Lovforslag
nr. 11 fremsat den 23. februar
2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
og visse andre love
(Berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler,
kriminalitet i juridiske
personer, klagebegrænsning og
hvidvaskning i spillekasinoer
mv.)
1)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.
september 2004, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 76 a, stk. 1, nr. 2,
udgår: »eller straffelovens
§ 286, stk. 1, eller § 289«.
2. I
§ 270, stk. 1, udgår: »,
stk. 1,«.
3.
§ 289 affattes således:
Ȥ 289.
Med fængsel indtil 8 år
straffes den, som for derigennem
at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding gør sig
skyldig i overtrædelse af særlig
grov karakter af skatte-, told-,
afgifts- eller
tilskudslovgivningen eller af
§ 289 a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder
kun anvendelse, hvis der i den i
stk. 1 nævnte lovgivning er
henvist til denne bestemmelse.«
4.
§ 289 a affattes således:
Ȥ 289 a.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der til brug for
afgørelser om betaling eller
tilbagebetaling af told eller
afgifter til eller udbetaling
eller tilbagebetaling af tilskud
eller støtte fra danske
myndigheder eller De Europæiske
Fællesskabers institutioner
eller andre fællesskabsorganer
giver urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortier
oplysninger, herunder undlader
at opfylde en oplysningspligt,
af betydning for sagens
afgørelse med forsæt til at
unddrage sig eller andre
betaling eller med forsæt til at
opnå uberettiget udbetaling til
sig eller andre.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
der uretmæssigt udnytter en
lovlig opnået fordel med hensyn
til betalinger som nævnt i
stk. 1, og den, der uretmæssigt
anvender udbetalinger som nævnt
i stk. 1 til andre formål end
dem, de oprindelig var bevilget
til. Dette gælder dog ikke
ydelser, der bevilges til privat
brug.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og
stk. 2 finder kun anvendelse,
hvor anden lovgivning ikke
indeholder en tilsvarende
regulering.
Stk. 4.
Overtrædelser af stk. 1
eller stk. 2 af særlig grov
karakter straffes efter § 289.«
5.
§ 296 affattes således:
Ȥ 296.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, som
1) udspreder
urigtige eller vildledende
oplysninger, hvorved prisen på
værdipapirer eller tilsvarende
aktiver kan påvirkes væsentligt,
2) giver
urigtige eller vildledende
oplysninger om juridiske
personers forhold
a) i
offentlige meddelelser om
økonomiske forhold,
b) i
lovpligtige regnskaber,
c) i
beretninger, regnskaber eller
erklæringer til
generalforsamling eller lignende
organ eller den juridiske
persons ledelse,
d) ved
anmeldelse til en
registreringsmyndighed eller
e) i
udbudsmateriale vedrørende den
juridiske persons stiftelse
eller kapitaludvidelse samt
vedrørende salg af andele eller
udstedelse eller salg af
konvertible obligationer,
3) groft
overtræder den for en juridisk
person gældende lovgivning
vedrørende
a)
kapitaltilførsel eller
b) anvendelse
af den juridiske persons midler,
4) groft
undlader at opfylde krav i den
for en juridisk person gældende
lovgivning om
a) førelse af
forhandlingsprotokoller,
b) førelse af
fortegnelser og
oplysningspligter vedrørende
ejerandele eller
c)
handlepligter ved konstateret
kapitaltab.
Stk. 2.
Begås en handling eller
undladelse som nævnt i stk. 1 af
grov uagtsomhed, er straffen
bøde eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 4
måneder.«
6.
§ 297 affattes således:
Ȥ 297.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, som udspreder
urigtige eller vildledende
oplysninger, hvorved prisen på
varer, fast ejendom eller
tilsvarende aktiver kan påvirkes
væsentligt.
Stk. 2.
Begås en handling som nævnt
i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 4 måneder.«
7.
§ 302 affattes således:
Ȥ 302.
Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
straffes, for så vidt forholdet
ikke falder ind under § 296,
den, som særlig groft overtræder
lovgivningens krav til
1) bogføring,
herunder registrering af
transaktioner og udfærdigelse af
regnskabsmateriale,
2) opbevaring
af regnskabsmateriale, herunder
beskrivelser af bogføring og
systemer til opbevaring og
fremfindelse af materiale,
herunder adgangskoder mv. og
krypteringsnøgler,
3) offentlige
myndigheders adgang til
regnskabsmateriale i henhold til
den for disse myndigheder
særligt gældende lovgivning samt
4) aflæggelse
af årsregnskaber eller
tilsvarende regnskaber.
Stk. 2.
Begås en handling eller
undladelse som nævnt i stk. 1 af
grov uagtsomhed, er straffen
bøde eller fængsel indtil 4
måneder.«
§ 2
I
fiskeriloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 828 af 31.
juli 2004, som ændret ved lov
nr. 1428 af 22. december 2004,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 130, stk. 3, ændres »2
år, under skærpende
omstændigheder indtil 4 år« til:
»1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 289«.
§ 3
I lov om
administration af Det Europæiske
Fællesskabs forordninger om
markedsordninger for
landbrugsvarer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 297 af 28.
april 2004, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 25 ændres »2 år, under
skærpende omstændigheder indtil
4 år« til: »1 år og 6 måneder,
medmindre højere straf er
forskyldt efter straffelovens
§ 289«.
§ 4
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.
september 2004, som ændret ved
lov nr. 1436 af 22. december
2004, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 98, stk. 4, indsættes
efter »som 1. instans«: », jf.
dog bestemmelsen i § 1018 e,
stk. 4.«.
2. I
§ 110 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Rigspolitichefens afgørelser
i disciplinærsager og i andre
sager, hvor der er truffet
afgørelse om afsked, samt i
sager om aktindsigt i
ansættelses- og personalesager
kan påklages til
justitsministeren. Andre
afgørelser truffet af
rigspolitichefen i ansættelses-
og personalesager kan ikke
påklages til justitsministeren.«
3. I
§ 754 a, stk. 1, nr. 3,
udgår: », eller en overtrædelse
af straffelovens § 289, 2.
pkt.«.
4. I
§ 781, stk. 1, nr. 3,
udgår: », eller 289«.
5. I
§ 837, stk. 1, ændres
»foregående paragraf« til:
»§ 836«.
6. I
§ 1018 e, stk. 1, ændres
»§§ 1018 a-d.« til: »dette
kapitel.«
7.
§ 1018 e, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4.
Afgørelser vedrørende krav
om erstatning truffet af
rigsadvokaten som 1. instans kan
ikke påklages til
justitsministeren.«
8. I
§ 1018 e, stk. 6, ændres
»stk. 3-5« til: »stk. 3 og 5«.
9. I
§ 1018 e, stk. 6,
indsættes som 2. pkt.:
»Justitsministeren behandler
klager over afgørelser om
aktindsigt truffet af
rigsadvokaten som 1. instans.«.
10. I
§ 1018 f, stk. 1, udgår:
»i en klagesag«.
§ 5
I lov om
spillekasinoer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 861 af 10.
oktober 1994, som ændret ved lov
nr. 443 af 31. maj 2000,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 9 c indsættes:
Ȥ 9 d.
Dokumenter og registreringer
vedrørende transaktioner skal
opbevares i mindst 5 år efter
transaktionernes gennemførelse.«
2.
§ 20 b affattes således:
Ȥ 20 b.
Spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
skal være særlig opmærksomme på
transaktioner, som kan have
tilknytning til hvidvaskning af
penge. Ved mistanke om, at en
transaktion har tilknytning til
hvidvaskning af penge, skal den
i § 20 a nævnte kontrollant
straks underrettes. Kan
mistanken om, at transaktionen
har tilknytning til hvidvaskning
af penge, ikke umiddelbart
afkræftes, skal kontrollanten
straks underrette politiet i
medfør af § 20 a, stk. 5.
Stk. 2.
Såfremt spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale
eller andre ansatte, der er
beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed, får
mistanke om, at der foregår
uregelmæssigheder i forbindelse
med spillenes afvikling, skal
den, der får mistanken, straks
underrette kontrollanten.
Kontrollanten træffer beslutning
om, hvorvidt politiet skal
underrettes i medfør af § 20 a,
stk. 5.
Stk. 3.
Spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
samt revisorer og andre, der
udfører særlige hverv for
spillekasinoet, er forpligtet
til at hemmeligholde, at der er
givet kontrollanten eller
politiet oplysninger eller er
iværksat en undersøgelse om
hvidvaskning af penge. Pligten
til hemmeligholdelse omfatter
også kontrollanten.
Stk. 4.
Oplysninger, der i god tro
gives til kontrollanten eller
politiet i medfør af stk. 1 og
2, anses ikke for et brud på den
tavshedspligt, der er fastsat i
lovgivning eller i medfør af lov
eller i henhold til kontrakt.
Videregivelse af sådanne
oplysninger påfører ikke den,
der videregiver oplysningerne,
nogen form for ansvar.«
3.
Efter § 20 c indsættes:
Ȥ 20 d.
Et spillekasino skal i
samarbejde med kontrollanten
udarbejde skriftlige interne
regler om betryggende kontrol-
og kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og
instruktionsprogrammer for
medarbejderne, jf. § 9 a og § 20
b.
Stk. 2.
Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om de i
stk. 1 nævnte kontrol- og
kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og
instruktionsprogrammer.«
4. I
§ 24, stk. 1, nr. 1,
ændres »§§ 9 a-9 c« til: »§§ 9
a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c«
ændres til: »§ 20 b, § 20 c og
§ 20 d, stk. 1,«.
§ 6
Loven træder
i kraft den 1. juli 2005, dog
træder lovens §§ 4 og 5 i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 7
Stk. 1.
Loven gælder ikke for
Grønland og Færøerne.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
1.
|
Indledning
|
5
|
|
1.1. |
Lovforslagets formål
|
5
|
|
1.2. |
Hovedtræk af
lovforslaget
|
6
|
|
|
|
|
2.
|
Berigelseskriminalitet
rettet mod offentlige
midler |
7
|
|
2.1. |
Gældende ret
|
7
|
|
2.1.1. |
Nærmere om skatte- og
momssvig samt
indsmugling
|
8
|
|
2.1.2. |
Nærmere om EU-svig
|
8
|
|
2.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
9
|
|
2.2.1. |
Straffelovens § 289
|
9
|
|
2.2.2. |
Straffelovens § 289 a
|
10
|
|
2.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
12
|
|
2.3.1. |
Straffelovens § 289
|
12
|
|
2.3.2. |
Straffelovens § 289 a
|
13
|
|
|
|
|
3.
|
Lovgivningen på andre
ministerieområder
|
14
|
|
3.1. |
Gældende ret med hensyn
til lovgivning, der
henhører under
Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri |
14
|
|
3.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
14
|
|
3.3. |
Regeringens overvejelser
|
15
|
|
|
|
|
4.
|
Kriminalitet i juridiske
personer
|
15
|
|
4.1. |
Gældende ret
|
15
|
|
4.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
15
|
|
4.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
18
|
|
|
|
|
5.
|
Straffelovens § 297
|
18
|
|
5.1. |
Gældende ret
|
18
|
|
5.2. |
Brydenholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
18
|
|
5.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
19
|
|
|
|
|
6.
|
Regnskabsforbrydelser
|
19
|
|
6.1. |
Gældende ret
|
19
|
|
6.1.1. |
Straffelovens § 302
|
19
|
|
6.1.2. |
Straffelovens § 175
|
19
|
|
6.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
19
|
|
6.2.1. |
Straffelovens § 302
|
19
|
|
6.2.2. |
Straffelovens § 175
|
20
|
|
6.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
20
|
|
|
|
|
7.
|
Adgang til at
retsforfølge ved svig
rettet mod udenlandske
myndigheder
|
21
|
|
7.1. |
Gældende ret
|
21
|
|
7.2. |
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
|
21
|
|
7.3. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
22
|
|
|
|
|
8.
|
Klager over
Rigspolitichefens
afgørelser som
ansættelsesmyndighed
|
23
|
|
8.1. |
Gældende ret
|
23
|
|
8.2. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
24
|
|
|
|
|
9.
|
Klager over
Rigsadvokatens
afgørelser som 1.
instans i sager om
erstatning i anledning
af strafferetlig
forfølgning..
|
25
|
|
9.1. |
Gældende ret
|
25
|
|
9.2. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
25
|
|
|
|
|
10. |
Foranstaltninger mod
hvidvask på
spillekasinoområdet
|
26
|
|
10.1. |
Gældende ret
|
26
|
|
10.1.1. |
Hvidvasklovgivningen
|
26
|
|
10.1.2. |
Spillekasinolovgivningen
|
26
|
|
10.2. |
Justitsministeriets
overvejelser
|
27
|
|
|
|
|
11. |
Lovforslagets økonomiske
og administrative
konsekvenser mv.
|
29
|
|
|
|
|
12. |
Hørte myndigheder mv.
|
30
|
1. Indledning
1.1.
Lovforslagets formål
Berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler kan antage
mange forskellige former. Der
vil navnlig kunne være tale om
unddragelse af forskellige
former for skatter og afgifter,
momsunddragelse, indsmugling og
uberettiget modtagelse af
forskellige former for
offentlige tilskud.
Lovgivningen
indeholder ikke i dag en samlet
straffebestemmelse, der omfatter
alle former for
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler. Sådanne
overtrædelser er som oftest –
men ikke altid -
strafsanktioneret i den særlov,
der regulerer det pågældende
område.
Den gældende
regulering indebærer, at
tilfælde, hvor der begås
kriminalitet rettet mod
offentlige midler, behandles
efter forskellige regler og
forskellige strafferammer
afhængigt af, hvilken type
offentlige midler det drejer sig
om.
Et
hovedformål med lovforslaget er
at etablere en mere ensartet
strafferetlig beskyttelse mod
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler.
Lovforslaget
bygger på betænkning nr.
1396/2001, som
Justitsministeriets udvalg om
økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget) har
afgivet.
Lovforslaget
tager endvidere sigte på at
etablere en forbedret
strafferetlig beskyttelse mod
kriminalitet i tilknytning til
juridiske personer, dvs. bl.a.
kriminalitet vedrørende
juridiske personers
kapitalforhold, bogføring,
regnskabsaflæggelse mv.
Hensigten hermed er bl.a. at
sikre, at oplysninger om
selskaber, der gives i
eksempelvis lovpligtige
årsregnskaber, giver et
retvisende billede af den
økonomiske situation i
virksomheden.
Denne del af
lovforslaget bygger på
Brydensholt-udvalgets betænkning
nr. 1415/2002.
Formålet med
lovforslaget er desuden at
foretage visse ændringer i
retsplejelovens bestemmelser om,
hvilke afgørelser der kan
påklages til justitsministeren.
Endelig har
lovforslaget til formål at
gennemføre Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2001/97/EF af
4. december 2001 (2.
hvidvaskningsdirektiv) for så
vidt angår spillekasinoer.
Lovforslaget
er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 127, der blev
fremsat for Folketinget den 24.
november 2004, jf.
Folketingstidende 2004-2005, 1.
samling, Tillæg A, side 3369
ff., førstebehandlet den 8.
december 2004, jf. Folketingets
forhandlinger 2004-2005, 1.
samling, side 2654 ff., og som
er bortfaldet som følge af
afholdelse af folketingsvalg. I
det genfremsatte lovforslag er
der foretaget enkelte ændringer
og præciseringer.
I
spillekasinolovens § 20 b, stk.
1-3, (lovforslagets § 5, nr. 2)
foreslås det således præciseret,
at pligten til at være særlig
opmærksom på transaktioner, som
kan have tilknytning til
hvidvaskning af penge, kun
påhviler den del af
spillekasinoets personale, som
er beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed. Der
henvises til pkt. 10.2. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger og til
bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 5, nr. 2.
1.2.
Hovedtræk af lovforslaget
Med forslaget
indsættes en fælles
overbygningsbestemmelse i den
foreslåede § 289 i straffeloven.
Bestemmelsen skal omfatte alle
grove overtrædelser af skatte-,
afgifts-, told- og
tilskudslovgivningen og af den
foreslåede § 289 a. Den
foreslåede bestemmelse skal
sikre, at den strafferetlige
beskyttelse af offentlige midler
er ensartet, uanset hvilken type
af offentlige midler en
berigelsesforbrydelse er rettet
imod.
Den
foreslåede § 289 skal kun finde
anvendelse, hvis der er tale om
grove overtrædelse af de
pågældende særlove. Bestemmelsen
skal endvidere kun finde
anvendelse, hvis den
underliggende lovgivning - dvs.
skatte-, afgifts-, told- eller
tilskudslovgivningen -
indeholder en henvisning til
straffelovens § 289.
Overtrædelse af bestemmelsen
straffes efter forslaget med
fængsel indtil 8 år
(lovforslagets § 1, nr. 3).
Som en
konsekvens af, at den foreslåede
overbygningsbestemmelse i § 289
kun kan anvendes, hvis
særlovgivningen henviser til
bestemmelsen, er der i
lovforslaget medtaget de
ændringer, dette medfører på det
lovgivningsområde, der
administreres af Ministeriet for
Fødevarer, Fiskeri og Landbrug.
Med lovforslaget foretages
således også visse ændringer i
fiskeriloven og lov om
administration af Det Europæiske
Fællesskabs forordninger om
markedsordninger for
landbrugsvarer
(bemyndigelsesloven).
Ændringerne indebærer, at grove
overtrædelser kan straffes efter
straffelovens § 289, og at
normalstrafferammen for
overtrædelse af de omhandlede
bestemmelser i fiskeriloven og
bemyndigelsesloven er bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
(lovforslagets § 2 og § 3).
I
lovforslaget er ikke medtaget de
ændringer, den foreslåede § 289
måtte nødvendiggøre i
lovgivning, der administreres af
Skatteministeriet. Disse
følgeændringer forventes
gennemført i 2005.
Med
lovforslaget foreslås det
desuden at ændre straffelovens
§ 289 a. Bestemmelsen regulerer
i dag alene svig, der er rettet
mod EU-midler eller blandede
midler, som består af både
EU-midler og nationale midler.
Med henblik på at ligestille den
strafferetlige beskyttelse af
offentlige midler, uanset om
disse stammer fra EU eller fra
danske myndigheder, foreslås det
at udvide anvendelsesområdet for
§ 289 a til også at omfatte svig
med nationale midler.
Bestemmelsen vil hermed omfatte
den, der afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger til brug
for danske myndigheders eller
EU-institutioners afgørelser om
bl.a. betaling eller
tilbagebetaling af tilskud eller
støtte samt den, der fortier
oplysninger med forsæt til at
unddrage sig eller andre
betaling eller at opnå
uberettiget udbetaling fra disse
myndigheder.
Det foreslås,
at bestemmelsen i § 289 a skal
være subsidiær, således at den
kun skal finde anvendelse i de
tilfælde, hvor der ikke i den
relevante særlovgivning på
området er en tilsvarende
strafferetlig regulering,
således at særlovgivningen
dermed i sig selv indeholder en
fornøden strafferetlig
beskyttelse.
Efter
forslaget er strafferammen for
overtrædelse af § 289 a bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Er der tale om særlig
grove overtrædelser af § 289 a,
kan forholdet henføres til
overbygningsbestemmelsen i den
foreslåede § 289, hvorefter
strafferammen er fængsel indtil
8 år (lovforslagets § 1, nr. 4).
Lovforslaget
indeholder endvidere visse
ændringer i straffelovens
bestemmelser om kriminalitet
vedrørende juridiske personers
forhold, herunder om
regnskabsforbrydelser.
Det foreslås
således at ændre straffelovens
§ 296, så bestemmelsen bliver en
overbygningsbestemmelse for
grove overtrædelser af
særlovgivning om visse forhold
angående juridiske personer. Den
foreslåede bestemmelse omfatter
bl.a. tilfælde, hvor der
udspredes urigtige eller
vildledende oplysninger, der kan
påvirke prisen på værdipapirer,
eller som indgår i bl.a.
lovpligtige regnskaber.
Bestemmelsen omfatter også
tilfælde, hvor der foreligger en
overtrædelse af særlovgivningens
bestemmelser om
kapitaltilførsel, om anvendelse
af den juridiske persons midler,
om førelse af
forhandlingsprotokoller, om
oplysningspligter med hensyn til
ejerandele samt om handlepligter
ved et konstateret kapitaltab
(lovforslagets § 1, nr. 5).
Den del af
den nuværende § 296, der ikke
særligt har tilknytning til
juridiske personers forhold,
foreslås flyttet til en ny
§ 297, idet den eksisterende
§ 297 om urigtige angivelser om
et selskabs økonomiske stilling,
der ikke ses at være anvendt i
retspraksis, samtidig foreslås
ophævet (lovforslagets § 1, nr.
6).
Lovforslaget
indeholder desuden forslag til
en ændret formulering af
straffelovens § 302, der er en
overbygningsbestemmelse
vedrørende særlovgivningens
bestemmelser om regnskabs- og
bogføringsforpligtelser.
Bestemmelsen foreslås ændret i
overensstemmelse med
systematikken i den gældende
bogføringslov. Samtidig foreslås
bestemmelsen ændret, således at
overtrædelse af bogføringslovens
regler om bl.a. edb-bogføring
med sikkerhed er omfattet af
bestemmelsen (lovforslagets § 1,
nr. 7).
Lovforslaget
indebærer endvidere, at
retsplejelovens bestemmelser om
klageadgang til
justitsministeren afskæres på to
områder, hvor den nuværende
klageadgang vurderes at være
uhensigtsmæssig.
Det drejer
sig for det første om klager
over de afgørelser, som
Rigspolitichefen træffer i
dennes egenskab af central
ansættelses- og
personalemyndighed for politiets
ikke-juridiske personale, dog
ikke i sager om
disciplinærforfølgning og i
andre sager, hvor der er truffet
afgørelse om afsked
(lovforslagets § 4, nr. 2).
Dernæst
drejer det sig om klager over de
afgørelser om erstatning i
anledning af strafferetlig
forfølgning, som efter de
gældende regler træffes af
Rigsadvokaten i 1. instans, jf.
retsplejelovens § 1018 e,
stk. 4. I forlængelse heraf
foreslås en ændring af
kompetencefordelingen mellem
statsadvokaterne og
Rigsadvokaten, således at
statsadvokaterne som
udgangspunkt tillægges
kompetencen til at træffe
afgørelse i 1. instans i alle
sager om erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a
(lovforslagets § 4, nr. 6).
Endelig
indeholder lovforslaget visse
ændringer af spillekasinoloven
med henblik på at gennemføre
dele af 2. hvidvaskningsdirektiv
(lovforslagets § 5).
Hvidvaskningsdirektivet er – med
undtagelse af
spillekasinovirksomhed –
gennemført i dansk ret ved lov
om forebyggende foranstaltninger
mod hvidvaskning af penge og
finansiering af terrorisme, jf.
herved lovbekendtgørelse nr. 129
af 23. februar 2004.
Justitsministeriets udvalg om
økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet har i
betænkning nr. 1447/2004 om
hvidvasklovgivningen stillet
forslag om en række ændringer i
hvidvaskningslovgivningen,
herunder at hvidvaskningsloven
udvides til at omfatte
spillekasinoer. Betænkningen er
i august 2004 sendt i høring.
Den videre behandling af
betænkningens forslag er
herefter overgået til Økonomi-
og Erhvervsministeriet, idet
udvalgets forslag vedrører
Økonomi- og Erhvervsministeriets
lovgivningsområde.
EU-kommissionen har den 30. juni
2004 fremsat forslag til et nyt
hvidvaskningsdirektiv, som især
skal sikre, at en række nye
rekommandationer om hvidvaskning
fra Financial Action Task Force
on Money Laundering (FATF)
bliver gennemført ensartet i
medlemsstaterne.
Når
resultatet af disse nye
initiativer på
hvidvaskningsområdet foreligger,
vil Justitsministeriet og
Økonomi- og Erhvervsministeriet
tage stilling til, om den
fremtidige regulering af
hvidvaskning for spillekasinoers
vedkommende bør indgå i den
generelle
hvidvaskningslovgivning i
modsætning til i dag, hvor
området er reguleret i
spillekasinoloven.
Fristen for
at gennemføre 2.
hvidvaskningsdirektiv er
imidlertid fastsat til den 15.
juni 2003. På den baggrund
finder Justitsministeriet det
nødvendigt at gennemføre de
nødvendige tilpasninger i
spillekasinoloven på nuværende
tidspunkt i stedet for at
afvente de forestående generelle
initiativer på
hvidvaskningsområdet.
2.
Berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler
2.1. Gældende
ret
Som omtalt
under lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 1.1.
indeholder lovgivningen ikke i
dag en samlet
straffebestemmelse, der omfatter
alle former for
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler. Denne
form for kriminalitet er derfor
i dag undergivet en meget
uensartet strafferetlig
beskyttelse.
Hvis
særlovgivningen indeholder en
straffehjemmel, vil det i nogle
tilfælde betyde, at der kun kan
straffes efter
straffebestemmelser i den
pågældende særlov, idet
særlovgivningen antages at gøre
udtømmende op med mulighederne
for straf. Særlovgivningen
indeholder typisk et
strafmaksimum på fængsel i 2 år,
uanset forholdets grovhed.
For andre
overtrædelsers vedkommende
antages særlovgivningen ikke
udtømmende at gøre op med
strafansvaret, hvorfor forholdet
efter omstændighederne kan
henføres til straffelovens
bestemmelser om
berigelsesforbrydelser - typisk
§ 279 om bedrageri, der har en
strafferamme på fængsel indtil 8
år.
Visse særlove
indeholder ikke en
straffebestemmelse, hvorfor
overtrædelser altid uanset
grovhed vil blive henført under
straffeloven - typisk § 279 om
bedrageri.
Endvidere er
der for visse overtrædelser af
skatte-, moms- og
toldlovgivningen en såkaldt
overbygningsbestemmelse i
straffelovens § 289, der
omfatter grove overtrædelser af
de særlovsbestemmelser, der
nærmere er opregnet i
bestemmelsen, jf. herom nedenfor
under pkt. 2.1.1. Strafmaksimum
efter denne bestemmelser er
fængsel indtil 4 år.
Endelig
indeholder straffeloven i § 289
a en særlig bestemmelse, der
vedrører svindel med midler, der
stammer fra Den Europæiske
Union. Overtrædelse heraf
straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 år, jf. herom nedenfor
under pkt. 2.1.2.
2.1.1.
Nærmere om skatte- og momssvig
samt indsmugling
Straffelovens
§ 289 indeholder en særlig
strafudmålingsregel, der
forhøjer de strafferammer, der
efter særlovgivningen gælder i
relation til skatte- og momssvig
samt indsmugling. § 289 finder
anvendelse, hvis der er tale om
overtrædelser af særlig grov
karakter. Bestemmelsen finder
alene anvendelse på de særligt
opregnede typer af skattesvig,
momssvig og indsmugling, mens
andre former for skatte- og
afgiftsbesvigelser ikke er
omfattet.
Bestemmelsen
blev i sin oprindelige
affattelse indsat ved lov nr.
550 af 22. december 1971 om
ændring af borgerlig straffelov
(Skattesvig og indsmugling) som
led i en tilsigtet skærpelse af
sanktionerne for skattesvig og
indsmugling, og omfattede derfor
kun disse typer overtrædelser.
Ved lov nr.
228 af 4. april 2000 om ændring
af straffeloven (Grov momssvig,
EU-svig og bestikkelse af
udenlandske tjenestemænd mv.)
blev anvendelsesområdet for
§ 289 udvidet til også at
omfatte grov momssvig.
Baggrunden herfor var et ønske
om at skabe parallelitet mellem
strafferammerne for særlig grov
skattesvig og særlig grov
momssvig.
Efter
bestemmelsens nuværende
affattelse straffes således med
fængsel indtil 4 år den, der gør
sig skyldig i skattesvig af
særlig grov karakter, jf.
skattekontrollovens § 13,
stk. 1, eller i momssvig af
særlig grov karakter, jf.
momslovens § 81, stk. 3. På
samme måde straffes den, der gør
sig skyldig i indsmugling af
særlig grov karakter, jf.
toldlovens § 73, stk. 2, smh.
med stk. 1, eller den, der gør
sig skyldig i en tilsvarende
overtrædelse af toldlovens § 73,
stk. 3.
Straffelovens
§ 289 omfatter ikke kun forhold,
der medfører straf, som går ud
over strafmaksimum i
særlovgivningen. Også tilfælde,
der sanktioneres inden for
strafferammen i særlovgivningen,
kan henføres under § 289, hvis
forholdet i det enkelte tilfælde
skønnes at være så groft, at det
bør henføres under straffeloven.
Hvorvidt en
overtrædelse af
skattekontrollovens § 13,
stk. 1, er af en sådan karakter,
at forholdet bør henføres under
straffelovens § 289, beror på en
konkret vurdering. I pkt. J i
Told- og Skattestyrelsens
cirkulære nr. 164 af 29. oktober
1999 om administrative
bødefastsættelser ved
overtrædelse af
skattekontrollovens §§ 13, 13 B,
13 C, 15, 16 og 18 er anført, at
overtrædelser, der vedrører
500.000 kr. eller derover, som
udgangspunkt bør henføres til
§ 289. Konkrete forhold,
herunder de nærmere forhold
omkring udførelsen af svigen,
kan imidlertid føre til, at
overtrædelser, der vedrører
lavere beløb, bør sanktioneres
efter straffelovens bestemmelse,
mens særlig formildende
omstændigheder omvendt kan
begrunde, at forholdet henføres
under skattekontrollovens
bestemmelser, selv om svigen
vedrører et beløb, der
overstiger 500.000 kr.
Skattekontrollovens § 13 og
dermed overbygningsbestemmelsen
i straffelovens § 289 omfatter
kun tilfælde, hvor
gerningsmanden afgiver urigtige
eller vildledende oplysninger
til brug for skatteansættelsen.
Undladelse af at underrette
skattemyndighederne om for lav
skatteansættelse, når der ikke
er indgivet selvangivelse, jf.
skattekontrollovens § 16, kan
derimod ikke straffes efter
straffelovens § 289.
Lignende
retningslinjer vedrørende
afgrænsningen til § 289 gælder i
relation til momssvig, jf. pkt.
1 i Told- og Skattestyrelsens
cirkulære nr. 138 af 27. juli
2000 om ændring af straffeloven
– momssvig af særlig grov
karakter, hvorefter
overtrædelser af momslovens
§ 81, stk. 3, for så vidt angår
beløb, der overstiger 500.000
kr., som udgangspunkt bør
henføres under straffelovens
§ 289. Af cirkulæret fremgår, at
beløbsgrænsen på samme måde som
ved skattesvig er et
udgangspunkt, der kan fraviges i
opad- eller nedadgående retning,
hvis sagens konkrete
omstændigheder giver grundlag
for det. I denne vurdering skal
bl.a. indgå, om momssvigen er
gennemført systematisk eller på
en måde, der gør opdagelse
særlig vanskelig.
Skatte- og
momssvig samt indsmugling kan
kun henføres til
overbygningsbestemmelsen i
straffelovens § 289, hvis der er
tale om forsætlige overtrædelser
af de omhandlede bestemmelser i
særlovgivningen. Hvis en af de
nævnte overtrædelser alene kan
tilregnes gerningsmanden som
uagtsom, må sagen henføres til
straffebestemmelserne i
særlovgivningen uanset den
beløbsmæssige størrelse.
2.1.2.
Nærmere om EU-svig
Straffelovens
§ 289 a indeholder en særlig
regel om svindel med EU-midler.
Bestemmelsen, der blev indsat
ved lov nr. 228 af 4. april 2000
om ændring af straffeloven (Grov
momssvig, EU-svig og bestikkelse
af udenlandske tjenestemænd
mv.), havde til formål at
gennemføre de ændringer, der var
nødvendige for at opfylde
Danmarks forpligtelser efter
Konventionen om beskyttelse af
De Europæiske Fællesskabers
finansielle interesser
(EU-svigskonventionen).
Efter
bestemmelsen straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 år den,
der til brug for afgørelser om
betaling eller udbetaling af
midler fra De Europæiske
Fællesskabers budget eller
budgetter, der forvaltes af
eller for De Europæiske
Fællesskaber, giver urigtige
eller vildledende oplysninger
eller fortier oplysninger af
betydning for sagens afgørelse
med forsæt til at unddrage sig
eller andre betaling eller med
forsæt til at opnå uberettiget
udbetaling til sig selv eller
andre. Udbetaling fra De
Europæiske Fællesskabers budget
mv. omfatter også ordninger, der
kun delvis er finansieret af
EU-midler. På samme måde
straffes efter bestemmelsens
stk. 2 den, der uretmæssigt
udnytter en lovlig opnået fordel
med hensyn til ovennævnte
betalinger, og den, der
uretmæssigt anvender
udbetalinger som ovenfor nævnt i
stk. 1 til andre formål end dem,
de oprindeligt var bevilget til.
Bestemmelsen
skal sikre, at svindel med
EU-midler er undergivet samme
strafferetlige beskyttelse som
svindel med nationale midler,
jf. § 289. Bestemmelsen i § 289
a rækker imidlertid videre end
dette, idet den omfatter alle
tilfælde af svindel med de
anførte midler, mens § 289 alene
finder anvendelse, hvis der er
tale om svindel af særlig grov
karakter.
Bestemmelsen
er kun anvendelig, hvis
gerningsmanden for det første
har forsæt til at opnå en
uberettiget vinding, og for det
andet har forsæt til, at denne
vinding vedrører EU-midler eller
blandede midler.
