Lovforslag nr. 73 fremsat den 30. januar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen)

Lov om ændring af retsplejeloven

Formålet med lovforslaget er gennem en øget anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager at bidrage til en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse ved domstolene, herunder at nedbringe domstolenes sagsbehandlingstider. Dette skal navnlig ske ved at forhøje grænsen for, hvor lange fængselsstraffe det skal være muligt at idømme i tilfælde, hvor den tiltalte ikke møder op til domsforhandlingen. Efter forslaget skal det fremover være muligt at gennemføre en domsforhandling og afsige dom, selv om tiltalte ikke er mødt frem, når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder. Efter de gældende regler er grænsen fængselsstraf i 30 dage.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af retsplejelovens bestemmelse om pressens adgang til aktindsigt i domsudskrifter mv.

Derudover indeholder lovforslaget en ændring af retsplejeloven, der i begrænset omfang skal gøre det muligt for medlemmer af politiklagenævn at færdigbehandle verserende klagesager mv. over politipersonale efter udløbet af det tidsrum på 4 år, for hvilket de pågældende medlemmer (formanden eller lægmændene) er udpeget.

Endelig indeholder lovforslaget nogle mindre konsekvensrettelser i retsplejeloven.

Den del af lovforslaget, der vedrører udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv., er med tilføjelse af en enkelt konsekvensrettelse en genfremsættelse af det lovforslag om ændring af retsplejeloven, som blev fremsat for Folketinget den 24. oktober 2001 (L 56). Den del af lovforslaget, der vedrører politiklagenævnsmedlemmers mulighed for i begrænset omfang at færdigbehandle verserende klagesager mv. efter udløbet af udpegningsperioden, har ikke tidligere været fremsat. Der henvises om denne del af lovforslaget til pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I marts 1999 afholdt Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet en temadag om strafferet og straffeproces. Som opfølgning på temadagen blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet. Arbejdsgruppen fik til opgave at arbejde videre med nogle af de emner, som blev drøftet på temadagen. Arbejdsgruppen har navnlig koncentreret sig om muligheden for at udvide adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i straffesager og om muligheden for en forbedring af reglerne om afgørelse af civilretlige erstatningskrav i forbindelse med straffesager (såkaldt adhæsionsproces).

På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser afleverede Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet den 25. januar 2001 et forslag til øget anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager og et forslag til revision af adhæsionsprocessen til Justitsministeriet. Forslaget fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

Den del af lovforslaget, der vedrører udeblivelsesdomme i straffesager, bygger på forslaget fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet, og indeholder følgende elementer:

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 nedenfor.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen vurderer, at der er behov for at ændre de gældende regler om behandlingen af erstatningskrav i forbindelse med straffesager (adhæsionsprocessen). Det anføres, at der er behov for at give de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at forfølge deres krav. Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har drøftet nogle spørgsmål, der vurderes at give anledning til særlige problemer. Det anføres imidlertid, at opgaven med at reformere adhæsionsprocessen er af så kompleks karakter, at Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen anbefaler et egentligt udvalgsarbejde herom.

På baggrund heraf vil Justitsministeriet anmode Retsplejerådet om at gennemgå de gældende regler om behandling af borgerlige krav under straffesager (retsplejelovens kapitel 89), vurdere bl.a. de spørgsmål, der rejses af Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen, og komme med eventuelle forslag til ændringer.

Der henvises herom til pkt. 4 nedenfor.

Formålet med lovforslaget er desuden at udvide pressens adgang til aktindsigt i domsudskrifter mv. Ændringen indebærer, at pressen i alle tilfælde får krav på udlevering af domsudskrifter mv., når de er renskrevet også hvor retssagen ikke er endelig afsluttet. Den gældende begrænsning, hvorefter pressen først har krav på en udskrift, når sagen er endeligt afsluttet, foreslås således ophævet. Herved afklares det samtidig, at det strafsanktionerede forbud mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælder, uanset på hvilket tidspunkt og under hvilke omstændigheder i øvrigt domsudskriften mv. er udleveret til pressen. Ændringen af aktindsigtsreglerne omfatter både straffesager og civile sager.

Forslaget er nærmere beskrevet i pkt. 5 nedenfor.

Lovforslaget har herudover til formål i begrænset omfang at gøre det muligt for medlemmer af politiklagenævn at færdigbehandle verserende klagesager mv. over politipersonale efter udløbet af det tidsrum på 4 år, for hvilket de pågældende medlemmer (formanden eller lægmændene) er udpeget. Fortsættelse af sagsbehandlingen forudsætter, at medlemmerne har påbegyndt behandlingen i udpegningsperioden, og at sagen forventes at kunne afsluttes inden for kortere tid. Ved en sådan mere fleksibel ordning undgås, at nyudnævnte medlemmer af politiklagenævn skal bruge unødvendig tid og ressourcer på at sætte sig ind i og behandle større og mere komplicerede sager, som de tidligere medlemmer af nævnet har påbegyndt behandlingen af, men som det ikke har været muligt at afslutte inden udløbet af den 4 årige udnævnelsesperiode.

Der henvises herom til pkt. 6 nedenfor.

Lovforslaget har endelig til formål at foretage nogle mindre konsekvensrettelser i retsplejeloven, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 1-2, nr. 4, nr. 7-8 og nr. 15-16. Der henvises herom til bemærkningerne vedrørende de enkelte bestemmelser.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen konstaterer, at der er et betydeligt ressourcespild på grund af tiltalte og sigtede personers udeblivelse. Det anføres, at den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 847 anvendes i meget begrænset omfang i praksis på grund af de betingelser, der er knyttet til den. Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt med en udvidet, effektiv mulighed for at afsige udeblivelsesdomme i straffesager. Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen stiller alene forslag til en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdom i sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske bevisførelse, også selv om tiltalte udebliver.

Forslaget fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen indeholder følgende elementer:

Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen henvises til bilag 2.

Det følger af retsplejelovens § 934, stk. 1, at udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald, eller nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten behandle sagen, som om tiltalte havde tilstået, hvis der ikke under sagen er spørgsmål om højere straf end bøde, og omstændighederne ikke taler imod det.

I sådanne sager kan retten afsige udeblivelsesdom, og tiltaltes udeblivelse anses som en tilståelse. Baggrunden herfor er, at det på grund af den ringe straf, der oftest udmåles efter faste takster, anses for at være af mindre betydning, om tiltalte er til stede under domsforhandlingen.

Retten kan afvise at afsige udeblivelsesdom, hvis omstændighederne taler herimod, f.eks. hvis det er uklart, hvad tiltalen omfatter, eller det kan give anledning til tvivl, om anklagemyndigheden har henført forholdet under den korrekte lovbestemmelse. Som andre eksempler kan nævnes, at tiltalte trods en lovlig forkyndelse ikke kan antages at have fået underretning om sagen, eller at sagen må antages at have væsentlig betydning for tiltalte, f.eks. på grund af bødens størrelse eller kriminalitetens art.

Indkaldelsen til retsmødet skal indeholde oplysning om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes efter anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.

Hvis den sigtede har erkendt sig skyldig over for politiet, vil straffesagen normalt blive søgt gennemført som en tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 922 (der med virkning fra den 1. juli 2001 har afløst den tidligere § 925). Dette kan også ske i mere alvorlige straffesager, hvor en (evt. langvarig) fængselsstraf kan komme på tale.

En sag kan afgøres som tilståelsessag efter § 922, dvs. uden bevisførelse og uden medvirken af domsmænd, hvis den sigtede i retten afgiver en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, og sigtede samtykker i at sagen afgøres på denne måde. Denne afgørelsesmåde forudsætter, at sigtede er til stede i det retsmøde, hvor sagen behandles.

I domsmandssager efter retsplejelovens kapitel 80, der ved byretten er alternativet til proceduren efter § 922 om tilståelsessager, kan domsforhandlingen som hovedregel ikke gennemføres, hvis tiltalte ikke er til stede. Dette følger af henvisningen i retsplejelovens § 928, stk. 1, til § 846. Hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten dog med forsvarerens samtykke bestemme, at afhøring af vidner skal ske. Dette følger af henvisningen i § 928, stk. 1, til § 847, stk. 1. Sådan beslutning kan dog kun træffes, hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og udsættelse af sagen er til væsentlig ulempe for de mødte. Bestemmelsen giver ikke adgang til at afgøre sagen i tiltaltes fravær.

Derimod kan domsforhandlingen efter § 847, stk. 3, i visse tilfælde gennemføres i tiltaltes fravær, når retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Heri ligger, at sagen til trods for tiltaltes udeblivelse skal være tilstrækkeligt oplyst. Herudover stilles der efter den nævnte bestemmelse krav om enten, (1) at tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt, (2) at tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse, (3) at der under sagen kun er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte har givet samtykke til gennemførelse af domsforhandlingen, (4) at der under sagen kun er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller (5) at retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil føre til, at tiltalte frifindes.

Bestemmelsen i § 847 kan principielt også anvendes i nævningesager, men må her anses for at være uden praktisk betydning. Baggrunden herfor er dels, at den tiltalte oftest vil være til stede, idet den pågældende er varetægtsfængslet, og dels fordi det formentlig altid i så alvorlige sager må anses for nødvendigt, at tiltalte er til stede under domsforhandlingen. Bestemmelsen nævnt under nr. 3 kan ikke benyttes i sådanne sager, allerede fordi en strafpåstand på mindst 4 års fængsel er en forudsætning for nævningebehandling efter § 687, stk. 2, nr. 1.

I ankesager ved landsretterne kan domsforhandlingen gennemføres uden, at tiltalte er til stede, hvis ankesagen alene vedrører strafudmålingen. Hvis tiltalte har anket til frifindelse, men udebliver fra domsforhandlingen i landsretten, kan retten afvise tiltaltes anke, hvis den finder, at sagen ikke med nytte kan behandles, uden at tiltalte er til stede, jf. retsplejelovens § 965 c, stk. 3. Tiltaltes udeblivelse medfører således normalt kun udsættelse af sagen, hvis anklagemyndigheden har anket med påstand om domfældelse i videre omfang end ved byrettens dom. Sagen kan dog også i disse tilfælde gennemføres, hvis betingelserne i § 847, stk. 3, er opfyldt. Dette følger af henvisningen i § 965 a til § 847.

For alle sagstyper gælder, at retten kan træffe beslutning om anholdelse, hvis en tiltalt, der er indkaldt, udebliver fra retsmødet uden oplyst lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 757. Det er dog kun i få tilfælde praktisk muligt, at anholdelsen kan ske straks, således at den tiltalte bringes til stede i det retsmøde, hvorfra den pågældende er udeblevet.

