Forslag nr. 135  til Lov om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed)


Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)


den 17. december 1986


Vedtaget ved tredjebehandling den 4. juni 1987
 

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986, foretages følgende ændringer:
 

1. I § 60 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en

straffesag, såfremt han tidligere i sagen har truffet beslutning

om at varetægtsfængsle den pågældende alene efter § 762, stk. 2,

medmindre sagen behandles efter § 925 eller § 925 a.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
 

2. § 762, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der

foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som

efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet

til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed

skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, §§ 244-246, § 250

eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om

forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på

fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes

at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.«
 

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 348

 

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986, foretages følgende ændring:

§ 1

§ 762, STK. 2, affattes således:

»Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der

foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som

efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet

til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed

skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, eller af en

bestemmelse i straffelovens 25. kapitel om forbrydelser mod liv og

legeme, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets

grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i

mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve,

at sigtede ikke er på fri fod.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1987.
 

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

1. INDLEDNING

Lovforslaget har til formål at skabe en udvidet mulighed for

varetægtsfængsling i grove voldssager og andre alvorligere

forbrydelser mod liv og legeme i retshåndhævelsesøjemed.

Lovforslaget går ud på i sådanne sager at indføre en adgang til at

kunne varetægtsfængsle, såfremt lovovertrædelsen efter

oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en

ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til

retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
 

2. DEN HIDTIDIGE INDSATS MOD VOLDEN

Regeringen prioriterer bekæmpelsen af voldskriminaliteten meget højt,

ikke mindst af hensyn til de ofre, som udsættes for den

meningsløse vold.

På denne baggrund har regeringen i de senere år gennemført en lang

række ændringer og iværksat forskellige foranstaltninger med

henblik på at bekæmpe volden.

Det kan således nævnes, at der bl.a. er gennemført væsentlige

ændringer i retsplejeloven og i forbindelse hermed foretaget en

lang række administrative omlægninger af politiets og

anklagemyndighedens sagsbehandling, som tager sigte på en mere

effektiv behandling af bl.a. voldssager. Politiet og

anklagemyndigheden er endvidere i begyndelsen af 1986 blevet

anmodet om at fremskynde behandlingen af sager om vold eller anden

personfarlig kriminalitet mest muligt, og anklagemyndigheden er

instrueret om ved sagernes fremsendelse til retten at anmode om en

særlig hurtig berammelse af disse sager.

Med det formål, at domfældte kommer til afsoning snarest muligt efter

dommen, er der i sommeren 1984 gennemført en ordning, hvorefter

dømte med straffetider på op til 3-4 måneder kan hensættes til

afsoning i arresthus. Denne ordning tilsigter navnlig, at

voldsdømte kan indkaldes til afsoning snarest efter dommen.

Herudover er der i marts 1986 udsendt nærmere retningslinier om

indkaldelse til afsoning af personer på fri fod, som er idømt

frihedsstraf for vold. Også disse retningslinier har til formål at

sikre, at disse domfældte indkaldes forlods. Samtidig er det

præciseret, at der bør udvises tilbageholdenhed med at give

udsættelse med strafafsoning i sådanne sager. Endelig er der

sikret en fængselskapacitet, der gør en hurtig afsoning mulig også

i praksis.
 

3. BAGGRUNDEN FOR LOVFORSLAGET

Reglerne om varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed er begrundet

i hensynet til den almindelige retsfølelse, hvorefter det findes

krænkende, at personer, der har begået grove forbrydelser,

forbliver på fri fod under efterforskningen. Det må endvidere

antages, at der er sket en vis ændring i vurderingen af

voldsforbrydelser, således at navnlig den grove eller meningsløse

vold bedømmes strengere end hidtil.

Hertil kommer, at varetægtsfængsling må antages at kunne sikre en

yderligere fremskyndelse af behandlingen af voldssager, da det

sikrer en hurtigere afslutning af efterforskningen, og fordi

domstolene berammer arrestantsager forud for andre sager.