2.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
2.2.1.
Straffelovens § 289
Udvalget har
i betænkning nr. 1396/2001
vurderet, om der er grundlag for
at foreslå ændringer af bl.a.
straffelovens § 289.
Udvalget har
i sine overvejelser taget
udgangspunkt i, at den
økonomiske struktur i det
moderne samfund er så tæt
forbundet med anvendelsen af
offentlige midler, at det er
vigtigt med en strafferetlig
beskyttelse af det offentlige
opkrævnings- og betalingssystem.
Udvalget
bemærker, at der gennem de
senere år er forekommet et
hidtil uset antal sager
vedrørende
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler, og at
mange sager har en
organiseringsgrad, der ikke
tidligere er set. Der er tale om
et område, der rummer et stort
potentielt udbytte, og som
tiltrækker organiserede
kriminelle, hvilket efter
udvalgets opfattelse også taler
for en kvalificeret
strafferetlig beskyttelse på
dette område.
Udvalget
anfører endvidere, at ensartede
forhold ud fra principielle
betragtninger bør behandles ens
i strafferetlig henseende, og at
der efter udvalgets opfattelse
mangler harmoni i den nuværende
strafferetlige regulering på
området. Udvalget finder det
således uheldigt, at
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler i dag for
så vidt angår grove
overtrædelser i visse tilfælde
straffes efter straffelovens
§ 289, i andre tilfælde efter
(typisk) straffelovens § 279 om
bedrageri og i helt tredje
tilfælde alene behandles efter
en særlov, fordi denne lov
betragtes som udtømmende. Dette
betyder, at de strafferammer,
der er gældende for
overtrædelserne, varierer
betydeligt, hvilket ikke synes
at kunne begrundes i indholdet
af de regulerede områder.
Udvalget
finder, at beskyttelsen af
offentlige midler bør gøres mere
ensartet, hvilket kan ske ved,
at grove overtrædelser på
skatte-, told-, afgifts- og
tilskudsområdet reguleres i en
fælles bestemmelse i
straffeloven. En sådan ændring
vil samtidig gøre det muligt at
forenkle behandlingen af de
særlovssager, der i dag
behandles efter straffelovens
§ 279, da det således ikke
længere vil være nødvendigt at
føre bevis for, at betingelserne
for at statuere bedrageri er
opfyldt, herunder navnlig
forudsætningen om, at der har
foreligget en bestemmende
vildfarelse, der har påført
nogen et tab.
Udvalget
bemærker, at en sådan regulering
vil have den konsekvens, at de
øvrige bestemmelser i
straffelovens kapitel 28 om
berigelsesforbrydelser ikke
længere vil være anvendelige på
de særlovsovertrædelser, der i
grove tilfælde vil være omfattet
af en sådan ny
overbygningsbestemmelse.
Anvendelsesområdet for de øvrige
bestemmelser i kapitel 28 vil
således være kriminalitet, der
ikke er dækket af
særlovgivningens regulering,
hvilket eksempelvis kan være
skyldnersvig, visse former for
kreditbesvigelser samt
selskabstømning.
En
overbygningsbestemmelse i
straffeloven, der skal omfatte
grove overtrædelser på skatte-,
told-, afgifts- og
tilskudsområdet, kan tænkes
udformet efter to forskellige
modeller.
For det
første kan straffelovens § 289 –
i lighed med den nuværende
bestemmelse - formuleres
således, at der henvises til
samtlige de særlove, der skal
have en overbygning i
straffeloven. Udvalget finder
imidlertid en sådan ordning
mindre velegnet, når der er tale
om mange love. Bestemmelsen
ville i så fald skulle henvise
til en lang række særlove, og
straffeloven ville skulle
ændres, hver gang særlovene blev
ændret.
En anden
model kunne være at affatte
§ 289 således, at den omfatter
grove overtrædelser på skatte-,
told-, afgifts- og
tilskudsområdet. En sådan
bestemmelse kan eventuelt
kombineres med et krav om, at de
respektive særlove skal
indeholde en henvisning til
straffelovens § 289.
Udvalget
finder, at en sådan generel
formulering af § 289 er den mest
hensigtsmæssige. Efter en samlet
vurdering af fordele og ulemper
ved at kombinere en sådan
formulering med et krav om en
henvisningsbestemmelse i
særlovgivningen, anbefaler
udvalget en løsning, hvorefter
anvendelse af den foreslåede
§ 289 forudsætter, at der i den
enkelte særlovsbestemmelse er en
henvisning til straffelovens
§ 289. Dette er bl.a. begrundet
i, at der herved udtrykkelig
skal tages stilling til, om der
er behov for at kunne anvende
straffelovens
overbygningsbestemmelser i
forhold til den pågældende
særlovsovertrædelse, samt at man
herved undgår tvivl om, hvilke
særlovsovertrædelser der kan
henføres til den foreslåede
§ 289.
Der har ikke
i udvalget været enighed om,
hvilken strafferamme en ny § 289
bør have. 7 af udvalgets
medlemmer finder det naturligt
at bevare fængsel indtil 4 år
som maksimalstraffen på området.
En strafferamme på fængsel
indtil 4 år i den foreslåede
§ 289 vil indebære, at der for
et stort antal
særlovsovertrædelser sker en
fordobling af strafmaksimum,
idet der i dag for disse
overtrædelsers vedkommende
typisk er et strafmaksimum på
fængsel indtil 2 år. En
strafferamme på fængsel indtil 4
år vil omvendt også betyde en
halvering af strafmaksimum for
et mindre antal overtrædelser,
der i dag henføres under
straffelovens § 279 om
bedrageri, hvor strafferammen
kan gå op til fængsel indtil 8
år. Efter disse
udvalgsmedlemmers opfattelse er
der imidlertid intet grundlag
for at antage, at denne
sidstnævnte konsekvens vil ændre
straffebestemmelsernes
præventive virkning.
6 af
udvalgets medlemmer foreslår et
strafmaksimum, der svarer til
straffelovens
bedrageribestemmelse. Herved
opnås, at groft bedrageri med
hensyn til private og offentlige
midler sidestilles med en
strafferamme på fængsel indtil 8
år. Mindretallet henviser bl.a.
til, at der i sager vedrørende
selskabstømning, hvor der er
sket domfældelse for
skyldnersvig, jf. straffelovens
§ 283, er idømt straffe på
fængsel i 6 år. Der bør efter
mindretallets opfattelse ikke
være forskel på strafansvaret i
en situation, hvor man – som i
selskabstømningssagerne -
tilegner sig penge, der er til
stede i et selskab til brug for
betaling af skat, og en
situation, hvor man på grund af
urigtige oplysninger i
selvangivelsen ikke afkræves
betaling af skat. Mindretallet
anser det endvidere for et
uheldigt signal at fastsætte en
lavere strafferamme end 8 år, da
dette vil betyde en
nedkriminalisering i forhold til
de overtrædelser, der i dag
henføres under § 279 om
bedrageri.
6 andre
udvalgsmedlemmer anbefaler et
strafmaksimum på fængsel indtil
6 år. Det anføres, at dette vil
være udtryk for en passende
harmonisering med strafferammer
for kriminalitet rettet mod
private midler.
For så vidt
angår de særlove, der fremover
vil kunne indeholde henvisninger
til straffelovens § 289,
foreslår udvalget, at
strafferammerne fastsættes til
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder. Udvalget har i den
forbindelse peget på, at en
naturlig konsekvens af at
sidestille afgiftsovertrædelser
med de traditionelle
berigelsesforbrydelser er, at
strafferammerne harmoniseres,
jf. straffelovens § 285, der
fastsætter normalstrafferammen
for tyveri, underslæb, bedrageri
mv. til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Der henvises
til betænkningens side 31-40,
45-49, 60-66 og 91-95.
2.2.2.
Straffelovens § 289 a
Udvalget
bemærker indledningsvis, at den
strafferetlige regulering af
svig rettet mod EU-midler, der
er gennemført i straffelovens
§ 289 a med henblik på at
ratificere EU-svigskonventionen,
nødvendiggør en stillingtagen
til, hvordan svig rettet mod
nationale midler bør behandles i
strafferetlig henseende. Det er
udvalgets opfattelse, at
offentlige midler – hvad enten
der er tale om nationale midler,
EU-midler eller en blanding
heraf - bør have den samme
strafferetlige beskyttelse.
Udvalget
finder, at det vil være
hensigtsmæssigt med en fælles
bestemmelse, der regulerer både
svig med nationale midler og
EU-svig. Herved sikres, at alle
offentlige midler får samme
strafferetlige beskyttelse, og
samtidig undgås problemer med at
føre bevis for, at
gerningsmanden havde kendskab
til de pågældende midlers
oprindelse.
Udvalget har
nærmere overvejet, hvordan de
nationale midler, der skal være
beskyttet af den foreslåede
bestemmelse, bør afgrænses.
Efter den
nuværende formulering af § 289 a
omfatter bestemmelsen
»betalinger til eller udbetaling
fra De Europæiske Fællesskabers
budget eller budgetter, der
forvaltes af eller for De
Europæiske Fællesskaber«. Det
fremgår af den forklarende
rapport, der er knyttet til
konventionen, og af
lovforarbejderne, at der hermed
tænkes på told, afgifter,
tilskud og støtte.
Udvalget
finder, at bestemmelsen bør
ændres, således at begreberne
»told, afgifter, tilskud og
støtte« anvendes i lovteksten.
Herved tydeliggøres, at ydelser
i form af løn eller betalinger,
der ydes som vederlag for
tjenesteydelser, ikke er
omfattet af bestemmelsens
anvendelsesområde. Udvalget
bemærker, at sådanne ydelser bør
behandles på samme måde som
tilsvarende ydelser, der betales
på privatretligt grundlag.
Udvalget
anfører, at der i relation til
begrebet »afgift« bør foretages
en afgrænsning, således at den
foreslåede § 289 a alene
omfatter generelle nationale
afgifter, der pålægges alle
eller visse grupper ud fra en
fiskal begrundelse efter faste
kriterier, og hvor afgiftssatsen
er den samme for alle
regulerede. Bestemmelsen skal
således ikke omfatte afgifter,
der er af mere pønal karakter
(eksempelvis parkeringsafgifter
eller afgifter, der i medfør af
årsregnskabsloven pålægges af
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
for manglende indsendelse af
regnskaber), eller afgifter der
har karakter af at være vederlag
for en ydelse (eksempelvis
kloakafgifter).
Udvalget har
endvidere overvejet, hvilke
former for nationale tilskuds-
og støtteordninger der bør være
omfattet af bestemmelsen.
Udvalget finder, at det
afgørende bør være, om der er
tale om tilskud fra nationale
offentlige midler til personer
eller til virksomheder, der
udøves på privatretligt
grundlag, mens det ikke kan
tillægges betydning, om ydelsen
formidles direkte fra en
offentlig myndighed eller via et
mellemled, der varetager det
offentliges interesser. I
sidstnævnte tilfælde må det
imidlertid forudsættes, at de
overordnede tilskudskriterier er
bestemt af en offentlig
myndighed. Udvalget nævner som
eksempel, at tildeling af ikke
øremærkede tilskud til en
forening, der videregiver
beløbet eller dele heraf som
øremærkede tilskud til
medlemmer, ikke vil være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Et medlem, der
giver urigtige eller vildledende
oplysninger til foreningen for
at opnå tilskud, vil fortsat
kunne straffes efter de øvrige
bestemmelser i straffeloven,
herunder efter omstændighederne
for bedrageri efter
straffelovens § 279 over for
foreningen.
Udvalget
finder endvidere, at der skal
være tale om midler, der indgår
i statslige, amtskommunale eller
kommunale budgetter. Således vil
der ikke være tale om midler
omfattet af den foreslåede
regulering, hvis en offentlig
myndighed alene yder bistand til
eksempelvis fordeling af en
privat gave.
Udvalget
bemærker, at en ensartet
regulering som den foreslåede på
to områder vil indebære
ændringer af retstilstanden i
relation til nationale midler.
For det
første indeholder den nuværende
§ 289 a i overensstemmelse med
kravene i EU-svigskonventionen
ikke en forudsætning om, at der
skal foreligge en bestemmende
vildfarelse. Bestemmelsen kan
således anvendes uafhængigt af,
om der med svigen er fremkaldt,
bestyrket eller udnyttet en
vildfarelse, der har bestemt en
anden til at handle på en måde,
der forvolder denne person eller
andre, som handlingen bliver
afgørende for, et tab. En fælles
regulering vil således indebære,
at et sådant krav om bestemmende
vildfarelse ikke længere vil
gælde i relation til svig med
nationale midler.
For det andet
finder den nugældende § 289 a,
stk. 2, i overensstemmelse med
EU-svigskonventionen anvendelse
i tilfælde, hvor EU-midler er
udbetalt med rette, men hvor
midlerne efterfølgende anvendes
i strid med det formål, de var
bevilget til. For så vidt angår
nationale midler vil sådan
efterfølgende uberettiget
anvendelse i dag ikke være
strafbar, og der vil således med
en fælles regulering være tale
om en udvidelse af det strafbare
område i relation til nationale
midler.
Udvalget
finder, at det må give anledning
til overvejelse, om en sådan
nykriminalisering i relation til
efterfølgende anvendelse af
nationale midler i visse
tilfælde vil være for
vidtgående.
Der ydes en
række tilskud inden for det
sociale område. Visse af disse
adskiller sig ikke markant fra
visse typer tilskud, der ydes af
EU-midler, mens der i andre
tilfælde er tale om ydelser, der
ydes til privatforbrug i bredere
forstand, og som i dag
formentlig kun forekommer som
rent nationale ydelser,
eksempelvis kontanthjælp.
Udvalget finder ikke, at sådanne
ydelser til privat brug bør være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse for så vidt angår
efterfølgende brug i strid med
det formål, midlerne var
bevilget til. Udvalget foreslår
på den baggrund, at denne del af
den foreslåede § 289 a ikke skal
være anvendelig på ydelser til
privat brug.
Udvalget har
endvidere overvejet, hvorledes
det indbyrdes forhold bør være
mellem den foreslåede § 289 a og
særlovgivningen på de omhandlede
områder.
Udvalget har
i den forbindelse peget på, at
de områder, der foreslås
reguleret af bestemmelsen, ofte
er dækket af straffebestemmelser
i særloven. Udvalget foreslår,
at § 289 a skal være subsidiær i
forhold til sådanne
straffebestemmelser, således at
bestemmelsen især regulerer det
område, der i dag behandles
efter bedrageribestemmelsen i
straffelovens § 279.
Det foreslås
på den baggrund, at det i
bestemmelsen angives, at § 289 a
kun finder anvendelse, hvis
anden lovgivning ikke indeholder
en tilsvarende regulering.
Udvalget fremhæver, at dette kun
skal anses for tilfældet, hvis
særlovsbestemmelsen indeholder
en fuldstændig, selvstændig
straffehjemmel og ikke
(udtrykkelig eller forudsat) kun
har straffebestemmelser
vedrørende mindre overtrædelser,
mens grovere tilfælde er
overladt til straffelovens
bestemmelser.
En sådan
opbygning, hvor den foreslåede
§ 289 a gøres subsidiær, vil
indebære, at bestemmelsen skal
finde anvendelse i følgende
situationer:
For det
første er den foreslåede
bestemmelse anvendelig, hvis der
er tale om en overtrædelse på et
område, der ikke er reguleret af
en særlov, eller hvor særloven
ikke regulerer et tilsvarende
gerningsindhold. Dernæst vil
bestemmelsen være anvendelig i
tilfælde, hvor overtrædelsen
vedrører et område, der er
reguleret ved en særlov, der dog
ikke indeholder
straffebestemmelser. Endelig vil
bestemmelsen komme i anvendelse,
hvis det pågældende
gerningsindhold er reguleret i
særlovgivningen, men
særlovgivningens
straffebestemmelse henviser til
straffeloven, og særlovens
strafferamme konkret anses for
utilstrækkelig.
Udvalget har
overvejet, hvilken strafferamme
den foreslåede § 289 a bør
indeholde. Udvalget finder,
bl.a. under hensyn til at
sociale ydelser som udgangspunkt
foreslås omfattet af
bestemmelsens anvendelsesområde,
at strafmaksimum bør følge
straffelovens § 285, der angiver
normalstrafferammen for
berigelsesforbrydelser. Udvalget
foreslår derfor, at
overtrædelser af den foreslåede
§ 289 a straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Udvalget
foreslår samtidig, at grove
overtrædelser af § 289 a skal
kunne straffes efter den
foreslåede § 289. § 289 a bør
derfor – i overensstemmelse med
den lovtekniske løsning, der er
foreslået af udvalget –
indeholde en henvisning til
§ 289.
Udvalget har
endelig overvejet, om der i den
foreslåede bestemmelse bør være
en udtrykkelig angivelse af, at
bestemmelsen har et udvidet
gyldighedsområde.
Udvalget
finder, at visse forhold kunne
tale imod en sådan angivelse.
For det første nævnes, at de
omhandlede forhold kan ligne
bedrageri efter straffelovens
§ 279. Denne bestemmelse har
universel gyldighed, uden at
dette fremgår udtrykkeligt af
bestemmelsen. For det andet
anfører udvalget, at de
respektive særlove ikke
indeholder en sådan angivelse,
og endelig at en angivelse af
universel gyldighed i
bestemmelsen måske vil kunne
give anledning til utilsigtede
modsætningsslutninger på andre
områder.
På den anden
side finder udvalget, at det
kunne tale for en særlig
angivelse af gyldighedsområdet,
at bestemmelsen regulerer et
område, hvor de gældende regler
i vid udstrækning fortolkes som
begrænsede til alene at værne
danske interesser, og at det
derfor kan være hensigtsmæssigt,
at det i en ny bestemmelse
udtrykkes klart, at der herved
er foretaget en ændring af
retstilstanden.
På den
baggrund foreslår udvalget, at
det udtrykkelig fremgår af
bestemmelsen, at den finder
anvendelse på alle
overtrædelser, der opfylder
gerningsbeskrivelsen.
Der henvises
til betænkningens side 40-45,
50-59, 65-66, 84-89 og 96-102.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Straffelovens § 289
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at beskyttelsen af
offentlige midler bør gøres mere
ensartet, og at særligt grove
sager vedrørende
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler bør
reguleres i en fælles
overbygningsbestemmelse i
straffeloven.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at en sådan
fælles overbygningsbestemmelse
bør udformes således, at den
omfatter grove overtrædelser af
skatte-, told-, afgifts- og
tilskudslovgivningen, og at en
model, der forudsætter, at der i
den enkelte særlovsbestemmelse
er en henvisning til
straffelovens § 289, er mest
hensigtsmæssig.
På den
baggrund foreslås det, at
straffelovens § 289 ændres til
at være en fælles
overbygningsbestemmelser for
alle grove overtrædelser af
skatte-, told-, afgifts- og
tilskudslovgivningen.
Bestemmelsen
vil omfatte overtrædelser af de
bestemmelser i
skattekontrolloven, momsloven og
toldloven, som bestemmelsen i
dag indeholder henvisninger til.
Bestemmelsen vil imidlertid i
kraft af den generelle
henvisning til grove
overtrædelser af skatte-, told-,
afgifts- og tilskudslovgivningen
have et bredere
anvendelsesområde. Bestemmelsen
vil således ikke som i dag være
begrænset til tilfælde, hvor en
person eksempelvis afgiver
urigtige eller vildledende
oplysninger til brug sin
skatteansættelse, men vil også
omfatte eksempelvis tilfælde,
hvor en person mod bedre vidende
undlader at korrigere
skattemyndighedernes oplysninger
til brug ved skatteansættelsen,
jf. skattekontrollovens § 16.
Bestemmelsen vil endvidere
eksempelvis kunne finde
anvendelse på grove
overtrædelser af
kildeskattelovens § 74 om
manglende indeholdelse af
A-skat, hvilket i dag ikke er
dækket af ordlyden af § 289.
Justitsministeriet finder
ligesom udvalget, at grove
overtrædelser af
tilskudslovgivningen bør være
omfattet af § 289. Herved
sikres, at svindel med
offentlige midler – uanset
midlernes karakter – er
undergivet den samme
strafferetlige beskyttelse. Ved
begrebet »tilskudslovgivning«
forstås enhver national
lovgivning, hvor der ydes
tilskud eller støtte til borgere
eller virksomheder. Bestemmelsen
vil således omfatte eksempelvis
ydelser inden for den sociale
lovgivning og udbetalinger i
medfør af lovgivningen om
arbejdsløshedsforsikring.
For så vidt
angår spørgsmålet om
strafferammen i den foreslåede
§ 289 a bemærkes, at
strafferammer mv. for nylig har
været genstand for generelle og
principielle overvejelser i
Straffelovrådet. Rådets
overvejelser og anbefalinger
herom fremgår af betænkning nr.
1424/2002 om strafferammer og
straffastsættelse.
I
betænkningen har Straffelovrådet
om strafferammen i § 289 og
§ 289 a anført, at der i rådet
har været tvivl om, hvorvidt
disse bestemmelser, der retter
sig mod offentlige midler, bør
sidestilles med bedrageri. Et
flertal i Straffelovrådet (6
medlemmer) finder ligesom 6 af
medlemmerne i
Brydensholt-udvalget, at der bør
være overensstemmelse mellem
straffelovens § 289 og § 286,
jf. § 279, således at
beskyttelsen af private og
offentlige midler sidestilles.
Flertallet bemærker, at der ikke
findes holdepunkter for, at en
straffebestemmelse, der
beskytter offentlige midler, bør
være mildere end den, der værner
både private og i et vist omfang
offentlige midler. Flertallet
finder under hensyn til rådets
samtidige forslag om et fælles
strafmaksimum i § 286 på fængsel
i 6 år, at strafferammen i § 289
bør være fængsel indtil 6 år.
Et mindretal
i Straffelovrådet (2 medlemmer)
finder, at strafferammen i § 289
fortsat bør være fængsel indtil
4 år.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
kan der ikke peges på hensyn,
der begrunder en mildere
strafferetlig bedømmelse af svig
over for det offentlige.
Justitsministeriet finder
således ligesom dele af
Brydensholt-udvalget og
Straffelovrådets flertal, at
svig rettet mod offentlige
midler bør have en strafferetlig
beskyttelse svarende til den,
der gælder i relation til svig
rettet mod private midler.
I forbindelse
med gennemførelsen af
Straffelovrådets betænkning nr.
1424/2002 ved lov nr. 218 af 31.
marts 2004 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven
(Ændring af strafferammer og
bestemmelser om
straffastsættelse) fandt
Justitsministeriet efter en
samlet vurdering, at
straffelovens § 286 bør være
opdelt på den måde, at stk. 1
omfatter grove tilfælde af
tyveri mv. med en strafferamme
på fængsel indtil 6 år, mens
stk. 2 omfatter grove tilfælde
af underslæb, bedrageri,
databedrageri, mandatsvig og
skyldnersvig med en strafferamme
på fængsel indtil 8 år.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at strafferammen i den
foreslåede § 289 bør fastsættes
til fængsel i 8 år i
overensstemmelse med
strafferammen i straffelovens
§ 286, stk. 2, jf. § 279.
2.3.2.
Straffelovens § 289 a
I
bemærkningerne til det
lovforslag, der dannede grundlag
for vedtagelsen af § 289 a
(lovforslag nr. L 15, fremsat
den 6. oktober 1999) bemærkede
Justitsministeriet, at § 289 a,
stk. 2, indebærer, at EU-støtte
undergives en strafferetlig
beskyttelse, der på nogle
punkter går videre end det, der
gælder for nationale
støtteordninger.
Justitsministeriet bemærkede
endvidere, at ministeriet er
opmærksom på, at indførelse af
en sådan bestemmelse bl.a.
rejser spørgsmålet om, hvorvidt
nationale støtteordninger mv.
bør undergives en strafferetlig
beskyttelse, der svarer til den,
som blev foreslået med hensyn
til EU-støtteordninger mv.
Ministeriet anførte, at en sådan
udvidelse vil rejse en række
spørgsmål af principiel og
praktisk karakter, ikke mindst i
lyset af, at der kan være tale
om så forskelligartede
ordninger, at der ikke uden
videre bør gælde det samme inden
for eksempelvis det
erhvervsmæssige og det sociale
område. Justitsministeriet
afstod derfor fra i forbindelse
med gennemførelsen af § 289 a at
stille forslag vedrørende
nationale støtteordninger.
Justitsministeriet tilkendegav
samtidig i forbindelse med
lovforslagets behandling i
Folketinget, at det generelle
spørgsmål om den strafferetlige
regulering af svig med hensyn
til offentlige midler – hvad
enten der er tale om nationale
midler, EU-midler eller
eventuelt begge dele – indgår i
arbejdet i Brydensholt-udvalget.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at midler, der
stammer fra nationale støtte-
eller tilskudsordninger, som
udgangspunkt bør have en
strafferetlig beskyttelse, der
svarer til den beskyttelse, som
gælder med hensyn til EU-midler.
Justitsministeriet er også
opmærksom på, at en sådan
ligestilling i et vist omfang
vil indebære en
nykriminalisering.
Bestemmelsen
vil ligesom den foreslåede
bestemmelse i straffelovens §
289 omfatte alle former for
tilskuds- og støtteordninger,
herunder ydelser inden for den
sociale lovgivning og
udbetalinger i medfør af
lovgivningen om
arbejdsløshedsforsikring.
Justitsministeriet er samtidig
enig med udvalget i, at der er
behov for at sondre mellem
ydelser ydet til privat brug, og
ydelser der er ydet med henblik
på andre formål.
Justitsministeriet kan derfor
tilslutte sig udvalgets forslag,
hvorefter efterfølgende
anvendelse af (også nationale)
støtte- eller tilskudsmidler i
strid med det formål, midlerne
er bevilget til, som
udgangspunkt skal være omfattet
af den foreslåede § 289 a, og at
dette udgangspunkt bør fraviges,
hvis der er tale om ydelser, som
er bevilget til privat brug.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag,
hvorefter den foreslåede § 289 a
skal være subsidiær og dermed
kun finde anvendelse, hvis der
ikke er en tilsvarende
regulering i anden lovgivning.
Lovforslaget
vil således indebære en
regulering, hvorefter den
foreslåede § 289 a finder
anvendelse, (1) hvis der ikke er
en særlovgivning på området, (2)
hvis der ikke i særlovgivningen
er straffebestemmelser, (3) hvis
der ikke i særlovgivningen er en
gerningsbeskrivelse, der svarer
til § 289 a, og (4) hvis
særlovgivningen indeholder en
henvisning til straffelovens
bestemmelser. Foreligger der
omstændigheder, der kendetegner
forholdet som særlig groft, vil
den foreslåede
overbygningsbestemmelse i
straffelovens § 289 finde
anvendelse i kraft af § 289 a´s
henvisning til § 289.
Hvis der
derimod i særlovgivningen er en
regulering, der svarer til den
foreslåede § 289 a, skal
forholdet ikke henføres under
§ 289 a. Hvorvidt særlig grove
overtrædelser i disse tilfælde
kan henføres under den
foreslåede § 289, vil afhænge
af, om der i den pågældende
særlovsbestemmelse er en
henvisning til straffelovens
§ 289.
Som nævnt har
udvalget foreslået, at der i
§ 289 a indsættes en
bestemmelse, hvor det anføres,
at § 289 a finder anvendelse på
alle overtrædelser af den
omhandlede lovgivning. Herved
tydeliggøres det i selve
lovteksten, at bestemmelsen har
universel gyldighed.
Den
foreslåede § 289 a skal på samme
måde som den nugældende § 289 a
omfatte svig med EU-midler. I
lighed med den nugældende
regulering skal bestemmelsen
omfatte svig rettet mod midler,
der udbetales fra De Europæiske
Fællesskabers institutioner
eller andre fællesskabsorganer.
Som der
nærmere er redegjort for
ovenfor, gennemfører den
nugældende § 289 a
EU-svigskonventionen. Det følger
af EU-svigskonventionen, at
medlemsstaterne er forpligtede
til at betragte svig med
fællesskabsmidler som en
strafbar handling og til at
fastsætte strafferetlige
sanktioner, herunder
frihedsstraf, der kan medføre
udlevering.
Uanset at det
ikke er udtrykkelig angivet i
den nugældende § 289 a, har
bestemmelsen i overensstemmelse
med EU-svigskonventionen efter
sit indhold universel gyldighed,
idet bestemmelsens
beskyttelsesinteresse er
EU-midler.
Med den
foreslåede § 289 a bliver svig
med nationale midler omfattet af
bestemmelsen. Efter den
foreslåede formulering skal
bestemmelsen omhandle midler,
der stammer fra danske
myndigheder. Det følger således
af bestemmelsens ordlyd, at
denne del af bestemmelsen kun
skal beskytte danske interesser.
Bestemmelsen vil eksempelvis
omfatte en situation, hvor en
person, der befinder sig i
udlandet, afgiver vildledende
oplysninger over for danske
myndigheder, idet handlingen er
rettet mod danske interesser.
Bestemmelsen kan derimod ikke
finde anvendelse, hvis der
eksempelvis udøves svig med
midler, der stammer fra
eksempelvis tyske myndigheder.
Da det
således følger af bestemmelsens
ordlyd, at
beskyttelsesinteresserne er
EU-midler samt midler, der
stammer fra danske myndigheder,
er der efter Justitsministeriets
opfattelse ikke behov for i
lovteksten at angive
bestemmelsens gyldighedsområde
nærmere. På den baggrund er
denne del af udvalgets forslag
til § 289 a ikke medtaget i
lovforslaget.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets forslag til
strafferamme i § 289 a.
3.
Lovgivningen på andre
ministerieområder
3.1. Gældende
ret med hensyn til lovgivning,
der henhører under Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri
Fiskerilovens
§ 130, stk. 3, indeholder en
bestemmelse, der omhandler den,
der forsætligt unddrager sig
eller andre betaling af visse
nærmere opregnede afgifter eller
med forsæt uberettiget opnår
udbetaling eller refusion af
visse ydelser.
Overtrædelse
af fiskerilovens § 130, stk. 3,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år. Under skærpende
omstændigheder kan straffen
stige til fængsel indtil 4 år.
Efter § 25 i
lov om administration af Det
Europæiske Fællesskabs
forordninger om markedsordninger
for landbrugsvarer mv.
(bemyndigelsesloven) straffes en
række forsætlige overtrædelser
af loven med bøde eller fængsel
indtil 2 år. Under skærpende
omstændigheder kan straffen
stige til fængsel indtil 4 år.
Bestemmelsen omfatter afgivelse
af urigtige eller vildledende
oplysninger til brug for
afgørelser, der træffes i
henhold til en række nærmere
opregnede bestemmelser.
3.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
Som nærmere
omtalt ovenfor under pkt. 2.2.1.
har Brydensholt-udvalget
foreslået, at straffelovens
§ 289 ændres således, at
bestemmelsen omfatter grove
overtrædelser af skatte-, told-,
afgifts- og
tilskudslovgivningen, og at
bestemmelsen kun skal anvendes,
hvis der i særlovgivningen er en
henvisning hertil.
Udvalget
bemærker, at denne lovtekniske
løsning indebærer, at det er
nødvendigt i eksisterende
lovgivning at indsætte en
henvisning til straffelovens
§ 289, hvis grove overtrædelser
af den pågældende
særlovsbestemmelse skal kunne
henføres til straffelovens
§ 289.
Udvalget
foreslår, at en gennemgang af
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri samt
Skatteministeriets lovgivning
foretages, således at eventuel
regulering kan gennemføres
samtidig med ændringen af
straffelovens § 289, mens
udvalget opfordrer øvrige
ministerier til snarest herefter
at foretage den nødvendige
gennemgang.
Der henvises
til betænkningens side 46-50 og
59.
3.3.
Regeringens overvejelser
Regeringen
har noteret sig udvalgets
forslag, hvorefter der navnlig
på lovgivningsområder, der
henhører under
Fødevareministeriet og
Skatteministeriet er behov for
at foretage de nødvendige
følgeændringer i nær tidsmæssig
sammenhæng med dette lovforslag.
På
Fødevareministeriets område
indeholder lovforslaget således
forslag til ændring af
fiskerilovens § 130, stk. 3, og
bemyndigelseslovens § 25.
I begge
tilfælde foreslås det, at der
indsættes en henvisning til
straffelovens § 289, og at den
nuværende normalstrafferamme på
bøde eller fængsel indtil 2 år i
overensstemmelse med
anbefalingerne fra
Brydensholt-udvalget ændres til
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder, jf. nærmere
ovenfor under pkt. 2.2.1.
Med den
foreslåede ændring på
Fødevareministeriets område
tilsigtes ikke en ændring af det
strafniveau, der konkret
udmåles. Tilfælde, der hidtil er
sanktioneret med straf på
fængsel mellem 1 år og 6 måneder
og 2 år, vil fremover skulle
henføres til straffelovens
§ 289, idet det konkrete
strafniveau dog forudsættes at
være uændret.
For så vidt
angår Skatteministeriets
lovgivningsområde vil de
relevante følgeændringer
vedrørende straffelovens § 289
mv. blive gennemført i 2005.
Efter
vedtagelsen af dette lovforslag
vil Justitsministeriet opfordre
samtlige øvrige ministerier til
ved førstkommende lejlighed at
gennemgå lovgivningen på det
enkelte ministerområde med
henblik på i fornødent omfang at
fremsætte forslag, der muliggør,
at overbygningsbestemmelsen i
§ 289 kan finde anvendelse ved
grove overtrædelser af den
pågældende særlovgivning.