Sammenfattende er det således retsplejelovens hovedregel, at retten kun kan træffe realitetsafgørelse i en straffesag, hvis tiltalte er til stede under domsforhandlingen. Den i praksis væsentligste undtagelse er de ovenfor nævnte sager, hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøde, jf. retsplejelovens § 934.

Retsplejelovens § 847 fik sin nuværende formulering ved lov nr. 369 af 18. maj 1994, jf. herom nærmere Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8021 ff. Formålet med lovændringen var bl.a. at udvide adgangen til at idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget anføres bl.a. (sp. 8051), at det i vidt omfang forekom, at den tiltalte i mindre straffesager, hvor den pågældende stod til frihedsstraf, udeblev fra retsmødet. Dette medførte i reglen, at sagen blev udsat, for at tiltalte kunne komme til stede, med tidsspilde for retten, advokater, vidner m.m. til følge.

Det følger af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan afsiges dom, i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Efter den gældende bestemmelse vil der således ikke kunne idømmes en ubetinget fængselsstraf i mere end 30 dage. Efter den gældende bestemmelse vil det endvidere være en betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den beslutter at behandle sagen på trods af tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder.

Det fremgår af forarbejderne til § 847, stk. 3, nr. 4 (sp. 8059 og 8076-8077), at bestemmelsen hovedsagelig er tænkt anvendt af domstolene ved mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser navnlig inden for færdselslovgivningen.

I tilfælde, hvor domsforhandlingen fremmes til dom i tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, skal retten foretage en fuldstændig bevisvurdering efter sædvanlig sagsbehandling, herunder efter omstændighederne ved afhøring af vidner og langt sjældnere syns- og skønsmænd eller andre sagkyndige, og en sædvanlig procedure fra anklageren og forsvareren. Viser det sig herunder at give anledning til betænkeligheder, at sagen fremmes til udeblivelsesdom, kan retten når som helst afbryde domsforhandlingen og udsætte sagen med henblik på, at tiltalte kommer til stede. Det forhold, at der skal ske en fuldstændig bevisførelse, indebærer bl.a., at vidneførsel for retten foregår på sædvanlig måde under medvirken af forsvarer og anklager.

Der gælder ikke nogen særlig og udvidet adgang til dokumentation af forklaringer afgivet til f.eks. politirapport i sager, der behandles efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4. Det vil sige, at det vil skulle afgøres på grundlag af retsplejelovens § 877, om og i hvilket omfang f.eks. forklaringer afgivet til politirapporter af tiltalte eller vidner kan oplæses og anvendes som bevis under straffesagen. I modsætning hertil følger det af § 965 c, stk. 4, at tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under byretsbehandlingen foruden de i § 877 nævnte tilfælde kan anvendes som bevismiddel under en ankesag, såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 260 af 8. juni 1979, og har til formål at undgå overflødig bevisførelse for landsretten. Bestemmelsen er i praksis blevet administreret således, at centrale vidner vil skulle føres også i landsretten, idet landsretten ellers vil anse det for betænkeligt at domfælde den tiltalte (se f.eks. Vestre Landsrets afgørelser gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 1046, 1986, s. 52, 1989, s. 765, og 1991, s. 877.

Det følger af § 847, stk. 4, at medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt indkaldt, jf. § 163, og ved indkaldelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan betyde, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale. Efter retsplejelovens § 163, stk. 2, kan tiltalte kun dømmes som udebleven i straffesager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, jf. § 847, stk. 3, nr. 4, hvis der er sket forkyndelse for tiltalte personlig. § 163, stk. 2, blev også indført ved lov nr. 369 af 18. maj 1994. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (sp. 8054 og 8067), at bestemmelsen skal sikre, at den tiltalte er bekendt med domsforhandlingen, og at kravet betrygger den tiltaltes retsstilling yderligere i forhold til retsplejelovens almindelige regel.

For så vidt angår sager, der ønskes behandlet efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, stiller retsplejeloven således nogle krav både med hensyn til indkaldelsens indhold (skal indeholde de i § 847, stk. 4, nævnte oplysninger), og med hensyn den måde, hvorpå tilsigelsen forkyndes (krav om personlig forkyndelse, jf. § 163, stk. 2).

På det tidspunkt, hvor indkaldelsen skal forkyndes, vil det ofte ikke være muligt på forhånd at vide, om der er tale om en sag, hvor der kan opstå spørgsmål om at fremme sagen i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, så forkyndelsen af hensyn hertil bør ske for den tiltalte personlig. Af ressourcemæssige grunde sker der ikke personlig forkyndelse i alle sager, der principielt kan gennemføres, selv om den tiltalte udebliver. I praksis vil der derfor ikke altid være sket forkyndelse for den tiltalte personlig. Der kan f.eks. være sket forkyndelse for en person, der hører til tiltaltes husstand, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Det betyder i praksis, at sagen ikke vil kunne fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, hvis det senere viser sig, at den tiltalte udebliver, idet kravet i § 163, stk. 2, ikke vil være opfyldt.

Det følger af retsplejeloven § 731, stk. 1, litra i, at der skal beskikkes en offentlig forsvarer i sager, der afgøres i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, når der er spørgsmål om fængselsstraf. Det gælder dog ikke, hvis sigtede selv har valgt en forsvarer, medmindre den valgte forsvarer udebliver. Retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i, blev også indført ved lov nr. 369 af 18. maj 1994, jf. om bestemmelsen navnlig sp. 8055-57 og 8076-77 . I de sager, hvor domsforhandlingen fremmes i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, foreskriver retsplejeloven således obligatorisk forsvarerbeskikkelse.

Det følger af retsplejelovens § 219 a, stk. 5, at hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1 til 5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal en udskrift af dommen forkyndes.

Ønsker den domfældte at anfægte afgørelsen, opstår spørgsmålet om anke eller genoptagelse.

Efter retsplejelovens § 962, stk. 2, er det bl.a. en betingelse for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har givet møde i sagen. Det betyder, at bl.a. sager, der behandles efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, som udgangspunkt ikke kan ankes af den tiltalte. Efter retsplejelovens § 962, stk. 3, jf. stk. 2, kan Procesbevillingsnævnet imidlertid tillade anke af udeblivelsesdomme jf. Justitsministeriets svar af 27. april 1994 på spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg (L 231 bilag 5). Hvis en tiltalt, der er dømt som udeblevet, søger om tilladelse til anke, henviser Procesbevillingsnævnet i almindelighed vedkommende til først at søge sagen genoptaget i medfør af retsplejelovens § 987, stk. 1, der omtales nedenfor, jf. Dybdahl og Kardel: Procesbevillinger (1998), s. 139.

Udeblivelsesdomme kan begæres genoptaget efter retsplejelovens § 987. Efter denne bestemmelse kan genoptagelse ske, når den tiltalte godtgør, at have haft lovligt forfald og ved omstændigheder, der ikke kan tilregnes tiltalte, har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til den pågældendes kundskab.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse af 11. januar 1996 af spørgsmål nr. 24 (Alm. del bilag 45) fra Folketingets Retsudvalg om anvendelsen af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, siden vedtagelsen af lov nr. 369 af 18. maj 1994 afgav Rigsadvokaten en udtalelse den 21. december 1995.

På baggrund af oplysninger fra visse politikredse oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kun var blevet anvendt i begrænset omfang siden ikrafttrædelsen den 1. oktober 1994.

Om baggrunden for den begrænsede anvendelse blev der bl.a. henvist til praktiske vanskeligheder med hensyn til forsvarerbeskikkelse og forkyndelse for tiltalte. Endvidere blev der henvist til det forhold, at det ikke var muligt at anse tiltaltes udeblivelse for en erkendelse af tiltalen eller at oplæse tiltaltes eventuelle tilståelse til politirapport som bevis under domsforhandlingen.

Rigsadvokaten udtalte, at det måtte antages, at yderligere ressourcebesparelser kunne opnås, hvis der blev gennemført en udvidelse af anvendelsesområdet for retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten fandt det imidlertid tvivlsomt, om sådanne besparelser ville være mærkbare, hvis betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen ikke i øvrigt ændredes.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse af 13. maj 1997 af spørgsmål S 1257 fra medlem af Folketinget Kirsten Jacobsen (FP) afgav Rigsadvokaten den 5. marts 1997 på ny en udtalelse om anvendelsen af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4.

På baggrund af oplysninger fra de regionale statsadvokater oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, sjældent var blevet anvendt i 1996, og at bestemmelsen i nogle politikredse slet ikke var blevet anvendt.

Om baggrunden for den begrænsede anvendelse henviste Rigsadvokaten bl.a. til, at det forhold, at tiltaltes udeblivelse ikke kunne tages som udtryk for, at han erkendte forholdet, fandtes at vanskeliggøre anvendelsen af reglen, at kravet om personlig forkyndelse gjorde, at det kunne være meget ressourcekrævende at anvende reglen, samt at nogle retter over for politimesteren havde givet udtryk for, at reglen ikke burde anvendes i voldssager. Endvidere oplyste Rigsadvokaten, at de tiltalte i mindre kredse stort set altid mødte op, og at der derfor ikke var behov for at iværksætte behandling efter bestemmelsen.

Rigsadvokaten anførte, at hvis bestemmelsen skulle kunne anvendes i et omfang, der kunne medføre ressourcebesparelser, måtte der efter hans vurdering ske en ændring af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten udtalte, at ændringen skulle bestå i, at tiltaltes udeblivelse blev taget som udtryk for, at forholdet erkendes, at kravet om personlig forkyndelse blev ophævet, at kravet om obligatorisk forsvarerbeskikkelse blev ændret, således at der ikke nødvendigvis skulle ske beskikkelse i visse sager om spirituskørsel, og at strafferammen blev udvidet til f.eks. fængsel i 3 måneder.

I efteråret 1999 foretog Københavns Byret en undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede og tiltalte personer udeblev fra domsforhandlingen. Undersøgelsen dækkede over en periode på 4 uger (uge 42 til 45). Ved undersøgelsen blev der set bort fra sager, der kunne afgøres med udeblivelsesdom (§ 934-sager) og sager, hvor der ikke var sket forkyndelse. Undersøgelsen viste, at udeblivelsesprocenten i den nævnte periode var på 17,8 pct.

