Lovforslag nr.
107 fremsat den 12. januar 2011 af
integrationsministeren (Birthe Rønn
Hornbech)
Forslag
til
Lov om
ændring af udlændingeloven
(Direktiv om
fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse
af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.)
§ 1
I
udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18.
august 2010, som ændret ved § 3 i
lov nr. 1511 af 27. december 2009, §
2 i lov nr. 400 af 21. april 2010 og
§ 1 i lov nr. 572 af 31. maj 2010 om
ændring af udlændingeloven,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 10, stk. 4,
indsættes som
2. pkt.:
»Kravet
om, at der skal være forløbet 2 år
fra udrejsen, gælder dog ikke for en
udlænding, som ikke er statsborger i
et af de lande, der er nævnt i § 2,
stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og
som er udvist efter § 25 b.«
2. I
§ 25 b
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
En udlænding, som ikke er
statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), og som er
pålagt at udrejse af landet straks,
eller som ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen,
jf. § 33, stk. 2, skal udvises af
landet, medmindre særlige grunde
taler herimod.«
3.
Efter § 30
indsættes:
Ȥ 30 a.
Folketingets Ombudsmand varetager
tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.
Stk. 2.
Tilsynet udøves i overensstemmelse
med lov om Folketingets Ombudsmand.
Folketingets Ombudsmand skal ved
tilsynet særligt påse, at politiets
virksomhed foretages med respekt for
individet og uden unødig
magtanvendelse.
Stk. 3.
Folketingets Ombudsmands tilsyn
foretages på grundlag af
regelmæssige indberetninger fra
politiet og ved gennemgang af et
antal afsluttede udsendelsessager.
Stk. 4.
Folketingets Ombudsmand kan være til
stede under politiets udsendelse af
udlændinge. Politiet sørger for det
praktisk nødvendige i forbindelse
med Folketingets Ombudsmands
tilstedeværelse under udsendelsen.
Tilsynet omfatter tiden fra
beslutningen om tvangsmæssig
udsendelse, og frem til udsendelsen
er gennemført. Politiet meddeler
Folketingets Ombudsmand de
oplysninger, som er nødvendige til
varetagelse af tilsynets virksomhed.
Stk. 5.
Folketingets Ombudsmand afgiver en
årlig beretning om tilsynets
virksomhed. Beretningen
offentliggøres.«
4. I
§ 32, stk. 3,
indsættes efter »§ 22, nr. 4-8,«: »§
23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller
§ 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8,«.
5. I
§ 32, stk. 4,
indsættes som
4. pkt.:
»Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25 b kan meddeles
for 5 år, når udlændingen ikke er
statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger) og er
indrejst i strid med et
indrejseforbud, der tidligere er
meddelt i forbindelse med udvisning
efter § 25 b.«
6. I
§ 32, stk. 7,
indsættes som
2. pkt.:
»Der skal
tages stilling til en ansøgning om
ophævelse af indrejseforbuddet inden
6 måneder fra ansøgningens
indgivelse.«
7. I
§ 32
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25 b, der meddeles
en udlænding, som ikke er
statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), kan i
ganske særlige tilfælde, herunder af
hensyn til familiens enhed,
ophæves.«
8.
§ 33, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
I afgørelser, der er omfattet af
stk. 1, fastsættes udrejsefristen
til 1 måned, hvis udlændingen er
statsborger i et andet nordisk land
og har haft bopæl her i landet, hvis
udlændingen er omfattet af de
regler, der er nævnt i § 2, stk. 4,
(EU-reglerne), eller hvis
udlændingen hidtil har haft
opholdstilladelse. For andre
udlændinge fastsættes udrejsefristen
til 7 dage. I påtrængende tilfælde,
fastsættes udrejsefristen altid til
straks. Påtrængende tilfælde
foreligger navnlig, når udlændingen
er til fare for statens sikkerhed
eller en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed, når udlændingen har begået
et strafbart forhold, når der er
tale om svig eller en åbenbart
grundløs ansøgning, eller når der er
risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig
udsendelse. Det kan ikke anses for
et påtrængende tilfælde, at der er
risiko for, at udlændingen vil
forsvinde, hvis udlændingen er
statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1.«
9.
Efter § 33 a
indsættes:
Ȥ 33 b.
En afgørelse, der er omfattet af §
33, stk. 1, skal meddeles
skriftligt. Det samme gælder en
afgørelse om, hvorvidt en klage over
en sådan afgørelse kan tillægges
opsættende virkning.
Stk. 2.
Efter anmodning gives udlændingen en
skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste
elementer i afgørelsen, jf. stk. 1,
på et sprog, som udlændingen forstår
eller med rimelighed kan formodes at
forstå.«
§ 33 c.
En udrejsefrist efter § 33, stk. 2,
kan forlænges, hvis særlige grunde
taler herfor. Afgørelsen skal
meddeles skriftligt.«
10.
I § 37
indsættes som
stk. 7-9:
»Stk. 7.
En afgørelse om frihedsberøvelse
efter §§ 36 og 37 skal meddeles
skriftligt.
Stk. 8.
Frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse efter § 36 må ikke finde
sted i et tidsrum, der overstiger 6
måneder. Retten kan dog forlænge
dette tidsrum i op til yderligere 12
måneder, hvis der foreligger særlige
omstændigheder, herunder hvis
udsendelsesproceduren uanset alle
rimelige bestræbelser kan forventes
at tage længere tid som følge af
udlændingens manglende medvirken til
udsendelsen eller forsinkelser i
forbindelse med fremskaffelse af
nødvendig rejselegitimation og
indrejsetilladelse.
Frihedsberøvelsen skal være af så
kort varighed som mulig og må kun
opretholdes, så længe udsendelsen er
under forberedelse og gennemføres
med omhu.
Stk. 9.
Frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse efter § 36 skal finde
sted i særlige faciliteter. Hvis
dette ikke er muligt, skal den
frihedsberøvede holdes adskilt fra
almindelige indsatte.«
11.
I § 58 g, nr.
1, ændres »5 år« til: »6 år«.
12.
I § 58 g, nr.
4, udgår: »eller«.
13.
I § 58 g, nr.
5, ændres »efter § 7.« til:
»efter § 7, eller«.
14.
I § 58 g
indsættes som nr. 6:
»6)
udlændingen er udvist af landet
efter § 25 b.«
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. marts
2011.
Stk. 2.
Udlændingelovens § 32, stk. 4, 4.
pkt., som indsat ved denne lovs § 1,
nr. 5, gælder for udlændinge, der
efter lovens ikrafttræden indrejser
i strid med et indrejseforbud, der
tidligere er meddelt i forbindelse
med udvisning efter § 25 b.
Stk. 3.
Udlændingelovens § 58 g, nr. 1, som
ændret ved denne lovs § 1, nr. 11,
gælder for udlændinge, der fra
lovens ikrafttræden udvises af
landet i medfør af §§ 22-24 og
meddeles et indrejseforbud. For
udlændinge, der udvises af landet i
medfør af §§ 22-24 og meddeles et
indrejseforbud før lovens
ikrafttræden, finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 4.
Udlændingelovens § 58 g, nr. 6, som
indsat ved denne lovs § 1, nr. 14,
gælder for udlændinge, der udvises
efter § 25 b fra og med lovens
ikrafttræden.
§ 3
Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland og Færøerne med
de afvigelser, som de færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
|
|
|
|
|
|
Almindelige
bemærkninger
|
|
|
|
|
|
|
Indholdsfortegnelse
|
|
|
|
|
|
|
1.
|
Lovforslagets
baggrund og
indhold
|
2.
|
Direktiv
2008/115/EF
af 16.
december
2008
(tilbagesendelse
af
tredjelandsstatsborgere
med ulovligt
ophold)
|
|
2.1.
|
Direktivets
indhold
|
|
2.2.
|
Danmarks
stilling i
forbindelse
med
gennemførelsen
af
direktivet
|
|
2.3.
|
Direktivets
gennemførelse
i dansk ret
|
|
|
2.3.1.
|
Direktivbestemmelser,
der allerede
anses for
opfyldt i
gældende ret
|
|
|
2.3.2.
|
Nødvendige
ændringer af
udlændingeloven
|
|
|
|
2.3.2.1.
|
Pligt til at
træffe
afgørelser
om
tilbagesendelse
|
|
|
|
|
2.3.2.1.1
|
Tilbagesendelsesafgørelser
efter
udlændingeloven
|
|
|
|
|
2.3.2.1.2
|
Form og
begrundelse
|
|
|
|
2.3.2.2
|
Udrejsefrister
|
|
|
|
|
2.3.2.2.1
|
Udrejsefristens
længde
|
|
|
|
|
2.3.2.2.2
|
Kompetence
til at
fastsætte
udrejsefristen
|
|
|
|
|
2.3.2.2.3
|
Udsættelse
af
udrejsefristen
|
|
|
|
2.3.2.3.
|
Udvisning
med
indrejseforbud
|
|
|
|
2.3.2.4.
|
Tilsyn med
tvangsmæssig
udsendelse
|
|
|
|
2.3.2.5.
|
Oversættelse
af
afgørelser
|
|
|
|
2.3.2.6.
|
Frihedsberøvelse
|
|
|
|
2.3.2.7.
|
Forhold
under
frihedsberøvelsen
|
|
|
|
2.3.2.8.
|
Indberetning
til
Schengeninformationssystemet
|
|
2.4.
|
Danmarks
internationale
forpligtelser
|
|
|
2.4.1
|
Udvisning
med
indrejseforbud
og eventuel
ophævelse af
indrejseforbud
|
|
|
2.4.2.
|
Frihedsberøvelse
med henblik
på
udsendelse
|
|
|
2.4.3
|
Tvangsmæssig
udsendelse
|
3.
|
Justering af
udlændingeloven
på baggrund
af
opholdsdirektivet
|
4.
|
Økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for det
offentlige
|
5.
|
Økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
6.
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
7.
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
8.
|
Forholdet
til
EU-retten
|
9.
|
Hørte
myndigheder
m.v.
|
10.
|
Vurdering af
konsekvenser
af
lovforslaget
|
|
|
|
|
|
|
|
1.
Lovforslagets
baggrund og indhold
Lovforslaget har
til formål at gennemføre de
ændringer i udlændingeloven, som er
nødvendige som følge af
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/115/EF af 16. december
2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold.
Som følge af det
danske forbehold vedrørende retlige
og indre anliggender deltog Danmark
ikke i Rådets vedtagelse af
direktivet, der ikke er bindende for
og ikke finder anvendelse i Danmark.
Direktivet udgør imidlertid en
udbygning af Schengen-reglerne,
hvorfor Danmark i medfør af
protokollen om Danmarks stilling kan
træffe afgørelse om at gennemføre
direktivet i dansk ret
Hvis direktivet
ikke gennemføres i dansk ret,
overvejer Schengen-landene, hvilke
passende foranstaltninger der skal
træffes, og det kan principielt ikke
udelukkes, at Danmark i så fald i
yderste konsekvens må træde ud af
samarbejdet.
Danmarks
deltagelse i Schengensamarbejdet
taler for, at Danmark gennemfører
direktivet i sin lovgivning. Danmark
meddelte derfor Rådet i brev af 15.
juni 2009, at den danske regering
har til hensigt at gennemføre
direktivet i dansk ret.
Direktivet har
til formål at fastsætte fælles
standarder og procedurer for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold.
Direktivet
forpligter medlemsstaterne til at
træffe afgørelse om tilbagesendelse
i forhold til
tredjelandsstatsborgere, der
opholder sig ulovligt i
medlemsstaterne, og at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at
fuldbyrde afgørelsen om
tilbagesendelse, herunder eventuelt
tvangsmæssigt udsende de pågældende
tredjelandsstatsborgere. Dette er
meget vigtigt, da
Schengen-samarbejdet medfører, at en
tredjelandsstatsborger med ulovligt
ophold i én medlemsstat reelt kan
rejse rundt i hele Schengen-området.
Afgørelsen om
tilbagesendelse skal indeholde en
udrejsefrist på normalt mindst 7
dage. Udrejser udlændingen ikke i
overensstemmelse med udrejsefristen,
eller fastsættes udrejsefristen til
straks, skal den pågældende,
medmindre særlige hensyn taler
derimod, meddeles et indrejseforbud.
Indrejseforbuddet skal forbyde
indrejse og ophold i alle
medlemsstater. For at sikre en
effektiv gennemførelse af disse
indrejseforbud, bør personer, der
meddeles et sådant indrejseforbud,
indberettes til
Schengeninformationssystemet (SIS).
Herudover
indeholder direktivet bl.a. regler
om maksimumlængde af
frihedsberøvelser, der sker med
henblik på udsendelse, vilkår for
frihedsberøvelsen samt regler om et
tilsyn med tvangsmæssige
udsendelser.
Lovforslaget
indeholder på den baggrund bl.a.
forslag til ændring af reglerne om
længden af udrejsefrister. I dag
fastsættes udrejsefristen i visse
sager til straks, bl.a. i asylsager
og i sager om administrativ
udvisning. Ifølge direktivet skal
udrejsefristen fastsættes til 7
dage. Dog kan myndighederne fortsat
fastsætte udrejsefristen til straks,
hvis der er risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren forsvinder,
eller hvis en ansøgning om
opholdstilladelse er afslået som
svigagtig eller som åbenbart
grundløs. Det foreslås, at
udrejsefristen i sådanne tilfælde
skal fastsættes til straks.
Der henvises til
lovforslagets afsnit 2.3.2.2.
Selvom
udrejsefristen i visse tilfælde vil
blive længere end i dag, vil de
pågældende tredjelandsstatsborgere
til gengæld blive udvist med
indrejseforbud, hvis de ikke
udrejser i overensstemmelse med
udrejsefristen. Endvidere vil de
tredjelandsstatsborgere, der
pålægges at udrejse straks, skulle
udvises med indrejseforbud. Der er
således forslag om en skærpelse af
reglerne om administrativ udvisning.
Endvidere er der forslag om en
skærpelse af indrejseforbuddets
længde, når indrejseforbuddet
meddeles i forbindelse med udvisning
for ulovligt ophold, idet
indrejseforbuddet fastsættes til 2
år, men kan hæves til 5 år, hvis
tredjelandsstatsborgeren er indrejst
i strid med et indrejseforbud, der
tidligere er meddelt i forbindelse
med en udvisning for ulovligt
ophold. Forslagene indgår også i
regeringens aftale med Dansk
Folkeparti af 15. marts 2010. Det er
et element i aftalen, at afviste
asylansøgere, der ikke udrejser
frivilligt i overensstemmelse med
udrejsefristen, skal meddeles et
indrejseforbud for 2 år og i
gentagelsestilfælde for 5 år.
Det følger af
direktivet, at der skal være
mulighed for at undlade at meddele
eller for at ophæve et
indrejseforbud, hvis der foreligger
særlige omstændigheder. Der er
derfor forslag til regler herom.
Der henvises til
lovforslagets afsnit 2.3.2.3.
Der foreslås
tillige en ny regel om, at et
indrejseforbud meddelt på grundlag
af direktivets regler skal være
gældende i alle EU- og
Schengenlande. For at sikre, at alle
landene bliver bekendte med et
sådant indrejseforbud, skal
tredjelandsstatsborgeren indberettes
som uønsket til SIS. Der foreslås
derfor en ændring af reglerne om
indberetning til SIS.
Der henvises til
lovforslagets afsnit 2.3.2.8.
Lovforslaget
indeholder også nye regler om, at
personer i udsendelsesposition ikke
må være frihedsberøvede i et
tidsrum, der overstiger 6 måneder.
Dog kan retten, hvis der foreligger
særlige omstændigheder, forlænge
frihedsberøvelsen i op til i alt 18
måneder.
Der henvises til
afsnit 2.3.2.6.
Lovforslaget
indeholder herudover forslag til en
ny regel om, at frihedsberøvelse med
henblik på udsendelse af en
udlænding, der ikke har ret til at
opholde sig her i landet, skal finde
sted i særlige faciliteter for
frihedsberøvede, og hvis det ikke er
muligt, skal den frihedsberøvede
holdes adskilt fra almindelige
indsatte.
Der henvises til
afsnit 2.3.2.7.
Lovforslaget
indeholder tillige forslag om, at
Folketingets Ombudsmand fører det
tilsyn med tvangsmæssig udsendelse,
som er anført i direktivet.
Herudover
indeholder lovforslaget forskellige
processuelle regler vedrørende de
sager, som er omfattet af
direktivet. Der er således bl.a.
forslag om, at en
tilbagesendelsesafgørelse, en
afgørelse om udsættelse af
udrejsefristen samt en afgørelse om
frihedsberøvelse skal meddeles
skriftligt, at en afgørelse om at
tillægge en klage over en sådan
afgørelse opsættende virkning med
hensyn til udrejsefristen, skal
meddeles skriftligt, at der på
anmodning skal gives en skriftlig
eller mundtlig oversættelse af de
vigtigste elementer i en
tilbagesendelsesafgørelse, og at en
udrejsefrist kan forlænges, hvis
særlige grunde taler herfor.
Der henvises til
afsnit 2.3.2.1.2, 2.3.2.2.3 og
2.3.2.5.
Lovforslaget
indeholder to mindre forslag til
justering af udlændingeloven med
henblik på at præcisere
implementeringen af
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april
2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes
og opholde sig frit på
medlemsstaternes område. Der er tale
om, at der i anledning af en
ansøgning om ophævelse af et
indrejseforbud skal tages stilling
til ansøgningen inden 6 måneder fra
ansøgningens indgivelse, og at
længden af en udrejsefrist for en
EU-borger, som har fået begrænset
sin frie bevægelighed på grund af
den offentlige orden, sikkerhed
eller sundhed – bortset fra
påtrængende tilfælde – ikke må være
under 1 måned.
Der henvises til
lovforslagets afsnit 3.
Endelig
indeholder lovforslaget enkelte
konsekvensændringer m.v. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr.
4, 12 og 13.
2.
Direktiv
2008/115/EF af 16. december 2008
(tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold)
Den 16. december
2008 vedtog Rådet i henhold til
proceduren for den fælles
beslutningstagen direktiv
2008/115/EF om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold (i det følgende
»direktivet«). Der var dog allerede
konstateret politisk enighed om
direktivet på rådsmødet (retlige og
indre anliggender) den 5. -6. juni
2008. Direktivet er optrykt som
bilag 1 til lovforslaget.
Direktivet blev
offentliggjort i Den Europæiske
Unions Tidende den 24. december
2008. Det fremgår af direktivet, at
det skal være implementeret den 24.
december 2010.
2.1.
Direktivets
indhold
Direktivet har
til formål at fastsætte fælles
standarder og procedurer for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder, som er
generelle principper i
fællesskabsretten og folkeretten,
herunder beskyttelse af flygtninge
og menneskeretlige forpligtelser.
Direktivet finder
anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, som
opholder sig ulovligt på en
medlemsstats område. En
tredjelandsstatsborger er en
udlænding, der ikke er statsborger i
et EU-land eller et EØS-land, og som
ikke har rettigheder som følge af
EU’s regler om fri bevægelighed.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at
anvende direktivet på
tredjelandsstatsborgere, som kan
afvises ved indrejsen, eller som er
udvist på grund af kriminalitet.
Med direktivet
forpligtes medlemsstaterne til at
træffe afgørelse om tilbagesendelse
vedrørende tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold, der opholder
sig i medlemsstaterne. En afgørelse
om tilbagesendelse defineres som en
administrativ eller retslig
afgørelse eller retsakt, der
fastslår eller erklærer, at en
tredjelandsstatsborgers ophold er
ulovligt, og som pålægger eller
fastslår en forpligtelse for den
pågældende til at vende tilbage til
oprindelseslandet, et transitland
eller et andet tredjeland.
En afgørelse om
tilbagesendelse skal affattes
skriftligt og angive de faktiske og
retlige grunde samt oplyse om de
retsmidler, der er til rådighed.
Oplysningerne om de faktiske grunde
kan begrænses, hvis den nationale
lovgivning tillader en sådan
begrænsning.
Har
tredjelandsstatsborgeren en gyldig
opholdstilladelse eller anden
tilladelse, som giver ret til
ophold, udstedt af en anden
medlemsstat, skal
tredjelandsstatsborgeren anmodes om
straks at begive sig til denne anden
medlemsstats område. Efterkommer den
pågældende ikke dette krav, kan der
træffes afgørelse om tilbagesendelse
til oprindelseslandet, et
transitland eller et andet
tredjeland.
Medlemsstaterne
kan når som helst af humanitære
eller andre grunde, herunder af
hensyn til familiens enhed, undlade
at træffe afgørelse om
tilbagesendelse og i stedet tildele
tredjelandsstatsborgeren, som
opholder sig ulovligt på deres
område, en selvstændig
opholdstilladelse. Har
tredjelandsstatsborgeren en
verserende sag om forlængelse af en
opholdstilladelse, kan
medlemsstaterne undlade at træffe
afgørelse om tilbagesendelse, indtil
ansøgningen er færdigbehandlet.
Medlemsstaterne
kan træffe én samlet afgørelse om
ophør af lovligt ophold,
tilbagesendelse, udsendelse og
eventuelt om indrejseforbud.
Inden der træffes
afgørelse om tilbagesendelse af en
uledsaget mindreårig, skal der under
behørig hensyntagen til barnets tarv
ydes bistand fra relevante organer,
som ikke er de myndigheder, der er
ansvarlige for den tvangsmæssige
tilbagesendelse.
Direktivet
foreskriver, at en afgørelse om
tilbagesendelse skal indeholde en
passende frist for frivillig udrejse
på mellem 7 og 30 dage.
Medlemsstaterne skal, hvis det er
nødvendigt, forlænge denne frist, i
en passende periode under
hensyntagen til de særlige forhold i
den enkelte sag såsom opholdets
varighed, eventuelle skolesøgende
børn og eventuelle andre
familiemæssige og sociale
tilknytninger.
Udrejsefristen
kan fastsættes til straks, hvis der
er risiko for, at den pågældende vil
forsvinde, hvis en ansøgning om
lovligt ophold er afslået som
værende åbenbart grundløs eller
svigagtig, eller hvis den pågældende
udgør en risiko for den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed
eller den nationale sikkerhed.
Medlemsstaterne skal forlænge en
udrejsefrist i en passende periode,
hvor det er nødvendigt af hensyn til
de særlige forhold i den enkelte
sag. Hvis medlemsstaterne beslutter
at forlænge en udrejsefrist, skal
medlemsstaterne meddele
tredjelandsstatsborgeren en
skriftlig bekræftelse herpå.
Medlemsstaterne
kan pålægge tredjelandsstatsborgeren
i perioden for frivillig udrejse og
i en periode, hvor den tvangsmæssige
udsendelse er udsat, visse
forpligtelser med henblik på at
undgå risikoen for, at den
pågældende forsvinder, såsom en
pligt til regelmæssigt at melde sig
hos myndighederne, til at stille en
passende økonomisk garanti, til at
indlevere dokumenter eller til at
tage ophold et bestemt sted.
Afgørelser om
tilbagesendelse skal ledsages af et
indrejseforbud, når udrejsefristen
er fastsat til straks, eller når den
pågældende ikke udrejser frivilligt
i overensstemmelse med
udrejsefristen.
Indrejseforbuddet
skal forbyde indrejse i og ophold på
alle medlemsstaternes område.
En afgørelse om
meddelelse af et indrejseforbud skal
som afgørelsen om tilbagesendelse
affattes skriftligt.
Indrejseforbuddets længde skal
fastsættes under hensyn til sagens
omstændigheder og må ikke overstige
5 år, medmindre den pågældende
tredjelandsstatsborger må anses for
en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, den offentlige
sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Medlemsstaterne
kan undlade at meddele et
indrejseforbud af humanitære grunde.
Medlemsstaterne kan endvidere ophæve
eller suspendere et indrejseforbud
på grund af sagens omstændigheder.
Når en
medlemsstat påtænker at udstede en
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger, der har et
indrejseforbud udstedt af en anden
medlemsstat, konsulterer den først
den medlemsstat, der har udstedt
indrejseforbuddet, jf. artikel 25 i
Schengenkonventionen.
Medlemsstaterne
skal efter anmodning tilvejebringe
en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste
elementer i afgørelser vedrørende
tilbagesendelse og indrejseforbud på
et sprog, som
tredjelandsstatsborgeren forstår
eller med rimelighed kan formodes at
forstå.
Medlemsstaterne
kan dog beslutte, at dette ikke
gælder for tredjelandsstatsborgere,
der er indrejst ulovligt på en
medlemsstats område, og som ikke
efterfølgende har fået
opholdstilladelse eller ret til
ophold i denne medlemsstat.
Medlemsstaterne kan i stedet vælge,
at tilbagesendelsesafgørelsen i
forhold til disse personer i stedet
udfærdiges ved hjælp af en
standardformular. Standardformularen
skal udleveres sammen med en
informationsskrivelse, som redegør
for formularens vigtigste elementer,
og som skal foreligge på mindst fem
sprog.
Det fremgår af
direktivet, at medlemsstaterne
hurtigt bør have adgang til
oplysninger om andre medlemsstaters
afgørelser om indrejseforbud, da et
indrejseforbud gælder indrejse i og
ophold på alle medlemsstaternes
område. Denne udveksling af
oplysninger bør finde sted i
overensstemmelse med
Schengeninformationssystemet.
En
tredjelandsstatsborger, som
direktivet finder anvendelse på,
skal have adgang til effektive
retsmidler i form af en adgang til
at klage over afgørelser om
tilbagesendelse m.v. til en
kompetent domstol, administrativ
myndighed eller et organ, der er
sammensat af medlemmer, der er
upartiske og sikret uafhængighed.
Klageinstansen skal have mulighed
for midlertidigt at tillægge klagen
opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen.
Tredjelandsstatsborgeren skal have
mulighed for at få juridisk
rådgivning, at lade sig repræsentere
og om nødvendigt at få sproglig
bistand. Endvidere sikres
tredjelandsstatsborgeren adgang til
gratis retshjælp i henhold til
national lovgivning.
Medlemsstaterne
må kun frihedsberøve en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med tilbagesendelse eller
tvangsmæssig udsendelse, hvis andre
mindre indgribende foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige i det
konkrete tilfælde. Frihedsberøvelse
kan ske, når der er risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren vil
forsvinde, eller når den pågældende
undviger eller lægger hindringer i
vejen for forberedelsen af
tilbagesendelsen eller udsendelsen.
Frihedsberøvelsen
skal være af så kort varighed som
muligt og må kun opretholdes, så
længe udsendelsen er under
forberedelse og gennemføres med
nødvendig omhu.
Afgørelser om
frihedsberøvelse træffes af
administrative eller retslige
myndigheder. Afgørelser om
frihedsberøvelse skal være
skriftlige og angive de faktiske og
retlige grunde. Når afgørelsen
træffes af en administrativ
myndighed, skal spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed hurtigt
forelægges for en domstol, som skal
træffe afgørelse så hurtigt som
muligt fra tidspunktet for
frihedsberøvelsens start. Den
pågældende tredjelandsstatsborger
skal omgående løslades, hvis
frihedsberøvelsen ikke er lovlig. Er
frihedsberøvelsen lovlig, forelægges
sagen på ny for domstolen med
rimelige mellemrum. I tilfælde af
langvarig frihedsberøvelse skal
vurderingerne være undergivet en
retslig myndigheds tilsyn.
Ifølge direktivet
må perioden for frihedsberøvelse
ikke overstige 6 måneder. Perioden
kan dog forlænges i en begrænset
periode på yderligere 12 måneder
(dvs. i alt op til 18 måneder) i
overensstemmelse med national ret,
hvis udsendelsesproceduren uanset
alle rimelige bestræbelser kan
forventes at tage længere tid som
følge af manglende samarbejde fra
tredjelandsstatsborgerens side eller
forsinkelser i forbindelse med
fremskaffelsen af nødvendige
dokumenter fra tredjelande.
Frihedsberøvelsen
skal finde sted i særlige
faciliteter for frihedsberøvede.
Hvis dette ikke er muligt, skal den
frihedsberøvede holdes adskilt fra
almindelige fængselsindsatte.
Uledsagede
mindreårige og familier med
mindreårige børn, der venter på at
blive udsendt, må kun frihedsberøves
som en sidste udvej og i det kortest
mulige tidsrum. Familier, der
frihedsberøves, mens de venter på at
blive udsendt, skal have separat
bolig, der i tilstrækkelig grad
sikrer privatlivets fred.
Medlemsstaterne
skal gennemføre afgørelsen om
tilbagesendelse ved at træffe alle
nødvendige foranstaltninger med
henblik på udsendelse, hvis
udrejsefristen er fastsat til
straks, eller pligten til at udrejse
ikke er efterkommet inden
udrejsefristens udløb.
Når
medlemsstaterne som en sidste udvej
anvender motivationsfremmende
foranstaltninger til at udsende en
tredjelandsstatsborger, skal sådanne
foranstaltninger være proportionale
og holdes inden for grænserne af
fornøden magtanvendelse, og de skal
anvendes i overensstemmelse med
fundamentale rettigheder og med
behørig respekt for
tredjelandsstatsborgerens værdighed
og fysiske integritet.
Medlemsstaterne
skal sørge for en effektiv ordning
for tilsyn med tvangsmæssig
udsendelse.
Medlemsstaterne
kan udsætte en tvangsmæssig
udsendelse, hvis der foreligger
særlige grunde hertil, navnlig af
hensyn til tredjelandsstatsborgerens
fysiske eller psykiske tilstand,
eller af tekniske grunde, såsom
manglende transportkapacitet eller
mislykket udsendelse som følge af
manglende identifikation. I så fald
skal myndighederne give
tredjelandsstatsborgeren en
skriftlig bekræftelse på
udsættelsen.
Inden udsendelse
af en uledsaget mindreårig fra en
medlemsstats område, skal
myndighederne i medlemsstaten sikre,
at den mindreårige sendes tilbage
til et familiemedlem, til en udpeget
værge eller til passende
modtagelsesfaciliteter i
tilbagesendelseslandet.
2.2.
Danmarks
stilling i forbindelse med
gennemførelsen af direktivet
Da direktivet er
vedtaget med hjemmel i Traktaten om
oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, afsnit IV, artikel 63,
nr. 3, (nu Traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde,
afsnit V, artikel 79) er retsakten
omfattet af det danske forbehold
vedrørende retlige og indre
anliggender.
Efter artikel 1 i
Protokollen om Danmarks Stilling,
der er knyttet til Traktaten om Den
Europæiske Union og til Traktaten om
oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab (nu Traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde),
deltager Danmark ikke i Rådets
vedtagelse af foranstaltninger, der
foreslås i henhold til afsnit IV i
Traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab (nu afsnit V i
Traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde), jf. dog protokollens
artikel 4 om visse foranstaltninger
vedrørende visum.
Danmark deltog
ikke i Rådets vedtagelse af
direktivet, der ikke er bindende for
og ikke finder anvendelse i Danmark,
jf. protokollens artikel 2.
Det fremgår af
direktivets præambel, at der er tale
om en delvis udbygning af
Schengen-reglerne.
Inden 6 måneder
efter at Rådet har truffet afgørelse
om et forslag til udbygning af
Schengenreglerne efter
bestemmelserne i afsnit IV i
Traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, træffer
Danmark efter artikel 5 i
Protokollen om Danmarks Stilling (nu
artikel 4 i Protokol om Danmarks
stilling efter Lissabontraktatens
ikrafttræden) afgørelse om, hvorvidt
det vil gennemføre afgørelsen i sin
nationale lovgivning.
I tilfælde, hvor
Danmark beslutter sig herfor, vil
afgørelsen skabe en folkeretlig
forpligtelse mellem Danmark og de
øvrige medlemsstater, der er nævnt i
artikel 1 i Protokollen om
Integration af Schengen-reglerne i
Den Europæiske Union, samt Irland
eller Det Forenede Kongerige, hvis
disse medlemsstater deltager i de
pågældende samarbejdsområder.
Hvis Danmark
beslutter ikke at gennemføre
afgørelser som nævnt ovenfor,
overvejer Schengen-landene, hvilke
passende foranstaltninger der skal
træffes, jf. protokollens artikel 5,
stk. 2 (nu artikel 4 i Protokol om
Danmarks stilling efter
Lissabontraktatens ikrafttræden).
Det kan i den
forbindelse oplyses, at Danmark
hidtil har truffet afgørelse om
gennemførelse af samtlige
Schengen-retsakter, der har været
omfattet af det danske forbehold,
siden 1999. Der har således ikke
været anledning til at anvende
protokollens bestemmelse om de
forholdsregler som træffes, hvis
Danmark undlader at gennemføre en
Schengen-videreudvikling. Det kan
ikke på forhånd nærmere afgrænses,
hvilke foranstaltninger der vil
skulle træffes. Der kan være tale om
et helt spektrum af
foranstaltninger, og vurderingen
heraf må forventes at afhænge af den
konkrete sags nærmere forhold. Det
kan principielt ikke udelukkes, at
Danmark i yderste konsekvens må
træde ud af samarbejdet.
Danmarks
deltagelse i Schengensamarbejdet
taler for, at Danmark gennemfører
direktivet i sin lovgivning.