Spørgsmålet
om henvisningsbestemmelser til
straffelovens § 289 vil
endvidere fremover indgå som et
led i den almindelige
lovtekniske gennemgang af
lovforslag.
4.
Kriminalitet i juridiske
personer
4.1. Gældende
ret
Straffelovens
§ 296 kriminaliserer en række
bedragerilignende forhold
vedrørende urigtige meddelelser
og lignende med hensyn til
værdipapirer, selskabsforhold
mv. Bestemmelsen omfatter
tilfælde, der ikke vil være
strafbare som bedrageri efter
straffelovens § 279, idet
handlingen eller undladelsen
ikke er rettet mod nogen bestemt
person eller nogen bestemt
persongruppe. Bestemmelsen er
således subsidiær i forhold til
straffelovens § 279 om
bedrageri.
Efter § 296,
stk. 1, nr. 1, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år den,
der (1) udspreder løgnagtige
meddelelser, hvorved prisen på
varer, værdipapirer eller
lignende genstande kan påvirkes,
(2) gør urigtige eller
vildledende angivelser angående
aktieselskabers eller lignende
foretagenders forhold gennem
offentlige meddelelser, i
beretninger, regnskabsopgørelser
eller erklæringer til
generalforsamlingen eller nogen
selskabsmyndighed, ved
anmeldelse til handelsregisteret
eller aktieselskabsregisteret
eller i indbydelse til dannelse
af sådanne selskaber eller udbud
af andele i dem eller (3)
overtræder de for aktieselskaber
eller andre selskaber med
begrænset ansvar gældende
bestemmelser med hensyn til
udfærdigelse af aktiebreve,
andelsbeviser eller
interimsbeviser, anvendelse af
overskud, udbetaling af udbytte
eller tantieme eller
tilbagebetaling af indskud.
Hvis
overtrædelsen er begået ved grov
uagtsomhed, er straffen bøde
eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 4
måneder.
Bestemmelsen
er i praksis anvendt som en
overbygningsbestemmelse på dele
af særlovgivningen.
4.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
Brydensholt-udvalget har i
betænkning nr. 1415/2002
overvejet, om bør foreslås
ændringer af straffelovens
§ 296.
Udvalget har
for det første overvejet, om
§ 296 fortsat bør være subsidiær
i forhold til straffelovens
§ 279. Efter udvalgets
opfattelse giver denne
begrænsning i anvendelsesområdet
mindre mening i dag, hvor
straffebestemmelser i de
underliggende særlove typisk
ikke er subsidiære i forhold til
§ 279. Efter udvalgets
opfattelse bør der derfor - i
lighed med hvad der gælder i
forhold til straffelovens § 302
- være mulighed for at anvende
§ 296 i sammenstød med andre
bestemmelser om
berigelseskriminalitet, hvis der
herved gives en supplerende
beskrivelse af lovovertrædelsen.
Udvalget har lagt vægt på, at
§ 296 er en kvalificeret
beskyttelse af de formelle
regler, der er fastsat for at
forebygge misbrug. Hvis citering
af både § 296 og eksempelvis
§ 279 i den konkrete sag ikke
giver nogen supplerende
beskrivelse af
hændelsesforløbet, vil
overtrædelsen af § 296 derimod
efter de almindelige principper
for tiltalerejsning blive
absorberet af straffelovens
§ 279.
I relation
til det nuværende
gerningsindhold i § 296, stk. 1,
nr. 1, finder udvalget af
lovtekniske grunde, at
bestemmelsen bør begrænses til
at vedrøre overtrædelser, der
alene har relation til en
juridisk person. En sådan
ændring vil bl.a. indebære, at
den del af bestemmelsen, som
vedrører den, der udspreder
løgnagtige meddelelser, hvorved
prisen på varer kan påvirkes,
udgår af bestemmelsen, og i
stedet foreslås flyttet til en
selvstændig bestemmelse, idet
udvalget finder, at straffeloven
fortsat bør indeholde en
bestemmelse med et sådant
indhold. Bestemmelsen vil
eksempelvis være anvendelig i
tilfælde, hvor der er givet
urigtige oplysninger om
bakterier i fødevarer eller om
sygdomsforekomster hos danske
slagtedyr, hvad enten dette sker
i chikaneøjemed eller for at
opnå bedre priser på egne
produkter.
På den
baggrund foreslår udvalget denne
del af bestemmelsen overført til
straffelovens § 297, jf. herom
nedenfor under pkt. 5.2.
Udvalget foreslår samtidig, at
ikke blot afgivelse af urigtige
oplysninger om varer, men også
om fast ejendom bør være
omfattet af den nye § 297. Dette
indebærer eksempelvis, at
udspredelse af rygter om, at en
given fast ejendom er forurenet,
med sikkerhed vil kunne henføres
til det strafbare område.
Bortset fra
visse sproglige moderniseringer
har udvalget ikke fundet
anledning til at foreslå
yderligere ændringer af § 296,
stk. 1, nr. 1.
Straffelovens
§ 296, stk. 1, nr. 2, omhandler
den, der afgiver urigtige eller
vildledende angivelser
vedrørende bl.a. aktieselskabers
forhold gennem regnskaber,
erklæringer til
selskabsmyndighederne mv. Denne
del af bestemmelsen er i praksis
den mest anvendte.
Udvalget har
særligt overvejet, om »udbud af
andele« kan antages at omfatte
udbud af konvertible
obligationer, hvorved
obligationsejeren opnår en ret,
men ikke en pligt, til at
ombytte obligationerne med
aktier i selskabet. I perioden
indtil en eventuel konvertering
indgår obligationerne således
som en del af selskabets
fremmedkapital, mens der efter
en eventuel konvertering er tale
om egenkapital.
Henset til at
der på det tidspunkt, hvor
obligationen udbydes, er tale om
fremmedkapital, er der efter
udvalgets opfattelse næppe tale
om udbud af andele som omtalt i
§ 296, stk. 1, nr. 2. Udvalget
finder imidlertid, at der ved
udbud af konvertible
obligationer er samme
beskyttelsesbehov som ved udbud
af ejerandele i selskabet, og
udvalget foreslår på den
baggrund, at bestemmelsen
udvides til også at omfatte
disse situationer.
Den nuværende
bestemmelse i § 296, stk. 1, nr.
3, omhandler beskyttelse af
kapitalen i juridiske personer,
herunder beskyttelse mod
overtrædelse af regler om
anvendelse af overskud,
udbetaling af udbytte og
tantieme og tilbagebetaling af
indskud.
Udvalget
anfører, at § 296, stk. 1, nr.
3, fortsat bør være en
overbygningsbestemmelse
vedrørende grove overtrædelser
af særlovgivningens
kapitalbeskyttelsesregler.
Udvalget
finder, at
overbygningsbestemmelsen bør
omfatte alle
kapitalbeskyttelsesregler,
herunder også eksempelvis
reglerne om ulovlige
aktionærlån, jf.
aktieselskabslovens § 115,
stk. 1, og ulovlig
selvfinansiering, jf. § 115,
stk. 2, der ikke er omfattet af
bestemmelsen i dens nuværende
udformning.
På den
baggrund foreslår udvalget af
lovtekniske grunde, at der ikke
i bestemmelsen skal være en
opregning af de omfattede
kapitalbeskyttelsesregler, men
derimod en generel henvisning
til regler om »kapitaltilførsel«
og regler om »anvendelse af den
juridiske persons midler.« Selv
om det for så vidt angår regler
om kapitaltilførsel kan betyde,
at der kan tiltales efter både
§ 296, stk. 1, nr. 2 og 3,
finder udvalget det væsentligt,
at bestemmelsen indeholder en
direkte strafsanktionering i nr.
3 og ikke blot en indirekte i
nr. 2 om afgivelse af urigtige
eller vildledende oplysninger.
Efter
aktieselskabslovens § 54,
stk. 1, skal bestyrelsen sørge
for forsvarlig organisation af
selskabets virksomhed, og efter
§ 54, stk. 3, skal bestyrelsen
tage stilling til, om selskabets
kapitalberedskab er forsvarligt.
Direktionen skal sørge for, at
bogføringen foregår i
overensstemmelse med
lovgivningen, og at
formueforvaltningen foregår på
betryggende vis. Overtrædelser
heraf straffes med bøde, jf.
aktieselskabslovens § 161.
Lignende bestemmelser findes i
anpartsselskabsloven.
Udvalget har
overvejet, om § 296 tillige bør
være en overbygningsbestemmelse
i forhold til selskabslovenes
bestemmelser om forsvarlig
organisation mv. Udvalget har i
den forbindelse bemærket, at
bestemmelserne om forsvarlig
organisation mv. er meget
centrale bestemmelser, og at det
derfor kunne være naturligt at
lade straffelovens § 296 omfatte
grove overtrædelser heraf.
Udvalget
peger imidlertid på, at der i
den juridiske litteratur er
rejst tvivl om, hvorvidt
eksempelvis aktieselskabslovens
§ 54 har en formulering, der gør
overtrædelser af bestemmelsen
egnede til at være
strafsanktionerede. Henset
hertil finder udvalget, at
bestemmelserne om organisation –
i hvert fald ikke for tiden –
bør medtages i straffelovens
§ 296.
Efter
aktieselskabslovens § 56,
stk. 3, er bestyrelsen
forpligtet til at føre en
forhandlingsprotokol, der skal
underskrives af samtlige
tilstedeværende medlemmer.
Overtrædelse heraf er ikke efter
aktieselskabsloven sanktioneret
med straf.
En
forhandlingsprotokol vedrørende
selskabets generalforsamlinger
skal underskrives af dirigenten.
Overtrædelse heraf straffes med
bøde.
Udvalget
finder, at overtrædelser af
bestemmelser om
forhandlingsprotokoller bør
medtages i straffeloven, således
at grove overtrædelser er
omfattet af § 296. Grove
overtrædelser må navnlig antages
at foreligge, hvis det er
indiceret, at formålet med
overtrædelserne har været at
skabe bevistvivl om
beslutningsprocessen, eller hvor
der er tale om omfattende og
konsekvente undladelser.
Udvalget har
i den forbindelse lagt vægt på,
at forhandlingsprotokollerne er
den juridiske persons
»forhandlingsspor« og dermed
væsentlige, når der skal
foretages en vurdering af et
eventuelt civilretligt eller
strafferetligt ansvar.
Bestyrelsens
forhandlingsprotokol er
endvidere et vigtigt
kontrolgrundlag, når selskabets
revisorer skal foretage
revision.
Efter
aktieselskabslovens §§ 25- 25 a
er et aktieselskab forpligtet
til at føre en aktiebog.
Aktiebogen er ikke offentlig
tilgængelig, og aktionærernes
navn noteres kun, hvis
selskabets aktier er
navneaktier. Lignende regler
findes for anpartsselskaber i
anpartsselskabslovens §§ 16-17,
idet anpartshaverfortegnelsen
dog er offentlig tilgængelig,
hvis selskabets anpartskapital
er 500.000 kr. eller derover.
For navneaktier udstedt gennem
Værdipapircentralen skal der i
henhold til
værdipapirhandelslovens § 23 a
meddeles Værdipapircentralen
oplysninger om aktionærernes
navn og adresse.
Der er
endvidere i særlovgivningen
visse bestemmelser om
offentliggørelse af oplysninger
om såkaldte storaktionærer,
hvorved forstås aktionærer, der
besidder aktier, som udgør
mindst 5 % af aktiekapitalen,
eller som repræsenterer mindst
5 % af stemmeretten.
Udvalget
finder, at oplysninger om
ejerandele er centrale regler,
der er væsentlige for kontrol og
kriminalitetsbekæmpelse.
Oplysninger om ejerforhold kan
eksempelvis være afgørende ved
vurderingen af, om der skal
udbetales offentlige midler
(f.eks. tilskud eller negativ
moms) til et selskab, eller om
der skal stilles garantier for
selskabet. Hertil kommer, at
manglende oplysninger om
ejerforholdene kan medføre
betydelige bevisvanskeligheder i
forbindelse med placeringen af
ansvar for selskabskriminalitet.
På den
baggrund foreslår udvalget, at
straffelovens § 296, der i dag
kun finder anvendelse, hvis der
gives urigtige eller vildledende
oplysninger om ejerandele, skal
udvides til at omfatte alle
grove overtrædelser af
særlovgivningens bestemmelser
vedrørende oplysninger om
ejerandele.
Efter
aktieselskabslovens § 69 a er
bestyrelsen forpligtet til at
foranledige, at der afholdes
generalforsamling inden 6
måneder efter, at det
konstateres, at halvdelen af
selskabets aktiekapital er tabt.
Efter anpartsselskabslovens § 52
skal selskabets øverste ledelse
over for anpartshaverne redegøre
for selskabets økonomiske
stilling senest 6 måneder efter,
at selskabet har tabt 40 % af
anpartskapitalen. Overtrædelse
af disse bestemmelser straffes
med bøde, jf.
aktieselskabslovens § 161 og
anpartsselskabslovens § 80.
Udvalget
anfører, at der er væsentligt,
at disse pligter til at reagere
i kapitaltabssituationer
overholdes. Udvalget har
overvejet, om disse pligter er
tilstrækkelig sanktioneret i
kraft af straffebestemmelserne i
særlovgivningen, eller om
overtrædelser heraf bør kunne
straffes efter straffeloven,
idet det bemærkes, at der ikke i
udvalget er kendskab til sager i
retspraksis vedrørende straf for
overtrædelse af
særlovsbestemmelserne om
kapitaltab.
Udvalget
finder, at straffelovens § 296
bør være en
overbygningsbestemmelse på alle
kapitalbeskyttelsesregler,
uanset om der for nogle af
reglernes vedkommende kun
sjældent vil være behov for en
sådan overbygningsbestemmelse.
For kapitaltabsreglernes
vedkommende vil der navnlig ved
gentagne overtrædelser eller
flere samtidige overtrædelser
være grundlag for at henføre
forholdet til
overbygningsbestemmelsen.
Udvalget har
overvejet, hvilken strafferamme
der bør gælde for overtrædelser
af den foreslåede § 296.
Udvalget
bemærker, at de overtrædelser,
der er omhandlet af udvalgets
forslag til § 296, ofte vil
dække over eller være
forberedelser til anden
kriminalitet. Udvalget finder,
at grove overtrædelser af disse
regler, der har til formål at
forhindre misbrug af
selskabsstrukturer, bør være
undergivet en effektiv og
fremskudt strafferetlig
beskyttelse. Udvalget har i den
forbindelse overvejet, om det
nuværende strafmaksimum på bøde
eller fængsel indtil 1 år er
tilstrækkeligt.
Udvalget
bemærker indledningsvis, at et
højere strafmaksimum vil give en
bedre strafferetlig beskyttelse
af selskabssystemet, også selv
om det må formodes konkret at
være en absolut undtagelse, at
en overtrædelse af den
foreslåede § 296 vil føre til
langvarig fængselsstraf.
Langvarig fængselsstraf vil
efter udvalgets opfattelse
formentlig kun kunne komme på
tale i tilfælde, hvor der
foreligger omfattende misbrug af
et professionelt tilsnit,
herunder eventuelt i relation
til mange selskaber.
Udvalget
henviser til, at
Justitsministeriets udvalg om
bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet i betænkning nr.
1066/1986 foreslog, at både
overtrædelser af straffelovens
§ 296 og af § 302 burde straffes
med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Straffelovrådet
afgav den 21. april 1986 en
udtalelse om betænkningen, hvori
rådet bl.a. anførte, at en
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 1 år fandtes
tilstrækkelig.
Udvalget
bemærker, at der ikke foreligger
oplysninger for udvalget, som
giver grundlag for at antage, at
den nuværende strafferamme i
§ 296 på fængsel indtil 1 år er
utilstrækkelig. Udvalget finder
imidlertid af principielle
grunde anledning til at
tilslutte sig det tidligere
forslag om et strafmaksimum på
fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Udvalget
foreslår endvidere, at den
nuværende hjemmel til efter
straffelovens § 296, stk. 2, at
straffe overtrædelser, der er
begået ved grov uagtsomhed, bør
opretholdes. Udvalget foreslår
imidlertid, at stk. 2 udvides
til at finde anvendelse på alle
groft uagtsomme overtrædelser af
bestemmelserne i stk. 1 og ikke
som i dag kun ved urigtige eller
vildledende oplysninger om
selskabsforhold mv. (den
nuværende § 296, stk.1, nr. 2)
og overtrædelse af
selskabslovgivningens
bestemmelser om aktiebreve,
anvendelse af overskud mv. (den
nuværende § 296, stk. 1, nr. 3).
Udvalget har i den forbindelse
anført, at alle led i den
foreslåede § 296, stk. 1, bør
kunne straffes ved grov
uagtsomhed.
Der henvises
til betænkningens side 21-43 og
63-67.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at straffelovens
§ 296 bør være en fælles
overbygningsbestemmelse for
grove overtrædelser af de
bestemmelser i særlovgivningen,
der specifikt vedrører juridiske
personers kapitalforhold mv.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag,
hvorefter der efter
omstændighederne vil kunne
straffes i sammenstød mellem den
foreslåede § 296 og
straffelovens § 279 om
bedrageri.
Lovforslagets
§ 1, nr. 5, er således med
enkelte redaktionelle ændringer
udformet i overensstemmelse med
udvalgets lovudkast.
Som nævnt
ovenfor under pkt. 4.2. har
Brydensholt-udvalget foreslået
en strafferamme i § 296 på bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Straffelovrådet har i betænkning
nr. 1424/2002 foretaget en
generel gennemgang af
strafferammerne i straffeloven
og bestemmelserne om
straffastsættelse. Om
strafferammen i § 296, stk. 1,
anfører Straffelovrådet, at
bestemmelsen har været genstand
for grundige overvejelser i
Brydensholt-udvalget, og at
rådet har noteret sig udvalgets
synspunkter og forslag og på den
baggrund ikke finder anledning
til at gå ind i en nærmere
vurdering af strafferammerne på
dette område.
Justitsministeriet kan på den
baggrund tilslutte sig
Brydensholt-udvalgets forslag
om, at overtrædelse af den
foreslåede § 296 straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
5.
Straffelovens § 297
5.1. Gældende
ret
Efter
straffelovens § 297 straffes
den, som uden for de tilfælde,
der er omfattet af § 296, mod
bedre vidende i dokumenter,
forretningsbreve, cirkulærer
eller bekendtgørelser gør
urigtige angivelser om den
økonomiske stilling i et
selskab, som vedkommende
bestyrer eller repræsenterer.
Disse
overtrædelser, der er beslægtet
med anvendelsesområdet for
§ 296, straffes efter § 297 med
bøde.
Der
foreligger ikke trykt
retspraksis vedrørende
bestemmelsen, hvis ordlyd er
uændret siden straffelovens
ikrafttræden i 1933.
5.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
Udvalget har
i betænkning nr. 1415/2002
overvejet, om § 297 bør
opretholdes i sin nuværende
udformning.
Udvalget
bemærker, at der ikke i udvalget
er kendskab til sager, hvor
§ 297 er anvendt. Udvalget
fremhæver endvidere, at der
alene er tale om et bødedelikt,
og at der i de situationer, hvor
gerningsindholdet i bestemmelsen
er opfyldt, typisk tillige vil
kunne straffes efter andre og
strengere bestemmelser
(eksempelvis § 279 om
bedrageri). På den baggrund
foreslår udvalget, at den
gældende § 297 ophæves.
Udvalget
foreslår, at der som ny § 297 i
straffeloven i stedet indsættes
en bestemmelse, der viderefører
gerningsindholdet i § 296,
stk. 1, nr. 1, for så vidt angår
situationer, der ikke specifikt
er knyttet til en juridisk
person. Bestemmelsen foreslås
således at finde anvendelse på
den, der udspreder urigtige
eller vildledende oplysninger,
hvorved prisen på varer eller
fast ejendom kan påvirkes
væsentligt. Udvalget foreslår,
at overtrædelser heraf på samme
måde som den foreslåede § 296
skal kunne straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, og at groft uagtsomme
forhold skal kunne straffes med
bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel
indtil 4 måneder.
Der henvises
til betænkningens side 30 og 67.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets forslag om at
ophæve den nuværende § 297 og
nyaffatte bestemmelsen.
Lovforslagets § 1, nr. 6, er
udformet i overensstemmelse
hermed.
Justitsministeriet skal
endvidere bemærke, at det
forudsættes, at den foreslåede
bestemmelse – i lighed med den
foreslåede § 296 – ikke er
subsidiær i forhold til
straffelovens § 279, og at der
derfor efter omstændighederne
vil kunne straffes i sammenstød
mellem den foreslåede § 297 og
straffelovens
bedrageribestemmelse.
Den
foreslåede bestemmelse skal i
lighed med den foreslåede § 296
kun finde anvendelse, hvis der
er tale om grove forhold.
6.
Regnskabsforbrydelser
6.1. Gældende
ret
6.1.1.
Straffelovens § 302
Straffelovens
§ 302 omhandler særlig grove
overtrædelser af visse
bogføringsbestemmelser. Efter
§ 302, stk. 1, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år den,
der under omstændigheder, der
kendetegner forholdet som særlig
groft (1) foretager urigtige
eller vildledende angivelser i
forretningsbøger eller
regnskaber, som det ifølge lov
påhviler den pågældende at føre
eller udfærdige, (2) undlader at
føre forretningsbøger eller
udfærdige regnskaber på den
måde, som det ifølge lov
påhviler den pågældende at gøre
det eller (3) undlader at
opfylde den ifølge lov
foreskrevne pligt til at
opbevare forretningsbøger, bilag
eller andet regnskabsmateriale
eller ødelægger sådant. Begås en
handling eller undladelse som
nævnt i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er straffen efter
stk. 2 bøde eller fængsel indtil
4 måneder.
Bestemmelsen
er således en
overbygningsbestemmelse
vedrørende grove overtrædelser
af særlovgivningens bestemmelser
om bogføring og
regnskabsforpligtelser, herunder
navnlig bogføringslovens regler.
Ved vurderingen af, om der er
tale om en grov overtrædelse,
der kan henføres under § 302,
kan det bl.a. tillægges vægt, om
handlingen eller undladelsen har
medført eller har været egnet
til at medføre et tab, herunder
et tab for det offentlige.
Bestemmelsen
er ikke – som tilfældet er for
§ 296 i den nuværende udformning
– subsidiær i forhold til
straffelovens § 279.
Bestemmelsen kan således efter
omstændighederne anvendes i
sammenstød med
bedrageribestemmelsen.
6.1.2.
Straffelovens § 175
Overtrædelse
af særlovgivningens
bogføringsbestemmelser vil efter
omstændighederne kunne henføres
til den noget strengere
bestemmelse i straffelovens
§ 175.
Bestemmelsen
omhandler den, som for at skuffe
i retsforhold i offentligt
dokument eller bog, i privat
dokument eller bog, som det
ifølge lov eller særligt
pligtforhold påhviler den
pågældende at udfærdige eller
føre, eller i læge-, tandlæge-,
jordemoder- eller dyrlægeattest
afgiver urigtig erklæring om
noget forhold, angående hvilket
erklæringen skal tjene som
bevis. Efter straffelovens
§ 175, stk. 2, straffes den, der
i retsforhold gør brug af et
sådant dokument som indeholdende
sandhed. Strafferammen efter
begge bestemmelser er bøde eller
fængsel indtil 3 år, og begge
bestemmelser finder tilsvarende
anvendelse, når dokumentet eller
bogen er udfærdiget eller føres
på andet læsbart medie.
6.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
6.2.1.
Straffelovens § 302
Udvalget
bemærker i betænkning 1415/2002,
at overtrædelser af bogførings-
og regnskabsbestemmelser kan
finde sted som led i økonomisk
kriminalitet eller for at sløre
økonomisk kriminalitet. Udvalget
finder, at der bør være en
effektiv strafferetlig
beskyttelse af centrale formelle
regler, der har til formål at
sikre gennemsigtighed, forhindre
eller standse misbrug og
muliggøre effektiv kontrol, for
derigennem at markere den
betydning, overholdelsen af
disse regler tillægges.
Udvalget har
på den baggrund overvejet, om
formuleringen af straffelovens
§ 302 er hensigtsmæssig,
herunder om bestemmelsen i
tilstrækkelig omfang tager højde
for de muligheder, der efter
bogføringsloven er for
edb-bogføring og kryptering af
bogføringen.
Udvalget har
i den forbindelse særligt
bemærket, at der efter
bogføringslovens § 14 er et krav
om, at krypteringsnøgle,
passwords mv. er tilgængelige.
En situation, hvor man undlader
at opbevare den nødvendige
krypteringsnøgle eller passwords
på en tilgængelig måde, er næppe
omfattet af straffelovens § 302,
stk. 1, nr. 3, der omhandler
lovbestemte forpligtelser til
opbevaring af regnskabsmateriale
eller ødelæggelse af
regnskabsmateriale. Virkningerne
af, at krypteringsnøgle eller
passwords ikke opbevares på
tilgængelig måde, kan imidlertid
være de samme, som ved
ødelæggelse af materialet.
Efter
udvalgets opfattelse bør
straffelovens § 302 derfor
ændres, således at formuleringen
tilpasses de
bogføringsmuligheder, der er
efter den nugældende
bogføringslov. Udvalget foreslår
på den baggrund, at § 302
udvides, således at
gerningsindholdet også omfatter
en situation, hvor en person
groft overtræder lovgivningens
bestemmelser om opbevaring af
regnskabsmateriale, herunder
beskrivelser af bogføring og af
systemer til opbevaring og
fremfinding af materialet,
herunder adgangskoder mv. og
krypteringsnøgler.
Udvalget har
herudover overvejet, om der på
regnskabsområdet bør kunne
straffes efter både § 296 og
§ 302. Der kan efter
omstændighederne være et
sammenfald mellem de to
bestemmelser, idet anvendelse af
urigtige eller vildledende
regnskaber vil kunne straffes
efter § 296, mens der samtidig
vil kunne være tale om
overtrædelse af lovgivningens
krav til aflæggelse af
regnskaber, idet lovgivningen
stiller krav om korrekt indhold.
Herved vil forholdet tillige
kunne henføres under § 302.
Udvalget
finder, at der i det omfang, der
reelt er tale om samme
forbrydelse – dvs. hvor et
regnskab er udarbejdet i strid
med § 302 og derefter anvendes i
strid med § 296 – ikke bør
straffes i sammenstød mellem de
to bestemmelser. Det foreslås
således, at det af § 302
udtrykkelig fremgår, at
bestemmelsen er subsidiær i
forhold til § 296. Er der
imidlertid (også) tale om andre
overtrædelser af
regnskabsbestemmelserne, vil der
tillige kunne straffes efter
§ 302, hvis betingelserne i
denne bestemmelse er opfyldt.
Udvalget
bemærker, at
bogføringsforpligtelserne er
udgangspunktet for, at der kan
afgives korrekte regnskaber, og
dermed er centrale i relation
til både investorer, kreditorer,
muligheden for offentlig kontrol
og politimæssig efterforskning.
Det bør derfor overvejes, om det
nuværende strafmaksimum i § 302
på fængsel indtil 1 år er
tilstrækkelig.
Udvalget
henviser i den forbindelse til
de overvejelser, der er gengivet
i betænkning 1066/1986 om
bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet, hvor det blev
fremhævet, at grove
bogføringsovertrædelser i et
ikke ubetydeligt omfang må
antages at skjule grove
berigelsesforbrydelser. Bl.a.
under henvisning hertil foreslog
man i betænkning nr. 1066/1986
et strafmaksimum i § 302 på
fængsel i 1 år og 6 måneder. Som
anført ovenfor under pkt. 4.2.
fandt Straffelovrådet
imidlertid, at strafferammen for
§ 302 burde være fængsel indtil
1 år.
Udvalget
bemærker hertil, at det
eksisterende strafmaksimum på
fængsel indtil 1 år synes
tilstrækkeligt, henset til at
den strengeste straf for en
»ren« overtrædelse af § 302, der
hidtil er set i retspraksis, er
hæfte i 14 dage. Udvalget finder
imidlertid af principielle
grunde, at strafferammen bør
fastsættes til bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Udvalget
foreslår endvidere, at den
nugældende bestemmelse i § 302,
stk. 2, hvorefter groft
uagtsomme overtrædelser af
§ 302, stk. 1, kan straffes med
bøde eller fængsel indtil 4
måneder, opretholdes.
Der henvises
til betænkningens side 50-57 og
68-69.
6.2.2.
Straffelovens § 175
I forhold til
straffelovens § 175 har udvalget
overvejet, om § 302 bør gøre
udtømmende op med mulighederne
for at straffe grove
overtrædelser af bogførings-
eller regnskabsregler efter
straffeloven, eller om sådanne
forhold fortsat bør kunne
henføres til straffelovens
§ 175.
Udvalget har
peget på, at det i betænkning
nr. 1066/1986 om bekæmpelse af
økonomisk kriminalitet blev
foreslået at lade § 302 være en
samlet bestemmelse vedrørende
grove overtrædelser af
bogføringsreglerne, således at
bogføring og lignende skulle
udgå af gerningsindholdet i
straffelovens § 175.
Denne del af
lovudkastet i betænkning nr.
1066/1086 blev imidlertid ikke
gennemført, idet Straffelovrådet
og Justitsministeriet nærede
betænkeligheder ved at lade
denne del af § 175 udgå, henset
til at § 175 muligvis i visse
situationer kunne være den
eneste straffehjemmel.
Brydensholt-udvalget bemærker,
at udvalget ikke er bekendt med
områder, hvor der vil mangle
straffehjemmel, hvis § 175
ændres, således at alene
pligtmæssige og visse særlige
erklæringer er omfattet.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at den del af § 175,
der vedrører lovpligtige
erklæringer, udgår. Udvalget
bemærker imidlertid, at der
forud for en sådan ændring bør
foretages en høring af samtlige
ministerier for at sikre, at
ændringen ikke får en utilsigtet
virkning.
Der henvises
til betænkningens side 50-57 og
69.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at straffelovens
§ 302 bør udformes i
overensstemmelse med
systematikken i bogføringsloven
og således, at alle grove
overtrædelser af
særlovgivningens
bogføringsbestemmelser er
omfattet af bestemmelsen.
Justitsministeriet er endvidere
enig i udvalgets overvejelser om
anvendelsesområdet for
straffelovens § 302, herunder at
bestemmelsen bør være subsidiær
i forhold til § 296.
Lovforslagets § 1, nr. 7, er på
den baggrund og med enkelte
ændringer af redaktionel
karakter udformet i
overensstemmelse med
Brydensholt-udvalgets forslag.
Med hensyn
til strafferammen i § 302 har
udvalget foreslået, at
overtrædelser kan straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
Straffelovrådet har i betænkning
nr. 1424/2002 foretaget en
generel gennemgang af
strafferammerne i straffeloven
og bestemmelserne om
straffastsættelse. Om
strafferammen i § 302, stk. 1,
anfører Straffelovrådet, at
bestemmelsen har været genstand
for grundige overvejelser i
Brydensholt-udvalget, og at
rådet har noteret sig udvalgets
synspunkter og forslag og på den
baggrund ikke finder anledning
til at gå ind i en nærmere
vurdering af strafferammerne på
dette område.
Justitsministeriet kan på den
baggrund til tilslutte sig
Brydensholt-udvalgets forslag om
en strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
for overtrædelse af den
foreslåede § 302.
For så vidt
angår udvalgets forslag om
ændring af straffelovens § 175,
har Justitsministeriet foretaget
en høring af samtlige
ministeriet over et udkast til
lovforslaget. Justitsministeriet
har i den forbindelse særlig
anmodet ministerierne om at
overveje, om en sådan ændring
vil indebære, at der herefter
ikke er straffehjemmel for
overtrædelse af bestemmelser om
lovpligtige erklæringer inden
for ministeriets
lovgivningsområde.
I forbindelse
med denne høring er
Justitsministeriet blevet
opmærksom på, at den omhandlede
del af § 175 anvendes i praksis
på visse ministerieområder, og
at en ændring som foreslået af
udvalget derfor vil kunne føre
til, at der på visse
særlovsområder ikke længere er
en straffehjemmel, eller at det
ikke længere er muligt at idømme
fængselsstraf.
På den
baggrund er Justitsministeriet
afstået fra i lovforslaget at
medtage en ændring af
straffelovens § 175 som
foreslået af
Brydensholt-udvalget.
7. Adgang til
at retsforfølge ved svig rettet
mod udenlandske myndigheder
7.1. Gældende
ret
Straffelovens
§§ 6-12 regulerer, i hvilke
tilfælde danske domstole har
straffemyndighed
(jurisdiktionskompetence).
Hvis en
forbrydelse begås inden for
dansk territorium, følger det af
straffelovens § 6, at forholdet
er omfattet af dansk
straffemyndighed. Også
overtrædelser, der begået uden
for dansk territorium, kan efter
omstændighederne være undergivet
dansk straffemyndighed i medfør
af straffelovens § 7, der
vedrører handlinger foretaget
uden for Danmark af personer med
dansk statsborgerskab eller med
fast ophold i Danmark. I disse
tilfælde kommer en straffesag
ved danske domstole imidlertid
kun på tale, hvis den
bestemmelse, der er overtrådt,
ikke må anses alene at beskytte
den danske stat eller danske
interesser (territorial
begrænsning).
