2. Spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden 5

2.1. Færdselslovens regler 5

2.2. Straffastsættelsen for spirituskørsel mv. 5

2.3. Generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb 9

2.4. Udviklingen i antal spiritusdomme siden 1981 9

2.5. Samfundstjeneste 10

3.1. Indledning 10

3.2. Betingede domme for spirituskørsel 10

3.3. Betinget dom med vilkår om samfundstjeneste som alternativ til kortere ubetinget frihedsstraf for andet end spirituskørsel 18

    Formålet med lovforslaget er at indføre mulighed for at idømme samfundstjeneste i stedet for kortere ubetingede frihedsstraffe for navnlig spirituskørsel eller promillekørsel (i dette lovforslag som hovedregel under ét betegnet som spirituskørsel). Der lægges således op til, at spirituskørsel, som i dag afgøres med ubetinget frihedsstraf imellem 10 og 60 dage, i stedet straffes med en betinget dom med vilkår om bl.a. samfundstjeneste. Med henblik på at kunne anvende samfundstjeneste i stedet for også de helt kortvarige frihedsstraffe foreslås mindstetimetallet for samfundstjeneste nedsat fra 40 til 30 timer.

    Justitsministeriet tiltræder i den forbindelse de synspunkter om strafpositionerne ved samfundstjeneste på dette område, som Straffelovrådet er fremkommet med. Ved de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden, der omfattes af nyordningen, og hvor der i dag udmåles f.eks. 10-14 dages hæfte, finder Straffelovrådet, at et timeantal svarende til det nye mindstetimetal på 30 timer kunne være passende. Ved tilfælde af spirituskørsel, eventuelt i kombination med kørsel i frakendelsestiden, der i dag afgøres med hæfte eller fængsel i f.eks. 40-50 dage, ville det være naturligt at strafpositionen blev samfundstjeneste i 60 timer. I området mellem disse strafpositioner finder Straffelovrådet, at straffen eksempelvis kunne udmåles til 40 timers samfundstjeneste.

    Foruden den idømte samfundstjeneste forudsættes idømt en tillægsbøde svarende til bøderne for mindre grove tilfælde af spirituskørsel. Ved betinget dom for spirituskørsel med over 0,80 promille foreslås bødeniveauet at være 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, dog minimum 1.000 kr. Dette svarer til bødeniveauet ved spirituskørsel over 0,80 promille, som ikke medfører frihedsstraf. Ved betinget dom for promillekørsel i intervallet 0,51 til 0,80 promille foreslås bøden fastsat til 5.000 kr., hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder, og 8.000 kr., hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Dette svarer til bødeniveauet på dette område.

    Er der i tilknytning til spirituskørslen forvoldt alvorlig personskade, således at straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab eller § 249 om uagtsomt betydelig legemsbeskadigelse også er overtrådt, bør betinget dom med vilkår om samfundstjeneste som udgangspunkt ikke anvendes. Det samme gælder, hvis spirituskørslen er sket i en brugsstjålet vogn, eller hvor spirituskørslen er sket i prøvetiden for en tidligere betinget dom med vilkår om samfundstjeneste for spirituskørsel.

    Spirituskørsel i kombination med kørsel i frakendelsestiden - uden for prøvetiden - skal efter forslaget også kunne afgøres med samfundstjeneste. På den baggrund foreslås det tillige, at kørsel i frakendelsestiden uden samtidig spirituskørsel, der efter gældende praksis medfører en kortere ubetinget frihedsstraf, også kan afgøres på denne måde. Efter tilsvarende principper som ved samfundstjeneste for spirituskørsel forudsættes udmålt en tillægsbøde, ligesom der bør udvises tilbageholdenhed over for anvendelse af samfundstjeneste ved kørsel i frakendelsestiden, der har ført til alvorlig personskade, eller som er begået i et brugsstjålet køretøj.

    Efter den nugældende ordning kan bilister, der er idømt en ubetinget frihedsstraf for spirituskørsel på op til 60 dage, benådes efter at have gennemført en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Ordningen indebærer et 1-årigt behandlingsforløb og yderligere en 1-årig tilsynsperiode. Desuden skal der som betingelse for benådning betales en indtægtsbestemt bøde, som udgør halvdelen af den bøde, der som nævnt ovenfor fastsættes for spirituskørsel. Denne behandlingsordning foreslås opretholdt, men således at den administrative benådning af principielle grunde afløses af en ordning, hvor domstolene idømmer en betinget dom med vilkår om den nævnte alkoholistbehandling, en efterfølgende 1-årig prøvetid og betaling af en tillægsbøde svarende til halvdelen af bøden for spirituskørsel.

    Også ved denne behandlingsordning gælder, at forvoldelse af alvorlig personskade (dvs. overtrædelse af straffelovens § 241 eller § 249 i tilknytning til spirituskørslen), spirituskørsel i brugsstjålet køretøj og spirituskørsel i prøvetiden for en betinget dom for spirituskørsel som udgangspunkt udelukker betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling.

    Som eksempel på nyordningens anvendelse kan nævnes en bilist, der kører spirituskørsel for første gang med en promille på 2,20 uden skærpende omstændigheder. Den pågældendes årsindkomst er 250.000 kr. Efter gældende retspraksis bliver bilisten idømt 14 dages hæfte. Undergiver bilisten sig den nævnte behandlingsordning, kan den pågældende administrativt benådes bl.a. mod betaling af en bøde på 5.000 kr.

    Efter nyordningen kan sagen afgøres med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i 30 timer og en tillægsbøde på 10.000 kr. Er bilisten alkoholist, kan der idømmes betinget dom med det ovennævnte vilkår om alkoholistbehandling og 5.000 kr. i tillægsbøde.

    De angivne principper for nyordningen med betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling udelukker ikke, at en konkret, individuel vurdering kan føre til, at også spirituskørsel, der falder uden for disse rammer for ordningen, og som ellers ville medføre ubetinget frihedsstraf, kan afgøres med samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, hvis det i det enkelte tilfælde findes forsvarligt.

    Endvidere lægges der op til en øget anvendelse af samfundstjeneste på det eksisterende anvendelsesområde. Den ovennævnte nedsættelse af mindstetimetallet for samfundstjeneste fra 40 til 30 timer muliggør, at samfundstjeneste i nogle tilfælde kan anvendes i stedet for kortere frihedsstraffe. Endvidere vil anklagemyndigheden blive instrueret om at iværksætte personundersøgelse med henblik på samfundstjeneste i samtlige de sager, hvor berigelseskriminalitet skønnes at kunne medføre ubetinget frihedsstraf for en person, som ikke tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf. Anklagemyndigheden vil desuden blive instrueret om generelt at være særlig opmærksom på muligheden for at anvende samfundstjeneste.

    Justitsministeriet er opmærksom på, at anvisninger i lovforslagets bemærkninger af området for anvendelsen af nyordningen med samfundstjeneste i spiritussager samt betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling kan give anledning til overvejelser af mere principiel karakter. En sådan angivelse er imidlertid tidligere anvendt - bl.a. ved lovforslag om samfundstjeneste. Samtidig er det vanskeligt at pege på andre måder, hvorpå lovgiver kan fastlægge nyordningens indhold med den ønskelige klarhed. Tilsvarende spørgsmål rejser sig med hensyn til forslagets anvisninger vedrørende omregningen mellem ubetinget frihedsstraf og samfundstjeneste. Her taler det betydelige sagsantal på området og det forhold, at straffen i dag i vid udstrækning udmåles takstmæssigt, imidlertid yderligere for en relativt præcis angivelse i lovforslagets bemærkninger af det af lovgiver tilsigtede strafniveau. Se endvidere nedenfor pkt. 3.2.3.2.

    Som nævnt under pkt. 4 har disse spørgsmål været forelagt Straffelovrådet, og forslaget følger rådets udtalelse.

    Fra høringen over lovudkastet kan nævnes, at Dommerforeningen har givet udtryk for, at foreningen er enig i, at det kunne give anledning til principielle betænkeligheder, at lovforslagets bemærkninger indeholder præcise anvisninger, som ikke fremgår af lovteksten, om området for den nye sanktionspraksis og dennes nærmere indhold. Da forslaget imidlertid angår et stort antal sager af ofte ensartet indhold, og da det er af væsentlig betydning, at praksis fra starten ligger nogenlunde fast, har Dommerforeningen ikke bemærkninger til, at man i dette tilfælde har anvendt fremgangsmåden.

    I færdselslovens § 53 bruges betegnelsen »spirituskørsel« bl.a. om kørsel med en alkoholkoncentration i blodet på over 1,20 promille og betegnelsen »promillekørsel« om kørsel med en alkoholkoncentration i blodet på over 0,50, men ikke over 1,20 promille. Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 73 af 4. februar 1998 blev den hidtidige laveste promillegrænse på 0,80 promille med virkning fra den 1. marts 1998 nedsat til 0,50 promille.

    Straffen for spiritus- og promillekørsel fremgår af færdselslovens § 117, stk. 1-3, som senest er ændret ved lov nr. 258 af 27. maj 1981 og lov nr. 468 af 10. juni 1997 (sidstnævnte ændring er ikke sat i kraft). Straffen for promillekørsel er bøde, der dog i gentagelsestilfælde kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Spirituskørsel straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet oversteget 2,00 promille, eller foreligger der andre skærpende omstændigheder, er straffen hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Ved gentagelsestilfælde sigtes til, om den pågældende tidligere er blevet dømt for et tilfælde af spiritus- eller promillekørsel. Gentagelsesvirkningen er tidsbegrænset og bortfalder derfor efter et vist tidsrum, hvorefter en ny kørsel uanset fortilfældet bedømmes som et førstegangstilfælde. Se nærmere om praksis i pkt. 2.2.4.

    Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev pr. 1. juli 1997 indføjet et nyt stk. 4 i færdselslovens § 117. Efter denne bestemmelse straffes spiritus- og promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af et motorkøretøj eller lignende, jf. straffelovens § 293, stk. 1, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Herudover straffes selve brugstyveriet efter straffelovens § 293, stk. 1, der kan medføre bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Det fremgår af færdselslovens § 125, at der skal ske førerretsfrakendelse ved spirituskørsel. Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan frakendelse dog ske betinget. Ved promillekørsel med en promille på over 0,80 sker førerretsfrakendelse efter færdselslovens § 126. Frakendelsen sker som udgangspunkt betinget. I gentagelsestilfælde sker frakendelsen dog som udgangspunkt ubetinget. Ved promillekørsel med en promille på under 0,81 er der ikke hjemmel til at frakende førerretten.

    Efter færdselslovens § 127 sker ubetinget frakendelse for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år eller for bestandig. Ved spirituskørsel med en promille på over 2,00 sker den ubetingede frakendelse dog for et tidsrum af mindst 2 år og 6 måneder. Af færdselslovens § 128 fremgår, at en betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes. Under særlige omstændigheder kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

    Har førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås, jf. færdselslovens § 60, stk. 2. Har førerretten været frakendt ubetinget som følge af spirituskørsel, skal den pågældende forinden denne køreprøve have modtaget fornyet køreundervisning. Denne ordning er endnu ikke sat i kraft.

    Er førerretten frakendt betinget, skal føreren aflægge en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60, stk. 3. Hvis køreprøven ikke bestås, inddrages førerretten.

    Om generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb henvises til pkt. 2.3.

    Færdselslovens § 117, stk. 6 (tidligere § 117, stk. 5, som ændret ved lov nr. 468 af 10. juni 1997), hvis indhold senest er ændret ved lov nr. 396 af 13. juni 1990, fastsætter straffen for kørsel i frakendelsestiden til bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Som nævnt i pkt. 2.1.1. blev den hidtidige laveste promillegrænse i færdselslovens § 53, stk. 3, på 0,80 promille ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 73 af 4. februar 1998 med virkning fra den 1. marts 1998 nedsat til 0,50 promille.

    For så vidt angår straffastsættelsen for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at sanktionen i førstegangstilfælde vil være bøde, jf. § 117, stk. 3, og at en fast bødestørrelse på 4.000 kr. som udgangspunkt må anses for passende. De gældende regler for gentagelsesvirkning for straffen skal ligeledes finde anvendelse.

    I lovforslaget er sanktionerne opstillet i følgende skematiske form:

    Lovforslagets bemærkninger indeholder ikke sanktionsforslag i tilfælde, hvor promillekørslen er sket i frakendelsestiden.

    Domstolenes sanktionsfastsættelse for spiritus- og promillekørsel med over 0,80 promille er præget af det betydelige sagsantal på området og kan derfor i vid udstrækning betegnes som skematisk, navnlig i første-, anden- og tredjegangstilfælde.

    Som altovervejende hovedregel finder sanktionsfastsættelsen sted på grundlag af følgende oplysninger:

    Ved skærpende omstændigheder forstås efter praksis, at der i forbindelse med spirituskørslen har været kørselsfejl eller lignende, som ud fra en isoleret betragtning ville medføre betinget eller eventuelt ubetinget førerretsfrakendelse på grund af kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden (»groft uforsvarlig kørsel«).

    Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret udsendte den 22. juni 1981 en cirkulæreskrivelse om sanktionsfastsættelse efter den 1. juli 1981 i sager om spiritus- og promillekørsel. Cirkulæreskrivelsen indeholder følgende retningslinier for sanktionsfastsættelsen i første- og andengangstilfælde med og uden skærpende omstændigheder:

    Er kørslen sket i frakendelsestiden, forhøjes straffen med 10 dages hæfte.

    Ifølge cirkulæret er minimumsstraffen i tredjegangstilfælde 30 dages hæfte. Er kørslen sket i frakendelsestiden, er minimumsstraffen dog 30 dages fængsel. Straffastsættelsen er i øvrigt uafhængig af promillens størrelse både ved de tidligere og den nu foreliggende kørsel, dog forhøjes straffen til 40 dages frihedsstraf, når promillen har oversteget 2,50.

    Sanktionsfastsættelsen i fjerdegangstilfælde eller mere er ikke omfattet af landsretspræsidenternes cirkulæreskrivelse af 22. juni 1981.

    Følgende strafpositioner kan dog forsigtigt udledes af retspraksis:

    Lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 73 af 4. februar 1998 kriminaliserede kørsel med 0,51-0,80 promille. Bemærkningerne til lovforslaget nævner ikke den situation, hvor den aktuelle kørsel er sket med over 0,80 promille, mens tidligere kørsler er sket i intervallet 0,51-0,80 promille.

    Som det fremgår af pkt. 2.2.2.1., idømmes bøde ved førstegangstilfælde uden skærpende omstændigheder med 0,81-2,00 promille og ved førstegangstilfælde med skærpende omstændigheder med 0,81-1,50 promille. Bødens beregning er den samme i hele dette bødeområde.

    Retningslinier for bødefastsættelsen i det nævnte bødeområde er fastsat ved cirkulæreskrivelse af 15. oktober 1976 fra Præsidenten for Vestre Landsret. Efter disse retningslinier fastsættes bøden til 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, således at bøden så vidt muligt kommer til at svare til en månedsløn efter skat for personer med sædvanligt fradrag, dog minimum 1.000 kr.

    Maksimumsbøden er formentlig i størrelsesordenen omkring 40.000 kr. selv ved indkomster på over 1.000.000 kr.

    Retten kan i medfør af straffelovens § 52, stk. 1, fastsætte en frist af indtil 3 måneder til bødens betaling. Det er almindeligt, at politiet i medfør af § 52, stk. 2, tillader afdragsvis betaling. Hvis bøden ikke betales frivilligt, kan politiet i medfør af § 52, stk. 4, inddrive bøden ved udpantning og ved lønindeholdelse, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår, jf. § 52, stk. 3.

    Efter ordlyden af straffelovens § 53 træder en forvandlingsstraf i bødens sted, hvis denne ikke indgår. Bøder, der er idømt eller vedtaget for en domstol, afsones som udgangspunkt efter reglerne om straf af hæfte, jf. straffelovens § 54. Retten træffer samtidig med bødens fastsættelse afgørelse om arten af forvandlingsstraffen samt om dens varighed.

    Ved cirkulæreskrivelse af 5. oktober 1990 har landsretspræsidenterne tilkendegivet følgende positioner for bødeforvandlingsstraffe:

    Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven blev inddrivelsen af bøder og sagsomkostninger styrket, således at politiet - som det nu fremgår af straffelovens § 52, stk. 4 - kan inddrive disse offentlige tilgodehavender ved indeholdelse i løn mv. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet blandt andet var at begrænse afsoning af ubetalte bøder.

    Kriminalforsorgens retningslinier for eventuel afsoning af bødeforvandlingsstraf betyder, at bøder kun afsones helt undtagelsesvis. Hvis det ikke er muligt at inddrive en bøde, som ikke frivilligt betales eller afdrages, og den dømte ikke skønnes at have betalingsevne, vil bøden som udgangspunkt bortfalde ved forældelsens indtræden.

    For så vidt angår strafudmålingen har en tidligere dom for spiritus- eller promillekørsel gentagelsesvirkning, såfremt den nye kørsel har fundet sted inden for 5 år fra endelig dom. Dog har en tidligere dom for promillekørsel i førstegangstilfælde kun gentagelsesvirkning i 3 år fra endelig dom.

    Hvis retten finder det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, følger det af straffelovens § 56, stk. 1, at det i dommen kan bestemmes, at straffastsættelsen udsættes og bortfalder efter en prøvetid. Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden, jf. § 56, stk. 2. Efter bestemmelsen i § 56, stk. 3, betinges udsættelsen af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold og i øvrigt overholder de vilkår, som måtte være fastsat. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

    Generelt anvendes betinget frihedsstraf restriktivt i spiritussager. I 1997 blev eksempelvis kun 24 ud af i alt 2.635 domme til frihedsstraf for spirituskørsel gjort betingede.

    Efter praksis kan de betingede domme for spirituskørsel henføres til nogle få, relativt velafgrænsede tilfældegrupper, eksempelvis ved kortvarige og ufarlige kørsler eller kørsel i nødstilfælde, ung eller høj alder, svær tilskadekomst af føreren eller pårørende, fysiske eller psykiske handicap eller alvorlige alkoholproblemer.

    Til illustration af domstolenes anvendelse af betinget dom for spirituskørsel kan nævnes nogle eksempler.

    Ved Vestre Landsrets dom af 24. oktober 1979 (Ugeskrift for Retsvæsen 1980, s. 236) blev en frihedsstraf af fængsel i 60 dage under hensyn til den dømtes meget alvorlige tilskadekomst gjort betinget.

    Ved Vestre Landsrets dom af 7. februar 1985 (Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 650) blev en 18-årig idømt fængsel i 3 måneder. Den dømte havde under spirituskørslen mistet herredømmet over bilen. Straffen blev gjort betinget under hensyn til, at den dømtes søster omkom ved færdselsuheldet.

