Vedtaget som lov nr. 432 af 31. maj 2000
L 145 (som fremsat): Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Fremsat den 8. december 1999 af justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Afsnit I
Indledende bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område og den centrale myndighed
Lovens område
§ 1. Efter reglerne i denne lov fuldbyrdes
1) fængselsstraffe,
2) bødestraffe,
3) betingede domme,
4) samfundstjeneste og
5) forvaring.
Den centrale myndighed
§ 2. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe mv.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
§ 3. Fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
§ 4. Der må ikke under fuldbyrdelsen af straf pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.
Afsnit II
Fængselsstraffe
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
§ 5. Justitsministeren fastsætter regler om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf og om sådanne institutioners opdeling i åbne og lukkede institutioner.
§ 6. Justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde mv.
§ 7. En person, der er idømt fængselsstraf, har også før straffuldbyrdelsens iværksættelse ret til at få nærmere rådgivning hos kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte rådgivning.
Kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
§ 8. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal iværksættes snarest muligt.
Stk. 2. For dømte, der er på fri fod efter dommen, iværksættes fuldbyrdelsen, når den dømte modtages i en institution under kriminalforsorgen.
Stk. 3. For dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom.
§ 9. Er den dømte ikke varetægtsfængslet efter endelig dom, indkaldes den pågældende til fuldbyrdelse af fængselsstraffen. Indkaldelse sker efter regler fastsat af justitsministeren.
Stk. 2. Søger den dømte om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen, skal ansøgningen så vidt muligt imødekommes.
Kapitel 5
Udsættelse og benådning
§ 10. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal udsættes, når
1) hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold taler herfor, og
2) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.
§ 11. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning. Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun tillægges ansøgninger, indgivet inden udløbet af bestemte frister, opsættende virkning efter § 12.
§ 12. Søger en dømt på fri fod rettidigt om udsættelse af straffuldbyrdelsen eller om benådning, skal straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Stk. 2. Såfremt den dømte tidligere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller har fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning, skal straffuldbyrdelsen kun udsættes under behandlingen af den nye ansøgning, når denne indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning.
§ 13. Udsættelse af straffuldbyrdelsen betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Udsættelse kan endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 2. Såfremt den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen herefter påbegyndes snarest muligt.
Kapitel 6
Beregning af straffetiden
§ 14. Kriminalforsorgen skal ved en beregning af straffetiden fastlægge
1) tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen,
2) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, og
3) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1.
Stk. 2. Er den dømte varetægtsfængslet efter endelig dom, anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen for påbegyndt den dag, dommen er afsagt.
Stk. 3. Er den dømte på fri fod efter endelig dom, anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
§ 15. Den dømte skal gøres bekendt med straffetidsberegningen snarest muligt efter, at fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er iværksat.
§ 16. Såfremt straffuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres, foretager kriminalforsorgen en omberegning af straffetiden. Den dømte skal snarest muligt gøres bekendt med den ændrede straffetidsberegning.
§ 17. Skal den dømte afsone flere fængselsstraffe i forlængelse af hinanden, foretages straffetidsberegningen som en samlet beregning, der omfatter alle de pågældende straffe.
§ 18. Ved beregningen af straffetiden foretages fradrag efter reglerne i straffelovens § 86 for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse.
Stk. 2. Ved beregningen af straffetiden foretages endvidere fradrag for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse i en anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Fradrag foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, som frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75.
Stk. 3. Ved beregningen af straffetiden foretages desuden fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3. Fradrag foretages med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage.
Stk. 4. I det omfang, der foretages fradrag efter stk. 2, ydes der ikke erstatning for frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 93 a. I det omfang, der foretages fradrag efter stk. 3, ydes der endvidere ikke erstatning for indgreb efter § 106, nr. 2 og 3.
§ 19. Justitsministeren fastsætter regler om straffetidsberegningen.
Kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
Institutioner mv.
§ 20. Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel eller i arresthus.
Stk. 2. Fængselsstraf kan dog efter reglerne i § 78 om anbringelse i og overførsel til særlig institution mv. i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
Anbringelse i fængsel eller arresthus
§ 21. Fængselsstraf fuldbyrdes normalt i fængsel.
Stk. 2. Kortvarig fængselsstraf kan fuldbyrdes i arresthus i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 3. Fængselsstraf kan endvidere fuldbyrdes i arresthus, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende stoffer,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller
4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Vestre Hospital.
Stk. 4. Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet, eller
2) særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Anbringelse i åbent eller lukket fængsel
§ 22. Fuldbyrdelse af straf i fængsel sker normalt i åbent fængsel.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af straffen skal dog ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller mere. Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i dette tilfælde ske i åbent fængsel, hvis det ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.
Stk. 4. Det samme gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil
1) undvige eller
2) begå strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel.
Stk. 5. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan endvidere ske i lukket fængsel, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller
2) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 6. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan desuden ske i lukket fængsel, hvis den dømte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Valg af afsoningsinstitution
§ 23. Fængselsstraf skal, så vidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., kan fraviges
1) ved kortvarig fængselsstraf,
2) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
3) for at beskytte den dømte mod overgreb,
4) for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,
5) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
6) for at forhindre, at den indsatte undviger, eller
7) for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.
Overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel
§ 24. En indsat i et lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når
1) betingelserne i § 22, stk. 3-6, og § 25, stk. 2-4 og 6, ikke længere er opfyldt, eller
2) overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke anses for betænkelig.
Stk. 2. Overførsel til åbent fængsel kan undlades, hvis den resterende straffetid er ganske kort.
Overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel
§ 25. En indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket fængsel, når
1) den pågældende er undveget eller har forsøgt herpå,
2) den pågældende er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde euforiserende stoffer,
3) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer, eller
4) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.
Stk. 2. En indsat i et åbent fængsel kan endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.
Stk. 3. Det samme gælder, når der efter de nu foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil
1) undvige eller
2) begå grovere strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel.
Stk. 4. En indsat i åbent fængsel kan også overføres til lukket fængsel, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb, eller
2) den pågældende efter de lægelige oplysninger bør overføres til Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 5. Under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel kan den indsatte midlertidigt anbringes i arresthus, når der er grund til at antage, at betingelserne for overførsel er opfyldt. Såfremt den indsatte samtykker heri, kan anbringelsen i stedet ske i lukket fængsel. Vedrører spørgsmålet overførsel efter stk. 4 til Anstalten ved Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse altid ske i denne institution.
Stk. 6. En indsat i åbent fængsel kan desuden efter eget ønske overføres til lukket fængsel, hvis særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner
§ 26. En indsat kan overføres mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller mellem arresthuse
1) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
2) for at beskytte den indsatte mod overgreb,
3) for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,
4) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
5) hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
6) hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter,
7) hvis den indsatte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, eller
8) for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.
Overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel
§ 27. En indsat i et arresthus skal overføres til fængsel, når betingelserne i § 21, stk. 3 og 4, og § 28, stk. 1 og 3, ikke længere er opfyldt. Overførsel kan dog undlades, hvis reststraffen er kortvarig.
Stk. 2. En indsat i et arresthus kan endvidere overføres til fængsel
1) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
2) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i arresthuset, eller
3) af hensyn til muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand.
Stk. 3. Afgørelsen af, om en overførsel efter stk. 1 eller 2 skal ske til åbent eller lukket fængsel, træffes efter bestemmelserne i § 22, jf. §§ 24 og 25.
Overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus
§ 28. En indsat i et fængsel kan overføres til arresthus, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
2) der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, eller
4) den indsatte efter de lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital.
Stk. 2. En indsat i et åbent fængsel kan endvidere for et bestemt tidsrum af højst 8 uger overføres til et arresthus, såfremt denne overførsel træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel efter § 25, stk. 1, 2 eller 3.
Stk. 3. En indsat i et fængsel kan desuden overføres til arresthus, hvis den indsatte selv ønsker det og
1) har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet, eller
2) særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Valg af ny afsoningsinstitution
§ 29. Ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28 finder bestemmelserne i § 23 tilsvarende anvendelse.
Administrative bestemmelser
§ 30. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse og overførsel efter §§ 21-29.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
Vejledning og planlægning
§ 31. En indsat skal snarest efter at være anbragt i institutionen vejledes af denne om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen.
Stk. 2. Institutionen skal endvidere i samarbejde med den indsatte snarest efter indsættelsen udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til indsatte, der alene skal udstå en kortvarig straf.
Anvisninger
§ 32. En indsat skal efterkomme de anvisninger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af institutionens opgaver.
Fællesskab
§ 33. En indsat skal så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Såfremt den indsatte selv ønsker det, og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab.
Stk. 3. Såfremt den indsatte selv ønsker det, og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden.
Stk. 4. I øvrigt kan fængselsstraf kun fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63-64.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1, herunder om adgangen til at låse de indsatte inde, og om de indsattes adgang til at kunne aflåse eget opholdsrum.
Medindflydelse
§ 34. De indsatte skal have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd.
Stk. 2. På hver afdeling eller for bestemte grupper af indsatte vælges en talsmand. Alle indsatte kan vælges som talsmand. Alle de indsatte eller talsmændene har ret til at vælge en fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles talsmand foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der kontrolleres af institutionen og repræsentanter for de indsatte i fællesskab.
Stk. 3. De indsatte har ikke ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager om enkeltpersoner eller sager, der vedrører institutionens sikkerhed.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse.
Deltagelse i gudstjenester mv.
§ 35. En indsat har ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, dog nægte en indsat adgang til at deltage i gudstjenester.
Stk. 2. En indsat har ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund.
Egne penge og genstande
§ 36. En indsat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om begrænsninger i indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge i institutionen.
Udgivelse af blad
§ 37. De indsatte i institutionen har ret til at udgive blade.
Stk. 2. Fængslet yder støtte til udgivelse af ét blad.
Stk. 3. Institutionens leder har adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade. Lederen kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2 og 3, herunder om fastsættelse af vilkår for støtte til udgivelsen og om mulighed for inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes.
Arbejde og uddannelse mv.
§ 38. En indsat har ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Stk. 2. Justitsministeren kan, hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør det nødvendigt, fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt muligt tilbydes beskæftigelse.
§ 39. Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den indsatte skal vejledes om mulighederne for ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
§ 40. Institutionens arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
§ 41. Justitsministeren fastsætter regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold.
§ 42. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter § 38, stk. 2. Det samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse.
Stk. 2. Andre indsatte skal alene have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og § 110, stk. 1.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Fritiden
§ 43. En indsat skal i videst muligt omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold, herunder madlavning og rengøring.
Stk. 2. Institutionen skal tilbyde de indsatte aktiviteter i fritiden.
Stk. 3. En indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er anbragt i sikringscelle i medfør af § 66.
Forsorgsmæssig bistand
§ 44. Institutionen skal vejlede og bistå en indsat med hensyn til den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på
1) at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse og
2) at begrænse de ulemper, som følger af frihedsberøvelsen.
Stk. 2. Institutionen skal i forbindelse med sin virksomhed efter stk. 1 formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
Sundhedsmæssig bistand
§ 45. En indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med sundhedsministeren fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse i loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, og som ikke kan overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Stk. 3. Behandlingen skal ske i overensstemmelse med reglerne i den i stk. 2 nævnte lov, herunder også for så vidt angår adgang til at klage til patientklagenævnet over anstaltens beslutning om tvangsbehandling. Patientrådgiver beskikkes dog kun, hvis den pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge efter straffelovens § 71.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om sundhedsmæssig bistand til indsatte.
Kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Udgang
§ 46. En indsat kan få tilladelse til udgang, når
1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn,
2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.
Stk. 2. Ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal det tillægges særlig vægt, hvis den indsatte
1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse,
2) under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå,
3) under strafudståelsen har begået strafbart forhold,
4) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang eller
5) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere blev fundet opfyldt eller
6) ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
§ 47. Tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
§ 48. Tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen
1) ledsages af personale fra institutionen,
2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pensioner,
3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og
4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 49. En tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres, såfremt
1) den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, eller
2) nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse.
§ 50. Justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.
Besøg mv.
§ 51. En indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang end nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. En indsat har uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
Stk. 3. En udenlandsk indsat har uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.
§ 52. Institutionen kan bestemme, at de besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra institutionen til at besøge den indsatte. Det kan gøres til et vilkår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte effekter undersøge.
§ 53. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsattes ret til besøg. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om begrænsninger i denne ret ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om adgang for institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, til at træffe bestemmelse om forbud mod besøg af bestemte personer og om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i institutionen. Besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2, skal dog altid være uoverværet.
Stk. 2. Institutionens leder fastsætter i øvrigt regler om besøgenes afvikling.
§ 54. En indsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af denne ret.
Brevveksling
§ 55. En indsat har ret til brevveksling.
Stk. 2. Institutionen kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3.
Stk. 3. Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis dette af institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 4. I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes.
Stk. 5. Et tilsendt brev, der af grunde som nævnt i stk. 4 ikke bør udleveres, skal tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet.
Stk. 6. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orientering af afsenderen kan dog undlades i indtil 4 uger i det omfang, formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes.
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsattes ret til brevveksling.
§ 56. En indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen, domstolene, herunder Den Særlige Klageret, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission, FN's Torturkomité og den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder brevveksling i øvrigt med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om ukontrolleret brevveksling, herunder om kontrol af afsenderens identitet. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveksling med andre enkeltpersoner eller danske, udenlandske eller internationale offentlige myndigheder.
Telefonsamtaler
§ 57. En indsat har i det omfang, det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler.
Stk. 2. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 3. I lukkede institutioner påhøres eller aflyttes telefonsamtalen af personale i institutionen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte grunde. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler.
Aviser, bøger mv.
§ 58. En indsat skal have mulighed for at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv.
Stk. 2. En indsat har ret til at låne bøger og tidsskrifter gennem det offentlige biblioteksvæsen.
Stk. 3. Udenlandske indsatte bør så vidt muligt have adgang til aviser, tidsskrifter, bøger mv. på deres eget sprog.
Kontakt til medierne
§ 59. En indsat har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.
Stk. 2. Denne ret kan dog begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret efter stk. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
§ 60. Institutionen kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder
1) når den indsatte indsættes i institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter,
3) før og efter besøg eller
4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
Stk. 2. Endvidere kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Stk. 3. Undersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 5. Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun undtagelsesvis foretages og overværes af personer af andet køn end den indsatte. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale.
Stk. 6. En undersøgelse som nævnt i stk. 2 må kun foretages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarligt.
Stk. 7. Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 8. Endvidere kan institutionen gennemlæse og institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes person og opholdsrum.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
§ 61. Institutionen har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om opbevaring og destruktion.
Magtanvendelse
§ 62. Institutionen kan anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,
2) for at hindre undvigelse eller standse undvegne, eller
3) for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav og tåregas.
Stk. 3. Magtanvendelse må ikke gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om anvendelse af magt over for indsatte.
Udelukkelse fra fællesskab
§ 63. Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt
1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsom adfærd,
2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, eller
3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Såfremt der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab er opfyldt, kan institutionen midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om udelukkelse behandles. Er der grund til at antage, at betingelserne i § 25 for overførsel til lukket fængsel eller i § 26 for overførsel mellem ensartede lukkede afsoningsinstitutioner eller i § 28 for overførsel til arresthus er opfyldt, kan institutionen også midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om overførsel behandles.
Stk. 3. En indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling, i eget opholdsrum eller i et arresthus.
Stk. 4. Hvis en indsat afsoner straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder og under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, kan det bestemmes, at isolation skal gennemføres på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, såfremt der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.
Stk. 5. Udelukkelse fra fællesskab må ikke foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 6. Udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 7. Udelukkelse fra fællesskab skal straks bringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Institutionen skal mindst én gang om ugen overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte.
§ 64. Bestemmelserne i § 63 omfatter ikke institutionens afgørelse om, at
1) en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde skal opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle, eller
2) en indsat, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, skal opholde sig i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller.
Sikringsmidler
Håndjern
§ 65. Håndjern kan anvendes, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller
3) for at hindre undvigelse.
Stk. 2. Håndjern må dog ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om anvendelsen af håndjern, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Sikringscelle
§ 66. Efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan en indsat anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, eller
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Stk. 2. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering må dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 4. En indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt.
Stk. 5. Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal institutionen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Stk. 6. Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal der tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb
Disciplinærstraf
§ 67. En indsat kan af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, ikendes disciplinærstraf
1) ved overtrædelse af § 32,
2) ved udeblivelse, undvigelse eller forsøg herpå,
3) ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1,
4) ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen,
5) ved overtrædelse af regler, fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og
6) ved overtrædelse af regler, fastsat af institutionens leder, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
§ 68. Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg herpå:
1) udeblivelse eller undvigelse,
2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
3) indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
4) vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen,
5) groft hærværk og
6) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3. Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 69. Ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf fastsættes bødens størrelse under hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan dog højst udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2. En ikendt bøde kan modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
§ 70. Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger.
Stk. 2. En indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i særlig afdeling eller eget opholdsrum eller i et arresthus. Under anbringelsen er den indsatte udelukket fra fællesskab i institutionen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om udståelse af strafcelle.
Forhørscelle
§ 71. Hvis der er begrundet mistanke om, at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf, kan den indsatte anbringes i for hørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i forhørscelle må ikke udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst vare i 5 dage.
Stk. 3. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, fradrages i udståelsen af strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse af strafcelle.
Behandling af disciplinærsager
§ 72. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af disciplinærsager.
Konfiskation
§ 73. Institutionen kan træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Stk. 2. Institutionen kan endvidere træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge søges indsmuglet til indsatte. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte, og den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Stk. 3. Institutionen kan desuden træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge som nævnt i stk. 1 findes på institutionens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om konfiskation.
Modregning af erstatningsbeløb
§ 74. Såfremt den indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting ved en erstatningspådragende adfærd, kan institutionen bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb.
Kapitel 12
Strafafbrydelse
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling mv.
§ 75. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis den indsatte
1) udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig straffuldbyrdelsen eller
2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
Tilladelse til strafafbrydelse
§ 76. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade, at en straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når
1) ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen,
2) fare for misbrug ikke antages at foreligge, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse.
Stk. 2. Tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold. Tilladelse kan endvidere betinges af, at den pågældende i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 3. Såfremt den pågældende ikke overholder de vilkår, der er fastsat for tilladelsen til strafafbrydelse, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen herefter genoptages snarest muligt.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
§ 77. Straffuldbyrdelsen genoptages, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den pågældende.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen
§ 78. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, når
1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution mv.,
2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller arresthus, og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
Stk. 2. Dømte, der er under 18 år, anbringes i institution mv. som omhandlet i stk. 1, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
Stk. 3. Anbringelse betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Anbringelse kan endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 4. Såfremt den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for anbringelsen, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan den pågældende tilbageføres eller overføres til fængsel eller arresthus.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af dømte i institution mv. uden for fængsel eller arresthus.
Kapitel 14
Løsladelse
Tidspunkt for løsladelsen
§ 79. Løsladelse sker efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.
Beslutning om prøveløsladelse
§ 80. Såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. Ved spørgsmål om prøveløsladelse efter straffelovens § 41 skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 12 år af straffen af fængsel på livstid.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan straf.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
§ 81. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens § 39, stk. 2, eller § 41, stk. 3, gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
§ 82. Tilsynsmyndigheden skal vejlede den prøveløsladte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde med den prøveløsladte og senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
§ 83. Vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte skal holde sig i kontakt med kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsorgen og modtage dennes besøg. Den prøveløsladte skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den prøveløsladte skal overholde særvilkår og give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 3. Den prøveløsladte skal på begæring dokumentere afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den prøveløsladte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 84. Kriminalforsorgen skal tilbyde den prøveløsladte vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 85. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde med andre myndigheder mv.
Vilkårsovertrædelse
§ 86. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med henblik på at genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, såfremt den prøveløsladte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte vilkår for prøveløsladelsen, skal kriminalforsorgen afgive indberetning herom til Direktoratet for Kriminalforsorgen, såfremt vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt forskrifter eller vilkår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 4. Der skal snarest efter modtagelsen af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger træffes afgørelse om eventuel reaktion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf. straffelovens § 40, stk. 2 og 3, og § 42, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3, og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 87. Justitsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning og ved strafafbrydelse mv.
§ 88. Bestemmelserne i §§ 81-87 finder tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 43, ved strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov.
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf
§ 89. Spørgsmålene om tilladelse til udgang, løsladelse på prøve, overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution og andre væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte skal af institutionen jævnligt tages op til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om institutionernes pligt til sagsbehandling som nævnt i stk. 1.
Afsnit III
Bødestraffe
Kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraffe
§ 90. En bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om opkrævning af bøder og om den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder.
Stk. 4. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives den, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår.
Stk. 2. Politiet kan inddrive bøder i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Pålæg om indeholdelse gives af politiet.
Stk. 3. Politiet kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan politiet fra registre, der føres af offentlige myndigheder, herunder domstolene, kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte dataoverførsel.
§ 92. Justitsministeren fastsætter regler om indeholdelse af indtægter efter § 91, stk. 2, herunder om indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt til at give politiet oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.
Stk. 2. For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør af stk. 1, kan fastsættes bødestraf. Der kan tillige fastsættes bestemmelser om strafansvar for selskaber mv. (juridiske personer) efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 93. Fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for en bøde sker efter kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf. straffelovens §§ 53-55.
Afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste
Kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
§ 94. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens § 57, gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
§ 95. Tilsynsmyndigheden skal vejlede den betinget dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde med den dømte og snarest efter tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
§ 96. Vilkår om tilsyn indebærer, at den betinget dømte skal holde sig i kontakt med kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsorgen og modtage dennes besøg. Den betinget dømte skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den betinget dømte skal overholde særvilkår og give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 3. Den betinget dømte skal på begæring dokumentere afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den betinget dømte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 97. Kriminalforsorgen skal tilbyde den betinget dømte vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 98. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde med andre myndigheder mv.
Vilkårsovertrædelse
§ 99. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med henblik på at genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, såfremt den betinget dømte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den betinget dømte vilkår for den betingede dom, skal kriminalforsorgen afgive indberetning herom til anklagemyndigheden, såfremt vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet.
Stk. 3. Overtræder den betinget dømte i øvrigt forskrifter eller vilkår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning til anklagemyndigheden.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3, og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 100. Justitsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
§ 101. Vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat efter straffelovens § 63, gennemføres af kriminalforsorgen.
Stk. 2. Vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden træffer bestemmelse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres. Den dømte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af samfundstjenesten.
§ 102. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste, herunder om erstatning for følger af ulykkestilfælde mv. under udførelse af samfundstjeneste.
Vilkårsovertrædelse
§ 103. Kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt.
Stk. 2. Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, afgives indberetning til anklagemyndigheden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
§ 104. §§ 94-100 finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57.
Afsnit V
Forvaring
Kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
§ 105. Forvaring fuldbyrdes efter kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af forvaring, herunder om behandlingen af sager vedrørende tilladelse til udgang, overførsel til anden institution og prøveudskrivning.
Afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
Kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
§ 106. En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har
1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller
3) været udelukket fra fællesskab.
§ 107. Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.
§ 108. Krav om erstatning i medfør af § 106 eller § 107 skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.
§ 109. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af krav om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
Kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
§ 110. Indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller uden for fængsel eller arresthus, betaler for opholdet.
Stk. 2. Tilsvarende gælder dømte, der under ophold på kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om betalingen.
Kapitel 22
Klageregler mv.
Administrativ klageadgang
§ 111. Afgørelser, der i henhold til denne lov er truffet af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder eller af politiet, kan påklages til justitsministeren, jf. dog § 90, stk. 4.
Stk. 2. Klage til justitsministeren skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Justitsministeren kan i særlige tilfælde bortse fra overskridelse af denne frist.
Stk. 3. En klage til justitsministeren har ikke opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller justitsministeren træffer bestemmelse herom.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om klagevejledning og om behandlingen af klagesager.
Domstolsprøvelse
§ 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om straffetidsberegning, medmindre klagen er begrundet i uenighed om straffedommens fortolkning, jf. retsplejelovens § 998,
2) en afgørelse efter § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af brev, såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om konfiskation af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse,
5) en afgørelse efter § 74 om modregning af erstatningsbeløb, der overstiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 1, eller om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 41, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk. 4, om genindsættelse af en prøveløsladt til udståelse af reststraf i henhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf af fængsel på livstid i henhold til straffelovens § 42, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en betinget benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold til straffelovens § 43 eller
9) en afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3.
§ 113. Indbringelse af sagen sker for byretten i den retskreds, hvor den institution, som har truffet den oprindelige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.
Stk. 2. Efter anmodning fra en af sagens parter kan retten tillade, at en indbragt sag overflyttes til en anden ret, der er lovligt værneting efter stk. 1, når dette på grund af vidners bopæl, den indsattes løsladelse eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme.
Stk. 3. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 114. Sagen indbringes for retten uden unødigt ophold af justitsministeren, der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om sagernes indbringelse for retten.
§ 115. Som sagens parter anses den dømte, tredjemand, hvis genstande eller penge konfiskeres, jf. §§ 73 og 123, og justitsministeren.
Stk. 2. Såfremt retten finder det fornødent, beskikker den en advokat for den dømte, medmindre denne selv har antaget en sådan.
§ 116. Sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger.
Stk. 2. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestemmelse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt. Retten indkalder selv parter og vidner.
§ 117. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, medmindre justitsministeren eller retten bestemmer andet.
§ 118. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves.
§ 119. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten kan, når der er særlig anledning til det, pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger.
Stk. 2. Om sagsomkostninger i de tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat, gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 30.
§ 120. Kendelser, der er afsagt af en byret, kan kæres til landsretten af dem, der efter § 115, stk. 1, er parter i sagen.
Stk. 2. Kære til landsretten sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten.
Stk. 3. Under kære behandles sagen efter samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen. I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære. Bestemmelsen i retsplejelovens § 398, stk. 2, 3. pkt., finder dog kun anvendelse, når den dømte ikke er frihedsberøvet.
§ 121. Kendelser, der er afsagt af landsretten, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter. Ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse til Højesteret finder reglerne i retsplejelovens § 392, stk. 2, 3. og 4. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Ved kære til Højesteret finder § 120 tilsvarende anvendelse.
§ 122. Såfremt en afgørelse efter § 112, nr. 2 eller nr. 6, 1. led, opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse. Såfremt en afgørelse efter § 112, nr. 6, 2. led, opretholdes, kan spørgsmålet først på ny indbringes for retten, når der er forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse. Afgørelser efter § 112, nr. 1, 3-5 og 7-9, kan ikke på ny indbringes for retten.
Stk. 2. Er der efter straffelovens § 40 sket genindsættelse til udståelse af reststraf, kan afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder fra afgørelsen om genindsættelse. Er der efter straffelovens § 42 sket genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid, kan afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først indbringes for retten, når der er forløbet 1 år fra afgørelsen om genindsættelse.
§ 123. Bestemmelserne i §§ 112-121 finder tilsvarende anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en afgørelse efter § 73 om konfiskation hos den pågældende af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse.
Kapitel 23
Ikrafttræden mv.
§ 124. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2. §§ 112 og 123 finder anvendelse på endelige administrative afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
§ 125. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1. Indledning 25
2. Baggrunden for lovforslaget 25
3. Hovedpunkter i reformen 27
3.1. Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. 27
3.1.1. Straffelovrådets lovudkast 27
3.1.2. Lovforslaget 29
3.2. Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse
af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. 29
4. Indledende bestemmelser 29
4.1. Lovens område og den centrale myndighed 29
4.1.1. Lovens område 29
4.1.1.1. Straffelovrådets forslag 29
4.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser 31
4.1.2. Den centrale myndighed 31
4.1.2.1. Gældende ret 31
4.1.2.2. Straffelovrådets forslag 32
4.1.2.3. Justitsministeriets overvejelser 32
4.2. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf 32
4.2.1. Gældende ret 32
4.2.2. Straffelovrådets forslag 33
4.2.3. Justitsministeriets overvejelser 33
5. Fængselsstraffe 33
5.1. Almindelige bestemmelser 33
5.1.1. Gældende ret 33
5.1.2. Straffelovrådets forslag 35
5.1.3. Justitsministeriets overvejelser 35
5.2. Straffuldbyrdelsens iværksættelse 35
5.2.1. Gældende ret 35
5.2.2. Straffelovrådets forslag 36
5.2.3. Justitsministeriets overvejelser 36
5.3. Udsættelse og benådning 36
5.3.1. Gældende ret 36
5.3.2. Straffelovrådets forslag 37
5.3.3. Justitsministeriets overvejelser 38
5.4. Beregning af straffetiden 38
5.4.1. Gældende ret 38
5.4.2. Straffelovrådets forslag 39
5.4.3. Justitsministeriets overvejelser 41
5.5. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
afsoningsinstitutioner 41
5.5.1. Institutioner mv. 41
5.5.1.1. Gældende ret 41
5.5.1.2. Straffelovrådets forslag 41
5.5.1.3. Justitsministeriets overvejelser 42
5.5.2. Anbringelse i og overførsel mellem arresthus og fængsel samt anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede fængsler 42
5.5.2.1. Gældende ret 42
5.5.2.2. Straffelovrådets forslag 42
5.5.2.3. Justitsministeriets overvejelser 48
5.6. Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i
afsoningsinstitutionen 49
5.6.1. Vejledning og planlægning 49
5.6.1.1. Gældende ret 49
5.6.1.2. Straffelovrådets forslag 49
5.6.1.3. Justitsministeriets overvejelser 50
5.6.2. Anvisninger 50
5.6.2.1. Gældende ret 50
5.6.2.2. Straffelovrådets forslag 50
5.6.2.3. Justitsministeriets overvejelser 50
5.6.3. Fællesskab 50
5.6.3.1. Gældende ret 50
5.6.3.2. Straffelovrådets forslag 50
5.6.3.3. Justitsministeriets overvejelser 51
5.6.4. Medindflydelse 51
5.6.4.1. Gældende ret 51
5.6.4.2. Straffelovrådets forslag 51
5.6.4.3. Justitsministeriets overvejelser 51
5.6.5. Deltagelse i gudstjenester 51
5.6.5.1. Gældende ret 51
5.6.5.2. Straffelovrådets forslag 52
5.6.5.3. Justitsministeriets overvejelser 52
5.6.6. Egne penge og genstande 52
5.6.6.1. Gældende ret 52
5.6.6.2. Straffelovrådets forslag 53
5.6.6.3. Justitsministeriets overvejelser 53
5.6.7. Udgivelse af blad 53
5.6.7.1. Gældende ret 53
5.6.7.2. Straffelovrådets forslag 54
5.6.7.3. Justitsministeriets overvejelser 55
5.6.8. Arbejde og uddannelse 55
5.6.8.1. Gældende ret 55
5.6.8.2. Straffelovrådets forslag 56
5.6.8.3. Justitsministeriets overvejelser 58
5.6.9. Fritiden 58
5.6.9.1. Gældende ret 58
5.6.9.2. Straffelovrådets forslag 58
5.6.9.3. Justitsministeriets overvejelser 59
5.6.10. Forsorgsmæssig bistand 59
5.6.10.1. Gældende ret 59
5.6.10.2. Straffelovrådets forslag 59
5.6.10.3. Justitsministeriets overvejelser 60
5.6.11. Sundhedsmæssig bistand 60
5.6.11.1. Gældende ret 60
5.6.11.2. Straffelovrådets forslag 62
5.6.11.3. Justitsministeriets overvejelser 63
5.7. Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen 63
5.7.1. Udgang 63
5.7.1.1. Gældende ret 63
5.7.1.2. Straffelovrådets forslag 65
5.7.1.3. Justitsministeriets overvejelser 66
5.7.2. Besøg mv. 66
5.7.2.1. Gældende ret 66
5.7.2.2. Straffelovrådets forslag 67
5.7.2.3. Justitsministeriets overvejelser 69
5.7.3. Brevveksling 69
5.7.3.1. Gældende ret 69
5.7.3.2. Straffelovrådets forslag 70
5.7.3.3. Justitsministeriets overvejelser 72
5.7.4. Telefonsamtaler 72
5.7.4.1. Gældende ret 72
5.7.4.2. Straffelovrådets forslag 72
5.7.4.3. Justitsministeriets overvejelser 73
5.7.5. Aviser, bøger mv. 73
5.7.5.1. Gældende ret 73
5.7.5.2. Straffelovrådets forslag 73
5.7.5.3. Justitsministeriets overvejelser 73
5.7.6. Kontakt til medierne 74
5.7.6.1. Gældende ret 74
5.7.6.2. Straffelovrådets forslag 74
5.7.6.3. Justitsministeriets overvejelser 75
5.8. Indgreb over for den indsatte 75
5.8.1. Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum 75
5.8.1.1. Gældende ret 75
5.8.1.2. Straffelovrådets forslag 76
5.8.1.3. Justitsministeriets overvejelser 78
5.8.2. Fotografering og optagelse af fingeraftryk 78
5.8.2.1. Gældende ret 78
5.8.2.2. Straffelovrådets forslag 78
5.8.2.3. Justitsministeriets overvejelser 78
5.8.3. Magtanvendelse 79
5.8.3.1. Gældende ret 79
5.8.3.2. Straffelovrådets forslag 80
5.8.3.3. Justitsministeriets overvejelser 80
5.8.4. Udelukkelse fra fællesskab 80
5.8.4.1. Gældende ret 80
5.8.4.2. Straffelovrådets forslag 83
5.8.4.3. Justitsministeriets overvejelser 84
5.8.5. Sikringsmidler (håndjern og sikringscelle) 84
5.8.5.1. Gældende ret 84
5.8.5.2. Straffelovrådets forslag 86
5.8.5.3. Justitsministeriets overvejelser 87
5.9. Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af
erstatningsbeløb 87
5.9.1. Disciplinærstraf 87
5.9.1.1. Gældende ret 87
5.9.1.2. Straffelovrådets forslag 89
5.9.1.3. Justitsministeriets overvejelser 91
5.9.2. Konfiskation 91
5.9.2.1. Gældende ret 91
5.9.2.2. Straffelovrådets forslag 92
5.9.2.3. Justitsministeriets overvejelser 93
5.9.3. Modregning af erstatningsbeløb 93
5.9.3.1. Gældende ret 93
5.9.3.2. Straffelovrådets forslag 93
5.9.3.3. Justitsministeriets overvejelser 94
5.10. Strafafbrydelse 94
5.10.1. Gældende ret 94
5.10.2. Straffelovrådets forslag 95
5.10.3. Justitsministeriets overvejelser 95
5.11. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens
pensioner og i
institutioner mv. uden for kriminalforsorgen 96
5.11.1. Gældende ret 96
5.11.2. Straffelovrådets forslag 97
5.11.3. Justitsministeriets overvejelser 98
5.12. Løsladelse 99
5.12.1. Gældende ret 99
5.12.2. Straffelovrådets forslag 100
5.12.3. Justitsministeriets overvejelser 103
5.13. Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved
fuldbyrdelse af
fængselsstraf 103
5.13.1. Gældende ret 103
5.13.2. Straffelovrådets forslag 103
5.13.3. Justitsministeriets overvejelser 104
6. Bødestraffe 104
6.1. Gældende ret 104
6.2. Straffelovrådets forslag 105
6.3. Justitsministeriets overvejelser 106
7. Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste 106
7.1. Gældende ret 106
7.2. Straffelovrådets forslag 107
7.3. Justitsministeriets overvejelser 108
8. Forvaring 109
8.1. Gældende ret 109
8.2. Straffelovrådets forslag 109
8.3. Justitsministeriets overvejelser 109
9. Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv. 109
9.1. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af
straf mv. 109
9.1.1. Gældende ret 109
9.1.2. Straffelovrådets forslag 110
9.1.3. Justitsministeriets overvejelser 111
9.2. Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner 111
9.2.1. Gældende ret 111
9.2.2. Straffelovrådets forslag 112
9.2.3. Justitsministeriets overvejelser 112
9.3. Klageregler mv. 112
9.3.1. Gældende ret 112
9.3.2. Administrativ klageadgang 114
9.3.2.1. Straffelovrådets forslag 114
9.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser 114
9.3.3. Udvidelse af klageordningen 114
9.3.3.1. Straffelovrådets forslag 114
9.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser 116
9.3.4. Afgrænsningen af afgørelser, der bør omfattes af en
udvidet adgang til
domstolsprøvelse 116
9.3.4.1. Straffelovrådets forslag 116
9.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser 122
9.3.5. Fremgangsmåden ved domstolsprøvelse 122
9.3.5.1. Straffelovrådets forslag 122
9.3.5.2. Justitsministeriets overvejelser 127
10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser 127
11. Hørte myndigheder mv. 128
1. Indledning
1.1. De gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse findes dels i nogle få bestemmelser i straffeloven, dels i to bekendtgørelser og i et betydeligt antal cirkulærer. Formålet med dette lovforslag er at gennemføre en samlet lovregulering af fuldbyrdelsen af straf mv. i form af en straffuldbyrdelseslov. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (1998-betænkningen).
Forslaget indeholder bl.a. en lovregulering af de indsattes rettigheder og pligter under ophold i fængsel. Det gælder f.eks. med hensyn til adgangen til fællesskab med andre indsatte, medindflydelse, arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter samt forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
Forslaget regulerer også spørgsmål, der har betydning for de indsattes muligheder for kontakt til samfundet uden for fængslet, f.eks. adgang til udgang, besøg, brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgang til i fængslet at udtale sig til medierne.
Forslaget rummer endvidere en detaljeret regulering af betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb over for indsatte, dvs. adgangen til at undersøge den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab, disciplinærstraf mv. I den forbindelse foreslås også regler, der styrker de indsattes muligheder for at få erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen.
Desuden reguleres fuldbyrdelsen af betingede domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste, samt bødestraffe mv.
Herudover indeholder lovforslaget forskellige forslag, der udvider de indsattes muligheder for at gå til domstolene for at få efterprøvet visse indgribende afgørelser, der træffes som led i straffuldbyrdelsen.
1.2. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Formålet med dette lovforslag er at gennemføre de ændringer i bl.a. straffeloven og retsplejeloven, som forslaget om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. nødvendiggør. I dette lovforslag indgår, at hæftestraffen afskaffes, og at der indføres mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte.
1.3. I pkt. 2 nedenfor redegøres for baggrunden for forslaget om en straffuldbyrdelseslov. I pkt. 3 gennemgås hovedpunkterne i Straffelovrådets lovudkast og i lovforslaget. Endelig indeholder pkt. 4-9 en nærmere gennemgang af de enkelte elementer i lovforslaget.
2. Baggrunden for lovforslaget
2.1. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets 1998-betænkning om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Straffelovrådet nedsatte den 17. juni 1985 en arbejdsgruppe med henblik på at forberede et lovudkast, der kunne indgå i rådets overvejelser. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag er offentliggjort i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (1989-betænkningen).
2.2. I arbejdsgruppens kommissorium anføres det bl.a., jf. 1989-betænkningen, s. 15-17:
»Det er på forhånd klart, at en ny lov om straffuldbyrdelse må omfatte flere bestemmelser end dem, der i dag findes i straffeloven, og at der på den anden side også efter vedtagelsen af en sådan lov vil være brug for en omfattende administrativ regulering af spørgsmål vedrørende straffuldbyrdelsen. Det vil derfor være en hovedopgave for arbejdsgruppen at tage stilling til, i hvilket omfang og i hvilken form de nugældende bestemmelser om straffuldbyrdelsen i straffeloven og i bekendtgørelser og cirkulærer fremtidig bør nedfældes i lovregler. De ledende hensyn bør i så henseende være en vurdering af reglernes væsentlighed ud fra principielle - herunder retssikkerhedsmæssige - og praktiske synspunkter.
Der vil formentlig på en række punkter være grund til at drøfte, om reglerne skal have en generel og ufravigelig karakter, eller om de bør udformes som hovedregler eller vejledende principper, der kan fraviges i enkelttilfælde eller i grupper af tilfælde, der ikke egner sig til på forhånd at blive beskrevet i en lovtekst. Dette spørgsmål skal også ses i sammenhæng med de nedenfor nævnte spørgsmål om klageadgang, herunder navnlig spørgsmålet om klageinstansens mulighed for prøvelse af de påklagede afgørelser.
Straffelovrådet har ikke drøftet i enkeltheder, hvorledes grænsen bør drages mellem bestemmelser i straffeloven og bestemmelser i den nye lov. Bestemmelser om strafarterne og de almindelige betingelser for disses anvendelse ved domstolene bør fortsat findes i straffeloven. Det skal endvidere fremhæves, at reglerne om betingelserne for prøveløsladelse og om retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse, betinget dom mv. efter Straffelovrådets opfattelse også i fremtiden bør findes i straffeloven, og at disse spørgsmål derfor ikke skal drøftes i arbejdsgruppen. For så vidt angår spørgsmålet om fuldbyrdelse af bødestraf bør arbejdsgruppen alene tage stilling til spørgsmålet om regler om udståelse af bødeforvandlingsstraffe.
Arbejdsgruppen må tage stilling til, om de nugældende regler i straffeloven eller i administrative bestemmelser skal lægges til grund ved udformningen af forslaget til en ny lov, eller om der bør foretages indholdsmæssige ændringer, fx. vedrørende arbejdspligt, udgang eller disciplinærstraf.
Lovudkastet bør udformes under den forudsætning, at Straffelovrådet vil stille forslag om ophævelse af hæftestraffen og om sænkning af fængselsstraffens minimum til omkring 7 dage. Arbejdsgruppen bør dog samtidig overveje, hvorledes lovudkastet i givet fald påvirkes af, at rådets forslag om afskaffelse af hæftestraffen ikke gennemføres.
Om lovudkastets nærmere indhold bemærkes følgende. Udkastet bør indeholde bestemmelser om anbringelse af fængselsdømte og forvarede, herunder bestemmelser om anbringelse i statsfængsler og arresthuse, om anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede anstalter, om anbringelse af personer dømt til forvaring og om overførsel fra afsoningsanstalt til hospital eller anden egnet institution.
Lovudkastet bør endvidere indeholde bestemmelser om de fængselsdømtes rettigheder og pligter under straffuldbyrdelsen, herunder bestemmelser om arbejde og undervisning, udgang, besøg og brevveksling samt om anvendelse af disciplinærstraf og sikringsmidler.
....
I forbindelse med spørgsmålet om prøveløsladelse er det i Straffelovrådet blevet drøftet, om der bør indføres en ny form for klageadgang for domfældte, der har fået afslag på prøveløsladelse. Straffelovrådet er foreløbig mest tilbøjelig til at mene, at oprettelsen af et særligt nævn som klageinstans i givet fald bør foretrækkes frem for domstolskontrol.
Et tilsvarende spørgsmål om klageadgang kan opstå med hensyn til nogle af de afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen, som henhører under arbejdsgruppens opgave, fx. afgørelser om nægtelse af udgang, beslutning om overførsel fra åben til lukket anstalt eller om nægtelse af overførsel fra lukket til åben anstalt. Straffelovrådet anmoder derfor arbejdsgruppen om at tage stilling til, hvorledes man skal vurdere spørgsmålet om klageadgang, herunder hvordan en nævnsordning i givet fald bør udformes. Arbejdsgruppens bemærkninger og forslag herom vil i øvrigt også kunne få betydning for Straffelovrådets overvejelser vedrørende det foran nævnte spørgsmål om klageadgang med hensyn til afgørelser vedrørende prøveløsladelse.
Selv om de hensyn, der taler for at gennemføre en særlig lov om straffuldbyrdelse, helt overvejende vedrører frihedsberøvelse, bør arbejdsgruppen overveje, i hvilket omfang der er behov for at medtage bestemmelser om kriminalforsorg i frihed.
Arbejdsgruppen bør være opmærksom på de internationale bestemmelser, som vedrører straffuldbyrdelsen, herunder FN's og Europarådets resolutioner om standard minimum regler for behandlingen af indsatte. Det forudsættes, at arbejdsgruppen også skaffer sig et nærmere kendskab til reformbestræbelser på dette område. Arbejdsgruppen bør i den forbindelse også være opmærksom på gældende ret og aktuelle overvejelser vedrørende lovregler om straffuldbyrdelse i de andre nordiske lande.«
2.3. Arbejdsgruppen afgav på den baggrund i oktober 1989 bind I og II af 1989-betænkningen. Bind I og II indeholder arbejdsgruppens generelle overvejelser om behovet for at udforme en straffuldbyrdelseslov samt et foreløbigt udkast til en straffuldbyrdelseslov og en lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en straffuldbyrdelseslov.
Efter aftale med Straffelovrådet blev betænkningens bind I og II sendt til høring hos berørte myndigheder og organisationer mv. Arbejdsgruppen har i bind III af betænkningen redegjort for den gennemførte høring og for sine afsluttende overvejelser. Bind III indeholder endvidere en samlet gengivelse af arbejdsgruppens to lovudkast med de ændringer, som det afsluttende arbejde har givet anledning til.
2.4. Straffelovrådet har herefter på grundlag af arbejdsgruppens samlede overvejelser i bind I-III af 1989-betænkningen udfærdiget et udkast til en samlet lovregulering af straffuldbyrdelsen i form af en straffuldbyrdelseslov. Rådets overvejelser og forslag er offentliggjort i betænkning nr. 1355/1998 (1998-betænkningen). Rådet har i meget vidt omfang kunnet tilslutte sig de synspunkter, der ligger til grund for arbejdsgruppens lovudkast.
3. Hovedpunkter i reformen
3.1. Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv.
3.1.1. Straffelovrådets lovudkast
Straffelovrådets udkast til en straffuldbyrdelseslov er gengivet i 1998-betænkningens kapitel 6, jf. s. 97-308. Hertil knytter sig betænkningens kapitel 3 om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. s. 27-35, samt kapitel 5 om klageregler, jf. s. 43-95.
Straffelovrådets udkast til straffuldbyrdelseslov består af 6 afsnit. Lovudkastet indebærer i det væsentlige en lovfæstelse af de nugældende administrative regler om straffuldbyrdelse.
Afsnit I indeholder indledende bestemmelser.
Kapitel 1 (§§ 1-2) indeholder bl.a. bestemmelser, der afgrænser lovens anvendelsesområde. Det foreslås, at loven skal finde anvendelse på fuldbyrdelse af fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring. Den foreslåede afgrænsning af lovens anvendelsesområde forudsætter, at hæftestraffen afskaffes. Der henvises herom til pkt. 4.1. nedenfor.
I kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af alle former for straf. Der henvises herom til pkt. 4.2. nedenfor.
Afsnit II indeholder bestemmelser, der særligt tager sigte på fuldbyrdelsen af fængselsstraffe.
Kapitel 3 (§§ 5-7) fastsætter almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf, jf. pkt. 5.1. nedenfor, og i kapitel 4 (§§ 8-9), 5 (§§ 10-13) og 6 (§§ 14-19) fastsættes bestemmelser om henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse, udsættelse og benådning samt beregning af straffetiden, jf. pkt. 5.2.-5.4. nedenfor.
I kapitel 7 (§§ 20-30) reguleres spørgsmålet om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. I dette kapitel foreslås bestemmelser, der lemper betingelserne for anbringelse i og overførsel til lukket fængsel og arresthus af såkaldt negativt stærke og svage indsatte. Forslaget om at lempe betingelserne for anbringelse i og overførsel til lukket institution af negativt stærke indsatte bygger på et forslag fra et flertal i Straffelovrådet. Der henvises herom til pkt. 5.5. nedenfor.
Kapitel 8 (§§ 31-45) regulerer de indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder bl.a. med hensyn til adgang til fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester mv., besiddelse mv. af egne penge og genstande i institutionen, ret og pligt til arbejde og uddannelse mv., adgang til fritidsaktiviteter samt ret til forsorgs- og sundhedsmæssig bistand. Forslaget i § 37 om adgang til på forhånd at gennemlæse og i visse tilfælde forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler i de indsattes blade bygger på et forslag fra et flertal i Straffelovrådet, jf. pkt. 5.6. nedenfor.
Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser om de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. Der sigtes i den forbindelse til de indsattes ret til udgang, besøg mv., brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgangen til i institutionen at udtale sig mv. til medierne. Forslaget i § 59, stk. 2, hvorefter den indsattes kontakt til medierne kan begrænses for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen, bygger på et forslag fra et flertal i Straffelovrådet, jf. pkt. 5.7. nedenfor.
Kapitel 10 (§§ 60-66) indeholder bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle, jf. pkt. 5.8. nedenfor.
Kapitel 11 (§§ 67-74) regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraf, herunder brug af forhørscelle, konfiskation og institutionens adgang til at modregne krav på erstatning i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse. Der henvises herom til pkt. 5.9. nedenfor.
Kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder regler om strafafbrydelse dels ved undvigelse, udeblivelse og varetægtsfængsling mv., dels ved tilladelse til strafafbrydelse, jf. herom pkt. 5.10. nedenfor.
Kapitel 13 (§ 78) regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen. Paragraffen tilsigter at erstatte den nugældende bestemmelse i straffelovens § 49, stk. 2. I den forbindelse foreslås det, at dømte under 18 år skal anbringes i institution mv., medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel. Der henvises herom til pkt. 5.11. nedenfor. Endvidere henvises til betænkningens kapitel 3, jf. s. 27-35, hvor Straffelovrådet har udskilt dette spørgsmål til særskilt behandling.
I kapitel 14 (§§ 79-88) reguleres spørgsmål med tilknytning til løsladelsen, herunder med hensyn til gennemførelse af tilsyn mv. af kriminalforsorgen ved prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse samt indberetning mv. ved vilkårsovertrædelse. Der henvises herom til pkt. 5.12. nedenfor.
Kapitel 15 (§ 89) indeholder sagsbehandlingsregler, der forpligter vedkommende institution til af egen drift at overveje og tage stilling til visse spørgsmål, som er af væsentlig betydning for den indsatte, f.eks. tilladelse til udgang, løsladelse på prøve og overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution, jf. herved pkt. 5.13. nedenfor.
Afsnit III (lovudkastets kapitel 16) indeholder en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe, herunder ved lønindeholdelse, jf. pkt. 6 nedenfor. Lovudkastet tager ikke stilling til brugen af bødeforvandlingsstraf, idet rådet ikke har fundet, at dette spørgsmål falder inden for det kommissorium, som ligger til grund for betænkningen om en straffuldbyrdelseslov. Spørgsmålet om effektivisering af bødeinddrivelsen og anvendelse af bødeforvandlingsstraf overvejes for tiden i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigspolitichefen og Politimesterforeningen.
I lovudkastets afsnit IV er der fastsat regler om fuldbyrdelse af betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste.
Kapitel 17 (§§ 94-100) og kapitel 18 (§§ 101-104) indeholder en samlet regulering af fuldbyrdelsen af henholdsvis betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste, herunder med hensyn til gennemførelse af tilsyn mv. af kriminalforsorgen og indberetning til anklagemyndigheden ved vilkårsovertrædelse. Bestemmelserne på disse områder er i vidt omfang udformet som en parallel til de foreslåede regler om gennemførelse af tilsyn mv. ved prøveløsladelse i lovudkastets kapitel 14, jf. pkt. 7 nedenfor.
Afsnit V (lovudkastets kapitel 19) rummer bestemmelser om fuldbyrdelse af forvaring. Forslaget svarer til den nuværende retstilstand på området, jf. pkt. 8 nedenfor.
Endelig indeholder afsnit VI en række fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
I kapitel 20 (§§ 106-109) foreslås regler, der bl.a. giver ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid eller været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller været udelukket fra fællesskab. I dette kapitel indgår også regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af krav om erstatning, herunder at kravet normalt skal fremsættes inden 2 måneder efter, at indgrebet er ophørt. Der er i Straffelovrådet ikke enighed om den foreslåede fristregel, idet et mindretal finder, at forældelsesfristen bør fastsættes til 1 år, jf. pkt. 9.1. nedenfor.
I kapitel 21 (§ 110) fastsættes regler om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Formålet med dette forslag er at modvirke, at dømte, der har eget indtægtsgivende arbejde eller modtager pension eller andre ydelser fra det offentlige, samtidig modtager forsørgelse fra kriminalforsorgen. Der henvises herom til pkt. 9.2. nedenfor.
Kapitel 22 (§§ 111-125) indeholder bestemmelser om klageregler. Spørgsmålet om udformningen af klageregler inden for straffuldbyrdelsen er endvidere udskilt til særskilt behandling i betænkningens kapitel 5, jf. s. 43-95. Der er enighed i Straffelovrådet om at foreslå den nugældende klageordning udbygget i form af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf. pkt. 9.3.3. nedenfor.
Til brug ved rådets drøftelser om afgrænsning af de afgørelser, der bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, er opstillet 3 klagemodeller, der er nærmere beskrevet i pkt. 9.3.4. nedenfor.
Klagemodel 1 svarer i det væsentlige til den klagemodel, som arbejdsgruppen har foreslået i 1989-betænkningen.
Klagemodel 2 indskrænker i forhold til klagemodel 1 klageadgangen til afgørelser, der har lighed med straffesager eller er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen eller retter sig mod det tidspunkt, hvor den indsatte kan forvente at blive løsladt eller prøveløsladt. Klagemodel 2 adskiller sig navnlig fra klagemodel 1 ved ikke at omfatte afgørelser, der er begrundet i hensynet til kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, f.eks. afgørelser om anbringelse i og overførsel til lukkede fængsler og arresthuse.
Klagemodel 3 udgør en mellemløsning i forhold til klagemodel 1 og 2, idet den foruden de afgørelser, der indgår i klagemodel 2, medtager de afgørelser, der typisk af de indsatte betragtes som særligt indgribende, dvs. afgørelser om anbringelse i og overførsel til lukkede fængsler og arresthuse og afgørelser om udgang, der indgår i klagemodel 1.
Fire af rådets medlemmer går ind for klagemodel 2, to medlemmer går ind for klagemodel 1, og endelig anser to medlemmer alle tre modeller for forsvarlige, idet en nærmere stillingtagen til de tre modeller dog - ud over mere principielle overvejelser vedrørende behovet for en adgang til domstolsprøvelse af de forskellige typer afgørelser - i betydeligt omfang må afhænge af, hvilke muligheder der foreligger for en tildeling eller prioritering af ressourcer til dette og andre områder inden for kriminalforsorgen.
For så vidt angår behandlingen af klager under en udvidet klageordning er der enighed om at foreslå en fremgangsmåde, der som udgangspunkt svarer til arbejdsgruppens forslag. Med henblik på at opnå en hurtig og ikke alt for ressourcekrævende sagsbehandling har rådet dog fundet det hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt, men således at retten - også af egen drift - kan træffe bestemmelse om mundtlig behandling. Der har endvidere været enighed om at foreslå adgangen til appel begrænset, således at der som udgangspunkt alene er adgang til domstolsprøvelse i byretten, jf. pkt. 9.3.5. nedenfor.
3.1.2. Lovforslaget
Pkt. 4-9 nedenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte områder, som foreslås omfattet af straffuldbyrdelsesloven.
Inden for hvert område redegøres først i hovedtræk for gældende ret.
Herefter redegøres for Straffelovrådets overvejelser og forslag på baggrund af arbejdsgruppens indstillinger. Bygger et forslag på en flertalsopfattelse i Straffelovrådet, redegøres for flertallets og mindretallets opfattelse. Flertals- og mindretalsindstillinger i arbejdsgruppen omtales ikke. Der henvises i stedet herom til de sider i 1989-betænkningen, hvor det pågældende forslag er behandlet af arbejdsgruppen.
Endelig redegøres for Justitsministeriets overvejelser vedrørende spørgsmålet om lovregulering mv. af det pågældende område. I forhold til beskrivelsen af Straffelovrådets lovudkast under pkt. 3.1.1. skal det navnlig fremhæves, at lovforslaget er udformet i overensstemmelse med klagemodel 2, jf. pkt. 9.3.4.2. nedenfor, og at den foreslåede appelbegrænsning ved domstolene ikke er medtaget i lovforslaget, jf. pkt. 9.3.5.2. nedenfor.
3.2. Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Straffelovrådets udkast til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (konsekvensændringsudkastet) er gengivet i 1998-betænkningens kapitel 7, jf. s. 309-333. Hertil knytter sig betænkningens kapitel 2 om hæftestraffen, jf. s. 17-25, kapitel 4 om prøveløsladelse af livstidsdømte, jf. s. 37-42, samt Straffelovrådets udtalelse af december 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse, der er optaget som bilag 3 til betænkningen.
Om dette lovudkast, der bl.a. medfører, at hæftestraffen afskaffes, og at der indføres en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, henvises nærmere til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
4. Indledende bestemmelser
4.1. Lovens område og den centrale myndighed
4.1.1. Lovens område
4.1.1.1. Straffelovrådets forslag
4.1.1.1.1. Afgrænsningen af området for en straffuldbyrdelseslov rejser dels spørgsmålet om lovens afgrænsning over for straffeloven og retsplejeloven, dels spørgsmålet om hvilke straffe loven skal omfatte. Disse spørgsmål er af arbejdsgruppen behandlet i 1989-betænkningen, s. 35-39, 56-57, 68-70, 645, jf. § 1 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 678. Om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 97, jf. § 1 i rådets lovudkast, og s. 131-146.
4.1.1.1.2. Ved afgrænsningen over for straffeloven og retsplejeloven har Straffelovrådet taget udgangspunkt i, at sigtet med straffuldbyrdelsesloven er at regulere selve straffuldbyrdelsen, herunder de indgreb, der kan gennemføres over for den indsatte som led heri. Om straffen overhovedet kan fuldbyrdes, er et spørgsmål, der naturligt reguleres i straffeloven og retsplejeloven.
Det er rådets konklusion, at bestemmelserne om strafarterne og betingelserne for deres anvendelse, herunder fastsættelse af bødeforvandlingsstraffe, og bestemmelserne om betingelserne for prøveløsladelse og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i forbindelse med prøveløsladelse og betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, fortsat bør findes i straffeloven. Det samme gælder reglerne om strafafkortning, jf. § 86, forældelse af adgangen til straffuldbyrdelse mv., jf. §§ 97 og 97 a, og bortfald af strafferetlige retsfølger efter den dømtes død, jf. § 97 b.
For så vidt angår retsplejeloven (Syvende afsnit. Fuldbyrdelsen af domme i straffesager, kapitel 90) lægger rådet i lighed med arbejdsgruppen vægt på, at straffuldbyrdelsesloven først bør finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen iværksættes.
På denne baggrund finder rådet, at § 997, stk. 1, om politimesterens fuldbyrdelsesordre og § 999 om fuldbyrdelsesfrist og udskydelse af fuldbyrdelsen af straffedommen på grund af rettidig anke bør bibeholdes i retsplejeloven. Derimod bør § 997, stk. 4, om straffetidens beregning i tilfælde, hvor den dømte er varetægtsfængslet efter dom, ophæves som led i en samlet regulering af straffetidens beregning i straffuldbyrdelsesloven.
Endvidere bør § 998, stk. 1, ændres med henblik på, at afgørelser om kriminalforsorgens beregning af straffetiden afgøres efter straffuldbyrdelsesloven. Den øvrige del af § 998 bør forblive i retsplejeloven, da denne del af bestemmelsen angår spørgsmål, der naturligt afgøres i tilknytning til straffedommen, f.eks. uenighed om straffedommens fortolkning og tvist om fordelingen af sagsomkostninger samt om, hvorvidt der er indtrådt forældelse af adgangen til straffuldbyrdelse efter straffelovens § 97 eller § 97 a.
Rådet finder i øvrigt i lighed med arbejdsgruppen, at § 999 bør ændres med henblik på at sikre, at dømte, der er varetægtsfængslet efter dom, overgår fra varetægt til fuldbyrdelse, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.
Endvidere kan der være grund til administrativt at skærpe opmærksomheden om og smiddiggøre fremgangsmåden ved anvendelsen af § 777 om adgang til at anbringe varetægtsarrestanter i en fuldbyrdelsesinstitution i de tilfælde, hvor den dømte varetægtsfængsles eller forbliver varetægtsfængslet under behandlingen af en ankesag.
Desuden bør §§ 1000 og 1001 om udsættelse med straffuldbyrdelsen på grund af alvorlig sygdom og ansøgning om benådning mv. ophæves som led i en samlet regulering af disse spørgsmål i straffuldbyrdelsesloven, jf. herved pkt. 5.3. nedenfor.
Endelig bør § 997, stk. 2, om inddrivelse af erstatning og andre ydelser, der ved dommen er pålagt den skyldige, bibeholdes i retsplejeloven, da formålet med straffuldbyrdelsesloven er at regulere fuldbyrdelsen af straf. Det samme gælder bestemmelsen om tvangsbøder, jf. § 997, stk. 3, § 1002 om beslaglæggelse af gods for omkostninger og erstatning efter domsafsigelsen og § 1006 om betingelserne for fuldbyrdelse af kendelser, hvorved retten har pålagt vidner og andre straf. Sidstnævnte bestemmelse sigter til retsplejelovens § 178 om tvangsmidler mod vidner, § 151 om rettergangspoliti samt §§ 324-329 og 1015 om processtraffe. Om § 1003, der bl.a. angår afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af bøder, henvises til pkt. 4.1.1.1.3. nedenfor.
4.1.1.1.3. Ved afgrænsningen af, hvilke straffe der bør omfattes af straffuldbyrdelsesloven, har Straffelovrådet i lighed med arbejdsgruppen sondret mellem »frihedsberøvende retsfølger« og »ikke-frihedsberøvende retsfølger«. Med »frihedsberøvende retsfølger« tænkes på fængsel og hæfte, herunder som forvandlingsstraf for bøde, forvaring, afgørelse om anbringelse i hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. Med »ikke-frihedsberøvende retsfølger« sigtes til bødestraf, betingede domme, herunder samfundstjeneste, og andre retsfølger af ikke frihedsberøvende karakter, herunder de ikke frihedsberøvende retsfølger efter straffelovens §§ 68 og 69, konfiskation og rettighedstab samt tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens §§ 723-723 a.
For så vidt angår de frihedsberøvende retsfølger finder rådet i lighed med arbejdsgruppen, at frihedsberøvelse i form af fængsel og hæfte, herunder frihedsstraf, der som forvandlingsstraf træder i stedet for bøde, bør omfattes af straffuldbyrdelsesloven, idet de hensyn, der taler for at gennemføre en sådan lov, helt overvejende vedrører frihedsberøvelse. At hæfte ikke foreslås omfattet af rådets lovudkast, skyldes, at rådet foreslår denne strafart ophævet, da hæftestraffen har mistet sin praktiske betydning, jf. pkt. 2.2. i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Rådet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at straffuldbyrdelsesloven bør omfatte frihedsberøvelse i form af forvaring, idet fuldbyrdelse af forvaring normalt sker i en af kriminalforsorgens institutioner (Anstalten ved Herstedvester) og i væsentlig grad efter samme regler, som gælder for strafafsonere.
Frihedsberøvelse af psykisk afvigende personer bør fortsat ske med udgangspunkt i de regler, der gælder for behandlingen af andre patienter i det almindelige hospitalsvæsen. Straffuldbyrdelsesloven bør derfor ikke indeholde bestemmelser om frihedsberøvelse, der i henhold til straffelovens §§ 68 og 69 skal gennemføres i det almindelige hospitalsvæsen.
Rådet kan på den baggrund tiltræde, at straffuldbyrdelsesloven, for så vidt angår frihedsberøvende retsfølger, bør omfatte fængselsstraf og forvaring.
For så vidt angår de ikke-frihedsberøvende retsfølger finder rådet i lighed med arbejdsgruppen, at straffuldbyrdelsesloven bør indeholde en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe, herunder både bøder, der idømmes som straf i medfør af straffelovens regler, og bøder, der idømmes som straf i medfør af anden lovgivning, f.eks. retsplejelovens §§ 324-329 om processtraffe. Tvangsbøder, jf. retsplejelovens § 997, stk. 3, bør ikke omfattes, da tvangsbøden ikke er en strafferetlig retsfølge, men et særligt retsmiddel, der har til formål at gennemtvinge en handle- eller undladelsespligt, jf. pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor.
Rådet er endvidere enig i, at der er behov for en mere samlet regulering af kriminalforsorgens tilsynsvirksomhed, og at denne regulering naturligt kan ske i straffuldbyrdelsesloven. Herefter, og da betingede domme udgør en væsentlig del af det strafferetlige sanktionssystem, bør betingede domme omfattes af straffuldbyrdelsesloven. Det gælder også den form for betingede domme, der idømmes på vilkår om samfundstjeneste.
Rådet kan også tiltræde, at der ikke bør medtages regler om andre ikke-frihedsberøvende retsfølger, der kan idømmes i medfør af straffelovens kapitel 9, herunder navnlig efter §§ 68 og 69, idet gennemførelsen af en væsentlig del af disse retsfølger forestås af det almindelige hospitalsvæsen og de sociale myndigheder alene eller i samarbejde med kriminalforsorgen. At der ikke i straffuldbyrdelsesloven medtages regler bl.a. om den tilsynsvirksomhed, der udøves af kriminalforsorgen over for sådanne dømte på fri fod, er således alene udtryk for, at denne regulering ikke bør ske i straffuldbyrdelsesloven.
Endelig er rådet enig i, at der ikke i straffuldbyrdelsesloven bør ske en regulering af afgørelser om tiltalefrafald, jf. retsplejelovens §§ 723-723 a. Sådanne afgørelser vil ofte være betinget af tilsyn, der for gruppen af 15-17 årige normalt varetages af de almindelige sociale myndigheder efter reglerne i den sociale lovgivning. Selv om der kan være behov for en nærmere regulering af tilsyn i forbindelse med tiltalefrafald, vil det ikke være naturligt at medtage en sådan regulering i straffuldbyrdelsesloven, da reguleringen må antages i væsentligt omfang at vedrøre de sociale myndigheder.
Sammenfattende foreslår rådet herefter, at straffuldbyrdelsesloven afgrænses til fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring, jf. § 1 i rådets lovudkast.
4.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de grunde, Straffelovrådet har anført, tiltræde rådets udkast til bestemmelse om afgrænsning af straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde. Lovforslagets § 1 er udformet i overensstemmelse hermed. Om de ændringer i straffeloven og retsplejeloven, der er en følge af den foreslåede afgrænsning af straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde, henvises til § 1, nr. 4, 6-10, 12, 16, 18-19, 21 samt 23-25, og § 2, nr. 13 og 20-25, samt § 3, nr. 3, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at der kan være grund til administrativt at skærpe opmærksomheden om og smiddiggøre fremgangsmåden ved anvendelse af retsplejelovens § 777 om adgang til at anbringe varetægtsarrestanter i en fuldbyrdelsesinstitution i de tilfælde, hvor den dømte varetægtsfængsles eller forbliver varetægtsfængslet under behandlingen af en ankesag. Justitsministeriet vil derfor efter en vedtagelse af lovforslaget tage initiativ hertil.
4.1.2. Den centrale myndighed
4.1.2.1. Gældende ret
4.1.2.1.1. Efter retsplejelovens § 997, stk. 1, drager politimesteren omsorg for straffedommens fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i henseende til dommens øvrige bestemmelser.
De nærmere regler om fuldbyrdelse af straffedomme fastsættes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af straffe mv. Direktøren for kriminalforsorgen står i sit embede i almindelighed umiddelbart under justitsministeren ved afgørelse af bl.a. konkrete og generelle sager vedrørende straffuldbyrdelsen. Det indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen normalt træffer den endelige administrative afgørelse i klagesager vedrørende straffuldbyrdelsesspørgsmål.
Efter straffelovens § 49, stk. 1, fastsætter justitsministeren (Direktoratet for Kriminalforsorgen) nærmere regler om fuldbyrdelse af fængsel og hæfte. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 421 af 21. juni 1973 med senere ændringer om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen).
Efter straffelovens § 74 fastsætter justitsministeren (Direktoratet for Kriminalforsorgen) regler om behandlingen af personer, der anbringes i forvaring. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 422 af 21. juni 1973 med senere ændringer om behandling af personer, der anbringes i forvaring (forvaringsbekendtgørelsen).
4.1.2.1.2. Fuldbyrdelsen af frihedsstraffe og forvaring forestås af kriminalforsorgen. Den forpligtelse til at drage omsorg for fuldbyrdelsen, som påhviler politimesteren efter retsplejelovens § 997, stk. 1, består således for så vidt angår disse retsfølger i administrativt, herunder efter omstændighederne tvangsmæssigt, at sørge for, at kriminalforsorgen sættes i stand til at fuldbyrde retsfølgen efter dens indhold.
Fuldbyrdelsen af bødestraffe forestås som udgangspunkt af politiet, jf. straffelovens § 52, stk. 2-6. Betales bøden ikke, og besluttes det at lade forvandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel træde i stedet for bøden, jf. straffelovens §§ 53-54, forestås fuldbyrdelsen af disse frihedsstraffe af kriminalforsorgen på samme måde som andre frihedsstraffe.
Er det i en betinget dom bestemt, at spørgsmålet om straffuldbyrdelse og eventuelt tillige straffastsættelse udsættes og bortfalder ved udløbet af en prøvetid, opstår der kun spørgsmål om straffuldbyrdelse, hvis den dømte overtræder de fastsatte vilkår i den betingede dom, jf. straffelovens §§ 60-61. Fuldbyrdelse af en betinget dom kommer i øvrigt kun på tale, såfremt der til dommen er knyttet andre vilkår end det faste vilkår om, at der i prøvetiden ikke må begås strafbart forhold. Er der til den betingede dom knyttet vilkår om tilsyn, vil det normalt være kriminalforsorgen, der forestår fuldbyrdelsen af dette vilkår. Også andre myndigheder kan afhængig af udformningen af vilkåret blive inddraget, f.eks. ved vilkår om psykiatrisk behandling mv.
Der henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 41-44.
4.1.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 44, 645, jf. § 2 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 678-679, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 97, jf. § 2 i rådets lovudkast, og s. 146.
Straffelovrådet finder i lighed med arbejdsgruppen, at det til vejledning for de dømte bør fremgå af straffuldbyrdelsesloven, hvilken myndighed der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af straf mv. Endvidere bør det af loven eller bestemmelser udfærdiget i medfør heraf fremgå, hvilke myndigheder der har kompetence til at træffe de afgørelser, der omhandles i loven.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 2 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe mv.
Om rådets overvejelser vedrørende kompetencen til at træffe de afgørelser, der omhandles i loven, henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i rådets lovudkast.
4.1.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse, der fastslår, hvilken myndighed der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af straf mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 2.
4.2. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
4.2.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i en særlig formålsbestemmelse eller på anden måde nogen angivelse af formålet med anvendelse af straf. Endvidere findes der hverken i straffeloven eller i administrative bestemmelser nogen bestemmelse vedrørende den overordnede målsætning for selve fuldbyrdelsen af frihedsstraf.
Hovedformålet med det strafferetlige system er at begrænse kriminalitet. Et væsentligt middel til opfyldelse af denne målsætning er anvendelsen af strafferetlige sanktioner, og frihedsstraf er fortsat et af hovedmidlerne i det strafferetlige sanktionssystem. I forbindelse med fuldbyrdelsen af en ubetinget frihedsstraf er det kriminalforsorgens hovedopgave (målsætning) at sikre gennemførelsen af frihedsberøvelsen (kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed) og at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en tilværelse uden kriminalitet (kriminalforsorgens behandlingsmæssige virksomhed). Der henvises herom nærmere til 1989-betænkningen, s. 48-50.
Ved den administrative regulering af straffuldbyrdelsen er udgangspunktet, at der ikke bør være andre restriktioner i de indsattes tilværelse end sådanne, der er nødvendige for gennemførelse af den frihedsberøvelse, som dommen går ud på.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1, har de indsatte adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra. Begrænsninger i de indsattes adgang til at udøve almindelige borgerlige rettigheder kan kun foretages af hensyn til gennemførelsen af frihedsberøvelsen. Efter § 19, stk. 2, er de indsatte i institutionen undergivet straffelovgivningens regler og skal overholde alle bestemmelser, som omfattes heraf, og efter § 19, stk. 3, skal de indsatte overholde de bestemmelser, som institutionens leder har fastsat af ordens- og sikkerhedshensyn. Endelig skal de indsatte efter § 19, stk. 4, i forholdet til personalet og medindsatte anvende en almindelig god omgangstone og følge personalets anvisninger. Der henvises herom nærmere til 1989-betænkningen, s. 103-106.
4.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 50-51, 107, 645, jf. §§ 3 og 4 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 680-681, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 97, jf. §§ 3 og 4 i rådets lovudkast, og s. 146-150.
Straffelovrådet er enig i, at der i straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om hovedformålene med straffuldbyrdelsen, og rådet foreslår derfor, at der som § 3 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen til såvel straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Rådet finder også, at straffuldbyrdelsesloven bør afspejle, at indsatte har adgang til at udøve deres borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra, og at en frihedsberøvelse således alene tilsigter at være et indgreb i lokalfriheden for den enkelte dømte og skal gennemføres på en måde, der tilgodeser humane og medmenneskelige hensyn.
Som det fremgår af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 2-4, jf. pkt. 4.2.1. ovenfor, er gennemførelse af frihedsstraf dog ikke mulig uden begrænsninger i den indsattes almindelige rettigheder. Hensynet til kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige og ordensmæssige virksomhed vil særlig ofte være hensyn, der kan og må begrunde en fravigelse af det nævnte udgangspunkt. En sådan fravigelse sker efter rådets opfattelse bedst ved konkrete bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven og ikke ved en generel bestemmelse svarende til § 19, stk. 3, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen.
Ved afgrænsningen af de tilfælde, hvor der i rådets lovudkast gives mulighed for at gøre indgreb af »sikkerhedsmæssige hensyn«, tager rådet i lighed med arbejdsgruppen udgangspunkt i, at formålet med kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed er at fastholde frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personale eller medindsatte, fængselsoptøjer, handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg eller udgang, jf. herved 1989-betænkningen, s. 106.
Udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigter i første række til foranstaltninger mod brand, tingsødelæggelse, støj, sundhedsfarlige forhold, arbejdsskader og lignende miljøfarlige forhold samt foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i vid forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet, jf. 1989-betænkningen, sm.st.
På den baggrund foreslår rådet, at der som § 4 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke under fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.
§§ 3 og 4 i rådets lovudkast indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf.
4.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 3 og 4.
