Lovforslag
nr. 99 fremsat den 26. november
2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
og retsplejeloven
(Ændring af
strafferammer og bestemmelser om
straffastsættelse mv.)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 814 af 30.
september 2003, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 33 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3 .
Straffen må ikke overstige
fængsel i 8 år for en
gerningsmand, der ikke var fyldt
18 år, da gerningen blev
udført.«
Stk. 3 bliver
herefter stk. 4.
2.
§§ 80-84 affattes således:
» § 80.
Ved straffens fastsættelse
skal der under hensyntagen til
ensartethed i retsanvendelsen
lægges vægt på lovovertrædelsens
grovhed og på oplysninger om
gerningsmanden.
Stk. 2.
Ved vurderingen af
lovovertrædelsens grovhed skal
der tages hensyn til den med
lovovertrædelsen forbundne
skade, fare og krænkelse samt
til, hvad gerningsmanden indså
eller burde have indset herom.
Ved vurderingen af oplysninger
om gerningsmanden skal der tages
hensyn til dennes almindelige
personlige og sociale forhold,
dennes forhold før og efter
gerningen samt dennes
bevæggrunde til gerningen.
§ 81.
Det skal ved straffens
fastsættelse i almindelighed
indgå som skærpende
omstændighed,
1) at
gerningsmanden tidligere er
straffet af betydning for sagen,
2) at
gerningen er udført af flere i
forening,
3) at
gerningen er særligt planlagt
eller led i omfattende
kriminalitet,
4) at
gerningsmanden tilsigtede, at
gerningen skulle have betydeligt
alvorligere følger, end den fik,
5) at
gerningsmanden har udvist særlig
hensynsløshed,
6) at
gerningen har baggrund i andres
etniske oprindelse, tro,
seksuelle orientering eller
lignende,
7) at
gerningen er begået i udførelsen
af offentlig tjeneste eller
hverv eller under misbrug af
stilling eller særligt
tillidsforhold i øvrigt,
8) at
gerningsmanden har fået en anden
til at medvirke til gerningen
ved tvang, svig eller udnyttelse
af dennes unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold,
9) at
gerningsmanden har udnyttet
forurettedes værgeløse stilling,
10) at
gerningen er begået af en
person, der udstår straf eller
anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter,
11) at
gerningen er begået af en
tidligere indsat over for
institutionen eller en person
med ansættelse ved
institutionen.
§ 82.
Det skal ved straffens
fastsættelse i almindelighed
indgå som formildende
omstændighed,
1) at
gerningsmanden ikke var fyldt 18
år, da gerningen blev udført,
2) at
gerningsmanden har høj alder,
når anvendelse af den sædvanlige
straf er unødvendig eller
skadelig,
3) at
gerningen grænser til at være
omfattet af en
straffrihedsgrund,
4) at
gerningsmanden har handlet i
undskyldelig uvidenhed om eller
undskyldelig misforståelse af
retsregler, der forbyder eller
påbyder handlingens foretagelse,
5) at
gerningen er udført i en oprørt
sindstilstand, der er fremkaldt
af forurettede eller personer
med tilknytning til denne ved et
uretmæssigt angreb eller en grov
fornærmelse,
6) at
gerningen er begået som følge af
tvang, svig eller udnyttelse af
gerningsmandens unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold,
7) at
gerningen er begået under
indflydelse af stærk medfølelse
eller sindsbevægelse, eller der
foreligger andre særlige
oplysninger om gerningsmandens
sindstilstand eller
omstændighederne ved gerningen,
8) at
gerningsmanden frivilligt har
afværget eller søgt at afværge
den fare, der er forvoldt ved
den strafbare handling,
9) at
gerningsmanden frivilligt har
angivet sig selv og aflagt
fuldstændig tilståelse,
10) at
gerningsmanden har givet
oplysninger, som er afgørende
for opklaringen af strafbare
handlinger begået af andre,
11) at
gerningsmanden har genoprettet
eller søgt at genoprette den
skade, der er forvoldt ved den
strafbare handling,
12) at
gerningsmanden på grund af den
strafbare handling frakendes en
af de i § 79 omhandlede
rettigheder eller påføres andre
følger, der kan sidestilles med
straf,
13) at
straffesagen mod gerningsmanden
ikke er afgjort inden en rimelig
tid, uden at det kan bebrejdes
gerningsmanden,
14) at der er
gået så lang tid, siden den
strafbare handling blev
foretaget, at anvendelsen af den
sædvanlige straf er unødvendig.
§ 83.
Straffen kan nedsættes under den
foreskrevne strafferamme, når
oplysninger om gerningen,
gerningsmandens person eller
andre forhold afgørende taler
herfor. Under i øvrigt
formildende omstændigheder kan
straffen bortfalde.
§ 84.
Det er en betingelse for
anvendelsen af bestemmelser om
forhøjet straf eller andre
retsfølger i
gentagelsestilfælde, at
gerningsmanden, inden den
pågældende på ny forbrød sig, i
den danske stat er fundet
skyldig i en begået strafbar
handling, som loven tillægger
gentagelsesvirkning på den nu
begåede, eller forsøg på eller
medvirken til en sådan.
Stk. 2.
Retten kan tillægge
straffedomme afsagte uden for
den danske stat samme
gentagelsesvirkning som de her i
landet afsagte.
Stk. 3.
Gentagelsesvirkningen
ophører, når der, førend den nye
strafbare handling blev begået,
er forløbet 10 år, efter at den
tidligere straf er udstået,
endeligt eftergivet eller
bortfaldet. Er den tidligere
straf en bødestraf, regnes den
nævnte frist fra datoen for den
endelige dom eller bødens
vedtagelse. Med hensyn til
betingede domme regnes fristen
fra den endelige dom.«
3.
§§ 85, 87 og
91 ophæves.
4. I
§§ 100, stk. 2, 176, stk. 2, 233
og
266 a ændres »fængsel
indtil 1 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 1 år«.
5. I
§§ 109, stk. 2, og
110, stk. 2 , ændres
»fængsel indtil 3 år eller under
formildende omstændigheder bøde«
til: »bøde eller fængsel indtil
3 år«.
6.
§ 110 a affattes således:
» § 110 a.
Med bøde eller fængsel
indtil 3 år straffes den, som
forsætligt eller uagtsomt uden
behørig tilladelse
1)
beskriver, fotograferer eller på
anden måde afbilder danske ikke
almentilgængelige militære
forsvarsanlæg, depoter, enheder,
våben, materiel el.lign., eller
som mangfoldiggør eller
offentliggør sådanne
beskrivelser eller afbildninger,
2)
offentliggør bestemmelser, der
vedrører danske stridskræfters
mobilisering og andet
krigsberedskab.
Stk. 2.
Med bøde straffes den, som
forsætligt eller uagtsomt uden
behørig tilladelse optager
fotografier fra luftfartøj over
dansk statsområde eller
offentliggør sådanne ulovligt
optagne fotografier.«
7.
§ 110 c affattes således:
» § 110 c.
Den, som overtræder
bestemmelser eller forbud, som i
henhold til lov måtte være givet
til værn for statens forsvars-
eller
neutralitetsforanstaltninger,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder eller under
særligt skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 3 år.
Stk. 2.
Med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder eller under
særligt skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 4 år straffes
den, som overtræder bestemmelser
eller forbud, som i henhold til
lov måtte være givet til
gennemførelse af statens
forpligtelser som medlem af de
Forenede Nationer.
Stk. 3.
Med samme straf som i stk. 2
straffes den, der overtræder
bestemmelser indeholdt i eller
udstedt i medfør af
forordninger, som er vedtaget
med hjemmel i artikel 60, 301
eller 308 i Traktaten om
Oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, og som tager sigte
på helt eller delvis at afbryde
eller indskrænke de finansielle
eller økonomiske forbindelser
med et eller flere lande uden
for Den Europæiske Union eller
på tilsvarende sanktioner over
for enkeltpersoner, grupper af
personer eller juridiske
personer.
Stk. 4.
Begås en forbrydelse som
nævnt i stk. 1, 2 eller 3
uagtsomt, er straffen bøde eller
fængsel indtil 2 år.«
8. I
§§ 110 e, 130, 161 og
182 ændres »bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 2 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 2 år«.
9. I
§§ 113, stk. 1, 125 a, 1.
og
2. pkt., 230, 1. og
2. pkt., 235, stk. 1, 1.
og
2. pkt., 241, 249, 266 b,
stk. 2, og
293 a, 2. pkt ., ændres
»skærpende« til: »særligt
skærpende«.
10. I
§ 114 d ændres »bøde
eller fængsel indtil 4 måneder
eller under skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 2 år« til: »bøde eller
fængsel indtil 2 år«.
11. I
§§ 117, 136, stk. 2, og
192, stk. 3 , ændres
»fængsel indtil 2 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 2 år«.
12. I
§§ 119, stk. 1, og
123 ændres »fængsel
indtil 6 år, under formildende
omstændigheder med bøde« til:
»bøde eller fængsel indtil 8
år«.
13.
§ 124, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
På samme måde straffes den,
der befrier en anholdt, fængslet
eller tvangsanbragt person,
såvel som den, der tilskynder
eller hjælper en sådan person
til at undvige eller holder den
undvegne skjult.«
14. I
§ 124, stk. 3, ændres
»bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 3 måneder« til: »bøde
eller fængsel indtil 3 måneder«.
15. I
§ 132 a, 1. pkt., ændres
»fængsel indtil 1 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 2 år«, og
§ 132 a, 2. pkt .,
ophæves.
16. I
§ 133, stk. 1, ændres
»fængsel indtil 3 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 3 år«, og
§ 133, stk. 2, 2. pkt .,
ophæves.
17.
§ 133, stk. 3, affattes
således:
» Stk. 3.
Begås der under sådant opløb
nogen under dets formål hørende
forbrydelse, straffes opløbets
anstiftere eller ledere efter
den bestemmelse, der gælder for
den pågældende forbrydelse.«
18. I
§§ 136, stk. 1, og
232 ændres »fængsel
indtil 4 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 4 år«.
19. I
§ 137, stk. 1, ændres
»fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder,
særlig når handlingen har været
forbundet med voldsom eller
truende adfærd, med fængsel
indtil 2 år« til: »fængsel
indtil 2 år«.
20. I
§ 138 ændres »6 måneder«
til: »1 år«.
21. I
§ 140 ændres »fængsel
indtil 4 måneder eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 4 måneder«.
22. I
§§ 141, stk. 1, 149 og
194 ændres »fængsel
indtil 3 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 3 år«.
23.
§ 143 ophæves.
24. I
§ 144 ændres »fængsel
indtil 6 år, under formildende
omstændigheder med bøde« til:
»bøde eller fængsel indtil 6
år«.
25. I
§§ 145, 1. og
2. pkt., 178, 189, stk. 1
, og
261, stk. 1 , ændres
»fængsel« til: »bøde eller
fængsel«.
26.
§ 146, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Begås handlingen med forsæt
til velfærdsfortabelse for
nogen, er straffen fængsel
indtil 16 år.«
27. I
§ 147 ændres »fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 3 år« til:
»fængsel indtil 3 år«.
28.
§ 151 affattes således:
» § 151.
Den, som tilskynder eller
medvirker til, at nogen, der er
underordnet vedkommende i
offentlig tjeneste eller hverv,
forbryder sig i denne tjeneste,
straffes, uden hensyn til om den
underordnede kan straffes eller
på grund af vildfarelse eller af
andre grunde er straffri, efter
den for den pågældende
forbrydelse gældende
bestemmelse.«
29.
§ 152, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Begås det i stk. 1 nævnte
forhold med forsæt til at skaffe
sig eller andre uberettiget
vinding, eller foreligger der i
øvrigt særligt skærpende
omstændigheder, kan straffen
stige til fængsel indtil 2 år.
Som særligt skærpende
omstændighed anses navnlig
tilfælde, hvor videregivelsen
eller udnyttelsen er sket under
sådanne omstændigheder, at det
påfører andre en betydelig skade
eller indebærer en særlig risiko
herfor.«
30.
§ 154 ophæves.
31. I
§ 155, 1. pkt., udgår »i
øvrigt«.
32.
§ 157 affattes således:
» § 157.
Når nogen, som virker i
offentlig tjeneste eller hverv,
gør sig skyldig i grov eller
oftere gentagen forsømmelse
eller skødesløshed i tjenestens
eller hvervets udførelse eller i
overholdelsen af de pligter, som
tjenesten eller hvervet
medfører, straffes den
pågældende med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder. Uden
for foranstående bestemmelse
falder hverv, hvis udførelse
hviler på offentlige valg.«
33. I
§ 164, stk. 3, ændres »1
år« til: »6 måneder«.
34.
Efter § 164 indsættes:
» § 164 a.
Den, som undlader at oplyse
omstændigheder, der bestemt
taler for, at en for en
forbrydelse sigtet eller dømt er
uskyldig, skønt dette kunne ske
uden at udsætte den pågældende
eller dennes nærmeste for fare
for liv, helbred eller velfærd
eller for forfølgning for
vedkommende forbrydelse,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år.«
35. I
§ 165 ændres »bøde,
fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 1 år« til:
»bøde eller fængsel indtil 6
måneder«.
36.
§ 166, stk. 2, ophæves.
37. I
§§ 168, 1. pkt., og
176, stk. 1 , ændres
»fængsel indtil 3 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 3 år«.
38. I
§ 168, 2. pkt., udgår
»nedsættes til bøde og under
formildende omstændigheder«.
39. I
§ 179, 1. pkt., ændres
»fængsel indtil 3 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 3 år«, og
§ 179, 2. pkt ., ophæves.
40.
§ 183 a affattes således:
Ȥ 183 a.
Den, som ved ulovlig tvang,
jf. § 260, overtager kontrollen
over et luftfartøj, skib eller
et andet kollektivt
transportmiddel eller
godstransportmiddel, eller
griber ind i dets manøvrering,
straffes med fængsel indtil på
livstid.«
41. I
§ 184, stk. 1, ændres
»fængsel indtil 6 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 2 år eller
under særligt skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 6 år«.
42. I
§ 185 ændres »4 måneder«
til: »2 år«.
43. I
§§ 186, stk. 2, og
187, stk. 2 , ændres
»bøde eller fængsel indtil 4
måneder eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 1
år« til: »bøde eller fængsel
indtil 1 år«.
44. I
§ 188, stk. 1, ændres
»fængsel indtil 6 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 6 år«.
45. I
§§ 188, stk. 2, og
189, stk. 2 , ændres
»fængsel indtil 4 måneder eller
bøde« til: »bøde eller fængsel
indtil 4 måneder«.
46. I
§ 190 ændres »bliver en
forholdsmæssig mildere straf
inden for de angivne strafarter
at anvende« til: »er straffen
bøde eller fængsel indtil 6 år«.
47. I
§ 191, 1. pkt., ændres »6
år« til: »10 år«, og i
2. pkt . ændres »10 år«
til: »16 år«.
48.
§ 202 og
§ 206 ophæves.
49.
§ 227 affattes således:
» § 227.
Straf efter §§ 216-226 kan
nedsættes eller bortfalde, når
de personer, mellem hvilke
kønslig omgængelse har fundet
sted, er indtrådt i ægteskab med
hinanden eller har ladet deres
partnerskab registrere.«
50.
§ 240 affattes således:
Ȥ 240.
Den, som medvirker til, at
nogen berøver sig selv livet,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år.«
51.
§ 250 affattes således:
Ȥ 250.
Den, som hensætter en anden
i hjælpeløs tilstand eller
forlader en under den
pågældendes varetægt stående
person i en sådan tilstand,
straffes med fængsel indtil 8
år.«
52. I
§ 251, 1. pkt., ændres
»fængsel indtil 1 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 1 år«, og
2. pkt . ophæves.
53. I
§ 253 ændres »3 måneder«
til: »2 år«.
54. I
§ 261, stk. 2, ændres
»fængsel fra 1 til 12 år« til:
»fængsel indtil 12 år«, og som
stk. 3 indsættes:
» Stk. 3.
Den, som ved grov uagtsomhed
forvolder en frihedsberøvelse af
den i stk. 2 nævnte art,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.«
55.
§ 262 ophæves.
56.
§ 264, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Begås det i stk. 1, nr. 1,
nævnte forhold med forsæt til at
skaffe sig eller gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
foreligger der i øvrigt særligt
skærpende omstændigheder, kan
straffen stige til fængsel
indtil 6 år. Som særligt
skærpende omstændighed anses
navnlig tilfælde, hvor forholdet
er begået under sådanne
omstændigheder, at det påfører
andre en betydelig skade eller
indebærer en særlig risiko
herfor.«
57. I
§ 265, 1. pkt., ændres »6
måneder« til: »2 år«.
58.
§ 267, stk. 2 og
3 , og
§ 267 a ophæves.
59. I
§ 268, 1. pkt., ændres
»med fængsel indtil 2 år« til:
», og den i § 267 nævnte straf
kan da stige til fængsel i 2
år«.
60.
§ 268, 2. pkt. og
§ 275 a ophæves.
61.
§ 286 affattes således:
» § 286.
Straffen kan stige til
fængsel indtil 6 år, når de i
§§ 276 og 281-282 nævnte
forbrydelser er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
udførelsesmåden eller fordi
forbrydelsen er udført af flere
i forening eller under
medtagelse af våben eller andet
farligt redskab eller middel,
eller på grund af de stjålne
genstandes betydelige værdi
eller de forhold, under hvilke
de befandt sig, eller når et
større antal tyverier er begået.
Stk. 2.
Straffen kan stige til
fængsel indtil 8 år, når de i
§§ 278-280 og 283 nævnte
forbrydelser er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
udførelsesmåden, eller fordi
forbrydelsen er udført af flere
i forening, eller som følge af
omfanget af den opnåede eller
tilsigtede vinding, eller når et
større antal forbrydelser er
begået.«
62.
§ 288, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Straffen kan stige til
fængsel i 10 år, når et røveri
er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af dets særligt
farlige karakter,
udførelsesmåden eller omfanget
af den opnåede eller tilsigtede
vinding, eller når et større
antal forbrydelser er begået.«
63.
§ 290, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2.
Straffen kan stige til
fængsel i 6 år, når hæleriet er
af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af
forbrydelsens erhvervsmæssige
karakter eller som følge af den
opnåede eller tilsigtede
vinding, eller når et større
antal forbrydelser er begået.«
64. I
§ 300 ændres »Med fængsel
indtil 1 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde« til: »Med bøde eller
fængsel indtil 1 år«.
§ 2
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 815 af 30.
september 2003, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 754 a, stk. 1, nr. 3,
og
§ 791 b, stk. 1, nr. 3 ,
udgår »§ 286, stk. 1, eller«.
2. I
§ 781, stk. 1, nr. 3, og
§ 791 a, stk. 3, nr. 3 ,
udgår »286, stk. 1,«.
§ 3
Loven træder
i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for
Grønland eller Færøerne
Stk. 2.
Lovens § 1 dog kan ved
kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold
tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
|
|
|
|
1.
|
Indledning
.............................................................................
......... |
9
|
|
|
|
2.
|
Lovforslagets baggrund
................................................................
|
11
|
|
|
|
2.1.
|
Straffelovrådets
kommissorium
..........................................................
|
11
|
2.2.
|
Straffelovrådets
betænkning
..............................................................
|
11
|
|
|
|
3.
|
Straffelovens
almindelige del
........................................................
|
12
|
3.1.
|
Indledning
.............................................................................
........... |
12
|
3.2.
|
Strafferammers minimum
og maksimum
............................................
|
12
|
3.2.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
12
|
3.2.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
13
|
3.2.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
13
|
3.3.
|
Normal- og
sidestrafferammer samt
gentagelsesvirkning
.....................
|
14
|
3.3.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
14
|
3.3.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
14
|
3.3.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
15
|
3.4.
|
Fængselsstraffens faste
minimum
......................................................
|
16
|
3.4.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
16
|
3.4.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
17
|
3.4.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
17
|
3.5.
|
Fængsel på livstid
.............................................................................
|
17
|
3.5.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
17
|
3.5.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
17
|
3.5.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
17
|
3.6.
|
Straffastsættelsen
.............................................................................
|
17
|
3.6.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
17
|
3.6.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
18
|
3.6.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
18
|
3.7.
|
Strafnedsættelse og
strafbortfald mv.
.................................................
|
18
|
3.7.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
18
|
3.7.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
19
|
3.7.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
19
|
3.8.
|
Tilståelsens betydning
for strafudmålingen mv.
...................................
|
19
|
3.8.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
19
|
3.8.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
20
|
3.8.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
21
|
3.9.
|
Bøder
.............................................................................
.................
|
21
|
3.9.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
21
|
3.9.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
22
|
3.9.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
22
|
3.10.
|
Sammenstød
.............................................................................
....... |
22
|
3.10.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
22
|
3.10.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
23
|
3.10.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
23
|
|
|
|
4.
|
Straffelovens særlige
del
...............................................................
|
24
|
4.1.
|
Forbrydelser mod statens
selvstændighed og
sikkerhed og mod
statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder
mv. (straffelovens
§§ 98-118 a)
.............................................................................
....... |
24
|
4.1.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
24
|
4.1.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
24
|
4.1.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
24
|
4.2.
|
Forbrydelser mod den
offentlige myndighed mv.
(straffelovens
§§ 119-132 a)
.............................................................................
.................
|
25
|
4.2.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
25
|
4.2.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
26
|
4.2.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
26
|
4.3.
|
Forbrydelser mod den
offentlige orden og fred
(straffelovens
§§ 133-143)
.............................................................................
....................
|
27
|
4.3.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
27
|
4.3.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
27
|
4.3.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
28
|
4.4.
|
Forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv mv.
(straffelovens
§§ 144-152 f og
§§ 154-157)
..............................................................................
|
28
|
4.4.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
28
|
4.4.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
29
|
4.4.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
29
|
4.5.
|
Falsk
forklaring og falsk
anklage (straffelovens
§§ 158-165)
...............
|
30
|
4.5.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
30
|
4.5.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
30
|
4.5.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
30
|
4.6.
|
Forbrydelser vedrørende
bevismidler og penge
(straffelovens
§§ 166-179)
.............................................................................
....................
|
30
|
4.6.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
30
|
4.6.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
31
|
4.6.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
31
|
4.7.
|
Almenfarlige og
almenskadelige
handlinger
(straffelovens
§§ 180-196) |
31
|
4.7.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
31
|
4.7.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
32
|
4.7.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
32
|
4.8.
|
Betleri og skadelig
erhvervsvirksomhed
(straffelovens
§§ 197-206) .....
|
34
|
4.8.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
34
|
4.8.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
34
|
4.8.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
34
|
4.9.
|
Forbrydelser i
familieforhold
(straffelovens
§§ 208-215)
......................
|
34
|
4.9.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
34
|
4.9.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
34
|
4.9.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
34
|
4.10.
|
Sædelighedsforbrydelser
(straffelovens
§§ 216-236)
...........................
|
34
|
4.10.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
34
|
4.10.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
35
|
4.10.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
36
|
4.11.
|
Voldforbrydelser
(straffelovens
§§ 244-248)
......................................
|
36
|
4.11.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
36
|
4.11.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
36
|
4.11.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
36
|
4.12.
|
Andre
forbrydelser mod liv og
legeme (straffelovens
§§ 237-241 og
§§ 249-254)
.............................................................................
........ |
37
|
4.12.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
37
|
4.12.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
37
|
4.12.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
37
|
4.13.
|
Forbrydelser mod den
personlige frihed
(straffelovens
§§ 260-262 a) ...
|
38
|
4.13.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
38
|
4.13.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
38
|
4.13.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
38
|
4.14.
|
Freds- og ærekrænkelser
(straffelovens § 153
samt §§ 263-275 a)
...... |
38
|
4.14.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
38
|
4.14.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
39
|
4.14.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
40
|
4.15.
|
Berigelsesforbrydelser
(straffelovens
§§ 276-290)
..............................
|
41
|
4.15.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
41
|
4.15.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
42
|
4.15.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
42
|
4.16.
|
Andre
formueforbrydelser
(straffelovens
§§ 291-305)
........................
|
43
|
4.16.1. |
Gældende ret
.............................................................................
....... |
43
|
4.16.2. |
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
43
|
4.16.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
43
|
|
|
|
5.
|
Forslagets økonomiske og
administrative
konsekvenser
........... |
43
|
|
|
|
6.
|
Hørte myndigheder mv.
................................................................
|
44
|
1. Indledning
1.1.
Et hovedformål med lovforslaget
er at modernisere
strafferammerne i straffeloven,
navnlig med henblik på, at
strafferammerne skal afspejle en
nutidig opfattelse af
strafværdigheden af de enkelte
forbrydelsestyper.
Det er et
bærende synspunkt, at
forbrydelser mod personer er
alvorligere end
berigelsesforbrydelser, fordi
overgreb mod et andet menneske
er en forbrydelse mod det helt
fundamentale i det danske
samfund: Respekten for det
enkelte menneske.
Moderniseringen af straffelovens
strafferammer tilsigter som
udgangspunkt ikke at ændre det
gældende udmålingsniveau for de
enkelte forbrydelsestyper, men
på enkelte punkter er der dog
efter regeringens opfattelse
også behov for en skærpelse af
de faktisk udmålte straffe. Det
drejer sig blandt andet om grov
narkotikakriminalitet (§ 191),
vold mod tjenestemand i funktion
(§ 119), trusler mod vidner mv.
(§ 123) og groft tyveri (§ 276).
Et andet
hovedelement i lovforslaget er,
at det i straffeloven
fastsættes, hvilke nærmere
momenter der i almindelighed
skal indgå ved den konkrete
strafudmåling som formildende og
skærpende omstændigheder. Sigtet
hermed er, at det i videre
omfang end hidtil kommer til at
fremgå af straffedommes
præmisser, hvilke momenter der
er lagt vægt på ved
strafudmålingen, således at der
kan opnås en højere grad af
forudsigelighed og ensartethed i
retsanvendelsen.
Endvidere
foreslås det at skærpe
straffelovens regler om
anvendelse af en forhøjet
strafferamme i tilfælde, hvor
den dømte tidligere har begået
kriminalitet.
Lovforslaget
bygger navnlig på
Straffelovrådets betænkning nr.
1424/2002 om straffastsættelse
og strafferammer, og
lovforslagets almindelige
bemærkninger er udformet sådan,
at de i det væsentlige følger
betænkningens opbygning.
For så vidt
angår voldsforbrydelser foreslås
enkelte strafferammeændringer,
som ikke bygger på
Straffelovrådets lovudkast.
Disse forslag tilsigter at
skærpe straffene for
overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 1, og § 123, og
hænger sammen med de øvrige
strafskærpelser på voldsområdet
mv., som blev gennemført i 2002
ved lov nr. 380 af 6. juni 2002
om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og færdselsloven
(Skærpelse af straffen for
voldtægt, vold, uagtsomt
manddrab, uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse, forsætlig
fareforvoldelse, biltyveri, grov
forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og
menneskehandel mv.).
Justitsministeriet har ikke
medtaget den del af
Straffelovrådets forslag, som
har til formål at forenkle
strafferammesystemet ved at
afskaffe en række
strafpositioner (bl.a. 12 års og
3 års fængsel). En stillingtagen
til disse teknisk begrundede
ændringsforslag bør efter
Justitsministeriets opfattelse i
første omgang afvente en
kommende betænkning fra
Straffelovrådet om de
forældelsesmæssige konsekvenser
af forslagene, dvs. om de
foreslåede ændringer af
strafferammerne også bør medføre
ændrede forældelsesfrister for
de pågældende forbrydelser, jf.
pkt. 2.2.5 nedenfor.
1.2.
Lovforslaget indeholder følgende
hovedelementer:
For det
første foreslås det at
revidere bestemmelserne om
strafudmåling i straffelovens
10. kapitel, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 2 (straffelovens
§§ 80-83).
Der foreslås
således bl.a. indsat nye
bestemmelser om straffens
fastsættelse. Bestemmelserne
afløser den gældende bestemmelse
i straffelovens § 80. Med de nye
bestemmelser lovfæstes en række
hensyn, som i almindelighed
indgår ved straffastsættelsen i
retspraksis. Der foreslås dels
en bestemmelse, der angiver de
generelle hensyn, som skal indgå
ved straffastsættelsen, dels
bestemmelser, der opregner de
forhold, som i almindelighed
skal indgå som henholdsvis
skærpende og formildende
omstændigheder ved
straffastsættelsen. Der henvises
herom til pkt. 3.6 nedenfor.
Det foreslås
endvidere, at adgangen til at gå
under den foreskrevne
strafferamme og efter
omstændighederne lade straffen
bortfalde reguleres i en ny
bestemmelse (§ 83). Der henvises
herom til pkt. 3.7 nedenfor.
Det foreslås
også at skærpe den hidtil
gældende regel i straffeloven om
betingelserne for at anvende
bestemmelser om en forhøjet
strafferamme i
gentagelsestilfælde. Betingelsen
om, at de tidligere handlinger,
som den pågældende er fundet
skyldig i, skal have fundet sted
efter den pågældendes fyldte 18.
år, foreslås ophævet, således at
der også kan lægges vægt på
tidligere kriminalitet, der er
begået i 15-18 års alderen.
Derudover foreslås det, at
tidligere straffedomme kan
tillægges lovbestemt
gentagelsesvirkning i op til 10
år efter, at dommen er endeligt
afsonet eller bortfaldet mv. Der
henvises herom til pkt. 3.3
nedenfor.
For det
andet indeholder
lovforslaget en række
konsekvensændringer og teknisk
begrundede forenklinger af
normal- og sidestrafferammer som
følge af den nævnte nye
affattelse af §§ 80-82 om
straffens fastsættelse. Disse
forslag tilsigter ingen ændring
i det hidtidige strafbare område
eller udmålingsniveau. Der
henvises herom til pkt. 3.3
nedenfor.
Lovforslaget
indeholder for det tredje
forslag til en række
strafferammeændringer, som har
til formål i højere grad at
afspejle en nutidig opfattelse
af den pågældende forbrydelses
strafværdighed, men som ikke
tilsigter en ændring i det
nuværende udmålingsniveau. Der
henvises herom til pkt. 4.
Endelig
indeholder lovforslaget for
det fjerde forslag til nogle
strafferammeændringer, som
tilsigter en ændring i det
nuværende udmålingsniveau.
Det forslås,
at strafferammen i straffelovens
§ 119 vedrørende vold mod
tjenestemænd i funktion ændres
fra 6 års fængsel til 8 års
fængsel. Forslaget tilsigter en
generel forhøjelse af straffen
for vold mod tjenestemænd med
omkring en tredjedel i forhold
til den straf, der hidtil har
været fastsat af domstolene.
Forhøjelsen får en tilsvarende
betydning for straffelovens
§ 120 om vold mod tjenestemænd i
forbindelse med opløb. Der
henvises herom til pkt. 4.2
nedenfor.
Den nuværende
strafferamme på fængsel indtil 6
år i straffelovens § 123 om
trusler mod vidner mv. sættes op
til fængsel indtil 8 år. Også
for disse sager tilsigtes en
generel forhøjelse af straffen
med omkring en tredjedel i
forhold til det hidtidige
niveau. Der henvises herom til
pkt. 4.2 nedenfor.
Strafferammen
for grov narkotikakriminalitet i
straffelovens § 191 forhøjes fra
henholdsvis 6 og 10 års fængsel
til 10 og 16 års fængsel.
Forslaget tilsigter en større
graduering af straffen i de
groveste tilfælde af
narkotikaforbrydelser. Der
henvises herom til pkt. 4.7
nedenfor.
Endvidere
forhøjes strafferammen for groft
tyveri, jf. § 286, stk. 1, fra
fængsel indtil 4 år til fængsel
indtil 6 år. Ændringen tilsigter
en større graduering af straffen
i de groveste tilfælde af groft
tyveri. Der henvises herom til
pkt. 4.15 nedenfor.
Det er ikke
hensigten, at de foreslåede
forhøjelser skal give sig udslag
i en øget anvendelse af
betingede domme efter
straffelovens § 56,
kombinationsdomme efter
straffelovens § 58 eller
betingede domme med vilkår om
samfundstjeneste.
Fastsættelse
af straffen efter de nævnte
bestemmelser vil som hidtil bero
på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde
af samtlige sagens
omstændigheder, og de angivne
strafniveauer vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
2.
Lovforslagets baggrund
2.1.
Straffelovrådets kommissorium
Straffelovens
strafferammer har inden for de
senere år været genstand for en
lang række ændringer, som har
aktualiseret behovet for en
gennemgang af straffelovens
strafferammer med henblik på en
sammenhængende vurdering af de
enkelte forbrydelsestypers
grovhed.
Ved skrivelse
af 11. juni 1999 anmodede
Justitsministeriet
Straffelovrådet om at foretage
en samlet vurdering af
strafferammerne i straffeloven
og på baggrund heraf komme med
indstillinger til lovændringer.
I forbindelse med gennemførelsen
af lov nr. 475 af 31. maj 2000
om ændring af færdselsloven
(Bødefastsættelse) blev
Straffelovrådet anmodet om at
inddrage spørgsmålet om
bødefastsættelse ved flere
overtrædelser (kumulation) og
gentagelsesvirkning i rådets
igangværende arbejde.
Efter
regeringsskiftet i 2001 blev
Straffelovrådet anmodet om at
foretage vurderingen af
strafferammerne i lyset af de
strafskærpelser, der blev
foreslået og senere gennemført
ved lov nr. 380 af 6. juni 2002
om ændring af straffeloven
retsplejeloven og færdselsloven
(Skærpelse af straffen for
voldtægt, uagtsom manddrab,
uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse, forsætlig
fareforvoldelse, biltyveri, grov
forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og
menneskehandel m.v.).
Straffelovrådets vurdering af
strafferammerne skulle efter
kommissoriet ske med det sigte,
at straffene for de enkelte
forbrydelser i højere grad
kommer i overensstemmelse med en
nutidig opfattelse.
I tilknytning
til gennemgangen af
strafferammerne skulle
Straffelovrådet endvidere
gennemgå straffelovens
almindelige regler om
strafudmålingen.
Straffelovrådet er derudover i
foråret 2002 blevet anmodet om
at overveje visse spørgsmål om
forældelsesfristen for juridiske
personers strafansvar.
2.2.
Straffelovrådets betænkning
2.2.1.
På den anførte baggrund har
Straffelovrådet afgivet
betænkning nr. 1424/2002 om
straffastsættelse og
strafferammer.
Betænkningen
omfatter tre bind. Bind I
(»Almindelig del«) behandler en
række emner af generel betydning
for strafferammer og
strafudmåling. Bind II (»Speciel
del«) behandler strafferammerne
i de enkelte
straffelovsbestemmelser, således
at hvert kapitel i betænkningen
emnemæssigt stort set svarer til
et kapitel i straffeloven. Bind
III rummer bilag til
betænkningen, herunder navnlig
Straffelovrådets statistiske
undersøgelse af
strafudmålingspraksis på
straffelovens område i årene
1996 til 2000.
2.2.2.
Straffelovrådet har ikke
foretaget en generel vurdering
af, om det faktiske
udmålingsniveau i forskellige
sagstyper er rimeligt, men har
begrænset overvejelserne til at
angå strafferammesystemet med
udgangspunkt i de ovennævnte
statistiske oplysninger om
strafudmålingen.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
35 og 36.
2.2.3.
I 2002 vedtog Folketinget som
ovenfor nævnt regeringens
lovforslag om en række
skærpelser af straffene for vold
og voldtægt mv., jf. lov nr. 380
af 6. juni 2002.
Straffelovrådet anfører i
betænkning nr. 1424/2002, at lov
nr. 380 af 6. juni 2002 kan
rejse spørgsmål om tilsvarende
skærpelser af strafferammerne i
en række andre
straffelovsbestemmelser. Rådet
er fremkommet med generelle
betragtninger om udformningen af
strafferammer, herunder for vold
og voldtægt, men man har ikke
udarbejdet konkrete forslag, som
alene har karakter af
»konsekvensskærpelser« i
anledning af lov nr. 380 af 6.
juni 2002. Rådet har således
ikke udformet forslag vedrørende
strafferammerne i §§ 119, 120 og
123 (vold mod tjenestemand i
funktion og vidnetrusler mv.),
§§ 208, 210, 213 og 215 (kapitel
23 om forbrydelser i
familieforhold), §§ 216-236
(kapitel 24 om forbrydelser mod
kønssædeligheden), §§ 237-254
(kapitel 25 om forbrydelser mod
liv og legeme) og §§ 260-262 a
(forbrydelser mod den personlige
frihed).
Der henvises
nærmere herom til betænkningens
side 33.
2.2.4.
Kommissoriet af 11. juni 1999
giver mulighed for, at
Straffelovrådet for så vidt
angår de spørgsmål, der er
omfattet af kommissoriet for
Udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget), kan
inddrage dette udvalgs
overvejelser og forslag i sit
arbejde i det omfang, rådet
finder anledning hertil.
Udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet
er under Straffelovrådets
arbejde med revision af
strafferammesystemet fremkommet
med betænkninger, der bl.a.
indeholder forslag til nye eller
ændrede straffelovsbestemmelser,
jf. bl.a. betænkning nr.
1415/2002 (om straffelovens
§ 296 og § 302) og betænkning
nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet. Straffelovrådet
anfører i betænkning nr.
1424/2002, at rådet har noteret
sig Brydensholt-udvalgets
synspunkter og forslag, som
bygger på en grundig gennemgang
af nogle afgrænsede områder, og
at rådet i det store og hele har
undladt at gå ind i en nærmere
vurdering af strafferammerne i
de straffelovsbestemmelser, som
har været overvejet af
Brydensholt-udvalget.
Der henvises
nærmere herom til betænkningens
side 33 og 34.
2.2.5.
Forbrydelsers strafferammer er i
de fleste relationer bestemmende
for de forældelsesfrister, som
gælder i det enkelte tilfælde.
Under rådets drøftelser er der
rejst spørgsmål herom og om
forskellige andre spørgsmål
vedrørende forældelse.
Straffelovrådet anfører, at man
vil vende tilbage til disse
spørgsmål i en senere
betænkning.
2.2.6.
Forbrydelsers strafferammer har
også betydning for adgangen til
at iværksætte
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Der har i
Straffelovrådet været enighed
om, at revisionen af
strafferammer som udgangspunkt
må være ubundet af de
betingelser med hensyn til
strafferammen, som
retsplejeloven foreskriver for
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Det er i øvrigt
rådets umiddelbare opfattelse,
at den gennemførte revision af
strafferammerne næppe i praksis
vil føre til større ændringer i
anvendelsen af bl.a.
varetægtsfængsling.
Der henvises
nærmere herom til betænkningens
side 34.
3.
Straffelovens almindelige del
3.1.
Indledning
3.1.1.
Straffelovrådet har til brug for
rådets overvejelser om revision
af de eksisterende strafferammer
i straffelovens særlige del dels
gennemgået nogle generelle
kriterier for kategoriseringen
af forskellige forbrydelsestyper
i relation til strafferammer,
dels taget initiativ til en
undersøgelse af spørgsmålet om,
i hvilket omfang befolkningens
retsbevidsthed stemmer overens
med den nuværende retspraksis.
Det fremgår
af betænkningen bl.a., at der i
Danmark kun har været gennemført
få egentlige
retsbevidsthedsundersøgelser,
dvs. undersøgelser, som på
empirisk grundlag dokumenterer
befolkningens opfattelse af og
holdninger til retlige forhold.
Spørgsmålet om befolkningens
stillingtagen til kriminalitet
og straf har dog i en del
tilfælde indgået som led i andre
undersøgelser.
Det fremgår
sammenfattende af betænkningen,
at undersøgelser, der belyser
befolkningens holdning til straf
på et overordnet niveau, typisk
påviser et ønske om strengere
straffe, mens undersøgelser, der
belyser befolkningens holdning
til strafudmåling i relation til
konkretiserede sager hyppigt
viser, at befolkningen ønsker
mildere straffe end dem, der
faktisk idømmes.
Rådets
nærmere overvejelser om
kategorisering af
forbrydelsesarter og
resultaterne af undersøgelserne
af befolkningens holdning til
straf er gengivet i betænkningen
side 59-107 og side 109-115.
3.1.2.
Straffelovrådet har i
betænkningen sammenlignet det
faktiske strafniveau for
forskellige former for
forbrydelser. Rådet har i den
forbindelse set på straffens
art, længden af de ubetingede
frihedsstraffe og strafmassen
pr. afgørelse. Rådet har
endvidere beregnet den samlede
strafmasse for de enkelte
forbrydelser med henblik på at
belyse, i hvilket omfang de
forskellige forbrydelsesarter
bidrager til den samlede
strafmasse. Det empiriske
materiale, som analyserne bygger
på, svarer til det, der indgår i
undersøgelsen af domspraksis.
Det fremgår
af betænkningen, at
sammenligningen påviser en
markant forskel i
strafudmålingen mellem
formueforbrydelser og person-
eller almenfarlige forbrydelser,
idet person- og almenfarlige
forbrydelser generelt medfører
meget strengere straffe end
formueforbrydelser.
Gennemsnitligt set er
strafmassen pr. afgørelse mere
end ti gange større for person-
og almenfarlige forbrydelser end
for formueforbrydelser.
Der henvises
til betænkningen side 117-138.
3.2.
Strafferammers minimum og
maksimum
3.2.1.Gældende ret
Straffeloven
indeholder kun få bestemmelser,
som fastsætter et minimum for
fængselsstraf, der afviger fra
det faste minimum på 7 dage, jf.
straffelovens § 33. Siden
straffelovens tilblivelse i 1933
er udviklingen gået i retning af
afskaffelse af forhøjede
strafminima. Straffelovens § 237
om manddrab indeholder en
minimumsstrafferamme på fængsel
i 5 år, og i § 112 om drab på
statsoverhovedet indgår en
minimumsstrafferamme på fængsel
i 6 år. Herudover er der fast
minimum i straffelovens § 146,
stk. 2 (uretfærdighed ved
udøvelse af domsmyndighed, når
velfærdsfortabelse er tilføjet
eller indtrådt fængsel i 3
år), § 261, stk. 2
(frihedsberøvelse begået for
vindings skyld mv. fængsel i 1
år), og § 215 (børnebortførelser
fængsel i 1 år).
I de
situationer, hvor
minimumsstraffen er fængsel, kan
der ikke idømmes bøde, medmindre
der foreligger omstændigheder,
som giver grundlag for at bringe
de særlige
strafnedsættelsesgrunde i
straffelovens §§ 84 og 85 i
anvendelse.
De
strafmaksima, der fremgår af
straffeloven, viser en meget
stor variation. Strafferammen er
i hovedsagen bestemt af en
vurdering af forbrydelsens
grovhed, herunder dens
farlighed.
Før
straffeloven af 1930 gjaldt der
forholdsvis snævre rammer for
domstolenes konkrete
strafudmåling, mens udviklingen
siden er gået i retning af meget
brede strafferammer. I udlandet
har der i de senere år været en
vis tendens til at genindføre
snævrere ordninger, som giver
mindre spillerum for konkrete
skøn ved strafudmålingen. Denne
udvikling begrundes navnlig i
hensynet til større
forudsigelighed.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
139-147.
3.2.2.
Straffelovrådets overvejelser
Kapitel 5
i betænkningen behandler
generelle spørgsmål om kriterier
for valg af strafferammers
minimum og maksimum. Til brug
for Straffelovrådets samlede
vurdering af straffelovens
strafferammer har rådet
opstillet en skala, der inddeler
de enkelte forbrydelsestyper i
trin ud fra en vurdering af det
angrebne retsgode. Skalaen tager
udgangspunkt i de eksisterende
strafmaksima med henblik på at
fremstille strukturen i den
gældende straffelov. Skalaen er
således ikke udtryk for rådets
vurdering af det eksisterende
strafferammesystems
hensigtsmæssighed eller
rimelighed.
Skalaen kan
sammenfattes således, at de
groveste angreb er angreb, der
rettes mod andres liv. Derefter
følger angreb på andres legeme,
angreb på privat ejendom, angreb
på almene interesser og statens
økonomi, og sidst kommer angreb
på andre retsgoder.
