For at hindre grov udnyttelse af ulovlig udenlandsk arbejdskraft indeholder lovforslaget forslag om skærpelse af strafniveauet for ulovlig beskæftigelse af udlændinge, jf. afsnit 2. Lovforslaget indeholder endvidere forslag om ændringer af udlændingeloven som følge af Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, jf. afsnit 3. For at sikre et midlertidigt forsørgelsesgrundlag for den enkelte udlænding, indtil den pågældende udsendes eller meddeles opholdstilladelse, indeholder lovforslaget endvidere forslag om præcisering af Udlændingestyrelsens og politiets underholdsforpligtelse, jf. afsnit 4. Endelig indeholder lovforslaget bl.a. med henblik på at sikre en mere smidig udlændingeadministration en række andre forslag til ændringer af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (jugoslaverloven) og straffeloven, jf. afsnit 5.-12.

    Hensigten med den foreslåede lovændring er at skærpe strafniveauet for arbejdsgiveren for overtrædelse af udlændingelovens regler om ulovlig beskæftigelse af udlændinge. Efter de gældende regler i udlændingelovens § 59, stk. 2, straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

    Efter Rigsadvokatens bødekatalog fra 1991 er den vejledende bødesats for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, 600 kr. pr. beskæftiget udlænding, stigende med 250 kr. pr. påbegyndt måned ud over den første måned. Ifølge oplysninger fra Rigsadvokaten er sanktionen for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, i praksis normalt bødestraf. Der har i 1997 og 1998 været behandlet ca. 80 sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2. Mange af sagerne er afgjort ved bødeforlæg. Taksterne i Rigsadvokatens bødekatalog følges i meget vid udstrækning. Der er alene sket konfiskation af fortjenesten efter straffelovens regler herom i to af de ovennævnte 80 sager.

    Det nuværende strafniveau har vist sig ikke at have tilstrækkelig præventiv virkning i forhold til den betydelige økonomiske fordel, arbejdsgiveren kan opnå ved grov udnyttelse af ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Der kan f.eks. være tale om beskæftigelse af visumfri udlændinge fra Østeuropa, ofte til en løn under den overenskomstmæssige mindsteløn, der ikke opgives til skattevæsenet. Strafsanktionen bør af præventive grunde fastlægges under hensyntagen hertil, ligesom det bør være udgangspunktet, at en opnået fortjeneste eller besparelse konfiskeres efter straffelovens regler herom.

    Med henblik på at understrege, at der bør ses med større alvor på ulovlig beskæftigelse af udlændinge og den udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, der herved finder sted, foreslås der en fordobling af strafferammen fra 6 måneders til 1 års fængsel, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 58, foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2. Det tilsigtes med fordoblingen, at der i det omfang, sagen bør afgøres med bøde og ikke med frihedsstraf, sker en væsentlig skærpelse af det bødeniveau, der hidtil har været fulgt i praksis.

    Er der ved en forsætlig eller groft uagtsom ulovlig beskæftigelse af udlændinge opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel, skal dette betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 59, foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3. I disse situationer bør skærpelsen af bødeniveauet i det omfang, sagen bør afgøres med bøde og ikke med frihedsstraf, være ganske betydelig. Bøderne for overtrædelse af udlændingelovens regler om ulovlig beskæftigelse bør i disse tilfælde bringes op på et niveau, hvor bøderne bliver følelige for arbejdsgiverne og dermed understreger den samfundsmæssige interesse i overholdelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge i Danmark. Bøderne skal derfor have en sådan størrelse, at de er egnede til effektivt at formå virksomhederne til at efterleve reglerne. Dette hensyn er vigtigt også for at sikre, at virksomheder, der overholder lovgivningen, ikke stilles konkurrencemæssigt ringere.

    Det tilkommer domstolene konkret at fastsætte bødeniveauet, der af præventive hensyn som udgangspunkt ikke bør være på mindre end 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned. Den anførte vejledende bødestørrelse er ikke til hinder for, at domstolene i konkrete tilfælde med konkret begrundelse fraviger denne i skærpende eller formildende retning. Vejledningen om bødestørrelsen begrænser således ikke domstolenes frihed ved strafudmålingen. Da det imidlertid er af væsentlig betydning, at praksis fra starten ligger nogenlunde fast, da straffen i dag i vid udstrækning udmåles takstmæssigt i overensstemmelse med Rigsadvokatens bødekatalog, og da domstolene kan fravige det anførte udgangspunkt i skærpende eller formildende retning, har Indenrigsministeriet anført en vejledende bødestørrelse i bemærkningerne til lovforslaget.

    Af præventive grunde bør det sikres, at der sker konfiskation af fortjenesten ved ulovlig beskæftigelse af udlændinge. Det præciseres derfor i lovforslaget, at, såfremt der ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft er opnået en økonomisk fordel, kan denne konfiskeres efter reglerne i straffelovens kapitel 9, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 59, foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 4, 1. pkt. Kan der ikke ske konfiskation, skal den økonomiske fordel særligt inddrages ved udmåling af bøden, herunder ved eventuel tillægsbøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 4, 2. pkt.

    Rigsadvokaten har oplyst, at der ikke synes at være særlige efterforskningsmæssige problemer i disse sager. Efterforskningen kan dog være vanskeliggjort som følge af, at hverken arbejdsgiver eller arbejdstager ønsker at oplyse sagerne, at arbejdstageren kan være udrejst af landet, og at andre ansatte frygter afskedigelse, hvis overtrædelser anmeldes til politiet.

    Ifølge Rigsadvokatens vurdering anvender politiet ikke helt ubetydelige ressourcer på at behandle sager om ulovlig beskæftigelse af udlændinge. Efterforskningen foretages ikke kun, når der er indgivet en anmeldelse, men f.eks. også i forbindelse med målrettede aktioner sammen med andre myndigheder. Rigsadvokaten har oplyst, at der i et antal politikredse har været gennemført målrettede aktioner sammen med Told og Skat og i enkelte tilfælde også sammen med Arbejdstilsynet. Aktionerne har bl.a. vedrørt undersøgelse af mulige overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 2. Justitsministeriet finder, at disse aktioner bør videreføres og om nødvendigt intensiveres samt foregå i tæt samarbejde med andre myndigheder.

    Opmærksomheden skal endvidere henledes på den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 3, der ved lovforslagets § 1, nr. 41, bliver § 43, stk. 4, hvoraf det bl.a. fremgår, at personer, der har beskæftiget en udlænding uden arbejdstilladelse, skal erstatte de udgifter, der påføres staten ved udlændingens ophold og udrejse.

    Det er hensigten, at Danmark og de øvrige nordiske lande skal indtræde samtidigt i det praktiske Schengen-samarbejde den 25. marts 2001. Schengen-konventionens regler er for udlændingelovgivningens vedkommende gennemført i dansk ret ved lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven, der træder i kraft ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde. Denne lov foreslås justeret på en række punkter med henblik på, at de danske myndigheder kan udføre de kontrolfunktioner, der er forudsat i Schengen-konventionen, jf. afsnit 3.1., og med henblik på at gennemføre de justeringer i Den Nordiske Paskontroloverenskomst, som de nordiske lande agter at vedtage som følge af de nordiske landes indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, jf. afsnit 3.2. Herudover foreslås en række af lovens bestemmelser teknisk præciseret i overensstemmelse med Schengen-konventionen, jf. afsnit 3.3.

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 3, har politiet i forbindelse med ind- og udrejsekontrol uden at der skal foreligge en konkret mistanke herom ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse ikke finder sted. Efter bestemmelsen er politiets adgang til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer m.v. begrænset til at skulle finde sted i forbindelse med ind- eller udrejsekontrol.

    Efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, kan de indre grænser mellem Schengen-landene passeres alle steder uden personkontrol. Midlertidig indførelse af kontrol kan dog undtagelsesvis ske efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 2, såfremt den offentlige orden eller statens sikkerhed gør det nødvendigt.

    Som følge heraf ophører adgangen til at foretage ind- og udrejsekontrol på grænserne til andre Schengen-lande ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, som forventes at finde sted i år 2001. Muligheden for at undersøge køretøjer i forbindelse med indrejse fra et Schengen-land f.eks. over den dansk-tyske landegrænse vil herefter ikke længere være til stede.

    Ved Schengen-lande forstås de lande, der deltager i det praktiske Schengen-samarbejde.

    Allerede i dag er der et behov for at kunne supplere den kontrol, der foretages ved selve grænsepassagen, med kontrol efter indrejsen såvel i det grænsenære område (baglandspatruljevirksomhed) som inde i landet (intern udlændingekontrol). Kontrollen skal ses som led i den effektivisering af politiets indsats over for illegal indvandring og organiseret menneskesmugling, som bl.a. har fundet udtryk i regeringens handlingsplan af 12. maj 1998 for den fremtidige kontrol i grænselandet. Behovet for en sådan kontrol efter indrejsen vil blive forstærket, når adgangen til at foretage indrejsekontrol ved grænserne til andre Schengen-lande (herunder Tyskland) ophører ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde.

    Da den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 3, alene finder anvendelse i forbindelse med ind- og udrejsekontrol, kan den f.eks. ikke anvendes af politiets baglandspatrulje. Politiet er i stedet henvist til at anvende ransagningsbestemmelserne i retsplejeloven, såfremt der efter indrejsen skal foretages kontrol af et køretøj. Anvendelsen af retsplejelovens ransagningsbestemmelser forudsætter en konkret mistanke om illegal indrejse og menneskesmugling.

    Som følge af ophævelsen af en egentlig indrejsekontrol ved grænserne til Schengen-lande vil der efter Rigspolitiets vurdering være et væsentligt behov for som en kompenserende foranstaltning at kunne foretage udlændingekontrol inde i landet, herunder ved stikprøvevis kontrol af køretøjer. Udvælgelsen af de køretøjer, som standses ved en sådan stikprøvevis kontrol, vil bl.a. kunne ske på baggrund af de analyser af fremgangsmåden ved indrejse, som foretages af Rigspolitiet.

    Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at der med henblik på en fortsat effektiv indsats over for illegal indvandring og menneskesmugling efter Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde vil være et væsentligt behov for, at politiet kan standse et køretøj inde i landet med henblik på at kontrollere, om køretøjet transporterer en eller flere udlændinge, der er indrejst ulovligt i landet. En hjemmel hertil foreslås derfor indsat i udlændingelovens § 38, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.

    Politiet vil herefter kunne standse og kontrollere et køretøj, uanset om der er en konkret mistanke om illegal indrejse og menneskesmugling.

    Den foreslåede standsnings- og kontroladgang giver ikke i sig selv hjemmel til, at politiet kan foretage ransagning af køretøjets bagagerum og andre lukkede rum. Finder politiet som led i en kontrol efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 6, at der er rimelig grund til mistanke om, at der i køretøjets bagagerum eller andre lukkede rum befinder sig en eller flere udlændinge, der er indrejst ulovligt i landet, vil politiet efter retsplejelovens bestemmelser herom kunne foretage en ransagning af køretøjets bagagerum og andre lukkede rum.

    En ekspertarbejdsgruppe under Nordisk Udlændingeudvalg har som led i forberedelsen af de nordiske landes indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde afgivet en rapport om forholdet mellem Den Nordiske Paskontroloverenskomst og Schengen-konventionen. Rapporten indeholder en række forslag til ændringer af paskontroloverenskomsten samt et udkast til tillægsprotokol til paskontroloverenskomsten vedrørende de foreslåede ændringer.

    Tillægsprotokollens ændringer indebærer bl.a., at der efter de nordiske landes indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde ikke skal ske afvisning af en udlænding med indrejseforbud til et af de andre nordiske lande, medmindre den pågældende udlænding er registreret som uønsket i Schengen-informationssystemet (SIS).

    Ekspertarbejdsgruppen har herved lagt til grund, at Schengen-konventionen forudsætter, at Schengen-landene kan opretholde nationale lister over udlændinge, herunder udlændinge, der er statsborgere i et Schengen- eller EU-land, som er uønskede i det pågældende land (nationale indrejseforbudsregistre), men ikke, at nogle lande kan opretholde fælles internt supplerende nationale forbudsregistre som det nordiske indrejseforbudsregister. Hertil kommer, at et system med tre forskellige indrejseforbudsregistre (SIS, nationalt indrejseforbudsregister og nordisk indrejseforbudsregister) vil medføre en betydelig grad af overlapning mellem registrene.

    Tillægsprotokollen forventes godkendt af de nordiske lande i foråret 2000.

    Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens bestemmelse om afvisning af udlændinge med indrejseforbud til et af de andre nordiske lande i lov nr. 410 af 10. juni 1997 ophæves, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

    Tillægsprotokollens øvrige ændringer af paskontroloverenskomsten indebærer ikke ændringer af den danske udlændingelovgivning, ligesom pasfriheden mellem de nordiske lande ikke berøres heraf.

