Lovforslag nr. 9
fremsat den 9. november 2011 af
justitsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om
ændring af straffuldbyrdelsesloven
og retsafgiftsloven
(Revision af straffuldbyrdelsesloven
m.v.)
§ 1
I
straffuldbyrdelsesloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1162 af 5.
oktober 2010, som ændret ved lov nr.
183 af 8. marts 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 23, stk. 2,
nr. 6, udgår: »eller«.
2. I
§ 23, stk. 2,
indsættes efter nr. 7 som nye numre:
»8)
for at undgå, at den dømte afsoner i
en institution i tilfælde, hvor den
dømte har begået strafbart forhold
mod en ansat, der gør tjeneste i
institutionen, eller dennes
nærstående, eller
9)
hvis hensynet til retshåndhævelsen
eller andre særlige omstændigheder
taler herfor.«
3.
§ 35, stk. 1,
2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes: »Såfremt ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn gør det
påkrævet, kan institutionens leder
eller den, der bemyndiges hertil,
dog nægte bestemte indsatte adgang
til at deltage i gudstjenester og
begrænse antallet af deltagere. Hvis
det besluttes at begrænse antallet
af deltagere, skal de pågældende
indsatte så vidt muligt i stedet
have adgang til at overvære
gudstjenesten via elektroniske
medier.«
4. I
§ 42, stk. 2,
ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
5. I
§ 42
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
En indsat, der ikke har pligt til
beskæftigelse, jf. § 38, stk. 2, og
som fremsætter ønske om
beskæftigelse på et tidspunkt, hvor
institutionen ikke kan tilbyde
beskæftigelse, skal i en kortere
periode alene have dækket sine
personlige fornødenheder, hvis den
pågældende indsatte tidligere under
strafudståelsen har afvist tilbud om
beskæftigelse.«
Stk. 3 bliver
herefter stk. 4.
6. I
§ 42, stk. 3,
der bliver stk. 4, indsættes som
2. pkt.:
»Der kan
endvidere fastsættes regler om
ordningen i stk. 3.«
7. I
§ 45, stk. 3,
1. pkt., ændres
»patientklagenævnet« til:
»Patientombuddet«.
8. I
§ 50, 3. pkt.,
ændres »efter udgangsmisbrug«, til:
», hvis tilladelse til udgang afslås
på grund af fare for misbrug, jf. §
46, stk. 1, nr. 2, eller hvis
tilladelse til udgang tilbagekaldes
på grund af misbrug eller fare
herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2,«
9. I
§ 54, stk. 1,
ændres »under 3 år« til: »under 1
år«.
10.
I § 54
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
En indsat har ret til at have sit
barn, der er fyldt 1 år, men ikke 3
år, hos sig i institutionen, hvis
den indsatte selv er i stand til at
passe barnet, og institutionen og de
sociale myndigheder finder, at
forholdene i institutionen er
forenelige med hensynet til barnet.«
Stk. 2 bliver
herefter stk. 3.
11.
§ 57, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
I lukkede institutioner optages,
påhøres eller aflyttes
telefonsamtalen uden retskendelse,
medmindre dette ikke findes
nødvendigt af de i stk. 2 nævnte
hensyn. Såfremt samtalen optages,
påhøres eller aflyttes, skal
samtaleparterne forinden gøres
bekendt hermed. Optagelser af
telefonsamtaler slettes senest 6
måneder efter, at de er foretaget.«
12.
I § 57
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Telefonsamtaler med de i § 56, stk.
1, nævnte personer og myndigheder
m.v. optages, påhøres eller aflyttes
ikke.«
Stk. 4 bliver
herefter stk. 5.
13.
I § 57, stk. 4,
der bliver stk. 5, indsættes som
2. pkt.:
»Der kan endvidere fastsættes regler
om optagelse af telefonsamtaler
efter stk. 3 og om kontrol af
optagelserne.«
14.
I § 60, stk. 1,
indsættes efter »Institutionen kan«:
»uden retskendelse«.
15.
I § 60, stk. 8,
indsættes efter »kan institutionen«
og efter »dertil,«: »uden
retskendelse«.
16.
I § 63, stk. 1,
nr. 2, ændres »påkrævet for
at gennemføre en almindelig
sundhedskontrol eller forebygge
smittefare« til: »for at forebygge
smittefare«.
17.
I § 63
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Institutionens leder eller den, der
bemyndiges dertil, kan
undtagelsesvist udelukke en indsat
fra fællesskab med andre indsatte i
op til 5 dage, hvis det er
nødvendigt for at beskytte den
indsatte mod overgreb.«
Stk. 2-7 bliver
herefter stk. 3-8.
18.
I § 63, stk. 4,
der bliver til stk. 5, ændres »kan
det bestemmes« til: »kan
Direktoratet for Kriminalforsorgen
bestemme«.
19.
I § 63
indsættes efter stk. 7, der bliver
stk. 8, som nyt stykke:
»Stk. 9.
Udelukkelse fra fællesskab må ikke
overstige 3 måneder. Direktoratet
for Kriminalforsorgen kan dog træffe
afgørelse om udelukkelse fra
fællesskab i mere end 3 måneder,
såfremt der foreligger helt særlige
omstændigheder. I givet fald finder
stk. 8, 2. pkt., tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 8 bliver
herefter stk. 10.
20.
§ 74, stk. 1,
1. pkt., affattes således:
»Såfremt den indsatte under
fuldbyrdelsen ved ansvarspådragende
adfærd har forvoldt skade på ting,
der tilhører en af
kriminalforsorgens institutioner,
kan den institution, hvor den
pågældende er indsat, bestemme, at
erstatningsbeløbet skal modregnes i
den indsattes vederlag for
beskæftigelse efter § 42, stk. 1.«
21.
I § 106
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
En dømt, der uforskyldt har afviklet
for meget samfundstjeneste, har ret
til erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1018 a.«
22.
I § 112, nr. 9,
indsættes efter »strafcelle«: »i
mere end 7 dage«.
23.
§ 125
ophæves.
§ 2
I lov om
retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse
nr. 936 af 8. september 2006, som
ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 487
af 12. juni 2009 og senest ved lov
nr. 614 af 14. juni 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 12, stk. 1,
indsættes efter nr. 6 som nyt
nummer:
»7)
prøvelse af endelige administrative
afgørelser efter § 112 i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.,«
Nr. 7 og 8 bliver
herefter nr. 8 og 9.
2. I
§ 51, stk. 1,
ændres »nr. 1-6« til: »nr. 1-6 og
8«.
3. I
§ 55, nr. 1,
ændres »nr. 1-6« til: »nr. 1-8«.
§ 3
Loven
træder i kraft den 1. april 2012.
§ 4
Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Stk. 2. §
1 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
|
|
|
|
|
Almindelige
bemærkninger
|
|
|
|
|
|
Indholdsfortegnelse
|
|
|
|
|
|
1.
|
Indledning
|
2.
|
Generelt om
straffuldbyrdelsesloven
|
|
2.1.
|
Straffuldbyrdelseslovens
tilblivelse
|
|
2.2.
|
Straffuldbyrdelseslovens
indhold
|
3.
|
Lovforslagets
indhold
|
|
3.1.
|
Geografisk
nærhedsprincip
|
|
|
3.1.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.1.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.2.
|
Gudstjenester
mv.
|
|
|
3.2.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.2.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.3.
|
Vederlag for
beskæftigelse
|
|
|
3.3.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.3.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.4.
|
Udgangskarantæne
|
|
|
3.4.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.4.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.5.
|
Børn i
fængsler
|
|
|
3.5.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.5.2.
|
Sverige og
Norge
|
|
|
3.5.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.6.
|
Optagelse af
telefonsamtaler
|
|
|
3.6.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.6.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.7.
|
Undersøgelse
af den
indsattes
person og
opholdsrum
|
|
|
3.7.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.7.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.8.
|
Udelukkelse
fra
fællesskab
|
|
|
3.8.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.8.2.
|
Arbejdsgruppen
om
udelukkelse
fra
fællesskab
|
|
|
3.8.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
|
3.8.3.1.
|
Tidsgrænse
for
udelukkelse
fra
fællesskab
|
|
|
|
3.8.3.2.
|
Udelukkelse
fra
fællesskab
af hensyn
til den
indsattes
egen
sikkerhed
|
|
3.9.
|
Modregning
|
|
|
3.9.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.9.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.10.
|
Erstatning
for
udførelse af
for meget
samfundstjeneste
|
|
|
3.10.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.10.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.11.
|
Domstolsprøvelse
af afslag på
erstatning
|
|
|
3.11.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.11.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
3.12.
|
Retsafgift
|
|
|
3.12.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.12.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
4.
|
Ligestillingsvurdering
af
lovforslaget
|
5.
|
Lovforslagets
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for det
offentlige
|
6.
|
Lovforslagets
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
7.
|
Lovforslagets
administrative
konsekvenser
for borgerne
|
8.
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
9.
|
Forholdet
til
EU-retten
|
10.
|
Hørte
myndigheder
og
organisationer
|
11.
|
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
1. Indledning
Straffuldbyrdelsesloven indeholder
en revisionsbestemmelse, der
indebærer, at forslag om revision af
loven skal fremsættes for
Folketinget i folketingsåret
2011-12, hvor
straffuldbyrdelsesloven har været i
kraft i 10 år. Baggrunden for denne
bestemmelse er, at
straffuldbyrdelseslovens
gennemførelse var resultatet af en
stor og principiel reform, og at man
derfor fandt det naturligt at give
Folketinget lejlighed til at vurdere
lovens virkning i praksis, når der
efter en årrække ville foreligge et
fyldestgørende grundlag for at
evaluere loven.
Formålet med lovforslaget er på den
baggrund at foretage de ændringer af
straffuldbyrdelsesloven – ud over de
ændringer, der allerede er foretaget
i de forgangne 10 år – som
erfaringerne med loven har vist
behov for.
Lovforslaget bygger primært på de
erfaringer, som kriminalforsorgen
gennem de seneste 10 år har gjort
sig med straffuldbyrdelsesloven i
forbindelse med den løbende
administration af loven.
Justitsministeriet har endvidere til
brug for forberedelsen af revisionen
af loven indhentet udtalelser fra
andre centrale aktører på området,
herunder domstolene,
anklagemyndigheden, faglige
organisationer og
interesseorganisationer.
Lovforslaget indeholder navnlig
forslag til følgende ændringer:
Det foreslås, at princippet om, at
fængselsstraf skal fuldbyrdes i
nærheden af den dømtes bopæl
(nærhedsprincippet), vil kunne
fraviges i et vist yderligere omfang
end hidtil, hvis hensynet til
retshåndhævelsen eller andre særlige
omstændigheder taler for det.
Desuden foreslås det, at antallet af
deltagere i gudstjenester mv. i
kriminalforsorgens institutioner
fremover skal kunne begrænses af
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn,
forudsat at de indsatte så vidt
muligt i stedet får mulighed for at
overvære gudstjenesten via
elektroniske medier.
Det foreslås endvidere, at adgangen
til at træffe beslutning om
udgangskarantæne udvides fra i dag
alene at kunne ske i tilfælde, hvor
en udgangstilladelse tilbagekaldes
som følge af et konstateret
udgangsmisbrug, til fremover også at
omfatte tilfælde, hvor udgang nægtes
eller tilbagekaldes som følge af
fare for misbrug af en udgang.
Lovforslaget indeholder desuden en
ændring af reglerne om indsattes ret
til at have børn under 3 år hos sig
i institutionen. Der lægges således
op til, at der fremover i endnu
højere grad end hidtil skal indgå en
vurdering af forholdene på den
pågældende institution, når det skal
bedømmes, om det vil være
forsvarligt at lade et barn, som er
fyldt 1 år, men endnu ikke 3 år,
opholde sig på institutionen.
Lovforslaget indeholder endvidere
forslag om, at der indføres en
tidsgrænse på 3 måneder for
tvangsmæssig udelukkelse fra
fællesskab, og at denne tidsgrænse
kun kan fraviges af Direktoratet for
Kriminalforsorgen, og kun hvis der
foreligger helt særlige
omstændigheder.
Herudover foreslås der indført en
hjemmel til, at en indsat
undtagelsesvist kan udelukkes fra
fællesskab i op til 5 dage, hvis det
er nødvendigt for at beskytte den
indsatte selv mod overgreb.
Endvidere indeholder lovforslaget en
udvidelse af kriminalforsorgens
adgang til modregning i
beskæftigelsesvederlag, hvis en
indsat ved en ansvarspådragende
adfærd har forvoldt skade på
institutionens ting, således at der
efter forslaget skabes hjemmel til
modregning, uanset om den skadelidte
institution og den institution, der
udbetaler beskæftigelsesvederlaget,
er den samme.
Forslaget indeholder desuden en
bestemmelse om, at en dømt, der
uforskyldt har afviklet for meget
samfundstjeneste, har ret til
erstatning på objektivt grundlag.
Endelig foreslås det, at lov om
retsafgifter ændres, således at
sager, der efter
straffuldbyrdelseslovens § 112
prøves af retten, bliver
afgiftsfrie.
2. Generelt om
straffuldbyrdelsesloven
2.1.
Straffuldbyrdelseslovens tilblivelse
Lov om fuldbyrdelse af straf mv.
(straffuldbyrdelsesloven) trådte i
kraft den 1. juli 2001. Der var med
indførelse af loven tale om en
nyskabelse i dansk ret, idet loven
betød, at der blev gennemført en
samlet lovregulering af
fuldbyrdelsen af straf mv. Området
var tidligere reguleret af ganske få
lovbestemmelser i straffeloven, der
var suppleret af et særdeles
omfattende administrativt regelværk.
Baggrunden for udarbejdelsen af en
særlig lov om fuldbyrdelse af straf
mv. var navnlig den mere
principielle opfattelse af, at
fuldbyrdelse af straf og især af
frihedsstraf er et område af så
indgribende karakter, at den retlige
regulering af området i det
væsentlige bør ske ved lov og ikke
ved administrative regler.
Lovforslaget til
straffuldbyrdelsesloven byggede på
Straffelovrådets betænkning nr.
1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse
af straf mv. Straffelovrådet havde
forud herfor nedsat en arbejdsgruppe
med henblik på at forberede et
lovudkast, der kunne indgå i rådets
overvejelser. Arbejdsgruppens
overvejelser og forslag er gengivet
i betænkning nr. 1181/1989 om en lov
om fuldbyrdelse af straf mv.
Det fremgik bl.a. af arbejdsgruppens
kommissorium, at arbejdsgruppen
skulle tage stilling til, i hvilket
omfang og i hvilken form de
dagældende bestemmelser om
straffuldbyrdelse i straffeloven og
i bekendtgørelser og cirkulærer
burde nedfældes i lovregler. Det
fremgik endvidere, at de ledende
hensyn skulle være en vurdering af
reglernes væsentlighed ud fra
principielle – herunder
retssikkerhedsmæssige – og praktiske
synspunkter. Arbejdsgruppen skulle
herudover overveje, om reglerne
skulle have en generel og
ufravigelig karakter, eller om de
skulle udformes som hovedregler
eller vejledende principper, der kan
fraviges i enkelttilfælde eller i
grupper af tilfælde, der ikke egner
sig til på forhånd at blive
beskrevet i en lovtekst.
Resultatet blev, at
straffuldbyrdelsesloven indeholder
en række principielle og relativt
overordnede lovregler, hvor der er
opstillet hovedregler og vejledende
principper med en opregning af
betingelserne for at fravige
hovedreglerne. Loven er suppleret af
et administrativt regelsæt, der er
udstedt i medfør af lovens
bemyndigelsesbestemmelser.
2.2.
Straffuldbyrdelseslovens indhold
2.2.1.
Straffuldbyrdelsesloven indeholder
bl.a. en lovregulering af de
indsattes rettigheder og pligter
under ophold i fængsel. Det gælder
f.eks. med hensyn til adgangen til
fællesskab med andre indsatte,
medindflydelse, arbejde, uddannelse,
fritidsaktiviteter samt forsorgs- og
sundhedsmæssig bistand.
Loven regulerer også spørgsmål, der
har betydning for de indsattes
muligheder for kontakt til samfundet
uden for fængslet, herunder regler
om udgang og regler om adgang til
besøg, brevveksling,
telefonsamtaler, aviser og bøger mv.
samt adgang til i fængslet at udtale
sig til medierne.
Loven rummer endvidere en detaljeret
regulering af betingelserne for og
fremgangsmåden ved indgreb over for
indsatte, det vil sige adgangen til
at undersøge den indsattes person og
opholdsrum (visitation),
fotografering og optagelse af
fingeraftryk, magtanvendelse,
udelukkelse fra fællesskab,
disciplinærstraf mv.
Desuden reguleres i loven
fuldbyrdelsen af betingede domme,
herunder med vilkår om
samfundstjeneste, samt bødestraffe
mv.
Herudover indeholder loven bl.a.
regler om en særlig enkel og udvidet
adgang for de indsatte til
domstolsprøvelse af en række særligt
indgribende afgørelser, der træffes
som led i straffuldbyrdelsen.
2.2.2.
Der er siden
straffuldbyrdelseslovens
ikrafttræden foretaget en række
ændringer af
straffuldbyrdelsesloven, hvoraf der
som de mest væsentlige kan nævnes
følgende:
Ved lov nr. 445 af 9. juni 2004 blev
der bl.a. indført hjemmel til – uden
at der foreligger en konkret
mistanke – at træffe bestemmelse om
afgivelse af stikprøvevise
urinprøver for så vidt angår den
enkelte indsatte og grupper af
indsatte. Ændringen var et led i den
skærpede indsats mod narkotika i
kriminalforsorgens institutioner.
Ved lov nr. 367 af 24. maj 2005 blev
den såkaldte fodlænkeordning
indført. Fodlænkeordningen er
efterfølgende blevet ændret flere
gange, sådan at ordningen i dag
omfatter alle dømte, der er idømt
fængselsstraf i indtil 5 måneder.
Ved lov nr. 304 af 19. april 2006
blev der indført en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte
nærmere regler om, at tilladelse til
udgang ikke kan gives i et tidsrum
af 3 måneder fra indsættelsen, hvis
den indsatte er udeblevet efter
tilsigelse til afsoning.
Bestemmelsen blev indsat som et led
i bestræbelserne på at nedbringe
antallet af fængselsdømte, der
udebliver efter tilsigelse til
afsoning.
Ved lov nr. 1558 af 20. december
2006 blev der for at sikre
efterlevelsen af Europarådets
Ministerkomités rekommendation REC
(2006)2 om De Europæiske
Fængselsregler fastsat en regel om,
at undersøgelse af en indsat, der
indebærer afklædning, kun må
foretages af personale af samme køn
som den indsatte. Der blev endvidere
indført en ordning, hvorefter
indsatte med en (rest)straf på
mindst 3 måneders fængsel fik ret
til vederlagsfri behandling mod
stofmisbrug. Behandlingsgarantien er
efterfølgende ved lov nr. 183 af 8.
marts 2011 blevet udvidet til at
gælde alle indsatte.
Ved lov nr. 527 af 6. juni 2007 blev
der indsat en bestemmelse i loven
om, at en indsat ikke har ret til at
medtage, besidde og råde over
mobiltelefon og lignende
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens institutioner,
medmindre dette er foreneligt med
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.
Uretmæssig besiddelse af en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr i lukket
fængsel eller arresthus blev
samtidig kriminaliseret ved en
ændring af straffelovens § 124.
Ved lov nr. 348 af 6. maj 2009 blev
der indført en hjemmel til en
forsøgsordning med anvendelse af
peberspray som magtmiddel i visse af
kriminalforsorgens institutioner.
Ordningen blev gjort permanent og
landsdækkende ved lov nr. 183 af 8.
marts 2011.
Ved lov nr. 501 af 12. juni 2009
blev straffuldbyrdelsesloven ændret
for at sikre hurtig indsættelse af
dømte til afsoning. Ændringerne
indebar bl.a., at hensynet til
politiets forebyggende virksomhed
skal indgå som et moment ved
afgørelsen af, om fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf eller en del af
denne skal udsættes.
2.2.3.
Det er Justitsministeriets
opfattelse, at
straffuldbyrdelsesloven i de
forløbne 10 år siden sin
ikrafttræden har vist sig i praksis
generelt at udgøre en velfungerende
regulering af
straffuldbyrdelsesområdet.