Straffelovrådet foreslår at
forenkle strafferammesystemet
ved at afskaffe strafmaksima på
fængsel i 12 år, 3 år, 1 år og 6
måneder, 4 måneder og 3 måneder.
Straffelovrådet finder, at færre
strafpositioner i straffeloven
vil gøre det lettere at forstå
inddelingen af forskellige
forbrydelsesarter i kategorier
efter deres grovhed.
Der er for så
vidt angår strafferammers
minimum enighed i
Straffelovrådet om, at det vil
være forsvarligt og rigtigt at
ophæve de forhøjede
fængselsminima i § 146, stk. 2,
§ 215 og § 261, stk. 2.
Straffelovrådet finder ikke, at
de forhøjede minima kan antages
at have nogen selvstændig
generalpræventiv værdi.
Der er
endvidere enighed om, at de
forhøjede fængselsminima i
§§ 112 og 237 for så vidt også
kunne ophæves, men at det næppe
er et spørgsmål af større
praktisk betydning, fordi
domstolene i disse sager næppe i
praksis vil udmåle kortere
straffe end svarende til de
gældende minima. Rådet afstår
derfor fra at fremkomme med
forslag herom.
Straffelovrådet anfører, at
minimumsstraffen i det
overvejende antal tilfælde er
bøde. Rådet har overvejet, om
der bør indføres bøde som
minimum i alle bestemmelser i
straffeloven. Straffelovrådet
vil ikke afvise, at det kan være
forsvarligt og rigtigt at
afskaffe minimumsstraffe
svarende til fængselsstraffens
faste minimum, så
minimumsstraffen altid eller
næsten altid bliver bøde. Det må
dog efter rådets opfattelse bero
på en konkret vurdering af de
enkelte forbrydelser.
Straffelovrådet har i
forbindelse med gennemgangen af
straffelovens særlige del
stillet forslag om indførelse af
hjemmel til bødestraf i en række
bestemmelser.
Der henvises
nærmere herom til betænkningens
side 163-173.
3.2.3.
Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt
under pkt. 1.1 ovenfor, er den
del af Straffelovrådets forslag
om afskaffelse af visse
strafmasima, der alene er
begrundet i hensynet til at
forenkle straffelovens
strafferammer, ikke medtaget i
dette lovforslag.
Straffelovrådets konkrete
forslag til ændring af
strafmaksima, der ikke sker
alene som led i en forenkling af
strafferammesystemet, gennemgås
nedenfor under pkt. 4.
For så vidt
angår de forhøjede
fængselsminima i § 146,
stk. 2, § 215 og § 261, stk. 2
, er Justitsministeriet enig
med Straffelovrådet i, at det
vil være forsvarligt at ophæve
disse. Der er ikke hermed
tilsigtet generelle ændringer i
strafudmålingsniveauet i disse
sager.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 26 og
54, samt bemærkningerne hertil.
I relation
til straffelovens § 112 og
§ 237 er Justitsministeriet
enig med Straffelovrådet i, at
det næppe er sandsynligt, at
retspraksis ved strafudmålingen
i drabssager ville ændre sig ved
ophævelse af det faste
fængselsminimum.
Justitsministeriet finder
imidlertid, at de to omtalte
forbrydelser er af en så
alvorlig karakter, at der er et
behov for at markere
forbrydelsernes grovhed gennem
de forhøjede fængselsminima.
Også for så
vidt angår spørgsmålet om
indførelse af bøde som fast
strafminimum ved alle
forbrydelsestyper, er
Justitsministeriet enig med
Straffelovrådet i, at dette må
bero på en konkret vurdering af
hver enkelt forbrydelsesart.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund og i
overensstemmelse med
Straffelovrådets anbefalinger,
at der i følgende bestemmelser
indføres bøde som minimumsstraf:
§ 132 a, 1. pkt., § 133, stk. 1,
§ 145, 1. og 2. pkt., § 168, 1.
pkt., § 176, stk. 1, § 178,
§ 179, 1. pkt., § 189, stk. 1,
§ 251, 1. pkt., § 261, stk. 1,
§ 268, 1. pkt. og § 300.
Baggrunden
for disse ændringer er en
konkret vurdering af de enkelte
forbrydelsers strafværdighed.
Vurderingen er sket i lyset af,
at der efter gældende ret er
mulighed for at nedsætte
straffen under den i
bestemmelsen foreskrevne straf,
jf. straffelovens § 84.
Endvidere er der lagt vægt på,
om bestemmelsen i dag indeholder
en sidestrafferamme, hvorved
straffen kan nedsættes til bøde.
Der henvises
nærmere til lovforslagets § 1,
nr. 15, 16, 25, 37, 39, 52, 59
og 64, samt bemærkningerne
hertil.
3.3. Normal-
og sidestrafferammer samt
gentagelsesvirkning
3.3.1.
Gældende ret
Med en
forbrydelses normalstrafferamme
menes den strafferamme, der
fremtræder som lovens
udgangspunkt og er tænkt anvendt
i alle sædvanlige tilfælde. Er
der ikke føjet noget hertil,
angiver normalstrafferammen
samtidig forbrydelsens eneste
strafferamme. Ofte er der
imidlertid tilknyttet én eller
flere sidestrafferammer, der
giver mulighed for at fravige
normalstrafferammen enten i
skærpende eller mildere retning.
For
sidestrafferammer, der skærper
strafmaksimum ved gentagelse,
gælder bestemmelsen i
straffelovens § 81. Efter
straffelovens § 81, stk. 1, er
det en betingelse for
anvendelsen af bestemmelser om
forhøjet straf eller andre
retsfølger i
gentagelsestilfælde, at
gerningsmanden tidligere er
fundet skyldig i en efter det
fyldte 18. år begået strafbar
handling, som loven tillægger
gentagelsesvirkning på den nu
begåede handling, eller i forsøg
på eller medvirken til en sådan.
Efter stk. 2
kan retten tillægge straffedomme
afsagt uden for den danske stat
samme gentagelsesvirkning som de
her i landet afsagte domme.
Gentagelsesvirkningen ophører,
når der er forløbet 5 år efter,
at den tidligere straf er
udstået, endeligt eftergivet
eller bortfaldet. Er den
tidligere straf en bødestraf,
regnes den nævnte frist fra
datoen for den endelige dom
eller bødens vedtagelse, jf.
§ 81, stk. 3.
Bestemmelsen
i § 81 regulerer alene
betingelserne for anvendelsen af
særlige lovbestemmelser om
forhøjet straf i
gentagelsestilfælde.
Bestemmelsen regulerer derimod
ikke virkningen af tidligere
begået kriminalitet for den
konkrete strafudmåling inden for
strafferammen. I retspraksis
indgår det på ulovbestemt
grundlag som en central
udmålingsfaktor ved
strafudmålingen, om
gerningsmanden er tidligere
straffet. Der gælder ingen faste
tidsmæssige betingelser for,
hvornår tidligere kriminalitet
kan medføre en skærpet
strafudmåling i disse tilfælde,
men i praksis tillægges 5-års
grænsen i § 81 betydelig vægt.
Der findes dog eksempler på, at
også tidligere ligeartet
kriminalitet, der er begået mere
end 5 år tilbage, er tillagt
vægt i forbindelse med
strafudmålingen inden for
rammen. Således kan bl.a. nævnes
Højesterets dom fra 1996, der er
trykt i Ugeskrift for Retsvæsen
side 1014, om forhøjet straf for
uagtsomt manddrab til en
taxachauffør, der 9 år tidligere
havde begået lignende uagtsomt
manddrab.
Straffelovens
§ 83 indeholder en adgang til
strafforhøjelse med indtil det
dobbelte i visse tilfælde, hvor
en forbrydelse er begået af en
person, der udstår straf, eller
af en tidligere strafafsoner.
§ 83, stk. 3, indeholder nærmere
regler om følgen af, at den, der
er dømt til fængsel på livstid
og ikke benådet, i eller uden
for fængslet begår en ny
forbrydelse.
For en
nærmere gennemgang af normal- og
sidestrafferammer henvises til
betænkningens side 175-196.
3.3.2.
Straffelovrådets overvejelser
I
betænkningens kapitel 6
behandles spørgsmål med
tilknytning til anvendelsen af
normal- og sidestrafferammer.
Rådet har set
det som en opgave ved revisionen
af strafferammesystemet at komme
med forslag til en mere præcis
og nuanceret angivelse af de
kriterier, der kan eller skal
betinge anvendelsen af
sidestrafferammer i skærpende
retning.
Mens
kriterierne for strafforhøjelse
i overensstemmelse med
legalitetsprincippet således bør
være udformet så klart og
præcist som muligt, er der ikke
samme behov for, at kriterierne
for strafnedsættelse skal
udformes præcist. Der er derfor
efter rådets opfattelse ingen
afgørende indvendinger imod at
anvende mere vage formuleringer
ved angivelsen af en adgang til
at fravige den foreskrevne
strafferamme i mildere retning.
Efter
gennemgang af bestemmelserne i
straffelovens særlige del er det
imidlertid Straffelovrådets
konklusion, at de eksisterende
lavere sidestrafferammer
helt kan ophæves, idet den
foreslåede § 82 (lovforslagets
§ 1, nr. 2) angiver en række
kriterier, der i almindelighed
skal tale for en lavere straf.
Om strafminimum i
sidestrafferammen skal overføres
uændret til normalstrafferammen
må bero på en konkret vurdering
af hver forbrydelsesart, jf.
pkt. 3.2.2 ovenfor.
Uanset det
ovenfor anførte principielle
udgangspunkt, kan der efter
rådets opfattelse for visse
bestemmelsers vedkommende være
behov for at bevare en højere
sidestrafferamme med mindre
præcise kriterier. Med henblik
på disse tilfælde foreslår rådet
anvendelse af kriteriet »særligt
skærpende omstændigheder« i
sidestrafferammen for rent
sprogligt at markere forskellen
til den almindelige vurdering af
skærpende omstændigheder ved
udmåling inden for
normalstrafferammen, jf. den
foreslåede § 81 (lovforslagets
§ 1, nr. 2). I de tilfælde, hvor
der i særlovgivningen fortsat
måtte være behov for at udskille
forhold i lavere
sidestrafferammer, foreslår
rådet tilsvarende, at man
anvender udtrykket »særligt
formildende omstændigheder«.
Rådets
forslag skal således på de
nævnte punkter ses i sammenhæng
med forslaget til nye
bestemmelser om
straffastsættelse inden for den
foreskrevne strafferamme, jf.
pkt. 3.6 nedenfor.
Der bør efter
Straffelovrådets opfattelse i
almindelighed udvises
tilbageholdenhed med at fremhæve
gentagelsestilfælde som en
omstændighed, der medfører et
forhøjet strafmaksimum. Et
flertal af Straffelovrådets
medlemmer (6 medlemmer) har dog
efter en samlet vurdering fundet
det rigtigst i den foreliggende
sammenhæng at afstå fra at
fremkomme med forslag om
ophævelse af de endnu gældende
bestemmelser, der forhøjer
strafmaksimum ved gentagelse.
Bl.a. som følge heraf bør
indholdet af den nuværende § 81
i straffeloven efter flertallets
opfattelse også opretholdes. Et
mindretal (2 medlemmer) finder,
at bestemmelser om særlige
sidestrafferammer, der kan
anvendes i gentagelsestilfælde,
generelt bør ophæves.
Straffelovrådet foreslår
bestemmelsen i § 83 ophævet,
idet det samtidig præciseres i
den foreslåede § 81, at det kan
tillægges skærpende betydning
ved strafudmåling inden for den
foreskrevne strafferamme, at
forbrydelsen er begået af en
person, der udstår straf, eller
af en tidligere strafafsoner,
jf. pkt. 3.6 nedenfor samt
lovforslagets § 1, nr. 2, og
bemærkningerne hertil.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
202-209.
3.3.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets generelle
synspunkter om normal- og
sidestrafferammer.
Rådets
overvejelser indebærer, at
gældende sidestrafferammer,
hvorefter straffen kan nedsættes
»under formildende
omstændigheder«, umiddelbart vil
kunne ophæves, hvis den lavere
strafposition medtages i
normalstrafferammen, idet det
vil fremgå af den foreslåede
generelle bestemmelse i § 82
(lovforslagets § 1, nr. 2), hvad
der i almindelighed i
forbindelse med strafudmåling
skal indgå som formildende
omstændigheder.
På den
baggrund foreslås det, at
kriteriet »formildende
omstændigheder« udgår af
følgende bestemmelser: § 100,
stk. 2, § 109, stk. 2, § 110,
stk. 2, § 117, § 119, stk. 1,
§ 123, § 124, stk. 2, § 136,
stk. 1, § 136, stk. 2, § 140
§ 141, stk. 1, § 144, § 149,
§ 168, 2. pkt., § 176, stk. 2,
§ 188, stk. 1, § 192, stk. 3,
§ 194, § 232, § 233, § 266 a og
§ 300.
Der henvises
til lovforslaget § 1, nr. 4, 5,
11, 12, 13, 18, 21, 22, 24, 38,
44 og 64, samt bemærkningerne
hertil.
Straffelovrådet finder som nævnt
ovenfor, at kriterierne for
strafforhøjelse som udgangspunkt
bør udformes så klart og præcist
som muligt. Rådet anbefaler i
lyset heraf, at en række
skærpende sidestrafferammer
ophæves og indarbejdes i
normalstrafferammen under hensyn
til, at det vil fremgå af den
foreslåede generelle bestemmelse
i § 81 (lovforslagets § 1, nr.
2), hvad der i almindelighed i
forbindelse med strafudmåling
skal indgå som skærpende
omstændighed.
Det foreslås
på den baggrund, at kriteriet
»skærpende omstændigheder« udgår
i følgende bestemmelser: § 110
e, § 114 d, § 124, stk. 3,
§ 130, § 137, stk. 1, § 147,
§ 161, § 165, § 182, § 186,
stk. 2, og § 187, stk. 2.
Forslagene
indebærer, at
sidestrafferammerne ophæves, og
at det pågældende strafmaksimum
medtages i
normalstrafferammerne.
Forslagene tilsigter ikke at
ændre på udmålingsniveauet.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 8,
10, 14, 19, 27, 35 og 43, samt
bemærkningerne hertil.
I
overensstemmelse med
Straffelovrådets anbefaling
foreslås det endvidere, at
kriteriet »skærpende
omstændigheder« i de tilfælde,
hvor en strengere
sidestrafferamme ikke foreslås
ophævet, ændres til »særligt
skærpende omstændigheder«. Det
drejer sig om følgende
bestemmelser: § 113, stk. 1,
§ 125 a, 1. og 2. pkt., § 184,
stk. 1, § 230, 1. og 2. pkt.,
§ 235, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
§ 241, § 249, § 266 b, stk. 2,
og § 293 a, 2. pkt.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 9,
samt bemærkningerne hertil.
Ved
vurderingen af, hvilke
bestemmelser der fortsat bør
indeholde en skærpet
sidestrafferamme, har
Justitsministeriet navnlig lagt
vægt på forbrydelsens
strafværdighed.
I lyset af
rådets generelle anbefaling om
så vidt muligt at præcisere
kriterierne for, hvornår en
skærpet strafferamme kan finde
anvendelse, har rådet efter en
gennemgang af straffelovens
skærpende sidestrafferammer
fundet, at kriteriet »særligt
skærpende omstændigheder« eller
lignende i enkelte
sidestrafferammer bør præciseres
nærmere, således at det af
bestemmelsen fremgår, hvad der
navnlig skal forstås ved
kriteriet.
Justitsministeriet foreslår i
overensstemmelse hermed, at
kriteriet »særligt skærpende
omstændigheder« i § 152, stk. 2,
§ 264, stk. 2 og § 288, stk. 2,
præciseres, således, at det af
bestemmelserne nærmere fremgår,
hvad der skal forstås ved
udtrykket.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 29,
56 og 62, samt bemærkningerne
hertil.
Justitsministeriet er opmærksom
på, at forslag til ændringer,
der medfører, at en normal- og
sidestrafferamme erstattes af én
strafferamme, kan have betydning
i relation til retsplejelovens
regler om tvangsindgreb,
herunder navnlig muligheden for
varetægtsfængsling.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 1,
kan en sigtet varetægtsfængsles,
når der er begrundet mistanke
om, at vedkommende har begået en
lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale,
såfremt lovovertrædelsen efter
loven kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder eller derover, og
én af de i stk. 1, nr. 13,
nævnte betingelser er opfyldt.
Ved at
erstatte en normalstrafferamme
og en sidestrafferamme med én
normalstrafferamme, kan der
således forekomme situationer,
hvor betingelserne for
varetægtsfængsling i
retsplejelovens § 762, stk. 1,
vil være opfyldt, selv om
overtrædelsen efter den gældende
normalstrafferamme eller den
gældende lavere sidestrafferamme
ikke ville opfylde kravene om 1
år og 6 måneders fængsel.
Ved den
foreslåede ophævelse af en række
sidestrafferammer, tilsigtes
imidlertid ikke nogen ændring i
det hidtidige strafbare område
eller udmålingspraksis.
Ændringerne indebærer således,
at der i praksis ikke vil kunne
ske varetægtsfængsling i henhold
til de pågældende bestemmelser i
videre omfang end i dag, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 3,
hvorefter varetægtsfængsling
ikke kan anvendes, hvis
lovovertrædelsen kan ventes at
ville medføre straf af bøde
eller fængsel i højst 30 dage,
eller hvis frihedsberøvelsen vil
stå i misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af
sigtedes forhold, sagens
betydning og den retsfølge, som
kan ventes, hvis sigtede findes
skyldig.
Straffelovrådet har som anført
ovenfor foreslået, at
straffelovens § 81 om lovbestemt
gentagelsesvirkning videreføres
uændret som ny § 84 . Det
er imidlertid
Justitsministeriets opfattelse,
at reglerne om
gentagelsesvirkning bør skærpes,
dels med henblik på at medvirke
til at bryde en persons
kriminelle mønster, dels for at
understrege den øgede
strafværdighed ved gentagen
kriminalitet. Tilsvarende bør
også gælde i forhold til unge
kriminelle. På den baggrund
foreslås en skærpelse af de
gældende regler, således at det
bliver muligt at anvende
bestemmelser om forhøjet straf
eller andre retsfølger i
gentagelsestilfælde, uanset om
gerningsmanden begik den
tidligere overtrædelse før eller
efter det fyldte 18 år. Det
foreslås endvidere, at
gentagelsesvirkningen i relation
til anvendelsen af højere
strafferammer først ophører, når
der er forløbet 10 år efter, at
den tidligere straf er udstået,
endeligt eftergivet eller
bortfaldet.
Den
foreslåede bestemmelse i § 84
(lovforslagets § 1, nr. 2)
regulerer som nævnt den
lovbestemte gentagelsesvirkning
for anvendelse af bestemmelser
om forhøjet straf eller andre
retsfølger. Spørgsmålet om
fastsættelse af en forhøjet
straf i gentagelsestilfælde
inden for normalstrafferammen
reguleres i den foreslåede § 81,
nr. 1. Som det fremgår heraf,
skal det forhold, at
gerningsmanden tidligere er
straffet af betydning for sagen,
i almindelighed indgå som en
skærpende omstændighed.
Bestemmelsen opstiller ingen
faste tidsmæssige betingelser
for, hvornår tidligere
kriminalitet kan medføre skærpet
strafudmåling inden for
strafferammen, men det må
forventes, at de foreslåede
skærpelser i § 84 vil kunne få
en vis betydning for den vægt,
domstolene i forbindelse med
strafudmåling inden for
normalstrafferammen tillægger en
straffedom, der ligger længere
tilbage i tid eller som vedrører
forhold, som er begået før den
pågældende fyldte 18 år.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 2,
samt bemærkningerne hertil.
Endelig er
Justitsministeriet enig i
Straffelovrådets forslag om
ophævelse af straffelovens § 83.
De hensyn,
der ligger til grund for
bestemmelserne i § 83, stk. 1 og
2, (beskyttelsen af personale
mv. tilknyttet visse anstalter)
vil efter Justitsministeriets
opfattelse kunne varetages af de
foreslåede nye bestemmelser i
§ 81, nr. 10 og 11, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2. I de
seneste år er strafferammerne
inden for de kriminalitetstyper,
som bestemmelserne i § 83
specielt sigter til, f.eks.
voldforbrydelserne i §§ 244-246,
blevet skærpet, hvilket betyder,
at der i dag er tilstrækkelig
mulighed for inden for den
normale strafferamme at udmåle
en skærpet straf, hvis
forbrydelsen begås af en person,
der udstår straf eller anden
strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter eller
af en tidligere indsat.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 2,
samt bemærkningerne hertil.
3.4.
Fængselsstraffens faste minimum
3.4.1.
Gældende ret
Med virkning
fra 1. juli 2001 blev
fængselsstraffens faste minimum
nedsat fra 30 til 7 dage i
forbindelse med afskaffelse af
hæftestraffen. Et minimum på 7
dage er således fast del af alle
strafferammer med fængselsstraf,
medmindre der undtagelsesvis er
fastsat et højere minimum.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
211-216.
3.4.2.
Straffelovrådets overvejelser
Spørgsmålet
om fængselsstraffens faste
minimum var genstand for
udførlig drøftelse i
Straffelovrådet betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse. Drøftelserne
skete i lyset af et samtidigt
forslag om hæftestraffens
afskaffelse. I den forbindelse
tilkendegav rådet, at de ikke
fandt betænkeligheder ved et
fast minimum på 7 dage. Rådet
drøftede andre minima, herunder
5 eller 6 dage, men fandt ikke
bl.a. under hensyn til, at rejse
til og fra fængslet regnes som
en del af afsoningstiden dette
tilrådeligt. Rådet afviste
endvidere et fast minimum på 14
dage, idet der henvistes til de
overtrædelser af straffeloven,
færdselsloven og andre særlove,
der medfører straf på mindre end
14 dage. Der henvises nærmere
til Straffelovrådets betænkning
om straffastsættelse og
strafferammer side 216 ff.
Til brug for
Straffelovrådets overvejelser i
betænkning 1424/2002 har rådet
udarbejdet en oversigt over
korte, ubetingede frihedsstraffe
fordelt efter kriminalitetens
art for året 1999. Oversigten er
gengivet i betænkningen side 229
ff.
Et flertal af
rådets medlemmer (7 medlemmer)
finder bl.a. på baggrund af
oversigten nævnt ovenfor og i
lighed med opfattelsen i
1987-betænkningen, at
fængselsstraffens faste minimum
fortsat bør være 7 dage. Et
minimum på 7 dage er efter disse
medlemmers opfattelse
ubetænkeligt, idet det vil bero
på domstolenes bedømmelse af
lovovertrædelsens grovhed i
forening med andre
udmålingsfaktorer, i hvilket
omfang de lave udmålingssatser
skal anvendes i praksis. Disse
medlemmer finder endvidere, at
et minimum på 14 dage fortsat
vil være for højt med henblik på
de områder, hvor overtrædelser
af straffeloven, færdselsloven
og andre særlove medfører
frihedsstraf på mindre end 14
dage.
Et mindretal
(1 medlem) finder, at
fængselsstraffens faste minimum
bør være 14 dage i stedet for de
nuværende 7 dage. Baggrunden
herfor er bl.a. et hensyn til
den nordiske retsenhed, idet
Sverige, Finland og Norge i dag
har et fast minimum på fængsel i
14 dage. Endvidere finder
medlemmet ikke, at der er noget
der tyder på, at meget korte
frihedsstraffe har større
præventiv virkning end bøde.
Der henvises
til betænkningens side 229-232.
3.4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med
flertallet i Straffelovrådet i,
at fængselsstraffens faste
minimum fortsat bør være 7 dage.
Der foreslås således ingen
ændringer på dette punkt.
3.5. Fængsel
på livstid
3.5.1.
Gældende ret
Fængsel på
livstid er den strengeste straf,
der kan idømmes efter dansk ret,
jf. straffelovens § 33, stk. 1.
For en nærmere gennemgang af de
bestemmelser i straffeloven,
hvor strafferammen går op til
fængsel på livstid, henvises til
betænkningens side 233-234.
Lovens
strengeste tidsbestemte straf er
fængsel i 16 år. Denne straf er
hjemlet for de forbrydelser, der
kan medføre fængsel på livstid,
og desuden for nogle andre
alvorlige forbrydelser. Der
henvises nærmere til
betænkningens side 234.
Der kan efter
straffelovens § 33, stk. 2,
forekomme tidsbestemt straf på
indtil 20 år, såfremt loven
hjemler en forhøjelse af
strafferammen, der ikke kan
rummes inden for et maksimum på
16 år. Derimod kan en
strafforhøjelsesgrund ikke
medføre, at en strafferamme
udvides fra 16 år til fængsel på
livstid. Fængsel på livstid kan
kun idømmes, når den
udtrykkeligt indgår i
strafferammen.
3.5.2.
Straffelovrådets overvejelser
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (7
medlemmer) går ind for, at
livstidsstraffen bevares for de
allermest alvorlige
forbrydelser. Et mindretal (1
medlem) anbefaler, at
livstidsstraffen afskaffes, og
at det tidsbestemte maksimum i
stedet hæves fra 16 til 21 år.
Mindretallet anfører bl.a., at
livstidsstraf er unødvendig og
derfor i sig selv uretfærdig.
Der henvises
til betænkningens side 245-249,
som indeholder flertallets og
mindretallets nærmere
redegørelse for deres
synspunkter.
3.5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med
Straffelovrådets flertal i, at
livstidsstraffen bør bevares.
Der foreslås således ingen
ændringer på dette punkt.
3.6.
Straffastsættelsen
3.6.1.
Gældende ret
Det fremgår
af straffelovens § 80, stk. 1,
at der ved straffens udmåling
skal tages hensyn til
lovovertrædelsens grovhed og til
oplysninger om gerningsmandens
person, herunder om hans eller
hendes almindelige personlige og
sociale forhold, gerningsmandens
forhold før og efter gerningen
samt den pågældendes bevæggrunde
til denne. Af stk. 2 følger, at
hvis gerningen er udført af
flere i forening, vil dette som
hovedregel være at anse som en
skærpende omstændighed.
§ 80
regulerer strafudmålingen inden
for strafferammen. Bestemmelsen
vil i medfør af § 2 i
straffeloven som udgangspunkt
gælde både straffelovs- og
særlovsovertrædelser.
Bestemmelsen finder endvidere
anvendelse i forhold til såvel
bødestraf som fængselsstraf,
herunder også idømmelse af
betingede domme med eller uden
vilkår om samfundstjeneste.
Der henvises
til betænkningens side 255 ff.
3.6.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i
betænkningens kapitel 9
behandlet spørgsmålet om
straffastsættelse
(strafudmåling) inden for den
foreskrevne strafferamme.
Straffelovrådet foreslår
straffelovens § 80 ændret med
henblik på at præcisere de
hovedhensyn, som skal indgå ved
straffastsættelsen.
Det foreslås
også, at der som §§ 81 og 82
indsættes ikke udtømmende
bestemmelser om, hvilke forhold
der i almindelighed skal indgå
som henholdsvis skærpende og
formildende omstændigheder.
Formålet med udkastets §§ 80-82
er på baggrund af den
eksisterende retspraksis på
grundlag af den gældende § 80 at
lovfæste en række hensyn, der
har betydning for
straffastsættelsen. Udtrykkene
»skærpende omstændighed« og
»formildende omstændighed«
anvendes af samme grund i en vid
betydning.
Adgangen til
at gå under den foreskrevne
strafferamme og efter
omstændighederne lade straffen
bortfalde foreslår rådet
reguleret i en ny § 83, jf. pkt.
3.7 nedenfor.
Der henvises
til betænkningens side 251-291.
3.6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
Straffelovrådets forslag til
nyaffattelse af §§ 80-82,
hvorved det nærmere angives i
loven, hvilke omstændigheder der
skal tillægges vægt i
forbindelse med straffens
fastsættelse, herunder i
formildende og skærpende
retning.
Justitsministeriet lægger
navnlig vægt på, at der herved
kan sikres en højere grad af
forudsigelighed og ensartethed i
retsanvendelsen, idet det i
videre omfang end hidtil vil
komme til at fremgå af
straffedommes præmisser, hvilke
momenter der har haft betydning
ved strafudmålingen.
I
lovforslagets § 80 angives de
hovedhensyn, som skal indgå ved
straffastsættelsen.
Lovforslagets §§ 81 og 82 føjer
hertil en ikke udtømmende
opregning af omstændigheder, som
i almindelighed skal tillægges
henholdsvis skærpende og
formildende betydning.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 2,
samt bemærkningerne hertil.
De foreslåede
bestemmelser tilsigter ikke at
ændre det nugældende
udmålingsniveau inden for
bestemte sagstyper.
Bestemmelserne retter sig alene
mod den strafudmåling, som
finder sted inden for den
foreskrevne strafferamme, mens
adgangen til at gå under den
foreskrevne strafferamme og
efter omstændighederne lade
straffen bortfalde reguleres i
den foreslåede § 83
(lovforslaget § 1, nr. 2), jf.
nærmere under pkt. 3.7 nedenfor.
3.7.
Strafnedsættelse og
strafbortfald
3.7.1.
Gældende ret
Straffelovens
§§ 84 og 85 indeholder en
nærmere opregning af, i hvilke
tilfælde den i loven foreskrevne
straf kan nedsættes.
Hvis en af de
i § 84, stk. 1, nævnte
strafnedsættelsesgrunde
foreligger, kan straffen
nedsættes under det minimum, der
er foreskrevet i den enkelte
straffebestemmelse, og straffen
kan gå ned til den laveste grad
af den mildeste strafart, dvs. 1
dagbod. Minimumsstraffen for den
strafart som anvendes, jf. § 33,
kan dog ikke fraviges.
Blandt
strafnedsættelsesgrundene er
undskyldelig uvidenhed om eller
undskyldelig misforståelse af
retsregler, der forbyder eller
påbyder foretagelse af den
pågældende handling, jf. § 84,
stk. 1, nr. 3.
Det følger af
straffelovens § 85, at straffen
kan nedsættes, når en strafbar
handling er begået under
indflydelse af stærk
sindsbevægelse, eller når der
foreligger andre særlige
oplysninger om gerningsmandens
sindstilstand eller
omstændigheder ved gerningen, og
de nævnte forhold taler for en
mildere straf end den, som
ellers ville finde anvendelse.
Under særlig formildende
omstændigheder kan straffen i
disse tilfælde bortfalde.
Til §§ 84 og
85 knytter sig en række
beslægtede bestemmelser i §§ 87
(om strafnedsættelse og
bortfald ved
rettighedsfrakendelse), 88,
stk. 4, og 89 a, stk. 1 (om
strafbortfald ved dom til
foranstaltning efter §§ 68-70 og
ved ungdomssanktion), og 91 (om
adgang til bødestraf for
lovovertrædere under 21 år).
Der henvises
nærmere til betænkningens side
293-306 og 307-319.
3.7.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i
betænkningens kapitel 10
behandlet adgangen til
strafnedsættelse under den
foreskrevne strafferammes
minimum og strafbortfald.
Straffelovrådet anfører, at der
efter rådets opfattelse ikke er
grundlag for at ændre
strafbortfaldsreglerne i
straffelovens § 88, stk. 4, og
§ 89 a, stk. 1, der har
sammenhæng med reglerne om
foranstaltninger i straffelovens
§§ 68-70 og om ungdomssanktion i
straffelovens § 74 a.
Efter rådets
opfattelse bør straffelovens
§§ 84, stk. 2, jf. stk. 1, 85,
87 og 91 som led i en
modernisering af
strafferammesystemet afløses af
én bestemmelse (§ 83), der på
grundlag af den eksisterende
praksis lovfæster en almindelig
adgang til at nedsætte straffen
under den foreskrevne
strafferamme, når oplysninger om
gerningen, gerningsmandens
person eller andre forhold taler
afgørende herfor, og til under i
øvrigt formildende
omstændigheder at lade straffen
bortfalde.
De hidtil
gældende bestemmelser i §§ 84,
85, 87 og 91 foreslås som følge
heraf ophævet.
Straffelovrådet foreslår
endvidere, at uvidenhed om eller
misforståelse af retsregler, der
forbyder eller påbyder en
handling, fremover bør føre til
straffrihed, når uvidenheden
eller misforståelsen ikke kan
tilregnes gerningsmanden som
forsætlig eller uagtsom. Efter
de gældende regler vil sådanne
handlinger ikke kunne føre til
straffrihed, men straffen vil i
stedet kunne nedsættes eller
under i øvrigt formildende
omstændigheder bortfalde, jf.
straffelovens § 84, stk. 1, nr.
3.
Det følger af
bemærkningerne til
Straffelovrådets udkast til en
sådan straffrihedsbestemmelse
(§ 20 a), at den praksis, der i
dag knytter sig til § 84,
stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, vil
kunne være vejledende ved
fortolkningen af den nye
bestemmelse.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
329-332.
3.7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at
de særlige
strafbortfaldsreglerne i
straffelovens § 88, stk. 4, og
§ 89 a, stk. 1, ikke bør ændres.
Justitsministeriet er endvidere
enig i Straffelovrådets forslag
om, at de nuværende bestemmelser
i straffelovens § 84, stk. 2,
jf. stk. 1, § 85, § 87 og § 91
erstattes af én generel
bestemmelse om nedsættelse af
straffen under den foreskrevne
ramme og strafbortfald.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed, jf.
forslagets § 1, nr. 2 og 3.
Straffelovrådets forslag om at
indføre straffrihed i tilfælde
af undskyldelig uvidenhed om
eller misforståelse af
retsregler, der forbyder eller
påbyder en handling, er en
principiel nydannelse, idet der
i disse situationer i dag alene
kan ske strafnedsættelse eller
strafbortfald.
I
høringssvarene vedrørende
Straffelovrådets betænkning har
præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret bl.a. anført,
at
det må forventes, at den
foreslåede bestemmelse om
straffrihed i praksis vil blive
påberåbt i et betydeligt antal
tilfælde, herunder i sager mod
udlændinge med anden kulturel
baggrund og i sager med mere
kompliceret lovgivning.
Endvidere anføres det, at den
foreslåede bestemmelse
formentlig vil kunne medføre, at
spørgsmålet om tiltaltes
kendskab til retsreglerne i
videre omfang end hidtil vil
blive et bevistema i
straffesager. Der vil bl.a.
kunne rejses spørgsmål om,
hvorvidt der skal gælde andre
bevisregler end
strafferetsplejens almindelige
regler. Endvidere vil der kunne
rejses spørgsmål om, hvilke krav
der må stilles til tiltaltes
viden om og forståelse af de
relevante regler, den retlige
kvalifikation af tiltaltes
handling, og efter hvilke
kriterier det skal afgøres, om
der foreligger uagtsomhed,
herunder om vurderingen afhænger
af den tiltaltes individuelle
forudsætninger. På den baggrund
anbefales det, at den gældende
bestemmelse i § 84, stk. 1, nr.
3, jf. stk. 2, videreføres som
en strafnedsættelses- og
strafbortfaldsgrund.
Dommerforeningen og
Rigsadvokaten har også i deres
høringssvar givet udtryk for
principielle betænkeligheder ved
den foreslåede bestemmelse i
§ 20 a.
Justitsministeriet er enig i de
nævnte betænkeligheder. Der vil
i givet fald efter
Straffelovrådets forslag være
tale om en bestemmelse med et
særdeles snævert
anvendelsesområde, men
bestemmelsen må forventes at
ville medføre en række
tvivlsspørgsmål og tvister.
På den
baggrund finder
Justitsministeriet ikke, at der
er grundlag for følge
Straffelovrådets forslag på
dette punkt. I stedet foreslår
Justitsministeriet, at den
gældende bestemmelse
videreføres, dels som en adgang
til at statuere strafnedsættelse
inden for rammen i bestemmelsen,
jf. den foreslåede § 82, nr. 4,
om formildende omstændigheder
ved straffens fastsættelse, dels
som en adgang til at nedsætte
straffen under det fastsatte
minimum eller lade straffen
bortfalde, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 83 om
strafnedsættelse og
strafbortfald.
3.8.
Tilståelsens betydning for
strafudmålingen mv.
3.8.1.
Gældende ret
Straffelovrådet har i
betænkningens kapitel 11
behandlet tilståelsens betydning
for strafudmålingen mv.
Tilståelsen kan omfatte både
egne strafbare forhold og andres
strafbare forhold, herunder både
forhold begået af eventuelle
medgerningsmænd og forhold
begået af gerningsmænd, som
ingen tilknytning har til den
aktuelle straffesag. Tilståelsen
kan gives i en udenretlig
forklaring. Angår forklaringen
andres strafbare forhold, kan
der efter omstændighederne blive
spørgsmål om at vidne mod den
pågældende i retten. Der kan
også være tale om
tilvejebringelse af objektive
beviser, f.eks. dokumenter, der
giver oplysning om en
forbrydelse begået af den
pågældende selv eller af
tredjemand.
Tilståelsen
kan indvirke på påtalen,
sagsbehandlingen og
strafudmålingen.
Om
tilståelsens betydning for
påtalen kan henvises til
retsplejelovens § 723, stk. 2,
hvorefter tiltalefrafald med
vilkår kun kan gives, såfremt
den sigtede i retten har afgivet
en uforbeholden tilståelse, hvis
rigtighed bestyrkes ved de i
øvrigt foreliggende
omstændigheder.
Med hensyn
til den indenretslige
sagsbehandling kan henvises til
retsplejelovens § 922 om
tilståelsessager.
For så vidt
angår strafudmålingen kan
henvises til straffelovens § 80,
stk. 1, hvorefter der ved
straffens udmåling inden for den
foreskrevne strafferamme bl.a.
skal tages hensyn til
gerningsmandens »forhold efter
gerningen«. Dette
strafudmålingshensyn omfatter
f.eks. tilfælde, hvor
gerningsmanden har medvirket til
sagens opklaring, herunder ved
afgivelse af forklaring om
medgerningsmænd. Efter
straffelovens § 84, stk. 1, nr.
9, kan den for en strafbar
handling i loven foreskrevne
straf nedsættes under
strafferammen, når
gerningsmanden frivilligt har
angivet sig selv og aflagt
fuldstændig tilståelse.
Om
fremgangsmåden ved politiets
afhøringer kan henvises til
retsplejelovens § 752, stk. 3,
2. pkt., hvoraf det fremgår, at
løfter, urigtige foregivender
eller trusler ikke må anvendes.
Reglen er en udmøntning af
princippet om sigtedes ret til
at nægte at udtale sig og gælder
ikke alene under den udenretlige
afhøring hos politiet, men også
ved afhøringer i retten, jf.
retsplejelovens § 754, stk. 1.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
333-350 og 359-373.
3.8.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår, at
adgangen til at nedsætte
straffen, også under den
foreskrevne strafferamme, når
gerningsmanden frivilligt har
angivet sig selv og aflagt
fuldstændig tilståelse
videreføres. Rådet foreslår
samtidig, at der åbnes mulighed
for under i øvrigt formildende
omstændigheder at statuere
strafbortfald i disse tilfælde.
I den forbindelse anfører
Straffelovrådet, at muligheden
for at kunne gå under den
foreskrevne strafferamme kun har
betydning i de tilfælde, hvor
sagen ikke efter
omstændighederne kan sluttes med
et tiltalefrafald eller en
betinget dom uden
straffastsættelse, hvor der er
foreskrevet et forhøjet
fængselsminimum, eller der er et
behov for at gå under
fængselsstraffens faste minimum
på 7 dage. Om og i hvilket
omfang tilståelse i egen sag bør
føre til reduceret straf eller
eventuelt strafbortfald bør
efter Straffelovrådets
opfattelse bero på en konkret
vurdering, som domstolene er
vant til at foretage i en række
sammenhænge.
Straffelovrådet foreslår
endvidere, at der åbnes mulighed
for at nedsætte straffen, også
under den foreskrevne
strafferamme, og for under i
øvrigt formildende
omstændigheder at lade straffen
bortfalde, når gerningsmanden
har givet oplysninger, som er
afgørende for opklaringen af
strafbare handlinger begået af
andre. Straffelovrådet anfører
bl.a. som begrundelse herfor, at
der i hvert fald i tilfælde,
hvor efterforskningen af
alvorligere sager
erfaringsmæssigt er særligt
vanskelig og problemfyldt, og
hvor den sigtede har givet
oplysninger, som viser sig
afgørende for opklaringen af
sagen, bør der være mulighed for
at udmåle straffen under den
foreskrevne strafferamme,
særligt når den pågældendes egen
handling må anses for at være af
forholdsvis underordnet
betydning. Om og i hvilket
omfang oplysning om
medgerningsmænds eller
tredjemænds strafbare forhold
bør føre til reduceret straf
eller eventuelt strafbortfald
bør efter rådets opfattelse bero
på en konkret vurdering ved
pådømmelsen af den enkelte sag.
Hensynet til
at opklare alvorlig kriminalitet
og procesøkonomiske hensyn kan
efter rådets opfattelse tale
for, at der som led i
kriminalitetsbekæmpelsen gives
mulighed for at stille en sigtet
eller tiltalt person fordele i
udsigt som »modydelse« for, at
den pågældende aflægger
tilståelse om egne strafbare
forhold og/eller afgiver
forklaring om medgerningsmænds
eller tredjemænds strafbare
forhold. Straffelovrådet finder
imidlertid, at adgangen til at
indgå sådanne »aftaler« ikke er
uden betænkelighed. Det kan
således anføres, at formålet med
straffeprocessen er at finde den
materielle sandhed, og at det
ville stride mod dette formål at
åbne mulighed for at indgå
aftaler om skyld og straf.
Videre kan det anføres, at det
vil stride mod dansk
retstradition at åbne for en
ordning, hvor man f.eks. på
forhånd indhenter et tilsagn fra
retten om ikke at idømme mere
end en mellem parterne nærmere
aftalt straf. Endelig kan det
give anledning til tvivl,
hvorvidt og i bekræftende fald i
hvilket omfang løfter ud over de
»lovbundne« er omfattet af
forbudet mod løfter ifølge
retsplejelovens § 752, stk. 3,
2. pkt. Som eksempel på et
»lovbunden« løfte kan nævnes
tilfælde, hvor politiet så
vidt muligt gennem den sigtedes
forsvarer tilkendegiver, at en
tilståelse, herunder også
tilståelse, som involverer
tredjemand, efter
retsplejelovens § 768 vil
medføre, at arrestanten tages ud
af isolation og evt. tillige
løslades fra varetægtsfængsling.
Rådet anfører
sammenfattende, at spørgsmålet
om politiets og
anklagemyndighedens adgang til
at indgå aftaler med den sigtede
i efterforskningsøjemed ikke er
egnet til at blive lovreguleret,
og at tilladeligheden af at
indgå sådanne aftaler må bero på
en nærmere fortolkning af
retsplejelovens § 752, stk. 3,
2. pkt., som i sidste instans
hører under domstolene. Efter
rådets opfattelse bør en
eventuel regulering således
finde sted i forskrifter fra den
øverste anklagemyndighed, der
udarbejdes i lyset i af konkrete
retstilfælde på samme måde, som
det er sket med hensyn til
behandlingen af sager, hvor
sigtede gøres bekendt med
muligheden for strafnedsættelse
som følge af forklaringer om
medgerningsmænd, jf.
Rigsadvokatens Meddelelse nr.
11/1998.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
373-379.
3.8.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at
den gældende adgang til at
nedsætte straffen, også under
den foreskrevne strafferamme,
når gerningsmanden frivilligt
har angivet sig selv og aflagt
fuldstændig tilståelse, bør
videreføres, og at der bør åbnes
mulighed for under i øvrigt
formildende omstændigheder at
statuere strafbortfald i disse
tilfælde. Justitsministeriet er
endvidere enig i, at der bør
åbnes mulighed for, at nedsætte
straffen og under i øvrigt
formidlende omstændigheder at
statuere strafbortfald, når
gerningsmanden har givet
oplysninger, som er afgørende
for opklaringen af strafbare
handlinger begået af andre.
Lovforslaget
er udformet i overensstemmelse
med Straffelovrådets forslag.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 2 (§ 82, nr. 9 og 10,
og § 83), samt bemærkningerne
hertil.