    Lovforslaget indeholder endvidere forslag til præcisering af reglerne om beregning af varigheden af tilladte opholdsperioder ved visumpligtigt og visumfrit ophold m.v., jf. lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, om retten til indrejse og ophold for udlændinge med indrejseforbud, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, om udstedelse af Schengen-visum, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, om ret til gennemrejse for udlændinge med opholdstilladelse i eller tilbagerejsetilladelse til et andet Schengen-land, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, om godkendelse af grænseovergangssteder og om politiets adgang til stempling af pas og anden rejselegitimation, jf. lovforslagets § 2, nr. 11, om forevisning af pas eller anden rejselegitimation ved ind- og udrejse, jf. lovforslagets § 2, nr. 12, om indberetning af uønskede udlændinge til Schengen-informationssystemet (SIS), jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og om ind- og udrejse uden om paskontrollen eller uden for grænseovergangsstedets åbningstid, jf. lovforslagets § 2, nr. 16.

    Endelig indeholder lovforslaget forslag til konsekvensændringer af lov nr. 410 af 10. juni 1997 som følge af lovforslagets andre forslag.

    Efter udlændingelovens § 42 a tilvejebringer og driver Udlændingestyrelsen indkvarteringssteder for og dækker udgifterne til underhold af udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om asyl er taget under behandling.

    Den 25. februar 1999 (Alm. del bilag 557) underrettede Indenrigsministeriet bl.a. Folketingets Retsudvalg om, at Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, ville dække de udgifter, der var forbundet med indkvartering og underhold af en række somaliske flygtninge, hvis opholdstilladelser som flygtninge var inddraget under henvisning til, at Holland måtte betragtes som første asylland. Da udrejsefristen var udløbet i de nævnte sager, kunne der ifølge en afgørelse truffet af den Sociale Ankestyrelse alene ydes akuthjælp til de pågældende. Der var derfor et behov for at sikre de nævnte flygtninges indkvartering og underhold.

    For at sikre et midlertidigt forsørgelsesgrundlag for den enkelte udlænding, indtil den pågældende udsendes eller meddeles opholdstilladelse, foreslås det bl.a. på denne baggrund præciseret i udlændingelovens § 42 a, hvilke persongrupper Udlændingestyrelsens indkvarterings- og underholdsforpligtelse over for spontane asylansøgere m.v. omfatter, jf. lovforslagets § 1, nr. 26 og 27. Herved skabes også klare rammer for Udlændingestyrelsens og politiets indkvarterings- og underholdsforpligtelse.

    Det foreslås præciseret, at Udlændingestyrelsen dækker udgifterne til underhold af udlændinge, der opholder sig her i landet og har indgivet ansøgning om asyl, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede affattelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 1. Det præciseres herved i overensstemmelse med nuværende praksis at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse også omfatter spontane asylansøgere i afvisningsproceduren, Dublin-proceduren eller i udsendelsesfasen.

    Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse foreslås endvidere at omfatte udlændinge, der ikke er omfattet af den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. ovenfor, og efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 27, foreslåede affattelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 2. Udlændingestyrelsen vil i disse tilfælde skulle dække udgifterne til udlændingens underhold, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen. Præciseringen vil bl.a. dække det ovenfor nævnte tilfælde vedrørende de somaliske flygtninge, hvis opholdstilladelser som flygtninge var inddraget under henvisning til, at Holland måtte betragtes som første asylland.

    Ved denne præcisering sikres et forsørgelsesgrundlag for de pågældende udlændinge, såfremt de som følge af, at de ikke længere har ret til at opholde sig her i landet ikke har ret til hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning. Politiet sættes samtidig i stand til bedre at tilrettelægge udsendelsen af de pågældende. Endvidere sikres det, at politiet alene skal afholde udgifter, der er knyttet til selve udsendelsen, f.eks. betaling af billetter og rejsedokumenter m.v. samt lommepenge til udlændingen under rejsen. Politiet skal således ikke stå for indkvartering og underhold af udlændinge, der opholder sig her i landet, mens udsendelsen forberedes.

    Med henblik på, at politiet kan fortsætte den praksis, hvorefter udlændinge, der søger om asyl efter at være blevet pågrebet i det grænsenære område til den dansk-tyske landegrænse, indkvarteres på vandrerhjem, kroer m.v., indtil eventuel tilbagesendelse i medfør af den dansk-tyske aftale af 3. marts 1998 om returnering af asylansøgere til Tyskland, foreslås det dog præciseret, at politiet, såfremt der er et umiddelbart behov herfor, kan drage omsorg for indkvartering og underhold af de nævnte spontane asylansøgere med henblik på at undgå en overførsel til Center Sandholm, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 41, foreslåede indsættelse af nyt stk. 1 i udlændingelovens § 43. Udgifterne til indkvartering og underhold afholdes i disse tilfælde som hidtil af politiet.

    Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 40, at Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde efter de nærmere regler i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom får adgang til ekspropriation af de nødvendige ejendomme til etablering af indkvarteringssteder for asylansøgere m.v., når ekspropriation vil være af væsentlig betydning for etableringen af indkvarteringssteder. Udlændingestyrelsens afgørelse kan påklages til Indenrigsministeriet.

    Baggrunden for forslaget er, at størstedelen af de indkvarteringscentre, der i dag benyttes til indkvartering af asylansøgere m.v., er placeret på lejet grund. En række areallejeaftaler kan i de kommende år forventes opsagt af værtskommunerne med kort varsel. Det må på den baggrund forudses, at Udlændingestyrelsen risikerer at miste en række centre med ca. 1.400 indkvarteringspladser. I nogle tilfælde skyldes opsigelser eller ophør af aftalerne, at arealerne indgår i byudviklingsplaner. I andre tilfælde skyldes opsigelsen, at en kommune ikke længere anser placeringen af en flygtningelandsby i kommunen for hensigtsmæssig.

    Udlændingestyrelsen har gennem 1998 og 1999 registreret en markant stigning i indrejsetallet. Styrelsen har på den baggrund aktiveret nødberedskabet af flygtningelandsbyer, hvorfor styrelsen ikke længere har en stødpude af centerkapacitet i forbindelse med et øget indkvarteringsbehov.

    Dette betyder, at der i de kommende år forventes et underskud af indkvarteringspladser, hvis der ikke iværksættes tiltag til at sikre tilstrækkelig kapacitet i indkvarteringssystemet.

    Udlændingestyrelsen har opbygget en centerstruktur, hvori de tilbageværende flygtningelandsbyer samt ejede og lejede ejendomme indgår, med henblik på samdrift af centrene med både kvalitetsmæssige og økonomiske fordele. Såfremt ejendomme, der indgår i samdriftsenheder, ikke kan fastholdes eller erhverves, vil centerstrukturen meget vanskeligt kunne fastholdes.

    Det er af afgørende betydning, at Udlændingestyrelsen har mulighed for etablering af de nødvendige indkvarteringssteder for asylansøgere m.v. Det bemærkes herved, at indkvarteringsbehovet i meget høj grad afhænger af faktorer, som er skiftende i styrke og afhænger af forhold, som er uden for myndighedernes kontrol. Det er i den forbindelse af betydning, at etableringen af de nødvendige indkvarteringssteder i forbindelse med en stigning i indrejsetallet kan ske med meget kort varsel, og at der i et vist omfang er mulighed for at tage utraditionelle indkvarteringsfaciliteter i brug.

    Der kan på denne baggrund i særlige tilfælde være behov for at etablere de nødvendige indkvarteringssteder ved ekspropriation. Det foreslås, at Udlændingestyrelsen alene får adgang til ekspropriation, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for etableringen af indkvarteringssteder. Tilvejebringelse af indkvarteringssteder vil i videst muligt omfang skulle ske på frivillig basis.

    Af samme grunde er det af afgørende betydning, at Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde har mulighed for at opnå fritagelse for planlovens krav om lokalplan ved etableringen af de nødvendige indkvarteringssteder, når fritagelsen vil være af væsentlig betydning for etableringen.

    Der er risiko for, at en række værtskommuner ikke vil være interesserede i at give de fornødne tilladelser efter planlovgivningen til etablering af nye centre. Udlændingestyrelsen har således oplevet en række tilfælde, hvor etablering af nye indkvarteringssteder er blevet vanskeliggjort som følge af problemer med at skaffe de fornødne plantilladelser.

    Hertil kommer, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en stigning i indrejsetallet kan få behov for med et kort varsel at etablere de nødvendige indkvarteringssteder og i et vist omfang at tage utraditionelle indkvarteringsfaciliteter i brug, hvorfor styrelsen ikke i disse tilfælde kan afvente iværksættelse af lokalplansprocedure.

    Udlændingestyrelsen kan endvidere få behov for at iværksætte særlige tiltag for at sikre tilstrækkelig kapacitet i indkvarteringssystemet for at undgå et underskud af indkvarteringspladser.

    Miljø- og energiministeren har på den baggrund givet tilsagn om i fornødent omfang, når dette vil være af væsentlig betydning for at sikre etableringen af indkvarteringssteder, at ville anvende beføjelserne i planlovens § 3, hvorefter miljø- og energiministeren har mulighed for dels at udstede landsplandirektiver dels i særlige tilfælde at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der vedrører andre myndigheders lovbestemte opgaver.

    Det bemærkes, at bestemmelser om ekspropriation og fritagelse for plantilladelser findes i § 8 i Kosovonødloven, jf. lov nr. 251 af 28. april 1999.

    Efter udlændingelovens § 3 kan visumfrit ophold i Danmark højst vare tre måneder. Efter udlændingelovens § 4, stk. 3, kan visum gives til indtil i alt tre måneders ophold i Danmark. I særlige tilfælde kan udrejsefristen i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 20 forlænges i indtil tre måneder, således at det samlede ophold her i landet bliver i alt seks måneder. I praksis kaldes dette for et udvidet besøgsophold.

    Det foreslås, at der indsættes en udtrykkelig adgang til at forlænge et visumfrit ophold efter udlændingelovens § 3 eller et meddelt visum efter udlændingelovens § 4 med indtil tre måneder, således at der tillades et samlet ophold på i alt højst seks måneder, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

    Der tilsigtes ikke med dette forslag nogen ændring i praksis for, hvornår der kan gives udvidet besøgsophold. Det bemærkes, at en uhensigtsmæssig følge af, at udvidet besøgsophold i dag betragtes som en opholdstilladelse, er, at der ved en eventuel inddragelse af det udvidede besøgsophold skal fastsættes en udrejsefrist på en måned, og at den pågældende har ret til at blive her i landet, hvis afgørelsen påklages til Indenrigsministeriet inden syv dage efter forkyndelsen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2 og 3. Den pågældende skal endvidere tilmeldes folkeregisteret og have et CPR-nummer. Denne retsstilling kan vanskeligt forenes med visuminstituttets formål om at sikre et midlertidigt besøgsophold.

    Det foreslås, at registreringsopgaven i asylsager overføres fra politiet til Udlændingestyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 52.

    Ændringen sker som led i den ændrede procedure, hvorefter Udlændingestyrelsen fra den 1. december 1999 har overtaget opgaven med at forkynde Udlændingestyrelsens beslutning om, at en udlænding kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling. Denne forkyndelse har tidligere fundet sted i Sandholmlejren ved politiets foranstaltning, uanset hvor asylansøgeren har været indkvarteret. Med henblik på at opnå en ressourcebesparelse og gøre proceduren mere brugervenlig er forkyndelsesproceduren ændret, således at forkyndelse i almindelighed sker ved et brev fra Udlændingestyrelsen til asylansøgeren i det center, hvor asylansøgeren er indkvarteret. Indenrigsministeriet har den 15. oktober 1999 underrettet Folketingets Retsudvalg herom (Alm. del bilag 97).

    Det foreslås endvidere, at adgangen til besøgs- og brevkontrol af frihedsberøvede udlændinge efter udlændingelovens §§ 37 d og 37 e udvides til også at gælde frihedsberøvede udlændinge i udsendelsesfasen, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.

    Bestemmelserne omfatter efter deres gældende ordlyd kun tiden, indtil det er konstateret, om udlændingen skal have opholdstilladelse eller ej, eller om udlændingen i øvrigt opholder sig lovligt her i landet eller ej. I en række situationer kan det imidlertid være hensigtsmæssigt at kunne anvende bestemmelserne over for udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse og skal udsendes af landet. Herved sikres, at politiets indhentelse af oplysninger vedrørende udlændingens identitet og nationalitet til brug for udsendelse af den pågældende udlænding ikke vanskeligggøres.

    Da en anvendelse af bestemmelserne om besøgs- og brevkontrol over for frihedsberøvede udlændinge i udsendelsesfasen må anses for retssikkerhedsmæssig betænkelig uden et udtrykkeligt lovgrundlag, foreslås det, at bestemmelsernes adgang til besøgs- og brevkontrol udvides til også at gælde frihedsberøvede udlændinge i udsendelsesfasen.

    Det foreslås, at den absolutte frist for isolation af udlændinge, der er frihedsberøvet efter reglerne i udlændingelovens § 36, fremover ikke må finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end fire uger, jf. lovforslagets § 1, nr. 22. Efter den gældende bestemmelse er tidsgrænsen otte uger.