Danmark
tilkendegav således i et brev af 15.
juni 2009 til Rådet, at den danske
regering har til hensigt at
gennemføre direktivet i dansk ret,
og at direktivet vil kræve ændringer
i den danske udlændingelov, som
forventes gennemført i forbindelse
med direktivets ikrafttræden.
Efter
lovforslagets vedtagelse vil
regeringen meddele Rådet, at Danmark
har gennemført direktivet i sin
nationale lovgivning, og at
ændringerne vil træde i kraft den 1.
marts 2011.
Hverken Det
Forenede Kongerige eller Irland
deltager i anvendelsen af
direktivet.
For så vidt angår
Norge, Island, Schweiz og
Liechtenstein fremgår det af
direktivets præambel, at direktivet
udgør en delvis udvikling af
Schengen-reglerne, som omhandlet i
Schengen-associeringsaftalerne med
de pågældende lande. Ifølge de
procedurer, der er fastsat i
associeringsaftalerne, gælder de
rettigheder og forpligtelser, der
følger af direktivet, også for
Norge, Island, Schweiz og
Liechtenstein og for forbindelserne
mellem Norge, Island, Schweiz og
Liechtenstein og de medlemsstater i
Fællesskabet, som direktivet er
rettet til.
2.3.
Direktivets
gennemførelse i dansk ret
Direktivet finder
anvendelse på
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold på medlemsstatens område, jf.
artikel 2, stk. 1.
Det fremgår af
direktivets artikel 2, stk. 2, at
medlemsstaterne kan beslutte ikke at
anvende direktivet på
tredjelandsstatsborgere, som:
a) er
genstand for nægtelse af indrejse i
medfør af artikel 13 i
Schengengrænsekodeksen, eller som
pågribes eller standses af de
kompetente myndigheder i forbindelse
med ulovlig overskridelse af en
medlemsstats ydre grænse ad land-,
sø- eller luftvejen, og som ikke
efterfølgende har opnået tilladelse
eller ret til ophold i den
pågældende medlemsstat,
b) er
genstand for tilbagesendelse som en
strafferetlig sanktion eller som
følge af en strafferetlig sanktion i
henhold til national ret, eller som
er genstand for
udleveringsprocedurer.
Bestemmelsen i a)
skal forstås således, at der skal
være tale om en umiddelbar
forbindelse mellem
grænseoverskridelsen og pågribelsen.
De tilfælde, der
vil kunne undtages fra direktivets
anvendelsesområde efter artikel 2,
stk. 2, litra a, er tilfælde, hvor
en tredjelandsstatsborger afvises
efter udlændingelovens § 28, og
tilfælde, hvor en
tredjelandsstatsborger pågribes
eller standses i umiddelbar
tilknytning til en ulovlig
overskridelse af Danmarks ydre
grænser, uden efterfølgende at få
meddelt opholdstilladelse eller ret
i øvrigt til at opholde sig her i
landet, og hvor Udlændingeservice
udviser den pågældende efter
udlændingelovens § 25 b på grund af
ulovligt ophold.
I afvisningssager
fastsættes der ingen udrejsefrist,
og klage over en afgørelse om
afvisning giver ikke udlændingen ret
til at indrejse i landet. Hvis
direktivet anvendes på sådanne
tilfælde, vil det ikke være muligt
at opretholde disse regler. Derfor
ønsker regeringen ikke at anvende
direktivet på sager om afvisning.
Udvisningsbestemmelsen i § 25 b
anvendes både i forhold til
personer, der pågribes umiddelbart
efter grænseoverskridelsen, og i
forhold til personer, som først
pågribes på et senere tidspunkt.
Afgørelser efter § 25 b i forhold
til sidstnævnte gruppe kan ikke
undtages fra direktivets
anvendelsesområde. Af administrative
hensyn og for at sikre så enkel en
sagsbehandling som mulig foreslås
det, at alle afgørelser efter § 25 b
omfattes af direktivets regler.
Ved udvisning i
forbindelse med kriminalitet, jf.
udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a,
stk. 1, og § 25 c vil udlændingen
altid blive meddelt et
indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1.
Efter direktivet kan dette undlades.
Endvidere følger det af
udlændingeloven, jf. § 33, stk. 9,
at udrejsefristen i sådanne sager
fastsættes til straks. Hvis
direktivet anvendes på disse sager,
vil dette ikke i alle tilfælde kunne
opretholdes. Regeringen finder
derfor ikke, at direktivet skal
anvendes i sager vedrørende
udvisning på grund af kriminalitet.
Som følge heraf skal direktivet
heller ikke anvendes på sager, der
behandles efter udlændingelovens
§ 49 a. De foreslåede regler, der
skal implementere direktivet, vil
herefter ikke gælde i forhold til
tredjelandsstatsborgere, som afvises
efter udlændingelovens § 28 eller
udvises på grund af kriminalitet
efter udlændingelovens §§ 22-24,
§ 25 a, stk. 1, eller § 25 c.
Hvis en udlænding
er udvist på grund af kriminalitet,
men der tidligere er truffet en
afgørelse vedrørende udlændingen,
som er omfattet af direktivets
anvendelsesområde, finder
direktivets regler ikke anvendelse i
forbindelse med udsendelsen. Det vil
f.eks. være tilfældet, hvis en
udlænding meddeles afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse, og
udlændingen herefter udvises som
følge af kriminalitet. Fra det
tidspunkt, hvor udlændingen udvises
på grund af kriminalitet, finder de
foreslåede bestemmelser, der skal
gennemføre direktivet ikke
anvendelse. Det gælder bl.a. den
foreslåede regel i § 30 a om
Folketingets Ombudsmands tilsyn med
udsendelser.
Der vil normalt
ikke blive truffet en afgørelse om
tilbagesendelse efter
udlændingelovens regler i
forbindelse med en afgørelse om
udlevering med henblik på
retsforfølgning i et andet land.
Direktivets regler finder således
ikke anvendelse på disse sager.
Ved siden af
direktivet om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold er der i Dublinforordningen
(Rådets forordning (EF) nr. 343/2003
af 18. februar 2003) fastsat regler
om tilbageførsel og overførsel af
asylansøgere til et andet EU-land.
Dublinforordningen skal sikre, at en
asylansøgning, der indgives i et af
EU-landene, behandles af ét og kun
et af landene. Forordningen
indeholder således nogle kriterier
for hvilket EU-land, der er
ansvarligt for at behandle en
indgiven asylansøgning. Forordningen
skal forhindre, at en asylansøger
får behandlet sin ansøgning i flere
EU-lande samtidig, og at en
asylansøger bliver kastebold mellem
landene, fordi ingen vil påtage sig
ansvaret for at behandle
ansøgningen.
Hvis
Udlændingeservice vurderer, at et
andet EU-land på grundlag af
Dublinforordningen er ansvarlig for
en asylansøgning, vil dette land
normalt blive bedt om at overtage
ansvaret for ansøgningen. Hvis det
pågældende land påtager sig
ansvaret, vil asylansøgeren blive
overført/tilbageført til landet og
få sin asylansøgning
behandlet/færdigbehandlet der.
Udlændingelovens
§ 29 a indeholder regler om
overførsel m.v. efter reglerne i
Dublinforordningen.
Direktivet
omtaler ikke forholdet til
Dublinforordningen. Det indeholder
således ikke retningslinjer for,
hvilke regler der har forrang i en
situation, hvor der både er mulighed
for at anvende direktivets regler og
Dublinforordningens regler.
Det afgørende
efter Dublinforordningen er, at en
asylansøger får sin asylansøgning
behandlet fuldt ud i ét af
EU-landene.
Hvis
tredjelandsstatsborgeren er
asylansøger i en medlemsstat, men
opholder sig ulovligt i en anden
medlemsstat, kan den anden
medlemsstat således vælge enten at
sende asylansøgeren tilbage til den
første medlemsstat efter
Dublinforordningens regler eller
selv at påtage sig ansvaret for en
fuldstændig behandling af den
pågældendes asylansøgning.
En forpligtelse
for medlemsstaterne – i alle
tilfælde, hvor der skal ske
overførsel eller tilbageførsel efter
Dublinforordningen – til også at
træffe en tilbagesendelsesafgørelse
efter direktivets regler vil kunne
fratage Dublinforordningens regler
den tilsigtede virkning, bl.a. fordi
de to regelsæt indeholder
forskellige processuelle regler m.v.
Det er derfor
mest hensigtsmæssigt, at direktivets
regler ikke finder anvendelse i de
situationer, hvor en medlemsstat
vælger at overføre eller tilbageføre
tredjelandsstatsborgeren efter
Dublinforordningen.
De foreslåede
regler, der skal implementere
direktivet, vil herefter ikke finde
anvendelse i situationer, hvor
udlændingemyndighederne vælger at
overføre eller tilbageføre
tredjelandsstatsborgeren efter
udlændingelovens § 29 a, men alene i
de situationer, hvor
udlændingemyndighederne i stedet
vælger selv at foretage den fulde
behandling af
tredjelandsstatsborgerens
asylansøgning.
2.3.1.
Direktivbestemmelser, der allerede
anses for opfyldt i gældende ret
Det følger af
direktivets artikel 6, stk. 5, at
hvis en tredjelandsstatsborger, som
opholder sig her i landet uden
fornøden tilladelse, har indgivet
ansøgning om fornyelse af sin
opholdstilladelse eller af en anden
tilladelse, som giver ret til
ophold, skal den myndighed, der
behandler ansøgningen, overveje, om
afgørelsen om tilbagesendelse kan
udsættes, indtil der træffes
afgørelse i anledning af
ansøgningen.
Bestemmelsen
indebærer, at en
udlændingemyndighed, som modtager en
ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse fra en
tredjelandsstatsborger med ulovligt
ophold, fordi opholdstilladelsen er
udløbet, skal tage stilling til, om
ansøgningen kan gives opsættende
virkning med hensyn til
udrejsefristen. Meddelelse af
opsættende virkning betyder, at der
først ved et eventuelt afslag på
forlængelse af opholdstilladelsen
træffes en afgørelse om
tilbagesendelse.
Bestemmelsen
anses for opfyldt ved
udlændingelovens § 33, stk. 5, der
blev indsat i loven ved lov nr. 572
af 31. maj 2010 om ændring af
udlændingeloven. Efter bestemmelsen
tillægges en ansøgning om
opholdstilladelse, som tillades
indgivet her i landet efter
udlændingelovens § 9, stk. 18, § 9
a, stk. 4, § 9 c, stk. 5, eller § 9
f, stk. 7, der tillige blev indsat i
loven ved lov nr. 572 af 31. maj
2010, opsættende virkning med hensyn
til udrejsefristen.
Af bestemmelserne
i § 9, stk. 18 og § 9 c, stk. 5,
fremgår det, at en udlænding, som
har ulovligt ophold, kun kan indgive
ansøgning her i landet, hvis
Danmarks internationale
forpligtelser kan tilsige det. Med
vurderingen af, om Danmarks
internationale forpligtelser kan
tilsige, at en ansøgning skal
tillades indgivet, sigtes navnlig
til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 8 om hensynet til familiens
enhed.
Efter direktivets
artikel 8, stk. 1, skal
medlemsstaterne træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at
fuldbyrde en afgørelse om
tilbagesendelse, når udrejsefristen
er fastsat til straks, eller hvor
tredjelandsstatsborgeren ikke er
udrejst frivilligt i
overensstemmelse med den fastsatte
udrejsefrist.
Det fremgår af
udlændingelovens § 30, stk. 2, 1.
pkt., at politiet drager omsorg for
udlændinges udrejse, når de ikke
udrejser frivilligt.
Af § 30, stk. 2,
2. pkt., fremgår det, at ministeren
for flygtninge, indvandrere og
integration fastsætter nærmere
regler om politiets pligt til at
drage omsorg for udlændinges
udrejse. Disse regler er fastsat i
cirkulære nr. 65 af 15. august 2006
og cirkulære nr. 105 af 11. december
2006 med sidenotat af 31. marts
2008.
Af cirkulære nr.
65 af 15. august 2006 om
forkyndelser og udrejsekontrol i
asylsager m.v., fremgår det bl.a.,
at udrejsekontrol, i sager hvor
udlændingen er pålagt at udrejse
straks, foretages i umiddelbar
tilknytning til forkyndelsen. I
sager, hvor Flygtningenævnet har
meddelt afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, og hvor
afgørelsen er forkyndt for
udlændingen i forbindelse med mødet
i Flygtningenævnet, skal politiet
foretage udrejsekontrol så vidt
muligt samme dag, som
Flygtningenævnets underretning om
afgørelsen modtages, og ellers dagen
efter.
I sager, hvor
Udlændingeservice eller
Flygtningenævnet har truffet
afgørelse om nægtelse af forlængelse
eller inddragelse af en
opholdstilladelse meddelt efter
udlændingelovens §§ 7 eller 8, og
hvor udlændingen ikke er pålagt at
udrejse straks, foretages
udrejsekontrol dagen efter
udrejsefristens udløb. Konstateres
det ved udrejsekontrollen, at
udlændingen ikke er udrejst, skal
der straks tages de fornødne skridt
til, at udrejsen kan effektueres så
hurtigt som muligt.
Af cirkulære nr.
105 af 11. december 2006 om
politiets udrejsekontrol i
opholdssager fremgår det bl.a., at
politiet efter anmodning fra
Integrationsministeriet eller
Udlændingeservice foretager
udrejsekontrol i sager om
udlændinge, der ikke længere har
noget opholdsgrundlag. Politiets
kontrol skal så vidt muligt
iværksættes således, at den kan være
afsluttet senest 14 dage efter, at
anmodningen er modtaget. Når
kontrollen er afsluttet, skal
politiet underrette
Udlændingeservice om resultatet af
kontrollen. Af sidenotat af 31.
marts 2008 til cirkulæret fremgår
det, at der skal foretages
systematisk udrejsekontrol i forhold
til følgende persongrupper:
–
Studerende, der får inddraget eller
nægtet forlænget deres
opholdstilladelse.
–
Arbejdstagere, der efter at have
fået inddraget eller nægtet
forlænget en anden type
opholdstilladelse, ansøger om
opholds- og arbejdstilladelse som
arbejdstagere og får afslag på denne
ansøgning eller senere får inddraget
en sådan opholdstilladelse efter
udlændingeloven eller efter
associeringsaftalen mellem EF og
Schengen.
–
Udlændinge, der opholder sig i
Danmark og får afslag på eller
afvist en ansøgning om
ægtefællesammenføring.
–
Ægtefællesammenførte, der får
inddraget eller afslag på
forlængelse af deres
opholdstilladelse.
Uden for disse
persongrupper kan politiet fortsat
anmodes om at foretage
udrejsekontrol i alle tilfælde, hvor
der er konkret grund til at antage,
at en udlænding opholder sig
ulovligt.
Lovforslaget
indebærer, at
tredjelandsstatsborgere som
hovedregel skal udvises med
indrejseforbud, hvis de pålægges at
udrejse straks eller ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen.
I sådanne sager skal der foretages
udrejsekontrol. Der vil derfor − i
forhold til de grupper af
udlændinge, som der i dag ikke
foretages udrejsekontrol af − skulle
foretages udrejsekontrol efter
lovforslaget, hvis de pågældende
udvises med indrejseforbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2.
Der foretages i
dag allerede udrejsekontrol i alle
asylsager og i en stor del af sager
vedrørende opholdstilladelse på
andet grundlag. På grundlag af
lovforslaget forventes der dog en
stigning af antallet af sager, hvori
der skal foretages udrejsekontrol.
Cirkulære nr. 65
af 15. august 2006 om forkyndelser
og udrejsekontrol i asylsager m.v.
og cirkulære nr. 105 af 11. december
2006 om politiets udrejsekontrol i
opholdssager med tilhørende
sidenotat vil blive revideret i
fornødent omfang.
I forbindelse med
udrejsekontrollen vil politiet i
asylsager forsøge at træffe
udlændingen på det asylcenter, hvor
den pågældende har været
indkvarteret, eller på et andet
kendt/oplyst opholdssted. I
opholdssagerne forsøger politiet at
træffe udlændingen på et oplyst
opholdssted. Træffes udlændingen
ikke, og foreligger der ikke sikre
oplysninger om, at udlændingen er
udrejst frivilligt, skal den
pågældende bl.a. efterlyses i Det
Centrale Kriminalregister.
Når udlændingen
er antruffet, består politiets
opgave i – udover samtale med den
pågældende – at ordne en række
praktiske ting. Der kan være tale om
fremskaffelse af gyldigt pas,
indrejsetilladelse eller visum,
eventuelt frihedsberøvelse af
udlændingen indtil udrejsedatoen,
afklaring af udrejsemuligheder,
planlægning af udrejsen, herunder
eventuelt af familie og transport af
ejendele, køb af eventuelle fly-
eller togbilletter og eventuel
forhandling med lufthavn,
luftfartselskab og pilot. For så
vidt angår den praktiske
gennemførelse af udrejsen kan der
være tale om ledsaget udrejse, hvor
politipersonale ledsager udlændingen
ud af landet – typisk med fly – til
udlændingens hjemland. Der kan også
være tale om påset udrejse, hvor
politipersonale overvåger udrejsen
af landet, f.eks. ombordstigning i
et fly eller på et skib.
Efter direktivets
artikel 9, stk. 2, kan
medlemsstaterne udsætte en
tvangsmæssig udsendelse, når der
foreligger særlige grunde hertil,
navnlig af hensyn til
tredjelandsstatsborgerens fysiske
eller psykiske tilstand, eller af
tekniske grunde, såsom manglende
transportkapacitet eller mislykket
udsendelse som følge af manglende
identifikation. Det følger af
direktivets artikel 14, stk. 2, at
tredjelandsstatsborgeren i et sådant
tilfælde skal have en skriftlig
bekræftelse på, at udsendelsen
midlertidigt ikke vil blive
fuldbyrdet.
I praksis vil der
normalt ikke være grundlag for at
træffe en egentlig beslutning om at
udsætte den tvangsmæssige
udsendelse. Politiets virksomhed på
udsendelsesområdet er faktisk
forvaltningsvirksomhed. Hvis der
sker aflysning af en udsendelse på
grund af vejrforhold eller tekniske
omstændigheder, vil udsendelsen ikke
blive sat i bero, men forberedelsen
af udsendelsen fortsættes.
Hvis der
foreligger sådanne særlige
sundhedsmæssige forhold, at
udsendelse ikke kan ske, vil det
være udlændingemyndighederne, der
skal tage stilling til, om
udrejsefristen skal udsættes i
forbindelse med en genoptagelse af
en eventuel sag om
opholdstilladelse, eller om
udrejsefristen skal forlænges.
Forlængelse af udrejsefristen skal
ske efter den foreslåede regel i
§ 33 c, 1. pkt. I begge tilfælde
skal udlændingen have en skriftlig
afgørelse herom, jf. de foreslåede
bestemmelser i § 33 c, 2. pkt. og
§ 33 b, stk. 1, 2. pkt.
Udsendelsesområdet administreres
allerede i dag i overensstemmelse
med artikel 8, stk. 1, artikel 9,
stk. 2, og artikel 14, stk. 2.
Efter direktivets
artikel 7, stk. 3, og artikel 9,
stk. 3, kan medlemsstaterne i
perioden for frivillig udrejse og i
perioder, hvor en tvangsmæssig
udsendelse udsættes, pålægge
tredjelandsstatsborgeren visse
forpligtelser med henblik på at
undgå risiko for, at den pågældende
forsvinder. Der kan bl.a. være tale
om en pligt til regelmæssigt at
melde sig hos myndighederne, til at
stille en passende økonomisk
garanti, til at indlevere dokumenter
eller til at tage ophold et bestemt
sted.
Efter
udlændingelovens § 34, stk. 1, kan
politiet, indtil der er truffet
afgørelse om, hvorvidt en udlænding
skal udvises, afvises, overføres
eller tilbageføres eller udsendes
under henvisning til, at udlændingen
ikke har ret til at opholde sig her
i landet efter reglerne i kapitel 1
og 3-5 a, og indtil en afgørelse
herom kan iværksættes, bestemme –
når det må anses for nødvendigt for
at sikre udlændingens
tilstedeværelse – at udlændingen
skal deponere sit pas m.v. hos
politiet, stille en af politiet
fastsat sikkerhed, tage ophold efter
politiets nærmere bestemmelse og
give møde hos politiet på nærmere
angivne tidspunkter.
Efter § 34,
stk. 2, kan politiet endvidere – i
visse situationer – hvis det skønnes
hensigtsmæssigt for at sikre
udlændingens tilstedeværelse eller
medvirken til sagens behandling
eller udrejsen, bestemme, at en
udlænding skal give møde hos
politiet på nærmere angivne
tidspunkter.
Udlændingeloven
er således allerede i
overensstemmelse med direktivet på
dette punkt.
Det fremgår af
artikel 9, stk. 1, litra a), at
medlemsstaterne skal udsætte en
tvangsmæssig udsendelse, hvis
udsendelsen vil stride imod
forbuddet mod refoulement.
Efter
udlændingelovens § 31, stk. 1, må en
udlænding ikke udsendes til et land,
hvor den pågældende risikerer
dødsstraf eller at blive underkastet
tortur eller umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf, eller hvor udlændingen ikke
er beskyttet mod videresendelse til
et sådant land.
I asylsager er
der taget stilling til spørgsmålet
om refoulement efter
udlændingelovens § 31 inden en
tvangsmæssig udsendelse. Påberåber
en tredjelandsstatsborger sig i
udsendelsessituationen, at der
foreligger risiko for refoulement,
vil dette blive opfattet som en
ansøgning om asyl, og sagen vil
blive forelagt for asylmyndighederne
til afgørelse, inden en eventuel
tvangsmæssig udsendelse gennemføres.
Udlændingeloven
er således også i overensstemmelse
med direktivet på dette punkt.
Efter direktivets
artikel 9, stk. 1, litra b), skal
medlemsstaterne sætte den
tvangsmæssige udsendelse i bero,
hvis en afgørelse om tilbagesendelse
påklages, og klageinstansen
tillægger klagen opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen, jf.
artikel 13, stk. 2.
En udlænding, der
har fået udsat sin udrejsefrist i
forbindelse med en klage over afslag
på opholdstilladelse eller i
forbindelse med indgivelse af en
ansøgning om opholdstilladelse er
efter dansk ret ikke længere i
udsendelsesposition. Det vil således
ikke komme på tale at sætte den
tvangsmæssige udsendelse i bero.
Artikel 9, stk. 1, litra b) anses
derfor allerede for opfyldt.
Efter artikel 10,
stk. 1, skal der, inden der træffes
afgørelse om tilbagesendelse af en
uledsaget mindreårig, under behørig
hensyntagen til barnets tarv ydes
bistand fra relevante organer, som
ikke er de myndigheder, der er
ansvarlige for tvangsmæssig
tilbagesendelse.
Efter
udlændingelovens § 56 a, stk. 1, får
en mindreårig uledsaget udlænding,
der opholder sig her i landet,
udpeget en personlig repræsentant
til varetagelse af sine interesser,
medmindre ganske særlige grunde
taler derimod. Det gælder alle
uledsagede mindreårige.
Baggrunden
for ordningen er, at uledsagede
mindreårige udlændinge må antages at
have behov for den støtte og omsorg,
som repræsentanten kan give barnet,
og hovedformålet med
repræsentantordningen er netop at
sikre, at alle uledsagede
mindreårige får udpeget en fast
personlig støtte hurtigst muligt
efter ankomsten til Danmark.
Repræsentanten kan både støtte
barnet under en evt. asylsag
(personlig støtte, ikke juridisk),
men også i relation til mere
personlige spørgsmål, f.eks.
omsorgs- og behandlingsbehov.
Det er Dansk Røde
Kors, der indstiller personer til
hvervet som personlig repræsentant,
og repræsentanten for det enkelte
barn udpeges af statsforvaltningen.
Ved lov nr. 400
af 21. april 2010 om lov om ændring
af udlændingeloven og lov om aktiv
socialpolitik (Ændring af reglerne
om indvandringsprøven,
advokatbistand til uledsagede
mindreårige asylansøgere, ændring af
ydelsessystemet for asylansøgere
m.v.) blev der i udlændingeloven
indsat en ny bestemmelse i
udlændingelovens § 56, stk. 8,
hvorefter Udlændingeservice
beskikker en advokat for en
uledsaget mindreårig, der har fået
endeligt afslag på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7 (asyl),
medmindre ganske særlige grunde
taler derimod. Den beskikkede
advokat vil kunne yde bistand til
den uledsagede mindreårige i
forbindelse med spørgsmålet om
opholdstilladelse på andet grundlag.
Advokaten vil endvidere kunne
rådgive barnet i forbindelse med
barnets hjemvenden.
Bestemmelsen
medfører ingen ændringer i forhold
til den personlige repræsentants
opgaver, der således fortsat vil
være at støtte barnet på det
personlige og følelsesmæssige plan.
Den beskikkede advokat vil derimod
kunne rådgive barnet om dets retlige
stilling.
De særlige
ordninger i udlændingeloven for
uledsagede mindreårige opfylder
således kravene i artikel 10,
stk. 1.
Efter artikel 10,
stk. 2, skal myndighederne inden
udsendelse af en uledsaget
mindreårig udlænding fra en
medlemsstats område sikre, at den
mindreårige sendes tilbage til et
familiemedlem, til en udpeget værge
eller til passende
modtagelsesfaciliteter i
tilbagesendelseslandet.
Udlændingeservice
har i dag pligt til at iværksætte en
eftersøgning af forældrene til en
uledsaget udlænding under 18 år, som
ikke kender sine forældres
opholdssted, medmindre særlige
grunde taler derimod.
Eftersøgningspligten omfatter
forældrene til alle uledsagede
mindreårige, uanset om barnet har
søgt asyl eller ej, og uanset om
barnet samtykker til eftersøgningen,
jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 9.
Resultatet af en
eftersøgning af forældrene til
uledsagede mindreårige kan både have
betydning i forhold til, om barnet
kan gives opholdstilladelse som
uledsaget mindreårig, og i forhold
til en eventuel udsendelse.
Hvis barnet søger
om asyl og får afslag på
ansøgningen, tager Udlændingeservice
ex officio stilling til, om barnet
kan få opholdstilladelse som
uledsaget mindreårig.
Opholdstilladelse kan gives, hvis
barnet vil blive stillet i en reel
nødsituation ved en tilbagevenden
til hjemlandet. I vurderingen heraf
indgår bl.a., om barnet har familie
eller andet socialt netværk i
hjemlandet, og om barnet, hvis det
har været uden kontakt med
forældrene i længere tid, inden
udrejsen har været undergivet
offentlig forsorg, der – reelt – vil
kunne genetableres ved en
tilbagevenden til hjemlandet. Hvis
der gives afslag på
opholdstilladelse som uledsaget
mindreårig, er der således taget
stilling til, at barnet har socialt
netværk m.v. i hjemlandet, som
barnet derefter vil blive sendt
tilbage til.
Reglerne om
eftersøgningspligten og
opholdstilladelse indebærer således,
at udsendelse af uledsagede
mindreårige sker til familie, en
værge eller modtagefaciliteter i
hjemlandet.
Integrationsministeren fremsatte den
28. oktober 2010 forslag til lov om
ændring af reglerne om uledsagede
mindreårige på en række områder
(lovforslag nr. L 37 om ændring af
udlændingeloven og integrationsloven
(Revision af reglerne om uledsagede
mindreårige udlænding, m.v.)).
Lovforslaget indeholder bl.a.
forslag om at ændre betingelserne
for opholdstilladelse til uledsagede
mindreårige på grundlag af manglende
modenhed eller manglende socialt
netværk i hjemlandet. Det foreslås,
at opholdstilladelse på disse
grundlag ikke vil kunne gives til
uledsagede mindreårige, der i
hjemlandet vil have mulighed for
ophold på et modtage- eller
omsorgscenter.
Med lovforslaget
foreslås det endvidere at ændre
Udlændingeservices
eftersøgningspligt. Det foreslås, at
eftersøgningspligten fremover også
skal kunne omfatte andet
familiemæssigt netværk til barnet
end forældre. Derudover foreslås det
at ændre eftersøgningspligten,
således at der kun er pligt til at
eftersøge forældre eller anden
familie til uledsagede mindreårige,
der samtykker til eftersøgning. Hvis
der er tale om et handlet barn, skal
eftersøgning dog - i
overensstemmelse med Europarådets
konvention om menneskehandel - som
udgangspunkt altid foretages. Efter
lovforslaget vil der heller ikke
være pligt til at iværksætte
eftersøgning, hvis der i den
uledsagede mindreåriges hjemland er
adgang til ophold på passende
modtage- og omsorgscentre, uanset om
den mindreårige samtykker til
eftersøgningen.
Som i dag vil
alle uledsagede mindreårige fortsat
have mulighed for af egen drift at
få eftersøgt deres forældre eller
anden familie via Internationalt
Røde Kors’ eftersøgningstjeneste.
Denne eftersøgning sker i
fortrolighed mellem Røde Kors og
barnet, dvs. at
udlændingemyndighederne hverken
bliver informeret om iværksættelse
af eftersøgningen eller resultatet
heraf. Allerede i dag vejledes alle
uledsagede mindreårige grundigt om
denne eftersøgningsmulighed, og
udlændingemyndighederne vil fremover
styrke vejledningsindsatsen for at
sikre, at alle uledsagede
mindreårige så tidligt som muligt
kender muligheden for at få
eftersøgt familie i Røde Kors’ regi.
Også den nye
ordning, der foreslås ved lovforslag
nr. L 37, betyder således, at
uledsagede mindreårige udlændinge
ikke sendes tilbage, medmindre der
er familiemedlemmer (en værge) eller
passende modtagelsesfaciliteter i
tilbagesendelseslandet.
Både de gældende
regler i udlændingeloven og de
foreslåede nye regler er således i
overensstemmelse med direktivets
artikel 10, stk. 2.
Det fremgår af
direktivets artikel 13, stk. 1, at
tredjelandsstatsborgeren skal have
adgang til effektive retsmidler til
at klage over afgørelser vedrørende
tilbagesendelse som omhandlet i
artikel 12, stk. 1, dvs. afgørelser
om tilbagesendelse, om
indrejseforbud og eventuelt om
udsendelse. Klageinstansen skal være
en »kompetent retslig eller
administrativ myndighed eller et
kompetent organ, sammensat af
medlemmer, der er upartiske og er
sikret uafhængighed«.
Bestemmelsen skal
forstås bredt, således at
klageadgangen også gælder i forhold
til andre beslutninger, der træffes
i forlængelse af en
tilbagesendelsesafgørelse, som
f.eks. afslag på forlængelse af en
udrejsefrist, afslag på udsættelse
af en tvangsmæssig udsendelse,
afslag på ophævelse af et
indrejseforbud m.v.
Hovedparten af
afgørelser truffet efter
udlændingeloven kan indbringes for
anden administrativ myndighed, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 1 og 2,
og § 48. Afslag på asyl truffet af
Udlændingeservice indbringes
automatisk eller kan indbringes for
Flygtningenævnet, jf. § 53 a, stk. 1
og 2, medmindre sagen er afgjort i
åbenbart grundløs-proceduren efter
forelæggelse for Dansk
Flygtningehjælp, jf. § 53 b.
Alle afgørelser –
når bortses fra begrænsningen af
prøvelsen af Flygtningenævnets
afgørelser, jf. § 56, stk. 8 – kan
indbringes for domstolene efter den
almindelige adgang til
domstolsprøvelse efter grundlovens
§ 63. Visse afgørelsestyper kan
indbringes for domstolene efter en
særlig hurtig procedure, jf.
udlændingelovens § 52.
Danmark opfylder
således allerede kravene i artikel
13, stk. 1.
Det fremgår af
artikel 13, stk. 2, at
klageinstansen, jf. artikel 13,
stk. 1 og afsnit 2.3.1, skal have
mulighed for midlertidigt at
suspendere fuldbyrdelse af
afgørelser om tilbagesendelse,
udsendelse og indrejseforbud. Dette
indebærer, at klageinstansen i
forbindelse med modtagelse af en
klage over en
tilbagesendelsesafgørelse m.v. skal
kunne tillægge klage opsættende
virkning med hensyn til
udrejsefristen.
Bestemmelsen
anses for opfyldt ved
udlændingelovens § 33, stk. 3, 4.
pkt., der blev indsat i loven ved
lov nr. 572 af 31. maj 2010 om
ændring af udlændingeloven. Af
bestemmelsen fremgår det, at en
klage, som ikke er omfattet af
reglen i § 33, stk. 3, 1. pkt.,
hvorefter visse afgørelser tillægges
opsættende virkning, hvis de
påklages inden 7 dage, vil kunne
tillægges opsættende virkning, hvis
særlige grunde taler herfor. Dette
vil kunne være tilfældet, hvis den
påklagede afgørelse forekommer
åbenbart urigtig på baggrund af de
oplysninger, der fremgår af klagen,
eller hvis Danmarks internationale
forpligtelser kan tilsige det. Med
vurderingen af, om Danmarks
internationale forpligtelser kan
tilsige, at en klage skal tillægges
opsættende virkning, sigtes navnlig
til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 8 om hensynet til familiens
enhed.