I efteråret 1999 foretog Københavns Politi, Advokatur K, en undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede i tilståelsessager efter retsplejelovens § 925 (der med virkning fra den 1. juli 2001 er blevet erstattet af § 922) og tiltalte i domsmandssager udeblev fra domsforhandlingen i sager, som var blevet behandlet af netop denne advokatur. Det drejer sig alle om sager, som blev behandlet i Københavns Byret. Undersøgelsen dækkede over en periode på 3 uger (20. september 1999 til 8. oktober 1999). I perioden havde advokaturen 94 § 925-sager berammet. I 51 af sagerne udeblev den sigtede fra retsmødet. Det svarer til 54,3 pct. I samme periode havde advokaturen 138 domsmandssager berammet. I 46 af sagerne udeblev den tiltalte. Det svarer til 33,3 pct. I § 925-sagerne var der sket lovlig forkyndelse i ca. 70 pct. af sagerne. I domsmandssagerne var der i 70 pct. af de sager, hvor tiltalte udeblev, sket en lovlig forkyndelse for den tiltalte. I de 46 sager, hvor tiltalte udeblev, var både anklager og forsvarer mødt i byretten, der først herefter aflyste retsmødet.

I efteråret 1999 skrev Dommerforeningen til byretterne for at høre, i hvilket omfang sigtede eller tiltalte udeblev trods lovlig tilsigelse, og om retten anså det for et væsentligt problem. Ud af 70 byretter var der 18, der svarede, at de havde udeblivelsesproblemer. Det drejer sig om byretten i Ballerup, Brøndbyerne, Gråsten, Helsingør, Hillerød, Hjørring, Horsens, Hvidovre, København, Køge, Mariager, Roskilde, Rødovre, Tåstrup, Vejle, Viborg, Vordingborg og Århus.

I forslaget af 25. januar 2001 anfører Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at der særligt i de større byer, men også nogle andre steder, er et betydeligt ressourcespild på grund af tiltaltes og sigtedes udeblivelse. Det anføres, at tendensen har været voksende og må antages at fortsætte.

På baggrund af de foreliggende oplysninger (se pkt. 3.2.3 ovenfor) må sigtedes udeblivelse i § 922-sager (tidligere § 925-sager) og tiltaltes udeblivelse i domsmandssager (kapitel 80-sager) anses for at være et reelt problem, der indebærer et ikke ubetydeligt ressourcespild, herunder med hensyn til domstolenes ressourcer.

Justitsministeriet er derfor enig med Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten i, at der er behov for at ændre reglerne om afsigelse af udeblivelsesdomme i straffesager, for derved at sikre, at flere sager kan fremmes til dom, uanset at den tiltalte udebliver.

Som det fremgår af det følgende, omfatter Justitsministeriets forslag alene sager, i hvilke der er rejst tiltale. Derimod omfatter forslaget ikke de sager, der i dag behandles som tilståelsessager (§ 922-sager), og hvor den sigtede udebliver fra retsmødet.

En udvidet adgang til at afsige udeblivelsesdomme i straffesager kan i princippet ske på grundlag af to fundamentalt forskellige principper. Begge principper har fundet udtryk i retsplejeloven.

I mindre alvorlige straffesager, det vil sige i de sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde, anses udeblivelse normalt som en tilståelse af det forhold, som der er rejst sigtelse for, og der sker umiddelbar domfældelse, medmindre retten finder, at særlige omstændigheder taler herimod, jf. retsplejelovens § 934, stk. 1.

I de mere alvorlige straffesager finder bestemmelsen i retsplejelovens § 847, stk. 3, derimod anvendelse. Denne bestemmelse angiver ikke en tilsvarende formodning for tilståelse. Her er der alene tale om, at domsforhandlingen, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, kan gennemføres i tiltaltes fravær med sædvanlig bevisførelse mv.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville den største grad af effektivisering kunne opnås, hvis princippet fra § 934, stk. 1, blev overført på de mere alvorlige straffesager, så udeblivelse generelt blev anset som en erkendelse. Dette ville navnlig være tilfældet, hvis udeblivelse ikke alene blev anset for en erkendelse i de straffesager, hvor anklagemyndigheden har rejst tiltalte, men også i de sager, hvor der alene foreligger en sigtelse, og hvor straffesagen forventes fremmet som en tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 922.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der imidlertid anføres både praktiske og principielle indvendinger mod en ordning, hvor den sigtede/tiltaltes udeblivelse i videre omfang, end hvad der følger af § 934, anses for en erkendelse.

Selv hvis udeblivelse kunne anses som en erkendelse, må det således forventes, at en række forhold vil gøre, at domstolene formentlig ikke særlig hyppigt vil anvende en sådan adgang i sager, der i dag søges fremmet som tilståelsessager efter retsplejelovens § 922. Det vil især være tilfældet for sager, hvor oplysninger om tiltaltes personlige forhold meget ofte spiller en afgørende rolle for strafudmålingen, og hvor der ofte vil være uklarheder i selve sagens faktum, som retten vil være utilbøjelig til at anse for afgjort i kraft af udeblivelse, f.eks. også af hensyn til medgerningsmænd. Det samme vil gælde en del sager, som ikke er tilståelsessager, og som behandles efter retsplejelovens kapitel 80 om domsforhandling for byret i sager, i hvilke der ikke medvirker domsmænd.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det endvidere forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at betragte den omstændighed, at en tiltalt ikke møder op til et retsmøde, som ensbetydende med en erkendelse, der skal kunne danne grundlag for idømmelse af fængselsstraf.

Hertil kommer, at en udvidet ordning, hvorefter en tiltalt, der udebliver fra domsforhandlingen, uden gennemførelse af en domsforhandling med bevisførelse, efter Justitsministeriets opfattelse vil kunne rejse visse betænkeligheder i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om, at en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme skal begrænses til sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske bevisførelse, også selv om tiltalte udebliver.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil en ændring af § 847, stk. 3, nr. 4, så muligheden for at idømme fængselsstraf forhøjes fra fængsel i 30 dage til fængsel i 3 måneder, medføre, at ordningen vil kunne finde anvendelse på et meget stort antal straffesager. I 1999 udgjorde antallet af sager, der endte med en ubetinget frihedsstraf på 3 måneder eller mindre, således 79 pct. af samtlige betingede og ubetingede straffedomme. En udvidelse fra 30 dage til 3 måneder vil endvidere indebære en væsentlig udvidelse af muligheden for at afsige dom i udeblivelsessager. I 1999 udgjorde antallet af sager, der endte med en ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller mindre, 53 pct. af samtlige betingede og ubetingede domme. En udvidelse fra 30 dage til 3 måneder vil derfor indebære en udvidelse af muligheden for at afsige dom i udeblivelsessager svarende til ca. 50 pct. Der henvises i øvrigt til de statistiske oplysninger i bilag 3 til lovforslaget.

Som nævnt har bestemmelsens hidtidige hovedanvendelsesområde været mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser, herunder navnlig inden for færdselslovgivningen. Straffesager, hvor den tiltalte idømmes mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders fængsel vil imidlertid ofte være sager, der ikke kan betegnes som mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser. I forbindelse med ændringen af strafkravet forudsættes det derfor, at domstolene i videre omfang end tilfældet er i dag, også anvender bestemmelsen i andre sager, jf. nærmere nedenfor under pkt. 3.3.4.

Efter den nugældende bestemmelse er det som nævnt en betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den beslutter at fremme sagen trods den tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det i visse tilfælde være vanskeligt på forhånd at vurdere, hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig i den rejste tiltale, skal idømmes. Med mindre der er tale om forhold, hvor der anvendes mere eller mindre takstmæssige straffe, vil spørgsmålet om straffens art og strenghed ofte bero på en konkret vurdering af oplysninger, der kommer frem i forbindelse med bevisførelsen, herunder oplysninger om de forhold, der er nævnt i straffelovens kapitel 10 (f.eks. oplysninger om baggrunden for, omstændighederne ved og følgerne af forbrydelsen).

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget fra Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten om ikke at lægge vægt på, om der under sagen alene er spørgsmål om en vis straf, men derimod at lægge vægt på, at der alene idømmes en vis straf.

Det foreslås derfor, at § 847, stk. 3, nr. 4, ændres, så en domsforhandling kan gennemføres, og der kan afsiges dom, i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke idømmes en højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

I forbindelse med lovændringen i 1994 overvejede Justitsministeriet, om der kunne være grund til at udvide adgangen til at dokumentere den tiltaltes forklaringer til politirapport under domsforhandlingen (det vil sige oplæse og anvende dem som bevis), så disse oplysninger kunne indgå som grundlag for rettens afgørelse i sagen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8055-8056). Det hedder herom i lovforslagets bemærkninger:

Vestre Landsret har taget stilling til spørgsmålet om dokumentation af politirapporter i udeblivelsessager i en kendelse af 22. februar 1996 (Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 708). Under sagen, hvor der var rejst tiltale for spirituskørsel, anmodede anklagemyndigheden efter at retten havde tilladt, at sagen blev fremmet på trods af tiltaltes udeblivelse om tilladelse til at oplæse rapporttilførsler om, at tiltalte havde ført bilen. Byretten afviste anklagemyndighedens anmodning under henvisning til, at det ved lovændringen i 1994 efter forarbejderne ikke var tilsigtet at udvide den hidtidige adgang til bevisførelse ved oplæsning af politiets rapporter, og at der ikke efter praksis forud for lovændringen blev givet tilladelse til, at bevisførelse om, hvorvidt tiltalte havde været fører af et køretøj, skete ved oplæsning af en rapporttilførsel i stedet for vidneførsel. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse i henhold til grundene.

Med den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, fra 30 dages fængsel til 3 måneders fængsel sker der en udvidelse af de typer af straffesager, som vil kunne domsforhandles i tiltaltes fravær. Udvidelsen indebærer, at tiltaltes forklaring i videre omfang end tidligere må antages at kunne have en vis betydning for rettens afgørelse af sagen, uden dog at være så væsentlig, at retten af den grund bør udsætte sagen med henblik på, at tiltalte kan komme til stede, jf. pkt. 3.3.4. nedenfor.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om at give forsvareren men ikke anklagemyndigheden - adgang til at dokumentere den tiltaltes forklaring til politirapport i sager, der fremmes efter § 847, stk. 3, nr. 4.

Formålet hermed er at sikre, at alle oplysninger, som kan bevirke et for tiltalte gunstigere resultat, kan indgå i sagen, selv om tiltalte ikke er til stede og kan afgive forklaring. Den foreslåede bestemmelse i § 877, stk. 2, nr. 6, giver forsvareren mulighed for at inddrage oplysninger til gunst for tiltalte i situationer, hvor sådanne oplysninger fremgår af tiltaltes forklaringer til politiet, uden i øvrigt at være af så afgørende betydning for skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen, at retten af den grund bør udsætte sagen på, at tiltalte selv kan komme til stede.

Justitsministeriet er opmærksom på, at en ensidig adgang for forsvareren til at dokumentere tiltaltes forklaring udgør en fravigelse af princippet om anklagemyndighedens og forsvarets ligestilling under straffesagens behandling (»equality of arms«). Justitsministeriet finder dog ikke, at dette vil være forbundet med væsentlige, principielle betænkeligheder, da fravigelsen sker til fordel for forsvaret, og da hensynet til en bedre oplysning af sagen bør veje tungt.