For så vidt
angår spørgsmålet om politiets
og anklagemyndighedens adgang
til at indgå aftaler med den
sigtede i efterforskningsøjemed
er Justitsministeriet enig med
rådet i, at en regulering heraf
i givet fald bør ske i
forskrifter fra Rigsadvokaten,
hvis der på baggrund af konkrete
retssager findes at være behov
for det.
Justitsministeriet vil anmode
Rigsadvokaten om at være
opmærksom på nødvendigheden af
en løbende vurdering af behovet
for retningslinier på området i
lyset af retspraksis.
3.9. Bøder
3.9.1.
Gældende ret
I dansk ret
kendes to slags bøder: dagbøder
og sumbøder. Bødefastsættelse i
form af dagbøder sker dels ved
at regulere antallet af
dagbøder, dels ved at regulere
størrelsen af den enkelte
dagbod. Sumbøder udmåles som et
fast beløb.
Bødefastsættelse i form af
dagbøder sker kun ved bøder for
overtrædelse af straffeloven,
jf. straffelovens § 51, stk. 1,
1. pkt. Foreligger
særlovsovertrædelse og
straffelovsovertrædelse til
samtidig påkendelse, sker
bødefastsættelsen dog som
udgangspunkt også ved dagbøder,
jf. straffelovens § 88, stk. 3.
Bødestraffens
minimum er for sumbøder mindste
pengeenhed, dvs. for tiden 25
øre. For overtrædelser af
færdselsloven gælder dog en
minimumsgrænse på 500 kr. (300
kr. for personer med særlig lav
indtægt), jf. lov nr. 475 af 31.
maj 2000 om ændring af
færdselsloven. Der er intet
maksimum for sumbøder.
Dagbøders
minimum og maksimum er reguleret
i straffelovens § 51, stk. 1.
For dagbøder gælder et
lovbestemt minimum på 2 kr. Med
den begrænsning, der ligger i
ordene »den pågældendes
gennemsnitlige dagsindtægt« i
samme bestemmelse, er der intet
absolut maksimum for størrelsen
af den enkelte dagbod. Der kan
højst fastsættes 60 dagbøder.
Det følger af
straffelovens § 51, stk. 3, at
der ved fastsættelsen af andre
bøder end nævnt i stk. 1 og 2,
skal tages særligt hensyn til
den skyldiges betalingsevne og
til den opnåede eller tilsigtede
fortjeneste eller besparelse.
Rigsadvokaten har på baggrund af
retspraksis udstedt et
vejledende bødekatalog, der
omfatter såvel
straffelovsovertrædelser som
særlovsovertrædelser.
I 2000 blev
der foretaget en forenkling og
nyordning af bødefastsættelsen
på færdselslovens område, jf.
lov nr. 475 af 31. maj 2000 om
ændring af færdselsloven
(Bødefastsættelse). Lovændringen
medførte, at der blev indført en
minimumsgrænse på 500 kr. for
bøder på færdselslovens område,
og at de hidtil gældende
bødepositioner blev reduceret
betydeligt, jf. § 118 a, stk. 1.
Dog blev der efter § 118 a,
stk. 2, åbnet mulighed for at
fravige stk. 1 ved udmåling af
bøder til personer med særlig
lav indtægt. Efter lovændringen
foretog Rigsadvokaten en
forenkling og ændring af de
vejledende retningslinier for
nedsættelse af bøder til
personer med særlig lav
betalingsevne på færdselslovens
område. Efter de nye
retningslinier nedsættes bøder
generelt til det halve for
personer mellem 15 og 18 år uden
en konkret vurdering af
indtægtsforholdene. For personer
over 18 år med særlig lav
indtægt nedsættes bøden til det
halve beløb, hvis indtægten
udgør mindre end tre fjerdedel
af dagpengebeløbet for en
fuldtidsbeskæftiget.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
381-398.
3.9.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i
betænkningens kapitel 12
foretaget principielle
overvejelser om bøders minimum
og maksimum samt om dag- og
sumbødesystemet.
Straffelovrådets drøftelser er
bl.a. sket med udgangspunkt i en
af Straffelovrådet særligt
udarbejdet bødeundersøgelse,
hvis hovedresultater er
beskrevet i kapitel 12 og
medtaget som bilag i bind III,
side 477-86.
Straffelovrådet foreslår ingen
ændringer af de gældende
bestemmelser om dag- og sumbøder
mv.
Straffelovrådet finder det
imidlertid principielt rigtigst,
at der ikke gælder nogen
lovbestemt beløbsgrænse for
bøders minimum og maksimum.
Straffelovrådet finder i øvrigt,
at det ved en revision af
området burde klarlægges, om det
skal være gerningstidens eller
pådømmelsestidens forhold, der
skal være afgørende ved
bødefastsættelsen. Ved samme
lejlighed kunne det overvejes at
tydeliggøre terminologien f.eks.
ved at indarbejde begrebet
»sumbøde« i straffeloven.
Der kunne
efter Straffelovrådets
opfattelse rejses spørgsmål om,
hvorvidt der er grundlag for at
opretholde sondringen mellem
straffelovsovertrædelser (som
hovedregel dagbøde) og
særlovsovertrædelser (som
hovedregel sumbøde). Nogle af
rådets medlemmer (5 medlemmer)
ville have sympati for, at
dagbodssystemet afskaffedes.
Andre medlemmer (3 medlemmer)
ville kunne gå ind for at ændre
det nuværende system, så
sondringen mellem
behandlingsmåde
(indenretslig/udenretslig) og
lovovertrædelse
(straffelov/særlov) opgives, og
bødefastsættelsen sker som
dagbøder.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
417-421.
3.9.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har noteret
sig Straffelovrådets
principielle overvejelser om en
mulig revision af dag- og
sumbødesystemet.
Det er
Justitsministeriets umiddelbare
opfattelse, at det nuværende
dag- og sumbødesystem i det
væsentlige fungerer
tilfredsstillende, men er
opmærksom på, at systemet ved en
revision formentlig kunne
forbedres og forenkles.
Justitsministeriet finder dog
ikke, at der på nuværende
tidspunkt foreligger et akut
behov for ændringer, og som
påpeget af Straffelovrådet
udestår i givet fald en række
uafklarede spørgsmål i relation
til fastsættelsen af bøders
størrelse. Under hensyntagen
hertil finder
Justitsministeriet, at mere
omfattende ændringer af det
gældende bødesystem, f.eks.
afskaffelse af dagsbodssystemet,
kun bør gennemføres på grundlag
af en samlet gennemgang af
området.
Justitsministeriet har derfor
ikke medtaget forslag herom i
dette lovforslag.
Justitsministeriet har overvejet
spørgsmålet om udmåling af bøder
til personer med særlig lav
indtægt i lyset af den
forenkling og ændring af
bødepraksis efter færdselsloven,
som er omtalt ovenfor under
pkt. 3.9.1. Rigsadvokaten har
oplyst, at han er ved at
revidere det vejledende
bødekatalog. Rigsadvokaten vil i
den forbindelse foretage en
tilsvarende forenkling mv. inden
for hele det område, der er
omfattet af det vejledende
bødekatalog.
3.10.
Sammenstød
3.10.1.
Gældende ret
Straffelovens
§§ 88 og 89 indeholder regler om
straffastsættelse i tilfælde af
sammenstød.
§ 88
indebærer, at der ved
pådømmelsen af flere
lovovertrædelser i almindelighed
skal fastsættes en fælles straf
inden for den strengeste af de
strafferammer, som kommer i
betragtning. Der sker i reglen
ikke nogen selvstændig vurdering
af den straf, der er pådraget
ved den enkelte lovovertrædelse
på den måde, at straffene lægges
sammen (absolut kumulation). I
retspraksis tager man
sædvanligvis udgangspunkt i
normalstraffen for den groveste
forbrydelse og forhøjer den
under hensyntagen til samtidig
pådømte mindre forbrydelser.
Fællesstraffen udmåles således
efter omstændighederne på den
måde, at strafbare forhold
samlet fører til en skærpet
straf for den groveste
forbrydelse (modereret
kumulation).
Afgørende
for, om der foreligger
sammenstød, er, om flere
forbrydelser er begået uden
mellemkommende dom. Er en
forbrydelse begået efter dom for
en anden forbrydelse, foreligger
gentagelse. Har en person begået
flere forbrydelser, men er kun
den ene opdaget og pådømt,
foreligger stadig sammenstød
mellem forbrydelserne. Med
hensyn til sådanne tilfælde
fremgår det af straffelovens
§ 89, 1. pkt., at hvis nogen,
som allerede er dømt til straf,
yderligere findes skyldig i en
forud for dommen begået strafbar
handling, bliver en tillægsstraf
at idømme, for så vidt samtidig
påkendelse ville have medført
forhøjelse af straffen. Formålet
med § 89 er så vidt muligt at nå
samme resultat, som hvis
forholdene var pådømt under
samme sag, og straffen således
var blevet fastsat efter
reglerne i § 88.
Ved lov nr.
475 af 31. maj 2000 om ændring
af færdselsloven
(Bødefastsættelse) blev der med
ikrafttræden 1. september 2000 i
færdselslovens § 118 a fastsat
særlige regler om udmålingen af
bøder for overtrædelse af
færdselsloven eller forskrifter
udstedt i medfør heraf.
Lovændringen
medfører, at der fastsættes en
minimumsgrænse for bøder for
overtrædelser af færdselsloven
på 500 kr. (for personer med
særlig lav indtægt 300 kr.), jf.
§ 118 a, stk. 1-2. Lovændringen
indebærer endvidere, at der ved
flere overtrædelser af
færdselsloven og i andre
tilfælde, hvor der skal ske en
samlet pådømmelse af
færdselslovsovertrædelser og
overtrædelser af anden
lovgivning, som udgangspunkt
skal udmåles den normale
takstmæssige bødestraf for hver
overtrædelse af færdselsloven
(absolut kumulation), jf.
stk. 3-5.
Der henvises
nærmere til betænkningens side
423-436 og 438-458 med omtale af
ændringen af færdselsloven.
3.10.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har nærmere
drøftet principperne for
udmåling af straf i tilfælde med
flere overtrædelser.
Drøftelserne er sket med
udgangspunkt i de almindelige
bestemmelser i bl.a.
straffelovens §§ 88 og 89 og de
særlige bestemmelser i
færdselslovens § 118 a,
stk. 3-5.
Der er i
rådet enighed om, at
strafudmålingen ved pådømmelse
af forbrydelser i sammenstød
fortsat bør ske med udgangspunkt
i en samlet vurdering af de
konkrete omstændigheder i sagen.
Straffelovrådet finder derfor
ikke grundlag for at foreslå
ændringer i straffelovens
almindelige regler på dette
område. Rådet anbefaler dog
bl.a. af generalpræventive
grunde en ændring af § 88,
hvorved der som hovedregel
foreskrives absolut kumulation
ved sumbøder indtil f.eks. 3.000
kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr.
for overtrædelse af anden
lovgivning end straffeloven
(§ 88, stk. 2, i rådets
lovudkast). Rådet har afstået
fra at pege på en bestemt
beløbsgrænse. Rådet forudsætter,
at der samtidig sker en
ophævelse af de særlige
bestemmelser i færdselslovens
§ 118 a, stk. 3-5, om
kumulation, idet forslaget går
ud på at gøre færdselslovens
ordning anvendelig i et vist
omfang på alle strafbare forhold
uden for straffeloven.
Straffelovrådet peger i
betænkningen på, at der ved
tyveri i overensstemmelse med
almindelige udmålingsprincipper
normalt ikke rejses tiltale for
den husfredskrænkelse, der
sædvanligvis er forbundet med et
indbrud. Straffelovrådet finder
det imidlertid ønskeligt, at
husfredskrænkelsen kommer
klarere til udtryk ved
straffastsættelsen, og det
anføres i betænkningen, at der i
rådet er udtrykt sympati for, at
tiltalepraksis ændres, så der
ved indbrud i private hjem
rejses tiltale for såvel tyveri
som husfredskrænkelse med
henblik på at opnå en skærpet
opmærksomhed om strafværdigheden
af husfredskrænkelsen.
Der henvises
til betænkningens side 471-477.
3.10.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at
strafudmålingen ved pådømmelse
af forbrydelser i sammenstød
fortsat bør ske med udgangspunkt
i en samlet vurdering af de
konkrete omstændigheder i sagen.
Om
Straffelovrådets anbefalinger
vedrørende en regel om absolut
kumulation af bøder inden for
særlovgivningen indtil et
fastsat beløbsmaksimum på enten
3000 kr., 5000 kr. eller 10.000
kr., skal Justitsministeriet
bemærke, at der i dag findes
flere områder inden for
særlovgivningen, hvor der i vidt
omfang benyttes absolut
kumulation, og hvor der udmåles
meget høje bøder. Det gælder
bl.a. inden for skatte- og
afgiftsområdet,
arbejdsmiljøområdet og på
færdselslovens område, hvor
princippet om absolut kumulation
som nævnt er lovfæstet i
færdselslovens § 118 a,
stk. 3-5. En eventuel
gennemførelse af
Straffelovrådets forslag bør
efter Justitsministeriets
opfattelse ikke medføre
lempelser på disse områder.
Endvidere har
Justitsministeriet nedsat et
udvalg om sanktionsfastsættelse
i sager om spiritus- og
promillekørsel mv. Dette udvalg
skal udarbejde forslag til
lovændringer, som indebærer en
forenkling af gældende regler og
praksis vedrørende sanktioner
for spiritus- og promillekørsel
og kørsel i frakendelsestiden
samt en skærpelse af
sanktionssystemet.
Under hensyn
til dette udvalgsarbejde, som på
flere områder må forventes at
ville berøre færdselslovens
regler om kumulation, finder
Justitsministeriet, at en
stillingtagen til
Straffelovrådets anbefaling af
en generel regel om kumulation
af sumbøder ved alle
særlovsovertrædelser bør afvente
den kommende udvalgsbetænkning
om skærpelser på færdselslovens
område.
Justitsministeriet er enig med
Straffelovrådet i, at den
husfredskrænkelse, der er
forbundet med et indbrud i en
privat bolig, ikke kommer klart
til udtryk ved
straffastsættelsen.
Justitsministeriet vil nærmere
overveje Straffelovrådets
anbefaling vedrørende
tiltalepraksis på dette område
og drøfte spørgsmålet med
Rigsadvokaten.
4.
Straffelovens særlige del
Som det
fremgår af pkt. 1.1 ovenfor, er
en række af Straffelovrådets
forslag om ændring af
forskellige strafferammer
begrundet i rådets forslag om at
afskaffe visse strafmaksima
generelt, herunder fængsel i 3
måneder, 4 måneder, 1 år og 6
måneder, 3 år og 12 år.
Justitsministeriet har som nævnt
ikke medtaget disse teknisk
begrundede ændringer i dette
lovforslag, og disse forslag vil
ikke blive omtalt yderligere
nedenfor.
Straffelovrådets forslag om
tekniske ændringer af normal- og
sidestrafferammer, hvorved bøde
medtages som fast minimum i
normalstrafferammen, er
gennemgået ovenfor under pkt.
3.2.3. Disse forslag vil heller
ikke blive omtalt yderligere
nedenfor.
Det samme
gælder for de gennemgående
forslag, som Straffelovrådet har
stillet som konsekvens af
forslaget til nyaffattelsen af
§§ 80-82, herunder forslag
hvorefter særlige
sidestrafferammer ophæves (fordi
nyaffattelsen af §§ 80-82 gør
dem overflødige), eller hvor
udtrykket »skærpende
omstændigheder« ændres til
»særligt skærpende«
omstændigheder.
4.1.
Forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og
mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder mv.
(straffelovens §§ 98-118 a)
4.1.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 12 (§§ 98-110 f)
indeholder bestemmelser, der
retter sig mod handlinger, som
angriber eller truer statens
selvstændighed og sikkerhed.
Kapitel 13 (§§ 111-118 a) i
straffeloven vedrører
forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder mv.
I § 110 a
kriminaliseres en række
handlinger, som vil kunne
indvirke på statens interesser,
f.eks. fotografering af militære
anlæg. Efter bestemmelsen
straffes den, som forsætligt
eller uagtsomt uden behørig
tilladelse 1) beskriver,
fotograferer eller på anden måde
afbilder danske ikke
almentilgængelige militære
forsvarsanlæg, depoter, enheder,
våben, materiel eller lignende,
eller som mangfoldiggør eller
offentliggør sådanne
beskrivelser eller afbildninger,
2) optager fotografier fra
luftfartøj over dansk
statsområde eller offentliggør
sådanne optagne fotografier, 3)
offentliggør bestemmelser, der
vedrører danske stridskræfters
mobilisering og andet
krigsberedskab. Bestemmelsen har
en normalstrafferamme på bøde
eller fængsel indtil 4 måneder
og en sidestrafferamme på
fængsel indtil 3 år, hvis der
foreligger skærpende
omstændigheder.
Straffelovens
§ 110 c kriminaliserer
forsætlig eller uagtsom
overtrædelse af bestemmelser
eller forbud udstedt i henhold
til lov til værn af statens
forsvars- eller
neutralitetsforanstaltninger
eller gennemførelse af statens
forpligtelser som medlem af FN
eller gennemførelse af statens
forpligtelser, som vedtaget med
hjemmel i artikel 60, 301 eller
308 i Traktaten om Oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab, som
tager sigte på helt eller delvis
at afbryde eller indskrænke de
finansielle eller økonomiske
forbindelser med et eller flere
lande uden for Den Europæiske
Union eller på tilsvarende
sanktioner over for
enkeltpersoner, grupper af
personer eller juridiske
personer. Til bestemmelsen er
knyttet en normalstrafferamme på
bøde eller fængsel indtil 4
måneder og en sidestrafferamme
på fængsel indtil henholdsvis 3
år og 4 år, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder.
Adgangen til
at straffe for overtrædelse af
bestemmelser udstedt i medfør af
forordninger, som er udstedt med
hjemmel i specielle artikler i
EU-traktaten blev indsat ved lov
nr. 389 af 28. maj 2003 om
ændring af straffeloven og lov
om anvendelse af visse af De
Europæiske Fællesskabers
retsakter om økonomiske
forbindelser til tredjelande
(Straf for overtrædelse af Den
Europæiske Unions udenrigs- og
sikkerhedspolitiske sanktioner
mod tredjelande). Der henvises
til Folketingstidende 2002-03,
tillæg A, sp. 7450-7452.
Om
forarbejderne til §§ 98-110 f
henvises til betænkningens side
481-487.
4.1.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår forhold
omfattet af § 110 a, nr. 2
, gjort til et bødedelikt.
I § 110 c
foreslås de uagtsomme
forhold udskilt i et særskilt
stykke med et strafmaksimum på 2
års fængsel.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
507-509.
4.1.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets forslag til
ændring af § 110 a.
Bestemmelsen i § 110 a, nr. 2,
kriminaliserer den, der uden
tilladelse optager fotografier
fra luftfartøj over dansk
territorium eller offentliggør
sådanne ulovligt optagne
fotografier. Foretages de i
§ 110 a, nr. 2, nævnte
handlinger til brug for en
fremmed efterretningstjeneste
mv., vil forholdet være
strafbart efter § 107 eller
§ 108, hvor strafferammen er
fængsel. Under hensyntagen
hertil finder
Justitsministeriet, at det vil
være tilstrækkeligt, at de
handlinger, der alene er
omfattet af § 110 a, nr. 2, har
en maksimalstraf af bøde.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 6,
samt bemærkningerne hertil.
Endvidere kan
Justitsministeriet tilslutte sig
Straffelovrådets forslag til
§ 110 c, stk. 4, hvorefter
straffen for uagtsomme
overtrædelser af § 110 c,
stk. 1-3, er bøde eller fængsel
indtil 2 år. Den foreslåede
bestemmelse medfører, at
strafferammen for uagtsomme
forhold nedsættes fra
henholdsvis 3 og 4 års fængsel
til bøde eller fængsel i indtil
2 år. En sådan ændring vil ikke
være i strid med de
internationale forpligtelser i
§ 110 c, stk. 2 og 3.
Før
indsættelsen af stk. 3 i § 110 c
var overtrædelse af
EU-forordninger, der inden for
EUs kompetence gennemfører FNs
sikkerhedsråds resolutioner om
sanktioner mv., reguleret i § 2,
stk. 2, i lov om anvendelsen af
visse af De Europæiske
Fællesskabers retsakter om
økonomiske forbindelser til
tredjelande. Efter denne
bestemmelse var straffen bøde.
Vedrørte det strafbare forhold
en overtrædelse af regler om
kontrol med udførsel af varer,
teknologier og know-how, der kan
anvendes til såvel civile som
militære formål, kunne straffen
efter § 2, stk. 5, stige til
fængsel indtil 2 år. Hensigten
med tilføjelsen til § 110 c ved
lov nr. 389 af 28. maj 2003 var
at sikre samme strafferamme for
overtrædelse af EU-forordninger
som for overtrædelse af national
lovgivning, der gennemfører FNs
Sikkerhedsråds resolutioner om
sanktioner mv. Med det
foreslåede nye stk. 4 om
uagtsomme overtrædelser vil der
fortsat være overensstemmelse
mellem strafferammerne i stk. 2
og 3.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 7,
samt bemærkningerne hertil.
4.2.
Forbrydelser mod den offentlige
myndighed mv. (straffelovens
§§ 119-132 a)
4.2.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 14 (§§ 119-132 a)
indeholder bestemmelser om
forbrydelser mod den offentlige
myndighed mv. De offentlige
myndigheder mv., der omfattes af
dette kapitel, er myndigheder
mv., som indgår i den statslige
og kommunale administration og
offentlige virksomhed i øvrigt.
Udenlandske myndigheder mv.
omfattes kun, såfremt de ved lov
er inddraget under den særlige
beskyttelse, som følger af de
pågældende bestemmelser.
Efter
straffelovens § 119,
stk. 1, straffes den, som med
vold eller trussel om vold
overfalder nogen, hvem det
påhviler at handle i medfør af
offentlig tjeneste eller hverv,
under udførelse af tjenesten
eller hvervet eller i anledning
af samme, eller som på lige måde
søger at hindre en sådan person
i at foretage en lovlig
tjenestehandling eller tvinge
ham til at foretage en
tjenestehandling. Endvidere
straffes efter stk. 2 den, som
uden, at forholdet falder ind
under stk. 1, fremsætter trusler
om vold, om frihedsberøvelse
eller om sigtelse for strafbart
eller ærerørigt forhold mod
nogen, der af det offentlige er
tillagt domsmyndighed eller
myndighed til at træffe
afgørelse vedrørende retsforhold
eller vedrørende håndhævelse af
statens straffemyndighed, i
anledning af udførelsen af
tjenesten eller hvervet, eller
som på lige måde søger at hindre
en sådan person i at foretage en
lovlig tjenestehandling eller at
tvinge ham til at foretage en
tjenestehandling. Straffen er i
begge tilfælde fængsel indtil 6
år. Foreligger der formildende
omstændigheder, er straffen
bøde.
Til § 119,
stk. 1 og 2, føjes i stk. 3 en
bestemmelse om straf af bøde
eller fængsel indtil 6 måneder
for den, der ellers lægger nogen
af de nævnte personer hindringer
i vejen for udførelsen af deres
tjeneste eller hverv.
Straffelovens
§ 120 knytter sig til
§ 119 ved at bestemme, at de i
§ 119 foreskrevne straffe, når
de dér nævnte handlinger
iværksættes ved hjælp af opløb,
finder anvendelse på dem, der
anstifter til eller leder
opløbet, og på de deltagere, som
undlader at efterkomme
øvrighedens lovligt forkyndte
påbud til mængden om at skilles.
Straffelovens
§ 123 tilsigter at give
vidner et øget strafferetligt
værn mod trusler mv. i anledning
af en forventet eller allerede
afgivet forklaring til politiet
eller i retten. Bestemmelsen
kriminaliserer den, som med
trussel om vold forulemper,
eller som med vold, ulovlig
tvang efter § 260, trusler efter
§ 266 eller på anden måde begår
en strafbar handling mod en
person, dennes nærmeste eller
andre med tilknytning til denne
i anledning af personens
forventede eller allerede
afgivne forklaring til politiet
eller i retten. Straffen er
fængsel indtil 6 år, under
formildende omstændigheder bøde.
Straffelovens
§ 132 a fastsætter i 1.
pkt. straf af fængsel i indtil 1
år for den, der deltager i
fortsættelsen af en forenings
virksomhed, efter at den
foreløbig er forbudt af
regeringen eller opløst ved dom,
jf. grundlovens § 78, stk. 2 og
3. Den, der efter forbudet eller
opløsningen indtræder som medlem
i en sådan forening, straffes
efter bestemmelsens 2. pkt. med
bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
Om
forarbejderne til §§ 119-132 a
henvises til betænkningens side
513-514, 516-517, 518-520,
521-523, 525-526, 531-532,
534-537.
4.2.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i relation
til §§ 119, 120 og 123 i
det væsentlige begrænset sig til
at fremkomme med generelle
betragtninger om
strafferammerne. Rådet anfører,
at lov nr. 380 af 6. juni 2002,
der skærpede straffene for en
række voldforbrydelser mv., også
kunne rejse spørgsmål i forhold
til disse bestemmelser. Nogle
medlemmer har anført, at § 119
har baggrund i særlige hensyn,
der kan begrunde opretholdelse
af et skærpet strafmaksimum.
Rådet har undladt at fremkomme
med forslag, der særligt retter
sig mod denne bestemmelse.
Straffelovrådet har afstået fra
at gå ind i en nærmere vurdering
af §§ 122 og 125 a,
der er ændret for nylig.
For så vidt
angår § 132 a har
Straffelovrådet den opfattelse,
at bøde bør indføjes i
normalstrafferammen i 1. pkt.,
og at særreglen om nye medlemmer
i 2. pkt. som følge heraf bør
udgå. Straffelovrådet foreslår
strafmaksimum skærpet fra 1 til
2 års fængsel.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
515, 518, 524, 530, 533-534 og
539-540.
4.2.3.
Justitsministeriets overvejelser
I forbindelse
med lov nr. 380 af 6. juni 2002
tilkendegav Justitsministeriet,
at de pågældende forhøjelser af
vold, voldtægt mv., kunne rejse
spørgsmål om ændring af andre
bestemmelser. Straffelovens
§ 119 om vold mod
tjenestemænd i funktion er tæt
knyttet til voldsbestemmelserne
i straffelovens §§ 244-246.
Justitsministeriet har på den
baggrund og i lyset af
Straffelovrådets generelle
bemærkninger overvejet, hvorvidt
der som konsekvens af
strafforhøjelserne fra 2002 bør
ske en tilsvarende forhøjelse af
strafferammen i straffelovens
§ 119, som i dag har et
strafmaksimum på 6 år.
§ 119 har som
nævnt væsentlig tilknytning til
straffelovens bestemmelser om
vold, idet vold efter § 244
absorberes af § 119, mens der
for så vidt angår §§ 245 og 246
straffes i sammenstød med § 119.
Med strafskærpelsesloven fra
2002 blev strafferammen for
simpel vold forhøjet fra 1 år og
6 måneder til 3 år, således at
straffen for overtrædelse af
§ 244 gennemgående tilsigtes
forhøjet med en tredjedel, dog
undtaget vold i forbindelse med
værtshusbesøg mv. I samme
forbindelse blev strafferammerne
i §§ 245 og 246 om grovere vold
forhøjet fra henholdsvis 4 og 8
års fængsel til 6 og 10 års
fængsel, ligeledes med det
sigte, at straffene for
overtrædelse af de pågældende
bestemmelser gennemgående skulle
forhøjes med en tredjedel i
forhold til det da gældende
strafniveau. Ændringen blev
bl.a. gennemført med det formål,
at strafniveauet i voldssagerne
i højere grad skulle afspejle
den krænkelse af ofret, der
finder sted ved sådanne
overgreb.
Bestemmelsen
i § 119 omfatter vold mod bl.a.
polititjenestemænd,
parkeringsvagter, buschauffører
og andre, der handler i
offentlig tjeneste eller hverv.
Efter Justitsministeriets
opfattelse gør tilsvarende
betragtninger, som førte til
strafskærpelsen af
voldsbestemmelserne i 2002, sig
gældende for så vidt angår vold
eller trusler om vold mv. rettet
mod tjenestemænd i funktion.
På den
baggrund og i lyset af de
skærpelser af §§ 244-246, der
fandt sted i 2002, foreslår
Justitsministeriet strafferammen
i straffelovens § 119, stk. 1 og
2, om vold mod tjenestemænd i
funktion mv. forhøjet fra 6 års
fængsel til 8 års fængsel.
Forslaget tilsigter, at straffen
i lighed med strafskærpelserne
i 2002 - i disse sager
gennemgående forhøjes med
omkring en tredjedel i forhold
til den straf, der hidtil har
været fastsat af domstolene. Det
tilsigtes at skærpelsen tillige
finder anvendelse i sager om
grov vold mod tjenestemænd i
funktion, jf. §§ 245-246, hvor
der straffes i sammenstød med
§ 119.
Det
forudsættes således, at en sag
om vold mod en tjenestemand i
funktion efter straffelovens
§ 119, der i dag af domstolene
f.eks. vil blive straffet med 3
måneders fængsel, efter
lovændringen skal straffes med 4
måneders fængsel. Fastsættelse
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder, og de
angivne strafniveauer vil kunne
fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 12,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet finder, at de
samme hensyn, som begrunder
forslaget om strafskærpelse i
§ 119, tilsvarende begrunder en
skærpelse i de sager, der er
omfattet af § 120 . Der
henvises nærmere til
lovforslagets § 1, nr. 12, samt
bemærkningerne hertil.
Straffelovens
§ 123 om vold eller
trusler om vold mv. mod vidner
har nær tilknytning til
straffelovens bestemmelse om
vold mod tjenestemand i
funktion, jf. § 119. Der må fra
en samfundsmæssig betragtning
lægges betydelig vægt på at
beskytte personer, som enten
tjenstligt eller som vidner
bidrager til at få opklaret
straffesager og domfældt
gerningsmanden.
Justitsministeriet finder i
lyset af de strafskærpelser, der
fandt sted i 2002 i relation til
vold og voldtægt mv. jf. lov nr.
380 af 6. juni 2002, samt den
skærpelse af § 119, som er
foreslået i lovforslagets § 1,
nr. 12, at strafmaksimum i
straffelovens § 123 bør forhøjes
fra 6 års fængsel til fængsel
indtil 8 år. Forslaget
tilsigter, at straffen i disse
sager gennemgående forhøjes med
omkring en tredjedel i forhold
til den straf, der hidtil har
været fastsat af domstolene. Det
forudsættes således, at f.eks.
en sag om vold eller trusler om
vold mv. mod en person, dennes
nærmeste eller andre med
tilknytning til denne, der i dag
vil blive straffet med 3
måneders fængsel, efter
lovændringen skal straffes med 4
måneders fængsel. Fastsættelse
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder, og de
angivne strafniveauer vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 12,
samt bemærkningerne hertil.
Ved lov nr.
228 af 4. april 2000 om ændring
af straffeloven (Grov momssvig,
EU-svig og bestikkelse af
udenlandske tjenestemænd mv.)
blev bestemmelsen i § 122
om bestikkelse revideret, og der
skete herunder bl.a. en
forenkling af strafferammerne.
Lovændringen gennemførte en
række internationale regler om
bestikkelse mv.
Ved lov nr.
380 af 6. juni 2002 om ændring
af straffeloven, retsplejeloven
og færdselsloven (Skærpelse af
straffen for voldtægt, vold,
uagtsom manddrab, uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse,
fortsæt fareforvoldelse,
biltyveri, grov forstyrrelse af
ro og orden, menneskesmugling og
menneskehandel mv.) blev
strafmaksimum i § 125 a
hævet fra 4 til 8 års fængsel.
Samtidig blev bestemmelsens
formulering udbygget for mere
præcist at angive de
omstændigheder, hvorunder
bestemmelsen kan finde
anvendelse.
Justitsministeriet er enig i, at
der ikke er anledning til at
overveje ændringer af § 122 og
§ 125 a.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig Straffelovrådets
forslag vedrørende indførelse af
bøde i § 132 a, 1. pkt.,
samt ophævelsen af 2. pkt
. Det må anses for lige så
strafværdigt at indmelde sig i
en forbudt eller opløst
forening, som at fortsætte
aktiviteten i den opløste eller
forbudte forening. Med ændringen
tilsigtes ikke at ændre på det
hidtidige strafbare område, men
det er hensigten, at straffen
for at indmelde sig i en forbudt
eller opløst forening efter
lovændringen skal udmåles på
samme niveau som for personer,
der fortsætter aktiviteterne i
foreningen. Justitsministeriet
er endvidere enig i forslaget om
forhøjelse af strafferammen i
§ 132 a fra fængsel i 1 år
til fængsel i 2 år. Det er
vigtigt, at strafferammen
afspejler den risiko for
kriminelle eller
samfundsskadelige aktiviteter,
som en fortsættelse af
foreningen vil medføre. Der
henvises til lovforslagets § 1,
nr. 15, samt bemærkningerne
hertil.
4.3.
Forbrydelser mod den offentlige
orden og fred (straffelovens
§§ 133-143)
4.3.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 15 (§§ 133-143) retter
sig mod forbrydelser mod den
offentlige orden og fred.
Straffelovens
§ 133, stk. 1,
kriminaliserer den, som
fremkalder opløb med forsæt til
at øve eller true med vold på
person eller gods. § 133,
stk. 2, udvider strafansvaret
til også at omfatte dem, der ved
et opløb, under hvilket det
nævnte formål er lagt for dagen,
optræder som opløbets ledere,
samt enhver deltager, der
undlader at efterkomme
øvrighedens lovligt forkyndte
påbud til mængden om at skilles.
Straffen er fængsel indtil 3 år
med mulighed for bøde for
deltagere, der har undladt at
efterkomme øvrighedens lovligt
forkyndte påbud til mængden om
at skilles. Begås under et opløb
som nævnt i § 133, stk. 1, nogen
under dets formål hørende
forbrydelse, straffes opløbets
anstiftere eller ledere samt
deltagere i den begåede
forbrydelse efter § 133, stk. 3,
med fængsel indtil 6 år, for så
vidt forbrydelsen ikke efter sin
beskaffenhed medfører højere
straf.
Straffelovens
§ 138 foreskriver straf
af bøde eller fængsel indtil 6
måneder for den, som forsætligt
eller ved grov uagtsomhed
bringer sig i beruset tilstand,
hvis den pågældende i denne
tilstand udsætter andres person
eller betydeligere formueværdier
for fare.
Efter
straffelovens § 143
straffes den, som undlader at
oplyse omstændigheder, der
bestemt taler for, at en for en
forbrydelse sigtet eller dømt er
uskyldig, skønt det kunne ske
uden at udsætte vedkommende selv
eller vedkommendes nærmeste for
fare for liv, helbred eller
velfærd eller forfølgning for
den pågældende forbrydelse.
Straffen er bøde eller fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 1 år.
Om
forarbejderne til §§ 133-143
henvises til betænkningens side
542 og 548-554.
4.3.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår den
særlige bestemmelse i § 133,
stk. 3 , om deltagelse mv. i
et farligt opløb affattet
således, at opløbets anstiftere
og ledere straffes efter den
strafferamme, der gælder for den
pågældende forbrydelse (typisk
vold eller hærværk). Med
forslaget tilsigtes ingen
ændring i de hidtil gældende
regler for, under hvilke
betingelser henholdsvis menige
deltagere i opløbet og opløbets
anstiftere og ledere kan
pålægges ansvar.
Straffelovrådet foreslår
strafmaksimum i § 138
hævet fra 6 måneders til 1 års
fængsel. Rådet fremhæver i den
forbindelse, at det vil skabe
større parallelitet til
beslægtede forhold i
færdselsloven, f.eks.
færdselslovens § 117, jf. § 53
om promille- og spirituskørsel,
der straffes med fængsel indtil
1 år.
I relation
til straffelovens § 143
finder Straffelovrådet, at
bestemmelsen efter
gerningsbeskrivelsen naturligt
hører hjemme i straffelovens
kapitel 17 i forlængelse af
§ 164 om falsk anklage mv., og
rådet foreslår derfor
bestemmelsens placering ændret
fra § 143 til § 164 a.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
546-548 og 555-557.
4.3.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets forslag til
ændring af § 133, stk. 3
. Den nye formulering af § 133,
stk. 3, indebærer, at den
hidtidige delte strafferamme i
§ 133, stk. 3, afløses af en
henvisning til strafferammen for
vedkommende forbrydelse, f.eks.
vold, jf. §§ 244-246, og
hærværk, jf. § 291. Anstiftere
og ledere såvel som menige
deltagere i et farligt opløb
straffes herefter efter den
samme strafferamme
(strafferammen for den begåede
forbrydelse). Med den nye
formulering af § 133, stk. 3,
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område,
herunder de særlige
ansvarsregler for anstiftere og
ledere, eller i
udmålingsniveauet.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 17,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets forslag om
en skærpelse af strafmaksimum i
§ 138 fra 6 måneders
fængsel til 1 års fængsel. S
trafferammen for den, der
forsætligt eller groft uagtsomt
bringer sig i beruset tilstand
og skaber fare for andre bør
være den samme, uanset om
fareforvoldelsen sker i
forbindelse med brug af
motorkøretøjer eller på anden
måde.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 20,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig Straffelovrådets
forslag om at flytte
bestemmelsen i § 143 til
straffelovens 17. kapitel.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 23 og
34, samt bemærkningerne hertil.
4.4.
Forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv mv.
(straffelovens §§ 144-152 f og
§§ 154-157)
4.4.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 16 (§§ 144-157)
indeholder bestemmelser om
forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv mv.
Straffelovens
§ 144 retter sig mod
modtagelse af bestikkelse
(passiv bestikkelse). Efter
§ 144 straffes den, der i
udøvelse af dansk, udenlandsk
eller international offentlig
tjeneste eller hverv uberettiget
modtager, fordrer eller lader
sig tilsige en gave eller anden
fordel. Straffen er fængsel
indtil 6 år, under formildende
omstændigheder bøde.
Straffelovens
§ 151 er en
strafforhøjelsesregel, der
indebærer, at den for
vedkommende handling foreskrevne
straf forhøjes med indtil det
halve for den, som tilskynder
eller medvirker til, at nogen,
som er underordnet den
pågældende i offentlig tjeneste,
forbryder sig i tjenesten.
Bestemmelsen finder anvendelse
uden hensyn til, om den
underordnede kan straffes eller
er straffri.
Bestemmelsen
opstiller således en særlig
regel om medvirken for
overordnede, der træder i stedet
for den almindelige
medvirkensregel i straffelovens
§ 23, og som bl.a. indebærer, at
reglerne om strafnedsættelse og
bortfald ikke finder
anvendelse.
Straffelovens
§ 152 retter sig mod den,
som virker eller har virket i
offentlig tjeneste eller hverv,
og som uberettiget videregiver
eller udnytter fortrolige
oplysninger, hvortil den
pågældende i den forbindelse har
fået kendskab. En oplysning er
ifølge § 152, stk. 3, fortrolig,
når den ved lov eller anden
gyldig bestemmelse er betegnet
som sådan, eller det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den
for at varetage væsentlige
hensyn til offentlige eller
private interesser.
Straffelovens
§ 154 udgør en af de
endnu gældende bestemmelser, som
åbner mulighed for skærpet straf
for forhold omfattet af andre
straffelovsbestemmelser. Efter
§ 154 kan den for den pågældende
forbrydelse foreskrevne straf
således forhøjes med indtil det
halve, når nogen i udførelsen af
offentlig tjeneste eller hverv
har gjort sig skyldig i falsk
anklage, forbrydelse vedrørende
bevismidler, legemsangreb,
frihedsberøvelse, underslæb
eller mandatsvig.
Straffelovens
§ 156 retter sig mod den
forsætlige ikke-opfyldelse af en
tjenestepligt. Bestemmelsen
knytter strafansvaret til den,
der virker i offentlig tjeneste
eller hverv, som nægter eller
undlader at opfylde en pligt,
som tjenesten eller hvervet
medfører, eller at efterkomme en
lovlig tjenstlig befaling.
Hverv, hvis udførelse hviler på
offentlige valg, falder uden for
det strafbare område. Straffen
er bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
§ 157
knytter sig til § 156 og retter
sig navnlig mod den uagtsomme
ikke-opfyldelse af en
tjenestepligt. § 157 fastsætter,
at samme straf som i § 156
finder anvendelse, når nogen,
som virker i offentlig tjeneste
eller hverv, gør sig skyldig i
grov eller oftere gentagen
forsømmelse eller skødesløshed i
tjenestens eller hvervets
udførelse eller i overholdelsen
af de pligter, som tjenesten
eller hvervet medfører. Hverv,
hvis udførelse hviler på
offentlige valg, falder uden for
denne bestemmelses
anvendelsesområde.
Om
forarbejderne til §§ 144-157
henvises til betænkningens side
561-563, 564, 568-576 og 577.
4.4.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet er ikke gået ind
i en nærmere vurdering af
§ 144 , idet bestemmelsen er
ændret for nylig, jf. lov nr.
228 af 4. april 2000 om ændring
af straffeloven (Grov momssvig,
EU-svig og bestikkelse af
udenlandske tjenestemænd mv.).
Straffelovrådet foreslår
§ 151 ændret, så de forhold,
der er omfattet af bestemmelsen,
kommer til at følge
strafferammen for den
forbrydelse, som tilskyndelsen
mv. angår. Som det fremgår af
pkt. 4.4.1 ovenfor, har § 151
hidtil opstillet en særlig
strafforhøjelsesregel om
medvirken for overordnede, der
træder i stedet for § 23. Rådet
anfører, at den ændrede
affattelse ikke tilsigter at
ændre herpå, og således vil
reglerne om strafnedsættelse og
bortfald fortsat ikke kunne
anvendes. Endvidere vil
tilskyndelse mv. som omhandlet i
§ 151 som hidtil kunne anses som
en skærpende omstændighed ved
straffastsættelsen inden for den
foreskrevne strafferamme.
Straffelovrådet foreslår en
præcisering af kriterierne for
anvendelse af den skærpede
sidestrafferamme i § 152,
stk. 2 , hvorefter straffen
kan stige til fængsel indtil 2
år, når brud på tavshedspligt
mv. er begået med forsæt til at
skaffe sig eller andre
uberettiget vinding eller under
sådanne omstændigheder, at det
påfører andre en betydelig skade
eller indebærer en særlig risiko
herfor.
§ 154
foreslås ophævet som følge af,
at det efter den foreslåede i
§ 81 i rådets lovudkast i
almindelighed skal tillægges
skærpende betydning ved
straffastsættelsen inden for den
foreskrevne strafferamme, at
gerningen er begået som led i
udførelse af offentlig tjeneste
eller hverv.
Straffelovrådet foreslår, at
§ 157 omformuleres, så
bestemmelsen får sin egen
strafferamme med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
567-568, 576-577 og 579-580.
4.4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig rådets forslag til ændring
af affattelsen af
§ straffelovens § 151 ,
idet der med de eksisterende
strafferammer er tilstrækkelig
mulighed for inden for den
enkelte strafferamme at
tillægge det skærpende
betydning, at vedkommende har
tilskyndet andre til at begå en
forbrydelse. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 28, samt
bemærkningerne hertil.
I relation
til den forhøjede
sidestrafferamme i § 152,
stk. 2 , er
Justitsministeriet enig med
Straffelovrådet i, at det
navnlig vil være i de af rådet
opregnede tilfælde, at den
skærpede strafferamme bør finde
anvendelse. Bestemmelsen bør dog
efter Justitsministeriets
opfattelse rumme mulighed for at
omfatte også andre tilfælde
efter en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder. Der kan
således tænkes tilfælde, hvor
f.eks. offentligt ansattes
videregivelse af fortrolige
oplysninger til personer, som
efterfølgende udnytter
oplysningerne til kriminelle
formål, ikke vil kunne
karakteriseres som påførende
andre en betydelig skade, og
videregivelse vil også kunne
ske, uden at der foreligger et
vindingsforsæt.
