Lovforslag
nr. 55 fremsat den 5. november
2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven,
retsplejeloven,
markedsføringsloven og
ophavsretsloven
(IT-kriminalitet
mv.)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 814 af 30.
september 2003, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 153 ophæves.
2.
Overskriften til kapitel 18
affattes således:
»Forbrydelser
vedrørende betalingsmidler«.
3.
Efter § 169 indsættes:
» § 169 a.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt
fremstiller, skaffer sig eller
udbreder falske elektroniske
penge med forsæt til, at de
anvendes som ægte.
Stk. 2.
Ved falske elektroniske
penge forstås midler, der uden
at være ægte elektroniske penge
er egnede til at blive brugt som
sådanne.
Stk. 3.
Straffen kan stige til
fængsel i 6 år, hvis handlingen
er af særlig grov beskaffenhed,
herunder navnlig på grund af den
måde, den er udført på, eller på
grund af beløbets størrelse.«
4.
§ 171, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Ved et dokument forstås en
skriftlig eller elektronisk med
betegnelse af udstederen
forsynet tilkendegivelse, der
fremtræder som bestemt til at
tjene som bevis.«
5.
§ 172 affattes således:
»
§ 172. Straffen for
dokumentfalsk er bøde eller
fængsel indtil 2 år.
Stk. 2.
Er dokumentfalsk af særlig
grov karakter eller er et større
antal forhold begået, kan
straffen stige til fængsel i 6
år.«
6.
§ 175 affattes således:
» § 175.
Den, som for at skuffe i
retsforhold i offentligt
dokument eller bog, i privat
dokument eller bog, som det
ifølge lov eller særligt
pligtforhold påhviler den
pågældende at udfærdige eller
føre, eller i læge-, tandlæge-,
jordemoder- eller dyrlægeattest
afgiver urigtig erklæring om
noget forhold, angående hvilket
erklæringen skal tjene som
bevis, straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 år.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
der i retsforhold gør brug af et
sådant dokument eller en sådan
bog som indeholdende sandhed.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse,
når dokumentet eller bogen er
udfærdiget eller føres på andet
læsbart medie.«
7.
§ 193 affattes således:
» § 193.
Den, som på retsstridig måde
fremkalder omfattende
forstyrrelse i driften af
almindelige samfærdselsmidler,
offentlig postbesørgelse,
telegraf- eller telefonanlæg,
radio- eller fjernsynsanlæg,
informationssystemer eller
anlæg, der tjener til almindelig
forsyning med vand, gas,
elektrisk strøm eller varme,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 år.
Stk. 2.
Begås forbrydelsen groft
uagtsomt, er straffen bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.«
8.
§ 263, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, som uberettiget
skaffer sig adgang til en andens
oplysninger eller programmer,
der er bestemt til at bruges i
et informationssystem.«
9.
§ 263, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3 .
Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte
forhold med forsæt til at skaffe
sig eller gøre sig bekendt med
oplysninger om en virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre særligt skærpende
omstændigheder, kan straffen
stige til fængsel indtil 6 år.
På samme måde straffes de i
stk. 2 nævnte forhold, når der
er tale om overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter.«
10.
Efter § 263 indsættes:
» § 263 a.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt
erhvervsmæssigt sælger eller i
en videre kreds udbreder en kode
eller andet adgangsmiddel til et
ikke offentligt tilgængeligt
informationssystem, hvortil
adgangen er beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
der uretmæssigt videregiver et
større antal koder eller andre
adgangsmidler som nævnt i
stk. 1.
Stk. 3.
På samme måde straffes den,
der uretmæssigt skaffer sig
eller videregiver en kode eller
andet adgangsmiddel som nævnt i
stk. 1 til
1) et
samfundsvigtigt
informationssystem, jf. § 193,
eller
2) et
informationssystem, der
behandler følsomme oplysninger,
som er omfattet af § 7, stk. 1,
eller § 8, stk. 1, i lov om
behandling af personoplysninger,
om flere personers personlige
forhold.
Stk. 4.
Sker den i stk. 1-3 nævnte
videregivelse mv. under særligt
skærpende omstændigheder, er
straffen fængsel indtil 6 år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor videregivelsen
mv. sker i særligt stort omfang
eller indebærer særlig risiko
for betydelig skade.«
11. I
§ 264 c ændres
»§§ 263-264 a« til: »§§ 263, 264
og 264 a«.
12.
§ 291, stk. 1 og 2,
affattes således:
» § 291.
Den, som ødelægger,
beskadiger eller bortskaffer
ting, der tilhører en anden,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Øves der hærværk af
betydeligt omfang eller af mere
systematisk eller organiseret
karakter, eller er
gerningsmanden tidligere fundet
skyldig efter nærværende
paragraf eller efter §§ 180,
181, 183, stk. 1 og 2, 184,
stk. 1, 193 eller 194, kan
straffen stige til fængsel i 6
år.«
13.
§ 293, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2.
Den, som uberettiget hindrer
en anden i helt eller delvist at
råde over ting, straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år.
Straffen kan stige til fængsel i
2 år, hvor der er tale om
overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter, eller der i øvrigt
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.«
14.
Efter § 299 indsættes:
» § 299 a.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, der under særligt
skærpende omstændigheder gør sig
skyldig i overtrædelse af
markedsføringslovens § 10. Som
særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor
handlingen har medført betydelig
skade, eller der er fremkaldt
nærliggende fare herfor.
§ 299 b.
Den, som for derigennem at
skaffe sig eller andre
uberettiget vinding eller som i
øvrigt under særligt skærpende
omstændigheder gør sig skyldig i
ophavsretskrænkelser af særlig
grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
eller ulovlig import af særlig
grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 77, stk. 2,
straffes med fængsel indtil 6
år.«
15.
§ 301 affattes således:
» § 301.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der med forsæt til
uberettiget anvendelse
fremstiller, skaffer sig,
besidder eller videregiver
1)
oplysninger, som identificerer
et betalingsmiddel, der er
tildelt andre, eller
2)
genererede betalingskortnumre.
Stk. 2.
Sker den i stk. 1 nævnte
videregivelse mv. i en videre
kreds eller under i øvrigt
særligt skærpende
omstændigheder, er straffen
fængsel indtil 6 år.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 finder
ikke anvendelse på ægte
betalingskort.«
16.
Efter § 301 indsættes:
» § 301 a.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt
skaffer sig eller videregiver
koder eller andre adgangsmidler
til informationssystemer,
hvortil adgangen er forbeholdt
betalende brugere, og som er
beskyttet med kode eller anden
særlig adgangsbegrænsning.
Stk. 2.
Sker den i stk. 1 nævnte
videregivelse mv. under særligt
skærpende omstændigheder er
straffen fængsel indtil 6 år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor videregivelse mv.
sker erhvervsmæssigt, i en
videre kreds eller under
omstændigheder, hvor der er
særlig risiko for omfattende
misbrug.«
17. I
§ 305, stk. 1, indsættes
efter »§ 291, stk. 1 og 3,«:
»§ 293, stk. 2, «.
18. I
§ 305, stk. 2, udgår
»§ 293, stk. 2, og«.
§ 2
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 815 af 30.
september 2003, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 720, stk. 2, indsættes
som nyt 2. pkt.:
»En
anmeldelse fra den berettigede
anses som en begæring om
offentlig påtale, medmindre
andet fremgår af anmeldelsen.«
2.
Efter § 786 indsættes:
» § 786 a.
Som led i en efterforskning,
hvor elektronisk bevismateriale
kan være af betydning, kan
politiet meddele udbydere af
telenet eller teletjenester
pålæg om at foretage
hastesikring af elektroniske
data, herunder trafikdata.
Stk. 2.
Et pålæg om hastesikring i
medfør af stk. 1 kan alene
omfatte elektroniske data, som
opbevares på det tidspunkt, hvor
pålægget meddeles. I pålægget
anføres, hvilke data der skal
sikres, og i hvilket tidsrum de
skal sikres (sikringsperioden).
Pålægget skal afgrænses til
alene at omfatte de data, der
skønnes nødvendige for
efterforskningen, og
sikringsperioden skal være så
kort som mulig og kan ikke
overstige 90 dage. Et pålæg kan
ikke forlænges.
Stk. 3.
Det påhviler udbydere af
telenet eller teletjenester som
led i sikring efter stk. 1 uden
ugrundet ophold at videregive
trafikdata om andre telenet-
eller teletjenesteudbydere, hvis
net eller tjenester har været
anvendt i forbindelse med den
elektroniske kommunikation, som
kan være af betydning for
efterforskningen.
Stk. 4.
Overtrædelse af stk. 1 og 3
straffes med bøde. Der kan
pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.«
§ 3
I
markedsføringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 699 af 17.
juli 2000, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 10 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3.
Reglerne i stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse på
andre personer, der har lovlig
adgang til virksomheden.«
Stk. 3 og 4
bliver herefter stk. 4 og 5.
2. I
§ 22, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »hæfte« til: »fængsel
indtil 4 måneder«.
3. I
§ 22, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »bøde, hæfte eller
fængsel indtil 2 år« til: »bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter straffelovens
§ 299 a.«
§ 4
I lov om
ophavsret, jf. lovbekendtgørelse
nr. 164 af 12. marts 2003,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 76, stk. 2, affattes
således:
» Stk. 2
. Er en overtrædelse af de i
stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte
bestemmelser begået ved
forsætligt og under skærpende
omstændigheder at gengive de af
bestemmelserne omfattede værker
eller frembringelser eller
blandt almenheden at sprede
eksemplarer heraf, kan straffen
stige til fængsel i 1 år og 6
måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter straffelovens
§ 299 b. Skærpende
omstændigheder anses navnlig at
foreligge, hvis overtrædelserne
sker erhvervsmæssigt, hvis der
fremstilles eller blandt
almenheden spredes et betydeligt
antal eksemplarer, eller hvis
værker og frembringelser
gengives på en sådan måde, at
almenheden får adgang til dem på
et individuelt valgt sted og
tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr.
1, 2. led.«
2.
§ 82 affattes således:
» § 82.
Overtrædelser, som omfattes
af § 76, stk. 2, eller § 77,
stk. 2, påtales kun efter den
forurettedes begæring, medmindre
almene hensyn kræver påtale.«
§ 5
Loven træder
i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 6
Stk. 1.
Loven gælder ikke for
Grønland eller Færøerne.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 4 kan ved kongelig
anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Færøerne
eller Grønland med de
afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
|
|
|
|
|
|
1
|
Indledning
|
|
|
1.1. |
Lovforslagets formål
.......................................................................
|
6
|
|
1.2. |
Hovedtræk af forslaget
...................................................................
|
7
|
|
|
|
|
2.
|
Informationskrænkelser
|
|
|
2.1. |
Gældende ret
.............................................................................
..... |
8
|
|
2.1.1. |
Uberettiget brug af
adgangsmidler
.....................................................
|
8
|
|
2.1.2. |
Industrispionage
.............................................................................
.. |
9
|
|
2.1.3. |
Piratkopiering
.............................................................................
...... |
10
|
|
2.1.4. |
Straffelovens § 153
..........................................................................
|
11
|
|
2.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende
informationskrænkelser
..................................................................
|
11
|
|
2.2.1. |
Uberettiget brug af
adgangsmidler
.....................................................
|
11
|
|
2.2.2. |
Industrispionage
.............................................................................
.. |
14
|
|
2.2.3. |
Piratkopiering
.............................................................................
...... |
15
|
|
2.2.4. |
Straffelovens § 153
..........................................................................
|
16
|
|
2.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
|
16
|
|
|
|
|
3.
|
Betalingskriminalitet
|
|
|
3.1. |
Gældende ret
.............................................................................
..... |
22
|
|
3.1.1. |
Falske elektroniske
penge
.................................................................
|
22
|
|
3.1.2. |
Falske betalingskort og
betalingskortnumre
.........................................
|
22
|
|
3.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende
betalingskriminalitet
.......................................................................
|
23
|
|
3.2.1. |
Falske elektroniske
penge
.................................................................
|
23
|
|
3.2.2. |
Falske betalingskort og
betalingskortnumre
.........................................
|
23
|
|
3.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
|
25
|
|
|
|
|
4.
|
Elektroniske dokumenter
|
|
|
4.1. |
Gældende ret
.............................................................................
..... |
26
|
|
4.1.1. |
Dokumentfalsk
.............................................................................
.... |
26
|
|
4.1.2. |
Straffelovens § 175
..........................................................................
|
28
|
|
4.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende elektroniske
dokumenter
................................................................
|
28
|
|
4.2.1. |
Dokumentfalsk
.............................................................................
.... |
28
|
|
4.2.2. |
Straffelovens § 175
..........................................................................
|
29
|
|
4.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
|
30
|
|
|
|
|
5.
|
Datahærværk mv.
|
|
|
5.1. |
Gældende ret
.............................................................................
..... |
31
|
|
5.1.1. |
Hærværk og
rådighedshindring
..........................................................
|
31
|
|
5.1.2. |
Straffelovens § 193
..........................................................................
|
32
|
|
5.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende datahærværk
.............................................................................
..... |
33
|
|
5.2.1. |
Datahærværk og
rådighedshindring
....................................................
|
33
|
|
5.2.2. |
Straffelovens § 193
..........................................................................
|
33
|
|
5.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
|
34
|
|
|
|
|
6.
|
Begæring om offentlig
påtale |
|
|
6.1. |
Gældende ret
.............................................................................
..... |
35
|
|
6.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende begæring om
offentlig påtale
..........................................................
|
36
|
|
6.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
|
36
|
|
|
|
|
7.
|
Europarådets konvention
om IT-kriminalitet og
hastesikring af
elektroniske data
|
|
|
7.1. |
Europarådets konvention
om IT-kriminalitet
..................................
|
36
|
|
7.2. |
Justitsministeriets
overvejelser om
lovgivningsmæssige
konsekvenser
.............................................................................
..... |
43
|
|
7.3. |
Justitsministeriets
overvejelser om
hastesikring af
elektroniske data
.............................................................................
..........................
|
50
|
|
|
|
|
8.
|
Forslag til
EU-rammeafgørelse om
angreb på
informationssystemer
|
|
|
8.1. |
Forslag til
EU-rammeafgørelse om
angreb på
informationssystemer
.............................................................................
..........................
|
56
|
|
8.2. |
Justitsministeriets
overvejelser om
lovgivningsmæssige
konsekvenser
.............................................................................
..... |
57
|
|
|
|
|
9.
|
Lovforslagets økonomiske
og administrative
konsekvenser mv.
........ |
59
|
|
|
|
|
10. |
Hørte myndigheder mv.
..........................................................................
|
60
|
1. Indledning
1.1.
Lovforslagets formål
Gennem de
seneste år er IT-udviklingen
forstærket markant bl.a. gennem
udviklingen af det
verdensomspændende internet.
Navnlig udviklingen af den
internetteknologi, der
almindeligvis betegnes World
Wide Web (www), har understøttet
en række nye former for
informationsudveksling med heraf
følgende strafferetlige
problemstillinger. Internettet
indebærer således næsten
ubegrænsede muligheder for
formidling af information og
kommunikation, men også nye
muligheder for IT-kriminalitet.
Det gælder både forbrydelser,
der foretages ved hjælp af IT,
og forbrydelser, som er rettet
mod IT-systemer mv.
Hovedformålet
med lovforslaget er at skabe en
forbedret strafferetlig
beskyttelse mod IT-kriminalitet,
navnlig ved at der indsættes en
fremrykket strafferetlig
beskyttelse, således at det
strafferetlige værn indtræder
tidligere i det faktiske
handlingsforløb end normalt.
Forslagene
bygger på betænkning nr.
1417/2002 om IT-kriminalitet,
som Justitsministeriets udvalg
om økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet (Brydensholt-udvalget)
afgav i september 2002. I
betænkningen behandles navnlig
spørgsmålet om, i hvilket omfang
udviklingen på IT-området
nødvendiggør nye
straffebestemmelser eller
ændring af gældende
bestemmelser.
Lovforslaget
har endvidere til formål at
gennemføre de ændringer i
straffeloven og retsplejeloven,
der er nødvendige for, at
Danmark kan ratificere
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet (Convention on
Cybercrime). Konventionen er
optaget som bilag 1 til
lovforslaget. Folketingets
vedtagelse af forslaget vil
samtidig indebære samtykke efter
grundlovens § 19 til
ratifikation af Europarådets
konvention om IT-kriminalitet.
Formålet med
lovforslaget er endelig at
gennemføre nogle ændringer i
straffeloven, der er nødvendige
for, at Danmark kan deltage i
vedtagelsen af en
EU-rammeafgørelse om angreb på
informationssystemer. Forslaget
til rammeafgørelse er optaget
som bilag 2 til
lovforslaget.
1.2.
Hovedtræk af forslagene
Lovforslaget
indebærer, at der indsættes en
række nye bestemmelser i
straffeloven vedrørende
informationskrænkelser og
betalingskriminalitet.
Med forslaget
indsættes der således en ny
bestemmelse om uberettiget
tilegnelse eller videregivelse
af adgangsmidler til
kommercielle
informationssystemer som § 301 a
i straffeloven (lovforslagets
§ 1, nr. 16). Det foreslås, at
normalstrafferammen bliver bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder med en forhøjet
strafferamme på 6 år under
særligt skærpende
omstændigheder.
Forslaget
indebærer endvidere, at der
indsættes en ny bestemmelse i
straffelovens § 263 a, der
kriminaliserer uberettiget
erhvervsmæssigt salg og
udbredelse i en videre kreds af
et adgangsmiddel til et
ikke-kommercielt
informationssystem
(lovforslagets § 1, nr. 10).
Ligeledes kriminaliseres
uberettiget videregivelse af et
større antal adgangsmidler, selv
om videregivelsen kun sker til
en enkelt person. Der foreslås
en særlig beskyttelse af
samfundsvigtige
informationssystemer, der
indeholder særlig personfølsomme
oplysninger, idet det foreslås
at kriminalisere enhver
uberettiget tilegnelse eller
videregivelse af adgangsmidler
til disse informationssystemer.
Normalstrafferammen i den
foreslåede bestemmelse er bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Under særligt skærpende
omstændigheder er strafferammen
fængsel indtil 6 år.
Hacking-bestemmelsen i
straffelovens § 263, stk. 2,
indeholder i dag en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Denne
foreslås forhøjet til bøde eller
fængsel i 1 år og 6 måneder
(lovforslagets § 1, nr. 8).
Desuden foreslås den skærpede
strafferamme i stk. 3 forhøjet
fra fængsel indtil 4 år til
fængsel indtil 6 år, og
anvendelsesområdet for denne
bestemmelse om skærpet
strafferamme udvides til tillige
at omfatte overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter (lovforslagets § 1, nr.
9).
Dernæst
indebærer lovforslaget, at der
indsættes en ny bestemmelse med
en strafferamme på fængsel
indtil 6 år om grove
overtrædelser af bestemmelsen i
markedsføringslovens § 10 om
industrispionage (lovforslagets
§ 1, nr. 14, ny § 299 a i
straffeloven). Det foreslås
desuden, at markedsføringslovens
§ 10 fremover også skal omfatte
personer, der har lovlig adgang
til den pågældende virksomhed,
f.eks. som besøgende
(lovforslagets § 3, nr. 1).
Lovforslaget
indebærer endvidere, at der som
§ 299 b i straffeloven indsættes
en ny bestemmelse med en
strafferamme på fængsel indtil 6
år om ophavsretskrænkelser af
særlig grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og ulovlig import af særlig grov
karakter, jf. ophavsretslovens
§ 77, stk. 2. Det foreslås
desuden, at ophavsretslovens
§ 76, stk. 2, fremover også skal
omfatte den situation, at nogen
ulovligt stiller værker mv. til
rådighed på Internettet.
Endvidere foreslås strafmaksimum
i denne bestemmelse forhøjet fra
fængsel i 1 år til fængsel i 1
år og 6 måneder. Endelig
foreslås en ændring af
bestemmelsen om påtaleret i
ophavsretslovens § 82
(lovforslagets § 1, nr. 14 og
§ 4).
Med hensyn
til betalingskriminalitet
foreslås det at indsætte en ny
bestemmelse om falske
elektroniske penge (§ 169 a i
straffeloven), der
kriminaliserer den, der
uberettiget fremstiller, skaffer
sig eller udbreder falske
elektroniske penge med forsæt
til, at de anvendes som ægte.
Den foreslåede
normalstrafferamme er bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
(lovforslagets § 1, nr. 3).
Bestemmelsen indeholder
endvidere en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 6
år i tilfælde, hvor handlingen
er af særlig grov beskaffenhed.
Endvidere
foreslås det at indsætte en ny
bestemmelse i straffelovens
§ 301 om produktion, tilegnelse,
besiddelse eller videregivelse
af oplysninger, som
identificerer et betalingsmiddel
tildelt andre, eller genererede
betalingskortnumre med forsæt
til uberettiget anvendelse
(lovforslagets § 1, nr. 15). Der
foreslås en normalstrafferamme
på bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Under særligt
skærpende omstændigheder skal
straffen kunne stige til fængsel
indtil 6 år.
Herudover
indebærer lovforslaget, at
dokumentfalskbestemmelsen i
straffelovens § 171 ændres,
således at det af bestemmelsen
fremgår, at den omfatter både
skriftlige og elektroniske
tilkendegivelser, der er bestemt
til at tjene som bevis. Samtidig
foreslås straffelovens § 172,
der omhandler straffen for
dokumentfalsk, ændret, således
at normalstrafferammen er bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Foreligger der særligt skærpende
omstændigheder, skal straffen
kunne stige til fængsel i 6 år
(lovforslagets § 1, nr. 4 og 5).
Det foreslås
i tilknytning hertil at ændre
straffelovens § 175, således at
denne bestemmelse tillige
omfatter dokumenter eller bøger,
der er udfærdiget eller føres på
andet læsbart medie. Endvidere
foreslås bestemmelsens
normalstrafferamme (fængsel
indtil 3 år) og sidestrafferamme
(bøde) slået sammen, således at
overtrædelse af bestemmelsen
fremover straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 år
(lovforslagets § 1, nr. 6).
Lovforslaget
medfører desuden, at
straffelovens § 293, stk. 2, om
rådighedshindring ændres for at
præcisere, at bestemmelsen også
omfatter elektroniske
rådighedshindringer. Samtidig
foreslås normalstrafferammen for
overtrædelse af § 293, stk. 2,
ændret til bøde eller fængsel
indtil 1 år. Ved særligt
skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel
indtil 2 år (lovforslagets § 1,
nr. 13).
Strafferammen
i hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291 foreslås
ændret, således at
normalstrafferammen i
bestemmelsens stk. 1 forhøjes
fra 1 års fængsel til fængsel i
1 år og 6 måneder, og
sidestrafferammen i stk. 2
forhøjes fra 4 til 6 års
fængsel. Endvidere udvides
området for den skærpede
sidestrafferamme i stk. 2 til
også at omfatte forhold af mere
systematisk eller organiseret
karakter (lovforslagets § 1, nr.
12).
Samtidig
foreslås det at ændre
strafferammen i straffelovens
§ 193 om omfattende forstyrrelse
i driften af almindelige
samfærdselsmidler mv. fra
fængsel indtil 4 år eller under
formildende omstændigheder bøde
til bøde eller fængsel indtil 6
år. Endvidere ændres
uagtsomhedsbestemmelsen i stk. 2
til alene at omfatte groft
uagtsomme forhold (lovforslagets
§ 1, nr. 7).
Der foreslås
endvidere en ændring af
retsplejeloven, således at en
anmeldelse fra den berettigede –
i sager, hvor påtale efter
lovgivningen er betinget af en
begæring – anses som en begæring
om offentlig påtale, medmindre
andet fremgår af anmeldelsen
(lovforslagets § 2, nr. 1).
Endelig
foreslås indsat en ny
bestemmelse i retsplejelovens
§ 786 a om såkaldt hastesikring
af elektroniske data, herunder
trafikdata (lovforslagets § 2,
nr. 2). Formålet med denne
bestemmelse er at sikre, at
udbydere af telenet og
teletjenester kan pålægges i en
periode på op til 90 dage at
opbevare allerede eksisterende
oplysninger, som er i udbyderens
besiddelse, med henblik på, at
oplysningerne – hvis
betingelserne herfor er opfyldt
– på et senere tidspunkt kan
udleveres til politiet til brug
for efterforskningen. Efter den
foreslåede bestemmelse påhviler
det endvidere udbydere af
telenet og teletjenester som led
i hastesikring uden ugrundet
ophold at videregive trafikdata
om andre udbydere, hvis net
eller tjenester har været
anvendt i forbindelse med den
elektroniske kommunikation, som
kan være af betydning for
efterforskningen. Forslaget
ændrer ikke ved, hvilke
betingelser der skal være
opfyldt, herunder kravet om
retskendelse, for at politiet
kan få de pågældende oplysninger
udleveret efter reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og om
edition. Der er således alene
tale om at sikre, at
oplysningerne ikke går tabt.
2.
Informationskrænkelser
2.1. Gældende
ret
2.1.1.
Uberettiget brug af
adgangsmidler
2.1.1.1.
Beskyttelse af informationer
mod uberettiget adgang kan ske
enten ad logisk vej, f.eks. ved
at systemer kræver indtastning
af password, eller ved brug af
tekniske midler, f.eks. ved at
systemer kræver indføring af
chipkort eller magnetkort i en
læseenhed, eller ved en
kombination heraf.
Som samlet
betegnelse for sådanne logiske
og tekniske indretninger, der
beskytter informationer mod
uberettiget adgang, anvendes i
det følgende udtrykket
adgangsmidler.
Adgangsmidler
kan være sammenfaldende for
samtlige brugere. Det gælder
eksempelvis dekoderkort eller
andet dekodningsmiddel. Der kan
endvidere være tale om
individuelle koder, f.eks.
PIN-koder.
Ved
kommercielle
informationssystemer forstås
systemer, hvor brugerbetaling er
en forudsætning for brugen af
systemet. Brugerbetaling kan
være i form af en fast – typisk
periodisk – ydelse, eller
betalingen kan ske for den
konkrete brug eller eventuelt en
kombination heraf.
Ikke-kommercielle
informationssystemer dækker over
en mangfoldighed af forskellige
systemer. Det kan bl.a. være
private pc’ere og systemer, der
er reserveret for enkeltbrugere
eller en begrænset brugerkreds.
Endvidere kan nævnes
virksomheders interne
informationssystemer og store
centrale systemer i
erhvervslivet eller den
offentlige sektor.
2.1.1.2.
Straffeloven indeholder i
dag ikke særlige bestemmelser om
uberettiget brug af sådanne
adgangsmidler til henholdsvis
kommercielle og
ikke-kommercielle
informationssystemer. Anvendelse
af adgangskoder til kommercielle
og ikke-kommercielle
informationssystemer vil efter
omstændighederne kunne være
strafbart navnlig som
databedrageri (§ 279 a) eller
hacking (§ 263, stk. 2).
Efter
straffelovens § 21 straffes
handlinger, som tilsigter at
fremme eller bevirke udførelsen
af en forbrydelse, når denne
ikke fuldbyrdes, som forsøg.
Bestemmelsen giver mulighed for
i vidt omfang at straffe for
forsøgshandlinger. Det afgørende
for, om der er tale om et
strafbart forsøg, er
gerningsmandens forsæt.
Med
straffelovens § 23 udvides den
for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse til at
omfatte alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til gerningen. For at
straffe en person for medvirken
efter straffelovens § 23 kræves,
at den pågældende har haft
forsæt til den pågældende
forbrydelse, såfremt der er tale
om en forbrydelse, der kræver
forsæt. Dette forsæt skal i
almindelighed være
konkretiseret, idet det antages,
at tilskyndelse til at begå
kriminalitet i almindelighed
ikke er tilstrækkeligt.
Hvis
betingelserne for at straffe for
forsøg er opfyldt, vil der forud
for anvendelsen af adgangsmidler
til kommercielle og
ikke-kommercielle
informationssystemer kunne
straffes for forsøg på
eksempelvis databedrageri eller
hacking, eventuelt medvirken
hertil.
2.1.2.
Industrispionage
2.1.2.1.
Tilegnelse eller udnyttelse
af erhvervshemmeligheder vil
kunne være strafbar både efter
markedsføringsloven og
straffeloven.
Markedsføringslovens § 10,
stk. 1 og 2, beskytter
virksomheders
erhvervshemmeligheder.
Efter
markedsføringslovens § 10,
stk. 1, må den, der er i
tjeneste- eller
samarbejdsforhold til en
virksomhed, eller som udfører et
hverv for denne, ikke på
utilbørlig måde skaffe sig eller
forsøge at skaffe sig kendskab
til eller rådighed over
virksomhedens
erhvervshemmeligheder.
Bestemmelsen
er affattet ved lov nr. 297 af
14. juni 1974 om markedsføring.
Der henvises til
Folketingstidende 1973-74,
tillæg A, sp. 2241-2270, tillæg
B, sp. 559-567, og Folketingets
forhandlinger sp. 4800-4825,
7390-7391 og 7417. I
bemærkningerne til bestemmelsen
(§ 9) er det anført, at
bestemmelsen er identisk med
kommissionens lovudkast, hvortil
der er henvist, jf.
Folketingstidende 1973-74,
tillæg A, sp. 2260.
Bestemmelsen
i markedsføringslovens § 10
bygger på Forbrugerkommissionens
betænkning II nr. 681/1973 om
markedsføring,
forbrugerombudsmand og
forbrugerklagenævn. Det er heri
om bestemmelsen (§ 9) side 23
anført, at den er identisk med
§ 11 i konkurrenceloven, jf. lov
nr. 89 af 29. marts 1972. Det er
endvidere anført, at
Straffelovrådet som motivering
for den gennemførte lovændring
af konkurrenceloven havde peget
på det ønskelige i, at personer,
der indefra i virksomheden på
utilbørlig måde benytter
erhvervshemmeligheder eller
tekniske tegninger, skal kunne
rammes efter konkurrenceloven,
medens udefra kommende personer
skal kunne rammes efter
straffeloven. Kommissionen havde
forståelse for denne opfattelse
og fandt, at den beskyttelse,
der lå i bestemmelsen,
vanskeligt ville kunne opnås i
anden lovgivning.
Bestemmelsen
i markedsføringslovens § 10 er
som anført identisk med § 11 i
den dagældende konkurrencelov.
Af bemærkningerne til denne
bestemmelse fremgår det, at
bestemmelsen ikke omfatter
personer, der har lovlig adgang
til en virksomhed – eksempelvis
besøgende eller
forretningsforbindelser – og som
benytter lejligheden til at
skaffe sig kendskab eller
rådighed over
erhvervshemmeligheder. Det er i
den forbindelse anført, at da
virksomheder må antages at have
bedre muligheder for at beskytte
sig mod sådant misbrug end mod
de ansattes utilbørlige
udnyttelse af deres
ansættelsesforhold, fandt
kommissionen på daværende
tidspunkt ikke behov for
regulering på dette område, jf.
Folketingstidende 1971-72,
tillæg A, sp. 563.
Markedsføringslovens § 10
omfatter som før nævnt den, der
er i tjeneste- eller
samarbejdsforhold til en
virksomhed, eller som udfører et
hverv for en sådan. Disse
personer vil være omfattet af
bestemmelsen, selv om de
benytter denne adgang til at
udforske områder, der er dem
uvedkommende, jf.
Folketingstidende 1971-72,
tillæg A, sp. 563.
Hvis personer
omfattet af stk. 1 har fået
kendskab til eller rådighed over
en virksomheds
erhvervshemmeligheder på
retmæssig måde, må den
pågældende ikke ubeføjet
viderebringe eller benytte
sådanne hemmeligheder, jf.
markedsføringslovens § 10,
stk. 2.
Bestemmelsen
i markedsføringslovens § 10
omfatter derimod ikke besøgende
eller andre med lovlig adgang
til virksomheden, som ikke er
ansat eller udfører et særligt
hverv for virksomheden, ligesom
bestemmelsen ikke omfatter
personer, der skaffer sig
uberettiget adgang til
virksomheden, f.eks. ved
indbrud, og i forbindelse hermed
skaffer sig kendskab til
virksomhedens
erhvervshemmeligheder. Det
sidstnævnte tilfælde kan
imidlertid være omfattet af
bestemmelsen i straffelovens
§ 264, stk. 2, jf. nedenfor.
Markedsføringsloven
kriminaliserer selve krænkelsen
af erhvervshemmelighederne,
uanset på hvilken måde
krænkelsen er sket. Den
fremgangsmåde, der anvendes af
en person ved overtrædelse af
markedsføringslovens § 10, kan
imidlertid være selvstændigt
kriminaliseret, f.eks. ved
straffelovens § 263. I så fald
skal der straffes i sammenstød,
jf. Folketingstidende 1971-72,
tillæg A, sp. 563.
Strafferammen
er bøde eller fængsel indtil 2
år, jf. markedsføringslovens
§ 22, stk. 4. Påtale sker kun
efter den forurettedes begæring.
2.1.2.2.
Efter straffelovens § 263,
stk. 2, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder den,
som uberettiget skaffer sig
adgang til en andens oplysninger
eller programmer, der er bestemt
til at bruges i et anlæg til
elektronisk databehandling.
Hvis den
strafbare handling i
straffelovens § 263, stk. 2,
begås med forsæt til at skaffe
sig eller uberettiget gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre særlig skærpende
omstændigheder, kan straffen
stige til fængsel indtil 4 år,
jf. straffelovens § 263, stk. 3.
Denne skærpede strafferamme
sigter navnlig på
industrispionage.
Erhvervshemmeligheder skal
forstås i overensstemmelse med
markedsføringslovens § 10.
Bestemmelsen kan dog efter
omstændighederne også finde
anvendelse i andre tilfælde.
Bestemmelserne i straffelovens
§ 263, stk. 2 og 3, blev indsat
ved lov nr. 229 af 6. juni 1985.
Der henvises til
Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 4373-4390, tillæg
B, sp. 1915-1922 og Folketingets
forhandlinger sp. 9450-9469,
10703-10705 og 11227-11229.
Lovændringen byggede på
Straffelovrådets betænkning nr.
1032/1985 om datakriminalitet.
Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992
blev strafferammen i
straffelovens § 263, stk. 3,
forhøjet fra 2 års fængsel til
fængsel indtil 4 år, jf.
Folketingstidende 1991-92,
tillæg A, sp. 1829-1918, tillæg
B, sp. 301-306 og Folketingets
forhandlinger sp. 1442-1467,
4253-4257 og 4562.
I
Straffelovrådets betænkning nr.
1032/1985 om datakriminalitet,
side 73f, er det anført, at hvis
den af rådet foreslåede ændring
af straffelovens § 263 blev
gennemført, vil fredskrænkelser,
der begås af ansatte i en
virksomhed med forsæt til at
gøre sig bekendt med
virksomhedens
erhvervshemmeligheder, være
omfattet af både bestemmelsen i
straffelovens § 263, stk. 3, jf.
stk. 2, og markedsføringslovens
§ 9 (nu § 10).
Af
betænkningen fremgår det
endvidere, at Straffelovrådet
havde overvejet, om man burde
videreføre princippet fra
revisionen i 1972 af
fredskrænkelsesbestemmelserne
om, at ansattes industrispionage
mv. blev holdt uden for
straffeloven og i stedet skulle
straffes efter
markedsføringsloven.
Straffelovrådet nåede imidlertid
til den konklusion, at det ville
medføre en unødvendig og lidt
kunstig begrænsning af
straffelovens § 263, stk. 3.
Bl.a. i lyset heraf foreslog
rådet, at straffelovens § 263,
stk. 3, blev udformet således,
at der ikke blev indlagt
begrænsninger i, hvilken
personkreds der kan være
gerningsmænd til forbrydelsen.
Det vil herefter være overladt
til anklagemyndigheden og
domstolene, om man vil rejse
tiltale henholdsvis dømme i
sammenstød mellem bestemmelserne
i straffeloven og
markedsføringsloven eller
foretrække at give den ene af
bestemmelserne forrang, jf.
betænkningen side 74.
Straffelovens
§ 264, stk. 2, indeholder en
bestemmelse, der svarer til
straffelovens § 263, stk. 3,
hvor sådanne oplysninger er
skaffet i forbindelse med en
husfredskrænkelse. Efter
bestemmelsen kan straffen stige
til fængsel indtil 4 år, hvis
det i § 264, stk. 1, nr. 1,
nævnte forhold (at skaffe sig
adgang til fremmed hus eller
andet ikke frit tilgængeligt
sted) begås med forsæt til at
skaffe sig eller gøre sig
bekendt med oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre skærpende
omstændigheder. Bestemmelsen
omfatter som udgangspunkt ikke
ansatte m.fl. i en virksomhed.
Straffelovens
§ 276 om tyveri og § 280 om
mandatsvig vil efter
omstændighederne også kunne være
anvendelige ved tilfælde af
tilegnelse eller udnyttelse af
erhvervshemmeligheder.
2.1.3.
Piratkopiering
Efter
ophavsretslovens § 76 straffes
forsætlige eller groft uagtsomme
overtrædelser af en række
bestemmelser i ophavsretsloven
med bøde, jf. stk. 1. Dog
straffes visse forsætlige
overtrædelser af
ophavsretslovens §§ 2, 3, 65,
66, 67, 69, 70 og 71 (pirateri)
under særlig skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 1 år, jf. stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter
kun overtrædelser, der er begået
ved erhvervsmæssigt at
fremstille eller sprede
eksemplarer mv. Særlig skærpende
omstændigheder anses navnlig at
foreligge, hvis overtrædelsen
vedrører et betydeligt antal
eksemplarer, eller hvis der ved
overtrædelsen tilsigtes en
betydelig vinding.
Bestemmelsen
er affattet ved lov nr. 274 af
6. juni 1985 om ændring af
ophavsretsloven. Der henvises
til Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 1979-2036, tillæg
B, sp. 1377-1400 og 1537-1538
samt Folketingets forhandlinger
sp. 3874-3878, 4289-4300,
10103-10104 og 10164-10167.
Bestemmelsen
bygger på et forslag fra
udvalget vedrørende revision af
ophavsretslovgivningen, jf.
betænkning nr. 944/1982 om
båndafgifter, sanktioner og
påtale. I betænkningen anføres
det, at de dagældende regler med
strafmaksimum på 3 måneders
hæfte og privat påtale var
utilstrækkelige til at beskytte
området. Udvalget fremhævede, at
der var misforhold mellem den
strafferetlige vurdering af
f.eks. berigelseskriminalitet og
grove ophavsretskrænkelser.
Udvalget foreslog et
strafmaksimum på fængsel i 1 år
og 6 måneder, således at hele
straffebestemmelsen i
ophavsretsloven indledtes med
»Med bøde eller under skærpende
omstændigheder med hæfte eller
fængsel i indtil 1 år og 6
måneder.« Der henvises til
betænkningen side 80ff.
I det
lovforslag, der blev fremsat på
baggrund af betænkningen,
anvendtes i § 55, stk. 2, den
formulering, der fortsat
anvendes (nu § 76, stk. 2). Der
blev alene foreslået et
strafmaksimum på 1 år og ikke
som foreslået af udvalget 1 år
og 6 måneder.
Bestemmelsen
i § 76, stk. 2, forudsætter som
nævnt, at der er tale om
erhvervsmæssig fremstilling og
spredning. Bestemmelsen omfatter
efter sin ordlyd ikke krænkelser
af eneretten til
tilrådighedsstillelse af værker
mv. på en sådan måde, at
almenheden får adgang til dem på
et individuelt valgt sted og
tidspunkt, jf. ophavsretslovens
§ 2, stk. 4, nr. 1, 2. led. Det
at stille værker mv. ulovligt
til rådighed på Internettet kan
således kun straffes med bøde,
jf. stk. 1.
Ophavsretslovens § 77, stk. 1,
indeholder et bødesanktioneret
forbud mod import af ulovlige
værker mv., når importen sker
for at gøre værkerne mv.
tilgængelige for almenheden.
Efter § 77, stk. 2, finder
bestemmelsen i § 76, stk. 2,
tilsvarende anvendelse på
forsætlige overtrædelser af
bestemmelsen i stk. 1. Således
straffes forsætlige,
erhvervsmæssige overtrædelser af
§ 77, stk. 1, under særligt
skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 1 år. Særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig at foreligge, hvis
overtrædelsen vedrører et
betydeligt antal eksemplarer,
eller hvis der ved overtrædelsen
tilsigtes en betydelig vinding.
Efter
ophavsretslovens § 82 påtales
overtrædelser, som omfattes af
§ 76, stk. 2, eller § 77,
stk. 2, af det offentlige, når
den forurettede begærer det.
2.1.4.
Straffelovens § 153
Efter
straffelovens § 263, stk. 1, nr.
1, er det strafbart uberettiget
at bryde eller unddrage nogen et
brev, telegram eller anden
lukket meddelelse eller
optegnelse eller at gøre sig
bekendt med indholdet heraf.
Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Straffelovens
kapitel 16 om forbrydelser i
offentlig tjeneste eller hverv
mv. indeholder i § 153 en
bestemmelse, der fastsætter en
højere straf, når et sådant
forhold begås af nogen, der er
ansat ved post-, jernbane- eller
telegrafvæsenet, eller når den
pågældende medvirker til, at
udenforstående gør det.
Når nogen,
som virker i post- eller
telegrafvæsenets tjeneste,
ulovligt åbner, tilintetgør
eller uretmæssigt tilegner sig
forsendelser eller understøtter
en anden i en sådan adfærd,
straffes han eller hun med
fængsel indtil 3 år, jf.
straffelovens § 153, stk. 1.
På samme måde
straffes efter straffelovens
§ 153, stk. 2, den, som virker i
statstelegrafvæsenets eller et
offentlig anerkendt
telegrafanlægs tjeneste, når han
eller hun »tilintetgør,
forvansker eller underslår et
samme til befordring overgivet
telegram eller understøtter en
anden i sådan adfærd«.
Bestemmelsen
i straffelovens § 153 er – når
der bortses fra ændringen ved
lov nr. 433 af 31. maj 2000 om
bl.a. afskaffelse af
hæftestraffen – uændret siden
borgerlig straffelovs
ikrafttræden i 1933. Der
henvises til bl.a.
Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, sp. 3348 (§ 155).
2.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende
informationskrænkelser
2.2.1.
Uberettiget brug af
adgangsmidler
2.2.1.1.
Det er Brydensholt-udvalgets
grundlæggende synspunkt, at der
ligger en så væsentlig interesse
i at beskytte IT-samfundet mod
uberettigede angreb, at hensynet
hertil kan begrunde, at der i et
vist omfang etableres en meget
tidlig strafferetlig
beskyttelse.
Efter
udvalgets opfattelse bør
uberettiget brug af
adgangsmidler til henholdsvis
kommercielle og
ikke-kommercielle
informationssystemer reguleres i
2 forskellige bestemmelser i
straffeloven, jf. nedenfor under
pkt. 2.2.1.2. og 2.2.1.3. Der
henvises til betænkning nr.
1417/2002 om IT-kriminalitet,
side 63f og 139f.
Udvalget har
valgt at anvende betegnelsen
»informationssystem« i stedet
for den i straffelovens § 263,
stk. 2, anvendte betegnelse
»anlæg til elektronisk
databehandling« under henvisning
til, at informationssystem er
neutralt i forhold til mulige
teknologiske løsninger. Udvalget
anfører endvidere, at der med
denne betegnelse samtidig er
foretaget en afgrænsning over
for tilfælde, hvor der
uberettiget skaffes adgang til
en »udsendelse«, hvor arten af
og tidspunktet for ydelsen ikke
kan vælges af brugeren. Udvalget
er således afstået fra at stille
forslag, der omhandler såkaldte
piratdekodere, som omfattes af
lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
I tilknytning
hertil foreslår udvalget at
ændre »anlæg til elektronisk
databehandling« i straffelovens
§ 263, stk. 2, til
»informationssystem«. Om en
tilsvarende ændring af
straffelovens § 193, stk. 1,
henvises til pkt. 5.2.2.
2.2.1.2.
Med hensyn til kommercielle
informationssystemer – det vil
sige systemer, hvor betaling er
en forudsætning for brugen af
systemet – finder udvalget, at
den fremrykkede strafferetlige
beskyttelse bør omfatte den, der
uberettiget skaffer sig eller
videregiver én eller flere koder
eller andre adgangsmidler til
disse tjenester. En sådan
kriminalisering indebærer, at
der fremover vil kunne straffes,
selv om adgangsmidlet endnu ikke
er anvendt, og selv om der ikke
kan føres bevis for forsøg på at
anvende adgangsmidlet i en
konkret sammenhæng.
Udvalget
foreslår på den anførte
baggrund, at der indsættes en ny
bestemmelse om uberettiget
tilegnelse eller videregivelse
af adgangsmidler til
kommercielle
informationssystemer som § 301 a
i straffeloven, jf. betænkningen
side 64-65 og 139f.
Efter den af
udvalget foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 301 a, stk. 1,
straffes den, der retsstridigt
skaffer sig eller videregiver
koder eller andre adgangsmidler
til informationssystemer,
hvortil adgangen er forbeholdt
betalende brugere, og som er
beskyttet med kode eller anden
særlig adgangsbegrænsning.
For at kunne
straffe efter den af udvalget
foreslåede bestemmelse kræves
det, at gerningsmanden har
skaffet sig eller videregivet en
kode eller et andet
adgangsmiddel. Bestemmelsen kan
også anvendes i forhold til den,
der retsstridigt skaffer sig
eller videregiver en enkelt kode
eller andet adgangsmiddel. I
udtrykket »skaffe sig« ligger
den begrænsning, at tilfælde,
hvor en person uforvarende er
kommet i besiddelse af et
adgangsmiddel, f.eks. ved at
andre har lagt det ind på den
pågældendes computer, ikke er
omfattet af bestemmelsen.
Udvalget
foreslår en normalstrafferamme
på bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Endvidere
foreslår udvalget, at der
fastsættes en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 4
år i kvalificerede
videregivelsestilfælde, hvor
videregivelsen af koder eller
andre adgangsmidler efter § 301
a, stk. 1, sker erhvervsmæssigt,
i en videre kreds eller under
omstændigheder, hvor der er
særlig risiko for omfattende
misbrug, jf. den af udvalget
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 a, stk. 2.
Om den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 a, stk. 2,
anfører Brydensholt-udvalget, at
det vil afhænge af de konkrete
omstændigheder, om der må anses
for at være en særlig risiko for
omfattende misbrug. Som eksempel
nævnes i betænkningen tilfælde,
hvor der videregives calling
cards eller NUI-koder til mange
personer (der eventuelt også kan
videregive adgangsmidlerne) med
angivelse af, fra hvilket
tidspunkt disse skal anvendes,
således at en kontobelastning må
forventes at blive omfattende,
før misbruget opdages og bringes
til ophør. Endvidere nævner
udvalget »bestillingsarbejde«,
hvor der bestilles et større
antal adgangsmidler. Dette
gælder navnlig, hvis der betales
et større beløb for de
pågældende adgangskoder, da det
i sådanne tilfælde må forventes,
at formålet er et omfattende
misbrug.
Herudover
fremgår det af betænkningen, at
hvis betingelserne for at
straffe for forsøg i relation
til anden kriminalitet, f.eks.
databedrageri (§ 279 a), er
opfyldt, vil der – uanset den
foreslåede nye bestemmelse i
straffelovens § 301 a – fortsat
kunne dømmes for forsøg.
2.2.1.3
. Efter
Brydensholt-udvalgets opfattelse
bør der til beskyttelse af
privatlivets fred og til
beskyttelse mod hærværk mv.
desuden være en tidligere
strafferetlig beskyttelse af
passwords og andre adgangsmidler
til ikke-kommercielle
informationssystemer. Denne
beskyttelse bør ligge tidligere
end forsøget på at anvende
sådanne adgangsmidler.
Efter
udvalgets opfattelse bør denne
fremrykkede kriminalisering ved
adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer som
udgangspunkt omfatte
erhvervsmæssigt salg, udbredelse
i en videre kreds samt
videregivelse af et større antal
passwords eller andre
adgangsmidler.
Det foreslås
på den anførte baggrund i
betænkning nr. 1417/2002, side
65f og 140f, at der indsættes en
ny bestemmelse i straffelovens
§ 263 a, der kriminaliserer
retsstridig erhvervsmæssigt salg
og udbredelse i en videre kreds
af adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer samt
uberettiget videregivelse af et
større antal adgangsmidler.
Efter den af
udvalget foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 263 a, stk. 1,
straffes den, der retsstridigt
erhvervsmæssigt sælger eller i
en videre kreds udbreder en kode
eller andet adgangsmiddel til et
ikke offentligt
informationssystem, hvortil
adgangen er beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning.
Strafferammen foreslås fastsat
til bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Den
foreslåede bestemmelse er
begrænset til at angå
informationssystemer, der ikke
er offentligt tilgængelige og
har særlige
adgangsbegrænsninger.
Bestemmelsen vil bl.a. omfatte
informationssystemer til
almindelig databehandling i
f.eks. private virksomheder
eller den offentlige sektor.
Som eksempel
på udbredelse i en videre kreds
nævnes i betænkningen, at de
tilegnede adgangsmidler gøres
almindeligt tilgængelige eller
tilgængelige for en større
lukket kreds på Internettet.
På samme måde
straffes efter den af udvalget
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 263 a, stk. 2,
den, der retsstridigt
videregiver et større antal
koder eller andre adgangsmidler,
som er nævnt i § 263 a, stk. 1.
Den
fremrykkede strafferetlige
beskyttelse i de foreslåede
bestemmelser i § 263 a, stk. 1
og 2, omfatter derimod ikke
besiddelse eller tilegnelse af
koder eller andre
adgangsbegrænsninger, og
videregivelse af en enkelt eller
nogle få koder mv. er heller
ikke omfattet. I disse tilfælde
vil der imidlertid efter
omstændighederne kunne straffes
for forsøg på f.eks. hacking,
jf. ovenfor under pkt. 2.1.1.
Med hensyn
til visse ikke-kommercielle
informationssystemer, der må
anses for særligt
beskyttelsesværdige, finder
udvalget, at der bør gælde den
samme strafferetlige beskyttelse
som den, der gælder for
adgangsmidler til kommercielle
informationssystemer, jf.
ovenfor under pkt. 2.2.1.2. Der
sigtes herved til
samfundsvigtige
informationssystemer og
informationssystemer, som
indeholder særligt
personfølsomme oplysninger.
Udvalget
foreslår på den anførte
baggrund, at det gøres strafbart
at skaffe sig eller videregive
en kode eller andet
adgangsmiddel til sådanne
informationssystemer.
Efter den af
udvalget foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 263 a, stk. 3,
straffes den, der retsstridigt
skaffer sig eller videregiver en
kode eller et andet
adgangsmiddel, som er nævnt i
§ 263 a, stk. 1, til et
samfundsvigtigt
informationssystem (nr. 1) eller
et informationssystem, som
behandler fortrolige
oplysninger, der er omfattet af
§ 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i
lov om behandling af
personoplysninger, om flere
personers forhold (nr. 2).
Med hensyn
til bestemmelsen i straffelovens
§ 263 a, stk. 3, nr. 1, anfører
udvalget, at bestemmelsen
vedrører de
informationssystemer, der kan
være omfattet af straffelovens
§ 193 om omfattende forstyrrelse
i driften i almindelige
kommunikations- og
samfærdselsmidler.
Efter
bestemmelsen i straffelovens
§ 193 straffes den, som på
retsstridig måde fremkalder
omfattende forstyrrelse i
driften af almindelige
samfærdselsmidler, offentlig
postbesørgelse, telegraf eller
telefonanlæg, radio- eller
fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg eller
anlæg, der tjener til almindelig
forsyning med vand, gas,
elektrisk strøm eller varme, med
fængsel indtil 4 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde. For en nærmere gennemgang
af straffelovens § 193 henvises
til pkt. 5.1.2.
I
betænkningen er det anført, at
adgangsmidlet skal give adgang
på et niveau, der giver mulighed
for at begå en overtrædelse af
straffelovens § 193. Eksempelvis
vil et password til en
kontohavers konto ikke være
omfattet af denne bestemmelse,
uanset om data er placeret i
bankens centrale
informationssystem. Derimod vil
et password tilhørende en af
bankens driftsansvarlige være
omfattet.
Den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 263 a, stk. 3,
nr. 2, omfatter offentlige og
private informationssystemer,
der behandler oplysninger om
flere personers forhold omfattet
af persondatalovens § 7, stk. 1,
og § 8, stk. 1.
Bestemmelsen
i persondatalovens § 7 regulerer
behandling af nærmere opregnede
typer af følsomme
personoplysninger. De typer af
oplysninger, der er omfattet af
bestemmelsen, er oplysninger om
racemæssig eller etnisk
baggrund, politisk, religiøs
eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige
tilhørsforhold og oplysninger om
helbredsmæssige og seksuelle
forhold.
Persondatalovens § 8 regulerer
behandling af andre følsomme
personoplysninger. Bestemmelsen
omfatter oplysninger om
strafbare forhold, væsentlige
sociale problemer og andre rent
private forhold end de i
persondatalovens § 7, stk. 1,
nævnte. Som eksempler på
oplysninger om andre rent
private forhold end dem, der er
omfattet af § 7, stk. 1, nævnes
i bemærkningerne til
bestemmelsen oplysninger om
andre foreningsmæssige forhold
(end fagforeningsmæssige
tilhørsforhold, der er omfattet
af persondatalovens § 7,
stk. 1), familiestridigheder,
separations- og
skilsmissebegæringer og
adoptionsforhold, jf.
Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, s. 3971.
Den af
Brydensholt-udvalget foreslåede
bestemmelse om adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer har en
normalstrafferamme på fængsel
indtil 6 måneder. Endvidere
foreslås i stk. 4 en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 4
år i kvalificerede
videregivelsestilfælde, hvor den
i straffelovens § 263 a, stk. 1
og 2, nævnte videregivelse sker
i særligt stort omfang eller
indebærer særlig risiko for
betydelig skade.
I
betænkningen er det i den
forbindelse anført, at
bedømmelsen af risiko for skade
vil være konkret i den enkelte
sag. Ved vurderingen af, om
risikoen for skade er væsentligt
større end den, der altid ligger
i en videregivelse af
adgangsmidler, kan ifølge
udvalget bl.a. indgå, til hvem
adgangsmidler videregives
(f.eks. til en organiseret
hackergruppe), og hvad der
videregives. Efter udvalgets
opfattelse må en målrettet
videregivelse af adgangsmidler
til samfundsvigtige
informationssystemer normalt
forventes at være omfattet af
den foreslåede bestemmelse i
§ 263 a, stk. 4.
Herudover
fremgår det af betænkningen, at
hvis betingelserne for at
straffe for forsøg i relation
til anden kriminalitet, f.eks.
hacking (§ 263, stk. 2) eller
databedrageri (§ 279 a), er
opfyldt, vil der – uanset den
foreslåede nye bestemmelse i
straffelovens § 263 a – fortsat
kunne dømmes for forsøg.
Selv om
udbredelse via Internettet af et
password til en anden persons
bankkonto isoleret set indebærer
en overtrædelse af den af
udvalget foreslåede nye
bestemmelse i straffelovens
§ 263 a, stk. 1, vil der således
kunne straffes for forsøg på
medvirken til f.eks.
databedrageri efter
straffelovens § 279 a, jf. § 21.
På samme måde
vil der som hidtil kunne
straffes for forsøg på hacking
efter straffelovens § 263,
stk. 2, jf. § 21, hvis en person
skaffer sig f.eks. et password
til en virksomheds interne
informationssystem med forsæt
til uberettiget at trænge ind i
systemet. Dette gælder uanset,
at dette forhold måtte falde
uden for anvendelsesområdet for
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 263 a, hvorefter
tilegnelse alene er strafbar,
hvis der er tale om
adgangsmidler til et
samfundsvigtigt
informationssystem eller et
informationssystem, der
indeholder særlig personfølsomme
oplysninger, jf. § 263 a,
stk. 3.
2.2.1.4.