Anklagemyndighedens anmodning om dokumentation af tiltaltes forklaring til politirapport vil fortsat skulle bedømmes på grundlag af bestemmelsen i retsplejelovens § 877, stk. 3.

Hvis anklagemyndigheden eller forsvareren finder, at det er af afgørende betydning for vurderingen af skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen, at tiltalte er til stede, og får mulighed for at afgive mundtlig forklaring overfor retten, må dette fremføres overfor retten, der herefter må afgøre, om det er forsvarligt at gennemføre sagen uden tiltaltes tilstedeværelse, jf. pkt. 3.3.4. nedenfor.

Forsvarerens adgang til dokumentation af tiltaltes forklaringer til politirapport forudsættes i øvrigt administreret sådan, at der ikke ved dokumentation af udvalgte dele af den tiltaltes forklaringer til politiet gives et fordrejet eller tendentiøst billede af, hvad der rent faktisk er forklaret. Såfremt forsvareren alene ønsker nogle af den tiltaltes forklaringer til politiet dokumenteret, må anklagemyndigheden protestere, såfremt man finder, at en isoleret dokumentation heraf vil give et forkert indtryk af den tiltaltes samlede forklaring. Det vil herefter være op til retten af afgøre, om der skal ske dokumentation af den tiltaltes samlede forklaringer eller om sagen eventuelt bør udsættes med henblik på, at den tiltalte selv kommer til stede og kan afgive mundtlig forklaring for retten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten foreslår som nævnt, at retten som hidtil skal finde fremgangsmåden forsvarlig.

Det følger af retsplejelovens § 847, stk. 3, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan afsiges dom, i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig«. Afgørelse om at fremme en sag i medfør af bestemmelsen forudsætter således altid, at retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det følger heraf, at rettens afgørelse om at gennemføre domsforhandlingen ikke kan være endelig, og at retten derfor kan beslutte at standse domsforhandlingen, hvis der efterfølgende kommer oplysninger frem, som efter rettens opfattelse gør det påkrævet eller ønskeligt, at tiltalte er til stede.

Som nævnt under pkt. 3.2.2 følger det af forarbejderne til § 847, stk. 3, nr. 4, at bestemmelsen hovedsagelig er tiltænkt anvendt af domstolene i forbindelse med mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser og navnlig inden for færdselslovsområdet. Det følger endvidere af forarbejderne, at ordningen ikke er obligatorisk, og at retten derfor kan undlade at fremme en straffesag til udeblivelsesdom, hvis det skønnes, at den tiltaltes forklaring er af betydning for vurderingen af skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen.

Som anført under pkt. 3.3.2 er der grund til at være opmærksom på, at straffesager, hvor den tiltalte idømmes mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders fængsel ofte ikke vil være mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser.

Som eksempel herpå kan nævnes sager om vold, hvor retten f.eks. skal tage stilling til, om et konkret voldsforhold er omfattet af straffelovens § 244 eller § 245, om der skal idømmes en betinget eller ubetinget straf, eller om der skal ske strafnedsættelse m.m.

Det forudsættes imidlertid, at også sådanne sager som udgangspunkt skal kunne gennemføres efter de foreslåede regler i tilfælde, hvor hensynet til at opnå den tiltaltes forklaring for retten - i lyset af den øvrige bevisførelse - findes at burde vige for hensynet til sagens fremme.

Selv om det ikke kan udelukkes, at en forklaring fra den tiltalte kan være af betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, vil det i sager, hvor den tiltalte alene risikerer en kortere fængselsstraf (indtil 3 måneders fængsel), efter Justitsministeriets opfattelse være ubetænkeligt at lade det være op til den tiltalte at afgøre, om den pågældende ønsker at møde op til domsforhandlingen og gøre eventuelle formildende omstændigheder gældende. En sådan ordning vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig i lyset af, at der i øvrigt foregår en sædvanlig bevisførelse og bevisvurdering, at retten skal finde fremgangsmåden forsvarlig, og endelig at den tiltalte samtidig sikres en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse, hvis den tiltalte anser sig for dømt med urette, eller vurderer, at straffen er for hård.

Justitsministeriet forudsætter derfor, at domstolene efter vedtagelsen af forslaget vil tillade, at en domsforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, i videre omfang end forudsat i forarbejderne til lov nr. 369 af 18. maj 1994. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse en nødvendig forudsætning for, at muligheden for at idømme op til 3 måneders ubetinget fængsel også i praksis vil medføre en mere effektiv udnyttelse af bl.a. domstolenes ressourcer.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Advokatrådets, Dommerforeningens og Rigsadvokatens forslag om at ophæve kravet om personlig forkyndelse som betingelse for at kunne fremme straffesager i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.

En ophævelse af kravet om personlig forkyndelse vil efter Justitsministeriets opfattelse øge muligheden for at anvende bestemmelsen i praksis. Efter Justitsministeriets opfattelse vil der ikke være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med ophævelse af kravet om personlig forkyndelse, når det som foreslået kombineres med en ubetinget adgang for tiltalte til at kræve genoptagelse, jf. nedenfor under pkt. 3.3.7.

Justitsministeriet foreslår ikke nogen ændring i indholdet af de oplysninger, som skal fremgå af indkaldelsen, det vil sige oplysning om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltalte, jf. § 847, stk. 4.

I konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være gjort bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse ændres til et krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse fremgår af tilsigelsen.

De mulige retsvirkninger af en eventuel udeblivelse bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå som en af de standardoplysninger, som anføres i en indkaldelse. I indkaldelser/stævninger bør det derfor angives, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre anholdelse, jf. retsplejelovens § 757, eller medføre, at domsforhandlingen gennemføres, og at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale, hvis der er sket lovlig forkyndelse, jf. retsplejelovens § 847, stk. 4.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 10.

Det følger af retsplejelovens § 219 a, stk. 5, at hvis tiltalte ikke er til stede ved afsigelsen af dommen, sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte får tilsendt en udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1 til 5, er afgjort i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes.

Som en konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse af indkaldelsen i sager, der fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, foreslås ophævet, bør § 219 a, stk. 5, ændres således, at en dom i en sag, der er blevet fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, fremover altid skal forkyndes for den tiltalte personlig, hvis indkaldelsen ikke har været forkyndt for denne personlig.

Det betyder, at i sager, der fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil enten indkaldelsen eller dommen altid skulle forkyndes for den tiltalte personlig. Dette skal medvirke til at sikre, at den tiltalte også i praksis får kendskab til straffesagen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten foreslår, at den tiltalte fortsat altid skal have en forsvarer.

Justitsministeriet er enig med Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten heri, og foreslår derfor ikke ændring af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i.

I mange af de sager, hvor det kan komme på tale at fremme domsforhandlingen i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil den tiltalte i forvejen have fået beskikket en forsvarer.

I de sager, hvor den tiltalte ikke forud for domsforhandlingen har fået beskikket en forsvarer, vil sagen fortsat kun kunne behandles i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, hvis der først beskikkes en forsvarer for den udeblevne tiltalte.

Som nævnt under pkt. 3.1. foreslår Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at en tiltalt, der dømmes som udebleven, skal have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, hvis begæringen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse. Retten bør desuden i op til 1 år kunne give tilladelse til genoptagelse under helt særlige omstændigheder.

Imod at give en person, der er domfældt som udebleven efter § 847, stk. 3, nr. 4, fri adgang til genoptagelse taler, at et større antal sager om genoptagelse i et vist omfang vil kunne opveje fordelene ved indførelse af regler om idømmelse af fængselsstraf ved udeblivelsesdom. Det gælder ikke mindst i det foreliggende tilfælde, hvor byretterne ved genoptagelse vil blive belastet med gentagelse af hele domsforhandlingen med bevisførelse mv. Hertil kommer, at byretten jo allerede én gang har foretaget en vurdering af de førte beviser.

Det forhold, at det fremover vil være muligt at behandle en sag i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, selv om tilsigelsen ikke er forkyndt for tiltalte personligt (jf. pkt. 3.3.5.) taler imidlertid for at udvide muligheden for genoptagelse. I nogle af de sager, som fremover vil kunne fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kan det således ikke udelukkes, at tilsigelsen ikke er kommet til den tiltaltes kundskab. Dette kan f.eks. skyldes, at indkaldelsen er forkyndt for personer, der hører til den tiltaltes husstand, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a, uden at disse personer har underrettet den tiltalte om indkaldelsen.

Justitsministeriet er klar over, at en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse vil give mulighed for spekulation fra den tiltaltes side. Den tiltalte kan således vælge at udeblive, og hvis udfaldet af straffesagen ikke blev som forventet, kan den tiltalte kræve genoptagelse. Dette kan enten skyldes, at den tiltalte blev dømt i videre omfang end forventet eller straffet hårdere end forventet. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt at vurdere, om en sådan risiko for spekulation må anses for at være et reelt problem.

Navnlig som modstykke til, at kravet om personlig forkyndelse af tilsigelsen i disse sager ophæves, kan Justitsministeriet imidlertid tilslutte sig forslaget om, at den tiltalte skal have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, hvis anmodningen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret samt Politidirektøren i København har i deres høringssvar forholdt sig kritisk til forslaget om, at den tiltalte i alle tilfælde skal have et ubetinget krav på genoptagelse. Det er i den forbindelse bl.a. anført, at der i tilfælde, hvor tilsigelsen er personlig forkyndt, ikke er særlige hensyn at tage til den tiltalte, som vælger at udeblive fra domsforhandlingen. Den fri adgang til genoptagelse bør derfor højest omfatte tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen ikke er forkyndt personligt for tiltalte. Herudover bør anfægtelse af dommen ske ved anke til landsretten, som det er tilfældet i andre sager, hvor der i 1. instans er sket sædvanlig bevisvurdering og idømt frihedsstraf. Fri genoptagelse i de omhandlede sager indebærer reelt, at den tiltalte vil kunne opnå en realitetsprøvelse i 3 instanser, hvilket findes uhensigtsmæssigt.

Justitsministeriet er enig i, at der, når tilsigelse er forkyndt for tiltalte personlig, ikke er de samme hensyn at tage i relation til at sikre tiltalte ubetinget adgang til genoptagelse, som når personlig forkyndelse ikke har fundet sted.

Den foreslåede ordning hviler imidlertid på en samlet afvejning af ønsket om at undgå ressourcespild overfor hensynet til den tiltaltes ret til at være til stede under domsforhandlingen i alle instanser. I denne samlede afvejning indgår den fri mulighed for genoptagelse med betydelig vægt.