En lang række
af straffelovens bestemmelser
har universel karakter, således
at overtrædelse heraf kan
straffes, selv om overtrædelsen
er foretaget i udlandet eller er
rettet mod udenlandske
interesser. Omvendt anses
særlovgivningen, herunder den
fiskale lovgivning, som
udgangspunkt for at være
territorialt begrænset,
medmindre en fortolkning af den
pågældende bestemmelse konkret
måtte føre til et andet
resultat. Dette indebærer, at
eksempelvis den danske
skattelovgivning alene beskytter
danske interesser, hvorfor der
ikke med hjemmel i denne
lovgivning kan gennemføres en
straffesag i Danmark for
skattesvig rettet imod
eksempelvis det tyske
skattevæsen. Der kan heller ikke
ved danske domstole gennemføres
en straffesag vedrørende
overtrædelse af den tyske
skattelovgivning, idet det
følger af straffelovens § 10,
stk. 1, at danske domstole skal
træffe afgørelse efter dansk
lovgivning, når der i medfør af
straffelovens §§ 6-9 er dansk
jurisdiktionskompetence.
Danmark har
ved lov nr. 252 af 12. juni 1975
om overførsel til andet land af
retsforfølgning i straffesager
gennemført Europarådets
konvention om overførsel af
retsforfølgning i straffesager
(overførselsloven).
Efter lovens
§ 1 kan lovovertrædelser, som er
omfattet af den europæiske
konvention om overførsel af
retsforfølgning i straffesager,
jf. bilag 1 til loven,
retsforfølges efter reglerne i
konventionens afsnit I-IV og
bestemmelserne i denne lov.
Det følger af
konventionens artikel 7, stk. 1,
at der kun kan foretages
retsforfølgning i den anmodede
stat, hvis den pågældende
lovovertrædelse ville have været
en lovovertrædelse, hvis den var
begået på denne stats
territorium, og lovovertrædelsen
i så fald kunne være pålagt en
sanktion også i henhold til dens
egen lovgivning. Konventionens
artikel 7, stk. 2, angiver, at
hvis lovovertrædelsen er begået
af en person i offentligt hverv
eller mod en sådan person, en
institution eller andet af
offentlig karakter i den
begærende stat, anses
lovovertrædelsen i den anmodede
stat for begået af en person i
offentligt hverv i denne stat
eller mod en sådan person, en
institution eller andet, der
indtager tilsvarende stilling
eller er af tilsvarende karakter
i den anmodede stat.
7.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
Udvalget har
i betænkning nr. 1396/2001
overvejet, om der navnlig på det
fiskale område er behov for at
have bestemmelser med universel
gyldighed.
Udvalget har
i den forbindelse peget på, at
den nugældende retstilstand,
hvorefter fiskale
straffebestemmelser kun
beskytter danske interesser,
medmindre der i den konkrete
bestemmelse er grundlag for at
indfortolke et videre
anvendelsesområde, er i
overensstemmelse med
retsstillingen i de fleste andre
lande. En ændring heraf, således
at bestemmelserne gøres
universelle, vil indebære, at
man ved hjælp af den danske
straffelovgivning bliver i stand
til at beskytte mod kriminalitet
rettet mod også andre landes
offentlige midler. Udvalget
finder imidlertid en sådan
løsning ganske vidtgående og
bemærker, at det er vanskeligt
at overskue, om reguleringen
herved bliver bredere end
ønskeligt.
Omvendt har
udvalget lagt vægt på, at
Danmark ikke bør fremstå som et
»strafforfølgningsly« i forhold
til personer, der som følge af
den fiskale lovgivnings
territoriale begrænsning ikke
kan retsforfølges i Danmark, og
som Danmark heller ikke ønsker
at udlevere. Udvalget fremhæver
på baggrund af de dagældende
udleveringsregler, at
mulighederne for at udlevere
danske statsborgere er ganske
begrænsede.
Udvalget
bemærker, at dansk strafferetlig
beskyttelse af midler, der
vedrører et andet land, bør
forudsætte gensidighed, således
at dette land etablerer en
tilsvarende beskyttelse med
hensyn til kriminalitet rettet
mod danske midler.
Udvalget
foreslår på den baggrund en
løsning, hvorefter artikel 7,
stk. 2, i Europarådets
konvention om overførsel af
retsforfølgning i straffesager
indarbejdes som en bestemmelse i
overførselsloven. Udvalget peger
på, at den særlige bestemmelse i
overførselskonventionen herved
kommer klarere til udtryk end
ved den eksisterende ordning,
hvor der i loven henvises til
konventionsteksten. Herved
præciseres, at også nationalt
begrænsede danske
straffebestemmelser på disse
områder er anvendelige, såfremt
Danmark vælger at retsforfølge.
Udvalget
foreslår endvidere, at en sådan
retsforfølgning – i
overensstemmelse med de krav,
der i øvrigt typisk stilles i
forbindelse med internationalt
samarbejde på det fiskale område
– kun skal kunne finde sted,
hvis den pågældende forbrydelse
kan sidestilles med en
forbrydelse af samme art efter
dansk lovgivning. Dette skal
forstås således, at det er uden
betydning, om der efter dansk
lovgivning opkræves samme slags
skatter, told eller afgifter
eller er fastsat regler om
skatter, told, afgifter og
tilskud, hvis de danske og
udenlandske regler i øvrigt
generelt kan sidestilles.
Der henvises
til betænkningens side 82-90 og
100-102.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Der kan være
grund til nærmere at overveje,
om en lovændring som den,
udvalget har foreslået, er
udtryk for en materiel ændring
af retstilstanden, eller om den
foreslåede ændring alene,
således som det anføres i
betænkningen, indebærer en
præcisering af, at også
nationalt begrænsede danske
straffebestemmelser på det
fiskale område i visse tilfælde
er anvendelige på overtrædelser
rettet mod udenlandske midler.
Efter
overførselskonventionens artikel
7, stk. 1, er det en betingelse
for, at retsforfølgningen kan
overføres til et andet land, at
lovovertrædelsen også ville være
strafbar, hvis den var begået i
dette land. I forarbejderne til
gennemførelsesloven, jf. lov nr.
252 af 12. juni 1975 om
overførsel til andet land af
retsforfølgning i straffesager,
er i den forbindelse anført, at
konventionen således stiller
krav om dobbelt strafbarhed og
derfor i almindelighed ikke
finder anvendelse på nationalt
eller territorialt begrænsede
forbrydelser, hvilket for
Danmarks vedkommende vil sige
handlinger, hvor strafbarheden
er begrænset til angreb rettet
mod en her i landet bestående
ordning eller mod interesser
knyttet til dansk nationalitet.
Som der
nærmere er redegjort for i
betænkningen side 78, er der i
forarbejderne endvidere rejst
tvivl om rækkevidden af
konventionens artikel 7, stk. 2.
Det anføres, at det ikke fremgår
klart, om bestemmelsen gør en
undtagelse til kravet om dobbelt
strafbarhed, eller om den alene
angiver visse kvalificerende
omstændigheder, som det anmodede
land skal tage i betragtning ved
strafudmålingen for den
pågældende overtrædelse. Det
bemærkes herefter, at der mellem
de nordiske lande er enighed om
at lægge den sidstnævnte
fortolkning til grund.
I en utrykt
dom afsagt af Vestre Landsret
den 14. marts 2001 havde
landsretten lejlighed til at
tage stilling til den nærmere
rækkevidde af overførselslovens
§ 1 og overførselskonventionens
artikel 7, stk. 2.
I sagen var
der rejst tiltalte mod 3 danske
statsborgere for bl.a. forsøg på
indsmugling af spiritus til
Sverige. De svenske myndigheder
havde i medfør af
overførselskonventionen anmodet
Danmark om at overtage
retsforfølgningen. Der var
herefter rejst tiltale for
overtrædelse af den danske
toldlovs § 73, stk. 1, nr. 1,
jf. stk. 2. Anklagemyndigheden
havde under sagen anført, at der
i medfør af overførselslovens
§ 1, jf.
overførselskonventionens artikel
7, stk. 2, var hjemmel til i
Danmark at straffe for
handlinger vedrørende det
svenske toldområde.
Landsretten
bemærkede, at de tiltalte
fandtes forsætligt og med forsæt
til at unddrage den svenske
statskasse afgift at have
medvirket til forsøg på
indsmugling i Sverige som
beskrevet i anklageskriftet.
Retten tiltrådte endvidere, at
forholdet var strafbart efter
svensk ret og bemærkede, at der
under sagen, således om tiltalen
var formuleret, alene skulle
tages stilling til forhold
vedrørende svensk toldområde og
svenske afgifter.
Efter en
gennemgang af ovennævnte
forarbejder bemærkede
landsretten, at det på baggrund
af udformningen af
bemærkningerne til lovforslaget
til gennemførelsesloven måtte
antages, at lovgiver var gået ud
fra, at loven ikke indebar en
udvidelse af gyldighedsområdet
for territorialt begrænsede
danske straffebestemmelser ud
over med hensyn til de i
bemærkningerne nævnte
kvalificerede omstændigheder. På
den baggrund fandt retten ikke
grundlag for at anvende den
danske toldlov i det
foreliggende tilfælde, og de
tiltalte blev frifundet for
dette forhold.
I lyset af de
nævnte forarbejder til
overførselsloven og den omtalte
dom fra Vestre Landsret finder
Justitsministeriet ikke grundlag
for nu at tillægge konventionens
artikel 7, stk. 2, en
vidererækkende betydning.
Justitsministeriet finder
endvidere ikke, at en ændring af
overførselsloven, hvorved
ordlyden af artikel 7, stk. 2,
skrives ind i selve
lovbestemmelsen, er en
hensigtsmæssig fremgangsmåde,
når formålet er at gennemføre en
reel udvidelse af visse danske
bestemmelsers territoriale
gyldighedsområde.
Justitsministeriet er imidlertid
enig med udvalget i, at det er
væsentligt, at Danmark ikke
fremstår som et land, der
hverken vil retsforfølge egne
statsborgere for kriminalitet
rettet mod andre landes fiskale
interesser eller udlevere
personerne til retsforfølgning i
det pågældende land.
Justitsministeriet har derfor
overvejet, om der er behov for
på anden måde at foretage en
ændring af overførselsloven,
således at danske fiskale
bestemmelser udstrækkes til også
at finde anvendelse i forhold
til situationer, hvor
kriminaliteten er rettet mod
andre landes fiskale interesser.
Justitsministeriet finder det i
den forbindelse væsentligt at
fremhæve, at der siden udvalget
tilendebragte sine overvejelser
om spørgsmålet, er gennemført en
række ændringer af lov om
udlevering af lovovertrædere.
Både med vedtagelsen af lov nr.
378 af 6. juni 2002
(anti-terrorpakken) og lov nr.
433 af 10. juni 2003, der
gennemførte EU-rammeafgørelsen
om den europæiske arrestordre,
er Danmarks muligheder for at
nægte udlevering af egne
statsborgere til
strafforfølgning i udlandet
blevet begrænset ganske
betydeligt i forhold til
retstilstanden ved betænkningens
afgivelse. Det er i forbindelse
med udvidelsen af adgangen til
at udlevere danske statsborgere
blevet fremhævet som et bærende
hensyn, at straffesager som
hovedregel bør gennemføres dér,
hvor overtrædelsen er begået, og
beviserne og eventuelle vidner
befinder sig.
Hertil
kommer, at udleveringslovens
krav om dobbelt strafbarhed ved
skatte- og afgiftssager i
praksis anses for opfyldt, hvis
der i dansk ret findes en
gerningstype, som svarer til
den, der er anført i
udleveringsbegæringen. Det er
således ikke en betingelse for
udlevering, at der i Danmark er
fastsat regler om skatter,
afgifter eller told, som svarer
til reglerne i lovgivningen i
den stat, der anmoder om
udlevering.
På den
baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse,
at behovet for at skabe adgang
til, at man i Danmark kan
retsforfølge personer for
overtrædelser, der er rettet mod
fremmede staters fiskale
interesser, og dermed ikke i dag
er beskyttet efter dansk
lovgivning, må antages at være
meget begrænset. Dette skal
sammenholdes med, at der i givet
fald ville være tale om en
ganske vidtrækkende ændring, som
efter omstændighederne ville
indebære, at der i det danske
retssystem skulle gennemføres i
nogle tilfælde ganske omfattende
sager om økonomisk kriminalitet
rettet mod andre staters
offentlige myndigheder.
På den
baggrund er Justitsministeriet
afstået fra at stille forslag om
ændring af overførselsloven,
således som det er foreslået i
betænkningen.
8. Klager
over Rigspolitichefens
afgørelser som
ansættelsesmyndighed
8.1. Gældende
ret
Justitsministeren er efter
retsplejeloven kapitel 11
politiets øverste foresatte, og
ministeren udøver sin beføjelse
gennem bl.a. Rigspolitichefen.
Der består således et
almindeligt forvaltningsretligt
over-/underordnelsesforhold
mellem Justitsministeriet og
Rigspolitichefen.
Rigspolitichefens afgørelser i
konkrete sager kan i kraft heraf
påklages til justitsministeren,
medmindre klagemuligheden i det
enkelte tilfælde er afskåret ved
lov.
En af
Rigspolitichefens centrale
opgaver er at fungere som
central ansættelsesmyndighed for
politiets ikke-juridiske
personale. Rigspolitichefen har
til denne opgave oprettet en
personaleafdeling, som varetager
ansvarsområderne ansættelse,
personaleadministrative sager,
disciplinær- og sygesager,
internationale udsendelser,
personalepolitik, organisations-
og personaleudvikling samt
personalelægen.
Justitsministeren fungerer som
nævnt efter det almindelige
forvaltningsretlige
over-/underordnelsesforhold som
klageinstans for
Rigspolitichefens konkrete
afgørelser, herunder inden for
ansættelses- og
personaleområdet. Langt den
største del af ministeriets
klagesager på dette område
vedrører afslag på ansættelse
som politibetjent på prøve, men
ministeriet har eksempelvis også
behandlet sager om afslag på
ansættelse i politiet som
IT-medarbejder, afslag på
udsendelse til internationale
opgaver, afslag på
uddannelsesorlov mv.
Afgørelser i
disciplinærsager angående
politiets (tjenestemandsansatte)
kontorpersonale og
polititjenestemænd træffes som
hovedregel af Rigspolitichefen.
Mindre disciplinære forseelser
kan dog afgøres af vedkommende
politimester (politidirektøren)
med rekurs til Rigspolitichefen.
Justitsministeriet behandler i
første instans de sager, der
skønnes at burde medføre
afskedigelse (uansøgt afsked),
jf. tjenestemandslovens § 26,
mens sager om afskedigelse af
personale, der ikke er
tjenestemandsansat, behandles af
Rigspolitichefen i første
instans. I sager om disciplinære
forhold,
samarbejdsvanskeligheder,
utilstrækkelige evner eller
uegnethed er det således
Rigspolitichefen, der træffer
afgørelse om afskedigelse af
politibetjente ansat som
tjenestemænd på prøve og
overenskomstansat personale.
Rigspolitichefens konkrete
afgørelser, herunder også
rekursafgørelser, i
disciplinærsager og i andre
sager om afsked kan i lighed med
Rigspolitichefens øvrige
konkrete afgørelser påklages til
justitsministeren efter det
almindelige
over-/underordnelsesprincip.
Rigspolitichefens afgørelser om
aktindsigt i ansættelses- og
personalesager kan ligeledes
påklages til Justitsministeriet
i henhold til det almindelige
over-/underordnelsesprincip.
8.2.
Justitsministeriets overvejelser
Sagerne inden
for ansættelses- og
personaleområdet har det
fællestræk, at de i høj grad
baserer sig på skøn. Til
illustration kan nævnes sager om
ansættelse som politibetjent på
prøve, hvor Rigspolitichefens
afgørelse særligt bygger på
vandelskrav, ansøgerens opnåede
resultater i forbindelse med
optagelsesprøverne, vedkommendes
egnethed, som den er kommet til
udtryk ved den afsluttende
samtale i ansættelsesproceduren,
hvor Rigspolitichefens
personaleafdeling er
repræsenteret, de øvrige i sagen
foreliggende oplysninger samt
antallet af ledige stillinger.
Lignende (skønsmæssige) forhold
gør sig på tilsvarende vis
gældende for de øvrige konkrete
afgørelser på dette område.
Det er på
denne baggrund
Justitsministeriets opfattelse,
at den eksisterende
klagemulighed forekommer
uhensigtsmæssig.
Justitsministeriet lægger herved
vægt på, at afgørelserne i disse
sager beror på skønsmæssige
overvejelser af en sådan
karakter, at ministeriets
grundlag for at foretage en
materiel prøvelse i sagerne er
yderst begrænset. Hertil kommer,
at Rigspolitichefen fungerer som
den centrale ansættelses- og
personalemyndighed for politiets
ikke-juridiske personale,
hvilket bl.a. udmønter sig i
udformning af
personalepolitikker og øvrige
generelle retningslinier for
politiets personale, hvorfor den
eksisterende klageadgang til
justitsministeren er mindre
velbegrundet. Endelig vil
Rigspolitichefens (endelige)
afgørelse kunne indbringes for
Folketingets Ombudsmand af den
pågældende, ligesom denne efter
de almindelige regler om
domstolsprøvelse af
forvaltningsakter, jf.
grundlovens § 63, vil kunne
indbringe afgørelsen for
domstolene.
Justitsministeriet finder dog
ikke, at den nævnte
klagebegrænsning bør gælde
konkrete afgørelser i
disciplinærsager og i andre
sager, hvor der træffes
afgørelse om afsked, samt
afgørelser om aktindsigt i
ansættelses- og personalesager,
jf. straks nedenfor.
Disciplinærsagerne har en så
indgribende betydning for de
pågældende, at de efter
Justitsministeriets opfattelse
klart adskiller sig fra de
øvrige ansættelses- og
personalesager, der behandles af
Rigspolitichefen. Eksempelvis er
der i tjenestemandslovgivningen
fastsat en række skærpede
formelle retssikkerhedsgarantier
(f.eks. om tjenstligt forhør),
der afhængigt af
tjenesteforseelsens grovhed vil
skulle iagttages i forbindelse
med sagens behandling, og som i
mangel heraf kan medføre
disciplinærafgørelsens
ugyldighed. Hertil kommer valget
af sanktionsform (f.eks. bøde,
forflyttelse eller degradation)
og dennes meget indgribende
betydning for den pågældende
tjenestemand.
Det er
endvidere Justitsministeriets
opfattelse, at også andre
sager, hvor Rigspolitichefen har
truffet afgørelse om afsked
, ligeledes har en sådan
indgribende betydning, at der
fortsat bør være adgang til at
påklage Rigspolitichefens
afgørelser herom til
Justitsministeriet. En
afskedigelse på grund af f.eks.
manglende egnethed eller
samarbejdsvanskeligheder vil
således for den ansatte være af
en sådan indgribende betydning,
at klageadgangen i disse sager
bør opretholdes.
Justitsministeriet finder på den
anførte baggrund, at den
nuværende adgang til at påklage
Rigspolitichefens afgørelser i
disciplinærsager og i andre
sager, hvor der er truffet
afgørelse om afskedigelse, bør
opretholdes. Ministeriet lægger
herved også vægt på, at disse
sager ikke i samme omfang som
øvrige ansættelses- og
personalesager beror på
skønsmæssige afvejninger af en
sådan karakter, at ministeriets
grundlag for at foretage en
materiel prøvelse i sagen er
yderst begrænset. Som eksempel
kan nævnes, at ministeriet i
disciplinærsager bl.a. påser, at
en pålagt sanktion ikke står i
misforhold til den begåede
forseelse
(proportionalitetsprincippet).
Rigspolitichefens afgørelser om
aktindsigt i ansættelses- og
personalesager bør efter
Justitsministeriets opfattelse
tillige fortsat kunne påklages
til justitsministeren.
Ministeriet lægger herved vægt
på, at afgørelser om aktindsigt
træffes på baggrund af de i
henholdsvis forvaltningslovens
og offentlighedslovens fastlagte
betingelser, og at afgørelserne
derfor ikke har den skønsmæssige
karakter, der kendetegner de
ansættelses- og personalesager,
hvor klageadgangen afskæres.
Det tilføjes,
at den foreslåede begrænsning i
adgangen til at klage over visse
af Rigspolitichefens afgørelser
i ansættelses- og personalesager
ikke afskærer Justitsministeriet
fra – som tilsynsmyndighed – at
gribe ind i konkrete sager, hvis
Rigspolitichefen har truffet en
forkert afgørelse eller begået
grovere sagsbehandlingsfejl.
Justitsministeriet forslag er
udformet i overensstemmelse med
de anførte betragtninger. Der
henvises til forslagets § 4, nr.
2.
9. Klager
over Rigsadvokatens afgørelser
som 1. instans i sager om
erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning
9.1. Gældende
ret
Ved en
ændring af retsplejeloven (lov
nr. 393 af 14. juni 1995)
gennemførtes et
to-instansprincip for
anklagemyndighedens afgørelser
om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning, jf.
retsplejelovens kapitel 93 a.
Ordningen indebærer bl.a., at
langt hovedparten af de sager,
der i dag rejses om erstatning i
anledning af strafferetlig
forfølgning, afgøres af de
regionale statsadvokater i
første instans med rekurs til
Rigsadvokaten, hvorefter
afgørelsen ikke kan påklages
yderligere. Det drejer sig om de
krav, der rejses på baggrund af
retsplejelovens §§ 1018 a-d, jf.
lovens § 1018 e, stk. 1, 1. pkt.
Det følger af
retsplejelovens § 1018 e,
stk. 1, 2. pkt., at
justitsministeren kan fastsætte,
at nærmere angivne sager skal
forelægges for Rigsadvokaten
eller justitsministeren til
afgørelse. Efter fast praksis
afgør Rigsadvokaten således
erstatningskrav, der rejses på
baggrund af dansk rets
almindelige erstatningsregler,
jf. retsplejelovens § 1018 h,
med klageadgang til
justitsministeren. Det samme
gælder for erstatningskrav efter
retsplejelovens §§ 1018 a-d, der
ikke er reguleret af
Rigsadvokatens årlige meddelelse
om erstatning, samt sager, hvor
der agtes ydet erstatning med
større beløb end fastsat i
meddelelsen. Hertil kommer
erstatningskrav efter
retsplejelovens §§ 1018 a-d, som
er omfattet af den årlige
meddelelse, men som rejser
spørgsmål af principiel
karakter, eller hvor der
foreligger særlige
omstændigheder. Hvis
statsadvokaten i øvrigt træffer
afgørelse efter sagens
forelæggelse for Rigsadvokaten,
anses første instans afgørelsen
tilsvarende for at være truffet
af Rigsadvokaten, således at
sagen kan påklages til
justitsministeren.
Efter
retsplejelovens § 1018 f,
stk. 1, er der ud fra hensynet
til den erstatningssøgende
fastsat en særlig nem og hurtig
adgang til at få den
administrative afgørelse om
afslag på erstatning indbragt
for domstolene. Det er herefter
statsadvokaten, der på begæring
fra den erstatningssøgende
indbringer sagen for domstolene.
Adgangen til at få sagen
indbragt for domstolene efter
disse regler må dog i alle
tilfælde afvente
rekursmyndighedens behandling af
sagen.
9.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har som led i
interne ressourcemæssige og
administrative overvejelser
vurderet hensigtsmæssigheden af
den nuværende klageadgang,
herunder navnlig om
retssikkerhedsmæssige eller
andre hensyn til den
erstatningssøgende nødvendiggør
en bevarelse af klageadgangen
til justitsministeren i de
erstatningssager i anledning af
strafferetlig forfølgning, der i
dag forelægges ministeren som
rekursmyndighed.
Justitsministeriet har herved
fundet, at de nævnte hensyn
taler for at afskære
klageadgangen til
justitsministeren. Ministeriet
lægger herved vægt på, at
Rigsadvokaten, der i forvejen –
bl.a. gennem sine årlige
meddelelser – samler praksis og
fastlægger generelle
retningslinier for
anklagemyndighedens behandling
af erstatningskrav efter
retsplejelovens kapitel 93 a,
med en sådan ordning vil blive
øverste instans for samtlige
krav om erstatning i anledning
af strafferetlig forfølgning.
Ministeriet lægger endvidere
vægt på den erstatningssøgendes
særligt nemme adgang til
domstolsprøvelse af den
administrative afgørelse om
afslag på erstatning, jf.
retsplejelovens § 1018 f,
stk. 1.
Justitsministeriet har på
baggrund af Rigsadvokatens
høringssvar foretaget en ændring
i forhold til det udkast til
lovforslag, der blev sendt i
høring. Rigsadvokaten har i
høringssvaret foreslået, at der
gennemføres en ændring af
kompetencefordelingen mellem
statsadvokaterne og
Rigsadvokaten, således at
statsadvokaterne som
udgangspunkt tillægges
kompetencen til at træffe
afgørelse i 1. instans i alle
sager om erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a.
Det vil betyde, at afgørelse om
erstatning efter 1018 h, der i
dag forelægges Rigsadvokaten til
afgørelse, fremover som
udgangspunkt vil kunne afgøres
af statsadvokaterne som 1.
instans. Rigsadvokaten har i den
forbindelse bl.a. henvist til,
at 2-instansprincippet på denne
måde vil kunne bevares i vidt
omfang.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Rigsadvokatens forslag, idet
ministeriet finder det
ubetænkeligt at lade
statsadvokaterne træffe
afgørelse i 1. instans om
erstatning efter § 1018 h. Det
bemærkes, at Justitsministeriet
i forbindelse med ændringen vil
revidere de gældende forskrifter
om forelæggelse af visse typer
sager, f.eks. således at krav om
erstatning efter § 1018 h over
en vis størrelse skal forelægges
for Rigsadvokaten til afgørelse.
Muligheden
for at påklage Rigsadvokatens
afgørelser om aktindsigt
afskæres ikke ved dette
lovforslag, jf. § 1018 e,
stk. 6.
Det tilføjes,
at den foreslåede regel om
klagebegrænsning ikke afskærer
Justitsministeriet fra – som
tilsynsmyndighed – at gribe ind
i konkrete sager, hvis den
underordnede anklagemyndighed
har truffet en forkert afgørelse
eller begået grovere
sagsbehandlingsfejl.
Justitsministeriets forslag er
udformet i overensstemmelse med
de anførte betragtninger. Der
henvises herved til forslaget
§ 4, nr. 1, og nr. 6-10.
10.
Foranstaltninger mod
hvidvaskning på
spillekasinoområdet
10.1.
Gældende ret
10.1.1.
Hvidvaskningslovgivningen
Rådets
direktiv 91/308/EØF om
forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge
(hvidvaskningsdirektivet), der
oprindeligt alene omfattede
kredit- og
finansieringsinstitutter, har
til formål at koordinere
medlemsstaternes indsats til
beskyttelse af det finansielle
system mod hvidvaskning af
penge.
Efter
hvidvaskningsdirektivet, der er
et minimumsdirektiv, skal
medlemsstaterne drage omsorg
for, at hvidvaskning forbydes.
Der skal herunder indføres
forpligtelser for de finansielle
institutter til at medvirke
hertil i nærmere omfang, som er
angivet i direktivet. For disse
institutter foreskrives således
en pligt til at påse, at kunders
identitet oplyses, og at der
sker registrering og opbevaring
af oplysninger derom og om
transaktioner. Endvidere er der
en pligt til at undersøge og
anmelde forhold, der mistænkes
for at kunne have tilknytning
til hvidvaskning, således at
myndighederne kan forbyde, at
transaktionen gennemføres.
Direktivet
indebærer desuden, at
oplysninger, der gives af
kredit- eller
finansieringsinstituttet i god
tro, ikke skal betragtes som
brud på den tavshedspligt, der i
øvrigt måtte gælde, ligesom
videregivelse ikke kan medføre,
at instituttet pådrager sig
nogen form for ansvar. Ifølge
direktivet skal der til de
nævnte formål etableres passende
interne kontrol- og
kommunikationsprocedurer,
ligesom der skal træffes
passende foranstaltninger for at
gøre de ansatte bekendt med
hvidvaskningsbestemmelserne,
herunder ved at gennemføre
særlige uddannelsesprogrammer
for de ansatte.
Hvidvaskningsdirektivet er
gennemført i dansk ret ved lov
nr. 348 af 9. juni 1993 om
forebyggende foranstaltninger
mod hvidvaskning af penge, jf.
nu lovbekendtgørelse nr. 129 af
23. februar 2004. Loven bygger
som helhed på bestemmelserne i
direktivet og indebærer således,
at de virksomheder, der er
omfattet af loven, er pålagt en
række forpligtelser, som skal
forebygge anvendelsen af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge.
I
hvidvaskningslovens § 2 er
hvidvaskning defineret som
»konvertering, overførsel,
erhvervelse, besiddelse eller
anvendelse af formuegoder eller
fortielse eller tilsløring af
deres art, oprindelse,
lokalisering, bevægelser og
ejerforhold samt forsøg herpå
eller medvirken hertil med viden
eller formodning om, at
formuegoderne stammer fra
overtrædelse af straffeloven«.
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/97/EF af 4.
december 2001 (2.
hvidvaskningsdirektiv) om
ændring af Rådets direktiv
91/308/EØF om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til
hvidvaskning af penge indebærer
en udvidelse af den personkreds,
som hvidvaskningsdirektivet
finder anvendelse på. En række
fysiske og juridiske personer,
herunder revisorer,
ejendomsmæglere, i visse
tilfælde selvstændige inden for
juridiske erhverv og visse dele
af detailhandlen, er nu også
omfattet af
hvidvaskningsdirektivet. Desuden
finder hvidvaskningsdirektivet
nu tillige anvendelse på
spillekasinoer.
Hvidvaskningsdirektiverne er
optaget som bilag 2 og 3 til
lovforslaget.
2.
hvidvaskningsdirektiv er –
bortset fra
spillekasinovirksomhed –
gennemført i dansk ret ved lov
nr. 422 af 6. juni 2002 om
ændring af lov om forebyggende
foranstaltninger mod
hvidvaskning af penge
(Bekæmpelse af finansiering af
terrorisme, udvidelse af
anvendelsesområde,
usamarbejdsvillige lande).
10.1.2.
Spillekasinolovgivningen
Hvidvaskningsloven omfatter ikke
spillekasinoer, men en række
bestemmelser i
hvidvaskningsdirektivet er
imidlertid allerede i tilpasset
form overført til
spillekasinoloven.
Ved lov nr.
397 af 13. juni 1990 om
spillekasinoer
(spillekasinoloven), som trådte
i kraft den 31. december 1990,
blev der indført mulighed for
efter tilladelse fra
Justitsministeriet at oprette og
drive spillekasinovirksomhed i
Danmark. Der er i dag seks
spillekasinoer i Danmark.
Spillekasinoloven indeholder
bl.a. bestemmelser om de
tilladte former for spil, om
placering af indsatser, om
vekslinger i spillekasinoer og
om adgangskravene til
spillekasinoer. Loven regulerer
desuden ansættelse af personale
i spillekasinoerne, ligesom
loven indeholder en række
kontrolbestemmelser, herunder om
den offentlige kontrollant og om
politiets tilsyn med
spillekasinovirksomheden.
Ved lov nr.
1096 af 22. december 1993 om
ændring af lov om spillekasinoer
og lov om afgift af
spillekasinoer blev en række
regler i hvidvaskningsdirektivet
i tilpasset form overført til
spillekasinovirksomhed. Der
henvises herved til de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget, Folketingstidende
1993-1994, tillæg A, sp. 459 ff.
Folketingets forhandlinger er
gengivet i Folketingstidende
1993-1994, sp. 545, sp. 1958
ff., sp. 4163 ff., sp. 4356 f.,
tillæg A sp. 454 og tillæg B sp.
429. Ændringerne trådte i kraft
henholdsvis den 1. januar 1994
og den 1. juli 1994.
Ved
lovændringen blev der bl.a.
indført regler om forevisning af
legitimation og om registrering
af oplysninger om enhver gæsts
navn, adresse, fødselsdato,
nationalitet samt
ankomsttidspunkt til
spillekasinoet. Desuden blev der
indført en pligt til at opbevare
disse oplysninger i 2 måneder og
derefter slette dem. I
tilknytning til kravet om
forevisning af legitimation ved
ankomsten blev der desuden
fastsat regler om, at et
spillekasino med henblik på
efterfølgende identifikation
skal foretage videoregistrering
af den ankommende gæst, og at
spillekasinoet skal opbevare
denne videoregistrering i 2
måneder. Disse ændringer
indebar, at
hvidvaskningsdirektivets artikel
3 om legitimation og
registrering af kunder i
tilpasset form blev overført til
spillekasinovirksomhed.
Ved
lovændringen blev der desuden
indført en række yderligere
kontrolbestemmelser i
spillekasinoloven, herunder
regler om, at der i hele
spillekasinoets åbningstid skal
være en uafhængig
regnskabskyndig person
(kontrollant) til stede.
Kontrollanten skal foretage
indberetning til politiet,
såfremt vedkommende bliver
opmærksom på, at de for
spillekasinoet gældende regler
ikke overholdes, eller i øvrigt
bliver opmærksom på
uregelmæssigheder i forbindelse
med spillenes afvikling mv.
Spillekasinoernes ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte skal underrette
kontrollanten ved mistanke om,
at en veksling har tilknytning
til hvidvaskning af penge, eller
der foregår uregelmæssigheder
ved spillenes afvikling, med
henblik på at kontrollanten
træffer beslutning om
underretning af politiet. Med
disse bestemmelser er
hvidvaskningsdirektivets artikel
6 i tilpasset form overført til
spillekasinovirksomhed.