    Den foreslåede ændring er begrundet i justitsministerens lovforslag nr. L 14 af 6. oktober 1999 om ændring af retsplejeloven og straffeloven, hvori det bl.a. foreslås, at den absolutte frist for (fuldstændig) isolation begrænses til fire uger ved sigtelser for lovovertrædelser, der ikke kan medføre fængsel i fire år, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 770 c, stk. 1. Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 a, stk. 2, er den absolutte frist for fuldstændig isolation ved sigtelser for disse lovovertrædelser otte uger.

    Af retssikkerhedsmæssige hensyn foreslås det, at der altid fastsættes en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, af udlændinge alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning, jf. lovforslagets § 1, nr. 16. Herved undgås, at udlændinge i disse situationer varetægtsfængsles uden frist, indtil udvisningen kan fuldbyrdes.

    Det foreslås, at der foretages en præcisering af indenrigsministerens bemyndigelse i udlændingelovens § 2, stk. 4, til udstedelse af regler for udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Det foreslås endvidere, at det præciseres i udlændingelovens § 29 a, at udlændinge udover at kunne overføres eller tilbageføres til et andet EU-land efter Dublin-konventionen også kan afvises til et andet EU-land efter Dublin-konventionen, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Det foreslås endelig, at der foretages en præcisering af politiets beføjelse i udlændingelovens § 47 a til at udstede visum ved indrejsen her i landet og til at udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der opholder sig lovligt her i landet, jf. lovforslagets § 1, nr. 47.

    Endelig indeholder lovforslaget en række andre forslag til tekniske præciseringer og konsekvensændringer af udlændingeloven, jugoslaverloven og straffeloven.

    Det skønnes, at de foreslåede præciseringer af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse m.v., jf. afsnit 4., vil medføre merudgifter på ca. 2,0 mill. kr. årligt til indkvartering og underhold af visse grupper af ikke-asylansøgere, indtil de pågældende meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Derudover vil de foreslåede ændringer medføre begrænsede administrative merudgifter i Udlændingestyrelsen på ca. 1,0 mill. kr. årligt som følge af, at der skal afsættes ca. 2 årsværk til varetagelse af nye administrative opgaver i forbindelse med underhold af en række forskellige grupper af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som opholder sig her i landet, indtil de pågældende meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Skønnet er forbundet med en vis usikkerhed.

    Merbevillingsbehovet på i alt ca. 3,0 mill. kr. årligt vil blive søgt optaget på de årlige bevillingslove.

    De foreslåede ændringer skønnes at medføre mindreudgifter i kommunerne på ca. 3,0 mill. kr. årligt som følge af overførsel af opgaver til Udlændingestyrelsen. Heraf vedrører ca. 1,0 mill. kr. administrative opgaver og ca. 2,0 mill. kr. udgifter, som kommunerne afholder i medfør af lov om aktiv socialpolitik. Udgifterne, som kommunerne afholder i medfør af lov om aktiv socialpolitik, er omfattet af Socialministeriets refusionsordninger, jf. finansieringsbestemmelserne i § 100 i lov om aktiv socialpolitik.

    Ændringen af kommunernes udgifter vil blive reguleret over statstilskuddet til kommunerne i henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). Den endelige regulering af statstilskuddet til kommunerne fastsættes efter forhandling med de kommunale parter.

    Forslaget vil således være statsfinansielt neutralt, hvis der sker den forudsatte regulering af statstilskuddet til kommunerne.

    Præciseringen af politiets mulighed for indkvartering og underhold for politiets regning af spontane asylansøgere i Dublin-proceduren i de grænsenære områder skønnes ikke at medføre merudgifter for politiet, der hidtil har afholdt udgifter til indkvartering og underhold på vandrerhjem, kroer m.v. for denne gruppe og fortsat skal afholde disse.

    De foreslåede præciseringer forventes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, amt eller kommune.

    Lovforslaget forventes ikke at medføre erhvervsadministrative eller erhvervsøkonomiske konsekvenser eller administrative konsekvenser for borgerne, ligesom lovforslaget ikke forventes at have miljømæssige konsekvenser.

    Lovforslagets § 1, nr. 1, præciserer indenrigsministerens bemyndigelse i udlændingelovens § 2, stk. 4, til at fastsætte nærmere regler til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v.

    Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

    Advokatrådet, Amnesty International, Amtsrådsforeningen, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, De Etniske Minoriteters Landsorganisation (ELO), Den Danske Dommerforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Flygtningenævnet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd i Danmark, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, retterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet for Etniske Minoriteter, Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) og Statsamtsjuristforeningen.

Til nr. 1

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2, stk. 4, fastsætter indenrigsministeren nærmere bestemmelser til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. (EF-reglerne).

    Det foreslås præciseret med bestemmelsen i § 2, stk. 4, 2. pkt., at indenrigsministeren med henblik på at sikre gennemførelse af EF-rettens regler herom fastsætter nærmere bestemmelser om opholdstilladelser efter udlændingelovens § 6. Efter denne bestemmelse gives der efter ansøgning opholdstilladelse til udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne. Indenrigsministeren kan herunder fastsætte bestemmelser om meddelelse, forlængelse, bortfald og inddragelse af sådanne opholdstilladelser samt om opholdstilladelsernes varighed og om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Det foreslås endvidere præciseret med bestemmelsen i § 2, stk. 4, 3. pkt., at indenrigsministeren ved fastsættelsen af regler i medfør af udlændingelovens § 2, stk. 4, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 4, 2. pkt., kan fravige bestemmelserne i udlændingelovens kapitler 3-5 om bortfald og inddragelse af opholdstilladelse og om afvisning og udvisning i det omfang, det følger af EF-reglerne.

    Der er ikke tale om en ændring af rækkevidden af den gældende bemyndigelse i udlændingelovens § 2, stk. 4.

Til nr. 2 og 3

    Af retssikkerhedsmæssige hensyn og for at præcisere retsgrundlaget foreslås det, at der indsættes en udtrykkelig adgang til at forlænge et visumfrit ophold efter udlændingelovens § 3 eller et meddelt visum efter udlændingelovens § 4 med indtil tre måneder, jf. de foreslåede bestemmelser i § 3, 4. pkt., og § 4, stk. 3, 4. pkt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 6.

    Der tilsigtes ikke med dette forslag nogen ændring i praksis for, hvornår et visumfrit ophold eller et visum kan forlænges i form af et udvidet besøgsophold. Udvidet besøgsophold gives normalt kun til en udlænding, som ønsker at forblive her i landet med henblik på besøg hos herboende ægtefælle, samlever eller forlovede eller hos herboende forældre, søskende eller børn. Herudover meddeles udvidet besøgsophold kun, når der foreligger ganske særlige forhold, f.eks. alvorlig sygdom, dødsfald eller lignende.

    Forlængelsen med indtil tre måneder sker ud over det tidsrum på højst tre måneder, som det visumfri ophold højst kan vare efter udlændingelovens § 3, 1.-3. pkt., eller som et visum højst kan udstedes for efter udlændingelovens § 4, stk. 3, 1.-3. pkt., dvs. til et samlet ophold på i alt højst seks måneder. Er et visum givet for et mindre tidsrum end det i udlændingelovens § 4, stk. 3, 1.-3. pkt., angivne tidsrum, kan visummet som hidtil forlænges indtil udløbet af dette tidsrum, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, og herudover forlænges med indtil tre måneder, dvs. til et samlet ophold på i alt højst seks måneder. Medfører fradragsreglerne i udlændingelovens § 3, 2. og 3. pkt., og § 4, stk. 3, 2. og 3. pkt., at udlændingen ikke er berettiget til et visumfrit ophold eller et visum, kommer forlængelse som hidtil ikke på tale. Medfører fradragsreglerne, at udlændingen er berettiget til et visumfrit ophold eller visum i et tidsrum, der er kortere end tre måneder, kan dette kortere tidsrum forlænges med indtil tre måneder, uden at der på ny skal ske fradrag heri. De foreslåede regler vil erstatte de gældende bestemmelser i udlændingebekendtgørelsens § 20 om forlængelse af udrejsefristen.

    Afgørelsen om forlængelse af et visumfrit ophold eller et visum træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Indenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1 og 2. Afgørelse om forlængelse af et visum vil kunne træffes i forbindelse med udstedelsen af visummet, hvis betingelserne herfor er opfyldt på dette tidspunkt. Udlændingestyrelsen vil således i én ekspedition kunne træffe afgørelse om såvel udstedelse af visum og som forlængelse heraf. Forlængelse af visum vil også kunne ske i flere omgange.

    Det bemærkes i øvrigt, at udvidet besøgsophold efter Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde vil blive meddelt i medfør af udlændingelovens § 4 b, som affattet ved § 1, nr. 5, i lov nr. 410 af 10. juni 1997. Efter denne bestemmelse kan en udlænding, der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengen-land bl.a. visumfrit eller i medfør af et visum, i særlige tilfælde få forlænget sin ret til ophold her i landet. Afgørelse om forlængelse af et visum vil også efter Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde kunne træffes i forbindelse med udstedelsen af visummet, hvis betingelserne herfor er opfyldt på dette tidspunkt. Der har ikke med udlændingelovens § 4 b været tiltænkt nogen ændring af praksis for, hvornår der kan gives udvidet besøgsophold.

    Ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde træder også de ved § 1, nr. 3 og 4, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 vedtagne ændringer af udlændingelovens § 3 og § 4, stk. 3, jf. herved lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, i kraft, hvorved de ved nærværende lovforslag foreslåede ændringer af § 3 og § 4, stk. 3, ophæves.

Til nr. 4

    Det foreslås præciseret, at § 11, stk. 1, 1. pkt., hvorefter opholdstilladelse gives med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet, alene omfatter opholdstilladelser efter udlændingelovens §§ 7-9. Opholdstilladelser efter udlændingelovens § 6 til udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, gives ikke med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, da begreberne med henblik på midlertidigt eller varigt ophold ikke findes i EF-retten.

Til nr. 5

    Det foreslås, at § 11, stk. 9, ophæves.

    Efter ændringerne i udlændingelovens § 11 ved § 1, nr. 11, i lov nr. 473 af 1. juli 1998 indeholder udlændingelovens § 11 ikke længere nogen begrænsning for, hvor længe en opholdstilladelse, herunder efter udlændingelovens § 6, kan meddeles tidsbegrænset. Det er derfor ikke længere nødvendigt at bibeholde henvisningen i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 9, til artikel 7, stk. 2, i Rådets direktiv 68/360 af 15. oktober 1968 (Amtsblatt 1968 L, nr. 257, s. 13), der indeholder regler for, hvor længe et EF-/EØS-opholdsbevis kan meddeles tidsbegrænset.

    Reglerne i artikel 7, stk. 2, fremgår af § 13, stk. 2, i EF-/EØS-bekendtgørelsen.

Til nr. 6

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 59, stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 59.

Til nr. 7

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 27, stk. 4, afbrydes beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum, når en meddelt opholdstilladelse udløber eller inddrages af Udlændingestyrelsen. Forlænges opholdstilladelsen, eller omgøres afgørelsen om inddragelse, regnes de i § 27, stk. 1, nævnte tidsrum fra de tidspunkter, der er angivet i § 27, stk. 1-3, i forhold til den tidligere meddelte opholdstilladelse.

    Med den foreslåede affattelse af § 27, stk. 4, 1. pkt., præciseres det, at beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum også afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse bortfalder efter udlændingelovens § 17, stk. 1 eller 3, § 17 a, stk. 1 eller 3-6, eller § 18. Sker der ikke bortfald af opholdstilladelsen, fordi det bestemmes, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 2, eller § 17 a, stk. 2, regnes de i § 27, stk. 1, nævnte tidsrum fra de tidspunkter, der er angivet i § 27, stk. 1-3, i forhold til den tidligere meddelte opholdstilladelse, jf. den foreslåede affattelse af § 27, stk. 4, 2. pkt. Dette gælder, hvad enten afgørelsen om, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, træffes i 1. instans eller 2. instans.

Til nr. 8, 14, 17, 21, 43 og 49-51

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 29 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 9

    Det foreslås præciseret i § 29 a, stk. 1, at en udlænding ikke blot kan overføres eller tilbageføres, men også kan afvises til et andet EU-land efter reglerne i EF-asylkonventionen (Dublin-konventionen). Herved præciseres, at adgangen til at overføre eller tilbageføre en udlænding til et andet EU-land ikke blot omfatter de tilfælde, hvor der sker overførsel eller tilbageførsel til det EU-land, der efter Dublin-konventionen er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen, men også de tilfælde, hvor der efter Dublin-konventionen sker afvisning til et andet EU-land med henblik på, at dette andet EU-land indleder en procedure til fastsættelse af, hvilket land der efter Dublin-konventionen er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen.

    Indgiver en asylansøger, der befinder sig på ét EU-lands område, en asylansøgning til et andet EU-lands kompetente myndigheder, påhviler det efter Dublin-konventionens artikel 12 det EU-land, på hvis område asylansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilket EU-land der er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen.

