Nr LSF 229

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. maj 1997 som lov nr. 454 af 10. juni 1997

 

 

 

Forslag nr. 229 af 16. juni 1997 til Lov om social service

Fremsat af socialministeren (Karen Jespersen) den 16. april 1997

 

 

Afsnit I

Indledning

Kapitel 1

Formål

§ 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Lovens område

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunen og amtskommunen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

Kapitel 2

Rådgivning

§ 3. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Afsnit II

Børn og unge

Kapitel 3

Generelle bestemmelser

§ 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Rådgivning

§ 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Tilsyn

§ 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33.

Kapitel 4

Dagtilbud til børn

§ 7. Kommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn, jf. dog § 16, med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud. Kommunen har det overordnede ansvar for dagtilbudene.

Stk. 2. Dagtilbudene kan etableres som daginstitutioner, dagpleje og puljeordninger. Tilrettelæggelse af dagtilbudene skal fastlægges i overensstemmelse med § 4.

Formål

§ 8. Kommunen fastsætter mål og rammer for dagtilbudenes arbejde som en integreret del både af kommunens samlede generelle tilbud til børn og af den forebyggende og støttende indsats over for børn, herunder børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med andet behov for støtte.

Stk. 2. Dagtilbudene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Stk. 3. Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Stk. 4. Dagtilbudene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Stk. 5. Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.

Daginstitutioner

§ 9. Daginstutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner efter aftale med kommunen.

Kommunal dagpleje

§ 10. Kommunen kan tilbyde pladser til børn i kommunal dagpleje etableret i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud er godkendt af kommunen til dette formål. Der kan i den enkelte dagpleje modtages op til 5 børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte, at dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for. Kommunens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Puljeordninger

§ 11. Kommunen kan til puljeordninger for børn yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Kommunen indgår aftale med puljeordningen om drift af ordningen.

Optagelse

§ 12. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i et dagtilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kommunen kan bestemme, at selvejende daginstitutioner efter § 9 og puljeordninger efter § 11 ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Anvisning af pladser sker efter anciennitet.

Stk. 3. Anvisning efter anciennitet kan dog fraviges, hvis et barn af sociale eller pædagogiske grunde har et særligt behov for en plads i et dagtilbud.

Stk. 4. I andre særlige tilfælde, hvor der er et akut behov for en plads i et dagtilbud, vil anvisning efter anciennitet kunne fraviges i begrænset omfang.

Stk. 5. Kommunen kan hverken permanent eller midlertidigt opsige et barn af et dagtilbud, fordi en eller begge forældre bliver ledige.

Forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud

§ 13. Ved alle kommunale daginstitutioner og den kommunale dagpleje oprettes en bestyrelse med et flertal af valgte forældre. Medarbejderne i dagtilbudene skal være repræsenteret i bestyrelsen. Kommunen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanterne skal have stemmeret.

Stk. 2. Forældrebestyrelsen i daginstitutionen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for hver enkelt institution inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer. Forældrebestyrelsen har indstillingsret til kommunen i forbindelse med ansættelse af personale i daginstitutionen. Forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje fastsætter overordnede principper for dagplejens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer.

Stk. 3. Dagtilbudets leder har den administrative og pædagogiske ledelse af tilbudet og er ansvarlig for tilbudets arbejde over for forældrebestyrelsen og kommunen.

Stk. 4. Kommunens beføjelser efter §§ 6, 10, 12 og 15 om tilsyn, godkendelse af dagplejehjem, afgørelse om optagelse, tildeling af fripladser og forældrebetaling samt de beføjelser, der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence, kan ikke overdrages til en forældrebestyrelse.

Stk. 5. Kommunen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af de kommunale dagtilbud.

Forældrebestyrelser i selvejende daginstitutioner

§ 14. Ved alle selvejende daginstitutioner for børn skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor den selvejende institutions bestyrelse består af et flertal af valgte forældre. Den selvejende daginstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra en forældrebestyrelse en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten godkendes af kommunen.

Stk. 2. I selvejende daginstitutioner, hvor der oprettes en forældrebestyrelse, skal det fastlægges i vedtægten, at forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelse af en budgetramme for institutionen samt har indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale i institutionen. Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer og det i vedtægten fastsatte formål og idegrundlag.

Stk. 3. Lederen af den selvejende daginstitution har den administrative og pædagogiske ledelse af institutionen og er ansvarlig for daginstitutionens arbejde over for forældrebestyrelsen og for bestyrelsen for den selvejende institution.

Betaling

§ 15. Forældrene betaler for opholdet i dagtilbudet med et beløb, der svarer til 30 pct. af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbudet, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Kommunen afgør, om betalingen skal beregnes på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen. Betalingen for ophold i ordninger efter § 11 beregnes dog på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning, jf. § 144, stk. 3.

Stk. 3. For den kommunale dagpleje beregnes betalingen på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved opholdet i den kommunale dagpleje.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes særlige behov for ophold i dagtilbud.

Stk. 5. Betalingen fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af dagtilbudenes budgetter.

Særlige dagtilbud

§ 16. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. § 7.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, af en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

§ 17. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 18. Forældrene betaler for opholdet i de særlige dagtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 5

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge

§ 19. Kommunen sørger for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. dog § 23.

Stk. 2. Tilbudene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Stk. 3. Tilbudene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte.

Stk. 4. Kommunen fastsætter mål og rammer for tilbudenes arbejde som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.

Stk. 5. Kommunen fastsætter retningslinjer, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunen kan beslutte, at reglerne om forældrebestyrelser, jf. §§ 13 og 14, finder anvendelse på visse tilbud.

§ 20. Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan oprettes og drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner med aftale med kommunen. Kommunen kan til private klubordninger for større børn og unge yde et tilskud pr. barn eller ung.

Optagelse og udmeldelse

§ 21. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Kommunen kan for selvejende institutioner og private klubordninger efter § 20 bestemme, at lederen af den enkelte ordning træffer afgørelse om optagelse og udmeldelse efter retningslinjer fastsat af kommunen.

Betaling

§ 22. Kommunen fastsætter betaling for deltagelse i klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud og kan beslutte, at der ikke skal ydes betaling for deltagelse i enkelte tilbud eller typer af tilbud. Betalingen kan højst udgøre 20 pct. af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud eller af de gennemsnitlige udgifter ved driften af samme type af tilbud i kommunen, som disse opgøres efter § 15, stk. 1. For private klubordninger, jf. § 20, 2. pkt., beregnes betalingen på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan bestemme, at der kan opkræves særskilt betaling for materialeforbrug og forplejning. Socialministeren kan endvidere fastsætte, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betaling under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og barnets eller den unges særlige behov for deltagelse i tilbudet.

Særlige klubtilbud

§ 23. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de i § 19 nævnte tilbud.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

§ 24. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt klubtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 25. Forældrene betaler for opholdet i de særlige klubtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 6

Økonomiske tilskud m.v.

Tilskud til forældre, der vælger privat pasning

§ 26. Kommunen kan beslutte at give forældre med børn i alderen fra 24 uger til og med 5 år, dog længst til barnet begynder i børnehaveklasse, mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, jf. § 7, stk. 1. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt del af aldersgruppen.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes fra det tidspunkt, hvor barnet optages i et dagtilbud, jf. § 7, stk. 1. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Stk. 3. Hvis kommunen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 40 anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud, kan kommunen beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddet efter stk. 1. Tilskuddet fastsættes ens for alle børn inden for samme aldergruppe. Tilskuddet kan højst udgøre 70 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning, dog maksimalt 85 pct. af den billigste nettoudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 1 udbetales månedligt forud. Tilskuddet udbetales første gang for den måned, hvor den private pasning påbegyndes. Tilskuddet udbetales sidste gang for den måned, i hvilken retten til tilskuddet ophører.

Stk. 6. Kommunen fastsætter retninglinjer for optagelse af børn i et dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning bortfalder.

Stk. 7. Tilskuddet efter stk. 1 indgår ikke ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning eller lovgivningen om uddannelsesstøtte.

Stk. 8. Kommunen godkender aftalen mellem forældrene og den private pasningsordning og fører løbende tilsyn med ordningen.

Tilskud til forældre med børnepasningsorlov

§ 27. Kommunen kan beslutte at give et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, jf. lov om orlov. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt aldersgruppe.

Stk. 2. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddene, der maksimalt kan udgøre 35.000 kr. årligt. Tilskuddene kan fastsættes, så de varierer med barnets alder.

Stk. 3. For beskæftigede orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige 80 pct. af den hidtidige indtægt. For beskæftigede dagpengeberettigede orlovshavere skal tilskuddet og orlovsydelsen dog tilsammen mindst udgøre et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren ville være berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., medmindre tilskuddet hermed overstiger størrelsen af det tilskud, der er fastsat af kommunen, jf. stk. 2.

Stk. 4. For ledige orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren var berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5. For ledige orlovshavere, hvis grundlag for orlovsydelse er modtagelse af kontanthjælp, kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til den kontanthjælp, som orlovshaveren ville være berettiget til efter § 25, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 6. Tilskuddet udbetales af kommunen mod dokumentation for modtagelse af orlovsydelse til børnepasning.

Merudgiftsydelse

§ 28. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.000 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med 1/8, 1/4, 1/2, 3/4 eller 1/1 af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end et standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor.

Tabt arbejdsfortjeneste

§ 29. Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

Kapitel 7

Personlig hjælp og ledsagelse

§ 30. Bestemmelserne i § 71 om personlig hjælp og pleje m.v. finder tilsvarende anvendelse, når der er behov for personlig hjælp og pleje m.v. vedrørende børn.

§ 31. Kommunen kan efter en konkret vurdering tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

Kapitel 8

Særlig støtte til børn og unge

Formål

§ 32. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i eget miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Tilsyn

§ 33. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Amtskommunal rådgivning

§ 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Underretningspligt m.v.

§ 35. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelse af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter

1) praktiserende læger, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Statens Øjenklinik, for at klinikken kan varetage sine behandlingsmæssige og administrative aktiviteter, og

2) Statens Øjenklinik kan videregive de i nr. 1 nævnte oplysninger til social-, sundheds- og undervisningsmyndigheder for at sikre, at nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af nedsat synsfunktion kan iværksættes.

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

§ 37. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Undersøgelser

§ 38. Må det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelse herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog § 39. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.

Stk. 2. En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 3. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

§ 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foranstaltninger

§ 40. Kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det bør tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 41. En afgørelse efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte

1) at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted eller lignende,

2) at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

3) at yde familiebehandling eller lignende støtte,

4) at etablere døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

5) at etablere en aflastningsordning på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et andet godkendt opholdssted,

6) at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,

7) at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge,

8) at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

9) at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

10) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og

11) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 49 og 51.

§ 41. Afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 1, 6 og 7, jf. § 40, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11.

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

§ 43. Opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i udvalget. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i 1. og 2. pkt. kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 2. Børn og unge-udvalget kan undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1, 1. og 2. pkt., når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over fristen og hensynet til barnet eller den unge afgørende tilsiger, at fristen forlænges. Samme beføjelse har Ankestyrelsen og retten.

Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke

§ 44. Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foreløbige afgørelser

§ 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 44, § 57, stk. 3, § 64, stk. 4, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 60, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned. En afgørelse vedrørende § 39 har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrørende § 64, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.

Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig afgørelse efter stk. 1. Det kan undtagelsesvis bestemmes, at afgørelsen skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.

Ophør af foranstaltninger

§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41 og 42 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 42. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 42.

Stk. 2. Foranstaltninger i form af en personlig rådgiver, en fast kontaktperson eller døgnophold i institution, plejefamilie eller andet egnet opholdssted kan dog opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 3. Forud for en hjemgivelse skal kommunen så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge i planen, jf. § 53, angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen.

Stk. 4. Tilsvarende skal kommunen i samarbejde med den unge forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år i planen, jf. § 53, angive, hvilken form for støtte og vejledning der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning.

Det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden

klage

§ 47. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse, og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40 og kommunen undlader at iværksætte disse, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 3. Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 39, 42 og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Fuldbyrdelse

§ 48. Kommunen kan om fornødent forlange bistand af politiet til at gennemføre afgørelser efter §§ 39, 42 og 44.

Anbringelsessteder for børn og unge

Opholdssteder

§ 49. Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, hvis de modtager indtil 4 personer.

Stk. 2. Opholdssteder for børn og unge, der modtager flere end 4 personer, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune eller af anden offentlig myndighed efter reglerne herom.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 50. Kommunen betaler for barnets eller den unges ophold. Socialministeren kan fastsætte satser for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med opholdet.

Døgninstitutioner

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2. Institutionerne kan oprettes og drives af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selvejende institutioner, som amtskommunen indgår aftale med.

Betaling

§ 52. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Udarbejdelse af planer og valg af anbringelsessted m.v.

§ 53. Kommunen udarbejder en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, og § 42.

Stk. 2. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v. Planen skal endvidere angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Stk. 3. Kan anbringelsen ikke afvente udarbejdelsen af en plan som nævnt i stk. 2, er en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt at opstille en plan.

§ 54. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 53, stk. 2, 1. pkt.

§ 55. Kommunen træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den i § 53 eller § 59 nævnte plan. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Stk. 2. Ændring af anbringelsessted kræver, hvad enten anbringelsen er sket efter § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42, samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Kan samtykke ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse, henholdsvis en fornyet afgørelse efter § 42.

§ 56. Kommunen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om den i § 53 eller § 59 nævnte plan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurderingen af planen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af planen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien under anbringelsen. Afgørelse om revision af planen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge.

Stk. 2. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, underrettes den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Samvær og kontakt

§ 57. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunen træffer om fornødent afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter § 108, stk. 2.

Kapitel 9

Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge

§ 58. Er et barn fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, finde en samtale sted med barnet herom.

Stk. 2. For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

Indstilling vedrørende anbringelse uden samtykke

§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 40, stk. 2, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den plan for anbringelsen, jf. § 53, stk. 2, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Advokatbistand, aktindsigt m.v.

§ 60. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse efter § 43,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

5) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 2, jf. § 42,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og

8) brev- og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.

Stk. 2. Såvel forældremyndighedens indehaver som plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung i privat familiepleje efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. En ung, der er fyldt 15 år, skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 4. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 5. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 61. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for de i § 60, stk. 2-4, nævnte personer, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.

§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af anbringelse efter § 43,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

5) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 2, jf. § 42,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3,

8) flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, og

9) brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.

Stk. 3. Inden der træffes afgørelse efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på plejeforældre inden en afgørelse efter § 64, stk. 4.

Stk. 4. Til vedtagelse af en afgørelse efter § 39, §§ 42-44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 2, § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter § 64, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Stk. 6. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

Kapitel 10

Private pasningsordninger uden offentlige tilskud

Privat dagpasning

§ 63. Oprettelse og drift af privat dagpasning mod betaling, som drives uden offentlige midler, kræver tilladelse fra kommunen, hvis der modtages flere end 2 børn under 14 år.

Stk. 2. Foregår pasningen i et privat hjem, kan der gives tilladelse til pasning af op til 5 børn. Varetages pasningen af flere personer, kan kommunen give tilladelse til, at der kan modtages op til 10 børn.

Stk. 3. Kommunen fører tilsyn med forholdene i den private dagpasning.

Privat døgnpleje

§ 64. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Stk. 2. Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Afsnit III

Voksne

Kapitel 11

Almene tilbud

§ 65. Kommunen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunen fastsætter retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbudene.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Husvilde

§ 66. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

Kapitel 12

Formål

§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.

Kapitel 13

Rådgivning

§ 68. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

§ 69. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.

Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.

Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

§ 70. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter §§ 34 og 69. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Kapitel 14

Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v.

§ 71. Kommunen sørger for tilbud om

1) personlig hjælp og pleje,

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og

3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. En person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå skriftlig aftale med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne samt om betaling m.v.

Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.

§ 72. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

§ 73. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

§ 74. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 71-73, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

§ 75. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 2. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 3. Afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Kontant tilskud m.v.

§ 76. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående person, som passer den pågældende.

Stk. 4. Kommunen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter.

§ 77. Kommunen yder et tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 forudsætter, at modtageren selv er i stand til at administrere hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse.

Ledsagelse og kontaktperson

§ 78. Kommunen yder 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunen fastsætter retningslinjer herfor.

Stk. 3. Der kan ikke ydes ledsagelse efter denne bestemmelse til personer, der har hjælpeordning efter § 77.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.

§ 79. Kommunen yder i fornødent omfang hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde.

§ 80. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.

Amtskommunale opgaver

§ 81. Amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94.

Stk. 2. Amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunens afgørelser om hjælp efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for det amtslige brugerråd, jf. § 41, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Betaling

§ 82. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter dette kapitel samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen.

Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når hjælpen efter § 71, stk. 1, og §§ 72 og 73 er varig.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

§ 83. Personer, der har ophold i boformer efter § 92, og som får pension efter § 14, stk. 1 eller 2, i lov om social pension, betaler henholdsvis 14.808 kr. og 7.392 kr. om året for den særlige service m.v., som følger af opholdet.

Stk. 2. For personer, der på grund af nedsat funktionsevne har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter, som ikke dækkes af opholdet i boformen, nedsættes eller bortfalder betalingen efter stk. 1.

Kapitel 15

Dækning af nødvendige merudgifter

§ 84. Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter § 77.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse.

Kapitel 16

Behandling m.v.

§ 85. Amtskommunen sørger for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

§ 86. Kommunen kan ud over tilbud efter § 73 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, som amtskommunen i øvrigt efter loven har forpligtelser over for.

Stk. 3. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Kapitel 17

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

§ 87. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 88. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.

Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 89. Der aflønnes efter indsats under beskæftigelse efter §§ 87 og 88.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om løn m.v. efter stk. 1 samt regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 87 og 88.

§ 90. En produktion, der udføres ved beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Stk. 2. Amtsrådsforeningen udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

Kapitel 18

Botilbud

§ 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

§ 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelser om optagelse i boformer efter stk. 1.

Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningsamtskommunen og i tilflytningsamtskommunen.

§ 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer

1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og

2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse, for så vidt angår tilbud efter stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling.

§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.

§ 95. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 91-94. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 92, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.

§ 96. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen.

Afsnit IV

Hjælpemidler m.v.

Kapitel 19

Hjælpemidler, boligindretning og befordring

Hjælpemidler

§ 97. Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. Amtskommunen yder støtte til

1) optiske synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser,

2) arm- og benproteser,

3) høreapparater og

4) særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

Stk. 3. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Stk. 4. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt den pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den af kommunen eller amtskommunen valgte, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen eller amtskommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunen eller amtskommunen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør. Ved særligt personlige hjælpemidler forstås ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, tandproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte regler om

1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,

2) i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel,

3) hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse,

4) hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler, herunder muligheden for udlevering af visse hjælpemidler fra en offentlig institution,

5) hvorvidt visse hjælpemidler kan stilles til rådighed som led i et botilbud og

6) afgrænsningen mellem de hjælpemidler, der ydes af kommunen efter stk. 1, og hjælpemidler, der ydes af amtskommunen efter stk. 2.

Forbrugsgoder

§ 98. Kommunen yder hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.

Stk. 4. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 5. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de nødvendige merudgifter.

Stk. 6. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 7. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og

2) i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.

Støtte til bil

§ 99. Amtskommunen yder støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 111.000 kr.

Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om

1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten,

2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen,

3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2,

4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen,

5) i hvilket omfang der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og

6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil.

Stk. 4. Amtskommunens afgørelser efter denne bestemmelse træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Afgørelser om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån træffes dog af kommunalbestyrelsen.

Fælles bestemmelser

§ 100. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 97-99, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

§ 101. Kommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf m.v.

Stk. 2. Amtskommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler efter § 97, stk. 2, samt instruktion i brugen heraf m.v. Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtskommunen endvidere i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningsarbejdet. Amtskommunerne medvirker til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Amtskommunerne sørger for at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Boligindretning

§ 102. Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Stk. 2. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1 og 2 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

Støtte til individuel befordring

§ 103. Kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 2. Kommunens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 20

Pasning af døende

§ 104. Personer, som passer en nærstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

§ 105. Plejevederlag efter § 104 svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt, jf. § 9 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan kommunen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1.

§ 106. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.

Stk. 2. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Medicin

§ 107. Kommunen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende, når

1) nærstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 104, passer en døende,

2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller yder tilskud efter § 76 til hjælp, som familien selv antager, eller

3) et hospice varetager plejen.

Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold.

Afsnit V

Magtanvendelse

Kapitel 21

Magtanvendelse

Børn og unge

§ 108. Sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i institutioner beregnet for døgnophold for børn og unge må alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Stk. 2. Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. § 60, stk. 3, må ikke finde sted. En afgørelse efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt. Socialministeren fastsætter regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Stk. 3. Under andre døgnophold uden for hjemmet end nævnt i stk. 1, som er formidlet af kommunen, må magtanvendelse kun ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler herom.

Stk. 4. Over for unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan politiet, hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer. Hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, kan politiet endvidere forlange at gennemse og, hvis det findes påkrævet, standse den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen samt forbyde den unge at foretage telefonsamtaler eller anden kommunikation med personer uden for institutionen eller betinge telefonsamtaler og anden kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren og Folketingets Ombudsmand. Den unge skal underrettes om politiets afgørelse og kan forlange den forelagt for retten til afgørelse. Socialministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Voksne

§ 109. Anvendelse af sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i boformer efter § 92 og § 93, stk. 1, nr. 1, for voksne med betydelig nedsat psykisk funktionsevne må alene ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Afsnit VI

Administration m.v.

Kapitel 22

Sagsbehandling og brugerindflydelse

§ 110. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Planer

§ 111. Kommunen eller amtskommunen tilbyder udarbejdelse af en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen udarbejder i øvrigt, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Planen angiver formålet med indsatsen. Planen angiver endvidere, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Brugerinddragelse

§ 112. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinjer for brugerindflydelsen.

Opfølgning

§ 113. Kommunen eller amtskommunen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Rådgivende samarbejdsorganer m.v.

§ 114. Kommunen eller amtskommunen kan hver især eller i fællesskab nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunen eller amtskommunen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

§ 115. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.

Kapitel 23

Straffebestemmelser

§ 116. Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

§ 117. Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.

Kapitel 24

Betaling og tilbagebetaling

Betaling

§ 118. Den, der modtager hjælp efter denne lov til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der modtages.

Stk. 2. Er der ikke betalt rettidigt, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 3. Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om opkrævning af et gebyr ved ikkerettidig betaling for ydelser efter denne lov.

Tilbagebetaling

§ 119. Kommunen og amtskommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter denne lov.

§ 120. Tilbagebetalingskravet gennemføres ved en betalingsordning. Fastsættelse af betalingsordning og inddrivelse af gæld sker efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 25

Klage og domstolsprøvelse

§ 121. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 122. Afgørelser efter § 55, stk. 1, og § 57, stk. 2, kan af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Afgørelser efter § 57, stk. 2, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Børn og unge-udvalgets afgørelser

Klage til Den Sociale Ankestyrelse

§ 123. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter § 45, stk. 3, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Afgørelser efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan styrelseschefen under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4. Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder § 60, § 61 og § 62, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Domstolsprøvelse

§ 124. Ankestyrelsens afgørelser efter § 123 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for landsretten.

Stk. 2. Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

§ 125. Landsretten tiltrædes af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg, og en dommer, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de i dette kapitel angivne ændringer.

Stk. 3. Som parter anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for landsretten.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.

Stk. 6. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

§ 126. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelse til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 og 3 måneder efter afgørelsen.

§ 127. De i § 125 nævnte dommere beskikkes af justitsministeren efter forhandling med socialministeren. Justitsministeren fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige.

Stk. 2. Beskikkelse gælder for 4 år. En dommer afgår ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år.

Stk. 3. Ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.

Stk. 4. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede dommere foretages af præsidenten for vedkommende landsret. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.

Kapitel 26

Refusion og finansiering

§ 128. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til hjælp efter denne lov refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får

1) ophold i boformer efter §§ 91-94,

2) ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51,

3) hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 77 eller

4) ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 2. En kommune anses også for at medvirke, jf. stk. 1, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 92, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Stk. 3. Kommuner kan indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Uenighed om aftaler, der er indgået efter stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

§ 129. Kommunen afholder endeligt udgifter, der efter den sociale lovgivning påhviler kommunen til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer m.v. efter denne lov, samt udgifter til husly, jf. § 66. Dog refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til gratis advokatbistand, jf. § 60.

Stk. 2. Kommunen afholder endeligt udgifter til dag- og klubtilbud til børn og unge efter §§ 7 og 19 samt til tilskud efter § 26 til forældre, der vælger privat pasning, og til supplerende orlovstilskud efter § 27.

Stk. 3. Af en kommunes udgifter til økonomisk tilskud efter §§ 28, 29, 77, 79 og 84 refunderer staten 50 pct.

§ 130. Amtskommunen afholder endeligt udgifter til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer m.v., som påhviler amtskommunen efter denne lov. For specialrådgivning, som varetages som lands- og landsdelsdækkende funktioner, herunder for den virksomhed, der er nævnt i § 70 og i § 101, stk. 2, kan socialministeren fastsætte særlige regler om fordelingen af udgifterne mellem amtskommunerne.

§ 131. Staten refunderer 50 pct. af amtskommunernes udgifter vedrørende boformer efter § 94, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen.

Stk. 2. Af udgifterne vedrørende ophold i andre amtskommunale boformer end dem, der er nævnt i stk. 1, samt amtskommunale tilbud efter kapitel 16 og 17 betaler kommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudets budgetter. Taksten for personer, der er fyldt 67 år, svarer til 100 pct. af udgifterne ved opholdet, og for personer under 67 år svarer taksten til 50 pct. af udgifterne ved opholdet.