Spillekasinoloven er senest
ændret ved lov nr. 443 af 31.
maj 2000, hvor pligten for
spillekasinoerne til at opbevare
oplysninger om gæsterne blev
udvidet fra 2 måneder til 5 år.
Med denne udvidelse af
opbevaringspligten er
hvidvaskningsdirektivets artikel
4, 1. led, i tilpasset form
overført til
spillekasinovirksomhed.
Lovændringen indførte desuden en
adgang for spillekasinoerne til
at registrere og i begrænset
omfang udveksle oplysninger med
andre spillekasinoer om
falskspillere.
10.2.
Justitsministeriets overvejelser
Hvidvaskningsdirektivet
indeholder en række
bestemmelser, der som anført i
afsnit 10.1.2. i tilpasset form
allerede er overført til
spillekasinovirksomhed. Formålet
med lovforslaget er således at
gennemføre de øvrige
bestemmelser i
hvidvaskningsdirektivet i dansk
ret for så vidt angår
spillekasinoer.
Det følger af
hvidvaskningsdirektivets artikel
4, 2. led, at de omfattede
institutter mv. skal opbevare
dokumentation og registreringer
vedrørende transaktioner
bestående af originale
dokumenter eller kopier med
tilsvarende beviskraft i henhold
til national lovgivning i mindst
fem år fra transaktionernes
gennemførelse, så det kan tjene
som bevis ved enhver
undersøgelse vedrørende
hvidvaskning af penge.
Bestemmelsen
indebærer ikke en forpligtelse
til at foretage registrering af
alle transaktioner, som finder
sted i et spillekasino, men
derimod alene en pligt til at
opbevare dokumenter og
registreringer, som
spillekasinoerne i medfør af
andre regler måtte have pligt
til at opbevare eller foretage.
På denne
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at der –
svarende til hvidvaskningslovens
§ 9, stk. 1 – indføres en pligt
til i mindst fem år at opbevare
dokumenter og registreringer
vedrørende transaktioner.
En
»transaktion« vil for et
spillekasinos vedkommende
fortrinsvis bestå i veksling af
penge til spillemærker og
omvendt samt udbetaling af
gevinster fra gevinstgivende
spilleautomater. Der henvises i
den forbindelse i øvrigt til
bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i § 5,
nr. 1.
De dokumenter
og registreringer, som efter
forslaget skal opbevares i fem
år, vil kunne indeholde
personoplysninger. En opbevaring
af sådanne oplysninger kan
udgøre en behandling af
personoplysninger i henhold til
lov nr. 429 af 31. maj 2000 om
behandling af personoplysninger
(persondataloven), som ændret
ved lov nr. 280 af 25. april
2001. Da en behandling af
personoplysninger efter den
foreslåede bestemmelse vil være
en følge af en retlig
forpligtelse og må antages alene
at omfatte ikke-følsomme
oplysninger, vil en sådan
behandling imidlertid kunne ske
inden for de rammer, der i
persondataloven er udstukket for
behandling af personoplysninger,
jf. persondatalovens § 6,
stk. 1, nr. 3.
Det følger
endvidere af
hvidvaskningsdirektivets artikel
5, at de af direktivet omfattede
institutter mv. skal undersøge
enhver transaktion, som på grund
af sin karakter særlig menes at
kunne have tilknytning til
hvidvaskning af penge. Efter
hvidvaskningsdirektivets artikel
7 skal de omfattede institutter
mv. desuden afholde sig fra at
udføre en transaktion, som har
eller mistænkes for at have
forbindelse med hvidvaskning af
penge, så længe de ikke har
underrettet de relevante
myndigheder herom. Disse
myndigheder kan under
betingelser, der fastsættes i
deres nationale forskrifter,
give pålæg om, at transaktionen
ikke må gennemføres. Såfremt der
er mistanke om, at den
pågældende transaktion vil kunne
føre til hvidvaskning af penge,
og det ikke er muligt at undlade
at udføre transaktionen, eller
en sådan undladelse vil kunne
forhindre retsforfølgningen af
de personer, der drager fordel
af en formodet
hvidvaskningstransaktion,
foretager institutterne den
fornødne underretning af
myndighederne umiddelbart
derefter.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
vil det i praksis være
vanskeligt at gennemføre en
nærmere undersøgelse af en
transaktion i et spillekasino,
f.eks. i form af en veksling,
uden at vække mistanke hos den
gæst, som anmoder om veksling.
Af samme grund er det efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke i praksis muligt at stille
en transaktion i bero, indtil
der er sket underretning af
kontrollanten.
På denne
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at
hvidvaskningsdirektivets artikel
5 og 7 for spillekasinoer
gennemføres ved at indføre en
bestemmelse om, at
spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
skal være særlig opmærksomme på
hvidvaskning af penge. Ved
mistanke herom skal
kontrollanten underrettes, og
kontrollanten skal – såfremt
mistanken om hvidvaskning ikke
umiddelbart kan afkræftes –
straks underrette politiet.
Dette krav om skærpet
opmærksomhed omkring
transaktioner, som kan have
tilknytning til hvidvaskning,
vil efter Justitsministeriets
vurdering bedst tilgodese såvel
de grundlæggende hensyn til
bekæmpelse af hvidvaskning, som
de praktiske omstændigheder
hvorunder transaktioner
gennemføres i et spillekasino.
Efter
hvidvaskningsdirektivets artikel
6 skal det sikres, at
oplysninger om forhold, der kan
have tilknytning til
hvidvaskning af penge, gives til
den myndighed, der er overordnet
ansvarlig for bekæmpelsen af
hvidvaskning af penge. I
hvidvaskningsloven er der i
overensstemmelse hermed fastsat
en pligt til at underrette
Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet.
Spillekasinolovens nuværende
kontrolbestemmelser bygger på en
ordning med en offentlig
kontrollant, som skal være til
stede i hele spillekasinoets
åbningstid, og som alene er
underlagt politiets instruktion.
Kontrollantens indberetninger,
herunder om mistanke om
hvidvaskning, sker i dag til det
stedlige politi.
Med dette
lovforslag opretholdes denne
ordning, og spillekasinoernes
underretninger om hvidvaskning
vil fortsat skulle videregives
via kontrollanten til det
stedlige politi.
Det
forudsættes i den forbindelse i
øvrigt, at politiet ved enhver
underretning om mistanke om
hvidvaskning af penge snarest
videregiver informationen til
Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet.
Det følger af
hvidvaskningsdirektivets artikel
8, at de omfattede institutter
mv., medlemmer af deres ledelse
og deres ansatte ikke må meddele
kunden eller tredjemand, at der
er sendt oplysninger til
myndighederne, eller at der er
iværksat en undersøgelse om
hvidvaskning af penge. Endvidere
følger det af artikel 9, at
meddelelse i god tro af
mistanken om hvidvaskning af
penge til de relevante
myndigheder ikke betragtes som
brud på tavshedspligt, som
gælder i henhold til kontrakt,
lov eller administrative
bestemmelser og påfører ej
heller nogen form for ansvar.
Spillekasinoloven indeholder
ikke nærmere bestemmelser om
tavshedspligt svarende til
artikel 8 og 9, og
Justitsministeriet foreslår
derfor, at der indsættes
bestemmelser om tavshedspligt
mv. i spillekasinoloven.
Underretning af kontrollanten
eller politiet eller
iværksættelse af en undersøgelse
om hvidvaskning af penge kan
udgøre en behandling af
personoplysninger i henhold til
persondataloven. Ifølge
persondatalovens § 28, stk. 1,
og § 29, stk. 1, skal den
dataansvarlige underrette
registrerede personer ved
behandling af oplysninger om
dem. Den foreslåede bestemmelse
om tavshedspligt udgør således
en fravigelse af
oplysningspligten efter
persondataloven. Efter
Justitsministeriets opfattelse
er den foreslåede generelle
begrænsning af oplysningspligten
en nødvendig foranstaltning af
hensyn til forebyggelse,
efterforskning, afsløring og
retsforfølgning i straffesager,
jf. artikel 13 i direktivet om
behandling af personoplysninger
(Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober
1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne
oplysninger) og § 30, stk. 2,
nr. 4, i persondataloven.
Justitsministeriet finder
således, at hensynet til
bekæmpelse af hvidvaskning i
spillekasinoer udgør et så
afgørende hensyn til offentlige
interesser, at hensynet til den
registreredes interesse i at få
kendskab til oplysningerne i
disse tilfælde må vige herfor.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 5, nr. 2.
Endelig
følger det af
hvidvaskningsdirektivets artikel
11, at de omfattede institutter
mv. skal indføre passende
interne kontrolprocedurer og
kommunikationsprocedurer med
henblik på at forebygge og
forhindre gennemførelse af
transaktioner, der er tilknyttet
til hvidvaskning af penge.
Desuden skal institutterne
træffe passende foranstaltninger
for at gøre deres ansatte
bekendt med bestemmelserne i
hvidvaskningsdirektivet,
herunder ved særlige
uddannelsesprogrammer for deres
ansatte.
Spillekasinoloven indeholder i
kapitel 6 en række bestemmelser
om ekstern kontrol og tilsyn ved
kontrollanten og politiet.
Derimod indeholder
spillekasinoloven ikke regler,
som pålægger spillekasinoer at
indføre interne kontrol- og
kommunikationsprocedurer med
henblik på at forebygge og
forhindre gennemførelse af
transaktioner, der er knyttet
til hvidvaskning af penge.
Spillekasinoloven indeholder
heller ikke regler om særlige
uddannelsesprogrammer for de
ansatte, som tager sigte på at
imødegå hvidvaskning af penge.
På denne
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at
spillekasinolovens
kontrolbestemmelser udvides til
også at omfatte de beskrevne
interne kontrol- og
kommunikationsprocedurer mv.
Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 5, nr. 3.
11.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Med forslaget
etableres en mere ensartet
strafferetlig beskyttelse mod
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler gennem en
fælles overbygningsbestemmelse i
straffelovens § 289 samt en
ligestilling af den
strafferetlige beskyttelse af
EU-midler og nationale midler i
§ 289 a.
Endvidere
foreslås en udvidelse af den
strafferetlige beskyttelse i
§ 296 samt en forhøjelse af
strafferammen i denne
bestemmelse (samt i den
foreslåede nyaffattede § 297) og
i § 302 fra fængsel i 1 år til
fængsel i 1 år og 6 måneder. Som
det fremgår ovenfor under pkt.
4.2 og 6.2.1, må den nævnte
foreslåede forhøjelse af
strafferammerne i disse
bestemmelser imidlertid formodes
alene at ville blive udnyttet i
enkeltstående tilfælde.
Lovforslaget
indebærer endvidere, at
klageadgangen til
Justitsministeriet afskæres i
visse ansættelses- og
personalesager under
Rigspolitichefen og i sager om
erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning, hvor
afgørelsen er truffet af
Rigsadvokaten som 1. instans.
Lovforslaget
skønnes ikke at indebære
økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige
af betydning.
Lovforslagets
§ 5 om ændring af lov om
spillekasinoer skønnes alene at
indebære begrænsede økonomiske
og administrative konsekvenser
for spillekasinoerne som følge
af de foreslåede regler om
opbevaring af
transaktionsoplysninger og om
gennemførelse af interne
kontrol- og
informationsprocedurer samt
uddannelse af personale med
henblik på at forhindre og
forebygge hvidvaskning af penge.
Lovforslagets
§ 5 har været forelagt Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i Erhvervsregulering.
Lovforslaget forventes ikke på
samfundsplan at medføre
administrative konsekvenser i et
omfang, der retfærdiggør en
nærmere undersøgelse. Centret
har på denne baggrund anbefalet,
at forslaget ikke forelægges et
af Økonomi- og
Erhvervsministeriets
virksomhedspaneler.
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Ved
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/97/EF af 4.
december 2001 (2.
hvidvaskningsdirektiv) blev
Rådets direktiv 91/308/EØF om
forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge
(hvidvaskningsdirektivet)
ændret, bl.a. således at kredsen
af omfattede institutter mv.
blev udvidet, så direktivets
bestemmelser også omfatter
spillekasinoer, jf. 2.
hvidvaskningsdirektivets art. 2
a, nr. 7). Fristen for
direktivets gennemførelse er
fastsat til senest den 15. juni
2003.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
|
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget gennemfører
dele af
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv
2001/97/EF af 4.
december 2001 om ændring
af Rådets direktiv
91/308/EØF om
forebyggende
foranstaltninger mod
anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge.
|
12. Hørte
myndigheder mv.
Lovforslaget
har forud for fremsættelsen
været sendt til høring hos
følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenternefor Østre og Vestre
Landsret, præsidenterne for
Københavns Byret og forretterne
i Århus, Odense, Aalborg og
Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den
DanskeDommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,Politidirektøren
i København, Foreningen af
Politimestre i
Danmark,Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet,Landsforeningen af
beskikkede advokater, Institut
for Menneskerettigheder,Dansk
Retspolitisk Forening,
Landsorganisationen i Danmark,
DanskArbejdsgiverforening, Dansk
Industri, Forbrugerrådet,
Håndværksrådet,Forsikring &
Pension, Realkreditrådet,
Finansrådet, Byggeriets
Firkant,Dansk Handel og Service,
HTS Interesseorganisationen,
ArbejderbevægelsensErhvervsråd,
Landbrugsrådet, Danmarks
Fiskeriindustri- og
Eksportforening,
DanmarksRederiforening,
Foreningen af Registrerede
Revisorer, Foreningen
afStatsautoriserede Revisorer,
Specialarbejderforbundet i
Danmark, Foreningen afInterne
Revisorer, Foreningen Danske
Revisorer, Datatilsynet,
Kommunernes
Landsforening, Københavns
kommune, Århus kommune, Odense
kommune, Helsingør kommune,
Aalborg kommune, Børkop kommune,
HORESTA, Dansk Casinoforening,
FORCE Technology, Teknologisk
Institut, HK-Service, Dansk
Funktionærforbund, RBF:
RestaurationsBranchens Forbund
og Vagt- og
Sikkerhedsfunktionærernes
Landssammenslutning.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 1 til
lovforslaget er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de
nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
(straffelovens § 76 a)
Den
foreslåede ændring af § 76 a om
konfiskation er dels en
konsekvens af lov nr. 218 af 31.
marts 2004 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven
(Ændring af strafferammer og
bestemmelser om
straffastsættelse), hvorved
strafferammen for overtrædelser
af straffelovens § 286, stk. 1,
blev ændret til fængsel indtil 6
år. En særskilt henvisning i
straffelovens § 76 a, stk. 1,
nr. 2, til overtrædelser af
straffelovens § 286, stk. 1, er
herefter unødvendig.
Ændringen er
endvidere en konsekvens af den
foreslåede ændring af
straffelovens § 289, hvorefter
overtrædelser skal kunne
straffes med fængsel indtil 8
år. Henvisning i § 76 a til
§ 289 bør herefter udgå.
Til nr. 2
(straffelovens § 270)
Ændringen
indebærer, at der i § 270 alene
henvises til § 267 og ikke
§ 267, stk. 1. Ændringen er en
konsekvens af lov nr. 218 af 31.
marts 2004 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven
(Ændring af strafferammer og
bestemmelser om
straffastsættelse), hvorved
§ 267, stk. 2 og 3 blev ophævet,
således at § 267 herefter alene
indeholder et stykke.
Til nr. 3
(straffelovens § 289)
Den
foreslåede bestemmelse er i
lighed med formulering af den
nugældende § 289 en
overbygningsbestemmelse. Efter
lovforslaget skal
overbygningsbestemmelsen
imidlertid i modsætning til i
dag omhandle alle grove
overtrædelser af skatte-, told-,
afgifts- og tilskudslovgivningen
samt af den foreslåede § 289 a.
Hensigten hermed er at etablere
en fælles bestemmelse, der
omhandler alle grove tilfælde af
berigelseskriminalitet rettet
mod offentlige midler.
For så vidt
angår de dele af lovgivning, der
allerede efter den nugældende
retstilstand er omfattet af
overbygningsbestemmelsen,
indebærer lovforslaget ingen
ændring, bortset fra
bestemmelsens strafferamme, jf.
nedenfor. Ved vurderingen af, om
et tilfælde af skatte- eller
momssvig er af en sådan særlig
grov karakter, at forholdet bør
henføres under straffelovens
§ 289, vil der således fortsat
kunne hentes vejledning herom i
de cirkulærer fra Told- og
Skattestyrelsen, der er nærmere
omtalt under lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt.
2.1.1.
Den
foreslåede bestemmelse finder
alene anvendelse, hvis der er
tale om forsætlige overtrædelser
af de omhandlede særlove. Er der
alene tale om uagtsomme
overtrædelser, vil forholdet –
som i dag - alene kunne henføres
under særlovgivningens
straffebestemmelser.
Anvendelse af
den foreslåede § 289 forudsætter
efter bestemmelsens stk. 2
endvidere, at der i den
pågældende særlovgivning er
angivet en henvisning til
straffelovens § 289. En grov
overtrædelse af skatte-, told-,
afgifts- eller
tilskudslovgivningen vil
herefter kun kunne henføres
under overbygningsbestemmelsen i
straffeloven, hvis der i den
pågældende særlov udtrykkelig er
henvist til straffelovens § 289.
Efter
forslaget kan overtrædelser af
§ 289 straffes med fængsel
indtil 8 år. Herved ligestilles
den strafferetlige beskyttelse
af grov svig med hensyn til
offentlige midler med den
beskyttelse, der efter
straffelovens § 279 om bedrageri
gælder i tilfælde af grov svig
med private midler, jf.
straffelovens § 286.
Der henvises
til pkt. 2.2.1 og 2.3.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
(straffelovens § 289 a)
Den
foreslåede bestemmelse
viderefører gerningsindholdet i
den nugældende § 289 a om
EU-svig, men udvider
bestemmelsen til også at finde
anvendelse på svig med nationale
støtte- og tilskudsmidler.
Bestemmelsen tilsigter således
at etablere en ensartet
beskyttelse mod svig med
offentlige midler, uanset om der
er tale om EU-midler, nationale
midler eller en blanding heraf.
Bestemmelsen
omhandler for det første midler,
der udbetales af eller skal
tilbagebetales til danske
myndigheder. Dette begreb skal
forstås på samme måde som i
straffelovens §§ 164-165, der
vedrører offentlig myndighed.
Bestemmelsen
omhandler for det andet midler,
der udbetales af eller skal
tilbagebetales til De
Europæiske Fællesskabers
institutioner eller andre
fællesskabsorganer. Herved
menes – som efter den nugældende
§ 289 a – betaling til eller
udbetaling fra De Europæiske
Fællesskabers budget eller
budgetter, der forvaltes af
eller for De Europæiske
Fællesskaber.
I begge
tilfælde er det uden betydning,
om midlerne formidles via et
mellemled, der ikke kan
karakteriseres som en dansk
myndighed eller et EU-organ,
idet det afgørende er, om der
reelt er tale om en afgift til
eller tilskud fra disse.
Bestemmelsen
omfatter i overensstemmelse med
EU-svigskonventionen de midler,
der har form af told, afgifter,
tilskud eller støtte. For så
vidt angår afgift skal dette
forstås som en fiskal begrundet
generel national afgift, der
pålægges alle eller visse
grupper efter faste kriterier,
og hvor afgiftssatsen er den
samme for alle regulerede.
Bestemmelsen omfatter således
ikke afgifter, der har pønal
karakter, eller som har karakter
af et vederlag for en ydelse.
Bestemmelsens
stk. 1 omhandler både
den, der handler aktivt i
forbindelse med svigen ved at
afgive urigtige eller
vildledende oplysninger, samt
den, der forholder sig passiv
ved at fortie oplysninger
eller ved at undlade at
opfylde en oplysningspligt.
I begge
tilfælde er det efter
bestemmelsen et krav, at den
pågældende har forsæt til at
unddrage sig eller andre
betaling eller har forsæt til at
opnå uberettiget udbetaling til
sig selv eller andre.
Det er
derimod ikke et krav, at der hos
den pågældende myndighed
foreligger en bestemmende
vildfarelse. Bestemmelsen giver
således – i lighed med den
nugældende § 289 a – hjemmel til
at straffe forsætlig svig, selv
om der ikke hos myndigheden har
foreligget en bestemmende
vildfarelse, eksempelvis fordi
der i hele myndigheden ses
igennem fingre med, at der
svindles med de pågældende
midler.
Overtrædelsen
fuldbydes på det tidspunkt, hvor
de urigtige eller vildledende
oplysninger gives, eller hvor en
oplysningspligt skulle have
været opfyldt.
Efter den
foreslåede stk. 2 kan
også visse efterfølgende
handlinger i relation til de
omhandlede midler straffes.
Bestemmelsen vedrører den, der
uretmæssigt udnytter en lovlig
opnået fordel med hensyn til de
omhandlede betalinger, og den,
som uretmæssigt anvender
udbetalinger til andre formål
end dem, de oprindeligt var
bevilget til. En sådan
»efterfølgende svig« kan
eksempelvis foreligge, hvis et
tilskud er udbetalt i
overensstemmelse med
retningslinjerne herfor, men
hvor modtageren efterfølgende
anvender midlerne i strid med de
vilkår, der er fastsat for
tildeling af tilskuddet.
Overtrædelse
af stk. 2 fuldbyrdes på det
tidspunkt, hvor fordelen
uretmæssigt udnyttes, eller hvor
udbetalingen udnyttes til
uvedkommende formål.
Det følger af
lovforslaget, at denne del af
den foreslåede § 289 a ikke skal
finde anvendelse på ydelser, der
er bevilget til privat brug.
Dette begreb er bredere end
begrebet »sædvanligt underhold«,
der anvendes i straffelovens
§ 290, stk. 3, om hæleri.
Eksempelvis vil tilskud til
erhvervelse af et
handicapkøretøj være at betragte
som midler bevilget til privat
brug, men næppe en del af
sædvanligt underhold.
I den
foreslåede § 289 a, stk. 3
, angives, at bestemmelserne
i stk. 1 og 2 kun finder
anvendelse, hvis der ikke i
anden lovgivning er en
tilsvarende regulering. Heraf
følger, at § 289 a er subsidiær
i forhold til særlovgivningen,
således at særlovgivningen har
forrang i det omfang, der heri
er bestemmelser, hvis
gerningsindhold svarer til den
foreslåede § 289 a.
Med
formuleringen tilsvarende
regulering menes således, at den
pågældende særlov skal indeholde
en fuldstændig, selvstændig
straffehjemmel, og ikke hverken
udtrykkelig eller forudsat kun
have straffebestemmelser
vedrørende mindre grove
overtrædelser, mens grovere
overtrædelser er forudsat
henført under straffeloven.
En lang række
særlovsbestemmelser indeholder
angivelse af en straf, der
efterfølges af en formulering i
lighed med »medmindre strengere
straf er forskyldt efter anden
lovgivning« eller »medmindre
strengere straf er forskyldt
efter straffeloven«.
Det
forudsættes, at sådanne
henvisninger fremover betragtes
som en henvisning til den
foreslåede § 289 a. Dette får
som konsekvens, at § 289 a
bliver anvendelig i forhold til
overtrædelser af den pågældende
særlov, idet særlovsbestemmelsen
således ikke indeholder en
fuldstændig og selvstændig
straffehjemmel – dvs. særloven
indeholder i så fald ikke en
»tilsvarende regulering«.
Den
foreslåede systematik indebærer,
at den foreslåede § 289 a finder
anvendelse (1) hvis der ikke er
en særlovgivning på området, (2)
hvis der ikke i særlovgivningen
er en gerningsbeskrivelse, der
svarer til § 289 a, (3) hvis der
ikke i særlovgivningen er
straffebestemmelser eller (4)
hvis særlovgivningen indeholder
en henvisning til straffelovens
bestemmelser.
I kraft af
den foreslåede § 289 a,
stk. 4 , hvori der henvises
til § 289, vil den foreslåede
overbygningsbestemmelse i
straffelovens § 289 finde
anvendelse, hvis § 289 a
overtrædes under omstændigheder,
der kendetegner forholdet som
særlig groft.
Hvis
særlovgivningen derimod
indeholder en regulering, der
svarer til den foreslåede § 289
a, skal forholdet ikke henføres
under § 289 a. Hvorvidt særlig
grove overtrædelser i disse
tilfælde kan henføres under den
foreslåede § 289, vil således
afhænge af, om der i den
pågældende særlovsbestemmelse er
en henvisning til straffelovens
§ 289.
Det foreslås,
at overtrædelse af § 289 a
straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Der henvises
til pkt. 2.2.2. og 2.3.2. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
(straffelovens § 296)
Den
foreslåede § 296 er med enkelte
redaktionelle ændringer identisk
med Brydensholt-udvalgets
forslag. Den foreslåede
bestemmelse, der er en
overbygning på en række
særlovsbestemmelser om juridiske
personers retsforhold, har
desuden i vid udstrækning et
indhold, der svarer til den
nuværende § 296. Den foreslåede
affattelse af § 296 indebærer
dog, at bestemmelsen ikke
længere er subsidiær i forhold
til straffelovens § 279 om
bedrageri. Der vil således kunne
straffes i sammenstød med
straffelovens § 279, hvis der
herved gives en supplerende
beskrivelse af den
fremgangsmåde, der er anvendt
ved overtrædelsen.
I den
foreslåede § 296, stk. 1, nr.
1 , er »løgnagtige
meddelelser« ændret til
»urigtige eller vildledende
oplysninger«. Der er ikke hermed
tiltænkt en realitetsændring.
Endvidere er formuleringen
ændret fra »kan påvirkes« til
»kan påvirkes væsentlig«,
hvilket dog ikke kan antages at
være en ændring i forhold til,
hvad der allerede i dag kræves,
for at bestemmelsen kan finde
anvendelse.
Den
foreslåede bestemmelse omhandler
den, der udspreder urigtige
eller vildledende oplysninger,
hvorved prisen på værdipapirer
eller tilsvarende aktiver kan
påvirkes. Det forudsættes, at
værdipapirer skal forstås på
samme måde som i den til enhver
tid gældende
værdipapirhandelslov.
Med den
foreslåede § 296, stk. 1, nr.
2 , tilsigtes det primært at
foretage en sproglig
modernisering af den nugældende
bestemmelse.
Bestemmelsen
kriminaliserer – som i dag –
afgivelse af urigtige eller
vildledende oplysninger om
juridiske personers forhold i
offentlige meddelelser om
økonomiske forhold, jf. den
foreslåede litra a.
Den
foreslåede litra b
omhandler urigtige eller
vildledende oplysninger i
lovpligtige regnskaber.
Bestemmelsen omfatter enhver
form for lovpligtige regnskaber,
eksempelvis lovpligtige
perioderegnskaber afgivet af
børsnoterede selskaber, jf.
værdipapirhandelslovens § 27.
Lovpligtige regnskaber er ikke
særskilt nævnt i den
eksisterende bestemmelse, men må
antages at være indeholdt i den
nuværende formulering om
regnskabsoplysninger. Der er
således ikke hermed tale om en
realitetsændring.
Efter den
foreslåede litra c
kriminaliseres urigtige eller
vildledende oplysninger i
beretninger, regnskaber eller
erklæringer til
generalforsamlingen eller
lignende organ eller den
juridiske persons ledelse.
Såfremt det er muligt i en
juridisk person at træffe
beslutning på anden måde end på
generalforsamlingen, jf.
eksempelvis
anpartsselskabslovens § 28,
stk. 1, finder litra c
anvendelse på det organ, der
træder i stedet for
generalforsamlingen.
Bestemmelsen svarer i det
væsentlige til den nugældende
§ 296, stk. 1, nr. 2, idet der
dog med regnskaber i den
foreslåede bestemmelse skal
forstås ikke lovpligtige
regnskaber, eksempelvis grønne
regnskaber, etiske regnskaber og
vidensregnskaber. Såfremt der i
sådanne regnskaber afgives
urigtige eller vildledende
oplysninger, vil der kunne
straffes efter den foreslåede
bestemmelse, hvis de urigtige
eller vildledende oplysninger
heri er egnede til væsentlig at
påvirke prisen på værdipapirer
eller tilsvarende aktiver.
Den
foreslåede litra d om
urigtige eller vildledende
oplysninger til
registreringsmyndigheden svarer
til gældende ret.
Registreringsmyndigheden vil
typisk være Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen.
Efter den
foreslåede litra e
straffes urigtige eller
vildledende oplysninger i
udbudsmateriale vedrørende den
juridiske persons stiftelse
eller kapitaludvidelser samt
vedrørende salg af andele eller
udstedelse eller salg af
konvertible obligationer. I
forhold til den nugældende
bestemmelse er der sket en
udvidelse, således at også
udstedelse eller salg af
konvertible obligationer er
omfattet.
Bestemmelsen
forudsættes i øvrigt alene at
finde anvendelse på forhold, der
vedrører den juridiske persons
egenkapital. Er der tale om
urigtige eller vildledende
oplysninger i forbindelse med
udbud af inkonvertible
obligationer, optioner mv., der
vedrører andre former for
kapitaltilførsel, vil forholdet
være omfattet af den foreslåede
§ 296, stk. 1, nr. 3, litra a,
om kapitaltilførsel samt efter
omstændighederne efter
straffelovens § 279 om
bedrageri.
I den
foreslåede § 296, stk. 1, nr.
3 , er henvisningerne til
aktiebreve, andelsbeviser og
interimsbeviser udgået, idet de
fleste aktier i dag er
dematerialiserede værdipapirer,
der registreres i
Værdipapircentralen, og idet
aktieselskabsloven ikke længere
indeholder regler om
interimsbeviser. I det omfang,
der fortsat findes fysiske
papirer af denne type, og disse
ønskes strafferetligt beskyttet,
vil reguleringen herefter skulle
foretages i særlovgivningen.
I den
foreslåede litra a er
henvist til de regler, der
gælder for en juridisk person
med hensyn til kapitaltilførsel.
Bestemmelsen er ny og omfatter
såvel kapitaltilførsel i
forbindelse med den juridiske
persons stiftelse som
efterfølgende kapitaltilførsel.
Den
foreslåede litra b om
anvendelse af den juridiske
persons midler omfatter i lighed
med den nugældende bestemmelse
regler om anvendelse af overskud
og udbetaling af udbytte og
tantieme. Den foreslåede regel
er imidlertid ikke begrænset
hertil og omfatter alle
selskabslovgivningens
bestemmelser om anvendelse af
den juridiske persons midler,
herunder eksempelvis reglerne om
aktionær- eller anpartshaverlån
og om selvfinansiering.
Den
foreslåede § 296, stk.1, nr.
4 , er ny og omhandler
områder inden for den juridiske
persons virke, hvor
overtrædelser af særlovgivningen
medfører betydelige
bevisvanskeligheder i
forbindelse med en senere
ansvarsplacering.
Den
foreslåede litra a
vedrører førelse af
forhandlingsprotokoller. Disse
protokoller er væsentlige i
forbindelse med vurderingen af,
om der er grundlag for at gøre
et civilretligt eller
strafferetligt ansvar gældende
overfor den juridiske person
eller over for medlemmer af den
juridiske persons ledelse.
Litra b
omhandler overtrædelse af
særlovgivningens bestemmelser om
førelse af fortegnelser og
oplysningspligter vedrørende
ejerskabet til den juridiske
person. Omfattet vil eksempelvis
være storaktionærmeddelelser
efter værdipapirhandelslovens
§ 29.
Efter den
foreslåede litra c er
grove overtrædelser af reglerne
vedrørende handlepligter ved
kapitaltab omfattet af § 296.
Bestemmelsen er ny og indebærer,
at de forpligtelser, der efter
selskabslovgivningen påhviler
bestyrelse og direktion, hvis
det konstateres, at henholdsvis
halvdelen af aktiekapitalen og
40% af anpartskapitalen er tabt,
bliver omfattet af den
strafferetlige beskyttelse i
§ 296.
Med den
foreslåede § 296, stk. 2
, videreføres den nugældende
bestemmelse om straf for groft
uagtsomme forhold, dog således
at alle overtrædelse af § 296,
stk. 1, kan straffe, hvis der er
handlet groft uagtsomt.
Efter den
foreslåede bestemmelse straffes
overtrædelser af § 296, stk. 1,
med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder, mens
strafferammen i stk. 2 som i dag
er bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
Der henvises
til pkt. 4.2. og 4.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
(straffelovens § 297)
Bestemmelsen
er enslydende med
Brydensholt-udvalgets forslag og
viderefører den nugældende
§ 296, stk. 1, nr. 1, for så
vidt angår de dele, der ikke
særligt relaterer sig til
juridiske personer.
Med henblik
på at sikre, at afgivelse af
urigtige eller vildledende
oplysninger, der kan have
væsentlig betydning for prisen
på fast ejendom, er omfattet, er
dette nu udtrykkelig nævnt i
ordlyden af den foreslåede
bestemmelse.
Der henvises
til pkt. 5.2. og 5.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
(straffelovens § 302)
Den
foreslåede bestemmelse svarer
med enkelte redaktionelle
ændringer til
Brydensholt-udvalgets forslag.
Bestemmelsen
er efter sin ordlyd subsidiær i
forhold til straffelovens § 296.
Det forudsættes således, at
tilfælde, hvor eksempelvis
regnskaber indeholder urigtige
eller vildledende oplysninger,
der kan påvirke prisen på
værdipapirer, og som dermed vil
kunne henføres under
straffelovens § 296, ikke
tillige straffes efter § 302,
selv om regnskaberne er
udarbejdet i strid med
lovgivningen. Kun hvis der er
tale om yderligere overtrædelser
af bogføringsforpligtelserne,
bør der tillige straffes for
overtrædelse af § 302.