I den forbindelse er det bl.a. af
væsentlig betydning, at der med
indførelse af loven er indført en
samlet regulering af området, som
har medvirket til at øge de
indsattes muligheder for at gøre sig
bekendt med deres rettigheder og
pligter.
Desuden bør det efter
Justitsministeriets opfattelse
fremhæves, at domstolenes kontrol
med straffuldbyrdelsesområdet er
blevet styrket med
straffuldbyrdelsesloven, idet der –
i stedet for den almindelige adgang
til at indbringe afgørelser for
domstolene i medfør af grundlovens §
63 – er indført en særlig let adgang
for de indsatte til domstolsprøvelse
af en række særligt indgribende
afgørelser, der træffes som led i
straffuldbyrdelsen. Langt de fleste
af de afgørelser, som siden lovens
tilblivelse er blevet
domstolsprøvet, er i øvrigt blevet
tiltrådt af domstolene, hvilket
efter Justitsministeriets opfattelse
understøtter det generelle indtryk
af, at loven fungerer godt.
Sammenfattende finder
Justitsministeriet, at der på
baggrund af erfaringerne i de
seneste 10 år med
straffuldbyrdelsesloven, ikke er
behov for nogen mere omfattende
revision af loven. I lovforslaget
lægges der derfor op til alene at
gennemføre nogle mere begrænsede
ændringer af visse af lovens
bestemmelser.
Herudover skal det fremhæves, at en
effektiv og tidssvarende regulering
af straffuldbyrdelsesområdet er af
afgørende betydning for regeringens
målsætning om, at færre mennesker
fremover skal udsættes for
kriminalitet. Regeringen har således
stor fokus på, at straf skal virke
præventivt, og at antallet af
personer, som efter afsoning falder
tilbage i ny kriminalitet (recidiv)
skal mindskes afgørende.
Som det i den sammenhæng fremgår af
regeringsgrundlaget »Et Danmark, der
står sammen« fra oktober 2011, skal
indsatte, der viser vilje til et liv
uden kriminalitet, have bedre
muligheder for det. Handleplaner for
dømte skal forbedres og målrettes et
kriminalitetsfrit liv, der præges af
rettigheder og pligter.
Som det endvidere fremgår af
regeringsgrundlaget, skal
kriminalforsorgens arbejde med
behandling, beskæftigelse og
uddannelse reformeres, hvilket bl.a.
indebærer behov for en reform af
uddannelsen af fængselspersonalet.
Regeringen vil i den kommende tid
klarlægge og tage stilling til,
hvilke nærmere initiativer der i den
forbindelse er anledning til at
iværksætte.
3. Lovforslagets
indhold
3.1. Geografisk
nærhedsprincip
3.1.1. Gældende
ret
Når der i medfør af
straffuldbyrdelseslovens §§ 21-22 er
truffet afgørelse om, i hvilken
institutionstype (arresthus, åbent
eller lukket fængsel) den dømte skal
afsone sin straf, afgøres
spørgsmålet om, i hvilken konkret
institution den pågældende skal
anbringes, efter
straffuldbyrdelseslovens § 23.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 23,
stk. 1, 1. pkt., skal fængselsstraf,
så vidt det er praktisk muligt,
fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted (nærhedsprincippet). Der
skal imidlertid ved afgørelsen af, i
hvilket arresthus eller hvilket
åbent eller lukket fængsel den dømte
skal anbringes, endvidere tages
hensyn til den dømtes egne ønsker,
navnlig vedrørende arbejds-,
uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssige forhold, jf. § 23,
stk. 1, 2. pkt.
Nærhedsprincippet kan herudover
fraviges i en række tilfælde, der er
udtømmende opregnet i
straffuldbyrdelseslovens § 23, stk.
2.
For det første kan nærhedsprincippet
fraviges ved kortvarige
fængselsstraffe, jf. § 23, stk. 2,
nr. 1. Baggrunden for denne
bestemmelse er, at hensynet til
opretholdelsen af kontakten til
familie mv. har størst betydning ved
længerevarende straffe.
Nærhedsprincippet kan endvidere
fraviges af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i
kriminalforsorgens institutioner,
jf. § 23, stk. 2, nr. 2. Formålet
med denne bestemmelse er at undgå
uhensigtsmæssigt lange ventetider på
afsoning, og at der er overbelæg på
nogle institutioner, mens der er
tomme pladser på andre
institutioner.
Efter § 23, stk. 2, nr. 3, kan
nærhedsprincippet fraviges for at
beskytte den dømte mod overgreb. Der
kan f.eks. være tale om
stofmisbrugere og andre, der er
fysisk og psykisk svagt funderet, og
som eventuelt tillige har stiftet
gæld til medindsatte, eller
indsatte, der på grund af deres
kriminalitet, herunder navnlig
misbrug af børn og anden
sædelighedskriminalitet, ikke
tolereres af fællesskabet.
§ 23, stk. 2, nr. 4, giver mulighed
for at fravige nærhedsprincippet med
henblik på at kunne yde den dømte
pædagogisk, lægelig eller anden
særlig bistand. Herudover kan
nærhedsprincippet fraviges for at
forebygge overgreb på medindsatte,
personale eller andre i
institutionen, jf. § 23, stk. 2, nr.
5, eller for at forhindre, at den
pågældende undviger, jf. § 23, stk.
2, nr. 6.
Endelig giver § 23, stk. 2, nr. 7,
mulighed for at fravige
nærhedsprincippet for at undgå, at
den indsatte kommer til at afsone i
en institution, hvor en af den
indsattes nærstående gør tjeneste.
Bestemmelsen har til formål at
undgå, at der opstår mistanke om, at
den ansatte ikke kan udføre
tjenesten korrekt og uafhængigt.
3.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
Kriminalforsorgen har i de senere år
oplevet en række tilfælde, hvor det
– uden at der har været tale om
situationer omfattet af § 23, stk. 2
– ikke er fundet hensigtsmæssigt at
placere en dømt i overensstemmelse
med nærhedsprincippet. Det drejer
sig bl.a. om tilfælde, hvor en dømt
har begået strafbart forhold mod en
person, der er nært beslægtet med en
ansat i det fængsel, som den dømte
geografisk »hører til«, og hvor
hensynet til den ansatte kunne tale
for en anden geografisk placering af
den dømte. Endvidere kan nævnes
tilfælde, hvor en dømt har begået
grov kriminalitet i nærheden af
fængslet, og hvor hensynet til
offeret eller dennes nærstående
kunne tale for at placere den dømte
et andet sted for at undgå, at
vedkommende færdes i området i
forbindelse med udgang fra fængslet.
På den anførte baggrund lægges der
med lovforslaget for det første op
til, at § 23, stk. 2, udvides med en
bestemmelse om, at nærhedsprincippet
kan fraviges for at undgå, at den
dømte afsoner i en institution i
tilfælde, hvor den dømte har begået
strafbart forhold mod en ansat i
institutionen eller mod den ansattes
nærstående. Det er således
Justitsministeriets opfattelse, at
hensynet til den ansatte i sådanne
situationer efter en konkret
vurdering bør kunne begrunde, at
nærhedsprincippet fraviges.
Det er ikke et krav, at den dom, der
skal afsones, vedrører det strafbare
forhold, som den pågældende har
begået mod en ansat i institutionen
eller mod den ansattes nærstående.
For det andet foreslås det, at der i
§ 23, stk. 2, indsættes en
opsamlingsbestemmelse om, at
nærhedsprincippet kan fraviges, hvis
retshåndhævelsen eller andre særlige
omstændigheder taler herfor.
Den foreslåede opsamlingsbestemmelse
kan f.eks. tænkes anvendt i en
situation som den ovenfor nævnte,
hvor en indsat har begået alvorlig
kriminalitet i nærheden af fængslet,
og hvor hensynet til
retshåndhævelsen ikke skønnes at
kunne tilgodeses ved f.eks.
fastsættelse af vilkår om, at den
indsatte ikke må besøge bestemte
steder eller opsøge bestemte
personer i forbindelse med udgang
fra fængslet. Bestemmelsen kan
endvidere tænkes anvendt i
situationer, hvor det er
uhensigtsmæssigt, at dømte i samme
sag afsoner i den samme institution.
Der sigtes herved navnlig til sager
om gruppevoldtægt, systematisk
seksuelt misbrug af børn og særligt
grove sager om vold, hvor det kan
stride mod hensynet til
retshåndhævelsen, at de dømte har
mulighed for sammen at »mindes«
kriminaliteten, og hvor der
eventuelt tillige kan være grund til
at frygte, at de vil støtte hinanden
i, at de – efter egen målestok –
ikke har gjort noget forkert,
hvilket kan undergrave effekten af
en eventuel behandling. Herudover
kan bestemmelsen f.eks. tænkes
anvendt i sager, hvor den dømte har
en sådan personlig relation til en
ansat i institutionen (uden at der
er tale om nærstående, jf. den
gældende bestemmelse i § 23, stk. 2,
nr. 7), at der efter en konkret
vurdering findes grundlag for at
fravige nærhedsprincippet for at
undgå, at der opstår mistanke om, at
den ansatte ikke kan udføre
tjenesten korrekt og uafhængigt.
De ovennævnte eksempler udgør ikke
en udtømmende beskrivelse af de
tilfælde, der kan være omfattet af
den foreslåede
opsamlingsbestemmelse, men det
forudsættes, at bestemmelsen vil få
et endog meget begrænset
anvendelsesområde, idet det også
fremover vil være væsentligt at
fastholde som det klare
udgangspunkt, at fængselsstraf bør
fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 1 og 2.
3.2.
Gudstjenester mv.
3.2.1. Gældende
ret
Det fremgår af
straffuldbyrdelseslovens § 35, stk.
1, 1. pkt., at en indsat har ret til
at deltage i gudstjenester, der
afholdes i institutionen.
Bestemmelsen giver efter praksis
også indsatte, der er medlemmer af
andre anerkendte og godkendte
trossamfund, ret til at deltage i
religiøse handlinger, som afholdes i
institutionen, f.eks. fredagsbøn.
Hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn gør det påkrævet, kan
institutionens leder eller den, der
bemyndiges hertil, dog nægte en
indsat adgang til at deltage i
gudstjenester, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 35, stk.
1, 2. pkt. En sådan nægtelse kan
f.eks. være relevant, hvis en indsat
har en voldsom eller truende adfærd
i forhold til de andre indsatte, der
deltager i gudstjenesten. I praksis
er der ofte tale om indsatte, der
afsoner på en specialafdeling, der
er afskærmet fra de øvrige indsatte
på afdelinger med almindeligt
fællesskab, eller indsatte, der er
udelukket fra fællesskab.
I Vestre Fængsel i København har der
siden marts 2011 været etableret
mulighed for at transmittere de
religiøse handlinger, som afholdes i
fængslet, direkte på fængslets
interne tv-kanal. De indsatte, som
nægtes fysisk deltagelse i en
gudstjeneste eller anden religiøs
handling, kan således som
udgangspunkt overvære den pågældende
handling fra deres celle ved direkte
transmission på det tv, som cellen
er udstyret med. De indsatte, som
deltager fysisk i den religiøse
handling, bliver informeret om, at
handlingen bliver transmitteret til
andre indsatte i fængslet. De
deltagende indsatte bliver dog ikke
filmet. Det er således alene den
religiøse forkynder, som filmes.
3.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Der er i de fleste fængsler
indrettet fængselskirker, hvor der
bl.a. afholdes gudstjenester og
andre religiøse handlinger. De
religiøse handlinger afholdes i
nogle fængsler i andre lokaler end
en kirke. Interessen fra de indsatte
i at deltage i gudstjenester og
andre religiøse handlinger er ofte
meget stor. Som følge heraf kan det
forekomme, at der er så mange
indsatte, som ønsker at deltage i
handlingerne, at antallet af
indsatte kan udgøre en
sikkerhedsmæssig risiko. Det kan i
disse situationer være vanskeligt
for personalet i institutionen at
sikre orden under gudstjenesten mv.
samt sikre, at det både for
personale og indsatte er
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at
være til stede. Kriminalforsorgen
oplever på den baggrund et behov for
at kunne begrænse antallet af
deltagere i en gudstjeneste eller
andre religiøse handlinger.
Der lægges derfor med lovforslaget
op til, at institutionens leder
eller den, der bemyndiges hertil,
ikke blot – som i dag – skal kunne
nægte bestemte indsatte at deltage i
gudstjenester mv., men tillige skal
kunne nægte en gruppe af indsatte
adgang til en gudstjeneste og andre
religiøse handlinger, hvis ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn gør
det påkrævet. Forslaget er navnlig
møntet på situationer, hvor det på
grund af pladsmangel eller indsattes
forskellige gruppetilhørsforhold
ikke er ordens- og/eller
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at
tillade alle de indsatte, som ønsker
det, at deltage i gudstjenesten mv.
Der lægges endvidere op til, at
indsatte, som ikke kan deltage i en
gudstjeneste på grund af en
begrænsning af antallet af
deltagere, så vidt muligt skal
tilbydes at overvære gudstjenesten
via elektroniske medier. Hvis der i
den pågældende institution ikke er
mulighed for elektronisk
transmission af gudstjenesten,
forudsættes det, at institutionen
tilstræber, at den indsatte snarest
muligt tilbydes adgang til en anden
gudstjeneste eller alternativt en
samtale med en præst eller lignende,
jf. § 35, stk. 2.
Det forudsættes med lovforslaget, at
udvælgelsen af de indsatte, som
nægtes adgang til en gudstjeneste
mv., vil ske ud fra objektive og
saglige kriterier, herunder således
at der så vidt muligt skabes
variation i, hvilke indsatte der
nægtes deltagelse.
Det forudsættes endvidere, at de
indsatte, som fysisk deltager i
gudstjenesten mv., i
overensstemmelse med den nuværende
praksis i Vestre Fængsel informeres
om, at handlingen filmes, men at det
alene er den pågældende forkynder,
der filmes.
Det foreslås i øvrigt at videreføre
den gældende ordning om, at bestemte
indsatte kan nægtes at deltage i
gudstjenester mv., jf. den nuværende
bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 35, stk.
1, 2. pkt. Det bemærkes i den
forbindelse, at bestemmelsen kan
finde anvendelse i eksempelvis
situationer, hvor en bestemt indsat
har en voldsom eller truende adfærd,
hvor det ikke er ordens- eller
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at
tillade den pågældende at deltage i
gudstjenesten mv.
Det forudsættes, at også indsatte,
som er nægtet adgang til en
gudstjeneste på baggrund af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, der
knytter sig specifikt til den
pågældende indsatte, vil blive
tilbudt at overvære gudstjenesten
via elektroniske medier, i det
omfang der er etableret mulighed
herfor i den pågældende institution.
Det vil imidlertid – som i dag –
ikke være en forudsætning for at
udelukke en bestemt indsat fra
deltagelse i en gudstjeneste på den
nævnte baggrund, at en sådan
mulighed er etableret.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 3.
3.3. Vederlag for
beskæftigelse
3.3.1. Gældende
ret
3.3.1.1.
I straffuldbyrdelseslovens §§ 38-42
reguleres de indsattes ret og pligt
til arbejde og uddannelse mv. under
opholdet i afsoningsinstitutionen.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 38,
stk. 1, har en indsat ret og pligt
til at være beskæftiget ved
deltagelse i arbejde, uddannelse
eller anden godkendt aktivitet under
afsoningen. Bestemmelsen indebærer,
at pligten til at være beskæftiget
modsvares af en ret til at være
beskæftiget, således at det påhviler
kriminalforsorgen at tilvejebringe
de fornødne
beskæftigelsesmuligheder.
Beskæftigelsespligten kan opfyldes
ved enten arbejde, uddannelse eller
anden godkendt aktivitet, f.eks.
deltagelse i behandlingsprogrammer
eller pasning af eget barn. Retten
og pligten til beskæftigelse
indtræder på tidspunktet fra
indsættelsen i den pågældende
afsoningsinstitution og varer til
den indsatte løslades igen. Hvis en
indsat ikke opfylder
beskæftigelsespligten, kan der
ikendes disciplinærstraf, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 67, nr.
3.
Justitsministeren kan, hvor
praktiske eller andre særlige hensyn
gør det nødvendigt, fastsætte
regler, hvorefter bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 38, stk.
1, fraviges for bestemte
institutioner eller bestemte grupper
af indsatte, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 38, stk.
2. Indsatte skal dog så vidt muligt
i disse tilfælde tilbydes
beskæftigelse.
I § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
372 af 17. maj 2001 om beskæftigelse
mv. af indsatte i kriminalforsorgens
institutioner
(beskæftigelsesbekendtgørelsen) er
det fastsat, at en dømt, der er
anbragt i et arresthus, ikke er
omfattet af bestemmelsen i § 38,
stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven.
Det er dog samtidig fastsat, at de
pågældende skal tilbydes
beskæftigelse.
Begrundelsen for, at afsonere i
arresthusene er undtaget fra pligten
til beskæftigelse, er, at
arresthusene primært huser
varetægtsarrestanter, mens afsonere
udgør en relativt lille gruppe, der
som hovedregel kun udstår kortvarige
straffe. Varetægtsarrestanter har
ikke beskæftigelsespligt, og det kan
derfor være vanskeligt for
arresthusene at administrere en
beskæftigelsespligt for mindretallet
af afsonere.
3.3.1.2.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 42,
stk. 1, skal en indsat have udbetalt
vederlag for sin beskæftigelse.
Vederlag skal også udbetales til
indsatte, der ikke kan tilbydes
beskæftigelse, eller som er uden
beskæftigelse efter § 38, stk. 2.
Indsatte, der ønsker beskæftigelse,
skal således have udbetalt vederlag,
som om den pågældende var
beskæftiget, selv om det i en
periode ikke er muligt for
institutionen at tilbyde
beskæftigelse.
Andre indsatte skal alene have
dækket deres personlige
fornødenheder, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 42, stk.
2. Udtrykket »andre indsatte«
omfatter både indsatte i fængsler,
som på trods af deres pligt til
beskæftigelse har nægtet at påtage
sig anvist beskæftigelse, og
indsatte i arresthuse, som (lovligt)
har fravalgt et tilbud om
beskæftigelse.
3.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
Erfaringer fra arresthusene viser,
at en del indsatte, der afsoner i
arresthusene, ofte udtrykker ønske
om beskæftigelse i perioder, hvor
det ikke er muligt at skaffe arbejde
til de indsatte. Disse indsatte skal
i den situation efter de gældende
regler, jf. pkt. 3.3.1 ovenfor, have
udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Omvendt vælger de samme indsatte i
praksis ofte beskæftigelse fra i
perioder, hvor arresthusene tilbyder
beskæftigelse. De indsatte får i
disse perioder alene dækket deres
personlige fornødenheder.
Kriminalforsorgen har peget på, at
reglerne giver de pågældende
indsatte mulighed for bevidst at
misbruge de gældende regler til at
skaffe sig vederlag for
beskæftigelse i perioder, hvor der
ikke er beskæftigelsesmuligheder,
uden at de reelt ønsker
beskæftigelse.
Med henblik på at modvirke et sådant
misbrug foreslås det, at en indsat,
der ikke har pligt til
beskæftigelse, jf. § 38, stk. 2, og
som fremsætter ønske om
beskæftigelse på et tidspunkt, hvor
institutionen ikke kan tilbyde
beskæftigelse, i en kortere periode
alene skal have dækket sine
personlige fornødenheder, hvis den
pågældende indsatte tidligere under
strafudståelsen har afvist tilbud om
beskæftigelse. »En kortere periode«
skal i den forbindelse forstås som
få dage.
Det foreslås endvidere, at
justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om den
foreslåede ordning, herunder således
at omfanget af »en kortere periode«
nærmere fastlægges. Den foreslåede
ordning vil betyde, at indsatte, der
forsøger at misbruge ordningen som
beskrevet ovenfor, alene vil få
udbytte heraf, hvis institutionen
ikke kan tilbyde beskæftigelse i en
periode, der er længere end den
nævnte kortere periode.
Ordningen vil også omfatte en
indsat, som ikke ønsker at misbruge
reglerne, men som har fået et
(reelt) ønske om beskæftigelse på et
tidspunkt, hvor institutionen ikke
kan tilbyde beskæftigelse, efter at
den pågældende indsatte tidligere
har afslået et beskæftigelsestilbud.