    En asylansøger, der indgiver ansøgning om asyl ved Danmarks grænser til andre EU-lande, vil således kunne afvises i medfør af Dublin-konventionens artikel 12 ved indrejsen i Danmark med henblik på, at det EU-land, asylansøgeren befinder sig i, indleder en procedure til fastsættelse af, hvilket EU-land der efter Dublin-konventionen er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen. Afvisning vil kunne ske efter den foreslåede bestemmelse i § 29 a, stk. 1, uanset om de i udlændingelovens kapitel 5 nævnte afvisningsgrunde foreligger.

    Med den ændrede affattelse af § 29 a, stk. 1, foreslås det endvidere præciseret i overensstemmelse med gældende praksis, at en udlænding kan afvises, overføres eller tilbageføres ikke blot i medfør af Dublin-konventionen, men også i medfør af en overenskomst eller et hertil svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning til Dublin-konventionen.

    F.eks. kan afvisning af en asylansøger, der søger om asyl ved indrejsekontrollen i en dansk havn i forbindelse med indrejse fra Sverige eller på grænsen til Tyskland, ske til Sverige eller Tyskland i medfør af de aftaler, Danmark har indgået med Sverige den 14. november 1997 og med Tyskland den 3. og 12. marts 1998 om de praktiske foranstaltninger i forbindelse med anvendelsen af Dublin-konventionen ved den dansk-svenske henholdsvis dansk-tyske grænse. Afvisningen sker med henblik på, at Sverige henholdsvis Tyskland i medfør af Dublin-konventionens artikel 12 kan fastlægge, hvilket EU-land der er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen. Endvidere kan overførsel eller tilbageførsel af en asylansøger, der pågribes i et grænsenært område i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med en ikke tilladt indrejse fra Tyskland, ske til Tyskland efter en særlig formløs procedure i medfør af den dansk-tyske aftale af 3. marts 1998.

Til nr. 10

    Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at indrejseforbud kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelse.

    Det foreslås i overensstemmelse med gældende praksis præciseret i § 32, stk. 1, 3. pkt., at indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen. Indrejseforbuddets varighed, jf. de nærmere reglerne herom i udlændingelovens § 32, stk. 2-4, vil fortsat skulle regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

    En udlænding med indrejseforbud, der (gen-)indrejser i Danmark efter udrejsen eller udsendelsen, har således overtrådt indrejseforbuddet og vil kunne straffes herfor, jf. udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, uanset om indrejsen sker inden den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Til nr. 11-13

    Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 2, at indrejseforbud ved udvisning ved dom på grund af strafbart forhold meddeles for tre, fem eller ti år eller for bestandig afhængig af varigheden af den idømte frihedsstraf.

    Det foreslås præciseret i § 32, stk. 2, nr. 1-4, at den idømte frihedsstraf, som indrejseforbuddets varighed fastsættes ud fra, er en ubetinget frihedsstraf.

    Det foreslås endvidere, at betinget frihedsstraf uanset varigheden heraf alene kan begrunde indrejseforbud i tre år efter bestemmelsen i § 32, stk. 2, nr. 1. Det foreslås i den forbindelse præciseret, at tilsvarende gælder anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ellers ville have medført en straf af denne karakter (betinget frihedsstraf).

Til nr. 15, 18, 20, 24, 28, 30-34, 38, 42, 46, 56 og 60

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer af udlændingelovens § 42 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.

Til nr. 16

    Det foreslås i § 35, stk. 2, 1. pkt., at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse ved varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35.

    Dette antages allerede at gælde i dag, hvor udlændingelovens § 35 efter sine forarbejder må forstås som en særlig fængslingshjemmel som supplement til retsplejelovens regler, jf. betænkning nr. 968/82, side 64. Henvisningen til retsplejelovens regler i den foreslåede bestemmelse omfatter ikke blot bestemmelserne om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70, men også de relevante bestemmelser i retsplejelovens øvrige kapitler, herunder bestemmelserne i kapitel 62 og 63 om rettens stedlige og saglige kompetence, bestemmelsen i § 731, stk. 1, litra a, om advokatbeskikkelse, og bestemmelserne i kapitel 85 om kæremål. Henvisningen omfatter også retsplejelovens bestemmelser om foranstaltninger, der fastsættes i medfør af retsplejelovens § 765 til at træde i stedet for varetægtsfængsling.

    Den foreslåede angivelse i § 35, stk. 2, 1. pkt., af, at retsplejelovens regler i øvrigt finder anvendelse, er foretaget for herved at markere, at retsplejelovens regler ikke finder anvendelse, i det omfang betingelserne i udlændingelovens § 35 er et supplement til retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling. Der påtænkes med den foreslåede bestemmelse ingen ændringer i anvendelsen af udlændingelovens § 35 og ingen ændringer i den processuelle behandling af sagerne herom.

    Af retssikkerhedsmæssige hensyn foreslås det i § 35, stk. 2, 2. pkt., at der altid fastsættes en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Herved undgås, at udlændinge i disse situationer varetægtsfængsles uden frist, indtil udvisningen kan fuldbyrdes.

    Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, 2. pkt., omfatter situationer, hvor udlændingen idømmes betinget dom, eller hvor straffen anses for udstået med varetægtsfængslingen, og hvor der umiddelbart fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom vil kunne være behov for iværksættelse af varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 med henblik på fuldbyrdelse af udvisning efter dommen. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor fuldbyrdelse af udvisning ved endelig dom først kommer på tale efter udstået strafafsoning. Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 iværksættes med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse under appel af anket dom eller med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse ved modtaget eller endelig dom indtil afsoning af straffen. Udbeder domfældte sig betænkningstid med henblik på anke, vil der heller ikke skulle fastsættes en frist for eventuel varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35. Viser det sig efterfølgende, at dommen ikke ankes, eller at anken frafaldes, og har udlændingen fået en betinget dom eller en dom, hvor straffen anses for udstået med strafafsoningen, vil spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling i medfør af principperne i retsplejelovens § 769, stk. 2, på ny skulle forelægges for retten med henblik på, at retten i denne forbindelse fastsætter en frist for eventuel fortsat varetægtsfængsling.

    Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, 2. pkt., supplerer de gældende bestemmelser i retsplejeloven om, i hvilke situationer der skal fastsættes en frist for varetægtsfængsling. Efter retsplejelovens § 767, stk. 1, jf. § 769, stk. 1, fastsættes der således en frist for varetægtsfængsling indtil sagens afgørelse i retten. Efter retsplejelovens § 769, stk. 2, fastsættes der endvidere en frist for varetægtsfængsling af den overordnede ret, hvortil den afgørelse, der er truffet i sagen, indbringes, og som under henvisning til den underordnede rets afgørelse om varetægtsfængsling har fået spørgsmålet herom forelagt. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, jf. den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, 1. pkt.

    Fristen efter § 35, stk. 2, 2. pkt. vil i givet fald skulle fastsættes i overensstemmelse med retsplejelovens § 767, stk. 1, 2. og 3. pkt., og vil således i givet fald skulle være på højst fire uger ad gangen.

    Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, 3. pkt., indebærer, at fristen efter § 35, stk. 2, 2. pkt. uanset, hvilken ret der har afsagt den endelige dom fastsættes af byretten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Til nr. 19

    I § 36, stk. 2, 2. pkt., foreslås det som en konsekvens af de foreslåede ændringer i udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26 og 27, præciseret, at en udlænding, der udebliver fra en afhøring ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt, kan frihedsberøves, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om asyl.

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 2, 2. pkt., kan frihedsberøvelse i sådanne tilfælde ske, hvis asylansøgningen er taget under behandling. Med ændringen præciseres det i overensstemmelse med gældende praksis, at frihedsberøvelse i sådanne tilfælde også kan ske over for asylansøgere i afvisningsproceduren, Dublin-proceduren eller i udsendelsesfasen.

Til nr. 22

    Det foreslås, at udlændingelovens § 37 c, stk. 4, 4. pkt., ændres, således at fuldstændig isolation af udlændinge, der er frihedsberøvet efter reglerne i udlændingelovens § 36, fremover ikke må finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end fire uger. Efter den gældende bestemmelse er tidsgrænsen otte uger. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9.

    Rigspolitichefen har i øvrigt oplyst, at bestemmelsen om isolation i udlændingelovens § 37 c ikke anvendes i praksis.

Til nr. 23

    Det foreslås, at adgangen til besøgs- og brevkontrol over for frihedsberøvede udlændinge justeres, således at der åbnes mulighed for besøgs- og brevkontrol, når det er nødvendigt af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige for, at politiet kan drage omsorg for udlændinges udrejse, jf. de foreslåede ændringer af § 37 d, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, og § 37 e, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 8.

    Den foreslåede ændring af bestemmelserne indebærer, at politiet får adgang til besøgs- og brevkontrol over for frihedsberøvede udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse og skal udsendes af landet. Herved sikres, at politiets indhentelse af oplysninger vedrørende udlændingens identitet og nationalitet til brug for udsendelse af den pågældende udlænding ikke vanskeliggøres.

Til nr. 25

    Der er tale om en konsekvensændring af § 40, stk. 7, som følge af, at retsplejelovens kapitel 75 b om beslaglæggelse er ophævet ved lov nr. 229 af 21. april 1999. Regler om beslaglæggelse findes nu sammen med regler om edition i retsplejelovens kapitel 74.

Til nr. 26

    I § 42 a, stk. 1, 1. pkt., foreslås det i overensstemmelse med nuværende praksis præciseret, at Udlændingestyrelsen dækker udgifterne til underhold af udlændinge, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om asyl, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Det præciseres herved, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse også omfatter spontane asylansøgere, hvor Udlændingestyrelsen endnu ikke har taget stilling til, om den pågældende skal overføres eller tilbageføres til et andet EU-land i medfør af Dublin-konventionen eller af- eller udvises til et sikkert tredjeland, samt spontane asylansøgere i udsendelsesfasen, der efter et endeligt afslag på asyl og eventuelt opholdstilladelse på andet grundlag afventer udsendelse eller udrejse.

    Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., gælder dog ikke udlændinge, der ansøger om asyl efter at være blevet pågrebet i det grænsenære område til den dansk-tyske landegrænse, og som i overensstemmelse med hidtidig praksis indkvarteres af politiet på vandrerhjem, kroer m.v. indtil eventuel tilbagesendelse til Tyskland i medfør af den dansk-tyske aftale af 3. marts 1998 om returnering af asylansøgere. Udgifterne til underhold og indkvartering afholdes i disse tilfælde som hidtil af politiet. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 41.

    Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1, 2. pkt., svarer til den nuværende bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 2. pkt.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.

Til nr. 27

    Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 2, indebærer, at en udlænding, der ikke er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse i medfør af § 42 a, stk. 1, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 26, og efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen. De af bestemmelsen omfattede udlændinge har, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, krav på at få udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, herunder kost-, tøj- og lommepenge i overensstemmelse med de takster, som Udlændingestyrelsen i øvrigt anvender.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.

    Det er en betingelse, at udlændingen ikke er asylansøger, og at udlændingen efter udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet. Dette gælder uanset grundlaget for, at udlændingen ikke (længere) har lovligt ophold her i landet, og uanset grundlaget for udlændingens tidligere lovlige ophold. Har en udlænding, der ikke er asylansøger, ret til, eller meddeles udlændingen ret til at opholde sig her i landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behandles, er udlændingen ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil til gengæld have ret til hjælp til forsørgelse efter de nærmere betingelser i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), idet den pågældende har lovligt ophold i aktivlovens forstand. Tilsvarende gælder en udlænding, der ikke er asylansøger, og som er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse, men hvor en eventuel udrejsefrist, der fastsættes i afslaget, ikke er udløbet. Dette skyldes, at udlændingen indtil det tidspunkt, hvor udlændingen har pligt til at udrejse efter udlændingeloven, vil kunne have ret til hjælp efter aktivloven, forudsat at lovens øvrige betingelser er opfyldt, jf. aktivlovens § 3, stk. 1. Det fremgår af denne bestemmelse, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet i aktivlovens forstand, har ret til hjælp efter aktivloven.

    Nedenfor angives en række eksempler på udlændinge, der er omfattet af den foreslåede § 42 a, stk. 2.

    Bestemmelsen omfatter således f.eks. udlændinge, der ikke er spontane asylansøgere, men som har ansøgt om opholdstilladelse på andet grundlag, og som efter udlændingelovens regler skal udrejse af landet efter udløbet af en eventuel fastsat udrejsefrist. Det kan f.eks. være udlændinge, der har fået endeligt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller endeligt afslag på behandling af en sådan ansøgning efter § 9, stk. 7. Tilsvarende gælder udlændinge, der er indrejst ulovligt eller opholder sig ulovligt her i landet efter udløbet af visumperioden eller perioden for visumfrit ophold, og som ikke efterfølgende har fået tilladelse til deres ophold.

    Bestemmelsen omfatter endvidere udlændinge, hvor der er truffet endelig afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af de pågældendes opholdstilladelser, og hvor udrejsefristen er udløbet. Dette gælder, uanset om udlændingen har haft opholdstilladelse som flygtning eller på andet grundlag. Bestemmelsen opfatter også udlændinge, hvis opholdstilladelse er udløbet, uden at udlændingen har ansøgt om forlængelse, eller uden at en eventuel efterfølgende ansøgning om forlængelse har været eller er tillagt opsættende virkning.

