Lovforslag nr. 141 fremsat den 27. februar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen)

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v.

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., der er nødvendige for, at man i Danmark kan anvende konventionen af 29. maj 2000 udarbejdet af Rådet i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen) og Europarådets 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (2001-tillægsprotokollen) samt et forslag til en EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 6. december 2001.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget samtidig efter grundlovens § 19 samtykke til, at Danmark ratificerer EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen. Samtidig gives der samtykke til, at Danmark kan tilslutte sig en kommende vedtagelse af det forslag til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 6. december 2001.

I forbindelse med ratifikationen vil regeringen afgive de erklæringer m.v. til EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen, der er nævnt i lovforslaget. Der henvises herom til pkt. 3.5 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

EU-retshjælpskonventionen (offentliggjort i EF-tidende nr. C nr. 197 af 12. juli 2000, side 1) er medtaget som bilag 1 til lovforslaget. 2001-tillægsprotokollen er medtaget som bilag 2 til lovforslaget. Forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold er medtaget som bilag 3 til lovforslaget.

Der er udarbejdet forklarende rapporter til både EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen. De er ikke medtaget som bilag til lovforslaget, men der er i et vist omfang henvist til dem i lovforslagets bemærkninger.

Anmodninger mellem EU-landene om gensidig retshjælp i straffesager fremsættes i dag hovedsageligt på grundlag af den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (1959-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C), med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978 (1978-tillægsprotokollen), jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C). Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er fastslået i retspraksis, at retsanmodninger, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet.

Endvidere indeholder Schengen-konventionen (artikel 48 til 53) en række bestemmelser, der supplerer og letter anvendelsen af 1959-konventionen, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. Konventionens regler trådte fuldt ud i kraft for Danmark den 25. marts 2001, jf. bekendtgørelse nr. 1366 af 20. december 2000.

Mellem Benelux-landene gælder særlige bestemmelser i den såkaldte Benelux-traktat. EU-retshjælpskonventionen indeholder flere bestemmelser af betydning for Benelux-traktaten. Da Benelux-traktaten imidlertid er uden betydning for danske retsforhold, er EU-retshjælpskonventionens bestemmelser herom ikke omtalt i dette lovforslag.

Mellem de nordiske lande gælder desuden en overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C). I forhold til 1959-konventionen er forskellen navnlig, at retshjælp efter den nordiske overenskomst ydes direkte mellem de pågældende statsmyndigheder. Det er således ikke nødvendigt at sende anmodningen om retshjælp ad diplomatiske kanaler eller via landenes justitsministerier.

EU-retshjælpskonventionen har først og fremmest til formål at forbedre det retlige samarbejde ved at videreudvikle og ajourføre de gældende bestemmelser om gensidig retshjælp, hovedsagelig ved at udvide det sagsområde, hvor der kan anmodes om gensidig retshjælp, og at få retshjælpen til at fungere lettere, så den bliver hurtigere og mere effektiv (se navnlig konventionens artikel 3 til 9).

EU-retshjælpskonventionen har endvidere til formål at tage hensyn til de væsentlige ændringer, der i de senere år er sket på det politiske og det samfundsmæssige område. Med afskaffelsen af grænsekontrollen mellem medlemsstaterne og som følge af den fri bevægelighed for personer i EU har det været nødvendigt at indføre passende regler, som gør det muligt for politiet og andre judicielle myndigheder at styrke bekæmpelsen af international kriminalitet. Konventionen har derfor også til formål at lette og udvikle efterforskning på tværs af grænserne (se navnlig konventionens artikel 12 til 16).

EU-retshjælpskonventionen har også til formål at tage hensyn til de væsentlige ændringer, der i de senere år er sket på det teknologiske område. I visse henseender bidrager denne udvikling til at lette den gensidige retshjælp, idet den bl.a. giver mulighed for video- og telefonkonferencer (se navnlig konventionens artikel 10 og 11). I andre henseender, herunder for så vidt angår aflytning af telekommunikation, kan denne udvikling gøre den gensidige retshjælp vanskelig at gennemføre, medmindre der træffes passende foranstaltninger. Bestemmelserne i konventionen skal bidrage til at virkeliggøre dette formål (se navnlig konventionens artikel 17 til 22).

Anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager mellem Europarådets medlemslande fremsættes i dag hovedsageligt på grundlag af 1959-konventionen. Parallelt med arbejdet i EU har Europarådet udarbejdet en 2. tillægsprotokol til 1959-konventionen (2001-tillægsprotokollen). Protokollen blev åbnet for undertegnelse den 8. november 2001, hvor den bl.a. blev undertegnet af Danmark. 2001-tillægsprotokollen svarer i det væsentlige til EU-retshjælpskonventionen, og dens bestemmelser er i vidt omfang identiske med bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen. Lovforslaget tager derfor udgangspunkt i EU-retshjælpskonventionen, der gennemgås udførligt under pkt. 3. 2001-tillægsprotokollen er beskrevet og vurderet mere kortfattet under pkt. 4.

EU-rammeafgørelsen om fælles efterforskningshold har til formål at sikre, at de bestemmelser, der er indeholdt i artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen om fælles efterforskningshold, kan bringes i anvendelse væsentligt hurtigere end ved at afvente ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen i alle medlemslande. Der henvises til beskrivelsen af rammeafgørelsen under pkt. 5.

Lovforslaget indeholder et forslag til ændring af straffelovens § 158, stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at personer, der her i landet afgiver forklaring som vidne for en udenlandsk ret i tilfælde, hvor afhøringen foregår ved hjælp af telekommunikation med billede (dvs. videokonference som omfattet af artikel 10 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 9 i 2001-tillægsprotokollen) eller uden billede (dvs. telefonkonference som omfattet af artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen), kan straffes for falsk forklaring. Der henvises til lovforslagets § 1.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en ny affattelse af retsplejelovens § 190. Forslaget har til formål at skabe klar hjemmel til, at danske domstole kan imødekomme anmodninger fra udenlandske myndigheder om afhøring af et vidne her i landet ved hjælp af telekommunikation. Dette gælder, hvad enten der er tale om telekommunikation med billede (dvs. videokonference som omfattet af artikel 10 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 9 i 2001-tillægsprotokollen) eller uden billede (dvs. telefonkonference som omfattet af artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen). Lovforslaget regulerer derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser det skal være muligt i forbindelse med behandling af straffesager her i landet at foretage afhøring af vidner ved hjælp af telekommunikation. Dette spørgsmål behandles af Retsplejerådet i betænkning 1401/2001 om reform af den civile retspleje I, som er sendt til høring i en bred kreds af myndigheder og organisationer. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en ændret formulering af retsplejelovens § 191, stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at personer, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark med henblik på at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt til brug for en straffesag i udlandet. Efter den gældende formulering er der alene mulighed for overførsel til Danmark med henblik på at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation i en straffesag her i landet. Forslaget har til formål at gennemføre artikel 9 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 13 i 2001-tillægsprotokollen. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til et nyt stk. 4 i retsplejelovens § 783. Forslaget har til formål at sikre, at i tilfælde, hvor Danmark i medfør af EU-retshjælpskonventionens artikel 20 modtager underretning om, at andre medlemsstater uden bistand fra danske myndigheder ønsker at foretage eller er i færd med at foretage aflytning af telekommunikation foretaget af personer, der befinder sig her i landet, så forelægges sagen af politiet for domstolene med henblik på godkendelse efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en bestemmelse, der skal sikre, at straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. også finder anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra en anden medlemsstat under udførelse af opgaver i Danmark efter EU-retshjælpskonventionens artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller 2001-tillægsprotokollens artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold). Bestemmelsen skal endvidere sikre, at hvis en embedsmand fra en anden medlemsstat forvolder skade under udførelse af opgaver i Danmark efter EU-retshjælpskonventionens artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller 2001-tillægsprotokollens artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold), som efter dansk ret medfører erstatningspligt, så udbetales erstatning af justitsministeren. Der henvises til lovforslagets § 3.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

Forslaget har til formål at sikre, at udenlandske myndigheder, der efterforsker en lovovertrædelse, kan få adgang til den mistænktes telekommunikation på deres eget område, selv om kommunikationen ekspederes via en dansk udbyder. Bestemmelserne, der forudsætter en henvendelse til dansk politi, finder alene anvendelse, når aflytningen vedrører en person, der ikke befinder sig i Danmark, og der er tale om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den udenlandske efterforskende myndighed.

Forslaget sikrer endvidere, at såkaldte gateway-stationer her i landet, dvs. jordbaserede stationer, der benyttes til satellit-baseret telekommunikation, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, er indrettet således, at eventuelle tjenesteudbydere i udlandet har direkte adgang til gateway-stationen, så det gennem tjenesteudbyderen er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig i det pågældende land. Hvis udenlandske myndigheder efterforsker en straffesag mod en person, der befinder sig i det pågældende land, og gennem en tjenesteudbyder i det pågældende land foretager satellit-baseret telekommunikation via en gateway-station her i landet, skal de udenlandske myndigheder kunne foretage aflytning af telekommunikationen hos den nationale tjenesteudbyder uden at involvere de danske myndigheder. Det betyder, at den udenlandske tjenesteudbyder skal have direkte adgang til gateway-stationen her i landet.

Forslaget skal endelig sikre, at hvis en tjenesteudbyder her i landet udbyder satellit-baseret telekommunikation via en gateway-station i en anden medlemsstat, skal dansk politi have mulighed for gennem tjenesteudbyderen at foretage aflytning af telekommunikation vedrørende personer, der befinder sig her i landet. Aflytning skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler. For at muliggøre dette skal tjenesteudbyderen her i landet have direkte adgang til gateway-stationen i den pågældende medlemsstat.

De foreslåede bestemmelser i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet har bl.a. til formål at gennemføre EU-retshjælpskonventionens artikel 18 og 19. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 4. De foreslåede ændringer supplerer de allerede gældende regler i § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet om teleselskabernes pligt til at indrette centralerne, så indgreb i meddelelseshemmeligheden efter retsplejelovens kapitel 71 er mulig. Med lovforslaget udvides den eksisterende pligt for teleudbydere af offentlige telenet og teletjenester til at indrette centralerne i overensstemmelse med kravene i § 15 til også at omfatte udbydere af ikke-offentlige telenet og teletjenester. Samtidig indsættes en bemyndigelsesadgang til i særlige tilfælde at undtage fra kravene i § 15, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette.

Lovforslaget indeholder endelig et forslag til en ny bestemmelse (§ 12 a) i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. Forslaget skal sikre, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet som led i fuldbyrdelse af en straf m.v., som er idømt her i landet, kan overføres til Danmark for at være til stede ved en fornyet behandling af sagen. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 14 i 2001-tillægsprotokollen. Der henvises til lovforslagets § 5.

Det bemærkes, at EU-retshjælpskonventionen anvender udtrykket »den anmodende medlemsstat« om den stat, der fremsætter en begæring om retshjælp, og udtrykket »den anmodede medlemsstat« om den stat, der modtager en anmodning om retshjælp. I modsætning hertil benytter 1959-konventionen udtrykkene den »begærende« og den »anmodede« stat. For at sikre en ensartet terminologi og for at fremme overskueligheden anvendes udtrykkene den »begærende« og den »anmodede« medlemsstat i dette lovforslag.

EU-retshjælpskonvention er inddelt i 5 afsnit. Afsnit I indeholder almindelige bestemmelser (artikel 1 til 7). Afsnit II indeholder bestemmelser om anmodninger om visse særlige former for gensidig retshjælp (artikel 8 til 16). Afsnit III indeholder bestemmelser om aflytning af telekommunikation (artikel 17 til 22). Afsnit IV indeholder bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger (artikel 23). Afsnit V indeholder afsluttende bestemmelser (artikel 24 til 30).

Afsnit I indeholder bestemmelser om forholdet til andre konventioner om gensidig retshjælp (artikel 1), om bestemmelser, der vedrører Schengen-reglerne (artikel 2), om sager, i forbindelse med hvilke der også skal ydes gensidig retshjælp (artikel 3), om formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 4), om fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter (artikel 5), om fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 6) og om spontan udveksling af oplysninger (artikel 7).

Afsnit II indeholder bestemmelser om tilbagelevering (artikel 8), om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning (artikel 9), om afhøring ved hjælp af videokonference (artikel 10), om afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telekonference (artikel 11), om kontrollerede leverancer (artikel 12), om fælles efterforskningshold (artikel 13), om diskrete undersøgelser (artikel 14), om strafferetligt ansvar (artikel 15) og om civilretligt ansvar (artikel 16).

Afsnit III indeholder bestemmelser om myndigheder, der er kompetente til at beordre aflytning af telekommunikation (artikel 17), om anmodninger om aflytning af telekommunikation (artikel 18), om aflytning af telekommunikation på en medlemsstats eget område gennem tjenesteudbydere (artikel 19), om aflytning af telekommunikation uden teknisk assistance fra en anden medlemsstat (artikel 20), om afholdelse af teleoperatørens udgifter (artikel 21) og om bilaterale aftaler (afsnit 22).

Afsnit IV indeholder bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger (artikel 23).

Afsnit V indeholder bestemmelser om erklæringer (artikel 24), om forbehold (artikel 25), om geografisk anvendelse (artikel 26), om ikrafttræden (artikel 27), om nye medlemsstaters tiltrædelse (artikel 28), om ikrafttræden i Island og Norge (artikel 29) og om depositar (artikel 30).

Nedenfor vil konventionens enkelte bestemmelser blive gennemgået, og der vil blive redegjort for, i hvilket omfang konventionens bestemmelser nødvendiggør en ændring af de gældende danske regler på området. I pkt. 3.6 vil der endvidere blive redegjort for spørgsmålet om EF-domstolens fortolkningskompetence.

Lovændringer skønnes at være påkrævet som følge af EU-retshjælpskonventionens artikel 9 (om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning), artikel 10 (om afhøring ved hjælp af videokonference), artikel 11 (om afhøring ved hjælp af telefonkonference), artikel 15 (om strafferetligt ansvar), artikel 16 (om civilretligt ansvar) og artikel 18 til 20 (om aflytning af telekommunikation). Der henvises herom til pkt. 3.2.2, 3.2.3, 3.2.7, 3.2.8 og 3.3.

Det følger af artikel 1, at EU-retshjælpskonventionen har til formål at supplere bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af de internationale instrumenter vedrørende gensidig retshjælp i straffesager, der er nævnt i stk. 1. Det drejer sig om 1959-konventionen og 1978-tillægsprotokollen hertil. Det drejer sig endvidere om Schengen-konventionen (se lov nr. 418 af 10. juni 1997 og bekendtgørelse nr. 1366 af 20. december 2000). Det drejer sig endelig om den såkaldte Benelux-traktat, der alene gælder mellem Belgien, Luxembourg og Holland.

Som nævnt supplerer EU-retshjælpskonventionen de instrumenter, der er nævnt i stk. 1. Det betyder, at konventionen ikke i sig selv kan anvendes som grundlag for fremsættelse af en anmodning om gensidig retshjælp. Det betyder endvidere, at de instrumenter, der er nævnt i stk. 1, fortsat gælder fuldt ud (se dog konventionens artikel 2, stk. 2). Det betyder endelig, at konventionens bestemmelser har forrang, hvis der er uoverensstemmelse mellem de instrumenter, der er nævnt i stk. 1, og konventionens bestemmelser.

Det følger af stk. 2, at EU-retshjælpskonventionen ikke berører anvendelse af de bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne, der sikrer medlemsstaterne gunstigere ordninger for gensidig retshjælp, eller anvendelsen af arrangementer om gensidig retshjælp i straffesager på grundlag af overensstemmende lovgivning eller særlige ordninger, som hjemler gensidig gennemførelse af retshjælpsforanstaltninger på deres respektive områder. Det betyder bl.a., at konventionen ikke berører anvendelsen af den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp (se bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C)), i det omfang den må anses for at indeholde mere gunstige bestemmelser end EU-retshjælpskonventionen.

Artikel 2 omhandler visse spørgsmål, som er forbundet med integreringen af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union i medfør af Amsterdam-traktaten (se bl.a. protokol nr. 2 om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union). For at sikre Norges og Islands fortsatte deltagelse i Schengen-samarbejdet efter integreringen i Den Europæiske Union har Rådet indgået en aftale med disse lande om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets vedkommende godkendt ved en afgørelse af 17. maj 1999. I henhold til artikel 2, stk. 3, i associeringsaftalen accepterer, gennemfører og anvender Norge og Island de retsakter og foranstaltninger, som EU har vedtaget med henblik på at ændre og udbygge bl.a. visse bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. I stk. 1 angives de af konventionens bestemmelser, der skal betragtes som foranstaltninger, som ændrer eller udbygger Schengen-reglerne, med henblik på anvendelsen af den aftale, Rådet den 18. maj 1999 indgik med Island og Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. I kraft af den nævnte aftale deltager Norge og Island i de opregnede bestemmelser men ikke i konventionens øvrige bestemmelser, som ikke anses som en udbygning af Schengen-reglerne.

Rådet bemyndigede den 10. juli 2001 formandskabet til at indlede forhandlinger med Norge og Island med henblik på at indgå en aftale om disse landes anvendelse af de bestemmelser i konventionen, der ikke er omfattet af artikel 2.

Ved stk. 2 ophæves nogle bestemmelser i Schengen-konventionen, som EU-retshjælpskonventionen gør overflødige. Det drejer sig om artikel 49, litra a, samt artikel 52, 53 og 73. Det præciseres således, hvilke af Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp, der fortsat er gældende, og hvilke der ikke er det. Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager findes i denne konventions afsnit III, kapitel 2 (artikel 48 til 53).

Det forhold, at konventionens artikel 2, stk. 2, ophæver visse bestemmelser i Schengen-konventionen, nødvendiggør ikke en ændring af lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. De bestemmelser i Schengen-konventionen, der i medfør af § 2, stk. 1, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 er gjort til en del af dansk lovgivning, således at bestemmelserne får status som dansk lov, er alene Schengen-konventionens afsnit IV om Schengen-informationssystemet (dvs. artikel 92 til 119), og ikke de bestemmelser, der ophæves ved EU-retshjælpskonventionen (dvs. artikel 49, litra a, samt artikel 52, 53 og 73). Disse bestemmelser blev gennemført uden lovændring, og der er således ikke tale om, at bestemmelser i en konvention, der ved lov er blevet gjort til en bestanddel af dansk ret, efterfølgende ophæves.

Det følger af artikel 3, stk. 1, at der ligeledes ydes gensidig retshjælp ved retsforfølgning for handlinger, der ifølge den begærende medlemsstats eller den anmodede medlemsstats eller eventuelt begges nationale ret betragtes som overtrædelse af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørelser kan indankes for en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

Ifølge denne bestemmelse kan der anmodes om gensidig retshjælp i forbindelse med visse sager, der ikke eller kun i begrænset omfang er omfattet af 1959-konventionen, som kun finder anvendelse på straffesager i modsætning til administrative sager. For så vidt angår stk. 1, er det ikke afgørende, om strafforfølgningen på det indledende trin hører under en administrativ eller en strafferetlig myndighed i den berørte medlemsstat. Derimod er det væsentligt, at der er tale om sager, som på et senere trin kan indbringes for en domstol, der navnlig har kompetence til at behandle straffesager. Med formuleringen »navnlig« i artikel 3, stk. 1, præciseres det, at det ikke er noget krav, at den domstol, sagen kan indbringes for, udelukkende behandler straffesager.

Bestemmelsen vil som udgangspunkt ikke få betydning for, i hvilke sager danske myndigheder vil kunne anmode andre landes myndigheder om gensidig retshjælp, idet der fortsat vil være tale om straffesager, som behandles af politiet, anklagemyndigheden eller domstolene.

Derimod vil bestemmelsen kunne få betydning for, hvilke anmodninger om gensidig retshjælp danske myndigheder vil skulle behandle, idet danske myndigheder også vil skulle modtage og behandle anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, der i udlandet afgøres af administrative myndigheder med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. De sager, som danske myndigheder som følge heraf vil skulle behandle, vil efter dansk ret blive anset for at være straffesager. Det betyder bl.a., at kravet om dobbelt strafbarhed skal være opfyldt, hvis anmodningen om gensidig retshjælp vedrører et straffeprocessuelt tvangsindgreb.

Det bemærkes, at danske myndigheder allerede i et vist omfang yder retshjælp i sådanne sager. Det gælder bl.a. mindre alvorlige færdselssager, der efter dansk ret behandles som straffesager, men som i en række andre lande behandles som administrative sager.

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til Schengen-konventionens artikel 49, litra a, der samtidig ophæves. Bestemmelsen skønnes ikke at kræve lovændring.

Det følger endvidere af artikel 3, stk. 2, at gensidig retshjælp ligeledes ydes i forbindelse med straffesager og sager som omhandlet i stk. 1, der vedrører handlinger eller overtrædelser, som en juridisk person kan drages til ansvar for i den begærende medlemsstat.

Det følger heraf, at den anmodede medlemsstat ikke længere vil kunne afslå en anmodning om gensidig retshjælp blot ved at henholde sig til, at dens lovgivning ikke indeholder hjemmel til at drage juridiske personer administrativt eller strafferetligt til ansvar for de pågældende overtrædelser. Konventionen styrker dermed det retlige samarbejde for så vidt angår juridiske personers ansvar.

I praksis vil bestemmelsen f.eks. kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor udenlandske myndigheder anmoder danske myndigheder om bistand i forbindelse med afhøring af vidner her i landet til brug for behandlingen af en straffesag mod en juridisk person i den begærende medlemsstat.

Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse af det grundlæggende krav om dobbelt strafbarhed, som bl.a. Danmark stiller i visse sager om gensidig bistand i straffesager. Det vil således fortsat være muligt at stille krav om, at det forhold, der ligger til grund for anmodningen om bistand, også vil kunne straffes efter den anmodede medlemsstats lovgivning.

Hvis en udenlandsk myndighed anmoder om foretagelse af et straffeprocessuelt tvangsindgreb her i landet, vil retsplejelovens betingelser altså fortsat i det hele skulle være opfyldt. Det gælder også i straffesager mod juridiske personer.

Det bemærkes, at straffeloven indeholder en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelser af straffeloven, som er begået for at skaffe den juridiske person vinding, jf. straffelovens § 306 som affattet ved lov nr. 280 af 25. april 2001.

Artikel 3, stk. 2, skønnes ikke at kræve lovændring.

Artikel 4 har til formål at tillade, at en anmodning om gensidig retshjælp så vidt muligt gennemføres i overensstemmelse med de formkrav og den fremgangsmåde, som den begærende medlemsstat udtrykkeligt angiver (stk. 1 og 3), samt at forpligte den anmodede medlemsstat til i videst muligt omfang at tage hensyn til de frister, der måtte være angivet i anmodningen (stk. 2), inden for de grænser, der er fastsat i stk. 4.

I henhold til 1959-konventionens artikel 3 skal anmodninger gennemføres på den måde, som foreskrives i den anmodede stats lovgivning. Med artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen sker der en forskydning i forbindelse med gensidig retshjælp, så det nu kræves, at retshjælpen så vidt muligt ydes på den måde, den begærende medlemsstat ønsker.

Artikel 4, stk. 1, fastslår som overordnet princip, at den anmodede medlemsstat, der behandler en anmodning, skal respektere de formkrav og den fremgangsmåde, som den begærende medlemsstat udtrykkeligt angiver. Hensigten er at lette brugen af de oplysninger, der tilvejebringes gennem gensidig retshjælp, som bevismateriale i forbindelse med de efterfølgende trin i sagen i den begærende medlemsstat. Udtrykket »formkrav og fremgangsmåde« bør fortolkes bredt, og kan f.eks. omfatte den situation, at det er anført i retsanmodningen, at en repræsentant for forsvaret i sagen skal være til stede ved afhøringen af et vidne. Den anmodede medlemsstat kan kun nægte at efterkomme et ønske om overholdelse af særlige formkrav og/eller fremgangsmåder, hvis de strider mod dens grundlæggende retsprincipper, eller hvis det i selve konventionen udtrykkeligt er fastsat, at retsanmodninger skal gennemføres i overensstemmelse med loven i den anmodede medlemsstat.

For så vidt angår afhøring af vidner følger det direkte af retsplejelovens § 190, 2. pkt., at ved vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder bør en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. I andre tilfælde vil det bero på de relevante danske bestemmelser, om det er muligt at imødekomme en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde. I praksis respekteres særlige ønsker fra udenlandske myndigheder allerede i dag i videst muligt omfang.

Efter gældende praksis imødekommer danske myndigheder således allerede i dag i vidt omfang anmodninger fra udenlandske myndigheder om iagttagelse af en særlig fremgangsmåde eller særlige formkrav i forbindelse med gennemførelsen af retsanmodninger fra udenlandske myndigheder. Det gælder således anmodninger om båndoptagelse eller videooptagelse af politiafhøringer, udfærdigelse af politirapporter i overensstemmelse med gældende regler i det begærende land. Endvidere imødekommer danske myndigheder i vidt omfang anmodninger om, at repræsentanter fra de kompetente udenlandske myndigheder kan være til stede her i landet i forbindelse med danske myndigheders gennemførelse af de efterforskningsskridt, der er omfattet af retsanmodningen. Herudover sørger danske myndigheder for i forbindelse med bl.a. afhøringer af vidner i givet fald at gøre disse vidner bekendt med særlige regler for afgivelse af vidneforklaring i det begærende land.

Som eksempel på anmodninger om særlige formkrav, der normalt ikke imødekommes og heller ikke i fremtiden kan forventes imødekommet, er anmodninger om aflæggelse af ed i forbindelse med vidneforklaringer. Aflæggelse af ed afslås normalt som værende i strid med grundlæggende retsprincipper her i landet, jf. retsplejelovens § 190, og sådanne formkrav vil også efter artikel 4, stk. 1, i EU-retshjælpskonvention kunne afslås.

Som beskrevet nedenfor i pkt. 3.2.3 foreslår Justitsministeriet i forbindelse med ændringen af retsplejelovens § 190, at formuleringen »bør« ændres til »skal«. Dette skønnes bedst stemmende med ordlyden af artikel 4, stk. 1, i EU-retshjælpskonventionen. Det forudsættes endvidere, at anmodninger fra udenlandske myndigheder om overholdelse af en særlig form eller fremgangsmåde på andre områder som hidtil respekteres i videst muligt omfang.

Artikel 4, stk. 1, skønnes således ikke at kræve yderligere lovændringer.

Artikel 4, stk. 2, vedrører fristerne for udførelse af de anmodninger, som er fremsat af de begærende medlemsstater, og det fastslås heri, at det i visse tilfælde kan være af afgørende betydning, at en anmodning behandles inden for en bestemt frist. Stk. 2 indebærer i den forbindelse en forpligtelse for den anmodede medlemsstat til i videst muligt omfang at tage hensyn til de frister, der er fastsat i anmodninger om gensidig retshjælp. Hvis myndigheden i den begærende medlemsstat finder det nødvendigt, at anmodningen gennemføres inden en bestemt dato, kan den anføre dette i anmodningen, hvis fristen samtidig begrundes.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke påvirker gyldigheden af den erklæring vedrørende artikel 7, stk. 3, i 1959-konventionen, som Danmark afgav i forbindelse med ratifikationen. Det følger af erklæringen, at Danmark kan nægte forkyndelse af en stævning for en tiltalt, som opholder sig i Danmark, hvis dokumentet ikke overleveres til danske myndigheder mindst 30 dage forinden det tidspunkt, på hvilket den indstævnte skal give møde.

Artikel 4, stk. 3, omhandler den situation, at en retsanmodning ikke eller kun delvis kan imødekommes i overensstemmelse med de formkrav, den begærende medlemsstat har angivet i henhold til stk. 1. I sådanne tilfælde er den anmodede medlemsstat forpligtet til straks at give den begærende medlemsstat en redegørelse for situationen og til at anføre, på hvilke betingelser anmodningen kan imødekommes. Sådanne betingelser kan, om nødvendigt, bl.a. være, at der forelægges yderligere dokumentation eller oplysninger. Det er endvidere fastsat, at myndighederne i den begærende og i den anmodede medlemsstat kan aftale, hvorledes anmodningen videre skal behandles, idet de i givet fald gør den videre behandling betinget af, at de nævnte betingelser opfyldes.

Selv om den anmodede medlemsstat i henhold til stk. 3 og 4 under visse omstændigheder er forpligtet til at give den begærende medlemsstat oplysninger, er der ikke fastsat nogen særlig procedure i den forbindelse, og den anmodede medlemsstat kan derfor selv bestemme, hvordan den vil give de relevante oplysninger.

Artikel 4, stk. 4, omhandler de foranstaltninger, der skal træffes, hvis den frist, den begærende medlemsstat har fastsat, ikke kan overholdes. Står det klart for den anmodede medlemsstat, at en bestemt frist ikke kan overholdes, og at forsinkelsen, henset til den begrundelse, der er givet for fristen i henhold til stk. 2, vil vanskeliggøre retsforfølgningen betydeligt i den begærende medlemsstat, skal den anmodede medlemsstats myndigheder snarest muligt oplyse, hvor lang tid der skønnes nødvendig for at gennemføre anmodningen. Den begærende medlemsstats myndigheder skal straks oplyse, om behandlingen af anmodningen til trods herfor skal fortsætte. Endvidere åbner bestemmelsen mulighed for, at de to medlemsstaters myndigheder aftaler, hvorledes anmodningen videre skal behandles.

Bestemmelserne i stk. 2 til 4, der må betragtes som ordensforskrifter i medlemsstaternes indbyrdes samarbejde, skønnes ikke at kræve lovændring.

1959-konventionen hviler på en forudsætning om, at forkyndelse af retsdokumenter for en person, der opholder sig på en anden medlemsstats område, som udgangspunkt sker via de nationale myndigheder i denne medlemsstat. Artikel 52 i Schengen-konventionen indebærer dog en forenkling i forhold til 1959-konventionen, idet visse retsdokumenter, som hvert enkelt Schengen-land konkret opregner, efter denne bestemmelse kan sendes direkte til modtageren med posten.

Formålet med artikel 5 er at udvide denne ordning, så alle retsdokumenter for fremtiden kan sendes direkte med post til personer, som opholder sig i en anden medlemsstat. Samtidig ophæves Schengen-konventionens artikel 52.

I forbindelse med Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet afgav Danmark en erklæring om, hvilke dokumenter danske myndigheder efter artikel 52 i Schengen-konventionen kan fremsende med posten til personer, der opholder sig i andre Schengen-lande. Den danske erklæring har følgende ordlyd:

»Dokumenter og meddelelser, der udsendes af en judiciel myndighed som led i straffesagers behandling, samt visse meddelelser fra administrative myndigheder vedrørende afgørelser, der har tilknytning til straffesagers behandling.«

De dokumenter, der kan fremsendes i medfør af artikel 52 i Schengen-konventionen, er bl.a. bødeforlæg, advarsler, beslutninger om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, tilkendegivelser vedrørende erstatningsspørgsmål i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a, stævninger, meddelelser om afgørelser i politiklagenævnssager efter retsplejelovens § 93 b og 93 c, samt meddelelser om forbud i medfør af visse særlove.

Disse dokumenter vil ligeledes være omfattet af begrebet »retsdokumenter« i artikel 5 i EU-retshjælpskonventionen.