5. Fængselsstraffe
5.1. Almindelige bestemmelser
5.1.1. Gældende ret
5.1.1.1. Straffeloven bygger på en forudsætning om, at der er indrettet institutioner til fuldbyrdelse af frihedsstraf, men indeholder ikke bestemmelser herom eller om de dømtes fordeling heri. Dog følger det af straffelovens § 44, stk. 2, at afsoning af hæftestraf kun må ske sammen med andre indsatte, der udstår straf af hæfte.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1 udstås fængselsstraf i åben anstalt, medmindre det af særlige grunde findes utilrådeligt. Fængselsstraf kan i almindelighed ikke udstås i arresthus (herunder Københavns Fængsler), medmindre strafudståelsen bliver kortvarig. Hæftestraf udstås i arresthus eller i kriminalforsorgens anstalter.
Institutionerne er ikke nærmere beskrevet i administrative forskrifter.
Et lukket fængsel er kendetegnet ved, at de indsattes tilstedeværelse søges sikret ved ringmur, tv-overvågning og elektronisk strålesikring mv. af de ydre arealer, vinduesarmatur (tremmer eller særlig brudsikret glas), låste døre og en relativ høj grad af personaletæthed.
Et åbent fængsel er karakteriseret ved, at de indsattes tilstedeværelse i fængslet ikke er sikret ved fysiske sikringsmidler, men primært søges sikret ved regler for de indsattes ophold og færden. Reglernes overholdelse er sikret ved sanktioner, hvoraf den alvorligste anses for at være overførsel til fortsat strafudståelse i lukket fængsel. Der er en relativ lav grad af personaletæthed. Der er endvidere ikke ringmure og lignende sikringsmidler og normalt heller ikke særligt vinduesarmatur. Normalt er kun afdelingernes yderdøre aflåst og kun i nattetimerne.
I et arresthus sikres den indsattes tilstedeværelse i det væsentlige som i et (lille) lukket fængsel. Muligheden for fællesskab er begrænset såvel i arbejdstiden som i fritiden. Det samme gælder med hensyn til adgangen til udendørs fritidsbeskæftigelse. Københavns Fængsler er sikkerhedsmæssigt indrettet som et lukket fængsel, men svarer i sine faciliteter til et meget stort arresthus.
Endelig er kriminalforsorgens pensioner institutioner, hvis hovedformål er at give et social-pædagogisk tilbud til de på pensionen optagne klienter. I praksis sker ophold på en pension ofte som en udstationering fra fængsel eller arresthus, på grundlag af anbringelse eller overførsel i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, eller som et vilkår, der er knyttet til en betinget dom eller en prøveløsladelse. Normalt er kun yderdørene låst og kun i nattetimerne, og der er normalt ikke ansat særligt opsynspersonale. Der henvises herom nærmere til 1989-betænkningen, s. 71-74.
I det enkelte fængsel kan der efter behov være indrettet specialafdelinger, der i modsætning til en almindelig afdeling, som principielt rummer en blanding af alle arter af kriminelle, er forbeholdt bestemte grupper af indsatte.
Som eksempel kan nævnes isolationsafdelinger, der er forbeholdt indsatte, som (i reglen midlertidigt) er udelukket fra fællesskab med andre indsatte på grund af udståelse af strafcelle, anbringelse i enrum eller efter eget ønske. I de lukkede fængsler og enkelte af de åbne fængsler er indrettet sygeafdeling. I nogle fængsler er der indrettet afdelinger, som er forbeholdt indsatte med længere straffe.
I et par af fængslerne er der oprettet kontraktfængselsafdelinger, som modtager stofmisbrugere, der er motiveret for stoffrihed. Den indsatte underskriver en kontrakt, som giver mulighed for ekstra frihedsgoder, såfremt den indsatte overholder sin del af kontrakten om stoffrihed. I et enkelt lukket fængsel findes en afdeling, hvor stofmisbrugere bliver behandlet efter Minnesota-modellen, og hvor det er behandlere fra en selvejende institution, der sammen med fængselspersonalet varetager behandlingen. Endvidere findes der to stoffri afdelinger - en i lukket og en i åbent regi - hvor den indsatte forpligter sig til at være stoffri. Begge afdelinger er beregnet for ikke-stofmisbrugere og tidligere stofmisbrugere, der ønsker at undgå stofmisbrug.
Herudover kan det nævnes, at der som led i forliget om finansloven for 1999 og flerårsaftalen for kriminalforsorgen for perioden 1999-2003 som en midlertidig løsning er indrettet særlige afdelinger i et par af de lukkede fængsler med henblik på indsatte, der udviser en så stærk negativ indflydelse på medindsatte, at de i væsentlig grad forringer vilkårene for disse indsatte bl.a. ved at skaffe sig fordele på de medindsattes bekostning (»negativt stærke indsatte«). Direktoratet for Kriminalforsorgen har fundet det nødvendigt at fastsætte retningslinier for placering på disse afdelinger. Placering kan således ske, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Retningslinierne regulerer alene direkte anbringelse på afdelingen samt intern overførsel i fængslet, men ikke spørgsmålet om overførsel fra et åbent fængsel/andet lukket fængsel direkte til afdelingen.
I et par af de åbne fængsler er der indrettet halvåbne afdelinger, som har en tættere personalebemanding og en større ydre sikkerhed end de åbne fængsler. Disse afdelinger modtager indsatte, der ellers skulle overføres til lukket fængsel, fordi de ikke kan tilpasse sig forholdene i et åbent fængsel med dets større frihed og fællesskab, men hvor der ikke skønnes behov for den samme grad af sikkerhed som i et lukket fængsel.
Som led i flerårsaftalen for kriminalforsorgen er der tillige afsat midler til at opføre et nyt fængsel til erstatning for formentlig Horsens Statsfængsel. Det nye fængsel vil blive indrettet så fleksibelt, at bygningerne kan anvendes til samtlige kategorier af indsatte, herunder også negativt stærke indsatte, der holdes adskilt fra de øvrige indsatte.
Der henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 82-83.
5.1.1.2. Om erstatning til indsatte som følge af ulykkestilfælde mv. under straffuldbyrdelsen gælder efter straffelovens § 45, 2. pkt., at indsatte skal holdes forsikrede mod følger af ulykkestilfælde.
Nærmere regler herom er fastsat i anordning nr. 137 af 24. marts 1993. Efter denne anordning yder staten erstatning med udgangspunkt i reglerne i lov om arbejdsskadeforsikring.
5.1.1.3. Der er ikke i dag fastsat særlige regler om dømtes ret til også før straffuldbyrdelsens iværksættelse at få nærmere rådgivning hos kriminalforsorgen om beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med straffuldbyrdelsen. I praksis yder kriminalforsorgen dog den nævnte rådgivning i det omfang, den dømte har behov for det.
5.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 645-646, jf. §§ 5-6 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 681-682, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 98, jf. §§ 5-7 i rådets lovudkast, og s. 150-152.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag. Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 5 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf og om sådanne institutioners opdeling i åbne og lukkede institutioner. Forslaget bygger i lighed med arbejdsgruppens forslag på, at afsoningsinstitutioner er opdelt i åbne og lukkede institutioner.
Endvidere foreslås som § 6 i rådets lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde mv. Bestemmelsen erstatter straffelovens § 45, 2. og 3. pkt. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer i de gældende regler i anordning nr. 137 af 24. marts 1993.
Endelig foreslås som § 7 i rådets lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter en person, der er idømt fængselsstraf, også før straffuldbyrdelsens iværksættelse har ret til at få nærmere rådgivning hos kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med fuldbyrdelsen. Rådgivningen kan bl.a. omfatte en nærmere vejledning om mulighederne for udsættelse af straffuldbyrdelsen, uddannelsesmæssige muligheder under straffuldbyrdelsen og formidling af kontakt til det almindelige sociale system med hensyn til forsorgsmæssig støtte til den dømtes familie under straffuldbyrdelsen. Endvidere foreslås som stk. 2 indsat en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om gennemførelse af den nævnte rådgivning.
Rådets forslag medfører ikke ændringer i forhold til de gældende regler og praksis på de berørte områder. Dog medfører § 7 en lovfæstelse af pligten for kriminalforsorgen til at yde den ovennævnte rådgivning af dømte.
5.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 5-7.
5.2. Straffuldbyrdelsens iværksættelse
5.2.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 997, stk. 1, drager politimesteren omsorg for straffedommens fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i henseende til dommens øvrige bestemmelser. Politimesteren står herved under statsadvokatens tilsyn.
Efter retsplejelovens § 999, stk. 1, kan en straffedom ikke fuldbyrdes, før ankefristen er udløbet, eller ankeafkald er meddelt. I perioden fra dommens afsigelse og til straffuldbyrdelsens iværksættelse kan derfor alene ske frihedsberøvelse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 769 om varetægtsfængsling efter dom er opfyldt. Efter retsplejelovens § 777 kan en varetægtsarrestant også ved varetægtsfængsling efter dom med rettens godkendelse anbringes i fuldbyrdelsesinstitution, hvis anklagemyndigheden og fuldbyrdelsesinstitutionen samtykker, og den pågældende er enig heri. Gør helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed det påkrævet, kan sådan anbringelse dog også ske uden den pågældendes samtykke.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 2 kan udståelse af frihedsstraf først iværksættes, når fuldbyrdelsesordre foreligger. Har domfældte været varetægtsfængslet eller anholdt efter domsafsigelsen, medregnes dette tidsrum i straffetiden.
Nærmere regler om straffuldbyrdelsens iværksættelse er bl.a. fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring (iværksættelsescirkulæret).
Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets vejledning af 19. maj 1994 om hurtig indsættelse af voldsdømte, der indeholder en nærmere redegørelse for de ændringer i iværksættelsescirkulæret, som er en følge af regeringens handlingsplan af oktober 1993 vedrørende bekæmpelse af vold.
Der henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 55-56.
5.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 56-57, 646, jf. §§ 7-9 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 682-683, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 98, jf. §§ 8-9 i rådets lovudkast, og s. 152-154.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag. Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 8, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelsen af fængselsstraf skal iværksættes snarest muligt. Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelsen for dømte, der er på fri fod efter dommen, iværksættes, når den dømte modtages i en institution under kriminalforsorgen. For dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom, jf. § 8, stk. 3, i rådets lovudkast.
Som § 9, stk. 1, foreslås en bestemmelse, hvorefter den dømte, hvis den pågældende ikke er varetægtsfængslet efter endelig dom, skal indkaldes til fuldbyrdelse af fængselsstraffen. Indkaldelse sker efter regler fastsat af justitsministeren. Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter ansøgninger fra dømte om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen så vidt muligt skal imødekommes.
De nævnte bestemmelser indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende straffuldbyrdelsens iværksættelse, jf. pkt. 5.2.1. ovenfor.
5.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om straffuldbyrdelsens iværksættelse. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 8 og 9.
5.3. Udsættelse og benådning
5.3.1. Gældende ret
Regler om udsættelse med straffuldbyrdelsen er fastsat i retsplejeloven. Efter retsplejelovens § 951, stk. 2, § 962, stk. 4, § 966, stk. 2, og § 986 kan retten i visse tilfælde, når der er indgivet ansøgning om tilladelse til anke efter ankefristens udløb eller om genoptagelse af en straffesag, træffe bestemmelse om, at straffuldbyrdelsen skal udsættes.
Endvidere kan retten efter retsplejelovens § 998, stk. 1, træffe bestemmelse om udsættelse af straffuldbyrdelsen, når der er rejst spørgsmål om fortolkning af den idømte straffedom mv.
Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. Efter § 1001, stk. 2, kan justitsministeren tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en umiddelbar udståelse af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for det offentlige. Af § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1. led, følger, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, når den ret, der har afsagt dommen, finder grund til at indstille den dømte til hel eller delvis benådning. Det samme gælder, når ansøgning herom indgives af den dømte, for så vidt en ansøgning ikke allerede tidligere er afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt., 2. led.
Disse bestemmelser skal sammenholdes med retsplejelovens § 1000, hvorefter retten eller de lægdommere, der har medvirket ved sagens behandling, kan indstille til justitsministeren, at den dømte skal benådes. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive indstilling om benådning. Om en påbegyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på grund af en ansøgning om benådning afgøres ifølge § 1001, stk. 3, 2. pkt., af justitsministeren.
Nærmere regler om udsættelse med straffuldbyrdelsen og benådning for frihedsstraf er bl.a. fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 med senere ændringer om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. samt i vejledning af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand mv.
Endvidere er der i §§ 19 og 22 i Justitsministeriets cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. fastsat regler om bortfald af tilsigelse til straffuldbyrdelse i tilfælde, hvor den dømte har indgivet ansøgning om benådning eller udsættelse med straffuldbyrdelsen.
Endelig er der i Justitsministeriets cirkulære nr. 54 af 14. marts 1994 med senere ændringer fastsat regler om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- og promillekørsel.
Herudover henvises til 1989-betænkningen, s. 59-63.
Reglerne om tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen skal i øvrigt sammenholdes med reglerne om tilladelse til strafafbrydelse. Efter praksis skal der foreligge vægtigere grunde til at afbryde straffuldbyrdelsen end for at udsætte straffuldbyrdelsen, jf. pkt. 5.10. nedenfor. Indgives ansøgning om udsættelse med en del af straffuldbyrdelsen, før straffuldbyrdelsen iværksættes, behandles ansøgningen efter reglerne om udsættelse med straffuldbyrdelsen.
5.3.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 63-64, 646-647, jf. §§ 10-13 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 684-686, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 98-99, jf. §§ 10-13 i rådets lovudkast, og s. 154-159.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 10 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal udsættes, når hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold taler herfor, og hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.
§ 10 svarer til den administrative praksis, der i dag følges på området. § 10 tilsigter sammen med § 12 i rådets lovudkast, der omtales nedenfor, at erstatte de nugældende regler i retsplejelovens §§ 1000 og 1001. Det bemærkes herved, at reglerne om rettens og lægdommernes adgang til at indstille den dømte til benådning ikke længere har praktisk betydning, idet de oprindeligt blev indført med henblik på dødsstraffen, som blev endeligt ophævet ved lov nr. 1097 af 22. december 1993.
Som nævnt under pkt. 5.3.1. ovenfor, indebærer § 1001, stk. 1, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, hvis den dømte bliver alvorligt syg. § 10 i rådets lovudkast afviger herved fra retsplejelovens regel, idet udsættelse med straffuldbyrdelsen efter denne bestemmelse forudsætter, at der er meddelt tilladelse hertil efter en konkret vurdering. Afvigelsen har imidlertid ingen praktisk betydning, idet alvorlig sygdom i praksis altid fører til, at straffuldbyrdelsen udsættes.
Som § 11 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning. Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun tillægges ansøgninger, indgivet inden udløbet af bestemte frister, opsættende virkning efter § 12 i rådets lovudkast. Formålet med bestemmelsen, der svarer til den administrative praksis, der i dag følges på området, er bl.a. at modvirke, at der indgives ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen mv. umiddelbart før straffuldbyrdelsens iværksættelse med den følge, at ansøgningen tillægges opsættende virkning, og straffuldbyrdelsen derved udsættes.
Som § 12 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om udsættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøgning herom eller om benådning. Forslaget svarer til de gældende administrative regler på området.
Efter § 12, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, når en dømt på fri fod rettidigt søger om udsættelse eller benådning, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Har den dømte tidligere fået straffuldbyrdelsen udsat eller fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning, skal straffuldbyrdelsen kun udsættes på behandlingen af den nye ansøgning, når denne indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, jf. § 12, stk. 2, i rådets lovudkast.
Som det fremgår, er § 12, stk. 1, begrænset til dømte på fri fod. Ansøgning fra dømte, der er varetægtsfængslet efter dom, behandles som hidtil som en anmodning om løsladelse, der forelægges politiet eller retten med henblik på, at spørgsmålet om løsladelse kan afgøres efter retsplejelovens regler. Endvidere behandles ansøgning fra dømte, der er ved at afsone en anden straf, som en anmodning om afbrydelse af straffuldbyrdelsen, idet flere straffe efter rådets lovudkast normalt fuldbyrdes i forlængelse af hinanden, jf. pkt. 5.10. nedenfor.
Endelig er som § 13, stk. 1, i rådets lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter udsættelse af straffuldbyrdelsen betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Hertil føjes i stk. 2 en bestemmelse, der giver mulighed for at tilbagekalde tilladelsen, således at straffuldbyrdelsen herefter skal påbegyndes snarest muligt, hvis den dømte ikke overholder de fastsatte vilkår, f.eks. ved at begå strafbart forhold i udsættelsesperioden, eller på ny dømmes for strafbart forhold, dvs. forhold begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen.
§ 13 medfører i forhold til den nuværende retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til tilbagekaldelse i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold, begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen i de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for vedkommende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 13, stk. 2. Bestemmelsen er herved på linie med § 49, nr. 1, om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang, § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus i rådets lovudkast.
§ 13 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis på dette område.
5.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udsættelse og benådning.
Som det fremgår af pkt. 5.3.2. ovenfor, indebærer § 13, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 i rådets lovudkast, at der gælder strengere krav for at kunne tilbagekalde en tilladelse som følge af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen (forudgående kriminalitet) end for kriminalitet, der er begået efter, at tilladelsen er givet (efterfølgende kriminalitet). Ved forudgående kriminalitet kræves således, at den pågældende skal være dømt for forholdet, mens der for efterfølgende kriminalitet alene stilles krav om, at den pågældende har begået strafbart forhold.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør også forudgående kriminalitet som hidtil kunne føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt forholdet. Det foreslås derfor, at udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 13, stk. 2, ændres til: »eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold«. Det bemærkes herved, at den ændrede formulering ikke tilsigter at udelukke, at der kan ske tilbagekaldelse af tilladelsen i andre tilfælde, hvor der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger er grundlag herfor.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 10-13.
5.4. Beregning af straffetiden
5.4.1. Gældende ret
Med straffetidsberegning sigtes til fastlæggelsen af den periode, hvori en idømt straf skal fuldbyrdes. Straffeloven indeholder i §§ 46, 86 og 90 regler herom.
Efter straffelovens § 46 medregnes til straffetiden den tid, i hvilken en indsat uden egen skyld indlægges på sygehus. Efter samme bestemmelse medregnes derimod ikke den tid, i hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen.
Straffelovens § 86 indeholder regler om afkortning med frihedsberøvelse i anledning af forhold, der indgår i den dom, der medfører afsoning. Efter straffelovens § 86, stk. 1, skal der, når den dømte har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse, afkortes et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i den idømte frihedsstraf. Frihedsberøvelser, der ikke har varet mindst 24 timer, medfører ikke afkortning. Dommen skal indeholde oplysning om varigheden af frihedsberøvelser og indlæggelser, der medfører afkortning. Retten kan i den forbindelse undtagelsesvis bestemme, at hele straffen skal anses for udstået, selv om den idømte straf er længere end den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet eller indlagt. Hvis anke afvises eller frafaldes, træffes en sådan afgørelse ved beslutning af den overordnede ret. Er bødestraf idømt, skal det i dommen bestemmes, at straffen eller en del af denne skal anses for udstået.
Straffelovens § 86, stk. 1, suppleres i stk. 2-5 af bestemmelser om fradrag i tilfælde af kombinationsdom efter straffelovens § 58, indsættelse til udståelse af frihedsstraf som følge af overtrædelse af vilkår i en betinget dom, benådning eller prøveløsladelse samt anholdelse og varetægtsfængsling mv. i udlandet. Ved kombinationsdomme sker afkortning som udgangspunkt i den ubetingede del af straffen, jf. § 86, stk. 2, 1. pkt. Efter § 86, stk. 2, 2. pkt., kan det dog i dommen bestemmes, at afkortning ikke eller kun delvis skal ske i den ubetingede del af straffen. Efter straffelovens 86, stk. 3, skal frihedsberøvelse, der er sket i anledning af overtrædelse af vilkår fastsat i en betinget dom i medfør af § 57, fradrages efter reglerne i § 86, stk. 1 og 2, når der efter § 60, stk. 1, nr. 3, træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom. Det samme gælder efter § 86, stk. 5, i tilfælde, hvor den dømte indsættes til afsoning af frihedsstraf efter at have været anholdt eller varetægtsfængslet på grund af overtrædelse af vilkår for benådning eller prøveløsladelse. Endelig kan retten efter § 86, stk. 4, træffe bestemmelse om afkortning i den idømte straf med hensyn til anholdelse og varetægtsfængsling mv., der har fundet sted i udlandet.
Efter straffelovens § 90, stk. 1, kan den straffuldbyrdende myndighed i tilfælde, hvor en person skal afsone straf af fængsel i forbindelse med en hæftestraf, træffe bestemmelse om, at hæftestraffen skal omsættes til fængsel. Ved omsætning af hæfte til fængsel regnes 2 dages fængsel lig med 3 dages hæfte, jf. § 90, stk. 3.
Nærmere regler om straffetidsberegning er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf og om forhold, der midlertidigt afbryder straffuldbyrdelsen. Heraf følger bl.a., at der som led i de straffuldbyrdende myndigheders beregning af straffetiden også skal tages hensyn til varetægtsfængsling mv., der finder sted i anledning af en ny sag under straffuldbyrdelsen. Fører den nye strafferetlige forfølgning til idømmelse af frihedsstraf, anses straffuldbyrdelsen i den gamle sag for afbrudt med den virkning, at varetægtsfængslingen afkortes i den nye frihedsstraf, jf. cirkulærets § 9. Kan der ikke foretages afkortning i den nye sag, f.eks. fordi den indsatte frifindes, regnes afsoningen i den gamle sag ikke for afbrudt, jf. herved bl.a. Rigsadvokatens meddelelse nr. 21/74 om en person, der under straffuldbyrdelsen blev varetægtsfængslet, men senere frifundet. Ifølge rigsadvokatmeddelelsen sker dette uafhængigt af, om krav om erstatning i anledning af samme frihedsberøvelse fremsættes og eventuelt imødekommes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Af Anklagemyndighedens Årsberetning for 1988, s. 22-24, fremgår, at der i disse tilfælde tillige normalt ydes en skønsmæssig mindre erstatning end efter taksterne. Det skyldes den yderligere belastning, som anholdelse og varetægtsfængsling antages at være i sammenligning med den almindelige afsoning.
For så vidt angår frihedsberøvelse i sager, der hidrører fra tiden før påbegyndelsen af den aktuelle straffuldbyrdelse, kan der efter omstændighederne ske »modregning« i den aktuelle straffuldbyrdelse med det antal dage, frihedsberøvelsen fra den sag, der ikke førte til domfældelse, har varet. En sådan »modregning« forudsætter, at den pågældende selv ønsker det. Endvidere modregnes normalt kun i tilfælde, hvor de almindelige betingelser for at yde erstatning er opfyldt, herunder at der ikke foreligger egen skyld. Ifølge anklagemyndighedens ovennævnte årsberetning kan der dog være en tilbøjelighed til at se bort fra egen skyld i sådanne tilfælde i lidt højere grad, end hvis der søges erstatning. Er den pågældende aktuelt i gang med en straffuldbyrdelse, sker »modregning« ved simpel afkortning i den resterende afsoningstid. Har den pågældende endnu ikke påbegyndt afsoningen, sker »modregningen« i form af benådning mod afkald på erstatningskravet.
Der henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 65-68, og 1998-betænkningen, s. 161-163 og 165.
5.4.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 68-70, 647, jf. §§ 14-19 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 686-688, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 99-100, jf. §§ 14-19 i rådets lovudkast, og s. 159-160, 163-164 samt 166-169.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til §§ 14-17 og 19.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 14, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter kriminalforsorgen ved en beregning af straffetiden skal fastlægge tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, og tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1. Forslaget om fastlæggelse af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal ses i sammenhæng med rådets forslag om at indføre en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Som stk. 2 og 3 i § 14 foreslås bestemmelser, hvorefter fuldbyrdelsen af fængselsstraf for dømte, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, anses for påbegyndt den dag, dommen er afsagt, og for dømte, der er på fri fod efter endelig dom, anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Som §§ 15-17 foreslås forskellige yderligere bestemmelser om straffetidsberegning og omberegning af straffetiden i tilfælde, hvor forudsætningerne for straffetidsberegningen ændres, og om kriminalforsorgens pligt til at gøre den dømte bekendt hermed. De foreslåede bestemmelser medfører ingen ændringer i forhold til de gældende regler på området.
Efter § 18, stk.1, i arbejdsgruppens lovudkast skal der ved beregningen af straffetiden foretages fradrag efter straffelovens § 86, stk. 1, for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse. Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag. Rådet finder dog, at der også bør være pligt til at sikre, at et eventuelt fradrag kommer den dømte til gode i de tilfælde, der omfattes af § 86, stk. 2-5. F.eks. skal det påses, at frihedsberøvelse, der er sket i anledning af overtrædelse af vilkår, fastsat efter straffelovens § 57, kommer til fradrag, når der er truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom, jf. § 86, stk. 3, jf. herved § 18, stk. 1, i rådets lovudkast.
Rådet har bl.a. i lyset af Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 123, overvejet, om der i tilknytning til § 18, stk. 1, bør fastsættes bestemmelser om forholdet mellem reglerne om fradrag efter straffelovens § 86 og adgangen til erstatning for uberettiget frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 93 a som følge af den samme frihedsberøvelse. I den ovennævnte sag var den tiltalte for 8 forhold idømt fængsel i 8 måneder, men frifundet for forhold 9, som han i 3 uger havde været varetægtsfængslet for. Efter afsoningen påstod han sig tilkendt erstatning for uberettiget varetægtsfængsling. Det hedder i Højesterets dom bl.a., at frihedsberøvelsen af erstatningssøgende alene var begrundet i det forhold, for hvilket han var frifundet. Uanset dette skulle der som sket i medfør af straffelovens § 86 ske afkortning i den straf, som erstatningssøgende ved samme dom blev idømt for andre forhold. Denne afkortning måtte endvidere tages i betragtning ved afgørelsen af påstanden om erstatning, der som udgangspunkt måtte træffes efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, og ikke stk. 1. Højesteret fandt, at der ikke i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilkende erstatning ud over den kompensation, som afkortningen var udtryk for.
Efter rådets opfattelse må det efter dommen formentlig antages, at der normalt ikke er grundlag for at tilkende erstatning ud over den kompensation, som afkortningen er udtryk for, i tilfælde, hvor der sker frifindelse i det eller de forhold i sagen, der har begrundet varetægtsfængslingen. På den anden side kan dommen ikke antages at udelukke, at der i det enkelte tilfælde kan foreligge sådanne særlige omstændigheder, at der også er grundlag for erstatning. Rådet har på den baggrund fundet, at der ikke med henblik på straffuldbyrdelsesloven er grundlag for at fastsætte særlige regler på området. § 18, stk. 1, i rådets lovudkast udelukker derfor ikke, at der både foretages fradrag efter straffelovens § 86 og ydes erstatning efter retsplejelovens regler. Om der foruden det obligatoriske fradrag for frihedsberøvelse efter § 86 er grundlag for at yde erstatning i anledning af samme frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 93 a, må afhænge af en konkret vurdering i overensstemmelse med retningslinierne i den ovennævnte højesteretsdom.
§ 18, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast regulerer spørgsmålet om fradrag for anholdelse og varetægtsfængsling, der har fundet sted før eller under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer, at der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag i den aktuelle straffuldbyrdelse for sådan frihedsberøvelse. Fradrag skal foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling under straffuldbyrdelsen skal dog kun foretages i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen er afbrudt, jf. § 70 i arbejdsgruppens lovudkast. Baggrunden for 50 pct.-reglen er, at anholdelse eller varetægtsfængsling normalt finder sted under former, der er mere restriktive end under straffuldbyrdelse. Det er efter arbejdsgruppens lovudkast uden betydning, om den uberettigede frihedsberøvelse tillige har været uforskyldt og derfor kunne have ført til erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.
For Straffelovrådet har det været afgørende at sikre, at der ikke er mulighed for både at få erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a og fradrag med tillæg af 50 pct. i anledning af den samme frihedsberøvelse. Konklusionen på rådets overvejelser er en mellemløsning, der gør brug af arbejdsgruppens forslag om en obligatorisk 50 pct.-regel, men samtidig udelukker, at der kan ydes erstatning efter retsplejelovens regler i det omfang, der foretages fradrag efter 50 pct.-reglen. Efter § 18, stk. 2, i rådets lovudkast skal der herefter ved beregningen af straffetiden foretages fradrag for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse i en anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Fradrag foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg på 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75 i rådets lovudkast og pkt. 5.10. nedenfor. I det omfang, der foretages fradrag, ydes der ikke erstatning for frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf. § 18, stk. 4, 1. pkt., i rådets lovudkast. Fradraget er obligatorisk og skal foretages, uanset om der i det pågældende tilfælde ville have været grundlag for at yde erstatning. Imidlertid udelukker rådets forslag ikke, at der søges om og efter en konkret vurdering ydes erstatning i tilfælde, hvor frihedsberøvelsen ikke kan fradrages fuldt ud i den aktuelle strafafsoning.
Arbejdsgruppen har i sit lovudkast også inddraget frihedsberøvelse i sager, der hidrører fra tiden før påbegyndelsen af den aktuelle straffuldbyrdelse, under den foreslåede 50 pct.-ordning. Efter rådets opfattelse kan dette imidlertid føre til, at den dømte både opnår fradrag med tillæg af 50 pct. for den tidligere frihedsberøvelse i den aktuelle straffuldbyrdelse og erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a for den samme frihedsberøvelse, f.eks. hvis den dømte på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om afkortning med varetægtsfængsling fra en tidligere sag, har søgt om eller fået erstatning for den samme frihedsberøvelse. Frihedsberøvelser fra tiden før den aktuelle straffuldbyrdelse er derfor ikke omfattet af § 18, stk. 2, i rådets lovudkast. Om der skal ske fradrag i form af »modregning« i den aktuelle straffuldbyrdelse afgøres således efter de hidtil gældende regler, jf. pkt. 5.4.1. ovenfor.
I tilslutning til § 18, stk. 2, har rådet også overvejet at give mulighed for afkortning i stedet for erstatning som følge af, at den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt været udelukket fra fællesskab, jf. § 106 i rådets lovudkast og pkt. 9.1. nedenfor. Efter arbejdsgruppens opfattelse er der en så væsentlig forskel på erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling, der ikke besluttes af kriminalforsorgen, og erstatning for uberettigede indgreb besluttet af kriminalforsorgen, at det findes betænkeligt som en almindelig ordning at tillade konvertering af erstatning i de sidstnævnte tilfælde til et fradrag i straffetiden. Arbejdsgruppens lovudkast indeholder derfor ikke forslag til en sådan ordning.
Rådet finder, at der ikke kan rejses afgørende indvendinger mod at indføre en ordning, hvorefter der ved beregningen af straffetiden foretages fradrag i tilfælde, hvor den indsatte har ret til erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, fordi den pågældende uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt været udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast. Efter rådets opfattelse har disse tilfælde en sådan lighed med tilfælde, hvor den indsatte har været varetægtsfængslet under straffuldbyrdelsen, at det er naturligt, at forslaget om fradrag i stedet for erstatning ved varetægtsfængsling som udgangspunkt også finder anvendelse, når betingelserne for at yde erstatning efter § 106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast er opfyldt. Herved opnås også mulighed for en kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelse i tilfælde, hvor der ikke på andet grundlag, f.eks. reglerne om prøveløsladelse, kan ske en kortere fremrykning af løsladelsen.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 18, stk. 3, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved beregningen af straffetiden også foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3. Fradrag foretages med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage. At der i disse tilfælde ikke foretages fradrag med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg på 50 pct., skyldes, at straffuldbyrdelsen ikke afbrydes ved disse indgreb. I det omfang, der foretages fradrag efter § 18, stk. 3, ydes ikke erstatning for indgrebet efter § 106, nr. 2 og 3.
5.4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om beregning af straffetiden, jf. §§ 14-19 i rådets lovudkast. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 14-19.
Det bemærkes herved, at Strafferetsplejeudvalgets forslag i betænkning nr. 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation om forhøjet varetægtsfradrag for isolation angår personer, der efterfølgende findes skyldige. Dette forslag adskiller sig således fra Straffelovrådets forslag om fradrag for varetægtsfængsling i en anden sag under straffuldbyrdelsen, der alene sigter på tilfælde, hvor påtale opgives, eller tiltalte frifindes.
5.5. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
5.5.1. Institutioner mv.
5.5.1.1. Gældende ret
Om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf henvises til pkt. 5.1.1. ovenfor.
5.5.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 86-87, 648, jf. § 20 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 688-689, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 100, jf. § 20 i rådets lovudkast, og s. 174.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 20, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel eller arresthus. Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter fængselsstraf dog efter reglerne i § 78 i rådets lovudkast om anbringelse i og overførsel til særlig institution mv. i særlige tilfælde kan fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
Udtrykket »fængsel« sigter til de eksisterende åbne og lukkede anstalter, herunder Anstalten ved Herstedvester, og udtrykket »arresthus« omfatter varetægtsinstitutionerne, herunder Københavns Fængsler. Den foreslåede bestemmelse indebærer i lighed med de nugældende regler mv., at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel eller arresthus. Om adgangen til at fuldbyrde fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen henvises til § 78 i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.11. nedenfor.
5.5.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om angivelse af de institutioner mv., hvori fængselsstraf kan fuldbyrdes. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 20.
5.5.2. Anbringelse i og overførsel mellem arresthus og fængsel samt anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede fængsler
5.5.2.1. Gældende ret
Efter § 1, stk. 1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen udstås fængselsstraf i åben anstalt, medmindre det af særlige grunde findes utilrådeligt. Efter § 1, stk. 2, kan fængselsstraf i almindelighed ikke udstås i arresthus (Københavns Fængsler), medmindre strafudståelsen bliver kortvarig. Hæftestraf udstås i arresthus eller i kriminalforsorgens anstalter, jf. § 1, stk. 3.
Nærmere regler om anbringelse og overførsel af dømte er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 med senere ændringer om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner.
Endvidere kan nævnes cirkulære af 27. maj 1983 med senere ændringer om anbringelse af domfældte, der må antages at ville forestå indsmugling eller handel med narkotika i større omfang under afsoningen, og om overførsel af indsatte, der gør sig skyldige i indsmugling eller forhandling af narkotika i større omfang.
Desuden kan henvises til Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, der bl.a. i §§ 6-8 indeholder særlige regler om anbringelse og overførsel af 15-17 årige personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring.
Herudover kan der henvises til Justitsministeriets vejledning fra september 1997 om forsøgsordningen vedrørende en forstærket behandlingsindsats over for personer, der er dømt for seksualforbrydelser. Forsøgsordningen indebærer, at den omhandlede gruppe af dømte påbegynder afsoningen med et kort ophold på en særlig visitationsafdeling i Anstalten ved Herstedvester, hvor der tages stilling til, om den pågældende har behov for og er motiveret for behandling. Er dette tilfældet, kan den pågældende enten fortsætte en behandling i Anstalten ved Herstedvester eller blive overført til et andet fængsel (eller eventuelt en pension i medfør af straffelovens § 49, stk. 2) og derfra få tilladelse til udgang med henblik på ambulant behandling på sexologisk eller psykiatrisk hospitalsafdeling.
Endelig kan det nævnes, at der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 er fastsat regler, hvorefter indsatte, der er dømt for farlig kriminalitet, og som under indsættelsen er undveget eller har forsøgt at undvige ved hjælp af personfarlige metoder, og som fortsat antages at frembyde en undvigelsesrisiko, kan anbringes under særligt restriktive afsoningsforhold i særligt sikrede afsnit i lukkede fængsler eller særligt sikrede celler i udvalgte arresthuse.
Om anbringelse og overførsel henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 74-83. Det bemærkes herved, at et eventuelt tilhørsforhold til gruppen af »negativt stærke« indsatte, herunder rockergrupper, efter praksis i almindelighed fører til anbringelse i lukket fængsel.
5.5.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 85-100, 648-652, jf. §§ 21-30 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 689-700, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 100-104, jf. §§ 21-30 i rådets lovudkast, og s. 170-191.
5.5.2.2.1. §§ 21-30 i Straffelovrådets lovudkast regulerer valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. I § 21 fastsættes regler om, hvorvidt fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal påbegyndes i fængsel eller arresthus. Skal fuldbyrdelsen efter denne bestemmelse påbegyndes i fængsel, afgøres det efter § 22, om fuldbyrdelsen skal ske i åbent eller lukket fængsel. § 23 regulerer valget af den konkrete afsoningsinstitution. Dette valg forudsætter, at der i medfør af § 21 og § 22 er truffet afgørelse om den institutionstype (arresthus, åbent eller lukket fængsel), i hvilken straffen skal fuldbyrdes. §§ 24 og 25 samt §§ 27 og 28 regulerer spørgsmålet om overførsel mellem henholdsvis åbent og lukket fængsel og fængsel og arresthus. Disse bestemmelser suppleres af § 26 om adgang til overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner. Endvidere rummer § 29 en bestemmelse om valget af den konkrete afsoningsinstitution i tilfælde, hvor der er sket overførsel i medfør af §§ 24-28. § 29 supplerer således § 23 om valget af afsoningsinstitution ved straffuldbyrdelsens begyndelse.
Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde arbejdsgruppens forslag. Da arbejdsgruppens betænkning stammer fra 1989, har rådet overvejet, om der på baggrund af udviklingen i den mellemliggende periode er behov for ændringer på området.
I en indstilling af april 1994 om negativt stærke og svage indsatte, afgivet af en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen, foreslås det bl.a., at der i straffuldbyrdelsesloven tilvejebringes en udvidet adgang til overførsel af »negativt stærke« indsatte fra åbent til lukket fængsel. En arbejdsgruppe vedrørende stærke indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har i en indstilling af marts 1996 tilsluttet sig dette forslag.
Med udtrykket »stærke« indsatte sigtes navnlig til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan magtposition i fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold til medindsatte. Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra den fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af andre »stærke« indsatte, dvs. vold, trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er imidlertid væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod alle i institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres trusler og pres til de medindsattes familier og pårørende. Som følge af det almindelige kendskab til sådanne gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at anvende vold og trusler. Deres blotte fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den tilsigtede frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv. sædvanligvis ikke af de »negativt stærke« indsatte selv, men af »håndlangere«, hvilket gør det særdeles vanskeligt eller umuligt at bevise deres andel. Medvirkende hertil er også, at ingen tør udtale sig af frygt for repressalier.
I indstillingen foreslås det endvidere, at der for så vidt angår gruppen af »svage« indsatte overvejes indført en udtrykkelig hjemmel til anbringelse i eller overførsel til arresthus eller anden afsoningsinstitution i beskyttelsesøjemed. Med udtrykket »svage« indsatte sigtes til personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte. Som eksempel kan peges på stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. En anden gruppe udgør de indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af fællesskabet.
Arbejdsgruppens lovudkast giver mulighed for at anbringe i og overføre fra fængsel til arresthus mod den dømtes vilje, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb fra medindsatte, jf. § 21, stk. 3, nr. 2, og § 28, stk. 1, nr. 2. Sker anbringelsen mv. med den pågældendes samtykke, er forholdet omfattet af § 21, stk. 4, nr. 2, og § 28, stk. 4, nr. 2. Endvidere kan der ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner mv. tages hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb fra medindsatte, jf. § 23, stk. 2, nr. 3, § 26, nr. 2, og § 29, jf. § 23, stk. 2, nr. 3, i arbejdsgruppens lovudkast.
Arbejdsgruppens lovudkast giver imidlertid ikke mulighed for at anbringe i eller overføre fra åbent til lukket fængsel mod den dømtes vilje i beskyttelsesøjemed, idet fuldbyrdelse af fængselsstraf som hovedregel skal ske i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1, i arbejdsgruppens forslag. Denne hovedregel svarer til gældende ret og bygger på princippet om, at frihedsberøvelsen ikke må være mere indgribende, end formålet tilsiger. Kan frihedsberøvelsen gennemføres i åbent fængsel uden begrundet antagelse af risiko for undvigelse eller for, at de friere forhold i et åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed ligestillet adfærd, skal den dømte således anbringes i åbent fængsel.
Straffelovrådet finder, at straffuldbyrdelsesloven bør give mulighed for i særlige tilfælde at anbringe i lukket fængsel og overføre fra åbent til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed, selv om den dømte ikke ønsker det, idet der i praksis har vist sig behov herfor. Det gælder ikke blot i tilfælde, hvor den dømte tilhører gruppen af »svage« indsatte i den ovennævnte betydning, men også i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen skal modvirke overgreb, der iværksættes af udefra kommende bander mod indsatte, der tilhører en rivaliserende gruppe.
For så vidt angår de »negativt stærke« indsatte, er anbringelse mv. i arresthus og lukket fængsel efter arbejdsgruppens lovudkast betinget af, at der i det enkelte tilfælde kan påvises bestemte grunde til at antage eller en særlig bestyrket mistanke om, at den dømte vil udøve vold mod medindsatte eller personale, jf. § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, nr. 2, § 25, stk. 3, nr. 2, § 26, nr. 5, og § 28, stk. 1, nr. 1.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) finder, at der bør være mulighed for at foretage de nævnte former for anbringelse mv. alene med henvisning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte. Flertallet foreslår på den baggrund betingelserne for anbringelse mv. lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte eller personale, således at der alene stilles krav om, at anbringelsen mv. må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Med udtrykket »overgreb« sigter flertallet ikke alene til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer, herunder til at afsone i fællesskab og til at vælge mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, skolegang, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget, herunder undlade at gennemføre de nødvendige sikkerheds- og kontrolforanstaltninger.
Et mindretal (2 medlemmer) kan ikke tilslutte sig, at der indføres hjemmel til at anbringe mv. alene på grundlag af »den indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens ... kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte«. En så kraftig ændring af afsoningsforholdene må have et væsentligt solidere beslutningsgrundlag. Det må således efter mindretallets opfattelse kræves, at der er bestemte grunde til at anse anbringelsen mv. nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
5.5.2.2.2. På den baggrund foreslås som § 21 i rådets lovudkast indsat bestemmelser om anbringelse i fængsel eller arresthus, der indebærer, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel.
Kortvarig fængselsstraf kan dog fuldbyrdes i arresthus i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, jf. § 21, stk. 2.
Efter § 21, stk. 3, kan fængselsstraf endvidere fuldbyrdes i arresthus, hvis (1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, (2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende stoffer, (3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller (4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Vestre Hospital.
Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og enten har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet eller særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 21, stk. 4.
§ 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast medfører en udvidelse af muligheden for at anbringe i arresthus, idet det i modsætning til § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør en sådan anbringelse nødvendig for at forebygge vold mod medindsatte eller personale. Den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte. Et sådant kendskab vil typisk basere sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse med forudgående varetægtsfængsling.
§ 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast medfører, at der i videre omfang end hidtil kan ske anbringelse i arresthus for at forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer, idet det ikke kræves, at den dømte må antages at ville indsmugle eller handle med euforiserende stoffer i større omfang, jf. herved § 1 i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj 1983 og pkt. 5.5.2.1. ovenfor. Bestemmelsen forudsættes dog alene anvendt, når der er spørgsmål om at forebygge indsmugling eller handel af ikke bagatelagtig karakter. Baggrunden for bestemmelsen er, at de gældende regler har vist sig utilstrækkelige i praksis, idet det ikke er muligt at tilvejebringe det fornødne bevis for, at den forventede indsmugling eller handel vil være af større omfang.
§ 21 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i arresthus.
5.5.2.2.3. Som § 22 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om anbringelse i åbent eller lukket fængsel, der indebærer, at fuldbyrdelse af straf i fængsel normalt sker i åbent fængsel.
Fuldbyrdelse af straffen skal dog ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller mere, eller den dømte efter tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt. Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i disse tilfælde ske i åbent fængsel, hvis dette ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte, jf. § 22, stk. 2.
Efter § 22, stk. 3, kan fuldbyrdelse af straf i fængsel ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Det samme gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel.
Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan endvidere efter § 22, stk. 4, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller hvis den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester.
Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan i øvrigt ske, hvis den dømte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 22, stk. 5.
§ 22, stk. 3, 1. pkt., medfører i lighed med § 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus en udvidelse af muligheden for at anbringe i lukket fængsel, idet det i modsætning til § 22, stk. 3, nr. 2, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil udvise en adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel. Med bestemmelsen sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte med deraf følgende risiko for overgreb på medindsatte eller personalet.
Endvidere åbner § 22, stk. 4, nr. 1, mulighed for, at der mod den dømtes vilje kan ske anbringelse i lukket fængsel i beskyttelsesøjemed. Denne bestemmelse sigter bl.a. på personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks. stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte, samt indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af medindsatte.
§ 22 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i lukket fængsel.
5.5.2.2.4. Som § 23 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om valg af afsoningsinstitution, der indebærer, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted.
Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold, jf. § 23, stk. 1.
Efter § 23, stk. 2, kan reglerne i stk. 1, 1. pkt., fraviges (1) ved kortvarig fængselsstraf, (2) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, (3) af hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra kommende bander mv. tilhørende rivaliserende grupper, (4) af hensyn til muligheden for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand, (5) af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale eller (6) af hensyn til muligheden for at forhindre, at den indsatte undviger. Med den sidstnævnte bestemmelse sigtes bl.a. til tilfælde, hvor undvigelsen søges gennemført ved en befrielsesaktion, der iværksættes uden for den pågældende afsoningsinstitution.
§ 23 bygger på, at det geografiske nærhedsprincip er udgangspunktet, hvilket ikke indebærer ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om valg af afsoningsinstitution.
5.5.2.2.5. Som § 24 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel, der indebærer, at en indsat i et lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel, jf. § 22, stk. 3, 4 og 5, og § 25, stk. 2, 3 og 5, ikke længere er opfyldt, eller overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig, jf. § 24, stk. 1.
Efter § 24, stk. 2, kan overførsel til åbent fængsel undlades, hvis den resterende straffetid er ganske kort.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om overførsel fra lukket til åbent fængsel at fastslå, at der skal ske overførsel til åbent fængsel, når betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke længere kan antages at være opfyldt, eller fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, skal overføres til åbent fængsel, når denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi den indsatte under ophold i det lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et åbent fængsel.
5.5.2.2.6. Som § 25 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel, der indebærer, at en indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket fængsel, når den pågældende (1) er undveget eller har forsøgt herpå eller (2) er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde af euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende (3) har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer eller (4) har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 25, stk. 1.
Efter § 25, stk. 2, kan en indsat endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Det samme gælder, når der efter de nu foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil undvige eller begå grovere strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel.
Overførsel til lukket fængsel kan desuden efter § 25, stk. 3, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb, eller hvis den pågældende efter de lægelige oplysninger bør overføres til Anstalten ved Herstedvester. Under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel kan den indsatte midlertidigt anbringes i arresthus, når der er grund til at antage, at betingelserne for overførsel er opfyldt. Såfremt den indsatte samtykker heri, kan anbringelsen i stedet ske i lukket fængsel. Vedrører spørgsmålet overførsel til Anstalten ved Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse altid ske i denne institution, jf. § 25, stk. 4.
Overførsel til lukket fængsel kan i øvrigt ske efter den dømtes eget ønske, hvis særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 25, stk. 5.
Efter § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast kan der ske overførsel til lukket fængsel, når den indsatte er sigtet for at have indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast indebærer en udvidelse i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, idet der efter rådets lovudkast kan ske overførsel til lukket fængsel, når den indsatte er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer. Baggrunden for rådets forslag er, at der kan være behov for overførsel uafhængigt af, om den indsatte formelt sigtes for forholdet, f.eks. hvor den indsatte gribes på fersk gerning eller i øvrigt tilstår indsmugling af eller handel med euforiserende stoffer. Overførsel kan dog kun ske efter en konkret vurdering. Må det på baggrund af den indsattes forklaring f.eks. antages, at de euforiserende stoffer er »plantet« hos den pågældende af medindsatte, kan overførsel ikke finde sted. Rådets forslag indebærer således ikke ændringer i forhold til de gældende regler om adgang til at overføre fra åbent til lukket fængsel i tilfælde af indsmugling eller handel med euforiserende stoffer.
Adgangen til at overføre i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, og hvor overførsel må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 25, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast, er ny i forhold til gældende ret, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. § 25, stk. 1, nr. 4, indebærer, at en indsat kan overføres til lukket fængsel, hvis kriminalforsorgen kan påvise bestemte grunde til at antage, at den indsatte under sit ophold i det åbne fængsel ved sin adfærd eller på anden vis har udøvet overgreb på medindsatte eller personale. § 25, stk. 2, 1. pkt., medfører, at der kan ske overførsel bl.a. i tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse i åbent fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller personale, vil den indsatte kunne overføres til lukket anstalt, hvis det er nødvendigt for at forebygge denne risiko.
§ 25, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast, hvorefter der kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, er også ny i forhold til gældende ret. Bestemmelsen sigter bl.a. på personer, der på baggrund af det hidtidige afsoningsforløb har vist sig at have behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks. stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. Som et andet eksempel kan nævnes indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af fællesskabet, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor.
Endelig foreslår rådet som noget nyt, at der i forbindelse med en lovfæstelse af den gældende praksis, hvorefter den indsatte under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel midlertidigt kan anbringes i arresthus, indføres mulighed for midlertidig anbringelse i lukket fængsel, hvis den indsatte samtykker heri, jf. § 25, stk. 4, 1. og 2. pkt. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 25, stk. 5, 1. og 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.
§ 25 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra åbent til lukket fængsel.
5.5.2.2.7. Som § 26 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner, der indebærer, at der kan ske overførsel mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller mellem arresthuse af hensyn til (1) den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, (2) muligheden for at beskytte den indsatte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra kommende bander mv. tilhørende rivaliserende grupper, (3) muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand og (4) muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, samt hvis (5) den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, (6) der er bestemte grunde til at antage, at den indsattes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller handel med euforiserende stoffer, eller (7) den indsatte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Bestemmelsen åbner som noget nyt mulighed for at overføre mellem ensartede afsoningsinstitutioner mod den indsattes ønske af hensyn til muligheden for at beskytte den indsatte mod overgreb eller af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt væsentlige ændringer i forhold til de gældende regler mv. om overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner.
5.5.2.2.8. Som § 27 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel, hvorefter en indsat i et arresthus skal overføres til fængsel, når betingelserne for anbringelse i arresthus, jf. § 21, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast, og for overførsel til arresthus, jf. § 28, stk. 1 og 3, ikke længere er opfyldt, jf. § 27, stk. 1.
Efter § 27, stk. 2, kan en indsat i et arresthus endvidere overføres til fængsel af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner eller muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand. Afgørelsen af, om overførsel fra arresthus skal ske til åbent eller lukket fængsel, træffes ifølge § 27, stk. 3, efter bestemmelserne om anbringelse i åbent fængsel og overførsel fra åbent til lukket fængsel, jf. § 22, jf. §§ 22 og 24, i rådets lovudkast.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om overførsel fra arresthus til fængsel at fastslå, at der skal ske overførsel til fængsel, når betingelserne for ophold i arresthus ikke længere kan antages at være opfyldt.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, skal overføres til fængsel, når denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere består, f.eks. fordi den indsatte under ophold i arresthuset har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et fængsel. Henvisningen i § 27, stk. 3, i rådets lovudkast til § 22, jf. §§ 24 og 25, medfører, at en indsat, der overføres til fængsel, f.eks. fordi muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale ikke længere kan begrunde, at afsoningen sker i et arresthus, normalt skal anbringes i åbent fængsel.
5.5.2.2.9. Som § 28 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus, hvorefter en indsat i et fængsel kan overføres til arresthus, hvis (1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, (2) der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter, (3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, eller (4) den indsatte efter de lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital, jf. § 28, stk. 1.
En indsat i et åbent fængsel kan endvidere efter § 28, stk. 2, i rådets lovudkast for et bestemt tidsrum af højst 8 uger overføres til arresthus, såfremt denne overførsel træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel efter § 25, stk. 1 eller 2, i rådets lovudkast.
Overførsel kan desuden ske efter den indsattes eget ønske, når den pågældende har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet, eller særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 28, stk. 3.
§ 28, stk. 1, nr. 1, i rådets lovudkast medfører en udvidelse af muligheden for at overføre til arresthus, idet det i modsætning til § 28, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil udøve vold mod medindsatte eller personale, og at overførslen må anses for nødvendig for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter. Den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast sigter bl.a. på tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutning om anbringelse i fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller personale, kan den indsatte overføres til arresthus, hvis det er nødvendigt af hensyn til muligheden for at forebygge sådanne overgreb. Hvis den indsatte er anbragt i åbent fængsel, forudsætter en overførsel til arresthus, at overførsel til lukket fængsel ikke er tilstrækkelig til at forebygge sådanne overgreb.
§ 28, stk. 1, nr. 2, indebærer i lighed med § 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus for at forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer en udvidelse af adgangen til at overføre til arresthus med denne begrundelse, idet det ikke kræves, at den indsatte findes skyldig i indsmugling eller handel med euforiserende stoffer i større omfang, jf. herved § 2, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj 1983 samt pkt. 5.5.2.1. og 5.5.2.2.2. ovenfor.
Endelig er adgangen efter § 28, stk. 2, i rådets lovudkast til midlertidig overførsel til arresthus ny i forhold til gældende ret. Forslaget tilsigter i lighed med § 28, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast at begrænse anvendelsen af overførsel til lukket fængsel.
§ 28 i rådets lovudkast medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra fængsel til arresthus.
5.5.2.2.10. Endelig foreslås som § 29 i rådets lovudkast en bestemmelse om valg af ny afsoningsinstitution, hvorefter § 23 i rådets lovudkast om valg af afsoningsinstitution, jf. pkt. 5.5.2.2.4. ovenfor, finder tilsvarende ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende bestemmelser mv. herom.
Som § 30 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse og overførsel efter §§ 21-29.
5.5.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anbringelse i og overførsel mellem arresthus og fængsel samt anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede fængsler.
Justitsministeriet kan således af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde, at der for så vidt angår »negativt stærke« indsatte gives mulighed for at anbringe i og overføre til arresthus og lukket fængsel med henvisning til den stærke indsattes fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor.
Et udvalg under Justitsministeriet overvejer for tiden ændringer af de grundlæggende principper for fordelingen af indsatte, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23. Udvalget har over for Justitsministeriet tilkendegivet, at bestemmelsen i § 22, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i rådets udkast efter udvalgets opfattelse bør udgå. Efter denne bestemmelse skal straffuldbyrdelsen som udgangspunkt ske i lukket fængsel, når den dømte efter tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt. Udvalget har i den forbindelse bl.a. peget på, at efter bestemmelsens ordlyd skal selv løsladelser, der ligger langt tilbage i tiden, i princippet tillægges betydning.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, hvorefter bestemmelsen i § 22, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i rådets lovudkast udgår. Herefter vil det forhold, at den pågældende tidligere er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt, ikke i sig selv medføre, at straffuldbyrdelsen som udgangspunkt skal påbegyndes i lukket fængsel. Oplysninger om den pågældendes adfærd under tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner kan i stedet, som det fremgår af bemærkningerne til § 22, indgå i overvejelser om en eventuel anbringelse i lukket fængsel efter reglerne i § 22, stk. 3-5.
Det har i praksis vist sig, at der også kan være behov for at anbringe i og overføre mellem de forskellige afsoningsinstitutioner i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at forebygge overgreb på andre i institutionen end medindsatte og personale, f.eks. af hensyn til de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere i institutionen m.fl.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at lovforslagets bestemmelser om anbringelse og overførsel mellem de forskellige afsoningsinstitutioner for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale bør udvides, så de også omfatter andre i institutionen.
Der har endvidere i praksis vist sig behov for ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner at kunne modvirke, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.
Lovforslagets bestemmelser om valg af afsoningsinstitution og om overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner er derfor udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor placeringen sker for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.
Endelig foreslås bestemmelsen om adgang til at overføre indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner i tilfælde af overgreb ændret, så den giver mulighed for at overføre i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Herved bringes bestemmelsen på linie med bestemmelsen om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel, hvorefter der bl.a. kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 21-30.
5.6. Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
5.6.1. Vejledning og planlægning
5.6.1.1. Gældende ret
I de fleste fængsler bliver den nyindsatte straks placeret på den afdeling, hvor vedkommende skal have ophold under strafudståelsen.
Straks ved modtagelsen sker der en gennemgang af den indsattes medbragte effekter, og der tages stilling til, hvilke effekter den pågældende kan få udleveret til brug under opholdet, jf. herved pkt. 5.6.6. nedenfor.
Samtidig udleveres de ting, som fængslet stiller til rådighed, ligesom der udbetales forskudsbeløb til indkøb af småfornødenheder.
I tilslutning hertil orienteres den nyindsatte om en række fængselsmæssige forhold. Det drejer sig dels om en række praktiske spørgsmål, dels om de vigtigste regler for opholdet. I nogle fængsler udleveres tillige en skriftlig orientering.
Efter samtale med en repræsentant for fængslets arbejdsdrift og eventuelt fængslets skole tages der stilling til den pågældendes beskæftigelses- eller undervisningsmæssige placering, jf. herved pkt. 5.6.8. nedenfor. Endvidere orienteres den pågældende om muligheden for at få en samtale med fængslets læge. I modtagelsesprogrammet kan også indgå samtaler med andre personalerepræsentanter, herunder forsorgsmedarbejder, præst m.fl., og med de indsattes talsmand, eventuelt med en rundvisning i fængslet.
I tilslutning til modtagelsesprogrammet sker der en såkaldt »indrullering« af den nyindsatte. Det indebærer, at der om den indsattes forhold oprettes et stamrulleblad med de oplysninger, der er af væsentlig betydning for straffuldbyrdelsen.
Ud over navn, personnummer og fødested indeholder stamrullen oplysning om den aktuelle kriminalitet og dom, herunder oplysning om straffetidsberegningen, jf. herved pkt. 5.4. ovenfor. Endvidere gengives kort tidligere kriminalitet med deraf følgende domme og løsladelser samt oplysning af sikkerhedsmæssig betydning, f.eks. om tidligere undvigelser, undvigelsesforsøg eller udeblivelser. Der optages tillige oplysning om aktuelt eller tidligere misbrug af alkohol eller narkotika, om helbredsmæssige forhold og kroniske sygdomme, der kræver særlige hensyn, samt oplysning om foretagne mental- eller personundersøgelser. Endelig optages navn og bopæl på den indsattes nærmeste pårørende samt oplysninger om den indsattes hidtidige skole- og uddannelsesforløb og beskæftigelse.
Oplysningerne om den indsatte indføres i stamrullen i et samarbejde med den indsatte på grundlag af dennes oplysninger og oplysninger fra domsudskriften, straffesagens akter i øvrigt og eventuelt fra tidligere straffuldbyrdelse.
Samtidig oprettes en (inspektions)journal for den indsatte. Heri optages alle væsentlige oplysninger, overvejelser og afgørelser om forløbet af straffuldbyrdelsen. Sammen med denne opbevares domsudskrift og andre dokumenter af betydning for straffuldbyrdelsen samt korrespondance med og om den indsatte.
Der henvises til 1989-betænkningen, s. 109-110.
5.6.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 110, 652, jf. § 31 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 700-701, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 105-106, jf. § 31 i rådets lovudkast, og s. 192.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 31, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse om vejledning og planlægning, hvorefter en indsat snarest efter at være anbragt i institutionen af denne skal vejledes om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen i samarbejde med den indsatte snarest efter indsættelsen skal udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
§ 31, stk. 1 og 2, foreslås i stk. 3 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til indsatte, der alene skal udstå en kortvarig straf.
§ 31 i rådets lovudkast indebærer en udvidelse i forhold til den nuværende praksis, idet der indføres pligt til i alle institutioner at give den dømte en udførlig orientering om regler for opholdet i institutionen og om den dømtes forhold i øvrigt samt at udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen.
5.6.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om vejledning og planlægning. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 31.
5.6.2. Anvisninger
5.6.2.1. Gældende ret
Der henvises til pkt. 4.2.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
5.6.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 107, 645, jf. § 4, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 681, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 192-931, jf. § 32 i rådets lovudkast.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag og foreslår på den baggrund, at der som § 32 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat skal efterkomme de anvisninger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af institutionens opgaver.
Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om indsattes pligt til at følge personalets anvisninger.
5.6.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om anvisninger. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 32.
5.6.3. Fællesskab
5.6.3.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, skal straffen i almindelighed udstås i fællesskab. Personer, der udstår hæftestraf, må ikke uden deres samtykke anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte. Bestemmelsen er en følge af straffelovens § 44, stk. 2, 1. pkt., hvorefter indsatte, der afsoner hæftestraf, ikke må hensættes sammen med andre indsatte end sådanne, der udstår straf af hæfte. Straffelovens regel medfører, at hæftedømte som forudsætning for strafudståelse i åbent fængsel i arbejdsfællesskab med fængselsdømte må underskrive en samtykkeerklæring.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. pkt., kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, bestemme, at den indsatte midlertidigt skal have ophold i enrum. Indsatte, der ønsker at tilbringe fritiden i enrum, skal - hvor forholdene gør det muligt - have adgang hertil. De indsatte skal så vidt muligt være i enrum om natten, jf. § 4, stk. 3.
Nærmere regler om udelukkelse fra fællesskab er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 83-85.
Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, hvor der i § 9, jf. §§ 2 og 3, og § 10 er fastsat nærmere regler om sådanne personers adgang til fællesskab.
5.6.3.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 100-101, 652, jf. § 32 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 701-702, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 105, jf. § 33 i rådets lovudkast, og s. 193-194.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer til træde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 33, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat så vidt muligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte.
Såfremt den indsatte selv ønsker det, og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab og bortset fra fællesskab i arbejdstiden uden fællesskab med indsatte af modsat køn, jf. § 33, stk. 2 og 3.
I øvrigt kan fængselsstraf kun fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63-64 i rådets lovudkast om udelukkelse fra fællesskab mod den indsattes ønske, jf. § 33, stk. 4.
De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 33, stk. 5, af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1, herunder om adgangen til at låse de indsatte inde og om de indsattes adgang til at kunne aflåse eget opholdsrum.
§ 33 medfører en lovfæstelse af den indsattes adgang til at afsone fængselsstraffen med eller uden fællesskab med andre. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om udelukkelse fra fællesskab (enrumsanbringelse). Det bemærkes herved, at udtrykket »fællesskab« hverken efter de nugældende regler mv. eller efter rådets lovudkast omfatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær med alle øvrige indsatte. Efter den nuværende praksis har flertallet af de indsatte i lukkede fængsler kun adgang til fællesskab i fritiden med indsatte på den afdeling, hvor de selv er anbragt.
Endvidere forudsættes institutionerne som hidtil at kunne træffe afgørelse om, på hvilken af institutionens forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Det gælder også placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organiserede grupper, herunder rockergrupper, eller indsatte med særlig lange eller særlig korte straffe. Selv om en sådan placering udelukker de pågældende fra samvær med indsatte, der ikke hører til de særlige kategorier, indebærer den nuværende praksis ikke et brud på den indsattes adgang til fællesskab, forudsat at de indsatte har adgang til indbyrdes fællesskab.
5.6.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om fællesskab. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 33.
5.6.4. Medindflydelse
5.6.4.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 18, 1. pkt., har de indsatte gennem valgte repræsentanter eller på anden måde mulighed for at udtale sig om og øve indflydelse på generelle spørgsmål, der angår deres tilværelse i institutionen.
Nærmere regler om indsattes medindflydelse på tilværelsen i afsoningsinstitutionen er fastsat i Justitsministeriets cirkulære af 15. marts 1978 om organisatoriske former for drøftelser med indsatte. Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 111-114.
5.6.4.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 114-115, 652-653, jf. § 33 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 702-703, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 105, jf. § 34 i rådets lovudkast, og s. 194.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 34, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter de indsatte skal have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter der på hver afdeling eller for bestemte grupper af indsatte vælges en talsmand. Alle de indsatte eller talsmændene har ret til at vælge en fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles talsmand foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der kontrolleres af institutionen og repræsentanter for de indsatte i fællesskab.
Efter § 34, stk. 3, har de indsatte ikke ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager om enkeltpersoner eller sager, der vedrører institutionens sikkerhed.
Endelig indeholder § 34, stk. 4, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse.
§ 34 medfører en lovfæstelse af de indsattes adgang til at øve indflydelse på deres forhold i institutionen gennem en talsmandsordning. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. vedrørende de indsattes medindflydelse.
5.6.4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om medindflydelse. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 34.
5.6.5. Deltagelse i gudstjenester
5.6.5.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 11 skal de indsatte have adgang til at deltage i gudstjenester, når sådanne afholdes i institutionen, og til at modtage besøg af en præst, prædikant, menighedsforstander eller lignende.
I fængslerne er der fast tilknyttede præster hørende under den danske folkekirke. Visse fængsler har også repræsentanter for andre trossamfund tilknyttet.
Den kirkelige betjening af arresthusene påhviler i almindelighed præsten i det sogn, hvor arresthuset er beliggende, jf. bekendtgørelse af 23. januar 1975 om gejstlig betjening af arresthuse. Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 121.
5.6.5.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 121-122, 653, jf. § 34 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 703-704, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 105-106, jf. § 35 i rådets lovudkast, og s. 194-196.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på denne baggrund, at der som § 35, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, dog nægte en indsat adgang til at deltage i gudstjenester.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter den indsatte har ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund.
§ 35 medfører en lovfæstelse af de indsattes adgang til at deltage i gudstjenester mv. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. på dette område. Det bemærkes herved, at en indsat som hidtil forudsættes at have ret til samtale med en præst eller lignende fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det som hidtil bero på en konkret vurdering, om en person, der ikke er præst i den danske folkekirke, kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund.
5.6.5.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til deltagelse i gudstjeneste mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 35.
5.6.6. Egne penge og genstande
5.6.6.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 20 kan Direktoratet for Kriminalforsorgen i det omfang, ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger med hensyn til de indsattes brug af egne effekter og deres adgang til at disponere over penge og ejendele i institutionen.
Nærmere regler om de indsattes adgang til at råde mv. over egne penge og genstande i institutionen er fastsat i Justitsministeriets cirkulære af 17. december 1980 med senere ændringer om de indsattes adgang til udlevering af egne effekter mv. og anvendelse af penge (effektcirkulæret). Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 131-134.
Det bemærkes, at cirkulæret på visse punkter er ændret i forhold til det, der er anført i 1989-betænkningen. Ændringerne har bl.a. baggrund i den under pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor nævnte indstilling af april 1994 om negativt stærke og svage indsatte, afgivet af en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Som eksempel kan nævnes, at der med virkning fra den 1. april 1995 er indført forbud mod udlevering af veste med rygmærker og lignende beklædningsgenstande mv. med særlige symboler, der giver udtryk for tilhørsforhold til visse magtgrupper. Forbudet er begrundet i problemerne med negativt stærke indsattes styring af medindsatte, idet rockerveste og andre tilsvarende beklædningsgenstande mv. med symboler findes egnet til at virke som en magtdemonstration og dermed til at forstærke den dominans og magtposition, som disse grupper af indsatte kan opnå i institutionerne.
Endvidere er der indført forbud mod udlevering af beklædningsgenstande og lignende effekter med racistiske eller andre stærkt krænkende symboler. Baggrunden for dette forbud er, at udlændinge bør beskyttes mod, at medindsatte bærer beklædningsgenstande mv., som, uanset at de ikke er ulovlige i henhold til straffelovens bestemmelser, kan medvirke til at forstærke racistiske tendenser blandt de indsatte.
Desuden er der i åbne fængsler indført adgang til at indføre medbragte og tilsendte penge med henblik på lovlig anvendelse. Samtidig er der bl.a. for at modvirke ulovlig omsætning af narkotiske stoffer indført maksimum for, hvor mange kontante penge mv. de indsatte må være i besiddelse af i institutionen. Beløbet er fastsat til 1.500 kr. i de lukkede fængsler og 3.000 kr. i de åbne fængsler og arresthusene. Institutionerne har mulighed for lokalt at fastsætte en lavere beløbsgrænse, hvis det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn. Endvidere blev der i januar 1996 etableret et forsøg i et lukket fængsel, der indebærer, at kontante penge er afskaffet i fængslet.
Herudover har indsatte i arresthusene og Københavns Fængsler ikke længere adgang til at få udleveret eget fjernsyn. Baggrunden herfor er dels risikoen for indsmugling af ulovlige effekter, dels et ønske om at hindre uønsket kommunikation ved hjælp af tekst-tv. Indsatte, som ikke kan få eget fjernsyn udleveret, tilbydes at leje et fjernsyn.
Endelig er der fastsat regler om de indsattes adgang til at få udleveret telefon og edb mv., hvorefter indsatte i åbne anstalter efter tilladelse af institutionens leder kan have telefon og telefax og, når uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn taler for det, edb-anlæg på eget opholdsrum. I lukkede anstalter og arresthuse (Københavns Fængsler) kan der ikke meddeles tilladelse til udlevering af sådanne effekter.
5.6.6.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 134-135, 653, jf. § 35 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 704, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 106, jf. § 36 i rådets lovudkast, og s. 196.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 36, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til at medtage, besidde (herunder også efter modtagelse fra andre) og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Som stk. 2 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om begrænsninger i indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen. Denne bemyndigelse vil bl.a. kunne udnyttes til at fastsætte regler om forbud mod besiddelse af mobiltelefoner.
Endelig foreslås som stk. 3 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge i institutionen.
§ 36 medfører en lovfæstelse af de indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge i institutionen. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis på dette område.
5.6.6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om egne penge og genstande. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 36.
5.6.7. Udgivelse af blad
5.6.7.1. Gældende ret
Efter grundlovens § 77 er enhver berettiget til uden censur eller andre forebyggende forholdsregler at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, dog under ansvar for domstolene.
Grundlovens § 77 omhandler den formelle ytringsfrihed, dvs. retten til at meddele sig uden forudgående censur. Bestemmelsen regulerer derimod ikke den materielle ytringsfrihed, dvs. grænserne for indholdet af sådanne tilkendegivelser.
Grundlovens § 77 omtaler endvidere ikke spørgsmålet om indsattes ytringsfrihed. Det antages imidlertid i den statsretlige litteratur, at bestemmelsen uanset udtrykket »enhver« ikke er til hinder for, at der etableres et afhængigheds- og disciplinærforhold, der giver disciplinærmyndighedens indehaver adgang til at udøve censur. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. v/ Ole Espersen, s. 714.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang grundlovens § 77 beskytter indsatte i kriminalforsorgens institutioner, afhænger herefter af en fortolkning under hensyntagen bl.a. til gældende statsretlige og folkeretlige regler, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Justitsministeriet har i et notat af 7. juni 1989 behandlet spørgsmålet om adgangen for indsatte til at udgive et fængselsblad. Notatet er gengivet i 1989-betænkningen, s. 571- 578. Heraf fremgår det bl.a., at en ordning, der giver institutionens leder ret til på forhånd at gennemlæse de indsattes blad, efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil være i strid med grundlovens § 77. En ordning, hvorefter institutionens leder kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt hensynet til kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige forhold eller ordenshensyn taler for det, kan heller ikke antages at være i strid med grundlovens § 77. Det samme gælder, hvis artiklernes indhold indebærer en overtrædelse af lovgivningen eller groft forulemper enkelt personer. En tilbagekaldelse af den økonomiske støtte til udgivelsen af de indsattes blad, såfremt der foreligger en overtrædelse af de retningslinier, der gælder for bladets udgivelse, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke ligestilles med udøvelse af censur. En sådan tilbagekaldelse falder derfor uden for anvendelsesområdet for grundlovens § 77.
Ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1973 er der fastsat nærmere retningslinier for de indsattes udgivelse af blade. Heraf fremgår det bl.a., at der bør ydes de indsatte praktisk og økonomisk støtte til eventuel udgivelse af et blad med det hovedformål at virke som lokalt informations- og kommunikationsorgan for de indsatte i institutionen. I overensstemmelse hermed bør det bl.a. være en forudsætning, at stof af mere underholdende karakter kun bringes i mere begrænset omfang, og at gengivelse af artikler eller lignende fra dagblade, tidsskrifter mv. i almindelighed ikke finder sted.
Af cirkulæreskrivelsen fremgår også, at spørgsmålet om udgivelse af et blad og fastsættelse af retningslinier for driften forinden forudsættes drøftet med de indsatte eller disse repræsentanter. Spørgsmålet om institutionens eventuelle censurret er således ikke reguleret nærmere i den pågældende cirkulæreskrivelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har imidlertid i skrivelse af 30. marts 1979 til Statsfængslet i Nyborg tiltrådt, at fængslet var berettiget til fra de indsattes blad at fjerne artikler, der menes at kunne true fængslets orden eller sikkerhed, at opfordre til kriminalitet, eller som ved sin trykning kan være en strafbar handling. Der henvises herom nærmere til 1989-betænkningen, s. 123 og 124-125.
5.6.7.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 127-128, 653, jf. § 36 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 704-705, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 106, jf. § 37 i rådets lovudkast, og s. 197-202.
Straffelovrådet kan tiltræde, at der fastsættes bestemmelser om de indsattes adgang til med støtte at udgive et blad. Rådet finder imidlertid, at retten til støtte til bladudgivelse uden betænkelighed kan begrænses til de større institutioner, dvs. fængslerne.
Rådet foreslår derfor, at der som § 37, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter de indsatte i institutionen har ret til at udgive blade. Denne ret omfatter samtlige kriminalforsorgens institutioner (både åbne og lukkede fængsler, arresthuse og kriminalforsorgens pensioner).
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter fængslet yder støtte til udgivelse af ét blad. Med ordet »fængslet« sigtes til åbne og lukkede fængsler. Arresthuse og pensioner omfattes ikke af bestemmelsen.
Endvidere foreslås som stk. 4 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler til gennemførelse af § 37, stk. 2 og 3, herunder om fastsættelse af vilkår for fængslets støtte til udgivelsen og om muligheden for inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes. De foreslåede bestemmelser medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. på området.
Et flertal af rådets medlemmer (6 medlemmer) kan endvidere tiltræde, at der i overensstemmelse med den nuværende praksis gives mulighed for at gennemlæse de indsattes blad, før dette udgives, og for i visse tilfælde at forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler.
Rådets flertal kan i den forbindelse tiltræde Justitsministeriets opfattelse, hvorefter en sådan ordning ikke kan antages at være i strid med grundlovens § 77.