Bestemmelsen
viderefører gerningsindholdet i
den gældende § 302, idet den
foreslåede bestemmelse dog er
opbygget i overensstemmelse med
lov nr. 1006 af 23. december
1998 om bogføring, som er
tiltænkt med tiden at skulle
afløse særlovgivningens
bogføringsbestemmelser. Den
foreslåede § 302 kan imidlertid
finde anvendelse i relation til
alle eksisterende
bogføringsbestemmelser, hvis
disse bestemmelser overtrædes
under omstændigheder, der
karakteriserer forholdet som
groft. Også overtrædelser af de
bogføringsbestemmelser, der
fortsat måtte være i
særlovgivningen, kan således
henføres til § 302.
I
formuleringen af den foreslåede
§ 302, stk.1, nr. 2, er
endvidere udtrykkelig taget
højde for bogføringslovens
muligheder for edb-bogføring og
kryptering, samt mulighed for
bogføring i udlandet.
Overtrædelser
af den foreslåede § 302, stk. 1,
kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Bestemmelsen
i § 302, stk. 2, om straf for
groft uagtsomme overtrædelser er
uændret.
Der henvises
til pkt. 6.2.1. og 6.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
(fiskerilovens § 130, stk. 3)
Bestemmelsen
vedrører straf for overtrædelse
af fiskerilovgivningen, hvor der
har været forsæt til unddragelse
af betaling af afgifter i
henhold til EU-forordninger
eller opnåelse af uberettiget
udbetaling eller refusion af
ydelser i henhold til
EU-forordninger, lovens § 103 om
anvendelse af midler fra de i
§ 102 nævnte fonde
(produktionsafgiftsfonde) eller
regler udstedt i medfør af § 102
(regler om betaling af afgifter
på fisk, der landes, opdrættes,
tilvirkes eller omsættes her i
landet mv.).
Efter
bestemmelsen ændres
strafferammen fra bøde eller
fængsel indtil 2 år, under
skærpende omstændigheder indtil
4 år, til bøde eller fængsel i
indtil 1 år og 6 måneder,
medmindre højere straf er
forskyldt efter straffelovens
§ 289.
Ændringen
betyder, at fiskerilovens
bestemmelse om straf for
forsætlig berigelseskriminalitet
rettet mod offentlige midler
(udbetaling af tilskud eller
betaling af afgifter)
harmoniseres med den foreslåede
affattelse af straffelovens
§ 289 a. Samtidig medfører
henvisningen til straffelovens
§ 289, at de kvalificerede
overtrædelser, dvs. særligt
grove forhold, kan straffes
efter denne bestemmelse, hvor
strafferammen er fængsel indtil
8 år.
Der er ikke
tilsigtet ændringer i det
hidtidige strafudmålingsniveau.
Der henvises
til pkt. 3.2. og 3.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
(bemyndigelseslovens § 25)
Bestemmelsen
vedrører straf for overtrædelse
af forhold som omtalt i lovens
§ 23, stk. 1, og § 24, dvs.
afgivelse af urigtige eller
vildledende oplysninger til brug
for afgørelser, der træffes i
henhold til de i § 1 nævnte
forordninger, i henhold til de i
lovens kapitel 2 omhandlede
midler, i øvrigt i henhold til
loven eller de i medfør af loven
fastsatte regler eller fortielse
af oplysninger af betydning for
sagens afgørelse, samt
overtrædelse af bestemmelser
fastsat i medfør af loven eller
forsøg herpå, med forsæt til at
unddrage sig eller andre
betaling af afgifter eller med
forsæt til at opnå uberettiget
udbetaling af ydelser til sig
eller andre.
Efter
bestemmelsen ændres
strafferammen fra bøde eller
fængsel i indtil 2 år, under
skærpende omstændigheder indtil
4 år, til bøde eller fængsel i
indtil 1 år og 6 måneder,
medmindre højere straf er
forskyldt efter straffelovens
§ 289.
Ændringen
betyder, at bemyndigelseslovens
bestemmelse om straf for
forsætlig berigelseskriminalitet
rettet mod offentlige midler
(udbetaling af tilskud eller
betaling af afgifter)
harmoniseres med den foreslåede
affattelse af straffelovens
§ 289 a. Samtidig medfører
henvisningen til § 289, at de
kvalificerede overtrædelser,
dvs. særligt grove forhold, kan
straffes efter denne
bestemmelse, hvor strafferammen
er fængsel indtil 8 år.
Der er ikke
tilsigtet ændringer i det
hidtidige strafudmålingsniveau.
Der henvises
til pkt. 3.2. og 3.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
(retsplejelovens § 98, stk. 4)
Der er tale
om en konsekvensændring som
følge af ændringen af
retsplejelovens § 1018 e,
stk. 4, hvorved der sker en
fravigelse af det almindelige
to-instansprincip inden for
anklagemyndigheden.
Til nr. 2
(retsplejelovens § 110, stk. 2)
Bestemmelsen
regulerer den administrative
klageadgang med hensyn til
konkrete afgørelser truffet af
Rigspolitichefen som
ansættelses- og
personaleadministrativ myndighed
i sager vedrørende politiets
ikke-juridiske personale.
Klagebegrænsningen gælder såvel
afgørelser, truffet af
Rigspolitichefen som første
instans, som afgørelser, truffet
af Rigspolitichefen som
rekursinstans. Afgørelser i
disciplinærsager og i andre
sager, hvor der er truffet
afgørelse om afsked, omfattes
ikke af
klagebegrænsningsreglerne. Det
samme gælder Rigspolitichefens
afgørelser om aktindsigt i
ansættelses- og personalesager.
Stk. 2, 1.
pkt., fastsætter, at
Rigspolitichefens afgørelser i
disciplinærsager angående
polititjenestemænd og politiets
(tjenestemandsansatte) personale
og i andre sager, hvor der er
truffet afgørelse om afsked,
fortsat skal kunne påklages til
justitsministeren i samme omfang
som hidtil. Det gælder såvel
afgørelser, truffet af
Rigspolitichefen som første
instans, som afgørelser, hvor
Rigspolitichefen træffer
afgørelse som rekursinstans for
politimestrenes
(politidirektørens) afgørelser.
Bestemmelsen
fastslår endvidere, at
Rigspolitichefens afgørelser om
aktindsigt i ansættelses- og
personalesager kan påklages til
Justitsministeriet.
Efter
stk. 2, 2. pkt., afskæres
den almindelige klageadgang til
justitsministeren for så vidt
angår Rigspolitichefens øvrige
konkrete afgørelser i
ansættelses- og personalesager.
Med bestemmelsen afskæres
adgangen til at påklage såvel
afgørelsens materielle indhold
som spørgsmål om
sagsbehandlingsfejl, der måtte
knytte sig til afgørelsen, som
f.eks. manglende begrundelse og
inhabilitet mv. Bestemmelsen
indebærer, at Rigspolitichefens
afgørelser i disse sager er
endelige.
Til nr. 3
(retsplejelovens § 754 a)
Bestemmelsen
regulerer politiets mulighed for
at anvende politiagenter.
Bestemmelsen fastlægger, at
politiet ikke må anvende
agenter, medmindre en af flere
mulige undtagelser er opfyldt,
herunder hvis efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en overtrædelse af
straffelovens § 289, 2. pkt.
I
lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslås en ny affattelse af
straffelovens § 289 og en
strafferamme på fængsel indtil 8
år. Som konsekvens heraf bør
henvisningen i retsplejelovens
§ 754 a, stk. 1, nr. 3, til
straffelovens § 289, 2. pkt.,
udgå.
Til nr. 4
(retsplejelovens § 781)
Bestemmelsen
angiver, i hvilke tilfælde
politiet har mulighed for at
foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Efter
§ 781, stk. 1, nr. 3, kan dette
bl.a. ske, hvis efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en overtrædelse af bl.a.
straffelovens § 289.
Som nævnt
ovenfor foreslås strafferammen i
straffelovens § 289 ændret til
fængsel indtil 8 år, hvilket
overflødiggør henvisningen i
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3, til straffelovens § 289.
Til nr. 5
(retsplejelovens § 837, stk. 1)
Den
foreslåede ændring er en
konsekvens af lov nr. 436 af 10.
juni 2003, hvor retsplejelovens
§ 836 a blev indsat. Den
nuværende henvisning i
retsplejelovens § 837, stk. 1,
til foranstående paragraf skal
herefter ændres til
retsplejelovens § 836.
Til nr. 6
(retsplejelovens § 1018 e,
stk. 1)
Ændringen
indebærer, at alle afgørelser om
erstatning i medfør af kapitel
93 a som udgangspunkt afgøres af
statsadvokaterne i 1. instans.
Det betyder, at afgørelser om
erstatning efter § 1018 h, som i
dag forelægges for Rigsadvokaten
til afgørelse, fremover vil
kunne afgøres af
statsadvokaterne som 1. instans,
medmindre det i medfør af
bestemmelsens 2. pkt. er
fastsat, at sagen skal
forelægges for Rigsadvokaten til
afgørelse.
Til nr. 7
(retsplejelovens § 1018 e,
stk. 4)
Bestemmelsen
indebærer, at afgørelser efter
kapitel 93 a om erstatning i
anledning af strafferetlig
forfølgning, truffet af
Rigsadvokaten i 1. instans, ikke
kan påklages justitsministeren.
Med bestemmelsen afskæres
adgangen til at påklage såvel
afgørelsens materielle indhold
som formalitetsspørgsmål, der
måtte knytte sig til afgørelsen,
som f.eks. manglende
begrundelse, inhabilitet mv.
Bestemmelsen indebærer, at
Rigsadvokatens afgørelser i
disse sager er endelige.
Bestemmelsen
omfatter også afgørelser, der
formelt træffes af de regionale
statsadvokater efter
forelæggelse for Rigsadvokaten.
Den
foreslåede bestemmelse er en
undtagelse til det gældende
to-instansprincip inden for
anklagemyndigheden, jf. § 98,
stk. 4.
Til nr. 8
(retsplejelovens § 1018 e,
stk. 6)
Retsplejelovens § 1018 e,
stk. 6, er en specialbestemmelse
om aktindsigt. Bestemmelsen
fastslår i sin nuværende
udformning, at
to-instansprincippet også finder
anvendelse på
anklagemyndighedens afgørelser
om aktindsigt.
Formålet med
ændringen af § 1018 e, stk. 6,
er at opretholde den gældende
retstilstand, også for så vidt
angår afgørelser om aktindsigt
truffet af Rigsadvokaten i
første instans. Med dette
forslag ændres bestemmelsens 1.
pkt. derfor, således at
henvisningen til § 1018 e,
stk. 4, udgår.
Til nr. 9
(retsplejelovens § 1018 e,
stk. 6)
Forslaget
indebærer, at der indsættes et
nyt 2. pkt. i
retsplejelovens § 1018 e, hvori
det udtrykkeligt fastslås, at
afgørelser om aktindsigt,
truffet af Rigsadvokaten som
første instans, fortsat kan
påklages til justitsministeren.
Til nr. 10
(retsplejelovens § 1018 f,
stk. 1)
Bestemmelsen
er en konsekvensændring som
følge af den foreslåede
bestemmelse i § 1018 e, stk. 4.
Til § 5
Til nr. 1
(spillekasinolovens § 9 d)
Efter den
foreslåede bestemmelse skal
spillekasinoer opbevare
dokumenter og registreringer
vedrørende transaktioner i
mindst 5 år. Bestemmelsen
indebærer ikke en pligt til at
foretage registrering af alle
transaktioner, men tager alene
sigte på selve opbevaringen af
dokumenter og registreringer. En
pligt til at foretage
registrering af en transaktion
vil derimod kunne følge af anden
lovgivning, f.eks.
bogføringsloven.
En
transaktion vil i relation til
et spillekasino fortrinsvis
kunne bestå i veksling af penge
til spillemærker og omvendt ved
spillets afslutning (eventuelt
uden at der er gennemført spil),
ved veksling via træk på
hævekort i spillekasinoet samt
ved udbetaling af gevinster fra
gevinstgivende spilleautomater.
Forslaget
gennemfører
hvidvaskningsdirektivets artikel
4, 2. led, og svarer i øvrigt
til hvidvaskningslovens § 9,
stk. 2.
Der henvises
til pkt. 10.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(spillekasinolovens § 20 b)
Med henblik
på at gennemføre
hvidvaskningsdirektivets artikel
5 og 7 i tilpasset form for
spillekasinovirksomhed foreslås
i stk. 1, at spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og
andre ansatte, der er
beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed, skal
være særlig opmærksomme på
transaktioner, som kan have
tilknytning til hvidvaskning af
penge. Ved mistanke om, at en
transaktion har tilknytning til
hvidvaskning af penge, skal den
i § 20 a nævnte kontrollant
straks underrettes. Kan
mistanken om, at transaktionen
har tilknytning til hvidvaskning
af penge, ikke umiddelbart
afkræftes, skal kontrollanten
straks underrette politiet i
medfør af § 20 a, stk. 5.
Med den
foreslåede bestemmelse
præciseres det i forhold til den
gældende bestemmelse i
spillekasinolovens § 20 b, at
spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
har en skærpet pligt til at have
opmærksomheden rettet imod mulig
hvidvaskning af penge.
Kontrollanten
vil efter forslaget endvidere
have pligt til i alle tilfælde,
hvor en mistanke om hvidvaskning
ikke umiddelbart kan afkræftes,
straks at underrette politiet.
Også på dette punkt er der
således tale om en skærpelse i
forhold til gældende ret.
Det
forudsættes i øvrigt, at
politiet underretter
Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet om enhver
underretning om mistanke om
hvidvaskning af penge.
En mistanke
om, at en transaktion kan have
tilknytning til hvidvaskning af
penge, kan f.eks. bestå i, at
der veksles et usædvanlig højt
beløb en eller flere gange samme
dag eller inden for kortere tid,
at spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
har kendskab til, at den
vekslende gæst tidligere har
foretaget eller medvirket ved
hvidvaskning af penge, eller at
det i øvrigt skønnes, at gæsten
i særlig grad udviser usædvanlig
adfærd.
Kontrollanten
vil ligeledes kunne underrette
politiet om mistænkelige
transaktioner, som kontrollanten
er blevet opmærksom på, f.eks.
ved egne iagttagelser i
spillekasinoet.
Den
foreslåede bestemmelse i stk. 2
svarer hovedsageligt til den
gældende bestemmelse i
spillekasinolovens § 20 b og
indebærer en pligt for
spillekasinoets ledelse,
sikkerhedspersonale og andre
ansatte, der er beskæftiget med
egentlig spillekasinovirksomhed,
til at underrette kontrollanten,
hvis de får mistanke om, at der
foregår uregelmæssigheder i
forbindelse med spillenes
afvikling, dvs. forhold som ikke
har tilknytning til
transaktioner og dermed
hvidvaskning af penge.
Efter den
foreslåede bestemmelse i stk. 3,
1. pkt., har spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og
andre ansatte, der er
beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed, samt
revisorer eller andre, der
udfører særlige hverv for
spillekasinoet, pligt til at
hemmeligholde, at der er givet
kontrollanten eller politiet
oplysninger eller er iværksat en
undersøgelse om hvidvaskning af
penge.
Det foreslås
endvidere, at en tilsvarende
pligt til hemmeligholdelse skal
gælde for kontrollanten, idet
kontrollanten i henhold til den
foreslåede bestemmelse i § 20 b
fra spillekasinoet skal modtage
underretning ved mistanke om
hvidvaskning af penge, jf. den
foreslåede bestemmelse i stk. 3,
2. pkt.
Bestemmelsen
svarer til hvidvaskningslovens
§ 12, stk. 1, og har til formål
at gennemføre
hvidvaskningsdirektivets artikel
8.
De foreslåede
bestemmelser i stk. 1-3 omfatter
alene den del af personalet i
spillekasinoet, som er
beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed, dvs.
sikkerhedspersonale, croupierer,
bordinspektører, personale ved
indgange og i vekselkasser mv.
Bestemmelserne tager derimod
ikke sigte på personale, som
alene beskæftiger sig med
opgaver i relation til
restaurationsvirksomhed,
rengøring mv.
Det følger af
den foreslåede bestemmelse i
stk. 4, at videregivelse af
oplysninger i medfør af stk. 1
og 2 ikke anses for et brud på
tavshedspligten fastsat i
lovgivning, i medfør af lov
eller i henhold til kontrakt. En
sådan videregivelse af
oplysninger skal efter
bestemmelsen heller ikke kunne
påføre den, der videregiver
oplysningerne, nogen form for
ansvar.
Bestemmelsen
svarer til hvidvaskningslovens
§ 12, stk. 2, og har til formål
at gennemføre artikel 9 for så
vidt angår spillekasinoer.
Der henvises
til pkt. 10.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
(spillekasinolovens § 20 d)
Det følger af
den foreslåede bestemmelse, at
spillekasinoerne i samarbejde
med kontrollanten skal udarbejde
skriftlige interne regler om
betryggende kontrol- og
kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og
instruktionsprogrammer for
medarbejderne. Det følger af
bestemmelsens henvisning til § 9
a og § 20 b, at disse interne
regler samt uddannelses- og
instruktionsprogrammer tager
sigte på de forpligtelser, som
medarbejderne er pålagt med
hensyn til hvidvaskning af
penge. Formålet dermed er at
give de ansatte bedre
forudsætninger for at genkende
aktiviteter, som kan være
forbundet med hvidvaskning af
penge, og at instruere
personalet i, hvorledes de skal
forholde sig i sådanne tilfælde.
Forpligtelsen
vil f.eks. kunne opfyldes ved
regelmæssige interne
instruktionsmøder eller som led
i et uddannelsesforløb.
Da den
offentlige kontrollant i kraft
af underretningspligten til
politiet indgår som et vigtigt
led i indsatsen imod
hvidvaskning af penge og desuden
er uafhængig af spillekasinoet,
foreslås det, at kontrol- og
kommunikationsprocedurerne samt
uddannelses- og
instruktionsprogrammerne for
medarbejderne skal udarbejdes i
samarbejde med kontrollanten.
Bestemmelsen
omfatter i overensstemmelse med
den foreslåede § 20 b, stk. 1-3,
alene den del af personalet i
spillekasinoet, som er
beskæftiget med egentlig
spillekasinovirksomhed, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 5, nr. 2.
Bestemmelsen
gennemfører
hvidvaskningsdirektivets artikel
11 og svarer til
hvidvaskningslovens § 3, stk. 1.
Der henvises
til pkt. 10.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
(spillekasinolovens § 24,
stk. 1, nr. 1)
Det foreslås,
at straffebestemmelsen udvides
til at omfatte de foreslåede
bestemmelser.
Til § 6
Bestemmelsen
fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det
foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2005, dog skal
lovens §§ 4 og 5 om ændring af
retsplejeloven og
spillekasinoloven træde i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Loven finder
anvendelse for forhold, der er
begået efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
De nye
bestemmelser i retsplejeloven om
begrænsning af sager, der kan
påklages til justitsministeren,
finder anvendelse på klager
eller anmodninger om erstatning,
der fremsættes efter lovens
ikrafttræden. Klager eller
anmodninger om erstatning, der
inden ikrafttrædelsestidspunktet
er fremsat over for henholdsvis
politiet eller
anklagemyndigheden, vil blive
færdigbehandlet efter de
gældende regler.
Til § 7
Bestemmelsen
indebærer, at loven som
udgangspunkt ikke gælder for
Færøerne og Grønland. Lovens § 1
kan dog ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i
kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 1 |
|
|
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 960 af 21.
september 2004,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 76 a. Der
kan foretages hel
eller delvis
konfiskation af
formuegoder, der
tilhører en person,
som findes skyldig i
en strafbar
handling, når
1) handlingen er af
en sådan karakter,
at den kan give
betydeligt udbytte,
og
2) den efter loven
kan straffes med
fængsel i 6 år eller
derover eller er en
overtrædelse af
lovgivningen om
euforiserende
stoffer eller
straffelovens § 286,
stk. 1, eller § 289.
Stk. 2-5. - -
- |
|
1. I
§ 76 a, stk. 1, nr.
2, udgår
»eller straffelovens
§ 286, stk. 1, eller
§ 289«. |
|
|
|
§ 270. Er
sigtelsens
fremsættelse ved sin
form utilbørlig
fornærmende, kan
straf efter § 267,
stk. 1, anvendes,
selv om
sandhedsbevis føres;
det samme gælder,
såfremt
gerningsmanden ikke
har haft rimelig
anledning til at
fremsætte
fornærmelsen.
|
|
2. I
§ 270, stk. 1,
udgår »,
stk. 1,«.
|
Stk. 2.
Dersom den
fornærmede alene
nedlægger påstand om
straf efter denne
paragraf, tilstedes
bevis for sigtelsens
sandhed ikke ført,
medmindre almene
hensyn afgørende
taler derfor.
|
|
|
|
|
|
|
|
3.
§ 289
affattes således:
|
§ 289. Med
fængsel indtil 4 år
straffes den, der
gør sig skyldig i
skattesvig af særlig
grov karakter, jf.
skattekontrollovens
§ 13, stk. 1, eller
i momssvig af særlig
grov karakter, jf.
momslovens § 81,
stk. 3. På samme
måde straffes den,
der gør sig skyldig
i indsmugling af
særlig grov
karakter, jf.
toldlovens § 73,
stk. 2, smh. med
stk. 1, eller den
der gør sig skyldig
i en tilsvarende
overtrædelse af
toldlovens § 73,
stk. 3. |
|
Ȥ 289. Med
fængsel indtil 8 år
straffes den, som
for derigennem at
skaffe sig eller
andre uberettiget
vinding gør sig
skyldig i
overtrædelse af
særlig grov karakter
af skatte-, told-,
afgifts- eller
tilskudslovgivningen
eller af § 289 a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 finder kun
anvendelse, hvis der
i den i stk. 1
nævnte lovgivning er
henvist til denne
bestemmelse.«
|
|
|
|
|
|
4.
§ 289 a
affattes således:
|
§ 289 a. Med
bøde eller fængsel
indtil 4 år straffes
den, der til brug
for afgørelser om
betaling til eller
udbetaling fra De
Europæiske
Fællesskabers budget
eller budgetter, der
forvaltes af eller
for De Europæiske
Fællesskaber, giver
urigtige eller
vildledende
oplysninger eller
fortier oplysninger
af betydning for
sagens afgørelse med
forsæt til at
unddrage sig eller
andre betaling eller
med forsæt til at
opnå uberettiget
udbetaling til sig
eller andre.
Udbetaling fra De
Europæiske
Fællesskabers budget
m.v. omfatter også
ordninger, der kun
delvis er
finansieret af
EU-midler.
|
|
Ȥ 289 a. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, der til brug
for afgørelser om
betaling eller
tilbagebetaling af
told eller afgifter
til eller udbetaling
eller
tilbagebetaling af
tilskud eller støtte
fra danske
myndigheder eller De
Europæiske
Fællesskabers
institutioner eller
andre
fællesskabsorganer
giver urigtige eller
vildledende
oplysninger eller
fortier oplysninger,
herunder undlader at
opfylde en
oplysningspligt, af
betydning for sagens
afgørelse med forsæt
til at unddrage sig
eller andre betaling
eller med forsæt til
at opnå uberettiget
udbetaling til sig
eller andre.
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der uretmæssigt
udnytter en lovligt
opnået fordel med
hensyn til
betalinger som nævnt
i stk. 1, og den,
der uretmæssigt
anvender
udbetalinger som
nævnt i stk. 1 til
andre formål end
dem, de oprindelig
var bevilget til.
|
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, der uretmæssigt
udnytter en lovlig
opnået fordel med
hensyn til
betalinger som nævnt
i stk. 1, og den,
der uretmæssigt
anvender
udbetalinger som
nævnt i stk. 1 til
andre formål end
dem, de oprindelig
var bevilget til.
Dette gælder dog
ikke ydelser, der
bevilges til privat
brug. |
|
|
Stk. 3.
Bestemmelserne i
stk. 1 og stk. 2
finder kun
anvendelse, hvor
anden lovgivning
ikke indeholder en
tilsvarende
regulering.
|
|
|
Stk. 4.
Overtrædelser af
stk. 1 eller stk. 2
af særlig grov
karakter straffes
efter § 289.«
|
|
|
|
|
|
5.
§ 296
affattes således:
|
§ 296. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år straffes
den, som, uden at
betingelserne for at
anvende § 279
foreligger,
|
|
Ȥ 296. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, som
|
1) udspreder
løgnagtige
meddelelser, hvorved
prisen på varer,
værdipapirer eller
lignende genstande
kan påvirkes,
|
|
1) udspreder
urigtige eller
vildledende
oplysninger, hvorved
prisen på
værdipapirer eller
tilsvarende aktiver
kan påvirkes
væsentligt,
|
2) gør urigtige
eller vildledende
angivelser angående
aktieselskabers,
andelsselskabers
eller lignende
foretagenders
forhold gennem
offentlige
meddelelser, i
beretninger,
regnskabsopgørelser
eller erklæringer
til
generalforsamling
eller nogen
selskabsmyndighed,
ved anmeldelse til
handelsregistret
eller
aktieselskabsregisteret
eller i indbydelse
til dannelse af
sådanne selskaber
eller udbud af
andele i dem,
|
|
2) giver urigtige
eller vildledende
oplysninger om
juridiske personers
forhold
a) i offentlige
meddelelser om
økonomiske forhold,
b) i lovpligtige
regnskaber,
|
3) overtræder de for
aktieselskaber eller
andre selskaber med
begrænset ansvar
gældende
bestemmelser med
hensyn til
udfærdigelse af
aktiebreve,
andelsbeviser eller
interimsbeviser,
anvendelse af
overskud, udbetaling
af udbytte og
tantieme eller
tilbagebetaling af
indskud.
|
|
c) i beretninger,
regnskaber eller
erklæringer til
generalforsamling
eller lignende organ
eller den juridiske
persons ledelse,
d) ved anmeldelse
til en
registreringsmyndighed
eller |
Stk. 2. Begås
de under nr. 2 og 3
nævnte handlinger af
grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller
under skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 4
måneder.
|
|
e) i udbudsmateriale
vedrørende den
juridiske persons
stiftelse eller
kapitaludvidelse
samt vedrørende salg
af andele eller
udstedelse eller
salg af konvertible
obligationer,
|
|
|
3) groft overtræder
den for en juridisk
person gældende
lovgivning
vedrørende
|
|
|
a) kapitaltilførsel
eller |
|
|
b) anvendelse af den
juridiske persons
midler, |
|
|
4) groft undlader at
opfylde krav i den
for en juridisk
person gældende
lovgivning om
|
|
|
a) førelse af
forhandlingsprotokoller,
|
|
|
b) førelse af
fortegnelser og
oplysningspligter
vedrørende
ejerandele eller
|
|
|
c) handlepligter ved
konstateret
kapitaltab.
|
|
|
Stk. 2. Begås
en handling eller
undladelse som nævnt
i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er
straffen bøde eller
under skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 4
måneder.«
|
|
|
|
|
|
6.
§ 297
affattes således:
|
§ 297. Med
bøde straffes den,
som uden for de i
§ 296 nævnte
tilfælde i
dokumenter,
forretningsbreve,
cirkulærer eller
bekendtgørelser mod
bedre vidende gør
urigtige angivelser
om det af ham
bestyrede eller
repræsenterede
selskabs økonomiske
stilling.
|
|
Ȥ 297. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes
den, som udspreder
urigtige eller
vildledende
oplysninger, hvorved
prisen på varer,
fast ejendom eller
tilsvarende aktiver
kan påvirkes
væsentligt.
|
|
|
Stk. 2. Begås
en handling som
nævnt i stk. 1 af
grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller
under skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 4
måneder.«
|
|
|
|
|
|
7.
§ 302
affattes således:
|
§ 302. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år straffes
den, som under
omstændigheder, der
kendetegner
forholdet som særlig
groft: |
|
Ȥ 302. Med
bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6
måneder straffes,
for så vidt
forholdet ikke
falder ind under
§ 296, den, som
særlig groft
overtræder
lovgivningens krav
til |
1) foretager
urigtige eller
vildledende
angivelser i
forretningsbøger
eller regnskaber,
som det ifølge lov
påhviler den
pågældende at føre
eller udfærdige,
|
|
1) bogføring,
herunder
registrering af
transaktioner og
udfærdigelse af
regnskabsmateriale,
|
2) undlader at føre
forretningsbøger
eller udfærdige
regnskaber på den
måde, som det ifølge
lov påhviler den
pågældende at gøre
det, |
|
2) opbevaring af
regnskabsmateriale,
herunder
beskrivelser af
bogføring og
systemer til
opbevaring og
fremfindelse af
materiale, herunder
adgangskoder mv. og
krypteringsnøgler,
|
3) undlader at
opfylde den ifølge
lov foreskrevne
pligt til at
opbevare
forretningsbøger,
bilag eller andet
regnskabsmateriale
eller ødelægger
sådant. |
|
3) offentlige
myndigheders adgang
til
regnskabsmateriale i
henhold til den for
disse myndigheder
særligt gældende
lovgivning samt
|
Stk. 2. Begås
en handling eller
undladelse som nævnt
i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4.
måneder.
|
|
4) aflæggelse af
årsregnskaber eller
tilsvarende
regnskaber.
|
|
|
Stk. 2. Begås
en handling eller
undladelse som nævnt
i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 4
måneder.«
|
|
|
|
|
|
§ 2 |
|
|
I
fiskeriloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 828 af 31. juli
2004, som ændret ved
lov nr. 1428 af 22.
december 2004,
foretages følgende
ændring:
|
|
|
|
§ 130. - - -
Stk. 1-2. - -
- |
|
1. I
§ 130, stk. 3,
ændres »2 år,
under skærpende
omstændigheder
indtil 4 år« til: »1
år og 6 måneder,
medmindre højere
straf er forskyldt
efter straffelovens
§ 289«. |
Stk. 3. Den
der begår et forhold
som nævnt i stk. 1,
nr. 2, 4 eller 5,
eller som nævnt i de
i medfør af stk. 2
fastsatte regler med
fortsæt til at
unddrage sig eller
andre betaling af
afgifter i henhold
til de i § 10
omhandlede
forordninger eller i
henhold til regler
fastsat i medfør af
§ 102 eller med
fortsæt til at opnå
uberettiget
udbetaling eller
refusion af ydelser
til sig eller andre
i henhold til de i
§ 10 nævnte
forordninger eller i
henhold til § 103
eller regler fastsat
i medfør af § 102,
straffes med bøde
eller fængsel i
indtil 2 år, under
skærpede
omstændigheder
indtil 4 år.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 3 |
|
|
I
lov om
administration af
Det Europæiske
Fællesskabs
forordninger om
markedsordninger for
landbrugsvarer m.v.,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 297 af 28. april
2004, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 25. Den,
der begår et forhold
som nævnt i § 23,
stk. 1, eller § 24
med forsæt til at
unddrage sig eller
andre betaling af
afgifter i henhold
til de i § 1 nævnte
forordninger eller i
henhold til denne
lovs § 6 eller med
forsæt til at opnå
uberettiget
udbetaling af
ydelser til sig
eller andre i
henhold til de i § 1
omhandlende
forordninger eller i
henhold til § 7,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
2 år, under skærpede
omstændigheder
indtil 4 år
|
|
1. I
§ 25 ændres
»2 år, under
skærpende
omstændigheder
indtil 4 år« til: »1
år og 6 måneder,
medmindre højere
straf er forskyldt
efter straffelovens
§ 289«. |
|
|
|
|
|
§ 4 |
|
|
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 961 af 21.
september 2004, som
ændret ved lov nr.
1436 af 22. december
2004, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 98.
- - -
Stk. 2-3.
- - -
Stk. 4.
Justitsministeren
behandler klager
over afgørelser
truffet af
rigsadvokaten som
første instans.
|
|
1. I
§ 98, stk. 4,
indsættes efter »som
1. instans«: », jf.
dog bestemmelsen i
§ 1018 e, stk. 4.«.
|
|
|
|
§ 110.
Under
rigspolitichefen
henlægges særlig:
|
|
2. I
§ 110
indsættes som
stk. 2: |
1) Fordeling og
omflytning samt
indstillinger om
ansættelser og
forfremmelser inden
for politikorpset og
politiets
kontorpersonale.
Forinden
forflyttelse sker,
skal dog – ud over
erklæring fra
vedkommende
politimester
(politidirektøren) –
indhentes erklæring
fra vedkommende
tjenestemand.
|
|
»Stk. 2.
Rigspolitichefens
afgørelser i
disciplinærsager og
i andre sager, hvor
der er truffet
afgørelse om afsked,
samt i sager om
aktindsigt i
ansættelses- og
personalesager kan
påklages til
justitsministeren.
Andre afgørelser
truffet af
rigspolitichefen i
ansættelses- og
personalesager kan
ikke påklages til
justitsministeren.«
|
2) Politiets
udrustning og
kontorhold.
|
|
|
3) Regnskabsførelsen
vedrørende
udgifterne til
politivæsenet.
|
|
|
4) Politiafdelinger,
der ikke er knyttet
til en bestemt
politikreds,
medmindre der af
justitsministeren
træffes anden
bestemmelse.
|
|
|
5) Tilrettelæggelsen
af fremmedtilsynet
og gennemførelsen af
de herhenhørende
bestemmelser
|
|
|
|
|
|
§ 754 a.