Stk. 3. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne vedrørende:

1) Almene tilbud efter § 65.

2) Personlig hjælp m.v. efter §§ 71-73 og 76 samt støtte- og kontaktperson efter § 80.

3) Ophold i boformer efter § 91.

4) Hjælpemidler m.v. efter kapitel 19, jf. dog stk. 6.

5) Hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet efter kapitel 20.

Stk. 4. For personer under 67 år afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af de udgifter til tilbud, der er nævnt i stk. 3, jf. dog stk. 6. Har de nævnte personer ophold i kommunale boformer, der er nævnt i stk. 3, betaler amtskommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af boformens budgetter. Taksten er 50 pct. af udgifterne ved opholdet. Kommunen og amtskommunen afholder ligeledes hver 50 pct. af udgifterne til ledsageordning efter §§ 31 og 78 og til hjælp efter § 30.

Stk. 5. Kommunen og amtskommunen afholder hver 50 pct. af udgifterne vedrørende foranstaltninger efter § 40, stk. 2. Dette gælder dog ikke udgifterne vedrørende dag- og klubtilbud efter §§ 7 og 19, der afholdes endeligt af kommunen. For ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 samt døgnophold efter § 51 afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af udgifterne. Taksten fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudenes budgetter.

Stk. 6. Amtskommunen afholder endeligt udgifterne til kontaktperson efter § 79, der bevilges af amtskommunen efter § 81, samt til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af amtskommunen, jf. § 97, stk. 2, og § 98, stk. 2.

§ 132. Socialministeren kan bestemme, at udgifterne vedrørende midlertidige boformer efter § 94, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen, i særlige tilfælde afholdes fuldt ud af staten enten i form af tilskud eller som rente- og afdragsfrit lån.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om fordeling af udgifterne ved ophold i sikrede afdelinger i døgntilbud for børn og unge mellem amtskommunerne og kommunerne samt mellem disse indbyrdes.

§ 133. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-4 udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7 eller 8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

8) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4,

9) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, eller

10) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

Stk. 2. Staten afholder fuldt ud udgifter til hjælp efter § 28, § 29, § 40, stk. 2, nr. 1-10, og § 84 i de første 1 1/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter afholder staten 75 pct. af kommunernes eller amtskommunernes udgifter i 5 år.

Stk. 3. Staten afholder 75 pct. af en kommunes eller amtskommunes udgifter efter §§ 26, 27, 49, 51 og 65 samt efter kapitlerne 4, 5, 7 og 14-20 i 6 1/2 år.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 afholder staten en kommunes udgifter til

1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, og

2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

§ 134. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes eller en amtskommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 135. Staten afholder udgifterne vedrørende de tilbud m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

Regulering

§ 136. Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 82, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.

Stk. 2. De beløb, der er nævnt i § 83, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 12.

Stk. 3. Det beløb, der er nævnt i § 99, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000.

Stk. 4. Det beløb, der er nævnt i § 28, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

§ 137. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. §§ 82 og 99.

Stk. 2. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget.

Kapitel 27

Forsøgsbestemmelser

§ 138. Socialministeren kan efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen godkende, at der for en forsøgsperiode oprettes andre tilbud end dem, der er omtalt i denne lov.

Stk. 2. Socialministeren kan endvidere efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen for en forsøgsperiode godkende ordninger, der fraviger reglerne om visitation, ydelser og finansiering. Der kan dog ikke godkendes forsøgsordninger om tilbud til børn og unge, der medfører fravigelse fra de almindelige regler om forældrebetaling.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem amtsrådet og en eller flere kommunalbestyrelser om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter denne lov, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for vedkommende lokalområde og i amtet.

Stk. 4. Socialministeren kan i forbindelse med tilladelse efter stk. 3 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de i loven fastsatte regler herom.

Kapitel 28

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 139. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, jf. dog § 142, stk. 1 og 2. Dog fastsætter socialministeren tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om beskyttet beskæftigelse i §§ 87 og 88.

§ 140. Amtskommunen og kommunen driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand. Socialministeren fastsætter regler herom, herunder regler, der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og efter forhandling med de kommunale organisationer ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år, samt regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Før den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, ikke virkning for hjælpemidler, der er omfattet af en leverandøraftale indgået i henhold til § 58 i lov om social bistand, hvis aftalen er indgået eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Fra den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, virkning, uanset om der efter reglerne i lov om social bistand er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000.

Stk. 3. Sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende de hjælpemidler, der er nævnt i denne lovs § 97, stk. 2, herunder sager om forbrugsgoder, der indgår som en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 98, stk. 2, og som ikke er afgjort senest den 30. juni 1998, afgøres efter de hidtidige regler. Finansieringen af udgifter forbundet hermed sker ligeledes efter de hidtil gældende regler. Afgørelserne kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4. § 99, stk. 4, finder anvendelse på sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende støtte til erhvervelse af motorkøretøj, i hvilke kommunalbestyrelsen ikke senest den 30. juni 1998 har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, eller truffet afgørelse for så vidt angår de kommuner, der efter § 138 c i lov om social bistand har fået overført revaliderings- og pensionsnævnets kompetence.

§ 141. I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996, som senest ændret ved lov nr. 327 af 14. maj 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 63 a indsættes som ny paragraf:

»§ 63 b. Kommunen kan beslutte at give forældre med børn i alderen fra 24 uger til og med 5 år, dog længst til barnet begynder i børnehaveklasse, mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, jf. § 69. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt del af aldersgruppen.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes fra det tidspunkt, hvor barnet optages i et dagtilbud, jf. § 69. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Stk. 3. Hvis kommunen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 33 anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud, kan kommunen beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddet efter stk. 1. Tilskuddet fastsættes ens for alle børn inden for samme aldersgruppe. Tilskuddet kan højst udgøre 70 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning, dog maksimalt 85 pct. af den billigste nettoudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 1 udbetales månedligt forud. Tilskuddet udbetales første gang for den måned, hvor den private pasning påbegyndes. Tilskuddet udbetales sidste gang for den måned, i hvilken retten til tilskuddet ophører.

Stk. 6. Kommunen fastsætter retningslinjer for optagelse af børn i et dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning bortfalder.

Stk. 7. Tilskuddet efter stk. 1 indgår ikke ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning eller efter lovgivningen om uddannelsesstøtte.

Stk. 8. Kommunen godkender aftalen mellem forældrene og den private pasningsordning og fører løbende tilsyn med ordningen.«

§ 142. Bestemmelsen i § 134 har virkning fra og med udbetaling af forskudsrefusion, der finder sted ultimo juni 1998.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 140, stk. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1997.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 141 træder i kraft den 1. januar 1998.

§ 143. Krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social bistand og tidligere lovgivning skal være rejst eller fremsat senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

§ 144. Kommunen skal til puljeordninger oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993 i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner yde et fast tilskud pr. barn, der er optaget i ordningen.

Stk. 2. Tilskuddet skal svare til halvdelen af ordningens driftsudgifter pr. plads, dog højst halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Kommunen kan efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 15, stk. 2, sidste pkt., finder anvendelse på aftaler om tilskud til puljeordninger for børn, som er indgået efter ikrafttræden af lov nr. 1124 af 22. december 1993 om ændring af lov om social bistand.

§ 145. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.

Stk. 3. Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.

§ 146. Forslag om revision af bestemmelserne i § 97, stk. 3 og 4, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 1999-2000.

§ 147. Forslag om revision af § 80 fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1999-2000.

§ 148. Forslag om revision af §§ 31 og 78 fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2001-02.

§ 149. Forslag om revision af § 75, stk. 3, og § 81, stk. 3, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2001-02.

Oprindeligt fremsat forslag

Afsnit I

Indledning

Kapitel 1

Formål § 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Lovens område § 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunen og amtskommunen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

Kapitel 2

Rådgivning § 3. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Afsnit II

Børn og unge

Kapitel 3

Generelle bestemmelser § 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Rådgivning § 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge, eller andre der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Tilsyn § 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 31.

Kapitel 4

Dagtilbud til børn § 7. Kommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn, jf. dog § 15, med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud. Kommunen har det overordnede ansvar for dagtilbudene.

Stk. 2. Dagtilbudene kan etableres som daginstitutioner, dagpleje og puljeordninger. Tilrettelæggelse af dagtilbudene skal fastlægges i overensstemmelse med § 4.

Stk. 3. Daginstitutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner med aftale med kommunen.

Formål § 8. Kommunen fastsætter mål og rammer for dagtilbudenes arbejde som en integreret del både af kommunens samlede generelle tilbud til børn og af den forebyggende og støttende indsats over for børn.

Stk. 2. Dagtilbudene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Stk. 3. Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære, og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Stk. 4. Dagtilbudene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Stk. 5. Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.

Kommunal dagpleje § 9. Kommunen kan tilbyde pladser til børn i kommunal dagpleje etableret i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud er godkendt af kommunen til dette formål. Der kan i den enkelte dagpleje modtages op til 5 børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte, at dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for. Kommunens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Puljeordninger § 10. Kommunen kan til puljeordninger for børn yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Kommunen indgår aftale med puljeordningen om drift af ordningen.

Optagelse § 11. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i et dagtilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kommunen kan bestemme, at selvejende daginstitutioner efter § 7, stk. 3, og puljeordninger efter § 10 ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Kommunen anviser pladser i dagtilbudene efter kriterier, der tager hensyn til børnenes pædagogiske, sociale og pasningsmæssige behov.

Stk. 3. Kommunen kan hverken permanent eller midlertidigt opsige et barn af et dagtilbud, fordi en eller begge forældre bliver ledige.

Forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud § 12. Ved alle kommunale daginstitutioner og den kommunale dagpleje oprettes en bestyrelse med et flertal af valgte forældre. Medarbejderne i dagtilbudene skal være repræsenteret i bestyrelsen. Kommunen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanterne skal have stemmeret.

Stk. 2. Forældrebestyrelsen i daginstitutionen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for hver enkelt institution inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer. Forældrebestyrelsen har indstillingsret til kommunen i forbindelse med ansættelse af personale i daginstitutionen. Forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje fastsætter overordnede principper for dagplejens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer.

Stk. 3. Dagtilbudets leder har den administrative og pædagogiske ledelse af tilbudet og er ansvarlig for tilbudets arbejde over for forældrebestyrelsen og kommunen.

Stk. 4. Kommunens beføjelser efter §§ 6, 9, 11 og 14 om tilsyn, godkendelse af dagplejehjem, afgørelse om optagelse, tildeling af fripladser og forældrebetaling, samt de beføjelser, der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence, kan ikke overdrages til en forældrebestyrelse.

Stk. 5. Kommunen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af de kommunale dagtilbud.

Forældrebestyrelser i selvejende daginstitutioner § 13. Ved alle selvejende daginstitutioner for børn skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor den selvejende institutions bestyrelse, består af et flertal af valgte forældre. Den selvejende daginstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra en forældrebestyrelse en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten godkendes af kommunen.

Stk. 2. I selvejende daginstitutioner, hvor der oprettes en forældrebestyrelse, skal det fastlægges i vedtægten, at forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelse af en budgetramme for institutionen samt har indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale i institutionen. Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer og det i vedtægten fastsatte formål og idegrundlag.

Stk. 3. Lederen af den selvejende daginstitution har den administrative og pædagogiske ledelse af institutionen og er ansvarlig for daginstitutionens arbejde over for forældrebestyrelsen og for bestyrelsen for den selvejende institution.

Betaling § 14. Forældrene betaler for opholdet i dagtilbudet med et beløb, der svarer til 30% af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbudet, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Kommunen afgør, om betalingen skal beregnes på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen. Betalingen for ophold i ordninger efter § 10 beregnes dog på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning, jf. § 140, stk. 3.

Stk. 3. For den kommunale dagpleje beregnes betalingen på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved opholdet i den kommunale dagpleje.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes særlige behov for ophold i dagtilbud.

Særlige dagtilbud § 15. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. § 7.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, af en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

§ 16. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 17. Forældrene betaler for opholdet i de særlige dagtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 5

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge § 18. Kommunen sørger for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. dog § 22.

Stk. 2. Tilbudene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Stk. 3. Tilbudene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte.

Stk. 4. Kommunen fastsætter mål og rammer for tilbudenes arbejde som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.

Stk. 5. Kommunen fastsætter retningslinier, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunen kan beslutte, at reglerne om forældrebestyrelser, jf. §§ 12 og 13, finder anvendelse for visse tilbud.

§ 19. Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan oprettes og drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner med aftale med kommunen. Kommunen kan til private klubordninger for større børn og unge yde et tilskud pr. barn eller ung.

Optagelse og udmeldelse § 20. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Kommunen kan for selvejende institutioner og private klubordninger efter § 19 bestemme, at lederen af den enkelte ordning træffer afgørelse om optagelse og udmeldelse efter retningslinier fastsat af kommunen.

Betaling § 21. Kommunen fastsætter betaling for deltagelse i klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud og kan beslutte, at der ikke skal ydes betaling for deltagelse i enkelte tilbud eller typer af tilbud. Betalingen kan højst udgøre 20% af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud eller af de gennemsnitlige udgifter ved driften af samme type af tilbud i kommunen, som disse opgøres efter § 14, stk. 1. For private klubordninger, jf. § 19, 2. pkt., beregnes betalingen på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan bestemme, at der kan opkræves særskilt betaling for materialeforbrug og forplejning. Socialministeren kan endvidere fastsætte, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betaling under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og barnets eller den unges særlige behov for deltagelse i tilbudet.

Særlige klubtilbud § 22. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de i § 18 nævnte tilbud.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

§ 23. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt klubtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 24. Forældrene betaler for opholdet i de særlige klubtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 6

Økonomiske tilskud m.v.

Tilskud til forældre med børnepasningsorlov § 25. Kommunen kan beslutte at give et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, jf. lov om orlov. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt aldersgruppe.

Stk. 2. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddene, der maksimalt kan udgøre 35.000 kr. årligt. Tilskuddene kan fastsættes, så de varierer med barnets alder.

Stk. 3. For beskæftigede orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige 80% af den hidtidige indtægt. For beskæftigede dagpengeberettigede orlovshavere skal tilskuddet og orlovsydelsen dog tilsammen mindst udgøre et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren ville være berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., medmindre tilskuddet hermed overstiger størrelsen af det tilskud, der er fastsat af kommunen, jf. stk. 2.

Stk. 4. For ledige orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren var berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5. For ledige orlovshavere, hvis grundlag for orlovsydelse er modtagelse af kontanthjælp, kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til den kontanthjælp, som orlovshaveren ville være berettiget til efter § 25, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 6. Tilskuddet udbetales af kommunen mod dokumentation for modtagelse af orlovsydelse til børnepasning.

Merudgiftsydelse § 26. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på kr. 2.000. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med 1/8, 1/4, 1/2, 3/4 eller 1/1 af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end et standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor.

Tabt arbejdsfortjeneste § 27. Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

Kapitel 7

Personlig hjælp og ledsagelse § 28. Bestemmelserne i § 69 om personlig hjælp og pleje m.v. finder tilsvarende anvendelse, når der er behov for personlig hjælp og pleje m.v. vedrørende børn.

§ 29. Kommunen kan efter en konkret vurdering tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

Kapitel 8

Særlig støtte til børn og unge

Formål § 30. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i eget miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Tilsyn § 31. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Amtskommunal rådgivning § 32. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Underretningspligt m.v. § 33. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelse af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter

1) praktiserende læger, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Statens Øjenklinik, for at klinikken kan varetage sine behandlingsmæssige og administrative aktiviteter, og

2) Statens Øjenklinik kan videregive de i nr. 1 nævnte oplysninger til social-, sundheds- og undervisningsmyndigheder for at sikre, at nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af nedsat synsfunktion kan iværksættes.

§ 34. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

§ 35. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Undersøgelser § 36. Må det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelse herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog § 37. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.

Stk. 2. En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 3. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

§ 37. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foranstaltninger § 38. Kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det bør tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 39. En afgørelse efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte

1) at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted eller lignende,

2) at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

3) at yde familiebehandling eller lignende støtte,

4) at etablere døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

5) at etablere en aflastningsordning på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et andet godkendt opholdssted,

6) at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,

7) at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge,

8) at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

9) at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

10) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og

11) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 47 og 49.

§ 39. Afgørelse efter § 38, stk. 2, nr. 1, 6 og 7, jf. § 38, stk.1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke § 40. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge, eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 38, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 38, stk. 2, nr. 11.

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 38, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt.

§ 41. Opretholdelse af en foranstaltning efter § 40 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i udvalget. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i 1. og 2. pkt. kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 2. Børn og unge-udvalget kan undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1, 1. og 2. pkt., når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over fristen og hensynet til barnet eller den unge afgørende tilsiger, at fristen forlænges. Samme beføjelse har Ankestyrelsen og retten.

Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke § 42. Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foreløbige afgørelser § 43. Afgørelser efter §§ 37, 40, 42, 55, stk. 3, 62, stk. 4 og 106, stk.2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 58, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned. En afgørelse vedrørende § 37 har gyldighed indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrørende § 62, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.

Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig afgørelse efter stk. 1. Det kan undtagelsesvis bestemmes, at afgørelsen skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.

Ophør af foranstaltninger § 44. Foranstaltninger efter §§ 38, 39 og 40 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 40.

Stk. 2. Foranstaltninger i form af en personlig rådgiver, en fast kontaktperson eller døgnophold i institution, plejefamilie eller andet egnet opholdssted kan dog opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 3. Forud for en hjemgivelse skal kommunen, så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge, i planen, jf. § 51, angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen.

Stk. 4. Tilsvarende skal kommunen i samarbejde med den unge forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år i planen, jf. § 51, angive, hvilken form for støtte og vejledning, der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning.

Det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage § 45. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse, og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 38, og kommunen undlader at iværksætte disse, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 3. Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 37, 40 og 42 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Fuldbyrdelse § 46. Kommunen kan om fornødent forlange bistand af politiet til at gennemføre afgørelser efter §§ 37, 40 og 42.

Anbringelsessteder for børn og unge

Opholdssteder § 47. Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, hvis de modtager indtil 4 personer.

Stk. 2. Opholdssteder for børn og unge, der modtager flere end 4 personer, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune eller af anden offentlig myndighed efter reglerne herom.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 48. Kommunen betaler for barnets eller den unges ophold. Socialministeren kan fastsætte satser for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med opholdet.

Døgninstitutioner § 49. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2. Institutionerne kan oprettes og drives af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selvejende institutioner, som amtskommunen indgår aftale med.

Betaling § 50. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Udarbejdelse af planer og valg af anbringelsessted m.v. § 51. Kommunen udarbejder en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 38, stk. 2, nr. 11, og § 40.

Stk. 2. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v. Planen skal endvidere angive hvilke former for støtte, der selvstændig skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Stk. 3. Kan anbringelsen ikke afvente udarbejdelsen af en plan som nævnt i stk. 2, er en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt at opstille en plan.

§ 52. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 38, stk. 2, nr. 11, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 51, stk. 2, 1. pkt.

§ 53. Kommunen træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den i § 51 eller § 57 nævnte plan. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Stk. 2. Ændring af anbringelsessted kræver, hvadenten anbringelsen er sket efter § 38, stk. 2, nr. 11, eller § 40, samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Kan samtykke ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse, henholdsvis en fornyet afgørelse efter § 40.

§ 54. Kommunen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om den i § 51 eller § 57 nævnte plan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurderingen af planen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 53, og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af planen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele der omhandler indsatsen over for familien under anbringelsen. Afgørelse om revision af planen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge.

Stk. 2. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, underrettes den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Samvær og kontakt § 55. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunen træffer om fornødent afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter § 106, stk. 2.

Kapitel 9

Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge § 56. Er et barn fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, finde en samtale sted med barnet herom.

Stk. 2. For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

Indstilling vedrørende anbringelse uden samtykke § 57. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 40 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 40 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 38, stk. 2, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den plan for anbringelsen, jf. § 51, stk. 2, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Advokatbistand, aktindsigt m.v. § 58. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 37,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 40,

3) opretholdelse af en anbringelse efter § 41,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 42,

5) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 43, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 53, stk. 2, jf. § 40,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 55, stk. 3, og

8) brev- og telefonkontrol, jf. § 106, stk. 2.

Stk. 2. Såvel forældremyndighedens indehaver som plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung i privat familiepleje efter § 62, stk. 4.

Stk. 3. En ung, der er fyldt 15 år, skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 4. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 55, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 106, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 5. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 59. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 58, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for de i § 58, stk. 2-4, nævnte personer for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.

§ 60. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 37,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 40,

3) opretholdelse af anbringelse efter § 41,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 42,

5) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 43, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 53, stk. 2, jf. § 40,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 55, stk. 3,

8) flytning eller hjemtagelse efter § 62, stk. 4, og

9) brev- og telefonkontrol efter § 106, stk. 2.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.

Stk. 3. Inden der træffes afgørelse efter § 55, stk. 3, og § 106, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse for plejeforældre inden en afgørelse efter § 62, stk. 4.

Stk. 4. Til vedtagelse af en afgørelse efter § 37, § 40, § 41, § 42, § 43, stk. 3, § 53, stk. 2, § 55, stk. 3, og § 106, stk. 2, kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter § 62, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Stk. 6. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

Kapitel 10

Private pasningsordninger uden offentlige tilskud

Privat dagpasning § 61. Oprettelse og drift af privat dagpasning mod betaling, som drives uden offentlige midler, kræver tilladelse fra kommunen, hvis der modtages flere end 2 børn under 14 år.

Stk. 2. Foregår pasningen i et privat hjem, kan der gives tilladelse til pasning af op til 5 børn. Varetages pasningen af flere personer, kan kommunen give tilladelse til, at der kan modtages op til 10 børn.

Stk. 3. Kommunen fører tilsyn med forholdene i den private dagpasning.

Privat døgnpleje § 62. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Stk. 2. Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Afsnit III

Voksne

Kapitel 11

Almene tilbud § 63. Kommunen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunen fastsætter retningslinier for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbudene.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Husvilde § 64. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

Kapitel 12

Formål § 65. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje, og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.

Kapitel 13

Rådgivning § 66. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

§ 67. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.

Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.

Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

§ 68. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter §§ 32 og 67. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Kapitel 14

Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. § 69. Kommunen sørger for tilbud om

1) personlig hjælp og pleje,

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, og

3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 63.

§ 70. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

§ 71. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

§ 72. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 69-71, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

§ 73. Tilbudene i §§ 69-71 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 2. Tilbudene i §§ 69-71 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 3. Afgørelser efter §§ 69 og 70 kan indbringes for klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Kontant tilskud m.v. § 74. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 69 og 70, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person under 67 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærtstående person, som passer den pågældende.

Stk. 4. Kommunen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter.

§ 75. Kommunen yder et tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte.

Stk. 2. Valg af en kontantydelse efter stk. 1 forudsætter, at modtageren selv er i stand til at administrere hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse.

Ledsagelse og kontaktperson § 76. Kommunen yder 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Modtageren kan opspare timer indenfor en periode på 6 måneder. Kommunen fastsætter retningslinier herfor.

Stk. 3. Der kan ikke ydes ledsagelse efter denne bestemmelse til personer, der har hjælpeordning efter § 75.

§ 77. Kommunen yder i fornødent omfang hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde.

§ 78. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.

Amtskommunale opgaver § 79. Amtskommunen yder hjælp efter §§ 69-73, 76 og 77 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 90-92.

Stk. 2. Amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 69-73, 76 og 77 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunens afgørelser om hjælp efter §§ 69 og 70 kan indbringes for det amtslige brugerråd, jf. § 41, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Betaling § 80. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter dette kapitel samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen.

Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når hjælpen efter §§ 69, stk. 1, 70 og 71 er varig.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

§ 81. Personer, der har ophold i boformer efter § 90, og som får pension efter § 14, stk. 1 eller stk. 2, i lov om social pension, betaler henholdsvis 14.808 kr. og 7.392 kr. om året for den særlige service m.v., som følger af opholdet.

Stk. 2. For personer, der på grund af nedsat funktionsevne har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter, som ikke dækkes af opholdet i boformen, nedsættes eller bortfalder betalingen efter stk. 1.

Kapitel 15

Dækning af nødvendige merudgifter § 82. Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter § 75.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse.

Kapitel 16

Behandling m.v. § 83. Amtskommunen sørger for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

§ 84. Kommunen kan udover tilbud efter § 71 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, som amtskommunen i øvrigt efter loven har forpligtelser overfor.

Stk. 3. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Kapitel 17

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud § 85. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 86. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.

Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 87. Der aflønnes efter indsats under beskæftigelse efter §§ 85 og 86.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om løn m.v. efter stk. 1 samt regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 85 og 86.

§ 88. En produktion, der udføres ved beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Stk. 2. Amtsrådsforeningen udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

Kapitel 18

Botilbud § 89. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

§ 90. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelser om optagelse i boformer efter stk. 1.

Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningsamtskommunen og i tilflytningsamtskommunen.

§ 91. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer

1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og

2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse for så vidt angår tilbud efter stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling.

§ 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.

§ 93. Ved ophold i boformer efter §§ 89-92 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 89-92. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 90, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.

§ 94. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen.

Afsnit IV

Hjælpemidler m.v.

Kapitel 19

Hjælpemidler, boligindretning og befordring

Hjælpemidler § 95. Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller

3) er nødvendigt for, at pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. Amtskommunen yder støtte til

1) optiske synshjælpemidler til personer med en varig nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser,

2) arm- og benproteser,

3) høreapparater og

4) særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

Stk. 3. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Stk. 4. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt den pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den af kommunen eller amtskommunen valgte, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen eller amtskommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunen eller amtskommunen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør. Ved særligt personlige hjælpemidler forstås ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, tandproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varig nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte regler om

1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,

2) i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel,

3) hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse,

4) hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler, herunder muligheden for udlevering af visse hjælpemidler fra en offentlig institution,

5) hvorvidt visse hjælpemidler kan stilles til rådighed som led i et botilbud og

6) afgrænsningen mellem de hjælpemidler, der ydes af kommunen efter stk. 1, og hjælpemidler, der ydes af amtskommunen efter stk. 2.