Med henblik på at sikre, at der gennem den øgede anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager opnås den tilsigtede ressourcebesparelse, vil Justitsministeriet dog efter en gennemførelse af lovforslaget nøje følge udviklingen i antallet af udeblivelsesdomme og genoptagelsessager. Justitsministeriet vil med henblik herpå anmode Rigsadvokaten om at udarbejde en rapport om udviklingen på området, således at rapporten kan foreligge, når de nye regler har været i kraft i 2 år.

Hvis de betænkeligheder, som Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret samt Politidirektøren i København har givet udtryk for i deres høringssvar, viser sig at være velbegrundede, vil Justitsministeriet overveje, om den ubetingede adgang til genoptagelse fortsat bør omfatte tilfælde, hvor tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig forslaget om, at retten i op til 1 år bør kunne give tilladelse til genoptagelse under helt særlige omstændigheder. En tilsvarende regel findes i retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., om genoptagelse i civile sager.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.

Som nævnt foreslår Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten endvidere, at hvis sagen genoptages, skal det i forbindelse med den nye domsforhandling være muligt i vidt omfang at dokumentere forklaringer afgivet til retsbogen.

Genoptagelse indebærer efter de gældende regler, at der skal ske en fornyet domsforhandling med bevisførelse mv., og der gælder ikke nogen særlig eller udvidet adgang til at dokumentere f.eks. forklaringer afgivet af vidner under den tidligere domsforhandling. Spørgsmålet om og i hvilket omfang, der kan ske oplæsning og anvendelse som bevis af tidligere afgivne forklaringer, vil derfor skulle afgøres på grundlag af retsplejelovens § 877.

Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget om, at den nye domsforhandling bør kunne gennemføres, uden at alle vidnerne indkaldes på ny med henblik på at afgive forklaring. Under den nye domsforhandling bør det, hvis ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, være muligt at dokumentere forklaringer afgivet under den tidligere domsforhandling.

En sådan mulighed for at dokumentere tidligere afgivne forklaringer findes allerede i dag i retsplejelovens § 965 c, stk. 4, om bevisførelsen under ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.

Justitsministeriet foreslår indførelsen af en tilsvarende mulighed for at dokumentere tidligere afgivne forklaringer i forbindelse med behandlingen af sager, der genoptages i medfør af den foreslåede bestemmelse (§ 987).

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse på samme måde som retsplejelovens § 965 c, stk. 4 vil blive administreret således, at centrale vidner vil skulle føres også under den genoptagne straffesag, idet retten ellers vil anse det for betænkeligt at domfælde den tiltalte, jf. ovenfor under pkt. 3.2.2.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr.14.

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten foreslår endelig, at domfældte, ved siden af adgangen til at kræve sagen genoptaget, skal kunne anke til formildelse.

Som nævnt under pkt. 3.2.2 kan en tiltalt, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kun anke med Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af § 962, stk. 3, jf. stk. 2. Den tiltalte kan herudover kræve genoptagelse, når betingelserne i § 987 er opfyldt. Efter forslaget til en ændring af § 987 vil den tiltalte altid kunne kræve genoptagelse.

Det må antages, at en person, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, i nogle tilfælde ikke vil have indvendinger imod selve domfældelsen. Dette kan f.eks. skyldes, at den tiltalte har kunnet erkende forholdet, men ikke har ønsket at møde i retten. Hvis den tiltalte alene ønsker at anfægte straffens udmåling, kan det forekomme uhensigtsmæssigt, hvis den tiltalte i sådanne situationer skal være nødsaget til at kræve genoptagelse, for derved at få en fornyet vurdering af straffens fastsættelse. En vurdering, der herudover vil blive foretaget af den samme ret.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget om, at den tiltalte, foruden at kunne kræve genoptagelse, skal kunne anke til formildelse.

Justitsministeriet foreslår derfor en ændring af § 962, stk. 2, således, at en tiltalt i en sag, der er fremmet til dom uden den pågældendes tilstedeværelse efter § 847, stk. 3, nr. 4, kan anke dommen, hvis anken ikke omfatter bevisbedømmelsen, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er opfyldt, det vil sige, at mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.

Det bemærkes, at anke til formildelse vil skulle behandles efter de almindelige regler herom. Det betyder bl.a., at den tiltalte ikke vil have en udvidet adgang til f.eks. at føre vidner om omstændigheder, der kan have betydning for straffastsættelsen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvorvidt og under hvilke betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes fravær.

Derimod har Europarådets ministerkomité vedtaget en resolution om kriterierne for gennemførelse af straffesager i tiltaltes fravær (Resolution (75) 11 »on the criteria governing proceedings held in the absence of the accused«). En resolution fra ministerkomitéen er ikke bindende for medlemsstaterne. I resolutionen opfordrer ministerkomitéen medlemsstaternes regeringer til at anvende følgende minimumsstandarder i sådanne sager (oversat fra engelsk):

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere afsagt en række domme af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes fravær. Der er tale om domme vedrørende artikel 6 om retten til en retfærdig og offentlig rettergang.

Det følger af Domstolens praksis, at tiltalte i straffesager har ret til at være til stede under domsforhandlingen. Dette følger ikke alene af formålet med artikel 6, men er endvidere forudsat i bestemmelser som artikel 6, stk. 3, litra c, d og e. Det er, som Domstolen udtrykker det, vanskeligt at forestille sig, hvorledes disse rettigheder skulle kunne fungere, hvis tiltalte ikke havde mulighed for at være til stede (se f.eks. Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, §§ 27-28, Monnell og Morris mod Storbritannien, dom af 02.03.87, § 58, og Zana mod Tyrkiet, dom af 25.11.97, §§ 68-70). En tiltalt kan dog give afkald på retten til at være til stede. Et sådant afkald kan gives udtrykkeligt eller stiltiende. Det må godtgøres på en uomtvistelig og klar måde, at tiltalte rent faktisk har givet afkald på retten til at være til stede.

Det følger endvidere af Domstolens praksis, at tiltaltes ret til at være til stede ikke er nogen absolut rettighed. Artikel 6 er således ikke generelt til hinder for, at en straffesag gennemføres, selv om den tiltalte ikke er til stede (domsforhandling og domfældelse in absentia). Domstolen anerkender således, at hvis det ikke var muligt at gennemføre en straffesag, selv om den tiltalte udeblev, ville dette kunne lamme gennemførelsen af straffesager, idet eventuelle beviser kunne gå tabt, ligesom eventuelle frister kunne blive overskredet (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 29). Domstolen har udtalt, at gennemførelse af en domsforhandling til trods for, at den tiltalte ikke er til stede, ikke i sig selv er i strid med konventionen, forudsat at den pågældende efterfølgende, når vedkommende bliver bekendt med straffesagen, har mulighed for at opnå en fornyet behandling af straffesagen for en domstol, hvor tiltalte er til stede, og hvor den nye domsforhandling både omfatter sagens faktiske og retlige spørgsmål (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 29). Der er overladt et vist skøn til medlemsstaterne med hensyn til, hvorledes de vil indrette deres retssystem, så det lever op til dette krav (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Det vil imidlertid være i strid med konventionen, hvis en fornyet domsforhandling efter national ret er betinget af, at den tiltalte godtgør, at han ikke har forsøgt at unddrage sig retsforfølgning, eller at den manglende tilstedeværelse skyldes force majeure (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Domstolen har udtalt, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt et krav om en fornyet domsforhandling også gælder i tilfælde, hvor den tiltalte har givet afkald på retten til at være til stede og forsvare sig selv, men har samtidig tilføjet, at et sådant afkald, hvis det skal tillægges betydning i forhold til konventionen, skal godtgøres på tilstrækkelig utvetydig måde og være knyttet til retssikkerhedsgarantier, der står i passende forhold til afkaldets betydning (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, og Pfeiffer og Plankl mod Østrig, dom af 25.02.92, § 37). Domstolen har undladt at tage stilling til, om en tiltalt, der undviger, derved fortaber retten til at være til stede (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 28).

Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med konventionen, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod tiltalte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at myndighederne forsøger at forkynde tilsigelser m.m. for den tiltalte på dennes officielle adresse, hvis myndighederne er bekendt med, at den tiltalte ikke længere opholder sig på adressen (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 28, T. mod Italien, dom af 12.10.92, F.C.B. mod Italien, dom af 28.08.91, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, § 45).

Efter praksis tillægges det stor betydning, at en tiltalt er til stede under en domsforhandling, da tiltalte har krav på en mundtlig forhandling, og på grund af behovet for at vurdere pålideligheden af tiltaltes eventuelle forklaring og sammenholde den med vidners og eventuelt forurettedes forklaring (se f.eks. Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 33). Medlemsstaterne kan derfor i deres retssystemer indføre ordninger, der skal modvirke ubegrundede udeblivelser (se Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 33). En tiltalt, der udebliver fra et retsmøde til trods for, at vedkommende lovligt er blevet tilsagt, har imidlertid ret til at lade sig repræsentere af en forsvarer, og dette gælder, uanset om tiltalte vælger at udeblive uden rimelig grund (se Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 33). Det vil derfor udgøre en uforholdsmæssig sanktion i strid med konventionen, hvis en tiltalt, der udebliver uden rimelig grund, afskæres fra muligheden for at lade sig repræsentere af en forsvarer (se Van Pelt mod Frankrig, dom af 23.05.00, §§ 65-70, Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 34, Lala mod Holland, dom af 22.09.94, Pelladoah mod Holland, dom af 22.09.94, Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93).

Efter Justitsministeriets opfattelse er den foreslåede ordning forenelig med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det er således en forudsætning for at gennemføre en domsforhandling og afsige dom i tiltaltes fravær i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3, nr. 4, at der foreligger en lovligt forkyndt indkaldelse, jf. herom ovenfor pkt. 3.3.5. Det vil ikke længere være et krav, at der er sket personlig forkyndelse, men der vil skulle foreligge en lovligt forkyndt indkaldelse. Den lovligt forkyndte indkaldelse vil endvidere skulle indeholde oplysninger om de mulige retsvirkninger af en udeblivelse. På dette punkt vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt 1 og 2 i resolution 75(11) og med den ovenfor omtalte praksis.

Også efter den foreslåede ordning har en tiltalt, der udebliver, mulighed for at være repræsenteret af en forsvarer, og der gælder fortsat krav om obligatorisk forsvarerbeskikkelse, ligesom der vil skulle gennemføres en domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. På dette punkt vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt 5 i resolution 75(11) og den ovenfor omtalte praksis.

Den foreslåede ordning, hvorefter domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, medmindre retten anser tiltaltes tilstedeværelse for »nødvendig«, er endvidere i overensstemmelse med punkt 3 i resolution 75(11).