Bestemmelsen
foreslås på den baggrund
formuleret således, at den
finder anvendelse, hvis der
foreligger vindingsforsæt, eller
hvis der i øvrigt foreligger
særligt skærpende
omstændigheder. Det præciseres
endvidere, at særligt skærpende
omstændigheder navnlig vil
foreligge, når videregivelsen
eller udbredelsen vil påføre
andre en betydelig skade eller
indebære en særlig risiko
herfor.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 29,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets forslag om
ophævelse af § 154. Der
er efter Justitsministeriets
opfattelse inden for de gældende
strafferammer i bestemmelserne
vedrørende falsk anklage,
forbrydelser vedrørende
bevismidler, legemsangreb mv.,
tilstrækkelig mulighed for at
tillægge det skærpende
betydning, at gerningen er
begået i udførelsen af offentlig
tjeneste eller hverv.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 30,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er også enig
i Straffelovrådets forslag til
ændret affattelse af § 157
, hvorved bestemmelsen får
sin egen strafferamme. Det
foreslås dog, at strafmaksimum
fastsættes til fængsel i 4
måneder, idet Straffelovrådets
forslag om generelt at fjerne
denne strafposition fra
straffeloven ikke er medtaget i
dette lovforslag.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 32,
samt bemærkningerne hertil.
4.5. Falsk
forklaring og falsk anklage
(straffelovens §§ 158-165)
4.5.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 17 om falsk forklaring
og falsk anklage (§§ 158-165)
kan inddeles i tre grupper:
falsk forklaring for retten
(§§ 158-60), falsk erklæring til
brug for det offentlige
(§§ 161-163) samt falsk anklage
og klagemål (§§ 164 og 165).
Kriminaliseringen på disse
områder har baggrund i hensynet
til beskyttelse af samfundets
interesse i at kunne stole på de
oplysninger, der meddeles
retterne og den offentlige
forvaltning, idet de tjener som
grundlag for retternes
afgørelser og forvaltningens
dispositioner. Usandfærdige
udsagn indebærer risiko for
urigtige afgørelser.
Efter
§ 164, stk. 1, straffes den,
der afgiver urigtige oplysninger
til offentlig myndighed med
forsæt til, at en uskyldig
derved bliver sigtet, dømt eller
undergivet strafferetlig
retsfølge for et strafbart
forhold. § 164, stk. 2, retter
sig mod den, der tilintetgør,
forvansker eller bortskaffer
bevis eller tilvejebringer falsk
bevis med forsæt til, at nogen
derved sigtes eller dømmes for
et strafbart forhold. Straffen
er i begge tilfælde fængsel
indtil 6 år. Foretages en
handling som nævnt i stk. 1 og 2
med forsæt til, at den
pågældende selv eller en anden
med dennes samtykke derved
bliver sigtet, dømt eller
undergivet strafferetlig
retsfølge for et strafbart
forhold, som den pågældende ikke
har begået, er straffen efter
stk. 3 bøde eller fængsel indtil
1 år. I § 164, stk. 4, åbnes
mulighed for, at der efter den
forurettedes begæring i dommen
kan træffes bestemmelse om, at
domsslutningen og så meget af
domsgrundene, som retten skønner
fornøden, ved offentlig
foranstaltning skal kundgøres i
en eller flere »offentlige
tidender«.
Straffelovens
§ 165 retter sig mod den,
der til offentlig myndighed
anmelder en strafbar handling,
der ikke er begået, og den, der
til sådan myndighed indgiver
falske klagemål. Straffen herfor
er bøde, fængsel indtil 4
måneder eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 1
år.
Om
forarbejderne til §§ 158-165
henvises til betænkningens side
591 ff.
4.5.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår under
hensyn til sammenhængen med de
beslægtede bestemmelser i §§ 162
og 163, at strafmaksimum i
§§ 164, stk. 3, og 165
reduceret fra 1 års fængsel
til 6 måneders fængsel, idet den
delte strafferamme i § 165
samtidig foreslås afløst af én
strafferamme (»bøde eller
fængsel indtil 6 måneder«).
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
57, 591 og 594-595.
4.5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig forslaget fra
Straffelovrådet om en
nedsættelse af strafmaksimum i
§ 164, stk. 3, og
§ 165. Der er ikke herved
tilsigtet ændringer i det
hidtidige udmålingsniveau.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 33 og
35, samt bemærkningerne hertil.
4.6.
Forbrydelser vedrørende
bevismidler og penge
(straffelovens §§ 166-179)
4.6.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 18 omhandler
»forbrydelser vedrørende penge«
(§§ 166-170). Straffelovens 19.
kapitel (§§ 171-179) omhandler
»forbrydelser vedrørende
bevismidler«. Disse forbrydelser
kan inddeles i tre grupper af
strafbare forhold: dokumentfalsk
(§§ 171-172), andre
dokumentforbrydelser (§§ 173-175
og 178) og mærkeforbrydelser
(§§ 176-177 og 179).
Straffelovens
§§ 166 og 167 indeholder
bestemmelser om forsætlig
pengefalsk. Efter § 166, stk. 1,
straffes den, som eftergør eller
forfalsker penge for at bringe
dem i omsætning som ægte, eller
som i samme hensigt forskaffer
sig eller andre eftergjorte
eller forfalskede penge. Som det
fremgår, er pengefalsk efter
§ 166 fuldbyrdet på et tidligere
stadium end dokumentfalsk, der
kræver, at der er gjort brug af
dokumentet. Den, som ikke kan
straffes efter § 166, kan efter
omstændighederne straffes efter
§ 167 for udgivelse af
eftergjorte eller forfalskede
penge. Normalstrafferammen er
efter begge bestemmelser fængsel
indtil 12 år.
Normalstrafferammen fraviges på
to punkter. For det første er
maksimumstraffen efter § 166,
stk. 2, fængsel indtil 4 år,
såfremt forfalskning er sket ved
at formindske værdien af gangbar
mønt. For det andet kan straffen
efter § 167 gå ned til bøde,
såfremt udgiveren har modtaget
falske penge i god tro.
Straffelovens
§ 171 indeholder lovens
definition på
dokumentfalskforbrydelsen, mens
§ 172 indeholder
strafferammen for dokumentfalsk.
Derudover supplerer
bestemmelserne i §§ 173-175
dokumentfalskbestemmelsen i
§ 171.
Straffelovens
§ 177 omhandler brug af
eftergjort eller forfalsket
stempelpapir, stempelmærker,
andre til berigtigelse af
offentlige skatter og afgifter
tjenende mærker samt
postfrimærker. Straffen er
fængsel indtil 8 år.
Om
forarbejderne til §§ 166-179
henvises til betænkningens side
598-599, 605-606, 612-614,
616-620.
4.6.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår, at
sidestrafferammen i § 166,
stk. 2, der i praksis er
uden betydning, ophæves, uden at
der herved er tilsigtet
ændringer i det hidtidige
strafbare område.
Under hensyn
til, at §§ 171-175 om
dokumentfalsk indgår blandt de
bestemmelser, der har været
genstand for grundig gennemgang
i Udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget), jf. pkt.
2.2.4 ovenfor, er Rådet ikke
fremkommet med forslag
vedrørende disse bestemmelsers
strafferammer.
På grund af
sammenhængen med strafferammerne
for dokumentfalsk er rådet
heller ikke fremkommet med
forslag vedrørende § 177.
Rådet påpeger, at der kunne være
grund til at inddrage § 177 ved
en revision af §§ 171-172.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
604-605, 611-612, 614-616 og
624-626.
4.6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan for så
vidt angår de omhandlede
bestemmelser henvise til
lovforslaget om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven
(IT-kriminalitet), som blev
fremsat den 5. november 2003 (L
55). Dette lovforslag bygger
bl.a. på Brydensholt-udvalgets
forslag.
4.7.
Almenfarlige og almenskadelige
handlinger (straffelovens
§§ 180-196)
4.7.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 20 om almenfarlige
forbrydelser (§§ 180-192 a) og
kapitel 21 om forskellige
almenskadelige handlinger
(§§ 193-196) retter sig mod
handlinger, der for de flestes
vedkommende har det fællestræk,
at der forvoldes risiko for
person- eller tingsskader i et
stort og uberegneligt omfang. Af
de omfattede bestemmelser er det
navnlig § 181 om forsætlig
brandstiftelse og § 191 om
narkotikaforbrydelser, som har
praktisk betydning.
Den
kvalificerede forsætlige
brandstiftelse er reguleret i
§ 180 i form af en skærpet
strafferamme i forhold til
§ 181. Sætter nogen ild på egen
eller fremmed ejendom under
sådanne omstændigheder, at han
eller hun indser, at andres liv
derved udsættes for overhængende
fare, eller sker det med forsæt
til at volde omfattende
ødelæggelse af fremmed ejendom
eller til at befordre oprør,
plyndring eller anden sådan
forstyrrelse af samfundsordenen,
straffes den pågældende med
fængsel indtil på livstid.
Den
almindelige forsætlige
brandstiftelse omhandles i
§ 181. Efter denne
bestemmelses stk. 1, straffes
den, der forvolder ildebrand på
fremmed ejendom, med fængsel
indtil 6 år. På samme måde
straffes efter stk. 2 den, der
med forsæt til at besvige
brandforsikringen eller krænke
panthavers rettigheder eller med
lignende retsstridigt forsæt
forvolder ildebrand på egen
ejendom eller på andres ejendom
med ejerens samtykke. Straffen
kan efter stk. 3 stige til
fængsel i 20 år, hvis der
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Straffelovens
§ 183 a retter sig mod
flykapring mv. Bestemmelsen
kriminaliserer den, som ombord i
et luftfartøj, skib samt andet
kollektivt transportmiddel eller
godstransportmiddel ved ulovlig
tvang, jf. § 260, overtager
kontrollen over fartøjet eller
griber ind i dets manøvrering.
Straffen er fængsel indtil på
livstid.
§ 185
fastsætter ligesom § 141 og
§ 253 straf for undladelse af
efter evne at søge at afværge
fare for menneskeliv, opstået
ved de i §§ 180-184 omtalte
typer af ulykker. § 185
kriminaliserer den, som selv om
det var muligt for vedkommende
uden særlig fare eller opofrelse
for den pågældende eller andre,
undlader gennem betimelig
anmeldelse eller på anden efter
omstændighederne tjenlig måde
efter evne at afværge ildsvåde,
sprængning, spredning af
skadevoldende luftarter,
oversvømmelse, søskade,
jernbaneulykke eller lignende
ulykke, der medfører fare for
menneskeliv. Straffen er bøde
eller fængsel indtil 4 måneder.
Indtil 1969
var narkotikahandel mv. alene
strafbar efter lov om
euforiserende stoffer, der nu
ligesom dengang har et
strafmaksimum på fængsel indtil
2 år. Ved lov nr. 1054 af 11.
december 1996 om ændring af lov
om euforiserende stoffer
(Strafskærpelse ved gentagen
handel med hårde stoffer)
gennemførtes en ændring af
lovens § 3, hvorved der som
stk. 2 indføjedes en bestemmelse
om, at det ved straffens
udmåling inden for den
foreskrevne strafferamme skal
betragtes som en betydeligt
skærpende omstændighed, at der
er tale om gentagne tilfælde af
salg af et særlig farligt eller
skadeligt stof. Med denne
lovændring tilsigtedes en
væsentlig skærpelse af
strafniveauet ved gentagen
handel med selv små mængder
hårde stoffer, herunder på
gadeplan.
På baggrund
af udviklingen mod grovere
former for
narkotikakriminalitet, der fandt
sted i slutningen af 1960erne,
blev der ved lov nr. 276 af 18.
juni 1969 om ændring i
straffeloven i straffelovens
§ 191 indsat en bestemmelse
om visse former for grov
narkotikakriminalitet.
Bestemmelsen ændrede ikke på
afgrænsningen af de strafbare
handlinger i særlovgivningen,
men gav i det, der nu svarer til
stk. 1, 1. pkt., mulighed for
idømme fængsel i indtil 6 år,
når nogen i strid med
lovgivningen om euforiserende
stoffer til et større antal
personer eller mod et betydeligt
vederlag eller under andre
særligt skærpende omstændigheder
overdrager euforiserende
stoffer. Samme straf blev i
stk. 2 fastsat for den, der i
strid med lovgivningen om
euforiserende stoffer indfører,
udfører, køber, udleverer,
modtager, fremstiller,
forarbejder eller besidder
euforiserende stoffer med forsæt
til at overdrage dem som nævnt i
stk. 1 (nu stk. 1, 1. pkt.).
Senere indsattes § 191, 2. pkt.,
der skærper strafferammen til
fængsel i 10 år, når
overdragelsen angår en betydelig
mængde særlig farligt eller
skadeligt stof, eller
overdragelsen af et sådant stof
i øvrigt har haft en særlig
farlig karakter.
Det følger af
straffelovens § 193, at
den, som på retsstridig måde
fremkalder omfattende
forstyrrelse i driften af
almindelige samfærdselsmidler,
offentlig postbesørgelse,
telegraf- eller telefonanlæg,
radio- eller fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg eller
anlæg, der tjener til almindelig
forsyning med vand, gas,
elektrisk strøm eller varme,
straffes med fængsel indtil 4 år
eller under formildende
omstændigheder med bøde. Begås
forbrydelserne uagtsomt, er
straffen efter stk. 2 bøde eller
fængsel indtil 4 måneder. § 193
fremtræder til dels som et
supplement til §§ 184 og 186,
idet bestemmelsen kriminaliserer
fremkaldelse af omfattende
forstyrrelse i driften af
almindelige samfærdselsmidler og
vandforsyningsanlæg, som dog
ikke er af den i de nævnte
bestemmelser omtalte farlige
karakter.
Om
forarbejderne til §§ 180-196
henvises til betænkningens side
629-633, 637-641, 642-644,
646-649, 656 og 662-666.
4.7.2.
Straffelovrådets overvejelser
I relation
til straffelovens §§ 180 og
181 er det Straffelovrådets
opfattelse, at man indtil videre
fortsat bør blive stående ved
den nuværende beskrivelse af
henholdsvis den grove og den
almindelige brandstiftelse.
Rådet finder
endvidere, at livstidsstraffen i
§§ 180 og 183, stk. 2,
bør erstattes af et
strafmaksimum på 16 års fængsel.
Straffelovrådet er afstået fra
at gå ind i en nærmere vurdering
af strafferammerne i §§ 183 a
og 192 a , der indgår i den
nyligt vedtagne lovgivning om
bekæmpelse af terrorisme, jf.
lov nr. 378 af 6. juni 2002.
For så vidt
angår § 191 om grov
narkotikakriminalitet er det
Straffelovrådets opfattelse, at
man bør bevare en delt
strafferamme. Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) foreslår under hensyn
til bl.a. forbrydelsens grovhed
og farlighed strafmaksima
skærpet fra henholdsvis 6 og 10
års fængsel til 10 og 16 års
fængsel. Et mindretal (2
medlemmer) finder ikke grundlag
for at ændre de nuværende
strafmaksima. Straffelovrådet
nævner, at der i praksis er
forekommet tilfælde, hvor
domstolene har udmålt straffen
til eller i nærheden af
strafmaksimum i § 191.
Rådet
foreslår af hensyn til
sammenhæng i
strafferammesystemet visse
ændringer af §§ 186-190, 192 og
195, herunder at der i § 190
tilføjes en strafferamme på
bøde eller fængsel indtil 6 år.
Strafmaksimum bringes herved på
linje med rådets forslag om
strafmaksimum ved hærværk, jf.
pkt. 4.16.2 nedenfor.
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) foreslår
strafmaksimum i § 185
skærpet fra 4 måneders til 2 års
fængsel. Et mindretal (2
medlemmer) foreslår
strafmaksimum fastsat til 4 års
fængsel. De forskellige
synspunkter har sammenhæng med
rådets overvejelser om
strafmaksimum i § 253, jf. pkt.
4.12.2 nedenfor.
Rådet
foreslår, at strafmaksimum i
§ 193, stk. 1, skærpes fra 4
til 6 års fængsel. Strafmaksimum
i § 193, stk. 1, bringes herved
på linje med rådets forslag om
at skærpe strafmaksimum for
hærværk fra 4 til 6 års fængsel,
jf. pkt. 4.16 nedenfor.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
635-637, 644-646, 653-656,
660-662 og 667-669.
4.7.3.
Justitsministeriets overvejelser
En
nedsættelse af strafmaksima i
straffelovens §§ 180 og 183,
stk. 2, fra livstid til 16
års fængsel, vil indebære, at
forbrydelserne, der i dag er
uforældelige, forældes efter en
forældelsesfrist på 15 år.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at spørgsmålet om
nedsættelse af strafmaksima i de
to bestemmelser ligeledes bør
afvente Straffelovrådets nærmere
overvejelser om de
forældelsesmæssige konsekvenser.
Der har i
Folketinget været rejst
spørgsmål om, hvorvidt
gerningsindholdet i § 183 a
eventuelt bør ændres i lyset
af den teknologiske udvikling,
jf. justitsministerens
besvarelse af spørgsmål nr. 290
af 12. marts 2003 fra
Folketingets Retsudvalg (Alm.
del bilag 827).
Straffelovens
§ 183 a kriminaliserer
den, som ombord i et luftfartøj,
skib samt andet kollektivt
transportmiddel eller
godstransportmiddel ved ulovlig
tvang, jf. § 260, overtager
kontrollen over fartøjet eller
griber ind i dets manøvrering.
Efter bestemmelsen i § 183 a er
det en betingelse for at kunne
pålægge straf, at personen er
»ombord« på et luftfartøj, skib
mv., når denne ved ulovlig tvang
overtager kontrollen over
fartøjet eller griber ind i dets
manøvrering.
Bestemmelsen
i § 183 a suppleres af andre
straffelovsbestemmelser om
forvoldelse af ulykker eller
forstyrrelse af sikkerheden for
transportmidler, jf. §§ 183 og
184. Disse bestemmelser
indeholder ikke krav om, at
gerningsmanden er ombord i det
pågældende transportmiddel.
Der vil med
den teknologi, der i dag
anvendes, i praksis kun være
begrænsede muligheder for at
»overtage« kontrollen med et
fartøj eller forstyrre dets
manøvrering, uden at den
pågældende er ombord på
fartøjet. Der kan imidlertid
forekomme situationer, hvor en
person ulovligt vil kunne gribe
ind i eller helt overtage
kontrollen med et luftfartøj
eller et tog uden selv at være
om bord i luftfartøjet eller
toget, f.eks. ved at trænge ind
i det pågældende kontrolcenter.
På den
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at
bestemmelsens
gerningsbeskrivelse ændres
således, at bestemmelsen ikke
kun omfatter den person, som
ombord på et luftfartøj, skib
mv. kaprer dette, men omfatter
enhver person der ved ulovlig
tvang overtager kontrollen over
fartøjet eller griber ind i dets
manøvrering, uanset hvor
personen befinder sig.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 40,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets forslag om en
forhøjelse af strafferammerne i
§ 191 fra henholdsvis 6
og 10 års fængsel til 10 og 16
års fængsel. Som anført af
Straffelovrådet, er der i
praksis forekommet tilfælde,
hvor straffen er blevet udmålt
til eller i nærheden af
strafmaksimum, specielt i
tilfælde, hvor der er blevet
domfældt for indførelse af en
helt udsædvanlig stor mængde
narkotika med henblik på
videresalg. Der synes således i
sager om meget store mængder
narkotika at være behov for ved
strafudmålingen i endnu højere
at markere alvoren af
forbrydelsen.
Til
illustration kan henvises til to
domme afsagt af Højesteret og
offentliggjort i Ugeskrift for
Retsvæsen (UfR) henholdsvis
1985, side 1052, og 1991, side
720. I den første dom blev de
tiltalte idømt 10 års fængsel
for overtrædelse af
straffelovens § 191, stk. 2, jf.
stk. 1, 2. pkt., ved i forening
med henblik på
videreoverdragelse at have
indført ca. 34 kg. kokain (T1
tillige ca. 28 kg marihuana). I
den anden dom idømtes tiltalte
efter samme bestemmelser
ligeledes 10 års fængsel for
medvirken til indførsel med
henblik på videreoverdragelse af
13,5 kg. heroin. Endvidere kan
nævnes Højesterets dom
offentliggjort i UfR 2001, side
2059, hvor tiltalte for
overtrædelse af bl.a.
straffelovens § 191, stk. 2, jf.
stk. 1, 1. pkt., ved i forening
med 8 medtiltalte med henblik på
videreoverdragelse at have
deltaget i indførsel af ca. 12
tons hash idømtes 6 års fængsel.
Forslaget
retter sig navnlig mod tilfælde,
hvor der bl.a. under hensyn til
forbrydelsens karakter og
grovhed opstår behov for at
udmåle fængselsstraffe, der er
længere end de hidtidige
strafmaksima på henholdsvis 6 og
10 års fængsel. Ændringerne
tilsigter således alene at give
mulighed for en graduering af
strafudmålingen i de groveste
tilfælde af narkokriminalitet.
Hermed tænkes på de tilfælde,
som i dag efter den gældende
udmålingspraksis efter
henholdsvis § 191, 1. og 2.
pkt., ville ligge i området lige
omkring 6 års fængsel (1. pkt.)
og 10 års fængsel (2. pkt.).
Efter praksis
udmåles selv i meget grove sager
typisk en lavere straf til
personer, der alene indtager en
mindre rolle i forbindelse med
overdragelsen af stoffet (f.eks.
kurerer). Straffen er normalt
lavere end den straf, der under
tilsvarende omstændigheder
udmåles til personer, der
indtager en central og ledende
rolle i narkotikahandlen.
Forslaget tilsigter at have en
skærpende effekt også på
strafudmålingen over for
personer med en mindre
selvstændig rolle i
overdragelsen af stoffet (f.eks.
kurerer), hvis hovedmandens
straf bedømt efter stoffets
omfang og karakter ville lægge
tæt på de hidtidige strafmaksima
i bestemmelsen.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 47,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i den
af Straffelovrådets foreslåede
ændring af § 190, hvorved
der i selve bestemmelsen
indføres en strafferamme på bøde
eller fængsel indtil 6 år.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 46,
samt bemærkningerne hertil.
Under hensyn
til forbrydelsens karakter og ud
fra hensynet til sammenhæng
mellem beslægtede bestemmelser i
straffeloven er
Justitsministeriet enig i
Straffelovrådets forslag om en
forhøjelse af strafferammen i
§ 185 fra 4 måneders fængsel
til 2 års fængsel.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 42,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er ud fra
hensynet til sammenhængen i
strafferammerne endvidere enig
med Straffelovrådet i, at
strafmaksimum i § 193 bør
skærpes fra 4 til 6 års fængsel.
Straffelovrådets forslag herom
er medtaget i lovforslaget om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven (IT-kriminalitet
mv.), (L 55) fremsat den 5.
november 2003.
4.8. Betleri
og skadelig erhvervsvirksomhed
(straffelovens §§ 197-206)
4.8.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 22 (§§ 197-206)
indeholder bestemmelser om
betleri og skadelig
erhvervsvirksomhed.
Bestemmelserne kan rubriceres i
tre grupper: betleri (§ 197),
erhvervsmæssigt og offentligt
hasardspil (§§ 203-04) samt
erhvervsmæssig udnyttelse og
svig i bestemte relationer
(§§ 202 og 206).
Straffelovens
§ 202 kriminaliserer den,
som erhvervsmæssigt udnytter
andres ukyndighed, uforstand
eller uerfarenhed til at forlede
dem til
spekulationsforretninger.
Straffen er fængsel indtil 1 år.
Bestemmelsen sigtede ifølge
forarbejderne på at modvirke
»den om sig gribende Trafik, at
formaa ukyndige til at indlade
sig paa Terminsspekulationer«.
Straffelovens
§ 206 retter sig mod den,
som i erhvervsøjemed anvender
falske foregivender eller anden
svigagtig adfærd for at forlede
nogen til at udvandre. Til disse
forhold knytter bestemmelsen en
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Om
forarbejderne til §§ 197-206
henvises til betænkningens side
672-674, 675 og 677-678.
4.8.2.
Straffelovrådets overvejelser
I betænkning
nr. 1099/1987 om strafferammer
og prøveløsladelse foreslog
Straffelovrådet § 202 og
§ 206 ophævet med henvisning
til, at bestemmelserne var meget
utidssvarende og i praksis
betydningsløse. Straffelovrådet
foreslår på ny af de grunde, der
er anført i 1987-betænkningen,
at § 202 og § 206 ophæves.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
674-675, 676-677 og 678.
4.8.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i at
der ikke er behov for at
opretholde bestemmelserne i
§ 202 og § 206.
Bestemmelserne ses ikke i trykt
retspraksis at være anvendt
nogensinde. De pågældende
handlinger vil dog i givet fald
kunne være omfattet af andre
bestemmelser.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 48,
samt bemærkningerne hertil.
4.9.
Forbrydelser i familieforhold
(straffelovens §§ 208-215)
4.9.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 23 (§§ 208-215)
omhandler forbrydelser, der
udspringer af familiære forhold.
Når bortses fra dette
fællestræk, er bestemmelserne
meget forskellige.
Om de enkelte
bestemmelser, herunder
forarbejderne til §§ 208-215,
henvises til betænkningens side
680-682, 684-687, 693-695 og
695-698.
4.9.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet anfører bl.a.,
at det kunne overvejes at ændre
§ 208 , så strafferammen
bliver bøde eller fængsel indtil
2 år for den, der indgår
ægteskab eller lader sit
partnerskab registrere, og som i
forvejen er gift eller part i et
registreret partnerskab (bigami
mv.). For handlinger begået ved
grov uagtsomhed anbefales en
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. En
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder bør
endvidere gælde for den, som
uden selv at være gift eller at
være part i et registreret
partnerskab indgår ægteskab
eller registreret partnerskab
med en person, der allerede er
gift eller part i et registreret
partnerskab. Efter den gældende
bestemmelse er de tilsvarende
strafmaksima henholdsvis 3 års
fængsel (6 år, hvis modparten
var uvidende om det beståede
ægteskab) og 1 års fængsel.
For så vidt
angår § 210 anbefaler
Straffelovrådet, at forhold til
slægtninge i nedstigende linje
over 18 år udskilles med en
særskilt strafferamme med et
strafmaksimum på 2 års fængsel.
Rådet ville endvidere ved
forhold mellem søskende finde
det ubetænkeligt at nedsætte
strafmaksimum fra 2 års til 6
måneders fængsel og at medtage
bøde i strafferammen.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
683-684, 690-693, 695 og
699-700.
4.9.3.
Justitsministeriets overvejelser
Efter
Justitsministeriets opfattelse
taler sammenhængen med de
skærpede strafferammer i bl.a.
§ 216 om voldtægt og § 222 om
samleje med et barn imod at
lempe strafferammerne i § 208
(bigami mv.) og § 210 (incest),
som anbefalet af
Straffelovrådet.
Justitsministeriet stiller
derfor ikke forslag herom.
4.10.
Sædelighedsforbrydelser
(straffelovens §§ 216-236)
4.10.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 24 (§§ 216-236) om
forbrydelser mod
kønssædeligheden rummer mange
forskellige strafferammer. Det
højeste strafmaksimum er fængsel
i 12 år, der gælder for voldtægt
mv. af særlig grovhed, jf.
§ 216, stk. 2, og samleje med
barn under 12 år, jf. § 222,
stk. 2, sammenholdt med §§ 224
og 225. Den mildeste
strafferamme er bøde, jf. § 234
om salg af utugtige billeder
eller genstande til en person
under 16 år.
Straffelovens
§ 227 åbner mulighed for
bortfald af straf for
overtrædelse af §§ 216-224 og
226, når de personer, mellem
hvilke kønsomgængelsen har
fundet sted, efterfølgende er
indtrådt i ægteskab med
hinanden. Det må antages, at der
efter en analogi fra § 227 kan
statueres strafbortfald i
tilfælde, hvor ægteskab er
indgået før overtrædelsen, og
hvor samlivet genoptages eller
fortsættes efter
lovovertrædelsen. Dette kan
komme på tale ved overtrædelse
af §§ 216 og 217, der ikke er
begrænset til uægteskabelige
forhold. § 227 er ikke ændret
efter indførelsen af registreret
partnerskab, men må antages at
kunne anvendes analogt i
tilfælde, hvor et registreret
partnerskab er indgået efter en
overtrædelse af straffelovens
§ 225.
Om
forarbejderne til §§ 216-236
henvises til betænkningens side
702-710, 721-724, 725-726,
726-730, 731-732, 732-733,
739-743, 745-746, 747-753 og
758-759.
4.10.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet finder, at
strafmaksima på henholdsvis 10
og 4 års fængsel for forhold
omfattet af § 216 og § 217
på en afbalanceret måde
afspejler alvoren af denne
personfarlige kriminalitet, også
set i forhold til andre
strafferammer. Rådet finder
endvidere, at et delt
strafmaksimum i § 216 på 6 og 10
års fængsel under anvendelse af
de hidtil gældende
skærpelseskriterier stadig ville
være fuldt tilstrækkeligt (det
delte maksimum er 8 og 12 års
fængsel), også når hensyn tages
til ønskerne om at skærpe
strafniveauet, som er kommet til
udtryk ved lov nr. 380 af 6.
juni 2002. Rådet er samtidig
opmærksomt på, at forhøjelse af
strafferammer er en af de måder,
som lovgivningsmagten har
anvendt, når den har ønsket at
skærpe strafniveauet for
bestemte forbrydelser.
Hensynet til
sammenhængen i
strafferammesystemet kunne efter
rådets opfattelse tale for at
ændre strafmaksimum i § 220
(groft misbrug af en persons
tjenstlige eller økonomiske
afhængighed til at skaffe sig
samleje) fra 3 til 4 års fængsel
og i § 221 fra 6 til 4
års fængsel. § 220 rejser i
øvrigt spørgsmål om ændring af
aldersgrænsen til 18 år. Den
nuværende aldersgrænse på 21 år
er knyttet til den
myndighedsalder på 21 år, som
gjaldt, da bestemmelsen blev
gennemført. § 221 kunne
overvejes ophævet i hvert fald
for så vidt angår bestemmelsens
1. led (tilsnigelse til samleje
med en person, der i vildfarelse
anser samlejet for
ægteskabeligt). Opretholdes
kriminaliseringen i 2. led
(tilsnigelse til samleje med en
person, der forveksler
gerningsmanden med en anden),
ville Straffelovrådet finde et
strafmaksimum på 1 års fængsel
passende, idet § 225
samtidig bør ændres redaktionelt
med henblik på at gøre
bestemmelsen kønsneutral.
Efter
Straffelovrådets opfattelse
ville et delt strafmaksimum
svarende til de tidligere
gældende på 6 og 10 års fængsel
i § 222 stadig være
passende (det gældende delte
strafmaksimum er som ovenfor
nævnt 8 og 12 års fængsel), også
når hensyn tages til det ønske
om skærpelse af strafniveauet
for seksuel omgang med børn, som
kom til udtryk under
udvalgsbehandlingen af lov nr.
380 af 6. juni 2002. Rådet er
som nævnt ovenfor samtidig
opmærksomt på, at forhøjelse af
strafferammer er en af de måder,
som lovgivningsmagten har
anvendt, når den har ønsket at
skærpe strafniveauet for
bestemte forbrydelser.
Ved en
lovrevision kunne der være
anledning til at overveje, om
der er tilstrækkeligt grundlag
for at opretholde
kriminaliseringen i § 223,
stk. 2, (forførelse af en
person under 18 år under groft
misbrug af overlegenhed, der
beror på alder og erfaring) og i
bekræftende fald, om
strafmaksimum burde følge
strafmaksimum i § 221, 2. led,
jf. ovenfor.
Det er under
rådets drøftelse også nævnt, at
aldersgrænsen i § 222, stk. 1
(den seksuelle lavalder),
kunne overvejes sænket fra 15
til 14 år.
Straffelovrådet har ikke fundet
anledning til at gå ind i en
nærmere vurdering af
strafferammerne i §§ 223 a,
230 og 235 , der bygger på
forholdsvis ny lovgivning og er
genstand for nye lovinitiativer
med henblik på at gøre det
muligt for Danmark at deltage i
vedtagelsen af en
EU-rammeafgørelse om bekæmpelse
af seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi.
Rådet ville
kunne gå ind for, at § 226
(om uagtsomme overtrædelser
af visse forbrydelser mod
kønssædeligheden) tilføjes en
udtrykkelig strafferamme på bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Under
drøftelsen af § 227
(bortfald af straf i visse
tilfælde, hvor gerningsmanden og
ofret efterfølgende er blevet
gift) er rejst spørgsmål om,
hvorvidt bestemmelsen som udtryk
for et almindeligt
strafudmålingshensyn i stedet
burde placeres i straffelovens
kapitel 10 om straffastsættelse.
For det tilfælde, at § 227
opretholdes, foreslås
bestemmelsen ændret med henblik
på at sikre en strafmæssig
ligestilling mellem
homoseksuelle og heteroseksuelle
forhold.
§ 231
(strafferammeforhøjelse i
gentagelsestilfælde) kunne efter
Straffelovrådets opfattelse
overvejes ophævet. Det samme
gælder § 233 (forargelig
opfordring til utugt mv.).
Aldersgrænsen
på 21 år i § 228, stk. 2,
(tilskyndelse mv. af person
under 21 år til prostitution)
har i lighed med § 220
forbindelse med den daværende
myndighedsalder og kunne
overvejes sænket til 18 år.
Strafmaksimum
i § 229, stk. 1,
(alfonseri) kunne bl.a. med
henblik på en øget markering af
forskellen i strafværdighed med
hensyn til de forhold, der
omfattes af henholdsvis § 228
(rufferi mv.) og § 229,
overvejes reduceret fra 3 til 2
års fængsel.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
719-721, 735-739, 744-745, 747,
757-758 og 759.
Straffelovrådet har ikke
udarbejdet konkrete forslag til
lovændringer.
4.10.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har ikke
fundet grundlag for at følge
Straffelovrådets anbefalinger
vedrørende forskellige lempelser
af en række bestemmelser i
straffelovens kapitel 24.
Justitsministeriet er dog enig i
Straffelovrådets forslag om
ligestilling mellem personer,
der lever i ægteskab, og
personer, der lever i
registreret partnerskab, jf.
straffelovens § 227 . Med
Med forslaget er det hensigten,
at straffebestemmelsen skal
anvendes i forhold til personer
i registreret partnerskab i
samme omfang som det i dag sker
i forhold til personer, der
lever i ægteskab.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 49,
samt bemærkningerne hertil.
4.11.
Voldsforbrydelser (straffelovens
§§ 244-248)
4.11.1.
Gældende ret
De forsætlige
voldsforbrydelser er inddelt i
tre kategorier (§§ 244-246
) med maksimumstraffe på
fængsel i 3 år for simpel vold
(§ 244), 6 år for grov vold og
10 år for vold under særdeles
skærpende omstændigheder.
Straffelovens
§ 247 indeholder
bestemmelser, der giver mulighed
for at forhøje straffen med
indtil det halve dvs. at
strafmaksimum i den anvendelige
bestemmelse forhøjes med 50 pct.
i visse gentagelsestilfælde og
tilfælde, hvor volden begås over
for en person, der efter
karakteren af sit arbejde er
særlig udsat for vold.
Efter
straffelovens § 248 kan
forskyldt straf bortfalde, dels
når legemsangreb er udøvet under
slagsmål, dels når den angrebne
har øvet gengæld mod angriberen.
Om
forarbejderne til §§ 244-248
henvises til betænkningens side
783-785.
4.11.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet finder, at et
almindeligt strafmaksimum på 10
års fængsel for de groveste
former for vold (§ 246)
må anses for passende, også i
forhold til de
strafferammeændringer, som rådet
foreslår på andre områder.
Der er
endvidere enighed om, at et
strafmaksimum på 10 års fængsel
for vold omfattet af §246 fører
til, at strafmaksimum for
forhold omfattet af § 245
passende bør være 6 års fængsel.
En
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
ville i og for sig fortsat være
passende for vold efter § 244
. En sådan strafferamme
ville efter Straffelovrådets
opfattelse stadig være fuldt
tilstrækkelig med henblik på det
store flertal af voldstilfælde,
hvad enten man i hovedsagen
ønsker at bevare det hidtidige
udmålingsniveau eller at skærpe
strafniveauet i tråd med
intentionen i lov nr. 380 af 6.
juni 2002. Rådet er samtidig
opmærksomt på, at forhøjelse af
strafferammer er en af de måder,
som lovgivningsmagten har
anvendt, når den har ønsket at
skærpe strafniveauet for
bestemte forbrydelser.
Der er under
rådets drøftelse stillet
spørgsmålstegn ved behovet for
§§ 119 og 247, stk. 2 ,
ved siden af de almindelige
voldsbestemmelser. Der er
enighed om, at lov nr. 380 af 6.
juni 2002 også kunne rejse
spørgsmål i forhold til disse
bestemmelser. §§ 119 og 247,
stk. 2, har baggrund i særlige
hensyn, der efter nogle
medlemmers opfattelse fuldt ud
kan begrunde opretholdelse af et
skærpet strafmaksimum. Rådet har
afstået fra at fremkomme med
forslag, der særligt retter sig
mod disse bestemmelser.
Under rådets
drøftelse af § 248 er der
rejst spørgsmål om, hvorvidt
bestemmelsen som udtryk for et
almindeligt strafudmålingshensyn
i stedet burde placeres i
straffelovens kapitel 10 om
straffastsættelse.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
796-801.
4.11.3.
Justitsministeriets overvejelser
Under hensyn
til de strafskærpelser bl.a. for
vold, der blev gennemført ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002,
finder Justitsministeriet ikke
grundlag for at foreslå
ændringer af strafferammerne i
disse bestemmelser. Det er
således Justitsministeriets
opfattelse, at de i dag gældende
strafferammer i §§ 244-248 om
vold på en passende måde
afspejler en nutidig vurdering
af strafværdigheden af disse
forbrydelser.
Justitsministeriet finder
endvidere ikke grundlag for at
ophæve straffelovens § 248 og i
stedet placerer bestemmelsen i
straffelovens kapitel 10.
Baggrunden herfor, er at
straffelovens § 248 er en
integreret del af straffelovens
øvrige voldsbestemmelser, og at
en sådan ændring derfor bør ske
i anden sammenhæng.
4.12. Andre
forbrydelser mod liv og legeme
(straffelovens §§ 237-241 og
§§ 249-254)
4.12.1.
Gældende ret
De
forbrydelser, som under
overskriften »Forbrydelser mod
liv og legeme« indgår i
straffelovens 25. kapitel, er
bl.a. drabsforbrydelser
(§§ 237-241) og visse skade-
eller fareforvoldende handlinger
(§§ 250-254).
Efter
straffelovens § 250
straffes den, som hensætter en
anden i hjælpeløs tilstand eller
forlader en under hans varetægt
stående person i en sådan
tilstand, med fængsel, der når
handlingen har medført døden
eller grov legemsbeskadigelse,
under i øvrigt skærpende
omstændigheder kan stige til 8
år.
Efter
straffelovens § 253
straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 måneder den, som,
uagtet det var ham muligt uden
særlig fare eller opofrelse for
sig selv eller andre, undlader
1) efter evne at hjælpe nogen,
der er i øjensynlig livsfare,
eller 2) at træffe de
foranstaltninger, som af
omstændighederne kræves til
redning af nogen tilsyneladende
livløs, eller som er påbudt til
omsorg for personer, der er ramt
af skibbrud eller anden
tilsvarende ulykke.
Om
forarbejderne til §§ 237-241 og
§§ 249-254 henvises til
betænkningens side 804-810 og
813-819.
4.12.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har under
henvisning til de nyligt
vedtagne strafskærpelser
vedrørende vold og voldtægt mv.
begrænset sig til at fremkomme
med generelle betragtninger om
strafferammerne.
I
Straffelovrådets oversigt
baseret på det angrebne
retsgode, jf. pkt. 3.2 ovenfor,
er § 237 kategoriseret
med et strafmaksimum på fængsel
på livstid. § 238, §§ 241 og
249 samt §§ 250 og
252-253 er placeret i en
kategori med et strafmaksimum på
4 års fængsel. §§ 239 og 240
er henført til en kategori
med et strafmaksimum på 2 års
fængsel. § 251 indgår i
en kategori med et strafmaksimum
på 6 måneders fængsel, og
§ 254 er gjort til et
bødedelikt. Der er i
Straffelovrådet enighed om, at
de nævnte strafmaksima som
udgangspunkt på en afbalanceret
måde afspejler alvoren i den
personfarlige kriminalitet,
herunder også i forhold til
berigelseskriminalitet omfattet
af straffelovens § 286, som
rådet foreslår tilknyttet et
strafmaksimum på 6 års fængsel,
jf. pkt. 4.15 nedenfor.
Rådet har
fremhævet, at man af tidsmæssige
grunde ikke er gået ind i en
nærmere vurdering af de
principielle aspekter ved
strafferammer, der alene retter
sig mod uagtsomme forhold.
§ 240
kunne efter rådets opfattelse
rejse spørgsmål om at ændre den
nuværende delte strafferamme på
bøde eller fængsel indtil 4
måneder eller, når forbrydelsen
er begået af egennyttige
bevæggrunde, fængsel indtil 3 år
til en strafferamme på bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Straffelovrådet finder under
hensyn til forbrydelsens
beskaffenhed, at det ville være
naturligt at udforme
strafferammen i § 250 på
samme måde som i § 252.
Rådet finder
endvidere, at bøde vil kunne
optages i strafferammen i
§ 251 og at bestemmelsen om
strafnedsættelse som følge heraf
vil kunne udgå som overflødig.
Bøde kunne
også overvejes optaget i
§ 252 - efter indførelsen af
stk. 2 om smitte med livstruende
sygdom - dog alene med sigte på
forhold, der omfattes af stk. 1.
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) finder, at et
strafmaksimum på 2 års fængsel
ville være passende i § 253.
Et mindretal (2 medlemmer)
ville finde et strafmaksimum på
4 års fængsel passende.
Straffelovrådet finder, at
§ 254 burde have et
strafmaksimum på 1 års fængsel.
Rådet fremhæver i øvrigt, at en
række bestemmelser kunne give
anledning til at overveje
ændring i gerningsbeskrivelsen,
såfremt der var lejlighed til at
foretage en grundigere
gennemgang.
Om
Straffelovrådets nærmere
overvejelser henvises til
betænkningens side 827-832.
4.12.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets overvejelser
vedrørende § 240 , og
foreslår på den baggrund, at
bestemmelsen får én
normalstrafferamme indeholdende
»bøde eller fængsel indtil 3
år«.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 50,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i den
af Straffelovrådet foreslåede
ændrede formulering af
straffelovens § 250,
hvormed strafferammen bringes på
linje med formuleringen af
strafferammen i den beslægtede
bestemmelse i § 252. Med den
ændrede formulering udelades
ordene »når handlingen har
medført døden eller grov
legemsbeskadigelse«, men denne
ændring tilsigter ingen
forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 51,
samt bemærkningerne hertil.
Endvidere er
Justitsministeriet enig i
Straffelovrådets forslag til
§ 251 .
Der henvises
til pkt. 3.3.3 ovenfor og til
lovforslagets § 1, nr. 52, samt
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet finder under
hensyn til strafskærpelsesloven
fra 2002, jf. lov nr. 380 af 6.
juni 2002, ikke anledning til at
foreslå hjemmel til bødestraf
indført i § 252 om forsætlig
fareforvoldelse.
At undlade at
hjælpe andre, der er i
øjensynlig livsfare, hvis dette
kan gøres uden særlig fare for
den pågældende selv, kan i mange
tilfælde være lige så alvorlig
en forbrydelse, som det forhold
selv at foretage en aktiv
handling, hvormed andre bliver
udsat for fare. Af den grund er
Justitsministeriet enig med
Straffelovrådet i, at straffen i
§ 253 bør skærpes.
Justitsministeriet er endvidere
enig med flertallet i, at
bestemmelsens strafmaksimum bør
være 2 års fængsel.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 53,
samt bemærkningerne hertil.
4.13.
Forbrydelser mod den personlige
frihed (straffelovens §§ 260-262
a)
4.13.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 26 (§§ 260-262 a)
omhandler forbrydelser mod den
personlige frihed.