Forbrugsgoder § 96. Kommunen yder hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 95, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 95, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.

Stk. 4. Hjælpen udgør 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 5. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de nødvendige merudgifter.

Stk. 6. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 7. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og

2) i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.

Støtte til bil § 97. Amtskommunen yder støtte til køb af bil til personer med en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 111.000 kr.

Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om

1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten,

2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen,

3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2,

4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen,

5) i hvilket omfang, der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og

6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil.

Stk. 4. Amtskommunens afgørelser efter denne bestemmelse træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Afgørelser om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån træffes dog af kommunalbestyrelsen.

Fælles bestemmelser § 98. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 95-97, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

§ 99. Kommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf m.v.

Stk. 2. Amtskommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler efter § 95, stk. 2, samt instruktion i brugen heraf m.v. Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtskommunen endvidere i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningsarbejdet. Amtskommunerne medvirker til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Amtskommunerne sørger for at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Boligindretning § 100. Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for pågældende.

Stk. 2. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1 og 2 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

Støtte til individuel befordring § 101. Kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 2. Kommunens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 20

Pasning af døende § 102. Personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

§ 103. Plejevederlag efter § 102 svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt, jf. § 9 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan kommunen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1.

§ 104. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.

Stk. 2. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Medicin § 105. Kommunen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende, når

1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 102, passer en døende,

2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller yder tilskud efter § 74 til hjælp, som familien selv antager, eller

3) et hospice varetager plejen.

Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til pågældendes eller familiens økonomiske forhold.

Afsnit V

Magtanvendelse

Kapitel 21

Magtanvendelse

Børn og unge § 106. Sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i institutioner beregnet for døgnophold for børn og unge må alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Stk. 2. Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. § 58, stk. 3, må ikke finde sted. En afgørelse efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 43, når betingelserne herfor er opfyldt. Socialministeren fastsætter regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Stk. 3. Under andre døgnophold uden for hjemmet end nævnt i stk. 1, som er formidlet af kommunen, må magtanvendelse kun ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler herom.

Stk. 4. Over for unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan politiet, hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer. Hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, kan politiet endvidere forlange at gennemse og, hvis det findes påkrævet, standse den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen samt forbyde den unge at foretage telefonsamtaler eller anden kommunikation med personer uden for institutionen eller betinge telefonsamtaler og anden kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren og Folketingets Ombudsmand. Den unge skal underrettes om politiets afgørelse og kan forlange den forelagt for retten til afgørelse. Socialministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Voksne § 107. Anvendelse af sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i boformer efter § 90 og § 91, stk. 1, nr. 1, for voksne med betydelig nedsat psykisk funktionsevne må alene ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Afsnit VI

Administration m.v.

Kapitel 22

Sagsbehandling og brugerindflydelse § 108. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Planer § 109. Kommunen eller amtskommunen udarbejder, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, en skriftlig plan for indsatsen for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Stk. 2. Planen angiver formålet med indsatsen. Planen angiver endvidere, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Brugerinddragelse § 110. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinier for brugerindflydelsen.

Opfølgning § 111. Kommunen eller amtskommunen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Rådgivende samarbejdsorganer m.v. § 112. Kommunen eller amtskommunen kan hver især eller i fællesskab nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunen eller amtskommunen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Kapitel 23

Straffebestemmelser § 113. Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

§ 114. Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.

Kapitel 24

Betaling og tilbagebetaling

Betaling § 115. Den, der modtager hjælp efter denne lov til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der modtages.

Stk. 2. Er der ikke betalt rettidigt, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 3. Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen, henholdsvis amtskommunen, for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om opkrævning af et gebyr ved ikke-rettidig betaling for ydelser efter denne lov.

Tilbagebetaling § 116. Kommunen og amtskommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter denne lov.

§ 117. Tilbagebetalingskravet gennemføres ved en betalingsordning. Fastsættelse af betalingsordning og inddrivelse af gæld sker efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 25

Klage og domstolsprøvelse § 118. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 119. Afgørelser efter § 53, stk. 1, og § 55, stk. 2, kan af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Afgørelser efter § 55, stk. 2, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Børn og unge-udvalgets afgørelser

Klage til Den Sociale Ankestyrelse § 120. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 60, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter § 43, stk. 3, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 40 for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Afgørelser efter § 55, stk. 3, og § 106, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 62, stk. 4.

Stk. 3. Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan styrelseschefen under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4. Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 58, 59 og 60, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Domstolsprøvelse § 121. Ankestyrelsens afgørelser efter § 120 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for landsretten.

Stk. 2. Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

§ 122. Landsretten tiltrædes af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg, og en dommer, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de i dette kapitel angivne ændringer.

Stk. 3. Som parter anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for landsretten.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.

Stk. 6. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

§ 123. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelse til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 og 3 måneder efter afgørelsen.

§ 124. De i § 122 nævnte dommere beskikkes af justitsministeren efter forhandling med socialministeren. Justitsministeren fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige.

Stk. 2. Beskikkelse gælder for 4 år. En dommer afgår ved udgangen af den måned, i hvilken pågældende fylder 70 år.

Stk. 3. Ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.

Stk. 4. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede dommere foretages af præsidenten for vedkommende landsret. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.

Kapitel 26

Refusion og finansiering § 125. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til hjælp efter denne lov refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får

1) ophold i boformer efter §§ 89-92,

2) ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 47 og 49,

3) hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 75, eller

4) ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 2. En kommune anses også for at medvirke, jf. stk. 1, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 90, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Stk. 3. Kommuner kan indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Uenighed om aftaler, der er indgået efter stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

§ 126. Kommunen afholder endeligt udgifter, der efter den sociale lovgivning påhviler kommunen til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer m.v. efter denne lov, samt udgifter til husly, jf. § 64. Dog refunderer staten 50% af en kommunes udgifter til gratis advokatbistand, jf. § 58.

Stk. 2. Kommunen afholder endeligt udgifter til dag- og klubtilbud til børn og unge efter §§ 7 og 18 samt til supplerende orlovstilskud efter § 25.

Stk. 3. Af en kommunes udgifter til økonomisk tilskud efter §§ 26, 27, 75, 77 og 82 refunderer staten 50%.

§ 127. Amtskommunen afholder endeligt udgifter til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer m.v., som påhviler amtskommunen efter denne lov. For specialrådgivning, som varetages som lands- og landsdelsdækkende funktioner, herunder for den virksomhed, der er nævnt i § 68 og i § 99, stk. 2, kan socialministeren fastsætte særlige regler om fordelingen af udgifterne mellem amtskommunerne.

§ 128. Staten refunderer 50% af amtskommunernes udgifter vedrørende boformer efter § 92, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen.

Stk. 2. Af udgifterne vedrørende ophold i andre amtskommunale boformer end dem, der er nævnt i stk. 1, samt amtskommunale tilbud efter kapitel 16 og 17 betaler kommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudets budgetter. Taksten for personer, der er fyldt 67 år, svarer til 100% af udgifterne ved opholdet, og for personer under 67 år svarer taksten til 50% af udgifterne ved opholdet.

Stk. 3. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne vedrørende:

1) Almene tilbud efter § 63.

2) Personlig hjælp m.v. efter §§ 69-71 og 74, samt støtte- og kontaktperson efter § 78.

3) Ophold i boformer efter § 89.

4) Hjælpemidler m.v. efter kapitel 19, jf. dog stk. 6.

5) Hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet efter kapitel 20.

Stk. 4. For personer under 67 år afholder kommunen og amtskommunen hver 50% af de udgifter til tilbud, der er nævnt i stk. 3, jf. dog stk. 6. Har de nævnte personer ophold i kommunale boformer, der er nævnt under stk. 3, betaler amtskommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af boformens budgetter. Taksten er 50% af udgifterne ved opholdet. Kommunen og amtskommunen afholder ligeledes hver 50% af udgifterne til ledsageordning efter §§ 29 og 76 og til hjælp efter § 28.

Stk. 5. Kommunen og amtskommunen afholder hver 50% af udgifterne vedrørende foranstaltninger efter § 38, stk. 2. Dette gælder dog ikke udgifterne vedrørende dag- og klubtilbud efter §§ 7 og 18, der afholdes endeligt af kommunen. For ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 15 og 22 samt døgnophold efter § 49 afholder kommunen og amtskommunen hver 50% af udgifterne. Taksten fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudenes budgetter.

Stk. 6. Amtskommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af amtskommunen, jf. § 95, stk. 2, og § 96, stk. 2.

§ 129. Socialministeren kan bestemme, at udgifterne vedrørende midlertidige boformer efter § 92, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen, i særlige tilfælde afholdes fuldt ud af staten enten i form af tilskud eller som rente- og afdragsfrit lån.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om fordeling af udgifterne ved ophold i sikrede afdelinger i døgntilbud for børn og unge mellem amtskommunerne og kommunerne samt mellem disse indbyrdes.

§ 130. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-4 udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7 og 8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

8) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4,

9) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5., eller

10) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

Stk. 2. Staten afholder fuldt ud udgifter til hjælp efter §§ 26, 27, 38, stk. 2, nr. 1-10, og 82 i de første 1 1/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter afholder staten 75% af kommunernes eller amtskommunernes udgifter i 5 år.

Stk. 3. Staten afholder 75% af en kommunes eller amtskommunes udgifter efter §§ 25, 47, 49 og 63 samt efter kapitlerne 4, 7, 5 og 14-20 i 6 1/2 år.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 afholder staten en kommunes udgifter til

1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, og

2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

§ 131. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes eller en amtskommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 132. Staten afholder udgifterne vedrørende de tilbud m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

Regulering § 133. Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 80, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.

Stk. 2. De beløb, der er nævnt i § 81 reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 12.

Stk. 3. Det beløb, der er nævnt § 97, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1000.

Stk. 4. Det beløb, der er nævnt i § 26 reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

§ 134. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. §§ 80 og 97.

Stk. 2. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget.

Kapitel 27

Forsøgsbestemmelser § 135. Socialministeren kan efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen godkende, at der for en forsøgsperiode oprettes andre tilbud end dem, der er omtalt i denne lov.

Stk. 2. Socialministeren kan endvidere efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen for en forsøgsperiode godkende ordninger, der fraviger reglerne om visitation, ydelser og finansiering. Der kan dog ikke godkendes forsøgsordninger om tilbud til børn og unge, der medfører fravigelse fra de almindelige regler om forældrebetaling.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem amtsrådet og en eller flere kommunalbestyrelser om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter denne lov, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for vedkommende lokalområde og i amtet.

Stk. 4. Socialministeren kan i forbindelse med tilladelse efter stk. 3 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de i loven fastsatte regler herom.

Kapitel 28

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser § 136. Loven træder i kraft den 1. januar 1999. Dog fastsætter socialministeren tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om beskyttet beskæftigelse i §§ 85 og 86.

§ 137. Amtskommunen og kommunen driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand. Socialministeren fastsætter regler herom, herunder regler der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og efter forhandling med de kommunale organisationer ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år, samt regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Før den 1. januar 2001 har § 95, stk. 4, ikke virkning for hjælpemidler, der er omfattet af en leverandøraftale indgået i henhold til § 58 i lov om social bistand, hvis aftalen er indgået eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Fra den 1. januar 2001 har § 95, stk. 4, virkning, uanset om der efter reglerne i lov om social bistand er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000.

Stk. 3. Sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende de hjælpemidler, der er nævnt i denne lovs § 95, stk. 2, herunder sager om forbrugsgoder, der indgår som en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 96, stk. 2, og som ikke er afgjort senest den 31. december 1998, afgøres efter de hidtidige regler. Finansieringen af udgifter forbundet hermed sker ligeledes efter de hidtil gældende regler. Afgørelserne kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4. § 97, stk. 4, finder anvendelse i sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende støtte til erhvervelse af motorkøretøj, i hvilke kommunalbestyrelsen ikke senest den 31. december 1998 har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, eller truffet afgørelse for så vidt angår de kommuner, der efter § 138 c i lov om social bistand har fået overført revaliderings- og pensionsnævnets kompetence.

§ 138. Bestemmelsen i § 131 har virkning fra og med udbetaling af forskudsrefusion, der finder sted ultimo december 1998.

§ 139. Krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social bistand og tidligere lovgivning skal være rejst eller fremsat senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

§ 140. Kommunen skal til puljeordninger oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993 i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner yde et fast tilskud pr. barn, der er optaget i ordningen.

Stk. 2. Tilskuddet skal svare til halvdelen af ordningens driftsudgifter pr. plads, dog højst halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Kommunen kan efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 14, stk. 2, sidste pkt., finder anvendelse for aftaler om tilskud til puljeordninger for børn, som er indgået efter ikrafttræden af lov nr. 1124 af 22. december 1993 om ændring af lov om social bistand.

§ 141. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med Færøernes og Grønlands Hjemmestyre regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.

Stk. 3. Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.

§ 142. Forslag om revision af bestemmelserne i § 95, stk. 3 og 4, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 1999-2000.

§ 143. Forslag om revision af § 78 fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1999-2000.

§ 144. Forslag om revision af §§ 29 og 76 fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2001-2002.

 

 

 

 

Bemærkninger til lovforslaget

 

Almindelige bemærkninger

 

Forslaget indeholder:

1. Baggrunden for lovforslaget

2. Formålet med lovforslaget

3. Målgrupperne for indsatsen

4. Opbygning af ydelserne i lovforslaget

5. Målsætninger for indsatsen

6. Ydelserne i lovforslaget

6.1 Rådgivning

6.2 Personlig hjælp og pleje m.v.

6.3 Behandling

6.4 Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

6.5 Botilbud

6.6 Merudgifter ved forsørgelse, hjælpemidler, boligindretning, befordring m.v.

7. Hovedpunkterne i lovforslaget

7.1 Ansvaret for opgavevaretagelsen

7.2 Frihedsgrader i opgavevaretagelsen

7.3 Frivillige som medspillere

7.4 Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den enkelte borgers forhold og rettigheder

7.5 Brugerindflydelse generelt

7.6 Brugerindflydelse på sagsbehandlingen

7.7 Valgmulighed

7.8 Finansiering

7.9 Forsøgsbestemmelser

8. Økonomiske konsekvenser m.v.

8.1 Økonomiske konsekvenser

8.2 Administrative konsekvenser

8.3 Børne- og familiepolitiske konsekvenser

8.4 Erhvervsøkonomiske konsekvenser

8.5 Miljømæssige konsekvenser

8.6 Forholdet til EU-retten

1. Baggrunden for lovforslaget

Med bistandslovens ikrafttrædelse i 1976 skete der en grundlæggende revision af de sociale forsorgs-, service- og institutionstilbud. Bistandsloven afløste og samlede flere forskellige love, og gennemførte en administrativ forenkling både i forhold til sagsbehandling og ankesystem, samtidig med at ansvaret for oprettelse og drift af de sociale institutioner blev decentraliseret. Endvidere skete der en udbygning af de former for hjælp, der kunne ydes den enkelte, ligesom en mere ensartet finansiering af udgifterne blev gennemført.

Bistandsloven er siden dens vedtagelse blevet ændret talrige gange for at få tilpasset loven til den samfundsmæssige udvikling. Disse ændringer er imidlertid for det meste sket på enkeltområder inden for bistandslovens vidtspændende område. Samtidig er der løbende sket ændringer på andre lovområder, som det sociale område spiller sammen med, hvilket har skabt andre behov og stillet yderligere krav om ændringer af bistandsloven. Derfor fandt regeringen, at der var behov for at starte på en frisk og se nærmere på de grundlæggende forudsætninger og hensyn bag reglerne om bistands- og serviceydelser og få disse udmøntet i en nutidig lovtekst. Ved afgørelsen om at sætte revisionen i gang har det spillet en væsentlig rolle, at den kommende lovgivning forholder sig til en række ændrede vilkår og behovet for en tilpasning af velfærdsmodellen til disse vilkår.

Socialministeren nedsatte derfor i foråret 1995 et udvalg, der har foretaget en gennemgang af bistandslovens regler om service- og omsorgsydelser samt de kontantydelser, der ikke har karakter af forsørgelsesydelser, men erstatter eller supplerer serviceydelserne.

Udvalget sammensattes af repræsentanter for

Amtsrådsforeningen,

Kommunernes Landsforening,

Københavns og Frederiksberg kommuner,

Finansministeriet,

Ankestyrelsen og

Socialministeriet

Udvalget har afsluttet sit arbejde den 1. juli 1996. Udvalgsarbejdet resulterede i en rapport med et lovforslag, der i efteråret 1996 blev sendt til udtalelse til en meget bred vifte af organisationer m.v. Efterfølgende har der på embedsmandsplan været afholdt adskillige møder i Socialministeriet med repræsentanter for interesse- og brugerorganisationer m.v.

I lovforslaget er også indarbejdet forslag fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser.

Lovforslaget er et resultat af arbejdet i de to udvalg samt af de bemærkninger og kommentarer, Socialministeriet har modtaget som svar på høringsrunderne, hvoraf en ny blev gennemført i februar/marts 1997, og i forbindelse med drøftelse af høringssvarene.

Sideløbende med udvalgsarbejdet er reglerne i bistandsloven, som direkte knytter sig til det offentliges hjælp til den enkeltes forsørgelse, blevet gennemgået i Socialministeriet. På baggrund heraf foreslås disse regler udskilt i en ny lov om aktiv socialpolitik. Opdelingen betyder, at forsørgelsesydelserne reguleres i forslag til lov om aktiv socialpolitik, men de behov, der vedrører rådgivning, botilbud, behandling, omsorg og pleje m.v. reguleres i dette forslag. Hermed understreges, at disse behov dækkes uafhængigt af, hvilket forsørgelsesgrundlag den enkelte har.

Samtidig med at bistandsloven som et led i en fornyelse og modernisering foreslås opdelt i to nye love, er de regler, som bestemmer, hvordan de sociale sager skal behandles, blevet gennemskrevet og vurderet i et særligt forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette forslag indeholder regler om borgernes indflydelse, hvilke udvalg der skal være i kommuner og amtskommuner m.v., regler om behandling af klagesager, om ankestrukturen m.v.

2. Formålet med lovforslaget

Hensigten med lovforslaget er:

* at styrke den forebyggende indsats,

* at sætte fokus på og tilgodese de svagtstillede gruppers behov,

* at styrke den enkeltes ansvar og muligheder,

* at brugerne får større indflydelse på tilrettelæggelse af servicetilbud,

* at opnå større sammenhæng i og størst mulige forenklinger i regelsættet,

* at give bedre gennemskuelighed i forhold til opgave- og ansvarsfordelingen samt af finansieringsreglerne.

Lovforslaget fastholder i det væsentlige bistandslovens principper om den administrative forenkling, dvs. at henvendelse om hjælp rettes til opholdskommunen. Kommunen har under behandlingen af de enkelte sager adgang til at søge råd hos amtskommunen og andre sagkyndige, men herefter ydes hjælpen som udgangspunkt til den enkelte af de stedlige sociale myndigheder.

Bistandsloven bygger på princippet om, at den enkeltes behov er afgørende for, hvilken hjælp der kan ydes, og ikke om pågældende fx er pensionist, arbejdsløs eller erhvervshæmmet. Dette princip videreføres. Den enkelte har som udgangspunkt ansvaret for sig selv og sin familie. Hjælpen fra det offentlige træder først til, når borgeren ikke kan klare sig ved egen eller andres hjælp.

Med lovforslaget understreges vigtigheden af, at den enkelte udnytter sine ressourcer og muligheder og derigennem påtager sig et ansvar og yder sit bidrag til fællesskabet. Uanset hvor store den enkeltes problemer måtte være, er det vigtigt, at den offentlige indsats tager udgangspunkt i de ressourcer, der altid - i større eller mindre omfang - er til stede.

Bestemmelserne på børne- og ungeområdet er udarbejdet i overensstemmelse med principperne i FN's konvention om barnets rettigheder. Der lægges således vægt på, at børn og unge er selvstændige individer med selvstændige rettigheder, og at familien som udgangspunkt er rammen for børns og unges opvækst. Samfundet har en forpligtelse til at opstille hensigtsmæssige rammer for børn og unges opvækst og udvikling og til at yde familierne og deres børn og unge den fornødne støtte.

Det gælder generelt, at de opgaver, der retter sig mod børn, unge og deres familier, bør udføres på en sådan måde, at det fremmer børn og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Denne målsætning gælder såvel ved udførelsen af den generelle og forebyggende virksomhed som ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte. Det understreges således, at den særlige indsats over for børn og unge med særligt behov for støtte skal ses i tæt sammenhæng med og bygge på de generelle tilbud. Støtten skal fremme børnenes og de unges muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed på linie med deres jævnaldrende. Den skal udformes med udgangspunkt i den enkeltes egne forhold og sådan, at vanskelighederne så vidt muligt afhjælpes i samarbejde med familien og med dennes medvirken.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget har Danmarks tiltræden af FN's »Standardregler om lige muligheder for handicappede«, vedtaget på FN's generalforsamling i december 1993, indgået som et element. FN's standardregler konkretiserer de overordnede handicappolitiske mål om ligestilling og etablering af lige muligheder for mennesker med handicap. Standardsreglerne sætter fokus på handicappedes behov og rettigheder, herunder at handicappede skal sikres behandling, revalidering og andre støttemuligheder, således at handicappede kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

3. Målgrupperne for indsatsen

Målgrupperne for dette forslag er de samme som i bistandsloven. Borgere, der i dag har ret til at modtage hjælp efter bistandslovens bestemmelser om serviceydelser m.v., vil også kunne få hjælp efter lovforslaget.

Målgruppen er meget bred. Den spænder fra borgere i al almindelighed til grupper med særlige behov. Da bistandsloven i sin tid blev vedtaget, var det et fremskridt, at alle borgere med sociale problemer kunne få hjælp efter den samme lov. Hensigten var at sikre en mere positiv holdning til svage og udsatte grupper.

Men de senere års udvikling har vist, at det ikke er sket uden omkostninger. I mange situationer er løsningen af de svagt stillede gruppers problemer blevet tilsidesat til fordel for generelle tilbud til den brede befolkning. De udsatte grupper har tit haft svært ved at trænge igennem med deres synspunkter og har ikke altid fået den opmærksomhed, de har krav på.

Lovforslaget sætter derfor særlig fokus på de udsatte grupper. Forslaget beskriver grupperne nøjere gennem en klarere definition af, hvem de enkelte tilbud retter sig mod.

Den sociale indsats er - og skal fortsat være - præget af et helhedssyn, der sætter den enkeltes situation og muligheder i en større sammenhæng, og som »spiller på hele registret« af tilbud. Forslaget vil forbedre muligheden for, at den sociale indsats kan tage højde for den større intensitet og kvalitet, der skal være i tilbudene til grupper med særlige behov.

Sociale problemer opstår sjældent fra den ene dag til den anden, men er ofte påvirket af, om problemerne har fået lov til at udvikle sig uden tilbud om hjælp i tide, eller uden at det har været muligt for den enkelte selv at kunne rette op på sin situation. Den eksisterende viden gør det muligt at sætte ind før de massive sociale problemer manifesterer sig, men det afhænger af, om samfundets mere generelle tilbud kan opfange og afhjælpe problemerne. Fx spiller sundheds-, undervisnings- og beskæftigelsestilbud en væsentlig rolle i forebyggelsen af sociale problemer. Med lovforslaget lægges der op til en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle arbejde med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.

4. Opbygningen af ydelserne i lovforslaget

Ønsket om større fokusering på borgere med særlige behov afspejler sig også i lovforslagets opbygning. Lovforslaget tager udgangspunkt i en beskrivelse af de enkelte ydelser. For at understrege forskellen i indsatsen er ydelserne opdelt i tre niveauer.

Det første niveau repræsenterer gratis tilbud om rådgivning, der retter sig generelt til borgere med sociale problemer i bred forstand. Formålet med disse tilbud er at forebygge og hjælpe borgere over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt at sætte dem i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

Det andet niveau repræsenterer en række servicetilbud. Fælles for disse tilbud er, at de retter sig bredt til fx børnefamilier og andre grupper med behov for almene serviceydelser. Disse tilbud har ofte et forebyggende aspekt, men har ikke til formål at afhjælpe mere omfattende sociale problemer. Der skal som udgangspunkt betales for disse tilbud.

Det første og andet niveau, der består af rådgivningstilbud og almene servicetilbud, udgør et sammenhængende ydelsessystem af forebyggende karakter. Dvs. at der skal være mulighed for at sætte ind med støtte, før situationen for den enkelte er blevet rigtig alvorlig. Ydelserne i de to niveauer udgør i sammenhæng med ydelserne i forslag til lov om aktiv socialpolitik og i forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område et grundlag for, på et så tidligt tidspunkt som muligt, at skabe kontakt til og dialog med den enkelte, som måtte have behov for det.

