgaae at bruge fremmede Benævnelser. Li- geledes har man beholdet
Benævnelsen „Secretairer”, som vel, naar man skulde drive
Purificationen til det Yderste, burde være kaldet „de i
Hemmeligheder Indviede” da jeg antager, at Benævnelsen Secretair
kommer af det franske secret, eller, dersom man vilde tage Henshn
til deres Forretninger, „Skrivere”. Heller ikke troer jeg, at man
vil kunne gjennemføre dette Princip under selve Forhandlingerne,
hvor Ord som „Discuston”, „Interpellation”, vil falde Cuhver i
Munden og uden videre blive brugte. Endelig troer jeg ikke, at de
her tilstedeværende Medlemmer kunne antages at være ubekjendte med
de almindelige parlamentariske Benævnelser, og at det derfor
ingenlunde kan være nødvendigt at forkaste Udtrhk som “Præsident“
eller „Comitee.“ Det er ogsaa nærmest det Ufuldstændige i disse
Forholdsregler, mod hvilke jeg trover, at man bør protestere, idet
man enten burde have vedblevet med at betjene sig af de hidtil
brugte, om end fremmede Benævnelser, eller ogsaa oversat dem alle
uden Undtagelse, hvorved man vilde have undgaaet denne Halvhed og
udtalt et Princip, som ogsaa i andre Henseender kunde komme til
Unvendelse og vinde Bifald.
Dette var en Bemærkning, som jeg troede at maatte fremsætte, uden
at ville stille noget bestemt Andragende derom, dersom jeg ikke
understøttes af Andre. Jeg forbeholdeer mig kun, naar de respective
Paragrapher komme under Behandling, at stille de fornødne Amende-
ments i saa Henseende.
Høiesteretsasfessor Bruun: Maaskee jeg
maatte tillade mig at spørge, om det er Meningen, at denne Sag skal
behandles i een For- samling eller i tvende.
Formanden: I Anledning af det gijorte
Spørgsmaal maa jeg bemærke, at det er min Mening, at dette Udkast
skulde underkastes en foreløbig og en endelig Behandling, og at
Discusftonen skulde deles i flere naturlige Afdelinger, for at den
ei skulde forvirres. Det er saaledes efter Aftale med den ærede
Ordfører, at jeg først skal sætte Forslagets Paragrapher 1 til 6
incluftve under Behandling under Eet for at lette Discussionen af
Forslaget. Den ærede |
|
78
83 84
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District havde ieg
givet Ordet, fordt hans Bemcertning angif det Formeue i Forstaget I
det hele.
Algreen-Ussing: Jeg skal efter den
høirterede Formanads Bestemmelse tillade mig at oplcese de 6 første
Paragraphe af Ud- kastet, som først ville falde under Behandling.
Foreløbig maa ieg giøre den Bemcerfning, at Comiteen I den forte
tid, som den Har hadt til at udarbeide dette udfaft, som io Hurtigt
maatte Fuldføres, ikke har dæret iftand til at udarbeide Motider;
men ieg skal tillade mig at supplere denne Mangel deb, forsaavidt
som det er nødvendigt, at tilføie de Grunde, som hade bestemt Co- miteen ved Forslagets Affattelse. Det maatte dernæst, med Hen-
fhn til hdad den ærede Rigsdagsma d for Riøbebhadns 6te Di- ftrict
nhs har bemæfet med Hensyn til de danske Benævnelser, som ere
optagne I Uofastet, være mig tilladt at tilføie at ieg troer det
rigtigft, at man først tager det hele forslag under Behand- ling og
dernæst, naar saaledes Udkastets Bestemmelser forøbrigt ere antagne,
afgiø det reiste Spørgsmaal om fremmede Ord, hboraf Følgen da vilde
blive, at de Benævnelser, som man blider ening om at benytte, senere
blive at indffnde I de respective Paragrapher. Jeg skal derfor
udsætte at tale herom, indtil jeg erfarer, om dette mit forslag
bliver antaget eller ei. Ordføreren oplæste der- efter de 6 første
Paragrapher af Udkastet. Med Hensyn til 1 ste Paragraph skal jeg
bemærke, at der er skeet en dobbelt Forandring i hdad der hidtil har
været gjældende I Provindstalftænderne. Det ene Punkt er nemlig det
større Antal af Embedsmænd end forhen, idet der ved Stænderforsamlingerne
kun var en Præsident, en Vicepræsident og 2 secretairer , medens der
nu, I Overeensstemmelse med hvad der gjælder I de fleste andre
Repræsentativ-Forfamlinger, er bestemt, at der skal vælges 2
Viceformænd og 4 Secretairer, hvilket uden Tvivl vil finde sin
Retfærdiggiørelse I det større Antal Medlemmer, hvoraf
Rigsforfamlingen bestaaer, og som nadnlig for Secretairernes Ved-
kommende letteligen vil giøre deres Arbeude for befdærligt, ifær med
Hensyn til Afstemninger hvor det er ønffeligt, at de hurtigen og let
kunne oversee den hele Forfamlilng, hdorfor Flere paa eengang maae
kunne optage Steerme Det 2det Punft er, at DisseEmbeds- mænd iffun
sfulle dælges for 4 Uger men dog kunne giendælges. Dette er ogsaa I
Ddereensftennelse med de Regler, som I flere andre Eande følges med
Henshn til saadanne Valg. Paa sine Steder er endog denne
Functionstid meget kortere, f. Er. I det norske Stor- thing, hvor,
den kun varer 1 Uge; men man har her troet, I over- eensstemmelse
med, hdad der paa de flefte andre Steder er Tilfældeet, at burde
faftsætte Tiden til 4 Uger. Endnu maa jeg tilføie ved 2, at Valget
af de 2 Viceformænd og 4 Secretairer naturligviis foregaae under
Eet, saaledes at der under Eet stemmes paa de 2 Vice- formænd under
Eet paa de 4 Secretairer, faa at de, som ved denne Afstemning have
faaet absolut Pluralitet, ere valgte.
Ørsted: Forinden ieg gaaer ind paa de
fpecielle Bemærfnin- ger. Ieg funde have at fremsætte ved Avfastet,
maa ieg tillige mig at giøre den almindelige, at Adfaftret fhnes at
gaae ud fra den For- udsætning, at denne Forfamling ogsaa ffulde
Være berettiuget til at tage ethvert lovforslag eller ethdert pridat
Andragende under behad- ling, medens det dog maa erfiendes, at den
fun er kommen sammmen for at raadslaae om den tilkom mende
Forfatningslod med tilhørende Baglov. Denne Forudsætning er del ikke
thdelig undtalt I Adfafttet, men fhnes dog at ligge deri, Jeg maa I
denne Henseende giøre op- mærfsom paa at det er bleden udtalt I
Stænderne, ligesom det ogsaa er almling er kommen sammen, ikke er
tilftræffelig eller pasfende for de tilkom mende Forsamlinger,
igjennem hville Folket skulde udøve sin Andeel I den lovgivende
Mage;det har ogsaa biift sig, at de fra Regieringen udgaaede Valg
hade maattet fupplere den store Mangel, som der bar tillftede I de
alene af Folset udgaaede Valg, nemlig at der I dem dar en
utilftæffelig Repræfemtatopm for ,mage ikke ubeth- delige Enteresfer
og Shnspunfter. E den Forfatningslov, der nu skal antages, har man
ogsaa paa en anden Maade føgt at afhiælpe de Mangler, som kunne
fremkom me ved en Valglov, som støtter sig paa en faa bred
Grunddold, ved nemlig at fastsætte, at Rigsforfam-
Lingen skal bestaae af 2 Afdelinger, nemlig det faafaldte Eandsthing og det saafaldte Foltething. Aden for Oieblikket at bill indlade mig paa at afgiøre, hdordidt der herded er dunden en Maade, hvorpaa
Alempen funde afhielpes, er det dog dift, at der deri ligger en Gr-
fiendelse af, at denne forfamling ikke er indrettet saaledes, som den tillkom mende lovgivende Forsamling skal dære det. Man synes altsaa at maatte antage, at denne Forsamling blot er valgt med Hensyn til Spørgdmsslry om den nye Forfatningslov med tilhørende Valglov, og
ikke med Hensyn til Andet. — Jeg vil dermed ikke have udtalt, at det
jo nok kunde være muligt, at der kunde være saadanne Mo- tider
tilstede, at Forsamlingen, faadidt det dar Regieringens Onffe, ogsaa
funde som me til at indlabe sig paa andre Anliggender, men den
maatte da forfaadidt fun optræde som raadgidende, Jeg troer derfor
foreløbigen at burde udtale, at Forsamlingen ikke ved dette Adfaft
maa ansees bunden til at erfiende, at den I Amindelighed har en
saadan Gharafteer, at den ansees berettiget til at tage under
Behandling ethdert Eodforslag eller ethdert pridat Andragende, som fra Forsamlingens Medlemmer maatte indkom me.
Hvad de forelæste Paragrapher angaaer, finder iet det for det
Forste med Henfhn til § 1 fun lidet hensigtsmæssigt, at det bestem-
mes, at faadel Secretairene som Formændene fun sfulle vælde væl- ges
paa een Maaned. Med Henfhn til hines større Antal fan et Omvalg let
blide nødvendigt, og et saadant vilde medtage en ikke faa gansfe
ringe Tid. Det fhnes derhos ikke, at Secretairernes Forret- ninger
ere af den Besfaffenhed, at det funde dære faa sædeles øn- sfeligt
for Forsamlingen, efter nogen Tids Forløb at oderdrage deres
Forretninger I andre Hænder,m saaledes som med Hensyn til Forman-
dens. Paa den anden Side taler Villighed vistnok for, at de kunne
forlange at blide aflofte fra et bhrdefuldt Arbeide efter en dis Tids Forlø; men I denne Henseende troer jeg ikke, at Adfaftet kan hiælpe, da de jo kunne vælges paa ny, og ikke undslaae sig for dette Gien- valg uden Forsamlingens Samthffe; og faa er Følgen fun den, at
Der er andendt ikke ubethdelig Tid paa disseOmvalg. Jeg maa derfor
henstille til Comiteens Dderveielse, om det skulde være nødven- digt
ogsaa for Secretairernes Vedkom mende at bestemme Om dalg efter
Forløbet af 4Uger. Det forekom mer mig ogsaa, at naar Se-
cretairernes Antal skal dære 4, og disse asderle, Forretningerne da
ikke kunne dære mere bhrdefulde, end at de io in en Iænger Tid
funde beftride dem; men ffulde det fffe defto mindre blide
Tilfældeet, at de maatte ønfte fog frotagme fpr de,. Da fimme op
Secretaorerne ligefaa- godt, uden at noget nht Valg foregaaer,
indkom me med deres Andra- gende derom til Forsamlingen, og naar
dette bled bevilget, vilde de io blide friagne for Gftertiden, og
det paa en fioffrere Maade , end om nyt Valg skulde skee, som jo
efter Aofaftet fremdeles funde faide paa dem.
J Anlednning af § 2 skaljieg bemærke at med Hensyn til valget af
en Formand — jeg mener naturligviis den tilkom mende formand — er
det ikke ganske klart, hvem der skal lede dette Valg, om det skal
ledes af dem fratrrædende Formand eller af Alderspræsidenten. Det
Føfte synes vistnok det naturligfte, men imidlertid fan maafree
herimod giæres den Tndvending, at dersom den fratrædende Formand
enffede at vælges paany, kunned man maaskee finde det unehage- light
at afgive sin Stemmeseddel paa en Anden , naar denne ftal
giennemsees af hiin; men dette er iuft ikke meget praftift dig-
tigt, og ieg ffal derfor hderten modsætte mig den ene eller den
anden Bestemmelse af Forsamlingen; men det forekom mer mig, at man
burde hade en drige Valg af Biceformedes dette Valg ftal ledes, Med
Henfhn til de ødrige Valg af Biceformænd og Se- cretairer hadde ieg
næret Udished, om disseValg skulde foregaae under Set eller hdert
for sig. Gfter Udkastet maatte ieg nærmest komme till det Resultat,
at de ffulde dæ;ges emhder for sig altsaa at der ffulde foregaae 2
forffiellige Valg paa de 2 Biceformænd og 4 Valg paa Secretairer;
thi det hedder I Udkastet: „Bindes ei heuer da den forlangate
Strmmefleerhed, faa indffrænfes Stemmegidningen til de 2 Medlemmer,
der hadde de flefte Stemmer ved andet Valg”, of „efter fame
Forffriftt forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretat- rer.
Jeg har imidlertid Intet imod, at de vælges under Set, som ieg endog
finder hensigtsmæssigt. Med Henfhn til den Bestemmelse.
|
|
79
85 86
at man ogsaa ved Valget af Secretairer skal have absotut
Pfuralitet, kan der let opstaae særdeles store Vanskelighder, paa
Grund af de mange Individerr, hvorpaa Forsamlingen kan kaste fine
Øine, medens der kun er ganske Cnkelte, man kan kaste ftne Øine paa
til Formand, og da de skulde være 4, vilde Omvalg let medføre megen
Vidløftig- hed. Jeg skulle derfor henstille til den ærede
Forsamling, om ei en- hver Pluratitet kunde være tiltræ-kkelig ved
Vatg af Secretairer, eller i alt Sald, ai det Stemmeantat, som
nødvendigt maa haves ind- Skænkes til 1/3 eller maaskee til 1/4. Jeg
troer ei, at Forsamlingen vil løbe nogen Fare i saa Henseende. Hvad
den sjette Paragraph) an- gaaer, skal jeg bemærke, at naar det er
Formanden, som skal be- stemme Dagsordenen for næste Møde, skal han
vel ogsaa bestemme Tiden, naar dette skal holdes; jeg veed ikke, om
dette maatte ansees som en Selvfølge, nden at derom skeer nogen
Tilføsning.
Formanden: Jeg veed ikke, om der er Flere,
som ville yttre sig over disse Paragrapher. Jeg skat blot tillade
mig at bemærke med Hensyn til hvad der er yttret om Vanskelighden
ved Palget af en Formand, at den let kunde afhjælpea ved at overlade
Ledelsen af dette Valg til Viceformanden. Iøvrigt havde jeg tænkt at
foreslaae en Maafe, hvorpaa man kunde foretage Optætlingen af
Stemmerne saaledes, at det hele Valg kunde foregaae meget hurtigt,
og saaledes at man alligevel kunde have den stør ste Garanti, men
jeg vil ikke for Øiblikket opholder Forsamlingen hermed.
Prosessor Larsen: Der er t disse første
paragrapher blot et enkelt Sted, hvorved jeg skal tillade mig at
gjøre en Bemærning, ef- terat en foregaaende Taler allerede har
udtalt de almindelige Be- mærkmnger, jeg kunde have at fremføre.
Denne Bemærkning angaaer § 3; det forekommer mig nemlig ikke ktart,
hvad der skal forstaaes ved „at Formanden skal forestaae
Forsamlingens Udfcerdigelser. Naar det er en Beslutning, som
fimpelthen skal communiceres, kan det vel antages, at der blot
sigtes til, at Formanden skal toaasee, at dette rigtigt besorges;
men jeg veed ikke, om der ogsaa sigtes til saadanne Tilfældee, hvor
der kan være Spørgsmaal om at afgive en motiveret Erklæring.
Saadanne Udferdigelser have idetmindste hidtil ved
Stænderforsamlingerne været Gjenstand for Forsamfingens Vedtagetse.
Jeg skulde derfor henstille til den ærede Ordfører at yttre sig
derover.
Agreen-Ussing: Den høiærede Rigsdagsmand for
Kjøben- havns 3vie District (Ørsted) har fremsat først en almindelig
Be- mærkning med Hensyn til det foreliggende Udkaft, som om
herved skulde være afgjorte Noget med Hensyn til Forsamlingens
Compcetence til at tage andre LovforsIag og private Andragender
under Over- veielse ved Forfatningsudfastet og den dermed i
Forbindelse Staaende Valglov. Comiteen har ikke tænkt paa at ville
afgiøre Noget om dette Spørgsmaal; men den har ikke troet at kunne,
navnlig hvad Lovforslag angaaer, indskranke sig til at omtale
Forfatningsudkastet, efterdi saaledes som Premierministeren t den
Tale, som han ved Aab- ningen holdt, udtrykkeligen har tiljendegvet,
at et Forslag til at fkaffe Statskfasfen de til Kampens Førelse
nødvendige Midler, og at Lovudkastet om almindelig Værnepligt vilde
blive Forsamlingen forelagte. Som Følge heraf maatte Comiteen
affatte Udkastet, som skeet er, og kunde ikke indfkramke sig til det
Lovudkast, til hvis Behandling Forsamlingen nærmeft er sammenkaldt
Dette maa formeentlig blive Gjenstand for en sæfkilt Afgiørelse,
dersom der bliver fra nogen Side reist Spurgsmaal om Forsamlingens
Competence i saa Hen- seende. Af samme Grund har man heller ikke
troet at kunne undgaae at bestemme, hvorledes Andragender, som et
Medlem kunde vilde fore- Iægge Forsamlingen, skulle behandles.
Saadanne Andragender ville ofte være af den Befkaffehed, at der ikke
kan reise s nogensomhelst Tvivi om Forsamlingens Competence till
indlade sig paa dem, navnlig naar de angaae Forsamlingens egne
Anliggender, som f. Er det nærværende Regulativ.
Med Hensyn til de specielle Punkter, som ere berørte af det nævnte ærede Medlem, skal jeg, forsaavidt han har yttret, at Secretairerne burde vælges for et længere Tidsrum, end foreslaaet i Udkastet, de- mærke, at der vistnok ere vigtigere Grunde, der tale for, at forman- den og Viceformanden efter en vis kort Tid skulle afgaae, end for
Secretairernes Vedkommende; men Comiteen har dog troet, i Over-
eenssemmelse med hvad der skeer andetsteds, at alle Embedsmænd
burde afgaae og gienæles paa samme Maade som Formand og Viceformand,
og der blev navnlig derved taget Hensyn til de Mo- ment, som den
ærede Rigsdagmand selv har udhævet, at Secretai- rerne burde have
Adgang til, hvis Arbeidet falder dem for svært, at afløses hvilket
aabenbart vil skee paa en naturligere Maade, naar de til en vis
given Tid skulle afgaae, end dersom de skulde stille en formelig
Begjering til Forsamlingen, om at maatte befris fra denne
Bestilling. Hvad Valget af Formanden angaaer, har Comiteen ikke
tænkt sig, at Aldersformanden, som ikke har nogen Function ved For-
samlingen uden ved dens første Constituering, her kunde komme til at
træde til, men den har formeent, at man rolig kunde overlade det til
Formanden, eller ialtfald, som den ærede Formand nu har foreslaaet,
til Viceformanden. Aldersformanden forekommer det mig, har under
ingen Ornstoendigheder her noget at giøre.
Med Hensyn til hvad af samme Medlem er tyttret om Unodven-
digheden af, at Secretairerne vælges med absolut Majoritet, da har
ogsaa dette Punft været omhandlet i Comiteen, men man har saa- meget
mindre troet at burde gjøre nogen Forskjet i denne Henseende imellem
Valget af Præsident og vicepræsident og Secretairerne, som det har
været en bestemt Forudsætning hos Comiteen, hvilket ogsaa
Forsamtingen vil see af § 26 i Udkaftet, at der til ethvert Vatg,
være sig til Embedmand eller Comiteemedlem, skal fordres over Halv-
deten af Stemmerne. At Modernes Begyndelse maa bestemmes af
Formanden, er en Selfølge, men man har fundet det ufornødent at
sættedette i § 6. '
Med Hensyn til hvad Rigsdagsmanden for Kobenrhavns 7de District
(Professor Larsen) har bemærket i Anledning af den i § 3 omtalte
Udfardigelse af Forsamlingens Beslutntniger af Formanden, har
idetmindste jeg for mit Vedfkmmende ikke forstaaet dette ander-
ledes, end at Formanden besorger de af Forsamtingen fattede Be-
stutninger udferdigede; men har der navnlig skal afgives en moti-
veret Beslutning fra selve Forsamlingen, maa denne vvistnok udgaae
fra Forsamlingen selv eller fra den Comitee, som har behandlet
Sagen. Herom Handter § 16, som udtrykkelig indeholder, at For-
samlingen selv nanrmere vil have at bestemme, hvorledes Sagen i det
der omhandlede Tilsalde skal berhandfe& Ved Lov f or slag derimod, som er den nærmeste og egentlige Gjenstand for nærværende Forsam-
lings Virksom rhed, vil Behandlingen komme til at foregaae overeens-
stemmende med Udkastets § 15, da der i disse Sager ikke vil være at
afgive nogen motiveret Betænkning, men derimod at udfærdige et
revideret Lovfrflag, som Forsamlingen indstiller til Regieringen; jeg skal imidlertiv herom ikke videre udtale mig paa dette Sted, men op- sartte dette til Forhandlingen af de respective Paragrapher.
Professor Larsen: jeg skal hertil bemærke,
at Udtrtykket i §16: “i hviken Form Sagen skal behandles” synes
nænrmest kun at antyde den egentlige Behandling, i Modsætning til
den Udfardigelse, som deraf kan blive en Følge. Der synes saaledes i
Udkastet at mangle en saadan Bestemmelse om Affattelsen og
Bedtagefsen af slige Udfær- digetser, som den, der ftndes i den
ætdre Stænderlovgivning.
Algreen-Ussing: jeg skal t Anledning af den
sidste ærede Taters Yttringer bemærke, at ved Sagens Bahandling i §
16 for- siaaes den fuldslæendige Behandling, derunder altsaa ogsaa
indbefattet Udfærdigelsen af det Actsykke, som maa udgaae fra
Forsamlingen i de der omhandlede Sager.
Ræder: jeg forstaaer Bestemmelseu i § 2
saaledes, at Vice- formcendene og Secretairerne skulle vælges under
eet; men jeg maa gjøre ottmærksom paa, at dersom Formanden skulde
blive syg, optræ- der Viceformanden i hans Sted, og det er altsaa
vigtigt, at Valget af Viceformanden, som i Forfald træder i
Formanden Sted, skeer ligesaa omhyggeligt som Fomandens Valg. Træder
Formanden af, biver den ene Viceformand virkelig fungerende Formand,
og den anden kommer til at indtræde i den Førstes Sted. Jeg troer
derfor, at Valgene ialtfald med Hensyn til Viceformændene maae
foregaae hver for sig. Med Hensyn til den anden Bestemmelse om
Secretai- rerne finder jeg det billigt, at naar en Secretair har
været valgt een eller 2 Gange, maa han have gyldig Grund til at
undslaae sig For Gjenvalg. I Henhold hert skulde jeg foreslaae, at
Slutningen. |
|
80
87 88
af § 1 forandres saaledes, at der tilføies, at vedkommende Secretair ved 2det eller 3die Gjenvalg dog maatte have denne Ret.
Algreen-Ussing: Jeg troer, at der hliver den
sammc Sik- kerhjd med Henfhn til Valget af Viceformænd, uanseet man
stemmer paa dem under eet, som med Hensthn til Valget af Formand,
idet der jo ogsaa ved hiint Valg kræves en absolut Pluralitet, og
Andet fordres ikke heuer med Henshn til Valget af Formand. Med
Henshn til det reiste Spørgsmaal om Secretairernes Ret til at
undslaae sig for Valget, naar de have fungeret i een euer to Gange 4
Uger, da har dette vvistnok Vlligheden for sig, dersom de ønske at
fratræde. Ieg antager ogsaa, at naar dette kommer til Forsamlingens
Kund- skab, vil man ikke besvære dem, som saaledes Ønske at fritages
hder- Iigere, og da Secretairposten er en Hæders- og Tillidspost,
kan det ogsaa antages, at der ikke vil møde Vanskelighed ved Valget
af an- dre Medlemmer i deres Sted.
Ørsted: Jeg har allerede erkjendt, at den
ærede Comitees Forslag ikke indeholder Noget, der udtrykkelig kunde
hjemle Forsam- lingen Charakteren af en almindelig lovgivende
Forsamling og Com- petence til at indlade sig paa aue Llags
lovforslag og Petitioner. Jeg anførte blot min tidligere Bemæerkning
i denne Hensigt, for at der ikke skulde være Noget uklart, og
Forsamlingen ikke ved at gaae ind paa Udkastet, skulde antages at
være bunden. Hvad de øvrige mindre betydelige Punkter angaaer, da
antager jeg det ikke for vig- tigt, om disseordnes paa den ene eller
den anden Maaade; de forskjelligee Tvivl kunne maaskee hæves ved en
Redaction. Hvad navnlig det Spørgsmaal angaaer, om Vicepræsidenterne
skulde vælges under eet eller særskilt, er jeg fuldkommen enig med
den ærede Ord- fører i, at det er ligesaa sikkert, at de vælges
under eet, som i to særskilte Valg; ja det kunde endogsaa hænde, at
hvis man ikke var bleven rigtig enig i denne Henseende, forinden
Afstemning finder Sted, om hvem man først vilde stemme paa, om ogsaa
Forsamlingens Pluralitet iøvrigt var ganske enig, om hvilse to, ven
ønskede valgte til Viceformænd, at da Stemmerne Kunde blive spredte,
idet nogle først vilde stemme paa Een, andre føsft paa Andre. Hvad
de øvrige Punkter angaaer, navnlig at ogsaa Secretairerne skulde
have absolut Pluralitet, finder jeg mig foranledigeet til at gjøre
den Vemærkning, at jeg ikke kan erkjende den Argumentation, som
hentes fra § 26, derfra at denne. Paragraph gaaer ud paa, at ogsaa
Valg til Comi- teemedlemmer skulle skee med absolut Pluralitet. Der
kan nemlig fremsæettes meget vigtige Indvendinger ogsaa med Henshn
til Reali- teten af denne Paragraph, ikke blot fordi der fordres
absolut Plura- litet ogsaa for Forsamlingens' øvrige Forhandlinger,
men ogsaa med Hensyn til de øvrige Følger, som det kan have, at
intet Medlem kan komme ind i nogen Comitee uden absolut Pluralitet.
Det Nærmere herom vil imidlertid blive at forhandle, naar man kommer
til § 26.
Køster: Εfter Paragrapherne 3 og 4 er det
overladt til For- manden at bestemme, hvilken af Viceformændene der
skal fungere, naar Formanden, enten paa Grund af Forfald eller fordi
han vil tage videre Deel i Forhandlingerne end den, der hører til
hans function, fratræder. Det forekommer mig hensigtsmæssigst, at
det blev bestemt, at den Viceformand, som er valgt med de fleste
stem- mer, i saa Fald skulde indtræde i hans Sted, og først naar han
har Forfald, den anden Viceformand, som er valgt med det næefte
Antal Stemmer, træde til og fungere. Jeg vil derfor tillade mig at
hen stille til Forsamlingen og den ærede Ordfører, om der ikke i
denne Henseende skulde gjøres en Forandring i Regulativet.
Algreen-Ussing: Dette Spørgsmaal har ogsaa
vært om- handlet i Comiteen; det er nemlig Regel i fiere andre
Landes For- fatningsregulativer, at den Maade benyttes, som det
ærede Medlem har omtalt; men Comiteen har troet, at det var af de
Ting, som ikke vilbe møde nogen Vanskelighed, og at Sagen saaledes
funde ordnes imellem Formanden og Viceformændene paa den af
Comiteen foreslaaede Maabe.
Tvede: Naar det i Slutningen af § 6 hedder:
„dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den (Dagsordenen) fastsættes
ved For-
samlingens Beslutning“, skal jeg tillade mig at forespørge, om det ikke maatte være Meningen, at eet Medlem af Forsamlingen kan for-
anlebige en saadan Beslutning, naar 14 Alndre strax reise sig og er-
klære sig enige med Proponenten; thi det vilde dog være forunderligt, om 15 paa eengang skulde staae op og fremsætte saadant Forlan-
gende;
Algreen-Ussing: Det er forudsat, at 15 derom
ene sig, hvil- ket kan skee enten paa ven Maade, at 15 paa eengang
reise sig og fremsætte et saadant Forlangende, eller at Een
fremsætter det, og at det strax tiltrædes af 14 Andrc.
Tvede: Maskee kunde det af mig Tilsigtede
opnaaes ved, at Slutningen af Paragraphen kom til at lyde saaledes:
„dog kan den, efter et Medlems af 14 andre Medlemmer understøttede
Forlan- genbe, fastsættes ved Forsamlingens Beslutning“.
Krieger: Jeg troer ikke, at det er
nødvendigt at gjøre nogen saadan Forandring; thi 15 Medlemmer kunne
meget godt have i Forveien enet sig om at fremsætte et saadant
Forlangende, som alt- faa ikke behøver altid at fremtræde under den
Form, at Een frem- sætter dette og 14 Andre da tiltræde det.
Ørsted: jeg mener, at det maa dære
Præsidentens Sag at prøde, om det fremsatte Forlangende fïnder
Understøttelse, faadel her som deb andre Leiligljeder. Naar Een
reise r sig og ftben 14,saa maae jo Betingelserne antages at
dæretilstede.
Formanden: jeg har ogsaa foreftilt mig, at
det maattt gaae til paa den Maade.
Krieger: ja, hdis ikke Eem fremsætter
Forlangendet i Fem tens Navn.
Formanden: Ja ogsaa det. Tvede: Jeg
har hidtil haft nogen Tvivl om, hvorvidt Een kan Tale i Femtens
Navne.
Ørsted: Jeg mener ikke, at der behøves nogen
Bestemmelse, da det er Præsidentens Sag at prøve dette. Tage
Müller: Jeg til Ord- mig at forespørge hos den æede Ord- fører, om
Udtrykket i den sidste Linie af 3die § „imidlertid” skalforstaaes
saaledes, at Formanden skal overlade Forsædet til en af Viceformæn
bene under hele den Sags Discussion, under hvilken han tager Deel i
Forhandlingerne, eller om han blot dkal fratræbe Forfædet, faalædnge
han tager Deel i Discusêftonen, og igjen indtage dette, unber den
samme Sags Forhandling, under hvilken han eengang er fratraadt.
Algreen-Ussing: Comiteens Mening er den, som
det æerede Medlem har forudsat som det stscfte Alternativ, hvilket
jeg iøvrigt troer fremgaaer tilstrækkeligt af Ordene i Udkastet, Der
ere tre Maa- der, der kunne tænkrs med Senshn til Formandens
Deelagtighed i Forhandlingerne; den ene og den strengeste er den, at
han skal alde- Les afholde sig fra at tage Deel i Forhandlingerne;
den anden, at han selv paa Præsidentstolen kan deeltage i
Forhandlingerne; og den tredie er den, som Comiteen har valgt, at
han vel maa tage Deel i Forhandlingerne, men, naar han gjør det skal
fratræde og Overdrage til een aj Viceformændene at fungere
imidlertid. Efter den forrige Stænderanordnings § 58 var det ganske
overladt til Præ- Sidenten, hvorvidt han vilde tage Deel i
Forhandlingerne og det var ikke veri Paalagt ham, haad dog i Regelen
fkete, at fratræede Præft- Dentftolen. Naar han tog en saadan Deel i
Forhandlingerne. Hvilken af dissetre Maader, der skulde vælges kan
der være deelte Meninger om, men Comieen har troet, at det vilde
være rettest, at vælge den, — ikke ubetinget at udelukke Præsidenten
fra at deeltage i Forhand- lingerne,— men heller ikke at gjøre det
till en Betingelse derfor, at Han under den hele Sags Discussion, og
dette altsaa baade under den foreløbige og endelige Behandling,
skulde aldeles udelukkes fra at fungere som Præftdent.
(Fortsættes.) Rettelser.
I Nr. 7, Pag. 51,Linie 10 f, o. Ønske læs: Udtrhk. I Nr. 10, Pag.
74, Linie 5 f. o. den føefte Forandring, læs: den førstnævnte
Forordning. Forlagt og trukt af Kgl
Hofbogtrykker Btance Luneo. |
|
81
89 90 1848 Beretning Om
Forhandingerne paa Rigsdagen. No 13. Sjette Møde.
(Fortiat.)
Bisdy: Det er mig ikke fuldkommen klart med
Hensyn til Slutningen af § 6, om der ved den Forandring, som deri
omtales, menes Forandring i Dagsordenen for samme Dag eller for den
paa- følgende Dag, med andre Ord, om Forsamlingen ved Mødets Aab- ning kan forandre Dagsordenen for samme Dag eller blot for den
næste Dag.
Algreen-Ussing: Jeg troer ikke, at det kan
misforstaaes, at der alene er sigtet til næste Dags-Orden. Det
hedder nemlig i Slutningen „dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den
(Dagsorde- nen) fastsættes ved Forsamlingens Beslutning”, og i
Begyndelsen af Paragraphen siges der: „Formanden bestemmer ved
Slutningen af hvert Møde Dagsordenen for næste Møde”. Det er ikke
for den løbende Dag, men altid for det næste Møde, at Dagsordenen
sættes. Skal der være Tale om at dringe en Sag under Forhandling
samme Dag som Ønsket derom fremsættes, saa falder en saadan
Beslutning under Udkastets sidste Paragraph, som i den Henseende
tillader Und- tagelser fra de almindelige Forskrifter, og hvorom jeg
skal tillade mig nærmere at httre mig, naar vi komme dertil.
Mundt: Jeg vil tillade mig en Bemærkning med
Hensyn til § 2. Naar man læser den første Deel af Paragraphen, kan
der ikke være nogensomhelst Tvivl, thi der er Kun Tale om Valget paa
For- mand, men i Slutningen af Paragraphen staaer: „Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretairer”; nu er Vice-Formændes Antal 2 og Secretairernes Antal 4, og da bliver
det muligt, at allerede ved den forste Afstemning Flere end det An-
tal, som skal vælges, kunne erholde mere end Halvdelen af Stem-
merne, og det forekommer mig ikke klart, om i dette Tilfældee denne
Sætning ogsaa finder Anvendelse: „have Flere lige Stemmer, gjør
Alderen Udslaget.”
David: Det forekommer mig dog umuligt, naar
kun 2 skulle vælges, at flere end to skulde kunne erholde Halvdelen
af Stem- merne.
Mundt: Det er ikke vanskeligt at indsee, at
et saadant Til- fælde vil kunne indtræffe, og det vil være
tydeligere, naar Talen bli- ver om Secretairerne, hvis Antal er 4;
da vil det let kunne hænde, at Flere end 4, ja 5, 6, 7 ville kunne
erholde mere end Halvdelen af Stemmerne; men naar kun to skulle
vælges, saasom ved Valget af Vice-Formænd, vil dette Tilfældee ikke
kunne indtræde, undtagen naar Medlemmernes Antal er ulige. Hvis f.
Er. Antallet af For- famlingens medlemmer er 151, saa er altsaa 76
over Halvdelen; dersom de første 76 Medlemmer stemme paa A og Nr. 2
til 77 inclusive paa B, saa kan en Tredie, C, erholve een Stemme af
Nr. 1, een Stemme af Nr. 77 og dernæst de øvrige 74 Stemmer til,
hvilket altsaa er 76. Men dette er vvistnok et Tilfældee, som
sjeldent vil indtræffe, hvorimodd det ved Secretairernes Valg
hyppigere kunde skee. Det var blot min Mening, at det skulde
udtrykkes med Klarhed, at den nævnte Sætnittg: „have Flere lige
Stemmer”‘ v. f. v., ogsaa har Hensyn til den første Afstemning.
Formanden: Hvis Ingen videre yttrer sig,
antager jeg, at vi kunne gaae over til næste Afsnit, som vil
indbefatte §§ 7—10, begge tnclusive. Algreen-ussing oplæste det paagjældende Afsnit og
bemærkede derefter:
Dette Afsnit er af den Vigtighed, at det maa være mig tittadt
derom at fremsætte nogle udforligere Bemærkninger. Dette indeholder nemlig en Forretningsorden, som ikke hidtil har været gjældende hos os, og som derfor vel kan behøve noget nærmere at udvikles og for- klares. Comiteen har, som jeg strax tillod mig at bemærke, ikke havt Leilighed til at ledsage sit Udkast med Motiver, ligesom den heller
ikke har anseet det passende, i selve Regulativet nærmere at
forklare Øie- medet med disse Afdelinger og beskrive den hele
Forhandlingsmaade i famme. Det turde derfor være hensigtsmæssigt her
at give en Frem- stilling af det saakaldte Bureausystems Betydning.
Det vil være ind- lysende for Enhver, som kjender til
Forhandltngerne i større Forsam- linger, hvor vigtigt det er, at den
foreløbige Bearbeidelse af Sagerne skeer paa en Saadan Maade, at den
bliver faa udtømmende som mu- ligt, at Forsamlingens Medlemmer
derved sættes i den nøiagtigste og fuldstændigste Kundskab om Sagens
Gjenstand, og at der aadnes Leilighed. til at drage den stør st
mulige Nytte og Fordeel af samtlige Medlemmers Kundskaber; det er
som det hensigtsmæstgste Middel hertil, at man i fiere Landes
legislative Forsamlinger har indført den Indretning, som Comiteen
her har bragt i Forslag. Forsamltngen opløser sig nemlig, som i
Uokastet foreslaaet, i et vist Antal Afdelin- ger, som Comiteen har
troet at burde foreslaae til 5, hvorefter der, da Forsamlingen
destaaer af 152 Medlemmer, vil falde 30 Medlem- mer paa de 3 og 31
paa de 2 af disse Afdelinger. Denne Fordeling skal her som i andre
Lande skee ved en almindelig Lodtrækning. Naar disse Forsamlinger
saaledes ere dannede, er Bestemmelsen, at enhver Sag af større
Vigtighed, navnlig lovforslagene, saasnart de ere fore- lagte
Forsamlingen, famtidigen blive overgivne til foreløbig Behand- ling
i disse Afdelinger. Den Hovedfordeel, som derved vil opnaaes er den,
at man paa eengang sætter alle Forsamlingens Medlemmer i Virksomhed
med Sagens foreløbige Beardeidelse og Bedømmelje, istedetfor at
efter den hidtit fulgte Forretningsorden, naar der ned- SÆTTES en
speciel Comitee, kun et forholdsviis ringe Antal Med- lemmer faaer
Leilighed til nøie at træge ind i Sagens Enkeltheder. Tgiennem
Afveltngerne kan derimod hvert enkelt Medlem fra Sa- gens første
Begyndelse følge med denne; han kan fremsætte sine For- flag, sine
Tdeer, fine Ønsker paa en Tid, da Sagen endnu er alde- les ny,
istedetfor at yan ellers, naar hans Forslag først fremkommer,
efterat Comiteen har afgivet sin Betænkning, vil have større Vanske-
lighed ved at fkaffe dem Tndgang. T Afdelingerne kan etyvert Medlem
fremsætte de Lvivl og de Bemærkninger, han kan have ved
Lovforslagene (jeg bruger dette Udtrtyk i Almindelighed, eftersom det nærmest er Lovarbeiderne, som tænkes behandlede paa denne Maade);
han kan begiere Oplysninger og Forklaringer af de andre Medlem- mer
i Comiteen og gjøre de Forslag til Forandringer, som han an- seer
hensigtsmæsige; derved vil denne Indretntng blive det na- turligste
Middel til at drage den størst mulige Fordeel af alle Medlemmers
Kundskaber og Kræfter, og disseville ad denne Vei trænge ind i Sagen
paa en Maade, som ellers ikke bliver dem mulig, thi hvor nøiagtig og
fuldstændig en Comiteebetænk- ning end er, vil den dog efterlade
mange Tvivl hos dem, som ikke paa den her omhandlede maade have
behandlet Sagen. Enhver, der har deeltaget i Stæntderforhandlinger,
veed, at man ved at være Medlem af en Comttee ganske anderledes
kommer ind i Sagens Heelhed, end naar man staaer udenfor Comiteen. J
disse forholds- viis mindre Afdelinger, hvor Møderne ikke holdes
offentligt, ville Medlemmerne derhos lettere tilftdesætte den
Tilbageholdenhed i at fremsætte deres Meninger og Anskuelser, som
maatte hidrøre fra en forvidt vreven Befkedenhed, især naar de kunne
have nogen Tvivl, |
|
82
91 92
O.n deres Indvendinger ere tilstrækkeligt begrundede,
end i selve For- famlingen, og der er Mange, som i Comiteerne gtve
værdifulde Bi- drag til Sagens Behandling, men som ikke ønske at
træde op i større Forsamlinger, uagtet de ofte besidde grundigt
Kjendskab til mange Forhold. Det tør ogsaa antages, at en Mængde
Indvendinger og Bemærkninger, som ellers vilde fremkomme i selve
Forsamlingen, ville finde deres tilstrækkelige Besvarelse i
disseAfdelinger; de ville der være komne frem, der være blevne mødte
og berigtigede, og som en Følge deraf blive holdte tilbage i selve
Forsamlingen, saa at For- handlingen i denne vil blive af større
Betydning, da det især vil blive Hovedtalerne, jeg mener dem, som
fuldstandigst kunne udvikle de Ideer, som de eller deres Parti
repræfentere, som ville yttre sig, naar Sagen kommer for i
Forsamlingen. Jeg antager naturligviis ikke, at al overflødig Tale
her i Salen skulde falde bort; det er Noget, man ikke kan vente, thi
der vil her, som i alle større Forsamlinger, være Mænd, som have en
ubetvingelig Lyst til at høre sig selv tale; men det tør dog
vvistnok antages, at. Meget vil falde bort som Følge af
Foryandlingerne i Afdelingerne, der ellers vilde være kommet frem i
selve Forsamlingen. Dernæst staaer, som Forsamlingen vil have seet,
Valget af Medlemmerne til Comiteen, der skal udarbeide den
Betænkning, som skal forelægges Forsamlingen, i Fordindelse med
Bureauerne; denne Comitees Sam- menfætning udgaaer i det Mindste for
endeel af dem, naar Sagen har været behandlet i Afdelingerne, og det
tør vel antages, at man netop paa denne Maade vil vide at trække de
Mænd, som fuldstæn- digst ere inde i Sagen, da enhver Afdeling for
sit Vedkommende vil have havt Leilighed til at lære at kjende disse
Mænd. Der er endnu andre, mindre væsentlige Fordele ved denne
Behandling af Sagerne i Afdelinger, hvoraf jeg skal berøre den
Blanding af For- famlingens Medlemmer indbyrdes, som den fører med
sig, og den derved givne Leilighed til at berigtige vrange og falske
Anskuelser, som maatte findes hos enkelte Medlemmer. Dgsaa det er en
For- deel, at Valget til Comiteen i Regelen skal udgaae af
Afdelingerne; thi deels vil man, som bemærket, ved Valget paa denne
Maade kunne vente at erholde de dygtigste og kundskabsrigeste
Medlemmer, og deels ville Valgene kunne skee med langt større Lethed
og mindre Tidspilde, naar de foregaae paa eengang i famtlige
Afdelinger, end naar de altid skulde skee i den hele Forsamling.
Forøvrigt har Comiteen foreslaaet, i Overeensstemmelse med, hvad der
gjælder paa andre Steder, at Forsamlingen kan beslutte, naar en Sag
overdrages til Behandling i Afdelingerne, at den Comitee, som
derefter, naar Sagen har været for i Afdelingerne, skat foredrage og
afgive sin Betænkning, kan blive forstærket ved Medlemmer, som
vælges af den hele Forsamling. Dette er vvistnok baade ønskeligt og
nødvendigt, da det let kan ind- trække, at der i en enfelt Afdeling
vil kunne være flere Mænd, som netop ere fortrinlig skikkede til at
indtræde i den fælles Comitee, af hvilke Asvelingen ikke kan vælge
mere end eet eller to Medlemmer. Der bør da være et Middel, hvorved
den hele Forsamling kan supplere den Mangel, hvoraf Comiteens
Sammensætning vilde lide ved atvælge ved frit Valg de Medlemmer, som
den maatte ansee meest Skikkede til at træde i Forbindelse med de
igjennem Afdelingerne valgte Medlem- mer. Det er tillige bestemt, at
ikke enhver Sag nødvendigviis skal gaae til Afdelingerne, men at
Forsamlingen kan tage den Beflutning, at en Sag efter sin mindre
væsentlige Beskaffenhed strax kan prøves af en særegen dertil valgt
Comitee, som da enten kan vælges af For- samlingen, i
Dvereenstemmelse med de almindelige Regler, ligesom hidtil, eller
alene af Afdelingerne eller paa den Maade, at et vist Antal vælges
af Afdelingerne og et vist Antal igjennem den hele Forsamling. Endnu
maa det være mig tilladt at bemærke, at i de fleste andre Lande er
det bestemt, at disse saakaldte Bureauer Skulle fornyes efter en vis
Tid, i Almindelighed til samme Tid, da Om - valg af Forsamlingens
Embedsmænd finder Sted, saaledes, at der hver Maaned foregaaer en ny
Lodtrækning og organiseres nye Bu- reauer. En lignende Bestemmelse
har Comiteen dog ikke troet, at der var tilstrækkelig Anledning til
her at optaqe, thi selv hvor en saadan Fornyelse af Bureauerne
finder Sted, vedbliver det ældre Bureau for den enkelte Sag, som
dette Bureau engang har taget under Behandling, faa at dette Bureau,
skjøndt ny Lodtækning
finder Sted og nye Bureauer dannes, vedbliver i sin Virksomhed med Hensyn til de enkelte Sager, som ere paabegyndte, hvilket ogsaa maa ansees nødvendigt for Sagernes Fremme og dersom der ikke skal ind- træde Forvikling og Forstyrrelse. Da nu nærværende Forsamling har
sit bestemte Formaal, kan det vel forudsættes, at alle Sager, som
ville komme for her, ville være overgivne til Bureau-Behandling i
Løbet af den første Maaned, og at der altsaa ikke vil blive nogen
Virksomhed for de Bureauer, som skulde dannes efter Maanedens
Udgang. Jeg skal fremdeles bemærke, at naar det i § 7 hedder „at
disse Afdelinger forhandle enhver Sag, der af Forsamlingen henvises
til dem, dog uden Akktemning”, har Meningen heraf naturligviis ikke
været, at disseAfdelinger kunne vedblive at forhandle Sagen hvor-
længe det skulde være, uden at komme til nogen Endelighed dermed.
Meningen er kun den, som man har troet tilstræffelig at have ud-
trykt, at der ikke skal foregaae nogen Afstemning i Afdelingerne, og
at intet Medlem der skal erklære sig bestemt om, hvad Mening han har
om Sagen, da hensigten med Behandlingen i Afdelingerne er den samme
som af den foreløbige Behandling i den hele Forsamling, at samtlige
Medlemmer kunne komme tilstrækkeligt ind i Sagen og yde deres Bidrag
til dens fuldstændige Belysning. I andre Lande, navnlig i Frankrig,
hvorfra dette System nærmest hidrører og har bestaaet i lang Tid, er
det tøvrigt fastsat, at naar to Trediedele af Bureauerne ere blevne
færdige med Sagens Bahandling og have ud- valgt deres Medlemmer til
Comiteen, træder denne Comitee i Virk- somhed. Nærværende Comitee
har imidlertid ikke troet det nødvendigt at optage nogen udtrykkelig
Bestemmelse herom, da det vel kan for- udsættes, at Asvelingerne
omtrent ville blive færdige til samme Tid med den forelødige
Behandling af Sagen, ligesom det ogsaa forud- sættes, at de ville
træde i Forbindelse med hinanden indbyrdes for at erfare, til
hvilken Tid de samtlige ville være færdige. Man har det ialtfald i
sin Magt ved Andragende til Formanden at kunne foranledigee, at de
Afdelinger, som maatte staae tilbage, kunne faae det førnødne
Tilhold til at fremme Arbeidet saa hurtigt som muligt.
David: Da jeg er enig med Comitecn om, at
Bureausystemet har væsentlige Fortrin, er det ikke Meget, som jeg
har at bemærke ved disse Paragrapher, men jeg har dog troet, ikke at
durde lade det blive uomtalt, at det væsentltgen hører med til dette
System, at Bureauerne ikke ere permanente, men oftere ved Om valg
fornyes. Vel yar Ordføreren gjort opmærksom paa de aldeles særegne
Grunde, som tale for, at de Afdelinger, som nu skulle vælges,
forblive i denne deres Sammensættelse, og at intet Omvalg ved denne
Rigsforfamling skulde finde Sted; men ikke at tale om, at det ei er
ganske indlysende, at det af de anførte Grunde skulde være upraktisk
at fornye Afdelin- gernes Valg efter 4 Uger, har jeg anseet det for
rigtigt, paa det Bestemteste at udtale her i Forsamlingen, at
Afdelingernes temporaire Fornyelse er en Nødvendighed, naar man
overalt vil tæenke paa dette System, da dets store Fortrin kun
derved opnaaes, og dets Mangler ligeledes kun derved modardeides.
Bel vil det Reglement, som vi nu skulle affatte, kun være et
temporairt, for denne ene Session gjældende, men det kan dog let
faae megen Indflydelse paa det endelige Reglement, og derfor er det
sikkert ei overflødigt at udhæve, at det væsentligen hører med til
dette System, at Afdelingerne hyp- pigen fornyes.
Iøvrigt troer jeg at burde gjøre opmærksom paa, at Comiteen synes
at have forudsat større Kiendskab til dette Syftems hele Ind-
retning, end der tør formodes, hvor det er faa aldeles nyt som her,
og jeg kan kun heraf forklare mig, at man har fammentrængt i en
eneste Paragraph Alt hvad der angaaer Bureauerne. Navnligen maa jeg
ansee det som en Mangel, at der ei er angivet, hvorledes Bal- gene
af Formand og Secretair i Afdelingerne skulle finde Sted. Bel hedder
det i § 26, at ethvert Valg skal skee ved absolut Pluralitet; men
det forekommer mig, at Afvelingsoalgene burde have været be- stemte
her, hvor Talen er om Afdelingerne, saa meget mere som de Grunde,
der tale for absolut Pluralitet her, ikke med samme Styrke giøre sig
gjældende for alle andre Valg, og det altsaa vil blive Spørgsmaal om
§ 26 i sin Heelhed gaaer igjennem. Dgsaa troer jeg, at det durde
have været nøiere betegnet, at Forhandlingen af
|
|
83
93 94
de til Bureauerne henviste Sager er disses
Hovedvirksomhed, og at Valget af et Comitee-Medlem først efter endt
Forhandling bør finde Sted. Jeg skal i denne Retning fremkomme med
et Amendement til § 7. Dernæst savner jeg en
Bestemmekse for en Begrændsning af den Tid, i hvilken en enkelt
Afdeling kan opholder en Sag. En saadan Bestemmelse findes i de
franske Reglementer, hvor Bureausystemet i sin hele Udstrækning er
bragt i Anvendelse, og en saadan Bestemmelse maa vvistnok ansees for
meget hensigtsmæssig, da det ellers vil ligge i en enkelt Ufdelings
Magt utilbørligen at forhale Sagernes Af- gjørelse, hvilket vilde
være lige skadeligt, hvad enten dette skete af den ene eller den
anden Grund. Ogsaa med Hensyn hertil skal jeg stille et Amendement,
saa at Comiteen for Afdelingernes Vedkommende maa ansees at være
constitueret, naar fire Afdelinger have endt deres For- handlinger
og foretaget deres Valg. Endeligen skal jeg endnu gjøre opmærksom
paa, at Bestemmelsen i § 10, at den af Ud- skudet afgivne Betænkning
skal trykkes og omdeles 3 Dage førend den foretages i Forsamlingen,
er mindre hensigtsmæssig, naar Sa- gerne have været behandlede i
Bureauerne, end denne Bestemmelse var i Regulativet for
Provindsialstænderne, hvorfra den er overgaaet til det nærværende
Reglement; thi dengang fandt ikke en saadan Behandling af Sagerne
Sted, som nu er paatænkt, og det var mere nødvendigt dengang, end
det nu vil være, at Forsamlingens Med- lemmer i en længere Tid
kjendte Comiteebetænkningen, førend Sagen kom til Forhandling. Jeg
skulde derfor troe, at to Dage nu vilde være tilstrækkelige, og naar
man seer hen til Forretningsgangen efter §§ 12, 13 og 15, og hvor langsom denne vil blive, saa turde
det være indlysende, hvor meget der taler for at vinde een Dag,
hvor dette uden Fare kan skee.
Olrik: Skjøndt jeg erkjender Vægten af de
Grunde, som de foregaaende ærede Talere have anført for, at en
Fordeling af For- samlingens Medlemmer i Afdelinger skal finde Sted,
troer jeg dog, at Forsamlingen ikke burde aldeles binde sig ved den
Maade, hvor- paa Fordelingen skeer, nemlig ved Lodtrækning, men
forbeholdee sig Frihed til, naar Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd
fandt Sted, at afgjøre, hvorvidt man vil have nye Medlemmer i
Bureauerne, eller om det skal forblive ved den ældre Fordeling;
skulde altsaa Pluraliteten af Forsamlingens Medlemmer være tilfredse
med den Fordeling, som har fundet Sted, skeer ingen Forandring; i
modsat Fald vil ny Fordeling finde Sted.
With: Jeg er ingen Ynder af Bureausystemet,
skjøndt jeg vel erkjender de Mangler, der hæfte ved den
Fremgangsmaade, vi hidtil have benyttet. Den væsentligste Anke, som
man har havt mod Ind- førelsen af Bureauer, er, at det beroer paa en
aldeles tilsældig Omstændighed, nemlig Lodtrækning, hvem der skal
blive Medlem af hvert enkelt Bureat. Det kan saaledes let træffe, at
der i et Bureau kan blive en Overflødighed af Medlemmer, som have eet Slags Kundskaber, og en total Mangel paa Medlemmer, som have
Kundskaber i andre Brancher. Nu er der i Forsam- lingen til Exempel
13 geistlige Medlemmer; hvis nu Loddet faldt saaledes, at alle disse
13 kom ind i eet Bureaum saa var dette vel forsynet, hvis der blev
Spørgsmaal om Sager, til hvis Behandling der udkrævedes geistlige
Indsigter, hvorimodd man i alle de øvrige Bureauer maatte savne
Kræfter af denne Natur. Endvidere, her er 30 Jurister ex proseffo i
denne Forsamling; sæt nu, at alle disse Iurister kom ind ved
Lodtrækning i eet Bureau, saa vilde det dog være paafaldende, om
disse Mænd skulde savnes i de øvrige. For at raade Bod paa denne
Tilfældeighed vil jeg tillade mig at fore- slaae Forsamlingen, at
der ved Stemmegivning bestemmes 5 Med- lemmer for ethvert Bureau, og
først, naar denne Afstemning har fundet Sted, at lade Lodtrækning
bestemme de Øvriges Pladser i Bureauerne. At lade Stemmegivning
afgjøre, hvem der skal ind i ethvert Bureau, vilde være altfor
vidtløftigt; men, naar jeg ind- skrænker Antallet af de Medlemmer,
der blive at vælge af den hele Forsamling, til 5, saa vil det kunne
overkommes. Dette vilde have en gavnlig Indflydelse paa Bureauernes
Virksomhed; man maatte da nemlig sørge for, at der kom Medlemmeer
ind i Bureauerne, som have Kundskaber i de forskjelligee Grene, som
man kunde tænke sig at blive Gjenstand for Bureauernes Undersøgelse,
Mænd, som have
Kundskab i Landvæsen, Theølogi o. s. v., saaledes at ingen Sag
kunde fremsomme i Bureauerne, uden at der ogsaa fandtes Mænd der,
som havde specielt Kjendskab til den. Saafremt dette skulde vinde
Bifald i Forsamlingen, vil jeg desangaaende stille et Amendement.
Drewsen: Jeg reiser mig ikke for at tale
imod Bureauerne, men kun for at gjøre en Bemærkning om eet Punkt.
Den ærede Ordfører har med en overbevisende Tydelighed viist de
Fordele, som Bureauerne føre med sig; kun i een Henseende kan jeg
ikke dele den Mening, som han har udtalt, (hvis jeg forresten ikke
skulde have hørt feil), den, at Forretningerne ved denne Indretning
vilde gaae raskere fra Haanden end ellers. Den ærede Ordfører mener,
at i Bureauerne ville alle de smaa Tvivl, Alt det, som siden i
Forsamlin- gen stilles som Ammendements, fjernes. Det kan jeg ikke
troe; jeg frygter netop for, at denne Indretning vil føre til mere
Forlængelse af vore Arbeider, fordi jeg ikke kan tænke mig andet,
end at de, som i Bureauerne blive i Minoriteten, ikke ville undlade
her i For- samlingen alligevel at Fremkomme med deres
Amendements, som de vel have faaet misbilligede i Bureauerne, men
som de troe at kunne sætte igjennem i Forsamlingen. Jeg har
været med i mange Comiteer i Stænderforsamlingerne, og der har jeg
erfaret, at Vanskeligheden i at bringe en Sag til Ende steg i samme
Forhold som Antallet af Comiteens Medlem- mer steg; jeg har seet, at
naar en Comitee bestod af 5 Medlemmer, blev den rigtignok tidligere
færdig, end naar den bestod af 3, men naar den bestod af 7 eller 9
Medlemmer, saa varede det almindelig meget længe, inden de kunde
forelægge Forsamlingen resultatet af deres Arbeide. Her vil nu, hvis
Forsamlingen deles i 5 Bureauer, 30 Mænd komme til at debattere, og
Tallet vil just ikke være gun- stigt til at tilveiebringe Enighed i
Forsamlingen, og heraf mener jeg, at Følgen vil blive, at vore
Arbeider, istedetfor at forkortes, ville forlænges.
Ørsted: Jeg antager ogsaa, at den
foreslaaede Indretning med Afdelinger er hensigtsmæssig; jeg veed
nok, at man i Frankrig har ulige Meninger om, hvorvidt de svare til
Hensigten, men det forekommer mig, at, da den nærvæende Forsamling
er sammensat af Medlemmer, der forstørstedelen ere fremmede for
hinanden og nære tildeels forskjelligee Anskuelser, maa man finde
det meget ønskeligt, at de paa denne Maade faae Leilighed til at
komme i nærmere Berø- relse med hinanden og udjevne disse. Hvorvidt
at Forhandlingerne derved ville fremmes eller medføre en langsommere
Gang, vil ikke kunne forudsiges; der er visse Synspunkter, hvorfra
det kunde see ud som, at man maatte formode, at det skulde give Anledning til større Vidtløftighed; men man kan dog og tænke sig,
at der var overveinde Rimelighed, for, at det, at Medlemmerne komme
instruerede til Forsamlingen, vil bevirke, at adskillige, intetsigende
Be- mærkninger ville falde bort. Jeg skulde derfor troe, at man
idet- mindste bør gjøre Forsøget med disse Afdelinger; Erfaring vil
siden vise, hvorvidt Formaalet vil opnaaes; jeg troer, at man bør
forsøge, hvorvidt det, som har dannet sig i Frankrig og andetsteds,
ogsaa kan anvendes hos os, og jeg troer tillige, at man ikke bør
gjøre nogen Hovedforandring i den Skikkelse, hvori det har dannet
sig, og at det altsaa bør blive ves Lodtrækning. At det skeer ved
Lodtrækning, troer jeg ligger i den hele Idee for Systemet; vil man
forandre den ved at lade Fordelingen tildeels skee ved Valg, saa vil
et saadant Valg let kunne have til Følge, at i enhver Comitee kom 5
af de meest be- tydelige Medlemmer, som vilde kunne faae en
overveiende Indflvdelse paa Afdelingen, hvilket vilde bevirke, at
der ikke kunde finde den frie Udvexling Sted og den Sammenblanden af
de forskjelligee Medlemmer, som man kunde ønske. Dernæst forekommer
det mig, at det ligger i disse Afdelingers Hensigt, at de kun maar
nedsættes for en Tid og ikke være bestandige. Jeg indseer vel, at
det forholder sig saaledes som den ærede Ordfører har sagt, at efter
den Opgave, som er stillet denne Forsamling, vil det ikke let hænde,
at der skulde kunne komme nye Sager for efter en Maaneds Forløb;
men, da dette ikke kan vides, forekommer det mig ønskeligt, om der
var truffet en Bestem- melse, hvoraf man kunde see, at disse
Afdelinger ikke skulde være be- standige. Jeg vilde aldeles ikke
finde det uhensigtsmæssigt, om Tiden for Omvalget blev kortere, f.
Ex. 14 Dage, fordi det vilde give An- |
|
84
95 96
ledning til en større Blanding mellem medlemmerne, end
ellers kunde finde Sted. Men i alt Fald maatte det kunne bedtemmes,
at naar Forsamlingen fandt, at en Forandring burde foregaae, kunde
dette gjøres til Gjenstand for et Forslag, som nærmere kunde
forhandles, og hvorefter man da kunde tage Beslutning om en ny
Fordeling. Et saadant Forslag maatte da være grundet paa, hvad man i
Afde- lingerne havde erfaret om de Mangler, som viste sig ved den
Forde- ling, som havde fundet Sted ved den første Lodtrækning og som
mu- ligen kunde blive afhjulpne ved den nye. Med Hensyn til, hvad
der er bemærket om, at Valget af Formand og Secretairer ogsaa i
Afde- lingerne skulde skee ved de fleste Stemmer, saa var det
maaskee bedst, at det udtrykkelig blev bestemt, at dette skeer med
absolut Plu- ralitet; dersom Comiteens § 26 bliver staaende, da er
dette vel ikke fornødent, men jeg froer, at der er Meget at indvende
imod denne §, forsaavidt den som en almindelig Regel opstiller, at
der udfordres absolut Pluralitet til ethvert Valg. Forsaavidt som der har været Spørgsmaal om, at en Afdeling skulde nødes til at
slutte en Sags Behandling, forekommer det mig hensigtsmæssigst; hvis
en Sag skulde blive opholdt forlænge i Afdelingerne, for det Første,
indtil vi vinde nogen Erfaring, blot at overlade Forsamlingen at
bestemme en vis Frist, inden hvilken de skulde have sluttet deres
Forhandlinger; derfor vilde Afdelingens Medlemmer ligeguldt beholdee
deres naturlige Ret til at gjøre de Bemærkninger, hvortil de maatte
finde sig opfordrede, naar Sagen kom for i Forsamlingen. Skjøndt
jeg, ved at sammenholde §§ 8 og 9 med hinanden, seer, at det beroer
paa Forsamlingen, hvilke Sager den vil henvise til Afdelingerne og
hvilke ikke, troer jeg dog, at dette burde siges umiddelbart og ikke,
saa- ledes som nu, paa en skjult Maade i § 8. Hvad § 8 angaaer
skulde jeg meget ønske, at man ikke benyttede det Ord „Udskud”; jeg
erin- drer fra min tidligste Barndom, at dette Udtryk blev brugt om
dem, der af en Forsamling bleve valgte til at danne en Comitee, men
at alle Mennesker fandt det høist anstødeligt, og dette har man
ogsaa fundet nu. Det har nu engang en saa bestemt Betydning i
Spro- get, at man ikke vel kan benytte det uden i en uædel
Betydning. Det følger ogsaa af dets Etymoligi, da det deriverer sig
af at „skyde ud”. Hvis man altsaa vil have et dansk Ord, mener jeg,
at man bør bruge det Ord, man tidligere har benyttet, nemlig
„Udvalg”, skjøndt det ogsaa har den Ubeqvemhed, at man kan komme i
den Nødven- dighed at sige om Udvalget, at det er udvalgt. Hvad § 8
angaaer, maa jeg forøvrigt bemærke, at naar man læser den i sin
sammenhæng, faaer man ud, hvad der vel ogsaa er a Meningen, at
Forsamlingen under sags Henviisning til Afdelingerne forud skal
bestemme, om de Medlemmer af Udvalget, som vælges af Afdelingerne,
skulle forstærkes ved Andre, eller ikke; men det forekommer mig, at
der ogsaa. efterat disse Valg vare foretgne, kunde blive Anledning,
ja endog bedst Anledning, til at tage en saadan Bestemmelse, da det
saa overmaade let kan hænde, at der i een Afveling kan findes flere
Medlemmer, som ere særdeles skikkede til at indtræde i Comiteen,
medens der i en anden findes Savn paa saadanne Medlemmer. Det
forekommer mig endog ønske- ligt, om den Bestemmelse her blev
optagen, som findes i Stænder- anordningen, at en Comitee kan
henvende sig til Forsamlingen om at blive forstærket med eet eller
ander Medlem. I § 9 synes det lige- ledes at være forudsat, at der,
naar Forsamlingen beslutter i en Sag at nedsætte en Comitee, som
skal udvælges gjennem Afdelingerne, forud maa tages Bestemmelse om,
hvorvidt den saaledes valgte Comitee skal forstærkes ved Valg af
Forsamlingen. Det fore- kommer mig dog, at Bestemmelse herom ogsaa
maatte kunne
tages bagefter. Det er af et Medlem foreslaaet, at Comiteebetænk-
ninger skulde omdeles ikkun 2 Dage, istedetfor, som efter Udkastet,
3 Dage forinden de foretoges i Forsamlingen; det forekommer mig
imidlertid bedst, at det bliver ved disse 3 Dage. Det er nok ikke saa vist, at Medlemmerne, fordi Sagen først er forhandlet i Afdelin-
gerne, kunne sætte sig tilbørlig ind i den, om den ogsaa er ledsaget
med en Comiteebetænkning, især naar Forhandlingerne ere noget
vidtløftige, hvis der ikke er hengaaet nogle Dage, i hvilke de kunne
have indhentet Underretning om, hvad der er foregaaet i de Afdelin-
ger, hvortil de ikke henhøre. Enhver er nemlig kun underrettet om,
hvad der er foregaaet i hans egen Afveling, og det kunde derfor let
hænde, at Comiteebetænkningen, naar den kommer for, kan enten ganske
eller for endeel være af et andet Indhold, end han efter de
Forhandlinger, i hvilke han har taget Deel, havde maattet vente. Jeg
troer derfor, at det er bedst, at det bliver ved de 3 Dage.
Justitsraad Petersen: Det synes mig, at
Udkastet har tillagt Afdelingerne en temmelig indskrænket Betydning.
Jeg kan i saa Hen- seende blandt Andet henholde mig til det Skrift,
som her er bleven omdeelt. Det hedder heri: „Bureauernes foreløbige
Undersøgelse har et dobbelt Øiemed: For det Første, at forskaffe
ethvert Medlem af Forsamligen en nærmere og mere umiddelbar Kundskab
om det fore- liggende Udkast, og dernæst at overdrage et Medlem af
Bureauet den fornødne Fuldmagt til at deeltage i den Comitee, hvem
det særligen maa overdrages at drøfte Udkastet og afgive Betænkning
derover til den almindelige Forsamling.” Det forekommer mig nu at
være den sidste Deel af denne Passus, som egentlig betegner
Bureauernes Betyd- ning; men det synes ikke, at Udkastet har
tilsigtet Saadant, thi jeg seer ikke, at deri er optaget nogen
Bestemmelse om, at der af Bureau- ernes egen Midte skal vælges
Medlemmer til Udskudene eller, som man maaskee hellere bør kalde
dem, Udvalgene. Det synes derimod som Ufdelingerne skulle vælge
disse ud af hele Forsamlingen; men herpaa beroer formeentlig
forstørstedelen Bureauernes Betydning, da de saaledes ikke ville
lede til stort Andet end private Samtaler mel- lem Afdelingernes
Medlemmer, hvilket man gjerne kunde overlade til dem selv — og
navnlig beroer det herpaa, hvad Betydning man kan tillægge det
Forslag, som er gjort af den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te
District (With).
Liittichau: Jeg savner en Bestemmelse om,
hvorledes der skal forholdes, naar en Comitee skal nedsættes,
bestaaende af flere Medlemmer end Bureauernes Antal. Findes der f.
Ex. 5 Bureauer, og Comiteen skal have 7 Medlemmer, da er det ikke
angivet, hvorle- des Stemmerne skulle fordeles mellem Afdelingerne.
Jeg formoder, at det maa være Formanden overladt at fordele
Stemmerne, da det ikke, kan være Forsamlingens Sag at discutere
dette. Jeg skal dernæst tillade mig at henstille til Forsamlingens
Overveielse, om det ikke, forsaavidt det i Udkastet er foreslaaet,
at Forsamlingen skal afgjøre, hvilken Fremgangsmaade der skal
anvendes ved en Comitees Nedsæt- telse, maatte være rettere at
overlade denne Bestemmelse til Forman- den, fordi der ellers ved
enhver Comitees Nedsættelse kunde gives Anledning til en temmelig
vidtløftig og lidet interessant Discussion her i Forsamlingen.
(Sluttes.) Rettelser. I
Nr. 12, Pag. 84, 21 Linie f. o. vælde vælges læs: vælges — 88, 29
Linie f. c. hørt nogen Tvivl om, læs: havt nogen Tvivl om,
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
85
97 98 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 14. Sjette Møde.
(Sluttet.)
Mynster: Idet jeg erkjender de overveinde
Fordele, som vist- nok ere forbundne med, at Forsamlingen, som i
Udkastet foreslaaet, deler sig i Afdelinger, saa kan jeg dog ikke
Andet end ogsaa erkjende, at, saafremt Aldelingene alene bestemmes
ved Lodtrækning, Til- fældet vil erholde for stort Raaderum; der
gives i Forsamlingen mange Medlemmer — og jeg henregner mig f. Er.
iblandt dem, der vel kunne tiltroe sig en Dom over en Sag, naar de
ere satte paa det rette Standpunkt, men som ikke saaledes have levet
sig ind i de Sager, som i Almindelighed kunne forekomme i
Forsamlingen, at de ere istand til at sætte Andre paa dette
Standpunkt. Dersom nu Lodtrækning alene skal bestemme Afdelingernes
Sammensætning, fore- kommer det mig meget let at kunne træffe, at
der i een Asdeling kommer, om ikke Alle, saa dog den største Deel of
hiin Classe, hvor- til jeg henregner mig selv, hvorimodd de Mænd,
som vare meest skik- kede til at lede Forhandlingerne bleve samlede
i en anden Afveling. Jeg kan derfor ikke nægte, at jeg fra først af
har foretrukket, hvad der af en anden Rigsdagsmand er bleven
foreslaaet, at Forsamlin- gen nemlig udvalgte 25 Medlemmer til
Fordeling imellem de for- skjellige Afdelinger, og at de øvrige
valgtes ved Lodtrækning. Jeg har endnu en Bemærkning at gjøre, som
forørigt ikke er af stor Betydenhed. Udkastet bestemmer, at enhver
Afdeling skal vælge en Formand og en Secretair. Da denne Sidste
imidlertid ikke skal op- tegne Forhandlingerne, er det mig ikke
klart, hvad han egentlig skal foretage. Endelig skal jeg tillade mig
at berøre et Spørgswaal, som ogsaa mylig fra en anden Side er bleven
omtalt. Det er nemlig neppe ganske klart, hvorledes der skal
forholdes, naar Valg af en Comitees Medlemmer skal skee igjennem
Afdelingerne. Dersøm Co- miteen kun skal bestaae af 5 Medlemmer, er
det formodentlig Menin- gen, at enhver Afveling vælger eet Medlem;
men der kunde ogsaa her spørges: om Meningen ikke var, at enhver
Afveling skulde stemme for 5 Medlemmer i Almindelighed, og at de,
som saaledes erholdt Vluraliteten, skulde udgjøre Comiteen. Det er
ligelebes ei heller af- gjort, hvorvidt Afdelingerne skulle vælge de
Medlemmer, som af denne udnævnes, af deres egen Midte eller af hele
Forsamlingen. Hvis det Sidste skulde være Tilfældeet, var det
vvistnok rigtigere, om dette udtrykkeligt bestemtes. Bestemmer man
sig for et større Antal Comi- teemedlemmer end 5, kunde der ellers
let opstaae Vanskelighed, naar man da ikke altid vilde fastsætte
Anatallet til 10 — hvilket i og for sig er et ubeqvemt Tal, da der i
saa Fald kan tænkes ikke at komme Vluralitet tilveie Comiteen, og
hvilket Forsamlingens Medlemmer neppe ville antage. Der vil derfor
behøves en Bestemmelse for saa- danne Tilfældee, hvor Comiteen skal
bestaae af flere end 5.
Hage: Jeg skal ikke bestride Bureausystemet,
som synes at sinde almindelig Anklang hog Forsamlingenn, selv om der
kunde være Tvivl om, hvorvidt man derved opnaaer alle de Fordele,
som man her synes at forudsætte. Jeg trover imidlertid, at Alle are
enige om at den væsentligste Fordeel, som derved opnaaes, er den, at
de vig- tigere Sager, der fortjene en mere omfattende Behandling,
forud ere behandlede, og at Medlemmerne have sat sig ind i den,
forinder For- samlingen gaaer over til den foreløbige Behandling, og
at man der- næst har Leilighed til at lære at kjende de enkelte
Medlemmers An- skuelser og Kjendskab til Sagen, forinder Valg
foretages. Udskudet er ogsaa gaaet ud fra, at der ikke i alle
Tilfældee skal anvendes Be- handling i Bureauerne, idet Forsamlingen
ogsaa kan erklære sig for
Behandling i Udskud, uden at Sagen gaaer til Bureauerne; men det
forekommer mig, at dette Spørgsmaal staaer tilbage:om Forsam- lingen
ikke ftundom kan finde sig foranledget til, naar en Sag ikke trænger
til nærmere Oplysning, som gjør et Udskuds Udnævenlde nøbvendig,
strax at skride til dens Behandling, uden at nedsætte Ud- skud eller
henvise den til Behandling i Afdelingerne. Der er intet udtrykkeligt
herom bestemt i Udkastet, men det synes i § 15 forudsat, at Udskud
altid skal vælges, thi det hedder her: „I Henhold til de stedfundne
Afstemninger paaligger det Udskudet at forfatte et fuld- stændigt
Lovforslag.” Jeg troer, at dette i mindre vigtige Sager er en
temmelig vanskelig og besværlig Behandlingsmaade, og jeg troer, at
denne Vanskelighed og Besværlighed er unødvendig. Forsamlingen maa
nemlig bestandig kunne tye til Comiteedehandling, selv om Sagen ikke
har gjennemgaaet Behandling i Bureauerne. Dette er Vraris i England,
hvor man ikke kjender til Comiteebehandling; naar man indskrænker
Anvendelsen heraf til de mindre vigtige Sager, troer jeg ikke, at
man deraf vil føle nogen Ulempe. Ifølge min Formening, bør der efter
§ 10 indskydes en udtrykkelig Bestemmelse om, at Forsamlingen, hvor
den ikke anseer det nødvendigt at henvide en Sag til Behandling i
Afdelingerne eller til at nedsætte særeget Ubskud, da strax kan
skride til Sagens Behandling, saaledes som det bestemmes i de
følgende Varagrapher. Med Hensyn til den Sag, som vel fornemmelig
vil blive at behandle i denne Session, og hvor- ved
Forretningsordenen nærmest vil finde Anvendelse — hvad enten nu
Sagen skal behandles strax eller den maatte blive udsat — troer jeg
det nødvendigt, at der i Slutningen af § 7 tilføies: „deelviis eller
i sin Heelhed efter Omstændighederne.“ Skulde nemlig Forfat-
ningssagen i sin Heelhed behandles i Bureauerne, og derefter i Ud-
skudet i sin Heelhed, og derefter i sin Heelhed komme til foreløbig
og endelig Behandling, da vilde dette blive meget langvarigt, saa
langvarigt, at Forsamlingen ikke vilde faae sit Arbeide endt før lang Tid efter, at den maatte ønske dermed at være færdig. Derimod maa
det staae frit for at dele Udkastet i forskjelligee Dele og at hen-
vise disse til Behandling i Afdelingerne, som derefter kunne vælge
Ordfører for hver Deel især, hvorefter Udskudet kunde afgive Be-
tænkning over hver Deel især, og Forsamlingen derefter behandle hver
Deel for dig.
Fløe: Det forekommer mig at ville lede til
Sagens mere alst- dige Behandling, naar det bestemtes, at
Afdelingernes Medlemmer dagligen traadte sammen og confererede om,
havd der vor omhandlet i Afdelingerne. Jeg troer, at man derved
vilde afhjælpe den Man- gel, som kunde ligge deri, at en enkelt
Afveling bestaaer af mindre dygtige Medlemmer, idet man derved blev
opmærskom paa, hvad der var blevet forhandlet i de andre Afdelinger,
og man da let kunde redressere, hvad der var forsømt.
Fabrikeier Bruun: Jeg skal tillade mig at
spørge den ærede Ordfører, om der i Comiteen har været en bestemt
Grund til at fastsætte Afdetingernes Antal til 5. Det forekommer mig
nemlig, at man ved at fastsætte dette Tat for Afdelingerne, og som
en Følge deraf Antallet af de enkelte Afdelingers Medlemmer til 30
for hver, ikke saa ganske vil opnaae det egentlige Øiemed med den
hele Ind- retning, at der skal kunne finde en friere Udverling af
Anskuelserne Sted, end der i Reglen i selve Forsamlingen kan ventes;
jeg har tænkt mig som een af Grundene, at man ved at tage 5 som
Afde- lings-Antallet dervd opnaaer, at Udvalget af Comiteemedlemmer
i de enkelte Sager, hvor disses Tal ikke skulde overstige 5, kunde
fore- gaae i Afdelingerene, og at kun Forsamlingen skulde tage
Bestemmelse |
|
86
99 100
angaaende Udvælgelsesmaaden, naar Comiteemedkemmernes
Tal skal overstige 5. Det forekommer mig, at den friere Udverling af
An- skuelserne er vigtigere, og man bør vvistnok finde sig i den
minder- gode Side herved, at Udvalgene komme til at bestaar af et
større Antal Medlemmer. Tager man f. Ex. Afdelinger pa 15 eller
20, saa vil Antallet af Afdelingerne blive, enten 10 eller imellem 7
og 8; derefter vil følge, at ethvert Udvalg kommer til at bestaae af
7, 8 eller endog 10 Medlemmer; men jeg mener dog, at dette vel er
en Ulempe, men at denne ikke er saa stor som den anden, der er
forbun- den med, at 30 Medlemmer samles i hver Afdeling, hvorved en
saa- dan kom til at udgjøre en heel Forsamling, der let gaaer over
til politiske former og deroed hindrer den frie Udovexling af
Anskuelserne. — Der omtales i Udkastet, at der i Afdelingerne skal
foretages Valg af Secretairer, som dog ikke skulle optegne
Forhandkingerne. Det er mig ikke ganske klart, hvilket Hverv de da
skulle udføre.
Bregendahl: Jeg skal tillade mig at rette en
Opfordring til den ærede Ordfører, om at udtale sig med Hensyn til
den Uvished, der af Flere er bleven yttret angaande Udvalget af de
enkelte Co- miteer, og jeg skal navnnlig tillade mig at spørge
Opdføreren, om der er paatænnkt at optage tydeligere Bestemmelser i
det endelige Udkast end de, som indeholdes i det her
foreliggende.
Modvig: Jeg har kun nogel eukelte
Bemærkninger at giøer. Min første Bemærkning, der kun er en simpel
Redactionsbemærkning, angaaer Slutningen af § 7, hvor der staaer
„den (Afdelingen) for- handler, dog uden Afstemm ing, enhver Sag,
der af Forsamlingen henvises til den.“ Dette er mindre correct, da
Sagen ikke kan blive henviist til en enkelt Afdeling, men kun til
alle Afdelinger. Jeg har endnu en anden Redactionsbemærkning at
fremsætte, som jeg, hvis dette Regulativ var bestemt for flere
Forsamlinger, vilde lægge tem- melig megen Vægt paa, men som nu ikke
har saa stor Vigtighed. Det forekommer mig nemlig, at der savnes en
Bestemmelse for, hviske Sager der nødvendig skulle henvises til
Afdelingerne. Af hvad den ærede Ordfører har anført, maa jeg antage,
at Meningen er den, at Lovforslag i ethvert Tlifælde skulle henvises
til Afdelingen, og andre Sager, naar hele Forsamlingen ved deres
første Foretagelse strax finder det nødvendigt med Hensym til deres
Vidtløftighed; men jeg troer, at det vil være rigtigt, at en
Bestemmelse derom anbringes enten i Slutningen af § 7 eller i
Segyndelsen af § 8. I denne sidstnævnte Varagraph er der en Mangel,
som jeg troer at vare opstaaet deraf, at alle de, der have deeltaget
i Udarbeidelsen af det Forslag, som her foreligger, have fuldkommere
Rundskab om Bureau- systemet, end mange af Forsamlingens øvrige
Medlemmer. Derved er det nemlig, som jeg antager, skeet, at der er
kommet til at mangle en Bestemmelse, som er nødvendig for at detegne
hele Syste- mets Beskaffenhed. Jeg troer, at det alt er blevet
bemærket, Chvis jeg ret har opfattet hvat der er blevet yttret,
hvil- ket tildeels er temmelig vanskeligt) at der burde sættes
til for at udtrykke Comiteens Mening, at Afdelingerne skulle vælge
Med- lemmer af Comiteen af deres egen Midite. Det har været
underkastet forskjellige Omtale, om Afdelingerne ved at stemme paa
eet eller flere Comitee-Medlemmer, ere bundne til at vælge een eller
flere af hver enkelt Afdeling; jeg troer, at overalt, hvor dette
System er indført, enhver Afdeling vælger Comitee-Medlemmer af stn
Midte, og dette hørervvistnok ogsaa væsentlig med til Systemet, thi
Valget bør fremhaae af Forhandingernr i Afdelingerne, og hele denne
Forhand- ling eller, som man maaskee snarere kunde kalde den,
Underhandling, vilde være uden Virkning, naar man i en Afdeling,
efterat en Sag der var førhandlet, stemte for Medlemmer af en anden
Afdeling, uden at man vidste hvad der i denne var foregaat, stemte
for Med- lemmer, uden at have Kundskad om i hvad Aand disse havde
udtalt sig. Meningen maa just være, at der skal stemmes paa een af
Af- delingens Midte, da Enhver temmelig nøie vil kjende Meningerne
i sin Asdeling. Jeg troer det altsaa nødvendigt, naar man vil
udtrykke Meningen og undgaae Misforstaaelse, at der tilføies i § 8,
at Af- delingerne skulle udnævne Comitee-Medlemmer of deres egen
Midte. Deraf følger vvistnok ogsaa, at man ikke kan undgaae, med
Hensyu til den Tvivl, som i saa Henseende var opstaaet of som ogsaa
her har yttret sig, men som neppe har tildraget sig synderlig
Opmærfsom-
hed, at give en Bestemmelse om Forholdet imellem Comitee-Medlem-
mernes og Afdelingernes Antal, da der enten maa være Overeens-
stemmelse mellem disse, saa at Comiteerne komme til at bestaae af 5,
10 eller 15 Medlemmer, eller der maa tages en Bestemmelse om,
hvorledes der skal forholdes med det voerskydende Antal, hvorledes der f. Ex., naar en Comitee skal bestaae af 7, skal forholdes med Hensyn til de 2, da kun de 5 Medlemmer kunne fremgaae af Afdekingernes
Valg. Men der er eet Vunkt af væsentlig Vigtighed, som jeg troer at
burde bringe paa Vane mere, end det hid til er skeet; dette er
Spørgsmaalet om Be- grændsningen af Forhandlingerne i Afdelingerne.
Den ærede Ordfører har bemærket, at man andetdteds har
Forholdsregler, hvorved man gjør Ende paa Forhandlingerne i de
enkelte Afdelinger, naar disse trække i Lang- drag, men han har
troet, at en saadan Bestemmelse ikke her er nød- vendig; men jeg
antager, at en slig Bestemmelse maaskee her, hvor man ikke er inde i
Systemet, hvor man ikke kjender dette Systems Beskaffenhed som en
Forberedelse og som en Lettelse ved Forsamlingens følgende Arbeide,
vil være end mere nødvendig, end hvor man alt er inde i Sagen.
Saavidt jeg, t de faa Dage vi have været sammen, har havt Leilighed
til at bemærke, ere de sleste Medlemmer skinsyge med Hensyn til
deres egen individuelle Deeltagelse i Sagerne. Naar de nu alle i
Afdelingerne beeltage i Behanblingen, ville de, naar Forhandlingerne
i Udvalget begynde, for Øjeblikket føle sig udelukkede fra de
egentlige Forhandlinger, og jeg troer derfor, at der let turde vise
sig en betænkelig Tilbøielighed til at uddrage Forhandlingerne i
Afdelingerne, saa at det turde være nødvendigt at faftsætte en Grændse. Man kan da ikke her blive staaende ved en saadan Grændse, som den
ærede Ordfører har antydet, som brugelig paa enkelte Grader, idet
nemlig, naar et vidt Antal Afdekinger (f. Ex. 2/3) ere færdige, de
ander skulle slutte. Jeg troer ikke, at man kan blive staaende ved en Bestemmelse om, at naar 4 Afdelinger ere fædige, den 5te da skal
slutte fine Forhandlinger, eller endog naar 3 ere fordoge, at da de
to øvrige skulle slutte. Jeg frygter for, Forhandlingerne endaa
kunde trækkes utilbørligt i Langdrag, ifær naar der ikke indrømmedes
Afdelings-Formanden Myndighed til at afslutte Forhandlingen, det er
ikke engang bestemt, at simple Pluralitet I Afdelingerne kan tage
Bestemmelse herom. Jeg troer derfor, at der ved den endelige Redac-
tion af Forretningsordenen bør traffes en Regel for Begrændsningen
af Afdelingernes Forhandlinger.
Algeen-Ussing: Jeg skal soge at sammensatte
saa kort som muligt, hvad jeg har at bemærke i Anledning af de
Yttringer, der ere fremsatte med Hensyn til det Afsnit, som for
Tiden er under Omhandling. Det kan for det Første ikke Undet end
være Comiteen behageligt at erfare, at selve Forslaget om Indertning
af Bureauer eller Afdelinger synes at have fundet almindelig
Gjenklang her i Salen; der er nemlig, saavidt jeg har opfattet de
Yttringer, der ere blevne fremførte ved dette Afsnit, fra ingen Side
bleven udtalt noget Bestemt imod denne Indretning, hvorimodd der
ikkun er gjort enkelte Bemærkninger om modificationer i samme. Den
første og væsent- ligste Indvending er den der er bleven fresat fra
nogle Sider, at Afdelingerne ikke udelukkende burde dannes ved
Lodtrækning, men at et vist Antal af Medlemmerne i disse forud
skulde vælges af hele Forsamlingen, saaledes f. Ex., hvis vi blive
staaende ved de 5 Af- delinger og det foreslaaede Antal af 25
Personer, at 5 Medlemmer skulle valges til hver Afdeling af
Forsamlingen. Det er ikke und- gaaet Comiteens Dpmærksomhed, at der
er noget Tilfældeigt i Afde- lingernes Sammensætning ved
Lodtrækning, og der er i den Anledning i Comiteen bleven anført det
same Moddel til at afhjælpe denne Tilfældeighed, som her er bleven
nævnt; men Comiteen er ved nærmere Dverveielse Kommen til det
Resultat, som allerede er bleven udtalt af den meget ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), at det neepe er
hensigtsmæsigt. Ligesom man, naar man vil optage dette System fra
andre Lande, maa være varsom med at forandre Noget I det, der maa ansees som det Grundvæsentlige i samme, saaledes vilde let de 5
Medlemmer, de skulde udvælges af Forsamlingen, komme i et skjævt
Forhold til de andre Medlemmer i Afdelingerne, naar de ligesom forud
vare designerede som de, der paa en Maade skulde veiled de andre og
antages for dygtigere og i Besiddelse af |
|
87
101 102
en fuldstændigere Indsigt i de Sager, som vilke komme
under Behandling i Afdelingen; mange vilde vvistnok detragte dem
som et Slags bestaltede Formyndere for de Øvrige. At der ved Lod- trækningen skulde indtræffe saadanne Besynderligheder, som af et
Medlem anført, at alle Geistlige eller alle Jurister skulde blive sam- lede i een Afdeling, er saa usandsynligt, at der ikke er nogen Grund til at tage Hensyn dertil. Det er vel rimeligt, at der vil blive no- gen Forskjellighed i Medlemmernes Fordeling, men ved det store An- tal af Medlemmer, som er paatænkt at skulle være i hver Afdeling,
kan det dog forudsættes, at der vil komme Kundskaber i alle Ret-
ninger ind i alle Bureauerne. Og selve den Forskjellighed i Behand-
lingen af Sagerne, som vil være en Følge af, at det ene Element er
mere overveiende og stærkere repræsenteret i det ene Bureau, end i
det andet, er ingen Skade; det vil bidrage til, at medens den juri-
diske eller hvilkensomhelst anden Side af Sagen bliver stærkere frem- hævet i det ene Bureau, vil det mere Almindelige eller det mindre
Specielle være det Fremtrædende i det andet Bureau. Dersom det kunde
tænkes, at en Omflytning af Medlemmerne i Afdelingerne kunde sinde
Sted, efterat disse vare dannede, vilde ogsaa dette være et Middel
til at afhjælpe den omhandlede Tilfældeighed, men Comiteen har troet
at burde blive staaende ved Indretningen, saaledes som den bestaaer
i de Lande, hvorfra den er hentet. Jeg skal ikke nægte, at hvis ikke
den Omstændighed, som jeg alt tidligere har tilladt mig at udhæve,
var tilstede, at det nemlig kan forudsættes, at alle væsent- lige
Sager ville være komne for i Lødet af den første Maaned efter
Afdelingernes første Dannelse, kunde Mere tale for en ny Fordeling
af Medlemmerne blandt Bureauerne ved Maanedens Slutning, og med
Hensyn til Muligheden af, at hiint dog kunde indtrade, skulde jeg
for mit Vedkommende ikke være utilbøielig til at gaae ind paa det
Forslag, som min ærede Nabo, Rigsdagsmanden fra Helsingør, (Olrick)
har fremsat, at det nemlig, naar Forsamlingen ved Maane- dens
Slutning foretager Omvalg af Embedsmænd, skulde staae den aabent at
afgjøre, hvorvidt der tillige skal finde en Omdeling af Af-
delingernes Medlemmer Sted. Jeg formener, at der vil være for-
skjellige Punkter, som Comiteen vil tage under Overveielse med Hen-
syn til de fremsatte Forslag; den vil dog have at sammentræde for-
inden denne Sags endelige Behandling, og det her ommeldte Punkt vil
da kunne komme under Overveielse.
Med Hensyn til det Spørgsmaal, som er reist om Valg af Med-
lemmer for Afdelingerne til Fælleds-Comiteer, da er Comiteen enig i,
hvad jeg ogsaa troer er udtrykt i Regulativet, skjøndt jeg ikke vil
fragaae, at dette muligen kunde være skeet paa en skarpere Maade, at
Valg fra Afdelingernes Side ti alene skeer af, men og fra Af-
delingerne, saaledes at der kun vælges Medlemmer af Afdelingerne,
med andre Ord af deres Midte; men maaskee dette ei bestemt nok er
udtrykt i § 9.
Det er ligeledes forudsat af Comiteen, at Antallet af Medlem-
merne til Comiteerne altid fordeles saaledes, at hver Afdeling vælger ligemange Medlemmer; — hvis der altsaa skal være 7 Medlemmer i en
Comitee, at da Afdelingerne vælge 5 og Forsamlingen 2. Hvis derimod
Comiteen skal bestaae af 10, da ville enten 2 Medlemmer blive at
vælge af hver Afdeling, eller 5 af samtlige Afdelinger og 5 af hele
Forsamlingen. Forsaavidt der maatte mangle Tydelighed i denne §, kan
dertil tages Hensyn ved den endelige Redaction. Jeg skal ikke være
uenig med den ærede Rigsdagsmand for Bornholms 2det District
(Madvig) i hvad han har fremhævet, at den Omstæn- dighed, at
Comiteens Medlemmer i det Hele have været nøiere ind- viede i
Bureausystemet, kan have foranledigeet, at man har yttret sig
kortere om denne Indretnings Væsen, end hensigtsmæssigt for For-
samlingen i dens Heelhed. Det vil derfor blive taget under Over-
veielse, om det maatte være nødvendigt Regulativet at give en nær-
mere Udvikling af Afdelingernes Virksomhed.
Med Hensyn til hvad af det ikke kongevalgte Medlem (David) er
yttret om, at det formeentlig vilde føre til en lang Forha- ling af
Sagerne, naar den trykte Comiteedetænkning udetinget skulde være
omdeelt til Forsamlingens Medlemmer 3 Dage forinden Sagen foretoges,
da er det med Hensyn til Vigtigheden af de Sa- ger, som ville komme
for i nærværende Forsamling, ikke blot den ene
stor Sag, for hvis Skyld vi nærmest ere forsamlede, men ogsaa med
Hensyn deels til de 2de andre af Regjeringen bebudede Lovfor- slag
og de andre vvistnok ikke mindre vigtige og for Landets Fremtid
detydningsfulde Anliggender, som kunne ventes her at forekomme,
kundet detænkeligt at forkorte Tiden. Det er vvistnok sandt, at ved
Behandlingen i Bureauerne ville Sagerne nøiagtigere komme til Med-
lemmernes Kundskab, end ved den hidtil brugte Cømiteebehandling; men
da Fælles-Comiteen ikke er bunden ved Behandlingen i Afdelin- gerne,
og der altsaa kan fremkomme nye Punkter og Anskuelser i denne
Comitee, vil man dog først, naar man seer den trykte Betænkning,
knnne lære Sagen i sin Heelhed at kjende. Naar den 3die kjøben-
havnske Deputerede (Ørsted) har meent, at der ogsaa, efterat Vælg i
de enkelte Afdelinger er foretaget paa Medlemmer af Comiteen, kan
tages Bestemmelse, om Comiteen skal forstærkes ved frie valg af hele
Forsamlingen, da har Comiteen, der ogsaa har omhandlet dette Punkt,
ei anseet dette hensigtsmæssigt; det vilde let blive udtydet som en
Kritik over de af Afdelingerne til Sagens Behandling valgte Mænd, og
det skjønnes derhos ikke rettere, end at man strax, ved at tage
Bestemmelse om Sagens Behandling, være sig i Bureauerne eller
udenfor disse, samtidig dermed maa kunne bestemme, baade hvor stort
Antallet af Medlemmerne skulde være, og om disse skulle vælges af
Afdelingerne alene eller tildeels af selve Forsamlingen, thi da For-
samlingen veed, hvorledes dens Medlemmer ere grupperede i de for-
skjellige Afdelinger, vil man allerede paa den Tid være istand til at bedømme, om der til den enkelte Sags Behandling findes flere Mænd
af fortrinlig Sagkundskab i en enkelt Afdeling, som altsaa ikke alle
kunne vælges af denne, hvorfor Forsamlingen, hvis den ønsker dem ind
i Comiteen, maa forbeholdee sig Ret til at supplere Antallet af
Medlemmerne til denne. Med Hensyn til den af den ærede Rigs-
dagsmand forFrederiksborg Amts 2det District (Dremsen) fremsatte Be-
mærkning, at det er at befrygte, at Forretningernes Fordeling i de
forskjelligee Afdelinger vil føre til Sagernes Forhaling, da skal jeg
ikke modsige, at en Minoritet, som ikke har kunnet sætte sin
Mening igjennem i Afdelingerne, vel kan føge at gjøre denne senere
gjældende i Forsamlingen, ja at disse Medlemmer maaskee endog i
Afdelingerne kunne blive forsynede med Grunde, som de ellers ei
vilde være istand til at fremkomme med; men det forekommer mig
vanskeligt i Forveien at afgjøre, hvorledes det nye System i denne
Henseende vil virke.
Ved den af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 3die District
(Bruun) gjorte Yttring skal jeg kun bemærke, at Udskudet ikke har
havt anden Grund til at bestemme sig for 5 Afdelinger med 30 Med-
lemmer i hver, end at dette i det Hele er anseet som et formeentligt
passende Antal. Den Frygt, han nærer for, at den friere Udvexling af
Ideerne skulde hemmes i de talrigere Afdelinger, synes der dog ikke
at være tilstrækkelig Grund til. Det maa nemlig forubsættes, at
Medlemmerne i Forsamlingen i det Hele kunne træde op ogsaa i større
Møder; og det andet væsentlige Hovedøiemed med Bureauind- retningen,
nemlig Sagernes fuldstændige Belysning vilde svækkes, naar
Afdelingerne blive saa smaa, at ikke alle Meninger kunne for-
udsættes repræsenterede i samme og Afdelingerne saaledes blive et Ud- tryk for Anskuelser af Mænd af forskjelligee Samkundsclasser. At
danne saamange Afdelinger, som proponeret, saa at disse, som jeg
forstod det, kun vilde komme til at indeholde 8 à 10 Medlemmer hver,
vil vvistnok ikke være fyldestgjørende, og herimod vil desuden
frembyde sig locale Vanskeligheder nemlig ved at saae saamange Væ-
relser, hvort Afdelingerne kunde træde sammen, Forsaavidt der er
yttret nogen Tvivl angaaende Secretairernes Forretninger, idet man
har meent, at disse ikke ville faae Væsentligt at bestille i Afdelin- gerne, da skal jeg kun bemærke, at man har anseet det for hensigts- mæssigt, at hver enkelt Afdeling vælger sin Formand og Secretair.
Det vil dog være nødvendigt, at der i hver Afdeling føres en Jour-
nal over Mødetiderne, Valgene til Comiteerne, og hvad Andet der
maatte være foregaaet; hvorimodd selve Discussionerne, som fuld-
kommen frie, ikke ville være at optage i samme. Hvad Gramdsen for
Forhandlingernes Varighed i Afdelingerne angaaer, da er jeg ikke bleven opfattet ganske rigtig af den ærede Rigsdagsmand for det 2det born- holmske District (Madvig), naar han har antaget, at Jeg havde
yttret, at naar et vist Antal Afdelinger var færdigt, de andre
|
|
88
103 104
da skulde paalægges at slutte deres Forhandlinger. Jeg
har kun anført som historisk Bemærkning, at der i Reglementet for det franske Kammer er optaget en Bestemmelse om, at naar 2/3 af
Bureauerne have sluttet deres Arbeider og valgt Med- lemmerne til
Comiteen, Comiteen da kan forene sig og discutere Sagen, uden at det
derfor er paalagt de andre Bureauer at slutte. Jeg meente derimod,
at Sagen kunde ordnes saaledes, at man i Rigsforsamlingen fremsatte
Bemærkning om, at en Sag ei kunde blive fremmet i Fælles-Comiteen,
fordi dens Forhandling i samtlige Bureauer ei var tilendebragt, og
at der da igjennem Præsidenten kunde gives Bureauet Tilhold om at
søge dens Forhandlinger tilende- bragte. Om det imidlertid skulde
være hensigtsmæssigt, at optage Noget herom i dette Afsnit, kan
tages under nærmere Overveielse af Comiteen inden den endelige
Forhandling.
Fabrikeier Bruun: Jeg skal tillade mig at
berigtige den Maade, hvorpaa den ærede Ordfører har opfattet mine
Yttringer. Jeg har nemlig ikke sagt, at der skulde være 8 â 10
Medlemmer i hver Afdeling, men derimod vel at der skulde være 8 à 10
Afdelinger, hvoraf følger, at der vil komme 15 à 20 Medlemmer i hver
af dem.
Krieger: Der er en almindelig Betragtning,
som har ledet Udskudet ved Udarbeidelsen af det Forslag, som det har
tilladt sig at fremlægge for Forsamlingen, den nemlig, at det kun
burde inde- holde det Nødvendige, ikke det Overflødige, og man har
taget dette temmelig ftrengt og skarpt, i den Tanke, at Udviklingen
vilde blive friere og natruligere, naar man ikke vilde foregribe
enhver Enkelthed ved bestemte Regler. Denne Betragtning kan, troer
jeg, og gjøres gjældende ved flere af de Erindringer, som her ere
fremsatte. Allermindst har Comiteen tænkt, at dette dens Udkast
skulde være, saa at sige, en Grundlov; den er tvertimod gaaet ud
fra, at saasnart Forsamlingen skulde finde Grund til Forandringer i
Regulativet, skulde det staae den frit for at vedtage disse med
simpel Stemmefleerhed. Deraf følger f. Ex., som det forekommer mig,
at det ikke er aldeles nødven- digt i Regulativet at forbeholdee
Forsamlingen Ret til ny Omdeling af Medlemmerne i Afdelingerne, da
der, naar Forsamlingen maatte ønske Saadant, til enhver Tid hertil
kun vil behøves en simpel Be- slutning af Forsamlingen derom. Man
bør vist ikke ville forudsee alle Enkeltheder; man maa stole paa den
practiske Tact ikke blot hos Formanden, men ogsaa hos Forsamlingen,
og om der end kunde være forskjelligee Meninger om hvad der er
tactfast, saa er det dog bedre, at Anskuelserne herom i det enkelte
Tilfældee klare sig, om end først efter en noget vidtløftig
Discussion, end forud at binde sig ved bestemte Regler. Man maa
stole paa, at den almindelige Er- kjendelse af slige Formers
Betydning, Hensigtsmæssighed og Nød- vendighed efterhaaneen vil
udvikle sig mere og mere. Jeg skal nævne et andet Tilfældee, hvor
det neppe vilde være rigtigt at give bindende Regler, ved
Afgjørelsen nemlig af det Spørgsmaal, naar Afdelingerne skulle
slutte deres foreløbige Forhandlinger og vælge sig Ordførere. Det er
af den ærede Rigsdagsmand for Bornholms andet Distrikt (Madvig),
udhævet, og det temmelig stærkt, at netop vi trænge til nærmere
Regler i denne Henseende; men naar man overveier Forholdet nærmere,
da vil det sees, at der her ikke ret vel kan gives saadanne Regler,
som vvirkelig udrette Noget. Dersom man lægger Vægt paa Hurtigheden
i Sagernes Behandling, da skal man slet ikke indføre det hele
Forberedelses-System med Afdelinger, Udskud o.s.v., men strax lade
Sagerne komme for til Behandling i selve Forsamlingen. Hvis man ikke
trøster sig til at vælge denne Form, men anseer det bedre, at gaae
langsomt tilværks for at være betrygget mod Overilelse, da maa der
Tid til, og om der ogsaa skulde hengaae megen Tid, saa maa dette
være en underordnet Be- tragtning. Der er Intet til Hinder for, at
Medlemmerne i Forsam- lingen spørge, hvor en Sag bliver af; saadanne
Spørgsmaal kunne ligefuldt blive nødvendige, om man end ikke her
vedtager Afdelings- systemet; det kan være af ikke mindre Vigtighed,
at den ikke bliver begravet i Udskudet. Formanden i Afdelingen maa
fremdeles aabenbart kunne sætte under Afstemning, om dens
Forhandlinger
skulle sluttes, og der er ingen Tvivl om, at simpel Pluralitet i Af- delingerne maa kunne afgjøre, at der har fundet en saadan Udver-
ling af Ideer Sted, at Sagen er tilstrækkelig oplyst. Kort sagt, den
practiske Takt maa gjørt sig gjældende; ved den vil man bedre klare
sig disse Detailler, end naar altudtømmende faste Regler skulle
gives. Og mangler hiin Takt, da frygter jeg, at Regler dog ikke
ville kunne hjælpe i mange saadanne Smaaforhold. De Bemærkninger,
der ere fremførte af den 14de af Hans Majestæt udnævnte Rigsdagsmand
(Funder), indeholde i mine Øine et nyt Exempel paa Rigtigheden af
min Grundtanke. Det blev af ham yttret, at der i Forretningsordenen
skulde forbeholdees Forsamlingen Ret til, strax frit at behandle en
Sag uden at henvise den til et Ud- skud eller til Afdelingerne;
dette er netop et Tilfældee, hvortil jeg mener, at der ikke er nogen
Grund til at tage færligt Hensyn. For- tiden er der nærmest kun
tænkt paa Grundlovsudkastet og de 2 andre Lovforslag, som
Regjeringen har bebudet at ville forelægge Forsam- lingen, og disse
Lovforslag trænge aabenbart til en fuldstændig Be- handling. Hvis
der skulde komme enkelte andre Sager for, som man maatte ønske
hurtigere behandlede, da vil det være tidsnok at tage en Bestemmelse
derom, naar de komme for. Det forekommer mig altsaa ønskeligt, at
Bestemmelserne i Forsamlingens Regulativ have en vis Elasticitet;
jeg vil minde om, der til Regulativet til en- hver Tid kan knyttes
nye Regler, en § 33, 34, 35 o. s. v.; vi have troet, at man maa
forbeholdee sig en vis Frihed og ikke binde sig inden altfor strængt
afpælede Skranker.
Christen Eriksen: J § 8 hedder det: „Ved en
Sags Hen- viisning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen, af
hvormange Med- lemmer det Udskud skal bestaae, der akal afgive en
skriftlig Betænk- ning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten
alene skal vælges gjennem Afdelingerne, eller forstærkes ved et vist
Antal frit valgte Medlemmer;“ og fremdeles i § 9: „Ogsaa naar
Forsamlingen be- slutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at
henvise den til Be- handling i Afdelingerne, bestemmer den, om dette
Udskud skal vælges enten af Forsamlingen i almindeligt Møde eller i
Afdelingerne, og i sidste Tilfældee, om det skal forstærkes ved frit
Valg af Forsamligen.” Jeg har Intet mod selve disse Bestemmelser at
erindre, med skal kun tillade mig den Bemærkning, at det
formeentligen burde tilføies, at de omhandlede Bestemmelser kunne
tages af Forsamlingen, uden at nogen Discussion desangaaende finder
Sted. Forøvrigt skal jeg til- lade mig at henstille, at selv i de
Tilfældee, hvor Valget af Med- lemmer til en Comitee skal foretages
blandt alle Forsamlingens Med- lemmer, dette dog maa foretages
igjennem Bureauerne, saaledes at disses Secretairer optegne de deres
Afdelinger paa de forskjelligee Medlemmer af Forsamlingen saldne
Stemmer, derefter meddele An- tallet til Formanden, og at da
Forsamlingens Secretairer endeligen sammentælle alle de i de enkelte
Afdelinger paa de forskjelligee Med- lemmer faldne Stemmer. Jeg
troer, at der ved en saadan Freml- gangsmaade vilde spares megen Tid
for Forsamlingen.
Formanden: Jeg har forregnet mig en Deel med
Hensyn til den Tanke, jeg havde gjort mig om, hvorvidt man idag
vilde kunne skride frem i Forhandlingerne. Da Tiden imidlertid er
skreden saa langt frem, at jeg frygter for, at man ikke vilde kunne
føre For- handlingerne over det foreliggende Udkast til Ende idag
ved Dags- lyset, tillader jeg mig at udsætte de videre Forhandlinger
til næste Møde, som jeg vil beramme til imorgen Formiddag Kl. 10,
saa at der kan være Sikkerhed for, at de kunne blive tilendebragte
imorgen. Alle Forsamlingens Medlemmer ville vvistnok være enige om,
at hvor vigtige disse Forhandlinger, end ere, er det dog ønskeligt,
at de saa hurtigt som muligt føres til Ende, da vi ikke, førend
dette er skeet, kunne komme til det, der egentlig er Øiemedet med
vor Sammenkomst. — Dagsordenen imorgen er altsaa Fortsættelse af
Forahandlingen af det forelagte Udkast til et Reglement for
Forretningsordenen i denne Forsamling. Mødet
hævet. Forlagt og trykt af Kgl.
Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
89
105 106 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 15. Sydende Møde.
Tirsdagen den 31te October.
Protocollen for forrige Møde oplæstes.
Formanden: Efter Dagsordenen skulle vi
fortsætte Behand- lingen af Udkastet til Regulativet for
Forretningsordenen, og gaae derefter saaledes over til det næste
Afsnit, nemlig §§ 11—15.
Algreen-Ussing oplæste de nysnævnte
Paragrapher og bemærkede derefter: Comiteen har, som det sees,
fundet det nød- vendigt at fastsætte særegne Bestemmelser om
Behandlingen af Lov- forslag. De to første Behandlinger ville findes
at være i det Væ- sentlige overeensstemmende med den foreløbige og
endelige Behand- ling af Sager, som hidtil har fundet Sted i
Stænderforsamlingerne; den eneste Forandring af nogen Betydenhed er
den, som sindes i § 14, hvor det er bestemt, at der ved den endelige
Behandling skal finde Discussioner Sted af enhver enkelt Paragraph
eller ethvert mindre Afsnit, som Præsidenten maatte bestemme det, og
at Afstemning umiddelbart derefter skal foregaae. Denne
Fremgangsmaade er den, som bruges i andre Landes lovgivende
Forsamlinger, og den vil udentvivl erkjendes som hedsigtsmæssig,
naar Afstemningen skal blive et paalideligt Resultat af de
stedfundne Forhandlinger. Det er ikke hensigtssvarende, saaledes som
hidtil har været Tilfældeet i Stæn- derforsamlingerne, at udsætte
Afstemningen over det hele Lovud- kast, som ofte er af et meget
stort Omfang og bestaaer af et stort Antal Paragrapher, hvortil der
igjen kan være knyttet et bety- deligt Antal Amendements, til den
endelige Discussion er fuldt til- endebragt, og da lade Afstemning
foregaae paa eengang over alle Paragrapher. Det er kun, naar
Afstemningen skeer umiddelbart efter Discussionen af hver enkelt
Paragraph, at Grunde og Modgrunde ville staae klart for ethvert
Medlem. I Stænderforsamlingerne har det undertiden endog været
Tilfældeet, at man har maattet udsætte Af- stemningen til et andet
Møde end det, hvori den endelige Discussion blev tilendebragt.
hvilket Enhver let vil skjønne at være urigtigt. Følgen af den
foreslaaede successive Afsstemning kan imidlertid blive, som i § 15
antydet, at der kan fremkomme, som det dog antages, mindre
væsentlige Modsigelser ved de stedfundne Afstemninger, og der er
derfor bragt i Forslag et Middel til at faae disse rettede. I For-
bindelse dermed er det bestemt, at der i Henhold til de stefundne Af- stemninger skal udarbeides et revideret Lovudkast, som bliver at
oplæse for og vedtage af Forsamlingen. Der vil nemlig ikke her, som
i de raadgivende Forsamlinger, kunne være Tale om at afgive nogen
mo- tiveret Betænkning over Lovforslaget, men efter det Standpunkt,
hvor- paa Rigsforsamlingen er stillet, maa i samme, som i andre
beslut- tende Forsamlinger, Lovudkastet omredigeres i Henhold til de
sted- fundne Afstemninger og forelægges Forsamlingen til Antagelse
som det endelige Actstykke, der bliver at tilstille Regjeringen,
hvilket saa- ledes svarer til den sidste Læsning af Lovudkastet i
det engelske Par- lament.
David: Jeg skal blot tillade mig et Par
ganske korte Be- mærkninger ved dette Afsnit. Det forekommer mig, at
der i § 14 maatte optages en Bestemmelse om, at der umiddelbart
efter Forhand- Lingen af enhver Paragraph skrides til Afstemning
ikke blot over denne, men ogsaa i Forbindelse hermed over de til den
fremsatte Amendements, og at man fremdeles vil følge den Regel, som
var den gjældende i Provindsialstænderforsamlingerne, at disse
skulle have Prioritet fremfor eller sættes under Afstemning før
selve den Para-
graph, hvortil de knytte sig. Den anden Bemærkning, som jeg skal
tillade mig at gjøre, er med Hensyn til § 15. Uden at gaae videre
ind paa, hvad der kunde være at bemærke ved den Maade, hvorpaa man
har troet at kunne rectisicere de mulige, om end uvæsent- lige,
Modsigelser, der ved de foretagne Afstemninger kunne være komme ind
i en Lovparagraph, skal jeg tillade mig at bemærke, at dersom et
saadant Forslag kan fremsættes af 15 Medlemmer, hvilket er billigt,
maatte der dog være angivet en Tid, inden hvilken det maa anmeldes
for Præsidenten og for Forsamlingen, at et saadant Forslag vil komme
frem, da man ellers stod Fare for, at der uden tilbørligt Varsel for
Forsamlingen kunde komme saadanne Forslag for Dagen, og i Henhold
til disse sinde saa- danne Afstemninger Sted, som kund omstyrte en
foregaaende Dags Beslutning. Vel er det foreslaaet, at der da skal
udfordres en Pluralitet af 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer, men
jeg vil tillade mig at gjøre opmærksom paa, at da Forsamlingen er
fuldtallig, naar 77 eller over Halvdelen af Rigsdagsmændene ere
tilstede, saa kan det hænde, at 51 Stemmer ville være 2/3 eller
udgjøre Majoriteten, og det vil altsaa være tænkeligt, at de 51
Stemmer kunne gjøre en For- andring i en vedtagen Bestemmelse. Det
er ikke rimeligt, at et saadant Tilfældee vil indtræffe; men det
forekommer mig, at man og- saa skal søge at forebygge de Tilfældee,
som man dog ikke kan nægte ere mulige, især naar disse ikke vilde
være uden Betydning for For- samlingens Værdighed, der neppe kan
siges at være uanfægtet, naar en mindre Majoritet omstøder hvad en
større i et tidligere Møde har antaget.
Ørsted: Forinden jeg tillader mig nogle faa
Bemærkninger ved nærværende Deel af Udkastet, skal jeg fremsætte
nogle Yttringer i Anledning af hvad der er fremført at den ærede
Repræsentant for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt (Krieger). Forsaavidt
man gaaer ud fra den Forudsætning, at man ligesaa let feile i
Lovgivnin- gen som i andre Samfundsforhold, saavel ved at binde sig
ved altfor bestemte Regler, som ved at overlade Alt til
Vilkaarligheden, er jeg vist aldeles enig med ham; kun er det ofte
forbunden med store Van- skeligheder i saa Henseende at træffe den
rette Grændse, og det er een af de stør ste Vanskeligheder, saavt i
Statsstyrelsen, som i Udøvelsen af den lovgivende Magt. Jeg er
forøvrigt aldeles enig i, at der bør være en vis Elasticitet i de
givne Bestemmelser og denne Sætning finder ogsaa Anvendelse i et
Regulativ som det nærværende; dog maa jeg bemærke, at der er en stor
Forskjel paa Forretningsgangen i Afdelingerne og i Forsamlingen
selv. Hvad angaaer Afdelingerne, saa er enig i, at der maa være saa
lidt Form og Baand paa For- retningsordenen som muligt, fordi det er
disse Afdelingers Væsen, at der skal sinde en fri og ubunden
Tankevexling Sted mellem de forskjelligee Medlemmer, som Tilfældeet
har samlet paa denne Maade. Dette kan heller ikke have nogen
Betænkelighed ved sig, fordi disse Afdelinger dog ikke tage nogen
Beslutning med Hensyn til Sagen selv, men kun med Hensyn til en
Comitees Udnævnelse, og det er saameget mere betænkeligt at komme
med Erindringer i denne Henseende, som vi heller ikke have nogen
Erfaring om den rette Benyttelse af en saadan Indretning. Det er en
Indretning, som er opstaaet i Frankrig, og vi gjøre vvistnok det
sikkreste i at tage den saaledes, som den er os overantvordet,
saalænge til Erfaringen viser os, at den trænger til en eller anden
Rettelse; men hvad der gjælder om Forretningsgangen i Afdelingerne,
det gjælder ikke saaledes om Forhanlingerne i For- samlingen selv.
Disse ere af stor Betydning; der er i Forsamlingen et stort Antal
Medlemmer, som ere berettigede til at paasee, at Alt
|
|
90
107 108
gaaer i den behørige Orden; der maa altsaa være visse
faste Regler, sjondt man maa overlade Meget til Formandens saavelsom
til For- samlingens Takt. Hvad der gjælder om Forretningsgangen i
For- samlingen gjælder og om Forsamlingens Forhold til Afdelingerne,
det er kun Forretningsgangen inden Afdelingen selv, som bør være sanske fri, hvorimodd Forholdet imellem Forsamlingen og Afde-
lingen maa være nogenlunde bestemt. Jeg har tidligere yttret, at der
burde idetmindste være en almindelig Forbeholdeenhed for Forsam-
lingen til efter et Forslag, som maatte være understøttet af 15 Med-
lemmer, hvis det ikke kom fra Formanden, at opløse Afdelingerne og
indføre nye Afdelinger, ligesom der burde forbeholdees Forsamlingen
Ret til at opfordre Afdelingen til inden en vis Tid at slutte sine
Forhandlinger og i manglende Fald at behandle Sagen uden Hen- syn
til, at denne Afdeling ikke var færdig med sine Forhandlinger, idet
Medlemmerne naturligviis dog beholdet deres fulde Stemmeret i
Forsamlingen Hvad de enkelte Paragrapher angaaer, saa maa jeg ved §
11 bemærke, at, naar den taler om Lovforslag, saa er der vel kun
tænkt paa de Lovforslag, som komme fra Regjeringen, skjøndt der
ogsaa kunne fremkomme saadanne fra Forsamlingens Side, men disse
maae da begynde paa en ganske anden Maade og kunne ikke være under-
kastede den tredobbelte Behandling, men maae strax kunne afvises,
hvis Forsamlingen ikke finder dem værdige til Behandling, hvilket ogsaa ligger i § 18. Den ærede Comitee maa her vvistnok ogsaa kun have tænkt
paa Regjeringens Forslag, men ikke destomindre kunde Bestemmelsen
paa Grund af de almindelige Udtryk let misforstaaes. Dernæst maa jeg
bemærke, at der fra Regjeringen ogsaa kan fremkomme Propositioner
til Forsamlingen, som ikke egentlig ere Lovforslag; imidlertid vil
maa altid kunne vide at give dem Lovforslags Form, og saaledes vil
der Intet være tabt. Hvad § 12 angaaer, har man forbigaaet den
hidtil sted fundne ind- ledende Behandling. Hvor simpel denne end
er, kan den dog, selv hvad Lovforslag angaaer, ikke ret vel
undværes; man kan ikke be- gynde strax med at tage Lovforslag under
Behandling i den Til- stand, hvori de ere fremkomne, saaledes som i
§ 12 er forudsat. Om det ogsaa antages som Regel, at der altid skal
nedsættes et Udskud og Lovforslaget ikke strax vedtages, hvilket
iøvrigt ogsaa vilde have sin Betænkelighed, saa maa det foreløbigen
afgjøres, om der blot skal nedsættes en Comitee, eller Lovforslaget
henvises til Afdelingerne, fremdeles hvorledes denne Comiteee skal
sammensættes, af hvor stort Antal Medlemmer og af hvilke den skal
bestaae; denne Behandling maa dog foregaae, førend man kan komme til
det Behandling, som § 12 ? forudsætter skal skee strax § 12 siger,
at Enhver kan, efterat Comiteebetænkning er fremkommen, fremsætte
Forslag til Tillæg eller Forandringer i Udkastet. Jeg tvivler ikke
om, at han ogsaa maatte være berettiget til at foreslaae, at den
hele Lov skulde bortfalde; jeg veed ikke, om det for Tydeligheds
Skyld skulde være nødvendigt at give nogen udtrykkelig Bestemmelse i
denne Henseende eller ikke; nogen vvirkelig practisk Tvivl kan der
vvistnok ikke være. — Hvad den anden Behandling angaaer, som svarer
til den hidtilværende endelige Behandling, siges der, at kun
saadanne Forslag skulle foretages, som ifølge Forbeholde eller i
Henhold til den foreløbige Behandling ere stillede inden 48 Timer
efter hele den forste Behandlings Slutning. Her er foreskrevet en
Bestemmelse, som maaskee dog i enkelte Tilfældee kunde medføre
Vanskeligheder; idetmindste har det i Stænderne været enkelte Gange
Tilfældeet, at der ikke har været forløben saamegen Tid imellem den
foreløbige og endelige Behandling, at der kunde være 48 Timers Frist
til at fremsætte sine Forandringe-Forslag eller saakaldte Amen-
dements; men ved andre Leiligheder forekommer det mig heller ikke,
at det er nødvendigt, at det skulde skee inden 48 Timer, og det kan
have sin Vanskelighed, naar det er en vidtløftig Sag, hvorunder der
er fremkommet mange Erindringer og ved den foreløbige Forhandling
lagt Grund til mange Amendements fra forskjelligee Sider, da man
kunde ønske at conferere med Comiteen og med andre Medlemmer, som
have bebudet Amendements, deels om man overhovedet skal stille noget
Amendement, deels om hvorledes man skal indrette det, og dette kan
ofte være vanskeligt at iagttage inden 48 Timer. Der er heller ikke
nogen Nodvendighed for, at det skal skee inden 48 Timer, saafremt
Berammelsen af Sagens endelige Behandling ikke udkræver det, og jeg
kan derfor ikke vide, om det ikke maatte
være tilstrækkeligt, saaledes som Tilfældeet var i
Stænderforsamlingerne, naar Anmeldelsen om de Amendements, som vare
begrundede i den foreløbige Behandling, skete strax i Forsamlingen
ved Forhandlingens Begyndelse, eller i alt Fald 24, 12 eller
hvilketsomhelst Antal Timer inden Sagens Foretagelse til endelig
Behandling. Der har ofte været lang Tid imellem den foreløbige og
endelige Behandling; det kan saa let være Tilfældeet, at man vil
indhente Oplysninger og an- stille Undersøgelser, førend man kan
bestemme sig med Hensyn til Amendements, og naar man ikke derved
kommer i Collision med Sagens endelige Behandling, bør man ikke
sætte en Grændse af 48 Timer. Naar Paragraph 13 fremdeles siger, at
Spørgsmaalet om hvorvidt et Forslag, som er anmeldt i Henhold til
den første Behand- ling, kan stilles, skal afgjøres, naar Formanden
har Tvivl eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen uden
Forhandling, saa frygter jeg for, at man gaaer forvidt ved aldeles
at nægte al For- handling, thi det har ikke saa fjeldent været
underkastet adskillig For- handling i Stænderne, hvorvidt et Forslag
vvirkelig efter Sagens Stilling og dets Forhold til den foreløbige
Behandling, kunde komme for; saaledes erindrer jeg til Exempel, at
der i 1842, efterat der havde været fremsat et Forslag om at
nedsætte Kludetold, som Re- gjeringen foreslog til 2 Rbd. 80 tz.,
til 80 tz., unber den endelige Ve- handling fremkom et Forslag om en
Mivdelstørrelse, og at der da blev ventileret om, hvorvidt dette
Forslag kunde antages, fordi der tid- ligere ikke havde været Tale
uden om disse 2 Størrelser 2 Rbd. 80 tz og 80 tz; men det blev
afgjorte, at dette ikke burde komme i Betragt- ning. Det forekommer
mig, at det var bedre, at man ved en kort Discusion maatte kunne
understøtte sit Forslag, og at Forsamlingen eller Formanden da havde
Magt til at standde Discussionerne, naar de bleve udsvævende,
saaledes som man gjøre ved andre Leilig- heder; i Almindelighed ved
en Lovbestemmelse at fatssætte, at der al- deles ingen Forhandling
maa sinde Sted, eller at Formanden skulde standse den, der vilde
forsvare sin Ret til at faae sig Forslag prøvet, eller i alt Fald at
gjøre det nødvendigt ved en Afstemning at faae ¾ Deel af Stemmerne
for at have Ret til at udvikle sin formeent- lige Ret, det troer jeg
ikke at være hensigtsmæssigt. Endnu maa jeg gjøre en Bemærkning ved
denne §, som egentlig hører til et fore- gaaende Sted. Der staaer
nemlig i § 13, at Forslaget skal være stillet inden 48 Timer efter
hele den første Behandlings Slutning. Det maa vel være saaledes at
frstaae, at det skal være afgivet enten til Formanden eller til
Secretairen; saavidt jeg veed, har det altid været Regel, at man
afgav sit Forslag til Præsidenten, og at han meddeelte Comiteen det.
Det var en Conduitesag, og det har gaaet uden nogen mær- kelig
Vanskelighed. — Hvad den 14de § angaaer, saa er det vvistnoki mange
Henseender rigtigt og hensigtsmæssigt, at der stemmes over de enkelte Dele af en Lov, eller de enkelte Paragrapher, enhver for sig; men
jeg maa dog bemærke, at efter Sagens Beskaffenhed kan der ogsaa
blive Spørgsmaal om Afstemning angaaende Anordningen i det Hele, i
dens Grundprincip, og der kan være mange Leiligheder, ved hvilke man
kunde stemme for enkelte paragrapher, i dne Forudsætning, at det
Følgende blev, enten saaledes som det var fastsat i Udkastet, eller
saaledes som man tænkte sig, at det vilde blive, men at man efter
Udfaldet af Afstemningen over de øvrige Paragrapher ikke vilde have
stemt saaledes, som man stemte, og det var derfor ikke sagt, at der
var nogen Modsigelse mellem de forskjelligee Afstemninger; men der
kunde blot være et saadant Forhold mellem disse, at man efter sin
Overbeviisning ikke nu længere kunde stemme f. Ex. for § 1, saale-
des som § 5 var bleven forandret stemt for. Det forekommer mig
derfor, at ethvert Medlem maatte have Ret til at forbeholdee sig,
efter de senere Afstemninger at kunne frafalde sin tidligere Stemme-
givning, forsaavidt han dertil skulde sinde Anledning. §15 vil, at
Comiteen skal forfatte et fuldstændigt Lovforslag og at 3die Læsning
skal foregaae uden nogensomhelst Forhandling. Jeg maa herved først
bemærke, at Sagen kan være af den Beskaffenhed, at der ikke egentlig
er noget Lovforslag at forfatte, da det kan være muligt, at Forsam-
lingen har været aldeles enig i Udkastet, eller at der er en
overveiende Pluralitet for at forkaste det. Dernæst forekommer det
mig, at det Udkast, som Comiteen maatte forfatte, iforveien burde
meddeles For- samlingen, for at den kunde have Leilighed til at
overtænke det og |
|
91
109 110
gjøre sine Bemærkninger ved det, og hvorvidt man maatte
finde Anledning til at frafalde sine enkelte Afstemninger paa Grund
af det Udfald, andre Afstemninger fik, saa at dette ikke skulde være
afhængigt af Comiteen, men at ogsaa andre Medlemmer derom kunde have
deres Mening. Det har dog hidtil været vedtaget, om det end ikke
findes udtrykkelig bestemt i Stænderanordningen, at de endelige
Lovforslag ere blevne henlagte i Læseværelset, i Almindelighed
trykte, for at For- samlingen kunde have Leilighed til at gjøre sig
bekjendt med dem. Dersom derimod efter Udkastets § 15 Comiteen, som
Følge af Forhol- det mellem de forskjelligee Afstemninger, finder
Anledning til at forfatte et nyt Lovforslag, og det ikke blot for at
undgaae Modsigelser, men ogsaa Inconseqventser, og dette Forslag
ikke bliver Forsamlingen be- timeligen bekjendt, saa at den kan faae
Leilighed til at sætte sig ind i det, saa forekommer det mig, at den
let kan blive overrasket, og at den ikke vil være istand til at
afgive nogen moden Mening om For- slaget. Jeg mener ogsaa, at det
ikke burde nægtes Forsamlingen at forhandle og afstemme over
Forslaget, da Formanden jo altid, naar han fandt, at der ikke var
nogen Grund hertil eller at Sagen blev trukken i Langdrag, maatte
kunne anvende sin Myndighed til at standse Discussionen. Da der kan
opstaae forskjelligee forviklede Spørgs- maal paa dette Standpunkt,
troer jeg, som sagt, at det ikke bør næg- tes endog et enkelt Medlem
at fremkomme med Forslag, hvorover da Forhandling og Afstemning
maatte kunne finde Sted.