Det fremgår af
artikel 13, stk. 3 og 4, at
tredjelandsstatsborgeren skal have
mulighed for at få juridisk
rådgivning, for at lade sig
repræsentere og om nødvendigt for at
få sproglig bistand. Medlemsstaterne
sikrer, at der efter anmodning ydes
den nødvendige gratis retshjælp
og/eller repræsentation i henhold
til den relevante nationale
lovgivning eller relevante nationale
regler om retshjælp.
I forbindelse med
en asylsag får udlændingen som
udgangspunkt beskikket en advokat
til at føre sagen i anden instans
for Flygtningenævnet, jf.
udlændingelovens § 55, stk. 1. I
åbenbart grundløse sager får
uledsagede mindreårige asylansøgere
beskikket en advokat, jf.
udlændingelovens § 56 a, stk. 7.
I sager, der i
medfør af udlændingelovens § 52
indbringes for en domstol, beskikkes
der en advokat for udlændingen, hvis
retten finder det fornødent, og
udlændingen opfylder retsplejelovens
betingelser for fri proces,
medmindre udlændingen selv har
antaget en advokat.
I andre sager om
afslag på eller inddragelse af
opholdstilladelse, der indbringes
for domstolene, har udlændingen
adgang til advokatbistand og
afholder som udgangspunkt selv
udgifter hertil, men der kan under
visse betingelser opnås fri proces i
medfør af retsplejelovens regler
herom.
Herudover ydes
der sproglig bistand i de sager,
hvor det anses for nødvendigt for
oplysning af sagen eller for at få
forkyndt en afgørelse.
Dansk ret er
således i overensstemmelse med
direktivets artikel 13, stk. 3 og 4.
Artikel 14,
stk. 1, indeholder nogle principper,
der så vidt muligt skal tages hensyn
til inden for den frist for
frivillig udrejse, der er fastsat
efter artikel 7, og i perioder hvor
en tvangsmæssig udsendelse måtte
være udsat efter artikel 9. Der er
tale om hensyn til, at familiens
enhed med familiemedlemmer, der
befinder sig på medlemsstaternes
område, opretholdes, at de
pågældende sikres akut
lægebehandling og absolut nødvendig
behandling af sygdom, at mindreårige
gives adgang til
grunduddannelsessystemet afhængigt
af varigheden af deres ophold, og at
der tages hensyn til sårbare
personers særlige behov.
Danmark tager
allerede så vidt muligt hensyn til
disse principper.
Efter direktivets
artikel 15, stk. 1, må
medlemsstaterne kun frihedsberøve en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med tilbagesendelse eller
tvangsmæssig udsendelse, hvis andre
mindre indgribende foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige i det
konkrete tilfælde. Frihedsberøvelse
kan ske, når der er risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren vil
forsvinde, eller når den pågældende
undviger eller lægger hindringer i
vejen for forberedelsen af
tilbagesendelsen eller udsendelsen.
Frihedsberøvelsen
skal være så kortvarig som mulig og
må kun opretholdes, så længe
udsendelsen er under forberedelse og
gennemføres med nødvendig omhu.
Efter direktivets
artikel 15, stk. 2, træffes
afgørelser om frihedsberøvelse af
administrative eller retslige
myndigheder. Når afgørelsen træffes
af en administrativ myndighed, skal
spørgsmålet om frihedsberøvelsens
lovlighed hurtigt forelægges for en
domstol, som skal træffe afgørelse
så hurtigt som muligt fra
tidspunktet for frihedsberøvelsens
start. Tredjelandsstatsborgeren skal
omgående løslades, hvis
frihedsberøvelsen ikke er lovlig. Er
frihedsberøvelsen lovlig, forelægges
sagen på ny for domstolen med
rimelige mellemrum. I tilfælde af
langvarig frihedsberøvelse skal
vurderingerne være undergivet en
retslig myndigheds tilsyn, jf.
artikel 15, stk. 3.
Når der af
retlige eller andre grunde ikke
længere synes at være rimelig udsigt
til udsendelse, eller når grundlaget
for frihedsberøvelsen ikke længere
foreligger, ophører
frihedsberøvelsen med at være
berettiget, og den pågældende
tredjelandsstatsborger løslades
omgående, jf. artikel 15, stk. 4.
Udlændingelovens
§ 36, stk. 1, 5 og 6, og § 37,
stk. 1 og 3, opfylder kravene i
artikel 15, stk. 1-4.
Det fremgår af
artikel 16, stk. 2, at
frihedsberøvede
tredjelandsstatsborgere skal have
adgang til i tide at sætte sig i
forbindelse med partsrepræsentanter,
familiemedlemmer og relevante
konsulære myndigheder.
Efter
udlændingelovens § 37, stk. 4, 2.
pkt., skal politiet ved
frihedsberøvelsens iværksættelse
gøre udlændingen bekendt med
adgangen til at sætte sig i
forbindelse med hjemlandets
diplomatiske eller konsulære
repræsentation, eller, såfremt
udlændingen søger opholdstilladelse
efter § 7, med en repræsentation for
Dansk Flygtningehjælp.
Efter
udlændingelovens § 37 d kan en
udlænding, der er frihedsberøvet
efter § 36, eller hvis
frihedsberøvelse er opretholdt af
retten efter § 37, jf. § 36, modtage
besøg i det omfang opretholdelse af
orden og sikkerhed på
anbringelsesstedet tillader det. Den
frihedsberøvede har altid ret til
ukontrolleret besøg af sin
beskikkede advokat samt til
ukontrolleret besøg af Dansk
Flygtningehjælp, hvis den pågældende
har søgt om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7. Afslag på
besøg eller krav om kontrol under
besøget kan eventuelt forelægges
retten.
Efter
udlændingelovens § 37 e har en
udlænding, der er frihedsberøvet
efter § 36, eller hvis
frihedsberøvelse er opretholdt af
retten efter § 37, jf. § 36, ret til
at modtage og afsende breve. Den
pågældende har endvidere ret til
ukontrolleret brevveksling med bl.a.
den beskikkede advokat og Dansk
Flygtningehjælp, hvis den pågældende
har søgt om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7.
Tilbageholdelse af et brev til eller
fra udlændingen skal straks
forelægges retten.
I praksis får den
frihedsberøvede normalt også lov til
telefonisk at sætte sig i
forbindelse med en pårørende. Det
kan dog af praktiske eller ordens-
eller sikkerhedsmæssige grunde ikke
udelukkes, at udlændingen eventuelt
meddeles afslag på »straks« at ringe
til en pårørende, men den pågældende
vil således få lejlighed til at
ringe på et senere tidspunkt.
Direktivets
artikel 16, stk. 2, er således
allerede opfyldt.
Af artikel 16,
stk. 3, fremgår det, at der skal
tages særligt hensyn til sårbare
personers situation, og der skal
sikres akut lægebehandling og
absolut nødvendig behandling af
sygdom.
Efter
straffuldbyrdelseslovens § 4,
stk. 1, har en indsat ret til
lægebehandling og anden
sundhedsmæssig bistand. Bestemmelsen
hviler på det hovedsynspunkt, at
indsatte i sundhedsmæssig henseende
så vidt muligt skal sidestilles med
andre borgere i samfundet. Reglerne
omkring sundhedsmæssig bistand til
indsatte i Kriminalforsorgens
institutioner findes i
bekendtgørelse nr. 374 af 17. maj
2001 og omfatter også indsatte
placeret i institutionen Ellebæk.
Administrationen
af reglerne om frihedsberøvelse
efter udlændingeloven sker således i
overensstemmelse med direktivet.
Af artikel 16,
stk. 4, fremgår det, at relevante og
kompetente nationale, internationale
og ikke-statslige organisationer og
organer skal have mulighed for at
besøge faciliteter for
frihedsberøvede
tredjelandsstatsborgere, der er
omfattet af direktivet. Det kan
kræves, at der indhentes tilladelse
til sådanne besøg.
Artiklens sidste
punkt må forstås således, at det
under særlige omstændigheder er
muligt konkret at meddele afslag på
besøgstilladelse.
Folketingets
Ombudsmand foretager systematiske
inspektioner af fængsler og
arresthuse og dermed også af
Institutionen for frihedsberøvede
asylansøgere, Ellebæk. I forbindelse
med inspektionen bliver der
foretaget en vurdering af både de
fysiske forhold og de retlige
forhold. Ombudsmanden afholder også
samtaler med de indsatte i
institutionen, der fremsætter ønske
herom.
Folketingets
Ombudsmand foretager også
inspektioner på baggrund af FN’s
valgfri protokol til konventionen om
tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller
straf (OPCAT). OPCAT-inspektionerne
adskiller sig bl.a. fra
inspektionerne ved, at der indgår
lægefaglige vurderinger.
Herudover
aflægges der regelmæssigt besøg af
Den Europæiske Torturkomite.
Komiteen aflagde seneste besøg i
2008, bl.a. i Ellebæk. Også FN’s
Specialrapportør vedrørende tortur
aflagde besøg i Ellebæk i 2008.
Behandlingen af
anmodninger om besøg fra
organisationer m.v. i faciliteter
til frihedsberøvelse af udlændinge
sker således i overensstemmelse med
direktivet.
Efter artikel 16,
stk. 5, skal de frihedsberøvede
tredjelandsstatsborgere systematisk
have oplysninger, der forklarer de
regler, der gælder i faciliteten, og
som angiver deres rettigheder og
pligter, herunder retten til at
kontakte internationale
organisationer m.v. Dette sker
allerede i dag.
Det fremgår af
artikel 17, stk. 1, at uledsagede
mindreårige og familier med
mindreårige børn kun må
frihedsberøves som en sidste udvej
og i det kortest mulige passende
tidsrum.
Efter artikel 17,
stk. 2, skal familier, der
frihedsberøves, mens de venter på at
blive udsendt, have separat bolig,
der i tilstrækkelig grad sikrer
privatlivets fred.
Efter artikel 17,
stk. 3, skal frihedsberøvede
mindreårige have mulighed for at
deltage i fritidsaktiviteter,
herunder leg og rekreative
aktiviteter, der passer til deres
alder, og skal afhængig af
varigheden af deres ophold have
adgang til undervisning.
Uledsagede
mindreårige skal så vidt muligt have
bolig i institutioner med personale
og faciliteter, der tager hensyn til
de behov, som personer i deres
aldersgruppe har, jf. artikel 17,
stk. 4.
Af artikel 17,
stk. 5, fremgår det generelt, at
barnets tarv er et væsentligt hensyn
i forbindelse med frihedsberøvelse
af mindreårige, der venter på at
blive udsendt.
Det fremgår af
udlændingelovens § 36, stk. 1, at
frihedsberøvelse alene foretages,
hvis mindre indgribende
foranstaltninger, jf. § 34, ikke er
tilstrækkelige.
Frihedsberøvelse
sker således kun i tilfælde, hvor
det anses for nødvendigt af de
grunde, der er anført i § 36,
herunder hvor der fortsat er udsigt
til at kunne udsende udlændingen.
Normalt sker der
ikke frihedsberøvelse af en hel
familie.
Uledsagede
mindreårige udlændinge under 14 år
(den kriminelle lavalder) vil som
altovervejende hovedregel heller
ikke blive frihedsberøvet med
henblik på udsendelse.
Reglerne i
direktivets artikel 17 anses for
opfyldt i dansk ret.
Frihedsberøvelse
af uledsagede mindreårige
tredjelandsstatsborgere mellem 14 og
18 år med henblik på udsendelse sker
kun helt undtagelsesvist. I sådanne
tilfælde vil de pågældende skulle
anbringes i særlige faciliteter
eller adskilles fra almindelige
indsatte, jf. direktivets artikels
artikel 16 og afsnit 2.3.2.7.
Det fremgår af
direktivets artikel 18, at i
tilfælde af, at et usædvanligt stort
antal tredjelandsstatsborgere, der
skal udsendes, medfører en uforudset
stor byrde for kapaciteten af en
medlemsstats faciliteter for
frihedsberøvede eller for dens
administrative personale eller for
domstolene, kan medlemsstaten
beslutte − så længe den usædvanlige
situation varer − at tillade længere
perioder for domstolsprøvelser af
frihedsberøvelser end fastsat i
direktivet og at træffe
hasteforanstaltninger med hensyn til
forholdene under frihedsberøvelse,
som afviger fra reglerne i
direktivet om, at de frihedsberøvede
anbringes i særlige faciliteter, og
at familier skal have separat bolig.
I sådanne akutte situationer skal
Kommissionen underrettes. Regeringen
mener ikke, at artikel 18 er
relevant for Danmark.
2.3.2.
Nødvendige
ændringer af udlændingeloven
2.3.2.1.
Pligt til at
træffe afgørelser om tilbagesendelse
2.3.2.1.1.
Tilbagesendelsesafgørelser efter
udlændingeloven
Direktivets
artikel 6, stk. 1, fastslår, at der
i forhold til en
tredjelandsstatsborger, der opholder
sig ulovligt i landet, skal træffes
en »tilbagesendelsesafgørelse«, som
fastslår, at
tredjelandsstatsborgerens ophold er
ulovligt, og at den pågældende har
pligt til at udrejse af landet.
Medlemsstaterne
kan meddele afslag på en ansøgning
om opholdstilladelse m.v. og træffe
en tilbagesendelsesafgørelse i én og
samme afgørelse. Et afslag på
opholdstilladelse kan således udgøre
en tilbagesendelsesafgørelse i
direktivets forstand, selvom
tredjelandsstatsborgeren på
afgørelsestidspunktet endnu ikke har
ulovligt ophold.
En
tilbagesendelsesafgørelse er
herefter en afgørelse, hvori en
tredjelandsstatsborger pålægges at
udrejse af landet og får fastsat en
udrejsefrist.
Efter
udlændingelovens § 30, stk. 1, har
en udlænding, der ikke har ret til
at opholde sig her i landet, pligt
til at udrejse. Dette princip
fastholdes. Hvis den pågældende ikke
udrejser, skal der ifølge direktivet
træffes en
tilbagesendelsesafgørelse.
Udlændingeloven
indeholder regler om
tilbagesendelsesafgørelser.
Efter
udlændingelovens § 33, stk. 1, skal
afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse eller på en
ansøgning om forlængelse af
opholdstilladelse, beslutning om
inddragelse af opholdstilladelse,
afslag på en ansøgning om udstedelse
af et registreringsbevis eller
opholdskort, beslutning om
inddragelse af et registreringsbevis
eller opholdskort, beslutning om
udvisning efter § 25, § 25 a eller
§ 25 b og beslutning om udsendelse
efter § 27 b indeholde en frist for
udrejse.
Afgørelserne, der
er nævnt i § 33, stk. 1, er
tilbagesendelsesafgørelser i
direktivets forstand, når de træffes
i forhold til
tredjelandsstatsborgere, medmindre
de er undtaget fra direktivets
anvendelsesområde, jf. afsnit 2.3.
Afgørelser efter § 33, stk. 1, der
træffes i forhold til
EU-/EØS-statsborgere samt deres
familiemedlemmer, der er
tredjelandsstatsborgere og omfattet
af EU-reglerne om fri bevægelighed,
er ikke omfattet af direktivet, dvs.
afslag på en ansøgning om udstedelse
af et registreringsbevis eller
opholdskort eller beslutning om
inddragelse af et registreringsbevis
eller opholdskort.
En afgørelse om
udvisning efter § 25, § 25 a,
stk. 2, eller § 25 b, om udsendelse
efter § 27 b eller et afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse, et
afslag på forlængelse af en
opholdstilladelse eller inddragelse
af en tidligere meddelt
opholdstilladelse, som fastsætter en
udrejsefrist, anses herefter for at
være en tilbagesendelsesafgørelse i
direktivets forstand.
Det bemærkes, at
en afgørelse, som ikke fastsætter en
selvstændig udrejsefrist, men blot
henviser til, at udlændingen skal
udrejse i overensstemmelse med en
tidligere meddelt udrejsefrist, ikke
anses for en
tilbagesendelsesafgørelse. Det vil
således være den tidligere
afgørelse, hvori
tredjelandsstatsborgeren blev pålagt
at udrejse og meddelt en
udrejsefrist, der anses for
tilbagesendelsesafgørelsen. Der kan
f.eks. være tale om, at en
tredjelandsstatsborger, som er
meddelt afslag på asyl, og som er
pålagt at udrejse straks eller inden
for 7 dage, efterfølgende søger om
humanitær opholdstilladelse. Hvis
ansøgningen om humanitær
opholdstilladelse ikke tillægges
opsættende virkning, vil
tredjelandsstatsborgeren i
forbindelse med afslag på humanitær
opholdstilladelse blive pålagt at
udrejse i overensstemmelse med den
udrejsefrist, som Flygtningenævnet
har fastsat. Det er således
Flygtningenævnets afgørelse, der er
tilbagesendelsesafgørelsen i
direktivets forstand. Der kan også
være tale om afslag på en anmodning
om at genoptage en sag, når
anmodningen om genoptagelse ikke
tillægges opsættende virkning med
hensyn til udrejsefristen. Hvis
myndigheden derimod tillægger
ansøgningen opsættende virkning, vil
et nyt afslag på opholdstilladelse
være en tilbagesendelsesafgørelse og
dermed omfattet af § 33, stk. 1.
Afgørelser, som
ikke fastsætter en udrejsefrist, men
alene konstaterer, at det påhviler
udlændingen at udrejse straks, jf.
§ 30, stk. 1, er ikke omfattet af
udlændingelovens § 33, stk. 1, og
anses ikke for
tilbagesendelsesafgørelser i
direktivets forstand. Der kan være
tale om afslag på en ansøgning om
ikke at anse en opholdstilladelse
for bortfaldet, jf. udlændingelovens
§ 17, stk. 2, afslag på en ansøgning
om forlængelse af et visum, jf.
udlændingebekendtgørelsens § 20,
eller en afgørelse om inddragelse
eller annullering af et visum efter
udlændingebekendtgørelsens § 22. Der
kan endvidere være tale om en
afgørelse, hvori behandlingen af en
ansøgning om opholdstilladelse
afvises efter udlændingelovens § 9,
stk. 18, § 9 a, stk. 4, § 9 c,
stk. 5, eller § 9 f, stk. 7.
Efter direktivets
artikel 6, stk. 2, skal en
tredjelandsstatsborger med ulovligt
ophold på en medlemsstats område,
som har en gyldig opholdstilladelse
eller anden tilladelse, der giver
ret til ophold, udstedt af en anden
medlemsstat, pålægges straks at
begive sig til den anden
medlemsstats område. Efterkommer den
pågældende ikke kravet, eller er den
pågældendes øjeblikkelige udrejse
nødvendig af hensyn til den
offentlige orden eller den nationale
sikkerhed, træffes der afgørelse om
tilbagesendelse.
Bestemmelsen
indebærer, at i tilfælde, hvor
politiet forelægger en sag om
udvisning for Udlændingeservice, og
der er tale om en
tredjelandsstatsborger, som opholder
sig uden fornøden tilladelse her i
landet, men som har en gyldig
opholdstilladelse eller et gyldigt
visum udstedt af en anden
medlemsstat, skal Udlændingeservice,
inden der træffes afgørelse om
udvisning, anmode den pågældende om
inden 24 timer at udrejse af landet,
evt. til den anden medlemsstat.
Udlændingeservice vejleder samtidig
tredjelandsstatsborgeren om, at hvis
han eller hun ikke udrejser inden 24
timer, vil den pågældende blive
udvist med indrejseforbud for 2 år
efter udlændingelovens § 25 b,
stk. 1, og gældende for indrejse i
alle EU- og Schengenlande og kan
tvangsudsendes til sit hjemland.
Udlændingeservice vejleder endvidere
tredjelandsstatsborgeren om, at
udvisningen vil medføre indberetning
til SIS, medmindre
tredjelandsstatsborgeren har gyldig
opholdstilladelse i den anden
medlemsstat, og denne medlemsstat
efter konsultationer, jf.
udlændingelovens § 58 h, ikke ønsker
at inddrage opholdstilladelsen.
Hvis
tredjelandsstatsborgeren ikke følger
Udlændingeservices anmodning om
udrejse, træffer Udlændingeservice
afgørelse om tilbagesendelse i form
af udvisning for ulovligt ophold,
jf. den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 25 b, stk. 1,
gældende for indrejse i alle EU- og
Schengenlande. Forinden indberetning
til SIS foretages der konsultation
af den medlemsstat, hvori
tredjelandsstatsborgeren har en
gyldig opholdstilladelse. Hvis
medlemsstaten ikke ønsker at
inddrage opholdstilladelsen, skal
Udlændingeservice ændre
udvisningsafgørelsen, således at
indrejseforbuddet alene er gældende
for Danmark.
2.3.2.1.2.
Form og
begrundelse
Efter artikel 12,
stk. 1, skal afgørelser om
tilbagesendelse og afgørelser om
indrejseforbud og udsendelse, hvis
der er udstedt sådanne, affattes
skriftligt og angive de faktiske og
retlige grunde samt oplyse om de
retsmidler, der er til rådighed.
Endvidere fremgår det, at
oplysninger om de faktiske grunde
kan begrænses, hvis den nationale
lovgivning tillader en begrænsning i
retten til information, især for at
beskytte den nationale sikkerhed,
forsvaret eller den offentlige
sikkerhed og forebyggelsen,
efterforskningen, afsløringen og
retsforfølgningen af strafbare
handlinger.
Der er i dansk
forvaltningsret ingen almindelig
regel om, at forvaltningens
afgørelser skal være skriftlige. Af
forvaltningslovens § 23, stk. 1,
fremgår det, at en person, der har
fået en afgørelse meddelt mundtligt,
kan forlange at få en skriftlig
begrundelse for afgørelsen,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold.
Bestemmelsen forudsætter således, at
der ikke er et almindeligt krav om
skriftlighed.
Det følger dog af
god forvaltningsskik, at bl.a.
skriftlige henvendelser besvares
skriftligt, medmindre borgeren
erklærer sig enig i, at en mundtlig
besvarelse er tilstrækkelig, at
afgørelser af rent bevismæssige
hensyn må bekræftes skriftligt,
navnlig når afgørelsen er
bebyrdende, og at særligt
indgribende afgørelser også meddeles
adressaten skriftligt.
I langt de fleste
tilfælde bliver der derfor i dag
givet parten i en forvaltningssag
skriftlig meddelelse om sagens
afgørelse. Dette gælder også på
udlændingeområdet.
Lovforslaget
indeholder forslag, der betyder, at
direktivets krav om skriftlighed
udtrykkeligt fremgår af
udlændingeloven. Det vil således
fremgå, at udlændingemyndighederne
har pligt til at affatte afgørelser,
der er omfattet af § 33, stk. 1,
herunder afgørelser om udvisning med
indrejseforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, samt
afgørelser om, hvorvidt en klage
over disse afgørelser kan tillægges
opsættende virkning, skriftligt. Det
betyder ikke, at andre afgørelser
efter udlændingeloven kan meddeles
mundtligt. De vil som i dag fortsat
blive meddelt skriftligt.
Reglerne i
direktivet, herunder reglen om
skriftlighed i artikel 12, stk. 1,
gælder kun for
tredjelandsstatsborgere. For ikke at
stille EU-borgere ringere end
tredjelandsstatsborgere har
regeringen besluttet at lade
forslaget om skriftlighed gælde
generelt for alle
tilbagesendelsesafgørelser, uanset
udlændingens oprindelse.
Det bemærkes, at
direktivets krav om skriftlighed
også omfatter afgørelser om
udsendelse. En afgørelse om
tilbagesendelse og afgørelse om
udsendelse kan ifølge direktivet
træffes i én og samme afgørelse. En
afgørelse om tilbagesendelse vil
efter udlændingelovens regler i
visse typer af sager, herunder
asylsager, også indeholde en
bestemmelse om, at udlændingen kan
udsendes tvangsmæssigt, hvis udrejse
ikke sker frivilligt. Afslag på asyl
eller afgørelse om inddragelse i
asylsager skal indeholde afgørelse
om, hvorvidt udlændingen kan
udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. udlændingelovens
§ 32 a. Afgørelse om tilbagesendelse
og udsendelse træffes således i én
samlet afgørelse.
Efter
lovforslaget skal det i alle
tilbagesendelsesafgørelser, som
træffes i forhold til
tredjelandsstatsborgere, og som
fastsætter en udrejsefrist,
udtrykkeligt anføres, at de vil
kunne udsendes tvangsmæssigt og vil
kunne blive udvist med
indrejseforbud, hvis de ikke
udrejser frivilligt i
overensstemmelse med udrejsefristen,
jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 9.
Pligten efter
direktivets artikel 12, stk. 1, til
at angive de faktiske og retlige
grunde for afgørelsen og de
retsmidler, der er til rådighed,
følger i dansk ret allerede af
forvaltningslovens § 24, stk. 1 og
2, og § 25. Endvidere følger det af
forvaltningslovens § 24, stk. 3, at
begrundelsens indhold kan begrænses,
i det omfang partens interesse i at
kunne benytte kendskab til denne til
varetagelse af sit tarv findes at
burde vige for afgørende hensyn til
den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser,
jf. forvaltningslovens § 15.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 9.
2.3.2.2.
Udrejsefrister
2.3.2.2.1.
Udrejsefristens
længde
Ifølge
direktivets artikel 7, stk. 1, skal
en tilbagesendelsesafgørelse
indeholde en frist for frivillig
udrejse på mellem 7 og 30 dage.
Efter artikel 7, stk. 4, kan
udrejsefristen dog fastsættes til
straks i tilfælde, hvor der er
risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren vil
forsvinde.
Artikel 3, nr. 8,
definerer »risiko for at den
pågældende vil forsvinde« som
»tilstedeværelsen i den enkelte sag
af grunde, baseret på objektive,
lovfæstede kriterier, til at
formode, at en
tredjelandsstatsborger, der er
genstand for
tilbagesendelsesprocedurer, vil
forsvinde«.
Efter direktivets
artikel 7, stk. 4, kan
udrejsefristen også fastsættes til
straks i tilfælde, hvor en ansøgning
om lovligt ophold er blevet afvist
som åbenbart grundløs, eller hvor
tredjelandsstatsborgeren udgør en
risiko for den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed eller den
nationale sikkerhed.
Endelig kan
udrejsefristen efter artikel 7,
stk. 4, fastsættes til straks i
tilfælde, hvor en ansøgning om
lovligt ophold er blevet afvist som
svigagtig.
Reglerne i
udlændingelovens § 33, stk. 2, om
udrejsefrister foreslås justeret i
overensstemmelse med direktivet.
Samtidig foreslås der en forenkling
af reglerne.
I afgørelser, der
er omfattet af § 33, stk. 1, vil
udrejsefristen efter lovforslaget
skulle fastsættes til 1 måned, 7
dage eller straks. Reglen i
udlændingelovens § 33, stk. 2, 4.
pkt. hvorefter udrejsefristen
fastsættes til 15 dage videreføres
således ikke.
Det foreslås, at
udrejsefristen i afgørelser, der er
omfattet af § 33, stk. 1, fastsættes
til 1 måned, hvis udlændingen er
statsborger i et andet nordisk land
og har haft bopæl her i landet, hvis
udlændingen er omfattet af de
regler, der er nævnt i § 2, stk. 4
(EU-reglerne), eller hvis
udlændingen hidtil har haft
opholdstilladelse. Dette svarer til,
hvad der gælder i dag med den
tilføjelse, at udrejsefristen også
skal fastsættes til 1 måned, hvis
udlændingen er omfattet af
EU-reglerne, jf. afsnit 4 nedenfor.
For andre
udlændinge foreslås udrejsefristen
fastsat til 7 dage.
Det foreslås dog,
at udrejsefristen altid fastsættes
til straks, hvis der er tale om
påtrængende tilfælde, jf. bl.a.
udsendelsesdirektivets artikel 7,
stk. 4. Påtrængende tilfælde
foreligger navnlig, når udlændingen
er til fare for statens sikkerhed
eller en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed, når udlændingen har begået
et strafbart forhold, når der er
tale om svig eller en åbenbart
grundløs ansøgning, eller når der er
risiko for, at udlændingen vil
forsvinde.
I dag fastsættes
udrejsefristen til straks i sager om
udvisning efter udlændingelovens
§ 25 af udlændinge, der er til fare
for statens sikkerhed, og i sager,
hvor Udlændingeservice i medfør af
udlændingelovens § 53 b, stk. 1,
meddeler afslag på opholdstilladelse
efter § 7 efter åbenbart
grundløs-proceduren. Efter den
foreslåede regel skal udrejsefristen
fortsat fastsættes til straks i
disse sager.
I dag fastsættes
udrejsefristen også til straks, når
Flygtningenævnet meddeler endeligt
afslag på asyl efter
udlændingelovens § 7, jf. § 33,
stk. 2, 1. pkt., eller ved
fastsættelse af en ny udrejsefrist,
hvis der er meddelt opsættende
virkning med hensyn til
udrejsefristen efter, at
Udlændingeservice i medfør af § 53
b, stk. 1, eller Flygtningenævnet
har meddelt afslag på asyl efter
udlændingelovens § 7, jf. § 33,
stk. 2, 2. pkt. Det samme gælder ved
afslag på humanitær
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvor
ansøgningen har været tillagt
opsættende virkning, jf. § 33,
stk. 2, 2. pkt., ved afgørelser om
udvisning efter udlændingelovens
§ § 25 a og 25 b, jf. § 33, stk. 2,
4. pkt., og ved afgørelser om
udsendelse efter udlændingelovens
§ 27 b, jf. § 33, stk. 2, 3. pkt. På
baggrund af direktivet skal
udrejsefristen i disse sager
fastsættes til 7 dage, medmindre
udrejsefristen fastsættes til
straks, fordi der er tale om et
påtrængende tilfælde.
Efter forslaget
skal udrejsefristen også fastsættes
til 7 dage, hvor der meddeles afslag
på opholdstilladelse, herunder bl.a.
afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 7, 9, 9 a, 9 c,
og 9 f, medmindre der er tale om et
påtrængende tilfælde. Der vil
således være sager, hvor
udrejsefristen i dag fastsættes til
15 dage, men hvor fristen efter
lovforslaget skal fastsættes til 7
dage.
Det bemærkes, at
der ved afslag på humanitær
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvor der
ikke er meddelt opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen, ikke
fastsættes en selvstændig
udrejsefrist. Udlændingen pålægges
derimod at udrejse i
overensstemmelse med en tidligere
meddelt udrejsefrist, f.eks. i
forbindelse med asylafslaget. Det
samme gør sig gældende i
genoptagelsessager, hvor anmodningen
om genoptagelse ikke tillægges
opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen. Der henvises til
afsnit 2.3.2.1.1.
Udrejsefristen
skal efter afgørelsestidspunktet
ændres fra enten 1 måned eller 7
dage til straks, hvis den fastsatte
udrejsefrist ikke er udløbet, og der
for myndigheden foreligger nye
oplysninger, der indebærer, at der
nu er tilstrækkeligt grundlag for at
konstatere, at der er tale om et
påtrængende tilfælde.
I tilfælde, hvor
udrejsefristen fastsættes til
straks, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 33, stk. 2, skal
tredjelandsstatsborgeren af
Udlændingeservice udvises med
indrejseforbud, medmindre særlige
grunde taler herimod, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
2.
2.3.2.2.2.
Kompetence til
at fastsætte udrejsefristen
I opholdssager
fastsættes udrejsefristen efter den
foreslåede bestemmelse i § 33,
stk. 2,
af den myndighed,
der har truffet afgørelsen, dvs. af
Udlændingeservice eller
Integrationsministeriet.
I asylsager, der
behandles efter åbenbart
grundløs-proceduren i
udlændingelovens § 53 b, fastsættes
udrejsefristen af Udlændingeservice.
Efter
udlændingelovens § 46, stk. 2, kan
afgørelsen om udrejsefristen, jf.
§ 33, ikke påklages til
Integrationsministeriet.
I de sager, der
behandles af Flygtningenævnet,
fastsætter nævnet udrejsefristen i
overensstemmelse med den foreslåede
regel i udlændingelovens § 33,
stk. 2. Udlændingeservice nedlægger
senest på mødet i Flygtningenævnet
påstand om, hvilken udrejsefrist der
skal fastsættes, og angiver den
nærmere begrundelse herfor. Hvis
Flygtningenævnet stadfæster
Udlændingeservices afgørelse, skal
nævnet således i forbindelse med
voteringen foretage en vurdering af,
hvilken udrejsefrist der skal
fastsættes, herunder om der er
grundlag for at fastsætte den til
straks.
I
genoptagelsessager m.v., hvor
Flygtningenævnet efter at have
stadfæstet Udlændingeservices
afgørelse om afslag på asyl selv
beslutter at udsætte udrejsefristen,
vil nævnet skulle fastsætte en ny
udrejsefrist, hvis der meddeles
afslag på genoptagelse eller nyt
afslag på asyl efter genoptagelse.
Hvis
Flygtningenævnet fastsætter
udrejsefristen til straks, skal
Udlændingeservice udvise udlændingen
med indrejseforbud, medmindre
særlige grunde taler herimod, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2.
Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 8.
2.3.2.2.3.