Forbrydelserne kan inddeles i to
grupper: § 260 (ulovlig tvang)
og §§ 261-262
(frihedsberøvelse). Hertil
kommer den nye bestemmelse i
§ 262 a om menneskehandel, der
er kendetegnet ved, at der på
forskellig vis uberettiget gøres
indgreb i forurettedes frihed
til at handle og opholde sig,
hvor den pågældende ønsker det.
Straffelovens
§ 261 kriminaliserer
forsætlige indskrænkninger i den
frie adgang til at bevæge sig
fra sted til sted efter egen
bestemmelse. Efter § 261,
stk. 1, straffes den, der
berøver en anden friheden, med
fængsel indtil 4 år. Sker
frihedsberøvelsen for vindings
skyld, eller har
frihedsberøvelsen været
langvarig eller bestået i, at
nogen uberettiget holdes i
forvaring som sindssyg eller
mentalt retarderet eller bringes
i fremmed krigstjeneste eller
fangenskab eller anden
afhængighed i fremmed land, er
straffen efter bestemmelsens
stk. 2 fængsel fra 1 til 12 år.
Til § 261
føjes i § 262 en
bestemmelse om den, der ved grov
uagtsomhed forvolder en
frihedsberøvelse af den i § 261,
stk. 2 nævnte art. Straffen er
bøde eller fængsel indtil 4
måneder eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 1
år.
Om
forarbejder til §§ 260-262 a
henvises til betænkningens side
833-835.
4.13.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i hovedsagen
begrænset sig til at fremkomme
med generelle betragtninger om
strafferammerne, jf. pkt. 2.2.3
ovenfor.
Rådet
foreslår i øvrigt ud fra
hensynet til forenkling af
strafferammesystemet, at bøde
optages i strafferammen i
§ 261, stk. 1 , og at
strafmaksima reduceres i
§ 262 fra 1 års til 6
måneders fængsel, idet § 262
samtidig indarbejdes som stk. 3
i § 261.
Straffelovrådet har ikke fundet
anledning til at gå ind i en
nærmere vurdering af § 262 a,
der bygger på ny lovgivning.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
841-843.
4.13.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i de
stillede forslag om ændring af
§ 261 og ophævelsen af
§ 262 . Med forslaget
tilsigtes ingen ændring i
udmålingspraksis.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 54 og
55, samt bemærkningerne hertil.
4.14. Freds-
og ærekrænkelser (straffelovens
§ 153 og §§ 263-275 a)
4.14.1.
Gældende ret
Straffelovens
kapitel 27 (§§ 263-275 a)
indeholder bestemmelser om
freds- og ærekrænkelser.
Bestemmelserne kan rubriceres i
tre grupper: krænkelser af
privatlivets fred (§§ 263-264
d), visse forulempelser og
trusler mv. (§§ 265-266 c) samt
ærekrænkelser (§§ 267-274 og
§ 275 a).
§ 275,
stk. 1, foreskriver, at
forbrydelserne i kapitel 27 som
hovedregel er undergivet privat
påtale. Det gælder ikke
forbrydelserne i §§ 266, 266 a
og 266 b. Endvidere åbner § 275,
stk. 2, under visse betingelser
mulighed for offentlig påtale.
Med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den, som uberettiget
bryder brevhemmeligheden mv.,
skaffer sig adgang til andres
gemmer eller uberettiget
aflytter telefonsamtaler, jf.
straffelovens § 263, stk. 1.
Med samme straf straffes
efter stk. 2 den, som
uberettiget skaffer sig adgang
til en andens oplysning eller
programmer, der er bestemt til
at bruges i et anlæg til
elektronisk databehandling
(hacking). Efter stk. 3 kan
straffen stige til 4 års fængsel
for den, som begår de i stk. 1
og 2 nævnte forhold med forsæt
til at skaffe sig eller gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre skærpende
omstændigheder. Den skærpede
strafferamme i stk. 3 sigter
navnlig på erhvervsspionage, men
kan efter omstændighederne også
komme på tale i andre tilfælde.
Straffelovens
§ 264 omhandler visse
former for husfredskrænkelser.
Efter bestemmelsens stk. 1
straffes den, som uberettiget 1)
skaffer sig adgang til fremmed
hus eller andet ikke frit
tilgængeligt sted, eller 2)
undlader at forlade fremmed
grund efter at være opfordret
dertil. Straffen er bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Hertil
føjes i stk. 2 en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 4
år, som er forbeholdt tilfælde,
hvor indtrængen i fremmed hus
mv. efter stk. 1, nr. 1, sker
med forsæt til at skaffe sig
eller gøre sig bekendt med
oplysninger om en virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre skærpende
omstændigheder. Den skærpede
strafferamme i stk. 2 sigter i
lighed med § 263, stk. 3,
navnlig på tilfælde af
erhvervsspionage, men kan efter
omstændighederne også komme på
tale i andre tilfælde.
Efter
§ 265 straffes den, der
krænker nogens fred ved trods
forud af politiet given advarsel
(tilhold) at trænge ind på
vedkommende, forfølge
vedkommende med skriftlige
henvendelser eller på anden
lignende måde forulempe
vedkommende. Straffen er bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
En advarsel fra politiet har
gyldighed for 5 år.
Hovedbestemmelsen om
ærekrænkelser er straffelovens
§ 267, stk. 1, som
foreskriver bøde eller fængsel
indtil 4 måneder for den, som
krænker en andens ære ved
fornærmelige ord eller
handlinger eller ved at
fremsætte eller udbrede
sigtelser for et forhold, der er
egnet til at nedsætte den
fornærmede i medborgeres
agtelse. Stk. 1 suppleres i
stk. 2 og 3 af bestemmelser, der
definerer visse omstændigheder
som skærpende og i nogle af
disse tilfælde knytter en
skærpet sidestrafferamme på op
til 6 måneders fængsel til
tilstedeværelsen af de i
lovteksten nævnte skærpende
omstændigheder.
Til § 267
føjes i § 267 a en
bestemmelse om, at der med
hensyn til visse sigtelser ikke
ved pådømmelsen skal kunne
»tages hensyn til påstand om, at
den i samfundet i almindelighed
gældende vurdering af sigtelsens
utilbørlighed ikke skal finde
anvendelse«.
En sigtelse
omfattet af § 267 er straffri,
når dens sandhed bevises, såvel
som når den, der i god tro
fremsætter sigtelsen, har været
forpligtet til at udtale sig
eller har handlet til berettiget
varetagelse af åbenbar
almeninteresse eller af eget
eller andres tarv, jf. § 269,
stk. 1. Oplyses
omstændigheder, som gav føje til
at anse sigtelsen for sand, kan
straffen efter § 269, stk. 2,
bortfalde.
§ 272
åbner mulighed for
strafbortfald, når en handling
efter § 267 er fremkaldt ved
utilbørlig adfærd af den
forurettede eller når den
forurettede har øvet gengæld mod
fornærmeren.
Af
straffelovens § 275 a
fremgår, at sager om § 267 og
§ 268 (injuriesager) bør fremmes
med størst mulig hurtighed.
Om
forarbejderne til §§ 263-275 a
henvises til betænkningens side
846-854, 864-870, 875-881.
4.14.2.
Straffelovrådets overvejelser
Udvalget om
økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget) har
foretaget en omfattende
behandling af spørgsmål med
tilknytning til
informationskrænkelser. Udvalget
har som led heri stillet forslag
om nye straffelovsbestemmelser
og om ændring og/eller ophævelse
af eksisterende
straffelovsbestemmelser,
herunder freds- og ærekrænkelser
i straffelovens kapitel 27
(§§ 263-275 a).
Straffelovrådet har på den
baggrund som udgangspunkt
undladt at fremkomme med forslag
på dette område. Rådet bemærker
dog, at man er enig i
Brydensholt-udvalgets
opfattelse, hvorefter
kriminalitet rettet mod
informationer bør være
undergivet samme strafmaksimum
som kriminalitet rettet mod mere
traditionelle økonomiske værdier
i form af penge og ting.
Bl.a. som
følge heraf foreslår rådet
strafmaksimum i §§ 263,
stk. 3, og 264, stk. 2,
hævet fra 4 til 6 års fængsel
svarende til det strafmaksimum,
som foreslås for
berigelsesforbrydelser, jf. pkt.
4.14 nedenfor. Endvidere
foreslås en præcisering af
lovens skærpelseskriterier,
hvorefter straffen kan stige til
fængsel indtil 6 år, når et
forhold som omhandlet i § 263,
stk. 1 eller 2, eller i § 264,
stk. 2, er begået med forsæt til
at skaffe sig eller gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under sådanne omstændigheder, at
det påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig
risiko herfor.
Rådet
bemærker i øvrigt, at man ikke
har fundet grundlag for at ændre
strafferammerne i §§ 263,
stk. 1, 264, stk. 1, 264 a og
264 c-d . Det fremhæves i
den forbindelse, at en ønskelig
skærpet opmærksomhed om
strafværdigheden af
husfredskrænkelse ved indbrud i
privat beboelse kan komme til
udtryk uden ændring af
normalstrafferammen i § 264,
stk. 1 , jf. pkt. 3.10
ovenfor.
Straffelovrådet finder, at
strafmaksimum i § 265 om
overtrædelse af tilhold bør
bringes på linje med § 266 om
trusler mv. og foreslår derfor
en skærpelse fra 6 måneders til
2 års fængsel.
Efter rådets
opfattelse kunne der rejses
spørgsmål om ophævelse af
§§ 266 a og 266 c , idet
disse bestemmelser sjældent
anvendes. Rådet afstår dog fra
at gå ind i en nærmere vurdering
af, om der er grundlag for at
ophæve de pågældende
bestemmelser.
Straffelovrådet foreslår, at
§§ 267, stk. 2 og 3 om visse
skærpende omstændigheder i
forbindelse med ærekrænkelser
mv., 267 a om
fremsættelse af visse
usandfærdige sigtelser og 275
a vedrørende
sagsbehandlingen, ophæves, idet
ophævelsen af § 267, stk. 2 og
3, ikke tilsigter at hindre, at
de forhold, som nævnes i
bestemmelserne, efter en konkret
vurdering fortsat kan tillægges
skærpende betydning ved
straffastsættelsen.
Straffelovrådet finder således
ikke, at der er et praktisk
behov for at opretholde et
forhøjet maksimum på 6 måneder i
§ 267, stk. 2 med henblik på
tilfælde, hvor fornærmelsen er
fremsat mod en af de i § 119,
stk. 2, nævnte personer, ligesom
rådet finder, at den i samme
stykke indeholdte regel om en
»skærpende omstændighed« er uden
praktisk betydning. Det samme
gælder stk. 3 om den skærpende
omstændighed, at fornærmelsen er
fremsat i trykt skrift.
Straffelovrådet er endvidere af
den opfattelse, at § 267 a ikke
kan antages at have nogen
selvstændig vejledende betydning
med henblik på domstolenes
afgørelse om en sigtelses
strafbarhed eller om straffens
fastsættelse. Endvidere vurderer
rådet, at § 275 a, må anses for
overflødig.
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) finder, at
strafmaksimum i § 268 om
bagvaskelse indtil videre bør
opretholdes uændret. Flertallet
foreslår, at ordene »med fængsel
indtil 2 år« ændres til », og
den i § 267 nævnte straf kan da
stige til fængsel i 2 år«, idet
bødehjemlen i § 268, 2. pkt.,
samtidig udgår som overflødig.
Et mindretal (2 medlemmer)
finder, at der højst er grundlag
for et strafmaksimum på 6
måneders fængsel. Var der
lejlighed til at foretage en
grundigere kritisk gennemgang af
§ 268, kunne det efter
Straffelovrådets opfattelse
overvejes at begrænse begrebet
bagvaskelse til bestemmelsens 1.
led.
Efter
Straffelovrådets opfattelse
kunne § 274 , der i dag
ikke indeholder en tidsmæssig
påtalebegrænsning, rejse
spørgsmål bl.a. om en »ydre«
grænse for påtale af bagvaskelse
i forhold til en afdød, på
f.eks. 10 år. Rådet finder dog,
at en sådan ændring vil kræve en
grundigere gennemgang af
bestemmelsen, hvorfor der ikke
stilles forslag herom.
Under rådets
drøftelse af § 269, stk. 2,
om bortfald af straf efter
§ 269, stk. 1, og § 272
om bortfald af straf efter
§ 267, er der endvidere rejst
spørgsmål om, hvorvidt
bestemmelserne som udtryk for
almindelige strafudmålingshensyn
i stedet burde placeres i
straffelovens kapitel 10 om
straffastsættelse. Under hensyn
til at bestemmelserne er en
integreret del af straffelovens
øvrige bestemmelser om
ærekrænkelser, afstår rådet dog
fra at stille forslag herom.
Om
Straffelovrådets nærmere
overvejelser henvises til
betænkningens side 862-864,
874-875, 881-884.
4.14.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig det af Straffelovrådet
stillede forslag om en skærpelse
af strafmaksimum i §§ 263,
stk. 3, og 264, stk. 2, fra
4 til 6 års fængsel ud fra
hensynet til sammenhængen i
strafferammerne.
Straffelovrådets forslag om
ændring af § 263 er medtaget i
lovforslaget om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven (IT-kriminalitet
mv.), (L 55) fremsat den 5.
november 2003.
Straffelovrådets forslag til en
nyaffattelse af straffelovens
§ 264, stk. 2, indebærer for
det første, at strafmaksimum i
sidestrafferammen hæves fra 4
til 6 års fængsel og for det
andet, at bestemmelsens
kriterier for, hvornår den
skærpede strafferamme kan finde
anvendelse, præciseres.
For så vidt
angår de foreslåede
præciseringer af bestemmelsens
kriterier for, hvornår de
skærpede strafferamme finder
anvendelse, er
Justitsministeriet enig i, at
det navnlig vil være i de af
Straffelovrådet opregnede
tilfælde, at den skærpede
strafferamme bør finde
anvendelse. Bestemmelsen bør dog
efter Justitsministeriets
opfattelse rumme mulighed for at
omfatte også andre tilfælde
efter en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at § 264, stk. 2,
formuleres således, at straffen
kan stige til fængsel indtil 6
år, hvis de i § 264, stk. 1, nr.
1, nævnte forhold begås med
forsæt til at skaffe sig eller
gøre sig bekendt med oplysninger
om en virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under sådanne omstændigheder, at
det påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig
risiko herfor, eller under andre
særlige omstændigheder.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 56,
samt bemærkningerne hertil.
Med hensyn
til spørgsmålet om at sikre en
skærpet opmærksomhed om
strafværdigheden af
husfredskrænkelsen ved indbrud i
private boliger, henvises til
pkt. 3.10 ovenfor.
Justitsministeriet er enig i, at
strafmaksimum i straffelovens
§ 265 bør skærpes, således
at der bliver overensstemmelse
mellem strafferammerne i § 265
og § 266. Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at overtrædelse af tilhold der
af den forurettede ofte kan
virke meget voldsomt og
generende bør være undergivet
samme strafmaksimum som
straffelovens § 266 om
fremsættelse af trusler. Med
ændringen tilsigtes
strafniveauet forhøjet således,
at der i højere grad skeles til
grovheden og omstændighederne
ved overtrædelsen af § 265.
Bl.a. vil man ved bedømmelsen af
overtrædelsens karakter kunne
skele til den praksis, der
foreligger for overtrædelse af
§ 266.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 57,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i den
foreslåede ophævelse af
§ 267, stk. 2 og 3 .
Ophævelsen tilsigter ikke at
hindre, at de forhold, der er
nævnt i bestemmelserne kan
tillægges skærpende betydning
ved strafudmålingen.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 58,
samt bemærkningerne hertil.
Straffelovens
§ 267 a ses ikke anvendt
i praksis, og Justitsministeriet
kan tilslutte sig
Straffelovrådets forslag om
ophævelse.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 58,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig med
Straffelovrådet i, at
bestemmelsen i § 275 a i
dag er overflødig og kan
ophæves.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 60,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets overvejelser
vedrørende en tidsmæssig
påtalebegrænsning for
ærefornærmende udtalelser mod en
afdød, jf. § 274.
Ministeriet finder dog, at en
sådan ændring først bør
gennemføres, når der er
foretaget en grundig gennemgang
af bestemmelsen.
Strafbortfaldsbestemmelserne i
§ 269, stk. 2, og
§ 272 er som nævnt af
Straffelovrådet en integreret
del af straffelovens
bestemmelser om ærekrænkelser.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at en ændret placering
af bestemmelserne først bør
gennemføres, når dette er
overvejet nærmere.
4.15.
Berigelsesforbrydelser
(straffelovens §§ 276-290)
4.15.1.
Gældende ret
Betegnelsen
»berigelsesforbrydelser«
omfatter forbrydelser, hvorved
nogen opnår en uberettiget
vinding ved retsstridigt at
tilføje den forurettede et
tilsvarende formuetab.
Betegnelsen omfatter tyveri, jf.
§ 276, ulovlig omgang med
hittegods, jf. § 277 ,
underslæb, jf. § 278 ,
bedrageri og databedrageri, jf.
§§ 279 og 279 a ,
mandatsvig, jf. § 280 ,
afpresning, jf. § 281 ,
åger, jf. § 282 , og
skyldnersvig, jf. § 283 .
Reglerne om
straf for berigelsesforbrydelser
er indrettet med en
normalstrafferamme i § 285
samt en sidestrafferamme for
særligt grove forbrydelser i
§ 286 og en sidestrafferamme
for berigelsesforbrydelser af
mindre strafværdighed i § 287
.
Efter
straffelovens § 285, stk. 1
, straffes de i §§ 276 og
278-283 nævnte forbrydelser med
fængsel indtil 1 år og 6
måneder. I de i § 283, stk. 2,
nævnte tilfælde, dvs. visse
tilfælde af skyldnersvig
foretaget til begunstigelse af
en fordringshaver, kan straffen
såvel for skyldneren som for den
begunstigede fordringshaver gå
ned til bøde. Ulovlig omgang med
hittegods straffes efter § 285,
stk. 2, med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Om tyveri er
i § 286, stk. 1,
foreskrevet en maksimumstraf på
fængsel i 4 år, når tyveriet er
af særlig grov beskaffenhed,
såsom på grund af den måde,
hvorpå det er udført, eller
fordi det er udført af flere i
forening eller under medtagelse
af våben eller andet farligt
redskab eller middel, eller på
grund af de stjålne genstandes
betydelige værdi eller de
forhold, under hvilke de befandt
sig, såvel som når tyverier er
begået i større antal. Straffen
for underslæb, bedrageri,
databedrageri, mandatsvig og
skyldnersvig kan efter § 286,
stk. 2, stige til fængsel i 8
år, når forbrydelsen er af
særlig grov beskaffenhed, eller
et større antal forbrydelser er
begået. Under tilsvarende
omstændigheder kan straffen for
afpresning og åger stige til
fængsel i 6 år, jf. § 286,
stk. 3.
Straffen er
bøde og kan under i øvrigt
formildende omstændigheder
bortfalde, hvis nogen af de
forbrydelser, der er nævnt i
§§ 276-283, er af mindre
strafværdighed på grund af de
omstændigheder, hvorunder
handlingen er begået, de
tilvendte genstandes eller det
lidte formuetabs ringe betydning
eller af andre særlige grunde,
jf. § 287, stk. 1.
Røveri anses
som den groveste af alle
berigelsesforbrydelser, idet
forbrydelsen rummer en
kombination af en økonomisk
krænkelse og et angreb på en
person. Angrebet foregår i
reglen således, at
gerningsmanden fratager eller
aftvinger en anden penge eller
andre værdigenstande mv. under
anvendelse af vold eller trussel
om øjeblikkelig anvendelse af
vold. Bestemmelsen findes i
straffelovens § 288.
Straffelovens
§ 289 indeholder en
bestemmelse om straf for
skattesvig og momssvig samt
indsmugling af særlig grov
karakter. Bestemmelsen er en
strafudmålingsregel, der
forhøjer de strafferammer, der
er fastsat i skattekontrolloven,
momsloven og toldloven, til
fængsel i indtil 4 år, når
forholdet er af særlig grov
karakter.
Straffelovens
§ 289 a indeholder en
bestemmelse, der særskilt
kriminaliserer svig med
EU-midler.
Efter
§ 290 , stk. 1, er
strafferammen for hæleri bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Er hæleriet af særlig
grov beskaffenhed, eller har
hæleriet været erhvervsmæssigt,
er straffen bøde eller fængsel
indtil 6 år, jf. § 290, stk. 2.
Om
forarbejderne til §§ 276-290
henvises til betænkningens side
890, 904-905 og 910-919.
4.15.2.
Straffelovrådets overvejelser
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) finder det rigtigst
at blive stående ved den
gældende opdeling mellem
§ 285 og § 287. Dette
flertal finder også, at der bør
gælde samme strafmaksimum for
groft skattesvig mv., jf.
§ 289 , og groft EU-svig,
jf. § 289 a , som for
groft bedrageri, sml. nedenfor
om § 286. Et mindretal (2
medlemmer) går ind for, at § 287
ophæves og bøde indføjes i
normalstrafferammen i § 285,
stk. 1. Dette mindretal går også
ind for, at groft skattesvig mv.
og groft EU-svig undergives et
strafmaksimum på 4 års fængsel.
Et enigt
Straffelovråd foreslår, at de
nuværende strafmaksima på
henholdsvis 4, 6 og 8 års
fængsel i § 286 ændres
til et samlet strafmaksimum på 6
års fængsel, som også svarer til
det gældende strafmaksimum for
groft eller erhvervsmæssigt
hæleri. Anvendelsen af denne
strafferamme foreslås gjort
betinget af, at de i §§ 276 og
278-283 nævnte forbrydelser er
af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af
udførelsesmåden, eller fordi
forbrydelsen er udført af flere
i forening eller under
medtagelse af våben eller andet
farligt redskab eller middel,
eller som følge af omfanget af
den opnåede eller tilsigtede
vinding, eller at et større
antal forbrydelser er begået.
Straffelovrådet finder ikke
grundlag for at ændre
strafmaksimum for røveri, jf.
straffelovens § 288. Rådet
foreslår alene en præcisering af
den skærpende sidestrafferamme i
§ 288, stk. 2 , således
at bestemmelsen kan anvendes,
hvis et røveri er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
dets særligt farlige karakter,
udførelsesmåden eller omfanget
af den opnåede eller tilsigtede
vinding, eller at et større
antal forbrydelser er begået.
For så vidt
angår § 290 om hæleri
bemærker rådet, at stk. 2 for
nylig er blevet ændret efter
grundige overvejelser i
Brydensholt-udvalget.
Straffelovrådet afstår derfor
fra at foreslå ændringer i
stk. 2, selv om formuleringen af
skærpelseskriterierne i denne
bestemmelse afviger fra rådets
forslag til ændring af bl.a.
§ 286.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
924-930.
4.15.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at
hensynet til homogenitet og
sammenhæng i strafferammerne
kunne tale for at ændre § 286
således, at der fastsættes et
fælles maksimum for de
forbrydelser, som i dag indgår i
bestemmelsen.
Straffelovrådet anfører til
støtte for forslaget om et
fælles strafmaksimum bl.a., at
alle grove former for
berigelseskriminalitet bør være
undergivet samme strafmaksimum,
idet strafværdigheden af disse
forbrydelser afhænger af det
beskyttede retsgode og ikke af
om der er tale om den ene eller
anden form for
berigelseskriminalitet. Med
hensyn til spørgsmålet om,
hvilket fælles strafmaksimum der
bør gælde anfører rådet, at
bestemmelsen i straffelovens
§ 88, stk. 1, 2. pkt., åbner
mulighed for i
sammenstødstilfælde under
særdeles skærpende
omstændigheder at forhøje den
højeste for nogen af
lovovertrædelserne foreskrevne
straf med indtil det halve. Et
strafmaksimum på fængsel i 6 år
i § 286 vil således efter
omstændighederne blive forhøjet
til 9 års fængsel
Over for
Straffelovrådets forslag kan det
på den anden side anføres, at
forbrydelser, der angår betroede
midler eller udføres ved
komplicerede økonomiske
transaktioner i
forretningsmæssige forhold
(»white-collar crime« mv.),
derved bliver sidestillet med
tyveri med hensyn til
strafferammen, og det kan virke
urimeligt, da der ved disse
forbrydelser ofte i de grove
tilfælde svindles med meget
store pengebeløb. Samtidig er
der på grund af disse
forbrydelsers ofte komplekse og
mere skjulte karakter
umiddelbart en mindre
opdagelsesrisiko end ved f.eks.
tyveri, og efterforskning og
retsforfølgning af disse
forbrydelsestyper kræver ofte
meget store ressourcer.
Endvidere kan det anføres, at
der i retspraksis i de senere år
er forekommet domme med
langvarige fængselsstraffe for
disse former for
berigelseskriminalitet, også
domme, hvor straffen har været
over 6 års fængsel. Disse
forhold taler efter
Justitsministeriets opfattelse
imod at nedsætte strafmaksimum
for bedrageri mv. fra 8 til 6
års fængsel med henblik på at
opnå et ensartet strafmaksimum
for alle grove
berigelsesforbrydelser.
Efter en
samlet vurdering mener
Justitsministeriet, at § 286 bør
være opdelt på den måde, at
stk. 1 omfatter grove tilfælde
af tyveri, afpresning og åger
med en strafferamme på 6 år,
mens stk. 2 omfatter grove
tilfælde af underslæb,
bedrageri, databedrageri,
mandatsvig og skyldnersvig med
en strafferamme på 8 år.
For så vidt
angår groft tyveri, jf.
straffelovens § 286, stk. 1,
indebærer forslaget en skærpelse
i forhold til det gældende
strafmaksimum på 4 års fængsel.
Der tilsigtes hermed en
skærpelse af strafniveauet for
den groveste del af de sager,
der i dag henføres til
straffelovens § 286, stk. 1.
For
underslæb, bedrageri,
databedrageri, mandatsvig og
skyldnersvig af særlig grov
beskaffenhed, jf. straffelovens
§ 286, stk. 2, samt åger og
afpresning af særlig grov
beskaffenhed, jf. § 286, stk. 3,
opretholdes de gældende
strafferammer.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 61,
samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er enig med
Straffelovrådet i, at der ikke
er grundlag for at ændre de
nuværende strafmaksima i
straffelovens § 288 .
Røveri kan efter
omstændighederne være af en
sådan grovhed og farlighed, at
et strafmaksimum i de
alvorligste tilfælde på mindre
end 10 år uanset muligheden
for efter omstændighederne at
straffe i sammenstød med §§ 245
og 246 vil være
utilstrækkeligt med henblik på
at kunne markere
strafværdigheden af denne
forbrydelse.
Justitsministeriet har
overvejet, om Straffelovrådets
forslag om en præcisering af
betingelserne for at anvende den
skærpede strafferamme i § 288,
stk. 2, utilsigtet vil kunne
medføre, at forhold, som i dag
er omfattet af bestemmelsen, vil
falde udenfor. Under hensyn til,
at det fremgår af rådets
lovudkast, at opregningen af
skærpelsestilfælde ikke er
udtømmende, jf. ordene »navnlig
på grund af «, kan
Justitsministeriet dog tilslutte
sig udkastet, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse
hermed. Den foreslåede
formulering tilsigter således
ikke at ændre kriterierne for,
hvornår et forhold falder ind
under sidestrafferammen i § 288,
stk. 2.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 62,
samt bemærkningerne hertil.
4.16. Andre
formueforbrydelser
(straffelovens §§ 291-305)
4.16.1.
Gældende ret
Straffelovens
§§ 291-305 regulerer en række
formueforbrydelser, der ikke er
berigelsesforbrydelser. Der er
tale om meget forskelligartede
gerningstyper, men en række af
de kriminaliserede handlinger
har lighedspunkter med
berigelsesforbrydelserne.
Om indholdet
af og forarbejderne til
§§ 291-305 henvises nærmere til
betænkningens side 932-933,
937-939, 944-945, 945-947,
951-953, 955-956 og 956-964.
4.16.2.
Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår, at
strafmaksimum i § 291, stk. 1
og 2 , om hærværk hæves fra
1 og 4 års fængsel til fængsel i
1 år og 6 måneder henholdsvis 6
år. Herved vil der gælde samme
strafmaksima som for tyveri mv.,
jf. § 285, stk. 1, og § 286 med
den ændring, som rådet foreslår.
Endvidere
foreslås en præcisering af
kriterierne for at anvende den
skærpede sidestrafferamme,
således at det kræves, at
hærværk er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
forbrydelsens omfang, eller at
et større antal forbrydelser er
begået.
For så vidt
angår §§ 293, stk. 2, 296,
297 og 302 henviser rådet
til, at bestemmelserne har været
grundigt overvejet af
Brydensholt-udvalget, jf. pkt.
2.2.4 ovenfor.
Rådet har
ikke fundet anledning til at gå
ind i en nærmere vurdering af
§ 293 a, der er indsat i
straffeloven for nylig.
Rådet afstår
endvidere fra at gå ind i en
nærmere vurdering af § 299,
hvis strafmaksimum bl.a.
blev ændret i 2000 i sammenhæng
med internationale retsakter om
bekæmpelse af bestikkelse i
private retsforhold.
Om
Straffelovrådets overvejelser
henvises til betænkningens side
935-937, 943-944, 945, 950-951,
955, 956, 965-966.
4.16.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets forslag for så
vidt angår § 291 om
hærværk. Forslaget er medtaget i
lovforslaget om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven (IT-kriminalitet
mv.), (L 55), som er fremsat den
5. november 2003.
Ved lov nr.
228 af 4. april 2000 om ændring
af straffeloven (Grov momssvig,
EU-svig og bestikkelse af
udenlandske tjenestemænd mv.)
blev strafferammen i § 299
hævet fra fængsel i 6
måneder til fængsel indtil 1 år
og 6 måneder. Ændringen blev
gennemført i lyset af
internationale retsakter om
bekæmpelse af bestikkelse i
private retsforhold.
Justitsministeriet finder ikke
anledning til nu at stille
forslag om ændring af § 299.
5. Forslagets
økonomiske og administrative
konsekvenser
De dele af
lovforslaget, som indebærer
strafskærpelser, vil medføre en
forøgelse af strafmængden og vil
således alt andet lige medføre
et øget behov for pladser i
kriminalforsorgens
institutioner.
Det
forventede behov for yderligere
fængselspladser som følge af
strafskærpelserne vil være på i
størrelsesordenen 90 pladser,
som imidlertid ikke alle skal
bruges med det samme.
Strafskærpelserne finder således
først anvendelse på forhold, der
begås efter lovens ikrafttræden
og merbelastningen for
kriminalforsorgen som følge af
de længere straffe vil først få
virkning efter, at en straf, der
svarer til den, som ville være
blevet udmålt efter de gældende
regler, er afsonet. Derfor vil
strafskærpelserne kun få
begrænset effekt på
kriminalforsorgens
kapacitetsbehov i 2004, mens der
i 2005 bliver behov for ca. 45
pladser. Herefter vil
kapacitetsbehovet gradvist stige
i de følgende år.
De
fængselspladser, som er
nødvendige for at håndtere den
øgede strafmasse, vil blive
etableret som led i opfølgningen
på finanslovsaftalerne for 2004.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
|
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/merudgifter
|
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen
|
Visse
merudgifter |
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Ingen
EU-retlige aspekter
|
6. Hørte
myndigheder m.v.
Straffelovrådets betænkning
1424/2002 om straffastsættelse
og strafferammer har været sendt
i høring til følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Københavns
Byret, Præsidenten for Retten i
Odense, Præsidenten for Retten i
Århus, Præsidenten for Retten i
Ålborg, Præsidenten for Retten i
Roskilde, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Institut for
Menneskerettigheder, Dansk
Retspolitisk Forening.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 1
til lovforslaget er de
foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende
regler.
Til § 1
Til nr. 1
(§ 33, stk. 3)
Med
lovforslagets § 1, nr. 1,
videreføres som stk. 3 i § 33
det gældende forbud ifølge § 84,
stk. 1, nr. 2, 2. pkt., mod at
idømme mere end 8 års fængsel
til personer, der var under 18
år på gerningstidspunktet. Der
henvises i den forbindelse til
§ 1, nr. 2, med bemærkninger til
lovforslagets § 82, nr. 1,
hvorefter det i almindelighed
skal indgå som formildende
omstændighed ved
strafudmålingen, at
gerningsmanden ikke var fyldt 18
år, da gerningen blev udført.
Til nr. 2
(§§ 80-84)
Forslaget til
§§ 80-82 indeholder nye
bestemmelser om straffens
fastsættelse til afløsning af
straffelovens § 80. Formålet med
§§ 80-82 er på baggrund af den
eksisterende praksis om
straffelovens § 80 at lovfæste
en række hensyn om
straffastsættelsen. Udtrykkene
»skærpende omstændighed« og
»formildende omstændighed«
anvendes af samme grund i en vid
betydning. Endvidere omfatter
ordene »gerning« og »handling«
såvel strafbare handlinger som
strafbare undladelser. Ordet
»straf« inkluderer som hidtil
både bøde og fængsel, herunder
betinget dom med og uden vilkår
om samfundstjeneste.
De foreslåede
bestemmelser tilsigter ikke at
ændre ved den nugældende
udmålingspraksis inden for
bestemte sagstyper som f.eks.
volds- og
berigelseskriminalitet. Samtlige
bestemmelser retter sig i øvrigt
alene mod den strafudmåling, som
finder sted inden for den
foreskrevne strafferamme.
Adgangen til at gå under den
foreskrevne strafferamme og
efter omstændighederne lade
straffen bortfalde foreslås
reguleret i § 83.
Ved
anvendelsen af de nugældende
strafnedsættelsesbestemmelser i
straffelovens §§ 84 og 85
udmåles straffen inden for en
udvidet strafferamme. Det
almindelige er, at straffen
udmåles inden for den normale
strafferamme, men fastsættes til
en lavere strafposition, end den
ville være blevet, hvis
bestemmelsen ikke havde været
anvendt. F.eks. vil nævningernes
bekræftende besvarelse af et
tillægsspørgsmål om anvendelse
af straffelovens § 85 inden for
området med drab på ægtefælle
eller samlevende som
udgangspunkt medføre, at
straffen i stedet for 10 år
bliver fastsat til 8 års
fængsel, og der vil normalt ikke
blive tale om at gå under
minimumsstraffen efter
straffelovens § 237 på fængsel i
5 år.
Det er også
fremover hensigten, at der vil
kunne stilles spørgsmål til
nævningerne om anvendelsen af de
i de foreslåede bestemmelser i
§§ 81-82 anførte formildende og
skærpende omstændigheder,
ligesom nævningerne vil kunne
tage stilling til, om § 83
finder anvendelse. I den
forbindelse vil de hensyn, som i
dag er indeholdt i § 84, stk. 1,
og som for de flestes
vedkommende er videreført i
§ 82, kunne anføres i
spørgsmålet.
Til § 80
Den
foreslåede bestemmelse i § 80
angiver de hovedhensyn, som skal
vægtes ved straffastsættelsen.
§ 80
indebærer en præcisering af de
hovedhensyn, som skal indgå ved
straffastsættelsen. Således
angives i stk. 1, at der
ved straffens fastsættelse som
hidtil skal lægges vægt på
lovovertrædelsens grovhed og på
oplysninger om gerningsmanden.
Det kommer endvidere til udtryk
i lovbestemmelsen, at
straffastsættelsen skal ske
under hensyntagen til
ensartethed i retsanvendelsen.
I stk. 2
præciseres de hensyn, der
skal indgå ved vurderingen dels
af lovovertrædelsens grovhed (1.
pkt.), dels af oplysninger om
gerningsmanden (2. pkt.). Ved
vurderingen af lovovertrædelsens
grovhed skal der tages hensyn
til den skade, fare og
krænkelse, som er forbundet med
lovovertrædelsen. Ved
vurderingen af oplysninger om
gerningsmanden skal der tages
hensyn til dennes almindelige
personlige og sociale forhold,
dennes forhold før og efter
gerningen samt dennes
bevæggrunde til gerningen.
I den
gældende § 80 foreskriver
stk. 2, at det i reglen skal
anses som en skærpende
omstændighed, at gerningen er
udført af flere i forening.
Denne bestemmelse foreslås
videreført i den foreslåede
bestemmelse i § 81, nr. 2, jf.
nedenfor.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.6.
Til § 81
I
bestemmelsen lovfæstes en række
forhold, som i almindelighed
skal indgå som skærpende
omstændigheder ved
straffastsættelsen. § 81
tilsigter sammen med den
foreslåede bestemmelse i § 82 at
supplere lovudkastets § 80 ved
vægtningen af hensynet til
lovovertrædelsens grovhed og
gerningsmandens person.
Opregningen
af skærpende omstændigheder er
ikke udtømmende, og der vil
derfor kunne forekomme andre
hensyn, som kan tillægges
skærpende betydning. I
straffelovens særlige del indgår
adskillige bestemmelser, som
under anvendelse af forskellige
udtryk beskriver omstændigheder,
hvis tilstedeværelse i det
enkelte tilfælde bevirker, at en
skærpet sidestrafferamme skal
eller kan anvendes. § 81
tilsigter ikke at ændre herved.
De forhold, som fører til
anvendelse af en skærpet
sidestrafferamme, f.eks. at en
forbrydelse er begået med et
vindingsmotiv for øje, kan
naturligvis også fortsat
tillægges skærpende betydning
ved straffastsættelsen inden for
den foreskrevne strafferamme,
selv om de ikke er nævnt i § 81.
Opregningen i
§ 81 er inddelt således, at
§ 81, nr. 1, retter sig mod
virkningen af, at gerningsmanden
tidligere er straffet for
kriminalitet, som er af
betydning for pådømmelsen af den
foreliggende kriminalitet. § 81,
nr. 2-6, angiver generelle
forhold ved gerningen, som i
reglen bevirker, at gerningens
strafværdighed forøges. § 81,
nr. 7-9, retter sig mod den
skærpelse af en gernings
strafværdighed, som normalt
følger af, at gerningen er
udvirket ved gerningsmandens
misbrug af stilling, særligt
tillidsforhold mv. eller
udnyttelse af tredjemands
underlegenhed. § 81, nr. 10-11,
retter sig mod omstændigheder,
som har tilknytning til
gerningsmandens status af
strafafsoner eller tidligere
strafafsoner.
Efter
§ 81, nr. 1 , skal det i
almindelighed indgå som
skærpende omstændighed, at
gerningsmanden tidligere er
straffet, når det er af
betydning for sagen. Om det
forhold, at gerningsmanden er
tidligere straffet, skal
tillægges skærpende betydning
ved straffastsættelsen, beror på
en konkret vurdering af
beskaffenheden af såvel den
foreliggende som den tidligere
kriminalitet.
§ 81, nr. 1,
opstiller ingen faste
tidsmæssige betingelser for,
hvornår tidligere kriminalitet
kan medføre skærpet
strafudmåling inden for den
normale strafferamme. Det er
efter den gældende bestemmelse i
§ 81 en betingelse for
anvendelse af en skærpende
gentagelsesstrafferamme, at både
den tidligere og den aktuelle
kriminalitet er begået efter det
fyldte 18. år, og at den nye
strafbare handling er begået
inden udløbet af 5 år, efter at
den tidligere straf er udstået.
Med lovforslaget foreslås
bestemmelsen ændret, således at
18 års-grænsen ophæves, og at
tidligere straffedomme fremover
tillægges betydning i 10 år ved
anvendelsen af
straffebestemmelser om forhøjet
straf i gentagelsestilfælde, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 84).
Det må forventes, at de
foreslåede skærpelser i § 84 vil
kunne få en vis betydning for
den vægt, domstolene i
forbindelse med strafudmåling
inden for normalstrafferammen
tillægger en straffedom, der
ligger længere tilbage i tid,
eller som vedrører forhold, som
er begået, før den pågældende
fyldte 18 år.
Med § 81,
nr. 2, videreføres den
nuværende regel i straffelovens
§ 80, stk. 2, hvorefter det i
almindelighed skal indgå som
skærpende omstændighed, at
gerningen er udført af flere i
forening. Der tilsigtes ingen
ændring i anvendelsen af § 23 om
straflempelse ved medvirken, når
der er anledning til at anlægge
en sammenlignende vurdering af
flere deltageres roller.
Efter
§ 81, nr. 3, skal det i
almindelighed indgå som
skærpende omstændighed, at
gerningen er særligt planlagt
eller led i omfattende
kriminalitet. Det indebærer
sædvanligvis, at der tale om
professionel eller mere
systematisk kriminalitet med
flere personer indblandet,
f.eks. organiseret økonomisk
kriminalitet,
narkotikakriminalitet,
hælerivirksomhed eller
menneskesmugling. Bestemmelsen
vil dog efter omstændighederne
også være anvendelig, hvor kun
en enkelt person er involveret.
Det er ikke nødvendigt, at
gerningsmanden har haft en
særlig vigtig rolle ved
planlægningen eller udførelsen
af den omhandlede kriminalitet.
Bestemmelsen vil efter
omstændighederne kunne omfatte
personer, der ikke indtager
overordnede funktioner i en
kriminel organisation.
Efter
§ 81, nr. 4, skal det i
almindelighed indgå som
skærpende omstændighed, at
gerningsmanden tilsigtede, at
gerningen skulle have betydeligt
alvorligere følger, end den fik.
Ordet »tilsigtede« indebærer
ikke et skærpet forsætskrav. Som
eksempel på tilfælde, hvor
bestemmelsen kunne overvejes
anvendt, kan nævnes
ildspåsættelse på fremmed
ejendom, jf. straffelovens
§ 181, stk. 1, hvor
gerningsmanden har haft forsæt
til, at hele ejendommen brændte
ned, men ildspåsættelsen alene
førte til, at en mindre del af
ejendommen ødelagdes.
§ 81, nr.
5, fastslår, at det i
almindelighed skal være en
skærpende omstændighed, at
gerningsmanden har udvist særlig
hensynsløshed. Med ordet
»særlig« markeres, at
bestemmelsen er forbeholdt
omstændigheder, der rækker
videre end den hensynsløshed,
som normalt indgår i
forbrydelsen. Som eksempel på
tilfælde, hvor det kunne komme
på tale at anvende bestemmelsen,
kan nævnes væbnet røveri,
hvorunder der tillige affyres
skarpe varselsskud. Som et andet
eksempel kan peges på indbrud i
privat beboelse, hvorunder der
begås hærværk, som rækker videre
end den ødelæggelse i form af
opbrud af dør og lignende, som
normalt er forbundet med
indtrængen i fremmed hus mv.,
f.eks. opskæring af møbler og
beskadigelse af tapet, gulv,
gardiner mv.
Efter
§ 81, nr. 6 , skal det i
almindelighed tillægges
strafskærpende betydning, hvis
gerningen har baggrund i andres
etniske oprindelse, tro,
seksuelle orientering eller
lignende. Bestemmelsen sigter på
tilfælde, hvor forbrydelsens
motiv helt eller delvis kan
tilskrives disse forhold.
Fortolkningen af ordene »etniske
oprindelse, tro, seksuelle
orientering eller lignende« skal
ske med udgangspunkt i
straffelovens § 266 b, der
kriminaliserer fremsættelse af
udtalelse mv., ved hvilken en
gruppe af personer trues,
forhånes eller nedværdiges på
grund af sin »race, hudfarve,
nationale eller etniske
oprindelse, tro eller seksuelle
orientering«. Bestemmelsen er
ikke begrænset til bestemte
forbrydelsestyper eller
tilfælde, hvor gerningsmandens
motiv har været at true, forhåne
eller nedværdige en person eller
gruppe af personer. Bestemmelsen
vil efter omstændighederne også
kunne være anvendelig f.eks. på
økonomisk kriminalitet, der
begås med henblik på at støtte
en racistisk organisation, som
gerningsmanden er medlem af.
Efter
§ 81, nr. 7 , indgår blandt
de skærpende omstændigheder, at
gerningen er begået i udførelsen
af offentlig tjeneste eller
hverv eller under misbrug af
stilling eller særligt
tillidsforhold i øvrigt.