Politiet må ikke som
led i
efterforskningen af
en lovovertrædelse
foranledige, at der
tilbydes bistand til
eller træffes
foranstaltninger med
henblik på at
tilskynde nogen til
at udføre eller
fortsætte
lovovertrædelsen,
medmindre:
|
|
3. I
§ 754 a, stk. 1, nr.
3, udgår »,
eller en
overtrædelse af
straffelovens § 289,
2. pkt.«.
|
1) der foreligger en
begrundet mistanke
om, at
lovovertrædelsen er
ved at blive begået
eller forsøgt,
|
|
|
2)
efterforskningsskridtet
må antages at være
af afgørende
betydning for
efterforskningen og
|
|
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller en
overtrædelse af
straffelovens § 289,
2. pkt. |
|
|
Stk. 2.- - -
|
|
|
|
|
|
§ 781.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
må kun foretages,
såfremt |
|
4. I
§ 781, stk. 1, nr.
3, udgår »,
eller 289«.
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at der på
den pågældende måde
gives meddelelser
eller foretages
forsendelser til
eller fra en
mistænkt
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for efterforskningen
og |
|
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
straffelovens
§§ 124, stk. 2, 125,
127, stk. 1, 193,
stk. 1, 228, 235,
266, 281 eller 289
eller en
overtrædelse af
udlændingelovens
§ 59, stk. 5.
|
|
|
Stk. 2-5. - -
- |
|
|
|
|
|
§ 837. Finder
statsadvokaten at
måtte modsætte sig
en begæring, som af
forsvareren er
fremsat i henhold
til foregående
paragraf, skal han
uden ophold
forelægge retten
sagen til afgørelse.
Forinden denne
træffes, bør der, så
vidt dertil er
anledning, gives
statsadvokaten og
forsvareren
lejlighed til at
ytre sig mundtlig
eller skriftlig.
|
|
5. I
§ 837, stk. 1,
ændres
»foregående
paragraf« til:
»§ 836«.
|
Stk. 2-3. - -
- |
|
|
|
|
|
§ 1018 e.
Statsadvokaten
træffer afgørelse
vedrørende krav om
erstatning i medfør
af §§ 1018 a-d.
Justitsministeren
kan fastlægge, at
nærmere angivne
sager skal
forelægges for
rigsadvokaten eller
justitsministeren
til afgørelse. Krav
fra en person, der
har været sigtet,
skal fremsættes
inden to måneder
efter meddelelse til
den sigtede om
strafforfølgningens
ophør eller efter
afsigelse af en
endelig dom. Har
tiltalte ikke været
til stede ved
dommens afsigelse,
beregnes fristen
efter bestemmelserne
i § 963, stk. 3,
litra a. Krav fra
andre fremsættes
inden to måneder
efter, at indgrebet
er ophørt.
|
|
6. I
§ 1018 e, stk. 1,
ændres
»§§ 1018 a-d.« til:
»dette kapitel.«
|
Stk. 2-3. - -
- |
|
|
|
|
|
|
|
7.
§ 1018 e, stk. 4,
affattes
således:
|
Stk. 4.
Justitsministeren
behandler klager
over afgørelser
vedrørende krav om
erstatning truffet
af rigsadvokaten som
1. instans.
|
|
»Stk. 4.
Afgørelser
vedrørende krav om
erstatning truffet
af rigsadvokaten som
1. instans kan ikke
påklages til
justitsministeren.«
|
Stk. 5. -
- -
|
|
|
|
|
|
Stk. 6.
Bestemmelserne i
stk. 3-5 finder
tilsvarende
anvendelse på
afgørelser om
aktindsigt efter
forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
|
|
8. I
§ 1018 e, stk. 6,
ændres
»stk. 3-5« til:
»stk. 3 og 5«.
|
|
|
|
|
|
9. I
§ 1018 e, stk. 6,
indsættes som
2. pkt.:
|
|
|
»Justitsministeren
behandler klager
over afgørelser om
aktindsigt truffet
af rigsadvokaten som
1. instans.«.
|
|
|
|
§ 1018 f.
Imødekommes
erstatningskravet
ikke ved en
afgørelse truffet af
rigsadvokaten i en
klagesag eller af
justitsministeren,
kan den
erstatningssøgende
inden to måneder
efter meddelelse om
afslaget begære
kravet indbragt for
den byret, som har
pådømt straffesagen.
Sagen indbringes for
retten af
vedkommende
statsadvokat. Har
straffesagen ikke
været pådømt, eller
er den pådømt af
landsret i første
instans, indbringer
statsadvokaten
erstatningskravet
for byretten i den
retskreds, hvori den
pågældende
foranstaltning er
besluttet, eller ved
den
erstatningssøgendes
hjemting.
|
|
10. I
§ 1018 f, stk. 1,
udgår »i en
klagesag«.
|
Stk. 2-4. - - -
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 5 |
|
|
I
lov om
spillekasinoer, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 861 af 10.
oktober 1994, som
ændret ved lov nr.
443 af 31. maj 2000,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
|
|
1. Efter § 9
c indsættes:
|
|
|
Ȥ 9 d.
Dokumenter og
registreringer
vedrørende
transaktioner skal
opbevares i mindst 5
år efter
transaktionernes
gennemførelse.«
|
|
|
|
|
|
2.
§ 20 b
affattes således:
|
§ 20 b.
Såfremt
spillekasinoets
ledelse,
sikkerhedspersonale
eller andre ansatte
får mistanke om, at
en veksling har
tilknytning til
hvidvaskning af
penge, eller der
foregår
uregelmæssigheder i
forbindelse med
spillenes afvikling,
skal den, der får
mistanken, straks
underrette den i
§ 20 a nævnte
kontrollant, der i
henhold til § 20 a,
stk. 5, træffer
beslutning om
underretning af
politiet.
|
|
Ȥ 20 b.
Spillekasinoets
ledelse,
sikkerhedspersonale
og andre ansatte,
der er beskæftiget
med egentlig
spillekasinovirksomhed,
skal være særlig
opmærksomme på
transaktioner, som
kan have tilknytning
til hvidvaskning af
penge. Ved mistanke
om, at en
transaktion har
tilknytning til
hvidvaskning af
penge, skal den i
§ 20 a nævnte
kontrollant straks
underrettes. Kan
mistanken om, at
transaktionen har
tilknytning til
hvidvaskning af
penge, ikke
umiddelbart
afkræftes, skal
kontrollanten straks
underrette politiet
i medfør af § 20 a,
stk. 5. |
|
|
Stk. 2.
Såfremt
spillekasinoets
ledelse,
sikkerhedspersonale
eller andre ansatte,
der er beskæftiget
med egentlig
spillekasinovirksomhed,
får mistanke om, at
der foregår
uregelmæssigheder i
forbindelse med
spillenes afvikling,
skal den, der får
mistanken, straks
underrette
kontrollanten.
Kontrollanten
træffer beslutning
om, hvorvidt
politiet skal
underrettes i medfør
af § 20 a, stk. 5.
|
|
|
Stk. 3.
Spillekasinoets
ledelse,
sikkerhedspersonale
og andre ansatte,
der er beskæftiget
med egentlig
spillekasinovirksomhed,
samt revisorer og
andre, der udfører
særlige hverv for
spillekasinoet, er
forpligtet til at
hemmeligholde, at
der er givet
kontrollanten eller
politiet oplysninger
eller er iværksat en
undersøgelse om
hvidvaskning af
penge. Pligten til
hemmeligholdelse
omfatter også
kontrollanten.
|
|
|
Stk. 4.
Oplysninger, der i
god tro gives til
kontrollanten eller
politiet i medfør af
stk. 1 og 2, anses
ikke for et brud på
den tavshedspligt,
der er fastsat i
lovgivning eller i
medfør af lov eller
i henhold til
kontrakt.
Videregivelse af
sådanne oplysninger
påfører ikke den,
der videregiver
oplysningerne, nogen
form for ansvar.«
|
|
|
|
|
|
3. Efter § 20
c indsættes:
|
|
|
Ȥ 20 d. Et
spillekasino skal i
samarbejde med
kontrollanten
udarbejde skriftlige
interne regler om
betryggende kontrol-
og
kommunikationsprocedurer
samt uddannelses- og
instruktionsprogrammer
for medarbejderne,
jf. § 9 a og § 20 b.
|
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
kan fastsætte
nærmere regler om de
i stk. 1 nævnte
kontrol- og
kommunikationsprocedurer
samt uddannelses- og
instruktionsprogrammer.«
|
|
|
|
§ 24.
Medmindre højere
straf er forskyldt
efter anden
lovgivning, straffes
med bøde den, der
|
|
4. I
§ 24, stk. 1, nr. 1,
ændres »§§ 9
a-9 c« til: »§§ 9
a-9 d«, og »og §§ 20
b og 20 c« ændres
til: »§ 20 b, § 20 c
og § 20 d, stk. 1,«.
|
1) overtræder § 2,
stk. 1, § 3, stk. 1,
§ 4, § 6, stk. 1-5,
§ 6 a, stk. 2, § 8,
stk. 1, § 8 a, §§ 9
a-9 c, §§ 10 og 11,
§ 12, stk. 1 og 3,
§§ 13-15, § 16,
stk. 1, § 17,
stk. 2, § 18,
stk. 1, § 19, § 20
a, stk. 1 og 5, og
§§ 20 b og 20 c
eller |
|
|
2) tilsidesætter
vilkår fastsat efter
§ 1, stk. 4.
|
|
|
Stk. 2-3. - -
- |
|
|
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG
RÅDETS DIREKTIV 2001/97/EF
af 4. december 2001
om ændring af Rådets
direktiv 91/308/EØF
om forebyggende
foranstaltninger mod
anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
-
under
henvisning til traktaten om
oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, særlig artikel
47, stk. 2, første og tredje
punktum, samt artikel 95,
under
henvisning til forslag fra
Kommissionen,
2)
under
henvisning til udtalelse fra
Det Økonomiske og Sociale
Udvalg,
3)
efter
proceduren i traktatens
artikel 251
4) , på
grundlag af Forligsudvalgets
fælles udkast af 18.
september 2001, og
ud fra
følgende betragtninger:
(1)
Direktiv 91/308/EØF
5) , i det
følgende benævnt
»direktivet«, bør som et af
de vigtigste internationale
instrumenter i bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge
ajourføres i tråd med
Kommissionens konklusioner
og de ønsker, som
Europa-Parlamentet og
medlemsstaterne har givet
udtryk for. Direktivet bør i
denne henseende ikke blot
afspejle bedste
internationale praksis på
området, men også fortsat
sætte en høj standard for
beskyttelsen af den
finansielle sektor og andre
sårbare erhverv over for de
skadelige virkninger af
udbytte hidrørende fra
kriminalitet.
(2) Den
almindelige overenskomst om
handel med tjenesteydelser
(GATS) tillader medlemmerne
at træffe foranstaltninger,
som er nødvendige for at
beskytte den offentlige
moral, og at træffe
foranstaltninger af
forsigtighedshensyn,
herunder for at sikre det
finansielle systems
stabilitet og integritet.
Sådanne foranstaltninger bør
ikke indebære restriktioner,
der er mere vidtgående, end
det er nødvendigt for at
virkeliggøre disse
målsætninger.
(3) Det
er ikke udtrykkeligt
fastlagt i direktivet, til
hvilken medlemsstats
myndigheder filialer af
kredit- og
finansieringsinstitutter med
hovedsæde i en anden
medlemsstat skal indberette
mistænkelige transaktioner,
ej heller hvilken
medlemsstats myndigheder,
der er ansvarlige for, at
sådanne filialer overholder
direktivet. Myndighederne i
den medlemsstat, hvor
filialen er beliggende, bør
modtage sådanne
indberetninger og udøve
ovennævnte ansvar.
(4) Denne
ansvarsfordeling bør
tydeligt fremgå af
direktivet gennem en ændring
af definitionen på
begreberne »kreditinstitut«
og »finansieringsinstitut«.
(5)
Europa-Parlamentet har
udtrykt bekymring over, at
virksomhed som
vekselkontorer (»bureaux de
change«) og
pengeoverførselstjenester
(money remittance offices)
er sårbare over for
hvidvaskning af penge. Sådan
virksomhed burde allerede
være omfattet af
anvendelsesområdet for
direktivet. For at fjerne
enhver tvivl på området bør
det tydeligt bekræftes i
direktivet, at sådan
virksomhed er omfattet.
(6) For
at sikre en så fuldstændig
dækning af den finansielle
sektor som muligt bør det
ligeledes gøres klart, at
direktivet finder anvendelse
på investeringsselskaber som
defineret i Rådets direktiv
93/22/EØF af 10. maj 1993 om
investeringsservice i
forbindelse med
værdipapirer.
6)
(7) I
henhold til direktivet er
medlemsstaterne kun
forpligtet til at bekæmpe
hvidvaskning af udbytte, der
stammer fra
narkotikaforbrydelser. Der
har i de seneste år været en
tendens til at definere
begrebet hvidvaskning af
penge på grundlag af en
bredere vifte af forudgående
eller underliggende
lovovertrædelser, hvilket
blandt andet afspejles i
ajourføringen i 1996 af de
40 rekommandationer fra Den
Finansielle Aktionsgruppe
vedrørende Hvidvaskning af
Penge (FATF), som er det
førende internationale organ
til bekæmpelse af
hvidvaskning af penge.
(8) En
bredere vifte af
prædikatforbrydelser fremmer
indberetningen af
mistænkelige transaktioner
og det internationale
samarbejde på området.
Direktivet bør derfor
ajourføres i denne
henseende.
(9) Ved
Rådets fælles aktion
98/699/RIA af 3. december
1998 om hvidvaskning af
penge, identifikation,
opsporing, indefrysning,
beslaglæggelse og
konfiskation af redskaber og
udbytte fra strafbart
forhold
7) enedes
medlemsstaterne om at lade
alle alvorlige
lovovertrædelser, som
defineret i den fælles
aktion, være
prædikatforbrydelser med det
formål at gøre hvidvaskning
af penge strafbart.
(10)
Navnlig er bekæmpelsen af
organiseret kriminalitet
nært forbundet med
bekæmpelsen af hvidvaskning
af penge. Listen over
prædikatforbrydelser bør
derfor tilpasses for at tage
højde herfor.
(11)
Direktivet indeholder en
række forpligtelser, navnlig
om indberetning af
mistænkelige transaktioner.
Det vil være mere
hensigtsmæssigt og i tråd
med filosofien bag
handlingsplanen til
bekæmpelse af organiseret
kriminalitet udarbejdet af
Gruppen på Højt Plan
8) , at
forbuddet mod hvidvaskning
af penge i direktivet
udvides.
(12)
Rådet vedtog den 21.
december 1998 fælles aktion
98/733/RIA om at gøre det
strafbart at deltage i en
kriminel organisation i Den
Europæiske Unions
medlemsstater
9) . Denne
fælles aktion afspejler en
konsensus blandt
medlemsstaterne om behovet
for fælles tiltag på
området.
(13) I de
enkelte medlemsstater bliver
mistænkelige transaktioner i
overensstemmelse med
direktivet indberettet af
den finansielle sektor, og
navnlig af
kreditinstitutterne. Det kan
konstateres, at den skærpede
kontrol i den finansielle
sektor har foranlediget
personer, der ønsker at
hvidvaske penge, til at søge
andre metoder til at
tilsløre oprindelsen af
økonomisk udbytte fra
kriminelle handlinger.
(14) Der
er en tendens til øget
hvidvaskning af penge gennem
den ikke-finansielle sektor.
Dette bekræftes af FATF's
undersøgelse af
hvidvaskningsteknikker og
-typologier.
(15)
Forpligtelserne i henhold
til direktivet med hensyn
til kundeidentifikation,
opbevaring af dokumentation
og indberetning af
mistænkelige transaktioner
bør udvides til også at
omfatte en begrænset række
aktiviteter og erhverv, som
har vist sig sårbare i
forbindelse med hvidvaskning
af penge.
(16)
Notarer og selvstændige
inden for de juridiske
erhverv, som defineret af
medlemsstaterne, bør
underlægges direktivets
bestemmelser, når de
deltager i finansielle eller
selskabsretlige
transaktioner, herunder
rådgiver om skatteforhold,
hvor der er størst risiko
for, at disse faggruppers
ydelser misbruges til at
hvidvaske udbytte fra
kriminel virksomhed.
(17) Når
selvstændige medlemmer af
erhverv, der yder juridisk
rådgivning, som er retligt
anerkendte og underkastet
retligt tilsyn, som f.eks.
advokater, undersøger en
klients retsstilling eller
repræsenterer en klient i
retssager, vil det
imidlertid ikke være
hensigtsmæssigt, at disse i
henhold til direktivet for
så vidt angår disse
aktiviteter forpligtes til
at indberette mistanke om
hvidvaskning af penge. Der
må ikke være nogen
forpligtelse til at
indberette oplysninger, der
er modtaget før, under eller
efter en retssag eller i
forbindelse med vurderingen
af en klients retsstilling.
Juridisk rådgivning er
således fortsat omfattet af
tavshedspligt, medmindre den
juridiske rådgiver deltager
i hvidvaskningsaktiviteter,
den juridiske rådgivning
ydes med henblik på
hvidvaskning af penge eller
advokaten ved, at klienten
søger juridisk rådgivning
med henblik på hvidvaskning
af penge.
(18)
Tjenesteydelser, der er
direkte sammenlignelige, og
som præsteres af de
faggrupper, der er omfattet
af direktivet, bør behandles
på samme måde. For at
beskytte de rettigheder, der
er fastsat i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
(EMK) og i traktaten om Den
Europæiske Union, bør de
oplysninger, som revisorer,
eksterne regnskabskyndige og
skatterådgivere, som i nogle
medlemsstater kan forsvare
eller repræsentere en klient
i retssager eller undersøge
en klients retsstilling, får
adgang til under udførelsen
af disse opgaver, ikke være
underlagt
indberetningsforpligtelserne
i henhold til direktivet.
(19) Der
henvises i direktivet til
»de myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelse af
hvidvaskning af penge«,
hvortil indberetningerne om
mistænkelige transaktioner
skal foretages, og til
myndigheder, som i henhold
til en lov eller anden
bestemmelse er bemyndiget
til at føre tilsyn med de af
direktivet omfattede
institutters og personers
aktiviteter (»kompetente
myndigheder«). Der er
enighed om, at direktivet
ikke forpligter
medlemsstaterne til at
oprette sådanne »kompetente
myndigheder«, hvis de ikke
eksisterer, og at
advokatsamfund og andre
selvregulerende organer for
selvstændige ikke hører ind
under betegnelsen
»kompetente myndigheder«.
(20) Når
det drejer sig om notarer og
selvstændige inden for de
juridiske erhverv, bør
medlemsstaterne af hensyn
til disses tavshedspligt i
forhold til deres klienter,
have mulighed for at udnævne
advokatsamfundet eller andre
selvregulerende organer for
selvstændige som det organ,
hvortil de kan indberette
eventuelle tilfælde af
hvidvaskning af penge.
Medlemsstaterne bør
fastsætte reglerne for
håndteringen af sådanne
indberetninger og deres
eventuelle videregivelse til
»de myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge«,
og generelt passende former
for samarbejde mellem
advokatsamfund eller andre
tilsvarende
erhvervssammenslutninger og
disse myndigheder -
UDSTEDT
FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Direktiv
91/308/EØF ændres således:
1)
Artikel 1 affattes således:
»Artikel
1
I dette
direktiv forstås ved:
A)
'kreditinstitut': et
foretagende som defineret i
artikel 1, nr. 1), første
afsnit, i Rådets direktiv
2000/12/EF
10) , samt en
filial, som defineret i
artikel 1, stk. 3, i nævnte
direktiv og beliggende i
Fællesskabet, af et
kreditinstitut, hvis
hovedsæde er beliggende i
eller uden for Fællesskabet
B)
'finansieringsinstitut':
1) et
foretagende, som ikke er et
kreditinstitut, og hvis
hovedaktivitet er at
foretage en eller flere af
de forretninger, der er
opført under punkt 2 til 12
og punkt 14 på listen i
bilag I til direktiv
2000/12/EF; dette omfatter
virksomhed som
vekselkontorer ('bureaux de
change') og
pengeoverførselstjenester
(money
transmission/remittance
offices)
2) et
forsikringsselskab, der er
behørigt godkendt i henhold
til Rådets direktiv
79/267/EØF
11) , for så
vidt det udfører
aktiviteter, der omfattes af
nævnte direktiv
3) et
investeringsselskab som
defineret i artikel 1, nr.
2), i direktiv 93/22/EØF
12)
4) et
institut for kollektiv
investering, der
markedsfører sine andele
eller aktier.
Denne
definition på et
finansieringsinstitut
omfatter også filialer, der
er beliggende i
Fællesskabet, af
finansieringsinstitutter,
hvis hovedsæde er beliggende
i eller uden for
Fællesskabet
C)
'hvidvaskning af penge':
følgende forsætlige
handlinger:
–
konvertering eller
overførsel af formuegoder -
vel vidende, at de hidrører
fra en kriminel handling
eller fra medvirken i en
sådan handling - med det
formål at fortie eller
tilsløre formuegodernes
ulovlige oprindelse eller at
hjælpe personer, som er
involveret i en sådan
handling, til at unddrage
sig de retlige konsekvenser
heraf
–
fortielse eller tilsløring
af formuegodernes art,
oprindelse, lokalisering,
placering eller bevægelser
eller af den egentlige
ejendomsret til disse
formuegoder eller dertil
knyttede rettigheder, vel
vidende, at de hidrører fra
en kriminel handling eller
fra medvirken i en sådan
handling
–
erhvervelse, besiddelse
eller anvendelse af
formuegoder, vel vidende ved
modtagelsen af disse goder,
at de hidrører fra en
kriminel handling eller fra
medvirken i en sådan
handling
–
medvirken i en af de
handlinger, som er nævnt i
de foregående led, medvirken
med henblik på at begå den
nævnte handling, forsøg på
at begå den, det at hjælpe,
tilskynde eller råde nogen
til at begå den eller det at
lette gennemførelsen heraf.
Den
viden, hensigt eller
tilskyndelse, som skal
foreligge i forbindelse med
handlingerne i dette led,
kan fastslås på grundlag af
objektive forhold.
Der
foreligger hvidvaskning af
penge, også selv om de
handlinger, som har
frembragt de formuegoder,
der skal hvidvaskes, har
fundet sted på en anden
medlemsstats eller et
tredjelands område.
D)
'formuegoder': aktiver af
enhver art, hvad enten der
er tale om fysiske eller
ikke-fysiske genstande,
løsøre eller fast ejendom,
materielle eller
immaterielle aktiver, samt
retlige dokumenter eller
instrumenter, der tjener som
bevis for ejendomsret til
sådanne aktiver eller dertil
knyttede rettigheder.
E)
'kriminel handling': enhver
form for kriminel deltagelse
i en alvorlig
lovovertrædelse.
Alvorlige
lovovertrædelser er som
minimum:
– enhver
af de lovovertrædelser, der
er defineret i artikel 3,
stk. 1, litra a), i
Wienerkonventionen
–
kriminelle organisationers
handlinger som defineret i
artikel 1 i fælles aktion
98/733/RIA
13)
– svig
som defineret i artikel 1,
stk. 1, og artikel 2, i
konventionen om beskyttelse
af De Europæiske
Fællesskabers finansielle
interesser
14) , i det
mindste i grove tilfælde
–
bestikkelse
– en
lovovertrædelse, der kan
give betydeligt udbytte, og
som kan medføre en streng
frihedsstraf efter
medlemsstatens
straffelovgivning.
Inden den
15. december 2004 tilnærmer
medlemsstaterne definitionen
i dette led til definitionen
af alvorlige strafbare
handlinger i fælles aktion
98/699/RIA. Rådet opfordrer
Kommissionen til inden den
15. december 2004 at
fremsætte forslag til
ændring af nærværende
direktiv i den henseende.
Medlemsstaterne kan udpege
en hvilken som helst anden
lovovertrædelse som en
kriminel handling med
henblik på dette direktiv.
F)
'kompetente myndigheder': de
nationale myndigheder, som i
henhold til lov eller anden
bestemmelse er bemyndiget
til at føre tilsyn med de af
direktivet omfattede
institutters og personers
aktivitet.«
2)
Følgende artikel indsættes:
»Artikel
2a
Medlemsstaterne sørger for,
at de forpligtelser, der
følger af dette direktiv,
kræves opfyldt af følgende
institutter:
1)
kreditinstitutter som
defineret i artikel 1, litra
A)
2)
finansieringsinstitutter som
defineret i artikel 1, litra
B) samt af følgende
juridiske og fysiske
personer i udøvelsen af
deres erhverv:
3)
revisorer, eksterne
regnskabskyndige og
skatterådgivere
4)
ejendomsmæglere
5)
notarer og andre
selvstændige inden for de
juridiske erhverv, når de
deltager, enten
a) ved
bistand i planlægningen
eller udførelsen af
transaktioner for deres
klienter i forbindelse med:
i) køb og
salg af fast ejendom eller
virksomheder
ii)
forvaltning af klienters
penge, værdipapirer eller
andre aktiver
iii)
åbning eller forvaltning af
bank-, opsparings- eller
værdipapirkonti
iv)
tilvejebringelse af
nødvendig kapital til
oprettelse, drift eller
ledelse af selskaber
v)
oprettelse, drift eller
ledelse af
investeringsforeninger,
selskaber eller lignende
strukturer
b) eller
ved på deres klients vegne
og for dennes regning at
foretage en hvilken som
helst finansiel transaktion
eller transaktion vedrørende
fast ejendom
6)
forhandlere af genstande af
høj værdi, såsom ædelstene
eller -metaller, eller af
kunst, og auktionsholdere,
når der betales kontant og
med et beløb på 15000 EUR
eller derover
7)
kasinoer.«
3)
Artikel 3 affattes således:
»Artikel
3
1.
Medlemsstaterne sørger for,
at de af direktivet
omfattede institutter og
personer kræver, at deres
kunder legitimerer sig ved
hjælp af et retskraftigt
dokument, når der optages
forretningsmæssig
forbindelse med dem, for
institutternes vedkommende,
navnlig når der åbnes en
bank- eller opsparingskonto
eller et depot.
2. Dette
krav om legitimation gælder
også for enhver transaktion
med andre kunder end dem,
der er omhandlet i stk. 1,
vedrørende et beløb på 15000
EUR eller derover, hvad
enten den udføres i en
enkelt eller i flere
operationer, hvis der synes
at være indbyrdes
forbindelse mellem dem. Hvis
beløbet ikke kendes på det
tidspunkt, hvor
transaktionen påbegyndes,
skal det pågældende institut
eller den pågældende person
kræve legitimation, så snart
instituttet eller personen
får kendskab hertil og
konstaterer, at tærsklen er
nået.
3. Uanset
stk. 1 og 2 kræves der ikke
legitimation i forbindelse
med forsikringsaftaler, der
indgås af
forsikringsvirksomheder, som
er godkendt i henhold til
Rådets direktiv 92/96/EØF af
10. november 1992 om
samordning af love og
administrative bestemmelser
vedrørende direkte
livsforsikringsvirksomhed
(tredje
livsforsikringsdirektiv)
15) , og hvis
virksomhed er omfattet af
nævnte direktiv, når beløbet
af den eller de periodiske
præmier, der skal indbetales
i løbet af et år, er på 1000
EUR eller derunder, eller
ved indbetaling af en
engangspræmie på 2500 EUR
eller derunder. Hvis den
eller de periodiske præmier,
der skal indbetales i løbet
af et år, forhøjes, således
at tærsklen på 1000 EUR
overstiges, skal der kræves
legitimation.
4.
Medlemsstaterne kan
foreskrive, at legitimation
ikke er obligatorisk for
pensionsforsikringsaftaler,
der indgås i medfør af en
arbejdskontrakt eller den
forsikredes erhvervsmæssige
virksomhed, forudsat at
disse aftaler ikke
indeholder en
tilbagekøbsklausul og ikke
kan anvendes som sikkerhed
for et lån.
5. Uanset
ovennævnte stykker kræves
der legitimation for alle
kasinokunder, der køber
eller ombytter spillejetoner
til en værdi af 1000 EUR
eller derover.
6.
Kasinoer, som er underlagt
statskontrol, opfylder under
alle omstændigheder
identifikationskravet i
dette direktiv, hvis kunden
registreres og skal
legitimere sig allerede ved
indgangen, uafhængigt af
hvor store beløb der
ombyttes.
7. Er der
tvivl om, hvorvidt de i de
foregående stykker nævnte
kunder handler for egen
regning, eller er der vished
for, at de ikke handler for
egen regning, skal de af
direktivet omfattede
institutter og personer
træffe rimelige
foranstaltninger til at
indhente oplysninger om den
faktiske identitet af de
personer, for hvis regning
disse kunder handler.
8. De af
direktivet omfattede
institutter og personer skal
kræve denne legitimation,
selv om transaktionsbeløbet
er lavere end ovennævnte
tærskler, så snart de har
mistanke om hvidvaskning af
penge.
9. De af
direktivet omfattede
institutter og personer er
ikke underlagt
legitimationskravene i denne
artikel, hvis kunden er et
kredit- eller et
finansieringsinstitut, der
er omfattet af dette
direktiv eller et kredit-
eller finansieringsinstitut
beliggende i et tredjeland,
der efter de relevante
medlemsstaters opfattelse
stiller krav svarende til,
hvad der følger af dette
direktiv.
10.
Medlemsstaterne kan
foreskrive, at
legitimationskravene
vedrørende de transaktioner,
der er omhandlet i stk. 3 og
4, er opfyldt, når det
konstateres, at
transaktionsbeløbet skal
debiteres en konto, der er
åbnet i kundens navn i et
kreditinstitut omfattet af
dette direktiv i
overensstemmelse med kravene
i stk. 1.
11.
Medlemsstaterne sørger under
alle omstændigheder for, at
de af direktivet omfattede
institutter og personer
træffer sådanne specifikke,
relevante foranstaltninger,
som er nødvendige for at
råde bod på den øgede risiko
for hvidvaskning af penge,
der opstår, når der optages
forretningsmæssig
forbindelse eller påbegyndes
en transaktion med en kunde,
som ikke fysisk er til stede
med henblik på at legitimere
sig ('transaktioner uden
direkte kontakt'). Sådanne
foranstaltninger bør sikre,
at kundens identitet
fastslås, f.eks. ved at
omfatte krav om supplerende
dokumentation eller
supplerende foranstaltninger
med henblik på at
kontrollere eller
certificere de leverede
dokumenter eller bekræftende
attestering fra en
institution, der er omfattet
af dette direktiv, eller ved
at kræve, at den første
betaling i forbindelse med
transaktionerne foretages
via en konto åbnet i kundens
navn i et kreditinstitut,
der er omfattet af dette
direktiv. De interne
kontrolprocedurer, der er
fastsat i artikel 11,
stk. 1, bør tage særlig
højde for disse
foranstaltninger.«
4) I
artikel 4, 5, 8 og 10 ændres
ordene »kredit- og
finansieringsinstitutter«
til »de af direktivet
omfattede institutter og
personer«.
5)
Artikel 6 affattes således:
»Artikel
6
1.
Medlemsstaterne sørger for,
at de af direktivet
omfattede personer og
institutter samt medlemmer
af disses ledelse og deres
ansatte til fulde
samarbejder med de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge:
a) ved på
eget initiativ at underrette
disse myndigheder om ethvert
forhold, som kunne være tegn
på hvidvaskning af penge
b) ved på
opfordring at give disse
myndigheder alle nødvendige
oplysninger i henhold til
procedurerne i den relevante
lovgivning.
2. De i
stk. 1 nævnte oplysninger
fremsendes til de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge i
den medlemsstat, på hvis
område det institut eller
den person, der fremsender
oplysningerne, befinder sig.
Fremsendelsen varetages
normalt af den eller de
personer, som er udpeget af
institutterne eller
personerne i henhold til
procedurerne i artikel 11,
stk. 1, litra a).
3. For så
vidt angår notarer og
selvstændige inden for de
juridiske erhverv som
omhandlet i artikel 2a, nr.
5), kan medlemsstaterne som
den myndighed, der skal
underrettes om de i stk. 1,
litra a), omhandlede
forhold, udpege et relevant
selvregulerende organ for
det pågældende erhverv, og
medlemsstaterne fastlægger i
så fald reglerne for
samarbejdet mellem det
pågældende selvregulerende
organ og de myndigheder, der
er ansvarlige for bekæmpelse
af hvidvaskning af penge.
Medlemsstaterne er ikke
forpligtet til at anvende de
krav, der følger af stk. 1,
på notarer og selvstændige
inden for de juridiske
erhverv, revisorer, eksterne
regnskabssagkyndige og
skatterådgivere for så vidt
angår de oplysninger, som de
modtager fra en klient eller
om en klient i forbindelse
med, at de vurderer den
pågældende klients
retsstilling, eller i
forbindelse med, at de
forsvarer eller
repræsenterer denne under
eller i forbindelse med en
retssag, herunder at de
rådgiver om iværksættelse
eller undgåelse af et
sagsanlæg, uanset om
oplysningerne er modtaget
eller indhentet før, under
eller efter retssagen.«
6)
Artikel 7 affattes således:
»Artikel
7
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at de af
direktivet omfattede
institutter og personer
afholder sig fra at udføre
en transaktion, som de ved
har, eller som de mistænker
for at have forbindelse med
hvidvaskning af penge, så
længe de ikke har
underrettet de i artikel 6
nævnte myndigheder herom.