Schytte: Jeg indrømmer villig, at de
dybtgaaende Under- søgelser, som vi igaar have hørt og som idag ere
blevne fortsatte, kunne være meget belærende, men jeg tilstaaer, at
jeg ikke indseer Nødvendigheden af disse Undersøgelser ved det
foreliggende Udkast, og jeg tilstaaer aabent, at de paa mig have
gjort et høist nedslaaende Indtryk. Jeg har, ved at gjennemgaae
Udkastet og ved at sammen- holde det med de Bemærkninger, som jeg
igaar og idag har hørt ud- tale, troligen fulgt Forhandlingerne, og
jeg tilstaaer, at jeg vvirkelig ikke i disse Bemærkninger har fundet
noget saa Væsentligt, at jeg kan indsee Nødvendigheden af, verfor at
faae Udkastet forandret. Om man skal optage de saakaldte Bureauer,
eller om man skal følge det hidtil havte System, det er i mine
Tanker det Væsentlige, hvorom der spørges, og jeg troer ikke, at det
staaer i menneskelig Magt i alle Details, i alle disse Muligheder og
Enkeltheder at afstikke nøiagtige Grændser, og jeg troer, som en
æret Taler (Krieger) meget rigtigt sagde, at man meget gjerne kan
overlade til Folkets Skjønsomhed og Takt at jevne de Enkeltheder,
hvorom der muligt kunde være Tvivl eller Frygt for, at de maaskee
ikke skulle være saa ganske heldige. Dette Udkast er kun en
Forskrift til en Forretningsorden, og det er i Sandhed intet noli me
tangere, eller saa stereotyp, at det ikke maa røres ved; der er jo
sørget for, at Forsamlingen udtrykkelig er reserveret Myndighed til
at foretage Forandringer, hvis saadanne maatte findes hen-
sigtsmæssige, og alle disse Indvendinger, som jo vvistnok høre til
Mulighe- derne, men som ikke ligge nær forhaanden og hvorom der
maaskee ikke vil blive Spørgsmaal i Forsamlingens Levetid, forekomme
mig ringe og smaalige, og i en Sag af denne Beskaffenhed bør ingen
Ængste- lighed eller Smaalighed finde Sted. Jeg har ogsaa et andet
Hen- syn. Efterat Forsamlingen nu har været samlet i samfulde 8
Dage, paa en Tid, hvor Sindet og Tanken have været spændte ved
de alvorlige Begivenheder, som ere indtrufne, og Folket med Be-
kymring, med Haab og Ængstelse fæster Blikket paa og, ere vi komne
saavidt, at vi have faaet dette Udkast forelagt, og nu tabe og for-
dybe os i disse ængstelige, minutiøse Betragtninger, og ikke tor have den Tillid til os selv, at vi tør antage et saa godt Udkast, som
det, her ligger for os, og som i Alt giver en god Grundtanke for
For- retningsordenen. At man med saadan Ængstelighed fortaber sig
i Enkeltheder ved sin første Sammentræden i en saa alvorlig Time, hvori enhver enkelt Forandring i Tingenes Stilling kan medføre de
største Følger, maa give Anledning til underlige Tanker om Forsamlingen selv og, jeg kan sige, om det danske Folks Taalmodighed. Jeg tør an-
Ørsted: Jeg maa overlade til Forsamlingen
selv at afgjøre, om de Bemærkninger og Indsigelser, der have været
fremsatte, have været saa ubetydelige, som den sidste ærede Taler
synes at antage. Hidtil foreligger herfor ikke Andet end hans
Autoritet, og det fore-
kommer mig, at han lidet har sat sig ind i hvad der har været paa
Bane, da der i alt Fald i det, jeg har bemærket, ikke har været
Spørgsmaal om at urgere Udtrykkenes Nøiagtighed, men om at und- gaae
saadanne Bestemmelser, som i deres Anvendelse kunde være mislige.
Schytte: Jeg skal ikke indlade mig paa hvad
der har været Spørgsmaal om, men jeg skal blot gjøre opmærksom paa,
at Tiden er hengaaet med at behandle disse 15 Paragrapher, og jeg
troer, at hvis man skulde lade disse Bemærkninger indflyde i
Regulativet, vilde man ikke derved opnaae nogen frugtbare eller
væsentlige Forandringer.
Ørsted: Det er nu den ærede Talers Mening,
men der er endnu ikke anført Noget til at begrunde den.
Bagger: Jeg maa aldeles slutte mig til den
næstsidste ærede Taler, idet jeg jeg maa lægge Forsamlingen en
gammel Viismands Ord paa Hjerte, at af megen Tale kommer
Fortrydelse. Det er jo nu næsten kommet saavidt, at det kan
udregnes, hvad ethvert Ord, som er blevet sagt i denne Forsamling,
har kostet Landet. Dersom der derfor skal komme nogen Velsignelse
for Landet af denne Forsamling, dersom den skal bære nogen Frugt, da
maae vi i Sandhed stræbe efter snarest muligt at komme til at
behandle den Sag, hvorfor vi her ere komne sammen, og hvorpaa det
hele Folk har sin Opmærk- somhed henvendt. Ellers kunde det vel
være, at den Begeistring, som nu saa utvivlsomt er tilstede i
Folket, snart vil blive udslukt. Vi maae i denne Henseende see hen
til Forsamlingen i Frankfurth som til et advarende Exempel.
Formanden: Jeg maa dog gjøre den Bemærkning,
da dette Spørgsmaal eengang er bragt paa Bane, at man efter min
For- mening bør søge at fatte Discussionen over det foreliggende
Udkast saa kort som muligt; men jeg troer, at Forsamlingens
Opmærksomhed allerede tilstrækkeligt er bleven henvendt paa dette
Punkt, og jeg frygter for, at naar man længere vilde fortsætte denne
Discussion om at spare paa den kostbare Tid, vilde vi netop derved
komme til at spilde denne kostbare Tid.
Barfod: Jeg vil blot tillade mig den
Bemærkning, at jeg slutter mig til de to sidste ærede Rigsdagsmænd,
men jeg skal dog tilføie, at naar den sidste ærede Rigsdagsmand
sammenlignede denne Forsamling med den i Frankfurth, frygter jeg, at
vi komme tilkort; thi jeg veed ikke rettere, end at Regulativet for
Forretningsordenen der blev vedtaget uden nogen Debat, og jeg maa
tilstaae, at ihvor- vel der kunde være enkelte Ting i nærværende
Udkast til en Forret- ningsorden, som mindre tiltale mig end andre,
saa mødte jeg dog her med den Overbeviisning, at man her paa
Rigsdagen i Kjøben- havn vilde gjøre ligesom i Frankfurth, at
vedtage sit Regulative uden Discussion.
Overretsprocurator Jespersen: Jeg skal
tillade mig at rette det Spørgsmaal til den ærede Ordfører, om den
Bestemmelse, som findes i § 14, at hver enkelt Paragraph eller hvert
mindre Afsnit skal særskilt sættes under Forhandling, ogsaa skal
gjælde for den fore- løbige Behandling; jeg troer, at saaledes som
disse §§ i Udkastet ere affattede, kunne de forstaaes saaledes, at
Sagen under den foreløbige Behandling skulde behandles som et samlet
Hele, og at den først ved den endelige Afstemning skulde deles i
Afsnit; hvis dette Sidste er Tilfældeet, forbeholdeer jeg mig at
stille et Amendement med Hensyn til Behandlingen af
Grundlovs-Udkastet.
Algreen-Ussing: Jeg skal først svare paa det
af den sidste Taler fremsatte Spørgsmaal. Det har ikke været
Meningen af § 14, der blot angaaer den endelige
Behandling, at afgjøre Noget om Lovforslagenes Behandling under Eet
eller i flere Dele ed den foreløbige Behandling, hvilket det maa
staae Præsidenten frit for at bestemme. Navnlig vil det vvistnok med
Hensyn til Grundlovs-Udka- stet være hensigtsmæssigt, for ikke at
sige nødvendigt, at dette ved den foreløbige Behandling deles i
flere Afsnit. Comiteen havde iøv- rigt vvistnok næret det Haab, at
det af den affattede Udkast til Før- retningsordenen kunde være
gaaet igjennem i Forsamlingen uden at fremkalde vidtløftige
Discussioner, men det kan naturligviis ikke være dens Mening, at
ikke enhver Bemærkning skulde kunne fremsættes derved, hvortil nogen
Rigsdagsmand maatte finde Anledning. For- saavidt den ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt |
|
92
111 112
(Ørsted) har, som jeg forstod ham, meent, at der
manglede Be- stemmelse om Lovforslagenes indledende Behandling, har
Comi- teen ikke paa dette Sted fundet et nødvendigt herom at be- stemme Noget, da der i en foregaaende Paragraph er fastsat, at
Forsamlingen har at tage Bestemmelse over enhver Sags Behandling,
enten i en særskilt Comitte eller igjennem Afdelingerne. Ved Lov-
forslag sigtes iøvrigt paa dette Sted til Regjeringens Lovforslag;
dersom der fra noget af Forsamlingens Medlemmer maatte blive fremsat
vvirkelige Lovudkast, følger det af Bestemmelsen i § 16, om
Andragender fra Medlemmernes Side, at Forsamlingen har at be-
stemme, hvorledes disse skulle behandles. De Bestemmelser, som inde-
holdes i § 13 om den Tid, inden hvilken Amendements maae være
stillede, det vil sige afleverede til Præsidenten eller Comitteen,
ere affattede efter nøiagtig Overveielse af Comitteen, og jeg kan ikke, ved hvad der nu er anført derimod, finde mig foranledigeet til deri at foreslaae nogen Forandring. Det er vigtigt, at der haves bestemte Forskrifter om den Tid, inden hvilken saadanne Forslag skulle være indgivne, og naar hensees til Vigtigheden af de Lovforslag, hvormed Forsa mlingen vil komme til at beskjæftige sig, vil en Tid af 48
Timer efter den første Behandlings Slutning neppe kunne ansees for
lang. Naar det er fastsat, at det, hvis Formanden har Tvivl, om et
Amen- dement er tilstrækkelig begrundet i Sagens foreløbige
Behandling, eller 15 Medlemmer forlange det, skal afgjøres af
Forsamlingen, om Amendementet kan stilles, da er hermed ikke meent,
at Proponenten ikke skulde have Ret til at udvikle, hvorfor han
mener, at Forslaget finder sin Begrundelse i den forudgaaende
Behandling, og heller ikke, at Præsidenten ikke skulde kunne
fremsætte den begrundede Tvivl, han i saa Henseende har; men derimod
anseer man det ikke for ønskeligt, om der om disse reent formelle
Spørgsmaal skulde kunne opstaae vidtløftige Discussioner i
Forsamlingen. At der, naar der tales om Afstemning ved hver enkelt
Paragraph, ogsaa sigtes til, at de Amen- dements, som ere stillede
til denne, samtidigen maae komme til Af- stemning, er en Selvfølge,
og dette har Comiteen derfor anseet ufor- nødent at bemærke; om
derimod Amendementet skal have nogen For- trinsret for Paragraphen
selv, hører til Afstemningsmaterien og maa afgjøres af Præsidenten i
ethvert forekommende Tilfældee.
Med Hensyn til § 15 skal jeg bemærke, at det vvistnok vil være hen- sigtsmæssigt, at de omredigerede Lovforslag beførges trykte og
omdeelte til Forsamlingens Medlemmer, for saaledes at komme til
disses Kundskab forinden Oplæsningen. Forøvrigt forudsættes her jo,
at Omredige- ringen er overeensstemmende med de stedfundne
Afstemninger, og alt- saa har Enhver i Forsamlingen det i sin Magt
selv at overveie, om der ved de skete Afstemninger er fremkommet
saadanne Modsigelser i Lovforslaget, som ved dets senere Behandling
kunde foranledigee Ret- telser. Med Hensyn til hvad der ved dette
Punkt er yttret af Rigs- dagsmanden for Kjøbenhaavns 3die Distrikt
(Ørsted), at det ikke blot skulde være Modsigelser, men ogsaa
Inconseqventser, som paa denne Maade kunne søges afhjulpne, skal jeg
dog bemærke, at man maa være meget varsom i denne Henseende; det
kunde let føre til, at der skete saadanne Forandringer ved den 3die
Behandling, som ikke bør finde Sted, og som vilde forrykke den
sidste Afstemning. Naar der kræves Samtykke fra ⅔ af de
tilstedeværende Medlemmer, for at saa- danne Forandringer skulde
kunne vedtages, har man formeentlig deri tilstrækkelig Garanti for,
at Forsamlingen ikke skal blive overrumplet i denne Henseende. Det
er vel bemærket, at ⅔ af det Antal, der er til- strækkeligt til at
udgjøre en lovlig Forsamling ifølge § 25, kan være ikkun 52
Medlemmer, men det er dog ikke antageligt, at Forsamlingens
Medlemmer ved den her omhandlede Oplæsning, hvorved Lovforslaget
skal finde sin endelige Afgjørelse, ikke skulde være talrigere
tilstede, ifær naar Hensyn tages til de Sagers Vigtighed, som at
denne For- samling skal afgjøres. Med Hensyn til hvad af den ærede
Rigs- dagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt er anført i Anledning
af Yttringerne fra Rigsdagsmanden af Kjøbenhavns 4de Distrikt
(Krie- ger), maa jeg overlade til denne selv, hvorvidt han i denne
Anled- ning vil yttre sig.
Krieger: Den ærede Ordfører vil blot tillade
mig den Be- mærkning, at ikke alle Udskudets Medlemmer kunne være
enige i den Indrømmelse, som i et enkelt Punkt blev gjort;
Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die Distrikt har udtalt den
Formening, at der nemlig ved „Lovforslag“ udelukkende skal være
sigtet til Regjeringens Lov- forslag. Jeg antager og, at den ærede
Ordfører vvirkelig vil være enig i, at der herved vel nærmest er
sigtet til de egentlige Lovforslag fra Regjeringen, men at man dog
har holdt det Spørgsmaal aabent, om hvorvidt Forsamlingen ogsaa
vilde komme til at tage private Lov- forslag under Behandling, saa
at, dersom Forholdene maatte udvikle sig saaledes, at denne
Forsamling kom til at udøve et vvirkeligt Lovinitiativ, saadanne
private Lovforslag vilde komme til at gjennemgaae de stren- gere
Former, den bestemte, 3 Gange gjentagne, Behandling. Fuld- komment
de samme Grunde, der anbefale den gjentagne Prøvelse af
Regjeringslovforslag, tale ogsaa for, at private Lovforslag, dersom de komme frem, skulle behandles i den samme Form. Det Spørgsmaal
derimod, om saadanne Forslag ogsaa vvirkeligt skulle komme frem i
denne Forsamling, staaer naturligviis, uanseet Forretningsordenens
Bestemmelse, fremdeles aabent.
Algreen-Ussing: Jeg har ikke udladt mig om,
hvorvidt private Forslag kunne fremkomme; men jeg har udtrykt, at
dersom der kommer private Lovforslag, vil man i § 16 have Reglen for
deres Afgjørel- sesmaade. Men at disse private Forslag maatte
underkastes den samme Behandling som de øvrige, er formeentlig
nødvendigt.
Ørsted: Jeg skal ikke indlade mig paa at
imødegaae det, der af flere ærede Medlemmer er anbragt mod mine
forhen fremsatte spe- cielle Bemærkninger, for ikke at spilde den
ærede Forsamlings Tid; kun skal jeg henstille, navnlig til Udskudets
ærede Ordfører, ved den endelige Redaction at tage saameget Hensyn
til disse mine Bemærk- ninger, som man maatte finde passende.
Professor Larsen: Efter den Maade, hvorpaa
den ærede Ord- fører har forklaret Slutningen af § 13, at det ved
Ordene „uden Forhandling“ ikke har været Hensigten at udelukke en
Motiveren af Formanden eller af det Medlem, der har stillet
Forslaget, skal jeg ikke gjøre nogen videre Erindring ved dette Sted
i Udkastet, men jeg skal dog tillade mig at bemærke, at det kunde
synes rig- tigere, at dette udtrykkelig var bleven bestemt i
Paragraphen, saa- meget mere, som en anden Paragraph, § 27, i et
aldeles lignende Tilfældee udtrykkeligen har bestemt saadant, og en
Sammenligning mellem disse Paragrapher derfor kunde synes at føre
til, at der ved Ordene i § 13 „uden Forhandling“ var sigtet til
Udelukkelse af al Motivering. Jeg ønsker forøvrigt ikke at opholder
Forsamlingen med Erindringer i der Enkelte ved disse Paragrapher,
Erindringer, som ogsaa tildeels allerede ere fremførte, og som jeg
maa tilstaae, at jeg for en stor Deel finder grundede. Jeg skal
derfor kun tillade mig den almindelige Bemærkning, at det forekommer
mig, at megen Tvivl vilde være undgaaet, naar Comiteen, istedetfor
at give Regulativet den almindelige Form og den store Udstrækning,
som det nu har faaet, saaledes at det sigter til en Behandling af
alle Lovforslag og private Andragender, havde nærmest indskrænket
sig til at give Regler for det, der dog er denne Forsamlings
egentlige Opgave, nemlig at behandle Grundlovsudkastet. Det
forekommer mig, at der burde være givet, saavidt muligt, faste,
bestemte, og ikke elastiske Regler for denne Behandling. Dertil
kunde der da vvistnok være føiet passende Tillæg om Behandlingen af
de enkelte Forslag og private Andragender, som Forsamlingen muligen
kan komme til at beskjæftige sig med, uden dog at disse Regler
behøvede at have en saa stor Udstrækning, som nu er givet dem.
Der er dog et Punkt i dette Afsnit, som jeg ikke kan undlade en
Bemærkning ved, nemlig ved Slutningen af § 15, hvor det hed- der:
„tilsidst bliver da uden nogensomhelst Forhandling det endelige
Lovforslag i sin Heelhed sat under Afstemning til Antagelse eller For- kastelse.“ (Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco
Luno. |
|
93
113 114 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 16. Syvende Møde.
(Fortsat.)
Det forekommer mig nemlig, at allerede denne Bestemmelse ikke
passer ganske med Hensyn til Grundlovsudkastet ә: ikke svarer til
den Stilling, som Forsamlingen synes at indtage lige- overfor
Regjeringen i dette Anliggende. Efter Yttringerne af Regieringens
Organ i den roeskildske Stænderforsamling synes det at maatte
antages, at Hs. Majestæt ikke vil indrømme denne Forsamling en
saadan afgjørende Beslutning med Hensyn til Grund- loven, at de
Forandringer, som Forsamligen antager, uden videre skulde indgaae i
Grundloven, men at paa den anden Side Hs. Majestæt heller ikke vil
give Grundloven uden at have forenet sig med Forsamlingen om dens
Indhold. Dette synes ogsaa at være antydet i Hs. Majestæts
Throntale. Meningen er saaledes vel nærmest, at Forfatningen skal
bringes iftand ved en Transaction mellem Regieringen og
Forsamlingen; men i dette Tilfældee fore- kommer det mig, at
Bestemmelsen i Slutningen af Regulativets § 15 i alt Fald ikke er
fuldstændig, om der end ikke mod dens Form kunde være Noget at
erindre. Der maatte vel nemlig være anviist en Maade i Regulativet,
hvorpaa, efterat Forsamlingen havde forelagt Regjeringen de
Forandringer, man ønskede, og Regjeringen da ikke vilde gaae ind paa
disse, enten i det Hele eller for en Deel, eller fremsatte et andet
Forslag, der skulde forholdes af Forsamlingen, for om muligt at
komme til en Forening med Regjeringen.
Men heller ikke med Hensyn til de øvrige Lovforslag, som muli-
gen kunne blive Gjenstand for Forsamlingens Behandling, forekom- mer
det mig, at disse Udtryk ere rigtige. De forekomme mig nem- lig at
anticipere Afgjørelsen af, paa hvilken Maade Forsamlingen kan gaae
ind paa slige Lovforslag, om den nemlig kan ansees be- rettiget til
at optræde som besluttende Forsamling med Hensyn til disse, eller om
den blot kan optræde som raadgivende, saaledes som allerede igaar af
en æret Taler blev bemærket.
Algreen-Ussing: Hvis det ikke af Regjeringen
selv var til- kjendegivet, at der vil blive forelagt nærværende
Forsamling andre Lovforslag end Forfatningsudkastet, havde Comiteen
formodentligen indskrænket sig til at fastsætte Bestemmelser blot om
Forfatningsud- kastets Behandling, hvilket den derimod nu, da andre
vigtige Lov- forslag ere bebudede, ikke har troet at kunne gjøre.
Med Hensyn til Bemærkningerne ved Slutningsbestemmelsen af § 15
finder jeg ikke, at der er Anledning for mig til at fremsætte nogen
yderligere Be- mærkning.
Krieger: Da den ærede Ordfører synes ikke
nærmere at ville gaae ind paa Besvarelsen af de nys fremsatte
Erindringer, skal jeg med hans Tilladelse tilføie nogle
Bemærkninger. Det forekommer mig ganske klart, at denne Forsamling
har en besluttende Medvirk- ning, men den har ikke Ene-Beslutning.
Under saadanne For- hold er det nødvendigt, at enhver § i et
Lovudkast, som forelægges Forsamlingen, sættes under særskilt
Afstemning. Det er aldeles klart, at man ei kan indskrænke sig til,
som i Provindsialstænderne, alene at sætte de Indvendinger, der
fremkomme, under Afstemning, og i den Taushed, hvormed de øvrige
Punkter forbigaaes, at see et Tegn paa, at der ved samme ikke finder
nogen Indsigelse Sted. Det er ind- lysende, at man her maa stille
enhver § og ethvert Amendement under Afstemning. Igjennem en Række
af enkelte Afstemninger frem- staaer da et fuldstændigt Lovforslag,
som tilsidst forelægges under Eet for Forsamlingen, enten til
Antagelse eller til Forkastelse. Hvad føl-
ger nu deraf? Hvis Lovforslaget da antages, bliver det at meddele
Regjeringen, og denne vil da enten sanctionere det uden videre, eller den vil ansee det nødvendigt at gjøre nogle Erindringer mod Forsla- get og derefter henstille til Forsamligen, hvorvidt denne paany
maatte ville tage Forslaget under Behadling i Henhold til de
saaledes fremsatte Bemærkninger, eller endelig kan det tænkes, at
Kongen benytter sig af den Opløsningsret, han i Throntalen har
forbeholdet sig; og ligeledes, bliver Forslaget forkastet, kunne vi
atter tænke os, at Re- gjeringen finder sig opfordret til at gjøre
yderligere Meddelelser til Førsamlingen. Men hvilken Beslutning
Regjeringen end saaledes maatte tage, vil man udentvivl indsee
Nødvendigheden af en Afstem- ning over den af Forsamlingens
Forhandlinger fremgangne Beslut- ning i dens Heelhed. Forsaavidt
iøvrigt en æret Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de Valgkreds (Prof.
Larsen) har meent, at vi skulde have indskrænket os til
Grundlovforslaget alene og fatte os i Korthed med Hensyn til alt
Andet, saa forekommer det mig, at man ved nær- mere Overveielse vil
erkjende, at vi ikke i denne Retning have givet vort Forslag en
større Udstrækning end fornødent; thi der indeholdes i samme intel
Andet om de Andragender, som et Medlem vil forelægge For- samlingen,
end at de skulle være anmeldte forud i betimelig Tid, hvor- efter
Forsamlingen da bestemmer, om og hvorledes de skulle behandles.
Føier man til denne Regel en anden om Interpellationer, saa har man
omtrent Alt, hvad Comiteen har foreslaaet om andre Sager end
Lovforslag.
Profesor Larsen: Jeg skal blot bemærke, at
med Hensyn til Udtrykkene i Slutningen af § 15, forsaavidt de skulle
have Anven- delse paa Grundloven, gik jeg netop ud fra, at der ikke
anvises no- gen Maade, hvorpaa enkelte Dikkerentser med Hensyn til
Indholdet af Grundlovsforslaget skulde kunne udjevnes efter det
foreliggende Udkast til et Regulativ. Efterat der var afstemt over
Grundloven i det Hele, seer jeg ikke, at Regjeringen, hvis den ikke
troede ganske at kunne tiltræde de foreslaaede Forandringer, vilde
have andet Valg end at opløse nærværende Forsamling og indkalde en
ny. Jeg mener derfor, at der i Regulativet bør optages Bestemmelser
om, hvorledes, ikke hele Grundloven, men enkelte Dele af den kunde
komme under ny Behandling, efterat Regjeringen havde gjort de
Meddelelser til Forsamlingen, hvortil den fandt Anledning.
Angaaende Anvendelsen af Ordene „Afstemning til Antagelse eller
Forkastelse“ med Hensyn til andre Lovforslag, skal jeg blot til-
lade mig at forbeholdee det Fornødne, naar der senere bliver Spørgs-
maal om, hvorvidt Forsamlingen med besluttende Myndighed kan ind-
lade sig paa saadanne Forslag.
Krieger: Det Tilfældee, den ærede Taler har
nævnt, er netop et af dem, som vi ikke i dette Øjeblik behøvede at
forudsætte. Vi kunne gjerne blive staaende ved den Forudsætning, at
Udkastet maatte fremgaae som et Product af Regjeringens og
Forsamlingens Sam- stemmighed. Skulde det derimod vise sig, at en
saadan Overeens- stemmelse ei kunde tilveiebringes, forekommer det
mig, at det er tids- nok at give de simple Regler, som kunne ansees
fornødne med Hen- syn til de yderligere Meddelelser fra Regjeringens
Side.
Formanden: Jeg turde maaskee antage, at
dette Afsnit ny er uddebatteret. Vi kunne derfor gaae over til
Oplæsning af det følgende Afsnit §§ 16—17. Algreen-Ussing
oplæste de ovennævnte Paragrapher, hvori han bad Forsamlingen at
rette de Ord—„i hvilken Form Sagen“ i næstfidste Punctum af § 16 til
„om og hvorledes Sagen“, samt i §§ 16—17 „Dagen“ til „Mødet“.
Derefter tog han saa- |
|
94
115 116
ledes til Orde: Ved § 16 har jeg intet Synderligt at
bemærke. Da de Andragender, som kunne fremkomme for Forsamlingen,
kunne være høist forskjelligee, har man anseet det rigtigst, at
Forsamlingen efter disses forskjelligee Beskaffenhed tog særskilt
Beslutning om deres Be- handlingsmaade. Naar det i Paragraphen
hedder „at endelig Be- slutning om Sagen ikke kan tages i samme
Møde, ligger deri, som man formener, tilstrækkelig klart udtrykt, at
den endelige Beslutning om Sagens Realitel ikke kan tages i dette
Møde, men vel Beslut- ningen: om og hvorledes den skal behandles,
hvoraf Følgen vvistnok bliver, at hvis Sagen forkastes, er den
derved endeligen afgjorte. Derimod maa det være mig tilladt at gjøre
nogle Bemærkninger med Hensyn til § 17, der handler om Spørgsmaal,
som et Medlem af Forsamlingen kan ønske at gjøre til Regjeringens
Medlemmer uden- for den almindelige Dagsorden, eller de saakaldte
Interpellationer.
Detter er et Punkt af ikke liden Vigtighed, og det er forsaavidt
nyt, som der i Stænderanordningen ingen Bestemmelse derom
indeholdtes, ihvorvel det ikke har været ualmindeligt, at saadanne
Spørgsmaal ogsaa der gjordes til den kongelige Commissarius, hvilke
dog i Reglen ikke havde den Betydning, som de her ville faae. Det er
en bekjendt Sag, at i andre Lande, navnlig Frankrig og England, hoor
de par- lamentariske Former ere mere ndviklede, gives der en
udstrakt Ret til at rette Spørgsmaal til Ministrene. Men der er
ogsaa i Alminde- lighed en saa udviklet Takt for hvad der i denne
Henseende er passende, at det ikke er anseet nødvendigt at give
nærmere Bestemmelser derom i noget Reglement. Naar Nogen der maate
ville frembringe Noget, der er upassende, har vedkommende Kamre
indre Midler til at fjerne saadanne Spørgsmaal, nemlig ved at kalde
til Dagsordenen og der- ved afskjære saadanne Discussioner eller ved
at foranledigee Præsi- denten til at lade Forsamlingen afstemme om
dette Punkt; men Comiteen har ikke troet at kunne undlade at optage
udtrykkelige Be- stemmelser i Regulativet om deslige
Interpellationer. Det er en Selvfølge, at Ministeren ei behøver at
svare paa de Spørgsmaal, som fremsættes til ham; men det ligger som
oftest i hans egen In- teresse at gjøre det, for at hans Taushed
ikke skal misforstaaes og blive udlagt enten som en stiltiende
Erkjendelse, eller som Tegn paa Svaghed, eller udtydes paa anden
Maade, som ikke kunde være Re- gjeringen ligegyldig. Men der bør da
ogsaa gives vedkommende Mi- nister Leilighed til forud at erfare,
hvorpaa denne Interpellation gaaer ud. Disse Interpellationer have
den store Fordeel, især under kritiske Tidsforhold, at øieblikkelige
Begivenheder, der naturlig kunne foranledigee saadanne Spørgsmaal
til vedkommende Minister, ville kunne opklares, hvorfor jo ogsaa
Ministrene, i deres egen og det Of- fentliges Interesse, selv ofte
ønske, at der strax gives dem Leilighed til at svare derpaa. Herved
kan ogsaa bevirkes, at Andragender, der ellers vilde blive stillede
og som kunne foranledigee vidtløftige Forhandlinger, kan undgaaes,
naar der straxkan meddeles et tilfredsstillende Svar. Af den Grund
har Comiteen heller ikke troet at burde afskjære Leilighed til at
fremsætte saadanne Spørgsmaal endog udenfor Dagsordenen, naar det
skeer med Forsamlingens og vedkommende Ministers Samtykke, hvorved
naturligviis er forudsat, at han er nærværende, da Spørgs- maalet
ellers ikke med Nytte kunde fremsættes i samme Møde. For- øvrigt er
ved nærværende Udkast den Forandring gjort i de Regler, som for
Tiden ere de gjældende med Hensyn til Interpellationer, at, i
Overeensstemmelse med Slutningen af § 17, det reiste Spørgs- maal
ogsaa kan yderligere forfølges af andre Medlemmer af Forsam- lingen
end af Interpellanten. Denne Modification vil vvistnok erkjen- des
nødvendig. Det hører nemlig til den parlamentariske Taktik, om jeg
maa betjene mig af dette Udtryk, at saadanne Interpellationer, for
at det Skarpe, der ofte kan ligge i dem, kan mildnes, nedlægges i
een, for at jeg saaledes skal udtrykke mig, mild Mund, det vil sige,
at det overdrages til en Mand, der hører til den moderate Fraction
af Forsamlingen, at fremsætte de Spørgsmaal, som, naar de frem- kom
fra et bestemt Parties Side, kunde, blot ved deres Fremsættelse fra
denne Kant, faae en større Betydning, end man for Øiebikket øn- sker
dem tillagt og under disse Forhold være betænkelige og fare- fulde.
Hvis nu Svaret bliver fyldestgjørende, er der ingen videre Grund
til, at Sagen forfølges videre; men i modsat Fald er det vigtigt, at
andre Medlemmer af Forsamlingen ikke er afskaaret Adgang til at
optage Spørgsmaalet igjen, Noget, hvortil den enentlige Interpellant ikke altid vil føle sig kaldet eller have den fornødne Dygtighed og
Sag- kundskab, medens det dog kan være vigtigt, at Spørgsmaalet kan
blive fremsat i en skarpere og bestemtere Form, der ikke tilsteder
undvigende Svar, men gjør det nødvendigt for vedkommende Ministre at
udtrykke sig tydeligt og bestemt. Det maa iøvrigt være Forsamlingen
selv, som maa vaage over, at ikke de Grændser i saa Henseende
overskri- des, der ere stemmende med parlamentarisk Takt.
Ørsted: Jeg vil blot tillade mig en liden
Bemærkning. Da der, som oftere forklaret, endnu hersker en særdeles
Usikkerhed om, hvorvidt private Lovforslag eller Andragender ville
kunne komme under denne Forsamlings Afgjørelse, har jeg ikke saa
meget imod, at der i saa Henseende ikke er fremsat safte og bestemte
Regler. Det Eneste, jeg kunde ønske, var, at ethvert saadant
Andragende, forsaavidt som det skal forelægges Forsamlingen, ikke
blot anmeldes Dagen forud, men at det forinden bliver henlagt i
Læseværelset, saaledes som hidtil ved Stænderne har sundet Sted.
Formanden: Er der Flere, som ville yttre
sig? (Pause) Vi kunne da gaae over til et følgende Afsnit, §§
18—24.
Algreen-Ussing oplæste ovennævnte
Paragrapher og tog derefter saaledes til Orde:
De fleste af disse Bestemmelser indeholde ikke Andet, end hvad
der vvistnok vil erkjendes at være stemmende med hvad god Orden
kræver , og jeg skal derfor ikke opholder mig længe derved. Dog
indeholder den første af disse Paragrapher Noget, hvorom jeg maa
fremsætte nogle Bemærkninger. Foreløbigen skal jeg tillade mig at
bemæarke, at naar det hedder, at naar et Forslag eller For-
andringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget
til at forlange dets Afviisning, sigter Udtrykket „Forslag“ til et-
hvert Andragende og ethvert Spørgsmaal fra et Medlems Side, alt- saa
navnlig ogsaa til de i den foregaaende § 17 omhandlede Inter-
pellationer, som altsaa ogsaa paa denne Maade kunne fjernes.
I alle større Folkerepræsentationer har man tidlig følt Nodven-
digheden af at kunne uden Discussion og uden at komme ind paa
Realiteten afvise et Forslag, der er af den Beskaffenhed, at det, naar det gav Anledning til yderligere Discussioner, kunde have
betænkelige, i bevægede Tidspunkter maaskee endog høist farlige
Følger, ligesom det ogsaa let kunde bringe Forsamlingen i en falsk
Stilling. Et enkelt Medlem bør nemlig ikke have det i sin Magt at
kunne frem- tvinge Discussion og Afstemning i Realiteten over et
Forslag, som Forsamlingen paa den Tid anseer det uheldigt eller
farligt at votere over, og dette opnaaes netop ved den her
omhandlede Bestemmelse. Det er dette, som i Frankrig kaldes la
question préalable, og i England previous question. Det er en
parlamentarisk Forholdsregel, som i store Forsamlinger, og især
under kritiske Tidspunkter, er af den allerstørste Vigtighed.
Virkningen heraf vil let sees at være for- skjellig fra den, at man
forkaster et Forslag under en indledende Behandling efter
foregaaende Discussion over dets Indhold. Ved Afviisningen kommer
man netop ikke ind paa Discussionen af Sagen, og Virkningen af
Afviisningen er blot, at Spørgsmaalet for Tiden ikke kommer under
Forhandling, hvorimodd det meget vel kan frem- sættes senere; man
tilkjendegiver ved Afviisningen kun, at man paa nærværende Tidspunkt
ei anseer det hensigtsmæssigt at bringe dette Spørgsmaal under
Discussion. Naar man derimod under en ind- ledende Forhandling
discuterer et Spørgsmaal og forkaster det i Realiteten, er det
derved givet, at det saaledes forkastede Andragende ei oftere kan
bringes for denne Forsamling, hvorved jeg kun skal til- føie, at
Comiteen ikke har fundet det fornødent at tilføie det i Ud- kastet,
da man ikke har tænkt sig, at private Andragender skulde spille
nogen væsentlig Rolle i denne Forsamling. Naar iøvrigt den fremsatte
Afviisningspaastand skulde blive forkastet af Forsamlingen, er det
en Selvfølge, at Forslaget da bliver at discutere i Realiteten.
Forslaget kan derefter atter forkastes, men det er da en Forkastelse i Realiteten, som har den nysnævnte Følge, at det ikke senere kan
bringes for Forsamlingen, i det Mindste ikke i den Form, hvori det
tidligere har været fremsat, hvorimodd det vet kan fremkomme i en
anden Form, hvilket Erfaringen oftere har viist, ogsaa i Stænder-
forsamlingen. |
|
95
117 118
Schiern: Det vil af Redactionen of § 20
sees, at Regulativ- comiteen forlanger, at man altid skal henvnede
siu Tale til Formanden, hvorimodd den ikke har fundet sig
foranledigeet til at andrage paa nogen Tribune. Hvad mig angaaer,
finder jeg vel nu ingenlunde de Grunde overbevisende, som pleie at
anføres for, at vi her undtagelsesviis bør savne denne; thi naar man
saaledes paaberaaber sig flere ærede Medlemmers naturlige Sky for en
saadan, kjender jeg dog personli- gen andre, jeg kjender med egen
personlig Følelse dem, for hvem der snarere er større Forlegenhed og
Hesitation forbundne med at skulle tale staaende frit i en
Forsamling, end med en Talerstol foran sig. Og naar man som Grund
for sin Uvillie foretrækker at henskyde sig under Frygt for, at en
Tribune skulde Friste til altfor lang Tid optagende Foredrag, da
mener jeg, uden Hensyn til den Modvægt, som den følgende Paragraph i
saa Henseende yder ved sit Forbud imod enhver Oplæsning af skrevne
Udarbeidelser, at Erfaring har aabenbaret en langt mere
tidsspildende Fristelse til, naar der altid tales fra Ved- kommendes
Plads, at gjøre alskens Smaabemærkninger, Smaabemærk- ninger, der nu
vvistnok som oftest ville finde deres rigtigste Udvei i
Afdelingerne, men som derhos dog ei heller behøve aldeles at forby-
des fremførte fra Vedkommendes Plads, fordi de længere Referater,
til Exempel Ordførernes, bleve at henvise til en Tribune. Ingen vil
ei heller kunne paastaae, at Talerne fra de forrige franske Kam- res
Tribuner i Længden have formaaet at maale sig med Talerne i det
engelske Parlament, hvor ingen Tribune findes. Men hvad der for mig
er aldeles afgjørende, er den Erfaring, hvorpaa vi i de for- rige
Dage have faaet nye Prøver, idet vi have kunnet qnstille Sam-
menligningen mellem Letheden i at opfatte den ærede Formands Ord fra
hans ophøiede Plads og Vanskeligheden ved at opfatte Andres Ord fra
deres lavere stillede, den Erfaring, der er lige saa ældgam- mel som
Steenkredsen paa Oldtidens Thingsteder, den Erfaring nemlig, at
Lyden naaer bedre frem til sit Maal, naar den ubrudt kommer fra et
høiere Stade. Jeg skal gjøre opmærksom paa, at der let i alle større
Forsamlinger, at der ogsaa i denne er Medlemmer, der høre mindre vel
og saaledes, som det synes mig, have et billigt Krav paa, at længere
Referater i det Mindste gives fra eet og samme høiere Sted; jeg skal
henvise til Stenographerne, der sidde i denne Sal og ved deres
Meddelelser, hvis Nøiagtighed er hele For- samlingen lige
magtpaaliggende, aabenbart i høi Grad have den samme Interesse.
Endskjøndt ny altsaa min Mening er bestemt i den anførte Ret-
ning, troer jeg dog, at der fra de nu bortgangne, gamle Provindsial-
stænder er overgaaet i denne Forsamlings Arv en saadan Ugunst mod
den Tribune, hvorfra man i Aaret 1789 begyndte at omskabe Verden—
jeg troer, at man fra andre Sider, af andre Hensyn, kun ikke af
akustiske, seer denne i et saa lidet fordeelagtigt Lys — at det maaskee neppe vil frugte tilbørligt, naar enten jeg eller nogen Anden nu
gjør et Andragende om den for at en Princip, der synes det rigtige,
dog ei heller her forsvarsløst skal fornægtes. Men hvad jeg for
ethvert Tilfældee føler mig opfordret til at andrage paa, er, hvad
der altid finder Sted, hvor Talen lyder fra en Tribune, og som er
det Natur- lige, dette nemlig, at Talen tør rettes til hele
Forsamlingen, og at man ikke skal forpligtes til altid at rette den
til Formanden alene.
Spørger man om Grunden til dette Forlangende, faaer man strax til
Svar, at dette saaledes er engelsk Skik; men jeg gjensvarer strax,
at det med denne engelske Skik har en noget egen Art. Thi paa
Englands gamle Landsthing rettedes Talen naturligen til Forsam-
lingen, ligesom paa de gamle nordiske Folkething; og naar man dog
hænger sig i, at det i Middelalderen i Underhuset blev Skik at rette
Ordet til Husets Taler, da skulde man ikke oversee, at denne ei blot
var stillet ligeoverfor Huset som et af dette til at lede dets Forhand- linger kaaret Medlem, men tildeels var stillet der næsten som en
anden Magts Tjener, saaledes stillet, at det endnu i England ved en
forældet Tradition er Skik, at Talerens Valg veed hver Sessions
Begyndelse søges confirmeret af Kronen, saaledes stillet, at Taleren
ligeledes endnu efter en forældet engelsk Tradition maa udbede sig
Talefrihed for Huset af Regjeringen. Og derfor, lader os søge at
efterligne Englænderne i deres sunde Sands, men lader os ikke
efterabe deres Forkjærlighed for deres egne, gamle, historiske Remini-
scentse?a? fra Middelalderen, lader os i dette Tilfældee saa meget
mindre gjøre det, som Overhuset, hvori den mandige
Uafhængighedsfølelse under Middelalderen var langt stærkere, dengang
holdt paa, hvad den ogsaa endnu holder paa, ei at rette Ordene til
Kantfleren, men at rette dem til Lorderne selv.
Jeg vil spørge om, naar nogen af Forsamlingens Secretairer tog
Ordet, det da ei findes naturligere, at de, ligesom Formanden, ved
hvis Side de have Plads, rette deres Tale herud imod os, end at de,
rettende den imod Formanden, vende Ryggen til Halvdelen af denne
Forsamling. Jeg vil spørge, om det ikke skulde være gaaet Nogen af
denne Forsamlings Medlemmer, som det i sin Tid gik mig, der ret
studsede, naar jeg i de gamle Provindsialstænders Ti- dende traf een
eller anden Tale begyndende med den stive Indledning „Hr.
Præsident“! Jeg vil spørge, om ikke Andre i denne Sal no- gensinde
have overværet større Folkeforsamlinger her i Danmark, hvor een
eller anden Tilstedeværende, i Eet og Alt efterlignende engelske
Former, gav sig til at rette sin Tale til Præsidenten istedetfor til
Forsamlingen, og jeg vil da spørge, om ikke saadanne ogsaa ere
blevne Vidner til, hvorledes vedkommende Forsamling betoges af en
karakteristisk og retfærdig Studsen, retfærdig, fordi man derved søgte at paatvinge os en fremmed Form, hvorfra vi have været fjernede
fra det første Øjeblik, vort politiske Liv begyndte. Endelig vil jeg
spørge, om, naar Forsamlingens Medlemmer forpligtes til at henvende
Talen til Formanden, fordi det engelske Underhuus har denne Skik, da
ikke ogsaa Medlemmerne af Hans Majestæts Regjering ville være at
forpligte til det Samme, efterdi dette ogsaa for deres Vedkommende
gjælder i Underhuset, og jeg vil da spørge, om det skulde være und-
gaaet denne Forsamlings Op mærksomhed, at to eller tre af Ministrene
i denne Henseende allerede have viist, hvor vanskeligt det er at
glemme en gammel og naturlig Vane, idet de nemlig de foregaaende
Dage flere Gange have tiltalt os „mine Herrer“, i hvilken Tilside-
sættelse af Regulativet de endog have faaet en Allieret i den ellevte kongevalgte Rigsdagsmand, der vel igaar, om jeg ellers ikke hørte
feil, begyndte sin Tale med Indledningen „Hr. Præsident“, men som
dog ogsaa, hvad den trykte Tidende allerede viser, ligeledes tidligere her har brugt Formen „mine Herrer“.
I Henhold til det Anførte forbeholdeer jeg mig at andrage paa, at
Forpligtelsen for alle Medlemmer til at henvende Talen til For-
manden skal udgaae af Regulativet.
Mørk Hansen: Jeg har forlangt Ordet for at
begjere en Talerstol, idet jeg skal slutte mig til hvad den
foregaaende Taler har udviklet. Jeg skal kun tilføie, at der fra
denne Side i Salen ikke kan høres hvad der tales paa den anden Side,
og jeg har ogsaa idag erfaret, at man ikke engang kan høre fra
Midten af Salen. Naar man har anført, at en Talerstol sparer Tid, da
er dette vist fuldkommen rigtigt, fordi den, der kun har en
ubetydelig Bemærkning at gjøre, eller kun vil gjentage, hvad der
allerede er sagt, vil afholde sig derfra, naar han skal bestige
Talerstolen. Det er, som bekjendt, en ligesaa stor Kunst at tie som
at tale, ja næsten en større, og dersom Talerstolen kunde hjælpe til
at udøve denne Dyd, troer jeg, at den vvistnok vil hævde sin Plads.
Hvad dernæst angaaer Spørgsmaalet om man skal nævne Talerne ved Navn
eller ei, da ønskede jeg oplyst, hvad det kunde skade, at man nævner
Medlemmerne ved Navn. Det forekommer mig, at Intet er naturligere;
et Navn har jo ingen an- den Hensigt, end at man skal nævnes derved,
og naar man ikke und- seer sig ved at see sit Navn i
Rigsdagstidenden, saa seer jeg ingen Grund, hvorfor man skulde
undsee sig for at høre det her. Jeg skal i saa Henseende gjøre
opmærksom paa Besværligheden ved, ikke at maatte nævne Medlemmerne
ved Navn, da man enten hvergang maa see efter paa Listen, naar man
har denne liggende for sig, eller lære denne udenad som en Lectie,
og ved de kongevalgte Medlemmer kom- mer endnu den Vanskelighed til,
at man da maa lære dem efter Numer. Jeg forbeholdeer mig derfor at
stille et Forbedringsforslag i denne Retning.
Rée: Jeg anseer en Talerstol for
hensigtsmæssig; dog forekom- mer det mig at være hensigtsmæssigst,
at det ikke blev gjort til Pligt for Medlemmerne at bestige den, men
at der indrømmedes dem Ret til at yttre sig enten fra Talerstolen
eller fra deres Pladser. Det |
|
96
119 120
maatte da overlades til Forsamlingen, naar denne ikke
kunde høre et enkelt Medlem, at anmode ham om at bestige
Talerstolen. Med Hen- syn til det, som den sidste Taler har yttret
om de Deputeredes Be- navnelse ved navn, skal jeg bemærke, at det
forekommer mig at være en smuk parlamentartsk Forskrift, at man ei
maa navne Medlemmerne ved Navn. Der kan vel ikke angives nogen
bestemt Grund herfor, men man kan vel tænke sig, at i Kampens Hede
vil Navnets Næv- nelse ofte gjøre Kampen mere hidsig end ellers .
Tage Miller: Hvorvidt det er hensigtsmæsigt
eller ei at anskaffe en Tribune, skal jeg ikke indlade mig paa. Det
forekommer mig ei uhensigtsmæssigt, naar det kun ikke gjøres
Medlemmerne til Pligt, naar de kun have nogle faa Ord at sige, da at
bestige den. Hvorvidt det er rigtigst, at Medlemmerne i denne
Forsamling rette deres Tales til Formanden eller hele Forsamlingen,
kan vel være tvivlsomt; Hovedsagen er, at man i Forsamlingen kan
høre Taleren. Hvad angaaer det, der er bemærket om Udeladelsen af
Navnet ved Betegnelsen af Medlemmerne, da havde jeg besluttet at
bringe dette Punkt paa Bane, hvis vet ikke allerede var skeet af
Andre. Jeg til- staaer, at der ikke forekommer mig at være
titstrækkelig Grund, hvor- for man ikke maa nævne Medlemmerne ved
Navn. Det er mig be- kjendt, at i de 3de sidste Stænderforsamlinger
dette ei sjeldent har generet — om det maa være mig tilladt at bruge
dette fremmede Udtryk — flere af Medlemmerne. Jeg skjønner ikke
grant, hvorledes der, selv i en varmere Kamp, vilde være stor
Forskjel paa, om man nævner et Medlem ved Navn eller paa en anden
Maade aldeles tydelight betegner ham. Dersom i denne Forsamling, der
bestaaer af 150 Medlemmer, jeg skulde mærke mig, for hvilket
Diftrict ethvert mig ubekjendt æret Medlem af denne Forsamling var
Deputeret, da vilde dette være saare vanfkligt. Man maatte da
benytte den Ud- vei at omtale Sagen uden just at nævne det Melem,
fra hvem Ordet, om hvilket der er Tale, er kommet, hvilket ogsaa i
det Væsentlige vil være det Samme. Da jeg nu engang har reist
mig, skal jeg tillade mig at gjøre den Bemærkning med Hensyn til §
22, om det ikke burde nøiere betegnes, hvad der skal forstaaes ved
Ud- trykket „personlige Spørgsmaal“.
David: Jeg reiser mig for at gjøre en
Bemærkning til § 23, da jeg vedvarende maa være af den Formening, at
det er enhver Rigsdagsmands Pligt at gjøre Sit til, for at
Reglementet kan blive saa nøie bestemt og grundigt som muligt, og da
jeg ikke kan troe, at man bør følge de Opfordringer, der fra
forfkjellige Sider af Sa- len ere skete, til at gaae over denne Sag
ligesom med en Harefod. Naar man herfor har beraabt sig paa, hvad
der er skeet Frankfurt, hvor man slet ikke har bekymret sig om
Forretningsordenens Grund- læggelse, saa gad jeg gjerne vide, om man
vil have, at vi skulde følge Frankfurts Exempel, eller om ikke dette
snarere godtgjør Vigtig- heden af, ikke at slaae Vrag paa en bestemt
og nøie begrændset For- retningsorden. Jeg skal i denne Henseende
erindre om, at man i Frankrig, hvor der dog ogsaa forelaae de
vigtigste Opgaver for Na- tionalforsamlingen, og hvor hele Nationen
med utaalmodig Længsel maatte vente paa disses Løsning, anvendte
fire til sem hele Møder til Debattering af Forretningsordenen, og
dette skete i et Land, hvor man dog havde til Grundlag et Reglement,
der havde bestaaet sin Prøve i over 30 Aar, medens man her saa godt
som skal improvisere en Forretningsorden for Rigsforsamlingen. At
det skulde være nok, som det er blevet sagt, at have nogle elastiske
Regler kan jeg paa ingen Maade indrømme; thi man maa erindre, at
Reglementet i Særdeleshed skal sikkre de Enkeltes og Minoriteternes
Ret, og dertil udfordres faste og bestemte Regler. Majoriteterne
have det altid i deres Magt at forandre selve Reglementet og at
gjøre Tilføininger til samme, og § 32 anviser Veien hertil; men hvad
det ret egentlig
kommer an paa, er at bestytte Minoriteterne, og derfor maa der være bleven givet faste og bestemte Regler for Forretningens Gang, hvor- ved al Vilkaarlighed kan udelukkes. Jeg maa derfor ønske, at der
tif § 23, der tillægger Formanden Ret til at kalde Rigs- dagsmanden
til Orden, tilføies, at denne er deføiet til at be- gjere Ordet for
at retfardiggjøre sig, Denne Paragraph er næsten ordret taget af det
franske Reglement, hvor en aadan Ret er indrømmet det til Orden
kaldte Medlem, og jeg indseer ingen Grund til, hvorfor man har
udeladt den Beføiekse, som her er givet den Vedkommende, da denne
har et retfærdigt Krav paa samme, og jeg skal berfor tillade mig at
fremkomme med et Amende- ment til § 23 i denne Retning.
With: Forinden jeg bestemmer mig for
Anskaffelsen af en Ta- lerstol eller ei, ønskede jeg gjerne at gjøre
mig Rede for, hvor benne skulde anbringes; thi som mig, saaledes
forekommer det uden Tvivl Flere, ikke at være upassende forud at
omtale Stedet, hvor denne skulde anbringes. Jeg indseer nemlig ikke,
hvor Talerstolen kunde staae, undtagen lige bag ved Formandens, og
da noget ophøiet over dette, thi en hvilkensomhelst Niche vilde det
være urigtigt at anbringe den da Nichen vilde borttage Noget af
Lyden. Om det kunde gaae an at sætte Talerstolen bagved Formandens
Sæde og mere ophøiet end denne, og om det ikke vilde stride imod
Reglerne for god parlamentarisk Skik, det veed jeg ikke; men naar
den ikke anbringes der, da kan jeg ikke indsee, hvor Talerstolen
skulde an- bringes. Forresten mener jeg, at man vil være lige
generet, enten man taler fra sin Plads eller fra en Tribune.
BOISEN: Naar jeg tager Ordet for at tale
imod Brugen af en Talerstol, da skeer det, fordi jeg troer, at den
frie Udtalelse i Forsamlingen derved vil hindres Forsamlingen vil
indsee, at jeg i denne, Henseende ikke taler paa mine egne Begne, da
jeg paa en Talerstol snarere maatte besinde mig i mit rette Element,
men jeg udtaler det ifær paa deres Vegne, som af den hæderlige
Bondestand her ere tilstede, der ved Brugen af en Talerstol endnu
mere vilde afholdes fra at udtale sig, Noget, jeg meget maatte
beklage, da jeg ønsker, at disse Mænd ikke maatte lade sig afholde
fra at udtale deres Overbeviisning. Selv naar man foreslaaer frit
Valg mellem at tale fra den Plads, man indtager, og fra Talerstolen,
vilde dog dette afholde Adfkillige, som ikke vare paa det Rene mcd
sig selv, hvorvidt det, de havde at sige, egnede sig til at udtales
fra Taler- stolen eller ikke.
Mørk Hansen: Med Hensyn til hvad den sidste
ærede Taler har yttret, maa jeg bemarke, at den, som har seiret i
Valg- kampen og som der har betraadt Valgtribunen ligeoverfor
sine Modstandere, der vare beredte til at opsange ethvert Ord af ham
til hans Skade, ogsaa maa antageg at kunne bestige en Talerstol her
i Forsamlingen, hvor han veed, at hans Ord altid ville blive mod- tagne med Belvillie.
Boisen: Nod bryder alle Love; men jeg troer,
at hvor denne ikke er tilstede, bør man ikke paalægge Forsamlingens
Medlemmer større Tvang, end fornødent gjøres.
Linnemann: Med Hensyn til hvad der er
bemærket om, at det burde overlades til Medlemmerne at benytte
Talerstolen eller ikke, da forekommer dette mig noget misligt; det
forekommer mig nemlig, at det kunde let faae Skin af, at de, der
benyttede Taler- stolen, gjorde dette af Forfængelighed eller Sligt,
og endog Skinnet heraf synes mig at burde undgaaes. Desuden er det
ogsaa af- gjørende for mig, at endeel af Medlemmerne først vilde
kunne komme til Talerstolen, efterat have passeret den største Deel
af Forsam- lingen, hvilket for Mange kunde være et Moment til ikke
at fremsætte, hvad de ellers maatte have at bemærke. (FortSÆTTES.) Subscription paa
denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno
(Østergade Nr.70), i Provindserne paa de kongelige Postcontoirer. Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
97
121 122 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 17. Syvende Møde.
(Fortsat.)
Ørsted: Af de ikke betydelige Bemærkninger,
jeg kunde have at gjøre ved de oplæste Paragrapher, skal jeg blot
tillade mig at fremsætte nogle enkelte. Jeg har egentlig kun een
Hovedbemærkning at gjøre, den nemlig, at §§ 18 og 19, ved i det der
omhandlede Tilfældee at forbyde al Forhandling, uden Tvivl ville
foranledigee, at Beslutning undertiden tages, inden Forsamlingen
tilstrækkelig er sat ind i Sa- gen. Hvor der nemlig er Spørgsmaal
om, hvorvidt et Forslag bør afvises, kan dette være af den
Beskaffenhed, at der behøves en udfør- lig Udvikling for at afgjøre,
om Sagen fortjener at komme under Overveielse eller ikke. I
Stænderne har det ofte været Tilfældeet, at Propositioner, som der
ere blevne indgivne, have foranledigeet vidtløf- tige foreløbige
Forhandlinger, og at disses Resultat har været, at Propositionen er
bleven afviist, fordi man ikke fandt tilstrækkelig Grund til at gaae
ind paa den; men at afvise uden Forhandling forekommer mig i mange
Tilfældee at ville føre til urigtige Resulta- ter. Jeg indseer
imidlertid, at der kan være væsentlige Grunde, hvorfor man bør kunne
standse en saadan Behandling noget hurtigt; men jeg troer, at
Øiemedet vil kunne opnaaes, naar man, istedetfor at forbyde al
Forhandling, blot tilkjendegav, at Præsidenten skulde førge for, at
Forhandlingen blev kort og indskrænkede sig til hvad Sagen krævede.
Hvad de Discussioner angaaer, som her ere førte om forskjelligee
Gjenstande, om en Tribune, om Ordets Henvendelse til Prøsidenten
eller Forsamlingen og om Navns Nævnelse, da kan jeg med Hensyn til
den første Gjenstand ikke nægte, at en Tribune kan være
hensigtsmæssig for de Tilfældee, hvor For- samlingen maatte frygte,
at hvad der blev talt, ikke tilstrækkeligt kunde høres. Man har ikke
anseet det passende, at Talen altid skal henven- des til
Præsidenten; men dette har ikke hidtil medført nogen Gene ved
Forhandlingerne i Stænderne, og naar der ikke her er en Regel i saa
Henseende, saa kan der let tænkes Tilfældee, hvor Talen vil blive
henvendt imod de Individerr, hvis Mening ved samme angribes, hvilket
neppe er ønskeligt. At Talerne ikke maae nævne Medlemmer ved Navn er
en Regel, som jeg aldrig har sat videre Priis paa; men om Sagen er
af den Vigtighed, at man derom bør stille Amendement, skal jeg lade
være uafgjorte; forsaavidt der imidlertid af Andre skulde blive
stillet Amendements om de af mig berørte Punk- ter, forbeholdeer jeg
mig at erklære mig enig i dem.
Bang: Jeg skal tillade mig at rette det
Spørgsmaal til den ærede Ordfører, om det er Meningen af § 18, at
det Medlem, som forlanger Afviisning, er berettiget til at begrunde
dette sit Forlangende ved et Foredrag. Jeg troer ikke, at dette er
sædvanligt, og det vilde ei heller være saa ganske ligeligt, om han
var berettiget til et saa- dant Foredrag, da Ingen er berettiget til
at svare, men Spørgs- maalet strax skal afgjøres uden videre
Forhandling.
Pløyen: Ved Slutningen af § 23 er der
forbeholdet Forman- den Ret til midlertidig at afbryde Mødet eller,
om nødvendigt, alde- les at hæve det. Det var maaskee rettest, om
Formanden her som andre Steder blev sat istand til at udtrykke denne
sin Hensigt ved eet eller andet synligt Tegn.
Rée: I Anledning af hvad den Deputerede for
Randers (Lin- nemann) har anført, skal jeg tillade mig at bemærke,
at jeg ikke troer, at det af ham berørte Hensyn til Rummet vil være
af nogen Vægt ved det Forslag, som her er gjort, naar der ikke
paalægges Medlem- merne, som ønske at tale, nogen Tvang til at
bestige Tribunen. Det
hændes saa ofte ved den offentlige Optræden, at man faaer Skinnet
imod sig, men det bør aldrig afholde fra at gjøre, hvad man anseer
for Ret. Jeg seer heller ikke, at det vil kunne genere noget Medlem,
at han skal vælge, enten at tale fra sin Plads eller at gaae op paa
Talerstolen, og jeg anseer det derfor ønskeligt, at Forsamlingen, naar den ikke kan høre en Taler, kan forlange, at han skal benytte Tri- bunen.
Gram: Jeg skal kun tillade mig en ganske
kort Bemærkning med Hensyn til det Spørgsmaal, som her er reist af
Rigsdags- manden for Veile Amts 6te Distrikt (With), angaaende hvor
Taler- stolen skulde anbringes; han har nemlig omtalt, at den skulde
sættes bag ved Præsidenten. Dette vilde være aldeles upassende; jeg
mener derimod, at Talerstolen kunde anbringes ved Siden af
Præsidenten, saaledes at Secretairerne erholde deres Plads paa
Præsidentens an- den Side. Iøvrigt skal jeg ikke indlade mig paa
Spørgsmaalet om Ønskeligheden af en Talerstol, men kun bemærke, at
jeg agter at stemme for en saadan, naar der overlades Enhver frit
Valg til at benytte den eller ikke.
Algreen-Ussing: Forsamlingen vil vvistnok
ikke antage, at det Spørgsmaal, hvorom de seneste Forhandlinger
væsenligst have dreiet sig, nemlig om Talerne skulle holdes fra en
Talerstol eller ikke, skulde være undgaaet Comiteens Opmærksomhed.
Det har tvertimod været Gjenstand for en omhyggelig Overveielse i
Comiteen, men man er kommen til det Resultat, som indeholdes i
Udkastet, at Enhver helst bør tale fra sin Plads. Besvarelsen af det
Spørgsmaal, om Ta- lerne i store Forsamlinger bør tale fra en
særegen, dertil bestemt Plads, afhænger væsentlig af Forsamlingens
Størrelse og andre locale Omstændigheder. Det har ganske vist i
talrige Forsamlinger sine Fordele, at der tales fra et ophøiet Sted,
omtrent midt i Salen, idet det derved bliver lettere at følge
Forhandlingerne, naar Medlem- merne ikke trættes ved formeget at
skulle anspænde deres Kræfter for at høre, hvad der siges fra
forskjelligee Sider af Salen, — hvilket navn- lig for dem, der høre
mindre godt, af hvilke der altid i store For- samlinger ville være
flere, ikke er noget uvæsentligt —, og de Talere som have svage
Stemmer, ikke skulle nødsages til at anstrenge sig altfor meget for
at blive hørte, hvilket for ældre Mænd, hvoraf der naturligviis
ville være endeel i enhver Forsamling, ei er uvigtigt. Ordenen kan
dernæst ogsaa lettere overholdes fra Præsidentens Side, og
utilbørlige Afbrydelser, som ellers let finde Sted fra Pladserne,
forhindres, og Nødvendigheden af at skulle bestige en Talerstol vil
vel ogsaa bidrage Sit til at forhindre dem, der kunde være fristede
til at fremsætte intetsigende og overslødige Bemærkninger, fra at
fremkomme med disse; thi, som en Forfatter med Føie har sagt, det
bliver latterligt at drage Opmærksomheden hen paa sig, naar man
Intet har at sige, der er Opmærksomhed værd. Hvad den Indven- ding
angaaer, at en Talerstol vilde foranledigee Tidsspilde, naar man,
hvor man blot havde at give et ubetydeligt Svar eller en kort Er-
klæring, skulde være nødsaget til at bestige denne, da er dette No-
get, der er fjernet i alle Forsamlingers Forretningsreglementer der-
ved, at Præsidenten kan tillade et Medlem at tale fra sin Plads.
Forsamlingen maa dog ikke troe, at jeg, ved hvad jeg har frem- ført,
har til Hensigt at tale for Anbringelsen af en Tribune; det er
tvertimod min Overbeviisning, at det Rigtigste er, at ethvert Medlem
taler fra sin Plads, saaledes som det finder Sted i det engelske
Underhuus, saaledes som det skeer i Norge og ogsaa hidtil har været
Tilfældeet hos os, og som det i sig er det Simpleste og Natur-
ligste. Det er ikke usandsynligt, at den Omstændighed, at man be-
|
|
98
123 124
stiger Talerstolen, vil bidrage til at give Taleren
Pretensionsfuldhed og Salvelde, om jeg maa bruge dette Udtryk, som
ikke er Tilfældeet, naar Medlemmerne tale frit fra deres Pladser.
Jeg veed heller ikke, om det vil virke, at der tales mindte, naar
Vedkommende skal tale fra en talerstol, thi Erfaringen paa andre
Steder har vist, at naar et Medlem først er kommen i Besiddelse af
Tribunen, er det ofte meget vanskeligt at faae ham til at forlade
den. Locale Forhold her i Salen ville ogsaa medføre Vanskeligheder
ved Unbringelsen af en Talerstol. Skal den nemlig anbringes ved
Præsidentens Side, vil den komme i en altfor stor Afstand fra de
fjernere Medlemmer i Sa- len, og skal den anbringes i Midten af den,
maatte dette føre til en Omlægning af alle Pladser, der fra andre
Sider ikke kan ansees som hensigtsmæssig. Jeg skal iøvrigt tilføie,
at det er paatænkt af Præsidenten at lade de bageste Bænke forhøie,
saa at de, der sidde paa de yderste Pladser, ville komme til at tale
fra et noget ophøiet Standpunkt, hvilket formeentlig vil bidrage til
at gjøre Sav- net af en Talerstol i akustisk Henseende mindre
føleligt. Hvad nu angaaer det i Forbindelse hermed staaende Punkt,
at Medlemmerne skulle henvende deres Tale til Formanden og ikke ved
Navn betegne hverandre, da er dette ikke et saa ligegyldigt Punkt,
som Mange fore- stille sig. Det er en Regel, som er vedtaget i de
fleste store parla- mentariske Forsamlinger, navlig i det engelske
Underhuus, og som i sig har sin gode Grund. Naar der nemlig spørges,
om Talen skal henvendes til Forsamlingen eller Præsidenten, da er
det naturligviis ligegyldigt, om man begynder sin Tale med Ordene:
„Hr. Præsident!“ eller: „Mine Herrer!“ og senere i Talens Løb
spækker sit Foredrag med disse Ord, men det Væsentlige er, at Talen
derved holdes i en mere objectiv Form og ikke rettes imod et enkelt
Medlem af Forsam- lingen, hvilket ellers let kan finde Sted. Af
samme Grund bestemmes det, at man ikke maa tiltale eller nævne noget
andet Medlem ved Navn. Enhver, der har været Medlem af saadanne
Forsamlinger, har vvistnok seet, at naar to Medlemmer komme i en
mere personlig og indviduel Kamp, den Ene da ofte vender sin Tale
directe mod den Anden, hvorved der opstaaer en meget uhyggelig Duet,
og naar da Præsidenten gjør opmærksom paa, at Talen skal henvendes
til ham, falder ofte denne personlige Strid strax bort. Personlig
Næv- nelse forudsætter Tendents til og kan meget let føre ind paa
Per- sonlighedens Gebeet. Da jeg nu her er kommen til at nævne
Per- sonlighed, skal jeg gjøre en Bemærkning om hvad der forstaaes
ved Udtrykket „personlige Spørgsmaal“, hvorom det 19de
kongevalgte Medlem (Tage Müller) har spurgt. Derved forstaaes det
Samme som det franske „sait personel“, der er ikke egentlig
personlige Spørgs- maal, men snarere personlige Svar eller hvad man
kalder Personlig- heder, idet det nemlig forudsætter, at der er
gjørt personlige Angreb paa et Medlem, hvorpaa dette finder det
nødvendigt at svare. Comi- teen har imidlertid ikke villet anvende
Ordet „Personligheder“ og har heller ikke troet, at Betydningen af
Udtrykket „personlige Spørgsmaal“ kunde misforstaaes. Med Hensyn til
det Punkt, der maa ansees for det vigtigste, nemlig Afviisningen,
skal jeg tillade mig, med Hensyn til, hvad den ærede Rigsdagsmand
for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) har yttret, at vemærke, at
det har været Comiteens Mening, som denne ogsaa troer at have
udtrtkt, at der aldeles ingen For- handling skal finde Sted om
Afviisningen. Det ligger i Hensigten med Afviisningspaastanden, at
Sagen strax uden Discussion skal bortvises, og Comiteen har anseet
det tilstrækkeligt at hjemle Pro- ponenten Ret til at udvikle sin
Proposition for Forsamlin- gen. Der vil altsaa, naar et Medlem
fremsætter Afviisningspaa- stans med Hensyn til det fremkomme
Forslag, strax blive at fore- tage Afstemning, uden at den, der
begjerer Afviisningen, har Til- ladelse nærmere at begrunde
Afviisningspaastanden. Naar Forsam- samlingen har afgjorte, at dette
Forslag ikke skal tages til Følge, udelukker det imidlertid ikke, at
den samme Sag til en anden Tid kan optages, Forsaavidt det 11te
kongevalgte Medlem af Forsam- lingen (David) har meent, at den, der
var kaldet til Orden, skulde have Ret til at forsvare sig, da er
dette vvistnok tilladt i andre Kamre, naar den Vedkommende nemlig
har underkastet sig Præsidentens Kal- den til Orden, og jeg troer
heller ikke, at Præsidenten i denne For- samling vilde nægte Nogen
Ret til at retfærdiggjøre sig i et saadant
Tilfældee. Det hører imidlertid til de mange minutieuse Spørgsmaal, som i lang Tid vilde have opholdt Regulativets Affattelse, dersom
Comiteen havde troet at burde gaae ind paa dem. Af dette Slags gives
der nemlig mange, og uden at jeg derved vil yttre nogen Kri- tik
over, at disse ere fremsatte, troer jeg dog ikke, at man vil mis-
tyde den Bemærkning af mig som Ordfører, at Comiteen ikke har anseet
det nødvendigt at tage Hensyn til alle saadanne. Som et Exempel skal
jeg kun anføre, at naar der i § 20 siges: „ethvert Medlem, der har
forlangt og erholdt Ordet, taler staaende fra sin Plads“, udelukker
dette ikke, at der kan gives Tilfældee, hvor der kan indrømmes
Undtagelser herfra paa Grund af Upasselighed eller Sygdom, saaledes
som dette i sin Tid i det engelske Parlament, hvor den samme Regel
gjælder, at man skal tale staaende, blev tilladt Pitt, da han holdt
sin verdensberømte Tale.
Det blev saaledes i sin Tid tilladt Pitt at blive siddende, da
han i Aaret 1763 holdt sin Tale mod Freden. og det kan vvistnok ikke
ansees tvivlsomt, at Præsidenten vilde tilstaae Medlemmerne af de
anførte Grunde Ret til at tale siddende; men dette hører til de
mindre væsentlige Bestemmelser, som Comiteen ikke har troet det nød-
vendigt at opholder Forretningsregulativet med, saameget mere som
dette kun gjælder for nærværende Forsamling.
Schiern: Forsaavidt den ærede Ordfører har
yttret, at Er- faringen formeentlig skulde godtgjørem at noget mere
Personligt langt lettere gjorde sig gjældende der, hvor Talen ikke
var forpligtet til at henvendes til Formanden, men kunde rettes til
Forsamlingen, skal jeg kun gjøre den Erindring, at de af ham
tilsigtede personlige Duetter meget hyppigere finde Sted i det
engelske Underhuus, hvor man er pligtig at tiltale Formanden, end i
Overhuset, hvor Frugeden er be- varet til at rette Talen til selve
Husets Medlemmer.
Da ingen Flere efter Formandens Opfordring begjerede Ordet med
Hensyn til den under Debat værende Deel af Forretningsregu- lativet,
gik man over til Forhandlingen af §§ 25 til 28, hvilke Ord- føreren
oplæste og hvorefter han yttrede sig saaledes:
Algreen-Ussing: Jeg kan ikke undlade at
gjøre enkelte Be- mærkninger ved disse Paragrapher. Naar det
saaledes i § 26 hed- der, at til ethvert Valg udfordres over
Halvdelen af Stemmerne, da er derved ogsaa sigtet til Valg, der
foregaae gjennem Afdelin- gerne; disse Valg bestaae foruden Valgene
af Formand og Secretair ogsaa af Valg af Medlemmerne til den fælles
Comitee, og disse Valg have den største Betydning. Da nu desuden
Afdelingerne bestaae af et forholdsviis ringere Antal Medlemmer,
nemlig 30, eller høist 32, har Comiteen ikke troet, at dette vilde
medføre sunderligt Besvær eller Tidsspilde. Hvad dernæst angaaer
det, der i Slutningen af Para- graphen er føiet til om, at enhver
Valgseddel, der indeholder et større eller mindre Antal Navne, end
der skal stemmes paa, er ugyl- dig, da forekommer det mig, at naar
en saadan Valgseddel indehol- der flere Navne end der skal stemmes
paa, er der ingen Grund til at slette noget af Navnene ud. Det er
nemlig vilkaarligt at sige, at de sidste Navne skulle bortfalde. Del
vil imidlertid høre til de sjeldnere mødende Tilfældee, da
Stemmesedlerne ere indrettede i Over- eensstemmelse med det Antal,
der udkræves til Comiteen, nemlig 3, 5 eller 7. Derimod skal jeg
gjøre opmærksom paa en Fremgangs- maade, der er brugt, naar der
stemmes paa et større Autal Medlem- mer, f. Ex. 7, der skulle
indtræde i Comiteen, idet man da med Flid ikkun stemmer paa 3 eller
5 Medlemmer, som man fortrinlig maatte ønske at faae ind i Comiteen.
Nu er det vel saa, at man derved bevirker, at der vilde blive
anvendt en anden Fremgangsmaade, idet man stemte paa hele Antallet,
f. Ex. 7, og da foruden dem, man specielt ønskede at udhæve, stemte
paa dem, der ellers ikke vilde faae Stemmefleerhed for sig. Man har
ogsaa brugt at stemme paa Navne, hvoraf der findes flere i
Forsamlingen, for derved at gjøre Valget ugyldigt. Jeg bemærker
dette, fordi man er opfindsom, naar man vil bevirke et saadant Valg,
og Comiteen har derfor troet det Sim- pleste at være, at erklære
enhver saadan Valgseddel for ugyldig. Det forekommer mig ogsaa at
være en simpel Fordring, der kan dtilles til ethvert Medlem i denne
Forsamling, at han i saa Hen- seende skal være nøiagtig.
Ved § 28 skal jeg bemærke, at Comiteen har anseet det rettest,
|
|
99
125 126
at ved enhver Afstemning Prøve og Modprøde finder Sted
og Stem- merne hvergang tælles af Secretairerne. Det er vel ikke
undgaaet dens Opmærksomhed, at dette er vidtløftigere end
almindeligt, men da Afstemningerne i denne Sag og med Hensyn til den
vigtige Sag, her skal foretages, ere af saa stor Betydning, har man
troet at burde saa bort fra den Uleilighed og Tidsspilde.
Naar Prøve og Modprøve foretages, vil der vel ikke let være
tilfælde, hvor Tvivl vil kunne opstaae om Afstemningens Udfald, thi
Intet er sikkrere end Tal, men naar de staae paa Grændsen, lod det
sig dog tænke, at Prøven gav f. Ex. 77 og Modprøven ligesaa, og for
det Tilfældee maatte der stemmes efter Navneopraab. Dette kan ogsaam
efter hvad der er foreslaaet, strax ved Afstemningens Be- gyndelse
forlandes af 15 Medlemmer, og da kan ikke nogen anden Afstemning,
enten ved at reise sig eller blive siddende, finde Sted. Endelig har
Comiteen ikke troet at burde udelukke Afstemning ved Kugler, skjøndt
jeg kan forsikkre, at ingen af Comiteens Medlemmer ønsker denne
Afstemning indført, da det er det Samme som en hemmelig Afstemning;
men man har troet, at Minoriteten ikke burde berøves denne Ret.
Efter Stænderanordningen tilkommer der et enkelt Med- lem Ret til at
forlamge saadan Afstemning; men Comiteen har ikke troet at burde
tilstede dettem da derved i utilbørlig Grad gives et enkelt Medlem
Magt til at chicanere de øvrige Medlemmer i For- samlingen og
forsinke Afstemningen. Derfor har man antaget, at der i det mindste
skulde være 25 Medlemmer, der forlange en saadan Afstemning,
hvilket, da der ikke udfordres Tilstedeværelsen af 77 Medlemmer for
at udgjøre en gyldig Forsamling, i dette Tilfældee vilde udgjøre
henimod en Trediedeel af denne. Det er en Selvfølge, at Begjeringen
om Afstemning ved Kugler vør gives Fortrin, saa at naar denne er
begjert, ingen. Anden kan begjere Afstemning ved Navneopraabm da
disse to Afstemningsmaader ere hinanden aldeles modsatte.
Paludan-Müller: Jeg maa udtale mig imod
Principet for Valgene efter § 26. Det er indlsende, at det er af
stor Vigtighed for Forretningsgangen i Forsamlingen, at der ikk
foraarsages Tids- spilde ved mange Omvalg; fremdeles vil det blive
den factiske Følge af en saadan Bestemmelse, at den vil bringe alle
Valg over paa et meget lidet Antal Medlemmer. Ingen vil gjerne
spilde sin Stemme; men naar det er givet, at Ingen kan blive valgt
uden at have over Halvdelen af samtlige Stemmer, nødes man derved
til at forenes om at udnævne de Medlemmer, som kunne forudsættes at
ville faae saamange Stemmer. Deraf vil følge, at et liget Antal Medlemmer, vel især Kjøbenhavnerne, og de Medlemmer, der i de
forrige Stænderforsamlinger have havt Leilighed til at skaffe sig et
Navn, ville blive valgte. Jeg anseer ikke dette for heldigt, just paa Grund af den store Indfydelse, som Comiteerne udøve paa Forhandling- gernes Gang; det er flere Gange omtalt, og det er vvistnok fuld-
kommen snadt, at de enkelte Medlemmer vanskeligt kunne sætte Noget
igjennem imos Comiteens Mening, og naar man nu kan forudseem at en
halv eller en heel Snees Medlemmer vil komme ind i alle eller
ialtfald: de vigtigste Comiteer, da synes dette at være en ikke heldig Virkning af den omtalte Bestemmelse.
la Cour: Jeg skal tillade mig at tale nogle
Ord imod den hemmelige Afstemning. Det glæder mig, at det hæderlige
Udskud gjennem sin Ordfører har erklæret, at det ikke for sit
personlige Ved- kommende har forlangt en saadan Afstemningsmaade.
Det er aaben- bart, for hvis Skyld en slig hemmelig Afstemning
skulde fordres, nemlig for de Frygtsommes og Uselvstændiges Skyld,
for at hjælpe disse ud af den Afhængighed, hvori de holdes af dem,
der i mange Henseender ere dem overlegne. Jeg indseer, at der maa
gjøres Noget for dem; men hvad der bør gjøres er at skaffe et
kraftigere og fri- skere Liv ind i Forsamlingen og at bringe det til
at staae klart for dem, at de, som her skulle vinde Agtelse, maae
være deres Mening bekjendt og med Kraft og Mod fremsætte den. Det
forekommer mig saaledes, at det Middel, som her er foreslaaet, netop
vil bevirke det Modsatte af hvad dermed er tilsigtet, idet det
snarere vil forøge Ængsteligheden og Frygten istedetfor at
formindske den. Skulde det kun skee en enkelt Gang, saa synes det
dog, at, naar et Medlem li- geover for Forsamlingen, for sine
Vælgere eller for Regjeringen ikke
tør være sin Mening bekjendt, ligger heri en politisk Svaghed, en
Politisk Synd, som maa svække Forsamlingens Moralitet; jeg maa
derfor forbeholdee mig et Forbedrings-Forslag imod den foreløbige Be- stemmelse om hemmelig Afstemning.
Olesen: Jeg kan ganske skutte mig til hvad
den sidste ærede Taler har yttret imod Afstemning med Kugler. Jeg
kan ikke nægte, at jeg anseer det umandigt, om jeg saa før udtrykke
mig for Rigs- Forsamlingen, at forudsættem at Nogen ikke skulde
ville være sin Me- ning ligefrem og aabent bekjendt. Jeg kan ikke
troe, at der skulde være nogen Rigsdagsmand, som ikke vilde
vedkjende sig, ligeover for Folket, for sine Vælgere, hvorledes han
stemmer og derved godtgjøre for sine Vælgere, at han ikke farer
under falskt Flag. Den meste Nytte, der kan haves af hemmelig
Afstemning, er, at denne kan af- give et Skjul for dem, der ikke
have Mod til ligeoverfor deres Vælgere at være deres Anskuelser
bekjendt, men en saadan Modlos- hed vør ikke dækkes. § 32 troer jeg
ogsaa vil kunne bøde paa den Mangel, som man herved kunde tænke sig.
Hvis det nemlig skulde ansees nødvendigt at have en hemmelig
Afstemning, da kan § 30 an- vendes saaledes, at man lukker Dørene,
og skulde dette i enkelte Til- fælde end ikke være tilstrækkeligt,
saa vil man ialtfald ved den sidste Paragraph kunne bøde derpaa.
Ørsted: Jeg maa aldeles henholde mig til
hvad den Depute- rede for Odense (Paludan-Müller) har sagt om det
høist Betænkelige i, at Comiteevalgene skulle skee med en absolut
Pluralitet. Jeg har herved aldeles ikke taget Hensyn til de
Comiteevalg, der skulle foregaae gjennem Afdelingerne; jeg anseer
det klart, at der der maa fordres absolut Majoritet, og at det ikke
godt kunde være anderledes. Der vil Sagen heller ikke medføre nogen
Vanskelighed. Derimod troer jeg, at det vilde være meget
uhensigtsmæssigt, om ingen Comitee af Forsamlingen kunde vælges uden
absolut Pluralitet, Skal nemlig et stort Antal Medlemmer udnævnes
til at tage Sæde i en Comitee, da er det ikke let tænkeligt, at der
skulde vise sig afgjorte Pluralitet for det hele Antal, som saaledes
vilde være at udvælge. Erfaringen har hidtil viist, at ved Comiteers
Nedsættelse nogle Faa erholde et stort Antal Stemmer, navnling over
Halvdelen, men at en Mængde Medlemmer kun erholde et ringe Antal
Stemmer og langt under Halv- delen af Forsamlingens Medlemmer. Der
vilde altsaa idelig behøves vidtløftige Omvalg for at gjøre
Comiteerne fuldtallige. Dette anseer jeg imidlertid ikke som
Hovdsagen. Hvad jeg derimod finder meget betænkeligt er det, at der
derved begrundes et Majoritetsherredømme. Majoriteten vil nemlig
have det i sin Magt, hvis der er et Parti, mod hvilket den nærer
Uvillie, aldeles at udelukke dette fra at komme ind i Co- miteerne,
og det er vvistnok billigt, at enhver Hovedanskuelse, enhver
væsentlig Interesse faaer Leilighed til at udtale sig i disse. Naar
jeg frygter for, at Minoriteten skal udelukkes fra Comiteerne, saa
tager jeg ikke Hensyn til den Minoritet, hvortil jeg nærlest regner
mig selv; thi om ogsaa de Mænd, hvortil jeg slutter mig, ikke ere
iblandt dem, som kunne gjøre Regning paa hyppigt at blive valgte,
saa er der ikke en saadan Uvillie imod dem, at man absolut vil ude-
lukke dem fra at komme paa Valgm og at man saaledes, naar nogen af
dem maatte erholde flere Stemmer end de øverige, der vare bragte paa
Valg, men ikke saa mange, som der udfordres til absolut Plu-
ralitetm saa at Omvalg maa foretages, da forsætlig skulde stemme
imod dem. Men jeg troer, at her er en anden Minoritet, en anden
Fraction, som man snarest kan vente at ville blive udelukket fra
Deeltagelse i Comiteerne, saafremt Ingen kan blive Med- lem af disse
uden absolut Stemmefleerhed. Denne Regel kan der- for vel gjælde for
Valgene gjennem Afdelingerne, men derimod ikke for de Comiteevalg,
som udgaae af hele Forsamlingen. Der synes ogsaa at være saameget
mindre imod, at et mindre Antal Stemmer er tilstrækkeligt til at
give et Medlem Plads i en Comitee, som de, der ere udnævnte af
Afdelingerne, knnne komme ind med 15 eller 16 Stemmer, og det ved
Siden heraf synes mærkeligt, om den, der er- holdt nogle og
tredsindstyve Stemmer ved Comiteevalg i Forsamlin- gen, ikke kunde
indtræde uden nyt Valg, hvorved han muligen, fordi han havde
Fleertallet imod sig, ikke erholdt Pluralitet. Jeg skal endnu
tilføie en Bemærkning. Naar det hedder i § 26, at Valget foretages i
Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte Forskrift, saa
|
|
100
127 128
følger heraf, at naar ikke et tilstrækkeligt Antal ved
det første Valg erholdt den Pluralitet, som udfordres, skal der
anden Gang foretages et nyt frit Valg, saa at man anden Gang endog
kan stemme paa Indivi- der, som den første Gang ingen Stemmer
erholdt, og det er meget mu- ligt, at man vil foretrække dette for
at stemme paa de Medlemmer, som tidligere havde erholdt de fleste
Stemmer næst efter de,. der havde faaet et tilstrækkeligt Antal for
at komme ind i Comiteen. Jeg troer saaledes, at det er vigtigt, at
den af mig ommeldte Forandring foregaaer i Comittens Forslag. Hvad
Slutningen af Paragraphen angaaer, da forekommer denne mig ofsaa at
have nogen Betænkelig- hed, ikke saameget fordi deres Stemmer, som
ikke have stemt paa det fulde Antal, der udkræves, ikke skulde komme
i Betragtning, som fordi Conseqventsen deraf tilsiger, at naar et
enkelt Navn enten er ulæseligt eller ubestemt, hele Stemmesedlen da
skal casseres. Jeg troer nemlig ikke, at der kan flyde nogen Misbrug
af at lade en saadan Stemme- seddel gjælde for saamange Individerr,
som der rettelig er stemt paa; hvad jeg anseer klart, er, at de
Stemmesedler, ved hvilke der er stemt paa et større Antal
Individerr, end der udfordres, maae være ugyldige.
Stockfleth: Jeg kan ikke ganske dele de
ærede Medlemmers Mening, som antage, at der ikke bør finde
Afstemning Sted ved Kugler; derimod indseer jeg ikke rettere, end at
i dette Tilfældee, som i ethvert andet, Forsamlingens Pluralitet bør
gjøre Udslaget, og at altsaa, istedetfor at Udkastet bestemmer, at
25 Medlemmer kunne forlange denne Afstemningsmaade, dette bør sættes
under Af- stemning af alle tilstedeværende Medlemmer, og naar
Pluraliteten er derfor, Afstemning ved Kugler finde Sted, i modsat
Fald ikke.
Barfod: Jeg tillader mig at bemærke, at jeg
finder mig baade politisk og moralsk forpligtet til at modarbeide
enhver hemmelig Afstemning.
Frølund: Ogsaa jeg maa erklære mig imod den
i Slutnin- gen af § 28 omhandlede Afstemning ved Kugler; jeg maa
erklære mig imod denne Afstemningsmaade, fordi den forekommer mig
at være i aabenbar Strid med det Princip, som er
Rigsforsamlingens bedste Støtte, nemlig Offentlighed. Jeg kan vel
tænke mig, at der deri er taget Hensyn til de saakaldte Svage i
Anden, som har for- udsat at være tilstede her i Forsamlingen; men
for det Første troer jeg, at man ikke ret vel er berettiget til at
forudsætte, at deres Tal just er meget stort, og hvis det kun er
meget lidet, troer jeg ikke, der bør tages synderligt Hensyn til
dem. Jeg mener ogsaa, at det vilde være et farligt Brud paa hiint
Princip; thi er Begyndelsen først skeet, saa kunde det vel være, at
Sligt vilde tage hurtigt til, og at det saaledes kunde ende med, at
Rigsforsamlingens Døre vel vare aabne, men at Forhandlingerne i
Grunden vare hemmelige. Man kan vist- nok tænke sig Tilfældee, hvor
det er nødvendigt at indføre hemmelig Affstemning, men jeg kan kun
tænke mig dette i Tilfældee, som ligge udenfor den almindelige
Orden, idet Samfundsordenen er forstyrret; men da har man og en egen
Paragraph, som giver Rigsforsamlingen Leilighed til at gaae ud fra
den almindelige Orden. Jeg stemmer alt-
for for, at hele Reglen om KugleAfstemning gaaer ud; men skal der
findes noget desangaaende i Forretningsordenen, da mener jeg, at den
kun bør finde Sted, naar Pluraliteten af Forsamlingen derom er enig.
Dinsen: Jeg maa erklære mig for, at
Slutningen af § 28 aldeles udelades. Jeg troer (og jeg haaber, at
Pluraliteten i For- samlingen troer der samme), at al hemmelig
Afstemning ved Kugler maa ansees som forkastelig. Enhver Deputeret
skylder sine Vælgere at stemme offentlig; enhver Deputeret bør, selv
hvor han er udsat for Fare, handle offentligt; ved Saadant erholder
han netop Leilighed til at vise sin Selvsttændighed, til at vise, at
han vvirkelig mener det ærligt; og er dette saa, da behøver han ikke
at skjule enten sin Frygt eller sin Hensigt under en hemmelig
Afstemning ved Kugler.
Chr. Larsen: Jeg maa aldeles slutte mig til
de ærede Rigs- dagsmænd, som have udtalt sig imod Kugleafstemningen.
Jeg anseer en saadan Afstemningsmaade som et Brud paa den danske
Ærlighed, og jeg maa derfor ogsaa stemme for, at den sidste Deel af
§ 28 falder bort.
Chr. Erichsen: Jeg skal tillade mig at
bemærke, at jeg slutter mig til de Talere, som have yttret sig imod
Kugleafstemning.
Rée: Den ærede Ordfører har bemærket, at
intet af Comiteens Medlemmer for dens Vedkommende ønsker Brugen af
Kugleafstem- ning. Det troer jeg ogsaa, men jeg antager, at Comiteen
kunde have forudsat det Samme om Forsamlingens øvrige Medlemmer,
og hvortil da det gele Forslag? Jeg indseer ikke, hvad der
opnaaes derved for Minoriteten, thi det er umuligt at sige, hvad
Reslultat den hemmelige Afstemning vil lede til. Den væsentligste
Aarsag, hvorfor jeg maa udtale mig imod enhver hemmelig
Afstemning, er den, der allerede er anført af en anden æret Taler,
at hiin Afstemningsmaade strider imod Livsprincipet i den For-
fatning, som vi her skulle grundlægge. Denne kræver kræver fuldstæn-
dig Offentlighed, for at der kan finde Control Sted fra Publi- cums
Side og Control imellem Vælgerne og de Deputerede; men hvorledes
skal denne Control, der er den eneste Garanti, man kan byde, kunne
sikkres, naar man kan tilsløre sin Mening, sin Handling, der er
vigtigere end Talen, man fremfører, som er den vigtigste of-
fentlige Handling, ved en hemmelig Afstemning? Allerede Talen kan,
som en bekjendt Statsmand har sagt, bruges til at skjule Me- ningen,
og man har derfor ingen anden sikker Control end den, at man veed,
hvorledes de Vedkommende afgive deres Stemme. Det var alt uhyggeligt
i de gamle Stænder, at en saadan Control ikke var tilstede, at
Vælgerne ikke kunde vide, hvorledes deres Deputerede, navnlig de,
som mindre deeltoge i Discusionerne, færdedes i det of- fentlige Liv
i Stændersalen. Skulde man nu tage en saadan uhyg- gelig Levning fra
de gamle Stænder og overføre den i vort unge, constituionelle Liv,
da vilde dette vvistnok være Noget af det Farligste, hvormed man
kunde begynde. Jeg slutter mig saaledes i Eet og Alt til de Talere,
som have tilraadet, at Kugleafstemningen aldeles fal- der bort. (Sluttes.)
Subscription paa denne Tidende modtages I Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker
Btanco Luno |
|
101
129 130 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 18. Syvende Møde.
(Fortsat.)
Algreen-Ussing: Der er tvende Punkter,
hvorom Discussio- nen fornemmelig har dreiet sig, nemlig Palget af
Medlemmer til Co- miteerne og Kugleafstemningen; jeg skal derfor
ogsaa i mine Mod- bemærkninger indskrænke mig til disse to Punkter.
Forsaavidt det er befrygtet at ville blive Følgen af Valg af
Comiteemedlemmer med ab- solut Pluralitet, at et
Majoritetsherredømme derved skulde kunne gjøre sig gjældende i
Forsamlingen, er Svaret derpaa ganske simpelt det, at naar
Majoriteten i en Forsamling vil forene sig om at give Een eller
Flere deres Stemme, saa er dette umuligt at forhindre, hvad enten
man betinger Valgets Gyldighed af absolut Majoritet eller ikke. Det
bedste Værn herimod maa antages at ligge deri, at det vil være i
selve Majoritetens Interesse, at Minoriteterne ikke udelukkes af
Comiteerne. Det vilde ikke være rigtig Politik at undlade dette; thi
netop ved at optage Medlemmer af Minoriteten i Comiteerne vil man
fra Sagens første Behandling erholde den bedste Leilighed til at erfare
dens Anskuelser om de Grunde, hvorpaa den bygger sin Mening. Jeg kan
ei heller nægte, at jeg ikke formaaer at indsee, hvorledes der kan
gjøres Forskjel i denne Henseende paa Valg af Comittee-Medlemmer
gjennem Afdelingerne, som ordentligviis ville være de fleste og de
vigtigste, og de Valg, der skee af hele Forsamlingen. Det forekommer
mig, at een og samme Regel maa være fælles for dem begge. Valget af
Comiteemedlem- mer vilde, hvis man ikke fordrede absolut Pluralitet,
ofte være over- givet til en reen Tilfældeighed, idet, Medlemmer,
som kun erholdt meget faa Stemmer, kunde komme ind i Comiteen. Jeg
troer ikke, at jeg behøver at forvare Comiteens Medlemmer imod den
Sigtelse, at Comiteen ved dette Middel skulde have villet skaffe de
ældre Med- lemmer af Stænderforsamlingen eller de kjøbenhavnske
Deputerede for- trinlig Adgang til Comiteerne; dette har været langt
borte fra Comiteens Tanke. Hvad det andet Punkt angaaer, med Hensyn
til hvilket flere ærede Medlemmer ere imod Udkastets Bestemmelse, da
ynde Co- miteens Medlemmer for deres Person vvistnok heller ikke den
hemme- lige Afstemningsmaade, men det maa dog herved komme i
væsentlig Betragtning, at en saadan hemmelig Afstemning er hjemlet i
næsten alle constitutionelle Landes Forretningsreglementer, og det i
Lande, hvor Forfatningen er baseret paa et ligesaa folkeligt
Grundlag som det, hvorpaa nærværende Forsamling hviler, og at derfor
en saadan Bestemmelse maa ansees at have sin Grund i selve
Forhøldets Na- tur. Comiteen har ikke troet at burde gaae ud fra, at
en saadan Afstemningsmaade ikke i noget Tilfældee skulde blive
begjert her i Forsamlingen; men dersom den ikke begjeres, vil
naturligviis Slut- ningen af § 28 blive uden Anvendelse. At
Pluraliteten i Forsam- lingen skulde, som af et Medlem foreslaaet,
gjøre Udslaget, kan ikke bestaae med denne Bestemmelses Hensigt.
Schack: Jeg skal tillade mig at forbeholdee
mig et Amendement, omtrent saaledes lydende: „Et Antal af 15
Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse forlange særegen Afstemning
enten ved Kugler eller ved Navneopraab. Forlanges begge de særegne
Afstemnings- maader, da skeer Afstemningen ved Navneopraab.” Jeg
forbeholdeer mig imorgen nærmere at begrunde dette Amendement.
Ørsted: Jeg skal tillade mig at bemærke, at
jeg fuldkomment vel erkjender, at det er imod Majoritetens Interesse
at udelukke Mi- noriteten fra Comiteerne, og det er mig vel bekjendt
fra Sagernes Gang ved Stænderne, at Majoriteten der søgte at bringe
endeel af Minoriteten ind i Comiteerne; jeg troer ogsaa, at dette
fremdeles vil
finde Sted, thi en saadan Conspiration imellem Medlemmerne af
Majoriteten, at den skulde erholde alle Medlemmer af en modsat An-
skuelse udelukkede, er ikke at befrygte. Men naar det kommer til, at
enkelte Individerr, som vel have erholdt faa Stemmer, men dog saa
mange, at de, naar relativ Stemmefleerhed var tilstrækkelig, kunde
komme ind i Comiteerne, skulde underkaste sig et nyt Valg, da vilde
de, naar de ikke vare yndede, sandsynligviis ikke erholde absolut
Pluralitet og altsaa ikke komme ind i Comiteen. Jeg indseer ikke
ret, at hvad der skal gjælde om Afdelingerne, ogsaa skal gjælde For-
samlingen; da Afdelingerne ere smaae; og da enhver Afdeling kom- mer
til at vælge 1, 2, høist 3, saa kan der ikke være nogen Vanske-
lighed ved der at skaffe absolut Pluralitet, hvilket vvistnok ogsaa
er nødvendigt, naar der skal være nogen Ligelighed imellem Valget
der og Valget i den hele Forsamling. Men selve Forsamlingen, troer
jeg, bør lade det blive ved den Regel, at et saa stort Antal, som
der skal vælges til en Comitee, og som have erholdt flere Stem- mer
end de øvrige, ansees som Medlemmer af Comiteen.
Krieger: De, som modsætte sig Forslaget om,
at alle Valg skulle foretages med absolut Majoritet, lægge, troer
jeg, ikke tilstrække- lig Vægt paa det Værn, der allerede er givet
Minoriteten i alle de Tilfældee, hvor Udskudene ganske eller
tildeels skulle vælges gjennem Afdelingerne. Den har netop derved
større Værn end efter den tid- ligere Provindsialstænderanordning,
thi det er vist, at efter den havde en sig bevidst Majoritet det
fuldkomment i sin Magt at sætte ind i en Comitee Alle, hvem den
vilde. Nu derimod, naar Comiteemedlemmer- nes Udnævnelse henvises
til Afdelingerne, haves deri aabenbart en ikke ringe Betryggelse for
Minoriteten. Men dem, der alligevel frygte, om jeg saa tør sige, et
Majoritets-Tyranni, skal jeg lægge paa Sinde, om de da foretrække et
Minoritets-Tyranni; og dog ligger det klart i Conseqventsen af det
Forsvar, de have fremsat, at man let kan komme til et
Minoritets-Tyranni, og jeg maa da henstille, om de, naar der endelig
skal være et Tyranni, hellere ville have et Minori- tets-Tyranni end
omvendt. Det Naturligste forekommer mig at være, at der ved
Comiteernes Sammensætning finder en ligelig Fordeling Sted af Mænd
af de forskjelligee Fractioner; men dette lader sig kun bevirke ved
en vis praktisk Takt, ved en gjensidig og billig Imødekommen.
Ørsted: Jeg indseer ikke, at Valget i
Afdelinger kan sikkre Minoriteten Stemmerne der, thi det er uvist,
at de, som ere i Mino- riteten i Forsamlingen, ville erholde
Majoriteten i Afdelingerne. Jeg begriber ikke, hvortil den ærede
sidste Taler har sigtet ved at omtale et Minoritetstyranni, saaledes
at Minoriteten skulde kunne faae de fleste Stemmer med Hensyn til
Comiteevalgene. Spørgsmaalet er kun, om man bør tillade Enkelte at
komme ind i Comiteen, som ikke have saa mange Stemmer, som udfordres
til absolut Stemmefleerhed. Jeg maa tillade mig at gjøre opmærksom
paa, at de subsidiaire Valg, som skulle foretages, naar de, som
hidtil have de fleste Stemmer, dog ikke have saa mange, som
udfordres til absolut Majoritet, ikke egentlig have nogen stor
vvirkelig Betydning, da man ikke kan stemme paa de Individerr, man
kunde ønske, men kun paa dem, som havde de fleste Stemmer ved det
andet Valg.
Paludan-Müller: Naar den ærede Ordfører har
yttret, at jeg skulde have sigtet Comiteen for at ville befordre de
gamle Stæn- derdeputeredes Valg, saa har jeg for mit Vedkommende
hverken sagt eller meent dette; jeg har ikke sagt, og jeg har i alt
Fald ikke meent Andet, end at det vilde være en rimelig Følge af den
omhandlede Anordning af Valgene; men jeg har ikke udtalt mig eller
ikke villet udtale mig over Comiteens Hensigt, som jeg naturligviis
ikke kan |
|
102
131 132
kjende. Da jeg har reist mig, skal jeg tillade mig et
forbeholdee mig et Forandringsforslag med Hensyn til § 26.
Algreen-Ussing: Jeg forglemte, da jeg sidst
talte, at bemærke, at jeg underhaanden er bleven gjort opmærksom paa
Spørgsmaalet, om hvor stort et Antal medlemmer der, efter hvad
Comiteen har an- taget, bør være tilstede i Afdelingerne, for at
disse kunne foretage gyl- digt Valg. Comiteen har ikke særligt taget
dette under Overveielse, men jeg antager, at den, om den end havbe
taget dette Spørgsmaal under Forhandling, ikke vilde have fixeret
noget Antal i saa Hen- seende; det maa nemlig formodes, at det vil
være forud bestemt, til hvad Tid Valgene skulle foregaae i
Afdelingerne, og som en Følge deraf vil ethvert medlem have
tilstrækkelig Opfordring til at møde for at gjøre sin Valgret
gjældende, og den, som da ikke møder, maa sinde sig i, at hans
Stemme ikke kommer i Betragtning.
Madvig: Jeg skal tillade mig at yttre et Par
Ord an- gaaende Fordringen om absolut Majoritet ved alle Valg og
navnlig ved Comiteevalgene. Jeg troer, at Forskriften om absolut
Majoritets Nødvendighed, der aabenbart sigter til den støvft mulige
Garanti for, at Comiteerne blive sammensatte paa bedste Maade, just
bliver en Nød- vendighed, naar Comiteerne vælges gjennem
Afdelingerne, og naar Valget i hele Forsamlingen skal gaae ud paa at
supplere Valgene i Afdelingerne med bestemt Hensyn til speciel
Dygtighed og med Hen- syn til det Tilfældeige i de tidligere Valg,
thi Tilfældeigheden har dannet Afdelingerne. Just denne Betragtning
forekommer mig at gjøre Fordringen om absolut Majoritet end
nødvendigere end ellers. med Hensyn til Spørgsmaalet, om denne
Bestemmelse vil kunne med- føre Tyranni eller Intrigue i den ene
eller den anden Retning, maa jeg, idet jeg slutter mig til, hvad
der, som jeg troer, laae i hvad den Deputerede for Kjøge (Krieger)
yttrede, bemærke, at naar der ikke fordres absolut Pluralitet, og
der i Forsamlingen viser sig en lille, compact Minoritet, f. Ex. i
denne Forsamling blot 40 Stem- mer, vil, hvis der ikke tages
Forholdsregler derimod, den første og naturligste Følge være, at ved
Valg, hvor Stemmerne spre- des noget omkring, Comiteerne besættes
med medlemmer af denne Mi- noritet. Naar man derimod kræver absolut
Majoritet, saa turde det lede til en bestemt Modstræben imod forud
at aftale Valg, hvorved Minorite- ten udelukkedes, og dette troer
jeg, at den ærede Rigsdagsmand har tænkt paa ved at nævne Tyranni af
Majoxiteten; jeg troer, at naar man fordrer absolut Pluralitet, vil
dette just gjøre, at slige smaa Manoeuvrer træde tilbage. Til hvad
jeg her har sagt, skal jeg endnu føie en Bemærk- ning, som jeg
ellers, hvis jeg ikke havde taget Ordet, vilde have med- deelt
Comiteens Ordfører underhaanden. Naar det i § 26 siges, at naar
Stemmerne ere lige, saa deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket
ellers ikke finder Sted, da forekommer en Omredaction mig nødvendig
for at fjerne Misforstaaelse, thi jeg kan ikke antage, at det har
været Comiteens Mening, at der ved „Formand” ogsaa skulde forstaaes
Formændene for Afdelingerne. Hvad hele Forsamlingen angaaer, da er
Forskriften vvistnok meget rigtig, men jeg troer ikke, at der er
Anledning til, med Hensyn til Afdelings-Formændenes hele Stilling,
at udelukke disse fra Deeltagelse i Afstemningen. Der vil altsaa
være at foretage en liden Forandring i denne Bestemmelse, hvis
Comiteen med mig er enig.
H. Olesen: Med Hensyn til de Bemærkninger,
den ærede Ordfører har fremsat som talende for at bibeholdee
Kugleafstemning, skal jeg tillade mig at yttre, at vi ikke behøve at
bryde os om, hvad der er Brug i andre Lande, men kun hvad der passer
sig for os, og er overeensstemmende med Folkets Anskuelser.
Frølund: Jeg skal tillade mig nogle
Bemærkninger med Hen- syn til Kugleafstemningen. Jeg maa tilstaae,
at jeg ikke heller er bleven overbeviist ved hvad den ærede Ordfører
har sagt til Forsvar for denne Afstemningsmaade. Han anførte nemlig
kun een Grund, der allerede er bleven berørt i den anden Ende; af
Salen: at den fandt Sted i de fleste andre Lande; men dette Slags
Grunde er det meget farligt at gaae ind paa. Rigsforsamlingen bør
vvistnok tage Hensyn til, hvad der finder Sted andre Steder, men kun
for at tage under nærmere Overveielse, hvorvibt Saadant her kan være
nødven- digt; derimod troer jeg ikke, at man bør lade sig binde
deraf, men selv danne sig en selvstændig Mening. Det er dernæst
sagt, at Plu-
raliteten skulde have Ret til at afgjøre, hvorvidt denne
Afstemnings- maade skulde anvendes eller ikke, men dette kan jeg
ikke være enig i, da man ikke derved vil opnaae, hvad man har søgt;
det vil da blive Minoriteten, der ved en saadan Afstemning skulde
beskiyttes. Denne kan nu vel forlange ogsaa at faae sin Ret gjort
gjældende; men jeg troer ikke, at denne bør have en saadan Ret, naar
der er Tale om Noget, der vilde komme i Strid med denne Forsamlings
Hovedprin- cip, nemlig Offentlighed, thi i dette Tilfældee at
indrømme Minori- teten en saadan Net, vilde paa en vis Maade være
det Samme som at indrømme den et vist Tyranni over Forsamlingen.
Formanden: Hvis Ordføreren ikke skulde have
Noget at an- føre, kunde vi maaskee gaae over til den næste og
sidste Afdeling af det foreliggende Udkast, nemlig §§ 29—32.
Ordføreren oplæste derefter de ommeldte Paragrapher og be-
mærkede, at han for Tiden fandt en nærmere Motivering af disse
unødvendig.
Rée: Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at
det forekommer mig, at det er et altfor lidet Antal medlemmer,
nemlig 15, som det er overladt at forlange, at Mødet skal holdes
hemmeligt, Efter de Anskuelser, som bleve udviklede under
Forhandlingerne om Afstemning ved Kugler, troer jeg, at man bør have
en større Garanti imod de Misligheder, der ere forbundne med
hemmelige Møder, end at 15 medlemmer skulde kunne forlange et
saadant. Om man ikke hertil vilde forlange Majoritet, saa burde der
dog vvistnok udfordres et større Antal.
Algreen-Ussing: Det er flet ikke Tilfældeet,
at 15 med- lemmer kunne forlange, at Mødet skal holdes hemmeligt; de
kunne kun forkange, at Spørgsmaalet derom sættes under Afstemning,
og det vil da være i et hemmeligt Møde af Pluraliteten at afgjøre,
hvor- vidt de egentlige Forhandlinger skulle finde Sted for lukte
Døre eller ikke.
Schack: Jeg skal tillade mig et Spørgsmaal
med Hensyn til den sidste Paragraph. Naar der efter denne udfordres,
at de tre Fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer skulle være
enige om Forandring i Regulativets Forskrifter, er det da Meningen,
at de strax samme Dag kunne erholde Forretningsgangen forandret,
eller, hvad nogle Yttringer af Comiteens Formand igaar synes at
modsige, at et formeligt Forslag desangaaende skulde fremsættes og
Foran- dring da først kunne finde Sted, naar tre Fjerdedele af
medlemmerne havde erklæret sig enige i det?
Algreen-Ussing: Under særdeles paatrængende
Omstændig- heder, der i det Hele i Paragraphen er opstillet som
Betingelse, maa det ogsaa antages, at der i selve Mødet kan
fremsættes Begje- ring om, og af ¾ af Forsamlingens medlemmer tages
Beslutning om en Forandring i Forretningsgangen. Hvis Forandringen
der- imod skulde have Virkning for længere Tid, hvilket vvistnok
var det, som nærmest tilsigtedes af det ærede Medlem, maa
naturligviis et særeget Forslag derom være nødvendigt.
Schack: Skal der da i sidste Tilfældee
udfordres tre Fjerde- dele af Medlemmerne, eller er simpel Majoritet
tilstrækkelig ?
Algreen-Ussing: Nei — naturligviis i hvert
Tilfældee, hvor der forlanges en Afvigelse fra Regulativets
Forskrifter, udfordres der en Pluralitet af tre Fjerdedele af de
tilstedeværende medlemmer.
Ørsted: Jeg har ikke opfattet det saa; jeg
har forstaaet Pa- ragraphens Bestemmelse saaledes, at det skulde
staae tre Fjerdedele af Medlemmerne frit for at vedtage Forandringer
i Regulativet, hvis der blev Spørgsmaal herom i et enkelt Tilfældee,
men at derimod simpel Pluralitet skulde være tilstrækkelig, naar der
spørges om en Forandring i Almindelighed.
Schack: Det er ogsaa saaledes, jeg har
opfattet Paragraphen. Men hvis der da den ene Dag kan skee
Forandring i Regulativets Bestemmelser efter Beslutning af en simpel
Pluralitet, ifølge et For- slag, der er fremsat den foregaaende Dag,
da kommer man netop herved let til et saadant Majoritets-Tyranni,
hvorom der her idag har været Tale; thi i dette Tilfældee vil
Majoriteten altid have det i sin Magt, naar nogen Tid er hengaaet at
arrangere Forretnings- ordenen, saaledes som den mener, at det vil
være den selv til Gavn og Minoriteten, til Skade.
|
|
103
133 134
Algreen-Ussing: Forsamlingens
Forretningsregulativ skal aldeles ikke være undtaget fra
Forandringer; i Tilfældee af saadanne vil der altsaa blive at
forholde som ved Behandlingen af andre Sager. Forslaget desangaaende
vil da blive underkastet den Behand- ling, som omtales i § 16,
altsaa ligesom det nærværende Udkast blive foretaget til foreløbig
og endelig Behandling og tilsidst blive afgjorte paa samme Maade som
dette.
Schack: Jeg skal forbeholdee mig at stille
et Amendement, som gaaer ud paa, at Forandringer i
Forretningsregulativet kun kunne vedtages med en Majoritet af ¾.
With: Erfaring har viist, hvor vanskeligt
det har været at hølde Skridt med Gjennemlæsningen af
Stændertidenden, og disse Vanskeligheder ville forøges ved
Rigsdagstidenden, da den er større. Jeg veed heller ikke noget andet
Sted, at der paa det Offentliges Bekostning ubkommer en fuldstændig
Rigsdagstidende, som indeholder ethvert Ord, der er bleven sagt.
Inden jeg altsaa bestemmer mig for hvad der er antydet i § 29, vil
jeg rette det Spørgsmaal til den ærede Formand: hvad koster
Rigstidenden Landet?
Formanden: Jeg er ikke istand til for
Øjeblikket at besvare dette Spørgsmaal, og det vilde jo ogsaa være
meget vanskeligt, da man ikke veed, hvorlænge Forsamlingen varer;
nogen Oplysning vilde jeg vel kunne give, i alt Fald om hvormeget et
enkelt Numer koster.
With: Jeg meente, at hvis Bekostningen var
meget stor, at den til Exempel gik op i flere Tusinder, saa kunde
man meget godt lade sig nøie med et kort Recit af Forhandlingerne,
uden at man behøvede at optage ethvert enkelt Ord, og at man kunde
overlade til de private Mænd, som udgive Tidender, at holde
Stenographer her i Forsamlingen til at optage Forhandlingerne og de
interessanteste Taler.
Krieger: Det maa dog være mig tilladt at
modsige den Paa- stand, at man ikke paa andre Steder har anseet det
nødvendigt at udgive en egen Tidende; det er kun meget saa Steder og
væsentlig kun i England, hvor man har troet at kunne undvære en
saadan, hvorimodd man paa de fleste andre Steder, navnlig i
Frankrig, anseer det meget nødvendigt, fordi man ikke tør overlade
det til den private Industri, og jeg frygter ogsaa for, at dersom
man hos os skulde gjøre det, vilde man kun faae meget
utilfredsstillende Meddelelser i de offentlige Tidender.
David: Jeg skal kun til hvad den ærede Taler
har yttret føie, at i flere mindre Stater er der gjort Forslag til
at overlade Udgivelsen af Forhandlingerne til Private, paa Grund af
de Bekost- ninger, som dermed ere forbundne, men at man, saavidt mig
bekjendt, altid er kommen tilbage til en officiel Tidende;
idetmindste kjender jeg 2 à 3 Tilfældee af denne Art, som vise, at
man har fundet det nød- vendigt at udgive en saadan.
Formanden: Jeg veed ikke, om Flere ville
begjere Ordet; i modsat Fald vilde den foreløbige Behandling af det
foreliggende Ud- kast være afsluttet.
Algreen-Ussing: Jeg maa blot tillade mig at
gjøre op- mærksom paa, at der er bleven forbeholdet en Discussion i
Alminde- lighed om Udtrykkene i Comiteens Udkast.
Visby: Jeg veed ikke noget Yderligere at
tilføie mit Tidligere; jeg maa kun gjentage, at det maa ansees meget
ønskeligt, at ingen Halvhed finder Sted, men at man vælger de
almindelig bekjendte og almindelig brugte, skjøndt fremmede Udtryk,
som „Præsident”, „Co- mitee“ o. s. v., eller at man gjennemfører
Oversættelsen ogsaa af andre Udtryk, saasom af „Vice”-Formand,
„Secretair” o. s. v., og at man med Hensyn til Oversættelsen maatte
træfse heldigere Udtryk end Tilfældeet har været, navnligen med det
angivne Udtryk „Udskud”.
Barfod: Jeg veed ikke, om man, af hvad den
sidste ærede Rigsdagsmand sagde, tør udlede, at det er hans Mening,
at det er en forkastelig Bestræbelse at stræbe efter at udtrykke sig
paa Dansk om danske Ting. Jeg kan ikke antage, at dette er
Tilfældeet; men naar han mener, at der er brugt en Halvhed her, idet
ikke Alt er gjengivet paa Dansk, vil Jeg bemærke, at jeg vilde ansee
det lidet ønskeligt, om der her blev etableret, om jeg saa maa sige,
en Over-
sættelsesfabrik for par sorce at gjengive Alt paa Dansk, hvorimodd jeg troer, at det er bedre, at dette skeer lidt efter lidt, alt
eftersom Omstændighederne føre det med sig, saaledes, at naar Een
oversætter et Udtryk paa en heldig Maade, man da senere benytter
det. For- øvrigt skal jeg tillade mig at bringe i Erindring det
gamle Ordsprog: „Rom blev ikke bygget paa een Dag”. Tage-Műller : Jeg anseer det aldeles rigtigt i formel
Hen- seende, at man, saavidt det kan bestaae med den allerede for
Aartu- sinder siden givne Regel, at man skal smede nye Ord af
Sprogets Malm og paa Sprogets Ambolt, søger at ombytte fremmede
Ord med danske; men saavidt det ikke kan stemme med denne Regel,
me- ner jeg heller ikke, at man ængstelig skal søge at undgaae
fremmede og almindelig bekjendte Udtryk for at danne danske Ord, som
ingen god Klang kunne have for danske Øren, til hvilke jeg
naturligviis ogsaa maa henregne Ordet „Udskud” i den politiske
Forstand, som det her er taget, da det i Sproget har en ganske anden
og alminde- lig bekjendt Betydning, og Udtrykket „det ærede Udskud”
klinger i Fleres Øren end mine synderligt og latterligt.
Krieger: Til Forsvar for det Ord, som her
har vakt For- argelse, og som jeg ønskede maate blive beholdet, skal
jeg, næstefter at bemærke, at det blev optaget efter Formandens
Forslag og altsaa ikke er gaaet ud fra Comiteen, gjøre opmærksom
paa, at skjøndt jeg ikke har havt Tid til at anstille
Sproggranskninger, har jeg dog fundet i Molbechs Ordbog, at Ordet
Udskud i Aaret 1614 er brugt i den Betydning, hvori vi have benyttet
det, og vi ere altsaa i alt Fald ikke gaaede mere end et Par
Hundrede Aar tilbage for at søge det.
Duntzfelt: Da jeg frygter for, at en
undersøgelse om, hvilke Ord der kunne være passende at overføre til
danske Benævnelser, vilde føre til altfor vidtløftige Afhandlinger,
og da jeg antager, at den nærværende Tid, hvor Fædrelandets
dyrebareste Interesser staae paa Spil, vil kunne anvendes bedre, vil
jeg gjøre det Forslag, at de Ord, som have været brugte i en meget
lang Tid og som have vundet Indfødsret her, maae kunne bibeholdees,
og at man ubsætter til en bedre Tid at omhandle, om de Ord, med
hvilke dette ikke er Tilfældeet, skulle omstøbes til gode danske
Benævnelser.
Boisen: Det er mig ikke klart, hvorvidt den
ærede Rigsdags- mand for Kjøbenhavns 6te District (Visby), har
udtalt sig som en Forsvarer af de danske Benævnelser eller ikke. Han
har anerkjendt den agtværdige Stræben hos Udskudet i Udarbeidelsen
af Forskrifter for Forretningsordenen, og jeg maa være enig med ham,
ikke blot i Anerkjendelsen deraf, men og i Anerkjendelsen af den
samme Stræ- den, som aabenbart gaaer igjennem Udkastet til en
Grundlov. Men den ærede Rigsdagsmand synes dog at fraraade de danske
Benæv- nelser og tilraade at bibeholdee de fremmede, deels paa Grund
af, at de fremmede skulle være mere forstaaelige, deels paa Grund
af, at der viser sig en Halvhed i Bestræbelsen for at bruge de
danske Be- nævnelser. At de fremmede Udtryk skulle være mere
forstaaelige, kan i det Mindste ikke gjælde alle Rigsdagens
Medlemmer, endnu mindre den større Deel af Folket, der dog kan gjøre
Fordring paa at for- staae de Ubtryk, der bruges i den danske
Rigsforsamling. Jeg veed nok, at det ikke sjeldent i Danmark ansees
for en Skam at ved- kjende sig, ikke at forstaae de fremmede Ord,
som bruges; men jeg har i denne Henseende afstrøget Skammen og
vedkjender mig, ikke at forstaae alle de fremmede Ord, som ikke
sjeldent forekomme, og tør jeg end ikke udtale det Samme paa alle
deres Vegne, som af Bondestanden her ere tilstede, saa tør jeg
det dog paa Nogles; og jeg tør aldeles trøstig udtale det paa den større Deel af Folkets Vegne, som ikke forstaaer de fremmede Ord
og ikke anseer det for en Skam, ei at forstaae dem, men ønsker, at
den danske Rigsforsamling vil udtrykke sig paa en for dem forstaaelig Maade. Derfor haaber jeg, at man vil vedblive i sin Stræben efter
at bruge danske Orb, og om der end viser sig en vis Halvhed i denne
Stræben, saa vil jeg kun bemærke, at Noget er altid bedre end Intet,
naar det er af det Gode, og at en pludselig og til det Yderste
gaaende Renselse af Sproget fører til det Latterlige, hvilket er
Tilfældeet, naar man vil forandre Ordet „Secretair” til „en i det
Hemmelige Indviet”. Sandt er det ogsaa, at Brugen af de frem-
|
|
104
135 136
mede Ord vil ikke undgaaes under forhandlingerne i
Forsamlingen, da de Fleste af dem, som føre Ordet, ere altfor vante
til at bruge disse til at de nu strax kunne unblade det, og man
vilde paalægge dem en altfor tung Byrde ved at kræve en fuldkommen
Afholdenhed fra de fremmede Ord. Det maa i denne henseende være nok,
naar Enhver gjør sit Bedste og føger ogsaa derved at lægge sin
Kjærlighed for Dagen til det danske Modersmaal, Noget, hvortil vi
saameget mere opfordres paa en tid, da dette andetsteds i det danske
Fædre- land trædes med Fødder.
Bisbn: Jeg vilde blot, i Anledning af, hvad
den ærede Depute- rede for Sorøe Amts 6te District (Boisen) har
yttret, tillade mig at be- mærke, at jeg vilde foretrække, om alle
Benævnelser kunde gives paa Dansk, men jeg er fuldkommen enig med
ham i, at dette ikke kan skee med alle. Naar jeg har klaget over
halvhed, saa er det for endeel begrundet deri, at Comiteen er gaaet
tilbage fra det Udkast, som tid- Itgere var forelagt af den ærede
Formand, thi i dette Udkast fandtes allerede flere danske
Benævnelser, som Comiteen igjen har ombyttet med fremmede; saaledes
stod der i Udkastet istedetfor „Vice-Formand „Hjælpe-Formand“,
istedetfor „Secretair“„Protocolfører“, som jeg imidlrtid for mit
Vedkommende hellere vilde ombytte med „Bogfører“. Det forekommer mig
saaledes, at der i Comiteens Udkast var et Til- bageskridt fra det
danske Sprogs uomtvistelige og hellige Rettigheder; forøvrigt troer
jeg ikke at burde bidrage Mit til at forlænge disse Discussioner,
men forberholder mig blot Ret til at stille det fornødne
Amendement.
Mynster: Det forholder sig ganske rigtigt,
at man i Mol- bechs Ordbog finder, at Ordet „Ubffub“ i Aaret 1614 er
brugt i den angivne Betydning, men man finder og t samme Ordbog, at
det nu kun bruges i en ganske anden Betydning, i Betydningen af
det Slette.
Hammerich: Da den ærede Rigsdagsmand for
Kjøbenhavns 5te Valgdistrict (Duntzfelt) har taget til Indtægt netop
for de fremmede Ord, at vi have meget alvorlige Ting at forhandle,
maa jeg bemærke, at naar det er vort Kald at forhandle Grundloven og
de andre Ud- Kast, som blive os forelagte, saa er det ogsaa vort
Kald at vedtage de Udtryk, hvori Loven skal affattes, og derved
ogsaa fremhjælpe et og anbet dansk Ord, der venter paa at faae
Sprogbrug i det poli- tiske Liv. I Anledning af hvad den ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District (Visby) har yttret, skal
jeg blot ubtale, at jeg anseer det for en af de farlige
Grundsætninger, her at ville op- stille et saadant ”Enten, Eller“,
som har har gjort. Han giver os Valg imellem at holde paa alle de
fremmede Ord og da ikke blot dem, vi have arvet fra de preussiske
Provindsialstænder, men ogsaa dem, vi herefter kunne optage fra det
Franske og Engelske, „Bureau“, „Sloture”, o. s. v. — jeg antager, at
det vil man ikke bestemme sig til —, eller at ombytte dem alle paa
eengang med danske Ord, og det vilde man vel endnu mindre bestemme
sig til; thi de fremmede Ord kunne vi være temmelig sikkre paa at
faae ud af Sproget, men et mislykket dansk Ord bliver vanskeligt at
udrydde. Vil man lade Sproget ub- vikle sig som hidtil, maa man
forlade den Regel: enten at ville have lutter danske Ord, eller uden
videre beholdee alle de fremmede. Reglen maa vare at beholdee de
fremmede Ord, som man endnu ikke kan erstatte, men snarest muligt
bortskaffe dem, man kan undvære.
Mørk Hansan: Jeg har opfattet den Stræben,
som her er
lagt for Dagen efter at benytte danske Udtryk som et Tegn paa, at
vi i vor politiske Udvikling føge at gaae fremad uden nogen Efter-
abelse af fremmede Lande og uden Tilsidesættelse af det danske
Sprogs hellige Rettigheder. Opfattes det saaledes, da troer jeg ikke, at Nogen kan sige, at denne Discussion er overflødig eller
ubetydelig. Jeg troer, at det vilde være en forunderlig Modsigelse,
om Alle, som her ere tilstede, og som vilde offre Liv og Blod for at
bevare Dansk- heden i Glesvig, nu ikke skulde vilde offre et Ord
eller et Pennestrøg for at bevare Danskheden i denne Sal.
Chr. Larsen: Jeg maa ogsaa udtale mig
bestemt for, at hvad der angaaer danske Ting, skal udtrykkes paa
Dansk. Jeg har læst blandt Andet Ingemanns Romaner og deri har jeg
fundet et klangfuldt og fraftigt Sprog; men der findes i dem ingen
fremmede Ord, hverken franske eller engelske, og saaledes mener jeg
ogsaa, at danske Rigsdagsmænd bør udtale sig paa dansk om danske
Anlig- gender.
Formanden: Jeg vil ansee den foreløbige
Behandling at være tilendebragt, og da jeg mener, at Sagen kan
foretages til en- delig Behandling imorgen, skal jeg anmode de
Herrer, som agte at stille Forandringsforslag, om at indgive dem nu,
i Slutningen af Mødet, eller ogsaa paa Contoiret inden Kl. 6 i
Aften, for at de kunne blive gjennemgaaede af Comiteen og trykte til
Mødet imorgen. Jeg skal tillige bede de ærede Medlemmer, som ville
gjøre saadanne Forslag, om at give dem en Form, der saameget som
muligt knytter sig til Udkastet, saaledes nemlig, at man siger,
hvilke Ord i dette man ønsker borte, eller hvilke at man ønsker
forandrede og ombyttede med andre.
Efter en kort Discussion om Indleveringstiden for de Foran-
dringsforslag, som maatte ønskeg stillede, blev denne fastsat til Kl. 8 istedetfor til Kl. 6 Eftermiddag og den følgende Dags Møde som
Følge deraf berammet til Ll. 12 istedetfor, som tid ligere paatænkt,
til Kl. 10.