Det bemærkes imidlertid, at der
alene vil blive tale om manglende
betaling af vederlag for
beskæftigelse i få dage, og at den
pågældende indsatte i sagens natur
ikke udfører nogen form for
beskæftigelse i den pågældende
periode. Herom bemærkes, at det
efter Justitsministeriets opfattelse
ikke ville være muligt at
administrere en ordning, hvor
kriminalforsorgen skal føre bevis
for, at den indsatte har haft forsæt
til misbrug, for at udbetaling af
vederlag for beskæftigelse kan
undlades.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 4-6.
3.4.
Udgangskarantæne
3.4.1. Gældende
ret
3.4.1.1.
En indsat kan efter
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
1, få tilladelse til udgang, når
udgangsformålet er rimeligt
begrundet i uddannelsesmæssige,
arbejdsmæssige, behandlingsmæssige,
familiemæssige eller andre
personlige hensyn, og der ikke er
bestemte grunde til at antage, at
den indsatte i forbindelse med
udgangen vil begå ny kriminalitet,
unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden
måde misbruge udgangstilladelsen.
Det er endvidere en betingelse, at
hensynet til retshåndhævelsen ikke i
øvrigt taler imod
udgangstilladelsen.
Ved vurderingen af risikoen for
misbrug af en udgangstilladelse skal
det tillægges særlig vægt, hvis den
indsatte 1) er dømt for farlig
kriminalitet og ikke har været
løsladt i tiden mellem dom og
strafudståelse, 2) under
strafudståelsen er undveget eller
har forsøgt herpå, 3) under
strafudståelsen har begået strafbart
forhold, 4) under strafudståelsen er
udeblevet fra en tidligere udgang
eller i øvrigt har misbrugt en
tilladelse til udgang, 5) under en
tidligere strafudståelse har
foretaget handlinger som nævnt i nr.
2-4, uden at betingelserne for
uledsaget udgang senere blev
opfyldt, eller 6) ikke er mødt til
afsoning i overensstemmelse med
tilsigelsen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
2.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 48,
stk. 1, skal en tilladelse til
udgang betinges af, at den indsatte
under udgangen ikke begår strafbart
forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen. Efter § 48, stk.
2, kan en tilladelse til udgang
endvidere betinges af andre vilkår,
som findes formålstjenlige for at
undgå misbrug, herunder at den
indsatte under udgangen ledsages af
personale fra institutionen,
overnatter i arresthus, fængsel
eller en af kriminalforsorgens
pensioner, med mellemrum giver møde
hos kriminalforsorgen eller hos
politiet eller undergiver sig
lignende kontrolforanstaltninger og
undergiver sig vilkår som nævnt i
straffelovens § 57.
Hvis den indsatte udebliver fra
udgang eller i øvrigt ikke
overholder de vilkår, der er fastsat
for udgangstilladelsen i medfør af §
48, kan tilladelsen til udgang
tilbagekaldes, eller de vilkår, der
er fastsat for tilladelsen til
udgang, kan ændres, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 49, nr.
1.
Tilbagekaldelse eller ændring af
vilkårene for en udgangstilladelse
kan også ske, hvis nye oplysninger
om den indsattes forhold i øvrigt
giver bestemte grunde til at antage,
at den indsatte vil misbruge den
meddelte udgangstilladelse, jf.
straffuldbyrdelsesloven § 49, nr. 2.
Det fremgår af forarbejderne til
bestemmelsen, at det f.eks. kan
dreje sig om nye oplysninger fra
politiet om begrundet mistanke om
påtænkt ny kriminalitet eller nye
oplysninger om, at den dømte, før
tilladelsen blev givet, havde begået
strafbart forhold.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 50
fastsætter justitsministeren regler
om tilladelse til udgang. Det kan i
forbindelse med sådanne regler
bestemmes, at tilladelse til udgang
først kan gives efter ophold i et
bestemt tidsrum i institutionen og
efter udståelse af en bestemt del af
straffen, samt at tilladelse til
udgang ikke kan gives i et tidsrum
af 3 måneder fra indsættelsen, hvis
den indsatte er udeblevet efter
tilsigelse til afsoning. Det kan
endvidere bestemmes, at den indsatte
efter udgangsmisbrug er afskåret fra
i et bestemt tidsrum at forlange en
afgørelse af spørgsmålet om
tilladelse til udgang
(udgangskarantæne).
Det fremgår af lovens forarbejder,
at udtrykket »udgangsmisbrug« skal
forstås således, at der er
konstateret et misbrug af en
udgangstilladelse. Der kan således
ikke træffes afgørelse om
udgangskarantæne på grundlag af fare
for misbrug.
3.4.1.2.
Justitsministeren har i
bekendtgørelse nr. 729 af 25. juni
2011 om udgang til indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring
i kriminalforsorgens institutioner
(udgangsbekendtgørelsen), fastsat
nærmere regler om udgang, herunder
regler om udgangskarantæne.
Det fremgår af
udgangsbekendtgørelsens § 22, stk.
2, 1. pkt., at hvis en tilladelse
til udgang tilbagekaldes på grund af
misbrug af udgang, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 49, nr.
1, kan det bestemmes, at den
indsatte i et tidsrum af indtil 6
måneder er afskåret fra at forlange
en afgørelse af spørgsmålet om
tilladelse til udgang. Hvis
tilbagekaldelsen er begrundet i, at
den indsatte under udgangen har
begået farlig kriminalitet, kan
tidsfristen fastsættes til højst 1
år, jf. § 22, stk. 3.
Hvis der som følge af misbrug af en
udgangstilladelse er truffet
beslutning om overførelse af den
indsatte fra en åben til en lukket
institution, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 25, kan
der dog ikke i forbindelse med
tilbagekaldelsen af
udgangstilladelsen træffes
beslutning om udgangskarantæne, jf.
udgangsbekendtgørelsens § 22, stk.
2, 2. pkt.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 31, stk.
3, at hvis særlige omstændigheder
taler derfor, kan udgang til særlige
formål, f.eks. besøg hos en
nærstående person, som er alvorligt
syg eller tilstedeværelse ved en
nærstående persons begravelse,
gives, uanset at der i forbindelse
med tilbagekaldelse af en tilladelse
til udgang er truffet afgørelse om
udgangskarantæne.
3.4.1.3.
Reglerne om udgang er nærmere
beskrevet i vejledning nr. 50 af 28.
juni 2010 om udgang til indsatte,
der udstår fængselsstraf eller
forvaring i kriminalforsorgens
institutioner (udgangsvejledningen).
Det fremgår af vejledningens pkt.
37, at en institution efter
tilbagekaldelse af en
udgangstilladelse som følge af fare
for misbrug, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 49, nr.
2, kan tilkendegive over for den
indsatte, hvornår og under hvilke
eventuelle forudsætninger
institutionen af egen drift vil tage
spørgsmålet om udgang op igen. En
sådan tilkendegivelse betyder
imidlertid ikke, at den indsatte er
afskåret fra selv at søge om udgang
og modtage en afgørelse herom i den
omhandlende periode.
3.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
Efter de gældende regler om udgang
kan det som anført i forbindelse med
tilbagekaldelse af en
udgangstilladelse som følge af et
konstateret udgangsmisbrug
bestemmes, at den indsatte i et
bestemt tidsrum er afskåret fra at
forlange en afgørelse af spørgsmålet
om tilladelse til udgang
(udgangskarantæne).
Justitsministeriet finder, at der i
alle tilfælde, hvor en tilladelse
til udgang nægtes eller
tilbagekaldes, bør være mulighed for
samtidig at træffe afgørelse om
udgangskarantæne.
Det bemærkes i den forbindelse, at
der i en række tilfælde ikke er
væsentlig forskel mellem på den ene
side de grunde, der kan føre til, at
en udgangstilladelse tilbagekaldes
som følge af et konstateret misbrug,
og på den anden side de øvrige
grunde, der kan føre til, at en
udgangstilladelse nægtes eller
tilbagekaldes. Hvis en indsat f.eks.
udebliver efter en udgang, vil
tilladelsen kunne tilbagekaldes,
fordi det som følge af misbruget af
udgangstilladelsen vurderes, at der
er risiko for misbrug af fremtidig
udgang. Hvis en indsat bortgår eller
undviger fra et fængsel, vil den
pågældende – når vedkommende er
tilbage i fængslet – på samme måde
kunne nægtes udgang eller få
tilbagekaldt en tilladelse til
udgang, idet det kan frygtes, at den
pågældende vil misbruge fremtidig
udgang til at udeblive.
I praksis vil en indsat, som har
fået afslag på udgang eller fået
tilbagekaldt en tilladelse til
udgang af andre grunde end
konstateret misbrug, i en periode
fremover endvidere i mange tilfælde
fortsat blive nægtet udgang.
Institutionen tilkendegiver i den
forbindelse i øvrigt allerede i dag
over for indsatte, som i sådanne
tilfælde har fået tilbagekaldt en
udgangstilladelse, hvornår
institutionen af egen drift vil tage
spørgsmålet om udgang op igen,
hvilket formentlig af den indsatte
opleves på stort set samme måde som
en udgangskarantæne.
Lovforslaget lægger på den anførte
baggrund op til, at den eksisterende
bemyndigelse for justitsministeren
til at fastsætte regler om
udgangskarantæne i tilfælde, hvor
udgangstilladelse tilbagekaldes på
grund af den indsattes misbrug af
udgang, jf. § 49, nr. 1, udvides til
at omfatte alle tilfælde, hvor
udgangstilladelse tilbagekaldes
eller nægtes på grund af fare for
misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, og
§ 49, nr. 2.
Hvis lovforslaget vedtages, vil
Justitsministeriet således ændre
udgangsbekendtgørelsen i
overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 8.
3.5. Børn i
fængsler
3.5.1. Gældende
ret
3.5.1.1.
En indsat har efter
straffuldbyrdelseslovens § 54, stk.
1, ret til at have sit barn under 3
år hos sig i institutionen, hvis den
indsatte selv er i stand til at
passe barnet.
Det fremgår af lovens forarbejder,
at der ikke med bestemmelsen er
tilsigtet en øget anbringelse af
børn i afsoningsinstitutioner, hvor
man kan undgå dette ved at
udstationere den indsatte, overføre
den indsatte til afsoning uden for
fængsel eller arresthus eller
eventuelt benåde den pågældende i
overensstemmelse med praksis før
straffuldbyrdelsesloven.
Efter lovens § 54, stk. 2,
fastsætter justitsministeren regler
om gennemførelse af retten til at
have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen. Sådanne regler er
fastsat i §§ 15-17 i bekendtgørelse
nr. 545 af 27. maj 2011 om adgangen
til besøg mv. til indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring
i kriminalforsorgens institutioner
(besøgsbekendtgørelsen).
Det fremgår af
besøgsbekendtgørelsens § 16, stk. 1,
at tilladelse til at have sit barn
hos sig i institutionen forudsætter,
at den dømte har givet samtykke til,
at der indhentes en udtalelse fra de
sociale myndigheder om, hvorvidt
ophold i institutionen er foreneligt
med hensynet til barnet, at de
sociale myndigheder finder ophold i
institutionen foreneligt med
hensynet til barnet, og at der ikke
i øvrigt foreligger omstændigheder,
der giver grundlag for at antage, at
den dømte ikke selv kan passe barnet
i institutionen.
Baggrunden for bestemmelsen i
besøgsbekendtgørelsens § 16 er, at
det i forarbejderne til
straffuldbyrdelsesloven er forudsat,
at der i vurderingen af, om den
indsatte er »i stand til at passe
barnet«, jf. lovens § 54, stk. 1,
indgår en vurdering af, om opholdet
i institutionen hos den indsatte er
foreneligt med hensynet til barnet.
Denne vurdering påhviler de sociale
myndigheder, som i øvrigt kan træffe
bestemmelse om anden anbringelse af
barnet, hvis ophold i
afsoningsinstitutionen ikke er
foreneligt med barnets tarv.
I vejledning nr. 44 af 30. maj 2011
om adgangen til besøg mv. til
indsatte, der udstår fængselsstraf
eller forvaring i kriminalforsorgens
institutioner (besøgsvejledningen),
er det anført, at hvis de sociale
myndigheder mener, at ophold i
institutionen er foreneligt med
hensynet til barnet, imødekommes
ansøgningen, medmindre der
foreligger helt særlige
omstændigheder, som – trods
udtalelsen fra de sociale
myndigheder – giver grundlag for at
antage, at den dømte ikke selv kan
passe barnet i institutionen, jf.
vejledningens pkt. 23.
I kravet om, at den dømte skal være
»i stand til at passe barnet«,
ligger ikke blot, at den dømte skal
være i stand til at imødekomme
barnets fysiske behov, men tillige
efter institutionens vurdering skal
være i stand til at imødekomme
barnets behov i bredere forstand,
herunder barnets sociale,
følelsesmæssige og omsorgsmæssige
behov, jf. vejledningens pkt. 23.
Hvis særlige omstændigheder i det
enkelte tilfælde taler for det, kan
tilladelse til at have sit barn hos
sig i institutionen gives uden
indhentelse af udtalelse fra de
sociale myndigheder, hvis der ikke i
øvrigt foreligger omstændigheder,
der giver grundlag for at antage, at
den dømte ikke selv kan passe barnet
i institutionen, og den dømte
forinden har afgivet samtykke til,
at institutionen underretter de
sociale myndigheder om, at barnet
opholder sig hos den dømte i
institutionen, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 16, stk. 2.
Tilladelse til at have barnet hos
sig i institutionen, uden at der
forinden indhentes udtalelse herom
fra de sociale myndigheder, vil
f.eks. kunne komme på tale, hvis den
straf, der udstås, er ganske kort,
og institutionen eventuelt på
grundlag af sagens oplysninger eller
forhåndskendskab til den dømte
umiddelbart kan vurdere, at den
pågældende er i stand til selv at
passe barnet under opholdet i
institutionen, jf.
besøgsvejledningens pkt. 24.
Det påhviler i øvrigt institutionen
løbende at påse, at det fortsatte
ophold i institutionen er foreneligt
med hensynet til barnet og om
nødvendigt tage fornyet kontakt til
de sociale myndigheder, jf. pkt. 25
i besøgsvejledningen. Hvis
institutionen under afsoningen
bliver opmærksom på, at den indsatte
ikke er i stand til at passe barnet,
vil der i samarbejde med de sociale
myndigheder og den indsatte blive
fundet en anden anbringelse til
barnet.
3.5.1.2.
Bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 54, stk.
1, om, at en indsat har ret til at
have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen, hvis den indsatte
selv er i stand til at passe barnet,
udelukker ikke, at børn på 3 år
eller derover i visse tilfælde kan
forblive eller være hos den indsatte
i institutionen, jf. forarbejderne
til bestemmelsen.
Det fremgår således af
besøgsbekendtgørelsens § 15, stk. 2,
at hvis det er det bedste for
barnet, og ganske særlige
omstændigheder i det enkelte
tilfælde taler for det, kan en
indsat få tilladelse til at have
eller beholde et barn hos sig i
institutionen i en begrænset
periode, efter at barnet er fyldt 3
år. De sociale myndigheder skal også
i disse sager inddrages i
vurderingen af, om ophold i
institutionen er foreneligt med
hensynet til barnet.
Det er yderst sjældent, at der
modtages børn, der er fyldt 3 år, i
fængslerne. Om tilladelse skal
gives, beror på en konkret vurdering
i det enkelte tilfælde, hvor
varigheden af opholdet, barnets
alder, alternative muligheder for
barnet mv. indgår i vurderingen, jf.
besøgsvejledningen pkt. 26.
Tilladelse kan f.eks. gives i en
situation, hvor en indsat har haft
barnet hos sig, indtil barnet fyldte
3 år, og der er meget kort tid til,
at straffen er afsonet, eller den
pågældende inden for en kort periode
forventes at kunne udstationeres.
3.5.1.3.
En tilladelse til at have sit barn
hos sig i institutionen kan betinges
af, at den dømte om nødvendigt
accepterer ændret valg af
afsoningsinstitution, således at den
pågældende anbringes i en
institution, der i henseende til
indretning og klientel er egnet til
ophold for små børn, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 17.
Ønsker en indsat at medbringe sit
barn, og opfylder den pågældende
betingelserne herfor, må vedkommende
således efter omstændighederne
acceptere, at straffen fuldbyrdes i
en anden institution end den, som
den pågældende ellers skulle have
afsonet sin straf i efter
straffuldbyrdelseslovens § 23, jf.
pkt. 3.1.1 ovenfor.
Bestemmelsen indebærer, at en dømt
vil komme til at afsone i samme type
af institution, som den pågældende
ellers skulle have afsonet i, men
blot et andet sted i landet. Hvis
vedkommende således skal afsone i et
lukket fængsel, vil den pågældende
skulle acceptere at afsone i et
lukket fængsel, der har mulighed for
at modtage et barn under 3 år.
Bestemmelsen indebærer derimod ikke,
at beslutningen om type af
institution ændres, f.eks. således
at en indsat, der ellers skulle have
afsonet i en lukket institution,
kommer til at afsone i en åben
institution.
3.5.1.4.
I praksis har indsatte, der skal
afsone deres straf i et lukket
fængsel, alene mulighed for at
medbringe deres børn under 3 år i
Statsfængslet i Ringe. De indsatte
vil blive anbragt på den afdeling,
som man skønner mest hensigtsmæssig,
typisk en afdeling for indsatte, der
ikke har narkotikaproblemer.
Indsatte, der skal afsone deres
straf i et åbent fængsel, og som
ønsker at medbringe et barn under 3
år under afsoningen, vil blive
placeret i Statsfængslet Møgelkær
eller i Statsfængslet ved Horserød.
De indsatte vil i Møgelkær blive
placeret på kvindeafdelingen eller
en fællesskabsafdeling for mænd og
kvinder. Der er på
fællesskabsafdelingen også mulighed
for, at et ægtepar kan afsone sammen
med deres barn. Indsatte vil i
Horserød blive placeret på
familieafdelingen, hvor både mænd og
kvinder har mulighed for at have
deres børn under 3 år hos sig.
Indsatte har endvidere på
familieafdelingen i Horserød
mulighed for i weekenden at modtage
børn på op til 7 år til overnatning.
Der er kun ganske få medbragte børn
i fængslerne årligt. I 2009 og 2010
var det gennemsnitlige daglige belæg
for medbragte børn i fængsler og
arresthuse henholdsvis 1,65 og 2,79.
Antallet af medbragte børn i
fængslerne er således endog meget
begrænset, og det har bl.a. i lyset
heraf ikke været relevant at
overveje at oprette en særlig
afdeling, hvor indsatte med børn kan
placeres.
3.5.2. Sverige og
Norge
I Sverige har mødre indtil den 1.
april 2011 kunne medbringe børn, der
endnu ikke er fyldt 1 år, under
afsoning. Den 1. april 2011 trådte
nye regler i kraft, hvorefter der
ikke længere er fastsat en
aldersbegrænsning. I praksis vil der
herefter være tale om, at indsatte
kan medbringe børn, der endnu ikke
er fyldt 3 år. Denne aldersgrænse
vil dog kunne fraviges på baggrund
af en vurdering af det enkelte barns
behov. Reglerne er endvidere nu
kønsneutrale, så også fædre kan
medbringe børn.
I praksis er det i Sverige
fortrinsvis i de åbne
fængsler/afdelinger, at der kan
medbringes børn, da de lukkede
fængsler ikke har optimale forhold
for at tage imod et barn. Afgørelse
om, hvorvidt en indsat kan medbringe
sit barn under afsoningen, træffes
af kriminalforsorgen efter samråd
med de sociale myndigheder.
Kriminalforsorgen har mulighed for
at give afslag, hvis man f.eks. på
grund af klientellets sammensætning
på det pågældende tidspunkt ikke
finder det hensigtsmæssigt at
modtage et barn, eller hvis det på
anden vis anses for
uhensigtsmæssigt, at forælderen har
sit barn med under afsoningen.
I Norge er det ikke muligt at
medbringe sit barn under afsoningen.
3.5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Miljøet i fængslerne har i løbet af
de seneste 10 år ændret sig og i et
vist omfang antaget en mere rå
karakter. Dette har bl.a. givet sig
udtryk i, at der i perioden er sket
en stigning i antallet af
registrerede tilfælde af vold og
trusler mod medarbejdere og mellem
indsatte, og samtidig er der sket en
stigning i antallet af fundne våben.