Artikel 5, stk. 1, bestemmer, at retsdokumenter vedrørende straffesager, som en medlemsstat skal sende til en person, der opholder sig på en anden medlemsstats område, som hovedregel skal sendes direkte til denne med posten. Artikel 5 indeholder ikke en definition af »retsdokumenter«, men begrebet må fortolkes bredt og vil som nævnt bl.a. omfatte stævninger og retsafgørelser. Udtrykket »der opholder sig på en anden medlemsstats område« må ligeledes fortolkes bredt og indebærer f.eks. ikke nødvendigvis, at personen har bopæl i den anmodede medlemsstat.

I tilfælde hvor direkte fremsendelse med posten er umulig eller uhensigtsmæssig, vil en retsanmodning om forkyndelse fortsat kunne sendes til den anden medlemsstats kompetente myndigheder, jf. artikel 5, stk. 2.

Artikel 5, stk. 3 og 4, indeholder regler om henholdsvis oversættelse og skriftlig vejledning af modtageren af dokumenterne.

Artikel 5, stk. 5, bekræfter, at artikel 8, 9 og 12 i 1959-konventionen også gælder for personer, der modtager retsdokumenter med posten i henhold til artikel 5. De nævnte bestemmelser omhandler spørgsmål vedrørende bl.a. vidnepligt og refusion af omkostninger

I modsætning til visse andre stater accepterer Danmark allerede i dag, at udenlandske retsdokumenter sendes direkte med post til personer, der opholder sig her i landet. Artikel 5 vil derfor navnlig få praktisk betydning i situationer, hvor danske myndigheder ønsker at forkynde retsdokumenter (f.eks. vidneindkaldelser, stævninger, ankemeddelelser og domme) for personer i andre medlemsstater ved direkte fremsendelse med posten, jf. retsplejelovens § 155, nr. 1. Ved udformningen af retsdokumenter, der på denne måde søges brevforkyndt, vil den danske myndighed skulle være opmærksom på de krav til oversættelse og vejledning, der følger af artikel 5, stk. 3 og 4.

Artikel 5 skønnes ikke at kræve lovændringer.

Artikel 6 vedrører fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp, og gør i modsætning til 1959-konventionen direkte kontakt mellem de udførende myndigheder til et generelt princip frem for kommunikation via centrale myndigheder, dog med visse undtagelser.

I artikel 6, stk. 1, fastsættes det, at anmodninger om gensidig retshjælp samt meddelelser om spontan udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 7 (se nedenfor) skal fremsendes direkte mellem de kompetente judicielle myndigheder og tilbagesendes gennem de samme myndigheder. Endvidere fastsættes det i artikel 6, stk. 1, at anmodninger om iværksættelse af retsforfølgning i en anden medlemsstat efter 1959-konventionens artikel 21 ligeledes kan fremsendes direkte mellem de kompetente judicielle myndigheder.

Det følger herudover af bestemmelsen, at anmodninger ikke kun kan udfærdiges og fremsættes skriftligt, men ligeledes ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation på en måde, der tillader den modtagende medlemsstat at fastslå ægtheden. Anmodningerne kan bl.a. fremsendes pr. telefax eller e-post. Det er dog et krav, at den anmodede medlemsstat kan forvisse sig om, at anmodningen er ægte. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at medlemsstaterne går endnu videre og aftaler, at anmodninger i visse tilfælde eventuelt kan fremsættes mundtligt.

Disse lempelige formkrav til anmodninger om retshjælp vil ikke give anledning til problemer i forhold til danske myndigheder. Der vil f.eks. kunne tænkes situationer, hvor myndighederne i en anden medlemsstat sender en telefax eller en e-post til dansk politi med anmodning om gennemførelse af efterforskningsskridt her i landet. Hvis dansk politi er overbevist om, at anmodningen er ægte, kan de udføre anmodningen i overensstemmelse med dansk ret. Hvis der er tale om en anmodning om foretagelse af straffeprocessuelle indgreb over for personer, der befinder sig her i landet, vil det ikke være telefaxen eller e-posten fra den udenlandske myndighed, der danner grundlaget for behandling af anmodningen efter retsplejelovens regler. Det vil være dansk politi, der på grundlag af anmodningen fra den udenlandske myndighed, indbringer spørgsmålet for domstolene med anmodning om tilladelse til foretagelse af det straffeprocessuelle indgreb.

Allerede i dag modtager danske myndigheder i en række tilfælde retsanmodninger fremsendt som telefax. Hvis danske myndigheder er overbevist om, at en anmodning, der fremsendes som telefax eller e-post, er ægte, vil myndighederne søge anmodningen gennemført uden at have modtaget den originale retsanmodning. Baggrunden herfor er, at den originale retsanmodning i dag fremsendes gennem de centrale myndigheder, det vil sige justitsministerierne, og det vil ofte ikke være hensigtsmæssigt at afvente fremsendelse af retsanmodningen gennem de centrale myndigheder. Det gælder bl.a. i sager, hvor personer er varetægtsfængslet i det begærende land, og gennemførelsen af efterforskningsskridt her i landet er af afgørende betydning for vurderingen af tiltalespørgsmålet.

I henhold til artikel 6, stk. 2, kan anmodninger i særlige tilfælde fremsendes og tilbagesendes mellem centrale myndigheder (litra a) eller mellem en judiciel myndighed i én medlemsstat og en central myndighed i en anden medlemsstat (litra b). Baggrunden herfor er, at der kan forekomme tilfælde, hvor det er mere hensigtsmæssigt, at en specifik anmodning behandles af en medlemsstats centrale myndighed, f.eks. når der er tale om komplekse sager eller sager, hvor anmodningen er rettet til mere end én kompetent myndighed i den anmodede medlemsstat.

Artikel 6, stk. 3, indeholder en særordning for Storbritannien og Irland, som kan erklære, at anmodninger og andre meddelelser vedrørende gensidig retshjælp eller oplysninger, som er omhandlet i artikel 7, skal fremsendes gennem deres respektive centrale myndigheder. I så fald kan de øvrige medlemsstater påberåbe sig princippet om gensidighed.

I henhold til artikel 6, stk. 4, er det tilladt at fremsende anmodninger gennem Interpol, når der er behov for et hurtigt svar. Henvisningen i stk. 4 til et organ, der er kompetent ifølge bestemmelser vedtaget i medfør af traktaten om Den Europæiske Union, tager primært sigte på at muliggøre fremsendelse af retsanmodninger gennem f.eks. Europol eller gennem et andet organ, der oprettes, f.eks. Eurojust, i det omfang dette organ måtte blive kompetent til at varetage en sådan opgave.

Det følger af artikel 6, stk. 5, at anmodninger efter artikel 12 (om kontrollerede leverancer), artikel 13 (om fælles efterforskningshold) og artikel 14 (om diskrete undersøgelser) kan fremsendes og tilbagesendes direkte mellem en judiciel eller central myndighed i én medlemsstat og en politi- eller toldmyndighed i en anden medlemsstat. Det følger af stk. 5, at sådanne anmodninger i hastende sager også kan fremsendes gennem Interpol m.m. Tilsvarende giver artikel 6, stk. 6, mulighed for at fremsende og tilbagesende anmodninger direkte i forbindelse med de i artikel 3, stk. 1, omhandlede administrative sager i de tilfælde, hvor den berørte kompetente myndighed er en judiciel eller central myndighed i den ene medlemsstat og en administrativ myndighed i den anden medlemsstat.

I henhold til artikel 6, stk. 7, kan medlemsstaterne erklære, at de ikke vil anvende stk. 5 og/eller stk. 6, eller erklære, at de kun vil anvende den ene af eller begge de to bestemmelser under visse nærmere angivne omstændigheder. En erklæring, der er fremsat i henhold til stk. 7, kan til enhver tid trækkes tilbage eller ændres.

Stk. 5 og 6 kan blandt andet tænkes anvendt i tilfælde, hvor en toldmyndighed i en anden medlemsstat behandler en straffesag, og ønsker at fremsætte en anmodning om bistand efter konventionens artikel 12, 13 eller 14 over for danske judicielle myndigheder (stk. 5), eller hvor en (anden) administrativ myndighed i en anden medlemsstat behandler en straffesag, som er omfattet af konventionens artikel 3, stk. 1, og ønsker at fremsætte en anmodning om bistand over for danske judicielle myndigheder (stk. 6).

I praksis vil det kunne være forbundet med visse vanskeligheder for danske judicielle myndigheder at vurdere, om en toldmyndighed eller (anden) administrative myndighed, som fremsætter en begæring, i det konkrete tilfælde er kompetent til at fremsætte en anmodning om retshjælp efter konventionen. Navnlig vil det kunne være forbundet med vanskeligheder at afgøre, om en konkret sag er omfattet af konventionens artikel 3, stk. 1, vedrørende visse straffesager, der afgøres af administrative myndigheder.

I forbindelse med ratifikationen af konventionen vil Danmark derfor afgive en erklæring i medfør af artikel 6, stk. 7, om, at de anmodninger om gensidig retshjælp, der er omfattet af artikel 6, stk. 5 og 6, ikke kan fremsendes direkte mellem judicielle myndigheder og toldmyndigheder eller (andre) administrative myndigheder, men skal fremsendes til den centrale myndighed i den anmodede medlemsstat.

Det betyder, at anmodninger fra toldmyndigheder eller (andre) administrative myndigheder i andre medlemsstater ikke kan sendes direkte til danske judicielle myndigheder, men skal fremsendes gennem Justitsministeriet som værende den centrale myndighed her i landet.

Toldmyndigheder og (andre) administrative myndigheder her i landet fremsætter ikke selv rets-anmodninger i straffesager til udenlandske myndigheder. Hvis administrative myndigheder undersøger sager, og der er mistanke om, at der er begået et strafbart forhold, fremsendes sagen til politiet med henblik på efterforskning. Det vil således være politiet, der i sådanne sager i lighed med andre straffesager, fremsætter anmodninger over for udenlandske myndigheder.

Artikel 6, stk. 8, opregner nogle sager, hvor fremsendelse af anmodninger og oplysninger altid skal ske via de centrale myndigheder i medlemsstaterne. Det drejer sig om anmodninger om midlertidig overførelse eller transit af frihedsberøvede personer som omhandlet i artikel 9 i konventionen samt i artikel 11 i 1959-konventionen (litra a). Det drejer sig endvidere om oplysninger om straffedomme som omhandlet i artikel 22 i 1959-konventionen (litra b). Dog kan anmodninger om genparter af straffedomme og foranstaltninger som omhandlet i artikel 4 i tillægsprotokollen til 1959-konventionen fremsendes direkte til de kompetente myndigheder.

Foruden afgivelse af en erklæring i medfør af artikel 6, stk. 7, vil det i forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen blive oplyst, at de »judicielle myndigheder« her i landet omfatter domstolene samt anklagemyndigheden, der efter den danske retsplejelov omfatter Justitsministeriet, rigsadvokaten, statsadvokaterne, Politidirektøren i København og politimestrene. Det vil endvidere blive oplyst, at den »centrale myndighed« her i landet er Justitsministeriet. Det vil blive oplyst, at Justitsministeriet kan give oplysning om, hvilken »judiciel myndighed« her i landet der har stedlig kompetence til at modtage og behandle en anmodning om gensidig retshjælp. Herudover vil det blive oplyst, at i tilfælde af tvivl kan myndigheder i andre medlemsstater rette henvendelse til Justitsministeriet og få oplyst, hvilken judiciel myndighed her i landet der er kompetent til at fremsende en anmodning om en bestemt form for gensidig retshjælp.

Artikel 6 skønnes ikke at kræve lovændring. For så vidt angår direkte fremsendelse er bestemmelsen baseret på Schengen-konventionens artikel 53, der samtidig ophæves.

Artikel 7 vedrører udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om strafbare forhold. 1959-konventionen indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse om spontan udveksling af oplysninger, men en lignende bestemmelse findes i artikel 46 i Schengen-konventionen.

I henhold til artikel 7, stk. 1, kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, uden at der foreligger en anmodning om gensidig retshjælp, udveksle oplysninger om strafbare handlinger og overtrædelser af administrative bestemmelser som omhandlet i artikel 3. Bestemmelsen er fakultativ, og indebærer ikke nogen forpligtelse for medlemsstaterne. Det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at denne form for udveksling af oplysninger foretages i det omfang, der er hjemmel hertil i medlemsstaternes nationale ret.

Ifølge artikel 7, stk. 2, kan der fastsættes betingelser for, hvordan oplysninger, som videregives i henhold til artikel 7, må anvendes, og det fastsættes i stk. 3, at den modtagende myndighed i så fald er bundet af disse betingelser. I sådanne tilfælde finder bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger i artikel 23, stk. 1 og 2 (se nedenfor pkt. 3.4), ikke anvendelse, i det omfang der er tale om sammenfald.

For dansk rets vedkommende antages det, at danske myndigheder er berettigede til at videregive fortrolige oplysninger til udenlandske myndigheder, i det omfang det er nødvendigt i henhold til internationale konventioner m.v. Det antages herudover, at danske myndigheder inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt er berettigede til også af egen drift at videregive oplysninger til udenlandske myndigheder. Ved den konkrete vurdering af videregivelsens berettigelse i sådanne tilfælde indgår bl.a., om dette sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold, og dermed i denne forstand også til varetagelse af danske interesser. Endvidere skal der i det enkelte tilfælde foretages en vurdering af, hvorledes de pågældende oplysninger kan forventes at blive anvendt (se bl.a. Forvaltningsloven med kommentarer, John Vogter, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 3. udgave, 1999, side 534-535).

Konventionens artikel 7 ændrer ikke herved. Bestemmelsen pålægger således ikke danske myndigheder nogen forpligtelse til at udveksle oplysninger i bestemte situationer. Det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at muligheden for udveksling af oplysninger kun gælder »i det omfang, der er hjemmel herfor i national ret«.

Artikel 7 skønnes således ikke at kræve lovændring.

Artikel 8 indfører retningslinier for, hvordan en medlemsstat kan fremsætte selvstændige anmodninger om gensidig retshjælp med henblik på at få genstande, der er erhvervet uretmæssigt, f.eks. tyvekoster, stillet til rådighed så de kan tilbageleveres til den retmæssige ejer.

Artikel 8 supplerer artikel 6, stk. 2, i 1959-konventionen, hvorefter en medlemsstat kan give afkald på tilbagesendelse af ejendele, akter og dokumenter, som udleveres i anledning af en retsanmodning, f.eks. som bevismateriale.

I henhold til stk. 1 har den anmodede medlemsstat mulighed for men ikke pligt til at efterkomme en sådan anmodning. Den anmodede medlemsstat kan f.eks. afslå at efterkomme anmodningen, hvis genstanden i denne medlemsstat er beslaglagt som bevismateriale. Stk. 1 har ikke til formål at ændre de nationale lovbestemmelser om konfiskation. Stk. 1 bygger på den forudsætning, at bestemmelsen kun finder anvendelse, hvis der ikke er tvivl om, hvem der er genstandens retmæssige ejer. Stk. 1 finder anvendelse »uden at godtroende tredjemands rettigheder berøres«. Hermed sikres det, at retmæssige krav vedrørende den berørte genstand beskyttes fuldt ud.

Det følger af stk. 2, at ved anvendelsen af 1959-konventionens artikel 3 (retsanmodninger om udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter) eller artikel 6 (udsættelse af udlevering eller afkald på tilbagelevering af ejendele, akter eller dokumenter) kan en medlemsstat give afkald på tilbagesendelse af genstande mv., der er udleveret til en anden medlemsstat i forbindelse med udførelse af en retsanmodning, hvis dette kan fremme tilbagelevering af genstanden til den retmæssige ejer. Som det er tilfældet i stk. 1, forudsættes det, at der ikke er tvivl om, hvem der er den retmæssige ejer. Også stk. 2 finder anvendelse, uden at godtroende tredjemands rettigheder berøres.

Stk. 3 supplerer stk. 2, idet det i stk. 3 fastsættes, at den medlemsstat, som formelt har givet afkald på tilbagesendelse, er afskåret fra at påberåbe sig panteret eller regresret, som den i medfør af sin skatte- eller toldlovgivning måtte have for så vidt angår den overdragne genstand. I slutningen af artikel 8 fastsættes det, at afkald på tilbagesendelse som omhandlet i stk. 2 ikke er til hinder for, at medlemsstaten opkræver skatter eller afgifter, som den retmæssige ejer måtte skylde.

Artikel 8 er i det hele baseret på frivillighed og berører hverken de ejendomsretlige regler om vindikation og ekstinktion eller retsplejelovens regler om beslaglæggelse af genstande, der er fravendt nogen, der kan kræve dem tilbage (§ 802 og § 803).

Bestemmelsen har således ingen betydning for det underliggende spørgsmål om, i hvilket omfang og under hvilke betingelser den retmæssige ejer kan kræve vindikation af de uretmæssigt erhvervede genstande, eller i hvilket omfang og under hvilke betingelser tredjemænd har opnået rettigheder over genstanden, der efter dansk ret vil skulle respekteres (ekstinktion).

Kun hvis de danske regler herom fører til, at genstanden skal tilbageleveres til en person i en anden medlemsstat, vil den kunne udleveres til denne stats myndigheder med henblik herpå. Dette svarer til, hvad der må antages at gælde i dag.

Bestemmelsen skønnes således ikke at kræve lovændring.

Artikel 9 giver en medlemsstat mulighed for at træffe foranstaltninger med henblik på midlertidigt at overføre en person, som er frihedsberøvet på dens eget område, til en anden medlemsstat i forbindelse med en efterforskning, der foretages på foranledning af den medlemsstat, hvor den pågældende er frihedsberøvet.

Artikel 9 supplerer artikel 11 i 1959-konventionen, der tager sigte på den situation, at myndighederne i en medlemsstat ønsker en person, der er frihedsberøvet i en anden medlemsstat, midlertidigt overført, for at den pågældende kan afgive vidneforklaring eller deltage i en konfrontation til brug for en national straffesag. Artikel 9 supplerer artikel 11 derved, at artikel 9 tager sigte på den situation, at det efterforskningsmæssige skridt, der kræver den pågældendes tilstedeværelse, ikke ønskes foretaget til brug for en national straffesag men på begæring af og til brug for en straffesag i det land, hvor den pågældende er frihedsberøvet. F.eks. kan der være et behov for, at en person, der er varetægtsfængslet i en sag med internationale forgreninger, deltager i en konfrontation eller en rekonstruktion i udlandet som led i efterforskningen af sagen.

Artikel 9 bestemmer, at der også i sådanne situationer skal være mulighed for midlertidigt at overføre den frihedsberøvede person.

Efter stk. 1 er overførslen af den frihedsberøvede person betinget af, at der indgås aftale herom mellem de kompetente myndigheder i henholdsvis den begærende og den anmodede medlemsstat.

I henhold til stk. 2 skal de nærmere vilkår for overførslen fastsættes i denne aftale, ligesom det skal fremgå af aftalen, hvornår den pågældende skal sendes tilbage.

I stk. 3 tages der hensyn til, at det kan være et krav i en medlemsstat, at den pågældende giver sit samtykke til overførslen. Er et sådant samtykke påkrævet, skal der omgående fremlægges en samtykkeerklæring for den anmodede medlemsstat. Stk. 3 skal ses i sammenhæng med stk. 6 om muligheden for at afgive erklæring.

Stk. 4 skal sikre, at den periode, som tilbringes i forvaring i den anmodede medlemsstat i forbindelse med overførslen, fratrækkes den periode, som den overførte person skal tilbringe i forvaring i den begærende medlemsstat.

I henhold til stk. 5 finder artikel 9 anvendelse med forbehold af visse bestemmelser i 1959-konventionen. De pågældende bestemmelser omhandler transitforanstaltninger i forbindelse med overførelse af frihedsberøvede personer (artikel 11, stk. 2), sikring af, at de overførte personer forbliver i forvaring (artikel 11, stk. 3), straffrihed for tidligere begåede lovovertrædelser (artikel 12) og refusion af udgifter (artikel 20).

Efter stk. 6 kan en medlemsstat erklære, at den altid vil kræve samtykke fra den berørte person som betingelse for at tillade midlertidig overførsel efter artikel 9, eller at den vil kræve dette samtykke på visse nærmere angivne betingelser.

Efter retsplejelovens § 191, stk. 1, kan en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, overføres til Danmark for at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation i en dansk straffesag. Den pågældende skal under overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.

§ 191 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 291 af 24. april 1996. Baggrunden herfor var, at Østre Landsret i en kendelse af 21. april 1994 havde fastslået, at der ikke var hjemmel til at frihedsberøve en i udlandet frihedsberøvet person, der midlertidigt blev overført til Danmark med henblik på at afgive vidneforklaring i en verserende straffesag. § 191 skulle derfor tilvejebringe fornøden hjemmel til frihedsberøvelse i sådanne tilfælde. Bestemmelsen skulle dermed skabe mulighed for at udnytte artikel 11 i 1959-konventionen til at begære personer, der er frihedsberøvede i udlandet, overført til Danmark med henblik på personligt fremmøde som vidne eller med henblik på deltagelse i en konfrontation (se nærmere L 81 af 22. november 1995, Folketingstidende 1995-96, Tillæg A, spalte 2226 ff., navnlig pkt. 1.4 og 5 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 4). Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at § 191 omfatter både vidneforklaringer og forklaring samt konfrontation hos politiet. Derimod omfatter § 191 som nævnt kun verserende straffesager i Danmark.

Da retsplejeloven ikke i øvrigt indeholder hjemmel til, at personer, der er frihedsberøvet i udlandet, midlertidigt kan overføres til Danmark og fortsat være frihedsberøvet her med henblik på gennemførelse af efterforskningsskridt her i landet til brug for en i udlandet verserende straffesag, vil en gennemførelse af artikel 9 nødvendiggøre en lovændring.

Ud over at være begrænset til danske straffesager omfatter retsplejelovens § 191 der skal ses i sammenhæng med artikel 11 i 1959-konventionen efter ordlyden kun overførelse med henblik på at »afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation«. Dette dækker som nævnt både vidneforklaringer for retten og forklaring samt konfrontation hos politiet. Formuleringen svarer imidlertid ikke til den afgrænsning, der er anvendt i artikel 9 i EU-retshjælpskonventionen. Artikel 9 vedrører tilfælde, hvor en medlemsstat anmoder om en »efterforskningsmæssig foranstaltning«. Det fremgår ikke nærmere af ordlyden af artikel 9 eller den forklarende rapport, hvad der forstås ved »efterforskningsmæssige foranstaltninger«. Efter bestemmelsen er der tale om efterforskningsskridt, der »kræver tilstedeværelse af en person, der er frihedsberøvet«. Der kan være tale om tilfælde, hvor den frihedsberøvede ønskes overført med henblik på afgivelse af forklaring i retten, afgivelse af forklaring til politiet eller deltagelse i konfrontation. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der også kan være tale om andre efterforskningsskridt, herunder overførelse af en frihedsberøvet person med henblik på at foretage identifikation af gerningssteder, udpege gemmesteder, deltage i rekonstruktioner m.m. De nævnte efterforskningsskridt vil i praksis formentlig ikke altid kunne anses for omfattet af formuleringen »afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation«.

Retsplejelovens § 191 foreslås derfor udvidet således, at den også giver mulighed for, at en frihedsberøvet person kan overføres til Danmark for at afgive forklaring m.v. til brug for en straffesag i udlandet. Bestemmelsen foreslås endvidere udvidet til også at omfatte overførsel med henblik på at medvirke ved »andet efterforskningsskridt«. I den forbindelse foreslås det, at formuleringen »konfrontation« udgår af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at formuleringen »andet efterforskningsskridt« er tilstrækkelig bred til også at omfatte »konfrontation«, og at begrebet »konfrontation« i øvrigt udgår af artikel 11 som følge af artikel 3 i 2001-tillægsprotokollen, jf. nedenfor under pkt. 4.2 og 4.3.

§ 191, stk. 1, 1. pkt., foreslås altså affattet således, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark, for at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt i en straffesag her i landet eller til brug for en straffesag i udlandet.

Der foreslås ikke andre ændringer af § 191. Bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 til 5 vil derfor også finde anvendelse i tilfælde, hvor en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, overføres til Danmark for at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt til brug for en straffesag i udlandet.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.

På samme måde som der i udlandet kan være behov for at overføre en frihedsberøvet person til Danmark i forbindelse med gennemførelse af efterforskningsskridt her i landet, kan der også opstå behov for midlertidigt at overføre personer, der er frihedsberøvet her i landet, til en anden medlemsstat med henblik på at foretage efterforskningsskridt der i medfør af artikel 9. Der kan f.eks. være tale om, at den frihedsberøvede person skal deltage i en konfrontation i udlandet, og hvor det vidne, der skal udpege gerningsmanden, ikke har mulighed for at rejse til Danmark for at medvirke ved konfrontationen. I forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 291 af 24. april 1996 blev det ikke anset for nødvendigt at skabe udtrykkelig lovhjemmel til at overføre en person, som er frihedsberøvet her i landet, for at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation i udlandet (se Folketingstidende 1995-96, Tillæg A, spalte 2241-2242). I forbindelse med afgivelsen af den notifikation, som omtales i artikel 27, stk. 2, vil Danmark erklære, at den frihedsberøvede persons samtykke i henhold til stk. 3 vil blive krævet forud for indgåelsen af en aftale efter stk. 1. Da det således vil være en generel betingelse for overførelse i medfør af artikel 9, at den frihedsberøvede person samtykker, vil der efter Justitsministeriets opfattelse ikke være behov for en udtrykkelig bestemmelse om overførelse af en her i landet frihedsberøvet person til udlandet.

Artikel 10 og artikel 11 vedrører afhøring ved hjælp af henholdsvis videokonference og telefonkonference. Begge bestemmelser er nyskabelser i forhold til både 1959-konventionen og Schengen-konventionen.

I relation til afhøring ved hjælp af videokonference fremgår det af artikel 10, stk. 1, at hvis en person befinder sig på én medlemsstats område, og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af de judicielle myndigheder i en anden medlemsstat, kan denne medlemsstat anmode om, at afhøringen foretages ved hjælp af videokonference. Efter bestemmelsen er det en betingelse, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt, at den pågældende møder personligt frem på den begærende medlemsstats område. Som eksempel på tilfælde, hvor det ikke er »hensigtsmæssigt«, at den pågældende møder personligt frem, nævner den forklarende rapport tilfælde, hvor vidnet er særlig ungt eller særlig gammelt eller svækket af sygdom. Som eksempel på tilfælde, hvor det »ikke er muligt«, at den pågældende møder personligt frem, nævner den forklarende rapport tilfælde, hvor vidnet ville blive bragt i alvorlig fare ved at møde personligt frem i den begærende medlemsstat.

Stk. 2-8 indeholder nærmere bestemmelser om afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference.

Det følger af stk. 2, at den anmodede medlemsstat skal give tilladelse til afhøring ved hjælp af videokonference, forudsat at anvendelse af videokonference ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper, og forudsat at den råder over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for at gennemføre en sådan afhøring. Det fremgår af bestemmelsen, at hvis den anmodede medlemsstat ikke råder over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for en videokonference, kan den begærende medlemsstat stille dem til rådighed efter aftale med den anmodede medlemsstat. Det fremgår af den forklarende rapport, at en anmodning ikke må afslås alene med den begrundelse, at der i den anmodede medlemsstats nationale ret ikke er hjemmel til at afhøre vidner og sagkyndige ved hjælp af videokonference, eller at en eller flere nærmere betingelser i national ret vedrørende afhøring ved hjælp af videokonference ikke er opfyldt.

Det fremgår af stk. 3, hvilke oplysninger der skal ledsage anmodninger om afhøring ved hjælp af videokonference i medfør af artikel 10. Foruden de oplysninger om navn, adresse m.v., der er nævnt i artikel 14 i 1959-konventionen, skal det i anmodningen begrundes, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt for den person, anmodningen vedrører, at være til stede ved afhøringen i den begærende medlemsstat.

Det følger af stk. 4, at den anmodede medlemsstats judicielle myndighed skal indkalde den person, der skal afhøres, til at give møde i overensstemmelse med formkravene i national ret. Bestemmelsen skal garantere, at der kan træffes passende foranstaltninger for at sikre, at den pågældende møder frem til afhøring. Det er således ikke et krav, at et vidne eller en sagkyndig giver sit samtykke til at blive afhørt ved hjælp af videokonference, og medlemsstaternes regler om vidnetvang skal kunne anvendes på samme måde som ved vidneafhøringer, der foregår direkte, jf. nedenfor vedrørende stk. 8.

Stk. 5 (litra a til e) indeholder de regler, som skal overholdes, når der foretages afhøring ved hjælp af videokonference.

Det følger af stk. 5, litra a, at en repræsentant for den anmodede medlemsstats judicielle myndighed, om nødvendigt bistået af en tolk, skal overvære afhøringen og er ansvarlig for identifikation af den person, der skal afhøres, og for overholdelsen af de grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat. Hvis repræsentanten for den anmodede medlemsstats judicielle myndighed mener, at grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat tilsidesættes under afhøringen, træffer den pågældende omgående de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at afhøringen fortsættes i overensstemmelse med disse principper.

Det følger af stk. 5, litra b, at den begærende og den anmodede medlemsstats kompetente myndigheder om nødvendigt aftaler foranstaltninger med henblik på at beskytte den person, der skal afhøres.

Det følger af stk. 5, litra c, at afhøringen foretages direkte af eller under ledelse af den begærende medlemsstats judicielle myndigheder i overensstemmelse med denne medlemsstats nationale ret.

Det følger af stk. 5, litra d, at efter anmodning fra den begærende medlemsstat eller den person, der skal afhøres, sørger den anmodede medlemsstat for, at den person, der skal afhøres, om nødvendigt bistås af en tolk.

Det følger endelig af stk. 5, litra e, at den person, der skal afhøres, kan påberåbe sig ret til at nægte at afgive forklaring, som måtte være hjemlet i enten den begærende medlemsstats eller den anmodede medlemsstats nationale ret.

Stk. 6 vedrører den anmodede medlemsstats pligt til at udfærdige et referat af de nærmere omstændigheder omkring afhøringen. Bestemmelsen opregner de oplysninger, der skal medtages i referatet, herunder normalt angivelse af tid og sted, den afhørte persons identitet, identiteten på alle andre personer i den anmodede medlemsstat, som har deltaget i afhøringen, og den egenskab, hvori de har deltaget, eventuelle edsaflæggelser eller afgivelser af tro og love-erklæringer samt de tekniske omstændigheder, under hvilke afhøringen har fundet sted. Det fremgår udtrykkeligt af den forklarende rapport, at referatet derimod ikke skal indeholde oplysninger om indholdet af afhøringen. Det er med andre ord den begærende stats egne myndigheder, som er ansvarlig for protokollering af forklaringerne i overensstemmelse med national ret. Referatet sendes til den begærende medlemsstats kompetente myndighed.

Stk. 7 vedrører refusion af udgifter. Det følger af bestemmelsen, at den begærende medlemsstat skal refundere visse af de udgifter, som den anmodede medlemsstat pådrager sig i forbindelse med en afhøring ved hjælp af videokonference. Bestemmelsen indeholder en opregning af disse udgifter. Den anmodede medlemsstat kan dog give afkald på at få refunderet alle eller nogle af disse udgifter.