    Ved Østre Landsrets dom af 1. oktober 1992 (Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 174) blev en 33-årig kvinde med alkoholproblemer dømt for spirituskørsel for første gang. En frihedsstraf af hæfte i 20 dage blev under hensyn til den dømtes bestræbelser for at komme ud af misbruget gjort betinget med vilkår blandt andet om behandling mod alkoholmisbrug. Herudover idømtes den pågældende en tillægsbøde på 4.000 kr.

    Uagtsomt manddrab straffes efter straffelovens § 241 med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen suppleres af straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, hvor strafferammen er den samme.

    Når der ved kørsel i spirituspåvirket tilstand tillige er grundlag for domfældelse efter straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse eller § 241 om uagtsomt manddrab, kommer overtrædelsen af straffeloven til at fremstå som det centrale ved sanktionsfastsættelsen, i hvert fald i førstegangstilfælde, mens promillens størrelse træder i baggrunden. Udmålingen af straf er således ikke så differentieret som ved pådømmelse af en isoleret spirituskørsel.

    Udgangspunktet for straffastsættelsen i spiritussager, hvor der sker uagtsomt manddrab, er 6-8 måneders ubetinget fængsel, jf. Højesterets dom af 8. maj 1996 (Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1017 ).

    I grovere tilfælde, herunder hvis der er tale om gentagelse, viser praksis tendens til en væsentlig skærpelse.

    Straffen i spiritussager, hvor der sker uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, har overvejende været hæfte i 30 dage. For meget alvorlige overtrædelser, eksempelvis hvor flere kørsler med overtrædelse af straffelovens § 249 kommer til samtidig pådømmelse, skærpes straffen til fængsel i f.eks. 3 måneder.

    Brugstyveri straffes efter straffelovens § 293 med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år. Isoleret førstegangsbrugstyveri af en bil straffes normalt med en bøde på 3.000 kr. Gentagelsestilfælde har ofte medført frihedsstraf.

    I kombination med spirituskørsel, der medfører frihedsstraf, har brugstyveri normalt ikke medført en forhøjelse af straffen for spirituskørslen. Brugstyveri i kombination med spirituskørsel, der alene medfører bødestraf, har derimod almindeligvis medført en forhøjelse af bøden.

    Som nævnt i pkt. 2.1.3. blev der ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 indføjet et nyt stk. 4 i færdselslovens § 117. Efter denne bestemmelse straffes spirituskørsel i brugsstjålet køretøj med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at denne særlige (udvidede) strafferamme for spirituskørsel i et brugsstjålet køretøj havde til formål at tilskynde domstolene til en skærpelse af strafniveauet for derigennem at modvirke den generelle risiko, der kan være forbundet med denne form for kriminalitet. Lovforslaget lægger op til, at der i visse tilfælde skal ske en skærpelse af straffen til næste position. Foruden fastsættelse af straf efter færdselsloven for spirituskørsel samt eventuelt endvidere for kørsel uden kørekort skal det indgå i strafudmålingen, at der tillige skal fastsættes en straf efter straffelovens § 293, stk. 1, for brugstyveri.

    Som nævnt i pkt. 2.1.5. straffes kørsel i frakendelsestiden efter færdselsloven med bøde i førstegangstilfælde og i gentagelsestilfælde med hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Ifølge forarbejderne til lov nr. 396 af 13. juni 1990, som ændrede færdselslovens § 117, stk. 5, skal bøden i førstegangstilfælde svare til en måneds nettoløn, dog mindst 1.000 kr., dvs. efter de samme retningslinier, som anvendes ved udmåling af bøder for spirituskørsel og promillekørsel med over 0,80 promille, jf. nærmere pkt. 2.2.2.2.

    I gentagelsestilfælde udmåler domstolene kortere ubetingede frihedsstraffe. Således er straffen for en enkelt kørsel som første gentagelse i almindelighed hæfte i 14 dage.

    Som nævnt under pkt. 1 har spritbilister med et behandlingskrævende alkoholmisbrug mulighed for at opnå benådning for en ubetinget frihedsstraf mod at undergive sig behandling mod alkoholmisbrug. Bilag 4 indeholder en nærmere beskrivelse af denne administrative benådningsordning.

    Beslægtet med den administrative benådningsordning for straffen for spirituskørsel er ordningen i færdselslovens § 132, stk. 2, om generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb. Efter denne bestemmelse, som har fået sin nuværende affattelse ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, kan spørgsmålet om generhvervelse af førerretten indbringes for domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst halvandet år, er forløbet. Såfremt førerretten er frakendt for bestandig, kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når 5 år af frakendelsestiden er forløbet. Generhvervelse af førerretten kan kun ske, såfremt den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Den behandling mod alkoholmisbrug, som denne ordning hviler på, korresponderer således med benådningsordningen for straffen. Endvidere gælder for muligheden for generhvervelse af førerretten som for benådning, at ordningen bygger på princippet om frivillighed med hensyn til at gennemgå alkoholistbehandlingen.

    Ved en ændring af færdselsloven pr. 1. juli 1981 (lov nr. 258 af 27. maj 1981) blev straffen for spirituskørsel nedsat. Således blev sanktionen for en række overtrædelser, der før blev udmålt til en frihedsstraf, ændret til bøde. F.eks. udløste en promille på over 1,20 i førstegangstilfælde før 1981 dom til frihedsstraf, mens det efter 1. juli 1981 kræver en promille på over 2,00.

    Siden 1981 har der været følgende udvikling i antallet af afgørelser for spiritus- og promillekørsel, færdselsuheld med spiritus og uagtsomt manddrab mv. ved færdselsuheld:

Som det fremgår, har antallet af afgørelser i samtlige tre kategorier været markant faldende.

    Af de i 1997 i alt 7.565 afgørelser vedrørende spiritus- og promillekørsel (uden færdselsuheld) var 2.635 domme til frihedsstraf, heraf var 2.611 ubetingede og 24 betingede. Hertil kommer 681 sager med ubetingede domme for spirituskørsel med færdselsuheld.

    Siden 1982 er samfundstjeneste anvendt her i landet som alternativ til ubetinget frihedsstraffe. Bilag 5 indeholder en nærmere redegørelse for samfundstjenesteordningens udvikling og gældende praksis vedrørende ordningens anvendelse.

    Muligheden for at idømme betinget dom med vilkår om samfundstjeneste er et vigtigt alternativ til ubetinget frihedsstraf. Ved en dom med vilkår om samfundstjeneste skal en lovovertræder, der ellers ville være blevet idømt en ubetinget frihedsstraf, normalt ikke indsættes til afsoning. Reglerne om samfundstjeneste gør det muligt at idømme en følelig sanktion, der tilkendegiver en afstandtagen til kriminaliteten. Samtidig undgår lovovertræderen de negative personlige og sociale konsekvenser, som et fængselsophold uundgåeligt har.

    Fængselsophold betragtes utvivlsomt af de fleste som mere indgribende end samfundstjeneste. Den længstetid, som fastsættes til afvikling af arbejdspligten, vil imidlertid ofte være længere end den forskyldte frihedsstraf, og samfundstjeneste kan af den grund betragtes som en tidsmæssigt mere langstrakt sanktion.

    I bilag 5 er refereret tidligere overvejelser om anvendelse af samfundstjeneste ved spirituskørsel. Som det fremgår, er det i høj grad administrative og kapacitetsmæssige overvejelser - og ikke primært principielle betænkeligheder - der har ført til tilbageholdenhed over for anvendelse af samfundstjeneste ved denne kriminalitetstype.

    Justitsministeriet finder, at der nu bør indføres mulighed for anvendelse af samfundstjeneste i stedet for kortere ubetingede frihedsstraffe for navnlig spirituskørsel.

    Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt, hvis spritbilister med et behandlingskrævende alkoholmisbrug idømmes betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Denne persongruppes mulighed for alkoholistbehandling i stedet for frihedsstraf bør opretholdes. Derfor foreslås den eksisterende ordning, hvor spritbilister, der er idømt en ubetinget frihedsstraf, benådes efter at have gennemført en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, samtidig afløst af en ordning, hvor domstolene idømmer en betinget dom med vilkår om sådan alkoholistbehandling.

    Uanset om der i den betingede dom fastsættes vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, vil der være tale om en mærkbar reaktion.

    Hertil kommer, at valget mellem en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller - ved grovere overtrædelser - en ubetinget dom efter hidtidig reaktionspraksis desuden vil blive baseret på en individuel vurdering af den pågældendes personlige forhold. Dette vil i sig selv have en specialpræventiv effekt.

    For at undgå skævvridning i forhold til de bødebelagte områder af spirituskørsel, bør de betingede domme efter Justitsministeriets opfattelse desuden kombineres med en tillægsbøde.

    Der vil således fortsat samlet være tale om en ganske følelig sanktion for spirituskørsel.

    I øvrigt synes den generelle nedkriminalisering af spirituskørsel i 1981 ikke at have ført til en svækkelse af den almenpræventive effekt. Der henvises til statistikken i pkt. 2.4. Det bemærkes i den forbindelse, at den obligatoriske førerretsfrakendelse ved spirituskørsel med en promille på over 0,80 formentlig har en ikke ubetydelig almenpræventiv værdi. Samtidig er kontrolintensiteten af stor betydning for forebyggelsen af lovovertrædelser på dette område.

    Efter Justitsministeriets opfattelse bør samfundstjeneste fortsat primært anvendes ved pådømmelse af kriminalitet, der ikke har ført til alvorlig personskade. Anvendelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling bør derfor rettes mod de tilfælde af spirituskørsel, som ikke har medført alvorlig personskade på andre. Ved alvorlig personskade forstås i denne forbindelse forhold som omhandlet i straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab og § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, jf. herom pkt. 2.2.6.