Udsættelse af
udrejsefristen
Ifølge
direktivets artikel 7, stk. 2, skal
en udrejsefrist kunne forlænges
under hensyntagen til de særlige
forhold i den enkelte sag. Det kan
bl.a. være opholdets varighed,
eventuelle skolesøgende børn eller
andre familiemæssige og sociale
tilknytninger.
Der henvises til
den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 33 c, 1. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Udlændingemyndighederne har hidtil
bl.a. udsat en udrejsefrist, hvis en
udlænding oplyser at være gravid, og
terminstidspunktet dokumenteres som
værende mindre end 2 måneder efter
den fastsatte udrejsefrist.
Udrejsefristen udsættes til to
måneder efter terminsdatoen. Hvis
fødslen indtræder på et senere
tidspunkt end terminsdatoen,
udsættes udrejsefristen efter
anmodning til 2 måneder efter det
faktiske fødselstidspunkt. Hvis
udlændingen før fastsættelse af
udrejsefristen dokumenterer et
terminstidspunkt, der er mindre end
2 måneder før afgørelsestidspunktet,
har udlændingemyndighederne hidtil i
afgørelsen fastsat en udrejsefrist
til 2 måneder efter terminsdatoen.
Denne praksis opretholdes.
Udlændingemyndighederne kan
endvidere efter praksis og en
konkret vurdering udsætte
udrejsefristen i en kortere periode,
eksempelvis i forbindelse med, at
udlændingemyndighederne har anmodet
om yderligere oplysninger eller
dokumentation til belysning af, om
der herefter er det fornødne
grundlag for at give udlændingen ret
til at opholde sig her i landet
under udlændingemyndighedernes
behandling af ansøgningen eller
klagen, og efterfølgende fastsætte
en ny udrejsefrist i forbindelse med
et eventuelt afslag.
Efter praksis vil
en udrejsefrist som det klare
udgangspunkt ikke herudover blive
udsat yderligere, hvis anmodningen
om udsættelse skyldes forhold, som
ikke er relevante i forhold til
udlændingemyndighedernes afgørelse.
Eksempelvis vil en udlænding, der
ikke længere har et opholdsgrundlag,
men som først senere skal indkaldes
som vidne i en retssag ved de danske
domstole blive henvist til at ansøge
om visum med henblik herpå, hvis den
pågældende i øvrigt måtte være
visumpligtig.
Efter praksis vil
en udrejsefrist heller ikke blive
udsat med henblik på at afslutte en
skoleuddannelse. Det har således
normalt ikke betydning for
fastsættelse af udrejsefristen, at
en afvist tredjelandsstatsborger er
under ungdomsuddannelse eller har et
barn, der er skolesøgende. Der er
således alligevel pligt til at
udrejse af Danmark i
overensstemmelse med udrejsefristen.
I forbindelse med tvangsmæssig
udsendelse, f.eks. af en familie,
hvor et barn er i gang med en
ungdomsuddannelse, vil politiet dog
kunne tage hensyn hertil ved
fastlæggelsen af
udsendelsestidspunktet, hvis der er
kort tid tilbage af uddannelses-
eller skoleforløbet.
Den foreslåede
bestemmelse i § 33 c, 1. pkt. er en
kodificering af praksis.
Det fremgår af
direktivets artikel 14, stk. 2, at
udlændingen skal meddeles en
skriftlig bekræftelse på, at
udrejsefristen forlænges.
Allerede i dag
meddeles det skriftligt, hvis en
udrejsefrist forlænges. Dette
foreslås præciseret i loven, jf.
forslaget til § 33 c, 2. pkt.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 9.
2.3.2.3.
Udvisning med
indrejseforbud
Efter direktivets
artikel 11, stk. 1, skal afgørelser
om tilbagesendelse ledsages af et
indrejseforbud, når der ikke
indrømmes en frist for frivillig
udrejse, eller når forpligtelsen til
at vende tilbage ikke er
efterkommet.
Det betyder, at
en tredjelandsstatsborger skal
meddeles et indrejseforbud, hvis den
pågældende i forbindelse med en
afgørelse om tilbagesendelse er
blevet pålagt at udrejse straks
eller ikke udrejser frivilligt i
overensstemmelse med udrejsefristen.
For at give de
nationale
tilbagesendelsesforanstaltninger en
europæisk dimension skal
indrejseforbuddet ifølge direktivets
præambel 14 forbyde indrejse på alle
medlemsstaternes område.
Indrejseforbud
meddeles efter udlændingeloven, hvis
udlændingen ved en dom, kendelse
eller beslutning udvises af landet,
jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.
Endvidere anses en udlænding, der er
opført på en af FN’s eller EU’s
sanktionslister med
rejserestriktioner, for at have et
indrejseforbud, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 8. Et indrejseforbud
gælder som udgangspunkt alene for
indrejse og ophold i Danmark. I
udlændingelovens § 58 g er der dog i
visse tilfælde pligt til at
indberette tredjelandsstatsborgere,
der er udvist af Danmark, til
Schengeninformationssystemet (SIS).
Det foreslås på
baggrund af ovenstående indsat i
udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at
en tredjelandsstatsborger, som efter
direktivets regler skal have et
indrejseforbud, skal udvises
administrativt med indrejseforbud.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 2.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan
medlemsstaterne undlade at udstede
eller kan ophæve eller suspendere et
indrejseforbud i individuelle
tilfælde af humanitære grunde. Efter
direktivets artikel 11, stk. 3, 4.
pkt., kan medlemsstaterne ophæve
eller suspendere et indrejseforbud i
individuelle tilfælde eller i
kategorier af tilfælde af andre
grunde.
Der er ikke efter
de gældende regler hjemmel til at
undlade at udstede et indrejseforbud
i forbindelse med en dom, kendelse
eller beslutning om udvisning,
ligesom der ikke er udtrykkelig
hjemmel til at ophæve et
indrejseforbud, der er meddelt en
tredjelandsstatsborger.
Det foreslås, at
der − udover en hjemmel til at
udvise en tredjelandsstatsborger med
indrejseforbud efter direktivets
regler − også indføres en hjemmel
til at undlade at meddele et
indrejseforbud og til i ganske
særlige tilfælde at ophæve
indrejseforbuddet. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2 og 7.
Der skal efter
forslaget ske udvisning med
indrejseforbud i to situationer:
Hvis udrejsefristen i en
tilbagesendelsesafgørelse er straks,
og hvis tredjelandsstatsborgeren
ikke udrejser i overensstemmelse med
en fastsat udrejsefrist, jf. afsnit
2.3.2.2.1. Udvisning kan dog
undlades, hvis særlige grunde taler
herimod, jf. nedenfor.
Som anført i
afsnit 2.3.2.1.1. anses en
afgørelse, der er omfattet af
udlændingelovens § 33, stk. 1, og
hvori der er fastsat en udrejsefrist
efter § 33, stk. 2, for en
tilbagesendelsesafgørelse i
direktivets forstand, medmindre
afgørelsestypen er undtaget fra
direktivets anvendelsesområde, jf.
afsnit 2.3. Der kan således være
tale en afgørelse om udvisning efter
§ 25, § 25 a, stk. 2, eller 25 b, om
udsendelse efter § 27 b, et afslag
på en ansøgning om opholdstilladelse
eller på forlængelse af en
opholdstilladelse og en afgørelse om
inddragelse af en tidligere meddelt
opholdstilladelse.
I sager, hvor der
træffes afgørelse om udvisning efter
§ 25, § 25 a, stk. 2, eller 25 b,
stk. 1, skal den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, ikke
anvendes, idet
tredjelandsstatsborgeren allerede i
tilbagesendelsesafgørelsen er udvist
med indrejseforbud.
Der henvises
nærmere til bemærkningerne til
lovforslaget § 1, nr. 2.
Det er ikke kun
voksne tredjelandsstatsborgere, der
skal udvises med indrejseforbud, når
udrejsefristen i en
tilbagesendelsesafgørelse er straks,
eller den pågældende ikke udrejser i
overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist. Også mindreårige børn
i alderen 14-17 år, som for eksempel
har søgt om familiesammenføring og
ikke udrejser i overensstemmelse med
udrejsefristen, skal udvises med
indrejseforbud. Der kan dog være
særlige forhold i sagen, der
indebærer, at mindreårige børn ikke
udvises med indrejseforbud, jf.
nedenfor om tilfælde, hvor udvisning
kan undlades. Mindreårige børn i
alderen 14-17 år vil i øvrigt – som
det er tilfældet i dag – fortsat
kunne udvises for ulovligt ophold
efter udlændingelovens § 25 b,
stk. 1.
En afgørelse om
udvisning med indrejseforbud efter
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, træffes af
Udlændingeservice, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 1, og
kan påklages til
Integrationsministeriet efter § 46,
stk. 2.
Den nye regel om
udvisning med indrejseforbud, når
tredjelandsstatsborgeren er pålagt
at udrejse straks, og når
tredjelandsstatsborgeren ikke
udrejser i overensstemmelse med
udrejsefristen, betyder, at det må
forventes, at flere
tredjelandsstatsborgere end i dag
vil blive meddelt et indrejseforbud,
herunder bl.a. afviste asylansøgere,
der ikke medvirker til udrejsen,
samt tredjelandsstatsborgere, der
får afslag på familiesammenføring
eller opholdstilladelse på andet
grundlag og ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen.
Det følger af
direktivets artikel 11, stk. 2, at
indrejseforbuddets længde skal
fastsættes under behørig hensyntagen
til alle relevante forhold i den
enkelte sag og ikke må overstige 5
år, medmindre den pågældende
tredjelandsstatsborger må anses for
en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, den offentlige
sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Det foreslås, at
indrejseforbuddet meddeles for 2 år
efter udlændingelovens § 32, stk. 4,
2. pkt., hvilket svarer til længden
af det indrejseforbud, som i dag
meddeles i forbindelse med
administrativ udvisning for mindre
alvorlig kriminalitet og for
ulovligt ophold.
Herudover
foreslås det, at indrejseforbuddet i
forbindelse med udvisning efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, kan meddeles for 5 år, når
tredjelandsstatsborgeren er indrejst
i strid med et indrejseforbud, der
tidligere er meddelt i forbindelse
med en udvisning efter § 25 b.
Forslaget indgår
i regeringens aftale med Dansk
Folkeparti af 15. marts 2010. Det er
således et element i aftalen, at
afviste asylansøgere, der ikke
udrejser frivilligt i
overensstemmelse med udrejsefristen,
skal meddeles et indrejseforbud for
2 år og i gentagelsestilfælde for 5
år.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Det bemærkes, at
der fortsat vil blive meddelt et
indrejseforbud gældende for
bestandig, hvis en
tredjelandsstatsborger anses for en
alvorlig trussel mod den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed og
nationale sikkerhed og udvises efter
udlændingelovens § 25, jf. § 32,
stk. 4, 1. pkt. Reglerne om
udvisning ved domstolene på grund af
kriminalitet og meddelelse af
indrejseforbud i den forbindelse
ændres heller ikke.
Det fremgår af
artikel 11, stk. 3, 2. pkt., at ofre
for menneskehandel, der har fået
opholdstilladelse i henhold til
Rådets direktiv 2004/81/EF af 29.
april 2004 om udstedelse af
opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere, som har
været ofre for menneskehandel, eller
som er indrejst som led i ulovlig
indvandring, og som samarbejder med
de kompetente myndigheder, ikke skal
gøres til genstand for et
indrejseforbud, forudsat at den
pågældende ikke overskrider en
fastsat udrejsefrist, og at den
pågældende ikke udgør en trussel mod
den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Danmark har ikke
gennemført direktiv 2004/81/EF, da
direktivet er omfattet af det danske
forbehold for retlige og indre
anliggender og dermed ikke er
bindende for eller finder anvendelse
i Danmark.
Ved lov nr. 504
af 6. juni 2007 blev der indsat en
bestemmelse i udlændingelovens § 33,
stk. 14, hvorefter Udlændingeservice
efter anmodning fastsætter
udrejsefristen til 30 dage,
medmindre særlige grunde taler
derimod, hvis udlændingen har været
udsat for menneskehandel.
Udrejsefristen kan efter anmodning
fastsættes til et senere tidspunkt
eller forlænges, hvis særlige grunde
taler derfor, eller hvis udlændingen
samarbejder om en forberedt
hjemsendelse. Udrejsefristen kan
højst udgøre 100 dage.
Hvis en
tredjelandsstatsborger, der har fået
udsat udrejsefristen efter
udlændingelovens § 33, stk. 14, ikke
udrejser i overensstemmelse hermed,
skal den pågældende udvises med
indrejseforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2.
På grundlag af
direktivets artikel 11, stk. 3, 3.
pkt. vedrørende undladelse af at
meddele et indrejseforbud foreslås
det, at Udlændingeservice kan
undlade at udvise
tredjelandsstatsborgeren, hvis
særlige grunde taler herimod, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2.
Særlige grunde
til at undlade at udvise
tredjelandsstatsborgeren kan bl.a.
foreligge, hvis
tredjelandsstatsborgeren samarbejder
med politiet om udrejsen, og
overskridelsen af udrejsefristen
således ikke skyldes forhold hos
tredjelandsstatsborgeren. Hvis
tredjelandsstatsborgeren senere
tilkendegiver ikke længere at ville
samarbejde om udrejsen, træffer
Udlændingeservice afgørelse om
udvisning med indrejseforbud, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2. Når Udlændingeservice i et
sådant tilfælde udviser
tredjelandsstatsborgeren med
indrejseforbud, vil en efterfølgende
tilkendegivelse fra
tredjelandsstatsborgeren om på ny at
ville samarbejde om udrejsen ikke
berettige til en ophævelse af
indrejseforbuddet, jf. nedenfor om
lovforslagets § 1, nr. 7.
Andre særlige
grunde til at undlade at udvise
tredjelandsstatsborgeren kan være,
hvis tredjelandsborgeren pludselig
er blevet alvorlig syg, eventuelt
hospitalsindlagt, og derfor ikke har
kunnet udrejse i overensstemmelse
med udrejsefristen.
Der kan også være
tale om tilfælde, hvor hensynet til
Danmarks internationale
forpligtelser, bl.a. hensynet til
familiens enhed, gør, at en person
ikke bør meddeles et indrejseforbud
trods overskridelse af en
udrejsefrist eller pålæg om udrejse
straks. Endelig kan der være
tilfælde, hvor det på grund af
tredjelandsstatsborgerens alder,
f.eks. hvor der er tale om en
uledsaget mindreårig, undlades at
træffe afgørelse om udvisning.
På grundlag af
direktivets artikel 11, stk. 3. 4.
pkt., foreslås det endvidere, at der
indsættes en hjemmel til i ganske
særlige tilfælde at ophæve et
indrejseforbud, der er meddelt en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med udvisning efter § 25 b, jf. den
foreslåede § 32, stk. 9, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7.
De grunde, der
taler for at undlade at meddele et
indrejseforbud, jf. ovenfor, vil
også kunne tale for efterfølgende at
ophæve indrejseforbuddet.
Det fremgår af
udlændingelovens § 10, stk. 3, 2.
pkt., og stk. 4, at en udlænding,
der er meddelt et indrejseforbud i
forbindelse med en udvisning efter
§ 25 b i visse tilfælde alligevel
kan meddeles en opholdstilladelse.
Hvis tredjelandsstatsborgeren efter
disse bestemmelser skal meddeles en
opholdstilladelse trods
indrejseforbuddet, anvendes den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 9, 2. pkt., til at ophæve
indrejseforbuddet.
Af § 10, stk. 4,
fremgår det, at en udlænding, som
har et indrejseforbud, jf. § 32,
stk. 1, ikke kan gives
opholdstilladelse efter § 8, stk. 3,
og §§ 9-9 f, medmindre ganske
særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, taler derfor,
dog tidligst 2 år efter udrejsen.
Der er ikke i
direktivet en regel om, at et
indrejseforbud alene kan ophæves,
når der er forløbet en vis periode
efter udrejsen. Der foreslås derfor
en ændring til § 10, stk. 4, således
at det fremgår, at 2 års kravet ikke
gælder i sager om udvisning af
tredjelandsstatsborgere efter
udlændingelovens § 25 b. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr.
1.
Der vil ikke ske
en forskelsbehandling af
EU-/EØS-statsborgere ved alene at
lade ændringen af § 10, stk. 4,
gælde for tredjelandsstatsborgere.
EU-/EØS-statsborgere kan allerede i
dag få ophævet et indrejseforbud,
hvis særlige grunde taler derfor,
uanset at der ikke er forløbet 2 år
fra udrejsen, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 7.
Det er
Udlændingeservice, der træffer
afgørelse i anledning af en
anmodning om ophævelse af et
indrejseforbud, jf. udlændingelovens
§ 46, stk. 1. Et eventuelt afslag
kan påklages til
Integrationsministeriet efter § 46,
stk. 2.
Det bemærkes, at
det allerede i dag er muligt at
suspendere et indrejseforbud. En
udlænding, der er meddelt et
indrejseforbud, skal have et visum
udstedt for at indrejse og opholde
sig i Danmark, jf. udlændingelovens
§ 3 a. Ved udstedelse af visum
suspenderes indrejseforbuddet. Den
gældende praksis for udstedelse af
visum, når en udlænding har et
indrejseforbud, vil også gælde i
forhold til et indrejseforbud, der
er udstedt i forbindelse med en
udvisning efter den foreslåede § 25
b, stk. 2. Hvis der udstedes et
visum til en tredjelandsstatsborger,
der er udvist med indrejseforbud
efter § 25 b, stk. 2, begrænses
visummet til kun at gælde indrejse
og ophold i Danmark. Der henvises
til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 7.
Indrejseforbuddet, som meddeles i
forbindelse med en udvisning efter
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, jf. direktivets artikel 11,
stk. 1, skal forbyde indrejse i og
ophold på alle medlemsstaternes
område. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 7.
På grund af
indrejseforbuddets geografiske
udstrækning er det vigtigt, at
medlemsstaterne hurtigt får adgang
til oplysninger om andre
medlemsstaters afgørelser om
indrejseforbud. Denne udveksling af
oplysninger bør ifølge direktivet
finde sted i overensstemmelse med
Schengeninformationssystemet, jf.
afsnit 2.3.2.8.
Hvis en
medlemsstat påtænker at udstede en
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger, der har et
indrejseforbud meddelt af en anden
medlemsstat efter direktivets
regler, skal den forinden konsultere
den medlemsstat, der har udstedt
indrejseforbuddet, efter artikel 25
i Schengenkonventionen, jf.
direktivets artikel 11, stk. 4.
Det forudsættes i
direktivet, at en
tredjelandsstatsborger, der meddeles
et indrejseforbud efter direktivets
regler, indberettes til SIS. De
konsultationer, der skal finde sted,
hvis Danmark ønsker at udstede en
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger med et
indrejseforbud meddelt efter
direktivets regler, der er udstedt
af en anden medlemsstat, skal ske på
grundlag af udlændingelovens § 58 h.
Hvis opholdstilladelse udstedes,
følger det af Schengenkonventionens
artikel 25, at den indberettende
medlemsstat sletter indberetningen
af den pågældende, men at
medlemsstaten dog kan opføre
vedkommende på sin nationale liste
over uønskede personer.
Efter artikel 12,
stk. 1, skal afgørelser om
indrejseforbud affattes skriftligt
og angive de faktiske og retlige
grunde samt oplyse om de retsmidler,
der er til rådighed. Oplysninger om
de faktiske grunde kan begrænses,
hvis den nationale lovgivning
tillader en begrænsning i retten til
information, især for at beskytte
den nationale sikkerhed, forsvaret
eller den offentlige sikkerhed og
forebyggelsen, efterforskningen,
afsløringen og retsforfølgningen af
strafbare handlinger.
Dette indebærer,
at afgørelser om udvisning med
indrejseforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, skal
meddeles skriftligt ligesom de
øvrige tilbagesendelsesafgørelser i
udlændingelovens § 33, stk. 1. Der
henvises herved til afsnit 2.3.2.1.2
samt lovfor-slagets § 1, nr. 9.
2.3.2.4.
Tilsyn med
tvangsmæssig udsendelse
Ifølge
direktivets artikel 8, stk. 6, skal
medlemsstaterne sørge for en
effektiv ordning for tilsyn med
tvangsmæssig udsendelse.
Der eksisterer
ikke i dag et særskilt tilsyn med
politiets virksomhed i forbindelse
med tvangsmæssige udsendelser. Der
skal således etableres en ny
ordning.
Efter
udlændingelovens § 30, stk. 2, 1.
pkt., er det politiet, der drager
omsorg for udlændinges udrejse af
landet, når de ikke udrejser
frivilligt. Integrationsministeren
har i cirkulære nr. 65 af 15. august
2006 og cirkulære nr. 105 af 11.
december 2006 med sidenotat af 31.
marts 2008 fastsat nærmere regler
herom, jf. § 30, stk. 2, 2. pkt. Der
henvises til afsnit 2.3.1 ovenfor.
Det foreslås, at
tilsynet med tvangsmæssig udsendelse
varetages af Folketingets
Ombudsmand, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 30 a.
Tilsynet omfatter
de tvangsmæssige udsendelser, der
finder sted på baggrund af
afgørelser om tilbagesendelse i
direktivets forstand. Der er således
tale om tvangsmæssige udsendelser,
der finder sted på baggrund af
afgørelser om udvisning efter § 25,
§ 25 a, stk. 2, og § 25 b,
afgørelser om udsendelse efter § 27
b og afslag på ansøgninger om
opholdstilladelse, afslag på
forlængelser af opholdstilladelse og
inddragelse af opholdstilladelser,
som fastsætter en udrejsefrist, jf.
afsnit 2.3.2.1.1.
Folketingets
Ombudsmand skal særligt påse, at
politiets virksomhed i forbindelse
med tvangsmæssige udsendelser
foretages med respekt for individet
og uden unødig magtanvendelse.
Tilsynet foregår på grundlag af
ombudsmandsloven. Folketingets
Ombudsmand skal således bedømme, om
politiet handler i strid med
gældende ret, herunder
internationale forpligtelser og god
forvaltningsskik, jf.
ombudsmandslovens § 21. For så vidt
ombudsmanden som et led i tilsynet
gennemfører inspektioner efter § 18
i ombudsmandsloven, kan ombudsmanden
endvidere bedømme forholdene ud fra
almenmenneskelige og humanitære
synspunkter.
For så vidt angår
Danmarks internationale
forpligtelser henvises til afsnit
2.4.2 og 2.4.3.
Udsendelse af
udlændinge, der ikke udrejser
frivilligt, kan enten ske ved en
påset udrejse, hvor politipersonale
overvåger udrejsen af landet, f.eks.
ombordstigning i et fly eller skib,
eller der kan være tale om ledsaget
udrejse, hvor politipersonale
ledsager udlændingen ud af landet
til udlændingens hjemland eller et
tredjeland, hvor udlændingen har ret
til at tage ophold. Tilsynet
omfatter både påsete og ledsagede
udrejser. De tvangsmæssige
udsendelser, som Folketingets
Ombudsmand navnlig skal påse i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, er de ledsagede
udrejser, idet det må antages, at
det særligt er her, at et tilsyn er
relevant.
Folketingets
Ombudsmands tilsyn skal være
overordnet og generelt. Der skal
således som led i dette tilsyn ikke
behandles konkrete klager over den
enkelte politibetjents adfærd.
Sådanne klager skal behandles af de
relevante klagemyndigheder. Der skal
heller ikke ske underretning af den
udlænding, hvis sag Folketingets
Ombudsmand vælger at se på i
forbindelse med udøvelsen af
tilsynet. Der er tale om en generel
kontrol med udsendelsesområdet.
Folketingets Ombudsmand kan dog i
overensstemmelse med de almindelige
regler i ombudsmandsloven modtage
klager over konkrete forhold samt
tage sager op af egen drift, jf.
ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I så
fald gælder det almindelige princip
i ombudsmandslovens § 14. Efter
denne bestemmelse kan ombudsmanden
ikke behandle klager over forhold,
der kan indbringes for en anden
forvaltningsmyndighed, før denne
myndighed har truffet afgørelse.
Tilsynet
foretages på grundlag af
regelmæssige indberetninger fra
politiet og en gennemgang af et
antal afsluttede konkrete
udsendelsessager. Folketingets
Ombudsmand kan endvidere deltage i
konkrete udsendelser.
Ved deltagelse i
konkrete udsendelser vil
Folketingets Ombudsmand påse,
hvorledes udsendelsen foregår.
Folketingets Ombudsmand hverken kan
eller skal under tilsynet
intervenere i eventuelle
situationer, der måtte opstå under
udsendelsen. Folketingets Ombudsmand
har efterfølgende mulighed for at
stille spørgsmål vedrørende den
konkrete udsendelse og eventuelt
efterfølgende indlede en
undersøgelse af sagen.
Til brug for
udførelsen af tilsynet har
Folketingets Ombudsmand ret til at
forlange oplysninger, dokumenter,
udtalelser, indkaldelse til afhøring
for retten, besigtigelse af
tjenestesteder og lokaler, samt til
uden retskendelse at inspicere
private institutioner, hvor personer
er eller kan være berøvet deres
frihed, jf. § 19 i lov om
Folketingets Ombudsmand.
Folketingets
Ombudsmand og Rigspolitiet kan i
løbet af året indgå i en dialog
vedrørende enkelte sager, procedurer
m.v.
Folketingets
Ombudsmand afgiver en årlig
beretning om tilsynets virksomhed.
Beretningen offentliggøres.
Folketingets
Ombudsmand kan anvende de
reaktionsmuligheder, der er hjemlet
i ombudsmandslovens kapitel 7.
Folketingets Ombudsmand kan således
fremsætte kritik, afgive
henstillinger samt i øvrigt
fremsætte sin opfattelse af sagen.
Derudover kan Folketingets
Ombudsmand fremsætte forslag om, at
procedurer eller sagsbehandling i
forbindelse med tvangsmæssige
udsendelser, der er omfattet af
tilsynets kompetence, ændres.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 3.
2.3.2.5.
Oversættelse af
afgørelser
Efter direktivets
artikel 12, stk. 2, skal
medlemsstaterne efter anmodning
tilvejebringe en skriftlig eller
mundtlig oversættelse af de
vigtigste elementer i afgørelser
vedrørende tilbagesendelse, herunder
oplysninger om tilgængelige
retsmidler, på et sprog, som
tredjelandsstatsborgeren forstår
eller med rimelighed kan formodes at
forstå.
Efter
forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal
en forvaltningsmyndighed i fornødent
omfang yde vejledning og bistand til
personer, der retter henvendelse om
spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde.
Det fremgår af
vejledningen til forvaltningsloven,
at det må antages at følge af
bestemmelsen i forvaltningslovens
§ 7, stk. 1, om vejledningspligten
og den almindelige
forvaltningsretlige grundsætning om
forvaltningens undersøgelsespligt,
at forvaltningsmyndighederne i
almindelighed må sikre sig, at de er
i stand til at forstå og blive
forstået af udlændinge, der retter
henvendelse til myndighederne om
sager, der skal tages under
behandling af myndighederne, jf.
vejledningens pkt. 32 ff.
Af
forvaltningslovens § 22 fremgår det,
at en afgørelse, når den meddeles
skriftligt, skal ledsages af en
begrundelse. Herudover følger det af
almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger, at en part skal
underrettes om en afgørelse for at
kunne rette sig efter den.
På baggrund heraf
gives der i dag i de fleste sager,
hvor en udlænding meddeles en
tilbagesendelsesafgørelse, allerede
i forbindelse med meddelelsen af
denne afgørelse en mundtlig eller
skriftlig oversættelse af afgørelsen
eller en oversættelse af afgørelsens
væsentligste elementer.
Det foreslås, at
der indsættes en bestemmelse i
udlændingelovens § 33 b, stk. 2,
hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at
der efter anmodning skal gives en
mundtlig eller skriftlig
oversættelse af de væsentligste
elementer i
tilbagesendelsesafgørelser, der er
omfattet af udlændingelovens § 33,
stk. 1, og hvori der er fastsat en
udrejsefrist, dvs. afgørelser efter
§ 25, § 25 a, stk. 2, § 25 b, § 27
b, i afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse eller afslag på
forlængelse af en opholdstilladelse,
og i en afgørelse om inddragelse af
en tidligere meddelt
opholdstilladelse. Oversættelsen
skal gives af den myndighed, der har
truffet afgørelsen, og på et sprog,
som udlændingen forstår eller med
rimelighed kan formodes at forstå.
Kravet om
skriftlighed og kravet om
oversættelse gælder også for den del
af afgørelsen, der vedrører
udrejsefristens længde, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 33,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
8.
Bestemmelsen vil
navnlig blive relevant i de
sagstyper, hvor
udlændingemyndighederne ikke
allerede i dag i forbindelse med
meddelelse af afgørelsen giver en
oversættelse heraf eller af
afgørelsens væsentligste elementer.
Integrationsministeriet vil sammen
med Udlændingeservice og
Flygtningenævnets Sekretariat
vurdere, hvorledes
oversættelsesforpligtelsen udmøntes
i disse sager.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 9.
2.3.2.6.
Frihedsberøvelse
I direktivets
artikel 15 er der fastsat regler om
frihedsberøvelse af en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med tilbagesendelse eller
tvangsmæssig udsendelse. Artikel 15,
stk. 1-4, er allerede opfyldt i
dansk ret, jf. afsnit 2.3.1.
ovenfor.
I direktivets
artikel 15, stk. 2, 2. pkt., er der
krav om, at afgørelser om
frihedsberøvelse skal være
skriftlige. Dette er allerede
opfyldt i dag. I forbindelse med
iværksættelse af en frihedsberøvelse
anvender politiet en blanket, som i
nødvendigt omfang oversættes for
udlændingen af en tolk og udleveres
til udlændingen. Rettens afgørelse
om godkendelse af frihedsberøvelsen
og om opretholdelse af
frihedsberøvelsen træffes ved en
skriftlig kendelse.
Det foreslås, at
direktivets krav om skriftlighed i
forbindelse med afgørelser om
frihedsberøvelse udtrykkeligt
fremgår af udlændingeloven. Der
henvises til den foreslåede regel i
§ 37, stk. 7, jf. lovforslagets § 1,
nr. 10.
Det følger af
direktivets artikel 15, stk. 5 og 6,
at hver medlemsstat skal fastsætte
en begrænset periode for
frihedsberøvelsen, der ikke må
overstige 6 måneder. Medlemsstaterne
må ikke forlænge denne periode,
undtagen i en begrænset periode på
yderligere 12 måneder i
overensstemmelse med national ret,
hvis udsendelsesproceduren uanset
alle rimelige bestræbelser kan
forventes at tage længere tid som
følge af manglende samarbejde fra
den pågældende
tredjelandsstatsborgers side eller
forsinkelser i forbindelse med
fremskaffelsen af nødvendige
dokumenter fra tredjelande. Der er
således en absolut grænse for
frihedsberøvelsens udstrækning på 18
måneder.
Der er ikke i dag
i udlændingeloven regler om en
længste udstrækning af
frihedsberøvelser. Domstolene
træffer afgørelse om længden af en
frihedsberøvelse på baggrund af en
konkret proportionalitetsvurdering,
jf. også artikel 5 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Det foreslås, at
der i § 37, stk. 8, fastsættes
regler om en længste udstrækning af
frihedsberøvelser med henblik på
udsendelse af landet. Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 10.
Reglerne i
direktivet gælder kun for
tredjelandsstatsborgere. For ikke at
stille EU-borgere ringere end
tredjelandsstatsborgere har
regeringen besluttet, at forslaget
om frihedsberøvelsens længde og
forslaget om, at en afgørelse eller
en kendelse om frihedsberøvelse skal
meddeles skriftligt, skal gælde
generelt uanset udlændingens
oprindelse.
I den
præjudicielle sag, nr. C-357/09,
Kadzoev, har EU-domstolen ved dom
30. november 2009 haft lejlighed til
at tage stilling til nogle spørgsmål
vedrørende fortolkningen af
direktivets artikel 15 om
frihedsberøvelse. Sagen vedrører en
etnisk tjetjener, der i november
2006 var blevet frihedsberøvet med
henblik på udsendelse fra Bulgarien.
Under frihedsberøvelsen søgte den
pågældende om asyl. Asylansøgningen
blev afvist. Bulgarien havde ikke i
national lovgivning forud for
udsendelsesdirektivets vedtagelse
regler om maksimal periode for
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse. De nationale bulgarske
gennemførelsesbestemmelser af
udsendelsesdirektivet var allerede
trådt i kraft, da sagen blev
indbragt for den forelæggende ret.
Det centrale
spørgsmål i sagen var, om artikel
15, stk. 5 og 6, i direktivet, skal
fortolkes således, at den maksimale
varighed af frihedsberøvelsen også
skal omfatte en periode, som er
forløbet, inden ordningen i
udsendelsesdirektivet fandt
anvendelse. Endvidere blev der
spurgt om, hvorvidt perioder, hvor
en tredjelandsstatsborger, der
hidtil har været frihedsberøvet med
henblik på udsendelse, efter
national lovgivning frihedsberøves
på et andet grundlag med henblik på
gennemførelse af en
asylsagsprocedure, ikke skal
medregnes ved beregning af den
maksimale varighed af
frihedsberøvelsen. Herudover ønskede
den forelæggende ret bl.a.