Formanden anmeldte derefter at have modtaget en Skrivelse fra
Justitsministeriet med Resolution angaaende Diæter og Reiseomkost-
ninger for Forsamlingens Medlemmer, hvilken Sag senere vilde komme
under Forsamlingens Overveielse, og angav Dagsordenen for den
følgende Dag saalede: først 2 Interpellationer fra tvende Depu-
terede fra Hjørrings og Veile Amter, begge til Udenrigsministeren,
derefter endelig Behandling af Udkastet til Forretningsordenen, som
Forman- den haabede at kunne blive tilendebragt i dette Møde, og
endelig Foretagelse af Valg paa Forsamlingens Embedsmænd, og
Fordeling af Medlemmerne ved Lodtrækning i de forskjelligee
Afdelinger eller Bureauer. (Sluttes)
Rettelser. I Nr. 12, Pag. 85, Linie 26 f. n. ved
Førfatningsudkastet læd: end Forfatnings- Udkastet. „ „ „ — „
— 22 f. n. Ordene „saaledes som“ qaae ud. „ „ 14, — 98, — 12 f. ø.
Forsamlingen maa nemlig beftandig kunne tye til Comiteebehandling,
selv om Sagen ikke har gien- nemgaaet Behandling i Bureauerne I.
Forsam- lingen behøver nemlig ligesaalidt bestandig at tye til
Comiteebehandling som til Behandling i Bureauerne. „ „ 14, —
98, — 19 f. n. Afdelingernes Medlemmer, I. Afdelingenes for-
mænd. „ „ 14, — 104, — 9 f. ø. (Funder), I. (Hage).
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcøntoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
105
137 138 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 19. Syvende Møde.
(Sluttet.)
Udenrigsministeren: Af den meget ærede
formand har jeg for et Øjeblik siden modtaget Efterretning om, at en
æret Rigsdags- mand ønskede at stille en Interpellation til
Ministeriet og nærmest til mig, angaaende Forholdene paa Øerne Als
og Ærø, med Hensyn til adskillige foruroligende Rygter, som
desangaaende skulle være bragte her til Byen ved et Brev tid den
ærede Rigsdagsmand. jeg veed ikke nøie, om Bestemmelsen om
Forretningerneg Gang er saa- Iedes, at denne Sag vil kunne komme for
imørgen; det forekommer mig, at den ikke nu blev nævnt. Jeg skal
imidlertid henstille til den ærede Repræsentant at holte denne
saaledes anmeldte Interpellation tilbage, og jeg har dertil to
Grunde. Den første er den, som kan være en almindelig Grund mod
Interpellationer af denne Art, og som jeg allerede forhen har
tilladt mig at henlebe Forsamlingens Dpmærksomhed paa, at man, ved
at fremsætte hyppige Interpellationer til Ministeiet om hvad der
foregaar hver Dag, let vil udsætte sig for, at meget Unyttigt bliver
sagt far Regjeringens Side; under de Forhold, hvori vi leve, kan det
nemlig let forudsees, at der meget ofte vil komme Rygter i Om løb,
som imidlerid snart af sig selv ville vise sig at være i høieste
Grad overdrevne. Jeg antager derfor, at Forsamlingen i det Hele
taget vil finde sig bedre tjent med, at Sager af denne Art ikke
hypppigen gjøres til Gjenftand for Inter- pellationer. Den anden
Grund er den, at jeg har Anledning til at troe, at der fra Andre af
Forsamlingens ærede Medlemmer vil skee Andragende til den ærede
Forsamling om at fastsætte den Form, hvori den ønsker at modtage de
Dplysninger, som Regjeringen seer sig istand til at kunne meddele om
de politiske Forhold Saasnart den fornødne Bestemmelse herom er
truffen, og Forsamlingen i den Form, som er vedtaget, har faaet
disse Meddelelser, da vil den først være sat istand til at bedømme,
hvorvidt nogen Skade for de For- hold, hvorunder vi befinde os kunde
blive Følgen af altfor hyppig at discutere og altfor hyppig at ville
indlade sig paa at bringe saa- danne Sager, som vedkomme vore meest
forviklede Forhold, under Behandling.
Efterat have bemærket detee, skal jeg tillade mig at tilføie, at
der aldeles ikke, saavidt Regjeringen bekjendt, er nogen Anledning til at troe, at der skulde være udbrudt noget Oprør paa Øerne Als og
Ærø. Det kunde heller ikke finde Sted, da disse Øer ikke kunne gjøre
Oprør mod en Regjering, som de ikke have, saalidt som man i noget
land kan gjøre Dprør mod Regjeringen i et andet Land (enkelte
Stemmer fra Forsamlingen:hør! hør!); thi det er vel Me- ningen, at
dette Oprør skulde være stilet mod den nye Regjering?
Jeg har allerede tilladt mig at lade omdele til den ærede Rigs-
forsamling et Aftryk in originali af en Skrivelse, som er bleven til- stillet den nye Regjerind. Jeg beklager, at jeg kun har Kunnet med- dele den i det Sprog, hvori den er bleven udfærdiget; jeg troede,
paa Grund af denne Sags Pigtighed, at burde lade den omdele strax,
og skal jeg, saasnart jeg er kommen i Befidddelse af Dversæt-
telsen, ogsaa lade denne omdele. De af den ærede Førsamlings
Medlemmer, som allerede maatte have gjort sig bekjendt med denne
Skrivelse, ville let kunne overbevise sig om, at Regjeringen herfra
umuligen kan betræde den Vei at henvende sig til Autorieterne paa de
nædete Øer om, at de skulde stille sig i noget Underordnelsesfor-
hold til den nye Regjering, saalænge dens Forhold er saadant, at de
tvende Commissairer have fundet Anledning til at udtale sig imod
den, saaledes som skeet er. Jeg er saaledes tilbøielig til at troe,
at der ikke kan være Forhold tilstede, som kunne hove foranledigeet
de Uroligheder paa Øerne, som Rygtet har berettet om. Jeg har
talt med Krigsministeren desangaaende og seet de Efterretninger,
han har modtaget fra Als, men det er langtfra at disse bestyrke et
saa- dant Rygte.
Jeg vil derfor tillade mig at henstille til den ærede Rigsdags-
mand, om han ikke skulde finde Anledning til at tage sin Interpella-
tion tilbage. Insisterer han imidlertid paa den, vil jeg gjøre op-
mærksom paa, at jeg jo har anticiperet Sagen og allerede tildeels
yttret mig om den; jeg er da berettiget til at afvente den Tid, da
Interpellationen vvirkelig kømer for.
With:Den høitagtede Udenrigsminister har nys
opfordret mig til at tilbagekalde den Interpellation jeg har
forkyndt, at jeg imor- gen vilde tillade mig at stille til ham.
Denne Interpellation er frem- kaldt af det Rygte, hvorom er mig
tilskrevet af en paalidelig Mand, og som gik ud paa, at Landstormen
paa Als var opbut, Fordi den nye Regjering i Slesvig og Holsteen
havde villet udstrække sin Myn- dighed over Øerne Als og Ærø og der
havde indfodret Skat, der altsaa ikke vilde komme Landet tilgode,
men komme til at flyde ind i den nylig indsatte Regjerings Lommer,
altsaa komme vore Fjender til Gavn. Det glæder mig at høre, at dette
Rygte ikke skulde være sandt, men jeg nødes dog ikke destomindre
til at udbede mig Oplysninger af den ærede Minister om, hvorledes Forholdene paa desfe Øer i Paabenstilstandstiden skulle være; om
den nyindsatte Regjering skal have Lov til at opkræde Skatter der,
øg hvis Beboerne, som jeg har Grund til at troe, ville nægte at ud-
rede disse Skatter, om da de tydske Tropper skulle overføres til Als
for at inddrive dem, eller om vore egne gjøre dette. Dette forekom-
mer mig at være af en saa indgribende Pigtighed, at være saa for-
uroligende for det hele Folk, at jeg troede, i et aabent Spørgsmaal
at burde henvende mig til Ministeriet, i Haab om at erholde et
aabent Svar. For min egen Skyld skulde jeg maaskee ikke desto
mindre, efter den ærede Ministers Ønske, have taget Interpellationen
tilbage; men jeg staaer ikke ene, der er Mange her i Forsamlingen,
hvem jeg har viist det omtalte Brev, og hvem jeg, efterat de have
anmodet mig om at vedblive, har lovet det; og dette Løfte maa jeg
altsaa holde.
Ræder: Jeg har netop igaar modtaget
Efterretninger fra Als, men de her omtalte Rygter ere ikke berørte
med et eneste Ord.
Formanden: Jeg maa gjøre opmærksom paa, at
efter den vedtagne Orden er det kun Interpellanten og vedkommende
Minister, som have Ret til at tage Ordet.
Ræder: Jeg beder altsaa om Forladelse.
Udenrigsministeren: Da Interpellanten insisterer paa sin
Interpellation, skal jeg, efter hvad jeg nys bemærkede, tage Ordet,
naar den for Interpellationen bestemte Tid kommer.
Efterat Formanden havde berammet næste Møde til den følgende Dag
Kl. 12, hævedes Mødet. |
|
106
139 140
Ottende Møde.
Onsdagen den 1 ste November.
Viceformanden, Clausen, indtog Forsædet og anmeldte, at han, paa
Grund af Formandens Upasselighed, efter dennes Anmod- ning idag
skulde lede Forhandlingerne. Han bemærkede dernæst:
Fra Justitsministeren er der bleven tilstillet Formanden en Er-
klæring fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt i Anledning
af den Besværing, der er reist af Indbyggerne i Korsør over det der
stedfundne Valg. Jeg antager det for Forsamlingens Ønske, at denne
maa blive afgivet til de 5 Ordførere for at tages under Overveielse,
saa at Forsamlingen derfter kunde modtage Comiteens Esklæring.
Den første Sag, der efter Dagsordenen skal foretages, er det
Spørgsmaal, som er bleven stillet til Udenrigsministeren fra Rigs-
dagsmanden for Hjørring Amts 5te Distrikt (Brinck-Seidelin).
Brinck-Seidelin: I den Tale, hvormed Kong
Oscar nylig sluttede Rigsdagen i Sverrig, yttrede han, at den
Beredvillig- hed, hvormed Sverrig stod dets Stamforvandte bi ved
Oprethol- delsen af deres truede Selvstændighed, har allerede
medført tilfreds- stillende Følger og beredt flere beroligende
Udsigter for Fremtiden. Det, at den svenske Armee deels indtog en
truende Stilling i det vest- lige Fyen, deels stod slagfærdig i
Skaane, har ydet Danmarks, jeg kan sige, Skandinaviens Sag en
væsentlig Tjeneste. Dette erkjende vi Alle med Tak til Sverrigs ædle
Konge og det svenske Folk. Dette broderlige Sindelag og denne
trofaste Handling, og den virk- somme Deeltagelse, Sagen har vundet
hos de brave Nordmænd, har knyttet os end fastere til vore nordlige
Naboer. Men vi see ogsaa af Kongens Tale, at der er aabnet os flere
beroligende Udsigter for Fremtiden. Da Folket her ikke kjender
disse, men det derimod er opfyldt med Uro ved Følgerne af
Vaabenstilstands-Conventionen, hvilke det troede kunde forudsees, og
da det længes efter at høre, og det vil berolige det, at erfare af
vor Regjering, med hvor velgrundet Haab det kan see Fremtiden imøde,
saa har jeg tilladt mig at hen- vende mig til den meget ærede
Udenrigsminister med det Spørgsmaal: om os maa blive gjort
Meddeleser herom. Folkets Harme over de seneste Begivenheder, den
Spænding og Uro, hvori det svæver, og den oplivende og styrkende
Følelse, glædelige Meddelelser herfra vilde op- vække, maa være
Undskyldning for min Anmodning.
Udenrigsministeren: Det forekommer mig at
maatte være indlysende for den hele høitærede Forsamling, at Hans
Majestæt Kongen af Sverrig og Norge ved de nysanførte Yttringer i
den Tale, hvormed han sluttede Rigsdagen i Sverrig, kun har været
ledet af de samme Følelser af trofast Venskab mod Hans Majestæt, vor
aller- naadigste Konge, hvorpaa han har givet saa talende Beviser i
Løbet af Sommeren, og som den ærede Rigsdagsmand selv har omtalt
med Udtryk af Erkjendtlighed og Taknemmelighed. Der er efter min
Over- beviisning i disse Yttringer af Hans Majestæt, Kongen af
Sverrig og Norge, ikke sigtet til Noget, som ligger skjult for
Verden, eller til Noget, som det kunde være ønskeligt, at jeg herfra
meddeelte Forsamlingen eller Offentligheden i det Hele. Læses Ordene
i den omhandlede Tale opmærksomt, vil det sees, at derved kun sigtes
til den afsluttede Vaa- benstilstand, hvis Bestemmelser ere
almindelig bekjendte. De Be- givenheder, som imidlertid ere
forefaldne, og som vvistnok maae vække dyb Harme hos den danske
Nation, have ikke kunnet være bekjendte paa det Sted, hvor Talen har
været holdt, idetmindste ikke i deres fulde Omfang, og de
trøstefulde Udsigter, hvortil Hans Majestæt Kongen af Sverrig og
Norge i sin Tale henpeger, er naturligviis en Udtalelse af hans Haab
om, at Vaabenstilstanden maa føre til en ærefuld Fred; og for at
føre til en saadan Fred, er Vaabenstilstanden netop sluttet. Dette
er Conventionens klart udtalte Hensigt, idet der staaer i den, at
umiddelbart efter dens Afslutning skulle Underhandlinger om Fred
aabnes. Jeg troer ikke, at det er nogen Hemmelighed, at disse
Underhandlinger om Fred ikke ere aabnede endnu; det er beklageligt,
at der er indtruffet saa mange Begivenheder ved Vaabenstilstandens
Udførelse, at den Tid, som ellers kunde have været anvendt til Un-
derhandlinger om Freden, ikke dertil har kunnet være benyttet; men
dette forhindrer imidlertid ikke, at der fuldtvel kan være Haab om,
at en saadan Fred kan opnaaes. Det er som sagt klart, at det er
til denne, at der har været sigtet i den omhandlede Tale, og jeg
har heller ikke Andet at meddele den høitærede Forsamling i denne
Hen- seende.
Brinck-Seidelin: Jeg har altsaa ikke
opnaaet, hvad der var mit Ønske, nemlig at erholde trøstefulde
Meddelelser. Enhver Time, indtil vi erholde disse Underretninger,
tilbringer Folket i Uro og Spænding, i piinlig Uvished. Dersom jeg
imidlertid turde have Grund til at troe, at dette mit Spørgsmaal
kunde tjene til at frem- kalde Foranstaltninger, som maatte
fremskynde Meddelelsen af de Op- lysninger, som Ministeriet i sin
Tid maatte see sig istand til at give, skal jeg ikke ansee dette mit
Skridt for unyttigt.
Formanden: Der er fremdeles anmeldt et
Spørgsmaal af Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With) om
Forholdene paa Øerne Als og Ærø under Vaabenstilstanden.
With: Da jeg igaar tillod mig at begjere
Oplysninger om Als og Ærøs Forhold under Vaabenstilstanden, skete
det, fordi jeg veed, at disse 2 Øers Vel ligger hele det danske Folk
paa Hjerte. De ere de eneste Dele af Hertugdømmet Slesvig, hvor
Oprøret ei har viist sig. Jeg saae af den ny indsatte tydske
Regjerings Pro- clamation til Als og Ærø, at deri antages, at disse
Øer ere under- lagte den nye Regjering. Der staaer nemlig: „Der
Waffenstillstand, geschlossen zu Malm?? am 26. August d. J.
vereinigt Euch (Alsingerne) wieder mit ihnen (Slesvig-Holstenerne)”,
og derfor maatte jeg be- frygte, at de ville blive regjerede i samme
Aand som det øvrige Slesvig, og, at de ville blive nødte til ved
Skattebidrag at berige vore Fjender; thi den nylig indsatte
Regjering i Hertugdømmerne har ved sin første Optræden viist sig
saaledes, at jeg ikke kan ansee den for andet end fjendtlig imod
Danmark.
Udenrigsministeren: Der er ikke indtraadt
den allermindste Forandring i de Forhold, som have fundet Sted paa
Als og Ærø; de staae endnu paa samme Fod, som de have staaet i
længere Tid, og det vil være klart af hvad jeg har meddeelt den
høitærede For- samling igaar, at de ikke under nærværende
Omstændigheder kan være Tale om, at deri kan indtræde nogen
Forandring.
With: Altsaa kan jeg vente nogen nærmere
Oplysning om, hvorledes Forholdene paa Øerne Als og Ærø skulle
holdes, saalænge Vaabenstilstanden varer, og navnlig om, hvorvidt
disse Øer skulle betale Skatter til den nye Regjering i
Hertugdømmerne.
Formanden: Der bliver saaledes efter
Dagsordenen at gaae over til den endelige Behandling af Udkastet til
Forretningsordenen.
Der er trykt en Fortegnelse over de til dette Udkast stillede Foran- dringsforslag, som er omdeelt til Medlemmerne. Senere har jeg
erholdt Anmodning fra den ærede Rigsdagsmand for Sorø Amts 5te
Di- strict (Neergaard) om at optage et Forandringsforslag til § 2,
sidste Passus, som gaaer ud paa, at der ikke til Valget af
Secretairer skal udfordres absolut Pluralitet. Forsaavidt Ingen har
Noget imod, at dette Forandringsforslag nu stilles, vil saadant
skee. Det vil er- indres, at det har fuldkommen Rob i den
stedfundne, foreløbige Be- handling.
Hvad angaaer selve Forhandlingerne, antager jeg, at de Para-
grapher i Udkastet til Regulativet, hvortil intet Forandringsforslag
er stillet, ere at ansee som antagne af Forsamlingen uden Afstemning, saa at Forhandlingen kun kommer til at angaae de Forandringer,
som ere foreslaaede ved Udkastet, og jeg skulde ansee det for rettest, at enhver af disse saaledes tilbagestaaende Paragrapher behandledes
for sig, saaledes at Afstemningen sluttede sig umiddelbart til den
fore- gaaende Behandling.
Den Regel, som er opstillet i Stænderanordningen af 15de Mai
1834, at intet Medlem maa ved den endelige behandling tage Ordet
mere end een Gang, vilde saaledes blive at forstaae som anvendelig
ved Behandlingen af enhver enkelt Paragraph. Jeg skal derhos be-
mærke, at ved den endelige Afstemning vil Optælling blive at fore-
tage saaledes, at Stemmerne for og imod ville blive angivne. I den
Anledning maa jeg opfordre de ærede Medlemmer til under Afstem-
ningen at forblive i Salen, samt om, at Enhver bliver paa sin Plads
og staaende, saalænge indtil Secretairerne have fuldført Optællingen
|
|
107
141 142
Derimod antager jeg ikke, at nogen Modprøve vilo være
nødvendig ved Afstemningen over enhver enkelt Paragraph, med mindre
saadant skulde blive forlangt.
Et andet Spørgsmaal kunde det vist være, om ikke, efterat enkelte
Amendements vare satte under Afstemning, den saaledes med enkelte
Forandringer modificerede § i sin Heelhed skulde blive at sætte under Afstemning. Jeg veed ikke, om Nogen herom vil yttre sig?
Krieger: Jeg antager, at det Sidste kan
blive aldeles nødven- digt; nemlig dersom f. Ex. det af den
Deputerede for Veile Amts 6te District (With) stillede Forslag
maatte blive antaget, hvorefter Afdelingsprincipet ikke optages
reent, men, om jeg saa tør ndtrykke mig, blandet, saa kunde det vel
være, at Nogle vilde stemme mod det hele Afdelingsvæsen.
Formanden: Ja, jeg har ikke Noget imod, at
den Regel for- nd bliver vedtaget, at, efterat der er stemt over
Forandringerne, hver enkelt § sættes under Afstemning i sin
Heelhed.
Ørsted: Jeg skal tillade mig at bede om
Oplysning, om en saadan Afstemning over Paragraphen i sin Heelhed
skal være ubetin- get nødvendig, eller om den kun skal finde Sted,
naar det forlanges.
Formanden: Det har oprindelig været min
Tanke, at dette kun skal skee paa Forlangende.
Det Første, som altsaa vil blive gjort til Gjenstand for Behand-
ling, er det 1ste Amendement til § 2. Den omdeelte Fortegnelse over
de stillede Forandringsforslag lyder saaledes: ad §
2.
Af Ræder: At der tilføies ved Slutningen: „Dog skeer Valget af
første og anden Vice-Præsident særskilt for hver. “
ad § 7.
1. Af David (optaget af Udskuddet): Imellem Ordene „strax” og „en
Formand” indskydes: „efter Valgreglen i § 2“, og i
Paragraphens Slutning tilføies: „og udnævner efter endt Forhandling
med absolut Stemmefleerhed det eller de Medlemmer af Udskuddet, som
den har at valge“ 2. Af With: At denne Paragraph kommer til at
lyde saaledes: „Forsamlingens Medlemmer fordeles i 5 omtrent lige
talrige Af- delinger. Til Medlem af hver enkelt af disse Afdelinger
udvæl- ges 5 ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men Resten ved Lodtrækning. Hver Afdeling vælger strax under Ledning af
Afdelingens ældste Medlem en Formand og en Secretair” etc. 3 Af
Olrik: Naar Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder Sted,
afgjør Forsamlingen tillige, hvorvidt en ny Fordeling af dene
Medlem- mer skal foretages og i bekræftende Fald forholdes paa
den ovenanførte Maade. 4. Af Ørsted: At Forsamlingen,
efterat Forslag derom er skeet og paa fore- skreven Maade behandlet,
kan beslutte, at den trufne Fordeling efter en vis Tid skal ophøre,
og en ny Fordeling paa behørig Maade foretages, dog at de ældre
Afdelinger blive i deres Virk- somhed med Hensyn til de allerede
begyndte Sager. ad § 8 i Slutningen.
1. Af David: Naar fire Afdelinger have endt deres Forhandlinger
og foretaget det dem paaliggende Valg til Udskuddet, ansees dette,
for Af- delingernes Vedkommende, for constitueret. 2 Af
Ørsted: At Forsamlingen er bemyndiget til at forelægge samtlige
Afde- linger eller de enkelte af disse, der maatte staae tilbage med
en vis Sag,en passende kort Frist til dens Tilendebringelse.
3. Af Christen Eriksen: At der efter Ordene „fastsætter
Forsamlingen” tilføies „uden For- handling. “ 4. Af Ørsted: a) At Forsamlingen ogsaa, efterat Valgene i Afdelingerne ere fore-
gaaede, kan tage Beslutning om Comitecns Forstærkning ved frit
Valg af Forsamlingen. b) At ogsaa en Comitee selv kan andrage hos
Forsamlingen paa, at et eller andet Medlem foruden de oprindelig
valgte tilforordnes. ad § 9.
Af Christen Eriksen: At der efter Ordene „bestemmer den” tilføies
„uden Forhandling. “ ad § 10.
Af David: Iftedetfor „3 Dage“: „idetmindste 2 Dage“.
ad § 13.
1. Af Ørsted: ad lste Membrum: At der kun udfordres, at Forstaget
inden Kl. 6 om Eftermiddagen Dagen førend Sagens Foretagelse er indleveret til Formanden eller Comiteen. 2. Af Larsen, (optaget
af Udskuddet): At Slutningsordene: „men uden Forhandling” forandres
til „men uden videre Forhandling, end at Forslagstilleren og
Formanden eller Et af de 15 Medlemmer kunne udtale sig. “ 3.
Af Ørsted: At § 13 (§§ 18 og 19) modificeres saaledes, at ikke al
For- handling udelukkes, dog, at Afgjørelsen ordentligviis
foregaaer uden Forhandling, men at Formanden, efter Sagens
Beskaffen- hed, kan tilstede en aldeles kort Forhandling.
ad § 14.
Af Ørsted: At Medlemmerne, ved at afstemme over de enkelte Dele
af et Ud- kast, kunne forbeholdee sig siden at forandre deres
afstemning, hvis der maatte foregaae en vis af dem betegnet
Forandring i det Følgende. ad § 15.
1. Af Udskuddet: At de to første Led af Paragraphen forandres
saaledes: „I Hen- hold til de stedfundne Afstemninger paaligger det
Udskuddet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag, som skal være
meddeelt For- samlingeu 24 Limer inden Sagens Foretagelse. Skulde
der ved de forskjelligee Afstemninger være fremkommet Modsigelse
i Lov forslaget, skal Udskuddet samtidigt med Afgivelsen af det
ende- lige Udkast foreslaae saadanne Rettelser, som det af den
Grund maatte finde nødvendige. 2. Af Ørsted: a) At det
forandrede Lovudkast, idetmindste 48 Timer inden det kommer under
Forhandling, uddeles blandt Forsamlingens Medlemmer. d) At en simpel
Stemmefleerhed i det i §ens sidste Membrum nævnte Tilfældee er
tilstrækkeligt. 3. Af Larsen: a) At Slutnings-Ordene: „til
Antagelse eller Forkastelse” udgaae. b) At der tilføies en
Bedtemmelse af følgende Indhold: „Hvad imid- lertid det forelagte
Udkast til Grundloven angaaer, da skal det, efterat dets enkelte
Afsnit have været Gjenstand for Afstemning og forinden der skrides
til at forfatte et fuldstændigt Lovforslag fra Forsamlingens Side,
være Regjeringen forbeholdet, at bringe Forslag til Modificationer i
de ved Afstemningen fremkomne Re- sultater under Overveielse af
Forsamlingen, som i saa Fald vil have at bestemme, under hvilke
Former disse Forslag bør tages under Behandling. “
ad § 16.
Af Udskuddet: 1) At Ordene: „Dagen forud” forandres til: „i et
foregaaende Møde“. 2) At i sidste Linie istedetfor „om Sagen”
sættes „i Sagen“. ad § 17.
Af Udskuddet: 1) At Ordene: „Dagen forud” forandres til „i et
foregaaende Møde“. 2) At Ordene i næstsidste Linie: „den
første Taler” forandres til „Spørgeren“.
|
|
108
143 144
ad § 18.
Af Udskuddet: At Begyndelsen forandres til: „Naar et Spørgsmaal,
et Forslag o. s. v. og at de sidste Ord: „om Forslaget skal sjemes”
for- andres til: „om det skal fjernes“. ad §
18—19.
Af Ørsted (See ovenfor ved § 13). ad § 20.
1. Af Mørk Hansen og. Rée: At istedetfor første Deel af §en
sættes: Det Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler fra
Taler- stolen. Dog kan Enhver ogsaa fra sin Plads fremsætte korte Berigtigelser og Bemærkninger. 2. Af Schiern, optaget af
Udskuddet: At Ordene „og henvender stedse Talen til Formanden”
udgaae. 3. Af Mørk Hansen: Ordene „eller ved Navn anføre”
udgaae. ad § 23.
Af David: Efter første Passus tilføies: „men den
Vedkommende kan, naar han har rettet sig efter denne, begjere Ordet
for at retfærdiggjøre sig. “ ad § 26.
1. Af Paludan-Müller: Istedetfor: „Til ethvert Valg— —fastsatte
Forskrift” foreslaaes: „Med simpel Stemmefleerhed afgjøres ligeledes
alle Forsamlin- gens Valg i de almindelige Møder, undtagen de i § 2
omtalte.” 2. Af Ørsted: At der til de Comiteevalg, der
foregaae i selve Forsamlingen, kun kræves sinpel pluralitet, hvorhos
det henstilles om, i Tilfældee af Stemmelighed, Omvalg skal finde
Sted, eller den Ældste fore- trækkes. Subsidialiter: At
Henviisningen til § 2 bortfalder og anden passende Bestemmelse gives
om hvilke af dem, hvorpaa Stemmer ere faldne uden at de have faaet
absolut Pluralitet, der skulle sættes paa nyt Valg. 3. Af
Duntzfelt: a) At 3die Punctum kommer til at lyde saaledes: Til
ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, med Undtagelse
af Valgene til Comiteer, der foretages af hele Rigs- forsamlingen,
til hvilke ikkun udkræves simpel Stemmefleerhed. b) At Ordene „eller
mindre” udgaae. ad § 28.
1. Af la Cour, Frølund og Rée: At Paragraphens sidste Deel
udgaaer. 2. Af Schack: At efter Ordene: „saa stemmes efter
Navneopraab” bortfalder det Øvrige af Paragraphen og i dets Sted
sættes: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse
for- lange særegen Afstemning, enten ved Kugler eller ved Navne- Opraab. Forlanges begge de særegne Afstemnings-Maader, da skeer
Afstemning ved Navne-Ovraab. “ Til Udkastet i det
Hele.
Af Visby: Principaliter: at Udtrykkene -Præsident,
Vicepræsident, Comitee, Bu- reau og Amendement optages i
Udkastet.
Subsidialiter: at Udtrykkene: Viceformand, Secretair og Udskud
ombyt- tes med: Hjælpeformand, Bogfører og Udvalg.
Kæder: Jeg har tilladt mig at foreslaae en
Tilføielse til § 2 saa lydende: „Dog skeer Valget af 1ste og 2den
Vicepræsident særskilt for hver. “
Naar en Forsamling har een Formand og 2 Viceformænd, kan det
efter min Formening ingenlunde være ligegyldigt, men maa tvert-
imod være af særdeles Vigtighed, hvem af dem der indtager Forsædet. Hos Formanden forudsættes visse personlige Egenskaber; og, saa agt- værdige, som vvistnok alle af Forsamlingen valgte Formænd og Vice- formænd ville være, er det dog ikke sagt, at de alle ere i
Besiddelse af disse personlige Egenskaber og Ovalificationer i samme
Grad, Formanden har en meget stor Magt og Myndighed over
Forsamlin- gen, og det er altsaa ogsaa meget at betvivle, om alle
Formænd og Viceformænd i lige Grad ville benytte denne Myndighed og
Magt; det er saaledes i denne Henseende meget vigtigt, hvem der
kommer til at indtage Præsidentens Sæde. Det forekommer mig desuden,
at, naar en vis Functionair, som her, har 2 Stedfortrædere, da kan
det ikke være ligegyldeigt, om man tager den første eller den
sidste, men der maa være en bestemt Orden imellem dem. Der maa
altsaa efter min Formening være eu 1ste Viceformand og en 2den
Viceformand, og det saaledes, at 1ste Viceformand vvirkelig udgjør
en ligesaa bestemt Functionair, som den egentlige Formand, saaledes
at, naar denne ikke kan fungere, da indtræder 1ste Viceformand, og
naar begge disse have Forfald, indtræder 2den Viceformand.
Der er ogsaa en anden Betragtning, der har ledet mig i Frem-
sættelsen af mit Forslag. Den Magt og Myndighed, som Formanden har,
bør beroe hos en vis bestemt Person, og det maa ikke være overladt
til det Vaklende, om den Ene eller den Anden skal indtage og udøve
denne Myndighed; det maa forud være betegnet, i hvilken Orden
Formændene skulle optræde, først den egentlige Formand, saa den 1ste
Viceformand, og derefter den 2den Viceformand. Jeg veed heller ikke
rettere, end at der i de franske Kamre er en 1ste, en 2den, en 3die
Viceformand, skjøndt jeg ikke er bekjendt med, hvorledes de fungere
i Forhold til hinanden.
Allerede af hvad jeg nu her har yttret, vil fremgaae, om ikke
Nødvendig- heden, saa dog Hensigtsmæssigheden af, at der vælges
særskilt 1ste og 2den Viceformand. Det er ikke blot den
Omstændighed, at det kunde synes at røde en vis Ligegyldighed, hvis
man brugte en mindre Nøiagtig- hed eller Omhyggelighed — ja det er
det rette Ord — ved at vælge 1ste og 2den Viceformand, end Formand,
men der er ogsaa to andre Grunde, som bestemme mig for denne Mening.
Jeg har som 10- Aars Communal-Embedsmand gjort den Erfaring, at en
separat Af- stemning og en collectiv Afstemning ingenlunde give
samme Resultat. Det første Valg bestemmer det andet, og, naar man
har hørt det første Valg, saa begrundes derved det andet, og det
første og andet Valg begrunde igjen det tredie. Min anden Grund er
den, at det forekommer mig, at Ret og Villighed mod Minoriteten
taler for den af mig foreslaaede Fremgangsmaade; naar det nemlig
strax- afgjøres ved collectiv Votering, hvem der skal være
Viceformænd, saa er derved Minoriteten afskaaret al Magt og
Myndighed; men vælger man først den 1ste og derefter den 2den, saa
har ogsaa Minoriteten Leilighed til at gjøre sin Mening gjældende
ved næste Valg.
Forsaavidt man skulde troe, at Tiden ved den foreslaaede Foran-
dring betydeligt vilde spildes, da er det ikke saa; thi jeg har Grund til at antage, at der vil foregaae en Forandring i Maaden, hvorpaa Stemmernes Optælling skal skee, saa at denne vil være hurtigere
end hidtif. (Fortsættes.) Rettelse. I Nr. 17.
Pag. 124 Linie 14 og 15 f. o. Ordene: „da han holdt... tilladt Pitt”
udfalde. — Linie 20 f. o.: opholder læs opfylde. — Linie 13
til 6 f. n. Ordene: „Nu er det vel saa”... til „vil be- virke et
saadant Valg” udgaae og i dets Sted sættes: „Nu er det vel saa, at
man kan bevirke det Samme ved en anden Fremgangs- maade, idet man
kan stemme paa det hele Antal, der skal vælges, men foruden dem, man
egentlig ønsker valgte, nævne Medlemmer, der ingen Sandsynlighed
have for at blive valgte, eller ogsaa uden nærmere Be- tegnelse
anføre paa Stemmesedlen saadanne Navne, af hvilke der findes flere i
Forsamlingen, hvorved da Valget paa disse Personer bliver ugyl-
digt. Imidlertid er denne Fremgangsmaade forbunden med større Be-
svæerlighed; men jeg nævner den, for at vise, hvor opfindsom man er
naar man vil sætte enkelte Personers Valg igjennem. “ Pag. 125, 4de
Linie f. o.: Ordene: „i denne Sag og” udfalde. — 25 Linie: „da der
ikke udfordres“: læs: „da der udfordres. “
Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Btanco
Luno |
|
109
145 146 1848 Beretning
Forhandligerne om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 20. Ottende Møde. (Fortsat.)
Neergaard: Det Amendement, jeg har tilladt
mig at fore- slaae, er ikke fra mig selv, men oprindelig fra den
ærede Rigsdags- mand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), der
omhandlede dets Gjenstand igaar, dog uden idag at have stillert et
bestemt Forslag. Det gaaer ud paa, at jeg anseer det mindre
hensigtsmæssigt, at Se- cretairerne, især naar deres Antal skal
forøges til fire, ogsaa skulle vælges med absolut Pluralitet. Jeg
anseer det for en rigtig Bestem- melse, at Forsamlingens vigtigste
Embedsmænd, navnlig Formanden og Viceformændene udgaae fra
Forsamlingens vvirkelige Pluralitet; men jeg anseer det ikke for
rigtigt, at det ogsaa skeer med de andre Functionairer, navnlig
Secretairerne. Jeg troer, at der er Mange i Forsamlingen, som kunne
besørge disse Forretninger, og jeg anseer det for temmelig
ligegyldigt, om disse Mænd just vælges af Forsam- lingens
Pluralitet. Men hvad der er mig klart, er, at denne Maade at stemme
paa vil medtage uforholdsmæssig meget af Forsamlingens Tid, thi
Omvalg vil ofte fornødiges, og Erfaring har lært os, hvor særdeles
lang Tid der hermed vil medgaae. Jeg skulde derhos troe, at al den
Sikkerhed, som man kan ønske sig for, at de Mænd, der blive beklædte
med disse Poster, ogsaa have den tilsva- rende Tillid, vil opnaaes
ved almindelig Stemmefleerhed. Jeg tillader mig tillige at gjøre
opmærksom paa, hvad der under den foreløbige Behandling er antydet
af den ærede Rigsdagsmand for Sorø Amts 2det Distrikt (Mundt), at
det Tilfældee kan indtræffe, naar 2 vælges paa een- gang, at da 3
kunne være valgte med absolut Pluralitet, og alle 3 have lige mange
Stemmer. Naar Secretairernes Antal forøges til 4, og, vel at mærke,
alle 4 vælges paa eengang, vil det samme Til- fælde kunne indtræffe
med 7; dette vilde vvistnok give Anledning til Forviklinger, skjøndt
jeg jo rigtignok antager, at den Bestemmelse i Udkastets § 2, at
Alderen i saadant Tilfældee skal gjøre Udslaget, da maatte komme til
Anvendelse. Jeg indrømmer gjerne, at Hensynet til Forsamlingens
kostbare Tid bør være underordnet, naar det gjælder om meget vigtige
Gjenstande, men jeg antager, som sagt, ikke, at Valget af
Secretairer er en saa vigtig Gjenstand, at man bør til- sidesætte
alt Hensyn til den Tidsspilde, som vil foraarsages ved det fornødne
Omvalg.
Algreen-Ussing: De tvende Amendements, der
ere stillede til § 2, anseer jeg ikke af synderlig Vigtighed, og jeg
skal derfor heller ikke længe opholder mig ved dem, dog maa jeg med
Hensyn til det Amendement, der er fremsat af Rigsdagsmanden for
Skanderborg Amts 1ste Distrikt (Ræder) gjøre den Bemærkning, at det
forekommer mig ikke saameget at slutte sig til § 2 som til § 4, der
bestemmer, hvorvidt Viceformændene i Formandens Forfald skulle træde
i hans Sted. Saaledes som jeg opfattede hans Mening ved den
foreløbige Forhandling, antog jeg, at det gik ud paa at opnaae en
større Sikkerhed i Valget af de tvende Viceformænd, end man har,
naar der stemmes paa begge under Eet. I saa Henseende troer jeg
ikke, at Noget derved vilde være vundet, da de jo ligesaavel skulle
vælges med absolut Pluralitet, naar der stemmes under Eet, som naar
der stemmes særskilt. Comiteen har ikke antaget, at
Secretairposterne ere Poster af saaliden Betydenhed ved
Forsamlingens Virksomhed, og da den hel- ler ikke troer, at
Stemningen i den Grad vilde splitte sig, at hyppige Omvalg skulde
blive fornødne, maa den fremdeles antage, at Secre- tairerne,
ligesom i andre Lande, bør vælges ligesaavelsom Formand
og Viceformænd, med absolut Pluralitet, og jeg har ikke, ved hvad
derimod er anført, kunnet komme til en anden Mening.
Ørsted: Hvad det Amendement angaaer, som
Rigsdagsman- den for Skanderborg Amts 1ste Distrikt (Ræder) har
stillet, skal jeg henholde mig til, hvad den ærede Ordfører derom
har yttret. Kun skal jeg tilføie, at jeg mener, at netop, naar der
vælges under Eet, vil man saae at vide, hvilket Medlem Forsamlingen
sætter meest Priis paa som Viceformand, idet det jo er naturligt, at
Viceformæn- dene rangere efter den Orden, hvori de saae de fleste
Stemmer, og altsaa har man derved, ligesaavel som naar man foretog
sær- skilt Valg, en 1ste og en 2den Viceformand. Hvorvidt disse
forøv- rigt skulle have begrændsede Functioner, saaledes, at den
2den ikke kunde tilkaldes, uden naar den 1ste havde Forfald, er
Noget, der, som allerede bemærket, nærmere hører under § 4. Hvad det
Amendement angaaer, som er stillet af den Deputerede for Sorø Amts
5te Di- strikt (Neergaard), saa er det i fuldkommen
Overeensstemmelse med hvad jeg forden har anført, Naar jeg ikke i
denne Anledning har fremsat noget bestemt Amendement, er det fordi
jeg med Hensyn til den Stemning, som viste sig igaar i Forsamlingen,
troede at burde indskrænke mig saameget som muligt til det, som
havde den største Vigtighed. Da det nu imidlertid udtrykkelig er
fremsat, vil jeg na- turligviis stemme derfor.
Da Ingen meer begjerede Ordet, bleve de til Udkastets § 2 stil-
lede Forandringsforslag satte under Afstemning, og blev da Resultatet følgende:
Nr. 1 (af Ræder) at der tilføtes ved Slutningen: „dog skeer Valget af 1ste og 2den Vicepræsident særskilt for hver”; blev forkastet
med 135 Stemmer mod 8. Nr. 2 (af Neergaard): at i Slutningen
istedetfor Ordene „og Secretairer” sættes „hvorimodd Secretairerne
vælges med simpel Stemmefleerhed”, blev antaget med 103 Stemmer mod
40.
Derefter gik Forhandlingerne over til de ved Udkastets § 7 stillede Forandringsforslag.
David: Jeg skulde ikke have reist mig for at
tale om de af mig til § 7 stillede Amendements, da jeg troer
tilstrækkeligen at have begrundet dem ved den foreløbige Behandling,
og da Comiteen ved at optage dem har anbefalet dem, ifald der ved
den foregaaende Afstem- ning ei var skeet en Forandring med § 2, som
gjør det nødvendigt nu at forandre Ordene af det førsfte Amendement.
Det maa nemlig nu her hedde „med absolut Stemmefleerhed“, og ikke:
„efter Valgreglen i § 2”, thi efter denne skulle jo Secretairerne nu
ei behøve absolut Pluralitet for at vælges; men det vil dog vel
ialmindelighed indrøm- mes, at hvad der har talt herfor med Hensyn
til Forsamlingens Secretairer, hvoraf der skal vælges 4, ikke har
den samme Gyldighed, naar Talen er om Secretairens Valg i Afdelingen
eller Bureauet, tvertimod vilde det være besynderligt her, hvor der
ei er flere end 30 Stemmende, et at fordre adsolut Stemmefleerhed.
Jeg skal iøvrigt overlade det til Comiteens Ordfører at gjøre
opmærksom paa denne Forandrings Nødvendighed, da jeg maa antage, at
han vil ansee den for en Selvfølge efter den foregaaende
Afstemning.
With: Det Amendement, jeg har tilladt mig at
stille til § 7, gaaer ud paa, at ikke Alt skulde overlades til
Tilfældeigheden ved Fordelingen af Medlemmerne til Bureauerne;
derfor ønskede jeg, at der til hvert enkelt Bureau af Forsamlingen
skulde forud vælges et vist Antal Medlemmer, for at sikkre sig, at
der i samme vilde komme til at findes visse Egenskaber, visse
særegne Kræfter, som maatte er- kjendes ikke at være ganske
almindelige. Jeg skal i denne Anledning, |
|
110
147 148
for at anføre et Exempel, bemærke, at Forsamlingen ikke
tæller just mange militaire Medlemmer. Naar det nu hændte sig, at
samtlige disse. kom ind i een eller to Afdelinger, vilde de øvrige
komme til aldeles at savne militaire Kundskaber, som imidlertid,
navnlig ved Behandlingen af Værnepligtsanordningen, vilde være
nødvendigt. Jeg troede derfor og troer endnu, at det vilde være
gavnligt, at der toges den Bestem- melse, forud at besætte visse
Pladser i Afdelingerne ved Valg. Her- imod er det anført, at det
vilde faae Udseende af, at disse saaledes valgte Mænd vilde blive
betragtede som overordnede de øvrige Med- lemmer, som Formænd, som
Lærer for de Andre; men jeg kan ingen- lunde erkjende Rigtigheden af
denne Argumentation; de ere jo ud- gaaede af den hele Forsamlings
Valg paa Grund af deres særegne Kundskaber, uden at der derved er
tillagt dem nogen Myndighed eller større almindelig Dygtigtighed end
enhver Anden. Jeg tillader mig derfor at vedblive mit Amendement.
Black: Jeg maa tillade mig den Bemærkning,
at jeg ikke kan stemme for det her omhandlede Amendement, og det om
ikke af anden Grund, saa fordi jeg nærer den Overbeviisning, at de,
der saaledes vare udvalgte til Medlemmer af Afdelingerne paa Grund
af deres Dygtighed i en vis bestemt Retning, vilde blive betragtede
som de afgjorte Dygtigste og som de, der nærmest vilde og maatte
komme i Betragtning ved Udførelsen af Afdelingernes
Embedsforretninger; hermed limde hverken de Udvalgte eller de
Ikke-Udvalgte være tjente. Jeg føler mig desuden overbeviist om, at
den Dygtighed i forskjelligee Retninger, som kan ønskes at maatte
findes i Afdelingerne, heller ikke paa den anden Maade vil
savnes.
Mynster: Jeg har allerede ved den foreløbige
Forhandling udtalt, at jeg er enig med det ærede Medlem, som har
stillet Foran- dringsforslaget. Man har derimod anført, at den hele
Indretning er laant fra et andet Land, nemlig Frankrig, og at man
derfor bør optage den saaledes, som den der ved Erfaringen har viist
sig gavn- lig. Men det er bekjendt, at der i Frankrig er mange
Stemmer, som paa Grund af de dermed forbundne Ulemper have erklæret
sig imod den hele Indretning, og det vilde derfor være at ønske, at
man, dersom man optager Indretningen, kunde finde et Middel,
hvorved disse Ulemper kunne undgaaes. Man har meddeelt os et Udtog
af et Skrivt af Valette og Benat Saint-Marsy, som udvikler flere
Ulei- ligheder, hvilke Erfaringen har viist at være forbundne med
Indde- lingen i Bureauer. Nogle af disse kunne være eiendommelige
for Frankrig, saaledes, naar man der vil have erfaret, at de
aandrigste Medlemmer i Bureauerne holde sig tilbage fra at yttre
sig, fordi de befrygte, at andre Medlemmer skulle bemægtige sig
deres Ideer og dermed glimre i Forsamlingen istedetfor dem selv.
Dette vilde vel her neppe være at befrygte; men Hovedvanskeligheden
er den, som ogsaa i det foreliggende Udtog er fremhævet, at
„Lodtrækningen ud- sætter den foreløbige Drøftelse af Lovudkastene
for ethvert Lune af Tilfældeet, som saaledes alene vg blindt hen
raader over de forskjel- lige Medlemmers Indsigter, Sagkundskab og
Erfaring, som danne en stor Forsamling“. Dette viser sig i
Særdeleshed, naar Valget til Comiteerne skal skee gjennem
Afdelingerne og disse ere indskrænkede til Valg af deres egen Midte.
Det har unægtelig megen Vægt, naar en Mand af saadan Indsigt og
Erfaring som Dupin bemær- ker: „at selv i de Tilfældee, hvori de
politiske Indflydelser gjøre sig mindre. gjældende, kan et Bureau,
alene ved et Spil af Hændelsen, være meget rigt paa Fagmænd, som
netop besidde det Slags Dyg- tighed, som den foreslaaede Lov
udkræver , medens et andet Bureau er mindre heldigt udstyret i saa
Henseende; men det er ikke Medlem- merne af de forskjelligee
Bureauer tilladt at bytte med hinanden, og Bureauerne skulle træffe
deres Valg indenfor deres egen Kreds“. Da nu et Middel tildyder sig,
hvorved man kan hæve denne betyde- lige Vanskelighed uden at opgive
Fordelene ved Forsamlingens Ind- deling i Bureauer, saa skjønner jeg
ikke, hvorfor man ikke skulde be- nytte dette Middel.
Ørsted:Jeg har allerede forhen udtalt mig om
Bureausyste- met derhen, at jeg finder det at være hensigtsmæssigt,
eller at man dog tør haabe, at det vil have en gavnlig Indflydelse
paa Sagernes Drøftelse, men at man efter min Formening bør optage
det aldeles i den Skikkelse, hvori det har udviklet sig i det Land,
nemlig Frank-
rig, hvorfra man optager det, uden deri at gjøre nogen Forandring, saalænge Erfaringen ikke har viist, at den er nødvendig. Det er
bleven anført, at det er meget tilfældigt, hvilke Medlemmer der komme sammen i Comiteen; det er det vvistnok ogsaa, men imidlertid er det dog under enhver Omstændighed klart, at Indretningen vil tjene til at bringe Medlemmerne i meget Samqvem og Tankeudvexling med
hverandre, vg det er netop det, jeg anseer for fordeelagtigt. Derhos
maa jeg bemærke, at man for den Tilfældeighed, hvorpaa Comiteernes
Sammensætning vilde beroe, og som er anført at kunne have en
skadelig Indflydelse paa Forhandlingerne, har et Correctiv deri, at
Forsamlingen jo altid har den Udvei at kunne udvælge Medlemmer til
Comiteerne ved Siden af de af Afdelingerne valgte. Desuden maa jeg
bemærke, at det ikke er nødvendigt, at Sagerne skulle hen- vises til
Afdelingerne. Dersom det altsaa viser sig, at de ikke udrette, hvad
man har lovet sig af dem, men at de snarere have skadelig
Indflydelse paa Sagernes Gang, kan man atter ophæve denne Ind-
retning, som dog har saameget for sig, at den bør forsøges, og det i
den Reenhed, hvori den er os overleveret fra et fremmed Land. Med
Hensyn til den Indvending, som er gjort mod det nysom- handlede
Amendement, at de, som vare valgte til Medlemmer af Afdelingen,
vilde faae en stor Overvægt og betage Forhandlingerne i Afdelingerne
deres Frihed og aabne Charakteer, da troer jeg ogsaa, at man bør
være meget varsom med at indlade sig paa saadanne Valg. Jeg seer
nemlig ikke Andet, end at Forsamlingen i saa Fald maatte sætte sig
den Opgave, at vælge de sagkyndigste og dygtigste Mænd i de
forskjelligee Grene af de Sager, som ville komme under Forhandling;
og hvis Forsamlingen da var heldig i sine Valg, vilde der i hver
Afdeling komme nogle af de dygtigste Mænd i hvert Fag, som let
maatte faae en stor Overlegenhed og af de andre Medlemmer maaskee
blive betragtede med misundelige Blikke. Jeg troer derfor, at man,
som sagt, bør prøve denne Indretning, saaledes som den er os
overdraget, om det end kunde være muligt, at der ved den fore-
slaaede Forandring kunde vindes noget Godt.
Olrik: Det af mig stillede Amendement er
støttet paa den Be- tragtning, at Forsamlingen ei burde for hele
Rigsdagens Varighed binde sig til den første Fordeling i
Afdelingerne. Vel har man an- ført, at det vil staae ethvert Medlem
frit ved et specielt Forslag at bevirke en ny Fordeling til
Afdelingerne; men da hvert Medlem dog kun hører til een Afdeling,
vil Motiveringen af et saadant Forslag være forbunden med særegne
Vanskeligheder, og det forekommer mig derfor simplere og mere
hensigtsmæssigt, at hele Forsamlingen, naar Omvalg af dets
Embedsmænd finder Sted, udtaler, hvorvidt den ønsker, at en ny
Fordeling til Afdelingerne skal finde Sted.
Ørsted: Det Amendement, som jeg har stiller,
falder i sin Hensigt aldeles sammen med det, som er stillet af den
ærede Rigs- dagsmand, som nylig talte, og hvi Forsamlingen skulde
antage det, vil jeg gjerne frafalde mit; kun hvis det af een eller
anden Grund ikke skulde faae Pluralitet for sig, skulde jeg ønske,
at mit maatte be- tragtes som subsidiairt. Dog maa det bemærkes, at
mit Amendement indeholder et Tillæg, som maaskee kunde tages under
særegen Over- veielse, nemlig at de ældre Afdelinger blive i deres
Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte Sager. Dersom man vil
ansee dette som Noget, der følger af sig selv, kunde det ogsaa
gjerne bortfalde, men i manglende Fald ønsker jeg, at, efterat det
af den ærede Rigs- dagsmand stillede Amendement maatte være antaget,
Slutningen af mit sættes under Afstemning.
Tage Müller: Naar jeg tillader mig at reise
mig, er det for at tilføie nogle faa Ord i Anledning af det gjorte
Forslag om, at der i de 5 Bureauer eller Afdelinger skulde forlode
udvælges 5 Medlemmer ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men
Resten ved Lodtrækning. Disse faa Ord ere ikke af den Vigtighed, at
jeg i den Anledning, naar jeg ikke var bleven opfordret dertil,
skulde have reist mig. Jeg mener, at der er Adskilligt, som kan
siges baade for og imod, men troer dog imidlertid ikke, at den
Grund, at naar man optager en Indretning fra et fremmed Land, den da
ganske skal op- tages i sin Heelhed, er af en saa overveiende
Vigtighed, at ikke ogsaa den anden Modgrund har sin fulde Vægt, at
man ikke bør overlade Mere end nødvendigt til Tilfældeet. Da dette
Udkast til Forretnings- |
|
111
149 150
ordenen kun angaaer den nærværende Forsamling, saa kunde
det vel ogsaa let blive for seent, om man først ved Erfaringen
skulde overbe- vise sig om, at det Correctiv for Tilfældeigheden,
som man nu forka- stede, dog alligevel var gavnligt.
Krieger: Jeg vil ikke nægte, at der kan
anføres Grunde, der tilsyneladende stærkt anbefale en Lempning, en
Rettelse af Delings- systemet, og dog have disse Grunde ikke
overbeviist mig. Det er ikke blot fordi man ved at optage en
Institution fra et fremmed Land skal optage den, som den der
bestaaer; denne formelle Grund vilde jeg ikke lægge saa stor Vægt
paa; men mere Vægt vil jeg lægge paa den Omstændighed, at man i
Frankrig, trods de Indvendinger, som af og til ere fremkomne mod
Lodtrækning, dog har fastholdt det rene Lodtrækningsprincip
saaledes, at der nu neppe er nogen practisk Tvivl om, at det er det
ene rigtige; men fornemmelig vil jeg holde mig til Sagen selv. Trods
det Spil, der er bleven drevet med Ordene „demokratisk“ og
„aristokratisk“, troer jeg dog, at de ret passende kunne anvendes i
nærværende Tilfældee. Lodtrækning fortjener efter min Formening at
antages, naar man overhovedet vil gaae ind vaa Af- delingerne, som
det eneste ligelige, demokratiske Fordelingsmiddel, og jeg frygter
for, at hvis enkelte Medlemmer skulde voteres ind i en- hver
Afdeling, vilde de i denne komme til at staae i et falsk Lys; det
maatte, synes mig, være høist ubehageligt, saaledes at blive sat ind
ved Valg i de enkelte Afdelinger som et Slage Skolemestere. Det
forekommer mig langt naturligere, hvor man vil have Afdelinger, at
lade det beroe paa Tilfældeet, hvilke Medlemmer der skulde komme
sammen. Det er netop denne Sammenblanden, der ansees for et Gode;
det er denne Nødvendighed for Alle, som komme sammen i de enkelte
Afdelinger, at oplyse hinanden indbyrdes, man paa denne Maade vil
opnaae. Jeg skal derfor forbeholdee mig, for det Tilfældee, at
Forsamlingen antager dette Amendement, at det bliver sat under
Afstemning, om man da ikke heller skulde opgive det hele Afdelings-
system.
Algreen-Ussing: Den høitærede Rigsdagsmand
for Kjø- benhavns 3die Distrikt (Ørsted) og den sidste Taler have
tilstræk- keligt udtalt det, som jeg kunde have at sige til Forsvar
for, at Bureausystemet er beholdet i den Skikkelse, hvori vi have
optaget det, nemlig efter det Franske. Det vilde i mine Tanker være
en total Forstyrrelse af det hele Princip, dersom man, saaledes som
foreslaaet, vilde lade Forsamlingen vælge visse Medlemmer, der
skulde indræde i disse Afdelinger, som særdeles skikkede til at lede
dem. Med Hen- syn til hvad den ærede Proponent, Rigsdagsmanden for
Veile Amts 6te Distrikt (With) har erklæret om, at der kunde være
særegne Sager, hvori særegne Kundskaber vilde udkræves, som maaskee
ikke ere repræsen- terede i flere Afdelinger, navnlig militaire
Sager, da er der jo, som tildeels allerede bemærket, to simple
Midler til at raade Bod derpaa, enten at det vedtages at nedsætte en
særegen Comitee til saadanne Sagers Be- handling, eller at
Forsamlingen forbeholdeer sig selv at udnævne et vist Antal
Medlemmer til Comiteer i saadanne Sager. I det af den 11te
Kongevalgte (David) stillede Amendement, som Comiteen har op- taget,
vil det vvistnok være nødvendigt at modificere de Udtryk, som ere
foreslaaede i § 7. Comiteens Mening er ganske vist vedblivende den,
at Formanden og Secretairerne i Afdelingerne bør vælges ved absolut
Pluralitet, og jeg troer heller ikke, at der vil være nogen
Modsigelse deri, at man har besluttet, at Forsamlingens Secretairer
skulle vælges med simpel Pluralitet; navnligen bortfalder for Afdelin- gerne den Hovedgrund, som blev gjort gjældende med Hensyn til
Secretairvalget i Forsamlingen, nemlig den Besværlighed og Tids-
spilde, det vilde medføre. Comiteen vitde ogsaa have udtrykt det,
som den ærede Taler har foreslaaet, ved at sætte „absolut Plu-
ralitet“, men man var bleven saa bange for de fremmede Ord, at man
ikke turde optage det. Det af den ærede Deputerede for Frederiksborg
Amts første District (Olrik) stillede Amendement har Comiteen vel
ikke optaget, men den har dog fundet, at Meget kan tale for samme,
og den er derfor ikke uvillig til at understøtte det under
Afstemningen; muligen vil derved det af den høitærede Rigs- dagsmand
for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) stillede Amendement
bortfalde, da det vel kan ansees fyldestgjort derved. Det er ganske
vist ogsaa hiin Rigsdagsmands Mening, at Bureauerne skulle be-
staae for de Sager, som engang ere overgivne til Behandling i dem; det er Noget, som ligger i det hele Bureausystems Væsen og er ogsaa under den foreløbige Behandling af mig tilstrækkelig udhævet som
Noget, der overalt finder Sted, hvisaarsag Comiteen har fundet det
overflødigt udtrykkelig at tilføie det.
Ørsted: Jeg vilde kun bemærke, at jeg under
denne Forudsæt- ning frafalder mit Amendement.
Madvig: Jeg havde kun et Par Bemærkninger at
gjøre, og efter hvad de to ærede Medlemmer af Comiteen har anført,
har jeg nu kun Lidet at tilføie. Det forekommer mig at være af stor
Vigtig- hed, at man holder paa Lodtrækningen i sin Heelhed, og til
det Gode, som de foregaaende Talere have paaviist, at man derved
vil opnaae, skal jeg kun føie een Grund imod de foreslaaede Valg,
som lader sig hente fra den overmaade store practiske Vanskelighed,
som ligger i at gjennemføre den Modification, som tilsigtes ved
Amende- mentet. Man skulde nemlig vælge 5 Medlemmer for at
repræsentere den specielle Dygtighed i enhver af Afdelingerne. Jeg
vil nu ikke tale om den Tidsspilde, det vil medføre, især hvis
Afdelingerne skulde fornyes, men jeg vil gjøre opmærksom paa, at
naar man har en bestemt Comitee, hvortil man skal vælge 5 Medlemmer,
vil man vel nok kunne træffe et Valg af 5 Medlemmer med dærdeles
Indsigt i de Sager, som foreligge Comiteen; men naar man skal dele
sig i Af- delinger, vil det være meget vanskeligt at udfinde for
enhver Afdeling 5 Medlemmer, hos hvem man kan præsumere en særdeles
Dygtig- hed for de forekommende Tilfældee, selv naar vi indskrænke
os til de tre foreliggende Anliggender, nemlig Grundloven,
Værnepligtssagen og Finantsspørgsmaalet; thi alene den første Sag
kan gjøre Krav paa saa mangesidig Dygtighed, at det vil være meget
vanskeligt at bestemme sig for 5 Medlemmer, som kunne ansees at
repræsentere den alsidige Dygtighed, som man skulde give en Afdeling
som Correctiv. Men dertil kommer en anden stor Vanskelighed, nemlig
man skal ikke vælge 5 dygtige Medlemmer for een, men for 5
Afdelinger, og man vilde da vælge de 5, som Forsamlingen ansaae for
ganske fortrinlig dygtige, til den første Afdeling; den anden
Afdeling maatte lade sig nøie med 5, som vvistnok vare dygtige, men
som man dog ikke ansaae i den Grad dygtige som de første; den 3die
Afdeling blev da svagere, den fjerde endnu svagere og den femte blev
allersvagest Det synes mig saaledes ganske klart, at dette, at man
successivt skal foretage Valg til 5 forskjelligee Afdelinger,
aabenbart medfører den store Ulei- lighed, at man ikke vil kunne
betragte de saaledes dannede Afdelinger som staaende ved Siden af
hverandre, men som indeholdende en for- skjellig Grad af valgt
Dygtighed; thi den Dygtighed, som Tilfældeet skulde bringe derind,
kan ikke let komme i Betragtning. Altsaa med Hensyn til den
practiske Vanskelighed troer jeg, at man maa lade Tilfældet raade
fuldstændigt, naar man først indlader sig paa dette System.
Bang: Det er allerede sagt af den ærede
Ordfører, at det fulgte af sig selv, at naar det tredie Amendement
blev antaget af Forsamlingen, saa var det dog saaledes at forstaae,
at de ældre Af- delinger skulde blive i deres Virksomhed med Hensyn
til de allerede begyndte Sager. Jeg skjønner imidlertid ikke
rettere, end at denne Sætning er af en saa positiv Natur og af den
Vigtighed, at det var ønskeligt, at den kunde blive udtrykkelig
optaget i det endelig af- fattende Regulativ, og det er derfor, at
jeg for det Tilfældee, at det tredie Amendement antages, optager den
sidste Deel af det Amende- ment, der er stillet under Nr. 4, som,
saavidt jeg skjønner, betingelses- viis er frafaldet af
Amendementstilleren.
Algreen-Ussing: Jeg seer ikke, at der kan
være Noget til Hinder for, at denne Deel optages, saaledes som
foreslaaet. Comiteen har forudsat, at denne Sætning fulgte af sig
selv, og har anseet det ufornødent at udtale sig nærmere derover.
Iøvrigt kan jeg, da jeg har reist mig, ikke Andet end udtale
Comiteens Tak til den Depu- terede for Bornholms 2det Distrikt
(Madvig) for de skarpsindige Bi- drag, han har givet til Oplysning
om de practiske Vanskeligheder, som det fremsatte Forslag i sin
Udførelse vilde medføre.
Ørsted: Jeg mener, at den sidste Deel af mit
Amendement vil kunne gaae ind som et Tillæg i det Amendement, som
den ærede |
|
112
151 152
Rigsdagsmand for Federiksborg Amts 1ste Distrikt (Olrik)
har stillet, hvis dette Amendement antages af Forsamlingen:
Ved den derefter stedfindende Afstemning over de til Udkastets §
7 stillede Forandringsforslag, blev Resultatet følgende,
Nr. 1 (af David, optaget af Udskudet): Jmellem Ordene „strax“ og
„en Formand“ indskvdes „med absolut Stemmefleerhed“; blev antaget
med 118 Stemmer mod 26; og i Paragraphens Slutning tilføies; „og
udnævner efter endt Forhandling med absolut Stemmefleerhed det eller
de Medlem- mer af Uoskudet, som den har at vælge“; blev
antaget med 119 Stemmer mod 25.
Nr. 2 (af With): At denne Paragraph kommer til at lvde saaledes:
„Forsamlingens Medlemmer fordeles i 5 omtrent lige talrige
Afdelinger. Til Medlem af hver enkelt af disse Afdelinger ud- vælges
5 ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men Resten ved
Lodtrækning. Hver Afdeling vælger strax under Ledning af Afdelingens
ældste Medlem en Formand og en Secretair etc.; blev forkastet med
137 Stemmer mod 7;
Nr. 3 (af Olrik): „Naar Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder
Sted, afgjør Forsamlingen tillige, hvorvidt en nv For- deling af
dens Medlemmer skal foretages og i bekræftende Fald forholdes paa
den ovenanførte Maade“; blev antaget med 122 Stemmer mod 22;
Nr. 4 (af Ørsted), dets sidste Deel: „dog at de ældre Afdelinger
blive i deres Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte
Sager“; blev antaget med 137 Stemmer mod 7.
Forhandlingerne gik derefter over til de til Udkastets § 8 stillede Forandringsforslag.
David: Saa gjerne jeg end indrømmer, at det
ei er absolut nødvendigt, naar man overfører en Indretning fra et
fremmed Land at optage denne i kin Heelhed, men at det ofte kan være
rigtigt, kun at optage en Deel af samme, som ifær passer for os, saa
fore- kommer det mig dog unægteligt, at der bør være stærke Grunde
for- haanden, naar man af en Institution vil borttage Noget, som
andet- fteds har bestaaet sin Prøve og viist sig nødvendigt. Det er
derfor, at jeg vedblivende maa ansee det for rigtigt, at der i
Forretnings- ordenen findes en Bestemmelse, der kan værne imod en
Sags util- børlige Forhaling i Bureauerne, og at man ligeledes
optager den Bestemmelse af det franske Reglement, at naar den større
Fleerhed af Bureauerne have endt deres Arbeider, skal Comiteen
ankees som constitueret. I Frankrig er dette Tilfæaldet, naar 2/3 af
Bureauerne ere færdige; jeg har foreklaaet, at dette compelle skal
bringes i An- vendelse, naar fire have valgt; men jeg indseer ikke,
at man kan undvære et saadant, eller hvorfor Forretningsordenen ikke
skulde inde- holde den Fremgangsmaade, der skal følge s, naar et
saadant Tilfældee indtræder. Ogsaa anseer jeg det af mig foreslaaede
Middel til at fremskynde den Afdeling, som er in mora, til at slutte
sin Forhand- ling, for hensigtsmæssigere end det af den 3die
kjøbenhavnske Rigs- dagsmand (Ørsted) i Forslag bragte, thi man vil
ikke let bestemme sig til at bringe dette i Anvendelse og at reise
en Sag, hvor An- klagen eller Bestyldningen for den langsommere
Behandling i en Af- deling saare let kan blive antaget for noget
Personligt.
Ørsted: Det Amendement, som er stillet af
den ærede Taler, som nylig har sat sig, falder i sin Tendents sammen
med det af mig stillede; det gaaer nemlig ud paa at sikkre
Forsamlingen en Myn- dighed, hvorved den kan fremskymde
Forhanblingernes Tilendebringelse i Afdelingerne. Men det forekommer
mig, at det aldeles ikke er til- strækkeligt til Øiemedets
Opnaaelse; thi dersom der er mere end een Afdeling, som er gaaet
langsomt frem, „har Forsamlingen efter dette ikke Magt til at
fremskynde Sagens Tilendebringelse, men det vil man kunne efter det
Amendement, som jeg har foreslaaet. Jeg maa derhos bemærke, at, som
den ærede Taler har anført anvender man
i Frankrig dette Middel, naar 2/3 af Bureauerne have sluttet deres Forhandlinger af en Sag, hvorimodd her udfordres endog 4/5, saa at man her altsaa løber større Fare for at Sagerne blive forsømte. Paa den anden Side er der bleven indvendt, at der skulde være noget
Forhadt i at gribe til det Middel at paalægge Afdelingerne at gjøre
sig færdige; men det er dog Noget, som ikke kan være af en saa for-
hadt Natur. Det er blot med Hensyn til Sagernes Gang, at For-
samlingen foreskriver Afdelingerne en vis Frist til at tilendebringe
deres Forhandlinger, men der paaføres dem ikke derved nogen videre
Ulempe; vel finder der da ikke længere nogen Forhandling Sted i
samme, men ved de Forhandlinger, som ere foregaaede, ere Medlem-
merne dog udrustede med det Kjendskab til Sagen, som der har været
Anledning til at saae i Afdelingerne. Jeg troer, at der heri ikke
kan findes noget Forhadt, og det vil ogsaa være noget virksommere
end det, som er foreslaaet af den ærede Rigsdagsmand, Jeg maa ogsaa
tilstaae, at det forekommer mig, at der er nogen Utydelighed deri,
naar det hedder, at naar 4 Afdelinger have endt deres Forhand-
linger og foretaget de dem paaliggende Valg til Udskudet, skal dette
for Afdelingernes Vedkommende ansees for constitueret. Udskudet
eller Comiteen vil nemlig da ikke i det Hele kunne træde i Kraft, og
Valgene fra Forsamlingens Side ville da være saameget mere
nodvendige, naar nogle af Afdelingerne staae tilbage med deres Comitee- valg.
Algreen-Ussing: Da det Forretningsregulativ,
som her er bragt i Forslag, alene skal gjælde for den nærværende
Forsamling, har Comiteen ikke anseet det for nødvendigt at traffe
nogen Bestem- melse for det, som det dog maa antages, ikke
sandsynlige Tilfældee, at Afdelingerne ikke skulde fremme,dere
Forhandlinger saaledes, at de omtrent samtidigen blive færdige. I
Forretningsregulative for de kommende Rigsstænder kan det muligen
findes nødvendigt at foreskrive Regler i denne Henseende, men for
denne Forsamling kan det neppe ansees nødvendigt. Af de to
Amendements, der i denne Henseende ere stillede, skulde jeg i alt
Fald være tilbøielig til at foretrække det af den 11te kongevalgte
Deputerede (David) stillede; navnlig har det med Hensyn til det
andet forekommet Comiteen noget vanskeligt, naar samtlige Afdelinger
stode tilbage med Sager, at Forsamlingen da skulde forelægge dem
samtlige en Frist, det vil sige, at Forsamlingen skulde paalægge sig
selv snarest muligt at tilendebringe Sagerne. Hvad det 4de
Amendement angaaer, som er stillet af Rigsdagsman- den for
Kjøbenhavns 3die District (Ørsted), da har jeg allerede under den
foreløbige Behandling bemærket, at Comiteen ikke troer at kunne
tiltræde det. At Forsamlingen, efterat Valget i Afdelingerne er fore- gaaet, skal tage Beslutning om at forstærke Comiteerne ved Valg af hele Forsamlingen, indeholder, efter Comiteens Formening, en Kritik over de trufne Valg, som bør søges undgaaet, og at Comiteen selv
skulde hos Forsamlingen andrage paa at eet eller andet bestemt navn-
givet Medlem skulde tilforordnes den, vilde jo i Grunden være at
give Comiteen Ret til at vælge dette Medlem eller og udsætte det af
den foreslaaede Medlem for den Ubehagelighed at see sig forkastet af
Forsamlingen. Hvad det under Nr. 3 stillede Amendement angaaer, at
det uden Forhandling skal afgjøres, deels om Comiteen alene skal
vælges gjennem Afdelingerne eller forstærkes ved et vist Antal Med-
lemmer, og deels af hvor mange Medlemmer den skal bestaae, da er
navnlig det første Punkt ikke saa uvigtigt, at det burde affkjæres
Vedkommende, ved en kort Forhandling at udtale sig herom.
Da Ørsted her vilde tage Ordet, gjorde Formanden ham opmærk- som
paa at efter den vedtagne Regel maatte ethvert Medlem kun tage Ordet
eengang ved Behandlingen af hver enkelt Paragraph; da det imidlertid
oplystes, at Ørsted havde forstaaet denne Regel saa- ledes, at den
fun havde Hensyn til Brhandlingen af hvert enkelt Forslag, gav
Formanden ham med Forsamlingens Bifald atter Ordet. (Fortsættes.) Subscription paa
denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno
(Østergade Nr.70), i Provindserne paa de kongelige Postcontoirer. Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
113
153 154 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen No 21. Ottende Møde.
(Fortsat.)
Ørsted: Den ærebe Ordfører har meent, at det
vilde være anstødeligt, naar Forsamlingen her, efterat Medlemmerne
til Comi- teen vare udnævnte af Afdelingerne, vilde udnævne flere
Medlemmer til denne, fordi det skulde være at kaste Vrag paa de
Valg, som af Afdelingerne vare trufne. Det forekommer mig imidlertid
aldeles ikke at være Tilfældeet, thi der kan dog i een Afdeling let
findes flere Medlemmer, som kunne være særdeles skikkede til at
indtræde i Co- miteen, medens der i en anden Afdeling kan være
Mangel paa saa- danne; Valgene kunne altsaa være foretagne med den
største Skjøn- somhed, og dog vil man ikke faae Comiteen saa
fuldstændig og hen- sigtsmæssig udstyret, som man kunde have faaet
den, naar man havde frit Valg igjennem samtlige Afdelinger; enhver
Afdeling har nemlig kun Valget inden dens egne Grændser. Der kan
ogsaa tænkes et andet Tilfældee; der kan være valgt særdeles dygtige
Medlemmer af alle Afdelinger, men som have Dygtighed i een og samme
Retning, og der kan saaledes komme til at mangle Medlemmer, som
have Dygtighed i en anden Retning. Det forekommer mig derfor, at
det er meget vigtigt, at Forsamlingen altid maa kunne supplere
Afdelin- gernes Valg, og jeg troer, at man paa den Maade kan faae
hen- sigtsmæssigere Comiteer end paa den anden, naar Afdelingerne
alene skulle vælge, eller hvis man i Forveien skul have erhvervet
sig Ret til at supplere Valget; skulde dette blive Regel, troer jeg,
at For- samlingen gjør bedst i bestandig at forbeholdee sig denne
Ret. Hvad mit andet Forandringsforslag angaaer, at en Comitee selv
kan an- drage paa Forstærkning af eet eller andet Medlem, saa findes
jo en saadan Bestemmelse allerede i Stænderanordningen. Jeg troer
ikke, at det har gjort nogen Skade der; det er vel ikke ofte bleven
brugt, men naar det er bleven brugt, da har det været, fordi
Comiteen er kom- men efter, at der var en Mand med særdeles
Sagkundskab med Hen- syn paa den Gjenstand, som Comiteen
beskjætigede sig med, og som den derfor maatte ønske at faae
indlemmet i Comiteen; den vil ikke gjøre saadant Forslag, uden at
det er en Mand, som i Forsamlingen er erkjendt for at have særdeles
Dygtighed, og dens Begjering om hans Optagelse i Comiteen vil
derfor, saa at sige, aldrig blive nægtet, selv om Forsamlingen
antog, at det ikke var nødvendigt at faae det Medlem ind, som
Comiteen ??: dens Pluralitet, ønsker; til en Enkelts Ønske vilde der
naturligviis ikke blive taget noget Hensyn. Jeg troer saa- ledes, at
der vil være Noget vundet ved dette Forslag, uden at der kan være
Noget tabt derved.
Ræder: Det forekommer ogsaa mig med Hensyn
til Amende- mentet Nr. 4 Litr. a, at man maa tage sig i Agt for at
binde Hæn- derne paa Forsamlingen selv; jo større Frihed,
Forsamlingen har, desto bedre. Om denne Bestemmelse ogsaa mange
Gange skulde blive over- flødig, gjør dette Intet; men det kan være
overmaade vigtigt, at man forbeholdeer sig en saadan Frihed. Med
Hensyn til Amendementerne under Nr. 1 og 2 vil jeg foretrække det
under Nr. 2; thi det fore- kommer mig, at Amendementet under Nr. 1,
som gaaer ud paa, at man skal vente, indtil 4 Afdelinger ere
færdige, maaskee kunde med- føre, at man kom til at vente meget
længe, og at den Forholdsregel, Amendementet indeholder, desuden er
for skarp. Derimod kan Amen- dementet under Nr. 2 anvendes til
enhver Tid, naar Forsamlingen maatte finde, at Forhandlingerne
varede forlænge, og det er heller ikke saa strængt som hiint under
Nr. 1, hvorefter den 5te Afdeling, naar de 4 andre ere færdige,
vilde blive udelukket fra Comiteevalg.
Krieger: Naar Udskuddet har foreslaaet i den
8de §, at For- samlingen allerede ved en Sags Henviisning til
Afdelingerne skal bestemme, hvorvidt den senere, efterat Sagen var
gaaet igjennem Afdelingerne, ved et vist Antal frit valgte Medlemmer
vil forstærke det Antal Comiteemedlemmer, der allerede er valgt
igjennem Afdelin- gerne, da har man derved havt for Øie, at
Afdelingernes Sammen- sætning er bekjendt paa den Tid, da
Beslutningen om Comiteens Forstærkelse ved frit Valg skulde tages;
man veed forud, hvorledes Forsamlingens Medlemmer ere omdeelte i
Afdelingerne; man kan saa- ledes oversee, hvorvidt der efter den
Sags Beskaffenhed, som netop skal henvises til Afdelingerne, maatte
være Grund til at ønske, at man havde frie Hænder til at føie nogle
nye Medlemmer til foruden dem, som maatte blive valgte igjennem
Afdelingerne. Jeg sætter, at der handledes f. Er. om
Værnepligtsloven, og Tilfældeet har villet, at en stor eller den
største Deel af de Medlemmer, som man netop med Hensyn til den
anseer for dygtige, just skulde være samlede i een Afdeling, da
forekommer det mig, at der var Grund til forud at be- stemme, at man
vilde forstærke det Udskud, som fremgaaer af Afde- lingernes Valg;
men det er noget ganske Andet, i Almindelighed at forbeholdee sig en
Ret til at forstærke et saadant igjennem Afdelin- gerne skeet
Udvalg, thi det synes mig dog at være at forbeholdee sig en Kritik
over Afdelingernes Valg. Jeg kan idetmindste ikke opfatte Forholdet
anderledes, end at man siger: „lader og nu først see, om Af-
delingerne vælge godt; hvis de vælge godt, saa ville vi ikke for-
andre Comiteens Sammensætning, men hvis vi ikke ere tilfredse med de
Valg, Afdelingerne foretage, saa ville vi gjøre det bedre, saa ville
vi føie Andre til, for at vi kunne faae en saadan Co- mitee, som vi
ville have den”; men at forbeholdee sig en saa general Kritik over
Afdelingernes Valg forekommer mig upassende. Man maa her enten have
Afdelingerne og lade dem beholdee deres Betydning, eller man maa
slet ikke have dem. Hvad det andet For- slag angaaer, som ligeledes
er stillet af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt
(Ørsted), at Comiteen selv skulde kunne an- drage hos Forsamlingen
om Forstærkning ved eet eller andet Medlem foruden de allerede
valgte, da troer jeg, at lignende Betragtninger her kunne gjøres
gjældende, skjøndt, jeg indrømmer, af mindre Vægt, saa at jeg ikke
lægger saa megen Vægt paa, hvorvidt dette Forslag maatte blive
antaget eller forkastet, som paa det første. Hvad der i denne
Henseende blev gjort gjældende af Comiteens Ordfører, troer jeg, vil
findes at være rigtigt, at man nemlig enten giver Comiteen for stor
Magt, naar man erkjender, at Comiteens Forslag uden videre vil gaae
igjennem i Forsamlingen, eller man sætter Comiteen og den, kom af
Comiteen bliver foreslaaet, i en høist ubehagelig Stilling, der- som
Forsamlingen skal prøve, hvorvidt det er rigtigt, at der tilfor-
ordnes et saadant Medlem. Jeg troer ikke, at det kan nægtes, at
dersom man lægger Vægt paa Sammensætningen af den Comitee, som
forelødig forbereder Sagen, skal man ikke tillade, at denne Sam-
mensætnings Charakteer forandres, idet man saaledes giver et Mid-
del til deri at indbringe nye Elementer. Med Hensyn til de For-
andringsforslag, som ere stillede under Nr. 1 og 2, da skulde ogsaa
jeg foretrække det første, hvis eet af dem skulde bifaldes, skjøndt jeg erkjender, at det maaskee ikke er strengt nok, dersom man vil have
en bestemt Regel; jeg nægter imidlertid ikke, at det dog maaskee
ikke turde være uden Fare at opsætte at tage en saadan Bestemmelse,
indtil det viste sig, hvorvidt der var Grund til at give Afdelingen
en Paa- mindelse om at skynde sig. Men det er dog ganske vist, at
her for- nemmeligen er Tale om den moralske Indflydelse, som
Spørgsmaal, |
|
114
155 156
der reises her i Salen, maae udøve; thi slige Spørgsmaal
kunne naturligviis ligesaavel stilles til Afdelingens Formand som
til Mini- steriet.
Algreen-Ussing: Til hvad Rigsdagsmanden for
Kjøben- havns Amts 4de Distrikt (Krieger) har yttret med Hensyn til
det under Nr. 4 Litr. a stillede Amendement, skal jeg kun tilføie,
at hvis dette Forslag antages, vil derved den Bestemmelse, som
Udkastets § 8 indeholder, at Forsamlingen strax ved en Sags
henviisning til Af- delingerne skal tage Beslutning, om disse alene
skulle vælge Medlem- mer til Comiteen, eller om de af dem Valgte
skulle forstærkes ved flere af Forsamlingen frit valgte Medlemmer,
gjøres overflødig, thi der vilde da altid efter Udfaldet af Valget i
Afdelingerne blive Spørgs- maal, om ikke Comiteen skulde forstærkes
ved Valg fra Forsamlingens Side. Hvad det andet under Litr. b
stillede Amendement angaaer, skal jeg bemærke, at Sammenligningen
med hvad der har været Til- fældet i Provindsialstænderne, foruden
hvad der iøvrigt efter disses og denne Forsamlings forskjelligee
Charakteer, derimod kan indvendes, i dette Tilfældee saameget mindre
kan være afgjørende eller tjene til Rettesnor, som det, hvis det af
Comiteen i § 26 Foreslaaede gaaer igjennem, at der ogsaa skal
udfordres absolut Pluralitet til de Valg, som skee gjennem hele
Forsamtingen, i Vvirkeligheden, hvis hiint Amendement antages, vilde
blive Tilfældeet, at et ringe Antal af Forsamlingens Medlemmer,
nemlig de til Comiteen Valgte, kunde bringe nye Medlemmer ind i
Comiteen.
Hammerich: Jeg skal tillade mig at bemærke
med Hensyn til det første Forandringsforslag til den her omhandlede
Paragraph, at det forekommer mig, at Følgen deraf vil blive, at der
gjennem Af- delingerne kun kommer 4 Medlemmer i Udskudet istdetfor
5, da det i Reglen altid vil skee, at fire Afdelinger blive færdige
før den femte, og derfor den femte ikke kommer til at vælge.
Algreen-Ussing: Jeg troer at den ærede Taler
har misforstaaet Amendementstilleren, thi hans Mening har vist ikke
været, at den Afdeling, der er in mora, skulde være betaget sin Ret
til senere at vælge et Medlem af Comiteen. Han har kun villet
tilkjendegive, at Comiteen skulde have Ret til at constituere sig og
træde i Vir ksom- hed, naar 4 Afdelinger havde endt deres
Forhandlinger, naturligviis med Forbeholde for den Afdeling, der
ikke endnu maatte være bleven særdig, til senere at udvælge et
Comiteemedlem, som da træder til. Forslaget skal kun, som
Amendementstilleren har bemærket, være et Middel til at fremskynde
Sagen.
Hvidt: Efter den Forklaring, som den ærede
Ordfører har givet Amendementet, og hvorved han, som det synes mig,
har under- støttet det, maa jeg dog gjøre opmærksom paa, at det
efter min Me- ning under alle Omstændigheder vil medføre en
Forstyrrelse i Comi- teens Forhandlinger, naar et nyt Medlem, som
ikke fra Begyndelsen af har taget Deel i dens Arbeide, skulde træde
til. Det blev da nød- vendigt at gjøre et saadant Medlem bekjendt
med de Forhandlinger, der tidligere havde kundet Sted, og der kunde
undertiden udkræves længere Tid for at sætte ham ind i
Forhandlingernes hele Gang.
Sponneck: Med Hensyn til det første af de af
den ærede Rigsdagsmand for det 3die kjøbenhavnske District (Ørsted)
stillede Amendements skal jeg tillade mig nogle faa Bemærkninger.
Man har med Føie gjort opmærksom paa, at der ligger noget
Besynderligt i, at Forsamlingen, som bestaaer af de samme Medlemmer
som Af- belingerne, skulde kunne forelægge samtlige disse en Frist,
inden hvil- ken de skulde have deres Arbeide tilendebragt. Allerede
af denne Grund maatte jeg stemme imod Amendementet, men jeg har
ogsaa en anden Grund hertil. Det forekommer mig nemlig
selvforstaaeligt, at Forsamlingen, naar den finder Føie hertil, maa
være berettiget til ved Stemmefleerhed at afgjøre, at der skal
forelægges den Afdeling, som er in mora, en Frist til
Tilendebringelsen af dens Arbeide. Dette har jeg udtrykkeligt villet
bemærke, fordi jeg antager, at man, uagtet man stemmer imod
Amendementet, dog kan formene, at Forsamlingen har en saadan Ret, og
at man altsaa ikke, ved at stemme derimod, fraskriver Forsamlingen
en Ret, som den eo ipso maa have.
Eriksen: Idet jeg tillader mig at anbefale
mit Amendement, skal jeg kun bemærke, at Hensigten dermed ene og
alene har været at vinde Tid, og at det forekommer mig, at
Forsamlingen, naar der
har været givet vedkommende Proponent Leilighed til at udtale sig
om sit Forslag, vel derefter vil kunne træffe det Rigtige.
Da Ingen flere begjerede Ordet, skredes der til Afstemning over
de ved Slutningen af § 8 stillede Forandringsforslag, og blev Resul-
tatet af denne Afstemning følgende:
1. Davids Forslag: Naar fire Afdelinger have endt deres
Forhandlinger og foretaget det dem paaliggende Valg til Udskudet,
ansees dette, for Afdelin gernes Vedkommende, for constitueret; forkastet med 127 Stemmer mod 17.
2. Ørsteds Forslag: At Forsamlingen er bemyndiget til at
forelægge samtlige Afdelinger eller de enkelte af disse, der maatte
staae tilbage med en vis Sag, en passende kort Frist til dens
Tilendebringelse; forkastet med 123 Stemmer mod 21.
3. Christen Eriksens Forslag: At der efter Ordene „fastsætter
Forsamlingen“ tilføies „uden For- handling”; forkastet med 140
Stemmer mod 4.
4. Ørsteds Forslag: a) At Forsamlingen ogsaa, efterat Valgene i
Afdelingerne ere foregaaede, kan tage Beslutning om Comiteens
Forstærkning ved frit Valg af Forsamlingen; forkastet med 143
Stemmer mod 1. d) At ogsaa en Comitee selv kan andrage hos
Forsamlingen paa, at eet eller andet Medlem foruden de oprindelig
valgte til- forordnes; forkastet med 90 Stemmer mod 54.
Med Hensyn til det af Christen Eriksen ved § 9 stillede
Forandringsforslag:
At der efter Ordene „bestemmer den“ tilføies „uden Forhandling”,
hvilket derefter sattes under Discussion, yttrede Ingen sig, og det
blev ved den foretagne Afstemning forkastet med 140 Stemmer mod
3.
Man gik derpaa over til Forhandling af det af David ved § 10
stillede Forandringsforslag.
David: Som jeg under den forelødige
Forhandling bemærkede det, troer jeg, at det nu er unødvendigt, at i
alle Tilfældee Comitee- betænkningen skal være omdeelt 3 Dage
forinden den kan komme til Forhandling. Hvad vigtigere Sager
angaaer, kunne Betænkningerne naturligviis være af en saadan
Vidtløftighed, at disse bør være om- deelte 3 Dage, ja maaskee
længere inden Sagens Foretagelse; men med Hensyn til mindre vigtige
Sager eller mindre vidtløftige Be- tænkninger, vilde to Dage være
tilstrækkeligt, og jeg har derfor troet, at, dette Amendement,
tvorved een Dag vil kunne vindes, hvor dette uden Skade for Sagens
Behandling kan skee, og hvorved det ei vil blive forhindret, at der
indrømmes en længere Tid til de mere vigtige Comitee-Betænkningers
Gjennemgaaelse, fortjener at komme i Be- tragtning.
Algreen-Ussing: Jeg maa gjentage, hvad jeg
under den foreløbige Behandling har bemærket, at de Sager, som her
kunne ventes at komme under Behandling, ere af den Vigtighed, at
man maa ønske, at der gives Forsamlingen en rundelig Tid til at
gjøre sig bekjendt med de over samme afgivne Betænkninger, der
sandsyn- ligviis i de fleste Tilfældee ville blive af ikke ringe
Omfang. Forsam- lingen vil vist ogsaa erkjende, at naar Proponenten
ikke har troet at turde gaae videre end til, istedetfor 3 Dage at
foreslaae idetmind- ste 2 Dage, er dette en saa uvæsentlig
Modification, at der neppe kan være Anledning til derom at stille et
Amendement.
Rée: Jeg troer dog, at der kunde vindes
nogen Tid, naar det var tilstrækkeligt, at Betænkningerne blot
fremlaae i 2 Dage. Det kommer her iøvrigt meget an paa, hvad der
skal forstaaes ved 3 Dage. Med Hensyn til Forstaaelsen heraf, har
der i Stænderforsamlingerne været forskjellige Praxis, idet man
undertiden har regnet 3 fulde Dage og undertiden regnet saavel den
Siften, da Comiteebetænkningen blev fremlagt, som den Morgen, da
Sagen blev foretaget, hver for een Dag, og saaledes reduceret
Dageantallet. Jeg veed ikke, om det er Comiteens Mening, at
Betænkningen skal ligge frem i 3 fuldstæn- |
|
115
157 158
dige Dage; maaskee den ærede Ordfører vilde yttre sig i
saa Hen- seende.
Algreen-Ussing: Det har ganske vist været
Comiteens Me- ning, at Forsamlingen skulde have 3 fulde Dage til at
gjøre sig be- kjendt med Betænkningen.
Ved den derefter foretagne Afstemning blev det omhandlede For-
andringsforslag forkastet med 128 Stemmer mod 15.
Da Ingen begjerede Ordet med Hensyn til de ved § 13 stillede
Forslag, blev der afstemt over disse, og blev
1. Det af Ørsted stillede Forslag ad lste Membrum: At der kun
udfordres, at Forslaget inden Kl. 6 om Eftermiddagen, Dagen førend
Sagens Foretagelse er indleveret til Formanden eller Comiteen;
forkastet med 127 Stemmer mod 16.
2. Larsens Forslag (optaget af Udskudet): At Glutningsordene „men
uden Forhandling“ forandres til „men uden videre forhandling, end at
Forslagsstilleren og Formanden eller Eet af de 15 Medlemmer kunne
udtale sig“; antaget med 120 Slemmer mod 23.
Det andet af Ørsted ved § 13 stillede Forslag: At § 13 (§§ 18 og
19) modificeres saaledes, at ikke af For- handling udelukkes, dog at
Afgjørelsen ordentligviis foregaaer uden Forhandling, men at
Formanden efter Sagens Beskaffen- hed kan tilstede en aldeles kort
Forhandling, frafaldtes af Forslagsstilleren, hvorimodd han
forbeholdet sig at lade dette Forslag komme til Afstemning med
Hensyn til §§ 18 og 19.
Man gik derpaa over til Discussionen af det ved § 14 stillede
Forslag.
Ørsted: Mit Amendement ved denne Paragraph
har Hensyn til det Samme, som Comiteen ogsaa har imøbegaaet, men paa
en anden Maade, at nemlig Afstemningen over de enkelte
Paragrapher kan være af den Beskaffenhed, at man efter sammes Udfald
ikke vilde have stemt saaledes som man har gjort med Hensyn til
de tidligere afstemte Paragrapher. Efter Comiteens Forslag kan en
saa- dan Uovereensstemmelse let berigtiges af en Comitee, men de
ankelte Medlemmer ere bundne ved deres Afstemning over de enkelte
Para- grapher, om ogsaa den senere Afstemning maatte føre til et
saadant Forhold, som det af mig omtalte. Der er netop her idag
anført et saadant Tilfældee; der er gjort et Forslag til Forandring
i Systemet om Afdelingerne, af den Beskaffenhed, at de, som iøvrigt
havde stemt for de enkelte Poster, der vedkomme Afdelingerne, kunde
ønske, at hele Systemet om Afdelingerne skulde bortfalde, naar hiint
Forslag ikke kom i Betragtning. Her gjaldt det om den samme
Paragraph, men jeg antager, at et lignende Forhold kan ogsaa finde
Sted mellem forskjel- lige Paragrapher. Jeg anseer det derfor af
Vigtighed, at der ikke blot forbeholdees Forsamlingen, men ogsaa de
enkelte Medlemmer Ret til senere at trade tilbage fra deres
Afstemning ved de enkelte Para- grapher, naar Afstemningen ved andre
Dele af Sagen maatte være af den Natur, at de, hvis de havde
forudseet saadant, ikke vilde have stemt saaledes, som de nu have
gjort, med hensyn til de Paragrapher, over hvilke der tidligere er
bleven afstemt.
Algreen-Ussing: Det vil altid staae i
Præsidentens eller eventualiter i Forsamlingens Magt ved tidligere
Afstemninger at tage det fornødne Forbeholde med Hensyn til de
senere Afstemninger, som kunde gjøre forandring i de alt foregaaede,
men at enkelte Med- lemmer skulde, som Amendementet gaaer ud paa,
forbeholdees Ret til at forandre deres Afstemning paa Grund af det
Resultat, som maatte fremkomme ved Afstemning over de senere
Paragrapher, forekommer mig at være mere forlangt, end med Rette kan
indrømmes; det vil let føre til en stor Forvirring i Afstemningen og
bevirke, at det, som engang med Pluralitet var vedtaget, senere kan
ad denne Vei blive kuldkastet.
Det stillede Forslag: At Medlemmerne ved at afstemme over de
enkelte Dele af et Udkast kunne forbeholdee sig siden at forandre
deres Afstemning, hvis der maatte foregaae en vis af dem betegnet
Forandring i det Følgende; sattes derpaa under Aftemning og
forkastedes med 138 Stemmer mod 6.
Derefter forhandledes de Forslag, som vare fremkomne ved § 15.
Algreen-Ussing: Jeg skal foreløbig bemærke,
at Rigsdags- manden for det 7de kjøbenhavnske District (Larsen) har
tilbagekaldt det første af de af ham stillede Amendements.
Ørsted: Hensigten med det første at mine
Amendements vil for endeel opnaaes ved Comiteens forandrede
Indstilling. Paa den Tid, jeg fremkom med mit forslag, vidste jeg
ikke, at Comiteen vilde fremkomme med en Indstilling i samme
Retning. Jeg havde fore- slaaet en Frist af 48 Timer, medens
Comiteen har anseet 24 Timer tilstrækkeligt, men da Tidsfristens
Lændge er mindre væsentlig, og jeg ikke lægger nogen Vægt paa denne
Forskjel, kan mit Amendement saaledes bortfalde. Derimod maa jeg
vedblive mit andet Amende- ment, der gaaer nd paa, at naar der
findes Uovereensstemmelse imel- lem de flere Afstemninger, og
Forslaget paa Grund heraf ønskes ret- tet, inden det i sin Heelhed
forelægges, at simpel Pluralitet da skal være tilstrækkelig, og at
der ikke skal kræves Samtykke af to Tredie- dele af de
tilstedeværende Medlemmer. Det kan overmaade let hænde ved et
compliceret Lovforslag, at der kan indløbe Uovereensstemmelser
imellem Afstemningerne over de forskjelligee Afsnit, saa at det
Resultat kan komme ud, at Afstemningen over een Paragraph ikke kan
bestaae med Afstemningen over andre, saa at der kan fremkomme stor
Forvirring, naar Udkastet vedtages efter den foregaaede enkelte
Afstemning, uden at Forslaget i sin Heelhed kommer under Behandling.
Man har navnlig seet mange Exempler herpaa i det franske Kammer, og
i dette Tilfældee forekommer det mig, at Pluraliteten, som anseer
det nødvendigt, at en saadan yderligere Afstemning finder Sted, bør
vige for en Minoritet, der udgjør noget Mere end en Trediedeel af
For- samlingens Medlemmer.
Professor Larsen: Jeg har under Nr. 3
stillet tvende Amende- mente, det første, at Slutningsordene: „til
Antagelse eller Forkastelse“ udgaae; dette Amendement har nærmest
Hensyn til Spørgsmaalet om Forsamlingens Competence til at gaae ind
paade flere Lovforslag end Grundlovforslaget, som kunde blive samme
forelagte. Jeg anta- ger, at der i denne Henseende kan opkastes et
dobbelt Spørgsmaal, nemlig først, om Forsamlingen overhovedet tør
indlade sig paa slige Lovforslag, og dernæst, paa hvilken Maade
Saadant da skulde skee. Det forekommer mig, at disse Ord i
Reglementet Staae i Strid med den Frihed, som i sin Tid bør finde
Sted til at afhandle disse Sporgs- maal, og navnlig det sidste
Spørgsmaal, om Forsamlmgen i alt Fald kan indlade sig paa slige
Udkast, som vvirkelig besluttende eller lovgi- vende Forsamling; men
da den ærede Ordfører alt ved den foreløbige Forhandling har udtalt,
at det ikke er Meningen med Regulativets Bestemmelser at afgjøre
Noget med Hensyn til Competence-Spørgs- maalet, saa forekommer det
mig ogsaa efter nærmere Overveielse rig- tigst, ved Forhandlingen af
Regulativet ikke at gaae videre ind derpaa. Jeg har derfor, som den
ærede Ordfører allerede har anmeldt, fundet mig foranledigeet til at
frafalde dette Amendement, hvorved jeg dog altsaa ikke vil have
erkjendt, at det ovenmeldte Spørgsmaal ved disse Ords Optagelse i
Regulativet skulde ansees for afgjorte, da jeg meget mere holder
for, at Forsamlingen maa have sin fulde Frihed til siden nærmere at
kunne indlade sig derpaa. Hvad det under Litr. b stil- lede
Amendement angaaer, saa troer jeg allerede igaar tilstrækkeligen at
have motiveret samme. Det forekommer mig nemlig, at maar Grundloven
skal søges dragt istand ved Forhandling eller Convention mellem
Regjeringen og nærværende Forsamling, der da ogsaa i Re- gulativet
for Forsamlingen bør findes angivet en Maade eller være anviist en
Bei, hvorpaa man kan søge de Dikkerentser, der rimeligviis ville
opstaae om enkelte Dele af Grundlovforslaget mellem Regjerin- gen og
Forsamlingen, udjævnede, saa at det ikke skulde blive nødven- digt
for Regjeringen at gribe til det, som det forekommer mig, lidet
glædelige Middel, at opløse Forsamlingen og indkalde en ny Rigs-
forsamling til hele Grundlovens Prøvelse. En saadan Vei til at søge
en Forening mellem Regjeringen og Forsamlingen om enkelte
Dikkerentspunkter inden Grundlovens endelige Antagelse, troer jeg
ogsaa er bragt i Anvendelse i alle Tilfældee, hvor i den nyere Tid
Grundlove ere bragte i Stand ad Foreningens Vei mellem Fyrste og
Folk. Kun med disse saa Ord skal jeg tillade mig at anbefale det af
mig stillede Amendement til Forsamlingens Opmærksomhed.
|
|
116
159 160
David: Jeg er saa meget mere enig med det
til § 15 af Co- miteen selv proponerede Amendement, som jeg under
den foreløbige Behandling paaviste Nødvendigheden af et saadant, og
som jeg ogsaa selv skulde have stillet et Amendement til denne
Paragraph, ifald det ei var blevet mig bekjendt, at Comiteen agtede
at gjøre dette. Men jeg maa dog med Hensyn til dette Amendement
tillade mig et Spørgsmaal, som jeg ønskede besvaret af Ordføreren.
Man har foreslaaet, at det udarbeidede Lovforslag nu skal være
Forsamlingen bekjendt 24 Timer førend Sagens tredie Behandling kan
finde Sted, og at de Forslag til Rettelse af de mulige Modsigelser,
som have indsneget sig ved Af- stemningerne, ligeledes skulle være
fremkomne 24 Timer, forinden For- samlingen skal afgjøre Sagen.
Dette er i sin Orden, og Forsamlin- gen vil derved være sikkret mod
Overrumpling. Men naar det der- efter hedder: „paa lignende Maade“
kunne ogsaa 15 Medlem- mer af Forsamlingen gjøre Forslag til
saadanne Rettelser, saa er det mig ikke klart, om dette „paa
lignende Maade“ skal førstaaes saaledes, at et Forslag af l5
Medlemmer ogsaa kun kan fremkomme, naar det har været Forsamlingen
bekjendt i 24 Timer, at det vil komme til Af- stemning, eller om
dermed kun skal være sagt, at 15 Medlemmer ligeledes kunne gjøre
saadanne Forslag i Forsamlingen. Har man meent det gørste, vilde det
have været godt, om man havde udtrykt sig klarere; har man meent det
Sidste, maa jeg beklage, ei at have stillet noget Amendement i saa
Henseende, thi man har da kun fore- taget en halv god Rettelse, idet
det, der skal gjælde for Comiteen, ikke kommer til at gjælde for de
15 Medlemmer, som maatte forlange en yderligere Forhandling.
Algreen-Ussing: Forsamlingen vil have seet,
at Comiteen har foreslaaet en Forandring i Indledningen til
Paragraphen, saaledes at det nu hedder, at de omredigerede
Lovforslag skulle være forelagte For- samlingen 24 Timer inden
Sagens Foretagelse, og at samtidig der- med Comiteen skal gjøre
opmærksom paa de Rettelser, som ansees nodvendige paa Grund af de
Modsigelser, der maatte være opstaaede mellem de forskjelligee
Afstemninger. Dette blev omtalt som hensigts- mæssigt under den
foreløbige Behandling, og da Comiteen har er- kjendt Rigtigheden
heraf, har den optaget en Bestemmelse herom. Det er ikke Comiteens
Mening, at det Samme skal gjæide om de Forslag, der fremsættes i
lignende Anledning af 15 Medlemmer; den har troet, at disse maatte
være berettigede til at fremsætte deres Paastand i selve
Forsamlingen, naar det omredigerede Lovforslag oplæses, og at dette
ikke kunde være betænkeligt, naar man lader den foreslaaede Regel
staae ved Magt: at der skal udfordres 2/3 af de tilstedeværende Med-
lemmers Samtykke til deslige Forandringer. Naturtigviis udelukker
dette ikke, at Medlemmer, som maatte ønske en saadan Forandring,
kunne meddele Forsamlingen deres Forslag i saa Henseende 24 Timer
forinden. Dette vil tvertimod vvistnok være hensigtsmæssigt og vil vel ogsaa i Almindelighed skee, da de Vedkommende ellers let ville ud- sætte sig for, at deres Forslag bliver forkastet, fordi det kommer
For- samlingen uformodet, naar det først fremsættes i selve denne.
Men da det kan være, at Comiteen, paa Grund af formeenttlige
Modsigel- ser i Afstemningen, kan foreslaae Forandringer, der først
24 Timer forinden Sagen foretages komme til Medlemmernes Kundskab,
har Comiteen troet, ikke at burde afskjære Medlemmerne Leilighed til
at fremkomme med deres Forslag i selve Forsamlingen. Derimod er
del netop af denne Grund af stor Vigtighed at holde fast ved det,
Comi- teen hav foreslaaet, at en saadan Forandring kun kan foregaae,
naar 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer deri samtykke, og ikke, som
af en æret Rigsdagsmand foreslaaet, naar der blot er simpel
Stemmefleerhed. Det
ærede Medlem har ved denne Leilighed nævnt ikke blot Modsigelser,
men ogsaa Inconseqventser, og han har i sit Foredrag idag bemærket,
at det et kunde hænde, at der kunde indløbe Uovereensstemmelser
mellem de forskjelligee Afstemninger og derved et Resultat komme ud,
der ikke kunde bestaae med de tidligere Afstemninger. Men man bør i
saa Henseende vist holde sig nøie til, hvad Regulativet har bestemt,
at der maa være fremkommet vvirkelige Modsigelser ved
Afstemningerne; thi Inconseqventser og Uovereensstemmelser kunde let
strækkes meget vidt, og det bør forudsættes om Forsamlingen, at den
ved de senere Af- stemninger har havt de tidligere Afstemninger i
Erindring. Saa- danne Tilfældee kunne vel indtræffe, om end
sjeldnere, og bør altsaa søges afhjulpne; men Comiteen har antaget,
at saadanne Foran- dringer kun burde skee, naar 2/3 af Forsamlingens
Medlemmer deri vare enige. Af den ærede Amendementstillers Forslag,
at der kun hertil skulde fordres simpel Stemmefleerhed, vilde kunne
følge, at tvende Afstemninger, som begge vare antagne med en
betydelig Ma- joritet, senere kunde omstødes ved simpel
Stemmefleerhed under Op- læsningen af det reviderede Lovforslag. Da
den ærede Rigsdags- mand for Kjøbenhavns 7de District (Larsen) har
taget det af ham stillede første Amendement tilbage, skulde jeg ikke
have gjort nogen Bemærkning derom, dersom jeg ikke maatte befrygte,
at der kunde lægges en Betydning ind i hans Yttringer, som jeg troer
at maatte forvare mig imod. Efter Comiteens Mening er det nemlig vel
et aabent Spørgsmaal, om Forsamlingen er competent til at tage
andre Lovudkast end Grundlovsagen under Behandling; men derimod
har der i Comiteen ikke været deelte Meninger om, at
Forsamlingen, naar andre Lovforslag blive samme forelagte, og
Forsamlingen finder at burde gaae ind paa dem, da maa tilkomme samme
Myndighed med Hensyn til disse som med Hensyn til Grundlovforslaget.
Hvad dernæst det samme ærede Medlems andet Amendement angaaer, da har Comiteen ikke fundet sig foranledigeet til at optage dette, ikke fordi Comiteen er af forskjellige Mening med ham angaaende det
Ønskelige i, at saadanne Conflicter, som ter forudsættes, kunne blive afhjulpne paa den af ham foreslaaede Maade, hvilken ogsaa er fulgt andre Steder ved lignende Leiligheder, men fordi Comiteen ikke har kunnet overtyde sig om det Hensigtsmæssige i, i Forretnings-Regu-
lativet at bestemme, at det skal være Regjeringen forbeholdet at bringe Forslag til Modificationer i Grundlovforslaget under Forsamlingens Overveielse. Dette hører efter Comiteens Overbeviisning ikke hjemme i Forretningsordenen, og naar det, der kunde synes at henhøre til
samme, hvad det heromhandlede Punkt angaaer, ikke udtrykkes ander-
ledes, end at Forsamlingen i sin Tid vil have at bestemme, under
hvilke Former disse Forslag skulle tages under Behandling, kommer
Regulativet, saavidt skjønnes, ikke til at indeholde nogen positiv
Regel for Forsamlingen med Hensyn til det omspurgte Tilfældee. Der
kan visselig Intet være imod, at Regjeringen foretager saadanne
Skridt, som det ærede Medlem har tænkt sig, og i saa Fald vil
Forsam- lingen have at tage under Overveielse, under hvilke Former
den da vil behandle Sagen i denne nye Skikkelse; men derom er det
efter Comiteens Mening ufornødent allerede nu at optage nogen
Bestem- melse i Forretnings-Regulativet. (Fortsættes.) Rettelser. I
Nr 15, Side 112, 3 Linie f. o., udgaaer; 4 Linie f. o., udgaaer
Ordene „har udtalt den Formening,” „ „ 17, — 126, 17 Linie f. o.; §
32 skal være § 30. Subscription paa denne Tidende modtages i
Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i
Provindserne paa de kongeline Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
117
161 162 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen No 22. Ottende Møde.
(Fortsat.)
Bang: Jeg skal foreløbig tillade mig til
Styrke for den af Comiteen ved § 15 foreslaaede Bestemmelse at
anføre, at det oftere er forekommet i tvivlsomme Spørgsmaal, at
Fractioner af Forsam- lingen, som med faa Stemmer ere forblevne i
Minoriteten, have for- søgt, efterat have samlet flere Stemmer og
efterat have tilveiebragt enkelte Forandringer i Anskuelserne, at
bringe samme Spørgsmaal for igjen og da tilveiebringe en anden
Afgjørelse. Naar her en simpel Pluralitet skulde kunne afgjøre
Sagen, da vilde en saadan Fremgangsmaade paa bedste Maade
understøttes, idet der kunde gives den den Form, at en foregiven
Modsigelse imellem en og anden Bestem- melse under Forhandlingerne
maa føre til ny Afstemning. Derfor troer jeg, at det er nødvendigt,
at kun en større, eller hvad jeg vil kalde en qvalisiceret
Pluralitet skal kunne afgjøre, om yderligere Forhand- linger i
Realiteten kunne finde Sted. Jeg skal dernæst tillade mig at
anbefale til Forsamlingen det Andragende, som under Nr. 3 Litr. b af
min ærede Sidemand og Deputerede for Kjøbenhavns 7de District
(Larsen) er stillet. Om dette Andragende har den ærede Ordfører,
hvis Yttringer jeg derom afventede, bemærket, at det, der dermed til- sigtedes, i sig selv var ønskeligt nok, men at Andragendet var givet en Form, hvorefter det ikke hører hjemme i Forretnings-Regulativet, idet der nemlig heri ikke skal kunne omtales, hvad der er
Regjeringen forbeholdet og hvad Forsamlingen derefter har at
beslutte. Det fore- kommer mig, at de Erindringer, som Ordføreren
har gjort, kunde have givet Anledning til, hvis det er rigtigt at
optage en saadan Bestemmelse, da at foretage en Forandring i dens
Form, og her have vi maaskee netop et Exempel herpaa, at den
Hurtighed, hvor- med denne Sag er afgjorte, ikke har ført til noget
heldigt Resultat; thi naar der havde været tilstaaet en længere Tid
og der havde været Leilighed til nærmere at omtale det, da vilde
vist dette og flere andre Amendements ikke være forblevne i den
Form, de nu have faaet. Jeg kan dernæst ikke være enig i at ansee
dette Forslag for overflødigt. Jeg troer, at Regulativet, saaledes
som det nu er, vil udelukke Forsamlingen fra at tage Sagen under
Forhandling, naar Regjeringen vilde fremkomme med Forslag til
Modificationer, ef- terat Grundlovens enkelte Afsnit have været
Gjenstand for Afstem- ning, men forinden den tredie og endelige
Behandling. Jeg troer, at Forsamlingens Medlemmer maae kunne sige —
det staaer i § 15: „at naar Afstemning har fundet Sted efter § 14,
skal der affattes et fuldstændigt Lovforslag”, og at det i § 15 er
sagt: „at der kun under visse bestemte indskrænkende Forudsætninger
i enkelte Tilfældee, hvor Modsigelser i Lovforslaget ere fremkomne,
kan finde Forandring i den engang skete Afstemning Sted.“ Dette
udelukker aldeles tydeligt, at der kan foretages nye Forhandlinger
om enkelte Punkter, hvorom der alt er bleven afstemt, paa Grund af
Meddelelser, Regjeringen maatte finde Anledning til at gjøre. Jeg
troer altsaa, at kun naar 3/4 af Forsamlingens Medlemmer efter § 32
bestemme sig til en Afvi- gelse fra Forretnings-Regulativet, kan det
finde Sted, at saa- danne Meddelelser fra Regjeringen kunne komme
under Overveielse paa den nævnte Tid forinden Sagens endelige
Afslutning, og dette maa jeg ansee for meget uheldigt. Jeg troer
derfor og, da vi her først og fornemmelig skulle beskjæstige os med
Grundlovfor- slaget, at der da bør tages Hensyn til denne Sags
særdeles - Beskaf- fenhed ved Forretnings - Regulativets Affattelse,
og det forekommer mig uhensigtsmæssigt i Reglementets Affattelse at
forbigaae dette
første og vigtigste Formspørgsmaal ved Grundlovforslagets Behand-
ling. Jeg holder nemlig vel for, at der i en lovgivende For- samling
ikke bør sinde Underhandlinger Sted imellem Regjerin- gen og
Folkeforsamlingen; Regjeringen har at forelægge sit Ud- kast,
forsvare det og møde enhver Erindring, der maatte blive fremsat imod
samme, Forsamlingen har at bedømme Erindringerne og antage sin Lov,
og da bør ingen videre Forhandling finde Sted. Vil Regjeringen eller
Kongen ikke gaae ind paa de fremkomne Erindringer, har han sit Veto,
og Sagen vil da beroe til næste For- samling. Dette er fuldkommen
rigtigt, men ved Grundlovens Be- handling vil en saadan
Fremgangsmaade ikke kunne benyttes; thi efter Kongens egne Ord i
Aabningstalen, og efter hvad tidligere er passeret, skal en
Samvirken finde Sted. Dette synes at tilkjende- give, at Forhandling
venteligen maa finde Sted mellem Regjeringen og Forsamlingen, og
Sporgømaalet er nu, naar en saadan Tilkjende- givelse er tilstede,
om da Intet i saa Henseende skal indeholdes i Re- gulativet. Det
forekommer mig, at det i en saadan Sag som denne ikke kan være
andet, end at der for Rigsforsamlingen vil fremkomme ikke saa
indgribende Forslag til Forandringer i Grundloven. Regjeringen vil,
forudsat, at den har Overbeviisning om sine Grundes Rigtighed, holde
paa dens Forslag, og der vil da under Discussionen ikke kunne gjøres
Forskjel paa de Bestemmelser, med Hensyn til hvilke Regjerin- gen
vil give efter, og de, som dette ikke er Tilfældeet med. Vilde den
strax fremtræde med Erklæring desangaaende, saa vilde dette være
stødende mod Forsamlingen, og paa den anden Side uvær- digt for
Forsamlingen at give efter for saadan Erklæring. Regjeringen bør
efter min Formening ved hele Forfatningsspørgsmaalet med al Styrke
forfægte, hvad den anseer for rigtigt, men ikke udtale, at eet eller
andet Punkt i samme er af den Vigtighed, at hvis dette Punkt ikke
bliver antaget, vil den aldeles ikke gaae ind paa en saa- dan
Forfatning, og altsaa Oplosning finde Sted. Jeg mener, at
Forhandlingerne bør føres til Ende Punkt for Punkt; men naar da en
Afstemning har fundet Sted og Resultatet ligger klart for, saa at
Regjeringen seer Alt, hvad Forsamlingen vil, da er det den natur-
lige og rette Tid, at det bør være Regieringen forbeholdet (og jeg
troer ei, at Ordet er saa galt at fremkomme med Modificationer og
aabne Forhandlinger med Forsamlingen, inden den kommer til sin
endelige Beslutning om, hvad den holder fast ved. Det vil da vise
sig, om en Overeenskomst mellem Regjeringen og Forsamlingen er
mulig, og jeg haader, at en saadan derved vil fremmes. Jeg vil ikke
opgive Haadet herom indtil den sidste Stund i denne Forsam- ling;
thi det vilde ikke blot, som min ærede Sidemand har sagt, være lidet
glædeligt, men det vilde være sørgeligt og fordærveligt, om
Regjeringen og Forsamlingen ikke skulde komme overeens om Forfat-
ningen. Jeg indrømmer, at dette Amendements Form kunde have været en
anden og heldigere, men jeg troer, at det i Realiteten er rigtigt.
Det vil og føre til, at hele den formelle Forhandling ikke beløver
at gjentages, naar Regjeringens Modificationer blive forelagte. Jeg
troer, at det maatte rette sig efter Regjeringens Meddelelser, om en
formel Belhandling skulde anvendes eller ei. Jaltfald beder jeg
Forsamlingen, hvis den maatte finde mine Yttringer grundede, hvor-
ved jeg har søgt at godtgjøre, at der allerede nu i Regulativet bør
tages Hensyn til, at der i Forfatningsudkastet vil kunne være Punk-
ter, med Hensyn til hvilke man maa vente, at Regjeringen maatte
kunne fremkomme med Modificationsforslag, da at gaae ind paa det
stillede Amendement, selv om dets Ord maatte være mindre heldigt
valgte. |
|
118
163 164
Krieger: Dersom jeg kunde være enig med den
foregaaende ærede Taler I den Opfattelse af Udkastets § 15 og § 32,
fra hvilken han er gaaet ud, da skulde jeg og billige den
Anbefalelse af hans æede Sidemands Forslag, som ved hans Foredrag
væsenligst tilsig- tedes. Han maa have antaget, at § 15 i sin
nuværende Form nød- vendigt maatte føre til det Resultat, at
Regieringen efter den endelige Behandling af Grundlovudkastet i
Forsamlingen ikke kunde faae, om jeg saa tør sige, sit sidste Ord i
Grundlovsagen udtalt, med mindre dette blev tilladt af tre Fierdedle
af Forsamlingen, i Henhold til § 32. Denne Opfattelse
maa jeg ansee aldeles urigtig. Der blev rigtiognok igaar her
forbeholdet et Forslag, som dog ikke idag er stillet, hvorved dette
Resultat vilde bevirkes. Der blev fpurgt, hvorvidt Meningen af § 32
skulde være den, at der ingen Forandring kunde skee i
Forretingsordenen, med mindre den blev billiget af tre Fierde- dele
af Forsamlingens Medlemmer. Der blev herpaa svaret, at Bestemmelsen
i § 32 ikke handelde om Forandringer, hverken om Tillæg, Udeladelser
eller hvorledes Forandringen nu kunde være, men kum om Afvigelser
fra den stadigt gjældende Orden ved dennes An- vedelse. Det glæder
mig, at den Rigsdagsmand, som gjorde dette Forbeholde, har opgivet
at benytte det, og jeg skal derfor ikke udtale mig videre derom, men
det staaer fast, at § 32 alene taler om Af- vigelse fra Regulativet
I enkelte Sager. Spørgsmaalet bliver nu, om man kan sige, at § 15
indeholder den Tanke, at Regjeringen ikke efter Sagens sidste
Behandling skulde kunne fremkomme med sit sidste Ord i Grundlovsagen
uden særlig Tilladelse fra Forsamlingens. Side. Det forekommer mig
nu aldeles klart, at Forretningsordenen kun indeholder Bestemmelser
for de tre Behandlinger; det er aaben- bart, at Regieringen ved sine
Ministre vil tage Deel i Grundlov- sagen, og jeg haaber, at hele det
Spørgsmaal, som her er bleven reist, aldeles ikke vil komme til
praktisk Anvendelse; jeg haaber ikke alene, at Regjeringen bil blive
enig om Grundloven med denne Fortamling, efter først at have været
uenig med den, men jeg haaber, at en saadan afgjorte Uenighed med
Hensyn til Sagens store Hovedpunkter aldeles ikke vil reise sig.
Dette er den første Grund, hvorfor jeg mener, at man ikke bør optage
det af den ærede Rigsbagsmand for den 7de kjøbenhavnske Valgkreds
(Larsen) fremsatte Tillægsforslag, idet jeg mener, at saalænge man
ikke kan vide, om ikke det Resultat, som vil sremgaae af vore
Forhandlinger, vil vinde Regjeringens Sanction, da bør vi ikke
indlade os paa at give Regler for en mulig Uenighed. Dog der kan
være forskjelligee Meninger, om man ikke ogsaa bør forubsee dette
Tilfældee. Jeg vil tænke mig det. Den sædvanlige Gang bil bære den,
at Regjeringen ved sine Ministre vil tage Deel i Sagens første og
anden Behand- ling, forsaavidt den maate finde det nødvendigt;
derefter finder en Hovedafstemning Sted efter § 14; derefter
foretages der en udtøm- mende Redaction, som samler de enkelte
Afstemninger i eet omfat- tende Billede. Det vil let sees, at § 15
ikke har optaget hele Systemet om de tre saakaldte Læsninger; dertil
hører nemlig, at der skal fore- gaae en vvirkelig Forhandling
imellem den anden og tredie Læsning. Det kan vel være, at enkelte
Medlemmer af Udskudet have Til- bøielighed til at gaae ind paa dette
System, men man meente dog, at det bar formeget afvigende fra den
tidligere her herskende Frem- gangsmaade, og man frygtede for, at
formegen Tid bilde spildes, idet man ved den tredie Forhandling uden
Grund oprippede de ældre Forhandlinger og Afstemninger; derfor har
man iftedet for den tredie Læsning sat en fuldstændig Redaction af
Lovforslaget og en Afftem- ning over dette i dets Heelhed, og man
har kun med megen Var- somhed tilladt, at Modsigelse mellem
Afstemningerne fiernes, idet man kun har indrømmet, at Paastanden om
Forhandling I saa Henseende kan tages tilfølge naar ⅔ af de
tilstedeværende Medlemmer deri sam- tykke; hvorimodd naar der først
skal finde Forhandling Sted, Antagel- sen eller Forkaftelsen af
Forslaget om Modsigelsernes Fjernelse af- gjøres ved simpel
Pluralitet. Jeg seer ikke, at der er en saadan Kløft imellem den
anden og tredie Behandling, naar den sidste alene gaaer ub paa en
endelig Sammenstilling af de enkelte og for Alle bekjendte
Beslutninger, derpaa en Forelæggelse af det hele Lovforslag til
Antagelse eller Forkastelse. Spørgsmaalet er nu: hvis Regjerin- gen
ikke er tilfreds med den form, som Lovforslaget endelig har faaet,
hvad da? Da mener jeg, at Regjeringen ganske simpelt sender et
Budskab til Forsamlingen, hvori det udvikler sin Anskuelse; det fore- kommer mig, at det er den værdigste Form, at man lader Forsamlin-
gen udtale sig, og at man derpaa laber Regjeringen sige sit sidste
Ord. Det vil da vise sig, om Overeensstemmelse i Anskuelserne vil
kunne tilveiebringes. Man kunde maaskee sige, at Forsamlingen ikke
efter den enbelige Afstemning burde forandre sin Mening og, fordi
Regjeringen er af en anden Anskuelse, antage Regje- ringens Forslag.
Dersom dette var sandt, da maatte Forsamlingen heller ikke kunne
forandre sin første Afstemning; jeg seer nemlig ikke, hvorfor den
forste skulde have mindre Hellighed end den sidste. Hvor der ikke er
eet, men to Kamre, er Fremgangsmaaden den, som jeg her har betegnet,
og det synes ogsaa at være det Naturligste hos os, hvor man maaskee
paa en Maade kunde sige, at Regjerin- gen indtager et første Kammers
Plads. Hvad der er besluttet i Un- derhuset eller det større Raad,
gaaer derfra over til Overhuset eller det mindre Raad; der
gjennemgaaer det 3 Behandlinger, og Udfaldet meddeles derpaa det
større Raad, og det er da almindelight, at man ikke denne Gang
underkaster Sagen første, anden og tredie Behand- ling, men ved en
eneste Afstemning afgjør, om man vil gaae ind paa det mindre Raads
forslag, og man anseer det aldrig der for uvær- digt, at
forsamlingen samtykker i et saadant Forslag, naar det er retfærdigt
og billigt. Naar det er givet, at Grundloven skal frem- staae ved
Overeenskomst imellem Regieringen og Folket, da forekom- mer det mig
ogsaa i sin Orden, at Folkeforsamlingen erkjender denne Magt i
Regjeringens Haands; men den bør, som det synes mig, ikke bringes
ind imellem den anden og tredie Behandling, hvorimodd det Hele
stilles naturligere og friere, naar den først træder til efter den
tredie Behandling. Dette har jeg bog kun yttret for det Tilfældee,
at man alt nu i Forretningsordenen skulde ville tage Hensyn til en
Mulighed, som jeg, jeg gjentager det, haaber ikke skal blive til Vir- kelighed.
Trischow: Efter Anmodning af den ærede
Deputerede for Veile Amts 1ste District (Bang), som her er udelukket
fra at tage Ordet, skal jeg tillade mig at bemærke, at den ærede
Rigsdagsmand, som fidst havde Ordet, har misforstaaet hans
Yttringer, thi disse gaae ikke ud paa, at Regjeringen skulde være
udelukket fra at hen- vende sig til Rigsforsamlingen med de
Bemærkninger, samme maatte have at gjøre, efterat de 3 Forhandlinger
have fundet Sted. Dette er ikke hans mening, men det er hans,
saavidt jeg fkjønner, vel be- grundede Mening, at det var ønskeligt,
at det ikke vilde komme til afgjørende Afstemning, ved hvilken hele
Forfatningsolven paa eengang blev fuldstændig bestemt, forinden
Regieringen var fremkommen med de Erindringer, som den maatte have
at fremsætte, og uden hvilke den ei maatte ansee sig berettiget til
at gaae ind paa Grundloven; hvor- imod det bar hensigtsmæsigt, at
Adgangen stod aaben til, i Over- eensstemmelse med hvad den ærede
Deputerede har anført, at udtale sig, forinden Bedtagelse gjennem
tredie Forhandling af Grundbloven havde fundet Sted.
Jeg haaber at have udtalt mig tilstrækkelig tydeligt angaaende
Det Standpunkt, fra hvilket den ærede Rigsdagsmand for Beile Amts
1ste District er gaaet ud.
Algreen-Ussing: Efter den Forklaring, der af
det ærede Medlem af Comiteen, der nys talte, er givet af §§ 15 og
32, hvori jeg maa være enig, som og i det Væsentlige af hvad han
med Hensyn til det omhandlede Punkt har fremfort, vil der Intet
være til Hinder for, at Regjeringen fremkommer med Forslag om
Modifi- cationer i Forfatningsudkastet paa det Standium af Sagen,
som den maatte ansee rettest, men det forekommer mig urigtigt, i
Forretnings- regulativet at optage noget herom. Forsaavidt
Rigsdagsmanden fra Veile Amts 1ste District (Bang) har yttret, at
den korte Tid, der har bæret indrømmet til at stille Amendementet,
har giort, at det fremsatte Forandringsforslag er fremkommet i en
Form, som maa indrømmes ikke at være heldig, skal jeg kun tilføie,
at den ærede Amendementstiller i Forveien har confereret med
Comitten og igien- nem samme er gjort opmærksom paa den mangelfulde
Form, saa at han altsaa har havt tilstrækkelig Tid til deri at gjøre
Forandringer.
Procurator Aagaard: Jeg skal tillade mig at
fremkomme med en |
|
119
165 166
kort Bemærkning. Det forekommer mig nemlig, at saafremt
Forsam- lingen gaaer ind paa det af den ærede Rigsdagsmand for
Kjøben- havns 7de District (Larsen) stillede Amendement, hvorefter
der er forbeholdet Kongen at foreslaae Modificationer i det engang
fore- lagte Grundlovsforslag, saa vil Forsamlingen gjøre sig skyldig
i det Vovesitykke, i sit Forretningsregulativ at udtale Noget om
Kongens Forhold til Forsamlingen. Det synes mig derfor, at man
allerede af denne reent formelle Grund bør forkaste det stillede
Amendement.
Formanden satte derpaa under Afstemning de
til den om- debatterede Paragraph stillede Amendements, og blev
Resultatet føl- gende:
1. Udskudets Indstilling: At de to første Led af Paragraphen
forandres saaledes: „I Hen- hold til de stedfundne Afstemninger
paaligger det Udskudet at forfatte et fuldstænbigt Lovforslag, som
skal være meddeelt For- samlingen 24 Timer inden Sagens Foretagelse.