    Det er erfaringen, at der er højere risiko for uheld, herunder uheld med personskade, når spirituskørsel foregår i en brugsstjålet bil, idet der i disse tilfælde ofte er tale om en mere uforsigtig kørsel, hvor formålet med kørslen ikke nødvendigvis er transport. Brugstyveri har fra starten været en del af kerneområdet for samfundstjeneste, jf. bilag 5, pkt. 1.2. Uanset dette bør den generelle risiko, som er forbundet med spirituskørsel i brugsstjålet køretøj - og som var baggrunden for den under pkt. 2.2.7. beskrevne strafskærpelse - betyde, at anvendelsen af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling ikke rettes mod disse tilfælde af spirituskørsel. Såfremt det efter en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt, kan kombinationsdom eventuelt anvendes. I givet fald vil der til den betingede del af frihedsstraffen kunne knyttes vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling.

    I pkt. 2.2.5. er nævnt eksempler på, at domstolenes har idømt betingede domme for spirituskørsel i nogle tilfælde, hvor der foreligger helt særlige forhold. Det er ikke hensigten med nærværende lovforslag at foreslå denne type betingede domme afløst af betingede domme med andre vilkår end de hidtil fastsatte, bortset fra de tilfælde, hvor den betingede dom er begrundet i den dømtes behandlingskrævende alkoholmisbrug. I disse tilfælde vil det være naturligt fremover at idømme betingede domme med det i pkt. 3.2.2. foreslåede nye vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.

    Af bilag 4 fremgår, at der hvert år er ca. 1.000 nye deltagere i det administrative strafalternativ med et struktureret, kontrolleret alkoholafvænningsforløb og efterfølgende benådning, og at gennemførelsesprocenten er over 75.

    Efter Justitsministeriets opfattelse peger dette på, at der er et stort potentiale for betingede domme med vilkår om en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.

    Samtidig er det af principielle grunde rigtigst, at den eksisterende administrative ordning med alkoholistbehandlingsforløb og efterfølgende benådning ændres, således at afgørelse om denne sanktion træffes af domstolene i form af betingede domme med vilkår om en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.

    Det foreslås derfor, at spritbilister med et dokumenteret behandlingskrævende alkoholmisbrug, der for spirituskørsel uden alvorlig personskade på andre efter praksis vil blive idømt ubetinget frihedsstraf på højst 60 dage, som hovedregel i stedet idømmes en betinget dom med vilkår om en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.

    Lovforslaget indebærer således, at der indføjes en ny bestemmelse i § 57, stk. 1, hvorefter retten som vilkår for udsættelse af straffuldbyrdelse kan fastsætte, at den dømte underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed.

    Det er hensigten, at Justitsministeriet vil fastsætte nærmere retningslinier for en sådan struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Disse retningslinier vil i det væsentlige svare til retningslinierne i den administrative benådningsordning, jf. bilag 4. At behandlingen skal være kontrolleret indebærer, at den også skal være kontrollerbar. Kriminalforsorgens afdeling skal vurdere, om et behandlingsindhold opfylder dette krav.

    Som beskrevet skal den foreslåede ordning som udgangspunkt - ligesom den administrative ordning - omfatte personer, der har et behandlingskrævende alkoholmisbrug, og som for spirituskørsel uden alvorlig personskade på andre ellers efter praksis ville blive idømt ubetinget frihedsstraf på højst 60 dage. Ved alvorlig personskade sigtes i denne forbindelse til overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab eller § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, jf. pkt. 2.2.6. Som anført i pkt. 3.2.1. bør betinget dom som udgangspunkt heller ikke anvendes, hvis spirituskørsel er foregået i et brugsstjålet køretøj.

    Det bør dog ikke være udelukket i særlige tilfælde at anvende betinget dom eller kombinationsdom med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed i stedet for ubetingede frihedsstraffe for spirituskørsel, der falder uden for det beskrevne område, hvis dette efter en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt.

    Ved det foreliggende lovforslag tilsigtes ingen ændring i reglerne eller praksis om frakendelse eller generhvervelse af førerret i sager om spirituskørsel. Der tilsigtes således heller ingen ændring i forhold til den under pkt. 2.3. beskrevne ordning vedrørende generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb i tilfælde hvor en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol er overholdt. I tilfælde, hvor betinget dom med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling ikke skønnes at kunne finde anvendelse, er dette således ikke til hinder for, at generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb kan ske, hvis den pågældende opfylder færdselslovens betingelser herfor.

    Som anført under pkt. 3.1. og pkt. 3.2.1. finder Justitsministeriet, at der er en række fordele knyttet til anvendelse af samfundstjeneste for spirituskørsel. Den risiko for ulighed ved sanktionsfastsættelsen for disse talrige, ensartede forbrydelser, som Straffelovrådets flertal tidligere har peget på (se herom bilag 5, pkt. 2.2.), taler for, at samfundstjeneste for spirituskørsel som udgangspunkt begrænses til at erstatte frihedsstraffe op til en bestemt straflængde, og at sager i dette område til gengæld som hovedregel afgøres ved betingede domme enten med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed eller med vilkår om samfundstjeneste.

    I det lovudkast, som blev sendt til høring i maj 1999, foreslog Justitsministeriet, at betingede domme med vilkår om samfundstjeneste skulle anvendes over for spritbilister, der efter gældende praksis idømmes en ubetinget frihedsstraf på højst 50 dage for spirituskørsel uden alvorlig personskade, og som ikke idømmes betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling (jf. ovenfor pkt. 3.2.2.). Både efter den gældende administrative benådningsordning og den foreslåede ordning med betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling er den øvre grænse 60 dages frihedsstraf.

    I høringssvarene fra bl.a. Østre Landsret og Rigsadvokaten er der peget på, at den øvre grænse for anvendelse af betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling og betingede domme med vilkår om samfundstjeneste bør være ens for at skabe parallelitet mellem de to former for betingede domme.

    Justitsministeriet er enig heri og foreslår, at samfundstjenesteordningen også omfatter de - ret fåtallige - tilfælde af spirituskørsel uden alvorlig personskade, eventuelt i kombination med kørsel i frakendelsestiden, som efter gældende retspraksis vil føre til en frihedsstraf på højst 60 dage.

    Som beskrevet i bilag 5, pkt. 6, består der en sammenhæng mellem antallet af samfundstjenestetimer og antal dage i den udmålte frihedsstraf. Anvendelse af samfundstjeneste i stedet for de helt kortvarige ubetingede frihedsstraffe for spirituskørsel vil derfor efter Justitsministeriets vurdering kræve en nedsættelse af det generelle minimum for arbejdspligten til under 40 timer.

    Lovforslaget indebærer derfor, at straffelovens § 63, stk. 1, ændres, således at retten som vilkår for udsættelse af frihedsstraf kan bestemme, at den dømte skal udføre samfundstjeneste i mindst 30 timer - mod tidligere mindst 40 timer. Med et lavere timeantal end 30 vil det efter kriminalforsorgens vurdering være vanskeligt at tilrettelægge arbejdets udførelse på rimelig måde. Samtidig har Straffelovrådet tilsluttet sig dette mindstetimetal.

    Som beskrevet skal den foreslåede ordning som udgangspunkt omfatte personer, der ikke kan idømmes en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, og som for spirituskørsel uden alvorlig personskade på andre ellers efter praksis ville blive idømt ubetinget frihedsstraf på højst 60 dage. Ved alvorlig personskade sigtes i denne forbindelse til overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab eller § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, jf. pkt. 2.2.6. Som anført i pkt. 3.2.1. bør betinget dom som udgangspunkt heller ikke anvendes, hvis spirituskørsel er foregået i et brugsstjålet køretøj.

    En konkret, individuel vurdering kan dog føre til, at også spirituskørsel, der falder uden for dette kerneområde for nyordningen, kan afgøres med samfundstjeneste, hvis dette i det enkelte tilfælde findes forsvarligt.

    Der er under høringen over lovudkastet fra bl.a. Østre og Vestre Landsret peget på, at det bør afklares, om tiltalte ved at stille sig negativ over for samfundstjeneste skal kunne vælge i stedet at blive idømt frihedsstraf.

    Under forsøgsordningen fra 1982 var det en forudsætning for at idømme samfundstjeneste, at tiltalte gav samtykke hertil. Ved lovfæstelsen i 1992 blev samtykkekravet ophævet og erstattet af et krav om, at tiltalte skal være »egnet« til samfundstjeneste, jf. straffelovens § 62, stk. 1. Det indgår i egnethedsvurderingen, om tiltalte er indstillet på at udføre samfundstjeneste. Det vil således normalt være en forudsætning for at idømme samfundstjeneste, at den tiltalte er indforstået hermed, fordi dommen ellers ikke kan gennemføres i praksis.

    Som det fremgår af 1992-lovændringen, er der ikke tale om, at tiltalte kan vælge mellem en dom til samfundstjeneste og frihedsstraf. I forbindelse med udvidelsen af anvendelsesområdet for samfundstjeneste til også at omfatte visse former for spirituskørsel kan der være anledning til at fremhæve dette. Omvendt vil det næppe være formålstjenligt at idømme en spritbilist samfundstjeneste, hvis den pågældende - efter at være vejledt om, hvad en dom til samfundstjeneste indebærer - både under personundersøgelsen (jf. nedenfor pkt. 3.2.4) og i retten direkte modsætter sig at blive idømt samfundstjeneste.