Flertallet lægger endvidere vægt på, at der uden en bestemmelse svarende til § 37, stk. 3, åbnes mulighed for at gennemlæse og forbyde offentliggørelse af artikler i blade, der udgives i institutionen uden økonomisk støtte, efter reglerne i § 36 om egne genstande, jf. pkt. 5.6.6.2. ovenfor, § 55 om brevveksling, jf. pkt. 5.7.3.2. nedenfor, og § 60 om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum, jf. pkt. 5.8.1.2. nedenfor. Adgangen til gennemlæsning mv. er videre efter disse bestemmelser end efter § 37, stk. 3, idet de pågældende bestemmelser også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor indgrebet er nødvendigt af ordensmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Efter flertallets opfattelse bør institutionen ikke have adgang til at gennemlæse de indsattes blade og forbyde offentliggørelse af bestemte artikler i videre omfang, når bladudgivelsen sker uden økonomisk støtte fra institutionen, end i tilfælde, hvor bladudgivelsen sker med økonomisk støtte fra institutionen.
Det forekommer i øvrigt ikke naturligt at anvende § 58 om indsattes adgang til aviser og bøger mv. i de her omhandlede tilfælde, idet formålet med denne bestemmelse er at fastslå, at indsatte skal have mulighed for at holde sig orienteret bl.a. ved avislæsning og ved lån af bøger og tidsskrifter gennem det offentlige biblioteksvæsen, jf. pkt. 5.7.5.2. nedenfor.
Rådets flertal foreslår på den baggrund, at der som § 37, stk. 3, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, der lovfæster den nuværende praksis, hvorefter institutionens leder har adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade og forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner.
Med ordet »institutionens« sigtes til de samme institutioner, som er omfattet af § 37, stk. 1, i rådets lovudkast, dvs. åbne og lukkede fængsler, arresthuse og kriminalforsorgens pensioner.
Udtrykket »de indsattes blade« omfatter både tilfælde, hvor fremstillingen af bladet sker i institutionen, eventuelt med støtte fra fængslet efter § 37, stk. 2, og tilfælde, hvor fremstillingen sker uden for vedkommende institution, forudsat at bladet må antages at være bestemt til udgivelse i institutionen. Øvrige blade, der bringes til institutionen udefra, f.eks. blade, der retter sig mod alle i kriminalforsorgens institutioner, forudsættes at kunne gennemlæses og nægtes udleveret i medfør af § 36 om egne genstande, § 55 om brevveksling og § 60 om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« tænkes bl.a. på forebyggelse af, at de indsatte begår strafbart forhold under afsoningen, f.eks. ved at overtræde straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, jf. pkt. 4.2.2. ovenfor. Som eksempel på personer, der kan være omfattet af udtrykket »groft forulemper enkeltpersoner«, kan nævnes ofre for forbrydelser og medindsatte og - i særligt grove tilfælde - ansatte ved institutionen.
Et mindretal af rådets medlemmer (2 medlemmer) kan ikke tilslutte sig forslaget i § 37, stk. 3.
For det første er bestemmelsens overensstemmelse med princippet i grundlovens § 77 efter mindretallets opfattelse tvivlsom.
For det andet ses der ikke at være behov for en sådan regel. I det omfang bladet finansieres af institutionen, vil et vilkår om forhåndsgodkendelse af teksten kunne opstilles, jf. § 37, stk. 4, i rådets lovudkast. Såfremt bladet ikke finansieres af institutionen, må distributionen inden for institutionen være undergivet de samme begrænsninger som tilsendelse af uden for institutionen udgivne periodiske skrifter, jf. § 58 i rådets lovudkast, således som denne må antages at blive fortolket i lyset af Folketingets Ombudsmands udtalelse af 11. februar 1986, j.nr. 1985-929-611. Heri udtalte ombudsmanden, at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i, at gennemlæsning og efterfølgende tilbageholdelse af 2 ugebreve, udgivet af Fangernes Interessegruppe, havde haft fornøden hjemmel i Justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. og cirkulære nr. 216 af 17. december 1980 om de indsattes adgang til udlevering af egne effekter mv. og anvendelse af penge. Udsendelse af bladet fra institutionen må ifølge mindretallet anses for undergivet de samme begrænsninger som udsendelse af breve, jf. § 55, stk. 2, i rådets lovudkast.
5.6.7.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til udgivelse af blade. Justitsministeriet kan i den forbindelse af de af rådets flertal anførte grunde også tiltræde, at der i overensstemmelse med den nuværende praksis gives mulighed for at gennemlæse de indsattes blad, før dette udgives, og for i visse tilfælde at forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, jf. pkt. 5.6.7.2. ovenfor. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 37.
5.6.8. Arbejde og uddannelse
5.6.8.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 35, stk. 1, 1. pkt., har fængselsdømte pligt til at udføre arbejde, der pålægges dem, efter regler, der fastsættes af justitsministeren. I disse fastsættes tillige regler om arbejdspenge til de dømte, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Efter straffelovens § 35, stk. 2, kan arbejde uden for anstaltens område finde sted under anstaltens ledelse og tilsyn. Når det anses for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke antages at foreligge, kan der meddeles tilladelse til ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver.
Hæftedømte er efter straffelovens § 44, stk. 3, berettiget til selv at skaffe sig arbejde, der er foreneligt med sikkerheden og god orden i fængslet. Arbejdsudbyttet tilfalder den pågældende. Skaffer den indsatte sig ikke sådant arbejde, pålægges det den pågældende mod vederlag at udføre et under hensyn til den pågældendes dannelsestrin og livsstilling passende arbejde i et sådant omfang, som er nødvendigt til en rimelig beskæftigelse.
De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 45, hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. De skal holdes forsikrede mod følger af ulykkestilfælde. Nærmere regler for gennemførelsen af sidstnævnte bestemmelse, herunder om udbetaling og bestyrelse af forsikringssummer, kan fastsættes ved kgl. anordning, jf. herved pkt. 5.1.1.2. ovenfor.
Straffelovens bestemmelser udfyldes bl.a. af §§ 12-15, 24 og 33 i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen.
Efter § 12 skal de indsatte være beskæftiget med arbejde eller uddannelse eller - såfremt det i det enkelte tilfælde findes formålstjenligt - med aktivitet af anden karakter, herunder eventuelt selvforskaffet beskæftigelse, som kan udøves under institutionens tilsyn. Personer, der udstår frihedsstraf i arresthus (Københavns Fængsler), har dog adgang til selv at skaffe sig beskæftigelse, som på rimelig måde kan foregå i institutionen. Tilsvarende gælder personer, der udstår hæfte i kriminalforsorgens anstalter.
Efter § 13 skal valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Der skal tages hensyn til, at den indsattes evner udnyttes rimeligt, og til den pågældendes egne ønsker. Endvidere bør de indsatte søges motiveret for beskæftigelse, der er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
Af § 14 følger, at den tid, som den indsatte skal anvende til beskæftigelse, skal holdes inden for de til enhver tid gældende arbejdstidsnormer på arbejdsmarkedet, herunder eventuelle normer for overarbejde. Arbejdstiden for indsatte, der er beskæftiget med arbejde, som er nødvendigt for institutionens drift, kan dog henlægges til andre tidsrum, end hvad der i øvrigt gælder for beskæftigelse i institutionen. Endelig skal indsatte, hvis trossamfund forbyder dem at være beskæftiget på visse dage, fritages herfor. Institutionens leder kan i den forbindelse bestemme, at de på anden måde skal opfylde arbejdstidsnormen.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 15 af en bemyndigelse for Direktoratet for Kriminalforsorgen til at fastsætte nærmere regler for de indsattes beskæftigelse, herunder om størrelsen og anvendelsen af arbejdspenge. Af denne bestemmelse fremgår også, at der skal ydes dagpenge til indsatte, som på grund af helbredstilstanden ikke kan beskæftiges efter de almindelige regler. Nærmere regler herom fastsættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24 skal det indgå i institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte, der efter reglerne om udgang, jf. herved pkt. 5.7.1. nedenfor, har mulighed herfor, tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse eller beskæftigelse.
Der kan efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33 ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af pligten til at være beskæftiget efter § 12, stk. 1.
Om gældende ret henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 145-155, hvor der bl.a. redegøres nærmere for Beskæftigelsesudvalgets (AUF-udvalgets) overvejelser og forslag i betænkning nr. 1058/1996 om Arbejde, Undervisning og Fritid (AUF-betænkningen). Det bemærkes herved, at en række af AUF- udvalgets forslag er gennemført i kriminalforsorgen efter, at arbejdsgruppen afgav sin betænkning i 1989. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Justitsministeriets cirkulære nr. 170 af 28. september 1992 med tilhørende vejledning af samme dato om arbejdstid og arbejdspenge samt ydelser til kost og selvforvaltning til indsatte i kriminalforsorgen. Dette cirkulære afviger på flere punkter fra de cirkulærer, der indgår i arbejdsgruppens gennemgang af gældende ret. Det gælder bl.a. med hensyn til reglerne om arbejdstid, aflønning m.m., selvforplejning og selvforvaltning samt løsladelsesbeløb, jf. 1992-cirkulærets kapitel 1-3 og 5.
Det kan endvidere nævnes, at der ved cirkulære af 28. september 1992, 15. marts 1995 samt 28. december 1998 er gennemført enkelte ændringer i cirkulære nr. 144 af 26. juni 1973 om dagpenge til indsatte. Ændringerne vedrører bl.a. spørgsmålet om ydelse af dagpenge til indsatte under indlæggelse på hospital mv. og nedsættelse af dagpengebeløbet fra 90 pct. til 80 pct. af den daglige grundløn uden tillæg.
5.6.8.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 155-164, 654, jf. §§ 37-40 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 705-708, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 106-107, jf. §§ 8-42 i rådets lovudkast, og s. 202-209.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at de under pkt. 5.6.8.1. nævnte straffelovsbestemmelser om arbejdspligt og arbejdspenge mv. ophæves som led i gennemførelsen af en samlet regulering i straffuldbyrdelsesloven af de indsattes beskæftigelse under straffuldbyrdelsen. Der henvises herved til § 1, nr. 6, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Rådet foreslår endvidere, at der som § 38, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Som stk. 2 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til, hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør det nødvendigt, at fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt muligt tilbydes beskæftigelse.
Forslaget i § 38 indebærer en lovfæstelse af muligheden for at udvide de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af beskæftigelsespligten. Den indsattes beskæftigelsespligt modsvares af en pligt for kriminalforsorgen til at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder.
Som § 39, stk. 1, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde skal træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold.
I stk. 2 foreslås fastsat en pligt til ved afgørelser efter stk. 1 så vidt muligt at tage hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den indsatte skal i den forbindelse vejledes om mulighederne for ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
Forslaget i § 39 indebærer en lovfæstelse af princippet om individuelt beskæftigelsesvalg og af de hensyn, som kriminalforsorgen skal inddrage ved det individuelle beskæftigelsesvalg.
Som § 40 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter institutionens arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen tilsigter at erstatte straffelovens § 45, 1. pkt., jf. pkt. 5.6.8.1. ovenfor, og er i overensstemmelse med den nuværende praksis vedrørende indretning af arbejdspladser i kriminalforsorgens institutioner.
Som § 41 i rådets lovudkast foreslås indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold.
Forslaget indebærer bl.a., at de administrative bestemmelser, der skal udstedes i medfør af § 41, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det er endvidere forudsat, at vedkommendes samlede forpligtelse til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, således at der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på bestemte dage.
Forslaget er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om tilrettelæggelse af arbejdspligt under hensyn til religiøst tilhørsforhold.
Endelig foreslås som § 42 i rådets lovudkast indsat en række bestemmelser om vederlag for beskæftigelse.
Efter § 42, stk. 1, 1. pkt., skal en indsat have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Med denne bestemmelse sigtes til indsatte, der i institutionen (fængsler og arresthuse) ikke er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning. Om indsatte, der har skaffet sig indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang fra institutionen har arbejdsindtægt, henvises til § 42, stk. 2, der omtales nedenfor, og § 110, stk. 1, jf. pkt. 9.2. nedenfor.
Efter § 42, stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter reglerne i § 38, stk. 2. Det samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. § 42, stk. 1, 3. pkt.
Forslaget i § 42, stk. 1, indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om vederlag for beskæftigelse.
Som § 42, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter andre indsatte alene skal have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes til personer, der ikke omfattes af § 42, stk. 1, f.eks. personer, der har tilsidesat beskæftigelsespligten, og personer, der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at sådanne personer ikke får udbetalt fuldt vederlag for beskæftigelse, men dog som udgangspunkt skal have dækket deres personlige fornødenheder.
§ 42, stk. 3, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Henvisningen i § 42, stk. 2, til stk. 3 indebærer, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af § 42, stk. 1, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler, som § 42, stk. 3, giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel peges på indsatte, der har været fraværende fra beskæftigelse på grund af lægebesøg og lignende, og som efter de nugældende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet aflønning.
Henvisningen i § 42, stk. 2, til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang har arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres personlige fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutionen. Som det fremgår af pkt. 9.2.2. nedenfor, er § 110, stk. 1, ny i forhold til gældende ret. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at modvirke, at dømte, der har eget indtægtsgivende arbejde, samtidig modtager forsørgelse fra kriminalforsorgen.
Ordet »ydelser« i § 42, stk. 3, omfatter i overensstemmelse med de nugældende regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier og forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en kontanthjælpsmodtager har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.
Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom, at kunne fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket svarer til cirkulære nr. 144 af 26. juni 1973 med senere ændringer om dagpenge til indsatte og er i overensstemmelse med de regler om dagpenge, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.
Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der som hidtil kan ske modregning for kostens værdi ved udbetaling af vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld selvforplejning.
Efter § 40, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast skal en indsat, der uden tilladelse har været fraværende fra beskæftigelse, alene have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder. Endvidere kan der ved senere udbetaling af vederlag pålægges et ekstraordinært fradrag for hver dag uden beskæftigelse.
Arbejdsgruppens forslag om tilsidesættelse af beskæftigelsespligten bygger på AUF-betænkningens indstilling, hvorefter der ikke bør kunne ske indskrænkning i den dømtes mulighed for fællesskab med andre dømte i fritiden i ordinære tilfælde af individuel arbejdsvægring. Adgangen til at anvende disciplinærstraf i form af strafcelle eller til at anbringe den dømte i enrum bør derfor ophæves, og der bør alene kunne reageres med økonomiske virkemidler.
Efter AUF-udvalgets opfattelse bør det bero på den enkelte institutions interne regler og muligheder, hvor den dømte skal opholde sig i arbejdstiden, så længe arbejdsvægringen vedvarer. Foruden tab af løn i vægringsperioden skal reaktionen være et ekstraordinært løntræk i den efterfølgende arbejdsindtjening samt eventuelt forringet lønmæssig status i et nyt arbejdspengesystem. Det ekstraordinære løntræk foreslås generelt fastsat til et bestemt beløb pr. arbejdsvægringsdag. AUF-udvalgets forslag berører ikke de gældende regler om anvendelse af sanktioner i tilfælde af kollektiv arbejdsvægring eller aktioner, der i øvrigt indebærer en risiko for fængslets orden eller sikkerhed.
AUF-udvalgets og arbejdsgruppens forslag har været gennemført forsøgsvis i kriminalforsorgens institutioner siden 1. januar 1993.
Det er i den forbindelse forudsat, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, kan tilbringe arbejdstiden i særlige lokaliteter, herunder eventuelt enrumsafdelinger. Det skyldes, at beboelsesafsnittene ofte ikke er personalebemandet i arbejdstiden. Man er imidlertid opmærksom på, at den særlige placering af de indsatte kan opfattes som havende en pønal karakter.
Det er endvidere i forsøgsordningen forudsat, at der kan ikendes disciplinærstraf i form af bøde ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten af én dags varighed eller mere, og at fængslerne af sikkerhedsmæssige grunde kan reagere med enrumsanbringelse i tilfælde af længerevarende beskæftigelsesvægring, dvs. vægring af mere end to dages varighed. Det er dog også forudsat, at denne mulighed kun bør anvendes undtagelsesvis i de åbne fængsler.
Rådet er i det store og hele enig i AUF-udvalgets anbefalinger om virkningen af beskæftigelsesvægring og kan derfor også tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet finder imidlertid, at den ovennævnte bestemmelse i arbejdsgruppens lovudkast om adgangen til at pålægge et ekstraordinært fradrag for hver dag uden beskæftigelse kan give anledning til tvivl om den retlige karakter af det omhandlede »ekstraordinære fradrag«.
Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen erstattes af en adgang til at ikende disciplinærstraf i form af bøde ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1, jf. § 67, nr. 3, i rådets lovudkast og pkt. 5.9.1.2. nedenfor.
Rådet har endvidere ingen indvendinger imod, at den beskrevne praksis vedrørende udelukkelse fra fællesskab af sikkerhedsmæssige grunde, der er fulgt under forsøgsordningen, fortsættes.
5.6.8.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om arbejde og uddannelse mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 38-42.
5.6.9. Fritiden
5.6.9.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 1, skal de indsatte i fritiden have passende muligheder for at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser. Der skal være adgang til lån af bøger og tidsskrifter og så vidt muligt være tilbud om fritidsundervisning og forskellige former for sportsudøvelse.
Efter § 16, stk. 2, fastsætter institutionens leder regler om, hvilke tidsrum de indsatte dagligt kan anvende til fælles fritidsaktiviteter.
Efter § 17 skal de indsatte i almindelighed have adgang til at tilbringe mindst én time i fri luft. På arbejdsfri dage skal der så vidt muligt være adgang til yderligere ophold i fri luft. Der henvises i øvrigt til 1989- betænkningen, s. 183-184.
5.6.9.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 185-186, 654, jf. § 41 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 708-709, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 107, jf. § 43 i rådets lovudkast, og s. 209-210.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 43, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat i videst muligt omfang selv skal varetage praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold, herunder madlavning og rengøring. Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af princippet om selvforvaltning.
Som § 43, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, der medfører pligt for institutionen til at tilbyde de indsatte aktiviteter i fritiden. Hensigten med bestemmelsen er at fastslå, at institutionen til stadighed skal sikre, at de indsatte tilbydes et passende antal aktiviteter i fritiden.
Endelig foreslås som § 43, stk. 3, en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er anbragt i sikringscelle i medfør af § 66, jf. herved pkt. 5.8.5.2. nedenfor. Bestemmelsen, der er i overensstemmelse med gældende ret, medfører bl.a., at indsatte, der er udelukket fra fællesskab, jf. § 63 og pkt. 5.8.4.2. nedenfor, eller anbragt i strafcelle, jf. § 68 og pkt. 5.9.1.2. nedenfor, kan nægtes adgang til at tilbringe mindst én time i fri luft i tilfælde af betydelig risiko for undvigelse eller forsøg herpå.
5.6.9.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om tilrettelæggelse af de indsattes fritid i institutionen. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 43.
5.6.10. Forsorgsmæssig bistand
5.6.10.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 776 fastsætter justitsministeren nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter og om den bistand, der ydes dem for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, som følger af varetægten.
I overensstemmelse hermed er det i § 1, stk. 2, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 med senere ændringer om ophold i varetægtsfængsel fastsat, at kriminalforsorgen skal yde bistand til at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, som følger af varetægten. Herudover bør der tilbydes bistand til løsning af andre tilsvarende problemer.
Efter § 25 skal institutionens personale ved en personlig samtale snarest efter indsættelsen give varetægtsarrestanten mulighed for at redegøre for eventuelle problemer af erhvervsmæssig, boligmæssig, økonomisk, familiemæssig eller anden personlig karakter. Foreligger der problemer, til hvis løsning personalet ikke selv kan yde bistand, skal varetægtsarrestanten sættes i forbindelse med socialforvaltningen eller andre offentlige myndigheder.
Selv om en tilsvarende forpligtelse til at begrænse følgerne af frihedsberøvelsen ikke udtrykkeligt er fastslået i forhold til indsatte under straffuldbyrdelse, antages en sådan forpligtelse at eksistere i praksis. Forpligtelsen gælder ikke alene ved frihedsberøvelsens iværksættelse, men omfatter også ydelse af bistand i forbindelse med senere opståede ulemper under fortsat varetægt eller under strafudståelsen. Formålet med forpligtelsen er at fjerne enhver utilsigtet følge af frihedsberøvelsen for den indsatte og de pårørende, jf. herved princippet i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1, hvorefter de indsatte har adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra.
Der er hverken for varetægtsarrestanter eller for dømte fastsat udtrykkelige bestemmelser om den fremadrettede side af forsorgsarbejdet. I praksis antages institutionen dog at være forpligtet til i nødvendigt omfang at yde den indsatte forsorgsmæssig bistand med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Nærmere regler om forsorgsarbejdet er fastsat i Justitsministeriets cirkulære af 28. december 1982 om varetagelse af forsorgsarbejdet vedrørende indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Der henvises herom og om forsorgsarbejdet over for dømte i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 165-169.
5.6.10.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 170-171, 655, jf. § 42 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 709, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 107, jf. § 44 i rådets lovudkast, og s. 210.
Straffelovrådet kan med en enkelt redaktionel ændring tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 44, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen skal vejlede og bistå en indsat med hensyn til den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse og at begrænse de ulemper, der følger af frihedsberøvelsen.
Som stk. 2 foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter institutionen i forbindelse med sin virksomhed efter stk. 1 skal formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
Bestemmelsen medfører en lovfæstelse af institutionens pligt til at vejlede og bistå en indsat med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold, herunder ved i nødvendigt omfang at formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der kan yde bistand efter anden lovgivning. Forpligtelsen til at yde bistand efter den sociale lovgivning mv. forudsættes som hidtil i første række at påhvile de sociale myndigheder.
5.6.10.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om indsattes adgang til forsorgsmæssig bistand. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 44.
5.6.11. Sundhedsmæssig bistand
5.6.11.1. Gældende ret
5.6.11.1.1. Reglerne om den sundhedsmæssige bistand til indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse bygger på det hovedsynspunkt, at de indsatte - med de begrænsninger, der følger af institutionsopholdet - skal have tilbudt den samme sundhedsmæssige bistand som andre borgere i samfundet.
Til at forestå sundhedsarbejdet er der i de fleste fængsler ansat læger samt fængselssygeplejersker, og der er til de fleste fængsler knyttet speciallæger i psykiatri.
Alle lukkede og enkelte åbne fængsler har særlige sygeafdelinger, der giver mulighed for anbringelse af indsatte, som har behov for særlig pleje. Anstalten ved Herstedvester modtager indsatte med et særligt behov for psykiatrisk bistand, idet denne anstalt personalemæssigt er indrettet herpå. Også Københavns Fængsler, hvorunder Vestre Hospital hører, har tilknyttet et antal læger og sygeplejersker. Udover at virke som sygeafdeling for Københavns Fængsler modtager Vestre Hospital under visse betingelser indsatte til behandling fra hele kriminalforsorgens institutionssystem.
Indsatte i arresthusene behandles af arresthuslægen. I nogle få større arresthuse er der tillige ansat sygeplejersker.
5.6.11.1.2. Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1, skal institutionen sørge for, at de indsatte undergives lægeundersøgelse, vaccination og andre forebyggende foranstaltninger, som af sundhedsmæssige hensyn findes påkrævet.
Efter § 9, stk. 2, skal de indsatte under sygdom behandles af institutionens læge. De skal i nødvendigt omfang undergives speciallægebehandling. Såfremt det af lægelige grunde findes tilrådeligt, skal de indlægges på hospital eller overføres til anden institution under kriminalforsorgen med sygeafdeling eller specialafdeling.
Efter § 9, stk. 3, påhviler det lægen at informere den indsatte om de undersøgelser og den behandling, som i det enkelte tilfælde findes påkrævet. Med den indsattes samtykke foretager lægen sådanne undersøgelser og iværksætter eventuel behandling, som findes påkrævet.
I tilfælde af alvorlig sygdom skal den indsattes pårørende så vidt muligt underrettes, jf. § 9, stk. 4.
I medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 5, er der i Justitsministeriets cirkulære af 23. august 1978 fastsat nærmere regler om de indsattes adgang til tandbehandling og tandeftersyn.
Om den sundhedsmæssige betjening af indsatte kan der endvidere henvises til Justitsministeriets cirkulære af 1. december 1977 om medicinudlevering mv. til indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, cirkulære af 29. marts 1990 med senere ændringer om lægeundersøgelse mv. ved indsættelse i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, cirkulæreskrivelse af 13. januar 1992 om tilkald af læge til indsatte i kriminalforsorgens institutioner, cirkulæreskrivelse af 22. juni 1992 med senere ændringer om retningslinier vedrørende forholdsregler mod HIV-smitte for så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner samt Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. marts 1999 om vaccination af indsatte stiknarkomaner mod hepatitis.
Herudover henvises til 1989-betænkningen, s. 173-180. Det bemærkes herved, at regler om sygesikring i forhold til indsatte nu findes i § 1, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994 med senere ændringer om offentlig sygesikring og i bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976 om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper (hvilende sygesikringsret) som ændret ved bekendtgørelse nr. 115 af 21. februar 1990. Endvidere er regler om behandling, der kræver hospitalsindlæggelse, nu fastsat i lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995 med senere ændringer om sygehusvæsenet, ligesom bistandslovens regler om kontanthjælp er afløst af regler i lov nr. 455 af 10. juni 1997 med senere ændringer om aktiv socialpolitik.
Endvidere kan det nævnes, at det i forarbejderne til § 26 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patientens retsstilling er fremhævet, at der inden for kriminalforsorgen kan videregives helbredsoplysninger fra fængselslægen til fængslets ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed.
Det bemærkes i øvrigt, at en række af de forslag fra Justitsministeriets Sundhedsudvalg, der nævnes i betænkningen, s. 176-180, efterfølgende er gennemført i kriminalforsorgen. Bl.a. er den tidligere gældende bestemmelse om obligatorisk lægeundersøgelse efter indsættelsen ophævet. I stedet er det pålagt institutionerne at sikre, at den dømte snarest muligt efter indsættelsen orienteres om sundhedsordningen i institutionen. Den dømte skal i forbindelse med indsættelsen mundtligt have tilbud om en samtale med institutionens læge eller sygeplejerske, jf. herved det ovennævnte cirkulære af 29. marts 1990 med senere ændringer om lægeundersøgelse ved indsættelse i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
5.6.11.1.3. Psykisk syge indsatte bør ikke opholde sig i kriminalforsorgens institutioner, men snarest muligt søges indlagt på psykiatrisk hospital.
For så vidt angår spørgsmålet om psykiatrisk behandling af indsatte i Anstalten ved Herstedvester bemærkes, at lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven), jf. lov nr. 331 af 24. maj 1989 med senere ændringer, ikke gælder for indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, jf. lovens § 1. Det indebærer bl.a., at psykiatrilovens regler om tvangsbehandling og tvangsfiksering ikke finder anvendelse, så længe den pågældende befinder sig i Anstalten ved Herstedvester.
Justitsministeriet har i besvarelse af en række spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til brug for behandlingen af forslaget til psykiatriloven i 1989 redegjort nærmere for retstilstanden vedrørende indsatte med et psykiatrisk behandlingsbehov, der opholder sig i fængsler, herunder Anstalten ved Herstedvester, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg B, sp. 1351-1352.
Det fremgår heraf bl.a., at en indsat, der under ophold i fængsel bliver sindssyg, kan overføres til en psykiatrisk sygehusafdeling for kortere eller længere tid afhængig af sygdommens karakter.
Er der behov for længerevarende psykiatrisk behandling, kan overførslen ske efter straffelovens § 49, stk. 2, om overførsel bl.a. til hospital i tilfælde, hvor det findes hensigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, jf. herved også Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 9. juni 1978 om anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2, over for psykiatriske patienter, jf. pkt. 5.11.1. nedenfor. Overførsel efter straffelovens § 49, stk. 2, forudsættes i almindelighed at ske med den indsattes samtykke. Protesterer den indsatte mod overførslen, kan indlæggelse kun ske i overensstemmelse med sindssygelovens (nu psykiatrilovens) regler om tvangsindlæggelse.
Uanset om overførslen er sket frivilligt, eller den indsatte er blevet tvangsindlagt, vil den pågældende normalt fortsætte udståelsen af straffen. Som følge af, at den indsatte er indlagt på en psykiatrisk afdeling, er den pågældende undergivet de regler om tvangsbehandling mv., der gælder for ophold på sådanne sygehuse. Ønsker den pågældende ikke længere at være på afdelingen, må der som udgangspunkt ske tilbageførsel til fortsat straffuldbyrdelse i fængslet. Er betingelserne for tvangstilbageholdelse opfyldt, vil fortsat ophold på den psykiatriske afdeling kunne ske i overensstemmelse med reglerne om tvangstilbageholdelse.
Om indsatte i Anstalten ved Herstedvester anføres det i den ovennævnte besvarelse, at tvangsbehandling af vedkommendes psykiske lidelser efter omstændighederne har kunnet ske i overensstemmelse med principperne i sindssygelovens § 8, stk. 1, og § 9, stk. 2, om tvangstilbageholdelse. Det fremhæves endvidere, at der med psykiatriloven ikke er tilsigtet nogen ændring i denne retstilstand. Da Anstalten ved Herstedvester er en institution under kriminalforsorgen og ikke direkte omfattet af psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde, er der dog fundet behov for, at spørgsmålet om fremgangsmåden ved tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester overvejes nærmere i tilslutning til udformningen af en straffuldbyrdelseslov.
5.6.11.1.4. En arbejdsgruppe nedsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen har i december 1993 afgivet en indstilling om anvendelse af principperne i psykiatriloven i forbindelse med den psykiatriske behandling af indsatte i Anstalten ved Herstedvester.
Arbejdsgruppen har ved afgivelsen af indstillingen taget udgangspunkt i, at psykiatriloven ikke gælder i Anstalten ved Herstedvester.
Anvendelsen af reglerne i psykiatriloven forudsætter i alt væsentligt, at de pågældende personer er sindssyge eller befinder sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. Indsatte i kriminalforsorgens institutioner er ligesom andre borgere i samfundet undergivet lovgivningens almindelige bestemmelser om sundhedsforhold.
Udgangspunktet er derfor, at behandling af indsatte, der kræver hospitalsindlæggelse, skal ske på de almindelige sygehuse. Anstalten ved Herstedvester er ikke et sygehus, men et fængsel, der er særligt rustet til at yde psykiatrisk bistand til indsatte.
Det følger af grundholdningen i straffeloven og anbefalingerne i De Europæiske Fængselsregler, at sindssyge ikke bør opholde sig i kriminalforsorgens institutioner. Hvis en indsat er eller bliver sindssyg, skal vedkommende derfor snarest - frivilligt eller efter reglerne om tvangsindlæggelse - indlægges på den almindelige psykiatriske afdeling, der har modtageforpligtelsen. I de sjældne tilfælde, hvor der er grundlag for at udstede farlighedsdekret, overflyttes den indsatte til Sikringsafdelingen, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40.
Anstalten ved Herstedvester skal efter sin funktion ikke sjældent observere, foretage diagnostisk afklaring af og behandle indsatte, der viser sig at være psykotiske varigt eller i perioder. Sådanne personer skal som udgangspunkt snarest søges indlagt på almindeligt psykiatrisk sygehus med henblik på behandling, herunder om nødvendigt tvangsbehandling.
Blandt anstaltens indsatte kan der i sjældne tilfælde forekomme psykotiske, forbigående ekstraordinært farlige personer, der - netop fordi tilstanden er forbigående og svingende - ikke opfylder kriterierne i psykiatrilovens § 40 for afsigelse af farlighedsdekret. De pågældende kan imidlertid som følge af den ekstreme farlighed ej heller forsvarligt overføres til eller opholde sig i almindelig lukket psykiatrisk afdeling.
I sådanne tilfælde bør der efter arbejdsgruppens opfattelse i overensstemmelse med hidtidig praksis være mulighed for, at tvangsbehandling i en kortere periode kan foregå i Anstalten ved Herstedvester. Det er en forudsætning, at psykiatrilovens betingelser for tvangsbehandling er opfyldt. Den indsatte skal overføres, eventuelt tvangsindlægges, på almindelig psykiatrisk afdeling, når den pågældendes farlighed ikke længere er til hinder herfor. Hvis farligheden består trods en kort behandlingsperiode, må det afprøves, om den pågældende på dette tidspunkt opfylder kravene i psykiatrilovens § 40 og således kan overføres til Sikringsafdelingen.
Godkendelse af tvangsbehandling i anstalten kan opfattes som en principiel accept af, at sindssyge har ophold og behandles i et fængsel. En sådan godkendelse kan også føre til, at overførsel af sindssyge indsatte til psykiatrisk hospital vanskeliggøres, idet Anstalten ved Herstedvester bliver bedre rustet til selv at klare behandlingen.
Arbejdsgruppen har imidlertid fundet det utvivlsomt, at den praksis, der har udviklet sig i anstalten, dækker et nødvendigt behov for i et meget begrænset antal tilfælde at kunne tvangsbehandle indsatte i en ganske kort periode. Alternativet hertil ville være en ændring af reglerne i psykiatrilovens § 40 for indlæggelse af ekstraordinært farlige personer på Sikringsafdelingen, således at overførsel er mulig ved kortvarige og ikke blot ved de vedvarende mere kvalificerede og konkrete farlighedstilstande. En sådan ændring af § 40 indebærer, at den berørte person hyppigt skal overføres mellem anstalten og Sikringsafdelingen, hvilket ikke kan anses for ønskeligt for den pågældende.
På den baggrund foreslår arbejdsgruppen, at man opretholder muligheden for tvangsbehandling i det ovennævnte meget begrænsede omfang af forbigående ekstraordinært farlige sindssyge, der, fordi tilstanden er forbigående og svingende, ikke opfylder betingelserne i psykiatrilovens § 40.
Arbejdsgruppen lægger afgørende vægt på, at den hidtidige særdeles restriktive praksis med hensyn til anvendelse af tvangsbehandling videreføres, og at behandlingsperioden er den kortest mulige. Indtil spørgsmålet afklares i forbindelse med straffuldbyrdelsesloven, foreslår arbejdsgruppen, at der midlertidigt fastsættes en ordning, hvorefter psykiatrilovens regler i videst muligt omfang finder anvendelse på tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester. Arbejdsgruppen forudsætter, at der tilvejebringes den fornødne læge- og sygeplejedækning i anstalten i tilfælde af tvangsbehandling, dvs. fast sygeplejevagt og læge, der kan tilkaldes døgnet rundt.
5.6.11.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 180-181, 655, jf. § 43 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 709-710, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 107-108, jf. § 45 i rådets lovudkast, og s. 213-215.
Straffelovrådet kan i lighed med arbejdsgruppen tiltræde Sundhedsudvalgets hovedsynspunkt, hvorefter indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet. Dette hovedsynspunkt har allerede fundet udtryk i § 4 i rådets lovudkast, hvorefter en person under fuldbyrdelsen af straf ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen, jf. herved pkt. 4.2.2. ovenfor.
Rådet er endvidere enig i, at en bestemmelse om de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand bør optages i straffuldbyrdelsesloven, og at de nærmere regler herom bør fastsættes administrativt i medfør af en bemyndigelse i loven.
Rådet kan også tiltræde, at der i straffuldbyrdelsesloven sker en regulering af adgangen til at tvangsbehandle i Anstalten ved Herstedvester. Rådet forudsætter i den forbindelse, at den nuværende praksis, hvorefter man er særdeles tilbageholdende med at anvende tvang i behandlingen, opretholdes.
Rådet er desuden enig i, at der ikke bør åbnes mulighed for at anvende psykiatrilovens regler om anvendelse af fysisk magt i form af indgivelse af et beroligende middel, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 2, på indsatte i Anstalten ved Herstedvester.
På den baggrund foreslår rådet, at der som § 45 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse om sundhedsmæssig bistand, der med enkelte redaktionelle ændringer svarer til § 43 i arbejdsgruppens lovudkast.
I § 45, stk. 1, fastsættes det, at en indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
§ 45, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse i psykiatriloven, og som ikke kan overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Efter § 45, stk. 3, skal behandlingen ske i overensstemmelse med reglerne i psykiatriloven, herunder også for så vidt angår adgang til at klage over anstaltens beslutning om tvangsbehandling til patientklagenævnet. Patientrådgiver skal dog kun beskikkes, hvis den pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge efter straffelovens § 71.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 45, stk. 4, af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om sundhedsmæssig bistand til indsatte.
Forslaget i § 45 indebærer i forhold til de nugældende regler mv. en lovfæstelse af indsattes ret til sundhedsmæssig bistand.
Endvidere giver bestemmelsen mulighed for at fastholde den gældende (restriktive) praksis med hensyn til tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester.
Med bestemmelsen tilsigtes ikke ændringer med hensyn til retsstillingen for indsatte, der under afsoningen af frihedsstraf tvangsmæssigt eller frivilligt overføres til en psykiatrisk afdeling for kortere eller længere tid med henblik på behandling. Den indsatte vil derfor fortsat under opholdet på den psykiatriske afdeling være omfattet af psykiatrilovens regler med de modifikationer, der følger af, at der er tale om fortsat strafafsoning, jf. herved pkt. 5.6.11.1. ovenfor.
Om frivillig overførsel til psykiatrisk afdeling henvises i øvrigt til § 78 i rådets lovudkast, der træder i stedet for straffelovens § 49, stk. 2, jf. pkt. 5.11.2. nedenfor.
5.6.11.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om indsattes adgang til sundhedsmæssig bistand. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 45.
5.7. Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
5.7.1. Udgang
5.7.1.1. Gældende ret
Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et bestemt tidsrum. Dette tidsrum medregnes i straffetiden. Udgang adskiller sig herved fra strafafbrydelse, hvor fraværet fra institutionen ikke medregnes i straffetiden, jf. pkt. 5.10. nedenfor.
Regler om udgang til indsatte, der afsoner fængselsstraf, blev indført ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.). Baggrunden for lovændringen var de erfaringer, der gennem en årrække var indvundet med hensyn til meddelelse af udgangstilladelse til indsatte i ungdomsfængsler og arbejdshus samt forvarede. Lovændringen indebar, at der på linie med retstilstanden i Norge og Sverige blev indført hjemmel til udgang for alle indsatte som et normalt led i straffuldbyrdelsen.
Straffeloven indeholder i § 36 en almindelig bestemmelse om udgang og i § 35 en særlig bestemmelse om udgang til arbejde og undervisning.
Efter § 36 kan der, når særlige omstændigheder taler for det, meddeles den dømte udgangstilladelse for et kortere tidsrum. Til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, kan sådan tilladelse endvidere meddeles, når det må anses for formålstjenligt med henblik på den pågældendes behandling, herunder forberedelse af vedkommendes løsladelse. Udgangstilladelse kan kun meddeles, når fare for misbrug ikke antages at foreligge.
Med § 36, 1. pkt., sigtes til udgangstilladelser, der er begrundet i humane hensyn, f.eks. alvorlig sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.
§ 36, 2. pkt., er begrænset til indsatte med længerevarende fængselsstraffe og sigter på udgangstilladelse med behandlingsmæssigt formål. Udgangstilladelse i medfør af denne bestemmelse kan navnlig gives af hensyn til, at den indsattes forbindelse med familien bevares eller genetableres, og at den pågældende får mulighed for selv at søge arbejde eller i øvrigt forberede sin løsladelse.
Meddelelse af udgangstilladelse efter 1. og 2. pkt. er efter 3. pkt., betinget af, at fare for misbrug ikke kan antages at foreligge.
Efter § 35, stk. 2, 2. pkt., kan der, når det anses for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke kan antages at foreligge, meddeles tilladelse til ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver.
I denne bestemmelses oprindelige udformning fra 1965 var adgangen til at få udgang forbeholdt indsatte med længerevarende straf, og bestemmelsen gav kun adgang til arbejde hos en arbejdsgiver uden for anstalten. Bestemmelsen blev i praksis fortolket således, at natten (fritiden) skulle tilbringes i fængsel eller arresthus (frigang). For så vidt angår indsatte i ungdomsfængsler gav en tilsvarende bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 3, mulighed for også at tillade ophold uden for anstalt mv. om natten (udstationering).
§ 35, stk. 2, 2. pkt., fik sin nuværende udformning i 1973 i forbindelse med ophævelsen af de strafferetlige særforanstaltninger, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.). Samtidig ophævedes forbeholdet med hensyn til straffetidens længde. Efter forarbejderne burde foruden faren for misbrug alene tilladelsens formålstjenlighed med henblik på den indsattes resocialisering være afgørende.
Straffelovens regler om udgang suppleres af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24, hvorefter Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsætter regler om udgang. Det skal indgå i institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte, der efter disse regler har mulighed herfor, tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse eller beskæftigelse.
Nærmere regler om udgang er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer om udgang til indsatte (udgangscirkulæret) og i vejledning af 10. januar 1994 om udgang for afsonere.
Cirkulæret indeholder i kapitel I (§§ 1-14) en række fællesregler om udgang, herunder bl.a. vedrørende kompetencen til at meddele tilladelse til udgang. Efter cirkulærets kapitel I er udgangstilladelse betinget af, at der ikke kan antages at foreligge fare for misbrug, og at der foreligger et godkendt formål med udgangen. For udgangstilladelse gælder en række faste vilkår, og der kan herudover fastsættes særlige vilkår for den enkelte udgangstilladelse. Endvidere skal der i visse tilfælde indhentes en udtalelse fra politiet, inden der gives tilladelse til udgang uden ledsagelse.
Kapitel II-VI indeholder regler om de enkelte former for udgang.
Kapitel II (§§ 15-23) vedrører udgang med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning mv.
Kapitel III (§§ 24-30) omhandler udgang med henblik på besøg hos bestemte personer mv., og kapitel IV (§§ 31-33) giver mulighed for udgang til særlige formål, f.eks. med henblik på at besøge nærstående personer, som er alvorligt syge, eller tilstedeværelse ved en nærstående persons begravelse.
Kapitel V (§§ 34-36) fastsætter regler om udgang i forbindelse med besøg, og endelig indeholder kapitel VI (§§ 37-40) regler om udgang med henblik på deltagelse i udflugter mv.
Om udgangscirkulæret mv. henvises nærmere til 1989-betænkningen, s. 191-207. Det bemærkes herved, at udgangscirkulæret er ændret på visse punkter i forhold til betænkningen.
Bl.a. blev der i 1992 og 1993 indført krav om skærpet kontrol af udgangsadressen i tilfælde, hvor der er spørgsmål om at meddele udgangstilladelse til indsatte med længerevarende straf for personfarlig kriminalitet. Ændringerne medførte også, at der skulle udvises større tilbageholdenhed med at tillade weekendudgang til besøg hos personer, hvis tilknytning til den indsatte er begrænset.
I 1994 skete der en præcisering af udgangscirkulærets § 10 med henblik på at tydeliggøre, at der kan forekomme tilfælde, hvor retshåndhævelseshensyn bevirker, at en indsat ikke kan meddeles udgangstilladelse, selv om de tidsmæssige betingelser er opfyldt, og der ikke antages at være risiko for misbrug af udgangen.
I 1997 er der gennemført en skærpelse af procedurereglerne i sager om langtidsdømte, hvor institutionen og politiet er uenige om, hvorvidt den pågældende skal have tilladelse til udgang. Ændringerne indebærer, at sagen i sådanne tilfælde skal forelægges direktionen i Direktoratet for Kriminalforsorgen med en redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter institutionens opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods politiets indvendinger. Indstillingen skal afgives af vedkommende fængselsinspektør.
Senest er udgangscirkulæret i marts 1999 blevet ændret, så der nu tillige skal foretages en skærpet misbrugsvurdering i de tilfælde, hvor den dømte i forbindelse med det nuværende ophold ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
Herudover kan det nævnes, at det i Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, bl.a. er fastsat, at Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tillade frigang og udstationering i henhold til udgangscirkulærets kapitel II, selv om de tidsmæssige betingelser herfor ikke er opfyldt, jf. cirkulærets § 11.
5.7.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 207-214, 655-656, jf. §§ 44-48 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 710-713, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 108-109, jf. §§ 46-50 i rådets lovudkast, og s. 215-220.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., og § 36 ophæves, og at der i straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser om de formål, hvortil der kan gives udgang, og om de forudsætninger, der normalt skal være opfyldt, for at udgang kan tillades. Endvidere foreslås bestemmelser om de vilkår, der skal og kan fastsættes som betingelse for udgangstilladelse, og om følgerne af, at sådanne vilkår ikke overholdes. Desuden fastslås det, at den tid, hvori den indsatte har tilladelse til udgang, medregnes i straffetiden. Herudover foreslås det, at regler om udgang til de forskellige formål og fra de forskellige institutionstyper fastsættes administrativt.
Som § 46, stk. 1, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter en indsat kan få tilladelse til udgang, når (1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn, (2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter det ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal tillægges særlig vægt, hvis den indsatte (1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse, (2) under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå, (3) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang, eller (4) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt i nr. 2 og 3, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere er blevet fundet opfyldt.
§ 46 indebærer en lovfæstelse af de formål, hvortil der kan gives udgang, og af visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.
Endvidere angives en række forhold, som skal tillægges vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen.
Bestemmelsen medfører en udvidelse i forhold til straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., idet der også kan tillades udgang til visse former for fritidsbeskæftigelse.
Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende udgang.
Som § 47 i rådets lovudkast foreslås i overensstemmelse med de nugældende regler mv. en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
Som § 48 foreslås en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen (1) ledsages af personale fra institutionen, (2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pensioner, (3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og (4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 48 indebærer en lovfæstelse af de vilkår, der skal og kan fastsættes for tilladelse til udgang.
Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis på området. Der kan derfor som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang.
Som § 49 foreslås en bestemmelse, der giver mulighed for at tilbagekalde en tilladelse til udgang eller ændre vilkårene for tilladelsen, såfremt den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå strafbart forhold under udgang, eller på ny dømmes for strafbart forhold, dvs. forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under hvis udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang. Tilbagekaldelse mv. kan også ske, såfremt nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse.
§ 49 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at tilbagekalde tilladelse til udgang og ændre vilkårene for tilladelsen.
Bestemmelsen medfører i forhold til den nuværende retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til tilbagekaldelse mv. i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under hvis udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang i de tilfælde, hvor den indsatte er dømt for det pågældende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 49, nr. 1, 3. led. Bestemmelsen er herved på linie med § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen, § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus.
§ 49 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende adgangen til at tilbagekalde eller ændre vilkårene for en tilladelse til udgang.
Endelig foreslås som § 50 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. I den forbindelse gives mulighed for at bestemme, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.
§ 50 medfører, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed, ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra straffelovens § 36, 2. pkt.
§ 50 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. Der vil således bl.a. være mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne).
5.7.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udgang.
Justitsministeriet finder, at det i overensstemmelse med den nuværende retstilstand udtrykkeligt bør fremgå af § 46, stk. 2, at der ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen også skal tillægges særlig vægt, hvis den indsatte under strafudståelsen har begået strafbart forhold eller ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
Endvidere bør ordene »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 49, nr. 1, 2. led, i rådets lovudkast udgå med henblik på at sikre, at nye oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen til udgang blev givet, havde begået strafbart forhold, på samme måde som oplysninger om strafbart forhold, der er begået efter meddelelse af tilladelsen til udgang, kan føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt for forholdet, jf. herved § 49, nr. 2, og pkt. 5.3.3. ovenfor.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 46-50.
5.7.2. Besøg mv.
5.7.2.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, har de indsatte gennem brevveksling og besøg mulighed for at opretholde og styrke forbindelsen med omverdenen. Det kan gøres til et vilkår for besøg, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge.
Efter § 23, stk. 1, kan de indsatte nægte at modtage besøg af personer, der ikke kommer som led i udøvelsen af offentligt hverv. De må ikke mod deres ønske medvirke ved gennemførelse af besøg i institutionen, ved radio- og fjernsynsudsendelser eller lignende. Endvidere kan de forlange sig fritaget for at være til stede i lokaliteter, der beses eller inddrages under sådanne arrangementer. Besøgende kan ikke uden den indsattes tilladelse få adgang til den pågældendes opholdsrum.
Om indsattes adgang til at have små børn hos sig under strafudståelsen fremgår af § 5, at kvindelige indsatte kan have deres børn hos sig under strafudståelsen, indtil børnene er fyldt 1 år. Hvis det må anses for stemmende med barnets tarv, kan institutionens leder give tilladelse til, at barnet forbliver hos den indsatte ud over dette tidspunkt. I praksis har såvel kvindelige som mandlige indsatte mulighed for at medbringe børn under strafudståelsen, indtil barnet er 2 1/2-3 år.
Nærmere regler om de indsattes adgang til at modtage besøg er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 3, fastsat i afsnit II i Justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 med senere ændringer om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. (brev- og besøgscirkulæret).
Efter brev- og besøgscirkulærets § 12, stk. 1, har de indsatte adgang til at modtage besøg med henblik på at opretholde og styrke forbindelsen med omverdenen. Besøg af bestemte personer kan forbydes af institutionens leder, hvis der søges opretholdt en tilknytning, der hidrører fra studiebesøg og lignende. Tilsvarende gælder, såfremt tilknytningen i det væsentlige hidrører fra fælles anstaltsophold, jf. § 12, stk. 2.
Efter § 12, stk. 3, kan besøg af bestemte personer i øvrigt forbydes af institutionens leder, såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold.
I § 17 er det bl.a. fastsat, at besøg til indsatte kræver forudgående tilladelse af institutionen. Kravet om forudgående tilladelse kan dog fraviges i institutioner, hvor forholdene gør en lempeligere ordning forsvarlig, eller omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor.
Efter § 18 kan det med henblik på kontrol af, at besøgsadgangen ikke benyttes til indsmugling, gøres til et vilkår for besøg til indsatte i lukkede institutioner, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge, såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet, eller omstændighederne i øvrigt taler for stikprøvevis kontrol.
Efter § 19 er besøg i almindelighed ukontrolleret, hvis besøgsforholdene i institutionen tillader det. Såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold, kan besøg dog gennemføres med kontrol, herunder i overværelse af en funktionær. Besøg af forsvareren i en verserende straffesag foregår dog altid uden kontrol.
Besøg kan afbrydes, såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold, jf. § 21.
§ 22 indeholder en bemyndigelse for institutionens leder til at fastsætte begrænsninger med hensyn til, hvilke effekter de besøgende må medtage eller være i besiddelse af under besøget. Tilladelse til at medtage eller være i besiddelse af effekter under besøget kan betinges af, at effekterne visiteres. Der skal normalt anvises de besøgende betryggende opbevaringsmuligheder (så vidt muligt aflåst opbevaring) af personlige ejendele, der ikke tillades medbragt eller anvendt under besøget.
I tilslutning til § 22 er der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 28. januar 1981 fastsat nærmere retningslinier om kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte ikke benyttes til indsmugling. Endvidere er der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1998 fastsat bestemmelser om forbud mod at medbringe mobiltelefoner ved besøg i lukkede anstalter og arresthusene.
Efter § 23 kan institutionens leder fastsætte begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte. Besøg af børn kan normalt kun finde sted under ledsagelse af en voksen.
Efter § 24 fastsætter institutionens leder i øvrigt de nærmere regler om besøgenes afvikling. De besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn, og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende.
Brev- og besøgscirkulæret suppleres af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 19. januar 1993 om faste besøgende til indsatte. Efter den pågældende cirkulæreskrivelse skal institutionen bistå indsatte, der kun har ringe forbindelse med omverdenen, med at formidle besøg af egnede personer som faste besøgende. Formålet med besøgsordningen er at give den indsatte lejlighed til at tale med en person, der ikke er knyttet til institutionen, om såvel almene emner som sine egne personlige og sociale forhold.
Om de indsattes adgang til at modtage besøg henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 141-143.
5.7.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 143-144, 656-657, jf. §§ 49-50, i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 713-714, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 109-110, jf. §§ 51-54 i rådets lovudkast, og s. 220-229.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Efter § 56, stk. 1, i rådets lovudkast har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Domstol (nu Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol), Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité, jf. pkt. 5.7.3.2. nedenfor. Rådet har i lyset af denne bestemmelse overvejet, om der bør fastsættes regler om den indsattes ret til uoverværet besøg svarende til § 56, stk. 1, om ukontrolleret brevveksling. For så vidt angår de nævnte myndigheder mv. forekommer det dog efter rådets opfattelse mindre nærliggende at tale om »besøg«, og rådet har derfor ikke stillet forslag herom. Rådet forudsætter imidlertid, at de nævnte myndigheder mv. som hidtil bl.a. som led i inspektionsvirksomhed kan tale med de indsatte uden overværelse af institutionens personale.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 51, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg, der skal være af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan dog i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang.
Efter de nugældende regler i brev- og besøgscirkulærets § 14 må besøgstiden ikke være kortere end 1/2 time og skal, hvor forholdene gør det muligt, være mindst en time. Den foreslåede bestemmelse medfører, at besøgstiden skal være af mindst én times varighed.
Som § 51, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter en indsat til enhver tid har ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
§ 51, stk. 2, medfører en lovfæstelse af den indsattes adgang til at modtage besøg af visse advokater. Bestemmelsen er ny i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, der ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser herom. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er et ønske om at præcisere, at der for visse advokater gælder en særlig adgang til at besøge den indsatte uafhængigt af den almindelige regel om besøg i § 51, stk. 1, i rådets lovudkast. Afgrænsningen af den kreds, der efter § 51, stk. 2, har adgang til at besøge den indsatte, svarer til den kreds, der efter § 56, stk. 1, i rådets lovudkast kan have ukontrolleret brevveksling med den indsatte, jf. pkt. 5.7.3.2. nedenfor.
Endelig foreslås som § 51, stk. 3, en bestemmelse, hvorefter en udenlandsk indsat til enhver tid har ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 36, stk. 1, litra c, i bekendtgørelse nr. 83 af 11. december 1972 af Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser mv. (Wienerkonventionen). Efter denne bestemmelse har en konsulatembedsmand bl.a. ret til at besøge enhver statsborger fra udsenderstaten, som i henhold til dom eller retskendelse er undergivet fængsling. Konsulatembedsmanden skal dog afholde sig fra at træde i aktion for en statsborger, som er underkastet fængsling, når den pågældende udtrykkeligt modsætter sig et sådant skridt.
Som § 52 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen kan bestemme, at de besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra institutionen til at besøge den indsatte. Det kan gøres til et vilkår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte effekter undersøge.
§ 52 medfører en lovfæstelse af adgangen for institutionen til at stille krav om, at personer, der ønsker at aflægge den indsatte besøg, herunder også advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter, skal indhente forudgående tilladelse hertil. Bestemmelsen medfører også, at institutionen som hidtil kan betinge besøgstilladelse af, at den besøgende går ind på at lade sin yderbeklædning og medbragte effekter undersøge.
Som § 53, stk. 1, i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsattes ret til besøg. Efter den pågældende bestemmelse fastsætter justitsministeren endvidere regler om begrænsninger i denne ret ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om adgang for institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, til at træffe bestemmelse om forbud mod besøg af bestemte personer og om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i institutionen. Besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2, i rådets lovudkast, skal dog altid være uoverværet.
Bemyndigelsen i § 53, stk. 1, suppleres i § 53, stk. 2, af en bestemmelse, hvorefter institutionens leder i øvrigt fastsætter regler om besøgenes afvikling.
§ 53 medfører en lovfæstelse af adgangen til ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn at fastsætte begrænsninger i de indsattes ret til besøg, herunder i form af forbud mod besøg af bestemte personer og gennemførelse af besøg i overværelse af personale i institutionen.
Bestemmelsen indebærer i forhold til de nugældende regler og praksis, at adgangen til at forbyde besøg af personer, som den indsatte kender fra studiebesøg og lignende eller fra tidligere fælles institutionsophold, begrænses til tilfælde, hvor det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Endvidere præciseres det, at besøg af den kreds af advokater, der er nævnt i § 51, stk. 2, i rådets lovudkast, skal være uoverværet. Bestemmelsen indebærer på dette punkt en udvidelse i forhold til § 19, stk. 2, i brev- og besøgscirkulæret, der alene omfatter forsvareren i en verserende straffesag. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 56, stk. 1, i rådets lovudkast, hvorefter den indsatte har adgang til ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater, jf. pkt. 5.7.2.3. nedenfor.
Endelig indebærer § 53, at kompetencen til at træffe afgørelse om forbud mod besøg af bestemte personer henlægges til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Bestemmelsen er herved på linie med de øvrige bestemmelser i rådets lovudkast, der giver mulighed for at træffe afgørelse af særligt indgribende karakter for den indsatte, jf. bl.a. § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, samt pkt. 5.7.3.2. og 5.8.1.2. om tilbageholdelse af breve og andre effekter i den indsattes besiddelse.
Bestemmelsen medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om besøgstilladelse og kontrol.
Der kan derfor som hidtil fastsættes regler om andre begrænsninger i den indsattes ret til besøg ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, f.eks. regler om afbrydelse af besøg, såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og om begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte, jf. cirkulærets §§ 21 og 23 og pkt. 5.7.2.1. ovenfor. Sådanne begrænsninger kan omfatte alle personer, der ønsker at besøge den indsatte, herunder også advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter, jf. § 51, stk. 2 og 3, i rådets lovudkast.
Rådet forudsætter i øvrigt, at der i medfør af bemyndigelsen i § 53, stk. 2, fastsættes regler svarende til brev- og besøgscirkulærets § 24, stk. 2, hvorefter de besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn, og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende.
Efter § 49, stk. 5, i arbejdsgruppens lovudkast har en indsat ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis dette er bedst for barnet. Efter rådets opfattelse skal det ikke påhvile kriminalforsorgens institutioner at tage stilling til, om det er bedst for barnet at opholde sig hos den indsatte i institutionen. Vurderingen af, om dette er bedst stemmende med barnets tarv, bør påhvile de sociale myndigheder, der i modsat fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt efter de i den sociale lovgivning gældende regler. For disse tilfælde er der endvidere fastsat særlige regler om domstolsprøvelse.
I rådets lovudkast foreslås på den baggrund, at der som § 54, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.
§ 54, stk. 1, medfører en lovfæstelse af den nuværende mulighed for, at indsatte kan have deres små børn hos sig under afsoningen. Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes en aldersgrænse for barnet på 3 år. Rådets forslag tilsigter ikke at udelukke, at børn på 3 år eller derover kan forblive eller være hos den indsatte. Endvidere kan der i medfør af § 51, stk. 1, 2. pkt., som hidtil gives tilladelse til, at den indsatte får besøg af sine børn i videre omfang end efter hovedreglen i § 51, stk. 1, 1. pkt.
Som § 54, stk. 2, foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af retten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at retten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen i overensstemmelse med hidtidig praksis administrativt kan begrænses til at finde anvendelse i visse institutioner, der i henseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn. Ønsker en indsat at medbringe sit barn, og opfylder den pågældende betingelserne herfor, må vedkommende således efter omstændighederne acceptere, at straffen fuldbyrdes i en anden institution end den, der følger af § 23 i rådets lovudkast om valg af afsoningsinstitution med udgangspunkt i nærhedsprincippet.
5.7.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes adgang til besøg mv. Dog foreslås ordene »til enhver tid ret til« i § 51, stk. 2 og 3, ændret til »uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger« med henblik på at præcisere, at adgangen til besøg af visse advokater og hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter ikke er omfattet af den almindelige besøgsregel i § 51, stk. 1. Advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter skal således på samme måde som andre besøgende følge de almindelige besøgstider, som institutionen fastsætter i medfør af lovforslagets § 53, stk. 1.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 51-54.
5.7.3. Brevveksling
5.7.3.1. Gældende ret
Nærmere regler om de indsattes adgang til brevveksling er fastsat i afsnit II i brev- og besøgscirkulæret, jf. ovenfor pkt. 5.7.2.1.
Efter § 1, stk. 1, kan institutionens leder fastsætte begrænsninger med hensyn til, hvem indsatte må brevveksle med, såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn, for at forebygge strafbart forhold eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Efter § 5, stk. 1, gennemlæses breve til og fra den indsatte ikke, medmindre det i det enkelte tilfælde af institutionens leder skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold.
Såfremt omstændighederne taler derfor, kan institutionens leder dog bestemme, at der skal foretages stikprøvevis gennemlæsning med henblik på kontrol med, at adgangen til ukontrolleret brevveksling ikke misbruges, jf. § 5, stk. 2.
I § 5, stk. 4, er der fastsat regler om institutionens adgang til at åbne og lukke breve i den indsattes påsyn i tilfælde, hvor gennemlæsning ikke finder sted. Formålet med reglerne er at føre kontrol med, at brevene ikke benyttes til ind- og udsmugling. Bestemmelsen indebærer, at breve til den indsatte åbnes i dennes påsyn, og at breve fra den indsatte afleveres til personalet i åben stand og lukkes i den indsattes påsyn efter kontrol af konvoluttens indhold.
Findes det påkrævet for at hindre indsmugling, kan der efter § 5, stk. 5, i lukkede institutioner gennemføres en ordning, hvorefter der ikke sker udlevering af konvolutter, hvori breve til indsatte har været fremsendt.
Efter § 5, stk. 6, kan reglerne om åbning i § 5, stk. 4, fraviges i åbne institutioner, hvor forholdene gør en lempeligere ordning forsvarlig.
I § 6 er der fastsat regler om tilbageholdelse af breve, når gennemlæsning har fundet sted.
Efter § 6, stk. 1, kan et brev efter bestemmelse af institutionens leder tilbageholdes, såfremt det skønnes uegnet til afsendelse af ordens- eller sikkerhedshensyn, for at forebygge eller opklare strafbart forhold eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Et tilsendt brev, der af tilsvarende grunde skønnes uegnet til udlevering, skal efter § 6, stk. 2, tilbagesendes. Hvis det af sikkerhedshensyn eller for at forebygge eller opklare strafbart forhold anses for påkrævet, kan et tilsendt brev tilbageholdes. Breve, der tilbageholdes efter de nævnte bestemmelser, opbevares i institutionen. Hvis indholdet af et tilbageholdt brev må antages at give politiet eller en anden af kriminalforsorgens institutioner anledning til videre foranstaltning, afleveres det til vedkommende myndighed, jf. § 6, stk. 2.
Breve, der er udleveret til indsatte, kan gennemlæses og eventuelt inddrages, såfremt det i det enkelte tilfælde af institutionens leder skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge eller opklare strafbart forhold, jf. § 7, stk. 1.
§§ 8-10 indeholder særlige regler om brevveksling med offentlige myndigheder, der fraviger reglerne i §§ 1, 5 og 6 om adgangen til at fastsætte begrænsninger i den indsattes ret til brevveksling. Formålet med disse bestemmelser er at sikre, at den indsatte kan klage til en person eller myndighed uden for institutionen og eventuelt tillige uden for kriminalforsorgen over forholdene i institutionen eller behandlingen af sin sag.
Efter § 8 må breve til og fra de myndigheder mv., der nævnes i §§ 9 og 10, ikke gennemlæses.
§ 9 omfatter følgende myndigheder mv.: justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen, domstolene, Den Særlige Klageret, anklagemyndigheden, politiet, Folketingets Ombudsmand, Den Europæiske Menneskerettighedskommission, præsidenten for Den Europæiske Torturkomité, forsvareren i en verserende straffesag eller sag om prøveudskrivning fra forvaring og forsvareren i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen.
§ 10 omfatter andre offentlige myndigheder, medlemmer af Folketinget samt diplomatiske eller konsulære repræsentanter for så vidt den indsatte er statsborger i vedkommende land.
Breve fra en indsat til de i § 9 nævnte myndigheder mv. må ikke åbnes, jf. § 9, stk. 2. Breve fra en indsat til de i § 10 nævnte myndigheder mv. afleveres til personalet i åben stand og lukkes i den indsattes påsyn efter kontrol af konvoluttens indhold, jf. § 10, stk. 2. I åbne institutioner kan § 10, stk. 2, dog fraviges, hvor forholdene gør en lempeligere ordning forsvarlig, jf. § 10, stk. 4.
Breve, der klart fremtræder som hidrørende fra de i §§ 9 og 10 nævnte myndigheder mv., må ikke åbnes, såfremt det må anses for sikkert, at brevet hidrører fra den angivne afsender. Eventuel åbning skal ske i den indsattes påsyn, jf. § 9, stk. 3, og § 10, stk. 3.
Om de indsattes adgang til brevveksling henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 123-124 og 137-139.
5.7.3.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 126-127, 140, 657, jf. §§ 51-52 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 714-716, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 110, jf. §§ 55-56 i rådets lovudkast, og s. 229-236.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 55, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til brevveksling.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen kan åbne og lukke breve til og fra den indsatte, og hvorefter dette sker i den indsattes påsyn bortset fra tilfælde, hvor der sker gennemlæsning. Herom foreslås det i stk. 3 fastsat, at gennemlæsning af breve til og fra den indsatte alene kan ske, hvis dette af institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.
Med henblik på tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, foreslås som stk. 4 en bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af brevet, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes.
Som stk. 5 foreslås en bestemmelse, hvorefter et tilsendt brev, der af grunde som nævnt i stk. 4 ikke bør udleveres, skal tilbagesendes, men kan tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet.
Med henblik på de tilfælde, hvor der efter stk. 4 og 5, er sket tilbageholdelse, foreslås som stk. 6 en bestemmelse, hvorefter afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet, og orientering af afsenderen kan undlades i indtil 4 uger i det omfang, formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes.
Endelig foreslås som stk. 7 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til brevveksling.
§ 55 medfører en lovfæstelse af de indsattes ret til brevveksling og af adgangen til i visse tilfælde at gennemlæse og tilbageholde breve til og fra den indsatte.
Bestemmelsen indebærer, at den nuværende adgang i brev- og besøgscirkulærets § 5, stk. 2, til at foretage stikprøvevis gennemlæsning afskaffes.
Endvidere indføres i forhold til den nugældende regel i brev- og besøgscirkulærets § 6, stk. 3, en frist på 4 uger for undladelse af at orientere afsenderen om, at et brev er tilbageholdt.
Herudover åbner lovudkastets § 55, stk. 3, mulighed for, at afgørelsen om gennemlæsning kan træffes af andre end institutionens leder, sml. brev- og besøgscirkulærets § 5, stk. 1. Afgørelsen om tilbageholdelse kan dog alene træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 55, stk. 4 og 5.
Bestemmelsen medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende den indsattes almindelige ret til brevveksling. Det indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Det bemærkes herved, at udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« i rådets lovudkast også omfatter hensynet til forebyggelse og opklaring af strafbart forhold, jf. pkt. 4.2.2. ovenfor.
I § 56 i rådets lovudkast foreslås regler om den indsattes ret til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner.
Efter § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen, domstolene, herunder Den Særlige Klageret, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Domstol (nu Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol), Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission, FN's Torturkomité og den advokat, der har været beskikket eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder brevveksling i øvrigt med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvori justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om ukontrolleret brevveksling, herunder om kontrol med afsenderens identitet, og om adgang til ukontrolleret brevveksling med andre enkeltpersoner eller danske eller udenlandske offentlige myndigheder.
§ 56 medfører en lovfæstelse af den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med en række myndigheder og enkeltpersoner. At brevvekslingen er »ukontrolleret« indebærer, at institutionen er afskåret fra at åbne, gennemlæse og tilbageholde breve mellem den indsatte og den berørte myndighed eller enkeltperson.
Anvendelsen af udtrykket »ukontrolleret« tilsigter dog ikke at udelukke, at institutionen som hidtil kan gennemlyse breve, hvis der af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde findes behov for det.
Endvidere kan der i nogle tilfælde være tvivl om, hvorvidt breve til og fra den indsatte reelt er sendt fra eller sendes til personer og myndigheder, der omfattes af reglerne om ukontrolleret brevveksling. Med henblik på sådanne tilfælde kan der derfor fortsat fastsættes regler om kontrol af afsenderens identitet, f.eks. i form af, at institutionen kan rette henvendelse til vedkommende myndighed mv. eller tilbagesende brevet til den angivne afsender, jf. § 56, stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast.
§ 56 indebærer i forhold til de nugældende regler en udvidelse af kredsen af advokater, med hvem den indsatte har adgang til ukontrolleret brevveksling. Som nævnt under pkt. 5.7.3.1. ovenfor omfatter denne i dag alene forsvareren i en verserende straffesag eller sag om prøveudskrivning fra forvaring samt forsvareren i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen. Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. et ønske om at kunne imødekomme den indsattes eventuelle ønske om en ny forsvarer, f.eks. med henblik på udarbejdelse af en ansøgning om genoptagelse af den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen.
§ 56 medfører endvidere, at Procesbevillingsnævnet indgår i den kreds af myndigheder, som den indsatte kan brevveksle ukontrolleret med.
Herudover indebærer § 56, at breve bl.a. til medlemmer af Folketinget omfattes af reglerne om ukontrolleret brevveksling. Ved sådanne breve kan der derfor ikke opretholdes et krav om, at brevet skal afleveres til personalet i åben stand og lukkes i den indsattes påsyn efter kontrol af konvoluttens indhold, jf. herved brev- og besøgscirkulærets § 10, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, og pkt. 5.7.3.1. ovenfor.
Rådet forudsætter i øvrigt i lighed med arbejdsgruppen, at der ved den administrative fastsættelse af regler om ukontrolleret brevveksling med andre enkeltpersoner eller danske eller udenlandske offentlige myndigheder, jf. § 56, stk. 2, 2. pkt., i rådets lovudkast, ikke sker nogen indskrænkning af den gruppe myndigheder og personer, der omfattes af de nuværende administrative regler om adgang til ukontrolleret brevveksling. Hermed sigtes bl.a. til brev- og besøgscirkulærets § 10, stk. 1, nr. 3, om diplomatiske eller konsulære repræsentanter fra vedkommendes hjemland, jf. herved pkt. 5.7.3.1. ovenfor.
5.7.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes adgang til brevveksling.
Justitsministeriet finder således, at det af lovteksten udtrykkeligt bør fremgå, at breve til og fra den indsatte kan åbnes uden retskendelse, jf. § 55, stk. 2.
Efter § 56, stk. 2, 2. pkt., i Straffelovrådets lovudkast omfatter bemyndigelsen for justitsministeren til at fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveksling bl.a. brevveksling med andre »udenlandske« offentlige myndigheder. Justitsministeriet finder, at bestemmelsen bør udvides, så den også giver mulighed for at fastsætte bestemmelser om ukontrolleret brevveksling med andre »internationale« myndigheder.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 55-56.
5.7.4. Telefonsamtaler
5.7.4.1. Gældende ret
Nærmere regler om de indsattes adgang til at føre telefonsamtaler er fastsat i afsnit III i brev- og besøgscirkulæret, jf. pkt. 5.7.2.1.
Det fremgår heraf, at såfremt forbindelse gennem brevveksling ikke uden væsentlig ulempe kan afventes, kan det i det omfang, det er praktisk muligt, tillades den indsatte at føre telefonsamtaler, jf. § 25, stk. 1. Såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold, kan tilladelse til at føre telefonsamtale betinges af, at telefonsamtalen overhøres. I så fald skal den anden part gøres bekendt hermed, jf. § 25, stk. 2.
Efter § 25, stk. 3, bør der i almindelighed gives tilladelse til at føre telefonsamtale med forsvareren i en verserende straffesag eller sag om prøveudskrivning fra forvaring.
Udgiften til telefonsamtaler afholdes normalt af den indsatte, jf. § 25, stk. 4.
Efter § 25, stk. 5, kan videregående adgang for de indsatte til at telefonere gennemføres i åbne institutioner.
Om de indsattes adgang til at føre telefonsamtaler henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 139-140.
5.7.4.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 140, 657-658, jf. § 53 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 716, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 111, jf. § 57 i rådets lovudkast, og s. 236-238.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 57, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat i det omfang, det er praktisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Om kontrol med telefonsamtaler foreslås i stk. 3 en bestemmelse, hvorefter telefonsamtalen i lukkede institutioner påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de grunde, der er nævnt i stk. 2 ovenfor. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed.
Endelig foreslås i stk. 4 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler.
§ 57 medfører en lovfæstelse af de indsattes adgang til at føre telefonsamtaler.
Bestemmelsen indebærer i forhold til de nugældende regler en ophævelse af forbeholdet om, at brevveksling ikke uden væsentlig ulempe kan afventes, jf. herved brev- og besøgscirkulærets § 25, stk. 1, og pkt. 5.7.4.1. ovenfor.
Endvidere ændres reglerne om kontrol med telefonsamtaler i lukkede institutioner (arresthuse og lukkede fængsler), så telefonsamtaler i sådanne institutioner i overensstemmelse med den nuværende praksis i almindelighed påhøres eller aflyttes, medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
Bestemmelsen medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis.
Med udtrykket »i det omfang, det er praktisk muligt« i § 57, stk. 1, i rådets lovudkast videreføres således muligheden for at fastsætte begrænsninger vedrørende hyppighed og længde af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte telefonsamtaler i de lukkede institutioner.
Endvidere opretholdes adgangen til at nægte indsatte at føre telefonsamtaler i åbne fængsler, hvilket dog alene har praktisk betydning i tilfælde, hvor der er behov for at nægte en indsat tilladelse til at installere privat telefon på egen stue på grund af risiko for misbrug.
En indsat forudsættes i almindelighed at kunne føre telefonsamtale med forsvareren i en verserende straffesag eller med andre, som den pågældende kan brevveksle ukontrolleret med, jf. herved § 56 i rådets lovudkast og pkt. 5.7.3.2. ovenfor.
Desuden forudsættes det, at det i medfør af § 57, stk. 4, som hidtil bl.a. kan fastsættes, at udgifterne til telefonsamtaler normalt afholdes af den indsatte.
5.7.4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med en enkelt redaktionel tilføjelse tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til at føre telefonsamtaler. Justitsministeriet finder således, at det af lovteksten udtrykkeligt bør fremgå, at telefonsamtaler, som føres af den indsatte i lukkede institutioner, kan påhøres eller aflyttes uden retskendelse, jf. § 57, stk. 3.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 57.
5.7.5. Aviser, bøger mv.
5.7.5.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 1, skal de indsatte i fritiden have passende muligheder for at holde sig orienteret ved avislæsning, gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv. Der skal være adgang til lån af bøger og tidsskrifter og så vidt muligt være tilbud om fritidsundervisning og forskellige former for sportsudøvelse.
Efter § 16, stk. 2, fastsætter institutionens leder regler om, hvilke tidsrum de indsatte dagligt kan anvende til fælles fritidsaktiviteter.
Om de indsattes adgang til aviser, bøger og fjernsyn mv. henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 183-184.
5.7.5.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 186-187, 658, jf. § 54 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 716-717, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 111, jf. § 58 i rådets lovudkast, og s. 238-239.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 58, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat skal have mulighed for at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til at låne bøger og tidsskrifter gennem det offentlige biblioteksvæsen, og i stk. 3 foreslås det fastsat, at udenlandske indsatte så vidt muligt bør have adgang til aviser, tidsskrifter, bøger mv. på deres eget sprog.