Det tredie niveau repræsenterer særlige tilbud og hjælpeforanstaltninger og udgør kerneområdet for den sociale indsats. Det drejer sig om ydelser, der skal tilgodese borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Ydelser, der retter sig mod borgere med særlige problemer, forudsætter som udgangspunkt en individuel behovsvurdering, og omfatter en bred vifte af tilbud, der både kan have midlertidig og mere permanent karakter. Formålet med indsatsen vil ofte være, at give den enkelte mulighed for at blive uafhængig eller mindre afhængig af disse ydelser men kan også være, at den enkelte gennem ydelserne støttes til at bruge samfundets almindelige tilbud. For nogle vil indsatsen være af mere permanent karakter, og formålet primært være at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Formålet med at opstille et ydelsessystem i tre niveauer er at få en bred vifte af tilbud, som giver mulighed for fleksibel og individuel støtte. Opdelingen i tre niveauer markerer, at intensiteten i indsatsen er forskellig, og som udgangspunkt har forskellige målgrupper. Opdelingen er imidlertid ikke udtryk for en statisk eller permanent placering af den enkelte borger. Tværtimod forudsættes ydelserne i de tre niveauer at indgå i et samspil, hvor ydelserne supplerer eller understøtter hinanden.

De tre niveauer kan heller ikke ses isoleret fra resten af samfundet. Hvornår et individuelt behov betinger en social serviceydelse afhænger af en række faktorer, som fx den enkeltes stærke og svage sider, sociale netværk, forebyggende foranstaltninger, tilbud i andre sektorer m.v.

Lovforslaget er delt op i følgende afsnit:

- indledning

- børn og unge

- voksne

- hjælpemidler m.v.

- administration m.v.

5. Målsætningen for indsatsen

For at sikre fleksibilitet i tilbudene og i metodeudviklingen tager lovforslaget udgangspunkt i rammeprægede bestemmelser for indsatsen.

Målsætninger for indsatsen bygger på følgende elementer:

* Sikring af størst mulig respekt, indflydelse og selvbestemmelse med udgangspunkt i den enkeltes egne ønsker, ressourcer og behov. Formålet er at sikre den enkelte - evt. med særlig støtte - medindflydelse eller valgmuligheder på forhold, der vedrører den enkeltes egen situation.

* Eget ansvar - medansvar. Formålet er at understrege, at der stilles krav til den enkelte om - evt. med særlig støtte - at medvirke aktivt til at løse egne problemer, og dermed til at kunne klare sig selv i videst muligt omfang.

* Styrkelse af den enkeltes ressourcer og netværk. Formålet er at forbedre den enkeltes mulighed for at blive uafhængig af sociale ydelser.

* Styrkelse af funktionsevnen/kompensation for nedsat funktionsevne. Hensigten er at give den enkelte mulighed for evt. med særlig støtte at skabe et indhold i tilværelsen og at skabe størst mulig selvhjulpenhed, der gerne skulle sikre vedkommende forbedrede vilkår i dagligdagen.

* Borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer skal tilbydes hjælp til en tilværelse, der i mindst mulig grad begrænses af deres nedsatte funktionsevne eller problemer i øvrigt.

* Omsorg - pleje. For visse grupper af personer med betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, fx senil demente, svært sindslidende, tunge misbrugsgrupper samt døende kan hovedvægten i indsatsen ligge på lindring, omsorg og pleje.

6. Ydelserne i lovforslaget

Som nævnt tager ydelserne udgangspunkt i tre niveauer med større fokus end hidtil på borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Med udgangspunkt i de ovennævnte målsætninger beskrives i det følgende kort de ydelser, som lovforslaget omhandler.

* Generelle rådgivningstilbud til borgere, der ønsker rådgivning om sociale spørgsmål i bred forstand. Der er tale om et tilbud, som borgerne frit kan vælge, og som er fælles for børn og voksne.

* Generelle tilbud, der indeholder et forebyggende aspekt, men som ikke har til formål at afhjælpe mere omfattende sociale problemer. Ydelserne er karakteriseret ved at være mere åbne tilbud, som borgerne selv vælger, om de vil bruge. Der er således tale om ydelser, der overvejende har karakter af velfærdsordninger, og hvor tildelingen af ydelser sker efter bredere kriterier end de helt individuelle. Tilbudene vil også kunne bruges af borgere med særlige problemer.

* Tilbud til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Der er tale om tilbud, der tildeles med udgangspunkt i en individuel behovsvurdering.

* De tilbud, der retter sig mod truede børn og unge samt deres familier har været genstand for et omfattende og detaljeret udvalgsarbejde (Graversen-udvalget, Betænkning 1212/1990). Resultatet af dette udvalgsarbejde er indarbejdet i bistandsloven. Formålet hermed var at tilgodese hensynet til, at der foretages de nødvendige undersøgelser, og at der kan iværksættes den rigtige målrettede, individuelle bistand. Et andet formål var at skabe større retssikkerhed for forældre og børn samt bedre retsbeskyttelse af børn.

Afsnittet om børn og unge viderefører således de gældende regler om støtte til børn og unge samt deres familier. Afsnittet indeholder også tilbud/ydelser til børn med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

De væsentligste ændringer i forhold til den nuværende lovgivning forekommer i voksenafsnittet. Afsnittet uddyber målsætningen for indsatsen for de mest udsatte grupper af voksne. Det drejer sig om tilbud til grupper med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fx stærkt fysisk handicappede, udviklingshæmmede, demente og de sværest stillede sindslidende, eller til grupper med særlige sociale problemer, som fx personer med udprægede misbrugsproblemer og personer, der har været hjemløse i lang tid.

Voksenafsnittet tager udgangspunkt i følgende typer af tilbud:

6.1 Rådgivning

Den særlige rådgivningsindsats og opsøgende arbejde overfor grupper med særlige behov udgør en vigtig faktor, idet rådgivning både kan have en forebyggende og en støttende effekt. Herudover kan rådgivningen være med til at hjælpe den enkelte over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt at gøre den enkelte i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

6.2. Personlig hjælp og pleje m.v.

Med det formål at skabe større sammenhæng i regelsættet samler lovforslaget som noget nyt reglerne om personlig hjælp og pleje m.v.

Personlig hjælp og pleje m.v. tildeles efter en individuel behovsvurdering for at styrke den enkeltes funktionsmuligheder eller for at kompensere for nedsat funktionsevne, der kan skyldes fysiske, psykiske og/eller sociale årsager, og som betyder at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.

Den personlige hjælp og pleje m.v. kan bestå i forskellige former for støtte. Det kan dreje sig om personlig pleje eller nødvendige huslige opgaver, som den enkelte ikke selv kan udføre. Hjælpen kan gives som »hjemme hos«, støtttecenterfunktioner, hjemmevejleder, ledsagelse og hjælpeordninger til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt mere støttende og omsorgsmæssige aktiviteter med det formål at højne den enkeltes funktionsniveau.

6.3 Behandling

Behandlingsindsatsen retter sig primært til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med behandlingen er at afhjælpe/begrænse konsekvenserne af nedsat funktionsevne eller de særlige sociale problemer. For stofmisbrugere er der tale om en særlig behandlingsindsats, hvor der kan være tale om et længerevarende forløb. Behandlingen må i øvrigt afpasses efter den enkeltes behov og ønsker m.v.

6.4 Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

Beskyttet beskæftigelse skal sikre, at der tilbydes beskæftigelse til personer med nedsat funktionsevne i erhverv. For personer, som har en ringe eller slet ingen erhvervsevne, skal tilbud om aktivitets- og samværstilbud øge livskvaliteten i dagligdagen.

6.5 Botilbud

Lovforslaget samler reglerne om botilbud med det formål at skabe større sammenhæng og overskuelighed i de kommunale og amtskommunale forpligtelser. Forholdet til reglerne under Boligministeriet har endvidere spillet en væsentlig rolle, idet der er lagt vægt på at sikre en klar afgrænsning mellem regelsættene. Det har været overvejet, i hvilket omfang den sociale lovgivning fremover skal indeholde hjemmel til etablering og drift af botilbud. Afgørende for disse overvejelser har været de senere års bestræbelser på at få en klarere opdeling mellem botilbud og servicetilbud, jf. bl.a. ældreområdet.

Der er i overvejelserne herom lagt vægt på, at forskellige problemer kræver forskellige løsninger.

Det nødvendige antal pladser i boliger, der er beregnet til længerevarende ophold, reguleres efter Boligministeriets lovgivning, herunder lov om almene boliger m.v., som trådte i kraft den 1. januar 1997, og som også indeholder forpligtelsen til at sørge for det nødvendige antal boliger.

Udover det forsyningsansvar, der ligger i lov om almene boliger m.v., er der imidlertid behov for at have regler om etablering og drift af boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelige og varige fysiske eller psykiske handicap. Derfor viderefører forslaget bistandslovens forpligtelse for amtskommunen til at sørge for det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

For så vidt angår botilbud beregnet til længerevarende ophold, som i dag ydes af kommunerne efter bistandslovens bestemmelser om bofællesskaber, er der med forslaget lagt vægt på at præcisere, at den del af tilbudet, som vedrører boligdelen alene reguleres efter boliglovgivningen, medens serviceydelserne m.v. reguleres i dette lovforslag.

For så vidt angår botilbud beregnet til midlertidigt ophold, der ydes af kommunerne - dvs. ophold med henblik på aflastning, udslusning, optræning m.v. - er de beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig, selvom der er mulighed for støtte efter den sociale lovgivning. Lovforslaget indeholder derfor hjemmel til etablering og drift af midlertidige boformer.

Det samme gælder de midlertidige tilbud, som i dag etableres og ydes af amtskommunerne efter bistandslovens bestemmelser om institutioner, der har til formål at afhjælpe problemerne hos personer med særlige behov.

Forslagets regler om botilbud omfatter alene bodelen. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem forslagets bestemmelser om personlig pleje, behandling, samvær og aktivitetstilbud m.v. Det betyder imidlertid ikke, at bistands- og støttetilbud efter lovforslaget nødvendigvis får en anden udformning eller karakter end de tilbud, der gives i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes således, at de med hensyn til service og boform reelt svarer til de bofællesskaber og institutioner m.v., der er oprettet og som drives efter reglerne i bistandsloven.

Fælles for de boformer, der oprettes og drives efter reglerne i lovforslaget, er, at lejelovgivningens bestemmelser ikke finder anvendelse.

Bestemmelserne om boligtilbud er ikke længere knyttet til en bestemt organisationsform. Men bo- og serviceydelser kan fortsat oprettes og drives som døgninstitutioner. Der er med forslaget en uændret kommunal og amtskommunal forpligtelse til at sikre egnede boformer for grupper med særlige behov, herunder en forpligtelse til - i forhold til de forskellige gruppers behov - at indrette boformerne og at give den nødvendige støtte i tilknytning til boformerne.

6.6 Merudgifter ved forsørgelse, hjælpemidler, boligindretning, befordring m.v.

Fælles for disse ydelser er, at de tildeles efter en individuel behovsvurdering og gives i de tilfælde, hvor denne form for tilbud kan være nødvendig som kompensation for nedsættelse af funktionsevnen.

I lovforslaget er medtaget regler, der bygger på anbefalinger, som Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser har afgivet i »Delrapport om hjælpemidler« fra januar 1996 og »2. og afsluttende rapport« fra september 1996. Det drejer sig om reglerne om:

- hjælpemidler og forbrugsgoder

- dækning af handicapbetingede merudgifter ved forsørgelsen af børn

- tabt arbejdsfortjeneste

- ledsageordning

- kontaktpersoner til døvblinde

- invalidebiler

- indretning af bolig og

- befordring

Anbefalingerne fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser bygger bl.a. på kompensationsprincippet og sektoransvarlighedsprincippet.

Nogle mennesker - primært personer med kræftlidelser i hoved- og halsregionen, lungepatienter med synkebesvær, patienter med kræft i tarmsystemet og AIDS-patienter - vil midlertidigt eller varigt kun kunne indtage flydende kost gennem en indopereret sonde.

I nogle tilfælde vil kosten være særlig sammensat sondeernæring, specialfremstillet på sygehuset, og som betales af sygehuset. Andre patienter vil efter udskrivning fra sygehuset have behov for industrifremstillet, flydende mad, som er væsentligt dyrere end almindelig mad. Disse personer har væsentlige merudgifter, som der ikke efter de nugældende regler er fastsat særlige bestemmelser for, hverken i den sociale lovgivning eller i sundhedslovgivningen.

Socialministeriet og Sundhedsministeriet har iværksat et udredningsarbejde med henblik på at skabe et klart retsgrundlag for at yde hjælp til dækning af merudgifter til sondeernæring til disse hårdt ramte persongrupper. De regler, der måtte være behov for i den sociale lovgivning, vil blive indarbejdet i de administrative forskrifter og vejledningsmateriale, der udstedes i medfør af serviceloven, således at reglerne vil kunne få virkning samtidig med loven.

7. Hovedpunkterne i lovforslaget

7.1 Ansvaret for opgavevaretagelsen

Lovforslaget viderefører bistandslovens principper om kommunernes kompetence på det sociale område. Forslaget opretholder således kommunens muligheder for at sammenkæde tilbudene med andre offentlige aktiviteter indenfor kommunens ansvarsområde med sigte på en lokal helhed.

Amtskommunernes kompetence er for det sociale område gennemgående knyttet til funktioner, hvor hensynet til økonomi, byrdefordeling og specialiseringsgrad tilsiger et større befolkningsgrundlag.

Der er et tæt samspil mellem den kommunale og amtskommunale opgavevaretagelse for så vidt angår kommunale/amtskommunale ydelser, der supplerer eller erstatter hinanden.

Ud fra disse hensyn, styringshensyn og hensynet til borgernes retssikkerhed er det ved udformningen af lovforslaget lagt til grund,

- at ansvaret for, at en offentlig social opgave løses, er placeret entydigt,

- at ansvaret for, hvordan en opgave løses, er placeret hos enten kommune eller amtskommune og

- at ansvaret fortsat skal placeres efter nærhedsprincippet.

Dette indebærer, at det helt store antal opgaver fortsat er placeret i kommunalt regi, mens opgaver, hvor økonomi eller specialekapacitet tilsiger et større befolkningsunderlag, end de fleste kommuner har, er placeret som amtskommunale.

Som følge af princippet om den kommunale og amtskommunale opgavevaretagelse foreslås kompetencen til tildeling af biler som hjælpemiddel, tildeling af høreapparater, proteser, synshjælpemidler og særlige informationsteknologiske hjælpemidler overført til amtskommunerne.

På rådgivningsområdet er det forudsat, at den amtskommunale forpligtelse har til formål at støtte og fremme udviklingen i den kommunale og den amtskommunale indsats. Dette indebærer bl.a., at amtskommunerne sikrer tilstedeværelse af den fornødne ekspertise. Som led heri foreslås det, at amtskommunerne forpligtes til at sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den faglige viden, også på de områder, hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt eller rationelt at opbygge en egen kompetence. En sådan systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden kan bl.a. ske i samarbejde med de videnscentre, der gennem de senere år er iværksat på handicapområdet.

I denne sammenhæng foreslås endvidere, at de resterende statslige rådgivningsopgaver overføres til amtskommunalt regi. En sådan overførsel skal tage sigte på en bedre samordning og udvikling af den samlede særlige rådgivning.

I forbindelse med en overførsel af den statslige specialrådgivning til amtskommunalt regi bør der tages hensyn til den særlige rolle, denne rådgivning har spillet i den samlede rådgivningsindsats. Blandt andet har brugernes oplevelse og påskønnelse af den statslige specialrådgivning som bindeled, koordinerende og vejledende i forhold til det amtskommunale og kommunale ydelsessystem været fremhævet.

Hensynet hertil, og betydningen af at fastholde en høj grad af brugerrettet specialisering og faglig specialviden, samt princippet om at rådgivningen skal være helhedsorienteret, er indgået i grundlaget for en forsøgsordning for den statslige konsulentordning for døve og svært tunghøre. Driften af denne ordning er nu overført til Institutionen for Døve, men således at ordningen fortsat holdes samlet og landsdækkende.

Amtsrådsforeningen har endvidere ultimo 1996 nedsat en tværsektoriel arbejdsgruppe med det formål, at se på modeller for den fremtidige organisering og varetagelse af den amtskommunale specialrådgivning, herunder den statslige specialrådgivning. Arbejdsgruppen har endnu ikke endeligt afsluttet sit arbejde, men der er i arbejdsgruppen enighed om at foreslå, at der etableres et overordnet organ med rådgivende og vidensformidlende funktioner i relation til det amtskommunale specialrådgivningsområde og med deltagelse af repræsentanter fra Amtsrådsforeningen, København og Frederiksberg kommuner, Kommunernes Landsforening, Socialministeriet, Undervisningsministeriet og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Der er endvidere enighed om, at det overordnede organ skal have til opgave at følge udviklingen af den amtskommunale specialrådgivning og at rådgive om etablering/opprioritering, tilrettelæggelse og afvikling/nedprioritering af lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner, placering af nye specialrådgivningsopgaver, etablering af forsøgsordninger m.v.

Der er endelig enighed om, at der i forbindelse med udlægningen af konsulentordningerne bør ske en grundig analyse af de forskellige ordninger og i den fremtidige organisering ske en sikring af væsentlige hensyn til uafhængighed og uvildighed samt brugerindflydelse. En af de første opgaver for det overordnede organ vil på dette grundlag blive at foretage en sådan analyse.

7.2 Frihedsgrader i opgavevaretagelsen

Lovforslaget placerer helt entydigt ansvaret for løsningen af opgaverne hos kommunen og (i visse tilfælde) amtskommunen. For at kunne leve op til sit ansvar har kommuner og amtskommuner - efter alle hidtidige erfaringer - brug for en række frihedsgrader. Det skal være muligt at inddrage andre i løsningen af opgaverne. Kommuner og amtskommuner har behov for, ud fra lokale forhold, at kunne inddrage selvejende institutioner, foreninger, organisationer, beboerrådgivere, afdelingsbestyrelser, der har iværksat boligsocialt arbejde, eller andre.

Med henblik på at give kommuner og amtskommuner de bedst mulige vilkår for at løse opgaverne med udgangspunkt i brugernes individuelle behov lægger forslaget op til større fleksibilitet og flere frihedsgrader.

De større frihedsgrader medfører - som nævnt ovenfor - ikke nogen begrænsning i kommunernes og amtskommunernes ansvar for opgavevaretagelsen. Selv om opgaverne ikke løses af kommunen eller amtskommunen selv, har de således fortsat det overordnede ansvar for, at de sociale opgaver løses. Det er således fortsat kommuner og amtskommuner, der fører tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, og at udførerne lever op til den standard og de målsætninger, som man lokalpolitisk har fastlagt.

Når kommunen eller amtskommunen finder det mest hensigtsmæssigt at lade opgaven udføre uden for den (amts-)kommunale organisation, skal (amts-)kommunen gennem en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven, sikre sig, at både indhold og omfang af den leverede ydelse er i overensstemmelse med de mål, (amts-)kommunen har sat for den pågældende ydelse. Målene kan være angivet i en servicedeklaration.

Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres.

Når opgaver løses af andre end den, der har ansvaret skal den ansvarlige myndighed løbende sikre sig, at aftalen overholdes på alle punkter.

Kommunen og amtskommunen har i forvejen en sådan pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne løses. Den gælder både, når opgaverne løses af egne ansatte eller af andre.

I forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vil pligten imidlertid blive formuleret klart. Den skriftlige aftale med den, der udfører opgaven, vil være retningsgivende for indholdet af den kommunale og amtskommunale tilsynspligt. Socialministeriet vil vejlede kommuner og amtskommuner om, hvordan aftalerne kan gøres praktisk anvendelige ved tilsynet. Det vil ske ved at beskrive, hvorledes krav til kvalitet og kontrol hermed kan indgå i aftalerne sammen med fx regler om, hvordan forvaltningslovens krav kan efterleves.

På dette grundlag er det overladt til kommune eller amtskommune at afgøre, hvorledes opgaveløsningen mest hensigtsmæssigt kan organiseres. De modeller for opgaveløsning, der anvendes i dag, vil kunne videreføres under hensyn til det, der er anført om den skriftlige aftale.

Forslaget beskriver bo- og servicetilbudene til de mest udsatte grupper på en ny måde. Hensigten er at styrke hjælpen ved at lægge vægt på bedre og mere individuelt tilpassede tilbud. Der er både tale om at anvende andre former for tilbud end de traditionelle og at kombinere dem på andre måder. Erfaringen viser, at kvaliteten af hjælpen forbedres, når den tilrettelægges på denne måde. Ved den konkrete tilrettelæggelse af tilsynet må myndigheden være særlig opmærksom på, at målet om en styrket indsats nås.

7.3. Frivillige som medspillere

Den større frihed i opgavevaretagelsen kan bl.a. bruges til at inddrage de frivillige organisationer og grupper af borgere, der gør en indsats for at forbedre de sociale, kulturelle eller aktivitetsmæssige muligheder i deres bolig- eller byområde. Det frivillige sociale arbejde er en væsentlig aktør i fornyelsen af velfærdssamfundet, fordi det rummer et socialt engagement, en evne til at opbygge fællesskaber og en anderledes ageren end det offentlige. Det er vigtigt, at kommuner og amtskommuner fremmer samarbejdet med de frivillige organisationer og medvirker til et øget kendskab til de frivillige organisationers aktiviteter og tilbud, herunder også rådgivningstilbud m.v. Et øget samspil med de frivillige kræfter skal ske med respekt for det frivilliges egenart og styrke. Det frivillige sociale arbejde er ikke bare et supplement til den offentlige indsats, men har en selvstændig betydning i velfærdssamfundet.

Dette medfører ingen begrænsning i kommunernes og amtskommunernes ansvar for opgavevaretagelsen.

Netop styrkelse af samarbejdet med de frivillige sociale organisationer indgår som et af de centrale forslag i betænkning nr. 1332 »Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund«.

7.4. Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den enkelte borgers forhold og rettigheder

Informationsudveksling og dialog er vigtige redskaber ikke blot mellem de kommunale råd og forvaltninger, medarbejdere, brugerorganer, virksomheder og borgere, men også mellem det statslige og det kommunale og amtskommunale niveau. Bedre og mere tilgængelige informationer giver i sig selv bedre grundlag for den videre dialog.

Betydningen af åbenhed og synlighed om, hvad kommune og amtskommune beslutter at tilbyde borgerne, har igennem de seneste år fået øget opmærksomhed. Det kan fx være information om de enkelte ydelser (fx servicedeklarationer og redegørelser og formål og indhold af væsentlige ydelser), inddragelse af brugerne via brugerbestyrelser, virksomhedsplaner osv. samt individuel medindflydelse fx gennem handleplaner, hjemmehjælpsskemaer m.v. Hertil kommer, at der med den stigende anvendelse af udbud af myndighedernes opgaver er blevet mere brug for at klargøre forventningerne til det, kommuner og amtskommuner overlader til andre at udføre.

Denne udvikling er i høj grad sket ved initiativer i kommuner og amter. I de seneste år har repræsentanter for de kommunale parter og forskellige ministerier arbejdet sammen om at forbedre information og informationsudveksling som grundlag både for ligeværdige dialoger mellem myndigheder, for en kvalificeret offentlig debat og for borgernes forventninger og meningsdannelser om, hvad der er og ikke er offentlige opgaver.

Det har resulteret i en række rapporter og vejledningsvirksomhed fra såvel de kommunale organisationer som fra de respektive ministerier og ikke mindst i ændringen af den kommunale styrelseslov pr. 1. september 1995, hvorefter kommuner har fået pligt til mindst hvert andet år at informere kommunens borgere om indholdet af og målsætningerne for væsentlige kommunale serviceydelser.

Kommuner og amtskommuner har ansvaret overfor borgerne og lovgivningen, og for sammenhæng og tværgående prioritering af de offentlige aktiviteter i kommune og amt. Det er de kommunale råds centrale og nødvendige hovedrolle at beslutte de overordnede rammer for og krav til kommunernes og amtskommunernes ydelser som grundlag for dialog med de forskellige brugerorganer, medarbejdergrupper, leverandører, frivillige osv.

Et vigtigt element heri er krav til information, åbenhed og sammenlignelighed om de offentlige ydelser, deres formål, indhold, adgangsbetingelser osv. Også her er der tale om flere niveauer, fordi information m.v. indgår som grundlag i flere sammenhænge, såsom:

- for at fortælle brugerne hvad de med rette kan forvente,

- for at sikre borgernes reelle og ansvarlige medindflydelse og engagement,

- for at afstemme de gensidige forventninger mellem bruger og den, der udfører ydelsen,

- for at få indseende med og prøvelse af, at opgaveløsningerne lever op til borgernes rettigheder,

- for at få samarbejde og dialog både mellem de forskellige parter i kommunen og amtskommunen og mellem kommunale, amtskommunale og statslige parter.

Med indførelsen af den kommunale styrelseslovs § 62 (§ 49a i lov om Københavns Kommunes styrelse) tilskyndes kommuner og amtskommune til større åbenhed, servicedeklarationer osv., der kan give et bedre grundlag for brugernes (og medarbejdernes) forventninger til en ydelse og for at vurdere den enkelte afgørelse i forhold til »almindelig« praksis og serviceniveau i amtet eller kommunen.

I den sociale styrelseslov er der fastsat regler om kommuners og amtskommuners afgivelse af statistiske oplysninger og om deres deltagelse i Det Sociale Informations- og Analysesystem. Reglerne er videreført i forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Disse bestemmelser giver de centrale myndigheder mulighed for at følge udviklingen på det sociale område - såvel den, der har fundet sted, som hvordan kommuner og amtskommuner sigter på at præge den sociale udvikling i kommune og amt de næste år. Til Informations- og Analysesystemet hører også informations- og analyseprogrammer og kommunepaneler, som har til formål at fremskaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.

Udviklingen i tilbudenes indhold, sammensætning og anvendelse samt i holdninger til målgrupper har imidlertid konsekvenser for kontinuiteten og validiteten af gængse statistiske oplysninger. Med lovforslaget lægges der vægt på, at hverken foranstaltninger eller målgrupper låses fast, men at en fleksibel udvikling og anvendelse af de forskellige tilbud kan medvirke til, at især de svage gruppers behov for individuelt og løbende tilpasset støtte kan imødekommes.