    Fordelene ved ensartethed i domstolenes udmålingspraksis i de mange ligeartede sager om spirituskørsel taler for, at domstolene ved idømmelse af samfundstjeneste i stedet for en ubetinget frihedsstraf anvender en fast omregningsfaktor fra antallet af dage i frihedsstraffen til antallet af samfundstjenestetimer. En sådan fast omregningsfaktor vil samtidig kunne sikre en vis differentiering i antal samfundstjenestetimer i de foreliggende tilfælde, hvor der udmåles helt korte frihedsstraffe.

    Som det fremgår af pkt. 2.2.2.1. er de nugældende strafpositioner for udmålingen af ubetinget frihedsstraf for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden ganske nuancerede.

    I sin udtalelse om et lovudkast fra Justitsministeriet vedrørende nyordningen (bilag 3) har Straffelovrådet imidlertid bl.a. udtalt, at det er ufornødent at lade den nugældende meget nuancerede og detaljerede praksis for udmåling af ubetingede frihedsstraffe for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden afspejle sig i en tilsvarende detaljeret udmåling af timetallet for arbejdspligten ved betingede domme med vilkår om samfundstjeneste for disse lovovertrædelser. En beskeden forskel i arbejdspligtens omfang vil ikke i særlig grad kunne afspejle forskelle i det strafbare forholds grovhed eller kunne begrundes i hensynet til reaktionens følelighed. Samtidig indebærer det af Straffelovrådet anbefalede mindstetimetal på 30 timer, jf. pkt. 3.2.3.1., at der under alle omstændigheder sker en relativ skærpelse af straffen for de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel, der afgøres med samfundstjeneste, i forhold til de groveste tilfælde af spirituskørsel, hvor denne sanktion anvendes.

    På den baggrund finder Straffelovrådet derfor, at der på det område, som nyordningen retter sig mod, bør anvendes færre positioner for udmålingen af samfundstjenestetiden end foreslået i bemærkningerne til Justitsministeriets lovudkast, formentlig ikke over tre positioner. Ved de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden, der omfattes af nyordningen, f.eks. 10-14 dages hæfte, ville et timeantal svarende til mindstetimetallet på 30 timer kunne være passende. Ved tilfælde af spirituskørsel, eventuelt i kombination med kørsel i frakendelsestiden, der i dag afgøres med hæfte eller fængsel i f.eks. 40-50 dage, ville det være naturligt, at strafpositionen blev samfundstjeneste i 60 timer for at korrespondere med niveauet for udmåling af samfundstjeneste ved længere frihedsstraffe. Imellem disse yderpunkter er der et mellemområde, hvor der kunne rejses spørgsmål om anvendelse af en eller flere strafpositioner. Som nævnt finder Straffelovrådet det ikke hensigtsmæssigt, at der anvendes mere end i alt tre strafpositioner, således at straffen i dette mellemområde eksempelvis kunne udmåles til 40 timers samfundstjeneste.

    Straffelovrådet finder det ikke påkrævet, at der angives strafpositioner for de - ret fåtallige - tilfælde af spirituskørsel, eventuelt i kombination med kørsel i frakendelsestiden, som efter gældende retspraksis vil føre til en frihedsstraf på 60 dage eller derover.

    Justitsministeriet kan tilslutte sig Straffelovrådets synspunkter vedrørende antallet af strafpositioner for udmålingen af samfundstjeneste på det område, som nyordningen retter sig imod, og for de niveauer for udmålingen af samfundstjenestetimetallet, som Straffelovrådet har peget på.

    De foreslåede positioner for udmålingen af antallet af samfundstjenestetimer dækker, som det fremgår, over tilfældegrupper af meget varierende grovhed. De er således vejledende, og der kan i det konkrete tilfælde afhængigt af sagens omstændigheder være anledning til at fastsætte et afvigende timeantal.

    Tilfælde af spirituskørsel, eventuelt i kombination med kørsel i frakendelsestiden, som efter gældende retspraksis vil føre til en frihedsstraf på mere end 60 dage, vil ofte have en sådan grovhed, herunder så mange tidligere tilfælde af spirituskørsel med gentagelsesvirkning, at samfundstjeneste ikke bør finde anvendelse. Der er imidlertid intet til hinder for, at også sådanne tilfælde afgøres med samfundstjeneste, hvis det efter en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt at idømme en betinget dom eller kombinationsdom med vilkår om samfundstjeneste i stedet for den ubetingede frihedsstraf for spirituskørsel. For så vidt angår praksis for udmåling af samfundstjenestetimer ved længerevarende straffe henvises til bilag 2.

    Som nævnt under pkt. 1 er Justitsministeriet opmærksom på, at angivelsen af retningslinier for nyordningen og herunder for overgangen mellem frihedsstraf og samfundstjeneste kan give anledning til overvejelser af mere principiel karakter.

    I forbindelse med behandlingen af et lovforslag om bl.a. ændring af våbenloven og straffeloven (vedtaget som lov nr. 350 af 23. maj 1997) besvarede Justitsministeriet et spørgsmål om bl.a. regulering af strafudmålingen i bemærkningerne til et lovforslag. Justitsministeriet tilkendegav som sin principielle opfattelse, at lovgivningsmagten i almindelighed ikke bør give præcise anvisninger på det forudsatte strafudmålingsniveau og i hvert fald ikke lægge op til, at der i konkrete tilfælde ikke kan ske fravigelse af den tilsigtede ændring i overensstemmelse med sædvanlige strafudmålingsprincipper. Justitsministeriet fandt imidlertid samtidig, at lovgivningsmagten - også i forhold til grundlovens § 3 - er berettiget til, hvis der er særlig begrundelse herfor, at give mere detaljerede retningslinier til domstolene om de ændringer i straffastsættelsen, som ønskes gennemført på bestemte områder. Dette kunne navnlig være tilfældet på områder, hvor samfundsudviklingen efter regeringens og Folketingets opfattelse har nødvendiggjort særlige og mere omfattende ændringer. Til støtte for en sådan lovgivning kan på visse områder endvidere tale, at straffene for de pågældende overtrædelser efter hidtidig praksis og i overensstemmelse med sædvanlige principper er udmålt mere takstmæssigt (både med hensyn til bødestørrelser og frihedsstraffens længde).

    I den foreliggende sammenhæng er det Justitsministeriets opfattelse, at angivelsen af nyordningens tilsigtede anvendelsesområde og herunder strafomregningen støttes af, at domstolenes sanktionsfastsættelse - som beskrevet i pkt. 2.2.2.1. - er præget af det betydelige sagsantal på området, og at straffene efter praksis i vid udstrækning udmåles takstmæssigt. Samtidig er der tale om en væsentlig ændring af en fast sanktionspraksis. Der er også grund til at fremhæve, at de angivne anvisninger ikke er til hinder for, at den vurdering, som domstolene nødvendigvis må foretage ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, vil kunne føre til en anden fastsættelse af antallet af samfundstjenestetimer. Som nævnt under pkt. 4 har disse spørgsmål været forelagt Straffelovrådet, og forslaget følger rådets udtalelse. Endvidere kan der henvises til Dommerforeningens høringsudtalelse, som er gengivet sidst i pkt. 1.

    Anvendelsen af betinget dom i stedet for ubetinget frihedsstraf i sager om spirituskørsel vil i almindelighed forudsætte en personundersøgelse, jf. nærmere bilag 5, pkt. 5.1., hvad enten der til den betingede dom knyttes et vilkår om alkoholistbehandling eller om samfundstjeneste.

    Erfaringen viser, at den persongruppe, som kører spirituskørsel, ikke generelt er så socialt og kriminelt belastet som andre kriminelle. Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at personundersøgelser i disse enklere sager ikke i alle tilfælde behøver at omfatte samtlige de i § 808, stk. 2, nævnte forhold. Personundersøgelserne bør fokusere på en afklaring af, hvorvidt den sigtede har et behandlingskrævende alkoholmisbrug og derfor vil være egnet til en betinget dom med vilkår om en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af minimum et års varighed, og om den sigtede vurderes som egnet til en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

    Efter Justitsministeriets opfattelse bør der fremover foretages personundersøgelse i samtlige de sager om spirituskørsel, som er omfattet af målgruppen for betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling eller samfundstjeneste. I de tilfælde, hvor kriminalforsorgen skønner det forsvarligt, kan omfanget af disse personundersøgelser begrænses og målrettes som beskrevet.

    Justitsministeriet (Rigsadvokaten) vil instruere anklagemyndigheden om at iværksætte personundersøgelser i samtlige sager, som er omfattet af den beskrevne målgruppe.

    For at undgå skævvridning i forhold til de bødebelagte områder af spirituskørsel, bør de betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling eller samfundstjeneste efter Justitsministeriets opfattelse kombineres med en tillægsbøde. Der er allerede i dag hjemmel til at idømme sådanne tillægsbøder. Det fremgår således af straffelovens § 58, stk. 2, at der i forbindelse med en betinget dom kan idømmes bøde, selv om sådan straf ikke er hjemlet for den pågældende lovovertrædelse. Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse for betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 64.

    Tillægsbøder, som idømmes i kombination med betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, bør udmåles efter de principper, som i øvrigt finder anvendelse ved fastsættelse af bøde i mildere tilfælde af spirituskørsel.

    Tillægsbøder, som idømmes i kombination med betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, bør også udmåles efter disse principper. For at øge den enkeltes motivation til at indgå i et behandlingsforløb bør bøden dog fastsættes til halvdelen heraf. Denne bøde vil således svare til den bøde, der i dag udmåles af kriminalforsorgen som forudsætning for en betinget benådning efter gennemført alkoholistbehandling, jf. bilag 4, pkt. 3.