§ 58 medfører en lovfæstelse i overensstemmelse med den nuværende praksis mv. af de indsattes adgang til at holde sig orienteret ved avislæsning, gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv. og ved lån af bøger og tidsskrifter gennem det offentlige biblioteksvæsen.
5.7.5.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til aviser og bøger mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 58.
5.7.6. Kontakt til medierne
5.7.6.1. Gældende ret
Efter de gældende administrative regler og praksis har indsatte mulighed for at henvende sig til pressen både skriftligt og - for så vidt angår de åbne anstalter - telefonisk. De indsatte kan også under udgang kontakte pressen, herunder ved deltagelse i tv-interviews, forudsat at der ikke herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det formål, hvortil der er givet udgang. I øvrigt kan pressen besøge de indsatte i fængslet.
Nærmere regler om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 163 af 13. september 1978 med senere ændringer.
Efter disse regler kan institutionens leder bl.a. meddele tilladelse til besøg af repræsentanter for radio og fjernsyn samt dagspressen.
Endvidere kan institutionens leder tillade interview med og fotografering af indsatte. Fotografering må kun finde sted med de pågældendes samtykke. Tilladelse bør i almindelighed kun gives efter fornøden vejledning af den indsatte. Tilladelse bør ikke gives til indsatte, der på grund af ung alder eller psykiske forhold må antages ikke at være i stand til at overskue følgerne af et samtykke til at lade sig interviewe eller fotografere. Afgørelser om tv-interviews træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
De gældende regler tilsigter på den ene side at tilgodese hensynet til den videst mulige offentlighed om fængselsforhold og på den anden side at varetage beskyttelseshensyn dels over for den indsatte i almindelighed, dels over for den enkelte svage indsatte. Cirkulæret indeholder ikke nærmere regler om de hensyn, der ud over hensynet til beskyttelsen af den enkelte indsatte bør varetages ved disse afgørelser.
I praksis indgår ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn med vægt ved vurderingen af, om der kan gives tilladelse. På baggrund af tv-mediets betydelige og særlige gennemslagskraft tillægges endvidere hensynet til retsfølelsen særlig vægt. Efter praksis vil der normalt blive givet tilladelse til tv-interviews, når generelle kriminalpolitiske forhold, f.eks. afsoningsforholdene, ønskes belyst. Der gives også ofte tilladelse til filmede optagelser vedrørende dagligdagen i fængslerne.
Derimod gives der på grund af hensynet til retsfølelsen som udgangspunkt afslag, hvis den indsattes egen sag eller kriminalitet indgår som en væsentlig del af interviewet. Endvidere gives der normalt afslag på tv-optagelser, hvis fængslet skal benyttes som kulisse for mere underholdende indslag, eller hvor det alene er den pågældendes status som indsat, der begrunder ønsket om tv-interview, uden at interviewet i øvrigt vedrører fængselsforhold eller kriminalpolitiske emner.
5.7.6.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 128-129, 658, jf. § 55 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 717, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 111, jf. § 59 i rådets lovudkast, og s. 239-243.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Flertallet foreslår på den baggrund, at der som § 59, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.
§ 59, stk. 1, indebærer i overensstemmelse med den nuværende retstilstand bl.a., at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de hensyn, der fremgår af § 59, stk. 2, i flertallets forslag, jf. nedenfor. Det bemærkes, at der ikke uden for de tilfælde, der reguleres i § 59 i rådets lovudkast, består en almindelig adgang til at fotografere uden forudgående tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a.
Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket »massemedier« i § 1 i medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998.
Som stk. 2 i § 59 foreslår rådets flertal en bestemmelse, hvorefter den indsattes ret ifølge stk. 1 kan begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Hertil føjes i stk. 3 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret efter stk. 1.
§ 59, stk. 2, indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis bl.a., at der kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til at kontakte medierne af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges på kontakt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fængselsfunktionær følger med rundt under filmoptagelse mv. i institutionen.
Endvidere medfører § 59, stk. 2, en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Rådets flertal forudsætter i den forbindelse i lighed med arbejdsgruppen, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.
Efter flertallets opfattelse må den pågældende bestemmelse anses for forenelig med grundlovens § 77 og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ytringsfrihed. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på en udtalelse offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 170 ff. I den sag, som ombudsmandens udtalelse bygger på, havde en advokat klaget over, at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente bl.a., at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Ombudsmanden udtalte, at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen, og at afgørelsen ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 eller grundlovens § 77.
§ 59, stk. 2, medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Forslaget afviger herved både fra arbejdsgruppens lovudkast og de nugældende regler, jf. § 4, stk. 2, i cirkulæret om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Baggrunden for forslaget er, at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1.
Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer (2 medlemmer) kan ikke tilslutte sig flertallets forslag til formulering af § 59, stk. 2, hvorefter en indsats ret til at udtale sig til medierne i institutionen kan begrænses »for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen«, eller såfremt udtalelsen formodes eventuelt at komme til at indeholde »en åbenbar krænkelse af retsfølelsen«. Bestemmelsen er baseret på en forudgående vurdering af de udtalelser, der muligvis vil blive fremsat, og som sådan i tvivlsom overensstemmelse med grundlovens censurbestemmelse. Den sidstnævnte begrænsnings overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 er tvivlsom, jf. herved bl.a., at udtalelser, som vil »offend, shock or disturb«, er beskyttede af denne. Og i den af § 59 regulerede situation er der ydermere tale om, at fængslets ledelse antager, at sådanne udtalelser kan fremkomme.
Efter mindretallets opfattelse er henvisningen til retsfølelsen sprogligt for lidt præcis i betragtning af, at den skal danne grundlag for begrænsninger i en af de mest fundamentale menneskerettigheder.
Den er ydermere problematisk, fordi dens anvendelse i praksis - til trods for formuleringen - næppe vil blive baseret på en vurdering af den indsatte, men på fængslets opfattelse af det pågældende medies almindelige omdømme (seriøst medie eller uansvarligt og sensationspræget).
Begrænsningen er unødvendig, idet alle de rimelige begrænsninger allerede er omfattet af de øvrige led i udkastets § 59, stk. 2, samt af de materielle straffebestemmelser (specielt straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser). I den forbindelse må det fremhæves, at § 59, stk. 1, også efter mindretallets opfattelse alene omfatter de medier, der er omfattet af medieansvarsloven. Det betyder bl.a., at det interviewende og formidlende medie ud over at være undergivet den almindelige straffelovgivning også omfattes af de presseetiske regler og det særlige sanktionssystem, der gælder på dette område.
5.7.6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådets flertal anførte grunde tiltræde flertallets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til at kontakte medierne. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 59.
5.8. Indgreb over for den indsatte
5.8.1. Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
5.8.1.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, kan de indsatte undergives visitation, foretaget af institutionens funktionærer. Ved visitation forstås en nøje undersøgelse af, hvilke effekter den pågældende har i sin besiddelse i opholdsrummet eller på sin person. Visitation kan foretages i det omfang, det er nødvendigt af sikkerhedshensyn og til kontrol med, at ordensbestemmelser og andre regler overholdes.
Nærmere regler om visitation er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 215 af 15. december 1980 med senere ændringer om visitation af de indsatte og deres opholdsrum (visitationscirkulæret). Hertil knytter sig en cirkulæreskrivelse af 13. april 1999 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte samt en cirkulæreskrivelse af 24. marts 1986 med senere ændringer fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om retningslinier vedrørende anvendelse af urinprøver over for indsatte med henblik på konstatering af eventuelle misbrug af medikamenter eller narkotika.
Efter visitationscirkulærets § 1, stk. 1, kan visitation af den indsattes person foretages ved indsættelsen, før og efter fravær fra institutionen samt før og efter besøg og ved indlæggelse på sygeafdeling, anbringelse i enrum og hensættelse i forhørscelle, strafcelle eller observationscelle.
Ved hensættelse i sikringscelle skal visitation foretages, jf. § 1, stk. 2.
Efter regler, fastsat af institutionens leder, kan der endvidere foretages visitation af den indsattes person ved den indsattes tilbagekomst efter fravær fra opholdsafdelingen og i forbindelse med rutinemæssig visitation af den indsattes opholdsrum, jf. § 1, stk. 3.
Efter § 1, stk. 4, kan der foretages personlig visitation af en gruppe indsatte, såfremt der er begrundet mistanke om, at én eller flere af gruppen er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Efter § 1, stk. 5, kan personlig visitation i øvrigt kun foretages, såfremt der er begrundet formodning om, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Den indsatte har ifølge § 1, stk. 6, ret til inden visitationens gennemførelse at få oplyst grunden til, at visitationen iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler derimod.
Af § 2 fremgår det, at visitation af den indsattes person så vidt muligt skal overværes af et vidne. Visitationen skal gennemføres på en måde, der i størst muligt omfang er egnet til at formindske den indsattes oplevelse af at blive krænket, bl.a. ved at den pågældende opfordres til selv at gennemføre den nødvendige afklædning. Visitationen skal endvidere foretages og bevidnes af personale af samme køn som den indsatte. Andre indsatte må ikke være til stede.
Er der grund til at antage, at visitation af den indsattes legeme ifølge § 3 ikke kan gennemføres alene ved en besigtigelse, skal visitationen foretages af en læge. Sådan visitation kan kun foretages i tilfælde, hvor der foreligger begrundet formodning om, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Beslutning herom træffes af anstaltens vagthavende leder eller arrestforvareren.
Efter § 4 kan visitation af den indsattes opholdsrum foretages ved rutinemæssige eftersyn, og når der i det enkelte tilfælde er grund til at antage, at ordensbestemmelser eller andre regler ikke overholdes, eller når visitationen skønnes påkrævet af sikkerhedshensyn. Visitationen må ikke være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Efter anmodning skal den indsatte gøres bekendt med grunden til, at der har været foretaget visitation af vedkommendes opholdsrum.
Efter § 5 skal visitation af breve, som den indsatte har adgang til at sende til eller modtage fra offentlige myndigheder m.fl., uden at gennemlæsning må finde sted, jf. herved pkt. 5.7.3.1. ovenfor, ske i den indsattes påsyn. Brevene kan eventuelt tages i bevaring, indtil visitationen kan foretages. Breve, som kan sendes i lukket konvolut til offentlige myndigheder m.fl., må dog ikke visiteres, såfremt de straks afgives til afsendelse.
Når der under visitationen tages genstande i bevaring, skal der efter § 6 udfærdiges en fortegnelse over disse. Den indsatte skal have udleveret en genpart af fortegnelsen og, når der er tale om den pågældendes egne effekter, gøres bekendt med grunden til, at de pågældende genstande er taget i bevaring.
5.8.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 218-219, 658-659, jf. § 56 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 717-719, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 111-112, jf. § 60 i rådets lovudkast, og s. 243-248.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 60, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder 1) når den indsatte indsættes i institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
§ 60, stk. 1, indebærer en lovfæstelse af adgangen til at undersøge (visitere) den indsattes person og opholdsrum.
Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte effekter.
Om fotografering og optagelse af fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation henvises til pkt. 5.8.2. nedenfor.
Som § 60, stk. 2, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn kan træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
§ 60, stk. 2, medfører en lovfæstelse af adgangen til at foretage en nærmere undersøgelse af den indsattes person.
Med udtrykket »nærmere undersøgelse af den indsattes person« sigtes til indgreb, hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgelser. Endvidere kan nævnes undersøgelse af legemets hulrum og andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersøgelse.
Som § 60, stk. 3, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter undersøgelse efter stk. 1 og 2 ikke må foretages, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af proportionalitetsgrundsætningen.
Som nævnt under pkt. 5.8.1.1. ovenfor, følger det af visitationscirkulærets § 2, stk. 2, at visitationen skal foretages og bevidnes af personale af samme køn som den indsatte. Rådet ville i lighed med arbejdsgruppen foretrække, at der i straffuldbyrdelsesloven kunne indsættes en bestemmelse, hvorefter undersøgelse af den indsattes person - bortset fra overfladisk undersøgelse af den pågældendes tøj - kun må foretages af personer af samme køn som den undersøgte. Rådet har imidlertid noteret sig, at fordelingen af mandligt og kvindeligt opsynspersonale ville vanskeliggøre gennemførelsen af en sådan ordning i praksis, ikke mindst i arresthusene. En sådan lovbestemmelse ville derfor kunne få den utilsigtede virkning, at kvindelige indsatte, der ønskes undersøgt, måtte hensættes i enrum i en ofte længere periode, før undersøgelsen kunne gennemføres.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 60, stk. 4, 1. og 2. pkt., i rådets lovudkast indsættes bestemmelser, hvorefter undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, og undersøgelse, der indebærer afklædning, så vidt muligt kun må foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte eller af sundhedspersonale.
Som § 60, stk. 4, 3. og 4. pkt., foreslås indsat bestemmelser om medvirken af læge. Herefter må undersøgelse som nævnt i § 60, stk. 2, (nærmere undersøgelse af den indsattes person) kun foretages under medvirken af læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarligt.
§ 60, stk. 4, indebærer en lovfæstelse af skånsomhedsgrundsætningen. De foreslåede regler om medvirken af læge ved visse undersøgelser af den indsattes person svarer til reglerne om medvirken af læge ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, jf. § 792, stk. 1, nr. 2. Det indebærer bl.a., at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser i øvrigt gælder de almindelige lægelige regler, herunder etiske regler og principper, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2252.
Som § 60, stk. 5, foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
§ 60, stk. 5, indebærer en lovfæstelse af adgangen til at tilbageholde effekter, der ved undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum findes i den indsattes besiddelse.
Bestemmelsen medfører i forhold til de nugældende regler på området, jf. visitationscirkulærets § 6, at kompetencen til at træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter forbeholdes institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.
Som § 60, stk. 6, foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen kan gennemlæse, og institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 i rådets lovudkast finder herved tilsvarende anvendelse. Med ordet »optegnelser« sigtes f.eks. til dagbøger, regnskaber mv.
§ 60, stk. 6, indebærer en lovfæstelse af adgangen til at gennemlæse og tilbageholde breve mv., der ved undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum findes i den indsattes besiddelse.
Bestemmelsen medfører, at reglerne om den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling i § 56 i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.3.2. ovenfor, finder tilsvarende anvendelse på breve, der findes i den indsattes besiddelse ved en sådan undersøgelse.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at kompetencen til at træffe bestemmelse om gennemlæsning henlægges til institutionen, hvorimod afgørelsen om tilbageholdelse forbeholdes institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. § 60, stk. 6, er herved på linie med § 55, stk. 3-4, i rådets lovudkast om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve til og fra den indsatte, jf. pkt. 5.7.3.2. ovenfor.
Endelig foreslås i § 60, stk. 7, i rådets lovudkast en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes person og opholdsrum.
5.8.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum.
Justitsministeriet finder i lighed med Straffelovrådet og arbejdsgruppen, at undersøgelse af den indsattes person - bortset fra overfladisk undersøgelse af den pågældendes tøj - ideelt set kun burde foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Justitsministeriet kan samtidig tiltræde det af Straffelovrådet anførte om vanskelighederne ved at gennemføre en sådan regel i praksis.
Justitsministeriet finder imidlertid, det i højere grad bør præciseres i lovteksten, at sådan undersøgelse af den indsattes person kun undtagelsesvis bør foretages eller overværes af personer af andet køn end den pågældende, medmindre der er tale om sundhedspersonale.
De øvrige ændringer er af redaktionel karakter.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 60.
5.8.2. Fotografering og optagelse af fingeraftryk
5.8.2.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 21, stk. 2, kan Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsætte regler om, at de indsatte skal lade sig fotografere ved institutionens foranstaltning.
Nærmere regler er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 203 af 29. oktober 1975 om fotografering af indsatte.
Efter cirkulærets § 1 fotograferes indsatte, der udstår fængsel i 5 måneder eller derover, ved anstaltens foranstaltning, medmindre fotografi er vedlagt sagens akter.
Genfotografering foretages, når der er forløbet 3 år af strafudståelsen og derefter hvert tredje år, og såfremt det er nødvendigt af hensyn til identifikationen af den pågældende, jf. § 2.
I § 3 er det fastsat, at udgifterne ved fotografering afholdes af anstalten.
Endelig fremgår det af § 4, at politiet skal anmodes om at tilbagelevere fotografi, der er udleveret i forbindelse med undvigelse.
5.8.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 659, jf. § 56, stk. 4-5, i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 719, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 112, jf. § 61 i rådets lovudkast, og s. 248.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 61, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation.
Hertil føjes i stk. 2 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder opbevaring og destruktion.
§ 61 indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til at fotografere indsatte i identifikationsøjemed.
Bestemmelsen medfører, at der indføres mulighed for at optage fingeraftryk med henblik på senere identifikation og for administrativt at fastsætte nærmere regler om optagelse af fingeraftryk, herunder for så vidt angår opbevaring og destruktion af sådant materiale, hvis der skulle vise sig behov for det.
5.8.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om institutionens adgang til at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte i identifikationsøjemed. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 61.
5.8.3. Magtanvendelse
5.8.3.1. Gældende ret
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 1, må magtanvendelse over for indsatte kun finde sted, når det er absolut nødvendigt for (1) at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, (2) at hindre undvigelse eller standse undvegne i tilfælde, hvor der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde, eller (3) at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, hvis øjeblikkelige gennemførelse er nødvendig, i tilfælde, hvor indsatte afviser eller forsætligt undlader at følge personalets anvisninger.
Nærmere regler om magtanvendelse er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 med senere ændringer om magtanvendelse over for indsatte (magtanvendelsescirkulæret).
Efter § 1 er magtanvendelse over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner kun tilladt efter cirkulærets regler, dog bortset fra nødværge i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler.
Efter § 2, stk. 1, kan personalet anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er nødvendig for at (1) afværge personlig overlast, (2) hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller (3) hindre undvigelse eller standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde.
I det omfang, det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, herunder greb om overarm for at føre eller lede den indsatte i en bestemt retning) samt brug af stav og tåregas af godkendt type, jf. § 2, stk. 2. Tidligere gav § 2, stk. 2, også mulighed for at anvende puf og skub. Denne form for magtanvendelse blev ophævet ved cirkulære nr. 6 af 8. januar 1996 efter indstilling fra en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Efter § 2, stk. 3, udleveres (bæres) stav alene med vagthavende leders eller arrestforvarerens godkendelse i det enkelte tilfælde, når og hvis der foreligger en konkret særlig risikosituation, hvor anvendelse af stav skønnes nødvendig.
Afgørelse om magtanvendelse efter § 2, stk. 1-3, træffes af institutionens vagthavende leder eller arrestforvareren. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder eller arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede, jf. § 2, stk. 4.
Efter § 3, stk. 1, kan personalet endvidere anvende magt, hvis det er nødvendigt for at (1) gennemføre den indsattes fremstilling i retten, dersom retten på forespørgsel i det enkelte tilfælde har erklæret, at fremstillingen ønskes gennemført, selv om anvendelse af magt måtte være nødvendig, (2) gennemføre visitation i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at den indsatte ellers vil volde skade på sig selv eller andre, (3) gennemføre visitation, der må anses for påkrævet for at hindre strafbart forhold eller i øvrigt af sikkerhedsmæssige hensyn, eller (4) gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse kan i sådanne tilfælde kun omfatte brug af håndkraft, jf. § 3, stk. 2.
Bestemmelse om magtanvendelse efter § 3, stk. 1-2, træffes af institutionens vagthavende leder eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for tjenesteområdet, jf. § 3, stk. 3.
Al magtanvendelse forudsætter ifølge § 4, at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige. Anvendelse af magt skal endvidere altid ske med besindighed og må aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde kun anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel.
Ved benyttelse af tåregas skal den indsatte forinden være advaret herom, jf. § 6, stk. 1.
Ved benyttelse af stav skal staven anvendes med besindighed for ikke at påføre nogen større overlast end nødvendigt. Staven må kun rettes mod arme, ben, ryg eller sæde. Staven må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, krave- og nøgleben, bryst, mave, nyre, skridt eller rygsøjle. Staven må endvidere ikke anvendes til stød. I øvrigt bør det i videst muligt omfang undgås at anvende staven mod knæ, albue eller andre led, jf. § 7.
Efter § 8 skal der tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt eller i tilfælde, hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Efter § 1, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 38 af 1. marts 1996 om anvendelse af skjold over for indsatte (skjoldcirkulæret) kan skjold anvendes ved pacificering af den indsatte, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Skjold må kun anvendes, når andre lempeligere midler har være forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige, jf. § 1, stk. 2.
5.8.3.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 222-223, 659, jf. § 57 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 719, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 112-113, jf. § 62 i rådets lovudkast, og s. 249-250.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 62, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen kan anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt for (1) at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, (2) at hindre undvigelse eller standse undvegne eller (3) at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter magtanvendelse kan ske ved greb, skub, stav og tåregas, og i stk. 3 foreslås det fastsat, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Som stk. 4 foreslås en bestemmelse, hvorefter magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Endvidere foreslås det fastsat, at der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, medmindre det findes åbenbart unødvendigt, og at læge altid skal tilkaldes, hvis den indsatte anmoder herom.
Bestemmelsen om lægetilsyn i § 62, stk. 4, indebærer en ændring i forhold til de gældende administrative regler, hvorefter lægetilsyn kun skal finde sted, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller i tilfælde hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen bringes herved i overensstemmelse med de regler for lægetilsyn ved magtanvendelse, som var gældende indtil 1994.
Ændringen i 1994 var foranlediget af Den Almindelige Danske Lægeforening, som med henvisning til lægeetiske principper ikke anså det for forsvarligt at have en regel om obligatorisk lægetilsyn i visse situationer. Herved kunne der efter foreningens opfattelse opstå risiko for, at de indsatte blev bibragt den opfattelse, at lægerne legitimerer anvendelsen af magt (og sikringsmidler). Ændringen i 1994 var tillige begrundet i, at det i praksis var undtagelsen, at lægetilsyn fandt sted i forbindelse med magtanvendelse, idet der i praksis ofte var anvendt magt af så begrænset omfang, at lægetilsyn blev skønnet åbenbart unødvendigt.
De nævnte bestemmelser foreslås i stk. 5 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelse af magt over for indsatte.
§ 62 indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til i visse tilfælde at anvende magt over for indsatte.
Bestemmelsen åbner i forhold til de nugældende regler i magtanvendelsescirkulærets § 2, stk. 2, mulighed for magtanvendelse i form af skub, herunder ved anvendelse af skjold, jf. herved skjoldcirkulærets § 1, stk. 1, og pkt. 5.8.3.1. ovenfor.
Endvidere medfører bestemmelsen som nævnt ovenfor en ændring af reglerne om lægetilsyn, jf. magtanvendelsescirkulærets § 8, idet der efter rådets forslag i almindelighed skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse. Baggrunden for ændringen, som også arbejdsgruppen har stillet forslag om, er, at magtanvendelse kan medføre ikke umiddelbart synlige skader på den indsatte. Det bør derfor ikke overlades til fængselspersonalet, som måske endog har været involveret i den konflikt, der fører til magtanvendelsen, at skønne over nødvendigheden af lægetilsyn, bortset fra i de åbenbare tilfælde.
5.8.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om magtanvendelse. Dog foreslås bestemmelsen om magtmidler ændret, så magtanvendelse ved skub udgår, og magtanvendelse herefter i overensstemmelse med gældende ret alene kan ske ved greb, skjold, stav og tåregas.
Justitsministeriet finder det endvidere rigtigst, at bestemmelsen om lægetilsyn ændres, så det i overensstemmelse med gældende ret fastslås, at der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 62.
5.8.4. Udelukkelse fra fællesskab
5.8.4.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 34 fastsætter justitsministeren regler om, i hvilket omfang fængsel skal fuldbyrdes i enrum eller i fællesskab. De dømte skal dog så vidt muligt have ophold i enrum om natten.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt., udstås straf i almindelighed i fællesskab. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, bestemme, at den indsatte midlertidigt skal have ophold i enrum, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Nærmere regler om udelukkelse fra fællesskab (anbringelse i enrum) er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3. pkt., fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 med senere ændringer om adgangen til at anbringe indsatte i enrum (enrumscirkulæret).
Efter enrumscirkulærets § 2, stk. 2, kan anbringelse i enrum, som den indsatte ikke selv har anmodet om, kun finde sted, når det findes nødvendigt for at forebygge (1) undvigelse eller (2) voldsom adfærd eller (3) er påkrævet for at hindre fortsat strafbar adfærd, herunder brug af euforiserende stoffer, (4) når den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig, (5) når den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller (6) påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, (7) når den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse, eller (8) når det på baggrund af konkrete omstændigheder findes nødvendigt i tilfælde, hvor den indsatte skal afgive urinprøve.
Hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i enrum eller for overførsel til lukket anstalt, kan der, mens sagens omstændigheder søges klarlagt, ske foreløbig anbringelse i enrum, indtil beslutning om sådan anbringelse kan træffes. Den indsatte skal snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have lejlighed til at udtale sig, jf. i det hele § 2, stk. 3-4.
§ 3 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved beslutning om enrumsanbringelse. Herefter afgør institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøring af personale eller indsatte.
Enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig. Den indsatte skal endvidere altid gøres bekendt med begrundelsen for enrumsanbringelsen. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer, og der skal gøres notat om beslutningen om enrumsanbringelse, som skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet. Endelig skal den indsatte have udleveret en udskrift af notatet. Oplysninger heri kan dog udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller enkeltpersoner klart tilsiger det.
Enrumsanbringelse skal i de tilfælde, der omfattes af § 2, stk. 2, nr. 5 og 6, bringes til ophør, når den indsatte ikke længere modsætter sig de påkrævede foranstaltninger. Den pågældende skal jævnligt opfordres hertil, jf. § 4, stk. 2.
Enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 8, bringes til ophør, når den indsatte har afgivet urinprøve, dog senest 3 timer efter iværksættelsen, jf. § 4, stk. 3, og enrumsanbringelse i medfør af § 2, stk. 2, nr. 7, bringes til ophør, når den indsatte på ny påtager sig beskæftigelse efter institutionens bestemmelse. Den indsatte skal også jævnligt opfordres hertil, jf. § 4, stk. 4.
I øvrigt træffes bestemmelse om anbringelsens ophør af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, når anbringelsen ikke længere er påkrævet. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen, jf. i det hele § 4, stk. 5-6.
Om gennemførelsen af enrumsanbringelse er det i § 5 fastsat, at enrumsanbragte isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan godkende, at åbne anstalter kan anvende opholdsrum i nærliggende arresthus. Under sådant ophold finder reglerne om udståelse af frihedsstraf i anstalt anvendelse.
Ved enrumsanbringelse har den indsatte adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herimod. Enrumsanbragte i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, har endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod. Enrumsanbragte skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i enrum, medmindre anbringelsen er sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, eller ganske særlige omstændigheder taler derimod. Den indsatte er i øvrigt ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab. Institutionens leder kan dog fastsætte generelle begrænsninger med hensyn til medtagelse af egne effekter i tilfælde, hvor enrumsanbringelsen finder sted i særlig afdeling eller i arresthus. For ophold, der har varet i mere end 7 dage, kan der imidlertid ikke fastsættes andre begrænsninger end sådanne, der er nødvendige på grund af pladsforholdene i afdelingen (arresthuset) eller særlige sikkerhedshensyn.
Efter § 6 finder de ovennævnte bestemmelser anvendelse ved enhver form for udelukkelse fra samvær med de øvrige indsatte. Er det af ordensmæssige grunde nødvendigt at bestemme, at en indsat midlertidigt (i nogle få timer) skal opholde sig i eget opholdsrum, skal dette ikke betragtes som anbringelse i enrum. En sådan beslutning kan træffes af afdelingspersonalet.
I Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 er der fastsat nærmere regler om afsoningsforholdene for visse nærmere bestemte indsatte. Denne cirkulæreskrivelse omfatter visse nærmere bestemte indsatte, der er dømt for farlig kriminalitet, og som under indsættelsen er undveget eller har forsøgt at undvige ved hjælp af personfarlige metoder, og som fortsat antages at frembyde en undvigelsesrisiko. Cirkulæreskrivelsen gælder for disse indsatte under ophold i særligt sikrede afsnit i lukkede fængsler eller særligt sikrede celler i udvalgte arresthuse.
Bestemmelse om, at en indsat omfattes af reglerne i cirkulæreskrivelsen, træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter samråd med repræsentanter for kriminalforsorgens lukkede institutioner. Behovet for at opretholde bestemmelsen herom tages regelmæssigt op til overvejelse.
Efter cirkulæreskrivelsen vil overførsel mellem de ovennævnte institutioner normalt ske med 2-6 måneders mellemrum. Med henblik på at kompensere for den begrænsede kontakt til medindsatte mv. forudsættes det, at der er hyppig personalekontakt til de indsatte, der placeres under dette regelsæt, og at de celler, hvori de skal opholde sig, så vidt muligt er større end normalt og indrettet med bedre udstyrsstandard.
I institutionen behandles disse indsatte med de begrænsninger, der er fastsat i cirkulæreskrivelsen, efter reglerne i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen med tilhørende cirkulærer. Under ophold i arresthuse finder reglerne om udståelse af frihedsstraf i lukket anstalt anvendelse.
Om cirkulæreskrivelsen og de begrænsninger, der fremgår heraf, henvises nærmere til 1989-betænkningen, s. 631-634.
Om baggrunden for cirkulæreskrivelsen henvises til 1989-betænkningen, s. 634-636. Det bemærkes herved, at de restriktioner, der er fastsat i cirkulæreskrivelsen, kan gennemføres i medfør af de gældende regler. Justitsministeriet fandt det dog hensigtsmæssigt at samle reglerne i en cirkulæreskrivelse både af hensyn til de institutioner, der skal huse de pågældende, og af hensyn til de indsatte, der er omfattet af regelsættet.
Det kan i øvrigt oplyses, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i maj 1989 traf bestemmelse om, at fire indsatte skulle være omfattet af reglerne i cirkulæreskrivelsen. For den ene indsattes vedkommende blev bestemmelsen opretholdt indtil november 1990, for to indsattes vedkommende indtil efteråret 1991 og for den sidstes vedkommende indtil januar 1992. Siden da har ingen indsatte været omfattet af disse særlige regler.
Som det fremgår af ovenstående, bygger cirkulæreskrivelsen bl.a. på den forudsætning, at der i fængselssystemet findes forskellige typer af celler, som afviger i henseende til indretning og udstyr mv. fra almindelige celler. Heri indgår også de såkaldte »observationsceller«, der er indrettet med slagfast inventar og observationsrude i celledøren.
Anbringelse i observationscelle kan kun finde sted, når (1) det skønnes påkrævet for at hindre hærværk, (2) afgørende hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det, eller (3) der skønnes at være behov for særlig observation, jf. § 1 i Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (observations- og sikringscellecirkulæret).
Bestemmelse om anvendelse af observationscelle træffes af anstaltslederen eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Visitation (undersøgelse) og omklædning kan foretages, såfremt det skønnes påkrævet. Læge skal tilkaldes, hvis der er konkret mistanke om sygdom, eller den indsatte selv begærer lægehjælp, jf. i det hele §§ 2-4.
Under ophold i observationscelle skal den indsatte jævnligt tilses af personalet, jf. § 6, 1. pkt. Den indsatte kan udøve sine sædvanlige rettigheder i det omfang, det er foreneligt med ophold i den pågældende celle, og bevarer sin adgang til at rette henvendelse til justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Personalet skal yde den indsatte fornøden bistand, jf. § 18. Ophold i observationscelle må ikke udstrækkes længere, end det skønnes absolut påkrævet. Bestemmelse om lempelse eller ophør af sådan anbringelse træffes af anstaltslederen eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 19.
5.8.4.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 226-227, 636-641, 659-660, jf. §§ 58-59 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 719-720, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 113- 114, jf. §§ 63-64 i rådets lovudkast, og s. 250-254.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 63, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt (1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsom adfærd, (2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, eller (3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.
§ 63, stk. 1, medfører en lovfæstelse af adgangen til at udelukke en indsat fra fællesskab (enrumsanbringelse).
Bestemmelsen indebærer en udvidelse af muligheden for at udelukke fra fællesskab med henblik på at modvirke strafbar virksomhed, idet dette også kan ske, når det er nødvendigt for at forebygge, at den indsatte begår strafbar virksomhed. Bestemmelsen kan således både finde anvendelse i tilfælde, hvor den indsatte har begået strafbar virksomhed, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, og i tilfælde, hvor det på grund af andre forhold vedrørende den indsatte må anses for nødvendigt at udelukke den pågældende fra fællesskab med henblik på at forebygge strafbar virksomhed.
Bestemmelsen medfører endvidere en mindre skærpelse af betingelserne for at udelukke fra fællesskab på grund af utilladelig adfærd, idet det ved adfærd, der ikke kan anses for grov, kræves, at den indsatte har udvist en oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 4.
§ 63, stk. 1, medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til den nuværende retstilstand. Det forudsættes herved, at indsatte som hidtil kan udelukkes fra fællesskab ved længerevarende beskæftigelsesvægring, dvs. vægring af mere end to dages varighed, jf. lovudkastets § 63, stk. 1, nr. 3, og pkt. 5.6.8.2. ovenfor.
Som § 63, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen, såfremt der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab er opfyldt, midlertidigt kan udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om udelukkelse behandles. Er der grund til at antage, at betingelserne i § 25 for overførsel til lukket fængsel eller i § 26 for overførsel mellem ensartede lukkede afsoningsinstitutioner eller i § 28 for overførsel til arresthus er opfyldt, kan institutionen også midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om overførsel behandles.
§ 63, stk. 2, medfører en lovfæstelse af den nuværende adgang til midlertidigt at udelukke fra fællesskab, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 3.
I § 63, stk. 3, foreslås det fastsat, at en indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Bestemmelsen svarer til enrumscirkulærets § 5, stk. 1, jf. pkt. 5.8.4.1. ovenfor.
Som § 63, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse om gennemførelse af en beslutning om udelukkelse fra fællesskab i tilfælde, hvor en indsat afsoner straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder og under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder. Bestemmelsen giver i sådanne tilfælde mulighed for at bestemme, at isolation skal gennemføres på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, såfremt der er særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.
Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af den nuværende adgang til at træffe beslutning om udelukkelse fra fællesskab under særlige restriktive afsoningsforhold, herunder på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, jf. Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 om afsoningsforholdene for visse, nærmere bestemte indsatte og pkt. 5.8.4.1. ovenfor.
Bestemmelsen afviger fra arbejdsgruppens forslag, idet bestemmelsen ikke kræver, at en særlig bestyrket mistanke om nye undvigelsesforsøg også skal omfatte det forhold, at undvigelsen vil ske ved anvendelse af personfarlige metoder. Afsoner en indsat straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, og er den pågældende tidligere under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling undveget eller har forsøgt herpå ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, bør det således efter rådets opfattelse være tilstrækkeligt grundlag for anbringelse i særligt sikret afsnit eller opholdsrum, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.
I § 63, stk. 5, foreslås en lovfæstelse af proportionalitetsgrundsætningen, idet det fastslås, at udelukkelse fra fællesskab ikke må foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Endvidere foreslås i § 63, stk. 6, en lovfæstelse af skånsomhedsgrundsætningen, idet det fastslås, at udelukkelse fra fællesskab skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Som § 63, stk. 7, foreslås en lovfæstelse af de nugældende bestemmelser, hvorefter udelukkelse straks skal bringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Samtidig foreslås det i overensstemmelse med den nuværende retstilstand fastsat, at institutionen mindst én gang om ugen skal overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen til ophør.
Endelig foreslås i § 63, stk. 8, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte.
Til § 63 knytter sig i § 64, stk. 1, i rådets lovudkast en bestemmelse, hvorefter bestemmelserne i § 63 ikke omfatter institutionens afgørelse om, (1) at en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde skal opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle, eller (2) at en indsat, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, skal opholde sig i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.
Som § 64, stk. 2, foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller.
§ 64 indebærer bl.a. en lovfæstelse af den nuværende praksis, hvorefter institutionen af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde kan anvise indsatte, der nægter at påtage sig beskæftigelse, ophold i arbejdstiden i særlig afdeling for enrumsanbragte, jf. pkt. 5.6.8.2. ovenfor.
Med bestemmelsen videreføres den nuværende mulighed for at anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsatte, jf. pkt. 5.8.4.1. ovenfor.
5.8.4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udelukkelse fra fællesskab.
Efter § 63, stk. 3, i Straffelovrådets lovudkast isoleres en indsat, der er udelukket fra fællesskab, i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Justitsministeriet finder, at lovforslaget på samme måde som ved fuldbyrdelse af disciplinærstraf i form af strafcelle, jf. § 70, stk. 2, og pkt. 5.9.1.3. nedenfor, bør give mulighed for, at udelukkelse fra fællesskab også kan ske ved anbringelse i arresthus.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 63-64.
5.8.5. Sikringsmidler (håndjern og sikringscelle)
5.8.5.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 48 kan spændetrøje, håndjern, hensættelse i sikringscelle eller andre sikringsmidler anvendes i det for øjemedet nødvendige omfang for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller forebygge rømning. Hensættelse i sikringscelle i længere tid end 6 måneder kræver justitsministerens godkendelse.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 1, kan den indsatte hensættes i særlig sikringscelle, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Hensættelse i sikringscelle må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.
Nærmere regler om anvendelse af håndjern er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 99 af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte (håndjernscirkulæret).
Efter § 1 kan der under transport mv. anvendes håndjern, såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Under transport uden for institutionens område skal håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor.
Efter § 4 kan der endvidere anvendes håndjern, hvis den indsatte nægter at lade sig visitere i nødvendigt omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse. Kan visitation fortsat ikke gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern opretholdes, dog højst 3 timer. Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.
Desuden kan der anvendes håndjern, såfremt betingelserne for anbringelse i sikringscelle foreligger, jf. herom nedenfor, men en sådan celle ikke er til rådighed, jf. § 8, stk. 1.
Anvendelse af håndjern må ikke udstrækkes længere, end formålet gør det absolut påkrævet, jf. § 9, stk. 2.
Bestemmelse om anvendelse og ophør af anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde, jf. §§ 2, 5 og 7.
Der skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde, hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. §§ 3 og 6, stk. 2. Endvidere skal den indsatte, når der er anvendt håndjern i forbindelse med visitation, tilses af personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time, jf. § 6, stk. 1.
Nærmere regler om anvendelse af sikringscelle er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2, fastsat i afsnit II og III i Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (observations- og sikringscellecirkulæret).
Efter § 8, stk. 1, kan anbringelse i sikringscelle kun finde sted, såfremt det skønnes nødvendigt for at (1) afværge truende vold, (2) betvinge voldsom modstand eller (3) hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Anbringelse i sikringscelle må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab eller anbringelse i observationscelle, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige, jf. § 8, stk. 2.
Efter § 9 skal der ved anbringelse i sikringscelle foretages visitation og omklædning.
Skønnes det nødvendigt at anvende fiksering under ophold i sikringscelle, må der kun anvendes bælte samt eventuelt fod- og håndremme og handsker, jf. § 10.
Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle træffes efter § 11 af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Tillader forholdene ikke at afvente lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal så hurtigt som muligt underrettes om anbringelsen. Bestemmelse om lempelse eller ophør af sikringscelle og/eller fiksering træffes af anstaltslederen/arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 19, stk. 2.
I §§ 12-17 er der fastsat nærmere regler om læge- og personaletilsyn mv.
Er der ikke anvendt fikseringsmidler, skal der efter § 12 tilkaldes læge, hvis der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Den indsatte skal endvidere jævnligt tilses af personalet. Varer anbringelsen mere end ét døgn, skal lægen orienteres dagligt, således at den pågældende bl.a. ud fra sit kendskab til den indsatte kan vurdere, om lægetilsyn er nødvendigt.
Er der anvendt fikseringsmidler, skal der efter § 13 tilkaldes læge omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted så hurtigt, som det kan lade sig gøre, medmindre lægen har sikret sig, at lægeligt tilsyn er åbenbart unødvendigt. En indsat, der er fikseret, skal have fast vagt. En fast vagt er en dertil udpeget fængselsbetjent, enhedsfunktionær eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede indsatte. Tilsynet skal føres med hensyntagen til den indsattes egne ønsker og ret til privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til den indsattes sikkerhed. Varer fiksering helt undtagelsesvis ud over ét døgn, skal lægen orienteres dagligt, således at lægetilsyn kan finde sted, medmindre lægen finder det åbenbart unødvendigt.
§§ 12-13 suppleres i §§ 14-17 af forskellige bestemmelser om bl.a. notatpligt og indberetning vedrørende indsatte, der er anbragt og eventuelt tillige fikseret i sikringscelle. Det er heri bl.a. fastsat, at der, såfremt der bliver spørgsmål om ophold i sikringscelle ud over tre dage, skal ske omgående indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende spørgsmålet om anbringelsens opretholdelse. Der skal også omgående foretages indberetning, såfremt der bliver spørgsmål om anvendelse af de i § 10 nævnte fikseringsmidler ud over 24 timer.
Efter § 18 kan den indsatte under ophold i sikringscelle udøve sine sædvanlige rettigheder i det omfang, det er foreneligt med ophold i den pågældende celle. Endvidere bevarer den indsatte i alle tilfælde sin adgang til at rette henvendelse til justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Personalet skal i den forbindelse yde den indsatte fornøden bistand.
Endelig er det i § 19 fastsat, at ophold i sikringscelle og anvendelse af fikseringsmidler ikke må udstrækkes længere, end det skønnes absolut påkrævet.
5.8.5.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 231-233, 660-661, jf. §§ 60-61 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 720-721, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 114-115, jf. §§ 65-66 i rådets lovudkast, og s. 254-255.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om anvendelse af håndjern.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 65, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan anvendes håndjern, hvis det er nødvendigt (1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, (2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, eller (3) for at hindre undvigelse.
I § 65, stk. 2 og 3, foreslås det fastsat, at håndjern ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt at håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Endelig foreslås i § 65, stk. 4, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelsen af håndjern, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
§ 65 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at anvende håndjern. Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til den nuværende retstilstand.
Det bemærkes herved, at de regler om lægetilsyn, der fastsættes i medfør af § 65, stk. 4, i rådets lovudkast, alene tager sigte på tilfælde, hvor anvendelsen af håndjern ikke er forbundet med magtanvendelse. I disse tilfælde bør der efter rådets opfattelse alene være pligt til at tilkalde læge, hvis der er mistanke om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. herved håndjernscirkulærets §§ 3 og 6, stk. 2, og pkt. 5.8.5.1. ovenfor.
I de tilfælde, hvor anvendelsen af håndjern har været forbundet med magtanvendelse, foretages lægetilsyn efter reglerne herom i § 62, stk. 4, 2. og 3. pkt., i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.3.2. ovenfor. Det indebærer, at der skal gennemføres lægetilsyn, medmindre det findes åbenbart unødvendigt. Endvidere skal læge altid tilkaldes, hvis den indsatte anmoder herom.
Straffelovrådet kan endvidere med enkelte ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om anvendelse af sikringscelle.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 66, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt (1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, eller (2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
I § 66, stk. 2 og 3, foreslås det fastsat, at anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt at anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
I § 66, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse om lægetilsyn, hvorefter institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Endelig foreslås i § 66, stk. 5, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Forslaget i § 66 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at anvende sikringscelle.
Bestemmelsen medfører, at kompetencen til at træffe bestemmelse om anbringelse i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering forbeholdes institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 66, stk. 1. Bestemmelsen er herved på linie med andre bestemmelser i rådets lovudkast, hvor kompetencen under hensyn til afgørelsens indgribende karakter foreslås henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til § 53, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast om nægtelse af besøg af bestemte personer, jf. pkt. 5.7.2.2. ovenfor, samt § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af breve mv. og andre effekter, jf. pkt. 5.7.3.2. og pkt. 5.8.1.2.
Endvidere indebærer § 66, stk. 4, i rådets lovudkast i forhold til arbejdsgruppens lovudkast en præcisering af reglerne om lægetilsyn ved anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering med henblik på at sikre, at institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen tilser den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Med den ændrede affattelse tydeliggøres det, at institutionen har en ubetinget pligt til straks at anmode en læge om at foretage tilsyn, og at lægen har pligt til at tilse den indsatte, medmindre lægen skønner, at tilsyn er åbenbart unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere nødvendigheden af lægetilsyn.
De administrative regler om lægetilsyn, der skal fastsættes efter § 66, stk. 5, i rådets lovudkast, omfatter herefter tilfælde, hvor anbringelse i sikringscelle ikke er forbundet med magtanvendelse eller tvangsfiksering, idet lægetilsyn i så fald skal ske efter henholdsvis § 62, stk. 4, 2. og 3. pkt., eller § 66, stk. 4, i rådets lovudkast. I de tilfælde, der omfattes af § 66, stk. 5, bør der efter rådets opfattelse i lighed med de nugældende regler være pligt til at tilkalde læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller den indsatte selv begærer lægehjælp, jf. § 12, stk. 1, i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor.
Rådets forslag om lægetilsyn ved anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering svarer til de nugældende regler på området, jf. pkt. 5.8.5.1. ovenfor.
Rådet forudsætter i øvrigt i lighed med den nuværende ordning, at en indsat, der er fikseret, har fast vagt, jf. § 13, stk. 2, i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor. Endvidere forudsættes det, at der administrativt fastsættes regler om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen af ophold i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering, jf. herved § 16 i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor samt § 66, stk. 5, i rådets lovudkast.
5.8.5.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anvendelse af håndjern og sikringscelle. Dog foreslås kravet om fast vagt til indsatte, der er tvangsfikseret, fastsat i selve lovteksten.
Justitsministeriet finder det endvidere rigtigst, at det fastsættes i lovteksten, at der i overensstemmelse med gældende ret skal gennemføres lægetilsyn ved anvendelse af håndjern, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp, samt at der ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 65-66.
5.9. Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb
5.9.1. Disciplinærstraf
5.9.1.1. Gældende ret
Regler om disciplinærstraf er fastsat i straffelovens § 47, stk. 1 og 2.
Efter § 47, stk. 1, kan der over for dømte, der udstår frihedsstraf, anvendes følgende disciplinærstraffe: (1) udelukkelse fra begunstigelser, der er hjemlet for dømte, hvis opførsel er tilfredsstillende, (2) udelukkelse fra arbejde indtil 14 dage, (3) hensættelse i strafcelle indtil 3 måneder, for dømte, der udstår hæfte, dog kun indtil 14 dage, (4) over for dømte, der udstår fængsel: udelukkelse fra arbejdsgodtgørelse eller inddragelse af allerede erhvervet arbejdsgodtgørelse, samt (5) over for dømte, der udstår hæfte: udelukkelse i indtil 30 dage fra adgang til selv at sørge for deres forplejning.
Efter § 47, stk. 2, kan flere disciplinærstraffe anvendes i forening.
Straffelovens regler suppleres af regler fastsat i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens §§ 33-36.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 1. led, kan der ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af § 12, stk. 1, (overtrædelse af arbejdspligten), § 19, stk. 2 og 4, (overtrædelse af straffelovgivningen samt pligten til at anvende god omgangstone i forholdet til personalet og medindsatte og til at følge personalets anvisninger), samt for overtrædelse af regler, som Direktoratet for Kriminalforsorgen har fastsat i henhold til § 8, stk. 3, (om indsattes adgang til selv at skaffe sig levnedsmidler), § 20 (om indsattes brug af egne effekter og adgang til at disponere over penge og ejendele i institutionen), § 21, stk. 2, (om indsattes pligt til at lade sig fotografere ved institutionens foranstaltning), § 22 (om indsattes adgang til brevveksling og besøg) og § 24 (om indsattes adgang til udgang).
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 2. led, kan der endvidere ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af ordensbestemmelser mv., som institutionens leder har fastsat, jf. § 19, stk. 3, og for overtrædelse af andre regler, som institutionens leder har udfærdiget i henhold til bestemmelser, fastsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endelig kan der ikendes disciplinærstraf i tilfælde, hvor den indsatte søger at unddrage sig den fortsatte strafudståelse, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 3. led.
I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens §§ 34-36 er der fastsat nærmere regler om fremgangsmåden mv. ved ikendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf.
Efter § 34, stk. 1, er den disciplinære myndighed hos institutionens leder eller den, lederen bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. Den disciplinære myndighed omfatter ikke adgang til at påkende forhold, der vedrører tiden, hvor den indsatte endnu var undergivet reglerne for varetægtsfængslede, eller tidsrum under strafudståelsen, hvor den indsatte er udleveret til politiet. Endvidere er den disciplinære myndighed ophævet under den indsattes fravær fra institutionen, såfremt straffuldbyrdelsen anses for afbrudt, jf. § 34, stk. 2.
Efter § 34, stk. 3, ophører institutionslederens disciplinære myndighed, når den indsatte løslades. Overføres den indsatte til fortsat strafudståelse i anden anstalt eller i et arresthus, overgår disciplinærmyndigheden hertil, jf. § 34, stk. 4.
Efter § 35, stk. 1 og 2, skal der til brug for disciplinærsagens afgørelse foreligge fyldestgørende indberetninger om de formodede overtrædelser og foretages de nødvendige undersøgelser i sagen, herunder eventuelle afhøringer. Den indsatte skal have lejlighed til at udtale sig, og der skal gøres notat i en særlig protokol om disciplinærsagers gennemførelse og afgørelse.
Hvis det efter sagens omstændigheder ikke er påkrævet, at en ikendt disciplinærstraf umiddelbart fuldbyrdes, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen af straffen eller en del af denne udsættes, således at et nærmere bestemt tidsrum, eventuelt den resterende del af opholdstiden i institutionen, fastsættes som prøvetid. Når omstændighederne taler derfor, kan der i stedet for ikendelse af disciplinærstraf tildeles en advarsel, jf. § 36, stk. 1 og 2.
Nærmere regler om ikendelse af disciplinærstraf er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 35, stk. 3, og § 36, stk. 3, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 44 af 10. marts 1976 med senere ændringer om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse (disciplinærcirkulæret). Endvidere er der i tilknytning til cirkulæret udstedt en vejledning af 5. december 1995 om behandling af sager om disciplinærstraf mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
Efter disciplinærcirkulærets § 1 kan som disciplinærstraf anvendes bøde og strafcelle. I forbindelse med betinget strafcelle kan bøde anvendes. Over for personer, der udstår hæfte, kan dog ikke anvendes bøde.
I praksis gives ofte en advarsel i stedet for ikendelse af en disciplinærstraf. En sådan advarsel tillægges betydning ved bedømmelsen af senere disciplinærforseelser.
Om udmåling og fuldbyrdelse af bøde fremgår det af § 2, at bødens størrelse fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et beløb, der i det enkelte tilfælde ikke overstiger 1 uges arbejdsfortjeneste, beregnet på grundlag af arbejdspengenes normalsats. Bøde indeholdes i den indsattes arbejdspenge eller dagpenge.
Om udmåling og fuldbyrdelse af strafcelle gælder efter § 3, at varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger, dog højst 2 uger for indsatte, der udstår hæfte. Strafcelle kan dog ikke ikendes i mere end 1 uge, medmindre der foreligger undvigelse, forsøg herpå, udeblivelse fra udgang eller grovere disciplinærforseelse i øvrigt.
Ikendelse af disciplinærstraf i videre omfang end efter reglerne i §§ 1-3 kan kun finde sted med godkendelse af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 4.
Efter § 5 må anvendelse af disciplinærstraf i øvrigt kun finde sted i det omfang, afgørende hensyn til opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen kræver det, hvis den indsattes forhold har givet anledning til, at der i henhold til reglerne om fuldbyrdelse af frihedsstraf træffes andre foranstaltninger - bortset fra erstatning og konfiskation - på grund af misbrug eller utilladelig adfærd.
Som eksempel på tilfælde, hvor der kan være grund til at anvende disciplinærstraf ved siden af anden foranstaltning, er der ved udstedelsen af disciplinærcirkulæret peget på tilfælde, hvor der som følge af undvigelse fra afsoning i åben anstalt eller udgangsmisbrug under sådan afsoning alene sker tilbagekaldelse af tilladelsen til udgang. Træffes der imidlertid bestemmelse om overførsel til lukket anstalt, er det forudsat, at ikendelse af disciplinærstraf undlades.
Er der begrundet formodning om, at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre disciplinærstraf i form af strafcelle, kan den pågældende midlertidigt anbringes i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til undersøgelsens gennemførelse. Er beslutning truffet af andre end institutionens leder, skal denne snarest underrettes herom, jf. § 6, stk. 1.
Ved anbringelse i forhørscelle skal den indsatte snarest muligt orienteres om begrundelsen for anbringelsen og have lejlighed til at udtale sig, jf. § 6, stk. 2. Den tid, en indsat har været anbragt i forhørscelle under disciplinærsagens gennemførelse, skal efter § 6, stk. 3, fradrages i udståelsen af strafcelle.
I disciplinærcirkulærets §§ 7-11 er der fastsat nærmere regler om disciplinærsagers gennemførelse. Disse regler har bl.a. til formål at sikre, at den indsatte får lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om det grundlag, som afgørelsen bygger på.
Efter § 12, stk. 1 og 2, anbringes indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle, i særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Åbne anstalter kan med godkendelse af Direktoratet for Kriminalforsorgen anvende opholdsrum i nærliggende arresthus. I så fald finder reglerne om udståelse af frihedsstraf anvendelse under ophold i arresthus.
Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle, er udelukket fra fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod. Institutionens leder kan i øvrigt tillade begrænset fællesskab, såfremt særlige forhold i det enkelte tilfælde taler derfor, jf. i det hele § 12, stk. 3.
Endelig følger det af § 12, stk. 4 og 5, at den indsatte under ophold i strafcelle skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i enrum. Den indsatte er ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab. Institutionens leder kan dog fastsætte generelle begrænsninger med hensyn til medtagelse af egne effekter i tilfælde, hvor udståelse af strafcelle finder sted i særlig afdeling eller arresthus. For ophold, der har varet i mere end 7 dage, kan der dog ikke fastsættes andre begrænsninger end sådanne, der er nødvendige på grund af pladsforholdene i afdelingen (arresthuset) eller særlige sikkerhedshensyn.
Det kan i øvrigt oplyses, at der i 1998 blev ikendt ialt 9.045 disciplinærstraffe. I 6.906 tilfælde blev der anvendt bøde (ca. 76 pct.). Ubetinget strafcelle blev ikendt i 1.832 tilfælde, hvoraf de fleste (96 pct.) var af kortere varighed (indtil 7 dage). Betinget strafcelle blev anvendt i 307 tilfælde. De forseelser, der hyppigst har givet anledning til disciplinærstraf, er overtrædelse af straffelovgivningen, overtrædelse af bestemmelser om orden og sikkerhed, udgangsmisbrug og beskæftigelsesvægring.
Såvel de åbne som de lukkede fængsler har drøftelser med henblik på at sikre, at der følges en ensartet praksis. Der er således på langt de fleste områder fastlagt en fælles praksis. I de tilfælde, hvor enkelte fængsler følger en afvigende praksis, har dette normalt baggrund i særlige forhold, f.eks. institutionens belæg og geografisk beliggenhed.
5.9.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 239-244, 661-662, jf. §§ 62-65 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 721-724, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 115-116, jf. §§ 67-70, og s. 257-261.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om afgrænsning af de forseelser, der kan medføre disciplinærstraf.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 67 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan ikendes disciplinærstraf ved (1) overtrædelse af § 32 (tilsidesættelse af pligten til at efterkomme personalets anvisninger), (2) udeblivelse, undvigelse eller forsøg herpå, (3) tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1, (4) overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen, (5) overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og (6) overtrædelse af regler, fastsat af institutionens leder, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
§ 67 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at ikende disciplinærstraf.
Bestemmelsen medfører i forhold til arbejdsgruppens lovudkast bl.a. en præcisering af adgangen til at ikende disciplinærstraf i tilfælde, hvor den indsatte bortgår fra åben anstalt, jf. § 67, nr. 1, i rådets lovudkast.
Endvidere tydeliggøres det, at der kan ikendes disciplinærstraf, når den indsatte tilsidesætter beskæftigelsespligten, jf. § 67, nr. 3, og § 38, stk. 1, i rådets lovudkast. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne ovenfor i pkt. 5.6.8.2. om Straffelovrådets overvejelser vedrørende reaktionen ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten.
Bestemmelsen medfører i forhold til de nugældende regler og praksis, at disciplinærstraf alene kan ikendes for forseelser, når det af en lovbestemmelse eller en administrativ forskrift udtrykkeligt fremgår, at den pågældende forseelse kan medføre disciplinærstraf.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om arten af de disciplinærstraffe, som kan komme på tale ved forseelser, som kan medføre disciplinærstraf.
Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 47, stk. 1 og 2, ophæves, jf. herved § 1, nr. 9, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.).
Endvidere foreslår rådet, at der som § 68, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
I stk. 2 foreslås anvendelsen af strafcelle begrænset til følgende forhold eller forsøg herpå: (1) udeblivelse eller undvigelse, (2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, (3) indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande, (4) vold eller trusler om vold mod medindsatte eller personale, (5) groft hærværk og (6) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Endelig foreslås som stk. 3 og 4 bestemmelser, hvorefter disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening, og fuldbyrdelsen af disciplinærstraf helt eller delvis kan undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 68 i rådets lovudkast indeholder en udtømmende opregning af arten af mulige disciplinærstraffe og af de tilfælde, hvor anvendelse af disciplinærstraf i form af strafcelle kan komme på tale.
§ 68 afviger på visse punkter fra arbejdsgruppens lovudkast.
Arbejdsgruppen har som § 63, stk. 3, i sit lovudkast foreslået en bestemmelse, hvorefter justitsministeren i særlige tilfælde kan godkende, at strafcelle midlertidigt kan anvendes som disciplinærstraf i en bestemt institution i tilfælde, der ellers normalt alene kan medføre advarsel eller bøde. Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at anvende strafcelle i tilfælde, hvor forholdene i det enkelte fængsel kan begrunde anvendelse af strafcelle som disciplinærstraf ved forseelser, der normalt alene medfører bøde som disciplinærstraf, jf. 1989-betænkningen, s. 243.
Straffelovrådet finder, at det kan give anledning til betænkelighed at give en så vidtgående hjemmel som foreslået af arbejdsgruppen i § 63, stk. 3, til administrativt at udvide brugen af strafcelle midlertidigt. En tilsvarende bestemmelse er derfor ikke medtaget i § 68 i rådets lovudkast.
Rådet finder endvidere, at muligheden for at anvende strafcelle i tilfælde af indsmugling, besiddelse eller indtagelse mv. af euforiserende stoffer bør udvides til også at omfatte andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, jf. § 68, stk. 2, nr. 2. Med udtrykket »stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning«, sigtes bl.a. til anaboliske steroider og andre dopingmidler, som er forbudt ved lov nr. 916 af 8. december 1993 om forbud mod visse dopingmidler.
Indsmugling af medicin i strid med de regler, der gælder for institutionen, kan straffes disciplinært med strafcelle, hvis det drejer sig om medicin, der er omfattet af lovgivningen om euforiserende stoffer. I modsat fald vil indsmugling, besiddelse eller indtagelse mv. alene kunne straffes disciplinært med advarsel eller bøde, jf. § 68, stk. 1, i rådets lovudkast.
Herudover foreslår rådet, at der indføres mulighed for at anvende strafcelle ved groft hærværk, jf. § 68, stk. 2, nr. 5, idet der i praksis kan være behov for at reagere med strafcelle i disse tilfælde.
På andre forseelser, der ikke er grove, jf. § 68, stk. 2, nr. 1-6, 1. led, i rådets lovudkast, bør der herefter alene være mulighed for at anvende strafcelle, hvis der er tale om oftere gentagne forseelser, jf. herved § 68, stk. 2, nr. 6, 2. led.
§ 68 medfører i overensstemmelse med de nugældende administrative regler og praksis, at arten af mulige disciplinærstraffe indskrænkes til bøde og strafcelle, jf. herved straffelovens § 47, stk. 1, og pkt. 5.9.1.1. ovenfor.
Endvidere medtages advarsel som en disciplinærstraf, idet en advarsel i praksis tillægges betydning ved senere disciplinærforseelser, jf. pkt. 5.9.1.1. ovenfor. Herved opnås det, at de retssikkerhedsgarantier, der gælder bl.a. med hensyn til fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe, også finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Herudover medfører bestemmelsen en præcisering af, hvornår strafcelle kan anvendes som disciplinærstraf. Som nævnt ovenfor indeholder § 68, nr. 2, således en udtømmende opregning af de forseelser, hvor disciplinærstraf i form af strafcelle kan komme på tale. På andre forseelser kan der alene anvendes advarsel og bøde.
Straffelovrådet har i øvrigt i lighed med arbejdsgruppen lagt vægt på, at Direktoratet for Kriminalforsorgen fortsat styrer disciplinærstraffeområdet med henblik på at sikre, at historisk og holdningsmæssigt betingede forskelle i institutionernes sanktionspraksis søges undgået, så ensartede tilfælde så vidt muligt behandles ens fra institution til institution.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer også tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om fastsættelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 69, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter bødens størrelse fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang, idet bøden dog højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Med udtrykket »det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse,« sigtes til den normale grundløn for en uges beskæftigelse uden tillæg af nogen art (for tiden ca. 245 kr.).
Som § 69, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter en ikendt bøde kan modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1, idet den indsatte dog mindst skal have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Endvidere foreslås som § 70, stk. 1, indsat en bestemmelse, hvorefter varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger. I stk. 2 foreslås det fastsat, at en indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i særlig afdeling eller eget opholdsrum og er udelukket fra fællesskab i institutionen. Hertil føjes i stk. 3 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udståelse af strafcelle.
De foreslåede bestemmelser medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler.
Endelig kan Straffelovrådet med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om forhørscelle mv.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 71, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved begrundet mistanke om, at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf, kan træffes bestemmelse om at anbringe den pågældende i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
Som § 71, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter anbringelse i forhørscelle ikke må udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen nødvendiggør, og højst kan vare i 5 dage.
Hertil føjes i § 71, stk. 3 og 4, bestemmelser, hvorefter den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, skal fradrages i udståelsen af strafcelle, og anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse af strafcelle.
Endelig foreslås i § 72 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af disciplinærsager.
Bestemmelserne medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis. Dog foreslås der fastsat en absolut tidsgrænse på 5 dage for ophold i forhørscelle.
5.9.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anvendelse af disciplinærstraf og forhørscelle.
Efter § 68, stk. 2, nr. 4, i Straffelovrådets lovudkast kan strafcelle anvendes ved vold eller trusler om vold mod medindsatte eller personale. Som det fremgår af pkt. 5.5.2.3. ovenfor, foreslås bestemmelserne om anbringelse i og overførsel mellem de forskellige afsoningsinstitutioner for at forebygge overgreb på medindsatte og personale udvidet til også at omfatte andre i institutionen. Som følge heraf foreslås bestemmelsen om anvendelse af strafcelle udvidet tilsvarende, så adgangen til at ikende strafcelle også omfatter tilfælde, hvor der er tale om vold eller trusler om vold mod andre i institutionen.
Efter § 70, stk. 2, i Straffelovrådets lovudkast anbringes en indsat, der er ikendt strafcelle, i særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Justitsministeriet finder, at det bør fremgå af lovteksten, at fuldbyrdelse af strafcelle som hidtil også kan ske ved anbringelse i et arresthus.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 67-72.
5.9.2. Konfiskation
5.9.2.1. Gældende ret
De almindelige regler om konfiskation i anledning af strafbart forhold findes i straffelovens §§ 75-77 a. De gælder også for personer, der udstår frihedsstraf.
Efter straffelovens § 124, stk. 2, straffes den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med en fængslet person, med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. I de tilfælde, hvor genstande søges indsmuglet af en person, som ulovligt sætter sig i forbindelse med den indsatte, kan de pågældende genstande derfor konfiskeres i medfør af straffelovens § 75. Konfiskation kan ske uafhængigt af den indsattes eventuelle kendskab til indsmuglingen eller forsøget herpå.
I de tilfælde, hvor genstande søges indsmuglet af en person i forbindelse med et lovligt besøg hos den indsatte, kan der ske konfiskation efter straffelovens almindelige konfiskationsbestemmelser, hvis besiddelsen af den pågældende genstand i sig selv er strafbar (f.eks. euforiserende stoffer), jf. § 75, eller såfremt genstanden på grund af sin beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, jf. § 77 a.
Efter straffelovens § 124, stk. 1, straffes den, der befrier en fængslet person, og den, der tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult, med hæfte eller med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Genstande, der søges indsmuglet under et lovligt besøg, kan derfor også konfiskeres efter de almindelige konfiskationsbestemmelser (§ 75), når den pågældende genstand er et led i en tilskyndelse eller hjælp til en indsat til at undvige.
Straffelovens § 47, stk. 3, giver en særlig adgang til konfiskation hos personer, der udstår frihedsstraf. Denne adgang til konfiskation gælder ved siden af de almindelige konfiskationsbestemmelser i straffelovens §§ 75-77 a.
Efter § 47, stk. 3, kan der ske konfiskation hos en person, der udstår frihedsstraf, når den pågældende findes i besiddelse af genstande, som er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i anstalten, medmindre de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. § 47, stk. 3, antages i praksis at indebære, at konfiskation af genstande, der søges indsmuglet, og som ikke kan konfiskeres efter §§ 75-77 a, alene kan ske, såfremt der foreligger bevis for, at den indsatte gennem tilskyndelse eller på anden måde har medvirket til indsmuglingen eller forsøget herpå. Er der ikke bevis for den indsattes medvirken, antages der ikke at være hjemmel til at foretage konfiskation. Genstanden må derfor tilbageleveres til den, der har foretaget eller forsøgt indsmuglingen, jf. 1989-betænkningen, s. 246.
I praksis findes ofte f.eks. spiritus eller penge skjult på institutionernes terræn, uden at det er muligt at afgøre, hvem der er ejer heraf. Det er fast praksis, at institutionerne i sådanne tilfælde umiddelbart konfiskerer de fundne genstande til fordel for statskassen.
Straffelovens § 47, stk. 3, suppleres af bestemmelser i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 37, hvori det fastsættes, at reglerne i §§ 34 og 35 (om fremgangsmåden ved behandlingen af disciplinærsager) finder tilsvarende anvendelse i sager om konfiskation, og at det konfiskerede inddrages til fordel for statskassen, til nyttiggørelse i institutionen eller destrueres.
Endvidere er der i Justitsministeriets cirkulære af 3. oktober 1979 fastsat nærmere regler om fremgangsmåden med hensyn til konfiskation i henhold til straffelovens § 47, stk. 3. Cirkulæret indeholder navnlig bestemmelser af regnskabsmæssig og revisionsmæssig art.
Desuden er der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. marts 1994 fastsat regler om fremgangsmåden med hensyn til konfiskation af euforiserende midler, der findes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Cirkulæreskrivelsen indeholder også bestemmelser af regnskabsmæssig og revisionsmæssig art og fastsætter herudover en række forskrifter vedrørende opbevaring, destruktion mv. samt anmeldelse til politiet, når bl.a. indsatte eller besøgende findes i besiddelse af euforiserende stoffer.
5.9.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 246-247, 663, jf. § 68 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 724-725, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 116, jf. § 73 i rådets lovudkast, og s. 262-263
Straffelovrådet finder, at der er principielle betænkeligheder knyttet til at give adgang til konfiskation i et omfang, der rækker ud over de almindelige bestemmelser om konfiskation i straffelovens §§ 75-77 a. Af hensyn til kriminalforsorgens muligheder for at varetage sikkerhedsmæssige og ordensmæssige opgaver under straffuldbyrdelsen er rådet dog enig i, at der er behov for at kunne konfiskere i videre omfang end efter straffelovens §§ 75-77 a.
Straffelovrådet kan med visse ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 47, stk. 3, ophæves, jf. herved § 1, nr. 9, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.).
Endvidere foreslår rådet, at der som § 73, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen kan træffe bestemmelse om konfiskation af genstande og penge, der findes på institutionens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører.
Som § 73, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter konfiskation også kan ske, når penge og genstande er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Endelig foreslås i § 73, stk. 3, en bestemmelse om konfiskation ved indsmugling. Bestemmelsen indebærer, at der kan ske konfiskation, når penge og genstande søges indsmuglet til indsatte. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte, og den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Til de ovennævnte bestemmelser føjes i § 73, stk. 4, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om konfiskation.
§ 73 i rådets lovudkast indebærer i forhold til de nugældende regler og praksis samt arbejdsgruppens lovudkast en præcisering af adgangen til at konfiskere i tilfælde af indsmugling, så konfiskation af genstande, der tilhører den indsatte, kan ske, medmindre den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Endvidere lovfæstes den nuværende praksis, hvorefter der kan ske konfiskation af penge og genstande, som findes på institutionens terræn, uden at det kan klarlægges, hvem der er ejer heraf.
Rådet forudsætter i øvrigt i lighed med arbejdsgruppen, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om konfiskation indgår proportionalitetshensyn, så konfiskation undlades, hvis det må anses for et uforholdsmæssigt indgreb. Rådet lægger endvidere vægt på, at besøgende på forhånd bør orienteres om, hvad der må medtages til den indsatte, og om, at andre effekter kan konfiskeres. Desuden bør den indsatte som hidtil ved afslutningen af et besøg have mulighed for til opbevaring at aflevere penge eller genstande, som uden den indsattes medvirken er indbragt af den besøgende.
5.9.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om konfiskation.
Efter § 73, stk. 1, i Straffelovrådets forslag kan institutionen træffe bestemmelse om konfiskation af penge og genstande, der findes på institutionens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører. Således som bestemmelsen er affattet, åbnes mulighed for konfiskation af penge og genstande ikke alene i tilfælde, hvor der er tale om ulovlige effekter mv., men også i tilfælde, hvor der er tale om lovlige effekter mv., og hvor de pågældende effekter mv. derfor skal afleveres til politiet i overensstemmelse med reglerne i lov om hittegods.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen om konfiskation i de her omhandlede tilfælde i stedet indsættes som stk. 3 i § 73 og affattes således, at der alene åbnes mulighed for konfiskation, når penge og genstande som nævnt i stk. 1 (dvs. genstande og penge, der er ulovligt indført mv.) findes på institutionens område, uden at det kan fastslås, hvem de tilhører.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 73.
5.9.3. Modregning af erstatningsbeløb
5.9.3.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 35, stk. 1, 3. pkt., kan arbejdspengene anvendes som erstatning for skade eller udgifter, som den dømte under fængselsopholdet bliver ansvarlig for.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 1, kan det pålægges den indsatte at betale erstatning for skadevoldelse, som den pågældende efter almindelige erstatningsregler er ansvarlig for, herunder såvel skade på person som beskadigelser af institutionens bygninger, maskiner, inventar, bøger, arbejds- og undervisningsmaterialer og andre genstande, der tilhører institutionen.
Efter § 38, stk. 2, indeholdes erstatningsbeløbet i den indsattes arbejdspenge, og efter § 38, stk. 3, finder § 35 tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at der i sager om erstatning skal følges samme fremgangsmåde som ved behandlingen af en disciplinærsag.
De gældende regler indebærer en forenklet fremgangsmåde med hensyn til konstateringen af erstatningsansvaret og tvangsfuldbyrdelsen af et muligt erstatningskrav. Efter den nuværende praksis træffes der ikke administrativt bestemmelse om, at erstatningsbeløb i anledning af personskade skal indeholdes i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse. Hvis der er tale om at gøre en indsat ansvarlig for personskade, anmeldes sagen i almindelighed til politiet, hvorefter erstatningskravet eventuelt medtages i forbindelse med straffesagen.
5.9.3.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 249-250, 663, jf. § 69 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 725-726, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 116-117, jf. § 74 i rådets lovudkast, og s. 264-265.
Straffelovrådet er enig med arbejdsgruppen i, at det for at begrænse hærværk og lignende under straffuldbyrdelsen må anses for nødvendigt for kriminalforsorgen at have en umiddelbar adgang til tvangsfuldbyrdelse af erstatningskrav gennem modregning i de beløb, der udbetales til den indsatte som vederlag for beskæftigelse. Rådet kan i den forbindelse også tiltræde, at modregningsadgangen fortsat alene bringes i anvendelse, hvor erstatningskravet er utvivlsomt. Er dette ikke tilfældet, må Justitsministeriet anlægge erstatningssag mod den indsatte ved domstolene.
Straffelovrådet kan derfor med visse ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 35, stk. 1, 3. pkt., ophæves, jf. herved § 1, nr. 6, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Rådet foreslår endvidere, at der som § 74, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen, såfremt den indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting ved en erstatningspådragende adfærd, kan bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Hertil føjes i § 74, stk. 2, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb.
§ 74 i rådets lovudkast medfører i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til modregning begrænses til erstatningsbeløb i anledning af skade på ting, der tilhører institutionen, hvilket er i overensstemmelse med den nuværende retstilstand, jf. pkt. 5.9.3.1. Det indebærer, at der ikke er mulighed for at foretage modregning for erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på ting, der tilhører andre end institutionen, f.eks. medindsatte eller ansatte i institutionen.
5.9.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om institutionens adgang til at modregne erstatningsbeløb i den indsattes vederlag for beskæftigelse. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 74.
5.10. Strafafbrydelse
5.10.1. Gældende ret
Ved strafafbrydelse forstås afbrydelse af strafudståelsen efter, at straffuldbyrdelsen er iværksat, jf. herved pkt. 5.2. ovenfor. Straffuldbyrdelsen kan afbrydes som følge af handlinger foretaget af den indsatte eller efter tilladelse fra kriminalforsorgen. Strafafbrydelse indebærer i begge tilfælde, at den periode, hvor straffuldbyrdelsen er afbrudt, ikke medregnes i straffetiden. Ved straffuldbyrdelsens genoptagelse skal der derfor også foretages en ny straffetidsberegning, jf. herved pkt. 5.4. ovenfor.
Regler om strafafbrydelse som følge af den indsattes egne handlinger er fastsat i straffelovens § 46.
Efter § 46, stk. 1, medregnes den tid, i hvilken en indsat indlægges på sygehus, til straffetiden, medmindre indlæggelsen skyldes den pågældendes eget forhold under strafudståelsen. Strafafbrydelse antages alene at ske, når indlæggelsen skyldes den indsattes eget forhold - f.eks. selvbeskadigelse - under strafudståelsen. Strafafbrydelse forudsætter, at indlæggelse sker på et almindeligt sygehus og ikke på sygeafdeling i et fængsel.