I den sammenhæng må det tillægges mindre vægt, at den ønskede udvikling gør det vanskeligere statistisk at knytte bestemte målgrupper til bestemte foranstaltninger og omvendt. Disse udfordringer for måderne at følge og beskrive udviklingen i sociale opgaver og aktiviteter på skyldes ikke primært regelændringer, men hyppigere den glidende udvikling i indhold og holdninger, som regelændringer ofte genspejler. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan mindske sikkerheden og præcisionen i grundlaget både for sammenligninger over tid og for beregninger af økonomiske konsekvenser af regelændringer.

Med dette lovforslag er der ikke fastsat yderligere regler om generel informationspligt for kommuner og amtskommuner. Derimod tilsigter lovforslaget at understøtte og supplere den hidtidige udvikling hen imod større åbenhed og synlighed med bl.a. regler om brugerindflydelse og regler, der styrker og klargør kravene til sagsbehandling, behovsvurdering, begrundelser og procedure, jf. nedenfor.

7.5 Brugerindflydelse generelt

Inden for det sociale forvaltningsområde findes der mange forskellige former for brugerindflydelse. De forskellige tiltag med brugerindflydelse på det sociale område viser en mangfoldighed for så vidt angår målsætning, målgruppe, graden af indflydelse, selvstændig kompetence, valgbarhed m.v. Baggrunden for denne vækst i brugerindflydelse skal ses i sammenhæng med øgede krav om medindflydelse og decentralisering. Borgerne stiller i dag andre krav til den offentlige service, dens omfang, indhold, kvalitet og økonomi, end man gjorde tidligere. Borgerne vil være med til at bestemme, både som borgere og som brugere, og vil vide, hvad deres rettigheder er, og hvad de kan forvente af det offentlige.

Lovforslaget giver derfor amtskommune eller kommune en almindelig adgang til at nedsætte et eller flere råd, der kan rådgive amtskommunen eller kommunen vedrørende tilrettelæggelse af indsatsen. Det er op til det enkelte amtskommune eller kommune at fastsætte retningslinier for nedsættelse og deltagelse, samt hvad rådet skal beskæftige sig med.

Herudover indeholder lovforslaget en forpligtelse for amtskommunen eller kommunen til at sikre, at brugerne af de enkelte tilbud får indflydelse på tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbudene. Formålet hermed er at sikre, at det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige m.v. indhold i tilbudene svarer til brugernes ønsker, behov, ressourcer og forudsætninger. Brugerne skal inddrages i dette arbejde og deltage i udviklingen af tilbudene. Det foreslås, at amtskommunen eller kommunen får mulighed for at beslutte, hvordan de vil tilrettelægge brugerindflydelsen.

7.6 Brugerindflydelse på sagsbehandlingen

Udviklingen viser, at der er et behov for, at den enkelte borger får indflydelse på de(t) tilbud, der gives til vedkommende med hjemmel i lovgivningen. Dette gælder særligt for borgere med individuelle specifikke problemer.

Dette er i de senere år kommet til udtryk gennem krav i lovgivningen eller ved anbefalede handleplaner. Som opfølgning på disse tendenser stilles der i forslaget krav om, at der i den kommunale og amtskommunale sagsbehandling gives skriftlige afgørelser ved tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. Der gives desuden regler om adgang til - når det skønnes hensigtsmæssigt - at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen, når det handler om intensive og længerevarende bistandsforløb for personer med alvorlig fysisk, psykisk eller social funktionsnedsættelse eller alvorlige sociale problemer. Formålet er, at borgeren så vidt muligt sikres indflydelse på forhold, der handler om egen situation, herunder opstilling af målsætning, formål med indsatsen, forventet varighed m.v.

Formålet med at iværksætte sådanne planer er bl.a. at styrke beslutningsgrundlaget for iværksættelse af foranstaltninger, fordi amtskommune og kommune tilskyndes til at beskrive formål med indsatsen m.v. i forbindelse med, at der ydes en individuel service.

I alle sager om tildeling af ydelser skal der i princippet ske en opfølgning. Opfølgningen skal bl.a. sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål, og hvis dette ikke er tilfældet afklare, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen sker ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

7.7 Valgmulighed

Med hensyn til hjælpemidler videreføres reglerne om valgfrihed, som vedtaget ved lov nr. 497 af 12. juni 1996 om ændring af lov om social bistand (støtte til særligt personlige hjælpemidler). I lovforslaget skelnes der i øvrigt mellem egentlige hjælpemidler og forbrugsgoder, der tillige fungerer som hjælpemiddel. I de situationer, hvor der ydes hjælp til anskaffelse af et forbrugsgode, vil ansøgeren selv kunne vælge leverandør og produkt. Der henvises til forslagets §§ 95 og 96.

Der foreslås i § 74, stk. 2, indført en adgang til, at personer under 67 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for hjælp efter §§ 69 og 70 i mere end 20 timer ugentligt, kan få mulighed for at vælge, om de ønsker at få udbetalt et kontant tilskud til køb af den hjælp, som de er berettiget til, frem for at modtage hjælpen som en naturalydelse.

For så vidt angår boformer til længerevarende ophold viderefører forslaget de gældende regler om retten til at flytte til en anden amtskommune, hvis ganske særlige forhold taler for det.

7.8 Finansiering

Lovforslaget fastholder i princippet bistandslovens finansieringsregler, der bygger på en afvejning af forskellige hensyn:

- ansvarshensyn, hvori indgår, at den myndighed, der har beslutningskompetencen, også har det økonomiske ansvar,

- samordningshensyn, hvori indgår, at såfremt der er valgmuligheder mellem tilbud, der stilles til rådighed af forskellige myndigheder, må også finansieringsreglerne koordineres, og

- neutralitetshensyn, der indebærer, at en myndighed bør bære samme andel af udgiften ved de foranstaltninger, myndigheden selv har ansvaret for.

Bistandsloven gennemførte en mere ensartet finansiering af udgifterne. Efterfølgende er der gennemført ændringer af finansieringsreglerne, hvorefter statsrefusionen af kommunernes udgifter til dag- og døgntilbud til børn og unge og til ældre ophævedes. Herudover gennemførtes den ændring, at udgifter til ydelser til personer under 67 år deles mellem kommune og amtskommune, og for personer over 67 år afholdes den fulde udgift af kommunen. Dette gælder, uanset om der er tale om kommunale eller amtskommunale ansvarsområder. Disse ændringer er også fastholdt i lovforslaget. På børneområdet videreføres de gældende regler, hvorefter udgifter til dagtilbud fuldt ud afholdes af kommunen.

For så vidt angår boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig (bistandslovens § 105-institutioner) indeholder lovforslaget dog en omlægning af finansieringen. Dette forslag omfatter også udgifter til bistands-, støtte, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen. Finansieringsomlægningen betyder, at amterne finansierer disse tilbud med 50% mod tidligere 25%. Ved den foreslåede finansieringsomlægning opnås en større sammenhæng mellem beslutningskompetence og økonomisk ansvar. Dvs., at amterne bærer samme andel af udgifterne ved alle ydelser og foranstaltninger, som amtet er ansvarlig for.

Efter lovforslaget finansierer amterne dog de fulde udgifter til synshjælpemidler, høreapparater, proteser samt informationsteknologiske hjælpemidler, som efter forslaget fremover bevilges af amterne. Baggrunden for forslaget er, at der med hensyn til disse typer hjælpemidler ikke - eller kun i meget begrænset omfang - er substitutionsmuligheder, dvs. muligheder for at afhjælpe ansøgerens nedsatte funktionsevne.

7.9 Forsøgsbestemmelser

Tendenserne i de senere år er gået i retning af at tydeliggøre de frihedsgrader, kommuner og amtskommuner har inden for de gældende regelsæt. Formålet har dels været at styrke udviklingen i de sociale tilbud og dels at give grundlag for bedre ressourceudnyttelse. Disse formål ligger bag de nuværende regler om dispensationsadgang. Erfaringerne med de nuværende forsøgsbestemmelser viser, at der er behov for en generel adgang til for en forsøgsperiode at oprette andre tilbud end dem, der er omtalt i lovforslaget og til at iværksætte forsøg eller give dispensation vedrørende visitation, ydelser og finansiering. Det er en betingelse for godkendelsen, at forsøget skønnes fagligt forsvarligt og økonomisk bæredygtigt såvel under hensyn til det konkrete forsøgsområde som i sammenhæng med den øvrige opgaveløsning.

8. Økonomiske konsekvenser m.v.

8.1 Økonomiske konsekvenser

Den samlede offentlige nettoudgift af lovforslaget skønnes at være ca. 70 mill. kr. det første år, loven er i kraft, og ca. 73 mill. kr. i de følgende år.

En del af tiltagene i loven er af en sådan art, at de nødvendiggør en række antagelser og skøn, da det statistiske grundlag for belysning af en række af områderne er svagt. Udgiftsskønnet må således tages med forbehold.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser er ikke forhandlet med de kommunale parter.

8.2 Administrative konsekvenser

Med lovforslaget vil der følge visse mindre administrative justeringer og omlægninger, som ikke skønnes at have økonomiske konsekvenser

Diverse overflytninger mellem staten og (amts)kommunerne som følge af lovforslaget antages ikke at have udgiftsmæssige konsekvenser for det offentlige som helhed.

8.3 Børne- og familiepolitiske konsekvenser

Lovforslaget giver gennem bestemmelserne om generelle og specielle tilbud til børn, unge og deres familier mulighed for at støtte op om trygge opvækstvilkår for børn og unge.

Dette gælder både for de familier, der efterspørger almindelige servicetilbud, og for børn, unge og familier, der har brug for særlig støtte.

Lovforslaget stiller krav til kvaliteten af tilbudene gennem krav til indholdet og understregning af vigtigheden af tværfaglige sammenhænge og tidlig indsats.

8.4 Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget forventes ikke at have erhvervsøkonomiske konsekvenser.

8.5 Miljømæssige konsekvenser

Forslaget forventes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

8.6 Forholdet til EU-retten

Da forslagene vedrørende beskyttet beskæftigelse rejser spørgsmål i forhold til EF-traktatens statsstøtteregler, skal lovforslaget notificeres for Kommissionen, jf. EF-traktatens art. 92, stk. 3, litra c.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til afsnit I

Indledning

Til kapitel 1

Formål

Til § 1 Målgrupperne for dette forslag er de samme som i bistandsloven. Borgere, der i dag har ret til at modtage hjælp efter bistandslovens bestemmelser om serviceydelser m.v., vil også kunne få hjælp efter lovforslaget.

I overensstemmelse med intentionerne bag revisionen af bistandsloven foreslås en formålsparagraf, hvor hovedsigtet med loven præsenteres.

Stk. 1 fremhæver, at hjælpen falder i 3 hovedgrupper.

Det drejer sig om at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer. I dette ligger naturligvis også, at det er et mål at reducere problemer.

Den anden hovedgruppe handler om en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte. Det er fx dagtilbud til børn, generelle tilbud til ældre o.lign. Disse generelle servicetilbud dækker således bredere målgrupper, men de skal naturligvis også være til rådighed for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Den sidste gruppe er hjælp, der skal tilgodese behov hos personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Disse specialiserede tilbud omfatter på børneområdet både tilbud til truede børn og unge samt deres familier, og tilbud til børn med nedsat funktionsevne. På voksenområdet er der tale om tilbud til socialt udsatte grupper, sindslidende, voksne med nedsat funktionsevne samt ældre med særlige problemer.

Tilbud, der retter sig mod personer med særlige problemer, forudsætter som udgangspunkt en individuel behovsvurdering, og det drejer sig om en bred vifte af tilbud, der både kan have midlertidig og mere permanent karakter.

Stk. 2 fastslår, at formålet med hjælpen er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Hjælpen skal således bidrage til, at modtageren kan bruge sine egne ressourcer, helst sådan, at hun eller han kan klare sig selv. Men for meget vigtige grupper af personer er dette imidlertid ikke realistisk. Derfor nævnes det udtrykkeligt i stk. 2, at for nogle er det et væsentligt mål at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3 fremhæver, at udgangspunktet for hjælpen er, at modtageren har et ansvar for sig selv og sin familie, men der skal i hvert enkelt tilfælde tages hensyn til den enkelte persons behov og forudsætninger. De sociale myndigheder skal således tilrettelægge hjælpen på en sådan måde, at modtageren ud fra sine personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.

Til § 2 Forslaget viderefører princippet i bistandslovens § 1 om, at lovens ydelser kun kan gives til personer, der lovligt opholder sig her i Danmark (dvs. ikke Grønland og Færøerne). Dette gælder uanset nationalitet.

Bestemmelsen i stk. 2 giver socialministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvornår hjælpen kan bevares under midlertidige ophold i udlandet. Reglerne skal give kommunerne mulighed for under nærmere betingelser og efter aftale med modtageren af hjælp at give denne mulighed for at kunne medtage fx hjælpemidler under studieophold, revalidering, aktivering, eller andre ophold til særlige formål i udlandet, jf. lov om aktiv socialpolitik § 5 med bemærkninger.

Stk. 3 svarer til bistandslovens § 3, stk. 2.

Til kapitel 2

Rådgivning

Til § 3 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 28, men er efter forslaget opdelt således, at de særlige rådgivningsforpligtelser overfor børn og unge samt deres familier, samt overfor voksne med særlige problemer, er beskrevet i særskilte bestemmelser, jf. forslagets afsnit II, §§ 5 og 32, og afsnit III, §§ 66 og 67.

Forslaget viderefører således intentionerne i Socialreformkommissionens 2. betænkning (nr. 664/1972) om det sociale tryghedssystem, hvorefter myndighederne bør pålægges en pligt til at etablere en almen social rådgivnings- og vejledningsordning. Af socialministerens svar på spørgsmål 26 a fra Folketingets socialudvalg (1972/1973) fremgår, at der i overensstemmelse med kommissionens anbefaling ved § 28 er foreslået at pålægge de sociale udvalg pligt til at give tilbud om vejledning og støtte til enhver, som må antages at trænge hertil. Heri ligger - ifølge socialministerens svar - både en forpligtelse til at etablere en almen rådgivnings- og vejledningsordning for dem, der har behov for og selv ønsker rådgivning, og en forpligtelse til at udøve en opsøgende og forebyggende indsats.

I overensstemmelse med denne anbefaling fremgår det af pkt. 5 i Socialministeriets cirkulære af 12. december 1986 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven, at der fra det sociale udvalgs side må drages omsorg for, at tilbudet om åben vederlagsfri vejledning og rådgivning bliver kendt som en hjælpeforanstaltning, der er til rådighed for alle.

Der er således ikke tilsigtet nogen realitetsændringer med hensyn til omfanget af den generelle rådgivningsforpligtelse i bistandslovens § 28.

Stk. 1 fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder.

Rådgivning skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.

Der er i øvrigt vide grænser for rådgivningens omfang, afhængigt af den enkeltes problemer og den sagkyndige bistand, kommunen selv råder over eller kan trække på via amtskommunen. Rådgivningen vil ofte bestå i, at der i samarbejde med den enkelte lægges en plan omfattende andre former for hjælp.

Kommunens pligt til ved opsøgende virksomhed at give tilbud om rådgivning om sociale problemer er reguleret i forslagets §§ 5 og 66.

Stk. 2 fastslår vigtigheden af, at kommunen i forbindelse med den almindelig rådgivning er opmærksom på, om der er behov for mere omfattende hjælp.

Til afsnit II

Børn og unge

Til kapitel 3

Generelle bestemmelser

Til § 4 Bestemmelsen angiver formålet med den samlede kommunale og amtskommunale indsats på hele børne- og ungeområdet og skal ses i sammenhæng med lovens overordnede formålsbestemmelse, jf. forslagets § 1.

Bestemmelsen angiver, at målet for indsatsen overfor børn og unge principielt er det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Bestemmelsen understreger således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte skal ses i tæt sammenhæng med og bygge på de generelle tilbud.

Bestemmelsen præciserer endvidere, at kommunen og amtskommunen skal sikre, at den indsats over for børn og unge samt deres familier, der iværksættes efter denne lov, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Bestemmelsen lægger således op til en samlet indsats, der på tværs af lovgivningen, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Det betyder, at indsatsen efter denne lov må tilrettelægges i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for eksempel efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og som led i pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskoleloven. Bestemmelsen skal således styrke det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde.

Information om indsatsen på børne- og ungeområdet (fx i form af servicedeklarationer og redegørelser for formål og indhold af væsentlige ydelser) er bl.a. væsentlig for brugernes medindflydelse og reelle valgmuligheder og for deres mulighed for at deltage aktivt i den kommunalpolitiske debat om kommunens serviceniveau og om prioriteringen mellem de enkelte tilbud.

Sådanne overvejelser var baggrund for indførelsen af den kommunale styrelseslovs § 62, hvorefter kommunen mindst hvert andet år over for kommunens borgere skal redegøre for indholdet og omfanget af de væsentligste kommunale ydelser, der tilbydes eller vil blive tilbudt kommunens beboere. Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om de mål, som kommunen har sat for udviklingen på de pågældende områder.

Baggrunden for § 62 er et ønske om at sikre, at der i alle kommuner og amtskommuner gives borgerne en tilgængelig oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommuner og amtskommuner har sat for de kommunale serviceydelser. Bestemmelsen er herved helt på linie med indholdet i den sociale styrelseslovs § 26 om Det sociale Informations- og Analysesystem, der foreslås videreført i forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til § 5 Bestemmelsen er en tydeliggørelse af bistandslovens § 28 vedrørende den del af rådgivningen, der henvender sig til børn og unge samt deres familier. Det præciseres, at rådgivningen skal ydes så tidligt som muligt med henblik på at få familier til at fungere bedre. Bestemmelsen lægger således vægt på, at der skal være adgang til familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der i øvrigt er eller skal iværksættes andre former for støtte. Bestemmelsen har således et klart forebyggende sigte. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har behov for anden form for støtte, finder bestemmelserne i forslagets kapitel 8 anvendelse. Det er indeholdt, at familien har krav på rådgivning uanset årsagen til behovet. Ved familieorienteret forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier.

Der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes.

I tilfælde, hvor et barn eller en ung selv søger rådgivning, og hvor henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger, vil der være notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af. I sådanne tilfælde må forvaltningen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt kan bringes i anvendelse.

Til § 6 I forslaget videreføres den særlige tilsynsforpligtelse, kommunen har med hensyn til børn og unge under 18 år, som opholder sig i kommunen.

Til kapitel 4

Dagtilbud til børn

Til § 7 Bestemmelsen svarer til dele af bistandslovens §§ 69, 69 a og 69 c.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse for kommunen til at have et vist nødvendigt udbud af dagtilbud. Kommunen skønner selv over, hvor mange pladser der skal etableres, og det nødvendige antal må ses i sammenhæng med de øvrige tilbud, der kan dække de foreliggende behov.

Kommunens forpligtelse retter sig mod alle børn med ophold i kommunen.

Bestemmelsen medfører ikke en individuel ret for forældre til at få en plads nu og her. Hvis efterspørgslen efter dagtilbud overstiger udbuddet, må der oprettes en venteliste.

Kommunen har stadig det overordnede ansvar for dagtilbudene uanset den kompetence, forældrebestyrelserne er tillagt, jf. forslagets §§ 12 og 13.

Bestemmelsen præciserer, at dagtilbudene har både pædagogiske, sociale og pasningsmæssige formål, og at disse formål er ligestillede.

Bestemmelsen er således en præcisering af, at ikke kun pasningsmæssige behov kan begrunde optagelse i et dagtilbud, men at også sociale og pædagogiske behov, herunder børns behov for samvær med andre børn selvstændigt kan begrunde optagelse i et dagtilbud.

I forslagets stk. 2 præciseres det, at alle typer af dagtilbud med offentlig støtte skal tilrettelægges inden for den generelle formålsbestemmelse for børne- og ungeområdet i forslagets § 4, hvilket indebærer, at dagtilbudene i deres arbejde skal være med til at fremme børns udvikling, trivsel og selvstændighed.

For en nærmere beskrivelse af puljeordningerne henvises til § 10 med bemærkninger.

Selvejende daginstitutioner med aftale med en kommune, jf. stk. 3, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven i det omfang, de udfører opgaver for kommunen ifølge aftalen, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn med dag- og klubtilbud fremgår af forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 16.

Kommunens tilsynsforpligtelse gælder samtlige dag- og klubtilbud, der modtager offentlig støtte. Kommunen har pligt til at sikre, at tilbudene er egnede opholdssteder for den gruppe af børn og unge, som det enkelte tilbud er beregnet for.

Kommunen fastlægger selv, hvordan tilsynet skal udøves inden for de rammer, der er fastsat i loven. Viser det sig, at tilbudene ikke opfylder de stillede krav, må kommunen for så vidt angår de kommunale tilbud foretage de nødvendige ændringer. Med hensyn til de dagtilbud, der drives på grundlag af en aftale med kommunen, må kommunen kræve, at forholdene ændres eller i sidste ende opsige aftalen.

Viser forholdene i et kommunalt dagplejehjem sig at være uforsvarlige, er det kommunens pligt at gribe ind over for disse forhold og ved mindre alvorlige forhold sørge for at få forholdene bragt i orden eller inddrage godkendelsen. Der kan dog være tilfælde, hvor forholdene er af så alvorlig karakter, at kommunen straks må ophøre med at bruge det pågældende dagplejehjem.

Det kommunale tilsyn omfatter både det pædagogiske indhold og sikkerhedsforhold m.v. Dette skal sikre, at formålsbestemmelserne i lovforslagets §§ 7 og 8 opfyldes, at børnene befinder sig under betryggende forhold, og at de daglige aktiviteter foregår under forsvarlige rammer.

Der henvises i øvrigt til forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 16.

Til § 8 Bestemmelsen svarer til dele af bistandslovens §§ 69 a og 69 c.

Efter forslagets stk. 1 skal kommunen ved fastsættelse af mål og rammer for dagtilbudene tage stilling til, hvilket overordnet formål opholdet i et dagtilbud skal have, og hvordan tilbudene kan indgå som led i kommunens børnepolitik.

Dagtilbudene er en integreret del af den samlede indsats på børneområdet. Herudover har dagtilbudene en opgave i forhold til at medvirke til, at børn med særlige behov får den nødvendige støtte. Personalet i dagtilbudene skal være opmærksomme på, om det enkelte barn og familien har problemer, der kræver en forebyggende indsats.

Dagtilbudene må således være opmærksomme på, om der er børn, som udsender signaler om, at de har vanskeligheder, de må have støtte til at overvinde. I så fald må dagtilbudene medvirke til, at der iværksættes relevant støtte.

Kommunen skal i forbindelse med fastlæggelsen af mål og rammer for dagtilbud tage stilling til, hvilken kompetence den vil overlade til forældrebestyrelserne, jf. forslagets §§ 12 og 13.

I forslagets stk. 2-5 opstilles en række overordnede målsætninger for arbejdet med børn i dagtilbud. Målsætningerne er udtryk for de overordnede forventninger, som samfundet stiller til det arbejde, der finder sted i dagtilbud. Målsætningerne sætter barnets behov og udvikling i centrum og fremhæver samtidig, at indsatsen skal udformes i samarbejde med forældrene. De overordnede målsætninger tager udgangspunkt i, at ophold i et dagtilbud både skal medvirke til at give barnet en god og tryg barndom og samtidig skal støtte barnet i et personligt udviklingsforløb, der rummer tilegnelse af en lang række sociale og almene færdigheder.

Bestemmelserne er udformet med hovedvægt på det enkelte barns behov ud fra en betragtning om, at børns behov og udviklingsforløb er meget individuelt bestemt. Indsatsen over for det enkelte barn må derfor baseres på netop dette barns udviklingsstadium. Dette er afgørende for, at indsatsen kan medvirke til at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd.

I bestemmelsens stk. 2 fremhæves, at dagtilbudet skal give barnet omsorg. Omsorgen er et nødvendigt fundament for barnets tro på sig selv og tillid til omgivelserne. At dagtilbudet skal give barnet omsorg indebærer, at barnet i dagtilbudet skal have såvel den nødvendige pasning og pleje som følelsesmæssig kontakt.

At barnet støttes i at tilegne sig og udvikle sociale færdigheder indebærer, at dagtilbudet skal medvirke til, at barnet får et godt dannelsesgrundlag og lærer at kunne fungere sammen med andre børn og voksne. Det forudsætter udvikling af egenskaber som åbenhed, tolerance og respekt for andre. Tilegnelse af almene færdigheder indebærer, at børnene på et alderssvarende niveau lærer at kunne klare sig selv, fx at bruge forskellige former for redskaber, at deltage i huslige gøremål og andre finmotoriske færdigheder.

Bestemmelsens stk. 3 lægger op til, at dagtilbudene skal give barnet oplevelser og udfordringer, som stimulerer og udvikler hvert enkelt barns evner. Støtte til det enkelte barns udvikling af sproglige færdigheder og begreber svarende til udvikling og modenhed må endvidere ses som helt centrale elementer i dagtilbudenes arbejde, hvilket også gælder indsatsen for tosprogede børn. Dagtilbudet skal give mulighed for både at lege og lære. Barnet lærer gennem leg, men også ved iagttagelse af og samværet med engagerede voksne. Dagtilbudene bør være trivselsfremmende miljøer, der giver barnet mulighed for udfoldelser og oplevelser, der kan stimulere fantasi og kreativitet, såvel i dagtilbudet som i det omgivende lokale samfund. Dagtilbudene har et ansvar for, at barnet trives og for gennem en aktiv og bevidst indsats og i samspil med barnet at styrke barnets identitet og samlede personlighedsudvikling.