Udviklingen har ikke fundet sted
alene i de lukkede fængsler, men har
også medført et ændret
adfærdsmønster i de åbne fængsler,
hvor der bl.a. i de seneste år har
været en række episoder, hvor udefra
kommende personer har forsøgt at
trænge ind eller er trængt ind på et
fængselsområde tilsyneladende med
den hensigt at afstraffe bestemte
indsatte eller levere euforiserende
stoffer.
Det har bl.a. på den baggrund i
løbet af de seneste 10 år vist sig
vanskeligt at tilgodese det behov,
som børn over 1 år har for fysisk
aktivitet og for i øvrigt at have en
vis bevægelsesfrihed og naturlig
kontakt til omgivelserne, såvel
udendørs som indendørs, når man
samtidig har skullet tilgodese
hensynet til at beskytte børnene
imod negativ kontakt til de øvrige
indsatte.
Problemet er størst i de lukkede
fængsler, idet der i de åbne
fængsler på grund af de
bygningsmæssige forhold og færre
sikkerhedsforanstaltninger er bedre
mulighed for, at børnene (og
forældrene) kan færdes frit. Den
større frihedsgrad og det forhold,
at personaletætheden er lavere end i
lukket fængsel, indebærer imidlertid
også, at det i de åbne fængsler kan
være vanskeligt at holde børn fra
kontakten med øvrige indsatte.
Det er på den anførte baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at
der er behov for i højere grad at
skabe sikkerhed for, at de aktuelle
forhold i fængselsinstitutionerne
indgår i overvejelserne af, om
hensynet til et barn bør føre til,
at barnet ikke medbringes i
fængslet. Det foreslås derfor, at
reglerne om indsattes ret til at
have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen ændres, så det for så
vidt angår børn over 1 år sikres, at
der ved afgørelsen af, om en indsat
kan have sit barn hos sig i
fængslet, også bliver taget
tilstrækkeligt hensyn til, hvordan
fængselsmiljøet er i det aktuelle
tilfælde.
For så vidt angår børn, der er fyldt
1 år, men ikke 3 år, lægges der
således med lovforslaget op til, at
indsatte har ret til at have barnet
hos sig, hvis den indsatte – som
hidtil – opfylder betingelsen om
selv at være i stand til at passe
barnet, og – som en ny betingelse –
at institutionen og de sociale
myndigheder i øvrigt skønner det
forsvarligt, at barnet anbringes i
den pågældende institution.
Det forudsættes i den forbindelse,
at vurderingen af, om den indsatte
selv er i stand til at passe barnet,
fortsat som udgangspunkt skal
foretages af de sociale myndigheder
som beskrevet ovenfor under pkt.
3.5.1.1. Det forudsættes endvidere,
at de sociale myndigheder til brug
for vurderingen af, om forholdene i
institutionen er forenelige med
hensynet til barnet, indhenter en
udtalelse fra kriminalforsorgen om
forholdene i den pågældende
institution, herunder de
bygningsmæssige forhold og den
aktuelle sammensætning af indsatte,
og at kriminalforsorgen giver de
sociale myndigheder mulighed for at
besigtige institutionen.
Som anført indebærer forslaget, at
både institutionen og de sociale
myndigheder skal vurdere, om det vil
være forsvarligt at anbringe barnet
i den pågældende institution.
Anbringelse kan således kun ske,
hvis begge instanser finder, at
forholdene i institutionen er
forenelige med hensynet til barnet.
Det forudsættes, at sagsgangen
bliver sådan, at de sociale
myndigheder først foretager deres
vurdering, og at institutionen
herefter bl.a. på grundlag af de
sociale myndigheders vurdering
foretager sin endelige vurdering af
spørgsmålet.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 10.
Den gældende ordning, hvorefter en
indsat har ret til at have sit barn
under 3 år hos sig i institutionen,
hvis den indsatte selv er i stand
til at passe barnet, videreføres
uændret for så vidt angår børn på op
til 1 år, jf. lovforslagets § 1, nr.
9.
Det bemærkes desuden, at der med
lovforslaget ikke ændres på
muligheden for, at børn på 3 år
eller derover i visse tilfælde kan
være hos den indsatte i
institutionen, sådan som det er
beskrevet under pkt. 3.5.1.2
ovenfor.
3.6. Optagelse af
telefonsamtaler
3.6.1. Gældende
ret
3.6.1.1.
De indsattes adgang til at føre
telefonsamtaler i kriminalforsorgens
institutioner er reguleret i
straffuldbyrdelseslovens § 57.
Det fremgår af § 57, stk. 1, at de
indsatte, i det omfang det er
praktisk muligt, har ret til at føre
telefonsamtaler. Bestemmelsen
omfatter både de åbne og lukkede
fængsler samt personer, der afsoner
fængselsstraf i arresthusene.
Forbeholdet om, at »det er praktisk
muligt« indebærer en adgang til at
fastsætte begrænsninger med hensyn
til hyppighed og længde af de
indsattes telefonsamtaler under
hensyn til de personaleressourcer,
der medgår til at påhøre eller
aflytte telefonsamtaler i de lukkede
fængsler og arresthusene, jf.
nedenfor.
Adgangen til at føre telefonsamtaler
kan nægtes, hvis det findes
nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af
hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen,
jf. § 57, stk. 2.
I lukkede fængsler og arresthusene
påhøres eller aflyttes
telefonsamtalen af personale i
institutionen, medmindre dette ikke
findes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af
hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen,
jf. § 57, stk. 3. Hvis
telefonsamtalen påhøres eller
aflyttes, skal samtaleparterne
forinden gøres bekendt hermed. Der
gælder ikke noget krav om
indhentelse af retskendelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk.
4, indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte
regler om gennemførelse af de
indsattes ret til at føre
telefonsamtaler. Denne bemyndigelse
er senest udnyttet ved udstedelse af
bekendtgørelse nr. 232 af 5. marts
2011 om adgangen til at telefonere
for indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner
(telefonbekendtgørelsen).
Det er i lovens forarbejder
forudsat, at bemyndigelsen bl.a.
skal anvendes til at sikre, at
indsatte i almindelighed har
mulighed for at føre ukontrollerede
telefonsamtaler med forsvareren i en
verserende straffesag eller med
andre, som den pågældende kan
brevveksle ukontrolleret med i
medfør af straffuldbyrdelseslovens §
56, stk. 1. Der er i
overensstemmelse hermed fastsat
sådanne regler i
telefonbekendtgørelsens § 4.
3.6.1.2.
Efter telefonbekendtgørelsens § 12,
stk. 1, er der mulighed for i
afsoningsafdelinger med almindeligt
fællesskab i lukkede fængsler og
Københavns Fængsler at etablere en
ordning, hvorefter de indsatte kan
få en generel tilladelse til at
telefonere til (højst) 10
telefonindehavere, der forinden skal
godkendes af institutionen.
Telefonsamtaler, som den indsatte
foretager til disse 10
telefonindehavere, påhøres eller
aflyttes som udgangspunkt ikke.
Samtalerne optages imidlertid på
bånd og kontrolleres efterfølgende,
jf. telefonbekendtgørelsens § 12,
stk. 3. Det fremgår af
bekendtgørelsens § 13, stk. 1, at
institutionen skal foretage hyppige
stikprøvevise kontroller af
telefonsamtaler, der føres efter en
tilladelse efter § 12, eller i
øvrigt, hvis dette konkret findes
nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige grunde eller af
hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen.
Det er en forudsætning for at få en
tilladelse efter § 12, stk. 1, 1) at
den indsatte og telefonindehaverne,
inden tilladelse gives, er vejledt
om og skriftligt har erklæret sig
indforstået med, at der føres en
særlig kontrol med, at adgangen til
at telefonere ikke misbruges, 2) at
telefonindehaveren, som ønskes
godkendt, har afgivet skriftligt
samtykke til, at der til brug for
vurderingen af sagen indhentes
oplysninger om den pågældende i Det
Centrale Kriminalregister, og 3) at
der er indhentet oplysninger om
telefonindehaveren i Det Centrale
Kriminalregister, jf.
telefonbekendtgørelsens § 12, stk.
2.
Det kan endvidere fastsættes som
vilkår for en tilladelse, at
telefonsamtaler, som føres efter
tilladelsen, skal føres på et sprog,
som de, der påhører eller aflytter
samtalen, forstår. Hvis forholdene
taler for det, kan der imidlertid
anvendes tolk, jf.
telefonbekendtgørelsens § 12, stk.
4.
Det fremgår af
telefonbekendtgørelsens § 15, at det
skal fremgå af et tydeligt og
letlæseligt opslag på hovedsprogene
ved den telefon, hvorfra indsatte
foretager opkald i henhold til en
generel tilladelse efter § 12, at
samtaler, som føres fra telefonen,
optages og kan kontrolleres.
Efter telefonbekendtgørelsens § 16
skal optagelser af telefonsamtaler,
som er foretaget efter § 12, stk. 3,
slettes senest 6 måneder efter, at
de er foretaget.
Indsatte i lukkede fængsler og
Københavns Fængsler, der afsoner på
andre afsoningsafdelinger end
almindelige fællesskabsafdelinger,
f.eks. beskyttede afdelinger for
frivilligt enrumsanbragte, kan også
få en generel tilladelse til at
telefonere som beskrevet ovenfor,
hvis særlige ordens- og
sikkerhedshensyn ikke taler herimod,
jf. telefonbekendtgørelsens § 17.
I praksis fungerer ordningen sådan,
at den indsatte på en blanket
ansøger om tilladelse til at ringe
til en telefonindehaver. Den
pågældende telefonindehaver skriver
under på ansøgningsblanketten og
erklærer sig hermed indforstået med,
at telefonsamtalerne optages og
efterfølgende eventuelt aflyttes.
Vedkommende giver samtidig sit
samtykke til, at der indhentes
oplysninger om den pågældende i Det
Centrale Kriminalregister.
Når telefonindehaveren er godkendt
af institutionen, får den indsatte
en kode, som giver adgang til at
foretage opkald til det godkendte
nummer. Den indsatte kan herefter –
uden personalets mellemkomst – ringe
til de pågældende telefonindehavere
fra særligt indrettede telefoner,
der er placeret på fællesarealerne,
ved at indtaste koden. De pågældende
telefoner er tilsluttet et system,
der optager de samtaler, der føres
fra telefonerne.
3.6.2.
Justitsministeriets overvejelser
Efter Justitsministeriets opfattelse
er optagelse af telefonsamtaler et
indgreb, hvis hjemmel bør fremgå
udtrykkeligt af
straffuldbyrdelsesloven.
Det foreslås på den baggrund, at den
eksisterende bestemmelse i
straffuldbyrdelsesloven om adgang
til at påhøre eller aflytte
telefonsamtaler i lukkede
institutioner præciseres, således at
det af bestemmelsen udtrykkeligt
kommer til at fremgå, at der også
kan ske optagelse af samtalerne.
Som anført foretages der allerede
efter gældende praksis optagelse af
telefonsamtaler med henblik på
efterfølgende stikprøvevis kontrol,
og ligesom hidtil vil en af
betingelserne for såvel at optage
som at påhøre eller aflytte
telefonsamtaler efter
straffuldbyrdelsesloven være, at
samtaleparterne forinden er gjort
bekendt hermed. Der forudsættes i
den forbindelse med lovforslaget
ingen ændringer af den gældende
praksis med hensyn til de indsattes
mulighed for at få en generel
tilladelse til at ringe til bestemte
telefonindehavere, således at der
altid sker optagelse af samtalerne.
Det foreslås endvidere, at den
eksisterende bestemmelse i
telefonbekendtgørelsen om, at
optagelser af telefonsamtaler skal
slettes senest 6 måneder efter, at
de er foretaget, indsættes i loven.
Herudover foreslås det, at den
eksisterende hjemmel for
justitsministeren til at fastsætte
regler om gennemførelsen af de
indsattes ret til at føre
telefonsamtaler udvides, således at
det udtrykkeligt kommer til at
fremgå, at der i den forbindelse kan
fastsættes regler om optagelse af
telefonsamtaler og kontrol af
optagne samtaler, således som det
allerede er sket i
telefonbekendtgørelsen, jf. pkt.
3.6.1.2 ovenfor. Kontrol skal i den
forbindelse forstås sådan, at en
medarbejder efterfølgende lytter til
afspilning af den optagne
telefonsamtale.
I modsætning hertil skal det at
»påhøre« en telefonsamtale forstås
sådan, at den ansatte er til stede i
samme lokale som den indsatte, der
fører samtalen, og således kan høre,
hvad den indsatte, men ikke
samtalepartneren, siger. Det at
»aflytte« en telefonsamtale skal
forstås sådan, at den ansatte under
samtalen ved brug af en ekstra
telefon eller andet elektronisk
udstyr lytter til samtalen i sin
helhed.
Endelig foreslås det, at det
lovfæstes, at telefonsamtaler med
forsvareren i en verserende
straffesag og med andre, som den
pågældende kan brevveksle
ukontrolleret med efter
straffuldbyrdelseslovens § 56, stk.
1, ikke kan optages, påhøres eller
aflyttes.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 11-13.
3.7. Undersøgelse
af den indsattes person og
opholdsrum
3.7.1. Gældende
ret
Det fremgår af
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk.
1, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen og institutionen
kan undersøge, hvilke effekter en
indsat har i sin besiddelse i sit
opholdsrum eller på sin person, hvis
en sådan undersøgelse er nødvendig
for at sikre, at ordensbestemmelser
overholdes eller sikkerhedshensyn
iagttages, herunder 1) når den
indsatte indsættes i institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for
uretmæssig besiddelse af effekter,
3) før og efter besøg eller 4) før
og efter fravær fra institutionen
eller opholdsafdelingen.
Det fremgår af
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk.
8, at institutionen endvidere kan
gennemlæse og institutionens leder
eller den, der bemyndiges dertil,
træffe bestemmelse om
tilbageholdelse af breve og andre
optegnelser, som findes i den
indsattes besiddelse, hvis det
skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn.
3.7.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af grundlovens § 72, at
boligen er ukrænkelig.
Husundersøgelse, beslaglæggelse og
undersøgelse af breve og andre
papirer samt brud på post-,
telegraf- og telefonhemmeligheden
må, hvor ingen lov hjemler en
særegen undtagelse, alene ske efter
en retskendelse.
Retssikkerhedskommissionen har i
betænkning nr. 1428/2003, side 27,
anført, at fravigelse af kravet om
forudgående retskendelse kan fremgå
udtrykkeligt af loven, men at det
imidlertid er antaget, at en
undtagelse fra grundlovens
hovedregel om, at et indgreb kræver
retskendelse, også kan støttes på en
fortolkning af loven.
Det er imidlertid sædvanligt, at det
i nyere lovgivning er udtrykkeligt
bestemt, hvis der skal kunne
foretages et indgreb omfattet af
grundlovens § 72 uden retskendelse.
Andre steder i
straffuldbyrdelsesloven – bl.a. i §
55, stk. 2, om muligheden for at
åbne og lukke breve til og fra den
indsatte samt i § 57, stk. 3, om
adgangen til at påhøre og aflytte
telefonsamtaler, som indsatte i
lukkede institutioner fører –
fremgår det direkte af lovteksten,
at sådanne indgreb kan foretages
uden retskendelse.
Justitsministeriet finder det på den
baggrund rigtigst, at det kommer til
at fremgå udtrykkeligt af
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk.
1 og stk. 8, at institutionen kan
foretage de nævnte indgreb uden
retskendelse.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 14 og 15.
3.8. Udelukkelse
fra fællesskab
3.8.1. Gældende
ret
Efter straffuldbyrdelseslovens § 63,
stk. 1, kan institutionens leder
eller den, der bemyndiges dertil,
udelukke en indsat fra fællesskab
med andre indsatte, hvis det er
nødvendigt
– for
at forebygge undvigelse, strafbar
virksomhed eller voldsom adfærd,
– for
at gennemføre foranstaltninger, der
er nødvendige af sikkerhedshensyn
eller påkrævet for at gennemføre en
almindelig sundhedskontrol eller
forebygge smittefare, eller
–
fordi den indsatte udviser en grov
eller oftere gentagen utilladelig
adfærd, som er åbenbart uforenelig
med fortsat ophold i fællesskab med
andre indsatte.
Efter § 63, stk. 2, kan
institutionen midlertidigt udelukke
den indsatte fra fællesskab, mens
spørgsmålet om udelukkelse eller om
overførsel til bl.a. et lukket
fængsel behandles, hvis der er grund
til at antage, at betingelserne i
stk. 1 er opfyldt.
En indsat, der udelukkes fra
fællesskab, isoleres i opholdsrum på
særlig afdeling eller i eget
opholdsrum, jf. § 63, stk. 3.
Hvis en indsat afsoner straf for
grov kriminalitet under anvendelse
af våben eller andre personfarlige
metoder og under fuldbyrdelsen af
straffen eller under forudgående
varetægtsfængsling er undveget eller
har forsøgt at undvige ved
anvendelse af våben eller andre
personfarlige metoder, kan det efter
§ 63, stk. 4, bestemmes, at
isolation skal gennemføres på skift
i særligt sikrede afsnit og
opholdsrum i forskellige lukkede
fængsler og arresthuse, såfremt der
er en særlig bestyrket mistanke om,
at den indsatte på ny vil forsøge at
undvige. Det fremgår af § 13, stk.
1, i bekendtgørelse om udelukkelse
fra fællesskab, at en afgørelse om
anbringelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
4, og om ophør af anbringelsen
træffes af Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
efter drøftelse med repræsentanter
for de involverede lukkede
institutioner.
Desuden indeholder § 63, stk. 5, et
udtrykkeligt proportionalitetskrav,
idet udelukkelse fra fællesskab ikke
må foretages, hvis udelukkelsen
efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb. Indgrebet skal endvidere
foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader det, jf. §
63, stk. 6.
Det følger endelig af § 63, stk. 7,
at udelukkelse fra fællesskab straks
skal bringes til ophør, når
betingelserne herfor ikke længere er
opfyldt, hvilket institutionen skal
overveje mindst en gang om ugen.
Ved bekendtgørelse nr. 440 af 30.
maj 2008 om udelukkelse fra
fællesskab har Justitsministeriet
fastsat nærmere regler om bl.a.
sagsbehandlingen i forbindelse med
afgørelser om udelukkelse fra
fællesskab samt om den praktiske
gennemførelse af sådanne
udelukkelser.
3.8.2.
Arbejdsgruppen om udelukkelse fra
fællesskab
Direktoratet for Kriminalforsorgen
nedsatte i januar 2010 en
arbejdsgruppe, der skulle undersøge
mulighederne for at begrænse brugen
af udelukkelse af indsatte fra
fællesskab. Arbejdsgruppen afgav
rapport den 1. september 2010.
Arbejdsgruppen har til brug for sine
overvejelser undersøgt brugen af
udelukkelse fra fællesskab i
praksis. De indhentede oplysninger
viser, at langt de fleste
udelukkelser fra fællesskab i medfør
af straffuldbyrdelseslovens § 63,
stk. 1, er kortvarige. I 2009 var
788 indsatte udelukket fra
fællesskab efter § 63, stk. 1. Mere
end tre fjerdedele af disse
udelukkelser blev afsluttet inden
for 14 dage, og kun en lille del
varede mere end 4 uger.
De hyppigste begrundelser for at
træffe beslutning om udelukkelse fra
fællesskab er, at fortsat ophold i
fællesskab er åbenbart uforsvarligt,
at hindre strafbar virksomhed eller
at forebygge voldsom adfærd. Der
synes ikke at være forskel i
opholdstiden i de tre hovedgrupper.
Det er undtagelsen, at udelukkelse
fra fællesskab udstrækkes i længere
tid end 3 måneder, idet der sjældent
er behov herfor. I ganske særlige
tilfælde, f.eks. over for særligt
farlige og undvigelsestruede
indsatte, kan der være behov for
udelukkelse fra fællesskab i længere
tid.
Arbejdsgruppen har til brug for sine
overvejelser set på anvendelsen af
isolationsfængsling i forhold til
varetægtsarrestanter, som ved en
ændring af retsplejeloven i 2000
blev væsentligt begrænset, idet der
blev indført tidsbegrænsninger for
isolationsfængsel, jf.
retsplejelovens § 770 c.