Efter § 46, stk. 2, medregnes den tid, i hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen, ikke i straffetiden. Denne bestemmelse omfatter både undvigelse og udeblivelse efter udgang.
Om afbrydelse som følge af, at den indsatte anholdes eller varetægtsfængsles i forbindelse med en ny sag, henvises til pkt. 5.4.1. ovenfor, hvor der er redegjort nærmere for reglerne i straffelovens § 86 sammenholdt med reglerne i Justitsministeriets cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf og om forhold, der midlertidigt afbryder straffuldbyrdelsen.
Tilladelse til strafafbrydelse kan meddeles af Direktoratet for Kriminalforsorgen og i et nærmere bestemt omfang af institutionens leder, jf. herom nedenfor. Endvidere kan domstolene i visse tilfælde, f.eks. ved ansøgning om tilladelse til anke efter ankefristens udløb og ved begæring om genoptagelse, træffe afgørelse om, at straffuldbyrdelsen skal standses, jf. retsplejelovens § 951, stk. 2, § 962, stk. 4, § 966, stk. 2, § 986, § 998, stk. 1, og § 1001, stk. 3.
I Justitsministeriets cirkulære nr. 45 af 7. april 1992 er der fastsat nærmere regler om midlertidig afbrydelse af straffuldbyrdelsen (strafafbrydelsescirkulæret).
Efter § 1 kan institutionens leder tillade, at indsatte, der udstår frihedsstraf i 6 måneder og derunder, får midlertidig strafafbrydelse i indtil 30 døgn inkl. rejsetiden, når (1) ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen, (2) fare for misbrug ikke antages at foreligge, og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse.
Efter § 2 er det i almindelighed en forudsætning for strafafbrydelse, at den indsatte tilvejebringer fornøden dokumentation for de omstændigheder, der begrunder strafafbrydelsen. Det bør overvejes, om der er behov for at foretage hjemmebesøg, inden tilladelse til strafafbrydelse gives.
Tilladelse til strafafbrydelse gives for et bestemt tidsrum og for mindst 1 døgn samt på vilkår, at den indsatte ikke begår strafbart forhold. Der kan for strafafbrydelsen fastsættes øvrige vilkår, som findes hensigtsmæssige efter tilsvarende retningslinier som ved udgang, jf. §§ 3 og 4.
Efter § 7 kan tilladelsen til strafafbrydelse tilbagekaldes, hvis den indsatte (1) sigtes for ny kriminalitet, (2) begår grov eller gentagen overtrædelse af de vilkår, der er fastsat for tilladelsen, eller (3) betingelserne for strafafbrydelsen ikke længere er til stede.
Reglerne om tilladelse til strafafbrydelse skal sammenholdes med reglerne om tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen. Efter praksis skal der imidlertid foreligge vægtigere grunde for at afbryde straffuldbyrdelsen end for at udsætte straffuldbyrdelsen. Indgives ansøgning om udsættelse med en del af straffuldbyrdelsen, før straffuldbyrdelsen iværksættes, behandles ansøgningen efter reglerne om udsættelse med straffuldbyrdelsen, jf. herved pkt. 5.3. ovenfor.
Reglerne om tilladelse til strafafbrydelse skal endvidere sammenholdes med reglerne om tilladelse til udgang. I modsætning til fravær efter strafafbrydelse indregnes fravær som følge af tilladelse til udgang i straffetiden, jf. herved pkt. 5.7.1.
5.10.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 254, 664, jf. §§ 70-72 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 726-727, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 117, jf. §§ 75-77, og s. 265-266.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling mv., om tilladelse til strafafbrydelse samt om genoptagelse af straffuldbyrdelsen.
Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 46 ophæves, jf. herved § 1, nr. 9, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Endvidere foreslår rådet, at der som § 75, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis den indsatte (1) udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig straffuldbyrdelsen eller (2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer. Hertil føjes i § 75, stk. 2, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
I § 76, stk. 1, foreslås det fastsat, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade, at en straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når (1) ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen, (2) fare for misbrug ikke kan antages at foreligge, og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse. Hertil knytter sig i § 76, stk. 4, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
Efter § 76, stk. 2, betinges tilladelse til strafafbrydelse af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold. Tilladelse kan endvidere betinges af, at den pågældende i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Såfremt den pågældende ikke overholder de vilkår, der er fastsat for tilladelsen til strafafbrydelse, eller på ny dømmes for strafbart forhold, kan tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen herefter genoptages snarest muligt, jf. § 76, stk. 3.
Herudover foreslås det i § 77 i rådets lovudkast fastsat, at straffuldbyrdelsen genoptages, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den pågældende.
§ 76 medfører i forhold til de nugældende regler og praksis samt arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til tilbagekaldelse i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold, begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades afbrudt, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til strafafbrydelse, i de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for vedkommende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 76, stk. 3. § 76 er herved på linie med § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen, § 49, nr. 1, om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus.
§§ 75-77 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. eller arbejdsgruppens lovudkast. Rådet forudsætter herved i lighed med arbejdsgruppen, at tilladelse til strafafbrydelse udformes således, at strafafbrydelsen regnes fra udløbet af den (kortvarige) periode, hvor den indsatte vil kunne få udgang.
5.10.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om strafafbrydelse.
Dog foreslås udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« ændret til: »eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold« med henblik på at sikre, at sådanne nye oplysninger på samme måde som oplysninger om strafbart forhold, der er begået før meddelelse af tilladelsen til strafafbrydelse, kan føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, jf. pkt. 5.3.3. ovenfor.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 75-77.
5.11. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen
5.11.1. Gældende ret
5.11.1.1. Efter straffelovens § 49, stk. 2, kan justitsministeren bestemme, at en domfældt midlertidigt eller for resten af straffetiden skal overføres til hospital eller til egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, såfremt det findes hensigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 1973.
Af bestemmelsens forarbejder fremgår det, at bestemmelsen bl.a. sigter på tilfælde, hvor der på grund af den indsattes alder, legemlige svaghed, sindstilstand eller andre særlige forhold er åbenbare ulemper ved at lade den domfældte have ophold i et fængsel, og hvor man derfor i den pågældendes egen interesse og uden at komme i konflikt med strafanvendelsens formål bør anvende et andet institutionsmiljø end det fængselsmæssige. Grundlaget for overførslen vil normalt være omstændigheder, som man først er blevet opmærksom på efter dommens afsigelse, men ifølge forarbejderne kan bestemmelsen også tænkes anvendt i tilfælde, hvor der allerede på domstidspunktet forelå visse oplysninger herom, uden at det dog fandtes muligt eller hensigtsmæssigt at lade en dom til særlig anbringelse træde i stedet for frihedsstraf. Bestemmelsen forudsættes ifølge forarbejderne kun at finde anvendelse i forholdsvis få tilfælde.
Sigtet med bestemmelsen indebærer, at de institutioner, der kan blive tale om at anvende til anbringelser efter straffelovens § 49, stk. 2, typisk vil være behandlingsinstitutioner, forsorgshjem og lignende døgninstitutioner, hvor den domfældte under institutionsmæssige forhold kan modtage den behandling eller særlige pleje, som gør anbringelsen hensigtsmæssig. Anbringelse kan ske såvel i private som i offentlige institutioner og hjem, herunder kriminalforsorgens egne institutioner (pensioner). Justitsministeriet har endvidere antaget, at anbringelse undtagelsesvis kan ske i familiepleje af institutionslignende karakter.
Uanset udtrykket »overføres til«, anvendes § 49, stk. 2, også over for personer, som endnu ikke har påbegyndt strafudståelsen, så institutionsanbringelsen finder sted for hele straffetiden. Dette er særlig påkrævet i tilfælde, hvor den dømte i forvejen er anbragt i institution, eller hvor der er tale om benådningslignende situationer, hvor stærke grunde taler imod et - selv korterevarende - ophold i en afsoningsinstitution.
Anbringelse efter § 49, stk. 2, er betinget af en række vilkår. Ud over vilkår om forbud mod at begå strafbart forhold kan der være tale om begrænsninger med hensyn til midlertidigt fravær fra institutionen samt vilkår om tilsyn og eventuelt om behandling. Da kriminalforsorgens pensioner ikke er indrettet på at varetage egentlige behandlingsopgaver, vil døgnopholdet på en pension ofte være suppleret med vilkår om deltagelse i ambulant behandling inden for det sociale system eller i sundhedssektoren.
Væsentlig overtrædelse af de fastsatte vilkår medfører omgående tilbageførsel til fængsel eller arresthus og i langt de fleste tilfælde varig tilbagekaldelse af tilladelsen til anbringelse i institution mv.
Ved Justitsministeriets cirkulære nr. 2 af 6. januar 1985 med senere ændringer om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til behandlingsinstitutioner mv. er der fastsat generelle retningslinier om fremgangsmåden mv. ved overførsel. Endvidere er der i Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 9. juni 1978 fastsat regler om anvendelse af § 49, stk. 2, over for psykiatriske patienter. Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 256-259. Endvidere henvises til pkt. 5.6.11.1. ovenfor.
Efter de gældende regler ligger betalingsforpligtelsen for de enkelte anbringelser efter straffelovens § 49, stk. 2, hos de kommunale myndigheder. Dog er der siden 1985 årligt overført et beløb fra Justitsministeriet til kommunerne (via bloktilskudspuljen) som kompensation for merudgifter som følge af en planlagt øget anvendelse af bestemmelsen.
5.11.1.2. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i 1994 offentliggjort en rapport om anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2. Rapporten er omtalt på s. 28-31 i 1998-betænkningen og optaget som bilag 6 til betænkningen. Rapporten omhandler samtlige sager, hvor § 49, stk. 2, har været anvendt i perioden 1989-1992, sammenholdt med udviklingen i 1993.
I 1998-betænkningen er der endvidere på s. 29 optrykt en oversigt over antallet af årlige § 49, stk. 2-overførsler i perioden 1978-1996. Oversigten indeholder også oplysning om, hvorvidt overførsel er sket til en af kriminalforsorgens egne pensioner eller til institution mv. uden for kriminalforsorgen, herunder psykiatrisk hospital.
Det fremgår af oversigten, at der gennem hele perioden og navnlig i 1995 og 1996 har været en væsentlig stigning i antallet af anbringelser i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, så der i 1996 var næsten 300 anbringelser. Det kan oplyses, at der i 1997 og 1998 har været henholdsvis 309 og 320 anbringelser i medfør af straffelovens § 49, stk. 2.
Det fremgår af rapporten, at grundlaget for anbringelse navnlig er alkohol- og narkotikamisbrug, ung alder eller psykiske grunde. Særlig narkotikamisbrug og ung alder har i de seneste år i stigende grad givet anledning til anvendelse af bestemmelsen.
Med hensyn til anvendte institutionstyper har der siden 1985 været en nogenlunde konstant fordeling med ca. 1/3 anbragt på kriminalforsorgens pensioner og ca. 2/3 anbragt udenfor på kommunale og amtskommunale institutioner, psykiatriske hospitaler eller andre institutioner. I meget begrænset omfang har der været anvendt familiepleje under institutionslignende forhold.
I overensstemmelse med forarbejderne har anvendelsen af § 49, stk. 2, i langt de fleste tilfælde enten bygget på omstændigheder i den dømtes personlige forhold, der er indtrådt efter domstidspunktet, eller på forhold, der ikke har foreligget oplyst for retten. Et stigende antal anbringelser er gennemført i forhold til dømte på fri fod, således at hele dommen er afsonet på institution mv. Stigningen er særlig markant med hensyn til unge under 18 år.
Kontaktgruppen mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Socialministeriet har ønsket at få foretaget en effektundersøgelse af anvendelsen af alternativ afsoning i medfør af straffelovens § 49, stk. 2. Center for Alternativ Samfundsanalyse er på denne baggrund igang med et forskningsprojekt herom. Den endelige rapport forventes at foreligge i september 2000.
5.11.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 260-264, 664-665, jf. § 73 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 728-729, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 32-35, 118, jf. § 78 i rådets lovudkast, og s. 266-269.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør det fortsat være udgangspunktet, at domme til ubetinget frihedsstraf afsones i fængsel eller arresthus, medmindre der efter dommen er indtrådt sådanne væsentlige ændringer i den dømtes forhold, at det kan begrunde fravigelse af dette udgangspunkt.
Uanset dette udgangspunkt er der enighed om, at det som hidtil ikke skal være udelukket i særlige tilfælde at anbringe dømte i institution mv., selv om der ikke foreligger ændrede omstændigheder i forhold til domstidspunktet. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til straffelovens § 49, stk. 2, og med hidtidig praksis, som Straffelovrådet finder bør lovfæstes.
Straffelovrådet finder dog også, at det bør undgås, at en administrativ afgørelse om institutionsanbringelse kommer til at indebære en krænkelse af rettens afgørelse om ubetinget frihedsstraf. Fremgår det af sagen, at spørgsmålet om valget mellem ubetinget straf og foranstaltninger som led i en betinget dom har været overvejet af retten, bør bestemmelsen om institutionsanbringelse derfor som hovedregel begrænses til tilfælde, hvor der foreligger ændrede omstændigheder i forhold til domstidspunktet, idet f.eks. grundlaget for afgørelsen er ændret gennem tilvejebringelse af nye oplysninger om den pågældende.
For dømte under 18 år finder Straffelovrådet, at det almindelige udgangspunkt bør fraviges, så udgangspunktet for denne gruppe er, at strafudståelsen skal ske i institution mv.
Danmark ratificerede i 1991 FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder. Efter konventionens artikel 37, litra b, må anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn, der i konventionen defineres som en person under 18 år, kun »bruges som sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum«. I overensstemmelse med konventionen samt Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med ratifikationen af denne har straffelovens § 49, stk. 2, siden da været praktiseret således, at man har overvejet muligheden for anbringelse i institution af alle unge under 18 år, som er idømt frihedsstraf. Ung alder er i sig selv anset som tilstrækkelig indikation for overførsel, og overførsel er herefter sket i det omfang, væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn ikke har talt imod en overførsel, og under forudsætning af, at det har været praktisk, herunder økonomisk, muligt at iværksætte en overførsel.
Straffelovrådet finder, at den beskrevne praksis bør fortsætte, og at det bør fastslås udtrykkeligt i straffuldbyrdelsesloven, at unge under 18 år, som er idømt ubetinget frihedsstraf, skal udstå straffen i institution uden for fængsler og arresthuse, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en sådan anbringelse. Sådanne hensyn vil kunne foreligge på grund af kriminalitetens art, den dømtes farlighed og lignende, men også på grund af erfaringerne fra tidligere institutionsophold, hvor den unge har optrådt voldeligt, er undveget eller på anden måde har dokumenteret, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en ny anbringelse i institution mv.
På baggrund af de hidtidige erfaringer både med hensyn til gennemførelse af anbringelserne og med hensyn til recidiv til ny kriminalitet, jf. herved bl.a. 1998-betænkningen s. 30-31, er der i Straffelovrådet enighed om, at den skete udvidelse i brugen af bestemmelsen er ubetænkelig.
Rådet kan endvidere gå ind for en udvidelse af den faktiske anvendelse af bestemmelsen i det omfang, den hidtidige praksis med hensyn til anbringelsesgrundlaget fastholdes. Det bør derfor tilstræbes, at eventuelle praktiske og økonomiske hindringer for bestemmelsens anvendelse overvindes. Straffelovrådet finder, at økonomiske hensyn ikke bør være afgørende for, om en i øvrigt velbegrundet anbringelse kan gennemføres.
Rådet kan desuden tilslutte sig, at der gennemføres en administrativ forenkling af proceduren i forbindelse med anvendelse af reglerne om anbringelse i institution mv. med henblik på at fremme brugen heraf. Rådet forudsætter dog her ved, at der som hidtil sker en grundig vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder forsvarligheden af anbringelsen, i hver enkelt sag, så de hidtidige positive erfaringer med bestemmelsens anvendelse kan opretholdes også i forhold til eventuelle nye grupper af dømte.
Endelig finder rådet, at den hidtidige praksis med hensyn til anbringelse i familiepleje bør opretholdes, dvs. at der efter en konkret vurdering kan ske anbringelse i familiepleje, der har en institutionslignende karakter.
Rådet kan på den baggrund med visse ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår herefter, at straffelovens § 49, stk. 2, ophæves, jf. herved § 1, nr. 9, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Endvidere foreslår rådet, at der som § 78, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, når (1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution mv., (2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller arresthus, og (3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
Som § 78, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter dømte, der er under 18 år, anbringes i institution mv. som omhandlet i stk. 1, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
I § 78, stk. 3, foreslås det fastsat, at anbringelse betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold, og at anbringelse kan betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Endvidere foreslås det i § 78, stk. 4, fastsat, at den dømte, såfremt den pågældende ikke overholder de vilkår, der er fastsat for anbringelsen, eller på ny dømmes for strafbart forhold, kan tilbageføres eller overføres til fængsel eller arresthus.
Endelig foreslås i § 78, stk. 5, indføjet en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse af dømte i institution mv. uden for fængsel eller arresthus.
§ 78 medfører en lovfæstelse af den nuværende praksis med hensyn til anbringelse og overførsel i medfør af straffelovens § 49, stk. 2. I forhold til arbejdsgruppens lovudkast indebærer § 78 en lovfæstelse af den nuværende praksis med hensyn til anbringelse af dømte under 18 år.
Endvidere præciseres det, at adgangen til at tilbageføre mv. i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold, der er begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades at ske uden for fængsel og arresthus, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til anbringelse mv. uden for fængsel og arresthus, i de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for vedkommende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 78, stk. 4. § 78 er herved på linie med § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen, § 49, nr. 1, om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang og § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse.
5.11.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådet anførte grunde tiltræde rådets udkast til bestemmelse om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
Dog foreslås udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« ændret til: »eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold« med henblik på at sikre, at sådanne nye oplysninger på samme måde som oplysninger om strafbart forhold, der er begået efter meddelelse af tilladelsen til anbringelse uden for fængsel eller arresthus, kan føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt for forholdet, jf. pkt. 5.3.3. ovenfor.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 78.
5.12. Løsladelse
5.12.1. Gældende ret
5.12.1.1. Løsladelse skal ske senest ved endt strafudståelse. Efter straffeloven kan løsladelse endvidere ske ved prøveløsladelse, jf. § 38, og ved betinget benådning, jf. § 40 a. Herudover kan midlertidig løsladelse ske ved strafafbrydelse, jf. pkt. 5.10 ovenfor.
Som det fremgår af pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor, er det Straffelovrådets konklusion, at bestemmelserne om betingelserne for prøveløsladelse og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i forbindelse med prøveløsladelse, ikke bør overføres til straffuldbyrdelsesloven, men fortsat findes i straffeloven. I det følgende omtales straffelovens regler om prøveløsladelse derfor alene i det omfang, det har betydning for fremstillingen af gældende ret om gennemførelse af tilsyn mv., som er fastsat som vilkår for prøveløsladelse.
5.12.1.2. Om løsladelse efter endt strafudståelse fastsættes i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1, at løsladelse skal finde sted på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl her i landet inden straffetidens udløb. Efter § 25, stk. 2 og 3, er institutionens leder bemyndiget til at træffe bestemmelse om en kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelsen (prøveløsladelsen). Det er i almindelighed en forudsætning for fremrykning, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, som gør fremrykning af løsladelsestidspunktet utilrådelig.
Nærmere regler om institutionslederens kompetence er fastsat i Justitsministeriets cirkulære af 30. oktober 1989 om adgangen til fremrykning af løsladelsen. Dette cirkulære giver adgang til en kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelse (prøveløsladelsen) dels i tilfælde, hvor løsladelsesdatoen falder på bestemte ugedage eller i forbindelse med jul, dels på grund af særlige omstændigheder f.eks. af arbejds-, uddannelses- eller familiemæssig karakter. Efter cirkulæret kan fremrykning af løsladelsen i visse tilfælde undlades, såfremt den pågældende er undveget eller udeblevet fra udgang.
5.12.1.3. Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.
Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som med hensyn til bestemte grupper af sager bemyndiges dertil, jf. § 38, stk. 2. Denne bestemmelse anvendes bl.a. i forbindelse med prøveløsladelse efter 7/12 af straffetiden af udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter løsladelsen.
Løsladelse fra straf af hæfte kan ikke ske ved prøveløsladelse, men alene ved udståelse af hele straffen eller ved benådning. Løsladelse fra straf af fængsel på livstid kan heller ikke ske ved prøveløsladelse, men alene ved benådning. Om løsladelse ved benådning henvises til pkt. 5.12.1.4. nedenfor. Endvidere henvises til § 1, nr. 8, og pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), hvor der stilles forslag om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte.
Efter straffelovens § 38, stk. 5, forudsætter løsladelse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2.
Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal løsladelse på prøve betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Ved siden af dette faste hovedvilkår kan der fastsættes tillægsvilkår i form af tilsyn og særvilkår. Herom bestemmes det i § 39, stk. 2, at det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn og fører et ordentligt liv. Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i § 57 (særvilkår). Vilkår om ophold i hjem, hospital eller anden institution har ikke gyldighed for længere tidsrum end den resterende straffetid. § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme finder tilsvarende anvendelse ved prøveløsladelse.
I Justitsministeriets cirkulære nr. 109 af 16. juni 1982 med senere ændringer er der fastsat nærmere regler om behandlingen af sager om løsladelse på prøve. Cirkulæret indebærer, at lederen af den institution, hvor den indsatte opholder sig, i visse tilfælde har kompetence til at træffe afgørelse om prøveløsladelse og fastsætte vilkår om tilsyn og særvilkår. Til cirkulæret er der udarbejdet en vejledning af 10. januar 1994, der indeholder nærmere retningslinier vedrørende prøveløsladelse efter § 38, stk. 1 og 2, vilkårsfastsættelse og reaktioner ved vilkårsovertrædelser.
Tilsyn føres i almindelighed af Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen). Kompetencen er ved Justitsministeriets cirkulære af 27. september 1973 om varetagelse af tilsynet med prøveløsladte delegeret til kriminalforsorgens lokale afdelinger. Efter cirkulærets § 1, stk. 2, kan det løsladende fængsel dog bestemme, at tilsynet skal varetages af dette, såfremt særlige grunde i det enkelte tilfælde taler derfor.
Straffelovens § 39, stk. 2, jf. § 57, stk. 1, giver imidlertid mulighed for i det enkelte tilfælde at fastsætte, at tilsyn mv. skal gennemføres af anden myndighed end kriminalforsorgen, f.eks. de sociale myndigheder.
Om gennemførelse af tilsyn med prøveløsladte er det i § 39, stk. 2, jf. § 59, stk. 1, fastsat, at tilsynsmyndigheden meddeler de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelsen af tilsynet og de yderligere særvilkår, som måtte være fastsat. Herudover indeholder § 39, stk. 2, jf. § 57, stk. 2, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af tilsyn og særvilkår.
Ved cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning af 14. marts 1996 er der fastsat nærmere regler om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen. Heri fastlægges bl.a. de opgaver, der påhviler tilsynsmyndigheden, herunder de krav der stilles til tilsynsfrekvensen, opbygningen af en handleplan for tilsynsforløbet samt reaktioner på vilkårsovertrædelser.
Tilsynsmyndigheden har ikke kompetence til at ændre eller ophæve fastsatte tillægsvilkår (vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår). Dette er for så vidt angår betingede domme udtrykkeligt fastsat i straffelovens § 59, stk. 2, hvorefter fastsatte vilkår (alene) kan ændres eller ophæves ved retskendelse. Denne regel er ikke ved henvisningsbestemmelser i § 39, stk. 2, eller på anden måde overført til prøveløsladelse. Ved prøveløsladelse antages det imidlertid, at den prøveløsladende myndighed uden udtrykkelig lovhjemmel senere kan begrænse eller ophæve fastsatte vilkår. Derimod kan den prøveløsladende myndighed ikke efterfølgende ændre fastsatte vilkår i skærpende retning, medmindre dette sker som reaktion på en vilkårsovertrædelse, jf. straffelovens § 40, stk. 2, nr. 2.
Vilkår om tilsyn og særvilkår kan ikke fuldbyrdes tvangsmæssigt. Unddrager den prøveløsladte sig tilsynet eller tilsidesætter vilkår, herunder forskrifter med hjemmel i særvilkår, foreligger der imidlertid en vilkårsovertrædelse, der kan medføre anholdelse og varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 756 og § 763, samt eventuel reaktion efter straffelovens § 40, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan justitsministeren (1) tildele advarsel, (2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller (3) under særlige omstændigheder bestemme, at den prøveløsladte skal indsættes til udståelse af reststraffen.
Nærmere regler om fremgangsmåden ved indberetning af vilkårsovertrædelse er fastsat i Justitsministeriets cirkulære af 27. september 1973, cirkulæreskrivelse af 20. februar 1976 og i cirkulære nr. 10 af 18. januar 1978.
5.12.1.4. Som nævnt i pkt. 5.12.1.3. ovenfor, kan løsladelse fra straf af fængsel på livstid kun ske ved benådning. Løsladelse ved benådning forekommer i praksis også ved tidsbestemt straf i tilfælde, hvor de gældende (tidsmæssige) betingelser for prøveløsladelse ikke giver mulighed for sådan løsladelse.
Efter straffelovens § 40 a kan det ved eftergivelse af resten af en straf ved betinget benådning af en person, der har udstået mere end 3 måneder af straffetiden, fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen suppleres af § 61 a, hvorefter det ved hel eller delvis eftergivelse af straf ved betinget benådning uden for de i § 40 a omhandlede tilfælde kan indsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i §§ 59-61 om domstolenes kompetence med hensyn til fuldbyrdelse af eller ændring af vilkår i betingede domme finder tilsvarende anvendelse.
I praksis er benådning betinget af, at der i en prøvetid ikke begås strafbart forhold. Endvidere er benådning i almindelighed betinget af, at den pågældende overholder vilkår fastsat i overensstemmelse med reglerne i straffelovens § 39, stk. 2. Herudover finder de ovennævnte regler om løsladelse, herunder om fuldbyrdelse af tilsyn mv. i forbindelse med prøveløsladelse, tillige anvendelse i forbindelse med løsladelse ved betinget benådning.
5.12.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 275-282, 665-667, jf. §§ 74-84 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 729-734, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 118-120, jf. §§ 79-88 i rådets lovudkast, og s. 269-276.
Som nævnt i pkt. 5.12.1.1., jf. pkt. 4.1.1.1.2., ovenfor, er der i Straffelovrådet enighed om, at reglerne om betingelserne for prøveløsladelse og om retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse også fremover bør findes i straffeloven. Rådet har endvidere ikke i forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov drøftet de eksisterende regler om reaktionernes art, når der sker overtrædelse af vilkår om tilsyn eller særvilkår knyttet til prøveløsladelse.
Rådets forslag til regler i straffuldbyrdelsesloven om løsladelse, herunder prøveløsladelse, som omtales nedenfor, bygger derfor på de gældende regler om fastsættelse af tilsyn og særvilkår, jf. straffelovens § 39, stk. 2, 1.-3. pkt., om ændring eller ophævelse af sådanne vilkår og om sanktionsmulighederne ved overtrædelse heraf, jf. straffelovens § 40, stk. 2, og retsplejelovens § 756 og § 763.
Endvidere bemærkes, at der siden arbejdsgruppens betænkning er foretaget en gennemgribende revision af de administrative forskrifter om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen, som imødekommer de anbefalinger, arbejdsgruppen er fremkommet med i sin betænkning på s. 276-282, jf. herved Justitsministeriets cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning af 14. marts 1996 samt pkt. 5.12.1.3. ovenfor.
Straffelovrådet kan herefter med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om løsladelse og prøveløsladelse samt om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse mv.
Rådet foreslår på den baggrund, at bestemmelsen om gennemførelse af vilkår om tilsyn og særvilkår ved prøveløsladelse i straffelovens § 39, stk. 2, 4. pkt., jf. § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, ophæves. Endvidere foreslås den gældende adgang til at betinge prøveløsladelse af, at den dømte fører et ordentligt liv, jf. § 39, stk. 2, 1. pkt., 2. led, ophævet, idet det denne del af bestemmelsen i dag er uden selvstændigt retligt indhold, jf. herved bemærkningerne til § 1, nr. 6-7, 16 og 18, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Som det fremgår af pkt. 5.12.1.4., er kompetencen til at træffe afgørelse om ændring af vilkår om tilsyn og om eventuelle særvilkår og om følgerne af overtrædelse af sådanne vilkår ved betinget benådning delt mellem justitsministeren og domstolene, jf. straffelovens § 40 a og 61 a. Det kan synes mere nærliggende, at kompetencen i alle tilfælde af benådning ligger hos justitsministeren. Det er således justitsministeren, der enten efter bemyndigelse træffer afgørelsen eller afgiver indstilling om benådning og vilkårene herfor. Straffelovrådet foreslår derfor, at § 61 a ophæves, og at § 40 a videreføres i straffelovens § 43 med de tilpasninger, som bl.a. rådets samtidige forslag om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte nødvendiggør, jf. § 1, nr. 8 og 21, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
For så vidt angår straffuldbyrdelsesloven foreslås som § 79 i rådets lovudkast indsat en bestemmelse om tidspunktet for løsladelsen. I stk. 1 fastsættes det, at løsladelse sker efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning. Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.
Som § 80 foreslås indsat en bestemmelse om beslutning om prøveløsladelse.
I stk. 1 fastsættes det, at der, såfremt den afgørelse, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, skal træffes afgørelse om prøveløsladelse på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. Ved spørgsmål om prøveløsladelse efter straffelovens § 41 skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 12 år af straffen af fængsel på livstid.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan straf.
Herefter foreslås i §§ 81-87 fastsat en række bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse.
I § 81 foreslås det fastsat, at tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens § 39, stk. 2, eller § 41, stk. 3, gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
I § 82 foreslås en lovfæstelse af tilsynsmyndighedens vejledningspligt.
Efter § 82, stk. 1, skal tilsynsmyndigheden vejlede den prøveløsladte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Efter § 82, stk. 2 skal tilsynsmyndigheden endvidere i samarbejde med den prøveløsladte og senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
I § 83 foreslås en regulering af den prøveløsladtes pligter i forbindelse med gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår).
Efter § 83, stk. 1, indebærer vilkår om tilsyn, at den prøveløsladte skal holde sig i kontakt med kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsorgen og modtage dennes besøg. Den prøveløsladte skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Efter § 83, stk. 2, skal den prøveløsladte overholde særvilkår og give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret nødvendiggør.
Herudover skal den prøveløsladte på begæring dokumentere afgivne oplysninger og i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår, jf. § 83, stk. 3 og 4.
Som modstykke til § 83 foreslås i § 84 en bestemmelse om kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed over for den prøveløsladte. Efter bestemmelsen skal kriminalforsorgen tilbyde den prøveløsladte vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
§§ 81-84 foreslås i § 85 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde med andre myndigheder mv.
I § 86 foreslås en lovfæstelse af de pligter, der påhviler kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed, når den prøveløsladte overtræder vilkår, som er fastsat i forbindelse med prøveløsladelsen.
Efter § 86, stk. 1, skal kriminalforsorgen træffe foranstaltninger med henblik på at genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, såfremt den prøveløsladte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår.
Overtræder den prøveløsladte vilkår for prøveløsladelsen, skal kriminalforsorgen afgive indberetning herom til Direktoratet for Kriminalforsorgen, såfremt vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, jf. § 86, stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt forskrifter eller vilkår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 86, stk. 3.
Efter § 86, stk. 4, skal der snarest efter modtagelsen af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger træffes afgørelse om eventuel reaktion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf. straffelovens § 40, stk. 2 og 3, og § 42, stk. 2.
§ 86, stk. 1-4, suppleres i stk. 5 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3, og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
De ovennævnte bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv. ved kriminalforsorgen, jf.§§ 81-86, foreslås i § 87 suppleret af en bestemmelse, hvorefter justitsministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Endvidere foreslås i § 88 en bestemmelse om gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning og ved strafafbrydelse mv., hvorefter bestemmelserne i §§ 81-87 finder tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 43, ved strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov (f.eks. § 13, stk. 1, om tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen og § 78, stk. 3, om anbringelse i og overførsel til kriminalforsorgens pensioner og institutioner mv. uden for kriminalforsorgen).
Bestemmelserne i §§ 79-88 i rådets lovudkast indebærer, at der gennemføres en nærmere lovregulering af en række spørgsmål med tilknytning til løsladelse, prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse mv. Lovreguleringen sker dels i selve lovteksten, dels ved at det i bemyndigelsesbestemmelser angives, hvilke spørgsmål der bør undergives en nærmere administrativ regulering.
De foreslåede bestemmelser medfører ikke ændringer i forhold til de gældende regler på området.
De bestemmelser, der retter sig mod prøveløsladelse af livstidsdømte, er dog nye i forhold til gældende ret og skal ses i sammenhæng med Straffelovrådets forslag om at indføre en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3 i de de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Endvidere skal forslaget til § 88 i rådets lovudkast om tilsyn mv. ved betinget benådning ses i lyset af, at der som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven stilles forslag om at samle kompetencen til at træffe afgørelse om ændring af vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår og om følgerne af overtrædelse af sådanne vilkår ved betinget benådning hos justitsministeren, jf. § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
5.12.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om løsladelse mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 79-88.
5.13. Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf
5.13.1. Gældende ret
Om forvaltningslovens og offentlighedslovens anvendelse ved straffuldbyrdelse henvises til 1989-betænkningen, s. 313- 320. Det bemærkes herved, at Justitsministeriet i marts 1997 har udsendt en revideret vejledning om forvaltningsloven og offentlighedsloven for kriminalforsorgens personale.
Særligt for så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse henvises endvidere til pkt. 4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. .
I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens §§ 26-27 er der fastsat særlige regler vedrørende institutionens sagsbehandling. Endvidere er der i §§ 28-29 fastsat regler om begrundelsespligt, klagevejledning mv.
Om institutionens sagsbehandling fremgår det af § 26, at spørgsmål om den indsattes beskæftigelse, overførsel til fortsat strafudståelse i anden institution, benådning eller løsladelse på prøve og andre væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte i almindelighed skal behandles af et råd bestående af funktionærer ved institutionen. Rådet består fortrinsvis af funktionærer, som har særligt kendskab til den indsatte, hvis forhold skal drøftes. I drøftelserne kan endvidere deltage lederne af de enkelte personalegrupper og læger, psykologer, præster m.fl. enten som faste mødedeltagere eller således, at de kan tilkaldes i det omfang, det skønnes af betydning.
Institutionens leder bestemmer, om der ved institutionen skal være et eller flere sådanne råd, og hvilke funktionærer der skal være faste deltagere. Lederen fastsætter tillige de nærmere regler om arbejds- og sagsfordeling og om rådenes virksomhed
Rådet afgiver indstilling til institutionens leder. Indstillingen skal være udførligt begrundet og gengive eventuelle afvigende synspunkter. Institutionens leder træffer afgørelse eller afgiver indstilling til direktoratet på grundlag af indstillingerne fra rådet.
Indsatte, hvis forhold behandles i rådet, har efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 27 adgang til at komme til stede og redegøre for deres synspunkter.
Fuldbyrdelseslovens regler suppleres på forskellige områder af administrative forskrifter, der fastsætter særlige krav til sagsbehandlingen.
Således er det bl.a. med hensyn til overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel foreskrevet, at spørgsmålet om overførsel skal tages op til overvejelse, senest når den pågældende har gennemført to uledsagede udgange uden misbrug som led i et regelmæssigt udgangsforløb, jf. § 11, stk. 2, i cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 med senere ændringer om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner.
Også for så vidt angår behandlingen af sager om prøveløsladelse er der fastsat regler, der skal sikre en stillingtagen til spørgsmålet inden prøveløsladelsesdatoen. Er afgørelsen omfattet af institutionslederens kompetence, skal afgørelsen så vidt muligt træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen, og skal sagen afgøres af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra institutionen, skal indstillingen så vidt muligt afgives 6 uger inden prøveløsladelsesdatoen, jf. § 4 og § 13, stk. 2, i cirkulære nr. 109 af 16. juni 1982 med senere ændringer om behandling af sager om løsladelse på prøve mv.
Herudover er der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 19. juni 1987 fastsat retningslinier, som bl.a. skal sikre, at fuldbyrdelsesspørgsmål vedrørende indsatte, der afsoner straf i 8 år eller derover, tages op til drøftelse på årlige fællesmøder mellem vedkommende institution og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
5.13.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 284, 321, 668, jf. § 85 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 734, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 120-121, jf. § 89 i rådets lovudkast, og s. 276-277. Om rådets overvejelser vedrørende aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse henvises endvidere til pkt. 4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag om, at der i straffuldbyrdelsesloven indsættes en bestemmelse med henblik på, at der også uden anmodning fra den indsatte løbende tages stilling til væsentlige fuldbyrdelsesspørgsmål vedrørende den pågældende. Rådet fremhæver i den forbindelse, at formålet med en sådan bestemmelse er at sikre, at institutionerne jævnligt af egen drift overvejer muligheden for at lempe forholdene for de indsatte.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 89, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter spørgsmålene om tilladelse til udgang, løsladelse på prøve, overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution og andre væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte af institutionen jævnligt skal tages op til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom.
Endvidere foreslås som stk. 2 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om institutionernes pligt til sagsbehandling som nævnt i stk. 1.
Bestemmelsen medfører i forhold til de nugældende regler en lovfæstelse af institutionens pligt til af egen drift med jævne mellemrum at tage væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte op til overvejelse.
5.13.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om sagsbehandling vedrørende visse spørgsmål i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 89.
6. Bødestraffe
6.1. Gældende ret
En bødedom kan i lighed med andre straffedomme ikke fuldbyrdes, før dommen er endelig, jf. retsplejelovens § 999, stk. 1. Er der grund til at antage, at den dømte vil forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske, eller på anden måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en bødedom bestemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre der stilles sikkerhed for dens betaling, jf. § 999, stk. 2.
For bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser efter § 936 (indenretlig bødevedtagelse), gælder en fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist fastsættes i medfør af straffeloven, jf. § 999, stk. 3, 1. pkt. Efter straffelovens § 52, stk. 1, kan retten således fastsætte en frist på indtil 3 måneder for bødens betaling. I øvrigt kan politimesteren under tilsvarende omstændigheder som angivet i § 999, stk. 2, straks lade afgørelsen fuldbyrde, medmindre der stilles sikkerhed for bødens betaling, jf. § 999, stk. 3, 3. pkt.
For bøder, der vedtages udenretligt, fastsættes betalingsfristen i forbindelse med bødeforelægget, jf. retsplejelovens § 931, stk. 1.
Bøder inddrives af politiet, jf. retsplejelovens § 997, stk. 1. Efter straffelovens § 52, stk. 2, kan politiet tillade afdragsvis betaling af bøden. Betales bøden ikke, inddrives den, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår, jf. § 52, stk. 3. Den, der er idømt en bøde, kan ikke kræve bøden betalt eller erstattet af andre, jf. § 52, stk. 8.
Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb mv.) blev der bl.a. ved ændring af straffelovens § 52 tilvejebragt hjemmel til at foretage indeholdelse i løn mv. for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb. Formålet hermed var at styrke inddrivelsen af disse offentlige tilgodehavender og at begrænse afsoningen af ubetalte bøder, jf. herved Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8038-8042.
Ved lov nr. 1203 af 27. december 1996 med senere ændringer om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 601 af 19. august 1998, er der fastsat regler, som indebærer, at afgørelse om lønindeholdelse for bøder mv. skal indberettes til Det Centrale Lønindeholdelsesregister. Formålet med registret er at koordinere lønindeholdelse, der finder sted på grundlag af de afgørelser om lønindeholdelse, som offentlige myndigheder træffer i forbindelse med restanceinddrivelse, jf. lovens § 1, stk. 2. Loven trådte i kraft den 1. september 1998, jf. bekendtgørelse nr. 603 af 19. august 1998.
Justitsministeriet har ved cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 med senere ændringer fastsat nærmere regler bl.a. om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. Herefter kan den politimester, der forestår inddrivelsen, i almindelighed afgøre ansøgninger om eftergivelse og nedsættelse af bøder mv., når beløbet ikke overstiger 100.000 kr. Overstiger beløbet 100.000 kr., forelægges sagen for Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen).
Endvidere kan vedkommende politimester give henstand med betalingen eller tillade afdragsvis betaling, når beløbet ikke overstiger 100.000 kr. Overstiger beløbet 100.000 kr., kan politiet give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden mv. blev idømt eller vedtaget, eller tillade betaling i afdrag i løbet af højst 3 år fra samme dato. Ved ansøgninger om henstand eller afdragsvis betaling i videre omfang forelægges sagen for Justitsministeriet, jf. herved tillige Justitsministeriets vejledning af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand mv.
Politimesterens afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af bøder mv. på 15.000 kr. eller derunder kan ikke indbringes for Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 1003 og § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv.
Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlingsstraf af hæfte eller fængsel, jf. straffelovens § 53.
Nærmere regler om fastsættelsen af forvandlingsstraf findes i straffelovens §§ 54 og 55. Det fremgår heraf, at retten ved fastsættelsen af bøder, der idømmes eller vedtages for retten, samtidig med afgørelsen om bøden træffer afgørelse om arten af forvandlingsstraffen samt om dennes varighed. For bøder, der idømmes juridiske personer, fastsættes dog ingen forvandlingsstraf. Forvandlingsstraf afsones normalt efter reglerne om hæfte, men kan i visse tilfælde afsones efter reglerne om fængsel.
Er en bøde ikke idømt eller vedtaget for en domstol, skal forvandlingsstraffen afsones efter reglerne om hæfte. Forvandlingsstraffens størrelse fastsættes som udgangspunkt af byretten i den retskreds, hvor den bødefældte bor eller opholder sig. For bøder på 10.000 kr. eller derunder, som er vedtaget efter tilkendegivelse fra politiet, jf. retsplejelovens § 931, afsones forvandlingsstraffen dog efter en i straffelovens § 55, stk. 2, fastsat skala.
Det er politiet, der træffer afgørelse om fuldbyrdelse af forvandlingsstraffen. Politiets afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet. Indgiver den dømte ansøgning om benådning for en bødeforvandlingsstraf, betragtes ansøgningen som en fornyet ansøgning om eftergivelse af bøden, medmindre ansøgningen støttes på grunde af ikke økonomisk art. I så fald behandles ansøgningen som andre ansøgninger om benådning for fuldbyrdelsen af en frihedsstraf.
6.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 290-291, 668, jf. §§ 86-91 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 734-736, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 121-122, jf. §§ 90-93 i rådets lovudkast, og s. 277-281.
Som nævnt i pkt. 4.1.1.1. ovenfor, finder Straffelovrådet i lighed med arbejdsgruppen, at straffuldbyrdelsesloven bør indeholde en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe.
Rådet er endvidere enig i, at fuldbyrdelse af frihedsstraf, der efter straffelovens §§ 53-55 træder i stedet for bøde, bør omfattes af straffuldbyrdelsesloven. Det bemærkes herved, at rådet ikke har fundet grundlag for at tage reglerne om brug af bødeforvandlingsstraf op i forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov. Dette spørgsmål overvejes for tiden i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigspolitichefen og Politimesterforeningen.
Straffelovrådet kan herefter tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om fuldbyrdelse af bødestraffe med de ændringer, som følger af lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven og loven om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 601 af 19. august 1998.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund, at bestemmelserne om betaling og inddrivelse af bøder mv. i straffelovens § 52, stk. 1-7, ophæves, jf. § 1, nr. 12, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Som følge heraf foreslås endvidere en række ændringer af retsplejelovens regler om inddrivelse af sagsomkostninger og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, jf. § 2, nr. 20-22 og 25, i det pågældende lovforslag.
For så vidt angår straffuldbyrdelsesloven foreslås som § 90 i rådets lovudkast indsat en bestemmelse om betaling af bøder.
I § 90, stk. 1 og 2, fastsættes det, at en bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt i afgørelsen, og at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden. § 90, stk. 3 og 4, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser om opkrævning af bøder, om den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og om, at politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
I §§ 91 og 92 foreslås bestemmelser om inddrivelse af bøder.
I § 91, stk. 1, fastsættes det, at en bøde, der ikke betales, skal inddrives, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår. I § 91, stk. 2 videreføres den nuværende mulighed for, at politiet kan inddrive bøder i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Pålæg om indeholdelse gives af politiet. Endvidere kan politiet som hidtil hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan politiet fra registre, der føres af offentlige myndigheder, herunder domstolene, kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for straffuldbyrdelsen, jf. § 91, stk. 3.
§ 91 suppleres i § 92, stk. 1, af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indeholdelse af indtægter efter § 91, stk. 2, herunder om indberetning til det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt til at give politiet oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for. Endvidere giver § 92, stk. 2, i lighed med de nugældende regler mulighed for at fastsætte bødestraf for forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er udstedt i medfør af stk. 1, og for at fastsætte bestemmelser om strafansvar for selskaber mv. (juridiske personer) efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. § 92, stk. 2.
Endelig fastsættes det i § 93, at fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for en bøde, jf. straffelovens §§ 53-55, sker på samme måde som fuldbyrdelse af anden frihedsstraf.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om fuldbyrdelse af bødestraffe mv.
Efter § 91, stk. 3, 2. pkt., kan politiet fra registre, der føres af offentlige myndigheder, herunder domstolene, kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for tvangsfuldbyrdelsen. Justitsministeriet finder, at det i lighed med den gældende bestemmelse i straffelovens § 52, stk. 5, 5. pkt., bør fremgå af lovteksten, at oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte dataoverførsel.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 90-93.
7. Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste
7.1. Gældende ret
7.1.1. Som det fremgår af pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor, er det Straffelovrådets konklusion, at bestemmelserne om idømmelse af betinget dom og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, ikke bør overføres til straffuldbyrdelsesloven, men fortsat findes i straffeloven. I det følgende omtales straffelovens regler om betingede domme derfor alene i det omfang, det har betydning for fremstillingen af gældende ret om gennemførelse af tilsyn mv. fastsat som vilkår i en betinget dom.
7.1.2. Efter straffelovens § 56, stk. 1, kan retten, når det findes upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemme i dommen, at spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid (betinget dom uden straffastsættelse). Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden, jf. § 56, stk. 2 (betinget dom med straffastsættelse).
Efter straffelovens § 58 kan retten bestemme, at kun en del af den forskyldte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, mens dommen i øvrigt gøres betinget. Den betingede del af en sådan dom (kombinationsdom) følger de samme regler, som gælder for en betinget dom efter § 56.
Til en betinget dom er altid knyttet et vilkår om, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, jf. straffelovens § 56, stk. 3, 1. pkt. Til dette faste hovedvilkår kan retten efter straffelovens § 57 føje et vilkår om, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Retten kan også fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige (særvilkår). Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år, jf. § 56, stk. 3, 2.-3. pkt.
Overholder den dømte de fastsatte vilkår, bliver der ikke spørgsmål om fuldbyrdelse af den forskyldte straf. Overtræder den dømte et eller flere af de fastsatte vilkår, opstår der spørgsmål om straffastsættelse og/eller straffuldbyrdelse, jf. straffelovens §§ 60 og 61.
Efter disse bestemmelser vil en overtrædelse af det faste hovedvilkår om ikke at begå strafbart forhold i prøvetiden normalt føre til, at der af retten skal fastsættes en ubetinget fællesstraf for det nye forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse. Retten kan i stedet idømme en ubetinget straf alene for det nye forhold og i øvrigt lade den betingede dom stå ved magt eventuelt på ændrede vilkår. Retten kan også vælge at afsige en helt eller delvis betinget dom for den samlede kriminalitet. Har den dømte overtrådt vilkåret om tilsyn eller et særvilkår, kan retten tildele en advarsel, ændre vilkårene for den betingede dom eller bestemme, at den forskyldte straf skal fuldbyrdes.
Fastsættelsen af tillægsvilkår (vilkår om tilsyn og særvilkår) ved betingede domme er ikke afhængig af lovovertræderens samtykke. Der gælder således ikke på dette område en regel svarende til straffelovens § 38, stk. 5, hvorefter prøveløsladelse bl.a. forudsætter, at den dømte erklærer at ville overholde de tillægsvilkår for prøveløsladelsen, der fastsættes efter § 39, stk. 2.
Såfremt der i medfør af straffelovens § 57 er fastsat tillægsvilkår til en betinget dom, kan tilsynsmyndigheden meddele den dømte de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår, jf. § 59, stk. 1. Tillægsvilkårene kan ikke fuldbyrdes tvangsmæssigt, f.eks. ved politiets bistand. Unddrager den dømte sig et eller flere af de fastsatte vilkår, tilkommer det som nævnt retten at træffe afgørelse om reaktionen, jf. straffelovens § 60. Om nødvendigt kan den dømte anholdes og varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens §§ 756 og 763.
Tillægsvilkår kan ikke ændres eller ophæves af tilsynsmyndigheden. Derimod kan retten efter straffelovens § 59, stk. 2, ændre eller ophæve tillægsvilkår efter anmodning fra anklagemyndigheden eller den dømte. En skærpelse af vilkårene for en betinget dom forudsætter i modsætning til vilkårsskærpelse ved prøveløsladelse ikke, at der foreligger en vilkårsovertrædelse, jf. herved pkt. 5.12.1.3. ovenfor.
7.1.3. Efter straffelovens § 62, stk. 1, kan retten, såfremt betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes til strækkelig, og hvis tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Afgørelse om udsættelse af frihedsstraf træffes efter reglerne i § 56, stk. 1 og 2, og udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold, og at den pågældende overholder de i medfør af § 63 fastsatte vilkår, jf. § 62, stk. 2 og 3.
Som vilkår for udsættelsen af frihedsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer, jf. § 63, stk. 1. Den i medfør heraf fastsatte længstetid kan af tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden kan af den dømte forlanges indbragt for retten, jf. § 63, stk. 2.
I dommen fastsættes endvidere en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen, jf. § 63, stk. 3. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden og kan, hvis retten finder det formålstjenligt, pålægges vilkår som nævnt i § 57, jf. § 63, stk. 4.
Ved gennemførelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. § 63, finder § 59 om tilsynsmyndighedens forskrifter og om ændring eller ophævelse af vilkår tilsvarende anvendelse, jf. § 65.
De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 64 af regler, der giver mulighed for at anvende kombinationsdom efter straffelovens § 58 i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Endvidere er der i §§ 66 og 67 fastsat regler om reaktionen i tilfælde, hvor den dømte overtræder et eller flere af de fastsatte vilkår i dom om samfundstjeneste.
7.1.4. Som nævnt i pkt. 5.12.1.3. ovenfor, har Justitsministeriet ved cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning nr. af 14. marts 1996 fastsat nærmere regler om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.
Disse forskrifter sigter ikke alene på tilsynsvirksomhed i forhold til prøveløsladte, men omfatter bl.a. også personer, der er idømt betinget dom med vilkår om tilsyn og særvilkår efter straffelovens § 57, og personer, der er idømt betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. herved cirkulærets §§ 1-24 og 42. Herudover er der i cirkulærets §§ 25-32 fastsat bestemmelser, der særligt retter sig mod gennemførelse af samfundstjeneste.
7.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 299-302, 669-670, jf. §§ 92-100 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 736-738, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 122-124, jf. §§ 94-104 i rådets lovudkast, og s. 281-287.
Som nævnt i pkt. 7.1.1., jf. pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor, er der i Straffelovrådet enighed om, at bestemmelserne om idømmelse af betinget dom og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, ikke bør overføres til straffuldbyrdelsesloven, men fortsat findes i straffeloven. Rådet har endvidere ikke i forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov drøftet de eksisterende regler om reaktionernes art, når der sker overtrædelse af vilkår om tilsyn eller særvilkår knyttet til en betinget dom.
Rådets forslag til regler i straffuldbyrdelsesloven om fuldbyrdelse af betingede domme, herunder domme om samfundstjeneste, som omtales nedenfor, bygger derfor på de gældende regler om fastsættelse af tilsyn og andre særvilkår, jf. straffelovens §§ 57 og 59 samt §§ 63, stk. 4, og 65, jf. §§ 57 og 59, stk. 1, om ændring eller ophævelse af sådanne vilkår, jf. § 59, stk. 2, og § 65, jf. § 59, stk. 2, og om sanktionsmulighederne ved overtrædelse heraf, jf. §§ 60 og 66.
Endvidere bemærkes, at arbejdsgruppens lovudkast ikke indeholder bestemmelser om samfundstjeneste, idet muligheden for at idømme samfundstjeneste endnu byggede på en forsøgsordning, da betænkningen blev afgivet i 1989. På dette tidspunkt var spørgsmålet om at gøre samfundstjeneste til en permanent del af straffesystemet under overvejelse i Straffelovrådet.
Herudover er der som nævnt i pkt. 7.1.4, jf. pkt. 5.12.1.3. ovenfor, siden arbejdsgruppens betænkning foretaget en gennemgribende revision af de administrative forskrifter om tilsynsvirsomhed inden for kriminalforsorgen, der ikke alene retter sig mod tilsynsvirksomheden i forhold til prøveløsladte, men bl.a. også omfatter tilsynsvirksomheden i forhold til personer med betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning af 14. marts 1996.
Straffelovrådet kan herefter med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om gennemførelse af betingede domme. Rådet finder endvidere, at der i straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om gennemførelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, der bygger på de gældende regler herom i straffeloven og det ovennævnte cirkulære om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.
Rådet foreslår på den baggrund, at bestemmelserne om gennemførelse af vilkår om tilsyn og særvilkår ved betingede domme, herunder domme om samfundstjeneste, i straffelovens § 57, stk. 2, § 59, stk. 1, og § 65, jf. § 59, stk. 1, ophæves, jf. § 1, nr. 16, 18 og 23, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Rådet foreslår endvidere, at der som §§ 94-100 i rådets lovudkast indsættes bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste, der svarer til §§ 81-87 i rådets lovudkast om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse, jf. pkt. 5.12.2. ovenfor, med den afvigelse, at indberetning om vilkårsovertrædelse ved betingede domme afgives til anklagemyndigheden med henblik på, at spørgsmålet om reaktion kan forelægges for retten, jf. straffelovens § 60.
Herudover foreslås som §§ 101-104 i rådets lovudkast indsat en række bestemmelser om gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste.
Straffelovens regler om samfundstjeneste bygger på en forudsætning om, at ansvaret for gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste ligger hos kriminalforsorgen, jf. bl.a. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1829 ff. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 101, stk. 1, fastsat, at vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 63, gennemføres af kriminalforsorgen.
I § 101, stk. 2, fastsættes det i overensstemmelse med de gældende regler, at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den længstetid, der er udmålt ved dommen. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den fastsatte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Endvidere fastsættes det i § 101, stk. 3, at tilsynsmyndigheden træffer bestemmelse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres, og at den dømte i øvrigt skal overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af samfundstjenesten.
§ 101 suppleres i § 102 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste, herunder om erstatning for følger af ulykkestilfælde mv. under udførelse af samfundstjeneste.
I § 103 foreslås bestemmelser om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste. I overensstemmelse med de gældende regler fastsættes det i § 103, stk. 1, at kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt. Endvidere fastsættes det i § 103, stk. 2, at kriminalforsorgen ved overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal give den dømte pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives indberetning til anklagemyndigheden. Herudover foreslås i § 103, stk. 3, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.
Endelig foreslås det i § 104 fastsat, at reglerne om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 57, finder tilsvarende anvendelse, når sådanne vilkår er knyttet til en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 63, stk. 4.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan med enkelte redaktionelle ændringer i § 101 tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 94-100.
8. Forvaring
8.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 70 kan en person under visse nærmere angivne betingelser idømmes forvaring. Forvaring kan endvidere idømmes i medfør af straffelovens § 68, sidste pkt., som en formålstjenlig foranstaltning til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser begået af en utilregnelig person, jf. straffelovens § 16. Forvaring er en tidsubestemt retsfølge. Kompetence til at ændre eller endeligt ophæve denne retsfølge er henlagt til domstolene, jf. straffelovens 72.
Efter straffelovens § 74 fastsætter justitsministeren regler om behandlingen af personer, der anbringes i forvaring. Sådanne regler er fastsat ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 422 af 21. juni 1973 om behandling af personer, der anbringes i forvaring. Reglerne i denne bekendtgørelse har stor lighed med reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 421 af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen).
Fuldbyrdelse af en dom til forvaring sker derfor i det væsentlige efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af frihedsstraf. De få forskelle mellem fuldbyrdelse af forvaring og fuldbyrdelse af frihedsstraf vedrører ud over de ovennævnte regler i straffeloven om ændring og ophævelse af den idømte foranstaltning spørgsmålet om valg af fuldbyrdelsesinstitution og om overførsel mellem kriminalforsorgens institutioner samt spørgsmålet om udgang.
Fuldbyrdelse af dom til forvaring sker således normalt i Anstalten ved Herstedvester, der personalemæssigt er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller bistand eller for at være på en institution med et mere specialiseret behandlingspersonale. Endvidere træffes alle vigtige afgørelser vedrørende forvarede af Direktoratet for Kriminalforsorgen på årlige fællesmøder mellem direktoratet og institutionen. Afgørelser om lempelser i afsoningsforløbet træffes i øvrigt først efter indhentet udtalelse fra Rigsadvokaten, jf. herom 1989-betænkningen, s. 307-308.
8.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 308-309, 671, jf. § 101 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 738-739, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 124, jf. § 105 i rådets lovudkast, og s. 287-288.
Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 105, stk. 1, i rådets lovudkast i overensstemmelse med de gældende regler indsættes en bestemmelse, hvorefter forvaring fuldbyrdes efter lovudkastets kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.
Endvidere foreslås i § 105, stk. 2, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om fuldbyrdelse af forvaring, herunder om behandlingen af sager vedrørende tilladelse til udgang, overførsel til anden institution og prøveudskrivning.
8.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om fuldbyrdelse af forvaring. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 105.
9. Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
9.1. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
9.1.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder i kapitel 93 a nærmere regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Retsplejelovens regler giver mulighed for erstatning på objektivt grundlag i anledning af uforskyldt anholdelse, varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb, jf. §§ 1018 a og 1018 b.
Af særlig betydning for spørgsmålet om straffuldbyrdelse er retsplejelovens § 1018 d, hvorefter der tilkommer den, der har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, erstatning på tilsvarende objektivt grundlag, jf. § 1018 a, såfremt anke eller genoptagelse af straffesagen medfører bortfald af retsfølgen. Medfører anke eller genoptagelse af straffesagen formildelse, ydes der erstatning, såfremt den retsfølge, der er fuldbyrdet, er mere indgribende end den, der idømmes efter anke eller genoptagelse. Efter § 1018 d, stk. 2, kan erstatning nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sit forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen.
Retsplejeloven indeholder i §§ 1018 e og 1018 f nærmere regler om fremgangsmåden ved erstatningskravets behandling. Af § 1018 e fremgår det bl.a., at krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes over for statsadvokaten inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, regnes fristen fra den dag, da udskrift af dommen er forkyndt. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter fristens udløb, kan det behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig. Rigsadvokaten behandler klager over statsadvokaternes afgørelser. Imødekommes erstatningskravet ikke af Rigsadvokaten, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om afslaget forlange, at anklagemyndigheden indbringer kravet for retten, jf. § 1018 f.
Retsplejelovens § 1018 d giver som nævnt alene krav på erstatning på objektivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge er fuldbyrdet. Bestemmelsen giver derimod ikke krav på erstatning på objektivt grundlag for foranstaltninger eller indgreb, der finder sted under fuldbyrdelsen af straf mv. Sådanne krav afgøres på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Anmoder den pågældende om det, skal sådanne krav behandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 h.
Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i cirkulærer fastsat regler om erstatning i anledning af foranstaltninger under fuldbyrdelsen af straf mv. Konkrete erstatningskrav er i en årrække efter aftale mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten blevet behandlet efter principperne i retsplejelovens kapitel 93 a, og Rigsadvokaten har i enkelte sager efter indstilling fra Direktoratet for Kriminalforsorgen tilkendt indsatte erstatning for uberettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse i sikringscelle.
9.1.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 324-326, 671, jf. §§ 102-105 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 739-741, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 124-125, jf. §§ 106-109, og s. 288-291.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Forslaget til bestemmelse om fremgangsmåden ved behandling af krav om erstatning bygger på en flertalsopfattelse både i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 106 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har (1) udstået fængselsstraf i for lang tid, (2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller (3) været udelukket fra fællesskab.
I § 107 foreslås der givet adgang til at tillægge den, der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.
§§ 106 og 107 samt den nedennævnte bestemmelse i § 108 foreslås i § 109 i rådets lovudkast suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af krav om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
Herudover foreslår et flertal af Straffelovrådets medlemmer, at der i § 108 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter krav om erstatning i medfør af § 106 eller § 107 skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.
Flertallet finder, at der ikke kan rejses afgørende indvendinger mod denne ordning. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er mulighed for at bortse fra undskyldelige overskridelser af fristen, f.eks. i tilfælde, hvor den indsatte efter fristens udløb er kommet i besiddelse af oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Er kravet rejst rettidigt, og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen i øvrigt at kunne genoptage behandlingen af erstatningssagen.
Et mindretal i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet finder det ubegrundet i så høj grad at fravige forældelseslovens 5- årige forældelsesfrist for fremsættelse af erstatningskrav.
Endvidere bør tidspunktet for forældelsesfristens påbegyndelse ikke ubetinget knyttes til tidspunktet for indgrebets ophør. Der kan således meget vel forekomme sager, hvor den indsatte først længe efter indgrebets ophør får kendskab til de faktiske omstændigheder, der kan begrunde fremsættelsen af et erstatningskrav. Som eksempel peges på sager om besiddelse af euforiserende stoffer, hvor en disciplinærstraffet indsat først længe efter indgrebets ophør får kendskab til, hvem der var stoffets rette ejermand.
Fristen for fremsættelse af krav om erstatning for bl.a. uberettiget varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 1018 e er knyttet til éntydige og umiddelbart konstaterbare omstændigheder. Derimod giver ophøret af de indgreb, der er nævnt i §§ 106 og 107 i rådets lovudkast (§§ 102 og 103 i arbejdsgruppens lovudkast), ikke den indsatte samme mulighed for at konstatere, at indgrebet var uberettiget.
Hertil kommer, at personer, der er omfattet af retsplejelovens § 1018 a, normalt vil have en forsvarer, der kan vejlede den pågældende - og typisk vil gøre det af egen drift. Indsatte, der har været underkastet de ovennævnte indgreb, har næsten aldrig en forsvarer.
Mindretallet i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet finder derfor, at der ikke i forældelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 1018 e kan hentes støtte for at indføre en tilsvarende kort forældelsesfrist for fremsættelse af de i straffuldbyrdelsesloven omhandlede erstatningskrav.
På den baggrund foreslår disse mindretal, at forældelsesfristen for fremsættelse af erstatningskrav fastsættes til 1 år svarende til den i ombudsmandsloven fastsatte klagefrist.
De ovennævnte bestemmelser i §§ 106-109 i rådets lovudkast medfører i forhold til de gældende regler, at der i lighed med retsplejelovens regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb indføres en ordning, hvorefter indsatte har krav på erstatning på objektivt grundlag, dvs. uafhængigt af, om der er begået fejl eller forsømmelser, når den pågældende uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid eller uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab.
Endvidere indføres der mulighed for på objektivt grundlag at give erstatning i anledning af andre uforskyldte indgreb foretaget under straffuldbyrdelsen.
Forslaget om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med § 18, stk. 3, i rådets lovudkast, hvorefter der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. pkt. 5.4.2. ovenfor.
9.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes adgang til erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Justitsministeriet kan i den forbindelse af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde, at fristen for fremsættelse af erstatningskrav over for kriminalforsorgen fastsættes til to måneder efter indgrebets ophør. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 106-109.
9.2. Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
9.2.1. Gældende ret
Ved § 2 i lov nr. 367 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne i strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling af særlig grov karakter og afsoningsomkostninger mv.) blev pligten til at betale afsoningsomkostninger ophævet. Baggrunden var, at man ikke ønskede at påføre dømte en yderligere gældsbyrde under afsoningen, når den pågældende reelt var uden mulighed for at skaffe sig en indtægt under afsoningen bortset fra vederlag for beskæftigelsen i fængslet (arbejdspenge).
Nogle dømte har imidlertid under ophold i kriminalforsorgens institutioner mulighed for selv at skaffe sig en indtægt. Det gælder bl.a. indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i fængsel eller arresthus, f.eks. forfattervirksomhed eller anden selvstændig virksomhed. Endvidere kan peges på indsatte, der efter reglerne om udgang fra fængsel eller arresthus har frigang til lønnet arbejde eller egen indtægtsgivende virksomhed.
For den nævnte personkreds gælder, at de i den periode, hvor de har indtægt ved indtjening mv., også modtager forsørgelse fra det offentlige i form af ophold i en af kriminalforsorgens afsoningsinstitutioner. Efter ophævelse af pligten til at betale afsoningsomkostninger vil disse dømte blive væsentligt bedre stillet end personer uden for afsoningssystemet, der har indtægt, idet de under afsoningen ikke har udgifter til kost og logi.
Indsatte, der er udstationeret til eller i medfør af reglerne i straffelovens § 49, stk. 2, (§ 78 i rådets lovudkast) opholder sig i en af kriminalforsorgens pensioner, kan også have eget indtægtsgivende arbejde. Det samme gælder personer, der på andet grundlag end en dom til frihedsstraf, f.eks. en betinget dom eller beslutning om prøveløsladelse, opholder sig i en pension. Personer, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner uden at have arbejdsindtægt, kan i stedet have krav på at modtage sociale ydelser til underhold.
Efter en mangeårig praksis har indsatte og andre dømte, som har en arbejdsindtægt eller modtager sociale ydelser, på linie med de øvrige beboere være afkrævet betaling for ophold på kriminalforsorgens pensioner.
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven indføres en udtrykkelig hjemmel til at kræve opholdsbetaling af dømte, som under straffuldbyrdelsen på kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold, jf. § 110, stk. 2, og pkt. 9.2.2. og 9.2.3. nedenfor.
9.2.2. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 53-54, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 125, jf. § 110 i rådets lovudkast, og s. 291-292. Det bemærkes herved, at der siden arbejdsgruppens betænkning er gennemført en ophævelse af pligten til at betale afsoningsomkostninger, jf. pkt. 9.2.1. ovenfor.
Med henblik på at modvirke den ovenfor beskrevne utilsigtede virkning af ophævelsen af pligten til at betale afsoningsomkostninger foreslår Straffelovrådet, at der som § 110, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller uden for fængsel eller arresthus, betaler for opholdet.
I § 110, stk. 2, foreslås det fastsat, at pligten ifølge stk. 1 gælder tilsvarende for dømte, der under ophold på kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold. Stk. 1 og 2 foreslås i stk. 3 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om betalingen.
I udtrykket »betaler for opholdet« i § 110, stk. 1, ligger, at betalingspligten alene gælder i det omfang, hvor indtægten kan dække afsoningsomkostningerne. Rådet forudsætter endvidere, at de administrative bestemmelser om opholdsbetaling fastsættes, så dømte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde, har et beløb til rådighed, der mindst svarer til det vederlag, som udbetales dømte, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens foranstaltning, jf. § 42, stk. 1, i rådets lovudkast.
Med ordet »dømte« i § 110, stk. 2, i rådets lovudkast sigtes bl.a. til personer, der er anbragt i eller overført til pension efter reglerne i § 78 i rådets lovudkast, og personer, der opholder sig i pension på grundlag af en betinget dom. Udtrykket »offentlig ydelse til underhold« i samme bestemmelse omfatter ikke alene bistandshjælp og sociale pensioner, men også arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge.
Rådet har ikke fundet, at adgangen til at kræve betaling også bør omfatte dømte med formueindtægt. Det vil i praksis være sjældent forekommende, at dømte, der opholder sig i kriminalforsorgens institutioner, har formueindtægt af betydning. Hertil kommer, at det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt stort administrativt arbejde at sikre kontrollen hermed.
9.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om pligt for visse dømte til at betale for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 110.
9.3. Klageregler mv.
9.3.1. Gældende ret
I det følgende redegøres i hovedtræk for gældende ret med hensyn til indsattes adgang til at klage over afgørelser, der træffes som led i straffuldbyrdelsen.
Afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen, kan påklages efter de almindelige regler om administrativ rekurs. En afgørelse, der er truffet af en medarbejder i en institution, kan derfor påklages til institutionens leder, og lederens afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen), der træffer den endelige administrative afgørelse.
Herefter kan sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand. Klagen skal indgives inden et år regnet fra direktoratets afgørelse, jf. § 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand (ombudsmandsloven). Ombudsmanden har dog mulighed for at tage en sag op til undersøgelse af egen drift efter udløbet af denne frist, jf. ombudsmandslovens § 17, stk. 1. Ombudsmanden bedømmer, om myndigheder eller personer, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, har handlet i strid med gældende ret eller på anden måde gjort sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver. Ombudsmanden kan på den baggrund fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen, jf. ombudsmandslovens §§ 21 og 22. Viser ombudsmandens undersøgelse af en sag, at der må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til bl.a. Folketingets Retsudvalg og vedkommende minister, dvs. justitsministeren, jf. ombudsmandslovens § 24.
En endelig administrativ afgørelse kan også indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. Efter denne bestemmelse kan domstolene påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det antages, at domstolene kan tage stilling til ethvert spørgsmål om afgørelsens lovmæssighed, hvorimod domstolene anses for afskåret fra at efterprøve afgørelsens hensigtsmæssighed.
Herudover er der på visse områder fastsat særlige regler om domstolskontrol. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til retsplejelovens § 778 om varetægtsarrestanters adgang til at klage over fængselspersonalets adfærd og reglerne i straffeloven om domstolsprøvelse af visse vilkårsovertrædelser ved prøveløsladelse, jf. § 40, stk. 1, og vilkårsovertrædelser ved betingede domme, jf. §§ 60-61, herunder med vilkår om samfundstjeneste, jf. §§ 66-67, samt forvaring, jf. § 72.
Efter artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om den pågældendes borgerlige rettigheder og forpligtelser (den såkaldt civilretlige del af artikel 6) eller angående en mod den pågældende rettet anklage for en forbrydelse (den såkaldt strafferetlige del af artikel 6).
Ved afgørelsen af, om artikel 6 er anvendelig under den strafferetlige del i forhold til afgørelser, der træffes over for indsatte, herunder afgørelser, der indebærer disciplinære sanktioner, må der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis lægges vægt på følgende momenter: (1) overtrædelsens retlige klassificering efter national ret, (2) overtrædelsens karakter og (3) karakteren og intensiteten af sanktionen.
Kommissionen og Domstolen har i nogle sager haft anledning til at tage stilling til, hvorvidt foranstaltninger over for indsatte var straffesager omfattet af artikel 6.
I Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juni 1984 i sagen Campbell og Fell mod UK, EMD 80, var klagerne blevet tiltalt og dømt for disciplinære forseelser ved overtrædelse af fængselsregler, idet de havde deltaget i en opstand og i den forbindelse udøvet vold mod personale. Domstolen lagde til grund, at artikel 6 var anvendelig. Domstolen lagde vægt på overtrædelsens natur, herunder forseelsens alvorlige karakter, og at der var ligheder med overtrædelse af straffeloven. Domstolen lagde endvidere vægt på arten og alvoren af såvel den mulige som den faktiske straf, nemlig fortabelse af muligheden for væsentlig reduktion i straffen.
Der skal imidlertid forholdsvis meget til, før konventionsorganerne fastslår, at disciplinære sanktioner over for indsatte antager karakter af straf, så artikel 6 er anvendelig.
I klagesag 7754/77 X mod Schweiz, DR 11, s. 216, var en person, der afsonede en fængselsstraf, returneret for sent efter udgang fra fængslet. Fængselsdirektøren idømte den pågældende en disciplinær sanktion, der indebar 5 dages isolation og tilbagekaldelse af en meddelt udgangstilladelse. Kommissionen fandt, at der ikke var tale om en straffesag, hvorfor artikel 6 ikke fandt anvendelse.
I klagesag 1169/85 Pelle mod Frankrig, DR 50, s. 263, havde en person, der afsonede en straf på 12 års fængsel, fremsat trusler mod en fængselsfunktionær. Den indsatte blev idømt en disciplinær sanktion af 12 dage i en særlig strafcelle. Den idømte foranstaltning kunne også få betydning, når der senere skulle tages stilling til spørgsmålet om prøveløsladelse, idet den periode, det var muligt at blive prøveløsladt, kunne blive reduceret, så tidspunktet for en prøveløsladelse blev udskudt tilsvarende. Efter praksis kunne den pågældende regne med 18 dages reduktion af prøveløsladelsesperioden. Kommissionen fandt ikke, at de 12 dage i særlig strafcelle gav anledning til problemer i forhold til artikel 6, da der ikke var tale om nogen yderligere frihedsberøvelse, men snarere en skærpelse af afsoningsformen. Artikel 6 var derfor ikke anvendelig. For så vidt angik de 18 dages fortabelse af mulig prøveløsladelse, fandt Kommissionen ikke, at der var tale om en sanktion af en sådan karakter, at forholdet kunne bringes ind under artikel 6. Artikel 6 var således i det hele uanvendelig.
Kommissionen har ligeledes udtalt, at artikel 6 ikke var anvendelig i forhold til forskellige beslutninger vedrørende fuldbyrdelsen af straf. En beslutning om, i hvilken institution en straf skulle afsones, var således ikke omfattet af artikel 6, jf. Application no. 7034/75 X v. Austria, Dec. 12.10.77, DR 10, s. 146.
En klassificering af indsatte i forskellige risikokategorier faldt ligeledes uden for, jf. Application no. 8575/79, X v. United Kingdom, Dec. 14.12.79, DR 20, s. 202. Klageren var idømt fængsel på livstid for mord på flere børn og var i lange perioder anbragt under særlige sikkerhedsforhold (»in conditions of high security«) og i isolation. Da klageren var klassificeret i en særlig kategori af indsatte, havde han kun i meget begrænset omfang tilladelse til at tage del i fængselslivet. Kommissionen fandt, at der var tale om en administrativ klassificering, der faldt uden for anvendelsesområdet for artikel 6.
Indsættelse af en prøveløsladt faldt ligeledes udenfor, jf. Application no. 7648/76, X v. Switzerland, Dec. 6.12.77, DR 11, s. 175.