    Bestemmelsen omfatter ligeledes udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens §§ 17, 17 a eller 18, og som efter et ophold i udlandet genindrejser her i landet, mens udlændingemyndighederne tager stilling til, hvorvidt opholdstilladelsen er bortfaldet som følge heraf.

    Bestemmelsen omfatter ligeledes spontane (registrerede eller ikke-registrerede) asylansøgere, der frafalder asylansøgningen, eller hvis asylansøgning bortfalder, fordi den pågældende uden anmeldt lovligt forfald er udeblevet fra et tilsagt møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet. Bestemmelsen omfatter også den situation, hvor selve opholdstilladelsen frafaldes.

    Bestemmelsen omfatter desuden udlændinge, som er udvist ved dom, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, men hvor udvisningen efter afslutningen af strafafsoningen ikke er effektueret. Har udlændingen haft opholdstilladelse som flygtning, og samtykker udlændingen ikke i udsendelsen, jf. udlændingelovens § 49 a, skal Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet forud for udsendelsen tage stilling til, om udsendelse kan ske, jf. udlændingelovens § 31. I denne periode dækker Udlændingestyrelsen udgifterne til den udvistes underhold. Den periode, hvor udlændingen afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet, er ikke omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse, jf. herved også den nedenfor foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3, nr. 3.

    Bestemmelsen omfatter herudover udlændinge, som er udvist eller afvist administrativt af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens §§ 25-25 b, § 28, stk. 3, og § 29, stk. 3, men hvor udvisningen eller afvisningen ikke er effektueret, medmindre udlændingen er frihedsberøvet.

    Det er efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 2, en betingelse, at det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen at dække udgifterne til udlændingens underhold. Det er en forudsætning, at den pågældende ikke på anden vis selv eller gennem familie, der er forpligtet hertil, kan sørge for sin indkvartering og sit underhold eller gennem anden familie eller venner faktisk sørger for sin indkvartering og sit underhold. Det er desuden en forudsætning, at den pågældende ikke har ret til hjælp til forsørgelse efter aktivloven, fordi den pågældende ikke længere har lovligt ophold i aktivlovens forstand, jf. den nedenfor foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3, nr. 4.

    For de foreslåede bestemmelser i § 42 a, stk. 1 og 2, gælder, at det selvsagt er en forudsætning, at udlændingen ønsker at være omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse. Et fravalg vil i givet fald ikke indebære, at den pågældende udlænding af denne grund får ret til hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning.

    Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3, indebærer, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse for udlændinge omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 42 a, stk. 1 og 2, ikke gælder i fire tilfælde.

    Det foreslås således i § 42 a, stk. 3, nr. 1, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse i overensstemmelse med nuværende praksis ikke omfatter de udlændinge omfattet af § 42 a, stk. 1, der uafhængigt af, om den pågældende har indgivet ansøgning om asyl eller er meddelt opholdstilladelse som flygtning, i øvrigt har lovligt ophold her i landet. Dette gælder kun de udlændinge, der har lovligt ophold her i landet som nordisk statsborger (udlændingelovens § 1), som barn under 18 år med fast ophold hos forældremyndighedens indehaver (udlændingelovens § 5, stk. 2) eller i kraft af en opholdstilladelse i medfør af EF-reglerne (udlændingelovens § 6) eller på andet grundlag (udlændingelovens § 9). Asylansøgere, der inden for en kortere periode har lovligt ophold her i landet i kraft af et visum (udlændingelovens § 4) eller som visumfri udlænding (udlændingelovens § 3), vil f.eks. stadig være omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse.

    Det foreslås endvidere i § 42 a, stk. 3, nr. 2, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse i overensstemmelse med nuværende praksis ikke omfatter de udlændinge, der har indgået ægteskab med en herboende person, medmindre særlige grunde foreligger. Baggrunden herfor er, at den herboende ægtefælle har forsørgelsespligt over for den pågældende, jf. § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger. Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse genindtræder ikke i tilfælde af, at den pågældende ægtefælle ikke kan opfylde sin forsørgelsespligt, i hvilket tilfælde udlændingen må henvises til hjælp efter aktivloven, jf. herved den særlige regel om beregning af hjælp efter aktivlovens § 28. Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse genindtræder i overensstemmelse med nuværende praksis først ved separation eller skilsmisse. En særlig grund til, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse genindtræder uanset udlændingens ægteskab med en herboende person, foreligger i de særlige tilfælde, hvor udlændingen ikke længere har lovligt ophold i aktivlovens forstand og ikke i øvrigt har ret til hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning, og hvor ægtefællen ikke opfylder sin forsørgelsespligt, og det af hensyn til forsørgelsen af udlændingen er nødvendigt at dække udgifterne til underhold før udsendelsen af udlændingen.

    Det foreslås endvidere i § 42 a, stk. 3, nr. 3, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse i overensstemmelse med gældende praksis ikke omfatter forsvundne udlændinge, hvis opholdssted ikke kendes. Dette gælder også forsvundne udlændinge, der skønnes udrejst. Bliver en forsvunden udlændings opholdssted på ny kendt, genindtræder Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse. Opholder udlændingen sig på et kendt opholdssted uden for indkvarteringscentret, vil Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med gældende praksis kunne tillade dette og eventuelt hel eller delvis dækning af udlændingens underhold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver § 42 a, stk. 7, 1. pkt.

    Det foreslås endelig i § 42 a, stk. 3, nr. 4, 1. pkt., at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse i overensstemmelse med nuværende praksis ikke omfatter de udlændinge, der har ret til hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning. Det er i den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3, nr. 4, 2. pkt., præciseret, at udlændinge omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1, er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse, uanset om de har ret til hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 2, over for udlændinge, der har haft opholdstilladelse her i landet og dermed på dette tidspunkt var omfattet af aktivloven, er derimod betinget af, at den pågældende udlænding ikke har ret til hjælp til forsørgelse efter aktivloven, fordi den pågældende ikke længere har lovligt ophold i aktivlovens forstand. Den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3, nr. 4, gælder enhver anden lovgivning end udlændingeloven og enhver form for hjælp til forsørgelse i form af en økonomisk ydelse og/eller i form af indkvartering, indlæggelse eller frihedsberøvelse. Der skal dog være tale om en forsørgelsesydelse og ikke om en ydelse, der udbetales som et supplement hertil.

    Bestemmelsen vil f.eks. indebære, at Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse som hidtil ikke omfatter tilfælde, hvor udlændingen afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet, eller hvor udlændingen er indlagt på hospital i medfør af akutforpligtelsen, jf. § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1132 af 16. december 1999 om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v., eller i medfør af en retskendelse eller dom herom, jf. § 3 i lov nr. 328 af 25. juni 1975 om statshospitalernes overførsel til amtskommunerne. Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse genindtræder, når frihedsberøvelsen eller hospitalsindlæggelsen ophører.

    Bestemmelsen i den foreslåede § 42 a, stk. 4, svarer til de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 3.-6. pkt., idet der dog er foretaget enkelte konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af § 42 a, stk. 1.

Til nr. 29

    Den foreslåede ændring af § 42 a, stk. 2, 3. pkt., som bliver § 42 a, stk. 5, 3. pkt., præciserer i overensstemmelse med de nuværende aftaler med Beredskabsstyrelsen at Udlændingestyrelsen i samarbejde med blandt andre Beredskabsstyrelsen kan tilvejebringe og drive indkvarteringssteder.

Til nr. 35, 37 og 39

    Forslagene præciserer, at bestemmelserne i § 42 b, § 42 c, stk. 2, og § 42 d, stk. 4 og 7, om forsikring, undervisning af voksne og aktivering omfatter enhver udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse efter de foreslåede bestemmelser i § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 26 og 27, og ikke kun spontane asylansøgere, hvis ansøgning om asyl er taget under behandling. Præciseringen af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse efter udlændingelovens § 42 a får således tilsvarende konsekvenser for tilrettelæggelsen af forsikring, undervisning af voksne og aktivering.

Til nr. 36

    Det fremgår af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 c, stk. 1, 1. pkt., at asylansøgerbørn m.v. i den undervisningspligtige alder skal deltage i særskilt tilrettelagt undervisning.

    Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med grundlovens § 76, hvorefter alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen, og forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, ikke er pligtige til at lade børnene undervise i folkeskolen.

    På den baggrund foreslås det i overensstemmelse med folkeskolelovens § 33, stk. 1 præciseret i § 42 c, stk. 1, 1. pkt., at asylansøgerbørn m.v. i den undervisningspligtige alder også har mulighed for at deltage i anden undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves efter den særskilt tilrettelagte undervisning. Præciseringen er i overensstemmelse med nuværende praksis, idet indenrigsministeren ved bekendtgørelse nr. 550 af 26. juni 1999 om undervisning og aktivering m.v. af asylansøgere m.v. har fastsat en bestemmelse herom.

    Forslaget præciserer endvidere, at bestemmelsen omfatter børn i den undervisningspligtige alder, der opholder sig her i landet og er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 26 og 27. Præciseringen af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse får således tilsvarende konsekvenser for Udlændingestyrelsens pligt til at tilrettelægge undervisning til asylansøgerbørn m.v. i den undervisningspligtige alder.

Til nr. 40

    Det foreslås i § 42 e, stk. 1, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde, når dette vil være af væsentlig betydning for at sikre tilvejebringelsen af indkvarteringssteder, efter de nærmere regler om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom får adgang til ekspropriation af de nødvendige ejendomme m.v., der måtte tilhøre private, kommuner eller andre. Også benyttelsen af lejede grunde eller bygninger, der i dag benyttes som indkvarteringssteder, kan sikres ved eksproriation af ejendoms- eller brugsretten, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42 e, stk. 1, 2. pkt.

    Det foreslås i § 42 e, stk. 1, 3. pkt., at en eventuel ekspropriation vil skulle ske i medfør af de nærmere regler i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Ejere og brugere af de arealer, der ønskes eksproprieret, vil efter de nærmere regler i denne lov blive underrettet om de enkelte stadier i ekspropriationsforretningens gennemførelse og have mulighed for at fremkomme med bemærkninger.

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 e, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen alene i særlige tilfælde træffe bestemmelse om ekspropriation, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre tilvejebringelsen af indkvarteringssteder. Tilvejebringelse af indkvarteringssteder vil i videst muligt omfang skulle ske på frivillig basis. Den foreslåede adgang til ekspropriation vil kun blive benyttet i særlige tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen har et påtrængende behov for etablering af indkvarteringssteder, som ikke kan imødekommes ved etablering af indkvarteringssteder på frivillig basis. Bestemmelsen vil alene blive anvendt, hvor hensigtsmæssige løsninger ikke kan opnås på anden måde.

    Udlændingestyrelsens afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42 e, stk. 1, kan påklages til indenrigsministeren, jf. udlændingelovens § 46, stk. 2.

    Med henblik på at sikre en hurtig og smidig etablering af de fornødne indkvarteringssteder foreslås det i § 42 e, stk. 2, at Udlændingestyrelsen fritages for kravet om at søge boligministerens bistand med det forberedende arbejde i forbindelse med byggeopgaver i § 4, stk. 2, i lov om statens byggevirksomhed. Det forudsættes, at By- og Boligministeriet i fornødent omfang dispenserer fra de udbudskrav, der er fastsat i cirkulære nr. 50 af 14. april 1989 om udbud af bygge- og anlægsarbejder.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.

Til nr. 41

    Det foreslås i § 43, stk. 1, at politiet kan drage omsorg for indkvartering og underhold af udlændinge, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om asyl, men som endnu ikke er registrerede som asylansøgere. Det er en betingelse, at der er et umiddelbart behov for, at politiet drager omsorg herfor.

    Hensigten med bestemmelsen er at give politiet mulighed for at fortsætte den praksis, hvorefter udlændinge, der ansøger om asyl efter at være blevet pågrebet i det grænsenære område til den dansk-tyske landegrænse, indkvarteres på vandrerhjem, kroer m.v. indtil en eventuel tilbagesendelse til Tyskland i medfør af den dansk-tyske aftale af 3. marts 1998 om returnering af asylansøgere. Herved undgås en overflytning af udlændingen til Center Sandholm, hvilket i givet fald først sker, når det er afklaret, at returnering ikke kan ske til Tyskland. Udgifterne til indkvartering og underhold afholdes som hidtil af politiet.

    Bestemmelsen vedrører hverken indkvartering af illegale grænseoverløbere, der ikke søger om asyl, eller indkvartering af frihedsberøvede asylansøgere. Bestemmelsen giver mulighed for, at politiet, såfremt der er et umiddelbart behov herfor, kan indkvartere spontane ikke-registrerede asylansøgere i andre områder af landet inden en eventuel udsendelse.