Disse myndigheder kan under
betingelser, der fastsættes
i deres nationale
forskrifter, give pålæg om,
at transaktionen ikke må
gennemføres. Såfremt der er
mistanke om, at den
pågældende transaktion vil
kunne føre til hvidvaskning
af penge, og det ikke er
muligt at undlade at udføre
transaktionen, eller en
sådan undladelse vil kunne
forhindre retsforfølgningen
af de personer, der drager
fordel af en formodet
hvidvaskningstransaktion,
foretager de pågældende
institutter og personer den
fornødne underretning af
myndighederne umiddelbart
derefter.«
7) Den
eksisterende tekst bliver
stk. 1 og følgende indsættes
som stk. 2 i artikel 8:
»2.
Medlemsstaterne er ikke i
henhold til dette direktiv
forpligtet til at anvende
stk. 1, på de i artikel 6,
stk. 3, andet afsnit, nævnte
erhverv.«
8)
Artikel 9 affattes således:
»Artikel
9
Det
forhold, at en person eller
et institut, der er omfattet
af direktivet, eller en
ansat eller et medlem af
ledelsen i et sådant i god
tro meddeler de myndigheder,
der er ansvarlige for
bekæmpelse af hvidvaskning
af penge, de i artikel 6 og
7 nævnte oplysninger,
betragtes ikke som brud på
den tavshedspligt, som
gælder i henhold til
kontrakt eller love eller
administrative bestemmelser,
og påfører ikke personen
eller instituttet,
medlemmerne af dets ledelse
eller dets ansatte nogen
form for ansvar.«
9) I
artikel 10 tilføjes følgende
afsnit:
»Medlemsstaterne drager
omsorg for, at de
tilsynsorganer, som i
henhold til lov eller anden
bestemmelse er bemyndiget
til at overvåge aktie-,
valuta- og
finansderivatmarkeder,
underretter de myndigheder,
der er ansvarlige for
bekæmpelse af hvidvaskning
af penge, hvis de opdager
forhold, som giver
formodning om hvidvaskning
af penge.«
10)
Artikel 11 affattes således:
»Artikel
11
1.
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at de af
direktivet omfattede
institutter og personer
a)
indfører passende interne
kontrolprocedurer og
kommunikationsprocedurer med
henblik på at forebygge og
forhindre gennemførelse af
transaktioner, der er
knyttet til hvidvaskning af
penge
b)
træffer passende
foranstaltninger for at gøre
deres ansatte bekendt med
bestemmelserne i dette
direktiv. Disse
foranstaltninger skal bl.a.
bestå i særlige
uddannelsesprogrammer for
deres ansatte, således at
disse får bedre
forudsætninger for at
genkende aktiviteter, som
kan være forbundet med
hvidvaskning af penge, og
kan blive instrueret om,
hvorledes de skal forholde
sig i sådanne tilfælde.
Hvis en
fysisk person, der er
omfattet af bestemmelserne i
artikel 2a, nr. 3-7, udøver
sit erhverv som ansat hos en
juridisk person, skal
forpligtelserne i nærværende
artikel gælde den juridiske
person og ikke den fysiske
person.
2.
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at de af
direktivet omfattede
institutter og personer har
adgang til aktuelle
oplysninger om de metoder,
som anvendes ved
hvidvaskning af penge, og om
forhold, der gør det muligt
at opspore mistænkelige
transaktioner.«
11) I
artikel 12 erstattes »de
kredit- og
finansieringsinstitutter,
der er nævnt i artikel 1«
med »de institutter og
personer, der er nævnt i
artikel 2a.«
Artikel 2
Tre år
efter vedtagelsen af dette
direktiv foretager
Kommissionen inden for
rammerne af den rapport, der
er omhandlet i artikel 17 i
direktiv 91/308/EØF, en
særlig undersøgelse af
aspekter vedrørende
gennemførelsen af artikel 1,
litra E), femte led,
særbehandlingen af advokater
og andre selvstændige inden
for de juridiske erhverv,
kundeidentifikationen i
transaktioner uden direkte
kontakt og de mulige
virkninger for elektronisk
handel.
Artikel 3
1.
Medlemsstaterne sætter de
nødvendige love og
administrative bestemmelser
i kraft for at efterkomme
dette direktiv senest 15.
juni 2003. De underretter
straks Kommissionen herom.
Disse
love og bestemmelser skal
ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette
direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages
af en sådan henvisning. De
nærmere regler for
henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale
retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der
er omfattet af dette
direktiv.
Artikel 4
Dette
direktiv træder i kraft på
dagen for offentliggørelsen
i De Europæiske
Fællesskabers Tidende.
Artikel 5
Dette
direktiv er rettet til
medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
4. december 2001.
På
Europa-Parlamentets vegne
N. Fontaine
Formand
På Rådets
vegne
D. Reynders
Formand
2) EFT C 177
E af 27.6.2000, s. 14.
3) EFT C 75
af 15.3.2000, s. 22.
4)
Europa-Parlamentets
udtalelse af 5.7.2000 (EFT C
121 af 24.4.2001, s. 33),
Rådets fælles holdning af
30.11.2000 (EFT C 36 af
2.2.2001, s. 24) og
Europa-Parlamentets
afgørelse af 5.4.2001 (endnu
ikke offentliggjort i EFT).
Europa-Parlamentets
afgørelse af 13.11.2001 og
Rådets afgørelse af
19.11.2001.
5) EFT L 166
af 28.6.1991, s. 77.
6) EFT L 141
af 11.6.1993, s. 27. Senest
ændret ved
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/9/EF (EFT
L 84 af 26.3.1997, s. 22).
7) EFT L 333
af 9.12.1998, s. 1.
8) EFT C 251
af 15.8.1997, s. 1.
9) EFT L 351
af 29.12.1998, s. 1.
10) EFT L 126
af 26.5.2000, s. 1. Ændret
ved direktiv 2000/28/EF (EFT
L 275 af 27.10.2000, s. 37.
11) EFT L 63
af 13.3.1979, s. 1. Senest
ændret ved
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 95/26/EF
(EFT L 168 af 18.7.1995, s.
7).
12) EFT L 141
af 11.6.1993, s. 27. Senest
ændret ved
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/9/EF (EFT
L 84 af 26.3.1997, s. 22).
13) EFT L 351
af 29.12.1998, s. 1.
14) EFT C 316
af 27.11.1995, s. 48.
15) EFT L 360
af 9.12.1992, s. 1. Senest
ændret ved
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/64/EF
(EFT L 290 af 17.11.2000, s.
27).
Erklæring
fra Kommissionen
Kommissionen bekræfter - som
anført i sit arbejdsprogram
for 2001 - at den inden
årets udgang agter at
udarbejde et forslag til
Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om
indførelse af en
samarbejdsmekanisme mellem
medlemsstaternes kompetente
nationale myndigheder og
Kommissionen for at sikre
beskyttelse af
Fællesskabernes finansielle
interesser mod ulovlige
aktiviteter, herunder
spørgsmål som moms og
hvidvaskning af penge. Dette
tilsagn blev bekræftet i
Meddelelse fra Kommissionen
- Beskyttelse af
Fællesskabernes finansielle
interesser - Bekæmpelse af
svig - Handlingsplan for
2001-2003
16) af 15.
maj 2001.
16) KOM(2001)
254 endelig udg.: se punkt
2.2.1.
Bilag 3
RÅDETS
DIREKTIV 91/308/EØF
af 10. juni 1991
om forebyggende
foranstaltninger mod
anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge
RÅDET FOR
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
HAR - under henvisning til
Traktaten om Oprettelse af
Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, særlig artikel
57, stk. 2, første og tredje
punktum, samt artikel 100 A,
under
henvisning til forslag fra
Kommissionen,
17)
i
samarbejde med
Europa-Parlamentet,
18)
under
henvisning til udtalelse fra
Det Økonomiske og Sociale
Udvalg
19) , og ud
fra følgende betragtninger:
Når
kredit- og
finansieringsinstitutter
anvendes til hvidvaskning af
økonomisk udbytte af
kriminelle handlinger (i det
følgende benævnt
»hvidvaskning af penge«),
kan de involverede
institutters soliditet og
stabilitet samt det
finansielle systems
troværdighed som helhed
blive alvorligt svækket,
således at offentligheden
herved mister tilliden til
det;
træffer
Fællesskabet ikke
foranstaltninger mod
hvidvaskning af penge, kan
det føre til, at
medlemsstaterne for at
beskytte deres finansielle
system træffer
foranstaltninger, som
risikerer at være
uforenelige med
gennemførelsen af
enhedsmarkedet; uden en vis
koordinering på
fællesskabsplan kan
personer, der er involveret
i hvidvaskning af penge, med
henblik på at fremme deres
kriminelle handlinger
forsøge at udnytte
liberaliseringen af
kapitalbevægelserne og den
frie udveksling af
finansielle tjenesteydelser,
som det finansielt
integrerede Europa
indebærer;
hvidvaskning af penge har en
klar indflydelse på
stigningen i organiseret
kriminalitet i almindelighed
og narkotikahandel i
særdeleshed; det er i stadig
højere grad blevet klart, at
bekæmpelse af hvidvaskning
af penge er et af de mest
effektive midler til at
bekæmpe denne form for
kriminel handling, som udgør
en særlig samfundstrussel
for medlemsstaterne;
hvidvaskning af penge skal
hovedsagelig bekæmpes med
strafferetlige midler og
inden for et internationalt
samarbejde mellem
retsinstanser og
politimyndigheder som det,
der er etableret på
narkotikaområdet i De
Forenede Nationers
konvention om bekæmpelse af
ulovlig handel med narkotika
og psykotrope stoffer,
vedtaget den 19. december
1988 i Wien (i det følgende
benævnt
»Wienerkonventionen«), og
som ved Europarådets
konvention om hæleri og
efterforskning samt
beslaglæggelse og
konfiskation af udbyttet fra
strafbart forhold, der blev
åbnet for undertegnelse den
8. november 1990 i
Strasbourg, er blevet
udvidet til at gælde alle
kriminelle handlinger;
kriminalisering må
imidlertid ikke være det
eneste middel til bekæmpelse
af hvidvaskning af penge, da
det finansielle system kan
spille en særdeles effektiv
rolle i så henseende; der
skal i den forbindelse
henvises til Europarådets
henstilling af 27. juni 1980
og til den principerklæring,
der blev vedtaget i december
1988 i Basel af
banktilsynsmyndighederne i
ti-landegruppen, idet disse
begge markerer et stort
fremskridt med henblik på at
forhindre, at det
finansielle system anvendes
til hvidvaskning af penge;
hvidvaskning af penge
foregår normalt på
internationalt plan, således
at midlernes ulovlige
oprindelse bedre kan
skjules; foranstaltninger,
som udelukkende træffes på
nationalt plan uden nogen
form for koordinering og
samarbejde på internationalt
plan, vil kun have meget
begrænset virkning;
alle de
foranstaltninger, som
Fællesskabet træffer på
dette område, skal harmonere
med andre forholdsregler,
som vedtages i andre
internationale fora; med
dette for øje bør ethvert
initiativ fra Fællesskabets
side navnlig tage hensyn til
rekommandationerne fra Den
Finansielle Aktionsgruppe
vedrørende Hvidvaskning af
Penge, som blev oprettet på
de syv vigtigste
industrilandes topmøde i
Paris i juli 1989;
Europa-Parlamentet har i
adskillige beslutninger
anmodet om, at der bliver
udarbejdet et globalt
fællesskabsprogram til
bekæmpelse af
narkotikahandel, herunder
bestemmelser med henblik på
forebyggelse af hvidvaskning
af penge;
definitionen af hvidvaskning
af penge bygger på
definitionen i
Wienerkonventionen og er
tilpasset dette direktiv; da
fænomenet hvidvaskning af
penge imidlertid ikke blot
vedrører det økonomiske
udbytte af kriminelle
handlinger i forbindelse med
narkotikahandel, men også
det økonomiske udbytte af
andre former for kriminelle
handlinger (som f.eks.
organiseret kriminalitet og
terrorisme), er det vigtigt,
at medlemsstaterne i henhold
til deres lovgivning udvider
dette direktivs virkninger
til også at omfatte det
økonomiske udbytte af
sådanne handlinger, når
dette må formodes at kunne
give anledning til
hvidvaskningstransaktioner,
der berettiger til straf;
forbud i
medlemsstaternes
lovgivninger mod
hvidvaskning af penge, med
støtte i passende
foranstaltninger og
sanktioner, er en nødvendig
betingelse for bekæmpelsen
af dette fænomen;
for at
undgå, at personer, der
foretager hvidvaskning af
penge, benytter sig af
anonymitet til at udføre
deres kriminelle handlinger,
er det nødvendigt at sikre,
at kredit- og
finansieringsinstitutter
kræver, at deres kunder
legitimerer sig, når de
optager forretningsmæssig
forbindelse med dem, eller
når de foretager
transaktioner, der
overstiger visse tærskler;
sådanne bestemmelser skal
også så vidt muligt udvides
til at gælde for eventuelle
beneficianter;
kredit-
og finansieringsinstitutter
skal i mindst fem år
opbevare kopier af eller
oplysninger taget fra den
krævede legitimation samt
dokumentation og
registreringer vedrørende
transaktionerne bestående af
originale dokumenter eller
kopier med tilsvarende
beviskraft i henhold til
national lovgivning, for at
dette materiale kan tjene
som bevis ved enhver
undersøgelse vedrørende
hvidvaskning af penge;
det skal
sikres, at kredit- og
finansieringsinstitutter
omhyggeligt undersøger
enhver transaktion, som på
grund af sin karakter særlig
menes at kunne have
tilknytning til hvidvaskning
af penge, da dette er
nødvendigt for at bevare det
finansielle systems
soliditet og integritet og
for at bidrage til
bekæmpelsen af hvidvaskning
af penge; til dette formål
skal de være særlig
opmærksomme på transaktioner
med tredjelande, der ikke
anvender forebyggende regler
mod hvidvaskning af penge,
som svarer til dem, der er
fastsat af Fællesskabet,
eller til andre lignende
regler opstillet af
internationale fora og
anvendt af Fællesskabet;
med
henblik herpå kan
medlemsstaterne anmode
kredit- og
finansieringsinstitutterne
om skriftligt at udfærdige
resultaterne af den
undersøgelse, som de
pålægges at foretage, og at
sikre, at disse resultater
er tilgængelige for de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge;
beskyttelse af det
finansielle system mod
hvidvaskning af penge er en
opgave, som ikke kan
gennemføres af de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af dette fænomen, uden at
kredit- og
finansieringsinstitutterne
og deres tilsynsmyndigheder
samarbejder med dem;
bankhemmeligheden må hæves i
disse tilfælde; en pligt til
at indberette suspekte
transaktioner, som sikrer,
at oplysningerne videregives
til ovennævnte myndigheder,
uden at de pågældende kunder
advares, er det mest
effektive middel til
gennemførelse af et sådant
samarbejde; der er brug for
en særlig
beskyttelsesklausul, som
fritager kredit- og
finansieringsinstitutter,
deres ansatte og medlemmerne
af deres ledelse for ansvar
for tilsidesættelse af
tavshedspligten;
de
oplysninger, myndighederne
modtager i henhold til dette
direktiv, kan kun anvendes i
forbindelse med bekæmpelse
af hvidvaskning af penge;
medlemsstaterne kan dog
bestemme, at disse
oplysninger kan anvendes til
andre formål;
kredit-
og
finansieringsinstitutternes
indførelse af interne
kontrolprocedurer og
tilrettelæggelse af
uddannelsesprogrammer på
dette område er supplerende
foranstaltninger, uden
hvilke de øvrige
foranstaltninger i dette
direktiv risikerer at blive
virkningsløse;
da
hvidvaskning af penge ikke
blot kan foregå via kredit-
og finansieringsinstitutter,
men også via andre former
for erhverv og
virksomhedskategorier, skal
medlemsstaterne udvide
samtlige bestemmelser i
dette direktiv eller en del
heraf til også at omfatte de
erhverv og virksomheder,
hvis aktiviteter særlig kan
udnyttes til hvidvaskning af
penge;
det er
vigtigt, at medlemsstaterne
især sørger for, at der
træffes samordnede
foranstaltninger i
Fællesskabet, når der er
alvorlige tegn på, at
erhverv eller aktiviteter,
som er blevet harmoniseret i
Fællesskabet for så vidt
angår vilkårene for deres
udøvelse, udnyttes til
hvidvaskning af penge;
effektiviteten af de
bestræbelser, der udfoldes
til bekæmpelse af
hvidvaskning af penge,
afhænger hovedsageligt af en
fortsat samordning og
harmonisering af de
nationale
gennemførelsesforanstaltninger;
en sådan samordning og
harmonisering i forskellige
internationale fora kræver
på fællesskabsplan et samråd
mellem medlemsstaterne og
Kommissionen i et
kontaktudvalg;
hver
medlemsstat må træffe egnede
foranstaltninger og
fastsætte passende
sanktioner for overtrædelser
af de nævnte bestemmelser
for at sikre, at direktivets
bestemmelser gennemføres i
fuldt omfang - UDSTEDT
FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I dette
direktiv forstås ved:
–
»kreditinstitut«: et
foretagende, som defineret i
artikel 1, første led, i
Rådets direktiv 77/780/EØF
20) , senest
ændret ved direktiv
89/646/EØF
21) , samt en
filial, som defineret i
artikel 1, tredje led, i
nævnte direktiv og
beliggende i Fællesskabet,
af et kreditinstitut, hvis
hovedsæde er beliggende uden
for Fællesskabet
–
»finansieringsinstitut«: et
foretagende, som ikke er et
kreditinstitut, og hvis
hovedaktivitet er at
foretage en eller flere af
de forretninger, der er
opført under punkt 2 til 12
og 14 på listen i bilaget
til direktiv 89/646/EØF,
samt et forsikringsselskab,
der er behørigt godkendt i
henhold til Rådets direktiv
79/267/EØF
22) , senest
ændret ved direktiv
90/619/EØF
23) , for så
vidt som det udfører
aktiviteter, der omfattes af
nævnte direktiv; denne
definition omfatter også
filialer, der er beliggende
i Fællesskabet, af
finansieringsinstitutter,
hvis hovedsæde er beliggende
uden for Fællesskabet
–
»hvidvaskning af penge«:
nedenstående forsætlige
handlinger:
–
konvertering eller
overførsel af formuegoder -
vel vidende, at de hidrører
fra en kriminel handling
eller fra medvirken i en
sådan handling - med det
formål at fortie eller
tilsløre formuegodernes
ulovlige oprindelse eller at
hjælpe personer, som er
involveret i en sådan
handling, til at unddrage
sig de retlige konsekvenser
heraf
–
fortielse eller tilsløring
af formuegodernes art,
oprindelse, lokalisering,
placering eller bevægelser
eller af den egentlige
ejendomsret til disse
formuegoder eller dertil
knyttede rettigheder, vel
vidende, at de hidrører fra
en kriminel handling eller
fra medvirken i en sådan
handling
–
erhvervelse, besiddelse
eller anvendelse af
formuegoder, vel vidende ved
modtagelsen af disse goder,
at de hidrører fra en
kriminel handling eller fra
medvirken i en sådan
handling
–
medvirken i en af de
handlinger, som er nævnt
under de tre foregående
punkter, medvirken med
henblik på at begå den
nævnte handling, forsøg på
at begå den, det af hjælpe,
tilskynde eller råde nogen
til at begå den eller det at
lette gennemførelsen heraf.
Den
viden, hensigt eller
tilskyndelse, som skal
foreligge i forbindelse med
handlingerne i dette led,
kan fastslås på grundlag af
objektive forhold.
Der
foreligger hvidvaskning af
penge, også selv om de
handlinger, som har
frembragt de formuegoder,
der skal hvidvaskes, har
fundet sted på en anden
medlemsstats eller et
tredjelands område
–
»formuegoder«: aktiver af
enhver art, hvad enten der
er tale om fysiske eller
ikke-fysiske genstande,
løsøre eller fast ejendom,
materielle eller
immaterielle aktiver, samt
retlige dokumenter eller
instrumenter, der tjener som
bevis for ejendomsret til
sådanne aktiver eller dertil
knyttede rettigheder
–
»kriminel handling«: en
lovovertrædelse som
defineret i artikel 3,
stk. 1, litra a), i
Wienerkonventionen samt
enhver anden kriminel
handling, der er defineret
som sådan af hver enkelt
medlemsstat med henblik på
dette direktiv
–
»kompetente myndigheder«: de
nationale myndigheder, som i
henhold til en lov eller
anden bestemmelse er
bemyndiget til at føre
tilsyn med kredit- eller
finansieringsinstitutter.
Artikel 2
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at hvidvaskning
af penge, som defineret i
dette direktiv, forbydes.
Artikel 3
1.
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
kræver, at deres kunder
legitimerer sig ved hjælp af
et retskraftigt dokument,
når der optages
forretningsmæssig
forbindelse med dem, særlig
når der åbnes en konto eller
bankbog eller et depot.
2. Dette
krav om legitimation gælder
også for enhver transaktion
med andre kunder end dem,
der er omhandlet i stk. 1,
vedrørende et beløb på 15
000 ECU eller derover, hvad
enten den udføres i en
enkelt eller i flere
operationer, hvis der synes
at være indbyrdes
forbindelse mellem dem. Hvis
beløbet ikke kendes på det
tidspunkt, hvor
transaktionen påbegyndes,
skal det pågældende institut
kræve legitimation, så snart
det får kendskab hertil og
konstaterer, at tærsklen er
nået.
3. Som
undtagelse fra stk. 1 og 2
kræves der ikke legitimation
i forbindelse med
forsikringsaftaler, der
indgås af
forsikringsvirksomheder, som
er godkendt i henhold til
direktiv 79/267/EØF, og hvis
virksomhed er omfattet af
nævnte direktiv, når beløbet
af den eller de periodiske
præmier, der skal indbetales
i løbet af et år, er på 1
000 ECU eller derunder,
eller ved indbetaling af en
engangspræmie på 2 500 ECU
eller derunder. Hvis den
eller de periodiske præmier,
der skal indbetales i løbet
af et år, forhøjes, således
at tærsklen på 1 000 ECU
overstiges, skal der kræves
legitimation.
4.
Medlemsstaterne kan
foreskrive, at legitimation
ikke er obligatorisk for
pensionsforsikringsaftaler,
der indgås i medfør af en
arbejdskontrakt eller den
forsikredes erhvervsmæssige
virksomhed, forudsat at
disse aftaler ikke
indeholder en
tilbagekøbsklausul eller kan
anvendes som sikkerhed for
et lån.
5. Er der
tvivl om, hvorvidt de i de
foregående stykker nævnte
kunder handler for egen
regning, eller er der vished
for, at de ikke handler for
egen regning, skal kredit-
og
finansieringsinstitutterne
træffe rimelige
foranstaltninger til at
indhente oplysninger om den
faktiske identitet af de
personer, for hvis regning
disse kunder handler.
6.
Kredit- og
finansieringsinstitutterne
skal kræve denne
legitimation, selv om
transaktionsbeløbet er
lavere end ovennævnte
tærskler, så snart de har
mistanke om hvidvaskning af
penge.
7.
Kredit- og
finansieringsinstitutterne
er ikke underlagt
legitimationskravene i denne
artikel, hvis kunden også er
et kredit- eller et
finansieringsinstitut, der
er omfattet af dette
direktiv.
8.
Medlemsstaterne kan
foreskrive, at
legitimationskravene
vedrørende de transaktioner,
der omhandles i stk. 3 og 4,
er opfyldt, når det
konstateres, at
transaktionsbeløbet skal
debiteres en konto, der er
åbnet i kundens navn i et
kreditinstitut, der er
omfattet af kravene i
stk. 1.
Artikel 4
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
opbevarer følgende
materiale, for at det kan
tjene som bevis ved enhver
undersøgelse vedrørende
hvidvaskning af penge:
– for så
vidt angår legitimationen
opbevares kopier af eller
oplysninger taget fra de
krævede dokumenter i mindst
5 år, efter at et
kundeforhold er ophørt
– for så
vidt angår transaktionerne
opbevares dokumentation og
registreringer bestående af
originale dokumenter eller
kopier med tilsvarende
beviskraft i henhold til
national lovgivning i mindst
5 år fra transaktionernes
gennemførelse.
Artikel 5
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
omhyggeligt undersøger
enhver transaktion, som på
grund af sin karakter særlig
menes at kunne have
tilknytning til hvidvaskning
af penge.
Artikel 6
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
samt medlemmer af disses
ledelse og deres ansatte til
fulde samarbejder med de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge:
– ved på
eget initiativ at underrette
disse myndigheder om ethvert
forhold, som kunne være tegn
på hvidvaskning af penge
– ved på
opfordring at give disse
myndigheder alle nødvendige
oplysninger i henhold til
procedurerne i den relevante
lovgivning.
De i
stk. 1 nævnte oplysninger
fremsendes til de
myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge i
den medlemsstat, på hvis
område det institut, der
fremsender oplysningerne, er
beliggende. Fremsendelsen
varetages normalt af den
eller de personer, som er
udpeget af kredit- og
finansieringsinstitutterne i
henhold til procedurerne i
artikel 11, nr. 1.
Oplysninger, der gives
myndighederne i
overensstemmelse med stk. 1,
kan kun udnyttes i
forbindelse med bekæmpelse
af hvidvaskning af penge.
Dog kan medlemsstaterne
bestemme, at disse
oplysninger også kan
anvendes til andre formål.
Artikel 7
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
afholder sig fra at udføre
en transaktion, som de ved
har, eller som de mistænker
for at have forbindelse med
hvidvaskning af penge, så
længe de ikke har
underrettet de i artikel 6
nævnte myndigheder herom.
Disse myndigheder kan under
betingelser, der fastsættes
i deres nationale
forskrifter, give pålæg om,
at transaktionen ikke må
gennemføres. Såfremt der er
mistanke om, at den
pågældende transaktion vil
kunne føre til hvidvaskning
af penge, og det ikke er
muligt at undlade at udføre
transaktionen, eller en
sådan undladelse vil kunne
forhindre retsforfølgningen
af de personer, der drager
fordel af en formodet
hvidvaskningstransaktion,
foretager de pågældende
institutter den fornødne
underretning umiddelbart
derefter.
Artikel 8
Kredit-
og finansieringsinstitutter,
medlemmer af deres ledelse
og deres ansatte må ikke
meddele den pågældende kunde
eller tredjemand, at der i
medfør af artikel 6 og 7 er
sendt oplysninger til
myndighederne, eller at der
er iværksat en undersøgelse
om hvidvaskning af penge.
Artikel 9
Det
forhold, at en ansat eller
et medlem af ledelsen i et
kredit- eller
finansieringsinstitut i god
tro meddeler de myndigheder,
der er ansvarlige for
bekæmpelse af hvidvaskning
af penge, de i artikel 6 og
7 nævnte oplysninger,
betragtes ikke som brud på
den tavshedspligt, som
gælder i henhold til
kontrakt eller love eller
administrative bestemmelser,
og påfører ikke
kreditinstituttet,
finansieringsinstituttet,
medlemmerne af dets ledelse
eller dets ansatte nogen
form for ansvar.
Artikel
10
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at de kompetente
myndigheder, hvis disse
under kontrolbesøg i et
kredit- eller
finansieringsinstitut eller
på anden måde opdager
forhold, som giver
formodning om hvidvaskning
af penge, meddeler dette til
de myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen
af hvidvaskning af penge.
Artikel
11
Medlemsstaterne drager
omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
1)
indfører passende interne
kontrolprocedurer og
kommunikationsprocedurer med
henblik på at forebygge og
forhindre gennemførelse af
transaktioner, der er
knyttet til hvidvaskning af
penge
2)
træffer passende
foranstaltninger for at gøre
deres ansatte bekendt med
bestemmelserne i dette
direktiv. Disse
foranstaltninger skal bl.a.
bestå i særlige
uddannelsesprogrammer for
deres ansatte, således at
disse får bedre
forudsætninger for at
genkende aktiviteter, som
kan være forbundet med
hvidvaskning af penge, og
kan blive instrueret om,
hvorledes de skal forholde
sig i sådanne tilfælde.
Artikel
12
Medlemsstaterne drager
omsorg for at udvide
samtlige eller en del af
dette direktivs bestemmelser
til ud over de kredit- og
finansieringsinstitutter,
der er nævnt i artikel 1, at
omfatte andre erhverv og
kategorier af virksomheder,
som udøver aktiviteter, der
særlig vil kunne udnyttes
til hvidvaskning af penge.
Artikel
13
1. Der
nedsættes et kontaktudvalg
under Kommissionen, i det
følgende benævnt »udvalget«,
med den opgave:
a) med
forbehold af Traktatens
artikel 169 og 170 at lette
en harmoniseret
iværksættelse af dette
direktiv ved regelmæssigt
samråd om konkrete
problemer, som måtte opstå i
forbindelse med dets
gennemførelse, og som det
måtte anses for relevant at
drøfte
b) at
lette samråd mellem
medlemsstaterne med hensyn
til de strengere eller
supplerende betingelser og
forpligtelser, som de
indfører på nationalt plan
c) om
nødvendigt at råde
Kommissionen vedrørende
tillæg til eller ændringer
af dette direktiv eller med
hensyn til sådanne
tilpasninger af det, som
særlig med henblik på en
harmonisering af
virkningerne af artikel 12
måtte findes nødvendige
d) at
undersøge, om et erhverv
eller en kategori af
virksomheder bør inddrages
under artikel 12's
anvendelsesområde, når det
er konstateret, at dette
erhverv eller denne kategori
af virksomheder i en
medlemsstat har været
udnyttet til hvidvaskning af
penge.
2.
Udvalget har ikke til opgave
at bedømme berettigelsen af
de afgørelser, som de
kompetente myndigheder
træffer i individuelle
sager.
3.
Udvalget består af personer,
der udpeges af
medlemsstaterne, og af
repræsentanter for
Kommissionen. Kommissionens
tjenestegrene varetager
udvalgets
sekretariatsforretninger. En
repræsentant for
Kommissionen er formand for
udvalget, og dette mødes
enten på formandens
initiativ eller efter
anmodning fra en
medlemsstats delegation.
Artikel
14
Hver
medlemsstat træffer passende
foranstaltninger til at
sikre fuldstændig anvendelse
af alle dette direktivs
bestemmelser og fastsætter
navnlig, hvilke sanktioner
der skal benyttes i tilfælde
af overtrædelse af de
bestemmelser, der vedtages i
medfør af dette direktiv.
Artikel
15
Medlemsstaterne kan på det
område, der er omfattet af
dette direktiv, vedtage
eller opretholde strengere
bestemmelser for at
forhindre hvidvaskning af
penge.
Artikel
16
1.
Medlemsstaterne sætter de
nødvendige love og
administrative bestemmelser
i kraft for at efterkomme
dette direktiv inden den 1.
januar 1993.
2. Når
medlemsstaterne vedtager
disse love og administrative
bestemmelser, skal de
indeholde en henvisning til
dette direktiv, eller de
skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan
henvisning. De nærmere
regler for denne henvisning
fastsættes af
medlemsstaterne.
3.
Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale
retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der
er omfattet af dette
direktiv.
Artikel
17
Kommissionen udfærdiger et
år efter den 1. januar 1993
og derefter efter behov -
dog mindst hvert tredje år -
en rapport om gennemførelsen
af dette direktiv og
forelægger denne for
Europa-Parlamentet og Rådet.
Artikel
18
Dette
direktiv er rettet til
medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den
10. juni 1991.
På Rådets
vegne
J.-C. JUNCKER
Formand
17) EFT nr. C
106 af 28. 4. 1990, s. 6, og
. C 319 af 19. 12. 1990, s.
9.
18) EFT nr. C
324 af 24. 12. 1990, s. 264,
og . C 129 af 20. 5. 1991.
19) EFT nr. C
332 af 31. 12. 1990, s. 86.
20) EFT nr. L
322 af 17. 12. 1977, s. 30.
21) EFT nr. L
386 af 30. 12. 1989, s. 1.
22) EFT nr. L
63 af 13. 3. 1979, s. 1.
23) EFT nr. L
330 af 29. 11. 1990, s. 50.
Erklæring
fra repræsentanterne for
medlemsstaternes regeringer,
forsamlet i Rådet
Repræsentanterne for
medlemsstaternes regeringer,
forsamlet i Rådet,
som
minder om, at
medlemsstaterne har
undertegnet De Forenede
Nationers konvention om
ulovlig handel med narkotika
og psykotrope stoffer, der
blev vedtaget den 19.
december 1988 i Wien;
som
ligeledes minder om, at de
fleste af medlemsstaterne
den 8. november 1990 i
Strasbourg undertegnede
Europarådets konvention om
hæleri og efterforskning
samt beslaglæggelse og
konfiskation af udbyttet fra
strafbart forhold;
som er
sig bevidst, at beskrivelsen
af hvidvaskning i artikel 1
i direktiv 91/308/EØF
24) bygger
på ordlyden af de
tilsvarende bestemmelser i
ovennævnte konventioner;
forpligter sig til senest
den 31. december 1992 at
træffe alle nødvendige
foranstaltninger for at
iværksætte en
straffelovgivning, der
sætter dem i stand til at
opfylde deres forpligtelser
i henhold til nævnte
instrumenter.
24) Se side
77 i denne Tidende.
Officielle noter