EU-domstolens fortolkning af
udtrykket »ikke længere rimelig
udsigt til udsendelse« i artikel 15,
stk. 4.
EU-domstolen
fastslog, at artikel 15, stk. 5 og
6, skal fortolkes således, at den
maksimale varighed af
frihedsberøvelsen skal omfatte
frihedsberøvelsesperiode, som er
forløbet inden for rammerne af en
udsendelsesprocedure, og som er
påbegyndt, inden ordningen i
direktivet fandt anvendelse.
EU-domstolen
fastslog endvidere, at en
frihedsberøvelse, der sker på
grundlag af en afgørelse truffet i
henhold til nationale bestemmelser
eller fællesskabsbestemmelser om
asylansøgere, ikke skal anses for en
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse som omhandlet i artikel
15.
Endvidere
fastslog EU-domstolen, at artikel
15, stk. 4 og 6, skal fortolkes
således, at når den maksimale
periode for frihedsberøvelse er
udløbet, er der ikke efter disse
bestemmelser mulighed for at
forlænge frihedsberøvelsen. Der skal
således straks ske løsladelse.
Dommen indebærer,
at der ved beregningen af
frihedsberøvelsens udstrækning efter
den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 37, stk. 8, skal
indgå en eventuel
frihedsberøvelsesperiode, der er
påbegyndt inden bestemmelsens
ikrafttræden, når frihedsberøvelsen
er sket med henblik på udsendelse.
Dommen indebærer
endvidere, at der ved beregningen af
frihedsberøvelsens udstrækning ikke
skal tages hensyn til perioder, hvor
tredjelandsstatsborgeren har været
frihedsberøvet på et andet grundlag
end udsendelse. Hvis en
tredjelandsstatsborger, der er
frihedsberøvet med henblik på
udsendelse, søger om asyl, og det
vurderes, at den pågældende bør
frihedsberøves under asylsagens
behandling, bør
frihedsberøvelsesgrundlaget ændres i
overensstemmelse hermed. Hvis dette
ikke sker, vil
frihedsberøvelsesperioden under
asylsagsbehandlingen indgå i
beregningen af den maximale
udstrækning af frihedsberøvelsen
efter den foreslåede bestemmelse i
§ 37, stk. 8, og dermed forkorte den
periode, som den pågældende kan være
frihedsberøvet i med henblik på
udsendelse.
2.3.2.7.
Forhold under
frihedsberøvelsen
Det fremgår af
artikel 16, stk. 1, at
frihedsberøvelsen af
tredjelandsstatsborgere, der
opholder sig ulovligt i landet, som
hovedregel skal finde sted i særlige
faciliteter for frihedsberøvede.
Hvis dette ikke er muligt, skal den
frihedsberøvede holdes adskilt fra
almindelige indsatte.
Ved almindelige
indsatte forstås personer, som enten
er varetægtsfængslede på grund af
kriminalitet, eller som afsoner en
idømt straf.
Ifølge præambel
17 kan der dog ses bort fra kravet
om anbringelse i særlige faciliteter
m.v. ved den frihedsberøvelse, der
finder sted umiddelbart efter
pågribelsen.
Institutionen for
frihedsberøvede asylansøgere,
Ellebæk, er en særlig
frihedsberøvelsesfacilitet som
omtalt i direktivets artikel 16,
stk. 1. Institutionen blev oprettet
i 1989 for at undgå, at asylansøgere
anbringes sammen med kriminelle. I
dag er udgangspunktet, at
asylansøgere, som frihedsberøves,
herunder asylansøgere i
udsendelsesposition, anbringes i
Ellebæk. Dette gælder også
mindreårige asylansøgere mellem
14-17 år, som det vurderes
nødvendigt at frihedsberøve med
henblik på udsendelse.
Anbringelsen af
asylansøgere, der frihedsberøves med
henblik på udsendelse, er således i
overensstemmelse med
udsendelsesdirektivet.
Udlændinge, der
ikke er asylansøgere, men som
frihedsberøves med henblik på ud-
eller afvisning og/eller udsendelse,
anbringes ikke i dag i Ellebæk, men
derimod i arresthuse eller i
Københavns Fængsler. Dette gælder
som udgangspunkt også mindreårige
udlændinge mellem 14 og 17 år, der
frihedsberøves med henblik på
udsendelse. Der er således ikke tale
om anbringelse i en særlig
facilitet. De pågældende vil heller
ikke være fysisk adskilt fra
almindelige indsatte (normalt
varetægtsarrestanter), idet der ikke
i arresthusene eller Københavns
Fængsler er oprettet særlige
afdelinger for udlændinge, som er
frihedsberøvede efter
udlændingeloven.
Anbringelsen af
tredjelandsstatsborgere, som
frihedsberøves med henblik på
udsendelse, men som ikke er
asylansøgere, lever således ikke i
dag op til direktivets bestemmelser.
Det foreslås
derfor, at det af udlændingeloven
udtrykkeligt fremgår, at
frihedsberøvelse af udlændinge med
henblik på udsendelse, jf.
udlændingelovens § 36, skal finde
sted i særlige faciliteter for
frihedsberøvede. Hvis dette ikke er
muligt, skal den frihedsberøvede
holdes adskilt fra almindelige
indsatte. I praksis vil bestemmelsen
blive opfyldt ved, at også
tredjelandsstatsborgere, som
frihedsberøves med henblik på
udsendelse, men som ikke er
asylansøgere, placeres i Ellebæk.
På baggrund af
direktivets præambel 17 vil det være
muligt at anbringe frihedsberøvede
udlændinge i almindelige fængsler
eller arresthuse umiddelbart efter
pågribelsen.
Når politiet
efter pågribelsen har foretaget den
nødvendige sagsbehandling, herunder
afhøring og forelæggelse for
Udlændingeservice med henblik på ud-
eller afvisning, og har modtaget
Udlændingeservices resolution, skal
udlændingen overføres til en særlig
facilitet for frihedsberøvede. Hvis
dette ikke er muligt, skal den
pågældende adskilles fra almindelige
indsatte.
Ifølge
Direktoratet for Kriminalforsorgen
sker der i dag i ganske få tilfælde
overførsel af frihedsberøvede
asylansøgere fra Ellebæk til et
arresthus eller Københavns Fængsler,
når der foreligger ganske særlige
omstændigheder. Dette kan f.eks.
være tilfældet, hvis betingelserne
for anbringelse i sikringscelle er
opfyldt, eller hvis et fortsat
ophold i Ellebæk er åbenbart
uforsvarligt, f.eks. på grund af
undvigelsesrisiko. Derudover kan
overførsel til Københavns Fængsler
komme på tale, hvis der opstår behov
for indlæggelse i Vestre Hospital,
og anbringelse på hospital uden for
Kriminalforsorgen skønnes
uforsvarligt. Det har hidtil været
nødvendigt at overføre mellem 5-10
asylansøgere om året fra Ellebæk til
Københavns Fængsler m.v. De
overførte asylansøgeres ophold i
Københavns Fængsler har varieret
mellem et par dage til et par
måneder.
I de få tilfælde,
hvor der også for fremtiden kan være
behov for at flytte frihedsberøvede
udlændinge, vil der i hvert enkelt
tilfælde blive foretaget en konkret
vurdering af, hvor udlændingen kan
placeres. F.eks. vurderes det, om en
udlænding med akut opstået sygdom,
som nødvendiggør indlæggelse, kan
overføres til et almindeligt
hospital. Endvidere vil der i
forbindelse med disciplinær
overførsel blive foretaget en
konkret vurdering af, om udlændingen
skal overføres til et arresthus,
herunder om der – hvis overførslen
skyldes voldelig adfærd – er
grundlag for at foretage anmeldelse
af sagen til politiet. Der vil i
forhold til vurderingen blive taget
hensyn til direktivets
adskillelseskrav, således at det
alene er i de tilfælde, hvor der
ikke vurderes at være andre
muligheder, at der sker overførsel
til f.eks. et arresthus.
I de tilfælde
hvor der helt undtagelsesvist er
behov for, at der sker overførsel
til et arresthus, vil det blive
sikret, at placeringen sker på en
sådan måde, at de pågældende ikke
vil skulle indgå i fællesskabet med
de øvrige indsatte. I en række
tilfælde vil det betyde, at de
pågældende ikke vil have fællesskab
med andre under deres ophold i
arresthuset, idet der ofte ikke er
overført andre frihedsberøvede
udlændinge, som den pågældende kan
have fællesskab med.
Det er
regeringens opfattelse, at
direktivets krav om adskillelse
herved må anses for opfyldt.
Direktivets
artikel 16, stk. 1, gælder kun for
tredjelandsstatsborgere. For ikke at
stille EU-borgere ringere end
tredjelandsstatsborgere har
regeringen besluttet, at
lovforslagets bestemmelse om
anbringelsen af udlændinge, der er
frihedsberøvede med henblik på
udsendelse, skal gælde generelt
uanset udlændingens oprindelse.
Der henvises til
den foreslåede regel i § 37, stk. 9,
jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det bemærkes, at
direktivet ikke finder anvendelse på
udlændinge, der afvises efter
reglerne i § 28, eller som udvises
af landet på grund af kriminalitet
efter udlændingelovens §§ 22-24, §
25 a, stk. 1, eller § 25 c. I
forhold til disse udlændinge skal
der således ikke tages særlige
forholdsregler for så vidt angår
kravet om, at de skal være adskilt
fra almindelige indsatte.
2.3.2.8.
Indberetning
til Schengeninformationssystemet
Det følger af
Schengenkonventionens artikel 96,
stk. 1, at de kompetente nationale
myndigheder træffer afgørelse om
indberetning i
Schengeninformationssystemet
(herefter SIS) af uønskede
udlændinge
(tredjelandsstatsborgere), der
nægtes indrejse. Når SIS
II-forordningen finder anvendelse,
hvilket forventes at ske i
slutningen af 2011, vil indberetning
ske på grundlag af forordningens
artikel 24. Artikel 24, stk. 2,
svarer til Schengenkonventionens
artikel 96, stk. 2.
En udlænding kan
efter Schengenkonventionens artikel
96, stk. 2, indberettes som uønsket,
hvis den pågældende udlændings
tilstedeværelse i landet formodes at
udgøre en trussel mod den offentlige
orden eller sikkerhed eller mod
statens sikkerhed. Dette gælder i
særdeleshed,
– når
en udlænding er idømt frihedsstraf
af en varighed på mindst 1 år på
grund af en strafbar handling, eller
– når
der er begrundet mistanke om, at den
pågældende har begået alvorlige
strafbare handlinger, eller når der
foreligger konkrete indicier, der
lader formode, at den pågældende har
til hensigt at begå sådanne
handlinger på medlemslandets område.
Det følger af
artikel 96, stk. 3, at afgørelser
efter stk. 1, ligeledes kan bygge
på, at den pågældende udlænding er
blevet udsendt, afvist eller udvist,
når disse foranstaltninger ikke er
blevet udskudt eller suspenderet, og
de indebærer eller er ledsaget af et
indrejseforbud eller eventuelt et
forbud mod at tage ophold som følge
af en overtrædelse af de nationale
bestemmelser om udlændinges indrejse
og ophold.
Artikel 96 er en
skønsmæssig bestemmelse, der
overlader den endelige fastlæggelse
af kriterierne for indberetning til
SIS til de nationale myndigheder,
idet der i artiklen dog opstilles
nogle retningslinjer for
fastlæggelsen heraf, herunder at
udlændingen er en trussel for den
offentlige orden eller sikkerhed
eller for den nationale sikkerhed.
Schengenkonventionens artikel 96 er
udmøntet i udlændingelovens § 58 g.
Efter
udlændingelovens § 58 g indberetter
Rigspolitichefen en udlænding, som
ikke er statsborger i et EU- eller
Schengenland, som uønsket til SIS,
hvis den pågældende er udvist af
landet i medfør af udlændingelovens
§§ 22-24 og meddelt indrejseforbud
for mindst 5 år, eller hvis
udlændingen er udvist af landet i
medfør af § 25. Indberetning sker
endvidere, hvis udlændingen er
meddelt afslag på opholdstilladelse
efter § 10, stk. 1, eller stk. 2,
nr. 1 eller 2, hvis udlændingens
opholdstilladelse er inddraget i
medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller
3, eller hvis udlændingen har fået
udstedt visum efter § 4 eller § 4 a
og er udvist af landet i medfør af
§ 25 b efter at have fået afslag på
en ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7.
Ifølge § 58 g er
den omstændighed, at en udlænding
har begået en strafbar handling
eller er blevet udvist efter de
nationale regler herom, ikke i sig
selv tilstrækkeligt grundlag for
indberetning til SIS. Der skal kun
ske indberetning til SIS, hvis en
udlænding er blevet udvist som følge
af en alvorlig strafbar handling
eller som følge af andre forhold,
som indebærer, at den pågældende er
en trussel mod den offentlige orden.
Udvisning af
ordensmæssige hensyn, jf.
udlændingelovens § 25 a, eller som
følge af ulovligt ophold jf.
udlændingelovens § 25 b, kan således
i dag ikke begrunde indberetning af
en udlænding til SIS.
Direktivet
forudsætter imidlertid, at
tredjelandsstatsborgere, som er
pålagt at udrejse straks, eller som
ikke er udrejst i overensstemmelse
med udrejsefristen, skal meddeles et
indrejseforbud, jf. artikel 11,
stk. 1. Indrejseforbuddet skal gælde
indrejse og ophold i alle
medlemsstater, jf. præambel 14.
Ifølge præambel 18 bør
medlemsstaterne indberette
udlændinge, der har fået et
indrejseforbud efter direktivets
regler, til SIS, således at andre
medlemsstater bliver bekendt med
indrejseforbuddet. Indberetningen
sker på grundlag af
Schengenkonventionens artikel 96,
stk. 3.
Det foreslås at
ændre udlændingelovens § 58 g i
overensstemmelse hermed.
Forslaget
indebærer, at
tredjelandsstatsborgere, der udvises
med indrejseforbud efter
udlændingelovens § 25 b, stk. 1, på
grund af ulovligt ophold, eller
udvises med indrejseforbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, på grund af pålæg om at
udrejse straks eller på grund af en
overskridelse af en udrejsefrist,
skal indberettes til SIS. Der kan
bl.a. være tale om afviste
asylansøgere, som ikke medvirker til
udrejsen, eller andre
tredjelandsstatsborgere, som har
fået afslag på familiesammenføring
eller opholdstilladelse på andet
grundlag, og som er pålagt at
udrejse straks eller ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen.
Det fremgår af afsnit 2.3.2.2.1, i
hvilke tilfælde en
tredjelandsstatsborger kan pålægges
at udrejse af landet straks.
Udlændingeservice
sørger for at orientere
Rigspolitichefen, når der er truffet
en endelig afgørelse om udvisning
efter udlændingelovens § 25 b i
forhold til en
tredjelandsstatsborger med henblik
på, at Rigspolitichefen indberetter
den pågældende til SIS.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 14.
2.4.
Danmarks
internationale forpligtelser
Af direktivets
præambel 22 fremgår det, at »barnets
tarv« i overensstemmelse med De
Forenede Nationers konvention fra
1989 om barnets rettigheder bør være
et væsentligt hensyn for
medlemsstaterne ved gennemførelsen
af dette direktiv. Det fremgår
endvidere, at respekten for
familielivet i overensstemmelse med
den europæiske konvention til
beskyttelse af menneskerettighederne
og grundlæggende frihedsrettigheder
bør være et væsentligt hensyn for
medlemsstaterne ved gennemførelsen
af direktivet.
Af præambel 23
fremgår det, at anvendelsen af
direktivet ikke berører de
forpligtelser, der følger af
Genève-konventionen af 28. juli 1951
om flygtninges retsstilling, som
ændret ved New York-protokollen af
31. januar 1967.
Endelig fremgår
det af præambel 24, at direktivet
respekterer de grundlæggende
rettigheder og overholder de
principper, som navnlig er anerkendt
i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder.
Danmarks
internationale forpligtelser kan
navnlig få betydning i forhold til
lovforslagets udvisningsbestemmelse
i § 25 b, stk. 2, og i forhold til
meddelelse af indrejseforbud. Der
foreslås derfor i § 25 b, stk. 2, en
mulighed for at undlade udvisning,
når særlige grunde taler herimod,
samt en mulighed i § 32, stk. 9, for
i ganske særlige tilfælde at ophæve
et indrejseforbud, der er meddelt i
forbindelse med udvisning efter § 25
b, stk. 2. Internationale
forpligtelser kan ligeledes få
betydning i sager om
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse. Endelig kan
internationale forpligtelser få
betydning i forbindelse med
tvangsmæssig udsendelse.
2.4.1.
Udvisning med
indrejseforbud og eventuel ophævelse
af indrejseforbud
Udvisning kan
ikke finde sted, hvis det vil være i
strid med Danmarks internationale
forpligtelser. I den forbindelse er
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention med
tilhørende tillægsprotokoller særlig
relevant. FN’s Torturkonvention,
FN’s Flygtningekonvention, FN’s
konvention om borgerlige og
politiske rettigheder og FN’s
konvention om barnets rettigheder
indeholder ligeledes relevante
bestemmelser på dette område.
Der gælder
særlige regler for
EU-/EØS-statsborgere som følge af
retten til fri bevægelighed inden
for EU. Disse EU-regler har
imidlertid ikke betydning i sager om
udvisning efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, idet
bestemmelsen alene gælder for
tredjelandsstatsborgere, der ikke er
omfattet af EU-reglerne om fri
bevægelighed.
Det bemærkes, at
der alene opstår spørgsmål om
udvisning efter § 25 b, stk. 2, i
det tilfælde hvor en
tredjelandsstatsborger er meddelt
afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse, afslag på
ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse eller inddragelse
af en tidligere meddelt
opholdstilladelse og er blevet
pålagt at udrejse straks eller ikke
er udrejst i overensstemmelse med
den fastsatte udrejsefrist.
I disse tilfælde
vil der oftest − afhængig af den
konkrete sag − allerede i
forbindelse med afslaget på
ansøgningen om opholdstilladelse,
afslaget på ansøgningen om
forlængelse af en opholdstilladelse
eller inddragelsen af en tidligere
meddelt opholdstilladelse være taget
stilling til, om Danmarks
internationale forpligtelser er til
hinder for en sådan afgørelse. Det
vil således navnlig være det
forhold, at den pågældende i
forbindelse med udvisningen meddeles
indrejseforbud i 2 år, der skal
vurderes i forhold til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention m.v.
Hvis udlændingen
gør gældende, at der er
internationale forpligtelser til
hinder for udvisningen, som ikke
tidligere er vurderet af
myndighederne, må disse
internationale forpligtelser
vurderes enten i forbindelse med en
genoptagelse af sagen om
opholdstilladelse eller i relevante
tilfælde ved at henvise udlændingen
til at søge om asyl.
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK)
indeholder ikke regler, der direkte
tager sigte på at regulere
medlemsstaternes adgang til at
udvise udlændinge på grund af
overskridelse af en udrejsefrist
eller pålæg om at udrejse straks.
Nogle af konventionens bestemmelser
har dog betydning i forhold til
udvisning og udsendelse, navnlig
EMRK artikel 3 og 8.
Efter EMRK
artikel 3 må ingen underkastes
tortur og ej heller umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller
straf.
Bestemmelsen er
absolut og tillader ikke nogen
undtagelser. Bestemmelsen har
eksterritorial virkning, hvilket
indebærer, at en udlænding aldrig
kan udsendes til et land, hvor der
er vægtige grunde til at antage, at
den pågældende vil være i reel
risiko for at blive behandlet i
strid med artikel 3.
Efter EMRK
artikel 8, stk. 1, har enhver ret
til respekt for blandt andet sit
privat- og familieliv. Ingen
offentlig myndighed må gøre indgreb
i udøvelsen af denne ret, medmindre
det sker i overensstemmelse med
loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til
den nationale sikkerhed, den
offentlige tryghed eller landets
økonomiske velfærd, for at forebygge
uro eller forbrydelse, for at
beskytte sundheden eller
sædeligheden eller for at beskytte
andres rettigheder og friheder, jf.
artikel 8, stk. 2.
I det omfang, der
med en konkret afgørelse om
udvisning foretages indgreb i
udlændingens privat- og familieliv,
skal staten påvise, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt, jf.
artikel 8, stk. 2.
Det følger af Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis,
at indgreb i udlændingens privat- og
familieliv skal stå i rimeligt
forhold til de formål, indgrebet
(udvisningen) skal varetage. Der
foretages således en
proportionalitetsafvejning mellem
det hensyn, som staten søger at
varetage, f.eks. »at forebygge uro
og forbrydelse«, og hensynet til den
pågældendes privat- og familieliv.
Denne
proportionalitetsafvejning foretages
på baggrund af en samlet og konkret
vurdering af en række elementer.
I
proportionalitetsafvejningen indgår
bl.a. udlændingens tilknytning til
opholdslandet, herunder
opholdstiden, alderen på
indrejsetidspunktet, familieforhold
i opholdslandet, herunder om
udlændingen har ægtefælle/samlever
og børn, og om disse har mulighed
for at følge med til
oprindelseslandet, samt øvrige
tilknytningsfaktorer i form af
arbejde, uddannelse m.v.
Endvidere indgår
udlændingens tilknytning til sit
oprindelsesland ud over det formelle
statsborgerskab, herunder bopælstid
dér før udrejsen til det aktuelle
opholdsland, senere ophold og besøg
i oprindelseslandet samt disses
varighed og karakter, udlændingens
værnepligtsforhold, om udlændingen
taler sproget, er fortrolig med
kulturen og eventuelt har fået en
uddannelse dér, om der findes
familiemedlemmer og i så fald den
faktiske tilknytning til disse samt
anden form for tilknytning til
personer i oprindelseslandet.
Endelig indgår
spørgsmålet om længden af
indrejseforbuddet i
proportionalitetsafvejningen.
Et helt centralt
spørgsmål i sager, hvor udlændingen
er født i opholdslandet eller kommet
dertil som barn, er spørgsmålet om
tilknytningen til oprindelseslandet
(statsborgerlandet). Har udlændingen
ingen eller begrænset tilknytning
hertil, kan en udvisning indebære en
krænkelse af EMRK artikel 8.
I sager, hvor
udlændingen har ægtefælle og børn,
der bor i opholdsstaten, er det
afgørende, om der er åbenbare og
uoverstigelige hindringer for at
udøve familielivet et andet sted.
Hvis dette er tilfældet, kan en
udvisning af udlændingen udgøre en
krænkelse af EMRK artikel 8.
EMRK’s
tillægsprotokoller indeholder også
bestemmelser, der kan have betydning
for medlemsstaternes nationale
udvisningsregler.
Artikel 3 i
EMRK’s tillægsprotokol 4 indeholder
et forbud mod udvisning af egne
statsborgere, og tillægsprotokollens
artikel 4 indeholder et forbud mod
kollektiv udvisning af udlændinge.
Tillægsprotokol 6 og 13 indeholder
forbud mod dødsstraf henholdsvis i
fredstid og under alle forhold.
Disse bestemmelser har efter
Domstolens praksis også
eksterritorial virkning og er
således til hinder for
udlevering/udsendelse til en stat,
hvor den pågældende risikerer at
blive idømt dødsstraf og henrettet.
Artikel 1 i
EMRK’s tillægsprotokol 7 indeholder
en bestemmelse om, at en udlænding,
der lovligt er bosiddende på en
stats territorium, ikke kan udvises
derfra, medmindre dette sker i
medfør af en beslutning truffet i
overensstemmelse med loven. Den
pågældende skal have a) adgang til
at fremføre de grunde, der taler mod
udvisningen, b) at få sagen prøvet
på ny, og c) med henblik herpå at
være repræsenteret over for den
kompetente myndighed eller en person
eller personer udpeget af denne
myndighed. En udlænding kan dog
udvises inden udøvelsen af de i
a)-c) nævnte rettigheder, når dette
er nødvendigt af hensyn til den
offentlige orden eller begrundet i
hensynet til den nationale
sikkerhed.
Det fremgår af
Den Europæiske Unions Charter om
Grundlæggende Rettigheder
(charteret) artikel 51, stk. 1, 1.
pkt., at bestemmelserne i charteret
er rettet til Unionens
institutioner, organer, kontorer og
agenturer under iagttagelse af
nærhedsprincippet samt til
medlemsstaterne, dog kun når de
gennemfører EU-retten.
Det fremgår af
charterets artikel 52, stk. 3, at i
det omfang charteret indeholder
rettigheder svarende til dem, der er
sikret ved den europæiske konvention
til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, har de samme
betydning og omfang som
konventionen. Denne bestemmelse er
ikke til hinder for, at EU-retten
kan yde en mere omfattende
beskyttelse.
Efter charterets
artikel 4 må ingen underkastes
tortur, ej heller umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf. Det fremgår bl.a. af de
forklarende bemærkninger til
artiklen, at den ret der fastlægges
i artikel 4, svarer til den ret, der
er sikret gennem artikel 3 i EMRK,
hvis affattelse er identisk. Det
fremgår endvidere af de forklarende
bemærkninger, at charterets artikel
4 har samme betydning og omfang som
EMRK artikel 3, jf. herved
charterets artikel 52, stk. 3.
Efter charterets
artikel 7 har enhver ret til respekt
for sit privatliv og familieliv, sit
hjem og sin kommunikation. Det
fremgår bl.a. af de forklarende
bemærkninger til artikel 7, at de
rettigheder, der sikres ved
artiklen, svarer til dem, der er
sikret ved artikel 8 i EMRK, og at
retten efter artikel 7, i henhold
til artikel 52, stk. 3, har samme
betydning og omfang som den
tilsvarende ret i EMRK.
På den baggrund
finder regeringen, at de nævnte
artikler i charteret har samme
betydning og omfang som de
tilsvarende artikler i EMRK, hvorfor
der i forhold til Danmarks
forpligtelser efter charteret i det
hele kan henvises til omtalen af
EMRK.
FN’s konvention
om borgerlige og politiske
rettigheder indeholder i artikel 13
et krav om individuel prøvelse af en
udlændings udvisningssag. Artikel 7
indeholder et forbud mod tortur samt
anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf. Artikel 17 og artikel 23
beskytter retten til respekt for
blandt andet familielivet.
FN’s
Torturkonventions artikel 3
indeholder et forbud mod at udvise
til en stat, hvor der er vægtige
grunde til at antage, at den
pågældende vil være i fare for at
blive underkastet tortur.
Efter FN’s
Flygtningekonventions artikel 32 må
en flygtning, der lovligt befinder
sig på en medlemsstats område, ikke
udvises, undtagen af hensyn til den
nationale sikkerhed eller den
offentlige orden. Artikel 33
indeholder et forbud mod udvisning
og afvisning af en flygtning til
sådanne områder, hvor vedkommendes
liv eller frihed ville være truet på
grund af hans race, religion,
nationalitet, hans tilhørsforhold
til en særlig social gruppe eller
hans politiske anskuelser.
Bestemmelsen kan dog ikke påberåbes
af en flygtning, som med rimelig
grund må anses for en fare for det
lands sikkerhed, i hvilket han
befinder sig, eller som efter en
endelig dom for en særlig farlig
forbrydelse må betragtes som en fare
for samfundet i det pågældende land.
Efter artikel 3,
stk. 1, i FN’s børnekonvention skal
barnets tarv komme i første række i
alle foranstaltninger vedrørende
børn, hvad enten disse udøves af
offentlige eller private
institutioner for social velfærd,
domstole, forvaltningsmyndigheder
eller lovgivende organer. Efter
artikel 9, stk. 3, skal
deltagerstaterne respektere retten
for et barn, der er adskilt fra den
ene eller begge forældre, til at
opretholde regelmæssig personlig
forbindelse og direkte kontakt med
begge forældre, undtagen hvis dette
strider mod barnets tarv. Ved
adskillelse som følge af blandt
andet udvisning påhviler der
deltagerstaten en række
forpligtelser med henblik på at give
oplysninger om det fraværende
familiemedlems opholdssted, jf.
artikel 9, stk. 4.
Især for så vidt
angår Flygtningekonventionen og
Børnekonventionen foreligger der
ikke så omfattende og præcise
fortolkningsbidrag som med hensyn
til EMRK, der nærmere angiver
rækkevidden af de nævnte
bestemmelser i forhold til staternes
mulighed for at udvise udlændinge.
Praksis ved FN’s Torturkomité og
Menneskerettighedskomité indeholder
dog nogen vejledning om
fortolkningen af Torturkonventionen
og Konventionen om Borgerlige og
Politiske Rettigheder.
I de sager, hvor
Udlændingeservice − og
Integrationsministeriet som
klageinstans − skal tage stilling
til, om der skal ske udvisning efter
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, må det konkret vurderes, om
afgørelsen er i overensstemmelse med
de ovennævnte internationale
forpligtelser.
I tilfælde af, at
der efter den foreslåede bestemmelse
i § 32, stk. 9, ansøges om ophævelse
af et indrejseforbud meddelt i
forbindelse med en udvisning efter
forslaget til § 25 b, stk. 2, skal
det vurderes, om de ovennævnte
internationale forpligtelser taler
for, at indrejseforbuddet ophæves.
2.4.2.
Frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse
Frihedsberøvelse
med henblik på udsendelse reguleres
af reglerne i udlændingelovens § 36,
stk. 1, 5 og 6 og § 37, herunder de
foreslåede bestemmelser i § 37,
stk. 7-9. Frihedsberøvelse kan ikke
finde sted, hvis det vil være i
strid med Danmarks internationale
forpligtelser. I den forbindelse er
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention særlig
relevant. FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder
samt FN’s konvention om barnets
rettigheder indeholder ligeledes
relevante bestemmelser.
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK)
indeholder i artikel 5, stk. 1,
litra f, en regel vedrørende
frihedsberøvelse af udlændinge.
Efter
bestemmelsen kan der ske
frihedsberøvelse af en person »for
at hindre ham i uretmæssigt at
trænge ind i landet. Der kan
endvidere ske frihedsberøvelse af en
person, «mod hvem der tages skridt
til udvisning eller udlevering«.
Andet led vedrører således
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse. Der kan bl.a. være tale
om en udlænding, overfor hvem der er
truffet en tilbagesendelsesafgørelse
i direktivets forstand, jf. afsnit
2.3.2.1.1. ovenfor.
Frihedsberøvelse
med henblik på udvisning eller
udsendelse kræver ikke anden
begrundelse end det, at der er taget
skridt til udvisning eller
udsendelse. Der skal dog være tale
om et reelt formål, og beslutningen
om frihedsberøvelsen skal være
truffet i overensstemmelse med
loven.
Det følger af Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis,
at der skal være en reel mulighed
for at gennemføre en udsendelse af
udlændingen, for at
frihedsberøvelsen er forenelig med
konventionen. Det følger endvidere
af praksis, at myndighederne skal
udvise passende omhu, når de tager
skridt til udsendelse m.v. Domstolen
vil således foretage en vurdering
af, om den tidsmæssige udstrækning
af frihedsberøvelsen er rimelig, og
frihedsberøvelsen ophører med at
være i overensstemmelse med litra f,
hvis sagen ikke fremmes med den
fornødne omhu.
Efter artikel 5,
stk. 4, har enhver, der er
frihedsberøvet, ret til at indbringe
sagen for en domstol, for at denne
hurtigt kan træffe afgørelse om
lovligheden af frihedsberøvelsen og
beordre ham løsladt, hvis
frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Efter artikel 6 i
EU’s Charter om Grundlæggende
Rettigheder har enhver ret til
frihed og personlig sikkerhed. Af de
forklarende bemærkninger til artikel
6 fremgår bl.a., at de rettigheder,
der er omhandlet i artikel 6, svarer
til de rettigheder, der er sikret
ved artikel 5 i EMRK, og at de, jf.
herved artikel 52, stk. 3, har samme
betydning og omfang.
Der henvises til
afsnit 2.4.1. om Den Europæiske
Unions Charter om Grundlæggende
Rettigheder.
FN’s konvention
om borgerlige og politiske
rettigheder indeholder i artikel 9,
stk. 1, en bestemmelse om, at enhver
har ret til frihed og personlig
sikkerhed, og at ingen må
underkastes vilkårlig arrest eller
frihedsberøvelse. Det fremgår
endvidere, at ingen må berøves sin
frihed undtagen af sådanne grunde,
og i overensstemmelse med sådanne
fremgangsmåder, som er fastsat ved
lov. Af artikel 9, stk. 4, fremgår
det, at enhver, der berøves sin
frihed ved arrestation eller anden
tilbageholdelse, skal have ret til
at indbringe sagen for en domstol,
for at denne uden ophold kan træffe
afgørelse om lovligheden af hans
tilbageholdelse og beordre ham
løsladt, hvis tilbageholdelsen ikke
er lovlig.
Af artikel 10,
stk. 1, i konventionen fremgår det,
at alle, der berøves deres frihed,
skal behandles humant og med respekt
for menneskets naturlige værdighed.