Det følger af stk. 8, at hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at dens nationale ret finder anvendelse, når vidner eller sagkyndige afhøres på dens område i overensstemmelse med artikel 10 og nægter at afgive forklaring, selv om de er forpligtet dertil, eller afgiver falsk forklaring på samme måde, som hvis afhøringen fandt sted i en national retssag.

I henhold til stk. 9 kan medlemsstaterne vælge også at anvende artikel 10 ved afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference. Det står de enkelte medlemsstater fuldstændig frit, om de vil imødekomme anmodninger om sådanne afhøringer. En medlemsstat kan afgive en generel erklæring om, at den ikke imødekommer sådanne anmodninger, og kan senere trække en sådan erklæring tilbage.

De berørte medlemsstater skal i givet fald udtrykkeligt aftale at foretage afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference og skal samtidig aftale, hvilke foranstaltninger der skal træffes i den forbindelse. Disse foranstaltninger iværksættes i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale ret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre relevante internationale instrumenter.

For at beskytte den tiltalte er det altid en betingelse, at denne giver sit samtykke inden afhøringen. Eftersom en tiltalts stilling i sagens natur er forskellig fra et vidnes eller en sagkyndigs, fastsættes det endvidere, at Rådet skal fastsætte de bestemmelser, der måtte være nødvendige for at beskytte tiltaltes rettigheder. Fastsættelsen af sådanne bestemmelser er dog ikke nogen forudsætning for, at stk. 9 kan finde anvendelse.

I relation til afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference følger det af artikel 11, stk. 1, at hvis en person befinder sig på én medlemsstats område, og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af de judicielle myndigheder i en anden medlemsstat, kan denne medlemsstat, hvis der er hjemmel herfor i national ret, anmode om bistand fra den første medlemsstat med henblik på at foretage afhøring ved hjælp af telefonkonference.

Det fremgår af den forklarende rapport, at denne form for afhøring kan være særlig praktisk i situationer, hvor der f.eks. er brug for en forklaring om et rutinespørgsmål fra et vidne. Endvidere er det forholdsvis nemt og billigt at foranstalte og foretage sådanne afhøringer.

Stk. 2-5 indeholder de nærmere regler for afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference.

Det fremgår af stk. 2, at afhøring kun kan foretages ved hjælp af telefonkonference, hvis vidnet eller den sagkyndige indvilliger i, at afhøringen foregår på denne måde.

Det fremgår af stk. 3, at den anmodede medlemsstat skal tillade afhøring ved hjælp af telefonkonference, hvis dette ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper.

Stk. 4 stiller nogle krav til indholdet af de oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med en anmodning om afhøring ved hjælp af telefonkonference. Foruden de oplysninger om navn, adresse m.v., der er nævnt i artikel 14 i 1959-konventionen, skal anmodningen indeholde oplysning om navnet på den judicielle myndighed og de personer, der skal foretage afhøringen, samt en angivelse af, at vidnet eller den sagkyndige er rede til at medvirke ved en afhøring ved hjælp af telefonkonference.

Det følger af stk. 5, at den praktiske tilrettelæggelse af afhøringen aftales mellem de berørte medlemsstater. Det fremgår endvidere af stk. 5, at i forbindelse med en sådan aftale forpligter den anmodede medlemsstat sig til at underrette vidnet eller den sagkyndige om tid og sted for afhøringen (stk. 5, litra a), sørge for identifikation af vidnet eller den sagkyndige (stk. 5, litra b), og kontrollere, at vidnet eller den sagkyndige har indvilliget i afhøring ved hjælp af telefonkonference (stk. 5, litra c).

I henhold til stk. 5 kan den anmodede medlemsstat for så vidt angår den praktiske tilrettelæggelse af afhøringen kræve, at bestemmelserne i artikel 10, stk. 5 og 8 (om henholdsvis fremgangsmåde, vidnetvang og strafansvar for falsk forklaring), finder anvendelse i forbindelse med afhøringen, i det omfang de er relevante. Artikel 10, stk. 7 (om udgifter), finder automatisk anvendelse, medmindre de berørte medlemsstater aftaler andet.

Det følger af retsplejelovens § 190, 1. pkt., at reglerne i retsplejeloven finder anvendelse på vidneafhøringer efter begæring af udenlandske myndigheder. Det følger endvidere af retsplejelovens § 190, 2. pkt., at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde så vidt muligt bør imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Det følger endelig af retsplejelovens § 209, at de om vidner givne regler med de lempelser, der følger af forholdets natur, skal anvendes på syns- og skønsmænd, for så vidt bestemmelserne i kapitlet 19 om syn og skøn ikke er til hinder derfor.

Retsplejelovens § 190 sammenholdt med § 209 giver hjemmel til at foretage afhøring her i landet af vidner og syns- og skønsmænd til brug for retssager, herunder straffesager, der behandles i udlandet. Hverken de nævnte bestemmelser eller retsplejeloven i øvrigt indeholder klar hjemmel til at foretage afhøring af vidner eller syns- og skønsmænd ved hjælp af videokonference eller telefonkonference som forudsat i konventionens artikel 10 og artikel 11, herunder således, at afhøringen foregår under ledelse af den udenlandske myndighed. I praksis synes anvendelse af telefonmøder dog at finde sted i et vist omfang, f.eks. i forbindelse med forberedelse af civile sager (se forudsætningsvis U 2001 s. 1891 V).

Efter artikel 10, stk. 2, har den anmodede medlemsstat som udgangspunkt pligt til at imødekomme en anmodning om afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference, og det følger af artikel 10, stk. 9, modsætningsvis, at en medlemsstat ikke har mulighed for at tage forbehold for artikel 10, stk. 1 til 8, vedrørende afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference.

Tilsvarende følger det af artikel 11, stk. 3, at en medlemsstat som udgangspunkt har pligt til at tillade afhøring ved hjælp af telefonkonference, og medlemsstaterne har ikke mulighed for at tage forbehold for artikel 11.

For at gøre det muligt for Danmark at ratificere konventionen, bør der derfor tilvejebringes klar hjemmel til, at danske myndigheder, i det omfang det følger af artikel 10 eller artikel 11, har mulighed for at imødekomme en anmodning fra en anden medlemsstat om afhøring her i landet af et vidne eller en sagkyndig ved hjælp af videokonference eller telefonkonference, herunder således at selve afhøringen foregår fra udlandet.

Afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference eller telefonkonference indeholder to aspekter. For det første rejser det spørgsmål om, hvorvidt og under hvilke betingelser en medlemsstat vil tillade afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af videokonference eller telefonkonference i forbindelse med behandlingen af nationale straffesager. For det andet rejser det spørgsmål om, hvorvidt og under hvilke betingelser en medlemsstat har pligt til at imødekomme en anmodning fra en anden medlemsstat om at tillade afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af videokonference eller telefonkonference i forbindelse med behandlingen af straffesager i den anden medlemsstat. Artikel 10 og artikel 11 regulerer alene det sidst nævnte spørgsmål.

I forbindelse med dette lovforslag foreslås det alene at tilvejebringe klar hjemmel til, at danske myndigheder, i det omfang det følger af artikel 10 eller artikel 11, har mulighed for at imødekomme en anmodning fra en anden medlemsstat om at medvirke til afhøring af et vidne eller en sagkyndig i forbindelse med behandlingen af en straffesag i den anden medlemsstat. Spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser det skal være muligt i forbindelse med behandlingen af straffesager her i landet at foretage afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference eller telefonkonference, hvad enten der er tale om personer, der befinder sig her i landet eller i udlandet, behandles derfor ikke i dette lovforslag.

Baggrunden herfor er, at spørgsmålet om brug af videomøder og telefonmøder i bl.a. straffesager, der behandles her i landet, er udførligt behandlet i betænkning nr. 1401/2001 fra Retsplejerådet om reform af den civile retspleje I (Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans), jf. kapitel 12 (side 337 ff.). Retsplejerådets betænkning er sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer m.v. Retsplejerådet foreslår bl.a., at der indsættes regler i retsplejeloven om afhøring af vidner og sagkyndige via videoforbindelse samt i visse begrænsede tilfælde via telefonforbindelse. Regeringen er grundlæggende positivt indstillet overfor forslaget, der imidlertid har sammenhæng med betænkningens øvrige forslag og med forslaget om færre og større retskredse i betænkning 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission, herunder navnlig for så vidt angår forslagets udgiftsmæssige konsekvenser. Regeringens stillingtagen til forslaget afventer på den baggrund en samlet stillingtagen til forslagene i de to betænkninger, hvilket tidligst kan ske, når der også har været lejlighed til at foretage en bred høring over Politikommissionens forslag om ændret politikredsinddeling, som er afgivet den 21. februar 2002.

Det fremgår hverken af ordlyden af artikel 10 eller den forklarende rapport, hvad der skal forstås ved »afhøring ved hjælp af videokonference«. Afhøring ved hjælp af videokonference må imidlertid indebære, at den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat har mulighed for ved hjælp af tekniske hjælpemidler (videoudstyr) at se, høre og kommunikere med den person, der afgiver forklaring, og som befinder sig på den anmodede medlemsstats område. Kommunikationen må være tovejs, således at også den afhørte er i stand til at se, høre og kommunikere med den judicielle myndighed, der har anmodet om afhøringen. Dette synes forudsat i artikel 10, stk. 5, litra c, hvorefter afhøringen foretages direkte af eller under ledelse af den begærende medlemsstats judicielle myndighed.

Ligeledes fremgår det ikke udtrykkeligt af artikel 11 eller den forklarende rapport, hvad der forstås ved »afhøring ved hjælp af telefonkonference«. Afhøring ved hjælp af telefonkonference må imidlertid indebære, at den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat har mulighed for ved hjælp af tekniske hjælpemidler (såsom telefon eller mobiltelefon) at høre og kommunikere med den person, der afgiver forklaring, og som befinder sig på den anmodede medlemsstats område. På samme måde må den afhørte være i stand til at høre og kommunikere med den judicielle myndighed, der har anmodet om afhøringen.

Som nævnt benytter konventionen udtrykkene »afhøring ved hjælp af videokonference« og »afhøring ved hjælp af telefonkonference«. I Retsplejerådets betænkning 1401/2001 anvendes udtrykket »fjernkommunikation med billede«, når afhøringen foregår via en videoforbindelse, mens udtrykket »fjernkommunikation uden billede« anvendes, når afhøringen foregår via en telefonforbindelse. Retsplejerådet har valgt de mere abstrakte udtryk »fjernkommunikation med billede« og »fjernkommunikation uden billede« for at understrege, at det er uden betydning, hvilken teknisk fremgangsmåde der anvendes.

I telelovgivningen anvendes ikke udtrykket »fjernkommunikation«, men derimod udtrykket »telekommunikation«. Udtrykket »telekommunikation« er ikke særskilt defineret i telelovgivningen, men efter almindelig dansk sprogbrug forstås ved begrebet det at sende eller modtage meddelelser ved hjælp af telefon, telegraf, radio eller fjernsyn. Også dette udtryk kan betegnes som teknologisk neutralt, idet selve den tekniske fremgangsmåde er uden betydning.

Ved gennemførelsen af artikel 10 og artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen bør der efter Justitsministeriets opfattelse anvendes teknologisk neutrale udtryk. Samtidig finder Justitsministeriet, at udtrykket »telekommunikation«, der allerede anvendes i telelovgivningen i dag, bør foretrækkes frem for det af Retsplejerådet anvendte udtryk »fjernkommunikation«.

På den baggrund anvender lovforslaget udtrykket »telekommunikation med billede« frem for »afhøring ved hjælp af videokonference« og udtrykket »telekommunikation uden billede« frem for »afhøring ved hjælp af telefonkonference«.

Som nævnt følger det af artikel 10, stk. 9, at medlemsstaterne kan vælge også at anvende artikel 10 ved afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference, såfremt den pågældende samtykker heri. Det står de enkelte medlemsstater fuldstændig frit, om de vil imødekomme anmodninger om sådanne afhøringer. En medlemsstat kan afgive en generel erklæring om, at den ikke imødekommer sådanne anmodninger, og kan senere trække en sådan erklæring tilbage. I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen vil der i medfør af artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 10, stk. 9, blive afgivet en erklæring om, at Danmark ikke imødekommer anmodninger om afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference. Baggrunden herfor er, at spørgsmålet om afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference rejser nogle principielle og retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Disse spørgsmål indgår i Retsplejerådets overvejelser, jf. betænkning 1401/2000, kapitel 12, pkt. 4.4, side 352 ff. Retsplejerådet foreslår således, at det i straffesager her i landet kun i begrænset omfang skal være muligt at afhøre en tiltalt via videokonference, selv om den pågældende samtykker heri.

Afhøring ved hjælp af telefonkonference i medfør af artikel 11 kan ikke anvendes på tiltalte. Artikel 11 adskiller sig endvidere væsentligt fra afhøring ved hjælp af videokonference i medfør af artikel 10 derved, at afhøring ved hjælp af telefonkonference altid er betinget af, at vidnet eller den sagkyndige indvilliger i, at afhøringen foregår på denne måde. Det bør derfor udtrykkeligt fremgå af retsplejeloven, at afhøring ved hjælp af telefonkonference er betinget af vidnets eller den sagkyndiges samtykke. Et sådant samtykke vil skulle foreligge på det tidspunkt, hvor afhøringen påbegyndes, og et samtykke vil kunne tilbagekaldes under afhøringen. Det beror således i det hele på frivillighed, om vidnet eller den sagkyndige ønsker at medvirke til en afhøring ved hjælp af telefonkonference. Det vil dog ofte være i vidnets eller den sagkyndiges egen interesse frivilligt at medvirke til en sådan form for afhøring. Hvis vidnet eller den sagkyndige ikke ønsker at medvirke, vil den begærende medlemsstat kunne anmode om en sædvanlig afhøring for en dansk domstol, jf. retsplejelovens § 190, eller om en afhøring ved hjælp af videokonference, jf. retsplejelovens § 190 som foreslået affattet ved dette lovforslag. I sådanne tilfælde vil vidnet have pligt til at medvirke efter de almindelige regler om vidnepligt. Det forhold, at afhøringen er betinget af vidnets eller den sagkyndiges samtykke, indebærer endvidere, at retsplejelovens bestemmelser om tvangsmidler over for vidner, jf. retsplejelovens § 178, ikke vil skulle finde anvendelse. Derimod bør et vidne eller en sagkyndig, der indvilliger i en afhøring ved hjælp af telefonkonference, kunne straffes for falsk forklaring (se nedenfor).

Efter Justitsministeriets opfattelse bør afhøringer ved hjælp af videokonference eller telefonkonference af vidner eller sagkyndige, der befinder sig her i landet, foregå ved domstolene. Det bør derfor være retten, der indkalder den person, der skal afhøres, til at give møde i overensstemmelse med formkravene i dansk ret, jf. konventionens artikel 10, stk. 4 for så vidt angår videokonference. Med hensyn til indkaldelse til afhøring ved hjælp af telefonkonference vil det skulle fremgå af indkaldelsen, at vidnet eller den sagkyndige ikke har pligt til at medvirke ved afhøringen.

Efter artikel 10, stk. 2, og artikel 11, stk. 3, har den anmodede medlemsstat pligt til at tillade afhøring ved hjælp af videokonference eller telefonkonference, forudsat at anvendelse af videokonference eller telefonkonference ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper. Formuleringen »grundlæggende retsprincipper« er ikke nærmere defineret i konventionen, og en tilsvarende formulering er ikke anvendt i retsplejeloven. Ved vidneafhøringer efter begæring af udenlandske myndigheder følger det af retsplejelovens § 190, at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde så vidt muligt bør imødekommes, medmindre dette vil være »åbenbart uforeneligt med landets retsorden«. En tilsvarende formulering er anvendt i retsplejelovens § 223 a og § 479 (om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske domme m.v. her i landet). Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke nogen væsentlig indholdsmæssig forskel på de to formuleringer. Derimod bør det præciseres, at en anmodning om afhøring ved hjælp af videokonference eller telefonkonference »skal« (i modsætning til »bør«) imødekommes, medmindre det vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden, jf. herved også ovenfor under pkt. 3.1.4 om artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen.

Efter artikel 10, stk. 2, er den anmodede medlemsstats pligt til at tillade afhøring ved hjælp af videokonference endvidere betinget af, at den råder over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for at gennemføre en sådan afhøring. Råder den anmodede medlemsstat ikke over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for en videokonference, kan den begærende medlemsstat stille dem til rådighed efter aftale med den anmodede medlemsstat. Formålet med dette lovforslag er som nævnt alene at tilvejebringe det nødvendige retlige grundlag for, at danske domstole har mulighed for at imødekomme en anmodning fra en anden medlemsstat om afhøring ved hjælp af videokonference. Hvorvidt danske domstole i praksis vil have mulighed for at medvirke ved en sådan form for afhøring vil afhænge af, om domstolene råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler. Så længe domstolene ikke råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler, vil en sådan afhøring alene kunne gennemføres, hvis den begærende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, stiller disse hjælpemidler til rådighed. Kravet i retsplejelovens § 190 om, at anmodninger »så vidt muligt« imødekommes, bør derfor opretholdes også i relation til afhøring ved hjælp af videokonference. Såfremt der i overensstemmelse med Retsplejerådets anbefalinger på et senere tidspunkt indføres mulighed for at foretage afhøringer i danske sager ved anvendelse af tekniske hjælpemidler som video m.m., vil dette gøre det nemmere for danske domstole at imødekomme anmodninger fra udenlandske myndigheder om afhøring ved hjælp af videokonferencer.

Artikel 10, stk. 5, og artikel 11, stk. 5, indeholder nærmere bestemmelser om den fremgangsmåde, der skal anvendes i forbindelse med afhøring ved hjælp af videokonference eller telefonkonference.

Ved afhøring ved hjælp af telefonkonference aftales den praktiske tilrettelæggelse mellem de berørte medlemsstater. Retten vil have pligt til at underrette vidnet eller den sagkyndige om tid og sted for afhøringen, sørge for identifikation af vidnet eller den sagkyndige og kontrollere, at vidnet eller den sagkyndige har indvilget i afhøringen ved hjælp af telefonkonference.

For så vidt angår afhøring ved hjælp af videokonference følger det af artikel 10, stk. 5, litra a, at en repræsentant for den anmodede medlemsstats judicielle myndighed, om nødvendigt bistået af en tolk, overværer afhøringen og er ansvarlig for identifikation af den person, der skal afhøres, og for overholdelsen af de grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat. Efter Justitsministeriets opfattelse bør det være en dommer (herunder en retsassessor eller en dommerfuldmægtig), der overværer afhøringen og er ansvarlig for identifikation af den person, der skal afhøres. Dommeren vil skulle påse, at retsplejelovens regler overholdes. Dommeren vil i den forbindelse skulle vejlede om reglerne om vidnefritagelse og vidneudelukkelse, jf. retsplejelovens § 173, stk. 1, jf. §§ 169-172. Dommeren vil ligeledes have pligt til at gribe ind, hvis dommeren vurderer, at afhøringen sker i strid med grundlæggende principper i retsplejeloven, herunder hvis der opstår spørgsmål om, hvorvidt den afhørte har pligt til at besvare bestemte spørgsmål.

Den afhørte kan påberåbe sig ret til at nægte at afgive forklaring i det omfang det følger af den begærende eller den anmodede medlemsstats lovgivning, jf. artikel 10, stk. 5, litra e. Dommeren vil som nævnt skulle påse overholdelsen af de danske regler om vidnefritagelse og vidneudelukkelse, jf. retsplejelovens §§ 169-172. Derimod vil dommeren ikke skulle tage stilling til, om den afhørte efter den begærende medlemsstats lovgivning har pligt til at besvare spørgsmål.

Det fremgår af artikel 10, stk. 6, at dommeren ved afhøringens afslutning har pligt til at udfærdige et referat af afhøringen. Bestemmelsen adskiller sig fra retsplejelovens § 186 derved, at referatet ikke vedrører indholdet af afhøringen. Efter artikel 10, stk. 6, skal der udarbejdes et referat af afhøringen med angivelse af tid og sted, den afhørte persons identitet, identiteten på alle andre personer i den anmodede medlemsstat, som har deltaget i afhøringen, og den egenskab, hvori de har deltaget, eventuelle edsaflæggelser eller afgivelser af tro og love erklæringer samt de tekniske omstændigheder, under hvilke afhøringen har fundet sted. Det vil således være op til den begærende medlemsstats judicielle myndigheder at afgøre om og i hvilket omfang indholdet af den afgivne forklaring skal refereres.

Tilsvarende gælder for så vidt angår afhøring ved hjælp af telefonkonference, hvor afhøringen foretages af den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat. Den danske dommer vil heller ikke under sådanne afhøringer have pligt til at referere indholdet af forklaringen.

Den danske dommers pligter efter artikel 10, stk. 6, med hensyn til at referere afhøringen og efter artikel 11, stk. 5, afviger fra retsplejelovens § 186, idet pligten til at referere som nævnt ikke omfatter indholdet af forklaringen. Det bør derfor præciseres, at § 186 ikke finder anvendelse. De oplysninger, som dommeren efter artikel 10, stk. 6, (og evt. artikel 11, stk. 5) vil have pligt til at referere, vil allerede efter de gældende regler om retsbøger blive protokolleret. Pligten til at angive tid og sted, den afhørte persons identitet, identiteten på alle andre personer i den anmodede medlemsstat, som har deltaget i afhøringen, og den egenskab, hvori de har deltaget, følger således af retsplejelovens § 34, stk. 2, nr. 1, 2 og 4. Spørgsmålet om eventuelle edsaflæggelser eller afgivelser af tro og love erklæringer vil kun opstå i tilfælde, hvor den begærende medlemsstat udtrykkeligt har anmodet om overholdelse af særlige formkrav eller fremgangsmåder, jf. konventionens artikel 4, stk. 1. Sådanne oplysninger vil blive protokolleret i medfør af retsplejelovens § 35, idet der vil være tale om optagelse i retsbogen af en begæring af den begærende medlemsstat. For så vidt angår pligten til at angive de tekniske omstændigheder, under hvilke afhøringen har fundet sted, vil oplysning herom efter Justitsministeriets opfattelse ligeledes blive protokolleret i medfør af retsplejelovens § 35, stk. 1, hvorefter retsbogen skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne. Efter Justitsministeriets opfattelse er det således ikke nødvendigt udtrykkeligt at anføre, at retten i retsbogen skal angive de oplysninger, der efter artikel 10, stk. 6, skal fremgå af referatet. En udskrift af retsbogen vil i overensstemmelse med artikel 10, stk. 6, blive sendt til den begærende medlemsstat.

Det fremgår af artikel 10, stk. 8, at hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at dens nationale ret finder anvendelse, når vidner eller sagkyndige afhøres på dens område i overensstemmelse med artikel 10 og nægter at afgive forklaring, selv om de er forpligtet dertil, eller afgiver falsk forklaring. Disse situationer skal behandles på samme måde, som hvis afhøringen fandt sted i en national retssag. Det følger heraf, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om vidnepligt og tvangsmidler over for vidner, jf. navnlig retsplejelovens § 168 og § 178, ligeledes vil skulle finde anvendelse på personer, som afhøres som vidne eller sagkyndig ved hjælp af videokonference i medfør af artikel 10.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslås det, at retsplejelovens § 190 omformuleres. Det bør fremgå af bestemmelsen, at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde, herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation, så vidt muligt skal imødekommes. Herved tilvejebringes der klar hjemmel til, at danske domstole kan imødekomme anmodninger fra udenlandske myndigheder om afhøring ved hjælp af videokonference eller telefonkonference i det omfang, der følger af artikel 10 eller artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen. Som tidligere nævnt bør udtrykket afhøring »ved anvendelse af telekommunikation« anvendes frem for konventionens udtryk »ved hjælp af videokonference og telefonkonference«. Det bør udtrykkeligt fremgå af bestemmelsen, at en anmodning skal imødekommes, medmindre det vil være teknisk umuligt eller åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Da rettens pligt til at udfærdige et referat af afhøringen ikke omfatter indholdet af afhøringen, men derimod omstændighederne i forbindelse med afhøringen, jf. artikel 10, stk. 6, og artikel 11, stk. 5, bør det endvidere fremgå af bestemmelsen, at retsplejelovens § 186 ikke finder anvendelse på sådanne afhøringer.

Da afhøring ved hjælp af telefonkonference er betinget af vidnets samtykke, fremgår det udtrykkeligt af det foreslåede stk. 2 i retsplejelovens § 190, at et sådan samtykke er påkrævet, og at retsplejelovens bestemmelser om tvangsindgreb over for vidner, jf. retsplejelovens § 178, ikke finder anvendelse på sådanne afhøringer.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1.

Som nævnt følger det af artikel 10, stk. 8, at en falsk forklaring, der afgives i forbindelse med en afhøring ved hjælp af videokonference, skal være strafbar på samme måde som en falsk forklaring, der afgives ved fremmøde i retten. Ved afhøring ved hjælp af telefonkonference skal vidnet eller den sagkyndige som nævnt indvillige i, at afhøringen foregår ved hjælp af telefonkonference. Det betyder, at den afhørte ikke vil have pligt til at besvare spørgsmål, og retten bør gøre vidnet eller den sagkyndige opmærksom herpå. Det bør imidlertid være således, at eventuelle forklaringer også her afgives under strafansvar, og vidnet eller den sagkyndige vil skulle gøres bekendt med strafansvaret, jf. herved artikel 11, stk. 5, hvorefter den anmodede medlemsstat kan gøre sit samtykke til afhøring ved hjælp af telefonkonference betinget af, at de relevante bestemmelser i bl.a. artikel 10, stk. 8, finder hel eller delvis anvendelse.

Efter straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., straffes den, som afgiver falsk forklaring for retten. Bestemmelsen finder tillige anvendelse på falsk forklaring for en udenlandsk ret, jf. 2. pkt. Kun mundtlige udsagn, der afgives for retten, er strafbare efter bestemmelsen. Det kan give anledning til tvivl, om en forklaring, der afgives for en ret ved hjælp af videokonference eller telefonkonference, vil blive anset for at være omfattet af bestemmelsen. For at undgå enhver tvivl herom, og for at sikre opfyldelsen af artikel 10, stk. 8, bør straffelovens § 158 derfor ændres således, at den, som afgiver falsk forklaring for retten, herunder ved anvendelse af videokonference eller telefonkonference, straffes.

Den foreslåede formulering, nemlig »telekommunikation«, omfatter både forklaring afgivet ved anvendelse af videokonference og telefonkonference.

Selv om telefonkonference altid er frivillig for vidnet, vil straffelovens § 159, stk. 2, (om nedsættelse/bortfald af straffen for falsk forklaring) ikke finde anvendelse, medmindre der tillige foreligger en vidnefritagelsesgrund efter retsplejelovens §§ 171 og 172. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Den foreslåede ændring af straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., er generel og omfatter derfor i princippet også vidneafhøringer til brug for en dansk straffesag. Da de gældende regler i retsplejeloven generelt ikke giver mulighed for vidneafhøring ved hjælp af telekommunikation (videokonference eller telefonkonference) i nationale sager, vil ændringen i første omgang alene få praktisk betydning i kraft af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, hvoraf det fremgår, at stk. 1 tillige finder anvendelse ved falsk forklaring for en udenlandsk ret eller for EF-domstolen. Herved opfyldes kravene i EU-retshjælpskonventionen. Samtidig »fremtidssikres« bestemmelsen således, at det ikke vil være nødvendigt at ændre den på ny, hvis der på et senere tidspunkt indføres mulighed for afhøringer ved hjælp af telekommunikation i danske sager (eller i sager for EU-domstolen). Strafansvaret for falsk forklaring vil i så fald også omfatte sådanne afhøringer.

En falsk forklaring, der afgives ved en grænseoverskridende afhøring, vil være undergivet dansk straffemyndighed, både når den afhørte befinder sig i Danmark, jf. straffelovens § 6, nr. 1, og når forklaringen afgives over for en dansk domstol af en person, der befinder sig i udlandet, jf. straffelovens § 9. Det bemærkes, at ændringen alene angår den tekniske gennemførelse af forklaringen, mens området for, hvornår der foreligger en »forklaring for retten« i bestemmelsens forstand, i øvrigt er uændret. Det afgørende er således fortsat, på hvilken måde forklaringen indgår i sagen for den ret, hvorfra afhøringen foretages.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Det bemærkes, at konventionen giver den anmodede medlemsstat mulighed for at kræve refusion af de udgifter, der er forbundet med afhøring ved hjælp af videokonference eller telefonkonference, idet den anmodede medlemsstat dog har mulighed for helt eller delvist at give afkald på refusion, jf. konventionens artikel 10, stk. 7, og henvisningen hertil i artikel 11, stk. 5.

Artikel 12 vedrører kontrollerede leverancer. Bestemmelsen er delvist baseret på artikel 73 i Schengen-konventionen, der samtidig ophæves, men bestemmelsen har et bredere sigte, idet den ikke som Schengen-konventionens artikel 73 er begrænset til leverancer i forbindelse med ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

Det følger af stk. 1, at hver medlemsstat forpligter sig til efter anmodning fra en anden medlemsstat at tillade kontrollerede leverancer på sit område som led i strafferetlig efterforskning af strafbare handlinger, som kan medføre udlevering.

En kontrolleret leverance kan f.eks. være en forsendelse af narkotika, der, på trods af politiets viden om forsendelsens indhold, får lov til at fortsætte under politiets overvågning med henblik på, at politiet herved kan afsløre forsendelsens bagmænd.

Spørgsmålet om, hvilke strafbare handlinger der kan medføre udlevering mellem EU-landene er reguleret i konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Det følger af artikel 2, stk. 1, i denne konvention, at udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst tolv måneder, og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst 6 måneder.

Det følger af stk. 2, at beslutninger om anvendelse af kontrollerede leverancer i hvert enkelt tilfælde træffes af den anmodede medlemsstats kompetente myndigheder under behørigt hensyn til denne medlemsstats nationale ret. Det er således den anmodede medlemsstat, der afgør, om en kontrolleret leverance skal finde sted på dens område.

Det følger af stk. 3, at kontrollerede leverancer finder sted efter procedurerne i den anmodede medlemsstat. Beføjelsen til at handle og til at styre og kontrollere operationerne tilfalder de kompetente myndigheder i denne medlemsstat.

Hverken konventionen eller den forklarende rapport definerer, hvad der skal forstås ved »kontrollerede leverancer« som led i strafferetlig efterforskning, og udtrykket bør fortolkes i overensstemmelse med national ret og praksis. Der findes ingen udtrykkelig regulering i retsplejeloven af dette efterforskningsmiddel. Kontrollerede leverancer anvendes imidlertid af dansk politi, navnlig som led i efterforskningen af narkotikakriminalitet.

I betænkning nr. 1023 fra 1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter anføres det på side 127, at der ved en kontrolleret leverance forstås, at politiet har kendskab til, at der vil blive importeret et kvantum euforiserende stoffer, men undlader at gribe ind, f.eks. ved grænseovergangen, og i stedet følger stoffets videre transport ind i landet med henblik på først at slå til på et belejligt tidspunkt, hvor det bevismæssigt er muligt at ramme en så stor del af organisationen som muligt.