    Justitsministeriet foreslår derfor, at tillægsbøden i tilfælde af gentagen promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille fastsættes som den højeste bøde, der udmåles for mildere tilfælde af promillekørsel i dette interval (dvs. svarende til den bøde, som idømmes ved 2. gangstilfælde), hvis den betingede doms vilkår er samfundstjeneste. Der henvises nærmere til pkt. 2.2.1. Hvis den betingede doms vilkår er alkoholistbehandling, foreslås bøden fastsat til halvdelen heraf. Ved idømmelse af betinget dom for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille foreslås den hele bøde (ved samfundstjeneste) således fastsat til 5.000 kr., hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder, og 8.000 kr., hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Den halve bøde (ved alkoholistbehandling) forudsættes fastsat til 2.500 kr., hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder, og 4.000 kr., hvis der foreligger skærpende omstændigheder.

    I tilfælde af spirituskørsel og promillekørsel med over 0,80 promille foreslår Justitsministeriet, at tillægsbøden fastsættes som den bøde, der udmåles for mildere tilfælde af spirituskørsel i dette interval, hvis den betingede doms vilkår er samfundstjeneste. Der henvises nærmere til pkt. 2.2.2.2. Hvis den betingede doms vilkår er alkoholistbehandling, foreslås bøden fastsat til halvdelen heraf. Ved idømmelse af betinget dom for spirituskørsel med over 0,80 promille foreslås den hele bøde (ved samfundstjeneste) således fastsat til 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, dog minimum 1.000 kr. Den halve bøde (ved alkoholistbehandling) foreslås fastsat til 500 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, dog minimum 500 kr.

    I en betinget dom er udsættelsen af frihedsstraffen blandt andet betinget af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold, jf. straffelovens § 56, stk. 3. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Der anvendes kun sjældent længere prøvetid end 2 år.

    Den prøvetid, som vil blive fastsat ved betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling, forudsættes på den baggrund at ville svare til de 2 år, der i dag er udgør den samlede prøvetid (1 års udsættelse med strafudståelse og herefter 1 års prøvetid for betinget benådning) i den administrative benådningsordning, jf. bilag 4, pkt. 2 og 3.

    Som beskrevet i bilag 5, pkt. 5.2., betinges udsættelsen af frihedsstraffen i en dom til samfundstjeneste blandt andet af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold. Ud over at fastsætte den længstetid, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes, fastsætter retten i dommen en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog - medmindre andet er bestemt i dommen - når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet.

    Den længstetid, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes, vil normalt være proportional med antallet af samfundstjenestetimer, idet afviklingsmulighederne på de arbejdssteder, som er tilgængelige, dog vil være afgørende for længstetiden. Som beskrevet ophører prøvetiden - medmindre andet er bestemt i dommen - når længstetiden er udløbet.

    Som beskrevet i pkt. 3.2.6.1. må den prøvetid, som vil blive fastsat ved betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling, forventes at blive 2 år. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det kunne føre til en uhensigtsmæssig skævhed mellem betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling og betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, hvis prøvetiden i samfundstjenestedomme for spirituskørsel fastsættes væsentligt lavere end prøvetiden i betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling. Justitsministeriet havde anført i det lovudkast, som blev sendt til høring i maj 1999, at det derfor i det konkrete tilfælde kunne overvejes at benytte muligheden for undtagelsesvis i samfundstjenestedommen at bestemme, at prøvetiden ikke ophører ved længstetidens udløb.

    I høringssvarene fra Østre og Vestre Landsret er der peget på, at der bør skabes et mere sikkert lovgrundlag for en praksis, hvorefter prøvetiden fastsættes til 2 år uanset længstetidens udløb. Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 63, stk. 3, 2. pkt., ophører prøvetiden således som hovedregel, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet.

    Størstedelen af samfundstjenestedommene må i fremtiden forventes at vedrøre spirituskørsel. Det foreslås derfor, at straffelovens § 63, stk. 3, 2. pkt., affattes således, at prøvetiden - uanset at længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet - som udgangspunkt ikke ophører før det tidspunkt, som retten i medfør af § 63, stk. 3, 1. pkt., har fastsat i dommen.

    Af hensyn til parallellitet med behandlingsordningen (jf. ovenfor pkt. 3.2.6.1.) og til en ensartet retsanvendelse forudsættes det, at prøvetiden ved dom til samfundstjeneste for spirituskørsel fastsættes til 2 år, medmindre ganske særlige omstændigheder gør sig gældende. For at opretholde muligheden for at lade prøvetiden ophøre, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, foreslås det, at retten konkret kan bestemme dette i dommen. Adgangen til at lade prøvetiden ophøre, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, må navnlig - og hér som hovedregel - forventes anvendt ved samfundstjenestedomme inden for det nuværende anvendelsesområde for samfundstjeneste.

    Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 63, stk. 4, 1. pkt., undergives den samfundstjenestedømte tilsyn i prøvetiden. Efter 2. pkt. kan retten endvidere, hvis det findes formålstjeneligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57 (særvilkår). Det er imidlertid ikke hensigten med det ovennævnte forslag om, at den ved dommen fastsatte prøvetid opretholdes uanset længstetidens udløb, at dette også skal medføre, at den dømte i alle tilfælde undergives tilsyn og eventuelt også særvilkår, efter at længstetiden for arbejdspligten er udløbet. I almindelighed er der ikke anledning til at opretholde tilsynet og eventuelle særvilkår, efter at arbejdspligten er opfyldt. Der bør dog være mulighed for efter en konkret vurdering undtagelsesvis at bestemme, at den dømte skal være undergivet tilsyn og eventuelt også særvilkår i hele prøvetiden. Som en konsekvens af den ovenfor foreslåede ændring af § 63, stk. 3, 2. pkt., foreslås derfor en ændring af straffelovens § 63, stk. 4, således at tilsynet ophører, og eventuelle særvilkår bortfalder, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.

    Ved lovforslaget forudsættes det, at betinget dom for spirituskørsel ikke - medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder - anvendes i de tilfælde, hvor den pågældende endnu ikke har udstået prøvetiden for en tidligere betinget dom for spirituskørsel.

    Derimod bør anvendelse af betinget dom for spirituskørsel efter Justitsministeriets opfattelse ikke være udelukket i tilfælde, hvor den pågældende tidligere har modtaget en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling for spirituskørsel - også for tilfælde af spirituskørsel, som tillægges gentagelsesvirkning ved strafudmåling for den aktuelle spirituskørsel. Ved vurderingen af, om den pågældende er egnet til en betinget dom, må imidlertid indgå dels antallet af tidligere betingede domme for tilfælde af spirituskørsel, som tillægges gentagelsesvirkning ved strafudmåling for den aktuelle spirituskørsel, dels den tid, der er forløbet fra disse forhold. Ved mere end to tidligere betingede domme bør der udvises varsomhed med på ny at idømme betinget straf med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling.

    Ved kørsel i frakendelsestiden uden for prøvetiden i kombination med spirituskørsel forudsættes betinget dom også at kunne finde anvendelse.

    Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden for en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, fastsætter retten en ubetinget straf eller anden retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse, jf. straffelovens § 61, stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for den betingede dom, eller afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser.

    Som nævnt i pkt. 3.2.7. bør betinget dom for spirituskørsel efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendes i de tilfælde, hvor den pågældende endnu ikke har udstået prøvetiden for en tidligere betinget dom for spirituskørsel, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder. Derimod forudsættes betinget dom at kunne anvendes ved kørsel i frakendelsestiden (uden for prøvetiden) i kombination med spirituskørsel.

    Et særligt - og teknisk præget - spørgsmål opstår, hvor en person i prøvetiden for en tidligere straffedom vedrørende uligeartet kriminalitet kører spirituskørsel, som efter den foreslåede ordning isoleret set ville medføre betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1 og 2, hjemler mulighed for i disse tilfælde at idømme ubetinget straf alene for det nye forhold eller at afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser. Derimod er der ikke i straffeloven udtrykkelig hjemmel til at idømme betinget dom på vilkår af alkoholistbehandling for det nye forhold af spirituskørsel samtidig med, at den tidligere betingede dom for uligeartet kriminalitet opretholdes. Selv om hovedreglen ved idømmelse af betinget straf i disse tilfælde fortsat bør være en fælles betinget dom, kan der i særlige tilfælde være behov for at kunne idømme betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling alene for det nye forhold. For at muliggøre denne kombination af sanktioner i særlige tilfælde ved uligeartet kriminalitet foreslås § 61, stk. 2, ændret.

    Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden for en samfundstjenestedom, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, fastsætter retten en ubetinget straf eller anden retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse, jf. bilag 5, pkt. 5.4. Ved fastsættelsen af straf tages der hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den dømte har udført. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for den betingede dom, eller afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser.

    Som nævnt i pkt. 3.2.7. bør betinget dom for spirituskørsel efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendes i de tilfælde, hvor den pågældende endnu ikke har udstået prøvetiden for en tidligere betinget dom for spirituskørsel, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder. Derimod forudsættes nyordningen med samfundstjeneste at kunne finde anvendelse ved kørsel i frakendelsestiden i kombination med spirituskørsel.