En ordning, hvorefter en tiltalt, der dømmes som udebleven, har en ubetinget ret til genoptagelse, er efter Justitsministeriets opfattelse næppe påkrævet som følge af konventionen, men vil utvivlsomt opfylde de krav, der følger af punkt 9 i resolution 75(11) og den ovenfor omtalte praksis.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har drøftet de gældende regler om afgørelse af civilretlige erstatningskrav i forbindelse med straffesager (såkaldt adhæsionsproces). De vurderer, at der er behov for at ændre de eksisterende regler med henblik på at give de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at forfølge deres krav under straffesagen.

Efter de gældende regler i retsplejelovens kapitel 89 har domstolene mulighed for under en straffesag at dømme en tiltalt til at betale erstatning til en forurettet. Dette forudsætter, at der nedlægges påstand herom. Hvis behandlingen af et civilretligt erstatningskrav ikke kan ske uden væsentlig ulempe for straffesagen, kan retten vælge at udskyde erstatningsspørgsmålet til særskilt behandling. Det betyder i praksis, at den forurettede må anlægge et civilt søgsmål mod den tiltalte.

Hvis oplysningerne i sagen er utilstrækkelige, vil erstatningskravet ikke blive afgjort i forbindelse med straffesagen. Det samme gælder, hvis en domfældelse eller frifindelse af tiltalte ikke vil medføre en afgørelse »i samme retning« som erstatningskravet. Der gælder med andre ord et »ensretningsprincip«. Det følger heraf, at den tiltalte som udgangspunkt ikke kan dømmes til at betale erstatning, hvis der sker frifindelse i straffesagen. Hvis erstatnings- og straffesagen behandles sammen, kan erstatningssagen kun afgøres samtidig med straffesagen og hverken før eller efter straffesagens afgørelse.

Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder regler om beskikkelse af advokat for forurettede i en række sager vedrørende overtrædelse af visse nærmere opregnede bestemmelser i straffeloven, herunder sager om vold og voldtægt. For så vidt angår lovovertrædelser, som ikke er omfattet af kapitel 66 a, indeholder retsplejelovens § 995 a, stk. 1, en adgang til at beskikke advokat for erstatningssøgende til at bistå denne med opgørelsen af erstatningskravet, hvis den erstatningssøgende opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at beskikke advokat med henblik på at godtgøre og procedere erstatningsgrundlaget. Retsplejeloven hjemler endvidere ikke mulighed for, at erstatningssøgende kan få dækket sine omkostninger, selv om den pågældende har haft behov for at lade sig repræsentere ved advokat eller i øvrigt har haft omkostninger forbundet med at rejse erstatningskravet.

Hvis den forurettedes krav på erstatning er afgjort ved dom, f.eks. i forbindelse med straffesagen, yder Erstatningsnævnet erstatning efter reglerne i lov om erstatning til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven). Efter § 11 a, stk. 2, i denne lov er Erstatningsnævnet imidlertid ikke bundet af rettens afgørelse om erstatning, for så vidt skadevolderen under sagen må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen anfører, at den erstatningssøgende med de nugældende regler ofte henvises til at anlægge civilt søgsmål, fordi erstatningspåstanden ikke kan afgøres på det grundlag, som foreligger under straffesagen, eller fordi udfaldet af straffesagen ikke går »i samme retning« som erstatningssagen. Det anføres, at resultatet heraf ofte bliver, at den erstatningssøgende opgiver sit erstatningskrav. Det anføres endvidere, at i det omfang erstatningssøgende fortsætter forfølgelsen af erstatningskravet, vil det ofte føre til et civilt søgsmål med delvis gentagelse af den bevisførelse, som har fundet sted under straffesagen.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har drøftet nogle spørgsmål vedrørende de gældende regler, der vurderes at give anledning til særlige problemer. Det konkluderes imidlertid, at opgaven med at reformere adhæsionsprocessen er af så kompleks karakter, at spørgsmålene bør overvejes nærmere under et egentligt udvalgsarbejde. Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen peger i den forbindelse på følgende spørgsmål, som bør overvejes nærmere under et sådant udvalgsarbejde:

Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen henvises til bilag 2.

De gældende regler om behandling af borgerlige krav under straffesager (retsplejelovens kapitel 89) svarer i vidt omfang til de regler, der blev indført ved retsplejeloven af 1916. Det gælder bl.a. det såkaldte ensretningsprincip i retsplejelovens § 992, stk. 1. Justitsministeriet er enig med Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen i, at der er behov for at overveje, om reglerne bør gøres mere fleksible med henblik på at lette forurettedes muligheder for at forfølge et civilretligt erstatningskrav mod den tiltalte. Justitsministeriet er endvidere enig i, at væsentlige ændringer af adhæsionsprocessen ikke bør gennemføres uden et egentligt udvalgsarbejde.

Justitsministeriet vil anmode Retsplejerådet om at gennemgå de gældende regler om behandling af borgerlige krav under straffesager (navnlig retsplejelovens kapitel 89) og herunder vurdere de spørgsmål, der rejses af Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen, samt komme med eventuelle forslag til ændringer.

Ved lov nr. 362 af 2. juni 1999, som trådte i kraft den 1. oktober 1999, blev der foretaget en række ændringer af retsplejeloven, hvis hovedformål var at forbedre massemediernes muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager.

Ved lovændringen blev der bl.a. indsat en ny bestemmelse i retsplejeloven om pressens adgang til aktindsigt (retsplejelovens § 41 a). Bestemmelsen giver pressen adgang til aktindsigt i dokumenter og udskrifter i både straffesager og civile sager.

I § 41 a, stk. 4, bestemmes det, at retsbøger, herunder dombøger, skal være tilgængelige for pressen, dog først når sagen er endt, dvs. når fristen for at anke 1. instansens afgørelse er udløbet, uden at der er anket, eller hvis sagen ankes når ankeinstansen har truffet afgørelse. Dette er ikke til hinder for, at domstolene i medfør af almindelige principper om meroffentlighed udleverer dokumenter og domsudskrifter, før sagen er endt, typisk efter domsafsigelsen i 1. instans.

I § 41 a, stk. 6, bestemmes generelt, at de udskrifter og dokumenter, som pressen får aktindsigt i, ikke må være tilgængelige for andre end de journalistiske og redaktionelle medarbejdere ved det pågældende massemedie, og at de kun må anvendes til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Retsbøger og domsudskrifter mv. må med andre ord ikke offentliggøres i deres helhed eller gengives ordret i lange sammenhængende passager. Overtrædes forbudet, kan der idømmes bødestraf, jf. § 41 a, stk. 8.

Rigsadvokaten har i en konkret sag afvist at rejse tiltale vedrørende to tv-stationers offentliggørelse på Internettet af byrettens dom i en straffesag. I den pågældende sag var dommen blevet udleveret til pressen umiddelbart efter domsafsigelsen i byretten, og Rigsadvokaten begrundede sin afgørelse med, at straffebestemmelsen i retsplejelovens § 41 a, stk. 8, må antages kun at finde anvendelse, hvis domsudskriften er udleveret i henhold til retsplejelovens regler (§ 41 a) og ikke på grundlag af almindelige principper om meroffentlighed.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør forbudet mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælde, uanset hvornår de udleveres.

Justitsministeriet finder endvidere, at pressens krav på aktindsigt bør udvides, således at pressen kan kræve udskrift af retsbøger, domme mv., selv om sagen endnu ikke er endeligt afsluttet. Både civile domme og straffedomme har størst journalistisk interesse umiddelbart efter domsafsigelsen og ikke først efter ankefristens udløb, eller efter at ankedommen er afsagt. Retsbøger, der gengiver det, som er foregået i retsmøderne, har ligeledes størst journalistisk interesse, før sagen er endeligt afsluttet. Hertil kommer, at journalister har adgang til at overvære retsmøder og referere fra disse, før sagen er endeligt afsluttet.

Det foreslås på den baggrund at ændre retsplejelovens § 41 a, stk. 4, så pressen i medfør af denne bestemmelse får krav på udskrift af retsbøger, herunder dombøger, når de er renskrevet. Aktindsigt i retsbøger, domme mv., før sagen er endt, vil herefter ikke længere bero på en konkret vurdering på grundlag af almindelige principper om meroffentlighed.

Straffebestemmelsen i § 41 a, stk. 8, foreslås ikke ændret. Lovforslaget sikrer, at enhver offentliggørelse af de dokumenter og udskrifter, der henvises til i bestemmelsen, fremover vil kunne straffes. Det er således forudsat, at straffebestemmelsen finder anvendelse på offentliggørelse mv. af de typer af dokumenter og udskrifter, som er nævnt i § 41 a, stk. 1, 2, 3 og 4, uanset på hvilket grundlag og tidspunkt de pågældende dokumenter og udskrifter er udleveret.

I lyset af bl.a. den offentlige debat, der har været om spørgsmålet, kan der efter Justitsministeriets opfattelse være behov for en mere grundlæggende vurdering af forbudet mod, at pressen offentliggør domsudskrifter, navnlig for så vidt angår endelige domme.

En eventuel ophævelse af forbudet mod at offentliggøre domsudskrifter mv. må vurderes i lyset af, at navnlig straffedomme traditionelt betragtes som personfølsomme dokumenter, der bl.a. af hensyn til den dømte må undergives en vis beskyttelse.

Endvidere bør spørgsmålet om eventuelt at tillade pressen at offentliggøre domsudskrifter mv. vurderes i lyset af bl.a. de øgede teknologiske muligheder for at gøre domsudskrifter mv. tilgængelige for offentligheden i længere perioder.

Det gældende forbud må også vurderes i sammenhæng med de generelle begrænsninger, som gælder for aktindsigt i domsudskrifter mv. For andre, som ikke er parter i retssagen, er det bl.a. en betingelse for at få udleveret domsudskrifter mv., at den pågældende har en »retlig interesse« heri, jf. retsplejelovens § 41. Denne begrænsning for andre, som ikke er parter, vil være vanskelig at håndhæve i praksis, hvis pressen lovligt kan offentliggøre domsudskrifter. Det må derfor i givet fald overvejes også at ophæve denne begrænsning.

Justitsministeriet har på den anførte baggrund anmodet Retsplejerådet om, at man som led i de igangværende overvejelser om en generel reform af den civile retspleje foretager en samlet vurdering af reglerne om dokumentoffentlighed i både straffesager og civile sager. Når denne vurdering foreligger, vil Justitsministeriet tage stilling til, om der er behov for yderligere lovændringer på området.

Den nuværende ordning om klager over politipersonalet er gennemført ved lov nr. 393 af 14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Ved loven, der bygger på betænkning nr. 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonalet, er der oprettet et antal kontrolorganer (politiklagenævn), der løbende fører tilsyn med statsadvokaternes behandling af adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale. Politiklagenævnene samvirker med statsadvokaterne og tilkendegiver, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør behandles og afgøres. Politiklagenævnene kan desuden påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten.