På baggrund af den ovennævnte konventionspraksis kan det konstateres, at administrative beslutninger, der er rettet mod indsatte og træffes som led i straffuldbyrdelsen, som altovervejende hovedregel ikke er omfattet af den strafferetlige del af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Som anført ovenfor omfatter artikel 6 imidlertid også afgørelser, der træffes i en strid om en persons borgerlige rettigheder og forpligtelser (den civilretlige del af artikel 6). Justitsministeriet er ikke bekendt med afgørelser fra konventionsorganerne, hvor den civilretlige del af artikel 6 har fundet anvendelse i forhold til afgørelser, der træffes som led i straffuldbyrdelsen.
Kommissionen har derimod i en afgørelse udtrykkeligt afvist, at den civilretlige del af artikel 6 skulle finde anvendelse på disciplinære foranstaltninger over for indsatte. I klagesag nr. 8317/78, McFeeley m.fl. mod UK, DR 20, s. 44, havde nogle indsatte nægtet at bære fængselsuniform og udføre arbejde. Det medførte, at de pågældende blev pålagt nogle disciplinære sanktioner (bl.a. fortabelse af 14 dages prøveløsladelse, fortabelse af privilegier i 14 dage, fortabelse af 14 dages løn og anbringelse i særlig celle i 3 dage). Kommissionen afviste, at der var tale om straffesager, ligesom Kommissionen afviste, at sådanne disciplinære sanktioner over for indsatte var omfattet af den civilretlige del af artikel 6.
Kommissionen har i en anden sag udtalt, at en tvist mellem den indsatte og fængselsmyndighederne vedrørende vederlag for det arbejde, der udføres som led i afsoningen, ligeledes falder uden for anvendelsesområdet for artikel 6, jf. klagesag nr. 3195/67, Yearbook 11 (1968), s. 529 (560).
I »Den Europæiske Menneskeretskonvention med kommentarer« af Peer Lorenzen m.fl. (1994) er der rejst spørgsmål om, hvorvidt domstolskontrollen efter grundlovens § 63, således som den efter gældende teori og praksis udøves, på alle retsområder vil blive anset for tilstrækkelig. Det gælder navnlig i forhold til indgreb af nogen intensitet i personlige forhold, jf. kommentaren s. 172.
Som det fremgår af pkt. 9.3.3. nedenfor, finder Justitsministeriet i lighed med Straffelovrådet, at udbygning af den administrative klageadgang bør ske ved at udvide mulighederne for domstolsprøvelse. Justitsministeriet er endvidere enig med Straffelovrådet i, at de forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse, der peges på i pkt. 9.3.4. nedenfor, opfylder de krav, der efter konventionens artikel 6 gælder om bl.a. ret til en retfærdig rettergang. Justitsministeriet har på den baggrund i lighed med Straffelovrådet ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere behandling af det ovenfor rejste spørgsmål, jf. herved 1998-betænkningen, s. 47.
9.3.2. Administrativ klageadgang
9.3.2.1. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 332-333 (pkt. 45.4.1.), 672, jf. § 106 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 741-742, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 52, 125, jf. § 111 i rådets lovudkast, og s. 292.
Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om administrativ klageadgang.
Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 111, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter afgørelser, der i henhold til straffuldbyrdelsesloven er truffet af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder - dvs. afdelinger, pensioner, arresthuse og fængsler - eller af politiet, kan påklages til justitsministeren.
Bestemmelsen medfører en lovfæstelse af den almindelige ulovbestemte adgang til administrativ rekurs. Bestemmelsen skal sammenholdes med § 90, stk. 4, i rådets lovudkast, der viderefører den nuværende bemyndigelse i retsplejelovens § 1003 til at fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, jf. pkt. 6.2. ovenfor.
I § 111, stk. 2, i rådets lovudkast foreslås det fastsat, at klage til justitsministeren skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, og at justitsministeren i særlige tilfælde kan bortse fra overskridelse af denne frist.
Bestemmelsen medfører i forhold til gældende ret, at der indføres en særlig klagefrist. Formålet med forslaget er bl.a. at medvirke til en samlet hurtig gennemførelse af klagesagen.
Herudover foreslås det i § 111, stk. 3, i rådets lovudkast fastsat, at klage til justitsministeren ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller justitsministeren træffer bestemmelse herom. Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til den nuværende retstilstand.
Endelig foreslås de ovennævnte bestemmelser i § 111, stk. 4, suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om klagevejledning og om behandlingen af klagesager. Rådet finder i den forbindelse i modsætning til arbejdsgruppen ikke, at der er behov for at indføre hjemmel til at fravige forvaltningslovens regler om klagevejledning.
9.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om den administrative klageadgang. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 111.
9.3.3. Udvidelse af klageordningen
9.3.3.1. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 333-334 (pkt. 45.4.2.), 336-338 (pkt. 45.4.3.2.) og 610-611, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 54-55 og 58-60.
9.3.3.1.1. Til fordel for at opretholde den nuværende klageordning er det i Straffelovrådet anført, at der ikke er behov for at udvide klageordningen, bl.a. fordi der allerede er mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand. Endvidere er der som led i gennemførelsen af den nye ombudsmandslov sket en intensivering af ombudsmandens inspektionsvirksomhed for så vidt angår fængsler og arresthuse. Desuden er det også efter den gældende klageordning muligt at få prøvet kriminalforsorgens afgørelser ved domstolene, jf. grundlovens § 63.
Som begrundelse for at udvide klageordningen er det nævnt, at det kan være vanskeligt at udnytte klageadgangen efter grundlovens § 63, idet denne klageadgang forudsætter, at den indsatte udtager stævning mod Justitsministeriet efter retsplejeloven. Endvidere antages domstolene alene at kunne efterprøve afgørelsens lovmæssighed, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen har hjemmel i loven og er truffet ud fra saglige hensyn. Der foretages således ikke en efterprøvelse af hensigtsmæssigheden af det skøn, afgørelsen bygger på. Endelig kan en udvidelse af klageordningen - for nogle af sagernes vedkommende - anføres at falde i tråd med nyere tendenser i lovgivningen i retning af at udvide mulighederne for at få efterprøvet visse særligt indgribende afgørelser af myndigheder, der er uafhængige af det almindelige forvaltningsapparat.
Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet, at retssikkerhedsmæssige grunde taler for, at den administrative klageordning udbygges, så der gives indsatte udvidet mulighed for at påklage visse særligt indgribende afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen til en myndighed uden for kriminalforsorgen. Rådet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at indførelse af en yderligere klagemulighed inden for Justitsministeriets område næppe fuldt ud vil tilgodese de hensyn, der danner grundlag for at udvide klageadgangen. Rådet har på den baggrund også samlet sine overvejelser om fordele og ulemper ved henholdsvis en nævn- og en domstolsordning.
9.3.3.1.2. Til støtte for indførelse af et klagenævn har arbejdsgruppen fremhævet, at det er ønskeligt, at afgørelser vedrørende fuldbyrdelse af straf efterprøves af personer med særlig kriminalforsorgsmæssig indsigt, og at en sådan indsigt kan sikres i et nævn gennem dets særlige sammensætning. Endvidere må man gennem et landsdækkende nævn antages at have bedre mulighed for at sikre en ensartet behandling af sager fra sammenlignelige afsoningsinstitutioner end gennem domstolskontrol, der udøves af forskellige byretter. Desuden kan den hurtige sagsbehandling, som arbejdsgruppen finder ønskelig og nødvendig ved afgørelser inden for straffuldbyrdelsens område, gennemføres ved et nævn.
Formanden for nævnet bør efter arbejdsgruppens opfattelse være dommer. I øvrigt bør nævnet sammensættes af repræsentanter for kriminalforsorgen og af advokater med stor erfaring som forsvarere i straffesager eller andre repræsentanter for de indsatte.
Til støtte for at udvide domstolskontrollen anfører arbejdsgruppen bl.a., at domstolene er vant til at træffe eller efterprøve afgørelser af særligt indgribende karakter over for enkeltpersoner, og at de fleste afgørelser, der kan blive tale om at efterprøve, jf. pkt. 9.3.4. nedenfor, vedrører varigheden eller intensiteten af frihedsberøvelsen, hvilket er et centralt domstolsanliggende. Endvidere vil mange af de omhandlede afgørelser skulle træffes på grundlag af en vurdering af risiko for ny kriminalitet eller andet misbrug af en lempelig afsoningsform, dvs. vurderinger, der er velkendt område for domstolene.
Arbejdsgruppen antager, at en domstolsordning vil være billigere end en nævnsordning, idet afhøringer vil kunne ske lokalt i byretterne. Endvidere kan den nødvendige kriminalforsorgsmæssige indsigt sikres ved, at sagerne indbringes for domstolene af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og ved, at afgørelserne træffes på grundlag en partsprocedure i retten mellem medarbejdere fra direktoratet og den dømte og vedkommendes forsvarer. Den fornødne ensartethed kan opnås gennem adgangen til at indbringe byrettens afgørelser for landsretterne og eventuelt Højesteret.
Arbejdsgruppen finder også, at domstolene kan sikre den fornødne hurtige sagsbehandling. I særlig hastende tilfælde må domstolene endog antages at have bedre mulighed for hurtig berammelse end et landsdækkende nævn.
Et flertal i arbejdsgruppen (10 medlemmer) foreslår bl.a. på den anførte baggrund, at klageadgangen udvides i form af en domstolsordning. Enkelte medlemmer forudsætter herved, at sagerne sikres en hurtig berammelse, behandling og afgørelse. Et mindretal (1 medlem) foreslår, at der oprettes et landsdækkende klagenævn bestående af tre medlemmer og med en dommer som formand samt yderligere to medlemmer, der repræsenterer henholdsvis kriminalforsorgen og erfarne forsvarsadvokater eller andre repræsentanter for de indsatte.
Ud over de hensyn, der er nævnt af arbejdsgruppen til støtte for at udvide domstolskontrollen, peger Straffelovrådet på, at der hos befolkningen må antages at være større tillid knyttet til afgørelser truffet af domstolene end til afgørelser truffet af en administrativ instans som et nævn. Efter rådets opfattelse består der også en risiko for, at bl.a. de indsatte vil afvise nævnsmodellen med henvisning til, at et nævn ikke har den ønskede uafhængighed i forhold til kriminalforsorgen. Disse principielle synspunkter taler efter rådets opfattelse med vægt for at vælge en domstolsordning.
Straffelovrådet finder det endvidere tvivlsomt, om et landsdækkende nævn har praktisk mulighed for med den fornødne hurtighed at behandle det relativt store antal sager, der, afhængig af valget af klagemodel, jf. pkt. 9.3.4. nedenfor, kan blive tale om. Det gælder navnlig, hvis udgangspunktet skal være mundtlig sagsbehandling, jf. pkt. 9.3.5. nedenfor. En udvidet nævnsordning med flere og eventuelt decentrale afdelinger vil også gøre det vanskeligt at sikre en ensartet behandling og afgørelse af sagerne.
Ved valget af klageordning må der også tages hensyn til de internationale forpligtelser, der påhviler Danmark, først og fremmest artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som nævnt i pkt. 9.3.1. ovenfor, kan der forekomme tilfælde, hvor en administrativ beslutning, der er rettet mod en indsat og truffet som led i straffuldbyrdelsen, er omfattet af artikel 6. Dette forhold taler for ved valget af klageordning som udgangspunkt at foretrække domstolene frem for en nævnsordning.
Selv om det kan være vanskeligt at skønne over de administrative og økonomiske konsekvenser, som et forslag om udvidet domstolskontrol vil medføre, jf. pkt. 9.3.4. nedenfor, kan Straffelovrådet på den anførte baggrund tiltræde, at en eventuel udbygning af den administrative klageadgang sker ved at udvide mulighederne for domstolsprøvelse.
9.3.3.1.3. Straffelovrådet er i lighed med arbejdsgruppen opmærksom på følgerne af en udvidet domstolsprøvelse for ombudsmandens praksis vedrørende behandling af sager inden for straffuldbyrdelsesområdet, jf. herved 1998-betænkningen, s. 59, jf. 56-58. Indføres en særlig adgang til domstolsprøvelse, må det således forventes, at ombudsmanden i almindelighed vil undlade at foretage en materiel prøvelse i de pågældende sager.
Indførelse af en udvidet adgang til domstolsprøvelse for visse sager behøver dog ikke og bør ikke medføre, at ombudsmanden undlader at se på sagsbehandlingen i de omhandlede sager. Uanset en særlig adgang til domstolsprøvelse er det efter rådets opfattelse fortsat begrundet og ønskeligt, at ombudsmanden behandler forvaltningsprocessuelle spørgsmål (sagsbehandlingsrutiner og lign.) i disse sager, i den udstrækning de pågældende spørgsmål ikke kan forventes at blive inddraget under en eventuel domstolsprøvelse.
En gennemgang af praksis vedrørende ombudsmandens inspektionsvirksomhed viser endvidere, at inspektionsvirksomheden ikke alene omfatter en generel inspektion af bygningsforhold og lign. Under inspektionsbesøgene fremdrages således jævnligt tillige forhold vedrørende den almindelige klagesagsbehandling, herunder generelle hjemmelsspørgsmål, ligesom de drøftelser, ombudsmanden fører på stedet, undertiden påvirker de administrative procedurer.
Gennemføres en særlig adgang til domstolsprøvelse for så vidt angår en række særligt indgribende afgørelser vedrørende de indsatte, jf. pkt. 9.3.4. nedenfor, må ombudsmanden forventes at afvise at foretage en materiel prøvelse af sådanne afgørelser. Imidlertid er der efter rådets opfattelse ingen grund til, at gennemførelsen skulle medføre, at ombudsmanden ikke kan fortsætte sin generelle inspektionsvirksomhed på kriminalforsorgens område. Rådet finder det ønskeligt, at denne inspektionsvirksomhed fortsættes.
I det omfang, ombudsmanden under sine inspektioner bliver mødt med klager over konkrete afgørelser, som er omfattet af domstolskontrollen, vil ombudsmanden kunne vejlede klageren om adgangen til domstolsprøvelse. Sådanne konkrete klager vil endvidere kunne henlede ombudsmandens opmærksomhed på kritisable sagsbehandlingsrutiner mv., som ombudsmanden vil kunne tage stilling til uden at komme i konflikt med domstolsprøvelsen.
9.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de grunde, Straffelovrådet har anført, jf. pkt. 9.3.3.1.1.-9.3.3.1.3. ovenfor, tiltræde, at den nuværende administrative klageadgang udbygges ved at udvide mulighederne for domstolsprøvelse.
9.3.4. Afgrænsningen af de afgørelser, der bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse
9.3.4.1. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 334-336 (pkt. 45.4.3.1.), 672-673, jf. § 107 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 742-745, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 63-84, 126, jf. § 112 i rådets lovudkast, og s. 292-293.
9.3.4.1.1. Forslaget til bestemmelse om afgrænsning af de afgørelser, der bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, bygger på en flertalsopfattelse i arbejdsgruppen. I Straffelovrådet har fire ud af rådets otte medlemmer foreslået en bestemmelse, der i forhold til arbejdsgruppens lovudkast begrænser adgangen til domstolsprøvelse til visse særligt indgribende afgørelser. Bestemmelsen er optaget som § 112 i rådets lovudkast.
9.3.4.1.2. Der har i Straffelovrådet været enighed om, at det er nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af de afgørelser, der kan tænkes omfattet af en udvidet klageordning, idet der ikke kan antages at være tilstrækkeligt grundlag for, at en udvidet klageordning skal omfatte alle konkrete afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen som led i straffuldbyrdelsen.
Arbejdsgruppen har ved sin afgrænsning taget udgangspunkt i afgørelser, der vedrører udstrækningen eller intensiteten af frihedsberøvelsen. Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt på, om afgørelsen må anses for atypisk i forhold til det straffuldbyrdelsesforløb, der normalt kan påregnes, og om afgørelsen i så fald vedrører spørgsmål af så indgribende karakter, at den bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
Straffelovrådet har herudover hæftet sig ved, at de afgørelser, som et flertal i arbejdsgruppen foreslår omfattet af den udvidede klageordning, har baggrund i forskellige hensyn.
Således sigter en række afgørelser på at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder, idet der henvises til rådets lovudkast, bl.a. visse afgørelser om anbringelse i arresthus og lukket fængsel, jf. § 21, stk. 3, nr. 1-3, og § 22, stk. 2-4, nr. 1, overførsel fra åbent til lukket fængsel og fra fængsel til arresthus, jf. § 25, stk. 1-3, nr. 1, og § 28, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, samt nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel og fra arresthus til fængsel, jf. § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1. Som andre eksempler kan nævnes afgørelser om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste, jf. § 53, stk. 1, 3. pkt., udelukkelse fra fællesskab, jf. § 63, og anbringelse i sikringscelle, jf. § 66.
Andre afgørelser har stor lighed med straffesager, idet de retter sig mod handlinger, som den indsatte har foretaget. Der sigtes i den forbindelse til afgørelser om disciplinærstraf, anbringelse i forhørscelle og konfiskation, jf. §§ 67-73 i rådets lovudkast. Til denne gruppe kan naturligt også henregnes afgørelser om erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i forhørscelle og strafcelle, jf. § 106 i rådets lovudkast. Det gælder derimod ikke i fuldt samme omfang afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i sikringscelle og udelukkelse fra fællesskab, idet disse indgreb ikke retter sig mod handlinger, som den indsatte har foretaget, men som nævnt ovenfor har til formål at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne.
En række afgørelser retter sig særligt mod længden af frihedsberøvelsen af den indsatte. Det gælder bl.a. afgørelser om straffetidsberegningen, nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen, jf. §§ 14 og 16, § 80, stk. 1, og § 86, stk. 4, i rådets lovudkast.
En særlig gruppe udgør afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blad, jf. § 37, stk. 3, indskrænkning i den indsattes kontakt til medierne, jf. § 59, stk. 2, og tilbageholdelse af breve, der er bestemt til afsendelse, jf. § 55, stk. 4, i rådets lovudkast. Det skyldes, at formålet med disse afgørelser både kan være at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne, og at varetage andre hensyn, f.eks. hensynet til den forurettede ved lovovertrædelsen.
Straffelovrådet har på den baggrund overvejet at afgrænse klageordningen på anden måde end den, arbejdsgruppen foreslår, jf. 1989-betænkningen, s. 672-673 og 1998-betænkningen, s. 61-62 (§ 107 i arbejdsgruppens lovudkast).
Rådet har bl.a. overvejet at indføre tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse af visse afgørelser, f.eks. afgørelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf i arresthus eller lukket fængsel. Rådet har også overvejet at skærpe de tidsmæssige betingelser for domstolsprøvelse, der allerede indgår i arbejdsgruppens forslag til domstolsprøvelse, f.eks. afgørelser om nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel. Et forslag til en model, der med enkelte yderligere tilføjelser svarer til den afgrænsning, som arbejdsgruppen har foreslået, men som for visse afgørelsers vedkommende skærper de tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, er beskrevet i model 1, jf. 1998-betænkningen, s. 66-73.
Med en klageordning, der skærper de tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, opnås det, at man principielt fastholder den afgrænsning, som arbejdsgruppen har foreslået, samtidig med, at domstolsprøvelsen forbeholdes de længerevarende afsoningsforløb, hvor behovet for en sådan må antages at være størst. Imod den omhandlede klageordning kan det anføres, at der for så vidt angår indsatte med kortere straffe på samme måde kan opstå tilfælde, hvor retssikkerhedsmæssige hensyn kan tale for, at der bør være en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
En anden mulighed er at begrænse klageadgangen til afgørelser, der har lighed med straffesager, er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen eller retter sig mod det tidspunkt, hvor den indsatte kan forventes at blive prøveløsladt. Der sigtes her bl.a. til afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af brev af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen samt nægtelse af erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i strafcelle. Et forslag til en klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter, er beskrevet i model 2, jf. 1998-betænkningen, s. 73-74.
Til støtte for at fastlægge klageordningen som i model 2 kan anføres, at straffuldbyrdelsen ligger i forlængelse af straffesagen, og at det derfor ved fastlæggelsen af en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen kan være naturligt at tage udgangspunkt i den afgrænsning, der er angivet ovenfor. Heroverfor kan det anføres, at flere af de nævnte typer af afgørelser, f.eks. disciplinærstraffe, ikke af de indsatte anses for at være så indgribende som andre afgørelser, f.eks. afgørelser ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn om anbringelse i lukket fængsel eller arresthus, overførsel fra åbent til lukket fængsel eller fra fængsel til arresthus eller nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel eller fra arresthus til fængsel samt afgørelser om nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang.
Rådet har på den baggrund overvejet at udforme klageordningen, så den omfatter afgørelser som nævnt i model 2 og afgørelser om anbringelse og overførsel eller nægtelse af overførsel til anden afsoningsinstitution samt nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang som beskrevet i model 1. En sådan mellemløsning indebærer, at klageordningen både omfatter afgørelser, der naturligt ligger i forlængelse af straffesagen, og afgørelser, der træffes for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen og typisk opfattes som særligt indgribende af de indsatte. Et forslag til klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter, er beskrevet i model 3, jf. 1998-betænkningen, s. 74-75.
Endelig har rådet overvejet at kombinere en af de nævnte modeller med en appelbegrænsning, så der som udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse i 1. instans, dvs. byretten, jf. herved pkt. 9.3.6. nedenfor.
9.3.4.1.3. Kriminalforsorgen har til brug for Straffelovrådet foretaget et skøn over de økonomiske og administrative konsekvenser, som gennemførelse af hver af de i pkt. 9.3.4.1.2. nævnte 3 modeller må antages at medføre. Der henvises herom til 1998-betænkningen, bilag 4.
Af kriminalforsorgens beregning fremgår bl.a., at skønnet over det forventede antal klagesager efter Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse er realistisk, når henses til, at de indsatte ved at benytte en enkel adgang til domstolsprøvelse vil have »alt at vinde og intet at tabe«. Direktoratet anser det for sandsynligt, at adgangen til at få indbragt afgørelsen for en uvildig instans vil øge de indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de særlig indgribende afgørelser.
Med hensyn til ressourceforbruget ved de enkelte sager er beregningen baseret på en antagelse af, at størstedelen af klagerne vil blive rejst af indsatte med længere straffe, hvor det ikke sjældent vil være nødvendigt at transportere og fremstille de indsatte i retten. Det er endvidere lagt til grund, at der i vekslende omfang vil være behov for at indkalde fængselspersonale til at afgive vidneforklaring i retten.
Præsidenten for Østre Landsret har til brug for Straffelovrådet foretaget et skøn over de økonomiske og administrative konsekvenser for domstolene, herunder for så vidt angår udgifterne til beskikkelse af advokater. Der henvises herom til 1998-betænkningen, bilag 5.
9.3.4.1.4. Fire af Straffelovrådets otte medlemmer finder herefter, at der ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn kan være grund til at udbygge den nugældende klageordning, så der gives de indsatte mulighed for på en enkel måde at indbringe visse særligt indgribende afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen for domstolene. Selv om ressourcemæssige hensyn ikke skal være afgørende for valget af model, vil det dog efter disse medlemmers opfattelse være unaturligt ikke også i overvejelserne at inddrage dette aspekt. En ordning kan være så bekostelig i forhold til det, der opnås herved, og det, der skønnes nødvendigt at opnå, at det må overvejes, om disse ressourcer bedre kan benyttes til opnåelse af andre mål inden for kriminalforsorgen.
Ved afgrænsningen af en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen vil det være naturligt at tage udgangspunkt i afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt må anses for at være af særligt indgribende betydning for den indsatte. En klageordning, der f.eks. bygger på model 1, indebærer, at der gives adgang til udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, som retter sig mod kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder bl.a. visse afgørelser om anbringelse i arresthus og lukket fængsel, overførsel fra åbent til lukket fængsel og fra fængsel til arresthus samt nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel og fra arresthus til fængsel. Også afgørelser om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste, udelukkelse fra fællesskab og hensættelse i sikringscelle omfattes af den udvidede klageordning ifølge model 1.
Bl.a. afgørelser om anbringelse i og overførsel mellem de forskellige afsoningsinstitutioner i kriminalforsorgen opfattes ofte som indgribende af de indsatte. Kriminalforsorgen har imidlertid ansvaret for opretholdelse af orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne, og personer, der er idømt frihedsstraf, må påregne, at der under afsoningen opstår behov for at træffe afgørelser om f.eks. overførsel til lukket fængsel eller til arresthus eller om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste af hensyn til kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen. Det kan derfor give anledning til tvivl, om den udvidede adgang til domstolsprøvelse også bør gælde i tilfælde, hvor kriminalforsorgen af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde nødsages til at gøre indgreb over for den indsatte.
Udformningen af en udvidet klageordning bør sikre, at domstolsprøvelsen forbeholdes tilfælde, hvor der må antages at være et reelt behov for en sådan ordning. Det bør i den forbindelse haves for øje, at de afgørelser, der af arbejdsgruppen foreslås inddraget under en udvidet adgang til domstolsprøvelse, i vidt omfang beror på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Det gælder f.eks. behovet for at skride ind af hensyn til opretholdelse af orden og sikkerhed i en afsoningsinstitution. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, et kendskab som domstolene ikke har i samme omfang. Domstolene må derfor forventes at udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af skønsudøvelsen i det enkelte tilfælde.
Afgørelser, der er begrundet i hensynet til opretholdelse af orden og sikkerhed, skal efter deres karakter typisk træffes og iværksættes hurtigt. Det er da også baggrunden for, at der både i arbejdsgruppens og rådets lovudkast stilles forslag om, at sagens indbringelse for retten normalt ikke har opsættende virkning, jf. pkt. 9.3.5. nedenfor. Netop for de her omhandlede afgørelser synes en domstolsprøvelse, hvor resultatet vil foreligge kortere eller længere tid efter afgørelsen, ikke åbenbart nødvendig eller hensigtsmæssig. De ovennævnte fire medlemmer finder således, at man netop på dette område er uden for kerneområdet for en retslig kontrol. Efter de foreliggende erfaringer har kriminalforsorgen da også hidtil på betryggende måde været i stand til at træffe disse afgørelser. Afgørelserne vil også som hidtil kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand. Det følger endelig ikke af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den indsatte har krav på en udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser som de omhandlede.
Til det anførte kommer, at de økonomiske og administrative konsekvenser af at lade de afgørelser, der af kriminalforsorgen træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, være omfattet af en udvidet klageordning, vil være endog særdeles betydelige.
På denne baggrund er det disse medlemmers opfattelse, at de omtalte afgørelser bør holdes uden for en udvidet klageordning.
Medlemmerne finder, at det ved afgrænsningen af en udvidet adgang til domstolskontrol er nærliggende at tage udgangspunkt i afgørelser, der ligger i naturlig forlængelse af straffesagen eller i øvrigt er af særligt indgribende betydning for den indsatte, dvs. afgørelser om straffetidsberegning, disciplinærstraf og konfiskation. Også afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen bør omfattes, idet disse afgørelser retter sig mod det tidspunkt, hvor den indsatte kan forventes at blive løsladt, og derfor er af meget væsentlig betydning for den pågældende.
Endelig vil det være naturligt at inddrage afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og for indgreb, der har lighed med straffesager. For så vidt angår erstatning må det dog også kræves, at selve indgrebet er undergivet udvidet adgang til domstolsprøvelse. Det medfører, at den udvidede adgang til domstolsprøvelse ikke bør omfatte afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i forhørscelle, og at den udvidede adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i strafcelle begrænses til tilfælde, hvor en sådan anbringelse har varet mere end 7 dage.
Afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade, indskrænkning i den indsattes kontakt til medierne og tilbageholdelse af breve bestemt til afsendelse kan være begrundet såvel i ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn som i andre hensyn, f.eks. hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. De ovennævnte fire medlemmer har derfor overvejet, om der i disse tilfælde kan antages at være et særligt behov for at give mulighed for en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
Afgørelser om tilbageholdelse af breve må anses for et væsentligt indgreb i den indsattes mulighed for at kontakte personer uden for afsoningsinstitutionen. I de tilfælde, hvor dette indgreb ikke kan begrundes med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, men alene har baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, må der antages at være et særligt behov for, at afgørelsen om tilbageholdelse af brevet kan prøves ved domstolene. Endvidere giver det ifølge kriminalforsorgen ikke i praksis anledning til vanskelighed at udskille de tilfælde, hvor breve tilbageholdes af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Disse medlemmer finder på den baggrund i lighed med arbejdsgruppen, at afgørelser, hvorved der af hensyn til den forurettede ved lovovertrædelsen gøres indgreb i den indsattes ret til at afsende breve, bør omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse.
Afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade og indskrænkning i den indsattes ret til kontakt til medierne må også anses for væsentlige indgreb. I de tilfælde, hvor indgrebet kan begrundes med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, må den indsatte dog påregne, at der kan gøres indgreb i retten til at udgive blade og kontakte medierne.
Ifølge kriminalforsorgen er hovedparten af de afgørelser, der i dag træffes om indgreb i retten til at udgive blade, begrundet i ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Endvidere kan det i praksis være vanskeligt at udskille de tilfælde, hvor afgørelsen beror på andre end ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Desuden er afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade ikke omfattet af arbejdsgruppens forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. På den baggrund finder de ovennævnte fire medlemmer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå disse afgørelser omfattet af den udvidede klageordning. Der vil fortsat være mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand.
Ifølge kriminalforsorgen er hovedparten af de afgørelser, der i dag træffes om indgreb i den indsattes kontakt til medierne, begrundet med hensynet til retsfølelsen. Dette forhold giver efter de ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for, at forslaget om udvidet adgang til domstolsprøvelse også bør omfatte afgørelser af denne type. Som det fremgår af § 59, stk. 2, i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.6.2. ovenfor, kræver bestemmelsen, at der foreligger kvalificerede omstændigheder, for at kriminalforsorgen af hensyn til retsfølelsen kan gøre indgreb i den indsattes ret til kontakt til medierne. Bestemmelsens anvendelsesområde er således indskrænket til de særlige tilfælde, hvor formålet med begrænsningen er at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Endvidere er der fortsat adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand, når afgørelser af denne type ikke medtages i forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. Afgørelser om begrænsning i den indsattes ret til kontakt til medierne er i øvrigt heller ikke omfattet af arbejdsgruppens forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. De fire medlemmer finder på den baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå disse afgørelser omfattet af den udvidede klageordning.
De fire medlemmer er opmærksomme på, at afgørelser om nægtelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang ofte opfattes som indgribende af indsatte. Heroverfor kan imidlertid anføres, at afgørelser om nægtelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang ikke retter sig mod længden af frihedsberøvelsen. Endvidere har sådanne afgørelser ikke lighed med straffesager i samme omfang som f.eks. afgørelser om disciplinærstraf og konfiskation. Hertil kommer, at der i afgørelser om udgang indgår en skønsmæssig vurdering bl.a. af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen, og at domstolene derfor må forventes at udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af skønsudøvelsen i det enkelte tilfælde. Endelig vil der også på dette område fortsat være adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand. På den baggrund er der efter disse medlemmers opfattelse heller ikke på dette område tilstrækkeligt grundlag for at foreslå regler, der giver udvidet adgang til domstolsprøvelse.
Et mindretal i arbejdsgruppen gik ind for, at afgørelser om nægtelse af tilladelse til at have sit barn under 3 år hos sig i afsoningsinstitutionen bør omfattes af den udvidede klageordning, jf. 1989-betænkningen, s. 621-622. Mindretallet lagde i den forbindelse vægt på, at en sådan afgørelse kan få store og langtrækkende konsekvenser for både den indsatte og barnet. Endvidere har domstolene en betydelig erfaring i behandlingen af sager om forældremyndighed, og domstolene må derfor antages at være bedre egnet end kriminalforsorgen til at foretage en helhedsvurdering af, hvad der er bedst for barnet.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 54 i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2.2. ovenfor, kan rådet tiltræde, at man i straffuldbyrdelsesloven viderefører den nuværende mulighed for at have små børn hos sig under afsoningen. Rådet finder imidlertid ikke, at det skal påhvile kriminalforsorgens institutioner at tage stilling til, om det er bedst for barnet at opholde sig hos den indsatte i institutionen. Vurderingen af, om dette er stemmende med barnets tarv, bør påhvile de sociale myndigheder, der i modsat fald vil kunne træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt, efter de i den sociale lovgivning gældende regler. For disse tilfælde er der endvidere fastsat særlige regler om domstolsprøvelse. Rådet foreslår på den baggrund, at lovudkastets bestemmelse herom affattes således, at en indsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Spørgsmålet om, hvorvidt den indsatte selv er i stand til at passe barnet i vedkommende afsoningsinstitution, beror i høj grad på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Efter de ovennævnte medlemmers opfattelse må det forventes, at domstolene vil udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af det skøn, som kriminalforsorgen har udøvet i det enkelte tilfælde. Medlemmerne finder bl.a. på den baggrund i lighed med arbejdsgruppens flertal, at afgørelser om nægtelse af tilladelse til at have små børn hos sig i afsoningsinstitutionen bør holdes uden for forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
De ovennævnte fire medlemmer har også overvejet, om afgørelser, hvorved kriminalforsorgen i den indsattes vederlag for beskæftigelse modregner visse erstatningskrav, bør omfattes af de udvidede klageordning, jf. § 74 i rådets lovudkast og pkt. 5.9.3.1. ovenfor. Det kan anføres, at modregningsadgangen har baggrund i ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, idet formålet er at modvirke, at indsatte volder skade på institutionens ting, og at afgørelser herom derfor ikke bør omfattes af den udvidede klageordning. Når institutionen modregner, afskæres den indsatte imidlertid fra at få prøvet eventuelle indsigelser vedrørende erstatningskravet, og der må derfor i disse tilfælde antages at være et særligt behov for domstolsprøvelse. Medlemmerne finder på den baggrund i lighed med arbejdsgruppen, at afgørelser om modregning af erstatningsbeløb i den indsattes vederlag for beskæftigelse bør omfattes af den udvidede klageordning.
Sammenfattende er det disse medlemmers opfattelse, at det ikke er påkrævet eller hensigtsmæssigt at udbygge klageordningen i det omfang, som arbejdsgruppen har stillet forslag om, men at der bør gennemføres en udvidelse af klageordningen, der giver mulighed for at indbringe visse særligt indgribende afgørelser for domstolene. Det vil være naturligt at give mulighed for udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den indsatte, dvs. afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsladelse og indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.
De ovennævnte rådsmedlemmer kan på den baggrund gå ind for, at der i § 112 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, der giver mulighed for udvidet domstolsprøvelse svarende til model 2.
9.3.4.1.5. To af Straffelovrådets medlemmer anser alle tre modeller for forsvarlige. Efter disse medlemmers opfattelse må en nærmere stillingtagen til de tre modeller imidlertid - ud over mere principielle overvejelser vedrørende behovet for en adgang til domstolsprøvelse af de forskellige typer afgørelser - i betydeligt omfang afhænge af, hvilke muligheder der foreligger for en tildeling eller prioritering af ressourcer til dette og andre områder inden for kriminalforsorgen.
På det foreliggende grundlag finder disse medlemmer herefter ikke at burde udtale sig om, hvilken model der bør foretrækkes.
9.3.4.1.6. Endelig anfører to af Straffelovrådets medlemmer, at hovedtanken bag straffuldbyrdelsesloven er at opfylde retsstatskravene. Efter den almindelige opfattelse er der to led heri. Administrationen skal fungere under loven og under domstolskontrol. Udkastet til straffuldbyrdelseslov skal som helhed opfylde første led. I denne forbindelse er spørgsmålet, hvorvidt også det andet led skal opfyldes. En total opfyldelse ville forudsætte en let adgang til fuldstændig domstolsprøvelse af alle beslutninger og al faktisk virksomhed inden for straffuldbyrdelsen, som har direkte konsekvenser for de dømte. En sådan fuldstændig efterprøvelse ville også være i bedst overensstemmelse med tankerne bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det forekommer dog efter disse medlemmers opfattelse rimeligt af ressourcegrunde at begrænse mulighederne for den lette adgang til fuldstændig domstolskontrol til de afgørelser, som er af væsentlig betydning for den indsatte, og/eller som berører retsområder af særlig principiel betydning. Model 1 er udtryk for en sådan ressourcebegrundet indskrænkning i den almindelige adgang til efterprøvelse.
Uenigheden mellem de fire medlemmer, jf. pkt. 9.3.4.1.4. ovenfor, og disse to rådsmedlemmer vedrører spørgsmålet, om model 1 eller 2 bør foretrækkes. Model 1 rummer alle de sagstyper, som model 2 omfatter, samt nogle få yderligere områder. De fire medlemmer har begrundet fravalget af disse områder i såvel reale som ressourcemæssige hensyn. De to medlemmer fastholder model 1, idet de sagstyper, som de ovennævnte fire medlemmer har fravalgt, er af så væsentlig betydning, at de ikke alene bør kunne efterprøves med hjemmel i grundlovens snævre § 63. Endvidere anser de to medlemmer skønnet over antallet af sager og ressourceforbruget ved den typiske sag for urealistisk stort.
Det må ventes, at der umiddelbart efter indførelsen af en lettere mulighed for domstolsprøvelse vil være et stort antal dømte, som vil afprøve denne mulighed. Viser det sig, at domstolene underkender de administrative afgørelser i større tal, vil der kunne forventes et fortsat stort antal indbringelser, hvilket så også vil være sagligt velbegrundet. Viser det sig, at domstolene opretholder langt hovedparten af de administrative afgørelser - hvilket er det mest sandsynlige - må der ventes et fald efter den første bølge. Der er ingen, som med rimelig sikkerhed kan sige, hvilket niveau klagetallet vil stabilisere sig på, men alle fremskaffede, sammenlignelige tal fra ind- og udland tyder på et væsentligt lavere niveau end de tal, som kriminalforsorgen har fremlagt, og som er lagt til grund for kriminalforsorgens og domstolenes skøn over det ventede ressourceforbrug.
I dag opfylder Folketingets Ombudsmand i meget høj grad den funktion, som domstolene skal overtage. Ombudsmanden behandler ca. 50 sager om året fra dette område. Domstolene skal kun overtage en mindre del af de sagstyper, som i dag kan forelægges ombudsmanden.
Det synes endvidere efter de to medlemmers opfattelse berettiget at konkludere, at kriminalforsorgens skøn ikke får nogen støtte i de udenlandske tal, og at ressourceforbruget ved de enkelte sager af kriminalforsorgen er skønnet ud fra det maksimalt mulige.
9.3.4.1.7. Sammenfattende er herefter som § 112 i rådets lovudkast optaget klagemodel 2, som fire af rådets medlemmer kan gå ind for, jf. pkt. 9.3.4.1.2. og 9.3.4.1.4. ovenfor.
9.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at det er nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af de afgørelser, der kan tænkes omfattet af en udvidet klageordning, idet der ikke kan antages at være tilstrækkeligt grundlag for, at en udvidet klageordning skal omfatte alle konkrete afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen som led i straffuldbyrdelsen.
Justitsministeriet finder, at klagemodel 2 bør foretrækkes.
Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det ikke vil være rigtigt at udbygge klageordningen i det omfang, som arbejdsgruppen har stillet forslag om, men at der bør gennemføres en udvidelse af klageordningen, som giver mulighed for at indbringe visse særlig indgribende afgørelser for domstolene svarende til klagemodel 2.
Denne model omfatter som nævnt afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den indsatte. Hermed sigtes til afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsladelse og indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.
Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke være en udvidet adgang til domstolsprøvelse af bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner.
En vurdering af behovet for at skride ind i disse tilfælde vil i vidt omfang bero på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, et kendskab som domstolene ikke har i samme omfang.
Disse afgørelser skal endvidere efter deres karakter typisk træffes og iværksættes hurtigt, og en domstolsprøvelse ville derfor normalt ikke kunne have opsættende virkning.
En domstolsprøvelse af disse afgørelser, hvor resultatet vil foreligge kortere eller længere tid efter afgørelsen, er derfor hverken hensigtsmæssig eller påkrævet.
Hertil kommer de økonomiske og administrative konsekvenser af at lade de afgørelser, der af kriminalforsorgen træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, være omfattet af klageordningen.
Justitsministeriet kan derfor tiltræde forslaget om at udvide klageordningen i overensstemmelse med klagemodel 2, således som fire af Straffelovrådets otte medlemmer har anbefalet, jf. lovforslagets § 112.
9.3.5. Fremgangsmåden ved domstolsprøvelse
9.3.5.1. Straffelovrådets forslag
Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 339-340 (pkt. 45.4.5.), 673-674, jf. §§ 107-113 i arbejdsgruppens lovudkast, samt s. 745-747, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 86-95, 126-129, jf. §§ 112-125 i rådets lovudkast, og s. 292-308.
9.3.5.1.1. Straffelovrådet er enig med arbejdsgruppen i, at der alene bør være adgang til domstolsprøvelse af endelige administrative afgørelser.
Rådet finder endvidere i lighed med arbejdsgruppens flertal, at der ikke kan antages at være behov for at fastsætte en længerevarende frist for indbringelse af klagen. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at indbringelsen kan ske ved en formløs meddelelse til den administrative myndighed. Rådet har dog fundet, at 14 dage som foreslået af arbejdsgruppens flertal kan være for kort en frist, idet der bør gives den indsatte mulighed for at overveje spørgsmålet om klage nærmere og eventuelt drøfte det med en advokat. Det er på den baggrund rådets opfattelse, at fristen for indbringelse af klagen bør fastsættes til 4 uger.
Rådet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om en frist på 6 måneder for fornyet indbringelse af det samme spørgsmål. Ved afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra fængsel på livstid foreslås dog indført en ordning, hvorefter spørgsmålet om prøveløsladelse først på ny kan indbringes for retten, når der er forløbet 1 år fra rettens afgørelse. Der henvises herom til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Efter rådets opfattelse bør det overlades til retten at træffe bestemmelse om, hvorvidt en sag efter sin karakter bør behandles mundtligt. Der er efter rådets opfattelse grund til at tro, at et stort antal sager allerede ved modtagelsen vil være tilstrækkeligt oplyst, så retten i mange tilfælde umiddelbart vil kunne træffe sin afgørelse, efter at den dømte eller dennes advokat i et skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale sig om kriminalforsorgens begrundelse for den pågældende afgørelse. Rådet har derfor fundet det hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt, men således at retten - også af egen drift - kan træffe bestemmelse om mundtlig behandling.
Reglerne om domstolsprøvelse bør udformes på en måde, der giver mulighed for hurtig sagsbehandling under hensyntagen til karakteren af den pågældende afgørelse. Det er i det offentliges og normalt også i den dømtes interesse, at sagen afgøres så hurtigt som muligt. Rådet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at retten bør have mulighed for at stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger.
9.3.5.1.2. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) har i en særudtalelse af december 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse foreslået forvaltningslovens § 9 ændret, så der ikke er aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra fællesskab, jf. pkt. 4.i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Gennemføres dette forslag sammen med klagemodel 2, jf. pkt. 9.3.4.1.4. ovenfor, vil der ikke være udvidet adgang til domstolsprøvelse af de nævnte typer af afgørelser med deraf følgende mulighed for at opnå kendskab til oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling.
Flertallet er opmærksom på, at afgørelser om valg af afsoningsinstitution, om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller om udelukkelse fra fællesskab kan undergives domstolsprøvelse i medfør af grundlovens § 63 med deraf følgende mulighed for den dømte for at opnå kendskab til oplysninger, der måtte være undtaget fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15. Flertallet har dog ikke fundet noget praktisk behov for at fastsætte regler, der under domstolsprøvelse giver mulighed for at afskære den dømte fra at gøre sig bekendt med sådanne oplysninger. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der ikke under den nugældende retstilstand har vist sig behov for sådanne regler med henblik på domstolsprøvelse i medfør af grundlovens § 63 af afgørelser, hvori indgår oplysninger, som kriminalforsorgen har undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 15.
9.3.5.1.3. Straffelovrådet har under overvejelserne om en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen drøftet at kombinere adgangen til domstolsprøvelse med en processuel begrænsning, så der som udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse i én instans, dvs. byretten.
Rådet er opmærksom på, at en ordning, der som udgangspunkt alene tillader domstolsprøvelse i én instans, markerer en fravigelse fra den almindelige procesordning, idet der efter retsplejelovens regler om appel normalt er mulighed for at få prøvet byrettens afgørelse i landsretten. Mange af de afgørelser, der kan blive omfattet af domstolsprøvelsen, vil imidlertid næppe kunne karakteriseres som vedrørende spørgsmål af principiel karakter. Der synes ikke for disse afgørelser behov for en to-instans behandling.
Med en appelbegrænsning opnås, at domstolene fastholdes som den myndighed, de indsatte kan klage til uden for kriminalforsorgen, samtidig med, at adgangen til domstolsprøvelse i landsretten og Højesteret forbeholdes tilfælde, hvor der må antages at være et særligt behov for domstolsprøvelse i flere instanser.
Til fordel for at kombinere en udvidet adgang til domstolsprøvelse med en appelbegrænsning kan også anføres en række ressourcemæssige hensyn. Selv om ressourcemæssige hensyn ikke bør være afgørende for udformningen af klageordningen, vil det dog være unaturligt ikke også at inddrage dette aspekt i overvejelserne.
Der er efter en samlet vurdering enighed i rådet om at anbefale, at der i forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse indsættes bestemmelser, som indebærer, at afgørelser truffet af byretten normalt kun kan prøves i landsretten og Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Det gælder, uanset om forslaget om udvidet adgang til domstolsprøvelse bygger på model 1, 2 eller 3, jf. herved pkt. 9.3.4.1.2. ovenfor.
Der er endvidere enighed om, at adgangen til prøvelse i landsretten som udgangspunkt bør afgrænses til tilfælde, hvor sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen bør kunne prøves i landsretten, jf. herved retsplejelovens § 962, stk. 3, 1. pkt., om påanke af visse domme i straffesager til landsretten. Der er også enighed om, at prøvelse i Højesteret bør forbeholdes tilfælde, hvor sagen er af principiel karakter.
Afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning vil være særligt indgribende for indsatte, der afsoner længerevarende straffe. Rådet finder derfor, at hensynet til den indsatte i disse tilfælde taler for, at sagen bør kunne prøves i landsretten uden appelbegrænsning, når den resterende straffetid er 1 år eller mere.
Rådet finder endvidere, at det stemmer bedst med de hensyn, der ligger bag den foreslåede ordning om domstolsprøvelse af afslag på prøveløsladelse fra livstidsstraf, at livstidsdømte får mulighed for at få prøvet sagen i landsretten uden begrænsning i appeladgangen, jf. herved pkt. 3.2. i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Rådet foreslår på denne baggrund, at afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse og betinget benådning fra tidsbestemt straf undtages fra forslaget om appelbegrænsning, så disse afgørelser kan indbringes for landsretten uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, når den resterende straffetid er 1 år eller mere. Også afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning fra straf af fængsel på livstid foreslås undtaget, så disse afgørelser kan prøves i landsretten uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Indbringelse for Højesteret af de nævnte afgørelser kan kun ske med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter.
9.3.5.1.4. Sammenfattende foreslås det herefter i § 112 i rådets lovudkast fastsat, at den dømte kan kræve endelige administrative afgørelser, der er omfattet af bestemmelsen, indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I § 113 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse om valg af den domstol, der i det enkelte tilfælde skal behandle klagesagen.
Efter § 113, stk. 1, sker indbringelse af sagen for byretten i den retskreds, hvor den institution, som har truffet den oprindelige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.
Efter § 113, stk. 2, kan retten efter begæring tillade, at en indbragt sag overflyttes til en anden ret, der er lovligt værneting efter stk. 1, når dette på grund af vidners bopæl, den indsattes løsladelse eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme.
Endelig fastsættes det i § 113, stk. 3, at afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.
I § 114 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse om fremgangsmåden i forbindelse med klagesagens indbringelse for retten.
I § 114, stk. 1, fastsættes det, at sagen indbringes for retten uden unødigt ophold af justitsministeren (dvs. Direktoratet for Kriminalforsorgen), der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse. Stk. 1 suppleres i stk. 2 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om sagens indbringelse for retten.
I § 115 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, der fastlægger, hvem der er sagens parter, og tager stilling til spørgsmålet om advokatbeskikkelse.
Efter § 115, stk. 1, anses som sagens parter den dømte, tredjemand, hvis penge eller genstande konfiskeres, jf. §§ 73 og 125 i rådets lovudkast, og justitsministeren. § 115, stk. 1, bygger på klagemodel 2, jf. pkt. 9.3.4.1.7. ovenfor.
Partsstillingen medfører ifølge rådets lovudkast bl.a., at de pågældende ved mundtlig behandling af sagen skal underrettes om retsmøder i sagen og har adgang til at føre beviser og procedere sagen. Behandles sagen på skriftligt grundlag, har parterne adgang til at indsende indlæg til retten. Partsstillingen indebærer også, at de pågældende skal underrettes om den afgørelse, der træffes, og at de kan kære rettens afgørelse.
Efter § 115, stk. 2, i rådets lovudkast beskikker retten en advokat for den dømte, såfremt retten finder det fornødent, medmindre den pågældende selv har antaget en advokat. Bestemmelsen indebærer, at retten skal foretage en konkret vurdering af behovet for, at den dømte har en advokat til at varetage sine interesser under sagen.
Baggrunden for bestemmelsen er, at den dømte kan have vanskeligt ved selv at varetage sine interesser under sagen, f.eks. hvis sagen skal behandles mundtligt, og der foruden af den dømte skal ske afhøring af andre personer, eventuelt uden den dømtes tilstedeværelse. Selv om retten efter § 116 i rådets lovudkast, jf. nedenfor, kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger og også i øvrigt skal påse, at den dømtes interesser varetages, finder rådet det naturligt, at der under domstolsbehandlingen kan beskikkes en advokat, herunder i tilfælde, hvor den pågældende ikke opfylder betingelserne for fri proces.
Der er endvidere ikke mulighed for at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens kapitel 66, idet den dømte ikke i relation til den udvidede domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelsesloven har stilling som sigtet eller tiltalt i en straffesag. Har den dømte på tidspunktet for domstolsprøvelsen en forsvarer, kan det f.eks. skyldes, at den pågældende er sigtet for strafbart forhold i anledning af en optræden, der også har dannet grundlag for en afgørelse om disciplinærstraf.
Advokatens opgave er at repræsentere og bistå klageren. Advokaten skal sørge for, at den dømte får lejlighed til at udtale sig enten skriftligt eller under afhøringen ved den mundtlige behandling af sagen. Advokaten forudsættes derfor at komme i personlig kontakt med den dømte, så advokaten bl.a. med henblik på tilrettelæggelse af en eventuel bevisførelse kan danne sig et indtryk af sin klients stilling i sagen.
I §§ 116 og 117 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om sagens behandling i retten. Det fastsættes heri bl.a., at sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet, at retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger og ved mundtlig behandling træffer bestemmelse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt, samt at retten indkalder parter og vidner. De nævnte bestemmelser indebærer, at parterne ikke på samme måde som i de almindelige civile sager selv kan tilrettelægge sagen og beslutte, hvilke oplysninger der skal forelægges retten. Det påhviler derimod retten at sikre, at de relevante oplysninger tilvejebringes, så retten har et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen.
I § 118 i rådets lovudkast foreslås det fastsat, at sagens indbringelse for retten ikke har opsættende virkning, medmindre justitsministeren eller retten bestemmer det. Baggrunden for bestemmelsen er, at hensynet til kriminalforsorgens sikkerheds- og ordensmæssige virksomhed normalt vil tale imod, at indbringelsen tillægges en sådan virkning.
Efter § 119 i rådets lovudkast afgør retten ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves. At afgørelsen skal ske i form af kendelse medfører, at afgørelsen skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.
I § 120 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om fastsættelse og betaling af sagsomkostninger i tilfælde, hvor der er beskikket advokat.
Efter § 120, stk. 1, gælder om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten kan, når der er særlig anledning til det, pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger.
Efter § 120, stk. 2, gælder om sagsomkostninger i de tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat, de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 30.
I § 121 i rådets lovudkast foreslås regler om adgangen til kære af byrettens afgørelser til landsretten.
Efter § 121, stk. 1, kan kære iværksættes af sagens parter, jf. § 115, stk. 1.
Efter § 121, stk. 2, 1. pkt., kan byrettens kendelser kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, når sagen er omfattet af § 112, nr. 6, 2. led, 7 eller 8, i rådets lovudkast (klagemodel 2). Afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid, der efter § 112, nr. 6, 2. led, kan indbringes for domstolene, kan derfor indbringes for landsretten uden begrænsning i appeladgangen. Det samme gælder afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning. Ved kendelser i sager efter § 112, nr. 7 eller 8, (klagemodel 2), som angår tidsbestemt straf, kræves dog, at den resterende straffetid er mindst 1 år, jf. § 121, stk. 2, 2. pkt., i rådets lovudkast.
Efter § 121, stk. 3, 1. pkt., kan kendelser ikke kæres, når sagen er omfattet af § 112, nr. 1-5, 6, 1. led, eller 9 (klagemodel 2). Afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af brev, disciplinærstraf, konfiskation, modregning, nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og nægtelse af erstatning kan derfor som udgangspunkt alene domstolsprøves i byretten.
Efter § 121, stk. 3, 2. pkt., kan Procesbevillingsnævnet dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Rådet har ikke fundet det muligt generelt at fastslå, hvilke tilfælde der må anses for omfattet af denne bestemmelse. Spørgsmålet om kæretilladelse afhænger af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår sagens omstændigheder og betydning for den pågældende indsatte.
Efter § 121, stk. 3, 3. pkt., i rådets lovudkast finder retsplejelovens § 392, stk. 2, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse til landsretten. Ansøgning om kæretilladelse skal derfor indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.
I § 122 i rådets lovudkast foreslås regler om fremgangsmåden ved kære til landsretten.
Efter § 122, stk. 1, sker kære til landsretten ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til retsbogen. Det påhviler retten at sende meddelelsen og sagens akter til landsretten.
Efter § 122, stk. 2, 1. pkt., behandles sagen under kære efter samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen. Det indebærer bl.a., at landsretten i de tilfælde, hvor sagen er behandlet på skriftligt grundlag i byretten, i medfør af lovudkastets § 116 skal afgøre, om der er behov for mundtlig behandling af sagen.
Efter § 122, stk. 2, 2. pkt., gælder i øvrigt retsplejelovens kapitel 37 om kære. Det indebærer bl.a., at kærefristen er 2 uger, regnet fra den dag, afgørelsen er truffet, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1, og § 219. I de tilfælde, hvor kære forudsætter Procesbevillingsnævnets tilladelse, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren som udgangspunkt af den ret, hvortil afgørelsen kæres, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. I øvrigt har kære normalt ikke opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 395.
Efter § 122, stk. 2, 3. pkt., finder retsplejelovens § 398, stk. 2, 3. pkt., kun anvendelse, når den dømte ikke er frihedsberøvet. Det indebærer, at kæremålet ikke afvises, når den kærendes »udeblivelse« skyldes, at den pågældende er frihedsberøvet.
I § 123 i rådets lovudkast foreslås regler om adgangen til og fremgangsmåden ved kære til Højesteret.
Efter § 123, stk. 1, kan kendelser, der er afsagt af landsretten, ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter, f.eks. hvis der om det samme spørgsmål foreligger forskellige afgørelser fra de to landsretter, og der derfor er behov for at få en endelig afklaring af retstilstanden. Ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse til Højesteret finder reglerne i retsplejelovens § 392, stk. 2, 3. og 4. pkt., tilsvarende anvendelse, jf. § 123, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast.
Efter § 123, stk. 2, i rådets lovudkast finder § 122 tilsvarende anvendelse ved kære til Højesteret. Det indebærer bl.a., at sagen i Højesteret i lighed med landsretten behandles efter samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen. I de tilfælde, hvor sagen også i landsretten er behandlet på skriftligt grundlag, skal Højesteret således afgøre, om der er behov for mundtlig behandling af sagen.
I § 124, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast foreslås det fastsat, at det spørgsmål, som sagen angår, når afgørelsen opretholdes, først på ny kan indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse. Endvidere foreslås det (med udgangspunkt i klagemodel 2) i § 124, stk. 1, 2. pkt., fastsat, at en række afgørelser under hensyn til de pågældende afgørelsers karakter ikke på ny kan indbringes for retten.
Herudover foreslås det i § 124, stk. 1, 3. pkt., fastsat, at der ved afgørelser, som er truffet efter § 112, nr. 6, 2. led, (i klagemodel 2) om nægtelse af prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid først er mulighed for på ny at indbringe spørgsmålet om prøveløsladelse for retten, når der er forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse. Denne bestemmelse er en følge af rådets forslag om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3.2. i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
I § 124, stk. 2, 1. pkt., foreslås indsat en bestemmelse om fornyet adgang til domstolsprøvelse af spørgsmålet om prøveløsladelse i tilfælde, hvor der i medfør af straffelovens § 40 om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf er sket genindsættelse til udståelse af reststraf. Bestemmelsen indebærer, at den dømte i sådanne tilfælde i lighed med tilfælde, hvor der er spørgsmål om fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 1. pkt., først kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 6 måneder fra afgørelsen om genindsættelse.
Endvidere foreslås i § 124, stk. 2, 2. pkt., indsat en bestemmelse om fornyet adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der efter straffelovens § 42 er sket genindsættelse til udståelse af livstidsstraf, jf. herved § 1, nr. 8, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Bestemmelsen medfører, at livstidsdømte på samme måde, som når der er spørgsmål om fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 3. pkt., først kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 1 år fra afgørelsen om genindsættelse. Har afgørelsen om genindsættelse været genstand for domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 7, i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven, regnes fristerne i § 124, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor rettens afgørelse om genindsættelse er endelig.
Herudover foreslås i § 125 i rådets lovudkast regler om adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der foretages konfiskation i medfør af lovudkastets § 73 hos andre end den indsatte. Bestemmelsen indebærer, at §§ 112-123 i rådets lovudkast også finder anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en afgørelse efter § 73 om konfiskation hos den pågældende af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse.
9.3.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de grunde, Straffelovrådet har anført, i det væsentlige tiltræde rådets udkast til bestemmelser om fremgangsmåden ved domstolsprøvelse under den udvidede klageordning, jf. pkt. 9.3.5.1.1. og 9.3.5.1.4.
Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at ressourcemæssige hensyn bør inddrages ved udformningen af klageordningen, jf. pkt. 9.3.5.1.3. En ordning kan være så bekostelig i forhold til det, der opnås herved, og det, der skønnes nødvendigt at opnå, at det må overvejes, om disse ressourcer bedre kan benyttes til opnåelse af andre mål inden for kriminalforsorgen.
Som det fremgår af pkt. 9.3.4.2., foreslås klageordningen udformet i overensstemmelse med klagemodel 2. Adgangen til at forlange domstolsprøvelse begrænses derfor til særlig indgribende afgørelser, der har lighed med straffesager, og som for de fleste afgørelsers vedkommende retter sig mod varigheden af den frihedsstraf, som den indsatte skal afsone.
Endvidere følger det af Straffelovrådets forslag, som Justitsministeriet kan tiltræde, at sagerne som udgangspunkt skal behandles på skriftligt grundlag, jf. pkt. 9.3.5.1.1.
Justitsministeriet finder det af principielle grunde rigtigst, at afgørelser af den omhandlede type, som er truffet af byretten, kan indbringes for landsretten i overensstemmelse med det almindelige to-instansprincip. Det kan i den forbindelse nævnes, at bl.a. Den Danske Dommerforening i sit høringssvar over betænkningen har udtalt sig imod forslaget om en appelbegrænsning.
Lovforslaget er herefter - bortset fra forslaget om appelbegrænsning - med enkelte redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovudkast vedrørende klagemodel 2, jf. lovforslagets §§ 112-123.
10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget indebærer i det væsentlige en lovfæstelse af de nugældende administrative regler om straffuldbyrdelse.
Lovforslaget indebærer dog, at visse endelige administrative afgørelser kan kræves indbragt til prøvelse for retten af den dømte, hvilket medfører en merbelastning af kriminalforsorgen samt by- og landsretterne.
Det skønnes, at den foreslåede adgang til domstolsprøvelse vil medføre domstolsprøvelse af ca. 600 sager om året. Det må herved anses for sansynligt, at adgangen til at få indbragt afgørelsen for en uvildig instans vil øge de indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de særligt indgribende afgørelser.
Lovforslaget vil således medføre et øget ressourcebehov ved Direktoratet for Kriminalforsorgen. I forbindelse med flerårsaftalen for kriminalforsorgen er der imidlertid allerede taget højde for gennemførelsen af lov om fuldbyrdelse af straf mv. Der er inden for de bevillingsmæssige rammer afsat 4,8 mio. kr. i år 2000 og herefter 3,3 mio. kr. årligt fra år 2001. Merudgifterne ved Direktoratet for Kriminalforsorgen vil således kunne afholdes inden for de gældende bevillinger.
Endvidere medfører lovforslaget en merbelastning af by- og landsretterne. Alle sager indbringes for byret. Det er vurderingen, at et betydeligt antal af sagerne vil blive kæret til landsretten. I overensstemmelse med det almindelige to-instans princip vil der ikke være nogen appelbegrænsning. Præsidenten for Østre Landsret anslår, at mindst 85 pct. af sagerne vil blive indbragt for landsretten. Sagerne skønnes at ville fordele sig med 2/3 til Østre Landsrets kreds, 1/3 til Vestre Landsrets kreds.
Lovforslaget indebærer desuden, at retten, såfremt den finder det fornødent, kan beskikke en advokat for den dømte. Advokaten vil blive honoreret efter samme principper som i almindelige straffesager.
Lovforslaget vil således medføre en merbelastning af by- og landsretterne. Efter lovforslaget skal nyordningen træde i kraft den 1. juli 2001. Nyordningens økonomiske virkninger for domstolene vil derfor først opstå i år 2001.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør spørgsmålet om tilførsel af de fornødne ressourcer til domstolene til nyordningen derfor indgå i forhandlingerne om FFL 2001.
Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
|
Positive konsekvenser/mindreudgifter |
Negative konsekvenser/merudgifter |
|
| Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner | Ingen | Lovforslaget skønnes at medføre en merbelastning af by- og landsretterne. Spørgsmålet om ressourcetilførsel vil indgå i forhandlingerne om FFL 2001. |
| Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
| Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
| Administrative konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
| Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
| Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
| Forholdet til EU-retten | Ingen EU-retlige aspekter | |
11. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, retterne i Glostrup, Nyborg, Horsens og Svendborg, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Beskikkede Forsvarere i København, Dansk Journalistforbund, TV 2/Danmark, Danmarks Radio, Danske Dagblades Forening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Forbundet af Offentligt Ansatte, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Sygeplejeråd, Retslægerådet, Dansk Psykologforening, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Procesbevillingsnævnet, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), samtlige arrestinspektører, samtlige statsfængsler, samtlige kriminalforsorgens afdelinger og pensioner, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen samt HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen. Endvidere har Fængselspræsteforeningen afgivet en udtalelse.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til afsnit I
Indledende bestemmelser
Lovforslagets afsnit I indeholder indledende bestemmelser.
Kapitel 1 (§§ 1-2) indeholder bestemmelser om lovens område og om den myndighed, der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af straf mv.
Kapitel 2 (§§ 3-4) fastsætter bestemmelser om fuldbyrdelse af alle former for straf.
Til kapitel 1
Lovens område og den centrale myndighed
I lovforslagets kapitel 1 (§§ 1-2) afgrænses lovens anvendelsesområde. Endvidere fastsættes det, hvilken myndighed der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af straf mv.
Lovens område
Til § 1
Efter den foreslåede bestemmelse finder straffuldbyrdelsesloven anvendelse på fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring. Bestemmelsen svarer til § 1 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den anførte afgrænsning, at loven ikke omfatter fuldbyrdelsen af alle strafferetlige retsfølger. Loven omfatter f.eks. ikke retsfølger fastsat i henhold til straffelovens § 68, 1. og 2. pkt., og § 69 over for psykisk afvigende personer. Det skyldes bl.a., at foranstaltninger over for sådanne personer i vidt omfang skal gennemføres inden for det almindelige hospitalsvæsen og efter de regler, der gælder for behandlingen af patienter i dette system.
Udtrykket »fængselsstraffe« omfatter foruden frihedsstraf i form af fængsel de straffe, der efter gældende ret idømmes som hæftestraf, idet hæftestraffen foreslås ophævet, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Udtrykket »bødestraffe« omfatter bøder, uanset om bøden er fastsat ved dom eller vedtaget inden- eller udenretligt. Tvangsbøder er derimod ikke omfattet, idet sådanne bøder ikke er en strafferetlig retsfølge, men et særligt retsmiddel der har til formål at gennemtvinge en handle- eller undladelsespligt.
Udtrykket »forvaring« omfatter både forvaring idømt efter straffelovens § 70 eller § 68, sidste pkt., jf. § 70, og forvaring ikendt efter straffelovens § 72, jf. § 68, sidste pkt., jf. § 70.
§ 1 skal i øvrigt sammenholdes med straffeloven, idet reglerne om strafarterne og betingelserne for deres anvendelse, om betingelserne for prøveløsladelse og om reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelse og betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, fortsat findes i straffeloven.
Loven omfatter også straf i medfør af militær straffelov, jf. dog bemærkningerne til § 90, stk. 1, nedenfor.
Straffuldbyrdelsesloven omfatter umiddelbart alene danske afgørelser om straf mv. Om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om straf mv. gælder lov nr. 323 af 4. juni 1986 med senere ændringer om international fuldbyrdelse af straf mv. og lov nr. 214 af 31. maj 1963 med senere ændringer om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. Der kan endvidere henvises til lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien.
Er der efter de nævnte regler truffet beslutning om fuldbyr delse af straf mv. pålagt i udlandet, sker fuldbyrdelsen imidlertid med udgangspunkt i straffuldbyrdelsesloven.
Bøder, som pålægges virksomheder i henhold til EU-retten for overtrædelse af konkurrencereglerne, omfattes ikke af straffuldbyrdelsesloven, idet sådanne bøder inddrives efter reglerne i den civile retspleje.
Den centrale myndighed
Til § 2
I den foreslåede bestemmelse fastslås det, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe mv. Bestemmelsen svarer til § 2 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
I lovforslagets kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes nogle grundlæggende bestemmelser om fuldbyrdelsen af alle former for straf. § 3 vedrører således spørgsmålet om hovedformålene med selve fuldbyrdelsen af straf, og § 4 omhandler det principielle udgangspunkt for de rettigheder og pligter, som en indsat har under fuldbyrdelsen af straf
Til § 3
Bestemmelsen indeholder regler om hovedformålene med fuldbyrdelsen af straf. Bestemmelsen svarer til § 3 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at fuldbyrdelsen skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Til § 4
Bestemmelsen fastsætter, hvad der er det almindelige udgangspunkt for straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 4 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, for så vidt angår fuldbyrdelse af fængselsstraf, at indsatte ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve frihedsberøvelsen. Indsatte skal derfor have adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, den pågældende ikke ved lov eller som følge af frihedsberøvelsen er afskåret herfra. Dette udgangspunkt er udtryk for, at en frihedsberøvelse alene tilsigter at indebære et indgreb i lokalfriheden for den dømte.
Til afsnit II
Fængselsstraffe
Lovforslagets afsnit II regulerer fuldbyrdelsen af fængselsstraffe.
I kapitel 3 (§§ 5-7) fastsættes almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf, og i kapitel 4 (§§ 8-9), 5 (§§ 10-13) og 6 (§§ 14-19) fastsættes bestemmelser om henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse, udsættelse og benådning samt beregning af straffetiden.
I kapitel 7 (§§ 20-30) reguleres spørgsmålet om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. Kapitel 8 (§§ 31-45) regulerer de indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder bl.a. med hensyn til adgang til fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester mv., besiddelse mv. af egne penge og genstande i institutionen, udgivelse af blad, ret og pligt til arbejde og uddannelse mv., adgang til fritidsaktiviteter samt ret til forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser om de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. Der sigtes i den forbindelse til de indsattes ret til udgang, besøg mv., brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgang til i institutionen at udtale sig mv. til medierne.
Kapitel 10 (§§ 60-66) indeholder bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle. Kapitel 11 (§§ 67-74) regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraf, herunder brug af forhørscelle, konfiskation og institutionens adgang til at modregne krav på erstatning i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse.
Kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder regler om strafafbrydelse dels ved undvigelse, udeblivelse og varetægtsfængsling mv., dels ved tilladelse til strafafbrydelse. Kapitel 13 (§ 78) regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
I kapitel 14 (§§ 79-88) fastsættes regler om spørgsmål med tilknytning til løsladelse, herunder med hensyn til gennemførelsen af tilsyn mv. af kriminalforsorgen ved prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse samt indberetning mv. ved vilkårsovertrædelse.
Endelig indeholder kapitel 15 (§ 89) sagsbehandlingsregler, der forpligter vedkommende institution til af egen drift at overveje og tage stilling til visse spørgsmål, som er af væsentlig betydning for den indsatte, f.eks. tilladelse til udgang, prøveløsladelse og overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution.
Lovforslagets bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraffe er i øvrigt udarbejdet under den forudsætning, at hæftestraffen afskaffes, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Til kapitel 3
Almindelige bestemmelser
Lovforslagets kapitel 3 (§§ 5-7) indeholder en række almindelige bestemmelser om fuldbyrdelsen af fængselsstraf. I § 5 behandles spørgsmålet om institutioner til afsoning af fængselsstraf, og i § 6 reguleres spørgsmålet om erstatning til indsatte for følger af ulykkestilfælde mv. Endelig behandles i § 7 spørgsmålet om rådgivning til personer, der idømmes fængselsstraf.
Til § 5
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf og om sådanne institutioners opdeling i åbne og lukkede institutioner. Bestemmelsen svarer til § 5 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget nærmere at præcisere de krav, som bør stilles til sådanne institutioner, bl.a. fordi det i praksis har vist sig, at hensynet til en rimelig hurtig afvikling af idømte fængselsstraffe kan begrunde, at der midlertidigt indrettes afsoningsinstitutioner uden de sædvanlige muligheder for beskæftigelse, undervisning mv.
Ved en »lukket« institution (lukkede fængsler og arresthuse) forstås en institution, hvor de indsattes tilstedeværelse søges sikret ved ringmur, tv-overvågning mv. og en relativ høj grad af personaletæthed.
Ved en »åben« institution (åbne fængsler) forstås en institution, hvor de indsattes tilstedeværelse primært søges sikret ved regler for de indsattes ophold og færden, herunder muligheden for overførsel til fortsat strafudståelse i lukket institution.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der f.eks. indrettes fleksible institutioner med forskellige grader af åbenhed og lukkethed.
§ 5 skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 78, hvorefter indsatte som hidtil kan anbringes i eller overføres til (fortsat) fuldbyrdelse af fængselsstraffen i en institution uden for det sædvanlige anstaltssystem (fængsler og arresthuse), f.eks. kriminalforsorgens pensioner.
Til § 6
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde. Bestemmelsen svarer til § 6 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 2. og 3. pkt., der samtidig foreslås ophævet, jf. § 1, nr. 9, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Til § 7
Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til også før straffuldbyrdelsens iværksættelse at yde en person, der er idømt fængselsstraf, rådgivning om den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 7 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
Lovforslagets kapitel 4 (§§ 8-9) behandler spørgsmålet om straffuldbyrdelsens iværksættelse over for henholdsvis dømte, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, og dømte på fri fod.
Til § 8
Bestemmelsen indeholder regler om straffuldbyrdelsens iværksættelse. Bestemmelsen svarer til § 8 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Iværksættelse af straffuldbyrdelse forudsætter, at straffedommen er endelig, dvs. at ankefristen er udløbet, eller at der er givet afkald på anke, jf. retsplejelovens § 999, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at der foreligger fuldbyrdelsesordre.
Formålet med reglerne om iværksættelse af straffuldbyrdelsen er at fastsætte det tidspunkt, hvor den dømte omfattes af straffuldbyrdelsesloven. Det har navnlig betydning for personer, der er varetægtsfængslet efter dom, idet bl.a. beskæftigelses- og uddannelsesmulighederne er bedre under straffuldbyrdelse end under varetægtsfængsling i arresthus. Der henvises i den forbindelse til § 2, nr. 24, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv., hvor § 999 foreslås suppleret af en ny bestemmelse med henblik på at sikre, at straffuldbyrdelsen i sådanne tilfælde iværksættes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.
Den foreslåede bestemmelse skal endvidere sammenholdes med reglerne i lovforslagets § 14 om straffetidsberegning, hvis formål er at fastsætte det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt. Det har bl.a. betydning for fastlæggelsen af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen.
Såvel hensynet til retshåndhævelsen som hensynet til den dømte tilsiger normalt, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf påbegyndes snarest muligt efter straffedommen. Dette princip fastslås i § 8, stk. 1.
I praksis påbegyndes straffuldbyrdelsen særlig hurtigt, såfremt retten har bestemt, at den dømte skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet efter straffedommen, indtil fuldbyrdelsen kan iværksættes. Er den dømte ikke varetægtsfængslet efter dommen, vil straffuldbyrdelsen efter de gældende administrative regler om tilsigelse normalt tidligst blive påbegyndt 1 måned efter straffedommen. Denne tilsigelsesfrist er begrundet i såvel administrative hensyn som hensynet til den dømtes muligheder for at tilrettelægge sine forhold før og under afsoningen på en måde, der begrænser utilsigtede følger af en straffuldbyrdelse. For særlige grupper af dømte, herunder voldsdømte, er fastsat indkaldelsesregler, der tilsigter en særlig hurtig påbegyndelse af afsoningen.
§ 8, stk. 2, indebærer, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte på fri fod iværksættes, når den dømte modtages i en institution under kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til § 25, stk. 1, i cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., hvorefter strafudståelsen iværksættes i vedkommende arresthus eller anstalt, når domfældte giver møde eller afleveres af politiet.
§ 8, stk. 3, medfører, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom. Lignende bestemmelser er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 27, stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt.
Til § 9
Bestemmelsen indeholder regler om indkaldelse af dømte på fri fod. Bestemmelsen svarer til § 9 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger til lov forslaget.
I § 9, stk. 1, fastsættes det, at personer, der ikke er varetægtsfængslet efter endelig dom, skal indkaldes til fuldbyrdelse af fængselsstraffen efter regler fastsat af justitsministeren. Om indkaldelsesfrister henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8. Det forudsættes, at det i indkaldelsen som hidtil kan anføres, at den dømte ikke har krav på at blive modtaget til straffuldbyrdelse, såfremt den pågældende møder for tidligt eller for sent eller i beruset tilstand.