Baggrunden for ændringen af reglerne
i 2000 om isolation var en
undersøgelse af, hvorvidt
isolationen kunne antages at medføre
en risiko for forstyrrelse af det
psykiske helbred. Undersøgelsens
hovedkonklusion var, at flere blandt
de isolerede end blandt de
ikke-isolerede udviklede psykiske
forstyrrelser. Endvidere kunne
undersøgelsen påpege en større
sandsynlighed for psykiske
forstyrrelser under langvarige
isolationsfængslinger.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang de
ændrede regler for
isolationsfængsling bør have en
afsmittende virkning på reglerne om
enrumsanbringelse, er tidligere
behandlet af en arbejdsgruppe under
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
der afgav sin indstilling i december
2001. 2001-arbejdsgruppen anførte,
at isolationsundersøgelsens
resultater ikke uden videre kunne
overføres til frivillige og
tvangsmæssige enrumsanbringelser
under afsoningsforløb.
2001-arbejdsgruppen konkluderede
imidlertid, »at det er de meget
langvarige tvangsmæssige
enrumsanbringelser, som kan være
forbundet med psykiske belastninger«
og anbefalede, »at de få meget
langvarige, det vil sige måneder
eller år, enrumsanbragte bør
undergives et regime, der kan
modvirke eventuelle psykiske
belastninger«, og at humanitære
hensyn tilsiger, »at regler og
praksis udformes, så den belastning,
som kan være forbundet med
længerevarende enrumsanbringelse,
begrænses mest muligt«.
Indstillingen førte bl.a. til en
række nye regler om en særlig
ordning for indsatte, der er
udelukket fra fællesskab i mere end
14 dage. Således følger det bl.a. af
§ 6 i bekendtgørelse nr. 440 af 30.
maj 2008 om udelukkelse fra
fællesskab, at det påhviler
personalet løbende at være særligt
opmærksom på, om indsatte, som er
udelukket fra fællesskab i mere end
14 dage, har behov for øget
personalekontakt, tilsyn af læge,
herunder en psykiater mv. Endvidere
skal indsatte, der har været
udelukket i mere end 14 dage, bl.a.
have et tv stillet gratis til
rådighed og have særlig adgang til
eneundervisning og arbejde, herunder
anden godkendt aktivitet, som kan
mindske den særlige belastning og
risiko for forstyrrelse af det
psykiske helbred, som er forbundet
med udelukkelse fra fællesskab.
Disse regler er nærmere beskrevet
under pkt. 4 i vejledning nr. 28 af
3. juni 2008 om udelukkelse fra
fællesskab.
Arbejdsgruppen fra 2010 har desuden
indhentet oplysninger fra Norge,
hvor der i lovgivningen er fastsat
en øvre grænse på 1 år for
udelukkelse af indsatte fra
fællesskab som forebyggende
foranstaltning.
Arbejdsgruppen finder, at en øvre
tidsgrænse vil give en symbolsk
vigtig understregning af, at
udelukkelse fra fællesskab er noget,
som man forsøger at begrænse mest
muligt. Udelukkelse af kortere
varighed er endvidere mindre psykisk
belastende for den enkelte. På den
baggrund anbefaler arbejdsgruppen,
at der som udgangspunkt indføres en
øvre tidsgrænse for udelukkelse fra
fællesskab på 3 måneder.
Der kan imidlertid forekomme
tilfælde, hvor udelukkelse i 3
måneder ikke er tilstrækkeligt.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen
bemyndiges til at træffe afgørelse
om, at en indsat skal udelukkes fra
fællesskab i mere end 3 måneder, og
at denne afgørelse kombineres med
muligheden for den indsatte for at
få en samtale med en repræsentant
fra direktoratet.
Arbejdsgruppen fremkommer i øvrigt
med en række anbefalinger, der
forudsætter ændringer af de
administrative regler på området,
herunder bekendtgørelsen om
udelukkelse fra fællesskab. Således
anbefales det, at der skal
udfærdiges en udførlig plan for,
hvordan den indsatte kan bringes
tilbage til fællesskabet, og/eller
hvordan der kan lempes i
udelukkelsen, herunder f.eks. ved
samvær med enkelte indsatte, arbejde
i fællesskab eller aktiviteter i
fritiden med en eller flere andre
indsatte eller med personalet.
Endvidere anbefales det, at de
særlige tilbud til langvarigt
udelukkede og reglerne om
indberetning i bekendtgørelsen om
udelukkelse fra fællesskab
udstrækkes til at omfatte indsatte,
som er placeret på særligt sikrede
afdelinger, og som de facto er
udelukket fra fællesskab. Desuden
anbefaler arbejdsgruppen, at den
første indberetning om udelukkelse
til direktoratet skal ske efter 14
dage mod i dag 4 uger, at alle
såkaldte ugenotater skal godkendes
af fængslets direktion, og at
direktoratets afgørelse om, at
udelukkelsen skal forlænges ud over
3 måneder, kombineres med en
mulighed for, at den indsatte kan få
en samtale med en repræsentant for
direktoratet.
3.8.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.8.3.1.
Tidsgrænse for udelukkelse fra
fællesskab
Justitsministeriet kan tilslutte sig
arbejdsgruppens indstilling og er
enig med arbejdsgruppen i, at det er
vigtigt at understrege, at
udelukkelse fra fællesskab er en
meget indgribende foranstaltning
over for den indsatte, og at
indgrebet bør begrænses mest muligt,
herunder også i tidsmæssig
henseende.
Med lovforslaget lægges der derfor
op til, at udelukkelse fra
fællesskab normalt ikke skal kunne
finde sted i mere end 3
sammenhængende måneder, og at denne
grænse på 3 måneder kun kan
overskrides, hvis der foreligger
helt særlige omstændigheder. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvis der er
tale om særligt farlige eller
voldelige indsatte eller indsatte,
der er meget undvigelsestruede.
Kompetencen til undtagelsesvist at
dispensere fra 3 månedersgrænsen
foreslås i overensstemmelse med
arbejdsgruppens anbefaling henlagt
til Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Det foreslås
samtidig, at direktoratet – på linje
med institutionerne, jf. den
gældende bestemmelse i § 63, stk. 7,
2. pkt., som med dette lovforslag
bliver stk. 8, 2. pkt. – i givet
fald skal være forpligtet til
ugentligt at overveje at bringe
udelukkelsen fra fællesskab til
ophør. Direktoratets overvejelser
vil ske på grundlag af bl.a.
institutionens ugenotater, jf. § 5 i
bekendtgørelsen om udelukkelse fra
fællesskab.
Der bemærkes, at der ved isolation
af en indsat efter
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
4 (fremover stk. 5) som udgangspunkt
må formodes at være tale om sådanne
helt særlige omstændigheder, at
isolationen af den pågældende vil
være påkrævet ud over 3
månedersgrænsen. Bestemmelsen
indeholder hjemmel til, at en
indsat, som afsoner straf for grov
kriminalitet under anvendelse af
våben eller andre personfarlige
metoder, og som under fuldbyrdelsen
af straffen eller under forudgående
varetægtsfængsling er undveget eller
har forsøgt at undvige ved
anvendelse af våben eller andre
personfarlige metoder, kan
undergives isolation på skift i
særligt sikrede afsnit og opholdsrum
i forskellige lukkede fængsler og
arresthuse, fordi der er en særlig
bestyrket mistanke om, at den
indsatte på ny vil forsøge at
undvige. Med lovforslaget vil det i
øvrigt komme til at fremgå
udtrykkeligt af
straffuldbyrdelsesloven, at en
afgørelse om anbringelse efter
lovens § 63, stk. 4 (fremover stk.
5) træffes af Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Som hidtil vil udelukkelse fra
fællesskab i øvrigt straks skulle
bringes til ophør, når betingelserne
herfor ikke længere er opfyldt,
ligesom institutionen mindst én gang
om ugen skal overveje spørgsmålet om
helt eller delvis at bringe
foranstaltningen til ophør, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
7 (fremover stk. 8).
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 18 og 19.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tilslutte sig anbefalingen fra
arbejdsgruppen om, at der skal
udfærdiges en udførlig plan for,
hvordan den indsatte kan bringes
tilbage til fællesskabet, og/eller
hvordan der kan lempes i
udelukkelsen. En sådan
udslusningsplan vil passende kunne
udarbejdes i forbindelse med, at
institutionen første gang overvejer
spørgsmålet om helt eller delvist at
bringe udelukkelsen fra fællesskab
til ophør, jf. § 63, stk. 7, der med
dette lovforslag bliver stk. 8.
Bestemmelser herom påtænkes fastsat
med hjemmel i den eksisterende
bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
8, som med dette lovforslag bliver
stk. 10.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig arbejdsgruppens øvrige
anbefalinger. Hvis lovforslaget
vedtages, vil der således blive
taget skridt til administrativt at
implementere anbefalingerne om, at
de særlige tilbud til langvarigt
udelukkede og reglerne om
indberetning i bekendtgørelsen om
udelukkelse fra fællesskab
udstrækkes til at omfatte indsatte,
som er placeret på særligt sikrede
afdelinger, og som de facto er
udelukket fra fællesskab, at den
første indberetning om udelukkelse
til direktoratet i medfør af
bekendtgørelsens § 9 skal ske efter
14 dage mod nu 4 uger, at alle
såkaldte ugenotater i medfør af
bekendtgørelsens § 5 skal godkendes
af fængslets direktion, og at
direktoratets afgørelse om, at
udelukkelsen skal forlænges ud over
3 måneder, kombineres med en
mulighed for, at den indsatte kan få
en samtale med en repræsentant for
direktoratet.
3.8.3.2
Udelukkelse fra fællesskab af hensyn
til den indsattes egen sikkerhed
Som det fremgår ovenfor under pkt.
3.8.1, kan en indsat i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 63
udelukkes fra fællesskab med andre
indsatte, hvis det er nødvendigt
f.eks. for at forebygge undvigelse
eller strafbar virksomhed, eller
hvis den indsatte udviser en grov
eller oftere gentagen utilladelig
adfærd, som er åbenbart uforenelig
med fortsat ophold i fællesskab med
andre indsatte.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til
at udelukke den indsatte fra
fællesskab af hensyn til den
pågældendes egen sikkerhed, idet det
i straffuldbyrdelsesloven er
forudsat, at den indsatte i så fald
må overføres til en anden af
kriminalforsorgens institutioner.
Således følger det f.eks. af
straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.
3, nr. 3, at udgangspunktet om, at
fængselsstraf skal fuldbyrdes i
fængsel, kan fraviges, således at
den dømte skal afsone i et
arresthus, hvis det må anses for
nødvendigt for at beskytte den dømte
mod overgreb. Tilsvarende kan de i §
23 anførte principper om valg af
afsoningsinstitution fraviges for at
beskytte den dømte mod overgreb.
Det forekommer imidlertid i praksis,
at det ikke umiddelbart er muligt at
overføre en indsat, som har behov
for beskyttelse, til en anden
institution. Dette gælder i særlig
grad – men ikke udelukkende –
indsatte med tilknytning til bander
eller rockergrupper, idet det
særligt i rocker-/bandemiljøet ikke
er acceptabelt at tage imod
kriminalforsorgens beskyttelse.
Som eksempel på dette kan nævnes den
situation, at to indsatte
bandemedlemmer har haft en konflikt,
og at andre indsatte derfor efter
bandens interne kodeks skal
afstraffe den ene af parterne i
konflikten. Typisk har personalet
intet kendskab til den pågældende
konflikt, hvilket gør det særdeles
vanskeligt at finde et grundlag for
overførsel af den truede indsatte.
Den truede indsatte har ikke
foretaget sig noget, der kan
begrunde foranstaltninger over for
denne, og ofte anerkender den
pågældende ikke selv, at der kan
være en trussel mod ham, eller
ønsker at klare situationen på egen
hånd.
Ofte forekommer det, at de indsatte,
som har fået opgaven med at
afstraffe en medindsat, selv
henvender sig til personalet i
fortrolighed. De indsatte kan ikke
nægte at udføre ordren, og de kan
ikke lade sig frivilligt isolere, da
det vil have store konsekvenser for
dem selv, men de ønsker heller ikke
at udføre ordren. Problemet i disse
sager er både at finde et grundlag
at overføre dem, som skulle have
udført overfaldet, uden at de selv
får problemer, men også at beskytte
den, som skulle overfaldes, idet
ordren om afstraffelse blot kan
gives videre til andre.
Som et andet eksempel kan nævnes, at
det i en konkret sag har været
nødvendigt mange gange at flytte en
indsat, som i pressen var kommet med
hånlige bemærkninger i forhold til
en bestemt gruppering. Den
pågældende indsatte mente ikke at
have behov for kriminalforsorgens
beskyttelse.
Justitsministeriet foreslår på den
anførte baggrund, at der i
straffuldbyrdelseslovens § 63
indsættes en hjemmel til, at
udelukkelse fra fællesskab tillige
undtagelsesvist kan ske i op til 5
dage, hvis det er nødvendigt for at
beskytte den pågældende mod
overgreb.
Det er ikke hensigten med forslaget
at ændre på straffuldbyrdelseslovens
forudsætning om, at indsatte, som er
truet, må overflyttes til en anden
afdeling eller afsoningsinstitution.
Formålet med forslaget er alene at
give kriminalforsorgen et ekstra
redskab i de tilfælde, hvor ingen
andre forhåndenværende
foranstaltninger umiddelbart er
tilstrækkelige til at sikre den
pågældende indsattes sikkerhed. Det
forudsættes således, at udelukkelse
fra fællesskab af hensyn til den
pågældendes sikkerhed kun anvendes
som sidste udvej.
Endvidere forudsættes det, at en
udelukkelse, der sker af hensyn til
den indsattes egen sikkerhed, vil
være af så kort varighed som muligt
(og som anført højst 5 dage), idet
der hurtigst muligt skal
tilvejebringes en varig løsning for
den pågældende.
Lovforslaget ændrer ikke på, at det
vil være muligt også ud over den
nævnte tidsmæssige begrænsning på 5
døgn at udelukke en indsat fra
fællesskab af hensyn til
vedkommendes egen sikkerhed, hvis
der i ganske særlige tilfælde
foreligger en nødretslignende
situation, hvor udelukkelse fra
fællesskab i praksis er den eneste
mulighed for at beskytte den
pågældende mod en overhængende fare
fra andre indsatte.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 17.
3.9. Modregning
3.9.1. Gældende
ret
Efter straffuldbyrdelseslovens § 74,
stk. 1, kan institutionen, såfremt
den indsatte under fuldbyrdelsen har
forvoldt skade på institutionens
ting ved en ansvarspådragende
adfærd, bestemme, at
erstatningsbeløbet skal modregnes i
den indsattes vederlag for
beskæftigelse, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 42, stk.
1. Den indsatte skal dog mindst have
udbetalt en ydelse til dækning af
personlige fornødenheder.
Efter § 42 skal en indsat have
udbetalt vederlag for sin
beskæftigelse. Vederlaget skal også
udbetales til indsatte, der ikke kan
tilbydes beskæftigelse, eller som er
uden beskæftigelse efter § 38, stk.
2. Det samme gælder indsatte, der på
grund af sygdom er fraværende fra
beskæftigelse.
Det følger af bekendtgørelse nr. 387
af 17. maj 2001 om behandlingen af
sager om modregning af
erstatningsbeløb over for indsatte i
kriminalforsorgens institutioner, at
modregning efter
straffuldbyrdelseslovens § 74, stk.
1, kun kan ske, hvis
erstatningskravet er utvivlsomt. Er
dette ikke tilfældet, må
Justitsministeriet anlægge
erstatningssag mod den indsatte ved
domstolene.
Da staten er selvforsikret, er den
indsatte kun erstatningsansvarlig,
hvis den pågældende har forvoldt
skaden forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, jf.
erstatningsansvarslovens § 20, jf. §
19.
Efter straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 5, kan en endelig
administrativ afgørelse efter § 74
om modregning af erstatningsbeløb,
der overstiger det almindelige
vederlag, der udbetales indsatte for
en uges beskæftigelse, af den dømte
kræves indbragt til prøvelse for
retten inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den dømte.
3.9.2.
Justitsministeriets overvejelser
Bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 74, stk.
1, giver efter Justitsministeriets
opfattelse alene sikker hjemmel til,
at den skadelidte institution kan
modregne et erstatningsbeløb i
skadevolders vederlag for
beskæftigelse. Det er således efter
ministeriets opfattelse tvivlsomt,
om bestemmelsen giver grundlag for,
at den skadelidte institutions
beslutning om modregning også kan
gælde for et beskæftigelsesvederlag,
der udbetales af en anden
institution, som den pågældende
overføres til.
Det fremgår af bemærkningerne i
Straffelovrådets betænkning nr.
1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse
af straf mv., side 264f, at det for
at begrænse hærværk og lignende må
anses for nødvendigt for
kriminalforsorgen at have en
umiddelbar adgang til
tvangsfuldbyrdelse af
erstatningskrav gennem modregning i
de beløb, der udbetales den indsatte
som vederlag for beskæftigelse. Det
er endvidere anført, at det
udtrykkeligt bør fremgå af
lovteksten, at adgangen til
modregning alene omfatter skade på
ting, der tilhører institutionen, i
modsætning til erstatning for
personskade eller skade på ting, der
tilhører andre end institutionen,
f.eks. medindsatte eller ansatte.
Det vil efter Justitsministeriets
opfattelse være i overensstemmelse
med formålet med bestemmelsen, at
modregningsadgangen også gælder for
en institution, som en indsat senere
overføres til. Hertil kommer, at det
i modsat fald ville stille en indsat
bedre, hvis det forhold, der
begrunder erstatningen, er så groft,
at det medfører en overførsel til en
anden institution.
Det er derfor Justitsministeriets
opfattelse, at bestemmelsen bør
ændres således, at der
tilvejebringes en klar hjemmel til,
at en institution, der udbetaler
beskæftigelsesvederlag til en
indsat, kan beslutte, at
erstatningsbeløb, der hidrører fra
den indsattes ansvarspådragende
skadeforvoldelse på ting, der
tilhører en hvilken som helst af
kriminalforsorgens institutioner,
kan modregnes i
beskæftigelsesvederlaget. Dette bør
gælde, uanset af hvilken grund den
indsatte overføres til en anden
institution. Den indsatte skal dog
mindst have udbetalt en ydelse til
dækning af personlige fornødenheder,
jf. § 74, stk. 1, 2. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 20.
3.10. Erstatning
for udførelse af for meget
samfundstjeneste
3.10.1. Gældende
ret
Efter straffuldbyrdelseslovens §
106, stk. 1, har en indsat ret til
erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1018 a, hvis den
indsatte uforskyldt har udstået
fængselsstraf i for lang tid, været
anbragt i forhørscelle, strafcelle
eller sikringscelle eller været
udelukket fra fællesskab.
Tilsvarende har en dømt, der har
udstået straf på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol, ret
til erstatning, hvis den dømte har
udstået straf i for lang tid, jf. §
106, stk. 2.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 107
kan den, der under fuldbyrdelse af
straf mv. har været udsat for andre
uforskyldte indgreb end de i § 106
nævnte, tillægges erstatning efter
reglerne i retsplejelovens § 1018 a.
Krav om erstatning efter §§ 106 og
107 skal efter § 108 fremsættes over
for kriminalforsorgen inden 2
måneder efter, at indgrebet er
ophørt. Fremsættes kravet efter
udløbet af denne frist, kan det dog
behandles, hvis overskridelsen
findes undskyldelig.
Justitsministeriet har i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 109
fastsat nærmere regler om
behandlingen af krav fra dømte og
varetægtsarrestanter om erstatning i
anledning af uforskyldte indgreb
under fuldbyrdelse af straf mv. ved
bekendtgørelse nr. 319 af 19. april
2006. Det fremgår bl.a. heraf, at
afgørelse af krav om erstatning
efter straffuldbyrdelseslovens §§
106 og 107 træffes af
Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Krav om erstatning som følge af
indgreb, der ikke er omfattet af
straffuldbyrdelseslovens §§ 106
eller 107, må rejses på grundlag af
dansk rets almindelige
erstatningsregler (culpareglen).
Det følger af retsplejelovens § 1018
a, at erstatning ydes for økonomisk
skade samt for lidelse for tort,
ulempe og forstyrrelse eller
ødelæggelse af stilling og forhold.