På denne baggrund foreslås det, at anvendelsesområdet for de gældende

regler om retshåndhævelsesarrest udvides, således at der skabes

mulighed for varetægtsfængsling af personer, der har begået grove

voldsforbrydelser.

Det foreslås endvidere, at denne adgang til udvidet

varetægtsfængsling også skal gælde for andre grove overtrædelser

af bestemmelser i straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv

og legeme. Dette drejer sig først og fremmest om grove tilfælde af

hensynsløs forvoldelse af nærliggende fare for andres liv eller

førlighed (straffelovens § 252, fængsel indtil 4 år) samt uagtsomt

manddrab under skærpende omstændigheder, hvor en eller flere

personer bliver dræbt i forbindelse med gerningsmandens

spirituskørsel (straffelovens § 241, fængsel indtil 4 år).
 

4. DE TIDLIGERE LOVFORSLAG

Lovforslag om en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i visse

kvalificerede sager om vold mod sagesløs har tidligere flere gange

været fremsat af Justitsministeriet, senest den 22. februar 1984.

Der henvises til Folketingstidende 1983-84 (2. samling), sp. 934,

1683, 6778 og 7084, tillæg A, sp. 1623, og tillæg B, sp. 993 og

1117.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets

betænkning nr. 978/ 1983 om varetægtsfængsling i voldssager,

hvortil der henvises bl.a. for så vidt angår varetægtsreglernes

historiske udvikling, herunder de seneste ændringer i 1978.

Baggrunden for lovforslaget var, at Højesteret i en kendelse af 16.

marts 1983 havde udtalt, at anvendelse af varetægtsfængsling i

medfør af bestemmelsen om retshåndhævelsesarrest i retsplejelovens

§ 762, stk. 2, efter lovens forarbejder findes at forudsætte, at

»sigtelsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes

idømt langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig

foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning«.

Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets betænkning (side 20), at

Højesterets kendelse var udtryk for en indskrænkning i

anvendelsesområdet for retshåndhævelsesarrest i forhold til

hidtidig by- og landsretspraksis, hvor fængsling af hensyn til

retshåndhævelsen også skete uden for tilfælde, hvor der kunne

forventes langvarig fængselsstraf.

Der er ikke angivet i Højesterets kendelse, hvad der nærmere skal

forstås ved »langvarig fængselsstraf«, men der skal formentlig

være tale om en forventet fængselsstraf på omkring 8-10 måneders

fængsel eller op imod 1 års fængsel. Bestemmelsen kan således i

dag kun anvendes i ganske særligt grove voldssager, hvor den

forskyldte straf må antages at ligge langt over normalområdet.

Anvendelsen af retshåndhævelsesarrest er med den nuværende

udmålingspraksis derfor udelukket i det altovervejende antal

voldssager, også hvor der er tale om grov vold eller om den

særligt farlige vold, der er omfattet af straffelovens § 244, stk.

2. Kun i exceptionelle voldssager - herunder tilfælde, hvor der

foreligger sigtelse for forsætlig legemsbeskadigelse efter

straffelovens § 245, stk. 2, og § 246 - vil anvendelse af

retsplejelovens § 762, stk. 2, kunne komme på tale (betænkningen

side 20 og 36).

Det må dog bemærkes, at varetægtsfængsling også i mere almindelige

voldssager vil kunne anvendes, såfremt der foreligger flugtfare,

gentagelsesfare eller risiko for bevisødelæggelse

(kollusionsfare), jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3.

Årelang praksis har imidlertid vist, at disse betingelser for

varetægtsfængsling kun sjældent vil være opfyldt i voldssager.

Den gældende bestemmelse om varetægtsfængsling i retsplejelovens §

762 er medtaget som bilag 1 til lovforslaget.