Skulde der ved de forskjelligee Afstemninger være fremkommet
Modsigelse i Lov- forslaget, skal Ubskudet famtidigt med Afgivelsen
af det endelige Udkast foreslaae saadanne Rettelser, som det af den
Grund maatte finde nødvendige “; eenstemmtg antaget med 143
Stemmer.
2. Ørsteds Forslag: At en simpel Stemmefleerhed i det i
Paragraphens sidste Mem- brum nævnte Tilfældee er tilstrækkelig; forkastet med 133 Stemmer mod 10.
3. Larsens Forslag: At der tilføies en Bestemmelse af følgende
Indhold: „. Hvad imidlertid det forelagte Udkast til Grundloven
angaaer, da skal det, efterat dets enkelte Afsnit have været
Gjenstand for Afstem- ning og forinden der skrides til at forfatte
et fuldstændigt Lov- forslag fra Forsamlingens Side, være
Regjeringen forbeholdet, at bringe Forslag til Modificationer i de
ved Afstemningen frem- komne Resultater under Overveielse af
Forsamlingen, som i saa Fald vil have at bestemme, under hvilke
Former disse Forslag bør tagea under Behanbling; forkastet med
119 Stemmer mod 24.
De ved §§ 16 og 17 af Comiteen stillede Forandringsforslag bleve,
som Redactionsbemærkninger, antagne uden Afstemning.
Formaden: Jeg antager, at de ved §§ 18 og 19
stillede Amendements kunne tages under Forhandling under Eet, da det
af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) stillede Amendement angaaer begge Paragrapher.
Ørsted: Jeg har alt forhen forklaret,
hvorfor jeg ei ønskede afskaaret al Forhandling angaaende de i
Paragrapherne nævnte Til- fælde, men da Forsamlingen er stemt for,
at der skal finde saa lidt Forhandling Sted som muligt, har jeg
troet at burde foreslaae, at Formanden kunde tilstede en aldeles
kort Forhandling.
Algreen-Ussing: Jeg skal blot bemærke med
Hensyn til det af Comiteen stillede Forandringsforslag, at man har
tilføiet Ordet „Spørgsmaal“ i § 18, fordi, navnlig ved
Interpellationer, en Af- viisningspaastand kan være særdeles
hensigtsmæssig. Dette har ogsaa stedse været Comiteens Mening, men
da man er bleven opmærksom paa, at Interpellationer maaskee ikke af
Alle vilde ansees indbefattede i Udtrykkene „Forslag eller
Forandringsforslag“, har man tilføiet Ordet „Spørgsmaal“.
Krieger: Jeg skal blot tilføie, netop med
Hensyn til det 2det Punkt ved §§ 18 og 19, at det synes mig at
stride mod Tanken i selve Bestemmelsen at tilstede en Forhandling,
om end denne maatte være ganske kort. Det maa nemlig være en
Instinctsag, som derfor ikke taaler Forhandling, om en Sag skal
afvises eller ikke. Den, der fremsætter Afviisningspaastanden, maa
nemlig være vis paa, at Forsamlingen strax vil fole det Samme, og
naar en saadan Paa- stand trænger til Motiver, kan man netop paa
Grund heraf sige, at den er umotiveret og uretfærdig. Det samme
gjælder om Forslag til Afslutning, naar Forhandlingerne trække i
Langdrag; ogsaa her maa Instinctet sige, at man bør standse med
disse.
Algreen-Ussing: Jeg har allerede under den
foreløbige For-
handling udvitklet, at det følger af det hele Øiemed med
Afviitsnings- paastanden, at ingensomhelst Discussion om samme bør
finde Sted.
David: Jeg maa være enig med den foregaaende
Taler, at det foreslaaede Amendement ikke kan antages med Hensyn til
§ 18, og at det slet ikke gaaer an, ved det saakaldte la question
préalable eller previous question at tilstede nogen Discussion. Hvad
han i saa Henseende har bemærket, er fuldkommen rigtigt. Men
noget anderledes forholder det sig med Hensyn til § 19, eller hvor
Spørgs- maalet er om, hvad Franskmændene kalde la clôture. Der er
det tvertimod indført i Frankrig, at naar man forlanger
Forhandlin- gens Afsluttelse, saa kan een, men ogsaa kun een Taler
faae Ordet herimod, og derved forhindres det, at et enkelt Parties
Ordførere berøves Leilighed til at komme til at tale paa dette
Parties Vegne. Desuden vises der i frankrig, og denne Form med la
clôture finder alene Sted i Frankrig, en Takt, som gjør, at den
aldrig bringes i Anvendelse, førend ethvert Parties Hovedtalere have
havt Ordet. Det er derfor maaskee ikke uden Betænkelighed at
overføre en saadan Form, hvor den politiske Takt i parlamentariske
Forhandlinger slet ikke kan være uddannet. Jeg skal i denne
Henseende henvise til de Forhandlinger, som netop i den seneste Tid
have fundet Sted i Eng- land i en Comitee, som er bleven nedsat for
at tage nogle Spørgs- maal med Hensyn til Forretningsordenen under
Overveielse. Alle de gode, men ogsaa de betænkelige Sider ved la
clôture ere her med megen klarhed udhævede, og det havde vvistnok
været at ønske, at det stillede Amendement paa mere bestemt Maade
var gaaet ud paa at modarbeide de sidste.
Algreen-Ussing: Saaledes som den sidste
ærede Taler har tænkt sig Afgjørelsen af denne Sag, nemlig at eet
Medlem skulde have Ret til at tale imod Sagens Afslutning,
foreligger der ikke noget Amendement i Sagen, men derimod et andet,
hvorefter Af- gjørelsen vel ordentligviis skulde skee uden
Forhandling, men For- manden dog efter Omstændighederne skulde kunne
tilstede en aldeles kort Forhandling. Det forekommer mig meget
ubestemt, og det vil for Formanden være sårdeles vanskeligt at tage
Bestemmelse herom; Co- miteen har derfør troet det rigtigst at
afskjære al Forhandling om dette Punkt, hvorimodd det naturligviis
er Formanden forbeholdet at fremsætte for Forsamlingen, hvad han
mener, at der taler for en Sags Afslutning.
Ørsted: Jeg frafalder mit Amendement med
Hensyn til § 28 og ønsker kun mit Forandringsforslag sat under
Afstemning med Hen- dyn til den sidte Paragraph. Derpaa
skredes til Afstemning, ved hvilken
1. Udskudets Forandringsforslag: At Begyndelsen forandres til:
„naar etSpørgsmaal, et Forslag o.s. v. “ antoges med 136 Stemmer mod
6. Slutningen af Indstillingen: og at de sidste Ord „om Forslaget skal fjernes“ forandres til: „om det skal fjernes“, blev som en af Indstillingen flydende Redactionsbemærkning vedtaget uden
Afstemning.
2. Ørsteds Forslag: At § 19 modificeres saaledes, at ikke al
Forhandling udelukkes, dog at Afgjørelsen ordentligviis foregaaer
uden Forhandling, men at Formanden efter Sagens Beskaffenhed kan
tilstede en al- deles kort Forhandling; forkastet med 126
Stemmer mod 16.
Derpaa toges de ved § 20 stillede Forslag under Behandling.
Mørk Hansen: Jeg skal føge, uden at
gjentage, hvad der allerede er sagt, at anbefale vort
Ændringsforslag med et Par Ord. Jeg ønsker en Talerstol her i Salen
af den simple, men, som det synes mig, afgjørende Grund, at den er
asdeles nødvendig, der- som alle Foredrag skulle høres af Alle og
fordi jeg mener, at den vilde forebygge unødig Tale og altsaa spare
paa vor kostbare Tid. Man har indvendt derimod, at nogle
Rigsdagsmænd derved muligen af en naturlig eller i deres
Livsstilling begrundet Undseelse vilde hindres fra at tale, naar de
følte Kald dertil. Jeg svarer hertil, at Den, der har stillet sig og
er valgt til Folkets Talsmand, han maa ogsaa antages at kunne tale,
saa ofte han føler et vvirkeligt Kald dertil. For at forebygge
Misforstaaelse skal jeg dog bemærke, |
|
120
167 168
at jeg godt kan tænke mig en Rigsdagsmand, som ganske
opfylder sin pligt og dog ikke taler et Ord paa Rigsdagen, især naar
vi blive deelte i Afdelinger. Man har fremdeles sagt, at naar en
Taler, som er tilbøielig til at spinde talens Traad for lang, først
kommer i Besiddelse af Talerstolen, faa kan man ikke faae ham ned
igjen. Dette er vist fuldkommen sandt, men jeg kan ikke forstaae,
hvorfor ikke det Selvsamme skulde kunne gjælde, naar en saadan Taler
staaer paa sin Plads, og om han da ikke ligesaa let kan tænke:
„Siden jeg nu engang har reist mig, saa vil jeg dog endnu bemærke o.
s. v.”, og saa kan man ikke faae ham til at sætte sig igjen.
Endelig har Udvalgets ærede Ordfører indvendt, at en Taler- ftol
let vilde friste Taleren til en vis Salvelse, som vi helst maatte
være fri for. Der er, som bekjendt, baade en kunstig og en nature-
lig Salvelse. Den første, den fremtvungne, opskruede, affecterede
Varme kan man – dersom ellers Nogen har Hang dertil – neppe holde
borte derved, at man nøder Taleren til at tale fra sin Plads; men
den anden, den naturlige Varme, naar Ordet strømmer frit og reent
fra Hjertet, naar Taleren bliver opvarmet af sand og ædel Følelse,
den ønsker jeg ikke, at man skulde banlyse fra denne Sal, hvor
Fædrelandets høieste og helligste Anliggender ville blive over-
veiede; thi i dette Tilfældee er det dog ikke ønskeligt, at man skulde beflitte sig paa den isnende Kulde, som man stundom har meent
skulde være uadskillelig fra. Politiken.
Mit andet Forslag: at det maatte blive os tilladt at nævme Enhver
ved sit rette Navn, er alene fremgaaet af den Grundsætning, som jeg
agter at holde fast ved, at det Simple, Ra- turlige og ukunstlede er
det Bedste for os Danske, enten det saa er Skik I andre Lande eller
ikke, og at vi derfor skulle undgaae unyt- tige Besværligheder og
lange Omveie, hvor det lader sig gjøre. Jeg kan ikke indrømme, hvad
der er indvendt, at der skulde være Fare for, at noget Medlem af
denne hæderlige Forsamling nogensinde i Stridens Hede skulde lade
sig henrive til personlige Uartigheder imod en Med- deputeret. Men
skulde noget Saadant kunne befrygtes, da kan jeg atter ikke
forstaae, hvorledes Bitterheden skulde blive mindre, fordi man paa
en anden Maade, end ved at nævne vet rette Navn, beteg- ner den, man
vil tillivs. Altsaa i den danske Naturligheds og Lige- fremheds navn
anbefaler jeg mit Forslag.
Forstander Møller: Jeg maa udtale mig mod en
Talerstol thi jeg holder, oprigtig talt, tikke af den. Det er en
unaturlig Tvang, der bliver paalagt de talende Medlemmer – der kan
være nok i Veien for de fleste alligevel —, naar de skulle træde
frem og op paa Talerstolen, saasnart de ville udtale sig. Men
foruden det Unatur – lige, der er ved denne Fremtræden, forekommer
det mig, at den har sine praktiske Ulemper og locale Vanskeligheder,
naar man skal løbe frem og tilbage, maaskee undertiden springe over
Bordet, og idetmindste være udsat for at løbe mod hinanden under
Reisen til og fra Ta- lerstolen. At der skulde være vunden nogen Tid
ved Talerstolen, kan jeg ikke indsee, naar Alting føres med i
Beregning; thi vel ville en- deel af de beskedne Talere holdes
tilbage, men man kan nok gjøre Regning paa, at de egentlige Ordørere
ville benytte Leiligheden saa- meget bedre, og at der vil være
endeel Tidsspilde forbunden der- med, er let at indsee. Vel
indrømmes Enhver fra sin Plads ogsaa at fremsætte „korte
Berigtigelser og Bemærkninger”, men det vil, som man let vil indsee,
være vanskeligt at afgjøre, hvad der skal henføres under denne
Benævnelse, og drage den rette Grændse. Af disse Grunde maa jeg
derfor stemme mod Amendementet for en Talerstol.
Rée: Det er en simpel akustisk Regel, at
naar der tales fra et ophøiet Sted, forplanter Lyden sig bedre i
Forsamlingen, end naar det skeer fra et lavere Stade. Derfor har jeg
sluttet mig til det til
§ 20 stillede Amendement. Det er en væsentlig Grund til Anbrin-
gelsen af en Talerstol, at derved træffes en Indretning, hvorved det
bliver muligt for Alle at høre, uden at man skal see sig nødsaget til at begive sig fra eet Sted i Salen til et andet for at Iytte til,
hvad der bliver talt. Naar den sidste ærede Taler har anført, at det
vilde være upractisk at tilføie en Bestemmelse om, at den, der kun
har en kort Bemærkning elle Berigtiglse at gjøre, kan fremsætte
denne fra sin Plads, saa troer jeg ikke, at det vilde være
vanskeligt for For- manden at afgjøre, hvad der skal forstaaes ved
korte Bemærkninger og Berigtigelser, og den Gene, det i enkelte
Tilfælde vil medføre for Ta- leren at blive henviist til
Talerstolen, kan man vist neppe ansee for meget betydende.
Tage Miiller: Jeg skal ikke vidtløftiggjøre
Forhandlingerne om dette Punkt. Jeg er personlig ingen Ven of
Talerstol, og jeg troer heller ikke, at Localet er skikket til at
anbringe en saadan. Jeg skal imidlertid ikke indlade mig paa
vidtløftigt at veie Grundene for eller imod, kun det maa jeg bestemt
erklære mig for, at det ansees tilladt for ethvert Medlem at bestige
Talerstolen eller tale fra sin Plads. At det tillades Enhver at tale
fra sin Plads, naar han kun har korte Bemærkninger eller
Berigtigelser at gjøre, trover jeg ikke vil kunne gjøre Udslaget, da
det altid vil blive relativt, hvad der skal forstaaes ved saadanne
korte Bemærkninger eller Berigtigelser. Ikke heller kan jeg indsee,
hvorledes Formanden skulde kunne bestemme Grændsen i saa Henseende
eller under selve Talens Løb afbryde et Medlem, fordi hans Tale blev
for lang. Jeg troer derfor at burde hævde Enhver sin fulde Frihed i
denne Retning.
Schiern: Idet jeg skal understøtte de tvende
ærede Rigsdags- mænds Andragende om en Tribune, skal jeg ogsaa nu
bringe i Er- indring, at det synes temmelig urimeligt, at flere
ærede Rigsdags- mænd tale i denne Sal uden paa nogen Maade at kunne
overvinde dennes Indretning saaledes, at de kunne bring det til at
høres. Jeg skal gjentage, at der let i alle store Forsamlinger, at
der ogsaa i denne findes flere Medlemmer, der høre mindre vel, og
disse synes mig fremdeles at have billigt Krav paa en Talerstol. Jeg
skal endnu henvise til Stenographerne, om hvem jeg troer, om hvem
jeg veed, at de, hvis det havde været dem givet her at kunne tage
Or- det, vilde udtale som deres Tro, at det, netop fordi der mangler
en Talerstol, oftere har været en Umulighed for dem at opfatte og
gjen- give navnlig længere Foredrag, hvoraf det da atter har været
Følgen, at Rigsdagstidendens Udgivelse har lidt Forhaling, fordi man
har maattet sende Bud omkring i Byen for at spørge enkelte, paa
uhel- dige Steder i Salen placerede Rigsdagsmænd, om hvad det var,
de egentlig havde sagt. Jeg paaberaaber mig endog selve Formanden for Comiteen, Rigdagsmanden for kjøbenhavns Amts 4de Distrikt
(Krieger), forsaavidt netop denne ærede Rigsdagsmand, som man
allerede vil kunne see af Rigsdagstidenden, for nogle Dage siden,
skjøndt han dog ellers udtrykker sig med saa stor Bestemthed, her ikke har kunnet undgaae at yttre sig saaledes: „En anden Mislighed,
som jeg troer at burde omtale, er bleven mig meget klar i dette Øie-
blik, jeg mener Salens Indretning, thi naar den ærede Formand, som
ellers pleier at opfatte saa Skarpt og rigtigt, idag har misfor-
staaet mig, saa kan dette kun ligge deri, at det ikke har været muligt, fuldkommen at høre mig fra det Sted, jeg taler.“ Og, for blot at
tage eet af saa mange senere Exempler, for at tage det, der sidst har tilbudt sig for mig, tør jeg sige, tør jeg oprigtigen vidne, at det
ny- lingen, da en æret Rigsdagsmand, for faa Øjeblikke siden, her
havde Ordet, var mig fra dette Sted alene muligt at opfatte, at han
over- hovedet afgav sin Stemme imod en Tribune, men umuligt var
det mig, aldeles umuligt, herfra at følge hans Tale. (Fortsættes.) Trykt og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
121
169 170 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 23 Ottende Møde.
(Sluttet.)
Tillad at minde om, at den Tridune, bag hvilken Formanden her
sidder, er af fransk Oprindelse, ikke af engelsk; Klakken, hvormed
han ringer, den er fransk, den er ikke engelsk; at man skal begjere
og gives Ordet, som vedtaget er, hidrører ligekedes fra Frankrig,
ikke fra England; Bureausystemet, som nu ligeledes er antaget,kjen-
des kun i Frankrig, er ukjendt i England. Til hele dette Maskineri
hører Tribuen som et naturligt Led, og netop fordi det baade er og
altid var naturligt, netop derfor skal jeg ei opgive den Tro, at, bli- ver det endog noget fildgen, Frankrigs Exempel ogsaa vil ende med
at indsætte Tribunen, efter at det foreløbigen har begyndt med at
sætte selve Forsamligen igjennem. Men dersom endog nu hiint
Andragende ikke gik igjennem, som af de tvende ærede Rigsdagsmænd
her er stillet, skal jef i alt Fald ret holde paa det Amendement til
§ 20, som jeg selv har taget mig den Frihed at foreslaae,
og som af selve Aomiteen nu er tiltraadet. Hvad der stedse var
naturligt paa alle Falkething og Landsthing, nemlig at tiltale
Forsamlingen, det er ogsaa her det ene Naturlige, og aldrig kan man
sandelig eihel- ler, hverken ved denne Anledning eller anden
lignende, være om- hyggelig nok i, ved Efterligning af engelske
Mønstre, ikke at for- vexle, hvad der i England er udgaaet af den
alberettigede For- nuft, med det, der mere hører til de mange
eiendommelige anti- quariske Reminiscentser, i dette Tilfældee blot
til Underhusets, ingenlunde til Overhusets. Jeg kan forstaae, at
naar denne Sal maaskee endnu engand atter benyttes til Rigets
Høiesteret, man da kan, som man pleier, rette sin Tale til Kongen,
efterdi man hænger sig ved den gamle Fiction, at det er Kongen, der
selv dømmer Rea- literen af Sagerne; men jeg kan ikke forstaae,
hvorledes man her skulde ville bidrage til den fiction, at Formanden
har nogen lignende Afgjørelse, da dog Magtfylen er hos alle dem
tilsammen, der her udgjøre Danmarks Repræsentation. Man sige, hvad
man vil, det er dog noget altfor fremmed, noget næsten affecteert,
naar man her hører Fordrag beghde med Indledningen „Hr. Præsident!
“; og naar man igaar, idet man, som det fyntes, begyndte at sande
dete, derefter forsøgte at forklare det aldeles bogftavelige
Forlandende i Paragraphen om, at man stedse skal være pligtig til at
henvende Talen til Formanden, saaledes, at Meningen alligevel ikke
er, at man skal henvende Talen til ham, men kum Personen, da
forekommer det mig, uden Hensyn til, at Ordene da blive urimelige,
kun saare lidet passende, at Forsamlingen nu giveret Paabud, som
disse Da- ges Frfaring til Overflødighed har godtgjort og hvert
Øjeblik godt- gjør, at omtrent ingen af dens Medlemmer respecterer.
Da nys den ærede Rigsdagsmand for Beile Amts første Diftrict (Bang),
foran mig, og den ærede Ordfører, som sidder ligeover for mig, nys
saa- længe yttrede deres modsatte Meninger om det af den 7de
Rigsdags- mand for Kjøbenhavn (Larsen) stillede Amendement til § 15,
vilde ingen sige, at de juft hendendte sig til Formanden; ingen
vil kunne sige det om mangfoldige andre Talere; ingen vil have
glemt, hvorledes forskjelligee Medlemmer af Hans Majestæts
Regjering, for hvilke dog vvistnok, efter alle parlamentarifke
Regler, i saa Henseende ingen undtagelse kan gjørs fra Medlemmerne
af Rigsforsamlingen, for faa Dage Siden, da de gjentagende
apostropherede hele Forsamlin- gen, ogsaa hendendte sig personligen
imod denne; og ingen er der, som i Bvirkeligheden fornuftigviis kan
eller bør ville, at Premiermini-
sterern fra sin Plads under Præsidentens dog skal henvende sig til denne. (Latter.)
Olefen: Alle de æerde Medlemmers Taler, der
have yttret sig for en Talerftol, vidne om, at man ret vel kan
høres, naar man blot vil hæve sin Stemme lidt over det Almindelige,
og det troer jeg, at man er berettiget til at forlange af dem, som
her tale. En æret Forandringforslagsstiller har meent, nærmest med
Hensyn til det sid- ste Forandringsforslag ved denne Paragraph, at
det var af Vigtig- hed, at di beholdet Alt saa fimpelt som muligt;
dette var hans Me- ning, om ikke hans Ord. Jeg troer ogsaa, at det
Samme maa gjælde i dette Tilfældee, Mig er det ligemeget, hvor jeg
taler, om fra en Talerftol eller fra min Plads; hvad jeg agter at
sige, skal jeg nok faae sagt, men jeg troer ikke, at dette gjælder
Alle. Den samme ærede Forandringsforslagstiller har meent, at den,
som er ble- ven valgt og som har befteget Palg-Tribunen og der
udviklet sin An- skuelse, ogsaa her maa kunne beftige en Talerftøl
for at sige sin Mening; jeg troer ikke, at dette er saa afgjorte. J
det første Tilfældee kan man berede sig paa, hvad man vil yttre, og
naar man bliver tiltalt af fine Bælgere i Almindelighed eller af
dissetilspurgt om noget, kan man nøies med at give korte og bestemte
Svar, Ru hedder det vel, at Enhver paa sin Plads kan fremsætte korte
Berigtigelser og Be- mærkninger, men jeg er netop bange for, at man
ikke vil være enig om, hvad der skal forstaaes ved „korte“,og der
vil maaskee i denne Henseende kunne komme til at herske et Slags
Tyranni. Da Talen under den foreløbige Behandling var herom,
confererede jeg med en af de andre ærede
Forandringsforslagsstillere, og dersom jeg ikke mis- forstod ham,
var det dengang hans Mening, at dersom Forsamlingen gok ind paa, at
der her skulde indrettes in Tribune, skulde det over- lades Enhver,
om han vilde beftige denne eller foretrække at tale fra sin Plads.
Hvis jeg ikke havde antaget, at det var hans Hen- sigt at stille et
Amendement, de gik ud herpaa, vilde jeg selv have stillet et
saadant. Ru er det imidlertid ikke stillet; hvorledes jeg vil
stemme, vil derfor beroe paa, hvorledes Forsamlingen udtaler sig om,
hvorvidt der kan overlades Enhver frit Valg imellem at beftige Tri-
bunen og at tale fra sin Plads.
Formanden: Derom kan der ikke være Tale, da
der ikke foreliger noget Amendement desangaaende, men der kun i det
første af de stillede Amendements er forbeholdet Medlemmerne Ret til
fra deres Pladser at fremsætte korte Berigtigelser og
Bemærkninger.
Ræder: Jeg skal tillade mig at gjøre er
Forslag. Jeg agter at stemme imod en Talerstol, men det synes meget
billigt, at Enhver, som vil høres, ogsaa kan blive hørt, og jeg
antager, at de, som sidde ligeoverfor ved de dybe Binduer, have
Vanskelighed ved at høre. Jeg anseer det imidlertid rigtigst, at
Spørgsmaalet ikke omtales i Regulativet, men at Præsidenten lader
hensætte en Talerstol og over- lader der til Enhver, om ham vil
benytte den eller ikke.
Bisby: Jeg slutter mig til de ærede
Rigsdagsmænd, som ønske en Talerstol. Jeg har ikke blot ved flere
Leiligheder erfaret, hvor vanskeligen ikke blot de forstaaes, der
tale i længere Fraftand til Høire eller Venstre paa denne Side, men
jeg har i denne Aften erfaret, at dette gjælder selv dem, der fidde
ligeoverfor mig Skjondt det jo vel vilde hjælpe endeel, naar man var
berettiget til at vende sig imod Forsamlingen istedetfor mod
Formanden, og derhos ethvert Medlem gjorde sig umage for at tale
tydeligt og høit, vilde der dog blive Adskillige, som end ikke paa
denne Maade kunde høres. Jeg troer derfor, at det var Ønske ligt, om
der fandtes en Tribune, hvor- fra de, hvem det var om at gjøre, ikke
blot at tale, men ogsaa at |
|
122
171 172
blive forstaaede, kunde fore Ordet. En æret Rigsdagsmand for
Beile Amts 6te Distrikt (With) yttrede igaar, at han ikke vidste,
hvor en saadan Talerstol skulde anbringes her i Salen. Dette vilde
imidlertid ikke falde vanskeligt. Naar den ærede Formands og de
tvende Bogføreres Sæder rykkedes Noget tilbage og forhøiedes et Par
Trin, vilde der blive Plads foran til Anbringelse af en saa simple
Talerstol som her behøvedes, Naar den blot er saa høi, at den
Talende rager een Alen over Tilhørerne og saaledes er istand til at
tale over deres Hoveder, er Hovedvanskeligheden hævet. Ved
Forhøielsen af Sædet for den ærede Forman dog Bogførerne vandtes
ogsaa, at disse lettere kunde oversee Forsamlingen og bemærke, naar
Nogen reiste sig for at begjere Ordet, hvilket nu, da Formanden,
sidder meget lavt og Bogførerne endog i Niveau med Forsamlingen, kan
falde vanskeligt nok, især med Hensyn til de Rigsdagsmænd, som have
Sæde i det bageste Centrum.
Algreen-Ussing: Det Spørgsmaal, som her
meest har været omhandlet, angaaer, om der skal tales fra et bestemt
Sted i Salen eller om ethvert Medlem skal tale fra sin Plads. Jeg
maa med Hensyn hertil kalde i Erindring, hvad Formanden har gjort
op- mærksom paa, at der ikke foreligger noget Forslag, hvorefter
frit Valg kan finde Sted imellem, om man vil tale fra sin Plads
eller fra Talerstolen, Naar altsaa Spørgsmaalet kun er, om
Vedkommende enten altid skal tale fra Tribunen eller fra sin Plads,
tror jeg, at der er overveiende Grunde for det, som Comiteen har
foreslaaet, hvilket er det Naturligste, nemlig at tale fra sin
Plads. For de Medlemmer, som tale svagt eller høre mindre tydeligt,
vil det dog ikke være muligt fra det Sted, hvor Talerftolen er tænkt
at skulle anbringes, at gjøre sig forstaaelige eller høre hvad der
bliver sagt. Det bedste Middel er, at Enhver gjør sig Umage for at
tale saa- ledes, at det bliver muligt, at han kan høres og blive
forstaaet. Med Hensyn til den Maade, hvorpaa den ærede Rigsdagsmand
for Maribo Amts 5te Distrikt (Mørk Hansen), gjennemgik mine
Yttringerved den fore- løbige Behandling, skal jeg kun bemærke, at
det ingenlunde er en Nødvendighed, at der kommer en isnende Kulde
ind i Foredragene, fordi de holdes fra Vedkommendes Plads; tvertimod
vil den nature- lige Veltalenhed ogsaa falde naturligst fra dette
Sted. Det er vist- nok ogsaa en velgrundet Bemærkning, at
Anbringelsen af en Talaer- stol let kan fremkalde en Bevægelse i
Forsamlingen ved idelig ver- lende Foredrag, og navnlig vil
Ordføreren, naar Discussionen ved den endelige Behandling skal, som
vedtaget, finde Sted over hvert Afsnit for sig, saa at sige komme
til at ligge paa en bestandig Reise til og fra Talerstolen. Comiteen
har optaget det Forslag, der er gjort af den ærede Rigsdagsmand for
Svendborg Amts 4de Distrikt (S?iern), der idag udførlig har yttret
sig om same, og som gaaer ud paa, at den Bestemmelse skal bortfalde,
at Enhver skal henvende sin Tale til Formanden. Naar man nemlig
bliver staaende ved hvad i Udkastet siges, at man ikke maa tiltale
eller nævne Medlemmerne ved Navn, ligger deri tilstrækkeligen den
Tanke udtrykt, som man har villet udtrykke ved, at manskal henvende
sin Tale til Formanden, nemlig at man ikke at man har kun meent, at
der ikke maa indtræde en mere personlig Henven- den til den, man vil
udtale sig imod, hvilket man af manage Grunde ikke har anseet
ønskeligt; jeg kan derfor ikke andet end ansee det for en rigtig
parlamentarifk Regel, at man ikke maa nævne et enkelt Med- lem ved
Navn. Dette fører nemlig let, vel ikke til personlige Uar- tigheder,
hvilket Udtryk jeg,som en æret Medlem synes at have op- fattet det,
ikke har brugt i den foreløbige Behandling, men derimod til en mere
personlig og directe Henvenden til enkelte Medlemmer, end der kan
ansees ønskelig.
H.P. Hansen: Jeg skal udbede mig Tilladelse
til at sige et Par Ord med Hensyn til det andet af de ved § 20
stillede Amen- dements. Det forekommer mig, at den Bestemmelse, at
man skal henvende sig med sin Tale til Formanden, har endeel for
sig. En æret Rigsdagsmand har, fra hvad der her er foregaaet idag,
udledet et Erfaringsbeviis for, at Forslaget har endeel for sig,
idet han an- førte, at den ærede Ordfører og den ærede Rigsdagsmand
for Veile
Amts 1 ste Distrikt (Bang) under Forhandlingerne om Udkastets § 15 henvendte sig personlig til hinanden. Men jeg troer netop, at denne Erfaring i høi Grad taler for, at Udkastets Bestemmelse har en heel Deel for sig. Han har selv anført,at det, som der maa lægges Vægt
paa, er, at Enhver, som taler, henvender sig til hele Forsam-
lingen; deri er jeg med ham enig, men jeg troer, at dette opnaaes
paa den bedste Maade, naar Talen henvendes til Formanden, som
repræsenterer hele Forsamlingen. Naar man frit kunde henvende Ta-
len til hvem man vilde, kunde man let løbe Fare for, at Forhand-
lingerne mangen Gang, uden at de Talende maaskee selv gjorde sig
Rede derfor, kunde udarte til personlige Controverser, og dersom den
Bestemmelse, at Medlemmerne skulle henvende deres Tale til For-
manden, havde Magt til at forhindre dette, havde den vvistnok meget
Godt ved sig, En anden Bestemmelse, at man skal reise sig op, naar
man vil tale, der har det Gode ved sig, at Enhver derved opfordres
til at lægge Vægt paa, hvad hand siger, og til at gjøre det tydeligt
og forstaaeligt, er ogsaa en parlamentarisk Skik; men jeg troer, at
den Regel, at man bør henvende sig til Formanden, med ligesaa megen
Føie bør bibeholdees.
Derefter skredes til Afftening over de til § 20 stillede Foran-
dringsforslag.
Resultatet af denne Afstemning var følgende:
1. Mørk Hansens og Rées Forslag: At istedtfor første Deel af
Paragraphen SÆTTES: „det Med- lem, der har forlangt og erholdt
Ordet, taler fra Talerstolen. Dog kan Enhver ogsaa fra sin Plads
fremsætte korte Berigti- gelser og Bemærkninger”; forkastedes
med 123 Stemmer mod 19.
2. Schierns Forslag, optaget af Udskudet: At Orden: „og henvender
stedse Talen til Formanden” udgaae; forkastedes med 75 Stemmer mod
64.
3. Mørk Hansens Forslag: Orden: „eller ved Navn anføre”
udgaae; forkastedes med 117 Stemmer mod 22.
Formanden hævede derpaa Mødet og berammede det næste Møde til
samme Dags Aften Kl. 7. Niende Møde.
Ajtenmøde Onsdagen den 1fte November
Den èndlige Behandling af Udkastet til Forsamlingens Forret-
ningsorden blev fortsat, og gik Discussionen over til de til Udkastets § 23 stillede Forandringsforslag.
David: Jeg har stillet et Amendement til §
23, hvorom jeg skal sige et Par Ord. Under den foreløbige Behandling
blev der af Ordføreren ikke bemærket Andet mod dette Amendement, end
at det ikke var nødvendigt, at Forretningsordenen indeholdt en
saadan Re- gel; men det blev ikke modsagt, at det var billigt, at
den, der er kaldet til Orden, tør, naar han har underkastet sig
Formandens Kjendelse, faae Leilighed til at retfærdiggjøre sig. Jeg
skulde deri- mod mene, at det er ligesaa nødvendigt, at
Forretningsordenen be- stemmer Medlemmernes som Formandens Ret, og
Retten til at kunne retfædiggiøre sig, tilkommer upaatvivleligen
baade i den Enkeltes og i forsamlingens Interesse enhver
Rigsdagsmand, ligesaavel som Retten til at hævde Ordenen i
Forsamlingens Interesse, tilkommer Forman- den. Jo mere indgribende
Følger for den Enkelte denne Formandens Ret kan have, og jeg beder
erindret, at den, som to Gange er kal- det til Orden, ganske kan
nægtes Ordet for Fremtiden i den samme Sag, destomere mener jeg, maa
man være varsom, og destomindre Grund er der til at udelade en
Bestemmelse, der, som jeg yttrede under den foreløbige Behandling,
findes i det franske Reglement, hvoraf den hele Paragraph er taget,
og hvorved den Enkeltes Ret skal sikkres.
|
|
123
173 174
Treschov: Jeg troer, at Hensigten med at
falde til Orden, hdis man vilde gide det her omhandlede Amendement
Medhold, aldeles vilde forfeiles. Man kan vvistnok holde sig
forsikret om, at hvis Præsidenten ikke er for sparsom i Udødelsen af
denne sin Ret, vil han ikke misbruge den ved at ødsle med den
Derimod antager jeg, at dersom man gaaer ind paa dette Amendeent vil
det give Un- ledning til mange (hele)Debatter, som aldeles biille
bære i Strid med det, som er tilligtet ved Tilordenkaldelsen.
Brinck-Seidelin: Det forekommer ogsaa mig,
at Præsiden- tens Tilkjendegivlke maa være det sidste Ord i Sagen.
Den, som Forsamlingen har udnævnt til Præfodent, maa det nok
forudSÆTTES baade at kunne og ville opfatte nøiagtigt og rigtigt,
hvad der er sagt, og om hans Retfærdighedsfølelse kan man vel ikke
nære nogen Tvivl. Jeg formener ogsaa, at naar Vedkommende veed at
han har Ret til at retfærdiggjøre sig vil han dære minde omhnggelig
i Val- get af sine Udtryk, end naar han veed, at en saadan Ret er
ham affkaaren.
Algreen-Ussing: Det er, som allerde under
den foreløbige Behandling bemærket, vvistnok Reglen i forskjelligee
Eande, at den, som er kaldet til Orden, har Tilladelse til at
retfærdiggjøre sig, og fra dette Synspunkt skulde jeg forøvrigt ikke
have noget Væsentligt at erinde mod en saadan Bestemmelse, som den
Amendementet indehol- der; men jeg har rigtignok, ligesom de to
sidste Talere, næret nogen det kan befrygtes, at dette kun vilde
føre til end større Uorden, og, at det for Vedkommende kun vilde
devirke, hvad man oftere i andre Lande har seet, at han paany kaldes
til Orden. Réc: Jeg troer dog, af dette Amendements Antagelse vil
befrie Formanden for den grundede eller ugrundede Bebreidelse for ar
have viist for stor Strenghed i at kalde til Orden, for hvilken han
i en- kelte Tilfældee ellers let fan tænkes at blive udsat, og af
den Grund troer jeg at burde tilraade Antagelsen deraf.
Schytte:Min Formening er, at dette
Amendement neppe vil svare til sin Hensigt, hvad der allerede er
paapeget, og jeg maa der- for dære enig med de foregaaende Talere,
som have modsat sig same.
Da ingen Flere begjerte Ordet, bled det til Udkastets § 23 stil-
lede Forslag af David:
„Efter første Passus tilføies: „men den Vedkommende kan, naar han
har rettet sig efter denne, begjere Ordet for at retfærdig- gjøre
sig””, sat under Afstemning, og blev Udfaldet af denne, at
Amendementet forkastedes med 118 Stemmer mod 14.
Forhandlingerne gik derpaa over til de til udkastets § 26 stillede Forabdringsforslag.
Paludan-Müller: Ved Ubfaldet af den
stedfundne Afftem- ning ober det Amendement, som af Rigsdagsmanden
for Sorø Amts 5te Diftrict (Reergaard)var stillet til lldkastets §
2, er der frem- flutning og den fidste Pasfus af det af mig til
Udkastets § 26 ftit- lede Amendement; ieg skal derfor faa meget
hellere frafalde dette, som jeg kan slutte mig til det følgende af
den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt(Ørfted),
hvilket i det væsentlige siger det Samme som mit, og som desuden
indeholder et Tiuæg, der maa an- sees for Ganske heldigt. Hvad
Sagens Realitet angaaer, da kan jeg ikke frafalde min frygt fir de
betæntelige Følger, det vil hade, at der ved ethdert Valg skal
udfordres absolut Pluralitet; thi det fore- kommer mig klart, at Om
valg derved hyppigen ville foranledigees, og at hele Forsamlingens
Tid paa den Maade utillorligen bit spildes. Bi kunne i denne
Henseende allerede paaberaade os idet mindte en hald Grfaring fra
det, der fandt Sted ved Valget til AdresSe-Comi- teen; thi hvis § 26
allerede dengang hadde gjældt, vilde der hade fundet Om valg Sted
paa 3 Medlemmer, hvilket naturligdiis vilde hade medtaget lang Tid
Dersom man forødrigt deb denne Bestem- melse har tænkt paa at
fprhindre en tæt fluttet og del organiferet Minoritet fra at
sættefine Sandidater ind i Comiteen mod Majori- tetns Ønske, da
foretommer det mig, at denne Bestemmelse enten er overflødig eller
uberttiget;overflødig nemlig, hvis Majoriteten er
ligesaa del organiferet, da det alrid maa staae i en saadan Majori- tets Magt at sættesin Villie igjennem her som alle Steder; er den
derimod svag og daklende og ikke ret deed, hvad den vil, men kun ere
nig derom, at den ikke vil have Minoriteten ind i Comiteene, da
forekom mer det mig, at den ikke har nogen Ret til at faae en
udtrykkelig Bestemmelse ind, der vilde sætteden istand til at betage
Minoriteten Eeilighed til at gjøre fine maaskee velgrundede
Auskuellser gjældende, Den klare Mening og faste Villie maa dog
altid feire i Kamp en mod de udestemte og vak- lende Meninger. Efter
mim Mening behøver man desuden ikke at tage denne Sag som en Strid
mellem Majoritet og Minoritet. Det Re- gulativ. vi her skulle
udarbeide, er kun bestemt for den nærbærende Rigsforsamling, men det
er aldeles ikke givet, at Forholdene ville stille sig saaledes, at
her blider en skarp afsluttet. Majoritet og Minoritet. Jeg troer
meget mere, at vor politisket Samdærem ikke her vil blive langvarig
nok, til at Forholdene ville kunne uddikle sig saaledes ifær naar
man seer hen til, hvor megen Møie og Anstræn- gelse det i gamle
conftitutionelle Lande har kostet, at danne faste og tætsluttede
Partier. Der vil derfor efter min Formening dære over- veiende
Sandfynlighed for, at der i denne Forfamling bestandig vil vlide et
meget stort Antal Stemmer, der ikke ville flutte sig abfulut til
noget Parti, men som ved enhver enkelt Sag ville danne sig deres
egen Mening og lade sig bestemme af deres egen Dverbediisning. For
dissefrygter jeg meget for, at Comiteens Forslag vilde medføre en
bestemt Tvang, eftersom de, naar de ikke vilde spilde deres Stem-
mer, nødvendigviis, førend de stemmede, maattte spørge om, hvilket
Navn der havde Udsigt til at forene mere end Halddelen af Stem-
merne om sig. Jeg imdrmmer gjerne, at de indflydelsesrigeste Med-
lemmer bø komme ind i disse Comiteer, men det synes mig ikke
tydeligt, at de skulle have, hvad jeg kan kalde et personligt Privile- gium paa at blive valgte til Medlemmer af Comiteen Forøbrigt bil
jeg blot gjøre opmærkom paa, at Amendementet kum vedkommer Bal- gene
i Forsamlingen, mem ikke i Afdelingerne, og altsaa ikke kom- mer i
Collision med den allerede af Forsamlingen tidligere tagne
Bestemmelse.
Sponneck: Jeg optager det af den sibste
ærede Taler stillede Amendement og forbeholdeer mig Ordet efter den
Taler, som nu er givet det.
Bjerring:Som meblem af det udfkud, der har
udarbeidet det foreliggende Udkast til en Forretningsorden, udbeder
jeg mig den ærede Forsamlings Opmærksomhed et Øjeblik for nogle
korte Bemærk- ninger, hvormed jeg vil søge, saavidt jeg formaaer, at
imødegaae de Indbebdinger, der fra forskjelligee Sider i Salen hade
reist sig mod den Bestemmelse i § 26, der fodrer absolut
Stemmefleerhed for et Comiteevalgs Gyldighed. Man har anført, at
Minoritetens Ret bedst sikkredes ved en Bestemmelse, der indremmede
Gyldigheden af et Valg, hvorved der var opnaaet relativ Majoritet,
Hvis denne Be- tragtning var rigtig, sa skulde Ingen være villigere
end jeg til at understøtte en saadan Bestemmelse; men det er netop
min Dverbeviis- ning om det Modsatte, der har faaet mig til at tage
Ordet i denne Sag Jeg vil først tillade mig den Bemærkning, at
Bestemmelsen om den relative Majoritets Gyldighed i Almindelighed
indrømmer den rene Tilfældighed altfor meget Raaderum. Det er en
uimod- sigelilig Kjendsgierning, hvor usandsynligt det end
forekommer, at Stemmerne på Generalforsamlinger her i Staden undertiden
have splittet sig saaledes, at Bestyrelses-Medlemmer ere valgte med
en relativ Maioritet af 4 eller 3, ia endog 2 Stemmer, noget
Sligt er der del ingen Grund til at befryte i nærbærende
Forsamling; men der er ogsaa Grund en anden Betragtning, paa hvilken
jeg lægger mere Bægtægt, og det er den, at man ved at antage
Principet om den relatide Majoritet udsætter sig for at indrømme
Minoriteten enten meget formeget eller aldeles Intet, I en
Forfamling som den nærende vil det nemlig kunne tænkes, af en
veldifciplineret Minoritet af 20 tif 30 Stemmer, ved Alle som Gen at
stemme paa 7 Medlemmer af deres egen Midte, vilde kunne sætte
samtlige 7 Kan- didater ind i en Comitee, hvis Majoriteten af 120
Medlemmer splittede sine Stemmer paa et stort Antal Candidater, Bel
vilde Minoriteten kun have en ringe Tilfredsstillelse af en saadan
øie- |
|
124
175 176
blikkelig Seir over Majoriteten; thi det er klart, at en
Betænkning, der var fremgaaet af en saaledes valgt Comitee, ikke let
vilde faae Majoriteten i Forsamlingen; men den kunde dertmod let
frem- kalde en yderst forviklet Foryandling og en ligesaa forviklet
Afstem- ning. Den næste Følge vilde blive den, at Majoriteten ikke
vilde være saa naiv at vedblive at overlade Valgene til Minoriteten;
den vilde derfor for Fremtiden træffe den fornødne Aftale for at
stkkre sig Valgenes Udfald og vilde saaledes let kunne ganske
udelukke Minori- teten; thi det maa indrømmes, at dette staaer i
Majoritetens Magt, og jeg kjender intet praktisk udførbart Middel,
der skulde kunne for- hindre dette. Hvis derimod Majoriteten er
betrygget mod at over- rumples ved et Manøvre af Minoriteten, vil
den i Almindelighed være tilbøielig til at indrømme denne et
passende Antal i Valgene, og jeg troer, at man fuldkomment trygt kan
stole herpaa, naar man tager Hensyn til den besindige, maadeholdne
og billige Charakteer, der udmærker vor Nation. Jeg skal saaledes
paa det bedste anbefale den ærede Forsamling Antagelsen af den 26de
Paragraph.
Sponneck:Jeg har optaget det Amendement, som
er stillet til denne Paragraph, naturligviis med den Forandring, som
er en Følge af Forsamlingens Beslutning med Hensyn paa det 2det
Amen- dement til § 2, i hvis Følge Secretairerne ikke skulle vælges
med ab- solut Pluralitet. Grunden, hvorfor jeg har optaget dette
Amende- ment, er, at dette forekommer mig hensigtsmæessigst af de
Amendements, der ere fremsatte til denne Paragraph. Jeg skal nemlig
tillade mig at henvise til Udkastets § 26, 2den Passus, hvori det
hedder: „ere Stemmerne lige, deeltager Formanden i Afstemningen,
hyilket ellers ikke finder Sted.“ Det er altsaa en Afgiørelsesmaade
i Tilfældee af Stemmelighed ved den første Afstemning, som Udkastet
indeholder, og denne Bestemmelse finder jeg ligeledes beqvemt at
kunne overføres paa Valg, i Tilfældee af, at der ved disse ved den
første Afstemning fin- des at være ligemange Stemmer, idet jeg
antager, at der ved det i det her omhandlede Amendement tilføiede
Ord „ligeledes“ er sigtet til, at den samme Fremgangsmaade, som
forhen er foreskrevet i pa- ragraphen, ogsaa skal iagttages ved
Valg, altsaa at i Tilfældee af Stemmeltghed Formandens Stemme skal
gjøre Udslaget. Aue de føl- gende Amendements forekomme mig at
laborere af den Feil, deels at de aldeles ikke indeholde nogen Regel
for, hvorledes der, i Tilfældee af, at Stemmelighed finder Sted ved
det lste Valg, skal forholdes, deels at deri kun indeholdes en
ubestemt Antydning deraf, hvilket Sivfte navnlig gjælder med Hensyn
paa det til den her omhandlede Para- graph under Nr. 2 fremsatte
Amendement Ieg antager det nemlig ikke at være tilstrækkeligt, at
der blot indeholdes en Henstilling om, at der i Tilfældee af
Stemmelighed skal finde Om valg Sted, da et Amendement dør være
aldeles bestemt og h;tydeligt Ieg formener, at det Amendement, der
er stillet under Nr. 1, indeholder den fimplefte eg
hensigtsmæssigfte Maade at afgiøre Traætten paa, ved at bestemme, at
Formanden skal deeltage i Stemmegivningen. Hvad Sagens Rea- litet
angaaer, da troer jeg, at Forsamlingen ved de tidligere Dis-
cussioner vil finde sig tilstræekkelig oplyst derom, og jeg skal derfor
af- holde mig fra videre Bemækninger desangaaende.
Ørsted: Naar jeg har foreslaaet, at
Medlemmerne til en Co- mitee skulde kunne vælges med relativ
Pluralitet, har dette paa en vis Maade allerede fundet nogen Støtter
i Forsamlingens Afstemning ved § 2, idet den har
antaget, at Seeretairerne skulle kunne vælges med simpel Pluralitet;
begge de herfor anførte Grunde, nemlig den Tidsspilde, som de af
Fordringen om absolut Pluralitet let- telig følge nde Omvalg ville
medføre, og den, at det ikke kan være Forsamlingen i samme grad
vigtigt, hvem der bliver Secretai- rer, som hvem der bliver Formand
og Biceformænd, troer jeg ogsaa kunne giøres gjældende her.
Navnligen ligger der ikke saa stor Bægtægt paa, om alle Medlemmerne
af en Comitee ere valgte med absolut Pluralitet; man kan altid væe
vis paa, at endeel af Medlemmerne i Comiteen ville komme ind i den
med en betydelig Pluralitet, og det vil i Almindelighed kun være
nogle af de sidste Valg, der have
et mindre Antal Stemmer end Halvdelen af' Forsamlingens Medlem-
mer. Men det, som gjør, at jeg finder det af stor Vigtighed, at et
Valg ogsaa skal kunne skee ved relativ Pluralitet, er, som det fore-
kommer mig, at derved bliver Majoritetens og Minoritetens Ret bedst
bevaret Majoriteten vil naturligviis, dersom den har nogen Om hu for
at sættefin Mening igjennem, let kunne bevirke, at Bal- get falder
paa de Mænd, den anseer meeft Skikkede, eller som den troer at ville
sæette de Anskuelser igjennem, som den interesserer sig for. Dette
viser ogsaa al Erfaring. Derimod vil, naar ogsaa et Stemmeantal, der
ikke er lig med Halvdelen af Forsamlingens Medlemmer, er nok for at
begrunde et Comiteevalg, ogsaa En- kelte kunne komme ind, der ikke
have Forsamlingens Majoritet for sig, og saaledes fremkommer der et
rigttgt Forhold mellem Ma- joriteten og Minoriteten; hiint faaer
nemlig de flefte Kræfter i Comi- teen, men Minoriteten udelukkes
heller ikke. Bel er det saa, at Minoriteten aldeles maa vige for
Pluraliteten, hvor der er Spørgs- maal om den endelige Afgjørelse af
en Sag, men naar der blot er Spørgsmaal om at fæette forfkjellige
Kræfter ind i Comiteen, faa synes det, at Minortteten bør være
berettiget til ogsaa at faae nogle af Sine ind, thi Minoriteten maa
dog have lov til, ved Hiælp af sine naturlige Kræfter om muligt at
fkakke sig Pluralitet, at omdanne sig til Majoritet; men dertil
synes jeg, man betager den et Middel, naar der fordres, at alle
Comiteemedlemmer skulle have adsolut Plu- ralitet. Det er vist
ganske rigtigt, hvad der ogsaa dekræftes ved Erfaring fra
Stæænderforhandlingerne, at en vel anført Majorttet aldrig vil føge
at udelukke Minøriteten fra ogsaa at faae nøgle af dene Medlemmer
ind i Comiteen ved Siden af dem, som nærmest have sluttet sig
fammen, eller fra at faae nogen Deet i Comiteens Arbeide; men
hvorvidt det Samme vil blive Tilældet t kommende Forsamlinger, det
er Noget, som man ikke kan væere sikker paa. Tingen faaer dog en
noget anden Skikkelse, naar man udtrykkelig skal stemme med Hensyn
til Individerr, som ved det første Valg ikke have faaet absolut
Pluralitet for sig, og som man maaskee endog kan have noget imod.
Det Tilfældee, som nys er bleven omtalt, at en compaet Minoritet
skulde kunne bestemme alle Valg, fordi Pluralite- ten forfømte sin
Interesse, lader sig ikke vel tænke; man maa dog formode faamegen
Indstigt og Skjønsom hed hos Forsamlingen, at dette ikke lader sig
giøre. Ieg troer, at dette er en Fare, hvorfor man ikke kan have
nogen Frhgt, ikke at tale om, at Minortteten meget hurtig vil
erfare, at derved Intet er udrettet. Man be- høver saaledes neppe at
nære nogen Frygt for, at Majoriteten skal blive undertykt af
Meinoriteten, men fnarere for, at det Mod- fatte skal blive
Tilfældeet. En anden Indvending, som jeg læg- ger mindre betydelig
Bægtægt paa, er den, at naar Om valg skal foregaae, fordi nogle af
Medlemmerne ikke have faaet absolut Plu- ralitet, og der da ikkun
maa stemmes paa de Individerr, som ved de første Valg have faaet de
fleste Stemmer, vil man kunne blive nødt til at stemme paa Mæend,
som man tidligere ikke havde givet sin Stemme, og som man maaskee
slet ikke vilde have valgt; men blandt saadanne Individerr, som man
ikke har villet vælge, at afgive Stemme om, hvem af dem der skal
væelges, synes at væere af liden Betydniug. At simpel Pluralitet er
tilstrækkelig til Comiteevalg synes endelig, som sagt, heller ikke
at kunne blive til Præejudtce for Majoriteten eller endog blot at
kunne opvæekke Frygt derfor. Forsaavidt der er tilføiet mit
Amendement den Henstilling, om, i Tilfæelde af Stemmelighed, Om valg
skal ftnde Sted eller Alderen gjøre Udfïaget, skal jeg tillade mig at gjøre den Bemærkning, at jeg ved at nedfkrive Amendementet i stor
Haft, da det skulde væere indgivet inden en bestemt Tid, og jeg netop havde endeel Forretninger at deførge, ikke var agtsom nok paa, at
denne Tilføielse tildeels var bleven overslødig paa Grund af
foretagne Foran- dringer i Udkastet. Det var ikke min Hensigt, at
Amendementet skulde indeholde noget Mere, og saaledes ønske r jeg,
at det maa blive de- tragtet som frafaldet. (Fortseættes.) Forlagt og
trykt af Kgl. Hofbogtrykker Blance Luno. |
|
125
177 178 1848 Beretning Om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 24 Niede møde.
(Fortsat.)
Naar jeg har tilføiet et subsidiairt Forslag, saa fornaleding-
Des jeg dertil derved, at der efter den Henviisning til § 2, Som
findes i Comiteens Udkast, skulde finde Omvalg Sted med Hensyn til
de flere eller fœrre Pladser i Comiteen, som ikke kunde Besœttes med
absolute Pluralitet. Men naar Omvalg skal finde Sted, Kunde der
komme Ganske andre Personer frem end de, hvorom der ved Den første
Afstemning havde vœret Tale. For det Tilfœlde, at heller ikke de den
forlangte Stemmefleerhed opnaaedes, skulde der atter fore- gaae et
trdie Valg, hvorunder der, saavidt jeg torer, iblandt de Personer,
som ved det foregaaende Valg havde faaet de sleste Stem- mer, skulde
stemmes paa dobbelt saa stort et Antal, som der var Pladser at
besœtte;men denne Fremgangsmaade synes mig at vœre altfor
compliceret og vidtløftig. Jeg formener, at hvis relative Pluralitet
ikke skal vœre tilstrœkkelig og Omdalg finde Sted i ethvert
Tilfœlde, hvor man ikke havde faaet absout Plu- ralitet for et saa
stort Antal Medlemmer, som Comiteen skal bestaae af maate man
hellere strax stemme paa et vist Antal af dem, som ved den første
Stemmegivning havde erholdt de fleste Stem- mer, t. Er.det dobbelte
Antal af de Pladser, der skulde besœttes, forudsat at der var bleven
stemt paa et saa stort Antal Medlemmer. Hvad jeg her har sagt har
dog mere vœret min Mening at hen- stille til Comiteens nœmere
Overveielse, end at frmsœtte som noget sœr- skilt Amendement, og
forsaavidt Comiteen ikke finder nogen Anledning til derefter at
gjøre nogen Modification i sit Udkast,forlanger jeg heller ikke, at
denne Deel af mit Forslag skal sœttes under Afstemning. Mit Gorslag
vil saaledes falde sammen med det af Rigsdagsmanden For Odense Amts
1ste Distrikt (Paluden”Müller) stillede Amendement.
Krieger: Da jeg anseer det her omhandlede
Spørgsmaal, be- trœffende den Maade, hvorpaa Comiteevalg skulle
foregaae, af sœrde- les stor Bigtighed, vil jeg dog ikke uden Frygt
for at trœtte For- samlingens Taalmodighed, tillade mig at anføre de
Grunde, der lede min Stemmegivning i denne Sag Jeg skal for det
Første paanv erindre om det Bœrn, der er givet det mindre Antali
alle de Tilfœlde, hvor Comiteevalg Ganske eller aldeles foregaaer
gjennem Afdelingerne. For at anfkueliggjøre denne Følge af
Lodtrœkningen vil jeg minde om at disse Afdelinger kunne blive
sammensatte således, at f. Er. en Minoritet af 50 faaer Majoriteten
i 3 Afdelinger, og derimod de 102 andre kun danne Mojoritet i de 2
øvrige Afdelinger. i denne Lodtrœkningens Virkning ligger saaledes
aabenbart allerede et stœrkt Bœrn, som er givet Minoriteten. Det
synes nu vel fremdeles. at man maa ønske de dygtigste Mœnds
Udnœvnelse, men at disse let kunne blive udelukkede, naar de ikke
kunne sœttes ind af den Mino- ritet,hvortil de høre, Tilvisse maa
man overalt,hvor man foretager Valg, saavel i Afdelingern som i
selve Forsamlingen. Vœre enig i, at Hovedopgaven er at faae de
dygtigste Mœnd, men derved menes dog ikke uden videre dem. Der fra
et almindeligt Synspunkt kunne sammenarbeide i den enkelte Sag;det
kommer an paa, om Comiteen kan give et godt Grundlag for Sagens
Fremme i Forsamlingen. Tager man Hensyn dertil, troer jeg ikke, at
det er udigtigt at be- mœrke, hvorledes, efter en gammel Ergaring,
Forholdene altid ordne sig i saadamme Forsamlinger som denne, Jeg
troer, at de Fleste ville erkjende,at det er en uimodstgelig
Kjendsgijerning,
at Minoriteten danner sig hurtigere end Mojoriteten, ligesom Er-
faring og vidner om, at den første altid er mere sluttet, mere enig,
mere energisk; at Majoriteten derimod i Almindelighed er ligegylding, mere adspredt, ftundom skinsyg. Under saadamme Forhold kan det
meget let trœffe, at den sluttede Minoritet behersker Mojoritete paa
Grund af denne dens Ligegyldighed, dens Adspredthed, dens Skin-
syge. Jeg har hørt det bemœrke, at det i saadannne Tilfœlde skulde
vœre i sin Orden, at Minoriteten sammensatte Comiteen, men jeg troer
dog, at dette kun i en meget uegentlig Forstand kan paastaaes; i en
vis Forstand benttede Minoriteten derved naturligviis sin gode Ret;
men skulde det dog ikke vœre langt tjenligere, om det var saa, at
Majoriteten ved Forretningsordenen blev tvungen til at samle sig. Bør man ikke forbygge, at et blot Minoritetsvalg strax bliver
afgjørende? Men dette skeer, dersom man strax proclamerer som
Comiteemedlem enhver den,som ved det føfste Valg har faaet de fleste
Stemmer, selv om dette kun er en relative Pluralitet, Foretager man
derimod et andet Valg, og, hvis dette heller ikke er afgjørende, da
et tredie, da kan man see sig for, da kan man afgive sin Stemme med
vvirkelig Bevidsthed; man splitter sig da ikke, man kaster da ikke
sin Stemme bort. Det er vel sagt, at Forsamlingen alllerede har
besluttet, at simple Plura- liter skal vœre afgjørende ved
Secretairvalget; jeg indrømmer, at efter min Mening var det ikke
ret. Jeg agter naturligviis Forsam- lingens Beslutning. Men jeg kan
ikke tilbagholde den Bemœrkning. at der er en ikke ringe Forskjel
mellem Secretairer og Comiteemed- lemmer. Secretairerne vælges kun
dor 4 Uger; de kunne vvistnok gjenvælges, men hvis de ikke
tilbørligt røgtr det Hverv, der er be- troet dem, kunne de vœre
visse paa, ikke at blive gjenvalgte; Comitee- valget er derimod
bindende, endeligt, og dersom en Sags foreløbige Behandling paa den
Maade spildes, kan den ikke lœngere gjøres om; da maaman i
Forsamlingen selv gjøre det Arbeide, der skulde vœre gjort i
Comiteen.
Om der end skuld gaae lidt mere Tid med for Forsamlingen ved at
Comiteevalgene foretages paa den af mig saaledes andefalede Maade,
forekommer dette mig ingenlunde at kumme vœre afgjørende, Mindst i
en Forsamling, hvor man har vedtaget en saa omhyggelig Forberedende
Behandling gjennem Afdelinger, Comiteer o.s.v., som her.
Bang: Jeg skal tillad mig at tilføie endnu
en Bemœrkning til Forsvar for den Mening, som den sidstnœvnte Taler,
saavelsom og mindst i nœvœrende Forsamling, tœnke sig Forholdene
saaledes, som om en asslutter Majoriter og Minoritet stode imod
hinanden, skjøndt derv el altid vil vœre to eller flere Fractioner i
enhver For- samling, saaledes som det ogsaa var Tilfœldet tidligere
i Stœnderne. For at nu det ene Parti ikke skulde blive overrumplet
og behersket af det andet, have Medlemmerne af begge maattet slutte
sig sammen og hverfor gig søge at faae deres Candidate rind i
Comiteerne; formelige Forhandlinger berom have vel ikke fundet Sted,
men den naturlige Maade, hvorpaa dette Forhold har ordnet sig, har
vœret den , at enkelte Mœnd ere fremtraadte som Ledere for hver
Fraction og paa en Maade have afgjorte, hvem der skulde vœlges, idet
Frac- tionens Medlemmer have sluttet sig til dem. Derved er det
skeet, efter min Erfaring i de œldre Provindsialstœnder,at Partierne
have staaet skarpt ligeoverfor hinanden, idet Valgene ikke ere
fremgaaede af Medlemmernes Overbeviisning, men have vœret overladte
til enkelte Medlemmers Ledelse. Et saadant System har efter min
Me- ning imidlertid virket høist skadeligt, og det ikke saameget paa
selve Valgene, som fornemmeligen paa Grud af den Stemning, som
der- |
|
126
179 180
ved er bleven indført i Forsamlingen. Hvad jeg saaledes
har erfaret, er for mig, indtil jeg seer, at det bliver anderledes,
en afgjørende Grund ti at stemme for Comiteens Forslag.
Overretsprocurato Jespersen: Jeg skal til
det udførlige Foredrag, der er holdt af den ærde Deputerede for
Kjøbenhavns Amts 4de District (Krieger) kun tillade mig at føie en
Bemækning. Det er den, at vi i nærværende Forsamling ikke ville have
mange Comiteevalg at forestage; der foreligger os ikke en Række af
Arbeider, i Anledning af hvilke Comiteer skulle nedsættes; der kan
følgelig ikke blive Tale om saa megen Tidsspilde ved Omvalg til
Medlemmer af Comiteerne, at man af dette Hensyn skulde see sig
nødsaget til at lade sig nøie med mindre Garanti for gode Valg, med
relativ Pluralitet.
Der foreligger os nemlig til Behandling kun enkelte særdeles
vigtige Sager, navnlig den Sag, hvorfor vi egentlig ere samlede her,
Landets Forfatningslov. Denne Sag er af en saa afgjørende Vig-
tighed, at der paa Valget af Comiteemedlemmer ikke kan anvendes
Omhyggelighed nok, og det er med særdeles Hensyn hertil, at jeg maa
anbefale Comiteens Forslag og sætte mig imod det stillede Amen-
dement, og det saameget mere, som Erfaring fra Provindstalstænderne
viser, at Tilfældeigheden ved Valget af Comiteemedlemmer ofte er
altfor Stor; det bør derfor her paa ingen Maade overlades til Til-
fældigheden, som desuden vilde være større, jo støre Forsamlingen er
og jo mindre den kjender sig selv. Jeg antager det af overordentlig
Vigtighed, at de bedste kræfter komme til at virke i Comiteerne og
navulig i Comiteen for Forfatningsudkastet, og jeg kjender ikke nogen anden bedre Maade, hvorpaa dette kan opnaaes, end ved at antage
Comiteens Forslag.
Rée: Uagtet Alt, hvad der er bleven anført
for Udskudets Forslag, hvorefter Majoriteten udelukkende vil faae
Ret til at bestemme Valgene til Comiteerne, skjønner Jeg dog ikke
rettere, end at den an- den Anskuelse, som ikke vil overlade Alt til
Majoriteten, men ogsaa vil, at Minoriteten bør aabnes Adgang til at
gjøre sine Meninger gjældende, maa ansees som den rigtigere. Man
taler her fra en vis Side saameget om Majoriteter, der i et Øjeblik
betegnes som tæt- sluttede og i et andet som adsplittede, og som
desuagtet skulde behøve en særlig Beskyttelse ligeoverfor
Minoritetens Styrke. Men naar Majoriteten splitter sig, hvorledes
kan man saa forud paaberaade sig en afgjorte Majoritet? Det er jo da
aabenbart, at der er en større Forskjellighed i Anskuelser tilstede;
og er dette Tilfældeet, da formener jeg, at det netop er ved
Concurrencen, ved den lige Leilighed for alle Anskuelser til at
udtale sig, at det skal vise sig, hvilke der have Krav paa at gjøre
sig gjældende, hvis der her skal være Tale om Skin- syge, da
forekommer det mig, at denne snarere maa være paa Mi- noritetens
Side, medens det derimod nu synes at fremgaae af flere Foredrag, at
den er tilstede paa Majoritetens.
Dun?felt: Da jeg ikke ønsker at trætte
Forsamlingen med Gjentagelser af hvad der alllerede er yttret her om
den foreliggende Paragraph, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg
med Hensyn til det af mig proponerede Forandringsforslag under Litr.
a henholder mig til det Forandringsforslag, som er stiller af den
ærede Rigsdags- mand for Odense Amts 1 ste District (Paludan-Müller)
og som er optaget af en af de kongevalgte Rigsdagsmænd. Med Hensyn
til det andet af mig stillede Amendement da skal jeg bemærke, at
dette gaaer ud paa, at den Passus i § 26, som bestemmer, at enhver
Palgseddel, der indeholder et mindre Antal Navne, end der skal
stemmes paa, er ugylding, skal falde bort. Jeg kan ikke andet end
finde, at denne Passus, hvis den bliver vedtaget, er et Indgreb i
den Frihed, som bør være Enhver forbeholdet i hans Ret til at
stemme; jeg kan begribe, at en Valg- seddel, hvorpaa der findes
flere Navne, end der skal vælges Medlem- mer, ikke kan antages,
fordi man ikke vilkaarlig kan udslette eet eller flere Navne paa en
saadan Seddel og derfor maa cassere den al- deles; men det kan dog
ikke nægtes, at der kan være de Rigsdags- mænd, som kunne finde
Vanskelighed i at stemme paa det fulde Antal, som et saadant Udvalg
skal bestaae af, idet de formedelst deres per- sonlige Stilling ikke
antage at have det tilstrækkelige Kjendskab til et større Antal
Medlemmer end netop det, som de ønske at stemme paa, og dette
forekommer mig ikke at burde være nogen Grund til at for- kaste en
saadan Stemmeseddels Indflydelse paa Valget. Følgerne
kunne efter min Mening ikke være af en saa indgribende Natur, at
der skulde være tilstrækkelig Anledning til at indføre en Bestemmelse, som jeg maa gjentage, at jeg anseer at være i Strid med den Frihed, som Enhver bør have i at afgive sin Stemme; og det er efter min
Formening øiensynligt, at man i Tilfældee af, at Udkastets Bestemmelse herom bibeholdees, let vil kunne omgaae en saadan Bestemmelse ved
i det enkelte Tilfældee at afgive sin Stemme til de Flere, som man
ikke ellers vilde have stemt paa, til saadanne Navne, som efter
Tingenes Natur aldrig ville faae nogen Pluralitet for sig i Forsam-
lingen. Jeg troer derfor, at den Bestemmelse, som denne Passus
indeholder, ikke er grundet i Retfærdighed og Billighed, og jeg vil
derfor anbefale Forsamlingen at antage mit Amendement, som gaaer ud
paa, at den skal udgaae.
Neergaard: Bar der her Spørgsmaal om
Dannelsen af Comiter I Almindelighed, da vilde jeg ganske vist
stemme for, at disses Medlemmer ligesom Secretairerne bleve valgte
ved almindelig Stemmegivning, idet jeg ikke kan tillægge det saa
stor en Betydning, at hvert enkelt Medlem af en Comitee er udgaaet
fra Forsamlingens absolute Pluralitet, at jeg derfor kunde ønske en
saa stor Tidsanven- delse som Omvalgene vil medføre. Men den
Betragtning, at der i denner Session ikke vil blive nedsat mange
Comiteer, og at der blandt disse faa er een, som skal have det
vanskelige og ansvarsfulde Hverv at behandle Udkastet til Landets
Grundlov, foranledigeer mig til denne Gang at stemme efter Comiteens
Forslag for, at Comitee-Medlem- merne vælges med absolute
Pluralitet, eftersom der ikke er stillet noget Amendement for en
Undtagelse for denne høist vigtige Sag.
Visby: Jeg skulde med hensyn til det af den
ærede Deputerede for Kjøbenhavns 5te District (Duntzfelt) stillede
Amendement tillade mig at bemærke, at det forekommer mig ubilligt,
at naar der f. Er. skulde vælges 7 Medlemmer til en Comitee, og man
kun kjender 5 eller 6, som man anseer skikkede dertil, man da skal
tvinges mod sin bedre Villie til at stemme paa en syvende tillige,
som man ingen Tro har til, og jeg kan ingenlunde see, hvilke farlige
Følger det vilde have, kun at nævne et saa stort Antal, som man er
overbeviist om er skik- ket til at tage Sæde i Comiteen.
Algreen-Ussing: Forsamlingen har allerde
asgjort, at der med Hensyn til de Valg af Comiteemedlemmer, som
foregaae i Afde- lingerne, skal sinde absolute Pluralitet Sted, og
det forekommer mig, at denne Analogi er langt mere passende end den,
man vil hente fra Valget af Secretaire, som Forsamlingen har antaget
at kunne skee ved simpel Stemmefleerhed. Det har været mig
paafaldende, at Medlemmer, som Forsamlingen Selv udvælger til
Medlemmer af Co- miteerne,skulle udgaae af Majoritetens Beslutning;
det forekommer mig klart, at det kun er paa denne Maade, at man
vinder Betryg- gelse for, at den største Sagkundskad samler sig i
Comiteerne, og at man ved den modsatte Fremgangsnaade enten giver
Valgene over i en complet Minoritets Hænder eller ogsaa aldeles
giver dem til Priis for Tilfældeigheden. Det har viist sig ved
tidligere Lei- ligheder i Stænderforsamlingerne, hvor kun simpel
Pluralitet udfor- dredes til Valget af Comiteemedlemmer, at der
undertiden er bleven valgt Medlemmer med et saa ubetydeligt Antal
Stemmer, at det har været aldeles klart, at det har været en reen
Tilfældeighed, at disse Medlemmer bleve valgte, Naar den
Fremgangsmaade følges, som Comiteen har henviist til, nemlig den,
der foreskrives i § 2, saa vil, naar der ikke ved første Valg
udkommer absolut Pluralitet for alle de Comiteemedlemmer, som skulle
vælges af Forsamlingen, et nyt frit Valg blive at forestage, og vil
da altsaa Forsamlingen i Udfaldet af det første Valg have den
fornødne Leilighed til at blive opmærksom paa de Mænd, som der synes
at være meest Stemning for. Jeg ken derfor ikke andet end
vedblivende være af den Formening, at det er i høieste Grad vigtigt,
navnlig med Hensyn til de store og for Landet betydningsfulde Sager,
som her nærmest ville komme un- der Forhandling, at Valget af
Comiteemedlemmer skeer med absolute Pluralitet ogsaa for de Valgs
Vedkommende, som foregaae her i Forsamlingen, og jeg skal kun kalde
i Erindring, hvad den Deputerede for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt
(Krieger) har udhævet, at det meget let kan stille sig saaledes, at
en compact Minoritet har Over- |
|
127
181 182
vægten i flere Afdelinger. Med Hensyn til det af den
ærde Depu- terede for Kjøbenhavns 5te Distrikt (Duntzfelt) stillede
Amendement under Nr. 3b, hvorefter han vil, at de Stemmesedler, paa
hvilke der findes et mindre Antal Stemmer, end det er bestemt,
ligefuldt skulle være gyldige, forekommer det mig klart, at der ikke
derfor kan anfø- res nogen tilstrækkelig Grund, men at tvertimod
væsentlige Grunde tale derimod. Det kan vvistnok ikke kaldes noget
Indgreb i Stemme- friheden, som han har yttret, at det enkelte
Medlem, naar det er bestemt, at der skal stemmes paa et vist Antat
Medlemmer til en Comitee, de har at stemme paa et saa stort Antal,
og det skulde være ganske besynderligt, ja det kan næsten ikke
tænkes, at et enkelt Medlem blandt 152 Mænd ikke skulde kunne finde
et saadant Antal, som han dertil anseer velskikkede, hvorimodd det
er meget mere end sandsynligt, naar han ikke stemmer paa det fulde
Antal, at dette blot skeer for, at de Enkelte, som han giver sin
Stemme, skulle faae saa- megen større Betydning. Hvis hiint
Amendement antoges, vilde det ogsaa vise sig, dersom der efter
Comiteens Forslag fordres absolut Pluralitet til Valgene af disse
Medlemmer, at de, som kun stemme paa et mindre Antal, ville kunne
bevirke en Mængde Omvalg, fordi der derved ikke vilde udkomme
absolut Pluralitet for alle Co- miteemedtemmerne, hvorimodd de
omvendt, naar der kun fordres simpel Pluralitet til disse Valg,
saameget lettere vilde kunne bevirke, at de Enkelte, som de give
deres Stemmer, vilde kunne faae forholdsviis flere Stemmer, end de
ellers vilde have faaet.
Da Ingen videre begjerede Ordet, bleve de til Udkastets § 26
stillede Amendements satte under Afstemning, hvis Udfald btev føl-
gende:
Nr. 1 (af Paludan Mütter, optaget af Sponnect): Istedetfor „til
ethvert Valg — — — fastsatte Forskrift“ foreslaaes: „Med simpel
Stemmefleerhed afgjøres ligeledes alle Forsamlingens Valg i de
almindelige Møder, undtagen de i § 2 omtalte“; blev forkastet med
114 Stemmer mod 23.
Nr. 2 (af Duntzfelt): At Ordene „eller mindre“ udgaae; blev
forkastet med 122 Stemmer mod 15.
Forsamlingen gik dernæst over til Forhandlingen over de til
Udkastets § 28 stillede Amendements.
la Cour: Jeg har tilladt mig i Forening med
tvende andre ærede Rigsdagsmænd at stille et Amendement, som gaaer
ud paa, at det sidste Punctum af § 28, som bestemmer, at Afstemning
ved Kugler skal kunne finde Sted, naar 25 Medlemmer forlange det,
skal udgaae. Jeg skal ikke videre indlade mig paa det Skadelige i en
saadan Bestemmelse, men kun anføre nogle Ord med Hensyn til de
Indvendinger, som ere blevne gjorte. Man har nemlig sagt, at i de
fleste andre constitutionelle Lande er en saadan Afstemning tilladt,
men jeg kan ikke indsee, hvad Vægt denne Grund kan have, naar man
ikke kan angive Nytten af den hemmelige Afstemning; men Skaden er
aabenbar. Det er jo ikke til Gavn for de Ængstelige og
Uselvstændige, at denne Bestemmelse skal tages, da de meget mere
derved ville bringes i Vilderede med deres egen Mening, med sig selv
og med Forsamlingen, og gjøres uskikkede til at opfylde deres Hverv;
det kan da alene være for de Tvetungede, for dem, der ikke ville
være deres Overbeviisning be- kjendt, at denne Bestemmelse skulde
tages; men det er dog en alt for stor Høflighed, man viser ved at
række dem Masken, som man dog pleier, naar man kan, at afrive dem.
Det kan endvidere siges, at denne Ret til at fordre hemmelig
Afstemning sjelden vil blive brugt; men naar den ikke vil blive
brugt, hvorfor skal Bestemmelsen da staae som en Fristelse for de
Svage og som en Fare endog for de Forvov- neste, da den i de fleste
Tilfældee har været et Skjær for dem, som have benyttet den. Det
forekommer mig, at man ikke bør have den, da den strider mod den
danske ærlige, oprigtige og ligefremme Cha- rakteer, og at vi nu, da
vi staae paa vort første Sladium i vor politiske Udvikling, bør søge
at benytte saadanne Midler, som kunne holde alle Ting aabne, og
hvorved man kan udtale sin Mening og Stemme for Enhver. Saaledes
troer jeg at kunne anbefale mit Amendement for den ærede
Forsamling.
Otterstrøm: Jeg vil tillade mig, i Anledning
af haad der er yttret, saavel ved Sagens foreløbige Behandling igaar
som Be- grundelsen af det Forandringsforslag, som er stillet til
Slutningen af
§ 28 i Udkastet til Regulativet for Forsamlingens Forretningsorden, at bemærke, at jeg skulde holde for, at det vilde give et Hul i
dette Regulativ, hvis man maatte beslutle sig til at lade denne
Bestem- melse om hemmelig Afstemning udgaae. Naar Comitten er
bleven enig om at optage den, da er det sandelig ikke, fordi man
derded vilde aabne Udvei for Nogen af Forsamlingens Medlemmer, som
ikke maatte ville være sin Stemme bekjendt, til at skjule den; men
den Betragtning, som i Comiteen har gjort sig gjældende, er, at i
Sa- ger, som ere af stor Vigtighed og som ere af den Natur, at
maaskee endeel Medlemmer i forsamlingen kunde genere sig ved at
stemme paa den almindelige Maade for det, som de helst vilde see
antaget, er det ikke alene muligt, men endogsaa rimeligt, at man ved
at be- nytte Kugleafstemningen vil kunne opnaae et andet Resultat
end det, som vilde udkomme ved en aaben Afstemning. Nu kan jeg
vvirkelig ikke indsee, hvorfor Forsamlingen af Ømfindtlighed for at
see denne Bestemmelse nedskreven i sit Forretningsregulativ skulde
ville berøve sig et Middel, som kunde blive til stor Nytte, og som
det dog er høift usandsynligt, eller som der idetmindste er ringe
Grad af Sandsynlighed for at ville blive misbrugt, da der udfordres,
at 25 Medlemmer skulle være enige om at begjere det, og da de 25
Medlemmer dog derved maae vedkjende sig, hvad jeg antager, at
Forsamlingen i Almin- delighed betragter som en Feigher, og derved
hendrage Opmærksom- heden paa sig. Jeg skulde derfor mene, at
Forsamlingen i sin vel forstaaede Interesse bør bibeholdee denne
Bestemmelse, hvilket der desuden ogsaa kan være nogen Grund til i
den Betraning, at denne af- stemningsmaade som en Undtagelse er
optaget i næsten alle constitu- tionelle Forfatninger, og at den
følgelig ikke kan væe saa forkastelig, som den ved første Øiekast
kunde synes at vare.
Schack: Forskjellen paa det af den ærede
Comitee Indstillede og det af mig foreslaaede Amendment er, som
Forsamlingen vil have bemærket, den, at naar Offentligheds-Principet
og Hemmeligheds- Principet støde sammen, da foretrækker Comiteen det
sidste, hvorimodd mit Amendement gaaer ud paa at foretrække det
første. Da nærva- rende Regulativ jo kun skal giælde for denne
Forsamling, vil Sagens Afgjørelse beroe paa, hvad der i denne
Forsamling vil være det Rig- tigste, enten den offentlige eller den
hemmelige Stemmegivnig. Jeg erkjender, at den hemmelige
Stemmegivning kan være rigtig og nød- vendig, men jeg troer ikke, at
dette vil blive Tilfældeet, uden naar Forsamlingen lider enten under
Servilisme eller Terrorisme — Ser- vilisme, naar en Deel af dens
Medlemmer ere saa svage, at de un- derkaste deres Overbeviisning en
fremmed Villie, Terrorisme, naar en deel af Forsamlingens Medlemmer
despotiserer og voldsomt hersker over de andre. Der er neppe Grund
til at vente nogen af Delene i denne Forsamling. Servilismen frygter
man ellers i Almindelighed med Hensyn til Embedsmændene; man
frygter, at de alt for meget skulle staae under Ministeriets
Indflydelse. Upaatvilelig ville ogsaa Embedmandene her give Stemme i
consevatin Retning; men det vil ikke være, fordi de ere underkastede
Ministeriet; det vil være fordi deres Tid og deres Stilling vil føre
dem til det; det vil være just af Overbeviisning. Jeg troer heller
ikke, at Forsamlingen be- høver at frygte Terrorisme. Man taler vel
i vor Forsamling om et Høire, et Venstre, ja om et yderste Venstre;
men vil man ikke holde sig til en tilfældig, engang antagen
Benævnelse, da troer jeg ikke, at disse Partier nu for Tiden
existere i Forsamlingen. Mig idet- mindste forekommer denne som et
stort Centrum, eller maaskee rettere som en stor Peripheri omkring
et fælles Centrum. Det er vel rimeligt, at i Forsamlingen
forskellige Partier ville udvikle sig; men allerede nu gjør dens
Charakteer det klart, at Terrorisme her ikke er at frygte. De
Grunde, hvorpaa den hemmelige Afstemning skal kunne støttes, ville
saaledes neppe finde Sted her; men da jeg erkjender, at den
Muligfyed dog kunde komme, at en hemmelig Afstem- ning kunde ønskes,
troer jeg, at man ikke aldeles bør berøve sig Adgang dertil. Langt
vigtigere vil for denne Forsamling den offentlige Afstem- ning
blive. Om dens Ønskelighed i og for sig kan jeg fatte mig kort. Der
er noget Hæderligt i at være sin Stemme bekjendt, ligesom det ogsaa er af Vigtighed for Vælgerne at vide, hvorlede den Valgte stemmer,
og for den Valgte, at kunne vise sine Vælgere, hvoredes han stem-
mer. Men særlig er det vigtigt efter den Valgmaade, der nu er ind-
|
|
128
183 184
ført has os. Valgcandidaten staaer frem, holder skjønne
Taler og gjør gode Løfter; men naar da Tiden kommer, at han skal
vise, at han den Gang lovede sandt og nu vil handle sandt, da er man
istand til at berøve ham Adgangen hertil. Fremdeles er Offentlighed
særlig vigtig for denne Forsamling, fordi den ikke blot er udgaaet
af Folket, men ogsaa for en Fierdedeel er kongevalgt. Det vil ikke
kunne næg- tes, at Kongevalgene have frembragt megen Misfornøielse,
og den bedste Maade, hvorpaa denne kan neddæmpes, er just, at
Forsamlin- gen træder frit frem og afstemmer offentlig. Dette vil
være til Gavn for Forsamlingen, som derded vil vinde Tillid hos
Folket; det vil være til Gavn for de . Kongevalgte selv og for
Ministrenes Parti, som har sat Rongevalget igjennem. Viser Udfaldet,
at de havde Ret, da ville de vinde en Seier; men skulde det blive
Tilfældeet, at de lide et Nederlag, skulde det vise sig, at de
Kongevalgte ikke stemme saa godt og saa frisindet, som den øvrige
Deel af Forsamlin- gen, da fortjene de dette Nederlag, og de bør
ikke unslaae sig for at lide det. Men ligesom dette er det
Væsentlige, hvorfor jeg troer, at denne Forsamling bør stemme for,
at den offentlige Afstemning skal be- seire den hemmelige, saaledes
kan jeg heller ikke undlade at henlede Forsamlingens Opmærksomhed
paa, hvad man her idelig kommer til- bage til, nemlig Tabet af Tiden
og navnlig den Tidsspilde, som den hemmelige Afstemning vil medføre.
Dette kan ikke være denne For- samling ligegyldigt, da man fast i
enhver Samling holder flere Ta- ler om hvormegen Tidsspilde den og
den Foranstaltning medtager, ja, da man endog af lutter Iver for at
spare Tid er tilbøielig til at berøve Forsamlingens meest anseete
Medlemmer Ordet, fordi de gaae for nøiagtigt ind paa Sagerne. Den
hemmelige Afstemning vil nemlig medføre, at de fleste Deputerede
ville træde frem og gjøre Regnskab for deres Stemme, før Afstemning
finder Sted; og det vil ikke blive derved, men ovenpaa denne
Erklæring om, hvorledes man vil stemme, vil følge en lang Tale, som
ikke har andet Motiv end det berømte „da jeg nu engang har reist
mig“. Jeg troer Saaledes, at der er mange Grunde til at foretrække
den offentlige Afstem- ning for sen hemmelige. Jeg indseer vel, at
man vil sige, at det kun sjeldent vil være Tilfældeet, at den
hemmelige Afstem- ning forlanges mod den offentlige; men jeg troer,
man tager Feil heri. Jeg venter vel ikke, at Terrorisme skal udvikle
sig, men jeg haaber, at der her vil udvikle sig bestemte og kraftige
Partier; men naar et saadant Parti af 25 til 30 Personer gjentagne
Gange bliver sat tilstde, er det en Erfaring i det politiske Liv, at
det bliver fjendsk mod Majoriteten, og det er da istand til ikke
blot at fordre hemmelig Afstemning, hver Gang offenlig Afstemning
fordres, men det kan fordre hemmelig Afstemning i enhver Sag. Men
gjør den det, da er Forsamlingen prostitueret; da vil Nationen blive
misfornøiet, og Forsamlingen vil være forhyaanet t Europas Øine. Man
vil maaskee svare, at Forsamlingen slet ikke skal binde sig, at den
maa være saa fri, at den har Ret til at prostituere sig. Det er
rigtigt, Forsamlin- gen bør have Ret til at prostituere sig; men den
maa ikke nedlægge denne Ret i en Sjettedeel af sine Medlemmers
Hænsyn. Dette er far- ligt. Endnu kan jeg ikke undlade at tilføie,
med Hensyn til det Tal, som jeg har foreslaaet istedetfor det af
Comiteen Indstillede, at Co- miteen vvistnok har havt en Følelse af
det Urigtige i sin Indstilling, idet den har fordret et saa stort
Antal som 25 for at hemmelig Af- ftemning skal kunne finde Sted. Men
herved har den just forfeilet Maalet. Hemmelig Afstemning, naar den
ikke skal være grundet i Partihensyn, bør kun finde Sted, naar der
er vvirkelig Fare for For- samlingen, og de Medlemmer, som forlange
den, vise da det Mod, at kaste sig imellem Forsamlingen øg Fjenden;
de ere paa en Maate Heroer i det Øjeblik. Men jeg troer ikke, at
Forsamlingen kan gjøre Regning paa 25 Heroer; det vil være
vanskeligt nok at opdrive 15. Jeg troer saaledes, at den, som er en
Ven af Friheden, af denne Forsamlings rolige Udvikling, som ogsaa
den, der ønsker, at Vælgerne og de Valgte skulle staae i det rette
Forhold til hinanden, at han maa ønske, at hemmelig Afstemning skal
vige for den offentlige. Det er hertil, mit Forslag kan reduceres:
Offentlighedens Seier over Hemmeligholdelsen.
Olesen: Det er af den sidfie ærede Taler
saavelsom af Andre tilstrækkeligt godtgjort, at den hemmelige
Afstemning er forkastelig. Den ærede Rigsdagsmand for Aarhuus Amts
2det Distrikt (Otter- strøm) har vel søgt at bevise, at den
undertiden kunde blive) nødden- dig, og at der kun er liden
Rimelighed for, at den vilde blive mis- brugt, men han har ikke
beviist, at den ikke kan bive misbrugt. Imidlertid vil jeg indrømme
den ærede Rigsdagsmand, at der kan gives Tilfældee, hvori
Hemmeligholdelse kunde blive nødvendig, men i saa Fald troer jeg,
hvad jeg igaar tillod mig at gjøre Forsamlingen opmærksom paa, at 30
giver den fornødne Adgang dertil; vil man gaae videre, saa taber man
sig i lutter Hemmelighedsfuldhed, hvilket ikke vilde være ønskeligt.
Forhandle vi her for lukkede Døre, vil vvistnok enskver Rigsdaginand
have saamegen Discretion, at han hol- der hos sig selv, hvad der
bliver forhandlet; skulde det dog være nød- vendigt at tage
yderligere Forsigtighedsregler, saa har man jo § 32, som giver den
allertilstrækkeligste Betryggelse i saa Henseende.
Gleerup: Jeg reiser mig for at tale for den
hemmelige Stem- megivning, uagtet det Meget, som mange af dem, med
hvem jeg nærmest deler Anskuelser, synes at have imod den, og jeg
finder mig opfordret dertil, fordi jeg anseer denne Bestemmelse i
det foreliggende Reglementsudkast at være meget mere end en
reglementarisk Bestem- melse; jeg anseer den for at være en
Grundsætning, en Nødvendig- hed, som ikke uden Fare savnes i nogen
lovgiende Forsamlings Re- gulativ, og skjøndt jeg ikke skal og
heller ikke kan gaae ind paa, hvor- vidt en saaden Bestemmelse knude
blive nødvendig for denne Forsam- ling — maaskee den bliver det,
maaskee ikke, det er et Spørgsmaal — taler jeg for at beholdee denne
Bestemmelse, fordi vi, hvis vi ikke vedtoge den,vilde giøre det
besværligt, maaskee umuligt for kommende Rigsdage at saae den. Jeg
taler endelig derfor, fordi jeg saavoel i denne Aften som igaar har
hørt Mænd tale derimod, hvis Ord jeg respecterer som umiddelbart
udgaaende fra Folket, og fordi dette viser mig, at der maa være
Noget i Nationens Følelse, som modsætter sig den hemmelige
Stemmegivoning, men er overbeviist om, at denne Følelse ikke er
rigtig og grunder sig paa en feilagtig Opfattelse af Sagen. En
Forsamlings Stemmegivoning er det Middel, hvorigjennem Forsamlin-
gen Villie træder frem, og nu er det dog aabenbart, at det maa være
ønskeligt, at denne fremtræder saa reen og saa sand, som mu- ligt,
som det sandeste Udryk af Forsamlingen selv; men Forsamlin- gens
Villie kommer netop istand ved de enkelte Medlemmers Stemme-
givning, og vil man, at den saaledes sremtrædende Totalvillie skal
være reen og sand, maa man ogsaa sørge for, at de enkelte Stemme-
givninger kunne være det. Dersom man gaaer til sig selv, og det, maa
man giøre, naar man vil kjende Andre, saa kan man ikke nægte, men
maa tilstaae, at ydre Forhold, Omstændigheder, Personer, me- get
maskee Sagen Uvedkommende har en betydelig Indflydelse paa en Mands
Dom, Mening og Handling, og i mange Tilfældee en langt større end
tilbørligt; det kan man godt sige, og man siger der- for ingenlunde,
at man er en Cujon og en Hyker, men kun, at man er et Menneske. I
det private Liv maa det værc Enhvers egen Sag, hvorvidt han søger at
frigjøre sig for saadanne Hensyn. Men naar den Enkeltes Stemme
bliver en offentlig Handling og saaer Indflydelse paa offentlige
Interesser, saa er det det Offentliges Pligt at træde til, at
støtte, om man vil, den menneskelige Skrøbe- lighed, og et saadant
Middel har man troet at finde i den hemmelige Stemmegivning. Det er
derfor, man seer denne Stemmemaade ind- ført, som allerede i denne
Debat bemærket, i de fleste constitutionelle Stater, baade i mindre
og større Forhold; at den ikke er indført hos os, og at den ved det
første Forslag derom har vakt en heel Deel Mis- billigelse i denne
Forsamling, det er for mig intet Beviis for, at vi enten ere
ærligere eller selvsændigere end andre Nationer, men kun et Beviis paa, at vort offentlige Liv er saa lidet udviklet, at vi ikke ret kjende os
selv deri, ei vide, hvor stærke vi deri ere, og ei heller, hvor
svage; og dog kan Enrfaringen allerede sige enhver Mand, som har
bevæget sig lidt i vort offentlige Liv, at netop den offentlige
Stemmegivning har sin Fare. Trykt eg
forlagt af Kgl. Hofbogrykker Bianco Luno. |
|
129
185 186 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 25. Niende Møde.
(Fortsat.)
Jeg kan huske den eneste Gang, jeg har været tilstede ved Valget
af Sogneforstandere, og saae, hvorledes Mand for Mand blev kaldt op
til Protocollen og gav sin Stemme høit og tydeligt, at det da strax
slog mig, at den offentlige Stemmegivning tyranniserede den frie
Villie; jeg blev overbeviist om, at den bøiede Villien, og at, hvis
Stemmegivningen havde været hemmelig, var Resultatet blevet
anderledes, var blevet sandere. Noget Lignende, veed jeg, er blevet
bemærket ved vore Stændervalg og ved vort sidste Rigsdagsvalg, og
jeg troer saaledes, og har hørt det udtalt af Mange, at igjennem en
hemmelig Stemmegivning vilde hver enkelt Persons Stemme være bleven
givet med meer individuel Frihed, og altsaa med større Sand- hed.
Netop paa Grund af disse almindelige Anskuelser troer jeg ikke, at
nogen lovgivende Forsamling og heller ikke denne, hvor stor og
ophøiet dens Charakter kan være og er, kan savne den hemmelige
Stemmegivning, ikke som Regel, men som Undtagelse, som et sidste
Middel, som en Støtte for, hvad jeg før har sagt: den menneskelige
Svaghed; thi den er allesteds, den er ogsaa her. Der er anført, at
Kugleafstemningen var et Brud paa Offentligheden, og at Offentlig-
heden var en saadan Forsamlings Livsprincip; Ingen skal være vil-
ligere end jeg til at indrømme Offentligheden sin Berettigelse, men
man maa ikke urgere det saaledes, at man istedetfor at gjøre Offent-
ligheden til det veiledene, det opmandende, det understøttende, det
belærende Element, fører den ind i denne Sal som en Hersker, thi her
skal kun Sandheden herske og slet Intet Andet; Offentligheden kan
bidrage dertil. Ikke skal man, før man giver sin Stemme, tænke paa:
hvad ville dine Vælgere, hvad vil Galleriet, hvad vil Pressen sige?
saaledes, at man deraf lader sig beherske; man skal bagefter høre,
hvad de sige, og da lade sig belære, revse, opdrage deraf; men ingen
Tyran skal her være i denne Sal, end ikke den offentlige Me- ning,
thi da ligger Friheden under. Man har desuden sagt, at den hemmelige
Stemmegivning havde noget for den danske Ærlighed Op- rørende, at
den var et Skalkeskkjul for den Feige og for Hykleren; jeg vil
paastaae, at netop det Samme kan man sige om den offentlige; Cujonen
kan ligesaagodt skjule sig derunder, som under den hemme- lige;
Hykleren, han veed ligesaa godt ved at „reise sig“ eller „blive
siddende“ at dølge sin sande Mening, som ved den tause Kugle; jeg
siger derfor, at den offentlige Stemmegivning ligesaa ofte maaskee,
og ligesaa godt er et Skalkeskjul, som den hemmelige. Man har
fremdeles sagt, at den hemmelige Stemmegivning var en Støtte kun for
de Svage i Aanden, — om nu saa var, hvad Skade var det. Man kan godt
troe om sig selv, at man er een af de „Stærke“, men man skal og tage
Hensyn til de Svage; man skal huske paa, at man kan føle sig stærk i
dette Øjeblik, men veed ikke, om man er „stærk“ i det næste.
Ingenlunde er det nu min Mening at ville opstille den hemmelige
Stemmegivning som Regel, men jeg vil have den opstillet som et
sidste Middel, som Noget, hvorved den Enkeltes Stemmegivning kan i
overordentlige Tilfældee blive saa fri, som muligt. Det er ingen
uvigtig Ting, af Erfaringen at lade sig belære i disse Spørgsmaal,
hvori vi ere saa nye, og vi skulle derfor ikke lade haant om, at
Kugleafstemningen er indført saa godt som i alle constitutionelle
Stater; vi skulle ikke sige: ja, fordi den er indført i Frankrig
eller hist og her, det kommer ikke os Danske ved; jo det gjør, naar
der ligger noget Sandt deri, thi Sandheden er kun een, enten den saa
bliver udtalt paa Fransk eller Engelsk. Ogsaa
Historien taler her til os. Jeg tænker i dette Øjeblik paa de store Januardage for næsten to Menneskealdre siden, da Conventet i Paris var samlet for at tage Beslutning om Ludvig den Sertendes Liv eller Død. Beslutningen blev tagen igjennem offentlig Stemmegiv- ning,
og der see vi Girondisterne, disse store Mænd, disse op- høiede
Sjæle stemme mod deres Overbeviisning, mod deres Samvit- tighed, see
dem under den offentlige Stemmegivning at skjule deres dybeste
Tanker. See her den offentlige Stemmegivnings Misbrug og Farer! See
den her som et Skjul for Meningerne, see her, hvor den tyranniserer
disse stærke Ander, disse udødelige Mænd, som dog kort efter med
deres Blod beseglede deres Tro! Derfor, lader os opfatte Sagen
rigtig og ikke blive bange for Navnet. her er ikke Tale om at gjøre
den hemmelige Stemmegiv- ning til Regel; den skal være en Undtagelse
og vil blive en sjelden; men den skal være der, opbevaret som en
Mulighed for store, for vigtige, for ansvarsfulde Øjeblikke, for
saadanne, i hvilke Forsam- lingen maa kunne trække sig tilbage i sig
selv, maa kunne frigjøre sig for alle ydre Hensyn og hæve sig op
over al Roes og Dadel.
Balthazar Christensen: Jeg havde ogsaa
begjert Ordet, men skal aldeles slutte mig til, hvad min ærede Nabo
har udtalt paa en Maade, som jeg forgjæves skulde forsøge. Jeg skal
kun bemærke, at jeg troer, at ret Mange af dem, som her ivre imod
den hemmelige Stemmegivning, gjøre det af Grunde, hvorved de ganske
væsentligen miskjende Naturen af saadanne Forsamlinger som denne, og
Ind- flydelsen af en Tid som den, hvori vi leve. De Fleste af dem,
troer jeg, ville indrømme, at den hemmelige Stemmegivning er paa sit
rette Sted, hvor Forhandlingerne ere store, overordentlige og
prøvende, som de til Exempel, min ærede Nabo omtalte; men, mene de,
vor Stænderhistorie viser, at den kan give Anledning til smaalig
Misbrug og som Exempel herpaa kanman anføre, at i Tilfældee af, at
Landbo- Interesserne kom paa Tale, vilde Modstanderne af radicale
Refor- mer muligt i disse kunne tye til hemmelig Afstemning for
derved at qvæle en Stemmegivning, som maatte forlanges ved
Navneopraab eller, for at tage et andet Tilfældee, at i store
Principspørgsmaal, som vilde fremkomme ved Constitutionsforslagets
Behandling, at ved disse Ovæstioners Afgjørelse, hvor man i Sagens,
i Forsamlingens Interesse kunde ville fordre den meest offentlige
Stemmegivning, den ved Navneopraab, at der kunde Kongevalgenes
Forsvarere ville be- nytte den hemmlige Afstemning til at qvæle
dette Forlangende om Navneopraab. Jeg maa tilstaae, at jeg har været
fuldkommen util- gjængelig for disse Hensyn; jeg maa tilstaae, jeg
anseer dem i denne Sal og i vor Tid for umulige, og ligesom jeg, som
Medlem af den Comitee, der har udarbeidet Udkastet til
Forretningsregulativet, ikke, saavidt jeg mindes, i noget Tilfældee
har følt mig opfordret til at være væsentlig uenig med mine
Collegaer, saaledes har jeg og i det her gjældende Punkt ærligt og
uden Betænkning været enig med dem, og det havde ikke engang faldet
mig ind at forlange et saa stort An- tal som 25 som Betingelse for,
at denne Stemmegivning skulde til- lades. Jeg har troet at maatte
tillade mig disse Yttringer, da Sa- gen selv og den Modstand, den
møder hos saa Mange afdem, der i Anskuelse staae mig nærmest,
forekommer mig uafviseligt at opfordre mig dertil.
Redacteur Hansen: Jeg skulde ikke have taget
Ordet angaaende dette Spørgsmaal, hvis ikke mine Naboer havde yttret
sig over og bestredet det Amendement, ifølge hvilket sidste Passus
af § 28 skulde udgaae. Jeg skal ikke opholder mig ved at motivere
det vidtløftigt, da der allerede er anført saamange Grunde af
adskillige Talere igaar |
|
130
187 188
og idag for det Skadelige i den hemmelige Afstemning.
Naar en Deputeret for et af Holbeks Amts Districter har meent, at
han kun vilde holde paa Udkastet, fordi det i overordentlige
Tilfældee, og, som der blev sagt, i store Øjeblikke kunde være
nødvendigt, at man skred til hemmelig Afstemning, skal jeg mene, at
forsaavidt saadanne over- ordentlige Øjeblikke skulle udkræve denne
Afstemningsmaade, haves i denne Henseende i nærværende Forsamlings
Regulativ et tilstrækkeligt Middel i § 32. Naar den Deputerede for
Aarhuus Amts 2det Di- strikt (Otterstrøm) først har anført som Grund
for at beholdee hem- melig Afstemning, at der ellers vilde blive et
Hul i Forretnings- regulativet, saa skal jeg ikke nærmere gaae ind
paa, hvorvidt der derved kan siges at opstaae et Hul, men jeg skal
kun sige, at hvis der blev et Hul paa Grund af Udelukkelsen af den
hemmelige Af- stemning, vilde jeg ansee det for et meget ærefuldt
Hul, et hæderligt Hul. Naar han dernæst har anført som sin anden
Grund, at det kan forudsættes, at der ved den hemmelige Afstemning
vil ud- komme et andet Resultat end ved offentlig Afstemning, saa
staaer dette ikke for mig som et Forsvar for den hemmelige
Afstemning, men som en Modgrund, som en Grund for ikke at gaae ind
paa denne hemmelige Afstemning. Dette er Alt, hvad jeg har at
sige.
Hage:Jeg skal blot, i Anledning af nogle
Yttringer af en af de foregaaende Talere, tillade mig den
Bemærkning, at naar han mener, at § 32 i overordentlige Tilfældee
skal kunne benyttes for at anvende den hemmelige Afstemning med
Kugler, da er dette vvistnok en Misforstaaelse af denne Paragraph,
thi det har ved denne Para- graph neppe været paatænkt, at der
skulde kunne gjøres en Forandring i Afstemningsmaaden; man har
vvistnok kun tænkt paa, at det kunde blive ønskeligt i enkelte
Tilfældee at afvige fra den sædvanligt gjæl- dende Form, for at en
hurtigere Behandling af Sagerne kunde sinde Sted. Med Hensyn til det
Spørgsmaal, som her er bragt paa Bane, skal jeg tillade mig med saa
Ord at forklare, hvorfor jeg finder mig opfordret til at afgive min
Stemme imod Kugleafstemning, og det i alle Tilfældee. Jeg erkjender
vel, at der kan være Tilfældee, hvori den kunde tænkes at være af
Nytte; men jeg maa dog bemærke, at naar man fornemmelig har sigtet
til organiserede Partier, hvor den Enkelte ikke længere skulde være
fri, og derfor ikke ved en aaben Afstemning frit afgive sin Stemme,
da kan jeg ikke antage, at Kugleafstemning i dette Tilfældee vil
føre til noget bedre Resultat, og dersom man skulde være nødt til at
bruge Kugleafstemning i alle de Tilfældee, hvor man maatte ønske at
frigjøre dem, der lide under Afhængighed af Andre, for denne
Afhængighed, da vilde man vvistnok ogsaa altfor ofte blive nødt til
at tye til denne Afstemningsmaade. Men, som sagt, jeg troer ikke, at
der herved vilde opnaaes Noget for disse mindre selvstændige
Medlemmer, da de kunne være visse paa, at de senere vilde blive
udspurgte og, hvorledes de havde afgivet deres Stemmer, og krævede
til Regnskab herfor, og de havde da kun Val- get imellem at stemme
uselvstændigt eller at tale Usandhed ved at fra- gaae, hvorledes de
have stemt. Et andet Tilfældee, hvori Kugle- afstemning kunde være
nyttig, vilde være det, hvor der skal af- gjøres en stor og vigtig
Sag, og hvor de Enkelte, ved at stille sig uden for den almindelige
Mening, eller paa Grund af deres Stil- ling til Overordnede, kunne
paadrage sig Ulemer for Fremtiden. Jeg erkjender, at et saadant
Tilfældee vil kunne møde, og at man kunde ønske et Værn derimod, men
jeg troer, at man bør lægge nogen og ikke ringe Vægt paa den
Betydning, som en lovgivende Forsamling ved sine Handlinger har paa
Folkelivet. Det er ikke blot vigtigt, at den gode Lov gives, at det
ønskelige Resultat op- naaes, men det er vigtigt, hvorledes den
gives, hvorledes det op- naaes, hvorledes Aanden i Forsamlingen har
været. En saadan vil maaskee virke nok saa meget ved sit Exempel,
som ved sine Beslut- ningers Charakteer. Man lægge derfor ikke ene
Vægten paa Resul- tatet, men paa den Virksomhed, der kaldte det
tillive. Det er nys udhævet af en æret Taler, idet han tænkte
tilbage paa den franske Revolution, paa dette store Drama, da der
stemtes om Ludvig den Sertendes Liv eller Død, at Girondisterne,
disse store og mægtige Charakterer, stemte for Kongens Død. Jeg
erindrer i dette Øjeblik ikke klart, hvorledes det gik til ved denne
Leilighed, men hvis jeg ikke feiler, blev der brugt
Kugleafstemning.
Flere Stemmer: Nei — Navneopraab!
Hage: Jeg har taget feil; men jeg kan dog
fremstille det Billede, som stod for mig, det var Vergniaud, som jeg
erindrede, traadte op for at stemme offentligt for Kongens Dod —
Vergniaud, som Dagen iforveien, med sin glimrende Veltalenhed, havde
udtalt sig imod Ludvig den Sertendes Død. Var det nu ei bedre, at
han aabent maatte udtale sin forandrede Overbeviisning om hvad
der burde giøres, end om Urnen havde kastet et Slør over hans
Stemme?
En Stemme: Han handlede imod sin
Overbeviisning.
Hage: Det kan Ingen bedømme.
En Stemme: Det er historisk.
Hage: En Forsamlings aabne Fremtræden i de
store Øjeblikke maa altid udøve en mægtig Indflydelse paa
Folkelivet, hvad enten Folket maa beundre eller fordømme. Der er en
anden Betragtning, som ikke bør oversees. Naar de Mænd, som Folket
har valgt til at repæsentere sig, i alvorlige Øjeblikke, hvor det
gjælder ikke at svigte Folket, ikke ville være deres Stemme
bekjendt, da kan Folket ikke blot fristes til at tvivle om, at de i
saadanne Tilfældee vvirkelig kun tage Hensyn til hvad der er Folkets
sande Interesser, men der bliver ogsaa en skjærende Modsigelse deri
til Valgloven, der vvistnok med velberaad Hu bestemmer, at
Valghandlingen skal være offentlig, at Vælgerne aabent skulle afgive
deres Stemmer, uagtet de ofte ville være langt afhængigere end de,
der, stillede langt høiere, stemme i en Rigsforsamling. Jeg veed
vel, at der er dem, som mene, at Stemmegivning ved Valghandling bør
være hemmelig; jeg veed ogsaa, at i det Land, hvor den anvendes, og
hvorfra den er overført til os, findes mange Modstandere af den
offentlige Afstemning; men jeg veed ogsaa, at en stor Majoritet i
det engelske Parlament hidtil har udtalt sig for at bebeholdee
Offentligheden, ikke blot fordi den bedre passer til den aabne
engelske Charakteer, som jeg haaber, at ogsaa det danske Folk kan
rose sig af, men fordi det ikke er muligt at værne imod de Misbrug,
man paapeger, fordi de Enkelte dog vanskeligt kunne skjule eller
fraggae, hvorledes de have stemt, saa at Afhængig- heden vil
vedblive, og Fordelene ved Offentligheden tabes, uden at dens
Mangler afhijælpes. Lader os derfor følge det Exempel, Valg- loven
giver os, lader os ikke bane Veien til en hemmelig Afstemning ved
Rigsdagsvalgene ved at indføre den, om end ku i sjeldne Til- fælde,
i denne Forsamling.
Rée: Den ærede Deputerede for Holbeks Amts
3die District (Gleerup) har i et fortræffeligt Forederag udviklet
Forsvarsgrunden for den hemmelige Afstemning, men han har ikke
derved i nogen Maade rokket min Overbeviisning. Jeg seer ved
nærværende Spørgs- maal nemlig ikke saa meget hen paa dets Udvikling
i Praris, som derpaa, at vi ikke ved at grundlægge Forfatningsværket
bør ned- lægge Noget, der staaer i Strid med Livsprincipet for hele
den con- stitutionelle Statstilærelse. Jeg vil indrømme, at der
vvistnok finder en Usikkerhed Sted ved al Stemmegivning, men den
største Sikkerhed, som man tilnærmelsesviis kan skaffe, og den
største Garanti for denne maa dog være den som skabes, naar Folket
kan føre den fuldstændigste Controlmed de Mænd, som de have sendt
herhen, ikke blot for at tale, men fornemmelig for ved deres Stemmer
at fastsætte Forsamlin- gens Beslutninger. Lader os fremfor Alt
mindes, at det Værk, som her skal begrundes, naar det skal staae
varigt, maa have sin Rod i Fol- kets Tillid; men lader os da ikke
glemm, at der endnu er Mange, som endnu tilraabe os: hvad hjælper en
constitutionel Forfatning, hvad hjælper Eders Papirsforfatninger,
naar man dog ikke ved disse kan skaffe Folket nogen Garanti for, at
de, som det ønskker til sine Talsmænd, komme til at repræsentere
det, thi det lader sig ijo dog ikke nægte, at hver Valghandling har
noget Usikkert hos sig, og hvad anden Beskyttelse haves saa herimod,
end at Folket lærer sine Depu- terede i Eet og Alt at kjende, at det
kan vogte og veie deres Gjer- ninger, for derefter at dømme dem.
Aben Tale og aaben Handling til at besegle Ordet er det ene, der
sømmer sig for et constitutionelt fritfølende Folk og for dettes
Afsendinge, og jeg vil appellere til En- hvers Følelse, uden Hensyn
til hans politiske Tro, jeg vil spørge baade dem paa den Side af
Salen, til hvilke jeg nærmest regner mig, og dem, jeg troer at staae
ligeoverfor, om det |
|
131
189 190
kan stenme med folkelig Folelse „ om det kan stemme med
det rid- derlige Æresbegrb, naar man afæskes sin Mening af Folket
for at udtale den I Folkets Navn, da at lege Stjul, hvor man først
og fremmeft er forpligtet til at tale. Jeg gjentager det: Folkets
Tillid er den Grundpille, havorpaa en fri Forfatning fornemmelig maa
hvile, Lade vi først en enkelt Orm gnave sig ind i Pillen, bliver
den snart saa ormstukken og huul, at den Bygning, den skal bære, om
den er nok saa kunstmæssig opført, dog tilsidst maa falede.
Ole Kirk: Da nærværende Udkast, saavidt jeg
har forstaaet, kun skal giælde for deune Forsamling, forekommer det
mig ikke, at man behøver i nogen Maade at tage Hensyn til hvad der
er passeret i gamle Dage; men jeg troer, at man nærmest bør betragte
Sagen som den foreligger os. Bi have Alle, da vi fremstillede os for
vore Bæl- gere i Districterne, tilsagy Vælgerne Eet og Andet, som vi
vilde holde paa, og som vi efter vor Overbeviisning troede at vare i
Landets og deres Interesse. Hvorledes skulde vi nu kunne forsvare,
her ftrat at antage hemmelig Afstemning, hvorledes skulde vi kunne
godtgiøre, at ikke ærgierrige Hensigter ledede os, da vi frestillede
os for at væl- ges? Man kunde let finde en Støtte for en saadan
Tanke, dersom vi antoge hiin Afstemningsmaade, og Vælgerne kunde let
ledes til at troe, at vi ikke talte detes Sag, og der kunde vækkes
Mistillis imod os, om ikke hos Alle, saa dog hos Mange. Jeg maa
derfor stemme faavel imod Udkastets Bestemmelse, som imod det andet
dertil stillede Forslag. Jeg mener, at naar man tør tale, hvad man
anseer pas- sende, i Overværelse af hele denne Forsamling og de
øvrige Tilhørere, da kan man ogsaa stemme ligesaa Overbeviisning, at
man ikke bør holde paa Kugleafstemningen.
Fløe:Uagtet de glimrende Foredrag, jeg har
hørt til Forsvar for hemmelig Afstemning, er jeg dog ikke bleven
overbeviist om sam- mes Uforkastelighed. Jeg veed, at en saadan
Afstemning har en al- mindelig Uvillie imod sig i Folket, og jeg
anseer det derfor for en bydebde Pligt for min egen Skyld, frit at
bekjende, at jeg agter at stemme imod en saadan hemmelig
Afstemningsmaade. For at imid- lertid Forsamlingen ikke, under
fjeldene og faretruende Omstændigheder, skulde være afskaaren Rrt
til at benytte denne Afstemningsmaade, trier jeg at burde henholde
mig til det af den ærede Rigsdagsmand for præstø Amts 3die Distriket
(Schact) stillede Forandringsforslag.
Schroll:Det er ofte og med Grund anført, at
Folkets Op- mærksomhed er henvendt paa hvad der skeer i denne
Forsamling, og at Folkets Tillid derfor er dobbelt nødvendig; men
naar vi indføre Kugleafstemning, hvorledes skal da Folket være
istand til at bedømme Nigsdagsmændenes Færd. Man vilde jo derved
giøre det vanskeligt, ja saagodtsom umuligt for Folket ved de
kommende Valg at udelukke dem der ikke fympathisere med det. Der
tuned vel indvendes, at Kugleafstemning undertiden kan være til
Betryggelse for Minoriteten; men da jeg antager, at man er nedst
tjent med en aaben og ærlig Politik, troer jeg at burde stemme imod
al hemmelig Stemmegivning. De Rigsdagsmænd, som ikke have
Selvstændigyed og borgerligt Mod til at være deres Mening bekjendt,
have ikke deres rette Plads i Rigsdagssalen.
Ploug: Jeg maa tillade mig den Bemærkning,
at der ikke fore- kommer mig at være det bedste Sammenhæng mellem
det harniskklædte Foredrag, som den ærede Rigsdagsmand fra Præstø
(Schack) idag har holdt. og det Amendement, han har stillet.
Eftersom han er en Fjende af Kugleafstemningen, synes han hekkere at
burde have holdt sig til, hvad Comiteen har foreslaaet i sit Udkast,
hvor Kugleafstem- ningen er stillet som det yderste Middel og kun
kan benyttes, naar det af 25 Medlemmer forlanges, medens
Stemmegivning ved Navne- opraab kan forlanges af 15, end, som han
ved sit Amendement har foreslaaet, at der kun skulde behøves 15
Medlemmers Forlangende, for at Kugleaggtemning skulde kunne finde
Sted. Naar nemlig, forsaavidt Navneopraab ei forlanges, ogsaa 15
Medkemmers Forlangede om Kugleafstemning skal være at tage til
Følge, saa forekommer det mig, at hans Amendement gaaer mere ind paa
det af ham bekæmpede Hemmelighedsprincip, end Comiteens Udkast.
Endnu skal jeg tillade mig den Bemærkning, at naar der er bleven
talt om Terrorisme i denne Sal, da gives der ogsaa en anden
Terrorosme udenfor Salen,
som man paa en mere indirecte Maade hetydede til, ved stærkt at
advare de kongevalgte Medlemmer med Hensyn til, hvad de her stemme
for. Forøvrigt er Kugleafstemningen mig imod, of jeg agter at stemme
mod den.
Bang: Jeg skal blot giøre en Bemærkning.
Naar jeg agter at stemme med Comiteen, da skeer dette alene af det
Hensyn, der iøvrigt tilstrækkeligt er fremhævet, at der kan komme
Forhold og Sa- ger, som i Forening kunne giøre Kugleafstemningen
vvirkelig gavnlig. Jeg tror det i Sandhed ingenlunde umuligt, at en
Sag af den Be- fkaffenhed tilsidst kunde blive denne Forsamling
forelagt, og jeg vilde da ansee det meget uheldigt, naar en saadan
Sag af allerstørste Vig- tighed kunde vinde ved dens Afgjørelse ved
den hemmelige Afstmming, at denned a skulde være umuliggjort. Jeg
skal endnu blot hertil føie, at al den Frygt, der næres for, at man
for at skjule sin Mening skulde tye til Kugleafstemningen, og at
denne Afstemningsmaade hyp- pigen vilde finde Sted, er ugrundet; thi
det er moralsk umuligt, at en saadan Frygt, en saadan Feighed kunde
giøre sig siældende, og dertil kommer, et den Betingelse, at 25
Medlemmer skulle fremsætte Paastand om en saadan Afstemning, tillige
vil gjøre det næsten ligt med en physisk Umulighed, at en saadan
Saadan Fordring hyppigt vil blive fremsat.
Frølund: Det Væsentligste, som man har
anført til Forsvar for at beholdee Afstemningen ved Kugler er Paa
den ene Side den menneskelige Skrøbelighed, som man har. sagt
trænger til en Støtte; jeg indrømmer, at dette kan gjerne kan være.
Paa den anden Side har man til Forsvar derfor anført, at det er
ganske vist, at Offent- ligheden ogsaa kan bidrage til at skaffe
falske Meninger frem her i Salen; det er vel muligt. Jeg kan
imidlertid ikke føle mig overbe- viist af disse Grunde og jeg
vedkjender mig den Mening, at jeg agter at stemme imod Afstemningen
ved Kugler, fordi jeg haaber, og jeg finder en Glæde ved at større
mig ved dette haab, at Styrken her i salen er større end løber ved
at give hemmelig Afstemning Indpas, er større end den, man løber ved
offentlig Stemmegivning.
Procurator F. Jespersen: Til hvad den ærede
forrige Taler yttrede, skal jeg tillade mig at Forsamlingen vel maa
betænke, hvad Indtryk det vil gjøre paa Folket, dersom den begyndte
sin Virksomhed med at votere for hemmelig Afstemning. Det er ikke
ube- kjendt, at denne er Folket saare meget imod. Jeg mindes
levende, hvorledes det Budskab modtoges, at der i den jydske
Forsamling havde fundet Kugleafstemning Sted, da der var Spørgsmaal
om Forhand- lingernes Offentlighed, og at den Deputeredes Navn, der
havde for- langt Kugleafstemningen, gik som en Løbeild igjnnem
Landet, og jeg kan forsikkre, ikke til hans Ære. Naar det er yttret,
at den skulde tjene til Hjelp for de Skrøbelige, saa anseer jeg ikke
dette at være den rette Fremgangsmaade for at ftyrke dem; de bør
tvertimod brin- ges til at prøve deres Kræfter, prøve hvad de
formaae, hvilket ofte er Mere, end de selv have tænkt. Naar det
fremdeles er yttret, at ved Kugleafstemningen et andet Resultat
kunde komme frem end ved den offentlige Afstemning, da forekommer
dette mig netop at være en væ- sentlig Indvending imod hiin
Stemmegivningsmaade. Det Medlem. som ikke tør være sin Mening
bekjendt, bør ikke gives Leilighed til at skjule den.
F. Johannsen: Heller ikke jeg agter at
stemme for hemmelig Afstemning, og jeg tillader mig derfor at slutte
mig til den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 4de Distrikt (la
Cour) og det Amendement, som han har stillet.
Bagger: Det er unægteligt, at der gives
menneskelig Skrø- belighed, men derfor troer jeg dog ikke at burde
anbefale den hem- melige Kugleafstemning, thi Skrøbelighed, grundet
paa Frygt, bør bekæmpes. Vi ere komne her for aabebt at udtale vore
Anskuelser, at erklære os imod Alt, hvad der strider derimod; derfor
paaligger der os en moralsk Forpligtelse til at tale og handle
saaledes i denne Rigsforsamling, at vor Færd kan ligge aaben for
hele Verden, og at de, som have kaldet os til den Plads i same, vi
indtage, kunne komme til Erkjendelse af, at de ikke ere blevne
skuffede. Om vi og- saa ved Udtalelse af vore Anskuelser kunne
paadrage os Had og For- |
|
132
191 192
følgelse, saa troer jeg dog, at vi ikke bør lade os lede
af Menneske- frygt, men have det store Maal for Øie, for hvis Skyld
vi her ere forsamlede. Jeg skal derfor ogsaa frimodig udtale, at det
er min Anskuelse, og at jeg agter at tiltræde det af den Deputerede
for Ran- ders Amts 4de Distrikt (la Cour) stillede Amendement.
Ræder: Efter Alt hvad der er yttret i denne
Sag anseer jeg det for en total Umulighed at tilveiebringe 25
Medlemmer, som skulle forlange Kugleafstemning, og jeg finder heri,
tvertimod hvad der er bleven anført, en Grund til at antage, at
Comiteen selv ikke er stemt for Sagen. Offentlighed er vor samde
Støtte og ogsaa vor Trøst, og det er min fuldkomne Formening, at vi,
ligeoverfor vore Væl- gere skylde dem samme. Al hemmelig Afstemning
er imod Folkets Ønske og Hensigt.
Dahlerup: Det er, om jeg ikke erindrer feil,
af een af de foregaaends ærede Talere bemærket som et af de
Momenter, der talte mod Kugleafstemningen, at den vilde medføre stor
Vidtløftighed, idet en stor Mængde Talere, naar der skulde stemmes
med Kugler, vilde ansee det for nødvendigt inden Stemmegivningen at
udtale deres An- skuelse, for at deres Vælgere ikke skulde være
uvidende om, hvad de havde stemt for. At denne Grund ikke er
uvæsentlig, synes jeg den nu førte Debat alt har viist Uden derfor
at udtale mig vidtløfti- gere, skal jeg tillade mig at bemærke, at
ogsaa jeg agter at stemme mod Kugleafstemning.
Tvede: Efter Alt hvad der er sagt i denne
Sag, maa det an- sees omtrent umuligt, at hemmelig Stemmegivning vil
blive foreslaaet eller sat igjennem; men netop paa Grund af den
store Usandsynlig- hed for, at 25 Medlemmer ville træde op og
forlange Kugleafstemning, antager jeg, at man ikke bør afskjære sig
dette Middel, som man i yderste Tilfældee kunde ønske at gride til
Saavist som det er Feig- hed at yttre sig paa en anden Maade, end
hvad der er Eens sande Mening, saavist vilde det være Feighed, naar
jeg ikke stod op og erklærede mig for, at Kugleafstemning
bideholdes, hvor den gjøres fornøden.
Høier: Jeg anseer det ikke for saa afgjorte,
at Kugleafstemning ikke vil finde Sted, fordi der udkræves, at 25
Medlemmer skulle for- lange denne Afstemningsmaade, for at den skal
kunne anvendes. Der er ikke Saamange, der have talt imod den, at der
jo nok kunde blive Saamange tilbage, at de let kunde forlange denne
Afstemningsmaade bragt til Anvendelse. Chr. Larsen yttrede sig
ligeledes imod hemmelig Afstemning.
Mundt: Jeg skal blot tillade mig at bemærke,
at jeg agter at stemme for Comiteens Forslag, og at jeg henholder
mig til hvad der er sagt af Rigsdagsmanden for Holdeks Amts 3die
Distrikt (Gleerup).
Schiern: Da Forhandlingen om Forsamlingens
Forretnings- orden har fremkaldt flere lignende Smaabemærkninger,
behøver jeg ei heller at nægte mig den Bemærkning, at jeg finder mig
foranle- diget til at saae offentligen udtalt, at jeg slutter mig
til Fjenderne af hemmelig Votering i denne Rigsforsamling.
Formanden: Jeg maa dog bemærke, at det ikke
er fornø- dent, at ethvert Medlem udtaler sig om, hvorledes han
agter at stemme.
Algreen-Ussing: Der er nu talt saameget for
og imod Kugleafstemningen, at jeg maa ansee det overflødigt at yttre
mig ud- førligere om dette Spørgsmaal. Det er kun ganske saa
Bemærk- ninger, jeg skal føie til det sunde og klare Foredrag, som i
denne Sal er holdt af den ærede Rigsdagsmand for Holbeks Amts
3die Distrikt (Gleerup). For offentlig Stemmegivning tale de
samme Grunde, som overhovedet kunne anføres for Offentlighed i alle
offent- lige Anliggender; thi vvirkelig synes ingen Fordring
naturligere, end den, at enhver redelig Mand bør kunne være sin
Mening i offentlige Anliggender bekjendt og have Mod til at udtale
denne, hvor Pligten byder ham at afgive sin Stemme, og at Folket maa
have Ret til at erfare, hvorledes de Mænd, hvem de have givet deres
Stemme, votere om de maaskee vigtigste Spørgsmaal. Imidlertid har
Erfa- ringen næsten paa alle Steder viist Nødvendigheden af, at der
aabnes Medlemmerne af lovgivende Forsamlinger Adgang til, i
vigtige Tilælde at votere saaledes, at deres Votum ikke bliver
bekjendt,
og dette er netop, for at Stemmegivningen kan blive at fuldkom men paalideligt Resultat af de Voterendes Overbeviisning, at enhver Ind- virkning baade fra Oven og fra Reden kan holdes borte, og at ret-
tænkende Mænd kunne sikkres for de ufortjente Følger af deres Hand-
linger, som de ellers i bevægede Tidspunkter og under Partiernes
Kamp kunne være udsatte for. Det er saaledes i Sagens Inte- resse,
og for at Stemmegivningen kan skee med den fuldstændigste Fri- hed,
at denne Afstemningsmaade er indført i de fleste constitutionelle
Landes Forsamlinger. Det tør ved denne Leilighed heller ikke lades
ude af Erindringen, at naar Valg foregaae i deslige Forsamlinger til
Embedsmænd eller til Medlemmer i Comiteerne, foregaaer Afstemnin-
gen altid hemmelig, hvorfor det ikke skjønnes rettere, end at de Mænd, der tale for fuldstændig Offentlighed, ogsaa maae foreslaae en
Foran- dring heri, da disse Valg ere af største Vigtighed. Hvad der
anføres til Fordeel for Offentlighed i Stemmegivning i
repræsentative For- samlinger maatte da gjennemføres i alle andre
offentlige Institutioner; men i de Lande, hvor f. Ex.