Udvalget har overvejet, om
strafferammen i § 263, stk. 2
(hacking), på 6 måneders fængsel
er tilstrækkelig i de
situationer, der ikke omfattes
af stk. 3. Efter
Brydensholt-udvalgets opfattelse
er der behov for en forhøjelse
af strafmaksimum i § 263,
stk. 2, for bedre at afspejle
forbrydelsens alvor i
strafferammen. Udviklingen på
dette område siden bestemmelsens
indsættelse i 1985 gør, at der i
dag er behov for en forhøjelse
af strafmaksimum. Udvalget har
herved bl.a. lagt vægt på, at
det IT-baserede samfund er meget
sårbart, og at selv et forsøg på
hacking er meget føleligt for
offeret, der i praksis ofte er
nødt til at gennemgå hele
systemet for at være sikker på,
om der er sket skader. På den
baggrund foreslår udvalget, at
strafferammen i § 263, stk. 2,
hæves til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
2.2.2.
Industrispionage
2.2.2.1.
Brydensholt-udvalget har i
betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet overvejet, om
der tillige bør være en
strafferetlig regulering af
tilfælde, hvor en
virksomhedsgæst udnytter besøget
til utilbørligt at skaffe sig
information, eller hvor den
besøgende ubeføjet videregiver
eller benytter
erhvervshemmeligheder, som den
pågældende tilfældigt eller
uagtsomt er kommet i besiddelse
af under besøget, uden at man er
kommet i besiddelse af
oplysningerne som led i den
almindelige fremvisning.
I
betænkningen er som eksempler
nævnt tilfælde, hvor en
virksomhedsgæst under besøget
skaffer sig information fra
lokaliteter, der ikke er
omfattet af rundvisningen, eller
hvor den pågældende fotograferer
eller medtager prøver trods
forbud herom. Endvidere anføres
tilfælde, hvor en besøgende
ubeføjet videregiver eller
benytter erhvervshemmeligheder,
som den pågældende tilfældigt
eller uagtsomt er kommet i
besiddelse af under besøget,
uden at dette er sket som led i
den almindelige fremvisning. Af
betænkningen fremgår det, at
begrundelsen for disse
situationers straffrihed hidtil
er blevet søgt i, at
virksomheden selv er herre over,
hvem den vil lukke ind i
virksomheden.
Af
betænkningen fremgår det, at det
i erhvervslivet som regel er
acceptabelt, at virksomheder
søger at skaffe sig kendskab til
konkurrenternes
produktionsformer,
markedsføringsplaner,
kundekredse mv. Det strafværdige
er således ikke, at man søger
sådant kundskab, men derimod
måden hvorpå det eventuelt sker.
Udvalget finder, at udnyttelse
af muligheder, der er skabt ved,
at man befinder sig i den
pågældende virksomhed, f.eks.
som gæst, bør være omfattet af
den strafferetlige regulering i
markedsføringsloven, jf.
betænkningen side 71-72 og 146.
På den
anførte baggrund foreslår
udvalget, at der indsættes en ny
bestemmelse i
markedsføringslovens § 10,
stk. 3, hvorefter reglerne i
§ 10, stk. 1 og 2, finder
tilsvarende anvendelse på andre
personer, der har lovlig adgang
til virksomheden.
2.2.2.2.
Efter udvalgets opfattelse
bør der desuden være en mere
ensartet strafferetlig
regulering, således at
strafmaksimum for ansattes
industrispionage mv. ikke
afhænger af, om der sker en
overtrædelse af straffelovens
§ 263, stk. 3, der har en
strafferamme på fængsel indtil 4
år, eller markedsføringslovens
§ 10, jf. § 22, stk. 4, der har
en strafferammen på fængsel
indtil 2 år. I betænkningen
foreslås det på den baggrund, at
der indsættes en
overbygningsbestemmelse om grove
overtrædelser af
markedsføringslovens § 10 i en
ny § 299 a i straffeloven. Der
henvises til betænkningen side
72-73 og 146-147.
Efter den af
Brydensholt-udvalget foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 299 a straffes den, der gør
sig skyldig i overtrædelse af
markedsføringslovens § 10, hvor
handlingen har medført betydelig
skade, eller hvor der har været
nærliggende fare herfor.
Udvalget
anfører, at det beror på en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder, hvornår der er
tale om betydelig skade.
Udvalget har herved bl.a. lagt
vægt på, at krænkelser, som sker
i udviklingsfasen, kun medfører
skade, der kan opgøres i penge,
hvis den planlagte udvikling er
succesfuld, hvorimod
beskyttelseshensynet ikke
afhænger af, om det endelige
resultat er vellykket.
Brydensholt-udvalget foreslår,
at strafferammen i straffelovens
§ 299 a fastsættes til fængsel
indtil 4 år. Udvalget har i den
forbindelse anført, at
informationer i et moderne
samfund bør nyde mindst samme
beskyttelse som mere
traditionelle økonomiske værdier
som penge og ting, da der kan
være tale om betragtelige
værdier. Det foreslåede
strafmaksimum på 4 års fængsel
svarer til strafmaksimum i
straffelovens § 286 om bl.a.
groft tyveri, og udvalget
bemærker, at dette strafmaksimum
bør følge med, hvis
strafmaksimum efter § 286
ændres, jf. Straffelovrådets
betænkning om straffastsættelse
og strafferammer.
I tilknytning
hertil foreslår udvalget, at
strafferammen i
markedsføringslovens § 22,
stk. 4, 1. pkt., ændres fra bøde
eller fængsel indtil 2 år til
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter
straffelovens § 299 a.
Efter
udvalgets opfattelse svarer et
strafmaksimum på fængsel indtil
1 år og 6 måneder til, hvad der
generelt bør være strafmaksimum
i tilfælde, hvor der er en
strafferetlig overbygning
vedrørende kvalificerede
forhold.
2.2.3.
Piratkopiering
Brydensholt-udvalget har i
betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet set på den
strafferetlige beskyttelse af
piratkopiering i
ophavsretslovens § 76.
Den
omstændighed, at anvendelse af
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
forudsætter erhvervsmæssig
fremstilling eller spredning af
eksemplarer, indebærer efter
udvalgets opfattelse, at reglen
– som følge af udviklingen på
internetområdet – rammer en
langt mindre del af krænkelserne
af ophavsretten end oprindeligt
forudsat.
Ifølge
udvalget kan meget i dag derfor
tale for, at man i relation til
strafværdighed sidestiller
erhvervsmæssig spredning med
tilgængeliggørelse for en større
kreds, idet tilgængelighed via
Internettet eller andre åbne
netforbindelser ofte kan medføre
en større risiko for
ophavsretlige krænkelser end det
organiserede salg.
På den
baggrund finder udvalget, at
reglerne om piratkopiering bør
ændres, således at distribution
via Internettet mv. bliver
dækket af straffereglen i § 76,
stk. 2, om grove krænkelser af
ophavsretten.
Udvalget har
dernæst overvejet, om et
strafmaksimum på 1 år svarer til
den beskyttelse, man i dag
ønsker at give – også set i
sammenhæng med hvor omfattende
potentielle skadevirkninger, der
er knyttet til
internetdistribution. Udvalget
finder, at der, selv om den
hidtidige strafudmåling på
området har været mild, bør være
et strafmaksimum på fængsel i 1
år og 6 måneder under hensyn til
krænkelsernes skadevirkninger.
Udvalget har
i den forbindelse også
overvejet, om der skal indsættes
en generel overbygning i
straffeloven, f.eks. svarende
til straffelovens § 289.
Udvalget finder, at der bør
indsættes en sådan overbygning
med et strafmaksimum på 4 år.
Udvalget har herved lagt vægt
på, at særligt grove
overtrædelser er lige så
strafværdige som tyveri, der har
et strafmaksimum på 4 år, jf.
straffelovens § 286. Det er
efter udvalgets opfattelse en
naturlig strafferetlig
udvikling, at et stadigt mere
IT-afhængigt samfund også giver
en strafferetlig beskyttelse af
de produkter, der udvikles i et
sådant samfund.
Udvalget
finder, at de overtrædelser, der
skal behandles efter
straffeloven, skal begrænses til
situationer, hvor der er forsæt
til vinding for gerningsmanden
eller andre. Bestemmelsen kan
især tænkes anvendt i tilfælde,
hvor der er tale om omfattende
og systematiske krænkelser,
hvilket typisk vil være
tilfælde, hvor der er en
organiseret fremstillings-
og/eller salgsproces.
Bestemmelsen vil også kunne
anvendes, hvis krænkelsen
vedrører enkelte meget dyre
programmer eller systemer, der
f.eks. er udviklet til en eller
flere virksomheder.
For så vidt
angår spørgsmålet om påtale
finder Brydensholt-udvalget, at
bestemmelsen om betinget
offentlig påtale i
ophavsretslovens § 82 bør
ændres, så den kommer til at
svare til straffelovens § 305,
dvs. at betinget offentlig
påtale bibeholdes, men at der
åbnes mulighed for offentlig
påtale, hvis almene hensyn
kræver det. Efter udvalgets
opfattelse vil ændringen give en
retstilstand, der harmonerer med
de øvrige straffebestemmelser i
ophavsretsloven, hvor der enten
er privat påtale (med mulighed
for at anvende retsplejelovens
§ 727, stk. 2, om offentlig
påtale på grund af almene
hensyn) eller offentlig påtale.
Udvalget
finder, at den foreslåede
bestemmelse ikke i almindelighed
skal betyde en ændret
tiltalepraksis. Udvalget finder,
at retstilstanden skal forblive
uændret, såfremt de hensyn, der
har ført til påtalereglerne,
fuldt ud gør sig gældende.
Ændringen vil
betyde, at den indledende
efterforskning i sager om
ophavsretskrænkelser ikke
begrænses af reglen i
retsplejelovens § 720, stk. 3,
hvorefter politiet uden en
påtalebegæring kun kan foretage
uopsættelige handlinger, og kun
hvis det må antages, at den
berettigede er ubekendt med det
pågældende forhold. Det kan i
visse tilfælde være til fordel
for efterforskningen, at den
forurettede først underrettes
senere, f.eks. hvis den
forurettede kan tænkes at
kontakte den eller de mistænkte
eller gå til pressen i en
situation, hvor der er behov for
at afvente, at andre lande
iværksætter bevissikring.
Endvidere vil bestemmelsen kunne
have betydning i relation til
den særlige forældelsesfrist i
straffelovens § 96, stk. 1, for
påtalebegæringer, der ikke
gælder ved offentlig påtale.
2.2.4.
Straffelovens § 153
Da store dele
af det offentlige
kommunikationsvæsen er
privatiseret, varetager
bestemmelsen i straffelovens
§ 153 i dag i praksis kun en
begrænset del af de hensyn, der
ligger bag bestemmelsen.
Brydensholt-udvalget har derfor
overvejet, om bestemmelsen i
straffelovens § 153 er
overflødig.
I
betænkningen er det i den
forbindelse anført, at
handlinger omfattet af
straffelovens § 153, stk. 1, er
dækket af de almindelige
bestemmelser i straffeloven om
krænkelse af brevhemmeligheden
mv. (§ 263) og om
tingsødelæggelse (§ 291). Den
forhøjede strafferamme i
straffelovens § 153, stk. 1, var
oprindelig begrundet i, at
bestemmelsen tog sigte på
offentligt ansatte.
Efter
Brydensholt-udvalgets opfattelse
er der næppe grund til at
anvende en kvalificeret
strafferamme, og bestemmelsen er
derfor overflødig. I tilknytning
hertil bemærkes, at
straffelovens § 263, stk. 3,
indeholder en skærpet
strafferamme på 4 år for
industrispionage eller
overtrædelser, der sker under
andre særligt skærpende
omstændigheder. Strafferammen
for hærværk af betydeligt omfang
er ligeledes 4 års fængsel, jf.
straffelovens § 291, stk. 2.
Med hensyn
til straffelovens § 153, stk. 2,
anfører udvalget, at denne
bestemmelse må anses for
overflødig, idet
telegrafsystemet har mistet sin
betydning. Hvis der ikke er
strafferetlig dækning i
straffeloven ved misligholdelse
af en kontrakt om befordring af
en meddelelse, må en sådan
misligholdelse imødegås med
civilretlige reaktioner på samme
måde som de fleste andre
misligholdelser af
tjenesteydelser.
Det anføres
desuden i betænkningen, at
fremkaldelse af omfattende
forstyrrelse i driften af bl.a.
offentlig postbesørgelse eller
telegraf- eller telefonanlæg er
omfattet af bestemmelsen i
straffelovens § 193.
På den
anførte baggrund foreslår
udvalget, at bestemmelsen i
straffelovens § 153 i sin helhed
ophæves som overflødig. Der
henvises til betænkning nr.
1417/2002, side 78 og 149-150.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Uberettiget brug af
adgangsmidler
2.3.1.1.
Som anført under pkt.
2.1.1.2. kan anvendelse af
adgangsmidler til kommercielle
informationssystemer efter
omstændighederne være strafbar,
f.eks. som databedrageri efter
straffelovens § 279 a. Hvis de
almindelige betingelser for at
straffe for forsøg er opfyldt,
jf. straffelovens § 21, vil der
forud for selve anvendelsen af
adgangsmidlet kunne straffes for
forsøg på eksempelvis
databedrageri.
Justitsministeriet er enig med
Brydensholt-udvalget i, at
hensynet til at beskytte
IT-samfundet mod uberettigede
angreb kan begrunde en
fremrykket strafferetlig
beskyttelse, således at der kan
straffes, selv om adgangsmidlet
endnu ikke er anvendt, og selv
om der ikke kan føres bevis for
forsøg på at anvende
adgangsmidlet i en konkret
sammenhæng.
Med hensyn
til adgangsmidler til
kommercielle
informationssystemer kan
Justitsministeriet på den
anførte baggrund tiltræde
udvalgets forslag om at indsætte
en ny bestemmelse i
straffelovens § 301 a.
Lovforslaget er udarbejdet i
overensstemmelse med forslaget
fra Brydensholt-udvalget, jf.
betænkningen side 139, med
enkelte ændringer. Med hensyn
til den skærpede strafferamme
henvises dog til bemærkningerne
nedenfor.
Med den
foreslåede bestemmelse omfatter
den fremrykkede strafferetlige
beskyttelse uberettiget
tilegnelse eller videregivelse
af koder eller andre
adgangsmidler til
informationssystemer, hvortil
adgangen er forbeholdt betalende
brugere, og som er beskyttet med
kode eller anden særlig
adgangsbegrænsning. Tilfælde,
hvor en person uforvarende er
kommet i besiddelse af et
adgangsmiddel, f.eks. ved at
andre har lagt det ind på den
pågældendes computer, er ikke
omfattet af bestemmelsen.
Kravet om, at
der skal være handlet
»uretmæssigt«, indebærer, at
materielt atypiske tilfælde
falder uden for bestemmelsens
anvendelsesområde. Det gælder
f.eks. tilfælde, hvor der
skaffes adgangskoder som led i
systemadministration.
Den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 a omfatter
adgangsmidler til alle
kommercielle
informationssystemer – det vil
sige systemer, hvortil adgangen
er forbeholdt betalende brugere.
Brugerbetaling kan være i form
af en fast, typisk periodisk
ydelse, eller betalingen kan ske
for den konkrete brug, eller der
kan være tale om en kombination
heraf.
Kommercielle
informationssystemer er f.eks.
såkaldte on demand-tjenester
(videoer mv.) eller
informationssamlinger
(avisdatabaser mv.), hvor der
abonneres på brug af den
pågældende tjeneste, og hvor der
i forbindelse med abonnementet
tildeles et særligt
adgangsmiddel.
Adgangsmidler
kan eksempelvis være
dekoderkort, calling cards
(telefonpinkoder), NUI-koder
(NUI står for Network User
Identificaion – NUI-koden
identificerer den bruger, hvis
konto skal belastes for
netværksbrugen) mv.
Bestemmelsen
finder også anvendelse ved
tilegnelse eller videregivelse
af en enkelt kode eller andet
adgangsmiddel.
Brydensholt-udvalget har som
nævnt foreslået en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Efter
Justitsministeriets opfattelse
har de omhandlede
informationskrænkelser samme
strafværdighed, som forbrydelser
rettet mod mere traditionelle
værdier. Justitsministeriet
finder derfor, at
normalstrafferammen for
overtrædelse af den foreslåede
§ 301 a bør være bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder, hvilket svarer til
normalstrafferammen for tyveri,
jf. straffelovens § 285, stk. 1.
Justitsministeriet kan ligeledes
tiltræde udvalgets forslag om en
skærpet sidestrafferamme i
kvalificerede
videregivelsestilfælde. Herved
markeres den alvor, hvormed der
bør ses på denne form for
kriminalitet. Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør sidestrafferammen imidlertid
ikke begrænses til
vidergivelsestilfælde, men bør
omhandle alle handlinger,
omfattet af § 301 a, stk. 1,
hvis der foreligger særligt
skærpende omstændigheder.
Justitsministeriet finder
endvidere, at udformningen af
den skærpede sidestrafferamme
bør ske i overensstemmelse med
Straffelovrådets generelle
anbefalinger om affattelsen af
bestemmelser om
sidestrafferammer, jf.
betænkning nr. 1424/2002 om
straffastsættelse og
strafferammer, kapitel 6. Det
foreslås derfor, at
sidestrafferammen skal finde
anvendelse under »særligt
skærpende omstændigheder«. Der
er ikke tilsigtet en
realitetsændring i forhold til,
hvilke tilfælde der efter
Brydensholt-udvalgets forslag
bør være omfattet af den
skærpede sidestrafferamme.
Med hensyn
til Brydensholt-udvalgets
forslag om et strafmaksimum på 4
års fængsel finder
Justitsministeriet, at
strafmaksimum i stedet bør
fastsættes til 6 års fængsel.
Baggrunden herfor er, at
Straffelovrådet i betænkning nr.
1424/2002 har foreslået, at
strafmaksimum for tyveri i
§ 286, stk. 1, forhøjes fra 4
til 6 års fængsel, og at
kriminalitet rettet mod
informationer efter
Justitsministeriets opfattelse
bør være undergivet samme
strafmaksimum som kriminalitet
rettet mod mere traditionelle
værdier i form af penge og ting.
Justitsministeriet finder
endvidere, at den skærpede
strafferamme ikke kun bør
omfatte de tilfælde, der er
opregnet af
Brydensholt-udvalget, men efter
en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder også bør
kunne omfatte andre tilfælde.
Særligt
skærpende omstændigheder vil
efter Justitsministeriets
opfattelse navnlig foreligge,
hvor videregivelsen af koder
eller andre adgangsmidler sker
erhvervsmæssigt, i en videre
kreds, f.eks. via Internettet,
eller under omstændigheder, hvor
der er særlig risiko for
omfattende misbrug.
Som anført
ovenfor under pkt. 2.2.1.,
nævnes i betænkningen tilfælde,
hvor der videregives calling
cards eller NUI-koder til mange
personer – der eventuelt også
kan videregive adgangsmidlerne –
med angivelse af, fra hvilket
tidspunkt disse skal anvendes,
således at en kontobelastning må
forventes at blive omfattende,
før misbruget opdages og bringes
til ophør. Endvidere nævnes som
eksempel »bestillingsarbejde«,
hvor der bestilles et større
antal adgangsmidler. Dette
gælder navnlig, hvis der betales
et større beløb for de
pågældende adgangskoder, da det
i sådanne tilfælde må forventes,
at formålet er et omfattende
misbrug.
Hvis
betingelserne for at straffe for
forsøg i relation til anden
kriminalitet, f.eks.
databedrageri, er opfyldt, vil
der uanset den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 301 a fortsat kunne dømmes for
forsøg vedrørende denne
kriminalitet.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 16.
2.3.1.2.
Justitsministeriet kan
ligeledes tiltræde
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag med
hensyn til indsættelsen af en
særlig bestemmelse om
beskyttelse af ikke-kommercielle
informationssystemer i en ny
§ 263 a i straffeloven.
Også med
hensyn til ikke-kommercielle
informationssystemer bør der til
beskyttelse af privatlivets fred
og til beskyttelse mod
datahærværk mv. efter
Justitsministeriets opfattelse
være en strafferetlig
beskyttelse af passwords og
andre adgangsmidler, som ligger
tidligere end den nuværende
kriminalisering, som først
indtræder ved forsøg på at
anvende sådanne
adgangsmidler.
Den i
lovforslaget foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 263 a svarer til den af
Brydensholt-udvalget foreslåede
bestemmelse med enkelte mindre
ændringer.
Justitsministeriet er enig i, at
den fremrykkede strafferetlige
beskyttelse på dette område som
udgangspunkt bør omfatte
erhvervsmæssigt salg og
udbredelse i en videre kreds af
koder eller andre adgangsmidler
til ikke offentligt tilgængelige
informationssystemer, hvortil
adgangen er beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning, samt
videregivelse af et større antal
koder mv. til sådanne
informationssystemer.
Med hensyn
til visse ikke-kommercielle
informationssystemer, der må
anses for særligt
beskyttelseværdige, kan
Justitsministeriet endvidere
tiltræde Brydensholt-udvalgets
forslag om, at den
strafferetlige beskyttelse af
disse systemer bør svare til
den, der gælder for kommercielle
informationssystemer, jf.
ovenfor.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 263 a, stk. 3,
straffes den, der uretmæssigt
skaffer sig eller videregiver en
kode eller andet adgangsmiddel
som nævnt i stk. 1 til et
samfundsvigtigt
informationssystem, jf.
straffelovens § 193, eller et
informationssystem, der
behandler følsomme oplysninger,
som er omfattet af § 7, stk. 1,
eller § 8, stk. 1, i lov om
behandling af personoplysninger,
om flere personers personlige
forhold.
Bestemmelsen
vil efter Justitsministeriets
opfattelse eksempelvis være
anvendelig ved uberettiget
rekvirering og efterfølgende
misbrug af certifikater,
eksempelvis det nyligt lancerede
borgercertifikat
(OCES-certifikatet). Ved
uberettiget rekvirering og
misbrug heraf skaffes der adgang
til oplysninger om den borger,
certifikatet angiver at vedrøre,
hvilket er omfattet af den
foreslåede § 263 a, stk. 3,
uanset at misbruget ikke sker
med henblik på økonomisk
vinding.
Efter
straffelovens § 264 c finder de
i straffelovens §§ 263-264 a
indeholdte straffebestemmelser
tilsvarende anvendelse på den,
der uden at have medvirket til
gerningen skaffer sig eller
uberettiget udnytter
oplysninger, som er fremkommet
ved overtrædelsen. Bestemmelsen
omfatter visse former for
efterfølgende medvirken. Det
forudsættes således, at
oplysningerne er fremkommet ved
bl.a. hacking eller
husfredskrænkelse.
Forslaget om
at indsætte en ny § 263 a i
straffeloven tilsigter i
overensstemmelse med
Brydensholt-udvalgets forslag
ikke at udvide
anvendelsesområdet for
straffelovens § 264 c. Der
henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 11.
Betingelsen
om, at forholdet skal være
uretmæssigt, indebærer, at
adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer, der
videregives til lovlige formål,
f.eks. som led i en
systemadministrators arbejde,
ikke er omfattet af
bestemmelsen.
Bestemmelsens
normalstrafferamme foreslås
fastsat til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder. Om
baggrunden for denne afvigelse i
forhold til udvalgets forslag
henvises til pkt. 2.3.1.1.
Justitsministeriet kan ligeledes
tiltræde Brydensholt-udvalgets
forslag om en skærpet
sidestrafferamme i kvalificerede
videregivelsestilfælde. I lighed
med det anførte under pkt.
2.3.1.1. vedrørende
adgangsmidler til kommercielle
informationssystemer finder
Justitsministeriet dog, at den
skærpede sidestrafferamme bør
være anvendelig i forhold til
alle handlinger, der er
kriminaliseret i § 263 a og ikke
kun i videregivelsestilfælde.
Justitsministeriet finder
endvidere, at strafmaksimum i
sidestrafferammen bør fastsættes
til 6 års fængsel, jf. ovenfor
under pkt. 2.3.1.1, og at den
skærpede strafferamme ikke bør
begrænses til særligt grove
overtrædelser af § 263 a, stk. 1
og 2, men tillige bør omhandle
særligt grove overtrædelser af
§ 263 a, stk. 3.
Justitsministeriet har herved
lagt vægt på, at § 263 a,
stk. 3, tilsigter at give visse
særlige informationssystemer en
strafferetlig beskyttelse
svarende til den, der foreslås
for kommercielle
informationssystemer i § 301 a.
Efter den foreslåede § 301 a,
stk. 2, straffes videregivelse
mv. af adgangsmidler til
kommercielle
informationssystemer under
særligt skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 6 år. Henset
hertil bør videregivelse mv. af
adgangskoder til et af de i
§ 263 a, stk. 3, nævnte
informationssystemer tilsvarende
være omfattet af den skærpede
strafferamme i § 263 a, stk. 4.
Om den
nærmere affattelse af den
skærpede sidestrafferamme,
hvorefter denne finder
anvendelse under »særligt
skærpende omstændigheder«,
henvises til Justitsministeriets
overvejelser gengivet under pkt.
2.3.1.1.
Justitsministeriet finder
endelig, at den skærpede
strafferamme efter en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde
af samtlige sagens
omstændigheder bør kunne
anvendes også i andre tilfælde
end de, der er opregnet i
udvalgets betænkning.
Særligt
skærpende omstændigheder vil
efter Justitsministeriets
opfattelse navnlig foreligge i
tilfælde, hvor videregivelsen
mv. af koder eller andre
adgangsmidler sker i særligt
stort omfang eller indebærer
særlig risiko for betydelig
skade, jf. den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 263 a, stk. 4.
Som anført
under pkt. 2.2.1. vil der –
uanset den foreslåede nye
bestemmelse i straffelovens
§ 263 a – fortsat kunne dømmes
for forsøg, hvis betingelserne
for at straffe for forsøg i
relation til anden kriminalitet,
f.eks. hacking (§ 263, stk. 2)
eller databedrageri (§ 279 a) er
opfyldt.
Selv om
udbredelse via Internettet af et
password til en anden persons
bankkonto isoleret set indebærer
en overtrædelse af den af
udvalget foreslåede nye
bestemmelse i straffelovens
§ 263 a, stk. 1, vil der således
kunne straffes for forsøg på
medvirken til f.eks.
databedrageri efter
straffelovens § 279 a, jf. § 21.
På samme måde
vil der som hidtil kunne
straffes for forsøg på hacking
efter straffelovens § 263,
stk. 2, jf. § 21, hvis en person
skaffer sig f.eks. et password
til en virksomheds interne
informationssystem med forsæt
til uberettiget at trænge ind i
systemet. Dette gælder uanset,
at dette forhold måtte falde
uden for anvendelsesområdet for
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 263 a, hvorefter
tilegnelse alene er strafbar,
hvis der er tale om
adgangsmidler til et
samfundsvigtigt
informationssystem eller et
informationssystem, der
indeholder særlig personfølsomme
oplysninger, jf. § 263 a,
stk. 3.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 10.
2.3.1.3.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig
Brydensholt-udvalgets forslag om
en terminologisk ændring i
§ 263, stk. 2, således at
bestemmelsen omhandler
uberettiget adgang til
»informationssystemer«.
Udvalget har
som nævnt foreslået
normalstrafferammen i § 263,
stk. 2, hævet til bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Udvalget foreslår ingen
ændring af den forhøjede
strafferamme i § 263, stk. 3.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Brydensholt-udvalgets
betragtninger om behovet for at
hæve strafmaksimum i § 263,
stk. 2, og forslaget er udformet
i overensstemmelse hermed.
Med hensyn
til den forhøjede
sidestrafferamme i § 263,
stk. 3, finder
Justitsministeriet i lyset af
Straffelovrådets anbefalingerne
i betænkning nr. 1424/2002, jf.
pkt. 2.3.1.1. ovenfor, at denne
bør hæves fra fængsel i 4 år til
fængsel i 6 år.
For så vidt
angår den nærmere udformning af
§ 263, stk. 3, henvises til pkt.
8.2.5. om Justitsministeriets
overvejelser vedrørende de
lovgivningsmæssige konsekvenser
af et forslag til
EU-rammeafgørelse om angreb på
informationssystemer.
2.3.2.
Industrispionage
2.3.2.1.
Af de grunde, der er anført
i betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet, kan regeringen
tiltræde Brydensholt-udvalgets
forslag om at indsætte en ny
bestemmelse i
markedsføringslovens § 10,
stk. 3, hvorefter reglerne i
§ 10, stk. 1 og 2, finder
tilsvarende anvendelse på andre
personer – det vil sige
personer, som ikke er ansat
eller udfører et særligt hverv
for virksomheden – der har
lovlig adgang til virksomheden,
jf. pkt. 2.2.2.1. ovenfor.
En virksomhed
er selv herre over, hvilke
personer der f.eks. som
besøgende har lovlig adgang til
virksomheden. Selv om en
virksomhed må antages normalt at
have bedre muligheder for at
beskytte sig mod misbrug begået
af sådanne personer end mod
ansattes utilbørlige udnyttelse
af deres ansættelsesforhold, er
det regeringens opfattelse, at
der er behov for at udvide
bestemmelserne i
markedsføringslovens § 10,
stk. 1 og 2, til også at omfatte
personer, der har lovlig adgang
til virksomheden som eksempelvis
besøgende, og som benytter
lejligheden til uberettiget at
skaffe sig kendskab til eller
rådighed over
erhvervshemmeligheder.
Den
foreslåede ændring af
bestemmelsen i
markedsføringslovens § 10
indebærer, at ikke alene
personer, der i kraft af deres
tjeneste- eller
samarbejdsforhold til en
virksomhed mv. er omfattet af
bestemmelsen, men også andre
personer med lovlig adgang til
virksomheden, f.eks. besøgende,
vil kunne straffes, hvis disse
personer på utilbørlig måde
skaffer sig eller forsøger at
skaffe sig kendskab til eller
rådighed over virksomhedens
erhvervshemmeligheder, jf. § 10,
stk. 1.
Det gælder
efter omstændighederne f.eks.
tilfælde, hvor en besøgende
skaffer sig informationer fra
lokaliteter i virksomheden, der
ikke er omfattet af
rundvisningen, eller hvor en
besøgende fotograferer eller
medtager prøver trods forbud
herom.
Det samme
gælder, hvis en person, der har
lovlig adgang til en virksomhed,
ubeføjet viderebringer eller
benytter erhvervshemmeligheder,
som den pågældende har fået
kendskab til eller rådighed over
på en måde som ikke er
uretmæssig, jf. § 10, stk. 2.
Der kan
f.eks. være tale om ubeføjet
videregivelse af
erhvervshemmeligheder, som den
pågældende tilfældigt eller
uagtsomt er kommet i besiddelse
af, uden at dette er sket som
led i den almindelige
fremvisning.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 3, nr. 1.
2.3.2.2.
Justitsministeriet kan
endvidere tiltræde
Brydensholt-udvalgets forslag
om, at der indføres en særlig
overbygningsbestemmelse i
straffeloven om grove
overtrædelser af
markedsføringslovens § 10, jf.
pkt. 2.2.2.2. ovenfor.
En særlig
overbygningsbestemmelse i
straffeloven med en højere
strafferamme end 2 år vil give
mulighed for at idømme strengere
straf for særligt grove
overtrædelser af
markedsføringslovens § 10.
Indsættelse af en sådan
bestemmelse vil desuden være en
markering af, at særligt grove
overtrædelser af
markedsføringslovens § 10 anses
som alvorlige forbrydelser, der
har en sådan strafværdighed, at
samfundets reaktion bør komme
til udtryk ved, at forholdet
straffes efter straffeloven og
ikke blot efter
markedsføringslovens bestemmelse
om industrispionage.
Brydensholt-udvalget foreslår i
betænkningen, at der fastsættes
et strafmaksimum for den nye
overbygningsbestemmelse, som
svarer til strafmaksimum for
tyveri, der i dag er fængsel i 4
år, men fængsel i 6 år efter
Straffelovrådets forslag i
betænkning nr. 1424/2002.
Justitsministeriet er enig heri,
og det foreslås på den anførte
baggrund, at der indsættes en ny
bestemmelse i straffeloven med
en strafferamme på 6 års fængsel
for overtrædelse af
markedsføringslovens § 10 under
særligt skærpende
omstændigheder.
Den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 299 a, der med
enkelte ændringer, jf. nedenfor,
svarer til Brydensholt-udvalgets
forslag, indebærer ikke en
udvidelse af det strafbare
område. Bestemmelsen er alene en
overbygning på den gældende
straffebestemmelse i
markedsføringslovens § 10, jf.
§ 22, stk. 4, og som forudsættes
anvendt ved grove overtrædelser
af denne bestemmelse, hvor en
strafferamme på fængsel indtil 2
år ikke findes at være
tilstrækkelig. Dette gælder
også, selv om den konkret
forskyldte straf fastsættes til
væsentligt mindre end 2 år.
Justitsministeriet finder dog,
at den skærpede strafferamme
ikke bør begrænses til
udelukkende at omfatte de
tilfælde, der er angivet af
udvalget. Justitsministeriet er
enig i, at det navnlig vil være
i de af Brydensholt-udvalget
opregnede tilfælde, at den
skærpede strafferamme bør finde
anvendelse. Bestemmelsen bør dog
efter Justitsministeriets
opfattelse efter en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde
af samtlige sagens
omstændigheder rumme mulighed
for at omfatte også andre
tilfælde.
Om
formuleringen af
overbygningsbestemmelsen,
hvorefter denne finder
anvendelse under »særligt
skærpende omstændigheder«,
henvises til Justitsministeriets
overvejelser gengivet under pkt.
2.3.1.1.
Som særligt
skærpende omstændigheder må
efter Justitsministeriets
opfattelse navnlig anses
tilfælde, hvor handlingen har
medført betydelig skade eller
nærliggende fare herfor.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 14.
2.3.3.
Piratkopiering
2.3.3.1.
Regeringen er enig med
Brydensholt-udvalget i, at
uretmæssig tilrådighedsstillelse
af værker mv. via Internettet og
andre åbne netværk bør være
omfattet af straffebestemmelsen
i ophavsretslovens § 76, stk. 2.
Via åbne
netværk som Internettet kan
værker mv. stilles til rådighed
på en måde, der krænker den
ophavsretlige eneret. Der er
typisk tale om uploading af
værker mv. på en hjemmeside på
en sådan måde, at almenheden får
adgang til dem på et individuelt
valgt sted og tidspunkt. Disse
krænkelser er i dag langt mere
omfattende end de krænkelser,
der sker i erhvervsmæssig
sammenhæng. Hertil kommer, at de
ulovlige kopier stilles til
rådighed for et meget stort
antal brugere (i mange tilfælde
samtlige internetbrugere på
verdensplan).
Tilrådighedsstillelse via
Internettet har derfor for
rettighedshaverne samme
skadevirkning som den
erhvervsmæssige spredning.
Der foreslås
på denne baggrund en ny
affattelse af ophavsretslovens
§ 76, stk. 2, hvorved gengivelse
af værker og frembringelser på
en sådan måde, at almenheden får
adgang til dem på et individuelt
valgt sted og tidspunkt, nævnes
som skærpende omstændigheder.
Formuleringen svarer til
formuleringen af
ophavsretslovens § 2, stk. 4,
nr. 1, 2. led, hvortil den
foreslåede bestemmelse henviser.
Efter forslaget anses en
krænkelse af eneretten til
tilrådighedsstillelse i sig selv
som en skærpende omstændighed.
Efter den
foreslåede bestemmelse anses
skærpende omstændigheder således
navnlig at foreligge, hvis
overtrædelserne sker
erhvervsmæssigt, hvis der
fremstilles eller blandt
almenheden spredes et betydeligt
antal eksemplarer, eller hvis
værker og frembringelser
gengives på en sådan måde, at
almenheden får adgang til dem på
et individuelt valgt sted og
tidspunkt.
Beskrivelsen
af, hvad der anses som skærpende
omstændigheder, er ikke
udtømmende, men dækker de typisk
forekommende tilfælde. I den
foreslåede affattelse af
bestemmelsen er »særlig
skærpende omstændigheder« ændret
til »skærpende omstændigheder.«
Herved tilsigtes ikke nogen
ændring i anvendelsesområdet.
Den ændrede formulering har
alene sammenhæng med, at der
foreslås indsat en
overbygningsbestemmelse i
straffeloven, der tager sigte på
at omhandle de helt grove
tilfælde af
ophavsretskrænkelser, jf.
nedenfor.
Regeringen
kan endvidere tiltræde
Brydensholt-udvalgets forslag om
at forbedre den strafferetlige
beskyttelse mod krænkelser af
ophavsretten, dels ved at hæve
strafferammen i
strafskærpelsesreglen i
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
fra 1 års fængsel til fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, dels
ved at indsætte en særlig
overbygningsbestemmelse i
straffeloven om overtrædelser af
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
af særlig grov karakter.
Det foreslås
på den baggrund, at
strafmaksimum i ophavsretslovens
§ 76, stk. 2, hæves fra fængsel
i 1 år til fængsel i 1 år og 6
måneder, og at der som § 299 b
indsættes en ny bestemmelse i
straffeloven om
ophavsretskrænkelser af særlig
grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2.
Som anført af
Brydensholt-udvalget er særligt
grove overtrædelser af
ophavsretsloven lige så
strafværdige som tyveri af
særlig grov beskaffenhed, jf.
straffelovens § 286, jf. § 276.
I lyset af Straffelovrådets
anbefalinger i betænkning nr.
1424/2002, jf. ovenfor under
pkt. 2.3.1.1, finder regeringen
herefter, at den nye
overbygningsbestemmelse bør have
et strafmaksimum på fængsel i 6
år.
Regeringen
finder, at den nye
overbygningsbestemmelse
ligeledes bør omfatte særligt
grove tilfælde af ulovlig
import, jf. ophavsretslovens
§ 77, stk. 2, idet hensynet til
rettighedshaverne på tilsvarende
vis taler for at forbedre den
strafferetlige beskyttelse, når
der er tale om import af
ulovlige værker mv. med henblik
på at gøre dem tilgængelige for
almenheden, som når der er tale
om piratkopiering mv.
En særlig
overbygningsbestemmelse i
straffeloven med en højere
strafferamme end 1 år og 6
måneder vil give mulighed for at
idømme strengere straf for
ophavsretskrænkelser af særlig
grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og ulovlig import af særlig grov
karakter, jf. § 77, stk. 2.
Indsættelse af en sådan
bestemmelse vil desuden være en
markering af, at sådanne særligt
grove overtrædelser af
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og § 77, stk. 2, anses som
alvorlige forbrydelser, der har
en sådan strafværdighed, at
samfundets reaktion bør komme
til udtryk ved, at forholdet
straffes efter straffeloven.
Den
foreslåede bestemmelse i
straffeloven er en overbygning
på straffebestemmelserne i
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og § 77, stk. 2. Bestemmelsen
forudsættes anvendt ved helt
grove overtrædelser af disse
bestemmelser, hvor en
strafferamme på fængsel indtil 1
år og 6 måneder ikke findes at
være tilstrækkelig. Dette gælder
også, selv om den konkret
forskyldte straf fastsættes til
væsentligt mindre end 1 år og 6
måneder.
Den
foreslåede bestemmelse er ikke
begrænset til alene at omfatte
IT-relaterede overtrædelser.
Andre overtrædelser omfattet af
§ 76, stk. 2, og § 77, stk. 2,
som f.eks. plagiering af
brugskunst samt massekopiering
af musik-cd’er og dvd-film vil
kunne henføres til den
foreslåede
overbygningsbestemmelse, hvis
der er tale om overtrædelser
begået under særligt skærpende
omstændigheder.
Efter
ordlyden af den af udvalget
foreslåede bestemmelse vil
overtrædelser af særlig grov
karakter foreligge, når
handlingen foretages for at
skaffe sig eller andre
uberettiget vinding.
Regeringen er
enig i, at det bør betragtes som
en særligt skærpende
omstændighed, at en
ophavsretskrænkelse sker med det
formål at skaffe gerningsmanden
eller andre uberettiget vinding,
men finder at bestemmelsens
anvendelsesområde ikke bør
begrænses hertil. Bestemmelsen
bør efter en konkret vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder rumme
mulighed for også at omfatte
andre tilfælde, hvor der ikke er
et sådant berigelsesforsæt. Det
skyldes, at der kan forekomme
krænkelser af særdeles grov
beskaffenhed, hvor
skadevirkningen for
rettighedshaverne (og dermed
beskyttelsesbehovet) er ganske
betydelig, selv om motivet for
udbredelsen ikke er økonomisk,
og hvor handlingen kan
sidestilles med groft hærværk,
jf. straffelovens § 291, stk. 2.
Foruden i
tilfælde, hvor krænkelsen
foretages med forsæt til
berigelse, vil bestemmelsen
således navnlig være anvendelig
i situationer, hvor der med
krænkelsen påføres
rettighedshaveren et meget
betydeligt tab, eller hvor
krænkelsen indebærer en risiko
for et sådant tab.
<DOCUMENT_START> Bestemmelsen
kan eksempelvis tænkes anvendt i
tilfælde, hvor der er tale om
meget omfattende og systematiske
krænkelser, hvilket typisk vil
være tilfælde, hvor der er en
mere professionelt organiseret
fremstillings- og/eller
salgsproces. Bestemmelsen vil
også kunne anvendes, hvis
krænkelsen vedrører et enkelt
meget dyrt edb-program eller
edb-system, der f.eks. er
udviklet til en eller flere
virksomheder.
For så vidt
angår spørgsmålet om påtale er
regeringen enig med
Brydensholt-udvalget i, at
påtalebestemmelsen i
ophavsretslovens § 82 bør
ændres, så den kommer til at
svare til straffelovens § 305,
hvorefter overtrædelser af
lovens § 291, stk. 1 og 3
(hærværk), § 289 (skattesvig og
indsmugling af særlig grov
karakter) og § 299
(returkommission mv.) påtales
efter den forurettedes begæring,
medmindre almene hensyn kræver
påtale. Dette vil indebære, at
betinget offentlig påtale
bibeholdes som hovedreglen, men
at der åbnes mulighed for
offentlig påtale, hvis almene
hensyn kræver det.
Det foreslås
på den baggrund, at
ophavsretslovens § 82 affattes
således, at overtrædelser, som
omfattes af § 76, stk. 2, eller
§ 77, stk. 2, kun påtales efter
den forurettedes begæring,
medmindre almene hensyn kræver
påtale.
Ændringen vil
betyde, at den indledende
efterforskning i sager om
ophavsretskrænkelser ikke
begrænses af reglen i
retsplejelovens § 720, stk. 3,
om uopsættelige handlinger. Som
anført af Brydensholt-udvalget
kan det i visse tilfælde være en
fordel i forbindelse med
efterforskningen, at den
forurettede først underrettes
senere, f.eks. hvis den
forurettede kan tænkes at
kontakte den eller de mistænkte
eller gå til pressen i en
situation, hvor der er behov for
at afvente, at andre lande
iværksætter bevissikring.
Endvidere vil bestemmelsen kunne
have betydning i relation til
den særlige forældelsesfrist for
påtalebegæringer i straffelovens
§ 96, stk. 1, der ikke gælder
ved offentlig påtale.
Den
foreslåede bestemmelse skal ikke
i almindelighed betyde en ændret
tiltalepraksis.
2.3.4.
Straffelovens § 153
Justitsministeriet kan af de
grunde, der er anført af
Brydensholt-udvalget tiltræde,
at straffelovens § 153 i sin
helhed ophæves, jf. pkt. 2.2.4.
ovenfor.
3.
Betalingskriminalitet
IT-relaterede
betalings- og konteringsformer
forekommer i form af dels
elektroniske penge, dels
kontorelaterede produkter.
3.1. Gældende
ret
3.1.1. Falske
elektroniske penge
Elektroniske
penge (e-penge, elektroniske
kontanter, e-money, e-cash mv.)
er et forudbetalt
betalingsprodukt, der anvendes i
elektronisk sammenhæng på samme
måde som kontanter. Elektroniske
penge er selvstændige
betalingsmidler, som i
modsætning til kontorelaterede
produkter ikke kan henføres til
en bestemt konto.
Som eksempler
på elektroniske penge kan nævnes
Danmønt-kort, som er et kort,
der kan genoplades. Endvidere
kan nævnes Mondex-kort, som er
et kort, der kan genoplades
eller oplades fra andres
Mondex-kort (såkaldt chip to
chip overførsel). Herudover kan
nævnes Digi Cash’s eCash og
Cyber Cash’s Cyber Coin, der er
softwareprodukter, hvor digitale
penge er placeret på en
harddisk. Der henvises i øvrigt
til betænkning nr. 1417/2002,
side 82-87.
Lov om
udstedere af elektroniske penge
indeholdt tidligere en
definition af elektroniske
penge. Efter lovens § 1, stk. 3,
forstås ved elektroniske penge
en pengeværdi, som repræsenterer
et krav på udstederen, der er
lagret på et elektronisk medium.
Elektroniske penge må efter
bestemmelsen ikke udstedes til
overkurs og skal være anerkendt
som betalingsmiddel af andre
foretagender end udstederen. Lov
om udstedere af elektroniske
penge gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/46/EF af 18.
september 2000 om adgang til at
optage og udøve virksomhed som
udsteder af elektroniske penge
og tilsyn med sådan virksomhed.
Af
bemærkningerne til bestemmelsen
i § 1, stk. 3, fremgår det, at
elektroniske penge skal
betragtes som en elektronisk
erstatning for mønter og sedler,
som lagres på et elektronisk
medium, f.eks. et chipkort eller
en computers hukommelse, og som
normalt er beregnet til
elektronisk betaling af mindre
beløb, jf. Folketingstidende
2000-01, tillæg A, s. 4889.
Bestemmelsen er nu videreført i
§ 308, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed.
Straffelovens
kapitel 18 om forbrydelser
vedrørende penge (§§ 166-170)
indeholder bestemmelser om
eftergørelse og forfalskning af
penge mv.
Efter
straffelovens § 166, stk. 1,
straffes den, som eftergør eller
forfalsker penge for at bringe
dem i omsætning som ægte, eller
som i samme hensigt forskaffer
sig eller andre eftergjorte
eller forfalskede penge.
Strafferammen er fængsel indtil
12 år.
Strafansvar
for fuldbyrdet forbrydelse efter
denne bestemmelse indtræder
allerede ved eftergørelsen,
forfalskningen eller tilegnelsen
af penge, forudsat at den sker
for at bringe pengene i
omsætning som ægte. Bestemmelsen
har således fremrykket
fuldbyrdelsesmoment.
Bestemmelserne i straffelovens
§§ 166-170 omfatter ikke
elektroniske penge.
Anvendelse af
falske elektroniske penge vil
være strafbar, typisk som
bedrageri (§ 279) eller
databedrageri (§ 279 a). Forud
herfor vil der efter
omstændighederne kunne straffes
for forsøg, jf. straffelovens
§ 21.
3.1.2. Falske
betalingskort og
betalingskortnumre
Kontorelaterede produkter
(access produkter) er knyttet
til en identificeret kundes
konto og vedrører traditionelle
konterings- og
betalingssystemer, men giver
kunden mulighed for elektroniske
dispositioner.
Anvendelse af
falske betalingskort kan være
strafbar som dokumentfalsk
(§ 171), bedrageri (§ 279) eller
databedrageri (§ 279 a). Forud
for anvendelsen vil der i et
vist omfang kunne straffes for
forsøg (på medvirken) til
dokumentfalsk mv., i det omfang
der er det fornødne forsæt.
Fra
retspraksis kan bl.a. nævnes en
Østre Landsrets dom af 3. maj
2000 om brug af forfalskede
hævekort, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000,
side 1881f. I denne sag blev
tiltalte idømt 1 års fængsel
bl.a. for overtrædelse af
straffelovens § 279 a ved
retsstridigt at have ændret,
tilføjet eller slettet
oplysninger til brug for
elektroniske databehandling,
idet tiltalte anvendte et totalt
forfalsket hæve-/kreditkort til
kontanthævning af i alt 40.000
kr. Tiltalte blev endvidere dømt
for forsøg på overtrædelse af
straffelovens § 279 a, jf. § 21,
ved at have forsøgt at hæve
26.000 kr. og ved at have
besiddet 123 falske hævekort. I
Østre Landsrets dom er det
anført, at der ved
strafudmålingen bør lægges vægt
på den begrænsede
opdagelsesrisiko i sager af den
omhandlede karakter.
Anvendelse af
andres betalingskortnumre vil
ligeledes typisk kunne straffes
som databedrageri, ligesom der
efter omstændighederne vil kunne
straffes for forsøg.
3.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende betalingskriminalitet
3.2.1. Falske
elektroniske penge
Af betænkning
nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet
fremgår det, at
Brydensholt-udvalget særligt har
overvejet, om spørgsmålet om
elektroniske penge er så nyt, at
en strafferetlig regulering bør
afvente den videre udvikling på
området. Udvalget har imidlertid
fundet, at netop den
omstændighed, at dette område er
i hastig udvikling, taler for en
regulering. Udvalget har i den
forbindelse særligt lagt vægt
på, at i det omfang, det lykkes
en person at fremstille falske
elektroniske penge, vil der ikke
være noget, der adskiller
sådanne fra ægte elektroniske
penge, og modtageren har derved
vanskeligt ved at opdage, at der
er tale om falske elektroniske
penge. Det er endvidere anført,
at området er opklarings- og
bevismæssigt vanskeligere end
falske penge.
I lyset af
den teknologiske udvikling
finder Brydensholt-udvalget, at
elektroniske penge bør nyde en
kvalificeret beskyttelse i form
af en særlig fremrykket
strafferetlig regulering, selv
om en uberettiget anvendelse af
falske elektroniske penge som
anført ovenfor under pkt. 3.1.1.
vil kunne være strafbar efter
straffelovens bestemmelser om
bedrageri (§ 279) eller
databedrageri (§ 279 a).
Brydensholt-udvalget foreslår på
den anførte baggrund, at der
indsættes en særlig bestemmelse
om falske elektroniske penge i
en ny § 169 a i straffeloven om
straf for den, der uretmæssigt
fremstiller, skaffer sig eller
udbreder falske elektroniske
penge, med forsæt til, at de
anvendes som ægte. Der henvises
til betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet, side 82-88 og
150-151.
Efter
udvalgets opfattelse bør en
bestemmelse om falske
elektroniske penge indsættes i
straffelovens kapitel 18 om
forbrydelser vedrørende penge.
Det foreslås derfor i
tilknytning hertil, at
overskriften til straffelovens
kapitel 18 ændres til
»Forbrydelser vedrørende
betalingsmidler«.
Ved
elektroniske penge forstås efter
udvalgets forslag elektronisk
lagrede pengeværdier, der
anvendes som betalingsmidler af
andre end udstederen, jf.
straffelovens § 169 a, stk. 2.
Af betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet, side 82,
fremgår, at det indgår i
begrebet elektroniske penge i
direktiv nr. 2000/46/EF af 18.
september 2000, at det er et
multianvendeligt produkt. Mere
simple produkter, hvor der er
tale om forudbetaling af en
bestemt ydelse, f.eks. et
telefonkort, er således ikke
omfattet. I betænkningen er det
anført, at begrebet elektroniske
penge af udvalget er anvendt på
samme måde.
Betalingsmidler repræsenterer en
given værdi og kan benyttes som
betalingsmiddel uden tredjemands
mellemkomst.
Ved falske
elektroniske penge forstås
midler, der uden at være ægte
elektroniske penge er egnet til
at blive brugt som sådanne, jf.
udvalgets forslag til § 169 a,
stk. 3.
Selve
anvendelsen af falske
elektroniske penge skal fortsat
bedømmes efter de almindelige
regler, navnlig straffelovens
§ 279 a om databedrageri.
Udvalget
finder, at den foreslåede nye
bestemmelse i straffelovens
§ 169 a bør have en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder samt en
skærpet strafferamme på fængsel
indtil 6 år, hvor handlingen er
af særlig grov beskaffenhed på
grund af den måde, hvorpå den er
udført, eller på grund af
beløbets størrelse.
I
betænkningen anføres i den
forbindelse, at et strafmaksimum
på 6 års fængsel findes passende
i betragtning af, at
elektroniske penge – til trods
for udviklingen imod øget brug
heraf – har en anden karakter
end et lands autoriserede,
almindelige betalingsmidler, som
er knyttet til landets hele
betalingssystem.
3.2.2. Falske
betalingskort og
betalingskortnumre
Som det er
anført under pkt. 3.1.2., vil
anvendelse af falske
betalingskort kunne være
strafbar som dokumentfalsk
(§ 171), bedrageri (§ 279) eller
databedrageri (§ 279 a). Forud
for anvendelsen vil der i et
vist omfang kunne straffes for
forsøg eller forsøg på medvirken
til dokumentfalsk mv., i det
omfang der er det fornødne
forsæt.
Anvendelse af
andres betalingskortnumre vil
ligeledes typisk kunne straffes
som databedrageri, ligesom der
efter omstændighederne vil kunne
straffes for forsøg.
I betænkning
nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet
har udvalget overvejet, i
hvilket omfang betalingskort mv.
bør undergives en fremrykket
strafferetlig beskyttelse. Der
henvises til betænkningen, side
88-94 og 151-153.
Brydensholt-udvalget finder, at
både produktion, forskaffelse,
besiddelse og videregivelse af
falske betalingskort med henblik
på uberettiget anvendelse bør
kriminaliseres.
Udvalget har
i den forbindelse bl.a. lagt
vægt på, at anvendelse af falske
betalingskort er et
kriminalitetsområde, der ofte er
organiseret, og hvor der
opereres i flere lande. Der kan
efter udvalgets opfattelse være
behov for at kunne straffe for
produktion, forskaffelse,
besiddelse med henblik på at
anvende kortene som ægte og
videregivelse af falske kort,
uanset om der kan føres det
fornødne bevis for forsøg på
f.eks. databedrageri.
Der er i
udvalget enighed om, at en
kriminalisering bør omfatte alle
kort – hvad enten der er tale om
ægte eller genererede
betalingskortnumre, hvorved
menes betalingskortnumre, der
skabes via elektronisk
behandling på baggrund af
matematiske modeller, og som
medfører, at
betalingskortnummeret fremtræder
som gyldigt. Herved er der
således ikke forskel på
kriminaliseringen alt efter,
hvordan de nødvendige
betalingskortoplysninger er
tilvejebragt. Reguleringen bør
efter udvalgets opfattelse
omfatte både kort, der kan
karakteriseres som dokumenter,
og hvor brugen af disse er
omfattet af
dokumentfalskbestemmelsen
(§ 171), og hvide kort med
prægning, hvor de relevante
oplysninger er overført til en
magnetstrimmel, og hvor brugen
heraf typisk vil være omfattet
af databedrageribestemmelsen
(§ 279 a).
På den
anførte baggrund foreslår
udvalget en bestemmelse, der
ikke er knyttet til fysiske
kort, men som derimod er knyttet
til de relevante
betalingsinformationer.
Betalingskortnumre, der er
personlige, men ikke fortrolige,
er som udgangspunkt beregnet til
at indgå i anvendelsen af et
kort sammen med dets PIN-kode
eller en underskrift. I praksis
er det imidlertid muligt at
anvende betalingskortnumre til
betaling uden fysisk kontakt med
betalingsmodtageren, uden brug
af kortet og uden brug af
PIN-kode eller underskrift.
Eksempelvis foregår handel på
Internettet ofte på den måde, at
brugeren indtaster sit
betalingskortnummer for derved
at igangsætte sin betaling.
Kriminaliseringen bør efter
udvalgets opfattelse også
omfatte betalingskortnumre.
Af
betænkningen fremgår det, at
udvalget er opmærksom på, at det
er en vidtgående beskyttelse
henset til, at
betalingskortnumre ikke i sig
selv er særligt beskyttede
oplysninger. Udvalget finder
imidlertid, at det afgørende må
være, at der ved en fremrykket
strafferetlig beskyttelse kan
skabes mulighed for at begrænse
de potentielle
misbrugssituationer. Udvalget
har i den forbindelse lagt vægt
på, at der – udover i relevante
erhvervsmæssige sammenhænge –
ikke er nogen rimelig interesse
i at kunne skaffe sig eller
videregive andres
betalingskortnumre.
Efter den af
udvalget foreslåede nye
bestemmelse i straffelovens
§ 301 straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder den,
der med forsæt til uberettiget
anvendelse producerer, skaffer
sig, besidder eller videregiver
oplysninger, som identificerer
et betalingsmiddel, der er
tildelt andre, eller genererede
betalingskortnumre.
Af
betænkningen fremgår det, at
alle betalingskortnumre er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse, uanset om disse er
ægte, genererede eller frit
konstruerede. Betalingskortnumre
er desuden omfattet, uanset om
disse foreligger som oplysninger
uden tilhørende kort, eller om
de foreligger på falske kort.