Reglerne om politiklagenævnenes sammensætning mv. findes i retsplejelovens § 1021, stk. 1-8.

Efter bestemmelsens stk. 1, består politiklagenævnet af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted én gang.

Det følger dog af § 2, stk. 6, i lov nr. 393 af 14. juni 1995, at der, første gang der udpeges medlemmer til politiklagenævnene, alene udpeges formænd og formandssuppleanter for et tidsrum af 2 år. Lægmændene og lægmandssuppleanterne udpeges også første gang for 4 år. Formålet er at forskyde henholdsvis formandens og lægmændenes 4 årige funktionsperioder i forhold til hinanden, så der ikke sker en samtidig udskiftning af alle politiklagenævnets medlemmer. Herved sikres en bedre kontinuitet i politiklagenævnets arbejde.

Udpegningsperioden for de nuværende lægmænd udløber ved udgangen af 2003, mens formændenes udpegningsperiode udløber ved udgangen af 2005.

Advokaten udpeges ifølge stk. 2, efter indstilling fra Advokatrådet, der indstiller fire personer, heraf to kvinder og to mænd. Lægmændene udpeges jf. stk. 3, efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Lægmændene kan efter stk. 4, ikke samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Desuden er de personer, der ifølge retsplejelovens § 70 er udelukkede fra at være nævninger og domsmænd, ligeledes udelukkede fra at være medlem af politiklagenævnet.

Efter stk. 5, skal advokaten have kontor, og lægmændene have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.

En person, der, hvis vedkommende blev udpeget som medlem af politiklagenævnet, ville fylde 70 år inden for den 4 årige udpegningsperiode, kan ifølge stk. 6 ikke udpeges som medlem.

Efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem udpeger justitsministeren efter stk. 7 for hvert medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem og om indstillingen af medlemmer og disses vederlag, jf. stk. 8. Sådanne regler er fastsat af Justitsministeriet ved bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn og ved cirkulæreskrivelse af 14. juli 2000 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn.

Der er i medfør heraf oprettet et politiklagenævn for hver af landets 6 regionale statsadvokater.

Efter retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b (klager over politipersonalets adfærd) og 93 c (straffesager mod politipersonale). Nævnet skal endvidere holdes løbende orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen, f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og lignende, jf. § 1021 b, stk. 2.

Politiklagenævnet kan efter § 1021 a, stk. 2, tilkendegive over for statsadvokaten, at der bør indledes undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c. Nævnet kan også tilkendegive, at der bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om, at der foretages bestemte yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt, jf. § 1021 c, stk. 1. Hvis statsadvokaten eller sigtede i en sag, der behandles efter reglerne kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om bestemte yderligere efterforskningskridt, forelægges spørgsmålet for retten, jf. § 1021 c, stk. 2.

Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen eller efterforskningen, jf. § 1021 d. Dette gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, at sagen bør afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde, hvorfor der ikke findes at være anledning hertil.

Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan sagen efter nævnets opfattelse bør afgøres, jf. § 1021 e. Det skal fremgå af statsadvokatens afgørelse, der skal begrundes, om afgørelsen er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten, jf. § 1021 f.

Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for politiklagenævnets virksomhed ved ovennævnte bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn og ved bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævnene.

Hverken formanden for eller lægmændene i et politiklagenævn har mulighed for at fortsætte behandlingen af klagesager mv., der verserer på tidspunktet for udløbet af deres respektive udpegningsperioder (medmindre der sker genudpegning). Verserende sager overgives derfor til den tiltrædende formand/de tiltrædende lægmænd, idet der som beskrevet ovenfor under pkt. 6.1 er sørget for, at formanden og lægmændene ikke udskiftes samtidig.

For i højere grad at sikre kontinuiteten i politiklagenævnenes arbejde, er det Justitsministeriets opfattelse, at der bør skabes hjemmel til, at de medlemmer af politiklagenævnet, som har varetaget behandlingen af en verserende klagesag mv., i visse tilfælde kan færdigbehandle sagen, selv om den 4 årige udpegningsperiode er udløbet for et eller flere medlemmer, og der ikke sker genudpegning.

Adgangen for nævnsmedlemmer (formanden eller lægmændene) til at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres udpegningsperiode bør generelt have undtagelsens karakter. Fortsættelse af sagsbehandlingen bør således i almindelighed være betinget af, at der er tale om en større og mere kompliceret sag, at nævnsmedlemmerne har foretaget den overvejende del af sagsbehandlingen i udpegningsperioden, og at sagen kan forventes afsluttet inden for kortere tid det vil normalt sige inden for 3-4 måneder efter udløbet af udpegningsperioden.

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at undgå, at en fremskreden sagsbehandling af navnlig større og mere komplicerede klagesager mv. reelt må begynde forfra, når den hidtidige formand eller lægmændene (og disses suppleanter) udskiftes ved udløbet af den 4 årige udpegningsperiode, med deraf følgende forlængelse af sagsbehandlingstiden.

Beslutningen om at fortsætte sagsbehandlingen af en verserende sag ud over udpegningsperioden må derfor bero på en konkret vurdering af sagens sværhedsgrad, hvor langt nævnsmedlemmerne er nået i sagsbehandlingen, og hvornår nævnet forventer at kunne afslutte sagen. Nævnet kan beslutte, at tillade medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen af den pågældende sag, hvis nævnet ud fra en samlet vurdering finder, at der herved kan opnås en væsentlig ressourcemæssig besparelse. Nævnet kan ikke pålægge medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres udpegningsperiode. Fortsættelse af sagsbehandlingen forudsætter derfor, at det pågældende medlem er indforstået hermed.

Efter den gældende bestemmelse i § 1021, stk. 6, kan en person, som fylder 70 år inden for den 4 årige udpegningsperiode, ikke udpeges eller genudpeges som medlem af politiklagenævnet. Da fortsættelse af sagsbehandlingen ud over udpegningsperioden, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, (§ 1021, stk. 2) ikke kræver genudpegning, vil fortsættelse også kunne tillades for et medlem, der fylder 70 år inden sagens afgørelse.

I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel 93d tilsvarende anvendelse på (tidligere) nævnsmedlemmer, der fortsætter behandlingen af en eller flere konkrete sager ud over udpegningsperioden. Det indebærer bl.a., at afgåede lægmænd, der deltager i færdigbehandlingen af en eller flere sager, ikke samtidig kan være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget, jf. § 1021, stk. 4.

De foreslåede ændringer af reglerne om udeblivelsesdomme i straffesager vil indebære, at flere straffesager vil kunne fremmes, selv om den tiltalte udebliver. Dermed sikres en bedre udnyttelse af domstolenes ressourcer og den samlede sagsbehandlingstid ved domstolene vil blive nedbragt. Reglerne vil herudover kunne medføre visse besparelser for det offentlige, idet udgifter til bl.a. forsvarere, tolke og vidner, der fremover som udgangspunkt kun skal møde én gang i retten, vil blive reduceret. Omfanget af en sådan besparelse afhænger imidlertid af, i hvilket omfang adgangen til at kræve genoptagelse vil blive benyttet i praksis. Hertil kommer, at prøvelse af sagen i to ombæringer som følge af genoptagelse samlet set vil kunne være lidt dyrere for det offentlige end udsættelse og efterfølgende afgørelse efter de gældende regler.

Samlet set skønnes lovforslaget ikke at ville få økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige. Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Den del af lovforslaget, der vedrører udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv., har været sendt til høring hos:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Danmarks Radio, TV 2, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Fagpresse og Foreningen af danske lokale ugeaviser.

Den del af lovforslaget, der vedrører færdigbehandling af verserende politiklagenævnssager efter udløbet af et eller flere nævnsmedlemmers udpegningsperiode, har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg, Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen af beskikkede advokater i København, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Foreningen mod Politivold, Dansk Retspolitisk Forening samt Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Ændringen er en konsekvens af, at antallet af dommere i Københavns Byret med hjemmel i tekstanmærkning nr. 102 B til konto nr. 11.41.02 til finansloven for 2001 er forøget fra 42 til 49.

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), der trådte i kraft den 1. juli 2001, blev bl.a. retsplejelovens § 925 og § 925 a ophævet. § 925 blev afløst af en ny § 922, mens § 925 a blev afløst af en ny § 923. Samtidig hermed blev henvisninger i retsplejelovens bestemmelser til § 925 og § 925 a ændret således, at der i stedet blev henvist til § 922 og § 923. Ved de foreslåede bestemmelser ændres § 41 a, stk. 2, og § 60, stk. 3, 2. pkt., således, at der henvises til de nugældende § 922 og § 923.

Bestemmelsen vedrører pressens adgang til aktindsigt i retsbøger, herunder dombøger, mv. Ændringen af § 41 a, stk. 4, indebærer, at journalister mv. får krav på at gennemse retsbogen, herunder dombogen, og redegørelser i medfør af § 366 a, stk. 3, når de er renskrevet uanset at sagen ikke er endt. Ligeledes vil der efter anmodning skulle gives udskrift fra dette tidspunkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved de foreslåede bestemmelser ophæves § 163, stk. 2, og affattelsen af § 847, stk. 4, ændres, bl.a. så henvisningen til § 163, stk. 2, udgår.

Efter gældende ret, er det en betingelse for at kunne dømme en tiltalt som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, at den tiltalte har været lovligt tilsagt, og at tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig, jf. § 847, stk. 4, der henviser til § 163. Efter § 847, stk. 4, er det endvidere en betingelse, at tiltalte ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Efter forslaget ophæves § 163, stk. 2, og henvisningen til denne bestemmelse udgår af § 847, stk. 4. Dette indebærer, at der kan afsiges udeblivelsesdom efter § 847, stk. 3, nr. 4, selv om tilsigelsen ikke er forkyndt for den tiltalte personlig, hvis der er sket forkyndelse på anden lovlig vis. Det vil f.eks. være tilstrækkeligt, at tilsigelsen er forkyndt for en person, der tilhører tiltaltes husstand, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Forkyndelse for andre end tiltalte selv forudsætter altid, at den person, der modtager forkyndelsen, er fyldt 18 år.

Det vil fortsat være et krav, at tiltalte har været lovligt tilsagt, og at tilsigelsen indeholder de oplysninger om mulige konsekvenser af udeblivelse, der følger af § 847, stk. 4.

I konsekvens af at kravet om personlig forkyndelse ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være gjort bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse ændres til et krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse fremgår af tilsigelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Hvis en domsforhandling gennemføres, og der afsiges dom, uden at tiltalte er til stede i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 1-5, følger det af § 219 a, stk. 5, at en udskrift af dommen skal forkyndes for tiltalte. Efter § 219 a, stk. 5, er det ikke et krav, at forkyndelse sker for den tiltalte personlig.