    Et særligt spørgsmål opstår som nævnt, hvor en person i prøvetiden for en tidligere straffedom vedrørende uligeartet kriminalitet kører spirituskørsel, som efter den foreslåede ordning isoleret set ville medføre betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1 og 2, hjemler mulighed for i disse tilfælde at idømme ubetinget straf alene for det nye forhold eller at afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser. Derimod er der ikke i straffeloven udtrykkelig hjemmel til at idømme betinget dom på vilkår af samfundstjeneste for det nye forhold af spirituskørsel samtidig med, at den tidligere betingede dom for uligeartet kriminalitet opretholdes. Som nævnt bør det fortsat været hovedreglen ved idømmelse af betinget straf i disse tilfælde, at der fastsættes en fælles straf. I særlige tilfælde kan der imidlertid være behov for at kunne idømme betinget dom med vilkår om samfundstjeneste alene for det nye forhold. For at muliggøre denne kombination af sanktioner i særlige tilfælde ved uligeartet kriminalitet foreslås § 61, stk. 2, ændret.

    Konsekvenserne af manglende overholdelse af alkoholistbehandlingen eller brud på andre vilkår for den betingede dom afgøres af retten, der i medfør af straffelovens § 60, stk. 1, enten kan tildele en advarsel, ændre vilkårene og forlænge prøvetiden, fastsætte straf eller anden retsfølge for den begåede lovovertrædelse eller - hvis straffen allerede er fastsat i forbindelse med den betingede dom - træffe afgørelse om fuldbyrdelse af denne straf. I overensstemmelse med princippet i straffelovens § 61 er det forudsat, at rettergangsskridt er foretaget inden prøvetidens udløb.

    Hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller andet vilkår, kan retten - som beskrevet i bilag 5, pkt. 5.3. - enten træffe afgørelse om ubetinget frihedsstraf eller kombineret betinget og ubetinget frihedsstraf for den begåede lovovertrædelse eller bestemme, at den betingede dom skal opretholdes, eventuelt i forbindelse med en forlængelse af længstetiden for samfundstjeneste og af prøvetiden.

    Ved fastsættelsen af straf - som følge af vilkårsbrud - skal der tages hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den dømte har udført. En straf, som allerede er fastsat i forbindelse med den betingede dom, kan nedsættes.

    Hvis retten i tilfælde af ny kriminalitet eller vilkårsbrud som beskrevet i pkt. 3.2.8. og pkt. 3.2.9. fastsætter en ubetinget straf, opstår det særlige spørgsmål, om denne ubetingede straf skal omfatte den ubetingede del af den tidligere straf - dvs. tillægsbøden, som således bortfalder - eller kun den betingede del, således at tillægsbøden opretholdes.

    I den strafferetlige teori er det antaget, at det formentlig er mest hensigtsmæssigt kun at inddrage den betingede del af straffen, hvad enten den ubetingede del er udstået eller ej, hvilket - i tilfælde hvor den ubetingede del er en tillægsbøde - betyder, hvad enten bøden er betalt eller ej.

    Retspraksis indeholder eksempler såvel på anvendelse af denne »nettometode« som på anvendelse af en »bruttometode«, hvor den nye ubetingede straf også indeholder og dermed erstatter den ubetingede del af den tidligere straf.

    Justitsministeriet anførte i bemærkningerne til det lovudkast, som blev sendt til høring i maj 1999, at spørgsmålet efter Justitsministeriets opfattelse burde afgøres under hensyn til den enkelte sags konkrete omstændigheder. Det var tilføjet, at hensynet til ensartetheden i sanktioneringen talte - uanset om bøden var betalt - som udgangspunkt for at anvende et nettoprincip.

    I høringssvar fra bl.a. Østre Landsret er det anført, at hensynet til en ensartet retsanvendelse på dette område taler afgørende for, at spørgsmålet afgøres ens i alle tilfælde. Landsretten finder derfor, at det bør fremgå af loven eller i hvert fald af bemærkningerne, om bøden skal bortfalde eller opretholdes i de anførte tilfælde.

    Justitsministeriet er enig heri. Ved en vedtagelse af lovforslaget forudsættes det derfor, at der i praksis som altovervejende hovedregel anvendes et nettoprincip, dvs., at tillægsbøden opretholdes, uanset om den er betalt eller ej.

    Samtidig med fastsættelsen af en tillægsbøde i kombination med en betinget dom for spirituskørsel vil retten træffe afgørelse om arten af forvandlingsstraffen samt om dens varighed. Der henvises nærmere til pkt. 2.2.3., hvor retningslinierne for eventuel afsoning af bødeforvandlingsstraf tillige er beskrevet.

    Disse retningslinier - som også vil omfatte tillægsbøder, der idømmes i kombination med en betinget dom for spirituskørsel, jf. pkt. 3.2.5. - betyder, at tillægsbøderne kun helt undtagelsesvis vil skulle afsones. Hvis det ikke er muligt at inddrive en sådan tillægsbøde, som ikke frivilligt betales eller afdrages, og den dømte ikke skønnes at have betalingsevne, vil bøden som udgangspunkt bortfalde ved forældelsens indtræden.

    Efter Justitsministeriets opfattelse er det ønskeligt, at samfundstjeneste generelt anvendes i højere grad. Herudover vil den foreslåede nedsættelse af minimum for antal samfundstjenestetimer åbne mulighed for, at domstolene også ved andre kriminalitetstyper end spirituskørsel i nogle tilfælde vil kunne anvende samfundstjeneste i stedet for kortere ubetingede frihedsstraffe.

    Anvendelse af samfundstjeneste for spirituskørsel gør det nærliggende tillige at overveje anvendelse af samfundstjeneste ved andre færdselslovsovertrædelser, der i dag vil medføre en kortere ubetinget frihedsstraf, men hvor der efter forslaget idømmes samfundstjeneste, hvis forholdet bedømmes sammen med spirituskørsel.

    Kerneområdet vil være kørsel i frakendelsestiden uden samtidig spirituskørsel, der som beskrevet i pkt. 2.2.8. efter gældende praksis i gentagelsestilfælde fører til en kortere ubetinget frihedsstraf. Efter forslaget skal kørsel i frakendelsestiden - men uden for prøvetiden - i kombination med spirituskørsel afgøres med samfundstjeneste, jf. pkt. 3.2.7. og 3.2.8. På den baggrund bør også korte ubetingede frihedsstraffe for kørsel i frakendelsestiden kunne afgøres på denne måde.

    For at undgå skævvridning i forhold til førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden, der straffes med en bøde svarende til en måneds nettoløn, jf. nærmere pkt. 2.2.8., bør en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste for gentagen kørsel i frakendelsestiden efter Justitsministeriets opfattelse kombineres med en tillægsbøde udmålt efter de samme principper.

    Som ved anvendelse af samfundstjeneste for spirituskørsel bør der udvises tilbageholdenhed overfor anvendelse af samfundstjenestedomme ved kørsel i frakendelsestiden, der har ført til alvorlig personskade, eller som er begået i brugsstjålet køretøj.

    Ved anvendelse af samfundstjeneste ved kørsel i frakendelsestiden vil den i pkt. 3.2.3.2. opstillede vejledende omregningsmodel mellem frihedsstraffens længde og antal samfundstjenestetimer efter Justitsministeriets opfattelse være anvendelig.

    For så vidt angår berigelseskriminalitet, der er kerneområdet for anvendelse af samfundstjeneste, er en øget anvendelse af samfundstjeneste i stedet for kortere ubetingede frihedsstraffe en særlig nærliggende mulighed.

    Det forudsættes herved, at samfundstjeneste fortsat ikke anvendes, hvor en betinget dom uden samfundstjenestevilkår i dag skønnes tilstrækkelig.

    I samtlige de sager, hvor berigelseskriminalitet skønnes at kunne medføre ubetinget frihedsstraf af en person, som ikke tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf, bør der efter Justitsministeriets opfattelse fremover foretages personundersøgelse med henblik på en vurdering af den pågældendes egnethed til samfundstjeneste.

    Justitsministeriet (Rigsadvokaten) vil instruere anklagemyndigheden om at iværksætte sådanne obligatoriske personundersøgelser, og sikre, at anklagemyndigheden i øvrigt er særligt opmærksom på muligheden for at anvende samfundstjeneste og herunder på den øgede mulighed, som følger af den foreslåede nedsættelse af mindstetimetallet for arbejdspligten.

    Den praksis, der har dannet sig, hvorefter samfundstjenestens absolutte kerneområde er berigelseskriminalitet bortset fra røveri, bør efter Justitsministeriets opfattelse fortsættes. Samfundstjeneste ved kriminalitet som f.eks. vold, røveri, narkotikasager og sædelighedsforbrydelser bør stadig anvendes med varsomhed. Samfundstjeneste i disse sager (»varsomhedsområdet« eller »undtagelsesområdet«) bør fortsat kun anvendes, hvis det efter en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt.

    Straffelovrådet har efter anmodning fra Justitsministeriet gennemgået og drøftet et udkast til et lovforslag vedrørende nyordningen. Straffelovrådet kan tilslutte sig forslaget om at indføre mulighed for at anvende betingede domme med vilkår om samfundstjeneste i stedet for ubetinget frihedsstraf ved spirituskørsel. Rådet er endvidere enig i, at den gældende ordning, hvor bilister, der er idømt en ubetinget frihedsstraf for spirituskørsel, benådes efter at have gennemført en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, af principielle grunde bør afløses af en ordning, hvor denne sanktion idømmes af domstolene.

    Straffelovrådet har ikke bemærkninger til det tilsigtede anvendelsesområde for nyordningen med betingede domme for spirituskørsel mv. eller til de foreslåede principper for udmålingen af tillægsbøder.

    Endelig kan rådet tiltræde, at samfundstjeneste søges anvendt i øget omfang ved berigelseskriminalitet.

    Som det fremgår af pkt. 1 og pkt. 3.2.3.2. har Straffelovrådet nærmere kommenteret strafudmålingspositionerne for samfundstjenestetiden. Disse synspunkter har dannet grundlaget for Justitsministeriets formulering af lovforslagets bemærkninger vedrørende dette spørgsmål.