Hovedområdet vil imidlertid være
konstruerede eller eftergjorte
betalingsmidler, herunder hvide
kort med konstrueret eller
eftergjort magnetstrimmel mv.
Da der efter
den foreslåede bestemmelse
kræves forsæt til uberettiget
brug, består den strafferetlige
udvidelse i forhold til den
almindelige bestemmelse i
straffelovens § 21 om forsøg i,
at der ses bort fra det normalt
stillede krav om bevis for
forsæt til en nærmere
konkretiseret handling. Selv om
besiddelse typisk vil indgå i
produktion, forskaffelse og
videregivelse, har udvalget
fundet det rigtigst at nævne
besiddelse særskilt i
bestemmelsen med henblik på at
undgå fortolkningsproblemer
vedrørende besiddelse.
Brydensholt-udvalget foreslår en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder, jf.
stk. 1.
Den af
udvalget foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 301, stk. 2,
indeholder en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 4
år, hvis den i § 301, stk. 1,
nævnte videregivelse sker i en
videre kreds eller under i
øvrigt skærpende omstændigheder.
Af
betænkningen fremgår det, at det
eksempelvis må anses for en
skærpende omstændighed, hvis
oplysningerne er skaffet ved, at
en pengeautomat er forsynet med
en falsk front, således at
kundernes betalingskortnummer og
pinkode kan aflæses.
Efter den af
udvalget foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 301, stk. 3,
er anvendelse af ægte
betalingskort ikke omfattet af
bestemmelsen. Udvalget finder
således, at de gældende regler –
navnlig straffelovens
bestemmelser om tyveri, hæleri
eller ulovlig omgang med
hittegods – i tilstrækkeligt
omfang dækker dette område, og
at der dermed ikke er behov for
en yderligere regulering.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.
Justitsministeriet er enig med
Brydensholt-udvalget i, at der i
lyset af den teknologiske
udvikling på dette område bør
være en særlig fremrykket
strafferetlig beskyttelse af
elektroniske penge.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om at indsætte
en særlig bestemmelse om
elektroniske penge som ny § 169
a i straffeloven.
Justitsministeriet finder
ligesom udvalget, at den nye
bestemmelse om elektroniske
penge bør indsættes i
straffelovens kapitel 18, der
indeholder bestemmelserne om
forbrydelser vedrørende penge,
og at overskriften til kapitlet
som følge heraf bør ændres til
»Forbrydelser vedrørende
betalingsmidler«.
Den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 169 a svarer til
den af Brydensholt-udvalget
foreslåede bestemmelse med den
ændring, at bestemmelsen ikke
indeholder en definition af,
hvad der skal forstås ved
elektroniske penge. Med hensyn
til strafferammen henvises til
bemærkningerne nedenfor.
Justitsministeriet finder, at
afgrænsningen af begrebet
»elektroniske penge« skal
fastlægges i overensstemmelse
med den definition heraf, der
var indeholdt i § 1, stk. 3, i
lov om udstedere af elektroniske
penge og som nu er videreført i
§ 308, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed. Denne lov
gennemførte direktiv nr. 2000/46
af 18. september 2000 om adgang
til at optage og udøve
virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med
sådan virksomhed. Efter
bestemmelsen i § 1, stk. 3, som
gennemfører direktivets artikel
1, stk. 3, litra b, forstås ved
elektroniske penge en
pengeværdi, der repræsenterer et
krav på udstederen, der er
lagret på et elektronisk medium.
Elektroniske penge må efter
bestemmelsen ikke udstedes til
overkurs og skal være anerkendt
som betalingsmiddel af andre end
udstederen.
Justitsministeriet finder det
rigtigst at etablere det
strafferetligt værn således, at
det er knyttet til den til
enhver tid gældende definition
af elektroniske penge.
Justitsministeriet har på den
baggrund undladt at indsætte en
særskilt definition af
elektroniske penge i den
foreslåede nye bestemmelse i
straffeloven.
Justitsministeriet er endvidere
enig med Brydensholt-udvalget i,
at den fremrykkede
kriminalisering bør omfatte
uretmæssig fremstilling,
tilegnelse eller udbredelse af
falske elektroniske penge med
forsæt til, at de anvendes som
ægte.
Den
foreslåede bestemmelse omfatter
derimod ikke selve anvendelsen
af falske elektroniske penge.
Dette forhold bør efter
Justitsministeriets opfattelse
fortsat behandles efter de
almindelige regler i
straffeloven, navnlig
databedrageribestemmelsen i
straffelovens § 279 a.
Ved falske
elektroniske penge forstås efter
bestemmelsen midler, der uden at
være ægte elektroniske penge, er
egnede til at blive brugt som
sådanne, jf. forslaget til § 169
a, stk. 2.
Brydensholt-udvalget har som
nævnt foreslået en
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Efter
Justitsministeriets opfattelse
har betalingskriminalitet som
den omhandlede samme
strafværdighed, som forbrydelser
rettet mod mere traditionelle
værdier. Justitsministeriet
finder derfor, at
normalstrafferammen for
overtrædelse af den foreslåede
§ 169 a bør være bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder, hvilket svarer til
normalstrafferammen for tyveri,
jf. straffelovens § 285, stk. 1.
Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde Brydensholt-udvalgets
forslag om en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 6
år.
Justitsministeriet finder
imidlertid, at den skærpede
strafferamme ikke bør begrænses
til udelukkende at omfatte de
tilfælde, der er angivet af
udvalget. Justitsministeriet er
enig i, at det navnlig vil være
i de af Brydensholt-udvalget
opregnede tilfælde, at den
skærpede strafferamme bør finde
anvendelse. Bestemmelsen bør dog
efter Justitsministeriets
opfattelse efter en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde
af samtlige sagens
omstændigheder rumme mulighed
for at omfatte også andre
tilfælde.
Det foreslås
således, at straffen kan stige
til fængsel i 6 år, hvis
handlingen er af særlig grov
beskaffenhed, herunder navnlig
på grund af den måde, den er
udført på, eller på grund af
beløbets størrelse jf.
straffelovens § 169 a, stk. 3.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 3.
3.3.2.
Justitsministeriet kan også
tiltræde forslaget om, at der
indsættes en ny bestemmelse i
straffelovens § 301 om straf for
den, der med forsæt til
uberettiget anvendelse
producerer, skaffer sig,
besidder eller videregiver
oplysninger, som identificerer
et betalingsmiddel, der er
tildelt andre, eller genererede
betalingskortnumre.
Den
foreslåede bestemmelse svarer
med enkelte afvigelser til
Brydensholt-udvalgets forslag.
Anvendelse af
falske betalingskort vil som
anført ovenfor under pkt. 3.1.2.
kunne være strafbar som
dokumentfalsk, bedrageri eller
databedrageri, ligesom
anvendelse af andres
betalingskortnumre typisk vil
kunne straffes som
databedrageri. Forud for
anvendelsen vil der efter
omstændighederne kunne straffes
for forsøg, i det omfang der er
det fornødne forsæt.
Da det efter
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 er en
betingelse, at der er forsæt til
uberettiget anvendelse, består
den udvidede strafferetlige
beskyttelse i forhold til
straffelovens almindelige regler
om forsøg i, at der ses bort fra
kravet om forsættets
konkretisering.
Med hensyn
til betalingskortnumre kan
Justitsministeriet af de grunde,
der er anført af
Brydensholt-udvalget, tiltræde,
at disse også omfattes af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301.
Betalingskortnumre bør være
omfattet, uanset om der er tale
om ægte, genererede eller frit
konstruerede betalingskortnumre,
og uanset om oplysningerne
foreligger på falske kort eller
uden tilhørende kort.
Der foreslås
en normalstrafferamme på bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Om baggrunden for denne
afvigelse i forhold til
udvalgets forslag henvises til
pkt. 3.3.1.
Justitsministeriet kan desuden
tiltræde udvalgets forslag om en
skærpet sidestrafferamme i
kvalificerede
videregivelsestilfælde.
Justitsministeriet finder dog,
at den skærpede sidestrafferamme
ikke bør begrænses til
vidergivelse, men bør kunne
anvendes i forhold til alle
handlinger nævnt i stk. 1, hvis
der foreligger de fornødne
særligt skærpende
omstændigheder.
I lyset af
Straffelovrådets overvejelser i
betænkning nr. 1424/2002, jf.
ovenfor under pkt. 2.3.1.1.,
foreslås endvidere et
strafmaksimum på fængsel indtil
6 år.
Om den
nærmere affattelse af den
skærpede sidestrafferamme,
hvorefter denne finder
anvendelse under »særligt
skærpende omstændigheder«,
henvises til Justitsministeriets
overvejelser gengivet under pkt.
2.3.1.1.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 15.
4.
Elektroniske dokumenter mv.
4.1. Gældende
ret
4.1.1.
Dokumentfalsk
4.1.1.1.
Efter straffelovens § 171,
stk. 1, straffes den, der gør
brug af et falsk dokument til at
skuffe i retsforhold, for
dokumentfalsk. Dokumentfalsk
fuldbyrdes således ved brug af
et falsk dokument til at skuffe
i retsforhold.
Straffelovens
§ 171, stk. 2, indeholder en
definition af et dokument. Ved
et dokument forstås efter denne
bestemmelse en skriftlig med
betegnelse af udstederen
forsynet tilkendegivelse, der
enten fremtræder som bestemt til
at tjene som bevis, eller som
bliver benyttet som bevis for en
rettighed, en forpligtelse eller
en befrielse for en sådan.
Efter
straffelovens § 171, stk. 3, er
et dokument falsk, når det ikke
hidrører fra den angivne
udsteder, eller der er givet det
et indhold, som ikke hidrører
fra denne.
Straffelovens
§ 172, stk. 1, indeholder
normalstrafferammen for
dokumentfalsk. Straffen er
fængsel og i tilfælde af, at
dokumentet angiver at indeholde
en offentlig myndigheds
afgørelse, eller at det er en
offentlig forskrivning, en
check, veksel eller andet til
almindeligt omløb bestemt
dokument eller en testamentarisk
bestemmelse, kan straffen stige
til fængsel i 8 år.
Hvis
dokumentet efter sin
beskaffenhed eller
forfalskningen, eller det, som
dermed søges opnået, er af
underordnet betydning, eller den
skyldige ikke har tilsigtet at
påføre nogen skade, såsom når
øjemedet alene har været at
gennemføre et berettiget eller
at afværge et uberettiget krav,
er straffen bøde eller fængsel
indtil 1 år, jf. straffelovens
§ 172, stk. 2.
Bestemmelserne i straffelovens
§§ 171 og 172 fik deres
nugældende formulering – når der
bortses fra ændringer som følge
af lov nr. 433 af 31. maj 2000
om bl.a. afskaffelse af
hæftestraf – ved borgerlig
straffelovs ikrafttræden i 1933.
4.1.1.2.
Som anført forstås ved et
»dokument« efter definitionen i
straffelovens § 171, stk. 2, en
skriftlig med betegnelse af
udstederen forsynet
tilkendegivelse, der enten
fremtræder som bestemt til at
tjene som bevis, eller som
bliver benyttet som bevis for en
rettighed, en forpligtelse eller
en befrielse for en sådan.
På grundlag
af Straffelovrådets betænkning
nr. 1032/1985 om
datakriminalitet blev der ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985
gennemført en række ændringer af
straffeloven med henblik på at
sikre, at straffelovens
bestemmelser i tilstrækkeligt
omfang tager højde for
edb-teknologien. Der henvises
herom til Folketingstidende
1984-85, tillæg A, sp.
4373-4390, tillæg B, sp.
1915-1922 og Folketingets
forhandlinger, sp. 9133-9136,
9450-9469, 10703-10705 og
11227-11229.
I betænkning
nr. 1032/1985 om
datakriminalitet overvejede
Straffelovrådet bl.a., om der
ved tilføjelse, ændring eller
slettelse af dataoplysninger
kunne begås et forhold, der var
strafbart som dokumentfalsk, jf.
betænkningen s. 59-64. Rådet
fandt imidlertid ikke grundlag
for at foreslå en udvidelse af
dokumentfalskbestemmelsen til at
omfatte dataforfalskning.
Af
betænkningen fremgår det, at det
efter Straffelovrådets
opfattelse vanskeligt kunne
tænkes, at en tilføjelse,
ændring eller sletning af
dataoplysninger foretaget af en
person, der ikke lovligt råder
over dataanlægget, opfylder
betingelserne for at anses som
dokumentfalsk. Efter
definitionen i straffelovens
§ 171, stk. 2, skal et dokument
være en skriftlig
tilkendegivelse, og datalagrede
oplysninger opfylder efter
rådets opfattelse ikke dette
krav. Derimod kan
dataoplysninger være et middel
til senere frembringelse af en
skriftlig tilkendegivelse af
bevismæssig betydning, f.eks. et
eksamensbevis eller en
kontoudskrift, og ændringer i
data foretaget med forsæt til at
fremkalde et sådant skriftligt
produkt kan derfor være et
forsøg på dokumentfalsk. Også
bortset fra skriftlighedskravet
er der i dansk ret ifølge rådet
vanskeligheder ved at anse
dataændringer som dokumentfalsk.
Kravet i straffelovens § 171,
stk. 2, om, at et dokument skal
have en udstederbetegnelse har
efter rådets opfattelse kun
praktisk mening, når det
forudsættes, at dokumentet er
»udstedt« – det vil sige at
dokumentet har fået form af et
stykke papir eller lignende.
Dataoplysninger er efter
Straffelovrådets opfattelse ikke
»udstedt«, og til sådanne data
er normalt ikke knyttet anden
udstederbetegnelse end den, der
ligger i, at dataanlægget har en
retmæssig indehaver, jf.
betænkningen side 59-60.
På den
anførte baggrund anføres det i
betænkning nr. 1032/1985, at det
formentlig må konkluderes, at
dokumentfalskbestemmelsen i
straffelovens § 171, stk. 2, i
hele sin opbygning og i en række
enkeltheder er så klart bestemt
af forudsætningen om brug af et
udstedt skriftstykke, at
bestemmelsen passer dårligt til
forfalskning af dataoverførsler.
Ved lov nr.
388 af 22. maj 1996 blev
bestemmelsen i straffelovens
§ 163 om urigtige skriftlige
erklæringer til brug i
retsforhold, der vedrører det
offentlige, udvidet til også at
omfatte urigtige erklæringer,
der er afgivet ved andet læsbart
medie, f.eks. på en edb-diskette
eller ved elektronisk post. Der
henvises til Folketingstidende
1995-96, tillæg A, s. 4068-4078,
tillæg B, s. 587-591 og
Folketingets forhandlinger s.
3624, 3998-4004, 6100 og
6152-6153. Denne ændring var
bl.a. begrundet i en utrykt dom
afsagt af Østre Landsret den 13.
februar 1995 i den såkaldte
Proms-sag, hvor landsretten –
under henvisning til nogle
bemærkninger i Straffelovrådets
betænkning nr. 1032/1985 om
datakriminalitet – fastslog, at
indberetninger (erklæringer)
afgivet på edb-diskette ikke var
omfattet af straffelovens § 163
eller dennes analogi.
Afgrænsningen af det strafbare
område beror ifølge
bemærkningerne på et visuelt
kriterium – det vil sige om
erklæringen for afgiveren
fremtræder eller dog kan
fremtræde i læsbar form, f.eks.
på et stykke papir eller på en
dataskærm.
I
lovforslagets bemærkninger er
det endvidere anført, at det var
tanken i tilknytning til
vedtagelsen af forslaget at
iværksætte et udvalgsarbejde
bl.a. om behovet for ændringer
af straffelovens kapitel 19 om
dokumentforbrydelser. Det er
også anført, at der som led i et
sådant udvalgsarbejde kunne være
anledning til mere principielle
overvejelser vedrørende
begreberne dokument- og
erklæringsfalsk, herunder i
relation til edb-medier, jf.
Folketingstidende 1995-96,
tillæg A, s. 4071.
Særligt med
hensyn til anvendelse af e-mails
kan nævnes en dom afsagt af
Østre Landsret den 26. september
2001. I denne sag blev tiltalte
dømt for bl.a. dokumentfalsk
efter straffelovens § 171 ved at
have sendt en e-mail med en
falsk afsenderbetegnelse til
Diners Club International, hvori
den tiltalte urigtigt udgav sig
for at være indehaver af et
Diners kort, som den pågældende
urigtigt opgav at have mistet.
Denne e-mail blev sendt i
forlængelse af en telefonsamtale
med Diners Club International,
hvorunder tiltalte ligeledes
havde opgivet at være indehaver
af kortet, der ved denne
lejlighed blev spærret.
4.1.1.3.
Dokumentfalskbestemmelsen
omfatter såkaldte
hensigtsdokumenter – det vil
sige tilkendegivelser, der
fremtræder som bestemt til at
tjene som bevis.
Hensigtsdokumenter er
eksempelvis eksamensbeviser,
medlemskort, kørekort, pas,
visa, dåbs- og vielsesattester,
anbefalinger med faktiske
oplysninger, attestationer,
kvitteringer, kontrakter,
bestillinger, ordrebekræftelser,
fakturaer, gældsbreve, checks,
veksler og fuldmagter. Herudover
vil bl.a. ansøgninger og
erklæringer efter
omstændighederne være et
hensigtsdokument.
Bestemmelsen
omfatter endvidere
lejlighedsdokumenter – det vil
sige tilkendegivelser, der
bliver benyttet som bevis for en
rettighed, en forpligtelse eller
en befrielse for en sådan. Det
afgørende for, om en skriftlig
tilkendegivelse er et
lejlighedsdokument, er alene,
hvad den konkret anvendes til.
Straffelovens
forarbejder indeholder ikke
fortolkningsbidrag med hensyn
til, hvad der skal forstås ved
et lejlighedsdokument.
Retspraksis
med hensyn til dokumentfalsk
vedrørende lejlighedsdokumenter
er sparsom.
I Vestre
Landsrets dom gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1937,
side 151, blev 2 private breve
med anerkendelse af, at der var
ydet lån, anset for et dokument.
Vestre Landsret har endvidere
anset 2 postkort med tilbud om
arbejde som
lejlighedsdokumenter, jf. VLT
1938, side 177. Der kan desuden
nævnes en Vestre Landsrets dom
gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1966, side 462, hvor
landsretten dømte for
dokumentfalsk i et tilfælde,
hvor tiltalte selv havde påført
urigtige mødedatoer på et
mødekort til hospital med
henblik på at få udbetalt
rejsegodtgørelse fra
socialkontoret. En enkelt dommer
fandt ikke, at det pågældende
mødekort fremtrådte som bevis
for en rettighed mv., og
mødekortet havde efter denne
dommers opfattelse ikke været
benyttet som sådan, men derimod
alene kunne anses for et
hjælpemiddel for sygehuset og
patienten.
4.1.1.4.
Efter straffelovens § 173
anses med straf som i § 172
angivet den, der benytter et med
ægte underskrift forsynet
dokument til at skuffe i
retsforhold, når underskriften
ved hjælp af en vildfarelse er
opnået på et andet dokument
eller på et dokument af andet
indhold end af underskriveren
tilsigtet.
Den, som i
retsforhold gør brug af et ægte
dokument som vedrørende en anden
person end den, hvem det
virkelig angår, eller på anden
mod dokumentets bestemmelse
stridende måde, straffes med
bøde eller fængsel indtil 6
måneder, jf. straffelovens
§ 174.
Dokumentbegrebet i straffelovens
§§ 173 og 174 svarer til
dokumentbegrebet i straffelovens
§ 171. Som det fremgår, vedrører
bestemmelsen i straffelovens
§ 173 kun dokumenter med
underskrift.
4.1.2.
Straffelovens § 175
Straffelovens
§ 175, stk. 1, indeholder en
bestemmelse om den, som for at
skuffe i retsforhold i
offentligt dokument eller bog,
eller i privat dokument eller
bog, som det ifølge lov eller
særligt pligtforhold påhviler
ham at udfærdige eller føre,
eller i læge-, tandlæge-,
jordemoder- eller dyrlægeattest
afgiver urigtig erklæring om
noget forhold, angående hvilket
erklæringen skal tjene som
bevis. Efter straffelovens
§ 175, stk. 2, straffes den, der
i retsforhold gør brug af et
sådant dokument som indeholdende
en sandhed. Strafferammen efter
begge bestemmelser er fængsel
indtil 3 år eller under
formildende omstændigheder bøde.
Straffelovens
§ 175 vedrører urigtige
erklæringer. Medtagelsen af
erklæring afgivet til bog
medfører en udvidelse i forhold
til dokumentbegrebet, da der
ikke er krav om
udstederbetegnelse.
Bestemmelsen
i straffelovens § 175 fik sin
nugældende formulering – når der
bortses fra ændringer som følge
af lov nr. 433 af 31. maj 2000
om bl.a. afskaffelse af
hæftestraf – ved den borgerlige
straffelovs ikrafttræden i 1933.
Der henvises bl.a. til
Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, sp. 3353-54 (§ 177).
I en
udtalelse af 21. april 1986
afgivet af Straffelovrådet om
betænkning nr. 1066/1986 om
bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet er anført nogle
bemærkninger om bestemmelsen i
straffelovens § 175.
Straffelovrådets udtalelse er
optrykt som bilag til lov nr.
385 af 10. juni 1987, jf.
Folketingstidende 1986-87,
tillæg A, sp. 605-620. Af
udtalelsen fremgår det bl.a., at
rådet var mest tilbøjelig til at
foreslå, at ordene »lov eller« i
denne omgang blev stående i
straffelovens § 175 bl.a. fordi,
det ikke var let tage stilling
til, om disse ord i § 175 – der
er indeholdt i straffelovens
kapitel 19 om forbrydelser
vedrørende bevismidler –
muligvis ville omfatte forhold
med hensyn til private bøger,
som ikke ville kunne henføres
under § 302. Det var herefter
Straffelovrådets konklusion, at
der ikke i forbindelse med
ændringen af straffelovens § 302
skulle ske nogen ændring af
straffelovens § 175.
Lovforslaget blev udformet i
overensstemmelse med rådets
lovudkast, jf. Folketingstidende
1986-87, tillæg A, sp. 597.
4.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende elektroniske
dokumenter
4.2.1.
Dokumentfalsk
Af betænkning
nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet
fremgår det, at det i lyset af
den teknologiske udvikling siden
1985, hvor der første gang blev
indført bestemmelser om
datakriminalitet i straffeloven,
efter Brydensholt-udvalgets
opfattelse er nærliggende at
etablere et strafferetligt værn
med hensyn til dataoplysninger,
der erstatter dokumenter.
Efter
udvalgets opfattelse stammer den
gældende
dokumentfalskbestemmelse i
straffelovens § 171 fra en tid,
hvor selve brugen af et skrift
gav en meddelelse en særlig
»aura«, hvilket ikke længere er
tilfældet.
Af
betænkningen fremgår det
endvidere, at spørgsmålet om
udstederbetegnelse primært er et
spørgsmål om, hvorfra et
dokument hidrører, og at dette
spørgsmål antagelig kan løses på
flere måder. Straffelovens
§ 171, stk. 2, stiller således
ikke krav om, at
udstederbetegnelsen skal have
karakter af en underskrift.
Efter
udvalgets opfattelse forekommer
det for snævert at begrænse et
strafferetlig værn til
elektroniske dokumenter, hvor
der er gjort brug af elektronisk
signatur. Spørgsmålet om
anvendelse af elektronisk
signatur vil dog kunne have
betydning for bevisførelsen
derved, at anvendelse af
elektronisk signatur vil kunne
forenkle bevisførelsen med
hensyn til, om den tiltalte selv
har afgivet tilkendegivelsen.
Brydensholt-udvalget finder på
den anførte baggrund, at
straffeloven bør tilpasses, så
den også omfatter elektroniske
dokumenter og elektronisk
kommunikation, jf. betænkningen
side 104f og 153-156.
Udvalget
foreslår således, at det
fastsættes udtrykkeligt i selve
dokumentfalskbestemmelsen i
straffelovens § 171, at
bestemmelsen omfatter både
fysiske og elektroniske
tilkendegivelser, der er bestemt
til at tjene som bevis
(hensigtsdokumenter).
Efter
udvalgets opfattelse bør
dokumentfalskbestemmelsen
derimod ikke omfatte
lejlighedsdokumenter. Udvalget
har i den forbindelse lagt vægt
på, at dokumentfalskbestemmelsen
savner præcision med hensyn til,
hvad der skal forstås ved et
lejlighedsdokument. Endvidere
har udvalget lagt vægt på, at
den sparsomme retspraksis tyder
på, at der ikke er behov for
denne del af bestemmelsen. I
betænkningen er det i den
forbindelse anført, at straf for
brug af falske
lejlighedsdokumenter antagelig i
praksis behandles efter andre
bestemmelser i straffeloven, der
vedrører brugen af dokumentet,
f.eks. bedrageri. Hvis
anvendelsen af et
(lejligheds)dokument ikke er
kriminaliseret, er der i sådanne
tilfælde efter udvalgets
opfattelse næppe heller behov
for at kunne straffe for
dokumentfalsk.
Særligt med
hensyn til strafferammen for
dokumentfalsk foreslår
Brydensholt-udvalget, at der
fastsættes en normalstrafferamme
på fængsel indtil 4 måneder og
en skærpet strafferamme på
fængsel indtil 2 år, når der
foreligger skærpende
omstændigheder. Udvalget har i
den forbindelse lagt vægt på, at
dokumentfalskbestemmelsen er et
formaldelikt, dvs. at
overtrædelsen er fuldbyrdet, når
en person har udvist en vis
adfærd (gjort brug af et falsk
dokument), uden at der i loven
stilles krav om en deraf
udsprunget følge. I
Brydensholt-udvalgets betænkning
er der desuden henvist til
Straffelovrådets overvejelser om
strafferammen i straffelovens
§ 172 i betænkning nr. 1032/1987
om strafferammer og
prøveløsladelse.
Da
dokumentbegrebet i straffelovens
§§ 173 og 174 svarer til det,
der fremgår af
dokumentfalskbestemmelsen, er
det ifølge Brydensholt-udvalget
ikke nødvendigt at ændre disse
bestemmelser.
Langt de
fleste tilfælde af dokumentfalsk
begås i praksis i forbindelse
med et bedrageri, f.eks. brug af
falske checks, kvitteringer
eller kontrakter. I sådanne
tilfælde straffes der i
retspraksis som udgangspunkt
alene for
dokumentfalskforbrydelsen, selv
om denne forbrydelse ikke
begrebsmæssigt kan siges at
indbefatte et samtidigt
bedrageri. Udvalget har
overvejet, om denne retstilstand
bør opretholdes, eller om der
fremover i stedet alene bør
straffes for bedrageri, således
at et samtidigt dokumentfalsk
absorberes, eller om der
eventuelt bør statueres
sammenstød, således at der
straffes både for dokumentfalsk
og for bedrageri. Udvalget
finder, at der fremover i de
tilfælde, hvor der ved brug af
et falsk dokument begås
bedrageri, bør statueres
sammenstød, således at der
straffes både for dokumentfalsk
og for bedrageri. Dette giver
efter udvalgets opfattelse den
bedst dækkende beskrivelse af
det begåede forhold.
4.2.2.
Straffelovens § 175
I tilknytning
til Brydensholt-udvalgets
overvejelser om at ændre
dokumentfalskbestemmelsen
overvejes det i betænkning nr.
1417/2002, om der tillige er
behov for at ændre bestemmelsen
i straffelovens § 175. Der
henvises til betænkningen side
108-109 og 156-157.
I
betænkningen foreslår udvalget,
at det fastsættes udtrykkeligt i
bestemmelsen i straffelovens
§ 175, at den også omfatter
andre læsbare medier. Det
foreslås således, at der
indsættes et nyt stk. 3 i § 175,
hvorefter bestemmelserne i
stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse, når dokumentet eller
bogen er udfærdiget eller føres
på andet læsbart medie.
Endvidere
foreslår Brydensholt-udvalget,
at det i bestemmelsen i
straffelovens § 175, stk. 2, om
straf for den, der gør brug af
et sådant dokument som
indeholdende sandhed,
præciseres, at bestemmelsen også
omfatter de bøger, der er
omfattet af § 175, stk. 1.
I
betænkningen er der i den
forbindelse henvist til, at det
ikke fremgår af straffelovens
forarbejder, hvorfor
bestemmelsen er begrænset til at
angå dokumenter, og at det kan
synes vanskeligt at finde nogen
begrundelse herfor.
Udvalget
foreslår desuden, at
strafferammen i straffelovens
§ 175 bringes i overensstemmelse
med den af udvalget foreslåede
strafferamme for dokumentfalsk.
Også her vil der i grove
tilfælde kunne foreligge
(medvirken) til et skadedelikt,
f.eks. bedrageri. I så fald kan
der straffes i sammenstød,
således at der straffes både for
overtrædelsen af straffelovens
§ 175 og for bedrageri.
Udvalget
bemærker, at ovennævnte forslag
om ændring af straffelovens
§ 175 er et supplement til det
forslag om ændring af
straffelovens § 175, der er
indeholdt i
Brydensholt-udvalgets betænkning
nr. 1415/2002 om straffelovens
§ 296 og § 302, jf. betænkningen
side 54-55 og 68-69.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
4.3.1.
Justitsministeriet er enig i
Brydensholt-udvalgets forslag om
at fastsætte udtrykkeligt i
dokumentfalskbestemmelsen i
straffelovens § 171, stk. 2, at
bestemmelsen også omfatter
elektroniske tilkendegivelser,
f.eks. e-mails.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at det ikke
bør være en forudsætning for
anvendelsen af
straffebestemmelsen, at der er
bestemte sikkerhedskrav til de
elektroniske tilkendegivelser,
f.eks. ved at stille krav om
elektronisk signatur.
Bestemmelsen
i straffelovens § 171, stk. 2,
er således udformet i
overensstemmelse med udvalgets
forslag. I tilknytning hertil
bemærkes, at straffelovens
§ 171, stk. 2, som anført i
udvalgets betænkning, side 105,
ikke stiller krav om, at
udstederbetegnelsen skal have
karakter af en underskrift.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at
dokumentfalskbestemmelsen i
straffelovens § 171 fremover
alene skal omfatte
hensigtsdokumenter – det vil
sige tilkendegivelser, der
fremtræder som bestemt til at
tjene som bevis.
Den
foreslåede ændring af
straffelovens § 171, stk. 2,
indebærer således, at
bestemmelsen herefter ikke
længere omfatter de såkaldte
lejlighedsdokumenter – det vil
sige tilkendegivelser, som
bliver benyttet som bevis for en
rettighed mv. Anvendelse af et
falsk lejlighedsdokument vil
efter omstændighederne kunne
straffes som f.eks. bedrageri,
jf. straffelovens § 279.
Brydensholt-udvalget foreslår
som nævnt strafferammen for
dokumentfalsk ændret til en
normalstrafferamme på fængsel
indtil 4 måneder og en skærpet
strafferamme på fængsel indtil 2
år, når der foreligger skærpende
omstændigheder.
Om
strafferammen for dokumentfalsk
henviser Straffelovrådet i
betænkning nr. 1424/2002 side
605 til de overvejelser og
forslag om ny formulering, der
fremkom i rådets betænkning nr.
1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse, og rådet
finder, at der – såfremt
1987-betænkningens forslag blev
fulgt – burde foretages en
tilpasning af 1987-betænkningens
forslag om en skærpet
strafferamme i lyset af den
ændrede formulering af
straffelovens § 286, som rådet
anbefaler.
I betænkning
nr. 1099/1987 side 182f
anbefalede Straffelovrådet, at
§ 172 ændres, således at der i
overensstemmelse med sædvanlig
lovgivningsteknik angives en
normalstrafferamme samt et
forhøjet maksimum med henblik på
grove tilfælde af dokumentfalsk.
For så vidt angår strafferammen
for dokumentfalsk anfører rådet,
at det må anses som en fordel,
at fastsættelsen af
strafmaksimum får en vis
tilknytning til strafferammerne
for berigelsesforbrydelser, jf.
§§ 285-287. På den baggrund
foreslås § 172 i betænkning nr.
1099/1987 affattet med en
normalstrafferamme på fængsel
indtil 2 år og med en skærpet
strafferamme på fængsel i 8 år
ved dokumentfalsk af særlig grov
karakter, eller hvor der er tale
om et større antal forbrydelser.
Er forbrydelsen af mindre
strafværdighed, foreslås
bødestraf.
Straffelovrådet har videre i
betænkning nr. 1424/2002 anført,
at straffelovens §§ 171 og 172
har været genstand for grundige
overvejelser i
Brydensholt-udvalget, og at
rådet, der har noteret sig
udvalgets synspunkter og
forslag, derfor er afstået fra
at komme med forslag vedrørende
strafferammerne for
dokumentfalsk. Straffelovrådet
ønsker imidlertid at fremhæve,
at strafferammerne for
dokumentfalsk bl.a. skal kunne
tage højde for forekomsten af
særdeles grove tilfælde af
dokumentfalsk uden
berigelsesforsæt, f.eks.
omfattende fremstilling af
falske pas.
Dokumentfalskbestemmelsen er et
formaldelikt, dvs. bestemmelsen
kriminaliserer en handling uden
at stille krav om en bestemt
følge. Dette kunne efter
Justitsministeriets opfattelse
tale for at nedsætte
strafmaksimum i bestemmelsen og
i stedet straffe i sammenstød
med f.eks.
bedrageribestemmelsen, som
foreslået af
Brydensholt-udvalget. Som
påpeget af Straffelovrådet i
betænkning nr. 1424/2002 kan der
imidlertid forekomme særdeles
grove tilfælde af dokumentfalsk
uden berigelsesforsæt,
eksempelvis omfattende
fremstilling af falske pas.
Efter Justitsministeriets
opfattelse er sådanne grove
tilfælde af dokumentfalsk lige
så strafværdige som grov
berigelseskriminalitet, og
strafmaksimum for dokumentfalsk
– både efter en normalramme og
efter en skærpet ramme – bør
derfor ikke ligge lavere end
maksimum for
berigelseskriminalitet.
På den
baggrund foreslås en
normalstrafferamme for
dokumentfalsk på bøde eller
fængsel indtil 2 år, mens
straffen ved særligt grove
tilfælde kan stige til fængsel i
6 år.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
afspejler den foreslåede
normalstrafferamme på bøde eller
fængsel indtil 2 år i højere
grad bestemmelsens karakter og
strafværdighed.
Normalstrafferammen bygger
endvidere på den forudsætning,
at der fremover i de tilfælde,
hvor der ved brug af et falsk
dokument begås bedrageri,
straffes i sammenstød for
dokumentfalsk og bedrageri.
I særlig
grove tilfælde af dokumentfalsk
eller når et større antal
forhold er begået, vil der efter
den foreslåede bestemmelse i
§ 172, stk. 2, være mulighed for
at lade straffen stige til
fængsel indtil 6 år.
Anvendelsesområdet for den
skærpede strafferamme vil
navnlig være, når forholdet på
grund af udførelsesmåden eller
fordi forbrydelsen er udført af
flere i forening eller som følge
af omfanget af den opnåede eller
tilsigtede vinding må betegnes
som særligt groft.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.
4.3.2.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at det i tilknytning til
den foreslåede ændring af
straffelovens § 171, stk. 2, bør
fastsættes udtrykkeligt i
bestemmelsen i straffelovens
§ 175, at den også omfatter
dokumenter og bøger, der er
udfærdiget eller føres på andet
læsbart medie, jf. den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 175, stk. 3
(lovforslagets § 1, nr. 6). Om
den tilsvarende tidligere
ændring af straffelovens § 163
henvises til pkt. 4.1.1.2.
ovenfor.
Brydensholt-udvalget har stillet
forslag om ændring af
strafferammen for straffelovens
§ 175, således at strafferammen
bringes i overensstemmelse med
den af udvalget foreslåede
strafferamme vedrørende
dokumentfalsk.
Straffelovrådet anfører på side
612 i betænkning nr. 1424/2002,
at rådet har noteret sig
Brydensholt-udvalgets
synspunkter og forslag
vedrørende §§ 173-175, og at
Straffelovrådet – bortset fra en
teknisk bemærkning – er afstået
fra at gå ind i en nærmere
vurdering af §§ 173-175.
Uanset
hensigtsmæssigheden af en bedre
symmetri i strafferammerne for
dokumentfalsk og for
overtrædelse af § 175 lægger
Justitsministeriet vægt på, at
der kan forekomme grove tilfælde
af dokumentfalsk, som i lighed
med grove berigelsesforbrydelser
bør være undergivet et
strafmaksimum på 6 år, mens det
forekommer vanskeligt at
forestille sig overtrædelser af
§ 175 af en tilsvarende
strafværdighed som grove
berigelsesforbrydelser. På den
baggrund foreslås der alene en
mindre teknisk ændring af
strafferammen for overtrædelse
af § 175 i overensstemmelse med
det af Straffelovrådet
anbefalede.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 6.
5.
Datahærværk mv.
5.1. Gældende
ret
5.1.1.
Hærværk og rådighedshindring
5.1.1.1.
Efter straffelovens § 291,
stk. 1, straffes den, der
ødelægger, beskadiger eller
bortskaffer ting, der tilhører
en anden, med bøde eller fængsel
indtil 1 år.
Hvis der øves
hærværk af betydeligt omfang,
eller hvis gerningsmanden
tidligere er fundet skyldig
efter denne bestemmelse eller
efter straffelovens §§ 180, 181,
183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1,
193 eller 194, kan straffen
stige til fængsel i 4 år, jf.
straffelovens § 291, stk. 2.
Hvis skaden forvoldes af grov
uagtsomhed under de i § 291,
stk. 2, nævnte omstændigheder er
straffen efter straffelovens
§ 291, stk. 3, bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, stk. 2, er
– når der bortses fra ændring
ved lov nr. 433 af 31. maj 2000
om bl.a. afskaffelse af
hæftestraffen – uændret siden
borgerlig straffelovs
ikrafttræden i 1933. Der
henvises bl.a. til
Straffelovskommissionens
betænkning af 1912, § 314, nr. 1
og 3, og side 275. Der kan
endvidere henvises til Torps
betænkning af 1917, § 262 samt
side 232-233 og 251, og
Straffelovskommissionens
betænkning af 1923, § 267 samt
sp. 384-85. Endvidere henvises
til Rigsdagstidende 1924-25,
tillæg A, sp. 3401 (§ 293),
Rigsdagstidende 1927-28, tillæg
A, sp. 5383 (§ 293),
Rigsdagstidende 1928-29, tillæg
B, sp. 2211-12, og
Rigsdagstidende 1929-30, tillæg
B, sp. 1875-76.
I betænkning
nr. 1032/1985 om
datakriminalitet behandlede
Straffelovrådet bl.a.
spørgsmålet om
hærværksbestemmelsens
anvendelighed ved
datakriminalitet. Rådet fandt
ikke anledning til at foreslå
ændringer af bestemmelsen.
Fra
retspraksis kan bl.a. nævnes en
Østre Landsrets dom af 21.
november 1986, som er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1986,
side 216f, hvor ødelæggelse af
vigtige edb-programmer blev
anset for hærværk af betydeligt
omfang. Landsretten udtalte, at
databærende medier med indlagte
data må anses for »ting«,
således som dette begreb
anvendes i straffelovens § 291.
Landsretten fandt yderligere, at
der foreligger »ødelæggelse« af
en ting, såfremt der sker
uberettiget sletning af data på
datamedier, eller
adgangsmulighederne til data i
øvrigt uberettiget ændres på en
sådan måde, at en hidtidig
benyttelse umuliggøres – eller
dog kun er mulig for personer
med større edb-indsigt end den
sædvanlige bruger. Det skyldes,
at de databærende medier ikke
længere – i hvert tilfælde ikke
uden særlige foranstaltninger –
kan anvendes efter deres formål.
5.1.1.2.
Efter straffelovens § 293,
stk. 1, 1. pkt., straffes den,
som uberettiget bruger en ting,
der tilhører en anden, med bøde
eller fængsel indtil 1 år,
medmindre forholdet er omfattet
af § 293 a (brugstyveri af
motorkøretøj). Under skærpende
omstændigheder, navnlig når
tingen ikke bringes tilbage
efter brugen, kan straffen stige
til fængsel i 2 år, jf.
straffelovens § 293, stk. 1, 2.
pkt.
Når der
bortses fra de ændringer af
straffelovens § 293, stk. 1, der
er gennemført ved lov nr. 433 af
31. maj 2000 og lov nr. 380 af
6. juni 2002, er bestemmelsen
senest ændret ved lov nr. 163 af
31. maj 1961, jf.
Folketingstidende 1960-61,
tillæg A, sp. 545-588, tillæg B,
sp. 917-922 og Folketingets
forhandlinger sp. 1060-1073,
1261-1305, 3903-3949 og
4018-4026.
Straffelovens
§ 293, stk. 2, indeholder en
bestemmelse om
rådighedshindring. Efter denne
bestemmelse straffes den, som
lægger hindringer i vejen for,
at nogen udøver sin ret til at
råde over eller tilbageholde en
ting. Strafferammen er bøde
eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 6
måneder.
Bestemmelsen
om rådighedshindring i
straffelovens § 293, stk. 2, er
– når der bortses fra en ændring
ved lov nr. 433 af 31. maj 2000
om bl.a. afskaffelse af
hæftestraffen – uændret siden
borgerlig straffelovs
ikrafttræden i 1933. Der
henvises bl.a. til
Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, sp. 3401, og Rigsdagstidende
1929-30, tillæg B, sp. 1875-76.
Efter
straffelovens § 305, stk. 2, er
overtrædelser af straffelovens
§ 293, stk. 2, undergivet privat
påtale.
I
Straffelovrådets betænkning nr.
1032/1985 om datakriminalitet
behandlede rådet også
spørgsmålet om anvendeligheden
af straffelovens § 293 ved
datakriminalitet. Rådet fandt
ikke anledning til at foreslå
ændringer af bestemmelsen.
5.1.2.
Straffelovens § 193
Straffelovens
§ 193, stk. 1, kriminaliserer
omfattende forstyrrelse i
driften i almindelige
kommunikations- og
samfærdselsmidler.
Efter
bestemmelsen straffes den, som
på retsstridig måde fremkalder
omfattende forstyrrelse i
driften af almindelige
samfærdselsmidler, offentlig
postbesørgelse, telegraf eller
telefonanlæg, radio- eller
fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg eller
anlæg, der tjener til almindelig
forsyning med vand, gas,
elektrisk strøm eller varme, med
fængsel indtil 4 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde.
Hvis
forbrydelsen begås uagtsomt, er
straffen bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, jf.
straffelovens § 193, stk. 2.
Bestemmelsen,
hvis udformning stammer fra
1930, er – når der bortses fra
ændring ved lov nr. 433 af 31.
maj 2000 om bl.a. afskaffelse af
hæftestraffen – senest ændret
ved lov nr. 229 af 6. juni 1985,
jf. Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 4373-4390, tillæg
B, sp. 1915-1922 og Folketingets
forhandlinger sp. 9450-9469,
10703-10705 og 11227-11229. Ved
denne lovændring blev ordene
»almindeligt benyttede telegraf-
eller telefonanlæg« ændret til
»telegraf- eller telefonanlæg,
radio- eller fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg«. Endvidere
blev strafferammen i
straffelovens § 193, stk. 1,
forhøjet fra 3 års fængsel til
fængsel indtil 4 år.
I
forarbejderne til bestemmelsen
nævnes som eksempler på
omfattende forstyrrelse i
driften af databehandlingsanlæg
angreb, der helt lammer eller i
betydeligt omfang forstyrrer
registrering, behandling og
transmission af data inden for
værdipapircentralen,
statsskattedirektoratet og
politiets motorregister samt
inden for den private sektor
angreb mod den centrale
elektroniske databehandling hos
de store banker og sparekasser,
realkreditinstitutter mv. Det
fremgår endvidere, at der må
anlægges en kvalitativ vurdering
af angrebets omfang. Man må
formentlig herved lægge
afgørende vægt på størrelsen af
den kreds, der berøres af
angrebet. Forbrydelsen får denne
almenskadelige karakter, f.eks.
hvis en af storbankernes
centrale dataanlæg helt sættes
ud af funktion, eller hvis
f.eks. en tilsvarende lammelse
af statsskattedirektoratets
centrale dataanlæg fremkaldes.
Derimod vil en lammelse af eller
betydelig driftsforstyrrelse af
en bankfilials eller et
skattekontors dataterminal ikke
være omfattet af straffelovens
§ 193, da virkningerne af
driftsforstyrrelsen i dette
tilfælde ikke antager den
almenskadelige karakter, som
bestemmelsen forudsætter.
Særligt med
hensyn til strafferammen
indeholdt justitsministerens
lovforslag nr. L 221 af 24.
april 1985 et forslag om at
forhøje strafferammen til 6 års
fængsel. Dette forslag byggede
på Straffelovrådets betænkning
nr. 1032/1985 om
datakriminalitet. I denne
betænkning bemærkede
Straffelovrådet bl.a., at det
dagældende strafmaksimum efter
straffelovens § 193 på fængsel i
3 år efter rådets opfattelse var
for lavt under hensyn til de
meget betydelige
skadevirkninger, som de i
bestemmelsen beskrevne
handlinger kan medføre.
Endvidere anførte
Straffelovrådet, at de fleste
strafbare forhold formentlig
tillige vil være omfattet af
straffelovens § 291, hvor
straffen for hærværk af
betydeligt omfang er fængsel
indtil 4 år. En overtrædelse af
straffelovens § 193 kan
imidlertid også tænkes, uden at
der foreligger hærværk af
betydeligt omfang. På den
baggrund foreslog
Straffelovrådet strafferammen
for overtrædelse af
straffelovens § 193, stk. 1,
forhøjet til 6 år, jf.
Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 4384. Under
behandlingen i Folketinget blev
der imidlertid stillet et
ændringsforslag om at fastsætte
strafferammen til 4 års fængsel,
som blev vedtaget. Der henvises
til Folketingstidende 1984-85,
tillæg B, sp. 1915-16.
5.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende datahærværk mv.
5.2.1.
Datahærværk og rådighedshindring
Ved
behandlingen af spørgsmålet om
datakriminalitet har
Brydensholt-udvalget bl.a.
overvejet anvendeligheden af
straffelovens bestemmelser om
hærværk (§ 291) og
rådighedshindring (§ 293). Det
hænger sammen med, at
bestemmelserne i straffelovens
§ 291 og § 293 ikke er udformet
med henblik på at ramme
IT-kriminalitet.
I betænkning
nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet
anfører Brydensholt-udvalget, at
der på dette område i hvert fald
overvejende må antages at være
strafferetlig dækning i
hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, jf.
betænkningen side 116f og
157-158.
Med hensyn
til uberettiget sletning eller
ændring af data eller programmel
anfører udvalget, at der herved
foreligger beskadigelse eller
ødelæggelse af ting, jf.
straffelovens § 291.
I
betænkningen anføres det
endvidere, at en særlig
hærværksvariant er de såkaldte
e-mail bomber og lignende,
f.eks. Denial-of-Service angreb
eller Ping of Death, hvor der
ikke forekommer hverken
ødelæggelse, ændring eller
uberettiget adgang, men derimod
alene er tale om brug i form af
chikane. Herom anføres det i
betænkningen (side 119), at det
i nedbrudssituationer vil være
nærliggende at overveje, om
sådanne nedbrud er omfattet af
hærværksbestemmelsen – det vil
sige at nedbruddet kan
karakteriseres som en
beskadigelse. Imidlertid kan
anvendelse af straffelovens
§ 293 også overvejes.
Om virus, der
sletter, ændrer, herunder
tilføjer, eller blokerer
oplysninger, anføres det i
betænkningen, at det er
sandsynligt, at en virus normalt
vil opfylde betingelserne i
straffelovens § 291, da virusen
indgår som en del af systemet og
ændrer dette.
I
betænkningen er det herefter
anført, at udvalget finder, at
der er behov for en vis
justering og præcisering af
straffeloven under hensyntagen
til, at der inden for
elektronisk databehandling
forekommer hærværk, hvor der
ikke er helt klar strafferetlig
dækning, samt hærværk, som
antagelig dækkes af forskellige
bestemmelser i straffeloven.
Efter
udvalgets opfattelse er der ikke
behov for en særskilt
straffelovsbestemmelse om
datahærværk. Udvalget finder
endvidere, at
hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, der har et
bredt anvendelsesområde, er
tilstrækkeligt dækkende, og der
derfor ikke er behov for en
ændring af denne bestemmelse.
Derimod
foreslår udvalget, at
straffelovens § 293, stk. 2,
ændres på flere punkter.
Strafferammen
i bestemmelsen bør efter
udvalgets opfattelse svare til
strafferammen i § 293, stk. 1,
på 1 års fængsel. Endvidere bør
bestemmelsen formuleres, så det
klart fremgår, at den også
omfatter rådighedshindren ad
elektronisk vej.
På den
anførte baggrund foreslås det i
betænkningen, at bestemmelsen om
rådighedshindring i
straffelovens § 293, stk. 2,
ændres således, at den, som
uberettiget hindrer en anden i
helt eller delvist at råde over
en ting, straffes på samme måde
som i § 293, stk. 1.
I
betænkningen er det i
tilknytning hertil anført, at
udtrykket »uberettiget hindrer«
er foreslået i stedet for
»lægger hindringer i vejen« for
at præcisere, at der ikke kræves
en fysisk hindring, men at også
elektroniske rådighedshindringer
er omfattet. Den foreslåede
bestemmelse omfatter også andre
typer hindringer, eksempelvis
hvis en person via anvendelse af
mislyde på særlige frekvenser
forhindrer andre i at bruge
deres radioforbindelser.
Udtrykket
»helt eller delvist« er ifølge
udvalget valgt for at præcisere,
at også en hindring, der
indebærer, at den berettigede
begrænses væsentligt i sin
rådighed, er omfattet. Der kan
f.eks. være tale om et såkaldt
Denial-of-Service angreb, som
kun delvist umuliggør
anvendelsen af et
informationssystem.
Tilbageholdsret er ikke særskilt
nævnt i den af udvalget
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 293, stk. 2, da
udvalget finder, at en sådan ret
er omfattet af almindelig
rådighedsret.
Skærpende
omstændigheder vedrører navnlig
omfanget af rådighedshindringen
og varigheden heraf.
Endvidere bør
der efter udvalgets opfattelse –
som ved hærværk – stilles krav
om betinget offentlig påtale i
stedet for privat påtale, jf.
straffelovens § 305.
5.2.2.
Straffelovens § 193
Brydensholt-udvalget foreslår,
at »databehandlingsanlæg« i
straffelovens § 193, stk. 1,
ændres til det af udvalget
anvendte »informationssystemer«,
der er neutralt i forhold til
mulige teknologiske løsninger.
Om den tilsvarende ændring af
straffelovens § 263, stk. 2,
henvises til pkt. 2.2.1.1.
ovenfor.
Med hensyn
til strafferammen i
straffelovens § 193, stk. 1,
foreslår Brydensholt-udvalget,
at strafferammen forhøjes fra de
nuværende 4 års fængsel til
fængsel indtil 6 år. Dette
svarer til Straffelovrådets
forslag i betænkning nr.
1032/1985 om datakriminalitet.
Udvalget har i den forbindelse
lagt vægt på, at samfundets
stigende afhængighed af edb
betyder, at driftsforstyrrelser
kan have meget mere indgribende
konsekvenser end tidligere.
Strafmaksimum bør således efter
udvalgets opfattelse være højere
end strafmaksimum for groft
hærværk, jf. straffelovens
§ 291, stk. 2, der har en
strafferamme på fængsel indtil 4
år. Det bemærkes i betænkningen,
at udvalgets forslag tager
udgangspunkt i de gældende
strafferammer, der på daværende
tidspunkt var genstand for
overvejelser i Straffelovrådet.
Herudover
finder Brydensholt-udvalget, at
uagtsomhedsbestemmelsen i
straffelovens § 193, stk. 2, bør
harmonere med den tilsvarende
bestemmelse i straffelovens
§ 291, stk. 3, hvorefter
straffen er bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, hvis skaden
under de i straffelovens § 291,
stk. 2, nævnte omstændigheder
forvoldes ved grov uagtsomhed.
Det foreslås
derfor i betænkning nr.
1417/2002, at straffelovens
§ 193, stk. 2, begrænses til
alene at omfatte omfattende
forstyrrelse i driften i
almindelige kommunikations- og
samfærdselsmidler, der er begået
ved grov uagtsomhed. Udvalget
foreslår i tilknytning hertil,
at strafferammen i straffelovens
§ 193, stk. 2, forhøjes fra 4
til 6 måneders fængsel.
Der henvises
til betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet, side 123-125 og
159.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
5.3.1.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Brydensholt-udvalgets
synspunkt om, at der ikke er
behov for en særskilt
bestemmelse om datahærværk.
Straffelovrådet har i betænkning
nr. 1424/2002 foretaget en
gennemgang og vurdering af
strafferammerne i straffeloven.
Om hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, stk. 1,
anfører Straffelovrådet i
betænkningen side 936, at
strafferammen bør hæves til bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, hvilket stemmer overens
med normalstrafferammen for
berigelsesforbrydelser, bortset
fra ulovlig omgang med
hittegods.
Justitsministeriet er enig i, at
hensynet til sammenhæng i
strafferammesystemet kan tale
for en forhøjelse af
strafferammen i § 291, stk. 1,
således at normalstraffen svarer
til normalstrafferammen for
andre forbrydelser, der krænker
ejendomsretten.
På den
baggrund foreslås det, at
strafferammen i § 291, stk. 1,
ændres til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
For så vidt
angår den forhøjede
sidestrafferamme i § 291,
stk. 2, har Straffelovrådet i
betænkning nr. 1424/2002 side
936 anført, at strafferammen bør
bringes i overensstemmelse med
det strafmaksimum, rådet
foreslår for andre angreb på
privat ejendomsret.
Straffelovrådet foreslår på den
baggrund strafmaksimum i § 291,
stk. 2, hævet til fængsel i 6
år.
Straffelovrådet anfører videre,
at rådet tidligere i betænkning
nr. 1099/1987 om strafferammer
og prøveløsladelse har givet
udtryk for, at gentagelsesreglen
i § 291, stk. 2, (hvorefter
gerningsmanden kan straffes
efter den skærpede strafferamme,
hvis den pågældende tidligere er
fundet skyldig i overtrædelse af
hærværk eller efter §§ 180, 181,
183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1,
193 eller 194) rækker for vidt,
og at det fortsat er rådets
opfattelse, at bestemmelsen i
sin nuværende udformning er for
vidtgående.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets
betragtninger om strafmaksimum i
§ 291, stk. 2, og strafferammen
foreslås på den baggrund hævet
til fængsel i 6 år. Med den
foreslåede skærpelse af
strafferammen i § 291, stk. 2,
tilsigtes en større graduering
af straffen i de groveste
tilfælde af hærværk.
Justitsministeriet finder
imidlertid ikke grundlag for i
øvrigt at ændre bestemmelsen som
foreslået af Straffelovrådet,
idet der ikke bør ske lempelser
i gentagelsestilfælde. Efter
ministeriets opfattelse bør der
således fortsat være mulighed
for anvendelse af den forhøjede
sidestrafferamme i tilfælde,
hvor tiltalte tidligere er
fundet skyldig i hærværk mv.
For så vidt
angår baggrunden for den nærmere
udformning af den foreslåede
§ 291, stk. 2, henvises til pkt.
8.2.5. om Justitsministeriets
overvejelser om
lovgivningsmæssige konsekvenser
af forslag til EU-rammeafgørelse
om angreb på
informationssystemer.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 12,
og bemærkningerne hertil.
5.3.2.
Justitsministeriet kan tiltræde
Brydensholt-udvalgets forslag
om, at anvendelsesområdet for
straffelovens § 293, stk. 2,
skal omfatte den, der
uberettiget hindrer en anden i
helt eller delvist at råde over
ting. Med formuleringen
»uberettiget hindrer« i stedet
for »lægger hindringer i vejen
for« forudsættes det, at
bestemmelsen også omfatter
elektroniske
rådighedshindringer.
Den
foreslåede bestemmelse omfatter
rådighedshindringer, der
indebærer, at den berettigede
hindres i helt eller delvist at
råde over ting. Omfattet af
bestemmelsen vil således også
være tilfælde, hvor den
berettigede alene begrænses
væsentligt i sin rådighed,
f.eks. ved et såkaldt
Denial-of-service angreb, hvor
anvendelse af et
informationssystem delvist
umuliggøres.