    Der er efter bestemmelsen ingen pligt for politiet til at beslutte, om de nævnte spontane asylansøgere ved den dansk-tyske landegrænse skal indkvarteres ved politiets foranstaltning. Politiet kan beslutte at overføre asylansøgeren til et af Udlændingestyrelsen anvist asylcenter med den virkning, at udgifterne til indkvartering og underhold afholdes af Udlændingestyrelsen. Har politiet ikke truffet sådan beslutning, afgør politiet, hvorledes indkvartering skal ske.

    Udlændingestyrelsen overvejer henset til de mange sager i Dublin-proceduren samt den kommende implementering af Schengen-konventionen at oprette yderligere centerkapacitet i området ved den dansk-tyske grænse eventuelt i form af et egentligt grænsecenter. Overvejelserne er på tidspunktet for dette lovforslags udarbejdelse endnu ikke afsluttede. Politiet vil blive inddraget i disse overvejelser.

Til nr. 44 og 48

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 41.

Til nr. 45

    Det foreslås præciseret i § 46, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5, om, at en herboende person (garanten) skal yde betaling for hjælp til forsørgelse, som efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om integration af udlændinge i Danmark er ydet til en udlænding, som garanten har påtaget sig at forsørge, er en undtagelse fra udlændingelovens almindelige princip om, at afgørelser efter udlændingeloven træffes af Udlændingestyrelsen.

Til nr. 47

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 47 a kan indenrigsministeren fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen og i helt særlige tilfælde politiet kan udstede visum ved indrejsen i landet samt udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet.

    Da politiet i praksis i et stort antal tilfælde udsteder visum på grænsen ved udlændinges indrejse her i landet og i visse situationer tilbagerejsetilladelser til udlændinge, der opholder sig lovligt her i landet, foreslås § 47 a præciseret, således at både Udlændingestyrelsen og politiet kan udstede visum ved indrejsen i landet samt tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet.

    Bestemmelsen vil blive udmøntet i udlændingebekendtgørelsen.

Til nr. 52

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 e, stk. 1, registrerer politiet en udlænding som asylansøger, når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at den pågældende kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling. I praksis indebærer registreringen, at politiet opdaterer Udlændingestyrelsens afgørelse om realitetsbehandling af asylansøgningen i Udlændingeregisteret. Registreringen sker i forbindelse med forkyndelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om realitetsbehandling af asylansøgningen.

    Den foreslåede ændring af § 48 e, stk. 1, indebærer, at registreringsopgaven (opdateringen i Udlændingeregisteret af Udlændingestyrelsens afgørelse om realitetsbehandling) overgår fra politiet til Udlændingestyrelsen.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.

Til nr. 53

    Den foreslåede bestemmelse i § 48 e, stk. 2, præciserer, hvilke undersøgelser politiet skal foretage til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse om, hvorvidt en asylansøger skal afvises, overføres, tilbageføres eller udvises til et andet land, eller om asylansøgningen skal realitetsbehandles i Danmark.

    Det foreslås i overensstemmelse med gældende praksis, at politiet foretager en undersøgelse med henblik på at fastlægge udlændingens identitet, nationalitet og rejserute og indhente andre nødvendige oplysninger. Indhentelsen af andre nødvendige oplysninger omfatter enhver oplysning, der er nødvendig for Udlændingestyrelsens afgørelse om realitetsbehandling af en asylansøgning, herunder vedrørende forhold, der efter Dublin-konventionen er relevante for at fastslå, om et andet EU-land er ansvarligt for at behandle asylansøgningen, eller for at fastslå, om særlige hensyn af humanitær karakter taler for, at asylansøgningen skal behandles her i landet, jf. udlændingelovens § 48 c.

    Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens oplysning, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48 e, stk. 2, der bliver § 48 e, stk. 3.

Til nr. 54

    Der er tale om en lovteknisk justering som følge af, at de i § 50 a, stk. 2, 1. pkt., nævnte situationer, hvor der ikke er tale om en dom til forvaring eller anbringelse som nævnt i udlændingelovens § 50 a, stk. 1, ikke kan forekomme i tilfælde, hvor en udlænding er undergivet forvaring.

Til nr. 55

    Der er tale om en lovteknisk justering, hvorved de overflødige ord »beslutning om« i § 53 a, stk. 1, nr. 4, udgår.

Til nr. 57

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af udlændingelovens § 50 a ved § 1, nr. 46, i lov nr. 473 af 1. juli 1998. Ændringen af § 58 præciserer, at der gælder de samme regler om salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der beskikkes efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, 3. pkt., som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Det præciseres samtidig hermed, at dette også gør sig gældende for advokater, der beskikkes efter udlændingelovens § 40, stk. 3, 3. pkt.

Til nr. 58

    Den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2, indebærer, at den, som beskæftiger en udlænding ulovligt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Dette gælder ved ulovlig beskæftigelse uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

    Forslaget indebærer en fordobling af den gældende strafferamme på 6 måneders fængsel. Fordoblingen skal markere lovovertrædelsens strafværdighed og dermed understrege, at der ses med større alvor på den grove udnyttelse af ulovlig udenlandsk arbejdskraft, der finder sted. Det er med lovændringen tilsigtet, at skærpelsen af bødeniveauet i det omfang, sagen bør afgøres med bøde og ikke med frihedsstraf, skal være væsentlig. Foreligger kun én af de to omstændigheder, der efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 59, skal være til stede, for at strafudmålingen finder sted efter § 59, stk. 3, har domstolene mulighed for at tillægge denne omstændighed skærpende betydning ved strafudmålingen efter § 59, stk. 2.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1. og 2.2.

Til nr. 59

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3, skal det ved udmålingen af straf for overtrædelse af den foreslåede § 59, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 58, betragtes som en skærpende omstændighed, at der ved en forsætlig eller groft uagtsom ulovlig beskæftigelse af udlændinge er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre. Dette gælder ved ulovlig beskæftigelse uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser. Begrebet »andre« i den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3, dækker over enhver, der opnår eller tilsigtes at opnå en økonomisk fordel ved, at en udlænding beskæftiges ulovligt, herunder eksempelvis bygherrer, entreprenører og formidlere af arbejdskraft.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1. og 2.3.

    Betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3, er kumulative. Er blot én af betingelserne ikke opfyldt, skal strafudmålingen finde sted efter den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2, hvor der med en fordobling af strafferammen er tilsigtet en væsentlig skærpelse af strafniveauet. Dette gælder også de sager, hvor der ikke foreligger de i § 59, stk. 3, nævnte skærpende omstændigheder.

    Omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2, uden at være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3, er således overtrædelser, hvor arbejdsgiveren har udvist simpel uagtsomhed, og overtrædelser, hvor der ikke er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel.

    Er alle betingelserne i § 59, stk. 3, opfyldt, tilsigtes der i det omfang, sagen bør afgøres med bøde og ikke med frihedsstraf, en ganske betydelig skærpelse af bødeniveauet. Dette betyder, at, såfremt der i en sag foreligger de nævnte omstændigheder, bør dette føre til en bøde, der er større end den bøde, der ellers ville blive udmålt efter den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2.

    Som anført under lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.3., tilkommer det domstolene konkret at fastsætte bødeniveauet, der af præventive hensyn som udgangspunkt ikke bør være på mindre end 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned i sager, hvor alle de i § 59, stk. 3, nævnte omstændigheder foreligger. Den anførte bødestørrelse er ikke til hinder for, at domstolene i konkrete tilfælde med konkret begrundelse fraviger denne i skærpende eller formildende retning, jf. herved de almindelige principper for straffens udmåling i straffelovens § 80. Den vejledende bødestørrelse begrænser ikke domstolenes frihed i forbindelse med strafudmålingen. F.eks. vil der kunne være grund til en større bøde under hensyn til den opnåede eller tilsigtede økonomiske fordel. Lovforslaget begrænser således ikke domstolenes mulighed for at tillægge andre omstændigheder end de i § 59, stk. 3, nævnte skærpende betydning ved strafudmålingen efter de almindelige regler i straffelovens kapitel 10. Ligeledes begrænser lovforslaget ikke domstolenes mulighed for at tillægge formildende omstændigheder vægt ved strafudmålingen og i den forbindelse idømme en bøde, der er mindre end den anførte vejledende bødestørrelse på 10.000 kr. I sager, hvor der er begået en flerhed af lovovertrædelser, vil domstolene efter en samlet afvejning kunne fastsætte en skønsmæssig bøde uden absolut kumulation af den angivne bødestørrelse for hver enkelt lovovertrædelse.

    I særlige situationer, hvor der foreligger grove eller gentagne overtrædelser af den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2, herunder i tilfælde, hvor en højere grad af tilregnelse hos arbejdsgiveren kan påvises, og hvor der tale om en mere langvarig, organiseret eller på anden vis konsekvent udnyttelse af ulovlig udenlandsk arbejdskraft, vil der kunne idømmes frihedsstraf.

    Der kan allerede i dag ske konfiskation af fortjenesten i sager vedrørende ulovlig beskæftigelse af udlændinge efter reglerne i straffelovens kapitel 9. Det præciseres i den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 4, 1. pkt., at der i overensstemmelse med reglerne i straffelovens kapitel 9 kan ske konfiskation af en økonomisk fordel, det være i form af et udbytte eller i form af en besparelse, der måtte være opnået ved overtrædelser af den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 2. Lovforslaget begrænser ikke muligheden for ved siden af konfiskation at udmåle bøden, herunder en eventuel tillægsbøde, under hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Der kan ske konfiskation, uanset om de i den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 3, nævnte skærpende omstændigheder foreligger.

    Af den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 4, 2. pkt., følger, at, såfremt der ikke kan ske konfiskation, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Kan der ikke ske konfiskation, f.eks. på grund af bevismæssige vanskeligheder med at dokumentere størrelsen på den opnåede økonomiske fordel, skal der således tages særligt hensyn dertil ved udmåling af bøden. Bøden skal være af en sådan størrelse, at bøden klart overstiger størrelsen af arbejdsgiverens økonomiske fordel ved ulovlig beskæftigelse af udlændinge.

Til nr. 1

    Efter Schengen-konventionens artikel 21 har en udlænding med gyldig opholdstilladelse i et Schengen-land under visse betingelser ret til at indrejse og opholde sig i de andre Schengen-lande i højst tre måneder. Bestemmelsen har fundet udtryk i udlændingelovens § 2 b, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    Schengen-sekretariatet har som anført i bemærkningerne til § 1, nr. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 oplyst, at grænsen for, inden for hvilken periode tidligere ophold i andre Schengen-lande medfører fradrag i varigheden af opholdsretten, skal fortolkes i overensstemmelse med den ordning, der er fastsat for udlændinge med visum med gyldighed for alle Schengen-lande (Schengen-visum) og visumfri udlændinge.

    I overensstemmelse med de nedenfor anførte oplysninger fra Rådets generalsekretariat om beregningen af den tilladte opholdsperiode for udlændinge med Schengen-visum foreslås det, at § 2 b, stk. 1, 1. og 2. pkt., ændres, således at udlændinge med gyldig opholdstilladelse i et Schengen-land har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil tre måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Danmark eller et andet Schengen-land end det land, der har udstedt opholdstilladelsen. I de nævnte tre måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for halvåret har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengen-land end det land, der har udstedt opholdstilladelsen. Den foreslåede affattelse af § 2 b, stk. 1, 3. pkt., svarer til den nuværende affattelse af dette punktum.

    Efter Schengen-konventionens artikel 11, stk. 1, udstedes Schengen-visum til en eller flere indrejser, idet dog hverken varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold må overstige tre måneder pr. halvår regnet fra den første indrejsedato. Efter konventionens artikel 19 har en udlænding med Schengen-visum under visse betingelser ret til at indrejse og opholde sig i alle Schengen-landene inden for visummets gyldighedsperiode. Bestemmelserne har fundet udtryk i udlændingelovens § 2 b, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    Rådets generalsekretariat har oplyst, at beregningsmetoden i Schengen-konventionens artikel 11, stk. 1, indebærer, at den tilladte opholdsperiode beregnes inden for halvåret regnet fra datoen for den første indrejse i Schengen-landene. Beregningsmetoden indebærer således ikke, at der som det følger af den nuværende affattelse af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, i § 1, nr. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 ved senere ophold efter denne halvårsperiode skal ske fradrag for ophold i Danmark eller andre Schengen-lande inden for de sidste seks måneder inden det seneste ophold.

    Som følge heraf foreslås det, at § 2 b, stk. 2, ændres, således at udlændinge med Schengen-visum har ret til at indrejse og opholde sig her i landet inden for visummets gyldighedsperiode, idet varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet dog ikke må overstige tre måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Schengen-landene. I de nævnte tre måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for halvåret har opholdt sig i et andet Schengen-land.

Til nr. 2

    Efter Schengen-konventionens artikel 20 har en visumfri udlænding under visse betingelser ret til at indrejse og opholde sig i Schengen-landene i højst tre måneder i løbet af en seks-måneders periode regnet fra datoen for første indrejse. Bestemmelsen har fundet udtryk i udlændingelovens § 3, som affattet ved § 1, nr. 3, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    I overensstemmelse med de under bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, anførte oplysninger fra Rådets generalsekretariat om beregningen af den tilladte opholdsperiode for udlændinge med visum med gyldighed for alle Schengen-lande (Schengen-visum) foreslås det, at § 3 i § 1, nr. 3, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 affattes således, at visumfri udlændinge har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil tre måneder i løbet af en seks-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengen-landene. I de nævnte tre måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen indenfor seks-måneders perioden har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengen-land.