Erstatning for økonomisk skade ydes
i det omfang, den indsatte kan
godtgøre, at tabet er en følge af
indgrebet. Den indsatte skal
endvidere i fornødent omfang kunne
dokumentere tabets størrelse.
Godtgørelse for ikke økonomisk skade
i anledning af straffeprocessuelle
indgreb ydes som udgangspunkt efter
takster fastsat af Rigsadvokaten.
Fastsættelsen af godtgørelsens
størrelse ved uberettiget indgreb
under strafafsoningen sker med
udgangspunkt i Rigsadvokatens
takster.
Erstatningen ydes på et objektivt
grundlag, det vil sige uafhængigt
af, om der er begået fejl eller
forsømmelser. Dog følger det af §
1018 a, stk. 3, at erstatning kan
nedsættes eller nægtes, hvis den
sigtede selv har givet anledning til
foranstaltningerne.
3.10.2.
Justitsministeriets overvejelser
Hverken straffuldbyrdelseslovens §
106 eller § 107 omfatter efter sin
ordlyd erstatning i tilfælde, hvor
en dømt på grund af en
myndighedsfejl har afviklet for
meget samfundstjeneste.
Der har i praksis været eksempler
på, at en dømt har afviklet for
meget samfundstjeneste på grund af
en myndighedsfejl. Det kan f.eks.
forekomme, at tilsynsmyndigheden
ikke har været opmærksom på, at en
betinget straf med vilkår om
samfundstjeneste har været
medinddraget i en senere ubetinget
dom, og således har ladet den dømte
fortsætte afviklingen af
samfundstjeneste.
I de konkrete sager har den dømte
fået erstatning efter dansk rets
almindelige erstatningsregler, idet
afviklingen af den overskydende
samfundstjeneste har beroet på en
myndighedsfejl. Erstatningens
størrelse er blevet fastsat
skønsmæssigt under hensyntagen til
bl.a. arbejdets karakter og den
almindelig timeløn for tilsvarende
arbejde.
Efter Justitsministeriets opfattelse
er der således hjemmel efter dansk
rets almindelige erstatningsregler
til at udbetale erstatning i de
tilfælde, hvor en dømt har udført
for meget samfundstjeneste, fordi en
myndighed har handlet
ansvarspådragende. Da der imidlertid
i straffuldbyrdelsesloven findes en
bestemmelse om erstatning på
objektivt grundlag for uforskyldt
udstået fængselsstraf i for lang
tid, anbringelse i forhørscelle mv.
eller udelukkelse fra fællesskab,
bør der efter ministeriets
opfattelse indføres en tilsvarende
bestemmelse for så vidt angår for
meget afviklet samfundstjeneste.
Justitsministeriet finder, at
godtgørelsen for ikke økonomisk
skade i lighed med
kriminalforsorgens hidtidige praksis
bør fastsættes med udgangspunkt i
den almindelige timeløn for
tilsvarende arbejde.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 21.
3.11.
Domstolsprøvelse af afslag på
erstatning
3.11.1. Gældende
ret
Straffuldbyrdelsesloven indeholder
regler om særlig let adgang til
domstolsprøvelse af visse endelige
administrative afgørelser, således
at den dømte inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den
pågældende, kan kræve afgørelsen
indbragt for retten, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 112.
De afgørelser, der er omfattet af
ordningen, vedrører
straffetidsberegning,
tilbageholdelse af breve af hensyn
til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen, afgørelser om
disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage,
konfiskation, modregning af
erstatningsbeløb af en vis
størrelse, nægtelse af
prøveløsladelse, genindsættelse af
en prøveløsladt, indsættelse af en
betinget benådet, og afgørelser om
nægtelse af erstatning i anledning
af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle i mere end
7 dage.
Det fremgår af lovens forarbejder,
at de afgørelser der er omfattet af
den særlig lette adgang til
domstolsprøvelse, er udvalgt, fordi
de har lighed med straffesager eller
i øvrigt har særligt indgribende
betydning for den indsatte, hvorimod
bl.a. afgørelser, der er begrundet i
hensynet til at opretholde orden og
sikkerhed i kriminalforsorgens
institutioner, er holdt uden for
ordningen.
Ved bekendtgørelse nr. 397 af 17.
maj 2001 har justitsministeren bl.a.
bestemt, at begæring om
domstolsprøvelse af en afgørelse,
der kan kræves indbragt til prøvelse
ved domstolene efter
straffuldbyrdelseslovens § 112, kan
fremsættes skriftligt eller
mundtligt over for enhver af
kriminalforsorgens institutioner
eller afdelinger og over for
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Begæringer, der fremsættes over for
en af kriminalforsorgens
institutioner eller afdelinger,
oversendes hurtigst muligt til
direktoratet.
Det fremgår af
straffuldbyrdelseslovens § 114, at
sagen uden unødigt ophold indbringes
for retten af justitsministeren.
Afgørelser efter
straffuldbyrdelsesloven, der ikke er
omfattet af den særlig lette adgang
til domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 112, kan
prøves af domstolene efter
grundlovens § 63, hvilket
forudsætter, at den dømte selv
udtager en stævning mod Direktoratet
for Kriminalforsorgen.
3.11.2.
Justitsministeriets overvejelser
Som nærmere beskrevet under pkt.
3.10.1 har en indsat efter
straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og
107 ret til erstatning efter
retsplejelovens § 1018 a, hvis den
pågældende uforskyldt har været
udsat for indgreb under
straffuldbyrdelsen.
Som nævnt under pkt. 3.11.1 er
nægtelse af erstatning for visse
uforskyldte indgreb omfattet af den
særlig lette adgang til
domstolsprøvelse. Det drejer sig om
uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle i mere end
7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 112, nr. 9.
Justitsministeriet er bekendt med,
at der har været divergerende
afgørelser i retspraksis af
spørgsmålet om, hvorvidt
erstatningskrav efter
straffuldbyrdelseslovens §§ 106-107,
herunder tilfælde omfattet af
straffuldbyrdelsesloven § 112, nr.
9, kan behandles efter de
processuelle regler i
retsplejelovens kapitel 93 a.
Retsplejelovens kapitel 93 a
indeholder regler om erstatning i
anledning af strafferetlig
forfølgning. Heriblandt indeholder §
1018 a og § 1018 d regler om
erstatning på objektivt grundlag for
uberettiget frihedsberøvelse i
anledning af strafferetlig
forfølgning. Efter § 1018 a, stk. 1,
har den, der har været anholdt eller
varetægtsfængslet som led i en
strafferetlig forfølgning, således
krav på erstatning for den derved
tilføjede skade. Desuden tilkommer
der efter retsplejelovens § 1018 d
den, der har udstået fængselsstraf
eller været undergivet anden
strafferetlig retsfølge, erstatning
efter reglerne i § 1018 a, hvis anke
eller genoptagelse medfører bortfald
af retsfølgen.
Efter retsplejelovens § 1018 e
træffer statsadvokaterne afgørelse
vedrørende krav om erstatning efter
kapitel 93 a, og Rigsadvokaten
behandler klager over
statsadvokaternes afgørelser.
Rigsadvokatens afgørelse i en
klagesag kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed. Efter
retsplejelovens § 1018 f skal
anklagemyndigheden efter begæring
fra den erstatningssøgende indbringe
en afgørelse, der er truffet af
Rigsadvokaten om ikke at imødekomme
et erstatningskrav, for domstolene.
Retsplejelovens § 1018 h giver
mulighed for, at erstatningskrav,
der på grundlag af dansk rets
almindelige erstatningsregler
(culpaansvar) rejses af sigtede,
domfældte eller andre i anledning af
strafferetlig forfølgning, på
begæring behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 a.
Af forarbejderne til
straffuldbyrdelsesloven fremgår
bl.a. følgende om retstilstanden før
straffuldbyrdelseslovens
ikrafttrædelse, jf. pkt. 9.1.1 i de
almindelige bemærkninger til det
pågældende lovforslag:
»Retsplejelovens § 1018 d giver som
nævnt alene krav på erstatning på
objektivt grundlag for det forhold,
at frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge er
fuldbyrdet. Bestemmelsen giver
derimod ikke krav på erstatning på
objektivt grundlag for
foranstaltninger eller indgreb, der
finder sted under fuldbyrdelse af
straf mv. Sådanne krav afgøres på
grundlag af dansk rets almindelig
erstatningsregler. Anmoder den
pågældende om det, skal sådanne krav
behandles efter de processuelle
regler i retsplejelovens kapitel 93
a, jf. retsplejelovens § 1018 h.
Der er endvidere ikke i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i
cirkulærer fastsat regler om
erstatning i anledning af
foranstaltninger under fuldbyrdelsen
af straf mv. Konkrete
erstatningskrav er i en årrække
efter aftale mellem Direktoratet for
Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten
blevet behandlet efter principperne
i retsplejelovens kapitel 93 a, og
Rigsadvokaten har i enkelte sager
efter indstilling fra Direktoratet
for Kriminalforsorgen tilkendt
indsatte erstatning for uberettiget
ikendelse af strafcelle og
uberettiget anbringelse i
sikringscelle.«
Endvidere fremgår følgende af de
specielle bemærkninger til forslaget
til straffuldbyrdelseslovens § 112:
»Som det fremgår, tager
domstolsprøvelsen efter § 112, nr.
9, for så vidt angår erstatning for
fuldbyrdelse af frihedsstraf alene
sigte på tilfælde, hvor den indsatte
uforskyldt har udstået fængselsstraf
i for lang tid. Om domstolsprøvelse
i tilfælde, hvor anke eller
genoptagelse medfører bortfald eller
formildelse af den idømte straf,
gælder som hidtil retsplejelovens §
1018 d. Der henvises endvidere til
retsplejelovens § 1018 h, hvorefter
en indsat som hidtil kan forlange et
erstatningskrav vedrørende
foranstaltninger eller indgreb under
straffuldbyrdelsen, der rejses på
grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler, behandlet efter
de processuelle regler i
retsplejelovens kapitel 93 a, jf.
herved pkt. 9.1.1. ovenfor i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.«
Lovens forarbejder kan give det
indtryk, at alle erstatningskrav
vedrørende indgreb under
straffuldbyrdelsen blev behandlet
efter retsplejelovens kapitel 93 a i
tiden før straffuldbyrdelseslovens
ikrafttrædelse, og at en sådan
behandling fortsat kan finde sted i
dag.
Justitsministeriet er imidlertid
efter drøftelse med Rigsadvokaten og
Direktoratet for Kriminalforsorgen
af den opfattelse, at det anførte i
lovforslagets bemærkninger om
aftalen mellem kriminalforsorgen og
Rigsadvokaten om behandling af
erstatningskrav i anledning af
fuldbyrdelse af straf formentlig
beror på en fejlagtig forståelse af
en aftale mellem Rigsadvokaten og
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
som fremgår af et brev af 10. august
1989 fra Rigsadvokaten. Den
pågældende aftale ses rettelig at gå
ud på, at anklagemyndigheden skulle
behandle erstatningskrav i sager,
hvor der er nyt spørgsmål om
erstatning for uberettiget
varetægtsfængsling og afsoning i for
lang tid som følge af myndighedernes
ansvarspådragende forhold. Disse
erstatningskrav blev behandlet efter
retsplejelovens § 1018 h og skulle
af anklagemyndigheden efter
anmodning fra den erstatningssøgende
indbringes for retten efter
retsplejelovens § 93 a. Det fremgår
af Rigsadvokatens brev, at den
pågældende aftale var indgået af
praktiske årsager for at undgå
vanskeligheder med placering af
ansvar hos enten
politiet/anklagemyndigheden eller
kriminalforsorgen.
Endvidere bemærkes det, at det af
betænkning nr. 1181/1989, som er
nærmere omtalt under pkt. 2.1
ovenfor, fremgår, at Direktoratet
for Kriminalforsorgen (og ikke
Rigsadvokaten som anført i
bemærkningerne til lovforslaget) i
nogle konkrete tilfælde har tilkendt
erstatning for uberettiget ikendelse
af strafcelle og uberettiget
anbringelse i sikringscelle.
Som anført ovenfor blev der med
straffuldbyrdelsesloven indført
særlige regler om domstolsprøvelse
af krav om erstatning for
uberettiget afsoning i for lang tid,
idet krav herom nu er omfattet af
den særlige lette adgang til
domstolsprøvelse, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
9.
Det er Justitsministeriets
opfattelse, at
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
9, endeligt gør op med, hvilke
erstatningskrav som følge af indgreb
under straffuldbyrdelsen der skal
være genstand for en særlig let
adgang til domstolsprøvelse. De
erstatningskrav, der ikke er
omfattet af § 112, nr. 9, kan
således alene indbringes for
domstolene i medfør af grundlovens §
63. Det er desuden
Justitsministeriets opfattelse, at
den administrative afgørelse af
spørgsmål om erstatning for
uforskyldte indgreb under
straffuldbyrdelsen – uanset om
indgrebet falder inden for eller
uden for straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 9 – skal afgøres af
kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 109, og
ikke tillige kan afgøres af
anklagemyndigheden, jf.
retsplejelovens § 1018 e.
Ud over det ovenfor anførte om
lovforslagets bemærkninger kan der
henvises til, at det af
Straffelovrådets betænkning nr.
1355/1998 fremgår, at det ved
udvælgelsen af de typer af
afgørelser om nægtelse af erstatning
for uforskyldte indgreb, der skal
være omfattet af
domstolsprøvelsesadgangen i
straffuldbyrdelsesloven (jf. lovens
§ 112, nr. 9), må kræves, at selve
indgrebet er undergivet
domstolsprøvelse (jf. lovens § 112,
nr. 1-8). I modsat fald kan den
indsatte omgå den udtømmende
opremsning af, hvilke indgreb mv.
der i sig selv er undergivet
domstolsprøvelse i medfør af
straffuldbyrdelsesloven, ved at
rejse sagen som en erstatningssag om
uforskyldt indgreb.
Der kan i øvrigt henvises til Østre
Landsrets domme refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen, 2001, side
2181, og 2007, side 1126. I disse
domme nåede Østre Landsret frem til,
at spørgsmål om erstatning for
indgreb under strafafsoningen ikke
kunne prøves efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 a, da der
ikke var tale om strafferetlig
forfølgning.
I overensstemmelse hermed
forudsættes det med det ovenfor
anførte, at krav om erstatning for
uberettigede indgreb under
straffuldbyrdelsen ikke kan
behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 a.
Justitsministeriet finder ikke, at
der er behov for særlige regler om
let adgang til domstolsprøvelse af
sådanne krav. Krav, der ikke er
omfattet af straffuldbyrdelseslovens
§ 112, vil derfor alene kunne
indbringes for domstolene i medfør
af grundlovens § 63.
3.12. Retsafgift
3.12.1. Gældende
ret
Efter § 112 i
straffuldbyrdelsesloven kan endelige
administrative afgørelser inden 4
uger efter, at afgørelsen er meddelt
den dømte, af denne kræves indbragt
til prøvelse for retten, hvis der er
tale om
1) en
afgørelse efter § 14 eller § 16 om
straffetidsberegning, medmindre
klagen er begrundet i uenighed om
straffedommens fortolkning, jf.
retsplejelovens § 998,
2) en
afgørelse efter § 55, stk. 4, om
tilbageholdelse af brev, såfremt
afgørelsen er begrundet i hensynet
til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen,
3) en
afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. §
67, om disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage,
4) en
afgørelse efter § 73 om konfiskation
af genstande eller penge, hvis værdi
overstiger det almindelige vederlag,
der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse,
5) en
afgørelse efter § 74 om modregning
af erstatningsbeløb, der overstiger
størrelsen af det i nr. 4 nævnte
ugentlige vederlag,
6) en
afgørelse efter § 80 om nægtelse af
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1, eller om
nægtelse af prøveløsladelse i
henhold til straffelovens § 41, når
14 år af straffen af fængsel på
livstid er udstået,
7) en
afgørelse efter § 86, stk. 4, om
genindsættelse af en prøveløsladt
til udståelse af reststraf i henhold
til straffelovens § 40, stk. 2 eller
3, eller til udståelse af straf af
fængsel på livstid i henhold til
straffelovens § 42, stk. 2,
8) en
afgørelse efter § 88, jf. § 86, stk.
4, om indsættelse af en betinget
benådet til udståelse af straf eller
reststraf i henhold til
straffelovens § 43 eller
9) en
afgørelse om nægtelse af erstatning
efter § 106 i anledning af
uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3.
Kræver den dømte en endelig
administrativ afgørelse indbragt for
retten efter § 112, indbringer
justitsministeren (Direktoratet for
Kriminalforsorgen) sagen for retten
uden unødigt ophold, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 114.
Retten afgør ved kendelse, om en
anlagt sag skal afvises, eller om
afgørelsen skal stadfæstes, ændres
eller ophæves, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 118.
Kendelser, der er afsagt af en
byret, kan kæres til landsretten af
dem, der efter
straffuldbyrdelseslovens § 115, stk.
1, er parter i sagen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 120, stk.
1. Efter lovens § 121, stk. 1, 1.
pkt., kan kendelser, der er afsagt
af landsretten, som udgangspunkt
ikke kæres. Procesbevillingsnævnet
kan dog give tilladelse til kære,
hvis sagen er af principiel
karakter, jf. § 121, stk. 1, 2. pkt.
Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt.,
i lov om retsafgifter, at der ved
anlæg af en civil retssag skal
betales en retsafgift på 500 kr.
Efter § 12 i lov om retsafgifter er
visse sager dog afgiftsfri, herunder
bl.a. prøvelse af administrativt
bestemt frihedsberøvelse og visse
beslutninger om administrativ
udvisning mv., behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b.
Det følger endvidere af § 54 i lov
om retsafgifter, at der for kære til
landsret svares en retsafgift på 400
kr. og for kære til Højesteret en
retsafgift på 750 kr. Efter § 55 i
lov om retsafgifter er kære iværksat
af parter i en sag, der er fritaget
for afgift i medfør af § 12, stk. 1,
nr. 1-6, dog afgiftsfri.
Administrative afgørelser, som efter
straffuldbyrdelseslovens § 112
indbringes til prøvelse for retten,
er ikke undtaget fra retsafgifter
efter §§ 12 og 55 i lov om
retsafgifter.
I Straffuldbyrdelsesloven med
kommentarer, 1. udgave, 2003, side
244, anføres følgende for så vidt
angår retsafgifter:
»Særligt vedrørende retsafgifter
bemærkes, at retsafgiftsloven ikke
indeholder nogen udtrykkelig
undtagelse for opkrævning af
retsafgifter i sager efter sfl. §
112, men der synes at have dannet
sig en praksis, hvorefter der ikke
opkræves retsafgift i disse sager.«
Vestre Landsret har dog i en
kendelse trykt i Ugeskrift for
Retsvæsen, 2009, side 591, hvor
byretten havde bestemt, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen
skulle betale 400 kr. i kæreafgift,
anført følgende:
»Det fremgår af retsafgiftslovens §
54, at der for kære til landsretten
skal betales 400 kr. i retsafgift. I
retsafgiftslovens § 55 er opregnet –
blandt andet med en henvisning til
retsafgiftslovens § 12, stk. 1 nr.
1-6 – de situationer, hvor kære er
afgiftsfri.
Retsafgiftslovens § 55 er en
udtømmende opregning af
undtagelserne til hovedreglen i
retsafgiftslovens § 54. Da kæremål i
henhold til straffuldbyrdelsesloven
ikke er medtaget i denne opregning,
stadfæstes byrettens afgørelse.«
Der synes således at være en vis
usikkerhed i praksis om, hvorvidt
endelige administrative afgørelser,
som efter straffuldbyrdelseslovens §
112 indbringes til prøvelse for
retten, er undtaget fra
retsafgifter.
3.12.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det foreslås at ændre lov om
retsafgifter, så det udtrykkeligt
kommer til at fremgå af loven, at
sager vedrørende endelige
administrative afgørelser, som efter
§ 112 i straffuldbyrdelsesloven kan
kræves indbragt til prøvelse for
retten, er afgiftsfri. Det foreslås
endvidere at ændre lov om
retsafgifter, så det udtrykkeligt
fremgår, at kære iværksat af parter
i disse sager er afgiftsfri.
En dømt kan som anført under pkt.