Kravet om, at
handlingen skal være
»uberettiget«, indebærer, at
f.eks. lovlig tilbageholdsret
ikke udgør en overtrædelse af
denne bestemmelse.
Brydensholt-udvalget har i
betænkningen foreslået en
ændring af strafferammen i
§ 293, stk. 2, således at
overtrædelse straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år, og
med en skærpet strafferamme på
fængsel indtil 2 år under
skærpende omstændigheder.
Strafferammen bringes herved i
overensstemmelse med
strafferammen i § 293, stk. 1.
Straffelovrådet har i betænkning
nr. 1424/2002 side 994, anført,
at § 293, stk. 2, har været
genstand for grundige
overvejelser i
Brydensholt-udvalget, og at
rådet, der har noteret sig
udvalgets synspunkter og
vurderinger, på den baggrund
ikke har fundet anledning til at
gå ind i en nærmere vurdering af
strafferammen i § 293, stk. 2.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Brydensholdt-udvalgets
synspunkter, og lovforslaget er
i hovedsagen udformet i
overensstemmelse hermed. Om
baggrunden for den nærmere
udformning af den foreslåede
§ 293, stk. 2, henvises til pkt.
8.2.5. om Justitsministeriets
overvejelser om
lovgivningsmæssige konsekvenser
af forslag til EU-rammeafgørelse
om angreb på
informationssystemer.
Om den
nærmere affattelse af den
skærpede sidestrafferamme,
hvorefter denne finder
anvendelse under »særligt
skærpende omstændigheder«,
henvises endvidere til
Justitsministeriets overvejelser
gengivet under pkt. 2.3.1.1,
idet der med den foreslåede
ændring ikke tilsigtes nogen
realitetsændring i forhold til
bestemmelsens nuværende ordlyd.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 13.
Justitsministeriet kan desuden
tiltræde, at overtrædelse af
bestemmelsen i straffelovens
§ 293, stk. 2, som foreslået af
Brydensholt-udvalget fremover
undergives betinget offentlig
påtale. Herom henvises til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17 og 18.
5.3.3.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig forslaget om at begrænse
anvendelsesområdet i
straffelovens § 193, stk. 2, til
omfattende forstyrrelse af
driften af almindelige
kommunikations- og
samfærdselsmidler, der er begået
ved grov uagtsomhed.
Justitsministeriet er endvidere
enig i forslaget om i
tilknytning hertil at forhøje
strafferammen i straffelovens
§ 193, stk. 2, fra 4 til 6
måneders fængsel svarende til
strafferammen i straffelovens
§ 291, stk. 3, om groft hærværk
begået ved grov uagtsomhed.
For så vidt
angår strafferammen i § 193,
stk. 1, har Brydensholt-udvalget
som nævnt foreslået en
forhøjelse fra de nuværende 4
års fængsel til fængsel indtil 6
år.
I betænkning
nr. 1424/2002 har
Straffelovrådet på side 668
anført, at rådet under
hensyntagen til de grundige
overvejelser i
Brydensholt-udvalget har afstået
fra at foretage en nøjere
gennemgang af § 193. Foruden en
mindre teknisk ændring af § 193,
stk. 1, anbefaler rådet
imidlertid, at strafmaksimum i
stk. 1 skærpes fra 4 til 6 års
fængsel, hvorved strafmaksimum
for forhold omfattet af § 193,
stk. 1, bringes på linje med den
af rådet anbefalede skærpelse af
strafmaksimum for hærværk, jf.
§ 291.
Justitsministeriet foreslår i
overensstemmelse hermed, at
§ 193, stk. 1, affattes således,
at overtrædelse straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 år.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 7.
6. Begæring
om offentlig påtale
6.1. Gældende
ret
6.1.1.
I visse tilfælde kræves der en
begæring fra den forurettede,
jf. retsplejelovens § 725, for
at anklagemyndigheden kan rejse
tiltale. Der er i disse tilfælde
tale om såkaldt betinget
offentlig påtale.
Nogle særlige
spørgsmål vedrørende betinget
offentlig påtale er reguleret i
retsplejelovens § 720 og
straffelovens § 96 om
forældelse.
Hvis der er
fremsat begæring om offentlig
påtale, behandles sagen på samme
måde som sager, der er
undergivet offentlig påtale. Der
sker således efterforskning og
rejses tiltale, medmindre de
almindelige betingelser for
afvisning af anmeldelsen,
indstilling af efterforskningen
eller opgivelse af påtale
foreligger. Begæring om påtale
er heller ikke til hinder for,
at en sag afgøres med
tiltalefrafald i
overensstemmelse med de herom
gældende regler.
I
retsplejelovens § 720, stk. 2,
er det fastsat, at hvis
offentlig påtale efter
lovgivningen er betinget af en
begæring, kan påtale kun ske,
såfremt begæring herom
fremsættes af en efter
retsplejelovens § 725
berettiget.
Efter
retsplejelovens § 725 tilkommer
retten til privat påtale og
fremsættelse af begæring om
offentlig påtale den
forurettede. Hvis forurettede er
umyndig, finder reglerne i § 257
anvendelse. Når den forurettede
er død, eller når en mod en
afdød rettet handling er
strafbar, tilkommer retten til
privat påtale eller til at
begære offentlig påtale den
afdødes ægtefælle, forældre,
børn eller søskende.
Der findes
bestemmelser om betinget
offentlig påtale både i
straffeloven og i
særlovgivningen.
Efter
straffelovens § 275, stk. 2, kan
offentlig påtale i de i
§§ 263-265 nævnte tilfælde ske,
når den forurettede anmoder
herom. De i straffelovens § 275,
stk. 2, nævnte bestemmelser
omhandler brud på
brevhemmeligheden mv. (§ 263),
krænkelser af husfreden (§ 264),
forskellige krænkelser af
privatlivets fred (§§ 264 a-d)
og overtrædelse af polititilhold
(§ 265).
Af
straffelovens § 305, stk. 1,
følger endvidere, at de i
straffelovens § 291, stk. 1 og
3, § 298 og § 299 omhandlede
lovovertrædelser kun påtales
efter den forurettedes begæring,
medmindre almene hensyn kræver
påtale. De i straffelovens
§ 305, stk. 1, nævnte
bestemmelser omhandler visse
former for hærværk (§ 291,
stk. 1 og 3) og visse bedrageri-
og mandatsvigslignende
formueforbrydelser (§§ 298 og
299).
Som anført
ovenfor under pkt. 5.3.2.,
foreslås bestemmelsen i
straffelovens § 305 ændret,
således at overtrædelser af
straffelovens § 293, stk. 2, om
rådighedshindring fremover
undergives betinget offentlig
påtale i stedet for privat
påtale.
I
særlovgivningen findes der
bestemmelser om betinget
offentlig påtale i bl.a.
ophavsretslovens § 82
(lovbekendtgørelse nr. 164 af
12. marts 2003), hvorefter
overtrædelser af
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og § 77, stk. 2, påtales af det
offentlige, når den forurettede
begærer det.
Straffelovens
§ 96 indeholder en særlig
bestemmelse om forældelse af
adgangen til bl.a. at begære
offentlig påtale. Efter denne
bestemmelse bortfalder adgang
til privat påtale og til at
begære offentlig påtale, når den
berettigede ikke har anlagt sag
eller fremsat begæring inden 6
måneder efter, at den pågældende
har fået sådan kundskab, at
vedkommende har tilstrækkeligt
grundlag for sagsanlæg eller
fremsættelse af påtalebegæring.
6.1.2. En
anmeldelse til politiet anses i
praksis ikke i sig selv som en
begæring om offentlig påtale.
Fra
retspraksis kan bl.a. nævnes
Højesterets dom af 15. november
1999, som er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000,
side 342f, hvor tiltalte blev
frifundet i en sag om
overtrædelse af straffelovens
§ 265 om polititilhold.
Højesteret bemærkede, at
offentlig påtale af
overtrædelser af straffelovens
§ 265 er betinget af, at den
forurettede anmoder herom. Som
sagen forelå, måtte det lægges
til grund, at forurettede ikke
havde kendskab til
påtalereglerne, og at politiet
ikke havde spurgt den
pågældende, om hun ønskede
offentlig påtale. Højesteret
fandt det heller ikke godtgjort,
at forurettede af sig selv havde
fremsat en tilkendegivelse, der
indeholdt en anmodning om
offentlig påtale.
Anklagemyndigheden var herefter
ikke berettiget til at tiltale
den tiltalte for overtrædelse af
straffelovens § 265. Som følge
heraf frifandt Højesteret for så
vidt angår denne del af
tiltalen.
Af
Rigsadvokatens Meddelelse nr.
7/2000 af 1. november 2000 om
påtalebegæringer fremgår, at det
skal fremgå direkte af
politirapporten, at forurettede
er blevet gjort bekendt med
påtalereglerne og udtrykkeligt
har fremsat begæring om påtale.
Det kan ikke forudsættes, at en
forurettet er bekendt med de
særlige påtaleregler. Endvidere
bør den forurettede så vidt
muligt underskrive en særlig
erklæring, hvoraf fremgår, at
vedkommende er blevet gjort
bekendt med påtalereglerne og
ønsker forholdet påtalt.
6.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
vedrørende begæring om offentlig
påtale
I betænkning
nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet
er det anført, at domstolenes
ret restriktive fortolkning af,
hvad der skal betragtes som en
påtalebegæring, efter udvalgets
opfattelse er uhensigtsmæssig.
Det hænger sammen med, at en
anmelder i almindelighed ikke
har kendskab til, at en
anmeldelse skal suppleres med en
påtalebegæring. Det anføres
endvidere, at det kan ske, at
politiet ikke – eller for sent i
forhold til forældelsesreglen i
straffelovens § 96 –
konstaterer, at en egentlig
påtalebegæring mangler. Udvalget
henviser i den forbindelse til
den afgørelse, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000,
side 342f.
På den
anførte baggrund foreslås det,
at det indsættes i
retsplejelovens § 720, stk. 2,
at en anmeldelse fra den
berettigede skal anses som en
begæring om offentlig påtale,
medmindre andet fremgår af
anmeldelsen.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i
Brydensholt-udvalgets
synspunkter, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse
hermed.
Der henvises
til lovforslagets § 2, nr. 1.
7.
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet
7.1.
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet
Europarådets
konvention om IT-kriminalitet
blev vedtaget af
Ministerkomitéen den 8. november
2001 og åbnet for undertegnelse
den 23. november 2001.
Konventionen
indeholder en række
forpligtelser for de deltagende
stater særligt med hensyn til
kriminalisering af forskellige
former for IT-kriminalitet og
med hensyn til efterforskning og
internationalt samarbejde på
området. Formålet med
konventionen er at styrke
efterforskningen og
strafforfølgningen af
IT-kriminalitet.
Konventionen,
der er åben for tiltrædelse af
både Europarådets medlemsstater
og andre lande, er foreløbig
undertegnet af 37 lande, heraf
har 3 lande ratificeret.
Regeringen
har den 22. april 2003
undertegnet Europarådets
konvention om IT-kriminalitet.
Som anført under pkt. 1.1., vil
Folketingets vedtagelse af
lovforslaget samtidig indebære
samtykke efter grundlovens § 19
til ratifikation af Europarådets
konvention om IT-kriminalitet.
Kapitel I –
Anvendelse af definitioner
Konventionens
artikel 1, litra a-d, indeholder
definitioner af, hvad der skal
forstås ved henholdsvis
»edb-system«, »elektroniske
data«, »serviceudbyder« og
»trafikdata«.
Ved
»edb-system« forstås enhver
anordning eller gruppe af
indbyrdes forbundne eller
sammenhængende anordninger,
hvoraf én eller flere udfører
automatisk databehandling i
henhold til et program (litra
a).
Endvidere
forstås ved »elektroniske data«
enhver gengivelse af fakta,
informationer eller begreber i
en form, der er egnet til
behandling i et edb-system,
herunder et program, der er
egnet til at få et edb-system
til at udføre en funktion (litra
b).
»Serviceudbyder« skal forstås
som enhver offentlig eller
privat enhed, der sætter
brugeren af dens tjeneste i
stand til at kommunikere ved
hjælp af et edb-system, og
enhver anden enhed, der
behandler eller lagrer
elektroniske data på vegne af en
sådan kommunikationstjeneste
eller brugerne af en sådan
tjeneste (litra c).
Ved
»trafikdata« forstås
elektroniske data vedrørende en
kommunikation foretaget ved
hjælp af et edb-system, hvor
disse data er genereret af et
edb-system, der udgjorde et led
i kommunikationskæden, og
angiver kommunikationens
oprindelse, modtager, rute, tid,
dato, størrelse, varighed eller
type af den underliggende
tjeneste (litra d).
Kapitel II –
Foranstaltninger på nationalt
plan
Del 1 –
Materiel strafferet
Artikel 2-11
fastsætter
kriminaliseringsforpligtelsen
ifølge konventionen.
Konventionens
artikel 2 og 3 vedrører
forskellige former for
krænkelser af datahemmeligheden.
Efter
konventionens artikel 2, 1.
pkt., forpligtes de
kontraherende parter til at gøre
det strafbart forsætligt og
uberettiget at skaffe sig adgang
til et edb-system eller en del
heraf. I artikel 2, 2. pkt., er
det fastsat, at en part som
betingelse for strafansvar kan
kræve, at den strafbare handling
er begået ved at bryde
sikkerhedsforanstaltninger for
at skaffe sig adgang til
elektroniske data eller i andet
uberettiget øjemed, eller at den
strafbare handling er begået i
forhold til et edb-system, der
er forbundet med et andet
edb-system.
De
kontraherende parter forpligtes
endvidere efter artikel 3, 1.
pkt., til at gøre det strafbart
forsætligt og uberettiget at
aflytte ikke offentligt
tilgængelige elektroniske data,
som transmitteres fra et
edb-system til et andet, eller
som er lagret i et edb-system,
herunder elektromagnetisk
stråling fra et edb-system, der
bærer sådanne elektroniske data.
Efter artikel 3, 2. pkt., kan en
part som betingelse for
strafansvar kræve, at den
strafbare handling er begået i
uberettiget øjemed eller i
forhold til et edb-system, der
er forbundet med et andet
edb-system.
Konventionens
artikel 4 og 5 vedrører
tilfælde, hvor brugen af
edb-systemer hindres gennem
forskellige former for indgreb i
systemet eller dets data.
Efter
artikel 4, stk. 1 ,
forpligtes de kontraherende
parter til at gøre det strafbart
forsætligt og uberettiget at
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektroniske data. En part kan
forbeholde sig adgang til alene
at kriminalisere tilfælde, hvor
der på de angivne måder er
forvoldt betydelig skade, jf.
artikel 4, stk. 2.
Artikel 5
forpligter parterne til at
gøre det strafbart forsætligt og
uberettiget at forhindre et
edb-systems funktion i alvorlig
grad ved at indlæse, overføre,
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektroniske data.
Konventionens
artikel 6 vedrører
udbredelse og besiddelse af
anordninger og adgangsmidler til
edb-systemer, som kan anvendes
til at begå en af de strafbare
handlinger, der er nævnt i
artikel 2-5.
Efter
artikel 6, litra a ,
forpligtes de kontraherende
parter til at gøre det strafbart
at fremstille, sælge, fremskaffe
til brug, importere eller gøre
sådanne anordninger og
adgangsmidler tilgængelige, hvis
det sker med hensigt til, at
anordningen eller adgangsmidlet
kan anvendes til at begå en
strafbar handling som nævnt i
artikel 2-5.
Efter
artikel 6, litra a, nr. 1 ,
omfattes anordninger, herunder
et edb-program, der hovedsagelig
er beregnet til at begå en af de
i artikel 2-5 nævnte strafbare
handlinger.
Endvidere
omfatter bestemmelsen
edb-kodeord, adgangskoder eller
lignende data, der gør det
muligt at få adgang til et
edb-system eller en del heraf,
jf. artikel 6, litra a, nr.
2.
Efter
artikel 6, litra b, 1. pkt
., er parterne endvidere
forpligtet til at gøre det
strafbart at besidde sådanne
anordninger og adgangsmidler,
hvis besiddelsen sker med
hensigt til, at anordningen
eller adgangsmidlet kan anvendes
til at begå en af de i
artikel 2-5 nævnte strafbare
handlinger.
Ifølge
artikel 6, litra b, 2. pkt
., kan en part kræve, at en
person skal have besiddet et
antal anordninger eller
adgangsmidler, for at
strafansvar kan komme på tale.
Efter
artikel 6, stk. 2 , må
strafansvar for udbredelse og
besiddelse ikke omfatte
tilfælde, hvor udbredelsen eller
besiddelsen af anordninger eller
adgangsmidler til edb-systemer
sker med henblik på f.eks.
autoriseret afprøvning eller
beskyttelse af et edb-system.
Artikel 6,
stk. 3, indeholder en adgang
for parterne til at tage
forbehold for forpligtelsen til
at kriminalisere besiddelse af
anordninger og adgangsmidler
omfattet af bestemmelsen i
artikel 6, stk. 1. Forbeholdet
må dog ikke omfatte
forpligtelsen til at
kriminalisere salg, forhandling
eller tilgængeliggørelse i
øvrigt af anordninger omfattet
af artikel 6, stk. 1, litra a,
nr. 1, jf. ovenfor.
Artikel 7
vedrører forfalskning af
elektroniske dokumenter.
Efter
artikel 7, 1. pkt., skal de
kontraherende parter gøre det
strafbart forsætligt og
uberettiget at indlæse, ændre,
slette eller undertrykke
elektroniske data, hvorved der
fremkommer uautentiske data, med
forsæt til, at sådanne data i
retsforhold skal betragtes eller
behandles som autentiske.
Parterne kan kræve, at der som
betingelse for strafansvar skal
foreligge forsæt til bedrageri
eller lignende uberettiget
øjemed, jf. artikel 7, 2. pkt.
Artikel 8
vedrører databedrageri.
Efter artikel
8 forpligtes de kontraherende
parter til at gøre det strafbart
uberettiget og forsætligt at
påføre en anden formuetab ved at
indlæse, ændre, slette eller
undertrykke elektroniske data
eller ved at foretage indgreb i
et edb-systems funktioner med
forsæt til at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding.
Artikel 9
vedrører børnepornografi.
Artikel 9,
stk. 1, indeholder en
forpligtelse til at
kriminalisere fremstilling af
børnepornografisk materiale med
forsæt til udbredelse ved hjælp
af et computersystem (litra a).
Bestemmelsen indeholder
endvidere en forpligtelse til at
gøre det strafbart at udbyde
eller gøre børnepornografisk
materiale tilgængeligt ved hjælp
af et computersystem (litra b).
Efter bestemmelsen skal det også
være strafbart at distribuere
eller transmittere (litra c),
skaffe til sig selv eller andre
(litra d) og besidde (litra e)
børnepornografisk materiale ved
hjælp af et computersystem.
Efter
artikel 9, stk. 2, forstås
ved børnepornografi en visuel
gengivelse af en mindreårig
(litra a) eller en person, der
fremtræder som en mindreårig
(litra b), såfremt vedkommende
deltager i klart seksuelle
handlinger. Endvidere forstås
ved børnepornografi realistiske
billeder, der forestiller en
mindreårig involveret i klart
seksuelle handlinger (fiktiv
børnepornografi) (litra c).
Efter
artikel 9, stk. 3, omfatter
udtrykket »mindreårig« personer
under 18 år. Bestemmelsen
indeholder en adgang for de
kontraherende parter til at
fastsætte en lavere
aldersgrænse, der dog ikke må
være lavere end 16 år.
Artikel 9,
stk. 4, indeholder en adgang
for parterne til at tage
forbehold, hvorefter det ikke
skal være strafbart at skaffe
børnepornografisk materiale til
sig selv eller andre eller
besidde børnepornografisk
materiale, jf. artikel 9,
stk. 1, litra d og e. Endvidere
kan parterne undlade at lade
fiktiv børnepornografi og
gengivelser af personer, der
fremtræder som mindreårige (men
ikke er mindreårige), jf.
artikel 9, stk. 2, litra b og c,
være omfattet af definitionen på
børnepornografisk materiale.
Artikel 10
vedrører krænkelser af
immaterialrettigheder.
Efter artikel
10 forpligtes de kontraherende
parter til at straffe krænkelser
af ophavsrettigheder eller
relaterede rettigheder, som
disse rettigheder er defineret i
national lovgivning. Det er
forudsat i bestemmelsen, at
national lovgivning i den
forbindelse opfylder de
internationale forpligtelser,
der følger af Bernerkonventionen
til værn for litterære og
kunstneriske værker,
TRIPS-aftalen (Agreement on
Trade-Related Intellectual
Property Rights),
WCT-konventionen (WIPO Copyright
Treaty), Rom-konventionen
(International Convention for
the Protection of Performers,
Producers of Phonograms and
Broadcasting Organisations) og
WPPT-konventionen (WIPO
Performances and Phonograms
Treaty).
Artikel 11
vedrører forsøg og
medvirken.
Efter artikel
11 har parterne en forpligtelse
til at kunne straffe forsøg på
overtrædelse af de forbrydelser,
der er nævnt i konventionens
artikel 2-11. De kontraherende
parter er endvidere forpligtet
til at kunne straffe medvirken
til overtrædelse af de
forbrydelser, der er nævnt i
artikel 3-5, 7, 8 og 9, stk. 1,
litra a og c.
Artikel 12
regulerer juridiske
personers strafansvar.
Efter
artikel 12, stk. 1,
forpligtes de kontraherende
parter til at sikre, at
juridiske personer kan gøres
ansvarlige med hensyn til de
handlinger, der er omfattet af
konventionens artikel 2-11. Det
gælder, i det omfang
handlingerne er begået for at
skaffe den juridiske person
vinding, og handlingerne er
begået af en person, som handler
enten individuelt eller som
medlem af et organ under den
juridiske person, og som har en
ledende stilling inden for den
juridiske person. Bestemmelsen
medfører også en pligt til at
sikre, at juridiske personer kan
straffes, når f.eks.
utilstrækkelig kontrol eller
tilsyn fra den juridiske persons
side har gjort det muligt for en
person, der er underlagt den
juridiske persons myndighed, at
begå de nævnte overtrædelser,
jf. artikel 12, stk. 2.
Artikel 13
vedrører sanktioner og
foranstaltninger.
Efter artikel
13 skal parterne sikre, at
forbrydelser, der er omfattet af
konventionens artikler 2-11,
bliver mødt med sanktioner, som
er effektive, og som står i
rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning.
Del 2 –
Processuelle bestemmelser
Artikel 14
og 15 indeholder
bestemmelser, som er fælles for
de processuelle indgreb, der er
beskrevet i konventionens
artikel 16-21.
Artikel
14, stk. 1, forpligter de
kontraherende parter til at
fastsatte regler om de
processuelle indgreb, der er
beskrevet i konventionens
artikel 16-21.
Efter
artikel 14, stk. 2, skal
disse indgreb – medmindre andet
er bestemt – kunne anvendes på
strafbare handlinger i henhold
til konventionens artikel 2-11
(litra a), andre strafbare
handlinger begået ved hjælp af
et edb-system (litra b) og i
forbindelse med indsamling af
elektronisk bevismateriale for
en strafbar handling (litra c).
Artikel
14, stk. 3, indeholder en
adgang for de kontraherende
parter til at tage forbehold,
hvorefter aflytning af
trafikdata (»real-time
collection of traffic data«),
jf. artikel 20, ikke skal kunne
foretages i alle de tilfælde,
der er omfattet af artikel 14,
stk. 2. Bestemmelsen indeholder
en henvisning til konventionens
artikel 21 om aflytning af
indholdsdata (»interception of
content data«), der alene skal
kunne foretages i forbindelse
med efterforskningen af
alvorlige forbrydelser, som
disse er defineret i national
lovgivning. Artikel 14,
stk. 3, litra a, fastsætter
i den forbindelse, at
forpligtelsen til at kunne
foretage aflytning af trafikdata
efter artikel 20 kan begrænses
tilsvarende. Sammenfattende vil
det sige, at adgangen til at
foretage aflytning af trafikdata
og indholdsdata kan begrænses
til kun at kunne ske i
forbindelse med efterforskning
af alvorlige forbrydelser.
I artikel
14, stk. 3, litra b, findes
yderligere en forbeholdsadgang.
Efter bestemmelsen kan parter,
der på grund af
lovgivningsmæssige begrænsninger
på tidspunktet for vedtagelse af
konventionen ikke kan anvende de
i artikel 20 og 21 nævnte
foranstaltninger, undlade at
lade artikel 20 om aflytning af
trafikdata og artikel 21 om
aflytning af indholdsdata
omfatte kommunikation, der
overføres i en serviceudbyders
edb-system, som drives til gavn
for en lukket gruppe brugere, og
som ikke anvender offentlige
kommunikationsnet og ikke er
forbundet med noget andet
offentligt eller privat
edb-system.
Efter
artikel 15 skal de
kontraherende parter sikre, at
visse betingelser og
retssikkerhedsgarantier skal
være opfyldt for at foretage de
i artikel 16-21 nævnte indgreb.
Sådanne betingelser og
retssikkerhedsgarantier skal på
behørig vis sikre iagttagelse af
menneskerettigheder og
frihedsrettigheder, herunder de
forpligtelser, der følger af Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention og
FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder. Det
gælder bl.a. regler om
proportionalitet, forbudet mod
selvinkriminering og om
domstolskontrol eller anden
uafhængig kontrol med
foretagelsen af indgreb.
Artikel 16
vedrører hastesikring af
elektroniske data.
Efter
artikel 16, stk. 1, har
parterne en forpligtelse til at
fastsætte regler, hvorefter
parternes kompetente myndigheder
kan meddele pålæg om hurtig
sikring af bestemte elektroniske
data, herunder trafikdata, der
er lagret ved hjælp af et
edb-system, eller hvorefter der
på anden lignende måde kan opnås
hurtig sikring af sådanne data,
navnlig hvis der er grund til at
antage, at de elektroniske data
er særligt udsat for at gå tabt
eller blive ændret.
Parterne skal
endvidere efter artikel 16,
stk. 2, fastsætte regler,
som forpligter den person, der
er blevet meddelt et pålæg efter
artikel 16, stk. 1, til at sikre
og bevare de elektroniske data
uskadt i op til 90 dage.
Den
pågældende skal samtidig efter
artikel 16, stk. 3, kunne
pålægges tavshedspligt i en
periode, hvis længde fastlægges
i medlemsstatens lovgivning, med
hensyn til oplysningen om, at
den pågældende har sikret de
elektroniske data.
Artikel 17
vedrører hastesikring og
delvis videregivelse af
trafikdata.
Artikel
17, stk. 1, litra a,
indeholder en forpligtelse for
de kontraherende parter til at
fastsætte regler, hvorefter
trafikdata, der er sikret i
medfør af artikel 16, bl.a. også
kan sikres i tilfælde, hvor den
kommunikation, som de pågældende
trafikdata vedrører, involverer
flere serviceudbydere.
Efter
artikel 17, stk. 1, litra b,
forpligtes de kontraherende
parter endvidere til at
fastsætte regler, der skal sikre
en hurtig videregivelse af
trafikdata til partens
kompetente myndigheder eller til
en person udpeget af
myndigheden.
Artikel 18
vedrører udlevering af
elektroniske data.
I artikel
18, stk. 1, litra a, er der
fastsat en forpligtelse for de
kontraherende parter til at
fastsætte regler, der giver
mulighed for, at myndighederne
kan pålægge en person at
udlevere bestemte elektroniske
data, der er lagret i et
edb-system eller på et
lagringsmedie for elektroniske
data.
Bestemmelsen
indeholder endvidere i
stk. 1, litra b, en
forpligtelse til at fastsætte
regler, der giver mulighed for
at pålægge en serviceudbyder at
udlevere kundeoplysninger, som
er i serviceudbyderens
besiddelse eller under dennes
kontrol.
Efter
artikel 18, stk. 3, forstås
ved »kundeoplysninger« enhver
oplysning i elektronisk eller
anden form, bortset fra trafik-
eller indholdsdata, som en
serviceudbyder er i besiddelse
af vedrørende kunder, der
benytter sig af udbyderens
tjenester. Sådanne oplysninger
skal efter bestemmelsen gøre det
muligt at fastslå bl.a., hvilke
kommunikationstjenester kunden
har benyttet sig af,
kundeforholdets varighed og
kundens identitet.
Artikel 19
vedrører ransagning og
beslaglæggelse af lagrede
elektroniske oplysninger.
Efter
artikel 19, stk. 1, skal de
kontraherende parter fastsætte
regler, der giver mulighed for,
at myndighederne kan ransage
eller på lignende måde skaffe
sig adgang til et edb-system mv.
Ransagningen
skal efter artikel 19,
stk. 2, hurtigt kunne
udstrækkes fra et edb-system til
et andet, hvis de søgte
elektroniske data er lovligt
tilgængelige fra det første
system, og ransagningen heraf
giver grundlag for at antage, at
de søgte elektroniske data er
lagret i det andet system.
Efter
artikel 19, stk. 3, skal
parterne fastsætte regler, der
giver mulighed for, at
myndighederne kan beslaglægge
eller på lignende måde sikre sig
elektroniske data, som
myndighederne har skaffet sig
adgang til ved en ransagning
efter artikel 19, stk. 1 eller
2.
Artikel
19, stk. 4, indeholder en
forpligtelse for parterne til at
fastsætte regler, som skal gøre
det muligt for myndighederne at
forpligte en person – der har
kendskab til, hvordan et
edb-system virker eller til de
adgangsmidler, som er anvendt
for at beskytte elektroniske
data i systemet – til at give
myndighederne de fornødne
oplysninger til at foretage
ransagning og beslaglæggelse
efter stk. 1 og 2.
Artikel 20
og 21 vedrører aflytning af
trafikdata og indholdsdata.
Efter
artikel 20, stk. 1,
forpligtes de kontraherende
parter til at fastsætte regler,
som gør det muligt at foretage
aflytning af trafikdata
vedrørende bestemte
kommunikationer, der overføres
ved hjælp af et edb-system.
Efter
bestemmelsen skal en sådan
aflytning kunne foretages af
partens kompetente myndigheder
alene, af partens kompetente
myndigheder med bistand fra en
serviceudbyder og af
serviceudbyderen alene. Efter
konventionen er de kontraherende
parter som minimum forpligtet
til at sikre en serviceudbyders
medvirken til aflytningen inden
for rammerne af dennes tekniske
muligheder. Udbyderen er således
efter konventionen ikke
forpligtet til at anskaffe sig
særligt udstyr til brug for
aflytningen.
Efter
artikel 20, stk. 2, kan
kontraherende parter, der på
grund af nationale
retsprincipper er afskåret fra
at lade de kompetente
myndigheder foretage aflytningen
uden bistand fra en
serviceudbyder, i stedet sikre,
at aflytning af trafikdata kan
ske på en anden måde. Dette kan
f.eks. ske ved at fastsætte
regler, der forpligter en
serviceudbyder til i alle
tilfælde at medvirke til
aflytningen.
De
kontraherende parter skal efter
artikel 20, stk. 3,
sikre, at serviceudbydere har
tavshedspligt med hensyn til
oplysningerne om, at de har
bistået partens kompetente
myndigheder med aflytningen.
Ifølge
artikel 20, stk. 4, skal
indgreb efter bestemmelsen
foretages under iagttagelse af
de betingelser og
retssikkerhedsgarantier, der
følger af artikel 14 og 15. Som
nævnt ovenfor giver artikel 14,
stk. 3, adgang til at tage
forbehold, hvorefter parternes
forpligtelse til at kunne
foretage aflytning af trafikdata
kan begrænses til tilfælde, hvor
der er tale om mistanke om en
alvorlig forbrydelse.
Efter
artikel 21 forpligtes de
kontraherende parter til sikre,
at der kan ske aflytning af
indholdsdata fra bestemte
kommunikationer, der overføres
ved hjælp af et edb-system, når
der er tale om en alvorlig
forbrydelse.
Som ved
aflytning af trafikdata, jf.
artikel 20, skal også aflytning
af indholdsdata kunne foretages
af partens kompetente
myndigheder alene, af partens
kompetente myndigheder med
bistand fra en serviceudbyder og
af serviceudbyderen alene. En
serviceudbyder er efter
konventionen forpligtet til at
medvirke til aflytningen inden
for rammerne af dennes tekniske
muligheder, og udbyderen er
således efter konventionen ikke
forpligtet til at anskaffe sig
særligt udstyr.
Kontraherende
parter, der på grund af
nationale retsprincipper er
afskåret fra at lade de
kompetente myndigheder foretage
aflytningen, kan i stedet sikre,
at aflytning af trafikdata kan
ske på en anden måde. Dette kan
f.eks. ske ved at fastsætte
regler, der forpligter en
serviceudbyder til i alle
tilfælde at bistå med
aflytningen, jf. artikel 21,
stk. 2 .
Efter
artikel 21, stk. 3, skal de
kontraherende parter sikre, at
serviceudbydere har
tavshedspligt med hensyn til
oplysningerne om, at de har
bistået partens kompetente
myndigheder med aflytningen.
Del 3 –
Jurisdiktion (straffemyndighed)
Artikel 22
indeholder bestemmelser om
jurisdiktion (straffemyndighed).
Efter
artikel 22, stk. 1, er de
kontraherende parter forpligtet
til at have straffemyndighed,
når den strafbare handling er
begået på den pågældende parts
område (litra a), eller ombord
på et fartøj, der sejler under
partens flag (litra b), eller
ombord i et fly, der er
registreret efter partens
lovgivning (litra c), eller af
en af partens statsborgere, hvis
den strafbare handling er
strafbar på gerningsstedet,
eller hvis den strafbare
handling begås uden for nogen
stats territoriale jurisdiktion
(litra d).
Enhver part
kan efter artikel 22, stk. 2,
forbeholde sig ret til helt
eller delvist at undlade at
anvende eller kun i særlige
tilfælde eller under særlige
betingelser at anvende de i
artikel 22, stk. 1, litra b-d,
fastsatte bestemmelser om
jurisdiktion.
Kapitel III –
Internationalt samarbejde
Del 1 –
Generelle principper for
internationalt samarbejde
Artikel
23-34 indeholder
bestemmelser om internationalt
samarbejde mellem de
kontraherende parter.
Artikel 23
indeholder generelle
principper for internationalt
samarbejde og forpligter de
kontraherende parter til at
samarbejde med hinanden i videst
muligt omfang.
Efter artikel
23 skal samarbejdet omfatte
efterforskning og
retsforfølgning af strafbare
handlinger i forbindelse med
edb-systemer og elektronisk data
samt indsamling af elektronisk
bevismateriale vedrørende
strafbare handlinger.
Samarbejdet skal ske i
overensstemmelse med
bestemmelserne i konventionens
artikel 23-35 og ved anvendelse
af relevante internationale
instrumenter om gensidig
retshjælp i straffesager og
national lovgivning.
Artikel 24
indeholder regler om
udlevering af lovovertrædere.
Bestemmelsen
i artikel 24 finder anvendelse
på forbrydelser omfattet af
konventions artikel 2-11, når
den pågældende handling straffes
med fængsel i mindst 1 år efter
national lovgivning i både det
begærende og det anmodede land.
Hvis der mellem to eller flere
parter allerede anvendes en
anden minimumsstraf, som bygger
på ensartet lovgivning eller en
udleveringstraktat, skal denne
minimumsstraf anvendes i stedet.
Det fremgår
endvidere, at handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11 skal anses som
forbrydelser, for hvilke der kan
ske udlevering.
Afgørelser om
udlevering skal efter
bestemmelsen være underlagt de
betingelser, som er fastsat i
den anmodede parts lovgivning
eller i gældende
udleveringstraktater, herunder
de grunde, som efter sådanne
regler kan føre til, at en
anmodning om udlevering afslås,
jf. artikel 24, stk. 5.
Det kan f.eks. være, hvis der er
tale om en politisk
lovovertrædelse.
Artikel 25
indeholder generelle
principper for gensidig
retshjælp.
Efter
artikel 25, stk. 1, er de
kontraherende parter forpligtet
til i videst muligt omfang at
yde hinanden gensidig retshjælp
med henblik på efterforskning
eller retsforfølgning af
strafbare handlinger i
forbindelse med edb-systemer og
elektronisk data samt med
henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale
vedrørende en strafbar handling.
Endvidere er
de kontraherende parter
forpligtet til at fastsætte
sådanne regler om gensidig
retshjælp, som er nødvendige for
at opfylde forpligtelserne i
konventionen artikel 27-35, jf.
artikel 25, stk. 2 .
Efter artikel
25, stk. 3, skal
anmodning om retshjælp kunne
fremsættes og besvares ved hjælp
af hurtige kommunikationsmidler,
herunder telefax og e-mail.
Det er
endvidere fastsat i artikel
25, stk. 4, at afgørelse om
gensidig retshjælp er underlagt
de betingelser, som er fastsat i
den anmodede parts lovgivning
eller i gældende traktater om
gensidig retshjælp, medmindre
andet fremgår af konventionen.
Parter, der
betinger gensidig retshjælp af
dobbelt strafbarhed, skal efter
artikel 25, stk. 5, anse
denne betingelse for opfyldt,
når blot adfærden bag
handlingen, for hvilken
retshjælpen søges, er en
strafbar handling efter den
anmodede parts lovgivning.
Artikel 26
vedrører uanmodet
videregivelse af oplysninger.
Efter
bestemmelsen kan en
kontraherende part uden
forudgående anmodning og inden
for rammerne af national
lovgivning videregive
oplysninger fra efterforskningen
af en straffesag til en anden
part. Videregivelsen kan
betinges af, at den modtagende
part behandler oplysningerne
fortroligt.
Artikel 27
indeholder regler om
gensidig retshjælp, der skal
anvendes i tilfælde, hvor der
ikke mellem en begærende og en
anmodet part i forvejen findes
gældende konventioner eller
ensartet lovgivning om
retshjælp.
Efter denne
bestemmelse skal de
kontraherende parter etablere en
central myndighed til behandling
af anmodninger om retshjælp
efter konventionen, og
anmodninger om retshjælp skal
efterkommes i overensstemmelse
med de procedurer, der angives
af den begærende part, medmindre
dette vil være uforeneligt med
den anmodede parts lovgivning,
jf. artikel 27, stk. 1-3.
En part kan
efter artikel 27, stk. 4,
afslå en begæring om retshjælp,
hvis anmodningen vedrører en
politisk lovovertrædelse, eller
hvis imødekommelse af
anmodningen kan krænke partens
suverænitet, bringe dens
sikkerhed i fare, stride mod
almindelige retsprincipper eller
skade andre livsvigtige
interesser.
Efter
artikel 27, stk. 8, kan den
anmodede part anmode den
begærende part om at behandle
indholdet og eksistensen af en
anmodning om retshjælp
fortroligt. Den anmodende part
kan endvidere i hastende
tilfælde sende en anmodning
direkte til den anmodede parts
kompetente myndigheder, jf.
artikel 27, stk. 9.
Artikel 28
vedrører databeskyttelse
(beskyttelse af
personoplysninger).
Bestemmelsen
finder anvendelse i de tilfælde,
hvor der ikke mellem den
anmodende part og den anmodede
part i forvejen findes gældende
konventioner eller ensartet
lovgivning om gensidig
retshjælp, der indeholder regler
om databeskyttelse.
Efter
artikel 28, stk. 2, kan en
kontraherende part gøre
udlevering af oplysninger
betinget af, at oplysningerne
behandles fortroligt, hvis
videregivelse af oplysningerne
efter national lovgivning i det
pågældende land ville kræve, at
modtageren forinden var pålagt
tavshedspligt. Udlevering af
oplysninger kan endvidere gøres
betinget af, oplysningerne ikke
anvendes til anden
efterforskning eller
retsforfølgning end den, der er
angivet i anmodningen om
retshjælp.
Del 2 –
Særlige bestemmelser
Artikel 29
vedrører bistand til
hastesikring af elektroniske
data.
Efter
bestemmelsen forpligtes de
kontraherende parter til at yde
hinanden bistand til hurtig
sikring af elektroniske data,
herunder trafikdata, som er
lagret ved hjælp af et
edb-system.
Artikel 29
skal ses i sammenhæng med
konventionens artikel 16,
hvorefter parterne skal
fastsætte regler, der gør det
muligt at påbyde eller på anden
lignende måde at opnå hurtig
sikring af elektroniske data.
Efter
bestemmelsen må de kontraherende
parter som udgangspunkt ikke
kræve dobbelt strafbarhed som
betingelse for at besvare en
anmodning om sikring af
elektronisk data. Imidlertid kan
parter, der kræver dobbelt
strafbarhed som betingelse for
bistand til ransagning,
beslaglæggelse og videregivelse
af elektroniske data, tage
forbehold for denne
forpligtelse. Med undtagelse af
de forbrydelser, som er omfattet
af konventionens artikel 2-11,
kan parterne således kræve, at
betingelsen om dobbelt
strafbarhed skal være opfyldt
også ved bistand til sikring af
elektroniske data, hvis parten
har grund til at antage, at
betingelsen om dobbelt
strafbarhed ikke vil være
opfyldt på tidspunktet for
videregivelsen af den
elektroniske data til den
begærende part.
Efter
artikel 29, stk. 7, skal
sikringen af data være virksom i
mindst 60 dage efter
anmodningen, for at den
begærende part efterfølgende kan
fremsætte en anmodning om
udlevering af de sikrede data.
Artikel 30
vedrører bistand til
videregivelse af sikrede
trafikdata.
Efter
bestemmelsen forpligtes den
anmodede part til i særlige
tilfælde – uden særskilt
anmodning – hurtigt at
videregive trafikdata til den
begærende part. Videregivelse
skal ske i de tilfælde, hvor den
anmodede part i forbindelse med
besvarelse af en anmodning om
hastesikring efter artikel 29
opdager, at en serviceudbyder i
en anden stat har været
involveret i den kommunikation,
som den pågældende trafikdata
vedrører. I disse tilfælde skal
den anmodede part hurtigt
videregive trafikdata i en
tilstrækkelig mængde til at
identificere den pågældende
serviceudbyder samt den sti,
hvorigennem kommunikationen blev
overført.
Efter
artikel 31 skal de
kontraherende parter yde
hinanden bistand i forbindelse
med ransagning, beslaglæggelse
eller videregivelse af data, som
inden for den anmodede parts
område er lagret ved hjælp af et
edb-system.
Artikel 32
vedrører grænseoverskridende
adgang til lagrede elektroniske
data.
Efter denne
bestemmelse kan en kontraherende
part uden bemyndigelse fra en
anden part skaffe sig adgang til
lagrede elektroniske
oplysninger, der er offentligt
tilgængelige. På samme måde kan
en part gennem et edb-system
skaffe sig adgang til eller
modtage elektroniske data, der
befinder sig på en anden parts
område. I sidstnævnte tilfælde
skaffes adgangen gennem et
edb-system på den første parts
område, men adgangen er i dette
tilfælde betinget af, at parten
forinden indhenter et lovligt og
frivilligt samtykke fra den
person, der er berettiget til at
videregive de elektroniske data.
Artikel 33
vedrører bistand til
aflytning af trafikdata.
Efter artikel
33 er de kontraherende parter
forpligtet til at yde hinanden
bistand til aflytning af
trafikdata, som har forbindelse
til bestemte kommunikationer,
der overføres ved hjælp af et
edb-system. Spørgsmålet om, i
hvilke tilfælde en part skal yde
bistand til aflytning, afgøres
efter den anmodede parts
nationale lovgivning. Dog skal
en part som minimum yde bistand
til aflytning af trafikdata i
sager, hvor der efter national
lovgivning ville være adgang til
at foretage aflytning af
trafikdata.
Artikel 34
vedrører bistand til
aflytning af indholdsdata.
Efter
bestemmelsen er de kontraherende
parter forpligtet til at yde
hinanden bistand til aflytning
eller registrering af
indholdsdata fra bestemte
kommunikationer, der overføres
ved hjælp af et edb-system.
Bistand til aflytning af
indholdsdata skal efter
bestemmelsen ydes i tilfælde,
hvor en part ifølge
internationale konventioner i
forvejen er forpligtet til at
yde en sådan bistand og i sager,
hvor der efter national
lovgivning hos den anmodede part
er adgang til at foretage
aflytning af indholdsdata.
Med henblik
på at kunne yde øjeblikkelig
bistand til bl.a. uopsættelige
efterforskningsskridt i
forbindelse med IT-kriminalitet
skal de kontraherende parter
efter artikel 35 udpege et
kontaktpunkt, der altid er
tilgængeligt (24 timer i
døgnet/7 dage om ugen).
Kontaktpunktet skal enten selv
yde bistand til den begærende
part eller være i stand til
hurtigt at koordinere bistanden
med andre myndigheder, ligesom
medarbejderne hos kontaktpunktet
skal være i besiddelse af
passende uddannelse og udstyr
for at kunne yde den ønskede
bistand.
Kapitel IV –
Afsluttende bestemmelser
Konventionens
artikel 36-48 indeholder
afsluttende bestemmelser.
Det gælder
bestemmelser om, at Europarådets
Styringskomité for Strafferet
(CDCP) skal holdes underrettet
om fortolkning og anvendelse af
konvention. Eventuelle tvister
mellem parter om fortolkningen
og anvendelsen skal søges
afgjort ved forhandling mellem
parterne eller andre fredelige
midler, herunder ved
indbringelse for
Styringskomitéen for Strafferet,
Den Internationale Domstol eller
ved voldgift. Det fastlægges
endvidere, at konventionen
træder i kraft den første dag i
den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre
måneder efter den dato, hvor fem
stater, herunder mindst tre af
Europarådets medlemsstater, har
deponeret deres
ratifikationsinstrumenter.
7.2.
Justitsministeriets overvejelser
om lovgivningsmæssige
konsekvenser
Kapitel II –
Foranstaltninger på nationalt
plan
Del 1 –
Materiel strafferet
Artikel 2
indeholder som anført i pkt.
7.1. en pligt for de
kontraherende parter til at gøre
det strafbart uberettiget at
skaffe sig adgang til et
edb-system eller en del heraf.
Pligten til
at kriminalisere handlinger
omfattet af artikel 2 må anses
for opfyldt ved bestemmelsen i
straffelovens § 263, stk. 2, om
krænkelse af datahemmeligheden.
Efter denne
bestemmelse straffes den, der
uberettiget skaffer sig adgang
til en andens oplysninger eller
programmer, der er bestemt til
at bruges i et anlæg til
elektronisk databehandling.
Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Hvis
den strafbare handling er begået
for at skaffe sig eller gøre sig
bekendt med en virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre særligt skærpende
omstændigheder, kan straffen
efter straffelovens § 263,
stk. 3, stige til fængsel indtil
4 år.
Artikel 3
vedrører parternes
forpligtelse til at
kriminalisere aflytning af ikke
offentligt tilgængelige
elektroniske data.
Pligten til
at kriminalisere aflytning af
ikke offentligt tilgængelige
elektroniske data må ligeledes
anses for opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 263, stk. 2.
Artikel 4
vedrører de kontraherende
parters forpligtelse til at gøre
det strafbart forsætligt at
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektronisk data.
Pligten til
at kriminalisere de nævnte
handlinger må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 291, stk. 1, om hærværk.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
ødelægger, beskadiger eller
bortskaffer ting, der tilhører
en anden. Strafferammen er bøde
eller fængsel indtil 1 år. Hvis
hærværket er af betydeligt
omfang, eller hvis
gerningsmanden tidligere er
fundet skyldig i bl.a. hærværk,
kan straffen stige til fængsel i
4 år, jf. straffelovens § 291,
stk. 2.
Artikel 5
vedrører parternes
forpligtelse til at gøre det
strafbart at forhindre et
edb-systems funktion i alvorlig
grad ved at indlæse, overføre,
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektroniske data.
Pligten til
at kriminalisere de handlinger,
der efter bestemmelsen består i
at forhindre et edb-systems
funktion ved at »beskadige,
slette, forringe, ændre eller
undertrykke elektroniske data«,
må anses for opfyldt ved
hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, stk. 1.
Anderledes
forholder det sig med den del af
gerningsindholdet, der består i
at forhindre et edb-systems
funktion ved at »indlæse« og
»overføre« elektronisk data,
idet der i disse tilfælde ikke
nødvendigvis forekommer
ødelæggelse eller beskadigelse
af ting.
I den
forbindelse kunne det overvejes,
om kriminaliseringspligten efter
artikel 5 er opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 293, stk. 1, om brugstyveri.
Efter denne bestemmelse straffes
den, som uberettiget bruger en
ting, der tilhører en anden.
Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 1 år. Under
skærpende omstændigheder,
navnlig når tingen ikke bringes
tilbage efter brugen, kan
straffen stige til fængsel i 2
år, jf. straffelovens § 293,
stk. 1, 2. pkt.
Anvendelse af
brugstyveribestemmelsen i et
sådant tilfælde ville imidlertid
indebære en noget atypisk
anvendelse af bestemmelsen, idet
det ikke er forhindring af et
edb-systems funktion, men
derimod den uberettigede brug,
som straffelovens § 293
umiddelbart beskytter imod.
Det
forekommer derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
mere nærliggende i stedet at
anse den nævnte pligt for
opfyldt ved bestemmelsen i
straffelovens § 293, stk. 2, om
rådighedshindring.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
lægger hindringer i vejen for,
at nogen udøver sin ret til at
råde over eller tilbageholde en
ting. Strafferammen er bøde
eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 6
måneder.
Som nævnt
ovenfor stiller artikel 5
imidlertid krav om, at det
strafferetlige ansvar skal angå
den situation, at et edb-systems
funktion hindres ad elektronisk
vej ved at »indlæse« eller
»overføre« elektronisk data.
Om
straffelovens § 293, stk. 2,
også omfatter en sådan
rådighedshindring ad elektronisk
vej fremgår som anført under
pkt. 5.2. ikke klart af
bestemmelsen, der ikke er
udformet med henblik på at
bekæmpe IT-kriminalitet, og
derfor mere naturligt synes at
omhandle en fysisk
rådighedshindring.
For at
muliggøre dansk ratifikation af
konventionen bør der derfor
efter Justitsministeriets
opfattelse ske en ændring af
straffelovens § 293, stk. 2,
således at det af bestemmelsen
klart fremgår, at den også
omfatter rådighedshindring ad
elektronisk vej. Der henvises i
den forbindelse til
Justitsministeriets overvejelser
om på grundlag af betænkning nr.
1417/2002 om IT-kriminalitet at
ændre straffelovens § 293,
stk. 2, jf. pkt. 5.3. ovenfor og
til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 13.
Med den
foreslåede ændring af
bestemmelsen i § 293, stk. 2, må
kriminaliseringsforpligtelsen i
artikel 5 anses for opfyldt.
Artikel 6
vedrører parternes
forpligtelse til at gøre det
strafbart at fremstille, sælge,
fremskaffe til brug, importere,
forhandle eller i øvrigt
tilgængeliggøre samt besidde
anordninger, herunder
edb-programmer, og forskellige
former for adgangsmidler til
edb-systemer med forsæt til at
anvende disse til at begå en af
de handlinger, der er nævnt i
artikel 2-5.
Som nævnt
ovenfor vil de handlinger, der
er beskrevet i artikel 2-5,
kunne indebære en overtrædelse
af straffelovens bestemmelser om
krænkelse af datahemmeligheden
(§ 263, stk. 2), hærværk (§ 291,
stk. 1) eller rådighedshindring
(§ 293, stk. 2).
Efter
straffelovens § 21 straffes
handlinger, som sigter til at
fremme eller bevirke udførelsen
af en forbrydelse, når den ikke
fuldbyrdes, som forsøg.
Bestemmelsen giver mulighed for
at straffe forsøgshandlinger i
meget vidt omfang. Det afgørende
for, om en handling udgør et
strafbart forsøg, er
gerningsmandens forsæt.
Med
straffelovens § 23 udvides den
for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse til at
omfatte alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til gerningen.
Fuldbyrdes forbrydelsen ikke,
kan der straffe for medvirken
til forsøg. For at straffe en
person for medvirken efter
straffelovens § 23 kræves, at
den pågældende har haft forsæt
til den pågældende forbrydelse,
såfremt der er tale om en
forbrydelse, der kræver forsæt.
Dette forsæt skal i en vis grad
være konkretiseret, idet det
antages, at tilskyndelse til at
begå kriminalitet i
almindelighed ikke er
tilstrækkeligt.
Handlinger,
der består i at »fremstille,
fremskaffe til brug, importere,
forhandle eller i øvrigt
tilgængeliggøre samt besidde« de
nævnte anordninger eller
forskellige former for
adgangsmidler, vil således kunne
straffes som forsøg på eller
medvirken til en af de ovenfor
nævnte overtrædelser af
straffeloven, hvis handlingen er
udført med det fornødne forsæt.
Pligten til
at kriminalisere de handlinger,
der er omfattet af artikel 6, må
således efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
straffelovens regler om
henholdsvis forsøg og medvirken,
jf. straffelovens §§ 21 og 23.
Hertil kommer den selvstændige
kriminalisering med hensyn til
adgangsmidler, der foreslås med
nærværende lovforslag, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10 og 16.
Artikel 7
vedrører parternes
forpligtelse til at
kriminalisere elektronisk
dokumentfalsk.
Efter
straffelovens § 171 om
dokumentfalsk straffes den, der
gør brug af et falsk dokument
til at skuffe i retsforhold.
Ved dokument
forstås efter straffelovens
§ 171, stk. 2, en skriftlig med
betegnelse af udstederen
forsynet tilkendegivelse, der
enten fremtræder som bestemt til
at tjene som bevis eller bliver
benyttet som bevis for en
rettighed, en forpligtelse eller
en befrielse for en sådan.
Bestemmelsen
er begrænset til skriftlige
tilkendegivelser, hvorimod
elektroniske data, f.eks.
elektroniske data lagret på et
lagringsmedie, næppe i sig selv
udgør et dokument efter
straffelovens § 171. Herom
henvises til pkt. 4.2.
Efter
konventionens artikel 7 er
»uautentiske [elektroniske]
data«, der er fremkommet ved at
»indlæse, ændre, slette eller
undertrykke elektroniske data«,
også omfattet af
kriminaliseringspligten.
En dansk
ratifikation af konventionen
nødvendiggør således på dette
punkt en ændring af
straffelovens § 171 om
dokumentfalsk. Om
Justitsministeriets overvejelser
på grundlag af
Brydensholt-udvalgets forslag om
at ændre straffelovens § 171
henvises til pkt. 4.3. ovenfor
og til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.
Med de foreslåede ændringer af
straffelovens § 171 anser
Justitsministeriet
kriminaliseringspligten i
artikel 7 for opfyldt.
Artikel 8
vedrører parternes
forpligtelse til at
kriminalisere databedrageri.
Pligten til
at kriminalisere databedrageri
må anses for opfyldt ved
straffelovens § 279 a.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
for derigennem at skaffe sig
eller andre uberettiget vinding
retsstridigt ændrer, tilføjer,
sletter oplysninger eller
programmer til elektronisk
databehandling eller i øvrigt
retsstridigt forsøger at påvirke
resultatet af en sådan
databehandling. Strafferammen er
fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. straffelovens
§ 285, stk. 1. Efter
straffelovens § 286, stk. 2, kan
straffen stige til fængsel i 8
år, hvis forbrydelsen er af
særlig grov beskaffenhed, eller
hvis der er begået et større
antal forbrydelser. Hvis
forbrydelsen er af mindre
strafværdighed, er straffen
bøde, og straffen kan under i
øvrigt formildende
omstændigheder bortfalde, jf.
straffelovens § 287, stk. 1.
Artikel 9
vedrører parternes
forpligtelse til at
kriminalisere udbredelse og
besiddelse af børnepornografisk
materiale.
Efter
bestemmelsen skal fremstilling
med forsæt til udbredelse via et
computersystem samt besiddelse
og transmission mv. af
børnepornografisk materiale være
strafbar. Børnepornografi
defineres som en visuel
gengivelse af en person, som
deltager i klart seksuelle
handlinger, hvis personen er
under 18 år eller fremtræder som
yngre end 18 år. Realistiske
billeder, der forestiller en
person under 18 år involveret i
klart seksuelle handlinger, er
ligeledes omfattet.
Efter
straffelovens § 230 straffes
den, der optager utugtige
fotografier, film eller lignende
af en person under 18 år med
forsæt til at sælge eller på
anden måde at udbrede
materialet. Strafferammen er
fængsel indtil 2 år eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 6 år. Som skærpende
omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor barnets liv
udsættes for fare, hvor der
anvendes grov vold, hvor der
forvoldes barnet alvorlig skade,
eller hvor der er tale om
optagelser af mere systematisk
eller organiseret karakter.