FN’s konvention
om barnets rettigheder, fremgår det
af artikel 9, stk. 1, at
deltagerstaterne skal sikre, at
barnet ikke adskilles fra sine
forældre mod deres vilje, undtagen
når kompetente myndigheder, hvis
afgørelser er undergivet retlig
prøvelse, i overensstemmelse med
gældende lov og praksis bestemmer,
at en sådan adskillelse er nødvendig
af hensyn til barnets tarv. Ved
adskillelse som følge af bl.a.
tilbageholdelse, påhviler der
deltagerstaten en række
forpligtelser med henblik på at give
oplysninger om det fraværende
familiemedlems opholdssted, jf.
artikel 9, stk. 4.
I forbindelse med
en beslutning om frihedsberøvelse
med henblik på udsendelse, herunder
en beslutning om opretholdelse af en
sådan frihedsberøvelse, skal
politiet og retten, jf.
udlændingelovens §§ 36 og 37, sikre
sig, at frihedsberøvelsen er i
overensstemmelse med de ovennævnte
internationale forpligtelser.
2.4.3.
Tvangsmæssig
udsendelse
En tvangsmæssig
udsendelse skal ske i
overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser. I den
forbindelse er Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention særlig
relevant. FN’s konvention om barnets
rettigheder er ligeledes relevant.
Efter EMRK
artikel 3 må ingen underkastes
tortur og ej heller umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller
straf. Bestemmelsen er absolut og
tillader ikke nogen undtagelser.
En udlænding kan
således aldrig udsendes til et land,
hvor der er vægtige grunde til at
antage, at den pågældende vil være i
reel risiko for at blive behandlet i
strid med artikel 3.
Efter
omstændighederne kan de faktiske
forhold i forbindelse med
udsendelsen, herunder
udsendelsesmåden, være i strid med
artikel 3.
Eventuel
magtanvendelse i forbindelse med
gennemførelse af en tvangsmæssig
udsendelse vurderes i forhold til
artikel 3.
Efter artikel 3,
stk. 1, i FN’s børnekonvention skal
barnets tarv komme i første række i
alle foranstaltninger vedrørende
børn, hvad enten disse udøves af
offentlige eller private
institutioner for social velfærd,
domstole, forvaltningsmyndigheder
eller lovgivende organer.
3.
Justering af
udlændingeloven på baggrund af
opholdsdirektivet
Lovforslaget
indeholder tillige to mindre forslag
til justering af udlændingeloven med
henblik på at præcisere
implementeringen af
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april
2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes
og opholde sig frit på
medlemsstaternes område.
Der er tale om en
implementering af kravet om, at
længden af en udrejsefrist for en
EU-borger, som har fået begrænset
sin frie bevægelighed, skal være på
mindst en måned, medmindre der er
tale om behørigt begrundede
hastetilfælde, jf. direktivets
artikel 30, stk. 3. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 8.
Der er endvidere
tale om en implementering af kravet
om, at der skal tages stilling til
en ansøgning om ophævelse af et
indrejseforbud inden 6 måneder fra
ansøgningens indgivelse, jf.
direktivets artikel 32, stk. 1. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr.
6.
4.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget
medfører ændrede procedurer for
fastsættelse af udrejsefrister og
udrejsekontrol, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 33, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8, samt nye
regler i forbindelse med
oversættelse af afgørelser, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 33 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9.
Lovforslaget medfører desuden, at
der i flere tilfælde end i dag skal
ske udvisning med indrejseforbud,
jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 25 b, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 2, og at der i tilknytning
hertil vil skulle tages stilling
til, om den foreslåede bestemmelse i
§ 32, stk. 4, 4. pkt., jf.
lovforslagets § 1, nr. 5, skal finde
anvendelse. Endvidere betyder
lovforslaget, at der skal foretages
vurderinger vedrørende ophævelse af
indrejseforbud i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 9, 2. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7.
På
Integrationsministeriets område
medfører direktivet øget
sagsadministration i forbindelse med
vurdering af udrejsefrist og
indberetning i SIS. Desuden
forventes der flere ansøgninger om
ophævelse af indrejseforbud, ligesom
der kan forventes flere ansøgninger
om forlængelse af udrejsefristen.
Herudover vil der i et større antal
sager skulle ske oversættelse af
dele af afgørelsen, hvor der
fastsættes en udrejsefrist.
Merudgifterne på
Integrationsministeriets område
skønnes at udgøre i alt 2,1 mio. kr.
årligt. Merudgifterne fordeler sig
med 1,4 mio. kr. årligt på
§ 18.11.15. Udlændingeservice, 0,3
mio. kr. årligt på § 18.11.01.
Departementet samt 0,4 mio. kr.
årligt på § 18.21.05.
Flygtningenævnet. Merudgifterne
afholdes inden for de eksisterende
økonomiske rammer
På
Justitsministeriets område medfører
direktivet øget sagsadministration
for Rigspolitiet. Herudover vil
politiets opgave med forkyndelser og
udrejsekontrol udvides til at
omfatte op til 3 besøg hos den
enkelte udlænding mod som regel
mellem 1-2 besøg i dag.
Merudgifterne skønnes at udgøre i
alt 8,4 mio. kr. årligt og afholdes
inden for politiets
eksisterende økonomiske rammer.
Efter forslaget
til bestemmelsen i lovforslagets
§ 30 a, jf. lovforslagets § 1, nr.
3, varetager Folketingets Ombudsmand
tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.
Opgaven forventes at indebære
meromkostninger til et årsværk på
§ 3.21. Folketingets Ombudsmand.
Herudover vil der være merudgifter
til rejse og ophold i forbindelse
med tilsyn. Meromkostningerne til
ombudsmandens opgaver forbundet med
tilsynet afholdes inden for de
eksisterende økonomiske rammer på
§ 18. Integrationsministeriet.
5.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har
ikke økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6.
Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har
ikke miljømæssige konsekvenser.
7.
Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har
ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
8.
Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget
gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder
og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold. Der henvises nærmere til
afsnit 2.2.
Lovforslaget
gennemfører endvidere
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april
2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes
og opholde sig frit på
medlemsstaternes område for så vidt
angår kravet om, at længden af
udrejsefrister for EU-borgere som
udgangspunkt ikke må være under 1
måned, og kravet om, at der skal
tages stilling til en ansøgning om
ophævelse af et indrejseforbud inden
for 6 måneder. Der henvises til
afsnit 3.
9.
Hørte
myndigheder m.v.
Lovforslaget har
været sendt i høring til følgende
myndigheder og organisationer:
Advokatsamfundet,
Akademikernes Centralorganisation,
Amnesti Nu, Amnesty International,
BARD – Board of Airline
Representatives in Denmark,
Boligselskabernes Landsforening,
Børnerådet, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børns Vilkår,
Danmarks Lejeforeninger, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Rejsebureau
Forening, Danner, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Flygtningehjælp, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog
Forening, Dansk Røde Kors
Asylkontoret, Dansk Røde Kors
Landskontoret, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske
Advokater, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Den Danske
Europabevægelse, Den Katolske Kirke
i Danmark, Det Danske Akademi,
Dokumentations- og
Rådgivningscentret om
Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, Flygtninge Under
Jorden, Flygtningenævnet, Foreningen
af Offentlige Anklagere, Foreningen
af Statsforvaltningsjurister,
Foreningen af
Statsforvaltningsdirektører,
Foreningen af
Udlændingeretsadvokater, Færøernes
Landsstyre, Grønlands Selvstyre,
Håndværksrådet,
Indvandrerrådgivningen, Institut for
Menneskerettigheder, KL, Knud Vilby
(På vegne af Fredsfonden),
Københavns byret, Landsforeningen
Adoption og Samfund, Landsforeningen
af Forsvarsadvokater,
Landsorganisationen af
Kvindekrisecentre, Mellemfolkeligt
Samvirke, Politiforbundet i Danmark,
PRO-Vest, Præsidenten for Vestre
Landsret, Præsidenten for Østre
Landsret, Red Barnet, RCT –
Rehabiliterings- og
Forskningscentret for Torturofre,
Reden Stop Kvindehandel,
Retslægerådet, Retspolitisk
Forening, Retssikkerhedsfonden,
Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup,
Retten i Helsingør, Retten i
Herning, Retten i Hillerød, Retten i
Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i
Holstebro, Retten i Horsens, Retten
i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i
Nykøbing Falster, Retten i Næstved,
Retten i Odense, Retten i Randers,
Retten i Roskilde, Retten i
Svendborg, Retten i Sønderborg,
Retten i Viborg, Retten i Aalborg,
Retten i Aarhus, Retten på Bornholm,
Retten på Frederiksberg,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet
for Etniske Minoriteter,
Samarbejdsgruppen om
Børnekonventionen, SAS Head Office,
SOS mod Racisme,
Trykkefrihedsselskabet, UNHCR og
Ægteskab uden Grænser.
|
|
|
10.
Vurdering af
konsekvenser
af
lovforslaget
|
|
|
|
|
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja,
angiv
omfang)
|
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja,
angiv
omfang)
|
Økonomiske
konsekvenser
for det
offentlige
|
Ingen
|
Lovforslaget
indebærer
merudgifter
til øget
sagsadministration
på 2,1 mio.
kr. i 2011
og frem på
Integrationsministeriets
område samt
8,4 mio. kr.
i 2011 og
frem på
Justitsministeriets
område.
Herudover
vil der være
merudgifter
til
varetagelse
af
tilsynsopgaven
i 2011 og
frem.
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet
til
EU-retten
|
Lovforslaget
gennemfører
direktiv
2008/115/EF
på
mellemstatsligt
grundlag,
jf.
Protokollen
om Danmarks
stilling
artikel 5
(nu artikel
4 i Protokol
om Danmarks
stilling
efter
Lissabontraktatens
ikrafttræden).
Der er
enkelte
justeringer
af
udlændingeloven
som følge af
direktiv
2004/38/EF.
|
|
|
|
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 10, stk. 4, 2. pkt., er en
følge af artikel 11, stk. 3, 3. og
4. pkt., i direktiv 2008/115/EF.
Efter artikel 11,
stk. 1, skal en
tredjelandsstatsborger, dvs. en
udlænding, der ikke er statsborger i
et EU- eller Schengenland eller i
øvrigt ikke er omfattet af
EU-reglerne (familie til EU- eller
EØS-borgere), som opholder sig
ulovligt på en medlemsstats område,
meddeles et indrejseforbud, hvis den
pågældende i forbindelse med en
afgørelse om tilbagesendelse
pålægges at udrejse straks, eller
hvis forpligtelsen til at vende
tilbage ikke er efterkommet.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan
medlemsstaterne undlade at udstede
eller kan ophæve eller suspendere et
indrejseforbud i individuelle
tilfælde af humanitære grunde. Efter
direktivets artikel 11, stk. 3, 4.
pkt., kan medlemsstaterne ophæve
eller suspendere et indrejseforbud i
individuelle tilfælde − eller i
kategorier af tilfælde − af andre
grunde.
På baggrund af
artikel 11 er det foreslået i § 25
b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2, at Udlændingeservice kan
undlade at udvise en
tredjelandsstatsborger, som efter
direktivets regler er pålagt at
udrejse straks, eller som ikke er
udrejst i overensstemmelse med
udrejsefristen, hvis særlige grunde
taler herimod. Det er endvidere
foreslået i § 32, stk. 9, 2. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7, at
Udlændingeservice i ganske særlige
tilfælde, herunder af hensyn til
familiens enhed, kan ophæve et
indrejseforbud, der er meddelt en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med udvisning efter § 25 b.
Det fremgår af
udlændingelovens § 10, stk. 3, 2.
pkt., og stk. 4, at en udlænding,
der er meddelt et indrejseforbud i
forbindelse med en udvisning efter
§ 25 b, i visse tilfælde alligevel
kan meddeles en opholdstilladelse.
Hvis tredjelandsstatsborgeren efter
disse bestemmelser skal meddeles en
opholdstilladelse på trods af
indrejseforbuddet, anvendes den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 9, 2. pkt., til at ophæve
indrejseforbuddet.
Af § 10, stk. 4,
fremgår det, at en udlænding, som
har et indrejseforbud, jf. § 32,
stk. 1, ikke kan gives
opholdstilladelse efter § 8, stk. 3,
og §§ 9-9 f, medmindre ganske
særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, taler derfor,
dog tidligst 2 år efter udrejsen.
Der er ikke i
direktivet en bestemmelse – svarende
til udlændingelovens § 10, stk. 4 –
hvorefter et indrejseforbud alene
kan ophæves, når der er forløbet en
vis periode efter udrejsen.
Det foreslås
derfor i § 10, stk. 4, 2. pkt., at 2
års kravet ikke gælder i sager om
udvisning af tredjelandsstatsborgere
efter udlændingelovens § 25 b. Det
gælder både udvisning efter § 25 b,
stk. 1, og den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2.
Bestemmelsen
indebærer, at der i ganske særlige
tilfælde kan meddeles
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger, der er
udvist med indrejseforbud efter § 25
b, jf. § 32, stk. 1, uanset at der
ikke er forløbet 2 år fra udrejsen.
Der henvises til
de almindelige bemærkninger afsnit
2.3.2.3.
Til nr. 2
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 25 b, stk. 2, implementerer
sammen med de gældende bestemmelser
i § 25 b og § 32, stk. 1, jf.
stk. 4, samt den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 32,
stk. 4, 4. pkt., dele af artikel 11
i direktiv 2008/115/EF.
Efter artikel 11,
stk. 1, skal afgørelser om
tilbagesendelse ledsages af et
indrejseforbud, når der ikke
indrømmes en frist for frivillig
udrejse, eller når forpligtelsen til
at vende tilbage ikke er
efterkommet.
Efter artikel 11,
stk. 2, skal indrejseforbuddets
længde fastsættes under behørig
hensyntagen til alle relevante
forhold i den enkelte sag og må ikke
overstige 5 år, medmindre den
pågældende tredjelandsstatsborger må
anses for en alvorlig trussel mod
den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Afgørelserne, der
er nævnt i udlændingelovens § 33,
stk. 1, er
tilbagesendelsesafgørelser i
direktivets forstand, når de træffes
i forhold til
tredjelandsstatsborgere, og når der
i afgørelsen fastsættes en
udrejsefrist, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 33, stk. 2. Det
gælder dog ikke afgørelser efter
udlændingelovens § 49 a, jf. afsnit
2.3.
En
tilbagesendelsesafgørelse kan
således være en afgørelse om
udvisning efter § 25, § 25 a,
stk. 2, eller § 25 b, stk. 1, om
udsendelse efter § 27 b, et afslag
på en ansøgning om
opholdstilladelse, et afslag på
forlængelse af en opholdstilladelse
eller en afgørelse om inddragelse af
en tidligere meddelt
opholdstilladelse.
Den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2,
indebærer, at en
tredjelandsstatsborger, som er
meddelt en
tilbagesendelsesafgørelse, som
pålægger den pågældende at udrejse
straks, skal udvises med
indrejseforbud. Bestemmelsen
indebærer endvidere, at
tredjelandsstatsborgeren skal
udvises, hvis den pågældende ikke i
øvrigt udrejser i overensstemmelse
med en udrejsefrist, jf. § 33,
stk. 2. Udvisning kan dog undlades,
hvis særlige forhold taler herimod,
jf. nedenfor.
Det fremgår af
den foreslåede affattelse af
udlændingelovens § 33, stk. 2, i
hvilke tilfælde udrejsefristen skal
fastsættes til 1 måned, 7 dage eller
straks, jf. lovforslagets § 1, nr. 8
og de almindelige bemærkninger
afsnit 2.3.2.2.1.
I sager, hvor der
træffes en afgørelse om udvisning
efter § 25, § 25 a, stk. 2, eller
§ 25 b, stk. 1, skal den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, ikke
anvendes, idet
tredjelandsstatsborgeren allerede i
tilbagesendelsesafgørelsen er udvist
med indrejseforbud.
I sager, hvor
Udlændingeservice træffer afgørelse
om udsendelse efter § 27 b eller
afgørelse om afslag på en ansøgning
om opholdstilladelse, afslag på
forlængelse af en opholdstilladelse,
afgørelse om inddragelse af en
tidligere meddelt opholdstilladelse,
og udlændingen i afgørelsen pålægges
at udrejse af landet straks, fordi
der er tale om et påtrængende
tilfælde, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 33, stk. 2, skal
Udlændingeservice samtidig med
afgørelsen udvise
tredjelandsstatsborgeren med
indrejseforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2,
medmindre særlige grunde taler
herimod. Hvis Udlændingeservice i
afgørelsen har fastsat
udrejsefristen til 7 dage eller en
måned, og det efterfølgende
konstateres, at den pågældende ikke
er udrejst i overensstemmelse med
udrejsefristen, skal
Udlændingeservice udvise
tredjelandsstatsborgeren med
indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2.
Udvisning skal ske, medmindre
særlige grunde taler herimod.
I sager, hvor
Udlændingeservice meddeler et afslag
på asyl i åbenbart
grundløs-proceduren, skal
udrejsefristen efter den foreslåede
bestemmelse i § 33, stk. 2,
fastsættes til straks, og den
pågældende asylansøger skal derfor
udvises med indrejseforbud efter
§ 25 b, stk. 2, medmindre særlige
grunde taler herimod.
I sager, hvor
tilbagesendelsesafgørelsen træffes
af Flygtningenævnet eller
Integrationsministeriet, og hvor
udrejsefristen fastsættes til
straks, orienterer nævnet og
ministeriet Udlændingeservice om
afgørelsen ved kopi, således at
Udlændingeservice kan tage stilling
til, hvorvidt
tredjelandsstatsborgeren skal
udvises af landet med indrejseforbud
efter den foreslåede bestemmelse i
§ 25 b, stk. 2. Udlændingeservice
bliver allerede i dag orienteret om
afgørelser truffet af
Flygtningenævnet og
Integrationsministeriet og skal
således fremover umiddelbart efter
orienteringen vurdere, om
tredjelandsstatsborgeren skal
udvises med indrejseforbud. Der
henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.3.2.2.1.
I tilfælde, hvor
en tredjelandsstatsborger pågribes
under ulovligt ophold her i landet
og ikke indgiver ansøgning om
opholdstilladelse eller ikke
meddeles ret til at ophold her i
landet i forbindelse med indgivelse
af en ansøgning om
opholdstilladelse, skal
Udlændingeservice som hovedregel
udvise tredjelandsstatsborgeren med
indrejseforbud efter bestemmelsen i
§ 25 b, stk. 1, og som udgangspunkt
fastsætte udrejsefristen til straks,
idet der i disse tilfælde normalt
vil være grundlag for at antage, at
der er risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren vil
forsvinde. Hvis
tredjelandsstatsborgeren søger asyl
efter pågribelsen, vil et eventuelt
afslag på asyl udgøre
tilbagesendelsesafgørelsen, og
tredjelandsstatsborgeren skal
udvises med indrejseforbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, hvis den pågældende i
asylafgørelsen pålægges at udrejse
straks, eller hvis den pågældende
ikke udrejser i overensstemmelse med
den udrejsefrist, der fastsættes i
afgørelsen. Udvisning skal ske,
medmindre særlige grunde taler
herimod.
Indrejseforbuddet
meddeles for 2 år. Det vil således
svare til længden af det
indrejseforbud, der i dag meddeles i
forbindelse med administrativ
udvisning for mindre kriminalitet og
for ulovligt ophold, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 4. Der
vil dog i gentagelsestilfælde være
mulighed for at meddele et
indrejseforbud for 5 år, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5.
Hvis en
tredjelandsstatsborger anses for en
alvorlig trussel mod den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed og
nationale sikkerhed, vil den
pågældende ikke skulle udvises med
indrejseforbud efter
udlændingelovens § 25 b, men vil
blive udvist efter udlændingelovens
§ 25 og meddelt et indrejseforbud
for bestandig, jf. § 32, stk. 4.
Indrejseforbuddet, der meddeles en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med udvisning efter udlændingelovens
§ 25 b, er gældende i alle EU- og
Schengenlande, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 32, stk. 9, 1. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Indrejseforbuddets geografiske
rækkevidde skal fremgå af afgørelsen
til tredjelandsstatsborgeren.
Indrejseforbuddet
regnes fra den 1. i den
førstkommende måned efter udrejsen
eller udsendelsen, og
indrejseforbuddet har gyldighed fra
tidspunktet for udrejsen eller
udsendelsen, jf. § 32, stk. 1. Hvis
den pågældende ikke udrejser eller
udsendes ved politiets hjælp, og
Udlændingeservice derfor ikke er
bekendt med udrejsetidspunktet,
fastsættes udrejsetidspunktet
skønsmæssigt på baggrund af
oplysninger om afgørelsestidspunkt
og sidste opholdssted.
Myndighederne kan
beslutte, at en
tredjelandsstatsborger ikke skal
udvises med indrejseforbud, uanset
at betingelserne herfor er opfyldt,
når særlige grunde taler herimod,
jf. forslaget til § 25 b, stk. 2.
Herved implementeres artikel 12,
stk. 3, 3. pkt. i direktiv
2008/115/EF, vedrørende undladelse
af at fastsætte et indrejseforbud.
De grunde, der
taler for at undlade at udvise med
indrejseforbud, vil også kunne tale
for efterfølgende at ophæve
indrejseforbuddet, jf. den
foreslåede § 32, stk. 9, 2. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Det vil navnlig
være af humanitære grunde eller på
grund af Danmarks internationale
forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8
i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Der
kan således være tale om tilfælde,
hvor tredjelandsstatsborgeren
pludselig er blevet meget alvorlig
syg, eventuelt hospitalsindlagt, og
derfor ikke har kunnet udrejse i
overensstemmelse med udrejsefristen,
eller tilfælde, hvor hensynet til
Danmarks internationale
forpligtelser, bl.a. hensynet til
familiens enhed, gør, at en
tredjelandsstatsborger ikke bør
meddeles et indrejseforbud trods
overskridelse af en udrejsefrist
eller pålæg om at udrejse straks.
Andre særlige
grunde til ikke at udvise
tredjelandsstatsborgeren kan være,
at tredjelandsstatsborgeren
samarbejder med politiet om
udrejsen, og overskridelse af
udrejsefristen således ikke skyldes
forhold hos udlændingen. Hvis
tredjelandsstatsborgeren senere ikke
længere ønsker at samarbejde om
udrejsen, skal Udlændingeservice
træffe afgørelse om udvisning med
indrejseforbud, medmindre særlige
grunde taler herimod. Hvis en
tredjelandsstatsborger over for
politiet tilkendegiver, at han eller
hun ikke længere ønsker at medvirke
til udsendelsen, indstiller politiet
således til Udlændingeservice, at
den pågældende udvises med
indrejseforbud.
Endelig kan der
være tilfælde, hvor det på grund af
tredjelandsstatsborgerens alder,
f.eks. hvor der er tale om en
uledsaget mindreårig, undlades at
træffe afgørelse om udvisning.
En afgørelse om
udvisning med indrejseforbud efter
forslaget til § 25 b, stk. 2,
træffes af Udlændingeservice, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 1, og
kan påklages til
Integrationsministeriet efter § 46,
stk. 2.
Da
indrejseforbuddet, som meddeles en
tredjelandsstatsborger i forbindelse
med udvisning efter § 25 b, stk. 1,
og den foreslåede bestemmelse i § 25
b, stk. 2, skal forbyde indrejse i
og ophold på alle medlemsstaternes
område, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 32, stk. 9, 1. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7, er det
vigtigt, at medlemsstaterne hurtigt
får adgang til oplysninger om andre
medlemsstaters afgørelser om
indrejseforbud. Denne udveksling af
oplysninger bør finde sted i
Schengeninformationssystemet, jf.
den foreslåede ændring af
udlændingelovens § 58 g, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14.
Til nr. 3
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 30 a implementerer artikel
8, stk. 6, i direktiv 2008/115 EF.
Efter denne bestemmelse er
medlemsstaterne forpligtede til at
sørge for en effektiv ordning for
tilsyn med tvangsmæssig udsendelse
af tredjelandsstatsborgere.
Efter
udlændingelovens § 30, stk. 2, 1.
pkt., er det politiet, der drager
omsorg for, at en udlænding, som
ikke har ret til at opholde sig her
i landet, og som ikke udrejser
frivilligt, udrejser af landet.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 30 a, stk. 1,
vil Folketingets Ombudsmand varetage
tilsynet med tvangsmæssig
udsendelse.
Tilsynet omfatter
de tvangsmæssige udsendelser, der
finder sted på baggrund af
afgørelser om tilbagesendelse i
direktivets forstand. Der er således
tale om tvangsmæssige udsendelser,
der finder sted på baggrund af
afgørelser om udvisning efter § 25,
§ 25 a, stk. 2, og § 25 b,
afgørelser om udsendelse efter § 27
b og afslag på ansøgninger om
opholdstilladelse, afslag på
forlængelser af opholdstilladelse og
inddragelse af opholdstilladelser,
som fastsætter en udrejsefrist, jf.
afsnit 2.3.2.1.1.
Tilsynet omfatter
tiden fra beslutningen om
tvangsmæssig udsendelse, og frem til
udsendelsen er gennemført. Det
betyder i praksis, at tilsynet
omfatter tiden, fra politiet
konstaterer, at en udlænding ikke er
udrejst i overensstemmelse med en
fastsat udrejsefrist, og frem til
det tidspunkt, hvor politiets
udsendelsessag afsluttes, herunder
når udlændingen overleveres til
andre landes myndigheder. Tilsynet
omfatter tidsrummet fra politiet
første gang konstaterer, at
udlændingen ikke er udrejst i
overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist, uanset om
udsendelsessagen i perioder ikke
længere fremmes, f.eks fordi
udlændingen efterfølgende medvirker
til udrejsen, men imidlertid ikke
fortsætter hermed.
Uanset, at
direktivet alene vedrører
tvangsmæssig udsendelse af
tredjelandsstatsborgere, omfatter
tilsynet efter den foreslåede
bestemmelse også tvangsmæssige
udsendelser af EU-borgere for ikke
at stille disse ringere end
tredjelandsstatsborgere.
Det er afgørende,
at tilsynet er uafhængigt og
upartisk, således at der ikke opstår
spørgsmål om inhabilitet m.v.
Folketingets Ombudsmand opfylder
disse betingelser.
Folketingets
Ombudsmand har efter
ombudsmandslovens § 28 tavshedspligt
med hensyn til oplysninger, som
Folketingets Ombudsmand bliver
bekendt med under udøvelsen af sin
virksomhed. Folketingets Ombudsmand
er derfor forpligtet til ikke at
offentliggøre personfølsomme
oplysninger, ligesom oplysninger om
flyafgange, tidspunkter,
destinationer og lignende efter en
konkret vurdering må hemmeligholdes.
Ved udøvelsen af denne vurdering
inddrages oplysninger og anmodninger
fra politiet.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 30 a, stk. 2,
skal Folketingets Ombudsmand påse,
at politiets virksomhed i
forbindelse med tvangsmæssige
udsendelser, jf. udlændingelovens
§ 30, stk. 2, 1. pkt., foretages med
respekt for individet, og uden
unødig magtanvendelse. I øvrigt
foregår tilsynet på grundlag af
ombudsmandsloven. Folketingets
Ombudsmand skal således bedømme, om
politiet handler i strid med
gældende ret, herunder
internationale forpligtelser og god
forvaltningsskik, jf.
ombudsmandslovens § 21. For så vidt
ombudsmanden som et led i tilsynet
gennemfører inspektioner efter § 18
i ombudsmandsloven, kan ombudsmanden
endvidere bedømme forholdene ud fra
almenmenneskelige og humanitære
synspunkter.
Til brug for
udførelsen af tilsynet har
Folketingets Ombudsmand ret til at
forlange oplysninger, dokumenter,
udtalelser, indkaldelse til afhøring
for retten, besigtigelse af
tjenestesteder og lokaler, samt til
uden retskendelse at inspicere
private institutioner, hvor personer
er eller kan være berøvet deres
frihed, jf. § 19 i lov om
Folketingets Ombudsmand.
For så vidt angår
de internationale forpligtelser
henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.4.2. og 2.4.3.
Efter § 30,
stk. 2, 2. pkt., har ministeren for
flygtninge, indvandrere og
integration i cirkulæreform fastsat
regler for politiets pligt til at
drage omsorg for udrejsen. Der
henvises til afsnit 2.3.2.4.
Cirkulærerne vil blive revideret i
fornødent omfang.
Udsendelse af
udlændinge, der ikke udrejser
frivilligt, kan enten ske ved en
påset udrejse, hvor politipersonale
overvåger udrejsen af landet, f.eks.
ombordstigning i et fly eller skib,
eller der kan være tale om ledsaget
udrejse, hvor politipersonale
ledsager udlændingen ud af landet
til udlændingens hjemland eller et
tredjeland, hvor udlændingen har ret
til at tage ophold.
Tilsynet omfatter
både påsete og ledsagede
udsendelser. Folketingets Ombudsmand
skal efter den foreslåede
bestemmelse navnlig føre tilsyn med
de ledsagede udrejser, idet det må
antages, at det særligt er her, at
et tilsyn er relevant.
Tilsynet er
overordnet og generelt, og
Folketingets Ombudsmand skal derfor
som led i dette tilsyn ikke behandle
konkrete klager over den enkelte
politibetjent. Sådanne klager skal
behandles af de relevante
klagemyndigheder. Der skal heller
ikke ske underretning af den
udlænding, hvis sag Folketingets
Ombudsmand vælger at se på. Der er
tale om en generel kontrol med
udsendelsesområdet.
Sager under
politiklagenævnsordningen, herunder
spørgsmål om eventuelle strafbare
forhold begået af politipersonale i
tjenesten og klager over
politipersonales adfærd i tjenesten
skal således fortsat behandles af
statsadvokaterne (fra 1. januar 2012
Den Uafhængige
Politiklagemyndighed), ligesom
dispositionsklager fortsat skal
behandles af Rigspolitiet eller
statsadvokaterne alt efter, om der
er tale om dispositioner uden for
eller inden for strafferetsplejen.
Folketingets
Ombudsmand kan i overensstemmelse
med de almindelige regler i
ombudsmandsloven modtage klager over
konkrete forhold samt tage sager op
af egen drift, jf. ombudsmandslovens
§§ 13 og 17. I så fald gælder det
almindelige princip i
ombudsmandslovens § 14. Efter denne
bestemmelse kan ombudsmanden ikke
behandle klager over forhold, der
kan indbringes for en anden
forvaltningsmyndighed, før denne
myndighed har truffet afgørelse.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 30 a, stk. 3,
foretager Folketingets Ombudsmand
tilsynsvirksomheden på grundlag af
regelmæssige indberetninger fra
politiet og en gennemgang af et
antal afsluttede konkrete
udsendelsessager. Folketingets
Ombudsmand kan være til stede under
politiets udsendelse af udlændinge.
Politiet meddeler
tilsynet de oplysninger, som er
nødvendige til varetagelse af
tilsynets virksomhed. Politiet skal
som udgangspunkt sende
indberetninger til Folketingets
Ombudsmand hvert halve år.
Fremsendelse af indberetninger
herudover kan aftales mellem
tilsynet (Folketingets Ombudsmand)
og Rigspolitiet.
Endvidere vil
Rigspolitiet sende den
statusredegørelse, som Rigspolitiet
udarbejder to gange årligt, i april
og oktober, til Folketingets
Ombudsmand. Redegørelsen indeholder
en status på arbejdet med udsendelse
af afviste asylansøgere og beskriver
bl.a. den aktuelle
udsendelsessituation i forhold til
afviste asylansøgere. Redegørelsen
indeholder bl.a. oplysninger om
antallet af asylansøgere i
udsendelsesposition, fordelt på
nationalitet, og udførlige
beskrivelser af
udsendelsessituationen i forhold til
en lang række lande.
Folketingets
Ombudsmand og Rigspolitiet kan i
løbet af året indgå i en dialog
vedrørende enkelte sager, procedurer
m.v.
Ved deltagelse i
konkrete udsendelser skal
Folketingets Ombudsmand forholde sig
passivt og alene påse, hvorledes
udsendelsen foregår. Folketingets
Ombudsmand hverken kan eller skal
under tilsynet intervenere i
eventuelle situationer, der måtte
opstå under udsendelsen.
Folketingets Ombudsmand har mulighed
for at stille spørgsmål vedrørende
den konkrete udsendelse og eventuelt
efterfølgende indlede en
undersøgelse af sagen. De spørgsmål,
der relaterer sig til en konkret
udsendelse, hvor tilsynet er til
stede, skal stilles til Rigspolitiet
og ikke til det tilstedeværende
politipersonale.
Folketingets
Ombudsmand kan anvende de
reaktionsmuligheder, der er hjemlet
i ombudsmandslovens kapitel 7.
Folketingets Ombudsmand kan således
fremsætte kritik, afgive
henstillinger samt i øvrigt
fremsætte sin opfattelse af sagen.
Derudover kan Folketingets
Ombudsmand fremsætte forslag om, at
procedurer eller sagsbehandling i
forbindelse med tvangsmæssige
udsendelser, der er omfattet af
tilsynets kompetence, ændres.
Politiet
underretter løbende Folketingets
Ombudsmand om forestående
tvangsmæssige udsendelser.