Bestemmelsens 1. led skal ses i
sammenhæng med straffelovens
§ 154, hvorefter den for den
pågældende forbrydelse
foreskrevne straf kan forhøjes
med indtil det halve, når nogen
i udførelsen af offentlig
tjeneste eller hverv har gjort
sig skyldig i falsk anklage,
forbrydelse vedrørende
bevismidler, legemsangreb,
frihedsberøvelse, underslæb
eller mandatsvig. Denne
bestemmelse foreslås ophævet,
jf. lovforslagets § 1, nr. 30.
Formålet med § 81, nr. 7, 1.
led, er på den baggrund at
angive, at det ved
strafudmålingen inden for
vedkommende strafferamme i
almindelighed skal tillægges
skærpende betydning, at
gerningen er begået i udførelse
af offentlig tjeneste eller
hverv. § 81, nr. 7, 1. led, er i
modsætning til § 154 ikke
begrænset til bestemte
forbrydelsestyper, men vil efter
omstændighederne også være
anvendelig ved andre former for
kriminalitet, f.eks. tyveri.
§ 81, nr. 7, 1. led, forudsættes
i lighed med den hidtil gældende
§ 154 alene bragt i anvendelse,
når det strafbare forhold har en
sådan tilknytning til udførelsen
af tjenesten eller hvervet, at
det kan karakteriseres som
misbrug. Det fremgår også af 2.
led i § 81, nr. 7, der taler om
»misbrug« af stilling eller
særligt tillidsforhold i øvrigt.
Denne del af bestemmelsen vil
f.eks. kunne omfatte
berigelseskriminalitet begået
under misbrug af stilling i
private ansættelsesforhold.
Bestemmelsen vil efter
omstændighederne også være
anvendelig i andre sammenhænge,
hvor gerningen er udvirket ved
gerningsmandens misbrug af et
særligt tillidsforhold, f.eks.
ved vold mod et barn, der af
forældrene er overladt i
gerningsmandens varetægt.
§ 81, nr.
8, angiver som skærpende
omstændighed, at gerningsmanden
har fået en anden til at
medvirke til gerningen ved
tvang, svig eller udnyttelse af
dennes unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold. Modstykket
til denne bestemmelse er den
foreslåede bestemmelse i § 82,
nr. 6, hvorefter det i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed, at
gerningen er begået som følge af
tvang, svig eller udnyttelse af
gerningsmandens unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold.
Med »tvang«
sigtes til tilfælde, hvor
gerningsmanden får en anden til
at medvirke til gerningen under
anvendelse f.eks. af trusler om
vold. Bestemmelsen vil typisk
omfatte de former for tvang, som
er kriminaliseret i
straffelovens § 260, men
bestemmelsen er ikke begrænset
hertil. F.eks. vil også trusler
om skade på gods af et omfang,
der ikke opfylder kravet i § 260
om »betydelig skade«, efter
omstændighederne kunne føre til,
at gerningen er udøvet ved
tvang. »Svig« sigter til det
forhold, at gerningsmanden
formår en anden til at medvirke
til gerningen ved mod bedre
vidende at fremsætte urigtige
udtalelser eller fortie
sandheden. Den udviste svig kan
både angå faktiske forhold,
f.eks. værdien af effekter, som
gerningsmanden ønsker den anden
persons bistand til at stjæle,
og retlige forhold, f.eks. at
gerningen ikke er strafbar.
»Ung alder«
sigter til personer, som ikke
var fyldt 18 år, da gerningen
blev udført, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 82, nr. 1.
Afgrænsningen af »betydelige
økonomiske eller personlige
vanskeligheder, manglende
indsigt, letsind eller et
bestående afhængighedsforhold«
beror på en konkret vurdering.
Vejledende for fortolkningen af
disse udtryk er den praksis, som
knytter sig til straffelovens
§ 282 om åger. For så vidt angår
udtrykket »afhængighedsforhold«
kan der også hentes vejledning i
praksis om den hidtil gældende
straffelovs § 84, stk. 1, nr. 5.
I kravet om »udnyttelse« af ung
alder, betydelige økonomiske
eller personlige vanskeligheder
mv. ligger, at der skal være
årsagssammenhæng mellem
tilstanden hos den anden person
og dennes medvirken til at begå
den strafbare handling. Kravet
om udnyttelse skal i øvrigt ses
i lyset af bestemmelsens formål
om gennem strafudmålingen at
markere den øgede
strafværdighed, som følger af,
at gerningen er udvirket ved
gerningsmandens misbrug af
andres underlegenhed.
Efter
§ 81, nr. 9, skal det i
almindelighed tillægges
skærpende betydning, når
gerningsmanden har udnyttet
forurettedes værgeløse stilling.
Denne bestemmelse sigter navnlig
til kriminalitet, som begås over
for udsatte persongrupper,
f.eks. børn, handicappede og
ældre personer. Som eksempel kan
nævnes vold mod et spædbarn,
salg af narkotika til små børn
og tricktyveri, tasketyveri o.
lign. over for ældre eller
svagtseende personer.
Bestemmelsen kan også være
anvendelig i andre tilfælde,
hvor omstændighederne bevirker,
at forurettede er »værgeløs«.
Som eksempel kan nævnes tyveri
fra en bil, der som følge af
færdselsuheld har måttet
efterlades ulåst.
Efter
§ 81, nr. 10, er det i
almindelighed en skærpende
omstændighed, at gerningen er
begået af en person, der udstår
straf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende
karakter.
I § 81,
nr. 11, nævnes det forhold,
at gerningen er begået af en
tidligere indsat over for
institutionen eller en person
med ansættelse ved
institutionen.
§ 81, nr. 10
og 11, skal ses i sammenhæng med
forslaget om ophævelse af § 83,
stk. 1 og 2, hvorefter straffen
i dag kan forhøjes til det
dobbelte, hvis en person, der
udstår straf eller anden
strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter begår
en forbrydelse omfattet af
§§ 119, 121, 141, 142, 180, 181,
237, 244-247, 252, 260, 261, 266
og 291, stk. 2. Formålet med
disse bestemmelser er at
præcisere, at det generelt efter
omstændighederne kan tillægges
skærpende betydning inden for
den foreskrevne strafferamme,
når forbrydelsen er begået af en
person, der udstår straf mv.,
eller af en tidligere
strafafsoner. § 81, nr. 10, kan
omfatte tilfælde, hvor
kriminalitet er begået under
udgang mv. fra institutionen
(»orlov«), men bestemmelsen
forudsættes i lighed med § 83,
stk. 1, begrænset til handlinger
rettet mod medindsatte, personer
med tilknytning til
institutionen eller mod
institutionen eller dens
ejendele, jf. herved Østre
Landsrets dom, offentliggjort i
Ugeskrift for Retsvæsen 1992,
side 435. Om anden kriminalitet
begået under afsoning skal
tillægges skærpende betydning,
beror på de almindelige regler
om betydningen af, at
gerningsmanden tidligere er
straffet (gentagelse), jf.
lovforslagets § 81, nr. 1.
§ 81, nr. 10
og 11, er i modsætning til den
hidtil gældende § 83, stk. 1 og
2, ikke begrænset til bestemte
forbrydelser, men kan f.eks.
omfatte voldtægt, jf.
straffelovens § 216, der begås
af en indsat. Udtrykket »over
for institutionen« i § 81, nr.
11, kan bl.a. omfatte tilfælde,
hvor en tidligere indsat har
gjort sig skyldig i en
forbrydelse som omhandlet i
straffelovens § 124 i forhold
til en i institutionen indsat
person, f.eks. ved ulovligt at
sætte sig i forbindelse med den
pågældende.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.6.
Til § 82
I
bestemmelsen lovfæstes en række
forhold, som i almindelighed
skal indgå som formildende
omstændighed ved
straffastsættelsen. § 82
tilsigter sammen med § 81 at
supplere § 80 ved vægtningen af
hensynet til lovovertrædelsens
grovhed og gerningsmandens
person. Opregningen af
formildende omstændigheder i
§ 82 er ikke udtømmende.
Straffelovens
almindelige del indeholder i
§§ 21 og 23 regler om
straflempelse ved forsøg og
medvirken. Med § 82 tilsigtes
ingen ændring af disse
bestemmelser. Bestemmelser i
straffelovens særlige del, som
under anvendelse af forskellige
udtryk beskriver omstændigheder,
hvis tilstedeværelse i det
enkelte tilfælde bevirker, at
forholdet henføres til en lavere
sidestrafferamme ændres ikke ved
den foreslåede § 82.
Opregningen i
§ 82 er inddelt således, at
§ 82, nr. 1-2, angår
gerningsmandens alder. § 82, nr.
3, vedrører overskridelse af
grænserne for en objektiv
straffrihedsgrund, f.eks.
lovligt nødværge. § 82, nr.
4-11, retter sig mod
omstændigheder ved gerningen
eller gerningsmandens person
henholdsvis under og efter
gerningens foretagelse. § 82,
nr. 12, vedrører betydningen af
samtidig rettighedsfrakendelse
mv. Endelig omhandler § 82, nr.
13-14, betydningen af
sagsbehandlingstid og af den
tid, der er gået, siden den
strafbare handling blev
foretaget.
Efter
§ 82, nr. 1, skal det i
almindelighed indgå som
formildende omstændighed, at
gerningsmanden ikke var fyldt 18
år, da gerningen blev udført.
Med denne bestemmelse
videreføres § 84, stk. 1, nr. 2,
1. pkt., jf. § 80, og i et vist
omfang § 91, der i øvrigt
foreslås ophævet, sml.
lovforslagets § 1, nr. 3. Det
hidtil gældende forbud mod at
idømme straf på mere end 8 års
fængsel til personer, der var
under 18 år på
gerningstidspunktet, videreføres
i § 33 om fængselsstraffens
faste minimum og maksimum, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1.
Efter
§ 82, nr. 2, skal det i
almindelighed tillægges
formildende virkning, at
gerningsmanden (på
domstidspunktet) har høj alder,
når anvendelse af den sædvanlige
straf er unødvendig eller
skadelig. Udtrykket »høj alder«
sigter ikke til en bestemt
aldersgrænse. Er gerningsmanden
fyldt 65 år, vil der normalt
være anledning til at overveje,
om bestemmelsen kan bringes i
anvendelse. At gerningsmanden
har høj alder, er imidlertid
ikke tilstrækkeligt. Det kræves
videre, at sædvanlig straf er
enten »unødvendig« eller
»skadelig«. Om sædvanlig straf
er unødvendig beror på en
konkret vurdering, hvor hensynet
til gerningsmandens høje alder
skal afvejes over for hensynet
til gennem straffastsættelsen at
markere forbrydelsens
strafværdighed. Denne afvejning
kan efter omstændighederne føre
til, at kravet om sædvanlig
straf fastholdes. Straflempelse
kan i så fald alene komme på
tale, såfremt gerningsmandens
høje alder bevirker, at
anvendelse af den sædvanlige
straf er »skadelig«. Er den
sædvanlige straf en
længerevarende fængselsstraf,
vil der normalt være en
formodning for, at denne
betingelse er opfyldt. Også
kortere fængselsstraffe kan
efter omstændighederne være
omfattet, f.eks. i tilfælde,
hvor gerningsmanden lider af en
fremskreden livstruende sygdom.
§ 82, nr. 2,
tilsigter ikke at udelukke, at
andre ligeværdige hensyn efter
omstændighederne tillægges
formildende betydning, f.eks.
dårligt helbred i form af et
svært fysisk handicap. Hensynet
til ikke at svække eller
forstyrre de psykiske funktioner
vil efter omstændighederne kunne
være omfattet af § 82, nr. 7
(»andre særlige oplysninger om
gerningsmandens sindstilstand«).
I opregningen
af formildende omstændigheder
indgår i § 82, nr. 3 , at
gerningen grænser til at være
omfattet af en
straffrihedsgrund. Hermed sigtes
til en objektiv
straffrihedsgrund, f.eks.
tilfælde, hvor gerningsmanden
har overskredet grænserne for
lovlig nødværge og lovlig
nødret, jf. straffelovens §§ 13
og 14 samt 84, stk. 1, nr. 1.
Som et andet eksempel kan peges
på tilfælde, hvor betingelserne
for at statuere straffrihed som
følge af samtykke eller
manglende retsstridighed i
øvrigt ikke fuldt ud har været
opfyldt, men omstændighederne
dog taler for en mildere straf.
Efter den
gældende bestemmelse i § 84,
stk. 1, nr. 3, kan straffen
nedsættes og under i øvrigt
formildende omstændigheder
bortfalde, når gerningsmanden
har handlet i undskyldelig
uvidenhed om eller misforståelse
af retsregler, der forbyder
eller påbyder handlingens
foretagelse. De hensyn, som
bestemmelsen bygger på, indgår
ikke i den foreslåede § 82, nr.
3. Der henvises i stedet til den
foreslåede § 82, nr. 4, og den
foreslåede § 83.
Efter
§ 82, nr. 4 , skal det i
almindelighed indgå som
formildende omstændighed, at
gerningsmanden har handlet i
undskyldelig uvidenhed om eller
undskyldelig misforståelse af
retsregler, der forbyder eller
påbyder handlingens foretagelse.
Bestemmelsen viderefører den
hidtil gældende
strafnedsættelses- og
strafbortfaldsbestemmelse i
straffelovens § 84, stk. 1, nr.
3. Placeringen i § 82, der
omhandler mulighed for
nedsættelse af straffen inden
for strafferammen, medfører
ikke, at den foreslåede
bestemmelse i § 83 ikke vil
kunne finde anvendelse. I det
omfang en uvidenhed eller
misforståelse efter de gældende
regler i praksis ville føre til
nedsat straf eller
strafbortfald, jf. den gældende
§ 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2,
vil den foreslåede bestemmelse i
§ 83 om strafnedsættelse og
strafbortfald ligeledes kunne
finde anvendelse.
§ 82, nr.
5, nævner som formildende
omstændighed, at gerningen er
udført i en oprørt
sindstilstand, der er fremkaldt
af forurettede eller personer
med tilknytning til denne ved et
uretmæssigt angreb eller en grov
fornærmelse. Bestemmelsen
viderefører med en moderniseret
formulering straffelovens § 84,
stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen
udvider samtidig kredsen af
personer, som har fremkaldt den
oprørte sindstilstand, til også
at omfatte personer med
tilknytning til forurettede,
f.eks. personer tilhørende
forurettedes gruppe. Den oprørte
sindstilstand, som kan føre til
en formildet strafudmåling, kan
som hidtil være fremkaldt ved,
at andre end gerningsmanden er
blevet angrebet.
Efter
§ 82, nr. 6 , skal det i
almindelighed indgå som
formildende omstændighed, at
gerningen er begået som følge af
tvang, svig eller udnyttelse af
gerningsmandens unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold. Modstykket
til denne bestemmelse er den
foreslåede bestemmelse i § 81,
nr. 8, hvorefter det i
almindelighed skal indgå som
skærpende omstændighed, at
gerningsmanden har fået en anden
til at medvirke til gerningen
ved tvang, svig eller udnyttelse
af dennes unge alder eller
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller
et bestående
afhængighedsforhold. Der
henvises til bemærkningerne
ovenfor til denne bestemmelse.
Med § 82,
nr. 7, videreføres
straffelovens § 85, 1. pkt.,
idet det foreskrives, at det i
almindelighed skal anses som
formildende omstændighed, at
gerningen er begået under
indflydelse af stærk
sindsbevægelse, eller at der
foreligger andre særlige
oplysninger om gerningsmandens
sindstilstand eller
omstændighederne ved gerningen.
Som formildende omstændighed
angives udtrykkeligt »stærk
medfølelse«. Som eksempel herpå
kan nævnes medlidenhedsdrab af
en uhelbredelig syg person. Der
vil i øvrigt kunne hentes
vejledning for fortolkningen af
denne bestemmelse i den praksis,
som knytter sig til den
hidtidige bestemmelse i § 85.
Med § 82,
nr. 8-9 og 11 , videreføres
de hidtil gældende bestemmelser
i straffelovens § 84, stk. 1,
nr. 6-9.
I § 82,
nr. 10, angives som
formildende omstændighed, at
gerningsmanden har givet
oplysninger, som er afgørende
for opklaringen af strafbare
handlinger begået af andre. Med
denne bestemmelse lovfæstes den
retstilstand, som har udviklet
sig på baggrund af Højesterets
dom offentliggjort i Ugeskrift
for Retsvæsen 1998, side 1317.
Bestemmelsen er ikke begrænset
til bestemte sagstyper, herunder
sager, som gerningsmanden selv
har været involveret i.
Bestemmelsen må efter ordlyden
forventes at få størst praktisk
betydning i sager om grovere
kriminalitet, f.eks. større
narkotikasager, sager om
alvorlig voldskriminalitet og
drab eller sager om omfattende
eller alvorlig økonomisk
kriminalitet, hvor
efterforskningen
erfaringsmæssigt er særlig
vanskelig eller problemfyldt.
Efter
§ 82, nr. 12, skal det i
almindelighed anses som en
formildende omstændighed, at
gerningsmanden på grund af den
strafbare handling frakendes en
af de i § 79 omhandlede
rettigheder eller påføres andre
følger, der kan sidestilles med
straf. Bestemmelsen tilsigter at
lovfæste den retstilstand, som
har udviklet sig i retspraksis i
tilknytning til straffelovens
§ 87. Om en anden følge kan
sidestilles med straf, beror på
en konkret vurdering.
Bestemmelsen kan efter
omstændighederne både omfatte
følger af faktisk art, og af
retlig art, f.eks. udvisning,
afskedigelse eller ikendelse af
disciplinære foranstaltninger i
anledning af det strafbare
forhold.
§ 82, nr.
13 og 14, retter sig
henholdsvis mod
sagsbehandlingstiden, dvs. den
tid, der er medgået til sagens
behandling ved politi og
domstole, og mod den tid, der er
gået fra den strafbare handlings
foretagelse til dens pådømmelse.
Om det
førstnævnte forhold fremgår af
§ 82, nr. 13, at det i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed, når
straffesagen mod gerningsmanden
ikke er afgjort inden rimelig
tid, uden at det kan bebrejdes
gerningsmanden. Hensigten med
denne bestemmelse er at lovfæste
den retstilstand, som har
udviklet sig i retspraksis,
herunder bl.a. i tilfælde, hvor
der har været spørgsmål om,
hvorvidt sagsbehandlingstiden
har medført en krænkelse af
tiltaltes rettigheder efter Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
artikel 6, stk. 1. Om
bestemmelsen kan bringes i
anvendelse, beror således på en
konkret vurdering, hvorved der
efter omstændighederne kan være
anledning til at inddrage flere
forhold, herunder sagens
karakter og betydning, dens
kompleksitet og den tiltaltes
(gerningsmandens) og
myndighedernes adfærd.
Efter § 82,
nr. 14, skal det i almindelighed
indvirke i formildende retning
på straffastsættelsen, at der er
gået så lang tid, siden den
strafbare handling blev
foretaget, at anvendelse af den
sædvanlige straf er unødvendig.
Formålet med denne bestemmelse
er at lovfæste den retstilstand,
som har udviklet sig i praksis i
tilfælde, hvor der har været
spørgsmål om at formilde
straffen under hensyn til den
tid, der er forløbet, fra
gerningen blev begået, til den
blev pådømt. Om den tid, der er
gået, siden den strafbare
handling blev foretaget, kan
være en formildende
omstændighed, beror på en
konkret vurdering, hvorved der
bl.a. også må lægges vægt på
forbrydelsens karakter.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.6 og 3.8.
Til § 83
Den
foreslåede nye bestemmelse i
§ 83 om strafnedsættelse og
strafbortfald afløser
straffelovens § 84, stk. 2, jf.
stk. 1, samt §§ 85, 87 og 91.
Formålet med § 83 er på baggrund
af den eksisterende praksis at
lovfæste en almindelig adgang
til efter en konkret vurdering
at nedsætte straffen under den
foreskrevne strafferamme, når
oplysninger om gerningen,
gerningsmandens person eller
andre forhold taler afgørende
herfor, og under i øvrigt
formildende omstændigheder at
lade straffen bortfalde.
§ 83 er ikke
begrænset til omstændigheder,
der foreligger ved den strafbare
handlings foretagelse. Også
senere indtrådte omstændigheder
kan bevirke strafnedsættelse
eller strafbortfald, jf.
eksempelvis de forhold, der
nævnes i den foreslåede
bestemmelse i § 82, nr. 9-14.
Spørgsmålet om, hvorvidt
formildende omstændigheder ved
gerningen, gerningsmandens
person eller andre forhold bør
føre til reduceret straf eller
som følge af forholdets særlige
karakter til strafbortfald, vil
som hidtil bero på en konkret
vurdering. Vejledende ved denne
vurdering kan være den opregning
af formildende omstændigheder,
som indgår i § 82 i
lovforslaget.
Med § 83
tilsigtes ingen ændring af den
nugældende udmålingspraksis
inden for bestemte sagstyper,
f.eks. drab. Straffelovens
almindelige del indeholder i
§§ 21 og 23 regler om
straflempelse ved forsøg og ved
medvirken tillige om
strafbortfald. Med § 83
tilsigtes ingen ændring af disse
bestemmelser.
I
straffelovens særlige del indgår
bestemmelser, som åbner mulighed
for strafbortfald i tilknytning
til specifikke gerningsindhold,
jf. bl.a. straffelovens §§ 248
og 272 om gengæld mv. ved
legemsangreb og ærefornærmelser.
§ 83 medfører heller ingen
ændring i sådanne bestemmelser.
Efter den
gældende § 84, stk. 1, nr. 3,
kan straffen nedsættes (herunder
under den foreskrevne
strafferamme og under i øvrigt
formildende omstændigheder
bortfalde, sml. stk. 2), når
gerningsmanden har handlet i
undskyldelig uvidenhed om eller
misforståelse af retsregler, der
forbyder eller påbyder
handlingens foretagelse. Som det
fremgår af pkt. 3.7, kan
Justitsministeriet ikke
tilslutte sig det af
Straffelovrådet stillede forslag
om en ny bestemmelse, hvorefter
handlinger foretaget i uvidenhed
om eller misforståelse af
retsregler, der forbyder eller
påbyder handlingen, er straffri,
når uvidenheden eller
misforståelsen ikke kan
tilregnes gerningsmanden som
forsætlig eller uagtsom.
Justitsministeriet har i stedet
foreslået den gældende
bestemmelse i § 84, stk. 1, nr.
3, videreført i § 82, nr. 4. Der
vil med den foreslåede
bestemmelse i § 83 fortsat i
disse tilfælde være adgang til
at nedsætte straffen under den
foreskrevne strafferamme og i
øvrigt under formildende
omstændigheder at lade straffen
bortfalde efter en konkret
vurdering.
Den praksis,
der i dag knytter sig til § 84,
stk. 1, nr. 3, og stk. 2, vil
kunne være vejledende ved
fortolkningen af § 83 i disse
situationer.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.7.
Til § 84
Som ny § 84
videreføres med visse ændringer
den hidtil gældende bestemmelse
i § 81.
§ 84,
stk. 1, indebærer, at det er
en betingelse for anvendelse af
bestemmelser om forhøjet straf
eller andre retsfølger i
gentagelsestilfælde, at
gerningsmanden, inden den
pågældende på ny forbrød sig, i
den danske stat er fundet
skyldig i en strafbar handling,
som loven tillægger
gentagelsesvirkning på den nu
begåede handling, eller forsøg
på eller medvirken til en sådan.
Efter
bestemmelsen er det således ikke
længere en betingelse for at
kunne anvende bestemmelser om
forhøjet straf mv. i
gentagelsestilfælde, at den
tidligere og den aktuelle
kriminalitet er begået efter det
fyldte 18. år.
§ 84,
stk. 2 , svarer til den
gældende § 81, stk. 2.
Straffedomme afsagt uden for den
danske stat kan således
tillægges samme
gentagelsesvirkning som de her i
landet afsagte domme.
§ 84,
stk. 3, indebærer, at
gentagelsesvirkningen ophører,
når der, førend den strafbare
handling er begået, er forløbet
10 år, efter at den tidligere
straf er udstået, endeligt
eftergivet eller bortfaldet.
Dette er en ændring i forhold
til den gældende § 81, stk. 3,
hvor gentagelsesvirkningen er
betinget af, den nye strafbare
handling er begået inden udløbet
af 5 år efter, at den tidligere
straf er udstået mv.
De ændrede
betingelser for anvendelse af
forhøjede sidestrafferammer i
gentagelsestilfælde finder
anvendelse i forhold til
bestemmelser i
straffelovgivningen samt i
særlovgivningen, hvor den
gældende bestemmelse i § 81 ikke
er fraveget.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 3
(§§ 85, 87 og 91)
Med
lovforslagets § 1, nr. 3,
ophæves som led i en
nyaffattelse af straffelovens
bestemmelser om
straffastsættelse de hidtil
gældende bestemmelser i §§ 85,
87 og 91, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2, (§§ 80-84).
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.7.
Til nr. 4
(§§ 100, stk. 2, 176, stk. 2,
233 og 266 a)
Med
lovforslagets § 1, nr. 4,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammerne i de
ovennævnte bestemmelser.
I relation
til samtlige bestemmelser
medfører ændringen, at
sidestrafferammen, hvorefter
straffen under formildende
omstændigheder kan nedsættes til
bøde, udgår, og at bøde
indsættes som det faste minimum
i normalstrafferammen.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 5
(§§ 109, stk. 2, og 110, stk. 2)
Med
lovforslagets § 1, nr. 5,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammen, der har
baggrund bl.a. i hensynet til
sammenhæng i
strafferammesystemet samt den
foreslåede § 82, hvoraf det
fremgår, hvad der i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed ved
straffens fastsættelse.
Ændringen
indebærer, at bøde fremover
indgår i normalstrafferammen for
uagtsomme forhold.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 6
(§ 110 a)
Ændringen
medfører for det første en
teknisk ændring, således at
bestemmelsen fremover alene
består af en normalstrafferamme,
hvorefter der kan idømmes bøde
eller fængsel indtil 3 år.
Hermed tilsigtes ingen ændring i
det hidtidige strafbare område
eller udmålingsniveau.
For det andet
medfører ændringen, at den
gældende bestemmelse i § 110 a,
nr. 2, gøres til et bødedelikt.
Efter forslaget til § 110 a,
stk. 2, straffes med bøde den,
som forsætligt eller uagtsomt
uden behørig tilladelse optager
fotografier fra luftfartøj over
dansk statsområde eller
offentliggør sådanne ulovligt
optagne fotografier.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.1.
Til nr. 7
(§ 110 c)
Med
lovforslagets § 1, nr. 7, ændres
udtrykket »skærpende
omstændigheder« til »særligt
skærpende omstændigheder« i
§ 110 c, stk. 1, 2 og 3.
Ændringen er teknisk begrundet
og der tilsigtes ingen ændring i
det hidtidige strafbare område
eller udmålingsniveau.
Endvidere er
uagtsomme forhold udskilt i en
særskilt bestemmelse (§ 110 c,
stk. 4) med et strafmaksimum på
2 års fængsel.
Der henvises
til de almindelige
bemærkningerne pkt. 4.1.
Til nr. 8
(§§ 110 e, 130, 161 og 182)
Med
lovforslagets § 1, nr. 8,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammerne i de
ovennævnte bestemmelser.
Ændringen
medfører, at sidestrafferammerne
i §§ 110 e, 130, 161 og 182,
hvorefter der under skærpende
omstændigheder kan idømmes
fængsel indtil 2 år, ændres,
således at der fremover kun
består en normalstrafferamme,
hvorefter der kan idømmes bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
udeladelsen af kravet om
skærpende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 9
(§§ 113, stk. 1, 125 a, 1. og 2.
pkt., 230, 1. og 2. pkt., 235,
stk. 1, 1. og 2. pkt., 241, 249,
266 b, stk. 2, og § 293 a, 2.
pkt.)
Lovforslagets
§ 1, nr. 9, indebærer, at
udtrykket »skærpende
omstændigheder« ændres til
»særligt skærpende
omstændigheder« i de ovennævnte
bestemmelser. Ændringen er
teknisk begrundet.
Som det
fremgår af de almindelige
bemærkninger pkt. 3.3.3. er det
Justitsministeriets opfattelse,
at der i de nævnte bestemmelser
fortsat er behov for en skærpet
sidestrafferamme, når der
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
ændringen af kriteriet
»skærpende omstændigheder«
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 10
(§ 114 d)
Lovforslagets
§ 1, nr. 10, medfører en
forenkling af strafferammen i
§ 114 d. Med ændringen vil
bestemmelsen fremover kun
indeholde en strafferamme
indeholdende bøde eller fængsel
indtil 2 år.
Bestemmelsens
strafmaksima forbliver uændrede,
og med udeladelsen af kravet om
skærpende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 11
(§§ 117, 136, stk. 2, og 192,
stk. 3)
Med
lovforslagets § 1, nr. 11,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammerne i §§ 117,
136, stk. 2 og 192, stk. 3.
Ændringen indebærer, at
strafferammen i bestemmelserne
fremover er bøde eller fængsel
indtil 2 år.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 12
(§ 119, stk. 1 og § 123)
§ 119
Med
lovforslagets § 1, nr. 12,
gennemføres i § 119, stk. 1, en
skærpelse af strafferammen fra
fængsel indtil 6 år til fængsel
indtil 8 år.
Formålet med
den foreslåede forhøjelse af
strafferammen i § 119, stk. 1,
er at skærpe straffen for vold
mod tjenestemænd i funktion på
linie med de skærpelser, som for
så vidt angår voldsbestemmelser
§§ 244-246 fandt sted ved lov
nr. 380 af 6. juni 2002 om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven og færdselsloven
(Skærpelse af straffen for
voldtægt, vold, uagtsom
manddrab, uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse, forsætlig
fareforvoldelse, biltyveri, grov
forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og
menneskehandel).
Det
forudsættes således, at straffen
for overtrædelse af § 119,
stk. 1 og 2, gennemgående
forhøjes med omkring en
tredjedel i forhold til den
straf, der i dag udmåles af
domstolene i sådanne sager. Det
vil f.eks. betyde, at en sag om
vold mod en politimand, jf.
straffelovens § 119, der hidtil
af domstolene er blevet straffet
med fængsel i 3 måneder, efter
lovændringen skal straffes med 4
måneders fængsel.
Gerningsbeskrivelsen i § 119
retter sig i vist omfang mod
forhold, der i sig selv er
strafbare, herunder
straffelovens §§ 244-246.
Bestemmelsen i § 119, stk. 1,
antages at absorbere straf efter
§ 244, men ikke ansvar efter
§§ 245-246. Det forudsættes, at
forhøjelsen med omkring en
tredjedel i forhold til den
nuværende praksis også skal slå
igennem i sager om overtrædelse
af § 119, stk. 1, jf. § 245
eller 246.
Endvidere
foretages en teknisk ændring af
normal- og sidestrafferammen i
bestemmelsen. Ændringen
medfører, at der fremover består
en normalstrafferamme, hvorefter
der kan idømmes bøde eller
fængsel indtil 8 år. Den
tekniske ændring tilsigtes ingen
ændring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau i relation til
området for bøde.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.2.
§ 123
Lovforslagets
§ 1, nr. 12, indebærer en
skærpelse af strafferammen i
§ 123 om trusler mod vidner fra
6 år til 8 år.
Formålet med
den foreslåede forhøjelse af
strafferammen i § 123 er at
skærpe straffen for trusler mod
vidner mv. og skal ses i lyset
af den nære tilknytning, som
bestemmelsen har til
bestemmelsen i § 119. Det
forudsættes således, at straffen
for overtrædelse § 123 skal
forhøjes med omkring en
tredjedel i forhold til den
straf, der hidtil har været
udmålt af domstolene. Det vil
betyde, at f.eks. en sag om vold
om en person, eller dennes
nærmeste, der har afgivet
forklaring i retten, der i dag
af domstolene straffes med
fængsel i 60 dage, efter
lovændringen skal straffes med 3
måneders fængsel.
Der foretages
endvidere en teknisk ændring af
bestemmelsens normal- og
sidestrafferammer. Ændringen
medfører, at bestemmelsen
fremover alene består af en
strafferamme, hvorefter der kan
idømmes bøde eller fængsel
indtil 8 år. Den tekniske
ændring tilsigtes ingen ændring
i det hidtidige strafbare område
eller udmålingsniveau i relation
til området for bøde.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.2.
Til nr. 13
(§ 124, stk. 2)
Lovforslagets
§ 1, nr. 13, indebærer, at
strafferammen i § 124, stk. 2,
tilpasses strafferammen i den
gældende § 124, stk. 1,
hvorefter den, der flygter som
anholdt eller fængslet, straffes
med bøde eller fængsel indtil 2
år.
Med
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.2.
Til nr. 14
(§ 124, stk. 3)
Med
lovforslagets § 1, nr. 14,
forenkles strafferammen i § 124,
stk. 3, idet det udtrykkelige
krav om skærpende omstændigheder
udgår.
Med den
anførte ændring tilsigtes ingen
forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 15
(§ 132 a)
Lovforslagets
§ 1, nr. 15, indebærer, at
bestemmelsens strafmaksimum
skærpes fra 1 til 2 års fængsel.
Endvidere indføres bøde i
strafferammen i § 132 a, 1.
pkt., og som konsekvens heraf
ophæves § 132 a, 2. pkt. De
anførte ændringer tilsigter ikke
at indvirke på det hidtidige
strafbare område.
Ændringen
medfører, at den, der indtræder
som medlem i en forbudt eller
opløst forening, kan straffes på
samme måde som andre, herunder
hidtidige medlemmer, hvis de
deltager i fortsættelsen af den
pågældende forenings virksomhed.
Ændringen vil derudover bl.a.
betyde, at reglerne om
varetægtsfængsling i
retsplejelovens § 762, stk. 1,
vil kunne finde anvendelse.
Varetægtsfængsling vil dog ikke
kunne finde anvendelse, hvis
lovovertrædelsen kan ventes at
ville medføre straf af bøde
eller fængsel i højst 30 dage,
eller frihedsberøvelsen vil stå
i misforhold til den forvoldte
forstyrrelse af sigtedes
forhold, sagens betydning og den
retsfølge, som kan ventes, hvis
sigtede findes skyldig, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 3.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.3.
Til nr. 16
(§ 133, stk. 1 og 2)
Lovforslagets
§ 1, nr. 16, indebærer, at der i
§ 133, stk. 1, indføres bøde, og
at § 133, stk. 2, 2. pkt. som
følge heraf ophæves.
Ændringen
medfører, at den, som fremkalder
opløb med det fortsæt at øve
eller true med vold på person
eller gods, kan straffes med
bøde eller fængsel indtil 3 år.
Denne ændring tilsigtes ingen
ændring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau i relation i
relation til området for bøde.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.3.
Til nr. 17
(§ 133, stk. 3)
Lovforslagets
§ 1, nr. 17, indebærer, at den
hidtidige delte strafferamme i
§ 133, stk. 3, afløses af en
henvisning til strafferammen for
den pågældende forbrydelse,
f.eks. vold, jf. §§ 244-246, og
hærværk, jf. § 291. Anstiftere
og ledere såvel som menige
deltagere i et farligt opløb
straffes herefter efter den
samme strafferamme
(strafferammen for den begåede
forbrydelse).
Med den nye
formulering af § 133, stk. 3,
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område,
herunder de særlige
ansvarsregler for anstiftere og
ledere eller udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.3.
Til nr. 18
(§§ 136, stk. 1, og 232)
Lovforslagets
§ 1, nr. 18, indebærer en
teknisk begrundet forenkling af
normal- og sidestrafferammer.
Med forslaget ophæves
bestemmelsernes formildende
sidestrafferammer.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede, og
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 19
(§ 137, stk. 1)
Med
lovforslagets § 1, nr. 19,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammer.
Ændringen
medfører, at sidestrafferammen i
§ 137, stk. 1, hvorefter der
under skærpende omstændigheder
kan idømmes fængsel indtil 2 år,
ændres, således at bestemmelsen
med ændringen fremover har en
strafferamme, der lyder på bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og udeladelsen af kravet om
skærpende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 20
(§ 138)
Med
lovforslagets § 1, nr. 20,
skærpes strafmaksimum i § 138 om
uagtsom fareforvoldelse i
beruset tilstand til 1 års
fængsel bl.a. med henblik på at
skabe større parallelitet til
strafferammerne for beslægtede
forhold i færdselsloven. Det
fremgår således af
færdselslovens § 117, stk. 1, at
spirituskørsel med motorkøretøj
mv., straffes med fængsel indtil
1 år, hvis
alkoholkoncentrationen i blodet
under eller efter kørslen
oversteg 2,00 promille.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.3.
Til nr. 21
(§ 140)
Med
lovforslagets § 1, nr. 21,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammen i
bestemmelsen.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver
uændrede, og med udeladelsen af
kravet om formildende
omstændigheder tilsigtes ingen
ændring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 22
(§§ 141, stk. 1, 149 og 194)
Med
lovforslagets § 1, nr. 22,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammerne i
bestemmelserne.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede, og
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 23
(§ 143)
Lovforslagets
§ 1, nr. 23, indebærer, at § 143
ophæves. Ophævelsen skyldes en
ændret placering af
bestemmelsen, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 34 (§ 164 a).
Baggrunden for den ændrede
placering er, at bestemmelsen
efter gerningsbeskrivelsen
naturligt hører hjemme i
straffelovens kapitel 17 i
forlængelse af § 164 om falsk
anklage.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.3.
Til nr. 24
(§ 144)
Med
lovforslagets § 1, nr. 24,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af bestemmelsens
normal- og sidestrafferammer.
Med ændringen
ophæves sidestrafferammen i
§ 144, hvorefter der under
formildende omstændigheder kan
idømmes bøde, og i stedet
indføres der bøde i
normalstrafferammen.
Bestemmelsens strafmaksimum
forbliver uændret, og med
udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 25
(§§ 145, 1. og 2. pkt., 178,
189, stk. 1, og § 261, stk. 1)
Lovforslagets
§ 1, nr. 25, indebærer, at
strafminimum i de omhandlede
strafferammer ændres fra det
faste fængselsminimum på 7 dage
til bøde.
Ud fra
hensynet til sammenhæng i
strafferammesystemet, de enkelte
strafferammers indbyrdes forhold
samt de enkelte forbrydelsers
strafværdighed i de situationer,
hvor der er tale om de mindre
overtrædelser, og hvor forholdet
efter gældende praksis kunne
henføres under de gældende
strafnedsættelses- og
strafbortfaldsbestemmelser i
§§ 84-85, finder
Justitsministeriet, at det vil
være ubetænkeligt at indføre
hjemmel til bøde i de nævnte
bestemmelser.
Med
ændringerne tilsigtes ingen
ændring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau. Kun i de
situationer, hvor der efter
gældende praksis ville blive
henvist til en
strafnedsættelses- eller
strafbortfaldsgrund, vil bøde
skulle anvendes.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.
Til nr. 26
(§ 146, stk. 2)
Med
lovforslagets § 1, nr. 26,
afskaffes det forhøjede
fængselsminimum i § 146, stk. 2,
om velfærdsfortabelse i
forbindelse med uretfærdig
afgørelse fra offentlig
myndighed eller domsmyndighed,
på 3 års fængsel. Strafferammens
minimum svarer herefter til
fængselsstraffens faste minimum,
dvs. 7 dage, jf. § 33, stk. 1.
Endvidere forenkles
formuleringen af kriterierne for
anvendelse af den skærpede
sidestrafferamme.
Ændringen
tilsigter ingen forandring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2, 3.3 og 4.4.
Til nr. 27
(§ 147)
Med
lovforslagets § 1, nr. 27,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammen.
Med ændringen
indføres en samlet strafferamme,
hvorefter der for overtrædelse
af bestemmelsen kan idømmes bøde
eller fængsel indtil 3 år.
Bestemmelsens strafmaksimum
forbliver uændret, og med
udeladelsen af kravet om
skærpende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 28
(§ 151)
Med
lovforslagets § 1, nr. 28,
afløses den hidtidige
strafferamme i § 151(den for den
pågældende handling foreskrevne
straf forhøjet med indtil det
halve) af en henvisning til
strafferammen for vedkommende
forbrydelse.
Bestemmelsen
i § 151 har hidtil opstillet en
særlig regel om medvirken for
overordnede, der træder i stedet
for den almindelige
medvirkensregel i § 23, og som
bl.a. indebærer, at reglerne om
strafnedsættelse og -bortfald
ikke finder anvendelse. Med den
ændrede affattelse af § 151
tilsigtes ingen ændring heri.
Det forudsættes, at tilskyndelse
mv. som omhandlet i § 151 som
hidtil kan anses som en
skærpende omstændighed ved
straffastsættelsen inden for den
foreskrevne strafferamme.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.4.
Til nr. 29
(§ 152, stk. 2)
Lovforslagets
§ 1, nr. 29, indebærer, at
§ 152, stk. 2, omformuleres,
således at der sker en nærmere
præcisering af udtrykket
»særligt skærpende
omstændigheder«.
Det
præciseres således, at den
skærpede sidestrafferamme i
§ 152, stk. 2, navnlig finder
anvendelse i tilfælde, hvor
videregivelsen eller udnyttelsen
er sket med forsæt til at skaffe
sig eller andre uberettiget
vinding eller under sådanne
omstændigheder, at det påfører
andre en betydelig skade eller
indebærer en særlig risiko
herfor.
Bedømmelsen
af, hvorvidt en overtrædelse er
begået under sådanne
omstændigheder, at forbrydelsen
»påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig
risiko herfor«, vil være konkret
i den enkelte sag. »Skade«
omfatter såvel økonomisk som
personlig skade, og bestemmelsen
vil derfor efter
omstændighederne bl.a. være
anvendelig i tilfælde, hvor
gerningsmanden har udnyttet
personfølsomme oplysninger
f.eks. i kriminalregisteret.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.4.
Til nr. 30
(§ 154)
Lovforslagets
§ 1, nr. 30, medfører, at § 154
ophæves. Ophævelsen sker som led
i en nyaffattelse af
straffelovens bestemmelser om
straffastsættelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 81,
nr. 7), hvoraf det fremgår, at
det i almindelighed skal
tillægges skærpende betydning,
at gerningen er begået i
udførelse af offentlig tjeneste
eller hverv.
Det
forudsættes således, at det i
medfør af den foreslåede § 81,
nr. 7, fortsat kan tillægges
skærpende betydning, når nogen i
udførelsen af offentlig tjeneste
eller hverv har gjort sig
skyldig i falsk anklage,
forbrydelse vedrørende
bevismidler, legemsangreb,
frihedsberøvelse, underslæb
eller mandatsvig.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.4.
Til nr. 31
(§ 155)
Ændringen er
en konsekvens af forslaget om
ophævelse af bestemmelsen i
§ 153, jf. justitsministerens
lovforslag om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven (IT-kriminalitet
mv.) (L 55) fremsat den 5.
november 2003 samt ophævelsen af
§ 154, jf. lovforslagets § 1,
nr. 30.
Til nr. 32
(§ 157)
Efter
straffelovens § 157 straffes med
samme straf som i § 156 den, som
i offentlig tjeneste eller hverv
gør sig skyldig i grov eller
oftere gentagen forsømmelse
eller skødesløshed i tjenestens
eller hvervets udførelse eller i
overholdelse af de pligter, som
tjenesten eller hvervet
medfører.
Med
lovforslagets § 1, nr. 32,
omskrives § 157 med henblik på
at tilføre bestemmelsen en
selvstændig strafferamme. Hermed
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.4.
Til nr. 33
(§ 164, stk. 3)
Med
lovforslagets § 1, nr. 33,
nedsættes strafmaksimum i § 164,
stk. 3, til fængsel indtil 6
måneder. I praksis idømmes kun
sjældent fængselsstraf i
nærheden af strafferammens
maksimum. Ændringen er begrundet
i hensynet til sammenhæng i
strafferammesystemet.
Med
nedsættelsen af maksimumstraffen
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.5.
Til nr. 34
(§ 164 a)
Efter § 143
straffes med bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 1 år den, som
undlader at oplyse
omstændigheder, der bestemt
taler for, at en for en
forbrydelse sigtet eller dømt er
uskyldig, skønt det kunne ske
uden at udsætte ham selv eller
hans nærmeste for fare for liv,
helbred eller velfærd eller for
forfølgning for den pågældende
forbrydelse. Bestemmelsen er i
dag placeret i straffelovens
kapitel 15 om forbrydelser mod
den offentlige orden og fred.