Efter
straffelovens § 235, stk. 1,
straffes den, som udbreder
utugtige fotografier, film,
andre utugtige visuelle
gengivelser eller lignende af
personer under 18 år med bøde
eller fængsel indtil 2 år eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 6 år. Som
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor barnets
liv udsættes for fare, hvor der
anvendes grov vold, hvor der
forvoldes barnet alvorlig skade,
eller hvor der er tale om
udbredelse af mere systematisk
eller organiseret karakter.
Besiddelse af
børnepornografisk materiale er
kriminaliseret i straffelovens
§ 235, stk. 2, hvorefter den,
som besidder eller mod vederlag
gør sig bekendt med fotografier,
film, andre utugtige visuelle
gengivelser eller lignende af
personer under 18 år straffes
med bøde eller fængsel indtil 1
år.
Straffelovens
§ 235, stk. 2, omfatter ikke
besiddelse af utugtige billeder
af en person, der er fyldt 15
år, hvis den pågældende har
givet sit samtykke til
besiddelsen, jf. § 235, stk. 3.
Straffelovens
§ 235 omfatter ikke fotografier,
film eller lignende af personer,
der alene fremtræder som
mindreårige, dvs. voksne
personer, der i forbindelse med
en fotooptagelse er klædt eller
sminket for at få de pågældende
til at ligne børn.
Efter
artikel 9, stk. 2, litra b,
skal personer, der fremtræder
som mindreårige, imidlertid også
være omfattet af et forbud mod
udbredelse og besiddelse af
børneporno. Forpligtelsen efter
denne bestemmelse er dog
omfattet af forbeholdsadgangen i
artikel 9, stk. 4, og
Justitsministeriet agter i
forbindelse med senere
ratifikation at tage forbehold
på dette område. Det er således
Justitsministeriets opfattelse,
at de hensyn, der begrunder den
strafferetlige beskyttelse mod
børnepornografi, ikke i
tilstrækkeligt omfang kan
begrunde kriminalisering af
tilfælde, hvor den afbillede
person er over 18 år og alene
fremtræder som mindreårig.
Bestemmelsen
i straffelovens § 235 er
affattet ved lov nr. 228 af 2.
april 2003 om ændring af
straffeloven, adoptionsloven og
retsplejeloven (Børnepornografi,
seksuel udnyttelse af børn, salg
af børn og gennemførelse af
straffesager om seksuelt misbrug
af børn mv.). Der henvises til
lovforslag L 117, fremsat den
10. december 2002, og
Folketingets forhandlinger s.
3609-3620, 6141-6142 og 6614.
I
bemærkningerne til det
lovforslag (L 117), der dannede
grundlag for ovennævnte
lovændring, er under pkt. 2.4. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger redegjort for
indholdet af artikel 9 i
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet og under pkt.
2.5.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger for
Justitsministeriets overvejelser
om de lovgivningsmæssige
konsekvenser af Danmarks
ratifikation af konventionen om
IT-kriminalitet for så vidt
angår konventionens artikel 9.
Bestemmelsen
i § 235 ændredes på baggrund
heraf bl.a. således, at den
generelt kriminaliserer
udbredelse af børnepornografisk
materiale – og ikke kun
erhvervsmæssig udbredelse – samt
besiddelse af børnepornografisk
materiale, herunder fiktiv
børnepornografi.
Pligten til
efter artikel 9 at kriminalisere
udbredelse og besiddelse af
børnepornografisk materiale er
således efter
Justitsministeriets opfattelse
opfyldt med bestemmelsen i
straffelovens § 235.
Efter
artikel 10 er de
kontraherende parter forpligtet
til at straffe krænkelser af
ophavsrettigheder eller
relaterede rettigheder, som
disse er defineret i national
lovgivning.
Som nævnt
forudsættes det i bestemmelsen,
at national lovgivning i den
forbindelse opfylder de
forpligtelser, der følger af en
række internationale
konventioner til beskyttelse af
sådanne rettigheder, herunder
Bernerkonventionen,
TRIPS-aftalen, WCT-konventionen,
Rom-konventionen og
WPPT-konventionen.
Kulturministeriet har over for
Justitsministeriet oplyst, at
forpligtelserne efter artikel 10
til at kunne straffe krænkelser
af ophavsrettigheder og
relaterede rettigheder må anses
for opfyldt med ophavsretsloven.
Efter
ophavsretslovens §§ 76 og 77 kan
bl.a. krænkelser af sådanne
rettigheder straffes med bøde og
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 1 år. Efter
lovens § 80 kan der endvidere
pålægges juridiske personer
strafansvar efter reglerne i
straffelovens kapitel 5.
Der henvises
i øvrigt til de foreslåede
ændringer af ophavsretslovens
§ 76, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 4, nr. 1.
Efter
artikel 11 forpligtes
parterne til at kunne straffe
forsøg på de forbrydelser, der
er nævnt i artikel 2-11, og
medvirken til de forbrydelser,
der er nævnt i artikel 3-5, 7,8
og 9, stk. 1, litra a og c.
Kriminaliseringspligten må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved forsøgs-
og medvirkensbestemmelserne i
straffelovens §§ 21 og 23.
Artikel 12
vedrører parternes
forpligtelse til at gøre
juridiske personer ansvarlige
for de handlinger, der er nævnt
i konventionens artikel 2-11.
Denne
forpligtelse vil være opfyldt
med straffelovens § 306,
hvorefter der kan pålægges
selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter
reglerne i 5. kapitel for
overtrædelse af straffeloven.
Artikel 13
vedrører parternes
forpligtelse til at sikre, at
handlinger omfattet af
konventionens artikel 2-11
bliver mødt med sanktioner, som
er effektive, og som står i
rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning.
Forpligtelsen
efter artikel 13 må efter anses
for opfyldt ved de bestemmelser
i straffeloven og
ophavsretsloven, der er
beskrevet ovenfor i forbindelse
med overvejelserne om de
lovgivningsmæssige konsekvenser
af konventionens artikel 2-11.
Del 2 –
Processuelle bestemmelser
Konventionens
artikel 14 og 15
indeholder fællesbestemmelser
for de processuelle indgreb, der
er fastsat i artikel 16-21.
Som nævnt
skal de processuelle indgreb,
medmindre andet er bestemt,
kunne foretages ved alle
handlinger omfattet af
konventionens artikel 2-11 og
andre strafbare handlinger
begået ved hjælp af et
edb-system samt i forbindelse
med indsamling af elektronisk
bevismateriale for en strafbar
handling, jf. artikel 14,
stk. 2.
Det følger i
den forbindelse af
bemærkningerne i den forklarende
rapport til artikel 14, stk. 2,
at indgrebene som udgangspunkt
skal kunne foretages i
forbindelse med efterforskning
af alle strafbare forhold, når
blot efterforskningen involverer
elektronisk bevismateriale.
Efter
konventionens artikel 15 skal
parterne sikre, at indgreb efter
konventionen foretages under
iagttagelse af betingelser og
retssikkerhedsgarantier, som
følger af bl.a. Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
herunder
selvinkrimineringsforbudet.
Konventionens
artikel 16 og 17 om
hastesikring af elektroniske
data er behandlet særskilt
nedenfor under pkt. 7.3.,
hvortil der henvises.
Artikel 18
vedrører parternes
forpligtelse til at fastsætte
regler, der giver mulighed for,
at myndighederne kan pålægge en
person at udlevere bestemte
elektroniske data eller pålægge
en serviceudbyder at udlevere
kundeoplysninger.
Efter
bemærkningerne til denne
bestemmelse i den forklarende
rapport tænkes dette indgreb
alene anvendt over for
tredjemænd (ikke-mistænkte),
f.eks. serviceudbydere, og som
et alternativ til mere
indgribende indgreb, f.eks.
ransagning og beslaglæggelse.
Adgangen til
at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden er
reguleret i konventionens
artikel 20 og 21 om adgangen til
at foretage aflytning af
trafikdata og indholdsdata.
På den
anførte baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse,
at artikel 18 alene vedrører
edition.
Forpligtelsen
efter bestemmelsen må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved reglerne
om edition i retsplejelovens
§ 804, hvorefter en person, der
ikke er mistænkt, kan pålægges
at forevise eller udlevere
genstande, hvis der er grund til
at antage, at en genstand, som
den pågældende har rådighed
over, kan tjene som bevis, bør
konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve den
tilbage.
Med henblik
på at give politiet en bedre og
mere effektiv adgang til
abonnentoplysninger blev der i
øvrigt ved lov nr. 378 af 6.
juni 2002 (»anti-terrorpakken«)
foretaget en ændring af § 34,
stk. 5, i lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet, der giver politiet
adgang til
forsyningspligtudbyderens
landsdækkende
nummeroplysningstjeneste.
Politiet er herved sikret
direkte adgang til
nummeroplysningsdata.
Artikel 19
vedrører parternes
forpligtelse til at kunne
ransage et edb-system og
beslaglægge elektroniske data.
Forpligtelsen
med hensyn til ransagning må
anses for opfyldt ved
bestemmelserne om ransagning i
retsplejelovens § 793, jf.
§ 794.
Efter disse
bestemmelser kan politiet under
visse nærmere angivne
betingelser foretage ransagning
af bl.a. genstande, som en
mistænkt har rådighed over, hvis
den pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, og
ransagningen må antages at være
af væsentlig betydning for
efterforskningen.
Efter
artikel 19, stk. 2, skal en
ransagning kunne udstrækkes fra
et edb-system til et andet, hvis
de søgte elektroniske data er
lovligt tilgængelige fra det
første edb-system, og
ransagningen heraf giver
grundlag for at antage, at de
søgte data er lagret i det andet
system.
I dansk ret
antages det om bl.a. tilfælde af
denne karakter, at
bestemmelserne om ransagning i
retsplejelovens § 793, jf.
§ 794, foruden den mistænktes
computer også omfatter indholdet
af digitale meddelelser (f.eks.
e-post), som der er adgang til
fra den pågældendes computer, og
som den pågældende har modtaget.
Det gælder også, selv om de
digitale meddelelser endnu ikke
er teknisk set indhentet fra
internetudbyderen eller
teleselskabet, jf. betænkning
nr. 1377/1999 om børneporno og
IT-efterforskning, side 74-76.
En dansk
ratifikation af konventionen
nødvendiggør således ikke en
ændring af
ransagningsbestemmelserne i
retsplejeloven.
For så vidt
angår beslaglæggelse må
forpligtelsen anses for opfyldt
ved bestemmelserne om
beslaglæggelse i retsplejelovens
§ 801, jf. § 802.
Efter disse
bestemmelser kan politiet under
visse nærmere angivne
betingelser bl.a. beslaglægge
genstande, som den mistænkte har
rådighed over, hvis den
pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse,
der er undergivet offentlig
påtale.
Artikel
19, stk. 4, indeholder en
forpligtelse for parterne til at
fastsætte regler, som skal gøre
det muligt for myndighederne at
forpligte en person til at give
myndighederne de oplysninger,
der er nødvendige for at kunne
foretage ransagning og
beslaglæggelse efter stk. 1 og
2.
Det følger af
bemærkningerne i den forklarende
rapport, at bestemmelsen tænkes
anvendt under efterforskningen
og over for
systemadministratorer, som har
en særlig viden om det
edb-system, der er genstand for
efterforskningen, herunder viden
om hvor de relevante
elektroniske data findes, eller
om de
sikkerhedsforanstaltninger,
herunder adgangskoder, som er
anvendt til at beskytte de
pågældende data. En
systemadministrator skal således
efter bestemmelsen være
forpligtet til at bistå politiet
med sådanne oplysninger til brug
for ransagningen af et
edb-system og beslaglæggelse af
elektronisk data.
Efter
artikel 19, stk. 5, skal
indgreb efter artikel 19 ske
under iagttagelse af de
betingelser og
retssikkerhedsgarantier, der
følger af konventionens artikel
14 og 15.
Af
bemærkningerne til artikel 15 i
den forklarende rapport fremgår,
at de retssikkerhedsgarantier,
der skal iagttages i national
ret i forbindelse med
iværksættelse af indgreb efter
konventionen, bl.a. omfatter den
sigtedes ret til ikke at
inkriminere sig selv.
Bestemmelsen i artikel 19,
stk. 4, må således efter
konventionen ikke anvendes til
at forpligte en sigtet til at
give politiet oplysninger til
brug for en straffesag mod den
sigtede selv.
Forpligtelsen
efter artikel 19, stk. 4 og 5,
må anses for opfyldt ved
retsplejelovens vidneregler og
retsplejelovens § 747.
Efter
retsplejelovens § 747 afholdes
retsmøde, når der fremsættes
anmodning om foranstaltninger,
som kræver rettens medvirken.
Der afholdes endvidere efter
anmodning retsmøde, når det er
påkrævet for at sikre bevis, som
det ellers må frygtes vil gå
tabt, eller som ikke uden
væsentlig ulempe eller
forsinkelse vil kunne føres
umiddelbart for den dømmende
ret, eller når det må antages at
være af betydning for
efterforskningen eller af hensyn
til offentlig interesse. I
forbindelse med et sådant
retsmøde vil der således til
brug for den videre
efterforskning kunne ske
afhøring af vidner, f.eks. om
spørgsmål i forbindelse med
iværksættelse af tvangsindgreb,
herunder ransagning og
beslaglæggelse.
Artikel 20
vedrører parternes
forpligtelse til at kunne
foretage aflytning af trafikdata
vedrørende bestemte
kommunikationer, der overføres
ved hjælp af et edb-system.
Aflytning af
trafikdata skal efter artikel
14, stk. 2, som udgangspunkt
kunne foretages i forbindelse
med efterforskningen af alle
handlinger omfattet af
konventionens artikel 2-11,
andre strafbare handlinger
begået ved hjælp af et
edb-system og i forbindelse med
indsamling af elektronisk
bevismateriale.
Efter
retsplejelovens § 780, stk. 1,
nr. 3, jf. § 781, stk. 1, kan
teleoplysning under visse
nærmere angivne betingelser
foretages, hvis efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover.
Teleoplysning kan endvidere
foretages i sager om
overtrædelse af straffelovens
§ 263, stk. 2, eller § 263,
stk. 3, jf. stk. 2,
(hackersager) samt i sager om
overtrædelse af straffelovens
§ 279 a og § 293, stk. 1,
(»tyveri af telefontid«) ved
anvendelse af
telekommunikationstjenester, jf.
retsplejelovens § 781, stk. 2 og
3.
En dansk
ratifikation af konventionen vil
således som udgangspunkt
nødvendiggøre en ændring af
retsplejelovens bestemmelser om
teleoplysning på dette punkt.
Konventionens
artikel 14, stk. 4, indeholder
imidlertid en forbeholdsadgang,
hvorefter parternes forpligtelse
til at kunne foretage aflytning
af trafikdata kan begrænses til
de lovovertrædelser, hvor
parterne efter artikel 21 er
forpligtet til at kunne foretage
aflytning af indholdsdata, dvs.
i forbindelse med efterforskning
af alvorlige forbrydelser, som
disse er defineret i national
lovgivning.
Regeringen
agter at benytte sig af denne
forbeholdsadgang, således at
dansk gennemførelse af
konventionen ikke nødvendiggør
en ændring af retsplejelovens
bestemmelser om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Artikel 21
vedrører parternes
forpligtelse til at kunne
foretage aflytning af
indholdsdata. Efter bestemmelsen
skal aflytning af indholdsdata
alene kunne foretages i
forbindelse med efterforskning
af alvorlige forbrydelser, som
disse er defineret i national
lovgivning.
Forpligtelsen
efter denne bestemmelse må anses
for opfyldt ved retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 1, jf. § 781,
stk. 1, hvorefter
telefonaflytning under visse
nærmere angivne betingelser kan
foretages, såfremt
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller
derover. Efter retsplejelovens
§ 781, stk. 2, kan der endvidere
– som nævnt ovenfor – foretages
aflytning, såfremt mistanken
angår fredskrænkelser som
omhandlet i straffelovens § 263,
stk. 2, eller § 263, stk. 3, jf.
stk. 2 (hackersager).
Del 3 –
Jurisdiktion (straffemyndighed)
Artikel 22
vedrører parternes
forpligtelse til at have
jurisdiktion (straffemyndighed)
med hensyn til handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11.
Forpligtelsen
efter artikel 22 må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
bestemmelserne om dansk
straffemyndighed i straffelovens
§§ 6 og 7, stk. 1.
Efter
straffelovens § 6 hører under
dansk straffemyndighed
handlinger, som foretages i den
danske stat (nr. 1), på dansk
fartøj, som befinder sig uden
for nogen stats folkeretligt
anerkendte område (nr. 2), eller
på dansk fartøj, som befinder
sig på fremmed folkeretligt
anerkendt område, af personer,
der hører til fartøjet eller som
rejsende følger med dette (nr.
3).
Under dansk
straffemyndighed hører efter
straffelovens § 7, stk. 1,
fremdeles handlinger, som en
person, der har dansk indfødsret
eller er bosat i den danske
stat, har foretaget uden for
denne for så vidt handlingen er
foretaget uden for folkeretligt
anerkendt statsområde, hvis
handlinger af den pågældende art
kan medføre højere straf end
fængsel i 4 måneder (nr. 1),
eller for så vidt handlingen er
foretaget inden for sådant
område, hvis den er strafbar
også efter den dér gældende
lovgivning (nr. 2).
Kapitel III –
Internationalt samarbejde
Del 1 –
Generelle principper for
internationalt samarbejde
Artikel 23
indeholder generelle
principper om internationalt
samarbejde mellem de
kontraherende parter.
Efter
bestemmelsen skal samarbejdet
finde sted i overensstemmelse
med konventionens bestemmelser
om internationalt samarbejde,
herunder gensidig retshjælp, og
under anvendelse af bilaterale
aftaler/konventioner om
internationalt samarbejde i
straffesager samt national
lovgivning.
Herudover
indeholder artikel 23 ikke i sig
selv nogen forpligtelser for
parterne.
Artikel 24
vedrører parternes
forpligtelser med hensyn til
udlevering for de handlinger,
der er omfattet af konventionens
artikel 2-11.
Efter
bestemmelsen skal der kunne ske
udlevering for handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11, hvis handlingen
både i den anmodende og den
anmodede stat kan straffes med
fængsel i 1 år. Det er dog
fastsat, at en anden
minimumsstraf for udlevering
skal anvendes mellem parterne,
hvis en sådan minimumsstraf
følger af gensidig lovgivning
eller en bilaterale
aftale/konvention, herunder den
europæiske
udleveringskonvention.
Ved lov nr.
433 af 10. juni 2003 vedtog
Folketinget en række ændringer i
udleveringsloven med henblik på
Danmarks opfyldelse af en
EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre mv. Efter
disse ændringer, der træder i
kraft den 1. januar 2004, vil
der som udgangspunkt skulle ske
udlevering af danske
statsborgere og udlændinge til
strafforfølgning i en
EU-medlemsstat på grundlag af en
europæisk arrestordre, hvis den
strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre
fængsel i mindst 1 år, og en
tilsvarende handling begået her
i landet ville være strafbar
efter dansk ret (dobbelt
strafbarhed), jf.
udleveringslovens § 10 a,
stk. 2.
Endvidere
skal der som udgangspunkt ske
udlevering af danske
statsborgere og udlændinge til
en EU-medlemsstat med henblik på
straffuldbyrdelse, hvis
den pågældende ved dommen er
idømt fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning
af mindst 4 måneders varighed,
og en tilsvarende handling
begået i Danmark ville være
strafbar efter dansk ret, jf.
udleveringslovens § 10 a,
stk. 3.
Imidlertid
følger det af udleveringslovens
§ 10 a, stk. 1, at der med
hensyn til udlevering for visse
nærmere angivne handlinger, der
er omfattet af den såkaldte
positiv-liste, ikke vil kunne
stilles krav om dobbelt
strafbarhed. Det er dog en
betingelse, at den pågældende
handling i den anmodende
medlemsstat kan straffes med
fængsel mv. i mindst 3 år.
Positiv-listen omfatter bl.a.
terrorisme, menneskehandel samt
seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi.
For så vidt
angår udlevering af en udlænding
til strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse af en dom i en
stat uden for Den Europæiske
Union kan dette som udgangspunkt
ske, hvis den pågældende
handling efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1
år, jf. udleveringslovens § 2 a.
Forpligtelsen
efter konventionens artikel 24
vil således ikke have
lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 25
indeholder generelle
principper om gensidig retshjælp
mellem de kontraherende parter.
Det følger af
bestemmelsen, at retshjælp –
medmindre andet følger af
konventionens øvrige
bestemmelser om internationalt
samarbejde, herunder gensidig
retshjælp – skal ydes i
overensstemmelse med national
lovgivning hos den anmodede part
eller bilaterale
aftaler/konventioner om gensidig
retshjælp i straffesager.
Herudover
indeholder bestemmelsen ikke i
sig selv nogen forpligtelser for
parterne.
Artikel 26
vedrører de kontraherende
parters adgang til inden for
rammerne af national lovgivning
at videregive oplysninger fra
efterforskning i straffesager.
Formålet med
denne bestemmelse er alene at
tilskynde til
informationsudveksling parterne
imellem, og bestemmelsen
indeholder ikke nogen særskilt
forpligtelse til at videregive
sådanne oplysninger.
Artikel 27
regulerer de kontraherende
parters forpligtelse til at
kunne yde gensidig retshjælp i
tilfælde, hvor der ikke mellem
parterne i forvejen eksisterer
internationale konventioner
eller bilaterale aftaler om
gensidig retshjælp.
I dansk ret
er det ikke en forudsætning for
at kunne yde retshjælp, at
Danmark er folkeretligt
forpligtet hertil ved en
konvention eller bilateral
aftale.
Artikel 28
vedrører databeskyttelse
(beskyttelse af
personoplysninger).
Bestemmelsen
finder alene anvendelse i
tilfælde, hvor der ikke mellem
parterne i forvejen eksisterer
internationale konventioner
eller bilaterale aftaler om
gensidig retshjælp, som
indeholder regler om
databeskyttelse.
I sådanne
tilfælde indeholder bestemmelsen
en adgang til at fastsætte
betingelser for videregivelse af
oplysninger til en anden part,
f.eks. betingelser om, at
oplysningerne ikke må anvendes
til anden efterforskning eller
retsforfølgning end den, som den
anmodende part har angivet i
retsanmodningen.
Bestemmelsen
vil efter Justitsministeriets
opfattelse ikke nødvendiggøre
lovændringer.
Del 2 –
Særlige bestemmelser
Konventionens
artikel 29-31 samt 33
og 34 vedrører
gensidig retshjælp til
hastesikring af elektronisk
data, hastesikring og
videregivelse af trafikdata,
ransagning og beslaglæggelse af
elektronisk data, aflytning af
trafikdata og indholdsdata, jf.
artikel 16-21.
Grundlaget
for danske myndigheders
imødekommelse af en anmodning om
retshjælp fra fremmede stater er
navnlig den europæiske
konvention af 20. april 1959 om
gensidig retshjælp i
straffesager med tilhørende
tillægsprotokol af 17. marts
1978.
Hverken
konventionen eller
tillægsprotokollen er
selvstændig inkorporeret i dansk
lovgivning.
I retspraksis
er det fastslået, at
retsanmodninger, der har
selvstændig karakter af
straffeprocessuelle
tvangsindgreb, f.eks.
beslaglæggelse af bevismidler
til brug for straffesager i
udlandet, kan iværksættes med
hjemmel i retsplejeloven eller
dennes analogi, idet det
afgørende er, om
foranstaltningen vil kunne
foretages i en tilsvarende
straffesag her i landet, jf.
ovenfor. Der kan i den
forbindelse bl.a. henvises til
to afgørelser, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1972,
side 600 (Højesteret), og 1988,
side 203 (Vestre Landsret).
I det omfang,
der efter retsplejeloven er
adgang til i en tilsvarende
straffesag her i landet at
foretage de indgreb, som er
omfattet af konventionens
artikel 16-21, vil
bestemmelserne i artikel 29-31
samt 33 og 34 om gensidig
retshjælp til disse indgreb
således ikke nødvendiggøre
lovændringer i forbindelse med
en dansk ratifikation af
konventionen. Om vurderingen af
de lovgivningsmæssige
konsekvenser af konventionens
artikel 16-21 henvises til det,
der er anført ovenfor.
Artikel 32
regulerer parternes mulighed
for grænseoverskridende adgang
til lagrede elektroniske data,
hvor gensidig retshjælp ikke er
påkrævet.
Bestemmelsen
indebærer, at de kontraherende
parters kompetente myndigheder
uden at anmode om retshjælp skal
kunne få adgang til offentligt
tilgængelige elektroniske data
(»open source«), f.eks. ved at
politiet på samme måde som
private skaffer sig adgang til
offentligt tilgængelige
hjemmesider på Internettet.
Endvidere
indebærer artikel 32, at
parternes kompetente myndigheder
på samme måde skal kunne få
adgang til elektroniske
oplysninger hos en anden part,
hvis den første part forinden
har fået samtykke fra en person
på partens eget territorium, der
har lovlig adgang til de
elektroniske data hos den anden
part. Der kan eksempelvis være
tale om, at politiet med
samtykke fra indehaveren af en
e-postkonto skaffer sig adgang
til den pågældendes e-post, der
befinder sig i en elektronisk
postkasse hos en internetudbyder
i et andet land.
Da
bestemmelsen indebærer adgang
til offentligt tilgængelige
elektroniske data og til data
med samtykke fra den person, der
er berettiget til at videregive
disse, kræver bestemmelsen efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke lovændringer.
Artikel 35
vedrører udpegningen af et
kontaktpunkt, der altid er
tilgængeligt (24 timer i
døgnet/7 dage om ugen) for at
kunne yde bistand til
uopsættelige
efterforskningsskridt.
Der er
allerede i dag hos
Rigspolitichefen etableret et
døgnbemandet
kommunikationscenter, som yder
bistand til og koordinerer
uopsættelige
efterforskningsskridt navnlig i
forbindelse med efterforskning
af IT-kriminalitet.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
om hastesikring af elektroniske
data
7.3.1.
Artikel 16 og 17 i
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet vedrører
parternes forpligtelse til at
fastsætte regler om såkaldt
hastesikring af elektroniske
data.
Bestemmelserne omhandler
hastesikring af allerede
eksisterende data, som er lagret
elektronisk af f.eks. en
internetudbyder
(»datapreservation«).
I
bemærkningerne til artikel 16 og
17 i den forklarende rapport er
det anført, at hastesikring af
elektroniske data er et nyt
vigtigt redskab i
efterforskningen af
lovovertrædelser, der foretages
ved hjælp af
informationsteknologi, herunder
navnlig kriminalitet der foregår
på eller ved hjælp af
Internettet. Det hænger sammen
med, at der ved sletning eller
ændring mv. af elektroniske data
er risiko for, at afgørende
bevismateriale vedrørende
indholdet af kommunikationen,
f.eks. børnepornografisk
materiale, går tabt, eller at
elektroniske spor på Internettet
går tabt, således at det ikke
under en efterfølgende
politimæssig efterforskning vil
være muligt at spore den
kommunikation, der har fundet
sted, idet sporet ender blindt
hos udbyderen.
Efter
artikel 16, stk. 1, har
parterne en forpligtelse til at
fastsætte regler, hvorefter
parternes kompetente myndigheder
kan meddele pålæg om hurtig
sikring af bestemte elektroniske
data, herunder trafikdata, der
er lagret ved hjælp af et
edb-system, eller hvorefter der
på anden lignende måde kan opnås
hurtig sikring af sådanne data,
navnlig hvis der er grund til at
antage, at de elektroniske data
er særligt udsat for at gå tabt
eller blive ændret.
Bestemmelsen
i artikel 16 omhandler alle
typer af elektroniske data. Det
gælder indholdsdata, trafikdata
og øvrige elektroniske data,
herunder oplysninger om navn og
adresse på en internetudbyder
eller et teleselskabs kunder
(kundeoplysninger).
Parterne skal
endvidere efter artikel 16,
stk. 2, fastsætte regler,
som forpligter den person, der
er blevet meddelt et pålæg efter
artikel 16, stk. 1, til
midlertidigt at sikre og bevare
de elektroniske data uskadt i op
til 90 dage.
Det er ikke i
bestemmelsen i artikel 16
nærmere angivet, hvorledes de
elektroniske data skal sikres.
Dette kan eksempelvis ske ved
»indefrysning« (dvs.
utilgængeliggørelse) af de
pågældende data, men der kan
efter omstændighederne også ske
hastesikring af elektroniske
data på anden måde, f.eks. ved
kopiering.
Den
pågældende skal efter artikel
16, stk. 3, kunne pålægges
tavshedspligt i en periode, hvis
længde fastlægges i
medlemsstatens lovgivning, med
hensyn til oplysningen om, at
den pågældende har sikret de
elektroniske data.
Efter artikel
16, stk. 4, skal
hastesikring ske under
iagttagelse af de betingelser og
retssikkerhedsgarantier, der
følger af konventionens artikel
14 og 15.
Som anført
ovenfor under pkt. 7.2. skal de
processuelle indgreb, medmindre
andet er bestemt, kunne
foretages ved alle handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11 og andre strafbare
handlinger begået ved hjælp af
et edb-system samt i forbindelse
med indsamling af elektronisk
bevismateriale for en strafbar
handling, jf. artikel 14,
stk. 2. Det følger i den
forbindelse af bemærkningerne i
den forklarende rapport til
artikel 14, stk. 2, at
indgrebene som udgangspunkt skal
kunne foretages i forbindelse
med efterforskning af alle
strafbare forhold, når blot
efterforskningen involverer
elektronisk bevismateriale.
Hastesikring
indebærer i praksis, at politiet
hos en internetudbyder eller et
teleselskab enten ved pålæg
eller på anden måde skal kunne
få hastesikret elektroniske
data, således at dataene
beskyttes mod f.eks. at blive
ændret, forringet eller slettet
og dermed eventuelt
efterfølgende vil kunne
udleveres til politiet.
Henvisningen
til trafikdata i artikel 16,
stk. 1, angiver sammenhængen
mellem bestemmelserne i
konventionens artikel 16 og 17.
Artikel 17
vedrører hastesikring og
delvis videregivelse af
trafikdata.
Artikel
17, stk. 1, litra a,
indeholder en forpligtelse for
de kontraherende parter til at
fastsætte regler, hvorefter
trafikdata, der er sikret i
medfør af artikel 16, også kan
sikres i tilfælde, hvor den
kommunikation, som de pågældende
trafikdata vedrører, involverer
flere serviceudbydere.
Med henblik
på at kunne identificere
samtlige serviceudbydere
involveret i den kommunikation,
som efterforskningen angår, skal
parterne efter bestemmelsen i
artikel 17, stk. 1, litra b,
i tilknytning hertil sikre
videregivelse af trafikdata, der
er omfattet af artikel 16, i
tilstrækkeligt omfang til, at
partens kompetente myndigheder
eller en person udpeget af
myndigheden kan identificere
eventuelle andre serviceudbydere
og den sti, som kommunikationen
er gennemført igennem.
Efter
bemærkningerne til bestemmelsen
i artikel 17 i den forklarende
rapport skal de kompetente
myndigheder i den forbindelse
nærmere angive den type
trafikdata, der skal videregives
af serviceudbyderen.
Bestemmelsen
indebærer i praksis, at politiet
i tilfælde, hvor f.eks. en
persons distribution af
børnepornografisk materiale sker
ved anvendelse af flere
internetudbydere eller
teleselskaber, får mulighed for
at identificere og pålægge hver
enkelt udbyder eller selskab at
sikre trafikdata.
Bestemmelserne i konventionens
artikel 16 og 17 regulerer alene
adgangen til at sikre den
fortsatte, midlertidige
opbevaring af visse allerede
eksisterende elektroniske data
hos bl.a. teleudbydere. Derimod
regulerer bestemmelserne ikke
spørgsmålet om, i hvilket omfang
politiet kan pålægge udbydere
mv. at udlevere de pågældende
oplysninger.
Formålet med
bestemmelserne er således at
sikre, at teleudbydere mv. i en
periode på op til 90 dage
opbevarer oplysninger, som i
forvejen er i udbyderens
besiddelse, med henblik på, at
oplysningerne – hvis
betingelserne herfor er opfyldt
– efterfølgende kan udleveres
til politiet til brug for
efterforskning og
strafforfølgning.
7.3.2.
Retsplejeloven indeholder ikke
bestemmelser om hastesikring af
elektroniske data. Politiet vil
imidlertid efter reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og om
edition kunne få udleveret
elektroniske data og dermed
sikre deres tilstedeværelse.
Således kan
politiet efter retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 1, foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved at
aflytte telefonsamtaler eller
anden tilsvarende
telekommunikation
(telefonaflytning).
Politiet kan
endvidere efter retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 3, foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved at
indhente oplysning om, hvilke
telefoner eller andre
tilsvarende
kommunikationsapparater der
sættes i forbindelse med en
bestemt telefon eller andet
kommunikationsapparat, selv om
indehaveren af dette ikke har
meddelt tilladelse hertil
(teleoplysning).
I dansk ret
vil forpligtelsen efter artikel
16 for så vidt angår
indholdsdata og trafikdata kunne
opfyldes ved at foretage
telefonaflytning eller
teleoplysning efter
bestemmelserne i retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 1 og 3, hvis
der ses bort fra
kriminalitetskravet, jf.
nedenfor.
For så vidt
angår øvrige elektroniske data,
f.eks. oplysninger om navn og
adresse på en internetudbyders
eller et teleselskabs kunder
(kundeoplysninger), vil
forpligtelsen kunne opfyldes ved
pålæg om edition efter
retsplejelovens § 804, stk. 1.
Efter denne
bestemmelse kan der som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
meddeles en person, der ikke er
mistænkt, pålæg om at forevise
eller udlevere genstande
(edition), hvis der er grund til
at antage, at en genstand, som
den pågældende har rådighed
over, kan tjene som bevis, bør
konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve den
tilbage.
Særligt med
hensyn til kriminalitetskravet
opfylder editionsbestemmelsen i
retsplejelovens § 804
kriminalitetskravet i
konventionens artikel 14,
stk. 2, jf. ovenfor, hvorefter
hastesikring skal kunne
foretages i forbindelse med
efterforskningen af alle
strafbare forhold, der
involverer elektronisk
bevismateriale.
Dette gælder
imidlertid ikke med hensyn til
indgreb i form af
telefonaflytning og
teleoplysning, der efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3, som anført under pkt.
7.2. som udgangspunkt kræver
bl.a., at efterforskningen angår
en lovovertrædelse, som efter
loven kan straffes med fængsel i
6 år eller derover.
Teleoplysning
og telefonaflytning kan desuden
efter retsplejelovens § 781,
stk. 2, foretages i sager om
overtrædelse af straffelovens
§ 263, stk. 2, eller § 263,
stk. 3, jf. stk. 2
(hackersager).
Herudover kan
teleoplysning foretages i sager
om fredskrænkelser efter
straffelovens § 265 samt i sager
om overtrædelse af straffelovens
§ 279 a om databedrageri og
§ 293, stk. 1 (»tyveri af
telefontid«) ved anvendelse af
telekommunikationstjenester, jf.
retsplejelovens § 781, stk. 3,
bestemmelsen i retsplejeloven om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Da disse
bestemmelser i retsplejeloven
indeholder et højere
kriminalitetskrav end
konventionens artikel 14,
stk. 2, ville en opfyldelse af
konventionens artikel 16 om
hastesikring af elektronisk data
ved at foretage telefonaflytning
eller teleoplysning
nødvendiggøre en ændring af
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3, således at
kriminalitetskravet ophævedes
generelt. En sådan generel
ophævelse af kriminalitetskravet
i retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3, ville efter
Justitsministeriets opfattelse
være for vidtgående og ville
samtidig indebære en
»overopfyldelse« af
konventionens artikel 16.
På den
anførte baggrund bør der efter
Justitsministeriets opfattelse
med henblik på at opfylde
forpligtelsen efter
konventionens artikel 16 og 17,
herunder kriminalitetskravet i
artikel 14, stk. 2, i stedet
indsættes en ny særskilt
bestemmelse i retsplejeloven om
hastesikring af indholdsdata og
trafikdata.
Justitsministeriet finder, at en
sådan bestemmelse også bør
omfatte hastesikring af øvrige
elektroniske data, herunder
f.eks. oplysninger om navn og
adresse på en internetudbyders
eller et teleselskabs kunder
(kundeoplysninger), som i dag er
omfattet af retsplejelovens
regler om edition, jf.
retsplejelovens § 804, stk. 1.
Det foreslås,
at bestemmelsen om hastesikring
af elektroniske data indsættes i
straffelovens kapitel 71 om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning
(som § 786 a). Dette kapitel
indeholder tillige bestemmelser
om telenet- og
teletjenesteudbyderes bistand
til politiet i forbindelse med
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og om
teleselskabers og
internetudbyderes pligt til at
registrere og opbevare (logge)
de oplysninger om tele- og
internetkommunikation, der er
relevante for politiets indgreb
i meddelelseshemmeligheden, jf.
retsplejelovens § 786, stk. 4.
Om logningsbestemmelsen henvises
i øvrigt til pkt. 7.3.3.
7.3.3.
Justitsministeriet finder som
anført, at der bør indsættes en
ny bestemmelse om hastesikring
af elektroniske data som § 786 a
i retsplejeloven med henblik på
opfyldelse af artikel 16 og 17 i
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet.
IT-udviklingen, herunder navnlig
udviklingen af Internettet,
indebærer betydelige muligheder
for øgede kriminelle
aktiviteter. Skal disse nye
muligheder for øget kriminalitet
imødegås, kræver det en
styrkelse af politiets
efterforskningsmuligheder på
området. I overensstemmelse
hermed er der i de senere år
gennemført en række
lovændringer, der tilsigter en
styrkelse af politiets
efterforskningsmidler.
Når det
drejer sig om en effektiv
bekæmpelse af IT-kriminalitet,
er det imidlertid ikke alene et
spørgsmål om at sikre adgangen
til de data, der udveksles
elektronisk, men i vidt omfang
også et spørgsmål om at sikre,
at de pågældende data fortsat er
til stede, når de kan være af
betydning for politiets
efterforskning.
Justitsministeriet finder
derfor, at der af hensyn til
mulighederne for en effektiv
efterforskning og bekæmpelse af
IT-kriminalitet, der bl.a. begås
på eller ved hjælp af
Internettet, bør tilvejebringes
hjemmel til, at politiet kan
udstede pålæg om sikring af
elektroniske data med henblik
på, at oplysningerne er til
stede og – hvis betingelserne
herfor er opfyldt – på et senere
tidspunkt kan udleveres til
politiet til brug for
efterforskningen.
Det skal
understreges, at der ikke
stilles forslag om ændring af
retsplejelovens betingelser for
at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form
af telefonaflytning og
teleoplysning eller for at
meddele pålæg om edition. Uanset
den foreslåede bestemmelse om
hastesikring af elektroniske
data vil en eventuel senere
udlevering af de pågældende
elektroniske data til politiet
således fortsat skulle ske efter
retsplejelovens regler herom,
jf. retsplejelovens § 781,
stk. 1-3, og § 804, stk. 1,
afhængigt af, hvilke oplysninger
der er tale om. Særligt med
hensyn til udlevering af
indholdsdata og trafikdata vil
det derfor fortsat kræves, at
der som udgangspunkt skal være
tale om efterforskning af en
lovovertrædelse, der kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover.
Lovforslaget
giver således ikke politiet
adgang til elektroniske data i
videre omfang end efter de
gældende regler. Der er alene
tale om at sikre, at de
pågældende oplysninger i en kort
periode ikke kan slettes.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 786 a, stk. 1, i
retsplejeloven kan politiet som
led i en efterforskning, hvor
elektronisk bevismateriale kan
være af betydning, meddele
udbydere af telenet eller
teletjenester pålæg om at
foretage sikring af elektroniske
data, herunder trafikdata. Efter
den foreslåede § 786 a,
stk. 2, kan et pålæg om
sikring alene omfatte
elektroniske data, som opbevares
på det tidspunkt, hvor pålægget
meddeles. Et pålæg skal
endvidere såvel i tidsmæssig som
i indholdsmæssig henseende
begrænses så meget, som hensynet
til den strafferetlige
efterforskning tillader. Et
pålæg kan i intet tilfælde
omfatte en periode, der
overstiger 90 dage.
Bestemmelsens
formål er at sikre, at udbydere
af telenet eller teletjenester i
den periode, der angives i
pålægget, opbevarer og sikrer
allerede eksisterende
oplysninger, som er i udbyderens
besiddelse, med henblik på, at
oplysningerne – hvis
betingelserne herfor er opfyldt
– på et senere tidspunkt kan
udleveres til politiet til brug
for efterforskningen af en
konkret sag, der involverer
elektronisk bevismateriale.
Efter den
foreslåede bestemmelse kan pålæg
om hastesikring meddeles
udbydere af telenet eller
teletjenester.
Justitsministeriet er opmærksom
på, at konventionens artikel 16
kan forstås således, at den
giver mulighed for at pålægge
enhver at hastesikre
elektroniske data, herunder
eksempelvis et pengeinstitut, en
virksomhed, en arbejdsgiver, en
privat person mv.
Som omtalt
ovenfor følger det af
bemærkningerne til artikel 16 og
17 i den forklarende rapport, at
hastesikring af elektroniske
data er et nyt vigtigt redskab i
efterforskningen af
lovovertrædelser, der foretages
ved hjælp af
informationsteknologi, herunder
navnlig kriminalitet der foregår
på eller ved hjælp af
Internettet. Det anføres videre
i den forklarende rapport, at
det – foruden muligheden for at
fastlægge kommunikationsspor via
trafikdata – er centralt, at
indholdsdata, eksempelvis
indholdet af e-mails, der er i
en serviceudbyders besiddelse,
kan hastesikres, således at
vigtigt bevismateriale ikke går
tabt.
Det praktisk
relevante område for pålæg om
hastesikring synes – også i
lyset af bemærkningerne i den
forklarende rapport – at være
elektroniske data, der opbevares
af udbydere, der som led i et
professionelt virke stiller
teletjenester til rådighed for
brugere og dermed som led i
deres virksomhed besidder
elektroniske data, der kan være
af betydning for politiets
efterforskning.
Hertil
kommer, at de gældende
bestemmelser i retsplejeloven om
bl.a. edition (§ 804) og
ransagning (kapitel 73) giver
politiet mulighed for at sikre
elektronisk bevismateriale hos
eksempelvis et pengeinstitut, en
virksomhed, en arbejdsgiver
eller en privat person.
Måtte andre –
eksempelvis pengeinstitutter
eller privatpersoner – besidde
elektroniske data af betydning
for en strafferetlig
efterforskning, vil politiet
således i forhold til disse
kunne anvende de allerede
eksisterende bestemmelser om
edition mv. med henblik på at
sikre udlevering af de
elektroniske data til brug for
efterforskningen.
På den
baggrund er den foreslåede
bestemmelse i § 786 a, stk. 1,
udformet således, at pålæg kan
gives til udbydere af telenet
eller teletjenester.
Den
foreslåede bestemmelse i § 786
a, stk. 1, skal derfor ses i
sammenhæng med de eksisterende
muligheder for politiet til at
sikre udlevering af oplysninger,
der besiddes af personer, der
ikke er under mistanke. Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at forpligtelsen i konventionens
artikel 16 samlet set må anses
for opfyldt med den foreslåede
bestemmelse samt retsplejelovens
nugældende regler.
Som nævnt
ovenfor omfatter den foreslåede
hastesikringsbestemmelse alle
typer af elektroniske data,
herunder indholdsdata,
trafikdata og øvrige
elektroniske data, f.eks.
kundeoplysninger. Pålægget kan
efter den foreslåede § 786 a,
stk. 2, kun omfatte data, der
opbevares af udbyderen på det
tidspunkt, hvor pålægges
meddeles.
Efter
formuleringen af artikel 16 kan
et pålæg om hastesikring rettes
mod elektroniske data, der er
lagret . Det nærmere indhold
af begrebet »lagret« synes at
kunne give anledning til tvivl.
Det er således ikke umiddelbart
klart, om der heri ligger en
forudsætning om, at den, der
besidder de pågældende data,
subjektivt skal have vurderet,
hvilke data der skal lagres, og
hvilke data der alene opbevares.
Efter Justitsministeriets
opfattelse kan bestemmelsen i
konventionens artikel 16 henset
til formålet med bestemmelsen
ikke forstås således, at
muligheden for hastesikring er
afhængig af, om den enkelte
udbyder har valgt at lagre de
pågældende oplysninger eller ej.
En sådan afgrænsning ville i
praksis medføre, at f.eks.
e-mails, der opbevares hos
udbyderen, fordi modtageren
endnu ikke har hentet dem, stort
set aldrig kunne anses for
lagrede og dermed omfattet af
hastesikringspålægget. Både
formålet med bestemmelsen og
bemærkningerne i den forklarende
rapport, jf. ovenfor, taler imod
en sådan forståelse af
bestemmelsen.
På den
baggrund er begrebet »lagret«
efter Justitsministeriets
opfattelse mindre egnet som
afgrænsningskriterium for,
hvilke elektroniske data der kan
være genstand for et pålæg om
hastesikring. Det afgørende må
efter Justitsministeriets
opfattelse være, om de
pågældende data er i udbyderens
besiddelse på det tidspunkt,
hvor pålægges gives, uanset om
opbevaringen alene er af
midlertidig karakter. Pålæg vil
herefter kunne omfatte
eksempelvis e-mails, der
opbevares af en udbyder, uanset
om denne efter aftalen med
brugeren er forpligtet til at
lagre disse eller alene til at
opbevare korrespondancen, indtil
brugeren henter de pågældende
e-mails ned på sin computer.
Et pålæg om
hastesikring vil derimod aldrig
kunne omfatte en brugers
fremtidige e-mail
korrespondance, men alene
allerede eksisterende data, som
opbevares elektronisk.
Et pålæg om
hastesikring er bagudrettet og
kan omfatte alle elektroniske
data i udbyderens besiddelse,
uanset hvor gamle disse data
måtte være. Det forudsættes
imidlertid, at politiet ved
anvendelse af muligheden for
hastesikring i medfør af § 786
a, stk. 1, foretager en
proportionalitetsafvejning,
således at et pålæg alene
omfatter de data, der er
nødvendige for efterforskningen
af den konkrete sag. Således
følger det af den foreslåede
§ 786 a, stk. 2, at politiet
skal afgrænse pålægget, såvel i
relation til hvilke data, der er
omfattet, som i relation til
hvilken tidsmæssig udstrækning
af pålægget, der er påkrævet.
Ved udstedelsen af pålægget må
politiet således foretage en
nøje afvejning mellem på den ene
side hensynet til
efterforskningen og på den anden
side hensynet til at begrænse
pålægget mest muligt.
Politiets
adgang til at meddele pålæg om
hastesikring er ikke begrænset
til visse kriminalitetsformer,
og der gælder ikke efter
bestemmelsen et
kriminalitetskrav som
forudsætning for at anvende
bestemmelsen. Indsættelsen af et
kriminalitetskrav i den
foreslåede bestemmelse ville
ikke være foreneligt med
bestemmelsen i artikel 16,
hvorefter pålæg om hastesikring
skal være anvendeligt som et
redskab i politiets
efterforskning af kriminalitet,
der foretages ved hjælp af
informationsteknologi. Hertil
kommer, at det må antages, at
politiet vil benytte adgangen
til at meddele pålæg om
hastesikring på et så tidligt
stadie i efterforskningen, at
det på dette tidspunkt ikke vil
være muligt at afgøre, om der
senere vil kunne ske udlevering
af oplysningerne efter
betingelserne i retsplejelovens
§ 781 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet forudsætter
dog, at adgangen til at meddele
pålæg om hastesikring ikke
benyttes, hvis det på forhånd
måtte stå klart for politiet, at
oplysningerne ikke efterfølgende
vil kunne udleveres.
Efter den
foreslåede § 786 a, stk. 2, er
en periode på 90 dage den
maksimale tidsmæssige
udstrækning af et pålæg om
hastesikring. Politiet må
således i hvert enkelt tilfælde
nærmere vurdere, hvilken periode
der inden for denne ramme er
nødvendig for at varetage
hensynet til en effektiv
efterforskning.
Det
forudsættes tillige, at politiet
ikke – heller ikke inden for
rammen på 90 dage – kan forlænge
eller forny et pålæg om
hastesikring, jf. § 786 a,
stk. 2. Ved udstedelsen af
pålægget må politiet således
have for øje, at pålæggets
tidsmæssige udstrækning
begrænses mest muligt, men
samtidig også, at pålægget gives
for et tidsrum inden for
hvilket, politiet kan nå at
skabe klarhed over, hvorvidt de
pågældende data skal søges
udleveret, eller om dataene kan
slettes.
Det er ikke i
den foreslåede
hastesikringsbestemmelse nærmere
angivet, på hvilken måde de
elektroniske data skal sikres.
Det afgørende er, at
autenticiteten af dataene
bevares. Som eksempel på
hastesikring kan nævnes
»indefrysning« (dvs. at gøre de
pågældende data utilgængelige
for sletning eller ændring). Der
kan imidlertid efter
omstændighederne også ske
hastesikring på anden måde,
f.eks. ved kopiering.
Hastesikring
i medfør af den foreslåede § 786
a, stk. 1, udgør en behandling
af personoplysninger, således
som dette defineres i § 3, nr.
1, i persondataloven. Det må i
den forbindelse lægges til
grund, at politiet som den
myndighed, på hvis initiativ
hastesikringen sker, og som den
myndighed, der i
hastesikringsperioden kan
bestemme, om de sikrede data kan
slettes, betragtes som
dataansvarlig, jf.
persondatalovens § 3, nr. 4.
Dette indebærer, at Datatilsynet
har fuld inspektionskompetence i
forhold til de sikrede
oplysninger, jf.
persondatalovens § 62, stk. 2,
om behandling, der foretages for
den offentlige forvaltning, og
at bekendtgørelse nr. 528 af 15.
juni 2000 om
sikkerhedsforanstaltninger til
beskyttelse af
personoplysninger, som behandles
for den offentlige sektor,
finder anvendelse.
Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 786 a om
hastesikring af elektroniske
data bør efter
Justitsministeriets opfattelse
endvidere omhandle spørgsmålet
om delvis videregivelse af
trafikdata omfattet af artikel
16, jf. konventionens artikel
17, stk. 1, litra b.
Der foreslås
derfor indsat et stk. 3 i
retsplejelovens § 786 a,
hvorefter det påhviler udbydere
af telenet eller teletjenester
som led i hastesikring efter
stk. 1 uden ugrundet ophold at
videregive trafikdata om andre
telenet- eller
teletjenesteudbyder, hvis net
eller tjenester har været
anvendt i forbindelse med den
elektroniske kommunikation, som
kan være af betydning for
efterforskningen.
Formålet med
denne del af bestemmelsen er
alene at give politiet mulighed
for at identificere og pålægge
hver enkelt udbyder af telenet
eller teletjenester at sikre
trafikdata i tilfælde, hvor der
anvendes flere udbydere af
telenet eller teletjenester. De
oplysninger, som udbydere af
telenet og teletjenester efter
bestemmelsen skal videregive til
politiet, er alene oplysninger
om de elektroniske stier, som
føres fra den pågældende udbyder
til en eller flere andre
udbydere.
Justitsministeriet finder ikke
grundlag for i
hastesikringsbestemmelsen
nærmere at angive en bestemt
frist, indenfor hvilken en
udbyder af telenet eller
teletjenester skal videregive
trafikdata, der sætter politiet
i stand til at identificere
andre udbydere involveret i den
kommunikation, som
efterforskningen angår. Med
henblik på at sikre, at øjemedet
ikke forspildes, foreslås det
imidlertid fastsat i
bestemmelsen, at udbydere af
telenet eller teletjenester, der
får pålæg om hastesikring efter
retsplejelovens § 786 a, stk. 1,
uden ugrundet ophold skal
videregive sådanne oplysninger
til politiet.
Det er
således af afgørende betydning
for politiets efterforskning af
lovovertrædelser, der involverer
elektronisk bevismateriale, at
politiet så hurtigt som
overhovedet muligt kan
identificere samtlige udbydere,
der har været involveret i den
kommunikation, som
efterforskningen angår.
Det
forudsættes som nævnt, at
politiet afgrænser pålægget om
hastesikring så meget, som det
er muligt.
Udbydere af
telenet og teletjenester er ikke
efter Europarådets konventionen
om IT-kriminalitet forpligtet
til at registrere eller opbevare
bestemte elektroniske data.
Retsplejelovens § 786, stk. 4,
fastsætter imidlertid en pligt
for udbydere af telenet og
teletjenester til at foretage
registrering og opbevaring
(logning) i 1 år af de
oplysninger om tele- og
internetkommunikation, der er
relevante for politiets
efterforskning og
retsforfølgning af strafbare
forhold. Der er efter
bestemmelsen alene tale om
registrering og opbevaring af
trafikdata og ikke af selve
indholdet af kommunikationen.
Formålet med
logningsbestemmelsen i
retsplejelovens § 786, stk. 4,
er at sikre tilstedeværelsen af
de oplysninger, som politiet kan
få adgang til bl.a. ved indgreb
i meddelelseshemmeligheden i
form af teleoplysning og udvidet
teleoplysning, jf.
retsplejelovens § 780, stk. 1,
nr. 3 og 4.
Justitsministeren fastsætter
efter forhandling med ministeren
for videnskab, teknologi og
udvikling ved bekendtgørelse
nærmere regler om
logningspligtens indhold og
omfang, jf. retsplejelovens
§ 786, stk. 4, 2. pkt.
Justitsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelsen
af retsplejelovens § 786,
stk. 4, jf. § 7, stk. 3, i lov
nr. 378 af 6. juni 2002.
Bestemmelsen om logning af
trafikdata er endnu ikke trådt i
kraft.
Når
retsplejelovens § 786, stk. 4,
træder i kraft, vil udbydere af
telenet og teletjenester efter
denne bestemmelse have pligt til
at registrere og opbevare
(logge) trafikdata. Med hensyn
til hastesikring af trafikdata
efter den foreslåede bestemmelse
i retsplejelovens § 786 a vil
der således være tale om
oplysninger, som udbydere af
telenet og teletjenester
opbevarer i 1 år i medfør af
logningsbestemmelsen.
Herudover kan
udbydere af telenet og
teletjenester registre og
opbevare oplysninger af andre
årsager, f.eks. af hensyn til
regningsudstedelse.
Den
pågældende udbyder skal efter
artikel 16, stk. 3, kunne
pålægges tavshedspligt i en
periode, hvis længde fastlægges
i medlemsstatens lovgivning, med
hensyn til oplysningen om, at
den pågældende har sikret de
elektroniske data.
Efter § 13,
stk. 1, i lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på telemarkedet
(lovbekendtgørelse nr. 661 af
10. juli 2003) må ejere af
telenet, udbydere af telenet
eller teletjenester, førnævntes
ansatte og tidligere ansatte
ikke uberettiget videregive
eller udnytte oplysninger som
nævnt i stk. 3, som de får
kendskab til i forbindelse med
det pågældende udbud af telenet
eller teletjenester.
Bestemmelserne i straffelovens
§§ 152-152 a og §§ 152 d–152 f
finder tilsvarende anvendelse
for den, der er eller har været
ansat hos en ejer af telenet
eller en udbyder af telenet
eller teletjenester, eller som i
øvrigt er eller har været
beskæftiget med opgaver, der
udføres efter aftale med disse,
jf. § 13, stk. 2, i lov om
konkurrence- og forbrugerforhold
på telemarkedet.
I lovens
§ 13, stk. 3, er det endvidere
fastsat, at ejere af telenet og
udbydere af telenet eller
teletjenester skal træffe de
nødvendige foranstaltninger med
henblik på at sikre, at
oplysninger om andres brug af
nettet eller tjenesten eller
indholdet heraf ikke er
tilgængelige for uvedkommende.
Efter
straffelovens § 152, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder den, som virker
i offentlig tjeneste eller
hverv, og som uberettiget
videregiver eller udnytter
fortrolige oplysninger, hvortil
den pågældende i den forbindelse
har fået kendskab. En oplysning
er efter straffelovens § 152,
stk. 3, fortrolig, når den ved
lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som
sådan, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den
for at varetage væsentlige
hensyn til offentlige eller
private interesser.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
finder de ovennævnte regler om
tavshedspligt også anvendelse i
tilfælde, hvor politiet efter
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 786 a meddeler
en udbyder af telenet eller
teletjenester pålæg om at
hastesikre elektroniske data.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 2, nr. 2.