Folketingets Ombudsmand retter
henvendelse til politiet med et
ønske om at deltage i en konkret
udsendelse. Der kan være tale om en
vilkårligt udvalgt udsendelse, eller
der kan være tale om, at
Folketingets Ombudsmand, f. eks. via
medierne er blevet bekendt med en
forestående udsendelse, som
Folketingets Ombudsmand ønsker at
følge. Politiet orienterer snarest
muligt Folketingets Ombudsmand om
den planlagte rejse.
Politiet sørger
for det praktiske i forbindelse med
deltagelse i udsendelsen, herunder
fremskaffelse af billetter, visa,
indlogering på hotel m.v.
Det bemærkes, at
Rigspolitiet har oplyst, at nogle
planlagte udsendelser ikke kan
gennemføres, ligesom der ofte sker
aflysning på et meget sent
tidspunkt, f.eks. på grund af
manglende samtykke til transit i et
tredjeland, udlændingens manglende
tilstedeværelse eller
udlændingemyndighedernes udsættelse
af udrejsefristen. Der vil således
kunne opstå situationer, hvor en
udsendelse, som Folketingets
Ombudsmand har ønsket at påse,
bliver aflyst i sidste øjeblik.
Politiet oplyser Folketingets
Ombudsmand om aflysninger og
begrundelserne herfor.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 30 a, stk. 4,
afgiver Folketingets Ombudsmand en
årlig beretning om tilsynets
virksomhed. Beretningen
offentliggøres, og Folketingets
Ombudsmand vil sende beretningen til
Folketingets Retsudvalg og
Folketingets Udvalg for Udlændinge-
og Integrationspolitik.
Til nr. 4
Der er tale om en
lovteknisk ændring.
Af
udlændingelovens § 32, stk. 3,
fremgår det bl.a., at indrejseforbud
i forbindelse med udvisning efter
§ 22, nr. 4-8, meddeles for mindst 6
år.
Ifølge de
almindelige bemærkninger til lov nr.
429 af 10. maj 2006 om ændring af
udlændingeloven (lovforslag nr. 128
af 25. januar 2006) har det været
hensigten, at bestemmelsen skal
anvendes, når der sker udvisning for
de straffelovsovertrædelser, der er
nævnt i § 22, nr. 4-7 (nu 4-8).
Bestemmelsen er også i praksis
blevet fortolket således af
anklagemyndigheden og domstolene.
Det præciseres
derfor nu i bestemmelsen, at den
skal finde anvendelse både, når der
sker udvisning direkte efter
udlændingelovens § 22, nr. 4-8, og
når der sker udvisning efter § 23,
nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller
§ 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8.
Til nr. 5
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 32, stk. 4, 4. pkt.,
implementerer artikel 11, stk. 2, i
direktiv 2008/115/EF. Efter artikel
11, stk. 2, skal varigheden af et
indrejseforbud, der er meddelt til
en tredjelandsstatsborger, som er
pålagt at udrejse af landet straks,
eller som ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen,
fastsættes under behørig hensyntagen
til alle relevante forhold i den
enkelte sag og må i princippet ikke
overstige fem år. Varigheden kan dog
overstige 5 år, hvis
tredjelandsstatsborgeren udgør en
trussel mod den offentlige orden,
den offentlige sikkerhed eller den
nationale sikkerhed.
Et indrejseforbud
i forbindelse med udvisning efter
§ 25 b meddeles for 2 år, jf. § 32,
stk. 4, 2. pkt. Dette vil også gælde
for et indrejseforbud i forbindelse
med udvisning efter den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2.
Efter den
foreslåede § 32, stk. 4, 4. pkt.,
kan indrejseforbuddet i forbindelse
med udvisning efter § 25 b, stk. 1,
og den foreslåede bestemmelse i § 25
b, stk. 2, meddeles for 5 år i
stedet for 2 år, hvis
tredjelandsstatsborgeren er indrejst
i strid med et indrejseforbud, der
er meddelt i forbindelse med en
udvisning efter § 25 b.
Et indrejseforbud
kan ophæves efter den foreslåede
bestemmelse i § 32, stk. 9, 2. pkt.,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Til nr. 6
Ifølge artikel
32, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF af
29. april 2004 om unionsborgeres og
deres familiemedlemmers ret til at
færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område
(opholdsdirektivet) kan personer,
der af hensyn til den offentlige
orden eller sikkerhed bliver nægtet
adgang til en medlemsstats område,
indgive en ansøgning om ophævelse af
indrejseforbuddet.
Efter artikel 32,
stk. 2, skal medlemsstaten tage
stilling til ansøgningen om
ophævelse af indrejseforbuddet inden
6 måneder regnet fra ansøgningens
indgivelse.
Direktivets
artikel 32, stk. 1, foreslås
gennemført ved en præcisering af
udlændingelovens
§ 32, stk. 7,
2. pkt.
Forslaget
betyder, at det i overensstemmelse
med artikel 32, stk. 1, i direktiv
2004/38/EF, vil fremgå udtrykkeligt
af udlændingeloven, at der er pligt
til at tage stilling til en
ansøgning om ophævelse af et
indrejseforbud efter
udlændingelovens § 32, stk. 7, inden
6 måneder fra ansøgningens
indgivelse.
Til nr. 7
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 32, stk. 9, implementerer
dele af artikel 11 i direktiv
2008/115/EF.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 1, skal afgørelser
om tilbagesendelse ledsages af et
indrejseforbud, når der ikke
indrømmes en frist for frivillig
udrejse, eller når forpligtelsen til
at vende tilbage ikke er
efterkommet. Bestemmelsen
implementeres ved den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, samt
§ 32, stk. 1, jf. stk. 4.
Indrejseforbuddet
skal forbyde indrejse og ophold på
alle EU- og Schengenlandenes område,
jf. direktivets præambel 14.
I dag meddeles
der indrejseforbud efter
udlændingeloven, hvis udlændingen
ved en dom, kendelse eller
beslutning udvises af landet, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 1.
Endvidere anses en udlænding, der er
opført på en af FN’s eller EU’s
sanktionslister med
rejserestriktioner, for at have et
indrejseforbud, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 8. Indrejseforbuddet
gælder alene for indrejse og ophold
i Danmark. Efter udlændingelovens
§ 58 g er der dog i visse tilfælde
pligt til at indberette
tredjelandsstatsborgere, der er
uønskede i Danmark bl.a. som følge
af en afgørelse om udvisning, til
Schengeninformationssystemet (SIS).
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 32, stk. 9, implementerer
direktivets artikel 11, stk. 3, 3.
og 4. pkt., for så vidt angår
muligheden for at ophæve et
indrejseforbud.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan
medlemsstaterne undlade at meddele
eller kan ophæve eller suspendere et
indrejseforbud i individuelle
tilfælde af humanitære grunde. Efter
direktivets artikel 11, stk. 3, 4.
pkt., kan medlemsstaterne ophæve
eller suspendere et indrejseforbud i
individuelle tilfælde eller i
kategorier af tilfælde af andre
grunde.
Det foreslås
således, at et indrejseforbud, der
er meddelt en tredjelandsstatsborger
i forbindelse med udvisning efter
§ 25 b, i ganske særlige tilfælde
kan ophæves.
Nogle af de
grunde, der taler for at undlade at
udstede et indrejseforbud, vil også
kunne tale for efterfølgende at
ophæve indrejseforbuddet, jf. den
foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2.
Hvis
Udlændingeservice efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, oprindeligt har undladt at
udvise en tredjelandsstatsborger med
et indrejseforbud, fordi
tredjelandsstatsborgeren samarbejder
om udrejsen, men efterfølgende
træffer afgørelse om udvisning med
indrejseforbud, fordi den pågældende
tilkendegiver ikke længere at ville
samarbejde om udrejsen, vil en
senere tilkendegivelse fra
tredjelandsstatsborgeren om på ny at
ville samarbejde om udrejsen ikke
berettige til en ophævelse af
indrejseforbuddet efter den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 9.
Det vil navnlig
være af humanitære grunde eller på
grund af Danmarks internationale
forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8
i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at et
indrejseforbud ophæves.
Det fremgår af
udlændingelovens § 10, stk. 3, 2.
pkt., og stk. 4, at en udlænding,
der er meddelt et indrejseforbud i
forbindelse med en udvisning efter
§ 25 b i visse tilfælde alligevel
kan meddeles en opholdstilladelse.
Hvis tredjelandsstatsborgeren efter
disse bestemmelser skal meddeles en
opholdstilladelse på trods af
indrejseforbuddet, anvendes den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 9, til at ophæve
indrejseforbuddet.
Af § 10, stk. 4,
fremgår det, at en udlænding, som
har et indrejseforbud, jf. § 32,
stk. 1, ikke kan gives
opholdstilladelse efter § 8, stk. 3,
og §§ 9-9 f, medmindre ganske
særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, taler derfor,
dog tidligst 2 år efter udrejsen.
Da der ikke i
direktivet er en bestemmelse om, at
et indrejseforbud alene kan ophæves,
når der er forløbet en vis periode
efter udrejsen, er der i
lovforslagets § 1, nr. 1, foreslået
en ændring til § 10, stk. 4, således
at det fremgår, at 2 års kravet ikke
gælder i sager om udvisning af
tredjelandsstatsborgere efter
udlændingelovens § 25 b.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan
medlemsstaterne også suspendere et
indrejseforbud. Dette vil i dansk
ret ske ved meddelelse af et visum,
jf. udlændingelovens § 3 a. Visummet
begrænses til kun at gælde indrejse
og ophold i Danmark, jf.
udlændingelovens § 4 a. Af
Integrationsministeriets
visumpraksisnotat, der kan findes på
www.nyidanmark.dk, fremgår, hvornår
en person med indrejseforbud kan få
udstedt et visum. Denne praksis vil
også gælde i forhold til et
indrejseforbud udstedt i forbindelse
med en udvisning efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2.
Efter direktivets
artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan
medlemsstaterne ophæve et
indrejseforbud – ikke blot i
individuelle tilfælde – men også i
visse kategorier af tilfælde.
Bestemmelsen sigter mod en
situation, hvor der opstår en
humanitær katastrofe i et
tredjeland, som f.eks. jordskælv
eller væbnede konflikter, der
medfører en stor tilstrømning af
fordrevne personer, og hvor de
almindelige procedurer for ophævelse
af indrejseforbud i forhold til
personer fra dette land, vil tage
for lang tid og ikke være mulig at
gennemføre. Den foreslåede hjemmel
til at ophæve et allerede meddelt
indrejseforbud i udlændingelovens
§ 32, stk. 9, vil helt
undtagelsesvist også kunne anvendes
i forhold til sådanne kategorier af
tilfælde.
En afgørelse om
ophævelse af et indrejseforbud efter
forslaget til § 32, stk. 9, træffes
af Udlændingeservice, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 1, og
kan påklages til
Integrationsministeriet efter § 46,
stk. 2.
Til nr. 8
Den foreslåede
affattelse af
§ 33, stk. 2, implementerer
artikel 7, stk. 1, i direktiv
2008/115/EF.
Ifølge
direktivets artikel 7, stk. 1, skal
en tilbagesendelsesafgørelse
indeholde en frist for frivillig
udrejse på mellem 7 og 30 dage.
Efter artikel 7, stk. 4, kan
udrejsefristen dog fastsættes til
straks i tilfælde, hvor der er
risiko for, at
tredjelandsstatsborgeren vil
forsvinde.
Artikel 3, nr. 7,
definerer »risiko for at den
pågældende vil forsvinde« som
»tilstedeværelsen i den enkelte sag
af grunde, baseret på objektive,
lovfæstede kriterier, til at
formode, at en
tredjelandsstatsborger, der er
genstand for
tilbagesendelsesprocedurer, vil
forsvinde«.
Efter direktivets
artikel 7, stk. 4, kan
udrejsefristen også fastsættes til
straks i tilfælde, hvor en ansøgning
om lovligt ophold er blevet afvist
som åbenbart grundløs, eller hvor
tredjelandsstatsborgeren udgør en
risiko for den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed eller den
nationale sikkerhed.
Endelig kan
udrejsefristen efter artikel 7,
stk. 4, fastsættes til straks i
tilfælde, hvor en ansøgning om
lovligt ophold er blevet afvist som
svigagtig.
Den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 33,
stk. 2, justerer udrejsefristernes
længde, således at de bringes i
overensstemmelse med artikel 7.
Den foreslåede
bestemmelse regulerer dog også som
hidtil fastsættelsen af
udrejsefrister i afgørelser, der
ikke er omfattet af direktivet,
f.eks. afgørelser i forhold til
EU-borgere og nordiske statsborgere,
samt fastsættelse af udrejsefrister
i sager, der er undtaget fra
direktivets anvendelsesområde,
f.eks. sager efter udlændingelovens
§ 49 a.
Bestemmelsens
ordlyd er ændret for at gøre den
mere enkel og lettere at forstå.
I afgørelser, der
er omfattet af § 33, stk. 1, vil
udrejsefristen efter lovforslaget
skulle fastsættes til 1 måned, 7
dage eller straks. Reglen i
udlændingelovens § 33, stk. 2, 4.
pkt., hvorefter udrejsefristen
fastsættes til 15 dage videreføres
ikke.
Det foreslås
således i § 33,
stk. 2, 1. pkt., at
udrejsefristen i afgørelser, der er
omfattet af § 33, stk. 1, fastsættes
til 1 måned, hvis udlændingen er
statsborger i et andet nordisk land
og har haft bopæl her i landet, hvis
udlændingen er omfattet af de
regler, der er nævnt i § 2, stk. 4
(EU-reglerne), eller hvis
udlændingen hidtil har haft
opholdstilladelse. Dette svarer til,
hvad der gælder i dag med den
tilføjelse, at udrejsefristen også
skal fastsættes til 1 måned, hvis
udlændingen er omfattet af
EU-reglerne. Der henvises til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.
For andre
udlændinge foreslås udrejsefristen
fastsat til 7 dage, jf. den
foreslåede bestemmelse i
§ 33, stk. 2,
1. pkt.
Det foreslås dog
i § 33, stk. 2, 3. pkt., at
udrejsefristen altid fastsættes til
straks, hvis der er tale om
påtrængende tilfælde, jf. bl.a.
udsendelsesdirektivets artikel 7,
stk. 4. Påtrængende tilfælde
foreligger navnlig, når udlændingen
er til fare for statens sikkerhed
eller en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed, når udlændingen har begået
et strafbart forhold, når der er
tale om svig eller en åbenbart
grundløs ansøgning, eller når der er
risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig
udsendelse, jf. lovforslagets
§ 33, stk. 2,
4. pkt.
Dette gælder også
i forhold til EU-/EØS-statsborgere.
Der henvises til artikel 30, stk. 3,
i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april
2004, hvoraf det fremgår at
udrejsefristen skal fastsættes til 1
måned, medmindre der er tale om et
behørigt begrundet hastetilfælde. De
omtalte eksempler på påtrængende
tilfælde – på nær risiko for
forsvinden – vil også kunne
begrunde, at en EU-/EØS-statsborger
pålægges at udrejse straks, men der
må foretages en konkret vurdering.
Det kan ikke
anses for et påtrængende tilfælde,
at der er risiko for, at udlændingen
vil forsvinde, hvis udlændingen er
statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1, jf.
lovforslagets §
33, stk. 2, 5. pkt.
I dag fastsættes
udrejsefristen til straks i sager om
udvisning efter udlændingelovens
§ 25 af udlændinge, der er til fare
for statens sikkerhed, og i sager,
hvor Udlændingeservice i medfør af
udlændingelovens § 53 b, stk. 1,
meddeler afslag på opholdstilladelse
efter § 7 efter åbenbart
grundløs-proceduren. Efter den
foreslåede regel skal udrejsefristen
fortsat fastsættes til straks i
disse sager.
I dag fastsættes
udrejsefristen også til straks, når
Flygtningenævnet meddeler endeligt
afslag på asyl efter
udlændingelovens § 7, jf. § 33,
stk. 2, 1. pkt., eller ved
fastsættelse af en ny udrejsefrist,
hvis der er meddelt opsættende
virkning med hensyn til
udrejsefristen efter, at
Udlændingeservice i medfør af § 53
b, stk. 1, eller Flygtningenævnet
har meddelt afslag på asyl efter
udlændingelovens § 7, jf. § 33,
stk. 2, 2. pkt. Det samme gælder ved
afslag på humanitær
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvor
ansøgningen har været tillagt
opsættende virkning, jf. § 33,
stk. 2, 2. pkt., ved afgørelser om
udvisning efter udlændingelovens
§ § 25 a og 25 b, jf. § 33, stk. 2,
4. pkt., og ved afgørelser om
udsendelse efter udlændingelovens
§ 27 b, jf. § 33, stk. 2, 3. pkt. På
baggrund af direktivet skal
udrejsefristen i disse sager
fastsættes til 7 dage, medmindre der
er tale om et påtrængende tilfælde.
Efter forslaget
skal udrejsefristen også fastsættes
til 7 dage, hvor der meddeles afslag
på opholdstilladelse, herunder bl.a.
afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 7, 9, 9 a, 9 c,
og 9 f, medmindre der er tale om et
påtrængende tilfælde. Der vil
således være sager, hvor
udrejsefristen i dag fastsættes til
15 dage, men hvor den efter
lovforslaget skal fastsættes til 7
dage.
Det bemærkes, at
der ved afslag på humanitær
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvor der
ikke er meddelt opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen, ikke
fastsættes en selvstændig
udrejsefrist. Udlændingen pålægges
derimod at udrejse i
overensstemmelse med en tidligere
meddelt udrejsefrist, f.eks. i
forbindelse med asylafslaget. Det
samme gør sig gældende i
genoptagelsessager, hvor anmodningen
om genoptagelse ikke tillægges
opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, afsnit
2.3.2.2.1.
Det fremgår af
den foreslåede bestemmelse, at
udrejsefristen skal fastsættes til
straks i påtrængende tilfælde. Som
eksempel på påtrængende tilfælde
nævnes, når udlændingen er til fare
for statens sikkerhed eller en
alvorlig trussel mod den offentlige
orden, sikkerhed eller sundhed, når
udlændingen har begået et strafbart
forhold, når der er tale om svig
eller en åbenbart grundløs
ansøgning, eller når der er risiko
for, at udlændingen vil forsvinde.
Udover i sager,
hvor en udlænding udvises efter
§ 25, vil udrejsefristen skulle
fastsættes til straks på grund af
statens sikkerhed m.v. i sager, hvor
udlændingen er udelukket fra
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1
og 2, hvor udlændinge er udelukket
fra opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 10, stk. 1, nr.
3, samt i sager hvor der sker
inddragelse efter udlændingelovens
§ 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10,
stk. 1, nr. 1, 2 og 3.
Udrejsefristen
vil endvidere skulle fastsættes til
straks i sager, hvor
Flygtningenævnet efter
udlændingelovens § 49 a vurderer, at
§ 31 er til hinder for udsendelse af
en udlænding, som har haft
opholdstilladelse efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2, og som er
udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, og
hvor nævnet meddeler udlændingen
afslag på opholdstilladelse efter
§ 7.
I sager efter
§ 49 a, hvor nævnet vurderer, at
§ 31 ikke er til hinder for
udsendelse af udlændingen, tages der
ikke stilling til en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, og der
skal derfor ikke fastsættes en
udrejsefrist efter udlændingelovens
§ 33, stk. 1. I stedet skal nævnet
meddele udlændingen, at det påhviler
den pågældende at udrejse af landet
straks, jf. udlændingelovens § 30,
stk. 1.
Det bemærkes, at
sager efter § 49 a er undtaget fra
direktiv 2008/115/EF.
Udrejsefristen
fastsættes som hovedregel til
straks, hvis udlændingen har begået
et strafbart forhold i Danmark.
Der kan være
tilfælde – ud over asylsager, der
afgøres efter åbenbart
grundløs-proceduren – hvor en
ansøgning om opholdstilladelse kan
afslås som åbenbart grundløs og
berettige til, at udrejsefristen
fastsættes til straks. Det kan
f.eks. være en ansøgning om
humanitær opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvor
ansøgeren er sund og rask og derfor
er helt udelukket fra at komme i
betragtning til en sådan
opholdstilladelse.
Udrejsefristen
fastsættes herudover til straks, når
der er tale om svig. Svig kan f.eks.
foreligge, når det viser sig, at
udlændingen har fået sin ansøgning
om opholdstilladelse behandlet under
en falsk identitet.
Udrejsefristen
skal også fastsættes til straks, når
der er risiko for, at udlændingen
vil forsvinde. En sådan risiko vil
navnlig kunne foreligge i følgende
tilfælde:
hvis udlændingen
ikke har overholdt pålagte
forpligtelser, jf. § 34, til sikring
af, at den pågældende ikke
forsvinder under sagens behandling,
f.eks. deponering af pas, anden
rejselegitimation og billet,
sikkerhedsstillelse, pålæg om at
tage ophold et bestemt sted samt
regelmæssig meldepligt,
– hvis
udlændingen under et tidligere
ophold her i landet har unddraget
sig tvangsmæssig udsendelse,
– hvis
tredjelandsstatsborgeren tydeligt
over for udlændingemyndighederne
eller politiet har givet udtryk for
ikke at ville følge en afgørelse om
tilbagesendelse,
– hvis
tredjelandsstatsborgeren i
forbindelse med indrejse i landet
har benyttet sig af falske
identitetspapirer,
– hvis
der er tale om en asylansøger, og
den pågældende har søgt asyl i flere
andre lande før indgivelse af
ansøgning i Danmark eller under
opholdet som asylansøger i Danmark
har forsøgt at indrejse og søge asyl
i et andet land,
– hvis
tredjelandsstatsborgeren under
opholdet er blevet udvist
administrativt efter § 25 b eller
§ 25 a, stk. 2 og sagens
omstændigheder, herunder evt.
længden af det ulovlige ophold,
bestyrker vurderingen af, at der er
risiko for forsvinden,
– hvis
der er truffet afgørelse efter § 27
b om fuldbyrdelse af afgørelser om
udsendelse truffet af myndigheder i
andre EU- eller Schengenlande, eller
– hvis
tredjelandsstatsborgeren er indrejst
i strid med et indrejseforbud.
Hvis det ikke på
baggrund af de ovennævnte kriterier
eller af andre grunde kan
konstateres, at der er risiko for,
at udlændingen vil forsvinde, skal
udrejsefristen fastsættes til 7
dage.
Udrejsefristen
skal efter afgørelsestidspunktet
ændres fra enten 1 måned eller 7
dage til straks, hvis den fastsatte
udrejsefrist ikke er udløbet, og der
for Udlændingeservice – eller
Integrationsministeriet, når det er
ministeriet der har fastsat
udrejsefristen – foreligger nye
oplysninger, der giver grundlag for
at konstatere, at der er tale om et
påtrængende tilfælde. Det kan f.eks.
være, hvor udlændingen efter
meddelelse af
tilbagesendelsesafgørelsen har
ændret sit opholdssted uden at
underrette udlændingemyndighederne.
Herved sikres det, at
Udlændingeservice straks ved
modtagelse af nye oplysninger om
risiko for forsvinden ændrer
udrejsefristen til straks og
samtidig kan træffe afgørelse om
udvisning med indrejseforbud uden at
skulle afvente en eventuel
udrejsekontrol efter udløbet af den
7 dages udrejsefrist. Dette kan ske
efter den foreslåede bestemmelse i
§ 33, stk. 2, 3. pkt.
I tilfælde, hvor
udrejsefristen fastsættes til
straks, skal
tredjelandsstatsborgeren af
Udlændingeservice udvises med
indrejseforbud, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 25 b, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, medmindre
særlige grunde taler herimod.
I opholdssager
fastsættes udrejsefristen af den
myndighed, der har truffet
afgørelsen, dvs. af
Udlændingeservice eller
Integrationsministeriet.
I asylsager, der
behandles efter åbenbart
grundløs-proceduren i
udlændingelovens § 53 b, fastsættes
udrejsefristen af Udlændingeservice.
I asylsager, der
indbringes for Flygtningenævnet, er
det Flygtningenævnet, der fastsætter
udrejsefristen. Senest på mødet i
nævnet, nedlægger Udlændingeservice
påstand om, hvilken udrejsefrist der
bør fastsættes.
Hvis
Udlændingeservice fraviger
udgangspunktet om 7 dages
udrejsefrist − eller udgangspunktet
om en udrejsefrist på en måned i
tilfælde, hvor
tredjelandsstatsborgeren hidtil har
haft opholdstilladelse − og
nedlægger påstand om, at
udrejsefristen fastsættes til
straks, fremkommer Udlændingeservice
tillige med oplysninger eller
dokumentation, som begrunder
nedlæggelse af påstanden.
Hvis
Flygtningenævnet stadfæster
Udlændingeservices afgørelse, skal
nævnet i forbindelse med voteringen
foretage en vurdering af, hvilken
udrejsefrist der skal fastsættes, og
træffe afgørelse herom.
I
genoptagelsessager m.v., hvor
Flygtningenævnet efter at have
stadfæstet Udlændingeservices
afgørelse om afslag på asyl selv
beslutter at udsætte udrejsefristen,
vil nævnet skulle fastsætte en ny
udrejsefrist, hvis der meddeles
afslag på genoptagelse eller nyt
afslag på asyl efter genoptagelse. I
disse tilfælde tilvejebringer
Flygtningenævnet selv de nødvendige
oplysninger til brug for
fastsættelse af en ny udrejsefrist.
Som udgangspunkt fastsættes samme
frist som i forbindelse med
Flygtningenævnets oprindelige
afgørelse, hvori nævnet stadfæstede
Udlændingeservices afgørelse,
medmindre der foreligger nye
oplysninger, der er relevante for
vurderingen.
Hvis
Flygtningenævnet fastsætter
udrejsefristen til straks, skal
Udlændingeservice i umiddelbar
forlængelse heraf udvise udlændingen
med indrejseforbud, hvis der ikke er
særlige grunde der taler herimod,
jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 25 b, stk. 2.
Når
Flygtningenævnet forkynder
afgørelsen på mødet, kan
Udlændingeservice i forbindelse med
Udlændingeservices samtale med
advokaten, udlændingen og tolken
umiddelbart efter mødet i
Flygtningenævnet meddele udlændingen
udvisningsafgørelsen.
Hvis
Flygtningenævnets sag behandles på
skriftligt grundlag, skal
Udlændingeservice have en kopi af
nævnets afgørelse, således at
Udlændingeservice hurtigst muligt
efter nævnets afgørelse kan træffe
afgørelse om udvisning, i de
tilfælde hvor udrejsefristen er
fastsat til straks, medmindre
særlige grunde taler herimod, jf.
lovudkastets § 25 b, stk. 2, jf. 33,
stk. 2.
Det er
Udlændingeservice, der med
klageadgang til
Integrationsministeriet tager
stilling til, hvorvidt en fastsat
udrejsefrist efterfølgende kan
forlænges, hvis særlige grunde taler
herfor, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 33 c, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9. Dette
gælder også en udrejsefrist, der er
fastsat af Flygtningenævnet.
Flygtningenævnet skal således ikke
tage stilling til en anmodning om
forlængelse af en udrejsefrist.
Til nr. 9
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 33 b, stk. 1, 1. pkt.,
implementerer artikel 12, stk. 1, i
direktiv 2008/115/EF. Det fremgår af
denne artikel, at afgørelser om
tilbagesendelse og, hvis der er
truffet sådanne, afgørelser om
indrejseforbud og afgørelser om
udsendelse skal affattes skriftligt
og angive de faktiske og retlige
grunde samt oplyse om de retsmidler,
der er til rådighed. Endvidere
fremgår det, at oplysninger om de
faktiske grunde kan begrænses, hvis
den nationale lovgivning tillader en
begrænsning i retten til
information, især for at beskytte
den nationale sikkerhed, forsvaret
eller den offentlige sikkerhed og
forebyggelsen, efterforskningen,
afsløringen og retsforfølgningen af
strafbare handlinger.
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 33 b, stk. 1, 2. pkt.,
implementerer direktivets artikel
14, stk. 2. Det fremgår bl.a. af
denne artikel, at medlemsstaterne
skal give tredjelandsstatsborgere en
skriftlig bekræftelse på, at en
klage over en
tilbagesendelsesafgørelse er tillagt
opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, og at en afgørelse
om tilbagesendelse midlertidigt ikke
vil blive fuldbyrdet.
Der er i dansk
forvaltningsret ingen almindelig
regel om, at forvaltningens
afgørelser skal være skriftlige. Der
henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.3.2.1.2.
I langt de fleste
tilfælde bliver der alligevel i dag
givet parten i en forvaltningssag
skriftlig meddelelse om sagens
afgørelse. Dette gælder også på
udlændingeområdet.
Den foreslåede
bestemmelse i § 33 b, stk. 1,
betyder, at direktivets krav om
skriftlighed udtrykkeligt fremgår af
udlændingeloven. Det vil således
fremgå, at afgørelser, der er
omfattet af udlændingelovens § 33,
stk. 1, herunder afgørelser efter
den foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, samt afgørelser om, hvorvidt
en klage over disse afgørelser kan
tillægges opsættende virkning, skal
meddeles skriftligt. Det betyder
ikke, at andre afgørelser efter
udlændingeloven kan meddeles
mundtligt. De vil som i dag fortsat
blive meddelt skriftligt.
Uanset at
reglerne i direktivet, herunder
reglerne om skriftlighed i artikel
12, stk. 1, og 14, stk. 2, kun
gælder for tredjelandsstatsborgere,
gælder den foreslåede bestemmelse
generelt for alle afgørelser om
tilbagesendelse m.v. uanset
udlændingens oprindelse. Baggrunden
er, at EU-borgere ikke må stilles
ringere end tredjelandsstatsborgere.
Der bemærkes, at
direktivets krav om skriftlighed i
artikel 12, stk. 1, også omfatter
afgørelser om udsendelse. En
afgørelse om tilbagesendelse og en
afgørelse om udsendelse kan ifølge
direktivet træffes i én og samme
afgørelse.
En afgørelse om
tilbagesendelse vil efter
udlændingelovens regler i visse
typer af sager, herunder asylsager,
også indeholde en bestemmelse om, at
udlændingen kan udsendes
tvangsmæssigt samt oplysning om,
hvortil den tvangsmæssige udsendelse
i givet fald vil kunne ske, hvis
udrejse ikke sker frivilligt. Afslag
på asyl eller afgørelse om
inddragelse i asylsager skal
indeholde afgørelse om, hvorvidt
udlændingen kan udsendes, hvis denne
ikke udrejser frivilligt, jf.
udlændingelovens § 32 a. Afgørelse
om tilbagesendelse og udsendelse
træffes således i én samlet
afgørelse.
Når lovforslaget
træder i kraft, skal der i forhold
til en tredjelandsstatsborger i alle
afgørelser efter § 33, stk. 1, der
fastsætter en udrejsefrist, som ikke
er straks, udtrykkeligt vejledes om,
at tredjelandsstatsborgeren
risikerer at blive udvist med
indrejseforbud i minimum 2 år, hvis
han eller hun ikke udrejser
frivilligt, at indrejseforbuddet vil
være gældende i alle EU- og
Schengenlande, og at den pågældende
i tilfælde af udvisning vil blive
indberettet som uønsket til
Schengeninformationssystemet.
Pligten efter
direktivets artikel 12, stk. 1, til
at angive de faktiske og retlige
grunde for afgørelsen og de
retsmidler, der er til rådighed,
følger i dansk ret allerede af
forvaltningslovens § 24, stk. 1 og
2, og § 25. Endvidere følger det af
forvaltningslovens § 24, stk. 3, at
begrundelsens indhold kan begrænses,
i det omfang partens interesse i at
kunne benytte kendskab til denne til
varetagelse af sit tarv findes at
burde vige for afgørende hensyn til
den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser,
jf. forvaltningslovens § 15.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 33 b, stk. 2,
skal udlændingen efter anmodning
meddeles en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste
elementer i afgørelser omfattet af
stk. 1, på et sprog, som udlændingen
forstår eller med rimelighed kan
formodes at forstå. Bestemmelsen
implementerer direktivets artikel
12, stk. 2.
Der er ikke pligt
til at give en komplet oversættelse
af hele afgørelsen. Oversættelsen
skal dog indeholde de væsentligste
faktiske og retlige grunde for
afgørelsen samt relevant
klagevejledning. De faktiske grunde
dækker over de konkrete forhold i
sagen, der har afgørende betydning
for sagens afgørelse.
Det er den
myndighed, der har truffet
afgørelsen, der tager stilling til
anmodningen om oversættelse,
herunder vurderer, på hvilket sprog
oversættelsen skal gives. En rimelig
formodning om, at udlændingen
forstår det pågældende sprog, kan
etableres ved, at ansøgningen er
udformet på det pågældende sprog,
eller udlændingen i øvrigt har
anvendt sproget over for
udlændingemyndighederne.
Integrationsministeriet vil sammen
med de øvrige asyl- og
udlændingemyndigheder vurdere,
hvilke afgørelsestyper der ikke
allerede i dag lever op til
oversættelsespligten, og hvordan
oversættelse i disse tilfælde
fremover skal ske med henblik på, at
pligten kan opfyldes. . .
Der henvises til
de almindelige bemærkninger afsnit
2.3.2.5.