Det forekommer, at dømte ansøger kriminalforsorgen om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen. Hensynet til den dømte tilsiger i sådanne tilfælde, at ansøgningen så vidt muligt imødekommes. I § 9, stk. 2, fastslås dette princip. Tilladelse til særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen kan i visse tilfælde give vanskeligheder, såfremt sædvanlig administrativ praksis skal følges med hensyn til placering af den dømte i en bestemt afsoningsinstitution eller i en særlig afdeling i en sådan. Det er derfor forudsat, at en imødekommelse af den dømtes ønske om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen efter omstændighederne kan medføre, at den dømte placeres uafhængigt af almindelige fordelingsprincipper, jf. lovforslagets § 23.
Til kapitel 5
Udsættelse og benådning
I lovforslagets kapitel 5 (§§ 10-13) behandles spørgsmålet om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om benådning for fængselsstraffen.
Til § 10
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne kan udsættes. Bestemmelsen svarer til § 10 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, til at bestemme, at straffuldbyrdelsen skal udsættes. I bestemmelsen er opregnet de hensyn, der i særlig grad kan tale for udsættelse af straffuldbyrdelsen ved afgørelse af en ansøgning herom. Tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen forudsætter, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod en sådan udsættelse. Ved vurderingen heraf skal der fortsat bl.a. lægges vægt på straffens længde, kriminalitetens art og risikoen for ny kriminalitet.
Er den dømte varetægtsfængslet efter dommen, kan løsladelse før straffuldbyrdelsens iværksættelse kun ske efter politiets eller rettens bestemmelse i medfør af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling. Har den dømte påbegyndt fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, vil de hensyn, der kunne have talt for udsættelse af straffuldbyrdelsen, i visse tilfælde begrunde, at straffuldbyrdelsen afbrydes, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
§ 10 træder sammen med § 12 i stedet for de nuværende regler i retsplejelovens § 1001, der samtidig foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 22, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Til § 11
Bestemmelsen indeholder hjemmel for justitsministeren til fastsættelse af regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning. Bestemmelsen svarer til § 11 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede bemyndigelse giver for så vidt angår sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen bl.a. hjemmel til at fastsætte administrative forskrifter om, hvornår udsættelse bør tillades. En tilsvarende adgang til at regulere, hvornår benådning bør gives, er derimod ikke indeholdt i den foreslåede bestemmelse. Det skyldes, at benådningsretten efter grundlovens § 24 ikke nærmere kan reguleres ved lov. Den foreslåede bestemmelse vedrører derfor for så vidt angår sager om benådning alene spørgsmålet om den nærmere tilrettelæggelse af den administrative behandling af sådanne sager.
I lovforslagets § 12, jf. nedenfor, foreslås det, at en ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om benådning normalt skal bevirke, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Med henblik på at modvirke, at ansøgning om udsættelse eller om benådning indgives umiddelbart før straffuldbyrdelsens iværksættelse med det formål at få straffuldbyrdelsen udsat, foreslås justitsministeren i § 11, 2. pkt., bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om, at kun ansøgninger, der indgives inden udløbet af bestemte frister, tillægges opsættende virkning efter § 12. Det forudsættes i den forbindelse, at de dømte orienteres herom i forbindelse med indkaldelsen til straffuldbyrdelse, og at der er mulighed for at tillægge ansøgninger indgivet efter fristens udløb opsættende virkning, såfremt det findes undskyldeligt, at ansøgning ikke er indgivet tidligere, f.eks. hvis ansøgningen støttes på nye oplysninger.
Til § 12
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om udsættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benådning. Bestemmelsen svarer til § 12 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 foreslås som hovedregel, at en rettidig, jf. § 11, ansøgning om udsættelse af straffuldbyrdelsen eller om benådning indgivet af en dømt på fri fod bevirker, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Med udtrykket »indtil der er truffet afgørelse i sagen« i stk. 1 sigtes til, at der er truffet endelig afgørelse i sagen. Også rettidig klage indebærer således, at straffuldbyrdelsen skal udsættes.
Af udtrykket »på fri fod« følger modsætningsvis, at straf fuldbyrdelsen ikke skal udsættes, hvis ansøgningen hidrører fra en person, der er varetægtsfængslet efter dom. Baggrunden herfor er, at udsættelse af straffuldbyrdelsen forudsætter, at den dømte løslades fra varetægtsfængslingen, og at bestemmelse om løsladelse af varetægtsarrestanter skal træffes af politiet eller retten efter retsplejelovens regler og ikke af kriminalforsorgen efter straffuldbyrdelsesloven. § 12, stk. 1, udelukker ikke, at ansøgning om udsættelse eller benådning fra en dømt, der er varetægtsfængslet efter dom, kan føre til, at den pågældende løslades af politiet eller retten. Det forudsættes, at en sådan ansøgning indebærer, at spørgsmålet om løsladelse forelægges retten, hvis politiet modsætter sig, at den pågældende sættes på fri fod.
Af § 12, stk. 1, modsætningsvis følger endvidere, at ansøgninger heller ikke har opsættende virkning, hvis den dømte allerede er ved at afsone en anden straf. Baggrunden for denne regel er, at flere straffe som udgangspunkt bør fuldbyrdes i forlængelse af hinanden. Er betingelserne opfyldt, kan sådanne dømte få tilladelse til strafafbrydelse, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
I § 12, stk. 2, foreslås som undtagelse til hovedreglen i stk. 1, at straffuldbyrdelsen ikke udsættes på behandlingen af den nye ansøgning, hvis den dømte tidligere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning. Baggrunden for denne regel er hensynet til at modvirke, at en dømt ubegrundet kan få straffuldbyrdelsen udsat blot ved løbende at indgive ansøgninger om udsættelse eller benådning.
Opsættende virkning kan imidlertid være velbegrundet, såfremt den nye ansøgning indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning. § 12, stk. 2, indeholder derfor tillige en regel om, at der i sådanne tilfælde skal tillægges den nye ansøgning opsættende virkning, så straffuldbyrdelsen udsættes, indtil behandlingen af den nye ansøgning er afsluttet.
Det forudsættes i øvrigt, at justitsministeren i de admini strative regler, der fastsættes med hjemmel i § 11, jf. ovenfor, kan bestemme, at ansøgninger om udsættelse eller benådning skal tillægges opsættende virkning i videre omfang, end det følger af § 12. Det kan f.eks. bestemmes, at ansøgning, der indgives fra visse andre end den dømte, kan tillægges opsættende virkning på samme måde som en ansøgning fra den dømte.
Til § 13
Bestemmelsen regulerer, hvilke vilkår der skal og kan fastsættes for en tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen, og fastsætter, hvornår tilladelsen kan tilbagekaldes. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 13 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 13, stk. 1, indebærer, at en tilladelse til udsættelse altid betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Tilladelse til udsættelse kan endvidere betinges af andre vilkår, herunder at den pågældende undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen. Det følger af tilladelsens karakter, at de fastsatte vilkår alene har virkning for perioden, indtil straffuldbyrdelsen iværksættes.
§ 13, stk. 2, medfører, at manglende overholdelse af de fastsatte vilkår, f.eks. at den indsatte begår strafbart forhold, kan bevirke, at tilladelsen tilbagekaldes. Det samme gælder, hvis der tilvejebringes nye oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold. Det bemærkes, at bestemmelsen om tilbagekaldelse i anledning af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen, ikke udelukker, at der kan ske tilbagekaldelse i andre tilfælde, hvor der i medfør af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger måtte være grundlag for det.
Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske tilbagekaldelse, beror på en konkret vurdering af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Sker der tilbagekaldelse, forudsættes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen iværksat snarest muligt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 7.
Til kapitel 6
Beregning af straffetiden
I lovforslagets kapitel 6 (§§ 14-19) behandles spørgsmålet om den nærmere beregning af den straf, som skal fuldbyrdes i henhold til en dom om ubetinget fængselsstraf.
Til § 14
Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at foretage en række nærmere angivne beregninger af straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 14 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De beregninger, som kriminalforsorgen skal foretage, jf. § 14, stk. 1, er dels en beregning af tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, dels en beregning af tidspunktet for en eventuel ordinær prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, eller efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1, og § 1, nr. 8, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. § 14, stk. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 15, jf. nedenfor, hvorefter kriminalforsorgen har pligt til at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen snarest muligt efter straffuldbyrdelsens iværksættelse.
I § 14, stk. 2, fastsættes det, at straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt den dag, dommen er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet efter endelig dom. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 2, i cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf mv.
Endvidere fastsættes det i § 14, stk. 3, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte på fri fod anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse. En lignende bestemmelse er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 4, stk. 1. Udtrykket »modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse« i stk. 3 omfatter ligeledes den situation, hvor retten efter retsplejelovens § 769 træffer beslutning om varetægtsfængsling af en dømt, som har været på fri fod efter dommen. Fuldbyrdelsen anses da for påbegyndt den dag, hvor fængslingen (anholdelsen) iværksættes.
Straffetidsberegning efter § 14 er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Har en indsat som følge af kriminalforsorgens straffetidsberegning udstået fængselsstraf i for lang tid, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, nr. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 15
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens forpligtelse til at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen, jf. lovforslagets § 14, stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 15 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De nærmere regler om gennemførelsen af orienteringen forudsættes fastsat administrativt med hjemmel i lovforslagets § 19. Det forudsættes herved, at konkrete forespørgsler besvares snarest muligt også i de tilfælde, hvor straffuldbyrdelsen endnu ikke er iværksat.
Til § 16
Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at foretage en omberegning af straffetiden, såfremt straffuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres. Bestemmelsen svarer til § 16 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter lovforslagets §§ 75-76 kan straffuldbyrdelsen afbrydes dels ved den indsattes udeblivelse, undvigelse, varetægtsfængsling mv., dels efter tilladelse fra kriminalforsorgen. Som eksempel på tilfælde, hvor forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres, kan nævnes senere beslutning om samtidig fuldbyrdelse af flere fængselsstraffe i forlængelse af hinanden. I § 16, 2. pkt., fastslås, at den dømte snarest muligt skal gøres bekendt med den ændrede straffetidsberegning.
En ændring af straffetidsberegningen efter § 16 er omfattet af den udvidede klageordning, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 17
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om straffetidsberegningen i tilfælde, hvor flere fængselsstraffe skal afsones i umiddelbar forlængelse af hinanden. Bestemmelsen svarer til § 17 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 17 indebærer, at straffetidsberegningen i de omhandlede tilfælde foretages som en samlet beregning, der omfatter alle de pågældende straffe. De nærmere regler om sådan straffetidsberegning forudsættes fastsat administrativt i medfør af lovforslagets § 19.
Til § 18
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om beregning af straffetiden i tilfælde, hvor den dømte har været anholdt eller varetægtsfængslet under behandlingen af den sag, der har ført til straffuldbyrdelsen, eller i en anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Endvidere omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, jf. lovforslagets § 106, nr. 2 og 3.
Bestemmelsen svarer til § 18 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 19
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om straffetidsberegningen. Bestemmelsen svarer til § 19 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 7 (§§ 20-30) regulerer afgørelsen af, i hvilken institution (fængsel eller arresthus) den dømte skal anbringes ved påbegyndelsen af straffuldbyrdelsen. Endvidere indeholder kapitlet bestemmelser om adgangen til senere at overføre indsatte mellem fængsler og arresthuse.
Institutioner mv.
Til § 20
Bestemmelsen indeholder en angivelse af de institutioner mv., hvori fængselsstraf kan fuldbyrdes. Bestemmelsen svarer til § 20 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af § 20, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel eller arresthus.
Udtrykket »fængselsstraf« og reglerne om fuldbyrdelse heraf omfatter tillige fuldbyrdelse af frihedsstraffe, der som forvandlingsstraf træder i stedet for bødestraf, jf. lovforslagets § 93. § 20 skal endvidere ses i sammenhæng med, at hæftestraffen foreslås afskaffet, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Udtrykket »fængsel« omfatter de eksisterende åbne og lukkede anstalter, herunder Anstalten ved Herstedvester.
Udtrykket »arresthus« omfatter varetægtsinstitutionerne, herunder Københavns Fængsler. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i »kriminalforsorgens pensioner« og i »institutioner mv. uden for kriminalforsorgen« sker efter reglerne i lovforslagets § 78, der afløser den gældende regel i straffelovens § 49, stk. 2.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget at medtage særlige bestemmelser om den nærmere indretning af institutioner til fuldbyrdelse af fængselsstraf. Der henvises herved til lovforslagets § 5 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Anbringelse i fængsel eller arresthus
Til § 21
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvorvidt fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal påbegyndes i fængsel eller arresthus. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 21 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.2., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, at fængselsstraf normalt skal fuldbyrdes i fængsel. Arresthuse er særligt indrettet med henblik på at fungere som varetægtsinstitutioner og har kun begrænsede beskæftigelses- og fællesskabsmuligheder i modsætning til et fængsel, der er særligt indrettet med henblik på fuldbyrdelsen af frihedsstraffe. Det forudsættes, at en indsat, der er varetægtsfængslet i arresthus efter endelig dom, snarest muligt overføres til det fængsel, hvor straffen skal fuldbyrdes, jf. herved retsplejelovens § 999, stk. 2, som affattet ved § 2, nr. 24, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Uanset at afsoning af fængselsstraf i arresthus således må antages at være mere belastende end afsoning af fængsels straf i et fængsel, er det i en række tilfælde fundet nødvendigt at tillade afsoning af fængselsstraf i arresthus. § 21, stk. 2-4, tager sigte på disse tilfælde.
Efter § 21, stk. 2, kan kortvarig fængselsstraf fuldbyrdes i arresthus af hensyn til udnyttelsen af kriminalforsorgens cellekapacitet. En sådan anvendelse af arresthusene er i overensstemmelse med den nuværende praksis og er begrundet i, at det kun ved en sådan udnyttelse af kriminalforsorgens samlede afsoningskapacitet er muligt at undgå såkaldte »ventepukler«. Hensynet til at undgå uhensigtsmæssigt lange ventetider på afsoning er så væsentligt, at det fortsat bør kunne begrunde, at kortvarige fængselsstraffe fuldbyrdes i arresthus i det omfang, hensynet til udnyttelsen af kriminalforsorgens cellekapacitet gør det nødvendigt. Det er ikke fundet hensigtsmæssigt nærmere at lovfæste, hvad der skal forstås ved kortvarig fængselsstraf, idet det følger af bestemmelsen, at arresthuse kun kan benyttes til fuldbyrdelse af fængselsstraffe i det omfang, de kapacitetsmæssige hensyn gør det påkrævet.
I § 21, stk. 3, angives en række yderligere tilfælde, hvor fængselsstraf kan fuldbyrdes i arresthus uden samtykke fra den dømte.
Efter stk. 3, nr. 1, kan fængselsstraf fuldbyrdes i arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl. Bestemmelsen sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »stærke« indsatte. Et sådant kendskab vil typisk basere sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse med forudgående varetægtsfængsling, jf. pkt. 5.5.2.2.2., jf. pkt. 5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter stk. 3, nr. 2, kan fængselsstraf fuldbyrdes i arresthus, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende stoffer. Bestemmelsen kræver ikke, at den dømte må antages at ville indsmugle eller handle med euforiserende stoffer i større omfang. Bestemmelsen forudsættes dog alene anvendt, når der er spørgsmål om at forebygge indsmugling eller handel af ikke bagatelagtig karakter. De oplysninger, der kan begrunde anbringelse i arresthus i medfør af denne bestemmelse, vil navnlig være oplysninger hidrørende fra straffesagen eller fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus.
Stk. 3, nr. 3, tager sigte på dømte, der på grund af kriminalitetens art eller deres adfærd i øvrigt må antages at ville blive mødt med overgreb fra medindsatte, såfremt de anbringes i fællesskab i et åbent eller lukket fængsel. I praksis vil de her omhandlede dømte, der f.eks. kan være dømte med gæld til andre indsatte, i almindelighed selv ønske en beskyttet anbringelse. Sker anbringelsen i arresthus med den pågældendes samtykke, er forholdet omfattet af § 21, stk. 4, nr. 2, jf. nedenfor.
Stk. 3, nr. 4, giver mulighed for i overensstemmelse med den nuværende praksis at anbringe den dømte i Vestre Hospital (Vestre Fængsel), såfremt det efter de lægelige oplysninger er nødvendigt. Baggrunden for bestemmelsen er, at der ikke i fængslerne er egentlige hospitalsafdelinger.
§ 21, stk. 4, indeholder regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf i arresthus i de tilfælde, hvor den dømte selv ønsker sådan anbringelse. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis, at straffuldbyrdelsen sker i arresthus, når den dømte har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet (frigang), eller særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.
Anbringelse i åbent eller lukket fængsel
Til § 22
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvorvidt fuldbyrdelse af en fængselsstraf i et fængsel skal ske (påbegyndes) i et åbent eller lukket fængsel. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 22 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.3., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås som hovedregel, at fuldbyrdelse af straf i fængsel skal ske i åbent fængsel. Denne hovedregel er i overensstemmelse med gældende ret og bygger på det grundlæggende princip, at frihedsberøvelsen ikke må være mere indgribende, end formålet tilsiger. Kan frihedsberøvelsen gennemføres i åbent fængsel uden begrundet antagelse af risiko for undvigelse eller for, at de friere forhold i et åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed ligestillet adfærd, skal den dømte således i almindelighed anbringes i åbent fængsel.
Hovedreglen om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf skal ske i åbent fængsel, er ikke til hinder for, at der administrativt fastsættes regler om, at fuldbyrdelse af straf for visse indsatte skal påbegyndes i en særlig modtagelses- eller visitationsafdeling i et lukket fængsel, f.eks. med henblik på at tilvejebringe det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om i hvilken institution, straffen skal udstås, herunder om anbringelse skal ske i åbent eller lukket fængsel.
Bestemmelserne i stk. 2-4 regulerer adgangen til mod den dømtes vilje at lade straffen fuldbyrde (fuldbyrdelsen påbegynde) i lukket fængsel, mens stk. 5 vedrører anbringelse i lukket fængsel efter den dømtes eget ønske.
Efter § 22, stk. 2, skal en straf af fængsel i mindst 5 år normalt fuldbyrdes i lukket fængsel. Er det efter den dømtes forhold i øvrigt ikke betænkeligt at lade straffen fuldbyrde i åbent fængsel, skal dette ske, jf. stk. 2, 2. pkt. Ved vurderingen af, om det uanset straffens længde ikke er betænkeligt at lade straffen fuldbyrde (fuldbyrdelsen påbegynde) i åbent fængsel, kan der som hidtil bl.a. tages hensyn til f.eks. længden af en eventuel varetægtsperiode og dermed den resterende afsoningstid samt muligheden for prøveløsladelse.
Efter § 22, stk. 3 og 4, er der adgang til i visse tilfælde at lade straffen fuldbyrde i lukket fængsel, selv om de objektive betingelser i stk. 2 ikke er opfyldt.
Det gælder for det første, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl., jf. stk. 3. Med denne bestemmelse sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte med deraf følgende risiko for overgreb på medindsatte eller personale, jf. pkt. 5.5.2.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Anbringelse i lukket fængsel kan også ske, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel, jf. stk. 4. Bedømmelsen af, om fuldbyrdelse af straf skal ske i lukket fængsel i medfør af denne bestemmelse, må bl.a. træffes på grundlag af en vurdering af den dømtes farlighed såvel under fængselsopholdet som under en eventuel undvigelse. Også oplysninger, der begrunder en konkret undvigelsesrisiko eller risiko for indsmugling af og handel med euforiserende stoffer eller andre strafbare forhold, må tillægges betydning. Endvidere kan oplysninger om den pågældendes adfærd under tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner tillægges betydning, navnlig når den pågældende under sådanne ophold har givet anledning til betydelig ulempe eller gene for medindsatte, uden at denne adfærd blev afdækket, mens vedkommende fortsat var i institutionen, så der kunne være taget stilling til en eventuel overførsel til lukket fængsel.
Efter § 22, stk. 5, nr. 1, er der mulighed for i beskyttelsesøjemed at anbringe den dømte i lukket fængsel, selv om anbringelsen sker mod den dømtes vilje. Denne bestemmelse sigter bl.a. til »svage« indsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Endvidere kan der som hidtil ske anbringelse i Anstalten ved Herstedvester, såfremt det af lægelige grunde er nødvendigt at anbringe den dømte på denne institution, der er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller bistand.
§ 22, stk. 6, giver i overensstemmelse med den nuværende praksis mulighed for frivillig afsoning i lukket fængsel, hvis særlige familiemæssige eller andre personlige forhold, herunder arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, taler for det.
Valg af afsoningsinstitution
Til § 23
Bestemmelsen regulerer valget af den konkrete afsoningsinstitution. Dette valg forudsætter, at der i medfør af lovforslagets §§ 21 og 22 er truffet afgørelse om, i hvilken institutionstype (arresthus, åbent fængsel eller lukket fængsel) straffen skal fuldbyrdes. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 23 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.4., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det bemærkes i øvrigt, at et udvalg under Justitsministeriet for tiden overvejer, hvorvidt de grundlæggende principper for fordelingen af indsatte i kriminalforsorgens institutioner, herunder det geografiske nærhedsprincip, fortyndingsprincippet og princippet om fællesskab, bør lempes eller eventuelt erstattes af andre principper. Udvalget forventes at afslutte overvejelserne med en betænkning i begyndelsen af år 2000.
I stk. 1, 1. pkt., fastslås nærhedskriteriet som udgangspunktet for valget af det konkrete afsoningssted. Dette kriterium bygger på, at der er åbenbare fordele ved at lade den dømte afsone straffen i nærheden af sit hjemsted. I stk. 1, 2. pkt., fastslås det, at der ved valget af den konkrete afsoningsinstitution skal tages hensyn til den dømtes egne ønsker. Denne regel indebærer ikke nogen forpligtelse til at følge disse ønsker.
I stk. 2 reguleres adgangen til at fravige nærhedskriteriet.
Af stk. 2, nr. 1, fremgår det, at nærhedskriteriet kan fraviges ved kortvarige fængselsstraffe. Baggrunden for denne bestemmelse er, at hensynet til opretholdelsen af kontakten til familie mv. har størst betydning ved længerevarende straffe.
Stk. 2, nr. 2, åbner mulighed for at fravige nærhedskriteriet af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner. Om dette hensyn til kriminalforsorgens cellekapacitet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 21.
Efter stk. 2, nr. 3, kan nærhedskriteriet fraviges for at beskytte den dømte mod overgreb. Om dette hensyn kan bl.a. henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 21.
Stk. 2, nr. 4, giver mulighed for at fravige nærhedsprincippet med henblik på at kunne yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand. Det gælder også i tilfælde, hvor anbringelsen sker mod den dømtes ønske.
Stk. 2, nr. 5, tager sigte på tilfælde, hvor fravigelsen har baggrund i hensynet til at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, f.eks. de med indsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl. Om dette hensyn kan bl.a. henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 21.
Stk. 2, nr. 6, retter sig mod de tilfælde, hvor det er nødvendigt at placere den indsatte i en anden afsoningsinstitution end den, der følger af nærhedsprincippet, for at forhindre, at den pågældende undviger, herunder i tilfælde hvor undvigelsen søges gennemført ved en befrielsesaktion, der f.eks. iværksættes uden for den pågældende afsoningsinstitution.
Endelig giver stk. 2, nr. 7, mulighed for at fravige nærhedskriteriet for at undgå, at den indsatte kommer til at afsone i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste. Med denne bestemmelse lovfæstes den gældende administrative praksis, som tilsigter at undgå, at der opstår mistanke om, at den ansatte ikke kan udføre tjenesten korrekt og uafhængigt, jf. Justitsministeriets cirkulære af 1. februar 1979 om kriminalforsorgens personales private forbindelser med indsatte og klienter mv.
Overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel
Til § 24
Bestemmelsen regulerer sammen med lovforslagets §§ 25-30 betingelserne for og fremgangsmåden ved overførsel af indsatte mellem fængsler og arresthuse. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 24 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.5., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelser om overførsel af indsatte supplerer reglerne om anbringelse af dømte, idet reglerne om anbringelse af dømte alene regulerer spørgsmålet om, i hvilken institution fuldbyrdelsen af en idømt fængselsstraf skal påbegyndes. Valget af det umiddelbare anbringelsessted er imidlertid ikke udtryk for, at hele straffuldbyrdelsen bør foregå i den pågældende institution.
§ 24 vedrører overførsel af dømte fra lukket til åbent fængsel. I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, at en indsat i lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke længere kan antages at foreligge, eller fortsat fuldbyrdelse af straffen i åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig.
Ved vurderingen af muligheden for overførsel til åbent fængsel vil der efter nogen tids afsoning kunne lægges mindre vægt på erfaringer fra tidligere strafudståelser og tilsvarende mere vægt på den dømtes adfærd under den forløbne del af den aktuelle strafudståelse. Også den nu relativt kortere straffetid kan medvirke til afkræftelse af en tidligere antagelse af f.eks. risiko for undvigelse. I lovforslagets § 89 er der fastsat en særlig sagsbehandlingsregel, der sikrer, at bl.a. spørgsmålet om overførsel fra lukket til åbent fængsel jævnligt vurderes også uden en egentlig ansøgning herom fra den indsatte, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Nægtelse af at overføre en indsat til åbent fængsel forudsætter, at kriminalforsorgen kan godtgøre, at betingelserne for ophold i lukket fængsel fortsat er til stede. En indsat, der er anbragt i eller overført til lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale m.fl., skal således overføres til åbent fængsel, når denne grund til anbringelse ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi den indsatte under ophold i det lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et åbent fængsel, jf. pkt. 5.5.2.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Endvidere vil en indsat, der efter eget ønske er anbragt i lukket fængsel, kunne overføres til åbent fængsel efter anmodning, såfremt der ikke i øvrigt har været grundlag for at anbringe den pågældende i lukket fængsel eller for nu at anse fuldbyrdelse i åbent fængsel for betænkelig.
Overførsel til åbent fængsel kan imidlertid undlades, hvis én eller flere af straffuldbyrdelseslovens øvrige betingelser for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel er opfyldt på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om at overføre til åbent fængsel. En dømt vil således f.eks. som udgangspunkt kunne fortsætte afsoningen i lukket fængsel, hvis den pågældende ønsker det, jf. § 24, stk. 1, jf. § 22, stk. 6, og § 25, stk. 6, om frivillig anbringelse og overførsel til lukket fængsel.
I § 24, stk. 2, er der endvidere givet kriminalforsorgen mulighed for at undlade overførsel til åbent fængsel, hvis den resterende straffetid er ganske kort. Bestemmelsen indebærer ikke, at kriminalforsorgen kan undlade at tage stilling til, om den indsatte i øvrigt opfylder betingelserne for overførsel til åbent fængsel, idet en afgørelse herom kan få betydning ved en eventuel senere afsoning, jf. § 22, stk. 2, og bemærkningerne til den pågældende bestemmelse.
§ 24 omfatter både tilfælde, hvor den dømte oprindeligt er anbragt i lukket fængsel, og tilfælde, hvor den indsatte senere er overført til lukket fængsel.
Ved valget af det åbne fængsel, hvortil den indsatte skal overføres, finder § 23 tilsvarende anvendelse, jf. § 29.
Overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel
Til § 25
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 25 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 er opregnet visse kendsgerninger eller en begrundet formodning om tilstedeværelsen af visse kendsgerninger, jf. udtrykket »bestemte grunde til at antage«, som sædvanligvis fører til overførsel af den dømte til lukket fængsel.
Efter stk. 1, nr. 1, kan der således ske overførsel til lukket fængsel, hvis den pågældende er undveget eller har forsøgt herpå. I overensstemmelse med gældende ret omfatter ordet »undveget« ikke udeblivelse efter udgang.
Efter stk. 1, nr. 2 og 3, kan der ske overførsel til lukket fængsel, hvis den pågældende er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde af euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer. Adgangen til overførsel er ikke betinget af, at der rejses en formel sigtelse mod den pågældende. Overførsel kan f.eks. også ske i tilfælde, hvor den indsatte gribes på fersk gerning eller i øvrigt tilstår indsmugling af eller handel med euforiserende stoffer. Overførsel kan dog kun ske efter en konkret vurdering. Må det på baggrund af den indsattes forklaring f.eks. antages, at de euforiserende stoffer er »plantet« hos den pågældende af medindsatte, kan overførsel ikke finde sted, jf. pkt. 5.5.2.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Herudover kan der efter stk. 1, nr. 4, ske overførsel til lukket fængsel, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl. Bestemmelsen indebærer, at en indsat kan overføres til lukket fængsel, hvis kriminalforsorgen kan påvise bestemte grunde til at antage, at den indsatte under sit ophold i det åbne fængsel ved sin adfærd eller på anden vis har udøvet overgreb på medindsatte m.fl., jf. pkt. 5.5.2.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
At overførsel til lukket fængsel »kan« ske, jf. § 25, stk. 1, indebærer, at overførsel skal undlades, hvis fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel ikke findes betænkelig efter det i øvrigt oplyste om den indsatte. I vurderingen af, om overførsel skal ske, bør således indgå den indsattes forhold i øvrigt under den aktuelle strafudståelse og den indsattes egne forklaringer om baggrunden for de forhold, der efter stk. 1 kan danne grundlag for overførsel til lukket fængsel. Ved vurderingen bør det endvidere tillægges betydning, om de omstændigheder, der kan have begrundet det pågældende forhold, kan påregnes at ville gøre sig gældende under fortsat ophold i åbent fængsel.
Stk. 2 og 3 indeholder adgang til overførsel til lukket fængsel på grundlag af en fremadrettet vurdering af visse forhold vedrørende den indsattes adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel.
Efter stk. 2 kan der således ske overførsel til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Bestemmelsen medfører, at der kan ske overførsel bl.a. i tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse i åbent fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte m.fl. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte m.fl., vil den indsatte kunne overføres til lukket anstalt, hvis det er nødvendigt for at forebygge denne risiko, jf. pkt. 5.5.2.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt § 22, stk. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Stk. 3 indeholder adgang til overførsel til lukket fængsel på grundlag af en særlig bestyrket mistanke om visse forhold, der er åbenbart uforenelige med fortsat ophold i åbent fængsel (undvigelse, grovere strafbart eller groft disciplinært forhold mv.). Det følger bl.a. af kravet om særlig bestyrket mistanke, at der skal vægtigere grunde til at overføre en indsat fra åbent til lukket fængsel i de her omhandlede tilfælde end til at anbringe en dømt i lukket fængsel fra straffuldbyrdelsens påbegyndelse på et lignende grundlag, jf. § 22, stk. 4, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Efter stk. 4, nr. 1, vil en indsat mod sin vilje kunne overføres til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed. Denne adgang til overførsel sigter bl.a. på »svage« indsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.6., jf. pkt. 5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Endvidere kan der som hidtil ske overførsel til Anstalten ved Herstedvester, hvis det af lægelige grunde skønnes nødvendigt, jf. stk. 4, nr. 2.
I stk. 5 foreslås det i overensstemmelse med gældende ret fastsat, at en dømt i åbent fængsel kan anbringes midlertidigt i arresthus under behandlingen af en sag om overførsel til lukket fængsel, når der er grund til at antage, at betingelserne for overførsel er opfyldt. Efter den nuværende praksis vil en indsat, der opholder sig midlertidigt i arresthus, ofte efter kortere tids ophold i arresthuset blive tilbageført til det åbne fængsel, uden at der derefter sker overførsel til lukket fængsel. Med § 25, stk. 5, tilsigtes ingen ændring af denne praksis, der forekommer hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor den midlertidige anbringelse i arresthuset findes at have været tilstrækkelig til over for den dømte at understrege betingelserne for ophold i åbent fængsel, så fortsat ophold i åbent fængsel ikke kan anses for betænkeligt.
For yderligere at begrænse anvendelsen af overførsel til lukket fængsel giver lovforslagets § 28, stk. 2, mulighed for, at en indsat, der opfylder betingelserne i § 25, stk. 1, 2 eller 3, for overførsel til lukket fængsel, i stedet kan overføres midlertidigt til arresthus for et bestemt tidsrum af højst 8 uger. En sådan beslutning indebærer, at den indsatte efter det fastsatte ophold i arresthus skal tilbage til åbent fængsel, medmindre nye oplysninger eller den indsattes forhold under opholdet i arresthuset giver grundlag for en anden anbringelse.
Stk. 5 åbner også mulighed for, at den midlertidige anbringelse kan ske i lukket fængsel. Dette forudsætter dog, at den indsatte samtykker heri, medmindre den midlertidige anbringelse af lægelige grunde sker i Anstalten ved Herstedvester.
Bestemmelsen i stk. 6 om frivillig overførsel fra åbent til lukket fængsel svarer til den nuværende praksis og til bestemmelserne i § 22, stk. 6, og § 24, stk. 1, nr. 1, om frivillig anbringelse i lukket fængsel.
Ved valget af det lukkede fængsel, hvortil den dømte skal overføres, finder § 23 tilsvarende anvendelse, jf. lovforslagets § 29.
Overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner
Til § 26
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 26 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.7., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen giver i overensstemmelse med den nuværende praksis mulighed for, at den dømte efter eget ønske eller under særlige omstændigheder tvangsmæssigt kan overføres mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler og mellem arresthuse.
§ 26, nr. 1-4 og 8 svarer til bestemmelserne i lovforslagets § 23, stk. 2, nr. 2-5 og 7.
§ 26, nr. 5 og 6, giver i overensstemmelse med den nuværende praksis mulighed for at overføre den indsatte til en anden ligeartet institution i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl., og i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter.
§ 26, nr. 7, tilsigter at opretholde den nuværende adgang til at kunne overføre indsatte mellem ensartede institutioner, når den indsatte selv ønsker en sådan overførsel, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det. Blandt sådanne forhold kan kan bl.a. nævnes hensynet til den indsattes uddannelse eller arbejde, eventuelt i forbindelse tilladelse til udgang hertil (frigang).
Ved valget af den nye institution gælder bestemmelsen i lovforslagets § 23 tilsvarende, jf. lovforslagets § 29.
Overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel
Til § 27
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 27 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.8., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Som det fremgår af § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil, skal fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel. Kun hvor særlige hensyn gør sig gældende, kan fængselsstraf fuldbyrdes i arresthus.
I overensstemmelse med dette princip fastslås det i stk. 1, at en indsat i et arresthuse skal overføres til fængsel, når de særlige forhold, der begrundede anbringelsen i arresthus, ikke længere foreligger, medmindre den resterende straffetid er kortvarig. Det indebærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte, personale m.fl. skal overføres til fængsel, når denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere består, f.eks. fordi den indsatte under ophold i arresthuset har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale m.fl. ved anbringelse i et fængsel, jf. pkt. 5.5.2.2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemt tidsperiode for den resterende straffetid. Ved vurderingen af, om overførsel skal ske, kan der derfor tages hensyn til de ulemper, der konkret vil være forbundet med en forbliven i arresthuset.
I stk. 2, gives der adgang til at overføre indsatte fra arresthus til fængsel af hensyn til udnyttelsen af kriminalforsorgens cellekapacitet, af hensyn til muligheden for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand eller af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Den pågældende bestemmelse svarer til § 26, nr. 1, 3 og 4, der vedrører betingelserne for at overføre indsatte mellem bl.a. arresthuse. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, giver bl.a. mulighed for at overføre såkaldt »negativt stærke« indsatte til et lukket fængsel, hvor der eventuelt kan ske anbringelse på en særlig afdeling for sådanne indsatte, jf. pkt. 5.1.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt bemærkningerne til lovforslagets § 25, stk. 2.
Der er ikke fundet grundlag for i § 27 at medtage bestemmelser svarende til § 26, nr. 2 og 5 og 6, idet disse bestemmelser vedrører forhold, der indgår i vurderingen af, om de særlige betingelser for afsoning i arresthus i det hele taget er opfyldt.
I stk. 3 fastslås det, at bestemmelserne i § 22, jf. §§ 24 og 25, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelsen af, om overførslen fra arresthus skal ske til åbent eller lukket fængsel. Det indebærer, at en indsat, der overføres til fængsel, f.eks. fordi muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale m.fl. ikke længere kan begrunde, at afsoningen sker i arresthus, normalt skal anbringes i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1, og pkt. 5.5.2.2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Er betingelserne for at overføre den indsatte fra arresthus til fængsel opfyldt, men er betingelserne for ophold i åbent fængsel ikke opfyldt, skal den pågældende imidlertid overføres til lukket fængsel.
Ved valget af det fængsel, hvortil den indsatte skal overføres fra arresthuset, finder § 23 tilsvarende anvendelse, jf. lovforslagets § 29.
Overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus
Til § 28
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om overførsel af en indsat fra fængsel til arresthus. Bestemmelsen svarer til § 28 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.9., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ved stk. 1 og 3 gives mulighed for at overføre en indsat fra fængsel til arresthus i samme omfang, som der efter § 21, stk. 3 og 4, kan ske anbringelse i arresthus, jf. bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse. § 28, stk. 1, nr. 1, om overførsel for at forebygge overgreb på medindsatte, personale m.fl. sigter bl.a. på tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutning om anbringelse i fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte, personale m.fl., men hvor det efterfølgende viser sig, at der er risiko for, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende begår overgreb på medindsatte eller personale. Er den indsatte anbragt i åbent fængsel, forudsætter overførsel til arresthus, at overførsel til lukket fængsel ikke er tilstrækkelig til at forebygge sådanne overgreb, jf. pkt. 5.5.2.2.9. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 28, stk. 1 og 3, indeholder i modsætning til § 21, stk. 2, ikke bestemmelser om fuldbyrdelse i arresthus af hensyn til kriminalforsorgens cellekapacitet. Det forudsættes imidlertid, at der som hidtil kan ske overførsel til anden afsoningsinstitution, herunder arresthus, i særlige nødsituationer, f.eks. efter brand.
§ 28, stk. 2, åbner mulighed for, at en indsat, der opfylder betingelserne i § 25, stk. 1, 2 eller 3, for overførsel til lukket fængsel, i stedet kan overføres midlertidigt til arresthus for et bestemt tidsrum af højst 8 uger. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 25. Den indsatte skal under det midlertidige ophold i arresthuset behandles som andre strafafsonere.
Ved valget af det arresthus, som den indsatte skal overføres til, finder § 23 tilsvarende anvendelse, jf. lovforslagets § 29.
Valg af ny afsoningsinstitution
Til § 29
Efter bestemmelsen skal reglerne i § 23 vedrørende valget af afsoningsinstitution ved straffuldbyrdelsens påbegyndelse finde tilsvarende anvendelse ved valget af afsoningsinstitution i forbindelse med overførsler efter lovforslagets §§ 24-28. Bestemmelsen svarer til § 29 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.10., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det bemærkes i øvrigt, at et udvalg under Justitsministeriet for tiden overvejer ændringer af de grundlæggende principper for fordelingen af indsatte, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23.
Bestemmelsen indebærer, at valget af den institution, hvortil den indsatte skal overføres, skal træffes under hensyntagen til den indsattes egne ønsker og således, at straffen så vidt muligt fuldbyrdes i nærheden af den indsattes hjemsted. De begrænsninger, der efter § 23, stk. 2, gælder i anvendelsen af nærhedsprincippet ved valget af det umiddelbare afsoningssted, gælder tilsvarende ved valget af den institution, hvortil den indsatte senere skal overføres.
Administrative bestemmelser
Til § 30
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse og overførsel efter lovforslagets §§ 21-29. Bestemmelsen svarer til § 30 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.10., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Regler om anbringelse og overførsel kan bl.a. indeholde forskrifter om den geografiske fordeling på de enkelte afsoningsinstitutioner efter den dømtes hjemsted. Endvidere kan der med hjemmel i § 30 fastsættes grænse for, hvilke straffe der afhængig af udnyttelsen af kriminalforsorgens cellekapacitet skal anses for omfattet af lovforslagets bestemmelser om kortvarige fængselsstraffe.
Til kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
Lovforslagets kapitel 8 (§§ 31-45) indeholder en række bestemmelser vedrørende indsattes rettigheder og pligter under selve opholdet i afsoningsinstitutionen. Disse bestemmelser, der skal ses i forlængelse af de almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf i lovforslagets §§ 3 og 4, vedrører spørgsmål om vejledning og planlægning, anbringelse i fællesskab eller efter den indsattes eget ønske uden fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester, dispositioner over egne penge og genstande samt udgivelse af et informationsblad. Endvidere indeholder kapitel 8 regler om de indsattes beskæftigelse ved arbejde, undervisning og uddannelse mv. samt i fritiden og regler om forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
Vejledning og planlægning
Til § 31
Bestemmelsen fastsætter regler om institutionens pligt til at vejlede den indsatte om dennes rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. Endvidere indeholder bestemmelsen pligt for institutionen til sammen med den indsatte at udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Bestemmelsen svarer til § 31 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder bestemmelsen om institutionens pligt til at vejlede den indsatte om dennes rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. I forhold til den nuværende praksis indebærer forslaget, at der i alle institutioner skal gives den dømte en udførlig orientering om regler for opholdet i institutionen og om dennes forhold i øvrigt. Det fremgår af bestemmelsen, at denne vejledning skal gives snarest efter, at den indsatte er anbragt i institutionen. Det forudsættes, at der ved modtagelsen af den indsatte til denne udleveres en kort og overskuelig skriftlig orientering om institutionen. Endvidere forudsættes den dømte sammen med indkaldelsen til afsoning at få tilsendt mere generelt informationsmateriale vedrørende institutionen, så den dømte og eventuelle pårørende har mulighed for på forhånd at være orienteret om bl.a. besøgsregler.
I stk. 2, 1. pkt., fastsættes det, at institutionen sammen med den indsatte snarest efter indsættelsen skal udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. En sådan planlægning udføres efter den nuværende praksis ikke i alle institutioner. Formålet med planlægningen er bl.a. at fremhæve, at straffuldbyrdelsen så vidt muligt allerede fra dennes påbegyndelse skal søges tilrettelagt med henblik på at styrke og forbedre den dømtes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen, jf. lovforslagets § 3. Planlægningen tilsigter også at understrege den indsattes medansvar både for forløbet af strafudståelsen og for perioden efter denne. Særligt med henblik på at fastholde den indsatte i ansvaret for en realistisk planlægning fastsættes det i stk. 2, 2. pkt., at den udarbejdede plan jævnligt skal sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Der er ved forslaget om planlægning i stk. 2 ikke fundet grundlag for generelt at undtage indsatte med kortvarige fængselsstraffe fra forslaget, men det er forudsat, at planlægningen og arbejdet hermed navnlig er af betydning for indsatte med ikke helt korte straffe. For at sikre, at de til enhver tid værende ressourcer også giver mulighed for den fornødne planlægning for disse indsatte, er der i stk. 3 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om begrænsning i pligten til planlægning for så vidt angår indsatte med korte straffe.
Anvisninger
Til § 32
Bestemmelsen medfører pligt for den indsatte til at efterkomme de anvisninger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af opgaver, som institutionen skal udføre i henhold til lovforslagets bestemmelser og administrative forskrifter fastsat med hjemmel i lovforslaget. Bestemmelsen svarer til § 32 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Fællesskab
Til § 33
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om anbringelse i fællesskab med andre indsatte eller - efter den indsattes eget ønske - uden sådant fællesskab. § 33 regulerer derimod ikke spørgsmålet om institutionens adgang til at udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte. Regler herom er fastsat i lovforslagets §§ 63-64, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser. Den omhandlede bestemmelse svarer til § 33 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at den indsatte så vidt muligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen vedrører fællesskab i arbejdstid og fritid, idet den dømte som hidtil forudsættes så vidt muligt at have adgang til at opholde sig i eget opholdsrum om natten. Ved anvendelsen af udtrykket »så vidt muligt« sigtes til, at der ved fuldbyrdelsen af straf i arresthus er begrænsede muligheder for at tilbyde fællesskab.
I stk. 2 lovfæstes den indsattes ret til at afsone sin straf uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte. Er dette af praktiske grunde ikke muligt i den institution, hvor den indsatte er anbragt, kan den indsatte anmode om at blive overført til afsoning i arresthus, jf. lovforslagets § 28, stk. 3, nr. 2. Fremsætter den dømte sit ønske om afsoning uden fællesskab, før straffuldbyrdelsen påbegyndes, kan anbringelse eventuelt ske i arresthus, jf. lovforslagets § 21, stk. 4, nr. 2.
I stk. 3 gives den indsatte ret til afsoning uden fællesskab uden for arbejdstiden med indsatte af modsat køn. Når bestemmelsen undtager arbejdstiden, skyldes det, at stadig flere fængsler modtager indsatte af begge køn, og at det kan være vanskeligt at opdele fængslets arbejds- og uddannelsespladser efter de indsattes køn.
Stk. 4 indeholder en henvisning til lovforslagets §§ 63-64, hvorefter fængselsstraf efter institutionens bestemmelse og mod den indsattes ønske i særlige tilfælde kan fuldbyrdes uden fællesskab med andre indsatte.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af fællesskab. Bestemmelsen vedrører bl.a. regler om adgangen til at låse de indsatte inde i arbejdstid, fritid og om natten.
Bemyndigelsen i stk. 5 skal bl.a. benyttes til at fastsætte regler om de indsattes adgang til at låse eget opholdsrum. Adgangen hertil er af betydning, dels fordi tilladte effekter udleveres til den indsatte på dennes eget ansvar, jf. lovforslagets § 36 og bemærkningerne til denne bestemmelse, dels fordi det må anses for rimeligt, at den indsatte kan være alene uden at skulle anmode personalet om at blive låst inde. Personalet vil i sagens natur altid kunne låse op til et opholdsrum, som er aflåst af den indsatte, hvis det er nødvendigt.
I øvrigt bemærkes, at udtrykket »fællesskab« hverken efter de nugældende regler mv. eller efter lovforslagets § 33 omfatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær med alle øvrige indsatte. Efter den nuværende praksis har flertallet af de indsatte i lukkede fængsler kun adgang til fællesskab i fritiden med indsatte på den afdeling, hvor de selv er anbragt.
Endvidere forudsættes institutionerne som hidtil at kunne træffe afgørelse om, på hvilken af institutionens forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Det gælder også placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organiserede grupper, herunder rockergrupper, eller indsatte med særlig lange eller særlig korte straffe. Selv om en sådan placering udelukker de pågældende fra samvær med indsatte, der ikke hører til de særlige kategorier, indebærer dette ikke brud på de indsattes adgang til fællesskab, forudsat at de indsatte har adgang til indbyrdes fællesskab, jf. pkt. 5.6.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Medindflydelse
Til § 34
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes medindflydelse på tilværelsen i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 34 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, at en indsat skal have mulighed for at øve indflydelse på sin tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd. Denne ret til medindflydelse medvirker til at understrege den indsattes medansvar for sin tilværelse under afsoningen og den pågældendes ansvar for sin tilværelse efter denne. Stk. 1 forudsætter, at institutionen tilvejebringer de fornødne muligheder for de indsattes medindflydelse.
I stk. 2 fastsættes det, at de indsattes medindflydelse udøves gennem talsmænd valgt af indsatte på en afdeling eller af bestemte grupper af indsatte, f.eks. indsatte på et værksted eller undervisningshold eller udenlandske indsatte. Det fremgår endvidere, at alle indsatte er valgbare som talsmænd, og at valg af talsmænd og fælles talsmand skal foregå ved skriftlige og hemmelige afstemninger, der skal kontrolleres af institutionen og repræsentanter for de indsatte i fællesskab. Bestemmelsen udelukker ikke, at institutionens ledelse i stedet kan afholde møder med alle indsatte eller med grupper af indsatte. Sådanne møder kan dog ikke træde i stedet for møder med talsmænd, medmindre de indsatte ikke ønsker at vælge talsmænd.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at de indsattes talsmænd i lighed med andre tillidsmænd ikke har ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager om enkeltpersoner. Særligt under hensyn til institutionens muligheder for at gennemføre frihedsberøvelsen, jf. lovforslagets § 3, er det i stk. 3 bestemt, at de indsatte heller ikke har ret til at deltage i drøftelser om sager, der vedrører institutionens sikkerhed.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse. Det forudsættes i den forbindelse, at der udarbejdes regler om adgang for de valgte talsmænd til indbyrdes kontakt til forberedelse af drøftelser med institutionens ledelse. Denne indbyrdes kontakt forudsættes at omfatte såvel talsmændenes indbyrdes kontakt som den enkelte talsmands kontakt med de andre indsatte, som vedkommende særligt repræsenterer. Institutionen kan ikke afskedige en talsmand, men begrænsninger i de valgte talsmænds adgang til indbyrdes kontakt og kontakt med andre indsatte, som de særligt repræsenterer, kan fastsættes i de særlige tilfælde, hvor en talsmand er udelukket fra fællesskab efter reglerne i lovforslagets § 63, eller hvor to eller flere talsmænd er anbragt på hver sin afdeling i den pågældende institution for at forhindre undvigelse. I sådanne særlige tilfælde kan det være nærliggende at lade en suppleant varetage hvervet som talsmand, så længe den egentlige talsmand er forhindret i at varetage sit hverv.
Deltagelse i gudstjenester
Til § 35
Bestemmelsen vedrører indsattes ret til deltagelse i gudstjenester mv., der afholdes i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 35 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter stk. 1 har en indsat i overensstemmelse med de gældende regler ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen, medmindre ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet at nægte den pågældende adgang til sådan deltagelse.
Efter stk. 2 har en indsat en ubetinget ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund. Bestemmelsen omfatter præst m.fl. fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det som hidtil bero på en konkret vurdering, om en person kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund, jf. pkt. 5.6.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De besøg, som en indsat efter stk. 2 har af en præst m.fl., er ikke omfattet af lovforslagets § 51, stk. 1, hvorefter en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Om den indsattes adgang til at være fritaget for beskæftigelse på visse dage som følge af den pågældendes religiøse tilhørsforhold henvises til lovforslagets § 41 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Egne penge og genstande
Til § 36
Bestemmelsen regulerer de indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne penge og genstande i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 36 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter stk. 1 har de indsatte som udgangspunkt ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen. Efter bestemmelsen gælder dette dog kun, såfremt det er foreneligt med institutionens varetagelse af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Denne begrænsning er i overensstemmelse med gældende ret og er fundet nødvendig både for at sikre kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed og af ordensmæssige hensyn, herunder navnlig hensynet til at også »svage« indsatte under afsoningen kan have tålelige forhold og ikke af »stærke« indsatte tvinges eller udnyttes til uønskede dispositioner.
I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om begrænsninger i de indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande, herunder til at modtage genstande fra andre. Sådanne regler, der bl.a. kan indeholde forbud mod besiddelse af mobiltelefoner, findes mest hensigtsmæssigt at kunne fastsættes administrativt, bl.a. fordi de i nogen grad er knyttet til de faktiske forhold i den enkelte afsoningsinstitution. Såfremt den indsatte af sikkerhedsmæssige grunde nægtes ret til at være i besiddelse af egne genstande, forudsættes institutionen i rimeligt omfang at gøre det muligt for den indsatte at besidde tilsvarende møbler mv.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge i institutionen. Bestemmelsen bygger på en forudsætning om, at de indsatte som udgangspunkt ikke har ret til at medtage egne penge, men alene kan besidde og råde over penge, som er modtaget som vederlag for beskæftigelse i institutionen, jf. lovforslagets § 42 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for, at der eventuelt fastsættes regler om, at indsatte ikke må besidde kontante penge i institutionen, således som det forsøgsvis er gennemført i et fængsel, jf. pkt. 5.6.6.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Udgivelse af blad
Til § 37
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes ret til i institutionen at udgive et informationsblad. Bestemmelsen svarer til § 37 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastsættes det, at de indsatte i institutionen har ret til at udgive blade. Denne ret omfatter samtlige institutioner, dvs. både åbne og lukkede fængsler, arresthuse og kriminalforsorgens pensioner.
Efter stk. 2 yder fængslet støtte til udgivelse af ét blad. Ordet »fængslet« sigter til åbne og lukkede fængsler. Arresthuse og pensioner omfattes ikke af bestemmelsen. Støtten forudsættes at omfatte økonomisk støtte, herunder til anskaffelse af kontormaskiner mv. samt fremstilling af informationsbladet. Endvidere forudsættes fængslets støtte at omfatte tilladelse til, at redaktøren af informationsbladet kan opfylde sin pligt til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter, jf. lovforslagets § 38, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse, ved at arbejde med udgivelsen af bladet. Det indebærer bl.a., at den pågældende får vederlag af fængslet for den nødvendige varetagelse af hvervet som redaktør. Fængslet kan ikke afskedige redaktøren, der udpeges af de indsatte. Overholder redaktøren ikke de vilkår, der måtte blive fastsat, jf. stk. 4 og bemærkningerne nedenfor, kan fængslet imidlertid nægte at anerkende hvervet som en godkendt aktivitet og henvise redaktøren til at udøve hvervet i fritiden.
I overensstemmelse med den nuværende praksis er det i stk. 3 fastsat, at institutionens leder har adgang til at gennemlæse de indsattes blade, før de udgives, og at institutionens leder i forbindelse hermed i visse tilfælde kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler.
Ordet »institutionens« omfatter her de samme institutioner, som er omfattet af stk. 1, jf. ovenfor.
Udtrykket »de indsattes blade« omfatter både tilfælde, hvor fremstillingen af bladet sker i institutionen, eventuelt med støtte fra fængslet efter § 37, stk. 2, og tilfælde, hvor fremstillingen sker uden for vedkommende institution, når bladet må antages at være bestemt til udgivelse i institutionen. Øvrige blade, der bringes til institutionen udefra, f.eks. blade, der retter sig mod alle i kriminalforsorgens institutioner, forudsættes at kunne gennemlæses og nægtes udleveret i medfør af lovforslagets § 36 om egne genstande, § 55 om brevveksling og § 60 om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum, jf. pkt. 5.6.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« tænkes bl.a. på forebyggelse af, at de indsatte begår strafbart forhold under afsoningen, f.eks. ved at overtræde straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser. Som eksempel på personer, der kan være omfattet af udtrykket »groft forulemper enkeltpersoner«, kan nævnes ofre for forbrydelser og medindsatte og - i særligt grove tilfælde - ansatte ved institutionen, jf. pkt. 5.6.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 4 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af retten til bladudgivelse efter stk. 2 og 3, herunder om fastsættelse af vilkår for støtte til udgivelsen og om mulighed for inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes. Det forudsættes herved, at inddragelse af støtten kan ske både indtil videre og for en bestemt periode.
Arbejde og uddannelse mv.
Til § 38
Bestemmelsen regulerer sammen med §§ 39-42 de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 38 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1, fastslås det, at de indsatte har såvel ret som pligt til under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet. I forhold til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 35 om arbejdspligt for de indsatte og i forhold til den nuværende praksis åbner bestemmelsen mulighed for en udvidelse af de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af sin pligt til at være beskæftiget under straffuldbyrdelsen. Samtidig indebærer bestemmelsen, at pligten til at være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, således at det påhviler kriminalforsorgen at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder. Med bestemmelsen tilsigtes endvidere en understregning af undervisning og uddannelse som ligestillet med tilbud om beskæftigelse i institutionens værksteder eller med institutionens drift. Denne ligestilling har bl.a. betydning for spørgsmålet om vederlæggelse, jf. lovforslagets § 42, og bemærkningerne til denne bestemmelse, og tilsigter en forbedring af indsattes motivation til at udnytte institutionsopholdet til undervisning og uddannelse.
I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fravige bestemmelsen om ret og pligt til at være beskæftiget under fuldbyrdelsen af fængselsstraffen.
Denne bestemmelse påtænkes at få betydning dels for særlige institutioner, der ikke har mulighed for at tilbyde alle beskæftigelse, dels for bestemte grupper af indsatte. Bestemmelsen giver f.eks. mulighed for at fritage efterlønsmodtagere og andre pensionister for pligten til at være beskæftiget, herunder med egentligt arbejde, mod at være beskæftiget med andre godkendte aktiviteter.
Bestemmelsen vil endvidere give mulighed for at fritage indsatte, der afsoner i arresthuse, for pligten til at være beskæftiget. Arresthusene huser primært varetægtsarrestanter, mens afsonere udgør en relativt lille gruppe, der som hovedregel kun udstår kortvarige straffe. Varetægtsarrestanter har ikke beskæftigelsespligt, og det kan derfor være vanskeligt for arresthusene at administrere en beskæftigelsespligt for denne lille gruppe af afsonere.
Til § 39
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om valg af beskæftigelse til den enkelte indsatte under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 39 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås princippet om individuelt beskæftigelsesvalg.
Stk. 2, 1. pkt., indeholder en angivelse af de hensyn, der skal tages i betragtning ved det individuelle beskæftigelsesvalg. Det forudsættes, at kriminalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivitetstilbuddene til de indsattes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, så institutionernes beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i videst muligt omfang kan medvirke til at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, jf. lovforslagets § 3. Bl.a. med sigte herpå indeholder stk. 2, 2. pkt., en forpligtelse for kriminalforsorgen til at vejlede den indsatte om mulighederne for ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.
For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannelse eller arbejde uden for institutionen henvises til lovforslagets § 46 om udgang og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 40
Bestemmelsen indebærer, at institutionens særlige arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen svarer til § 40 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt., hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis, at institutionernes særlige arbejdspladser så vidt muligt skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens beskæftigelse af de indsatte.
Med udtrykket »særlige arbejdspladser« sigtes til arbejdspladser i værksteder i kriminalforsorgens institutioner. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted (typisk enkle montage- eller pakkearbejder), omfattes ikke. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted, findes navnlig i arresthusene, hvor der af pladsmæssige årsager ikke alle steder er indrettet særlige værksteder til arbejdspladser.
Det forudsættes, at kriminalforsorgens varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver kan begrunde fravigelser af kravene til arbejdspladsernes indretning. Det samme gælder de bygningsmæssige forhold, idet de særlige fængselsmæssige forhold undertiden bevirker, at lovgivningens regler om flugtveje, placering af vinduer mv. må fraviges.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkningerne til denne bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde.
Til § 41
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold. Bestemmelsen svarer til § 41 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Baggrunden for bestemmelsen er, at en lang række spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af beskæftigelsen af indsatte ikke findes egnet til lovregulering, men bør fastsættes administrativt i henhold til en bemyndigelse i loven.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at administrative forskrifter, der skal udstedes, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det forudsættes i den forbindelse, at vedkommendes samlede forpligtelse til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, så der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på bestemte dage, jf. pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 42
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om vederlag for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet. Bestemmelsen svarer til § 42 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Denne bestemmelse omfatter indsatte, der i institutionen (fængsler og arresthuse) ikke er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning. Efter stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter reglerne i lovforslagets § 38, stk. 2, jf. bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse. Endelig skal der udbetales vederlag til indsatte, som på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. stk. 1, 3. pkt.
Efter stk. 2 skal andre indsatte alene have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og lovforslagets § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes her til personer, der ikke omfattes af stk. 1, f.eks. personer der har tilsidesat beskæftigelsespligten, og personer, der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde.
Stk. 3 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.
Henvisningen i stk. 2 til stk. 3, jf. ovenfor, indebærer, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af stk. 1, alligevel skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler, som stk. 3 giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel kan peges på indsatte, der har være fraværende fra beskæftigelse på grund af visse former for udgang, lægebesøg eller lignende, og som efter de nugældende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet aflønning.
Henvisningen i stk. 2 til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang har arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres personlige fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutionen.
Ordet »ydelser« i stk. 3 omfatter i overensstemmelse med de nugældende regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier og forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en kontanthjælpsmodtager har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.
Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom, som hidtil at kunne fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket er i overensstemmelse med de regler om dagpenge, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.
Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der som hidtil kan ske modregning for kostens værdi ved udbetaling af vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld selvforplejning.
Om adgangen til at enrumsanbringe mv. og ikende disciplinærstraf i form af bøde ved fravær fra beskæftigelse henvises til pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 64 og § 68, jf. § 67, nr. 3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.
Fritiden
Til § 43
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilrettelæggelse af de indsattes fritid i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 43 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.9. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås princippet om selvforvaltning. Med denne bestemmelse tilsigtes det at tilnærme de indsattes former for fritidsudnyttelse til forholdene i det øvrige samfund. Det forudsættes, at de indsatte selv skal forestå egen kostforplejning, og at servicefunktioner, der ydes af den enkelte institution, i videst muligt omfang overføres til de indsattes selvforvaltning i takt med tilvejebringelsen af de praktiske muligheder og forudsætninger i de enkelte institutioner.
I stk. 2 fastsættes pligt for institutionen til at tilbyde de indsatte aktiviteter i fritiden. Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at institutionen til stadighed skal sikre, at de indsatte tilbydes et passende antal aktiviteter i fritiden.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at en indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Bestemmelsen er en minimumsbestemmelse, og det bør derfor tilstræbes, at de indsatte gives mulighed for at tilbringe yderligere tid i fri luft.
Det fremgår samtidig af stk. 3, at gennemførelsen af retten til at tilbringe mindst 1 time i fri luft kan fraviges, hvis gennemførelsen af denne ret i det enkelte tilfælde vil være uforenelig med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn. Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendelse, hvis den indsatte er anbragt i sikringscelle, jf. lovforslagets § 66. Bestemmelsen, der er i overensstemmelse med gældende ret, medfører bl.a., at indsatte, der er udelukket fra fællesskab, jf. lovforslagets § 63, eller anbragt i strafcelle, jf. lovforslagets § 68, efter en konkret vurdering kan nægtes adgang til at tilbringe mindst én time i fri luft.
I tilslutning til lovforslagets § 43 henvises i øvrigt til bestemmelserne i lovforslagets kapitel 9 om indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. Også de bestemmelser, der er omfattet af dette kapitel, er således af væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af de indsattes fritid under straffuldbyrdelsen.
Forsorgsmæssig bistand
Til § 44
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den forsorgsmæssige bistand til indsatte. Bestemmelsen svarer til § 44 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Som det fremgår af lovforslagets § 3 og bemærkningerne til denne bestemmelse, er det en hovedopgave for kriminalforsorgen ved fuldbyrdelsen bl.a. af en fængselsstraf at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Et væsentligt middel til løsning af denne hovedopgave er ydelsen af forsorgsmæssig bistand til den indsatte.
Den forsorgsmæssige bistand er nærmere beskrevet i stk. 1, der indebærer en pligt for institutionen til at vejlede og bistå en indsat med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold. I stk. 1, nr. 1, fastslås det, at institutionen har pligt til at yde forsorgsmæssig bistand med et mere fremadrettet formål, dvs. med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Efter stk. 1, nr. 2, skal den forsorgsmæssige bistand endvidere ydes med henblik på at begrænse de ulemper, som følger af frihedsberøvelsen. En tilsvarende forpligtelse er for så vidt angår varetægtsarrestanter fastsat i retsplejelovens § 776.
Stk. 2 fastslår institutionens pligt til at formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand. Forpligtelsen til at yde indsatte bistand efter den sociale lovgivning mv. forudsættes som hidtil i første række at påhvile de almindelige sociale myndigheder.
Sundhedsmæssig bistand
Til § 45
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om sundhedsmæssig bistand til indsatte. Bestemmelsen svarer til § 45 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.11. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 45 bygger på det hovedsynspunkt, at kriminalforsorgens klientel i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med befolkningen i almindelighed. Dette grundprincip er i overensstemmelse med lovforslagets § 4, hvorefter der ikke under fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.
I stk. 1 fastslås de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand. De nærmere regler om den sundhedsmæssige bistand forudsættes fastsat administrativt af justitsministeren i medfør af bemyndigelsen i stk. 4.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder psykiatrilovens betingelser for tvangstilbageholdelse, og som ikke kan overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.
Stk. 2 suppleres i stk. 3 af en bestemmelse om fremgangsmåden ved tvangsbehandling i de ovennævnte tilfælde, hvorefter behandlingen skal ske i overensstemmelse med psykiatrilovens regler, herunder også for så vidt angår adgang til at klage over anstaltens beslutning om tvangsbehandling til patientklagenævnet. Patientrådgiver beskikkes dog kun, hvis den pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge efter straffelovens § 71.
Formålet med stk. 2 og 3 er at give mulighed for at fastholde den nuværende restriktive praksis vedrørende tvangsbehandling af forbigående, ekstraordinært farlige sindssyge indsatte, der, fordi tilstanden er forbigående og svingende, ikke opfylder betingelserne i psykiatrilovens § 40 for afsigelse af farlighedsdekret, jf. pkt. 5.6.11.2., jf. pkt. 5.6.11.1.4., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ved klage over beslutning om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester forudsættes det at være anstalten, der efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringer afgørelsen for patientklagenævnet. Af henvisningen til psykiatrilovens regler om klageadgang følger, at patientklagenævnets afgørelse kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Til kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Lovforslagets kapitel 9 (§§ 46-59) indeholder en række bestemmelser vedrørende de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. I §§ 46-50 behandles spørgsmålet om tilladelse til udgang. I §§ 51-54 behandles spørgsmålet om tilladelse til besøg. I §§ 55-56 og i § 57 behandles henholdsvis spørgsmålet om ret til brevveksling og til at føre telefonsamtaler. Endelig indeholder dette kapitel i §§ 58 og 59 nærmere regler om de indsattes mulighed for at holde sig orienteret ved avislæsning mv. og om indsattes kontakt til medierne.
Udgang
Til § 46
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår en indsat kan få tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 46 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gives til formål, der er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at tilladelse til udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuldbyrdelsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde, så man i de forholdsvis få tilfælde, hvor udgang misbruges til ny kriminalitet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver anledning til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangstilladelser og vilkårene for sådanne tilladelser.
I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, nr. 2, at tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsættes fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der har behandlet straffesagen.
Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger. I stk. 2 er imidlertid opregnet en række forhold, der skal tillægges særlig vægt ved denne vurdering. Det forudsættes herved, at forholdenes særlige betydning mindskes i takt med straffens udståelse, såfremt de i øvrigt foreliggende oplysninger om den indsatte taler herfor. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrørende den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse. Stk. 2, nr. 6, indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse kan medføre, at den indsatte må påbegynde udgang på et senere tidspunkt end normalt eller efter omstændighederne ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen.
I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at en indsat kan få tilladelse til udgang, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt - dvs. bortset fra misbrugsrisikoen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 47
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i bestemmelsen, at det tidsrum, hvori den indsatte har været på udgang, medregnes til straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 47 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Såfremt den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det tidsrum, hvori straffuldbyrdelsen er afbrudt, medregnes ikke i straffetiden.
Til § 48
Bestemmelsen vedrører fastsættelsen af vilkår for tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 48 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives på vilkår af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Såfremt de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om at følge den fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte tilladelser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives på ændrede vilkår, jf. lovforslagets § 49 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Er der ikke allerede givet tilladelse til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstilladelse, jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4.
Efter stk. 2 kan tilladelsen til udgang betinges af andre vilkår, hvis sådanne vilkår findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Bestemmelsen indeholder i nr. 1-4 en ikke udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der kan som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang.
Til § 49
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af vilkår for meddelte udgangstilladelser. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 49 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmelsen i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat har fået tilladelse til regelmæssig udgang.
Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksempel på nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplysninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet. Endvidere kan peges på oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold.
Til § 50
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 50 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter § 50, 2. pkt., kan det i forbindelse med de administrative regler om udgang bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestemmelse administrativt fastsættes regler med angivelse af de tidsmæssige betingelser, der normalt skal være opfyldt for udgang til bestemte formål, herunder udgang for at besøge eller være sammen med bestemte personer.
Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i institutionen i et bestemt tidsrum er hensynet til, at institutionen kan få det fornødne kendskab til den indsatte. At tilladelse til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives efter udståelse af en bestemt del af straffen er begrundet dels i en mere generel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang under fuldbyrdelsen af længere straffe, dels i hensynet til retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3.
§ 50, 2. pkt., indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36, 2. pkt., hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes behandling, herunder forberedelsen af den pågældendes løsladelse, alene kan gives til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, jf. pkt. 5.7.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I § 50, 3. pkt., gives mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf. pkt. 5.7.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Besøg mv.
Til § 51
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes ret til at modtage besøg. Bestemmelsen svarer til § 51 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Bestemmelsen angiver for så vidt angår antallet og varigheden af besøg et minimum for de besøg, som en indsat har ret til at få. Det må i almindelighed tillægges stor vægt for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, at den pågældende under straffuldbyrdelsen opretholder og styrker sin forbindelse med familie m.fl. For at understrege bestemmelsens karakter af en minimumsbestemmelse er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at der i den enkelte institution kan gives tilladelse til besøg i videre omfang. Som eksempel kan nævnes muligheden for, at en indsat kan få besøg af sine børn i videre omfang end efter den almindelige besøgsregel i stk. 1, 1. pkt. Om den indsattes ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen henvises til lovforslagets § 54 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
I stk. 2 er det fastsat, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere. Afgrænsningen af den kreds, der omfattes af bestemmelsen, svarer til den kreds, der efter lovforslagets § 56, stk. 1, kan have ukontrolleret brevveksling med den indsatte, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Endvidere fremgår det af stk. 3, at en udenlandsk indsat ligeledes uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Sådanne besøg er således heller ikke omfattet af den almindelige besøgsregel i § 51, stk. 1.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité. Det forudsættes, at de nævnte myndigheder mv. som hidtil, bl.a. som led i inspektionsvirksomhed, kan tale med de indsatte uden overværelse af institutionens personale, jf. lovforslagets § 53, stk. 1, 2. pkt., og bemærkningerne til denne bestemmelse. Disse myndigheder mv. er derfor ikke omfattet af den almindelige besøgsregel i lovforslagets § 51, stk. 1.
De besøg, som en indsat modtager af en præst eller lignende fra sit trossamfund, jf. lovforslagets § 35, stk. 2, er heller ikke omfattet af besøgsreglerne, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 52
Bestemmelsen indeholder regler om indhentelse af forudgående besøgstilladelse og vilkår for besøgstilladelse. Bestemmelsen svarer til § 52 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til at stille krav om, at personer, der ønsker at aflægge den indsatte besøg, herunder også advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter, skal indhente forudgående tilladelse hertil. Bestemmelsen medfører også, at institutionen som hidtil kan betinge besøgstilladelse af, at den besøgende går ind på at lade sin yderbeklædning og medbragte effekter undersøge. Med udtrykket »yderbeklædning« sigtes til beklædningen indtil undertøjet, således som det er praksis i henhold til de nuværende administrative regler.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité. »Besøg«, som disse myndigheder mv. aflægger som led i inspektionsvirksomhed og lignende, omfattes ikke af § 52, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 51 og 53.
§ 52 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 53, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den indsattes ret til besøg kan begrænses ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 53
Bestemmelsen indeholder bemyndigelsesbestemmelser vedrørende fastsættelse af administrative regler om den nærmere gennemførelse af de indsattes ret til besøg. Bestemmelsen svarer til § 53 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 medfører bl.a. en lovfæstelse af adgangen til ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn at fastsætte begrænsninger i de indsattes ret til besøg, herunder i form af forbud mod besøg af bestemte personer og gennemførelse af besøg i overværelse af personale i institutionen. Det fremgår i den forbindelse, at afgørelse om forbud mod besøg af bestemte personer alene kan træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil. Bestemmelsen er herved på linie med de øvrige bestemmelser i lovforslaget, der giver mulighed for at træffe afgørelse af særlig indgribende betydning for den indsatte, jf. bl.a. § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af breve og andre effekter i den indsattes besiddelse.
Bemyndigelsen i § 53, stk. 1, kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om afbrydelse af besøg, såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og om begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte. Sådanne begrænsninger kan omfatte alle personer, der ønsker at besøge den indsatte, herunder også advokater eller konsulære repræsentanter.
I § 53, stk. 1, 3. pkt., fastsættes det, at besøg af den kreds af advokater, der er nævnt i lovforslagets § 51, stk. 2, altid skal være uoverværet. Bemyndigelsen i § 53, stk. 1, 2. pkt., kan således ikke benyttes til at stille krav om, at besøg af disse personer skal ske under overværelse af personale i institutionen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 56, stk. 1, hvorefter den indsatte har adgang til ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for institutionens leder til i øvrigt at fastsætte regler om besøgenes afvikling. Det forudsættes, at der i medfør af denne bemyndigelse bl.a. fastsættes regler svarende til brev- og besøgscirkulærets § 24, stk. 2, hvorefter de besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn, og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende. Institutionens leder vil endvidere kunne fastsætte bestemmelser om i hvilke tidsrum, der kan afvikles besøg. Sådanne bestemmelser kan omfatte alle personer, herunder også advokater eller konsulære repræsentanter.
Til § 54
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes ret til at have deres små børn hos sig i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 54 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 lovfæstes den nuværende mulighed for, at indsatte kan have deres små børn hos sig under afsoningen. Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes en aldersgrænse for barnet på 3 år. Bestemmelsen udelukker ikke, at der administrativt fastsættes regler om, at børn på 3 år eller derover i visse tilfælde kan forblive eller være hos den indsatte. Endvidere kan der i medfør af lovforslagets § 51, stk. 1, 2. pkt., som hidtil gives tilladelse til, at den indsatte får besøg af sine børn i videre omfang end efter hovedreglen i § 51, stk. 1, 1. pkt.
Med stk. 1 tilsigtes ikke en øget anbringelse af børn i afsoningsinstitutioner i de tilfælde, hvor man som i gældende praksis kan undgå dette ved at udstationere den indsatte, overføre den indsatte til afsoning uden for fængsel eller arresthus, jf. lovforslagets § 78, eller eventuelt benåde den pågældende. Vurderingen af, om hensynet til barnet er foreneligt med ophold hos den indsatte i institutionen, påhviler i øvrigt de sociale myndigheder, der i modsat fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt efter de i den sociale lovgivning gældende regler, jf. herved bl.a. §§ 42-43 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke i lov om social service. For disse tilfælde er der endvidere fastsat særlige regler om domstolsprøvelse.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af retten ifølge stk. 1. Det indebærer bl.a., at retten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen i overensstemmelse med hidtidig praksis administrativt kan begrænses til at finde anvendelse i visse institutioner, der i henseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn. Ønsker en indsat at medbringe sit barn, og opfylder den pågældende betingelserne herfor, må vedkommende således efter omstændighederne acceptere, at straffen fuldbyrdes i en anden institution end den, der følger af lovforslagets § 23 om valg af afsoningsinstitution med udgangspunkt i nærhedsprincippet.
Brevveksling
Til § 55
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes almindelige ret til brevveksling. Bestemmelsen suppleres i § 56 af bestemmelser, der sikrer indsatte adgang til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner. Bestemmelsen svarer til § 55 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat har ret til brevveksling. Med denne bestemmelse tilsigtes det at understrege den betydning, som opretholdelse og styrkelse af forbindelsen med omverdenen i almindelighed må antages at have for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, jf. herved lovforslagets § 3.