Anvendelsen af kontrollerede leverancer i relation til narkotikakriminalitet er nærmere reguleret i artikel 11 i FN-konventionen af 20. december 1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (se bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993 (Lovtidende C)), der som udgangspunkt pålægger medlemsstaterne at medvirke ved gennemførelsen af sådanne leverancer. I artikel 1 er »kontrolleret leverance« defineret således: »Ved »kontrolleret leverance« forstås den fremgangsmåde at tillade ulovlige eller mistænkelige forsendelser af narkotika, psykotrope stoffer, stoffer optaget i tabel I og II vedlagt nærværende konvention, eller stoffer, der erstatter dem, at passere ud af, igennem eller ind i et eller flere landes territorier med disses kompetente myndigheders viden og kontrol med henblik på at identificere personer impliceret i begåelse af forbrydelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i nærværende Konvention«. Konventionen er ratificeret af Danmark den 3. december 1991. Danmark har ikke taget noget forbehold overfor artikel 11 om kontrollerede leverancer.

Herudover har Højesteret i en dom af 6. november 1996 (U 1996 s. 82 H) fastslået, at en konkret gennemført kontrolleret leverance af narkotika var afviklet på en måde, der ikke var i strid med reglerne om agentvirksomhed i retsplejelovens §§ 754 a til 754 e.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at bestemmelsen om kontrollerede leverancer i artikel 12 nødvendiggør ændringer i den gældende retstilstand i Danmark eller i øvrigt adskiller sig fra, hvad der også i dag er almindelig praksis på området.

Danske myndigheder vil således have mulighed for, inden for rammerne af de gældende regler på området, herunder retsplejelovens bestemmelser om agentvirksomhed, at tillade kontrollerede leverancer i medfør af artikel 12. Bestemmelsen er derfor ikke til hinder for en videreførelse af hidtidig praksis på området.

Den omstændighed, at artikel 12 kun omhandler efterforskning af strafbare handlinger, som kan medføre udlevering, udelukker ikke, at danske myndigheder, inden for rammerne af de gældende regler, tillader kontrollerede leverancer i videre omfang.

Kontrollerede leverancer er en af de efterforskningsmetoder, der kan anvendes, og som må formodes at blive anvendt i stadig stigende omfang, i forbindelse med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Anvendelsen af kontrollerede leverancer er imidlertid samtidig en af de efterforskningsmetoder, som giver anledning til en række vanskelige spørgsmål af såvel juridisk som praktisk karakter.

Kontrollerede leverancer har fortrinsvis været anvendt i forbindelse med bekæmpelse af narkotikakriminalitet, men denne efterforskningsmetode anvendes nu i stigende omfang tillige i sager vedrørende smugling af mennesker, cigaretter og våben.

Dansk politi og anklagemyndighed medvirker allerede i dag til gennemførelsen af kontrollerede leverancer ind i, ud af eller gennem Danmark.

På denne baggrund er Justitsministeriet ved at udarbejde retningslinjer til politi og anklagemyndighed for grænseoverskridende, kontrollerede leverancer. Retningslinjerne forventes udsendt i foråret 2002 og vil blive sendt til Folketingets Retsudvalg til orientering.

Artikel 13 vedrører fælles efterforskningshold, og er en nyskabelse i forhold til både 1959-konventionen og Schengen-konventionen.

Det fremgår af stk. 1, at de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater ved fælles aftale kan oprette fælles efterforskningshold med henblik på strafferetlig efterforskning i en eller flere af de medlemsstater, der opretter holdet. Medlemsstaterne har ikke nogen pligt til at oprette eller deltage i fælles efterforskningshold. Sådanne efterforskningshold oprettes med et bestemt formål og for et begrænset tidsrum, der kan forlænges efter fælles overenskomst. Sammensætningen af holdet fastsættes i aftalen. Bestemmelsen nævner nogle eksempler på, hvornår fælles efterforskningshold især kan oprettes. Fælles efterforskningshold kan især oprettes, hvis en medlemsstats efterforskning af strafbare handlinger nødvendiggør en vanskelig og krævende efterforskning, der har forbindelse til andre medlemsstater (litra a), eller hvis flere medlemsstater er i færd med at efterforske strafbare handlinger, der som følge af sagens omstændigheder kræver, at de berørte medlemsstater koordinerer og afstemmer deres indsats (litra b). Det fremgår endvidere af stk. 1, at anmodning om oprettelse af et fælles efterforskningshold kan fremsættes af en hvilken som helst af de berørte medlemsstater. Holdet oprettes i en af de medlemsstater, hvor efterforskningen formodes at skulle finde sted.

Stk. 2 fastsætter nogle krav til, hvilke oplysninger en anmodning om oprettelse af fælles efterforskningshold skal indeholde. Foruden de oplysninger, som er nævnt i artikel 14 i 1959-konventionen, skal en anmodning indeholde forslag til sammensætning af holdet.

Stk. 3 indeholder nogle generelle betingelser for den måde, hvorpå fælles efterforskningshold skal operere. Det fremgår af stk. 3, litra a, at holdet ledes af en repræsentant for den kompetente myndighed, der deltager i den strafferetlige efterforskning, fra den medlemsstat, hvor holdet opererer. Holdets leder handler inden for sine beføjelser i henhold til national ret. Det fremgår af stk. 3, litra b, at holdet udfører sine operationer i overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, hvor det opererer. Medlemmerne af holdet udfører deres opgaver under ledelse af den person, som er omhandlet i litra a, under hensyn til de betingelser, der er fastlagt af deres egne myndigheder i aftalen om oprettelse af holdet. Det fremgår af stk. 3, litra c, at den medlemsstat, hvor holdet opererer, træffer de nødvendige organisatoriske foranstaltninger for operationen.

Det fremgår af stk. 4, at medlemmer af det fælles efterforskningshold, der kommer fra andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor holdet opererer, betegnes som medlemmer, der er udlånt til holdet.

Stk. 5 vedrører udlånte medlemmers rettigheder. Det fremgår af bestemmelsen, at medlemmer, der er udlånt til det fælles efterforskningshold, har ret til at være til stede, når der træffes efterforskningsmæssige foranstaltninger i den medlemsstat, hvor holdet opererer. Holdets leder kan dog af særlige grunde i overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, hvor holdet opererer, træffe anden afgørelse.

Stk. 6 vedrører ligeledes udlånte medlemmers rettigheder. Det fremgår af bestemmelsen, at et medlem, der er udlånt til det fælles efterforskningshold, i overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, hvor holdet opererer, af holdets leder kan få til opgave at gennemføre visse efterforskningsmæssige foranstaltninger, for så vidt dette er godkendt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor holdet opererer, og i den medlemsstat, der har udlånt medlemmet.

Stk. 7 vedrører tilfælde, hvor det fælles efterforskningshold ønsker at træffe efterforskningsmæssige foranstaltninger i en af de deltagende medlemsstater. Det fremgår af bestemmelsen, at hvis et fælles efterforskningshold finder det nødvendigt at træffe efterforskningsmæssige foranstaltninger i en af de medlemsstater, der har oprettet holdet, kan de medlemmer, der er udlånt til holdet af den pågældende medlemsstat, anmode denne stats kompetente myndigheder om at træffe disse foranstaltninger. Foranstaltningerne vurderes i den pågældende medlemsstat på samme måde, som hvis der blev anmodet om dem i forbindelse med en national efterforskning.

Stk. 8 vedrører tilfælde, hvor et fælles efterforskningshold har brug for bistand fra andre medlemsstater end dem, der har oprettet holdet, eller fra et tredjeland. Det fremgår af bestemmelsen, at en sådan anmodning kan fremsættes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor holdet opererer, over for de kompetente myndigheder i den anden berørte stat i overensstemmelse med de relevante aftaler m.v. om retshjælp.

Stk. 9 vedrører udlånte medlemmers videregivelse af oplysninger til holdet. Det fremgår af bestemmelsen, at et udlånt medlem af et fælles efterforskningshold i overensstemmelse med den nationale ret, som vedkommende er underlagt, og inden for sine beføjelser, kan give holdet oplysninger, som er tilgængelige i den medlemsstat, hvorfra vedkommende er udlånt, med henblik på den strafferetlige efterforskning, som holdet foretager.

Stk. 10 vedrører anvendelse af oplysninger. Det fremgår af bestemmelsen, at oplysninger, som et medlem eller et medlem, der er udlånt til holdet, retmæssigt er kommet i besiddelse af i forbindelse med sin deltagelse i et fælles efterforskningshold, og som ikke på anden vis er tilgængelig for de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater, må anvendes til de formål, der lå til grund for oprettelsen af holdet (litra a). Med forbehold af forudgående samtykke fra den medlemsstat, hvor oplysningerne blev stillet til rådighed, må sådanne oplysninger endvidere anvendes til at afsløre, efterforske og forfølge andre strafbare handlinger (litra b). Samtykke hertil kan kun nægtes i de tilfælde, hvor en sådan anvendelse ville bringe en strafferetlig efterforskning i den pågældende medlemsstat i fare, eller hvor denne medlemsstat ville kunne afslå gensidig retshjælp. Sådanne oplysninger må endvidere anvendes til at afværge en umiddelbar, alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed, jf. dog litra b, forudsat at der efterfølgende indledes en strafferetlig efterforskning (litra c). Sådanne oplysninger må endelig anvendes til andre formål, i den udstrækning dette er aftalt mellem de medlemsstater, der har oprettet holdet (litra d).

Stk. 11 sikrer, at artikel 13 ikke berører eventuelle andre eksisterende bestemmelser eller ordninger om oprettelse af fælles efterforskningshold og om sådanne holds operationer.

Stk. 12 giver de medlemsstater, der har oprettet et fælles efterforskningshold, mulighed for at aftale, at andre personer end repræsentanter for deres kompetente myndigheder kan deltage i holdets arbejde. Stk. 12 taler udtrykkeligt om repræsentanter fra organer, der er oprettet i medfør af traktaten om Den Europæiske Union. Det kunne f.eks. være et organ som Europol eller et organ, der oprettes, f.eks. Eurojust, i det omfang de ansatte dér måtte få kompetence til at deltage i sådanne hold.

Artikel 13 (om oprettelse af fælles efterforskningshold) vil kunne få praktisk betydning i tilfælde, hvor dansk politi sammen med myndighederne i en eller flere andre medlemsstater ønsker at oprette et fælles efterforskningshold, f.eks. med henblik på at efterforske grænseoverskridende kriminalitet. Det vil altid være frivilligt for Danmark, om man ønsker at deltage i et sådant samarbejde.

Hvis det fælles efterforskningshold i henhold til den indgåede aftale skal operere i en anden medlemsstat, vil det i praksis indebære, at danske politifolk som led i deres deltagelse i det fælles efterforskningsholds arbejde i et vist omfang vil skulle opholde sig i en anden medlemsstat, ligesom de i overensstemmelse med artikel 13 vil deltage i holdets efterforskning i den pågældende medlemsstat.

Hvis det fælles efterforskningshold i henhold til den indgåede aftale skal operere her i landet, vil det i praksis indebære, at politifolk fra andre medlemsstater som led i deres deltagelse i det fælles efterforskningsholds arbejde i et vist omfang vil skulle opholde sig her i landet, ligesom de i overensstemmelse med artikel 13 vil deltage i holdets efterforskning her i landet.

Et efterforskningshold, som skal operere her i landet, vil altid skulle ledes af en repræsentant for Danmark, jf. artikel 13, stk. 3, litra a. Holdets danske leder vil endvidere skulle handle inden for sine beføjelser i henhold til dansk ret. Holdet vil, så længe det opererer her i landet, skulle udføre sine opgaver i overensstemmelse med dansk ret, jf. artikel 10, stk. 3, litra b, og de udenlandske politifolk vil skulle udføre eventuelle opgaver her i landet under dansk ledelse. Efter konventionen vil de udenlandske politifolk ikke få selvstændige beføjelser her i landet. De udenlandske politifolk vil, medmindre holdets danske leder måtte beslutte andet, have lov til at være til stede, når holdet foretager efterforskningsskridt her i landet, jf. artikel 10, stk. 5. De udenlandske politifolk vil endvidere kunne få til opgave at foretage visse efterforskningsskridt her i landet. Dette forudsætter, at holdets danske leder konkret har givet de udenlandske politifolk en sådan opgave, at der er hjemmel hertil i dansk ret, og at danske myndigheder har godkendt dette, jf. artikel 10, stk. 6. De udenlandske politifolk vil, så længe holdet opererer her i landet, være undergivet dansk lovgivning. Det betyder bl.a., at straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. vil finde anvendelse (se nedenfor pkt. 3.2.7 om artikel 15 (om strafferetligt ansvar) og pkt. 3.2.8 om artikel 16 (om civilretligt ansvar) samt lovforslagets § 3).

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke kræve særskilt lovregulering at give udenlandske politifolk mulighed for, inden for rammerne af artikel 13, at deltage i fælles efterforskningshold her i landet. Dansk politi har allerede i dag mulighed for at indgå i et sådant samarbejde med udenlandsk politi om bekæmpelse af bl.a. grænseoverskridende kriminalitet. EU-retshjælpskonventionens artikel 13 er for så vidt en kodificering af gældende praksis på området, men indeholder en udførlig beskrivelse af grundlaget og rammerne for et sådant samarbejde mellem de forskellige medlemsstaters politimyndigheder.

I en række tilfælde indeholder anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager tillige en anmodning om, at repræsentanter fra udenlandske myndigheder kan være til stede under gennemførelsen af efterforskningsskridt her i landet. Afgørelsen af, hvorvidt en sådan anmodning skal imødekommes, træffes som udgangspunkt af den politimester, som skal gennemføre anmodningen, idet politimesteren lægger vægt på, om det i den konkrete sag er hensigtsmæssigt, at repræsentanter for udenlandske myndigheder er til stede under efterforskningen. Som eksempler på sager, hvor dansk politi vil have gavn af tilstedeværelse af repræsentanter for de udenlandske myndigheder, kan nævnes gennemførelse af ransagninger i sager om økonomisk kriminalitet, der forudsætter gennemgang af et omfattende antal dokumenter m.v., som mest hensigtsmæssigt foretages af personer med et indgående kendskab til sagen. Det gælder endvidere gennemførelse af afhøringer i større og komplicerede sager, hvor danske myndigheder uden tilstedeværelsen af repræsentanter fra de udenlandske myndigheder vil skulle anvende uforholdsmæssigt store ressourcer på at forberede og gennemføre en afhøring.

Tilsvarende imødekommer udenlandske myndigheder i lignende sager anmodninger fra danske myndigheder om at måtte være til stede under gennemførelsen af efterforskningsskridt, der sker på begæring af danske myndigheder.

Artikel 14 omhandler diskrete undersøgelser, som foretages af embedsmænd, der arbejder under skjult eller falsk identitet.

Det fremgår af stk. 1, at medlemsstater kan aftale at bistå hinanden i efterforskningen af strafbare handlinger og lade embedsmænd arbejde under skjult eller falsk identitet (diskrete undersøgelser).

Det fremgår af stk. 2, at anmodninger om diskrete undersøgelser behandles i hvert enkelt tilfælde af den anmodede medlemsstats kompetente myndigheder under behørigt hensyn til national ret og nationale procedurer. Den begærende medlemsstat og den anmodede medlemsstat aftaler indbyrdes under behørigt hensyn til deres nationale ret og nationale procedurer, hvor længe den diskrete undersøgelse skal vare, hvilke nærmere vilkår der skal gælde herfor, og hvilken retsstilling de berørte embedsmænd skal have under den diskrete undersøgelse.

Det fremgår af stk. 3, at diskrete undersøgelser gennemføres i overensstemmelse med national ret og nationale procedurer i den medlemsstat, på hvis område de foregår. De berørte medlemsstater samarbejder om forberedelsen og overvågningen af diskrete undersøgelser og træffer foranstaltninger vedrørende sikkerheden for de embedsmænd, der arbejder under skjult eller falsk identitet.

Det fremgår af stk. 4, at enhver medlemsstat samtidig med afgivelsen af den i artikel 27, stk. 2, omhandlede notifikation kan erklære, at den ikke er bundet af artikel 14. En sådan erklæring kan efter konventionen til enhver tid trækkes tilbage.

Artikel 14 er formuleret meget fleksibelt. Efter bestemmelsen »kan« medlemsstaterne aftale at bistå hinanden i forbindelse med diskrete undersøgelser. Anmodninger herom behandles »under behørigt hensyn til national ret og nationale procedurer« i den anmodede medlemsstat. Diskrete undersøgelser »gennemføres i overensstemmelse med national ret og nationale procedurer« i den medlemsstat, på hvis område den diskrete undersøgelse foregår. Bestemmelsen pålægger således ikke medlemsstaterne nogen pligt til at tillade eller udføre diskrete undersøgelser. Ikke desto mindre pålægger bestemmelsen medlemsstaterne visse pligter, herunder en pligt til at behandle anmodninger om bistand i forbindelse med diskrete undersøgelser.

I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen vil der i medfør af artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 14, stk. 4, blive afgivet en erklæring om, at Danmark ikke er bundet af artikel 14 om diskrete undersøgelser. Dette indebærer, at Danmark ikke er forpligtet af artikel 14, men udelukker på den anden side ikke, at udenlandske politifolk vil kunne yde bistand til efterforskning af forbrydelser i Danmark i overensstemmelse med dansk ret.

Artikel 15 indeholder bestemmelser om strafferetligt ansvar for strafbare handlinger begået af eller mod embedsmænd fra en medlemsstat, mens de udfører opgaver på en anden medlemsstats område i medfør af artikel 12 (om kontrollerede leverancer), 13 (om fælles efterforskningshold) og 14 (om diskrete undersøgelser). Det fastsættes, at sådanne embedsmænd i den henseende skal sidestilles med embedsmænd i den medlemsstat, hvor de strafbare handlinger er begået.

Det er almindeligt antaget, at bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16 om henholdsvis forbrydelser mod den offentlige myndighed og forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv ikke omfatter udenlandske myndigheder, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, jf. f.eks. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 6. omarbejdede udgave, 1998, side 41 og 88.

På baggrund heraf foreslås der en bestemmelse (se lovforslagets § 3, stk. 1), hvorefter straffelovens kapitel 14 og 16 også gælder, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra et andet medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 (om kontrollerede leverancer), 13 (om fælles efterforskningshold) i konventionen. Da Danmark som nævnt i forbindelse med ratifikationen af konventionen vil afgive en erklæring om, at Danmark ikke er bundet af artikel 14 (om diskrete undersøgelser), vil den foreslåede bestemmelse som en konsekvens heraf ikke omfatte artikel 14 i konventionen.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte embedsmænd fra et andet medlemsland, der er omfattet af EU-retshjælpskonventionen.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. indebære, at vold eller trussel om vold mod en fremmed polititjenestemand, der er medlem af et fælles efterforskningshold efter konventionens artikel 13, vil kunne straffes efter straffelovens § 119, stk. 1. På samme måde vil en fremmed polititjenestemand, der uberettiget videregiver fortrolige oplysninger om, hvad han har erfaret under udførelse af opgaver efter artikel 13, kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 ff.

Den foreslåede bestemmelse omfatter efter sin ordlyd alle bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16. Det er dog selvsagt en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget indhold kan finde anvendelse. F.eks. vil straffelovens § 148 om den, som har domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, ikke kunne anvendes på andre medlemslandes polititjenestemænd. Det skyldes, at EU-retshjælpskonventionen ikke hjemler de nævnte embedsmænd sådanne beføjelser her i landet.

Af hensyn til anvendelsen af den foreslåede bestemmelse (lovforslagets § 3) i praksis forudsættes det, at dansk politi allerede i forbindelse med indgåelse af aftaler med andre medlemsstater (om kontrollerede leverancer og fælles efterforskningshold) tager stilling til, om en sådan aftale er omfattet af de nævnte bestemmelser i henholdsvis EU-retshjælpskonventionen samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter og 2001-tillægsprotokollen med den virkning, at de udenlandske embedsmænd er omfattet af den foreslåede bestemmelse (lovforslagets § 3).

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3. Der henvises endvidere til pkt. 4.2 og 4.3 nedenfor vedrørende artikel 21 i 2001-tillægsprotokollen og til pkt. 5 nedenfor vedrørende forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 1, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse (lovforslagets § 3) er medtaget i dette forslag til en ændringslov, selv om bestemmelsen ikke ændrer eksisterende love. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt, såfremt den foreslåede bestemmelse og andre tilsvarende bestemmelser (se § 3 i lov om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen og § 5 og § 6 i lov nr. 318 af 9. maj 2000 om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen) på et tidspunkt kan samles i én lov. Justitsministeriet vil være opmærksom herpå i forbindelse med fremtidig lovgivning på området.

Artikel 16 har til formål at fastlægge retningslinjerne for udbetaling af erstatning for skader, der forvoldes i forbindelse med opgaver, som udføres af en medlemsstats embedsmænd på en anden medlemsstats område i medfør af artikel 12 (om kontrollerede leverancer), 13 (om fælles efterforskningshold) og 14 (om diskrete undersøgelser).

Den grundlæggende regel er, at en medlemsstat er ansvarlig for enhver skade, der forvoldes af dens embedsmænd under sådanne operationer. Det følger således af stk. 1, at et medlemsland, hvis embedsmænd udfører opgaver efter artikel 12, 13 og 14 på et andet medlemslands område, er erstatningsansvarlig efter den lovgivning m.v., der gælder i det sidstnævnte medlemsland. Dog skal den medlemsstat, på hvis område skaden er forvoldt, i første omgang udbetale erstatning for en sådan skade på samme måde, som hvis den var forvoldt af dens egne embedsmænd, jf. stk. 2. Den anden medlemsstat skal derefter godtgøre hele den erstatning, som er udbetalt til skadelidte eller til personer, der har fremsat erstatningskrav på deres vegne, jf. stk. 3. Bortset fra denne godtgørelse og de erstatningskrav, der måtte gøres gældende over for tredjemand, f.eks. de embedsmænd, der udførte operationerne, kan den medlemsstat, på hvis område skaden er forvoldt, ikke gøre krav på yderligere godtgørelser, jf. stk. 4.

Som nævnt følger det af artikel 16, at det er myndighederne i det medlemsland, hvor skaden sker, som umiddelbart udbetaler erstatningen over for skadelidte.

Det betyder, at den danske stat efter EU-retshjælpskonventionen vil have pligt til at erstatte skader, der forvoldes af udenlandske embedsmænd her i landet under udførelsen af opgaver efter artikel 12 (om kontrollerede leverancer), 13 (om fælles efterforskningshold) og 14 (om diskrete undersøgelser). Da Danmark som nævnt under pkt. 3.2.6 vil afgive en erklæring om, at Danmark ikke er bundet af artikel 14, vil pligten til at erstatte skader efter artikel 16 ikke være relevant for Danmark for så vidt angår artikel 14 (om diskrete undersøgelser).

Da der er tale om en rettighed for borgerne over for den danske stat, finder Justitsministeriet det rigtigst, at der optages en udtrykkelig bestemmelse herom i loven. Det foreslås derfor at indføre en bestemmelse (se lovforslagets § 3, stk. 2), hvorefter justitsministeren udbetaler erstatning i tilfælde, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat forvolder skade, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, under udførelsen af opgaver i Danmark efter artikel 12 og 13 i EU-retshjælpskonventionen. Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at bestemmelsen vil få meget begrænset betydning i praksis.

Efter den foreslåede bestemmelse udbetales erstatning af justitsministeren. I overensstemmelse med almindelig praksis på området, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 om politiets behandling af visse erstatningssager, vil anmodninger om erstatning normalt blive behandlet af den stedlige politimester eller af Rigspolitichefen med mulighed for at få spørgsmålet indbragt for Justitsministeriet.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3 samt pkt. 3.2.7.2 ovenfor. Der henvises endvidere til pkt. 4.2 og 4.3 nedenfor vedrørende artikel 21 i 2001-tillægsprotokollen og til pkt. 5 nedenfor vedrørende forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforkningshold. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 2, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen.

Artikel 17 til 22 indeholder udførlige regler om aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning. Der er tale om en nyskabelse i forhold til såvel 1959-konventionen som Schengen-konventionen, der ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om aflytning af telekommunikation, men som ikke desto mindre anvendes på anmodninger om bistand i forbindelse med aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning.

Dansk politi kan allerede i dag sende og modtage anmodninger om bistand til og fra andre lande i forbindelse med aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning.

Hvis dansk politi behandler en straffesag her i landet og har brug for at foretage aflytning af telekommunikation i udlandet, f.eks. fordi den sigtede opholder sig i udlandet, kan politiet efter at have indhentet en retskendelse i overensstemmelse med retsplejelovens regler sende en anmodning om bistand til myndighederne i det land, hvor aflytningen skal foregå.

Omvendt kan en udenlandsk myndighed, der efterforsker en straffesag, og har brug for at foretage aflytning af telekommunikation her i landet, f.eks. fordi den sigtede opholder sig her i landet, sende en anmodning om bistand til danske myndigheder. De danske myndigheder vil behandle anmodningen i overensstemmelse med dansk ret. Det betyder i praksis, at dansk politi vil indhente en retskendelse vedrørende aflytningen. I sådanne situationer anvendes retsplejelovens regler analogt.

Anmodninger om bistand vil efter de gældende regler navnlig blive behandlet på grundlag af 1959-konventionen. Da bistand i forbindelse med aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning imidlertid ikke er direkte reguleret i 1959-konventionen eller Schengen-konventionen, beror det i høj grad på national ret og landenes velvilje, om anmodninger om aflytning af telekommunikation kan imødekommes.

EU-retshjælpskonventionen skaber imidlertid et klarere grundlag for samarbejdet mellem EU-landene på dette område og indeholder en detaljeret regulering af forhold, der ikke udtrykkeligt er reguleret i de gældende regler. EU-retshjælpskonventionen opstiller således klare regler for aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning.

Som følge af udbredelsen af ny teknologi på telemarkedet (mobiltelefoner, satellit-telefoner m.v.) er antallet af situationer, hvor der kan være behov for international bistand til aflytning af telekommunikation, forøget i de senere år. Spørgsmålet om international bistand til aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning kan således opstå i forskellige situationer: Den person, der skal aflyttes, kan opholde sig i den stat, der anmoder om bistand, den stat, der anmodes om bistand, eller i en helt tredje stat. I nogle tilfælde kan en stat være i stand til på egen hånd at foretage aflytning af personer, der befinder sig på en anden stats område. Omvendt kan en stat i andre tilfælde af tekniske grunde være ude af stand til selv at foretage aflytning af personer, der befinder sig på statens eget område. EU-retshjælpskonventionen behandler ikke kun den traditionelle retshjælpssituation, hvor den person, der skal aflyttes, befinder sig på den anmodede stats område, men opstiller også regler for de øvrige situationer.

De forskellige situationer er i vidt omfang et resultat af den måde, som telekommunikation foregår på i dag. Telekommunikation kan finde sted via det traditionelle fastnet (kabler m.m.), via mobiltelefonnet (f.eks. GSM-systemet), eller via jordbaserede satellitstationer (såkaldte »gateway-stationer«).

Da telekommunikation som beskrevet kan foregå på forskellige måder, og den aflyttede person kan opholde sig på forskellige landes område, er der i praksis behov for klare regler for, hvordan den begærende og den anmodede stat skal forholde sig i de forskellige situationer. EU-retshjælpskonventionen opstiller sådanne regler og er samtidig udtryk for en balance mellem på den ene side hensynet til efterforskningen af straffesager og på den anden side hensynet til den aflyttede persons rettigheder.

Den traditionelle retshjælpssituation omfatter tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og hvor telekommunikationen foregår via et telekommunikationssystem på den anmodede medlemsstats område. Der kan være tale om fastnet, mobiltelefonnet eller en gateway-station på den anmodede medlemsstats område. I sådanne situationer har den begærende stat brug for bistand fra den anmodede stat. Artikel 18 regulerer bl.a. denne situation.

Der kan imidlertid også være situationer, hvor den aflyttede person befinder sig på den begærende stats eget område, men hvor den begærende stat alligevel ikke er i stand til selv at foretage aflytningen. Dette kan f.eks. skyldes, at den aflyttede person benytter en mobiltelefon i et grænseområde, og at kommunikationen derfor foregår via et mobiltelefonnet på en anden medlemsstats område. Det kan også skyldes, at den pågældende benytter en satellit-baseret mobiltelefon, og at kommunikationen foregår via en gateway-station på en anden stats område. Også i sådanne situationer kan den begærende stat have brug for bistand fra den anmodede stat. Artikel 18 regulerer derfor også disse situationer.

Endelig kan der være situationer, hvor en stat teknisk er i stand til at foretage aflytning af personer, der opholder sig på en anden stats område, og hvor den ikke har behov for bistand fra den stat, hvor den aflyttede person opholder sig. Dette kan f.eks. være tilfældet i de ovenfor beskrevne situationer, hvor den person, der ønskes aflyttet, kommunikerer via et mobiltelefonnet eller en gateway-station på den pågældende stats område, selv om vedkommende opholder sig i en anden stat. I sådanne situationer vil den stat, hvor henholdsvis mobiltelefonnettet eller gateway-statioen er beliggende, teknisk set være i stand til at foretage aflytning uden at involvere den stat, hvor den aflyttede person befinder sig. Artikel 20 opstiller nogle begrænsninger for den pågældende stats handlemuligheder i sådanne situationer, der for så vidt er omvendte i forhold til de ovenfor beskrevne.

Telekommunikation via jordbaserede satellitsystemer giver anledning til særlige vanskeligheder, idet en gateway-station i praksis kan dække flere staters område. Det betyder i princippet, at den stat, hvor gateway-stationen er placeret, har mulighed for at foretage aflytning af personer, der opholder sig på andre staters område, men hvor kommunikationen foregår via en gateway-station på den aflyttende stats område. Det betyder i princippet også, at en stat teknisk kan være ude af stand til at foretage aflytning af personer, der befinder sig på dens eget område, fordi kommunikationen foregår via en gateway-station på en anden stats område. Artikel 19 opstiller nogle regler om, at den stat, hvor gateway-stationen er anbragt, skal gøre stationen tilgængelig for myndighederne i andre stater, såfremt der udbydes telekommunikation over gateway-stationen via tjenesteudbydere i disse stater. Myndighederne i disse stater vil herved få mulighed for via den nationale tjenesteudbyder at foretage aflytning af telekommunikation, der foretages af personer, som befinder sig på deres eget område, men hvor kommunikationen foregår via en gateway-station på en anden stats område.

Artikel 17 giver en medlemsstat, hvor den myndighed, der har kompetence med hensyn til anvendelse af artikel 18, 19 og 20 (om aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning), ikke er en judiciel myndighed, mulighed for i medfør af artikel 24, stk. 1, litra e, at udpege en tilsvarende kompetent myndighed, som handler med henblik på strafferetlig efterforskning.

I forhold til Danmark vil det være politiet, der er den »kompetente myndighed« ved anvendelsen af artikel 18, 19 og 20.

Politiet er således kompetent til at fremsætte og modtage anmodninger om aflytning af telekommunikation, jf. artikel 18. På samme måde vil det være politiet, der gennem eventuelle tjenesteudbydere her i landet kan foretage aflytning af telekommunikation foretaget af personer, der befinder sig på dansk område, men hvor kommunikationen foregår via en såkaldt gateway-station i en andet medlemsstat, jf. artikel 19. Det vil ligeledes være politiet, der er kompetent til at give og modtage underretning om aflytning af telekommunikation uden teknisk assistance fra en anden medlemsstat, jf. artikel 20.