Efter forslagets stk. 4 skal dagtilbudene lytte til børn og tage børn alvorligt. Børnene skal i dagtilbudene have mulighed for at få indflydelse og medbestemmelse på deres dagligdag afhængig af barnets alder og udvikling. Hensigten hermed er at medvirke til, at barnet udvikler selvstændighed, og at barnet lærer at tage medansvar og udvikler evner til at samarbejde og indgå i forpligtende fællesskaber.

Forslagets stk. 5 indebærer, at dagtilbudet som led i det daglige arbejde giver børnene mulighed for en forståelse for dansk kultur i bred forstand samt en forståelse for andre kulturer, som børnene møder i deres dagligdag.

Herudover skal børnene have mulighed for at få viden om og erfaringer med de grundlæggende vilkår i naturen for herigennem også at fremme børnenes miljøbevidsthed.

Til § 9 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 69, stk. 4 og 5.

Kommunen kan efter forslagets stk. 1 tilbyde pladser til op til 5 børn under 14 år i kommunal dagpleje etableret i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der på forhånd er godkendt til det. Det maksimale antal børn gælder uanset, om børnene kun møder en del af dagen, enkelte dage i ugen e.l.

Varetages dagplejen af flere personer, der hver for sig skal opfylde kravene for at blive ansat som kommunal dagplejer, kan der dog modtages op til 10 børn.

En forudsætning for godkendelse af lokaler til brug for den kommunale dagpleje er, at enten dagplejeren eller barnet har tilknytning til de lokaler, der benyttes.

Den enkelte kommune kan efter forslagets stk. 2 beslutte at indføre en ordning, hvorefter dagplejerens egne børn under 3 år, kan indgå i det antal børn, dagplejeren kan få betaling for. Vælger kommunen at indføre ordningen, omfatter den alle kommunens dagplejere, som opfylder betingelsen, og som ønsker at indgå i ordningen.

Til § 10 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 70, dog med den ændring, at ordningerne nu i lovteksten kaldes puljeordninger.

Puljeordninger adskiller sig fra de øvrige dagtilbud efter § 7 ved at de oprettes på initiativ af grupper af forældre eller andre private, som ønsker at drive en pasningsordning for børn, og som indgår aftale med kommunen om et tilskud pr. barn, og ved at der ikke stilles krav til organisationsform. Der stilles dermed ikke samme bevillings- og regnskabsmæssige krav som til kommunale og selvejende institutioner, og det er ikke sikret, at kommunen dækker alle puljeordningens driftsudgifter. Der er med andre ord mulighed for, at andre end kommunen og forældrene deltager i finansieringen af ordningens drift.

Aftalen, der regulerer forholdet mellem kommunen og puljeordningen og danner grundlag for kommunens udførelse af tilsynsforpligtelsen, skal indeholde følgende elementer:

- Udpegning af en juridisk ansvarlig for modtagelsen af tilskuddet (en virksomhed, bestyrelse, forældreforening eller andre).

- Antal børn og alderssammensætningen.

- Personalemæssige forhold.

- Størrelsen af tilskuddet.

- Børn med særlige behov.

- Visitation.

- Betaling.

- Lokaleforhold (herunder opfyldelse af kravene til de bygnings-, brand- og sundhedsmæssige forhold).

- Opsigelse af aftalen.

- Ordningens ophør.

Der stilles ikke krav til, hvem kommunen kan indgå aftale med, eller til den øvre eller nedre grænse for tilskudsbeløbets størrelse.

Kommunen afgør, om den vil yde støtte til en puljeordning og med hvilket beløb. En kommune er ikke forpligtet til at indgå aftale med en puljeordning, blot fordi den tidligere har indgået en tilsvarende aftale med en anden puljeordning.

Puljeordninger er ikke omfattet af bestemmelserne om forældrebestyrelser. I de tilfælde, hvor puljeordninger ikke udspringer af forældreinitiativ, bør kommunen derfor sørge for, at aftalen indeholder bestemmelser, der sikrer forældrene indflydelse på puljeordningens arbejde.

Puljeordninger, der drives efter aftale med en kommune, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven i det omfang, de udfører opgaver for kommunen ifølge aftalen, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 43, stk. 3.

Ifølge lovforslagets § 140 er en kommune forpligtet til at yde et fast tilskud pr. barn optaget i puljeordninger oprettet i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner, hvis disse er oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993. Reglen svarer til bistandslovens § 70 a. Tilskuddets størrelse reguleres i lovforslagets § 140, stk. 2.

Til § 11 Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til bistandslovens § 72.

Kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse i dagtilbud efter forslagets §§ 9 og 10 er efter forslagets stk. 1 henlagt til kommunen. Kommunen kan dog delegere denne beføjelse til de kommunale dagtilbud, til selvejende daginstitutioner og til puljeordninger. For de kommunale tilbud fremgår dette af de almindelige forvaltningsretlige regler, og for selvejende daginstitutioner og puljeordninger fremgår det af forslagets stk. 1, sidste pkt.

I tilfælde hvor optagelseskompetencen er delegeret til de enkelte tilbud, er kommunen dog stadig forpligtet til at sikre, at der i kommunen er et samlet overblik over udbudet af og efterspørgslen efter dagtilbudspladser. Det må således forudsættes, at de enkelte tilbud fører en venteliste.

Efter forslagets stk. 2 fastsætter kommunen kriterier for optagelsen i dagtilbud. Kriterierne skal ses i sammenhæng med de overordnede formål med dagtilbudene, jf. forslagets § 7, stk. 1. Disse formål er ligestillede. Der kan således ikke lægges så stor vægt på enkelte kriterier, at nogle børn reelt udelukkes fra optagelse.

Den konkrete anvisning af plads sker ved prioritering af børn på ventelisten ud fra det enkelte barns plads på ventelisten og ud fra en samlet vurdering af det enkelte barns/den enkelte families behov for en plads. Som led i den konkrete vurdering må indgå en vurdering af både barnets pasningsbehov og eventuelle sociale og pædagogiske behov for en dagtilbudsplads. Alle børn har ret til at blive skrevet på venteliste.

Forslagets stk. 3 indebærer, at alle børn grundlæggende skal have lige mulighed for at få en plads, og at alle børn ved anvisningen skal vurderes på lige fod. Omvendt hindrer stk. 3 ikke, at kommunen kan fastsætte retningslinier, hvorefter forældrene kan vælge at tage barnet ud af dagtilbudet i en periode, hvor en af eller begge forældre selv har mulighed for og ønsker at passe barnet mod, at kommunen garanterer en plads i dagtilbud, når familien igen får brug for det. Men kommunen kan hverken permanent eller midlertidigt opsige et barn, fordi forældrene bliver arbejdsløse.

Til § 12 Bestemmelsen svarer til dele af bistandslovens §§ 69 a og c.

Forslagets stk. 1 omhandler oprettelse af forældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje, jf. forslagets § 7, stk. 3 og § 9. Oprettelsen af forældrebestyrelser er en ret for forældrene og en tilsvarende forpligtelse for kommunen.

Bestemmelsen fastsætter som ramme, at der skal være et flertal af valgte forældre, og at medarbejderne skal være repræsenteret. Herudover skal der ske en udfyldning af bestemmelserne om forældrebestyrelsernes sammensætning m.v. ud fra de lokale forhold.

Efter forslagets stk. 2 varetager forældrebestyrelsen sine opgaver inden for de mål og rammer, der er fastlagt af kommunen.

Herudover fastlægger stk. 2 forældrebestyrelsens minimumskompetence.

Forældrebestyrelsen i daginstitutionen skal have indflydelse på følgende områder:

* Principperne for daginstitutionens arbejde.

* Principperne for anvendelsen af en budgetramme.

* Indstillingsret til kommunen i forbindelse med ansættelse af personale.

Som eksempler på, hvilke områder forældrebestyrelsen skal fastlægge retningslinier for, kan nævnes:

* Principper for de pædagogiske aktiviteter i institutionen.

* Principper for de pædagogiske metoder, som anvendes i institutionen.

* Principper for samarbejde mellem daginstitutionen og samtlige forældre.

* Dialogen mellem forældrebestyrelsen og forældregruppen som helhed.

* Samarbejde med andre.

* Normer for forplejning, inventar og rengøring.

* Forældrenes egen medvirken i daginstitutionens hverdag.

* Personalets sammensætning.

Den kommunale dagpleje adskiller sig på nogle punkter fra daginstitutionerne. Denne forskel afspejler sig også i den kompetence, som forældrebestyrelserne for dagplejen tillægges.

Forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje skal have indflydelse på følgende områder:

* De overordnede principper for dagplejens arbejde.

* Principper for anvendelse af en budgetramme.

Fælles for de 2 typer tilbud gælder det, at der, udover den kompetence, som forældrebestyrelsen efter denne bestemmelse som minimum har, er et råderum, hvor kommunen kan tillægge forældrebestyrelsen hel eller delvis kompetence. Grænsen for, hvilken kompetence forældrebestyrelsen kan tillægges, er fastlagt i forslagets stk. 4. Ved overdragelse af opgaver til forældrebestyrelsen må kommunen være opmærksom på bindinger i anden lovgivning, aftaler m.m., som sætter grænser for eller påvirker delegationsadgangen.

Kommunen skal således i forbindelse med overdragelse af opgaver være opmærksom på, hvilke rammer den giver for forældrebestyrelsens kompetence, herunder at det fortsat er kommunens ansvar at leve op til den samlede forpligtelse efter forslagets § 7.

Det fremgår af forslagets stk. 3, at beslutninger, der vedrører den pædagogiske tilrettelæggelse af arbejdet i hverdagen, træffes af lederen af dagtilbudet, ligesom det er lederens ansvar at føre forældrebestyrelsens beslutninger ud i praksis. Lederen har således det administrative og pædagogiske ansvar for dagtilbudets arbejde. Det er samtidig lederens opgave at iværksætte de fremadrettede processer vedrørende mål, prioritering etc. i samspil med forældrebestyrelsen i udviklingen af dagtilbudet.

Institutionslederen er kommunens stedlige repræsentant, hvorfor institutionslederen har ansvaret for den daglige personaleledelse.

Forslagets stk. 4 angiver begrænsningerne i kommunens adgang til at overlade opgaver til forældrebestyrelser.

Bestemmelsen fastsætter, at kommunen ikke til forældrebestyrelserne kan delegere kompetencen til

* at føre tilsyn med forholdene i dagtilbudene,

* godkendelse af de enkelte dagplejehjem, herunder indstillingsret i forbindelse med ansættelse/afskedigelse af dagplejere,

* at træffe afgørelse om optagelse af børn i dagtilbud,

* at tildele fripladser og fastsætte forældrebetalingen samt

* de beføjelser, der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence.

Efter forslagets stk. 5 skal regler for styrelsen ved den enkelte kommunale daginstitution og ved den kommunale dagpleje fremgå af en styrelsesvedtægt. Kommunen fastsætter vedtægten efter indhentet udtalelse fra den enkelte forældrebestyrelse.

Styrelsesvedtægten skal ikke nødvendigvis være ens for alle institutioner i kommunen eller for alle institutioner af samme kategori.

Når kommunen har udarbejdet eller ændret en styrelsesvedtægt, skal denne fremsendes til udtalelse hos forældrebestyrelsen, før den endeligt kan vedtages af kommunen.

Til § 13 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 69 a, stk. 7-9.

Efter forslagets stk. 1 og 2 skal der i selvejende daginstitutioner, jf. forslagets § 7, stk. 3, være en bestyrelse med et flertal af valgte forældre. Det betyder, at der skal etableres en forældrebestyrelse, medmindre den selvejende institutions bestyrelse i forvejen består af et flertal af valgte forældre.

Der er fastsat 2 modeller for, hvordan forældrene sikres en indflydelse, der som minimum svarer til den, forældrene har i kommunale institutioner, på en måde der samtidig sikrer respekt for de frivillige organisationers livsholdning/idegrundlag i de selvejende daginstitutioner:

Den enstrengede model indebærer, at der er en bestyrelse for hele institutionen.

Forældrene skal gennem vedtægten sikres flertal i denne bestyrelse og være medlemmer af bestyrelsen på lige fod med de øvrige medlemmer. Forældrene vælges af og blandt forældre til børn i institutionen. Medarbejderne kan være medlemmer af bestyrelsen, men der er hverken tale om en ret eller pligt for medarbejderne.

Ved denne model får forældreflertallet som udgangspunkt del i hele kompetencen i den selvejende institutions bestyrelse, dvs. også arbejdsgiverkompetencen og det økonomiske ansvar.

Det kan eventuelt gennem vedtægten fastlægges, at visse spørgsmål kræver enighed eller kvalificeret flertal i bestyrelsen. Med en sådan bestemmelse kan der helt eller delvis sikres en mindretalsbeskyttelse til organisationen/foreningen i spørgsmål, der typisk må anses for at være grundlæggende for institutionen.

Der kan ikke i vedtægten fastlægges krav om enighed eller kvalificeret flertal for så vidt angår beslutninger vedrørende

* principperne for daginstitutionens arbejde,

* principperne for anvendelse af en budgetramme.

Disse spørgsmål hører under forældrebestyrelsernes minimumskompetence og kan ikke gennem vedtægterne fratages forældreflertallet. Hermed sikres det, at forældre med børn i selvejende institutioner får en indflydelse, der som minimum svarer til den, forældre med børn i kommunale institutioner som minimum er sikret.

Hvis institutionsbestyrelsen ikke ønsker, at der skal være flertal af valgte forældre i institutionsbestyrelsen, vælges den tostrengede model.

Styrelsen af den selvejende institution deles op i en institutionsbestyrelse og en forældrebestyrelse.

Ved valg af denne model vil institutionsbestyrelsen på nogle områder skulle dele kompetencen med en forældrebestyrelse, som får samme kompetence og sammensætning, som forældrebestyrelser i kommunale institutioner har.

Forældrebestyrelsen skal som udgangspunkt være sammensat på samme måde, som i kommunale institutioner. Det betyder, at der i denne forældrebestyrelse skal være

* flertal af valgte forældre og

* repræsentanter for medarbejderne.

Der kan også være andre medlemmer af forældrebestyrelsen, men der kan ikke ændres ved kravet om, at der skal være et flertal af forældre.

Ved denne model, med 2 adskilte bestyrelser, er det vigtigt, at kompetencen mellem de to organer er så skarpt adskilt som muligt.

Udgangspunktet for fordelingen af kompetencen er, at forældrebestyrelsen som minimum har samme kompetence, som forældrebestyrelserne i kommunale institutioner.

Forældrebestyrelsen skal således som minimum have indflydelse på:

* Principperne for daginstitutionens arbejde

* Principperne for anvendelse af en budgetramme

* Indstillingsret til institutionsbestyrelsen i forbindelse med ansættelse af personale i daginstitutionen.

Institutionsbestyrelsen kan uden særlig hjemmel delegere yderligere kompetence til forældrebestyrelsen. Delegation kan kun ske i det omfang, kompetencen ligger hos institutionsbestyrelsen og ikke hos kommunen.

Efter begge modeller varetager institutionsbestyrelsen/forældrebestyrelsen sine opgaver inden for de mål og rammer, der er fastlagt af kommunen.

Det påhviler den selvejende institutions bestyrelse at sørge for, at vedtægten for institutionen er i overensstemmelse med ovenstående. Det er den enkelte institutions bestyrelse, der fastlægger, hvilken model man ønsker.

Vedtægten skal godkendes af kommunen som grundlag for aftale med den pågældende institution.

Institutionsbestyrelsen indhenter udtalelse fra forældrebestyrelsen (når den tostrengede model vælges) om vedtægten/ændringer i vedtægten.

Efter forslagets stk. 3 træffer lederen administrative dispositioner inden for bestyrelsens beslutninger og forestår den daglige drift. Lederen er ansvarlig for tilrettelæggelsen af institutionens drift herunder det pædagogiske arbejde under hensyn til de principper, der besluttes af en forældrebestyrelse og under hensyn til institutionens formål og idegrundlag. Lederen er ansvarlig over for både institutionsbestyrelsen og forældrebestyrelsen. Til sammenligning er lederen i kommunale daginstitutioner ansvarlig over for kommunen og forældrebestyrelsen.

Til § 14 Bestemmelsen svarer i hovedtræk til bistandslovens § 73.

Forældrebetalingen fastsættes som hidtil på grundlag af dagtilbudenes budgetter, men skal ifølge forslaget ikke længere nødvendigvis fastsættes for et år ad gangen.

På samme måde udgår den hidtil gældende regel om dagtilbudenes særlige indtægter. Det vil dog stadig være sådan, at særlige indtægter, der ikke er bestemt for et særligt formål, indgår i dagtilbudenes driftsbudgetter.

Kommunen beslutter, om betalingen skal fastsættes som institutionstakster, det vil sige på grundlag af de enkelte institutioners budgetter, eller som gennemsnitstakster på grundlag af de samlede budgetter for institutioner af samme type i kommunen.

For den kommunale dagpleje fastsættes forældrebetalingen dog altid på grundlag af den samlede dagplejes budget, og for puljeordninger fastsættes forældrebetalingen altid på grundlag af den enkelte ordnings budget, jf. dog § 140, stk. 3.

Efter forslagets stk. 4 kan socialministeren fastsætte nærmere regler om betalingen, herunder om økonomiske og socialpædagogiske fripladser.

Til § 15 Bestemmelsen svarer sammen med forslagets § 22 til bistandslovens § 95 a, stk. 1. Der er ikke med dette forslag tilsigtet ændringer.

Den amtskommunale forpligtelse efter forslaget er et supplement til den kommunale forpligtelse efter forslagets § 7 i det omfang, det kommunale dagtilbud ikke kan tilgodese barnets særlige behov for støtte, behandling m.v. som følge af en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For skolesøgende børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har kommunen pligt til at etablere fritidsordninger efter forslagets § 7. Amtskommunens forpligtelse vedrører her alene de forholdsvis få børn og unge, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.v., at det ikke kan imødekommes inden for de kommunale rammer. Forpligtelsen efter forslaget omfatter således for så vidt angår fritidsordninger kun meget små og helt specielle handicapgrupper.

For så vidt angår større børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne henvises til § 22 med bemærkninger.

Stk. 2 svarer til bistandslovens § 95 a, stk. 2, og er en parallelbestemmelse til forslagets § 7, stk. 3.

De særlige dagtilbud, der oprettes og drives af en amtskommune, kan etableres og drives i forbindelse med et almindeligt kommunalt dagtilbud, og amtskommunen kan indgå aftale med en kommune om oprettelse og drift af et særligt dagtilbud.

Efter forslagets stk. 3 fastsætter socialministeren nærmere regler om forældrebestyrelser i de særlige dagtilbud, herunder om sammensætning og kompetence.

Amtets forpligtelse til at føre tilsyn med de særlige dagtilbud fremgår af forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 39.

Amtets tilsynsforpligtelse gælder samtlige særlige dag- og klubtilbud, der modtager offentlig støtte. Amtet har pligt til at sikre, at tilbudene er egnede opholdssteder for den gruppe af børn og unge, som det enkelte tilbud er beregnet for.

Til § 16 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 95 d.

Henvendelse om optagelse i et særligt dagtilbud kan ske dels fra forældrene til kommunen, dels fra de myndigheder o.lign., som i deres arbejde kommer i berøring med barnet.

En undersøgelse af barnets særlige behov for støtte og behandling m.v. er en forudsætning for afgørelsen om optagelse i et særligt dagtilbud. Kommunens indstilling må derfor bygge på en vurdering af barnets individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med forældrene og fx specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende det pågældende handicap.

Til § 17 Bestemmelsen om betaling for ophold i særlige dagtilbud svarer til bistandslovens § 95 e.

Til kapitel 5

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge

Indledende bemærkninger til kapitel 5 Bestemmelserne i forslagets §§ 18-21 svarer til de særskilte regler for klubtilbud og andre socialpædagogiske tilbud til større børn og unge, som blev indført ved lov nr. 1123 af 21. december 1994, og som trådte i kraft den 1. juli 1995.

Baggrunden for indførelsen var et ønske om, med udgangspunkt i klubtilbudene og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, at styrke både den generelle forebyggende indsats og den mere målrettede støttende indsats over for større børn og unge, der ikke længere har behov for et dagtilbud med pasning og kontrolleret fremmøde.

Der er ikke i forslagets §§ 18-21 tiltænkt ændringer i forhold til gældende regler, med undtagelse af mindre tekniske ændringer. Bestemmelserne viderefører den retstilstand, der er beskrevet i Socialministeriets vejledning af 13. juni 1995 om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter bistandsloven.

Bestemmelserne i forslagets §§ 22-24 svarer til den del af bistandslovens § 95 a-e, der omhandler større børn og unge, og der er ikke tiltænkt ændringer i forhold til gældende regler.

Til § 18 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 73 a.

Forslagets stk. 1 præciserer kommunens forpligtelse til at oprette det nødvendige antal pladser i klubber og socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.

I vurderingen af hvad de nødvendige klubtilbud m.v. omfatter, må indgå dels det lokale behov for klubtilbud m.v., dels i hvilken udstrækning der i kommunen i øvrigt er fritidstilbud, der indholdsmæssigt dækker det i lovforslaget angivne formål og retter sig mod samme aldersgruppe.

Kommunens forpligtelse efter forslagets stk. 1 skal således ses i sammenhæng med klubtilbud oprettet efter bestemmelserne i ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven (jf. lov nr. 411 af 13. juni 1990 om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler og lov nr. 410 af 13. juni 1990 om støtte til folkeoplysning) og med øvrige fritidstilbud som idræt, musik, spejder, ungdomsskole m.v., der findes i kommunen til større børn og unge.

Bestemmelsen forudsætter, at der i kommunen er et vist udbud af forskelligartede fritidstilbud, der samlet retter sig mod alle større børn og unge, inkl. de svage og udsatte grupper.

Kommunens forpligtelse omfatter også større børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, se dog forslagets § 22 med bemærkninger.

Det fremgår af forslagets stk. 2, at formålet med klubtilbudene og de socialpædagogiske fritidstilbud er, at de gennem aktiviteter og samvær støtter de unge i deres udviklingsproces på vej til selvstændighed og et voksenliv, og at tilbudene medvirker til, at også de svagest stillede grupper af børn og unge kan få et styrket udgangspunkt for bedre at kunne håndtere egen livssituation.

Forslagets stk. 3 fastslår tilbudenes funktion: De skal være en del af de generelle og forebyggende fritidstilbud til alle børn og unge i kommunen og kan samtidig være et tilbud, der retter sin virksomhed mod børn og unge med behov for støtte.

Klubtilbud m.v. skal ikke kun opfattes som en »institutionsform«, hvor børn og unge selv henvender sig, men kan også ses som en »arbejdsform«, som aktivt og opsøgende kan målrette sin indsats såvel på det generelle fritidsområde som i forhold til børn og unge, som har behov for særlig socialpædagogisk støtte.

Kommunen skal efter forslagets stk. 4 fastsætte mål og rammer for virksomheden i klubber og øvrige socialpædagogiske fritidstilbud i overensstemmelse med tilbudenes formål efter stk. 2 og 3.

Bestemmelsen medfører endvidere, at der i disse mål og rammer skal fastlægges i hvilken udstrækning og på hvilken måde kommunens klub- og socialpædagogiske fritidstilbud skal indgå i den samlede indsats over for børn og unge, herunder hvilke opgaver disse tilbud skal tage sig af og samspillet med andre former for forebyggende og støttende indsats.

Kommunen skal efter forslagets stk. 5 udarbejde retningslinier, der sikrer, at større børn og unge aktivt inddrages i beslutninger omkring indholdet i deres klubtilbud m.v., herunder planlægning og gennemførelse af de daglige aktiviteter.

Bestemmelsen giver ikke adgang til at delegere formel beslutningskompetence til de større børn og unge.

Det er op til kommunen at beslutte, på hvilken måde og på hvilke områder børn og unge skal have indflydelse i de enkelte typer af tilbud tilpasset tilbudets aldersgruppe, deltagerform og driftsmåde. Den videre udformning af børn og unges medbestemmelse vil naturligt foregå i det enkelte tilbud i tæt samarbejde mellem medarbejderne og børn og unge selv.

Formen for og graden af indflydelse i tilbudene forudsættes tilrettelagt under hensyntagen til børnenes alder, udvikling og forudsætninger.

Kommunen kan som supplement til retningslinierne for børn og unges indflydelse beslutte at anvende forældrebestyrelsesreglerne i forslagets §§ 12 og 13 for visse tilbud.

Om kommunens tilsyn med tilbudene henvises til bemærkninger til § 7 og til forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 16.

Til § 19 Bestemmelsen svarer i hovedtræk til bistandslovens § 73 b, stk. 1.

Bestemmelsen i § 19 er en parallel til forslagets § 7, stk. 3 og § 10. Tilbudene kan således drives kommunalt, som selvejende institutioner med aftale eller som private klubordninger med tilskud.

Som betingelse for at yde offentligt tilskud forudsættes, at der indgås en skriftlig aftale mellem kommunen og den private klubordning på linie med, hvad der kræves efter forslagets § 10.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 7 og 10.

Til § 20 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 73 c.

Kommunen er den kompetente myndighed vedrørende afgørelser om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Med forslagets stk. 2 har kommunen mulighed for at overlade konkrete afgørelser om optagelse og udmeldelse til lederen af den enkelte selvejende institution og private klubordning efter nærmere fastsatte retningslinier på linie med, hvad der efter de almindelige forvaltningsretlige regler er mulighed for i kommunale tilbud.

Kommunen kan ved fastlæggelsen af retningslinier for optagelse beslutte, at manglende benyttelse af en tildelt plads eller manglende kontingentbetaling efter en vis periode og efter en konkret vurdering kan betragtes som udmeldelse. Med hensyn til manglende betaling skal der imidlertid tages hensyn til mulighederne for at tildele hel eller delvis friplads.