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 33 c implementerer artikel
7, stk. 2, i direktiv 2008/115/EF.
Efter denne artikel skal der være
hjemmel til at forlænge en
udrejsefrist under hensyntagen til
de særlige forhold i den enkelte
sag. Som eksempel på særlige forhold
nævner bestemmelsen opholdets
varighed, eventuelle skolesøgende
børn og eventuelle andre
familiemæssige og sociale
tilknytninger.
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 33 c, 1. pkt., indebærer,
at der nu indføres en generel
hjemmel til at forlænge en
udrejsefrist. Bestemmelsen vil være
en kodificering af praksis. Der
henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.3.2.2.3.
Det vil være
Udlændingeservice eller
Integrationsministeriet – afhængig
af hvem der har truffet afgørelse i
sagen og fastsat udrejsefristen –
der skal tage stilling til, om
udrejsefristen skal forlænges.
I asylsager, der
behandles af Flygtningenævnet, hvor
nævnet fastsætter udrejsefristen,
jf. de almindelige bemærkninger
afsnit 2.3.2.2.2, er det tillige
Udlændingeservice – med klageadgang
til ministeriet – der tager stilling
til, om udrejsefristen kan
forlænges. Hvis Flygtningenævnet
modtager en anmodning om forlængelse
af udrejsefristen, sendes
anmodningen videre til
Udlændingeservice.
Et afslag på en
anmodning om forlængelse af en
udrejsefrist kan i tilfælde, hvor
afgørelsen træffes af
Udlændingeservice, påklages til
Integrationsministeriet, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 2.
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 33 c, 2. pkt.,
implementerer endvidere direktivets
artikel 14, stk. 2, hvorefter
udlændingen skal have en skriftlig
bekræftelse på, at udrejsefristen
forlænges.
Allerede i dag
meddeles det skriftligt, hvis en
udrejsefrist forlænges.
Til nr. 10
Den foreslåede
bestemmelse i §
37, stk. 7, fastsætter
pligten til at meddele afgørelser om
frihedsberøvelse efter §§ 36 og § 37
skriftligt. Bestemmelsen
implementerer artikel 15, stk. 2, i
direktiv 2008/115/EF.
Der henvises til
de almindelige bemærkninger afsnit
2.3.2.6.
Den foreslåede
bestemmelse i §
37, stk. 8, fastslår, at en
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse efter § 36 af en
udlænding, der ikke har ret til at
opholde sig her i landet, ikke må
finde sted i et tidsrum, der
overstiger 6 måneder. Retten kan dog
forlænge dette tidsrum i op til
yderligere 12 måneder, hvis der
foreligger særlige omstændigheder.
Den foreslåede
bestemmelse vedrører ikke
frihedsberøvelse i form af
varetægtsfængsling efter § 35.
De særlige
omstændigheder kan bl.a. være, hvis
udsendelsesproceduren uanset alle
rimelige bestræbelser kan forventes
at tage længere tid som følge af
udlændingens manglende medvirken til
udsendelsen, eller hvis der er
forsinkelser i forbindelse med
fremskaffelse af nødvendig
rejselegitimation og visum.
Der er således en
absolut grænse for
frihedsberøvelsens udstrækning på i
alt 18 måneder. Frihedsberøvelsen
skal være af så kort varighed som
mulig, og må kun opretholdes, så
længe udsendelsen er under
forberedelse og gennemføres med
omhu.
Bestemmelsen
implementerer artikel 15, stk. 5 og
6, i direktiv 2008/115/EF.
På baggrund af
EU-domstolens dom af 30. november
2009 i den præjudicielle sag, nr.
C-357/09, Kadzoev, skal der ved
beregningen af frihedsberøvelsens
udstrækning efter den foreslåede
bestemmelse i § 37, stk. 8, indgå en
eventuel frihedsberøvelsesperiode,
der er påbegyndt inden bestemmelsens
ikrafttræden, når frihedsberøvelsen
er sket med henblik på udsendelse.
Endvidere skal
der ved beregningen af
frihedsberøvelsens udstrækning ikke
tages hensyn til perioder, hvor
tredjelandsstatsborgeren har været
frihedsberøvet på et andet grundlag
end udsendelse.
Hvis en
tredjelandsstatsborger, der er
frihedsberøvet med henblik på
udsendelse, søger om asyl, og det
vurderes, at den pågældende bør
frihedsberøves under asylsagens
behandling, bør
frihedsberøvelsesgrundlaget derfor
ændres i overensstemmelse hermed.
Hvis dette ikke sker, vil
frihedsberøvelsesperioden under
asylsagsbehandlingen indgå ved
beregningen af den maximale
udstrækning af frihedsberøvelsen
efter den foreslåede bestemmelse i §
37, stk. 8, og herved forkorte den
tid, som den pågældende kan være
frihedsberøvet med henblik på
udsendelse.
Der henvises
nærmere til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.3.2.6.
Den foreslåede
bestemmelse i §
37, stk. 9, fastslår, at
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse af en udlænding skal
finde sted i særlige faciliteter.
Hvis dette ikke er muligt, skal den
frihedsberøvede holdes adskilt fra
almindelige indsatte.
Ved almindelige
indsatte forstås personer, som enten
er varetægtsfængslede på grund af
kriminalitet, eller som afsoner en
idømt straf.
Bestemmelsen
implementerer artikel 16, stk. 1, i
direktiv 2008/115/EF.
Den foreslåede
bestemmelse omfatter udlændinge, der
frihedsberøves med henblik på
udsendelse efter udlændingelovens §
36. Der kan både være tale om
mindreårige udlændinge mellem 14 og
17 år og voksne udlændinge.
Mindreårige udlændinge under 14 år
vil normalt ikke blive
frihedsberøvet med henblik på
udsendelse. Der henvises til de
almindelige bemærkninger afsnit
2.3.1.
Bestemmelsen skal
opfyldes ved, at de frihedsberøvede
placeres i Ellebæk.
I forhold til de
få situationer, hvor fortsat ophold
i Ellebæk er uforsvarligt, f.eks.
som følge af flugtrisiko eller
sygdom, vil der skulle foretages en
konkret vurdering af, hvor
udlændingen kan placeres. F.eks.
vurderes det, om en udlænding med
akut opstået sygdom, som
nødvendiggør indlæggelse, kan
overføres til et almindeligt
hospital. Endvidere vil der i
forbindelse med disciplinær
overførsel blive foretaget en
konkret vurdering af, om udlændingen
skal overføres til et arresthus,
herunder om der – hvis overførslen
skyldes voldelig adfærd – er
grundlag for at foretage en
anmeldelse af sagen til politiet.
Der vil i forhold til vurderingen
blive taget hensyn til direktivets
adskillelseskrav, således at det
alene er i de tilfælde, hvor der
ikke vurderes at være andre
muligheder, at der sker overførsel
til f.eks. et arresthus.
I de tilfælde
hvor der helt undtagelsesvist er
behov for, at der sker overførsel
til et arresthus, vil det blive
sikret, at placeringen sker på en
sådan måde, at de pågældende ikke
vil skulle indgå i fællesskabet med
de øvrige indsatte. I en række
tilfælde vil det betyde, at de
pågældende ikke vil have fællesskab
med andre under deres ophold i
arresthuset, idet der ofte ikke er
overført andre frihedsberøvede
udlændinge, som den pågældende kan
have fællesskab med.
Anbringelse af
frihedsberøvede i almindelige
fængsler eller arresthuse kan uanset
den foreslåede bestemmelse finde
sted umiddelbart efter pågribelsen.
Herefter skal udlændingen overføres
til særlige faciliteter for
frihedsberøvede eller adskilles fra
almindelige indsatte, jf. præambel
17 i direktivet. Dette indebærer, at
når politiet efter pågribelsen har
foretaget den nødvendige
sagsbehandling, herunder afhøring og
forelæggelse for Udlændingeservice
med henblik på ud- eller afvisning,
og har modtaget Udlændingeservices
resolution, skal den frihedsberøvede
overføres til en særlig facilitet
for frihedsberøvede.
Der henvises til
de almindelige bemærkninger, afsnit
2.3.2.7.
Uanset, at
reglerne i direktivets artikel 15 og
16 om frihedsberøvelse kun gælder
for tredjelandsstatsborgere, skal de
foreslåede bestemmelser i § 37, stk.
7-9, gælde alle udlændinge uanset
oprindelse. Baggrunden er, at
EU-borgere ikke må stilles ringere
end tredjelandsstatsborgere.
Til nr. 11
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af § 1,
nr. 18, i lov nr. 486 af 12. juni
2009.
Af
udlændingelovens § 58 g, nr. 1,
fremgår det, at en udlænding
indberettes til SIS, hvis
udlændingen er udvist af landet i
medfør af §§ 22-24 og meddelt
indrejseforbud for mindst 5 år.
Ved lov nr. 486
af 12. juni 2009 blev længden af
indrejseforbuddene i
udlændingelovens § 32 generelt
forhøjet med henholdsvis et og to
år. Således blev længden af
indrejseforbud, der meddeles
udlændinge, som udvises af landet
efter §§ 22-24, og som idømmes en
ubetinget frihedsstraf af mere end 3
måneder, men ikke over 1 år,
forhøjet fra 5 år til 6 år, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 2, nr.
2. Længden af indrejseforbud, der
meddeles udlændinge i forbindelse
med udvisning efter § 22, nr. 4-8,
eller i forbindelse med udvisning
ved dom, når udlændingen ikke har
haft lovligt ophold her i landet i
længere end de sidste 6 måneder,
blev ligeledes forhøjet fra 5 år til
6 år. Det er bl.a. disse to grupper
af udlændinge, som skal indberettes
som uønskede til SIS.
Da længden af
indrejseforbuddet i § 32, stk. 2,
nr. 2, blev forhøjet fra 5 år til 6
år, bør det også fremgå af § 58 g,
nr. 1, at indrejseforbuddets længde
for indberetning til SIS skal være
mindst 6 år.
Til nr. 12 og 13
Der er tale om
konsekvensændringer som følge af
§ 1, nr. 14.
Til nr. 14
Den foreslåede
bestemmelse i
§ 58 g, nr. 6, skal sikre
opfyldelse af direktiv 2008/155/EF’s
forudsætning om, at indrejseforbud
til tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold skal forbyde
indrejse og ophold i alle
medlemsstater.
For at sikre
implementering og håndhævelse af
denne forudsætning er det
nødvendigt, at medlemsstaterne
hurtigt får adgang til oplysninger
om andre medlemsstaters afgørelser
om indrejseforbud. Dette sker ved,
at medlemsstaterne indberetter
tredjelandsstatsborgere, der har
fået et indrejseforbud efter
direktivets regler, som uønsket til
Schengeninformationssystemet (SIS).
Den foreslåede
bestemmelse i § 58 g, nr. 6, skaber
hjemmel til, at Rigspolitichefen
indberetter tredjelandsstatsborgere,
der meddeles et indrejseforbud i
forbindelse udvisning efter § 25 b
(dvs. både efter § 25 b, stk. 1 og
2), som uønskede til SIS, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, og
direktivets artikel 11.
Det skal
udtrykkeligt fremgå af afgørelsen
til tredjelandsstatsborgeren, at
indrejseforbuddet forbyder indrejse
i og ophold på alle medlemsstaternes
område.
Hvis en
medlemsstat påtænker at udstede en
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger, der har et
indrejseforbud efter direktivets
regler, som er udstedt af en anden
medlemsstat, skal den forinden
konsultere den medlemsstat, der har
udstedt indrejseforbuddet, jf.
artikel 25 i Schengenkonventionen,
jf. direktivets artikel 11, stk. 4.
Det forudsættes i
direktivet, at indrejseforbud
indberettes til SIS. De
konsultationer, der skal finde sted,
hvis Danmark ønsker at udstede en
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger med et
indrejseforbud efter direktivets
regler, der er udstedt af en anden
medlemsstat, skal ske på grundlag af
udlændingelovens § 58 h. Hvis
opholdstilladelse udstedes, følger
det af artikel 25, at den
indberettende medlemsstat sletter
indberetningen af den pågældende,
men at medlemsstaten dog kan opføre
vedkommende på sin nationale liste
over uønskede personer.
Der henvises til
de almindelige bemærkninger afsnit
2.3.2.3 og 2.3.2.8.
Til § 2
Det foreslås i
§ 2, stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. marts
2011.
Det betyder, at
de nye foreslåede bestemmelser, der
skal gennemføre de ændringer i
udlændingeloven, som er nødvendige
som følge af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder
og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold, gælder fra den 1. marts
2011.
Der er tale om de
foreslåede ændringer af § 10,
stk. 4, § 25 b, § 32, stk. 4, 7 og
9, og § 33 stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 1, 2, 5, 6, 7 og 8 og de
nye foreslåede bestemmelser i § 30
a, § 33 b, § 33 c, § 37, stk. 7-9,
og § 58 g, nr. 6, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 3, 9, 10 og 14.
Den foreslåede
ændring af § 10, stk. 4, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1, betyder,
at der pr. den 1. marts 2011 i
ganske særlige tilfælde, herunder
som følge af hensynet til familiens
enhed, kan meddeles
opholdstilladelse til en
tredjelandsstatsborger, der er
udvist med indrejseforbud efter § 25
b om ulovligt ophold, uanset at der
ikke er forløbet 2 år fra udrejsen.
Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25 b meddeles for
2 år, jf. § 32, stk. 4, og ændringen
betyder bl.a., at udlændinge, der er
udvist med indrejseforbud efter § 25
b den 1. marts 2009 eller senere,
vil kunne opnå opholdstilladelse,
hvis der er ganske særlige grunde,
selvom der ikke er forløbet 2 år fra
udrejsen. Det samme gælder
udlændinge, der er udvist før den 1.
marts 2009, men som ikke har været
udrejst i 2 år.
Efter forslaget
til § 25 b, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, skal
tredjelandsstatsborgere, som er
pålagt at udrejse straks, eller som
ikke udrejser i overensstemmelse med
en udrejsefrist, udvises, medmindre
særlige grunde taler herimod.
Ændringen
betyder, at tredjelandsstatsborgere,
der fra og med den 1. marts 2011 får
en udrejsefrist, der fastsættes til
straks, samtidig skal udvises efter
den nye foreslåede bestemmelse i 25
b, stk. 2.
Ændringen betyder
også, at en tredjelandsstatsborger
skal udvises efter den nye
foreslåede bestemmelse i 25 b,
stk. 2, hvis det fra og med den 1.
marts 2011 konstateres, at
tredjelandsstatsborgeren ikke er
udrejst i overensstemmelse med en
fastsat udrejsefrist. Det gælder
uanset, om udrejsefristen er fastsat
før eller efter den 1. marts 2011.
Det foreslås
også, at den nye bestemmelse i § 30
a, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, om
tilsyn med tvangsmæssig udsendelse
træder i kraft den 1. marts 2011.
Folketingets Ombudsmand vil således
fra den 1. marts 2011 varetage
tilsynet med tvangsmæssig
udsendelse. Folketingets Ombudsmand
kan være til stede under politiets
udsendelser af udlændinge, der
finder sted fra og med den 1. marts
2011, og politiet skal fra og med
denne dato meddele Folketingets
Ombudsmand de oplysninger, der er
nødvendige til varetagelse af
tilsynet.
Efter den
foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5, kan der meddeles
indrejseforbud for 5 år, hvis en
tredjelandsstatsborger indrejser i
strid med et indrejseforbud, der
tidligere er meddelt i forbindelse
med udvisning efter § 25 b. Det
gælder både udlændinge, der udvises
efter den gældende bestemmelse i
§ 25 b om ulovligt ophold, og
udlændinge, der udvises efter den
nye foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, hvorefter
tredjelandsstatsborgere, som er
pålagt at udrejse straks, eller som
ikke udrejser i overensstemmelse med
en udrejsefrist, skal udvises,
medmindre særlige grunde taler
herimod.
Det foreslås i
§ 2, stk. 2,
at bestemmelsen skal gælde for
udlændinge, der fra og med den 1.
marts 2011 indrejser i strid med et
indrejseforbud, der tidligere er
meddelt i forbindelse med udvisning
efter § 25 b.
Efter forslaget
til § 2, stk.
3, gælder udlændingelovens
§ 58 g, nr. 1, som ændret ved denne
lovs § 1, nr. 11, for udlændinge,
der fra og med den 1. marts 2011
udvises af landet i medfør af
§§ 22-24 og meddeles et
indrejseforbud. For udlændinge, der
er udvist af landet i medfør af
§§ 22-24 og meddelt et
indrejseforbud før den 1. marts
2011, finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Den foreslåede
ændring af § 58 g, nr. 1, skyldes,
at længden af indrejseforbud til
udlændinge, der udvises af landet
efter §§ 22-24, blev hævet fra 5 år
til 6 år ved lov nr. 486 af 12. juni
2009, jf. udlændingelovens § 32,
stk. 2, nr. 2. Lov nr. 486 trådte i
kraft den 1. juli 2009. For
udlændinge, der før den 1. juli 2009
blev udvist efter udlændingelovens
§§ 22-24 med indrejseforbud i mindst
5 år, men eventuelt på grund af en
verserende asylsag endnu ikke er
indberettet til SIS, gælder det, at
de pågældende kan indberettes til
SIS, uanset at indrejseforbuddets
længde er 5 år og ikke 6 år.
Efter forslaget
til § 32, stk. 9, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7, har et indrejseforbud,
der er meddelt i forbindelse med
udvisning efter § 25 b på grund af
ulovligt ophold, gyldighed i alle
Schengenlande, og efter forslaget
til § 58 g, nr. 6, skal
indrejseforbuddet indberettes til
Schengeninformationssystemet.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 2, stk. 4,
gælder § 58 g, nr. 6, for
udlændinge, der udvises efter § 25 b
fra og med den 1. marts 2011.
Dvs. at
udlændinge, der udvises efter § 25 b
den 1. marts 2011 eller senere, skal
indberettes som uønskede til
Schengeninformationssystemet. Det
gælder både udlændinge, der udvises
efter den gældende bestemmelse i
§ 25 b om ulovligt ophold, og
udlændinge, der udvises efter den
nye foreslåede bestemmelse i § 25 b,
stk. 2, hvorefter
tredjelandsstatsborgere, som er
pålagt at udrejse straks, eller som
ikke udrejser i overensstemmelse med
en udrejsefrist, skal udvises,
medmindre særlige grunde taler
herimod.
Den foreslåede
nye bestemmelse i § 33, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8, om
fastsættelse af udrejsefristers
længde, træder efter lovforslaget
ligeledes i kraft den 1. marts 2011.
Det betyder, at
udrejsefristen fra og med den 1.
marts 2011 skal fastsættes til 7
dage, medmindre der er tale om
påtrængende tilfælde, hvor
udrejsefristen altid skal fastsættes
til straks. Det gælder, uanset
hvornår ansøgningen er indgivet.
Fra den 1. marts
2011 skal de væsentligste elementer
i en afgørelse, der er omfattet af
den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 33, stk. 1, efter
anmodning oversættes, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 33 b,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
9. Det gælder, uanset hvornår
ansøgningen er indgivet. Det
afgørende er, om afgørelsen træffes
den 1. marts 2011 eller senere.
De foreslåede nye
bestemmelser i § 37, stk. 7-9, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås
også at træde i kraft den 1. marts
2011. Det betyder, at der pr. 1.
marts 2011 er maksimale længder for
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse af en udlænding, der ikke
har ret til at opholde sig her i
landet. Udgangspunktet er, at disse
udlændinge ikke må frihedsberøves i
et tidsrum, der overstiger 6
måneder. Retten kan dog beslutte at
forlænge dette tidsrum i op til
yderligere 12 måneder, dvs. 18
måneder i alt, hvis der foreligger
særlige omstændigheder. I
beregningen af de maksimale perioder
indgår en eventuel
frihedsberøvelsesperiode, der er
påbegyndt inden den 1. marts 2011,
hvis frihedsberøvelsen er sket med
henblik på udsendelse.
Ligeledes skal
frihedsberøvelse med henblik på
udsendelse finde sted i særlige
faciliteter for frihedsberøvelse fra
den 1. marts 2011, jf. forslaget til
§ 37, stk. 9. Hvis dette ikke er
muligt, skal den frihedsberøvede
holdes adskilt fra øvrige indsatte.
Til § 3
Bestemmelsen
fastsætter lovens territoriale
gyldighedsområde og indebærer, at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Loven kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med
de afvigelser, som de grønlandske og
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
|
I det
følgende
gengives de
relevante
dele af de
relevante
gældende
bestemmelser
i
udlændingeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1061 af
18. august
2010:
|
|
I
udlændingeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1061 af
18. august
2010, som
ændret ved §
3 i lov nr.
1511 af 27.
december
2009, § 2 i
lov nr. 400
af 21. april
2010 og § 1
i lov nr.
572 af 31.
maj 2010 om
ændring af
udlændingeloven,
foretages
følgende
ændringer:
|
§ 10.
- - -
|
|
|
Stk. 1-3.
- - -
|
|
|
Stk. 4.
En
udlænding,
som har
indrejseforbud,
jf. § 32,
stk. 1, kan
ikke gives
opholdstilladelse
efter § 8,
stk. 3, og
§§ 9-9 f,
medmindre
ganske
særlige
grunde,
herunder
hensynet til
familiens
enhed, taler
derfor, dog
tidligst 2
år efter
udrejsen.
|
|
|
|
|
1. I
§ 10,
stk. 4,
indsættes
som
2. pkt.:
|
|
|
»Kravet om,
at der skal
være
forløbet 2
år fra
udrejsen,
gælder dog
ikke for en
udlænding,
som ikke er
statsborger
i et af de
lande, der
er nævnt i
§ 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger),
og som er
udvist efter
§ 25 b.«
|
Stk. 5.
- - -
|
|
|
|
|
|
§ 25 b.
En udlænding
kan udvises,
hvis
udlændingen
opholder sig
her i landet
uden
fornøden
tilladelse.
|
|
2. I
§ 25 b
indsættes
som
stk. 2:
»Stk. 2.
En
udlænding,
som ikke er
statsborger
i et af de
lande, der
er nævnt i
§ 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger),
og som er
pålagt at
udrejse af
landet
straks,
eller som
ikke
udrejser i
overensstemmelse
med
udrejsefristen,
jf. § 33,
stk. 2, skal
udvises af
landet,
medmindre
særlige
grunde taler
herimod.«
|
|
|
|
§ 30.
- - -
|
|
3.
Efter
§ 30
indsættes:
|
|
|
Ȥ 30 a.
Folketingets
Ombudsmand
varetager
tilsyn med
tvangsmæssig
udsendelse.
|
|
|
Stk. 2.
Tilsynet
udøves i
overensstemmelse
med lov om
Folketingets
Ombudsmand.
Folketingets
Ombudsmand
skal ved
tilsynet
særligt
påse, at
politiets
virksomhed
foretages
med respekt
for
individet og
uden unødig
magtanvendelse.
|
|
|
Stk. 3.
Folketingets
Ombudsmands
tilsyn
foretages på
grundlag af
regelmæssige
indberetninger
fra politiet
og ved
gennemgang
af et antal
afsluttede
udsendelsessager.
|
|
|
Stk. 4.
Folketingets
Ombudsmand
kan være til
stede under
politiets
udsendelse
af
udlændinge.
Politiet
sørger for
det praktisk
nødvendige i
forbindelse
med
Folketingets
Ombudsmands
tilstedeværelse
under
udsendelsen.
Tilsynet
omfatter
tiden fra
beslutningen
om
tvangsmæssig
udsendelse,
og frem til
udsendelsen
er
gennemført.
Politiet
meddeler
Folketingets
Ombudsmand
de
oplysninger,
som er
nødvendige
til
varetagelse
af tilsynets
virksomhed.
|
|
|
Stk. 5.
Folketingets
Ombudsmand
afgiver en
årlig
beretning om
tilsynets
virksomhed.
Beretningen
offentliggøres.«
|
|
|
|
§ 32.
- - -
|
|
|
Stk. 1-2.
- - -
|
|
|
Stk. 3.
Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter § 22,
nr. 4-8, og
udvisning
ved dom af
en
udlænding,
som ikke har
haft lovligt
ophold her i
landet i
længere tid
end de
sidste 6
måneder,
meddeles dog
for mindst 6
år.
|
|
4. I
§ 32,
stk. 3,
indsættes
efter Ȥ 22,
nr. 4-8,«:
Ȥ 23, nr.
1, jf. § 22,
nr. 4-8,
eller § 24,
nr. 1, jf.
§ 22, nr.
4-8,«.
|
Stk. 4.
Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter § 25
meddeles for
bestandig.
Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter §§ 25
a og 25 b
meddeles for
2 år.
Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter § 25 c
meddeles for
4 år.
|
|
|
|
|
5. I
§ 32,
stk. 4,
indsættes
som
4. pkt.:
|
|
|
»Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter § 25 b
kan meddeles
for 5 år,
når
udlændingen
ikke er
statsborger
i et af de
lande, der
er nævnt i
§ 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger)
og er
indrejst i
strid med et
indrejseforbud,
der
tidligere er
meddelt i
forbindelse
med
udvisning
efter § 25
b.«
|
Stk. 5-6.
- - -
|
|
|
Stk. 7.
Et
indrejseforbud
meddelt en
statsborger
i et land,
der er
tilsluttet
Den
Europæiske
Union eller
omfattet af
aftalen om
Det
Europæiske
Økonomiske
Samarbejdsområde,
en
schweizisk
statsborger
eller en
udlænding i
øvrigt
omfattet af
EU-reglerne,
jf. § 2,
stk. 2, kan
ophæves,
såfremt
særlige
grunde taler
derfor.
|
|
|
|
|
6. I
§ 32,
stk. 7,
indsættes
som
2. pkt.:
|
|
|
»Der skal
tages
stilling til
en ansøgning
om ophævelse
af
indrejseforbuddet
inden 6
måneder fra
ansøgningens
indgivelse.«
|
Stk. 8.
- - -
|
|
|
|
|
|
|
|
7. I
§ 32
indsættes
som
stk. 9:
|
|
|
»Stk. 9.
Indrejseforbud
i
forbindelse
med
udvisning
efter § 25
b, der
meddeles en
udlænding,
som ikke er
statsborger
i et af de
lande, der
er nævnt i
§ 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger)
kan i ganske
særlige
tilfælde,
herunder af
hensyn til
familiens
enhed,
ophæves.«
|
|
|
|
§ 33.
- - -
|
|
|
Stk. 1.
- - -
|
|
8.
§ 33,
stk. 2,
affattes
således:
|
Stk. 2.
Meddeler
Udlændingeservice
i medfør af
§ 53 b,
stk. 1,
eller
Flygtningenævnet
afslag på en
ansøgning om
opholdstilladelse
efter § 7,
pålægges
udlændingen
at udrejse
straks. Det
samme gælder
ved
fastsættelse
af en ny
udrejsefrist,
hvis der er
meddelt
opsættende
virkning med
hensyn til
udrejsefristen,
efter at
Udlændingeservice
i medfør af
§ 53 b,
stk. 1,
eller
Flygtningenævnet
har meddelt
afslag på en
ansøgning om
opholdstilladelse
efter § 7,
eller hvis
der er
meddelt
opsættende
virkning i
medfør af
§ 33,
stk. 4, og
udrejsefristen
først
fastsættes
efter, at
Flygtningenævnet
har meddelt
afslag på en
ansøgning om
opholdstilladelse
efter § 7.
Ved
afgørelser
om
udsendelse
efter § 27 b
kan
udlændingen
pålægges at
udrejse
straks. I
andre
tilfælde må
fristen
bortset fra
påtrængende
tilfælde
ikke være
kortere end
15 dage
eller, hvis
udlændingen
er
statsborger
i et andet
nordisk land
og har haft
bopæl her i
landet,
eller hvis
udlændingen
hidtil har
haft
opholdstilladelse,
1 måned.
|
|
»Stk. 2.
I
afgørelser,
der er
omfattet af
stk. 1,
fastsættes
udrejsefristen
til 1 måned,
hvis
udlændingen
er
statsborger
i et andet
nordisk land
og har haft
bopæl her i
landet, hvis
udlændingen
er omfattet
af de
regler, der
er nævnt i
§ 2, stk. 4
(EU-reglerne),
eller hvis
udlændingen
hidtil har
haft
opholdstilladelse.
For andre
udlændinge
fastsættes
udrejsefristen
til 7 dage.
I
påtrængende
tilfælde,
fastsættes
udrejsefristen
altid til
straks.
Påtrængende
tilfælde
foreligger
navnlig, når
udlændingen
er til fare
for statens
sikkerhed
eller en
alvorlig
trussel mod
den
offentlige
orden,
sikkerhed
eller
sundhed, når
udlændingen
har begået
et strafbart
forhold, når
der er tale
om svig
eller en
åbenbart
grundløs
ansøgning,
eller når
der er
risiko for,
at
udlændingen
vil
forsvinde
eller
unddrage sig
udsendelse.
Det kan ikke
anses for et
påtrængende
tilfælde, at
der er
risiko for,
at
udlændingen
vil
forsvinde,
hvis
udlændingen
er
statsborger
i et af de
lande, der
er nævnt i §
2, stk. 1.«
|
Stk. 3-15.
- - -
|
|
|
|
|
|
§ 33 a.
- - -
|
|
9.
Efter
§ 33 a
indsættes:
|
|
|
Ȥ 33 b.
En
afgørelse,
der er
omfattet af
§ 33,
stk. 1, skal
meddeles
skriftligt.
Det samme
gælder en
afgørelse
om, hvorvidt
en klage
over en
sådan
afgørelse
kan
tillægges
opsættende
virkning.
|
|
|
Stk. 2.
Efter
anmodning
gives
udlændingen
en skriftlig
eller
mundtlig
oversættelse
af de
vigtigste
elementer i
afgørelsen,
jf. stk. 1,
på et sprog,
som
udlændingen
forstår
eller med
rimelighed
kan formodes
at forstå.
|
|
|
|
|
|
§ 33 c.
En
udrejsefrist
efter § 33,
stk. 2, kan
forlænges,
hvis særlige
grunde taler
herfor.
Afgørelsen
skal
meddeles
skriftligt.«
|
|
|
|
§ 37.
- - -
|
|
|
Stk. 1-6.
- - -
|
|
10. I
§ 37
indsættes
som
stk. 7-9:
|
|
|
»Stk. 7.
En afgørelse
om
frihedsberøvelse
efter §§ 36
og 37 skal
meddeles
skriftligt.
|
|
|
Stk. 8.
Frihedsberøvelse
med henblik
på
udsendelse
efter § 36
må ikke
finde sted i
et tidsrum,
der
overstiger 6
måneder.
Retten kan
dog forlænge
dette
tidsrum i op
til
yderligere
12 måneder,
hvis der
foreligger
særlige
omstændigheder,
herunder
hvis
udsendelsesproceduren
uanset alle
rimelige
bestræbelser
kan
forventes at
tage længere
tid som
følge af
udlændingens
manglende
medvirken
til
udsendelsen
eller
forsinkelser
i
forbindelse
med
fremskaffelse
af nødvendig
rejselegitimation
og
indrejsetilladelse.
Frihedsberøvelsen
skal være af
så kort
varighed som
mulig og må
kun
opretholdes,
så længe
udsendelsen
er under
forberedelse
og
gennemføres
med omhu.
|
|
|
Stk. 9.
Frihedsberøvelse
med henblik
på
udsendelse
efter § 36
skal finde
sted i
særlige
faciliteter.
Hvis dette
ikke er
muligt, skal
den
frihedsberøvede
holdes
adskilt fra
almindelige
indsatte.«
|
|
|
|
§ 58 g.
Rigspolitichefen
indberetter
en
udlænding,
der ikke er
statsborger
i et
Schengenland
eller et
land, der er
tilsluttet
Den
Europæiske
Union, som
uønsket til
Schengeninformationssystemet,
hvis
|
|
11. I
§ 58 g, nr.
1,
ændres »5
år« til: »6
år«.
|
1)
|
udlændingen
er udvist af
landet i
medfør af
§§ 22-24 og
meddelt
indrejseforbud
for mindst 5
år,
|
|
|
2)
|
udlændingen
er udvist af
landet i
medfør af
§ 25,
|
|
|
3)
|
udlændingen
er meddelt
afslag på
opholdstilladelse
efter § 10,
stk. 1 eller
2, nr. 1
eller 2,
|
|
|
4)
|
udlændingens
opholdstilladelse
er inddraget
i medfør af
§ 19,
stk. 2, nr.
2 eller 3,
eller
|
|
12. I
§ 58 g, nr.
4,
udgår:
»eller«.
|
5)
|
udlændingen
har fået
udstedt
visum efter
§ 4 eller
§ 4 a og er
udvist af
landet i
medfør af
§ 25 b efter
at have fået
afslag på en
ansøgning om
opholdstilladelse
efter § 7.
|
|
13. I
§ 58 g, nr.
5,
ændres
»efter § 7.«
til: »efter
§ 7, eller«.
|
|
|
14. I
§ 58 g
indsættes
som nr. 6:
|
|
|
»6)
|
udlændingen
er udvist af
landet efter
§ 25 b.«
|
|