Dette vil fremgå af den erklæring, der vil blive afgivet i medfør af artikel 24, jf. nedenfor pkt. 3.5.

Det bemærkes, at gennemførelsen af retsanmodninger her i landet er underlagt politimestrenes og anklagemyndighedens kontrol, hvilket bl.a. indebærer, at det er politimestrene og anklagemyndigheden, der tager stilling til udenlandske anmodninger om gennemførelse af strafprocessuelle tvangsindgreb her i landet. Den omstændighed, at der i forbindelse med gennemførelsen af EU-retshjælpskonventionen, herunder dennes artikel 17 til 22 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, tales om, at sagerne behandles af »politiet« indebærer ikke nogen ændring heri. Terminologien svarer til den, der kendes fra bl.a. retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Artikel 18 vedrører fremsættelse og behandling af anmodninger om aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning.

Det følger af stk. 1, at med henblik på strafferetlig efterforskning kan en kompetent myndighed i den begærende medlemsstat i overensstemmelse med kravene i national ret fremsætte en anmodning til en kompetent myndighed i den anmodede medlemsstat om aflytning.

Efter bestemmelsen sondres der mellem to former for retshjælp. Den kompetente myndighed i den begærende medlemsstat kan anmode om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat (stk. 1, litra a), eller aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af optagelsen af telekommunikationen til den begærende medlemsstat (stk. 1, litra b).

Der gælder forskellige regler afhængig af, hvor den aflyttede person befinder sig. Efter stk. 2, kan der fremsættes anmodninger efter stk. 1, vedrørende den aflyttede persons brug af telekommunikationsmidler, når den aflyttede person befinder sig i den begærende medlemsstat (stk. 2, litra a), den anmodede medlemsstat (stk. 2, litra b) eller en tredje medlemsstat (stk. 2, litra c). Litra a omfatter tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig på den begærende medlemsstats eget område, men hvor den begærende medlemsstat af tekniske årsager ikke selv kan aflytte vedkommendes kommunikation uden teknisk assistance fra den anmodede medlemsstat. Litra b omfatter det klassiske retshjælpstilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig i den anmodede medlemsstat, og vedkommendes kommunikation kan aflyttes i denne medlemsstat. Litra c omfatter tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig i en tredje medlemsstat, og den begærende medlemsstat har brug for den anmodede medlemsstats tekniske assistance til at aflytte vedkommendes kommunikation (f.eks. fordi den hverken kan aflyttes i den begærende medlemsstat eller den pågældende tredje medlemsstat). Den tredje medlemsstat skal i så fald underrettes i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, litra a, jf. nærmere herom i pkt. 3.3.5 nedenfor.

Det fremgår af stk. 3, hvilke oplysninger anmodninger om aflytning, der fremsættes i henhold til bestemmelsen, skal indeholde. Stk. 3 træder således i stedet for den generelle bestemmelse i artikel 14 i 1959-konventionen for så vidt angår anmodninger om aflytning af telekommunikation mellem medlemsstaterne. Anmodningen skal indeholde oplysning om den begærende myndighed (stk. 3, litra a), beslutningen om aflytning (stk. 3, litra b), den aflyttede person (stk. 3, litra c), den strafbare adfærd (stk. 3, litra d), den ønskede varighed (stk. 3, litra e) og tekniske data (stk. 3, litra f).

Mens stk. 2, litra a og c, omhandler situationer, hvor den begærende medlemsstat alene skal yde rent teknisk assistance til en anden medlemsstat i forbindelse med aflytning af personer, der befinder sig på den begærende eller en tredje medlemsstats område, vedrører stk. 2, litra b, som nævnt en egentlig retshjælpssituation, hvor den aflyttede person befinder sig i den anmodede medlemsstat, og vedkommendes telekommunikation skal aflyttes i denne medlemsstat efter nationale regler. Der gælder derfor særlige krav til oplysningerne i en anmodning om aflytning omfattet af stk. 2, litra b. Det følger af stk. 4, at en sådan anmodning foruden de i stk. 3 nævnte oplysninger tillige skal omfatte en redegørelse for de konkrete omstændigheder i sagen. Den anmodede medlemsstat kan udbede sig eventuelle supplerende oplysninger, som den måtte finde nødvendig for at afgøre, om den ville træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 5, litra b (se nedenfor), der foreskriver, hvornår den anmodede medlemsstat har pligt til at efterkomme en anmodning efter stk. 2, litra b. De supplerende krav til indholdet af anmodningen finder tillige generelt anvendelse i tilfælde, hvor øjeblikkelig overførsel ikke er mulig, jf. stk. 6 (se nedenfor), det vil sige tilfælde, hvor der vil skulle ske aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af optagelsen af telekommunikationen til den begærende medlemsstat, jf. stk. 1, litra b.

Stk. 5 vedrører den anmodede medlemsstats pligt til at efterkomme anmodninger efter stk. 1, litra a, det vil sige anmodninger om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat. Efter bestemmelsen gælder der forskellige regler afhængig af, hvor den aflyttede person befinder sig.

Det følger af stk. 5, litra a, at den anmodede medlemsstat forpligter sig til at efterkomme anmodninger efter stk. 1, litra a, i forbindelse med en anmodning som omhandlet i stk. 2, litra a og c, når den har modtaget de i stk. 3, omhandlede oplysninger. Den anmodede medlemsstat kan tillade, at aflytningen sker uden videre formaliteter. Når der således er tale om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation (stk. 1, litra a), og den aflyttede person befinder sig i den begærende medlemsstat (stk. 2, litra a) eller en tredje medlemsstat (stk. 2, litra c), har den anmodede medlemsstat pligt til at efterkomme en anmodning, når den har modtaget de i stk. 3, omhandlede oplysninger. I sådanne tilfælde skal den anmodede medlemsstat ikke foretage en vurdering af, om den ville træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Baggrunden herfor er, at aflytningen principielt ikke berører den anmodede medlemsstat eller personer på dens område. Den person, der skal aflyttes, befinder sig ikke på den anmodede medlemsstats område, og straffesagen behandles ikke af den anmodede medlemsstats myndigheder. Den anmodede medlemsstat skal alene yde teknisk bistand til den begærende medlemsstat, således at den begærende medlemsstat bliver i stand til at aflytte telekommunikationen.

Det følger af stk. 5, litra b, at den anmodede medlemsstat forpligter sig til at efterkomme anmodninger efter stk. 1, litra a, i forbindelse med en anmodning som omhandlet i stk. 2, litra b, når den har fået de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger, forudsat at den ville træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Den anmodede medlemsstat kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som den ville stille i en tilsvarende national sag. Når der således er tale om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat (stk. 1, litra a), og den aflyttede person befinder sig i den anmodede medlemsstat, og vedkommendes kommunikation kan aflyttes i denne medlemsstat (stk. 2, litra b), har den anmodede medlemsstat kun pligt til at efterkomme anmodningen, når visse betingelser er opfyldt. For det første skal den anmodede medlemsstat have modtaget de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger. For det andet er det en betingelse, at den anmodede medlemsstat ville træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Baggrunden herfor er, at aflytningen i dette tilfælde berører den anmodede medlemsstat og personer på dens område. Den person, der skal aflyttes, befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og aflytningen foretages af de nationale myndigheder på denne medlemsstats område.

Stk. 6 vedrører den situation, hvor øjeblikkelig overførsel ikke er mulig. Det følger af bestemmelsen, at såfremt øjeblikkelig overførsel ikke er mulig, forpligter den anmodede medlemsstat sig til at efterkomme anmodninger efter stk. 1, litra b, det vil sige aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af optagelsen af telekommunikationen til den begærende medlemsstat, når den har fået de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger, forudsat den ville træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Den anmodede medlemsstat kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som den ville i en tilsvarende national sag. Hvis der anmodes om aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel kan den anmodede medlemsstat altså generelt kræve, at betingelserne i national ret er opfyldt, også ved assistance til aflytning efter stk. 2, litra a og c, hvor den aflyttede person ikke befinder sig på den anmodede medlemsstats område. Når en medlemsstat skal optage den aflyttede telekommunikation, sidestilles situationen således altid med tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig på medlemsstatens eget område. Dette er fundet nødvendigt på grund af den selvstændige indsats, som optagelse og efterfølgende overførsel kræver af de nationale myndigheder.

Efter stk. 7 kan enhver medlemsstat samtidig med afgivelsen af den i artikel 27, stk. 2, omhandlede notifikation erklære, at den kun er bundet af pligt til optagelse og efterfølgende overførsel efter stk. 6, når den ikke selv er i stand til at foretage øjeblikkelig overførsel (og altså ikke når øjeblikkelig overførsel er udelukket på grund af modpartens forhold). I sådanne tilfælde kan de øvrige medlemsstater anvende princippet om gensidighed.

Det følger af stk. 8, at i forbindelse med en anmodning efter stk. 1, litra b, det vil sige aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af optagelsen af telekommunikationen til den begærende medlemsstat, kan den begærende medlemsstat, når særlige grunde taler herfor, også anmode om en udskrift af optagelsen. Den anmodede medlemsstat behandler sådanne anmodninger i overensstemmelse med national ret og nationale procedurer.

Det følger endelig af stk. 9, at den medlemsstat, der modtager oplysninger i henhold til stk. 3 og 4, det vil sige oplysninger i forbindelse med en anmodning om aflytning, behandler disse oplysninger fortroligt i overensstemmelse med national ret.

Det følger af artikel 21, at omkostninger, som teleoperatører eller tjenesteudbydere pådrager sig i forbindelse med udførelsen af anmodninger efter artikel 18, afholdes af den begærende medlemsstat. Der er her kun tale om de omkostninger, der isoleret set er forbundet med den enkelte aflytning, og ikke teleoperatørens udgifter for at gøre det muligt at foretage aflytningen.

Efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 1, kan politiet efter reglerne i kapitel 71 foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende kommunikation (telefonaflytning). Indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytning, sker som hovedregel efter forudgående kendelse fra retten, jf. retsplejelovens § 783, stk. 1. I medfør af § 783, stk. 3, kan politiet dog træffe beslutning om at foretage indgrebet, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. I § 781 er der fastsat en række betingelser for, at der kan ske indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Retsplejelovens kapitel 71 regulerer den situation, hvor dansk politi som led i behandlingen af en dansk straffesag ønsker at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden her i landet. Dette gælder, hvad enten den sigtede befinder sig her i landet eller i udlandet (se U 1998 s. 1741 Ø om aflytning af telefonsamtaler, der førtes fra Danmark via fastnettet til telefon, som var fast installeret i Spanien, således at aflytningen udløstes af en opkaldende telefon i Danmark). Hvis aflytningen skal etableres i udlandet, vil det i praksis være nødvendigt for dansk politi foruden at overholde betingelserne i kapitel 71 at fremsende en retsanmodning til myndighederne i det land, hvor aflytningen skal foregå. En sådan retsanmodning ledsages af en dansk retskendelse om aflytning. Retsplejelovens kapitel 71 finder endvidere analogt anvendelse i tilfælde, hvor dansk politi foretager indgreb i meddelelseshemmeligheden her i landet efter anmodning fra udenlandske myndigheder (se U 1972 s. 600 H og U 1988 s. 203 V om beslaglæggelse).

Retsplejelovens kapitel 71 finder således anvendelse, når dansk politi foretager aflytning til brug for straffesager her i landet og på begæring af udenlandske myndigheder til brug for straffesager i udlandet. Retsplejeloven anvendes endvidere, når dansk politi anmoder udenlandske myndigheder om at foretage aflytning til brug for straffesager her i landet. Retsplejeloven finder ikke anvendelse på indgreb, der foretages af udenlandske myndigheder i udlandet og til brug for straffesager i udlandet.

Som nævnt ovenfor (pkt. 3.3.3.1) gøres aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til udgangspunktet i sager, hvor en medlemsstat (den begærende medlemsstat) anmoder en anden medlemsstat (den anmodede medlemsstat) om bistand i forbindelse med aflytning af telekommunikation som led i strafferetlig efterforskning. I disse tilfælde sondrer konventionen mellem tre grupper af tilfælde afhængig af, om den aflyttede person befinder sig på den begærende, den anmodede eller en tredje medlemsstats område. Hvis den aflyttede person befinder sig på den begærende eller en tredje medlemsstats område, gælder der de samme regler, mens der i tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig på den anmodede medlemsstats område, gælder andre regler.

Såfremt der undtagelsesvis ønskes optagelse og efterfølgende overførsel af telekommunikation, gælder der altid de samme regler, uanset om den aflyttede person befinder sig på den begærende, den anmodede eller en tredje medlemsstats område.

I det følgende behandles de tre grupper hver for sig.

Udenlandske myndigheders anmodninger til danske myndigheder om aflytning i medfør af artikel 18, stk. 1, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, vurderes at kræve ændringer i de gældende regler på området. Det drejer sig om den situation, hvor der anmodes om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation (stk. 1, litra a), og hvor den aflyttede person befinder sig i den begærende medlemsstat (stk. 2, litra a) eller en tredje medlemsstat (stk. 2, litra c).

I disse tilfælde skal danske myndigheder efter konventionen alene yde »teknisk assistance« til den begærende medlemsstat, der i øvrigt selv foretager aflytningen. Baggrunden for bestemmelsen er bl.a., at der kan forekomme situationer, hvor en stat teknisk ikke er i stand til at foretage direkte aflytning af telekommunikation, der afsendes eller modtages fra dens eget område. Dette kan f.eks. skyldes, at der anvendes en satellit-baseret mobiltelefon, hvor kommunikationen foregår via en gateway-station, der er placeret på den anmodede medlemsstats område, og som den begærende medlemsstats myndigheder ikke har adgang til.

I sådanne situationer følger det af stk. 5, litra a, at danske myndigheder som udgangspunkt har pligt til at efterkomme en anmodning. Danske myndigheder skal alene påse, at de har modtaget de i stk. 3 omhandlede oplysninger. Det følger navnlig af stk. 5, litra a, modsætningsvist, at danske myndigheder i sådanne situationer ikke skal vurdere, om de ville kunne træffe den ønskede foranstaltning i en tilsvarende national sag. Det betyder bl.a., at danske myndigheder ikke skal foretage en vurdering af, om betingelserne i retsplejelovens § 781 er opfyldt. Som anført ovenfor i pkt. 3.3.3.1 skyldes dette, at aflytningen principielt ikke berører Danmark eller personer, der befinder sig her i landet. Det forhold, at danske myndigheders opgave er begrænset til at påse, om konventionens betingelser er opfyldt, taler efter Justitsministeriets opfattelse afgørende for, at danske myndigheders bistand i denne type af sager om retshjælp ikke bliver reguleret i retsplejeloven.

Justitsministeriet foreslår derfor en ordning, hvor anmodninger om aflytning i medfør af stk. 1, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, modtages og behandles af politiet. Når politiet har modtaget de i stk. 3 omhandlede oplysninger og vurderer, at danske myndigheder efter konventionen har pligt til at efterkomme anmodningen om teknisk bistand, meddeler politiet dette til de pågældende udbydere af telenet og teletjenester, der herefter skal have pligt til at yde den nødvendige bistand. Dette forudsætter en ændring i § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 4, nr. 4 og 7.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil udenlandske myndigheders anmodninger til danske myndigheder om aflytning i medfør af artikel 18, stk. 1, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra b, ikke give anledning til problemer i forhold til de gældende regler på området. Bestemmelserne regulerer den traditionelle retshjælpssituation, hvor der anmodes om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation i tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig her i landet, og vedkommendes kommunikation kan aflyttes her i landet.

Sådanne retsanmodninger vil som det også er tilfældet i dag blive behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71 (analogt). Danske myndigheder vil skulle påse, at de har modtaget de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger, og at konventionens betingelser i øvrigt er opfyldt. Det vil være en betingelse for at imødekomme anmodningen, at danske myndigheder ville kunne træffe den ønskede foranstaltning (telefonaflytningen) i en tilsvarende dansk sag, jf. stk. 5, litra b. Danske myndigheders efterlevelse af en sådan anmodning vil således bl.a. forudsætte, at der foreligger dobbelt strafbarhed, og at betingelserne i retsplejelovens § 781 er opfyldt. Det følger af stk. 5, litra b, at danske myndigheder i en sådan situation kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som de ville stille i en tilsvarende national sag. Danske myndigheder vil i sådanne tilfælde skulle betinge et samtykke af, at de udenlandske myndigheder bl.a. respekterer retsplejelovens § 789 (om begrænsning i anvendelsen af tilvejebragte oplysninger) og § 791 (om destruktion).

Heller ikke kravet om øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat vurderes at give anledning til problemer i forhold til de gældende regler. Det følger af § 15 i lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester uden udgift for staten, herunder for politiet, skal sikre, at de centraler, udbyderen etablerer, er indrettet således, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71. Det vil være teknisk muligt at gennemføre aflytningen på en sådan måde, at der sker øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat. Det vil derfor ikke være forbundet med problemer, at aflytning og øjeblikkelig overførsel som nævnt gøres til udgangspunktet i disse sager.

Justitsministeriet har dog af hensyn til en fuldstændig gennemførelse af retshjælpskonventionen foreslået, at den ændrede bestemmelse i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedets § 15 om teleudbyderes pligter bør omfatte alle udbydere, uanset til hvilken kundegruppe de udbyder telenet og teletjenester. Det vil således ikke længere kun være udbydere af offentlige telenet og teletjenester, der har pligt til at indrette centralerne i overensstemmelse med kravene i § 15. Denne ændring medfører imidlertid et behov for administrativt at kunne undtage visse udbydere, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor tekniske forhold umuliggør en opfyldelse af pligten i § 15, eller hvor en opfyldelse af de opstillede krav vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt. Justitsministeriet har under hensyn hertil foreslået en bemyndigelsesbestemmelse indsat som § 15, stk. 5. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 5.

Udenlandske myndigheders anmodninger til danske myndigheder om aflytning i medfør af artikel 18, stk. 1, litra b, det vil sige anmodninger, der indebærer aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af optagelsen af telekommunikationen til den begærende medlemsstat, vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke give anledning til problemer i forhold til de gældende regler på området. Det drejer sig om den situation, hvor øjeblikkelig overførsel ikke er mulig, jf. stk. 6.

Sådanne anmodninger vil blive behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71 (analogt), uanset hvor den aflyttede person befinder sig. Den aktive deltagelse, som optagelse og efterfølgende overførsel kræver af dansk politi, indebærer således, at der også i situationer, hvor den aflyttede person befinder sig på den begærende eller en tredje medlemsstats område (artikel 18, stk. 2, litra a og c), skal indhentes retskendelse m.v. her i landet. Hvis den aflyttede person befinder sig på dansk område, følger dette som ovenfor anført allerede af en analog anvendelse af retsplejeloven. Danske myndigheder vil skulle modtage de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger, og det vil være en betingelse for at imødekomme anmodningen, at danske myndigheder ville kunne træffe den ønskede foranstaltning (telefonaflytningen) i en tilsvarende dansk sag, jf. stk. 5, litra b. I sådanne tilfælde vil danske myndigheders efterlevelse af en anmodning bl.a. forudsætte, at betingelserne i retsplejelovens § 781 er opfyldt. Det følger af stk. 6, at danske myndigheder i en sådan situation kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som de ville stille i en tilsvarende national sag. Danske myndigheder vil i sådanne tilfælde skulle betinge et samtykke af, at de udenlandske myndigheder bl.a. respekterer retsplejelovens § 789 (om begrænsning i anvendelsen af tilvejebragte oplysninger) og § 791 (om destruktion).

Retsanmodninger om aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af telekommunikation udøves i vidt omfang allerede i dag, og Danmark agter derfor ikke at udnytte muligheden for at afgive en erklæring efter stk. 7 om, at optagelse og efterfølgende overførsel alene vil blive tilladt i situationer, hvor øjeblikkelig overførsel ikke kan lade sig gøre på grund af rent tekniske forhold.

For så vidt angår afholdelse af de udgifter, der er forbundet med en aflytning, følger det af § 15, stk. 1, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester »uden udgift for staten, herunder for politiet« skal sikre, at de centraler, udbyderen etablerer, er indrettet således, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Omkostninger til etablering af udstyr m.v., der muliggør aflytning, afholdes i dag af den enkelte udbyder af telenet og teletjenester. Udgifter i forbindelse med konkrete aflytninger afholdes derimod af politiet. Konventionens artikel 18 sammenholdt med artikel 21 indebærer ikke nogen ændring heri. De omkostninger, som den begærende medlemsstat efter artikel 21 har pligt til at afholde, er som nævnt de omkostninger, der isoleret set er forbundet med den enkelte aflytning. Det svarer til de omkostninger, som efter de gældende danske regler afholdes af politiet. På dette punkt indebærer artikel 21 sammenholdt med artikel 18 derfor alene, at politiet efter konventionen vil have mulighed for at kræve afholdte udgifter refunderet af den begærende medlemsstat.

Det bemærkes, at Danmark ikke i forbindelse med den notifikation, der omhandles i artikel 27, stk. 2, vil afgive erklæring i medfør af artikel 18, stk. 7.

Artikel 19 indeholder bestemmelser om »teletjenestesystemer med gateway-station«.

For at aflytte telekommunikation, som overføres ved hjælp af satellit (og på et eller andet tidspunkt formentlig også ved hjælp af andre former for teknologi) er det, uanset hvor den aflyttede person befinder sig, kun nødvendigt at gennemføre en enkelt operation via en teknisk installation, en såkaldt »gateway-station«. Denne station etablerer forbindelse til satellitterne, hvorved telekommunikationsudstyr kan anvendes inden for meget store geografiske områder. Dette har som potentiel virkning, at en stat, hvis område befinder sig inden for satellittens dækningsområde, men som ikke råder over en gateway-station, teknisk set kan være ude af stand til at foretage direkte aflytning af telekommunikation, der overføres eller modtages fra dens eget område direkte via satellit. Der er dog to muligheder for alligevel at foretage en sådan aflytning. For det første kan den stat, som ønsker at foretage aflytning, anmode den stat, på hvis område gateway-stationen befinder sig, om assistance. Denne situation er omfattet af artikel 18 (stk. 2, litra a). For det andet kan den berørte stat benytte en fjerntilslutning til gateway-stationen, en slags »fjernbetjening«, som giver mulighed for at sende en aflytningsordre til en gateway-station, der befinder sig i udlandet via en tjenesteudbyder på dens eget område. Fjernbetjeningen etableres af de tjenesteudbydere, som leverer telekommunikationstjenester via satellit på de enkelte staters område, ved forevisning af en lovlig aflytningsordre fra de kompetente myndigheder. Artikel 19 vedrører denne situation.

Det følger af artikel 19, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at teletjenestesystemer med gateway-station på deres område, som ikke er direkte tilgængelig på en anden medlemsstats område med henblik på lovlig aflytning af telekommunikation vedrørende en person, der befinder sig i denne anden medlemsstat, kan gøres direkte tilgængelig med henblik på lovlig aflytning foretaget af denne medlemsstat gennem en udpeget tjenesteudbyder på dens eget område.

Det følger af stk. 2, at i det tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, har de kompetente myndigheder i en medlemsstat ret til med henblik på en strafferetlig efterforskning og i overensstemmelse med national ret at foretage aflytning gennem en udpeget teletjenesteudbyder på den pågældende medlemsstats område uden at involvere den medlemsstat, på hvis område gateway-stationen befinder sig, forudsat at den aflyttede person befinder sig på den pågældende medlemsstats eget område.

I henhold til stk. 3 kan en medlemsstat også benytte fjernbetjeningen til på vegne af en anden medlemsstat, der har anmodet om gensidig bistand som omhandlet i artikel 18, stk. 2, litra b, at aflytte telekommunikation, der afsendes eller modtages fra dens eget område, det vil sige tilfælde, hvor den aflyttede person ligeledes befinder sig på den anmodede medlemsstats eget område.

Stk. 1, 2 og 3 forpligter ikke medlemsstaterne til at anvende en fjernbetjening. De kan således selv tage stilling til, om de finder det hensigtsmæssigt at anvende et sådant system til aflytning af personer, der befinder sig på deres område. Normalt vil der dog være væsentlige fordele forbundet hermed, idet alternativet er at sende en retsanmodning til en anden medlemsstat med anmodning om teknisk bistand, jf. stk. 4.

Det følger af stk. 4, at artikel 19 ikke er til hinder for, at en medlemsstat kan fremsætte en anmodning om lovlig aflytning af telekommunikation i overensstemmelse med artikel 18 til den medlemsstat, på hvis område gateway-stationen befinder sig, især hvis der ikke er nogen udpeget tjenesteudbyder i den begærende medlemsstat.

Hverken EU-retshjælpskonventionen eller den forklarende rapport definerer begrebet »gateway-station«. Den forklarende rapport omtaler en gateway-station som en teknisk installation, der benyttes i forbindelse med telekommunikation, der overføres ved hjælp af satellit. Det fremgår endvidere af den forklarende rapport, at en gateway-station kan være placeret på én stats område, men have et dækningsområde, der omfatter flere staters område. Det anføres samtidig i den forklarende rapport, at der på et senere tidspunkt utvivlsomt også kan blive tale om telekommunikation, der overføres ved hjælp af andre former for teknologi end satellit. Den forklarende rapport tager med andre ord sigte på én form for telekommunikation, nemlig satellitbaseret telekommunikation, men åbner samtidig mulighed for, at der i fremtiden kan blive tale om andre former for telekommunikation. Efter drøftelse med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har Justitsministeriet fundet det hensigtsmæssigt at definere begrebet gateway-station, selv om begrebet ikke er defineret i EU-retshjælpskonventionen eller den forklarende rapport. Det foreslås, at en gateway-station defineres som en jordbaseret teknisk installation, der benyttes i forbindelse med kommunikation mellem en i forvejen afgrænset gruppe af brugere, hvor en eller flere er sluttet til et satellitbaseret net. En sådan definition tager alene sigte på satellitbaseret telekommunikation, og er derfor ikke teknologi-neutral eller fremtidssikret. Hvis gateway-stationer i fremtiden vil blive benyttet til telekommunikation, der overføres på andre måder end ved hjælp af satellit, kan det derfor blive nødvendigt at ændre den foreslåede definition. Om den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1.

Der kan sondres mellem tilfælde, hvor en gateway-station befinder sig her i landet, og tilfælde, hvor en gateway-station befinder på en anden medlemsstats område.

På nuværende tidspunkt er der ikke placeret gateway-stationer her i landet.

I det omfang der i fremtiden måtte blive placeret gateway-stationer her i landet, følger det imidlertid af artikel 19, stk. 1, at Danmark vil have pligt til at sørge for, at gateway-stationen indrettes således, at der etableres fjerntilslutning/fjernbetjening til tjenesteudbydere i andre medlemsstater, der benytter gateway-stationen.

Det følger af stk. 2, at en sådan fjernbetjening kun må anvendes til at foretage aflytninger, som er beordret af den medlemsstat, der gør brug af fjernbetjeningen, med henblik på en strafferetlig efterforskning og i overensstemmelse med national ret. Endvidere må fjernbetjeningen kun anvendes til at aflytte kommunikation, der afsendes og/eller modtages fra denne medlemsstat.

For at sikre, at denne pligt følger af dansk ret, hvis der i fremtiden måtte blive placeret gateway-stationer her i landet, vil det være nødvendigt at ændre § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Det bør fremgå af bestemmelsen, at udbydere af telenet eller teletjenester skal sikre, at de gateway-stationer, udbyderen etablerer, er indrettet således, at tjenesteudbydere i andre medlemsstater, der benytter gateway-stationen, har direkte adgang til denne, så det gennem disse er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig i den pågældende medlemsstat. Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 4, nr. 2.

Konventionen er udformet således, at pligten til at sørge for udenlandske tjenesteudbyderes fjerntilslutning/fjernbetjening påhviler den medlemsstat, hvor gateway-stationen er beliggende. Der pålægges ikke den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen er beliggende, nogen forpligtelser i den henseende.

I de tilfælde, hvor danske myndigheder i forbindelse med behandlingen af straffesager her i landet ønsker at foretage aflytning af telekommunikation vedrørende en person, der befinder sig her i landet, og det er muligt at foretage aflytningen gennem en tjenesteudbyder her i landet, fordi tjenesteudbyderen råder over den nødvendige fjernbetjening/fjerntilslutning til gateway-stationen i udlandet, vil danske myndigheder kunne foretage en sådan aflytning uden at involvere myndighederne i den stat, hvor gateway-stationen befinder sig. Aflytningen vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71, og udbydere af telenet og teletjenester vil i medfør af § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet have pligt til at yde den nødvendige bistand til politiet.

I det omfang det ikke er muligt at foretage aflytningen gennem en tjenesteudbyder her i landet, fordi tjenesteudbyderen ikke råder over den nødvendige fjernbetjening/fjerntilslutning til gateway-stationen i udlandet, vil danske myndigheder være nødt til at sende en anmodning om gensidig bistand til myndighederne i den medlemsstat, hvor gateway-stationen befinder sig. Det skal i den forbindelse bemærkes, at hvis en tjenesteudbyder her i landet benytter en gateway-station i en anden medlemsstat, må tjenesteudbyderen forventes at have en direkte adgang til gateway-stationen, idet den anden medlemsstat efter artikel 19 vil have pligt til at sørge for, at tjenesteudbyderen har en fjernbetjening/fjerntilslutning.

Som nævnt pålægger konventionen ikke Danmark nogen pligt til at sikre, at udbydere af telenet og teletjenester her i landet råder over den nødvendige fjernbetjening til gateway-stationer i andre medlemsstater, og dermed vil være i stand til i praksis at yde politiet den nødvendige bistand. Dette er som ovenfor nævnt overladt til lovgivningen i den medlemsstat, hvor gateway-stationen er beliggende. Efter Justitsministeriets opfattelse taler hensynet til efterforskningen af straffesager imidlertid afgørende for, at udbydere af telenet og teletjenester her i landet bør råde over den nødvendige fjernbetjening, således at det vil være muligt for dansk politi i overensstemmelse med retsplejelovens regler og med respekt af konventionens bestemmelser at foretage sådanne aflytninger, og at udbydere af telenet og teletjenester vil være i stand til i praksis at yde politiet den nødvendige bistand. Dette sikres bedst ved at optage en udtrykkelig bestemmelse herom i dansk ret.

§ 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet bør derfor ændres, så det præciseres, at udbydere af telenet eller teletjenester skal sikre, at udbyderen har direkte adgang til gateway-stationer, der befinder sig i andre medlemsstater, og som udbyderen benytter, således at politiet gennem udbyderen har mulighed for at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig her i landet. Udbyderens pligt til at »sikre« direkte adgang til gateway-stationen kan i praksis forudsætte accept af og samarbejde med ejeren af gateway-stationen, dvs. at der indgås en aftale mellem udbyderen og ejeren af gateway-stationen. Det vil være en konsekvens af udbyderens pligt til at »sikre« direkte adgang, at udbydere, der ikke har en sådan direkte adgang til gateway-stationer, ikke vil kunne tilbyde de pågældende teletjenester her i landet. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis gateway-stationens ejer ikke vil tillade en sådan direkte adgang.

Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 4, nr. 2 (den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 4).