Med
lovforslagets § 1, nr. 34,
ændres bestemmelsens placering
til kapitel 17 om falsk
forklaring og falsk anklage,
hvor bestemmelsen indsættes
efter § 164, der omhandler visse
beslægtede tilfælde vedrørende
falsk anklage.
Endvidere
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af bestemmelsens
normal- og sidestrafferamme.
Bestemmelsens strafmaksimum
forbliver uændret. Med de
anførte ændringer tilsigtes
ingen forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.5.
Til nr. 35
(§ 165)
Efter
straffelovens § 165 straffes
den, der til offentlig myndighed
anmelder en strafbar handling,
der ikke er begået, såvel som
den, der til sådan myndighed
indgiver falske klagemål.
Straffen er bøde, fængsel indtil
4 måneder eller under skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 1 år.
Med
lovforslagets § 1, nr. 35,
gennemføres en lempelse af
strafmaksimum fra 1 års fængsel
til 6 måneders fængsel.
Endvidere foretages en teknisk
begrundet forenkling af normal-
og sidestrafferammen.
Forslaget
medfører, at sidestrafferammen i
§ 165, hvorefter der under
skærpende omstændigheder kan
idømmes fængsel indtil 1 år,
erstattes af en fælles
strafferamme med strafmaksimum
på indtil 6 måneders fængsel.
Med
ændringerne tilsigtes ingen
forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.5.
Til nr. 36
(§ 166, stk. 2)
Efter
straffelovens § 166, stk. 2, er
straffen for forfalskning ved
formindskelse af gangbar mønt
fængsel indtil 4 år.
Lovforslagets
§ 1, nr. 36, medfører, at § 166,
stk. 2, ophæves. Bestemmelsen er
i dag uden praktisk betydning.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.6.
Til nr. 37
(§§ 168, 1. pkt., og 176,
stk. 1) og nr. 38 (§ 168, 2.
pkt.)
Lovforslagets
§ 1, nr. 37 og 38, indebærer, at
der i § 168, 1. pkt.,
(eftergjorte og forfalskede
penge) indføres bøde som
strafminimum, og at bøde i
§ 168, 2. pkt., som følge heraf
udgår. Ændringen af § 168, 2.
pkt., medfører, at hvis
udgiveren har modtaget pengene i
god tro, kan straffen bortfalde.
Ændringen er et led i den
tekniske ændring af normal- og
sidestrafferammer, der bl.a. har
baggrund i hensynet til
sammenhæng i
strafferammesystemet samt den
foreslåede § 82, hvoraf det
fremgår, hvad der i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed ved
straffens fastsættelse.
Lovforslagets
§ 1, nr. 37, indebærer
endvidere, at strafminimum i
§ 176, stk. 1, (brug af
genstande, som uberettiget er
forsynet med visse stempler mv.)
ændres fra fængsel til bøde.
Baggrunden for denne ændring er
hensynet til sammenhængen i
strafferammesystemet.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændret, og der
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
i pkt. 3.2 og 3.3.
Til nr. 39
(§ 179)
Lovforslagets
§ 1, nr. 39, indebærer, at bøde
optages i strafferammen i § 179,
1. pkt., og at § 179, 2. pkt.,
der i dag indeholder mulighed
for nedsættelse af straffen til
bøde, samtidig udgår. Ændringen
er et led i den tekniske ændring
af normal- og sidestrafferammer,
som er nævnt i de almindelige
bemærkningerne i pkt. 3.2.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og med udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Til nr. 40
(§ 183 a)
Efter
straffelovens § 183 a straffes
med fængsel indtil på livstid
den, som om bord i et
luftfartøj, skib samt andet
kollektivt transportmiddel eller
godstransportmiddel ved ulovlig
tvang, jf. § 260, overtager
kontrollen over fartøjet eller
køretøjet eller griber ind i
dets manøvrering.
Den
foreslåede ændring medfører, at
ikke kun en person, der er
ombord i et luftfartøj eller
andet transportmiddel mv., men
også en person, der på anden vis
uden at være ombord på
luftfartøjet eller
transportmidlet ved ulovlig
tvang overtager kontrollen mv.
med fartøjet, kan straffes.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.7.
Til nr. 41
(§ 184, stk. 1)
Efter § 184,
stk. 1, straffes med indtil 6
års fængsel den, der uden at
være strafskyldig efter § 183
eller § 183 a, forstyrrer
sikkerheden for jernbaners,
fartøjers, motorkøretøjers eller
lignende transportmidlers drift
eller sikkerheden for færdsel på
offentlige færdselsveje. Begås
forbrydelsen uagtsomt, er
straffen bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
Lovforslagets
§ 1, nr. 41, medfører, at
forhold omfattet af § 184,
stk. 1, undergives en delt
strafferamme med en
normalstrafferamme på bøde eller
indtil 2 års fængsel og en
sidestrafferamme på indtil 6 års
fængsel, som er forbeholdt
tilfælde med særligt skærpende
omstændigheder.
Ændringen
indebærer, at strafminimum
fremover bliver bøde, og at
strafmaksimum forbliver uændret.
Med
indføjelsen af den delte
strafferamme, herunder udtrykket
»særlig skærpende
omstændigheder«, tilsigtes ingen
forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.7.
Til nr. 42
(§ 185)
Bestemmelsen
i § 185 kriminaliserer den, som,
uagtet det var muligt for
vedkommende uden særlig fare
eller opofrelse for den
pågældende eller andre, undlader
gennem betimelig anmeldelse
eller på anden efter
omstændighederne tjenlig måde
efter evne at afværge ildsvåde,
sprængning, spredning af
skadevoldende luftarter,
oversvømmelse, søskade,
jernbaneulykke eller lignende
ulykke, der medfører fare for
menneskeliv. Straffen herfor er
bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
Med
lovforslagets § 1, nr. 42,
skærpes strafmaksimum til 2 års
fængsel. Baggrunden herfor er,
at en strafferamme på 2 års
fængsel findes bedst stemmende
såvel med forbrydelsens karakter
som med hensynet til
sammenhængen med de beslægtede
bestemmelser, herunder navnlig
§§ 141 og 253, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 22 og 53.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.7.
Til nr. 43
(§§ 186, stk. 2, og 187, stk. 2)
Med
lovforslagets § 1, nr. 43,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammer.
Ændringen
medfører, at den delte
strafferamme i § 186, stk. 2, og
§ 187, stk. 2, hvorefter
forbrydelser, der begås
uagtsomt, straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder
eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 1
år, erstattes af en
normalstrafferamme, hvorefter
uagtsomme forhold straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år.
Bestemmelsernes strafmaksima
forbliver uændrede og med
udeladelsen af kravet om
skærpende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 44
(§ 188, stk. 1)
Med
lovforslagets § 1, nr. 44,
gennemføres en teknisk begrundet
forenkling af normal- og
sidestrafferammen.
Ændringen
medfører, at den delte
strafferamme i § 188, stk. 1,
erstattes af en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 år.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og med udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3.
Til nr. 45
(§§ 188, stk. 2, og 189, stk. 2)
Med
lovforslagets § 1, nr. 45,
gennemføres en sproglig ændring
af redaktionel karakter.
Til nr. 46
(§ 190)
Straffelovens
§ 190 kriminaliserer forvoldelse
af fare for husdyrs liv eller
sundhed under betingelser
svarende til §§ 186-189.
Bestemmelsen har ingen
selvstændig strafferamme, idet
der alene foreskrives anvendelse
af en forholdsmæssig mildere
straf inden for de (i
§§ 186-189) angivne strafarter.
Med
lovforslagets § 1, nr. 46,
ændres bestemmelsen, så de
omfattede forhold undergives en
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 år. Det
foreslåede strafmaksimum er på
linje med det samtidig
foreslåede strafmaksimum på 6
års fængsel i den beslægtede
bestemmelse i § 291 om hærværk,
jf. lovforslaget om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven (IT-kriminalitet
mv.) (L 55) fremsat den 5.
november 2003.
Ændringen af
§ 190 tilsigter ikke at indvirke
på det hidtidige
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.7.
Til nr. 47
(§ 191)
Efter
straffelovens § 191, stk. 1,
straffes med fængsel indtil 6 år
den, som i strid med
lovgivningen om euforiserende
stoffer til et større antal
personer eller mod betydeligt
vederlag eller under andre
særligt skærpende omstændigheder
overdrager euforiserende
stoffer. Angår overdragelsen en
betydelig mængde særligt farlig
eller skadeligt stof, eller har
overdragelsen af et sådant stof
i øvrigt haft en særlig farlig
karakter, kan straffen stige til
fængsel i 10 år. På samme måde
straffes den, der i strid med
lovgivningen om euforiserende
stoffer indfører, udfører,
køber, udleverer, modtager,
fremstiller, forarbejder eller
besidder sådanne stoffer med
forsæt til at overdrage dem som
nævnt i stk.1, jf. § 191,
stk. 2.
Ved
lovforslagets § 1, nr. 47, hæves
strafmaksima i § 191, 1. pkt.,
fra 6 til 10 års fængsel, og
§ 191, 2. pkt., fra 10 til 16
års fængsel. Ændringerne
tilsigter ikke at indvirke på de
hidtidige skærpelseskriterier i
§ 191, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Som det
fremgår af de almindelige
bemærkninger, pkt. 4.7., at der
i retspraksis er forekommet
tilfældet, hvor straffelovens
§ 88 (sammenstødstilfældene)
ikke har kunnet finde
anvendelse, og hvor domstolene
har fundet grundlag for at
udmåle straffen til eller i
nærheden af strafmaksimum i
§ 191. Straffelovens § 88 kan
ikke benyttes f.eks. i tilfælde
af en enkeltstående indsmugling
af et meget stort parti hash.
Det er
hensigten, at de skærpede
strafmaksima skal rette sig mod
tilfælde, hvor der bl.a. under
hensyn til forbrydelsens
karakter og grovhed opstår behov
for at udmåle straffe, der
rækker videre end de hidtidige
strafmaksima for forhold
omfattet af henholdsvis 6 og 10
års fængsel. Ændringerne
tilsigter således at give
mulighed for en graduering af
strafudmålingen i de groveste
tilfælde.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.7.
Til nr. 48
(§§ 202 og 206)
Efter
straffelovens § 202 straffes med
fængsel indtil 1 år, den, som
erhvervsmæssigt udnytter andres
ukyndighed, uforstand eller
uerfarenhed til at forlede dem
til spekulationsforretninger.
Den, som i
erhvervsøjemed anvender falske
foregivender eller anden
svigagtig adfærd for at forlede
nogen til at udvandre, straffes
med bøde eller fængsel indtil 1
år, jf. § 206.
Med
lovforslagets § 1, nr. 48,
ophæves § 202 og § 206.
Ophævelsen af §§ 202 og 206 har
baggrund i, at bestemmelserne i
dag er meget utidssvarende og
uden praktisk betydning.
Bestemmelserne ses endvidere
ikke at have været anvendt i
praksis. Straffelovens §§ 202 og
206 suppleres af § 279
(bedrageri) og § 279 a
(databedrageri). Det skal derfor
nævnes, at grovere
overtrædelser, hvor formålet er
uberettiget vinding, fortsat kan
straffes efter de almindelige
bedrageribestemmelser.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.8.
Til nr. 49
(§ 227)
Efter § 227
kan forskyldt straf efter
§§ 216-224 og 226 bortfalde, når
de personer, mellem hvilke
kønsomgængelsen har fundet sted,
er indtrådt i ægteskab med
hinanden.
Ved
lovforslagets § 1, nr. 49,
bringes bestemmelsen i
overensstemmelse med reglerne om
registreret partnerskab, jf. lov
nr. 372 af 7. juni 1989 med
senere ændringer.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.10.
Til nr. 50
(§ 240)
Lovforslagets
§ 1, nr. 50, indebærer en
teknisk forenkling af normal- og
sidestrafferammen i § 240.
Ændringen medfører, at den
skærpede sidestrafferamme i
stk. 2, hvorefter straffen kan
stige til fængsel indtil 3 år,
hvis handlingen er foretaget af
egennyttige bevæggrunde,
ophæves, således at bestemmelsen
har en strafferamme med bøde
eller fængsel indtil 3 år.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og med ændringen tilsigtes ingen
ændring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.12.
Til nr. 51
(§ 250)
Det fremgår
af straffelovens § 250, at den,
som hensætter en anden i
hjælpeløs tilstand eller
forlader en under dennes
varetægt stående person i sådan
tilstand, straffes med fængsel.
Når handlingen har medført døden
eller grov legemsbeskadigelse
eller under i øvrigt skærpende
omstændigheder kan straffen
stige til 8 års fængsel.
Ved
lovforslagets § 1, nr. 51,
gennemføres en teknisk begrundet
ændring af strafferammen,
hvorved den vil svare til
strafferammen i den beslægtede
bestemmelse i § 252.
Med
ændringen, herunder udeladelsen
af ordene »når handlingen har
medført døden eller grov
legemsbeskadigelse«, tilsigtes
ingen forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.12.
Til nr. 52
(§ 251)
Lovforslagets
§ 1, nr. 52, indebærer, at bøde
optages i strafferammen i § 251,
1. pkt., og at § 251, 2. pkt.,
hvorefter straffen kan nedsættes
eller bortfalde, derefter udgår
som overflødig. Ændringen er et
led i den tekniske ændring af
normal- og sidestrafferammer,
som er omtalt i de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.3.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og med udeladelsen af 2. pkt.
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.
Til nr. 53
(§ 253)
Efter
straffelovens § 253 straffes med
bøde eller fængsel indtil 3
måneder den, som, uagtet det var
ham muligt uden særlig fare
eller opofrelse for sig selv
eller andre, undlader 1) efter
evne at hjælpe nogen, der er i
øjensynlig livsfare, eller 2) at
træffe de foranstaltninger, som
af omstændighederne kræves til
redning af nogen tilsyneladende
livløs, eller som er påbudt til
omsorg for personer, der er ramt
af skibbrud eller anden
tilsvarende ulykke.
Med
lovforslaget skærpes
strafmaksimum til 2 års fængsel.
Baggrunden herfor er, at et
strafmaksimum på 2 års fængsel
findes bedst stemmende såvel med
forbrydelsens karakter som med
hensynet til sammenhængen med
beslægtede bestemmelser,
herunder navnlig §§ 141 og 185,
jf. lovforslagets § 1, nr. 22 og
42.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.12.
Til nr. 54
(§ 261, stk. 2 og 3)
Lovforslagets
§ 1, nr. 54, indebærer, at det
forhøjede strafminimum i § 261,
stk. 2, (frihedsberøvelse for
vindings skyld) på 1 år ophæves.
Strafminimum i § 261, stk. 2,
svarer herefter til
fængselsstraffens faste minimum,
dvs. 7 dage, jf. § 33, stk. 1.
Endvidere
undergives de groft uagtsomme
forhold en fælles strafferamme
på bøde eller fængsel indtil 6
måneder, idet den hidtidige
bestemmelse herom - § 262 -
videreføres som § 261, stk. 3.
Med de
anførte ændringer tilsigtes
ingen forandring i det hidtidige
strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2 og 4.13.
Til nr. 55
(§ 262)
Ophævelsen af
§ 262 sker som led i en
sammenskrivning af
bestemmelserne om ulovlig
frihedsberøvelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 54.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.13.
Til nr. 56
(§ 264, stk. 2)
Lovforslagets
§ 1, nr. 56, indebærer, at
strafmaksimum for forhold
omfattet af § 264, stk. 2,
(husfredskrænkelse under
skærpende omstændigheder) hæves
fra 4 til 6 års fængsel. De
nævnte strafmaksima bringes
herved på linje med det
foreslåede strafmaksimum for
grove berigelsesforbrydelser
omfattet af § 286, jf.
lovforslagets § 1, nr. 61, med
bemærkninger.
Ændringen
indebærer endvidere, at 264,
stk. 2, omformuleres, således at
der sker en nærmere præcisering
af udtrykket »eller under andre
særligt skærpende
omstændigheder«. Som særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor det
nævnte forhold begås med forsæt
til at skaffe sig eller gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under sådanne omstændigheder, at
det påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig
risiko herfor, eller under andre
særligt skærpende
omstændigheder.
Bedømmelsen
af, hvorvidt en overtrædelse er
begået under sådanne
omstændigheder, at forbrydelsen
»påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig
risiko herfor«, vil være konkret
i den enkelte sag. »Skade«
omfatter såvel økonomisk som
personlig skade og vil derfor
efter omstændighederne bl.a.
være anvendelig i tilfælde, hvor
gerningsmanden har udnyttet
personfølsomme oplysninger
f.eks. i kriminalregisteret.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3 og 4.14.
Til nr. 57
(§ 265)
Straffelovens
§ 265 om visse former for
fredskrænkelser har en
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Med
lovforslagets § 1, nr. 57,
skærpes strafmaksimum til 2 års
fængsel. Baggrunden herfor er,
at udviklingen har vist, at de
forhold som er kriminaliseret i
§ 265, kan have en sådan lighed
med de forhold, som omfattes af
§ 266, at de bør være undergivet
samme strafmaksimum som i § 266.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.14.
Til nr. 58
(§ 267, stk. 2 og 3, og § 267 a)
Lovforslagets
§ 1, nr. 58, medfører, at § 267,
stk. 2 og 3, ophæves. Baggrunden
herfor er, at der i praksis ikke
er behov for at opretholde et
forhøjet maksimum på 6 måneder i
§ 267, stk. 2, med henblik på
tilfælde, hvor fornærmelser er
fremsat mod en af de i § 119,
stk. 2, nævnte personer, ligesom
den i samme stykke indeholdte
regel om en »skærpende
omstændighed« er uden praktisk
betydning. Det samme gør sig
gældende for stk. 3.
Forslaget
tilsigter ikke at udelukke, at
de forhold, som nævnes i
bestemmelserne, kan tillægges
skærpende betydning ved
strafudmålingen. Det beror på en
konkret vurdering under
iagttagelse bl.a. af den
praksis, som knytter sig til
artikel 10 om ytringsfrihed i
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
(EMRK). Ved vurderingen af, om
det skal tillægges skærpende
betydning, når fornærmelsen er
fremsat mod nogen af de i § 119,
stk. 2, nævnte personer, vil
således bl.a. skulle indgå, om
udtalelsen sigter mod navngivne
enkeltpersoner, f.eks. i form af
beskyldninger om
tjenestemisbrug, eller er rettet
mod en ubestemt kreds af
myndighedspersoner.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.14.
Lovforslagets
§ 1, nr. 58, indebærer
endvidere, at § 267 a ophæves.
Bestemmelsen kan ikke antages at
have nogen selvstændig
vejledende betydning med henblik
på domstolenes afgørelse om
strafbarhed eller om straffens
fastsættelse.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.14.
Til nr. 59 og
60 (§ 268, 1. pkt. og 2. pkt.,
og § 275 a)
Lovforslagets
§ 1, nr. 59 og 60, indebærer, at
der i § 268, 1. pkt., sker en
henvisning til § 267, hvilket
medfører, at der indføres bøde i
strafferammen for § 268. Som
konsekvens heraf ophæves 2. pkt.
i § 268. Ændringen er et led i
den tekniske ændring af normal-
og sidestrafferammer, som er
nævnt i de almindelige
bemærkningerne i pkt. 3.2.
Der tilsigtes
ingen indvirkning på det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau med ændringen.
Lovforslagets
§ 1, nr. 60, indebærer
endvidere, at § 275 a ophæves.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.14.
Til nr. 61
(§ 286)
For så vidt
angår groft tyveri, jf.
straffelovens § 286, stk. 1,
indebærer lovforslagets § 1, nr.
61, en skærpelse i forhold til
det gældende strafmaksimum på 4
års fængsel, således
strafmaksimum bliver på 6 års
fængsel. Hensigten med denne
skærpelse er at give domstolene
et større spillerum i
strafudmålingen i sager om
grovere tilfælde af tyveri.
Forslaget tilsigter en skærpelse
i strafudmålingen for den
groveste del af de sager, der i
dag henføres til straffelovens
§ 286, stk. 1.
Forslagets
§ 1, nr. 61, medfører endvidere,
at strafmaksimum for underslæb,
bedrageri, databedrageri,
mandatsvig og skyldnersvig af
særlig grov beskaffenhed, jf.
straffelovens § 286, stk. 2,
forbliver uændret. Det samme gør
sig gældende for åger og
afpresning af særlig grov
beskaffenhed, som i dag er
reguleret i § 286, stk. 3.
Forhøjelsen
af strafferammen for groft
tyveri fra fængsel indtil 4 år
til fængsel indtil 6 år
medfører, at en række
bestemmelser i retsplejeloven,
herunder reglerne om
tvangsindgreb, kan finde
anvendelse. Det drejer sig bl.a.
om retsplejelovens § 745 a og b
om henholdsvis tavshedspålæg til
forsvareren og begrænsning af
forsvarerens ret til aktindsigt,
§ 762, stk. 2, om
varetægtsfængsling, § 770 c,
stk. 3, om udstrækningen af
isolation og § 800, stk. 2, om
brugen af tilfældighedsfund.
Lovforslaget
medfører endvidere, at der i
lovteksten sker en præcisering
af de tilfælde, hvor forholdet
kan henføres under en skærpet
strafferamme. Opregningen er
imidlertid ikke udtømmende.
Afgørende for anvendelsen af den
nye § 286 er en konkret
helhedsbedømmelse. Den praksis,
som knytter sig til den
hidtidige straffelovs § 286, vil
fortsat være vejledende. § 88,
stk. 1, 2. pkt., forudsættes
endvidere fortsat at kunne
bringes i anvendelse på forhold,
der henføres under § 286.
Strafmaksimum kan således
forhøjes til 9 år f.eks. i
tilfælde, hvor der foreligger et
ekstraordinært stort antal
tyverier, som hver især er af
mindre grov beskaffenhed, eller
i tilfælde af skyldnersvig eller
bedrageri, som involverer meget
store beløb.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.15.
Til nr. 62
(§ 288, stk. 2)
Efter
straffelovens § 288, stk. 2, kan
straffen for røveri stige til
fængsel i 10 år, hvis røveriet
har haft en særlig farlig
karakter eller der i øvrigt
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Lovforslagets
§ 1, nr. 62, indebærer, at der i
lovteksten sker en præcisering
af de tilfælde, hvor forholdet
kan henføres under en skærpet
strafferamme. Den hidtidige
delte strafferamme på 6 og 10
års fængsel berøres ikke. Med
den nye bestemmelse tilsigtes
ingen ændring af det nuværende
udmålingsniveau i sager om
røveri.
Opregningen
af skærpelsestilfælde er ikke
udtømmende. Afgørende for
anvendelsen af den nye § 288,
stk. 2, er en konkret
helhedsbedømmelse. Den praksis,
som knytter sig til den
hidtidige straffelovs § 288, vil
fortsat være vejledende. § 88,
stk. 1, 2. pkt., forudsættes
endvidere fortsat at kunne
bringes i anvendelse på forhold,
der henføres under § 288,
stk. 2. Strafmaksimum kan
således f.eks. forhøjes til 15
år i tilfælde, hvor der
foreligger et ekstraordinært
stort antal røverier, som hver
især er af mindre grov
beskaffenhed, eller hvor der er
tale om røverier, som involverer
meget store beløb.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.15.
Til nr. 63
(§ 290, stk. 2)
Ændringen
medfører, at affattelsen af
kriterierne for anvendelse af
den skærpede sidestrafferamme i
§ 290, stk. 2 om groft hæleri
bringes på linie med den
skærpede sidestrafferamme for
tyveri i § 286, stk. 1, og
røveri i § 288, stk. 2, jf.
lovforslaget § 1, nr. 61 og 62.
Til nr. 64
(§ 300)
Lovforslagets
§ 1, nr. 64, indebærer, at bøde
optages i strafferammen i § 300,
og at kravet om formildende
omstændigheder udgår. Ændringen
er et led i den tekniske ændring
af normal- og sidestrafferammen.
Bestemmelsens
strafmaksimum forbliver uændret,
og med udeladelsen af kravet om
formildende omstændigheder
tilsigtes ingen ændring i det
hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau.
Der henvises
til de almindelige bemærkninger
pkt. 4.16.
Til § 2
Som
konsekvens af den foreslåede
forhøjelse af strafferammen i
§ 286, stk. 1, fra fængsel
indtil 4 år til fængsel indtil 6
år ophæves henvisningen til
§ 286, stk. 1, i retsplejelovens
§ 754 a, § 781, § 791 a og § 791
b, idet adgangen til at anvende
de pågældende
straffeprocessuelle indgreb
fremover vil følge direkte af
bestemmelsens strafmaksimum på 6
års fængsel.
Til § 3
Det foreslås,
at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelse i
Lovtidende og med virkning for
lovovertrædelser, der begås
efter lovens ikrafttræden, jf.
straffelovens § 3, stk. 1.
Til § 4
Bestemmelsen
indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Lovens
§ 1 kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1 |
|
|
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 2003 foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 33. Fængsel
idømmes på livstid
eller på tid, ikke
under 7 dage og ikke
over 16 år.
Stk. 2. I
tilfælde, hvor der
er hjemmel til at
forhøje den straf,
der er foreskrevet
for en
lovovertrædelse, kan
der dog idømmes
fængsel indtil 20
år. |
|
1. I § 33
indsættes efter
stk. 2 som nyt
stykke: |
Stk. 3. Når
fængsel idømmes for
kortere tid end 3
måneder, fastsættes
straffen i dage,
ellers i måneder og
år. |
|
»
Stk. 3 .
Straffen må ikke
overstige fængsel i
8 år for en
gerningsmand, der
ikke var fyldt 18
år, da gerningen
blev udført.«
Stk. 3 bliver
herefter stk. 4.
|
|
|
|
|
|
2.
§§ 80-84
affattes således:
|
§ 80. Ved
straffens udmåling
skal der tages
hensyn til
lovovertrædelsens
grovhed og til
oplysninger om
gerningsmandens
person, herunder om
hans almindelige
personlige og
sociale forhold,
hans forhold før og
efter gerningen samt
hans bevæggrunde til
denne.
Stk. 2. At
gerningen er udført
af flere i forening,
vil i reglen være at
anse som en
skærpende
omstændighed.
|
|
»
§ 80. Ved
straffens
fastsættelse skal
der under
hensyntagen til
ensartethed i
retsanvendelsen
lægges vægt på
lovovertrædelsens
grovhed og på
oplysninger om
gerningsmanden.
Stk. 2 . Ved
vurderingen af
lovovertrædelsens
grovhed skal der
tages hensyn til den
med lovovertrædelsen
forbundne skade,
fare og krænkelse
samt til, hvad
gerningsmanden indså
eller burde have
indset herom. Ved
vurderingen af
oplysninger om
gerningsmanden skal
der tages hensyn til
dennes almindelige
personlige og
sociale forhold,
dennes forhold før
og efter gerningen
samt dennes
bevæggrunde til
gerningen.
|
|
|
|
§ 81. Det er
en betingelse for
anvendelsen af
bestemmelser om
forhøjet straf eller
andre retsfølger i
gentagelsestilfælde,
at gerningsmanden,
inden han på ny
forbrød sig, i den
danske stat er
fundet skyldig i en
efter det fyldte 18.
år begået strafbar
handling, som loven
tillægger
gentagelsesvirkning
på den nu begåede,
eller i forsøg på
eller medvirken til
en sådan.
Stk. 2.
Retten kan tillægge
straffedomme afsagte
uden for den danske
stat samme
gentagelsesvirkning
som de her i landet
afsagte.
Stk. 3.
Gentagelsesvirkningen
ophører, når der,
førend den nye
strafbare handling
blev begået, er
forløbet 5 år, efter
at den tidligere
straf er udstået,
endeligt eftergivet
eller bortfaldet. Er
den tidligere straf
en bødestraf, regnes
den nævnte frist fra
datoen for den
endelige dom eller
bødens vedtagelse.
Med hensyn til
betingede domme
regnes fristen fra
den endelige dom.
|
|
§ 81. Det
skal ved straffens
fastsættelse i
almindelighed indgå
som skærpende
omstændighed,
1) at
gerningsmanden
tidligere er
straffet af
betydning for sagen,
2) at gerningen er
udført af flere i
forening,
3) at gerningen er
særligt planlagt
eller led i
omfattende
kriminalitet,
4) at
gerningsmanden
tilsigtede, at
gerningen skulle
have betydeligt
alvorligere følger,
end den fik,
5) at
gerningsmanden har
udvist særlig
hensynsløshed,
6) at gerningen
har baggrund i
andres etniske
oprindelse, tro,
seksuelle
orientering eller
lignende,
7) at gerningen er
begået i udførelsen
af offentlig
tjeneste eller hverv
eller under misbrug
af stilling eller
særligt
tillidsforhold i
øvrigt,
8) at
gerningsmanden har
fået en anden til at
medvirke til
gerningen ved tvang,
svig eller
udnyttelse af dennes
unge alder eller
betydelige
økonomiske eller
personlige
vanskeligheder,
manglende indsigt,
letsind eller et
bestående
afhængighedsforhold,
|
|
|
9) at
gerningsmanden har
udnyttet
forurettedes
værgeløse stilling,
|
|
|
10) at gerningen er
begået af en person,
der udstår straf
eller anden
strafferetlig
retsfølge af
frihedsberøvende
karakter.
|
|
|
11) at gerningen er
begået af en
tidligere indsat
over for
institutionen eller
en person med
ansættelse ved
institutionen.
|
|
|
|
§ 82.
(Ophævet)
|
|
§ 82. Det
skal ved straffens
fastsættelse i
almindelighed indgå
som formildende
omstændighed,
|
|
|
1) at
gerningsmanden ikke
var fyldt 18 år, da
gerningen blev
udført, |
|
|
2) at
gerningsmanden har
høj alder, når
anvendelse af den
sædvanlige straf er
unødvendig eller
skadelig,
|
|
|
3) at gerningen
grænser til at være
omfattet af en
straffrihedsgrund,
|
|
|
4) at
gerningsmanden har
handlet i
undskyldelig
uvidenhed om eller
undskyldelig
misforståelse af
retsregler, der
forbyder eller
påbyder handlingens
foretagelse,
|
|
|
5) at gerningen er
udført i en oprørt
sindstilstand, der
er fremkaldt af
forurettede eller
personer med
tilknytning til
denne ved et
uretmæssigt angreb
eller en grov
fornærmelse,
|
|
|
6) at gerningen er
begået som følge af
tvang, svig eller
udnyttelse af
gerningsmandens unge
alder eller
betydelige
økonomiske eller
personlige
vanskeligheder,
manglende indsigt,
letsind eller et
bestående
afhængighedsforhold,
|
|
|
7) at gerningen er
begået under
indflydelse af stærk
medfølelse eller
sindsbevægelse,
eller der foreligger
andre særlige
oplysninger om
gerningsmandens
sindstilstand eller
omstændighederne ved
gerningen,
|
|
|
8) at
gerningsmanden
frivilligt har
afværget eller søgt
at afværge den fare,
der er forvoldt ved
den strafbare
handling,
|
|
|
9) at
gerningsmanden
frivilligt har
angivet sig selv og
aflagt fuldstændig
tilståelse,
|
|
|
10) at
gerningsmanden har
givet oplysninger,
som er afgørende for
opklaringen af
strafbare handlinger
begået af andre,
|
|
|
11) at
gerningsmanden har
genoprettet eller
søgt at genoprette
den skade, der er
forvoldt ved den
strafbare handling,
|
|
|
12) at
gerningsmanden på
grund af den
strafbare handling
frakendes en af de i
§ 79 omhandlede
rettigheder eller
påføres andre
følger, der kan
sidestilles med
straf, |
|
|
13) at straffesagen
mod gerningsmanden
ikke er afgjort
inden en rimelig
tid, uden at det kan
bebrejdes
gerningsmanden,
|
|
|
14) at der er gået
så lang tid, siden
den strafbare
handling blev
foretaget, at
anvendelsen af den
sædvanlige straf er
unødvendig.
|
|
|
|
§ 83. Begås
nogen af de
lovovertrædelser,
der er nævnt i
§§ 119, 121, 141,
142, 180, 181, 237,
244-247, 252, 260,
261, 266 og 291,
stk. 2, af en
person, der udstår
straf eller anden
strafferetlig
retsfølge af
frihedsberøvende
karakter, kan
straffen forhøjes
til det dobbelte.
|
|
§ 83 . Str
Straffen kan
nedsættes under den
foreskrevne
strafferamme, når
oplysninger om
gerningen,
gerningsmandens
person eller andre
forhold afgørende
taler herfor. Under
i øvrigt formildende
omstændigheder kan
straffen bortfalde.
|
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 finder
tilsvarende
anvendelse, dersom
de der nævnte
forbrydelser begås
af en tidligere
fange over for en
ved den pågældende
anstalt ansat person
eller med hensyn til
anstalten eller dens
ejendele, samt når
en tidligere fange
gør sig skyldig i en
af de i § 124,
stk. 2 og 3,
omhandlede
forbrydelser i
forhold til en i den
pågældende anstalt
hensiddende fange.
|
|
|
Stk. 3. Hvis
en person skulle
idømmes
fængselsstraf og den
pågældende enten
afsoner straf af
fængsel på livstid
eller samtidig
indsættes til
afsoning af sådan
straf, fastsættes
det ved dommen, hvor
lang
fængselsstraffen
skulle have været.
|
|
|
|
|
|
§ 84. Den for
en strafbar handling
i loven foreskrevne
straf kan nedsættes:
1) når nogen har
overskredet
grænserne for
lovligt nødværge
eller for den ved
§ 14 hjemlede
nødret;
2) når
gerningsmanden, da
han foretog den
strafbare handling,
ikke var fyldt 18
år, og anvendelsen
af lovens fulde
straf på grund af
hans ungdom må anses
unødvendig eller
skadelig. Straffen
for sådanne personer
må ikke overstige
fængsel i 8 år;
3) når
gerningsmanden har
handlet i
undskyldelig
uvidenhed om eller
undskyldelig
misforståelse af
retsregler, der
forbyder eller
påbyder handlingens
foretagelse;
4) når gerningen
er udført i en af
den skadelidende ved
retsstridigt angreb
eller grov
fornærmelse
fremkaldt oprørt
sindsstemning;
5) når nogen ved
sit
afhængighedsforhold
til en anden eller
ved trussel om
betydelig skade har
ladet sig bevæge til
gerningen;
|
|
§ 84. Det er
en betingelse for
anvendelsen af
bestemmelser om
forhøjet straf eller
andre retsfølger i
gentagelsestilfælde,
at gerningsmanden,
inden han på ny
forbrød sig, i den
danske stat er
fundet skyldig i en
begået strafbar
handling, som loven
tillægger
gentagelsesvirkning
på den nu begåede,
eller i forsøg på
eller medvirken til
en sådan.
Stk. 2.
Retten kan tillægge
straffedomme afsagte
uden for den danske
stat samme
gentagelsesvirkning
som de her i landet
afsagte.
Stk. 3.
Gentagelsesvirkningen
ophører, når der,
førend den nye
strafbare handling
blev begået, er
forløbet 10 år,
efter at den
tidligere straf er
udstået, endeligt
eftergivet eller
bortfaldet. Er den
tidligere straf en
bødestraf, regnes
den nævnte frist fra
datoen for den
endelige dom eller
bødens vedtagelse.
Med hensyn til
betingede domme
regnes fristen fra
den endelige dom.«
|
6) når
gerningsmanden,
efter at den
strafbare handling
er fuldbyrdet,
frivilligt har
afværget den af hans
handling flydende
fare; |
|
|
7) når
gerningsmanden,
efter at den
strafbare handling
er fuldbyrdet, fuldt
ud har genoprettet
den ved gerningen
forvoldte skade;
|
|
|
8) når han i
øvrigt frivilligt
har bestræbt sig for
at forebygge
fuldbyrdelsen eller
genoprette den ved
gerningen forvoldte
skade; |
|
|
9) når han
frivilligt har
angivet sig selv og
aflagt fuldstændig
tilståelse.
|
|
|
Stk. 2. I de
under nr. 1-6
omhandlede tilfælde
kan straffen under i
øvrigt formildende
omstændigheder
bortfalde.
|
|
|
|
|
|
§ 85.
Straffen kan
nedsættes, når en
strafbar handling er
begået under
indflydelse af stærk
sindsbevægelse,
eller når der
foreligger andre
særlige oplysninger
om gerningsmandens
sindstilstand eller
omstændighederne ved
gerningen, og de
nævnte forhold taler
for en mildere straf
end den, som ellers
ville finde
anvendelse. Under
særlig formildende
omstændigheder kan
straffen bortfalde.
|
|
3. §§ 85, 87
og 91 ophæves.
|
|
|
|
§ 87. Når
nogen i henhold til
§ 79 frakendes de
der omhandlede
rettigheder, kan
straffen nedsættes
og, hvis særlige
omstændigheder taler
derfor, bortfalde.
|
|
|
|
|
|
§ 91. Over
for den, der ikke er
fyldt 21 år, kan
straf af bøde
anvendes, selv om
denne strafart ikke
er hjemlet for det
strafbare forhold.
|
|
|
|
|
|
§ 100.
(udelades)
Stk. 2. Den,
som ved offentlige
udtalelser
tilskynder til,
eller som fremkalder
øjensynlig fare for
fremmed magts
indblanding i den
danske stats
anliggender,
straffes med fængsel
indtil 1 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
4. I
§§ 100, stk. 2 ,
176, stk. 2 ,
233, og
266 a , ændres
»fængsel indtil 1 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
1 år«. |
|
|
|
§ 176.
(udelades)
Stk. 2. Med
fængsel indtil 1 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde straffes den,
der på samme måde
gør brug af
genstande, som
uberettiget er
forsynet med privat
stempel, mærke eller
anden betegnelse,
der tjener til at
angive noget
genstanden
vedrørende forhold,
som er af betydning
for samhandelen.
Stk. 3.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 233. Den,
som opfordrer eller
indbyder til utugt
eller stiller
usædelig levevis til
skue på en måde, der
er egnet til at
forulempe andre
eller vække
offentlig
forargelse, straffes
med fængsel indtil 1
år eller under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 266 a. Med
fængsel indtil 1 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde straffes den,
der, uden at
forholdet omfattes
af §§ 136 og 266,
offentligt
fremsætter
udtalelser, der
tilstræber at
fremkalde
voldshandlinger
eller hærværk.
|
|
|
|
|
|
§ 300. Med
fængsel indtil 1 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde straffes
|
|
|
1) den, som på en
tid, da han indser
eller burde indse,
at han er ude af
stand til at
fyldestgøre sine
fordringshavere,
betydeligt forværrer
sin formuestilling
ved stiftelse af ny
gæld eller betaler
eller stiller
sikkerhed for
betydelige forfaldne
gældsposter,
|
|
|
2) den, som
påfører sine
fordringshavere
betydeligt tab ved
ødsel levemåde, ved
spil, ved vovelige
foretagender, der
ikke står i forhold
til hans formue, ved
i høj grad
uordentlig
forretningsførelse
eller anden
letsindig adfærd,
|
|
|
3) den skyldner og
tillidsmand, som ved
afgivelse af de til
åbning af
forhandling om
tvangsakkord uden
for konkurs fornødne
erklæringer giver
urigtige oplysninger
eller gør sig
skyldig i grov
skødesløshed.
|
|
|
|
|
|
§ 109.
(udelades)
Stk. 2.
Foretages de nævnte
handlinger uagtsomt,
er straffen fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder bøde.
|
|
5. I
§§ 109, stk. 2
og 110, stk. 2,
ændres »fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder bøde«
til: »bøde eller
fængsel indtil 3
år«. |
|
|
|
§ 110.
(udelades)
Stk. 2.
Foretages de nævnte
handlinger uagtsomt,
er straffen fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder bøde.
|
|
|
|
|
|
|
|
6. § 110 a
affattes
således:
|
§ 110 a. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3 år
straffes den, som
forsætligt eller
uagtsomt uden
behørig tilladelse
1) beskriver,
fotograferer eller
på anden måde
afbilder danske ikke
almentilgængelige
militære
forsvarsanlæg,
depoter, enheder,
våben, materiel
el.lign., eller som
mangfoldiggør eller
offentliggør sådanne
beskrivelser eller
afbildninger,
2) optager
fotografier fra
luftfartøj over
dansk statsområde
eller offentliggør
sådanne ulovligt
optagne fotografier,
3) offentliggør
bestemmelser, der
vedrører danske
stridskræfters
mobilisering og
andet
krigsberedskab.
|
|
»
§ 110 a . Med
Med bøde eller
fængsel indtil 3 år
straffes den, som
forsætligt eller
uagtsomt uden
behørig tilladelse
1) beskriver,
fotograferer eller
på anden måde
afbilder danske ikke
almentilgængelige
militære
forsvarsanlæg,
depoter, enheder,
våben, materiel
el.lign., eller som
mangfoldiggør eller
offentliggør sådanne
beskrivelser eller
afbildninger,
2) offentliggør
bestemmelser, der
vedrører danske
stridskræfters
mobilisering og
andet
krigsberedskab.
Stk. 2. Med
bøde straffes den,
som forsætligt eller
uagtsomt uden
behørig tilladelse
optager fotografier
fra luftfartøj over
dansk statsområde
eller offentliggør
sådanne ulovligt
optagne
fotografier.«
|
|
|
|
|
|
7. § 110 c
affattes
således:
|
§ 110 c. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3 år
straffes den, som
forsætligt eller
uagtsomt overtræder
bestemmelser eller
forbud, som i
henhold til lov
måtte være givet til
værn for statens
forsvars- eller
neutralitetsforanstaltninger.
|
|
»
§ 110 c. Den,
som overtræder
bestemmelser eller
forbud, som i
henhold til lov
måtte være givet til
værn for statens
forsvars- eller
neutralitetsforanstaltninger,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder eller
under særligt
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3 år.
|
Stk. 2. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 4 år
straffes den, som
forsætligt eller
uagtsomt overtræder
bestemmelser eller
forbud, som i
henhold til lov
måtte være givet til
gennemførelse af
statens
forpligtelser som
medlem af De
Forenede Nationer.
|
|
Stk. 2. Med
bøde eller fængsel
indtil 4 måneder
eller under særligt
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 4 år
straffes den, som
overtræder
bestemmelser eller
forbud, som i
henhold til lov
måtte være givet til
gennemførelse af
statens
forpligtelser som
medlem af de
Forenede Nationer.
|
Stk. 3. Med
samme straf som i
stk. 2 straffes den,
der forsætligt eller
uagtsomt overtræder
bestemmelser
indeholdt i eller
udstedt i medfør af
forordninger, som er
vedtaget med hjemmel
i artikel 60, 301
eller 308 i
traktaten om
Oprettelse af Det
Europæiske
Fællesskab, og som
tager sigte på helt
eller delvis at
afbryde eller
indskrænke de
finansielle eller
økonomiske
forbindelser med et
eller flere lande
uden for den
Europæiske Union
eller på tilsvarende
sanktioner over for
enkeltpersoner,
grupper af personer
eller juridiske
personer.
|
|
Stk. 3 . Med
samme straf som i
stk. 2 straffes den,
der forsætligt
overtræder
bestemmelser
indeholdt i eller
udstedt i medfør af
forordninger, som er
vedtaget med hjemmel
i artikel 60, 301
eller 308 i
Traktaten om
Oprettelse af Det
Europæiske
Fællesskab, og som
tager sigte på helt
eller delvis at
afbryde eller
indskrænke de
finansielle eller
økonomiske
forbindelser med et
eller flere lande
uden for Den
Europæiske Union
eller på tilsvarende
sanktioner over for
enkeltpersoner,
grupper af personer
eller juridiske
personer.
Stk. 4 .