3.12.1 efter § 112 i
straffuldbyrdelsesloven kræve
endelige administrative afgørelser
omfattet af bestemmelsen indbragt
til prøvelse for retten inden 4 uger
efter, at meddelelsen er meddelt den
dømte. Justitsministeren har
herefter pligt til at indbringe
sagen for retten uden unødigt
ophold, jf. lovens § 114.
Udgangspunktet i lov om retsafgifter
er, at også offentlige myndigheder
skal betale deres forbrug af
offentlige ydelser, således at der
skabes et incitament for myndigheder
til ikke at anlægge unødvendige
sager. For sager, der anlægges af
justitsministeren efter
straffuldbyrdelseslovens §§ 112 og
114, har justitsministeren
imidlertid ikke mulighed for at
begrænse antallet af sager. Det er
Justitsministeriets opfattelse, at
sager om prøvelse af endelige
administrative afgørelser efter §
112 i straffuldbyrdelsesloven for så
vidt angår retsafgifter bør
sidestilles med andre sagstyper,
hvor myndigheden ikke har mulighed
for at vurdere, hvilke sager der bør
prøves ved domstolene og dermed for
at begrænse antallet af sager, der
anlægges. Således er bl.a. prøvelse
af administrativt bestemt
frihedsberøvelse og prøvelse af
visse beslutninger om administrativ
udvisning mv. behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b
fritaget for retsafgifter.
Justitsministeriet finder det derfor
hensigtsmæssigt, at der indsættes
udtrykkelige bestemmelser i lov om
retsafgifter, hvorefter sager der
prøves efter § 112 i
straffuldbyrdelsesloven, fritages
for retsafgifter.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 1 og 2.
4.
Ligestillingsvurdering af
lovforslaget
Direktoratet for Kriminalforsorgen
har oplyst, at det – ud over par –
næsten udelukkende er mødre, der i
medfør af straffuldbyrdelseslovens §
54 medbringer børn under afsoningen.
De foreslåede skærpede betingelser
for at have børn, der er fyldt 1 år,
men endnu ikke 3 år, hos sig i
institutionen, jf. lovforslagets §
1, nr. 9-10, vil således have større
betydning for kvinder end for mænd.
Justitsministeriet finder imidlertid
ikke, at ligestillingsmæssige hensyn
kan begrunde, at de nuværende regler
bibeholdes, idet den foreslåede
ændring bygger på tungtvejende
hensyn til børnene.
5. Lovforslagets
økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
Med lovforslaget udvides
kriminalforsorgens
reaktionsmuligheder i forhold til en
række afgørelser efter
straffuldbyrdelsesloven. Disse dele
af lovforslaget skønnes ikke at
medføre økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige af
betydning. Det bemærkes i den
forbindelse, at udgifterne forbundet
med eventuel etablering af mulighed
for at overvære gudstjenester via
elektroniske medier afholdes inden
for kriminalforsorgens ramme.
For så vidt angår de ændrede regler
i forhold til indsattes ret til at
have børn, der er fyldt 1 år, men
ikke 3 år, hos sig, herunder
vurderingen af, om det er
forsvarligt at anbringe barnet i den
pågældende institution, bemærkes
det, at forslaget ikke skønnes at
have økonomiske konsekvenser for det
offentlige, da det er ganske få børn
i den pågældende aldersgruppe, som
årligt har ophold i én af
kriminalforsorgens institutioner.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt
at have økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige af
betydning.
6. Lovforslagets
økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
7. Lovforslagets
administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
10. Hørte
myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslaget har været
sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø-
og Handelsretten, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Procesbevillingsnævnet,
Rigsadvokaten, Foreningen af
Statsadvokater, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Rigspolitiet,
Politiforbundet i Danmark,
Politidirektørforeningen,
Kriminalforsorgsforeningen,
Foreningen af Fængselsinspektører
m.fl., Fængselsforbundet i Danmark,
HK-Landsklubben for
Kriminalforsorgen,
Kriminalforsorgens lokale
præsteforening, Landsklubben af
socialrådgivere ansat i
Kriminalforsorgen, Dansk
Socialrådgiverforening,
Socialpædagogernes Landsforening,
Advokatrådet, Danske Advokater,
Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Amnesty
International, Retssikkerhedsfonden,
Retspolitisk Forening,
Kriminalpolitisk Forening (KRIM),
Det Kriminalpræventive Råd,
Ligebehandlingsnævnet, Forbundet af
offentligt ansatte, Kommunernes
Landsforening, Ankestyrelsen, Danske
Regioner, Foreningen af Socialchefer
i Danmark, Lægeforeningen, Dansk
Sygeplejeråd, Dansk
Psykologforening, Dansk Psykiatrisk
Selskab, Retslægerådet, Dansk
Journalistforbund, Danske Mediers
Forum, Børne- og
Kulturchefforeningen, Red Barnet,
Børnerådet og Børnesagens Fællesråd.
|
|
|
11.
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen af
betydning
|
Ingen af
betydning
|
Administrative
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen af
betydning
|
Ingen af
betydning
|
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet
til
EU-retten
|
Lovforslaget
indeholder
ikke
EU-retlige
aspekter
|
|
|
|
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
I lovforslagets bilag 1 er de
foreslåede bestemmelser sammenholdt
med de nugældende bestemmelser.
Til § 1
(Straffuldbyrdelsesloven)
Til nr. 1 (§ 23,
stk. 2, nr. 6)
Ændringen er en redaktionel
konsekvensrettelse som følge af, at
der indsættes nye numre i
bestemmelsen, jf. bemærkningerne
nedenfor til lovforslagets § 1, nr.
2.
Til nr. 2 (§ 23,
stk. 2, nr. 8 og nr. 9)
Den foreslåede bestemmelse i § 23,
stk. 2, nr. 8,
indebærer, at
nærhedsprincippet kan fraviges for
at undgå, at den dømte afsoner i en
institution i tilfælde, hvor den
dømte har begået strafbart forhold
mod en ansat, der gør tjeneste i
institutionen, eller dennes
nærstående, idet hensynet til den
ansatte i sådanne situationer efter
en konkret vurdering bør kunne
begrunde, at nærhedsprincippet
fraviges. Det er efter lovforslaget
ikke et krav, at den dom, der skal
afsones, vedrører det forhold, som
den pågældende har begået mod en
ansat i institutionen eller mod den
ansattes nærstående.
Forslaget til § 23, stk. 2,
nr. 9,
indeholder en opsamlingsbestemmelse,
der indebærer, at det geografiske
nærhedsprincip kan fraviges, hvis
hensynet til retshåndhævelsen eller
andre særlige omstændigheder taler
herfor.
Bestemmelsen kan f.eks. tænkes
anvendt i situationer, hvor en
indsat har begået alvorlig
kriminalitet i nærheden af fængslet,
og hvor hensynet til
retshåndhævelsen ikke skønnes at
kunne tilgodeses ved f.eks.
fastsættelse af vilkår om, at den
indsatte ikke må besøge bestemte
steder eller opsøge bestemte
personer i forbindelse med udgang
fra fængslet. Bestemmelsen kan
endvidere tænkes anvendt i
situationer, hvor det er
uhensigtsmæssigt, at dømte i samme
sag afsoner i samme institution,
hvilket navnlig kan være tilfældet i
sager om gruppevoldtægt, systematisk
seksuelt misbrug af børn og særligt
grove sager om vold. Bestemmelsen
kan desuden tænkes anvendt i sager,
hvor den dømte har en sådan
personlig relation til en ansat i
institutionen (uden at der er tale
om nærstående, jf. den gældende
bestemmelse i § 23, stk. 2, nr. 7),
at der efter en konkret vurdering
findes grundlag for at fravige
nærhedsprincippet for at undgå, at
der opstår mistanke om, at den
ansatte ikke kan udføre tjenesten
korrekt og uafhængigt.
Det forudsættes, at bestemmelsen vil
få et endog meget begrænset
anvendelsesområde, idet det også
fremover vil være væsentligt at
fastholde som det klare
udgangspunkt, at fængselsstraf bør
fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 35,
stk. 1, 2. pkt.)
Forslaget indebærer, at § 35, stk.
1, 2. pkt., udvides, således at
institutionens leder eller den, der
bemyndiges hertil ikke blot – som i
dag – kan nægte bestemte indsatte at
deltage i gudstjenester og andre
religiøse handlinger, der afholdes i
institutionen, men tillige kan
begrænse antallet af deltagere til
en gudstjeneste mv., hvis ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn gør
det påkrævet.
Den foreslåede ændring indebærer
endvidere, at indsatte, som ikke kan
deltage i en gudstjeneste på grund
af en begrænsning af antallet af
deltagere, i stedet så vidt muligt
skal tilbydes at overvære
gudstjenesten via elektroniske
medier. Hvis der i den pågældende
institution ikke er mulighed for
elektronisk transmission af
gudstjenesten, forudsættes det, at
institutionen tilstræber, at den
indsatte snarest muligt tilbydes
adgang til en anden gudstjeneste
eller alternativt en samtale med en
præst eller lignende, jf. § 35, stk.
2.
Det forudsættes, at udvælgelsen af
de indsatte, som nægtes adgang til
en gudstjeneste mv., vil ske ud fra
objektive og saglige kriterier,
herunder således at der så vidt
muligt skabes variation i, hvilke
indsatte der nægtes deltagelse.
Det forudsættes endvidere, at de
indsatte, som fysisk deltager i
gudstjenesten mv., i
overensstemmelse med den nuværende
praksis i Vestre Fængsel informeres
om, at handlingen filmes, og at det
alene er den pågældende forkynder,
der filmes.
Det foreslås i øvrigt at videreføre
den gældende ordning om, at bestemte
indsatte kan nægtes at deltage i
gudstjenester mv., jf. den nuværende
bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 35, stk.
1, 2. pkt. Det bemærkes i den
forbindelse, at bestemmelsen kan
finde anvendelse i eksempelvis
situationer, hvor en bestemt indsat
har en voldsom eller truende adfærd,
hvor det ikke er ordens- eller
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at
tillade den pågældende at deltage i
gudstjenesten mv.
Det forudsættes, at også indsatte,
som er nægtet adgang til en
gudstjeneste på baggrund af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, der
knytter sig specifikt til den
pågældende indsatte, vil blive
tilbudt at overvære gudstjenesten
via elektroniske medier, i det
omfang der er etableret mulighed
herfor i den pågældende institution.
Det vil imidlertid – som i dag –
ikke være en forudsætning for at
udelukke en bestemt indsat fra
deltagelse i en gudstjeneste på den
nævnte baggrund, at en sådan
mulighed er etableret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 42,
stk. 2)
Ændringen er en redaktionel
konsekvensrettelse som følge af, at
der indsættes et nyt stykke i
bestemmelsen, jf. bemærkningerne
nedenfor til lovforslagets § 1, nr.
5.
Til nr. 5 og 6 (§
42, stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.)
Den foreslåede bestemmelse i § 42,
stk. 3,
indebærer, at en indsat, der ikke
har pligt til beskæftigelse, jf. §
38, stk. 2, og som fremsætter ønske
om beskæftigelse på et tidspunkt,
hvor institutionen ikke kan tilbyde
beskæftigelse, i en kortere periode
alene skal have dækket sine
personlige fornødenheder, hvis den
pågældende tidligere under
strafudståelsen har afvist tilbud om
beskæftigelse. »En kortere periode«
skal i den forbindelse forstås som
få dage.
Ændringen af § 42,
stk. 4, 2.
pkt., indebærer, at
justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om den
foreslåede ordning i § 42, stk. 3,
herunder således at omfanget af »en
kortere periode« fastlægges.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.3.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7 (§ 45,
stk. 3, 1. pkt.)
Ændringen er en konsekvens af, at
Patientklagenævnet pr. 1. januar
2011 har skiftet navn til
Patientombuddet.
Til nr. 8 (§ 50,
3. pkt.)
Bestemmelsen indebærer, at den
eksisterende bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte
regler om, at indsatte er afskåret
fra i et bestemt tidsrum at forlange
en afgørelse af spørgsmålet om
tilladelse til udgang
(udgangskarantæne), udvides fra
alene at kunne ske i tilfælde, hvor
en udgangstilladelse tilbagekaldes
på grund af den indsattes misbrug af
udgang, jf. § 49, nr. 1, til at
omfatte alle tilfælde, hvor
udgangstilladelse tilbagekaldes
eller nægtes på grund af fare for
misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, og
§ 49, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 54,
stk. 1)
Ændringen medfører, at en indsats
ret til at have sit barn hos sig i
institutionen, hvis den indsatte
selv er i stand til at passe barnet,
ændres fra at omfatte børn under 3
år til alene at omfatte børn under 1
år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 54,
stk. 2)
Bestemmelsen indebærer, at indsatte
har ret til at have sit barn, der er
fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i
institutionen, hvis den indsatte
selv er i stand til at passe barnet,
og institutionen og de sociale
myndigheder finder, at forholdene i
institutionen er forenelige med
hensynet til barnet.
Det forudsættes, at vurderingen af,
om den indsatte selv er i stand til
at passe barnet, fortsat som
udgangspunkt skal foretages af de
sociale myndigheder. Det forudsættes
endvidere, at de sociale myndigheder
til brug for vurderingen af, om
forholdene i institutionen er
forenelige med hensynet til barnet,
indhenter en udtalelse fra
kriminalforsorgen om forholdene i
den pågældende institution, herunder
de bygningsmæssige forhold og den
aktuelle sammensætning af indsatte,
og at kriminalforsorgen giver de
sociale myndigheder mulighed for at
besigtige institutionen.
Det forudsættes endvidere, at
sagsgangen bliver sådan, at de
sociale myndigheder først foretager
deres vurdering, og at institutionen
herefter bl.a. på grundlag af de
sociale myndigheders vurdering
foretager sin endelige vurdering af
spørgsmålet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11 (§ 57,
stk. 3)
Bestemmelsen indebærer, at den
eksisterende hjemmel om adgang til
at påhøre eller aflytte
telefonsamtaler i lukkede
institutioner ændres, således at det
i bestemmelsen udtrykkeligt kommer
til at fremgå, at den også omfatter
mulighed for optagelse af
samtalerne. Der forudsættes med
lovforslaget ingen ændringer af den
gældende praksis med hensyn til de
indsattes mulighed for at få en
generel tilladelse til at ringe til
bestemte telefonindehavere.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at
optagelser af telefonsamtaler skal
slettes senest 6 måneder efter, at
de er foretaget.
Det vil være en betingelse for at
påhøre, aflytte eller optage en
telefonsamtale efter bestemmelsen,
at samtaleparterne forinden er gjort
bekendt hermed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12 (§ 57,
stk. 4)
Bestemmelsen indebærer, at det
udtrykkeligt kommer til at fremgå af
lovteksten, at den indsattes
telefonsamtaler med forsvareren i en
verserende straffesag og med andre,
som den pågældende kan brevveksle
ukontrolleret med efter
straffuldbyrdelseslovens § 56, stk.
1, ikke optages, påhøres eller
aflyttes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13 (§ 57,
stk. 5, 2. pkt.)
Ændringen indebærer, at den
eksisterende hjemmel for
justitsministeren til at fastsætte
regler om gennemførelsen af de
indsattes ret til at føre
telefonsamtaler udvides således, at
det udtrykkeligt kommer til at
fremgå, at der i den forbindelse kan
fastsættes regler om optagelse af
telefonsamtaler og kontrol af
optagne samtaler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14 og 15
(§ 60, stk. 1 og stk. 8)
Bestemmelsen indebærer, at det
kommer til at fremgå udtrykkeligt af
lovteksten, at indgreb efter § 60,
stk. 1 og stk. 8, kan foretages uden
retskendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 16 (§ 63,
stk. 1, nr. 2)
Bestemmelsen indebærer, at
muligheden for efter
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
1, nr. 2, at udelukke en indsat fra
fællesskab med andre indsatte, hvis
det er påkrævet for at gennemføre en
almindelig sundhedskontrol, ophæves
som overflødig, idet der ikke
længere foretages en almindelig
sundhedskontrol af de indsatte i
kriminalforsorgens institutioner.
Til nr. 17 (§ 63,
stk. 2)
Den foreslåede bestemmelse i § 63,
stk. 2, giver hjemmel til, at en
indsat undtagelsesvist kan udelukkes
fra fællesskab i op til 5 dage, hvis
det er nødvendigt for at beskytte
den pågældende mod overgreb.
Det forudsættes, at udelukkelse fra
fællesskab af hensyn til den
pågældende selv kun anvendes, når
ingen andre forhåndenværende
foranstaltninger er tilstrækkelige
til at sikre, at den pågældende
indsatte ikke lider overlast.
Endvidere forudsættes det, at en
udelukkelse, der sker af hensyn til
den indsattes egen sikkerhed, vil
være af så kort varighed som muligt
(og som anført højst 5 dage), idet
der hurtigst muligt skal
tilvejebringes en varig løsning for
den pågældende.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.8.3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 18 (§ 63,
stk. 5)
Bestemmelsen indebærer, at det
kommer til at fremgå af loven, at
beslutning efter § 63, stk. 5, om,
at isolation skal gennemføres på
skift i særligt sikrede afsnit og
opholdsrum i forskellige lukkede
fængsler og arresthuse, såfremt der
er en særlig bestyrket mistanke om,
at den indsatte på ny vil forsøge at
undvige, træffes af Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.8.3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 19 (§ 63,
stk. 9)
Bestemmelsen indebærer, at der – ud
over de begrænsninger, der allerede
ligger i de gældende nødvendigheds-,
proportionalitets- og
skånsomhedskrav, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 63, stk.
1, 5 og 6 – indsættes en tidsgrænse
for udelukkelse fra fællesskab på 3
måneder. Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan dog under helt
særlige omstændigheder træffe
afgørelse om, at udelukkelse fra
fællesskab kan fortsætte ud over 3
måneder. Bestemmelsen forpligter i
så fald direktoratet til ugentligt
at overveje at bringe udelukkelsen
fra fællesskab til ophør.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.8.3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 20 (§ 74,
stk. 1, 1. pkt.)
Efter straffuldbyrdelseslovens § 74,
stk. 1, kan institutionen, såfremt
den indsatte under fuldbyrdelsen har
forvoldt skade på institutionens
ting ved en
erstatnings(ansvars)pådragende
adfærd, bestemme, at
erstatningsbeløbet skal modregnes i
den indsattes vederlag for
beskæftigelse, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 42, stk.
1. Det er efter Justitsministeriets
opfattelse tvivlsomt, om
bestemmelsen giver grundlag for, at
den skadelidte institutions
beslutning om modregning også kan
gælde for et beskæftigelsesvederlag,
der udbetales af en anden
institution, som den pågældende
overføres til.
Med den foreslåede affattelse af §
74, stk. 1, 1. pkt., tilvejebringes
der en klar hjemmel til, at en
institution kan foretage modregning
for et erstatningsbeløb vedrørende
en indsats skadeforvoldelse på ting,
som tilhører en hvilken som helst af
kriminalforsorgens institutioner, i
den indsattes beskæftigelsesvederlag
efter § 42, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 21 (§
106, stk. 3)
Bestemmelsen giver ret til
erstatning på objektivt grundlag
efter reglerne i retsplejelovens §
1018 a, hvis den indsatte uforskyldt
har afviklet for meget
samfundstjeneste.
Det forudsættes, at godtgørelsen for
ikke økonomisk skade fastsættes med
udgangspunkt i den almindelige
timeløn for tilsvarende arbejde.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.10.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 22 (§
112, nr. 9)
Der er tale om en ændring, som
tydeliggør, at disciplinærstraf i
form af strafcelle skal have en
varighed på mere end 7 dage, for at
afgørelsen herom er omfattet af
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
9.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.11.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger, hvor spørgsmålet om
sammenhængen mellem
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
9, og retsplejelovens kapitel 93 a
behandles.
Til nr. 23 (§
125)
Bestemmelsen om, at revision af
loven skal fremsættes for
Folketinget i folketingsåret
2011-12, ophæves.
Til § 2
(Retsafgiftsloven)
Til nr. 1 (§ 12,
stk. 1)
§ 12 i lov om retsafgifter
bestemmer, at sager omfattet af
bestemmelsen er afgiftsfri.
Det foreslås at indsætte et nyt nr.
7 i § 12, stk. 1, hvorefter endelige
administrative afgørelser, som efter
§ 112 i lov om fuldbyrdelse af straf
mv. kan kræves indbragt for retten,
er afgiftsfri.