Ved udmeldelse skal kommunen være opmærksom på, om der i stedet for kan være behov for at iværksætte andre former for hjælpe- eller støtteforanstaltninger for barnet eller den unge, jf. forslagets kapitel 8.

Til § 21 Bestemmelsen svarer i hovedtræk til bistandslovens § 73 d.

Betalingen fastsættes som hidtil på grundlag af tilbudenes budgetter, men skal ifølge forslaget ikke længere nødvendigvis fastsættes for et regnskabsår ad gangen.

Betalingen kan ikke overstige 20% af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud eller af de gennemsnitlige udgifter ved driften af samme type af tilbud i kommunen, som disse opgøres efter forslagets § 14, stk. 1. Betalingen for private klubordninger, som kommunen yder tilskud til, skal dog altid beregnes på grundlag af udgifterne i det enkelte tilbud.

Som et væsentligt led i kommunalbestyrelsens mulighed for at bruge klubber og socialpædagogiske fritidstilbud aktivt og målrettet i en forebyggende og støttende indsats, har kommunalbestyrelsen stor frihed med hensyn til betalingsfastsættelsen, herunder muligheden for at beslutte betalingsfrihed ved enkelte tilbud eller typer af tilbud.

I forslagets stk. 2 bemyndiges socialministeren til at beslutte, at der kan opkræves særskilt betaling for materialeforbrug og forplejning. Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om nedsættelse eller bortfald af betalingen for visse grupper under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og barnet eller den unges særlige behov for deltagelse i tilbudet.

Til § 22 Sammen med § 15 svarer denne bestemmelse til bistandslovens § 95 a, stk. 1.

Amtskommunens forpligtelse efter forslagets § 22 er et supplement til den kommunale forpligtelse efter forslagets § 18 i det omfang, det kommunale klubtilbud m.v. ikke kan tilgodese barnets eller den unges særlige behov for støtte, behandling m.v. som følge af en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For større børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har kommunen pligt til at etablere klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud efter forslagets § 18. Amtskommunens forpligtelse vedrører her alene de forholdsvis få større børn og unge, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.v., at det ikke kan imødekommes inden for de kommunale rammer. Forpligtelsen efter forslaget omfatter således kun meget små og helt specielle handicapgrupper.

Stk. 2 svarer til bistandslovens § 95 a, stk. 2, og er en parallelbestemmelse til forslagets § 19, 1. pkt.

De særlige klubtilbud, der oprettes og drives af en amtskommune, kan etableres og drives i forbindelse med et almindeligt klubtilbud, og amtskommunen kan indgå aftale med en kommune om oprettelse og drift af et særligt klubtilbud.

Bestemmelsen medfører ikke en udvidelse af amtsrådets forpligtelse i forhold til bistandslovens regler.

Om amtets tilsyn med tilbudene henvises til bemærkninger til § 15 og til forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 39.

Til § 23 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 95 d.

Henvendelse om optagelse i et særligt klubtilbud kan ske dels fra forældrene til kommunen, dels fra de myndigheder o.lign., som i deres arbejde kommer i berøring med barnet eller den unge.

En undersøgelse af barnets eller den unges særlige behov for støtte og behandling m.v. er en forudsætning for afgørelsen om optagelse i et særligt klubtilbud. Kommunens indstilling må derfor bygge på en vurdering af barnets eller den unges individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med barnet/den unge, forældrene og fx specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende det pågældende handicap.

Til § 24 Bestemmelsen om forældrebetaling for ophold i særlige klubtilbud svarer til bistandslovens § 95 e.

Til kapitel 6

Økonomiske tilskud m.v.

Til § 25 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 69 b.

Bestemmelsen knytter sig til adgangen til at tage orlov til børnepasning i henhold til lov om orlov, og giver kommunerne en mulighed for at yde tilskud til orlovsydelsen til forældre på børnepasningsorlov. Kommunen fastsætter selv tilskuddets størrelse, der dog ikke kan overstige 35.000 kr. årligt.

Det er en betingelse, at mindst en af forældrene opfylder betingelserne for at modtage orlovsydelse. Der kan udbetales et tilskud pr. barn, som forældrene holder orlov til at passe.

Den enkelte kommune kan beslutte, at kun forældre til en bestemt aldersgruppe skal kunne modtage tilskud, og at tilskuddet gradueres med barnets alder.

Udgangspunktet for beregningen af tilskuddet er den aktuelle, gældende orlovsydelse, som orlovshaveren modtager.

For beskæftigede lønmodtagere kan det supplerende tilskud og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige 80% af den hidtidige indtægt.

Specielt for lønmodtagere, der er berettigede til arbejdsløshedsdagpenge, gælder det, at tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen mindst skal udgøre et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren ville være berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven.

For selvstændige erhvervsdrivende fastsættes det supplerende tilskud på grundlag af arbejdsfortjenesten ved den selvstændige erhvervsvirksomhed.

For ledige orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren var berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven. Orlovshaveren kan således maksimalt modtage samme beløb, som vedkommende modtog ved arbejdsløshed.

For orlovshavere, hvis grundlag for orlovsydelse er modtagelse af kontanthjælp, kan orlovsydelse og tilskud tilsammen ikke overstige et beløb, der svarer til den kontanthjælp, som orlovshaveren ville være berettiget til efter § 25, stk. 1, i forslag til lov om aktiv socialpolitik.

Det gælder generelt for alle orlovshavere, at tilskuddet aldrig kan overstige størrelsen af det tilskud, der er fastsat af kommunen.

Tilskuddet bortfalder, hvis modtageren ikke længere opfylder betingelserne.

Til § 26 Bestemmelsen erstatter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2, og omfatter samme personkreds og samme ydelser. Sigtet er at tilgodese, at børn med nedsat funktionsevne har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen.

Forslaget omfatter personer, der i hjemmet forsørger børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Bestemmelsen omhandler endvidere børn med indgribende kroniske eller langvarige lidelser. Ved »langvarig lidelse« lægges der i praksis vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og ved »kronisk lidelse« lægges der i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Formuleringen af målgruppen er ændret i forhold til bistandslovens § 48, stk. 1, men der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til den nugældende bestemmelse.

Målgruppen omfatter således - fortsat - ikke den brede gruppe af børn med kortvarige og/eller mindre indgribende lidelser, som fx visse former for allergier m.v.

Målgruppen for merudgiftsydelse til børn er bredere end målgruppen for dækning af nødvendige merudgifter til voksne, jf. § 82. Der ligger flere hensyn bag dette:

- hensynet til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt,

- familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne,

- hensynet til at hindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Merudgifter ved forsørgelsen dækkes i dag efter bistandslovens § 48 som en kontant pengeydelse, der udmåles nøjagtigt for hver ydelse og derefter udbetales til forældrene. På baggrund af anbefalingerne fra udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser stilles der forslag om at ændre ydelsesformen.

Med forslaget vil merudgifter fremover blive ydet som et fleksibelt standardiseret tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager.

Forslaget betyder, at modtageren får bedre mulighed for at udnytte hjælpen og for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes. Herudover vil ændringen medføre en større gennemskuelighed med hensyn til, hvilket beløb der ydes. Der skal ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt konkret merudgift.

Endvidere vil standardiserede fleksible ydelser gøre kommunens administration nemmere.

De merudgifter, der foreslås dækket efter bestemmelsen, svarer til de merudgifter ved forsørgelsen, som der i dag ydes hjælp til efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.

Merudgiftsydelsen foreslås fastsat med udgangspunkt i et standardbeløb. Det medfører, at når kriterierne er opfyldt, lægges standardbeløbet til grund for ydelsen, således at der efter et konkret skøn over behov og udgiftsniveau i den individuelle situation tildeles et eller flere standardbeløb, eller dele heraf, til dækning af behovet.

Merudgiftsydelsen kan udmåles månedligt i 1/8, 1/4, 1/2, 3/4, et helt, 1 1/2 eller flere gange standardbeløbet.

Standardbeløbet foreslås fastsat til kr. 2.000,- pr. måned og reguleret på sædvanlig vis.

Ydelsen er uafhængig af indkomst og skattefri, således som merudgiftsydelser efter bistandslovens § 48 er i dag, bortset fra tilskud til tabt arbejdsfortjeneste, der er skattepligtig.

Ydelsen skal mindst udgøre en 1/8 af standardbeløbet og bliver dermed minimumsgrænse. Der skal således kunne sandsynliggøres merudgifter af denne størrelsesorden, for at merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling. Denne minimumsgrænse foreslås at erstatte den eksisterende beløbsgrænse i bistandslovens § 48, stk. 1.

Selv om der ikke kan sandsynliggøres merudgifter af en størrelsesorden, der overskrider minimumsgrænsen, bør kommunen være opmærksom på, om en familie har behov for rådgivning og vejledning eller anden form for støtte.

Med henblik på at følge op på, hvorvidt den udmålte ydelse dækker de konkrete behov, er det vigtigt, at kommunen med jævne mellemrum, som hovedregel mindst en gang årligt, afholder et møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen reguleret også for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår.

Stk. 4. er en videreførelse af bistandslovens § 48, stk. 5.

Efter bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5 kan socialministeren fastsætte regler om, hvilke typer af udgifter der kan ydes hjælp til, og om betingelserne for ydelse af hjælp. Forslaget har baggrund i, at kompensationsudvalget i forbindelse med anbefalingen af merudgiftsydelsesmodellen har lagt vægt på, at en sådan model forudsætter, at det nærmere beskrives, hvilke kriterier, betingelser og forhold der skal inddrages i vurderingen, med hvilken vægt og på hvilken måde.

Bemyndigelsesbestemmelsen foreslås at kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af de udgifter, der kan ydes hjælp til. Det kan fx være afgrænsningen overfor udgifter, som hører hjemme i andre sektorer, fx merudgifter til uddannelse, merudgifter til behandling eller overfor udgifter i øvrigt, som forudsættes afholdt af andre end forældrene, fx et botilbud.

I overensstemmelse med kompensationsudvalgets anbefalinger forudsættes videreført de retningslinier og den praksis, der i dag knytter sig til dækning af merudgifter ved forsørgelsen af børn efter bistandslovens § 48. Det kan fx være merudgifter til diætkost, særligt tøj, befordring, kurser, visse former for aflastning, vask og hygiejne.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler om betingelserne for ydelse af hjælp. Hermed tænkes dels på regler, der svarer til gældende retningslinier og praksis efter bistandslovens § 48 vedrørende personkredsen for ydelserne, definition af begrebet »varig« m.v., dels regler, der præciserer, hvilke betingelser det er rimeligt, at kommunerne stiller for ydelse af hjælpen, jf. forslagets stk. 4.

Til § 27 Bestemmelsen om tabt arbejdsfortjeneste er en videreførelse af bistandslovens § 48, stk. 3, som den er formuleret ved lov nr. 344 af 6. maj 1996. Formuleringen af målgruppen svarer til formuleringen i § 26. Der er ikke herved tilsigtet nogen udvidelse af målgruppen i forhold til bistandslovens § 48.

Til kapitel 7

Personlig hjælp og ledsagelse

Til § 28 Med forslaget videreføres gældende regler, hvorefter hjælp i form af praktisk hjælp og personlig pleje m.v. ydes efter samme regler som for voksne, jf. forslagets § 69.

Til § 29 Det foreslås, på baggrund af anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser, at indføre en ny foranstaltning - ledsagelse.

Bestemmelsen svarer, med nedennævnte undtagelser, til den ledsagelse, der tilbydes voksne, hvorfor der henvises til bemærkningerne til § 76.

Det foreslås, at der til unge mellem 16 og 18 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter en konkret vurdering kan tilbydes ledsagelse efter samme regler, som er gældende for voksne med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Denne gruppe af unge kan have et behov for at kunne komme uden for hjemmet, uden at det nødvendigvis er forældrene, der ledsager dem, eller i øvrigt administrerer ledsagelsen for den unge.

I modsætning til ledsagelse til voksne, hvor det foreslås, at modtageren har ret til 15 timers månedlig ledsagelse, foreslås det, at kommunen, til unge mellem 16 og 18 år, kan tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden, dvs. også tilbyde et månedligt timetal på mindre end 15.

Til kapitel 8

Særlig støtte til børn og unge

Til § 30 Forslaget opstiller målsætningen for indsatsen over for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbent for børn og unge og deres familier, jf. kapitel 4 og 5 om dagtilbud m.v.til børn og klubtilbud m.v. til større børn og unge.

Det understreges i bestemmelsen, at de sociale myndigheders opgave over for denne gruppe af børn og unge og deres familier, som har behov for en særlig støtte, er at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret på en sådan måde, at de får en tryghed i udfoldelsesmuligheder og en sikkerhed for udvikling og sundhed, der så vidt det er muligt, stiller dem på linie med de af deres jævnaldrende, som ikke har eller har haft tilsvarende vanskeligheder i deres opvækst.

Bestemmelsen præciserer endvidere, at støtten må ydes på et så tidligt tidspunkt som muligt ud fra en opfattelse af, at den tidlige indsats i en del tilfælde kan standse et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb. Endelig slås det fast, at det er et mål at opfange problemer så tidligt, at de så vidt muligt kan afhjælpes i familien og barnets eget miljø.

Det er væsentligt at fremhæve, at bestemmelsen helt bredt taler om at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for børnene og de unge. Heri ligger bl.a., at der blandt de muligheder, som loven giver adgang til at iværksætte, skal vælges den foranstaltning, der er mest hensigtsmæssig for det enkelte barn eller den enkelte unge i det konkrete tilfælde. Der bør derfor med det samme satses på den hjælpemulighed, som efter den indledende undersøgelse af barnets eller den unges forhold må anses for den rette til at opfylde barnets eller den unges behov. Der er således ikke i forslaget indbygget noget mindsteindgrebsprincip og dermed ikke nogen prioritering i de forskellige foranstaltninger, som forslaget giver mulighed for at iværksætte.

Bestemmelsen i stk. 3 hviler på principperne i FN's konvention om barnets rettigheder. Formuleringen indebærer, at barnet eller den unge skal hjælpes til at udforme sine egne synspunkter i alle faser af undersøgelsen og indsatsen. Det understreges i formålsparagraffen, at barnets eller den unges synspunkt altid skal inddrages og tillægges passende vægt afpasset efter barnets alder og modenhed.

Bestemmelsen fastslår endeligt, at løsningerne for barnets eller den unges problemer, så langt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken. Uanset problemerne for barnet eller den unge og deres familie er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentlig at bevare familieenheden, hvis muligheden er til stede. På den anden side signalerer bestemmelsen også, at denne forståelse med familien/forældrene rækker til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendig indgreb mod forældrenes vilje, så må dette også finde sted.

Når det er nødvendigt at gribe ind med en foranstaltning mod forældrenes vilje, må begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, være beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Derved understreges det, at netop tvangsmæssige foranstaltninger kræver en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringer af alle beslutninger. Dels fordi tvangsforanstaltninger er meget indgribende, og dels fordi man erfaringsmæssigt ved, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn eller unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det får for dem.

Til § 31 Bestemmelsen, der er ny, omhandler den mere konkrete karakter af kommunens tilsynsforpligtelse efter forslagets § 6, som medfører, at kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte. Bestemmelsen supplerer således forslagets § 6 ved at understrege betydningen af, at tilsynet føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte. Der kan særligt henvises til betydningen af en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn af forældre med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer fx som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen og dermed også børn og unge på krisecentre. Kommunen skal således vurdere, om der kan være brug for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet eller den unge og familien.

Dette indebærer, at kommunen tager kontakt til og løbende holder sig orienteret om forholdene for børn, der opholder sig på de i kommunen beliggende krisecentre, såvel de offentligt som de privat drevne med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes på det tidligst mulige tidspunkt til barnet eller den unge og familien.

Til § 32 I bestemmelsen videreføres amtskommunens forpligtelse til at rådgive i specielle tilfælde, jf. bistandslovens § 29 samt til at sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige vanskeligheder, herunder på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. bistandslovens §§ 87-90. Der er ikke tale om en udvidelse af bestemmelsen i forhold til bistandslovens § 87, idet børn med psykiske problemer allerede i dag er omfattet af bistandslovens § 87, og idet forslaget til bestemmelsen for så vidt angår børn med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne tager sigte på den specialrådgivning-, undersøgelses- og behandlingsvirksomhed, som i dag finder sted på særlige institutioner for børn med handicap.

Det er forudsat, at amtskommunens bistand som hidtil særligt angår de opgaver, hvor kommunen ikke har tilstrækkelig specialviden til at løse opgaven alene.

I det omfang det er nødvendigt, forudsættes rådgivningen at ske i et samarbejde mellem amtskommunerne. Som led i en styrkelse af den amtskommunale rådgivningsforpligtelse forudsættes de opgaver, der i dag varetages af de statslige specialkonsulenter, overført til amtskommunerne. Amtskommunerne forudsættes således - som grundlag for vejledningsindsatsen - at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter samt amtskommunale konsulentfunktioner i øvrigt på særlige områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt og/eller realistisk at opbygge ekspertise i hvert enkelt amt. For så vidt angår amtskommunernes forpligtelse til at sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den nyeste faglige viden henvises til bemærkninger til forslagets § 68.

I forhold til bistandslovens §§ 87-90 fastlægger bestemmelsen ikke, hvor undersøgelsen og behandlingen skal foregå. Det forudsættes, at undersøgelse og behandling fortrinsvis sker efter henvisning fra kommunen. Børn og unge og deres familier har dog mulighed for selv at henvende sig direkte med henblik på undersøgelse, behandling og rådgivning.

Der er med forslaget ikke tilsigtet realitetsændringer.

Til § 33 Bestemmelsen, der med mindre redaktionelle ændringer svarer til bistandslovens § 19, giver socialministeren adgang til at fastsætte regler om underretningspligt for særlige persongrupper, når de får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Der kan desuden fastsættes regler om videregivelse af oplysninger om børn og unge med nedsat synsfunktion for at sikre, at der kan iværksættes nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af nedsat synsfunktion.

Til § 34 Bestemmelsen, der svarer til bistandslovens § 20, pålægger enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.

Bestemmelserne i forslagets §§ 33 og 34 om underretningspligt har sammenhæng med, at der efter forslagets § 5 er en pligt for kommunen til at tilbyde rådgivning til familier, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Den, der foretager underretning i medfør af de 2 bestemmelser, bliver ikke part i sagen, og kan ikke klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage.

En underretning i medfør af de 2 bestemmelser medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger.

Til § 35 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 32 a. Kommunen skal således som hidtil i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Afgørelsen om forældremyndigheden træffes af statsamtet. Ved afgørelsen inddrager statsamtet eventuelle tilkendegivelser fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«), jf. § 15 i lov om forældremyndighed og samvær.

Til § 36 Bestemmelsen svarer stort set til bistandslovens § 32 c. Det anføres nu udtrykkeligt, at behovet for særlig støtte kan skyldes en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Bestemmelsen lægger vægt på, at barnets eller den unges forhold undersøges som grundlag for en afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en særlig støtte, og dette grundlag tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side. Der skabes herved kontinunitet i den samlede indsats, overgangene i barnets eller den unges liv lettes, og tab af værdifuld viden hindres. Undersøgelsen må fortsat ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger. Heri ligger, at undersøgelser i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden fx i barnets dagtilbud, skole eller hos sundhedsplejersken eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold.

Afgørelse om at iværksætte en undersøgelse skal træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og den unge, hvis denne er fyldt 15 år.

I forslagets stk. 3 er det fastsat, hvilke krav der skal stilles til de sociale myndigheders redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinie for de sociale myndigheders virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

I de tilfælde, hvor undersøgelsen viser, at der er behov for at iværksætte foranstaltninger, bør der ske en beskrivelse af indsatsen og af de formål, som søges opnået. Udarbejdelse af en egentlig plan stilles der dog alene krav om, når foranstaltningen skal bestå i en anbringelse uden for hjemmet.

Til § 37 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 32 d med en enkelt redaktionel ændring, der skal tydeliggøre, at en undersøgelse på tvangsmæssigt grundlag ikke er en anbringelse i lovens forstand.

Efter bestemmelsen kan børn og unge-udvalget i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, modsætter sig en undersøgelse af barnet eller den unge, og hvor forholdene tegner sig så alvorligt, at en undersøgelse må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at placere det på en institution.

Bestemmelsen sigter især på de situationer, hvor der endnu ikke er grundlag for at fastslå, at en anbringelse er nødvendig, men hvor det findes absolut nødvendigt at få afklaret dette.

Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

Der er mulighed for både at lade barnet eller den unge undersøge ambulant, således at barnet eller den unge kan tage hjem til forældrene om aftenen, og at lade barnet eller den unge døgnindlægge, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndighedsindehaverens holdning og indstilling må være afgørende for, hvilken fremgangsmåde børn og unge-udvalget beslutter at vælge i den konkrete situation.

En undersøgelse er som nævnt ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse træffes afgørelse efter forslagets § 55 om samvær og kontakt. Samværet og kontakten mellem forældre og børn i undersøgelsesfasen kan alene reguleres ud fra undersøgelsesstedets praktiske besøgsregler m.v.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen. I tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter forslagets § 120 giver en anke over en gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, må det følge af forholdets natur, at 2-måneders fristen løber fra Ankestyrelsens afgørelse.

Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens de sociale myndigheder udarbejder deres redegørelse om undersøgelsens resultater.

I forslagets stk. 2 er der en udtrykkelig henvisning til, at afgørelser efter stk. 1 kan træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, når betingelserne herfor er opfyldt.

Til § 38 Bestemmelsen svarer til § 33 i bistandsloven.

Efter forslagets stk. 1 kan kommunen træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det er imidlertid ikke ethvert behov, der udløser støtte efter bestemmelsen. Dette udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Desuden ligger det forudsætningsvis i henvisningen til stk. 2, at vurderingen af, hvad der er væsentligt af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, relaterer sig til de foranstaltninger, der nævnes i stk. 2. Det må samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når dette må anses for formålstjenligt udfra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., er en hensigtserklæring, hvorefter hjælpen bør sigte mod, at barnet eller den unge kan forblive i hjemmet. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der skal være prøvet enhver form for hjælp i hjemmet, før der kan ske en anbringelse, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor.

Afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 2 træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Er der fælles forældremyndighed, skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen.

I overensstemmelse med, at den unge, der er fyldt 15 år, er tildelt partsstatus, vil en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter stk. 2, nr. 11, kun kunne gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge og fra indehaveren af forældremyndigheden. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være det mest vidtgående. Samme medvirken og motivation fra unge vil imidlertid være nødvendig i forhold til andre af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2. Det vil derfor også i disse tilfælde være vigtigt at inddrage den unge, når der påtænkes iværksat andre foranstaltninger.

I forslagets stk. 2 opregnes de tilbud, der kan gives, når betingelserne i stk. 1 er opfyldt. De enkelte foranstaltninger har hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser, der gør, at foranstaltningerne overlapper hinanden, hvilket indebærer, at to eller flere foranstaltninger kan anvendes samtidigt eller i forlængelse af hinanden. Beskrivelsen af foranstaltningerne har til formål at gøre tilbudene mere gennemskuelige. Det er samtidig forudsat, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud. Foranstaltningerne kan tilbydes enkeltvis eller i kombination med hinanden. Rækkefølgen af foranstaltningerne er derfor ikke udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.

Ad nr. 1

Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for støtte til barnet/den unge eller familien. Der kan være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, adfærdsproblemer, psykiske problemer eller kriminalitet. Særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, eventuelt ved inddragelse af amtskommunens særlige ekspertise.

Tilbudet om konsulentbistand efter nr. 1 adskiller sig således fra den almindelige rådgivning efter forslagets § 5 derved, at bistanden har karakter af en egentlig foranstaltning, som der træffes afgørelse om at iværksætte, og at den tidsmæssigt vil strække sig over et vist forløb. Desuden vil der typisk i samarbejde med forældrene være opstillet nogle målsætninger for forløbet af samtalerne.

Forløbet af disse samtaler med familien og barnet eller den unge kan føre til, at der skønnes at være behov for at præcisere, at familien skal følge en bestemt fremgangsmåde, eventuelt i tilslutning til nærmere angivne foranstaltninger, fx at barnet skal søge et dagtilbud eller lignende, eller at et barn eller en ung skal søge en skole eller andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller lignende. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, fx sportsforeninger kan også være en fornuftig løsning ud fra en konkret vurdering.

Anvendelsen af foranstaltningen må som udgangspunkt bygge på barnets eller den unges og forældremyndighedsindehaverens motivation til samarbejde.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden samtykke efter forslagets § 39. Der vil kunne ydes støtte til de udgifter, som familien påføres ved at følge de givne anvisninger vedrørende barnet eller den unge, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. nr. 8.

Ad nr. 2

Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos« ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Afhængig af familiens behov er de opgaver, der skal løses, mangeartede.

En støtte til familien kan fx bestå i at støtte familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.

Støtten kan ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer en gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Også under barnets ophold uden for hjemmet kan der være brug for at yde støtte til familien af hensyn til sammenhængen i den samlede støtte.

Ad nr. 3

Der er igennem de senere år udviklet en række familierettede projekter med det formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til nr. 4.

Familiebehandling kan også tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter stk. 2, nr. 11.

Ad nr. 4

Bestemmelsen giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan få ophold uden for hjemmet. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er langt mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge.

Opholdet vil oftest indgå som led i familiebehandling. Principperne herfor, som er beskrevet oven for under nr. 3, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Ad nr. 5

Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Dette gælder, hvadenten aflastningen angår børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn med sociale vanskeligheder. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra 1-2 dage til 2-3 uger ad gangen, typisk weekender og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, fx aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet. I alle tilfælde er der tale om en foranstaltning for et barn eller en ung med ophold i eget hjem.