Begås en forbrydelse
som nævnt i stk. 1,
2 eller 3 uagtsomt,
er straffen bøde
eller fængsel indtil
2 år.« |
|
|
|
§ 110 e. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år
straffes den, der
offentlig forhåner
en fremmed nation,
en fremmed stat,
dens flag eller
andet anerkendt
nationalmærke eller
De Forenede
Nationers eller Det
Europæiske Råds
flag. |
|
8. I
§§ 110 e, 130, 161
og 182
ændres »bøde,
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år«
til: »bøde eller
fængsel indtil 2
år«. |
|
|
|
§ 130. Den,
som udøver en ham
ikke tilkommende
offentlig myndighed,
straffes med bøde,
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år.
|
|
|
|
|
|
§ 161. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år
straffes den, som
udenfor det i § 158
nævnte tilfælde for
eller til en
offentlig myndighed
afgiver en falsk
erklæring på tro og
love eller på
lignende højtidelig
måde, hvor sådan
form er påbudt eller
tilstedt.
|
|
|
|
|
|
§ 182. Den,
som af uagtsomhed
forvolder ildsvåde
på fremmed ejendom
eller til skade for
fremmed
formueinteresse,
straffes med bøde,
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år.
|
|
|
|
|
|
§ 113. Den,
som antaster
Folketingets
sikkerhed eller
frihed eller i
øvrigt foretager
nogen handling, der
sigter til ved
magtanvendelse eller
trussel derom at
aftvinge Folketinget
nogen beslutning
eller hindre det i
frit at udøve sin
virksomhed, straffes
med fængsel indtil
16 år eller under
skærpende
omstændigheder på
livstid.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
9. I
§§ 113, stk. 1, 125
a, 1. og 2.
pkt .,
230, 1. og 2. pkt.,
235, stk. 1., 1. og
2. pkt., 241, 249,
266 b, stk. 2, og
293 a, 2. pkt.
ændres
»skærpende« til:
»særligt skærpende«.
|
|
|
|
§ 125 a. Den,
som for vindings
skyld og under i
øvrigt skærpende
omstændigheder gør
sig skyldig i
menneskesmugling
efter
udlændingelovens
§ 59, stk. 5,
straffes med fængsel
indtil 8 år. Som
skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor andres liv
udsættes for fare,
eller hvor der er
tale om
overtrædelser af
mere systematisk
eller organiseret
karakter.
|
|
|
|
|
|
§ 230. Den,
der optager utugtige
fotografier, film
eller lignende af en
person under 18 år
med forsæt til at
sælge eller på anden
måde at udbrede
materialet, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 2 år
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 6 år.
Som skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor barnets liv
udsættes for fare,
hvor der anvendes
grov vold, hvor der
forvoldes barnet
alvorlig skade,
eller hvor der er
tale om optagelser
af mere systematisk
eller organiseret
karakter. § 226
finder tilsvarende
anvendelse.
|
|
|
|
|
|
§ 235. Den,
som udbreder
utugtige fotografier
eller film, andre
utugtige visuelle
gengivelser eller
lignende af personer
under 18 år,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
2 år eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 6 år.
Som skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor barnets liv
udsættes for fare,
hvor der anvendes
grov vold, hvor der
forvoldes barnet
alvorlig skade,
eller hvor der er
tale om udbredelse
af mere systematisk
eller organiseret
karakter.
Stk. 2.
(udelades).
Stk. 3.
(udelades).
|
|
|
|
|
|
§ 241. Den,
som uagtsomt
forvolder en andens
død, straffes med
bøde eller fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 8 år.
|
|
|
|
|
|
§ 249. Den,
som uagtsomt
tilføjer nogen
betydelig skade på
legeme eller
helbred, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 8 år.
|
|
|
|
|
|
§ 266 b.
(udelades)
Stk. 2. Ved
straffens udmåling
skal det betragtes
som en skærpende
omstændighed, at
forholdet har
karakter af
propagandavirksomhed.
|
|
|
|
|
|
§ 293 a . For
For brugstyveri af
motorkøretøj
straffes med bøde
eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder
den, der uberettiget
bruger et
motorkøretøj, der
tilhører en anden.
Under skærpende
omstændigheder,
herunder navnlig i
gentagelsestilfælde,
kan straffen stige
til fængsel i 4 år.
|
|
|
|
|
|
§ 114 d. Den,
som, uden at
forholdet omfattes
af §§ 114-114 c,
deltager i ulovlig
militær organisation
eller gruppe,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år.
|
|
10. I
§ 114 d ændres
»bøde eller fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 2 år«
til: »bøde eller
fængsel indtil 2
år«. |
|
|
|
§ 117. Med
fængsel indtil 2 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde straffes den,
som ved de i § 116
omhandlede valg
eller
stemmeafgivninger
1)-5) (udelades)
|
|
11. I
§§ 117, 136, stk. 2,
og 192,
stk. 3, ændres
»fængsel indtil 2 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
2 år«. |
|
|
|
§ 136.
(udelades)
Stk. 2. Den,
der offentligt
udtrykkeligt
billiger en af de i
denne lovs 12. eller
13. kapitel
omhandlede
forbrydelser,
straffes med fængsel
indtil 2 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 192.
(udelades)
Stk. 2.
(udelades)
Stk. 3. Den,
som på den angivne
måde forvolder fare
for, at smitsom
sygdom finder
indgang eller
udbredes blandt
husdyr eller nytte-
eller kulturplanter,
straffes med fængsel
indtil 2 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde.
Stk. 4.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 119. Den,
som med vold eller
trussel om vold
overfalder nogen,
hvem det påhviler at
handle i medfør af
offentlig tjeneste
eller hverv, under
udførelsen af
tjenesten eller
hvervet eller i
anledning af samme,
eller som på lige
måde søger at hindre
en sådan person i at
foretage en lovlig
tjenestehandling
eller at tvinge ham
til at foretage en
tjenestehandling,
straffes med fængsel
indtil 6 år, under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
12. I
§§ 119, stk. 1 ,
og 123 ændres
»fængsel indtil 6
år, under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
8 år«. |
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, som, uden at
forholdet falder ind
under stk. 1,
fremsætter trusler
om vold, om
frihedsberøvelse
eller om sigtelse
for strafbart eller
ærerørigt forhold
mod nogen, der af
det offentlige er
tillagt
domsmyndighed eller
myndighed til at
træffe afgørelse
vedrørende
retsforhold eller
vedrørende
håndhævelse af
statens
straffemyndighed, i
anledning af
udførelsen af
tjenesten eller
hvervet, eller som
på lige måde søger
at hindre en sådan
person i at foretage
en lovlig
tjenestehandling
eller at tvinge ham
til at foretage en
tjenestehandling.
Stk. 3.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 123. Den,
som med trussel om
vold forulemper,
eller som med vold,
ulovlig tvang efter
§ 260, trusler efter
§ 266 eller på anden
måde begår en
strafbar handling
mod en person,
dennes nærmeste
eller andre med
tilknytning til
denne i anledning af
personens forventede
eller allerede
afgivne forklaring
til politiet eller i
retten, straffes med
fængsel indtil 6 år,
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 124.
(udelades)
Stk. 2. Den,
der befrier en
anholdt, fængslet
eller tvangsanbragt
person, såvel som
den, der tilskynder
eller hjælper en
sådan person til at
undvige eller holder
den undvegne skjult,
straffes med fængsel
indtil 2 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
13. § 124,
stk. 2 ,
affattes således:
»
Stk. 2. På samme
måde straffes den,
der befrier en
anholdt, fængslet
eller tvangsanbragt
person, såvel som
den, der tilskynder
eller hjælper en
sådan person til at
undvige eller holder
den undvegne
skjult.«
|
Stk. 3. Den,
som ulovligt sætter
sig i forbindelse
med nogen fængslet
eller tvangsanbragt
person, straffes med
bøde eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3
måneder.
Stk. 4.
(udelades)
|
|
14. I
§ 124, stk. 3 ,
ændres »bøde eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3
måneder« til: »bøde
eller fængsel indtil
3 måneder«.
|
|
|
|
§ 132 a. Den,
der deltager i
fortsættelsen af en
forenings
virksomhed, efter at
den foreløbig er
forbudt af
regeringen eller
opløst ved dom,
straffes med fængsel
indtil 1 år. Den,
der efter forbudet
eller opløsningen
indtræder som medlem
i en sådan forening,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder.
|
|
15. I
§ 132 a, 1. pkt.,
ændres »fængsel
indtil 3 år« til:
»bøde eller fængsel
indtil 2 år« og
§ 132 a, 2. pkt.
ophæves.
|
|
|
|
§ 133. Den,
som fremkalder opløb
med det forsæt at
øve eller true med
vold på person eller
gods, straffes med
fængsel indtil 3 år.
Stk. 2. På
samme måde straffes
de, der ved et
opløb, under hvilket
nævnte formål er
lagt for dagen,
optræder som
opløbets ledere,
samt enhver
deltager, der
undlader at
efterkomme
øvrighedens lovligt
forkyndte påbud til
mængden om at
skilles. Dog kan
straffen for de
sidstnævnte
deltagere gå ned til
bøde. |
|
16. I
§ 133, stk. 1 ,
ændres »fængsel
indtil 3 år« til:
»bøde eller fængsel
indtil 3 år« og
§ 133, stk. 2, 2.
pkt. ophæves.
|
|
|
|
Stk. 3. Begås
der under sådant
opløb nogen under
dets formål hørende
forbrydelse,
straffes opløbets
anstiftere eller
ledere samt
deltagerne i den
begåede forbrydelse
med fængsel indtil 6
år, for så vidt
forbrydelsen ikke
efter sin
beskaffenhed
medfører højere
straf. |
|
17. § 133,
stk. 3 ,
affattes således:
»
Stk. 3 . Begås
der under sådant
opløb nogen under
dets formål hørende
forbrydelse,
straffes opløbets
anstiftere eller
ledere efter den
bestemmelse, der
gælder for den
pågældende
forbrydelse.«
|
|
|
|
§ 136. Den,
som uden derved at
have forskyldt
højere straf
offentlig tilskynder
til forbrydelse,
straffes med fængsel
indtil 4 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
18. I
§§ 136, stk. 1,
og 232 ændres
»fængsel indtil 4 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
4 år«. |
|
|
|
§ 232. Den,
som ved uterligt
forhold krænker
blufærdigheden eller
giver offentlig
forargelse, straffes
med fængsel indtil 4
år eller under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 137. Den,
som søger at
forhindre
afholdelsen af
lovlig offentlig
sammenkomst,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder,
særlig når
handlingen har været
forbundet med
voldsom eller
truende adfærd, med
fængsel indtil 2 år.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
19. I
§ 137, stk. 1 ,
ændres »fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder,
særlig når
handlingen har været
forbundet med
voldsom eller
truende adfærd, med
fængsel indtil 2 år«
til: »fængsel indtil
2 år«. |
|
|
|
§ 138. Den,
som forsætligt eller
ved grov uagtsomhed
bringer sig i
beruset tilstand,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
6 måneder, hvis han
i denne tilstand
udsætter andres
person eller
betydeligere
formueværdier for
fare. |
|
20. I
§ 138 ændres »6
måneder« til: »1
år«. |
|
|
|
§ 140. Den,
der offentlig driver
spot med eller
forhåner noget her i
landet lovligt
bestående
religionssamfunds
troslærdomme eller
gudsdyrkelse,
straffes med fængsel
indtil 4 måneder
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
21. I
§ 140 ændres
»fængsel indtil 4
måneder eller under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
4 måneder«.
|
|
|
|
§ 141. Den,
som er vidende om,
at nogen af de i
§§ 98, 99, 102, 106,
109, 110, 111, 112
og 113 omhandlede
forbrydelser mod
staten eller de
øverste
statsmyndigheder
eller en
forbrydelse, der
medfører fare for
menneskers liv eller
velfærd eller for
betydelige
samfundsværdier,
tilsigtes begået, og
som ikke gør, hvad
der står i hans
magt, for at
forebygge
forbrydelsen eller
dens følger, om
fornødent ved
anmeldelse til
øvrigheden,
straffes, hvis
forbrydelsen bliver
begået eller
forsøgt, med fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
22. I
§§ 141, stk. 1, 149
og 194
ændres »fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
3 år«. |
|
|
|
§ 149. Når
nogen, hvem en
fanges bevogtning
eller fuldbyrdelse
af domme i
straffesager
påhviler, lader en
sigtet undvige,
hindrer dommens
fuldbyrdelse eller
bevirker, at den
fuldbyrdes på
mildere måde end
foreskrevet,
straffes han med
fængsel indtil 3 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 194. Den,
der borttager,
ødelægger eller
beskadiger
offentlige
mindesmærker eller
genstande, som er
bestemte til
almindelig nytte
eller pryd, hører
til offentlige
samlinger eller er
særlig fredlyste,
straffes med fængsel
indtil 3 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
|
|
|
|
§ 143. Med
bøde, fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 1 år
straffes den, som
undlader at oplyse
omstændigheder, der
bestemt taler for,
at en for en
forbrydelse sigtet
eller dømt er
uskyldig, skønt det
kunne ske uden at
udsætte ham selv
eller hans nærmeste
for fare for liv,
helbred eller
velfærd eller for
forfølgning for den
pågældende
forbrydelse.
|
|
23. § 143
ophæves.
|
|
|
|
§ 144. Den,
der i udøvelse af
dansk, udenlandsk
eller international
offentlig tjeneste
eller hverv
uberettiget
modtager, fordrer
eller lader sig
tilsige en gave
eller anden fordel,
straffes med fængsel
indtil 6 år, under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
24. I
§ 144 ændres
»fængsel indtil 6
år, under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
6 år«. |
|
|
|
§ 145. Kræver
eller modtager
nogen, som virker i
offentlig tjeneste
eller hverv, for
privat vindings
skyld kendelse for
tjenestehandling,
skat eller afgift,
der ikke skyldes,
straffes han med
fængsel indtil 6 år.
Beholder han for
privat vindings
skyld sådan i god
tro oppebåren ydelse
efter at være blevet
opmærksom på fejlen,
straffes han med
fængsel indtil 2 år.
|
|
25. I
§§ 145, 1. og 2.
pkt. , 178,
189, stk. 1, og
261, stk. 1,
ændres »fængsel«
til: »bøde eller
fængsel«.
|
|
|
|
§ 178. Med
fængsel indtil 2 år
straffes den, som
for at skille nogen
ved hans ret
tilintetgør,
bortskaffer eller
helt eller delvis
ubrugbargør et
bevismiddel, der er
tjenligt til at
benyttes som sådant
i et retsforhold.
|
|
|
|
|
|
§ 189. Den,
som stiller til salg
eller i øvrigt søger
udbredt som
lægemidler eller
forebyggelsesmidler
mod sygdomme ting,
om hvilke han ved,
at de er uegnede til
det angivne formål,
og at deres
benyttelse hertil
udsætter menneskers
liv eller sundhed
for fare, straffes
med fængsel indtil 6
år.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 261. Den,
som berøver en anden
friheden, straffes
med fængsel indtil 4
år.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 146.
(udelades)
Stk. 2. Har
handlingen medført
velfærds fortabelse
for nogen, eller har
sådant været
tilsigtet, er
straffen fængsel fra
3 til 16 år.
|
|
26. § 146,
stk. 2 ,
affattes således:
»
Stk. 2 . Begås
handlingen med
forsæt til
velfærdsfortabelse
for nogen, er
straffen fængsel
indtil 16 år.«
|
|
|
|
§ 147. Når
nogen, hvem det
påhviler at virke
til håndhævelse af
statens
straffemyndighed,
derved anvender
ulovlige midler for
at opnå tilståelse
eller forklaring
eller foretager en
lovstridig
anholdelse,
fængsling,
ransagning eller
beslaglæggelse,
straffes han med
bøde eller fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3 år.
|
|
27. I
§ 147 ændres
»fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 3 år«
til: »fængsel indtil
3 år«. |
|
|
|
|
|
28. § 151
affattes
således:
|
§ 151. Den,
som tilskynder eller
medvirker til, at
nogen ham i
offentlig tjeneste
eller hverv
underordnet
forbryder sig i
denne tjeneste,
straffes, uden
hensyn til om den
underordnede kan
straffes eller på
grund af vildfarelse
eller af andre
grunde er straffri,
med den for den
pågældende handling
foreskrevne straf
forhøjet med indtil
det halve.
|
|
»
§ 151 .
Den, som tilskynder
eller medvirker til,
at nogen, der er
underordnet
vedkommende i
offentlig tjeneste
eller hverv,
forbryder sig i
denne tjeneste,
straffes, uden
hensyn til om den
underordnede kan
straffes eller på
grund af vildfarelse
eller af andre
grunde er straffri,
efter den for den
pågældende
forbrydelse gældende
bestemmelse.«
|
|
|
|
§ 152.
(udelades)
Stk. 2.
Straffen kan stige
til fængsel indtil 2
år, hvis forholdet
er begået med forsæt
til at skaffe sig
eller andre
uberettiget vinding
eller der i øvrigt
foreligger særlig
skærpende
omstændigheder.
Stk. 3.
(udelades)
|
|
29. § 152,
stk. 2 ,
affattes således:
»
Stk. 2. Begås
det i stk. 1 nævnte
forhold med forsæt
til at skaffe sig
eller andre
uberettiget vinding,
eller foreligger der
i øvrigt særligt
skærpende
omstændigheder, kan
straffen stige til
fængsel indtil 2 år.
Som særligt
skærpende
omstændighed anses
navnlig tilfælde,
hvor videregivelsen
eller udnyttelsen er
sket under sådanne
omstændigheder, at
det påfører andre en
betydelig skade
eller indebærer en
særlig risiko
herfor.«
|
|
|
|
§ 154. Har
nogen i udførelsen
af offentlig
tjeneste eller hverv
gjort sig skyldig i
falsk anklage,
forbrydelse
vedrørende
bevismidler,
legemsangreb,
frihedsberøvelse,
underslæb eller
mandatsvig, kan den
for den pågældende
forbrydelse
foreskrevne straf
forhøjes med indtil
det halve.
|
|
30. § 154
ophæves.
|
|
|
|
§ 155.
Misbruger i øvrigt
nogen, som virker i
offentlig tjeneste
eller hverv, sin
stilling til at
krænke privates
eller det
offentliges ret,
straffes han med
bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
Sker det for at
skaffe sig eller
andre uberettiget
fordel, kan fængsel
indtil 3 år
anvendes.
|
|
31. I
§ 155, 1. pkt.,
udgår »i øvrigt«.
|
|
|
|
|
|
32. § 157
affattes
således:
|
§ 157. Samme
straf finder
anvendelse, når
nogen, som virker i
offentlig tjeneste
eller hverv, gør sig
skyldig i grov eller
oftere gentagen
forsømmelse eller
skødesløshed i
tjenestens eller
hvervets udførelse
eller i
overholdelsen af de
pligter, som
tjenesten eller
hvervet medfører.
Bestemmelsen i
§ 156, 2. punktum,
finder tilsvarende
anvendelse.
|
|
»
§ 157. Når
nogen, som virker i
offentlig tjeneste
eller hverv, gør sig
skyldig i grov eller
oftere gentagen
forsømmelse eller
skødesløshed i
tjenestens eller
hvervets udførelse
eller i
overholdelsen af de
pligter, som
tjenesten eller
hvervet medfører,
straffes den
pågældende med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder. Uden for
foranstående
bestemmelse falder
hverv, hvis
udførelse hviler på
offentlige valg.«
|
|
|
|
§ 164.
(udelades)
Stk. 2.
(udelades)
Stk. 3. Den,
der foretager en
handling som nævnt i
stk. 1 og 2 med
forsæt til, at han
selv eller en anden
med dennes samtykke
derved bliver
sigtet, dømt eller
undergivet
strafferetlig
retsfølge for et
strafbart forhold,
som han ikke har
begået, straffes med
bøde eller fængsel
indtil 1 år.
Stk. 4.
(udelades)
|
|
33. I
§ 164, stk. 3 ,
ændres »1 år« til:
»6 måneder«.
|
|
|
|
|
|
34. Efter
§ 164 indsættes:
|
|
|
»
§ 164 a. Den,
som undlader at
oplyse
omstændigheder, der
bestemt taler for,
at en for en
forbrydelse sigtet
eller dømt er
uskyldig, skønt
dette kunne ske uden
at udsætte den
pågældende eller
dennes nærmeste for
fare for liv,
helbred eller
velfærd eller for
forfølgning for
vedkommende
forbrydelse,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
1 år.« |
|
|
|
§ 165. Den,
der til offentlig
myndighed anmelder
en strafbar
handling, der ikke
er begået, såvel som
den, der til sådan
myndighed indgiver
falske klagemål,
straffes med bøde,
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 1 år.
|
|
35. I
§ 165 ændres
»bøde, fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 1 år«
til: »bøde eller
fængsel indtil 6
måneder«.
|
|
|
|
§ 166. Den,
som eftergør eller
forfalsker penge for
at bringe dem i
omsætning som ægte,
eller som i samme
hensigt forskaffer
sig eller andre
eftergjorte eller
forfalskede penge,
straffes med fængsel
indtil 12 år.
|
|
36. § 166
, stk. 2,
ophæves.
|
Stk. 2. Er
forfalskning sket
ved at formindske
værdien af gangbar
mønt, er straffen
fængsel indtil 4 år.
|
|
|
|
|
|
§ 168. Den,
der udgiver penge,
som han formoder er
eftergjorte eller
forfalskede,
straffes med fængsel
indtil 3 år. Har
udgiveren modtaget
pengene i god tro,
kan straffen
nedsættes til bøde
og under formildende
omstændigheder
bortfalde.
|
|
37. I
§§ 168, 1. pkt.,
og 176, stk. 1
, ændres
»fængsel indtil 3
år« til: »bøde eller
fængsel indtil 3
år«. |
|
|
|
§ 176. Med
fængsel indtil 3 år
straffes den, der
for at skuffe i
samhandelen gør brug
af genstande, som
uberettiget er
forsynet med
offentligt stempel
eller mærke, der
skal afgive borgen
for genstandens
ægthed, art, godhed
eller mængde.
Stk. 2.-3 .
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 168. Den,
der udgiver penge,
som han formoder er
eftergjorte eller
forfalskede,
straffes med fængsel
indtil 3 år. Har
udgiveren modtaget
pengene i god tro,
kan straffen
nedsættes til bøde
og under formildende
omstændigheder
bortfalde.
|
|
38. I
§ 168, 2. pkt. ,
udgår »nedsættes til
bøde og under
formildende
omstændigheder«.
|
|
|
|
§ 179. Den,
som for at skuffe
med hensyn til
grænserne for
grundejendom,
grundrettigheder
eller rettigheder
med hensyn til
vandløb eller
vandstrækninger
sætter falsk
skelsten eller andet
mærke for disse
eller flytter,
borttager,
forvansker eller
ødelægger sådant
mærke, straffes med
fængsel indtil 3 år.
Sker det for at
hævde et berettiget
eller afværge et
uberettiget krav, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder.
|
|
39. I
§ 179, 1. pkt. ,
ændres »fængsel
indtil 3 år« til:
»bøde eller fængsel
indtil 3 år« og
§ 179, 2. pkt.,
ophæves.
|
|
|
|
|
|
40. § 183
a affattes
således:
|
§ 183 a. Den,
som om bord i et
luftfartøj, skib
samt andet
kollektivt
transportmiddel
eller
godstransportmiddel
ved ulovlig tvang,
jf. § 260, overtager
kontrollen over
fartøjets eller
køretøjet eller
griber ind i dets
manøvrering,
straffes med fængsel
indtil på livstid.
|
|
»
§ 183 a. Den,
som ved ulovlig
tvang, jf. § 260,
overtager kontrollen
over et luftfartøj,
skib eller et andet
kollektivt
transportmiddel
eller
godstransportmiddel,
eller griber ind i
dets manøvrering,
straffes med fængsel
indtil på livstid.«
|
|
|
|
§ 184. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, der
uden at være
strafskyldig efter
§ 183 eller § 183 a
forstyrrer
sikkerheden for
jernbaners,
fartøjers,
motorkøretøjers
eller lignende
transportmidlers
drift eller
sikkerheden for
færdsel på
offentlige
færdselsveje.
|
|
41. I
§ 184, stk. 1 ,
ændres »fængsel
indtil 6 år« til:
»bøde eller fængsel
indtil 2 år eller
under særligt
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 6
år«. |
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder.
|
|
|
§ 185. Med
bøde eller fængsel
indtil 4 måneder
straffes den, som,
uagtet det var ham
muligt uden særlig
fare eller opofrelse
for sig selv eller
andre, undlader
gennem betimelig
anmeldelse eller på
anden efter
omstændighederne
tjenlig måde efter
evne at afværge
ildsvåde,
sprængning,
spredning af
skadevoldende
luftarter,
oversvømmelse,
søskade,
jernbaneulykke eller
lignende ulykke, der
medfører fare for
menneskeliv.
|
|
42. I
§ 185 ændres »4
måneder« til: »2
år«. |
|
|
|
§ 186.
(udelades)
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 1 år.
|
|
43. I
§§ 186, stk. 2 ,
og 187, stk. 2
, ændres »bøde
eller fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 1 år«
til: »bøde eller
fængsel indtil 1
år«.
|
|
|
|
§ 187.
(udelades)
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder eller under
skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 1 år.
|
|
|
|
|
|
§ 188. Den,
som uden at være
strafskyldig efter
§ 187, nr. 3, med
fortielse af tingens
sundhedsfarlige
beskaffenhed stiller
til salg eller i
øvrigt søger udbredt
1) nærings- eller
nydelsesmidler, der
på grund af
fordærvelse,
mangelfuld
tilberedelse,
opbevaringsmåde
eller af lignende
grunde er
sundhedsfarlige,
2) brugsgenstande,
der ved sædvanlig
benyttelse udsætter
menneskers sundhed
for fare,
straffes med fængsel
indtil 6 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde.
Stk. 2.
(udelades)
|
|
44. I
§ 188, stk. 1 ,
ændres »fængsel
indtil 6 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde« til: »bøde
eller fængsel indtil
6 år«.
|
|
|
|
§ 188.
(udelades)
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen fængsel
indtil 4 måneder
eller bøde.
|
|
45. I
§§ 188, stk. 2 ,
og 189, stk. 2
, ændres
»fængsel indtil 4
måneder eller bøde«
til: »bøde eller
fængsel indtil 4
måneder«.
|
|
|
|
§ 189.
(udelades)
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen fængsel
indtil 4 måneder
eller bøde.
|
|
|
|
|
|
§ 190.
Udsættes under
tilsvarende
betingelser som i
§§ 186-189 angivet
alene husdyrs liv
eller sundhed for
fare, bliver en
forholdsmæssig
mildere straf inden
for de angivne
strafarter at
anvende.
|
|
46. I
§ 190 ændres
»bliver en
forholdsmæssig
mildere straf inden
for de angivne
strafarter at
anvende« til: »er
straffen bøde eller
fængsel indtil 6
år«. |
|
|
|
§ 191. Den,
som i strid med
lovgivningen om
euforiserende
stoffer til et
større antal
personer eller mod
betydeligt vederlag
eller under andre
særligt skærpende
omstændigheder
overdrager
euforiserende
stoffer, straffes
med fængsel indtil 6
år. Angår
overdragelsen en
betydelig mængde
særlig farligt eller
skadeligt stof,
eller har
overdragelsen af et
sådant stof i øvrigt
haft en særlig
farlig karakter, kan
straffen stige til
fængsel i 10 år.
|
|
47. I
§ 191, 1. pkt.,
ændres »6 år« til:
»10 år« og i 2.
pkt. ændres »10
år« til: »16 år«.
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der i strid med
lovgivningen om
euforiserende
stoffer indfører,
udfører, køber,
udleverer, modtager,
fremstiller,
forarbejder eller
besidder sådanne
stoffer med forsæt
til at overdrage dem
som nævnt i stk. 1.
|
|
|
|
|
|
§ 202. Den,
som erhvervsmæssigt
udnytter andres
ukyndighed,
uforstand eller
uerfarenhed til at
forlede dem til
spekulationsforretninger,
straffes med fængsel
indtil 1 år.
|
|
48. § 202
og § 206
ophæves.
|
|
|
|
§ 206. Den,
som i erhvervsøjemed
anvender falske
foregivender eller
anden svigagtig
adfærd for at
forlede nogen til at
udvandre, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 1 år.
|
|
|
|
|
|
|
|
49. § 227
affattes
således:
|
§ 227. Straf
efter §§ 216-224 og
226 kan bortfalde,
når de personer,
mellem hvilke
køns-omgængelsen har
fundet sted, er
indtrådt i ægteskab
med hinanden.
|
|
»
§ 227 . Straf
efter §§ 216-226 kan
nedsættes eller
bortfalde, når de
personer, mellem
hvilke kønslig
omgængelse har
fundet sted, er
indtrådt i ægteskab
med hinanden eller
har ladet deres
partnerskab
registrere.«
|
|
|
|
|
|
50. § 240
affattes
således:
|
§ 240. Den,
som medvirker til,
at nogen berøver sig
selv livet, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 4
måneder. Hvis
handlingen foretages
af egennyttige
bevæggrunde, er
straffen fængsel
indtil 3 år.
|
|
Ȥ 240. Den,
som medvirker til,
at nogen berøver sig
selv livet, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 3
år.«
|
|
|
|
|
|
51. § 250
affattes
således:
|
§ 250. Den,
som hensætter en
anden i hjælpeløs
tilstand eller
forlader en under
hans varetægt
stående person i
sådan tilstand,
straffes med
fængsel, der, når
handlingen har
medført døden eller
grov
legemsbeskadigelse,
under i øvrigt
skærpende
omstændigheder kan
stige til 8 år.
|
|
»
§ 250 . Den, som
hensætter en anden i
hjælpeløs tilstand
eller forlader en
under den
pågældendes varetægt
stående person i en
sådan tilstand,
straffes med fængsel
indtil 8 år.«
|
|
|
|
§ 251. En
kvinde, der ved sin
barnefødsel på
uforsvarlig måde
udsætter barnet for
alvorlig fare,
straffes med fængsel
indtil 1 år.
Straffen kan
nedsættes eller
bortfalde, hvis
barnet lever uden at
have taget skade.
|
|
52. I
§ 251, 1. pkt.
ændres »fængsel
indtil 1 år« til:
»bøde eller fængsel
indtil 1 år«, og
2. pkt. ophæves.
|
|
|
|
§ 253. Med
bøde eller fængsel
indtil 3 måneder
straffes den, som,
uagtet det var ham
muligt uden særlig
fare eller opofrelse
for sig selv eller
andre, undlader
|
|
53. I
§ 253 ændres »3
måneder« til: »2
år«.
|
1) efter evne at
hjælpe nogen, der er
i øjensynlig
livsfare, eller
|
|
|
2) at træffe de
foranstaltninger,
som af
omstændighederne
kræves til redning
af nogen
tilsyneladende
livløs, eller som er
påbudt til omsorg
for personer, der er
ramt af skibbrud
eller anden
tilsvarende ulykke.
|
|
|
|
|
|
§ 261. Den,
som berøver en anden
friheden, straffes
med fængsel indtil 4
år.
Stk. 2. Sker
det for vindings
skyld, eller har
frihedsberøvelsen
været langvarig
eller bestået i, at
nogen uberettiget
holdes i forvaring
som sindssyg eller
mentalt retarderet
eller bringes i
fremmed
krigstjeneste eller
i fangenskab eller
anden afhængighed i
fremmed land, er
straffen fængsel fra
1 til 12 år.
|
|
54. I
§ 261, stk. 2,
ændres »fængsel fra
1 til 12 år« til:
»fængsel indtil 12
år«, og som
stk. 3
indsættes:
|
|
|
»
Stk. 3 . Den,
som ved grov
uagtsomhed forvolder
en frihedsberøvelse
af den i stk. 2
nævnte art, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 6
måneder.«
|
|
|
|
§ 262. Den,
som ved grov
uagtsomhed forvolder
en frihedsberøvelse
af den i § 261,
stk. 2, nævnte art,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder eller
under skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 1 år.
|
|
55. § 262
ophæves
|
|
|
|
§ 264.
(udelades)
Stk. 2. Begås
det i stk. 1, nr. 1,
nævnte forhold med
forsæt til at skaffe
sig eller gøre sig
bekendt med
oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder
eller under andre
særlig skærpende
omstændigheder, kan
straffen stige til
fængsel indtil 4 år
|
|
56. § 264,
stk. 2 ,
affattes således:
»
Stk. 2. Begås
det i stk. 1, nr. 1,
nævnte forhold med
forsæt til at skaffe
sig eller gøre sig
bekendt med
oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder
eller foreligger der
i øvrigt skærpende
omstændigheder, kan
straffen stige til
fængsel indtil 6 år.
Som særligt
skærpende
omstændighed anses
navnlig tilfælde,
hvor forholdet er
begået under sådanne
omstændigheder, at
det påfører andre en
betydelig skade
eller indebærer en
særlig risiko
herfor.«
|
|
|
|
§ 265. Den,
der krænker nogens
fred ved trods forud
af politiet given
advarsel at trænge
ind på ham, forfølge
ham med skriftlige
henvendelser eller
på anden lignende
måde forulempe ham,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
6 måneder. En af
politiet meddelt
advarsel har
gyldighed for 5 år.
|
|
57. I
§ 265, 1. pkt. ,
ændres »6 måneder«
til: »2 år«.
|
|
|
|
§ 267. Den,
som krænker en
andens ære ved
fornærmelige ord
eller handlinger
eller ved at
fremsætte eller
udbrede sigtelser
for et forhold, der
er egnet til at
nedsætte den
fornærmede i
medborgeres agtelse,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
4 måneder.
|
|
58. § 267,
stk. 2 og 3 , og
§ 267 a
ophæves.
|
Stk. 2. Er
fornærmelsen fremsat
mod nogen af de i
§ 119, stk. 2,
nævnte personer i
anledning af
udførelsen af deres
tjeneste eller
hverv, uden at
bestemmelserne i
straffelovens § 121
kommer til
anvendelse, bliver
dette ved straffens
udmåling at betragte
som en skærpende
omstændighed, og
straffen kan da
stige til fængsel
indtil 6 måneder.
|
|
|
Stk. 3. Ved
straffens udmåling
bliver det at
betragte som en
skærpende
omstændighed, at
fornærmelsen er
fremsat i trykt
skrift eller på
anden måde, hvorved
den får en større
udbredelse, eller på
sådanne steder eller
til sådanne tider,
at det i høj grad
forøger det
krænkende i
ytringen.
|
|
|
|
|
|
§ 267 a. Har
nogen på den i
§ 267, stk. 3,
angivne måde fremsat
en udtalelse, der
indeholder en
usandfærdig sigtelse
mod en anden for
forhold, der, hvis
den var sand, ville
gøre denne uværdig
til at beklæde
offentlige hverv,
skal der, når den,
der har fremsat
sigtelsen, påstås
idømt straf for
ærekrænkelse,
hverken ved
afgørelsen af
skyldspørgsmålet
eller ved straffens
fastsættelse kunne
tages hensyn til
påstand om, at den i
samfundet i
almindelighed
gældende vurdering
af sigtelsens
utilbørlighed ikke
skal finde
anvendelse.
|
|
|
|
|
|
§ 268. Er en
sigtelse fremsat
eller udbredt mod
bedre vidende, eller
har gerningsmanden
savnet rimelig grund
til at anse den for
sand, straffes
gerningsmanden for
bagvaskelse med
fængsel indtil 2 år.
Er sigtelsen ikke
fremsat eller
udbredt offentligt,
kan straffen under
formildende
omstændigheder gå
ned til bøde.
|
|
59. I
§ 268, 1. pkt. ,
ændres »med fængsel
indtil 2 år« til: »,
og den i § 267
nævnte straf kan da
stige til fængsel i
2 år«.
60. § 268, 2.
pkt . og § 275 a
ophæves.
|
|
|
|
§ 275 a.
Sager, hvorunder der
gøres ansvar
gældende efter
bestemmelserne i
§§ 267 og 268, bør
fremmes med størst
mulig hurtighed.
|
|
|
|
|
|
|
|
61. § 286
affattes
således:
|
§ 286. Er et
tyveri af særlig
grov beskaffenhed,
såsom på grund af
den måde, hvorpå det
er udført, eller
fordi det er udført
af flere i forening
eller under
medtagelse af våben
eller andet farligt
redskab eller
middel, eller på
grund af de stjålne
genstandes
betydelige værdi
eller de forhold,
under hvilke de
befandt sig, såvel
som når tyverier er
begået i større
antal, kan straffen
stige til fængsel i
4 år.
Stk. 2.
Straffen for
underslæb,
bedrageri,
databedrageri,
mandatsvig og
skyldnersvig kan,
når forbrydelsen er
af særlig grov
beskaffenhed, eller
når et større antal
forbrydelser er
begået, stige til
fængsel i 8 år.
Stk. 3. Under
tilsvarende
omstændigheder kan
straffen for
afpresning og åger
stige til fængsel i
6 år. |
|
»
§ 286. Straffen
kan stige til
fængsel indtil 6 år,
når de i §§ 276 og
281-282 nævnte
forbrydelser er af
særlig grov
beskaffenhed,
navnlig på grund af
udførelsesmåden,
eller fordi
forbrydelsen er
udført af flere i
forening eller under
medtagelse af våben
eller andet farligt
redskab eller
middel, eller på
grund af de stjålne
genstandes
betydelige værdi
eller de forhold,
under hvilke de
befandt sig, eller
når et større antal
tyverier er begået.
Stk. 2.
Straffen kan stige
til fængsel indtil 8
år, når de i
§§ 278-280 og 283
nævnte forbrydelser
er af særlig grov
beskaffenhed,
navnlig på grund af
udførelsesmåden,
eller fordi
forbrydelsen er
udført af flere i
forening, eller som
følge af omfanget af
den opnåede eller
tilsigtede vinding,
eller når et større
antal forbrydelser
er begået.«
|
|
|
|
§ 288.
(udelades)
Stk. 2.
Straffen kan stige
til fængsel i 10 år,
hvis røveriet har
haft en særlig
farlig karakter
eller der i øvrigt
foreligger særligt
skærpende
omstændigheder.
|
|
62. § 288,
stk. 2 ,
affattes således:
»
Stk. 2. Straffen
kan stige til
fængsel i 10 år, når
et røveri er af
særlig grov
beskaffenhed navnlig
på grund af dets
særligt farlige
karakter,
udførelsesmåden
eller omfanget af
den opnåede eller
tilsigtede vinding,
eller når et større
antal forbrydelser
er begået.«
|
|
|
|
§ 290.
(udelades)
Stk. 2. Når
hæleriet er af
særlig grov
beskaffenhed, eller
når hæleriet har
været
erhvervsmæssigt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 6 år.
Stk. 3.
(udelades)
|
|
63. § 290,
stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2.
Straffen kan stige
til fængsel i 6 år,
når hæleriet er af
særlig grov
beskaffenhed navnlig
på grund af
forbrydelsens
erhvervsmæssige
karakter eller som
følge af den opnåede
eller tilsigtede
vinding, eller når
et større antal
forbrydelser er
begået.«
|
|
|
|
§ 300. Med
fængsel indtil 1 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde straffes
1) den, som på en
tid, da han indser
eller burde indse,
at han er ude af
stand til at
fyldestgøre sine
fordringshavere,
betydeligt forværrer
sin formuestilling
ved stiftelse af ny
gæld eller betaler
eller stiller
sikkerhed for
betydelige forfaldne
gældsposter,
|
|
64. I
§ 300 ændres
»Med fængsel indtil
1 år eller under
formildende
omstændigheder med
bøde« til: »Med bøde
eller fængsel indtil
1 år«. |
2) den, som
påfører sine
fordringshavere
betydeligt tab ved
ødsel levemåde, ved
spil, ved vovelige
foretagender, der
ikke står i forhold
til hans formue, ved
i høj grad
uordentlig
forretningsførelse
eller anden
letsindig adfærd,
|
|
|
3) den skyldner og
tillidsmand, som ved
afgivelse af de til
åbning af
forhandling om
tvangsakkord uden
for konkurs fornødne
erklæringer giver
urigtige oplysninger
eller gør sig
skyldig i grov
skødesløshed.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 2 |
|
|
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 815 af 30.
september 2003,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 754 a.
Politiet må ikke som
led i
efterforskningen af
en lovovertrædelse
foranledige, at der
tilbydes bistand til
eller træffes
foranstaltninger med
henblik på at
tilskynde nogen til
at udføre eller
fortsætte
lovovertrædelsen,
medmindre:
|
|
1. I § 754 a,
stk. 1, nr. 3 , og
§ 791 b, stk. 1, nr.
3 , udgår »§ 286,
stk. 1, eller«.
|
1) der foreligger
en begrundet
mistanke om, at
lovovertrædelsen er
ved at blive begået
eller forsøgt,
|
|
|
2)
efterforskningsskridtet
må antages at være
af afgørende
betydning for
efterforskningen og
|
|
|
3)
efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller en
overtrædelse af
straffelovens § 286,
stk. 1, eller § 289,
2. pkt. |
|
|
Stk. 2.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 791 b.
Aflæsning af ikke
offentligt
tilgængelige
oplysninger i et
informationssystem
ved hjælp af
programmer eller
andet udstyr
(dataaflæsning) kan
foretages, såfremt
|
|
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at
informationssystemet
anvendes af en
mistænkt i
forbindelse med
planlagt eller
begået kriminalitet
som nævnt i nr. 3,
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for
efterforskningen, og
|
|
|
3)
efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitel 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
§ 286, stk. 1, eller
§ 289.
Stk. 2.
(udelades)
Stk. 3.
(udelades)
Stk. 4.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 781.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
må kun foretages,
såfremt |
|
2. I § 781,
stk. 1, nr. 3 , og
§ 791 a, stk. 3, nr.
3 , udgår »§ 286,
stk. 1,«.
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at der på
den pågældende måde
gives meddelelser
eller foretages
forsendelser til
eller fra en
mistænkt,
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for efterforskningen
og |
|
|
3)
efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
straffelovens
§§ 124, stk. 2, 125,
127, stk. 1, 193,
stk. 1, 228, 235,
266, 281, 286,
stk. 1, eller 289
eller en
overtrædelse af
udlændingelovens
§ 59, stk. 5.
|
|
|
Stk. 2.
(udelades)
Stk. 3.
(udelades)
Stk. 4.
(udelades)
Stk. 5.
(udelades)
|
|
|
|
|
|
§ 791 a.
Politiet kan
foretage
fotografering eller
iagttagelse ved
hjælp af kikkert
eller andet apparat
af personer, der
befinder sig på et
ikke frit
tilgængeligt sted
(observation),
såfremt,
|
|
|
1) indgrebet må
antages at være af
væsentlig betydning
for
efterforskningen, og
|
|
|
2)
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
medføre
fængselsstraf.
|
|
|
Stk. 2.
Observation som
nævnt i stk. 1 ved
hjælp af
fjernbetjent eller
automatisk virkende
tv-kamera,
fotografiapparat
eller lignende
apparat må dog kun
foretages, såfremt
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
medføre fængsel i 1
år og 6 måneder
eller derover.
|
|
|
Stk. 3.
Observation af
personer, der
befinder sig i en
bolig eller andre
husrum, ved hjælp af
fjernbetjent eller
automatisk virkende
tv-kamera,
fotografiapparat
eller lignende
apparat eller ved
hjælp af apparat,
der anvendes i
boligen eller
husrummet, må dog
kun foretages,
såfremt |
|
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at bevis i
sagen kan opnås ved
indgrebet,
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for
efterforskningen,
|
|
|
3)
efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
straffelovens
§§ 124, stk. 2, 125,
127, stk. 1, 193,
stk. 1, 266, 281,
286, stk. 1, 289
eller en
overtrædelse af
udlændingelovens
§ 59, stk. 5, og
|
|
|
4)
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, som
har medført eller
som kan medføre fare
for menneskers liv
eller velfærd eller
for betydelige
samfundsværdier.
|
|
|
Stk. 4.
(udelades).
Stk. 5.
(udelades).
Stk. 6.
(udelades).
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 3 |
|
|
Loven træder i kraft
dagen efter
bekendtgørelse i
Lovtidende.
|
|
|
|
|
|
§ 4 |
|
|
Stk. 1. Loven
gælder ikke for
Grønland eller
Færøerne.
|
|
|
Stk. 2.
Lovens § 1 dog kan
ved kongelig
anordning helt eller
delvist sættes i
kraft for Færøerne
med de afvigelser,
som de særlige
færøske forhold
tilsiger.
|