Den foreslåede ændring indebærer, at
sager, der indbringes for retten af
justitsministeren (Direktoratet for
Kriminalforsorgen) efter § 114 i lov
om fuldbyrdelse af straf mv., er
afgiftsfri.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 51,
stk. 1)
§ 51, stk. 1, i lov om retsafgifter
bestemmer, at der i en række nærmere
angivne sagstyper, som er afgiftsfri
efter lovens § 12, stk. 1, heller
ikke svares afgift for anken.
Ved lov nr. 487 af 12. juni 2009 om
ændring af udlændingeloven og
retsafgiftsloven (Behandling af
sager om administrativ udvisning af
udlændinge, der må anses for en fare
for statens sikkerhed m.v.) blev §
12 i lov om retsafgifter ændret,
således at sager om visse
beslutninger om administrativ
udvisning mv., behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b, blev
afgiftsfri.
Den foreslåede ændring betyder, at
det udtrykkeligt fremgår af § 51,
stk. 1, i lov om retsafgifter, at
også anke af disse sager er
afgiftsfri.
Der tilsigtes i øvrigt ingen
ændringer af bestemmelsens
anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 55,
nr. 1)
§ 55 i lov om retsafgifter
bestemmer, at der i en række nærmere
angivne sagstyper, som er afgiftsfri
efter lovens § 12, stk. 1, heller
ikke svares afgift for kære iværksat
af parterne.
Det foreslås at ændre § 55, nr. 1,
så kære af kendelser efter § 120 i
lov om fuldbyrdelse af straf mv. er
afgiftsfri.
Den foreslåede ændring indebærer, at
sager, der efter den foreslåede §
12, stk. 1, nr. 7, i lov om
retsafgifter fritages for retsafgift
ved sagens anlæg, ligeledes fritages
for afgift ved kære iværksat af
parterne.
Det foreslås endvidere, at det
udtrykkeligt skal fremgå af § 55,
nr. 1, i lov om retsafgifter, at
også kære af sager om visse
beslutninger om administrativ
udvisning mv., behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b, er
afgiftsfri.
Der tilsigtes i øvrigt ingen
ændringer af bestemmelsens
anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det
foreslås, at loven træder i kraft
den 1. april 2012.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens
territoriale gyldighed.
Den foreslåede bestemmelse fastslår,
at de foreslåede lovændringer ikke
gælder for Færøerne og Grønland. De
foreslåede ændringer af
straffuldbyrdelsesloven, jf.
lovforslagets § 1, kan dog ved
kongelig anordning sættes helt eller
delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende ret
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
|
|
|
I
straffuldbyrdelsesloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1162 af
5. oktober
2010, som
ændret ved
lov nr. 183
af 8. marts
2011,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 23.
Fængselsstraf
skal, så
vidt det er
praktisk
muligt,
fuldbyrdes i
nærheden af
den dømtes
hjemsted.
Ved
afgørelsen
af, i
hvilket
åbent eller
lukket
fængsel
eller i
hvilket
arresthus
den dømte
skal
anbringes,
skal der
endvidere
tages hensyn
til den
dømtes egne
ønsker,
navnlig
vedrørende
arbejds-,
uddannelses-,
familie-
eller
helbredsmæssige
forhold.
|
|
|
Stk. 2.
Reglerne i
stk. 1, 1.
pkt., kan
fraviges
|
|
|
1-5)---
|
|
|
6) for at
forhindre,
at den
indsatte
undviger,
eller
|
|
1. I
§ 23, stk.
2, nr. 6,
udgår:
»eller«.
|
7) for at
undgå, at
den indsatte
afsoner i en
institution,
hvor en af
den
indsattes
nærstående
gør
tjeneste.
|
|
2. I
§ 23, stk.
2,
indsættes
efter nr. 7
som nye
numre:
|
|
|
»8) for at
undgå, at
den dømte
afsoner i en
institution
i tilfælde,
hvor den
dømte har
begået
strafbart
forhold mod
en ansat,
der gør
tjeneste i
institutionen,
eller dennes
nærstående,
eller
|
|
|
9) hvis
hensynet til
retshåndhævelsen
eller andre
særlige
omstændigheder
taler
herfor.«
|
|
|
|
§ 35.
En indsat
har ret til
at deltage i
gudstjenester,
der afholdes
i
institutionen.
Såfremt
ordens-
eller
sikkerhedsmæssige
hensyn gør
det
påkrævet,
kan
institutionens
leder eller
den, der
bemyndiges
hertil, dog
nægte en
indsat
adgang til
at deltage i
gudstjenester.
Stk. 2.
---
|
|
3.
§ 35, stk.
1, 2. pkt.,
ophæves og i
stedet
indsættes:
»Såfremt
ordens-
eller
sikkerhedsmæssige
hensyn gør
det
påkrævet,
kan
institutionens
leder eller
den, der
bemyndiges
hertil, dog
nægte
bestemte
indsatte
adgang til
at deltage i
gudstjenester
og begrænse
antallet af
deltagere.
Hvis det
besluttes at
begrænse
antallet af
deltagere,
skal de
pågældende
indsatte i
stedet så
vidt muligt
have adgang
til at
overvære
gudstjenesten
via
elektroniske
medier.«
|
|
|
|
§ 42.
En indsat
skal have
udbetalt
vederlag for
sin
beskæftigelse.
Vederlag
skal også
udbetales
til
indsatte,
der ikke kan
tilbydes
beskæftigelse,
eller som er
uden
beskæftigelse
efter § 38,
stk. 2. Det
samme gælder
indsatte,
der på grund
af sygdom er
fraværende
fra
beskæftigelse.
|
|
|
Stk. 2.
Andre
indsatte
skal alene
have dækket
deres
personlige
fornødenheder,
jf. dog stk.
3 og § 110,
stk. 1.
|
|
4. I
§ 42, stk.
2.
,
ændres »stk.
3« til:
»stk. 4«.
|
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
ydelser
efter stk. 1
og 2 og kan
i den
forbindelse
fastsætte
regler om,
at andre
indsatte,
der er
fraværende
fra
beskæftigelse,
skal have
udbetalt
vederlag for
beskæftigelse.
|
|
5. I
§ 42
indsættes
efter stk. 2
som nyt
stykke:
»Stk. 3.
En indsat,
der ikke har
pligt til
beskæftigelse,
jf. § 38,
stk. 2, og
som
fremsætter
ønske om
beskæftigelse
på et
tidspunkt,
hvor
institutionen
ikke kan
tilbyde
beskæftigelse,
skal i en
kortere
periode
alene have
dækket sine
personlige
fornødenheder,
hvis den
pågældende
indsatte
tidligere
under
strafudståelsen
har afvist
tilbud om
beskæftigelse.«
Stk. 3
bliver
herefter
stk. 4.
|
|
|
|
|
|
6. I
§ 42, stk.
3,
der bliver
stk. 4,
indsættes
som 2. pkt.:
»Der kan
endvidere
fastsættes
regler om
ordningen i
stk. 3.«
|
|
|
|
§ 45.
En indsat
har ret til
lægebehandling
og anden
sundhedsmæssig
bistand.
|
|
|
Stk. 2.
---
|
|
|
Stk. 3.
Behandlingen
skal ske i
overensstemmelse
med reglerne
i den i stk.
2 nævnte
lov,
herunder
også for så
vidt angår
adgang til
at klage til
patientklagenævnet
over
anstaltens
beslutning
om
tvangsbehandling.
Patientrådgiver
beskikkes
dog kun,
hvis den
pågældende
ikke i
forvejen har
en
bistandsværge
efter
straffelovens
§ 71.
|
|
7. I
§ 45, stk.
3, 1. pkt.,
ændres
»patientklagenævnet«
til:
»Patientombuddet«.
|
Stk. 4.
---
|
|
|
|
|
|
§ 50.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
tilladelse
til udgang.
Det kan i
forbindelse
med sådanne
regler
bestemmes,
at
tilladelse
til udgang
først kan
giver efter
ophold i et
bestemt
tidsrum i
institutionen
og efter
udståelse af
en bestemt
del af
straffen,
samt at
tilladelse
til udgang
ikke kan
gives i et
tidsrum af 3
måneder fra
indsættelsen,
hvis den
indsatte er
udeblevet
efter
tilsigelse
til
afsoning.
Det kan
endvidere
bestemmes,
at den
indsatte
efter
udgangsmisbrug
er afskåret
fra i et
bestemt
tidsrum at
forlange en
afgørelse af
spørgsmålet
om
tilladelse
til udgang.
|
|
8. I
§ 50, 3.
pkt.,
ændres
»efter
udgangsmisbrug«
til: », hvis
tilladelse
til udgang
afslås på
grund af
fare for
misbrug, jf.
§ 46, stk.
1, nr. 2,
eller hvis
tilladelse
til udgang
tilbagekaldes
på grund af
misbrug
eller fare
herfor, jf.
§ 49, nr. 1
og 2,«
|
|
|
|
§ 54.
En indsat
har ret til
at have sit
barn under 3
år hos sig i
institutionen,
hvis den
indsatte
selv er i
stand til at
passe
barnet.
|
|
9. I
§ 54, stk.
1,
ændres
»under 3 år«
til: »under
1 år«.
|
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
gennemførelse
af denne
ret.
|
|
10. I
§ 54
indsættes
efter stk. 1
som nyt
stykke:
»Stk. 2.
En indsat
har ret til
at have sit
barn, der er
fyldt 1 år,
men ikke 3
år, hos sig
i
institutionen,
hvis den
indsatte
selv er i
stand til at
passe
barnet, og
institutionen
og de
sociale
myndigheder
finder, at
forholdene i
institutionen
er
forenelige
med hensynet
til barnet.«
Stk. 2
bliver
herefter
stk. 3.
|
|
|
|
§ 57.
En indsat
har, i det
omfang det
er praktisk
muligt, ret
til at føre
telefonsamtaler.
|
|
|
Stk. 2.
Adgangen til
at føre
telefonsamtaler
kan nægtes,
hvis dette
findes
nødvendigt
af ordens-
eller
sikkerhedsmæssige
hensyn eller
af hensyn
til
beskyttelse
af den
forurettede
ved
lovovertrædelsen.
|
|
|
Stk. 3.
I lukkede
institutioner
påhøres
eller
aflyttes
telefonsamtalen
af personale
i
institutionen
uden
retskendelse,
medmindre
dette ikke
findes
nødvendigt
af de i stk.
2 nævnte
grunde.
Såfremt
telefonsamtalen
påhøres
eller
aflyttes
skal
samtaleparterne
forinden
gøres
bekendt
hermed.
Stk. 4.
Justitsministeren
kan
fastsætte
regler om
gennemførelsen
af de
indsattes
ret til at
føre
telefonsamtaler.
|
|
11.
§ 57, stk.
3,
affattes
således:
»Stk. 3.
I lukkede
institutioner
optages,
påhøres
eller
aflyttes
telefonsamtalen
uden
retskendelse,
medmindre
dette ikke
findes
nødvendigt
af de i stk.
2 nævnte
hensyn.
Såfremt
samtalen
optages,
påhøres
eller
aflyttes,
skal
samtaleparterne
forinden
gøres
bekendt
hermed.
Optagelser
af
telefonsamtaler
slettes
senest 6
måneder
efter, at de
er
foretaget.«
|
|
|
|
|
|
12. I
§ 57
indsættes
efter stk. 3
som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Telefonsamtaler
med de i §
56, stk. 1,
nævnte
personer og
myndigheder
m.v.
optages,
påhøres
eller
aflyttes
ikke.«
Stk. 4
bliver
herefter
stk. 5.
|
|
|
|
|
|
13. I
§ 57, stk.
4,
der bliver
til stk. 5,
indsættes
som 2. pkt.:
»Der kan
endvidere
fastsættes
regler om
optagelse af
telefonsamtaler
efter stk. 3
og om
kontrol af
optagelserne.«
|
|
|
|
§ 60.
Institutionen
kan
undersøge,
hvilke
effekter en
indsat har i
sin
besiddelse i
sit
opholdsrum
eller på sin
person, hvis
en sådan
undersøgelse
er nødvendig
for at
sikre, at
ordensbestemmelser
overholdes
eller
sikkerhedshensyn
iagttages,
herunder,
|
|
14. I
§ 60, stk.
1,
indsættes
efter
»Institutionen
kan«: »uden
retskendelse«.
|
1) når den
indsatte
indsættes i
institutionen,
|
|
|
2) hvis den
indsatte
mistænkes
for
uretmæssig
besiddelse
af effekter,
|
|
|
3) før og
efter besøg
eller
|
|
|
4) før og
efter fravær
fra
institutionen
eller
opholdsafdelingen.
|
|
|
Stk. 2-7.
---
|
|
|
Stk. 8.
Endvidere
kan
institutionen
gennemlæse
og
institutionens
leder eller
den, der
bemyndiges
dertil,
træffe
bestemmelse
om
tilbageholdelse
af breve og
andre
optegnelser,
som findes i
den
indsattes
besiddelse,
hvis det
skønnes
påkrævet af
ordens-
eller
sikkerhedsmæssige
hensyn. § 56
finder
tilsvarende
anvendelse.
|
|
15. I
§ 60, stk.
8,
indsættes
efter »kan
institutionen«
og efter
»dertil,«:
»uden
retskendelse«.
|
Stk. 9.
---
|
|
|
|
|
|
§ 63.
Institutionens
leder eller
den, der
bemyndiges
dertil, kan
udelukke en
indsat fra
fællesskab
med andre
indsatte,
hvis det er
nødvendigt
|
|
|
1) for at
forebygge
undvigelse,
strafbar
virksomhed
eller
voldsom
adfærd,
|
|
|
2) for at
gennemføre
foranstaltninger,
der er
nødvendige
af
sikkerhedshensyn
eller
påkrævet for
at
gennemføre
en
almindelig
sundhedskontrol
eller
forebygge
smittefare,
eller
|
|
16. I
§ 63, stk.
1, nr. 2,
ændres
»påkrævet
for at
gennemføre
en
almindelig
sundhedskontrol
eller
forebygge
smittefare«
til: »for at
forebygge
smittefare«.
|
3) fordi den
indsatte
udviser en
grov eller
oftere
gentagen
utilladelig
adfærd, som
er åbenbart
uforenelig
med fortsat
ophold i
fællesskab
med andre
indsatte.
Stk. 2-3.
---
Stk. 4.
Hvis en
indsat
afsoner
straf for
grov
kriminalitet
under
anvendelse
af våben
eller andre
personfarlige
metoder og
under
fuldbyrdelsen
af straffen
eller under
forudgående
varetægtsfængsling
er undveget
eller har
forsøgt at
undvige ved
anvendelse
af våben
eller andre
personfarlige
metoder, kan
det
bestemmes,
at isolation
skal
gennemføres
på skift i
særligt
sikrede
afsnit og
opholdsrum i
forskellige
lukkede
fængsler og
arresthuse,
såfremt der
er en særlig
bestyrket
mistanke om,
at den
indsatte på
ny vil
forsøge at
undvige.
Stk. 5-6.
---
|
|
17. I
§ 63
indsættes
efter stk. 1
som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Institutionens
leder eller
den, der
bemyndiges
dertil, kan
undtagelsesvist
udelukke en
indsat fra
fællesskab
med andre
indsatte i
op til 5
dage, hvis
det er
nødvendigt
for at
beskytte den
indsatte mod
overgreb.«
Stk. 2-7
bliver
herefter
stk. 3-8.
18. I
§ 63, stk.
4,
der bliver
til stk. 5,
ændres »kan
det
bestemmes«
til: »kan
Direktoratet
for
Kriminalforsorgen
bestemme«.
|
Stk. 7.
Udelukkelse
fra
fællesskab
skal straks
bringes til
ophør, når
betingelserne
herfor ikke
længere er
opfyldt.
Institutionen
skal mindst
én gang om
ugen
overveje
spørgsmålet
om helt
eller delvis
at bringe
udelukkelsen
fra
fællesskab
til ophør.
Stk. 8.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
udelukkelse
af indsatte
fra
fællesskab
med andre
indsatte.
|
|
19. I
§ 63
indsættes
efter stk.
7, der
bliver stk.
8, som nyt
stykke:
»Stk. 9.
Udelukkelse
fra
fællesskab
må ikke
overstige 3
måneder.
Direktoratet
for
Kriminalforsorgen
kan dog
træffe
afgørelse om
udelukkelse
fra
fællesskab i
mere end 3
måneder,
såfremt der
foreligger
helt særlige
omstændigheder.
I givet fald
finder stk.
8, 2. pkt.,
tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 8
bliver
herefter
stk. 10.
|
|
|
|
§ 74.
Såfremt den
indsatte
under
fuldbyrdelsen
har forvoldt
skade på
institutionens
ting ved en
erstatningspådragende
adfærd, kan
institutionen
bestemme, at
erstatningsbeløbet
skal
modregnes i
den
indsattes
vederlag for
beskæftigelse
efter § 42,
stk. 1. Den
indsatte
skal dog
mindst have
udbetalt en
ydelse til
dækning af
personlige
fornødenheder.
|
|
20.
§ 74, stk.
1, 1. pkt.,
affattes
således:
»Såfremt den
indsatte
under
fuldbyrdelsen
ved
ansvarspådragende
adfærd har
forvoldt
skade på
ting, der
tilhører en
af
kriminalforsorgens
institutioner,
kan den
institution,
hvor den
pågældende
er indsat,
bestemme, at
erstatningsbeløbet
skal
modregnes i
den
indsattes
vederlag for
beskæftigelse
efter § 42,
stk. 1.«
|
|
|
|
§ 106.
Stk. 1.
---
Stk. 2.
En dømt, der
har udstået
straf på
bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol,
har ret til
erstatning
efter
reglerne i
retsplejelovens
§ 1018 a,
hvis den
dømte
uforskyldt
har udstået
straf i for
lang tid.
|
|
21. I
§ 106
indsættes
som stk. 3:
»Stk. 3.
En dømt, der
uforskyldt
har afviklet
for meget
samfundstjeneste,
har ret til
erstatning
efter
reglerne i
retsplejelovens
§ 1018 a.«
|
|
|
|
§ 112.
Endelige
administrative
afgørelser
kan inden 4
uger efter,
at
afgørelsen
er meddelt
den dømte,
af denne
kræves
indbragt til
prøvelse for
retten, hvis
der er tale
om
|
|
|
1-8) ---
|
|
|
9) en
afgørelse om
nægtelse af
erstatning
efter § 106
i anledning
af
uforskyldt
udståelse af
fængselsstraf
i for lang
tid eller
anbringelse
i
strafcelle,
jf. nr. 3.
|
|
22. I
§ 112, nr.
9,
indsættes
efter
»strafcelle«:
»i mere end
7 dage«.
|
|
|
|
§ 125.
Forslag om
revision af
loven
fremsættes
for
Folketinget
i
folketingsåret
2011-12.
|
|
23.
§ 125
ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
|
|
|
I lov om
retsafgifter,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 936 af
8. september
2006, som
ændret bl.a.
ved § 2 i
lov nr. 487
af 12. juni
2009 og
senest ved
lov nr. 614
af 14. juni
2011,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 12.
Afgiftsfri
er sager om:
1-5) ---
6) prøvelse
af
administrativt
bestemt
frihedsberøvelse,
7-8) ---
|
|
1. I
§ 12, stk.
1,
indsættes
efter nr. 6
som nyt
nummer:
»7) prøvelse
af endelige
administrative
afgørelser
efter § 112
i lov om
fuldbyrdelse
af straf
m.v.,«
Nr. 7 og 8
bliver
herefter nr.
8 og 9.
|
|
|
|
§ 51.
For anke af
de i § 12,
stk. 1, nr.
1-6,
omhandlede
sager svares
ingen
afgift.
Stk. 2.
---
|
|
2. I
§ 51, stk.
1,
ændres »nr.
1-6« til:
»nr. 1-6 og
8«.
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
|
|
|
Loven træder
i kraft den
1. april
2012.
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
|
|
|
Loven gælder
ikke for
Færøerne og
Grønland.
|
|
|
Stk. 2.
§ 1 kan ved
kongelig
anordning
sættes helt
eller delvis
i kraft for
Færøerne med
de
ændringer,
som de
færøske
forhold
tilsiger.
|
|