Efter denne bestemmelses stk. 2 er det bl.a. en betingelse for

varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed, at den påsigtede

lovovertrædelse kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

De tidligere fremsatte lovforslag til en særlig bestemmelse om

retshåndhævelsesarrest i visse kvalificerede voldssager havde

følgende formulering:

»En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en

særlig bestyrket mistanke om, at han har begået

. . . . .

en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, eller under skærpende

omstændigheder af § 244, stk. 4, og hensynet til retshåndhævelsen

efter oplysningerne om forholdets grovhed eller de omstændigheder,

hvorunder det er begået, skønnes at kræve, at sigtede ikke er på

fri fod.«

Da straffen efter straffelovens § 244, stk. 4, er fængsel indtil 2

år, var strafferammekravet efter forslaget således sat ned til 2

år.

I øvrigt kan det nævnes, at de tidligere lovforslag endvidere

indeholdt en bestemmelse om uskadeliggørelsesarrest i voldssager,

dvs. varetægtsfængsling med det formål at forhindre nye

lovovertrædelser. Bestemmelsen skulle gælde for sager om vold mod

offentligt ansatte og vold mod sagesløs, der blev begået under

opløb eller anden grov forstyrrelse af ro og orden.

Varetægtsfængsling skulle i disse sager kunne finde anvendelse,

hvor der var bestemte grunde til at frygte, at den sigtede - hvis

han blev løsladt - påny ville tage del i ulovlighederne.
 

5. LOVFORSLAGETS INDHOLD

Efter forslaget opretholdes den nuværende almindelige bestemmelse om

retshåndhævelsesarrest som § 762, stk. 2, nr. 1.

Som ny § 762, stk. 2, nr. 2, foreslås indført en mulighed for

varetægtsfængsling, når der foreligger en særlig bestyrket

mistanke om, at sigtede har begået en overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1, eller af en bestemmelse i

straffelovens 25. kapitel om forbrydelser mod liv og legeme,

såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed

kan ventes at ville medføre en UBETINGET DOM PÅ FÆNGSEL I MINDST

60 DAGE, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at

sigtede ikke er på fri fod.

Bestemmelsen indeholder således ikke som den gældende regel om

retshåndhævelsesarrest et krav om, at den påsigtede

lovovertrædelse skal kunne medføre fængsel i 6 år eller derover. I

stedet for et sådant strafferammekriterium indføres i lovteksten

et krav til den konkret forskyldte straf. Kravet indebærer, at

bestemmelsen ikke vil kunne anvendes, såfremt der forventes idømt

30-50 dages ubetinget fængsel eller - på grund af ung alder eller

andre særlige forhold - uanset forbrydelsens grovhed en betinget

fængselsstraf eller en straf af hæfte.

I øvrigt opretholdes kravet om, at MISTANKEN SKAL VæRE SÆRLIG

BESTYRKET, OG AT HENSYNET TIL RETSHÅNDHÆVELSEN SKØNNES AT KRÆVE,

AT SIGTEDE IKKE ER PÅ FRI FOD.

Endvidere må det fremhæves, at proportionalitetskravet i den gældende

§ 762, stk. 3, også skal finde anvendelse ved fængsling efter stk.

2, nr. 2. Det følger af denne bestemmelses 2. led, at der ikke kan

varetægtsfængsles, såfremt frihedsberøvelsen vil stå i misforhold

til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens

betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes

skyldig. Dette krav vil betyde, at fængslingen kun kan blive af

KORT VARIGHED - højst op til 2-3 uger - i det nederste område af

bestemmelsens anvendelsesfelt.

Endelig vil bestemmelsen kun kunne finde anvendelse, såfremt

SIGTELSEN VEDRØRER EN OVERTRÆDELSE AF STRAFFELOVENS § 119, STK. 1

(vold m.v. over for personer i offentlig tjeneste eller hverv)

ELLER EN BESTEMMELSE I STRAFFELOVENS KAPITEL 25 OM FORBRYDELSER

MOD LIV OG LEGEME. Reglen vil således ikke kunne anvendes ved

f.eks. hærværk af selv betydeligt omfang (straffelovens § 291,

stk. 2, fængsel indtil 4 år).
 