8. Forslag
til EU-rammeafgørelse om angreb
på informationssystemer
8.1. Forslag
til EU-rammeafgørelse om angreb
på informationssystemer
Kommissionen
fremsatte den 19. april 2002 et
forslag til rammeafgørelse om
angreb på informationssystemer.
Retsgrundlaget for forslaget til
rammeafgørelse er artikel 29,
artikel 30, stk. 1, litra a,
artikel 31, stk. 1, litra e, og
artikel 34, stk. 2, litra b, i
Traktaten om Den Europæiske
Union.
Forslaget til
rammeafgørelse er optaget som
bilag 2 til lovforslaget.
Det bemærkes i den forbindelse,
at den endelige sproglige
udformning af forslaget til
rammeafgørelse og den endelige
nummerering af de enkelte
bestemmelser i forslaget til
rammeafgørelse afventer en
nærmere juridisk-sproglig
gennemgang forud for Rådets
endelige vedtagelse af
rammeafgørelsen.
Rammeafgørelsens formål er at
forbedre samarbejdet mellem de
retlige og andre kompetente
myndigheder ved at foretage en
indbyrdes tilnærmelse af
medlemslandenes strafferetlige
regler vedrørende angreb på
informationssystemer.
Kommissionen har ved
udarbejdelsen af forslaget taget
hensyn til de resultater, der er
opnået i Europarådet i
forbindelse med udarbejdelsen af
konventionen om IT-kriminalitet.
Artikel 1
indeholder definitioner af
visse begreber i
rammeafgørelsen.
Ved
»informationssystem« forstås
enhver enhed eller gruppe af
indbyrdes forbundne eller
beslægtede enheder, hvoraf en
eller flere ved hjælp af et
program udfører automatisk
behandling af edb-data samt
edb-data, som lagres, behandles,
fremfindes eller overføres i
forbindelse med systemernes
drift, brug, beskyttelse og
vedligeholdelse.
Ved
»edb-data« forstås enhver form
for gengivelse af fakta,
informationer eller begreber i
et format, der egner sig til
behandling i et
informationssystem, herunder et
program, som kan anvendes til at
få et informationssystem til at
udføre en funktion.
For så vidt
angår »juridiske personer«
henvises til national ret,
således at der ved begrebet
forstås enhver enhed, der i
national ret har status af
juridisk person, dog ikke stater
eller andre offentlige organer,
der udøver offentlig myndighed,
og offentlige internationale
organisationer.
Ved begrebet
»uretmæssig« forstås adgang
eller indgreb, som ejeren eller
anden retmæssig indehaver af
systemet eller en del af det
ikke har givet tilladelse til,
eller som ikke er tilladt i
henhold til national lovgivning.
Artikel 2
vedrører ulovlig adgang til
informationssystemer. Efter
stk. 1 er medlemsstaterne
forpligtet til at kriminalisere
forsætlig uretmæssig adgang til
et informationssystem eller en
del af et informationssystem, i
det mindste i grovere tilfælde.
Efter stk. 2 kan en medlemsstat
dog beslutte, at den vil
begrænse anvendelsesområdet for
stk. 1 til handlinger, der er
begået ved overtrædelse af en
sikkerhedsforanstaltning.
Artikel 3
vedrører ulovligt indgreb i
informationssystemer. Herefter
er medlemsstaterne forpligtet
til at gøre det strafbart
forsætligt og uretmæssigt at
forårsage en alvorlig hindring
eller afbrydelse af et
informationssystems drift ved at
indlæse eller overføre edb-data
eller ved at beskadige, slette,
forvanske, ændre, tilbageholde
eller hindre adgang til dets
edb-data, i det mindste i
grovere tilfælde.
Artikel 4
vedrører ulovligt indgreb i
data. Efter denne bestemmelse er
medlemsstaterne forpligtet til
at gøre det strafbart forsætligt
og uretmæssigt at slette,
beskadige, forvanske, ændre,
tilbageholde eller hindre adgang
til edb-data i et
informationssystem, i det
mindste i grovere tilfælde.
Efter
artikel 5 skal
medlemsstaterne kriminalisere
medvirken til og forsøg på de i
artikel 2, 3 og 4 omhandlende
lovovertrædelser.
Artikel 6,
stk. 1, forpligter
medlemsstaterne til at sikre, at
den i artikel 2, 3, 4 og 5
omhandlede adfærd kan straffes
med strafferetlige sanktioner,
der er effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende virkning. Efter
bestemmelsens stk. 2 skal
medlemsstaterne sikre, at den
adfærd, der er omhandlet i
artikel 3 og 4, kan straffes med
fængsel med en maksimal varighed
på mindst et til tre år.
Artikel 7
fastslår, hvornår der
foreligger skærpende
omstændigheder. Efter denne
bestemmelse er medlemsstaterne
forpligtet til at sikre, at den
adfærd, der er omhandlet i
artikel 2, stk. 2, og artikel 3
og 4, kan straffes med fængsel
af en maksimal varighed på
mindst to til fem år, når den er
begået inden for rammerne af en
kriminel organisation. En
medlemsstat kan også træffe de i
stk. 1 nævnte foranstaltninger,
hvis adfærden har forvoldt
alvorlig skade eller skadet
væsentlige interesser, jf.
stk. 2.
Artikel 8
indeholder nærmere regler
for juridiske personers
strafansvar. Bestemmelsen
forpligter medlemsstaterne til
at sikre, at juridiske personer
kan gøres strafferetligt
ansvarlige med hensyn til de
handlinger, der er omfattet af
forslaget til rammeafgørelsen, i
det omfang handlingerne er
begået for at skaffe den
juridiske person vinding og af
en person, der handler enten
individuelt eller som medlem af
et organ, der handler på vegne
af den juridiske person.
Endvidere
forpligtes medlemsstaterne til
at sikre, at juridiske personer
også kan straffes i tilfælde,
hvor f.eks. utilstrækkelig
kontrol eller tilsyn fra den
juridiske persons side har gjort
det muligt for en person, der er
underlagt den juridiske persons
myndighed, at begå en af de i
artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede
lovovertrædelser for at skaffe
den juridiske person vinding.
Efter
artikel 9 er medlemsstaterne
forpligtede til at sikre, at der
over for juridiske personer kan
iværksættes sanktioner, der er
effektive, proportionale og
virker afskrækkende, herunder
bødestraf eller andre
sanktioner, som f.eks.
fratagelse af retten til at
modtage offentlige ydelser og
tilskud eller forbud mod at
udøve erhvervsaktivitet.
Artikel 10
indeholder bestemmelser om
straffemyndighed og forpligter
medlemsstaterne til at etablere
straffemyndighed, når
lovovertrædelsen er begået helt
eller delvist på medlemslandets
territorium. Medlemsstaterne
forpligtes i den forbindelse til
at etablere straffemyndighed i
det tilfælde, hvor
gerningsmanden begår
lovovertrædelsen, mens han
fysisk befinder sig på landets
område, uanset om
lovovertrædelsen er rettet mod
et informationssystem på dette
område. Herudover forpligtes
medlemsstaterne til at etablere
straffemyndighed i det tilfælde,
hvor lovovertrædelsen begås mod
et informationssystem på landets
område, uanset om gerningsmanden
på gerningstidspunktet fysisk
befandt sig på landets område.
Endvidere forpligtes
medlemsstaterne til at etablere
straffemyndighed, når
lovovertrædelsen er begået af en
af dens statsborgere eller for
at skaffe en juridisk person med
hjemsted på dens område vinding.
Medlemsstaterne kan dog beslutte
ikke at etablere
straffemyndighed i de
sidstnævnte tilfælde eller
begrænse anvendelsesområdet af
bestemmelserne. I så fald skal
der ske underretning til
Generalsekretariatet for Rådet
og Kommissionen. Endelig
forpligter bestemmelsen
medlemsstaterne til at
samarbejde i sager, hvor flere
medlemsstater har
straffemyndighed.
Artikel 11
indeholder bestemmelser om
udveksling af oplysninger om de
lovovertrædelser, der er
omfattet af rammeafgørelsen.
Bestemmelsen forpligter
medlemsstaterne til at anvende
de eksisterende netværk af
operationelle kontaktpunkter,
der fungerer 24 timer i døgnet,
samt at udpege kontaktpunkter
til udveksling af oplysninger om
strafbare handlinger i
forbindelse med angreb på
informationssystemer.
I artikel
12 fastslås det, at
medlemsstaterne på en endnu ikke
fastsat dato skal have truffet
de nødvendige foranstaltninger
for at gennemføre
rammeafgørelsen i national ret,
mens det af artikel 13
fremgår, at rammeafgørelsen
træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i EF-Tidende.
8.2.
Justitsministeriets overvejelser
om lovgivningsmæssige
konsekvenser
8.2.1.
Forslaget til rammeafgørelse om
angreb på informationssystemer
indeholder i artikel 2 en
pligt for medlemsstaterne til at
gøre det strafbart at skaffe sig
uretmæssig adgang til et
informationssystem eller en del
heraf, i det mindste i grovere
tilfælde. Medlemsstaterne kan
beslutte, at handlingerne kun er
strafbare, hvis lovovertrædelsen
er begået ved overtrædelse af en
sikkerhedsforanstaltning.
Pligten til
at kriminalisere handlinger
omfattet af artikel 2 må anses
for opfyldt ved bestemmelsen i
straffelovens § 263, stk. 2, om
krænkelse af datahemmeligheden
(hacking).
Efter denne
bestemmelse straffes den, der
uberettiget skaffer sig adgang
til en andens oplysninger eller
programmer, der er bestemt til
at bruges i et anlæg til
elektronisk databehandling.
Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Hvis
den strafbare handling er begået
for at skaffe sig eller gøre sig
bekendt med en virksomheds
erhvervshemmeligheder eller
under andre særlig skærpende
omstændigheder, kan straffen
efter § 263, stk. 3, stige til
fængsel indtil 4 år.
Bestemmelsen
er ikke begrænset til alene at
beskytte informationssystemer,
hvor der er etableret
sikkerhedsforanstaltninger.
Derimod lægger domstolene ved
strafudmålingen bl.a. vægt på,
om der har været en rimelig
sikkerhed eller kontrol, eller
om en eventuel mangel på
sikkerhed har muliggjort, at
kriminaliteten har fået et
særligt stort omfang.
8.2.2.
Artikel 3 indeholder en
forpligtelse til at gøre det
strafbart forsætligt og
uretmæssigt at forårsage en
alvorlig hindring eller
afbrydelse af et
informationssystems drift ved at
indlæse eller overføre edb-data
eller ved at beskadige, slette,
forvanske, ændre, tilbageholde
eller hindre adgang til dets
edb-data, i det mindste i
grovere tilfælde.
Pligten til
at kriminalisere de handlinger,
der efter bestemmelsen består i
»at beskadige, slette,
forvanske, ændre« i et
informationssystems edb-data må
anses for opfyldt ved
hærværksbestemmelsen i
straffelovens § 291, stk. 1.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
ødelægger, beskadiger eller
bortskaffer ting, der tilhører
en anden. Strafferammen er bøde
eller fængsel indtil 1 år. Hvis
hærværket er af betydeligt
omfang, eller hvis
gerningsmanden tidligere er
fundet skyldig i bl.a. hærværk,
kan straffen stige til fængsel i
4 år, jf. straffelovens § 291,
stk. 2.
Anderledes
forholder det sig med den del af
gerningsindholdet, der består i
at forårsage en alvorlig
hindring eller afbrydelse af et
informationssystems drift ved at
»indlæse eller overføre
edb-data« eller ved at
»tilbageholde eller hindre
adgang« til et
informationssystem, idet der i
disse tilfælde ikke nødvendigvis
forekommer ødelæggelse eller
beskadigelse af ting.
Der henvises
i den forbindelse til pkt. 7.2
om Justitsministeriets
overvejelser om de
lovgivningsmæssige konsekvenser
af Europarådets konvention om
IT-kriminalitet, herunder
særligt artikel 5, idet denne
konvention giver anledning til
tilsvarende overvejelser. Det
anføres her, at det forekommer
mest nærliggende at anse den
nævnte pligt for opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 293, stk. 2, om
rådighedshinding.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
lægger hindringer i vejen for,
at nogen udøver sin ret til at
råde over eller tilbageholde en
ting. Strafferammen er bøde
eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 6
måneder.
Det er
imidlertid uklart, om denne
bestemmelse også omfatter en
rådighedshindring ad elektronisk
vej, og der bør derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
ske en ændring af straffelovens
§ 293, stk. 2, således at det af
bestemmelsen klart fremgår, at
den også omfatter
rådighedshindring ad elektronisk
vej. Der henvises i den
forbindelse til
Justitsministeriets overvejelser
om på grundlag af betænkning nr.
1417/2002 om IT-kriminalitet at
ændre straffelovens § 293,
stk. 2, jf. pkt. 5.3.2. ovenfor
og til lovforslagets § 1, nr.
13.
8.2.3.
Artikel 4 vedrører
medlemsstaternes pligt til at
gøre det strafbart forsætligt og
uretmæssigt at slette,
beskadige, forvanske, ændre,
tilbageholde eller hindre adgang
til edb-data i et
informationssystem, i det
mindste i grovere tilfælde.
Pligten til
at kriminalisere de nævnte
handlinger må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 291, stk. 1, om hærværk, eller
i § 293, stk. 2, om
rådighedshindring.
8.2.4.
Artikel 5 vedrører forsøg og
medvirken. Disse bestemmelser må
anses for opfyldt ved
bestemmelserne i straffelovens
§§ 21 og 23.
Efter
straffelovens § 21 straffes
handlinger, som sigter til at
fremme eller bevirke udførelsen
af en forbrydelse, når den ikke
fuldbyrdes, som forsøg.
Bestemmelsen giver mulighed for
at straffe forsøgshandlinger i
meget vidt omfang. Det afgørende
for, om handlingen udgør et
strafbart forsøg, er
gerningsmandens forsæt.
Med
straffelovens § 23 udvides den
for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse til at
omfatte alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til gerningen.
Fuldbyrdes forbrydelsen ikke,
kan der straffes for medvirken
til forsøg. For at straffe en
person for medvirken efter
straffelovens § 23 kræves, at
den pågældende har haft forsæt
til den pågældende forbrydelse,
såfremt der er tale om
forbrydelser, der kræver forsæt.
Dette forsæt skal i en vis grad
være konkretiseret, idet det
antages, at tilskyndelse til at
begå kriminalitet i
almindelighed ikke er
tilstrækkeligt.
8.2.5.
Efter artikel 6, stk. 1,
skal medlemsstaterne sikre, at
den i artikel 2, 3, 4 og
5 omhandlede adfærd kan
straffes med strafferetlige
sanktioner, der er effektive,
står i et rimeligt forhold til
den strafbare handling og har en
afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne skal sikre, at
den adfærd, der er omhandlet i
artikel 3 og 4,
kan straffes med fængsel af en
maksimal varighed på mindst et
til tre år, jf. stk. 2.
Efter
artikel 7 forpligtes
medlemsstaterne til at fastsætte
et strafmaksimum på mindst to
til fem år, for overtrædelse af
artikel 2, stk. 2, artikel 3
og 4 , når handlingen
er begået inden for rammerne af
en kriminel organisation. En
medlemsstat kan efter artikel 7,
stk. 2, også træffe de i stk. 1
nævnte foranstaltninger, hvis
adfærden har forvoldt alvorlig
skade eller skadet væsentlige
interesser.
For så vidt
angår krænkelse af
datahemmeligheden, som omfattet
af artikel 2, opfyldes denne
forpligtelse som nævnt under
pkt. 8.2.1. ved straffelovens
§ 263, stk. 2, hvorefter hacking
kan straffes med fængsel indtil
6 måneder. Det følger imidlertid
af artikel 7, at hacking, der
foretages inden for rammerne af
en kriminel organisation, skal
kunne straffes med op til mellem
2 og 5 års fængsel. Danmarks
tilslutning til rammeafgørelsen
nødvendiggør således en ændring
af strafferammen, således at
denne opfylder artikel 7.
På den
baggrund foreslås det, at den
forhøjede sidestrafferamme i
§ 263, stk. 3, på fængsel indtil
4 år kan finde anvendelse, når
der er tale om overtrædelser af
mere systematisk eller
organiseret karakter, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9.
Om
Justitsministeriets overvejelser
på baggrund af
Brydensholt-udvalgets forslag
til ændring af straffelovens
§ 263, stk. 2 og 3, henvises til
pkt. 2.3.1.3. ovenfor.
Overtrædelser
omfattet af artikel 3 eller 4
kan som nævnt straffes efter
straffelovens § 291 (hærværk),
eller § 293, stk. 2
(rådighedshindring).
Efter § 291,
stk. 1, straffes hærværk med
fængsel indtil 1 år. Ved hærværk
af betydeligt omfang, eller hvis
der foreligger gentagelse, kan
straffen stige til fængsel i 4
år. Forpligtelsen efter artikel
6 er opfyldt i relation til
strafferammen i § 291, stk. 1,
mens forpligtelsen efter artikel
7 nødvendiggør en ændring af den
forhøjede sidestrafferamme i
§ 291, stk. 2. På den baggrund
foreslås § 291, stk. 2, ændret,
således at også hærværk af mere
systematisk eller organiseret
karakter kan straffes med
fængsel indtil 4 år, jf.
lovforslagets § 1, nr. 12.
Om
Justitsministeriets overvejelser
på baggrund af
Brydensholt-udvalgets forslag
til ændring af § 291 henvises
til pkt. 5.3.1. ovenfor.
Rådighedshindring straffes efter
§ 293, stk. 2, med bøde eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 6 måneder.
For så vidt angår § 293, stk. 2,
nødvendiggør Danmarks
tilslutning til rammeafgørelsen
en ændring af strafferammen,
således at denne opfylder
kravene i artikel 6 og 7. På den
baggrund foreslås § 293, stk. 2,
ændret, således at strafferammen
er bøde eller fængsel indtil 1
år. Straffen kan stige til
fængsel i 2 år, bl.a. hvor der
er tale om overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter.
Om
Justitsministeriets overvejelser
på baggrund af
Brydensholt-udvalgets forslag
til ændring af § 293, stk. 2,
henvises til pkt. 5.3.2.
ovenfor.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at Danmark med ovennævnte
foreslåede forhøjelser af
strafferammerne opfylder
forpligtelsen i artikel 6 og 7 i
forslaget til rammeafgørelse.
8.2.6.
Rammeafgørelsens bestemmelser i
artikel 8 og 9 om
juridiske personers ansvar
skønnes ikke at give anledning
til lovændringer, idet der efter
straffelovens § 306 kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter
reglerne i 5. kapitel for
overtrædelse af straffeloven.
8.2.7.
Artikel 10 i rammeafgørelsen
om straffemyndighed giver ikke
anledning til lovændringer, jf.
straffelovens bestemmelser i
§§ 6-9.
8.2.8.
Artikel 11 om udveksling af
oplysninger må anses for opfyldt
gennem Danmarks tilslutning til
G8-landenes 24 timers/7 dages
informationsnet til bekæmpelse
af højteknologikriminalitet.
9.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 786 a om
hastesikring af elektroniske
data (lovforslagets § 2, nr. 2)
indebærer som udgangspunkt
omkostninger for teleudbydere
mv. i forbindelse med
gennemførelse af pålæg af
hastesikring. Omkostningerne vil
imidlertid blive afholdt af
politiet i lighed med andre
lignende straffeprocessuelle
indgreb, eksempelvis
telefonaflytning. Dette
forventes ikke at medføre
merudgifter for det offentlige
af betydning.
Lovforslaget
har ikke i øvrigt økonomiske
eller administrative
konsekvenser for det offentlige.
De foreslåede
nye bestemmelser i straffeloven
mv. kan medføre øgede udgifter
for erhvervslivet og borgerne i
det omfang, der sker
overtrædelse af bestemmelserne.
For så vidt
angår lovforslagets EU-retlige
aspekter henvises til
beskrivelsen heraf under pkt. 1
og 8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser.
|
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
|
Negative konsekvenser/
Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
merudgifter af betydning
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget gør det
muligt for Danmark at
medvirke til vedtagelsen
af EU-rammeafgørelsen om
angreb på
informationssystemer.
|
10. Hørte
myndigheder mv.
Lovforslaget
har forud for fremsættelsen
været sendt til høring hos
følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenterne
for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Odense,
Århus, Aalborg og Roskilde,
Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Datatilsynet, Advokatrådet,
Landsforeningen af beskikkede
advokater, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Nævnet for
Etnisk Ligestilling, Dansk
Retspolitisk Forening,
Brancheforeningen
Telekommunikationsindustrien,
Brancheorganisationen
ForbrugerElektronik, Canal
Digital Danmark A/S, Viasat A/S,
Center for IT-forskning, Dansk
IT, Foreningen af
Internetleverandører,
IT-Brancheforeningen, ITEK/Dansk
Industri, PROSA, SAM-DATA (HK),
Telekommunikationsforbundet,
IFPI Danmark, Business Software
Alliance Danmark,
Multimedieforeningen, CSC
Datacentralen, Dansk
Dataforening,
Elektronikindustrien,
Grossistforeningen for Radio og
Elektronik, Kommunedata, Sonofon
I/S, Tele 2 A/S, Tele Danmark
A/S, Telia A/S, Orange A/S,
Realkreditrådet, Finansrådet,
Finansforbundet, Lejernes LO og
Andelsboligforeningernes
Fællesrepræsentation.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 3
til lovforslaget er de
foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende
regler.
Til § 1
Straffeloven
Til nr. 1
(straffelovens § 153)
Forslaget
indebærer, at bestemmelsen i
straffelovens § 153 i sin helhed
ophæves.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.4. og
2.3.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(overskriften til straffelovens
kapitel 18)
Den
foreslåede ændring af
overskriften til straffelovens
kapitel 18 til at angå
forbrydelser vedrørende
betalingsmidler som
fællesbetegnelse for fysiske og
elektroniske penge er en
konsekvens af forslaget om at
indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens § 169 a om falske
elektroniske penge, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 3, nedenfor.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.2.1. og
3.3.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
(straffelovens § 169 a)
Det foreslås
at indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens § 169 a om
uberettiget fremstilling,
tilegnelse eller udbredelse af
falske elektroniske penge med
forsæt til, at de anvendes som
ægte. Bestemmelsen svarer med
enkelte afgivelser til
Brydensholt-udvalgets forslag.
Ved
elektroniske penge forstås en
pengeværdi, som repræsenterer et
krav på udstederen, der er
lagret på et elektronisk medium,
jf. § 308, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed.
Elektroniske penge må efter
denne bestemmelse ikke udstedes
til overkurs og skal være
anerkendt som betalingsmiddel af
andre end udstederen.
Som eksempler
på elektroniske penge kan nævnes
Danmønt-kort, som er et kort,
der kan genoplades. Endvidere
kan nævnes Mondex-kort, som er
et kort, der kan genoplades
eller oplades fra andres
Mondex-kort (såkaldt chip to
chip overførsel). Herudover kan
nævnes Digi Cash’s eCash og
Cyber Cash’s Cyber Coin, der er
softwareprodukter, hvor digitale
penge er placeret på en
harddisk.
Efter
stk. 1 straffes den, der
fremstiller, skaffer eller
udbreder falske elektroniske
penge med forsæt til, at de
anvendes som ægte. Det
forudsættes, at også
videregivelse i et enkelt
tilfælde betragtes som
udbredelse omfattet af
bestemmelsen.
Bestemmelsens
stk. 2 fastsætter, hvad
der skal forstås ved falske
elektroniske penge. Efter
bestemmelsen forstås ved falske
elektroniske penge midler, der
uden at være ægte elektroniske
penge er egnede til at blive
brugt som sådanne.
Strafferammen
i den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 169 a er bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Efter
bestemmelsen i det foreslåede
stk. 3 er straffen fængsel
indtil 6 år, hvis handlingen er
af særlig grov beskaffenhed,
herunder navnlig på grund af den
måde, den er udført på, eller på
grund af beløbets størrelse.
Spørgsmålet
om, hvorvidt handlingen er af
særlig grov beskaffenhed, må
afgøres på grundlag af en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.2.1. og
3.3.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
(straffelovens § 171, stk. 2)
Den
foreslåede ændring af
straffelovens § 171, stk. 2,
indebærer, at det fastsættes
udtrykkeligt i selve
dokumentfalskbestemmelsen, at
den omfatter både skriftlige og
elektroniske med betegnelse af
udstederen forsynet
tilkendegivelser, der fremtræder
som bestemt til at tjene som
bevis. Definitionen af et
dokument svarer til
Brydensholt-udvalgets forslag i
betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet.
Med den
foreslåede definition af et
dokument omfatter
dokumentfalskbestemmelsen som
efter den gældende
dokumentfalskbestemmelse
såkaldte hensigtsdokumenter –
det vil sige tilkendegivelser,
der fremtræder som bestemt til
at tjene som bevis.
Derimod
omfatter den foreslåede
bestemmelse ikke såkaldte
lejlighedsdokumenter – det vil
sige tilkendegivelser, der
bliver benyttet som bevis for en
rettighed mv. Brug af et falsk
lejlighedsdokument kan
imidlertid være strafbart efter
andre bestemmelser i
straffeloven, der vedrører
brugen af dokumentet, f.eks.
bedrageri efter straffelovens
§ 279.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 4.2.1. og
4.3.1. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
(straffelovens § 172)
Det foreslås
at ændre strafferammen for
dokumentfalsk, således at
normalstrafferammen er bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Efter den
foreslåede bestemmelse kan
straffen stige til fængsel i 6
år, hvis der er tale om
dokumentfalsk af særlig grov
karakter eller om et større
antal begåede forhold. Ved
vurderingen heraf vil der
navnlig kunne lægges vægt på, om
forholdet på grund af
udførelsesmåden eller fordi
forbrydelsen er udført af flere
i forening eller om følge af den
opnåede eller tilsigtede vinding
må betragtes som særligt groft.
Om baggrunden
for den foreslåede ændring
henvises i øvrigt til pkt.
4.2.1. og 4.3.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger
Til nr. 6
(straffelovens § 175)
Den
foreslåede ændring af
straffelovens § 175, stk. 2,
indebærer, at det i bestemmelsen
præciseres, at den også finder
anvendelse i forhold til den,
der gør brug af en bog omfattet
af § 175, stk. 1, som
indeholdende sandhed.
Endvidere
indebærer den foreslåede
indsættelse af et nyt stk. 3
i straffelovens § 175, at
det fastsættes udtrykkeligt i
bestemmelsen, at den også
omfatter dokumenter eller bøger,
der er udfærdiget eller føres på
andet læsbart medie.
»Andet
læsbart medie« skal forstås på
samme måde som i straffelovens
§ 163 om erklæringer mv. til
brug i retsforhold, der vedrører
det offentlige.
Afgrænsningen
af det strafbare område beror
således på et visuelt kriterium
– det vil sige om dokumentet
eller bogen for afgiveren
fremtræder eller dog kan
fremtræde i læsbar form, f.eks.
på et stykke papir eller på en
dataskærm. Med den foreslåede
ændring vil bestemmelsen f.eks.
også omfatte erklæringer, der er
afgivet ved edb-diskette eller
andet eksternt lagringsmedie,
eksempelvis e-post.
Denne del af
forslaget skal ses i tilknytning
til forslaget om at ændre
dokumentdefinitionen i
straffelovens § 171, stk. 2, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 4, ovenfor.
Overtrædelse
af § 175 straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 år, og ikke som
i dag med fængsel indtil 3 år
eller under formildende
omstændigheder med bøde, jf. den
foreslåede stk. 1.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 4.2.2. og
4.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
(straffelovens § 193)
Det foreslås
at ændre »databehandlingsanlæg«
i straffelovens § 193, stk. 1,
til »informationssystemer«, der
er neutralt i forhold til mulige
teknologiske løsninger.
Ved et
informationssystem forstås
en computer eller andet
databehandlingsanlæg. Omfattet
heraf er navnlig personlige
computere, herunder både
stationære og bærbare computere.
Også andet elektronisk udstyr
vil imidlertid kunne være
omfattet, hvis udstyret har
funktioner svarende til dem, der
findes i computere. Det gælder
således elektronisk udstyr, der
kan anvendes til at oprette
og/eller behandle dokumenter,
billeder og lyde, udføre
regnskabsfunktioner og lignende,
herunder også hvis sådanne
funktioner senere forekommer i
kombination med andet
elektronisk udstyr, f.eks.
fjernsyn.
Det foreslås
endvidere at ændre
strafferammen, således at
overtrædelse af § 193, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 år, hvilket svarer til
det foreslåede strafmaksimum for
groft hærværk, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 12.
Den
foreslåede ændring af
bestemmelsen i straffelovens
§ 193, stk. 2, indebærer, at
bestemmelsen begrænses til alene
at omfatte omfattende
forstyrrelse i driften i
almindelige kommunikations- og
samfærdselsmidler, der er begået
ved grov uagtsomhed.
I tilknytning
hertil foreslås strafferammen i
straffelovens § 193, stk. 2,
forhøjet fra 4 måneders fængsel
til fængsel indtil 6 måneder.
Dette svarer til strafferammen
for groft hærværk begået ved
grov uagtsomhed, jf.
straffelovens § 291, stk. 3.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.2.2. og
5.3.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
(straffelovens § 263, stk. 2)
Den
foreslåede ændring af
straffelovens § 263, stk. 2,
indebærer, at »et anlæg til
elektronisk databehandling«
erstattes med
»informationssystemer«, der er
neutralt i forhold til mulige
teknologiske løsninger, jf. i
øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 7,
ovenfor.
Det foreslås
endvidere at ændre strafferammen
i § 263, stk. 2, således at
normalstrafferammen er bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.1.4. og
2.3.1.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
(straffelovens § 263, stk. 3)
Det foreslås
at hæve strafmaksimum i den
forhøjede sidestrafferamme,
således at straffen kan stige
til fængsel indtil 6 år.
Det foreslås
endvidere at ændre bestemmelsen,
således at den forhøjede
sidestrafferamme tillige finder
anvendelse i tilfælde, hvor
overtrædelse af § 263, stk. 2,
er af mere systematisk eller
organiseret karakter.
Det vil
afhænge af en konkret vurdering,
om overtrædelsen skønnes at være
af mere systematisk eller
organiseret karakter.
Bestemmelsen herom skal bl.a.
ses i sammenhæng med artikel 7 i
forslag til rammeafgørelse om
angreb på informationssystemer,
der henviser til EU’s fælles
aktion af 21. december 1998 om
at gøre det strafbart at deltage
i en kriminel organisation i
EU’s medlemsstater (EFT L 351 af
29. december 1998, s. 1), dog
således at den deri fastsatte
strafferamme ikke finder
anvendelse. Udtrykket
systematisk eller organiseret er
imidlertid ikke begrænset til
aktiviteter foretaget af en
kriminel organisation som
defineret i den fælles aktion.
Andre former for systematisk
eller organiseret hacking vil
således skulle anses for en
skærpende omstændighed ved
anvendelsen af § 263, stk. 3.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.3.1.3. og
8.2.5. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
(straffelovens § 263 a)
Den
foreslåede nye bestemmelse
vedrører adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer.
Bestemmelsen svarer med enkelte
afvigelser til
Brydensholt-udvalgets forslag i
betænkning nr. 1417/2002 om
IT-kriminalitet.
Bestemmelsen
i straffelovens § 263 a, stk. 1,
kriminaliserer det forhold, at
en person uretmæssigt
erhvervsmæssigt sælger eller i
en videre kreds udbreder en kode
eller andet adgangsmiddel til et
ikke offentligt tilgængeligt
informationssystem, hvortil
adgangen er beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning, f.eks.
passwords til
informationssystemer til
almindelig databehandling i
private virksomheder eller den
offentlige sektor.
Som eksempel
på ikke-erhvervsmæssig
udbredelse i en videre kreds kan
nævnes vederlagsfri distribution
på Internettet til en større
lukket kreds af personer.
Den
foreslåede bestemmelse i
stk. 2 indebærer, at også
uretmæssig videregivelse af et
større antal koder eller andre
adgangsmidler er omfattet af
bestemmelsen.
Ved et større
antal koder eller andre
adgangsmidler forudsættes det i
almindelighed, at der er tale om
videregivelse af ikke under 10
koder mv. I tilfælde, hvor der
flere gange er videregivet færre
end de angivne 10 koder mv.,
forudsættes det, at der er en
sådan tidsmæssig sammenhæng, at
forholdet reelt må anses for én
samlet videregivelse, for at
anse forholdet for omfattet af
straffelovens § 263 a, stk. 2.
Er der tale
om besiddelse eller tilegnelse
af koder eller andre
adgangsmidler eller om
ikke-erhvervsmæssig
videregivelse af én enkelt eller
nogle få koder mv., vil
forholdet derimod ikke være
omfattet af bestemmelserne i
straffelovens § 263 a, stk. 1 og
2. Efter omstændighederne vil
der imidlertid i sådanne
tilfælde kunne straffes for
forsøg på eller medvirken til
f.eks. hacking, jf.
straffelovens § 263, stk. 2, jf.
§ 21 eller § 23.
Stk. 3
indeholder en særlig bestemmelse
om samfundsvigtige
informationssystemer.
Efter denne
bestemmelse straffes den, der
uretmæssigt skaffer sig eller
videregiver en kode eller andet
adgangsmiddel som nævnt i stk. 1
til et samfundsvigtigt
informationssystem (nr. 1) eller
et informationssystem, der
behandler følsomme oplysninger,
som er omfattet af § 7, stk. 1,
eller § 8, stk. 1, i lov om
behandling af personoplysninger,
om flere personers personlige
forhold. Den strafferetlige
beskyttelse efter denne
bestemmelse svarer til
beskyttelsen af kommercielle
informationssystemer efter den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 a.
Ved et
samfundsvigtigt
informationssystem forstås et
informationssystem, der kan være
omfattet af straffelovens § 193
om omfattende forstyrrelse i
driften i almindelige
kommunikations- og
samfærdselsmidler.
Efter
bestemmelsen i straffelovens
§ 193 straffes den, som på
retsstridig måde fremkalder
omfattende forstyrrelse i
driften af almindelige
samfærdselsmidler, offentlig
postbesørgelse, telegraf eller
telefonanlæg, radio- eller
fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg (efter den
foreslåede ændring
»informationssystemer«) eller
anlæg, der tjener til almindelig
forsyning med vand, gas,
elektrisk strøm eller varme, med
fængsel indtil 4 år eller under
formildende omstændigheder med
bøde (med lovforslaget ændres
strafferammen til bøde eller
fængsel indtil 6 år). For en
nærmere gennemgang af
straffelovens § 193 henvises til
pkt. 5.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen
i persondatalovens § 7 regulerer
behandling af nærmere opregnede
typer af følsomme
personoplysninger. De typer af
oplysninger, der er omfattet af
bestemmelsen, er oplysninger om
racemæssig eller etnisk
baggrund, politisk, religiøs
eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige
tilhørsforhold og oplysninger om
helbredsmæssige og seksuelle
forhold.
Persondatalovens § 8 regulerer
behandling af andre følsomme
personoplysninger, som ikke
anses for at være så følsomme
som de oplysninger, der er
omfattet af persondatalovens
§ 7. Bestemmelsen omfatter
oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale
problemer og andre rent private
forhold end de i
persondatalovens § 7, stk. 1,
nævnte.
Som eksempler
på oplysninger om andre rent
private forhold end dem, der er
nævnt i § 7, stk. 1, kan nævnes
oplysninger om andre
foreningsmæssige forhold (end
fagforeningsmæssige
tilhørsforhold, der er nævnt i
persondatalovens § 7, stk. 1),
om familiestridigheder, om
separations- og
skilsmissebegæringer og om
adoptionsforhold.
Strafferammen
i de foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 263 a, stk. 1-3,
er bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder.
Efter
bestemmelsen i det foreslåede
stk. 4 er straffen fængsel
indtil 6 år, hvis den i § 263 a,
stk. 1-3, nævnte videregivelse
mv. sker under særligt skærpende
omstændigheder. Som særligt
skærpende omstændighed anses
navnlig tilfælde, hvor
videregivelsen mv. sker i
særligt stort omfang eller
indebærer særlig risiko for
betydelig skade.
Spørgsmålet
om, hvorvidt videregivelsen mv.
indebærer en »særlig risiko for
betydelig skade« må afgøres på
grundlag af en konkret vurdering
i det enkelte tilfælde af
samtlige sagens omstændigheder.
Kravet indebærer, at det ikke er
enhver form for skade, der er
omfattet af bestemmelsen. Om en
skade er betydelig, vil afhænge
navnlig af skadens omfang og
konsekvenser. I den konkrete
vurdering vil bl.a. kunne indgå,
hvem koderne mv. eksempelvis
videregives til, f.eks. en
organiseret hackergruppe, og
hvilke oplysninger der er tale
om, f.eks. adgangsmidler til et
samfundsvigtigt
informationssystem.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.1.3. og
2.3.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Om
adgangsmidler til kommercielle
informationssystemer henvises
til lovforslagets § 1, nr. 16,
nedenfor.
Til nr. 11
(straffelovens § 264 c)
Forslaget er
en konsekvens af forslaget om at
indsætte en særlig bestemmelse
om ikke-kommercielle
informationssystemer i en ny
§ 263 a i straffeloven, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 10, ovenfor.
Bestemmelsen
i straffelovens § 263 a
tilsigter ikke at udvide
anvendelsesområdet for
straffelovens § 264 c.
Forslaget
indebærer, at bestemmelsen i
straffelovens § 263 a – i
modsætning til bestemmelserne i
straffelovens §§ 263, 264 og 264
a – ikke finder tilsvarende
anvendelse på den, der uden at
have medvirket til gerningen
skaffer sig eller uberettiget
udnytter oplysninger, som er
fremkommet ved overtrædelse af
denne bestemmelse.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.3.1.2. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12
(straffelovens § 291, stk. 1 og
2)
Det foreslås
at ændre strafferammen for
hærværk efter § 291, således at
normalstrafferammen i stk. 1
hæves til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Endvidere
foreslås strafmaksimum i § 291,
stk. 2, hævet fra 4 til 6 år og
anvendelsesområdet udvidet,
således at bestemmelsen tillige
er anvendelig, hvor der er tale
om hærværk af mere systematisk
eller organiseret karakter. Det
vil afhænge af en konkret
vurdering, om hærværk skønnes at
være af mere systematisk eller
organiseret karakter. Der
henvises herom til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 9 (straffelovens § 263,
stk. 3).
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.2.1. og
5.3.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
(straffelovens § 293, stk. 2)
Formålet med
den foreslåede ændring af
straffelovens § 293, stk. 2, om
rådighedshindring er
udtrykkeligt at fastsætte, at
bestemmelsen også omfatter
elektroniske
rådighedshindringer.
Bestemmelsen svarer med enkelte
afvigelser til det af
Brydensholt-udvalget stillede
forslag til ændring af denne
bestemmelse.
Forslaget
indebærer, at bestemmelsens
anvendelsesområde er tilfælde,
hvor en person uberettiget
hindrer en anden i helt eller
delvist at råde over ting.
Udtrykket »uberettiget hindrer«
omfatter både fysisk og
elektronisk rådighedshindring.
Elektronisk rådighedshindring
kan eksempelvis forekomme ved
e-mail bomber, f.eks.
Denial-of-Service angreb, som
kan umuliggøre anvendelsen af
informationssystemer.
Bestemmelsen
omfatter også tilfælde, hvor der
er tale om delvis
rådighedshindring derved, at den
berettigede alene begrænses
væsentligt i sin rådighed.
Det foreslås
tillige at hæve strafferammen
for rådighedshindring, således
at normalstrafferammen er bøde
eller fængsel indtil 1 år. Det
foreslås endvidere at ændre den
strafskærpende bestemmelse i
§ 293, stk. 2, 2. pkt., således
at straffen kan stige til
fængsel i 2 år, hvor der
foreligger overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter, eller hvor der i
øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder.
Det vil
afhænge af en konkret vurdering,
om rådighedshindringen skønnes
at være af mere systematisk
eller organiseret karakter,
eller om der i øvrigt foreligger
særligt skærpende
omstændigheder. Der henvises
herom til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 9
(straffelovens § 263, stk. 3).
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.2.1. og
5.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
(straffelovens §§ 299 a og 299
b)
Forslaget
indebærer, at der i straffeloven
indsættes
overbygningsbestemmelser om
særligt grove overtrædelser af
markedsføringslovens § 10 (§ 299
a) samt om ophavsretskrænkelser
af særlig grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og ulovlig import af særlig grov
karakter, jf. ophavsretslovens
§ 77, stk. 2 (§ 299 b).
Den
foreslåede § 299 a svarer
med enkelte afvigelser til det
af Brydensholt-udvalget stillede
forslag om en sådan
overbygningsbestemmelse.
Bestemmelsen
i straffelovens § 299 a er alene
en overbygning på bestemmelsen i
markedsføringslovens § 10, og
bestemmelsen indebærer således
ikke en udvidelse af de
strafbare forhold efter denne
bestemmelse. Om
markedsføringslovens § 10
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 2.2.2.
og 2.3.2. samt til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 3, nr. 1, nedenfor.
Det er en
betingelse for anvendelse af
bestemmelsen, at overtrædelsen
af markedsføringslovens § 10
sker under særligt skærpende
omstændigheder. Som særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor
handlingen har medført betydelig
skade, eller der er fremkaldt
nærliggende fare herfor.
Kravet om, at
der skal være sket »betydelig
skade« indebærer, at det ikke er
enhver form for skade, der er
omfattet af bestemmelsen. Om den
indtrådte skade er betydelig,
vil afhænge navnlig af skadens
omfang og konsekvenser.
Kravet om
»nærliggende fare« indebærer, at
der skal foreligge en konkret
fare – det vil sige en aktuel og
ikke ubetydelig risiko for
skadens indtræden.
Strafmaksimum
i den foreslåede bestemmelse er
fængsel indtil 6 år.
Bestemmelsen
i straffelovens § 299 a
forudsættes ikke udelukkende
anvendt, hvor strafferammen i
markedsføringslovens § 22,
stk. 4, ikke findes
tilstrækkelig. Det forudsættes
således, at den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 299 a anvendes i tilfælde,
hvor forholdet skønnes at være
så groft, at samfundets reaktion
bør komme til udtryk ved
anvendelse af straffeloven frem
for markedsføringsloven. Dette
gælder, selv om den konkret
forskyldte straf fastsættes til
væsentligt mindre end fængsel i
1 år og 6 måneder.
I tilknytning
til forslaget om at indsætte en
ny § 299 a i straffeloven
foreslås det at ændre
strafferammen i
markedsføringslovens § 22,
stk. 4, fra 2 års fængsel til
fængsel indtil 1 år og 6
måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter straffelovens
§ 299 a, jf. bemærkningerne til
forslagets § 3, nr. 3.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.2. og
2.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Den
foreslåede § 299 b
svarer med enkelte afvigelser
indholdsmæssigt til det af
Brydensholt-udvalget stillede
forslag om en
overbygningsbestemmelse i
straffeloven for særligt grove
ophavsretskrænkelser.
Den
foreslåede nye bestemmelse i
straffelovens § 299 b er alene
en overbygning på bestemmelserne
i ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og § 77, stk. 2, og indebærer
således ikke en udvidelse af de
strafbare forhold efter disse
bestemmelser.
Anvendelse af
bestemmelsen forudsætter, at der
er tale om ophavsretskrænkelser
af særlig grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
eller af ulovlig import af
særlig grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 77, stk. 2.
En ophavsretskrænkelse af en
sådan særlig grov karakter vil
efter bestemmelsens ordlyd
navnlig foreligge, hvis
handlingen er foretaget med
henblik på at skaffe
gerningsmanden eller andre
uberettiget vinding. Også andre
særligt grove
ophavsretskrænkelser kan
begrunde bestemmelsens
anvendelse, f.eks. fordi
krænkelsen har et omfang,
hvorved der påføres
rettighedshaveren et meget
betydeligt tab, eller hvor
krænkelsen har medført en risiko
herfor.
Efter den
foreslåede bestemmelse er
strafferammen fængsel indtil 6
år.
Bestemmelsen
forudsættes ikke udelukkende
anvendt, hvor strafferammen i
ophavsretslovens § 76, stk. 2,
og § 77, stk. 2, jf. § 76,
stk. 2, ikke findes
tilstrækkelig. Det forudsættes
således, at den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 299 b anvendes i tilfælde,
hvor forholdet skønnes at være
så groft, at samfundets reaktion
bør komme til udtryk ved
anvendelse af straffeloven frem
for ophavsretsloven. Dette
gælder, selv om den konkret
forskyldte straf fastsættes til
væsentligt mindre end fængsel i
1 år og 6 måneder.
Der henvises
til pkt. 2.2.3. og 2.3.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 15
(straffelovens § 301)
Det foreslås
at indsætte en ny, særlig
bestemmelse i straffelovens
§ 301 om produktion,
forskaffelse, besiddelse eller
videregivelse af oplysninger,
som identificerer et
betalingsmiddel tildelt andre
eller genererede
betalingskortnumre, med forsæt
til uberettiget anvendelse.
Det er en
betingelse for anvendelse af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301, at der er
forsæt til uberettiget
anvendelse. I forhold til
straffelovens almindelige
forsøgsregler indebærer
bestemmelsen, at der ses bort
fra kravet for forsættets
konkretisering.
Bestemmelsen,
der i al væsentlighed svarer til
det af Brydensholt-udvalget
stillede forslag, er knyttet til
de relevante
betalingsinformationer.
Bestemmelsen
omfatter alle betalingskort,
uanset hvordan de nødvendige
betalingsoplysninger er
tilvejebragt. Således er kort
med såvel ægte som genererede
betalingskortnumre omfattet af
bestemmelsen, ligesom både kort,
der kan karakteriseres som
dokumenter, og hvide kort uden
prægning, hvor oplysningerne er
overført til en magnetstrimmel,
er omfattet.
Endvidere
omfatter bestemmelsen alle
betalingskortnumre, uanset om
disse er ægte, genererede eller
frit konstruerede, og uanset om
betalingskortnumrene foreligger
på falske kort eller uden
tilhørende kort. Bestemmelsen
forventes dog navnlig anvendt i
forhold til konstruerede eller
eftergjorte betalingsmidler,
herunder hvide kort med
konstrueret eller eftergjort
magnetstrimmel.
Strafferammen
i den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 er bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Efter
bestemmelsen i det foreslåede
stk. 2 er straffen fængsel
indtil 6 år, hvis den i § 301,
stk. 1, nævnte videregivelse mv.
sker i en videre kreds eller
under i øvrigt særligt skærpende
omstændigheder.
Der vil
eksempelvis være tale om
videregivelse i en videre kreds
ved videregivelse på Internettet
til en større, lukket kreds af
personer, f.eks. i en klub på
Internettet med et større antal
medlemmer.
Spørgsmålet
om, hvornår der foreligger
særligt skærpende
omstændigheder, beror på en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder. Som eksempel på
et forhold, der må anses som en
skærpende omstændighed efter den
foreslåede strafskærpelsesregel,
kan nævnes, at oplysningerne er
skaffet ved, at en pengeautomat
er forsynet med falsk front,
således at kundens
betalingskortnummer og pinkode
kan aflæses.
Bestemmelsen
i straffelovens § 301, stk. 1,
finder ikke anvendelse på ægte
betalingskort, jf. det
foreslåede stk. 3 .
Uberettiget besiddelse af ægte
betalingskort kan imidlertid
være strafbar som tyveri,
ulovlig omgang med hittegods
eller hæleri (straffelovens
§ 276, § 277 og § 290).
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.2.2. og
3.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 16
(straffelovens § 301 a)
Den
foreslåede bestemmelse vedrører
kommercielle
informationssystemer og svarer
med enkelte undtagelser til det
af Brydensholt-udvalget stillede
forslag herom.
Kommercielle
informationssystemer er
systemer, hvortil adgangen er
forbeholdt betalende brugere, og
som er beskyttet med kode eller
anden særlig adgangsbegrænsning,
f.eks. on demand-tjenester,
informationssamlinger mv.
Det foreslås,
at der indsættes en bestemmelse
i en ny § 301 a i straffeloven,
hvorefter den, der uretmæssigt
skaffer sig eller videregiver
koder eller andre adgangsmidler
til informationssystemer,
hvortil adgangen er forbeholdt
betalende brugere, og som er
beskyttet med kode eller anden
særlig adgangsbegrænsning,
straffes.
Bestemmelsen
omfatter alle adgangsmidler til
kommercielle
informationssystemer. Som
eksempler kan nævnes
dekoderkort, calling cards
(telefonpinkoder), NUI-koder mv.
Bestemmelsen
finder anvendelse, uanset om der
alene er tale om forskaffelse
eller videregivelse af en enkelt
kode eller andet adgangsmiddel.
Strafferammen
i den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 301 a, stk. 1,
er bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder.
Hvis den i
straffelovens § 301 a, stk. 1,
nævnte videregivelse mv. sker
under særligt skærpende
omstændigheder er straffen efter
det foreslåede stk. 2
fængsel indtil 6 år.
Som særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor
videregivelse mv. sker
erhvervsmæssigt, i en videre
kreds eller under
omstændigheder, hvor der er
særlig risiko for omfattende
misbrug.
Som eksempel
på videregivelse i en videre
kreds kan nævnes videregivelse
på Internettet til en større
lukket kreds af personer, f.eks.
i en klub på Internettet med et
større antal medlemmer.
Endvidere kan
som eksempler på videregivelse
under omstændigheder, hvor der
er særlig risiko for omfattende
misbrug, nævnes videregivelse af
calling cards eller NUI-koder
til mange personer – der
eventuelt også kan videregive
adgangsmidlerne – med angivelse
af, fra hvilket tidspunkt disse
skal anvendes. I sådanne
tilfælde må kontobelastningen
forventes at blive omfattende,
før misbruget opdages og bringes
til ophør. Endvidere kan nævnes
videregivelse af koder mv. i
forbindelse med
»bestillingsarbejde«, hvor der
bestilles et større antal
adgangsmidler. Dette gælder
navnlig, hvis der betales et
større beløb for de pågældende
adgangskoder, da det i sådanne
tilfælde må forventes, at
formålet er et omfattende
misbrug.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.1.2. og
2.3.1.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Om
adgangsmidler til
ikke-kommercielle
informationssystemer henvises
til lovforslagets § 1, nr. 10,
ovenfor.
Til nr. 17 og
18 (straffelovens § 305)
De foreslåede
ændringer af straffelovens
§ 305, stk. 1 og 2, indebærer,
at overtrædelser af bestemmelsen
i straffelovens § 293, stk. 2,
om rådighedshindring undergives
såkaldt betinget offentlig
påtale i stedet for privat
påtale – det vil sige at
overtrædelsen alene påtales
efter den forurettedes begæring.
Selv om forurettede ikke har
begæret påtale, kan der efter
straffelovens § 305, stk. 1, ske
påtale, hvis almene hensyn
kræver det.
Hvis der er
fremsat begæring om offentlig
påtale, jf. også bemærkningerne
til lovforslagets § 2, nr. 1, om
den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 720, behandles
sagen på samme måde som sager,
der er undergivet offentlig
påtale. Der sker således
efterforskning og rejses
tiltale, medmindre de
almindelige betingelser for
afvisning af anmeldelsen,
indstilling af efterforskningen
eller opgivelse af påtale
foreligger. Begæring om påtale
er heller ikke til hinder for,
at en sag afgøres med
tiltalefrafald i
overensstemmelse med de herom
gældende regler.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.3.2. og 6 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Retsplejeloven
Til nr. 1
(retsplejelovens § 720, stk. 2,
2. pkt.)
Den
foreslåede ændring af
retsplejelovens § 720, stk. 2,
indebærer, at en anmeldelse til
politiet fra en person, der
efter retsplejelovens § 725 er
berettiget til at fremsætte
begæring om offentlig påtale,
skal anses som en begæring om
offentlig påtale, medmindre
andet fremgår af anmeldelsen.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(retsplejelovens § 786 a)
Den
foreslåede nye bestemmelse
omhandler hastesikring af
elektroniske data og indsættes
med henblik på at opfylde
forpligtelsen efter artikel 16
og 17 i Europarådets konvention
om IT-kriminalitet.
Bestemmelsen
i retsplejelovens § 786 a,
stk. 1, indebærer, at
politiet som led i en
efterforskning, hvor elektronisk
bevismateriale kan være af
betydning, kan meddele udbydere
af telenet eller teletjenester
pålæg om at foretage sikring af
elektroniske data, herunder
trafikdata.
Det følger af
den foreslåede § 786 a,
stk. 2, at et pålæg om
sikring alene kan omfatte
elektroniske data, som opbevares
på det tidspunkt, hvor pålægget
meddeles, og at pålægget i såvel
tidsmæssig som indholdsmæssig
henseende skal begrænses så
meget, som hensynet til den
strafferetlige efterforskning
konkret tillader.
Formålet med
bestemmelsen er at sikre, at
udbydere af telenet og
teletjenester i den periode,
politiet skønner nødvendig og
maksimalt i 90 dage, opbevarer
og sikrer oplysninger, som i
forvejen er i udbyderens
besiddelse, med henblik på, at
oplysningerne – hvis
betingelserne herfor er opfyldt
– på et senere tidspunkt kan
udleveres til politiet til brug
for efterforskningen.
Hastesikring
af elektroniske data indebærer
således i praksis, at politiet
hos en internetudbyder eller et
teleselskab ved pålæg kan få
hastesikret elektroniske data,
således at de pågældende data
beskyttes mod f.eks. at blive
ændret eller slettet og dermed
eventuelt på et senere tidspunkt
vil kunne udleveres til
politiet.
Bestemmelsen
i retsplejelovens § 786 a,
stk. 1, omfatter alle
elektroniske data – det vil sige
både indholdsdata, trafikdata og
øvrige elektroniske data, f.eks.
oplysninger om navn og adresse
på en internetudbyder eller et
teleselskabs kunder
(kundeoplysninger).
Både udbydere
af offentlige telenet og
teletjenester samt udbydere, der
henvender sig til specifikke, på
forhånd afgrænsede
kundesegmenter, er omfattet af
bestemmelsen.
Det er ikke i
bestemmelsen angivet nærmere, på
hvilken måde de elektroniske
data skal sikres. Spørgsmålet
om, hvorledes de elektroniske
data i den konkrete sag skal
sikres, beror således på en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder, herunder hvilke
data der er tale om, og
hvorledes disse data opbevares.
Som eksempel på hastesikring kan
nævnes indefrysning. Der kan
imidlertid efter
omstændighederne også ske
hastesikring på anden måde,
f.eks. ved kopiering. Det
afgørende er, at autenticiteten
af dataene bevares.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 786 a, stk. 3,
påhviler det udbydere af
telenet og teletjenester som led
i hastesikring efter
retsplejelovens § 786 a, stk. 1,
uden ugrundet ophold at
videregive trafikdata om andre
telenet- eller
teletjenesteudbydere, hvis net
eller tjenester har været
anvendt i forbindelse med den
elektroniske kommunikation, som
kan være af betydning for
efterforskningen.
Denne
bestemmelse omfatter alene
trafikdata. De oplysninger, som
udbydere af telenet og
teletjenester skal videregive
til politiet, er alene
oplysninger om de elektroniske
stier, som føres fra den
pågældende udbyder til en eller
flere andre udbydere.
Bestemmelsen skal sikre, at et
elektronisk spor ikke ender
blindt hos en udbyder.
Bestemmelsen
indebærer, at politiet i de
tilfælde, hvor der anvendes
flere udbydere af telenet eller
teletjenester, sættes i stand
til at identificere og pålægge
hver enkelt udbyder af telenet
eller teletjenester at
hastesikre data. Som eksempel
kan nævnes tilfælde, hvor en
person distribuerer
børnepornografisk materiale ved
hjælp af flere internetudbydere.
Efter den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 786 a, stk. 4,
vil forsætlig eller uagtsom
overtrædelse af pligten til at
sikre elektroniske data og
pligten til uden ugrundet ophold
at videregive trafikdata om
andre telenet- eller
teletjenesteudbydere kunne
straffes med bøde. Der kan
endvidere pålægge selskaber mv.
(juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens
kapitel 5.
Den
foreslåede bestemmelse om
hastesikring indebærer ingen
ændring af retsplejelovens
betingelser for at foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form
af telefonaflytning og
teleoplysning eller for at
meddele pålæg om edition.
Bestemmelsen skal derimod alene
sikre en fortsat, midlertidig
opbevaring af de pågældende
oplysninger. Uanset den
foreslåede bestemmelse om
hastesikring af elektroniske
data vil en udlevering af de
pågældende elektroniske data til
politiet således fortsat skulle
ske efter retsplejelovens regler
herom , jf. retsplejelovens
§ 781, stk. 1-3, for så vidt
angår indholdsdata og trafikdata
og § 804, stk. 1, for så vidt
angår øvrige elektroniske data,
f.eks. kundeoplysninger.
Særligt med
hensyn til udlevering af
trafikdata og indholdsdata vil
det således fortsat kræves, at
der som udgangspunkt skal være
tale om efterforskning af en
lovovertrædelse, der kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover. Herudover skal
der være bestemte grunde til at
antage, at der på den pågældende
måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt, og at indgrebet
må antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen.
Endvidere skal
proportionalitetskravet i
retsplejelovens § 782 være
opfyldt.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 7.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Markedsføringsloven
Til nr. 1
(markedsføringslovens § 10,
stk. 3)
Den
foreslåede bestemmelse svarer
til det af Brydensholt-udvalget
stillede forslag.
Efter
markedsføringslovens § 10,
stk. 1, må den, der i tjeneste-
eller samarbejdsforhold til en
virksomhed eller udfører et
hverv for denne, ikke på
utilbørlig måde skaffe sig eller
forsøge at skaffe sig kendskab
til eller rådighed over
virksomhedens
erhvervshemmeligheder. Denne
bestemmelse omfatter ikke
besøgende eller andre med lovlig
adgang til virksomheden, som
ikke er ansat eller udfører
hverv for virksomheden.
Hvis den
pågældende har fået kendskab til
eller rådighed over en
virksomheds
erhvervshemmeligheder på
retmæssig måde, må den
pågældende ikke ubeføjet
viderebringe eller benytte
sådanne hemmeligheder, jf.
markedsføringslovens § 10,
stk. 2.
Indsættelsen
af det foreslåede stk. 3 i
markedsføringslovens § 10
indebærer, at reglerne i
markedsføringslovens § 10,
stk. 1 og 2, finder tilsvarende
anvendelse på andre personer,
der har lovlig adgang til
virksomheden, f.eks. besøgende.
Den
foreslåede bestemmelse i
markedsføringslovens § 10,
stk. 3, jf. stk. 1, vil efter
omstændighederne kunne finde
anvendelse f.eks., hvor en
besøgende skaffer sig
informationer fra lokaliteter i
virksomheden, der ikke er
omfattet af rundvisningen, eller
hvor en besøgende fotograferer
eller medtager prøver trods
forbud herom.
Med hensyn
til anvendelsen af
markedsføringslovens § 10,
stk. 3, jf. stk. 2, kan der
eksempelvis være tale om
ubeføjet videregivelse af
erhvervshemmeligheder, som den
pågældende tilfældigt eller
uagtsomt er kommet i besiddelse
af, uden at dette er sket som
led i den almindelige
fremvisning.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.2. og
2.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(markedsføringslovens § 22,
stk. 1, 1. pkt.)
Ændringen er
en konsekvens af afskaffelsen af
hæftestraf ved lov nr. 433 af
31. maj 2000. Strafferammen er
bøde eller fængsel indtil 4
måneder i overensstemmelse med
de principper, der er angivet i
bemærkningerne til denne lov.
Til nr. 3
(markedsføringslovens § 22,
stk. 4)
Den
foreslåede ændring af
strafferammen i
markedsføringslovens § 22,
stk. 4, sker i tilknytning til
forslaget om at indsætte en
særlig overbygningsbestemmelse
om grove overtrædelser af
markedsføringslovens § 10 i en
ny § 299 a i straffeloven, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 14.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.2. og
2.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 4
Ophavsretsloven
Til nr. 1
(ophavsretslovens § 76, stk. 2)
Den
foreslåede bestemmelse svarer i
al væsentlighed til det af
Brydensholt-udvalget stillede
forslag.
I sin
nuværende udformning forudsætter
den strafskærpende bestemmelse i
§ 76, stk. 2, at der er tale om
forsætlig og erhvervsmæssig
overtrædelse af de i § 76,
stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede
bestemmelser. Efter sin ordlyd
omhandler bestemmelsen således
ikke ikke-erhvervsmæssig
distribution af værker via
eksempelvis Internettet.
Efter den
foreslåede bestemmelse skal
gengivelse af værker eller
frembringelser på en sådan måde,
at almenheden får adgang til dem
på et individuelt valgt sted og
tidspunkt, betragtes som en
skærpende omstændighed omfattet
af anvendelsesområdet for § 76,
stk. 2. Efter forslaget er
krænkelsen af eneretten til
tilrådighedsstillelse således i
sig selv at betragtes som en
skærpende omstændighed.
Tilrådighedsstillelse af værker
mv. eksempelvis via uploading på
en hjemmeside, således at
almenheden får adgang til
værkerne på et individuelt valgt
sted og tidspunkt, vil dermed
efter den foreslåede bestemmelse
kunne straffes efter den
skærpede strafferamme i stk. 2,
uanset at der ikke er tale om
erhvervsmæssig spredning af
værket.
Efter den
foreslåede bestemmelse anses
skærpende omstændigheder i
øvrigt navnlig at foreligge,
hvis overtrædelserne sker
erhvervsmæssigt, eller hvis der
fremstilles eller blandt
almenheden spredes et betydeligt
antal eksemplarer. Der er ikke
med den foreslåede bestemmelse
foretaget en udtømmende
opregning af relevante skærpende
omstændigheder, men alene en
gengivelse af de typisk
forekommende tilfælde.
Der foreslås
en strafferamme på fængsel i 1
år og 6 måneder for
overtrædelser omfattet af § 76,
stk. 2.
Der henvises
til pkt. 2.2.3. og 2.3.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(ophavsretslovens § 82)
Den
foreslåede ændring af
ophavsretslovens § 82 indebærer,
at overtrædelser af § 76,
stk. 2, og § 77, stk. 2,
undergives såkaldt betinget
offentlig påtale. Overtrædelse
påtales herefter efter den
forurettedes begæring. Selv om
den forurettede ikke begærer
påtale, kan der efter den
foreslåede bestemmelse ske
påtale, hvis almene hensyn
kræver det.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.3. og
2.3.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger samt
til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 17 og 18
(straffelovens § 305).
Til § 5
Bestemmelsen
fastsætter lovens
ikrafttrædelsesdato. Det
foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Loven har virkning for
lovovertrædelser, der begås
efter lovens ikrafttræden, jf.
straffelovens § 3, stk. 1.
Til § 6
Bestemmelsen
indebærer, at loven som
udgangspunkt ikke gælder for
Færøerne og Grønland. Lovens § 1
kan dog sættes i kraft for
Færøerne ved kongelig anordning.
For Grønland gælder der en
særlig kriminallov. Der er
derfor ikke foreslået hjemmel
til at sætte loven i kraft for
Grønland.
Lovens § 4 om
ændring af ophavsretsloven kan
ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
EUROPARÅDETS
KONVENTION OM
IT-KRIMINALITET
Præambel
Europarådets medlemsstater
og de andre stater, der
undertegner denne
konvention,
finder,
at Europarådets mål er at
opnå større ensartethed
mellem dets medlemmer,
anerkender værdien af at
fremme samarbejde med de
andre stater, der
undertegner denne
konvention,
er
overbevist om behovet for
som et prioriteret
anliggende at føre en fælles
kriminalpolitik med henblik
på beskyttelse af samfundet
mod IT-kriminalitet,
herunder ved vedtagelse af
passende lovgivning og
fremme af internationalt
samarbejde,
er
bevidst om de dybtgående
forandringer, der er
fremkommet ved
digitalisering, konvergens
og fortsat globalisering af
edb-netværk,
er
betænkelige ved risikoen
for, at edb-netværk og
elektroniske oplysninger
også kan anvendes til at
begå strafbare handlinger,
og at bevismateriale
vedrørende sådanne strafbare
handlinger kan lagres og
overføres ved hjælp af disse
netværk,
anerkender behovet for
samarbejde mellem staterne
og det private erhvervsliv
om bekæmpelse af
IT-kriminalitet samt behovet
for at beskytte lovlige
interesser i brug og
udvikling af IT,
mener, at
en effektiv bekæmpelse af
IT-kriminalitet kræver et
øget, hurtigt og
velfungerende internationalt
samarbejde i straffesager,
er
overbevist om, at denne
konvention er nødvendig for
at hindre handlinger rettet
mod fortroligheden,
integriteten og
tilgængeligheden af
edb-systemer og -netværk og
elektroniske data samt
misbrug af sådanne systemer,
netværk og data ved at
sikre, at sådanne handlinger
gøres strafbare som
beskrevet i konventionen, og
ved vedtagelse af
beføjelser, der er
tilstrækkelige til effektivt
at bekæmpe sådanne strafbare
handlinger ved at lette
opdagelse, efterforskning og
retsforfølgning af sådanne
strafbare handlinger både på
nationalt og internationalt
plan og ved at tilvejebringe
ordninger for hurtigt og
pålideligt internationalt
samarbejde,
er
opmærksomme på behovet for
at sikre den rette balance
mellem hensynet til
retshåndhævelsen og
respekten for de
grundlæggende
menneskerettigheder, som de
er nedfældet i den
Europarådets konvention til
beskyttelse af
menneskerettigheder og
grundlæggende
frihedsrettigheder fra 1950,
FN’s konvention om
borgerlige og politiske
rettigheder fra 1966 samt
andre gældende
internationale
menneskerettighedstraktater,
der bekræfter alle
menneskers ret til at have
en mening uden indblanding,
ytringsfrihed, herunder
retten til frit at søge,
modtage og give oplysninger
og ideer af enhver art
uanset grænser, samt ret til
privatlivets fred,
ligeledes
er opmærksomme på
beskyttelsen af personlige
oplysninger som hjemlet
f.eks. i Europarådets
konvention om beskyttelse af
individet i forbindelse med
automatisk behandling af
personlige data fra 1981,
tager
FN’s konvention om barnets
rettigheder fra 1989 samt
ILO’s konvention om forbud
mod og afskaffelse af de
værste former for
børnearbejde fra 1999 i
betragtning,
tager
hensyn til de eksisterende
europæiske konventioner om
samarbejde på det
strafferetlige område samt
lignende traktater mellem
Europarådets medlemsstater
og andre stater, og som
understreger, at denne
konvention har til formål at
supplere de øvrige
konventioner for at
effektivisere efterforskning
og retsforfølgning af
strafbare handlinger
relateret til edb-systemer
og elektroniske data samt
muliggøre indsamling af
elektronisk bevismateriale
vedrørende en strafbar
handling,
værdsætter den seneste
udvikling, som yderligere
fremmer international
forståelse for og samarbejde
om bekæmpelse af
IT-kriminalitet, herunder
initiativer i De Forenede
Nationer, OECD, Den
Europæiske Union samt
G8-landene,
erindrer
om rekommandation nr. R (85)
10 vedrørende den praktiske
anvendelse af den europæiske
konvention om gensidig
retshjælp i straffesager med
hensyn til retsanmodninger
om aflytning af
telekommunikation,
rekommandation nr. R (88) 2
om ulovlig kopiering på det
ophavsretlige område og
lignende områder,
rekommandation Nr. R (87)
15, der regulerer brugen af
personligoplysninger på
politiområdet,
rekommandation nr. R (95) 4
om beskyttelse af personlige
oplysninger inden for
telekommunikationsområdet
med særlig henvisning til
teletjenester samt
rekommandation nr. R (89) 9
om edb-relateret
kriminalitet, der giver
retningslinjer til de
nationale lovgivende
forsamlinger vedrørende
definitionen af visse
edb-forbrydelser, og
rekommandation nr. R (95) 13
vedrørende problemer i
strafferetsplejelovgivningen
med hensyn til IT,
erindrer
om, at resolution nr. 1
vedtaget af de europæiske
justitsministre på deres 21.
konference (Prag, 10. og 11.
juni 1997) anbefalede
Ministerkomitéen at støtte
det arbejde vedrørende
IT-kriminalitet, der udføres
af Europarådets
Styringskomité for
Strafferet (CDPC) for at
tilpasse nationale
strafferetlige bestemmelser
og muliggøre anvendelsen af
effektive
efterforskningsmidler
vedrørende sådanne strafbare
handlinger, samt at
resolution nr. 3 vedtaget af
de europæiske
justitsministre på deres 23.
konference (London, 8. og 9.
juni 2000) opfordrede de
forhandlende parter til at
fortsætte deres bestræbelser
på at finde egnede
løsninger, der ville sætte
det størst mulige antal
stater i stand til at
undertegne denne konvention,
og anerkendte behovet for et
hurtigt og effektivt system
for internationalt
samarbejde, der tager
behørigt hensyn til de
særlige krav til bekæmpelse
af IT-kriminalitet,
endvidere
erindrer om handlingsplanen,
der blev vedtaget af de
europæiske stats- og
regeringschefer på deres
andet topmøde (Strasbourg,
den 10. og 11. oktober
1997), om at søge fælles
reaktioner på udviklingen af
den nye
informationsteknologi på
basis af Europarådets
standarder og værdier,
har
indgået følgende aftale:
Kapitel I
- Anvendelse af definitioner
Artikel 1
- Definitioner
I denne
konvention forstås ved:
a.
»edb-system« enhver
anordning eller gruppe af
indbyrdes forbundne eller
sammenhængende anordninger,
hvoraf én eller flere
udfører automatisk
databehandling i henhold til
et program;
b.
»elektroniske data« enhver
gengivelse af fakta,
informationer eller begreber
i en form, der er egnet til
behandling i et edb-system,
herunder et program, der er
egnet til at få et
edb-system til at udføre en
funktion;
c.
»serviceudbyder«:
(i)
enhver offentlig eller
privat enhed, der sætter
brugerne af dens tjeneste i
stand til at kommunikere ved
hjælp af et edb-system, og
(ii)
enhver anden enhed, der
behandler eller lagrer
elektroniske data på vegne
af en sådan
kommunikationstjeneste eller
brugerne af en sådan
tjeneste;
d.
»trafikdata« elektroniske
data vedrørende en
kommunikation foretaget ved
hjælp af et edb-system, hvor
disse data er genereret af
et edb-system, der udgjorde
et led i
kommunikationskæden, og
angiver kommunikationens
oprindelse, modtager, rute,
tid, dato, størrelse,
varighed eller type af den
underliggende tjeneste.
Kapitel
II – Foranstaltninger på
nationalt plan
Del 1
- Materiel strafferet
Afsnit 1
- Forbrydelser mod
fortrolighed, integritet og
tilgængelighed af
elektroniske data og
edb-systemer
Artikel 2
- Ulovlig adgang
Enhver
part skal vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for at
fastsætte, at det er en
strafbar handling i henhold
til national ret forsætligt
og uberettiget at skaffe sig
adgang til et edb-system
eller en del heraf. En part
kan kræve, at den strafbare
handling er begået ved at
bryde
sikkerhedsforanstaltninger
for at skaffe elektroniske
data eller i andet
uberettiget øjemed, eller at
den strafbare handling er
begået i forhold til et
edb-system, der er forbundet
med et andet edb-system.
Artikel 3
- Ulovlig aflytning
Enhver
part skal vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for at
fastsætte, at det er en
strafbar handling i henhold
til national ret forsætligt
og uberettiget ved hjælp af
tekniske midler at aflytte
ikke offentligt tilgængelige
elektroniske data, som
overføres fra et edb-system
til et andet, eller som er
lagret i et edb-system,
herunder elektromagnetisk
stråling fra et edb-system,
der bærer sådanne
elektroniske data. En part
kan kræve, at forbrydelsen
er begået i uberettiget
øjemed eller i forhold til
et edb-system, der er
forbundet med et andet
edb-system.
Artikel 4
- Indgreb i data
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret
forsætligt og uberettiget at
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektroniske data.
2. En
part kan forbeholde sig ret
til at kræve, at den i
stk. 1 angivne handling har
forvoldt betydelig skade.
Artikel 5
- Indgreb i systemer
Enhver
part skal vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for at
fastsætte, at det er en
strafbar handling i henhold
til national ret forsætligt
og uberettiget at forhindre
et edb-systems funktion i
alvorlig grad ved at
indlæse, overføre,
beskadige, slette, forringe,
ændre eller undertrykke
elektroniske data.
Artikel 6
- Misbrug af anordninger
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret
forsætligt og uberettiget:
a. at
fremstille, sælge,
fremskaffe til brug,
importere, forhandle eller i
øvrigt gøre følgende
tilgængelig:
(i)
anordninger, herunder et
edb-program, der
hovedsageligt er udformet
eller beregnet til at begå
en af de i artikel 2-5
nævnte strafbare handlinger,
(ii)
edb-kodeord, adgangskoder
eller lignende data, der gør
det muligt at få adgang til
et edb-system eller en del
heraf
med
hensigt til, at anordningen
eller adgangsmidlet kan
anvendes til at begå en af
de strafbare handlinger, der
er nævnt i artikel 2-5, og
b. at
besidde en af de i litra a,
nr. i eller ii, nævnte
anordninger og
adgangsmidler, hvis
besiddelsen sker med hensigt
til, at anordningen eller
adgangsmidlet kan anvendes
til at begå en af de i
artikel 2-5 nævnte strafbare
handlinger. En part kan ved
lov kræve, at en person skal
have besiddet et antal
anordninger eller
adgangsmidler, for at
strafansvar kan komme på
tale.
2.
Denne artikel må ikke
fortolkes således, at der
pålægges strafansvar, hvis
fremstilling, salg,
fremskaffelse til brug,
import, forhandling eller
tilgængeliggørelse i øvrigt
eller besiddelse som nævnt i
stk. 1 ikke sker med henblik
på at begå en af de i
konventionens artikel 2-5
nævnte strafbare handlinger,
men f.eks. til autoriseret
afprøvning eller beskyttelse
af et edb-system.
3.
Enhver part kan forbeholde
sig ret til at undlade at
anvende stk. 1, hvis
forbeholdet ikke angår salg,
forhandling eller
tilgængeliggørelse i øvrigt
af adgangsmidler omfattet af
stk. 1, litra a, nr. ii.
Afsnit 2
- Edb-relaterede strafbare
handlinger
Artikel 7
- Edb-relateret
dokumentfalsk
Enhver
part skal vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for at
fastsætte, at det er en
strafbar handling i henhold
til national ret forsætligt
og uberettiget at indlæse,
ændre, slette eller
undertrykke elektroniske
data, hvorved der fremkommer
uautentiske data, med forsæt
til, at sådanne data i
retsforhold skal betragtes
eller behandles som
autentiske, uanset om disse
data er umiddelbart læsbare
og forståelige. En part kan
kræve, at der som betingelse
for strafansvar skal
foreligge forsæt til
bedrageri eller lignen de
uberettiget øjemed.
Artikel 8
- Databedrageri
Enhver
part skal vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for at
fastsætte, at det er en
strafbar handling i henhold
til national ret forsætligt
og uberettiget at påføre en
anden et formuetab ved:
a. at
indlæse, ændre, slette eller
undertrykke elektroniske
data,
b. at
foretage indgreb i et
edb-systems funktioner,
med
forsæt til at skaffe sig
eller andre uberettiget
vinding.
Afsnit 3
- Strafbare handlinger
vedrørende indhold
Artikel 9
- Strafbare handlinger
vedrørende børnepornografi
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret
forsætligt og uberettiget at
foretage følgende:
a. at
fremstille børnepornografi
med forsæt til udbredelse
ved hjælp af et edb-system,
b. at
udbyde eller gøre
børnepornografi tilgængelig
ved hjælp af et edb-system,
c. at
distribuere eller overføre
børnepornografi ved hjælp af
et edb-system,
d. at
skaffe sig selv eller andre
børnepornografi ved hjælp af
et edb-system,
e. at
besidde børnepornografi i et
edb-system eller på et
lagringsmedie for
elektroniske data.
2. Ved
»børnepornografi« i stk. 1
forstås pornografisk
materiale, der visuelt
gengiver:
a. en
mindreårig, der deltager i
klart seksuelle handlinger,
b. en
person, der fremtræder som
en mindreårig, og som
deltager i klart seksuelle
handlinger,
c.
realistiske billeder, der
forestiller en mindreårig
involveret i klart seksuelle
handlinger.
Med
henblik på stk. 2 omfatter
udtrykket »mindreårig«
personer under 18 år. En
part kan dog fastsætte en
lavere aldersgrænse, som dog
ikke må være lavere end 16
år.
Enhver
part kan forbeholde sig ret
til helt eller delvist at
undlade at anvende stk. 1,
litra d og e, og stk. 2,
litra b og c.
Afsnit 4
- Strafbare handlinger
relateret til krænkelse af
ophavsrettigheder og
lignende rettigheder
Artikel
10 - Strafbare handlinger
relateret til krænkelse af
ophavsrettigheder og
lignende rettigheder
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret at
krænke ophavsrettigheder,
som disse rettigheder er
defineret i partens
lovgivning i medfør af de
forpligtelser, parten har
påtaget sig efter den i
Paris den 24. juli 1971
reviderede Bernerkonvention
til værn for litterære og
kunstneriske værker, aftalen
om handelsrelaterede
intellektuelle
ejendomsrettigheder og
Verdenskonventionen om
ophavsret, bortset fra
eventuelle ideelle
rettigheder hjemlet af disse
konventioner, når sådanne
handlinger begås forsætligt,
i erhvervsmæssig målestok og
ved hjælp af et edb-system.
2.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret at
krænke relaterede
rettigheder, som disse
rettigheder er defineret i
partens lovgivning i medfør
af de forpligtelser, parten
har påtaget sig efter den i
Rom udfærdigede
internationale konvention om
beskyttelse af udøvende
kunstnere, fremstillere af
fonogrammer samt radio- og
fjernsynsforetagender
(Rom-konventionen), aftalen
om handelsrelaterede
intellektuelle
ejendomsrettigheder og
Verdenskonventionen om
forestillinger og
fonogrammer, bortset fra
eventuelle ideelle
rettigheder hjemlet af disse
konventioner, når sådanne
handlinger begås forsætligt,
i erhvervsmæssig målestok og
ved hjælp af et edb-system.
3. En
part kan forbeholde sig ret
til ikke at pålægge
strafansvar efter stk. 1 og
2 i begrænset omfang,
forudsat at der findes andre
effektive retsmidler, og at
forbeholdet ikke begrænser
partens internationale
forpligtelser, som de er
nedfældet i de i stk. 1 og 2
nævnte internationale
retsakter.
Afsnit 5
– Forsøg og medvirken mv.
Artikel
11 - Forsøg og medvirken
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret
forsætligt at medvirke til
at begå en af de strafbare
handlinger, der er nævnt i
konventionens artikel 2-10,
med forsæt til, at der begås
en sådan strafbar handling.
2.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at det er
en strafbar handling i
henhold til national ret
forsætligt at forsøge at
begå en af de strafbare
handlinger, der er nævnt i
konventionens artikel 3-5,
7, 8 og 9, stk. 1, litra a
og c.
3.
Enhver stat kan forbeholde
sig ret til helt eller
delvist at undlade at
anvende stk. 2.
Artikel
12 - Juridiske personers
strafansvar
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at fastsætte, at
juridiske personer kan gøres
ansvarlige med hensyn til de
handlinger, der er omfattet
af denne konvention, i det
omfang handlingerne er
begået for at skaffe den
juridiske person vinding, og
handlingerne er begået af en
person, som handler enten
individuelt eller som medlem
af et organ under den
juridiske person, og som har
en ledende stilling inden
for den juridiske person, på
grundlag af:
a.
beføjelse til at
repræsentere den juridiske
person,
b.
beføjelse til at træffe
beslutninger på den
juridiske persons vegne,
c.
beføjelse til at udøve
intern kontrol.
2. Ud
over de i stk. 1 omhandlede
tilfælde skal hver part
træffe de nødvendige
foranstaltninger for at
sikre, at en juridisk person
kan gøres ansvarlig, når
utilstrækkeligt tilsyn eller
utilstrækkelig kontrol fra
en af de i stk. 1 omhandlede
personers side har gjort det
muligt for en person, der er
underlagt den juridiske
persons myndighed, at begå
en strafbar handling, som er
omfattet af denne
konvention, for at skaffe
den juridiske person
vinding.
3.
Afhængig af partens
juridiske principper kan en
juridisk persons ansvar være
strafferetligt, civilretligt
eller forvaltningsretligt.
4.
Dette ansvar er uden
præjudice for det
strafansvar, der ifaldes af
de personer, der har begået
den strafbare handling.
Artikel
13 - Sanktioner og
foranstaltninger
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige
for at sikre, at strafbare
handlinger, der er omfattet
af artikel 2-11, bliver mødt
med sanktioner, herunder
frihedsberøvelse, som er
effektive, og som står i et
rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning.
2.
Enhver part skal sikre, at
juridiske personer, der
gøres ansvarlige efter
artikel 12, kan pålægges
strafferetlige eller
ikke-strafferetlige
sanktioner, herunder
økonomiske sanktioner, som
er effektive, og som står i
et rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning.
Del 2
– Processuelle bestemmelser
Afsnit 1
- Generelle bestemmelser
Artikel
14 -
Retsplejebestemmelsernes
anvendelsesområde
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at fastsætte de i denne
del indeholdte beføjelser og
procedurer med henblik på
konkret efterforskning eller
retsforfølgning af
straffesager.
2.
Medmindre andet specifikt
følger af artikel 21, skal
enhver part anvende de i
stk. 1 nævnte beføjelser og
procedurer i forbindelse
med:
a.
strafbare handlinger i
henhold til konventionens
artikel 2-11,
b.
andre strafbare handlinger
begået ved hjælp af et
edb-system, og
c.
indsamling af elektronisk
bevismateriale for en
strafbar handling.
3. a.
Enhver part kan forbeholde
sig ret til kun at anvende
de i artikel 20 nævnte
foranstaltninger på de
handlinger eller kategorier
af handlinger, som er
angivet i forbeholdet,
forudsat at rækkevidden af
disse handlinger eller
kategorier af handlinger
ikke er mere begrænset end
rækkevidden af de
handlinger, hvorpå parten
anvender de i artikel 21
nævnte foranstaltninger.
Enhver part skal overveje at
begrænse et sådant forbehold
for at sikre den størst
mulige anvendelse af den i
artikel 20 nævnte
foranstaltning.
b. Hvis
en part på grund af
lovgivningsmæssige
begrænsninger på tidspunktet
for vedtagelse af denne
konvention ikke kan anvende
de i artikel 20 og 21 nævnte
foranstaltninger på
kommunikationer, der
overføres i en
serviceudbyders edb-system,
som
(i)
drives til gavn for en
lukket gruppe brugere, og
(ii)
som ikke anvender offentlige
kommunikationsnet, og som
ikke er forbundet med noget
andet offentligt eller
privat edb-system,
kan
parten forbeholde sig ret
til ikke at anvende disse
foranstaltninger i
forbindelse med sådanne
kommunikationer. Enhver part
skal overveje at begrænse et
sådant forbehold for at
sikre den størst mulige
anvendelse af de i artikel
20 og 21 nævnte
foranstaltninger.
Artikel
15 - Betingelser og
retssikkerhedsgarantier
1.
Enhver part skal sikre, at
der for fastsættelse,
gennemførelse og anvendelse
af de i denne del indeholdte
beføjelser og procedurer
gælder de efter partens
nationale lovgivning
gældende betingelser og
retssikkerhedsgarantier, som
på behørig vis skal sikre
iagttagelse af
menneskerettigheder og
frihedsrettigheder, herunder
rettigheder ifølge
forpligtelser, som parten
har påtaget sig i henhold
til Europarådets konvention
om beskyttelse af
menneskerettigheder og
grundlæggende
frihedsrettigheder fra 1950,
FN’s konvention om
borgerlige og politiske
rettigheder fra 1966 samt
andre gældende
internationale
menneskerettighedsdokumenter,
og som skal inkorporere
reglen om proportionalitet.
2.
Sådanne betingelser og
retssikkerhedsgarantier skal
blandt andet i behørigt
omfang i betragtning af
arten af den pågældende
beføjelse eller procedure
omfatte retligt eller andet
uafhængigt tilsyn,
begrundelser for, at
anvendelsen er berettiget,
samt en begrænsning af
omfanget og varigheden af en
sådan beføjelse eller
procedure.
3. I
den udstrækning, det er
foreneligt med
offentlighedens interesse,
især forsvarlig retspleje,
skal en part tage hensyn til
virkningen af de i denne del
nævnte beføjelser og
procedurer på tredjemands
rettigheder, ansvar og
lovlige interesser.
Afsnit 2
- Hastesikring af
elektroniske data
Artikel
16 - Hastesikring af
elektroniske data
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for, at dens kompetente
myndigheder kan meddele
pålæg om eller på anden
lignende måde opnå hurtig
sikring af bestemte
elektroniske data, herunder
trafikdata, der er lagret
ved hjælp af et edb-system,
navnlig hvis der er grund
til at antage, at de
elektroniske data er særligt
udsat for at gå tabt eller
blive ændret.
2. Hvis
en part håndhæver stk. 1 ved
hjælp af et pålæg til en
person om at sikre bestemte
lagrede elektroniske data,
som er i den pågældende
persons besiddelse eller
under dennes kontrol, skal
parten vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for, at den
pågældende person forpligtes
til at sikre og bevare
sådanne elektroniske data
uskadt i den periode, dog
højst 90 dage, som er
nødvendig for, at de
kompetente myndigheder kan
søge videregivelse heraf. En
part kan bestemme, at et
sådant pålæg efterfølgende
kan opretholdes.
3.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
eller andre
foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for, at den
person, som er i besiddelse
af eller har kontrol over de
elektroniske data, eller en
anden person, der skal sikre
de elektroniske data,
pålægges tavshedspligt i en
periode, hvis længde
fastlægges i partens
lovgivning, med hensyn til,
at der foretages sådanne
procedurer.
4.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
Artikel
17 - Hastesikring af og
delvis videregivelse af
trafikdata
1.
Enhver part skal med hensyn
til trafikdata, der skal
sikres i medfør af artikel
16, vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte
være nødvendige for:
a. at
sørge for, at der er
mulighed for en sådan hurtig
sikring af trafikdata,
uanset om overførslen af den
pågældende kommunikation
involverer én eller flere
serviceudbydere, og
b. at
sikre hurtig videregivelse
af trafikdata til partens
kompetente myndighed eller
til en af myndigheden
udpeget person i en
tilstrækkelig mængde til, at
parten kan identificere de
serviceudbydere og den sti,
som kommunikationen er
overført igennem.
2.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
Afsnit 3
– Udlevering af elektroniske
data
Artikel
18 - Pålæg om udlevering af
elektroniske data
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at bemyndige dens
kompetente myndigheder til
at pålægge:
a. en
person på partens område at
udlevere bestemte
elektroniske data, som er i
personens besiddelse eller
under dennes kontrol, og som
er lagret i et edb-system
eller på et lagringsmedie
for elektroniske data, og
b. en
serviceudbyder, der udbyder
sine tjenester på partens
område, at udlevere
kundeoplysninger vedrørende
disse tjenester, som er i
serviceudbyderens besiddelse
eller under dennes kontrol.
2.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
3. Med
henblik på denne artikel
forstås ved
»kundeoplysninger« enhver
oplysning i elektronisk
eller anden form, bortset
fra trafik- eller
indholdsdata, som en
serviceudbyder er i
besiddelse af vedrørende
kunder, der benytter sig af
serviceudbyderens tjenester,
og som gør det muligt at
fastslå:
a. den
anvendte type
kommunikationstjeneste, de
tekniske foranstaltninger,
der er truffet desangående,
samt kundeforholdets
varighed;
b.
kundens identitet, post-
eller fysiske adresse,
telefon- og andre
adgangsnumre samt
oplysninger, der er
tilgængelige på grundlag af
kundeaftalen eller
-ordningen, vedrørende
fakturering og betaling,
c.
andre oplysninger, der er
tilgængelige på grundlag af
kundeaftalen eller
-ordningen, om det sted,
hvor kommunikationsudstyret
er installeret.
Afsnit 4
- Ransagning og
beslaglæggelse af
elektroniske oplysninger
Artikel
19 - Ransagning og
beslaglæggelse af lagrede
elektroniske oplysninger
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at give dens kompetente
myndigheder mulighed for at
ransage eller på lignende
måde skaffe sig adgang til:
a. et
edb-system eller en del
heraf samt elektroniske
data, der er lagret heri, og
b. et
lagermedie for elektroniske
data, hvorpå der kan være
lagret elektroniske data på
partens område.
2.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at sikre, at partens
myndigheder, hvis de
ransager eller på lignende
måde skaffer sig adgang til
et bestemt edb-system eller
en del deraf i henhold til
stk. 1, litra a, hurtigt kan
udstrække ransagningen eller
lignende adgang til et andet
edb-system, hvis de søgte
elektroniske data er lovligt
tilgængelige fra det første
system, og ransagningen
heraf giver grundlag for at
antage, at de søgte
elektroniske data er lagret
i det andet edb-system eller
en del heraf på partens
område.
3.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at give dens kompetente
myndigheder mulighed for at
beslaglægge eller på
lignende måde sikre sig
elektroniske data, som
myndighederne har skaffet
sig adgang til i
overensstemmelse med stk. 1
eller 2. Sådanne
foranstaltninger skal
omfatte bemyndigelse til:
a. at
beslaglægge eller på
lignende måde sikre sig et
edb-system eller en del
heraf eller et lagringsmedie
for elektroniske data,
b. at
lave og beholde en kopi af
sådanne elektroniske data,
c. at
bevare de relevante lagrede
elektroniske data uskadt, og
d. at
umuliggøre adgang til eller
fjernelse af sådanne
elektroniske data i det
edb-system, som
myndighederne har skaffet
sig adgang til.
4.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at gøre det muligt for
dens kompetente myndigheder
at forpligte en person, der
har kendskab til, hvordan
edb-systemet fungerer, eller
til de adgangsmidler, der er
anvendt for at beskytte de
elektroniske data i
systemet, til inden for
rimelighedens grænser at
give myndighederne de
fornødne oplysninger til at
kunne træffe de i stk. 1 og
2 nævnte foranstaltninger.
5.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
Afsnit 5
– Aflytning af elektroniske
data
Artikel
20 – Aflytning af trafikdata
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at gøre det muligt for
dens kompetente myndigheder:
a. ved
anvendelse af tekniske
midler på partens område at
aflytte eller registrere, og
b. at
pålægge en serviceudbyder
inden for rammerne af
udbyderens eksisterende
tekniske muligheder:
(i) ved
anvendelse af tekniske
midler på partens område at
aflytte eller registrere,
eller
(ii) at
medvirke til og bistå de
kompetente myndigheder med
aflytning eller registrering
af
trafikdata vedrørende
bestemte kommunikationer,
der overføres ved hjælp af
et edb-system, inden for
dens område.
2. Hvis
en part på grund af sine
nationale retsprincipper
ikke kan vedtage de i
stk. 1, litra a, nævnte
foranstaltninger, kan parten
i stedet vedtage de
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for at sikre
aflytning eller registrering
af trafikdata vedrørende
bestemte kommunikationer
inden for dens område ved
anvendelse af tekniske
midler på dette område.
3.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for, at en serviceudbyder
pålægges tavshedspligt med
hensyn til, at der sker
udøvelse af en beføjelse i
henhold til denne artikel,
og oplysningerne herom.
4.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
Artikel
21 – Aflytning af
indholdsdata
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige i
forbindelse med en række
alvorlige strafbare
handlinger, der skal
fastlægges ved national
lovgivning, for at gøre det
muligt for dens kompetente
myndigheder:
a. ved
anvendelse af tekniske
midler på partens område at
aflytte eller registrere, og
b. at
pålægge en serviceudbyder
inden for rammerne af
udbyderens eksisterende
tekniske muligheder:
(i) ved
anvendelse af tekniske
midler på partens område at
aflytte eller registrere,
eller
(ii) at
medvirke til og bistå de
kompetente myndigheder med
aflytning eller registrering
af
indholdsdata fra bestemte
kommunikationer, der
overføres ved hjælp af et
edb-system, inden for dens
område.
2. Hvis
en part på grund af sine
nationale retsprincipper
ikke kan vedtage de i
stk. 1, litra a, nævnte
foranstaltninger, kan den i
stedet vedtage de
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for at sikre
aflytning eller registrering
af indholdsdata fra bestemte
kommunikationer inden for
dens område ved anvendelse
af tekniske midler på dette
område.
3.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for, at en serviceudbyder
pålægges tavshedspligt med
hensyn til, at der sker
udøvelse af en beføjelse i
henhold til denne artikel,
og oplysningerne herom.
4.
Artikel 14 og 15 skal gælde
for de beføjelser og
procedurer, der er nævnt i
denne artikel.
Del 3 –
Jurisdiktion
(straffemyndighed)
Artikel
22 – Jurisdiktion
(straffemyndighed)
1.
Enhver part skal vedtage
sådanne lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger,
som måtte være nødvendige
for at fastsætte, at den har
straffemyndighed med hensyn
til strafbare handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11, når den
strafbare handling er
begået:
a. på
dens område, eller
b.
ombord på et fartøj, der
sejler under partens flag,
eller
c.
ombord i et fly, der er
registreret efter partens
lovgivning, eller
d. af
en af partens statsborgere,
hvis den strafbare handling
er strafbar på
gerningsstedet, eller hvis
den strafbare handling begås
uden for nogen stats
territoriale jurisdiktion.
2.
Enhver part kan forbeholde
sig ret til helt eller
delvis at undlade at anvende
eller kun i særlige tilfælde
eller under særlige
betingelser at anvende de i
stk. 1, litra b-d, fastsatte
bestemmelser om
jurisdiktion.
3.
Enhver part skal træffe de
nødvendige foranstaltninger
for at fastsætte, at den har
straffemyndighed med hensyn
til de i konventionens
artikel 24, stk. 1, nævnte
strafbare handlinger i
tilfælde, hvor en formodet
gerningsmand befinder sig på
dens område, og parten alene
med henvisning til den
pågældendes statsborgerskab
undlader at udlevere denne
til en anden part efter en
anmodning om udlevering.
4.
Denne konvention udelukker
ikke straffemyndighed udøvet
i overensstemmelse med
national lovgivning.
5. Hvis
mere end en part påberåber
sig straffemyndighed med
hensyn til en formodet
strafbar handling i henhold
til denne konvention, skal
de berørte parter, hvor det
er relevant, i samråd med
hinanden beslutte, hvis
straffemyndighed er mest
hensigtsmæssig med henblik
på retsforfølgning.
Kapitel
III - Internationalt
samarbejde
Del 1
- Generelle principper
Afsnit 1
- Generelle principper for
internationalt samarbejde
Artikel
23 - Generelle principper
for internationalt
samarbejde
Ved
efterforskning og
retsforfølgning af strafbare
handlinger i forbindelse med
edb-systemer og elektroniske
data samt ved indsamling af
elektronisk bevismateriale
vedrørende strafbare
handlinger skal parterne i
videst muligt omfang
samarbejde i
overensstemmelse med
bestemmelserne i dette
kapitel og ved anvendelse af
relevante internationale
retsinstrumenter om
internationalt samarbejde i
straffesager, aftaler
baseret på ensartet eller
gensidig lovgivning samt
national lovgivning
Afsnit 2
- Principper for udlevering
Artikel
24 - Udlevering
1. a.
Denne artikel vedrører
udlevering mellem parter for
strafbare handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2-11, når den
pågældende handling efter
national lovgivning i både
det begærende og det
anmodede land straffes med
mindst fængsel i mindst ét
år eller højere straf.
b. Hvis
der skal anvendes en anden
minimumsstraf efter en
aftale mellem to eller flere
parter baseret på ensartet
eller gensidig lovgivning
eller udleveringstraktat,
herunder den europæiske
konvention om udlevering
(ETS nr. 24), skal denne
minimumsstraf finde
anvendelse.
2. De i
stk. 1 angivne strafbare
handlinger skal anses som
handlinger, for hvilke der
kan ske udlevering efter
enhver gældende traktat om
udlevering, som måtte
eksistere mellem eller
blandt parterne. Parterne
forpligter sig til at anse
sådanne handlinger som
forbrydelser, for hvilke der
kan ske udlevering, i enhver
traktat om udlevering, som
indgås mellem eller blandt
parterne.
3.
Såfremt en part, som gør
udlevering betinget af, at
der eksisterer en traktat
herom, modtager en begæring
om udlevering fra en anden
part, som den pågældende
part ikke har indgået nogen
udleveringstraktat med, kan
den betragte denne
konvention som juridisk
grundlag for udlevering med
hensyn til strafbare
handlinger i henhold til
stk. 1.
4. De
parter, der ikke gør
udlevering betinget af, at
der eksisterer en traktat
herom, skal indbyrdes
anerkende de strafbare
handlinger i henhold til
stk. 1 som forbrydelser, der
kan medføre udlevering.
5.
Udlevering er underlagt de
betingelser, som er fastsat
i den anmodede parts
lovgivning eller i gældende
udleveringstraktater,
herunder de grunde, som
efter sådanne regler kan
føre til, at den anmodede
part afslår udlevering.
6.
Såfremt udlevering for en
strafbar handling i henhold
til stk. 1 afslås alene med
henvisning til den berørte
persons statsborgerskab,
eller fordi den anmodede
part finder, at den har
straffemyndighed med hensyn
til den pågældende handling,
skal den anmodede part på
den begærende parts
anmodning forelægge sagen
for sine kompetente
myndigheder med henblik på
retsforfølgning og
underrette den begærende
part om det endelige udfald
af sagen. Disse myndigheder
skal træffe afgørelse og
udføre deres efterforskning
og retsforfølgning på samme
måde som ved enhver anden
sammenlignelig strafbar
handling efter den
pågældende parts lovgivning.
7. a.
Enhver part skal på
tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponeringen af
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give
Europarådets generalsekretær
meddelelse om navn og
adresse på enhver myndighed,
der er ansvarlig for
fremsættelse eller
modtagelse af en anmodning
om udlevering eller
varetægtsfængsling i mangel
af en traktat.
b.
Europarådets generalsekretær
skal oprette og ajourføre et
register over de
myndigheder, som parterne
har udpeget. Enhver part
skal sørge for, at de
registrerede oplysninger til
enhver tid er korrekte.
Afsnit 3
- Generelle principper for
gensidig retshjælp
Artikel
25 - Generelle principper
for gensidig retshjælp
1.
Parterne skal i videst
muligt omfang yde hinanden
gensidig retshjælp med
henblik på efterforskning
eller retsforfølgning af
strafbare handlinger i
forbindelse med edb-systemer
og elektroniske data samt
med henblik på indsamling af
elektronisk bevismateriale
vedrørende en strafbar
handling.
2.
Enhver part skal ligeledes
vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for at
opfylde forpligtelserne i
konventionens artikel 27-35.
3.
Enhver part kan i hastende
tilfælde fremsætte anmodning
om gensidig retshjælp eller
meddelelser med tilknytning
hertil ved hjælp af hurtige
kommunikationsmidler,
herunder telefax og e-mail,
i den udstrækning sådanne
midler har et passende
niveau for sikkerhed og
validering (herunder om
nødvendigt anvendelse af
kryptering), idet formel
bekræftelse følger, hvis det
kræves af den anmodede part.
Den anmodede part skal
modtage og besvare
anmodningen med ethvert
sådant hurtigt
kommunikationsmiddel.
4.
Medmindre andet specifikt
følger af artiklerne i dette
kapitel, er gensidig
retshjælp underlagt de
betingelser, som er fastsat
i den anmodede parts
lovgivning eller i gældende
traktater om gensidig
retshjælp, herunder de
grunde, som efter sådanne
regler kan føre til, at den
anmodede part afslår
samarbejde. Den anmodede
part må ikke udøve sin ret
til at afslå gensidig
retshjælp i forbindelse med
de i artikel 2-11 nævnte
strafbare handlinger alene
med den begrundelse, at
anmodningen vedrører en
handling, som parten
betragter som en
overtrædelse af
skattelovgivningen.
5.
Såfremt den anmodede part i
overensstemmelse med
bestemmelserne i dette
kapitel kan gøre gensidig
retshjælp betinget af, at
der foreligger dobbelt
strafbarhed, skal denne
betingelse anses for at være
opfyldt, uanset om partens
lovgivning henfører
handlingen til samme
kategori af strafbare
handlinger eller anvender
den samme terminologi om
handlingen som den begærende
part, når blot adfærden bag
den handling, for hvilken
retshjælpen søges, er
strafbar efter den anmodede
parts lovgivning.
Artikel
26 - Uanmodet videregivelse
af oplysninger
1. En
part kan inden for rammerne
af sin nationale lovgivning
og uden forudgående
anmodning videregive
oplysninger fra
efterforskningen af en
straffesag til en anden
part, når den finder, at
videregivelse af sådanne
oplysninger kan bistå den
modtagende part med at
iværksætte eller gennemføre
efterforskning eller
retsforfølgning af strafbare
handlinger i henhold til
denne konvention, eller
videregivelsen kan føre til
en anmodning om samarbejde
fra denne part i henhold til
dette kapitel.
2.
Inden en part videregiver
sådanne oplysninger, kan
parten anmode om, at
oplysningerne behandles
fortroligt eller anvendes på
visse betingelser. Hvis den
modtagende part ikke kan
imødekomme en sådan
anmodning, skal den
underrette den videregivende
part herom, og den
modtagende part skal
herefter beslutte, om
oplysningerne alligevel skal
videregives. Hvis den
modtagende part modtager
oplysningerne på visse
betingelser, er den bundet
af disse betingelser.
Afsnit 4
- Procedurer for gensidig
retshjælp i mangel af
gældende internationale
aftaler
Artikel
27 – Procedure for gensidig
retshjælp, hvor der ikke er
internationale aftaler
1. Hvis
der ikke mellem den
begærende og den anmodede
part findes gældende
konventioner eller aftaler
baseret på ensartet eller
gensidig lovgivning om
gensidig retshjælp, skal
bestemmelserne i stk. 2-10
finde anvendelse.
Bestemmelserne i denne
artikel finder ikke
anvendelse, hvis der findes
en sådan konvention, aftale
eller lovgivning, medmindre
de berørte parter er enige
om at anvende hele eller en
del af resten af denne
artikel i stedet herfor.
2. a.
Enhver part skal udpege en
central myndighed eller
centrale myndigheder, der
skal være ansvarlige for at
afsende og besvare
anmodninger om gensidig
retshjælp, for at efterkomme
sådanne anmodninger eller
for at videregive dem til de
myndigheder, der har
kompetence til at efterkomme
dem.
b. De
centrale myndigheder skal
kommunikere direkte med
hinanden.
c.
Enhver part skal på
tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponering af
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give
Europarådets generalsekretær
meddelelse om navn og
adresse på de myndigheder,
der udpeges i medfør af
dette stykke.
d.
Europarådets generalsekretær
skal oprette og ajourføre et
register over de centrale
myndigheder, som parterne
har udpeget. Enhver part
skal sørge for, at de
registrerede oplysninger til
enhver tid er korrekte.
3.
Anmodninger om gensidig
retshjælp efter denne
artikel skal efterkommes i
overensstemmelse med de
procedurer, der angives af
den begærende part,
medmindre dette vil være
uforeneligt med den anmodede
parts lovgivning.
4. Ud
over de i artikel 25,
stk. 4, nævnte grunde til
afslag kan den anmodede part
afslå retshjælp, hvis
a.
anmodningen vedrører en
handling, som den anmodede
part betragter som en
politisk lovovertrædelse
eller en handling forbundet
med en politisk
lovovertrædelse, eller
b. den
finder, at imødekommelse af
begæringen vil kunne krænke
partens suverænitet, bringe
dens sikkerhed i fare,
stride mod dens almindelige
retsprincipper eller skade
andre livsvigtige
interesser.
5. Den
anmodede part kan udsætte
iværksættelse af
foranstaltninger i medfør af
en anmodning, hvis sådanne
foranstaltninger ville skade
strafferetlig efterforskning
eller retsforfølgning, der
gennemføres af partens
myndigheder.
6.
Inden den anmodede part
afslår eller udsætter at
iværksætte retshjælp, skal
parten overveje, efter i
relevante tilfælde at have
rådført sig med den
begærende part, om
anmodningen kan efterkommes
delvist eller på de
betingelser, den måtte finde
nødvendige.
7. Den
anmodede part skal straks
oplyse den begærende part om
udfaldet af partens
imødekommelse af en
anmodning om retshjælp. Hvis
anmodningen afslås eller
udsættes, skal afslaget
eller udsættelsen med at
iværksætte retshjælp
begrundes. Den anmodede part
skal ligeledes oplyse den
begærende part om eventuelle
grunde, der gør det umuligt
at efterkomme anmodningen,
eller som vil kunne medføre
en væsentlig forsinkelse
heraf.
8. Den
begærende part kan anmode
den anmodede part om at
behandle selve oplysningen
om en anmodning og indholdet
heraf fortroligt undtagen i
det omfang, dette er
nødvendigt for at efterkomme
anmodningen. Hvis den
anmodede part ikke kan
imødekomme anmodningen om
fortrolighed, skal den
straks underrette den
begærende part herom, som
derefter skal beslutte, om
anmodningen om retshjælp
alligevel skal imødekommes.
9. a. I
hastende tilfælde kan
anmodninger om gensidig
retshjælp eller meddelelser
med tilknytning hertil
sendes direkte af den
begærende parts retlige
myndigheder til den anmodede
parts tilsvarende
myndigheder. I sådanne
tilfælde skal der samtidig
sendes en kopi til den
anmodede parts centrale
myndighed gennem den
begærende parts centrale
myndighed.
b.
Enhver anmodning eller
meddelelse i henhold til
dette stykke kan ske gennem
International Criminal
Police Organisation
(Interpol).
c.
Såfremt der fremsættes en
anmodning i medfør af litra
a, og myndigheden ikke har
kompetence til at behandle
anmodningen, skal den
henvise anmodningen til den
kompetente nationale
myndighed og underrette den
begærende part direkte
herom.
d.
Anmodninger eller
meddelelser i henhold til
dette stykke, som ikke
medfører tvangsmæssige
foranstaltninger, kan
fremsendes direkte af den
begærende parts kompetente
myndigheder til den anmodede
parts kompetente
myndigheder.
e.
Enhver part kan på
tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponering af
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give
Europarådets generalsekretær
meddelelse om, at
anmodninger i henhold til
dette stykke af
effektivitetshensyn skal
stiles til den centrale
myndighed.
Artikel
28 - Fortrolighed og
begrænsning af anvendelse
1. Hvis
der ikke mellem den
begærende og den anmodede
part findes gældende
konventioner eller aftaler
baseret på ensartet eller
gensidig lovgivning om
gensidig retshjælp, skal
bestemmelserne i denne
artikel finde anvendelse.
Bestemmelserne i denne
artikel finder ikke
anvendelse, hvis der findes
en sådan konvention, aftale
eller lovgivning, medmindre
de berørte parter er enige
om at anvende hele eller en
del af resten af denne
artikel i stedet herfor.
2. Den
anmodede part kan gøre
udlevering af oplysninger
eller materiale som svar på
en anmodning betinget af, at
oplysningerne eller
materialet
a.
behandles fortroligt, hvis
anmodningen om gensidig
retshjælp ikke kunne være
blevet efterkommet uden en
sådan betingelse, eller
b. ikke
anvendes til anden
efterforskning eller
retsforfølgning end den, der
er angivet i anmodningen om
retshjælp.
3. Hvis
den begærende part ikke kan
imødekomme en betingelse som
nævnt i stk. 2, skal den
straks underrette den anden
part herom, som derefter
skal beslutte, om
oplysningerne alligevel skal
afgives. Når den begærende
part accepterer betingelsen,
er den bundet deraf.
4.
Enhver part, der afgiver
oplysninger eller materiale
på en i stk. 2 nævnt
betingelse, kan kræve, at
den anden part med hensyn
til denne betingelse
angiver, hvordan
oplysningerne eller
materialet er blevet
anvendt.
Del 2
- Særlige bestemmelser
Afsnit 1
- Gensidig retshjælp
vedrørende foreløbige
foranstaltninger
Artikel
29 - Hastesikring af
elektroniske data
1. En
part kan anmode en anden
part om at meddele pålæg om
eller på anden måde at opnå
hurtig sikring af data, som
inden for den anden parts
område er lagret ved hjælp
af et edb-system, og
vedrørende hvilke den
begærende part har til
hensigt at fremsætte en
anmodning om gensidig
retshjælp til ransagning af
eller lignende adgang til,
beslaglæggelse eller
lignende bevarelse af, eller
videregivelse af sådanne
data.
2. En
anmodning om sikring fremsat
i henhold til stk. 1 skal
angive
a. den
myndighed, der ønsker
sikringen,
b. den
strafbare handling, der er
genstand for strafferetlig
efterforskning eller
retsforfølgning, samt et
kort resume af de faktiske
oplysninger,
c. de
lagrede elektroniske data,
der skal sikres, og disses
tilknytning til den
strafbare handling,
d.
oplysninger, der kan
identificere den person, som
er i besiddelse af eller har
kontrol over de lagrede
elektroniske data, eller
edb-systemets placering,
e.
nødvendigheden af at
foretage sikringen, og
f. at
parten agter at fremsætte en
anmodning om gensidig
retshjælp til ransagning af
eller lignende adgang til,
beslaglæggelse eller
lignende bevarelse af, eller
videregivelse af de lagrede
elektroniske data.
3. Den
anmodede part skal ved
modtagelse af anmodningen
fra en anden part træffe
alle passende
foranstaltninger for hurtigt
at sikre de angivne data i
overensstemmelse med sin
nationale lovgivning. Med
hensyn til besvarelse af en
anmodning er dobbelt
strafbarhed ikke påkrævet
som betingelse for at udføre
en sådan sikring.
4. En
part, der kræver dobbelt
strafbarhed som betingelse
for at besvare en anmodning
om gensidig retshjælp til
ransagning af eller lignende
adgang til, beslaglæggelse
eller lignende bevarelse af,
eller videregivelse af
sådanne data kan, for så
vidt angår andre strafbare
handlinger end forbrydelser
omfattet af konventionens
artikel 2-11, forbeholde sig
ret til at afslå anmodningen
om sikring i henhold til
denne artikel, hvis den har
grund til at antage, at
betingelsen om dobbelt
strafbarhed ikke vil være
opfyldt på tidspunktet for
videregivelsen.
5.
Derudover kan en anmodning
om sikring kun afslås, hvis
a.
anmodningen vedrører en
handling, som den anmodede
part betragter som en
politisk lovovertrædelse
eller en handling forbundet
med en politisk
lovovertrædelse, eller
b. den
anmodede part finder, at
imødekommelse af begæringen
vil kunne krænke partens
suverænitet, bringe dens
sikkerhed i fare, stride mod
dens almindelige
retsprincipper eller skade
andre livsvigtige
interesser.
6. Hvis
den anmodede part finder, at
sikring ikke vil garantere,
at dataene fremtidigt er
tilgængelige, eller at
sikring vil true
fortroligheden af eller på
anden måde skade den
begærende parts
efterforskning, skal den
straks underrette den
begærende part herom, som
derefter skal beslutte, om
anmodningen alligevel skal
efterkommes.
7.
Sikring udført på grundlag
af en i stk. 1 nævnt
anmodning skal være virksom
i en periode på mindst 60
dage, med henblik på at den
begærende part efterfølgende
kan fremsætte en anmodning
om ransagning af eller
lignende adgang til,
beslaglæggelse eller
lignende bevaring af, eller
videregivelse af sådanne
data. Ved modtagelse af en
sådan anmodning skal dataene
fortsat være sikret, indtil
der er truffet afgørelse
vedrørende anmodningen.
Artikel
30 - Videregivelse af
trafikdata
1. Hvis
den anmodede part i
forbindelse med
imødekommelse af en
anmodning fremsat i medfør
af artikel 29 om at sikre
trafikdata vedrørende en
bestemt kommunikation
opdager, at en
tjenesteudbyder i en anden
stat har været involveret i
overførslen af
kommunikationen, skal den
anmodede part hurtigt til
den begærende part
videregive trafikdata i en
tilstrækkelig mængde til at
identificere den pågældende
tjenesteudbyder samt den
sti, hvorigennem
kommunikationen er blevet
overført.