Jury-Institutionen er indført, er det dog altid anseet nødvendigt,
at Nævningerne votere inden lukte Døre. Af disse og flere Grunde har
Comiteen, uagtet, som alt tidligere bemærket, Ingen af dens
Medlemmer for deres Person ynde den Voteringsmaade, dog eenstemmig
været af den Formening, at den ikke burde afskaffes. Endnu skal jeg
blot tilføie, at i de Forslag, som Forsamlingens Formand overgav
Comiteen som Materiale under Be- handlingen af nærværende Sag, var
det ogsaa af denne Hædersmand. foreslaaet, at hemmelig Afstemning
maatte kunne finde Sted, og det endog efter ikkun 15 Medlemmers
Begjering, hvorimodd Comiteen har meent at burde forhøie dette Antal
til 25.
Ved den derefter foretagne Afstemning over de til § 8 stillede
Forandringsforslag blev Resultatet, at:
1. Det af la Cour, Frølund og Rée stillde Forslag: At
Paragraphens sidste Deel udgaaer; forkastedes med 73 Stemmer mod 63,
og at
2. Schacks Forslag: at efter Ordene: „saa stemmes efter
Navneopraab“ bortfalder det Øvrige af Paragraphen og i dets Sted
sættes: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse
forlange særegen Afstem- ning, enten ved Kugler eller ved
Navne-Opraad. Forlanges begge de særegne Afstemnings-Maader, da
skeer Afstemning ved Navne- Opraab“; forkastedes med 90
Stemmer mod 46.
Algreen-Ussing: Til § 32 er ikke det
Amendement bleven stillet, som blev bebudet under den foreløbige
Forhandling. Jeg troer imidlertid at burde gjøre en oplysende
Bemærkning ved denne Paragraph. Det er nemlig i samme bestemt, at i
særdeles paatrængende Tilfældee kan der afviges fra de foranstaaende
Forskrifter, naar ¾ af de til- stedeværende Mededlemmer derom ere
enige. Comiteen har herved ikke havt til Hensigt, hvad Enhver vel
kan indsee, at ophæve Bestemmel- sen i § 25, hvorefter ingen
Beslutning maa tages af Forsamlingen, med mindre over Halvdelen af
Rigsdagsmændene ere tilstede. I modsat Fald kunne let Fractioner af
Forsamlingen, som til en given Tid maatte være tilstede, men som
udgjorde langt under 77 Med- lemmer, ved ¾ af dens Stemmer forandre
Regulativets Bestemmelser. Det var maaskee adæquatere, naar det heed
¾ af det til at udgjøre en fuldgyldig Forsamling, efter § 25,
tilstrækkelige Antal Medlemmer. Jeg bemærker dette, forat der ikke i
mødende Tilfældee skal opstaae Tvivl derom.
Formanden: Jeg veed ikke, om det er den
ærede Ordførers Mening, at der gjøres en Tilføielse herom i
Paragraphen; det maatte forøvrigt vvistnok ansees fyldestgjørende,
at Forsamlingen, saaledes som skeet er, er stillet paa det rette
Standpunkt.
Algreen-Ussing: Jeg anseer ogsaa det
tilstrækkeligt, naar det stiltiende af Forsamlingen vedtages, men
muligen var det dog rig- tigst, at det udtrykkelig tilføies.
Bang: Kunde Forsamlingen ikke overlade
Omredactionen til Comiteen?
Formanden: Man kunde maaskee blot i § 32
henvise til § 25 (Sluttes.) Trykt og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykket Bianco Luno. |
|
133
193 194 1848 Beretning om
Forhandlingerene paa Rigsdagen. No.
26. Niende Møde.
(Sluttet.)
Man gik derpaa over till Forhandlingen af de af Pastor Visby til
Udkastet i det Hele fremsatte Forandrings-Forslag.
Bishy: Min Hensigt med de Fremsatte
Forandrings forslag har, som allerede ved den Foreløbige Behandling
er bleven bemærket, for- nemmeligen været at forskaffe en
Grundsætning Anerkjendelse. Denne Grundsætning er, at man aldrig bør
gjøre nogen Ting halvt. Det forekommer mig just at have været en
Skjødesynd hos vort Folk, at gjøre Meget halvt, og mange af vore
Ulykker have just deres Rod heri. Ogsaa den nærværende Tids
trykkende Stemning, navnlig maaskee de slesvigholsteenske Uykker,
ere for endeel foranledigeede ved, at vi have Alting halvt, halv
Fred og halv Krig og halve Venner, og ingen Ting heelt og
fuldstændigt. Hvor ubetydelig den her foreliggende Anledning endog
maatte forekomme Kogen, kunde jeg derfor dog ønske, at Forsamlingen
benyttede den til at erklære sig mod enhver Halvhed. Vi have tvende
Ting at vælge imellem, eftersom man enten tager det ene eller det
andet Hensyn. Skal saa- ledes Tydelighed og Forstaaelighed være det
Afgjørende, troer jeg, at ikke blot Intet kan indvendes imod de i
mit første Forandringsforslag anførte Benævnelser, men at de endog i
denne Henseende turde foretrækkes for de danske, Oversættelser, hvis
Betydning først lidt efter lidt skal tilegnes. Ogsaa indeholder det
omdeelte Forandringsforslag et fornyet Beviis paa, hvor uvilkaarlig
Naturen Med Hensyn hertil gaaer over Beslutningen, idet en Masse
fremmede Ord atter her have indsneget sig, blandt hvilke jeg blot
vil nævne: Passus, constitueret, Membrum, Modificationer. Saadant
vil endnu hyppigere skee under de daglige Forhandlinger, og
Bestemmelsen i den trykte Forretnings- orden vil da kun have
Betydning som en Paamindelse om at afholde sig derfra. Skal derimod
Danskheden være det overveiende Hen- fyn, da maae ogsaa de
tilbageblovne fremmede Udtryk ombyttes, forsaavidt dette er muligt,
og det er dette, som jeg ved mit sidste Forandringsforslag har
tilsigtet. Hvilket af Forslagene Forsamlingen vil tiltræde, skal jeg
ikke kunne vide. Men for den tidligere antydede Grundsætnings Skyld
maatte jeg dog ønske, at eet af den anta- ges i sin Heelhed, og jeg
nægter da ikke, at det sidste var det, der meest vilde tiltale mig
selv og stemme overeens med mit Ønske. Slut- teligen bemærker jeg
kun, at begge Forandringsforslagene maaskee bedst deeltes i to, som
der særskilt afstemmedes over: Forandringen af de 3 første
Benævnelser i det principale Forslag, og dernæst over de to sidste
ligesom over de 2 første Benævnelser i det sidste Forslag og dernæst
over Ordet Udskud. Om dette Punkt har jeg gjort Bemærkning paa det
skriftligt indgivne Forslag, saa jeg skulde ikke formode, at der fra
Formens Side kan være Noget til Hinder derfor.
Barfod: Den 6te Deputerede for Kjøbenhavn
(Visby) har atter idag taget Ordet imod Halvhed, og det med god
Grund. Dog mener jeg, at han vilde have gjort det med endnu større
Grund, naar han ikke selv havde gjort sig skyldig i Halvhed. Han har
nemlig fore- slaaet, at vi skulde skille os ved en heel Deel danske
Ord, som efter min Mening have Borgerret i Sporget; men dette har
han kun gjort halvt, thi saa burde man ogsaa holde paa Reglement
istedetfor For- retningsorden, Votering istedetfor Afstemning,
Pluralitet istedetfor Stemmefleerhed, og det forekommer mig, at naar
man vilde gjøre det rigtig tilgavns, vilde § 18 komme til at lyde
omtrent saaledes: „Naar en Proposition er proponeret og expliceret,
er ethvert Mem-
brum o. s. v.“ Det forekommer mig at være den rette Maade, hvor-
paa Halvheden kan undgaaes, som den ærede Rigsdagsmand troer, at
Udskudet, der har forsattet Udkastet til Forretningsordenen, har
gjort sig skyldig i. Jeg menner imidlertid, at halvt godt er bedre end heelt daarligt, og jeg troer, at man bør være det ærede Udskud sær- deles taknemmelig for det gode Bidrag, det har leveret til at faae
over- flødige fremmede Ord ombyttede med gode danske, men at man
netop maa være det taknemmelig for, at det ikke er gaaet videre end
skeet er, thi Intet vilde i mine Tanker være uheldigere, end at
sætte sig ned, for paa en Studs at skille sig af med alle fremmede
Ord og saae lutter danske ind. Dette kan ikke skee paa en Studs, men
kun lidt efter lidt. Naar den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te
Di- strikt (Visby) har meent, at han talte i Tydelighedens
Interesse, da kan jeg ikke give ham Medhold i dette Stykke; jeg
antager det for givet, idetmindste med Hensyn til den største Deel
af Folket, at de, naar det 10 à 20 Gange for dem er forklaret, hvad
et fremmed Ord betyder, ville kunne hulke det; men derimod vil det
ikke blive Kjød af deres Kjød og Been af deres Been. Det vil altid
staae for dem som en Hukommelses-Sag, hvorimodd man ved ægte
danske Ord, som ere smedede af Sprogets Malm, ikke behøver at sige,
hvad de betyde, og ligesom man altsaa ikke bedyrder Hukommelsen med
at erindre Betydningen af disse Ord, saaledes bliver det ogsaa
lettere at satte og bevare dem.
Brinck-Seidelin: Jeg er af samme Mening som
den ærede Amendementstiller, at naar hans første Indstilling skulde
falde igjennem, den subsidiaire Indstilling maatte blive deelt i 3,
saa at der stemmes paa hvert Ord særskilt, om den foreslaaede
Benævnelse skal foretrækkes for Udkastets. Jeg mener nemlig, at
Vicefformand er bedre end Hjælpeformand, da Udtrykket Viceformand er
almindelig brugt og forstaaet. Jeg troer, at Udkastets „Secretair“
bør foretræk- kes for det foreslaaede Udtryk „Bogfører“, thi den
Function, hvortil Secretairerne her i Forsamlingen benyttes, er ikke
af den Beskaffen- hed, at deres Forretninger indskrænke sig til
Bogføring; men derimod er jeg tilbøielig til at tilraade, at Ordet
„Udskud“ maatte dumpe igjennem, thi ved dette Udtryk er man i
Almindelighed vant til at forene et andet Begreb end det, som her
skal gjøres gjældende.
Tage Müller: Jeg skal kun tillade mig nogle
faa Bemærk- ninger og i det Væsentlige Henholde mig til, hvad jeg
igaar i denne Anledning har fremsat. Jeg antager ogsaa, at det er en
Regel, der i mange vigtige Sager er gjældende, at halve
Forholdsregler ere værre end ingen; men jeg troer ikke, at denne
Regel kan anvendes ved at ombytte sremmede Ord med ægte danske. Der
gives Ord, som have Indfødsret i Sproget, andre derimod have kun
Borgerret. Der gives mange fremmede Ord, hvis Betydning er
almindelig bekjendt og derfor paa ingen Maade bør udstødes af
Sproget, og heller ikke blive- mere forstaaelige ved Oversættelse
paa dansk, men tvertimod ufor- staaelige, naar man f. Ex. vil
oversætte Ordet at „orientere sig“ ved at øskne sig“. Imidlertid bør
man paa Danskhedens Vegne stræbe at ombytte fremmede Ord med ægte
velforstaaelige danske, men Saa- dant kan kun skee, naar et Ord
formes af Sprogets Malm og dan- nes paa Sprogets Ambolt. Saaledes
maa jeg ogsaa holde for, at Udtrykket „Præsident“ bør ombyttes med
„Formand“, „Vicepræsident“ med „Viceformand“, hvorimodd „Bogfører“
ikke udfylder hvad her i Forsamlingen forstaaes ved „Secretair“. Mod
Ordet „Udskud“ maa jeg derimod erklære mig meget bestemt, og derfor
mener jeg, at vi indtil et godt dansk Udtryk kan findes, skulle
vedblive at benytte det fremmede Ord Comitee. Ved Ordet „Udvalg“,
som vel i sig er |
|
134
195 196
et godt Ord, er der nemlig den Ulempe, at det ikke er
passende at sige at udoælge et Udvalg.
Boisen: Naar jeg tittader mig at fremføre et
Par Ord i denne Sag, da er det, fordi jeg ikke vil, det skal være
uimodsagt, at det er noget Uvæifentligt, som handles om; thi hvad
der angaaer vort Modersmaal er ikke uvæsentligt. De 2 Forslag synes
at gaae til de 2 Yderligheder, som vel neppe ville finde
Forsamlingens Bifald. Det førte vil bibeholdee alle de fremmede Ord,
vil altsaa snarere et Til- bageskridt end et Fremfkridt imod det
Maat ved hvilket man haaber det danske Sprog befriet fra det
Fremmede. Et. saadant Tilbagefkridt vil vel neppe billiges paa en
Tid, da faa mangen Røft har hævet sig for at hævde Modersmaalets
Ret. Det andet Forslag vil, at man ved et Slags Oversættelse strax
skal frigjøe sig fra alle frem- mede Ord, hvorved man kun vil opnaae
at faae daarlige danske Ord, og derved faae Sproget ligesaafuldt
forvanfket som ved de fremmede. Men midt imellem begge Yderligheder
ligger, hvad den ærede Rigs- dagsmand selv kalder den agtværdige
Stræben hos Udskudets Med- lemmer i udarbeidelsen af
Forretningsordenen. Det er netop paa denne Vei, jeg ønsker man skal
blive, og paa en naturlig Maade ad denne Vei stræbe hen imod vort
Modersmaals Renselse fra det Frem- mede. Men netop fordi jeg ønsker
denne Vei, man alt er slaaet ind paa, bibeholdet, maa jeg fraraade
begge de Yderligheder, der ere bragte i Forslag.
Flere Stemmer: Afslutning! Afslutning!
Ploug: Jeg skal tillade mig at udbede mig
Ordet for at hen- stille til Forsamlingen, om den ikke finder det
lidet passende her at foreage et Spørgsmaal som det foreliggende og
anseer det som et Misbrug sf Forsamlingens Tid at føre en Discusfion
om eensbe- tydenede Udtryk. Jeg skal derfor henstille til den ærede
Proponent, om han ikke maatte være villig til at tage sit Forslag
tilbage, nu da Comiteens Opmærksomhed er henvdndt paa hvad der
tilsigtes med det stillede Amendement. Skulde han ikke være villeg
hertil, da maa jeg beklage, at Forretninsordened endnu ikke er
traadt i Kraft, idet jeg da, overeensstemmende med § 18, vilde
paastaae Afviisning.
Visby: Med Hensyn til hvad her er yttret og
efter den Me- ning, som i Forsamlingen har gjort sig gjældende,
troer jeg at burde frafalde de af mig stillede Amendements, med
Undtagelse at, at Ordet „Udfkub ombyttes med „Udvalg“. Det kan jeg
ikke frafalde.
Krjeger: Jeg foreslaaer, at det vedtages
uben Afstemning.
Schavk: Ordet „Udskud“ har altid paa mig
gjort en af- fkyelig Virkning, og jeg har idag havt Leilighed til at
tale med en af vore berømtefte Sprogforfkere, som erkærede, at der
vel har været gjort Forføg paa at indføre dette Ore i Sproget fra
det Tydfke, men at Sprogets Genius hidtil har afviift det, og man
vil saaledes, ved nu at optage det, gjøre Vold paa dette,
Flere Stemmer: Afslutning! Afslutning!
Mundt: Er det da Meningen, at der kun er
Spørgsmaal om Ordet „Udvalg“iftedet „Udfkud“ eller skal ogsaa Ordet
„Comitee“ kunne sættes istedetfor dette Udtryk?
Visbh: Ja det var min Mening.
Ørfted: Maaskee det kunde oderlades til
Comiteen at be- stemme, om Udtykket „Comittee“ eller „Udvalg“ skal
benyttes.
Hammerich: Alle Stemmer heri Salen synes at
samle sig om, at Ordet „Udfkud“ skal fkydes ud.
Formanden: Altsaa vil det være at sætte
under Afstemning, om Ordet „Udfkud“ skal bialdes eller ille.
Visbypy Det kunde maaskee oderlades til
Comiteen, hviket Ud- tryk der skal sæetts iktedet for Ordetr
„Udskud““
Algreen-Usfing: Jeg maa nemærke, at Comiteen
slet ikke mere er i Virksomhed.
Formanden: Jeg vil altsaa sætte det under
Afstemning, om Ordet „Udskud“ skal beholdees eller ikke,
Ved den derpaa følgende Afstemning blev dette Spørgsmaal be-
svaret benægtende med 125 Stemmer mod 11.
Formanden hævedd derpaa Mødet, efter først at have meddeelt
Forsamlingen, at Dagsordenen for det føkgende Møde var saaledes
beftmt:
1) Paakjendelse af det i Sorø Amts 6te Diftrict stedfundne Valg
efter de nærmere Oplysninger, som i Henhold til Foramlingens
Belutning vare indhentede fra Valgbestyrelsen. 2) Valg af
Forsamlingens Embedsmænd. 3) Fordelingen af Forsamlingens Medlemmer
i Afdelingerne, og 4) Overauditeur Halls Forslag angaaende
Nedsættelse af en Comi- tee til at modtage Regjeringens Meddelelser
angaaende de sles- vigske Forhold Tiende Mødeo. Tørsdagen den 2den Nøvember.
Forhandlingsprotocollen for de tvende foregaaende Møder blev
oplæst.
Efter Dagsordenen blev først foretaget Afgjørelsen af det i Sorø
Amts 6te Diftrikt foretagne Valgs Gyldighed.
Ordføreren, Algreen-Ussign, tog først Ordet saaledes:
Det vil være i Forsamlingens Erindring, at Afgjørelsen af dette
Spørgsmaal blev opsat, indtil man havde indhentet nærmere
Oplysninger fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Diftrikt i An-
ledning af en indkommen Klage deels over en mangelfuld Bekjendt-
gjørelse om Indskrivningstiden for Vælgerne og deels over selde
Valghandlingen, idet der nemlig skulde være modtaget Stemmer fra
flere Perfoner, som ikke perfonligen havde været tilftde ved denne.
Forsamlingen har nu gjennem Juftitsministeriet modtaget en Skri-
velse frea Valgbeftyrelsen, som jeg skal tillade mig at aplæse, da det vel være den befte Maade at sætte Forsamlingen i Kundskab om Alt,
hvad der henhører til Sagens Realitet og de Oplysninger, som
Valgbeftyrelsen giver med Henfhn til de fremfatte Anker. Skrivelsen
lyder saaledes:
„Det høie Juatitsministerium har i særdeles æret Skrivelse af
25de devne maaned udbedet sig Erkløring fra undertegnede
Valgbeftyrelse for Sorø Amts sjette Valgdestrift i Anledning af en
til Juftitsministeriet indfendt Klage, deels over mangelagtig
Bekjendtgjørelse om Indfkrivningstiden for vedkommende Vælgere i
bemeldte Diftrikt, dells over felde Valghandlingen sammefteds. Vore
Yttringer ere forlandte saavel om Andragendet i det Hele, som med
Hensyn til tvende i Klagen gjorte Paaftande, den ene, at endeel
Vælgere ikke personlig vare mævte paa Valgdagen, men at deres
Stemmer ikke deftomindre bleve tilfærte Valgprotocollen i Fa- veur
af Pastor Boisen; den anden, at en hæitstaaende Godseier i
Diftriktet skal haver ladet en fraværende Mands Stemmeret gjælde for
Boisen og saaledes tilføre Protocollen.
Hvad nu Andragendet i det Hele angaaer, da maae vi an- see det
for et Væv af Urigtigheder og Usandheder; at udpege enhver af
dissevil man vistnok ifølge det Nedenanførte finde ufornødent; kun
skulle vi hovedsageligen bemærke, at vi maae ansee mange eller
idetmindste flere af Underfkrifterne for uægte, ligesom det har
undret os, at næsten alle Underfkriter, efter Alt, hvad man kan
øine, ere nedfkrevne med een Haand; saameget er vist, at flere af
dem, hvis Navne ere underfkrevne, paa Forespørgsel hade nægtet at
kjemde Klagen og at have nnderfkrevet samme, og vi maae være
forvissede om, at en streng upartifk Under- søgelse af Sagen vil
lede til et mærkeligt Resultat, deels med Hensyn til Klagens
Oprindelse, deels med Hensyn til flere Personligheder, hvis Navne
ere undertegnede. Der er skeet Forespørgsel hos 4 Perfoner, men
ingen af dissehave ved- kjendt sig enten at hade læst Klagen eller
underskrevet samme, og en skriftlig Erklæring er modtaget fra tvende
Andre, som have protesteret imod deres, Klagen paategnede,
Underfkrifters Ægthed. Vi skulde blot med Hensyn tilo de Paategnede
af Taarnborg Sogn bemærke, at ingen af dem undtagen Niels Peder
Herløv Har ladet sig indtegne som Vælger, uagtet Indakrivningen for
Vælgerne |
|
135
197 198
var bekjendtgjort ikke alene ved Kirkestævne, men ved
Bystævne; og Niels Peder Herløv, som havde modtaget urefunderet
Understøttlse af Fgttigvæsenet, og Som desaarsag nægtedes at blive
indskreven som Vælger, har forklaret for undertegnede Formand, at
han ikke har underskrevet Klagen, men at han og Flere i Sognet vare
an- modede, saavidt erindres, ved Gaardmændene Peder Ehristensen
og Ole Andersen (saavidt vides saakaldte Bondevenner), at ville
give Møde i Korsør, hvor han rigtignok modte og lod sit Navn an- teane vaa en Seddel, men uden om dettes Hensigt at kunne give
anden Forklaring, end at det var for at skaffe Magister Steen
Stemmer
Hvad dernæst de anførte tvende Paastande angaaer, da skulle vi,
Hvad den første angaaer, ikke undlade at yttre, at det er alde- les
usandfærdigt, at endeet Vælgere ikke personlig vare mødte paa
Valgdagen, men at deres Stemmer ikke destomindre bleve tilførte
Protocollen i Faveur af Pastor Boisen, idet enhver af underteg- nede
Protocolførere for sit Vedkommende indestaaer for, at ingen Vælgers
Stemme er antegnet uden at han var personlig tilstede, og at Enhver
sik det Novn indført, som han stemte paa.
Hvad endelig den anden Paastand angaaer, da vide vi ikke, hvem
der sigtes til med Hensyn til den omtalte Godseier og sam- mes
Forhold, men kunne kun gjætte os til, at det maa have været
Kammerherre Oxholm til Taarnholm, der stod ved Forvalter Her- dahl,
som indførte Vælgernes Navne i Taarnborg Sogn, for at asststere ham
under den Forstyrrelse, som fandt Sted ved Vælger- nes Tilstrømning,
og som yttrede til Forvalter Herdahl: „Forpag- ter Hebert stemmer
paa Voisen“ — men, vel at mærke, Forpagter Hebert var personlig
tilstede og afgav Stemmen, som vedlagte Attest udviser, ligesom
Kammerherren yttrede i de Tilstedeværendes Paahør og uden Indsigelse
fra disse: „at Navnene foreløbig gjerne kunde anførcs med
Begyndelsesbogstaver, hvilket ogsaa skete, medens Navnene fuldt
bleve udskrevne strax efter Indskrivningen, i Valg- bestyrelsens
Nærværelse.
Ved Antegnelsen af alle Vælgernes Stemmer, med Undtagelse af dem
i Taarnborg Sogn, indsørtes Candidaternes Navne strax med det hele
Navn eller do., hvor det var det samme Navn, og ikke med
Vegyndelsesbogstaverne alene, og det blev derhos af underteg- nede
Formand høit tilkjendegivet hvert Sted, hvor Antegnelsen skete, at
der ei maatte stemmes ved Befulmægtiget, ligesom de Protocol-
førende paa Formandens Begjering confererede hinandens Lister og
Stemmernes Antal.
Hvad nu den Paaankede Mangel paa behørig Bekjendtgjørelse om
Indskrivningstiden for Vælgerne angaaer, da vedkommer denne Sag ikke
egentlig Valgbestyrelsen; imidlertid kunne vi hver især, Som Medlem
af sit Sogneforstanderskab i Sorø Amts sjette Valgdi- strikt,
bekræste, at bemeldte Bekjendtgjørelse ikke alene er skeet alde- les
lovformelig i hvert enkelt Sogn, men det vil ogsaa behagelig ersares
af vedlagte Erkleringer, at man paa flere Steder, navnlig de nærmest
paaankede, Korsør og Taarnborg, i den Henseende er gaaet videre med
Hensyn til Bekjendtgjørelsen, end der efter Valg- loven kan
fordres.
Drmitstøv Kro, den 30te October 1848. “
Den Erklering, som er afgivet af Forpagter Hebert, vedrørende det
Factum, som i Klagen specielt er nævnt, lyder saaledes:
„Undertegnede maa og kan paa. Ære og Samvittighed bevidne at have
personlig været tilstede ved Valghandlingen i Korsør, og kan ogsaa
bevidne, at det i den Tid, jeg var tilstede ved Ind- skrivningen i
Protocollen, gik til med Retfærdighed og overeens- stemmende med
Enhvers Ønske, og Enhver blev tegnet nøiagtig for den, han stemmede
for. Saaledes kan jeg ogsaa bevidne, at jeg har stemt for Pastor
Boisen, og at det var mit Ønske at saae ham, hvad mit Vedkommende
angaaer, til Rigsdagsmand.
Taarnholm, den 26de Octoder 1843. Hebert. “
Valgbestyrelsens Skrivelse er iøvrigt ledsaget med endeel Erklæ-
ringer fra nogle Sogneforstanderskaber om, at Bekjendtgjørelsen om
Indskrivningen er foregaaet paa besalet Maade ved Kirkestævne.
Erest disse Oplysninger, og da der ikke i Klagen er anført an-
dre Facta, end de, som Valgbestyrelsen har erklæret sig om, har
Comiteen eenstemmigen antaget, at der ikke var nogen Grund til at
tage Hensyn til den fremkomne Klage, og at det skete Valg burde
erklæres for gyldigt. For iøvrigt Intet at forsømme, skal jeg tilføte, at der senere af et af Forsamlingens Medlemmer er blevet afleveret til Comiteen 2 Erklæringer, der gaae ud paa, at der i Valgvroto
collen er bleven indført et galt Bogstav, nemlig et B for et S,
og Som tillige angaae det tidligere omtalte Factum med Kammer-
herre Oxholms Forpagter. comiteen har imidlertid antaget, at
Valgbestyretsen i det Hete tilstrækkeligt har erklæret sig, og har
saaledes ikke fundet nogen Grund til derfor at forandre sin Mening
om, at det stdfundne Valg burde erklæres for gyldig Endelig har jeg
endnu idag ved det samme Medlem modtaget en Atteft fra 2 Mænd i
Korsør, hvorefter disse selv ville have bemærket, at en af Vælgerne,
en Bonde fra Stillinge Sogn, afgav sin Stemme for Magister Steen,
men at ikke destomindre Boisens Navn blev indtegnet i den
autoriserede Tiste; men efter Valgbestyrel- sens bestemte Erklæring
i denne Henseende, og da Vedkommende ikke have navngivet den omtalte
Bonde, som det ogsaa vilde være forbun- det med Vanskelighed at saae
opspurgt, skjøndt Attestens Udstedere mene nok at kunne gjenkjende
ham, da der hidtil ikke var andet Mid- del end at lade alle Vælgerne
i Stillinge Sogn passere Revue for dem, har Comiteen heller ikke
troet, at der var nogen Anledning til at tage videre Hensyn
hertil.
Da Ingen af Forsamlingens Medlemmer yttrede sig, blev Spørgs-
imaalet om, hvorvidt det omtvistede Valg (Pastor Boisen) skulde an-
ees for gyldigt, fat under Afstemning, og blev det eenstemmigen
besvaret bekræstende.
Efter Dagsordenen skred Forsamlingen derefter til at foretage
Valg af sine Embedsmænd, nemlig en Formand, 2 Biceformænd og 4
Secretairer, Alt i Overeensstemmelse med det i Gaarsmødet ved- tagne
Forretningsregulativ, efterat Formanden havde anmodet Vice-
formanden om at indtage Forsædet under Formandsvalget.
Udfaldet af den første Valghandling var følgende: Schouro 136
Stemmer af 144, Sponned 5, Bang 2 og Clusen 1 Stemme. Da Schouro
saaledes havde for sig erholdt absolut Stemmefleerhed, var han at
ansee som valgt til Forsamlingens For- mand. Han indtog derfor
Forsædet og henvendte til Forsamlingen følgende Ord:
Forsamlingen har nu viist mig den Ære at vælge mig til sin
vvirkelige Formand. Forsamlingens Villie maa være min Lov og
saaledes fjerne de Betænkeligheder, som navnligen min svage Helbred
vækker ved at modtage en saa ansvarssuld Post, Betænkeligheder, der
dog noget formindskes derved, at Valget er indskrænket til 4 Uger,
og at der er to Viceformænd, paa hvis Hjælp jeg kan stole. Den
Tillid, Forsamlingen ved Valget har viist mig, vil stedse være mig
en fjær Erindring.
Ved det derefter foretagne Valg vaa 2 Viceformænd erholdt Clausen
135 Stemmer af 148 Stemmegivende, Høiesteretsassessor P. D. Bruun
69, Hvidt 59 og Sponneck 17. Da saaledes ikkun Clausen havde erholdt
absolut Stemmefleerhed og altsaa alene kunde ansees valgt til
Viceformand, blev et Omvalg paa For- samlingens anden Viceformand
foretaget, hvorved P. D. Bruun erholdt 87 Stemmer, eller over
Halvelen, og blev altsaa valgt til Viceformand.
Ved Valget paa Forsamlingens 4 Secretairer faldt 145 Stem- mer
paa Westergaard, 129 paa Pjetursson, 113 paa W. Ussing, 65 paa
Cederfeldt de Simonsen, 56 paa Exam. juris Madsen, 40 paa Rèe 16 paa
Schiern, og bleve de 4 først- nævnte, Westergaard, Pjetursson, W.
Ussing og Ce- derseldt de Simonsen, erklærede for valgte til
Secretairer.
Derefter blev foretaget Fordeling ved Lodtrækning af Forsam-
lingens Medlemmer i 5 Afdelinger, hvis Udsald blev saaledes:
|
|
136
199 200
Første Afdeling:
af 30 Medlemmer. G. Aagaard, af Lolland Maribo A.
3. D. Bagger Thisted A.. 4. D. Barfod Præstø A. 7. D.
Bergmann 2. Kongevalgt. Bjerring 3. Kongevalgt. Brandt 5.
Kongevalgt. Brunn, af Assens 4. Kongevalgt. P. D. Bruum, af
Kjøbenhavn Randers A. 5. D. Bunsen Frederiksborg A.3. D.
Clausen 10. Kongevalgt. la Courv Randers A. 4. D. Frølund Sorø
A. 3. D. Funder 14. Kongevalgt. Mørk Hansen Maribo A. 5. D. Hvudt Kjøbenhavn 10. D. Hækkerup Sorø A. 1.D. Jespersen, af
Grønnebjerggaard Holbek A. 4. D. C. M. Jespersen, af Viborg Aalborg
A. 5. D. Kanser Kjøbenhavn 8. D. Krieger Kjøbenhavns A. 4.
D. Linnemann Randers A. 2. D. Lorck Kjøbenhavns A. 5. D.
Lüttiauch 18. Kongevalgt. Olesen Maribo A. 4. D. C. N.
Petersen, af Hjørring Ringkjøbing A. 3. D. Sigurdssom Island 5. Thalbitzer Kjøbenhavns A. 3. D. Ørsted Kjøbenhavn 3. D.
Kjøbenhavns A. 2. D. Præstø A. 4. D. Anden Afdeling: af 31 Medlemmer.
Andresen Holdek A. 6. D. Bang Veile A. 1. D.
Black Maribo A. 2. D. M. P. Bruun, af Bruundhaab Viborg A. 3. D. Balthazar Chrustensen Maribo A. 1. D. Georg Christlensen, af
Kjøbenhavn 8 Kongevalgt. Dinsen Odense A. 4. D. I. C. Dremsen,
af Kjøbenhavn Frederiksborg A. 2. D. Eriksen Aalborg A. 4. D.
Fibiger 13. Kongevaltgt. Gregersen Holbek A. 2. D. L. Hansen,
af Bjelkerup Præstø A. 1. D. F. Jespersen, af Bogense Odense A. 6.
D. F. Johansen, af Houby Præstø A. 2. D. H. C. Johansen, af
Østrup Odensc A. 7. D. Johnsen Island 3. Sehestedt-Juel 16.
Kongevalgt. Chr. Laesen, af Dalby Odense A. 8. D. I.G. Larsen,
af Kjøbenhavn Kjtøbenhabn 7. D. Mundt Sorø A. 2. D.
Paludan-Müller Odese A. 1. D. R. N. Møller, af Draaby Frederiksborg
A. 4. D. N. H; Nielsen, af Løserup Holbek A. 5. D. Rèe
Randbers A. 6. D. Scavenius 24. Kongevalgt. Schlegel 25.
Kongevalgt. Schouw Randers A. 1. D. Schytte Skanderborg A. 2.
D. Tobiesen Ribe A. 1. D. Treschow 29. Kongevatgt.
Westergaard Hølbek A. 1. D. Tredie Afdeling: af 30
Medlemmer. Buchwald 6. Kongevalgt. I.
Christensen, af Voldum 9. Kongevalgt. Duntzselt. Kjøbenhavn 5. D. Fløe Ringkjøbing A. 4. D. Gislason Istand 2. Gudmundsson
Island 1. Hall Kjøbenhavns A. 1. D. P. Hansen, af Abbetved
Kjøbenhavns A. 6 D. Hastrup Hjørring A. 1. D. I. Johansen af
Knardrup Frederiksborg A. 5. D. Jørgensen Veile A. 5. D.
Madvig Bornholms A. 2. D. Nørgaard Viborg A. 1. D. Ostenseldt
21. Kongevalgt. Oxholm 22. Kongevalgt. I. Pedersen, af Sæding
Ringkjøbing A. 5. D. B. Petersen, af Kjøbenhavn 23. Køngevalgt. Ploug Præstø A. 2. D. Schack Præstø A. 3. D. Schroll Præstø
A. 5. D. Brinck-Seidelin Hjørring A. 5. D. Sidenius 26.
Kongevalgt. Stocksleth Veile A. 3. D. Tuxen kjøbenhavn 11.
D. Tvede Ribe A. 3. D. Allgreen-Ussing Kjøbenhavn 4. D.
Visby Kjøbenhavn 6. D. Wegener 30. Kongevalgt. With Veile A.
6. D. Wulff 31. Kongevalgt. Fjerde Afdeling: af 31 medlemmer.
H. Christensen, af Veistrup Svenddorg A. 5. D.
Colding Svenddorg A. 3. D. Dahlerup Randers A. 3. D. M.
Drewsen, af Silkeborg Skanderborg A. 4. D. Hage 15. Kongevalgt. H. P. Hansen, af Kjøbenhavn Kjøbenhavn 2. D. I. A. Hansen, af
Kjøbenhavn Svenddorg A. 1. D. N. Hansen, af Eskelunde Ribe A. 4.
D. v. Haven Thistev A. 3. D. Hermannsen Veile A. 4. D.
Hjort Aalbørg A. 1. D. Iacobsen Svenddorg A. 2. D. Iacobæis
Viborg A. 4. D. Køster 17. Kongevalgt. Lützhøst Thisted A. 2.
D. Madsen Odense A. 3. D. Neergaard Sørø A. 5. D. Olrik
Frederiksborg A. 1. D. Ostermann Frederiksbørg A. 6. D.
Otterstrøm Aarhuus A. 2. D. Pape Hjørring A. 4. D. Cornelius
Petersen, af Davinde Odense A. 2. D. Pietursson Island 4.
Pløyen Færøerne. H. Rasmussen af Egense Maribø A. 6. D. I.
Rasmussen, af Svanninge Svenddorg A. 6. D. Schiern Svendborg A. 4.
D. Sponnedk 28. Kongevalgt. Tang Ringkjøbing A. 1. D. W.
Ussing Vidorg A. 5. D. Zeuthen 32. kongevalgt.
|
|
137
201 202
Femte Afdeling: of
30 Medlemmer. Aagaad, af Thistcd Thistcd A. 1.
D. Andræ 1. Kongevatgt. Bregendahl Viborg A. 2. D.
Boisen Corø A. 6. D. Dahl Aarhuus A. 3. D. David 11.
Rongevalgt. van Dockum 12. Kongevalgt. Gleerup Holbek A. 3.
D. Gram Ribe A. 5. D. Hmmerich Kjøbenhavn 1. D.
Hasslbalch Hjørring A. 6. D. Hunderup Skanderborg A. 3 D.
Høier Sendborg A. 7.D. Jungersen Aalborg A. 3. D. Kirk
Ringkjøbing A. 2. D. Leth Odense A. 5. D. Tage Miiller 19.
Kongevatgt. Mynster 20. Kongevalgt. Møller, af Flakkeberg Sorø
A. 4. D. H. C. Nielsen, af Tranberg Ribe A. 2. D. Nyholm
Hjøerring A. 3. D. P. Pedersen, af, Kjøbenhan Kjøbenhavn 9. D.
M. Rasmtscn, af Herlufmagle Præstø A. 6. D. Rædcer Skanderborg A. 1.
D. Schumann Aalborg A. 2.D. Sederfeldt de Simottsen 7.
Kongevalgt. Skeel 27. Kongevalgt. Stender Bornhols A. 1. D. Theilmann Hjørring A. 2. D. Winther Aarhuus A. 1.D.
Formanden: Jeg har meent, at Asfdelingeme
kunde samles imorgen, inden Forsamlingen kommer sammen, og den
valge, enehver Afdeling sin Formaud og Secretair. Tiden til Mødet
imorgen skal jeg forestaae, naar Dagsordencn er bestemt, da den jo
afhænger deraf. Vi gaae dernæst over til Behyandlingen af det
Udkast, der er gjort til Svar paa . Hs Majestæts Throntale. Den
ærede Ordfører ville behage at oplæse dette Udkast.
Clausen: Forinden jeg oplæser dette Udkast,
skal jeg tillade mig den almindelige Bemærkning, at Comiteen i
Henhold til de Forhandlinger, som her tidligere have fundet Sted om
Adressens Indgivoelse, og i Henhold til den Stanning, sont kan
antages som den overveiende her i Forsamtingen, har betragtet det
som sin Op- gave at affatte Adressen saaledes, at den kunde
fremtræde som en personlig Henvendelse til Hs. Majestæt, fremkaldt
ved Throntale til Forsamlingen, og det har derfor været Comiteens
Bestrabelse at holde Udkastet i en saadan Form, at den ilke maatte
synes at forud- satte nogen Oplysning om de indre etter ndre
Forhold, som forven- tedes meddeelte fra Regjeringeu, eller at
foregribe nogen Beslutning, som af Forsamlingen kunde blive at fatte
i Overeens stemmelse med de Oplysninger, som saaledes imødesees.
Udkastet lyder saaledes: Det er et Tidspunkt af stor og alorsfuld
Betydning, i hvilket den danske Rigsforsamting, santmenkaldt for at
grundlagge Rigets fremtidige Forfatning, for første Gang har at
henvende Ordet til Deres Majestæt.
Det sanske Folk maa vet prise sig lykkeligt, at ingen vold- som
Omvæltning, intet blodigt Spor |her betegner Overgangen til fuld
statsborgerlig Frihed. Og Folket erkjender, at denne Lykke skyl- des
fornemmelig Deres majestæt. Historien vil opbetoare det, at i de
europæske Rystelsers og Omvæltningers Aar de onde og vilde Magter
ikke fandt Indgang hos det danske Folk, idet Dan- marks Konge,
samstemmende med Folket og sluttende sig til det, gav af fri
Tilskndelse Tilsagnet om den Frihedslov, hvoril Udkastet nu
foreligger.
Men det er ligefuldt blevet beskikket for Danmarks konge og Folk,
kun giennem haarde Prøvelser, beredte dem ved Troløshed og voldeligt
Overfatd, at skullte arbeide sig frem til Maalet. I en Saadan Farens
og Trængselens Tid er det med et vil- liesfast, til Gjerning
redebont Sind, stærkt ved Fædrelandskjærlighed, Samdrægtiglhed og
Tro,. at Folket værdigen bringer Kongen sin Tak.
Vi ville ikke forsøge at udtale den Stemning, hvormed vi ere
Vidner til den lov- og rettøse Medfart, for hvilken vore Brødre og
trofaste Medundersaatter i Slesvig ere givne til Priis, efterat en
Vaabenstilstand er afsluttet, og fra dansk Side saaledes opfyldt, som Ærens Lov fordrede det. Den danske Rigsforsamling, og det danske
Folk gjennem den, haaber at skulle lægge det for Dagen i Gjerning,
hvorledes vi Alle leve og tide med det voldelig behandlede Land.
Thi, skulde det ikke kunne lykkes, ad fredelig Vei at opnaae en
Afgjørelse, saadan som det danske Folks Ære og Vel fordrer den, da
holder Forsamtingen sig overdeviist om, at den udtaler hele Folkets
Stemning, naar den udtaler det Ønske og det Haav, at Deres Majestæt
vil opbyde alle Folkets Krafter til Kampens For- nyelse. Deres
Majestæt har kaldet Sagen, for hvisnlken der kæmpes, en helling Sag;
dens afgjørende Betydning for Fædreland og Natio- nalitet erkjender
hver Mand i Landet; dens Betydning for det hele skandinasiske Norden
har fundet sin Anerkjendelse hos Broderfolkene, hvis Trofasthed det
danske Folk ikke kan glemme. Men en saadan Kamp, ført med at den
Styrke, der boer i et samdrægtigt Folk, som kæmper for sit Liv, sin
Ret og sin Ære, vil ogsaa kunne kæmpes med Fortrostning til den
Magt, der uækker Hjælpere i Nødens Stund, og sætter Grændse, naar
Tiden er der, for Svig og Vold.
Deres Majestæt har nedbedet Guds Velsignesse over os og vor
Gjerning, og udtalt det som Deres Ønske, Deres Haab, Deres Stolt-
hed, at derved det gamle Danmarks Ære og Lykke maa kunne
grundsæstes. Denne Ære og Lykke vil beroe ikke alene paa Friheds-
værkets heldige Grundlægning, men paa Frilhedslivets sunde Udvikling, paa de frigjortc Kræfters rette Ansendelse. Til at fremme og be-
trygge den ville alle gode Borgere forene sig at det. Kongetige Ord
maa mere og mere gaae i rig og herlig Opfydelse, ligesom det hele
Folk forener sig med os, idet vi opfende vore Bønner for Deres
Majestæt, for Lykke og Hærder paa den Throne, der staaer fast ved et
erkjendtligt Folks Kjærlighed.
Formanden: Førend nogen Discussion finder
Sted skat jeg henstille til Forsamlingens Medlemmer, om de ikke
maatte finde det passende, hvis de ikke have Indvendinger at giøre,
som angaae det Væsentlige, da at tilbageholde disse, da Spørgsmaal
om mere eller mindre hedige Udtryk helst antages her at burde
undgaaes, idet her kun er Tale om en personlig Henvendelse til Hs.
Majestæt med Udtryk af Forsamtingens Følelser.
Det ærede Medlem for Ribe Atmts 5te District har først begjert
Ordet.
Gram: Efter de Yttringer, som den æerede
Formand har gjort, behøede jeg egentlig ikke at have reist mig,
fordi mit Forslag gaaer ud paa det Samme, som nu af Formanden er
udtalt. Da jeg imidletid har Ordet, skal jeg tillade mig nogle faa
Bemærkninger. Der foreligger en Adresse, om hvitken jeg holder mig
overbeviist, at den i Almindlighed vil vinde Forsamlingens Bifald.
Saavel med Hensyn til Form som Indhold er den af den Baskassenhed,
at vi vvistnok Alle med Tak maae erkjende, at den ærese Comitee
vær- digen har løft sin Opgave. Der er ustalt Tak til Hs.
Majesæt, fortjent Tak for den Gave, han har skjænket, og den er
udtalt paa en Forsamtingen værdig Maade. Der er udtalt trøstende og
bero- ligende Ord til vore slesvigske Brødre, saa kraftigt, som de
nærvæ- rende Omstændheder tillade det. At gaae videre videre ind paa
dette Punkt eller at give Løfter, som ikke kunne holdes, vilde her
ikke være paa sit Sted. Der er fremdeles udtatt Alnerkjenselse af
vore nordiske Brødres Sympathier for Danmarks helligste Interesse,
en Tak for deres Trofasthed i Nødens Time. Der er ligeledes udtalt
et Haab for Fromtiden, som Ingen af os vil give Slip paa, en til- lidsfuld Fortrøftning til den Almægtige, som hverken kunne eller
|
|
138
203 204
ville give Slip paa om end Skyerne paa Fædrelandets
Himmel skulde blive end mørkere, end de for Øjeblikket ere. Endelig
er ogsaa ude- ladt al Kritik over Regieringens Foranstaltninger,
hvilket maa an- sees saa meget mere ønskeligt, som Saadant ikke
passende henhører til Forsamlingens første Ord til Hans Majestæt.
Saaledes mener jeg, baade med Hensyn til Form og Indhold, at Alt
saaledes er affattet i Overeensstemmelse med de Yttringer, som ved
den første Discussion ere fremførte, at det vvistnok maa erkjendes,
at det hele Adresseudkast er saaledes, at det med Grund kan og bør
antages. I Henhold hertil tillader jeg mig altsaa at Henstille til
den ærede Forsamling, om det ikke skulde være rettest at antage den
foreliggende Udresse uden Discusstion, i alt Fald uden vidtløftig
Discussion, hvorved vilde spares en Tid, som efter min Formening kan
og bør anvendes til det Vigtigere.
Da Ingen af Forsamlingens Medlemmer ønskede Ordet, blev Udkastet
sat under Afstemning, og blev Resultatet af denne, at det Forelagte
Adresseudkast eenstemmigen blev antaget af Forsamlingen.
Efter Dagsordenen gik man over til det fra Rigsdagsmanden For
Kjøbenhavns Amts 1ste Distrikt (Hall) fremkomne Forslag om
Redsættelsen af en Comitee til Modtagelsen af Regjeringens Medde-
lelser om de slesvigske Forhold.
Hall: Det Forslag, jeg I et tidligere Møde
har havt den Ære at anmelde for Forsamlingen, gaaer ud paa: „at en
Comitee ned- sættes for at modtage alle saadanne Oplysninger med
Hensyn til de slesbigske Forhold, som det maa ansees magtpaaliggende
for Rigs- forsamlingen at kjende, og som Regjeringen seer sig istand
til at med- dele, samt for derefter at afgive en fuldstændig
Beretning til Rigs- forsamlingen.“ Jeg skal idag tillade mig i
Korthed at antyde de Betragtninger, som have bevæget mig til at
fremsætte dette Forslag, efterat jeg bar kommet til den
Overbeviisning, at mine Anskuelser i det Væsentlige deeltes af flere
Medlemmer af Forsamlingen. Jeg trover da for det Første, at
Forsamlingen ved at nedsætte en Comitee i det næbvnte Øiemed, vilde
fyldestgjøre en almindelig og velbegrundet Forventning hos hele
Folket og navnligen hos den troe Befolkning i Slesvig; talende
Vidnesbyrd herfor indeholdes i de Adresser, der alt ere indkomne til
Forsamlingen. Ligesom Kongens Tiltale i Rigs- forsamlingens
Aabningsmøde efterfulgtes af Ministeriets Udtalelse om den slesvigke
Sag, saaledes bil det sikkert findes ikke blot naturligt, men endog
fornødent, at Forsamlingen, efterat den eenstemmig har vedtaget det
Svar til Hans Majestæt Kongen, som sikkert vil finde fuld Gjenklang
hos hele det danske Folk, nu, forinden den gaaer over til
Forhandlingen af de Sager, som ere den forelagte, stræber, saavidt
muligt, at skaffe sig Klarhed over dette Livsspørgsmaal for Nationen, søger at lette den Tvivlens og Uvishedens Byrde, som har fulgt alle Forsamlingens Medlemmer fra Landets forskjelligee Egne. Om det
end ikke vil kunne undgaaes, at Stof til Uro og Bekymring bliver
tilbage, saa vil Forsamlingen dog herved have betraadt en Vei, ad
hvilken Meget vil kunne udrettes til at klare Folkets Tanke, til at
berede dets Sind og styrke dets Kraft.
Ikke heller kan det betvivles, at Forsamlingen, ved at beslutte
sig til et saadant Skridt, vil finde en villig Imødekommen fra Re-
gjeringens Side. Det fremgaaer allerede af, hvad der under For-
handlingen om Udressen er bleven udtalt, saavel af Udenrigsmini-
steren som af andre af Ministeriets Medlemmer, og det blev netop af
udenrigsministeren udtrykkeligen bemærket, at den Form, hvorunder
saadanne Meddelelser fra Regjeringens Side kunde skee, maatte nær-
mere bestemmes ved Overeenskomft med Forsamlingen. Opgaven maatte
altsaa her naturligen blive den, at finde en Form, som kunde lede
til at erholde de herhenhørende Oplysninger i det størst mulige
Omfang og med den mindtt mulige ulempe, og jeg har da troet, at
Nedsættelsen af saadan Comitee, som den foreslaaede, med det
udelukkende Hverd at modtage alle de Oplnsninger, som af Mini-
steriet kunne gives, og at samle dem til et Hele i en fuldstæn- dig
Beretning til Forsamlingen, vil være en Form, som paa en ønskelig
Maade vil kunne forene begge de nævnte Egenskaber. Den vil idetmindste efter min Formening have et afgjorte Fortrin for den Fremgans-
made, som alt er begyndt at blive bragt i Anvendelse, nemlig gjen-
nen isolerede Interpellationer at søge Oplysning om enkelte Spørgs-
maal, en Fremgangsmaade, der vanskeligen vil kunne medføre noget
ret tilfredsstillende udbytte, medens den derimod letteligen kan afføde Misligheder af forskjellige Art. Men et saadant Skridt fra For-
samlingens Side, som kan lede til en omfattende Meddelese fra Re-
gjeringen om de Hovedpunkter, hvorom der hersker Usikkerhed og Tvivl
hos Forsamlingen og Fokket, vil ogsaa i en anden Henseende være af
den høieste Betydning. Flere Yttringer fra Ministeriet under
Adressediscussionen antyde, at Regjeringen vilde betragte en saadan
Leilighed til en fuldstændigere Udtalelse for Forsamlingen som vigtig og ønskelig med Hensyn til dens egen Stilling, og Grunden hertil
ligger vvistnok meget nær. Jeg skal blot tilbagekalde i Forsamlingens Erindring Cultusministerens Yttring: „at under saadanne vanskelige Forhold, hvorunder Staten kæmper, er det fremfor Alt nødvendigt,
at Folket har et Ministerium, der nyder dets Tillid, dets ubetingede
Tillid.“ Sandheden af disse Ord er indlysende, men ligesaa klart er
det ogsaa, at i en Tid, som er saa rig paa uheldvarslende Be-
givenheder, paa tunge Tilskikkelser, er det uundgaaeligt, Uvishe-
den om den Opfattelse af disse, som har været den ledende hos Re-
gjeringen, om den Maade, hvorpaa Regjeringen har søgt at gjennem-
føre sin Tanke eller ladet denne paavirkes af de Hindringer, som
have stillet sig imod dens Udførelse, at denne Uvishet maa virke
meget nedslaaende og derfor ikke kan andet end svække Tilliden.
Derfor maa sikkert Regjeringen ønske sig Leiligheden opgivet til, saa- vidt den formaaer at opklare de Tvivl og hæve den Uvished, der
ellers uundgaaeligen vil stille sig hemmende iveien for den
tillidsfulde Tilslutning mellem Regjeringen og Folket, hvori vi
netop maa føge vor Fortrøstning og vort Haad for Fremtiden, medens
vi see vore overmægtige Fjender priisgivne for den modsatte
Tilstand.
Det er disse korte Betragtninger, hvormed jeg ønskede at ledsage
dette mit Forslag, og jeg skal kun tilføie den ene Bemærkning, at
det maaskee vilde være ønskeligt, om der, førend der skrides til Dis- cussion af Forslaget, maatte fra Ministeriet selv skee nogen
udtalelse, som kunde vise, at dette vil være tilbøieligt til at gaae
ind paa en saadan Form som den her antydede, eller ogsaa foreslaae
nogen anden, som paa en ligesaa god eller bedre Maade kunde lede til
Op- naaelsen af det samme Formaal.
Udenrigsministeren: At give de Meddelelser,
hvorom den ærede Proponent har talt, det størst mulige Omfang og det
med de mindst mulige Ulemper, saaledes som han udtrykte sig, skal
ogsaa være Regjeringens Bestræbelse fra sin Side, og jeg skal derfor
blot tillade mig nogle Ord, om hvorledes det forekommer mig, at
dette bedst kunde skee.
Dersom den ærede Forsamling skulde beslutte sig til, og navn-
ligen skulde beslutte sig til allerede nu at nedsætte et Udvalg til at modtage disse Meddelelser, da er Regjeringen beredt til, umiddelbart at træde i Forbindelse med et saadant Udvalg for at lade dette til- komme de Meddelelser, hvorom der er Spørgsmaal. Men forøvrigt har
Regjeringen tænkt sig, at dette kunde skee paa en endnu videre og
fuldstændigere Maade end ved at træde i Forbindelse med et saa- dant
mindre udvalg af Forsamlingen. Dersom den høitærede For- samling
skulde ville bestemme sig til at danne sig selv til Comitee— efter
det Udtryk, som i andre Lande bruges om en saadam Behand- lingsmaade
— for at modtage de Meddelelser om de Politiske Forhold af den Art,
som Regjeringen maatte troe sig istand til at kunne med- dele den,
dersom Forsamlingen altsaa skulde bestemme sig til at lade disse
Sager behandle i en anden Form end den sædvanlige, i et Møde,
hvorbed blot Forsamlingens egne Medlemmer vare tilstede, skulde
Regjeringen være tilbøielig til at gjøre sine Meddelelser til
Forsamlingen selv, og det således, at dens Medlemmer, forsaavidt
enkelte Punkter maatte være dem mindre klare, gjennen Spørgsmaal
maatte kunne søge at komme til en større Klarhed derom. Man maa
imidlertid, for at ikke altfor lang Tid skulde tages i Beslag, dog ikke tænke sig nogen egentlig Discussion af disse Forhold.
Grunden, hvorfor Regjeringen har troet at kunne gaae saa- vidt i
de Meddeleser, som den antager at kunne gjøre Forsamlingen, er den,
at hvad der kunde meddeles et saadant Udvalg, der vel vilde blive
temmelig talrigt, og som navnlig skulde meddeles Paalæg, derefter at
give Forsamlingen sin Beretning, i alt Fald ikke kunde
|
|
139
205 206
angaae nogen egentlig Hemmelighed o: noget Forhold, som
maatte være af den Beskassenhed, at Regjeringen havde den
Forpligtelse mod nogen anden Magt, ikke at berøre det. Meddelelsen
til et saadant Udvalg vilde da blot kunne sættes det Formaal, at
give en saavidt muligt fuldstændig Fremstilling af de politiske
Forhold, saa at Udval- get derved kunde blive sat istand til at give
Forsamlingen en Beret- ming, en Beretning, som da uden Tvivl vilde
vise, at der i disse Forhold ikke er saamange Hemmeligheder, i den
Betydning, som jeg før forklarede, som man maaskee kunde være
tilbøielig til at antage. Naar Sagen opfattes saaledes, seer
Regjeringen imidlertid in- gen væsentlig Hindring for at give denne
Meddelelse til Forsam- lingen i sin Heelhed; men Grunden, hvorfor
Regjeringen har troet, at saadan Meddelelse maatte skee i en saadan
extroaordinair Form, og navn- lig, at Forsamlingen maatte
constituere sig som Comitee, er den, at det let kan forudsættes, at
der ved denne Leilighed vilde blive fremført mange Yt- tringer og
blive berørt mange Forhold fra Regjeringens Side, som det ikke paa
nogen Maade kunde være øn skeligt eller gavnligt for Landets Interesse, strax i den første skarpe Form, gjennem Rigsdagsberetningen, udgik til Offentlighedens Kundskab. Jeg tillader mig iøvrigt udtrykkelig
at gjøre opmærksom paa, at det kun er den Deel af den ærede
Propo- nents Forstag, der gaaer ud paa Modtagelsen af saadanne
Medde- lelser, hvortil jeg har sigtet ved at gjøre den ærede
Forsamliug op- mærksom paa den her omhandlede Form. Gaaer
Førsamlingen ind herpaa, vælger den en saadan Form, da er det
fremdeles en Selv- følge, at det vil staae Forsamlingen frit for,
senere at nedsætte et Ud- valg med det Hverv, at lede Forsamlingen
med Hensyn til dens Dom eller Yttringer om de Foranstaltninger, der
af Regjeringen ere trusne; og Forsamlingen vilde altsaa, saavidt jeg
skjønner, ikke have nødig at foregribe sin Dom, om hvad den i saa
Henseende kunde be- stemme sig til, dersom den valgte den Form, som
af mig er antydet i Henhold til det Hverv, som Regjeringen har givet
mig.
Hall: Jeg kan kun have meget saa Ord at
tilføie, efterat have hørt den ærede Udenrigsministers Meddelese.
Jeg antager, at denne paa den største Deel af Forsamlingen har gjort
det samme tilfreds- stillende Indtryk som paa mig; jeg antager dette
saameget mere, som det var mig vitterligt, allerede forinden jeg
indgav mit Forslag, at der næredes Ønske om, at hine Meddeleser,
idetmindste de første og vigtigste, maatte kunne gives Forsamlingen
i sin Heelhed, og det var blot de Betænkeligheder, der dengang
næredes om, hvorvidt et saa- dant Ønske kunde lade sig realisere,
som foranledigeede Flere til at forene sig om et Forslag angaaende
Nedsættelsen af en Comitee i dette Øiemed. Jeg kan altsaa ikke
indsee Andet, end at Forsamlingen maa ønske, at disse første
Meddelelser blive givne den i dens Heelhed, da der jo altid,
saaledes som allerede af Udenrigsministeren er bleven bemærket, vil
staae den frit for at nedsætte en Comitee for at samle og
gjennemgaae de modtagne Beretninger, og jeg skal saaledes ikke
insistere paa, at mit Forslag ny bliver sat under Discussion, idet jeg dog maa forbeholdee mig, hvis man ikke skulde ville betræde den af Udenrigsministeren foreslaaede Vei, da atter at fremkomme med mit
Forslag om Nedsættelsen af en Comitee.
Schiern: Det har lige fra Begyndelsen været
min Formening, at Forsamlingen saa vidt som muligt og saa
almindeligt som muligt burde gjøres bekjendt med vedkommende
Actstykker, og jeg skulde derfor i ethvert Tilfældee foretrække den
af den ærede Udenrigsminister an- tydede Form for saadan Meddelelse
fremfor den her foreslaaede Co- mitees Nedsættelse, hvis der ikke
ved hiin, saafremt man bliver staaende ved den alene, var den
Betænkelighed tilstede, at Intet vilde blive Offentligheden
meddeelt. Jeg veed nu ikke, om dette Hensyn maatte findes saa
overveiende, at det skulde afgive Grund til at fore- trække den
anden Form.
Duntsfelt: Jeg reiser mig for at understøtte
det Forslag, der er fremsat af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts
1ste Distrikt (Hall) Jeg troer at maatte understøtte dette Forslag,
uag- tet den forandrede Stilling, Sagen har faaet ved den
Meddelelse, den ærede Udenrigsminister har gjort til Forsamlingen.
Jeg skal herom strax yttre mig nærmere.
Den ærede Proponent har troet at maatte benytte den Medde- lelse,
som ved Rigsdagens Aabning er skeet til Forsamlingen af Pre-
mierministeren, til derpaa at begrunde sit Forslag. Jeg kan ikke
andet end erklære mig enig i denne Anskuelse. Jeg har allerede under
tidligere Debatter yttret mig derhen, at naar denne Meddelelse var
adskilt fra den egentlige Throntale, havde dette til Hen- sigt at
fremkalde fra Forsamlingen dens Yttringer med Hensyn til den af
Ministeriet hidtil fulgte Politik. Hvad enten nu Afbenyttelsen
skeer, som jeg dengang tænkte mig i Form af en Separatadresse, eller
det skeer ved at benytte denne Meddelelse til gjennem en Comitee at
erholde saadanne Oplysninger fra Ministeriet, hvortil der maatte
være Anledning, vil derved Hen- sigten af hvad jeg tilsigtede være
opnaaet. Jeg kan ikke andet end troe, at denne Meddelelse vil give
Anledning til, at man ønsker at erholde nærmere og udførligere
Oplysninger fra Ministeriets Side. Disse ere allerede bleæne lovede
tidligere, og det er idag igjentaget af den ærede Udenrigsminister,
at Regjeringen er beredt til at give dem, og det i en mere udvidet
Form og til en større Kreds, end der var, tilsigtet ved selve
Forslaget. Jeg troer imidlertid, at der dog kunde være Anledning til
at vælge dette Forslag og nedsætte et Ud- valg til at modtage disse
Oplysninger fra Ministeriet. Det fore- kommer mig nemlig, at en Deel
af disse Oplysninger maatte grun- des paa Actstykker og Documenter,
og jeg kan ikke ret begribe, hvor- ledes saadanne Meddelelser i
selve Forsamlingen, hvad enten denne nu er constitueret som Comitee
eller ei, vilde kunne give det Udbytte, som naar disse Actstykker
ere undersøgte og proøvede af en Comitee, der derefter kunde meddele
deres Hovedresultat til Forsamlingen. Det er herpaa, at jeg
hovedsagelig støtter min Anskuelse om, at et saa- dant Udvalgs
Nedsættelse vilde hensigtsmæssigere føre til det tilsigtede Øiemeds
Opnaaelse, end naar deslige Meddelelser skete til Forsam- lingen
eller til den som Comitee constituerede Forsamling, saaledes som den
ærede Udenrigsminister har foreslaaet. Disse Actstykker kunde nemlig
efter min Mening følge som en nærmere Forklaring til den mere
detaillerede Meddelelse, efterat de først vare gjennemgaaede af en
Comitee.
Jeg kan ved denne Leilighed ikke undlade at bemærke, at der
visselig er, som allerede tidligere sagt, at Anledning til at antage, at Nationen vist med spændt Forventning seer hen til de nærmere
Oplysninger, som Ministeriet kan meddele det. Det maa vist- nok
erkjendes, at en Ministerpost under alle Omstændigheder er en
besværlig Post; men i hvilken Tid skulde den vel være mere besværlig
end i den, hvor Svig og Troløshed i flere Lande har bemægtiget sig
Roret, hvor Aabenhed og Retsindighed synes at maatte ligge under for
modsatte Bestræbelser fra den anden Side? Men idet jeg udtaler mig
angaaende Nødvendigheden af at erholde nærmere Oplysninger fra
Ministeriets Side, kan jeg ikke lade være at tage Hensyn til den
Tid, hvori disse Mænd have paataget sig deres ansvarsfulde Hverv, i
hvilket Øjeblik dette var, og hvorledes de ved at gjøre dette
visseligen have givet Beviser paa en Fasthed og Kraft, som her har
forhindret de Udskeielser, som man i andre Lande har seet saamange
Exempler paa. Ja jeg maa ved denne Leilighed fremhæve, at Enkelte af
dem med Tilsidesættelse af person- lige Følelser og længe nærede
Anskuelser have bragt dette Offer for det almindelige Vel. Der er af
een eller flere Ministre allerede yttret, at Ministeriet maa besidde
Folkets Tillid. Det er vist, at ingen Regjering kan bestaae uden
Folkets Tillid; men det har vist ikke dermed været Ministeriets
Mening, under saadamne Tider som de nærværende, blindt at fordre en
ubetinget Tillid; en saadan maa grunde sig paa Kjendsgjerning og
Overbeviisning, og det er dette, jeg tilsigter.
Jeg kan ikke antage — jeg vil bestandig holde en saadan Tanke
fjernet fra mig —, at disse høit agtede Mænd, som i Farens Stund
have havt det Mod at overtage Førelsen af vore Anliggender, skulde
gribe det første Øjeblik til at nedlægge deres Post, ny da Forviklin- gerne have naaet deres største Høide. Dette er en Mening, som vist aldeles ikke kan stemme med deres Tænkemaade. Jeg troer mig
berettiget til at paastaae, at man bør tage ethvert billigt Hensyn
til de store Vanskeligheder, de have havt at bekæmpe. Jeg er
overbeviist om, at Forsamlingen og Nationen vil tage tilbørligt og
billigt Hensyn dertil, og at den ikke vil æske mere af Ministeriet,
end det seer sig istand til |
|
140
207 208
at kunne meddele. Dette Hensyn troer jeg, man vil tage
som en Følge af deres Stilling i det Hele og de vanskelige og
delicate For- hold, hvori Regjeringen befinder sig. Det er saaledes,
jeg har be- tragtet det Forslag, der idag er fremsat i Forsamlingen,
og jeg har troet uforbeholdeent at burde udtale dette.
Fabrikeier Drewsen: Jeg stemmer mod
Nedsættelsen af en saadan Comitee. Grunden er, at jeg antager den
enten for unyttig eller skadelig. Enten skal nemlig en saadan
Comitee uden Forbeholde referere Alt, hvad den modtager fra
Ministeriet, eller ogsaa kun det, som Ministeriet ønsker den skal
referere, og følgelig beholdee Resten for sig selv. I første
Tilfældee anseer jeg den for unyttig og tidsspil- dende, fordi jeg
ikke indseer, hvorfor ikke Ministeriet ligesaagodt di- recte her i
Forsamlingen kan referere, hvad det deed, alligevel vil komme til
Forsamlingens Kundskab igjennem Comiteen; i det andet Tilfældee
anseer jeg den for skadelig, fordi en saadan Indertning ab- solut
slaaer hele Forsamlingens Beetydning ihjel; thi vi ere jo komne
sammen her forat Alt skal være aabent og klart. Men jeg tør da nu
vel spørge dem, mine Herrer, om det er deres Mening, at blot en Deel
af Forsamlingens Medlemmer skulde blive indviede i Ministeriets
Hemmeligheder, at kan en Deel af os skulde lære at kjende de
Forholdsregler, som Ministeriet vil tage.
Vi ere her, mine Herrer! med det Hverv fra vore Vælgere, at vi
skulle see med egne Øine, høre med egne Øen, og i Henhold hertil tør
jeg spørge, om der er nogen af de Herrer, der vil finde sig
competent til at omgaae denne Forpligtelse. Vil man nu endelig have
en saadan Comitee, maa jeg desuden gjøre opmærksom paa, hvad det er
for en Comitee, havd det er for et aristokratisk Element, man vil
føre ind her i Forsamlingen, idet det jo er klart, at en saa- dan
Comitees Medlemmer absolut maae indtage en høiere Plads her end de
øvrlge Medlemmer; thi denne Comitee er jo indviet i de Ting, der
ligge skjult for den øvrige Forsamling, og i Tilfældee af et
Ministerskifte, er der da Nogen, som vil negte mig, at Tanken ufri-
villig netop maa drages hen paa denne Comitee paa Grund af den
Rapport, hvori den staaer til Ministeriet? Men efter min Formening
er der ingen Tvivl om, at vi endnu ikke have det Kjendskab til hver-
andre her i Forsamlingen, at vi allerede nu og uden videre skulde
see os istand til at udpege de Kræfter, som ere nødvendige for et
Ministerium, og jeg skal end yderligere gjøre opmærksom paa, at der
er en stor Forskjel paa at være i en Comitee og at være Minister,
men jeg kan ikke ansee denne Comitee for Andet end en Classe,
hvorfra man skulde dimitteres til Ministerbænken. Vvistnok er det
sandt, at der er mange Spørgsmaal, som kunde blive forelagte Mi-
nisteriet, og som det kunde være der umuligt offentligen at svare paa; men i saa Fald staaer det jo Forsamlingen frit for at constituere
sig til Comitee, og jeg veed ikke, hvorfor ikke Ministeriet skulde
kunne aflægge de samme Oplysninger til den hele Forsamling, som
de ellers vilde have at give til en Comitee, thi enhver af os veed,
at hvad 2 vide, vide ogsaa den tredie, og at følgelig den
Hemmelighed, som 15 Mennesker veed, den kan sandelig ogsaa 150 vide.
Det er allerede forhen sagt, at den Vigtigste, som her kan blive
Tale om, er det slesvigske Spørgsmaal, og at det, naar vi have
klaret dette, ikke vil være vanskeligt at klare de øvrige; men det
er netop disse Oplysninger, man vil forholde os og kun meddele til
et lidet Antal, til en Comitee. Dette strider imidlertid imod
Principet i den Con- stitution, der er os lovet. I Henhold hertil
maa jeg stemme imod en saadan Comitees Nedsættelse.
Lehmann: Jeg ønsker, at det fra første Færd
af maa være aldeles klart for Forsamlingen, at Regjeringen ikke i
mindste Maade har føgt at foregribe Forsamlingens Dom om den Form,
hvori den vil modtage de Oplysninger, til hvis aabne Meddelese
Regjeringen fra første Dag har erklæret sig villig. Det vil altsaa
aldeles beroe paa, hvad Forsamlingen i saa Henseende ønsker. Kun
skal jeg, for- saavidt det er fremsat som en Indvending mod den af
Regjeringen tilbudte Form, at disse Meddelelser skulde skee til
Forsamlingen inden lukte Døre, medens derimod den af en Comitee
afgivne Beretning vilde blive Offentligheden hjemfalden og komme til
hele Verdens Kundskab, tillade mig den Bemærkning, at det eneste
Fortrin, som et
engere Udskud skulde have fremfor Forsamlingen i sin Heelhed, og
som vel maatte være det, at Regjeringen med større Uforbeholdeenhed
kunde meddele sig til Faa end til et større Antal Mænd, derved vilde
falde bort, hvis Meddelelsen til en Comitee kun skulde være at
betragte som et Gjennemgangspunkt til en fuldstændig Offent-
lighed.
Forøvrigt tør jeg bede mine Herrer ikke at gjøre dem for store
Forestil- linger om de Hemmeligheder, hvoraf Regjeringen skulde være
i Besiddelse, men som den vilde tilbageholde. Det er en Selvfølge,
at der kan gives Ting, som ikke ere hemmelige for noget Menneske,
men som en Regje- ring dog ikke officielt bør meddele, fordi den
derved vilde tilsidesætte Convenientser, der aldrig ustraffet lade
sig krænke, og allermindst af en lille Stats Regjering. Der gives
unægteligen ogsaa Tilfældee, hvori det vilde være en Indiscretion,
som endog kunde gaae over til at blive en Forbrydelse mod landet,
dersom man forud vilde forkynde, hvad man under visse Omstændigheder
kunde agte at gjøre. Vore Vederparter ville som oftest kun have
altfor let ved at gjætte sig dertil, men forud at ville fortælle
det, vilde mildest talt være uføm- meligt og uklogt.
Med Hensyn derimod til de egentlige Kjendsgjerninger, der alle-
rede fremtræde som færdige Facta, derom kan Regjeringen vel med-
dele Dem nogle Enkeltheder, der ere Dem ubekjendte og som kunne have
deres Interesse; men det hele store Resultat, det, hvorpaa det især
kommer an, det ligger sandelig for Alles Øine, og det kjende de lige
saa godt som vi. Jeg behøver vel ikke at forsikkre Dem, mine Herrer,
at dersom Regjeringen havde „trøstelige“ Meddelelser at give i denne
Henseende, dersom færdige Regultater kunde forelægges For-
samlingen, da skulde den sandeligen ikke oppebie Deres Opfordringer,
end sige Foranledninger fra Stockholm eller andetsteds fra, men ile
med at meddele dem til dem, som de vedkomme nærmest, og som det
vilde være os en stor Glæde at kunne meddele dem til.
Der er atter idag bleven talt, som om Regjeringen fordrede eller
endnu blot ønskede Folkets „blinde“ Tillid. Vi fordre Tillid, ikke
for is, men for Regjeringen, for den nuværende og alle kom- mende
Regjeringer; men vi fordre den kun paa det Vilkaar, at ingen
Regjering kan vedblive at være Regjering længer, end den besidder
denne Tillid. Jeg haaber, at det ikke er fornødent at forsikkre Dem,
mine herrer, at alle de Stemninger og Følelser, der leve i Nationen
og i denne Forsamling, som nys har fundet et saa loyalt og vær- digt
Udtryk i den antagne Adresse, i deres fulde, rene Styrke ogsaa deles
af de Mænd, hvis, om jeg maa tillade mig at sige det, tunge Lod det
er blevet at skulle bære Ansvaret for de offentlige Sagers Ledelse i
denne skjæbnesvangre Tid. Ja, jeg tør paastaae, mine Herrer, at der
ikke findes Nogen her i Landet, som dybere har følt al den Smerte,
at den Fortørnelse, hvortil de Hindringer og Skuffel- ser, der ere
timedes Danmark, have givet Anledning, end netop de Mænd, som med
deres Bryst have maattet optage de første, de haar- deste Stød, og
at der ikke gives Nogen her i Landet, der nærrer et mere brændende
Ønske, end vi, om at kunne hævde Nationens Ære og Ret — lige indtil
Mulighedens Grændser. Det er sikkert ikke denne Overbeviisning, De
ville søge i de Meddelelser, hvorom her er Talen; men hvad de kunne
give, det er en mere begrundet Dom om, hvor- vidt Regjeringen har
været heldig i Valget af de Midler, hvorved den har søgt at naae
Maalet; hvorvidt den ved Udførelsen af mange Ting, om hvis
Ønskelighed der ikke kan herske Tvivl mellem danske Mænd, har stødt
paa Hindringer, som det har været umuligt at overvinde. Det er netop
herom, at vi ønske, at Forsamlingen sættes istand til at satte en
begrundet Dom. Den femte Rigsdagsmand for Kjøbenhavn (Duntzfelt) har
stærkt udtalt sig om, at vi skulde være uberettigede til i et sa
farefuldt Øjeblik at træde tilbage. Det er denne Overbeviisning, som
gjør, at vi staae her paa denne Plads; men jeg kan ogsaa tilføie,
forsaavidt en æret Deputeret fra Jylland (Drewsen jun.) har hentydet
til, at der af den omhandlede Comitee kunde udvikle sig et nyt
Ministerium, at jeg finder det aldeles i sin Orden, at Ministeriene
for Fremtiden udgaae af Rigsdagen, og at, hvis Nogen vil paatage sig
at gjøre det bedre end vi, det af som vil betragtes, ikke som et
Nederlag, men som en Forløsning. (Sluttes.) Forlagt og trykt
af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
141
209 210 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 27. Tiende Møde.
(Sluttet.)
Forsaavidt som den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 5te
Distriet (Duntzfelt) har hentydet til, at en saadan Beretning eller
en saadan Undersøgelse, foretagen i en Comitee, ikke burde indskrænke sig til det slesvigske Spørgsmaal alene, men burde gaae ud paa hele Indholdet af det Regnskab, hvormed Ministeriet mødte Forsamlingen
allerede paa den første Dag, da er ogsaa dette Noget, som aldeles
maa være overladt Forsamlingen. Jeg troer imidlertid med den ærede
iydske Deputerede, at det forholder sig rigtigt, at naar vi kun
kunne klare det slesvigske Spørgsmaal, da vilde Resten sinde sig let. Ministeriet er imidlertid rede til ogsaa i Alt andet at staae Dem
til Regnskab. Den Opgave, der blev stillet det nærværende Kabinet,
da det dannede sig, var at skaffe Danmark Fred og Frihed, og vi
kunde vel prise os Alle lykkelige, og vi kunde vel sige, at denne
første Rigs- forsamling i Danmark vilde være en uafbrudt Fest,
dersom det her kun gjaldt om, i Forening med en folkeligsindet,
fordringsfri Konge at bygge Frihedens Tempel. Men, mine Herrer, det
er ikke saa. Om vi kunne erholde en Fred, hvormed Danmark kan være
tjent, staaer i Guds Haand, og jeg vil i denne Henseende kun sige,
at jeg troer, at Historien vil give det nuværende Ministerium det
Vidnes- byrd, at Danmark dog under dets Ledelse har været istand
til, og det ene, hidtil at modstaae en overmodig og mange Gange
overlegen Fjende, ikke blot uden at være tilintetgjort, men ogsaa
uden at dets Modstandskraft i mindste Maade er udtømt. Men, som
sagt, om vi nu kunne erholde Fred, det veed jeg ikke; men det veed
jeg, at Fri- heden er os sikker.
Det har glædet os, mine Herrer, at læse i Deres Adresse det Ord,
hvoraf Enhver af os Alle, som her ere tilstede, kan tage sin Andeel,
at det i Omvæltningernes Aar er lykkedes os at holde For-
styrrelsens onde Magter borte fra vort elskede Fædreland, og jeg skal tilføie: og at Regjeringen har været istand til at gjøre en saadna Begyndelse til Frihedsværkets Grundlæggelse, at Frihedens Fjender, hvis her sindes saadanne og de skulle vove derpaa, forgjæves vilde søge at løfte deres afmægtige Hænder derimod, og at Frihedens ukloge Venner maaskee nok kunne være istand til at berøve Frihedslivets
hurtige, frodige og skjønne Udvikling Noget af dens Glands og Glæde,
men ikke blive farlige for Friheden selv.
Dahlerup: Jeg vil kun tillade mig at
foreslaae Forsamlingen at anmode Ministeriet om at gjøre, hvad
Udenrigsministeren selv har foreslaaet, da der i alt Fald herved
ingen Skade kan skee.
F. Jespersen: Da Proponenten har frafaldt
sit oprindelige Forslag, skulde jeg ikke have tilladt mig at yttre
mig videre om det, hvis det ikke var bleven optaget af en anden æret
Deputeret, og jeg saaledes for Øjeblikket ikke veed, hvorvidt der nu
skal stemmes over det, hvilket jeg dog troer. Jeg vil imidlertid
tillade mig at spørge de Herrer, som ville have en Comiteen, hvad
denne Comitee egentlig skal bestille. Proponenten siger, at den skal
modtage Oplysninger, og dens Forretning kan altsaa kun bestaae i at
modtage Actstykker, men at modtage Actstykker er en saa simpel
Forretning, at det fore- kommer mig høist ufornødent at ned sætte en
Comitee dertil; dersom Forsamlingen vil have disse Actstykker, saa
gjør den rettere i, igjen- nem sin Formand at udbede sig dem
tilstillede gjennem Ministeriet Proponenten sagde ogsaa, at Comiteen
skulde ordne disse Actstykker; jeg tvivler ikke paa, at Ministeriet
vil overlevere dem til Forsamlin- gen i saa god Orden, som Nogen kan
ønske, og at Forsamlingen ved
at tage dem for ganske i den Orden, hvori Ministeriet vil forelægge dem, vil kunne være vel tjent. Hvorfor jeg maa paa det Bestemte-
ste modsætte mig en Comitees Nedsættelse, er, fordi jeg frygter for, at Comiteen vil indlade sig i Underhandlinger med Ministeriet, at den ligesom vil gaae paa Accord med det, at naar blot den sik Noget
at vide, skulde den nok fortælle Forsamlingen det paa en saadan
Maade, at Ingen kunde blive rigtig klog derpaa. (Latter.)
Jeg tillader mig at bemærke, at Folket ikke vil lade sig nøie med
halve Oplysninger, det fordrer og fordrer med Rette den rene og
fulde Sandhed, og jeg tør sige det, selv den meest nedslaaende Sand-
hed vil være en større Beroligelse før det end den piinlige Uvished,
hvori vi saalænge have levet. Jeg kan ikke tænke mig, at Ministe-
riet kan holde disse Oplysninger tilbage af Frygt for, at vi ville
kritisere dets Fremgangsmaade; den forløbne Tid har forsaavidt kun
en historisk Interesse, og jeg skal være den Sidste til at underkaste
et Ministerium, hvortil min Tillid ingenlunde er svækket, en
Kritik; men de Oplysninger, som ere nødvendige for at bedømme vor
nu- værende Tilstand og hvad der i Fremtiden skal skee, dem maa
Mini- steriet meddele Forsamlingen, først da kunne vi fuldføre det
Hverv, hvorfor vi ere samlede. Der skal forelægges os Forslag til
Tilveie- bringelsen af de Midler, som ere nødvendige til Krigens
Førelse; nu vil jeg spørge, hvorledes skal Forsamlingen tage dette
Forslag under Behandling, hvorledes skal den være istand til at
afgive en moden Erklæring for sig selv og for det danske Folk, som
har sendt den, naar den ikke erholder alle de Oplysninger, som høre
til at bedømme Spørgsmaalet? Skal Krigen fortsættes, kan den
fortsættes, eller maa Danmark nødvendigviis gaae under i Krigen:?
Jeg har heller ikke tænkt mig, at Ministeriet vil komme frem med
dette Lovforslag uden med det samme at tilbyde Forsamlingen alle de
Oplysninger, som ere nødvendige for at prøve det. Jeg maa derfor
erklære mig imod, at der efter det oprindelige Forslag nedsættes en
Comitee for at modtage disse Oplysninger, og ligesaalidt kan jeg
stemme for, at Forsamlingen i et sluttet Møde inden sin egen Kreds
modtager dem af Ministeriet. Forsamlingen kan rolig vente, til det
Øjeblik kommer, da Ministeriet vil være nødt til at føre dem frem,
ikke for denne Forsamling alene, men for hele det danske Folk.
Cultusministeren: Det kunde dog være, at der
kunde gaae nogen Tid hen, førend Alt, hvad der kunde meddeles
Forsamlingen, kunde i det samme Omfang meddeles Alle og Enhver. Jeg
troer vvirkelig, at der er en vis psychologisk Misforstaaelse med
Hensyn til den piinlige Uvished, hvori man naturligviis befinder
sig, at der i denne Henseende er blandet Noget ind af den piinlige
Uvished, hvori man er, naar man ikke veed, hvad Fremtiden bringer,
og at den piinlige Stemning saaledes tildeels hidrører fra det Slør,
som er rullet ned over Fremtiden, og som man saa gjerne vilde løfte.
Dette Fremtidens Slør vil ikke nogen Oplysning kunne hæve for
Forsam- lingens Øine, og naar der bliver meddelt den høie Forsamling
alle de Oplysninger, som Regjeringen er istand til at meddele, troer
jeg vist, at det vil komme til at staae klart for den høie
Forsamling, at der hos enhver Enkelt af dens Medlemmer maaskee er en
saadan Sammenblanden af dette Usikkre, Dunkle, hvori Fremtiden
staaer, og Ubekjendtskabet med det Forbigangne og Nærværende. Naar
jeg alt- saa forudsætter, at den høie Forsamling da ikke vil
tiltræde den Me- ning, at Ministeriet skal meddele Publicum Alt,
hvad der er passeret, troer jeg, at der kun vil blive tilbage de to
Meninger, at det enten skal meddeles til den Comitee, hvorom
Forslaget vel er frafaldet af Proponenten, men optaget af et andet
Medlem fra Kjøbenhavn, |
|
142
211 212
eller meddeles selve Forsamlingen, idet den constiuerer
sig som en Comitee; jeg troer ikke, at der er nogen væsentlig
Uovereensstemmelse imellem disse to Meninger; saaledes har jeg, eg,
som Udenrigsmini- steren bemærkede, ogsaa Regjeringen tænkt sig det.
Naar først Forsam- lingen har faaet de Oplysninger, som den kan faae
og som vist ikke Ville bringe den det Udbytte, som man egentlig
troede, fordi man i Grunden veed meget mere om Forholdenes sande
Tilstand,. end man antager, staaer det Jo den høie Forsamling frit
for at nedsætte en Comitee. Hvis den vil undersoge eet eller andet
Punkt noget nærmere eller omhyggeligere, hvis den vil gjøre een
eller anden Fremgangs- maade, een eller anden Handling til Gjenstand
for en Undersøgelse, for en Bedømmelse, eller maaskee tage
Fremgangsmaaden t det Hele for sig og underkafte den en nærmere
Randsagelse, saa jeg troer ikke,at der er nogen egentlig Strid
imellem disse to Meninger. Først vilde altsaa det, som kan meddeles,
blive meddeelt den hele Forsamling, og naar dette er skeet, vilde
Forsamlingen have det ganske ander- ledes i sin Magt at bestemme,
hvorvidt den saa fandt sig foranle- diget til at nedsætte en
Comitee, mod hvis Nedsættelse der Intet kan være at erindre fra
Ministeriets Side.
With: Hvad jeg vilde sige, har allerede den
høitagtede Cul- tusmtnister forstørstedelen fremført. Min Mening er
den, at vi ube- tinget bør mostage det Tilbud, som Ministeriet idag
har gjort os, nemlig for Forsamlingen, sluttet som Comitee, at
meddele alle de Oplysninger, som det er istand til, og at vi
dernæst, naar vi ere komne i Besiddelse af disse Oplysninger, vælge
en Comitee til at be- dømme, hvad der saa for fremtiden i denne
Henseende bør foretages. Jeg mener, at denne Comitees Hverv burde
Være at udarbeide et Svar paa den Deel af Throntalen, som er oplæst
af Ministeriet. Hans Majestæt har i den Adresse, som er vedtaget
idag, faaet et Svar paa sin Tiltale, men Ministeriet har endnu intet
Svar faaet paa dets Tiltale til Rigsforsamlingen; at give Svar
der- paa skulde, efter min Formening, være denne Comitees Hverv.
Med Hensyn til den Maade, som Regjeringen har foreslaaet at give
Oplysningerne paa, da finder jeg den bedre, end at de skulde gives
til en særskilt Comitee. De, der skulle være Medlemmer af denne
Comitee, Kunne ikke vente at faae Andet at vide, end hvad den hele
Rigsforsamling alligevel maa komme til Kundskab om, naar det skulde
være tilldt disseComiteens Medlemmer høit til Alle at udtale, hvad
de havde faaet at vide; men derimod, naar Forsamlingen con-
Stituerede sig til Comitee, og Ministeriet for den som saadan afgav sin Erklæring, skulde jeg troe, at der ikke er Nogen imellem os, som er saa aabenmundet, at hvis der maatte sindes Noget, som ikke maatte
omtales, han da ikke skulde kunne give et saadant Løfte og, naar han
havde givet det, ikke skulde være istand til at holde det Jeg troer
derfor, at vi i denne Sag ikke have videre at gjøre end at stemme
over den Maade, hvorpaa man vil modtage Ministeriets Oplysnin- ger,
og jeg troer i denne Henseende, at man bør modtage dets Tilbud,
saaledes, at Forsamlingen danner sig til Comitee og modtage dets
Beretning.
Barfod: Jeg skulde saare meget have
misforstaaet den ærede Rigsdagsmand for Skanderborg Amts 4de
Distrikt (Fabrikeier Drewosen), hvis han ikke allerede har udtalt
Idetmindste det Væsentlige af hvad jeg kunde ønske at sige, idet jeg
har forstaaet ham, som om han meente, at Salen med Taknemlighed, med
Glæde, burde modtage Regjeringens igjennem Udenrigsministeren til os
gjorte Forslag; har han ikke alle- rede udtalt det, saa har dog nu
idetmindste den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te Distrikt
(With) udtalt det, og til ham tillader jeg mig derfor at slutte mig,
idet jeg blot skal tilføie, at jeg troer, at det vilde vare at
overdrage de Flere eller Færre, som man valgte til Comitee i
nærværende Sag, et høist besværligt, et høist, jeg kan gjerne sige,
farligt og utaknemmeligt Hverv. Det vilde ingenlunde være behageligt
for et mindre Antal af nærværende Rigsforsamlings Med- lemmner at
være de særlige Bærere af Regjeringens Hemmeligheder, og den øvrige
Deel af Salen, troer jeg, vil nødig see et Geheimeraad af den Art;
paa den anden Side kan jeg heller ikke Andet end paa det al-
lerbestemteste udtale mig imod, hvad den ærede Rigsdagsmand for
Odense Amts 6te District (Jespersen) har meent. jeg kan meget let
forestille mig, at Regjeringen kunde have saadanne ting at meddele
Rigsdagen, naar den havde constitueret sig som Comitee, som den
umuligen for Landets Vels Skyld kunde meddele Rigsdagen under anden
Form. jeg troer derfor, skjøndt jeg er overbeviist om, at den ærede
Rigsdagsmand for Odense Amts 6te District har udtalt, hvad han har
sagt, med Folkets Vel og Sagernes bedste Fremme for Øie, at hans
Forslag meget lidet vil være i Folkets og Sagens Interesse.
H.P. Hansen: Ligesom Ministeriet t den
Veretning, som det forelagde den høitarede Forsamling den første
Gang vi samledes i denne Sal, har sagt: „med Længsel har Regjeringen
imødeseet den Dag, da Forfatningen kunde i Kræft og Kraft og dermed
den Over- gangstilstand ophøre, der har lagt saa stort Ansvar paa
dens Skul- dre og hvori den har maattet savne et mægtigt Folkeorgans
Bistand“, saaledeg var det fra den første Dag, jeg havde den Ære at
træde ind i denne Sal, denne Tanke, som foresvævede mig, at vi dog
Alle maatte bidrage til at blive et saadant mægtigt Folkeorgan. Jeg
til- staaer, idet min Tanke og Stræben har været henvendt herpaa
og altid skal være henvendt herpaa, at jeg vil søge at opnaae
dette, ikke ves blomatrense Talemaader, hvad jeg heller ikke skulde
være istand til, eller ved at gjøre Ministeriet Complimenter, men
ved at tale aabent, ærligt og ligefrem til det, og derfor vil jeg
ikke tage i Betænkning ligefrem at sige, at den Beretning, som det
høie Mini- sterium har fremlagt ved Forsamlingens Aabning, ikke er
mig fyldest- gjørende. Jeg siger, den er mig ikke fyldestgjørende,
fordi den ikke indehelder de Oplysninger, som jeg mener, ene kunne
sætte Forsam- lingen istand til at bedømme vor nuværende Stilling
samt hvorvidt Regjeringen hidtil har udfyldt den vigtige Plads, den
indtager, faa- ledes at Rigets Velvære og Folkets Tillind til den
kan være begrun- det. Jeg har ingen Tvivl om, at Regjeringen
fortjener denne Til- lid, men for at fælde nogen Dom derom,
udfordres andre Oplysnin- ger og Meddelelser end de, der ere givne i
den Beretning, som nu foreligger os. Det er vist ikke nogen piinlig
Uvished om hvad Fremtiden bringer med sig, der hos mig fremkalder
Ønsket om disse Oplysninger jeg veed, at over Fremtiden raader
Ingen, men For- tiden, den tilhører Alle, og det er ved Hjælp af
den, at vi bedømme vor Stilling og Gjøren i Verden. Det er dette
Motiv, der bringer mig til at ønske, at der maa blive forelagt denne
Forsamling alle de Oplysninger, som kunne forens med de Hensyn, som
Ingen er mere bered- villig end jeg til at erkjende, Minisinisieriet
bør iagttage. jeg indrømmer, at der kan være Opyninger, som ikke
kunne meddeleg en Forsamling som denne; men der maa ved Siden af
disse være Meget, som den maa see sig istand til at meddele, og
derfor har jeg reist mig for at understøtte det Forslag, som er
bleven gjort af den ærede Rigsdags- mand for Kjøbenhavns Amts ste
Distrikt (Hall).. Om det nu skal skee saaledes, som det af ham er
foreslaaet, at Forsamlingen skat ned- sætteen Comitee til at modtage
Regjeringens Meddelelser, eller selv constituere sig som comitee,
forekommer mig, at der ikke fan ligge stor Vægt paa; jeg vil dog
tillade mig at bemærke Saameget, at jeg troer, at Forsamlingen vel
maa lægge Mærke til, at der ikke handles blot om at modtage
Oplysninger om, hvorledes dette eller hiint er gaaet til, at det
ikke er nok, at den lader sig fortælle dette, men at den vil nøne
bedømme og prøve disse Oplysninger; man maa her skjelne mellem,
alene at modtage en Oplysning, og at anstille en Undersøgelse af de
tilbagelagte Forhold. Jeg beder vel at bemærke, at det ikke er
Fremtiden, jeg ar for Øie; jeg troer derfor, at hvis man finder det
tilraadeligst at modtage det Tilbud, som er bleven gjort os af den
ærede Udenrigsminister, at Forsamlingen con- stituerer sig som
Comitee for at modtage alle de Oplysninger som Ministeriet kan og
vil forelægge den , maa man bog forbeholdee sig, efterat have
modtaget disse Oplysninger, at kunne nedsætte en Co- mitee og at
kunne gjøre, hvad Brug man vil af de Oplysninger, man saaledes
modtager, og i hvilkensomhelst Udstrækning, man finder fer godt.
Fabrikeier Drewsen: Naar jeg har yttret mig
imod at ned- sætte den omtalte Comitee, har jeg ingenlunde havt til
Hensigt der- med at ikke kaste nogen Mistillid paa Ministeriet;
tvertimod, det kan ikke falde mig ind at nære nogen saadan, ialtfald
ikke før jeg kjenber dets Færd; men just derfor er det, at jeg ikke
vil have, at der mellem Ministeriet og Forsamlingen skulde existere
noget Mellemled til hvil- |
|
143
213 214
det vi skulde have en Tillid, om hvilken jeg maa spørge,
hvorfra skulde vi tage den? Kunde bi tænke os, at denne Comitee blev
ned- fat af Mænd, som bi Alle ville have, var det en anden Sag;
men der maa jo altid blive en heel Deel af Forsamlingens Medlemmer
i Minoriteten, og disse skulde da lade sig nøie med, at den Tillid,
be Havde til Ministeriet, paa en Maade skulde absorberes af den
Tillid, de have til Mænd, som gierne kunne være udmærkede, men som
de forrensten ikke kjende. Nei, dette Mellemled mellem Forsamlingen
og Ministeriet maa ikke sinde Sted; det vilde fjerne Ministeriet fra
Kam- meret. Jeg vilde foreslaae, om di ikke saa skulde
sætteForslaget un- der Afstemning.
Flere Stemmer: Ja Afstemning! Afstemning! Da Formanden derefter, Henhold til Regulativet for Forsam-
lingens Forretningsorden, forespurgte, om 15 Medlemmer af Forsam-
lingen undersøttede Forslaget om Afstemningen, blev dette Spørgs-
maal besvaret bekræftende, idet et meget større Antal udtalte sig
herfor,
Dadid: Jeg maa ogsaa erklære mig for
Afstemning, men kan dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at det er
mod al god parla- mentarisk Skik, at en Taler selv fremsætter
Forslag om, at Afstemning straxskal sinde Sted.
Formaden: Det er meget sandt, men det er nu
eengang afgjørt, at Afstemning skal sinde Sted.
Dunzsfelt: Jeg ønsker Ordet for at forklare
en personlig Misforstaaelse. Naar det er bleven sagt, at Proponenten
har fra- faldet sit idag stillede Førslag, og at jeg har optaget
det, da er dette Ingenlunde Tilfældeet. Jeg har maaskee misforstaaet
Proponenten; Men det forekom mig, at han ikke ganske opgav sit
Forslag, idet det kun dar bleven noget modificeret ved den høitærede
Adenrigsministers Meddelelke, ligesom han ogsaa inhærerede sit
Forslag for det Til- fælde, at Forsamlingen ikke vilde gaae ind paa
den Fremgangsmaade, der var foreslaaet af Udenrigsministeren. Jeg
har blot formeent, at De Meddelelser; af Regjeringen vilde giøre,
tildeels vilde være be- Grundede paa Actftykker, og forsaabidt dette
skulde være Tilfældeet…
Formanden: Jeg troer rigtinnok, at den ærede
Rigsbags- mand gaaer formeget ind i Realiteten af Sagen. Der er
forlangt Afstemning af over 15 Medlemmer, og altsaa maa Discussionen
være sluttet. Da Jeg gad den ærede Rigsdagsmand Ordet, stod jeg i
den Formening, at det kun var en formel Bemærkning, han agtede
at gjøre.
Dunzsfelt: Altsaa kan jeg kun bemærke, at
jeg ikke troede, at Proponenten havde frafaldet sit Forslag, men at
det iøvrigt ikke har været min Hensigt at optage dette.
Der stod altsaa kun tilbage det af Nigsdagsmanden for Skan-
derborg Amts 4de Diftrikt (Drewsen) i Overeensstemmelse med Uden-
ringsministerens Proposition gjorte Forslag, „at Forsamlingen bannede sig til en Comitee for saaledes at modtage de Oplysninger, som Re- gjeringen maatte see sig istand til at meddele angaaende de
slesvigske Forhold”, hvilket ved den paafølgende Afstemning antoges
med 140 Stemmer mod 4.
Forinden Formanden bestemte Dagsordenen for det følgende Møde
satte han dernæst under Discussion, paa hvilken Maade den af
Forsamlingen vedtagne Adresse skulde overrækkes Hans Majestæt, idet
han foreslog, at det af Forsamlingen skulde overdrages Forman- den
at bringe Kongen dette Forsamlingens Svar paa Throntalen. Dette
vedtoges efter nogen Discussion, efterat det navnlingen med
Overveiende Pluralitet var afgjorte, at Formanden ikke, saaledes som
af enkelte Medlemmer (Olrik, Ræder, David) var yttret, enten skulde
ledfages af en Deputation af Forsamlingens Medlemmer, eller alene af
Forsamlingens Secretaire (Schytte).
Dagsordenen for det følgende Møde, som berammedes til den
Paafølgende Dag Kl. 1, idet Afdelingerne skulde samles Klokken 12
for hver for sig efter Regulativet at forestage Valg paa en Formand
og Secretair, blev endelig af Formanden fastsat saaledes: 1) Beret-
ning fra Afdelingerne om deres Constitueren og Valg af Formænd
og Secretairer; 2) Meddelelse fra Justitsministeriet angaaende
Rigsforsamlingens Medlemmers Diæter og Godtgjørelse for Reise-
Omkostninger. Mødet hævedes. Ellevte Møde.
Fredagen den 3die November.
Protocollen for forrige Møde oplæstes.
Formanden: Jgjennem den 10de kongevalgte
Rigsdagsmand
(Clausen) har jeg modtaget et Andrangende til Rigsforsamlingen fra Sognepræst Møller I Dalby i Fyen paa 100 Gaardmænds og Huus-
mænds Vegne, hvilket, næst at udtrykke levende Bekymring over den
ved Vaabenstilstanden fremkomne Tilstand i Slesvig, opfordrer For-
famlingen til at styrke Regieringens Tillid til Folket og til ikke at fraraade noget Offer, som er fornødent til Landets Frelse. Dette
Undragende vil blive fremlagt I Læseværelset.
Der er idag i de forskjelligee Afdelinger foretaget Valg paa For-
Mænd og Secretairer, og jeg skal nu opfordre Formændene for Af-
delingerne til at berette Resultatet af Valgene.
Formanden for 1ste Afdeling, Hvidt, meddeelte derpaa, at Under
Ledelse af ham som Aldersformand var i bemeldte Af- deling, der
bestod af 28 Medlemmer, som alle havde været tilstede, foretaget
Valg paa en Formand, hvorved Stemmerne fordeeltes Faaledws, at ham
(hvidt) fik 20, Bjerring 5, Claufen 2 og Krieger 1 Stemme, og at han
saaledes var blevet Afdelingens Formand. Derefter havde Formanden
ladet skride til Valg af en Secretair, hvorved Stemmerne fordeeltes
saaledes: Bjerring 20, Krieger 4, Aagaard fra Lolland, Jesperfen fra
Biborg, Claufen of Linnenmann hver 1, faa at Bjerring var blevet
Afdelingesn Secretair.
Formanden for 2den Afdeling Westergaard meddeelte, at i bemeldte
Afdeling, der bestod af 31 Medlemmer, som alle havde været tilstede,
havde ved Valget af formand først Schouw faaet 20, Bang 8 og
Westergaard 2 Stemmer, medens een afgiven Stemme var ugyldig, men da
schouw havde ønsket sig fritagen for det paa ham faldne Valg, blev
der fkredet til nyt Valg, hvorved Stemmerne Fordeeltes saaledes, at
balthzar Christensen sig 13, Bang 9, Wester- gaard 7, samt Professor
Larsen og Fibiger hver 1 Stemme. Da Ingen havde Opnaaet over
Halbdelen af Stemmerne, blev atter Om- Valg foretaget, og erholdt da
Westergaard 20 Stemmer, Bang 9 Stemmer, samt Balthazar Christensen
og Professor Larsen hver 1 Stemme, og var saaledes Westergaard, med
absolut Stemmefleer- hed, Valgt til Formand. Til Secretairvalget
havde Rée 16, Mundt 9 og Schytte 4 Stemmer, samt G. Christensen of
Sehestedt- Juul hver 1 Stemme, saa at Rée, med absolut
Stemmefleerhed, valgtes til Secretair.
Algreen-Ussing, som Formand for 3die
Afdeling, meddeelte, at i denne, der bestod af 30 Medelemmer, hvoraf
dog kun 28 havde været tilstede, ved et tredie Omvalg mellem ham
(Algreen-Ussing) ogWith, af hvilke ved andet Omvalg hiin havde 13 og
denne 12 Stemmer, han var blevet valgt til Formand med 16 Stemmer.
Til Se- cretair var ved andet Valg Hall blevet valgt med 17
Stemmer.
Sponneck, som Formand for 4de Afdeling,
meddeelte, at ved det i Afdelingen, der beftod af 31 Medlemmer, som
alle vare tilstede, foretagne Valg var han (Sponneck) valgt til
Formand med 20 Stem- mer og Hage til Secretair med 18 Stemmer,
medens Madsen havde havt 6, W. Ussing 3, Dahlerup 2 Stemmer, samt
Ostermann og Schiern hver 1 Stemme.
Formanden for 5te Afdeling, Dahl, meddeelte, at i nysnævnte
Afdeling, der bestod af 30 Medlemmer, som alle havde været tilstede,
var under Forsæde af Mynster, som Alsersformand, han (Dahl) ble- vet
udnævnt til Formand med 18 Stemmer (Hammerich 4, P. Pe-
|
|
144
215 216
dersen 2, Tage-Müller 2, Mynster 2, David 2) og
Bregendahl til Secretair med 20 Stemmer (P. Pedersen 4, Hammerich 3,
Ræder, Cederfeldt de Simonsen og Nyholm hver 1).
I Forbindelse hermed yttrede Dahl, at det af et Medlem i Af-
delingen var blevet sat under Spørgsmaal, om Afdelingens Embeds-
Mænd skulde omvælges til samme Tid, som der skeer Omvalg af For-
samlingens Embedsmænd, for hvilket Afdelingens Medlemmer saagodt-
som eenstemmig havde erklæret sig, idet man dog havde fundet det
rettest, at dette meddeeltes sig, idet man dog havde fundet det
retest, at dette meddeeltes Rigsforsamlingen, for at erfare, om der
af denne maatte være Noget herimod at erindre.
Formanden: Jeg maa tillade mig at bemærke,
at det er en Gjenstand, hvorom samtlige Afdelinger burde være enige.
Det vilde ikke være heldigt, om eet System blev fulgt i een
Afdeling, et andet i en anden.
Dahl: Dette blev ogsaa yttret I Afdelingen
ved denne Leilighed, og man fandt det derfor rettest at gjøre den
skete Meddelelse til For- samlingen. Imidlertid troede man, at
Afdelingerne maatte være be- rettigede til at tage Beslutninger om
deres indre Anliggender, forsaa- vidt disse ikke maatte stride imod
hvad der er antaget i det Hele, og saameget mere, som det er yttret
her i Forsamlingen, ?uden at det blev modsagt, at man rettest lader
saadanne Bestemmelser udvikle sig af sig selv som det i og for sig
Naturligste og Bedste.
Formanden: Jeg troer ikke heller, at det er
nødvendigt, at Forsamlingen herom tager Beslutning eller at der
derom forhandles videre. Ifølge Dagsordenen vil der nu være at gaae
over til den Meddelelse, som af Justisministeren er giort angaaende
Diæterne og Reiseomkostningerne for Forsamlingens Medlemmer. Den
ærede Rigs- dagsmand for Fredericia har foreløbig begjert Ordet.
Bang: Jeg skal tillade mig at henstille det
Forstag til den meget ærede Rigsforsamling, om det ikke maatte være
hensigtsmæs- sigt, nu da Bureauerne ere organiserede, strax at
henvise denne Sag til foreløbig Behandling i Afdelingerne, hvilket
efter hele Sagens Beskaffenhed forekommer mig at være det Rigtigste.
Da det derhos efter Regulativet Paaligger Forsamlingen strax at tage
Beslutning om den eventuelle Comitees Nedsættelse, skal jeg til mit
første Forslag knytte det andet, at der nedsættes en Comitee, der
kommer til at be- staae af 5 Medlemmer, saaledes at hver Afdeling
udvælger 1.
Algreen-Ussing: Jeg tillader mig at
understøtte dette Forslag.
Formanden: Ogsaa jeg maa ansee det særdeles
ønskeligt, efter Sagens særegne Natur, at den strax kommer til
Behandling i Afdelingerne, og det forekommer mig ligeledes aldeles
tilstrækkeligt, at
hver Afdeling vælger 1 Medlem til Comiteen i denne Sag. Hvis
Forsamlingen ikke har Noget derimod at erindre, skal jeg derfor sætte det under Afstemning, om Sagen skal henvises til Afdelingerne.
Ved den derefter stedfundne Afstemning viste der sig ikkun 2 Stem- Mer mod Proponentens Forslag faavel om Sagens Henvisning til
Afdelingerne, som om at Comiteen skulde bestaae af 5 Medlemmer, 1
valgt af hver Afdeling.
Formanden: Med Hensyn til Dagsordenen for
næste Møde skal jeg tillade mig at bemærke, at der i dette bil skee
en Meddelelse fra Ministeriet til Forsamlingen angaaende de
slesvigske Forhold, og at dette Møde vil sinde Sted for lukkede Døre
imorgen Kl. 12. Hvad Afdelingerne angaaer, har jeg tænkt mig, at de
kunde famle sig imor- gen Kl. 10 for at forhandle den Sag, der idag
til dem er bleven hen- viist. Jeg veed ikke, om Formændene have
Noget herimod at erindre.
Algreen-Ussing: De Localer, som ere anviste
Afdelingerne, ere neppe tilstrækkelige til dette Brug, idetmindste
er Rummet i det Lo- cale, hvor den 3die Afdeling, hvortil jeg hører,
idag var samlet, me- get indfkrænket.
Formanden: Der er lovet Forsamlingen 3
Værelser til, men i disse mangle endnu Kakkelovene og Ameublement.
Afdelingerne maae vel saaledes udsætte deres Møder til Mandag.
Sponneck: Jeg foreslaaer, at de samles
strax.
Flere Stemmer: Ja det er der det bedste.
Formanden: Dette er en Afvigelse fra, hvad
der staaer paa Dagsordenen; men da Afdelingerne neppe strengt behøve
at følge Reglementet, var der vel Intet til Hinder for, at det
skete, naar ei den alt berørte Vanskelighed med Hensyn til Localet
var tilstede.
Bang: Formanden for en af Afdelingerne har
allerede forladt Forsamlingen.
Bjerring: Jeg maa holde for at Ufdelingerne
ei kunne holde Møde, uden at dette forud er bestemt ved Dagsordenen.
Dette er det correcteste, ligesom det og bruges I Frankrig, hvorfra
Bureausystemet er laant.
Formanden: Det vil saaledes være det
Rigtigste at udsætte Ufdelingernes Møde til Mandag Morgen Kl. 10. Møbet hævedes. Rettelser J Nr.20 Side 147, Linie
16 f. o.: Black l Olesen. “ “ 21 “ 154, Linie 5 f. n.: maaskee
ikke;— udgaaer „ ikke”. Subscription paa denne
Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno
(Østergade Nr. 70), I Probindserne paa de kongelige
Postcontoirer. Trykt og forlagt af
Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
145
217 218 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 28. Tolvte Møde. Tirsdagen
den 6te November.
Formanden: Jeg skal tillade mig at meddele
Forsamlingen, ai jeg i Henhold til den mig af Samme givne
Bemyndigelse igaar nedlagde i Hans Majestæts Haand det Svar,
Forsamlingen havde vedtaget paa Throntalen. Hans Majestæt anmelde,
at den Comitee der er dannet af de 5 Afdelingers Ordførere til at
behandle Sagen angaaende Diæterne, bestaaer af følgende 5 Medlemmer:
Aagaard, Bang, With, Michael Drewsen og Høier. Da der ingen Be- stemmelse er i Regulativet, hvorledes Comiteen sammenkaldes, vil
jeg foreslaae, at den, der er Ordfører for den første Afdeling, sam-
menkalder de Øvrige. For Fremtiden bliver det vel naturligt, at naar
der er flere det da bliver den, der i første Afdeling er først i
Alphabetet.
Det 10de kongevalgte Medlem (Clausen) har Ordet i Anledning af en
Adresse, der er ham leveret og som han ønsker at oplæse i
Forsamlingen.
Clausen: Jeg skal tillade mig for den ærede
Forsamling at anmelde, at jeg har modtaget et Andragende til
Rigsforsamlingen, der er underskrevet af 4,520 Medborgere, som
samtlige paa ganske saa Undtagelser nær, ere bosiddende her i
Hovedstaden. Dette An- dragende har jeg overleveret til Formanden;
men jeg har modtaget det med udtrykkelig Begjering om at anholde om
Tilladelse til, at dette Andragende maatte blive forelæst i
Forsamlingen, og saaledes gaae over i Rigsdagstidenden; og det er
for at frembære denne Bøn, jeg har begjert Ordet, naturligviis ikke
overseende de Betænkeligheder der her fremstille sig, navnlig med
Hensyn til det store Antal af An- dragender af meget forskjellige
Art og Indhold, som Rigsforsamlingen, eftersom Tiden rykker frem,
vil kunne see imøde. Jeg finder det nemlig ogsaa for mit Vedkommende
nødvendigt, at der i denne Hen- seende opstilles en indskrænkende
Regel; imidlertid er en saadan endnu ikke opstillet, der træder de
Undertegnedes Ønske paa nogen Maade imod. Jeg maa tillige henlede
Opmærksomheden paa den store For- skjel i Charakteer mellem det
Andragende, som her foreligger, og de Andragender, som hidtil ere
blevne indleverede til Provindsialstæn- derne. Medens disse
Andragender hovedsagelig gik ud paa at udbede sig gove Gaver af
Regjeringen, gaaer dette Andragende ud paa, at Regjeringen vil give
Folket Leilighed til at give, til at gjøre Op- offrelser for
Fædrelandet, og er saaledes et glædeligt Vidnesbyrd, kraftfuldt og
hæderligt, om nordisk Udholdenhed, om en usvækket Folkestemning, som
der er gjort lidet for at opretholde, men ikke lidet for at
neddæmpe. Endelig skal jeg henstille til Forsamlingen, om den ikke i
dette Andragendes særegne Betydning maatte sinde Anledning til at
indgaae paa Andragernes Ønske. I Henhold hertil er det, at jeg
udbeder mig af den ærede Formand at henstille til Forsamlingen, om
den maatte tilstede Oplæsning af dette Andragende.
Formanden: Jeg skal tillade mig at
fremstille de Betænkelig- heder, jeg finder ved den nærværende Sag.
Med Hensyn til den tid- ligere Tid, da intet Reglement existerede,
og da Formanden skulde følge deels det Reglement, som gjaldt ved
Stænderforsamlingerne, deels almindelige parlamentariske Regler, har
jeg ikke fundet mig berettiget til at tillade Oplæsning af Adresser.
Det er, saavidt mig bekjendt, alle andre Kamres Skik, at ethvert
Andragende, der ikke fremsæt- tes af et Medlem af Forsamlingen, blot
henlægges paa Bordet og
ikke oplæses; dernæst var dette ogsaa Praris i Provindsialstænderne. Forsaavidt som der, med Hensyn til det Spørgsmaal, som nu fore-
ligger, ingen Bestemmelse sindes i Reglementet, saaledes som allerede af den ærede Viceformand bemærket, vil her kunne tænkes 2 Til-
fælde, nemlig enten at man beslutter sig til, at alle Andragender
skulle oplæses og som Følge deraf ogsaa komme i Rigsdagstidenden,
eller at det bliver Regel, at de ikke oplæses, men at herfra kan
skee Und- tagelser. Med Hensyn til det Første skjønner jeg ikke
rettere, end at det vilde have til Følge, at Forsamlingens Tid vilde
i betydelig Grad blive medtaget til Oplæsning af disse Andragender,
der kunne være af meget beslægtet Indhold, ligesom de da ogsaa
derefter vilde blive at optage i Rigsdagstidenden og denne saaledes
blive meget opfyldt. Naar man saaledes til Exempel betænker, til
hvor stort Antal Adresser alene det Anliggende, som den foreliggende
Adresse gaaer ud paa, nemlig den slesvigske Sag, en Sag, som paa det
stærkeste griber enhver dansk Mand — og sørgeligt om ikke saa var —
kan give Anledning, saa maa det erkjendes, at Rigsforsamlingen kan
modtage mange Adresser. Betænke vi videre Forfatningsudkastet,
hvormange Gjenstande kunne der da ikke være i det, hvorom Folket
kunde ønske at henvende sig til Forsamlingen? Tage vi fremdeles
Hensyn til Værnepligtssagen, have vi ogsaa der en Sag, hvor vi kunne
vente mange Adresser, og vi kunne maaskee saaledes beregne, at vi i
denne Forsamling kunde komme til at modtage maaskee flere hundrede
Adresser; men det vil let sees, hvormegen Tid i Forsamlingen og
hvormegen Deel af Rigsdagsti- denden derved vilde optages. Det
forekommer mig altsaa, at det kun var ved at gjøre en Undtagelse for
et enkelt Andragendes Vedkom- mende, at man kunde gaae ind paa det
Forslag, som her er gjort; men jeg skal ikke fordølge de store
Vanskelighed er, som efter min For- mening ogsaa her frembyde sig.
For det Første: efter hvilken Regel skulde man gjøre en saadan
Undtagelse? At det skulde være Mæng- den af Adressens Underskrifter,
forekommer mig ikke at kunne gaae an. Da vilde f. Er. en stor By
faae et betydeligt Fortrin for en mindre; thi i en større vilde der
vel med Lethed samle sig et større Antal Underskrifter, og dog kunde
den lille Byes Adresse indeholde li- gesaa megen Sandhed og ligesaa
kraftige Ord som den større Byes. Heller ikke forekommer det mig, at
selve Antallet bør være det afgjø- rende; jeg skal oplyse dette ved
et Exempel. Jeg har allerede, som Forsamlingen veed, modtaget et
Andragende fra en Deel Slesvigere, saavidt jeg veed, for største
Delen Flygtninge fra Slesvig. Det fore- kommer mig, at disse vore
Brødre, hvis Huus og Hjem er overladt i troløse og fanatiske
Fienders Haand, i denne Nødens Stilling vvistnok have et
ligesaastoret Krav paa, at deres Stemmer skulle lyde høit i denne
Sal, som disse 4 til 5000 kjøbenhavnske Stemmer. Hvis man der- næst
vil have Regler for Undtagelse i Indholdet eller den Form, hvori
Adressen fremtræder, vil dette ogsaa frembyde Vanskelig- heder,
ligesaavel som, dersom Kortheden eller Længden af den foreliggende
Adresse skulde afgive Reglen. Det forekommer mig saaledes, at der i
at træffe Bestemmelser herom allerede i Tin- genes Natur møder store
Vanskeligheder. Jeg skal desuden end yderligere gjøre opmærksom paa,
at saasnart een Undtagelse er gjort, ville Rigsdagsmænd, der modtage
lignende Andragender, strax sinde sig opfordrede til at forlange en
lignende Undtagelse for de Andragender, som de indbringe, idet de
ellers vilde udsætte sig for Bebreidelser for Lunkenhed fra deres
Side, som havde overleveret dem Adresser. Man kunde vvistnok paa den
anden Side herimod sige — og det ville maaskee mange Stemmer udenfor
Salen sige — at man saaledes ikke tilstrækkeligt førger for, at
Folkets Stemme kan |
|
146
219 220
komme til at lyde; men jeg skal i denne Henseende gjøre
opmærksom paa, at her ikke er Tale om Nægtelse af at modtage en
Adresse; Adressen vil nemlig blive lagt paa Bordet, og saaledes
komme til Rigsdagsmændenes Kundskab. Det staaer jo ogsaa Alle frit
for, at lade den indrykke i de offentlige Tidender, og endelig vil
den jo me- get ofte kunne blive benyttet i de vigtige Sager, som
foreligge, af de Comiteer, som i disse maatte blive nedsatte. Der
kan saaledes vvistnok ikke være Tale om nogen Udelukkelse af Folkets
Stemme; men hvor vigtit det end er at agte paa denne, saalidet
forsvarligt vilde det være, at anvende en betydelig Deel af Tiden
til at oplæse de Adresser, der bleve indsendte. Imidlertid, Sagen er
uafgjorte, og da den nu engang er kommen for, beroer det paa
Forsamlingen, hvor- ledes den i denne Henseende vil handle; men som
Formand har jeg anseet det for min Pligt, skjøndt ikke nogen
behagelig Pligt, at gjøre opmærksom paa de store Vanskeligheder, der
frembyde sig. Skulde Forsamlingen beslutte sig til at gjøre nogen
Undtagelse, maa jeg dog tillade mig at foreslaae, at der til den i
saa Henseende fattede Be- slutning maatte knyttes to Bestemmelser,
deels nemlig at Adressen i Mødet forud maatte være anmeldt og
derefter henligge indtil næste Møde i Læseværelset, førend der kunde
blive Tale om dens Afgjørelse, og deels, troer jeg, at der ikke
maatte sinde nogen Forhandling Sted, om hvorvidt den maatte oplæses
eller ikke, thi ellers vilde der blive megen Discussion om, hvorvidt
Oplæsning kunde finde Sted eller ikke. Jeg skal saaledes henstille
denne Sag til Forsamlingen, og det vilde være ønskeligt, om Flere
vilde yttre sig derom.
Clausen: Jeg skal kun tillade mig at gjøre
en liden Bemærk- ning. Det er nemlig ikke ganske correct, naar Sagen
fremstilles saaledes, som om Talen her skulde være om en Undtagelse;
thi en Undtagelse forudsætter en bestaaende Regel, men en saadan er
endnu ikke fastsat. Dersom altsaaa den ærede Forsamling netop af
Hensyn dertil, at der endnu ikke er noge saadan Regel, der stiller
sig imod Oplæsningen, opfylder Andragernes Ønske og tilsteder
Oplæsningen, da vil den ikke komme i Modsigelse med sig selv, om den
ogsaa maatte finde Anledning til senere at opstille en anden Regel
for at imøde- gaae de befrygtede Følger af en almindelig
Oplæsning.
Formanden: Jeg meente blot, at da
Spørgsmaalet er reist, maatte man i ethvert Tilfældee blive enig om
en Regel, om hvorvidt alle, eller blot nogle, eller slet ingen
Adresser skulde antages til Op- læsning.
Rée: Jeg tillader mig at henstille til den
ærede Forsamling, om det ikke kunde vedtages saaledes, at man i alle
givne Tilfældee overlader det til Forsamlingen selv at afgjøre, om
Adressen skal op- læses eller ikke, efterat dens Hovedindhold i
Korthed var meddeelt af Producenten.
Gram: Jeg skal blot tillade mig en ganske
kort Bemærkning. Da det ikke kan nægtes, hvad ogsaa den ærede
Formand har udtalt, at der, ved oplæsningen af de indkomne Adresser,
for Forsamlingen vilde medgaae en lang Tid, som vvistnok burde
spares, skal jeg hen- stille til Forsamlingen, om det ikke kunde
være muligt, at en saadan Adresse, hvis Offentliggjørelse for
Forsamlingen maatte ansees høist ønskelig, blev henlagt til et
extraordinairt Møde. Derved tabte dog Forsamlingen ingen Tid, og
Enhver vilde dog vist med Glæde møde for at høre et saadant
Andragende, som udgaaer fra vore Medborgere, og som angaaer
Fædrelandets Vee og Vel.
Frølund: Jeg skal i Anleldning af den Sag,
som her fore- ligger, tillade mig at gjøre den Bemærkning, at jeg
maa ansee det for særdeles ønskeligt, at vi afgjøre Sagen her ved en
Afstemning om, hvorvidt oplæsning skal finde Sted eller ikke. Jeg
vil i saa Fald stemme for en Oplæsning. Det forekommer mig nemlig,
at, naar et saa stort Antal Medborgere henvender sig til
Forsamlingen i en Sag, som vedrører Alle, og som gaaer Alle nær til
Hjertet, er det kun en billig og smuk Opmærksomhed, som Forsamlingen
viser An- dragerne, naar den tillader, at Andragendet bliver oplæst.
At dette skyulde gjælde som Regel for ethvert Andragende, indseer
jeg nok, ikke kunde lade sig gjøre; men det gaaer hermed, som med
enhver anden Ting i Livet; de kunne have forskjellige Betydning, og
naar Medbor- gere i Tusindviis henvende sig til Forsamlingen i en
Sag, der ofte er omtalt blandt Forsamligens Medlemmer som en vigtig
og betyd-
ningsfuld Sag, og om hvis Udfald Publicum ikke kan have nogen
bestemt Menin, formenes det at ville være af stor Betydning, om
Forsamlingen fatter nogen bestemt Beslutning med Hensyn til denne
Adresse, om den bliver at oplæse eller ikke, og om det skal være
Rigsforsamlingens Medlemmer tilladt at udtale sig desangaaende.
Formanden: Jeg har tilladt mig at foreslaae,
at Adressen, hvis man vedtager, at der skal gjøres Undtagelser,
skulde henligge i Læseværelset en Dag og da først foretages. Da
dette imidlertid ikke tidligere er bestemt, skal jeg ikke foreslaae
dette med Hensyn til den Adresse, som idag foreligger, men strax
sætte Spørgsmaalet des- angaaende under Afstemning.
van Dockum: Det forekommer mig, at da der
her er Tale om at danne en fremtidig Regel for Forsamlingens
Forretnings- orden, er det noget pludseligt, at dette Spørgsmaal er
bleven hen- stillet til dens Overveielse. Det forekommer mig nemlig,
at Forsam- lingen dertil bør have nogen Tid, og jeg skulde derfor
tillade mig at foreslaae, at Petitionen henlægges til imorgen, for
at Forsamlingen derefter kunde tage en endelig Beslutning i saa
Henseende.
Formanden: Ja, jeg har Intet derimod.
Bang: Jeg skal tillade mig at henstille til
den ærede Formand i Henseende til det foreliggende Spørgsmaal i
Almindelighed, om det ikke kunde overdrages til de Herrer, der have
beskjæftiget sig med Forfatningsregulativet at yttre sig om denne
ikke uvigtige Gjenstand. Da der ingen Regel herfor er givet,
skjønner jeg ikke, at det kunde være til Præjudice for Sagens
Afgjørelse i Almindelighed, om man strax afstemte over det enkelte
her foreliggende Tilfældee. Det vil jo imidlertid komme an paa, om
disse Herrer ere villige til at tage hiint Spørgsmaal under
Overveielse; men da det er et Spørgsmaal, som er bleven forbigaaet
ved forretningsregulativet, synes det egent- ligen ikke at ligge
udenfor det Hverv, som var dem overdraget.
Formanden: Jeg vilde netop ogsaa have
foreslaaet at over- lade det il den Comitee, der har havt med
Regulativet at gjøre, at tage Sagen under Overveielse og gjøre
Forslag desangaaende.
Rée: Jeg skal blot tillade mig at gjøre
opmærksom paa, at jeg har fremsat Forslag om, at det i ethvert givet
Tilfældee skal over- lades til Forsamlingen at afgjøre, om
Andragendet skal oplæses eller ikke.
Formanden: Jeg veed ikke, om det ikke vilde
være mere hen- sigtsmæssigt, om dette Spørgsmaal først toges under
Behandling af den omtalt Comitee; hvis dette antages, vil det ærede
Medlems For- slag bortsalde, da man jo da vil faae en almindelig
Regel.
Rée: Jeg frafalder da det af mig gjorte
Forslag.
Da det derefter blev sat under Afstemning, hvorvidt Oplæsnin- gen
af den indbragte Adresse skulde opsættes til det følgende Møde, og
denne da imidlertid henligge i Forsamlingens Læseværelse, erklærede
95 Stemmer mod 44 sig herfor.
Formanden anmeldte derefter, at han havde
modtaget en Skrivelse fra Justitsministeren, om at Udkastet til
Værnepligtsloven var færdigt og kunde forelægges Forsamlingen,
hvilken Dag det maatte ønskes.
Man gik dernæst over til det Forslag, som var fremsat af Rigs-
dagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt, (Krieger) om Ud-
sættelse af Behandlingen af Forfatningsudkastet.
Krieger: Efter den Forretningsorden, som nu
er vedtaget, vilde Grundlovsudkastet uden videre Bemærkning være at
henvise til Afdelingerne; der har imidlertid i denne Sag paatrængt
sig mig adskjellige Betragtninger, som jeg beder om Tilladelse til
at fore- lægge Forsamlingen. Det Udkast til en Grundlov, som er
forelagt os, betegner sit Omraade som „Kongeriget Danmark og
Slesvig”. Vi finde denne Betegnelse allerede i Udkastets Overskrift,
men gjennemgaae vi dets enkelte Paragrapher, finde vi naturligviis
heelt igjennem den samme Betegnelse af Omraadet. Det være mig
tilladt som Exempel at henpege paa den første §, hvor det siges, at
Regje- ringen i Kongeriget Danmark og Slesvig er indskrænket
monarchisk; eller f. Er. til § 8, hvor der tales om en Grundlov for
Danmark og Slesvig, eller f. Er. til de Steder i Udkastet, hvor der
tales om Landet eller Staten, hvor der ligeledes aabenbart sigtes
til Konge- riget Danmark og Slesvig, saaledes f. Er. i § 22, hvor
det hedder: |
|
147
221 222
„Kongen erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og
ophæver Forbund, dog kan han ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae
nogen Deel af Landet eller paadrage Staten nogen bebyrdende For- pligtelse.“ Deen samme Forudsætning ville vi, som naturlig,
gjenfinde i det Udkast til den Valglov, der er forelagt i
Forbindelse med Ud- kastet til Grundloven. Jeg vil som Beviis blot
henpege paa de Bestemmelser, der handle om Sammensætningen af
Folkethinget og Landsthinget; det siges saaledes f. Er. i
Valgudkastets § 23, at Slesvig skal vælge 31 Medlemmer til
Folkethinget, hvorom de nær- mere Bestemmelser forbeholdees og
lignende Bestemmelse findes med Hensyn til Landsthinget i § 42, hvor
det siges, at Slesvig skal vælge 11 Medlemmer til Landsthinget o. s.
v. Dette Omraadets Betegnelse slutter sig ganske til de
Forhandlinger, der have forberedt nærværende Udkast. Jeg behøver
blot at minde om Kundgjørelsen af 4de April 1848, hvor det blev
udtalt, at Regjeringen vilde sammenkalde Provindsialstænder saavel
for Østifterne som for Jylland og Slesvig; jeg behøver blot at minde
om Valgloven af 6te Juli 1848, hvor ligeledes denne Tanke er
fastholdt. Præmisserne til denne Valglov bære imidlertid Spor af det
Tidens Tryk, hvoraf vi Alle tynges. De Motiver, der ere
forudskikkede Valgloven i Departments-Tidenden, indeholde en
Bemærkning, med Hensyn til, som det hedder, at Udkastet til
Valgloven ikke har været forelagt den slesvigske Stænderforsamling.