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke omfatter tilfælde, hvor gateway-stationen befinder sig i et land uden for EU. Da EU-retshjælpskonventionen ikke regulerer sådanne tilfælde, har Justitsministeriet efter drøftelse med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling af konkurrencemæssige årsager ikke fundet på nuværende tidspunkt at burde stille tilsvarende krav i disse situationer. I det omfang teletjenesten udbydes via fysiske installationer her i landet (centraler), følger det af den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 1, at disse skal være indrettet således, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71. I andre tilfælde kan dansk politi være nødt til at sende en retsanmodning til det land, hvor gateway-stationen er beliggende, eller til et andet land, der råder over en fjerntilslutning/fjernbetjening.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 4, på et senere tidspunkt vil kunne udvides til også at omfatte tilfælde, hvor gateway-stationen befinder sig uden for EU, hvis der i praksis måtte opstå et sådant behov af hensyn til efterforskningen af kriminalitet her i landet.

For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i § 15, stk. 1, nr. 3 og 4, bemærkes, at bestemmelserne pålægger udbydere af telenet eller teletjenester visse pligter, jf. ovenfor. Overholdelsen af § 15, stk. 1, er underlagt Telestyrelsens tilsyn, jf. lovens § 22, stk. 2, nr. 1. Konstateres det, at en udbyder ikke overholder § 15, vil Telestyrelsen kunne udstede påbud om overholdelsen af bestemmelsen, jf. lovens § 23, stk. 1 og 2. Påbudet vil i sidste ende kunne følges op af tvangsbøder, jf. lovens § 111, stk. 1. Telestyrelsens afgørelser vedrørende overholdelsen af § 15, stk. 1, kan indbringes for Teleklagenævnet, der er beskrevet i lovens kapitel 99. Telenævnets afgørelser kan indbringes for landsretten.

Artikel 20 vedrører ikke som sådan en retshjælpssituation, idet bestemmelsen tværtimod omhandler tilfælde, hvor en medlemsstat teknisk er i stand til at foretage aflytning af en telekommunikationsadresse (som led i strafferetlig efterforskning) på en anden medlemsstats område uden nogen form for assistance fra denne medlemsstat. En sådan situation kan opstå på forskellige måder.

Der kan f.eks. være tale om en person, der befinder sig på en anden medlemsstats område, men hvor telekommunikationen foregår via mobiltelefonnettet på den aflyttende medlemsstats område. Dette kan f.eks. være en konsekvens af, at en person, der benytter en mobiltelefon, befinder sig i et grænseområde, således at personen befinder sig på en medlemsstats område, men benytter mobiltelefonnettet på en anden medlemsstats område.

Der kan endvidere være tale om en medlemsstat, der ønsker at foretage aflytning af telekommunikation foretaget af en person, der befinder sig på en anden medlemsstats område, men hvor der er tale om satellitbaseret telekommunikation, der foregår via en gateway-station på den aflyttende medlemsstats område. I en sådan situation har den aflyttende medlemsstat mulighed for gennem gateway-stationen at foretage aflytning af en person, uanset hvor den pågældende befinder sig i satellittens dækningsområde.

Artikel 20 indfører en underretningspligt m.v. for den aflyttende medlemsstat i sådanne situationer. Bestemmelsen skal navnlig ses i lyset af, at medlemsstater, på hvis område en gateway-station er beliggende, uden en sådan regulering ville have en potentielt meget vidtrækkende mulighed for at foretage aflytning af personer, som befinder sig på andre medlemsstaters område.

I stk. 1 fastlægges artiklens anvendelsesområde. Det følger af bestemmelsen, at artikel 20 gælder for aflytning, som er beordret eller godkendt af den kompetente myndighed i en medlemsstat som led i en strafferetlig efterforskning, der er kendetegnet ved at være foranlediget af en specifik strafbar handling, herunder forsøg, for så vidt forsøg er strafbart ifølge national ret, med det formål at identificere, pågribe, sigte, retsforfølge eller dømme gerningsmændene. Denne præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde til at omfatte strafferetlig efterforskning med visse nærmere angivne kendetegn er særegen for artikel 20, og har ingen implikationer for de øvrige bestemmelser i konventionen.

Det følger af stk. 2, at hvis aflytningen af telekommunikationen er godkendt af den kompetente myndighed i en medlemsstat med henblik på strafferetlig efterforskning, og den telekommunikationsadresse på den aflyttede person, som er anført i den lovmæssige beslutning om aflytning, anvendes på en anden medlemsstats område, uden at der er behov for teknisk assistance fra denne medlemsstat til at gennemføre aflytningen, underretter den første medlemsstat (den aflyttende medlemsstat) den anden medlemsstat (den underrettede medlemsstat) om aflytningen. Underretningen skal finde sted inden aflytningen i de tilfælde, hvor den aflyttende medlemsstat allerede ved beordringen af aflytning er bekendt med, at den aflyttede person befinder sig på den underrettede medlemsstats område (stk. 2, litra a). I andre tilfælde skal underretning finde sted umiddelbart efter, at den aflyttende medlemsstat er blevet klar over, at den aflyttede person befinder sig på den underrettede medlemsstats område (stk. 2, litra b).

I stk. 3 opregnes de oplysninger, den aflyttende medlemsstat skal meddele i forbindelse med underretningen. Det drejer sig om oplysninger om den myndighed, der har beordret aflytning (litra a), om beslutningen om aflytning (litra b), om den aflyttede person (litra c), om den strafbare adfærd (litra d) og om den forventede varighed (litra e).

I stk. 4 fastsættes de regler, der finder anvendelse, når de i stk. 2 og 3 omhandlede oplysninger er fremsendt.

I henhold til stk. 4, litra a, er den underrettede medlemsstat forpligtet til at svare den aflyttende medlemsstat snarest og inden 96 timer. Den underrettede medlemsstat har to muligheder, afhængig af om den er eller ikke er i stand til straks at svare.

Hvis den underrettede medlemsstat er i stand til at svare indenfor 96 timer, giver stk. 4, litra a, nr. i, ii og iii, to valgmuligheder: (1) Den underrettede medlemsstat kan acceptere aflytningen og i den forbindelse stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som den ville stille i en tilsvarende national sag (stk. 4, litra a, nr. i). (2) Den underrettede medlemsstat kan kræve, at aflytningen ikke finder sted eller afbrydes, såfremt aflytningen ikke ville være lovlig ifølge dens egen nationale ret, eller der foreligger en af de grunde, der er anført i artikel 2 i 1959-konventionen. Et sådant krav skal begrundes skriftligt (stk. 4, litra a, nr. ii).

Hvis den underrettede medlemsstat giver afslag (kræver at aflytningen ikke finder sted eller afbrydes), jf. stk. 4, litra a, nr. ii, kan medlemsstaten endvidere kræve, at allerede eksisterende materiale, der er fremkommet, medens den aflyttede person befandt sig på dens område, ikke anvendes eller kun anvendes på visse nærmere angivne betingelser. Den aflyttende medlemsstat har krav på en begrundelse for et sådant krav (stk. 4, litra a, nr. iii).

Hvis den underrettede medlemsstat ikke er i stand til at svare inden for 96 timer, giver stk. 4, litra a, nr. iv, mulighed for at kræve en kort forlængelse, på højst 8 dage, af den oprindelige frist på 96 timer, med henblik på at gennemføre interne procedurer i henhold til national ret. Den aflyttende medlemsstat har krav på en skriftlig begrundelse for den ønskede forlængelse af fristen med angivelse af, hvilke betingelser i national ret, der begrunder en forlængelse af fristen.

Stk. 4, litra b, vedrører perioden frem til den underrettede medlemsstats afgørelse.

Indtil den underrettede medlemsstat har truffet en afgørelse, må den aflyttende medlemsstat fortsætte aflytningen (stk. 4, litra b, nr. i). Den aflyttende medlemsstat må derimod ikke anvende det allerede fremkomne materiale, medmindre andet er aftalt mellem de berørte medlemsstater, eller der skal træffes hasteforanstaltninger for at afværge en umiddelbar, alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Den underrettede medlemsstat informeres om enhver sådan anvendelse og har krav på en begrundelse herfor (stk. 4, litra b, nr. ii).

Det fremgår af stk. 4, litra c, at den underrettede medlemsstat kan anmode om en sammenfatning af sagens omstændigheder og om eventuelle supplerende oplysninger, som den måtte finde nødvendige for at kunne afgøre, om aflytningen ville blive godkendt i en tilsvarende national sag. En sådan anmodning berører ikke anvendelsen af stk. 4, litra b (om perioden frem til afgørelsen), medmindre andet er aftalt mellem den underrettede medlemsstat og den aflyttende medlemsstat.

Det følger af stk. 4, litra d, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der kan gives et svar inden 96 timer. Med henblik herpå udpeger de kontaktpunkter, der skal være bemandet døgnet rundt.

Det følger af stk. 5, at den underrettede medlemsstat behandler de oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til stk. 3, fortroligt i overensstemmelse med national ret. Mener den aflyttende medlemsstat, at de oplysninger, der skal stilles til rådighed i henhold til stk. 3, er af særlig følsom karakter, følger det af stk. 6, at de kan overføres gennem en særlig myndighed, såfremt dette er aftalt bilateralt mellem de berørte medlemsstater.

Det fremgår af stk. 7, at enhver medlemsstat samtidig med afgivelsen af den i artikel 27, stk. 2, omhandlede notifikation eller på et hvilket som helst senere tidspunkt kan erklære, at den ikke har behov for oplysninger om aflytninger som fastsat i artikel 20. Som omtalt under pkt. 3.3.5.2 nedenfor agter Danmark ikke at afgive en sådan erklæring.

I forhold til Danmark vil artikel 20 (om aflytning af telekommunikation uden teknisk assistance fra en anden medlemsstat) få betydning i to situationer: For det første i situationer, hvor dansk politi ønsker og har teknisk mulighed for som led i en strafferetlig efterforskning at foretage aflytning af personer, der befinder sig på en anden medlemsstats område. For det andet i situationer, hvor dansk politi modtager underretning om, at en anden medlemsstat som led i en strafferetlig efterforskning på egen hånd foretager eller ønsker at foretage aflytning af en person, der befinder sig her i landet.

For så vidt angår den første situation kan dansk politi alene foretage en sådan aflytning, hvis betingelserne i retsplejelovens kapitel 71 er opfyldt. Der vil være tale om tilfælde, hvor dansk politi som led i efterforskningen af en straffesag her i landet ønsker at foretage aflytning af en person, der befinder sig på en anden medlemsstats område, og en sådan aflytning vil i det hele skulle ske under overholdelse af retsplejelovens betingelser. En sådan situation kan f.eks. opstå i tilfælde, hvor der er tale om aflytning af en mobiltelefon tilhørende en person, som eventuelt midlertidigt befinder sig i en anden medlemsstat, men benytter det danske mobiltelefonnet. Dette kan f.eks. skyldes, at den pågældende befinder sig tæt på dansk område.

Foruden at overholde retsplejelovens betingelser vil dansk politi skulle overholde de krav, der følger af konventionens artikel 20. Det betyder bl.a., at politiet skal underrette den anden medlemsstat om aflytningen (stk. 2), og meddele de nødvendige oplysninger (stk. 3). Den underrettede medlemsstat vil som udgangspunkt skulle svare dansk politi inden 96 timer (stk. 4, litra a). Indtil den underrettede medlemsstat har truffet sin afgørelse, kan dansk politi fortsætte aflytningen (stk. 4, litra b). Dette gælder også, hvis der går mere end 96 timer, inden den underrettede medlemsstat svarer. Indtil den underrettede medlemsstat har truffet sin afgørelse, må dansk politi som udgangspunkt ikke anvende det allerede fremkomne materiale (stk. 4, litra b). Hvis den underrettede medlemsstat svarer, at aflytningen ikke må finde sted eller fortsætte, kan den underrettede medlemsstat endvidere kræve, at danske myndigheder ikke eller kun under visse nærmere betingelser anvender det allerede fremkomne materiale (stk. 4, litra b, nr. ii). I en sådan situation vil det som udgangspunkt f.eks. ikke være muligt at anvende materialet som bevis under en eventuel straffesag. Det samme gælder som udgangspunkt i perioden frem til modtagelsen af svaret fra den underrettede medlemsstat, idet materialet i denne periode dog altid kan anvendes af dansk politi, når der skal træffes hasteforanstaltninger for at afværge en umiddelbar, alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed (stk. 4, litra b, nr. ii). Konventionen giver ikke den underrettede medlemsstat mulighed for at kræve, at materialet destrueres.

Efter Justitsministeriets opfattelse kræver denne situation ikke særskilt regulering i dansk ret. Hvis dansk politi i forbindelse med en aflytning ikke overholder de krav, der følger af artikel 20, vil Danmark som stat handle i strid med de forpligtelser, der følger af konventionen, men spørgsmålet om lovligheden af aflytningen og anvendelsen af de derved fremkomne beviser vil skulle afgøres på grundlag af navnlig bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71.

For så vidt angår den situation, hvor danske myndigheder modtager underretning om en anden medlemsstats aflytning af en person, der befinder sig her i landet, giver konventionen mulighed for at afgive en erklæring om, at Danmark ikke ønsker at modtage sådanne underretninger, jf. artikel 20, stk. 7. I forbindelse med ratifikationen vil Danmark ikke afgive en sådan erklæring.

Når danske myndigheder modtager underretning i medfør af artikel 20, og har modtaget de i stk. 3, nævnte oplysninger, følger det af stk. 4, at danske myndigheder snarest, og inden 96 timer, meddeler den aflyttende medlemsstat, om de tillader, at aflytningen finder sted eller fortsættes (stk. 4, litra a, nr. i), eller om de kræver, at aflytningen ikke finder sted eller afbrydes (stk. 4, litra a, nr. ii). Danmark vil endvidere have pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der kan gives et svar inden 96 timer, ligesom Danmark med henblik herpå vil skulle udpege kontaktpunkter, der skal være bemandet døgnet rundt, jf. stk. 4, litra d.

Justitsministeriet foreslår, at politiet udpeges som kontaktpunkt, jf. stk. 4, litra d. Det er i forvejen politiet, der behandler sager vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden efter retsplejelovens kapitel 71, og den aflyttende medlemsstat vil kunne kontakte politiet døgnet rundt.

Det følger heraf, at politiet vil skulle påse, om konventionens betingelser er opfyldt, herunder om underretningen indeholder de i stk. 3 omhandlede oplysninger. Politiet vil om nødvendigt kunne anmode om supplerende oplysninger i medfør af stk. 4, litra c. Politiet vil endvidere skulle vurdere, om tilladelse skal nægtes af de grunde, der er anført i 1959-konventionens artikel 2 (om bl.a. politiske forbrydelser).

Hvis politiet ikke finder at kunne tillade, at aflytningen finder sted eller fortsættes, giver politiet meddelelse herom til den aflyttende medlemsstat. Hvis politiet derimod vurderer, at betingelserne for at meddele tilladelse er opfyldt, indbringer politiet spørgsmålet for retten i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71.

Da politiet snarest muligt, og inden 96 timer, vil skulle meddele den aflyttende medlemsstat, om aflytningen kan tillades eller nægtes, bør politiet have pligt til at indbringe sagen for retten i god tid inden udløbet af denne frist.

Justitsministeriet foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter politiet, ved modtagelse af underretning i medfør af artikel 20 i konventionen, skal forelægge sagen for retten, jf. retsplejelovens § 783, stk. 3, senest 48 timer efter modtagelsen af underretningen. Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.

Efter konventionen (artikel 20, stk. 4, nr. iv) har den underrettede medlemsstat mulighed for at kræve en kort forlængelse, på højst 8 dage, af den oprindelige frist på 96 timer, med henblik på at gennemføre interne procedurer i henhold til national ret. Det fremgår af den forklarende rapport, at det, der her sigtes til, er de tilfælde, hvor den underrettede medlemsstat skal tage særlige skridt, inden den træffer sin afgørelse. Det nævnes, at der f.eks. kan være tale om specifikke procedurer, som i visse lande er påkrævede som følge af visse personers status eller erhverv, f.eks. parlamentsmedlemmer eller advokater. Da der ikke findes sådanne specifikke procedurer efter dansk ret, har Justitsministeriet ikke fundet det nødvendigt at foreslå, at forelæggelse af sagen for retten i visse tilfælde skal kunne ske senere end 48 timer fra modtagelsen af underretningen. Hvis rettens kendelse om aflytningens lovlighed påkæres til landsretten, vil der i praksis kunne forekomme situationer, hvor politiet ikke vil være i stand til at give meddelelse til den aflyttende medlemsstat inden 96 timer om, hvorvidt aflytningen tillades eller nægtes. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt for politiet at udnytte muligheden for at kræve en kort forlængelse (stk. 4, litra a, nr. iv).

Forelæggelse af sagen for retten vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71. Det betyder bl.a., at der i medfør af retsplejelovens § 784 vil skulle beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører. Retten vil skulle påse, om betingelserne i kapitel 71, herunder navnlig § 781, er opfyldt.

Hvis retten nægter at tillade eller godkende aflytningen, meddeler politiet dette til den aflyttende medlemsstat (artikel 20, stk. 4, litra a, nr. ii).

Hvis retten derimod godkender aflytningen, meddeler politiet dette til den aflyttende medlemsstat (artikel 20, stk. 4, litra a, nr. i). Det følge af konventionen, at den underrettede medlemsstat kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke, som den ville stille i en tilsvarende national sag. I praksis vil politiet skulle betinge et samtykke af, at den aflyttende medlemsstat overholder betingelserne i retsplejelovens §§ 789 (om begrænsninger i brugen af oplysninger) og 791 (om destruktion).

Det fremgår af artikel 21, at omkostninger, som teleoperatører eller tjenesteudbydere pådrager sig i forbindelse med udførelse af anmodninger efter artikel 18, afholdes af den begærende medlemsstat.

Som tidligere nævnt indebærer artikel 21 sammenholdt med artikel 18, at politiet efter konventionen vil have mulighed for at kræve afholdte udgifter refunderet af den begærende medlemsstat. Der henvises til pkt. 3.3.3.2 ovenfor.

Det følger af artikel 22, at afsnit III i EU-retshjælpskonventionen (dvs. artikel 17 til 22) ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler med henblik på at fremme udnyttelsen af eksisterende og fremtidige tekniske muligheder med hensyn til lovlig aflytning af telekommunikation.

Artikel 23 vedrører beskyttelse af personoplysninger, og er en nyskabelse i forhold til 1959-konventionen, der ikke indeholder bestemmelser herom.

Stk. 1 fastslår, hvornår personoplysninger, der videregives i henhold til konventionen, må anvendes af de modtagende medlemsstater. Stk. 1 opregner de tilfælde, hvor personoplysninger må anvendes uden samtykke fra den videregivende medlemsstat (litra a, b og c), og de tilfælde, hvor anvendelse er betinget af samtykke fra den videregivende medlemsstat (litra d). Det afgørende er i den forbindelse formålet med anvendelsen af personoplysningerne. Den modtagende medlemsstat må anvende personoplysninger uden samtykke i forbindelse med sager, som er omfattet af konventionen (litra a), i forbindelse med andre retsprocedurer og administrative procedurer, som hænger direkte sammen med de i litra a omhandlede sager (litra b), og til at afværge en umiddelbar, alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed (litra c). Hvis den modtagende medlemsstat ønsker at anvende personoplysninger til andre formål, kræves der forudgående samtykke fra den videregivne medlemsstat, medmindre den berørte medlemsstat har indhentet samtykke fra den, som oplysningen vedrører (litra d).

Det følger af stk. 2, at artikel 23 også finder anvendelse på personoplysninger, som ikke er »videregivet«, men »tilvejebragt« på anden måde i medfør af konventionen. Der kan f.eks. være tale om personoplysninger »tilvejebragt« i forbindelse med artikel 9 (midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning), 10 (afhøring ved hjælp af videokonference), 11 (afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference) og 20 (aflytning af telekommunikation uden teknisk bistand fra en anden medlemsstat).

Det følger af stk. 3, at den videregivende medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag kan kræve, at den modtagende medlemsstat underretter den om anvendelsen af de videregivne oplysninger.

Stk. 4 vedrører den situation, hvor en medlemsstat efter konventionen har mulighed for at stille særlige betingelser i forbindelse med videregivelse af personoplysninger. Dette er f.eks. tilfældet i forbindelse med et samtykke til grænseoverskridende aflytning af telekommunikation efter konventionens artikel 20. Hvis en medlemsstat i sådanne tilfælde har stillet særlige betingelser, har sådanne betingelser forrang. I andre tilfælde finder artikel 23 anvendelse.

Stk. 5 regulerer forholdet til artikel 13, stk. 10, om oplysninger, som er tilvejebragt i forbindelse med fælles efterforskningshold. Det følger af stk. 5, at artikel 13, stk. 10, har forrang i forhold til artikel 23 for så vidt angår sådanne oplysninger.

Det følger endelig af stk. 6, at artikel 23 ikke finder anvendelse på personoplysninger, som er tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af konventionen, og som hidrører fra denne medlemsstat. Herved sikres, at en medlemsstat ikke kan pålægge en anden medlemsstat begrænsninger i anvendelsen af personoplysninger, når oplysningerne hidrører fra samme medlemsstat, som har tilvejebragt dem. Der kan f.eks. være tale om personoplysninger tilvejebragt i forbindelse med artikel 10 (om afhøring ved hjælp af videokonference), 11 (om afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference), 13 (om fælles efterforskningshold) og 19 (om aflytning af telekommunikation på en medlemsstats eget område gennem tjenesteudbydere).

Efter Justitsministeriets opfattelse nødvendiggør artikel 23 ikke ændringer af gældende danske regler. Artikel 23 fastsætter nogle grænser for, hvordan danske myndigheder kan anvende personoplysninger, som de har modtaget i forbindelse med konventionen. Dette gælder hvad enten der er tale om personoplysninger, der er »videregivet« (stk. 1) eller »tilvejebragt« (stk. 2). I praksis vil danske myndigheder derfor skulle overholde de betingelser, der følger af artikel 23. Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende danske regler om videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et sagligt behov for dem. Konventionen fraviger således bl.a. reglerne i forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen vil følgende blive oplyst:

I forbindelse med ratifikationen af konventionen vil Danmark i medfør af artikel 27, stk. 2, afgive følgende erklæringer:

EU-retshjælpskonventionen er vedtaget i medfør af artikel 34 i EU-traktaten (afsnit VI om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager).

I medfør af EU-traktatens artikel 35, stk. 1, er EF-domstolen tillagt kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om bl.a. fortolkning af konventioner vedtaget i medfør af artikel 34. Dette forudsætter dog, at medlemsstaterne i medfør af artikel 35, stk. 2, afgiver en erklæring om, at de godkender EF-domstolens kompetence til at afgøre sådanne præjudicielle spørgsmål angående retsakter, der er vedtaget i medfør af bestemmelserne i EU-traktatens afsnit VI (3. søjle).

Danmark har ikke afgivet en sådan erklæring. EF-domstolen vil imidlertid kunne få forelagt præjudicielle spørgsmål fra domstolene i de lande, der har afgivet en sådan erklæring, dvs. har anerkendt EF-domstolens kompetence på området.

Hvis Danmark på et senere tidspunkt måtte afgive en sådan erklæring, vil også danske domstole få mulighed for præjudicielt at forelægge spørgsmål om fortolkning af EU-retshjælpskonventionen for EF-domstolen.

Anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager mellem Europarådets medlemslande fremsættes i dag navnlig på grundlag af 1959-konventionen og 1978-tillægsprotokollen (se ovenfor pkt. 2).

Den 8. november 2001 vedtog Europarådets ministerkomité en tillægsprotokol til 1959-konventionen (2001-tillægsprotokollen), der samtidig blev åbnet for undertegnelse. Danmark undertegnede i den forbindelse 2001-tillægsprotokollen med sædvanligt ratifikationsforbehold.

Formålet med 2001-tillægsprotokollen er at forbedre og udbygge 1959-konventionen og 1978-tillægsprotokollen. 2001-tillægsprotokollen styrker medlemsstaternes muligheder for at bekæmpe kriminalitet, og tager samtidig hensyn til enkeltpersoners grundlæggende rettigheder.

Arbejdet med at udarbejde 2001-tillægsprotokollen blev påbegyndt i 1995, og har i et vist omfang afventet EU-landenes forhandlinger om EU-retshjælpskonventionen, der blev afsluttet den 29. maj 2000.

Bestemmelserne i 2001-tillægsprotokollen svarer i vidt omfang til bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen. En række af bestemmelserne i 2001-tillægsprotokollen er ligefrem identiske eller i alt væsentligt identiske med tilsvarende bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen. I modsætning til EU-retshjælpskonventionen indeholder 2001-tillægsprotokollen dog ikke bestemmelser om aflytning af telekommunikation.

Kapitel I indeholder bestemmelser, der skal erstatte eller supplere bestemmelser i 1959-konventionen.

Artikel 1 er en generel bestemmelse om landenes forpligtelser i forbindelse med gensidig retshjælp i straffesager. Bestemmelsen skal erstatte artikel 1 i 1959-konventionen.

Efter artikel 1, stk. 1, forpligter de kontraherede parter sig til i overensstemmelse med konventionens bestemmelser i videst muligt omfang at yde hinanden bistand til retsforfølgning af forbrydelser. Ifølge artikel 1, stk. 2, finder konventionen ikke anvendelse med hensyn til fuldbyrdelse af beslutninger om frihedsberøvelse eller domme eller med hensyn til forbrydelser efter den militære straffelovgivning, som ikke er forbrydelser efter den almindelige straffelovgivning.

Artikel 1, stk. 3, indebærer, at gensidig retshjælp efter 1959-konventionen og de tilhørende protokoller tillige kan ydes i forbindelse med retsforfølgning for handlinger, der ifølge national lovgivning i det begærende eller anmodede land, eventuelt dem begge, betragtes som overtrædelser af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørelser kan indbringes for en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

Efter artikel 1, stk. 4, må anmodninger om retshjælp ikke afslås alene med den begrundelse, at anmodningen vedrører handlinger, for hvilke en juridisk person kan drages til ansvar i det begærende land.

Artikel 1, stk. 1 og stk. 2, er identisk med den nuværende artikel 1 i 1959-konventionen, mens artikel 1, stk. 3 og stk. 4, stort set er identiske med artikel 3 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 49 i Schengen-konventionen (se ovenfor pkt. 3.1.3).

Artikel 2 vedrører tilstedeværelse af repræsentanter fra det begærende land i forbindelse med gennemførelsen af en retsanmodning i den anmodede medlemsstat. Bestemmelsen skal supplere artikel 4 i 1959-konventionen.

Efter artikel 4 i 1959-konventionen skal det anmodede land på begæring oplyse tid og sted for gennemførelsen af retsanmodningen. Repræsentanter fra myndighederne i det begærende land har ret til at være til stede, hvis det anmodede land giver samtykke hertil.

Artikel 2 indebærer, at der indsættes et nyt stk. 2 i artikel 4 i 1959-konventionen, hvorefter anmodninger om tilstedeværelse af repræsentanter fra myndighederne i det begærende land ikke må afvises, hvis tilstedeværelsen vil gøre gennemførelsen af anmodningen mere effektiv, og tilstedeværelsen af repræsentanter fra myndighederne i det begærende land kan medvirke til, at der ikke vil være behov for fremsendelse af supplerende retsanmodninger.

Principperne i artikel 2 svarer til indholdet af artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen, der indebærer, at det anmodede land i forbindelse med gennemførelse af en retsanmodning skal respektere de formkrav og den fremgangsmåde, som det begærende land udtrykkeligt angiver. Det følger af den forklarende rapport til EU-retshjælpskonventionen, at udtrykket »formkrav og fremgangsmåde« bør fortolkes bredt og f.eks. kan omfatte den situation, at det i en retsanmodning er anført, at en repræsentant for det begærende lands judicielle myndigheder skal være til stede i det anmodede land i forbindelse med gennemførelsen af retsanmodningen. Efter artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen kan det anmodede land kun nægte at efterkomme disse formkrav og den angivne fremgangsmåde, hvis det strider mod landets grundlæggende retsprincipper (se ovenfor pkt. 3.1.4).

Artikel 3, der skal erstatte artikel 11 i 1959-konventionen, vedrører midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer til det begærende land.

Efter artikel 3, stk. 1, skal en frihedsberøvet person, hvis personlige fremmøde er nødvendig med henblik på bevisoptagelse, midlertidigt overføres til det begærende lands område, forudsat at den pågældende tilbageføres til det anmodede land indenfor en frist fastsat af dette land. Overførelse afslås, hvis den frihedsberøvede person ikke giver sit samtykke til overførelsen, hvis den frihedsberøvede persons tilstedeværelse er nødvendig med henblik på retsforfølgning i det anmodede land, hvis overførelse vil kunne forlænge den pågældendes frihedsberøvelse, eller hvis der er andre tungtvejende hensyn, der taler imod overførelsen.

Artikel 3, stk. 2, vedrører transit gennem andre kontraherende lande, og artikel 3, stk. 3, fastslår, at den pågældende skal forblive frihedsberøvet i det begærende land eller i et transitland, medmindre det anmodede land anmoder om, at den pågældende løslades.

Efter den gældende artikel 11, stk. 1, i 1959-konventionen kan midlertidig overførelse ske med henblik på »fremmøde som vidne eller med henblik på konfrontation«. I forbindelse med drøftelserne om 2001-tillægsprotokollen viste det sig, at begrebet »konfrontation« ikke havde en entydig definition i landene, og at begrebet ikke var kendt i en række lande. På denne baggrund er formuleringen ændret, således at midlertidig overførelse kan ske med henblik på »bevisoptagelse«. Bevisoptagelse i medfør af artikel 3, stk. 1, omfatter ikke retsforfølgning af den pågældende, idet en sådan overførelse vil være omfattet af reglerne om udlevering af lovovertrædere.

Artikel 4, der skal erstatte artikel 15 i 1959-konventionen, indebærer, at retsanmodninger som hovedregel skal fremsendes mellem det begærende og det anmodede lands justitsministerier. Bestemmelsen giver dog mulighed for, at retsanmodninger tillige kan fremsendes direkte mellem landenes judicielle myndigheder. Visse retsanmodninger, herunder anmodninger om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer efter konventionens artikel 11, skal dog fremsendes gennem landenes justitsministerier.

Indholdet af artikel 4 svarer på en række punkter til indholdet af artikel 53 i Schengen-konven-tionen, der gør det muligt at fremsende anmodninger direkte mellem de judicielle myndigheder, og til artikel 6 i EU-retshjælpskonventionen. Artikel 6 i EU-retshjælpskonventionen går imidlertid videre end Schengen-konventionen og artikel 4 i 2001-tillægsprotokollen, idet fremsendelse mellem de judicielle myndigheder er hovedreglen efter EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.1.6).

Efter artikel 5, der skal erstatte artikel 20 i 1959-konventionen, er hovedreglen, at landene ikke anmoder om refusion for omkostningerne i forbindelse med gennemførelse af en retsanmodning, medmindre omkostningerne vedrører tilstedeværelse af repræsentanter fra myndighederne i det begærende land, overførelse af frihedsberøvede personer efter artikel 13 og 14 i 2001- tillægsprotokollen eller artikel 11 i 1959-konventionen, eller hvis gennemførelsen af anmodningen medfører betydelige eller ekstraordinære omkostninger. Omkostningerne i forbindelse med gennemførelse af videoafhøring eller telefonafhøring, jf. nedenfor, skal dog altid refunderes af det begærende land.