Forslaget indebærer, at hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskrift af dommen forkyndes for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig. Forslaget skal ses i sammenhæng med ændringen af § 163, stk. 2, og § 847, stk. 4, hvorefter kravet om personlig forkyndelse af tilsigelsen ikke længere er en betingelse for at kunne behandle en sag, og afsige udeblivelsesdom, i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.

I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for tiltalte personlig, skal en udskrift af dommen forkyndes for tiltalte, uden at dette dog behøver at ske ved personlig forkyndelse. I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen derimod ikke har været forkyndt for tiltalte personlig, men f.eks. har været forkyndt for en person, der hører til tiltaltes husstand, skal en udskrift af dommen efter forslaget forkyndes for tiltalte personlig.

Forslaget skal sikre, at den tiltalte enten forudgående modtager personlig underretning om, at domsforhandlingen vil finde sted, og at den pågældende risikerer at blive dømt som udebleven, eller efterfølgende modtager underretning om, at domsforhandlingen har fundet sted, og at den pågældende er blevet dømt som udebleven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) blev der i medfør af § 2, nr. 2, indsat et nyt nr. 4 i retsplejelovens § 780, stk. 1. Samtidig hermed blev de hidtidige nr. 4 og 5 ændret til nr. 5 og 6. Den nugældende nr. 6 indeholder en henvisning til nr. 4. Efter vedtagelsen af lov nr. 465 af 7. juni 2001 bør der rettelig henvises til nr. 5.

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev hæftestraffen afskaffet. Samtidig hermed blev de steder i bl.a. retsplejeloven, der omtalte »frihedsstraf«, der begrebsmæssigt omfattede både hæftestraf og fængselsstraf, ændret til »fængselsstraf«. Ved den foreslåede bestemmelse ændres § 791 a, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse hermed.

Efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kan en domsforhandling gennemføres og dom afsiges i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Bestemmelsen foreslås ændret således, at en domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når tiltalte ikke idømmes højere straf end 3 måneders fængsel, eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Forslaget indebærer, at muligheden for at idømme fængselsstraf i tilfælde af udeblivelse udvides til 3 måneders fængsel mod hidtil 30 dages fængsel. Formålet hermed er at udvide anvendelsesområdet for § 847, stk. 3, nr. 4, og derved skabe mulighed for en øget anvendelse af udeblivelsesdomme. Fremover vil det derfor være muligt at idømme en udebleven tiltalt indtil 3 måneders ubetinget fængsel, herunder betingede straffe med eller uden vilkår.

Forslaget indebærer endvidere, at det ikke længere vil være afgørende, om der under sagen alene »er spørgsmål om« idømmelse af en straf af en vis længde. Efter forslaget er det derimod et krav, at den tiltalte »ikke idømmes« mere end 3 måneders fængsel. Baggrunden herfor er, at det i visse tilfælde kan være vanskeligt på forhånd at vurdere, hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig i den rejste tiltale, skal idømmes. Hertil kommer, at det kan være uhensigtsmæssigt på forhånd at tage stilling til strafkravet, for derved at gøre det muligt at gennemføre domsforhandlingen, selv om den tiltalte ikke er mødt op. Efter forslaget vil det være muligt at fremme en domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, selv om det må anses for forbundet med en vis tvivl at vurdere, hvilken straf den tiltalte risikerer, så længe den tiltalte ikke idømmes en højere straf end den fastsatte grænse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter § 847, stk. 3, kan en domsforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig«. Det forudsættes i den forbindelse, at § 847, stk. 3, nr. 4, i fremtiden ikke kun anvendes i forbindelse med mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser. § 847, stk. 3, nr. 4, bør f.eks. kunne anvendes, selv om det ikke kan udelukkes, at tiltaltes forklaring kunne have betydning for vurderingen af skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen. Dette skal ses i sammenhæng med, at tiltalte efter forslaget har ubetinget krav på genoptagelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den generelle regel om dokumentation i retsplejelovens § 877, at forklaringer afgivet til politirapport kun kan oplæses i retten som bevis, når retten undtagelsesvis tillader det efter bestemmelsen i § 877, stk. 3.

Efter forslaget udvides § 877, stk. 2, med et nyt nr. 6, der giver forsvareren mulighed for at dokumentere tiltaltes forklaring til politirapport, hvis sagen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3, nr. 4, fremmes i tiltaltes fravær.

Forslaget indebærer derimod ikke nogen ændring af adgangen for anklagemyndigheden til at dokumentere tiltaltes forklaringer afgivet til politirapport. Anklagemyndighedens adgang til at dokumentere sådanne forklaringer skal således fortsat afgøres efter retsplejelovens § 877, stk. 3.

Der henvises til pkt. 3.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Efter § 962, stk. 2, er det bl.a. en betingelse for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har givet møde i sagen. En tiltalt, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kan kun anke dommen med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Herudover kan tiltalte søge om genoptagelse i medfør af § 987.

§ 962, stk. 2, foreslås ændret således, at tiltalte kan anke udeblivelsesdomme afsagt efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og betingelserne i § 962, stk. 2, 2. pkt. i øvrigt er opfyldt. Efter retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., kan tiltalte kun anke, hvis der er idømt mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med ændringen af retsplejelovens § 987, hvorefter en person, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse.

Forslaget tager sigte på de situationer, hvor den dømte ikke har indsigelser imod selve domfældelsen, men alene ønsker at anfægte strafudmålingen. Hvis tiltalte derimod ønsker en fornyet bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld, må den tiltalte kræve genoptagelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

En person, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kan anmode om genoptagelse af sagen i medfør af § 987. Efter stk. 1, 1. pkt., i denne bestemmelse kan genoptagelse ske, når den tiltalte godtgør, at den pågældende har haft lovligt forfald og ved denne utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til den pågældendes kundskab.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en tiltalt, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., kunne anmode om at få sagen genoptaget til ny forhandling. Anmodningen må fremsættes over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens forkyndelse i medfør af § 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodningen indgives senere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse.

Forslaget indebærer, at en person, der dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med udvidelsen af adgangen til at idømme fængselsstraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og ophævelsen af kravet om personlig forkyndelse af tilsigelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 10.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at fristen for at kræve genoptagelse skal regnes fra tidspunktet for forkyndelsen for tiltalte af en udskrift af dommen, jf. § 219 a, stk. 5. Dette gælder, hvad enten udskriften forkyndes for tiltalte personligt eller lovlig forkyndelse har fundet sted på anden måde, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr. 6.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at retten undtagelsesvis kan genoptage sagen, hvis begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse. Der er tale om en fakultativ mulighed for genoptagelse, der er betinget af, at der foreligger helt særlige omstændigheder. Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder vil praksis vedrørende bl.a. § 367, stk. 1, 2. pkt., hvorefter retten undtagelsesvis kan tillade genoptagelse af en dom (i en civil sag) indtil 1 år efter afsigelsen, være af betydning.

Den foreslåede bestemmelse henviser til stk. 1, 3. og 4. pkt. Derimod henvises der ikke til stk. 1, 2. pkt., der fastsætter frister for anmodninger om genoptagelse, idet fristerne i de her omhandlede sager fremgår direkte af bestemmelsen. Henvisningen til stk. 1, 3. pkt., indebærer, at reglerne i § 979, stk. 2, til § 982, der vedrører krav til indholdet af og fremgangsmåde ved behandlingen af en anmodning om genoptagelse, finder tilsvarende anvendelse. Henvisningen til stk. 1, 4. pkt., indebærer, at hvis retten nægter genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret. Muligheden for at indbringe spørgsmålet for Den Særlige Klageret har alene betydning i tilfælde, hvor anmodningen om genoptagelse fremsættes mere end 4 uger efter, men inden 1 år efter dommens forkyndelse, idet den tiltalte efter forslaget har en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse i tilfælde, hvor anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter dommens forkyndelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Hvis en straffesag genoptages i medfør af retsplejelovens § 987, skal der gennemføres en helt ny domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. Der er ikke efter de gældende regler nogen særlig eller udvidet adgang til at dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. i forbindelse med den tidligere domsforhandling. Spørgsmålet om dokumentation (dvs. oplæsning og anvendelse som bevis) af forklaringer afgivet af vidner m.m. under den genoptagne domsforhandling skal derfor afgøres på grundlag af den generelle regel om dokumentation i retsplejelovens § 877.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en udvidet mulighed for at dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. under en tidligere domsforhandling, der er fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4. Det bestemmes således, at hvis en straffesag genoptages i medfør af § 987, stk. 2, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under den forudgående behandling foruden i de i § 877 nævnte tilfælde anvendes som bevismiddel, såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.

Den foreslåede bestemmelse svarer til retsplejelovens § 965 c, stk. 4, om bevisførelsen under ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.

Bestemmelsen forudsættes administreret således, at centrale vidner m.m. indkaldes med henblik på at afgive forklaring også under den genoptagne domsforhandling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. blev retsplejelovens systematik ændret, så alle byretssager, hvor der ikke medvirker domsmænd, nu domsforhandles efter reglerne i lovens kapitel 81. I konsekvens heraf ændres § 991, stk. 1, 1. pkt., så der alene henvises til kapitel 81.

Ved § 2, nr. 24, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev der indsat et nyt stk. 2 i § 999. Samtidig hermed blev de hidtidige stk. 2-4 ændret til stk. 3-5. Det nugældende stk. 4, der tidligere var stk. 3, indeholder i 3. pkt. en henvisning til stk. 2. Efter vedtagelsen af lov nr. 433 af 31. maj 2000 bør der rettelig henvises til stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at medlemmer af politiklagenævn (formand og lægmænd) uden genudpegning i særlige tilfælde kan fortsætte behandlingen af en verserende klagesag mv. efter det tidsrum på 4 år, for hvilket medlemmerne er udpegede, hvis hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler for det, og sagen forventes at kunne afsluttes inden for kortere tid.

Der henvises til pkt. 6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2002.

fastslår, at lovens § 1, nr. 5-6 og 9-14, om udeblivelsesdomme finder anvendelse på sager, hvor der rejses tiltale i 1. instans efter lovens ikrafttræden. Tidspunktet for tiltalerejsning vil således være afgørende for, om en sag skal behandles efter de nye regler eller de hidtil gældende regler. Lovens § 1, nr. 3, om pressens adgang til domsudskrifter mv. finder anvendelse på anmodninger, der fremsættes efter lovens ikrafttræden. Lovens § 1, nr. 17, om politiklagenævnsmedlemmer finder anvendelse på medlemmer, hvis udpegningsperiode udløber efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.