„Udkastet indeholder nemlig,” siges der, „at der til den Rigsforsam-
ling, for hvilken Lovudkast om en Forfatning og angaaende Omor-
ganisationen af Provindsialstænder-Institutionen vil blive forelagt,
skal vælges Medlemmer saavel af Kongeriget Danmark som af Her-
tugdømmet Slesvig, og Udkastets § 4, cfr. § 6 og § 15, bestemmer
nærmere, hvorledes de 31 Medlemmer af Rigsforsamlingen, der skulle
vælges af Slesvig, skulle fordeles paa dette Hertugdømme. Ligesom
imidlertid de ulykkelige Forhold, der fortiden bestaae i Hertugdømmet Slesvig, have gjort det umuligt at sammenkalde den slesvigske Pro- vindsialstænder-Forsamling til at afgive Betænkning over det nærvæ- rende Lovudkast, saaledes ville de samme Forhold, hvis de fremdeles skulde vedblive, gjøre det umuligt, at slesvigske Deputerede kunne
blive valgte til Medlemmer af den Rigsforsamling, for hvilken
Udkastet til Forfatningsloven skal forelægges. Da Forfatningens
Indførelse dog ikke kan udsættes herefter, har man troet, at Sagen i
saa Fald kunde ordnes paa den Maade, at en Rigsforsamling
sammenkaldes af de for Kongeriget Danmark bestemte 114 valgte
Medlemmer, i Forbin- delse med de af Hans Majestæt i et forholdsviis
Antal udnævnte Medlemmer, og at Forfatningsloven, efterat være
behandlet i denne Forsamling, træder i Kraft, dog saaledes, at
Forsatningen kun bliver provisorisk, forsaavidt en folkelig
Repræsentation for Hertugdømmet Slesvig, der i dette Øiemed maatte
sammenkaldes, og som vil blive at vælge efter de samme Principer,
som den forestaaende Rigsforsam- ling, maatte ønske, at en ny
Rtgsforsamling tager den hele Forfat- ningssag under Overveielse,
for i Forening med Hans Majestæt at vedtage de Forandringer, der
maatte ansees for ønskelige. Man har ikke troet, at Sagen, under de
stedsindende vanskelige Forhold, hen- sigtsmæssigt kan ordnes paa
nogen anden Maade, og den fornødne Tilføielse herom er derfor skeet
i Indledningen til Loven.” I Indledningen til Loven hedder det i
Overeensstemmelse hermed: „Hvad Hertugdømmet Slesvig angaaer, er det
Vor allerhøieste Villie, at forsaavidt de ulykkelige Forhold, der
bestaae sammesteds, fremdeles skulde vedblive, og Depu- terede fra
dette Hertugdømme, ifølge Bestemmelserne i nærværende Valglovs §§ 4,
6 og 15, saaledes ikke kunne blive valgte, vil den Forfatning,
hvorom Lovudkast vil blive Rigsforsamlingen forelagt, ikke
destomindre træde i Kraft, dog saaledes, at denne Forfatning kun
bliver provisorisk, forsaavidt en folkelig Repræsentation for Her-
tugdømmet Slesvig, der vil blive valgt efter de samme Principer som
den forestaaende Rigsforsamling, maatte ønske, at en ny Rigsforsam-
ling tager den hele Forfatningssag under Overveielse, for i Forening
med Os at vedtage de Forandringer, der maatte ansees for ønskelige.”
Til disse Erklæringer slutter sig en Udtalelse i den korte Beretning, som Conseilspræsidenten meddeelte Forsamlingen ved dens Aabning;
det hedder deri: „Med Længsel har Regjeringen imødeseet den Dag, da
Forfatningen kunde træde i Kraft og dermed den Overgangstil- stand
ophøre, der har lagt saa stort Ansvar paa dens Skuldre, og
hvori den har maattet savne et mægtigt Folkeorgans Bistand. At den desuagtet ikke mere har fremskyndt Rigsforsamlingens Sammenkomst,
er ikkun skeet paa Grund af det lidet Ønskelige i, at vedtage en For- fatning, som det maa være vor Paastand og vort Haab ogsaa skal
omfatte Slesvig, uden at Slesvigs Udvalgte kunne deeltage deri. Naar
dette nu ikke længere kan opsættes, kan det kun skee under det alt i
Valgloven af 7de Juli d. A. tagne Forbeholde, at det i sin Tid maa
beroe paa en slesvigsk Folkeforsamling, om den vil antage denne
Grundlov eller fordre dens fornyede Forhandling paa en fæl- les
Rigsforsamling. At alle de særlige Bestemmelser, som skulle give
Slesvigs Selvstændighed en grundlovmæssig Hellighed, kun kunne
vedtages efter Freden og kun i Forening med Slesvigerne, er en
Selvfølge.
Til disse Udtalelser fra Regjeringens Side knytter der sig, som
det forekommer mig, forskjelligee vigtige Betragtninger. Det første
Spørgsmaal, der, saa at sige, paatrænger sig Rigsforsamlingen, synes
mig at være dette: Kan Rigsforsamlingen nu med Kongen vedtage en
Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig? Kan Danmark forsvare,
retlig og politisk forsvare at vedtage en Forfatning, der for
Kongeriget Danmark og Slesvig skal være gjældende? Kan dette skee
under de forhaandenværende Forhold? Det maa være mig tilladt med faa
Ord at antyde disse Forhold. Vi vide, at under 26de August d. A.
blev en Convention afsluttet i Malmø mellem Danmark og Preussen, i
Preussens eget og det tydske Forbunds Navn. Vi vide, at den Deel af
denne Convention, der kan betragtes som en reen mi- litair
Convention, synes at være opfyldt fra begge Sider. Derimod vide vi
ogsaa, at den Deel af Conventionen, som gik videre, ikke paa nogen
Maade synes at være opfyldt. Dersom jeg rettelig fortolker de
Meddelelser, som Udenrigsministeren i et tidligere offentligt Møde
har givet, da troer jeg at turde sige om de Mænd, der nu have Magten
paa Fastlandsdelene af Slesvig og Holsteen, efter tilsynela- dende
at være indsatte som Regjering i Kongens Navn under Vaa-
benstilstanden, at de ikke blot nu siden Indsættelsen have brudt de
Vilkaar, hvorefter de alene kunde indsættes, men jeg troer fremdeles
ikke at feile, naar jeg antager, at det fremgaaer af Udenrigsministe- rens Erklæringer, at de ikke engang conventionsmæssig ere indsatte. Det forekommer nemlig mig, at da man fra Danmarks Side holder sig
til Malmø-Conventionen, saa kan man fra dansk Side ikke be- tragte
den skete Indsættelse som retmæssig. Indsættelsen er nemlig kun fra
dansk Side skeet i Henhold til den rene uforandrede Malmø-
Convention, men fra den modsatte Side synes den derimod kun at have
fundet Sted under eventuelle og ubestemte Restaurationer. Det er
nemlig meddeelt, at Indsættelsen fra denne Side skete i Over-
ensstemmelse med Vaabenstilstanden, saaledes som den var ratificeret
(nemlig i Berlin) og antaget (nemlig i Frankfurt). Det vil erin-
dres, at Antagelsen i Frankfurt ikke var reen, men knyttet til et al- deles ubestemt Forbeholde. Og den Indsættelse, der finder Sted i
Hen- hold til et saadant Forbeholde, kan altsaa ikke siges at være
skeet i Henhold til Conventionen af Malmø.
Forholdet synes saaledes at være ganske simpelt dette, at en ikke
conventionsmæssig Styrelse factisk har Magt i den største Deel af
Slesvig. Under disse Forhold er det, at jeg gjentager det Spørgs-
maal: kan Danmark retligt og politisk forsvare ligeoverfor de nærvæ-
rende europæiske Conjuncturer at give en Forfatning for „Kongeriget
Danmark og Slesvig”?
Den næste Række af Betragtninger, som paatrænger sig mig, kan jeg
sammenstille i det Spørgsmaal: „Vil Danmark give sig en Forfatning i
nærværende Øjeblik uden Slesvig?” Jeg kan tænke mig vigtige
Betragtninger, der understøtte den Mening, at Saadant bør gjøres, og
at Saadant bør gjøres jo før jo heller. Jeg kan tænke mig dem, som i
Frihedens Interesse ønske, at Grundloven jo før jo heller maa blive
vedtaget; de kunne ønske dette af almindelige poli- tiske Grunde,
thi de kunne mene, at man skal gribe det gunstige Øie- blik, idet de
kunne frygte for, at den næste Tid vil blive Friheden mindre
gunstig. Jeg kan tænke mig dertil knyttet en særdeles Be- tragtning,
hentet fra de slesvigske Forhold. Man kan minde om, hvorledes
Kongeloven i lan Tid har været brugt som et stærkere
Adskillelsesmiddel mellem Jylland og Slesvig, end Kongeaaen nogen-
|
|
148
223 224
finde kunde være. Man kunde altsaa finde det politisk
klogt at fjerne denne Anstødsteen; man kunde mene, at det var klogt,
at vi gjen- nem den nye Grundlov, som vilde møde Slesvigerne, naar
de fri- villig vendte deres Hu imod Norden, søgte at drage dem til
os. Jeg. kunde ligeledes tænke mig den samme Betragtning af dem, som
i Al- mindelighed ønskede paa Folkefrihedens Grundvold en stærk og
kraftig Regjering; de kunde vel mene, at den nuværende provisoriske
Tilstand, selv om den ikke har samme Grund som mange Steder, hvor
saa- kaldte provisoriske Regjeringer styre, dog altid er mindre
ønskelig; de kunde mene, at vi, som befinde os i en Art af
provisorisk Tilstand, burde søge at gaae ud deraf for at finde en
endelig, en sikker Tin- genes Tilstand.
Der er imidlertid atter en Række af Betragtninger, som jeg ikke tør tilbageholde, en tredie Opfattelsesmaade. Jeg kunde vel tænke mig
dem, som ikke frygtede nogen Fare for Friheden, fordi vi ikke strax,
saa hurtig som muligt, vedtoge en Grundlov for Danmark. Jeg kunde
fremdeles tænke mig dem, der ikke fandt, at vor nærværende indre
Tilstand i Sandhed kunde betegnes som provisorisk, men tvert- imod
meente, at der i vor indre Tilstand, rettelig opfattet, laa al den
Borgen for Friheden, som man kunde ønske, medens Danmarks Tilstand i
dens Heelhed altid vilde blive provisorisk, saalænge det slesvigske
Spørgsmaal endnu ikke er afgjorte. Jeg kunde nemlig vel tænke mig
dem, som i Ministeriets Ansvarlighed og i denne Forsam- ling see det
rette fuldstændige Værn for Friheden. Naar der nemlig i Danmark er
udnævnt ansvarlige Ministre, da forstaaer jeg dette saaledes, at
deri ligger baade Myndighed og Forpligtelse, jeg forstaaer dette
saaledes, at de ansvarlige Ministre ere ansvarlige, ei blot for hvad
de selv gjøre, men ogsaa for Alt, hvad der af nogen Deel af
Styrelsen i Landet gjøres, ansvarlige for hvad der ikke gjøres. Og
naar denne Rigsforsamling er sammentraadt, troer jeg ikke, at der
længer er nogen provisorisk Tilstand i Landet, ligesaaidt som jeg
troer, at denne Rigsforsamling er en simpel slet og ret Arving af
Provindstalstænderne. Hvis, under Mellemrummet til den nye Grundlov
blev givet, Lovgivningsmagten enten maatte slumre eller kun kunde
udøves gjennem provisoriske Love eller efter Indkaldelse af
Provindstalstænderne, medens denne Forsamling skulde være indskrænket til at vedtage en Grundlov — da vil jeg tilstaae, at der var et
Hul, at der var en saadan provisorisk Tilstand, som man maatte ile
bort fra jo før jo heller. Men dersom man opfattede Forholdet ikke
med det eensidige, stive juridiske Blik, men med simpel practisk Sands, da kunde jeg vel tænke mig dem, der meente, at den politiske Til-
stand ikke længer var svævende i Danmark, jeg kunde tænke mig dem,
der meente at man blot behøvede at vedkjende sig Minister-Ansvar-
ligheden i sin sande Betydning, og at man blot behøvede at sige, at
ingen Lov kunde udgaae uden denne Rigsforsamlings Samtykke, og
ligesaalidt nogen Skat paalægges, og da var med disse to Ord
allerede Constitutionen skreven, da kunde man give de Love, som vare
nødvendige til forskjelligee indre Forholds Ordning, da kunde den
Række af provisoriske Love, som i Sommerens Løb ere udkomne, ved-
tages og blive endelige, og man behøvede ikke at betragte den ende-
lige Afgjørelse af Grundloven som nødvendig til Folkefrihedens Be-
gyndelse. Disse forskjelligee Rækker af Betragtninger kunne forfølges paa forskjelligee Maader; jeg har troet, at de ikke vare saa
ubetyde- lige, at man jo, inden Grundloven henvistes til
Afdelingerne, helst maatte see sig for. Jeg har troet, at man kunde
see sig for paa en simpel og let Maade, idet man gav Afdelingerne
den Bemyndigelse, at tage dette Spørgsmaal under Overveielse, ikke
som om der kunde være Tale om uden videre paa aldeles ubestemt Tid
at skyde Grund- lovsagen fra sig, men vel som om der kunde være Tale
om, ikke at
betragte Grundlovens Udarbeidelse som det Første og Nærmeste, og
som strax skulde paadrives med al Kraft; og det saameget mindre, som
vi jo efter den Meddelelse, der i flere hemmelige Møder og idag
offentlig er gjort, med det Første kunne vente os forelagt Lovudkastet om Værnepligten og om de sinantsielle Midlers Tilveiebringelse,
hvilke tvende Anliggender noksom vise, at Forholdenes indre Trang er
stærkere end den reent juridiske Opfattelse af denne Forsamlings
Forhold til de tidligere Forsamlinger.
Lehmann: Der er af den ærede Proponent
bleven berørt et Punkt, som er af særdeles Interesse ei blot for
Forsamlingen, men navnlig ogsaa for Regjeringen, at det Spørgsmaal
maa staae hævet over enhver Tvivl, hvorvidt en Forfatning, som det,
for at jeg skal bruge et Udtryk af Premierministerens Aabningstale,
maa være „var Paa- stand og vort Haab”, maa komme til at omfatte
ogsaa Slesvig, hvor- vidt en saadan Forfatning, siger jeg, her
retsgyldig kan vedtages ligeoverfor den i Malmø afsluttede
Vaabenstilstands-Convention. Dette er et Spørgsmaal, som den ærede
Proponent vel har opkastet, men ikke besvaret, idet han kun har
bemærket, at efter hans Skjønnende ikke blot den nu i Slesvig
factisk værende Bestyrelse har brudt de Betingelser, hvorunder den
skulde føre den interimistiske Bestyrelse, men at det ogsaa i
høieste Maade kan være underkastet Tvivl, hvor- vidt den kan ansees
gyldigen instælleret, om altsaa, med andre ord, den nærværende
Regjering kun er en Fortsættelse af Oprørs-Re- gjeringen, eller en,
om end kun interimistisk, saa dog legitim Regie- ring. Jeg skal i
denne Anledning kun bemærke, at det nu forelig- gende Spørgsmaal
formeentlig er uafhængigt af disse Synspunkter; thi, selv om hiin
Regjering var retsgyldigen indsat, og selv om den i sin Regjerings
Udøvelse fuldstændig havde holdt sig Vaabenstilstan- dens
Betingelser efterrettelig, selv altsaa om denne fra den anden Side
lovlig var traadt i Kraft, og utvivlsomt forbindtlig for os, kunde
der dog ikke være nogen Tvivl om, at vi jo maatte være berettigede
til at overveie og vedtage en Grundlov, saaledes som af Regjeringen
er bleven foreslaaet. Det er nemlig ganske vist, at der i denne Vaa-
benstilstands-Convention er fastsat, at der, medens denne varede, ikke maa skee noget, der kunde præjudicere den endelige Fred; men det er tillige i den udtrykkeligen sagt, at begge Partiers gjensidige Paa- stande ere dem forbeholdete, og at i saa Henseende Intet fra nogen
af Siderne skal være opgivet. Spørgsmaalet er da nu, om vi, ved at
vedtage Forfatningsudkastet, vilde træffe en Foranstaltning, der er
præjudicerende for Retsspørgsmaalet er, om det er en Tilsidesættelse
af Conven- tionens 7de, eller kun en simpel Efterlevelse af dens
sidste, jeg troer dens 11te Post. I den Anledning skal jeg bemærke,
at naar der efter Vaabenstilstandens Afslutning er sammentraadt en
slesvig-holsteensk Landsforsamling, naar den har vedtaget Love,
indsat Ministre, ud- skrevet Skatter o. s. v., da er dette ganske
vist præjudicerende Foran- staltninger, thi de optræde ikke alene
med Paastand om Gyldighed, men ogsaa og, umiddelbart at skulle
sættes i Udøvelse. (Fortsættes.)
Rettelser. I Nr. 24, Side 180, Linie 21 f. n. complet
Minoritet, læs: compact Minoritet. „ „ 25, — 186, efter L. 19 f. o.
tilføies: Krieger: Da jeg ikke bedre kunde under- støtte den Mening,
til hvis Forsvar jeg tidligere havde begjert Ordet, end det nu er
skeet i det af den ærede Rigsdagsmand fra Holbeks Amt holdte
Foredrag, giver jeg Afkald paa Ordet. „ „ 25, — 192, Linie 18
f. n. Fractioner, læs: en Fraction. „ „ 26, — 198, — 1 f. o. Ereft,
læs: Efter. „ „ 26, — 198, — 22 f. o. hidtil, læs: hertil.
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
149
225 226 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 29 Tolvte Møde.
(Fortsat.)
Naar der fremdeles, selv efter Vaabenstilstandens Afslutning, i den frankfurtske Forsamling sidde slesvigske Deputerede, da er dette
præjudi- cerende for Freden, et Brud paa Conventionen, fordi det vil
have aldeles umiddelbare, retlige Følger i enhver Votering, hvori
disse Deputerede deeltage. Men naar vi her vedtage en Forfatning, om
hvilken vi kun sige, at det er vor Paastand og vort Haab, at den
engang vil komme til at omfatte ogsaa Slesvig, naar vi ved Siden
deraf ud- trykkelig udhæve, at det ikke er vor Paastand og at den
skal sættes i Kraft i Slesvig, uden efter at være bleven antagen af
Slesvigerne selv, da er dette kun et Forbeholde, et Forbeholde, der
ikke har nogen praktiske Følger, og som altsaa paa ingen Maade
tilveiebringer en Forandring, der kunde blive præjudicerende for
Spørgsmaalets retlige Løsning, da gaaer vor Paastand ikke videre,
end at, ligesom Grund- lovsudkastet nu foreligger som et Tilbud fra
Kongen til Folket, saa- ledes vilde en Forfatning, der paa den
foreslaaede Maade var ved- taget af Kongen og Folket, heller ikke
være Andet end et Tilbud fra Danmark til Slesvig, som ikke blot ikke
skulde sættes i Værk, men ikke engang af os selv vilde betragtes som
retsgyldig for Slesvig uden under den Betingelse, at den var antaget
af en Forsamling af Slesvigere. Naar nu hertil kommer, at alle de
Bestemmelser, som skulle anordne Slesvigs særegne Stilling i
Forfatningen, end ikke fra vor Side ere blevne foreslaaede, og
altsaa ikke staae som en Propo- sition fra Danmark til Slesvig, men
ere holdte fuldkommen aabne og forbeholdete de fremtidige
Forhandlinger mellem Regjeringen, der ogsaa fra sin Side vil have
styrket sig ved slesvigske Flementer og en af frit Folkevalg
fremgaaet slesvigsk Folkeforsamling, da troet jeg, at der i denne
Henseende er iagttaget Alt, for at gjøre det umuligt selv for
slesvig-holsteensk Fortolkningskunst deri at finde Noget, der staaer
i Strid med Vaabenstilstandens Betingelser.
Det er dette Punkt, om vi ere berettigede til nu at tage fat paa
Forfatningsudkastet, som jeg troer først maa være klart, forinden vi
gaae over til det andet Spørgsmaal, om et saadant Foretagende for
Øjeblikket er klogt og tilraadeligt. Herom skal jeg kun anføre nogle
ganske faa Ord. Det vil af hvad der ogsaa i dette Øjeblik er bleven
tilbagekaldt i Forsamlingens Erindring være vitterligt, at alle de
Betænkeligheder, som her ere fremhævede af den ærede Pro- ponent,
ere Ting, som ikke blot have været Regjeringen velbe- kjendte, men
som ogsaa have havt betydelig Indflydelse paa dens Færd. Den har
tilfulde erkjendt det høist Mislige i, at en Grundlov, der dog skal
være den urokkeligste og varigste af alle menneskelige
Institutioner, skulde være provisorisk, den har erkjendt, hvor lidet
ønskeligt det i mange Henseender maa være, at vi her endog blot
begyndte paa Forfatningsudkastet paa en Tid, da det var umuligt, at
Slesvigerne deri kunde deeltage, og at en saadan Forfatning, hvis
den traadte i Kraft til Kongeaaen, vilde kunne blive et Argument
mere imod den Tingenes Orden, vi alle ønske og attraae, og hvis mere
eller mindre fuldkomne Opnaaelse In- gen har kunnet give Slip paa.
Det er dette, der har bevæget Re- gjeringen til ikke mere at
fremskynde Rigsforsamlingens Sammenkal- delse, som vi ellers i
allerhøieste Gran maatte længes efter; men da den ikke af den Grund
har turdet paatage sig at forlænge den pro- visoriske Tilstand, i
hvilken vi besinde os, eller længere ene at bære det tunge Ansvar,
som den føler at paahvile den, saa har Hans Maje- stæt nu
sammenkaldt denne Forsamling for at raadslaae om Forfat-
ningsudkastet. Dette er Forsamlingen forelagt af Regjeringen, og
deri ligger det klart udtalt, at det er dennes Anskuelse, at Forsam-
lingen nu ogsaa bør tage samme under Behandling, hvilket naturlig-
viis ikke paa nogen Maade er til Hinder for, at Forsamlingen med
Hensyn til Spørgsmaalet om Sagens Udsættelse tager, hvad Beslut-
ning den selv vil.
For mit Vedkommende kan jeg væsentlig kun henholde mig til de
Grunde for, nu ikke længer at udskyde denne Sag, som af den ærede
Proponent selv derfor ere anførte. Det er vvistnok sandt, at den Til- stand, hvori vi for Øjeblikket befinde os, Gud skee Lov, er
fuldkommen lovlig; men det er dog kun en provisorisk Tilstand, og
det forekommer mig, at hvad den ærede Proponent har foreslaaet for
at afhjælpe denne Ulempe, langt fra vil fyldestgjøre, hvad
Premierministeren i sin Tale har henpeget paa, nemlig at de
constitutionelle Statsmagter skulle være i fuldkommen regelmæssig
Gang, det vilde altsaa kun være en Forlængelse af enne provisoriske
Tilstand, ved Siden af et ansvar- ligt Ministerium at stille en
Forsmaling, som nærmmest kun r sammen- kaldt til selve Forfatningens
Overveielse, men som mangler alle de Regler og Garantier, som først
Grundloven skal give den lov- givende Virksomhed Vel har Regjeringen
ved at bebude tvende paatrængende Lovudkast viist, at den anseer
Rigsforsamlingen beføiet til at behandle andre Sager end Grundloven,
saa- fremt Saadan ved tvingende Omstændigheder gjordes
nødvendigt; men jeg troer ikke, at det er i Landets Interesse at
forvandle denne overordentlige Forsamling til en lovgivende
Myndighed, idet den sav- ner alle de væsentlige Bestemmelser, som
ellers ordne en fuldstændig Forfatnings regelmæssige Gang. Det er
ligeledes af den ærede Pro- ponent antydet, at der har været en
ganske væsentlig anden og langt større Adskillelse mellem Danmark og
Slesvig end Kongeaaen, og det er vist, at ligesom man uden Tvivl
vilde have afværget de Ulykker, der nu ere brudte ind over Landet,
dersom vi tidligere havde betraadt Frihedens Vei, saaledes er det
ogsaa nu saa langt fra, at det, at Danmark faaer en fri Forsatning,
kan ansees for Noget, der vil være afskrækkende for Slesvig, at det
meget mere maa ansees som noget beroligende for det, at det faaer
Vished for, at den storst mulige Forbindelse med Danmark ei vil
bringe det Andet end al god og ønskelig Frihed. Endelig tager jeg
ikke i Betænkning at vedkjende mig det tredie af den ærde Proponent
omtalte Punkt, idet ogsaa jeg troer, at det Forfatningsværk, der nu
foreligger, vel kan siges at være forberedet og fremgaaet af
langvarige, udholdende, redelige Bestræ- belser i Danmark selv, men
ikke destomindre antager jeg ogsaa, at Meget skyldes det gunstige
Øjeblik, de nyere europæiske Begivenheder, som ganske vist have
medvirket til Opnaaelsen af det Punkt, hvoropaa vi nu staae. Men det
vil til alle Tider, og navnlig i et Øjeblik som det nærværende, være
umuligt at forudsee, hvor snart Bladet kan vende, sig og hvor hurtig
en Ebbe kan afløse den Flod, der nu finder Sted, maaskee nu endog er
for stor. Mit Ønske, ikke som Minister, men som danske Mand, er
derfor, at man vil anvende det nærværende Øjeblik saaledes, at vi af
denne Omvæltningernes Syndflod idet- mindste maatte kunne medbringe
den Pagtens Ark, der kunde inde- holde Forjættelse om Fremtidens
Lykke og Frihed.
Balthazar Christensen: Det er med dyb
Følelse af Vig- tigheden og Betydningen af det Forslag, som
foreligger os, at jeg reiser mig, og det er kun den inderligste
Overbeviisning, der bevæger mig til at træde op derimod saa bestemt
som jeg formaaer det, og at opponere derimod Trin for trin. Jeg
følte for et Øjeblik siden denne min pligtmæssige Opgave tungere og
ansvarsfuldere, men jeg |
|
150
227 228
maa tilstaae, at den Tale, vi nylig have hørt af et
Medlem af Mi- nisteriet, har mildnet og væsentlig lettet den
Bekymring, som o denne Henseende havde grebet mig. Jeg nægter ikke,
at jeg har troet, at Ministeriet, idetmindste til en vis Grad,
sympathi- serede med det gjorte Forslag; jeg havde troet det og
vilde derfor have beklaget Ministeriet, beklaget Landet; thi gjælder
det i Menne- skelivet, at det gunstige Øjeblik maa gribes og
benyttes, hvis man ikke vil tabe det, saa gjælder det visselig og i
Folkelivet, og i Fol- kelivet ingensinde med mere Sandhed, end hvor
Spørgsmaalet er om en saa gjennemgribende, en saa alvorsfuld
Overgang som den fra en absolut Souverainitet til en demokratisk
Forfatning. Jeg troer, at Folket dybt har følt, og jeg skulde næsten
troe, at Ministeriet selv ikke vil kunne have miskjendt, at Noget af
det, man maaskee aller- meest har kunnet bebreide det, er, at det
lod for land Tid, 7 Maa- neder, gaae hein, før Haanden endelig blev
lagt paa dette Værk; men skulde vi nu endelig være komne sammen fra
alle Landets Egne blot for at opsætte det? Jeg troer, vi vilde
svække Landet, jeg troer, vi vilde svække Ministeriet, jeg troer, vi
vilde ødelægge vor egen Fremtid, hvis vi toge en saadan Beslutning.
Hvad er nødvendigere i fare- fulde Tider, end Eenhed og Tillid? Det
er kun Eenhed i Ministe- riet, Eenhed i Folket, som giver Kraft, og
denne Eenhed kan kun opnaaes igjennem Gjerning, igjennem alvorsfulde
og umiskjendelige Foranstaltninger til Frihedens Gjennemførelse. Men
jeg seer heller ikke, hvad der skulde i det slesvigske Hensyn bevæge
os til at opsætte denne vor Gjerning; skulde vi være mindre vel
anseete hos Slesvi- gerne, naar vi komme og byde dem en vvirkelig
fri, en vvirkelig god Forsatning, end vi ville være det med en
saadan absolut Souverai- nitet, hvormed vi saalænge have skræmmet,
eller med det Provi- sorium, hvorunder vi leve, og jeg kan næsten
sige, hvorunder vi lide i dette Øjeblik, og kunne vi, ved at opsætte
vor Gjerning, vide, om vi ikke opsætte den til en Tid, hvor den ikke
kan fuldbyrdes? Hvem kan sige, naar den slesvigske Tvist er løst?
Hvem kan sige, om ikke den Dag kan komme, dersom vi opsætte vor
Forfatning, da Mere end Slesvig er unddraget fra at deeltage i vore
Forhandlinger? Hvem kan sige, om den Fyrste, som sidder paa Danmarks
Throne, lever den næste Dag? Livet er i Guds Haand. Men Hvo af os kan miskjende, hvilken uhyre Betydning det har, at have en
Fyrste, som aabent og redebon imødekommer sit Folks Frihedsønske, en
Fyrste, som erkjender, at han kun derved kan opnaae Lykke og Hæder
for sig selv, og paa den anden Side, hvilken Ulykke det er, at have
en Fyrste, som enten selv eller ved sin Camarilla arbeider derimod?
Jeg troer, at hvorledes vi end betragte Forholdene, hvad enten vi
see hen til den Indflydelse, det kan have paa den Gjerning, som er
paalagt os, og maaskee ene paalagt os, eller vi see hen til, hvad
Indtryk det vil gjøre paa Folket, eller vi see hen til, i hvilken
Grad det vil svække Ministeriet, er det klart, at det vil være en
ulyksalig Dag, den Dag, det fpørges, at nærværende Rigsforsamling
havde opsat Behandlingen af Grundloven. Det er i Følelsen heraf at
jeg har reist mig, det er for paa det alvorligste at modsætte mig
det Forslag, som foreligger, at jeg har reist mig; og det er derfor at jeg uden at gaae videre ind paa Sagen, hvilket jeg tildeels anseer overfl-digt ved den Motivering, hvormed den ærede Proponent selv
har ledsaget sit Forslag, og ved det Foredrag, vi have hørt af et
Medlem af Ministeriet, det er af Hensyn dertil, at jeg foreløbigen
og som det første Trin af min Opposition maa, efter Reglementets
§ 18, fordre, at det bliver sat under Afstemning, om dette
Forslag ikke strax skal afvises. Jeg forbeholdeer mig, hvis dette
mit Forslag ikke maatte gaae igjennem, yderligere at udtale mig om,
hvorfor jeg der- efter i fornødent Fald vil stemme mod en Comitees
Nedsættelse.
Formanden: Efter Regulativets § 18 skal jeg
saaledes sætte under Afstemning, om det foreliggende Forslag uden
videre Behand- ling skal afvises.
Bang: Jeg maa dog tillade mig at bemærke, at
det, saavidt jeg erindrer, under Forhandlingerne over
Forretningsregulativet, af Comiteen Ordfører udtrykkelig blev
udtalt, at Afviisningspaastanden ikke maa begrundes, og den ny
fremsatte Paastand om Forslagets Afviisning er saaledes egentlig
formel ugyldig.
Krieger: Jeg troer ogsaa, at det vil være i
Forsamlingens Erindring, at dette blev bemærket.
Algreen-Ussing: Ja det er ganske vist, at
dette blev udtalt, og at jeg erklærede mig derhen, at det ligger
netop i Hensigten af Afviis- ningspaastanden, at den ikke maa
motiveres, og det ærede Medlem, som idag har fremsat en saadan,
kunde saameget mindre være uvidende om, at dette var Meningen af
Udkastets § 18, som han selv var Medlem af Comiteen. Det var
imidlertid Noget, som ikke traadte frem i Begyndelsen af hans
Foredrag, at han vilde fremsætte en Af- viisningspaastand, og
Formanden havde det derfor heller ikke i sin Magt at forhindre den
videre Udvikling i Foredraget, der lige- saavel kunde gaae ud paa
Sagens Realitet, som paa Forslagets Af- viisning.
Rée: J saa Fald maa jeg træde frem og
forlange Spørgs- maalet om Afviisning sat under Afstemning.
Balthazar Christensen: Jeg maa da bemærke,
at jeg ikke, og det heller ikke som Medlem af Comiteen, har
forstaaet den om- handlede Paragraph anderledes, end at det var
tilladt at give sin Af- viisningspaastand en, som jeg troer, at jeg
har gjort, ganske kort Motivering. Da det idetmindste ikke kan
nægtes, at Paragraphen kan forstaaes saaledes, vil det altsaa være
Forsamlingen, som maa afgjøre i dette Tilfældee, hvorvidt denne
Opfattelse er den rigtige.
Formanden: Jeg antager, at Spørgsmaalet om
Forslagets Afviisning gjerne kan sættes under Afstemning, idet de,
der mene, at Afviisningspaastanden ikke maatte motiveres,
naturligviis ville stemme imod Afviisningen.
Madvig: Det kunde dog vel være, at Nogen
kunde ville stemme for Afviisning efter det Forslag, som
Rigsdagsmanden for Randers Amts 6te District (Rée) har stillet
derom, og ikke efter det af Rigsdagsmanden for Maribo Amts 1ste
District (Christensen) fremsatte.
Formanden: Jeg antager rigtignok, at dette
kommer ud paa Eet; thi naar det antages, at Afviisningspaastanden
ikke maa mo- tiveres af den, der fremsætter den, vil det
naturligviis heller ikke kunne gaae an, at en Rigsdagsmand motiverer
Afviisningen og en anden forlanger den. Jeg antager saaledes, at det
af Rigsdags- manden for Randers Amts 6te District (Rée) stillede
Forslag slet ikke vil blive at sætte under Afstemning.
Rée: Jeg skjønner dog ikke rettere, end at
det maa være for- udsat, at det maa staae ethvert Medlem frit for,
under Behandlingen at forlange det forelagte Forslags Afviisning
uden videre Discussion.
Formanden: Ikke umiddelbart efter at saadan
Afviisning er bleven motiveret. Ved den derefter stedfindende
Afstemning over det af Balthazar Christensen fremsatte
Afviisningsforslag blev dette forkastet med 77 Stemmer mod 67.
Discussionen over det af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de
District (Krieger) stillede Forslag blev derefter fortsat.
Algreen-Ussing: Det kan vvistnok
forudsættes, at der ikke er noget Medlem af denne Forsamling, som
ikke for sig selv har op- kastet det samme Spørgsmaal, som den ærede
Proponent nu har un- dergivet Forsamlingens Afgjørelse. Enhver af os
føler udentvivl det høist Vanskelige for denne Forsamling i at
overveie og vedtage et Forfatningsudkast, der skal være gjældende
for Danmark og Slesvig paa en Tid, da Slesvigs Forhold til Danmark
endnu ikke er defini- tivt afgjorte, og da Deputerede fra denne
Landsdeel ikke kunne deel- tage i Sagens Behandling. Den Betragtning
ligger derfor meget nær, at det vilde være ønskeligt, at denne Sag
kunde udsættes, indtil dette Forhold er bleven endelig ordnet, og
folkekaarne Mænd fra Slesvig kunne tilligemed Deputerede fra Danmark
overveie det hele Forfat- ningsudkast. Jeg troer derfor ogsaa, at
det er ønskeligt, at dette Spørgsmaal strax ved Forsamlingens
Aabning er kommen under Overveielse, og, da den ærede Proponent selv
har antydet, at han anseer det rigtigst, at dette Spørgsmaal først
bliver behandlet i Af- delingerne og derefter en Comitee nedsat for
at afgive Betænkning derover, skal jeg forsaavidt understøtte hans
Forslag, da dette Spørgs- maal i ethvert Fald er af saa stor
Betydning, at det ikke bør afgjø res uden at være behandlet paa den
omhyggeligste Maade, og jeg |
|
151
229 230
skal dertil endnu føie det Ønske, at denne Comitee, hvis
den bliver nedsat, maa blive nogenlunde talrig sammensat, og komme
til at be- staae af 15 Medlemmer, nemlig 10 ved Valg af Afdelingerne
og 5 ved frit Valg af Forsamlingen.
Men uagtet der saaledes, hvis dette bliver Tilfældeet, vil blive
givet Enhver af Forsamlingens Medlemmer Leilighed til i Afdelingerne
at udtale sine Anskuelser om dette vigtige Spørgsmaal, -skal jeg
dog, da det endnu er uvist, om Forslaget vil vinde Forsamlingens
Bifald, tillade mig at fremsætte nogle enkelte Bemærkninger med
Hensyn til Sagens Realitet. Jeg har vvistnok tidligere havt de samme
Tvivl og Betænkeligheder, som den ærede Proponent, og jeg har ved en
anden Leilighed offentligt udtalt mig om det Mislige i nu at
foretage denne Sag; men jeg skal ikke nægte, at denne Anstuelse har
noget forandret sig hos mig ved at see, at Regjeringen fra sit
Standpunkt ikke har fundet nogen Betænkelighed ved at forelægge
Forsamlingen Lovudkastet til Overveielse. Det er vvistnok, som den
ærede Proponent har an- ført, i Premierministerens Tale udhævet, at
Grunden til, at Regje- ringen ikke mere havde fremskyndet
Forsamlingens Sammenkomst, var det lidet Ønskelige i, at vedtage en
Forfatning, saalænge de Deputerede fra Slesvig ikke kunde deeltage
deri; men det er dog i Forbindelse dermed tilkjendegivet, at Sagen
nu ikke længere kan ud- sættes, og af hvad et æret Medlem af
Ministeriet idag har udtalt, maa det ansees fuldkommen klart, at man
baade er beret- tiget til at behandle Sagen, og at de Indvendinger,
som kunne gjøres derimod, have været Regjeringen vel bevidste, men
at det ikke destomindre er Regjeringens Anskuelse, at den nu ikke
læn- gere kunde udsætte at forelægge Forsamlingen
Forfatningsudkastet. Jeg skal ikke nægte, at jeg forudsatte, at
Meningen af den afsluttede Vaabenstilstands Convention var den, at
den hele lovgivende Virk- somhed med Hensyn til Hertugdømmet Slesvig
skulde hvile under Vaabenstilstanden, men efter hvad hint Medlem af
Ministeriet har udtalt, og som jeg maa antage er udtalt som
Ministeriets Mening, er det jo klart, at der ikke er den mindste
Tvivl om, at Forsam- lingen kan overveie og vedtage den Grundlov,
som af Regjeringen er forelagt, og at dette efter Ministeriets
Anskuelse er et aldeles lovligt Forbeholde, som ikke griber ind i
den factiske Tilstand. Disse Udtalelder fra Ministeriets Side have
hos mig ikke lidet svækket de Tvivl og Betænkeligheder, som jeg fra
den Side ellers kunde have havt. Jeg skal derhos ikke nægte, at det
har noget meget Betænkeligt ved sig, at Forsamlingen selv, naar
Regjeringen ikke finder det nød- vendigt, tager Initiativet til at
standse Forfatningsværket og til at stille denne vigtigste Sag, den
eneste, hvorfor Forsamlingen er sammenkaldt, i Bero. Dersom iøvrigt
denne Udsættelse kun var for en vis kort og nøiagtig bestemt Tid,
vilde Sagen have mindre Betænke- lighed; ja selv om denne Tid var
fastsat til de 4 eller 5 Maaneder, som endnu staae tilbage, indtil
Vaabenstilstanden er udløben, vilde denne, skjøndt forøvrigt ikke
korte Tid, ikke hos mig vække væsentlige Betænkelig- heder, naar det
var sikkert og givet, at Forholdene til den Tid vare saaledes
ordnede, at de slesvigske Deputerede da tilligemed Rigsdagsmændene
fra Danmark kunde behandle og vedtage Forfatningen; men det fore-
kommer mig meget tvivlsomt, om Sagen vilde blive udsat blot til
dette Tidspunkt, og ikke maaskee til et langt fjernere. Jeg har ikke
ganske fattet den ærede Proponents Yttringer, naar han før
bemærkede, at hans Tanke ikke var, at dette Forfatningsudkast skulde
udsættes paa en ubestemt Tid; thi da han anmeldte sit Forslag den
30te i forrige Maaned, gik det netop ud paa, om det ikke skulde være
nødvendigt, at udsætte denne Sag „indtil videre“ Jeg nærer ogsaa den
samme Frygt, som det Medlem af Forsamlingen, der nylig fremsatte
Afviis- ningspaastand i denne Sag, at det vilde gjøre et førgeligt
Indtryk paa Folket, dersom Forsamlingen ikke nu fuldbragte det Værk,
til hvis, Fuldførelse den er kommen sammen, men gik fra hinanden
uden at have bragt denne store Sag til Ende; thi, skjøndt jeg for
min Per- son ingenlunde nærer nogen Frygt for, at
Forfatningsudkastet skal blive trængt tilbage i Danmark, kan jeg dog
meget vel forestille mig, at en stor Deel af Folket kan nære grundet
Frygt i denne Henseende, og, at man navnlig kan frygte for, at der
under Omskiftninger af Personer og Forhold, under en indtrædende
Reaction i Europa, som maaskee er nærmere, end man troer, og under
den Indflydelse, som
Magter, der ere mindre gunstig stemte for Folkefriheden, kunde
komme til at øve paa Danmarks Politik, i alt Fald kunde skee saa-
danne Forandringer i Grundlaget for det bebudede Forfatningsværk,
som maatte ansees lidet ønskelige. Det er disse Betragtninger, som
jeg har troet at burde udtale allerede paa Sagens nærværende
Standpunkt; men jeg indrømmer, at Sagen er af den Vigtighed, at den
bør gjøres til Gjenstand for en omhyggeligere Overveielse og der-
for henvises til Afdelingerne og derefter behandles i en dertil valgt Comitee.
Boisen: Naar jeg har taget Ordet i denne
Sag, da er det ikke for at modarbeide, at den bliver overgivet en
Comitee til Drøf- telse, thi dertil anseer jeg den vigtig nok, men
det er for at anføre de Grunde, der synes at tale imod den,
forsaavidt den gaaer ud paa at udsætte Behandlingen af Grundloven.
Man siger for det Første, at opsat er ikke opgivet; men jeg troer
dog, at meget ofte fører opsat til opgivet. Som i det enkelte
Menneskes Liv, saaledes gives der ogsaa i Folkenes Liv Øjeblikke,
som det gjælder om at gribe og be- nytte, og som, naar man lader dem
gaae ubenyttede forbi, vende al- drig meer tilbage, Saadanne
Øjeblikke have ikke sjeldent været til- stede i det danske Folkelivs
Historie; de ere sjeldent blevne benyttede, og dette indeholder
maaskee den væsentlige Grund til Danmarks nær- værende Afmagt. Et
saadant Øjeblik er ogsaa nu tilstede, da en folkelig og frisindet
Konge har tilbudt en fri Forfatning, som længe har været ønsket; de
udvortes Forhold ere af den Beskaffenhed, at de trods al deres
Forvikling dog ikke for Øjeblikket lægge nogen hin- dring iveien
for, at Tilbudet bliver benyttet. Den nærværende For- samling er af
den Beskaffenhed, at der synes at ville blive en langt større
Samstemning, end man kunde have formodet; thi vel har der været
megen Tale om Venstre og Høire, men man har dog ikke mærket retmeget
dertil, saa der er vvirkelig Grund til at haabe, at der vil blive
Enighed om de væsentlige Punkter i Grundloven. Saa- ledes er
Øjeblikket gunstigt for en fri Forfatning; men en meget kort Tid kan
forandre alle disse Forhold, baade med Hensyn til vor Konges Per-
son, de fremmede Magter og Stemningen i Forsamlingen. Man anfører
nok som en Grund til at udsætte Grundlovens Behandling, at Slesvigerne nu ikke kunne deeltage deri; men jeg vil dog spørge, om man troer, at
der er nogen Grund til at antage, at Slesvigerne ville misunde os
en fri Forfatning, fordi de nu ikke kunne dele den med os; om det
skulde vende deres Hjerter fra os, at der i Danmark blomstrer en
Frihed, de selv ønske, som vi ville med Hjertens Glæde dele med dem,
saasnart det er muligt, og i hvilken vi gjerne ville indrømme
saadanne For- andringer, som de maatte ansee ønskelige for deres
Vedkommende. Derfor er den første Grund, som synes mig at tale imod
at udsætte Grundlovens Behandling, den, at vi bør ikke lade det
gunstige Øie- blik gaae ubenyttet hen, som muligt aldrig vilde vende
tilbage. Der- næst ere vi ogsaa af vore Vælgere udvalgte til at
behandle Grund- loven, og i dette Øiemed ere vi sammenkaldte af vor
Konge. Det blev vist ikke ubemærket af Forsamlingen, hvorledes han i
sin Tiltale til os stærkt betonede de Ord: „i dette Øiemed“. Det
kunde maaskee være Tvivl underkastet, hvorvidt vi ere beføiede til
at indlade os paa andre Spørgsmaal; men det kan aldrig være
tvivlsomt, at vi ikke blot ere beføiede, men ogsaa forpligtede til
at behandle Grund- loven, og jeg kan ikke forstaae, hvorledes vi
kunde fordvare det for for vore Vælgere, naar vi, efterat Grundloven
var os forelagt, af egen Drift undslog os for dene Behandling. At
andre Spørgsmaal blive behandlede, navnlig om Krig og Fred, under
saa farefulde For- hold, ville Alle finde billigt, kun at vi derved
ikke støde vort egentlige Kald fra os. Endelig er der endnu een
Grund, som synes mig af- gjørende. Vi have siden Martsdagene
befundet os i en Tilstand, som vi neppe vide, med hvad Navn vi
skulle benævne. Vi have faaet an- svarlige Ministre, men dette er
dog i Grunden det Eneste af hvad der pleier at henføres til en fri
Forfatning, og vi have dermed dog egentlig ikke opnaaet andet, end
at istedetfor een Herre, nu flere Herrer regjere hver for sig med
uindskrænket Magt, og Ansvarligheden er dog ingen Sandhed, naar der
ikke gives en Grundlov, hvorefter der kan dømmes. En saadan Tilstand
er ikke ønskelig, og var den maaskee nødvendig i sin Tilbliven, og
har den maaskee været nødven- dig indtil nu, saa er den det nu ikke
mere og bør ikke vare længere, |
|
152
231 232
end nødvendigt. Jeg troer ikke, den er snskelig for
Ministrene; jeg troer, den hviler paa dem som en tung Byrde, og naar
een af Mini- strene har yttret, at de, om de maatte trække sig
tilbage, snarere vilde ansee det for en Forløsning end for et
Nederlag, da turde deri være udtalt en Følelse af det Piinagtige i
deres nærværende Til- stand. Den høitærede Cultusminister har ogsaa
gjort Fordring paa en ubetinget Tillid som Betingelse for
Ministeriets Væren; men jeg maa erklære, at en saadan Tillid er
umulig, saalænge der ikke gives en Grundlov, hvorefter der maa
regjeres; og naar den høitærede Krigsminister har erklæret, at han
ikke kan vige en Tomme tilbage fra sine Anskuelser, da har dette
vakt ikke saa liden Bekymring, fordi der ikke gives en Grundlov, som
ingen Minister kan røre, selv om den ikke stemmer med hans
Anskuelser. Vort Ministerium, som ønsker Folkets Tillid og kan ikke
være denne foruden, maa derfor ønske en Grundlov jo før jo heller.
Det Samme gjælder ogsaa med Hensyn til Folket; det maa ønske den
Tilstand, hvori det nu befinder sig, forandret, og det maa ønske sig
sikkret ved en Grundlov, som den veed, skal følges Derfor maa jeg
udtale mig for, at vi gjøre, hvad vi kunne, for at Grundloven træder
i Kraft saasnart som muligt, og der er kun eet Hensyn, paa Grund af
hvilket jeg vilde tilraade, at Be- handlingen af Grundloven
udsættes; det er med Hensyn til Slesvig. Det er klart, at der i
Martsdagene hvilede en helteaand over vore Ministre; da blev dette
Hensyn med klare og stærke Ord udtalt af vor Krigsminister, idet han
opfordrede til Kamp paa Liv og Død for Slesvigs Skyld; da blev det
udtalt af vor Cultusminister, at først naar vi laae knuste, vare vi
overvundne. Der har været næret Frygt for, at denne Helteaand skulde
være vegen bort fra Ministeriet. Er dette ikke Tilfældeet, eller kan
den vende tilbage, saa at det med freidigt Haab tør udtale, at det
har den Tillid til den danske Sag, at det ved Guds Hjælp og hele
Folkets Kraft troer at kunne udrive Slesvig af det tydske Aag,
hvorunder det sukker, da ønsker jeg, at alt Andet maatte sættes
tilside, alle Kræfter forenes til dette ene Formaal, og at hele
Folket skulde samle sin Styrke for at fremme dette vigtige Øiemed;
men kan dette ikke skee, da maa jeg ønske, at Grundloven træder i
Kraft saasnart som muligt, for at Tilstan- den, om den end er
utaalelig i Slesvig, dog kan blive taalelig for os.
Cultusministeren: Jeg skal tillade mig et
Par Bemærk- ninger, deels med Hensyn til den sidste ærede Talers
Yttringer og deels med Hensyn til Sagen selv. Jeg troer, at det er
en total Misforstaaelse af de factiske Forhold, naar den sidste
Taler har an- taget, at Ministrene herske uindskrænket, Enhver i sin
Sphære. For det Første forelægges jo de vigtigere Sager det samlede
Statsraad, og i alle de Sager, hvor Hans Majestæts Samtykke og
Approbation tidligere var nødvendigt, der bliver det ogsaa nu
indhentet, og jeg behøver ikke at bemærke, at Kongemagten ikke er
noget Intetsigende, saaledes at ansvarlige Ministre skulde betyde
det Samme som Ministre, der i deres Sphærer kunne gjøre Alt, hvad de
vilde. Jeg kan heller ikke gaae ind paa, at jeg paa Ministeriets
Vegne skulde have gjort Fordring paa en ubetinget Tillid, maaskee
jeg har udtrykt mig noget utydeligt, men det var i alt Fald ikke min
Mening; jeg meente kun, at det er nødvendigt, at der er et
Ministerium, til hvilket Forsam- lingen har en saadan Tillid,
navnlig i saadanne Sager, hvor det er umuligt, at Forsamlingen selv
kan gaae ind paa alle Enkeltheder, hvorimodd jeg paa ingen Maade
gjorde dette Krav gjældende for det nærværende Ministerium; det var
blot en ganske almindelig Sætning, som jeg anførte, Hvad der endelig
er bleven bemærket om den meer eller mindre heltemodige Stemning hos
Ministeriet, da er dette jo et Spørgsmaal, som vist ved andre
Leiligheder og paa mere passende Sted vil komme under Overveielse,
f. Ex. i Anledning af Adressen, hvis der bliver Tale om en saadan,
eller ved andre Spørgsmaal, som dog ligge denne Sag langt nærmere.
Det er bleven bemærket af den ærede Deputerede for Kjøbenhavns 4de
Distrikt (Ussing), at
han vel i Begyndelsen havde nogen Tvivl om, hvorvidt man her
kunde gaae ind paa Grundlovens Behandling, men at denne Tvivl dog
var bleven meget hævet ved hvad En af Ministrene derom havde yttret
Jeg troer imidlertid ikke, at den ærede Deputerede behøvede dette
Medlems Yttringer for at komme til en Anskuelse om Regje- ringens
Mening i denne Henseende; thi hvis det havde været Re- gjeringens
Mening, at den, efterat Malmø-Conventionen var af- sluttet, ikke
kunde forelægge denne Forsamling Grundlovs-Udkastet, vilde den ikke
have gjort det, saa at Regjeringen derved, at den har forelagt
Lovudkastet, tydeligt og bestemt har udtalt, at den var af den
Mening, at dette ingenlunde var i Strid med Vaabenstilstanden. Jeg
har derfor mere opfattet hans Yttringer saaledes, at de Grunde, som
hint Medlem af Ministeriet anførte for Udkastets Fore- læggelse, hos
ham havde tilveiebragt en personlig Overbeviisning og havde
bortryddet de Tvivl, som i saa Henseende vare hos ham. Med Hensyn
til Sagens Realitet skal jeg blot bemærke, at vi kunne gjøre os en
klar Forestilling om, i hvilket Forhold Grundloven staaer til
Slesvig, naar vi see hen til den Deel af Slesvig, hvoraf Hans
Majestæt endnu er i factisk Besiddelse. Hvis nemlig denne Forsam-
ling i Forening med Hans Majestæt antog en Grundlov, og man gjorde
denne Grundlov gjældende paa Als og Ærø, saa var dette aabenbart et
Brud paa Vaabenstilstanden. Det er netop paa dette Punkt, man kan
see Forskjellen; Betydningen af, at Forsamlingen an- tager
Grundloven for Danmark og Slesvig, er ikke den, at denne Grundlov
bliver gjældende ogsaa for Slesvig; men det er den, at over denne
Grundlov skal en slesvigsk Forsamling yttre sig. Det er med andre
Ord kun Vedtagelsen af et Lovforslag, som skal forelægges den
slesvigske Forsamling; videre Gyldighed faaer denne Grundlov ikke
for Slesvig, førend den er bleven vedtagen af en slesvigsk For-
samling. At en saadan Forsamling ikke vil komme sammen førend
Afsluttelsen af en endelig Fred, eller i alt Fald ikke førend factiske Forhold have forandret sig saaledes, at dette kan skee, behøver jeg ikke yderligere at gjøre opmærksom paa. Jeg troer iøvrigt med Hen- syn til Sagens Realitet, at man gjør sig en falsk Forestilling,
naar man troer, at man egentlig kommer synderlig videre, ved at gaae
den ene eller den anden Vei, thi den Forfatning, som vedtages,
bliver dog kun en provisorisk Forfatning; dette har vel i sig selv
noget Modsigende, men det er en nødvendig Følge af de factiske
Omatændigheder. Man kommer ikke ved Grundlovens Antagelse ud af det
Provisoriske, da der igjen skal en Rigsforsamling for hele Ri- get
for at antage en ny Forfatning, dersom den slesvigske Forsam- ling
ikke skulde være tilfreds med Forfatningen i sin nærværende
Skikkelse; og at den ikke vil kunne være det, er Noget, som man maa
antage forud, da man ikke har kunnet gaae ind paa i Forfat- ningen
at indføre de Lovbestemmelser, hvorved man vil sikkre netop den
slesvigske Selvstændighed Bevarelsen af de særegne Forhold i
Slesvig, som det ikke er rimeligt, at denne Forsamling skulde kunne
underkaste tilstrækkelig Bedømmelse. Der kan vist anføres overveiende Grunde for, at denne Forfatning vedtages nu; men jeg gjør blot op- mærksom paa, at man ikke derved kommer ud af den provisoriske Til- stand; den vil vedvare indtil Freden er sluttet, indtil disse
Forhold endelig ere ordnede. Dernæst maa det være mig tilladt at
bemærke, at netop af samme Grund kan man med Hensyn til Varigheden
ikke være sikker paa, at det, man kunde faae ved denne Forfatning,
skulde kunne være noget Saadant, hvori der ikke skulde kunnne skee
nogen Forandring. Jeg antager vvistnok, at der fra Hans Majestæts
og kongehusets Side ikke vil under nogen Omstændighed finde nogen Tilbagekaldelse Sted af hvad der er skeet; vvistnok er et Løfte
bleven tilbagetaget, nemlig det, der blev givet ved Rescriptet af
28de Januar, men Danmarks Konge tog det kun tilbage paa den Maade,
at han gav Noget, som for Folkefriheden var langt vigtigere; iøvrigt
troer jeg ikke, at Dammarks historie opviser exempel paa, at de
danske Konger have svigtet deres Ord eller tilbagekaldt noget givet
Løfte. Fortsættes
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco
Luno. |
|
153
233 234 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 30. Tolvte Møde.
(Fortsat.)
Det er da altsaa mere denne Stemning, som gjør sig gjældende til
visse Tider, der bliver tilbage, disse Strømninger, som kaste Med-
lemmerne i en Forsamling mere i een end i en anden Retning, for-
saavidt disse muligen ogsaa kunne vise sig i denne Forsamling selv.
Naar der var en ganske anden Luft i Europa og en ganske anden Luft
her i Landet, saa kunde Forsamlingen maaskee komme til andre
Beslutninger, end den under andre Forhold vilde være kommen. Det er
idetmindste Tilfældeet med alle Mennesker, at et saadant Hensyn
finder Sted. Forsaavidt man altsaa vil holde sig dertil, at det ikke
er med Hensyn til Danmarks Konger, ikke med Hensyn til Regje-
ringen, men kun med Hensyn til denne Stemning, at man nærer Frygt,
saa maa jeg bemærke, at den ogsaa vil kunne faae Indfly- delse, om
man end nu vedtager Forfatningen; thi dersom den sles- vigske
Forsamling maatte ønske andre Bestemmelser med Hensyn til Slesvig
indførte i Forfatningsloven, og altsaa en ny Rigsdag maatte
sammenkaldes, saa vilde dog denne Rigsdag, for hvilken For-
fatningssagen atter kom for, være paavirket eller kunne paavirkes af
et saadant Omslag i den almindelige Stemning. Jeg mener alt- saa med
andre Ord, at man ikke med Hensyn til det Provisoriske eller med
Hensyn til Folkefrihedens Sag opnaaer større Garantier ved enten at
vedtage Forfatningen eller ved at udsætte dens Behand- ling. Jeg
skal iøvrigt blot tilføie, at hvorvidt en saadan Uddsættelse af
Forfatningssagen er tilraadelig, det vil Forsamlingen nu ganske
anderledes kunne bedømme end Ministertet. Regjeringens Mening er
udtrykkelig tilkjendegivet derved, at Forfatningen er bleven forelagt,
og derved, at Regjeringen ikke er indkommen med noget Forslag om,
at den skulde udsættes; hvorledes Regjeringen vil stille sig, naar
For- samlingen kom til den Anskuelse, at den ikke vilde behandle
Udkastet, det er jo et Spørgsmaal, som ikke foreligger.
Schytte: Om man endog, som den høitærede
Minister har behaget at udtrykke sig, ikke ved at tage
Grundlovsudkastet under Be- handling kommer ud af den provisoriske
Tilstand, saa kan jeg dog ikke fatte, at man ikke derved skulde
komme et Skridt fremad. Det staaer for mig saaledes, at man derved
dog kommer i en stiltiende, om man saa vil i en moralsk Forbindelse
med Regjeringen angaaende det, som er os forelagt, og som Kongen har
tilbudt, og hvori han, hvis det antages af Forsamlingen, har
erklæret sin Enighed, forsaa- vidt den afgjørende kunde erklæres, og
ikke den haarde Nødvendighed bød at suspendere den. Hvad enten vi
indlade os paa at udsætte Antagelsen af Grundlovsforslaget eller vi
tage det for os, troer jeg, efter de vigtige Grunde, som ere anførte
for og imod, at det ikke er muligt at beregne Følgerne; men som
enhver Uvisheds og Usikkerheds Tilstand efter mit Begreb er
forkastelig, og man derfor bør stræbe efter at faae et sikkert
Fodfæste, saaledes seer jeg et Slags Nødven- dighed for at foretage
Grundloven og behandle den, saavidt vi kunne. Jeg tilstaaer og, at
de Grunde, som af selve den ærede Rigsdags- mand for Kjøbenhavne
Amts 4de District (Krieger) ere anførte, have tiltalt mig, og jeg
indseer navnlig ikke, at de Grunde, som ere an- førte for en
Udsættelse og som ere hentede fra den Garanti, Andre ville søge
navnlig i den Ansvarlighed, som det er omtalt, at der paa- hviler
Ministeriet, ere afjørende; thi saavel denne som hine andre
Tilstande i Europa ere omskiftelige, og den næste Dag, ja den næste
Time kan bringe andre Tilstande end de, som nu ere forhaanden. Jeg
mener altsaa, at vi efter de Oplysninger, som vi have erholdt
fra Regjeringen, og som ogsaa ligge i, at Udkastet er bleven
forelagt, burde foretage Grundlovens Behandling, da vi efter disse
Oplysnin- ger kunne gjøre det. Efter hvad jeg her har udtalt, maatte
altsaa min Anskuelse lede mig til at stemme for Afviisningen af den
Pro- position, der er fremsat; naar jeg imidlertid ikke har gjort
det, da er det af Hensyn til det Indtryk, som en saadan
Afviisningspaastand vilde gjøre paa vore slesvigske Brødre, deels
paa Grund af den for- skjellige Betragtning, som det i og for sig
kan være undergivet, om vi ere berettigede til eller burde have
foretaget Grundloven, og deels paa Grund af de Bestræbelser, som
ikke ville udeblive, for i dette Tilfældee at undertrykke Sandheden
og forvirre Begreberne; jeg frygter for, at der vil reise sig
forskjelligee Meninger, om end ubeføiede, dersom vi alt for hurtigt
vare gaaede over det Spørgsmaal, om vi skulde udsætte Behandlingen
eller ikke. Der- for har jeg ikke stemt for Afviisningen, fordi vore
slesvigske Brødre have et Krav paa os, og fordi der i
Omstændighedernes Medfør ligger en Nødvendighed for os til tydelig
at vise dem, hvorfor vi ere gaaede ind paa denne Behandling. Naar de
saae at vide, hvad vi kunne byde dem, troer jeg, at derved vil
vindes en Sikkerhed, som vil være et Tilnærmelsespunkt mere.
Hammerich: De ærede Takere, som have yttret
sig over det foreliggende Forslag, have næsten Alle talt imod, at
man skulde gaae ind paa det. Jeg deler de Betænkeligheder, som de
have fremsat, men jeg mener, at vi maae stille Betænkelighederne for
og Betænke- lighederne imod sammen, og det er det, som jeg skal
forføge. Det Spørgsmaal, som nu er stillet, har jeg siden
Rigsforsamlingens Aabning anseet for et af de vigtigste og
ansvarsfuldeste Spørgsmaal, som vi vilde have at afgjøre, nemlig om
vi skulle opsætte Forhand- lingen af Grundloven, som det hele Land
saalænge med os har seet imøde, om vi skulle skyde Frihedens
Grundlæggelse ud i en uvis Fremtid, eller om vi nu strax skulle
lægge Haand paa Værket og for- handle Rigets Grundlov paa en Tid, da
endeel af Riget er lukket ude, og vi kun i uegentlig Forstand kunne
kalde denne Forsamling af Jyder og Øboere en Rigsforsamling. Skulle
vi gjøre det Ene eller det Andet, eller gives der en Udvei, hvorved
vi kunne gjøre det Ene uden at forsømme det Andet? Det er
Spørgsmaal, som kræve den modneste Overveielse; de have længe ventet
paa os og vi have haabet, at Tiden skulde klare disse; men nu, da de
skulle og maae afgjøres, nu er maaskee Afgjørelsen vanskeligere end
nogen- sinde. Regjeringen har forelagt os et Udkast til —
Grundloven, som i det Hele har fundet en gunstig Modtagelse; vi ere
nu samlede her for at drøfte det. Vi have nu ikke blot et godt
Grundlag at gaae ud fra, men vi have og en god Villie til at arbeide
sammen og gode Kræfter til at klare de stridende Meninger; Alt dette
er os givet; skulde der nu være Fare ved, om vi i nogen Tid gik fra
hver- andre, naturligviis efter Aftale om, strax at kunne
sammenkaldes paany i fornødent Fald? Rigsforsamlingens Sammensætning
er gi- vet, Grundloven, som skal forhandles, er givet, og Ingen skal
tage den fra os; ogsaa Regjeringen er forsaavidt givet, at nogen
Grund- forandring i dene Sammensætning ikke er at frygte, saalænge
Folkets Krav er det samme som hidtil. Ja, hvis det var en rolig Tid,
og Nogen kunde sige os, at vi, hvis vi opsatte Behandlingen i
1,2,3, 4 Maaneder, vilde kunne begynde den igjen i Forbindelse med
vore slesvigske Brødre, saa vilde vi vel kunne dæmpe den
Utaalmodighed, hvormed ikke mindre vi end hele Folket vente paa, at
Arbeidet skal begyndes, for at det kan komme til Ende. Men hvem kan
sige os, naar vi skulle see de slesvigske Medlemmer her i Salen? Og
hvem |
|
154
235 236
kan svare for, hvorledes det seer ud rundt omkring os i
Europa, naar vi nu have oplevet under denne Kamp mellem Frihed,
Lovløs- hed og Trældom nogle af disse Maaneder, som vel efter
Almanaken ere Maaneder, men hvori der skeer saa store Skridt frem eg
tilbage, som vi ikke pleie at opleve i Aar og Dag? Vi kunne være
de samme, og Grundloven, som vi skulle drøfte, kan være den
samme; men naar, som en af Ministrene yttrede, den Luft, som vi indaande, ikke er den samme, ville vi da kunne arbeide med hver-
andre ligesom nu? Og Regjeringen, som saalænge har savnet et Organ
for den folkelige Villie, vil den staae sikkrere i disse urolige
Tider ved at støtte sig til denne Forsamling, som kun i Nødskald kan
gaae udenfor sit Hverv, at drøfte Grundloven, eller ved at støtte
sig til et Folkeraad, som har sin Hjemmel i Rigets Grundlov? Og
endelig Slesvigerne? Der er altid sagt, at hvad som skulde binde dem
til Danmark, det var Visheden om, at de havde den samme folkelige
Frihed at see imøde, naar de sluttede sig til os. Vilde det nu være
kraftigere at sende dem Regjeringens Udkast med Sort paa hvidt,
eller at byde dem en Forfatning, som allerede er vedtaget og traadt
i Kraft? Alle disse Hensyn tale for, at vi strax skride til Vær-
ket. Men for at gribe den Traad, som vi sidst slap, saa er det dog
en egen Sag, netop naar Friheden er det, som tilbydes, at lægge den
frem som en Foræring, der er valgt og indkjøbt, og som nu een- gang
er saaledes og ikke anderledes; det vilde dog være en egen Sag,
netop naar Friheden er det, hvorom der er Tale. Men nu vide vi, at
der er en Udvei, og denne Udvei, som er foreslaaet, bestaaer i, at
vi foreløbig skulle vedtage Grundloven, med Tilbud om at løse den
fra hinanden, naar Slesvigerne komme, og saa lægge den vedtagne
Grundlov frem paany som Udkast. Men naar saa dette nye Udkast bliver
forelagt, som vi have rettet og bearbeidet det, staae vi Øboere og
Jyder i et ganske andet Forhold til det end vore stesvigske Brødre,
og med al god Villie til at lempe os efter dem, kunne vi dog ikke
let undgaae at bringe dem i Minoritet ved Afstemningen, fordi vi,
efter engang at have klaret vore Meninger, ikke kunne see Sagen som
fra Nyt af.
Der er altid stor Forskjel paa, om man tager Deel i Forhand-
lingerne af en Sag fra Begyndelsen af eller siden kommer til; deraf
afhænger baade den Indvirkning, man kan udøve, og tillige den Vil-
lighed, hvormed man kan gaae ind paa Andres Meninger. Vi be- høve
derfor ikke engang at spørge, om der er Punkter i Forfatningen, der
sandsynligviis ville stille sig anderledes for Slesvigerne end for
os. Thi selv om de vare enige, kunde de dog ikke være tilfredse med
den Slage Deelagtighed i Arbeidet, og hvor de fra Først af ere
uenige, vil det ikke blot være vanskeligt for dem at overbevise os,
men ogsaa selv at lade sig overbevise, netop fordi de bestandig ville føle, at Vilkaarene ere ulige for dem og for os. Altsaa vil det være at forudsætte, at Slesvigerne næsten kun af Navn ville blive vore
Medarbeidere ved Forfatningsværket, dersom vi nok saa foreløbigt
gjennemføre det uden dem, og den Føielighed, vi siden kunne vise
dem, vil snarere forøge end formindske Indtrykket af, at de i Grun-
den staae udenfor, og dette ville de forudsee i det Mindste ligesaa
godt som vi. I og for sig synes den stærkeste Drift hos Slesvigerne,
jeg taler her ikke om Nordslesvigerne, men om Slesvigerne under Eet,
at være Ønsket om at bevare Slesvige Selvstændighed. Ligesom
Hollænderne paa Japan sagde: „vi ere ikke Christne, men Hollændere“,
saaledes ere de ikke langtfra at sige: „vi ere ikke Christne, men Sles- vigere.“ Tilmed skal der ogsaa udenfra være reist Spørgsmaal om
en Unionstat Slesvig, adskilt saavel fra Danmark som fra Holsteen,
og at dette vilde blive en tydsk Stat, om end ikke iaar, saa ad Aare; det er kun altfor vist, da hele den høiere Dannelse og Embedsstanden i Slesvig er tydsk. Vi maae ikke dølge for os selv, at Slesvig
driver om som en svømmende Ø, og om det skal blive landfast med
Danmark eller Tydskland, det er netop Spørgsmaalet. Om vi nu i dette
Øjeblik, da Nordslesvigerne ere nær ved at tabe Modet, for hele
Tydsklands Øine vedtoge en Forfatning for Danmark, uden Slesvig,
eller om vi i Tilled til vor gode Ret have Mod til at bringe det
store Offer, at erklære Forfatningssagen for opsat efter dem, det
vil maaskee blive afgjørende for Slesvigs Skjæbne. Hvad vi end
beslutte os til, lægge vi et vægtigt Lod i den ene eller den an-
den Vægtskaal. Jeg stemmer derfor for Sagens Henviisning til Af-
delingerne, forat alle Medlemmer kunne lyttre deres Stemning for
eller imod Opsættelsen og raadslaae om de bedste Midler til at fore-
bygge de Ulemper, som i begge Tilfældee ere i Vente.
Barfod: Efterat det Meste af hvad jeg havde
at sige allerede er udtalt af forskjelligee ærede Talere, skulde jeg
ikke have taget Ordet, hvis ikke et Indtryk, jeg havde modtaget af
Proponentens Tale, i dette Øjeblik var blevet fornyet. Den ærede
Rigsdagsmand for Kjøge (Krieger) yttrede, at det dog altid kunde
være usikkert, om den Grundlov, som maatte blive given, ogsaa
vvirkelig vilde blive en Grundlov baade for Danmark og Slesvig, og
den ærede sidste Taler har udtrykt sig saaledes, som om Slesvig var
en svømmende Ø, og det var uvist, om den skulde blive landfast med
Danmark eller Tydskland. Dengang da Hannibal, efter at have indtaget
hele Ro- merriget, stod udenfor Roms Porte, da falbød man i Rom og
satte til offentlig Auction de Marker, hvorpaa hans Hær havde leiret
sig, og de bleve godt betalte. Uden at være nogen Tilbeder af
Romer- folket, kan jeg dog ikke nægte, at jeg ønskede mit eget Folk
det stolte Mod, som Romerne lagde for Dagen, da de detragtede de
Marker, hvorpaa den seirrige og seirvante Fjende havde leiret sig,
som deres sikkre Eiendom. Jeg selv nærer ikke nogen Tvivl om, at
Slesvig — lad det saa, som den sidste ærede Taler har udtrykt sig,
svømme som en Ø — baade har været og vil vedblive at være landfast
med Dan- mark. Jeg deler den Anskuelse, som oftere har været udtalt,
at Spørgsmaalet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er det Samme som Spørgsmaalet om Danmarks fortsatte Bestaaen; men jeg er
overbeviist om, at det danske Folk vil fortsætte sit Liv, at det ikke
er noget vissent Blad paa det almindelige Folketræ, eiheller en
Tanke, som Gud Herren har tænkt og atter opgivet. Jeg kan altsaa
ikke af Frygt for, at Grundloven ikke skulde komme vil at gjælde
baade for Danmark og Slesvig, betænke mig paa at tage denne,
saaledes som den af Regjeringen er os forelagt, under Overveielse;
men idet — og det er netop det, jeg ønskede at udtale, og hvorfor
jeg har begjert Ordet — Grundloven tages under Behandling, maa det
skee med den faste Beslutning, den urokkelige Forvisning af det
danske Folks her forsamlede Udvalgte, — for at benytte Krig
sministerens Ord ved en anden Leilighed, der i en Fart ere blevne et
Mundheld her i Byen og som ogsaa kunne anvendes her —, „ikke et
Skridt, ikke en Tomme tilbage.“ Naar vi altsaa tage Grundloven
under Behandling, da skeer det, idet og fordi vi ere fuldkomne
forvissede om og fuldkommen bestemte paa, at vi ikke ville gaae et
Skridt, en Tomme tilbage fra Eideren.
With: Ogsaa jeg hører til dem, der ønske
Grundloven strax tagen under Behandling. Jeg kan ikke nægte, at jeg
forhen har været noget tvivlsom med Hensyn til hvad der var det
Rigtigste, men et Moment, der ikke har gjenlydt her i Salen, har
bestemt mig, nemlig: hvad ønske Slesvigerne helst? Det er høist
vigtigt, forsaa- vidt muligt at saae et bestemt Svar paa dette
Spørgsmaal, for at vi derefter kunne bestemme os med Hensyn til hvad
vi ville gjøre. Jeg har derfor gjort mig al mulig Umage for at faae
et bestemt Svar. Jeg har mødt i Nordslesvigernes Forsamling her i
Byen, og den første Gang hørtes der mange Stemmer for og mange
Stemmer imod. Jeg yttrede vel Ønske, at der i den Adresse, som
senere blev indgiven, maatte blive bestemt udtalt, hvad Slesvigerne
meente; men man indvendte, at Adressen alt var skreven, og at det
var den høie Tid, at den blev indgiven, og derfor blev der ikke
foretaget no- gen Forandring i Samme. Senere aftalte jeg et Møde med
en en- gere Deel af hiin Forsamling, hvorved, foruden flere af de
Banner- førere, som have udmærket sig i den slesvigske Sag, ogsaa
Deputatio- nen fra Als var tilstede, og der var man enig om, at det
var ønskeligt, at Forsamlingen vilde tage Forfatningsspørgsmaalet
under Behandling. Slesvigerne forsikkrede mig, efterat Grundene
saavel for som imod vare veiede, at de paa egne og Landsmænds Vegne
næsten bestemt kunde sige, at Alle vare enige i at nære det Ønske,
at Forfatningsspørgsmaalet her maatte komme under Overveielse, og da
jeg havde modtaget denne Forsikkring, tvivlede jeg ikke længer om,
hvad Beslutning der var at tage.
Slesvigerne yttrede, at da Grundloven ikke omhandler deres
|
|
155
237 238
communale Forhold, var der intet særeget Punkt, hvorom
Slesvi- gernes særdeles Anskuelser kunde komme i Betragtning. De
sagde tillige, at de indsaae Umuligheden af, at Slesvig for til selv
kunde bestaae som Unionsstat, og derfor ønskede de at forbindes med
Dan- mark ved Grundlov, ved Finantser, ved Krigsmagt; naar de
blot fik en selvstændig Landdag for deres communale Forhold,
saaledes som dette af Kongen var dem tilsagt, vilde man være
tilfreds. De vare derfor enige i, at det ikke vilde gjøre noget slet
Indtryk i Slesvig, om vi her toge Grundloven under Behandling, men
tvertimod et godt, da Slesvigerne derved fik at vide, hvilken
Grundlov de selv skulde have og som skulde undergives ny Drøftelse
af Slesvigerne, og da der her i denne Henseende er yttret den
Mening, at Slesvigerne ikke ville være egentlige Medarbeidere ved
Forfatningsudkastets Behand- ling, fordi de stedse vilde være i
Minoriteten, skal jeg tillade mig at bemærke, at naar Slesvigerne
ikke ønske nogen anden Forfatning end den, vi her maatte have
vedtaget, troer jeg, at den Aand vil gjøre sig gjældende for
Forsamlingen, at vi Alle ville gaae ind paa hvad Slesvigerne ønske,
hvilket saaledes kun vil komme til at angaae min- dre væsentlige
Punkter. Jeg stemmer saaledes for, at Grundloven tages under
Behandling.
Bang: Jeg troer, at dette Spørgsmaal har
været Gjenstand for Medlemmernes Overveielse i alle de senere Dage,
og jeg troer, at Enhver især er kommen til en Beslutning om, hvad
han maa an- see for rigtigt; idetmindste er dette Tilfældeet med
mig. Jeg anseer det for rigtigt, at vi gaae lige til Udkastets
Behandling. Jeg holder mig til, hvad den ærede Krigsminister har
sagt, at jo mere vi see hen til den politiske Betydning af
Spørgsmaalet, destomere give vi det netop politisk Betydning. Det er
naturligt, at naar Regjeringen, som staaer i Spidsen for Landets
Politik, giver os et Udkast til Be- handling, vi da tage det under
Behandling, fordi Regjeringen fore- lægger os det, derfor og ikke
for Andet; naar Forsamlingen ikke vedkjender sig andet Øiemed, troer
jeg, at den handler rigtigst. Jeg finder derfor, at der ikke behøves
at stemme over en Comitees Ned- sættelse til at undersøge
Spørgsmaalet; just derved vilde man gjøre det til et vigtigt
politisk Spørgsmaal, naar en talrig Comitee — der er nævnt 15
Medlemmer — skulde behandle det, og derved vilde man tillægge det en
Betydning, som det efter min Mening ikke bør have. Dertil kommer, at
jeg ikke kan indrømme, hvad den Minister, der sidst talede, yttrede,
at det ligesaavel blev en provisorisk Tilstand, naar Grundloven her
var antaget, som den vi nu have. Ingenlunde! Hele Begrebet om
Ministeransvarlighed er vanskeligt at bestemme, og nu er det her i
Danmark saa svævende, at det kun er en moralsk Ansvarlighed, idet
den juridiske Ansvarlighed er saagodtsom illusorisk, thi den Ret,
der skulde dømme Ministrene, har Intet at dømme efter.
Dernæst mener jeg, at der er endeel Forhold for Danmarks
Vedkommende, hvormed Slesvig ikke har Noget at gjøre, fordi Sles-
vig her har sine egne Forhold, navnlig Landboforholdene og Næringe-
forholdene og mange flere, hvis Udvikling Folket ikke i disse Maane-
der, men i flere Aar med Længsel har ventet. Ministeriet er ude af
Stand til at ordne disse Forhold, naar der ikke bliver constitueret en lovgivende Forsamling; denne Forsamling er nemlig ikke valgt dertil. Det er i flere Valgdistrikter udtalt; idetmindste blev det der, hvor jeg blev valgt, sagt af flere Mænd, der anbefalede mit Valg, at jeg ikke blev valgt til at raadslaae om de indre Forhold. Er. først For- fatningen givet, vil — om den end senere af Hensyn til Slesvig
maatte blive underkastet Forandring i Henseende til visse Forhold —
Regjeringen være istand til at skride til de indre Forholds Udvikling, og jeg anseer det høist vigtigt, at den snarest muligt sættes istand hertil. Der har ogsaa mødt Hindringer ved Ministeriets indre Ord-
ning, hvilke jeg forøvrigt ikke her skal gaae videre ind paa; men jeg skal blot i den Henseende bemærke, at ogsaa disse Hindringer vilde fjernes, naar Forfatningen er vedtagen, om de ikke alt tidligere
maatte være fjernede.
Jeg kunde have endeel at bemærke i Anledning af en anden æret
Ministers Yttringer, om at Bestemmelsen i Grundloven, hvorved det
fastsættes, hvormange Deputerede Slesvig skal udvælge o.s.v., er et
Forbeholde, og kun et Forbeholde. Det kunde vel være at undersøge,
om dette er den rette Maade at tage et saadant Forbeholde Paa; men
jeg skal ikke udtale nogen Mening herom, da dette ikke kan skee,
uden at jeg tillige maa udtale min Mening om Slesvigs Forhold i
poli- tisk Henseende. Disse Forhold ere ikke her under Behandling,
men naar de, som vel er at vente, under en anden Sag her ville
blive tagne under Overveielse, da forbeholdeer jeg mig at fremsætte
de Be- mærkninger i politskf Henseende, hvortil den ærede Ministers
Tale kunde give Anledning.
Lehmann: Jeg skal tillade mig med et Par Ord
at recapi- tulere Slutningen eller den egentlige Sætning, som jeg i
mit tidligere Foredrag udtalte med Hensyn til det af mig berørte
Retsspørgsmaal. Ved at gaae ind paa Grundloven og i Forening med
Hans Majestæt at vedtage denne, vedtager Forsamlingen en Forfatning
for det egent- lige Danmark, der tillige forkynder sig som Danmarks
Forslag til Slesvig, men som ikke kan have Retsgyldighed og end
mindre brin- ges i factisk Udøvelse i Slesvig, uden at den er bleven
vedtaget af Slesvigerne.
Mørk Hansen: Jeg havde ikke troet, at jeg
skulde finde Op- fordring til at tage Ordet idag, da her kun er
Spørgsmaal om Ned- sættelsen af en Comitee. Det forekom mig ligefrem
og uimodsigeligt, at denne Sag fortjener en omhyggelig Overveielse
af os Alle, enten vi saa ere af den ene eller den anden Mening. Det
har derfor un- dret mig, at mange ærede Medlemmer af Forsamlingen
ere saa visse i deres Sag om, at Grundloven strax skal drøftes, at
de ikke blot for deres eget Vedkommende ansee det for ganske
overflødigt, at overlægge dette Spørgsmaal nærmere, men at de endog
ville betage hele For- samlingen Leilighed til at underkaste
Spørgsmaalet en nøiagtig Prø- velse; thi dette gjøre de, naar de
afvise Sagen eller modsætte sig Nedsættelsen af en Comitee.
Jeg skal nu ikke udtale mig om, hvorvidt jeg ønsker Grundlovs-
sagen udsat eller ikke, thi dette Spørgsmaal foreligger slet ikke idag. Kun skal jeg i Korthed søge at paavise, at der fornuftigviis kan
være forskjelligee berettigede Meninger derom, ja at der er saa
vægtige Grunde for begge Dele, at Forsamlingen efter min Mening
skylder sig selv og Fædrelandet, i det Mindste at betænke sig vel,
inden den kaster Loddet. De Grunde, som tale imod Udsættelsen, skal
jeg imid- lertid ikke opholder mig ved, thi de ere fra flere Sider
udviklede med saa stor Kraft og Klarhed, at jeg Intet kunde tilføie;
men jeg troer, at der er lige saa vægtige Grunde for den modsatte
Mening. Det er dog vvirkelig uimodsigeligt, at naar vi vilde drøfte
og ved- tage Grundloven for Danmark og Skesvig, uden at Slesvigs Reoræsentanter ere med i vor Forsamling, da kunne vi ikke undgaae, at vi for Slesvigerne, for det danske Folk og for hele Europa komme til at staae i det Lys, som om vi enten vilde gjøre Uret imod
Slesvigerne, eller som om vi opgave Haabet om Slesvigs Frelse. Men
at opgive Haabet om Slesvigs Frelse er efter de fleste danske Mænds
Mening det Samme som at opgive Haabet om Danmarks Frelse, og alene
Skinnet af en saadan Tanke bør vi undgaae, aller- helst i dette
Øjeblik, da det netop fremfor alt Andet kommer an paa at vise, at vi
have Tro, Tro paa en høiere Bistand for den retfær- dige Sag og Tro
paa Folkets Hjertelag og Kraft. Thi saalænge den bevares, har det
slet ingen Nød med os; men tabe vi den, da kunne alle Stormagters
Hære ikke hjælpe os. Jeg vil gjøre opmærksom paa, at det er dobbelt
nødvendigt at vise denne Tro Dagen efter, at vi i et hemmeligt Møde
have modtaget Oplysninger om hele den slesvigske Sag; thi dersom vi
nu beslutte Noget, som kan udtydes saaledes, at vi opgive Haabet,
vil det da ikke hedde rundt omkring i Folket: Saa, nu see vi, hvad
de have faaet at vide, nu see vi, at der er intet Haab.“ Men der er,
Gud skee Lov! ikke Grund til at opgive Haabet; lader os da heller
ikke svække det hos Folket. Man har sagt idag, at Slesvigerne selv
langt hellere vilde komme os imøde, naar vi bragte dem Frihedens
Gave; men jeg maa give Forsamlingen at betænke, at Frihedens
Velsignelse ikke bestaaer deri, at man bringer dem, der skulle nyde
den, visse Gaver, men den be- staaer deri, at Alt skeer ikke blot
for Folket, men ved Folket. Naar nu Slesvigerne bleve udelukkede fra
at overlægge og vedtage det, som skal gives dem, kunne vi da sige,
at vi bringe dem Frihedens Velsignelse?
Man har fremdeles sagt, at vi ene og alene ere valgte for
|
|
156
239 240
at overveie Grundloven. Jeg vil ikke benægte dette, men
jeg vil dog minde om, at vi ere valgte den 5te October, og da var
allerede hele det danske Folks Hu og Hjerte først og fornemmelig
henvendt paa vore Brodre i Slesvig. Derfor paastaaer jeg, at
Enhyver, der gav os sin Stemme, maatte være sig bevidst, at han
valgte Mænd, som skulde arbeide for Slesvigerne og tage Hensyn til
deres Tarv, og derfor troer jeg, at Hensynet til Vælgerne og til
Folket skal ikke afholde os fra at betæmke os vel, inden vi vedtage
en Grundlov uden Slesvig. En af de høitærede Ministre (Lehmann) har
sammenlgnet vor Tilstand med en Syndflod, hvor Frihedens Bølger
strømme ind fra alle Sider, og sagt, at vi skulle benytte Tiden,
inden Ebben kommer. Jeg skal dertil kun bemærke, at jeg tænker mig
Friheden som Oliebladet, og det kan ikke bringes os, førend
Syndstodens Bøl- ger begynde at synke.
En anden æret Taler har talt om Reactionen, som allevegne hæver
sit Hoved; den kunde ogsaa vaagne her, og derfor skulle vi skynde os
at gribe Friheden, medens det er Tid. Men jeg tør spørge Alle i
denne Sal, om vi vel behøve at lade os skræmme af denne Frygt. Jeg
troer, at det er en Frygt for Spøgelser, som ikke søm- mer sig for
os. Den samme Taler (B. Christensen) har sagt, at Ingen af os veed,
om Kongen lever til imorgen. Det er ganske sandt; men vi vide heller
ikke, om Nogen af os lever saa længe, at vi kunne nyde godt af
Friheden. Skulle vi lade os bestemme af saadanne Muligheders
Muligheder, da kunde vi aldrig handle med Besindighed. Men
Besindigheden fordrer, som jeg alt har sagt, at vi betæmke os to
Gange, inden vi under de nuværende Forhold skride til at vedtage
Grundloven. Jeg vil tillade mig at benytte et meget forslidt, men
derfor ikke mindre træffende Billede: hvilken fornuftig Mand falder
paa at give sig til at indrette sine Værelser, saalænge der er ?ILd
i hans Huus? Eller hvem vil vel opføre en Bygning, saalænsge han
ikke kjender den Grund, som han har at bygge paa? Men det vilde vi
gjøre, dersom vi vedtoge Ritgets Forfatning uden at kjende Rigets
Grændse.
Men selv afseet derfra kræver dog Grundlovens Vigtighed, at vi
nøie overveie, om den skal afhandles og vedtages strax. Thi det er
dog aabenbart, at Friheden paa mange Maader kan komme i Fare, naar
vi ile for stærkt med at vedtage Grundloven. Det er en
Kjendsgierning, at Udkastet er forelagt saa sildigt, at det ikke er og ikke kan være i sine Principer og i sine Enkeltheder drøftet af
Pres- sen og af Folket, saameget mindre, som de fleste af Fofket og
just de Mænd, som have det folkeligste, det meest danske Hjerte, i
den sidste Tid langt mindre have kunnet tænke paa Grundloven end paa
Dan- marks ydre Forhold. Kunne vi nu under disse Forhold forsvare
for Folket og for vor Samvittighed at ile saa stærkt med at afgjøre
dette Spørgsmaal, at vi ikke engang ville give os Tid til at lade
det drøfte af en Comitee?
Det er ikke min Hensigt at udtale, hvorvidt Grundloven bør
udsættes eller ikke; kun det har jeg villet vife, at vi i alt Fald bør nedsatte en Comitee.
Krigsministeren: Mine Herrer! Her Har oftere
en Tanke kommet til at gjøre sig gjældende, som jeg troer det bedst
at undgaae jo før jo heller, thi det er vvistnok det Farligste, man
kan gjøre i en repræsenterende Forsamling, at tænke sig og omtale
Folket, som om Folket ikke var har. Dersom Forsamlingen ikke inden
for Salens Grændser føler sig som Folket, da har den ikke noget at
betyde. Skulde Folket her i Salen være i Opposition med Folket
udenfor, da burde de ikke være her. Forsamlingen bør ikke beile til
Folkets Mening udenfor, thi denne bør den have i sig. Med dette Par
Ord har jeg blot villet bringe de Herrer i Grindring, at det er en
yderst farlig Sag for en repræsenterende Forsamling at appellere til
Folket, da Repræsentanterne og Folket bør være Eet og det Samme.
David: Da jeg har stemt mod Afviisningen,
men ligeledes agter at stemme mod Sagens Henviisning til en Comitee,
saa troer jeg at burde gjøre Rede for disse Afstemninger, idet jeg
ikke tør an- tage, at Kjendskab tif de parlamentariske Former her er
saa almin- delig, at jeg ellers vilde undgaae at blive anseet for at
have gjort mig skyldig i en Inconseqvents. En Sags Afviisning ved la
que- stion préalable bør kun finde Sted, naar dens Uværdighed til
at
droftes er saa klar, at man ei skal spilde noget Ord paa den. Det
bør, som Rigsdagsmanden for Kjøge (Krieger) under Reglementets Debat
sagde, være en Instinct-Sag, naar man udtaler Afviisnings- dommen,
og derfor kan ingen Motivering af la question préalable tilstedes;
men dette er langtfra Tilfældeet her. Sagen, som her foreligger, har
unægtelig havt Krav paa en Undersøgelse, og denne er ogsaa i riig
Maade bleven den til Deel, da Meget er sagt baade for og imod den.
Men deraf følger ingenlunde, at Sagen, som en æret Rigsdagsmand har
sagt, skulde behøve, at man skal betænke sig to Gange paa den; mig
forekommer det i det Mindste aldeles klart af hvad der er blevet
anført mod Henviisningen tif en Comitee, at enhver fornyet
Betænkning og Overveielse af dette Spørgsmaal vilde være overflødig
og Tidsspilde.
Jeg skal i daa Hendeende nærmest henholde mig til, hvad den ærede
Rigsdagsmand for Fredericia (Bang) har anført, og kun endnu tilføie,
at naar man vilde henvise Sagen tif Afdelingerne og der- efter tif
en Comitee, saa maatte det dog kun være under den Forud- sætning, at
man skulde kunne komme til det Risultat, at Grund- lovens
Debattering burde opsættes. Men at komme til en saadan Beslutning,
forekommer mig at være en Umulighed. Der kan nemlig ikke anføres en
eneste Grund for at opsatte Grundlovens Debattering, der ikke med
endnu mere Styrke har maattet gjøre sig gjældende ved Spørgsmaalet
om Grundlovens Fremlæggelse. Bilde vi nu sige, at det var politisk
uklogt og urigtigt at debattere Grundloven, at dette vilde skade den
slesvigske Sag, saa vilde vi derved give tilkjende, at vi ere
aldeles uenige med Ministeriet med Hensyn til Betragtningen af
Forholdene. Det er langt fra mig at antage, at Rigsforsamlingen ikke
bør kunne komme tif en anden Beslutning end Ministeriet, og Ingen
vil vel troe om mig, at jeg mener, at Intet skulde kunne være
urigtigt, som udgaaer fra Ministeriet; men det maa erindres, at det
alene kunde være af politiske Grunde, at man skulde kunne give sit
Samtykke til at opsæette Grundlovens Debattering, efterat den er
fremlagt, og det vilde derfor være en Unerkjendelse af Regje-
ringens Politik, On Erklæring, at Ministeriet har ladet det mangle
paa tilbørlig politisk Omsigt; det vilde være et høittalende, indirecte Mistillidsvotum mod Ministeriet, naar man tog en saadan Beslut-
ning, og dette hverken er eller kan være Hensigten med denne Sags
videre Undersøgelse.
Krigsministeren har erindret Dem om en stor politisk Sandhed, at
Rigsforsamlingen repræsenterer Folket, og at det er en aldeles feil
Anskuelse, at tænke sig et Folk udenfor Forsamlingen og denne som et
andet Folk. Tillad mig, at jeg ogsaa erindrer Dem om en anden
politisk Sandhed, og benne er, at Rigsforsamlingen ikke er et
Ministerium. Ministeriet er ansvarligt, og vi maae vel vogte os for
at bytte Roller med Ministrene. Jeg vil udtale min Mening ærligt for
Dem og tilstaae, at jeg ikke vilde være kunne kommet til den
Fortolkning af Vaabenstilstands - Conventionens § 7, hvorefter Mini-
seriet har troet at kunne forelægge Grundloven til Decattering for
nærværende Tid, og at jeg ogsaa af andre Grunde vilde have havt
Betænkelighed ved at gjøre dette nu. Men naar Ministeriet, som
staaer i Spidsen for de politiske Forholds Ledning, har anseet det for politisk rigtigt og klogt at fremlægge Grundloven, saa skal Rigsfor- samlingen ikke paatage sig Ansvaret for Udsættelsen af dens Istand- bringelse, thi det var netop at ombytte Rollerne. Ministeriet har
Ansvaret for Ledningen af Danmarks Politik; det har Byrden af det
Kald, som det har paataget sig, og Krav paa Lønnen derfor i Fæ-
drelandets Taknemmelighed, naar det tilfulde opfylder sit Kald. Os
tilkommer det i sin Tid, og naar Spørgsmaalet aabent bliver reist,
at bedømme Ministeriets Handlinger efter dets Ansvar, men vi maae
fremfor Alting vogte os for, selv indirecte at paatage os endeel af
dette. Efterat Regjeringen derfor har fremlagt Grundloven og saa-
ledes erklæret det for politisk rigtigt, nu at tage den under Over-
veielse, er det saa meget mere vor Pligt at skride hertil og at udtale vor vel overveiede og grundigt motiverede Dom om Enkelthederne i
samme. Denne Betragtning, som jeg maa henstille til Forsamlingens
Overveielse, har for mig været en ny Grund til at stemme mod Sa-
gens Henviisning til en Comitee. (FortSÆTTES.) Forlagt og
trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
157
241 242 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 31 Tolvte Møde.
(Fortsat)
Ørsted: Jeg maa holde for, at Forsamlingen
er uberettiget til at frigjøre sig for at tage Forfatningsudkastet
under Overveielse. Dertil er Forsamlingen kaldet, i dette Øiemed ere
vi blevne valgte og have modtaget dette Valg. Forsamlingen kan blot
fritage sig for dette Hverv, naar Regjeringen erkjender, at den
under de nuvænde Forhold ikke ønsker, at Sagen tages under
Overveielse; men da jeg har opfattet de Yttringer, som her af
Ministeriet ere fremkomne, saaledes, at dette attraaer, at Sagen
bringes under Forhandling, saa seer jeg ikke nogen Anledning for
Forsamlingen til at undslaae sig for at tage den under Overveielse,
uden at man behøver at henvise nærværende Forslag til Afdelingerne
eller nedsætte nogen Comitee om det Spørgsmaal, om hvorvidt man bør
indlade sig paa Forsatnings- sagen eller ikke. Ved saaledes ikke at
gaae ind paa det Forslag, som her er gjort, binder man sig aldeles
ikke med Hensyn til Be- dømmelsen af Sagen selv; thi Spørgsmaalet,
om det er tilraadeligt at vedtage en Forfatning, som skal kundgjøres
som en saadan, der i visse Tilfældee skal gjælde for Slesvig, eller
ikke, og i sidste Tilfældee, om det er raadeligt at ubsætte den
endelige Afgjørelse af Forfat- ningssagen, indtil det erfares, om
Slesvigerne kunne deeltage heri, vil være et aabent Spørgsmaal, om
hvilket man under Behandlingen af selve Sagen maa kunne udtale,
hvilken Mening man anseer for den rette. Men for nærværende Tid
troer jeg ikke, at derr er Andet at gjøre, end at gaae ind paa den
anordnede Behandling af det os forelagte Udkast.
la Cour: Det forekommer mig, at det maa
fremhæves, hvsad Forbindelse der er imellem de to Spørgsmaal, om
Forfatningsudkaftet bør udsættes, og om Slesvig dersed kan bevares
for Danmark. At begge ere Livssporgsmaal for os, derom maae Alle
være enige, og den Forbindelse, hvori de her ere bragte til
hinanden, gjør, at man bør behandle Sagen med den størst mulige
Omhyggelighed. Var det vist, at man ved at udsatte Forhandlingen af
Grundloven kunde virke endog lidet til at forbedre Stemningen og
Tilstanden i Slesvig og desuden tilsikkre os dets varige Forbindelse
med Danmark, da kunde der intet Spørgsmaal være om, at man ikke
burde gaae ind paa Forslaget; thi vi føle Alle, at Slesvigerne ere
vores Kjød og Blod, at et dansk Hjerte slaaer i det slesvigske Folk,
og for deres Skyld ville vi gjerne opoffre Gods, Liv, ja endog
endeel af vor Frihed, eller idetmindste udsætte Nydelsen af denne
til en beqvemmere Tid. Men Spørgsmaalet er, hvorvidt vi med Vished
kunne vide, at Stillingen med Hensyn til Slesvig vil blive bedre ved
at vi udsætte Sagen. Dette er paa ingen Maade afgjorte, og Ingen
formaaer at beregne det; men lader det sig ikke beregne, hvorledes
kan man da forsvare for Slesvigs Skyld at udsætte den anden, høist
vigtige Sags Afgjø- relse. Men jeg vil endnu gaae et Skridt videre,
idet jeg siger, at var det end ikke vist, men vi troede det, det var
vor Overbeviisning, at Slesvigs Forbindelse med Danmark sikkredes
ved Udsættelse af Grundlovens Behandling, ogsaa da burde vi udsætte
Sagen og vente paa bedre Tider. Men har Folket vvirkelig den Tillid
til sin egen Kraft, til sin retfærdige Sag, til Ministeriet, til de
venskabelige Mag- ters gunstige Medvirkning og endelig til Forsynet,
at Sandhed og Ret nu snart maae vinde Seier, naar vi kun bruge vore
Kræfter og vente en stakket Tid? Er Folket og Rigsforsamlingen
gjennemtrærngt af denne Overbeviisning? Jeg veed ikke, hvorfra denne
Tro skulde komme for os, som omtaagede af Bekymring og Uvished
traadte ind
i denne Sal; det maatte da være fra Regjeringen. Men Regjerin-
gen har ikke seet de tvende her foreliggende Sager i den her opgivne
Forbin- delse; den har ikke for Slesvigs Skyld villet henlægge
Forfatningssagen. Deraf kan altsaa ingen Slutning gjøres; men om
Regjermgens Til- lid vil Ingen deraf drage Slutning. Har Regjeringen
Tillid til Fotket, til dets Medvirken og Styrke og til den
retfærdige Sag, saa maa og vil den vvistnok ogsaa snarest muligt see
at beaande Forsamlingen med Aanden, som lever i den selv, og styrke
den med sin Kraft. Regjeringen har i de sidste Dage meddeelt os
adskillige Oplysninger om Landets Forhold og den Gang, som de
vigtigste Forhandfinger have havt, og den har herved i mange
Henseender virket styrkende og trøstende; men saavidt er man ikke
kommet, at man kan see, at Regjeringen har den faste Fortrøstning,
at Slesvig kan og skaf bevares, og naar man desværre ikke kan see
dette, hvilket jeg me dyb Bekymring erkjender, da kan jeg ikke
fatte, hvad Grund der skulde være tif at opsætte Sagens Behandling.
Idet vi frygte for at miste det ene Gode, gaae vi maaskee Glip af
det andet. Det er urolige Tider, vi leve i. Jorden ryster under
Europa, og vi vide ikke, hvad det næste Øiebtik kan bringe os; jeg
troer derfor, at vi ingen- lunde bør tade vort Forfatningsværk
hvile, men at Grundlovsagen med al mulig Omhu bør drøftes her i
Forsamlingen, og Losen der- efter udgives.
Lahmann: Jeg skal kun udbede mig Tilladelse
til at modsige den Frutisætning, at Regieringen ved at indbyde
nærværende For- samling til at tage under Overeielse det fremlagte
Grundlovudkast, derved indirecte skulde have tilkjendegivet, at den
har opgivet det Haab, som blev udtalt i Premierministerens Tale,
idet han yttrede, at det ikke blot var vor Paastand, men ogsaa vort
Haab, at Forfat- ningen ogsaa skat omfatte Slesvig. Jeg har ikke
kunnet tilbageholde den Bemærkning, da det Foreslag, som sidst blev
holdt, har forekom- met mig stærkt at understøtte en saadan
Anskuelse, og for at det ikke skal have Udseende af, at Forsamlingen
ved sit Votum i nærværende Sag skulde udtale noget Haab eller nogen
Tvivt angaaende det Spørgs- maal, som vet staaer i Forbindelse med
denne Sag, men som dog ikke under den skat sinde sin Afgjørelse.
Clausen: Det er kun nogle faa Bemærkninger,
jeg har at fremsætte for Forsamlingen, da der blandt de foregaaende
Talere er Een, til hvis Foredrag jeg i det Væsfentlige kan slutte
mig, nemlig den ærede Rigdagsmand for Nykjøbing (Mørk Hansen). De
fleste Tatere, der have reist sig, have ubetinget yttret sig derhen,
at man uden Op- hold bør foretage Forfatningssagen og gjennemføre
dens Behandling. Man har fremhævet de Betæmkeligheder, som der
visnok kunne være imod Udsættelsen uf denne Sag, og bisse
Betænkeligheder ere frem- hævede med et saadant Eftertryk, en saadan
Styrke, at der ikke kan være Noget dertil at føie. Det er langtfra,
at jeg overseer den Vægt, som tilkommer disse Betænkelider, og naar
jeg tidigere har tæmkt mig det som sandsynligt, at der her i
Forsamlingen kunde være en oserveiende Stemning for at udsætte
Sagens Forhandling, har jeg forudsat, at dertil vilde knytte sig en
Overveielse, om der ikke kunde være Noget at foretage, ved en
Overeenskomst mellem Regieringen og Rigsforsamtingen, for at
tilveiebringe nogen Garanti, hvorved man kunde forringe Misligheden
ved en Forlængelse af den hidtil- værende provisoriske Tilstand; men
det er, som sagt, ikke mim Agt at erklære mig imod Vægten, der
tilkommer hine Betænkeligheder. Men hvad jeg derimod maa lægge Vægt
paa, er dette, at det i nær- varende Tilfældee kommer an paa en
Afveielse af Grunde for og imod, og jeg kan ikke nægte, at det
forekommer mig, at man, ved at yttre |
|
158
243 244
sig for den Mening, der synes at have Stemningen for sig
her i Salen, altfor stærkt har henvendt Blikket paa de
Betænkeligheder, der fra den ene Side frembyde sig, derimod
bortvendt Øiet fra Grun- dene paa den anden Side. Man synes ikke at
have lagt tilstrækkelig Vægt paa disse sidste Grunde, og jeg skal
derfor tillade mig at yde et Bidrag til at søge det Manglende
afhjulpet.
Jeg kan navnligen ikke erkjende, at, som af en æret Rigsdags-
mand (den 11te kongevalgte, David) er yttret, Spørgsmaalet fra For-
samlingens Side skulde være afgjorte ved, at Regjeringen har fremlagt Forfatningsudkastet til Forsamlingens Drøftelse. Jeg kan meget vel begribe, at Regjeringen kan have følt sig opfordret og pligtig til,
ikke længere at udsætte Afgjørelsen af denne Sag, og at den derved
har erkjendt Forsamlingen politisk berettiget til uden Opsættelse at
behandle Udkastet, men uden at det derved kan ansees givet, at jo
Forsamlingen fra sin Side, fra et, om jeg saa maa sige, mere
folkeligt Standpunkt, kan gjøre sine Betænkeligheder gjældende ved
uden Ophold at foretage Sagens Behandling. Hvis Forsamlingen uden
Opsættelse skrider til at behandle og gjennemføre Forfatningssagen,
da troer jeg, at der herved reiser sig et poli- tisk Spørgsmaal. Den
ærede Rigdagsmand for Fredericia (Bang) har vel benægtet dette, idet
han har meent, at det foreliggende For- slag end ikke kunde komme
til Comiteebehandling, for at det ikke skulde synes, som om man
tillagde Spørgsmaalets Afgjørelse politisk Betydning. Men jeg mener,
at Spørgsmaalet har politisk Betydning, og at denne ikke kan betages
det, fordi man indskrænker sig til at svare Ja eller Nei, uden at
henvise det til Comiteebehandling. Grund- lovs-Udkastet lyder for
Danmark og Slesvig, og herved er det givet, at den endelige
definitive Forhandling af Udkastet først da kan finde Sted, naar
Danmarks og Slesvigs Rigsdagsmænd i For- ening tage Sagen unde
Behandling. Naar nu den danske Rigs- forsamling, uden Medvirkning af
Slesvigs Udvalgte, behandler og gjennemfører Sagen, da tillader jeg
mig at spørge, hvorledes en saa- dan Afgjørelse sandsynligviis vil
tage sig ud i al Verdens Øine, om ikke hele Verden og navnlig vore
Fjender ville udtyde og gride den som en stiltiende Erkjendelse af,
at vi give Afkald paa Slesvig, som om vi betragtede det, der vil
kunne bevares for Danmark, begrænd- set ved Kongeaaen, som om vi
allerede have lært at finde os i den Tilstand, der er frembragt ved
Overrumpling og Vold, som om vi betragtede Staten inden hiin snevre
Grændse som en afsluttet Heel- hed. Man kan vel sige, at en saadan
Opfattelse maatte kunne mod- arbeides og forebygges ved det
Forbeholde, ved den Erklæring, at det ikke saaledes er meent; men
hvad der herved blev givet, var dog kun Ord, og jeg troer, at man
vvirkelig begynder at blive mistroisk imod Ord. Det er Gjerning, der
behøves. Naar Frankfurterforsamlin- gen har optaget Slesvigerne i
sin Midte, da er der ikke Ord, det er Gjerning, og saaledes bør man
gribe en Sag an, naar man mener det alvorligt med den og agter at
føre den tilende. Med Gjerning bør man møde Gjerning, og Gjerning
vilde det være, naar vi her toge den Beslutning, ikke at forhadle
Forfatningssagen, førend vor Ret var gjennemsørt, førend de
slesvigske Deputerede sad i vor Midte. En anden Betragtning er
Hensynet til Slesvigernes Anskuelser i denne Sag. En æret
Rigsdagsmand har paaberaabt sig Erklærin- ger, som ere blevne
afgivne af nogle her forsamlede Nordslesvigere. Hvis jeg kunde
betragte disse Erklæringe som Udtryk af Stemningen i Slesvig, da maa
jeg tilstaae, at en væsentlig Betænkelighed hos mig derved vilde
være hævet; men jeg kan ikke nægte, at jeg i denne Hen- seende nærer
store og stærke Tvivl, og jeg vil forelægge Enhver det Spørts- maal,
hvorledes han, hvis han var i Slesvigernes Stilling, vel vilde op-
satte og bedømme, at vi saaledes ligesom foregribe Slesvigernes Ret ved at behandle Grundloven uden deres Medvirkning. Ogsaa her har man
paa rede Haand, at dette kun skeer provisorisk, idet den endelige Be- handling er forbeholdet den Tid, da Sagen atter kan foretages af
Danmarks og Slesvigs Deputerede i Forening. Men er det ikke atter
her mere Ord og Form end Vvirkelighed? Thi man maa dog vvistnok
indrømme, at naar Sagen her er bleven drøftet og bragt til
Resultater, ville Slesvigerne, naar de i sin Tid indtræde i den For-
samling, der atter skulde drøste Forfatningssagen, ikke indtræde under lige Vilkaar med de Øvrige. Sagen vil da ikke længere være ube-
rørt og kunde man tænke, hvad Gud forbyde, at der fandt en væ-
sentlig Modsætning en Opposition Sted imellem Slesvigerne og de
Danske, da vilde Oppositionen fra Slesvigernes Side ikke kunne føre
til nogen væsentlig Forandring. Dette forekommer mig at være Grunde,
som ialtfald fortjene alvorlig Overveielse og Prøvelse, og derfor
kan jeg ikke andet end paa det stærkeste erklære mig imod, at man
skulde tage Sagen saa let, at man ikke engang vilde henvise den til
en Comitees Behandling. Skulde man komme til det Re- sultat, at
Forsamlingen uden Opsættelse bør tage Sagen under Be- handling, maa
jeg henstille til den ærede Forsamling, om dette ikke maa ansees som
et beleiligt Tidspunkt for Rigsforsamlingen til at henvende nogle
Ord til de slesvigske Medborgere. Ogsaa uden slig Anledning vilde et
saadant Skridt være naturligt. Men dersom vi tage en Beslutning, der
vil være udsat for Misforstaaelse, og som man navnlig paa mange
Steder i Slesvig kan vente at blive mistydet, da troer jeg, at der
er end stærkere Opfordring til at benytte dette Øjeblik til at
henvende nogle forklarende, beroligende og opmuntrende Ord til vore
slesvigske Medborgere.
Proc. Aagaard: Naar den ærede sidste Taler
har sagt, at det var nødvendigt at møde Handling med Handling, og at
det ikke kan nytte at bruge Ord, da maa jeg erjkære mig enig heri,
kun at dette forstaaes paa en ganske anden Maade. Jeg troer vist, at
det vilde være den eneste rette og eneste forsvarlige Handling,
hvorved vi kunne møde Tvivlen hos vore Fjender, om vi selv ansee os
beretti- gede til Slesvig, at vi frit og uforbeholdeent, uden at
gjøre Spørgs- maalet, om Grundloven skal tages under Behandling
eller ikke, til Gjenstand for Nedsættelsen af en Comitee, vedtage en
Grundlov for Danmark og Slesvig. Det forekommer mig paafaldende, at
et æret Medlem i denne Handling har kunnet see nogen Tvivl fra vor
Side, thi det synes mig netop at være den bedste Maade, hvorpaa vi
kunne udtale, at vi ikke nære nogen Tvivl. Af den ærede
Rigsdagsmand for Fredericia (Bang) er der allerede udhævet de
væsentlige Grunde, hvorpaa jeg vilde stotte min Paastand om, at
Grundloven strax tages under Behandling. Jeg troer, at det i høi
Grad vil være farligt for Friheden i Danmark og Slesvig, dersom vi
udsætte Sagen. Jeg troer, at dette i høi Grad vil blive miskjendt af
vore Brødre i Slesvig. De ville betragte det som Svaghed af os, som
et Beviis for Tydskernes Paastand, at de Danske ere et ligegyldigt
og dovent Folk, dersom vi støde den Gave, der er os tilbudt, tilbage
og bort i Fremtiden, istedetfor frit at modtage den og med
broderligt Sind byde Slesvigerne den. Jeg troer, at man bør lægge
Mærke til, at Beforkningen i Slesvig, hvis Sympathier det er os
vigtigt at vinde, og hvis Kjærlighed det er os om at gjøre at
styrke, er ikke Ritter- schaftet, Godseierne, Embedsmændene,
Advocaterne, de Lærde eller de tydsksindede Præste (det var et
altfor godmodigt Haab, dersom vi troerde at kunne vinde deres
Sympathi), men de, hvis danske Sind vi ville styrke, udgjøre
Bondestanden, Amuen, de simple Folk i Byerne og paa Landet; det er
disse, hvis Kjærlighed vi ville vinde og styrke, og ny vil jeg
spørge, om nogen fornuftig Mand troer, at Almuen vil lægge nogen
stor Vægt paa, om vi muligviis gik dem for nær i Formen ved at
vedtage et Gode for dem, der, hvis Omstæn- dighederne havde tilladt
det, strax fra Begyndelsen af burde have deeltaget i Discussionen
desangaaende. Vi byde dem det kun; de kunne modtage det, om de
ville, og forkaste det, om de ville, og der- efter ere vi
forpligtede til at modificere den af os antagne Grundlov. Jeg troer
tvertimod, at alle simple Folk i Slesvig snarere ville sige: „vi
ville slutte os til det dankse Folk, der har en ligesaa god fri
Forfatning som den, de have sønden for os“' end de ville slutte sig
til os, naar vi sige til dem: „vi have en Kongelov, men vi have Haab
om engang i Tiden at erholde en fri Forfatning.” Jeg skal derfor
stille det Forslag til Forsamlingen, at Grundloven strax tages under
Behabndling . . . .
Formanden: Det er vvistnok ikke nødvendigt,
at det stilles noget særeget Forslag herom, thi naar det af
Proponenten gjorte Forslag maatte falde igjennem, vil det deraf være
en Selvfølge, at Grundloven tages under Behandling.
Krigsministeren: Jeg troer, at man
efterhaanden er kom- met ind paa et temmelig farligt Gebeet; man
spørger vvistnok forme- get om, hvad Andre ville sige om hvad vi her
gjøre, og viger for |
|
159
245 246
langt bort fra, hvad man maa ansee for nødvenbigt efter
de Forhold, hvori vi befinde os. En æret Taler har sagt, at dersom
man her behandler Forfatningsforslaget, vil man sige om os, at vi
forud have været bestemte paa en Sondring fra Slesvig; men troer
ikke den samme Taler, at man, naar Forsamlingen ikke behandlede
Sagen, vilde sige om os, at Folket, hænger sig fast ved
Absolutismen, at det ikke bryder sig om nogen fri Forfatning, og at
man derfor ikke vil have noget med os at bestille? Man har sagt, at
vore Venner ville nære Mistillid til os, idet de troede, at vi ved
at handle paa en saadan Maade, forlade dem; men troe ikke de ærede
Herrer, at mange Andre ville sige, at vore Venner ville faae
Mistillid til os, naar de see, at vi ikke skride frem, naar de see,
at vi ikke betræde den Bane, som jeg netop troer, at vi bør betræde.
Jeg mener, at vi maae slippe disse Betragtninger om hvad vore Venner
og Fjender ville dømme om os; jeg troer, at vi bør slippe
Betragtningen af hvad Betydning det i politisk Henseende kan have,
om Forsamlingen tager Grundloven under Behandling, eller ikke, og at
vi maae erindre, at vi befinde os paa et, ikke blot politisk, men
ogsaa — og det er den vanskelige Side af Sagen — et socialt
Vendepunkt. Den ærede Pro- ponent har erkjendt dette, thi han har
selv følt, at vi behøvede en Forfatning, om just ikke den, som her
forelaae, saa dog en factisk Forfatning, igjennem en Valglov og en
deraf fremgaaet Forsamling til at give Love. For mit Vedkommende vil
jeg betragte en saadan som den bedste Forfatning, thi det Væsentlige
bestaaer ikke i, at vi have en Forfatning, men at vi have et Middel
til at give Love. Det kan altsaa tænkes, at vi holdt os til
Valgloven, til denne For- samling og dens Reglement, og derpaa gik
løs paa i en anden Forsamling (thi denne har ikke dette Formaal), at
forelægge de Love, som vi trænge til, og de Livsspørgsmaal, der
ville være at afgjøre man vil da see, at denne Forsamling vil have
et fuldkomment socialt Formaal. Dette var maaskee det rette, men jeg tvivler meget paa, at en Fremgangsmaade af denne Art vilde
finde Indgang, og Ministeriet har derfor troet det nødvendigt at før- mulere et bestemtere Udtryk af dets Anskuelser om Forfatningen. Min Hensigt med at forelægge Forsamlingen disse Bemærkninger er ikke
at bevirke Noget for det ene eller det andet Resultat, men kun at
bede Forsamlingen at betænke, paa hvad Standpunkt vi befinde os. Kan
nogen Regjering i et Land blive ved at fortsætte sin lovgivende
Virksomhed, uden at appellere til Folkets Repræsentanter? men kan
den appellere og blive ved at appellere, naar Repræsentanterne ikke paa en formel Maade kunne samles til forskjelligee Tider for at deeltage i denne Virksomhed? Spørgsmaalet er ikke her, om hvorledes Sagen
stiller sig til den ydre Verden, men Spørgsmaalet er, hvorledes vi
roligt kunne gjennemgaae vor indre Udvikling. En fredelig Udvik-
ling af den Stilling, hvori vi befinde os, til den, hvori vi skulle
komme, er Hovedsagen, som man bør stræbe efter. Man maa huske paa,
at der i en Stat som Danmark, lille som Danmark, som paa Spidsen
bærer tunge Byrder, er Gaader at løse, som ikke ere lette, og at
naar man lader en Dag gaae tabt, nu da Tiderne ere urolige og
Gjæringen stor, Tiden kan gaae tabt, som det er skeet hos vore
Naboer. Lader os ikke see hen til Betragtninger, som ligge uden for,
lader os ikke give dem en Betydning, som de aldrig have havt, lader
os ikke for den oversee, hvad der ligger os nærmere, ikke oversee den Trang, som føles, en Trang, som hver Dag gjør sig mere og mere
gjældende. Det er muligt, at de Herrer, som betragte Sagen fra et
objectivt Standpunkt, mene, at vi ikke trænge til Forfatningssagen,
og at de kunne komme til den Overbeviisning, at det ikke er vort
Kald at paatrænge den; men det er min Overbeviisning, at det er
Spørgsmaalet selv: trænger Danmark til en Forfatning, trænger det
til en lovgivende Forsamling eller ikke? Jeg haaber ikke at blive
misforstaaet, naar jeg har søgt her at forelægge Spørgsmaalet i dets
fuldeste Simpelhed.
Krieger: Der er Adskilligt i de
Bemærkninger, der ere yttrede af den ærede Krigsminister, som jeg
vel for mit Vedkommende kunde tiltræde, men mod Eet og Andet være
det mig tilladt at udtale mig. Det forundrer mig saaledes, at han,
der tager Sagen saa praktisk, kan lægge saa megen Vægt paa det blot
formelle Punkt, om For- samlingen nærmest er sammenkaldt i det ene
eller det andet Formaal.
Dersom de af ham antydede Forhold ere af den Natur, at en Lov-
givningsvirksomhed i denne Retning blev paatrængende nødendig, da
formener jeg, at aldeles Intet vilde være til Hinder for disse Loves
Forhandling i denne Sal. Jeg troer fremdeles, at der frembyder sig
saa mange og saa forskjelligee Overveielser ved Spørgsmaalet om en
midlertidig Opsættelse af Grundlovsforhandlingerne, at man ikke med
Føie kan, saaledes som den ærede Krigsminister har gjort, stille sig
paa et eensidigt Standpunkt og fremhæve een enkelt Betragtning som
den eneste gyldige. Derfor maa jeg og nedlægge en bestemt Ind-
sigelse imod den Opfattelse af Sagen, der fra flere Sider er gjort
gjældende, som om den Beslutning der idag maatte blive taget, paa
mindste Maade skulde udtrykke nogen Tillid eller Mistillid til den
retfærdige Sags Gjennemførelse i Slesvig. Jeg troer, at Enhver ved
nærmere Overveielse vil see, at Intet er lettere, end at fremstille
baade den ene og den anden Beslutning som Tegn paa Tillid eller
Mistillid. Det er dog aldeles klart, at saa mangfoldige og saa for-
skjellige Hensyn ville kunne faae Indflydelse paa Forsamlingens Be-
slutning, at det er blottet for al Grund, naar man heri vil see noget Beviis for det Ene eller det Andet. Derfor bestræbte jeg mig ogsaa for at holde dette aldeles ude fra de Ord, hvormed jeg indledede
Forhandlin- gerne idag. Jeg finder, at disse Forhandlinger bidrage
ikke lidet til at klare Spørgsmaalet, saa at hvad Udfaldet af mit
Forslag end vil blive, derved er opnaaet et Grundlag for flere
fremtidige Overveielser; thi det kan ikke oversees, at den
Beslutning, der tages idag, ikke gjælder for alle Dage. Det kunde
vel hænde, at eet og andet af de idag reiste Spørgsmaal senere vil
paatrænge sig igjen, om end under en anden Form. Vi kunne være
overtydede om, at hvorledes Sagen end idag falder ud, ere de
Spørgsmaal, vi idag have behandlet, saa naturlige at man stiltiende
eller aabenbart oftere vil komme tilbage til det ene eller det
andet. Jeg skal kun tilføie, at jeg ikke kan forstaae den Opfattelse af
Sagen, hvorefter hele Ansvaret for den Beslutning, der maatte fattes
idag, ene skulde falde tilbage paa Ministeriet. Jeg har udtalt mig
om Ministeransvarlighedens Charakteer, og jeg holder for, at den i
dette Øjeblik er en Realitet og det lige saa stærk en Realitet, som
den nogensinde vil blive efter en Grundlovs Vedtagelse; men jeg
mener fremdeles, at Rigsforsamlingen i dette Øjeblik er en ligesaa
bestemt constitutionel Realitet, som nogen senere Rigsforsamling vil
blive, og det er min Overbeviisning, at Forsamlingen maa dele
Ansvaret med Ministeriet for den Beslutning, som idag tages. I mine
Øine er det politisk Kjætteri, naar en æret, af Hans Majestæt
udnævnt, Rigsdagsmand synes at troe, at man i denne Sag kan stemme
uden nogen indre Overbeviisning, som om Alt var gjort verved, at
Regje- ringen har fremlagt Udkastet. Der er vvistnok fra
Regjeringens Side givet Erklæringer, som paa en Maade træde i Stedet
for Præmisser. Den Maade, hvorpaa et af Regjeringens Medlemmer har
udtalt sig, hæver vvistnok enhver Tvivl om, at Udkastet skulde staae
i formelig Strid med Vaabenstilstands-Conventionens Bestemmelser;
men jeg troer ligefuldt, at Sagen kan trænge til Overveielse i flere
Retninger, lige- saavel nu, som hvis Regjeringen havde stillet sig
paa et andet Stand- punkt. Jeg er overbeviist om, at Sagen i sig
selv er af faa stor Vigtighed, at man ikke kan bortfortolke dens
politiske Betydning, fordi man afstemmer uden længere Forhandling,
og ikke minde overbeviist er jeg om, at man ikke skal kunne ind
fortolke noget Tillids- eller Mistillids Botum i den Beslutning, der
tages
Krigsministeren: Jeg skal blot tillade mig
at gjøre DHrr. opmærksomme paa, at min Mening ikke har været at
sige, at denne Forsamling ikke skulde kunne behandle andre
Gjenstande end de, der maatte blive samme forelagte; det er ikke den
formelle Side af Sagen, jeg har villet udhæve, men den praktiske.
Jeg maa bede Dem at lægge Mærke til, at Grunden til, at flere
Lovforslag først ny ere komne frem, er ikke, fordi vi jo gjerne
vilde, at de skulde komme frem før, men fordi Tiden ikke har kunnet
række til. Vi kunne nemlig ikke gjøre Alt paa engang, og saaledes
have vi heller ikke kunnet bringe alle de Lovforslag tilveie, som
maatte behøves, i den korte Tid, som har været til vor Raadighed; og
det er derfor, at vi ikke ønske flere Sager foretagne denne Gang,
fordi vi ikke kunne under- give disse en moden Overveielse, ikke
fordi vi ansee Forsamlingen |
|
160
247 248
indskrænket i sin Virksomhed, men fordi vi selv ere begrændsede,
fordi vi ikke kunne producere mere uden at gjøre det maadeligt.
Balthazar Christensen: Det er Pligt og det
er Princip hos mig ikke at tage Ordet eller være vidtløftig uden
Nødvendighed. Jeg skulde derfor heller ikke have reist mig, naar jeg
ikke ansaae denne Sags Vigtighed og Tvivlsomhed for saa stor, at jeg
dog maa- skee ikke burde tilbageholde de derhos kun faa Ord, jeg har
at sige. Jeg skal nemlig ingenlunde forsøge at imødegaae alle de
forskjelligee Betragtninger, der ere anførte til Støtte for
Forslaget, end ikke hvad der af det ærede 10de kongevalgte Medlem
(Clausen) er udtalt, om hvorledes vore Fjender ville dømme om den
Beslutning, vi tage; det ligger mig nemlig klart, at, vi beslutte
hvad vi ville, vore Fjender ville dog lægge noget Andet deri, end vi
ønske. Heller ikke skal jeg opholder mig ved, skjøndt jeg ikke kan
lade det uberørt, at jeg finder det lidet passende, hvad af eet og
andet Medlem med eller uden For- beholde er debiteret angaaende den
gode Modtagelse, Forfatnings- udkastet skal have mødt eller vil
møde; jeg troer nemlig, at man bør afholde sig fra enhver saadan
forudfældet og ubegrundet Dom om en Sag, der ikke foreligger og ikke
er taget under Behandling. Mig synes det vist, at der ved Siden af
meget Godt i dette Forfatnings- Udkast dog ogsaa er Meget, som man
maatte synes mindre godt om; men sandes maa det i hvert Fald, at vi
siden Marts Maaned besinde os i en Overgangsperiode, hvad enten vi
betragte Folket eller Mini- steriet, og det er vvistnok farligt at
forlænge denne Overgangstilstand udover de Grændser, som maae ansees
for nødvendige eller uund- gaaelige. Jeg hører ganske vist ikke til
dem, som troe det ønskeligt, at vort nærværende Ministerium rokkes;
i alt Fald skulde det da kun være, at det forstærkedes med flere
folkelige Elementer, men jeg kan dog heller ikke hengive mig til
ubetinget Tillid til det; thi saa agtværdige dets Medlemmer end hver
for sig kunne være, saa er Majoriteten af dem dog ikke udgaaet af
Folkets Midte, men ere opvoxede under saadanne For- hold, der ikke
kunne gjøre dem sær modtagelige for Demokratiets Krav. Jeg troer
derhos, at en Udsættelse af Forfatningsværket blot vil medføre, at
vi komme til at maatte styre Statens og Folkets Skid mellem 2 Skjær,
mellem Reactionens og Revolutionens; men begge disse Skjær ere
farlige, og jeg maa tilstaae, at skjøndt jeg troer, at Reactionen
ikke vil have meget store Udsigter til at seire i dette Øie- blik,
saa formener jeg dog, at den heller ikke er uden store og mæg- tige
Ressourcer. Jeg miskjender visselig ikke dem, der antage vor
Stilling i det Hele at vøre en saadan, at Frihedssagen ikke let kan
trænges tilbage; men jeg anseer det dog for saare vigtigt under nær-
værende Forhold, at vi, i Folkets og i Regjeringens Interesse, intet
Ophold, ingen Vaklen vise, men trøstigt tage selve Forfatningen un-
der Overveielse. Min Paaastand er derfor, at Forslaget, hvormeget
jeg end erkjender, at der kan anføres derofr, bør forkastes, og jeg
gjør denne Paastand saameget roligere, som, naar nye factiske For-
hold maatte være indtraadte eller beviste, da vil det altid kunne rei- ses igjen; men nu maa det paaligge os fremfor Alt og uden Ophold
at udføre det vigtige Hverv, som af Regjering og Folk er os betroet,
og det er med Hensyn hertil, at jeg mener, det stillede Forslag ikke
bør tages under videre Behandling enten i Comiteerne eller Afdelin-
gerne. Jeg tilføier derhos, at jeg løgger en saa særdeles Vøgtægt her- paa, at jeg, hvis det fornødne Antal Medlemmer deri understøtter
mig, begjerer, at dette Spørgsmaal bliver afgjorte ved Navneopraab.