Artikel 6, der skal erstatte artikel 24 i 1959-konventionen, medfører, at landene ved undertegnelse eller ratifikation af konventionen skal afgive en erklæring, hvori landene i henhold til national ret angiver, hvilke myndigheder der er »judicielle myndigheder«. For Danmarks vedkommende anses domstolene og anklagemyndigheden, der omfatter Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren i København), allerede i dag for omfattet af begrebet »judicielle myndigheder« i relation til den gensidige retshjælp i straffesager.

Kapitel II omfatter de bestemmelser, der er nye i forhold til 1959-konventionen og 1978-tillægsprotokollen.

Efter artikel 7 kan det anmodede land udsætte gennemførelsen af en anmodning, hvis gennemførelsen vil skade efterforskning eller retsforfølgning i det anmodede land. Forinden gennemførelsen af en anmodning udsættes eller afslås, skal det anmodede land overveje, om anmodningen kan gennemføres delvist. Det anmodede land skal under alle omstændigheder begrunde udsættelsen eller afvisningen.

Artikel 8 indebærer, at det anmodede land skal gennemføre en anmodning i overensstemmelse med de formkrav eller fremgangsmåder, der er angivet i anmodningen, medmindre det vil være i strid med fundamentale retsprincipper i det anmodede land.

Principperne i denne bestemmelse svarer til artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.1.4).

I medfør af artikel 9 kan der ydes bistand i forbindelse med afhøring af vidner eller sagkyndige ved hjælp af videokonference. Bestemmelsen kan anvendes, hvis en person befinder sig i et land og skal afhøres som vidne eller sagkyndig i et andet land. I det tilfælde kan de judicielle myndigheder i dette land anmode om, at afhøringen foretages ved hjælp af videokonference. Det anmodede land skal give sin tilladelse til en sådan afhøring, forudsat at anvendelse af videokonference ikke strider mod landets grundlæggende retsprincipper, og forudsat at det råder over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for en videokonference. Bestemmelsen fastslår herudover, hvilke oplysninger en begæring om videoafhøring skal indeholde, ligesom der fastlægges en række nærmere regler for afhøring ved hjælp af videokonference, herunder regler for tolkning og identifikation af vidnet/den sagkyndige. Det er endvidere muligt at anvende bestemmelsen om videoafhøring i forhold til en tiltalt, der samtykker heri.

Bestemmelsen er i det væsentligste identisk med artikel 10 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.3).

Artikel 10 vedrører afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference. Bestemmelsen kan anvendes i de situationer, hvor en person befinder sig i et land og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af en judiciel myndighed i et andet land. I det tilfælde kan den judicielle myndighed i dette land i overensstemmelse med national lovgivning anmode om bistand fra det land, hvor den pågældende opholder sig, således at afhøringen kan foregå ved hjælp af telefonkonference. Det er en forudsætning for en sådan afhøring, at vidnet eller den sagkyndige har givet samtykke til, at afhøringen kan foregå ved hjælp af telefonkonference. Det anmodede land skal tillade afhøring ved hjælp af telefonkonference, forudsat dette ikke strider mod landets grundlæggende retsprincipper.

Artikel 10 er i det væsentligste identisk med artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.3).

Efter artikel 11 kan landenes kompetente myndigheder i det omfang, der er hjemmel hertil i national lovgivning, og uden at der foreligger en anmodning fra et land, udveksle oplysninger om bl.a. strafbare handlinger, som på tidspunktet for meddelelsen henhører under den modtagende myndighed.

Bestemmelsen er i det væsentligste identisk med artikel 7 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.1.7) og har i øvrigt tilknytning til artikel 46 i Schengen-konventionen. I henhold til denne bestemmelse kan Schengen-landene som led i politisamarbejdet uopfordret udveksle oplysninger med henblik på forebyggelse af strafbare handlinger. Artikel 11 udvider omfanget af den spontane udveksling af oplysninger til at gælde generelt for uopfordret udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder om strafbare handlinger.

Artikel 12 vedrører tilbagelevering af uretmæssigt erhvervede genstande. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det anmodede land kan træffe afgørelse om, at aktiver, der er udbytte af et strafbart forhold, kan overføres til det begærende land med henblik på tilbagelevering til den retmæssige ejer.

Bestemmelsens indhold er identisk med artikel 8 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.1).

Efter artikel 13 kan de berørte landes kompetente myndigheder indgå aftale om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer til det anmodede land med henblik på efterforskning. Aftalen skal omfatte de nærmere regler for personens midlertidige overførelse og fristen for, hvornår den pågældende skal tilbageføres til det begærende land. Bestemmelsen er fakultativ, og anvendelsen beror som nævnt på en konkret aftale mellem de berørte lande.

Bestemmelsen supplerer artikel 11 i 1959-konventionen, som ændret ved artikel 3 i 2001-tillægsprotokollen. Efter artikel 11 kan en frihedsberøvet person, hvis personlige fremmøde er nødvendigt med henblik på bevisoptagelse, midlertidigt overføres til det begærende land. I visse tilfælde vil der imidlertid være behov for i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning i det begærende land, at en person, der er frihedsberøvet i dette land, midlertidigt overføres til det anmodede land, f.eks. for at deltage i en konfrontation eller med henblik på at medvirke i en rekonstruktion. Artikel 13 tager højde for denne situation.

Artikel 13 er i det væsentlige identisk med artikel 9 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.2).

Det følger af artikel 14, at 1959-konventionens artikel 11 (om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på bevisoptagelse) og artikel 12 (om immunitet for vidner, sagkyndige og tiltalte) skal anvendes analogt på personer, der er frihedsberøvede i det anmodede land, efter at være blevet overført med henblik på at fuldbyrde en straf idømt i det begærende land, når det begærende land anmoder om, at den frihedsberøvede person er til stede med henblik på en fornyet prøvelse af domfældelsen. Bestemmelsen er nærmere omtalt i pkt. 4.3 nedenfor om Justitsministeriets overvejelser.

Artikel 15 og artikel 16 vedrører sprogkrav og forkyndelse af dokumenter. Artikel 16 indebærer, at der kan ske fremsendelse af dokumenter direkte med posten til modtageren. Bestemmelsen svarer til artikel 52 i Schengen-konventionen og har tilknytning til artikel 5 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.1.5).

Artikel 17, der vedrører grænseoverskridende observation, er i det væsentligste identisk med artikel 40 i Schengen-konventionen.

Efter artikel 17, stk. 1, kan et lands politimyndigheder fortsætte observationen af en formodet gerningsmand på et andet lands territorium, når det sidstnævnte land har givet tilladelse hertil. Reglen gælder dog kun, hvis vedkommende person er mistænkt for en forbrydelse, der kan medføre udlevering.

I forhold til artikel 40 i Schengen-konventionen udvides anvendelsesområdet for grænseoverskridende observation imidlertid, således at observation tillige kan finde sted af en person, når observationen forventes at ville føre til identifikation eller føre til opholdsstedet for personer, der er mistænkt for en forbrydelse, som kan medføre udlevering.

Alle lande skal udpege en myndighed, der kan give eller videregive en tilladelse til grænseoverskridende observation.

Er det af tidsmæssige årsager ikke muligt at anmode om en tilladelse efter stk. 1, kan et land i medfør af stk. 2 i særligt hastende tilfælde fortsætte observationen henover grænsen uden forudgående tilladelse fra det andet land. Følgende betingelser skal dog være opfyldt:

Herudover er der i stk. 3 fastsat yderligere betingelser for grænseoverskridende observation efter såvel stk. 1 som stk. 2. Betingelserne er identiske med artikel 40, stk. 3, i Schengen-konventionen.

Artikel 17, stk. 4, vedrører udpegning af de personer, der kan foretage grænseoverskridende observation, og de myndigheder, der kan give tilladelse eller videregive tilladelse efter stk. 1 og stk. 2.

Endelig indebærer artikel 17, stk. 5, at landene ved bilaterale aftaler kan udvide anvendelsesområdet for artikel 17.

Danmark har under forhandlingerne tilkendegivet, at Danmark agter at tage forbehold over for anvendelsen af artikel 17 i protokollen. Et sådant forbehold vil ikke berøre anvendelsen af Schengen-konventionens artikel 40 mellem Danmark og de øvrige Schengen-lande.

Artikel 18 fastslår, at landene forpligter sig til på begæring fra et andet land at kunne tillade kontrollerede leverancer på deres område som led i strafferetlig efterforskning af forbrydelser, der kan medføre udlevering. Gennemførelsen af kontrollerede leverancer finder sted efter reglerne i det anmodede land. De kompetente myndigheder i dette land styrer og udfører operationerne.

Artikel 18 er bortset fra enkelte sproglige forskelle identisk med artikel 12 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.4) og har tilknytning til artikel 73 i Schengen-konventionen, der indebærer, at Schengen-landene træffer foranstaltninger, som gør det muligt at gennemføre kontrollerede leverancer i forbindelse med ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer. Med artikel 12 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 18 udvides denne forpligtelse til alle forbrydelser, som kan medføre udlevering.

I artikel 19 om diskrete undersøgelser åbnes der mulighed for under overholdelse af national ret at lade embedsmænd arbejde under skjult eller falsk identitet under efterforskningen af forbrydelser.

Bestemmelsen er i det væsentligste identisk med artikel 14 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.6).

I medfør af artikel 33, stk. 2, jf. artikel 19, agter Danmark at afgive en erklæring om, at man ikke er bundet af artikel 19 om diskrete undersøgelser. Danmark vil tage et lignende forbehold over for artikel 14 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.5).

Artikel 20 vedrører etablering af fælles efterforskningshold. Bestemmelsen indebærer, at to eller flere lande kan aftale at etablere et fælles efterforskningshold med det formål at koordinere efterforskning i sager, der vedrører grænseoverskridende kriminalitet. Bestemmelsen er fakultativ, hvorfor landene ikke er forpligtede til at etablere eller at deltage i et fælles efterforskningshold.

Det er hensigten, at et fælles efterforskningshold navnlig kan etableres, når efterforskningen i en straffesag eller et straffesagskompleks viser, at der er behov for efterforskning i flere lande. Efterforskningsholdene kan afhængig af national lovgivning og det konkrete behov bestå af polititjenestemænd, anklagere, undersøgelsesdommere samt repræsentanter for internationale organisationer.

Et efterforskningshold skal ledes af en repræsentant fra de kompetente myndigheder i det land, hvor holdet er etableret, og holdet skal følge national lovgivning i dette land. Efterforskningsholdet har ikke selvstændigt udøvende beføjelser, men de udpegede medlemmer af efterforskningsholdet, herunder de udenlandske medlemmer, har som udgangspunkt ret til at være til stede i forbindelse med efterforskningen.

Bestemmelsen svarer til artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.5).

Artikel 21 og artikel 22 omhandler henholdsvis strafferetligt og civilretligt ansvar for embedsmænd, der deltager i efterforskning på et andet lands område i henhold til artikel 17 (om grænseoverskridende observation), artikel 18 (om kontrollerede leverancer), artikel 19 (om diskrete undersøgelser) og artikel 20 (om fælles efterforskningshold). Da Danmark som nævnt agter at tage forbehold over for artikel 17 og 19, vil artikel 21 og 22 alene have betydning i forhold til artikel 18 og 20.

Artikel 21 og 22 er i det væsentlige identiske med artikel 15 og 16 i EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.7 og 3.2.8).

Efter artikel 23 skal de involverede lande i de tilfælde, hvor der er behov for afhøring eller lignende af et vidne, der er truet, i overensstemmelse med national ret søge at opnå enighed om at iværksætte passende foranstaltninger til beskyttelse af vidnet.

Efter artikel 24 kan det anmodede land i overensstemmelse med national ret tage foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre beviser eller at beskytte retlige interesser.

Ifølge artikel 25 kan det begærende land kræve, at det anmodede land behandler indholdet af en anmodning fortroligt. Hvis det anmodede land ikke kan imødekomme en anmodning om fortrolighed, skal det omgående underrette det begærende land herom.

Artikel 26 vedrører beskyttelse af personoplysninger, og har navnlig til formål at fastsætte regler for anvendelse af personoplysninger, der videregives i henhold til 1959-konventionen og de tilhørende protokoller.

Bestemmelsen vil indebære, at personoplysninger må anvendes af det modtagende land i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning, der er omfattet af anvendelsesområdet for 1959-konventionen og tilhørende protokoller. Endvidere må sådanne oplysninger anvendes i forbindelse med andre retssager og administrative procedurer, som hænger direkte samme med retsforfølgningen, f.eks. erstatningssager. Endelig må personoplysninger anvendes til at forhindre en umiddelbar og alvorlig fare for den offentlige sikkerhed samt efter forudgående samtykke fra det videregivende land til ethvert andet formål.

Ethvert land kan afslå at overføre personoplysninger, der er fremkommet i forbindelse med gennemførelsen af en retsanmodning, til et andet land, hvis sådanne oplysninger er beskyttet efter national ret, og hvis det land, der skal modtage oplysningerne, ikke har tiltrådt den europæiske konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger. Overførelsen kan dog ikke nægtes, hvis det land, der skal modtage oplysningerne, etablerer et beskyttelsesniveau som krævet af det anmodede land.

Denne bestemmelse adskiller sig fra den tilsvarende bestemmelse i EU-retshjælpskonventionen, nemlig artikel 23 (se ovenfor pkt. 3.4). Artikel 26 i 2001-tillægsprotokollen tager således højde for, at ikke alle de relevante lande uden for EU har ratificeret den europæiske konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger.

Artikel 27 indebærer, at landene ved erklæring i givet fald skal angive, hvilke administrative myndigheder der er kompetente ved anvendelsen af konventionen og de tilhørende protokoller.

Artikel 28 og artikel 29 vedrører forholdet til andre konventioner m.v. samt regler for bilæggelse af tvister mellem landene i forbindelse med anvendelsen af 1959-konventionen og tillægsprotokollerne.

Kapitel III i protokollen indeholder en række afsluttende bestemmelser om erklæringer, forbehold til protokollen samt protokollens ikrafttræden. Artikel 33 indebærer således, at landene helt eller delvist kan tage forbehold for anvendelsen af artikel 16 (fremsendelse af forkyndelsesdokumenter direkte med posten), artikel 17 (grænseoverskridende observationer), artikel 18 (kontrollerede leverancer), artikel 19 (diskrete undersøgelser) samt artikel 20 (fælles efterforskningshold). Der kan ikke i øvrigt tages forbehold overfor protokollens bestemmelser.

Gennemførelse i dansk ret af 2001-tillægsprotokollen vil kræve visse lovændringer. Det gælder artikel 3 (om ændring af 1959-konventionens artikel 11), artikel 9 (om afhøring ved hjælp af videokonference), artikel 10 (om afhøring ved hjælp af telefonkonference), artikel 13 (om midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning), artikel 14 (om personligt fremmøde af personer overført til straffuldbyrdelse), artikel 21 (om udenlandske embedsmænds strafansvar) og artikel 22 (om udenlandske embedsmænds civilretlige ansvar).

Med undtagelse af artikel 14, der omtales særskilt nedenfor, svarer de bestemmelser i 2001-tillægsprotokollen, der nødvendiggør lovændringer, i det væsentlige til de tilsvarende bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen, dvs. artikel 10 (om afhøring ved hjælp af videokonference), artikel 11 (om afhøring ved hjælp af telefonkonference), artikel 9 (om midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning), artikel 15 (om udenlandske embedsmænds strafansvar) og artikel 16 (om udenlandske embedsmænds civilretlige ansvar).

Gennemførelse i dansk ret af de nævnte bestemmelser i 2001-tillægsprotkollen (med undtagelse af artikel 14) vil derfor ikke kræve lovændringer udover dem, der allerede er foreslået i forbindelse med gennemførelsen af EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.2.2, pkt. 3.2.3, pkt. 3.2.7 og pkt. 3.2.8 og lovforslagets § 1, § 2, nr. 1 og 2, og § 3).

Med hensyn til artikel 14 er der tale om en speciel situation, der ikke som sådan vedrører international retshjælp i straffesager, men som ikke desto mindre er medtaget i 2001-tillægsprotokollen.

Som nævnt følger det af artikel 14, at 1959-konventionens artikel 11 (om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på bevisoptagelse) og artikel 12 (om immunitet for vidner, sagkyndige og tiltalte) skal anvendes analogt på personer, der er frihedsberøvede i det anmodede land, efter at være blevet overført med henblik på at fuldbyrde en straf idømt i det begærende land, når det begærende land anmoder om, at den frihedsberøvede person er til stede med henblik på en fornyet prøvelse (»review« på engelsk) af dommen.

Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor en person er blevet dømt for en forbrydelse i et land, og efterfølgende er blevet overført til fuldbyrdelse af straffen i et andet land. Der vil i praksis ofte være tale om domfældelse af udlændinge, der efterfølgende overføres til hjemlandet med henblik på fuldbyrdelse af straffen. Der kan tænkes tilfælde, hvor der efter overførelsen af den dømte opstår spørgsmål om fornyet prøvelse af dommen, og hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at den dømte er til stede. Dette kan f.eks. skyldes, at der efter overførelsen er fremkommet nye beviser i sagen, der giver grundlag for at genoptage straffesagen. En sådan fornyet prøvelse vil i almindelighed sket på begæring af den dømte, og være i den dømtes egen interesse. Det er denne situation, som artikel 14 tager højde for.

Det følger af den forklarende rapport, at der er tale om en situation, som ikke er reguleret i den europæiske konventionen af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte (der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved § 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996 og § 2 i lov nr. 280 af 25. april 2001).

I forhold til dansk ret kan der tænkes tilfælde, hvor en person, der er blevet overført til udlandet med henblik på fuldbyrdelse af en straf idømt her i landet, ønskes overføres her til landet med henblik på at være til stede i forbindelse med behandling af en ankesag, hvad enten den vedrører straffens udmåling eller bevisbedømmelsen, eller en genoptagelse af en straffesag.

Der kan f.eks. være tale om anke til landsretten af en dom afsagt af en byret i medfør af retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2, dvs. efter udløbet af den ordinære ankefrist. Dette kan f.eks. skyldes, at den dømte først senere er blevet bekendt med de omstændigheder, som har begrundet ønsket om at anke. Der kan ligeledes være tale om anke til Højesteret af en dom afsagt af landsretten som første instans efter udløbet af den ordinære ankefrist, jf. retsplejelovens § 949, stk. 2. Der gælder ikke nogen frist for anke efter retsplejelovens § 949, stk. 2. Det er ankeinstansen (enten landsretten eller Højesteret) der tager stilling til, om den for sent iværksatte anke skal admitteres.

Der kan endvidere være tale om anke af en dom afsagt af landsretten som ankeinstans i medfør af retsplejelovens § 966, stk. 1, det vil sige med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke i tilfælde, hvor ansøgningen indgives inden 1 år efter dommens afsigelse.

Der kan endelig være tale om genoptagelse af en dom afsagt af landsretten eller Højesteret i medfør af retsplejelovens § 977. Det er Den Særlige Klageret, der afgør, om en straffesag kan genoptages. Der gælder ikke nogen frist for genoptagelse.

I praksis kan der således tænkes tilfælde, hvor en person, der er blevet overført til udlandet med henblik på at fuldbyrde en straf idømt her i landet, får mulighed for at anke dommen eller få genoptaget sagen her i landet.

Hvis dommen ankes eller straffesagen genoptages, har den dømte som udgangspunkt ret til at være til stede i forbindelse med den fornyede behandling af sagen.

For at kunne anvende artikel 14 i 2001-tillægsprotokollen her i landet er det nødvendigt at tilvejebringe klar hjemmel til at frihedsberøve en person, der efter at være blevet overført til udlandet for at fuldbyrde en dom afsagt her i landet, ønskes overført her til landet for at være til stede i forbindelse med en ankebehandling eller en genoptagelse af straffesagen.

Der foreslås derfor indsat en ny bestemmelse (§ 12 a) i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., hvorefter en person, der er frihedsberøvet i udlandet som led i fuldbyrdelse af en straf m.v. idømt her i landet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for at være til stede ved en fornyet behandling af sagen. Det foreslås præciseret, at retsplejelovens § 191 finder tilsvarende anvendelse.

Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 5.

I medfør af artikel 15, stk. 8, litra d, og stk. 3 (i 1959-konventionen, som affattet ved 2001-tillægsprotokollen), vil der blive afgivet en erklæring om, at anmodninger fra administrative myndigheder, jf. konventionens artikel 1, stk. 3, skal fremsendes til det anmodede lands justitsministerium, og at de således ikke må sendes direkte til de judicielle myndigheder i det anmodede land. Dette svarer til den erklæring, som vil blive afgivet i forbindelse med ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.5).

I medfør af artikel 9, stk. 9, og stk. 8 (i 2001-tillægsprotokollen), vil der blive afgivet en erklæring om, at Danmark ikke imødekommer anmodninger om afhøring af en tiltalt ved hjælp af videokonference. Dette svarer til den erklæring, som vil blive afgivet i forbindelse med ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.5).

I medfør af artikel 13, stk. 7 (i 2001-tillægsprotokollen), vil der blive afgivet en erklæring om, at det i artikel 13, stk. 3, omhandlede samtykke vil blive krævet forud for indgåelsen af en aftale om midlertidig overførsel af en frihedsberøvet person efter artikel 13, stk. 1. Dette svarer til den erklæring, som vil blive afgivet i forbindelse med ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.5).

I medfør af artikel 18, stk. 4 (i 2001-tillægsprotokollen), vil der blive afgivet en erklæring om, at de kompetente myndigheder i forhold til artikel 18 er de judicielle myndigheder som defineret i erklæringen i henhold til artikel 24 i 1959-konventionen (dvs. domstolene samt anklagemyndigheden, der omfatter Justitsministeriet, rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektøren i København og politimestrene). I praksis vil det dog være politiet (politimestrene og politidirektøren i København), der behandler sager som omfattet af artikel 18.

I medfør af artikel 32, stk. 1 (i 2001-tillægsprotokollen), vil der blive afgivet en erklæring om, at 2001-tillægsprotokollen ikke gælder for Færøerne og Grønland (territorialt forbehold). En sådan erklæring kan efterfølgende tilbagekaldes, jf. artikel 32, stk. 3.

I medfør af artikel 33, stk. 2, jf. artikel 17 (i 2001-tillægsprotokollen) vil der blive afgivet en erklæring om, at Danmark ikke er bundet af artikel 17 (om grænseoverskridende observation). Et sådant forbehold vil ikke berøre anvendelsen af Schengen-konventionens artikel 40 mellem Danmark og de øvrige Schengen-lande. Det bemærkes, at en eventuel ophævelse af forbeholdet vil kræve lovændring, idet artikel 17 ikke er nævnt i lovforslagets § 3 (om strafferetligt og civilretligt ansvar for udenlandske embedsmænd).

I medfør af artikel 33, stk. 2, jf. artikel 19 (i 2001-tillægsprotokollen) vil der blive afgivet en erklæring om, at Danmark ikke er bundet af artikel 14 (om diskrete undersøgelser). Dette svarer til den erklæring, som vil blive afgivet i forbindelse med ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen (se ovenfor pkt. 3.5). Det bemærkes, at en eventuel ophævelse af forbeholdet vil kræve lovændring, idet artikel 19 ikke er nævnt i lovforslagets § 3 (om strafferetligt og civilretligt ansvar for udenlandske embedsmænd).

5.1. Med henblik på at lette etableringen af fælles efterforskningshold inden for EU fremlagde 4 medlemslande i efteråret 2001 et forslag til rammeafgørelse, der indebærer, at artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen af 29. maj 2000 sættes i kraft og bringes i anvendelse. På et møde i Rådet den 6.-7. december 2001 blev der opnået politisk enighed om forslaget til rammeafgørelse. Forslaget til rammeafgørelsen er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

6. Forholdet til grundloven

6.1. EU-retshjælpskonventionen samt 2001-tillægsprotokollen indeholder en række bestemmelser, der vil indebære et udvidet samarbejde mellem medlemsstaterne om retshjælp i straffesager.

Disse bestemmelser har karakter af et almindeligt mellemfolkeligt samarbejde, og deres gennemførelse i dansk ret giver således ikke andre medlemsstaters myndigheder adgang til på egen hånd at udøve beføjelser på dansk territorium.

Efter Justitsministeriets opfattelse rejser Danmarks gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen samt 2001-tillægsprotokollen derfor som udgangspunkt ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

6.2. Som det fremgår af pkt. 3.3.4.1 og 3.3.5.1, indeholder EU-retshjælpskonventionen dog i artikel 20 en bestemmelse, der forudsætter, at en medlemsstat i et vist omfang kan foretage aflytning af telekommunikation, der finder sted i en anden medlemsstat, uden på forhånd at indhente en konkret tilladelse fra sidstnævnte stats myndigheder.

Da den pågældende bestemmelse således bl.a. omhandler andre medlemsstaters mulighed for på egen hånd at foretage aflytning af personer, som befinder sig i Danmark, kan der rejses spørgsmål om forholdet til grundloven. Det skyldes, at danske myndigheder efter statsretten som udgangspunkt anses for at være enekompetente til at udøve myndighedsbeføjelser inden for det danske territorium.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om en dansk gennemførelse af EU-retshjælpskonventionens artikel 20 vil indebære overladelse til andre stater af beføjelser, der efter grundloven tilkommer danske myndigheder, således at gennemførelsen ville forudsætte en grundlovsændring. Herom henvises til pkt. 6.3 umiddelbart nedenfor.

Forinden bemærkes det, at en anvendelse af grundlovens § 20 ikke kan komme på tale i forhold til den pågældende bestemmelse. Det skyldes, at retshjælpskonventionen omhandler samarbejde om retshjælp m.v. mellem stater, mens grundlovens § 20 angår overladelse af beføjelser til en »mellemfolkelig myndighed«.

6.3. Artikel 20 i EU-retshjælpskonventionen om aflytning af telekommunikation må ses på baggrund af den teknologiske udvikling, som har medført, at den enkelte stats myndigheder har visse tekniske muligheder for på egen hånd at aflytte mobiltelefoner m.v., der benyttes i udlandet.

Andre stater, herunder andre medlemsstater, er således allerede i dag i stand til i visse tilfælde at aflytte personer i Danmark uden teknisk bistand fra danske myndigheder. Tilsvarende er Danmark i et vist omfang i stand til på egen hånd at aflytte f.eks. mobiltelefoner, der anvendes uden for det danske territorium.

Mens der hidtil ikke har været en nærmere international regulering af sådanne situationer, er sigtet med artikel 20 i konventionen at fastsætte en række fælles regler på området. Som nærmere beskrevet i pkt. 3.3.5.1 går disse regler bl.a. ud på, at der ved aflytninger inden for konventionens anvendelsesområde som udgangspunkt vil være pligt til at underrette den medlemsstat, hvor en aflyttet person aktuelt befinder sig. Herefter vil det være op til denne stat at afgøre, om en aflytning kan videreføres.

I en vurdering af artikel 20 s forhold til grundloven må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på bestemmelsens formål samt på karakteren og omfanget af de foranstaltninger, der er omhandlet i bestemmelsen.

Herom bemærkes følgende:

Formålet med den enkelte aflytning omfattet af artikel 20 vil være at lade de indhentede oplysninger indgå som led i efterforskningen af straffesager med særlig tilknytning til den aflyttende stat. Det kan således f.eks. dreje sig om tilfælde, hvor en mistænkt person, som bor eller opholder sig i en anden medlemsstat og dér aflyttes af de stedlige politimyndigheder, rejser ind i Danmark. I et sådant tilfælde følger det bl.a. af den pågældende bestemmelse i konventionen, at den anden stats myndigheder til brug for den fortsatte efterforskning af straffesagen er berettiget til umiddelbart at opretholde aflytningen af vedkommendes mobiltelefon m.v., efter at personen er indrejst i Danmark. Som anført vil der samtidig efter bestemmelsen være pligt til at underrette de danske myndigheder, der afgør, om aflytningen kan opretholdes.

Når andre medlemsstaters myndigheder inden for rammerne af artikel 20 på egen hånd foretager aflytning af telekommunikation, der omfatter personer, som befinder sig i Danmark, sker det fra den enkelte stats eget territorium. Aflytningen sker således ved, at den enkelte stat på sit eget territorium kan opfange signaler m.v. fra f.eks. mobiltelefoner, der anvendes af personer i Danmark. Der er derfor ikke tale om, at udenlandske myndigheder i medfør af artikel 20 får nogen adgang til at være til stede på dansk territorium.

Ordningen indebærer heller ikke, at udenlandske myndigheder kan udstede retsakter med umiddelbar gyldighed her i landet eller på anden måde foretage en umiddelbar retlig normering af forhold i Danmark.

Konventionens bestemmelser bygger på et princip om gensidighed. Det vil sige, at danske myndigheder på samme måde som myndighederne i andre stater kan være berettiget til som led i efterforskningen af en straffesag at foretage aflytning af personer, som befinder sig i en anden medlemsstat, og som f.eks. mistænkes for grov kriminalitet. Der kan i den forbindelse i øvrigt henvises til pkt. 3.3.3.2, hvor det er omtalt, at retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden også anvendes, når dansk politi som led i behandlingen af en dansk straffesag ønsker at aflytte telekommunikation, der foregår i udlandet.

Sammenfattende finder Justitsministeriet ikke, at en gennemførelse af artikel 20 i EU-retshjælpskonventionen vil indebære overladelse til andre stater af beføjelser, der efter grundloven tilkommer danske myndigheder, således at gennemførelsen ville forudsætte en grundlovsændring.

Lovforslaget indebærer bl.a., at politiet, ved modtagelse af underretning i medfør af artikel 20 i konventionen, skal forelægge sagen for retten senest 48 timer efter modtagelsen af underretningen. Der henvises til pkt. 3.3.5.2. ovenfor. Dette skønnes at ville medføre merarbejde for politiet med heraf følgende eventuelle merudgifter. Sådanne eventuelle merudgifter vil dog kunne afholdes inden for politiets eksisterende bevillinger, og lovforslaget skønnes således ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Udbydere af offentlige telenet og teletjenester skal allerede efter den nuværende § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet forud for konkrete aflytningssituationer indbygge passende udstyr i telenettet, så aflytning efter retsplejelovens regler er mulig. Det kan ikke udelukkes, at der for udbydere af offentlige telenet og teletjenester i mindre omfang vil være behov for en grundinvestering i udstyr, så aflytning efter dette forslag bliver mulig.

Da teleselskaberne efter de eksisterende regler i § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet er forpligtet til at bistå politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden, vurderes det, at forslaget ikke vil betyde væsentlig yderligere administrativ belastning af teleselskaberne.

Forpligtelsen efter § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet udvides med dette forslag til at gælde alle udbydere af telenet og teletjenester. Der vil derfor for udbydere af ikke-offentlige telenet og teletjenester, som ikke måtte blive undtaget fra kravet i medfør af bestemmelser fastsat efter den foreslåede § 15, stk. 5, blive tale om grundinvesteringer af betydelig størrelse. Det er dog ikke på nuværende tidspunkt muligt at angive størrelsen af sådanne grundinvesteringer. Endvidere vil der for disse udbydere kunne blive tale om en vis administrativ belastning i forbindelse med bistand til politiet ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Det skal bemærkes, at det ikke er hensigten, at udbyderne skal kunne få refunderet udgifterne til denne grundlæggende investering, f.eks. hos politiet.