6. ANVENDELSESOMRÅDET FOR § 762, STK. 2, NR. 2

I bilag 2 til lovforslaget er medtaget en tabel over de domme, hvor

der i årene fra 1979-1984 er idømt højere straf end bøde for

voldsforbrydelser (§§ 244-246). Af tabellen fremgår bl.a., at af

alle straffe for vold (ubetingede og betingede domme) lå knap 18

pct. i 1984 på et niveau, der oversteg 60 dages ubetinget fængsel

(352 domme). Under forudsætning af, at 1/3 af de 381 domme i

området »over 30 dage-højst 60 dages ubetinget fængsel« var på 60

dage, udgjorde ubetingede fængselsdomme på mindst 60 dage ca. 24

pct. af alle straffe, højere end bøde.

Beregnet på denne måde vil varetægtsfængsling efter den foreslåede

bestemmelse således formentlig kun kunne komme på tale i omkring

1/5 af alle sager, bødesager iberegnet, vedrørende straffelovens

voldsforbrydelser (§§ 244-246).

Det kan endvidere oplyses, at der i 1984 blev afsagt ca. 10 domme for

overtrædelse af § 252 med en straf på 60 dages ubetinget fængsel

eller derover. For domme om uagtsomt manddrab i forbindelse med

færdselsuheld var det tilsvarende antal 20-25 domme.

I lovforslagets bilag 3 er anført en række domme til belysning af,

hvilke tilfælde der vil kunne være omfattet af lovforslaget. Det

fremgår heraf, at bestemmelsen kun vil kunne anvendes ved de

groveste tilfælde af den såkaldt meningsløse gadevold (dvs. over

for kvalificerede sagesløse) og grove tilfælde af overfald over

for persongrupper, der efter karakteren af deres arbejde er

særligt udsat for angreb (f.eks. taxachauffører). Endvidere kan

den anvendes i tilfælde, hvor der er anvendt våben eller påført

mere betydelige skader, og i visse gentagelsestilfælde. Endelig

vil grove tilfælde af overtrædelser af strafelovens § 252 om

hensynsløs farevoldelse eller særlig grove overtrædelser af § 241

om uagtsomt manddrab kunne være omfattet.

Vedrørende overtrædelser af § 241 i forbindelse med spirituskørsel

kan det oplyses, at der som udgangspunkt i disse sager efter

retspraksis udmåles en ubetinget fængselsstraf på omkring 5

måneder.

Det må i øvrigt fremhæves, at der i de sager, hvor varetægtsfængsling

vil kunne komme på tale efter lovforslaget, foreligger en ret fast

udmålingspraksis. I sagerne vil der endvidere som regel allerede

på strafforfølgningens indledende stadium være en ret høj grad af

klarhed med hensyn til skyldvurderingens udfald. Efter

Justitsministeriets opfattelse vil det således normalt ikke volde

domstolene vanskeligheder at skulle tage stilling til, hvorvidt

lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en ubetinget

fængselsstraf på mindst 60 dage.

I bilag 4 er medtaget en række afgørelser om varetægtsfængsling i

voldssager m.v. efter de gældende regler.

I tabel 1 i bilag 5 er der redegjort for udviklingen i antallet af

anmeldte voldsforbrydelser og deres andel af samtlige anmeldte

straffelovsovertrædelser (1975-1985).

I bilag 5, tabel 2, er der for samme periode vist udviklingen i det

samlede antal varetægtsfængslinger uanset den påsigtede

kriminalitet. Det fremgår heraf, at antallet af

varetægtsfængslinger har været konstant faldende i de sidste 5 år

(fra 1981).

En tilsvarende udvikling i det gennemsnitlige daglige belæg af

varetægtsarrestanter og anholdte fremgår af tabel 3.
 

7. LOVFORSLAGETS ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER

Den foreslåede nye fængslingsbestemmelse indebærer alene en begrænset

udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling. Ved vurderingen af

konsekvenserne af forslaget har det endvidere betydning, at

varetægtstiden fragår i den senere frihedsstraf, jf. straffelovens

§ 86.