    Det foreslås endvidere af lovtekniske grunde, at der indføjes en ny bestemmelse som § 3 a, der svarer til de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2.

    Efter Schengen-konventionens artikel 15 er det i princippet bl.a. en betingelse for udstedelse af Schengen-visum, at udlændingen ikke er indberettet som uønsket til Schengen-informationssystemet (SIS). Efter Schengen-konventionens artikel 19 er dette også en af betingelserne for retten til indrejse og ophold i Schengen-landene for udlændinge med Schengen-visum. Det er derimod efter Schengen-konventionens ordlyd ikke en betingelse for udstedelse af Schengen-visum eller for retten til indrejse og ophold i Schengen-landene for udlændinge med Schengen-visum, at udlændingen ikke er påført et af Schengen-landenes nationale liste over uønskede personer.

    Rådets generalsekretariat har imidlertid oplyst, at Schengen-konventionen ikke er til hinder for, at der i national lovgivning fastsættes bestemmelser om, at en udlænding med Schengen-visum nægtes ret til indrejse og ophold, hvis den pågældende er påført det pågældende Schengen-lands nationale liste over uønskede personer. Herved sidestilles udlændinge med Schengen-visum med udlændinge med opholdstilladelse i et Schengen-land, der efter Schengen-konventionens artikel 21 ikke har ret til at indrejse og opholde sig i et Schengen-land, hvor den pågældende er påført den nationale liste over uønskede personer.

    Som følge heraf foreslås det i § 3 a, 1. pkt., at udlændinge med indrejseforbud, uanset om den pågældende efter udlændingelovens §§ 1-3 ellers ville have ret til indrejse og ophold her i landet, skal have et visum udstedt efter udlændingelovens § 4 (Schengen-visum), jf. herved § 1, nr. 4, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 og lovforslagets § 2, nr. 4, eller udlændingelovens § 4 a (nationalt visum), jf. herved § 1, nr. 5, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, for at indrejse og opholde sig i Danmark. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

    Herved præciseres det, at alle udlændinge med indrejseforbud skal have et Schengen-visum eller et nationalt visum, der er udstedt af danske myndigheder, for at indrejse og opholde sig i Danmark. Et Schengen-visum, der er udstedt af et af de andre Schengen-lande, jf. herved udlændingelovens § 2 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, vil således ikke give en udlænding med indrejseforbud ret til indrejse og ophold i Danmark.

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 3 a, 2. pkt., gælder bestemmelsens 1. pkt. tilsvarende for udlændinge, der ikke efter udlændingelovens §§ 1-3 har ret til indrejse og ophold her i landet. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse i § 3 a, 3. pkt., svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 4, stk. 2.

Til nr. 3

    De gældende bestemmelser i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2, foreslås af lovtekniske grunde indføjet i en ny bestemmelse i udlændingelovens § 3 a i § 1, nr. 3, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, jf. herved lovforslagets § 2, nr. 2.

De foreslåede bestemmelser i § 4 vil herefter alene vedrøre udstedelse af visum med gyldighed for alle Schengen-lande (Schengen-visum). Udlændingelovens § 4 a, som affattet ved § 1, nr. 5, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, vedrører udstedelse af visum, der er begrænset til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark (nationalt visum).

Den foreslåede bestemmelse i § 4, 1. pkt., svarer til udlændingelovens § 4, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 4, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, idet det dog er præciseret, at Schengen-visum udstedes i medfør af Schengen-konventionens artikel 12, jf. artikel 15. Herved præciseres det i lovteksten, at Schengen-visum i princippet kun må udstedes, hvis udlændingen opfylder indrejsebetingelserne i Schengen-konventionens artikel 5, stk. 1, litra a (gyldig rejselegitimation), litra c (dokumentation for opholdets formål m.v.), litra d (ej indberettet som uønsket til SIS) og litra e (ej trussel for offentlig orden m.v.), jf. Schengen-konventionens artikel 15.

De foreslåede bestemmelser i § 4, 2. og 3. pkt., svarer til udlændingelovens § 4, stk. 4, som affattet ved § 1, nr. 4, i lov nr. 410 af 10. juni 1997. I overensstemmelse med de under bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, anførte oplysninger fra Rådets generalsekretariat om beregningen af den tilladte opholdsperiode for udlændinge med Schengen-visum foreslås det, at § 4, 2. og 3. pkt., affattes således, at Schengen-visum gives til en eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum, idet varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold i Danmark og i de andre Schengen-lande dog ikke må overstige tre måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Schengen-landene.

Til nr. 4-7

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 2, nr. 2 og 3.

Til nr. 8

    Efter artikel 6, stk. 1, litra f, i Den Nordiske Paskontroloverenskomst skal en udlænding afvises ved de nordiske ydergrænser, hvis udlændingen er opført i et af de nordiske landes fortegnelse over udviste udlændinge.

    Bestemmelsen har fundet udtryk i den gældende bestemmelse i udlændingelovens 29, stk. 1, som ved § 1, nr. 13, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 videreføres i § 28, stk. 4, nr. 1. Efter denne bestemmelse kan en udlænding, der ikke er nordisk statsborger eller omfattet af EF-reglerne, afvises ved indrejsen, hvis udlændingen har indrejseforbud til et andet nordisk land og ikke har særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de andre nordiske lande, hvortil den pågældende må antages at ville rejse.

    Det fremgår af det udkast til tillægsprotokol, som er udarbejdet af en ekspertarbejdsgruppe under Nordisk Udlændingeudvalg som led i forberedelsen af de nordiske landes indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, og som forventes godkendt af de nordiske lande i foråret 2000, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.2., at de nordiske lande uanset paskontroloverenskomstens artikel 6, stk. 1, litra f, alene kan afvise en udlænding, der er opført i et af de andre nordiske landes fortegnelse over udviste udlændinge, hvis udlændingen samtidig er indberettet som uønsket til SIS.

    Som følge heraf foreslås det, at § 28, stk. 4, ændres således, at bestemmelsen i § 28, stk. 4, nr. 1, udgår. Ændringen indebærer, at der ikke kan ske afvisning af en udlænding alene under henvisning til, at udlændingen har indrejseforbud til et af de andre nordiske lande, medmindre den pågældende er indberettet som uønsket til SIS.

    Der vil fortsat kunne ske afvisning af en udlænding med indrejseforbud til Danmark, hvis den pågældende ikke har visum udstedt efter den foreslåede bestemmelse i § 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, eller udlændingelovens § 4 a, som affattet ved § 1, nr. 5, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1, som affattet ved § 1, nr. 13, i lov nr. 410 af 10. juni 1997. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, jf. § 2, nr. 2.

Til nr. 9

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 29 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 10

    Efter Schengen-konventionens artikel 5, stk. 3, har en udlænding med opholdstilladelse eller returvisum (tilbagerejsetilladelse) til et Schengen-land ret til at rejse gennem de andre Schengen-lande, medmindre den pågældende er opført på den nationale liste over uønskede udlændinge i det Schengen-land, som udlændingen ønsker at indrejse i fra et land, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen. Bestemmelsen har fundet udtryk i udlændingelovens § 2 b, stk. 3, 2. pkt., som affattet ved § 1, nr. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    Efter udlændingelovens § 28, stk. 6, 3. pkt., som affattet ved § 1, nr. 13, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, kan en udlænding, der har ret til at rejse gennem Danmark efter udlændingelovens § 2 b, stk. 3, 2. pkt., alene afvises på grund af indrejseforbud (udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1) eller manglende rejselegitimation (udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2).

    Rådets generalsekretariat har oplyst, at en udlænding med opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse til et af de andre Schengen-lande ikke kan afvises på grund af manglende rejselegitimation, men alene på grund af et nationalt indrejseforbud.

    Som følge heraf foreslås det, at § 28, stk. 6, 3. pkt., ændres, således at udlændinge med opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse til et af de andre Schengen-lande alene kan afvises på grund af indrejseforbud (udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1).

Til nr. 11

    De anførte bestemmelser i § 38, stk. 1 og 2, er enslydende med udlændingelovens § 38, stk. 1 og 2, som affattet ved § 1, nr. 22, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    Efter Schengen-konventionens artikel 3, stk. 1, kan passage af grænserne til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen, principielt kun ske ved grænseovergangsstederne og inden for åbningstiden. Nærmere bestemmelser herom såvel som undtagelser og regler for mindre grænsetrafik samt regler for særlige former for skibstrafik som f.eks. lystsejlads og kystfiskeri vedtages af Eksekutivkomitéen.

    Det foreslås i overensstemmelse hermed præciseret i § 38, stk. 3, 1. pkt., at ind- og udrejse over grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen medmindre andet er fastsat i medfør af Schengen-konventionens artikel 3, stk. 1, 2. pkt. alene må finde sted ved de grænseovergangssteder (havne og lufthavne), der er godkendt af indenrigsministeren, og alene inden for disses åbningstid.

    Ifølge Schengen-håndbogen om grænsekontrol skal der udarbejdes en liste over de enkelte landes godkendte grænseovergangssteder. En liste med samtlige godkendte grænseovergangssteder i Schengen-landene indgår som bilag til håndbogen.

    For at kunne opfylde Danmarks forpligtelse til at levere et bidrag til bilaget vedrørende godkendte grænseovergangssteder er det nødvendigt at udarbejde en liste over de lufthavne og havne i Danmark, hvor ind- og udrejse til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen, kan ske. I dag foreligger ikke en sådan liste over godkendte grænseovergangssteder i Danmark, men alene en række konkrete godkendelser af grænseovergangssteder (havne og lufthavne), som ofte har form af tilladelser til at ilandsætte passagerer som led i rutetrafik med skib/færge eller fly (ilandsætningstilladelser). De konkrete godkendelser, der vedrører grænseovergangssteder til såvel Schengen-lande som lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen, indeholder forskellige ofte ganske detaljerede vilkår, f.eks. om åbningstider, sikring af indrejsestedet ved indhegning m.v., tilvejebringelse af kontrolfaciliteter og underretning af politiet om ankomster/afgange.

    I forbindelse med godkendelse af grænseovergangssteder (havne og lufthavne), hvor indrejse fra og udrejse til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen, kan ske, vil der fortsat være behov for at kunne stille en række vilkår for godkendelserne med henblik på, at Danmark lever op til de kontrolmæssige krav i Schengen-regelsættet. Der vil endvidere være behov for at kunne stille vilkår for godkendelserne med henblik på at lette politiets fysiske kontrol af de rejsende. Et sådant vilkår kan f.eks. være, at søgbare personoplysninger (navn, fødedata, nationalitet og pasoplysninger) om passagerer på færgeruter skal stilles til rådighed for politiet til brug for en forudgående administrativ kontrol i form af opslag i Schengen-informationssystemet (SIS) og andre relevante registre.

    På den baggrund og i overensstemmelse med hidtidig praksis for godkendelse af grænseovergangssteder foreslås det præciseret i § 38, stk. 3, 2. pkt., at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere vilkår for godkendelsen af en havn eller lufthavn som grænseovergangssted.

    De foreslåede ændringer af § 38, stk. 3, er navnlig af teknisk, præciserende karakter og indebærer ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til gældende praksis. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 1.

    De anførte bestemmelser i § 38, stk. 4 og 5, er enslydende med de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 38, stk. 2 og 3, idet det dog er præciseret i § 38, stk. 5, at bestemmelsen alene kan finde anvendelse i forbindelse med ind- og udrejsekontrol efter § 38, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt.

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 3, der efter forslaget vil blive § 38, stk. 5, har politiet i forbindelse med ind- og udrejsekontrol uden at der skal foreligge en konkret mistanke herom ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse ikke finder sted. Efter bestemmelsen er politiets adgang til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer m.v. begrænset til at skulle finde sted i forbindelse med ind- eller udrejsekontrol.

    Efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, kan de indre grænser mellem Schengen-landene passeres alle steder uden personkontrol. Adgangen til at foretage ind- og udrejsekontrol på grænserne til andre Schengen-lande og dermed muligheden for at undersøge køretøjer i forbindelse med indrejse fra et Schengen-land ophører således ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde.

    Med henblik på en fortsat effektiv indsats over for illegal indvandring og menneskesmugling foreslås det, at der i § 38, stk. 6, indsættes en bestemmelse om, at politiet kan standse et køretøj inde i landet med henblik på at kontrollere, om køretøjet transporterer en eller flere udlændinge, der er indrejst ulovligt i landet.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

    Politiet vil kunne standse et køretøj inde i landet, uanset om der er en konkret mistanke om illegal indrejse og menneskesmugling. Dette vil kunne ske såvel på konkret foranledning som ved stikprøvevise kontroller, herunder i sammenhæng med andre stikprøvevise kontroller, som foretages af politiet, f.eks. færdselskontroller efter færdselslovens § 77.