Lovforslaget skønnes ikke derudover at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gennemfører EU-retshjælpskonventionen og forslag til EU-rammerafgørelse om fælles efterforskningshold.

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Retspolitisk Forening, Telekommunikationsindustrien, Dansk Industri, IT-Sikkerhedsrådet, Global One, Andersens Management International, Københavns Universitet, Prof., dr. jur. Mads Bryde Andersen, Christian Rovsing A/S, Danmarks Radio, Københavns Universitet, Prof., dr. jur. Mogens Koktvedgaard, Digital Rights, debitel, Tele-Punkt Søborg A/S, Grønlands Hjemmestyre, Det Danske Handelskammer, Fischer & Lorenz, Mobiltelebranchen, Center for Teleinformation, Danske Energiselskabers Forening, Sonofon A/S, Landsorganisationen i Danmark, Tele Danmarks Kunders Landsråd, Stofa, IASTAR Danmark, DSB, Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer, Service 900 Nævnet, GN Store Nord, Demokratisk Lokalstation, FDA, Dansk Handel og Service, Dansk Standard, Dansk Management Råd (DMR), Telekommunikationsforbundet, Forbrugerrådet, Tele 8 Nordiska, Århus Universitet, Medieforsker Frands Mortensen, Repræsentantskabet ved Tele Danmark, Dansk Dataforening, Tele1 Europe A/S, Juridisk Institut, Managing Director, Tele 2, Povercom, Dansk Elektronik, Sekretariatet for Telebrugernævnet og Teleklagenævnet, ISPA DK (Foreningen af Internetleverandører), Orange, Foreningen for Dansk Internet Handel, Føroya Tele, TDC, Telia A/S, FDA, McKinsey & Company, TELE Greenland A/S, World com, PA Consulting Group, Global Connect, IT-Brancheforeningen, Færøernes Landsstyre, TV2, Dansk Industri ITEK, ViaSat A/S, Canal Digital Danmark A/S.

I lovforslagets bilag 4 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Efter straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., straffes den, der afgiver falsk forklaring for retten. Bestemmelsen omfatter direkte falsk forklaring for en ret her i landet. § 158, stk. 1, 2. pkt., udvider bestemmelsen til også at omfatte falsk forklaring for en udenlandsk ret.

§ 158, stk. 1, nr. 1, foreslås ændret således, at bestemmelsen også kommer til at omfatte falsk forklaring, der afgives ved anvendelse af telekommunikation. Udtrykket telekommunikation omfatter både telekommunikation med billede (videokonference) og telekommunikation uden billede (telefonkonference). Den foreslåede ændring har til formål at gøre det muligt at anvende artikel 10 og 11 i EU-retshjælpskonvention og artikel 9 og 10 i 2001-tillægsprotokollen.

Ved lovforslagets § 2, nr. 1, tilvejebringes der klar lovhjemmel til, at danske domstole kan imødekomme begæringer fra udenlandske myndigheder om afhøring fra udlandet ved hjælp af telekommunikation af vidner og sagkyndige, der befinder sig her i landet, til brug for behandlingen af sager i udlandet. Den foreslåede ændring af § 158, stk. 1, 1. pkt., har til formål at sikre, at et vidne eller en sagkyndig, der i en sådan situation afgiver falsk forklaring, kan straffes.

De vidner og sagkyndige, der afgiver forklaring ved hjælp af video- eller telefonkonference i overensstemmelse med artikel 10 og 11 i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 9 og 10 i 2001-tillægsprotokollen), afgiver forklaring for en udenlandsk ret, nemlig den domstol, der behandler straffesagen. Afhøringen foretages således direkte af eller under ledelse af de judicielle myndigheder i det land, hvor straffesagen behandles, jf. udtrykkeligt artikel 10, stk. 5, litra c, i EU-retshjælpskonventionen (artikel 9, stk. 5, litra c, i 2001-tillægsprotokollen). Herved adskiller disse afhøringer sig fra de afhøringer, der i dag finder sted i medfør af retsplejelovens § 190 på baggrund af en retsanmodning fra et andet land, og hvor der her er tale om forklaringer, der afgives for en dansk ret.

Som nævnt omfatter straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., falsk forklaring, der afgives for en ret her i landet. Retsplejeloven indeholder derimod ikke udtrykkelige bestemmelser om afgivelse af forklaring for en dansk domstol ved hjælp af telekommunikation med eller uden billede. I praksis finder dette dog sted i et vist omfang (se forudsætningsvist U 2001 s. 1891 V). Hvis der på et senere tidspunkt måtte blive indført udtrykkelig hjemmel til at afgive forklaring for en dansk domstol ved hjælp af telekommunikation med eller uden billede, således som dette er blevet foreslået af Retsplejerådet i betænkning nr. 1401/2001, vil straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved dette lovforslag, også omfatte en sådan situation. Det er derimod uafklaret i praksis, om og i hvilket omfang falsk forklaring der i dag afgives for en dansk domstol ved hjælp af telekommunikation med eller uden billede er omfattet af straffelovens § 158, stk. 1, nr. 1.

Udvidelsen af straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., til også at omfatte forklaring, der afgives ved hjælp af telekommunikation indebærer, at forklaringer, der afgives i overensstemmelse med artikel 10 og 11 i EU-retshjælpskonvention (og artikel 9 og 10 i 2001-tillægsprotokollen), det vil sige over for en udenlandsk domstol ved hjælp af telekommunikation med eller uden billede, omfattes af § 158. Dette er en følge af § 158, stk. 1, 2. pkt., hvorefter 1. pkt. tillige finder anvendelse på falsk forklaring for en udenlandsk ret.

Et vidne eller en sagkyndig, der indkaldes til at afgive forklaring som vidne i overensstemmelse med EU-retshjælpskonventionens artikel 10 (og artikel 9 i 2001-tillægsprotokollen), det vil sige ved hjælp af videokonference, vil være omfattet af reglerne om vidnepligt, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. I modsætning hertil vil afhøring af et vidne eller en sagkyndig ved hjælp af telefonkonference i overensstemmelse med konventions artikel 11 (og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen) være betinget af den pågældendes samtykke, jf. ligeledes lovforslagets § 2, nr. 1. Et sådant vidne kan med andre ord nægte at afgive forklaring som vidne ved hjælp af telefonkonference. Selv om telefonkonference således altid er frivillig for vidnet, vil straffelovens § 159, stk. 2, (om nedsættelse/bortfald af straffen for falsk forklaring) ikke finde anvendelse, medmindre der tillige foreligger en vidnefritagelsesgrund efter retsplejelovens §§ 171 og 172. Dette skyldes, at § 159, stk. 2, tager sigte på kollisionstilfælde, hvor et vidne, som efter en af vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171 og § 172 kan nægte at afgive forklaring, alligevel vælger at gøre dette, og under forklaringen kommer i den situation, at en sandfærdig forklaring om et bestemt forhold vil være i konflikt med vidnets egne eller hans nærmestes væsentlige interesser eller bringe vidnet i en samvittighedskonflikt. Telefoniske afhøringer skaber ikke i sig selv sådanne situationer, da frivilligheden her er begrundet i afhøringens form og ikke i dens indhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ny formulering af retsplejelovens § 190. Den foreslåede bestemmelse har til formål at tilvejebringe klar lovhjemmel til, at danske domstole kan imødekomme anmodninger fra udenlandske domstole om afhøring fra udlandet af vidner og sagkyndige her i landet i overensstemmelse med artikel 10 (om videokonference) og 11 (om telefonkonference) i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 9 og 10 i 2001-tillægsprotokollen).

Det følger af første punktum i stk. 1, at reglerne i retsplejeloven finder anvendelse på vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder. Dette svarer til den nugældende § 190, 1. pkt.

Det følger af andet punktum i stk. 1, at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde, herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation, så vidt muligt skal imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. I forhold til den nugældende § 190, 2. pkt., er der tale om to ændringer. For det første er ordene »herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation« blevet tilføjet. For det andet er ordet »bør« blevet erstattet med ordet »skal«. Formuleringen »afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation« indebærer, at der vil være klar hjemmel til at foretage afhøringer i overensstemmelse med artikel 10 (om videokonference) og artikel 11 (om telefonkonference) i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 9 og 10 i 2001-tillægsprotokollen). Udtrykket »telekommunikation« omfatter både afhøring ved hjælp af videokonference og telefonkonferencer. Udtrykket svarer til begrebet »fjernkommunikation«, der anvendes i Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I. Anvendelsen af udtrykket »skal« understreger, at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde som udgangspunkt skal imødekommes. Udtrykket »skal« anses for at være bedst stemmende med artikel 4, stk. 1, i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 8 i 2001-tillægsprotokollen).

Det følger af stk. 2, at afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation uden billede kun kan foretages, hvis vidnet har meddelt samtykke til, at afhøringen foregår på denne måde. Ved udtrykket »telekommunikation uden billede« sigtes til afhøring ved hjælp af telefonkonference som forudsat i artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen). Udtrykket »telekommunikation uden billede« svarer til begrebet »fjernkommunikation uden billede«, der anvendes i Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I. Et vidne eller en sagkyndig har ikke pligt til at deltage i en afhøring ved hjælp af telefonkonference i medfør af artikel 11 i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen). Inden afhøringen påbegyndes, vil den danske dommer skulle påse, at der foreligger det nødvendige samtykke. Vidnet kan på et hvilket som helst tidspunkt under afhøringen tilbagekalde sit samtykke med den virkning, at afhøringen ved hjælp af telefonkonference må afbrydes. Som en konsekvens heraf præciseres det i andet punktum i stk. 2, at bestemmelserne i retsplejelovens § 178 (om tvangsmidler over for vidner) ikke finder anvendelse, når der er tale om afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation uden billede (telefonkonference).

Det følger af stk. 3, at ved afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation finder retsplejelovens § 186 (om protokollering af forklaringer) ikke anvendelse. Det betyder, at i de tilfælde, hvor et vidne eller en sagkyndig afgiver forklaring i medfør af stk. 1 ved hjælp af telekommunikation med eller uden billede, vil dommeren ikke have pligt til at protokollere indholdet af forklaringen i retsbogen. Baggrunden herfor er, at pligten til at protokollere efter konventionen ikke omfatter indholdet af forklaringen, jf. artikel 10, stk. 6 i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 9, stk. 6, i 2001-tillægsprotokollen). Derimod vil retten skulle udarbejde et referat af afhøringen med angivelse af tid og sted, den afhørte persons identitet, identiteten på alle andre personer i den anmodede medlemsstat, som har deltaget i afhøringen, og den egenskab, hvori de har deltaget, eventuelle edsaflæggelser eller afgivelser af tro og love erklæringer samt de tekniske omstændigheder, under hvilke afhøringen har fundet sted.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af bestemmelsen, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt i en straffesag her i landet eller til brug for en straffesag i udlandet.

Bestemmelsen har til formål at gøre det muligt at anvende artikel 9 i EU-retshjælpskonventionen (og artikel 13 i 2001-tillægsprotokollen) her i landet.

Efter den gældende formulering omfatter retsplejelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., alene straffesager, der behandles her i landet. I modsætning hertil omfatter forslaget også straffesager, der behandles i udlandet. Det betyder, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, vil kunne overføres her til landet med henblik på f.eks. at deltage i en konfrontation til brug for straffesagen i udlandet. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor udenlandske myndigheder behandler en straffesag mod en person, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse her i landet, og hvor den sigtede ønskes overført her til landet med henblik på at deltage i en konfrontation med mulige vidner her i landet. Baggrunden herfor kan f.eks. være, at der er tale om vidner, som på grund af fysisk svækkelse ikke er i stand til at rejse til det pågældende andet land for der at deltage i en konfrontation.

Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 191 omfatter overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på »at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation«. Den foreslåede bestemmelse omfatter overførsel af frihedsberøvede personer med henblik på »at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt«. Den bredere formulering »andet efterforskningsskridt« er valgt i stedet for »konfrontation« for at gøre det muligt at overføre frihedsberøvede personer i alle tilfælde, hvor det har praktisk relevans. Der kan være tale om afgivelse af forklaring i retten, afgivelse af forklaring til politiet eller deltagelse i konfrontation. Der kan imidlertid også være tale om deltagelse i andet efterforskningsskridt, der kræver den frihedsberøvede persons tilstedeværelse, herunder f.eks. deltagelse i rekonstruktioner, identifikation af gerningssteder m.m.

Konfrontation vil være omfattet af begrebet »andet efterforskningsskridt«, og er derfor ikke medtaget som selvstændigt begreb. Begrebet udgår i øvrigt af artikel 11 som følge af artikel 3 i 2001-tillægsprotokollen, jf. ovenfor under pkt. 4.2 og 4.3 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Der foreslås indsat et nyt stk. 4 i retsplejelovens § 783. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 20 i EU-retshjælpskonventionen.

Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor danske myndigheder i overensstemmelse med artikel 20 i EU-retshjælpskonventionen modtager underretning om, at udenlandske myndigheder er i færd med eller ønsker at foretage aflytning af telekommunikation foretaget af personer, der befinder sig her i landet. Der er tale om situationer, hvor udenlandske myndigheder er i stand til at foretage aflytningen uden teknisk bistand fra danske myndigheder.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at politiet skal forelægge sagen for retten senest 48 timer fra modtagelsen af underretningen. Hvis politiet vurderer, at konventionens betingelser ikke er opfyldt, vil spørgsmålet om aflytningen ikke blive forelagt retten, idet politiet i så fald vil meddele den udenlandske myndighed, at aflytningen ikke må finde sted eller ikke må fortsætte. Hvis politiet derimod vurderer, at konventionens betingelser er opfyldt, forelægges sagen for retten. Politiets forelæggelse af sagen for retten skal indeholde de oplysninger, der følger af artikel 20, og som skal gøre det muligt for retten at tage stilling til lovligheden af den påtænkte eller fortsatte aflytning.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at retten ved kendelse afgør, om indgreb i meddelelseshemmeligheden må finde sted, eller, hvis indgrebet allerede er iværksat, om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at retten skal afgøre, om retsplejelovens almindelige betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af stk. 1, at bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. også finder anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra en anden medlemsstat under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) i EU-retshjælpskonventionen samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold) i 2001-tillægsprotokollen. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 15 i EU-retshjælpskonventionen, artikel 2 i forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold og artikel 21 i 2001-tillægsprotokollen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter embedsmænd fra et andet medlemsland, der er omfattet af EU-retshjælpskonventionen, forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforksningshold og 2001-tillægsprotokollen.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. indebærer, at vold eller trussel om vold mod en fremmed polititjenestemand, der er medlem af et fælles efterforskningshold efter artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen eller artikel 1 i forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold, vil kunne straffes efter straffelovens § 119, stk. 1. På samme måde vil en fremmed polititjenestemand, der uberettiget videregiver fortrolige oplysninger om, hvad han har erfaret under udførelse af opgaver efter artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen eller artikel 1 i forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold, kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 ff.

Den foreslåede bestemmelse omfatter efter sin ordlyd alle bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16. Det er dog selvsagt en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget indhold kan finde anvendelse. F.eks. vil straffelovens § 148 om den, som har domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, ikke kunne anvendes på andre medlemslandes polititjenestemænd. Det skyldes, at hverken EU-retshjælpskonventionen eller forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold hjemler de nævnte embedsmænd sådanne beføjelser her i landet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 1, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. Dog er udtrykket »embedsmænd« anvendt frem for udtrykket »polititjenestemænd«. Baggrunden herfor er, at dette udtryk er anvendt i EU-retshjælpskonventionen (og forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold og 2001-tillægsprotokollen), og at det ikke nødvendigvis vil være polititjenestemænd, der udfører de pågældende opgaver.

Det følger af stk. 2, at hvis en embedsmand fra en anden medlemsstat forvolder skade under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) i EU-retshjælpskonventionen samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold) i 2001-tillægsprotokollen, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af justitsministeren.

Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 16 i EU-retshjælpskonventionen, artikel 3 i forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold og artikel 22 i 2001-tillægsprotokollen.

Efter den foreslåede bestemmelse udbetales erstatning af justitsministeren. I overensstemmelse med almindelig praksis på området, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 om politiets behandling af visse erstatningssager, vil anmodninger om erstatning normalt blive behandlet af den pågældende politimester eller af Rigspolitichefen med mulighed for at få spørgsmålet indbragt for Justitsministeriet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 2, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. Dog er udtrykket »embedsmænd« anvendt frem for udtrykket »polititjenestemænd«. Baggrunden herfor er, at dette udtryk er anvendt i EU-retshjælpskonventionen (og forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold og 2001-tillægsprotokollen), og at det ikke nødvendigvis vil være polititjenestemænd, der udfører de pågældende opgaver.

Der henvises til pkt. 3.2.7, 3.2.8 og 5 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse definerer begrebet »gateway-station«, der benyttes i artikel 19 i EU-retshjælpskonventionen og lovforslagets § 4, nr. 2 og 3 (den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 2).

I bestemmelsen defineres en gateway-station som en jordbaseret teknisk installation, der benyttes i forbindelse med kommunikation mellem en i forvejen afgrænset gruppe af brugere, hvor en eller flere er sluttet til et satellitbaseret net. En tilsvarende definition findes hverken i EU-retshjælpskonventionen eller den forklarende rapport.

Den foreslåede definition afgrænser gateway-stationer til alene at omfatte de faste jordbaserede tekniske installationer, der bruges til dirigering af satellitkommunikation mellem terminaler m.v. Definitionen afgrænses således, at gateway-stationer ikke omfatter de tekniske installationer, der dirigerer, sender eller modtager kommunikation fra en ikke på forhånd afgrænset gruppe af brugere. Gateway-stationer omfatter således ikke paraboler eller andre tekniske indretninger, der anvendes i forbindelse med satellitbaseret radio- eller fjernsynskommunikation, ligesom gateway-stationer ikke omfatter de enkelte terminaler, radarudstyr eller lignende, der anvendes i forbindelse med satellitbaseret kommunikation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ny formulering af § 15, stk. 1, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

§ 15, stk. 1, nr. 1, i den foreslåede bestemmelse svarer til den nugældende § 15, stk. 1, dog er bestemmelsen udvidet til at omfatte alle teleudbydere, uanset om der er tale om udbydere af offentlige telenet eller teletjenester eller udbydere af ikke-offentlige telenet og teletjenester.

Derimod er § 15, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, i den foreslåede bestemmelse nye i forhold til den nugældende § 15, stk. 1.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 2, at udbydere af telenet eller teletjenester uden udgift for staten, herunder for politiet, skal sikre, at de centraler, udbyderen etablerer, er indrettet således, at det efter anmodning fra politiet er muligt at foretage aflytning og øjeblikkelig overførelse af telekommunikation til en anden medlemsstat efter art. 18, stk. 5, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, i EU-retshjælpskonventionen. Den foreslåede bestemmelse skal gøre det muligt at anvende de nævnte bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen her i landet.

Bestemmelserne omhandler aflytning og øjeblikkelig overførelse af den aflyttede telekommunikation til det land, der fremsætter aflytningsanmodningen. Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor den person, der ønskes aflyttet, befinder sig i det land, der fremsætter anmodningen, eller i et tredje medlemsland.

Danmark vil være forpligtet til at efterkomme anmodninger om aflytning og øjeblikkelig overførelse af telekommunikation til den begærende medlemsstat, når det medlemsland, der fremsætter anmodningen er fremkommet med de oplysninger, der fremgår af artikel 18, stk. 3. Det drejer sig om: (1) oplysninger om hvilken myndighed, der har fremsat anmodningen, (2) en bekræftelse på, at der foreligger en lovmæssig beslutning om aflytning i tilknytning til en strafferetlig efterforskning, (3) oplysninger med henblik på identifikation af den aflyttede person, (4) en angivelse af den strafbare adfærd, der ligger til grund for efterforskningen, (5) en angivelse af den ønskede varighed af aflytningen, og (6) om muligt fyldestgørende tekniske data, navnlig det relevante nettilslutningsnummer, for at sikre, at anmodningen kan efterkommes.

Det er politiet, der kontrollerer, at samtlige de relevante oplysninger er modtaget. Hvis det er tilfældet, anmoder politiet den relevante teleudbyder om at være behjælpelig med aflytningen. Disse aflytningssituationer er ikke omfattet af retsplejelovens regler. Det betyder bl.a., at retsplejelovens § 786, stk. 1 (om teleudbyderens pligt til at bistå politiet i forbindelse med aflytningen) ikke finder anvendelse. Teleudbyderens pligt til at bistå politiet fremgår derimod af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, jf. nedenfor.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget punkt 3.3.3.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 3, at udbydere af telenet eller teletjenester, uden udgift for staten, herunder for politiet, skal sikre, at de gateway-stationer, udbyderen etablerer, er indrettet således, at udbydere af teletjenester i andre medlemsstater, der benytter gateway-stationen, har direkte adgang til denne, så det gennem sådanne udbydere er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig i den pågældende medlemsstat. Med denne bestemmelse implementeres artikel 19 i EU-retshjælpskonvnetionen (om aflytning af telekommunikation på en medlemsstats eget område gennem en tjenesteudbyder).

Med denne bestemmelse forpligtes ejere af gateway-stationer på dansk område til at sikre, at der på disse oprettes en fjerntilslutning (fjernbetjening). En fjerntilslutning giver et land mulighed for på afstand at sende en aflytningsordre til en gateway-station, der befinder sig uden for dens eget område. Fjerntilslutningen kan teknisk indrettes således, at den alene kan anvendes i forbindelse med aflytning af telekommunikation, der afsendes eller modtages i det land, der benytter fjernbetjeningen. Fjerntilslutningen må alene anvendes til at foretage aflytninger, der er beordret af den medlemsstat, der gør brug af fjernbetjeningen, med henblik på strafferetlig efterforskning og i overensstemmelse med reguleringen i dette land. Når fjerntilslutningen anvendes i forbindelse med aflytning af personer, der befinder sig i det land, der benytter fjernbetjeningen, kan dette ske uden at involvere den medlemsstat, på hvis område gateway-stationen befinder sig.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 3.3.4.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 4, at udbydere af telenet eller teletjenester, uden udgift for staten, herunder for politiet, skal sikre, at udbyderen har direkte adgang til gateway-stationer, der befinder sig i andre medlemsstater, og som udbyderen benytter, således at politiet gennem udbyderen har mulighed for at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig her i landet, jf. retsplejelovens kapitel 71.

Bestemmelsen pålægger tjenesteudbyderen her i landet en pligt til at have den nødvendige fjerntilslutning til gateway-stationen i en anden medlemsstat, således at det gennem tjenesteudbyderen her i landet er muligt at foretage aflytning af telekommunikation, der foregår via gateway-stationen. Bestemmelsen er begrænset til tilfælde, hvor den person, der skal aflyttes, befinder sig her i landet.

Politiet vil skulle gå frem efter retsplejelovens regler, og tjenesteudbyderens pligt til at bistå politiet følger af retsplejelovens § 786, stk. 1.

Bestemmelsen tager sigte på den situation, at en tjenesteudbyder her i landet tilbyder f.eks. satellitbaseret telekommunikation til personer her i landet ved hjælp af en gateway-station i en anden medlemsstat. Uden den foreslåede bestemmelse ville dansk politi, hvis de ønskede at foretage aflytning af telekommunikation i en sådan situation, og hvis tjenesteudbyderen her i landet ikke råder over en fjernbetjening/fjerntilslutning, være nødt til at sende en anmodning om bistand til det land, hvor gateway-stationen er placeret eller et tredje land, der har direkte adgang til gateway-stationen. Dette vil fortsat være tilfældet for så vidt angår gateway-stationer, der er beliggende i lande uden for EU, og som ikke udbydes via fysiske installationer (centraler) her i landet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 3.3.4.

Efter § 15, stk. 2, i den nugældende lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet kan ministeren for videnskab, teknologi og udvikling efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om de tekniske krav til centraler som nævnt i stk. 1.

Som en konsekvens af, at § 15, stk. 1, foreslås udvidet til også at regulere såkaldte gateway-stationer, jf. forslagets § 4, nr. 2, foreslås bemyndigelsen i § 15, stk. 2, udvidet til også at omfatte gateway-stationer.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at det påhviler udbyderen at bistå politiet ved gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde. Bestemmelsen knytter sig således til stk. 1, nr. 2, om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den begærende medlemsstat i tilfælde, hvor den aflyttede person befinder sig på den begærende eller en tredje medlemsstats område. Bestemmelsen om udbyderens pligt til at bistå politiet er nødvendig som følge af, at disse aflytningssituationer ikke er omfattet af retsplejelovens regler. Det betyder bl.a., at retsplejelovens § 786, stk. 1 (om udbydere af telenet eller teletjenesters pligt til at bistå politiet), ikke finder anvendelse.

Bestemmelsen foreslås bødesaktioneret, således at manglende overholdelse af pligten til at bistå politiet kan medføre bødestraf. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 7.

Efter den foreslåede bestemmelse vil ministeren for videnskab, teknologi og udvikling efter forhandling med justitsministeren kunne fastsætte regler, hvorefter de krav, der efter § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, stilles til indretningen af centraler, fraviges i særlige tilfælde, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette.

Bemyndigelsesbestemmelsen er bl.a. nødvendiggjort af den ændrede formulering af § 15, stk. 1, hvorefter pligten til at indrette centraler er rettet mod alle udbydere af telenet og teletjenester i modsætning til den gældende bestemmelse i § 15, stk. 1, der alene retter sig mod udbydere af offentlige telenet og teletjenester.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes i situationer, hvor tekniske forhold umuliggør en opfyldelse af de krav, der i stk. 1, nr. 1 og 2, stilles til indretningen af centraler. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor de tekniske eller praktiske forhold, der gør sig gældende for de pågældende tjenester, indebærer, at de centraler, der anvendes til tjenesterne, ikke kan indrettes på en sådan måde, at øjeblikkelig overførsel af telekommunikation er mulig. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet med kystradiotjenesten.

Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler, hvorefter visse udbydere af telenet eller teletjenester, der ikke er offentlige, fritages for de nævnte krav til indretning af centraler. Anvendelsesområdet for sådanne regler vil som udgangspunkt være mindre udbydere af ikke-offentlige telenet, herunder eksempelvis boligforeninger og virksomheder, hvor en opfyldelse af de stillede krav vil virke uforholdsmæssigt byrdefuldt.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer af § 15, jf. lovforslagets § 4, nr. 4.

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, om teleudbyderes pligt til at bistå politiet ved gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i de i § 15, stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde bødesanktioneres. Det bliver herefter muligt at straffe de teleudbydere, der undlader at bistå politiet i disse tilfælde.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse (§ 12 a) i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved § 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996), hvorefter en person, der er frihedsberøvet i udlandet som led i fuldbyrdelse af en straf m.v. idømt her i landet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark efter bestemmelserne i retsplejelovens § 191 for at være til stede ved en fornyet behandling af sagen.

Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 14 i 2001-tillægsprotokollen.

Udtrykket »fornyet behandling af sagen« omfatter både genoptagelse og anke, hvad enten der er tale om anke af bevisbedømmelsen eller straffens udmåling.

Henvisningen omfatter retsplejelovens § 191 med undtagelse af første punktum i stk. 1. Det betyder, at den dømte som udgangspunkt skal være frihedsberøvet her i landet, og skal tilbageføres til det land, som den pågældende var blevet overført til med henblik på fuldbyrdelse af straffen, jf. § 191, stk. 1, 2. pkt.

Hvis den fornyede behandling af sagen ender med frifindelse eller strafbortfald, vil der ofte ikke længere være grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen. Der kan imidlertid tænkes tilfælde, hvor den pågældende, foruden at fuldbyrde den danske dom, tillige fuldbyrder en straf idømt i det land, den pågældende nu er overført fra. I en sådan situation vil den pågældende, uanset at den fornyede behandling her i landet fører til frifindelse eller strafbortfald, fortsat skulle være frihedsberøvet og tilbageføres. Der kan ligeledes tænkes tilfælde, hvor den pågældende, foruden at fuldbyrde den danske dom, tillige har været frihedsberøvet i udlandet med henblik på en verserende straffesag i udlandet. Også i en sådan situation vil den pågældende, uanset frifindelsen eller strafbortfaldet her i landet, fortsat skulle være frihedsberøvet og tilbageføres.

Hvis den fornyede behandling af sagen her i landet ender med frifindelse eller bortfald af straffen, og den pågældende ikke skal tilbageføres med henblik på fortsat fuldbyrdelse af en udenlandsk dom eller i forbindelse med en verserende straffesag i udlandet, vil der ikke være grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen her i landet. Den pågældende vil derfor i en sådan situation kunne løslades.

Hvis den fornyede behandling af sagen her i landet ender med nedsættelse af straffen, vil den pågældende som udgangspunkt fortsat skulle være frihedsberøvet og tilbageføres, idet det vil være op til fuldbyrdelseslandet myndigheder at tage stilling til, om den nedsatte straf giver grundlag for løsladelse, enten fordi straffen anses for udstået eller fordi betingelserne for prøveløsladelse er opfyldt.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører de gældende bestemmelser i den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, herunder artikel 12 (om benådning m.m.), artikel 13 (om fornyet prøvelse af dommen) og artikel 14 (om fuldbyrdelsens ophør), eller bestemmelserne i den europæiske konvention af 28. maj 1978 om straffedommes internationale retsvirkninger, herunder artikel 10 (om fuldbyrdelse) og artikel 12 (om standsning af fuldbyrdelse).

Det bemærkes endvidere, at den foreslåede bestemmelse ikke er begrænset til tilfælde, hvor det land, hvor den pågældende fuldbyrder den danske straf, er omfattet af 2001-tillægsprotokollen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2002.

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovens § 1 (straffeloven), § 3 (udvidelsen af straffelovens kapitel 14 og 16 til også at finde anvendelse i situationer, der er omfattet af artikel 12 og 13 i EU-retshjælpskonventionen samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter og artikel 18 og 20 i 2001-tillægsprotokollen) og § 5 (om ændring af lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.) kan ved kongelige anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Da retsplejeloven og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet ikke gælder for Færøerne, skal ændringerne af disse love ikke kunne sættes i kraft for denne del af riget.

Lovens § 3, stk. 2 (om udenlandske embedsmænds erstatningsansvar i tilfælde, der er omfattet af artikel 12 og 13 i EU-retshjælpskonventionen samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter og artikel 18 og 20 i 2001-tillægsprotokollen) og § 5 (om ændring af lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.), kan ved kongelige anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Da straffeloven, retsplejeloven og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet ikke gælder for Grønland, skal ændringerne af disse love ikke kunne sættes i kraft for denne del af riget.

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 4.4 agter Danmark ved ratifikation af 2001-tillægsprotokollen at afgive en erklæring om, at 2001-tillægsprotokollen ikke gælder for Færøerne og Grønland (territorialt forbehold). En sådan erklæring kan efterfølgende tilbagekaldes, jf. artikel 32, stk. 3, i 2001-tillægsprotokollen.

For så vidt angår EU-retshjælpskonventionen, der er vedtaget i medfør af EU-traktatens artikel 34, følger det af EU-rettens territoriale begrænsning, at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.