Under henvisning hertil skønnes lovforslaget ikke at medføre

administrative eller økonomiske konsekvenser af nogen væsentlig

betydning.
 

8. HØRTE MYNDIGHEDER M.V.

Lovforslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt til høring hos

følgende myndigheder og organisationer: Præsidenterne for Østre

og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Odense, Ålborg

og Århus, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening og Advokatrådet.

 

Bilag 1

Retsplejelovens § 762 om varetægtsbetingelser

§ 762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke

om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet

offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre

fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til

at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller

fuldbyrdelsen, eller

2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til

at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den

foran nævnte beskaffenhed, eller

3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage,

at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at

fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger

en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået en

lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter

loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til

retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes

at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen

kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte, eller hvis

frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte

forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den

retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.
 

Bilag 2

Højere straf end bøde for voldsforbrydelser (§§ 244-246) i årene

1979-1984. Mænd og kvinder

 

Bilag 3

Domme til belysning af, hvilke tilfælde der kan være omfattet af den

foreslåede bestemmelse

IKKE OMFATTET:

19-årig T havde under en fest på et gymnasium antændt et militært

kanonslag, som han ulovligt havde medtaget fra sin tjeneste ved

hjemmeværnet, og kastet det ind på dansegulvet med det resultat,

at A, der ville fjerne det, fik beskadiget sin ene trommehinde og

en hånd. T idømtes efter straffelovens § 252 hæfte i 30 DAGE.

VLD i U 1983.933.
 

24-årig T havde på gaden tildelt en tilfældig forbipasserende et

knytnæveslag på munden. T idømtes for overtrædelse af

straffelovens § 244, stk. 4, fængsel i 40 DAGE.

ØLD i U 1982.951.
 

KAN VÆRE OMFATTET:

23-årig T havde sammen med 4 jævnaldrende kammerater standset 2 unge

mænd, A og B, som de ikke kendte, men som de fik øje på fra deres

bil, skubbet dem over en hæk ind i en park og slået og sparket

dem, så A fik afsprængning af 2 hjørnetænder. T blev for

overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 3 og 4, efter voldens

karakter og de omstændigheder, hvorunder den var udøvet, idømt

fængsel i 60 DAGE.
VLD i U 1981.1053.
 

30-årig T havde efter en taxatur tildelt den sagesløse chauffør H

flere knytnæveslag i brystregionen. H greb for at forsvare sig fat

i T, og de væltede begge. Enten herved eller ved T's slag pådrog H

sig brud på 3 mellemhåndsknogler i højre hånd og var i længere tid

uarbejdsdygtig. Idet der ved straffens udmåling burde tages hensyn

til, at der var tale om overfald på en taxachauffør, der efter

karakteren af sit arbejde er særlig udsat for angreb, fastsattes

straffen efter straffelovens § 244, stk. 3 og 4, til fængsel i 60

DAGE. (Dissens af 2 af 7 dommere for straf af fængsel i 40 dage).
HRD i U 1980.211.
 

27-årig T1, der tidligere var straffet blandt andet for overfald, og

27-årig T2, der tidligere var straffet blandt andet for røveri,

affyrede fra et vindue skiftevis i alt ca. 100 skud hagl med et

luftgevær mod personer, der befandt sig på det modsatte fortov, og

ramte 3 personer på låret, 1 i nakken og 1 på armen. T1 og T2 blev

begge for overtrædelse af straffelovens § 252 og - vedrørende de

skud, der ramte - § 244, stk. 4, idømt fængsel i 60 DAGE.
VLD i U 1980.642.
 

T havde under uroligheder som følge af en strejke tildelt en

politiassistent P, der sammen med andre politifolk forsøgte at

trænge nogle demonstranter, deriblandt T, tilbage fra et

havneområde, en skalle med bl.a. brud på protese i overmunden til

følge. T idømtes efter straffelovens § 119, stk. 1, fængsel i 60

DAGE.
VLD i U 1983.448.
 