    Politiet vil i forbindelse med en kontrol efter den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 6, kunne besigtige køretøjet og dets kabine samt udspørge føreren af køretøjet og eventuelle andre personer, der befinder sig i køretøjet. Den udspurgte har ikke pligt til at udtale sig, jf. principperne i retsplejelovens § 750, 1. pkt.

    Politiet vil endvidere kunne forlange, at en udlænding, der befinder sig i køretøjet, skal fremvise pas eller anden godkendt rejselegitimation, jf. herved udlændingelovens § 39, stk. 3, hvorefter udlændinge under ophold her i landet på begæring skal forevise pas eller rejselegitimation for offentlige myndigheder.

    Kontrollen må alene foretages med det formål at sikre, at der ikke i køretøjet transporteres udlændinge, der er ulovligt indrejst i landet, og må ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt for at sikre dette formål.

    Efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 3, berører ophævelsen af personkontrollen ved grænserne mellem Schengen-landene ikke de kompetente myndigheders udøvelse af deres politimæssige beføjelser efter national lovgivning på hele det pågældende lands område.

    Kontroller efter den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 6, må imidlertid ikke antage et sådant omfang, at der vil kunne være tale om en omgåelse af det almindelige princip i Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, om ophævelse af grænsekontrollen ved grænserne mellem Schengen-landene.

    Den foreslåede standsnings- og kontroladgang giver ikke i sig selv hjemmel til, at politiet kan foretage ransagning af køretøjets bagagerum og andre lukkede rum. Finder politiet som led i en kontrol efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 6, at der er rimelig grund til mistanke om, at der i køretøjets bagagerum eller andre lukkede rum befinder sig en eller flere udlændinge, der er indrejst ulovligt i landet, vil politiet kunne foretage en ransagning af køretøjets bagagerum og andre lukkede rum, hvis de øvrige betingelser herfor i retsplejelovens § 794 er opfyldt.

    Som led i en kontrol efter den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 6, vil politiet ligeledes kunne foretage andre efterforskningsskridt efter retsplejelovens regler herom.

    Det foreslås endvidere præciseret i § 38, stk. 7, 1. pkt., at politiet kan foretage stempling af en udlændings pas eller anden rejselegitimation ved ind- eller udrejse eller ved afvisning eller udvisning.

    Forslaget er i overensstemmelse med hidtidig praksis, hvorefter politiet i forbindelse med ind- og udrejsekontrol har adgang til at foretage stempling af pas og anden rejselegitimation.

    Ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde bliver det i en række situationer pligtmæssigt at foretage stempling af pas eller anden rejselegitimation ved passage af Danmarks grænser til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen. Ifølge Schengen-håndbogen om grænsekontrol skal politiet således som udgangspunkt foretage stempling af pas eller anden rejselegitimation, når en person, der ikke er statsborger i et Schengen- eller EU-land, ind- eller udrejser over en grænse til et land, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen.

    Da grænsekontrollen ved Danmarks grænser til andre Schengen-lande ophæves ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, vil politiet alene skulle foretage stempling af pas og anden rejselegitimation ved ind- og udrejse over Danmarks grænser til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen. Politiet vil dog kunne foretage stempling af pas og anden rejselegitimation ved passage af Danmarks grænser til andre Schengen-lande, såfremt grænsekontrollen ved disse grænser undtagelsesvist indføres i medfør af Schengen-konventionens artikel 2, stk. 2, jf. herved § 38, stk. 2, 2. pkt.

    Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 7, 1 pkt., indebærer endvidere, at politiet får adgang til at stemple pas eller anden rejselegitimation ved afvisning ved indrejsen her i landet, jf. udlændingelovens §§ 28 og 29.

    Det følger af Schengen-håndbogen, at politiet skal foretage stempling af pas eller anden rejselegitimation, såfremt en person, der ikke er statsborger i et Schengen- eller EU-land, afvises ved indrejsen i Schengen-landene i medfør af Schengen-konventionens artikel 5.

    Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 7, 1 pkt., indebærer endelig, at politiet får adgang til at stemple pas eller anden rejselegitimation, såfremt en udlænding afvises eller udvises efter indrejsen her i landet. Der vil således kunne foretages stempling af udlændingens pas eller anden rejselegitimation, hvis udlændingen afvises efter udlændingelovens § 28, stk. 2 eller 3, eller § 29, stk. 3, eller hvis udlændingen udvises administrativt efter udlændingelovens §§ 25-25 b eller ved dom, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. §§ 22-24.

    Politiets adgang til at stemple udlændinges pas eller anden rejselegitimation ved afvisning eller udvisning omfatter såvel statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen eller De Europæiske Fællesskaber, som statsborgere i Schengen- eller EU-lande. Som følge af pasfriheden mellem de nordiske lande vil der dog ikke ske stempling af pas eller anden rejselegitimation, hvis der er tale om en nordisk statsborger.

    Det foreslås endelig i § 38, stk. 7, 2. pkt., at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om politiets stempling af pas og anden rejselegitimation.

Til nr. 12

    Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 3, 1. pkt., skal pas eller anden rejselegitimation bl.a. forevises for paskontrollen ved ind- og udrejse.

    Efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, kan de indre grænser mellem Schengen-landene passeres alle steder uden personkontrol. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af artikel 2, stk. 2.

    Det foreslås i overensstemmelse hermed præciseret i § 39, stk. 3, 2. pkt., at pas eller anden rejselegitimation ved indrejse fra eller udrejse til et Schengenland ikke skal forevises for paskontrollen, medmindre der undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengen-konventionens artikel 2, stk. 2.

Til nr. 13 og 14

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 41.

Til nr. 15

    Efter udlændingelovens § 58 g, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 32, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, indberetter Rigspolitichefen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengen- eller EU-land, som uønsket til Schengen-informationssystemet (SIS), hvis udlændingen er udvist af Danmark ved dom efter udlændingelovens §§ 22 eller 23. Ved udvisning i medfør af udlændingelovens § 24 kræves det i bestemmelsens 2. pkt., at udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst et års fængsel.

    Med henblik på at undgå tvivl om, at udlændinge med højst tre års lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 24, ikke er stillet bedre end udlændinge med mere end tre års lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens §§ 22 og 23, foreslås det præciseret, at udvisning ved dom efter udlændingelovens § 24, nr. 1, af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens §§ 22 eller 23, medfører indberetning til SIS efter § 58 g, 1. pkt., uanset varigheden af den idømte straf. Udvisning efter § 24, nr. 2, foreslås fortsat betinget af, at udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst et års fængsel, jf. § 58 g, 2. pkt.

    Det foreslås endvidere, at også udvisning af hensyn til statens sikkerhed i medfør af udlændingelovens § 25 i overensstemmelse med den oprindelige affattelse af § 58 g, 1. pkt., i lov nr. 410 af 10. juni 1997 skal medføre indberetning til SIS. Henvisningen i § 58 g, 1. pkt., til udvisning af hensyn til statens sikkerhed udgik i forbindelse med ændringerne af udlændingelovens udvisningsregler ved lov nr. 473 af 1. juli 1998.

Til nr. 16

    Efter Schengen-konventionens artikel 2, stk. 1, kan de indre grænser mellem Schengen-landene passeres alle steder uden personkontrol. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af artikel 2, stk. 2.

    Det følger endvidere af Schengen-konventionens artikel 3, stk. 1, at passage af grænserne til lande, der ikke er tilsluttet Schengen-konventionen, principielt kun kan ske ved grænseovergangsstederne og inden for åbningstiden.

    Det foreslås i overensstemmelse hermed præciseret, at strafansvaret i § 59, stk. 1, nr. 1, ikke alene gælder for ind- og udrejse uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land, men også for ind- og udrejse uden for grænseovergangsstedets åbningstid, jf. den foreslåede indsættelse af § 1, nr. 33, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    Det foreslås endvidere præciseret, at strafansvaret for ind- og udrejse uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land eller uden for grænseovergangsstedets åbningstid ikke gælder ved indrejse fra eller udrejse til et Schengen-land, medmindre der undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengen-konventionens artikel 2, stk. 2.

    Den foreslåede indsættelse af § 1, nr. 34, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 vedrørende indsættelse af § 59 a, stk. 2, i udlændingeloven er enslydende med den gældende § 1, nr. 33, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    For så vidt angår den foreslåede ændring af § 60, stk. 2, 2. pkt., jf. den foreslåede indsættelse af § 1, nr. 35, i lov nr. 410 af 10. juni 1997, er der tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 11.

Til nr. 1

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 a, stk. 2, 3. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 29.

Til nr. 2

    Den foreslåede affattelse af § 9 om inddragelse af opholdstilladelser efter jugoslaverloven svarer til bestemmelsen i Kosovonødlovens § 20. Den foreslåede affattelse indebærer, at en opholdstilladelse efter jugoslaverloven fremover kan inddrages, hvis det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, var urigtigt eller ikke længere er til stede, jf. også udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede affattelse indebærer endvidere, at udlændingelovens § 19, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse af ægtefællesammenføringstilladelser efter jugoslaverlovens § 4, stk. 2.

    Der henvises til overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2.

Til nr. 3

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af en ny bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 3, ved § 1, nr. 11, i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

    I lovforslagets § 5, 2. pkt., foreslås det, at tidspunktet for ændringens ikrafttræden fastsættes af indenrigsministeren. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 5, 2. pkt.

Til nr. 4

    Den foreslåede affattelse af § 10 om udvisning af udlændinge med opholdstilladelse efter jugoslaverloven svarer til bestemmelsen i Kosovonødlovens § 21. Det præciseres med den foreslåede affattelse, at en udlænding med opholdstilladelse efter jugoslaverloven kan udvises, hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ellers ville have medført en straf af denne karakter. En tilsvarende adgang til udvisning findes i udlændingelovens § 24, nr. 2, for udlændinge med højst tre års lovligt ophold. Den foreslåede affattelse indebærer endvidere, at en udlænding med opholdstilladelse efter jugoslaverloven fremover kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed. En tilsvarende adgang til udvisning findes i udlændingelovens § 25.

Til nr. 5 og 6

    Den foreslåede affattelse af § 11, stk. 3, om politiets fastsættelse af udrejsefrist ved udvisning ved dom af udlændinge med opholdstilladelse efter jugoslaverloven svarer til bestemmelserne i Kosovonødlovens § 22, stk. 3, og udlændingelovens § 33, stk. 8. Det præciseres med den foreslåede affattelse, at politiet fastsætter udrejsefristen til straks, når en udlænding med opholdstilladelse efter jugoslaverloven udvises ved dom. Bestemmelsen indeholder endvidere nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt udrejsefristen regnes.

Til nr. 7

    Med den foreslåede ændring af § 12, stk. 1, 1. pkt., præciseres det, at politiets adgang til at foretage mindre indgribende foranstaltninger eller frihedsberøvelse over for en udlænding med opholdstilladelse efter jugoslaverloven skal ske i overensstemmelse med reglerne i udlændingelovens § 34, stk. 1, og § 36, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2.

Til nr. 8

    Med den foreslåede ændring af § 12, stk. 1, 2. pkt., præciseres det, at der ved salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater som led i en frihedsberøvelse m.v. gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. nærmere udlændingelovens § 58. Herved svarer § 12, stk. 1, 2. pkt., til Kosovonødlovens § 23, stk. 3.

Til nr. 9

    Der er tale om en lovteknisk rettelse.

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 59, stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 59.

    Det foreslås i § 5, stk. 1, 1. pkt., at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    I § 5, stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 3, nr. 3, fastsættes af indenrigsministeren. Det bemærkes herved, at lovforslagets § 3, nr. 3, vedrører en konsekvensændring af jugoslaverlovens § 9 som følge af indsættelsen af en ny bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 3, ved § 1, nr. 11, i lov nr. 410 af 10. juni 1997. Det følger af denne lovs § 3, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af indenrigsministeren. Lov nr. 410 af 10. juni 1997 vil blive sat i kraft ved Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde. Tilsvarende vil gælde for lovforslagets § 3, nr. 3.

    I § 5, stk. 2, foreslås det, at § 9 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. som affattet ved denne lovs § 3, nr. 2, ikke finder anvendelse på udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.

    Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede bestemmelser i § 59, stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 58 og 59, i overensstemmelse med almindelige strafferetlige principper, jf. herved straffelovens § 3, alene finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden.

    Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttræden på Færøerne og i Grønland.

    Ved eventuel ikraftsættelse af den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, forudsættes det, at ikraftsættelsen sker med de afvigelser, som følger af, at retsplejeloven, hvortil der henvises i den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 2, ikke gælder for Grønland og alene gælder for Færøerne med de afvigelser, de særlige færøske forhold tilsiger.

    Ved eventuel ikraftsættelse af de foreslåede bestemmelser i § 59, stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 58 og 59, forudsættes det, at ikraftsættelsen sker med de afvigelser, som følger af, at straffeloven, hvortil der henvises i den foreslåede bestemmelse i § 59, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 59, ikke gælder for Grønland og alene gælder for Færøerne med de afvigelser, de særlige færøske forhold tilsiger.