Formanden: Saadant er allerede forlangt af
det i Forret- ningsordenen bestemte Antal Medlemmer.
Band: Jeg kan ikke undlade endnu at tilføie
et Par Ord, skjøndt Discussionen har varet saalænge. Jeg hører ikke
til dem, der ville forstaae det her omhandlede Forslag saaledes, som
om det, ved ikke at antage samme skulde være vor Mening at vende os
bort fra vore slesvigske Brødre. Jeg vil tvertimod ogsaa, at vi
skulle vise i Gjerningen, at dette ikke er Folkets Mening. „Slesvigs
Forbindelse med Danmark” skulle vi forsvare med vort Liv og Blod, og
det er den Gjerning,
hvorpaa det kommer an. Det er ikke den rette Gjerning, hvorved dette skal vises, at vi her tage en Beslutning, om en Sag skal foretages eller ikke; det kan jeg ikke kalde saadan Gjerning. Naar det er be- mærket, at den frankfurkske Forsamling har udført en Gjerning ved
at optage slesvigske Deputerede, maa jeg hertil føie, at den frank-
furtske Forsamling senere har maattet gjøre denne Gjerning ugjort
ved Spørgsmaalet om Tydsklands Forfatning. Det blev nemlig da
bestemt, at Slesvig ikke skulde optages, men Forholdene først nær-
mere ordnes.
Jeg troer iøvrigt, at det ogsaa bør udtales her, hvad jeg allerede antydede med Hensyn til en æret Ministers Foredrag, at det maa
nøie overveies, om den Maade, hvorpaa et Forbeholde, som skal tages,
nemlig ved Grundlovens Bestemmelser om Slesvig, er det rette, eller
om det bør tages paa en anden Maade. Tages bør det, men det bør
nærmere overveies af Forsamlingen, hvorledes det bør tages, og jeg
mener, at dette og flere herhenhørende Spøgsmaal ville, som min
ærede Gjenbo (Krieger) sagde, komme for under Forfatningssagens
Behandling, men ikke afgjøres forud ved at gjøre det til et Livsspørgs- maal, om en Comitee skal nedsættes.
Øtterstrøm: Jeg skal ikke opholder
Forsamlingen med at gjen- tage, hvad der her idag er anført for, at
Forslaget skulde overgives til Afdelingerne og dernæst til en
Comitee. Jeg veed i dette Øjeblik ingen Betragtning at tilføie, som
kan være ny; jeg vil derfor gaae lige til Sagen og erklære, at jeg
stemmer for, at Forslaget overgives til Behandling i Afdelingerne,
fordi jeg agter paa et følgende Sta- dium at stille det
Forandringstillæg, at Forsamlingen vil indstille, at Grundlovens § 1
tilligemed de Bestemmelser, der staae i Forbindelse dermed og maae
følge dem, maa antages som gjældende og vvirkelig staaende ved Magt,
men at den øvrige Deel derimod maa uden Dis- cusston antages
provisorisk, saalænge indtil det er afgjorte, enten at Deputerede
fra Slesvig kunne deeltage i Forhandlingerne eller, som jeg haaber
ikke at skulle skee, det maatte være blevem afgjorte, at de ikke
deri komme til at tage nogen Deel.
Kæder: Jeg har kun en liden Bemærkning at
gjøre; der er nemlig een Omstændighed, som jeg troer, ikke er klart
fremsat, den nemlig, at hvis man ikke modtager det Tilbud, det
Forfatningsudkast, som Kongen har forelagt os, saa vedbliver Kongen
at være Enevolds- herre, men jeg har ikke troet, at det danske Folk
kunde ønske Saadant. Jeg har endnu en anden Bemærkning at gjøre. Jeg
troer, at Slesvig selv er meget interesseret i, at Udkastet antages,
og at vi ved at debattere For- slaget, ikke vise, at vi skyde
Slesvigerne fra os. Jeg maa derhos bemærke, at vi neppe have gode
Udsigter til at erholde Fred, efter alle de Omstændigheder, jeg kan
fatte. Naar vi imidlertid have en stor Armee, en tapper og dygtig
Flaade, anseer jeg det umuligt, at vi kunne blive staaende herved.
Men naar vi altsaa forudsee, at Kri- gen forestaaer, en Krig paa Liv
og Død — det vil blive en For- tvivlelsens Kamp —, hvor have vi da
vor Styrke, hvor Hjælpen, som vi skulle recurrere til? Den have vi i
Forlket, i vor Constitution, der maa vi søge vor Hjælp. Sæt engang
Armeen slaaet, Nationen i Fortvivlelse, Ministeriet træder af,
Oprørets Hydra reiser sig paany og hæver sit graadige Hoved; hvor
søger Folket nu sin Styrke, hvor sin Hjelp? Det skal søge den i den
Constitution, det skal faae, og hvis Antagelse jeg anseer det næsten
for en Forbrydelse at ville opsætte.
Olrik: Jeg skal blot tillade mig en
Bemærkning. Flere af de foregaaende Talere have yttret, at de
slesvigske Deputerede i en kommende Rigsforsamling ville være i
Minoriteten, men denne An- skuelse forekommer mig ikke at være
begrundet, thi med Hensyn til de Hovedspørgsmaal, hvorom Meningerne
ville være deelte mellem de Deputerede fra Danmark, er det endog
sandsynligt, at den Mening, hvortil de slesvigske Deputerede skutte
sig, vil faae Majoriteten for sig. (Sluttes.) Trykt og forlagt
af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
161
249 250 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No-.32. Tolvte Møde. (Sluttet.)
Sponneck: Jeg vil begynde med at erklære, at
jeg hører til dem, som mene, at vi ikke bør ajournere os, og denne
min Mening kan ikke rokkes ved den Behandling, Sagen muligviis
maatte komme til at faae i Bureauerne eller i en Comitee; men ikke
destomindre vil jeg have den henviist til Behandling i Bureauerne.
Min første Grund herfor er den, som allerede er fremhævet, nemlig
det Hensyn, som vi skylde Slesvig; det er dog altid Noget, naar vi
ligeoverfor vore slesvigske Brødre ikke indskrænke os til en enkelt
Dags Discus- sion, men lade dette Spørgsmaal underkastes en saa
nøiagtig Drøf- telse, som vi ere istand til. Det har dernæst en
ganske anden Cha- rakteer, hvis vi komme til det Resultat, ikke at
ajournere os, at vi da kunne byde Slesvigerne som Resultat af
Forhandlingerne en for- melig Comitee-Betænkning, som indeholder
Grundene derofor.
Men det er ikke alene disse Grunde, der i mine Tanker ere af
megen Vægt, men der er ogsaa en anden, om end formel, saa dog meget
vigtig Betænkelighed imod, at Forslaget i dette Øjeblik sættes under
Afstemning. Hvad bliver Følgen, hvis det forkastes? Følgen bliver,
at ingen Drøftelse af Sagens Realitet mere kan sinde Sted. Om
Spørgsmaalet, som den ærede Proponent har antaget, senere vil komme
under Afgjørelse i en anden Skikkelse, er tvivlsomt; men det er
vist, at maaskee flere Medlemmer ved den idag forefaldne Dis-
cussion ikke sinde sig fuldkommen oplyste om denne Sag, og derfor i
en vis Maade kunne siges at være blevne betagne deres Ret til at
faae Sagen nærmere belyst, ved at den afgjøres strax. Jeg vil yder-
ligere paaberaabe mig, at § 16 i Forretsningordenen siger, at
endelig Beslutning angaaende en Sag ikke kan tages i samme Møde. Det
forekommer mig, at disse Ord i Grunden fuldkommen kunne sinde
Anvendelse i nærværende Sag; thi den øieblikkelige Afstemning afgjør
ikke blot et formelt, men tillige et reelt Spørgsmaal, og jeg
førmener derfor, at man i alt Fald bør opsætte Afstemningen om Sagen
til imorgen.
Ørsted: Jeg maa gjentage den Bemærkning, som
jeg allerede før har gjort, at fordi Forsamlingen ikke finder, at
den bør tage det Spørgsmaal under Overveielse, som den ærede
Proponent har opkastet, er det ikke dermed sagt, at den heller ikke
finder for godt senere at sætte under Overveielse, om Sagen skal
udsættes eller ikke. Den forbeholdeer sig saaledes ligefuldt sin
Mening om Sagen selv, om selve det Spørgsmaal, hvorvidt Forfatningen
ogsaa skal gives for Slesvig. Denne Mening maa Forsamlingen
nødvendigviis reservere sig til selve Sagens Behandling. Her er blot
Spørgs- maal, om Forsamlingen skal tilbageholde sin Betænkning over
For- slaget paa Grund af det særegne Forhold, der existerer med
Hensyn til Slesvig. Herved er altsaa Intet afgjorte, der kan være
præjudi- cerende med Hensyn til Hovedspørgsmaalets Afgjørelse.
Sponneck: Jeg maa vedblive mit Forslag, at
det ikke idag skal sættes under Afstemning, om der skal nedsættes en
Comitee til at tage det foreliggende Forslag, under Overveielse
eller ikke.
Bang: Jeg maa bemærke, at naar § 16
bestemmer, at der ikke maa tages endelig Beslutning i samme Møde, om
hvorledes en Sag skal behandles, gaaer den ud fra den bestemte
Forudsætning, at det forud er afgjorte, at Sagen skal behandles.
Krieger: Det er aldeles klart efter
Regulativet, at der i samme Møde meget ved kan stemmes, om en Sag
skal tages under Behand-
ling; det er kun, naar dette er bestemt, at der ikke samme Dag kan tages Beslutning om, hvorledes den skal behandles.
Formanden: Jeg maa ogsaa være af den
Formening, at der Intet kan være til Hinder for, at Forsamlingen
strax idag afstemmer, om Forslaget skal tages under Behandling eller
ikke; men da der er fremsat et bestemt Forslag i denne Retning, skal
jeg først sætte under Afstemning, om Afgjørelsen af Spørgsmaalet, om
Sagen skal tages under Behandling, skal udsættes til et følgende
Møde.
Da dette Spørgsmaal ved den derefter stedfundne Afstemning blev
besvaret benægtende, idet ikkun 2 Stemmer erklærede sig for samme,
blev det dernæst sat under Afstemning, hvorvidt det af Krie- ger
indgivne Forslag om Udsættelse af Forfatningssagen skulde tages
under Behandling.
Udfaldet af denne Afstemning, som efter det Forlangende, der
derom under Discussionen var fremsat af 15 Medlemmer (Bregen- dahl,
Thalbitzer, Linnemann, Schack, Kayser, Køster, Lűtzhőft, Lorck,
Olesen, F. Johannsen, Bagger, Mørk Hansen, la Cour, Boisen, Ce-
derfeld), skete ved Navneopraab, var saaledes, at af 147 Stem-
megivende (fraværende vare Hvidt og Wegener) stemte 100, mod at
Forslaget skulde tages under Behandling, og 47 for dette.
Stemmerne bleve afgivne saaledes: Nei. Ja.
Aagaard (G.) af Lolland. Brandt. Aagaard af Thisted. Bruun af
Assens. Andresen. Bruun (M. P.) af Bruunshaab. Andræ. Bruun
(P. D.) af Kjøbenhavn. Bagger. Buchwaldt. Bang. Boisen.
Barfod. Clausen. Bergmann. la Cour. Bjerring. Dahl.
Black. Dahlerup. Bregendahl. van Dockum. Buntzen.
Duntzfelt. Christensen (Balthazar). Fibiger. Christensen
(Georg) af Kjøbenhavn. Gislason. Christensen (J.) af Voldum.
Gram. Christensen (H.) af Veistrup. Hammerich. Colding. Hansen
(Mørk). David. Hansen (N.). Dinsen. Hastrup. Drewsen af
Kjøbenhavn. v. Haven. Drewsen af Silkeborg. Hunderup. Eriksen.
Jespersen (C. M.) af Viborg. Fløe. Johansen (H.) af Knardrup.
Frølund. Johnsen. Funder. Krieger. Gleerup. Køster.
Gregersen. Lüttichan. Gudmundsen. Lützhőst. Hage. Madvig. Hall Mundt. Hansen (H. P.) Müller (Tage). Hansen (J. A..)
Müller (Paludan-). Hansen (L.) Neergaard.
|
|
162
251 252
Nei. Ja. Hansen (P.) af
Abbetved. Nielsen (H. C.) af Tranberg. Hasselbalch. Olrik.
Hermannse. Otterstrøm. Hiort Pjetusson. Hækkerup.
Scavenius. Høier. Schiern. Jacobsen. Schytte. Jacobæus.
Simonsen (Cederfeld de). Jespersen af Grønnebjerggaard. Sponneck. Jespersen (F.) af Bogense. Stockfleth. Johansen (H. C.) af
Østrup. Tang. Johansen (F.) af Houby. Ussing (Algreen-). Juel
(Sehestedt-). Westergaard. Jungersen. Zeuthen. Jørgensen. Kayser. Kirk. Larsen (Chr.) af Dalby. Larsen (J. E.)
af Kjøbenhavn. Leth. Linnemann. Lorck. Madsen. Mynster. Møller (R. N.) af Draaby. Møller af Flakkeberg. Nielsen (N. H.) af Løserup. Nyholm. Nørgaard.
Olesen. Ostenfeldt. Ostermann. Oxholm. Pape.
Petersen (Cornelius). Pedersen (J.) af Sæding. Pedersen (P.)
af Kjøbenhavn. Petersen (B.) af Kjøbenhavn. Petersen (C. N.)
af Hjørring. Ploug. Pløyen. Rasmussen (H.) af Egense. Rasmussen (M.) af Herlufmagle. Rasmussen (J.) af Svanninge.
Rée. Ræder. Schack. Schlegel. Schroll.
Schurmann. Seidelin (Brinck-). Sidenius. Sigurdsson. Skeel. Stender. Thalbitzer. Theilmann.
Tobiesen. Treschow. Tuxen. Tvede. Ussing af
Viborg. Visby. Winther. With. Wulff.
Ørsted.
Efterat Formanden havde bestemt Dagsordenen for det følgende
Møde, som han berammede til næste Dag Klokken 12, nemlig først
Spørgsmaalet om Oplæsningen af den fra endeel Indvaanere i
Kjøbenhavn indgivne Adresse om de slesvigske Forhold, dernæst
Premierministerens Meddelelse om Landets sinantsielle Status og
endelig Forelæggelse af Udkastet til Anordningen om almindelig
Værnepligt, blev Mødet hævet. Trettende Møde.
Onsdagen den 8de Nøvember.
Forhandlings-Protocollen fra forrige Møde blev oplæst.
Krieger: Turde det ikke tillades mig at
tilføie et Ord med Hensyn til det Spørgsmaal, som igaar blev reist,
og som jeg da ikke vilde insistere videre paa, fordi det kunde see
ud, som om jeg blev paavirket af, at det blev reist med Hensyn til
et Forslag, som var fremsat af mig. Jeg troer nemlig, at idag Alle i
Forsamlingen ville være enige i, at et Afviisningsforslag skal
stilles uden Motivering og umiddelbart efterat det Forslag er
motiveret, med Hensyn til hvilket det stilles, men jeg ønskede, at
dette blev ret klart, for at ikke ved fremtidige Leiligheder
Misforstaaelser skulle opstaae. Jeg troer, at ogsaa den ærede
Rigsdagsmand, der igaar fremsatte Afviisningspaa- ftanden, efter
nærmere Overveielse er kommen til samme Mening.
Balthazar Christensen: Jeg skylder at
bemærke, at jeg ved nærmere Overveielse ganske maa tiltræde den
ærede Rigsdagsmands Formening.
Algreen-Ussing: Denne Regel maatte da vel
ogsaa gjælde med Hensyn til Spørgsmaal til Ministeriet?
Høiesteretsassessor Bruun: Ja, det er
vvistnok ganske overeens- stemmende med Regulativets §§ 13 og 18,
der ligefrem sige, at naar et Spørgsmaal er fremsat og udviklet, er
ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning.
Ørsted: Jeg har ogsaa forstaaet Paragraphen
saaledes som anført, og jeg kunde saameget mindre nære nogen Tvivl
herom, som jeg oprindelig havde forstaaet Paragraphen, som om det
var tilladt at motivere sin Afviisningspaastand; men efter de
Oplysninger, som jeg af Comiteens Ordfører modtog om Paragraphens
Hensigt, frafaldt jeg at stille noget Amendement. Bestemmelsen vilde
vvistnok være urimelig, hvis den skulde forstaaes anderledes, end
det nu er vedtaget. Jeg veed ikke, om det skulde være nødvendigt
særskilt at afstemme over dette Punkt, hvilket jeg dog neppe
troer.
Høiesteretsassessor Bruun: Jeg troer, at der
allerede eengang har fundet Afstemning over Paragraphen Sted med
Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt
(Ørsted) yttrede under den foreløbige Behandling, idet disse hans
Yttringer ikke bleve gjorte gjældende ved noget Amendement.
Algreen-Ussing: Det er under Forhandlingerne
om Forret- ningsregulativet saa bestemt udtalt som det kun er
muligt. Formanden: Jeg skal først meddele, at Student
Gudmundsson, der af Hs. Majestæt Kongen er valgt som Medlem af
Rigsforsam- lingen, er ankommen hertil og afgiver Møde idag,
ligeledes Pastor Grundtvig, der er valgt til Deputeret for Præsto
Amts 4de Distrikt. Maaskee Ordføreren for den Comitee, der har været
nedsat til at prøve Medlemmernes Fuldmagter, maatte ville yttre sig
i denne Anledning.
Algreen-Ussing: Comiteen har modtaget fra
Præsidenten det Kongebrev og den Valgact, som ere udstedte ved denne
Leilighed, og de ere begge befundne i fuldkommen Orden, saa at der
Intet har været at bemærke i denne Henseende. Ved samme Leilighed
skal jeg tillade mig at nævne for Forsamlingen, at Comiteen har
modtaget fra Justitsministeriet en Continuationserklæring fra
Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt; dette Valg er vel
allerede erkjendt gyl- digt af Forsamlingen, men jeg troer dog i
Forbindelse med det Tid- |
|
163
253 254
ligere at burde bemærke, at i denne Skrivelse fra
Valgbestyrelsen er det, med Hensyn til, at en Vælger havde anført,
at han skulde have stemt for Magister Steen, men at ikke destomindre
Boisen var bleven indført i Listen, oplyst og ved den vedlagte
Valgliste godtgjort, at det aldeles ikke forholder sig saaledes, men
at den Vedkommendes Stemme tydelig er antegnet for Steen, saaledes
at Enhver kan see, at baade Forandring og Radering af Navnet enten
strax eller senere har været umulig. I Forbindelse hermed har
Valgbestyrelsen indsendt 6 egen- hændige Underskrifter fra 6 Beboere
i Korsør, hvis Navne sindes paategnede den tidligere Promemoria,
hvorved det godtgjøres, at Klagen med Hensyn til Underskrifterne er
falsk.
Formanden: Den Sag, som først staaer for
idag, er det Spørgsmaal, hvorvidt den Adresse, som er indbragt fra
endeel Med- borgere i Kjøbenhavn skal oplæses. Saalænge der ingen
Reglements- bestemmelse er i denne Henseende, maa det ganske beroe
paa For- samlingen, hvad den i saa Henseende vil beslutte. Det er
allerede igaar vedtaget, at man i Henseende til Spørgsmaalet i
Almindelighed skulde henvise det til den tidligere nedsatte Comitee
for Forretnings- regulativet; maaskee man kunde blive enig om, at
denne Comitee bli- ver at betragte som permanent, saaledes at, naar
der opstod Spørgs- maal om Tillæg til Forfatningsordenen, man da
henviste saadannne Spørgsmaal til den. Jeg veed ikke, om Ordføreren
for denne Comi- tee har noget Videre i denne Anledning at
bemærke?
Algreen-Ussing: Jeg kan ikke andet end ansee
det Foreslaaede for meget hensigtsmæssigt, og det finder ogsaa Sted
paa andre Ste- der. Der er allerede reist Spørgsmaal om flere
Punkter, som ikke ere omhandlede i Regulativet, hvilket er en
naturlig Følge af den korte Tid, hvori Regulativet maatte gjøres
færdigt; det er derfor vvistnok ønskeligt, at der er en saadan
permanent Comitee, hvortil de Forandringer og Tillæg, som det maatte
sindes heusigtsmæssigt at foretage ved Regulativet, kunne henvises,
for at den senere kunde forelægge Forsamlingen dem.
Grundtvig: Tør jeg spørge den ærede Formand,
om jeg kan saae Ordet, førend der bliver taget en almindelig
Bestemmelse?
Formanden: Det var Meningen, at den
almindelige Be- stemmelse i denne Henseende skulde forberedes af den
nedsatte Comitee; men det vil dog, hvad dette enkelte Andragende
angaaer, være over- ladt til Forsamlingen at vedtage, hvad den i saa
Henseende maatte beslutte. Jeg ønskede iøvrigt at gjentage det
Forslag, som jeg gjorde igaar, at man ikke skulde forhandle, men
blot afstemme om Adressen skal oplæses eller ikke; imidlertid vil
det jo komme an paa, hvad For- samlingen i denne Henseende maatte
bestemme.
Høiesteretsassessor Bruun: Jeg vilde netop
yttre mig imod, at Forsamlingen strax og uden Discission afstemmer,
hvorvidt Op- læsningen skal sinde Sted eller ikke. Det maa bemærkes,
at da Adresser ikke ere Noget, som skal være undergivet
Forsamlingens For- handling, er det en Selvfølge, at der ikke kan
være talt om dette Punkt i den Deel af Forretningsregulativet, som
angaaer Forsamlin- gens egentlige Forandlinger, men derfor er det
dog ikke udelukket af Regulativet, thi i dets tredie Paragraph
hedder det ligefrem, at „For- manden modtager alle Meddelelser til
Forsamlingen o. s. v. “; en saadan Meddelelse til Forsamlingen er
ogsaa denne Adresse, og den er ikke forskjellige fra den af
Etatsraad Paulsen udgivne Piece, som er stilet til den danske
Rigsdag. Efter min Formening maatte det saaledes være overladt til
Formanden at vælge det Middel, som synes ham det be- qvemmeste til
at bringe en saadan Meddelelse til Forsamlingens Kundskab. Dette kan
skee ved, at den lægges paa Bordet i Forsamlingens Læseværelse,
eller ved, at den omdeles paa Medlemmernes Pladser, eller paa anden
Maade. Men hvad der forekommer mig at være det mindst Hensigts-
mæssige er, at lade Forsamlingen afgjøre, om og hvorvidt den
Kundskab, som man skal erholde til dette Document, skal erholdes ved
Oplæsning eller ikke; thi det er naturligt, at Forsamlingen i saa
Tilfældee vil gjøre sig bekjendt med selve Adressen eller denne Medde- lelse, for at kunne afgjøre dette Spørgsmaal; men der vilde dog være noget Modstridende i, at man først skal gjøre sig bekjendt med en
Gjenstand for siden at afgjøre, om man skal gjøres bekjendt med den
paa den eller den Maade. Jeg har læst denne Adresse, og jeg maa
naturligviis, naar man spørger mig, om jeg vil komme til Kundskab
om dens Indhold ved, at den læses op i Forsamlingen, svare „nei“,
og dette forekommer mig at maatte være Tilfældeet med Enhver, som
har læst den. Det forekommer mig, idet jeg ligefrem henfører denne
Adresse under den tredie Paragraph i Forretningsregulativet, at man
ved at bestemme, at Forsamlingen skal erklære sig over, om den skal
oplæses eller ei, forudsætter, at Forsamlingen har gjort sig bekjendt med den i Forveien; men det vilde da være det samme som at sige:
„for at gjøre sig bekjendt med den, maa man være bekjendt med den. “
Frølund: I den Adresse, hvorom Talen her er,
udtaler en stor Mængde af vore Medborgere sig om et Anliggende, som
nødvendig- viis og naturligviis maa beskjæftige alle Danskes Tanker,
og som hviler med en vis Ængstelse og Tryk paa Alles Sind. Med
Fædrelands-Begeistring have disse vore Medborgere henvendt sig til
os som deres Befuldmægtigede ligeoverfor Regjeringen, hen- vendt sig
til os med Tillid; men ved Siden af denne Tillid forekommer det mig,
at der ogsaa ligger, uagtet det ikke bestemt er udtalt, en vis
Ængstelse, nemlig en Ængstelse for, at ikke al den Magt og alle de
gode Kræfter, vi eie, skulle blive brugte til at hævde Danmarks Ære
og Selvstændighed; og det forekommer mig derfor, at vi ligefrem
skylde disse vore Medborgere, som have henvendt sig til
Forsamlingen, at denne Adresse idetmindste maa blive oplæst; at de
Ord, somde have skrevet, idetmindste maae komme til at lyde her i
Forsamlingen og ikke paa en vis Maade blive udelukkede derfra ved at
henlægges udenfor denne Sal paa et Bord blandt al anden Slags
Lecture. Jeg troer, at vi skylde dem idetmindste saa meget; det er
forøvrigt min Mening, at vi ikke derved, nemlig ved den blotte
Oplæsning, have gjort dem fuldkommen fyldest, thi Adressen indehol-
der ikke blot ganske almindelige Udtalelser, den indeholder, saa mener jeg, en ligefrem Opfordring til Forsamlingen: det hedder nemlig i
Slutningen af den (her oplæste Taleren endeel af Adressen).
Formanden: Det forekommer mig, at det ærede
Medlem an- ticiperer Afgjørelsen af det Spørgsmaal, der foreligger,
om Adressen skal oplæses eller ikke.
Frølund: Det er blot de sidste Ord af den,
jeg vilde oplæse for at begrunde den Slutning, jeg har draget deraf
(Taleren fort- sætter Læsningen).
Formanden: Jeg maa gjentage, at her er
Spørgsmaal om, hvorvidt Adressen skal oplæses eller ikke.
Frølund: Saa skal jeg standse, med at
erklære, at jeg stemmer for, at Adressen skal oplæses, og hvad der i
alt Fald videre kunde være at gjøre, maae vi gjemme til den Tid, da
det Slør, som Adres- sen omtaler, er draget bort, til den Tid, da
Folkene ville have at tale et mægtigt Ord i dette Anliggende.
Rée: Jeg kan ikke være enig med den ærede
Deputerede for Randers Amts 1 ste District (P. D. Bruun), at
Hensigten med denne Adresses Oplæsning skulde være ene eller nærmest
den, at bringe den til Forsamlingens Kundskab. Hensigten maa meget
mere være den, at bringe den til Folkets Kundskab paa en
betydningsfuld Maade: thi det er klart, at det har en særegen
Betydning, naar Rigs- forsamlingen beslutter, at det indleverede
Actstykke skal indlemmes i Tidenden og paa denne Maade overantvordes
Folket, og det fore- kommer mig derfor, at det burde overlades
ganske til Forsamlingens Souverainetet at afgjøre, hvorvidt
Oplæsning skal sinde Sted. Herom vil jo nu forøvrigt værmere blive
givet almindelige Regler; men saa- længe saadanne ikke ere tilstede,
troer jeg, at det i det enkelte Til- fælde bør overlades til
Forsamlingens Afgjørelse, hvilket hvilket ogsaa stem- mer med, hvad
forhen har været almindelgt. Naar jeg saaledes ikke tager Feil, har.
det ved Stænderforsamlingerne i Viborg — endogsaa et Par Gandge
under det ærede berørte Medlems eget Præsidium — været Tilfældeet,
at man har overladt det til Forsamlingen at afgjøre, om Adresser
skulle oplæses eller ei.
Grundtvig: Høistærede Hr. Formand! Det er
mig en Glæde, at jeg nu med det første Ord, som jeg taler i denne
ærede Forsam- ling, som Gud lade lykkes til Danmarks Gavn og
Danmarks Glæde, skal henvende mig til Dem, hvem den i Danmark
gjenfødte frie Folke- stemme altid vil mindes og være taksom som sin
første Fosterfader, og jeg veed, at De efter mange Aars Bekjendtskab
ikke vil tænke om mig, at jeg allerede den første Dag, da jeg sik
Sæde paa den danske |
|
164
255 256
Rigsdag, begjerer Ordet for at vise mine Talegaver; men
det er langt fra, at jeg er saa velbekjendt for størstedelen af den
ærede For- samling, saa at jeg maatte ønske idag med mine første Ord
langtfra at vække, nei, meget mere at dæmpe Frygten for lange eller
mange Taler om Ingenting. Jeg vil derfor forsikkre den ærede
Forsamling, at, om jeg maaskee end i yngre Dage kunde have havt en
overdreven Lyst til at øve mine Talegaver, har jeg allerede for
længe siden tabt den til- ligemed Tænderne, og da jeg er en Hader af
alt Forlorent, kan den ærede Forsamling i denne Henseende være
rolig. Naar jeg derfor udbad mig Ordet, som det kunde synes ved et
ubetydeligt Spørgs- maal, da var det deels, fordi mig synes, at
dette saakaldte Princip- spørgsmaal, dette almindelige Spørgsmaal
om, hvordan der skal for- holdes ved Oplæsning eller Ikke-Oplæsning
af Andragender, stilede til Rigsdagen, var paa Veie til at afgjøres
paa, hvad jeg kalder den vrange Side; og paa den anden Side fandt
jeg, at dette Andra- gende, som netop Talen er om, burde efter mine
Tanker, om end und- tagelsesviis, oplæses i Forsamlingen. Min Mening
er nemlig i første Henseende, at ligesom den ærede Forsamling
umuligt kunde være tjent med, at Folket vilde gaae strengt irette
med den, saaledes maa den ærede Forsamling være saa føielig som
muligt mod Folket udenfor, aa at naar Tusinder af dette Folks Midte
henvende sig til Rigs- dagen med de Ord, som ligge dem paa Hjerte,
saa mener jeg, at der slet ikke maatte gjøres Vanskeligheder ved at
opfylde dette Ønske, slet ingen Vanskelighed, med mindre vi forud
vidste, at dette Andra- gende var enten meget langt eller meget
tomt, ja jeg vilde sige, naar vi ikke vidste, at det var begge Dele;
men nu mener jeg, at ingen af Delene er Tilfældeet med dette
Andragende, og jeg kan saa meget mere udtale dette, som jeg selv med
velberaad Hu har underskrevet det; derfor — jeg kan ikke andet —
naar der skal stemmes, maa jeg stemme af mit ganske Hjerte for, at
det skal oplæses. Det gjælder ikke her om Medfølelse, men om en
Opmærksomhed, en skyldig Opmærksomhed af Rigsdagen mod Tusinder af
Folkets Midte, og fremfor Alt, da det er langt fra i vore Dage, at
man ellers læg- ger saa liden Vægt paa endogsaa de blotte
Talstørrelser — altsaa jeg maa stemme for, at Adressen skal oplæses,
men jeg veed godt, at jeg ikke raader derfor. Skeer det nu, at den
ikke oplæses; skulde det ovenikjøbet nu blive, som den ærede Formand
vilde tilraade, skulde det blive almindeligt, at en Comitee kom til
herefter ene at raade for, om noget af saadanne Andragender skulde
oplæses i denne For- samling eller ei, nu — saa vil jeg altsaa
heller ikke idag og maaskee det først vil skee seent, at jeg efter
den strænge Forretningsorden, som den ærede Forsamling har enten
paalagt sig selv eller dog lader sig paalægge, kan komme til at tale
om, hvad mine Vælgere have lagt mig paa Hjerte, og hvad der desuden
laa mig tungt nok paa Hjerte allerede før, det er den slesvigske
Sag; og derfor vil jeg gribe denne Leiltghed til foreløbig at
anmelde, at imorgen eller iovermor- gen eller hvilken den første Dag
er, da Forsamlingen vil tillade det, da stiller jeg et Andragende,
at der skal gjøres et frit, vel at mærke, et frit Udvalg af
Rigsdagsmænd til at tage Slesvigs i alle Henseen- der mislige, for
Danmarf farlige, for alle Dannemænd sørgelige Stilling i moden
Betragtning og give dene Betænkning om, hvad derved kan være at
gjøre, og det saameget mere, som det synes mig, som om vort
Ministeriums daglige Trøst er, den fattige Trøst, det gamle danske
Cancellies: „Herved er Intet at gjøre“
Formanden: Det var ingenlunde min Mening, at
det skulde overlades til en Comitee at afgjøre, om dette Andragende
skal oplæ- ses eller ikke, men blot at tage Spørgsmaalet i
Almindelighed under Overveielse og forelægge Forsamlingen Resultatet
af dens Under- søgelser.
Grundtvig: Det var altsaa blot en foreløbig
Betænkning, Comiteen havde at afgive, og det forandrer Sagen.
With: Jeg vil tillade mig at gjøre
Forsamlingen opmærksom paa, at endeel Slesvigere allerede have
indleveret en Adresse til denne Forsamling; den tæller vel ikke 4000
Underskrifter, men kun 112, men disse 112 ere Slesvigere, som
opholder sig her i Staden og som sætte deres Fortrøstning til
Rigsforsamlingen. Jeg vil der- for paastaae, at Billighed fordrer,
saafremt Forsamlingen bestemmer, at Kjøbenhavnernes Adresse idag
skal oplæses, at samme Ret maa skee den, som Slesvigerne have
indsendt. Sluttelig tillader jeg mig at tilføie, at jeg troer, at vi
kunde have oplæst begge Adresser i langt kortere Tid, end vi have
brugt til at forhandle, om de skulle oplæses.
Barfod: For at der ikke skal gaae meget mere
Tid til at af- handle, om Adressen skal oplæses eller ikke, skal jeg
tillade mig ganske kort at slutte mig til de 2 sidste ærede Talere
med den Bemærkning, at da Formanden underrettede Rigsdagen om, at
der var indkommet en Adresse fra de flygtede Slesvigere og en anden
fra Præstø, saa udtalte han tillige, som man vil finde i
Rigsdagstidenden Nr. 10 Pag. 71, at disse 2 Adresser vilde blive
henlagte i Læseværelset, og naar Regulativet var bestemt, vilde
Forsamlingen tage nærmere Be- stutning om, hvad der i den Anledning
skulde foretages. Det er alt- saa af den ærede Formand foruosat, og
jeg troer af hele Forsam- lingen forudsat, at naar
Forretningsordenen endelig var bestemt, kunde der være god og gyldig
Grund til, at Forsamlingen tog en Beslutning om, hvad der var at
gjøre ved disse Adresser, og at denne Beslutning ligesaalidt skulde
indskrænke sig til, at disse Adresser ikke skulde oplæses, som at de
skulde begraves mellem hele den øvrige Bunke af Lecture — for at jeg
skal slutte mig til en tidligere Talers Ors —, som findes i det
tilstødende Værelse.
Ørsted: Det er ganske udenfor nærværende
Forsamlings Be- stemmelse at modtage saadanne Andragender, som ikke
gaae ud paa Noget, som forlanges iværksat af Forsamlingen, men kun
paa at ud- trykke visse Følelser og Stemninger; hvilke Følger det
vil have, naar man som Princip antog, at saadanne Andragender kunde
modtages til Oplæsning og som Følge deraf ogsaa til Indførelse i
Rigsdagstidenden, har den høitærede Formand igaar klart fremstillet.
Her er kun Spørgsmaal om, hvorvidt det Andragende, som nu er
forebragt, undtagelsesviis skal tilstedes Oplæsning, uagtet
Oplæsning af Adres- ser i Almindelighed maa ansees som
principstridig. Det skulde da an- tages til Oplasning og Indførelse
i Tidenden, fordi det udtrykker skjønne og begeistrede Følelser for
Landets Ære og Velfærd; men jeg troer ikke, at dert indeholdes nogen
Grund, hvorfor Oplæsning skulde finde Sted; thi disse Følelser, som
Adressen bærer Udtrykket af, leve i hele Nationen, og de leve, det
er jeg forvisset om, ogsaa i nær- værende Forsamling. Det er altsaa
ikke derfor, at den skal oplæses, og hvorfor den skal indføres i
Tidenden; men det er, for at Forsam- lingen paa en indirecte Maade
skal samtykke, ikke blot i de Tanker og Følelser, som deri maatte
være udtalte, men og i den Retning og Stræben, der ligger i den,
efter at faae Indflydelse paa Afgjørelsen af Landets vigtigste
Anliggenden. Fra dette Synspunkt troer jeg ikke, at den bør
modtages; thi at udtale disse blotte Følelser i den Hen- sigt, at de
skulle faae Indflydelse paa de Beslutninger, som tages af
Regjeringen, bør man ikke, saalænge man ikke nøie har under- søgt,
om ogsaa det, som tilsigtes, kan opnaaes; det er al- deles ikke
nødvendigt, at lægge disse Følelser for Dagen for Ministeriet, thi
ligesom det er bekjendt med Folkets Følelser, saa er det vvistnok
selv ligesaa gjennemtrængt af disse som Folket i Alminde- lighed. (Fortsættes.)
Subscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Høfvogtrykker
Bianco Luno. |
|
165
257 258 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 33. Trettende Møde.
(Fortsat.)
Dersom altsaa Regjeringen ikke lader sig styre aldeles af disse
Følelser, maa det grunde sig paa en Bevidsthed om, at det efter vore
Kræfter og Midler, de militaire, de diplomatiske, de finantsielle,
ikke lader sig gjøre i saadant Omfang, som ønskes. Det er nok me-
get muligt, at Ministeriet kan feile i sin Bedømmelse af disse Kræf-
ter, men den blotte Mulighed kan ikke berettige Forsamlingen til at
antage, at der vvirkelig begaaes Feil; og skal Forsamlingen selv ud-
tale en Mening i denne Henseende, maa den vide, hvorvidt der vir-
kelig er andre Beslutninger at tage end de, som man formoder, at
Ministeriet af Hensyn til Landets Vel har troet at burde tage, og
man maa ikke paalægge Regjeringen den moralske Nødvendighed, at gaae
udenfor det, som den efter moden Overveielse maatte finde at være i
Overeensstemmelse dermed. Ikke Alt, hvad der umiddelbart tilsiges af
disse ædle Følelser, lader sig sætte igjennem; der kan være Meget af
det, som vilde være fordærveligt med Hensyn til de For- hold, som
vvirkelig existere, og uden at være bekjendt med disse, og uden at
have en fast og sikker Dom derom, bør vi ikke lade gaae ud i
Publicum Noget, som skal have Betydning ved, at det bærer til-
syneladende Vidnesbyrd om, hvorledes Forsamlingen mener, at disse
Forhold skulle behandles. Det kommer her ikke an paa, hvorvidt den
Tilstand, hvori vi for nærværende Tid besinde os, mere eller mindre
maatte være begrundet i Mangler og Feil i de Foretagender, som
tidligere maatte være iværksatte, men Spørgsmaalet er om, hvad man
paa Sagens nærværende Standpunkt kan være tjent med; derom kan man
ikke nu have nogen saadan Mening, at man enten udtrykkelig kan udtale eller stiltiende tilkjendegive, at Forsamlingen antager, at der i
denne Henseende skulde tages en anden Retning end den, man netop
formo- der, at Regjeringen for nærværende Tid er for. Jeg maa
derfor stemme nbetinget imod, at en Adresse som den nærværende
oplæses og bekjendtgjøres i Tidenden, og jeg maa derhos ogsaa
bemærke, at det vvirkelig er meget betænkeligt, at det saaledes i
ethvert enkelt Tilfældee skal afgjøres, hvorvidt en Adresse skal
oplæses eller ei. Dersom man i dette Tilfæde beslutter sig for, at
en Adresse som denne, der er en Forsamlingen aldeles uvedkommende
Gjenstand, skal oplæses, vil der møde mange andre Leiligheder, hvori
man ikke kan nægte, at man ikke, uden at give de Mænd, fra hvem et
saadant Andragende maatte komme, en grundet Anledning til Klage, kan
undslaae sig for Oplæs- ning deraf. Jeg troer derfor, at det baade i
sig selv og med Hen- syn til denne Sags særegne Beskaffenhed er
rigtigst, at holde fast ved Principet.
Møller F. Johannsen: Jeg skal tillade mig at
henstille, om ikke det foreliggende Spørgsmaal kunde afgjøres ved
Afstemning strax uden Discussion.
Formanden: Der er allerede af 15 Medlemmer
bleven for- langt Afstemning over Discussionens Afslutning.
Da 105 Medlemmer derefter mod 43 erklærede sig for Afslutning af
Discussionen,. blev Spørgvmaalet, om den omhandlede Adresse skulde
oplæes, sat under Afstemning og besvaret bekræftende med 93 Ja mod
55 Nei.
Clausen oplæste derpaa Adressen, der er
saalydende: Danske Rigsdagsmænd!
Det er faretruende Dage for Danmarks ydre Stilling og indre
Udvikling, i hvilke I af Folket ere valgte for at medvirke til
en lykkelig Ordning af Forholdene. Vi bringe Eder vor tillids-
fulde Hilsen ved Begyndelsen af Eders Gjerning.
I meer end et halvt Aar har Danmark kæmpet for sin Ret og sin Ære
mod et troløst Oprør, mod en ubeføiet og overmodig fremmed
Indblanden.
En Vaabenstilstand er afsluttet; men dens for vort Fædreland
lidet gunstige Vilkaar trues, uagtet vor Regjerings bestemte og
høitidelige Erklæringer, med Forandringer til det Værre, og ved den
er hidtil kun bevirket, at en Deel af det danske Rige er given til
Priis for Vold og Uret. De blodige Forhaanelser mod vore slesvigske
Brødre ere et nyt Opraab til den danske Enighed og Kraft.
Tingenes sande Tilstand er for os endnu en Hemmelighed. For Eder
maa Sløret drages bort, og naar Underhandlingernes Resultat er
blevet Eder forelagt, have I at bidrage til Forviklin- gernee
Løsning ved at tale det mægtige Ord fra Folket.
Skjøndt vi derfor mangle de nødvendige Forudsætninger for at
kunne udtale os for Eder om Sagens Enkeltheder, saa ønske vi dog, at
I skulle fornemme, med hvilket Sind vi endnu betragte dette vort
Velfærds-Anliggende.
Vi ønske vort Fædreland Fred. Kunne vi derfor vinde denne med
Bevarelse af Fædrelandets Ære og dets fremtidige Bestaaen, da søger
den. Men kan den ikke opnaaes paa disse Betin- gelser, da modtager
disse Ord som et nyt Vidnesbyrd om, at den Villie og Kraft, hvormed
Folket har kæmpet for at føre Danmarks Sag igjennem, endnu er
levende i os.
Det danske Folk har reist sig i ædel Begeistring og tilbudt Alt,
for med Ære at føre Kampen for sin Ret. Det er langt- fra, at Alt er
modtaget. Vi gjentage vort Tilbud. Vor Kamp for Danmarks Ret er ikke
fort til Ende, førend Folkets dybe Kræfter have rørt sig.
Dette fornyede Tilsagn om vor faste Villie til ikke at opgive vor
Ret bede vi Eder, Medborgere! i fornødent Fald at bringe til vor
Konges Kundskab.
Minder Regjeringen om, at den maa styrke sig i Tillid til Folket,
thi først da vil den folkelige Sag seire!
Kjøbenhavn i October 1848. (4,520 Underskrifter.)
Formanden: Det er af den ærede Rigsdagsmand
for Veile Amts 6te District (With) forlangt, at Adressen fra
Slesvigerne og- saa skulde oplæses; jeg veed ikke, om jeg maaskee
atter turde gjøre det Forslag, at man afstemmer uden nogen
Discussion. (Efter en Pause.) Hvis jeg tør antage, at dette er
Forsamlingens Mening, vil jeg til- lade mig at sætte under
Afstemning, om den Adresse, som er indgivet fra de herværende
Slesvigere, og som tidligere har været udlagt paa Bordet i
Læseværelset og saaledes tør antages at være bekjendt, skal
oplæses.
Efterat Forsamlingen derefter med 144 Stemmer mod 4 havde
erklæret sig herfor, oplæste With den nævnte Adresse, der er saa-
lydende:
Danske Rigsdagsmænd!
Den Tid, i hvilken I efter Kongens Bud ere sammentraadte, er
vvistnok en af de farefuldeste for det danske Rige. Vi underteg-
nede Slesvigere bringe Eder vor broderlige Hilsen, vi see i Eder vor
og Landets Frelse. |
|
166
259 260
Vaabenstilstanden i Malmø, hvis Bestemmelser, hvor ugunstige de
endogsaa vare, ikke have fundet Fuldbyrdelse, har bevirket, at alle
troe danske Undersaatter i Slesvig ere underkasrede Oprørernes Vold
og Forhaanelser. Enhver ny Efterretning fra Slesvig brin- ger nye
Forhaanelser, og enhver Morgen bringer nye Flygtninge, som have
maattet forlade Familie og Arne for at undgaae Uret og Overlast.
Forgjæves have de undertrykte Slesvigere haabet paa Frelse fra den
danske Regjering, Diplomatikens hemmeligheds- fulde Væv har saaledes
indsnøret den, at den kun kan formane Slesvigerne til at taale og
lide, taale og lide blodig Forhaanelse i Kongen af Danmarks Land,
medens den danske, kamplystne Ar- mee rolig maa staae i Rærheden
uden at hjælpe. Den danske Regjering har ikke ydet Slesvigs troe
Beboere den Beskyttelse, den er dem som Statens Undersaatter
skyldig, den er Skyld i, at kun den tydsksindede Deel af
Befolkningen har kunnet udtale sig og bringe Verden til at troe, at
Slesvig ønsker en Forbindelse med Tydskland, og den bærer Skylden
for, at en saadan Udtalelse fra dansksles- vigsk Side ogsaa i den
nuværende Tilstand er umulig. Ligesaa umuligt er det for de
dansksindede Undersaatter i Slesvig at gjøre Modstand; den vilde kun
bringe deress Person og Familie i Fare og have deres Undergang til
Følge, thi Sværdet svæer over deres Hoveder, og ingen Hjælp have de
at vente. Altsaa rolig taale og lide skulde være Løsnet i de
forestaaende Vintermaaneder? Vi see op til Eder efter Frelse.
Men vi øine heller ikke i Fremtiden nogen Frelse fra den nu-
værende Regjerings Side, naar I, danske Rigsdagsmænd, ikke fatte en
kraftig Beslutning; thi vi befrygte, at ved Vaabenstilstandens Udløb
Krigen atter vil blive ført ved diplomatiske Noter og ikke ved
Sværdet; vi frygte, at man ligesom i Aar vil tælle Fjenderne i vort
eget Land og ikke benytte den Begeistring, Folket og Hæren vise for
at befrie deres slesvigske Brødre; vi frygte, at man vil holde
Fjendens Styrke for overlegen, om den danske Armee end nok saa let
kan forjage den; vi frygte, at man atter vil søge at undgaae
Sammenstød med Fjenden og føre Krigen med Pennen, og da ville
Slesvigerne opgive det sidste Haab om Frelse, da ville de see sig
opgivne af Danmark.
Derfor, danske Rigsdagsmænd! vende vi os tillidsfuldt til Eder og
haade, at I ikke ville taale, at Vaabenstilstanden i de for de
dansk-slesvigske Undersaatters Rettigheders Beskyttelse væsentlige
Bestemmelser blive tilintetgjorte, eller at Vaabenstilstanden kun
varer een Dag længere end dens conventionelle Termin, den 26de
Marts, naar ikke forinden en Fred opnaaes, hvorved hele Slesvig
bliver i Forening med de øvrige Dele af Kongeriget Danmark; vi
haabe, at I vil formaae Regjeringen til at føre Krigen til Lands som
til Vands med den Energi, den kræver overfor en saa mæg- tig Fjende,
og den danske Armee vil ved sin Indmarsch i Slesvig blive modtaget
med Jubel og understøttet af Slesvigs troe Befolk- ning med Alt,
hvad der staaer til dens Raadighed. I det Haab ville vi formaae vore
slesvigske Brødre til Udholdenhed i denne haarde Kamp.
Danske Rigsdagsmænd! I ville indsee, at Slesvigs fremtidige
Forbindelse med Danmark er et Livsspørgsmaal for Danmark selv, at en
Opgivelse af den gamle Grændse kun er Begyndelsen til nye vedvarende
Forviklinger, og at en Opgivelse af Hertugdømmet Slesvig er en
Opgivelse af Jylland; thi Fortydskningen respecrerer ingen Grændse.
I ville indsee, at en Opgivelse af en Deel af Slesvig er en
Opgivelse af hele Slesvig, dette Slesvig, som i Aarrtusinder har
staaet som Danmarks Grændsevogter og afholdt det første Stød i
enhver Kamp mod Tydskland, dette Slesvig, hvor- til Jylland ved
utallige Interesser stedse har været knyttet. I ville indsee, at
dette vilde være en himmelskrigende Uret imod de troe Undersaatter i
Slesvig, og I ville ikke taale en saadan Opgivelse, hvortil den
danske Regjering ingen Ret har; I ville ikke lade Eders troe Brødre
i Slesvig komme til at fortvivle og i deres Fortviv- lelse at
forbande Danmark. Det slesvigske troe Folk og det danske Folk være
Eet, det staae eller falde tilhobe. Bliver denne Beslut- ning, som
vist vil sinde Gjenklang i det danske Folks Hjerte, tagen,
da vil Seiren og Æren være Danmarks, da kan Danmark vente en lys
Morgen efter denne mørke Nat.
Og dertil give Gud sin Velsignelse! (112 Underskrifter.)
Paludan-Műller: Jeg skal anmelde, at jeg-har
faaet An- modning om at frembære en Adresse fra Beboerne paa Ærø, og
jeg maa henstille, om den skal oplæses.
Boisen: Jeg har ligeledes modtaget en
Adresse fra 52 Be- boere i Præstø Amt, der udtaler deres
Misfornøielse med Vaabenstil- standen, og jeg skal tillade mig at
yttre Ønske om, at den maatte blive oplæst.
Hage: Jeg har modtaget en Adresse fra
Vordingborg med 266 Underskrifter, hvorved Underskriverne tiltræde
den idag oplæste Adresse fra endeel Indvaanere i Kjøbenhavn; jeg
skal kun be- mærke, at jeg renoncerer paa Oplæsningen, da
Forsamlingen nu al- lerede kjender Indholdet, men ønsker dog, at den
maa blive henlagt paa Bordet. Jeg har ligeledev modtaget en Adresse
fra 54 Beboere i Storeheddinge, hvori man protesterer imod det
Princip, der er lagt til Grund for Valgloven, ligesom der yttres
Ønske om, at der ved Forhandlingerne i Anledning af den nye Valglov
maa blive taget Hensyn til Kjøbstædernes særegne Interesser. Ogsaa
den ønskes henlagt paa Bordet, idet jeg renoncerer paa Oplæsning af den.
Formanden: Der er anmeldt en Interpellation
fra Rigs- dagsmanden for Maribo Amts 1ste District (B. Christensenh)
til Ministeriet om den Politik i Landboforholdene, som
Departementet for det Indre agter at følge. Den vil blive meddeelt
til Ministeriet og i sin Tid oplæst. Deresfter gaae vi over til den
Beretning om Landets finantsielle Tilstand, som Conseilspræsidenten
vil meddele.
Premierministeren: Jeg maa tillade mig at
gaae noget tilbage i Tiden for at kunne fremstille klarligen,
hvorledes Forhol- dene staae i nærværende Øjeblik.
Jeg tillader mig at begynde med Aaret 1847. Det var et van-
skeligt Aar; en usædvanlig Dyrtid nødte Statskassen til under for-
skjellige Former at komme til Hjælp: der maatte eftergives Skat-
ter, der maatte gives Embedsmændene Tillæg til deres Gager, og der
maatte understøttes paa mange andre Maader. Ikke desto mindre
lykkedes det, da flere Indtægtskilder flød rigeligt, at bringe det
dertil, at der ved Aarets Slutning var, ligesom Tilfældeet havde
været i flere foregaaende Aar, en ikke ubetydelig Beholdning, og
Udsigterne vare heldige saavel i Kongeriget som i Hertugdømmene. Da
kom det uheldige Aar 1848 med sine Forviklinger.
Jeg skal først imødegaae den Anke, man har gjort Finantsbesty-
relsen, at der paa den Tid, Oprøret i Hertugdømmene udbrød, var
betydelige Beholdninger i de offentlige Kasser sammesteds, som burde
have været inddragne, og jeg skal i dette Øiemed tillade mig at ud-
vikle de nærmere Omstændigheder, som herved maae komme i Betragt-
ning. Hovedkasserne i Hertugdømmene ere tvende: Finants-Hoved-
kassen og Statsgjeldskassen; desuden var Mynten i Altona forsynet
med en Beholdning, deels i rede Penge, deels i Sølvbarrer. I Lø- det
af indeværende Aas første Ovartal var der assigneret paa Fi-
nants-Hovedkassen 1,319,000 Rbd.; Kassens Beholdning var efter den
sidste Extract c. 1,531,000 Rbd., og naar der er Anledning til at
assignere paa en Kasse et saa stort Beløb som det nysnævnte, da er
heller ikke en Beholdning af 1½ Million for stor, thi man kan ikke
tænke paa at udtømme Kassen til den sidste Skilling. Af hvad der var
assigneret paa Kassen, var imidlertid den 22de Marts d. A. kun
udbetalt 856,000 Rbd., og den hele dispo- nible Beholdning udgjorde
saaledes omtrent 1,068,000 Rbd. Men heraf var i mindre Myntsorter
ialt omtrent 345,000 Rbd., som altjaa ikke vare egnede til større
Udbetalinger eller Forsendelse herover, men maatte beroe i Kassen,
indtil der kunde skee Salg, hvor- til man maatte oppebie beleilig
Tid. Den derefter tilbageblivende Beholdning blev altsaa 723,000
Rbd., en Sum, der ikke var større, end den passende maatte være for
en Hovedkasse for begge Hertug- dømmer, og det saameget mere, som
der forestod betydelige Udgifter til flere offentlige
Foranstaltninger sammesteds. I Aarets første Maaneder var fra
Hovedkassen sendt, 780,000 Rbd. contant til |
|
167
261 262
Zahlkassen, og saasnart Finantsbestyrelsen fik
Underretning om de i Hertugdømmeue indtraadte Spæmdinger, traf den
strax Foranstalt- ninqer til, at der skulde endvidere afgives fra
Hovedkassen et Beløb of 600,000 Rbd., nemlig 200,000 Rbd. til
Zahlkassen og 400,000 Rbd. til to Banquier-Huse i Hamborg og Altona.
Ordren derom afgik herfra den 20de Marts, men ankom først den 24de
til Rends- borg. Endelig afgik den 24de Marts en lignende Ordre om
en yder- ligere Udbetaling af 500,000 Rbd. til to Handelshuse.
Samtlige disse Udbetalinger bleve imidlertid standsede, deels af
Indbyggerne i Rendsborg, deels af Oprørs-Regjeringen. Forøvrigt er
der een Om- stændighed, som jeg ved denne Leilighed maa gjøre
opmærksom paa, og som vilde have medført, at Ordrerne, om de endog
tidligere vare ankomne til Rendsborg, dog ikke vilde være blevne
effectuerede, den nemlig, at det oprørske Parti havde blandt selve
Hovedkassens Em- bedsmænd en Hjalper, Fuldmægtig Andersen, der
senere af den provisoriske Regjering har været brugt til Udførelsen
af adskillige finantsielle Forretninger, og der navnligen ogsaa
lagde Beslag paa Mynten i Altona.
I Statsgjeldskassen i Rendsborg var der den 18de Marts d. A. en
Beholdning af c. 425,000 Rbd., men deraf vare kun de 134,000 Rbd. i
større Speciessorter, hvorimodd Resten bestod af mindre Myntsorter,
der, som jeg forhen har yttret, ikke kunde bruges til større
Betalinger og altsaa maatte beroe i Kassen. Paa samme Tid henlaae
der ved Kassen endeel uindfriede Udgifts-Anviisninger paa noget over
60,000 Rbd. Den vvirkelige disponible Behold- ning blev altsaa
saameget mindre, og under 18de Marts blev der udstedt Ordre til
Kassen om deraf at affende 100,000 Rbd. hertil. Ordren ankom til
Rendsborg den 20de, og da den første Pakkepost derefter skulde
afgaae den 23de, stode de 100,000 Rbd. allerede Dagen forud færdige
til Afsendelse; men om Aftenen den 22de indfandt Stadspræsidenten i
Rendsborg, Etatsraad Berger, sig hos Kassereren, for i det
forsamlede Borgerskabs Navn at betyde denne, at under de daværende
Omstændigheder vilde Pengenes Afsendelse ikke blive tilstedet, men i
fornødent Fald forhindret ved Magt. Som Følge heraf tilbageholdt
Kassereren Afsendelsen.
I Mynten i Altona var beroende 751,000 Rbd., men af disse vare
kun 118,500 Rbd. i danske Mynter. Resten bestod i Barrer og fremmede
kasserede Mynter, som vare bestemte til Smelt- ning. Faa Dage forud
var Myntens Beholdning meget betydeligere; men yed Efterretningen om
nogle Uroligheder i Hamborg var Finantsbestyrelsens Opmærksomhed
bleven henledet paa det Usikkre i at lade saamegen Valuta forblive i
en aaben Stad, og den gav derfor allerede under 10de Marts Ordre til
at afsende en Deel deraf; den 15de Marts kom saaledes c. 67,000 Rbd.
i Courant- mynt her til Kjøbenhavn, og den 21de Marts blev omtrent
Halv- delen af Barrerne og et Parti Skillinger, ialt en Værdi af
c. 260,000 Rbd., afsendt hertil, hvilken Transport, der udgjorde
52 Foustager, blev udført saa heldigt, at den, skjøndt Kiel allerede
var i Oprør og det ikke manglede paa. Demonstrationer fra
Oprørernes Side, blev bragt derigjennem ombord paa de danske Skibe.
Med Hensyn til Tilstedeværelsen af saa stor en Beholdning ved Mynten
i Altona, som ovennævnt, maa jeg iøvrigt bemærke, at det store
Parti Barrer var udkommet ved successiv Indsmeltning af inddragne
for- slidte Smaamynter, og at en pludselig Realisation af dem vilde
have medført et betydeligt Tab; Kobberet i dem udgjorde omtrent
13,000 Pd., og de kunde derfor ikke brugev til Myntning af Species,
men maatte blive i Behold til Legering af fiint Sølv. Hertil maa
jeg dernæst føie, at en nogenlunde betydelig Beholdning af Species
ogsaa maatte være tilstede, da Private have Red til at lade udmynte
paa den kongelige Mynt, og der saaledes altid maatte være Species i Behold for at kunne ombytte det Sølv, som paa den Maade ind-
leveredes til Udmyntning. Endelig maa jeg bemærke, at under 22de
Marts blev Myntmesteren, da man frygtede for, at den i Mynten
værende Beholdning ikke længere var sikker, beordret til at slutte
Handel med et Altonaer Banquier-Huus om hele den realisable Guld- og
Sølv-Beholdning. Den Paagjældende Banquier, Conferentsraad Baur, som
Finantsbestyrelsen alt forhen stod i Mellemregning med, undslog sig
imidlertid, „for sin personlige Sikkerheds Skyld“, for at
indlade sig herpaa; — faa Dage deresfter indlod han sig med Oprørs- Regjeringen og overtog de samtlige Beholdninger for dens Regning.
(Almindelig Latter.)
Jeg troer saaledes at have sat den ærede Forsamling istand til at
erkjende, at det Tab, der er lidt paa de omhandlede Beholdninger i
Hertugdømmene, vel er et Uheld, men ikke skyldes nogen Feil. Ved
Begyndelsen af indeværende Aar var der, som jeg allerede har tilladt
mig at bemærke, fra det forrige Aar en ikke ubetydelig Behold- ning
i Statskassen. Finantsbestyrelsen havde derhos i de foregaaende Aar
været istand til at opsamle betydelige Beholdninger, der vare be-
roende deels hos forskjelligee Banquier-Huse, deels i Banken, og
endvidere havdes der adskillige under andre Omstandigheder let
realisable Activer, navnlig 825,000 Lstr. i 3pCt.'s Obligationer.
Disse Beholdninger have sat Staten istand til uopholderlig at
udvikle en saa stor Kraft og gjøre saa store Rustninger, som skeet
er, uden at komme i øieblik- kelig Pengeforlegenhed. I Forbindelse
dermed har Aaret naturlig- viis bragt sine Indtægter, og de løbende
Indtægter, tilligemed hvad der, som allerede tidligere bemærket, er
indkommet fra Hertugdøm- mene, have saaledes i Aarets 3 første
Qvartaler udgjort 7,800,000 Rbd. Det er imidlertid let at indsee, at
uagtet disse Beholdninger og disse Indtægter maatte der dog paa
Grund af den betydelige Kraft, der er udviklet i Krigen, medgaae
flere Penge. For at tilveiebringe disse har man blandt Andet optaget
i Banken temporaire Laan af ialt 850,000 Rbd. paa Statens Activer.
Ifølge den under 5te Juni ema- nerede Forordning om rentebærende
Creditbeviser er der dernæst, som bekjendt, udstedt 4 Millioner i
saadanne Creditbeviser, baserede paa den ved samme Anordning
udskrevne Krigsskat og sikkrede ved et Deposi- tum af lige Beløb af
Statens Activer. Endvidere ere nogle Statens egne Obligationer
realiserede, saaledes navnlig af 3 pCt.'s Obli- gationer et Beløb,
der har indbragt 1,314,000 Rbd. Endelig er der indleveret frivillig
af Sølv-Deposita til en Værdi af 135,000 Rbd., og ligeledes er der
indkommet mange frivillige Pengebidrag, hvilke imidlertid, uden at
passere igjennem Statskassen, umiddelbart ere an- vendte til
Krigsfornødenhederne, navnlig til Indkjøb af Geværer. Den hele
Indtægt i de 3 første Qvartaler, derunder indbefattet de ovenmeldte
extraordinaire Indtægter, har udgjort 14,127,000 Rbd., hvori
naturligviis Beholdningen ved Aarets Begyndelse ikke er med- regnet.
Til den civile Administration er for de 3 første Qvartaler udgivet
2,490,000 Rbd., til Sø-Militairetaten 1,424,000 Rbd. og til
Landetaten 6,318,000 Rbd. (desuden har Landetaten brugt af de
Summer, som ere indkomne fra den Comitee, der har været nedsat til
Modtagelsen af frivillige Bidrag, 300,000 Rbd. til Indkjøb af
Geværer). Statskassen havde herefter den lste October d. A. en dis-
ponibel contant Beholdning af c. 5 Millioner Rbd., derunder ind-
befattet Beholdniugerne ved Amtstuerne. Hiin Beholdning vil, for-
uden hvad der kan ventes at indkomme i October Qvartal, hvor- til
dog ei henregnes Indbetalinger paa den ved Fdgn. af 5te Juni d. A.
paabudne Krigsskat, da dette Beløb eller en lige Sum maa holdes i
Beredskab til Indløsningen af en Deel af Creditbeviserne i 11te Juni- Termin 1849, forstørstedelen medgaae til at afholde de
tilbagestaaende Udgifter i dette Aar, da der forestaaer flere
betydelige Udtællinger, saa- ledes til Statsgjeldens Forrentning og
Afbetaling omtrent 1,500,000 Rbd. Hvad jeg saaledes har anført,
troer jeg at være tilstrækkeligt til at vise, hvorledes den
finantsielle Status omtrent for Øjeblikket er.
Det næste Hovedpunkt er, med hvor store Kræfter vi kunne gaae det
kommende Aar imøde. Der vil vel fra indeværende Aar være en
Beholdning, men der er den Egenhed ved denne Beholdning, at den d.
31te Decbr. langtfra heel vil være i Kassen; de, som ere kjendte med
Skatte- og Regnskabsvæsenet, ville nemlig vide, at de Skatter, som
ere forfaldne for Aarets sidste Qvartal, ingenlunde alle indkomme in- den Nytaar, men først noget ind i det nye Aar. Jeg afseer derfor
aldeles fra denne Beholdning, som maa ansees ønskelig og uundværlig,
men som dog ikke kan komme i Beregning for det følgende Aar. Naar man da nu for det næste Aar opgjør Beregningen for Indtærgter og
Udgifter, maa man naturligviis udelade alle de Poster, som vedrøre
Hertugdømmerne. Dette er meget let at gjøre med Hensyn til Ind-
tægtsposterne, men det er ikke saa let med Hensyn til Udgiftsposterne, da der er mange af disse, der vedrøre baade Kongeriget og Hertug-
|
|
168
263 264
dømmene, men som dog foreløbigen maae udredes af hiint
alene. Dette gjælder saaledes om Alt, hvad der angaaer Civillisten,
Mini- steriets Gage, Udgifterne til Udenrigsministeriet, til
Consulat- og Handelsvæsen, fremdeles til almindelige
Statsindretninger og for den største Deel tillige Udgiften i
Anledning af Statsgjelden, idet den største Part af disse Udgifter
udredes af den danske Statskasse. Endvidere er der adskillige
Udgifter, som, skjøndt de for største Delen vedrøre Her- tugdømmene,
dog udredes af de her i Hovedstaden værende Kasser, f. Ex.
Pensioner, Vartpenge, Understøttelser til troe, flygtede Embeds-
mænd fra Hertugdømmene og til saadanne Embedsmænd, som egent- lig
høre til Hertugdømmene, men have deres Ophold her og ere blevne
deres Pligt troe. Udgifterne for Hertugdømmene kunne saa- ledes ikke
saa nøie skilles fra de Udgifter, der alene vedkomme Kon- geriget,
hvorimodd dette, som alt bemærket, vel kan skee med Hensyn til
Indtægterne. Disse sidste ville for Aaret 1849 for det egentlige
Danmark, efter sædvanlig Beregning, udgjøre omtrent 11,063,000 Rbd.,
i hvilket Beløb ikke er indbefattet, hvad der i bemeldte Aar vil ind- komme af den ved ovennævnte Anordning paabudne Krigsskat, ligesom
paa den anden Side ogsaa den hertil svarende Udgistspost, Indløsnin-
gen af Creditbevisernes Capitalbeløb, er udeladt af Udgifts-Budgettet. For dernæst at calculere, hvor meget Udgifterne ville beløbe, bliver det et Hovedspørgsmaal, som først maa afgjøres: have vi Krig eller Fred? Have vi Krig, da kan der naturligviis ikke være Spørgsmaal
om, med de sædvanlige Ressourcer at bringe Balance imellem Indtægt
og Udgift; der kan da kun blive Tale om, hvorledes man skal dække
Underbalancen, thi at en saadan maa fremkomme, er afgjorte. Hvis vi
derimod faae Fred, da er det en anden Sag. Vi staae imidlertid paa
et saadant Vendepunkt, at der er ligesaa megen Udsigt til Krig som
til Fred, og man maa derfor indrette Budgettet herefter, saa- ledes
at man er betænkt paa Alt; thi den Mand vil fortryde, som tænker for
silde.
Som alt bemærket, vil Indtægten efter den Maade, hvorpaa jeg har
opgjort den, udgjøre 11,063,000 Rbd., hvorimodd Udgiften maa
beregnes til c. 21,598,000 Rbd., og der vil herefter altsaa blive en
Underbalance af omtrent 10½ Million, der ene og alene vil være
fremkaldt ved Krigsomkostningerne, idet nemlig de øvrige Udgiftsposter (hvorunder iøvrigt ikke er medtaget saadanne, som, om de end tid-
ligere have været bevilgede, dog ikke ansees for uopsættelig nødven-
dige, saasom Forskud til en Daareanstalts Opførelse i Jylland, Udgift til Fortsættelsen af Bygningerne paa Toldboden i Kjøbenhavn og til flere Bygningsarbeider, Forskud til at fremskynde de nye Hovedlande- veies Anlæg i Jylland, og saa fremdeles) ville kunne dækkes ved
Indtægterne. Det Beløb, som er calculeret at ville udfordres til
Landmilitairetaten, udgjør ialt 10 Millioner, og til Søetaten er an-
slaaet at ville medgaae i det Hele c. 2 Millioner.
Naar der nu spørges, hvad der er at gjøre for at tilveiebringe de
Ressourcer, som ville udfordres til at dække den nævnte Under-
balance, som vil opstaae, naar Danmarks Ære skal haandhæves ved
Krig, da frembyder der sig i saa Henseende tre Veie: deels Realisa-
tion af Statskassens Activer, deels Udskrivning af yder- ligere
Krigskat og deels endelig Optagelsen af et Laan; alle disse tre Veie
maae følges, thi ingen af dem vil hver for sig være tilstrækkelig
til at tilveiebringe de betydelige Summer, der udkræves.
Hvad da for det første Statskassens Activer angaaer, da bestaae
disse deels i Panteobligationer, deels i Eiendomme, deels i
offentlige Papirer. Af Panteobligationerne er et Beløb af 4 Mll-
lioner stillet til Sikkerhed for de udstedte Creditbeviser; de gjøre
alt- saa deres Tjeneste for Øjeblikket, og de kunne ikke drages
tilbage, saa- længe de staae som Sikkerhed for disse Beviser.
Desuden ere de, saa sikkre og gode de end ere, dog ingen Ressource,
som man kunde ønske paa eengang at gjøre disponibel, da det vilde
udbrede Ødelæggelse trindt om i Landet, dersom Staten vilde inddrive
sin Gjeld hos sine Debitorer. Af de Activer dernæst, som bestaae i
Eiendomme, er en stor Deel af den Beskaffenhed, at de paa faa
Undtagelser nær ikke kunne realiseres, idet de nemlig tildeels ere
Etablissementer, der mu- ligen vel ved forefaldende Leiligheder
kunde sælges, men som dog under de nærværende Omstændigheder aldrig
kunne udbringe et con- tant Beløb, svarende til deres Værdi, og
saaledes væsentligen kun vilde kunne converteres til et
Obligations-Activ. Det tredie Slags Activer ere offentlige Papirer.
Med Hensyn til disse tillod jeg mig ved Begyndelsen af mit Foredrag
at nævne, at Staten var i Besiddelse af en stor Deel, fornemmelig
3pCt.'s, Obsigationer. Jeg behøver ikke at bemærke, at dette er en
Classe af Papirer, som kan realiseres, men en saadan Realisation bør
imidlertid ikke forceres, skjøndt det forresten er en Ressource, som
jeg troer, bør benyttes, og under nogenledes heldige Conjuncturer
antager jeg, at der paa den Maade vil kunne tilveiebringes 2
Millioner.
Den anden Indtægts-Ressource er en Udskrivning af en yderligere
Krigsskat. Det kunde ved første Øiekast synes, at det vilde være det
Simpleste, at de ifølge Frdgn. af 5te Juni d. A. ud- givne
Creditbevisers Indløsning, der er bestemt at skulle foregaae i 11te
Juni og 11te December Terminer 1849 og 11te Juni Termin 1850, hver
Gang med ⅓ blev udsat til de 3 paafølgende Terminer, imod at
Krigsskatten forlængedes for en tilsvarende Tid, thi da vilde altsaa
den Krigsskat, som i indeværende og næste Aar skal erlægges til
Creditbevisernes Indløsning og som beløber sig til 4 Millioner,
blive til Disposition. Det vilde vvistnok ogsaa for Finantsernes og
Skatteydernes Vedkommende være gavnligt, hvis dette kunde lade sig
gjøre; men jeg skal dog derimod bemærke, at det vilde være et meget
betænkeligt Skridt, for det Første for Ihændeha- verne af
Creditbeviserne, thi det er jo klart, at disses Priis vilde
deterioreres og deres Credit nedsættes, og dernæst ogsaa for Staten,
for hvilken det, i Særdeleshed paa en Tid, da den selv trænger til
Credit, maa være en Pligt at holde sine Løfter ubrødeligen, og derfor ogsaa, naar den har forbundet sig til at indløse hine Beviser til en vis Tid, at opfylde dette. Om nogen Udsættelse af Creditbevisernes Indløsning antager jeg saaledes ikke, at der kan blive Spørgsmaal. Derimod mener jeg, at der vel kunde slaffes em Ressource tilveie
derved, at der, naar 1/3 af Creditbeviserne er i næste Aars 11te Juni Termin indløst, udstededes istedetfor samme en ny Serie, som blev
at indløse i 11te December Termin 1850, og herved vandtes da c.
1,330,000 Rbd. Den Indvending, som kunde gjøres herimod, vilde være,
at da den nye Række af Creditbeviser først kunde indløses om to Aar,
medens de tilbageblivende ældre Creditbeviser have Ud- sigt til en
hurtigere Indløsning, saa vilde de nye Beviser blive af ringere
Værdi. Det er muligt, at dette vilde blive Tilfældeet, men det er
dog ogsaa muligt, at det ikke vilde blive saa, og i alt Fald vilde
man kunne hjælpe paa hiin Ulempe ved at sætte Renten af de nye
Beviser noget høiere, end for de ældre. Til Indløsningen af den nye
Serie af Creditbeviserne maatte da den ved Frdg. af 5te Juni d. A.
paabudne Krigskat forøges med ⅓ der væsentlig blev at fordele paa de
tvende første Qvartaler af 1850. (Fortsættes.) Trykt og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
169
265 266 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 34 Trettende Møde.
(Fortsat.)
Men ved Siden af denne, først i 1850 indtrædende, Forhøielse af
Krigsskatten, vil det, for hurtigen at skaffe de Ressourcer tilveie,
som udfordres,være nødvendigt ,strax i næste Aar at afkræve Landet
en yderligere Skat. Det har længe været omventileret, hvillen
Frem- gangsmaade der med Hensyn til Paabud af nye Skatter er den
hen- sigtsmæssigste, og der er i Theorien opstillet forskjelligee
Maader i saa Henseende. Da det imidlertid under nærværende
Omstændigheder gjæl- der om at vælge en Bei, som ikke medfører
formange practiske Ban- skeligheder, og som hurtigt kan føre til
Pengenes Tilveiebringelse, fore- kommer det mig, at man bør benytte
den Maalestok, man allerade har, og saaledes forhøie Krigsskatten.
Erfaring kan vel have lært, at denne Skat kan have sine Mangler, men
de i saa Henseende for- nødne Modificationer ville kunne blive gjort
gjældende ved den nye Skatteanordning, der vil blive
Rigsforsamlingen forelagt, dersom man er enig i den af mig udtalte
Anskuelse om Skattens Forhøielse. Den Sum, hvormed Skatten skulde
forhøies, har jes tænkt at kunne være Halvdelen af det nu paabudte
Beløb, og der vilde herved saa- lades indkomme omtrent 2 Millioner
Rbd.
Der er endnu en Skatte-Resfource, som der kunde blive Spørgs-
maal om. I en Række af Aar er der nemlig eftergivet i Landskat- ten
400,000 Rbd. aarlig, og man kunde nu sige, at det ligger nær
forhaanden, at disse for Fremtiden uden videre opkræves; de ere ikke
eftergivne i Almindelighed, men ikkun Aar for Aar, og man behøver
hereafter saaledes blot at tie med Hensyn til Eftergivelse af dem,saa forfalde de af sig selv. Det maa imidlertid bemærkes, at denne
Ressource, der, da Extrapaabudet efter Forordningen af 12te Januar
1827 af om- trent 60,000 Rbd. aarlig maatte, naar hine 400,000 Rbd.
opkrave- des, bortfalde, vilde udgjøre 340,000 Rbd., ikke vilde være
af særdeles Betydenhed, og derhos vilde ogsaa Byrden falde med et
ulige Beløb paa de forskjelligee Slags Hartkorn, medens man i et
Øiedlik som det nærværende netop maa føge det, der rammer Alle lige.
Summen vil og i sig selv forsvinde i Krigsskattens meget større
Beløb.
Gaaer man altsaa nu, i Henhold til det Foranførte, ud fra, at der
ved Realisation af Activer vil indkomme 2,000,000 Rbd., at Forhøielse af den nu paabudne Krigsskat med Halvdelen vil indbringe ligeledes 2,000,000 Rbd., og at der ved Udstedelsen af en ny Serie af
Creditbeviser vil vindes en Ressource af 1,330,000 Rbd., saa vil der
saaledes i det Hele kunne gjøres Regning paa en extraordinair
Indtægt af 5,330,000 Rbd., og der maatte da altsaa, efter hvad jeg
tidligere har yttret, endvidere gjøres Udvei til en contant Sum af
omtrent 5 Millioner Rbd. ved Optagelse af et Statslaan. Under de
nærværende Tidsomstændigheder har et saadant Laan hidtil ikke
directe været at erholde i Udlandet; om det vil kunne skee i den nær- meste Fremtid, er uvist, og det maatte derfor væsentligen føges i
Landet selv. At indbyde til Subskription til et saadant frivil- ligt
Laan vilde have den Ulempe, at man vilde være i Uvished om, hvor
stor Subskriptionen vilde blive. Jeg har derfor anseet det
rigtigere, strax at udfærdige Obligationerene for det fulde Beløb,
hvilke da bleve Statskassens Eiendom. Den kunde da efterhaanden, som
det behøvedes, sælge dem eller anvende dem som Hypothek for et
statslaan eller en temporair Credit, derson samme maatte være at
erholde, alt paa de for bemeldte Kasse mindst byrdefulde Vilkaar.
Navnligen kunde Afhændelsen af de Partier, som det var nødvendigt at
disponere over, skee efterhaanden paa den Maade, at inden- og
udenlandske Banquiers og Kapitalister efter offentlig Indbydelse
ind- give forseglede Tilbud, der indeholde, hvor stor en Sum og til
hvil- ken Priis de ville overtage samme, saaledes at strax
indbetales idet- mindste ⅓ og til samme Tid i hver paafølgende
Maaned de tvende andre Trediedele. De indkomne Sedler kunde derefter
under behørig Control aabnes og de fordeelagtigste Tilbud antages.
En lavere Rente af disse Obligationer end 5 pCt. vilde nu fortiden
neppe fremkalde tilstrækkelig Concurrence, og til Laanets
Amortisation kunde vel bestemmes ½ pCt. af dets oprindelige Beløb
med Tillæg af den efterhaanden ved Obligationernes Indløsning
besparede Rente. For saameget mere at betrygge Deeltagerne i Laanet
for Rentens og Af- dragets nøiagtige Erlæggelse kunde Staten,
saalænge indtil Laanet ganske var indfriet, fraskrive sig saa stor
en Deel of Landskatten og Gammelskatten, som til saadant Øiemed
vilde udfordres, og denne Deel kunde, aldeles afsondret fra
Statskassens Indtægter, overdrages til Nationalbaken med samme Ret
som de Banken tillagte Renter af Bankhæftelserne i Jorder og Tiender
i Danmark, med Fortrinsret umiddelbart efter disse, imod at Banken,
uden dog at paatage sig nogen Garanti for Laanet, beførgede
Forrentningen og Amortisatio- nen; Baløbet maatte da umiddelbart fra
Oppebørselsbetjentene indesendes til Banken. Dennes forenede
Bestyrelse har ogsaa erklæret sig villig til at gaae ind herpaa
under saadanne Bestemmelser, hvorom man nærmere maatte forenes.— Med
Hensyn til Uvisheden om, hvor stort Netto- prøvenuet vilde blive ved
Obligationernes Afhændelse, og at disse, dersom de alene skulde
benyttes som Hypothek for et Statslaan eller en temporair Credit,
maatte lyde paa en noget høiere Sum end Laanet udgjorde, maa jeg
iøvrigt ansee det for rigtigst, at Obligatio- nerne blive udstedte
udstedte for et Beløb af ialt 6 Millioner Rbd. Den aarlige
Forrentnings- og Amortisationssum, der blev at overdrage til Banken
, vilde da udgjøre 330,000 Rbd.
Hans Majestæt Kongen har jeg allerunderdanigst meddeelt de
Anskuelser, som jeg nu har tilladt mig at fremsætte for den ærede
Forsamling, og Allerhøistsamme har derefter bemyndiget mig til at
forelægge dem for Forsamlingen til derover at yttre sig; i Tilfældee
af, at den maatte være enig i samme, ville de i denne Henseende
videre fornødne Foranstaltninger med Hensyn til Forelæggelsen af
Lovudkast blive trufne. Mine Forslag ere da følgende:
1) Af de Statskassen tilhørende Obligationer til det danste 3 pCt.’s Laan i London føges realiseret et Beløb, der kan indbringe
omtrent 2 Millioner Rbd.
2) Den ved Forordningen af 5te Juni 1848 paabudne Krigsskat
forhøies med en Halvdeel eller omtrent 2 Millioner Rbd., saa- ledes
at det forøgede Skattebeløb, yvad Hartkornsskatten, Byg-
ningsafgiften, Afkortningen i Gager, Apanager, Pensioner m. v. samt
Næringsskatten, angaaer, erlægges med Halvden den 1 ste Januar og 1
ste April 1849; Afkortningen i Renten af kongl. og offentlige
Obligationer skeer halvt i 11te Juni og halvt i 11te December 1849
og Forhøielsen i Told-og Consumtions- Intraderne reguleres paa
hensigtsmæssigft Maade til at ind- Komme i Løbet af 1849.
3) Samtidigt, med at den første Trediedeel af de i Følge Forord-
Ningen af 5te Juni 1848 udsærdigede Creditbeviser i 11te Juni 1849
indløses, udfærdiges et nyt Beløb i disse Creditbeviser af 1,330,000
Rbd., der bærer en Rente fra samme Termin af 11/5 Skilling dagligen
af 100 Rbd. og indløses i 11te December Termin 1850, imod at det for
de indløste Creditbeviser stillede Hypothek forbliver til Sikkerhed
for de nye udstedte hos Con- |
|
170
267 268
trol-Comiteen, som bemyndiges til at varetage det
Offentliges Tarv med Hensyn till de nye Creditbeviser paa samme
Maade som ved de ældre Beviser, ligesom Bankens Minde maatte
søges erhvervet til disse nye Creditbevisers Modtagelse i
Krigsskatten. Til Indløsning af dette nye Beløb af Creditbeviserne
forøges den ved nysnævnte Forordning oprindeligen paabudne
Krigsskat endvidere med en Trediedeel,der erlægges i Løbet af det
første Halvaar 1850.
4) Der udfærdiges Statsobligationer til et Beløb af 6 Millioner
Rbd., hvilke blive Statskassens Eiendom, saaledes at den, naar det
til Krigsudgifterne behøves, kan afhænde dem, navnligen ved
offentligen at indbyde Enhver til at indgive forseglede Til- bud om
Kjøbet, hvilke derefter under behørig Control kunde aabnes, eller
andende dem som Hypothek for et Statslaan eller en temporair Credit,
Alt under følgende Betingelser: a) Obligationerne bære 5 pCt.’s
Rente fra 11te December 1848 at regne; b) ½ pCt. af denne
Gjelds oprindelige Beløb, tilligemed den efterhaanden ved
Obligationernes Indløsning besparede Rente, anvendes til
halvaarligen, første Gang i 11te Juni 1850, efter forudgaaet
offentlig Lodtrækning, at indfrie et tilsva- rende Beløb af de
udstedte Obligationer med deres fulde paa- lydende Summer, dog saa,
at Afdragssummen kan forøges og hele Restbeløbet, efter forudgaaet
Opsigelse, bekjendtgjort i Kjøbenhavns Adresseavis og den Berlingste
Tidende, med 3 Maaneders Barsel, indfries til en af de aarlige
Rente- terminer. c) Til yderligere Betryggelse for Rentens og
Afdragets nøi- agtige Erlæggelse fraskriver Statskassen sig,
saalænge ind- til fornævnte Obligationer ere indfriede, saa stor en
Deel af Landskatten og Gammelskatten, som behøves til hiint Øie- med. Denne Deel reparteret paa hvert af Kongerigets
Amtstuedistricter i Forhold til den under hvert især hørende
Landskat og Gammelskat, overdrages Nationalbanken med samme i Jorder
og Tiender i Danmark, med Fortrinsret fremfor Statskassens Intrader
hos samtlige Amtstuedistric- tets Ydere næstester
Bankhæftelsesrenterne,og blicer saa- ledes forlods og umiddelbart af
Oppebørselsbetjentene at indsende til Banken, imod at denne uden dog
at overtage nogen Garanti for Gjelden, efter nærmere
Overeenskomst med samme besørger Laanets Forrentning og
Amortisation og erstattes de Udgifter, som denne Forretnings
Udførelse maatte føraarsage Banken.
Det er saaledes, jeg troer at have løft det Problem, at skaffe de
for- nødne Pengemidler tilveie; dette vil vvistnok være forbundet
med store Opoffrelser, men det er ogsaa forudsat, at det skeer til
et betydeligt Øiemeds Opnaaelse.
Formanden: Jeg anseer det utvivlsom t, at
Forsamlingen vil tage denne Meddelelse,denne Beretning og de dertil
knyttede Forslag under Behandling. Der vil altsaa, saavidt jeg
skjønner,kun vare Spørgsmaal, om Sagan skal henvises til
Afdelingerne,eller om der skal nedsættes en særegen Comitee til
Sagens Overveielse. Det fore- kommer mig, at Sagen meest egner sig
til at overgives til Bahand- ling af en særegen Comitee. Jeg maa
imidlertid opfordre Forsam- lingens Medlemmer til derom at yttre
sig.
Algreen-Ussing:Den Sag, som her foreligger,
forekommer mig at være af saa stor Bigtighed, at jeg vil
foreslaae,at den først gaaer til Afdelingerne.
Bang:Jeg tillader mig at understøtte dette
Forslag, saameget mere som selve Sagens Beskaffenhed gjør det
ønskeligt, at der i Af- delingerne kan gives Leilighed til at oplyse
forskellige Ting, der ellers let kunne fremkalde Misforstaaelse hos
de Medlemmer, der ikke ere synderligt vande til at beskjæftige sig
med finantsielle Forhold. Da det derefter sattes under Afstemning,
bestemte Forsam- lingen sig med 125 Stemmer mod 16 for Sagens
Henviisning til Afdelingerne.
Formanden opfordrede derpaa Forsamlingen til
at yttre sig
angaaende hvor mange Medlemmer Comiteen skulde bestaae af, og om
denne blot skulde vælges af Afdelingerne eller forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen.
Krieger: Jeg tillader mig at foreslaae, at
Udvalget kommer til at bestaae af 5 Medlemmer, valgte igjennem
Afvelingerne, og 4 fritvalgte. Sagan er af den Natur, at man maa
ønske at kunne forstærke Afdelingsvalgene ved særskilt valgte
Medlemmer. Der- imod kan jeg ikke finde det hensigtsmæssigt at gjøre
Comiteen meget stor (endskjøndt der fra en vis Side kunde tale meget
derfor),navnlig ikke, at der skulde vælges 2 Medlemmer af hver
Afdeling og 5 ved frit Valg.
Frølund: Jeg foreslaaer, at Udvalget kommer
til at bestaae af 15,2 valgte gjennem hver Afdeling, foruden 5 frit
valgte.
David: Jeg tillader mig at understøtte dette
sidste Forslag,og jeg skal navnlig gjøre opmærksom paa, at der ikke
blot her er Tale om Burderingen af en Finantsplan i Almindelighed,
men at der ogsaa er Tale om Modaliteten ved en vis Skat, hvilket
gjør det nødvendigt, at der i Comiteen findes Mænd, som ere
bekjendte med de forstjeliige Skatteyderes Kaar og Stilling. Hvis
man nu ind- skænkede Tallest altfor meget,og naar man navnlig holdt
sig til dem, som kunde bedømme Sagen i det Hele, kunde man let
komme til at savne hiin bestemte Kundskab i forskjelligee Retninger
til Skatte- ydernes Kaar og Stilling. Af denne Grund maa jeg ansee
det vig- tigt, at Comiteen kommer til at bestaae af 15, 2 valgte af
hver Af- deling og 5 frit valgte.
Bang: Ogsaa jeg var i Begyndelsen tilbøielig
til at stemme for det af den ærede Rigsdagsmand for Kjøge (Krieger)
gjorte Forslag angaaende Comiteens Sammensætning, men den Be
tragtning, som den sidste ærede Taler har gjort gjældende, har be-
væget mig til at slutte mig til hans Forslag.
Ved den derefter foretagne Afstemning erkærede Forsamlingen sig
med 116 Stemmer, mod 16 for, at Udvalget skulde bestaae af 15
Medlemmer, 2 valgte af yver Afdeling og 5 frit valgte af hele
Forsamlingen.
Justitsministeren fremlagde derefter Udkast
til en For- ordning om almindeling Værnepligt for Kongeriget
Danmark.
Dette Udkast er saalydende: 1 ste
Capitel. Almindelige Bestemmelser.
§ 1. Alle i Bort Kongerige Danmark indfødte
Mandspersoner og de, der ifølge Indfødsretten ere at ansee lige med
disse, skulle, uden Hensyn til Stand eller Herkomst, være
Værnepligten underkastede, forsaavidt de have den dertil fornødne
Tjenstdygtighed og ere i den Alder, at Tjeneste kan affordes dem.
Den samme Forpligtelse paahviler ogsaa Udlændinge, der have
erhvervet fast Hjem her i Riget,forsaavidt ingen Convention med en
fremmed Stat eller noget undersaatligt Forhold til en saadan maatte
være til Hinder derfor. § 2. Den de almindelige
Regler, hvorefter Værnepligten bliver at ordne, ikke finde
Anvendelse paa Island,Færøerne eller Bore Colonier uden- for Europa,
blive de der fødte Mandspersoner, naar de siden maatte tage Ophold
nogetsteds i Vort Kongerige Danmark i denne Hen- seende at behandle
ligesom Udlændinge. § 3. Skjøndt Vort Land
Bornholm har sit færegne Forsvarsvæsen, saa ville dog de, der ere
fødte sammesteds, være den fædvanlige Værne- pligt underkastede,
saafremt de tage Ophold noget andet Step i Dan- mark i en saadan
Alder, at Værnepligtens Opfyldelse endnu kan fordres, § 4 De, der hidtil have været fritagne for Værnepligt, hvad
enten saadan Frihed er grundet paa Fødsel eller først senere er
erhvervet, |
|
171
269 270
uavnlig ved Indbetaling af en Kjendelse til Landmilitie-Fonden eller Sø-Indrulleringsfonden, skulle, forsaavidt de ere fødte i Aaret 1826 eller senere, være Værnepligten underkastede lige med den hidtil-
værende værnepligtige Befolkning.
Naar Nogen, der i Henhold til den tidligere Lovgivning er bleven
fritagen ved Indbetaling af en Kjendelse, skulde blive udskreven til
activ Tjeneste, bliver den erlagte Kjendelse at tilbagebetale ham,
saafremt den er bleven indbetalt forinden Emanationen af Placaterne
af 10de og 27de Juli 1846. § 5. De derimod, som
ere fødte forinden den 1ste Januar 1826, for- blive i Besiddelse af
den tidligere erhvervede Frihed; dog at de, som i Henhold til Vor
Anordning af 23de September sidstleden maatte extraordinairt
udskrives i Anledning af den nærværende Krig, blive pligtige at
udføre den Tjeneste, hvortil de ere udskrevne, saalænge de
bestaaende Krigsforhold maatte gjøre det nødvendigt. §
6. Enhver, som har modtaget den geistlige Ordination, er fritagen for al Krigstjeneste og udslettes af Rullen. §
7. Alle de, som ere dømte paa Æren eller have lidt Straf af of- fentligt Arbeide, ville, som uværdige til at tjene i Vor Armee eller paa Vor Flaade, være at udelukke af samme, dog nden at de derfor
fritages for i fornødent Fald at anvendes ved særlige Arbeidscom-
mandoer og deslige, i hvilket Øiemed de forblive staaende i Rullen,
indtif de opnaae den Alder, med hvikken Værnepligten i Almindelighed
ophører. § 8. Ved Anvendelsen af de Bestemmelser
i nærværende Forordning, hvorefter Rettigheder og Forpligtelser
beroe paa en vis Alder, bliver stedse kun at tage Hensyn til den
saakaldte „Lægdsrulle-Alder“, Aaret beregnet fra 1ste Januar til
31te December. § 9. Enhver Mandsperson bliver,
saasnart han er confirmeret, at indføre i Lægdsrullen, til hvilken
Ende Sognepræsten har at gjøre behørig Anmeldelse om de confirmerede
Drenge.
De, der paa den Tid, nærværende Anordning træder i Kraft, alt ere
confirmerede, men ei endnu have opnaaet 23 Aars Alderen, have i
Løbet af Januar Maaned næste Aar at anmelde sig hos ved- kommende
Lægdsforstander for at optages i Lægdsrullen paa det Sted, hvor de
til den Tid have fast Ophold, og til den Ende at fremlægge
Døbeattest eller andet lovligt Beviis for deres Alder. Om Anmel-
delsen meddeles den Paagjældende et Beviis uden Betaling, hvormed
han siden har at legitimere sig. De, der forsømme saaledes at an-
melde sig inden den anførte Tid, blive ved Politiretten at ansee med
en Mulct af 5 Rbd., hvilken Mulct gjentages for hvert af de paa-
følgende Aar, Anmeldelsen forsømmes, indtil de Paagjældende skulle
møde for Sessionen.
Under samme Mulct skulle Bekjendere af andre Confessioner end den
evangelisk-lutherske og reformeerte anmeldes for Lægdsforstanderen,
for at indføres i Rullen, naar de fylde det 15de Aar.
Den samme Forpligtelse paalægges fremdeles Fremmede, som nedsætte
sig her i Riget, saavel med Hensyn til deres Børn som til dem selv,
forsaavidt de ere i det i § 1 omhandlede Tilfældee og ei endnu have
opnaaet den Alder, hvormed Værnepligten aldeles ophører.
De hidtil for Værnepligten fritagne Mandspersoner, som ere fødte
i Aaret 1826 og saaledes staae for Udskrivning paa den første
Session, ville, saafremt de ikke have anmeldt sig til den angivne Tid eller i alt Fald forinden Sessionens Afholdelse, være at udskrive
forlods. § 10. Værnepligten opfyldes enten i
Vor Land-Armee eller i Vor Sø- Tjeneste, i Overeensstemmelse med de
Regler, som indeholdes i det Følgende. 2det Capitel. Om Land-Krigstjenesten.
§ 11 Udskrivningen til den staaende Hær skeer paa
aarlige Sessioner
i Overeensstemmelse med de Forskrifter, som nu ere eller i Fremtiden maatte blive givne. § 12. Med 22 Aars
Alderen indtræder den almindelige Forpligtelse til Udskrivnig til
Landkrigstjenesten, til hvilken Ende i Reglen enhver
Landværnepligtig har personlig at Fremstille sig for Sessionen til Be- dømmelse og Behandling, i Overeensstemmelse med de i saa Heenseende foreskrevne Regler. § 13. For den almindelig
anordnede Undersøgelse af Sessionslægerne blive de at fritage, som
selv anmelde sig som fuldkommen tjenstdygtige og derom medbringe en
autoriseret Læges Attest. § 14. De, som ved
dette Møde befindes at have saadanne Svagheder eller Mangler, der
gjøre dem aldeles uskikkede til al Krigstjeneste, og som ei kunne
ventes senere at blive hævede, har Sessionen strax at udslette af
Rullen og at meddele Fripas. § 15. De, der med
22 Aars Alderen ei endnu defindes at have en Høide af 61 Tommer,
eller den fornødne Legemsdygtighed, eller som lide af nogen Svaghed
eller Legemsfeil, der antages at kunne hæves, og som af den Grund
forbigaaes ved Udskrivningen, have atter at møde med 23 Aars
Alderen, og, hvis de da findes at være i lige Tilfældee, med 24Aars
Alderen. Befindes de da at være tjenstdygtige, behandles de lige med
det 22-aarige Mandskab. Men de, som ei endnu til den Tid findes at
være tjenstdygtige til den staaende Hær, blive enten at udslette af
Rullen, saafremt de findes uskikkede til al Krigstjeneste, eller,
forsaavidt de maatte findes brugbare til anden militair Tjeneste, at
behandle i Overeensstemmelse med § 32. § 16. I
Fredstid kan Enhver, naar han med den sædvanlige Udskriv- ningsalder
for Sessionen derom fremsætter eller lader fremsætte Be- gjering,
erholde Udsættelse med at behandles til Udskrivning for eet eller
flere Aar indtil hans 25de Aar.
Med Udløbet af den tilstaaede Frist har den Vedkommende per-
sonlig at fremstille sig og bliver da at behandle lige med de 22-aarige Værnepligtige.
Den, som da udebliver fra Sessionen, betragtes som forlods ud-
skreven, men saafremt Nogen ved senere Undersøgelse skulde besindes at være utjenstdygtig til Soldat, bliver han at tiltale ved Politiretten
til at erlægge en Mulct af 20 Rbd., som tilfalder Fattigvæsenet. § 17. Det tillades Enhver, som ei har opnaaet
Udskrivningsalderen, men er 18 Aar eller derover, at indtræde i den
staaende Hær som Menig paa de sædvanlige Vilkaar, forsaavidt han har
det fornødne Maal og ellers er fuldkommen tjenstdygtig.
Dog kan den Værnepligtige først med det 21de Aars Alder, naar han
saaledes anmelder sig for Sessionen, stedes til Lodtrækning og
behandles lige med det 22-aarige Mandskab. § 18. Overhovedet tillades det unge Mennesker, som have opnaaet 18 Aars
Alderen og have paataget sig 8 Aars stadig Tjeneste i Hæren i
Underofficeers-Klassen eller som Menige, paa denne Maade at ud-
tjene deres Værnepligt; men den Tid, i hvilken Nogen alt forinden
det 18de Aar maatte have været ansat i saadan Stilling, skal ikke i
denne Henseende kunne komme ham tilgode.
Skulde den Paagjældende udtræde af sin Stilling forinden han har
gjort de 8 Aars Tjeneste, bliver han, hvis han har tjent 5 Aar eller
derover, at overføre til Forstærkningen, men i modsat Fald at
behandle lige med de 22-aarige Værnepligtige. §
19. Der udskrives aarlig saa meget Mandskab, som Loven
fastsætter. Fordelingen paa de forskjelligee Udskrivningsdistricter
skeer i Forhold til det Antal af tjenstdygtigt Mandskab, der ifølge
de paa Sessionen er- holdte Oplysninger staaer for Udskrivning. Det
udskrevne Mandskab benyttes i Overeensstemmelse med Armeens
Organisationsplan. § 20. Af det tjenstdygtige
Mandskab, der staaer for Udskrivning, anta- |
|
172
271 272
ges først de, som frivillig melde sig for at forrette
Tjeneste paa de sædvanlige Vilkaar. § 21.
Forsaavidt den tjenstdygtige Udskrivningsmasse er større end det
Antal, som skal udskrives, bliver det at afgjøre ved Lodtrækning mel- lem de Paagjældende, hvo der strox skal udskrives og hvo der skal
forbigaaes indtil videre.
Lodtrækningen indrettes saaledes, at der for hele Udskrivnings-
districtet trækkes Nummere fra Nr. 1 opad. De, der erholde de lavere
Nummere, udskrives fremfor dem, der erholde de høiere Nummere. Hver
Mand er berettiget til selv at udtage sit Nummer, For dem, der for
Sessionen anmelde og behørig godtgjøre at være forhindrede fra at
møde paa Grund af Sygdom eller andet lovligt Forfald, som Sessionen
har at bedømme, trækkes Lod af Lægdsmanden. § 22. Den, der paa Grund af sit udtrukne høiere Nummer ei strax udtages
til Soldat, skal dog være pligtig, om fornødent, at under- kastes
Vaabenøvelse og bliver at betragte som overcomplet Soldat, saaledes
at han i Løbet af Aaret indtil næste Sessions Afholodelse kan
indkaldes til Dækning af opstaaede Vacancer. De, der et saaledes i
Løbet af Aaret ere blevne anvendte, ansættes paa næste Session i
Forstærkningen, men kunue dog indtil de have fyldt det 24de Aar
underkastes Udskrivning til den staaende Hær, saafremt det 22-aarige
Mandskab ikke maatte være tilstrækketigt til den bestemte Udskrivning. I saadant Tilfældee anvendes den yngre Aldersclasse sremfor den
ældre. For dem, der saaledes senere udtages, beregnes Tjenestetiden
ligesom for den Aldersclasse, med hvilken de have mødt til Lod-
trækning.
Efter det fyldte 24de Aar kan saadant Mandskab i Fredstid ikke
mere udskrives. § 23. De, som uden lovligt
Forfatd udeblive fra den Session, hvor de skulde behandles til
Udskrivning, blive paa den følgende Session at udskrive forlods,
saafremt de befindes tjenstdygtige, men i modsat Fald at ansee med
en Mulct af 20 Rbdlr., som dicteres af Sessionen og tilfalder
Landmilitieforden.
Den, som uden lovligt Forfald ogsaa udebliver anden Gang fra
Sessionen, skal, naar han antræffes inden den paafølgende Session og
befindes tjenstdygtig, afgives til vedkommende Troppeagfrling til 4
Aard stadig Garnisons-Tjeneste; men besindes han at være utjenst-
dygtig, ansees han med en Mulct af 40 Rbdlr. til Landmilitie-
fonden.
Antræffes han ikke forinden den 3die Session, og han heller ikke
selv fremstiller sig for samme, skal han ansees som den, der forsætlig søger at unddrage sig Værnepligtens Opfyldelse. Der bliver da at
lægge Beslag paa - den Formue, som han maatte besidde eller erhverve
her i Landet, indtil han antræffes, eller hans Formue paa Grund af
hans Død eller ifølge de i Forordningen af 11te September 1839
foreskrevne Regler tilfalder hans Arvinger. Antræffes han, inden han
fylder sit 30te Aar, skal han afgives til vedkommende Troppe-Afdeling til 4 Aars stadig Tjeneste, saafremt han befindes tjenstdygtig.
Befin- des han derimod ikke at være tjenstdygtig, eller han først
antræffes efter 30 Aars Alderen, bliver han at tiltale og idømme
Straf af Fængsel indtil 6 Maaneder. § 24.
Det udskrevne Mandskab har i Fredstid at forrette den Tjeneste, som
Armee-Organisationen og de gjældende Anordninger fastsætte. I
Krigstid udfører det den Tjeneste, som paalægges det i Statens
Tjeneste. § 25. Enhver, der er udskreven til
den staaende Hær og ei endnu er ansat til Tjeneste, er berettiget
til at stille for sig og til den Ende
selv at skaffe en anden Mand tilveie, som skal træde.i hans Sted.
Stillingen bliver forinden Mødetiden at berigtige for Sessionen, men
efter denne Tid alene for den paagjældende Troppeafdeling.
Den, som vil lade sig stille for en Anden, maa selv være frigjort
for Tjeneste ved den staaende Hær og endelig overført til Forstærk-
ningen.
Ingen maa dertil antages, som ei er fuldkommen tjenstdygtig,
saavel i Almindelighed, som i Særdeleshed til den Tjeneste, han ønsker at paatage sig. Han maa ei alene ikke have udstaaet nogen Straf,
der gjør ham uværdig til at tjene i Armeen, men han maa og til-
veiebringe fyldestgjørende Beviser for sit gode Forhold ved Attest fra vedkommende Øvrighed, i hvis Embedskreds han senest har havt fast
Ophold. Er den Paagjældende en udtjent Militair, har han at
fremlægge lignende Attest fra sin Escadrons- eller Compagni-Chef,
tilligemed Oplysning om, hvorvidt han er skikket til Tjenesten.
Ordentligviis maa ingen gift Mand, som ei er Underofficeer eller
en til samme Classe henhørende Militair, antages som Stillings-
mand. Heller ikke maa Nogen dertil antages med høiere Alder end 28
Aar, med mindre han har udtjent i den staaende Hær, i hvilket
Tilfældee han dog ei maa være over 32 Aar gammel. Fra denne sidste
Regel gjøres dog Undtagelse med Hensyn til udtjente Under- officerer
og andre i Classe med disse staaede Militaire, som kunne antages
indtil det 40de Aar, naar vedkommende Troppeafdeling ønsker at
beholdee dem og erklærer dem fuldkommen i Stand til at paatage sig
ny Tjeneste i den hele for Tjeneste i den staaende Hær be- stemte
Tid.
Stilleren bør fremdeles, som hidtil, være ansvarlig for den af
ham stillede Mand, indtil denne er mødt ved den paagjældendee Troppe- afdeling og af samme defunden tjenstdygtig, hvorom strax efter Mødet Underretning bør gives til Stilleren igjennem vedkommende Land- og Sø-Krigscommissair. Skulde den Stillede ei strax ved Mødet kunne
erklæres for fuldkommen tjenstdygtig, men heller ikke ansees ligefrem cassabel, skal paa lige Maade derom strax meddeles Stilleren Under- retning, men den Stillede skal dog kunne beholdees til Prøve i det Høieste i 4 Uger. Erklæres han heller ikke da for tjenstdygtig,
bliver derom uopholderlig at meddele Underretning til Stilleren, som
da til- holdes enten selv at møde eller igjen at stille en Anden, og
vil det beroe paa vedkommende Troppeafdelings Bestemmelse, om Mødet
skal finde Sted strax eller først med næste Hold Recrutter.
For dette Ansvar fritages imidlertid de, der stille udtjente Under- officerer og andre i Classe med disse staaende Militaire, der have erholdt Stillingstilladelse og endnu staae i fast Tjeneste. Den,
der har stillet for sig, overgaaer strax til Forstærkningen og
bliver at behandle lige med dem, der have udtjent ved den staaende
Hær.
Den, der allerede staaer i Tjenesten som Soldat, kan ikke stille
for sig uden særlig Tilladelse, som kun vil blive ham meddeelt, naar
den, der attraaes stillet, er fuldkommen vaabenøvet ved den samme
Vaabenart, og vil paatage sig eet Aars længere Tjeneste, end Stille-
ren har tilbage. § 26. Ønsker Nogen, som har
opnaaet 18 Aars Alderen, men ei endnu er endelig behandlet paa
Sessionen, at frigjøre sig for Krigstjeneste ved at stille for sig,
da kan han af Sessionen begjere sig forlods udskreven (§ 17) og
derefter stille en Mand overeensstemmende med de Regler, som
indeholdes i § 25. § 27. Nummerbytning kan skee
enten paa Sessionen eller for vedkom- mende Troppeafdeling, naar den
Mand, der ved Bytningen erholder det lavere Nummer, af Sessionen
eller Troppeafdelingen erkjendes at have de Egenskaber, som
udfordres for at kunne stilles for en Anden. (Fortsættes.) Trykt og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
173
273 274 1848 Beretning. Om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 35. Trettende Møde.
(Fortsat.)
§ 28. Ved Forstærkningen blive at ansætte:
a) de, som have udtjent ved den staaende Hær. Herfra undtages
imidlertid det mandskab, som i Henhold til § 18 frivillig har ladet
sig ansætte i Underofficeersclassen eller som Mening og have gjort 8
Aars stadig Tjeneste. I Krigstid kan dog Ingen forlange Affked fra
den staaende Hær, blot fordi han har tjent ved samme i den
foreskrevne Tid; men den vil kunne blive ham meddeelt, forsaavidt
For- holdene tillade, at hans Afgang strax erdtattes. b) de,
som ved Lodtrækningen have trukket de høiere Nummere og ikke i Løbet
af Aaret ere blevne indkaldte til Tjeneste (§ 22); c) de, som
have stillet for sig til den staaende Hæh og d) Udlændinge, som her
nedsætte sig og ere i en Alder af 24 Aar til 38 Aar. § 29. Det til Forstærkningen henhørende Mandskab, der ikke
først har tjent i Linien, skal være pligtigt til, naar forlanges, at
indfinde sig i de anordnede Exerceerskoler for at vaabenøves. Dette
Mandskab har i Fredstid ordentligviis ingen Tjeneste at forrette,
hvorimodd det har at møde ved de anordnede Mynstringer; men i
Krigstid anvendes det, forsaavidt fornødent gjøres, i
Overeensstemmelse med Armeeor- ganisationen, deels til Armeens
Forstærkning i Felten, deels til at forsyne Fæstningerne med de
fornødne Garnisoner. § 30. Naar Forstærkningen
i Krigstid eller andre overordentlige Til- fælde skal indkaldes
under Vaaben, bliver i Reglen den yngre Alders- classe at indkalde
fremfor den ældre. § 31. I Almindelighed skal
al Tjeneste ved Armeen for det udskrevne Mandskab ophøre med det
38te Aar, saa at de, der have opnaaet denne Alder, udslettes af
Rullen og erholde Afskedspas.
Herfra undtages dog de, der ved selv at bevirke Udsættelse med
Udskrivningen (§ 16) have foranledigeet, at de ei til deres 38te Aar
have udtjent den Tid af 16 Aar, hvori Enhver, hvem Værnepligten
paahviler, i Reglen er pligtig at tjene i den staaende Hær og For-
stærkningen tilsammen.
Fremdeles skal og den, som en Tid lang svigagtig har unddra- get
sig Værnepligten, udtjene sin fulde tjenestetid saavel i den staaende Hær som i Forstærkningen. § 32. De
Værnepligtige, som enten formedelst Mangel af det anord- nede
Soldatermaal eller paa Grund af nogen mindre betydelig Svag- hed
eller Legemsfeil ei ansees skikkede til at tjene i Linien eller For-
stærkningen, men paa den anden Side ei heller kunne erklæres for
aldeles utjenstdygtige, blive som hidtil at henføre til en særegen
Classe, hvoraf i Tilfældee af Krig det Mandskab bliver at udskrive,
som da maatte behøves ved Armeen til de der forefaldende
Forretninger, saa- som til at tjene som Trainkudske eller at
ansættes ved Depoter, La- zarether eller hvilketsomhelst andet
militairt Brug, hvortil de maatte findes skikkede.
I Reglen blive de Yngre at udtage fremfor de Ældre. Iøvrigt skal
det være de Værnepligtige, som ere udskrevne til
nogen Tjeneste af det ovennævnte Slags, tilladt at stille en anden
til samme Classe hørende ældre Værnepligtig, som ikke selv er
udskreven og af Sessionen dertil findes duelig.
I denne Classe bliver Mandskabet staaende indtil det 38te Aar,
hvorefter det udslettes af Rullen og erholder Fripas. § 33. Jhvorvel Forpligtelsen til at tjenn i Armeen i Reglen
ophører med 38 Aars Alderen, vil dog Enhver, endog efterat han har
op- naaet denne Alder, være pligtig til, naar Fædrelandet udsættes
for fjendtligt Overfald, da, paa Opfordring af Os, eller af dem,
som af Os dertil ere bemyndigede, at gribe til Vaaben, for, saavidt
han formaaer, at medvirke til at afværge saadant Overfald, i
hvilken Henseende det vil have sit Forblivende ved den allerhøieste
Forordning af 3die Juni 1801. § 34 Den
Rigets Indvaanere saaledes paahvilende Værnepligt til Ar- meen skal,
saalænge de ikke ere indkaldte til Tjeneste, ei være dem til Hinder
i at tage Opheold, hvor de ville indenfor Rigets Grændser, dog at de
fra den Tid, de ere blevne optagne i Rullerne (§ 9), iagttage de
Regler, som i Forordningen af 10de Mai 1843 § 8 ere foreskrevne med
Hensyn til Flytning med Følgeseddel, hvilke Regler ogsaa skulle
komme til Anvendelse, om end Flytningen skeer fra eet Amts- district
til et andet.
Ligeledes skal det staae enhver Landværnepligtig frit for, naar han tager fast Ophold et andet Sted end det, hvor han er indført i Rul- len, at lade sig omvexle fra eet Udskrivningsdistrict til et andet. § 35. Landværnepligten skal i Reglen ikke være
Nogen til Hinder for at reise til Udlandet, naar han ikke derfor
forsømmer at opfylde de Forpligtelser, der ifølge de forestaaende
Bestemmelser paahvile ham i Henseende til Tjenestepligtens
Opfyldelse. § 36. Dog kan Ingen, som henhører
til den staaende Hær, reise ud af Riget uden dertil erhvervet
særskilt Tilladelse, som i Almindelighed kun vil blive meddeelt imod
behørig Caution og i Reglen ei kan ventes, saalænge der paahviler
den Vedkommende Forpligtelse til at forrette fast Tjeneste.
Det Samme gjælder om dem, der som Følge af de ved Lodtræk- ningen
erholdte høiere Nummere midlertidig ere forbigaaede, saalænge de i
Overeensstemmelse med § 22 kunne som overcomplette Soldater
indkaldes til Tjeneste ved den staaende Hær. § 37. Værnepligten skal ikke være Nogen til Hinder for at erhverve
Borgerskab i en Kjøbstad, hvilket dog paa den anden Side ingen
videre Indflydelse skal have paa de ham paahvilende militaire Tjeneste- pligter, end den, som omtales i Slutningen af § 38. § 38. Den Forpligtelse, som for Tiden paahviler Kjøbstadbeboerne
til at gjøre Tjeneste i vedkommende Kjøbstads Borgervæbning eller
Brand- og Politicorps, skal fremdeles vedblive, dog at saadan
Tjeneste ei kan affordres Nogen, der henhører til den staaende Hær,
med mindre Nødvendigheden maatte udkræve det.
Tjenesten i saadanne Corps bliver alene at betragte som en
Communalbyrde til Overholdelsen af den indre Orden og Sikkerhed i
Kjøbstaden, uden Hensyn til Værnepligten, til hvilken Ende slige
Corps alene skulle staae under den civile Øvrigheds Overbefaling.
Som Følge heraf skal der gives de nuværende Kjøbstad-Borgervæb-
|
|
174
275 276
ninnger en til dette Øiemed svarende Organisation,
forsaavidt det ikke allerede er skeet.
Dog skulle de borgerlige Corps i Vor Kongelige Residentsstad
Kjøbenhavn og øvrige faste Pladser fremdeles i Krigstid under Krigs-
bestyrelsens Befaling kunne anvendes til at imodstaae fjendtligt Over- fald, naar Byen angribes, og skulle derfor ogsaa i Fredstid staae
under Krigsbestyrelsens Tilsyn. Den Forpligtelse, som ifølge Regle-
mentet af 22de April 1829 § 2 paahviler Vort Livjægercorps til i
Krigstid at bruges paa hvilketsomhelst Sted inden Sjællands Grænd-
Ser, det maatte findes hensigtsmæssigt at anvende samme, skal for
Fremtiden bortfalde og Corpsets Forbindelse med Vor Armee ophøre.
Alle de, der ere ansatte ved de borgerlige Corps, skulle saa
længe være fritagne for at indkaldes til Armeens Forstærkning, om de
end ellers maatte henhøre til same, saavelsom for at kunne bruges
til saadan Tjeneste, som omhandles i § 32. 3die Capitel. Om Værnepligten i Henseende til
Søkrigstjenesten.
§ 39. Udskrivning til Sø-Krigstjenesten skeer paa
aarlige Sessioner blandt de til Sørullen henhørende Personer.
§ 40. Til Sørullen henhøre: 1) alle de
Værnepligtige, som fortiden ere optagne i Rullerne som Sølimiter; 2) alle de Kjøbstadbeboere, som hidtil, i Henhold til Forordningen af 8de Januar 1802 § 1, ere indførte i Sørullerne: 3) de
Aværnepligtige, som have erholdt Sø- eller Volontair-Patent.
Fremdeles blive dertil at henføre: 4) de af den hidtil for
Værnepligt fritagne Befolkning, der paa den Tid, nærværende
Anordnina træder i Kraft, opholder sig indenfor Grændserne af de
nuværende Sølimit-Districter, for- udsat at de ikke have opnaaet den
Alder, der i Henhold til § 5 fritager for at inddrages under
Værnepligten, og de heller ikke maatte foretrække at opfylde deres
Værnepligt i Landkrigs- tjenesten, hvilket skal staae dem frit
for; 5) alle de, der, uden at være Sø-Indrullerede, fortiden ere
ansatte i Sø-Etaten som Officerer eller i Etatens Divisioner,
eller som i Fremtiden maatte blive antagne i same; 6) disses
Sønner, saasnart de have opnaaet den Alder, der i Med- før af § 9
medfører Forpligtelse til at optages i Rullen, hvilket saavel
gjælder deres nuhavende Sønner, forsaavidt de ikke ere fødte
forinden den 1fte Januar 1826, som dem, der fremtidigen fødes
dem; 7) for Fremtiden alle de Værnepligtige, som opholder sig
indenfor Sølimitdiftricternes Grændser paa den Tid, de i Henhold til
§ 9 Skulle optages i Rullerne; og endelig 8) de
Landværnepligtige, som med særlig Tilladelse overføres til Sø-
rullen i Overeensstemmelse med de følgende Paragrapher. § 41. Naar en Landværnepligtig ønsker at overføres til Sørullen,
kan Sessionen, naar han derom melder sig, inden han har overskredet
18 Aars Alderen, til enhver Tid af Aaret meddele ham et Interins- patent til at fare tilsøes. Naar han er indtraadt i det 22de Aar,
skal han fremstille sig for Sessionen for at erholde en Charakteer an- gaaende sin Befarenhed. Erklæres han herved for „heel-“ eller „halv- befaren“ og vil blive ved Søfarten, meddeles ham strax Sø-Patent,
hvorefter han foranstaltes udsletter af Landrullen; men faaer han ikke een af hine Charakterer, eller han ikke mere vil fare til Søes, da
for- bliver han i Landrullen og behandles som henhørende til
samme. § 42. Enhver Landværnepligtig, der
endeligen er overgaaet til Forstærtk- ningen eller henhører til den
i § 32 omhandlede Classe af mindre Tjenstdygtige, og som ønsker at
beskjæftige sig med Søfart og Fiskeri, skal i Fredstid være
berettiget til at begjere sig overført til Sørullen. § 43. Bestemmelsen i Forordningen af 8de Januar 1802 § 1, at
Sønner
Af dem, der i Kjøbstæderne ernære sig ved Søfart, Lodseri eller
vidt- løftigt Friskeri, skulle henhøre til Sørullen, skal for
Fremtiden aldeles bortfalde. For kjøbstadfødte Personer, der ikke
allerede nu henhøre til Sørullen, vil Overførelse i same følgelig
kun skee i Overeensstem- melse med Reglerne i §§ 40, 41 og 42.
§ 44. Dersom nogen Søindrulleret ikke, inden han
indtræder i sit 22de Aar, har saaledes beskjæftiget sig med Søfart
og Fiskeri, at han kan oføres i Rullen i det Mindste som „Søvant”,
skal han behandles til Udskrivning til Landkrigstjenesten lige med
det 22-aarige Mandskab, og befindes han da tjenstdygtig, overgaaer
han til Landrullen.
De usøvante Sømiliter, som med 22 Aars Alderen ei befindes at
have den fornødne Høide og Legemsdygtighed til Landkrigstjenesten,
skulle, i Lighed med hvad i § 15 er foreskrevet for de Landværneplig- tige, fremdeles møde paa Sessionen med 23 Aars Alderen og i for-
nødent Fald med 24 Aars Alderen. Befindes de heller ikke da at have
den fornødne Tjenstdygtighed, blive de staaende i Sørullen som
„Usøvante“ indtil det 38te Aar.
Foranførte Bestemmelser skulle ogsaa bringes i Anvendelse paa De
Øer, hvis Beboere hidtil have været fritagne for at behandles til
Udskrivning til Landkrigstjenesten. § 45.
Enhver, der henhører til Sørullen, men ei ønsker at beskjæftige Sig
ved Søen, skal, indtil han fylder sit 18de Aar, eller, hvis han ikke
inden det 22de Aar er bleven udskreven til Søtjenesten, da indtil
denne Alder være berettiget til at begjere sig overført til Landrullen og derom af Sessionen at erholde et Beviis. §
46. De Søværnepligtige forblive i Sørullen indtil deres 50de Aar og henføres efter deres Alder tile en af de følgende 3 Afdelinger: 1) Ungdoms-Rullen, som omfatter det unge Mandskab fra
Indskrivningsalderen indtil det 17de Aar inclusive; 2 Hoved-Rullen,
hvortil henhøre alle Søværnepligtige fra det 18de til det 38te Aar
inclusive; og 3) Extra-Rullen, hvortil henføres alt det Mandskab,
der er over 38 Aar indtil 50 Aars Alderen, med hvilken Alder de
al- Deles udgaae af Rullerne. § 47.
Enhver Søværnepligtig har med 16 Aars Alderen og siden frem- Deles
aarlig at fremstille sig for Sesfionen, forsaavidt han ikke maatte
Være i Fart eller ved andet lovligt Forfald forhindret fra at møde.
§ 48. De, som ved det første eller et senere Møde
befindes at have saadanne Svagheder eller Mangler, der gjøre dem
uskikkede til al Sø- tjeneste og ei kunne ventes senere at blive
hævede, har Sessionen strax at udslette af Rullen og at meddele
Udygtighedspas. § 49. De derimod, som ei
saaledes findes egnede til at udslettes, men ei heller siden, og
senest med det 24de Aar, befindes at være af den Legemsdygtighed, at
de kunne udskrives til den egentlige Søtjeneste som Matroser,
saavelsom de, der ei til det 24de Aar ere blevne „Sø- vante“ og
heller ikke i Henhold til § 44 ere blevne udtagne til Sol- dater,
skulle under benævnelse af „Usøvante“ blive staaende i Sørullen til
det 38te Aar, for i paakommende Tilfældee at kunne i denne Egen-
skab udskrives til saadan Tjeneste, hvortil mindre Sødygtighed ud-
fordres. § 50. I Fredstid og naar ikke
overordentlige Udrustninger sinde Sted, Skal Udskrivning til
Orlogstjenesten ikkun skee af det Mandskab, der henhører til
Hovedrullen; men i Krigstid og til overordentlige Ud- rustninger kan
tillige Mandskabet i Ungdoms- og Extra-Rullerne udskrives.
§ 51. Fra den ellers almindelige, anordnede
Undersøgelse af Lægerne paa Sessionen blive de Søværnepligtige at
fritage, der selv anmelde sig som kuldkommen tjenstdygtige og derom
medbringe en autoriseret Læges Attest. |
|
175
277 278
§ 52. Ihvorvel Forpligtelsen til Udskrivning til
Vor Søtjeneste i Reg- Ien ophører med det 50de Aar, skal dog, naar
der i Krigstid maatte udgaae et saadant almindeligt Opbud, som
omhandles i § 33, En- hver, som forhen har staaet i Sørullen og
endnu era f den Alder og Legemskraft, at han kan deeltage i
Søforsvaret, være pligtig til at Udføre den Tjeneste, hvortil han
maatte blive ansat. § 53. I Fredstid tillades
det Enhver, der er udskreven som Søværne- pligtig, men endnu ei
udcommanderet til nogen bestemt Tjeneste, at stille en Anden af same
Befarenhed og Tjenstdygtighed for sig. En saadan Stilling gjælder
kun for eet Tog tog bliver at berigtige for Sessionen eller i alt
Fald for vedkommende Søkrigscommissair, Ind- rulleringschef eller
Hverving. Men den, der allerede er commande- ret til en vis
Tjeneste, kan ikke stille for sig uden sædeles Tilladelse af
Marineministeriet.
I Krigstid kan Stilling ikkun undtagelsesviis tilstedes ifølge
særdeles Tilladelse af vedkommende Ministerium.
Den, som har stillet for sig, betragtes, somom han havde udført
det Togt, hvortil han var udskreven, og kan ei i Løbet af det Aar
udskrives til nogen Søtjeneste, medmindre der senere maatte blive
paabuden en nderligere Udskrivning i det Omfang, at han ikke længer
kan forskaanes. Dog skal det Togt, hvortil han har stillet for sig, i ethvert Fald regnes ham tilgode.
Ingen maa antages som Stillingsmand, med mindre han er fuldkommen
tjenstdygtig til den Tjeneste, han vil paatage sig. Han maa ei alene
ikke have udstaaet nogen Straf, der gjør ham uværdig til at tjene
til Orlogs, men han maa ogsaa tilveiebringe fyldest- gjørende
Beviser for sit gode Forhold ved Attester fra dem, med hvilke han
har faret, eller fra vedkommende Øvrighed, i hvis Embedskres han
senest har havt fast Ophold. § 54. Den samme
Flytningsfrihed, som i Henhold til nærværende An- ordnings § 34
tilkommer de Landværnepligtige indenfor Rigets Grænd- ser, skal
ogsaa tilkomme dem, der henhøre til Sørullen. §
55. I Fredstid skal Værnepligten ikke være den Søindrullerede til Hinder for at reise til Udlandet eller tage Hyre med fremmede Na-
tioners Skibe; dog er han pligtig under Mulet af 10 Rbd. at an-
melde sin Afreise for Districtschefen, der meddeler ham Beviis for,
at Anmeldelsen er skeet. Naar den, der saaledes har været bortreist,
kommer tilbage her til Riget, har han under en lignende Mulet at
anmelde sig hos Districtschefen. § 56. I
Krigstid maae Søværnepligtige ikke tage Hyre med fremmede Nationers
Skibe eller forlade Landet uden ifølge særskilt Tilladelse af
vedkommende Ministerium.