21-årig T, som i november 1978 for overtrædelse af straffelovens §

244, stk. 2-4, var straffet med fængsel i 40 dage og løsladt fra

afsoning af denne straf den 2. marts 1979, tildelte den 18. maj

1979 på gaden en sagesløs person et knytnæveslag i ansigtet,

hvorved denne fik hævelse og misfarvning omkring det ene øje, brud

på næsen og en tand slået ud. Under hensyn til voldens krakter og

den tidligere straf blev T for overtrædelse af straffelovens §

244, stk. 3 og 4, og et mindre tyveri idømt fængsel i 80 DAGE.
HRD i U 1980.529.
 

De 23-årige T1 og T2, der begge tidligere var straffet for vold og T2

tillige for hærværk, havde nytårsnat fra T1's lejlighed med T1's

hjemmeværnsgevær affyret ca. 50 skud mod vinduer til

beboelseslejligheder, udover en gade, medens trafikanter passerede

stedet, og mod biler, der var parkeret i gaden. De samlede skader

beløb sig til ca. 56.000 kr. De tiltalte idømtes for overtrædelse

af § 252 og § 291, stk. 2, T1 tillige for overtrædelse af

våbenloven (uforsvarlig opbevaring af hjemmeværnsgevær), hver især

fængsel i 4 MåNEDER.
ØLD i U 1979.822
 

En 35-årig bilist mistede ved spirituskørsel herredømmet over

køretøjet, som kom ind i rabatten, videre ind i en have, hvorefter

det fortsatte over en gangsti og gennem plankeværket til en

ejendom, hvor køretøjet standsede ved påkørsel af en barnevogn med

en seks uger gammel dreng, der blev dræbt af kvæstelserne.

Bilisten blev for overtrædelse af straffelovens § 241 og af

færdselsloven idømt fængsel i 8 MÅNEDER, idet der ved

strafudmålingen blev lagt vægt på den særdeles høje

alkoholpromille (2,56) og den uforsvarlige kørsel i øvrigt.

Kørekortet blev frakendt i 8 år.

Store Heddinge Rets dom af 31. oktober 1986.

 

Bilag 4

Retspraksis om varetægtsfængsling i voldssager m.v.

 

HADERSLEV KRIMINALRETS KENDELSE AF 20. NOVEMBER 1986

Den 22-årige A fremstilledes i grundlovsforhør sigtet for

overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og 3, samt

straffelovens § 244, stk. 2, ved under forsøg på at hindre en

anholdelse af en kammerat, der var sigtet for vold, at have

sparket en politiassistent i hovedet med militære læderstøvler.

Forholdet blev begået på Vojens Ishockey Stadion, hvortil A var

rejst fra Rødovre for at overvære en ishockeykamp. A benægtede

forholdet.

Anklageren begærede A varetægtsfængslet bl.a. i medfør af

retsplejelovens § 762, stk. 2, under henvisning til

lovovertrædelsens alvorlige beskaffenhed, den sandsynlige

præventive virkning i tilsvarende situationer og til strafferammen

i straffelovens § 119, stk. 1. Anklageren tilkendegav samtidig, at

sagen agtedes fremmet hurtigst muligt i håb om, at den kunne

domsforhandles i løbet af ca. 1 uge.

Forsvareren betvivlede, at sagen kunne færdigbehandles så hurtigt, og

en varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, ville

efter forsvarets opfattelse være i klar strid med sædvanlig

landsretspraksis efter denne bestemmelse.

Retten løslod A med følgende kendelse:

»Der findes at være begrundet mistanke om, at anholdte i

overensstemmelse med sigtelsen er skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3, og § 244, stk. 2, hvorfor

han skønnes at have forskyldt straf af fængsel. Trods anholdtes

tidligere straffe for bl.a. røveri og trods den ved de nu begåede

forhold skete overtrædelse af vilkårene for prøveløsladelsen i

juli 1986 finder retten ikke, at der er tilstrækkeligt »bestemte

grunde« til at frygte for, at anholdte på fri fod vil begå nye

tilsvarende overtrædelser, hvorfor de i retsplejelovens § 762,

stk. 1, nr. 2, og § 763, stk. 1, nr. 2, nævnte grunde ikke

foreligger. Efter det foreliggende, herunder særlig størrelsen af

den straf, som anholdte kan ventes idømt for de nu begåede

forhold, finder retten heller ikke, at varetægtsfængsling kan ske

i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2.'