2.
Videregivelse af trafikdata
i henhold til stk. 1 kan kun
undlades, hvis
a.
anmodningen vedrører en
handling, som den anmodede
part betragter som en
politisk lovovertrædelse
eller en handling forbundet
med en politisk
lovovertrædelse, eller
b. den
anmodede part finder, at
imødekommelse af begæringen
vil kunne krænke partens
suverænitet, bringe dens
sikkerhed i fare, stride mod
dens almindelige
retsprincipper eller skade
andre livsvigtige
interesser.
Afsnit 2
- Gensidig retshjælp
vedrørende efterforskning
Artikel
31 - Gensidig retshjælp
vedrørende adgang til
lagrede elektroniske data
1. En
part kan anmode en anden
part om at ransage eller på
lignende måde skaffe sig
adgang til, beslaglægge
eller på lignende måde
bevare, og videregive data,
som inden for den anmodede
parts område er lagret ved
hjælp af et edb-system,
herunder data, der er sikret
i medfør af artikel 29.
2. Den
anmodede part skal besvare
anmodningen ved anvendelse
af internationale
rets-instrumenter, aftaler
og national lovgivning som
nævnt i artikel 23 og i
overensstemmelse med andre
relevante bestemmelser i
dette kapitel.
3.
Anmodningen skal behandles
som en hastesag, hvis
a. der
er grund til at antage, at
relevante data er særligt
udsatte for at gå tabt eller
blive ændret, eller
b.
retsinstrumenter, aftaler og
national lovgivning som
nævnt i stk. 2 på anden måde
sikrer hurtigt samarbejde.
Artikel
32 - Grænseoverskridende
adgang til lagrede
elektroniske data
En part
kan uden bemyndigelse fra en
anden part
a.
skaffe sig adgang til
lagrede elektroniske data,
der er offentligt
tilgængelige (open source),
uanset sådanne datas fysiske
placering, eller
b.
gennem et edb-system på
partens område skaffe sig
adgang til eller modtage
lagrede elektroniske data,
der befinder sig på en anden
parts område, hvis den
første part indhenter
lovligt og frivilligt
samtykke fra den person, der
er berettiget til at
videregive dataene til den
første part gennem det
pågældende edb-system.
Artikel
33 - Gensidig retshjælp
vedrørende aflytning af
trafikdata
1.
Parterne skal yde hinanden
gensidig retshjælp med
hensyn til aflytning af
trafikdata, som har
forbindelse til bestemte
kommunikationer på deres
områder, der overføres ved
hjælp af et edb-system. Med
forbehold af stk. 2
reguleres retshjælpen af de
efter national lovgivning
gældende betingelser og
procedurer.
2.
Enhver part skal som minimum
yde sådan retshjælp til
aflytning af trafikdata i
sager, hvor der efter
national lovgivning ville
være adgang til at foretage
aflytning af trafikdata.
Artikel
34 - Gensidig retshjælp
vedrørende aflytning af
indholdsdata
Parterne
skal yde hinanden gensidig
retshjælp med hensyn til
aflytning eller registrering
af indholdsdata fra bestemte
kommunikationer, der
overføres ved hjælp af et
edb-system, i den
udstrækning gældende
traktater og national
lovgivning gør det muligt.
Afsnit 3
- Heltidsnetværk
Artikel
35 - Heltidsnetværk
1.
Enhver part skal udpege et
kontaktpunkt, der altid er
tilgængeligt (24 timer i
døgnet/7 dage om ugen), for
at sikre øjeblikkelig
retshjælp med henblik på
efterforskning eller
retsforfølgning af strafbare
handlinger i forbindelse med
edb-systemer og elektroniske
data eller indsamling af
elektronisk bevismateriale
for en strafbar handling.
Sådan retshjælp skal omfatte
hjælp til eller, hvis det er
lovligt efter partens
nationale lovgivning og
praksis, direkte udførelse
af
a.
teknisk rådgivning,
b.
sikring af data i henhold
til artikel 29 og 30, og
c.
indsamling af
bevismateriale, afgivelse af
juridiske oplysninger og
lokalisering af mistænkte.
2. a.
En parts kontaktpunkt skal
kunne kommunikere med en
anden parts kontaktpunkt på
en hurtig måde.
b. Hvis
det kontaktpunkt, der
udpeges af en part, ikke
hører under partens
myndighed eller myndigheder
med ansvar for international
gensidig retshjælp eller
udlevering, skal
kontaktpunktet hurtigt kunne
koordinere med en sådan
myndighed eller sådanne
myndigheder.
3.
Enhver part skal sørge for
at have medarbejdere med
passende uddannelse og
udstyr for at lette driften
af netværket.
Kapitel
IV - Afsluttende
bestemmelser
Artikel
36 - Undertegnelse og
ikrafttræden
1.
Denne konvention skal være
åben for undertegnelse af
alle Europarådets
medlemsstater samt
ikke-medlemsstater, der har
deltaget i udarbejdelsen
heraf.
2.
Denne konvention skal
ratificeres eller godkendes.
Ratifikations- eller
godkendelsesinstrumenter
skal deponeres hos
Europarådets
generalsekretær.
3.
Denne konvention træder i
kraft den første dag i den
måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre
måneder efter den dato, hvor
fem stater, herunder mindst
tre af Europarådets
medlemsstater, har udtrykt
deres samtykke til at være
bundet af konventionen i
overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1 og
2.
4. For
så vidt angår enhver
undertegnende stat, der
efterfølgende udtrykker
samtykke til at være bundet
af konventionen, træder
konvention i kraft den
første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en
periode på tre måneder efter
datoen for dens
tilkendegivelse af at ville
være bundet af konventionen
i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1 og
2.
Artikel
37 - Tiltrædelse af
konventionen
1.
Efter denne konventions
ikrafttræden kan
Europarådets Ministerkomité
efter at have konsulteret de
kontraherende parter og
opnået deres enstemmige
samtykke til konventionen
opfordre enhver stat, der
ikke er medlem af
Europarådet og ikke har
deltaget i konventionens
udarbejdelse, til at
tiltræde konventionen.
Beslutningen skal træffes
med det flertal, der er
fastsat i artikel 20, litra
d, i Europarådets statut, og
med enstemmighed blandt
repræsentanterne for de
kontraherende stater, der er
berettiget til at sidde i
Ministerkomitéen.
2. For
så vidt angår stater, der
tiltræder konventionen efter
stk. 1, træder konventionen
i kraft den første dag i den
måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre
måneder efter deponeringen
af tiltrædelsesinstrumentet
hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel
38 - Territorielt
anvendelsesområde
1.
Enhver stat kan på
tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponeringen af sit
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
angive, inden for hvilket
område eller hvilke områder
denne konvention skal finde
anvendelse.
2.
Enhver part kan på et senere
tidspunkt ved erklæring til
Europarådets generalsekretær
udvide anvendelsen af denne
konvention til ethvert andet
område, der er angivet i
erklæringen. For så vidt
angår et sådant område
træder konventionen i kraft
den første dag i den måned,
der følger efter udløbet af
en periode på tre måneder
efter datoen for
generalsekretærens
modtagelse af en sådan
erklæring.
3.
Enhver erklæring, der
afgives i henhold til
ovenstående to stykker, kan
for så vidt angår ethvert
område, der er angivet i en
sådan erklæring,
tilbagekaldes ved meddelelse
til Europarådets
generalsekretær.
Tilbagekaldelsen træder i
kraft den første dag i den
måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre
måneder efter datoen for
generalsekretærens
modtagelse af en sådan
meddelelse.
Artikel
39 - Konventionens
retsvirkninger
1.
Konventionens formål er at
supplere gældende
multilaterale eller
bilaterale traktater eller
aftaler mellem parterne,
herunder bestemmelserne i
- den
europæiske konvention om
udlevering, der blev åbnet
for undertegnelse i
Strasbourg den 13. december
1957 (ETS nr. 24),
- den
europæiske konvention om
gensidig retshjælp i
straffesager, der blev åbnet
for undertegnelse i
Strasbourg den 20. april
1959 (ETS nr. 30), og
-
tillægsprotokollen til den
europæiske konvention om
gensidig retshjælp i
straffesager, der blev åbnet
for undertegnelse i
Strasbourg den 17. marts
1978 (ETS nr. 99).
2.
Såfremt to eller flere
parter allerede har indgået
en aftale eller traktat om
de i denne konvention
omhandlede spørgsmål eller
på anden måde har etableret
indbyrdes relationer om
disse spørgsmål, eller
såfremt de måtte gøre det i
fremtiden, er de berettiget
til også at lade en sådan
aftale eller traktat finde
anvendelse eller til at lade
disse relationer regulere
heraf. Hvis parterne
imidlertid etablerer deres
indbyrdes relationer om de i
denne konvention omhandlede
spørgsmål på anden måde end
den, der er foreskrevet i
konventionen, skal dette ske
på en måde, der ikke er
uforenelig med konventionens
formål og principper.
3.
Intet i denne konvention
påvirker en parts øvrige
rettigheder, begrænsninger,
forpligtelser og ansvar.
Artikel
40 - Erklæringer
Enhver
stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponeringen af sit
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
erklære, at den benytter sig
af muligheden for at
fastsætte yderligere
elementer som fastsat i
artikel 2, artikel 3,
artikel 6, stk. 1, litra b,
artikel 7, artikel 9,
stk. 3, og artikel 27,
stk. 9, litra e.
Artikel
41 - Føderal bestemmelse
1. En
føderal stat forbeholde sig
ret til at påtage sig
forpligtelser efter
konventionens kapitel II på
en måde, der er forenelig
med de grundlæggende
principper, der regulerer
forholdet mellem dens
centrale regering og dens
delstater eller andre
lignende territoriale
enheder, dog således, at den
stadig kan samarbejde i
henhold til kapitel III.
2. Når
en føderal stat tager et
forbehold ifølge stk. 1, kan
den ikke anvende
forbeholdets præmisser til
at udelukke eller væsentligt
reducere sine forpligtelser
til at tilvejebringe de i
kapitel II angivne
foranstaltninger. Den
føderale stat skal
overordnet sørge for at have
bred og effektiv kompetence
til retshåndhævelse af disse
foranstaltninger.
3. Med
hensyn til de bestemmelser i
denne konvention, hvis
gennemførelse falder ind
under delstaternes eller
lignende territoriale
enheders kompetence, og hvor
disse ikke efter
føderationens
forfatningsmæssige system er
forpligtet til at træffe
lovgivningsmæssige
foranstaltninger, skal den
føderale regering underrette
de kompetente myndigheder i
sådanne stater om disse
bestemmelser samt give dem
sin positive udtalelse med
en opfordring til at tage
relevante skridt til at give
bestemmelserne retsvirkning
.
Artikel
42 - Forbehold
Enhver
stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved
deponeringen af sit
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
erklære, at den benytter sig
af det eller de forbehold,
der er givet mulighed for i
artikel 4, stk. 2, artikel
6, stk. 3, artikel 9,
stk. 4, artikel 10, stk. 3,
artikel 11, stk. 3, artikel
14, stk. 3, artikel 22,
stk. 2, artikel 29, stk. 4,
og artikel 41, stk. 1. Der
kan ikke tages yderligere
forbehold.
Artikel
43 - Status og ophævelse af
forbehold
1. En
part, der har taget et
forbehold i overensstemmelse
med artikel 42, kan ophæve
det helt eller delvis ved
meddelelse herom til
generalsekretæren. En sådan
ophævelse træder i kraft på
den dato, hvor
generalsekretæren modtager
meddelelse herom. Hvis
meddelelsen angiver, at
ophævelsen af et forbehold
skal træde i kraft på en i
meddelelsen angivet dato, og
denne dato ligger efter den
dato, hvor meddelelsen
modtages af
generalsekretæren, træder
ophævelsen i kraft på en
sådan senere dato.
2. En
part, der har taget et
forbehold som nævnt i
artikel 42, skal ophæve et
sådant forbehold helt eller
delvist, så snart det efter
omstændighederne er muligt.
3.
Generalsekretæren kan med
mellemrum forhøre sig hos
parter, der har taget et
eller flere forbehold som
nævnt i artikel 42, om
udsigten til ophævelse af
dette eller disse forbehold.
Artikel
44 - Ændringer
1.
Ændringer til denne
konvention kan foreslås af
enhver part, og Europarådets
generalsekretær skal give
underretning herom til
Europarådets medlemsstater,
til de ikke-medlemsstater,
der har deltaget i
udarbejdelsen af
konventionen, samt til de
stater, der har tiltrådt
eller er blevet opfordret
til at tiltræde denne
konvention i
overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 37.
2. Der
skal gives underretning til
Europarådets Styringskomité
for Strafferet (CDPC) om
enhver ændring, der foreslås
af en part, og denne komité
skal forelægge
Ministerkomitéen en
udtalelse om den foreslåede
ændring.
3.
Ministerkomitéen skal
behandle den foreslåede
ændring og den udtalelse,
der er afgivet af
Europarådets Styringskomité
for Strafferet, og kan efter
at have hørt
ikke-medlemsstater, der har
tiltrådt denne konvention,
vedtage ændringen.
4.
Teksten til enhver ændring,
der vedtages af
Ministerkomitéen i
overensstemmelse med stk. 3,
skal sendes til parterne til
godkendelse.
5.
Enhver ændring, der vedtages
i overensstemmelse med
stk. 3, træder i kraft den
tredivte dag efter, at alle
parter har underrettet
generalsekretæren om deres
godkendelse heraf.
Artikel
45 - Afgørelse af tvister
1.
Europarådets Styringskomité
for Strafferet (CDPC) skal
holdes underrettet om
fortolkning og anvendelse af
denne konvention.
2. I
tilfælde af en tvist mellem
parter om fortolkning eller
anvendelse af denne
konvention skal de forsøge
at afgøre tvisten ved
forhandling eller andre
fredelige midler efter eget
valg, herunder indbringelse
af tvisten for Europarådets
Styringskomité for
Strafferet, for en
voldgiftsinstans, hvis
afgørelse skal være bindende
for parterne, eller for Den
Internationale Domstol,
efter aftale mellem de
berørte parter.
Artikel
46 - Samråd mellem parterne
1.
Parterne skal efter behov
periodisk holde samråd med
hinanden med henblik på at
lette
a. den
effektive anvendelse og
gennemførelse af denne
konvention, herunder
identifikation af eventuelle
problemer, samt virkningen
af eventuelle erklæringer
eller forbehold, der er
afgivet eller taget i
henhold til konventionen,
b.
udveksling af oplysninger om
markante udviklinger på det
juridiske, politiske eller
teknologiske område
vedrørende IT-kriminalitet
og om indsamling af
elektronisk bevismateriale,
c.
behandling af mulige tillæg
eller ændringer til
konventionen.
2.
Europarådets Styringskomité
for Strafferet (CDPC) skal
løbende holdes underrettet
om resultatet af de i stk. 1
nævnte samråd.
3.
Europarådets Styringskomité
for Strafferet skal efter
behov fremme de i stk. 1
nævnte samråd og træffe de
nødvendige foranstaltninger
for at bistå parterne i
deres bestræbelser på at
supplere eller ændre
konventionen. Europarådets
Styringskomité for
Strafferet skal senest tre
år efter konventionens
ikrafttræden og i samarbejde
med parterne gennemgå alle
konventionens bestemmelser
og om nødvendigt fremkomme
med anbefalinger af
eventuelle hensigtsmæssige
ændringer.
4.
Udgifter i forbindelse med
udførelse af det i stk. 1
fastsatte skal, hvis ikke
Europarådet påtager sig
disse, bæres af parterne på
den måde, som de måtte
beslutte.
5.
Parterne modtager bistand
fra Europarådets sekretariat
til udførelse af deres
funktioner ifølge denne
artikel.
Artikel
47 - Opsigelse
1.
Enhver part kan på ethvert
tidspunkt opsige denne
konvention ved meddelelse
herom til Europarådets
generalsekretær.
2. En
sådan opsigelse træder i
kraft den første dag i den
måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre
måneder efter datoen for
generalsekretærens
modtagelse af en sådan
meddelelse.
Artikel
48 - Underretninger
Europarådets generalsekretær
skal underrette Europarådets
medlemsstater, de
ikke-medlemsstater, der har
deltaget i udarbejdelsen af
denne konvention, samt
enhver stat, der har
tiltrådt eller er blevet
opfordret til at tiltræde
denne konvention, om
a.
undertegnelse,
b.
deponering af
ratifikations-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter,
c.
datoen for denne konventions
ikrafttræden i
overensstemmelse med artikel
36 og 37,
d.
erklæringer i henhold til
artikel 40 eller forbehold i
henhold til artikel 42,
e.
enhver anden handling,
underretning eller
meddelelse vedrørende denne
konvention.
Til
bekræftelse heraf har
undertegnede efter at være
behørigt bemyndiget hertil
undertegnet denne
konvention.
Udfærdiget i Strasbourg, den
23. november 2001 på engelsk
og fransk, idet begge
tekster skal have samme
gyldighed, i ét enkelt
eksemplar, der deponeres i
Europarådets arkiver.
Europarådets generalsekretær
fremsender bekræftede
genparter heraf til
Europarådets medlemsstater,
til de ikke-medlemsstater,
der har deltaget i
udarbejdelsen af denne
konvention, samt til de
stater, der er blevet
opfordret til at tiltræde
den.
Bilag 2
RÅDET FOR
DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles, den
Forslag
til
RÅDETS RAMMEAFGØRELSE
om angreb på
informationssystemer
RÅDET FOR
DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under
henvisning til traktaten om
Den Europæiske Union, særlig
artikel 29, artikel 30,
stk. 1, litra a), artikel
31, stk. 1, litra e), og
artikel 34, stk. 2, litra b,
under
henvisning til forslag fra
Kommissionen,
under
henvisning til udtalelse fra
Europa-Parlamentet, og
ud fra
følgende betragtninger:
1.
Formålet med denne
rammeafgørelse er at
forbedre samarbejdet mellem
de retlige og andre
kompetente myndigheder,
herunder politiet og andre
specialiserede
retshåndhævende myndigheder
i medlemsstaterne, ved at
foretage en indbyrdes
tilnærmelse af
medlemsstaternes
strafferetlige regler
vedrørende angreb på
informationssystemer.
2. Der er
beviser for, at der er
foretaget angreb på
informationssystemer, især
som led i organiseret
kriminalitet, og der er
voksende bekymring for
mulige terrorangreb på
informationssystemer, der
udgør en del af
medlemsstaternes kritiske
infrastruktur. Dette er en
trussel mod etableringen af
et sikrere
informationssamfund og et
område med frihed, sikkerhed
og retfærdighed og kræver
derfor en rektion fra EU’s
side.
3. En
effektiv reaktion på disse
trusler kræver en samlet
strategi vedrørende net- og
informationssikkerheden, som
det blev understreget i
handlingsplanen for
e-Europa, i Kommissionens
meddelelse »Net- og
informationssikkerhed:
Forslag til en europæisk
strategi« og i Rådets
resolution af 6. december
2001 om en fælles
fremgangsmåde og specifikke
aktioner i forbindelse med
net- og
informationssikkerhed.
4.
Behovet for yderligere at
forbedre kendskabet til
problemerne i forbindelse
med informationssikkerhed og
for at yde praktisk bistand
blev også understreget i
Europa-Parlamentets
beslutning af 5. september
2001.
5.
Betydelige mangler i og
forskelle mellem
medlemsstaternes lovgivning
på dette punkt kan hæmme
bekæmpelsen af organiseret
kriminalitet og terrorisme
og kan vanskeliggøre et
effektivt samarbejde mellem
politi og retsvæsen i
forbindelse med angreb på
informationssystemer. Den
omstændighed, at moderne
informationssystemer går på
tværs af landene og
landegrænserne, betyder, at
angreb på sådanne systemer
ofte foregår på tværs af
landegrænserne, hvilket
understreger det presserende
behov for yderligere
initiativer med henblik på
en indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes
strafferetlige regler på
dette område.
6. Rådets
og Kommissionens
handlingsplan for, hvorledes
Amsterdam-traktatens
bestemmelser om indførelse
af et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed
bedst kan gennemføres,
konklusionerne fra Det
Europæiske Råds møde i
Tammerfors den 15.-16.
oktober 1999, konklusionerne
fra Det Europæiske Råds møde
i Santa Maria da Feira den
19.-20. juni 2000,
Kommissionens
»resultattavle« og
Europa-Parlamentets
beslutning af 19. maj 2000
peger på eller tilskynder
til lovgivningsinitiativer
vedrørende bekæmpelse af
højteknologisk kriminalitet,
herunder fælles
definitioner,
gerningsindhold og
sanktioner.
7. Det er
nødvendigt at supplere det
arbejde, der udføres af
internationale
organisationer, især
Europarådets arbejde med at
tilnærme landenes strafferet
og G8’s arbejde med
grænseoverskridende
samarbejde inden for
højteknologisk kriminalitet,
ved at fastlægge en fælles
EU-strategi på dette område.
Dette blev yderligere
uddybet i Kommissionens
meddelelse til Rådet,
Europa-Parlamentet, Det
Økonomiske og Sociale Udvalg
og Regionsudvalget med
titlen »Et sikrere
informationssamfund:
Højnelse af sikkerheden i
informationsinfrastrukturerne
og bekæmpelse af
computerrelateret
kriminalitet.
8. Der
bør foretages en indbyrdes
tilnærmelse af
medlemsstaternes strafferet
med hensyn til angreb på
informationssystemer for at
sikre det bedst mulige
samarbejde mellem politi og
retsvæsen vedrørende
strafbare handlinger i
forbindelse med angreb på
informationssystemer og for
at bidrage til bekæmpelsen
af organiseret kriminalitet
og terrorisme.
9. Alle
medlemsstaterne har
ratificeret Europarådets
konvention af 28. januar
1981 om beskyttelse af det
enkelte menneske i
forbindelse med elektronisk
databehandling af
personoplysninger. De
personoplysninger, der
behandles i forbindelse med
gennemførelsen af denne
rammeafgørelse, vil blive
beskyttet i overensstemmelse
med denne
konventionsprincipper.
10.
Fælles definitioner på dette
område, især af
informationssystemer og
edb-data, er vigtige for at
sikre samme holdning i alle
medlemsstaterne til
anvendelsen af denne
rammeafgørelse.
11. Der
er behov for at nå frem til
en fælles definition af
gerningsindholdet i
strafbare handlinger ved at
fastlægge fælles
definitioner af ulovlig
adgang til et
informationssystem, ulovlig
indgreb i
informationssystemer og
ulovligt indgreb i data.
12. For
at bekæmpe computerrelateret
kriminalitet bør hver
medlemsstat sikre et
effektivt retligt samarbejde
med hensyn til
lovovertrædelser, der er
baseret på adfærd som
omhandlet i artikel 2, 3, 4,
og 5.
13. Det
er nødvendigt at undgå
overkriminalisering, især af
mindre alvorlige tilfælde,
og at undgå kriminalisering
af rettighedshavere og
autoriserede personer.
14.
Medlemsstaterne bør indføre
sanktioner for angreb på
informationssystemer, der er
effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende virkning.
15. Der
bør indføres strengere
sanktioner, når et angreb på
et informationssystem bliver
begået inden for rammerne af
en kriminel organisation som
defineret i fælles aktion
98/733/RIA af 21. december
1998 om at gøre det
strafbart at deltage i en
kriminel organisation i Den
Europæiske Unions
medlemsstater, eller når det
har forårsaget alvorlige
skader eller har berørt
væsentlige interesser.
16. Der
bør også træffes
foranstaltninger for at
etablere et samarbejde
mellem medlemsstaterne med
henblik på en effektiv
indsats mod angreb på
informationssystemer.
Medlemsstaterne bør derfor
med henblik på udveksling af
oplysninger gøre brug af det
bestående netværk af
kontaktpunkter, som er
omhandlet i Rådets
henstilling af 25. juni 2001
om kontaktpunkter, der
fungerer 24 timer i døgnet,
til bekæmpelse af
højteknologikriminalitet.
17. Da
målene om at sikre, at
angreb på
informationssystemer i alle
medlemsstaterne straffes med
sanktioner, der er
effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende effekt, og om
at forbedre og fremme det
retlige samarbejde ved at
fjerne potentielle
komplikationer, ikke i
tilstrækkelig grad kan
opfyldes af medlemsstaterne
alene – idet reglerne skal
være fælles og indbyrdes
forenelige – og derfor bedre
kan gennemføres på EU-plan,
kan EU vedtage
foranstaltninger i
overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet,
jf. EF-traktatens artikel 5.
I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet,
jf. nævnte artikel, går
denne rammeafgørelse ikke ud
over, hvad der er er
nødvendigt for at nå disse
mål.
18. Denne
rammeafgørelse respekterer
de grundlæggende rettigheder
og overholder de principper,
der er nævnt i artikel 6 i
traktaten om Den Europæiske
Union, og som afspejles i
EU-charteret om
grundlæggende rettigheder,
især kapital II og VI –
VEDTAGET
FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE
Artikel 1
Definitioner
I denne
rammeafgørelse forstås ved:
a.
»informationssystem«: enhver
enhed eller gruppe af
indbyrdes forbundne eller
beslægtede enheder, hvoraf
en eller flere ved hjælp af
et program udfører
automatisk behandling af
edb-data samt edb-data, som
lagres, behandles,
fremfindes eller overføres i
forbindelse med systemernes
drift, brug, beskyttelse og
vedligeholdelse
b.
»edb-data«: enhver form for
gengivelse af fakta,
informationer eller begreber
i et format, der egner sig
til behandling i et
informationssystem, herunder
et program, som kan anvendes
til at få et
informationssystem til at
udføre en funktion
c.
»juridisk person«: enhver
enhed, der har denne status
i henhold til den
lovgivning, der finder
anvendelse, med undtagelse
af stater eller andre
offentlige organer, der
udøver offentlig myndighed,
og offentlige internationale
organisationer
d.
»uretmæssig«: adgang eller
indgreb, som ejeren eller en
anden retmæssig indehaver af
systemet eller en del af det
ikke har givet tilladelse
til, eller som ikke er
tilladt i henhold til
national lovgivning.
Artikel 2
Ulovlig
adgang til
informationssystemer
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at gøre det strafbart
forsætligt at skaffe sig
uretmæssig adgang til et
informationssystem eller en
del heraf, i det mindste i
grovere tilfælde.
2.
Medlemsstaterne kan
beslutte, at de handlinger,
der er omhandlet i stk. 1,
kun er strafbare, såfremt
lovovertrædelsen er begået
ved overtrædelse af en
sikkerhedsforanstaltning.
Artikel 3
Ulovligt
indgreb i
informationssystemer
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at gøre det strafbart
forsætligt og uretmæssigt at
forårsage en alvorlig
hindring eller afbrydelse af
et informationssystems drift
ved at indlæse eller
overføre edb-data eller ved
at beskadige, slette,
forvanske, ændre,
tilbageholde eller hindre
adgang til dets edb-data, i
det mindste i grovere
tilfælde.
Artikel 4
Ulovligt
indgreb i data
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at gøre det strafbart
forsætligt og uretmæssigt at
slette, beskadige,
forvanske, ændre,
tilbageholde eller hindre
adgang til edb-data i et
informationssystem, i det
mindste i grovere tilfælde.
Artikel 5
Anstiftelse, medvirken og
tilskyndelse og forsøg
1.
Medlemsstaterne sikrer, at
det er strafbart at
anstifte, medvirke og
tilskynde til at begå en
strafbar handling som
omhandlet i artikel 2, 3 og
4.
2.
Medlemsstaterne sikrer, at
det er strafbart at forsøge
at begå en strafbar handling
som omhandlet i artikel 2, 3
og 4.
3.
Medlemsstaterne kan beslutte
ikke at håndhæve stk. 2 i
forbindelse med en strafbar
handling som omhandlet i
artikel 2.
Artikel 6
Sanktioner
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at den i
artikel 2, 3, 4 og 5
omhandlede adfærd kan
straffes med strafferetlige
sanktioner, der er
effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende virkning.
2.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at den adfærd,
der er omhandlet i artikel 3
og 4, kan straffes med
fængsel af en maksimal
varighed på mindst et til
tre år.
Artikel 7
Skærpende
omstændigheder
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at den adfærd,
der er omhandlet i artikel
2, stk. 2, og artikel 3 og
4, kan straffes med fængsel
af en maksimal varighed på
mindst to til fem år, når
den er begået inden for
rammerne af en kriminel
organisation som defineret i
den fælles aktion
98/733/RIA, idet den deri
fastsatte strafferamme ikke
finder anvendelse.
2. En
medlemsstat kan også træffe
de i stk. 1. nævnte
foranstaltninger, hvis
adfærden har forvoldt
alvorlig skade eller skadet
væsentlige interesser.
Artikel 8
Juridiske
personers ansvar
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at juridiske
personer kan holdes
ansvarlige for adfærd som
omhandlet i artikel 2, 3, 4
og 5, som med vinding for
øje er begået af en person,
der handler enten
individuelt eller som medlem
af et organ under den
juridiske person, og som har
en ledende stilling inden
for den juridiske person
baseret på:
a.
beføjelse til at
repræsentere den juridiske
person eller
b.
beføjelse til at træffe
beslutninger på den
juridiske persons vegne
eller
c.
beføjelse til at udøve
intern kontrol.
2. Ud
over de i stk. 1 omhandlede
tilfælde sikrer
medlemsstaterne, at en
juridisk person kan holdes
ansvarlig, hvis
utilstrækkeligt tilsyn eller
utilstrækkelig kontrol fra
en persons side, jf. stk. 1,
har gjort det muligt for en
person under den juridiske
persons myndighed at begå en
af de i artikel 2, 3, 4 og 5
omhandlede strafbare
handlinger for at skaffe den
juridiske person vinding.
3.
Juridiske personers ansvar i
henhold til stk. 1 og 2
udelukker ikke strafferetlig
forfølgning af fysiske
personer, der begår,
anstifter eller medvirker
til en af de i artikel 2, 3,
4 og 5 omhandlede strafbare
handlinger
Artikel 9
Sanktioner over for
juridiske personer
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at en juridisk
person, der holdes ansvarlig
i henhold til artikel 8,
stk. 1, kan straffes med
sanktioner, der er
effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende virkning,
herunder bødestraf eller
administrativt pålagte
bøder, og som kan indbefatte
andre sanktioner, f.eks.:
a.
udelukkelse fra offentlige
ydelser eller tilskud
b.
midlertidigt eller varigt
forbud mod at udøve
kommerciel virksomhed
c.
anbringelse under retsligt
tilsyn
d.
likvidation efter
retskendelse.
2.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at en juridisk
person, der holdes ansvarlig
i henhold til artikel 8,
stk. 2, kan straffes med
sanktioner eller
foranstaltninger, der er
effektive, står i et
rimeligt forhold til den
strafbare handling og har en
afskrækkende effekt.
Artikel
10
Straffemyndighed
1. Hvert
enkelt medlemsstat
fastlægger sin
straffemyndighed med hensyn
til den i artikel 2, 3, 4 og
5 omhandlede adfærd, når den
er begået:
a. helt
eller delvis på dens område
b. af
en af dens statsborgere
c. for
at skaffe en juridisk
person, som har hjemsted på
dens område, vinding.
2. Når
den enkelte medlemsstat
fastsætter sin
straffemyndighed i medfør af
stk. 1, litra a), sikrer den
sig, at denne omfatter
tilfælde, hvor:
a.
gerningsmanden begår den
strafbare handling, mens
vedkommende fysisk befinder
sig på medlemsstatens
område, uanset om den
strafbare handling er rettet
mod et informationssystem på
dens område
b. den
strafbare handling begås mod
et informationssystem på
medlemsstatens område,
uanset om gerningsmanden på
gerningstidspunktet fysisk
befinder sig på dens område.
3. En
medlemsstat, som i henhold
til sin lovgivning endnu
ikke udleverer eller
overgiver sine egne
statsborgere, træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at fastlægge sin
straffemyndighed med hensyn
til de i artikel 2-5 nævnte
strafbare handlinger og for
i givet fald at indlede
retsforfølgning, hvis den
strafbare handling begås af
en af dens statsborgere uden
for dens område.
4. Hvis
mere end én medlemsstat har
straffemyndighed og faktisk
mulighed for at retsforfølge
på grundlag af de samme
forhold, samarbejder de
pågældende medlemsstater for
at afgøre, hvem af dem der
skal retsforfølge
gerningsmændene, med det
formål om muligt at samle
retsforfølgningen i en
enkelt medlemsstat. Med
henblik herpå kan
medlemsstaterne betjene sig
af ethvert organ eller
enhver mekanisme, der er
oprettet inden for Den
Europæiske Union, for at
lette samarbejdet mellem
deres judicielle myndigheder
og fremme koordinationen af
deres indsats. Der kan tages
hensyn til følgende former
for tilknytning:
- på
hvilken medlemsstats område
handlingerne er begået i
henhold til stk. 1, litra
a), og stk. 2
- i
hvilken medlemsstat
gerningsmanden er
statsborger
- i
hvilken medlemsstat
gerningsmanden er fundet.
5. En
medlemsstat kan beslutte
ikke at anvende reglen om
straffemyndighed i stk. 1,
litra b) og c), eller kun at
anvende den i særlige
tilfælde eller under særlige
omstændigheder.
6.
Medlemsstaterne underretter
Generalsekretariatet for
Rådet og Kommissionen, hvis
de beslutter at anvende
stk. 5, i givet fald med en
angivelse af de særlige
tilfælde eller
omstændigheder, hvor
beslutningen gælder.
Artikel
11
Udveksling af oplysninger
1. Med
henblik på udveksling af
oplysninger om de strafbare
handlinger, der er omhandlet
i artikel 2, 3, 4 og 5, skal
medlemsstaterne i
overensstemmelse med
reglerne om databeskyttelse
gøre brug af det bestående
netværk af kontaktpunkter,
der fungerer døgnet rundt,
alle ugens dage.
2. Den
enkelte medlemsstat
underretter
Generalsekretariatet for
Rådet og Kommissionen, når
de har udpeget
kontaktpunkter til
udveksling af oplysninger om
strafbare handlinger i
forbindelse med angreb på
informationssystemer.
Generalsekretariatet
viderebringer disse
oplysninger til de øvrige
medlemsstater.
Artikel
12
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger
for at efterkomme denne
rammeafgørelse senest [ ].
2.
Medlemsstaterne meddeler
senest samme dato
Generalsekretariatet for
Rådet og Kommissionen
teksten til de
retsforskrifter, som de
udsteder for at gennemføre
de forpligtelser, der følger
af denne rammeafgørelse, i
national ret. På baggrund af
en rapport udarbejdet på
grundlag af disse
oplysninger og en skriftlig
rapport fra Kommissionen
undersøger Rådet senest den
31. december 2004, i hvilket
omfang medlemsstaterne har
efterkommet bestemmelserne i
denne rammeafgørelse.
Artikel
13
Ikrafttræden
Denne
rammeafgørelse træder i
kraft på dagen for
offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets
vegne
Formand
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 1 |
|
|
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 814 af 30.
september 2003,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 153. Når
nogen, som virker i
post- eller
jernbanevæsenets
tjeneste, ulovlig
åbner, tilintetgør
eller underslår
forsendelser eller
understøtter en
anden i sådan færd,
straffes han med
fængsel indtil 3 år.
|
|
1. § 153
ophæves.
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, som virker i
statstelegrafvæsenets
eller et offentlig
anerkendt
telegrafanlægs
tjeneste, når han
tilintetgør,
forvansker eller
underslår et samme
til befordring
overgivet telegram
eller understøtter
en anden i sådan
færd. |
|
|
|
|
|
Kapitel 18
»Forbrydelser
vedrørende penge«
|
|
2.
Overskriften til
kapitel 18 affattes
således:
»Forbrydelser
vedrørende
betalingsmidler«
|
§ 166. Den,
som eftergør eller
forfalsker penge for
at bringe dem i
omsætning som ægte,
eller som i samme
hensigt forskaffer
sig eller andre
eftergjorte eller
forfalskede penge,
straffes med fængsel
indtil 12 år.
Stk. 2. - - -
|
|
|
|
|
|
|
|
3. Efter
§ 169 indsættes:
|
|
|
»
§ 169 a. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, der uretmæssigt
fremstiller, skaffer
sig eller udbreder
falske elektroniske
penge med forsæt
til, at de anvendes
som ægte.
|
|
|
Stk. 2. Ved
falske elektroniske
penge forstås
midler, der uden at
være ægte
elektroniske penge
er egnede til at
blive brugt som
sådanne.
|
|
|
Stk. 3 .
Straffen kan stige
til fængsel i 6 år,
hvis handlingen er
af særlig grov
beskaffenhed,
herunder navnlig på
grund af den måde,
den er udført på,
eller på grund af
beløbets størrelse.«
|
|
|
|
§ 171. - - -
|
|
4. § 171,
stk. 2 ,
affattes således:
|
Stk. 2. Ved
dokument forstås en
skriftlig med
betegnelse af
udstederen forsynet
tilkendegivelse, der
enten fremtræder som
bestemt til at tjene
som bevis eller
bliver benyttet som
bevis for en
rettighed, en
forpligtelse eller
en befrielse for en
sådan. |
|
»
Stk. 2. Ved et
dokument forstås en
skriftlig eller
elektronisk med
betegnelse af
udstederen forsynet
tilkendegivelse, der
fremtræder som
bestemt til at tjene
som bevis.«
|
|
|
|
|
|
5. § 172
affattes
således:
|
§ 172.
Straffen for
dokumentfalsk er
fængsel, der i
tilfælde af, at
dokumentet angiver
sig at indeholde en
offentlig myndigheds
afgørelse, eller at
det er en offentlig
forskrivning, en
check, veksel eller
andet til
almindeligt omløb
bestemt dokument
eller en
testamentarisk
bestemmelse, kan
stige til 8 år.
|
|
Ȥ 172.
Straffen for
dokumentfalsk er
bøde eller fængsel
indtil 2 år.
|
Stk. 2. Er
dokumentet efter sin
beskaffenhed, eller
er forfalskningen
eller det, som
derved søges opnået,
af underordnet
betydning, eller har
den skyldige ikke
tilsigtet at påføre
andre nogen skade,
såsom når øjemedet
alene har været at
gennemføre et
berettiget eller at
afværge et
uberettiget krav, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 1 år.
|
|
Stk. 2. Er
dokumentfalsk af
særlig grov karakter
eller er et større
antal forhold
begået, kan straffen
stige til fængsel i
6 år.« |
|
|
|
|
|
6. § 175
affattes
således:
|
§ 175. Den,
som for at skuffe i
retsforhold i
offentligt dokument
eller bog, i privat
dokument eller bog,
som det ifølge lov
eller særligt
pligtforhold
påhviler ham at
udfærdige eller
føre, eller i læge-,
tandlæge-,
jordmoder- eller
dyrlægeattest
afgiver urigtig
erklæring om noget
forhold, angående
hvilket erklæringen
skal tjene som
bevis, straffes med
fængsel indtil 3 år
eller under
formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
Ȥ 175. Den,
som for at skuffe i
retsforhold i
offentligt dokument
eller bog, i privat
dokument eller bog,
som det ifølge lov
eller særligt
pligtforhold
påhviler den
pågældende at
udfærdige eller
føre, eller i læge-,
tandlæge-,
jordemoder- eller
dyrlægeattest
afgiver urigtig
erklæring om noget
forhold, angående
hvilket erklæringen
skal tjene som
bevis, straffes med
bøde eller fængsel
indtil 3 år.
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der i
retsforhold gør brug
af et sådant
dokument som
indeholdende
sandhed.
|
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der i
retsforhold gør brug
af et sådant
dokument eller en
sådan bog som
indeholdende
sandhed.
|
|
|
Stk. 3.
Bestemmelserne i
stk. 1 og 2 finder
tilsvarende
anvendelse, når
dokumentet eller
bogen er udfærdiget
eller føres på andet
læsbart medie.«
|
|
|
|
|
|
7. § 193
affattes
således:
|
§ 193. Den,
som på retsstridig
måde fremkalder
omfattende
forstyrrelse i
driften af
almindelige
samfærdselsmidler,
offentlig
postbesørgelse,
telegraf- eller
telefonanlæg, radio-
eller
fjernsynsanlæg,
databehandlingsanlæg
eller anlæg, der
tjener til
almindelig forsyning
med vand, gas,
elektrisk strøm
eller varme,
straffes med fængsel
indtil 4 år eller
under formildende
omstændigheder med
bøde. |
|
»
§ 193. Den, som
på retsstridig måde
fremkalder
omfattende
forstyrrelse i
driften af
almindelige
samfærdselsmidler,
offentlig
postbesørgelse,
telegraf- eller
telefonanlæg, radio-
eller
fjernsynsanlæg,
informationssystemer
eller anlæg, der
tjener til
almindelig forsyning
med vand, gas,
elektrisk strøm
eller varme,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
6 år. |
Stk. 2. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder.
|
|
Stk. 2. Begås
forbrydelsen groft
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 6
måneder.«
|
|
|
|
§ 263. ---
|
|
8. § 263,
stk. 2, affattes
således:
|
Stk. 2. Med
bøde eller fængsel
indtil 6 måneder
straffes den, som
uberettiget skaffer
sig adgang til en
andens oplysninger
eller programmer,
der er bestemt til
at bruges i et anlæg
til elektronisk
databehandling.
|
|
»
Stk. 2. Med bøde
eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder
straffes den, som
uberettiget skaffer
sig adgang til en
andens oplysninger
eller programmer,
der er bestemt til
at bruges i et
informationssystem.«
|
|
|
|
|
|
9. § 263,
stk. 3, affattes
således:
|
Stk. 3. Begås
de i stk. 1 eller 2
nævnte forhold med
forsæt til at skaffe
sig eller gøre sig
bekendt med
oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder
eller under andre
særlig skærpende
omstændigheder, kan
straffen stige til
fængsel indtil 4 år.
|
|
»
Stk. 3. Begås de
i stk. 1 eller 2
nævnte forhold med
forsæt til at skaffe
sig eller gøre sig
bekendt med
oplysninger om en
virksomheds
erhvervshemmeligheder
eller under andre
særligt skærpende
omstændigheder, kan
straffen stige til
fængsel indtil 6 år.
På samme måde
straffes de i stk. 2
nævnte forhold, når
der er tale om
overtrædelser af
mere systematisk
eller organiseret
karakter.«
|
|
|
|
|
|
10. Efter
§ 263 indsættes:
|
|
|
»
§ 263 a. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, der uretmæssigt
erhvervsmæssigt
sælger eller i en
videre kreds
udbreder en kode
eller andet
adgangsmiddel til et
ikke offentligt
tilgængeligt
informationssystem,
hvortil adgangen er
beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning.
|
|
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der uretmæssigt
videregiver et
større antal koder
eller andre
adgangsmidler som
nævnt i stk. 1.
|
|
|
Stk. 3. På
samme måde straffes
den, der uretmæssigt
skaffer sig eller
videregiver en kode
eller andet
adgangsmiddel som
nævnt i stk. 1 til
|
|
|
1) et
samfundsvigtigt
informationssystem,
jf. § 193, eller
2) et
informationssystem,
der behandler
følsomme
oplysninger, som er
omfattet af § 7,
stk. 1, eller § 8,
stk. 1, i lov om
behandling af
personoplysninger,
om flere personers
personlige forhold.
|
|
|
Stk. 4. Sker
den i stk. 1-3
nævnte videregivelse
mv. under særligt
skærpende
omstændigheder, er
straffen fængsel
indtil 6 år. Som
særligt skærpende
omstændighed anses
navnlig tilfælde,
hvor videregivelsen
mv. sker i særligt
stort omfang eller
indebærer særlig
risiko for betydelig
skade.« |
|
|
|
§ 264 c. De i
§§ 263-264 a
indeholdte
straffebestemmelser
finder tilsvarende
anvendelse på den,
der uden at have
medvirket til
gerningen skaffer
sig eller
uberettiget udnytter
oplysninger, som er
fremkommet med
overtrædelsen.
|
|
11. I
§ 264 c ændres
»§§ 263-264 a« til:
»§§ 263, 264 og 264
a«. |
|
|
|
|
|
12. § 291,
stk. 1 og 2 ,
affattes således:
|
§ 291. Den,
som ødelægger,
beskadiger eller
bortskaffer ting,
der tilhører en
anden, straffes med
bøde eller fængsel
indtil 1 år.
|
|
»
§ 291. Den, som
ødelægger,
beskadiger eller
bortskaffer ting,
der tilhører en
anden, straffes med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder.
|
Stk. 2. Øves
der hærværk af
betydeligt omfang,
eller er
gerningsmanden
tidligere fundet
skyldig efter
nærværende paragraf
eller efter §§ 180,
181, 183, stk. 1 og
2, 184, stk. 1, 193
eller 194, kan
straffen stige til
fængsel i 4 år.
Stk. 3.---
|
|
Stk. 2. Øves
der hærværk af
betydeligt omfang
eller af mere
systematisk eller
organiseret
karakter, eller er
gerningsmanden
tidligere fundet
skyldig efter
nærværende paragraf
eller efter §§ 180,
181, 183, stk. 1 og
2, 184, stk. 1, 193
eller 194, kan
straffen stige til
fængsel i 6 år.«
|
|
|
|
§ 293. ---
|
|
13. § 293,
stk. 2 ,
affattes således:
|
Stk. 2. Den,
som lægger
hindringer i vejen
for, at nogen udøver
sin ret til at råde
over eller
tilbageholde en
ting, straffes med
bøde eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 6
måneder.
|
|
»
Stk. 2. Den, som
uberettiget hindrer
en anden i helt
eller delvist at
råde over ting,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
1 år. Straffen kan
stige til fængsel i
2 år, hvor der er
tale om
overtrædelser af
mere systematisk
eller organiseret
karakter, eller der
i øvrigt foreligger
særligt skærpende
omstændigheder.«
|
|
|
|
|
|
14. Efter
§ 299 indsættes:
|
|
|
»
§ 299 a. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, der
under særligt
skærpende
omstændigheder gør
sig skyldig i
overtrædelse af
markedsføringslovens
§ 10. Som særligt
skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor handlingen har
medført betydelig
skade, eller der er
fremkaldt
nærliggende fare
herfor. |
|
|
§ 299 b. Den,
som for derigennem
at skaffe sig eller
andre uberettiget
vinding eller som i
øvrigt under særligt
skærpende
omstændigheder gør
sig skyldig i
ophavsretskrænkelser
af særlig grov
karakter, jf.
ophavsretslovens
§ 76, stk. 2, eller
ulovlig import af
særlig grov
karakter, jf.
ophavsretslovens
§ 77, stk. 2,
straffes med fængsel
indtil 6 år.«
|
|
|
|
§ 301.
Ophævet.
|
|
15. § 301
affattes
således:
|
|
|
»
§ 301. Med bøde
eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder
straffes den, der
med forsæt til
uberettiget
anvendelse
fremstiller, skaffer
sig, besidder eller
videregiver
|
|
|
1) oplysninger, som
identificerer et
betalingsmiddel, der
er tildelt andre,
eller
2) genererede
betalingskortnumre.
|
|
|
Stk. 2. Sker
den i stk. 1 nævnte
videregivelse mv. i
en videre kreds
eller under i øvrigt
særligt skærpende
omstændigheder, er
straffen fængsel
indtil 6 år.
|
|
|
Stk. 3 . Bes
Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke
anvendelse på ægte
betalingskort.«
|
|
|
|
|
|
16. Efter
§ 301 indsættes:
|
|
|
»
§ 301 a. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, der uretmæssigt
skaffer sig eller
videregiver koder
eller andre
adgangsmidler til
informationssystemer,
hvortil adgangen er
forbeholdt betalende
brugere, og som er
beskyttet med kode
eller anden særlig
adgangsbegrænsning.
|
|
|
Stk. 2. Sker
den i stk. 1 nævnte
videregivelse mv.
under særligt
skærpende
omstændigheder er
straffen fængsel
indtil 6 år. Som
særligt skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor videregivelse
mv. sker
erhvervsmæssigt, i
en videre kreds
eller under
omstændigheder, hvor
der er særlig risiko
for omfattende
misbrug.«
|
|
|
|
§ 305. De i
§ 291, stk. 1 og 3,
§ 298 og § 299
omhandlede
lovovertrædelser
påtales kun efter
den forurettedes
begæring, medmindre
almene hensyn kræver
påtale. |
|
17. I
§ 305, stk. 1,
indsættes efter
Ȥ 291, stk. 1 og
3,«: »§ 293, stk. 2,
«. |
|
|
|
Stk. 2. De i
§ 293, stk. 2, og
§ 294 omhandlede
lovovertrædelser er
undergivet privat
påtale. |
|
18. I
§ 305, stk. 2,
udgår: »§ 293,
stk. 2, og«.
|
|
|
|
|
|
§ 2 |
|
|
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 815 af 30.
september 2003,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 720. ---
|
|
1. I
§ 720, stk. 2,
indsættes som nyt 2.
pkt.: |
Stk. 2. Hvis
offentlig påtale
efter lovgivningen
er betinget af en
begæring, kan påtale
kun ske, såfremt
begæring herom
fremsættes af en
efter § 725
berettiget. Er
privat påtale
begyndt, kan
offentlig påtale
ikke begæres.
Påtalemyndigheden
kan nægte at
efterkomme en
begæring om
offentlig påtale,
der udelukker nogen
medskyldig fra
forfølgningen. Angår
begæringen kun nogle
af de skyldige uden
at udelukke mulige
medskyldige, kan
påtalemyndigheden
udstrække
forfølgningen til
disse, medmindre den
berettigede efter at
have haft lejlighed
til at udtale sig
herom modsætter sig
dette. I så fald
finder 3. pkt.
anvendelse.
|
|
»En anmeldelse fra
den berettigede
anses som en
begæring om
offentlig påtale,
medmindre andet
fremgår af
anmeldelsen.«
|
|
|
|
|
|
2. Efter
§ 786 indsættes:
|
|
|
»
§ 786 a. Som led
i en efterforskning,
hvor elektronisk
bevismateriale kan
være af betydning,
kan politiet meddele
udbydere af telenet
eller teletjenester
pålæg om at foretage
hastesikring af
elektroniske data,
herunder trafikdata.
|
|
|
Stk. 2. Et
pålæg om
hastesikring i
medfør af stk. 1 kan
alene omfatte
elektroniske data,
som opbevares på det
tidspunkt, hvor
pålægget meddeles. I
pålægget anføres,
hvilke data der skal
sikres, og i hvilket
tidsrum de skal
sikres
(sikringsperioden).
Pålægget skal
afgrænses til alene
at omfatte de data,
der skønnes
nødvendige for
efterforskningen, og
sikringsperioden
skal være så kort
som mulig og kan
ikke overstige 90
dage. Et pålæg kan
ikke forlænges.
|
|
|
Stk. 3 . Det
påhviler udbydere af
telenet eller
teletjenester som
led i sikring efter
stk. 1 uden ugrundet
ophold at videregive
trafikdata om andre
telenet- eller
teletjensteudbydere,
hvis net eller
tjenester har været
anvendt i
forbindelse med den
elektroniske
kommunikation, som
kan være af
betydning for
efterforskningen.
|
|
|
Stk. 4.
Overtrædelse af
stk. 1 og 3 straffes
med bøde. Der kan
pålægges selskaber
m.v. (juridiske
personer)
strafansvar efter
reglerne i
straffelovens 5.
kapitel.«
|
|
|
|
|
|
§ 3 |
|
|
I
markedsføringsloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 699 af 17. juli
2000, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 10. Den,
der i tjeneste-
eller
samarbejdsforhold
til en virksomhed
eller udfører et
hverv for denne, må
ikke på utilbørlig
måde skaffe sig
eller forsøge at
skaffe sig kendskab
til eller rådighed
over virksomhedens
erhvervshemmeligheder.
|
|
1. I § 10
indsættes efter
stk. 2 som nyt
stykke: |
Stk. 2. Har
den pågældende fået
kendskab til – eller
rådighed over –
virksomhedens
erhvervshemmeligheder
på retmæssig måde,
må den pågældende
ikke ubeføjet
viderebringe eller
benytte sådanne
hemmeligheder.
Forbudet vedvarer i
3 år efter
tjenesteforholdets,
samarbejdsforholdets
eller hvervets ophør
|
|
|
Stk. 3. Den,
der i anledning af
udførelsen af
arbejde eller i
øvrigt i
erhvervsøjemed er
blevet betroet
tekniske tegninger,
beskrivelser,
opskrifter, modeller
eller lignende, må
ikke ubeføjet
benytte sådant
materiale eller
sætte andre i stand
hertil. |
|
»
Stk. 3. Reglerne
i stk. 1 og 2 finder
tilsvarende
anvendelse på andre
personer, der har
lovlig adgang til
virksomheden.«
Stk. 3 og 4 bliver
herefter stk. 4 og
5. |
Stk. 4.
Erhvervsdrivende må
ikke benytte en
erhvervshemmelighed,
såfremt kendskab til
eller rådighed over
den er opnået i
strid med de ovenfor
nævnte bestemmelser.
|
|
|
|
|
|
§ 22.
Tilsidesættelse af
et af retten nedlagt
forbud eller påbud
eller et af
Forbrugerombudsmanden
i henhold til § 16,
stk. 2, eller § 19,
stk. 2, meddelt
påbud straffes med
bøde eller hæfte.
Tilsidesættelse af
et påbud om at
tilbagebetale en
modtaget pengeydelse
straffes dog ikke.
Stk. 2. ---
|
|
2. I § 22,
stk. 1, 1. pkt.,
ændres »hæfte« til:
»fængsel indtil 4
måneder«.
|
|
|
|
Stk. 4.
Overtrædelse af § 10
straffes med bøde,
hæfte eller fængsel
indtil 2 år. Påtale
finder kun sted
efter den
forurettedes
begæring.
|
|
3. I § 22,
stk. 4, 1. pkt.,
ændres »bøde, hæfte
eller fængsel indtil
2 år« til: »bøde
eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder,
medmindre højere
straf er forskyldt
efter straffelovens
§ 299 a.«
|
|
|
|
|
|
§ 4 |
|
|
I
ophavsretsloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 164 af 12. marts
2003, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 76. ---
|
|
1. § 76,
stk. 2, affattes
således:
|
Stk. 2. Er en
forsætlig
overtrædelse af de i
stk. 1, nr. 1 og 2,
nævnte bestemmelser
begået ved
erhvervsmæssigt at
fremstille eller
blandt almenheden
sprede eksemplarer
af værker eller
frembringelser, der
beskyttes efter
§§ 65-71, kan
straffen under
særlig skærpende
omstændigheder stige
til fængsel indtil 1
år. Særlig skærpende
omstændigheder anses
navnlig at
foreligge, hvis
overtrædelsen
vedrører et
betydeligt antal
eksemplarer, eller
hvis der ved
overtrædelsen
tilsigtes en
betydelig vinding.
|
|
»
Stk. 2. Er en
overtrædelse af de i
stk. 1, nr. 1 og 2,
nævnte bestemmelser
begået ved
forsætligt og under
skærpende
omstændigheder at
gengive de af
bestemmelserne
omfattede værker
eller frembringelser
eller blandt
almenheden at sprede
eksemplarer heraf,
kan straffen stige
til fængsel i 1 år
og 6 måneder,
medmindre højere
straf er forskyldt
efter straffelovens
§ 299 b. Skærpende
omstændigheder anses
navnlig at
foreligge, hvis
overtrædelserne sker
erhvervsmæssigt,
hvis der fremstilles
eller blandt
almenheden spredes
et betydeligt antal
eksemplarer, eller
hvis værker og
frembringelser
gengives på en sådan
måde, at almenheden
får adgang til dem
på et individuelt
valgt sted og
tidspunkt, jf. § 2,
stk. 4, nr. 1, 2.
led.« |
|
|
|
|
|
2. § 82
affattes
således:
|
§ 82.
Overtrædelser, som
omfattes af § 76,
stk. 2, eller § 77,
stk. 2, påtales af
det offentlige, når
den forurettede
begærer det.
|
|
»
§ 82.
Overtrædelser, som
omfattes af § 76,
stk. 2, eller § 77,
stk. 2, påtales kun
efter den
forurettedes
begæring, medmindre
almene hensyn kræver
påtale.«
|