For den Søvæarnepligtige, der i Krigstid, medens han henhører til
Ungdoms- eller Hovedrullen, uden særlig Tilladelse forlader Lan- det
eller tager Hyre paa fremmede Nationers Skibe, bliver den al-
mindelige Tjenestetid at forlænge ud over det 38te Aar, saaledes, at
den for hvert Aars uberettiget Fraværelse forlænges med eet Aar.
Naar nogen Søværnepligtig i den Tid, han er indkaldt til activ
Tjeneste, maatte af særdeles Grunde ønske at reise ud af Riget, da
Kan Tilladelse dertil kun gives af Marineministeriet. § 57. Iøvrigt vil det med Hensyn til Sø-Indrulleringsvæsenet have
sit Forblivende ved de nugjælende Bestemmelser, forsaavidt de ikke
ere blevne forandrede ved nærværende Forordning. § 58. Nærværende Forordning træder i Kraft den 1 ste Januar
1849.
I Anledning af det fremlagte Udkast bemærkede Justitsmini- fteren
følgende:
Da jeg har tilladt mig at lade omdele til Forsamlingens Med-
lemmer Eremplarer af det Udkast, som her forelægges dem, antager jeg
det ikke for nødvendigt at oplæse dette, hvis det ikke udtrykkeligen
maatte blive forlangt, og jeg skal derfor kun ledsage Udkastet med nogle faa Bemærkninger, navnlig angaaende de Hovedhensyn, som
Regjeringen har taget ved Udarbeidelsen af samme, og det Stand-
punkt, hvorfra man ønsker det betragte ved-Behandlingen i den høit-
ærede Forsamling.
Jeg maa da tillade mig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa
de særegne Forhold, hvorunder Udkastet er fremkommet. Det vil være i
Deres Erindring, at Sagen om almindelig Værnepligt allerede flere i
Eange har været under Forhandling i Provindsialstæn- derne. Baade i
1844 og 1846 blev der forelagt Udkast om denne Ejenstand, og man har
derved vundet et Erundlag til Bearbeidelsen af Sagen ved denne
Leilighed. Men det har naturligviis ikke kunnet undgaaes, at den
Forandring, der er indtraadt i Anskuelserne, den Udvikling, som alle
Forhold have modtaget, har maattet udøve en væsentlig Indflydelse
paa Bearbeidelsen af Sagen denne Gang. Be- arbeidelsen foregik nu
under Trykket af en Krig, af Omstændigheder, som ikke tillode at
lade Udkastet gjennemgaae en saadan længere Drøf- telse, som ellers
har været sædvanlig. Desuden maatte man være opmærksom paa, at der
ved den Forandring, som Udkastet medførte, ikke indtraadte
Forstyrrelser i de Hensyn der maatte tages for at tilveiebringe den
fornødne Styrke for Landkrigshæren og Sømagten, og en saadan
Forstyrrelse kunde let være blevet Følgen, hvis der var bleven
foretaget indgribende Forandringer i de reglementariske Be-
stemmelser, der hidtil have bestaaet. Man kunde nemlig troe, at det
med Udarbeidelsen af en Lov om almindelig Værnepligt forbundne
Arbeide ikke blev særdeles vanskeligt, naar man kun indskrænkede sig
til at almindeliggjøre Værnepligten, og i alt Fald foreskrive de
enkelte Bestemmelser, der maatte være nødvendige med Hensyn til
Recrutteringen, men derimod udelade alle reglemen- tariske
Bestemmelser, som staae i Forbindelse med Armee-Organisatio- nen og
Udskrivningen i det Hele. Men jeg skal derved strax tillade mig at
bemærke, at man, som ogsaa af Udkastets Bestemmelser vil sees,
ingenlunde kunde gjøre dette uden at det vilde medføre „en Forstyr-
relse“ i de bestaaende Forhold, da netop i de nu gjældende Anordnin-
ger til Bestemmelser om Værnepligten er knyttet en stor Masse
Bestemmelser, der nærmest maae betragtes som reglementariske og slet
ikke passé til de Forhold, der indtræde ved Værnepligtens Alminde-
liggjørelse. For at anføre et Exempel, skal jeg kun tillade mig at
nævne Indførelsen i Rullerne fra Fødselen af, som nu er overflødig
eller i alt Fald ikke nødvendig, de gjentagne møder for Sessionen,
som hidtil have fundet Sted, den hele Lodtrækningsmaade, der hidtil
har været brugt, idet Recrutterne maatte møde flere Gange for Ses-
sionen, og endelig den hele Tvang med Hensyn til Flytning, som
hidtil har bestaaet for de Værnepligtige. Alle disse Forhold har man
ikke kunnet lade uberørte, da de ældre Bestemmelser ikke passé for de nye Forhold, og derfor har man været nødt til at gaae ind paa en
stor Deel mere reglementariske Bestemmelser. Men uagtet man har
maattet gjøre dette, kan man dog ikke noksom vogte sig for at gjøre
Forsøg, som muligen i og for sig kunne være hensigtsmæssige, men
hvis Følger ikke lade sig oversee i Henseende til den Virkning, de
kunne have paa Landhærens og Sømagtens Forsyning med det for- nødne
Mandskab. Jeg sigter herved til den Forskjel, der hidtil har
bestaaet mellem de Landværnepligtige og Søværnepligtige, idet de sidste ere blevne udtagne af særegne Sølimitdistricter og opforte i en sær- egen Rulle, Sørullen. Denne Forskjel har man anseet det unndgaae-
lig nødvendigt at bibebolde ved Lovens Udarbeidelse, naar man ikke
vilde udsætte sig for at gjøre et voveligt Forsog, der kunde have de
beklageligste Følger for Flaadens Forsyning med Mandskab. Det maa
herved erindres, at til Søetaten udtages Mandskabet i en yngre Alder
og udskrives for en længere Periode end i Landetaten, og der er
derhos indrømmet og maa indrømmes Sølimiterne en langt større
Flytningsfrihed og endog Reisefrihed til Udlandet, da deres Livsbe-
skjæftigelse derved væsentlig betinges, og der udfordres aarligt Møde for vedkommende Autoritet, for at denne altid kan vide, hvor stort et Antal Matroser man kan regne paa i fornødent Fald. Alle disse
Bestemmelser passé derimod ikke paa de Landværnepligtige. Derfor har
man ogsaa bibeholdet den Forskjel mellem Land- og Søværne- pligtige
i Henseende til Districter og Ruller, som hidtil har bestaaet,
|
|
176
279 280
om end dette muligen maatte findes mindre
principmæssigt, naar de øvrige Forskjelligheder hævedes.
Efter disse Bemærkninger har jeg kun troet at burde antyde de
Hovedprinciper, der ere fulgte ved Udarbeidelsen af Udkastet. Man
har da for det Første gjort Værnepligt lig for alle Stænder og hævet
alle de Undtagelser, som efter de hidtil bestaaende Anordninger
fandt sted, og man har ikke heller anseet det for principmæssigt at
biberholde alle de, om ikke Undtagelser, saa dog Særegenheder, som
ved Sagens sidste Foretagelse i Provindsialstænderne bleve fore-
slaaede. Navnlig have vi saaledes ikke troet at burde gaae ind paa
den der foreslaaede kortere Tjenestetid for dem, der frivillig
meldte sig og vilde udtjene deres Værnepligt paa egen Bekostning,
ligesom man har troet det afvigende fra Principet, at Kjøbenhavn
beholdet sin egen Væbning og ikke blev behandlet som de øvrige
Indvaanere i Riget. Udvidelsen af Værnepligten er gjort til alle
dem, der hidtil have været fritagne, og denne Udvidelse begynder med
dem, som ikke endnu ere over 22 Aars Alderen (Lægdsrullealder), da
man deels derved opnaaer, at man kan begynde strax, da det er den
sædvanlige Udskrivningsalder, som fremdeles vil være det to og
tyvende Aar, og deels nærværende Lov slutter sig til Anordningen af
23de Septb. d. A. om en extraordinair Udskrivning af de hidtil
Ikkeværmeplig- tige, som skulde foretages blandt det 23, 24 og 25
aarige Mandskab. Men ved Siden af den nye Byrde, som ved
Værnepligtens Alminde- liggjørelse paalægges en stor Deel af Statens
Indvaanere, har man søgt at lette Trykket heraf, saavidt skee kunde
for dem Alle, og dette har man søgt at opnaae ved forskjelligee
Bestemmelser, som jeg nu kirtelig skal berøre. Efter § 9 vil
saaledes Indførelsen i Rullerne først skee med Confirmationsalderen
eller 15 Aars Alderen, istedetfor at det hid- til skulde skee strax
efter Fødselen. Fremdeles skal der, efter § 12, kun udfordres eet
Møde før Sessionen, istedetfor hidtil, som bekjendt, de
Værnepligtige skulde møde paa Sessionen ikke blot i det Aar, da Ud-
skrivningen finder Sted, men desuden ved en foregaaende Session, for
at deres Tjenstdygtighed kunde afgjøres. For at undgaae de hyppige
Møder har man indført et nyt Lodtrækningssystem for derved at ud-
finde dem, der ikke behøves til Tjeneste til den paagjældende Tid. Der- næst har man søgt at lette Tjenesten ved at overlade de Værneplig- tige en større Frihed til selv at vælge den Tid, hvori de vilde
udtjene deres Værnepligt, og Forsamlingen vil see af §§ 16 og 17, at
det ikke blot er tilladt Værnepligtige, naar de maatte befindes at
have den fornødne Kraft og Høide, at indtræde i Hæren tidligere end
den almindelige Udskrivningsalder, naar de kun ere over 18 Aar, men
at de endog kunne erholde Udsættelse hermed til det 25de Aar, naar
de maatte ønske Saadant. Fremdeles har man troet at burde
indrømme en aldeles fri Ret til Stilling, saa at dette ikke som
hidtil er gjort afhængigt af Erlæggelsen af en Kjendelse til det
Offentlige; ligeledes har man ikke fundet nogen Betænkelighed ved at
tilstede Nummerbyt- ning, saavel ved Sessionen, som ved de enkelte
Troppeafdelinger. Man har derhos søgt at lette Byrden ved
Tjenestepligten ved at indrømme en saa stor Frihed til Flytning som
mulig, saa at Værnepligtige kunne flytte til ethvert Sted i Riget,
blot med Flyt- tebeviis fra vedkommende Lægd, istedetfor at der
tidligere efter Omstændighederne enten fordredes Amtspas, eller
Flytning slet ikke kunde tillades. Endvidere har man indrømmet en
langt større Ret til at reise til Udlandet, navnlig hvad de
Landværnepligtige angaaer, naar disse blot førge for, at de i det
Tidsrum, hvori de burde op- fylde deres Værnepligt, ogsaa opfylde
den. Af § 37 vil det erfares, at Værnepligten i Fremtiden ikke er
til Hinder for at erhverve Bor- gerskab i Kjøbstædente, saa at den
hidtil bestaaende Indskrænkning heri er hævet. Endelig indeholder
Udkastet de Bestemmelser, som ere
ansete nødvendige med Hensyn til Borgervæbningerne, da disse na-
turligviis ikke kunne vedblive i samme Omfang som hidtil, naar
Værnepligten bliver almindelig, og der kommer til at paahvile Kjøb-
stadindvaanerne, som hidtil have gjort Tjeneste i Borgervæbningen,
samme Forpligterse som de øvrige Statsborgere. Derimod har man
troet, at det i Reglen, forsaavidt ikke Omstændighederne i enkelte
Tilfældee maatte kræve det Modsatte, vilde være billigt, at Kjøbstad- beboere, som staae i den faste Hær, under Udøvelsen af denne Tje-
neste fritoges for Tjeneste i Borgervæbningen, og derimod naar de
gik over til Fordtærkningen indtraadte i Borgervæbningen, og at
deres Forpligtelse til at tjene i Forstærkningen derved ophørte. Disse ere de Hovedtræk, jeg har troet strax at burde berøre for Forsam-
lingen, for at sætte denne istand til, forinden den tager Sagen nær-
mere under Behandling, at bedømme de Primciper, hvorpaa det hele
Forslag er bygget.
Paa derom af Formanden given Anledning, vedtoges det eenstemmigen
af Forsamlingen, at det forelagte Udkast skulde henvises til
Afdelingerne.
Formanden opfordrede derefter Forsamlingen
til at yttre sig angaaende Antallet af Comiteens Medlemmer, om
hvorvidt denne skulde udvælged af Afdelingerne, og om denne skulde
forstærkes ved frit Valg af hele Forsamlingen.
Olrik: Jeg foreslaaer, at Comiteen bliver af
den samme Stør- relse, som den tidligere idag nedsatte, saa at 10
Medlemmer vælges af Afdelingerne og 5 ved frit Valg af
Forsamlingen.
Schiern: Jeg foreslaaer, at der kun vælges 1
af hver Afde- ling og 4 af Forsamlingen.
Ørsted: Femten er vel et stort Tal, men jeg
maa dog, med Hensyn til Sagens Beskaffenhed, de mange Interesser,
der ved denne ville være at tage i Betragtning, og den store
Kundskab til forskjelligee tildeels specielle Forhold, der udkræves,
ansee det rettest, at der ud- vælges 2 Comiteemedlemmer af hver
Afdeling og 5 af Forsamlingen ved frit Valg.
Da Formanden derefter satte de tvende saaledes fremkomne Forslag
under Afstemning, erklærede Forsamlingen sig med 94 Stemmer mod 39
for, at Udvalget skulde bestaae af 15 Medlemmer, 2 valgte af hver
Afdeling og 5 frit valgte af Forsamlingen.
Rée: Der er et spørgsmaal, som jeg maa ansee
det nødven- digt allerede paa dette standpunkt af Sagen at erholde
nærmere Op- lysning om.
Formanden: Maaskee den ærede Rigsdagsmand
nærmere vil yttre sig angaaende den Gjenstand, med Hensyn til
hvilken han øn- sker saadan Oplysning.
Rée: Jeg troer, at det bør staae klart for
Forsamlingen, før den skrider til Bearbeidelsen af det nu fremlagte
Lovforslag, om For- ordningen af 23de September angaaende den
extraordinaire Udskriv- ning af de hidtil for Værnepligt Fritagne
skal finde Afgjørelse under Sagen om almindelig Værnepligt, Noget,
som jeg vel har forudsat, men hvorom der dog kan være forskjelligee
Meninger.
Formanden: Der er alt tidligere skeet
Interpellation an- gaaende denne Sag, der af Ministeriet er bleven
besvaret.
Lehmann: Det gjør mig ondt, at dette
Spørgsmaal, uag- tet to Gange besvaret, endnu kan give Anledning til
Tvivl. Der kan ikke inddrages under nærværende — om jeg kan bruge
dette Udtryk — uafgjortee Sag en anden Sag, der alt er afgjorte (Sluttes.)
Sudscription paa denne Tidende modtages i Kjøbenhavn
hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne
paa de kongelige Postcontoirer.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker
Bianco Luno. |
|
177
281 282 1848 Beretning om
Firhandlingerne paa Rigsdagen. No 36. Treltende Møde.
(Sluttet.)
Rèe: Jeg maa bemærke, at jeg kun kan tænke
mig Loven bestaaende som provisorisk, og efter Lovens Natur som
provisorisk maa Mini- steriet da søge i en Indemnitetsbill, det vil
sige, Ministeriet maa søge en Afgjørelse, om hvorvidt Loven skal
blive i Gyldighed, hos den første derefter sammentrædende Rigsdag;
da nu denne Rigsforsamling efter sin Charakteer fuldkommen maa
sættes i Classe med en tovgi- vende Forsamling — og herfor have vi
en Erkjendelse fra selve Mi- nisterbænken —, saa troer jeg, at heri
allerede ligger en Iudrømmelse af, at den Lov, der er givet paa en
Tid, da en lovgivende Autori- tet, der repræsenterede Folket, ikke
kunde høres, senere maa forelægges Rigsforsamlingen. Det er ganske
sandt, som Præsidenten har bemær- ket, at denne Sag har været
Gjenstand for en Interpellation til den høitærede Justitsminister,
men Svaret lod dog nogen Uvished tilbage, idet den høitærede
Krigsminister, der ved samme Leilighed tog Orbet, bemærkede, at
Loven af 23de September og Loven om almindelig Værnepligt ikke stode
i saadan Forbindelse, at de samtidigen vilde blive at tage i
Betragtning. Ru er det vel saa, at Loven af 23de September ikke de
sacto er kommen og foreløbig ikke kan antages at ville komme til
Udførelse; men det staaer svævende, hvorvidt Mi- nisteriet erkjender
hiin forste Lov de jure suspenderet, indtil Spørgs- maalet her unber
Værnepligtssagens Behandling har fundet sin Afgjørelse. Det er ikke
med Hensyn til Realiteten, at jeg har taget Ordet; det glæder mig,
og med mig vvistnok Enhver her i Forsamlingen, at vi have modtaget
Udkastet til en Lov, som hæver den Classeulighed, hvorefter
Forsvarspligten hidtil har været fordeelt imellem Statsborgerne; men
jeg anseer det for Principets Skyld vigtigt og nødvendigt at vide,
om en Lov, der vet ikke er ud- givet med Benævnelse af provisorisk,
men som dog efter sin Charak- teer er provisorisk, kan antages at
staae ved Kraft, efterat Rigsfor- samlingen er sammentraadt, uden at
Forsamlingen derover har erklæret sig. Efter Krig sministerens
berørte Yttringer, hvormed han henvendte sig til de øvrige her
forsamlede Ministre, og som ikke fra de øvrige Ministre mødte nogen
Indsigelse, synes den Fortolkning, som man paa flere Steder har
givet disse Yttringer, at have Meget, der taler for sig. Jeg
tilstaaer, at jeg ikke hører til dem, som have udlagt hans Ord paa
denne Maade; men jeg troer, at det er vigtigt for Forsamlingen at
vide, hvorledes den staaer, og det vilde for Forbin- delsens Skyld
imellem Førsamlingen og Regieringen være mig kjært, om Ministeriet
ved Oplysning herom vilde komme Forsamlingen imøde.
Formanden: Hvis det ærede Medlem ikke maattc
sinde sig tilfredsstillet ved det Svar, der blev givet i Anledning
af den tidliger skete InterPellation, forekommer det mig, at det
meest hensigtssvarende Middet for ham til at opnaae sin Hensigt maa
være, at han ind- giver et Forslag angaaende det af ham derørte
Spørgsmaal, hvilket Forslag da paa fædvanlig Maade kan komme under
Behandling.
Schiern: Det er ikke med Hensyn til hvad her
er sagt, at jeg har udbedt mig Ordet; jeg vilde kun bemærke, at
Grundloven alt i længere Tid har foreligget, og da Afstemningen
igaar synes at vise, at Fleertattet of Forsamlingens Medlemmer
ønske, at Grundloven snarest muligt kommer for, skal jeg tillade mig
at rette det Spørgs- maat til den ærede Prasident, om han ikke
maatte sinde sig beføiet til i den Anledning at consulere
Forsamlingen.
Formanden: Det ærede Medlem vil have erholdt
den af ham
attraaede Oplysning, naar jeg har oplæst Dagsordenen for det næste møde. I dette møde, der Vil blive ashikdt imorgen Rl. 12, vil der
nemlig blive foretaget: 1) Spørgsmaalet om, hvorvidt 6 Adresser fra
Ærø og 1 fra mehrn skulle oplæses eller ikke, og 2) Spørgsmaalet om
Behandlingsmaaden for Forfatningsudkastet. Mødet
hævedes. Fjortende Møde.
Torsdagen den 9de November.
Forhandlings-Protocollen for forrige Møde blev oplæst.
Formanden: Jeg forstob Forsamlingen i
forrige Møde saa- ledes, at det var dens mening, at Spørgsmaalet i
Almindelighed, om hvorvidt Adresser skulle oplæses eller ikke,
foreløbig skulde undersøges af den Comitee, som har forfattet
Udkastet til Forretningsordenen. Da der imidlertid er yttret nogen
Tvivl herøm, skal jeg tillade mig at sætte det Spørgsmaal under
Afstemning, om det vvirkelig er Menin- gen, at Forsamlingen henviser
dette Spørgsmaals foreløbige Behand- ling til den nævnte Comitee.
Krieger: Maa jeg paa Comiteens Begne
tilføie, at det vist- nok var ønskeligt, at dette ligeledes blev
gjort gjældende med Hensyn til det andet Spørgsmaal, som igaar af
den ærede Formand blev forudsat som afgjorte, nemlig om hvorvidt den
i Anledning af For- retningsordenen nedsatte Comitee skulde ansees
at være vedvarende, saaledes at naar der opstod Spørgsmaal angaaende
Forretninger- nes Gang, disse da skulde henvises til den, ligesom
denne da havde at give sin Betænkning derover. Jeg skal derfor
tillade mig at hen- stille til den ærede Formand, om der ikke maatte
gives Forsamlingen Leilighed til, i saa Henseende tydeligen at
udtale sin Villie, at ikke hiin Comitee skulde paatage sig et Hverv,
og derved en Ret, skjøndt ogsaa en Forpligtelse, som ikke Alle ere
enige om, at der tilkorn den.
Formanden: Det vil da visinok være det
Rigtigste, først at sætte det Spørgsmaal under Afstemning, om denne
Comitee skal være vedvarende, saaledes at man til den henviser alle
de Spørgsmaal, som maatte opstaae om Forretningsordenen, og følgelig
ogsaa det Spørgsmaal, der nu er opstaaet i Anledning af Adresser.
Hvis Ingen vil yttre sig, skal jeg tillade mig, at fæette
Spørgsmaalet under Afstemning.
Grundtvig: Jeg vilde blot anmærke, at mig
synes, at det er dog en lidt betænkelig Sag at erklære saaledes en
Comitee for Vecvarende, ihvorvet jeg indrømmer, at det for mit
Vedkommende er dette saameget mere, som jeg ikke veed, af hvem hiin
Comitee be- staaer; det forekommer mig dog detænkeligt, at erklære
en saadan Comitee for competent til at afgjøre alle de Spørgsmaal,
som kunne opstaae vedrørende Forretningsordenen. Jeg vilde derfor
udbede mig lidt Oplysning om, hvorvidt dens Competence skal strække
sig, om den skal strække sig saavidt, at det skal beroe ene paa den,
naar en Adresse, saaledes som den, der var for igaar, fremkommer, om
den- da skal optæses eller henlægges.
Formanden: Nei, hiin Comitees Competence
skulde kun strække sig til at gjøre Forslag for Forsamlingen.
Ved den derefter stedsundne Afstemning blev det med 143 Stem-
|
|
178
283 284
mer mod 3 antaget, at den omhandlede Comitee skulde
ansees som permanent.
Efter Dagsordenen gik man dernæst over til Spørgsmaalet om
Oplæsningen af nogle Adresser.
Paludan-Miiller: Jeg har begjert Ordet for
at afværge en Misforstaaelse angaaende Adressen fra Ærø. Der er
nemlig ikke 6 Adresser fra Ærø, men det er een og samme Adresse,
rigtignok i 6 Eremplarer, saaledes som jeg ogsaa har udtalt det i
min Skri- velse til den ærede Formand, hvormed jeg tilstillede ham
denne Abresse; og naar der derfor her tales om 6, saa Vil det ikke
sige Andet, end at de, der have fat Adressen igang paa Ærø, have
givet 6 Affkris- ter af den, for at dben hurtigere kundbe circulere
i Øens forskjelligee Egne. De ere imidlertidb alle 6 aldeles
eenslydende og ere kun ind- sendte, for at Forsamlingen kunde
erholde de originale Underskrister. Der bliver altsaa ikke Tale om
at oplæse 6 Adresser, men kun om een, og denne er fremdeles saa
kort, at Oplæsningen ikke vil optage mere end et Par Minuter. Der er
ikke fremsat noget bestemt For- langende om, at Adressen skulde
blive oplæst, kun en Anmodning om, at den maatte blive Forsamlingen
forelagt; men dette er efter al Sandsynlighed, fordi Underskriverne
ikke have tænkt sig den Forskjel, man vil gjøre herpaa, ellers viled
de vvistnok ønske den oplæst, for at den derefter funde gaae over i
Rigsdags-Tidenden. Jeg skal desuden gjøre opmærksom paa, at da det
igaar blev vedtaget, at Oplæsning af en Adresse fra de herværende
Slesvigere skulde sinde Sted, finder jeg det inconseqvent, hvis man
ikke vilde tilstede Oplæsningen af denne Adresse fra Ærø, da den er
udgaaet fra Mænd, der ere i et aldeles analogt Forhold med hine, og
da det vel maa interessere at Vide, hyorledes Stemningen er paa
Ærø.
Formanden: Jeg skal tillade mig den
yderligere Bemærk- ning, at jeg antog, at her var 6 ligelydende
Adresser. Iøvrigt forekommer det mig at være et Spørgsmaal, om man
ikke, efterat det er vedtaget at tage det Spørgsmaal i
Almindelighed, om Adresser bør oplæses eller ikke, under nærmere
Behandling, gjorde rettest i at udsætte Afgjørelsen af det
Spørgsmaal, hvorvidt Adresserne fra Ærø og Mehrn skulle oplæses
eller ikke, indtil vi have afgjorte Spørgs- maalet i Almindeligged.
Jeg veed imidlertid ikke, hvad Forsamlingen i saa Henseende maatte
ville beslutte.
Tage-Müller: Jeg er af den Formening, at
Spørgsmaalet om Adressers Oplæsning bør udsættes, indtil Betænkning
fra den nys omtalte comitee kan vøre indkommen. Dog kunde der vel,
saa- ledes som allerede en Raler har bemærket, være Spørgsmaal, om
der ikke kunde gjøres en Undtagelse med den nærværende Adresse
fra Ærø i Analogi med det, som igaar fandt Sted med den
slesvigske, som blev oplæst.
Grundtvig: Mig synes ogsaa, at der er Grund
til at lade denne Adresse oplæse, da den er fra et Land, der dog
hører til Slesvig selv.
Oxholm: Jeg skal tillade mig at bemærke, at
hvis jeg ikke tager feil, er eet af Eremplarerne undertegnet
betingelsesviis, idet der nemlig er henviist til en tidligere
Adresse, der altsaa staaer i en saadan Forbindelse med den
nærværende, at det synes, at hvus denne skal oplæses, maatte ogsaa
hiin oplæses, da den ikke kan antages at være hele Forsamlingen
bekjendt.
Krieger: Jeg skal tillade mig at tilsøie, at
da den i Forsam- lingen senest indtraabte Rigsdagsmand har stillet
et færskilt Sporgs- maal om de slesvigske Forhold, synes der mig at
være saa meget mindre Anledning til at beslutte Oplæsningen af en
enkelt Adresse i den Retning, som den hele Sag jo vil komme under
Behandling ifølge hans Andragende. Det er netop det Mislige ved at
tillægge Adresser en særegen Behandling, at man derved bringer
Gjenstande under Forhandling i Forsamlingen, som af intet Medlem
selv ere optagne til Forhandling. Naar dette skeer, saaledes som det
her er Tilfældeet, da synes det mig, at den Sag, der omhandles i
Adressen, derved Kommer til sin fulde Ret.
Grundtvig: For det Forste synes mig, at det
ærede medlem har glemt, at Splæsningen igaar ikke drog nogen
Forhandling efter sig, ligesom Oplæsningen heller ikke behøver at
gjøre dette. Dernædt, hvad mit Andragende angaaer, da forekommer det
mig, at fordi man
gjør et Andragende angaaende Slesvigs Stilling i det Hele, bliver
Adressens Oplæsning ingenlunde derved overflødig, meu at, det der-
imod vil være meget godt, om disse Ting vare Forsamlingen ifor-
veien bekjendte, og om den hørte en Udtalelse af Slesvigs egne Be-
boeres Følelser.
Kammerraad Orewsem: Af de samme Grunde,
hvorfor jeg igaar stemte mod Opiæsningen af Adressen fra Kjøbenhavn,
maa jeg idag stemme mod Oplæsningen af de foreliggende Adresser.
Jeg stemte mod Oplæsningen af den Adresse med de mange
Underskrister, fordi jeg synes, at det ikke var Underskristernes
Mængde, der skulde afgjøre Sagen; men jeg havde ogsaa en anden
Grund, nemlig den, at jeg vidste fra forrige Tider, at Forsamlingen
vilde blive over- svømmet med en Mængde Adresser, og jeg er
overdeviist om, at naar den Tid lægges sammen, som gaaer mes ved
Oplæsningen af Adres- ser og se Debatter, som deraf kunse følge, vil
der snart medgaae en Dags Ardeide; men naar man erindrer, at enhver
Dag, vi her arbeide sammen, koster Staten 600 Rbd. saa synes det
mig, at dette er Udgister, som Dplæsningen ikke er værd.
Grundtvig: Jeg skal tillade mig at sige et
Ord, saameget mere som der blev talt om Adressen igaar. Der var
dengang et æret Medlem, der yttrede, at han af en dobbelt Grund
stemte imod, hvad jeg havde sagt om, at Adressen fra Slesvigerne
undtagelsesiis skulde fortjene at komme i Betragtning til at
oplæses. Det samme ærede Medlem bemærkede, at netop fordi den
udtrykte Følelser, kun Følelser, og Følelser, som vi maatte
forudsætte fandtes hos os Alle, maatte det ansees ufornødent, at en
saadan Adresse oplæstes. Jeg vil gride denne Leilighed til at
bemærke, at min Overbeviisning gaaer tvertimod, og at jeg ikke
indseer, hvordan det skulde være muligt, at de Følelser, som vi Alle
dele, at vi skulde have Noget imod at hore dem udtalte. Jeg kan
ligesaalidt begribe, hvad det ærede Medlem meente med den
Anmeldelse, at han maatte stemme derimod, fordi en saadan Oplæsning
sigtede til at tillægge disse Udtryk af Følelser en for stor Vægt,
en for stor Magt hos Folket; thi hvorledes skulde man kunne frvgte
for det, naar man med Slesvigerne deler de samme Følelser, som
Adressen er et Udtryk for. I det Hele kan jeg ikke forstaae,
hvorledes Tallet og den store Mængde skulde gjøre Uvslaget overalt i
den hele Stat, men kun ikke hvor det er Tallet paa Men-
neskehjerter, som udtrykke deres Følelser med Hensyn til Fædrelandets Stilling.
Madvig: Det er med en vis frygt, jeg tager
Ordet i denne Sag, da jeg derved vil komme tilbage paa Noget, der
maaskee vilde kunne synes en Underkjendelse af vvad Forsamlingen alt
har desluttet. Der er ogsaa en anden Grund til denne Frygt, om jeg
maa kalde det saa, den nemlig, at jeg maa begynde med at udtale mig
imod den ærede Formand, fordi han, uagtet jeg havde udbedet mig
Ordet, dog har givet det til et Par Medlemmer, som alt har talt
flere Gange for mig. Jeg troer deri at see et Brud paa den af os
vedtagne Forretningsorden, som man strax maa søge at bekæmpe. Med
Hen- syn til Sagen selv skal jeg søge at reducere den til det,
hvortil den allerede igaar, efter min Formening, skulde have været
hensørt, og henvise den til det Standpunkt, hvorpaa den burde have
været holdt, nemlig til et Spørgsmaal om Forhandlingens Form her i
Salen, og ikke om Indholdet af denne eller hiin Adresse; thi deri
troer jeg, at Feilen i Discussionen igaar laa, at vi ikke holdt os
til det almin- delige Spørgsmaal, og detragtede, hvad Følgen vilde
blive for For- retningsordenen for Fremtiden, men gik ind paa den
foreliggende Abresses Indhold og bestemte os derefter. Naar vi nu
betragte dette Spørgsmaal som et almindeligt Spørgsmaal for vor
Forret- ningsorden, møder først dette, at hvis vi vedtage, at
Adresser i All- mindelighed skulle oplæses — hvilket jeg forøvrigt
troer, at ingen vil stemme for —, saa var Bestemmelsen af vor
Dagsorden og vor Gjerning overladt til Folk udenfor denne
Forsamling; det stod da til et større eller mindre Antal af vore
Medborgere, som man forresten kan have al Agtelse for, at forene sig
om en Adresse og ind- give den, og vi skulde da oplæse den og
foranstalte hvad derak kunde følge. Men ingen vil vel stemme for,
at. alle Adres- ser skulle oplæses, altsaa kun Enkelte; men heri
ligger netop det |
|
179
285 286
Vanfkelige; thi hvis ikke alle Adresser skulle oplæses,
men kun en- kelte, da faaer Oplæsningen en ganske anden Betydning,
og det er dette, vi skulle lægge Mærke til.
For det Første er der talt om Tiden, som en saadan Oplæsning
vilde medtage; thi den vil medtage lang Tid, og en æret Rigsdags-
mand har nylig gjort opmærksom paa kostbarheden af vor Tid. Den, der
først havde Ordet, Yttrede vel, at den af ham indbragte Adresfes
Oplæsning maaskee kun vilde medtage et Par Minutter; men vi skulle
erindre, at det ikke er Adresfens Oplæsning, hvorom der er Tale, men
om Discussionen over, om hvorvidt Adresfen skal oplæses eller ikke.
Man maa ogsaa lægge mærke til, at hvis vi oplæse nogle Adresfer og
ikke ander, ville vi netop derved altid komme ind i en Discusfion
om, hvilket af dissetvende Alternativer der skal vælges, og er der
ikke fuldkommen Enighed herom, kunne vi komme til at tilbringe Timer
og Dage med at bestemme, om en Adresse skal oplæses eller ei. Altsaa
dette var det Første, at, selv naar det bestemmes, at Adresfer ikkun
undtagelsesviis skulle oplæses, vil dog Forsamlingens Anvendelse af
dens Tid kunne bestemmes af dem, som staae udenfor denne Sal,
hvilket ikke bør være Tilflædet. Dernæst siges det, at vi skulle
afgjøre Spørgsmaalet efter Indholdet; men hvad er dermed sagt?
Dermed er sagt, at Oplæsning af Adres- ser ikke har til Hensigt, at
vi skulle høre Udtalelsen af disse Følelsere; dem kunde vi optage i
os ligesaa godt ved at læse dem. Det er heller ikke for, at de
herfra skulde komme videre til Folket; thi disse Adresser ere som
oftest trykte, før de komme her, og alle kunne de i alt Fald bringes
i Trykken. De fleste blive derfor ogass vvirkelig trykte, og den
Adresse, aom her igaar blev oplæst, har været mange Gange trykt i
alle kjøbenhavnske Blade, At den blev oplæst her, var ikke for at
Folet kunde lære den at kjende, det var ikke Meningen; de var en
Erkjendelse af Indholdets Vigtighed, og hvad ligger der i denne
Erkjendelse? Deri ligger dog en Billigelse. Men for det Første er
det farligt, at man ikke kan afgjøre, hvorvidt denne Billigelse gaaer; thi der bliver ikke taget nogen bestemt Beslutning, men kun en
ubestemt, at Adressen, der jo selv kan være høist vaklende udtrykt,
skal oplæses.
Naar vi ville betragte de Adresser, som bleve oplæste igaar, for-
nemmeligen den anden, da kan den i visse Punkter ligefrem opfattes
som en Anklage mod Ministeriet, og vare vi i en stæak og indøvet
constiutionel Stat, er der ingen Tvivl om, at Ministeriet, naar en
saadan Adresse, som den nævnte, var vedtaget til Oplæsning, maatte
træde tilbage; naar dette ikke vil blive Tilfædet her, da er det vist- nok, fordi Ministeriet har den Godmodighed endnu ikke at ansee os
for tilstrækkeligt politisk uddannede og endnu ikke tillægger os den
fulde Grad af politifk Bevidsthed. men det skal Ministeriet gjøre,
og vi ville ikke fritage der herfor. Naar vi vilde tilstede
Oplæsning af en Adresse som en Undtagelse, maatte dette være, fordi
vi dog paa en Maade vilde give Indholdet en vis Sanction; men dette
Indhold er maaskee ikke bestemt og klat, og heri ligger det Farlige,
saameget mere som vi meddele denne Snaction uden nogen foregaaende
ordent- lig Prøvelse. Hvad der her fremkommer i Forsamlingen ved et
Med- lem, og som maaskee fremlægges efter Aftale med flere af
Forsamlin- gens Medlemmer, det kan ikke i eet Møde blive afgjorte.
Forsamlin- gen kan kun henvise det til Behandling i Ajdelingerne
eller af et Udvalg; den kan ikke udtale nogen Sympathi med det, men
kun at den finder det værdigt til at tages undre Behandling. men
der- imod vil man, at vi i en Time — det gjorde vi igaar — skulde kunne udtrykke vor Sympathi med en Adresse og dens Indhold, som
slet ikke har været underkastet nogen nøiere Prøvelse. Sammen- ligne
vi nu hermed, hvad vi have gjort og hvad vi ogsaa burde gjøre i det
første Møde, saa see vi, at vi da bleve enige om at ned- sætte en
Comitee for at overveie, hvorledes vi skulde udtale vore egne
Følelser ligeoverfor Majestæten; men dengand udtalte der sig en ganske almindelig Stemning for, at denne Udtalelse til Hans Majestæt
skulde holdes saaledes, at den ikke indeholdt nogen Kritik over vet
Forbigangene og ingen Forskrift for Fremtiden. Dette Baand paalagde
vi os seld med Hensyn til vor egen Adresse, fordi vi endnu ikke vare
fuldkommen instruerede og forde vi troede, at den Debat, som i den
Anledning vilde opstaae, ikke vilde lede til noget ønskeligt
Resultat, og fordi vi følte, at di maatte tage
Spørgsmaalet i en anden Form, naar vi vilde udtale os anderledes
eller give Ministeriet en Andiisning om hvad vi forlangte. Altsaa os
selv hade vi paalagt slige Baand; men den Abresse, den kommer
udenfra, den give vi en ubestemt Grad af Sanctidn, efter er ube-
stemt Indhold og efter en kort Discussion uden nogen egentlig Prø-
velse; den afgjøres i samme Møde. Dette troer jeg, er i høieste Grad
farligt; og lader os nu betænke, hvad der vikde følge, hvis vi ikke
havde gjort saaledes. Da var der Intet sagt, der var aldeles ikke
nægtet de udtalte Følelser vor Sympathi. For saavidt der i den er
udtalt almindelige Følelser for Fædrelandet, da have vi dem alt
iforveien, men forsaavidt den indeholder, at der ikke er gjort Alt,
men at der endnu kan gjøres Mere, da have vi selv ikke gjort os
competente til at udtale dette. Nu derimod staaer Sagen saaledes,
hvis vi fortsætte videre, at i enhver Ikke-Oplæsning af en Adresae
ligger en Beslitning; dere ligger en Afviisning, og derved bliver
Sagen endnu farligere. Lader os derfor holde of paa det Stand-
punkt, som jeg erkjender for mit, at vi modtage Adresser som en
Tiltale til os, som vi give al den Indflydelse paa vore Følelser, som vi finde, at de fortjene; men lader os ikke uden en ordentlig
Behand- ling lade Resultatet af dette Indtryk igien komme ud som en
Beslut- ning af os; lader os huske paa, at naar vi tilsted Adresfers
Op- læning, fordi vi sympathisere med deres Indhold, saa ligger deri
en Afviisning af alle de Adresser, som di ikke ville oplæse. Lader
os endelig betænke, at der kan komme en Tid, da vi ville, men
ikke kunne lade Adresser oplæse, fordi de vilde medføre en alt for
land Discussion, og det er os umuligt at anvende Tiden derpaa,
elller at den Tid kan komme, da vi med al vof Sympathi med en
Adresse, og med al Erkjendelse af den Opmærksomhed, som dens Indhold
bør skjænkes, dog ville finde, at Forsamlingen staaer paa et saa
van- skeligt Standpunkt, og Regjeringen maaskee med, at det ikke
gaaer an ved Oplæsningen af en Adresse at lade Forsamlingen ubtale
en halv Grad af Sympathi med den. Lader os derfor bringe Sagen
derhen, hvor den efter min Formening skal være, at Forsamlingen
nemlig modtager enhver til den henvendt Tiltale, oveveier den,
saaledes som hvert enkelt Medlems Overbeviisning er, men at man ikke
tager den for her og efter en kort foreløbig Discussion tilegner sig
Adres- sens Indhold i denne ubestemte Grsd og Form.
Ifølge heraf troer jeg heller ikke, at der idag bør blive Spørgs-
maal om disse Adressers Indhold. Skulle vi beslutte Oplæsningen af
vosse 2 Adresser idag, skulde det være af en anden Grund; saa skulde
det være, fordi di endnu ikke have faaet nogen Regel, og fordi vi
have oplæst 2 igaar; de skukde altsaa oplæses, forde der endnu ikke
skulde ligge nogen Betydning i Oplæsningen; altsaa indtil vi faae en
Regel, skulde ve lade alle Adresser opæse, disse og alle, som til
Dato ere indkomen. Det var dette, der ene skulde bevæge os til at
lade disse 2 Adresfer oplæse. Men imidlertid vil jeg dog ansee det
for farligt, foreløbig at bestemme, at alle Adresser skulle oplæses, og det isærdeleshed, efterst det er paalagt en Comitee at tage dette
Spørgsmaalunder Overveielse og derefter afgive sin Betænkning. Lader
os derfor strax see at tage den Beslutning, som jeg troer, vi bør
antage for den rigtige, at Abresser ikke opæfes, fordi opæsnin- gen
ikke kan have nogen anden Betydning end en dom, og fordi vi til
Udtalelsen af en saadan dom ikke have nogen bestemt Form og heller
ikke ere tilstrækkelig forberedte. Laber os altsaa udtale dette
saaledes, at ingen, som indgiver en Adresfe, kan finde sig fornærmet
derved.
Naar det bemærkes, at vi giøre dette ene af tilbørligt Hensyn til
god Forretningsorden, og fordi vi ikke kunne indrømme selv 5000 eller 10,000 af vare Medborgere Ret til i saa Henseende at binde os,
kan ingen andet end billige denne Beslutning; de skulle heller ikke troe,
at fordi vi ikke lade deres Adresse oplæse, de derfor ikke virke paa
vore Hjerter; vi kunne optage Indtrykke i os, og vi kunne give dem
den Indflydelse, som vi troe at skylde dem, paa vore regelmæssige
For- handlingers Gang.
Jeg stemmer altsaa for, at disse Adresser ikke oplæses, fordi vi
i Almindelighed ikke bør oplæse Adresser.
Lehmann: Jeg finder mig kun opfordret til at
gjøre den Be- mærkning, i Anledning af en Yttring af den sidste
ærede Taler, at |
|
180
287 288
det naturligviis aldrig har kunnet salde Ministeriet
ind, i denne Forsamlings Beslutning igaar om den slesvigske Adresses
Oplæsning at see en Tiltrædelse af dens Indhold, som jo først derved
maatte antages at komme til en stor Deel af Medlemmernes Kundskab,
men kun en Velvillighed med dens Underskriveres Ønske om dens
Oplæs- ning. Forøvrigt maa jeg erklære mig fuldkommen enig med den
sid- ste Taler i, at den Dag, da den ærede. Forsamling vilde gjøre
disse Anskuelser, disse Følelser til sine, vilde Regjeringen vide at
bøie sig for dens Villie
Flere Stemmer: Afstemning, Afstemning.
Formanden: Discussionens Afslutning er alt
bleven forlangt af 15 Medlemmer; jeg skal blot tillade mig, med
Hensyn til en Yttring af Rigsdagsmanden fra Bornholm (Madvig) om, at
han havde forlangt Ordet, men at Flere havde faaet det før ham,
at gjøre den Bemærkning, at Aarsagen laa deri, at han havde
forlangt at saae Ordet, naar Det skulde afgjøres, om Adressen fra
Ærø skulde oplæses, men foreløbigen var der først Spørgsmaal om
Sagen i Al- mindelighed skulde henvises til Comiteen for
Forretningsordenen, og om da Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om de
nærværende Adresser skulle oplæses, skulde udsættes, indtil Sagen i
Almindelighed var ble- ven drøftet i en Comitee.
Ved den derefter stedfundne Afstemning erklærede 135 Stemmer mod
5 sig for, at Discussionen skulde afsluttes.
Formanden: Dernæst gaae vi over til det
Forslag, jeg har tilladt mig at fremsætte, om man skutde udsætte
Afgjørelsen af Spørgs- maalet om Oplæsningen af disse Adresser,
indtil Spørgsmaalet i Al- mindelighed var drøstet af Comiteen. Jeg
har imidlertid opfattet Yttringerne af den ærede Rigsdagsmand fra
Bornholm (madvig) som om han vilde stille det Forslag, at vi strax
skulle afgjøre Sagen, men jeg veed ikke, om den ærede Rigsdagsmand
vil inststere herpaa.
Madvig: Ingenlunde; det var kun, idet jeg i
Almidelighed udtalte mig om Sagen, at jeg yttrede mig imod, at disse
to Adres- ser idag oplæses; iøvrigt er jeg fuldkommen tilfreds med
den Afgjø- relsesmaade, som den ærede Formand har foreslaaet.
Ved den derefter følgende Afstemning blev Udfaldet, at 110
Stemmer erklærede sig for og 34 imod, at Spørgsmaalet om Adres-
semes Oplæsning skulde udsættes, indtil Spørgsmaalet i Alminde-
lighed var afgjorte.
Formanden: Jeg har modtaget en Adresse fra
en Deel Indbvggere i Holstebro, som gaaer uo paa, at der ved
Valgloven maa gjøres saadanne Forandringer, at Kjøbstadindvaanernes
Tarv iagttages Jeg skal tilføie, at den er indbragt af
Rigsdagsmanden for Ringkjøbing Amts 3die District (Petersen).
Fremdeles har jeg fra Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die District (
Ørsted) modtaget en Skrivelse til Rigsdagen fra endeel Gadevægtere i
Kjøbenhavn om en Forhøielse i deres Lønninger. (Latter.) Endelig
skal jeg an- melde en Interpellation fra Rigsdagsmanden for Marido
Amts 4de District (Olesen) angaaende Indførsels consumtionen.
Efter Dagsordenen skulle vi dernæst gaae over til Spørgsmaalet
angaaende Behandlingen af Forfatningsudkastet. Jeg antager det som
givet, at det vil blive henvist til Afdelingerne, men der vil da
klive Spørgsmaal om Comiteens Sammensætning, hvor stor den skal være
og om den skal dannes blot ved Valg af Afdelingerne eller forstærkes
ved frit Valg af Forsamlingen. Jeg veed ikke, om Nogen vil fremkomme
med noget Forslag i saa Henseende.
Brinck-Seidelin: Jeg tillader mig at
foreslaae, at Comi- teen blier sammensat af 15 medlemmer, og det
saaledes, at eet Medlem udgaaer ved Valg af hver Afdeling, og 10
Medlemmer vælges ved frit Valg af Forsamlingen. Det forekommer mig
nemlig, at der taler særdeles meget derfor; Sagens Overveielse og
Forbere- delse, synes mig, bør være saa fuldstændig dydtgaaende og
saa om- sattends, at der behøves. mange og forskjelligeartede
Indsigter; der de- høves saaledes statsvidenskabelige, historiske
Kundskder, i Comiteen maa ikke mangle Theologer, og navnligen ikke
mænd, som ere be- kjendte med de practiske Forhold. Jeg troer, at
man ikke tor forud-
sætte, at der vil være en Fylde af disse Kundskader i alle Afdelin- gerne, og det forekommer mig derfor, at man dedre sikkrer sig gode Valg, naar de sleste Medlemmer af Comiteen udgaae ved frit Valg
af Forsamlingen. Jeg troer, at denne Betragtning vinder saameget
mere Bægtægt, naar man seer hen til den Erfaring, som vi kunne hente
fra Provindsialstænderne; det har nemlig der viist sig, at Comite-
betænkningerne bleve tilladte en særdeles Betydning, fornemmelig fordi man forudsatte, at de udgik fra den bedste Kundskab og største
Dygtighed i forsamlingen; der kunde maaskee iøvrigt ogsaa være en
anden Grund — en Grund, som jeg ikke antager, her vil kunne være
Tale om, nemlig Magelighed — til, at mange vare saa tilbøielige til
at bifalde Comiteens Indstillinger. Saaledes mener jeg at have
moti- veret mit Forslag, at der til den omhandlede Comitee skal
vælges eet Medlem fra enhver af Afdelingerne, og at der, naar
Udfaldet af Afdelingernes Valg var bleven bekjendt, fremdeles af
Forsamlingen skulde vælges 10 Medlemmer.
Rée: Jeg troer, at Spørgsmaalet først maa
rettes derhen, om den hele Grundlov skal behandles under Eet eller
deles i Afsnit, som efterhaanden skulle behandles af Afdelingerne.
Jeg for min Deel vil tilraade det Første; men i saa Fald troer jeg,
at Comiteen bør være meget stor, endnu talrigere end foreslaaet. Jeg
skal saaledes i Overeensstemmelse hermed henstille til Forsamlingen,
at Comiteen kommer til at bestaae af 3 Medlemmer, som vælges af
enhver Af- beting, altsaa 15, og at 6 vælges ved frit Valg i
Forsamlingen, — forudsat at dette Udvalg skal behandle hele
Grundloven.
Bang: Jeg kan ikke tiltræde det sidste
Forslag, at den her omhandlede Comitee skulde bestaae af saamange
Medlemmner, da det efter min Formening vilde fore til for stor
Vidtføftighed og forhale Sa- gens Tilendebringelse, ligesom det
heller ikke synes mig at være hen- sigtsmæsstgt, naar Sagen først
har været behandlet i Afdelingerne; thi naar Sagen der har været
giennemgaaet af alle Forsainlingens Medlemmer, og disse have
henvendt paa denne den største Opmærk- somhed for at sætte sig ind i
den, saa forekommer det mig, at en saa talrig Comitee ikke er
nødvendig, og den gjentagne Drøftelse af Sagen, den gjensidige Veien
af de forskjelligee Meninger vil, som sagt, i en saa talrig Comitee
medtage lang Tid. Jeg voterer derfor med den første Taler, der har
erklæret sig for, at Comiteen skal bestaae af 15 Medlemmer. Derimod
kan jeg ikke med ham votere for, at ikkun de 5 Medlemmner af
Comiteen skulde væl- ges af Afdelingerne og de 10 af Forsamlingen.
Dette strider nemlig ikke alene imod, havd der tidligere er bleven
vedtaget af Forsamlingen i de 2 andre Sager, som ere blevne
forelagte, hvor det omvendte Forhold med Hensyn til
Comitee-Medlemmernes Valg har fundet Sted, men jeg troer ligelebes,
hvad der er vigtigere, at dette ganske strider imod Betydningen af
Afdelingernes Virksomhed Hvad det gjælder om, er at vedligelholde
Interessen for Forhandlin- gerne i Afdelingerne; thi de ere det
Egentlige i Behandlingen efter den af os vedtagne Forretningsorden,
det er igjennem dem, at Sagen skal skaffes Indgang og trænge ind hos
de enkelte Medlemmer. Det var netop Mangelen ved den tidligere
Fremgangsmaade, at det, saa at sige, kun var Comiteen, som
arbeidede, medens den største Deel af Forsamlingens Medlemmer, naar
de havde Tillid til den nedsatte Comitee, modtoge dens Forslag med
Tilbøielighed til at gaae ind derpaa. Det er denne altfor store
Indflydelse af en Comitee, som man har villet modvirke ved
Afdelingssystemet, idet en personlig nær- mere Overveielse skal
bringe Cnyver til en selvstændig Mening. Hvor- vidt dette vil
opnaaes, afhænger af dben Interesse, som Forhandlin- gerne i
Afdelingerne have, og den vil vist svækkes ikke lidet, naar det,
saalebes som foreslaaet, blev bestemt, at det overveiende Antal af
Valgene til Comiteen ikke skulde forblive hos samtlige Afdelinger,
men gaae over til et frit Valg i Forsamlingen, hvis Udsald ikke
kunde forudsees, da det beroer paa Combinationer, som den enkelte
Afdeling umuligt kan kjende, og som den derfor maatte vente, maaskee
kunde blive ugunstigt for den eller imod dens Ønske. (Fortsættes.) Trust og
forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
181
289 290 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 37. Fjortende Møde.
(Fortsat.)
Hvad den Grund angaaer, der fremført for den afvigende Frem-
gangsmaade, at den skulde være nødvendig for at tilveiebring de
fornødne Kræfteri i Comiteen, da troer jeg, at Afdelingerne ere
saaledes sammen- satte, at man ikke behøver at frygte for, at der
skal fremkomme saadanne Mangler, hvis det større Antal
Comiteemedlemmer vælges af Af- delingerne, at de Jo vel kunne
suppleres derved, at 5 af For- samlingen frit valgte Medlemmer, som
netop vælges for at bøde. paa disse Mangler, tiltræde. Det er sandt,
at der maa tages Hensyn til Kundskaber, og disse ere navnlig i en Sag af denne Betydenhed vvistnok af overordentlig Begtighed, men
dette er dog ikke det eneste Hensyn, som bør tages; der er flere
andre, som ligge næ, men som jeg imidlertid ikke her skal gaae
videre ind paa. Det Væsentlige er, at ved den hele Forretnings-
orden ere Sagerne henviste til Afdelingerne og til Behandlingen der,
og jeg skal derfor tillade mig at foreslaae, saaledes som allerede er vedtaget i 2 andre vigtige Sager, at der udnævnes 2 Medlemmer af
hver Afdeling, og 5 ved frit Valg af Forsamlingen.
Schiern: Idet jeg tillader mig aldeles at
slutte mig til, hvad den ærede Rigsdagsmand, som stdst talede,
yttrede, skal jeg kun tilføie, at det vilde synes mig høist
paafaldende, om Rigsforsamlingen, efter at den nylig har bestemt sig
for Afdelingerne, nu strax ved den første store Leilighed, hvor
denne Indretning skulde prøves, vilde be- slutte sig til at tillægge
den en saa forholdsviis ringe Betydning, som det her er
foreslaaet.
Schytte: Jeg maa erklære mig aldeles uenig
med de tvende stdiste Talere. Naar den næstforegaaende Taler til
Styrke for stn Mening har yttret, at man fornemmelig burde have stn
Dpmæksomhed henvendt paa at vedligeholde Interessen for
Afdelingerne, saa fore- kommer det mig, at han forvexler Øiemedet og
Medlet. Øiemedet er at faae Grundloven behandlet bedst muligt, men
om dette vil skee gjennem Afdelingerne eller paa den os hidtil
bekjendte Maade, er vvirkelig tvivlsomt, og at man skulde opgive
Grundloven, den vigtigste Lov, som vil blive os forelagt, opgive
stger jeg, dens bedst mulige Behandling for at conservere Interessen
for Afdelingssystemet, hvis Brugbarhed eller Ønskelighed for o ser
tvivlsom, formaaer jeg ikke at indsee. Jeg troer ligesaalidt i og
for sig, at det vilde være urigtigt at benytte Behandlingen i
Afdelingerne fortrinsviis, men jeg mener, at man ikke bør gjøre det
af den anførte Grund. Jeg mener ogsaa, at der ligger noget, der
kunde tale for det frie Valg af 10 Med- lemmer, deri at det, hvis
Valgene alene eller væsentligst skulde fore- gaae gjennem
Afdelingerne, selv med den bedste Villie kunde være tænkeligt, at
man ikke i dem kunde erholde saadanhe Personligheder, som man
øskede. Jeg vil i denne Henseende referere mig til den føste Taler,
der har gjort opmærksom paa det Ønskelige i, at Folk af forskjellige
Sagkundskab og Dannelse kunde være Medlemmer af den her omhandlede
Comitee. Jeg maa saaledes slutte mig til det første Forslag, der
gaaer ud paa, 5 af Comiteens Medlemmer skulde vælges af Afdelingerne
og 10 ved frit Valg af Forsamlingen, hvori jeg efter mit Skjønnende
seer den størst mulige Sikkerhed for Grundlovens bedst mulige
Behandling.
H. P. Hansen: Jeg for mit Vedkommende maa
ogsaa un- derstøtte det Forslag, der gaaer ud paa, at Comiteen skal
bestaae af 15 Medlemmer, hvoraf 10 skulle vælges af Forsamlingen og
5 af Afdelingerne. Jeg troer nemlig ikke, at man for Betydningen
af
Afdelingernes Virksomhed maa glemme Betydningen of Forsamlingens.
Jeg skal i den Anledning tillade mig at henlede Dpmærksomheden paa,
hvor aldeles ubestemt Afdelingernes Virksomhed er, derved at de,
efter vort Regulativ, ikke kunne tage nogen Beslutning om noget
Anliggende, som forelægges dem. Dertil Kommer ogsaa, at Afdelin-
gernes Virksomhed ikke foregaaer, saaledes som Forsamlingens, for
aabne Dørem, medens det dog forekommer mig, at denne Sags for-
handling bør gives al den Dikkentlighed, den kan erholde. Jeg troer
vvirkelig, at naar en Sag er saa udtømmende behandlet i forveien,
vil det meget let hæat den ikke vil frembyde den Interesse som
ellers, naar den kommer i orsamlingen; men jeg troer, at Forsam-
lingen selv paa denne Sags Behandling bør have den størst mulige
Indflydelse. Derfor anseer jeg det rigtigt, at Antallet af de Comi-
teemedlemmer, som skulle vælges af Afdelingerne, indskrænkedes til 5. og at de øvrige 10 vælges af Forsamlingen.
Johnsen: Jeg troer at burde slutte mig til
de ærede Talere, som have yttret sig derhen, at de fleste Medlemmer
af den til at be- handle Grundlovsudkastet nedsatte Comitee skulde
vælges gjennem Af- delingerne. Det forekommer mig, at dette er
forudsat i vpr Forret- ningsorden, naar det nemlig i § 8 hedder:
„ved en Sags Henviis- ning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen,
af hvor mange Med- lemmer den Comitee skal bestaae, der skal afgive
en skriftlig Be- tænkning om Sagen, og bestemmer, om denne Comitee
enten alene skal vælges gjennem Afdelingerne eller forstæxkes ved et
vist Antal frit valgte Medlemmer. ″ Det forekommer mig, at det ved
denne Paragraph i Forretningsordenen maa være tilkjendegivet, at det
er Forsamlingens Mening, at det stør ste Antal af Comiteemedlemmer
skal vælges gjennem Afdelingerne.
Bang: Jeg skal Ganske slutte mig til den
sidste Taler, der har godtgjort, endog med Regulativets Ord, hvad
jeg begrundede paa hele Anden af Afdelingsprincipet, at den større
Deel af Comiteens Medlemmer maatte være forudsat at skulle vælges af
Afdelingerne. Man kan dog ikke stge, „at man forstærker en Comitee″,
naar man tager dobbelt saa mange Medlemmer af Forsamlingen, thi
da er det Afdelingernes Valg, som blive det Accessoriske, og
Forsamlin- gens det Principale, Jeg kan heller ikke indrømme, at det
vilde være at forvexle Øiemed og Middel, om man vilde gaae frem
paa den af mig foreslaaede Maade. Øiemedet er, det er sandt,
Grund- lovens bedst mulige Behandling; men jeg meente, at
Forsamlingen ved at antage Afdelingssystemet havde erkjendt, at den
bedste Behand- ling af Sagerne vilde opnaaes ved at overlade
Afdelingerne den meest mulige Indflydelse paa dem, og det troer jeg
endnu, Hovedsagen er, at enhver Cnkelt gives Leilighed til saameget
som muligt at trænge ind i Sagen, og det skeer efter min
Overbeviisning bedre i Afdelin- gerne end ved Discussioner her i
Salen i Henhold til den Betænk- ning, som afgives af den af samtlige
Afdelinger og Forsamlingen valgte Comitee, og med hvis Forslag Mange
ansee Sagen saa godt som afgjorte. Jeg maa endnu blot føie til, at
jeg ikke kan forstaae, hvad en æret Taler meente, naar han talte om
en Forskjel paa Grund af de aabne Døre, thi det er dog vist, at i
Comiteerne ere Dørene ligesaalidt aabne som i Afdelingerne.
Grundtvig: Hvad der meget har undret mig,
ikke blot ved denne Leilighed, men og da Talen var om Adressen, er,
at det syntes, som mange ærede Medlemmer af denne Forsamling ansee
Forretnings- ordenen som det Føxste, som det Største, som det, der
skal asgive Loven for eens Tanker selv, endsige da for vore
Yttringer. Jeg har forundret mig storligen, ikke blot fordi jeg
finder en mærkelig Sprogfeil i Navne |
|
182
291 292
„Forretningsorden“, men fordi dette gaaer langt dybere.
Jeg skal tillade mig at bemærke, at det „at forrette“ i vort Sprog
slet ikke er Noget, som man egentlig skulde gjøre store Anstalter
for, da Spørgs- maalet er, hvordan det bliver forrettet; saaledes
siger man f. Ex. om enhver Præst, at han forreller Tjenesten i
Kirken, men vi vide, at den kan blive meget maadelig forrettet. Jeg
skulde derfor have ønsket, at Navnet havde været hellere
„Udretningsorden“ end „For- retningsorden“; hiint vilde have mindet
om, hvad der bestandig skal staae os for Øie, at det ikke gjælder om
at faae Meget forrettet, eller at saae det snart forrettet, men om
at saae Noget udrettet, Noget, som kunde blive til Gavn og Glæde for
Folket Og naar nu Spørgs- maalet bliver om Forhandlingerne angaaende
Grundloven og hvor- ledes den bør drøftes, forundrer det mig
storligen, at man noget Øie- blik kan enten tage Hensyn til
Forretningsordenen eller see efter, hvad Ord der staaer, da der dog,
som jeg i al min Sorg over mange af dens Bestemmelser har bemærket,
i den staaer, at der kan afviges fra den, naar der kun er, som jeg
troer, 50, som synes at det er nødvendigt, for at der kunde udrettes
Noget eller udrettes noget Bedre, overalt for at Livet kunde
aabenbare sig; thi vel erkjender jeg det klarligen, hvor vi samles
for at raadslaae om vigtige Ting, aa ja! al den Orden, som kan
forenes med Livet, den er god; men ogsaa kun den, som er for de
Levende, ikke den, som er for de Døde. Endelig, naar man fremsætter
det Spørgsmaal, om man, naar man skal have en Comitee af 15
Medlemmer til at behandle og forud drøfte Grundloven for Dan- mark,
da hellere skal vælge de 10 af Afdelingerne end af den hele Forsam-
ling, synes det mig at være høist forunderligt, ikke alene, at man har
anført Forretningsordenens Ord, som om det var et Citat af Skristen,
men jeg siger endog, at jeg begriber ikke, hvorledes Forsamlingen
kan for- svare en saadan Forkjærlighed for Afdelingerne, om de og
ere dens egne Børn; jeg begriber ikke, hvordan man skal forsvare
det, siden det skeer ved Lodtrækning, at det bestemmes, hvem der
skulle være i Afde- lingerne; thi dersom man har saa stor
Forkjærlighed derfor, saa burde man naturligviis ogsaa vælge
Comiteen paa samme Maade; vil man ikke det, vil man ikke vælge
Comiteen paa samme Maade som Afdelingerne, saa har man dog i det
Mindste ..........
Krieger: Jeg vil tillade mig at henstille
til Formanden, om det nu skulde være Tiden til at discutere
Afdelings-Systemets Værd.
Grundtvig: Jeg beder, det er ikke at
discutere Afdelings- Systemet; men det er kun at bemærke, at jeg
mener, at naar vi have dannet Afdelingerne ved Lodtrækning, har man
dog i Guds Navn ingen Grund til at forudsætte, at der derfor i dem
skulde være dobbelt Fylde af Kundskaber og Fordtand, saa at der
derfor skulde vælges dobbelt Antal Comiteemedlemmer af dem fremfor
af Forsam- lingen. Nu har jeg talt.
Johnsen: Nei, det har man vvistnok ingen
Grund til at for- udsætte, men derimod mener jeg, at Forsamlingen
har Ret til at fordre, at man følger det Forretningsregulativ, som
den selv har givet, og jeg finder ikke, at der er nogen paatrængende
Anledning her tilstede, som skulde kunne begrunde nogen Afvigelse
fra Regula- tivet, saaledes som det bestemmes i dets 32te
Paragraph.
Schytte: Jeg troer heller ikke, at man
behøver at afvige fra den bestemte Forretningsorden; thi fordi der
staaer „forstærke“, derfor kan denne Forstærkning være af større og
mindre Udstrækning, og jeg seer saaledes ikke, at der handles mod
Regulativet ved at vælge det største Antal af Comiteens Medlemmer af
Forsamlingen selv. Det var imidlertid nærmest med Hensyn til en
Yttring af en af de fore- gaaende Talere, at jeg tillod mig at
udbede mig Ordet. Han be- mærkede nemlig, at Afdelingerne, hvis det
største Antal ikke valgtes af dem, vilde tabe i Betydning; men jeg
troer, at Afdelingerne faae netop deres fulde Betydning og deres
fulde Nytte derved, at Sagerne blive saa at sige personlig
discuterede af ethvert Medlem. Det er i mine Tanker den største
Nytte af Afdelingerne, at ethvert Medlem saaer Leilighed til at
discutere Sagen, om man saa vil, i Fortrolighed og med den Frihed,
som ethvert Medlem kan ønske. Men her er et andet Spørgsmaal, her er
Spørgsmaalet, om Afdelingerne, foruden den Nytte, de stifte ved den
fortrolige Meddelelse, endvidere skulle til- lægges en saadan
Betydning, at man skulde vælge 2 af hver Afdeling til Comiteen, og
det tndseer jeg virkesig ikke nogen Grund til. Naar
man tillægger dem, endogsaa førend deres Værd er prøvet, en saadan Vigtighed i sn Sag af den Betydning som den foreliggende, maa jeg
vedblive at mene, at man i det foreliggende Tilfældee forvexler
Øiemedet med Midlet.
Madvig: Idet jeg slutter mig væsentligt til
det Forslag, som først er stillet, saaledes som det yderligere er
motiveret og udviklet af Rigsdagsmanden for Fredericia (Bang), vil
jeg med Hensyn til den practiske Betydning af Sagen i det
foreliggende Tilfældee gjøre den Bemærkning, at det er ganske
rigtigt, som det er yttret af Rigsdags- manden for Fredericia
(Bang), at der ved denne Sage Behandling ikke blot er Spørgsmaal om
Kundskaber, ja ikke engang fornemmelig om Kundskaber, skjøndt
Kundskaber og Indsigter dog skulle være til- stede, men her er
Spørgsmaal ogsaa om Meninger og Tænkemaade. Lader os ikke skjule det
for os selv, at vi til Forhandlingen af en Grundlov gaae saaledes,
at vi vvistnok ved Valget af Medlemmerne ville veie Dygtighed, men
vi ville dog Alle tillige lade os bestemme af Vdkommendes hele
politidke Overdeviisning. Hvorledes vi end ellers dømme om den
enkelte Mands Dygtighed, ville vi dog ved dette Spørgsmaal være
tilbøielige til at udelukke Hensynet til den spe- cielle Dygtighed
og at troe, at den vil handle bedst, som følger den poli- tiske
Overbeviisning, som vi selv vedkjende os Det kan slet ikke hjælpe at
fragaae det Princip, at vi dog ville stemme for den Mand, som deler
vor politiske Overdeviisning, og som vi tillige anerkjende for
dygtig, og derimod ikke stemme paa et eminent Talent, som vi ansee
for at helde til en politisk Udvikling, som vi ikke selv sympathisere med. Naar nu dette Princip bør gjøre sig gjældende og vil gjøre
sig gjældende, saa er det meget vigtigt, at Valgene kunne foretages
med Hensyn til de Meninger og den Overbeviisning, som Vedkommende
tidligere har lagt for Dagen, og at man ikke holder sig til den tem-
melig ubestemte Mening om de enkelte Medlemmers politiske Stand-
punkt, med hvilken vi ere indtraadte i denne Forsamling. Vi ere
komne ind i denne Forsamling med Forestilliger om hinanden som
Aristokrater, Demokrater, og jeg veed ikke hvad; men vi kjende endnu
meget lidet gjensidig hverandres Meninger i bestemtere Form og navnlig i deres Anvendelse paa det foreliggende Forslag. Vi kunne i Forveien temmelig almindelig have talt om Tokammersystemet og Eetkammer-
systemet o. s. v.; men vi vide endnu ikke meget om, hvorledes disse
Meninger stille sig med Hensyn til den i Grundlovsforslaget opstillede Form af tvende Ting, et Folkething og et Landsthing. Altsaa —
hvor skulle vi nu komme til denne Kundskad om Meninger og An-
skuelser, ikke en umotiveret Formening, men en Kundskab, der er støttet paa Grunde. Til denne Kundskab maae vi væsentlig komme ved den
foreløbige Behandling i Afdelingerne; naar dette er skeet, saa kan
det vel være, at ikke blot Hensynet til Vedkommendes Dygtighed, men
ogsaa Hensynet til deres politiske Mening kan have faaet saa megen
Indflydelse alt i Afdelingerne, at man siden kunde ønske at lade
Hensynet til den specielle Dygtighed og Dannelse faae nogen
Erstatning, og det skeer da ved de tilføiede frie Valg i Forsamlingen. Det troer jeg, vi maa holde fast paa, at Forsamlingens Valg til-
hører specielle Hensyn, men at Afdelingernes derimod tilhører foruden Hensyn til Dygtighed ogsaa Hensyn til Meninger og Anskuelser om
den foreliggende Sag. Naar jeg nu antager, at Forsamlingens Plu-
ralitet idetmindste vil være for, vil vedkjende sig, at den ved den en- delige Udførelse af Sagen dog vil lade det sidste Moment saae en
stærk Indflydelse, at den vel ikke vil holde fast paa medbragte almin- delige Sætninger, men dog vil lade sig bestemme i sit Valg ved den Maade, hvorpaa de vedkommende Medlemmer i Afdelingerne have
udført deres Hverv med Hensyn til de vigtigste Punkter i Forfat-
ningsudkastet; naar det er saa, da troer jeg, at det ikke er blot i
Overeensstemmelse med Forretningsordenen, men at det er i Over-
eensstemmelse med Aanden i hele Afdelings-Systemet, i Overeensstem-
melse med Sagens Natur og Fordring, at vi lade de fleste Medlem- mer
vælges igjennem Afdelingerne, og derpaa med særligt Hensyn til
høiere Dygtighed og Dannelse vælge de Øvrige af den hele Forsamling.
Ørsted: Det kan neppe være underkastet
Tvivs, at det vilde være i Overeensstemmelse med det vedtagne
Afdelings-System, at Val gene af Medlemmerae til Comiteen foregik
for den største Deel igjen- nem Afdelingerne; men paa den anden Side
troer jeg ikke, at man |
|
183
293 294
derved vilde have større Betryggelse for en vvirkelig
hensigtsmæssig Sammensætning af Comiteen, end ved at lade det større
Antal Med- lemmer vælges af Forsamlingen. Enhver enkelt Afdeling
bestaaer af de Medlemmer, som ved Lodtrækning ere komne derind,
hvilket vist- nok i flere Henseender er ganske hensigtsmæssigt; men
deraf vil netop flyde, ikke alene, at der i de enkelte Afdelinger
kan være et større Antal Mænd, som ere fortrinlig skikkede til at
indtræde i en saa høist vig- tig Comitee som den omhandlede, men
ogsaa, at det let vil kunne skee, at man i de enkelte Afdelinger vil
kunne træffe de allerheldigste Valg blandt de Medlemmer, som man har
at vælge imellem, uden dog at frembringe et saadant Valg i det Hele,
som man kunde ønske. At det største Antal skulde vælges af
Afdelingerne, turde derfor være mindre hensigtsmæssigt, ikke alene
med Hensyn til, at det var muligt, at der i de enkelte Afdelinger
kunde mangle det tilstrækkelige Antal af Mænd, som man maatte ønske
at vælge, men ogsaa med Hensyn til, at Comiteen bør bestaae af Mænd
af forstjellig Stilling, med forskjellige Anskuelse og med
forskjelligee Interesser, idet det let kunde hænde ved Valg igjennem
Afdelingerne, at visse Classer bleve tilside- satte eller ikke saa
stærkt repræsenterede, som de burde være, at der til Exempel kom for
faa af den lærde Stand, for faa af Kjøb- stadstanden, for faa af de
større Grundeiere ind i Comiteen, og at denne derimod blev sammensat
af alt for Mange med Interesser i andre Retninger. Jeg troer derfor,
at man her hellere bør vælge det, som meest betrygger et
hensigtsmæssigt Valg. Med Hensyn til Comiteer af mindre Vigtighed
troer jeg, at det var rettest at holde sig til det, som er meest
stemmende med den vedtagne Indretnings Natur; men i nærværende
Tilfældee troer jeg, at man heller bør holde sig til det, som
vvirkelig giver den største Betryggelse for et hensigts- mæssigt
Valg. Jeg har i sin Tid troet, at det var godt, om For- samlingen
kunde forbeholdee sig, efterat Valgene i Afdelingerne vare
foregaaede, at vælge et større eller mindre Antal Medlemmer af Co-
miteen; men det Forslag, jeg derom fremsatte, er belven forkastet, og altsaa maae vi nu berede os paa den Mulighed, at Valgene i Afde-
lingerne kunne blive mindre hensigtsmæssige, at de maaskee i enhver
Afdeling for sig selv kunde være de allerbedste Valg, som man kunde
træffe, men at ikke destomindre Sammensætningen i sin Heelhed ikke
bliver en saadan, som man kunde ønske. Jeg troer forøvrigt ikke, at
de paaberaabte Ord i Forretningsordenen ere saa afgjørende, at man
derfor behøver at binde sig til at vælge et større Antal iblandt Afde- lingerne, og jeg skulde derfor henholde mig til det Forslag, som er gjort af det ærede Medlem, som først talte i denne Sag.
Rée: Grunden, hvorfor jeg har tilladt mig at
foreslaae det større, det unægtelig temmelig store, Antal valgt af
Forsamlingen, er fordi jeg antager, a ved Forarbeiderne til
Grundloven er det nødvendigt, at saa- vidt muligt de forskjelligee
Samfundsinteresser, naturligviis parret med den fornødne Dygtighed
og Indsigt, blive repræsenterede. Jeg vil imid- lertid tillade mig
at foreslaae en Modification, hvorved jeg troer at kunne
tilveiebringe en Tilnærmelse mellem de stærkt modstaaende Anskuelser om Maaden for Udvalgets Sammensætning, nemlig denne, at Afdelingerne
vælge hver 2, altsaa tilsammen 10, og Forsamlingen vælger 7, altsaa 17 i det Hele. Ved at overlade Forsamlingen Valget af det største Antal forekommer det mig rigtignok, at man meget vilde svække Afdelings- Gystemet; naar man derimod i nærværende Tilfældee overlader For-
samlingen et større Antal end det Forhold, man almindelig har op-
stillet mellem Forsamlingens og Afdelingernes Valg, synes mig, at de
modstaaende Anskuelser maatte føle sig tilfredse ved at nærme sig
hinanden, og at ogsaa Hovedhensigten derved temmelig sikkert vil
blive opnaaet, saavel med Hensyn til Sammensætningsmaaden som med
Hensyn til Antallet af samtlige Medlemmer.
Overretsproc. Jespersen: Jeg skal tillade
mig at understøtte det Forslag, som er stillet af Rigsdagsmanden for
Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin), at de 5 Medlemmer i
Comiteen skulle vælges af Afdelingerne og de 10 af Forsamlingen,
idet jeg i det Væsentlige skal henholde mig til de Grunde, som ere
anførte af Pro- ponenten. Naar man sammenholder § 8 med § 9 i
Forretnings- Regulativet, troer jeg, at man vil komme til en klar
Anskuelse om, at der i det Ord „forstærkes“ — hvorpaa der fra den
modsatte Side er lagt Vægt — ingenlunde kan ligge, at det er
forudsat, at det
største Antal af Comiteemedlemmerne nødvendigvis skal vælges igjen- nem Afdelingerne; thi i § 9 er det forudsat, at Forsamlingen kan
bestemme sig til at vælge det hele Antal af sin egen Midte, og her
bruges ogsaa det samme Udtryk „forstærkes“, som saaledes er eens-
betydende med „at forøge Styrken“, „forstørre Antallet“, hvad enten
dette skeer ved t. Ex. at lægge 5 til 10 eller 10 til 5. Naar man
har lagt Vægt paa den Beslutning, som iggar blev taget med Hensyn
til to Sager om Comiteers Nedsættelse, som et Præ- cedents for
nærværende Sags Afgjørelse, maa jeg gjøre opmærksom paa, at dette er
at slutte fra de mindre vigtige Sager til den vigti- gere, fra 2
Sager, der egentlig ligge udenfor Forsamlingens Ressort, til
Hovedsagen, til det, der udgjør den egentlige Gjenstand for dens
Virksomhed. I denne maa Forsamlingen have sin fulde Frihed til at
tage den Bestemmelse, som efter Sagens Beskaffenhed er den rette-
ste. Jeg maa endnu tillade mig at udhæve et Argument for den af mig
forsvarede Mening, nemlig den Beslutning, som Forsamlingen har taget
om, at der til Valget til de Comiteer, hvortil Medlem- merne
udvælges af selve Forsamlingen, udfordres absolut Pluralitet. Det
forekommer mig, at det er ganske i Conseqvents hermed, naar vi
bestemme, at det større Antal af Comiteens Medlemmer skal vælges af
Forsamlingen i sin Heelhed, hvorimodd det vilde være en Opgivelse af
Majoritetens Ret, som er anerkjendt i hiin Beslutning, hvis man
vilde indrømme Afdelingerne at vælge den større Deel af Comitee-
medlemmerne, idet det er ganske vist, saaledes som det under de tid-
ligere Forhandlinger blev oplyst, at Minoriteten meget vel kan tæn-
kes at have Overvægten i de 3 Afdelinger af 5.
Forstander Møller: Førend jeg fordrister mig
til oftere at tage Ordet i denne Forsamling, skal jeg tillade mig at
rette et Spørgs- maal til den ærede Formand. Jeg vilde nemlig
forespørge, om det er tilladt ethversomhelst Medlem i Forsamlingen
at afbryde en Taler, naar han synes, at Taleren gaaer udenfor Sagen,
eller om det ikke er Formandens Pligt i Overeensstemmelse med vor
Forretningsorden at gjøre det, og i Fald saadant skeer af Andre, da
at kalde Vedkom- mende til Orden. Det har nemlig stødt mig, at et
Medlem, saale- des som her var Tilfældeet med Rigsdagsmanden for
Kjøge (Krieger), afbryder et andet Medlem midt i hans Foredrag, og
jeg skal ikke nægte, at jeg, naar Saadant skal kunne finde Sted, vil
være aldeles forhindret fra at tale. Det var dette Spørgsmaal, som
jeg vilde tillade mig at gjøre Formanden.
Formanden: Jeg skal tillade mig at besvare
dette Spørgs- maal. Det er jo vvistnok i Forretningsordenen bestemt,
at det er Formanden, som kalder til Orden; men det er en Selvfølge,
og det er ogsaa udtrykkelig udtalt i den ældre Forretningsorden for
Provind- sialstænderne, at et Medlem kan gjøre Formanden opmærksom
paa, at en Anden gaaer udenfor Sagen. Den Yttring, som den ærede Deputerede henvendte til Formanden, var ingen directe Afbrydelse af Taleren, men det var en Henvendelse til Formanden om, at Taleren
gik udenfor Ordenen. Jeg fandt derfor ikke Anledning til at kalde
Afbryderen til Orden. Hvad Taleren selv angaaer, antog jeg, at han
var i sin gode Ret paa den Maade, han talte, om det endogsaa kunde
have været ønskeligt, at Foredraget havde været noget kortere.
Forstander Møller: Da den ærede Formand har
erkjendt, at Rigsdagsmanden for Præstø Amts 4de District (Grundtvig)
var i sin gode Ret til at tale, maa jeg erklære mig tilfreds med
denne Af- gjørelse af den ærede Formand. Forøvrigt, hvad det
nærværende Spørgsmaal angaaer, slutter jeg mig til det sidste
Forslag fra den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 6te District
(Rée), om at 10 Medlemmer af Comiteen skulle vælges af Afdelingerne
og der- efter forstærkes ved 7 frit valgte af Forsamlingen.
Grundtvig: Det var i Anledning af den
yttring af For- manden, at det havde været ønskeligt, om mit
Foredrag havde været noget kortere, at jeg vilde bemærke, at jeg
allerede idag har hørt meget længere Foredrag.
Formanden: Det er ganske vist, at der har
været holdt læn- gere Foredrag, men det var med Hensyn til de af
Talerens Yttringer, som ikke umiddelbart angik den foreliggende
Gjenstand, hvorom jeg tillod mig hiin Bemærkning.
Bang: Jeg vilde blot bemærke, at jeg, efter
hvad jeg har ud- |
|
184
295 296
talt, for mit Vedkommende ikke kan have Noget imod den
Modisica- tion, som blev foreslaaet af den ærede Rigsdagsmand for
Randers amts 6te District (Rée), at der skulde vælges 10 Medlemmer
af Af- delingerne, men 7 af Forsamlinen. Dette vil jo i Principet
ikke være afvigende fra mit tidligere Forslag, og Forskjellen mellem
det hele Antal af Comiteens Medlemmer er ikke betydelig.
Brinck-Seidelin: Den ærede Rigsdagsmand for
Fredericia (Bang), har i sit første Foredrag støttet sin Mening om,
at det større Antal Medlemmer skulde vælges igjennem Afdelingerne,
derpaa, at han troer, at Interssen for Sagen i Afdelingerne derved
skulde vinde, idet Medlemmerne ved Behandlingen i Afdelingerne
trænge bedre ind i den. Men jeg maa tilstaae, at jeg ikke kan
indsee, at den Omstændighed, at der kun skal vælges 1 Medlem af hver
Afde- ling, skulde enten gjøre en saa vigtig Sag mindre interessant
eller vare til Hinder for Medlemmerne i at trænge saa godt ind in
den. Øiemedet for Behandligen af Sagen det er jo vist nok, at
Sagen skal blive behandlet saa omhyggeligt som muligt, og at den
bedste Be- tænkning kan blive udarbeidet; men dette troer jeg
ligesaa godt vil kunne opnaaes ved, at det største Antal af
Forsamlingen, som derved, at det vælges af Afdelingerne. Imod at
tage det største An- tal af Forsamlingen har man anførst, at
Udtrykkene i Regulativet skulde være derimod, da der af dem skulde
fremgaae, at det større Antal skal vælges af Afdelingerne og kun det
mindre Antal tilføies af Forsamlingen selv; men jeg troer, at disse
Udtryk ikke bør være i Veien, og jeg maa ogsaa med det ærede Medlem
for Aalborgs Amts 5te District (Jespersen) antage, at det ikke saa
ganske tydeligt fremgaaer af Regulativet, at det større Antal
nødvendigviis maa vælges af Afdelingerne.
Ræder: Jeg vil blot gjøre opmærksom paa, at
naar Valgene skee i Afdelingerne, skee de efter foregaaende Debat;
jeg lærer altsaa fuldkommen vel at kjende, af hvilken Mening ethvert
Medlem i Afde- lingen er, og jeg kan altsaa saa meget lettere rette
mit Votum, med Hensyn til hvem jeg ønsker at vælge til Medlem af
Comiteen, end naar Valget derimod skeer in pleno eller i
Forsamlingen selv uden foregaaende Forhandling, og jeg altsaa ikke
kan motivere min Stemme ved Andet end mit Kjendskab til Mandens
almindelige Dygtighed og Evne i Almindelighed til at indtræde i
Comiteen. Det forekommer mig derfor og, at det vil være rigtigst og
bedst, at de sleste Medlem- mer vælges af Afdelingerne, og jeg skal
forøvrigt fuldkommen stemme overeens med det ærede Medlem for
Randeres Amts 6te District (Rée) i, at man tager 10 af Afdelingerne
og 7 udenfor disse, da man der- ved vil have den fuldkomenste
Leilighed til at redressere de Mangler, som ere opstaaede ved
Valgene i Afdelingerne. Jeg skal endelig til- lade mig en Bemærkning
med Hensyn til Antallet, at paa Eidsvold vare Medlemmerne som
indtraadte i Comiteen, 15, skjøndt man der intet Forfantnings-Adkast
havde, men maatte først selv udarveide et; her have vi et Adkast,
men Sagen er dog af den Betydenhed, at det maatte være ønskeligt, at
ret Mange kunde deeltage i en saa vigtig Forhandling.
Algreen-Ussing: Idet jeg forøvrigt slutter
mig, til det Fore- drag, som den ærede Deputerede for Bornholms Amts
2det District (Madvig) har holdt i denne Sag, stemmer jeg med den
ærede Rigs- dagsmand for Randers Amts 6te District (Rée) for det
Forslag, at der vælges 10 af Afdelingerne og 7 ved frit Valg af
Forsamlingen.
Clausen: Jeg kan ikke, efter hvad der er
anført fra begge Sider, overbevise mig om, at det skulde være
hensigtsmæssigt med Hensyn til Sammensætningen af den Comitee, som
skal nedsættes til Behandlingen af Grundloven, at Udvalget af den
større Deel af denne Comitees Medlemmer skulde blive bestemt ved den
tilfældige Form, hvorunder Afdelingerne ere blevne sammenssatte. Jeg
vil til- lade mig at rindre om den omhyggelige Overveielse, som
dette Punkt fandt under Forhandlingerne om Affattelsen af
Regulativet, om Comitee- medlemmer skulde vælges med simpel eller
med absolut Pluralitet. Man kom derved til det Resultat, at
Comiteens Medlemmer burde vælges med absolut Pluralitet af hele
Forsamlingen, og jeg vil nu henstille til nærmere Overveielse, om
det da skulde befindes hensigtsmæssigt, at i en Comitee af den
Natur, som den her omtalte, det større Antal Medlemmer skulde kunne
indtræde ved Valg af 15 eller 16 Stemmer; det forekommer mig, at
stemmer dette end maaskee med Regulativets Bogstav, stemmer det dog
vist ikke med Regulativets Aand.
Bang: Jeg vil i Anledning af den ærede
Vice-Formands sidste Bemærkning blot tilføie, at det forekommer mig,
at Aanden in den hele Afdelings-Indretning medfører, at Valget af
det større Antal bør foregaae i Afdelingerne, og at det ikke strider
imod den Regl, at Co- miteevalget skal skee med Pluralitet. Jeg maa
bemærke, at i Afde- lingerne skal Valget ogsaa skee ved absolut
Pluralitet; nu er det vel i enkelte Tilfældee, men efter al
Beregning kun i Forholdsviis faa Tilfældee, muligt, at der ved
Valget i Afdelingerne kan forekomme et andet Regultat end det, som
Pluralitetens Valg i Forsamlingen vilde give; men Afdelingerne bleve
vedtagne netop for at give Mi- noriteten denne Ret, det var netop
Øiemedet med Afdelingsvalgene, at Minoriteten ikke skulde udelukkes
fra at kunne faae forholdsviis enkelte Medlemmer ind i Comiteerne;
netop i denne Aand er der ved det Anførte givet mig Leilighed til at
fremhæve en ny og, som det synes mig, vigtig Grund for den Mening,
at Afdelingerne skulle vælge det større Antal. Pluraliteten i hele
Forsamlingen vil forøvrigt vist ogsaa være Pluralitet i de sleste
Afdelinger, og det bliver altsaa kun forholdsviis i saa Tilfældee,
hvor der bliver Leilighed for Minori- teten at benytte den Ret, som
man ved Afdelings-Systemet har til- sigtet at give den.
Brinck-Seidelin: Jeg skal blot tillade mig
en Bemærkning med Hensyn til hvad der er bleven yttret af den ærede
Rigsdags- mand for Skanderborg Amts 1ste District (Ræder). Han
anførte til Styrke for, at det større Antal skulde udvælges igjennem
Afdelingerne, at man der bedst lærte hinandens Dygtighed at kjende,
men det kunde dog gjerne være, at Resultatet blev, at den Dygtighed,
man saaledes lærte at kjende, ikke var tilstrækkelig til at staffe
en fuldstæn- dig Repræsentation af de mange Kundskaber, som man
maatte ønske der skulle gjøre sig gjældende, ind i Comiteen.
Bisby: Det forekommer mig, at
Hovedspørgsmaalet her er Spørgsmaalet om, hvad politisk Anskuelse
den, der vælges til Medlem af Comiteen, har; men denne politiske
Anskuelse kan ikke blive bekjendt uden netop igjennem Afdelingerne.
Vi have vel en forudsattet Me- ning om, til hvilken Anskuelse den
Enkelte iblandt os bekjender sig, men det er først naar vi træde
sammen i Afdelingerne, at dette kan blive tydeligt og klart. Naar
altsaa Forsamlingen vælger Hovedan- tallet, saa vælger den meer
eller mindre iblinde; naar derimod Afde- lingerne vælge det, ere de
istand til at vælge med bestemt Hensigt. Dertil kommer, at naar
Forsamlingen vælger Hovedantallet, vil Valget naturligviis fremgaae
af dens Pluralitet og altsaa af dens politiske Anskuelse; naar
derimod Afdelingerne vælge, vil den afvigende politiske Anskuelse,
der vel i det Hele er i Minoriteten, men der i en enkelt Afdeling
godt kan være i Majoriteten, komme til sin Ret og gjennem sine
Repræsentanter have Leilighed til at komme til Orde og gjøre sig
gjældende i Comiteens Forhandlinger. Det er saaledes, at jeg skulde
troe, at det største Antal af Valgene idetmindste burde skee
igjennem Afdelingerne selv.
Formanden: Der foreligger altsaa et Forslag
om, at der til Comiteen skal vælges 17 Medlemmer, nemlig 10 gjennem
Asde- lingerne og 7 af Forsamlingen, samt et andet Forslag, der
gaaer ud paa, at Comiteen skulde bestaae af 15 Medlemmer, 5 valgte
gjennem Afdelingerne og 10 af Forsamlingen. Der er vel ogsaa fremsat
det Forslag, at der til Comiteen skulde vælges 10 Medlemmer af
Afde- lingerne og 5 af Forsamlingen; men hvis jeg har forstaaet den
ærede Proponent rigtigt, har han erklæret, at han tiltraadte det
førstnævnte Forslag, og hvis han derfor ikke urgerer videre paa det
af ham frem- satte Forslag, og heller ingen Anden optager det,
antager jeg, at det er tilstrækkeligt at sætte under Afstemning, for
hvilket af de 2 Først- nævnte Forslag Forsamlingen vil erklære sig.
Jeg vil da opfordre de Herrer, som stemme for, at Comiteen, saaledes
som foreslaaet af Rigs- dagsmanden for Randers Amts 6te District
(Rée), skal bestaae af 17 Medlemmer, til at reise sig, idet jeg
formener, at de, der ikke stemme for dette Forslag, derved erklære
sig for det andet, at Comi- teen sammensættes af 15 Medlemmer, 5
valgte af Afdelingerne og 10 af Forsamlingen. (Sluttes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco
Luno |
|
185
297 298 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 38. Fjortende Møde
(Sluttet)
Grundtvig: Jeg maa dog anmærke, at det andet
Forslag er det, som blev stillet først.
Formanden: Ja, men jeg stiller det nu ikke
først under Af- stemning.
Ved den derpaa foretagne Afstemning erklærede 126 sig for, at
Comiteen skulde bestaae af 17 Medlemmer, saaledes 10 valgtes af
Afdelingerne og 7 af hele Forsamlingen, hvorimodd 21 for, at den
skulde bestaae af 15 Medlemmer, nemlig 5 af Afdelingerne og 10 af
den hele Forsamling.
Formanden: Jeg skal tillade mig at henlede
Afdelingernes Opmærksomhed paa den Orden, hvori jeg troer, at de tre
Sager, som nu ere henviste til dem, bør foretages, og i denne
Henseende mener jeg, at det vilde være ønskeligt, jo mere de kunde
foretages i den Orden, hvori de ere henviste fra Forsamlingen. Min
Grund herfor er den, at naar vi tage de mindre omfattende Sager
først, vil der tidligere kunne komme Sager ind til Forhandling i
Fælles-For- samlingen, og da Finantssagen vil være den af de tre
indkomne Sa- ger, der fordrer mindst Tid, var det min Mening, at man
skulde foretage den først og derpaa Værnepligtsagen og saa
Forfatnings- sagen; man vil da opnaae den Fordeel, at man kunde
holde et Par Dage i Ugen almindelige Forsamlings-Møder, naar først
det første Forslag er kommen tilbage fra Afdelingerne og Comiteen,
og tillige Møder i Afdelingerne til Forberedelse af de andre Sager.
Medens man altsaa saaledes Forhandlede i hele Forsamlingen Finants-
og Værnepligtssagen, kunde man i Afdelingerne forhandle
Forfatnings- sagen, saaledes at den kunde ventes at være moden til
at komme for den hele Forsamling, naar de to andre Sager ere
afgjortee. Det forekommer mig, at dette vilde være den meest
hensigtsmæssige For- deling af Tiden. Der er endnu et Spørgsmaal,
som angaaer specielt Forfatningssagen, hvorpaa jeg vil tillade mig
at henlede Forsamlin- gens og navnlig Afdelingernes Opmærksomhed,
det er det Spørgs- maal, som under Debatterne idag er bleven — dog
ganske kortelig — berørt, kemlig om Forfatningssagen skal behandles
i sin Heelhed eller om den kan behandles i forskjelligee Afsnit;
Meningen er den, om man i Afdelingerne, inden Sagen kommer til
Fællesmøderne skal have gjen- nemgaaet den heelt og holdent, eller
om man kan tage visse Afdelin- ger af den for sig og, efterat have
gjennemgaaet dem, afgiv dem til den fælles Forsamling. Der er yttret
forskjelligee Meninger i denne Henseende af forskjelligee Medlemmer,
og Sagen er vvistnok ogsaa i sig selv meget vanskelig. Jeg vilde
derfor blot henvende Opmærksomheden derpaa, men ønskede ikke, at man
idag skulde discutere og endnu min- dre afgjøre dette Spørgsmaal.
Jeg vil troe, at det vil være mere hensigtsmæssigt, at dette
Spørgsmaal først discuteres I Afdelingerne, thi naar man vælger den
Fremgangsmaade, jeg har antydet, først at tage Finants- og
Værnepligtssagen for, vil man kunne faae dette Spørgsmaal afgjorte
derved, at enten en Afdeling eller et enkelt Medlem bragte det paa
Bane i Rigsforsamlingen. Jeg troer derfor ikke, at det vilde være
hensigts- mæssigt at discutere Sagen idag, men jeg har blot troet et
burde henlede Opmærksomheden derpaa. Jeg skal ikke idag tillade mig
at be- stemme, naar Afdelingerne skulle samles. For at de kunne
begynde Arbeiderne, vil det vvistnok være nødvendigt at have de
forskjelligee Ud- kast og Beretninger trykte, og til imorgen vil vel
neppe Finantsbe- retningen være trykt; dernæst vil det vvistnok
ogsaa være godt, om Afdelingerne, inden de træde sammen, kunne have
havt Tid til at
gjøre sig bekjendt med de Sager, som ere henviste, og jeg skal
derfor først i næste Møde, nemlig paa Løverdag, tillade mig at gjøre
For- slag til Forsamlingen om, naar Afdelingerne kunne holde
deres første Møde.
Ræder: Maatte det ikke være mig tilladt at
gjøre opmærksom paa, at Premierministeren, som det forekommer mig,
anmeldte, at et Udkast til en ny Stattelov vilde blive Forsamlingen
forelagt.
Formanden: Ja, naar den først har behandlet
den meddeelte Beretning og de dertil knyttede Forslag.
Bjerring: Jeg skal tillade mig at spørge den
ærede For- mand, hvorledes Valgloven vil være at behandle, da denne
Lov er forelagt uafhængig af Grundloven, som et særskilt Udkast.
Formanden: Jeg har anseet den som et Tillæg
til Grund- loven, og det forekommer mig, at man ikke kan sondre
disse to Sa- ger fra hinanden.
Bjerring: Det vil dog meget betydeligt
forøge den Comitees Arbeide, der skal behandle Grundloven, hvis den
ogsaa skal tage Valgloven under Overveielse.
Formanden: Da de vigtigste Bestemmelser i
Valgloven ere optagne i selve Grundloven, idet Detaillen, saa at
sige, indeholdes i Valgloven, medens Hovedbestemmelserne alt findes
i Grundloven, seer jeg ikke, at det gaaer an at sondre dem fra
hinanden.
Algreen-Ussing: Jeg troer, som den ærede
Præsident, at Behandlingen af de to Udkast ikke lader sig
adskille.
Krieger: Jeg har rigtignok troet, at naar
man deler den samlede Sag i Afsnit, kan man kun opstille to Afsnit,
Grundloven og Valgloven.
Formanden: Spørgsmaalet, om Sagen skal deles
i Afsnit, mener jeg først vil kunne afgjøres, efterat den er
behandlet i Afdelin- gerne, og derefter af Comiteen.
Ørsted: Det er altsaa Meningen, at den
Comitee, som idag er besluttet nedsat, skal beskjæstige sig med
begge Udkast.
Formanden: Det var min Mening. I alt Fald
vil Be- handlingen af de to Sager vvistnok først kunne adskilles,
efterat de have været behandlede i Afdelingerne.
Ørsted: Jeg mener ogsaa, at den Beslutning,
som her er bleven taget, maa gjælde baade Grundloven og Valgloven.
Jeg troer, at de ere uadskillelige, idet Valgloven udgjør endeel af
Grundloven, og at hiin Lov blot særskilt er bleven forelagt, fordi
den kan foran- dres, uden at de Betingelser ere tilstede, der
udkræves ved Foran- dringer af Grundloven selv.
Krieger: Jeg skal tillade mig at henstille,
om det ikke bør betragtes som et aabent Spørgsmaal, hvorvidt
Grundlovsudkastet og Valglovsudkastet skulle behandles under Eet,
eller om de ikke bør tæn- kes deelte i to Sager, saaledes at
Valglovsurdkastet gaaer sin særskilte Gang. Jeg overseer aldeles
ikke den meget nøie Sammenhæng, der er imellem de to Udkast, og at
visse store Grundsætninger findes baade i Valglovs- og i
Grundlovsudkastet; men jeg troer paa den anden Side, at den nærmere
Gjennemførelse af disse Grundsætninger, navn- lig hele den formelle
Fremgangsmaade, der foreskrives i Valgloven, hører til en simpel
organisk Lov, og jeg antager derfor, medens jeg maa tillade mig
foreløbig at udtale den Mening, at det ikke lader sig gjøre at dele
Grundloven, at det det dog godt kan gaae an at be- handle Valgloven
særskilt. Det forekommer mig, at dette Punkt ikke kan siges at være
afgjorte ved den af Forsamlingen tagne Beslutning. Jeg lagde
udtrykkeligt Mærke til, at der kun blev talt om Grund- loven, og
ligesom begge Udkast ved deres Forelæggelse belve holdte
|
|
186
299 300
fra hinanden, saaledes troede jeg, at dette Punkt om en
særskilt Behand- ling af Valgloven med Villie af Formanden hidtil er
ladet uomtalt.
Formanden: Jeg antager det ogsaa for et
aabend Spørgs- maal, idet netop Afdelingerne kunne komme til det
Resultat, og det derefter kunde komme til Forsamlingen. Jeg har vel
ved Udtrykket „Forsatningsudkast“ villet betegne begge Udkast; om
der nu end kan være forskjelligee Meninger, om Sørgsmaalet ikke maa
som afgjorte, eller om det kan ansees som et aabent Spørgsmaal,
fore- kommer det mig dog, at Afdelingerne, til hvis Behandling
begge Sager maae gaae, efter at have debatteret Spørgsmaalet, maae
kunne komme til det Resultat, at Sagerne bør behandles særskilt.
Hvidt: Jeg har blot reist mig for at slutte
mig til det For- slag, som af den ærede Rigsdagsmand for Kjøge
(Krieger) nylig er fremsat. Jeg skjønner vvirkelig ikke, at det kan
være hensigtsmæsigt eller endog muligt at tage Valgloven under
Behandling, før man først er enig om Grundloven. Denne Lov
indeholder en Mængde Bestemmelser og almindelige Grundsætninger, for
hvis praktiske An- vendelse der først i Valgloven er givet Regler.
Man maa derfor være enig om de almindelige Principer, og først naar
dette er skeet, kan man enes om de specielle Regler for disses
Anvendelse. Jeg maa saaledes under alle Omstændigheder ansee det
rigtigst, at Spørgs- maalet holdes aabent.
Algreen-Ussing: Jeg maa være ganske enig med
den ærede sidste Taler i, at Valgloven ikke bør komme til Behandling
for efter Grundloven. Derimod forekommer det mig, at man ikke bør
lade det opkastede Spørgsmaal staae aabent, men at det nu maa
afgjøres, om den Beslutning, Forsamlingen har taget, at der skal
nedsættes en Comitee af 17 Medlemmer, gjælder baade Grundloven og
Valgloven, eller kun den første Sag; men naar dette Spøgsmaal er
besvaret, kan det ikke længere betragtes som aabent. Jeg har
forstaaet For- samlingens Beslutning derhen, at den gjaldt hele
Forfatningsudkastet, derunder indbefattet Valgloven; men jeg anseer
det i ethvert Fald for uundgaaeligt, at der haves en Bestemmelse af
Forsamlingen an- gaaende dette Punkt, for at man kan være paa det
Rene med, hvad Forsamlingens Mening har været.
Formanden: Det forekommer mig ikke saa
afgjorte nødvendigt, da det under Discussionen siden kan klare sig;
men det synes mig i alt Fald, at det ikke vilde være rigtigt idag at
tage en Beslutning herom, og dette har vvistnok Analogien af
Reglementet imod sig. Det er nemlig bestemt i § 16, at der ikke maa
tages endelig Beslutning samme Dag et forslag indkommer; her er vel
nærmest talt om Med- lems Forslag, som indkommer, men da her er
Spørgsmaal om For- klaringen af en Beslutning, som Forsamlingen har
taget, synes dette heller ikke i samme Møde at burde afgjøres. Mig
forekommer det rigtignok at være det Bedste, at Afdelingerne gik
over til Undersøgelse af de forelagte Lovudkast, og det er da det
Naturligste, at de først tage Grundloven under Behandling, idet de,
naar de have discuteret denne, kunne komme ind til selve
Forsamlingen med Spørgsmaal, om de med det samme skulde tage
Valgloven under Behandling, eller der- til skulde udfordres en
særskilt Behandling af Afdelingerne og en ny Comitees Nedsættelse.
Jeg vil ikke tillægge min Mening nogen sær- egen Vægt, men det
forekommer mig, at det ikke bør afgjøres idag.
Hall: Jeg skal ikke nægte, at det forekommer
mig at være en Umulighed at vælge nogen anden Fremgangsmaade, thi om
end de 2 Udkast ere holdte fra hinanden ved Fremlæggelsen, saa ere
dog flere af Bestemmelserne i begge indbyrdes ovreenstemmende, og
naar nu den ene Comitee har udtalt sig over disse, vil det dog være
be- synderligt at nedsætte en anden Comitee, for at tage det Samme
un- der Overveielse. Bestemmelserne om Diæter og Reisegodtgjørelse
for de Deputerede ere f. Ex. optagne i begge Udkast, og det vild
være underligt, om den ene Comitee kom til een Anskuelse herom og
den anden til en modsat.
Bjerring: Grunden, hvorfor Regjeringen har
holdt valg- loven borte fra Grundloven ved Fremlæggelsen, er
formodentlig den, at Bestemmelserne i Grunloven ikke kunne forandres
uden efter en nøie bestemt besværlig Form, medens Valgloven kan
modtage For- andringer, som enhyver anden Lov, med Undtagelse af de
Bestemmelser
i samme, som ogsaa findes i Grundloven. Deraf følger, at udkastet
til Valgloven ikke bør undergives nogen Comiteebehnadling, førend
Grundloven af Forsamlingen endlig er afgjorte; men saa mener jeg
ogsaa, at der bør tages Beslutning om, hvorvidt Valgloven skal be-
handles af en særskilt Comitee.
Algreen-Ussing: Jeg skal ikke yttre mig
nærmere om, hvorvidt det var ønskeligt eller ikke ønskeligt, at de
tvende Adkast behandles hver af fire Comiteer; men det anseer jeg
for klart, at det maa vides, om det er Forsamlingens Bestemmelse, at
Afdelingerne skulle befatte sig med begge Udkast, eller om Meningen
er, at det kun skulde befatte sig med selve Grundloven, og at det
senere skal komme under Overveielse, hvorledes der skal forholdes
med Valgloven.
Krieger: Ja det er, havd jeg har forstaaet
ved, at Spørgs- maalet skulde være aabent, nemlig at den Comitee,
hvis Redsættelse er besluttet, foreløbig alene gjælder Grundloven og
ikke Valgoven, saa at det senere kan blive afgjorte, om denne
Comitee ogsaa skal tage Valgloven under Behandling, eller det skal
overdrages andre Kræfter at bearbeide denne.
Algreen-Ussing: Forsamlingens tidligere
Beslutning skulde derefter være, at alene Grundloven var overgiven
til Behandling i Afdelingerne?
Krieger: Ja.
H. P. Hansen: Jeg skal tillade mig at
understøtte den af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 4de
District (Algreen-Ussing) yttrede Mening, at det idag maa afgjøres,
om den Comitee, hvis Nedsættelse er besluttet, skal tage baade
Grunloven og Valgloven un- der Behandling eller kun den første, og
ikke efter Formandens For- mening opsættes. Jeg har troet, at
Forhandlingerne idag dreiede sig om begge Dele; men det forekommer
mig at være meget slemt, at Forsamlingen ikke er paa det Rene med
sin egen Beslutning, fordi der senere er reist Tvivl om dens
Forstaaelse. Jeg ønsker derfor, at de strax maa blive bragt til
Klarhed, hvad Forsamlingen har meent med Afstemningen. Jeg har
rigtignok staaet i den Formening, at Afdelingerne skulde behandle
begge de forelagte Udkast, dog saaledes, at naar de maatte ønske
nogen Forandring her, det da stod dem frit for at fremkomme med
Forslag herom. Jeg ønsker saaledes Spørgs- maalet bragt til
Afgjørelse endnu idag.
Efterat det derefter af Formanden var sat under afstem- ning, om
Spørgsmaalet skulde afgjøres strax eller først i det næste Møde,
erklærede Forsamlingen med 87 Stemmer imod 56 sig for det Første.
Efterat det derefter af Formanden var sat under Afstem- ning, om
Spørgsmaalet skulde afgjøres strax eller først i det næste Møde,
erklærede Forsamlingen sig med 87 Stemmer imod 56 for det Første.
Rée: Jeg skal tillade mig at henstille til
Forsamlingen, at det idag maa betragtes som afgjorte, at, hvis man
senere kommer til det Resultat, at et nyt Udvalg skal behandle
Valgloven, man da ikke skrider til dette Arbiede, førend man er
færdig med Grundlovens Be- handling og denne er vedtagen.
Formanden satte derefter under Afstemning,
om den Comitee, der af Forsamlingen var besluttet at skulle
nedsættes, skulle tage baade Grunlovs- og Valglovs- Udkastet under
Behandling eller kun det førstnævnte Udkast. Det første Alternativ
blev af Forsamlingen an- taget med 113 St. mod 32.
Efter at Formanden havde tilkjendegivet Forsamlingen med Hensyn
til Dagsordenen for det næste Møde, at dette vilde blive af- holdt
Løverdagen Kl. 12 inden lukkede Dørre, og at Ministeriets
Meddelelser til Rigsforsamlingen i samme vilde blive fortsat, blev
Mødet hævet. Rettelser. I Nr. 28, Pag. 222, Linie 42
f. o., Nestaurationer, læs: Neservationer. „ „ „ — 224, — 8 f. o.,
Forsamlinger, læs: Forhandlinger. „ „ 30, — 235, — 5 f. n.,
Tydsklands, læs: Verdens. „ „ 32, — 252, — 26 f. o., „Med Hensyn til
Spørgsmaal til Ministeriet,“ læs: med Hensyn til Yttringer fra
Ministeriets Side. Trykt og forlagt af Kgl.
Hofbogtrykker Bianco Luno. |
|
187
301 302 1848 Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen. No 39. Femtende Møde.
Mandagen den 13de November.
Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.
Formanden: Jeg har modtaget et Andragende
igjennem Rigsdagsmanden for Thisted Amts 4de District (Bagger), fra
nogle Beboere paa Morsø om Converteringen af Sundkornet, som ydes
ved Salling og Vildsunds Færgesteder. Det vil blive henlagt i
Læse- salen. Fremdeles har jeg igjennem Rigsdagsmanden for
Aalborg Amts 5te District (Overretsprocurator Jespersen) modtaget et
An- dragende fra adskillige Beboere i Nibe Kjøbstad, om at der
ved Valgloven maa blive taget tilbørligt Hensyn til
Kjøbstadbeboernes Tarv. Fra nogle ærede Rigsdagsmænd, som sidde
længst nede i Salen, er jeg bleven anmodet om at bede Dhrr. af
Forsamlingen at tale høit, da de have Vanskelighed ved ellers at
høre dem.
Algreen-Ussing: Det hændte sig i Løverdags,
da den Sag, som skulde behandles i det hemmelige Møde, var
tilendebragt, at der blev stillet en Interpellation, som ikke
egentlig vedrørte hiin Sag, en Interpellation af en meget stor
Betydning, ligesom der og- saa blev reist Spørgsmaal om Dagsordenen
idag, hvilket stod i Forbindelse dermed. Jeg tager deraf Anledning
til at hen- stille til Formande, om der ikke maatte blive truffet
den For- anstaltning, at naar den Gjenstand, som bliver behandlet i
det hemmelige Møde, er tilendebragt, Dørene da aabnes, Stenogra- pherne indkaldes og paa sædvanlig Maade i et offentligt Møde de
Forhandlinger blive pleiede, som maatte finde Sted.
Formanden: Jeg er ganske enig med den ærede
Deputerede i, at denne Fremgangsmaade vvistnok vilde være den
rigtigste; jeg skal blot bemærke, at Interpellationen kom egentlig
leilighedsviis ind i Debatten fra en Anden end den, som havde reist
den, saa at det i det enkelte Tilfældee mange Gange kan være
vanskeligt nok at afgjøre, hvad der under saadanne Omstændigder
bliver at forhandle for aabne Døre.
Den Sag, som idag staaer paa Dagsordenen, er den foreløbige
Behandling af Sagen angaaende Diæter og Erstatning af Reiseom-
kostninger for Forsamlingens Medlemmer; jeg troer, at Comiteens
Ordfører er fraværende, men maaskee et andet Medlem af Comiteen vil
have den Godhed for Forsamlingen at oplæse den af Comiteen afgivne
Vetænkning.
Procurator Aagaard: Jeg skal blot tillade
mig at gjøre Forsamlingen opmærsom paa, at Comiteen havde udvalgt
Rigsdags- manden for Veile Amts 1ste District (Bang) til Ordfører og
For- mand for Comiteen, og at han saaledes havde lovet nærmere at
mo- tivere vor Betænkning; da han imidlertid ikke er tilstede,
bliver jeg nødt til at gjøre dette i hans Sted. Da jeg saaledes er
aldeles ufor- beredt herpaa, maa jeg bede om Forsamlingens
Overbærelse. Comi- miteens Betænkning lyder, som følger:
Under 31te f. M. har Justitsministeriet meddelt Rigsforsamlin-
gens Fomand, at H. M. Kongen den 30te f. M. har resolveret, at
Beregningen af de Forsamlingens Medlemmer tilkommende Diæter og
Godtgjørelse for Reiseomkostninger kan skee overeenstemmende med de
Regler, der ere anførte i det Forsamlingen forelagte Udkast til en
Valglov § 18, nemlig saaledes, at Diæterne beregnes til 2 Rbdlr. dag- ligen, og at Reiseomkostningerne erstattes efter indgiven, af
Forsam- lingens Formand bifaldet og anvist Regning; saa og at, hvis
For-
samlingen maatte ønske nogen Forandring heri, den da derom nær-
mere maatte yttre sig.
Efterat denne Sag, overenstemmende med Rigsforsamlingens
Beslutning, har været behandlete i dens Afdelinger, og det derefter af disse er blevet os overdraget at afgive Betænkning, skulle vi tillade
os at forelægge Rigsforsamlingen følgende Bemærkninger:
Comiteen holder for, at Diæterene, for den nærværende Rigs-
forsamlings Vedkommende, ikke retteligen bør ansættes ringere end
det ved Frd. af 15 Mai 1834 § 88 for Provindsialstænderforsamlin-
gerne bestemte Beløb, nemlig 4 Rbd. daglinen. Hverken Loven om
Valgene til den nærværende Rigsforsamling eller nogen anden fra
Regjeringen udgaaet Bestemmelse har nemlig givet mindste Vink om, at
det nysnævnte Beløb af de Deputeredes Diæter skulde nedsættes, og
enhver Rigsdagsmand, der skillede sig som Valgcandidat, havde saame-
get mindre Grund til at vente og belave sig paa en saadan Redsæt-
telse, som nu, efterat Forsamlingen alt er aabnet og har begyndt sin
Virksomhed, er bleven bebudet, som det var bekjendt, at Regje-
ringen allerede havde besluttet at tilstaae de Mænd, som efter
Rescr. af 28 Januar d. A. skulde have været sammenkaldte for at
afgive Betænkning over et Forfatningsudkast, et endog be- tydeligt
høiere Beløb i Diæter, nemlig 6 Rbd. dagligen. Comiteen formener, at
der i denne Betragtning ligger tilstrækkelig Grund for
Rigsforsamlingen til at erklære sig for, at det for denne
Forsamlings Vedkommende bør forblive ved den ældre Bestemmelse af
Diæternes Størrelse, som indeholdes i Frd. af 15 Mai 1834, og vi
skulle derfor ei indlade os paa at undersøge, til hvilket Beløb disse Diæter burde ansættes, naar der alene blev at tage Hensyn til den
umiddelbare Bekostning paa en Rigsdagsmands anstændige Under-
holdning under hans Ophold her, en Undersøgelse, hvorpaa Rigs-
forsamlingen ei heller nu kunde gaae ind, uden i Gjerningen forud at
tilkjendgive sin Formening om § 18 i den ovennævnte nye Valg- lov,
der ei endnu er kommen til Forhandling, hvilket, saavidt vi skjønne,
er utilraadeligt. Forsaavidt det under Sagens Behandling i
Afdelingerne er blevet yttret, at Fædrelandets nuværende trykkende
Forlhold indeholde en Opfordring for alle Rigsdagsmænd i denne
Forsamling til at bringe et Offer ved at samtykke Diæternes Ned-
sættelse, skal Comiteen endnu bemærke, at et sligt Offer ei tør frem- tvinges ved en Beslutning af Forsamlingen, ligesom det ogsaa maa
ansees stødende og derfor endog andre Steder er blevet udtrykkeligt
forbudt, at enkelte Rigsdagsmænd, som formedelst deres Formuenhed
eller af andre Grunde dertil have Leilighed, frafalde deres Diæter,
medens de øvrig Rigsdagsmænd ei kunne dette. Derimod behøve vi neppe
at bemærke, at det er en Selvfølge, at enhver Rigsdags- mand kan
anvende et saa stort Beløb, som han kan og vil undvære, til
hvilketsomhelst offentligt Øiemed, naar et saadant frivilligt Offer
blot ikke bringes i Forbindelse med Rigsforsamlingens Diæter.
Hvad dernæst angaaer Godtgjørelsen for Rigsdagsmæn- denes
Reiseomkostninger, da er Forholdet et andet end med Hensyn til
Diæterne, thi den Rigsdagsmand, der stillede sig til Valg, havde ei
Føie til at vente, at samme skulde blive ham godtgjort med et saa
rundeligt Beløb, som der var foreskrevet i Frdg. 15de Mai 1834 § 88
for Provindsialstændernes Vedkommende, nemlig 1½ Rbd. pr. Miil, idet
Reisernes Veilængde for at møde i Rigsforsamlingen i det Hele bliver
meget større end Veilængden, som maatte tilbage- lægges for at møde
i Provindsialstænderne, ligesom der i det Hele gives flere og mindre
bekostelige Befordringsmidler, som kunne be- nyttes ved Reisen til
Hovedstaden end ved Reisen til de Byer, i |
|
188
303 304
hvilke Provindsialstændernes Forsamlinger havde Sæde,
isærdeleshed Viborg. Comiteen maa saaledes her tilraade, at den
Regel tiltrædes, som er foreslaaet i Justitsministeriets foranførte
Skrivelse, at Reiseom- kostningerne, derunder indbefattet Fortæring
paa Reisen, erstattes efter indgiven, af Forsamlingens Formand
bifaldet og anvist Regning, hvoraf følger, at Diæterne blive at
beregne fra den Dag, Rigs- dagen er aabnet, til den Dag, samme
sluttes, begge disse Dage iberegnede.
I Henhold til disse Bemærkninger indstiller Comiteen, at
Rigsforsamlingen yttrer sig for: 1) At der for den Tid, nærværende
Forsamling varer, bør tilstaaes Rigsdagsmændene de samme Diæter, som
tidligere vare bestemte for Medlemmerne af Provindsialstændernes
Forsamlinger, nemlig 4 Rbd. dagligen. 2) At Rigsdagsmændenes
Reiseomkostninger bør erstattes efter ind- given, af Forsamlingens
Formand bifaldet og anvist Regning.
Saaledes som det fremgaaer af denne Betænkning, er Comiteen gaaet
ud fra den Forudsætning, og har troet at burde holde fast ved det
Punkt, at det ikke var dens Opgave at behandle selve Diætsagen,
selve Spørgsmaalet, om det er rigtigt og godt, at Folkets Repræsen-
tanter i Almindelighed nu og i Fremtiden faae et større eller mindre
Beløb i Godtgjørelse og til Bestridelse af de Omkostninger, som
deres Stilling og Ophold her i Kjøbenhavn nødvendigviis med- fører.
Vi have troet, at vi vilde gaae uden for det os paalagte Hverv, vi
have troet, at det vilde være et uforsvarligt Brud paa For- men, om
vi, som kun ere udvalgte til at bedømme Diæternes Stør- relse for
nærværende Rigsforsamling, vilde indlade os paa Afgjørel- sen af det
langt vigtigere og vanskeligere Spørgsmaal om, hvilke Diæter de
danske Rigsdagsmænd for Fremtiden skulle tillægges, eller om der
overhovedet skulde beregnes Diæter for Medlemmer af tilkom- mende
Forsamlinger. Dette maa nødvendigviis først afgjøres, naar selve
Grundloven og selve Valgloven i sin Tid komme under For- handling.
For at undgaae endogsaa paa en middelbar Maade at virke paa dette
Spørgsmaals Afgjørelse, have vi troet det rettest at holde os til
den reent juridiske Side af Sagen, om jeg maa bruge dette Udtryk, og
vi have derved tillige taget Hensyn til den Erfa- ring, vi have i de
Kredse, fra hvilke vi ere sendte. Som Jurister maae vi erkjende, at
enhver Mand, der stillede sig som Valgcandidat ved Valget til denne
Forsamling, havde meget god Grund til at troe, at der ikke vilde
blive Spørgsmaal om mindre Diæter end de, som vare tilstaaede
Provindsialstænderforsamlingernes Medlemmer i sin Tid, nemlig 4 Rbd.
daglig; vi havde saameget mere Grund til at troe dette, som det var
os bekjendt, at der ved foregaaende Forhandlinger med saakaldte vise
Mænd havde været Tale om at bestemme Diæterne til 6 Rbd. daglig. Vi
følte, at den Stilling, som en Rigsdagsmand i dette Øjeblik indtager
i Danmark, at det Ansvar, som en Rigsdagsmand i dette Øjeblik
paatager sig ved at være i denne Sal, er saa langt større, saa langt
betydningsfuldere, end det, Medlemmerne af Provindsialstænderne i
sin Tid paatoge sig, og vi fandt, at det i alt Fald var en meget
naturlig Tanke, om Folk i Almindelighed beregnede eller tænkte sig
et Slags Forhold mellem Ansvarets og Betydningens Størrelse og den
Sums Størrelse, som Landet vilde give sine Befuldmægtigede til deres
Underholdning; vi fandt det meget rigtigt og meget naturligt, at
navnligen alle Med- lemmer af Bondestanden, og vvistnok ogsaa en
stor Mængde andre Medlemmer, jeg troer de allerfleste, i det
Øjeblik, de stillede sig som Valgcandidater, antoge det som
afgjorte, at Landet ikke vilde byde dem mindre end 4 Rbd. til deres
Underholdning; vi fandt, at dette var rimeligt, og vi vide dernæst
af Erfaring, at dette vvirkelig har været Tilfældeet. I adskillige
offentlige Tidender, navnlig i Pro- vindsaviserne har det været
fremstillet uimodsagt, som Noget, hvorom der ikke kunde tvivles, at
denne Størrelse i det mindste vilde blive givet Medlemmerne af denne
Forsamling. Dette Factum have vi anseet for afgjørende. Vi have
dernæst opkastet os det Spørgsmaal, om det var forsvarligt, om det
var rigtigt under de nuværende Forhold, at endogsaa kun nogle
Rigsdagsmænd skulde føle sig trykkede i deres Stilling
herinde, fordi deres efter vor Mening velbegrundede Tanke blev skuf- fet, og der blev givet dem et meget mindre Beløb som Godtgjørelse, end det, de havde gjort Regning paa. Vi have opkastet os det
Spørgsmaal, om det vilde være rigtigt, at maaskee adskillige Med-
lemmer af denne Forsamling af den Grund skulde finde sig foranle-
digede til at forlade den Stilling, hvortil Folket har kaldet dem.
Naar man har sagt, at dette ikke vilde skee, at dette ikke kunde skee, saa troer jeg, at man har havt Uret; idetmindste antager jeg og
Flere af denne Comitees Medlemmer, som troe at have Kjendskab til
Mange af de mindre Formuende i denne Sal, med Vished at kunne sige,
at idetmindste Nogle i hint Tilfældee ville føle sig stærkt fristede
til at forlade deres Stilling her. Det er temmelig afgjorte, at vort
Ophold her, som Medlemmer af denne Forsamling, vil blive meget
længere, end de Fleste af os havde troet, da vi stillede os som Can-
didater til Valget; det er aldeles vist, at der er Mange af os, som,
hvordan end deres Diæter blive bestemmte, maae gjøre et meget stort
Offer i pecuniair, i materiel Henseende, for at kunne blive her. Det
er fuldkommen rigtigt, at dette Offer maae vi have beredt os paa;
vi, som tabe mere derved, have vidst det, og dette Offer ville vi
sikkert Alle med Glæde bringe. Men noget ganske Andet er det, om man
kan fordre, at Folk tillige skulle gjøre et Offer, som de for-
nustigviis ikke have kunnet beregne, førend de kom herind.
Foruden disse Betragtninger, som er det Væsentligste, hvorpaa
Comiteen har støttet sin Betænkning, have vi tillige troet, at denne
paa en Maade Gaaen paa Accord med Landet i denne Sag og at sige:
maaskee vi kunne nøies med 2 eller 3 Rbd., vil være meget lidet
passende for denne Forsamling; vi, og derom er jeg overbeviist,
ogsaa den hele Forsamling, føle meget vel, at det er en betænkelig
Sag at trække mere paa Landets Kræfter i dette Øjeblik, end nød-
vendigt; men vi vide tillige, at Enhver, som enten paa Grund af
disse Diæters Størrelse, som kun har lidet at betyde, skulde faae
Naad Raad til at undvære Noget, jo altid vil have Leilighed til at
anvende det paa en Maade, som vil komme Staten til Gavn. Vi troe, at
det vilde være et Overgreb fra de Formuendes Side, en For- nærmelse
mod de mindre Formuende, mod de Fattigere, om vi vilde sige: I
skulle gjøre dette Offer for Fædrenelandet, I skulle nøies med denne
mindre Sum, end den I have havt Ret til at vente, da I bleve valgte.
Vi ere derfor komne til det Resultat, som forelig- ger, at man
maatte strængt afholde sig fra at drøfte selve Diætspørgs- maalet i
sin Reenhed, i sin Heelhed og for Fremtiden, og kun holde sig til
det reent Formelle, nemlig Diæterne for denne Forsamling, og støtte
Bestemmelsen af dem paa, hvad man havde Grund til at vente efter de
Diæter, som vare tilstaaede Provindsialstænderne. Jeg skal derfor
ikke trætte med nærmere at udvikle de Grunde, som have bragt os til
det Resultat, ifølge hvilket vi have troet ligefrem at maatte
tilraade, at enhver Rigsdagsmand faaer det Samme i Godtgjørelse til
de daglige Udgifter som Medlemmerne af de forrige
Provindsialstænder. Derimod have vi troet at kunne gjøre en Af-
vigelse herfra med hensyn til Reiseomkostningerne, thi med Hensyn
til dem ligger det aldeles klart, at Enhver kan indgive sin Regning,
og han kan derved faae udbetalt Alt, hvad hanhar udgivet, og Mere
kan Ingen fornuftigviis fordre; derved kan Ingen tabe Noget, og der
er vel Ingen, som kan forudsættes at have gjort Regning paa at
fortjene Noget ved Reisen.
Justitsministeren: Den ærede Ordfører har
yttret, at han ikke vilde trætte Forsamlingen ved at gaae ind paa
Diætspørgsmaalet i dets heelhed og for Fremtiden, og jeg antager med
ham, at det maatte være Forsamlingens Ønske, at man ved nærværende
Spørgs- maals Discussion ikke gaaer mere i Detail end høist
nødvendigt. Jeg troer, at det maaskee vil bidrage til
Forhandlingernes Forkortelse, naar jeg strax fremsætter de
Synspunkter, som have gjort sig gjæl- dende hos Regjeringen i denne
Sag. At der ikke tidligere har været truffet nogen Bestemmelse om
Diæternes Størrelse for nærværende Forsamling, hidrører nærmest
derfra, at der ikke har været nogen særdeles paatrængende Anledning
til at afgjøre dette Spørgsmaal forinden, navnlig synes det ikke
ganske nødvendigt at høre hjemme i Valgloven, hvor det forresten
nærmest maatte have været indført, dersom nogen Bestemmelse derom
skulde være given. Man har antaget, at
|