 

HOLSTEBRO RETS KENDELSE AF 29. APRIL 1986

Den 28-årige A1 og den 25-årige A 2 fremstilledes i grundlovsforhør

sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2, jf. § 244,

stk. 2 og stk. 4, subsidiært § 244, stk. 2, 3 og 4, ved efter en

forud lagt plan med henblik på at foretage en afstraffelse at have

indfundet sig hos den sagesløse 31-årige B og tildelt B adskillige

knytnæveslag og slag med svensknøgle i hovedet og på kroppen med

flere legemssår til følge.

A1 og A2 erkendte overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 2, 3 og

4.

Anklageren begærede begge varetægtsfængslet i medfør af

retsplejelovens § 762, stk. 2, med henvisning til, at

strafferammerne for sigtelserne er opfyldt, og hensynet til

retshåndhævelsen i det foreliggende tilfælde, hvor to sigtede

sammen har foretaget afstraffelse med anvendelse af den påsigtede

grove vold, fandtes at kræve, at de sigtede ikke er på fri fod.

Forsvareren bestred overtrædelse af straffelovens § 245. Forsvareren

anførte endvidere, at svensknøglen var medtaget for at gardere sig

mod, at B var bevæbnet med kniv, og at anvendelsen af svensknøglen

alene var begrundet i de sigtedes ophidselse.

Retten løslod A1 og A2. Retten bemærkede, at A1 og A2 med føje var

sigtet for overtrædelse af § 244, stk. 2, 3 og 4, og udtalte

herefter: »Selv om der i retsplejelovens § 762, stk. 2, er adgang

til varetægtsfængsling i det foreliggende tilfælde, skønnes

hensynet til retshåndhævelsen EFTER PRAKSIS ikke med tilstrækkelig

styrke at kunne begrunde varetægtsfængsling«.
 

NÆSTVED KRIMINALRETS KENDELSE AF 12. SEPTEMBER 1986

Den 20-årige A1, den 21-årige A2 og den 21-årige A3 fremstilledes i

grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab efter straffelovens

§ 237, jf. § 21, ved den 10. september 1986 fra en bil, hvormed de

kom kørende og gjorde holdt uden for en beværtning at have affyret

2 haglskud fra et jagtgevær gennem vinduet til beværtningen, hvor

der opholdt sig 10-15 mennesker. A1, 2 og 3 havde kort forinden

været gæster, men var blevet udvist. Enkelte af de tilstedeværende

i beværtningen blev ramt af hagl uden skade til følge. Skuddene

kunne ifølge tekniske oplysninger være dræbende.

Efter de sigtedes forklaringer var de fulde, kom i klammeri med andre

gæster og blev smidt ud. De blev vrede og følte sig dårligt

behandlet. Geværskuddene skulle skræmme dem, der var i

beværtningen. Det var ikke meningen, at nogen skulle rammes.

Anklageren begærede varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762,

stk. 2.

Forsvareren påstod de sigtede løsladt og fandt alene føje til

sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 252 eller medvirken

hertil. Efter strafferammen i § 252 (fængsel i 4 år) var der ingen

mulighed for varetægtsfængsling.

Retten løslod de sigtede. Der fandtes ikke føje for sigtelsen for

forsøg på manddrab, men alene for grov overtrædelse af

straffelovens § 252 og for medvirken hertil. Retten udtalte

herefter: »Da der ikke er grundlag for anvendelse af

retsplejelovens § 762, stk. 2, som følge af strafferammen i

straffelovens § 252, og da der ikke i øvrigt findes at være

grundlag for varetægtsfængsling . . . » løslades de sigtede.

 

Bilag 5