    Straffelovrådets udtalelse af april 1999 er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

    Lovforslagets målgruppe for idømmelse af betinget dom enten med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling eller med vilkår om samfundstjeneste er som beskrevet i pkt. 3.2.2. og pkt. 3.2.3. spritbilister, der efter gældende praksis idømmes en ubetinget frihedsstraf på højst 60 dage. Af »Kriminalstatistik 1997« (Danmarks Statistik) fremgår, at der dette år i ca. 4.000 sager blev idømt en ubetinget frihedsstraf på op til 60 dage for overtrædelse af færdselsloven.

    Som beskrevet i bilag 4, er der hvert år ca. 1.000 nye deltagere i det administrative strafalternativ med alkoholistbehandling og efterfølgende benådning. Potentialet for betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling må antages at svare nogenlunde hertil. Det kan dog ikke udelukkes, at muligheden for samfundstjeneste vil svække den enkeltes motivation til at indgå i et alkoholistbehandlingsforløb af mindst et års varighed.

    Det er erfaringen, at gennemsnitligt ca. 60 pct. vurderes som egnede til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Det er kriminalforsorgens vurdering, at denne andel vil være højere for lovforslagets målgruppe, idet der er tale om en erfaringsmæssigt velfungerende gruppe, og da det er overskueligt at overholde et vilkår om forholdsvis få timers samfundstjeneste og dermed forholdsvis kort afviklingsperiode. Såfremt blot 70 pct. af de resterende personer i målgruppen forudsættes at være egnede til samfundstjeneste, vil potentialet for betingede domme med vilkår om samfundstjeneste for spirituskørsel være omkring 2.000.

    Hertil kommer de samfundstjenestedomme for andre kriminalitetstyper, der - som beskrevet i pkt. 3.3. - kan være en konsekvens af den foreslåede nedsættelse af minimum for antal samfundstjenestetimer, og som følger af den tilsigtede øgede brug af samfundstjeneste på det eksisterende område.

    I forbindelse med den i 1998 indgåede flerårsaftale for kriminalforsorgen er der taget højde for den aktivitetsforskydning, som vil være en konsekvens af en øget anvendelse af samfundstjeneste. Der er således i flerårsaftalen fra og med år 2001 afsat midler til finansiering af den aktivitetsstigning i kriminalforsorgen i frihed, som vil være en følge af en øget anvendelse af samfundstjeneste. Samtidig er der ved fastlæggelsen af kriminalforsorgens afsoningskapacitet taget højde for den øgede brug af dette alternativ til frihedsstraf.

    Forslaget om tillægsbøde ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste vil medføre merindtægter. Skønnet herover er behæftet med usikkerhed, men må antages at ville udgøre ca. 10 mio. kr. i år 2000, såfremt den foreslåede benådningsordning gennemføres, jf. bemærkningerne til § 2, og ca. 13 mio. kr. årligt de følgende år.

    Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have økonomiske konsekvenser af betydning for staten. Lovforslaget skønnes heller ikke at have administrative konsekvenser for staten.

    Endvidere skønnes lovforslaget ikke at have hverken økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner eller erhvervslivet eller administrative konsekvenser for borgerne. Endelig skønnes lovforslaget ikke hverken at have miljømæssige konsekvenser eller at indeholde EU-retlige aspekter.

    Lovforslaget har været sendt til høring hos:

    Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, kriminalforsorgens afdelinger, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Advokatrådet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Til nr. 1 (§ 57, stk. 1, nr. 5)

    Efter den gældende administrative ordning har spritbilister med et behandlingskrævende alkoholmisbrug, der er idømt en ubetinget frihedsstraf på højst 60 dage, mulighed for at blive benådet efter at have gennemført en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Denne ordning foreslås afløst af en ordning, hvor domstolene idømmer en betinget dom med vilkår om sådan alkoholistbehandling. Det foreslås derfor, at der indføjes en ny bestemmelse i § 57, stk. 1, nr. 5, hvorefter retten som vilkår for udsættelse af frihedsstraf kan fastsætte, at den dømte underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (straffelovens § 57, stk. 1, nr. 9)

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den tidligere børne- og ungdomsforsorgs opgaver i dag henhører under kommunen. Efter § 40 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 med senere ændringer, kan kommunen træffe afgørelse om en række nærmere angivne foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. For tiltalefrafald med vilkår findes en lignende bestemmelse i retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2.

Til nr. 3 (§ 57, stk. 2)

    Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 4 (§ 61, stk. 2, nr. 2)

    Det følger af straffelovens § 61, stk. 2, at en betinget domfældt, som i prøvetiden begår nyt strafbart forhold, kan mødes med en ubetinget straf eller anden retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse. Når omstændighederne taler derfor, kan retten imidlertid i stedet idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene i den tidligere betingede dom, eller afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser. Derimod er der ikke i straffeloven udtrykkelig hjemmel til at afgøre det nye forhold med en betinget dom samtidig med, at den tidligere betingede dom opretholdes uændret. Ved indførelsen af betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling eller samfundstjeneste kan denne ordning give anledning til uhensigtsmæssigheder ved uligeartet kriminalitet. Som et eksempel kan nævnes en person, som for tyveri idømmes en betinget frihedsstraf på 6 måneders fængsel med prøvetid i to år. Begår den pågældende i prøvetiden spirituskørsel, som isoleret set ville blive anset med hæfte i 20 dage, betinget på vilkår af alkoholistbehandling eller samfundstjeneste, vil sammenkædningen med den løbende betingede dom indebære, at der måtte fastsættes en fælles betinget straf af alkoholistbehandling eller samfundstjeneste med timetal svarende til begge lovovertrædelser. For at skabe sikker hjemmel for, at der i et sådant tilfælde kan idømmes alkoholistbehandling eller samfundstjeneste svarende til det isolerede tilfælde af spirituskørsel samtidig med, at den tidligere betingede dom for tyveri opretholdes, foreslås § 61, stk. 2, ændret. Det forudsættes imidlertid, at den nugældende ordning, hvor ny betinget dom fastsættes for begge lovovertrædelser, fortsat vil være hovedreglen, og at adgangen til at afsige ny betinget dom alene vedrørende det nye forhold således alene anvendes i særlige tilfælde, hvor det i lyset af den uligeartede kriminalitets art skønnes særligt påkrævet, f.eks. ved betinget dom for nyt strafbart forhold, der omfattes af lovforslaget.

Til nr. 5 (§ 63, stk. 1)

    Betingede domme med vilkår om samfundstjeneste anvendes ikke i dag ved spirituskørsel. Dette foreslås ændret, således at spritbilister (der ikke idømmes en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling) fremover bliver idømt en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Idet der består en sammenhæng mellem antallet af samfundstjenestetimer og antal dage i den forskyldte straf, vil anvendelse af samfundstjeneste i stedet for de kortere ubetingede frihedsstraffe for spirituskørsel gøre det naturligt at nedsætte det generelle minimum for arbejdspligten til under 40 timer. Det foreslås derfor, at straffelovens § 63, stk. 1, ændres, således at retten som vilkår for udsættelse af frihedsstraf kan bestemme, at den dømte skal udføre samfundstjeneste i mindst 30 timer - mod tidligere mindst 40 timer.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 63, stk. 3)

    Det foreslås, at prøvetiden ved en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste som udgangspunkt ikke ophører før det tidspunkt, som retten efter 1. pkt. har fastsat for prøvetidens udløb. Efter 2. pkt. kan retten i dommen konkret bestemme, at prøvetiden skal ophøre, når længstetiden for arbejdsforpligtelsens opfyldelse er udløbet. Denne adgang til at lade prøvetiden ophøre, når længstetiden for arbejdsforpligtelsens opfyldelse er udløbet, må navnlig forventes anvendt ved samfundstjenestedomme inden for det nuværende anvendelsesområde for samfundstjeneste, det vil navnlig sige i sager om berigelseskriminalitet.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.6.2. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 7 (§ 63, stk. 4)

    Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6.

    Det foreslås, at samfundstjenestedømte som udgangspunkt alene undergives tilsyn og eventuelt også vilkår efter § 57 (særvilkår), indtil længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet. Der er dog efter forslaget mulighed for efter en konkret vurdering at bestemme, at dømte skal være undergivet tilsyn og eventuelt også særvilkår i hele prøvetiden.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.6.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 66, stk. 2)

    Ændringen er en konsekvens af, at der ved lov nr. 274 af 15. april 1997 blev indsat et nyt stk. 1 i § 63, således at § 63, stk. 3, blev til § 63, stk. 4.

    Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000. Lovændringen får virkning for alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1.

    Sager, der er pådømt i byretten før lovens ikrafttræden, og som pådømmes i landsretten efter lovens ikrafttræden, vil således skulle endeligt afgøres efter nye regler, som ikke var gældende ved første pådømmelse. Dette vil kunne føre til, at spiritusdomme i en periode omkring ikrafttrædelsestidspunktet vil blive anket i højere grad end normalt. For at afbøde denne virkning vil cirkulæret om den administrative benådning af spritbilister blive opretholdt i en periode efter lovens ikrafttræden. Endvidere vil der ud fra lighedshensyn blive gennemført en særlig (administrativ) overgangsordning, som indebærer mulighed for benådning af personer, som inden lovens ikrafttræden er idømt ubetinget frihedsstraf på op til 60 dage for spirituskørsel, og som endnu ikke har påbegyndt afsoning, på vilkår af udførelse af samfundstjeneste.

    Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Den indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Bestemmelserne kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne. For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er derfor ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.