Efter stk. 2 kan institutionen åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at modvirke indsmugling af narkotika og udsmugling af penge. Brevene åbnes og lukkes i den indsattes påsyn, medmindre der efter stk. 3 sker gennemlæsning af brevet.
Udtrykket »til og fra den indsatte« i stk. 2 omfatter ikke alene breve, der er adresseret til den indsatte i institutionen, og hvor afsenderen derfor ved adresseringen til institutionen har tilkendegivet, at vedkommende er bekendt med, at modtageren er strafafsoner. Bestemmelsen er også anvendelig i tilfælde, hvor brevet oprindeligt er adresseret til den indsattes privatadresse, men efterfølgende omadresseret eller medbragt til den indsatte i forbindelse med besøg. Som et yderligere eksempel kan nævnes breve, der er bestemt til omdeling blandt flere indsatte, f.eks. breve med spørgeskemaer til brug for videnskabelige undersøgelser.
Stk. 3 giver institutionen mulighed for at gennemlæse breve til og fra den indsatte, hvis det af institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen. Bestemmelsen indebærer, at den nuværende adgang til stikprøvevis gennemlæsning uden konkret mistanke om misbrug af adgangen til brevveksling afskaffes, jf. pkt. 5.7.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelserne i stk. 4-6 regulerer de tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted. Stk. 4 giver mulighed for efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, at tilbageholde breve fra den indsatte, som af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes. Tilsendte breve, der af de grunde, som er nævnt i stk. 4, ikke bør udleveres, skal som udgangspunkt tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet, jf. stk. 5. For begge former for breve gælder efter stk. 6, at afsenderen som udgangspunkt skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orientering kan dog undlades i indtil 4 uger i det omfang, formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes.
Breve, der tilbageholdes, kan som hidtil videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Det bemærkes herved, at udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« også omfatter hensynet til forebyggelse og opklaring af strafbart forhold, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 4.
Afgørelser efter § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af brev er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 52, der regulerer institutionens adgang til at undersøge de besøgendes yderbeklædning og medbragte effekter. Endvidere henvises til lovforslagets § 60, der i stk. 6 indeholder bestemmelser om institutionens adgang til at gennemlæse breve i den indsattes besiddelse.
Til § 56
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner. Bestemmelsen supplerer lovforslagets § 55 om den indsattes almindelige ret til brevveksling. Bestemmelsen om ukontrolleret brevveksling svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 56 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 lovfæstes den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med en række myndigheder og enkeltpersoner. Formålet med bestemmelsen er, at den indsatte til enhver tid skal have mulighed for at rette henvendelse til visse myndigheder mv. uden for institutionen og eventuelt tillige uden for kriminalforsorgen vedrørende forholdene i institutionen eller behandlingen af sin sag.
Bestemmelsen åbner bl.a. mulighed for ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater, som omfattes af lovforslagets § 51, stk. 2, og § 53, stk. 2, 3. pkt., om uoverværet besøg. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til at kunne imødekomme den indsattes eventuelle ønske om en ny forsvarer, f.eks. med henblik på udarbejdelse af en ansøgning om genoptagelse af den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen.
Endvidere indgår Procesbevillingsnævnet i den kreds af myndigheder, som den indsatte kan brevveksle ukontrolleret med.
At brevvekslingen er »ukontrolleret« indebærer, at institutionen er afskåret fra at åbne, gennemlæse og tilbageholde breve mellem den indsatte og den berørte myndighed eller enkeltperson.
Anvendelsen af ordet »ukontrolleret« tilsigter dog ikke at udelukke, at institutionen som hidtil kan gennemlyse breve, hvis der af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde findes behov for det. Endvidere kan der i nogle tilfælde være tvivl om, hvorvidt breve til og fra den indsatte reelt er sendt fra eller sendes til de personer og myndigheder, der omfattes af adgangen til ukontrolleret brevveksling. Med henblik på sådanne tilfælde kan der i medfør af stk. 2, 1. pkt., som hidtil fastsættes regler til kontrol af afsenderens identitet f.eks. i form af, at institutionen retter henvendelse til vedkommende myndighed mv. eller tilbagesender brevet til den angivne afsender, jf. pkt. 5.7.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 56 indeholder i stk. 2, 2. pkt., en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveksling med enkeltpersoner eller danske, udenlandske eller internationale offentlige myndigheder, der ikke omfattes af opregningen i stk. 1. Det forudsættes, at der ikke herved sker nogen indskrænkning af den gruppe myndigheder og personer, der omfattes af de nuværende administrative regler på området, f.eks. diplomatiske eller konsulære repræsentanter fra vedkommendes hjemland, jf. pkt. 5.7.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Telefonsamtaler
Til § 57
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes adgang til at føre telefonsamtaler. Bestemmelsen svarer til § 57 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat i det omfang, det er praktisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler. Bestemmelsen omfatter både åbne og lukkede fængsler samt arresthuse. Forbeholdet om, at det »er praktisk muligt«, indebærer bl.a. en videreførelse af muligheden for at fastsætte begrænsninger vedrørende hyppighed og længde af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte telefonsamtaler i de lukkede institutioner, jf. nedenfor.
Efter stk. 2 kan adgangen til at føre telefonsamtaler nægtes af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Denne bestemmelse kan i åbne fængsler have betydning i tilfælde, hvor den indsatte ønsker tilladelse til at installere privat telefon på egen stue. Om forbud mod besiddelse af mobiltelefon henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 36.
I stk. 3 fastsættes det, at telefonsamtaler i lukkede institutioner (arresthuse og lukkede fængsler) påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Endvidere fastsættes det, at samtaleparterne forinden skal gøres bekendt hermed. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den nuværende praksis, hvorefter de indsattes telefonsamtaler i de lukkede institutioner i almindelighed påhøres eller aflyttes af personale i institutionen.
Herudover indeholder stk. 4 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler. Det forudsættes herved, at det som hidtil bl.a. kan fastsættes, at udgifterne til telefonsamtaler normalt afholdes af den indsatte. Endvidere forudsættes indsatte i almindelighed at have mulighed for at føre telefonsamtale med forsvareren i en verserende straffesag eller med andre, som den pågældende kan brevveksle ukontrolleret med, jf. lovforslagets § 56, stk. 1.
Aviser, bøger mv.
Til § 58
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes muligheder for at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv. Bestemmelsen svarer til § 58 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås retten til at holde sig orienteret på den anførte måde.
I stk. 2 fastslås endvidere indsattes ret til at låne bøger mv. gennem det offentlige biblioteksvæsen. Bestemmelsen indebærer således en pligt for det offentlige biblioteksvæsen til at medvirke til tilvejebringelsen af en hensigtsmæssig låneordning. Den nærmere fremgangsmåde forudsættes tilrettelagt ved aftale mellem den enkelte institution og det lokale bibliotek.
I stk. 3 er det præciseret, at udenlandske indsatte så vidt muligt skal have adgang til at læse aviser mv. på deres eget sprog. Formålet med bestemmelsen er at understrege, at det for udenlandske indsatte er af væsentlig betydning at kunne holde sig orienteret om samfundsforhold i deres eget land og på deres eget sprog. Ved anvendelsen af udtrykket »så vidt muligt« er det imidlertid forudsat, at der er økonomiske grænser for institutionens pligt til at gennemføre denne ret.
Kontakt til medierne
Til § 59
Bestemmelsen regulerer de indsattes adgang til at udtale sig mv. til medierne. Bestemmelsen skal sammenholdes med lovforslagets § 55, hvorefter de indsatte har adgang til at rette skriftlig henvendelse til bl.a. dagspressen og de elektroniske medier. Endvidere henvises til lovforslagets § 46, der indebærer, at de indsatte under udgang sædvanligvis kan opnå kontakt med repræsentanter for medierne, der ligeledes med den indsattes samtykke kan kontakte den pågældende under straffuldbyrdelsen efter reglerne om besøg, jf. herved lovforslagets § 51.
Bestemmelsen svarer til § 59 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås den indsattes ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne. Denne ret har væsentlig betydning bl.a. for offentlighedens mulighed for at få nærmere kendskab til de forhold, hvorunder frihedsstraf fuldbyrdes. Stk. 1 suppleres i stk. 3 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattes ret efter stk. 1.
Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med den nuværende retstilstand bl.a., at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de hensyn, der fremgår af stk. 2, jf. nedenfor. Det bemærkes, at der ikke uden for de tilfælde, der omfattes af § 59, består en almindelig adgang til at fotografere uden forudgående tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a. Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket »massemedier« i medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998.
Stk. 2 indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis bl.a., at der kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til at kontakte medierne af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges på kontakt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fængselsfunktionær følger med rundt under filmoptagelse mv. i institutionen.
Endvidere medfører stk. 2 en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen, jf. herved pkt. 5.7.6.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det forudsættes, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne som hidtil alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.
Stk. 2 medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Baggrunden er, at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1.
Til kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Lovforslagets kapitel 10 (§§ 60-66) regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle.
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
Til § 60
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at undersøge den indsattes person og opholdsrum (visitation). Bestemmelsen svarer til § 60 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 angives, under hvilke betingelser institutionen kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person. Den grundlæggende betingelse for sådan undersøgelse er, at den er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
Stk. 1 indeholder på den baggrund en ikke udtømmende opregning af nogle praktisk forekommende tilfælde, hvor undersøgelse kan komme på tale. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at institutionen til varetagelse af sine ordens- og sikkerhedsmæssige opgaver undersøger andre lokaliteter for effekter eller gennemgår den indsattes opholdsrum for eksempelvis beskadigelse af vinduesarmatur og andre bygningsdele. Endvidere vil der være mulighed for at undersøge grupper af indsatte på tilfældige tidspunkter og steder.
Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte effekter. Om fotografering og optagelse af fingeraftryk af den indsatte i identifikationsøjemed henvises til lovforslagets § 61 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Stk. 2 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at foretage en nærmere undersøgelse af den indsattes person, dvs. indgreb, hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgelser. Omfattet er også undersøgelse af legemets hulrum og andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersøgelse.
Under hensyn til den indgribende karakter er adgangen til at undersøge i de her omhandlede tilfælde betinget af, at der kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Endvidere kan bestemmelse om gennemførelse af en sådan nærmere undersøgelse alene træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil.
Stk. 3 indeholder den såkaldte proportionalitetsgrundsætning, hvorefter det er en forudsætning for undersøgelse efter såvel stk. 1 som stk. 2, at andre og lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.
Stk. 4 indeholder den såkaldte skånsomhedsgrundsætning, hvorefter visitation skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
I stk. 5 fastsættes det, at undersøgelse, der indebærer afklædning af den indsatte, kun undtagelsesvis må foretages og overværes af andre end personer af samme køn som den indsatte eller sundhedspersonale.
I stk. 6 fastsættes det, at undersøgelse som nævnt i stk. 2, jf. ovenfor, kun må foretages under medvirken af en læge, og at lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarlig. Reglerne om medvirken af læge ved visse undersøgelser af den indsatte svarer til reglerne om medvirken af læge ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, jf. § 792, stk. 1, nr. 2. Det indebærer bl.a., at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser også gælder de almindelige lægelige regler, herunder etiske regler og principper, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2252.
Stk. 7 indebærer en lovfæstelse af adgangen til efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, at tilbageholde effekter, der findes i den indsattes besiddelse, i tilfælde, hvor det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 8 medfører en lovfæstelse af adgangen til at gennemlæse og efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, at tilbageholde breve og andre optegnelser i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Henvisningen til lovforslagets § 56 indebærer, at reglerne om ukontrolleret brevveksling finder tilsvarende anvendelse på breve, der findes ved undersøgelse i medfør af lovforslagets § 60.
Endelig indeholder stk. 9 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes person og opholdsrum. Det forudsættes herved, at institutionen i de tilfælde, hvor undersøgelsen indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes effekter i opholdsrummet, som hidtil enten lader den indsatte overvære undersøgelsen eller gennemgår undersøgelsen og dens resultat med den indsatte umiddelbart efter dens foretagelse.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
Til § 61
Bestemmelsen vedrører fotografering og optagelse af fingeraftryk i identifikationsøjemed. Bestemmelsen svarer til § 61 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer mulighed for at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation. Endvidere indeholder bestemmelsen en bemyndigelse for justitsministeren til efter behov at fastsætte regler bl.a. om opbevaring og destruktion af sådant materiale.
Adgangen for institutionen til at fotografere mv. i identifikationsøjemed har bl.a. betydning for muligheden for at opspore indsatte, der er undveget fra straffuldbyrdelse.
Magtanvendelse
Til § 62
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at anvende magt overfor en indsat. Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 62 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.3.3., jf. pkt. 5.8.3.2., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for, at institutionen kan anvende magt over for en indsat. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 3, der også for så vidt angår magtanvendelse fastslår proportionalitetsgrundsætningen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 60 om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, giver bl.a. mulighed for, at institutionens personale kan anvende den fornødne magt i tilfælde, hvor retten i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 3, 2. pkt., på begæring af politiet har truffet bestemmelse om, at en udlænding skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, jf. udtrykket »påbudt foranstaltning«.
Stk. 2 indeholder en angivelse af, hvilke magtmidler der kan komme på tale over for de indsatte. Ved det konkrete valg af magtmiddel må såvel proportionalitetsgrundsætningen som skånsomhedsgrundsætningen, der fastslås i stk. 4, tages i betragtning.
Efter stk. 4, 2. pkt., skal der gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om lægetilsyn efter magtanvendelse.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til fastsættelse af regler om magtanvendelse. Disse administrative regler forudsættes bl.a. at indeholde bestemmelser om godkendelse af magtmidlerne stav og tåregas samt nærmere bestemmelser om udarbejdelse af rapport i tilknytning til magtanvendelse.
Udelukkelse fra fællesskab
Til § 63
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at udelukke en indsat fra fællesskab. Bestemmelsen skal bl.a. ses på baggrund af bestemmelsen i lovforslagets § 33, hvorefter en indsat skal anbringes i fællesskab, medmindre den pågældende selv ønsker, at straffen fuldbyrdes uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen i lovforslagets § 33 regulerer således normalsituationen, mens § 63 sammen med § 64 regulerer de situationer, hvor der fra institutionens side er anledning til at gribe ind over for den indsattes anbringelse sammen med andre indsatte.
Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 63 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder betingelserne for, at institutionen kan udelukke en indsat fra fællesskab. Det er et fællestræk for disse betingelser, at indgrebet skal være nødvendigt for at forebygge uberettiget adfærd. Udelukkelse fra fællesskab kan således ikke ske udelukkende som reaktion på en allerede begået handling. En sådan reaktion skal i givet fald gennemføres efter reglerne i lovforslagets kapitel 11 om disciplinærstraffe.
Stk. 2 indeholder i overensstemmelse med gældende ret mulighed for midlertidigt at udelukke en indsat fra fællesskab, når der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab, i § 25 for overførsel til lukket fængsel, i § 26 for overførsel mellem ensartede lukkede institutioner eller i § 28 for overførsel til arresthus er opfyldt.
Stk. 3 indeholder nærmere regler om gennemførelsen af udelukkelse fra fællesskab. Den nærmere gennemførelse er bl.a. afhængig af de bygningsmæssige forhold i de enkelte institutioner. Bestemmelsen giver i lighed med fuldbyrdelse af strafcelle, jf. lovforslagets § 70, stk. 2, mulighed for, at udelukkelse fra fællesskab kan ske ved anbringelse i arresthus. At den indsatte isoleres indebærer bl.a., at den indsatte kan nægtes adgang til besøg af medindsatte eller brevveksling med disse.
Stk. 4 indebærer en lovfæstelse af den nuværende adgang til at gennemføre en beslutning om udelukkelse fra fællesskab på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse. Anvendelse af bestemmelsen kræver ikke, at en særlig bestyrket mistanke om nye undvigelsesforsøg også skal omfatte det forhold, at undvigelsen vil ske ved anvendelse af personfarlige metoder. Afsoner en indsat straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, og er vedkommende under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, er det således tilstrækkeligt grundlag for anbringelse i særligt sikrede afsnit eller opholdsrum, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at særligt sikrede celler i fængsler og arresthuse i medfør af § 63, stk. 3, og i overensstemmelse med hidtidig praksis kan benyttes til placering af andre indsatte, som - uanset de ikke er omfattet af den i bestemmelsen beskrevne personkreds - efter en konkret vurdering skønnes at være særligt undvigelsestruede, eller hvor der befrygtes at bestå en risiko for, at den indsatte vil blive søgt befriet. I sådanne tilfælde finder afsoningen sted i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder for indsatte, som er udelukket fra fællesskab, og overflytning til andet fængsel eller arresthus, herunder til særligt sikret afsnit i andet fængsel eller arresthus, vil kunne ske, hvis betingelserne herfor i det konkrete tilfælde er opfyldt, jf. reglerne i lovforslagets kapitel 7 om overførsel mellem afsoningsinstitutioner.
I stk. 5 og 6 fastslås det, at proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningen også finder anvendelse i sager om udelukkelse fra fællesskab.
I stk. 7 opstilles nogle betingelser for institutionens behandling af sager vedrørende indsatte, som er udelukket fra fællesskab. Bestemmelsen tilsigter at skabe sikkerhed for, at den indsatte snarest på ny får mulighed for anbringelse i fællesskab. Ved bestemmelsens 2. pkt. sikres, at spørgsmålet overvejes, også uanset om den indsatte anmoder herom.
Endelig indeholder stk. 8 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte. Det forudsættes herved bl.a. sikret, at der som hidtil føres et indgående tilsyn med indsatte, der er isoleret i særligt sikrede afsnit eller opholdsrum, jf. herved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 om afsoningsforholdene for visse nærmere bestemte indsatte og pkt. 5.8.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Såfremt en indsat uberettiget har været udelukket fra fællesskab, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, nr. 3, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 64
Bestemmelsen undtager visse tvungne ophold uden fællesskab med andre indsatte fra bestemmelserne i lovforslagets § 63. Endvidere fastsættes regler om observationsceller. Bestemmelsen svarer til § 64 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1, nr. 1, er det præciseret, at visse almindeligt forekommende kortvarige tvungne ophold i eget opholdsrum ikke er omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.
Stk. 1, nr. 2, skal ses i sammenhæng med det, der er anført i pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende § 42, hvorefter den normale reaktion over for indsatte, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, alene skal være af økonomisk karakter (disciplinærstraf i form af bøde) og ikke indebære udelukkelse fra fællesskab i fritiden. Det er forudsat, at institutionen fortsat skal kunne træffe bestemmelse om, hvor den indsatte skal opholde sig i institutionen i arbejdstiden. Institutionens bestemmelser herom er ikke omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller. Med bestemmelsen videreføres den nuværende mulighed for at anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsatte, jf. pkt. 5.8.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Sikringsmidler
Håndjern
Til § 65
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at anvende håndjern. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 65 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder en angivelse af, hvornår institutionen kan anvende håndjern. Betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, for anvendelse af håndjern med henblik på at afværge truende vold mv. og hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse svarer til betingelserne i lovforslagets § 66, stk. 1, for at anbringe en indsat i sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Er anbringelse i sikringscelle ikke mulig eller nødvendig, kan der i stedet anvendes håndjern.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, om anvendelse af håndjern for at forhindre undvigelse tilsigtes navnlig anvendt under transport af den indsatte uden for institutionen.
I stk. 2 og 3 præciseres, at proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningen også gælder ved anvendelse af håndjern. Disse grundsætninger sammenholdt med nødvendighedsbetingelsen i stk. 1 indebærer, at en institution ikke vil være berettiget til at træffe bestemmelse om, at håndjern skal anvendes i alle tilfælde af transport. Institutionen bør endvidere være opmærksom på den særlige krænkelse, som kan være forbundet med at bære håndjern under ophold sammen med andre mennesker i offentlige venteværelser mv.
Endvidere fastsættes det i stk. 3, 2. pkt., at der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om lægetilsyn ved anvendelse af håndjern.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelse af håndjern. Sådanne administrative bestemmelser forudsættes bl.a. at indeholde regler om godkendelse af håndjern og om udarbejdelse af rapport efter anvendelsen af håndjern.
Sikringscelle
Til § 66
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at anbringe en indsat i sikringscelle og herunder til at tvangsfiksere den indsatte. Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 66 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for anvendelse af sikringscelle og tvangsfiksering. Betingelserne skal bl.a. ses i sammenhæng med proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningerne, der efter stk. 2 og 3 også finder anvendelse ved de her omhandlede indgreb.
I stk. 4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at en indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt. En fast vagt er en dertil udpeget fængselsbetjent, enhedsfunktionær eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede indsatte.
Stk. 5 indebærer i overensstemmelse med de nugældende regler, at institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere nødvendigheden af lægetilsyn.
I stk. 6 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at der ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 7 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelse af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn. Denne bemyndigelse forudsættes bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen om ophold i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering, jf. pkt. 5.8.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Såfremt en indsat uforskyldt har været anbragt i sikringscelle, kan der efter lovforslagets § 106, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget ophold i sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og indeholdelse af erstatningsbeløb
Lovforslagets kapitel 10 (§§ 67-74) indeholder en regulering af institutionens adgang til at ikende indsatte disciplinærstraf samt til at træffe bestemmelse om konfiskation og om indeholdelse af erstatningsbeløb, som indsatte skal betale for skader forvoldt under opholdet i institutionen.
Disciplinærstraf
Til § 67
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår der kan ikendes en indsat disciplinærstraf. Bestemmelsen svarer til § 67 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at disciplinærstraf alene kan ikendes for forseelser, når det af en lovbestemmelse eller en administrativ forskrift udtrykkeligt fremgår, at den pågældende forseelse kan medføre disciplinærstraf. Dette krav om præcisering af, hvornår der kan anvendes disciplinærstraf, er nyt i forhold til gældende ret.
Bestemmelsen giver i nr. 2 bl.a. mulighed for at ikende disciplinærstraf ved undvigelse. Ordet »undvigelse« omfatter også tilfælde, hvor den indsatte bortgår fra en åben anstalt.
Særlig for så vidt angår adgangen til at ikende disciplinærstraf ved overtrædelse af regler fastsat af institutionens leder, jf. nr. 6, er det ved den foreslåede bestemmelse forudsat, at sådanne bestemmelser fortsat fremsendes til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på at sikre ensartethed i grundlaget for anvendelsen af disciplinærstraffe.
Disciplinærmyndigheden vedrører »indsatte«. Det indebærer, at reglerne om disciplinærstraf finder anvendelse indtil det tidspunkt, hvor den indsatte løslades efter udståelse af hele straffen eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning, jf. lovforslagets § 79. Forseelser begået under udgang fra institutionen vil som følge af det anførte også kunne danne grundlag for ikendelse af disciplinærstraf.
Afgørelse efter lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage er omfattet af forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 68
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger, der kan ikendes som disciplinærstraffe. Bestemmelsen svarer til § 68 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 medfører, at der alene kan anvendes 3 former for disciplinærstraffe (advarsel, bøde og strafcelle). I forhold til straffelovens § 47, som § 68 tilsigter at erstatte, indebærer § 68 således en indskrænkning i anvendelsen af mulige disciplinærstraffe. Efter gældende praksis anvendes dog alene bøde og strafcelle som mulige disciplinærstraffe. Når en (skriftlig) advarsel er medtaget som en disciplinærstraf, skyldes det, at man i praksis ofte giver en advarsel i stedet for en disciplinærstraf, men at denne advarsel tillægges betydning ved senere disciplinærforseelser. Ved at medtage advarslen som en disciplinærstraf sikres det, at de retssikkerhedsgarantier, der opstilles bl.a. med hensyn til fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe, også finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Stk. 2 indeholder en angivelse af, hvornår strafcelle kan anvendes som disciplinærstraf. Det foreslåede krav om præcisering indebærer i forhold til gældende regler og praksis en skærpelse af betingelserne for anvendelse af strafcelle som disciplinærstraf. Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 112, nr. 3, hvorefter en afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage omfattes af den udvidede klageadgang.
I stk. 3-4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende praksis, at disciplinærstraffe i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening, samt at sådanne disciplinærstraffe kan gøres helt eller delvis betingede.
Til § 69
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om fastsættelsen af bøde som disciplinærstraf og om fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe. Bestemmelsen svarer til § 69 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med gældende praksis, at en bøde højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, dvs. den normale grundløn for en uges beskæftigelse uden tillæg (for tiden ca. 245 kr.), med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2 medfører, at en indsat ved modregning af en ikendt bøde i den pågældendes vederlag efter § 42 altid mindst skal have udbetalt en ydelse svarende til dækning af de personlige fornødenheder.
Til § 70
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den nærmere fastsættelse af strafcelle som disciplinærstraf og om fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe. Bestemmelsen svarer med enkelte i det væsentlige redaktionelle ændringer til § 70 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indebærer, at strafcelle i overensstemmelse med gældende praksis højst kan idømmes for et tidsrum af 4 uger. Strafcelle i mere end 1 uge (7 dage) foreslås omfattet af den udvidede klageadgang, jf. lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
Stk. 2 indeholder de nærmere regler om fuldbyrdelsen af strafcelle som disciplinærstraf. Den indsatte er under fuldbyrdelsen af en disciplinærstraf i form af strafcelle udelukket fra fællesskab i institutionen og skal anbringes i en særlig afdeling i institutionen, i eget opholdsrum eller i et arresthus. Muligheden for at anbringe i arresthus tager sigte på tilfælde, at hvor den institution, som den indsatte afsoner i, ikke har en særlig afdeling til fuldbyrdelse af strafcelle.
Indsatte, der udstår strafcelle, har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, jf. lovforslagets § 43, stk. 3, f.eks. i tilfælde, hvor der kan opstå betydelig risiko for undvigelse eller forsøg herpå.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udståelse af strafcelle. Denne bestemmelse tilsigter ikke at afskære muligheden for at lempe i den udelukkelse fra fællesskab, der er udgangspunktet efter stk. 2, 1. punktum.
Såfremt anbringelse i strafcelle har været uforskyldt, kan der efter lovforslagets § 106, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget ophold i strafcelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 71
Bestemmelsen vedrører institutionens muligheder for midlertidigt at anbringe en indsat i forhørscelle. Bestemmelsen svarer til § 71 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indebærer, at en indsat midlertidigt kan anbringes i forhørscelle, hvis dette er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen. Denne bestemmelse er i overensstemmelse med gældende praksis og er begrundet i, at det i modsat fald kan være nødvendigt at overføre den indsatte til en anden institution, mens disciplinærsagen gennemføres. Det er en forudsætning for anbringelse i forhørscelle, at der er begrundet mistanke om et forhold, der må antages at ville medføre strafcelle som disciplinærstraf.
Efter stk. 2 er anbringelse i forhørscelle begrænset til den tid, der er nødvendig til undersøgelsen af disciplinærsagen. Endvidere foreslås en absolut tidsbegrænsning på 5 dage. Dette er nyt i forhold til gældende ret.
Stk. 3 indebærer, at den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, som hidtil skal fradrages i udståelsen af strafcelle.
I stk. 4 er det fastsat, at anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse af strafcelle, jf. herved lovforslagets § 70, stk. 2 og 3.
Såfremt anbringelse i forhørscelle har været uforskyldt, kan der efter lovforslagets § 106, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget ophold i forhørscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 72
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til fastsættelse af regler om behandlingen af disciplinærsager. Bestemmelsen svarer til § 72 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De administrative regler, der skal udstedes i medfør af § 72, forudsættes bl.a. at omfatte forskrifter om fremgangsmåden ved sagernes behandling. Endvidere forudsættes der foretaget en nærmere afgrænsning af de sager, der (alene eller tillige) skal behandles af politiet, så der skabes sikkerhed for en ensartet afgrænsning mellem disciplinærstraffesystemet og det almindelige strafferetlige system.
Konfiskation
Til § 73
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at træffe bestemmelse om konfiskation. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 73 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De foreslåede regler om adgang for institutionen til at træffe bestemmelse om konfiskation skal ses i sammenhæng med de almindelige bestemmelser om konfiskation i straffelovens §§ 75-77 a. Efter gældende ret og efter lovforslaget er de almindelige konfiskationsregler ikke anset for tilstrækkelige til at modvirke, at indsatte kommer i besiddelse af genstande eller penge, som de af hensyn til institutionens varetagelse af ordens- og navnlig sikkerhedsmæssige opgaver ikke findes at burde være i besiddelse af, jf. herved pkt. 5.9.2.1. og 5.9.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 svarer til den gældende regel i straffelovens § 47, stk. 3, der samtidig foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 1, nr. 9, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Stk. 2 indebærer i forhold til gældende regler og praksis en lovfæstelse af adgangen til at konfiskere i tilfælde af indsmugling. Det præciseres samtidig, at konfiskation ikke er mulig, hvis de berørte genstande eller penge enten tilhører tredjemand, som ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold, eller tilhører den indsatte, forudsat at den indsatte kan godtgøre ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Stk. 3 indebærer en lovfæstelse af den nuværende praksis, hvorefter der kan ske konfiskation af genstande og penge som nævnt i stk. 1, som findes på institutionens terræn, når det ikke kan klarlægges, hvem der er ejer heraf. Det bemærkes herved, at lovlige genstande mv., som findes på institutionens terræn, f.eks. beklædningsgenstande, forudsættes afleveret til politiet efter lov om hittegods.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om konfiskation. Sådanne regler forudsættes bl.a. at omhandle fremgangsmåden ved destruktion af konfiskerede effekter. Endvidere forudsættes der fastsat pligt for institutionen til som hidtil på forhånd at orientere besøgende om, hvad der må medtages til den indsatte, og om, at andet kan konfiskeres.
Der tilsigtes ingen ændring af den gældende praksis, hvorefter den indsatte ved afslutningen af et besøg får mulighed for til opbevaring at aflevere penge eller genstande, som uden den indsattes medvirken og under formildende omstændigheder er indbragt af den besøgende.
I øvrigt forudsættes afgørelsen om konfiskation som hidtil at ske under iagttagelse af proportionalitetsgrundsætningen, så konfiskation undlades, hvis det må anses for et uforholdsmæssigt indgreb.
En afgørelse om konfiskation af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, foreslås omfattet af den udvidede klageadgang, jf. lovforslagets § 112, nr. 4, og bemærkningerne hertil. Ved at inddrage disse afgørelser under den foreslåede klageordning sikres indsatte og deres besøgende - for så vidt angår værdier over den anførte beløbsgrænse - samme ret til en domstolsprøvelse af en konfiskation, som generelt er gældende ved konfiskation efter straffelovens almindelige bestemmelser herom. Særligt vedrørende adgangen for andre end indsatte til at klage over konfiskation henvises til lovforslagets § 124 og bemærkningerne hertil.
Modregning af erstatningsbeløb
Til § 74
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens ret til at sikre indsattes betaling af erstatning ved modregning af erstatningsbeløbet i den indsattes vederlag for beskæftigelse. Bestemmelsen svarer til § 74 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.9.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastsættes det i overensstemmelse med gældende praksis, at institutionen af præventive grunde har ret til at sikre sig betaling af erstatningsbeløb gennem indeholdelse i den indsattes vederlag for beskæftigelsen. En sådan modregningsret kan følge af de almindelige modregningsregler, men det findes rigtigst at præcisere denne generelle modregningsadgang i selve loven.
Modregningsadgangen omfatter alene tilfælde, hvor der er forvoldt skade på ting, der tilhører institutionen. Erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på ting, der tilhører andre end institutionen, f.eks. medindsatte eller ansatte i institutionen, omfattes ikke af bestemmelsen.
Det forudsættes i øvrigt, at modregningsadgangen alene bringes i anvendelse, hvor erstatningskravet er utvivlsomt. Er dette ikke tilfældet, må Justitsministeriet anlægge erstatningssag mod den indsatte ved domstolene.
Afgørelse om modregning af erstatningsbeløb, der overstiger størrelsen af det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, foreslås omfattet af den udvidede klageadgang, jf. lovforslagets § 112, nr. 5.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastslå, at erstatningskrav over en vis størrelse skal forelægges for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Endvidere forudsættes det i administrative regler præciseret, at erstatningssag skal anlægges på sædvanlig måde ved domstolene, såfremt erstatningsansvaret ikke er utvivlsomt, jf. ovenfor.
Til kapitel 12
Strafafbrydelse
Lovforslagets kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder bestemmelser om afbrydelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraffen. Sådan strafafbrydelse kan ske i anledning af handlinger foretaget af den indsatte. Strafafbrydelse kan imidlertid også tillades af kriminalforsorgen i særlige tilfælde.
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling mv.
Til § 75
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse i de tilfælde, hvor dette følger umiddelbart af handlinger foretaget af den indsatte. Bestemmelsen svarer til § 75 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Strafafbrydelse indebærer, at der skal foretages en omberegning af straffetiden, jf. herved lovforslagets § 16.
I stk. 1 opregnes de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes. For så vidt angår anholdelse eller varetægtsfængsling, er tidsbegrænsningen på mindst 24 timer fastsat på baggrund af, at sådan frihedsberøvelse i 24 timer eller derover kan medføre fradrag efter straffelovens § 86 ved fuldbyrdelsen af en eventuel ny straf eller begrunde enten et erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 93 a eller en mulighed for fradrag i den straffuldbyrdelse, der blev afbrudt ved anholdelsen eller varetægtsfængslingen, jf. herved lovforslagets § 18, stk. 2.
For så vidt angår strafafbrydelse som følge af udeblivelse efter udgang, vil det i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 kunne bestemmes, at mere kortvarige udeblivelser (forsinkelser) ikke skal føre til strafafbrydelse.
Bestemmelsen om strafafbrydelse ved i øvrigt selvforskyldt unddragelse af strafudståelsen svarer til straffelovens § 46, stk. 1 om indlæggelse på hospital som følge af den indsattes egne forhold under strafudståelsen. Det forudsættes, at bestemmelsen i overensstemmelse med hidtidig praksis kun sjældent vil finde anvendelse og da i sådanne tilfælde, hvor en indsat ved selvbeskadigelse har tilsigtet og opnået indlæggelse på et almindeligt sygehus. Også i sådanne tilfælde giver bemyndigelsen i stk. 2 mulighed for at holde mere kortvarige hospitalsophold uden for reglerne om strafafbrydelse.
Tilladelse til strafafbrydelse
Til § 76
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse efter særlig tilladelse fra kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 76 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 indeholder en regulering af, hvornår strafafbrydelse kan tillades. Det fremgår af bestemmelsen, at strafafbrydelse kun tillades under ganske særlige omstændigheder, idet såvel hensynet til retshåndhævelsen som til den indsatte selv i almindelighed findes at tale for gennemførelse af straffuldbyrdelsen uden afbrydelser. I bestemmelsen er som praktiske eksempler på sådanne ganske særlige omstændigheder fremhævet omstændigheder af arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter.
I stk. 2 er det fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af overholdelsen af andre vilkår, herunder tilsyn af kriminalforsorgen. Tilladelsen gives for et bestemt tidsrum. Strafafbrydelse er midlertidig og kan ikke gives indtil videre. Den periode, hvori der er givet tilladelse til strafafbrydelse, medregnes ikke ved straffetiden, der derfor skal omberegnes, jf. lovforslagets § 16.
Stk. 3 regulerer adgangen til at tilbagekalde tilladelsen, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes. Lignende bestemmelser er fastsat bl.a. i lovforslagets § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen og i § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladt strafafbrydelse. Det forudsættes i den forbindelse bl.a. fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse udformes således, at strafafbrydelsen regnes fra udløbet af den (kortvarige) periode, hvor den indsatte kan få udgang.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
Til § 77
Bestemmelsen indeholder en regulering i overensstemmelse med gældende ret af, hvornår straffuldbyrdelsen skal anses for genoptaget efter en strafafbrydelse. Bestemmelsen svarer til § 77 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen
Til § 78
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om fuldbyrdelse af en fængselsstraf i institution mv. uden for fængsel og arresthus. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 78 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.11. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 49, stk. 2. Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse en lovfæstelse af den nuværende praksis vedrørende anbringelse af dømte i behandlingsinstitution mv., jf. pkt. 5.11.1. og 5.11.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 1 regulerer sammen med stk. 2 anvendelsesområdet for fuldbyrdelse af fængselsstraf ved anbringelse uden for fængsel og arresthus. Dette anvendelsesområde svarer til anvendelsesområdet for straffelovens § 49, stk. 2. I forhold til denne bestemmelse er det dog i § 78 præciseret, at anbringelse uden for fængsel og arresthus kan - og for så vidt angår unge under 18 år som udgangspunkt skal - ske fra straffuldbyrdelsens begyndelse, ligesom bestemmelsen åbner mulighed for, at anbringelse kan ske i familiepleje. Det forudsættes, at der som hidtil gives adgang til at anbringe indsatte med mindreårige børn uden for fængsel og arresthus, selv om anbringelsen særligt måtte være motiveret af hensynet til, hvad der er bedst for barnet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 54.
Det er et fællestræk for anbringelse efter § 78, at den dømte i stedet for at være anbragt i en afsoningsinstitution anbringes under andre institutions- eller institutionslignende forhold med en heri liggende kontrol af den dømtes tilstedeværelse og adfærd. § 78 er derfor ikke anvendelig i tilfælde, hvor den dømte ønskes anbragt under forhold, der indebærer, at den pågældende er uden tilsyn eller kontrol i et ikke uvæsentligt omfang.
I stk. 3 fastslås det, at en anbringelse efter stk. 1 og 2 skal betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af andre vilkår. Disse vilkår har virkning for den periode, hvori fængselsstraffen fuldbyrdes uden for fængsel og arresthus. Manglende overholdelse af de fastsatte vilkår mv. kan bevirke tilbageførsel eller overførsel til fængsel eller arresthus, jf. stk. 4 og bemærkningerne til lovforslagets § 13, stk. 2.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse af dømte i institution mv. uden for fængsel og arresthus. Sådanne regler forudsættes bl.a. at omfatte spørgsmålet om tilbage- eller overførsel til fængsel eller arresthus i tilfælde af manglende overholdelse af fastsatte vilkår for anbringelsen.
Endvidere forudsættes der gennemført en administrativ forenkling af fremgangsmåden ved anvendelse af reglerne om anbringelse uden for fængsel og arresthus, så der hurtigere kan træffes afgørelse om, hvorvidt anbringelse er mulig. Det forudsættes herved, at der fortsat sker en grundig vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder forsvarligheden af anbringelsen, så de hidtidige positive erfaringer på området kan opretholdes også i forhold til eventuelle nye grupper af dømte, jf. pkt. 5.11.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 14
Løsladelse
Lovforslagets kapitel 14 (§§ 79-88) indeholder forskellige bestemmelser vedrørende løsladelsen fra afsoningsinstitutionen. I § 79 reguleres tidspunktet for løsladelsen. I § 80 findes en regel om sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelsen om ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og i forbindelse med afgørelsen om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid og i §§ 81-88 findes en række bestemmelser om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse.
Tidspunkt for løsladelsen
Til § 79
Bestemmelsen vedrører tidspunktet for løsladelsen fra afsoningsinstitutionen. Bestemmelsen svarer til § 79 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, at løsladelse sker enten efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om det faktiske tidspunkt for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt.
Tidspunktet for løsladelsen forudsættes fastlagt således, at løsladelse efter endt strafudståelse som hidtil sker på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl her i landet inden straffetidens udløb.
For så vidt angår mulighederne for at fremrykke tidspunktet for løsladelsen forudsættes de administrative regler herom bl.a. at give mulighed for at fastholde gældende praksis vedrørende fremrykning af løsladelsestidspunktet, f.eks. i tilfælde, hvor en sådan fremrykning findes rimelig af hensyn til den indsattes muligheder for at tiltræde et arbejde. De administrative regler forudsættes endvidere at fastholde muligheden for kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelsen, hvis løsladelsesdatoen er en lørdag-søndag eller anden helligdag eller f.eks. falder i forbindelse med jul eller andre højtider, jf. pkt. 5.12.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Beslutning om prøveløsladelse
Til § 80
Bestemmelsen indeholder bl.a. en regel om sagsbehandlingen i de tilfælde, hvor der er mulighed for ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt straf efter straffelovens § 38, stk. 1, og for prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid efter straffelovens § 41, jf. § 1, nr. 8, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Bestemmelsen svarer til § 80 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12., jf. pkt. 5.1.2.2., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen forudsætter, at reglerne om betingelserne for prøveløsladelse og om retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse fortsat findes i straffeloven.
Bestemmelsen tilsigter bl.a. at skabe sikkerhed for, at den indsatte kan løslades, så snart betingelserne for en prøveløsladelse måtte anses for opfyldt. Det forudsættes, at institutionen også regelmæssigt overvejer spørgsmålet om prøveløsladelse af indsatte, der har fået afslag på prøveløsladelse, jf. herved tillige lovforslagets § 89.
Nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og fra straf af fængsel på livstid er i visse tilfælde omfattet af forslaget om udvidet klageadgang, jf. lovforslagets § 112, nr. 6.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 81
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelse. Bestemmelsen svarer til § 81 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen fastslår, at kriminalforsorgen er den myndighed, som i almindelighed gennemfører tilsyn og andre vilkår. Såfremt tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gennemføres af andre myndigheder, skal dette efter forslaget være udtrykkeligt bestemt i afgørelsen om prøveløsladelse.
Til § 82
Bestemmelsen pålægger tilsynsmyndigheden en vejledningspligt samt en pligt til i samarbejde med den prøveløsladte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter. Bestemmelsen svarer til § 82 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås det, at tilsynsmyndigheden har pligt til at vejlede den prøveløsladte om tilsynets nærmere indhold. Den foreslåede vejledningspligt er uafhængig af, om tilsynsmyndigheden er kriminalforsorgen eller anden myndighed, jf. herved § 81. Den foreslåede vejledningspligt skal ses i sammenhæng med den vejledning, der forudsættes givet af afsoningsinstitutionen i forbindelse med prøveløsladelsen, jf. herved lovforslagets § 80, stk. 2.
I stk. 2 fastslås det, at tilsynsmyndigheden sammen med den prøveløsladte skal udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Formålet med denne bestemmelse er at fastholde den prøveløsladte i ansvaret for den pågældendes forhold også i tilsynsperioden og tiden derefter. Det findes af væsentlig betydning, at tilsynsforløbet hurtigst muligt bringes i mere faste rammer, og det er derfor anført i bestemmelsen, at den nødvendige planlægning skal søges udarbejdet senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse. Bl.a. for at fastholde den prøveløsladte i dennes ansvar skal den udarbejdede plan jævnligt sammenholdes med forholdene, herunder den prøveløsladtes forhold, under tilsynet og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Nærmere regler om tilsynsmyndighedens vejledningspligt og pligt til sammen med den prøveløsladte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter forudsættes fastsat administrativt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 85, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 83
Bestemmelsen regulerer den prøveløsladtes pligter i forbindelse med kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår). Bestemmelsen svarer til § 83 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Et vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte undergives et kontrolmæssigt tilsyn med en deraf følgende forpligtelse til at holde sig i kontakt med tilsynsmyndigheden efter dennes nærmere bestemmelse. Denne forpligtelse for den prøveløsladte fastslås i stk. 1.
Stk. 2-4 vedrører de tilfælde, hvor der efter reglerne i straffelovens § 57, jf. § 39, stk. 2, er fastsat yderligere vilkår (særvilkår) end vilkår om tilsyn i forbindelse med prøveløsladelsen. Det fastslås, at den prøveløsladte skal overholde fastsatte særvilkår og give kriminalforsorgen de oplysninger, som gennemførelsen af det pågældende særvilkår nødvendiggør, ligesom den prøveløsladte skal overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse heraf. Sådanne forskrifter kan f.eks. omfatte den nærmere gennemførelse af et vilkår om afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika.
Formålet med den fastsatte oplysningspligt for den prøveløsladte er at sikre kriminalforsorgen de nødvendige oplysninger til gennemførelse af vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår. Er de pågældende oplysninger af en sådan karakter, at de kan dokumenteres af den prøveløsladte, har denne efter stk. 3 pligt til at fremlægge sådan dokumentation, såfremt det forlanges af kriminalforsorgen.
Til § 84
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens hjælpefunktion i forbindelse med gennemførelsen af tilsyn. Bestemmelsen svarer til § 84 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at kriminalforsorgen skal tilbyde den prøveløsladte støtte med hensyn til løsning af sociale og personlige problemer med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Denne støtte skal ses i forlængelse af den behandlingsmæssige virksomhed, der udøves af afsoningsinstitutionen under strafudståelsen, jf. herved lovforslagets § 3 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Hjælpefunktionen er endvidere et fast element i et tilsyn med en prøveløsladt på samme måde, som et sådant tilsyn altid indebærer en kontrol med den prøveløsladte.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at vejledning og bistand enten kan ydes af kriminalforsorgen selv eller af andre myndigheder mv. Det bemærkes herved, at bistandsforpligtelsen overfor personer, der ikke er frihedsberøvede, påhviler de almindelige sociale og sundhedsmæssige myndigheder. Kriminalforsorgens bistand vil derfor i en række tilfælde ofte bestå i en formidling af kontakt til og bistand fra sådanne andre myndigheder.
Til § 85
Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår. Bestemmelsen svarer til § 85 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bemyndigelsen skal bl.a. udnyttes til at fastsætte nærmere regler om kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed. Det fremgår i den forbindelse af bestemmelsen, at de administrative regler skal omfatte tilsynets iværksættelse, kriminalforsorgens kontakthyppighed med den prøveløsladte og kriminalforsorgens samarbejde med andre myndigheder mv. Det forudsættes, at der på grundlag af de administrative regler sker en vis koordinering af kriminalforsorgens virksomhed i forhold til prøveløsladte.
Vilkårsovertrædelse
Til § 86
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger og indberetninger, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den prøveløsladte gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelsen. Bestemmelsen svarer til § 86 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen vedrører alene de foranstaltninger mv., som kriminalforsorgen skal foretage som tilsynsmyndighed. Bestemmelsen indebærer således ingen ændring af straffelovens regler om retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse, jf. straffelovens § 40 (overtrædelse af vilkår ved prøveløsladelse fra tidsbestemt straf) og § 42 (overtrædelse af vilkår ved prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid), jf. § 1, nr. 8, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Stk. 1 indeholder en forpligtelse for kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed til at søge et tilsyn genetableret og særvilkår overholdt, såfremt den prøveløsladte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkåret. Blandt de mulige foranstaltninger, som kriminalforsorgen selv kan træffe med det nævnte formål, er forsøg på kontakt med den prøveløsladte ved fremsendelse af anbefalet brev eller ved husbesøg. Endvidere kan nævnes fremsættelse af begæring til politiet om anholdelse af den prøveløsladte, jf. retsplejelovens § 756, og fremstilling i retten med begæring om varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 763. Det er ved bestemmelsen forudsat, at der foretages en nærmere regulering af valget af foranstaltninger, jf. herved bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5, som omtales nedenfor.
Stk. 2 indeholder en pligt for kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed til at afgive indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen, såfremt den prøveløsladte gør sig skyldig i en vilkårsovertrædelse, som begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet. Indberetning sker i disse tilfælde med henblik på overvejelse af at iværksætte reaktioner efter straffelovens regler. Det forudsættes, at det i de administrative regler, der i medfør af stk. 5 skal udstedes bl.a. om indberetninger efter stk. 2, kan fastsættes, at indberetning kan undlades i visse nærmere angivne tilfælde, f.eks. hvor den pågældende allerede er sigtet for strafbart forhold, og hvor overtrædelsen af det faste vilkår om ikke at begå strafbart forhold uden videre inddrages ved den nye straffedom.
Stk. 3 vedrører de vilkårsovertrædelser, som ikke giver grundlag for at antage en nærliggende risiko for kriminalitet. I sådanne tilfælde kan der efter omstændighederne være grund til at indskærpe forskrifter og vilkår om tilsyn mv. over for den pågældende. Er dette tidligere sket i anledning af tilsvarende overtrædelser, skal der afgives indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det forudsættes, at der i de administrative regler, der i medfør af stk. 5 skal udstedes bl.a. om indberetninger efter stk. 3, kan fastsættes, at indberetning kan undlades i visse nærmere angivne tilfælde, f.eks. ved mere bagatelagtige eller formelle vilkårsovertrædelser.
I stk. 4 er det fastsat, at der snarest skal træffes afgørelse om eventuel reaktion efter straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller § 42, stk. 2, som følge af vilkårsovertrædelsen. Træffes der afgørelse om genindsættelse til udståelse af (rest)straffen, er denne afgørelse omfattet af forslaget om udvidet klageadgang, jf. lovforslagets § 112, nr. 7, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse. Denne bemyndigelse omfatter efter sin placering alene sagsbehandlingen i kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed og i Direktoratet for Kriminalforsorgen som klageinstans i sådanne sager.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 87
Bestemmelsen åbner mulighed for fastsættelse af regler om gennemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor tilsyn mv. udøves af andre myndigheder end kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til § 87 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Gennemførelse af tilsyn mv.ved betinget benådning og ved strafafbrydelse mv.
Til § 88
Bestemmelsen vedrører gennemførelsen af tilsyn og særvilkår, som er fastsat i forbindelse med betinget benådning (straffelovens § 43, jf. § 1, nr. 8, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.), strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov, jf. herved navnlig § 13, stk. 1 (udsættelse af straffuldbyrdelsen) og § 78, stk. 2 (fuldbyrdelse uden for fængsel eller arresthus). Bestemmelsen svarer til § 88 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.12. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af bestemmelsen, at lovforslagets regler vedrørende tilsyn og særvilkår fastsat ved prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse i de her omhandlede tilfælde. Ved meget kortvarige tilsyn mv. fastsat i forbindelse med udgang, jf. lovforslagets § 48, stk. 2, forudsættes dette dog kun at være tilfældet i det omfang, det er praktisk muligt.
Til kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf
Til § 89
Bestemmelsen indeholder en særlig sagsbehandlingsregel, der forpligter vedkommende institution til med visse mellemrum og af egen drift at overveje og tage stilling til nogle væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte. Bestemmelsen svarer til § 89 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.13. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at institutionen jævnligt af egen drift overvejer muligheden for at lempe forholdene for de indsatte. De nærmere regler herom, herunder hvornår og med hvilke mellemrum de enkelte spørgsmål skal tages op til afgørelse, skal fastsættes administrativt, jf. stk. 2. Det forudsættes, at den indsatte orienteres om institutionens behandling af de pågældende spørgsmål.
Til afsnit III
Bødestraffe
Lovforslagets afsnit III (kapitel 16 (§§ 90-93)) indeholder bestemmelser om fuldbyrdelsen af bødestraffe, der er idømt eller vedtaget for en domstol eller vedtaget efter tilkendegivelse fra politiet eller anden administrativ myndighed. I afsnit III fastsættes nærmere regler om betalingen af bøden og om mulighederne for at opnå henstand eller afdragsvis betaling. Afsnit III indeholder endvidere en bestemmelse om, efter hvilke regler en forvandlingsstraf for en bøde skal fuldbyrdes.
Afsnit III indeholder ikke bestemmelser om, hvornår en forvandlingsstraf skal fuldbyrdes. Afgørelsen af dette spørgsmål skal fortsat træffes efter bestemmelser i straffeloven og administrative forskrifter udstedt i tilknytning hertil. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, omfattes heller ikke tvangsbøder af lovforslaget.
Til kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraf
Til § 90
I bestemmelsen fastsættes regler om betaling af bøder. Bestemmelsen svarer til § 90 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det fastslås i stk. 1, at en bøde skal betales til politiet, medmindre andet - undtagelsesvis - måtte være bestemt i afgørelsen om bødebetalingen. Det er ved bestemmelsen forudsat, at den, som bøden er pålagt, normalt kan vente med at betale, indtil vedkommende afkræves bøden af politiet.
De nærmere regler om politiets opkrævning af bøder fastsættes administrativt, jf. stk. 3.
Ifølge militær retsplejelovs § 24, jf. retsplejelovens § 997 varetages fuldbyrdelsen af bøder i militære straffesager af forsvarets rettergangschefer. I disse sager skal indbetaling af bøder fortsat ske til den pågældende rettergangschef, medmindre denne har overgivet straffuldbyrdelsen til politiet.
I stk. 2 fastsættes det, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden. Det forudsættes, at der ikke sker væsentlige ændringer i den nuværende praksis med hensyn til at tillade henstand eller afdragsvis betaling.
Stk. 3 indeholder bl.a. en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder. Når bestemmelsen alene omtaler den administrative behandling af de pågældende sager og ikke angiver, hvornår der bør ske eftergivelse, skyldes dette, at eftergivelse af en bødestraf principielt er benådning, jf. grundlovens § 24 og bemærkningerne til lovforslagets § 11.
Endelig indeholder stk. 4 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Bestemmelsen erstatter, for så vidt angår bøder, den tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 1003, der samtidig foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 22, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Til § 91
I bestemmelsen fastsættes regler om inddrivelse af bøder. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 91 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen viderefører, for så vidt angår bøder, de gældende bestemmelser i straffelovens § 52, stk. 3-5, med de ændringer, der følger af loven om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. herved pkt. 6.2., jf. pkt. 6.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen er ikke udtømmende, idet bøder – som hidtil –
efter dansk rets almindelige regler kan inddrives ved modregning, herunder med eventuelle erstatningskrav, som skyldneren måtte have efter kapitel 20 i denne lov eller efter retsplejelovens kapitel 93 a.Det forudsættes, at politiet efter § 91, stk. 3, 1. pkt., som hidtil kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder om bl.a. indkomst- og formueforhold til brug ved indeholdelsen, jf. straffelovens § 52, stk. 5, 3. pkt.
Til § 92
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indeholdelse af indtægter efter lovforslagets § 91, stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 92 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen viderefører, for så vidt angår bøder, i det væsentlige de nugældende bestemmelser i straffelovens § 52, stk. 6-7, med de ændringer, der følger af loven om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. pkt. 6.2., jf. pkt. 6.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 93
Bestemmelsen indeholder regler om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for en bøde. Bestemmelsen svarer til § 93 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at en forvandlingsstraf for en bøde skal fuldbyrdes efter samme regler, som er foreslået for fængselsstraffe. Det bemærkes herved, at lovforslaget er udarbejdet under den forudsætning, at hæftestraffen afskaffes, og at fængselsstraffens minimum som følge heraf nedsættes, jf. pkt. 2. i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Under denne forudsætning er der ikke fundet grundlag for i øvrigt at opstille særlige regler for fuldbyrdelsen af forvandlingsstraffe.
Til afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste
Lovforslagets afsnit IV indeholder i kapitel 17 (§§ 94-100) bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste og i kapitel 18 (§§ 101-104) bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Disse bestemmelser vedrører navnlig gennemførelsen af vilkår om tilsyn og af andre vilkår (særvilkår).
Afsnit IV indeholder ikke bestemmelser om anvendelsen af betingede domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste, eller om retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår fastsat i sådanne domme. Bestemmelser om disse spørgsmål skal fortsat findes i straffeloven.
Til kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Lovforslagets kapitel 17 (§§ 94-100) indeholder forskellige bestemmelser vedrørende gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i lovforslagets §§ 81-87 om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en prøveløsladelse. De væsentligste forskelle mellem de to sæt bestemmelser skyldes, at følgen af den dømtes overtrædelse af vilkår om tilsyn eller af særvilkår fastsat i forbindelse med betinget dom afgøres af retten, jf. straffelovens § 60, mens følgen af overtrædelse af tilsvarende vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelse afgøres af justitsministeren, jf. straffelovens § 40, stk. 2, og § 42, stk. 2.
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 94
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom. Bestemmelsen svarer til § 94 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I bestemmelsen fastsættes det, at kriminalforsorgen er den myndighed, som i almindelighed gennemfører de omhandlede tilsyn og andre vilkår. Såfremt tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gennemføres af andre myndigheder, skal dette efter lovforslaget være udtrykkeligt bestemt i den betingede dom.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 81 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 95
Bestemmelsen pålægger tilsynsmyndigheden en vejledningspligt samt en pligt til i samarbejde med den betinget dømte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter. Bestemmelsen svarer til § 95 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den i stk. 1 fastsatte vejledningspligt skal ses i sammenhæng med den vejledning, der forudsættes givet af retten i forbindelse med domsafsigelsen. Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til lovforslagets § 82, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 96
Bestemmelsen regulerer den dømtes pligter i forbindelse med kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår). Bestemmelsen svarer til § 96 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 83, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 97
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed i forbindelse med støtte til den dømte med hensyn til løsning af sociale og personlige problemer. Bestemmelsen svarer til § 97 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 84, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 98
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår. Bestemmelsen svarer til § 98 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 85, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Vilkårsovertrædelse
Til § 99
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger og indberetninger, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den betinget dømte gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse med den betingede dom. Bestemmelsen svarer til § 99 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 86 med den ændring, at indberetning skal afgives til anklagemyndigheden. Denne ændring skyldes, at kompetence til at træffe afgørelse i anledning af vilkårsovertrædelser ved betinget dom som ovenfor nævnt er henlagt til retten, jf. straffelovens §§ 60 og 61. Sagerne indbringes for retten af anklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 86.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 100
Bestemmelsen åbner mulighed for at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor tilsynet udøves af andre myndigheder end kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til § 100 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 87, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Lovforslagets kapitel 18 (§§ 101-104) indeholder forskellige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i §§ 94-100 om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. De væsentligste forskelle mellem de to sæt bestemmelser skyldes, at vilkåret om samfundstjeneste medfører, at der skal fastsættes særlige regler med henblik på fuldbyrdelse af den arbejdspligt, som følger af vilkåret om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
Til § 101
I bestemmelsen fastsættes bestemmelser om, hvilken myndighed der skal gennemføre vilkår om samfundstjeneste. Endvidere indeholder § 101 bestemmelser om den dømtes pligter i forbindelse med gennemførelsen af vilkåret om samfundstjeneste. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 101 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at vilkår om samfundstjeneste altid gennemføres af kriminalforsorgen, jf. § 101, stk. 1. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for, at andre myndigheder kan gennemføre dette vilkår.
Efter § 101, stk. 2, indebærer vilkår om samfundstjeneste, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Udtrykket »den udmålte længstetid« omfatter både tilfælde, hvor længstetiden er udmålt i dommen, jf. straffelovens § 63, stk. 1, og tilfælde, hvor længstetiden efterfølgende er forlænget af tilsynsmyndigheden, jf. straffelovens § 63, stk. 2.
Til § 102
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste mv. Bestemmelsen svarer til § 102 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Vilkårsovertrædelse
Til § 103
I bestemmelsen fastsættes bestemmelser om foranstaltning og indberetning, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten. Bestemmelsen svarer til § 103 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen medfører bl.a., at kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt, jf. stk. 1. Kontrollen forudsættes i overensstemmelse med de gældende regler at indebære, at kriminalforsorgen aflægger besøg på arbejdsstedet.
Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives indberetning til anklagemyndigheden, jf. stk. 2.
I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår, skal der ikke forud for indberetning om vilkårsovertrædelse efter stk. 2, foretages en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet, jf. herved lovforslagets § 99, stk. 2. Overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste eller af kriminalforsorgens forskrifter om udførelsen heraf skal således, når der tidligere er givet pålæg, indberettes til anklagemyndigheden.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
Til § 104
Bestemmelsen indeholder en bestemmelse om gennemførelse af andre vilkår end vilkåret om samfundstjeneste. Bestemmelsen svarer til § 104 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets §§ 94-100 om gennemførelse af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57 som led i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Til afsnit V
Forvaring
Lovforslagets afsnit V (kapitel 19 (§ 105)) indeholder visse bestemmelser om fuldbyrdelse af forvaring. De foreslåede bestemmelser finder anvendelse ved dom til forvaring efter straffelovens § 70, ved dom til forvaring efter straffelovens § 68, sidste punktum, jf. § 70, samt ved ikendelse af forvaring efter straffelovens § 72 i forbindelse med ændring af en anden retsfølge idømt efter straffelovens § 68.
Afsnit V indeholder ikke bestemmelser om betingelserne for anvendelse af forvaring. Bestemmelser herom og om ændring eller endelig ophævelse af en anbringelse i forvaring skal fortsat findes i straffeloven.
Til kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
Til § 105
Det fastslås i bestemmelsen, at forvaring fuldbyrdes efter samme regler som fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester. Denne særregel for fuldbyrdelse af forvaring er begrundet i, at denne institution personalemæssigt er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller bistand eller for at være på en institution med et mere specialiseret behandlingspersonale. Bestemmelsen svarer til § 105 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Der er ikke i øvrigt fundet grundlag for i lovforslaget at medtage bestemmelser, der stiller den forvarede anderledes end fængselsdømte. Den særlige forsigtighed, som under hensyn til disse indsattes farlighed bør udvises i forbindelse med fuldbyrdelsen af forvaring, forudsættes i overensstemmelse med gældende ret at komme til udtryk ved fastsættelsen af sagsbehandlingsregler, der sikrer, at afgørelse om visse særlig væsentlige spørgsmål under fuldbyrdelsen af forvaring træffes efter en særlig omfattende og grundig sagsbehandling. Sådanne sagsbehandlingsregler kan fastsættes efter stk. 2, der indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om fuldbyrdelsen af forvaring. Som fremhævet i bestemmelsen forudsættes sådanne regler navnlig at vedrøre behandlingen af visse mere væsentlige spørgsmål, herunder tilladelse til udgang, overførsel til anden institution og prøveudskrivning.
Til afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
Lovforslagets afsnit VI indeholder en række bestemmelser, der er fælles for fuldbyrdelse af fængselsstraffe, betingede domme og forvaring. Lovforslagets afsnit VI indeholder således i kapitel 20 (§§ 106-109) bestemmelser om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv., i kapitel 21 (§ 110) regler om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner samt i kapitel 22 (§§ 111-123) klageregler mv. Endelig indeholder afsnit VI i kapitel 23 (§§ 124-125) regler om ikrafttræden mv.
Til kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
Lovforslagets kapitel 20 (§§ 106-109) indeholder bestemmelser om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Lovforslagets bestemmelser herom skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Lovforslaget er da også udarbejdet med henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i retsplejeloven. Herved tilsigtes en understregning af sammenhængen mellem de foreslåede regler og retsplejelovens regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb.
Reglerne om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 18, stk. 3, hvorefter der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 106
Bestemmelsen fastslår, at en indsat, der uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid, uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle, eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a. Bestemmelsen svarer til § 106 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at der indføres en ordning med obligatorisk erstatning på objektivt grundlag i anledning af de nævnte indgreb.
For så vidt angår erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid bemærkes, at der ikke med bestemmelsen tilsigtes nogen ændring af reglerne i retsplejelovens § 1018 d. Disse regler vedrører bl.a. erstatning for udståelse af fængselsstraf, der senere bortfalder eller formildes - til noget mindre indgribende - ved anke eller genoptagelse, jf. pkt. 9.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Udmålingen af erstatning forudsættes tilpasset de gældende regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb.
Til § 107
Bestemmelsen giver mulighed for at tillægge erstatning på objektivt grundlag i anledning af andre uforskyldte indgreb under fuldbyrdelsen af straf mv. end de i § 106 nævnte. Bestemmelsen svarer til § 107 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De indgreb, der omfattes af § 107, er indgreb, som kriminalforsorgen eller andre myndigheder kan foretage over for den dømte m.fl. i medfør af bestemmelser i denne lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i denne lov. Med bestemmelsen sigtes til foranstaltninger af en vis konkret, indgribende karakter. Som eksempel kan nævnes uberettiget overførsel fra åben til lukket institution og uberettiget tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang.
Selv om en række af de indgreb, som har hjemmel i denne lov eller kan fastsættes med hjemmel i denne lovs bemyndigelsesbestemmelser, ikke vil være af særlig indgribende karakter, er det dog ikke fundet rimeligt på forhånd at udelukke erstatning i anledning af sådanne indgreb. Selv de mindre indgreb vil kunne foretages under omstændigheder, der opleves som så krænkende, at det kan stille sig naturligt at yde en vis kompensation, dersom indgrebet viser sig at være uforskyldt. At erstatning ikke ved noget indgreb er udelukket på forhånd, er endvidere i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 1018 b.
Såfremt den dømte m.fl. udsættes for foranstaltninger, der efter det anførte ikke omfattes af lovforslagets § 106 eller § 107 om erstatning på objektivt grundlag, må et eventuelt erstatningskrav i givet fald rejses på normal måde på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.
Til § 108
Bestemmelsen vedrører fremgangsmåden ved behandlingen af krav om erstatning i medfør af lovforslagets § 106 eller § 107. Bestemmelsen svarer til § 108 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at krav om erstatning skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Kriminalforsorgen kan tillade overskridelse af denne frist, såfremt overskridelsen findes undskyldelig, f.eks. hvis den indsatte efter fristens udløb er kommet i besiddelse af oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Angivelse af nye oplysninger kan derimod ikke i almindelighed begrunde overskridelse af klagefristen. Er kravet rejst rettidigt, og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen at kunne genoptage behandlingen af erstatningssagen.
Såfremt kriminalforsorgen nægter at betale erstatning efter § 106, vil afgørelsen være omfattet af den udvidede klageadgang, når afgørelsen vedrører uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage, jf. lovforslagets § 112, nr. 9, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 109
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om den administrative behandling af erstatningskrav i henhold til §§ 106-107. Bestemmelsen svarer til § 109 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
Til § 110
I bestemmelsen fastsættes pligt til for visse dømte at betale for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Bestemmelsen svarer til § 110 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 22
Klageregler mv.
Lovforslagets kapitel 22 (§§ 111-123) indeholder klageregler mv., der bl.a. åbner mulighed for, at den dømte m.fl. kan forlange visse afgørelser indbragt for domstolene. Endvidere fastsættes regler om fremgangsmåden ved behandlingen af sådanne klager.
Administrativ klageadgang
Til § 111
§ 111 indeholder regler om den administrative klageadgang. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 111 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.2.2., jf. pkt. 9.3.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 12 og bemærkningerne til denne bestemmelse vedrørende opsættende virkning af klage over afgørelse om udsættelse med straffuldbyrdelsen eller benådning.
Domstolsprøvelse
Til § 112
§ 112 indeholder en opregning af de endelige administrative afgørelser, som kan indbringes for domstolene som led i den foreslåede udvidelse af klageordningen med hensyn til afgørelser truffet som led i straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen bygger på klagemodel 2, som fire af Straffelovrådets medlemmer går ind for, jf. pkt. 9.3.4.2, jf. pkt. 9.3.4.1.4., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen medfører, at den dømte kan kræve de endelige administrative afgørelser, der er nævnt nedenfor, indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 112, nr. 1, indebærer, at afgørelser efter lovforslagets § 14 eller § 16 vedrørende kriminalforsorgens beregning af straffetiden omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Klager, der skyldes uenighed om straffedommens fortolkning, skal som hidtil behandles af den ret, som har afsagt dom i sagen i første instans, jf. retsplejelovens § 998, stk. 1, som affattet ved § 2, nr. 23, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Efter lovforslagets § 55, stk. 4, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, træffe bestemmelse om, at et gennemlæst brev skal tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes. § 112, nr. 2, indebærer, at en afgørelse om tilbageholdelse af et brev, der er bestemt til afsendelse, kan domstolsprøves, hvis afgørelsen om tilbageholdelse har baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
I lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, er der fastsat bestemmelser om ikendelse af disciplinærstraf i form af strafcelle. § 112, nr. 3, indebærer, at den dømte kan forlange domstolsprøvelse af en afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle, når varigheden af strafcelle er mere end 7 dage.
Efter lovforslagets § 73 kan der i visse tilfælde træffes bestemmelse om konfiskation af genstande og penge, der findes på institutionens område, er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen eller søgt indsmuglet til den indsatte. § 112, nr. 4, indebærer, at afgørelser om konfiskation efter denne bestemmelse kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte, hvis værdien af de konfiskerede genstande eller penge overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse. Dette vederlag udgør for tiden ca. 245 kr.
Efter lovforslagets § 74 kan institutionen i visse tilfælde modregne krav på erstatning i anledning af skade, som den indsatte har forvoldt på institutionens ting, i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse. § 112, nr. 5, indebærer, at afgørelser om modregning kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte, når erstatningsbeløbet overstiger størrelsen af det i § 112, nr. 4, nævnte ugentlige vederlag.
Lovforslagets § 80 indeholder bestemmelser om afgørelser vedrørende prøveløsladelse af indsatte. § 112, nr. 6, indebærer, at der gives udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf efter straffelovens § 38, stk. 1, dvs. ordinær prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffetiden. Endvidere gives mulighed for domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er meddelt afslag på prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid efter straffelovens § 41, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Lovforslagets § 86 indeholder regler om vilkårsovertrædelse ved prøveløsladelse. § 112, nr. 7, indebærer, at den dømte kan forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er truffet beslutning om at genindsætte en person, der er prøveløsladt fra en tidsbestemt straf, til udståelse af reststraffen i henhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen medfører også, at afgørelse om genindsættelse af en person, der er idømt straf af fængsel på livstid, til fortsat udståelse af livstidsstraffen, omfattes af den udvidede klageordning, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Lovforslagets § 88, jf. § 86, fastsætter bl.a. regler om vilkårsovertrædelse ved betinget benådning. § 112, nr. 8, indebærer, at afgørelser om indsættelse af en person, der er betinget benådet fra en tidsbestemt straf, til udståelse af straffen eller reststraffen omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Endvidere gives mulighed for at forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved en person, der er betinget benådet fra straf af fængsel på livstid, indsættes til (fortsat) udståelse af livstidsstraffen, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Lovforslagets § 106 giver efter omstændighederne en indsat ret til erstatning bl.a. for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i strafcelle. § 112, nr. 9, indebærer, at den indsatte kan forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er nægtet erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, når anbringelsen har varet mere end 7 dage, jf. herved § 112, nr. 3, om domstolsprøvelse af afgørelse om ikendelse af strafcelle i mere end 7 dage.
Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9, for så vidt angår erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf alene sigte på tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid. Om domstolsprøvelse i tilfælde, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald eller formildelse af den idømte straf, gælder som hidtil til retsplejelovens § 1018 d. Der henvises endvidere til retsplejelovens § 1018 h, hvorefter en indsat som hidtil kan forlange et erstatningskrav vedrørende foranstaltninger eller indgreb under straffuldbyrdelsen, der rejses på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, behandlet efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. herved pkt. 9.1.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 113
§ 113 regulerer valget af den domstol, der i det enkelte tilfælde skal behandle klagesagen. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 113 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2, jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 114
§ 114 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved klagesagens indbringelse for retten. Bestemmelsen svarer til § 114 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2, jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 115
§ 115 afgrænser, hvem der er sagens parter, og tager stilling til spørgsmålet om advokatbeskikkelse. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 115 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 116
§ 116 vedrører sagens behandling i retten. Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal behandles skriftligt eller mundtligt, og hvem der har ansvaret for sagens oplysning, og svarer på disse punkter til § 116 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
De øvrige bestemmelser i § 116 i rådets lovudkast, der regulerer den dømtes adgang til at gøre sig bekendt med oplysninger undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling, er ikke medtaget i lovforslagets § 116. Spørgsmålet om den dømtes adgang til under domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelsesloven at gøre sig bekendt med oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling, afgøres derfor på samme måde som i andre tilfælde, hvor der under domstolsprøvelse opstår spørgsmål om afhøring mv. af personer, der har behov for den beskyttelse, der kan ligge i afslået aktindsigt, jf. pkt. 9.3.5.2. og 9.3.5.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 117
I § 117 fastslås det, at sagens indbringelse for retten normalt ikke har opsættende virkning. Bestemmelsen svarer til § 118 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2, jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 118
I § 118 fastslås det, at rettens afgørelse af klagesagen afgøres ved kendelse, og at afgørelsen munder ud i, at sagen afvises, eller at den påklagede afgørelse stadfæstes, ændres eller ophæves. Bestemmelsen svarer til § 119 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 119
§ 119 regulerer spørgsmålet om fastsættelse og betaling af sagsomkostninger dels i tilfælde, hvor der er beskikket advokat, dels i tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat. Bestemmelsen svarer til § 120 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 120
I § 120 fastsættes regler om adgang til kære af byrettens afgørelse til landsretten. Bestemmelsen svarer til §§ 121 og 122 i Straffelovrådets lovudkast med de ændringer, der følger dels af, at bestemmelserne i § 116 i rådets lovudkast om den dømtes adgang til oplysninger undtaget fra aktindsigt ikke er medtaget i lovforslaget, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og bemærkningerne til lovforslagets § 116, dels af, at bestemmelserne i § 121, stk. 2 og 3, i rådets lovudkast om appelbegrænsning ikke er medtaget i lovforslaget, jf. pkt. 9.3.5.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Om adgang til kære af landsrettens afgørelse til Højesteret henvises til lovforslagets § 121 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 121
I § 121 fastsættes regler om adgangen til og fremgangsmåden ved kære til Højesteret. Bestemmelsen svarer ud over enkelte redaktionelle ændringer til § 123 i Straffelovrådets lovudkast med de ændringer, der følger af, at bestemmelserne i § 116 om den dømtes adgang til oplysninger undtaget fra aktindsigt ikke er medtaget i lovforslaget, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., og bemærkningerne til lovforslagets § 116.
Til § 122
§ 122 regulerer adgangen til fornyet domstolsprøvelse af det spørgsmål, som sagen angår. Endvidere fastsættes det, at en række afgørelser under hensyn til de pågældende afgørelsers karakter ikke på ny kan indbringes for retten. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 124 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2, jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 123
I § 123 fastsættes bestemmelser om adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der i medfør af lovforslagets § 73 foretages konfiskation hos andre end den indsatte. Bestemmelsen svarer til § 125 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.3.5.2., jf. pkt. 9.3.5.1.6., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til kapitel 23
Ikrafttræden mv.
Lovforslagets kapitel 23 (§§ 124-125) indeholder lovforslagets ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.
Til § 124
§ 124 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Det fremgår af § 124, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Af § 124, stk. 2, fremgår det, at §§ 112 og 123 vedrørende adgang til domstolsprøvelse finder anvendelse på endelige administrative afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
Det indebærer i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, at også fuldbyrdelse af straffe, der er idømt før lovens ikrafttræden, fra den 1. juli 2000 sker efter reglerne i denne lov. For så vidt angår de særlige overgangsregler vedrørende personer, der er idømt hæfte, henvises til § 32 i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. samt bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 125
§ 125 indeholder regler om straffuldbyrdelseslovens territoriale anvendelsesområde.