Som noget nyt indeholder forslaget til bestemmelsen om aflastningsophold krav om, at aflastningsopholdet skal finde sted på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et andet godkendt opholdssted.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på en institution/opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. stk. 2, nr. 11.

Ad nr. 6

Efter bestemmelsen kan der udpeges en personlig rådgiver for barnet eller den unge. En personlig rådgiver udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende fx arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. forslagets § 39.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en personlig rådgiver for en ung, der udtrykkelig modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløs.

Ad nr. 7

Efter bestemmelsen kan der udpeges en fast kontaktperson for barnet eller den unge. En fast kontaktperson udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for en fast voksenkontakt, som barnets eller den unges familie ikke formår at opfylde. Kontaktpersonens opgave er således at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at tale med, blive trøstet af m.v. Der er derfor tale om en opgave, der principielt kan blive aktuel døgnet rundt.

Da kontaktpersonens opgaver - i modsætning til en personlig rådgivers opgaver - ligger på et nært personligt plan, er det væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge med tryghed vil henvende sig til. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, fx en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge har tillid til.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. forslagets § 39.

Ad nr. 8

Bestemmelsen giver adgang til at yde støtte til dækning af udgifter, som familien får som en følge af de øvrige under stk. 2, nr. 1-5 nævnte foranstaltninger. Der vil således fx kunne ydes tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter nr. 3 og 4.

Udgifterne kan ydes til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke har midler til afholdelsen. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Ad nr. 9

Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå et barns eller en ungs anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet.

Hjælp i medfør af bestemmelsen er ikke trangsbestemt, men det er en forudsætning for støtten, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af hjælp og muligheden for at undgå anbringelse/fremme hjemgivelse. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, fx hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Ad nr. 10

Bestemmelsen giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost/efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen vil kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. stk. 1, men hvor barnets/den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet.

Den økonomiske støtte ydes i det omfang, forsørgeren ikke selv har midler dertil.

Der vil fortsat være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter nr. 11. Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Ad nr. 8-10

De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter nr. 8 - 10, er skattefri.

Ad nr. 11

Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i nr. 1-10. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. forslagets § 51 om udarbejdelse af en plan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger over for hele familien.

Til § 39 Bestemmelsen, som svarer til bistandslovens § 34, opretholder muligheden for at træffe en afgørelse som nævnt i forslagets § 38, stk. 2, nr. 1, 6 og 7, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det udvalg, der efter forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Kravet om, at afgørelsen skal træffes i et møde (af vedkommende magistratsmedlem) betyder, at der i disse sager er et forbud mod at delegere afgørelserne til forvaltningen.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra indehaveren af forældremyndigheden. Der skal således foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i forslagets § 38, stk. 1, om, at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe afgørelse imod deres protest.

En afgørelse efter denne bestemmelse vil ikke kunne gennemtvinges, hvis indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig foranstaltningen.

Til § 40 Efter bestemmelsen, der svarer til bistandslovens § 35, kan børn og unge-udvalget, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. forslagets § 38, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse, når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Det centrale kriterium for at gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets/den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets/den unges trivsel.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets/den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet/den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det kan derfor ikke gøres til en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver således adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det - på grund af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet.

Kravet om, at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 4. Formålet med denne opregning er at beskrive de forhold i hjemmet eller hos barnet/den unge og/eller familien, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. De under 1) - 4) opregnede forhold giver således ikke i sig selv grundlag for en afgørelse om tvang. En bestemt diagnose eller lignende vedrørende indehaveren af forældremyndigheden kan heller ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1 - 4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets/den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets/den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt. Opregningen har imidlertid en selvstændig værdi ved at give en uddybning (kvalificering) af de forhold, der kan bevirke, at betingelserne for tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Derudover indebærer opregningen, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt må angive, hvad årsagen er til, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om en udførlig begrundelse for den afgørelse, der træffes.

Ad 1) og 2)

Som typiske situationer kan nævnes mishandling eller andre alvorlige overgreb, herunder seksuelle, samt svigtende omsorg, der dækker såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnets/den unges basale behov for fx mad, undervisning eller behandling. En særlig form for svigtende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndighedsindehaverens side, der udelukkende er styret af dennes behov, hvorved barnet/den unge udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller andre forhold, der udsætter barnet eller den unge for skade på sundhed eller udvikling, kan være forskellige, men vil ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet/den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Ad 3)

I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Årsagerne vil ofte hidrøre fra forhold, der nævnes ovenfor, men dette er mindre afgørende - i relation til opfyldelsen af betingelserne for et tvangsmæssigt indgreb - når der hos barnet eller den unge kan konstateres de netop nævnte vanskeligheder. Derimod kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Ad 4)

I en del tilfælde er der tale om en samvirken af faktorer, der udsætter barnet eller den unge for en åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg og konstaterede problemer hos barnet eller den unge, men ikke så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe vil imidlertid være, at der hos barnet eller den unge kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, og at hjemmemiljøet er ude af stand til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Efter forslagets stk. 2 kan børn og unge-udvalget, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, bestemme, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse efter forslagets § 38, stk. 2, nr. 11.

Det afgørende kriterium for at anvende bestemmelsen er, at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor. Hermed tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge straks vil blive krævet hjemgivet, selv om der skønnes behov for en længerevarende indsats over for barnet/den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i stk. 1, er opfyldt.

For forældremyndighedsindehaveren er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke frit kan hjemtages. Derfor gælder de processuelle regler for en afgørelse efter stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter stk. 2.

Efter stk. 3 er der mulighed for at anbringe en ung, der er fyldt 15 år, uden for hjemmet imod forældremyndighedsindehaverens protest, når den unge selv ønsker det.

Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter forslagets § 38 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i stk. 1. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af bestemmelsen i stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en afgørelse efter stk. 3 er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal afgørelsen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for afgørelser om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse om anbringelse, men det er kommunen, der afgør, om sagen skal fremmes. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

I forslagets stk. 4 er der en udtrykkelig henvisning til, at afgørelser efter stk. 1-3 kan træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, når betingelserne herfor er opfyldt.

Til § 41 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 35 a. Opretholdelse af en foranstaltning efter forslagets § 40 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse kræver således en fornyet afgørelse i udvalget. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen er opfyldt.

Efter forslagets stk. 1, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget.

Efter forslagets stk. 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare udover den normale 1 års periode, og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. I den del af betingelsen, der relaterer sig til barnet eller den unge, er det afgørende spørgsmål, hvorvidt selve sagens behandling vil være belastende for barnet eller den unge.

Til § 42 Efter bestemmelsen, der svarer til bistandslovens § 35 b, kan børn og unge-udvalget, hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet, træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre en lægelig undersøgelse eller behandling, er det således ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En afgørelse om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Afgørelsen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil afgørelsen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter forslagets § 37, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedsindehaveren ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af især lidelser, der medfører varig og betydelig invaliditet, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for varig og betydelig invaliditet foreligger en situation, hvor forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe afgørelse må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

Bestemmelsen angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinier, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan gennemføres.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse regler er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

I forslagets stk. 2 er der en udtrykkelig henvisning til, at afgørelsen kan træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, når betingelserne herfor er opfyldt.

Til § 43 Bestemmelsen, der med enkelte præciseringer viderefører bistandslovens § 35 c, giver adgang til, at der kan træffes foreløbig afgørelse om

- gennemførelse af en undersøgelse, jf. forslagets § 37,

- anbringelse uden for hjemmet, jf. forslagets § 40,

- lægelig undersøgelse eller behandling, jf. forslagets § 42,

- afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. forslagets § 55, stk. 3,

- forbud mod flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, jf. forslagets § 62, stk. 4, og

- brev- og telefonkontrol, jf. forslagets § 106, stk. 2.

Betingelsen for at træffe en foreløbig afgørelse er, at en afgørelse om iværksættelse af den pågældende foranstaltning af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige afgørelse angår, være opfyldt.

Kompetencen til at træffe den foreløbige afgørelse er tillagt formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes forfald næstformanden.

Efter forslagets stk. 2 skal forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter inden 24 timer efter iværksættelsen af den foreløbige afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter regnes fra iværksættelsen af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, fx ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eftersøgt.

Efter forslagets stk. 3 skal den foreløbige afgørelse snarest muligt og senest inden 7 dage forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. Også 7-dages fristen for forelæggelse for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen, jf. ovenfor. Med 7 dage menes som hidtil kalenderdage. Ved beregningen af 7-dages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage.

Godkendelsen efter stk. 3 drejer sig alene om den foreløbige afgørelse, som formanden har truffet, og bedømmelsen sker med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som forelå, da formanden traf sin afgørelse. Der skal således ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for at træffe en endelig afgørelse om fx barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Efter forslagets stk. 4 har en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i 1 måned. I dette tilfælde beregnes fristen fra afgørelsen om godkendelsen i børn og ungeudvalget.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i forslagets stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget. Da formålet med at kræve sagen forelagt på ny er at tage stilling til barnets eller den unges fremtidige forhold, er der ikke grundlag for at kræve forelæggelse af sagen, hvis foranstaltningen er ophørt.

Der er imidlertid 2 undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse.

For det første afgørelse om undersøgelse efter forslagets § 37. En sådan afgørelse skal ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter forsalgets § 37, jf. § 43, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder. I dette tilfælde regnes fristen fra formandens afgørelse.

For det andet forbud mod flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, jf. forslagets § 62, stk. 4. En sådan afgørelse ændrer ikke, at der fortsat er tale om et privat plejeforhold, og afgørelsen har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.

Der er adgang til at klage over foreløbige afgørelser, jf. forslagets § 120. I det omfang, der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden 1 måned, er dette en selvfølge. Godkendelsen inden 7 dage er da den endelige afgørelse. Der er imidlertid også adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige afgørelse også i de tilfælde, hvor sagen på ny forelægges udvalget til endelig afgørelse inden udløbet af gyldighedsperioden (1 måned) for den foreløbige afgørelse.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, sålænge der verserer en sag efter forslagets § 40 ved udvalget, dvs. at sagen ikke kan behandles, før endelig afgørelse er truffet, eller barnet eller den unge er hjemgivet.

Efter forslagets stk. 5 har chefen for Den Sociale Ankestyrelse adgang til at iværksætte en foreløbig afgørelse. Derudover kan det undtagelsesvis bestemmes af Ankestyrelsen, at den foreløbige afgørelse skal godkendes i Ankestyrelsen inden for 7-dages fristen i stk. 3.

Til § 44 Bestemmelsen, der er udbygget i forhold til bistandslovens § 36, fastsætter, at foranstaltninger efter forslagets §§ 38, 39 og 40 skal ophøre, når formålet er nået, eller når de ikke opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Bestemmelsen i stk. 1 er en lovfæstelse af det grundlæggende princip, at en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når der ikke længere er behov for den, eller når den ikke længere gør gavn. Heri ligger også et krav om, at kommunen af egen drift skal vurdere, om foranstaltningen fortsat opfylder sit formål.

Efter bestemmelsen er det kommunen, der har kompetencen til at træffe afgørelse om hjemgivelse, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden samtykke, ikke kan hjemgives, træffes dog af børn og unge-udvalget. Nægtet hjemgivelse forudsætter, at betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede, jf. forslagets § 40. Sagen må derfor forelægges til afgørelse i børn og unge-udvalget, hvis en begæring om hjemgivelse ikke kan imødekommes. De parter, der kan begære en hjemgivelse, er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

Praksis viser, at der kan være behov for at kunne støtte unge ud over det 18. år med de foranstaltninger, der retter sig mod børn og unge. Der er derfor efter forslagets stk. 2 mulighed for, at foranstaltninger i form af personlig rådgiver, en fast kontaktperson eller døgnophold med den unges samtykke kan opretholdes, indtil den unge fylder 20 år.

Det fremgår af Socialforskningsinstituttets arbejdsnotat fra marts 1997: »Når børn og unge anbringes«, at der kun i begrænset omfang følges op med en målrettet støtte til såvel barnet eller den unge som til den samlede familie, når en anbringelse er bragt til ophør.

Stk. 3 og 4 er nye, men der er tale om en præcisering af en forpligtelse, som allerede i dag påhviler kommunen i forbindelse med, at der forud for anbringelsen skal udarbejdes en plan, der også skal tage stilling til, hvad der skal ske med barnet eller den unge og familien i tiden efter anbringelsen.

I bestemmelsens stk. 3 fastsættes derfor, at der forud for en hjemgivelse skal ske en (sidste) revision af planen, jf. forslagets § 51, med henblik på den støtte, der kan tilbydes familien i forbindelse med selve hjemgivelsen og på lidt længere sigt efter hjemgivelsen. I planen anføres fx, om der skal ydes rådgivning og vejledning, om barnet skal være i dagtilbud, eller om der gør sig særlige forhold gældende med hensyn til skolegang, fritidsaktiviteter og lignende.

Bestemmelsen angiver endvidere i stk. 4, at der også forud for ophør af en anbringelse uden for hjemmet som følge af, at den unge er fyldt 18 år, skal ske en (sidste) revision af planen, jf. forslagets § 51, med henblik på hvilken form for støtte og vejledning, der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning. I planen anføres endvidere særlige forhold i forbindelse med selve udslusningen fra anbringelsesstedet.

Det er den unge alene (og altså ikke forældrene), der er part i forhold til foranstaltninger, der rækker ud over det 18. år. Kommunen må i god tid, inden den unge fylder 18 år, tage planen op til vurdering med henblik på den videre støtte og vejledning. Den unges partsstatus betyder, at det er den unges egen opholdskommune, der skal træffe afgørelsen.

Til § 45 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 36 a. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn således efter forslagets stk. 1 træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Hvis der er behov for foranstaltninger efter forslagets § 38, og kommunen undlader at iværksætte disse, kan nævnet efter forslagets stk. 2 pålægge kommunen at træffe afgørelse eller selv træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Efter forslagets stk. 3 har Den Sociale Ankestyrelse samme beføjelser som nævnet og kan tillige træffe afgørelse efter forslagets §§ 37, 40 og 42 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Der er tale om en beføjelse for såvel det sociale nævn som Ankestyrelsen til af egen drift at tage en sag op, hvis en kommune undlader at foretage undersøgelser eller iværksætte foranstaltninger. Det er således ikke nødvendigt, at der foreligger en henvendelse om indgriben, selv om dette vil være det almindeligste. Der er ingen begrænsning med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse om iværksættelse af undersøgelse eller foranstaltninger. Eksempelvis vil også et barn eller en ung kunne henvende sig. Oftest vil anledningen til at tage en sag op dog være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller slægtninge.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen afgør selv, om henvendelsen skal realitetsbehandles.

Til § 46 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 36 b. Det er kommunen, der har ansvaret for, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget eller af formanden for udvalget efter reglerne om foreløbige afgørelser, bliver ført ud i livet.

Efter bestemmelsen kan kommunen om fornødent forlange bistand af politiet til at gennemføre afgørelser efter forslagets §§ 37, 40 og 42.

Det er i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, væsentligt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så megen hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes behov for at bede om politiets bistand.

Til § 47 Bestemmelsen erstatter bistandslovens § 66. Efter bestemmelsens stk. 1 har den stedlige kommune kompetencen til at godkende opholdssteder for indtil 4 personer. Efter bestemmelsen er der tale om en generel godkendelse af opholdsstedet, som egnet til at modtage børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet.

Ved en generel godkendelse giver myndigheden udtryk for, at opholdsstedet anses for egnet til, at det kan benyttes til ophold for et bestemt antal børn og unge. Foruden pladsantal skal godkendelsen nærmere angive de aldersgrupper samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet er fundet egnet til at modtage.

Efter stk. 2 foreslås kompetencen til at godkende opholdssteder for mere end 4 personer tillagt amtskommunen. Baggrunden for forslaget er et ønske om, at overblikket over anbringelsessteder af institutionslignende karakter ligger hos amtskommunen, som efter forslagets § 49 har forsyningsansvaret for døgninstitutioner for børn og unge.

Med godkendelsesbeføjelsen efter stk. 1 og 2 følger en forpligtelse for kommunen/amtskommunen til at føre et almindeligt tilsyn med godkendte opholdssteder.

Det forudsættes, at kommunen ved godkendelse af opholdssteder i fornødent omfang indhenter sagkyndig bistand fra amtskommunen, og at der sker en orientering af amtskommunen om meddelte godkendelser, således at der fortsat er mulighed for at udarbejde regionale oversigter over samtlige anbringelsesmuligheder.

Efter bestemmelsen er der fortsat mulighed for, at de sociale myndigheder kan anvende opholdssteder, der er godkendt af andre myndigheder, fx af Undervisningsministeriet for så vidt angår kostskoler og efterskoler.

Efter forslagets stk. 3 kan afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Til § 48 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 66 a, stk. 1. For ophold i anbringelsessteder - bortset fra døgninstitutioner - afholder den anbringende kommune de samlede udgifter og får 50% refunderet af amtskommunen. For opholdssteder, hvis økonomi ikke er baseret på et godkendt budget, omfatter opholdsbetalingen løn, kost og logi, lommepenge m.v. Der kan desuden afholdes udgifter til særlige ydelser, som barnet eller den unge har behov for under anbringelsen.

Til § 49 Bestemmelsens stk. 1 svarer til bistandslovens § 96, stk. 1. Det er således fortsat amtskommunens opgave at sørge for, at der er det nødvendige antal døgninstitutionspladser til de børn og unge, som kommunerne i amtskommunen har besluttet at anbringe uden for hjemmet. Dette gælder, hvad enten det er på grund af pasningsbehov, herunder aflastning, eller fordi der er behov for en særlig socialpædagogisk indsats på grund af adfærdsvanskeligheder, en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller andet. Amtskommunen har tillige forpligtelse til at stille dagpladser til rådighed for ambulant behandling af børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Forslagets stk. 2 svarer til bistandslovens § 96, stk. 2, med den ændring, at der ikke skal indgås en overenskomst med de selvejende institutioner. En aftale er tilstrækkelig.

Til § 50 Bestemmelsen er en sammenskrivning af bistandslovens §§ 66 a, stk. 2, og 100. Efter bestemmelsen betaler forældrene og barnet eller den unge for det formidlede døgnophold efter regler, som fastsættes af socialministeren.

Til § 51 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 66 b. I bestemmelsen opstilles særlige krav til kommunens videre behandling af en sag i de tilfælde, hvor kommunens undersøgelse har ført til, at den mest formålstjenlige foranstaltning må anses at være en anbringelse uden for hjemmet. Dette gælder, hvadenten anbringelsen sker med samtykke eller iværksættes tvangsmæssigt.

Efter forslagets stk. 1 skal der udarbejdes en plan for barnets eller den unges ophold, forinden der træffes afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet. Udarbejdelse af en plan skal tjene til at gøre kommunernes overvejelser målrettede og systematiske, og kravet om planlægning af indsatsen, før denne iværksættes, skal bidrage til en kontinuitet i børnesagerne, som må tillægges stor betydning.

I forslagets stk. 2 opregnes de elementer, som planen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Planen skal ikke indeholde en detailleret tilrettelæggelse af de mere praktiske forhold vedrørende anbringelsen, men skal præcisere de overordnede forhold vedrørende barnet eller den unge.

Uanset om anbringelsen er frivillig eller sker tvangsmæssigt, er planens centrale element angivelsen af formålet med anbringelsen. For en frivillig anbringelse efter forslagets § 38, stk. 2, nr. 11, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i forslagets § 52 om det informerede samtykke, idet det heri er fastsat, at samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen. Det må således beskrives, hvad der ønskes opnået med anbringelsen uden for hjemmet, dvs. hvorfor en anbringelse må anses for at kunne løse de problemer og vanskeligheder hos barnet og den unge, som undersøgelsen har klarlagt.

Planen skal tillige angive anbringelsens forventede varighed. Det kan i praksis være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en anbringelse, men det må anses for vigtigt, at det konkret overvejes, hvilken tid opnåelse af formålet må anses at kræve, og at forældrene får kendskab til resultatet af disse overvejelser. Varigheden vil være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver anbringelse.

Planen skal herudover tage stilling til de særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v., som den konkrete situation giver anledning til. Det bør tillige beskrives, hvilken type af de forskellige opholdssteder der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Kan det forudses, at der vil blive tale om successiv anvendelse af forskellige typer af opholdssteder, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

I Socialforskningsinstituttets arbejdsnotat fra marts 1997 »Når børn og unge anbringes« fremhæves, at der i et meget stort antal anbringelsessager ikke følges op med støtte til forældrene, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, selvom årsagen til anbringelsen i flertallet af tilfældene også skyldes forhold hos forældrene.

Det er derfor i bestemmelsen præciseret, at planen skal angive, hvilke foranstaltninger der selvstændigt påtænkes iværksat til støtte for familien, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden derefter. Dette krav skal ses på baggrund af, at det er afgørende for en vellykket indsats, at der er tale om en helhedsorienteret indsats, der også målretter sig mod årsagerne til anbringelsen, og som omfatter både barnet eller den unge og familien.

Behovet for en anbringelse på frivilligt grundlag kan opstå så akut, at det ville være i modstrid med formålet med anbringelsen at lade denne afvente udarbejdelse af en plan. Efter forslagets stk. 3 skal det i sådanne tilfælde være tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen. Kommunen skal da så hurtigt som muligt opstille en egentlig plan. Ved en akut anbringelse bør en sådan efterfølgende plan normalt foreligge senest 14 dage efter anbringelsen. For foreløbige anbringelser uden samtykke gælder der særlige regler med hensyn til frister, jf. forslagets § 43.

Til § 52 Bestemmelsen, der svarer til bistandslovens § 66 c, opstiller kvalitative krav til samtykket til en anbringelse uden for hjemmet. Hensigten hermed er, at indehaveren af forældremyndigheden i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, og at forældremyndighedens indehaver med sin accept af formålet med anbringelsen, også vil acceptere at indgå i et samarbejde med kommunen til gavn for barnet og den unge.

Henvisningen til forslagets § 51 indebærer ikke, at der skal foreligge samtykke til samtlige elementer i planen. Derimod skal planen beskrive formålet, og denne beskrivelse danner grundlaget for afgivelsen af samtykket fra indehaveren af forældremyndigheden og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Til § 53 Bestemmelsen afløser med en præciserende ændring i stk. 2 bistandslovens § 66 d.

Som en konsekvens af den plan, der skal udarbejdes, både når anbringelsen sker på frivilligt og på tvangsmæssigt grundlag, fremgår det direkte, at kommunens valg af anbringelsessted skal træffes i overensstemmelse med planen. Vedrørende ændring af anbringelsessted gælder reglen i stk. 2, jf. nærmere bemærkningerne hertil.

Retten til at bestemme over en række personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil også under en anbringelse tilkomme forældremyndighedens indehaver.

Det præciseres i bestemmelsen, at de afgørelser, som kommunen har kompetence til at træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, skal angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om.

Afgrænsningen mellem forældrenes og kommunens kompetence til at træffe bestemmelse over barnet eller den unge under opholdet uden for hjemmet ligger således i formålet med anbringelsen.

De afgørelser, som kommunen kan komme til at træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i planen som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig afgørelse fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål.

Særligt skal nævnes, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder træffe afgørelse om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Sådanne afgørelser bør dog så vidt muligt træffes i forståelse med forældrene.

Fremsætter forældremyndighedens indehaver anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer kommunen afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangspunkt efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersøgelse kan volde barnet eller den unge skade.

Forslagets stk. 2 indeholder en særlig regel vedrørende afgørelser om ændringer af barnets eller den unges anbringelsessted. Bestemmelsen gælder både de tilfælde, hvor der er givet samtykke til anbringelsen, og de tilfælde, hvor anbringelsen er gennemført tvangsmæssigt.

At en ændring af barnets eller den unges anbringelsessted er udskilt til behandling efter en særlig regel skal ses på baggrund af, at en afgørelse om ændret anbringelsessted ofte af forældrene vil føles som en meget indgribende afgørelse.

Efter bestemmelsen vil en afgørelse om ændring af anbringelsessted kun kunne træffes, hvis der foreligger samtykke hertil fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, eller ved at der træffes en afgørelse (ved frivillige anbringelser) eller en fornyet afgørelse (ved tvangsmæssige anbringelser) efter forslagets § 40. Ved en frivillig anbringelse medfører en afgørelse efter forslagets § 40, at anbringelsen bliver tvangsmæssig. Såfremt forældremyndighedens indehaver fortsat er enig i selve anbringelsen, kan den tvangsmæssige anbringelse konverteres til en frivillig ved et nyt samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Kan samtykke ikke opnås, skal der således ske en efterprøvelse af, om betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt. Flytningen kan ikke iværksættes, før en afgørelse foreligger. Er behovet for en flytning så akut, at den ikke kan afvente en behandling i børn og unge-udvalget, vil en afgørelse eventuelt kunne træffes som en foreløbig afgørelse efter reglerne herom.

En afgørelse om ændring af anbringelsesstedet, der træffes af børn og unge-udvalget, vil kunne indbringes for Ankestyrelsen og landsretten i medfør af de almindelige klagebestemmelser for afgørelser efter forslagets § 40.

Behandlingen i børn og unge-udvalget angår som nævnt spørgsmålet om betingelserne i forslagets § 40 er opfyldt. Valg af anbringelsessted - både typen af anbringelsesstedet og det konkrete valg - henhører derimod under kommunens kompetence. Valget af anbringelsessted vil i overensstemmelse med de almindelige klageregler kunne indbringes for det sociale ankenævn. Det er væsentligt, at forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, bliver gjort opmærksom på, at behandlingen i børn og unge-udvalget ikke angår selve valget af anbringelsesstedet.

Den særlige regel i forslagets § 53, stk. 2, finder kun anvendelse på de egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af anbringelsesstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelsen omfatter således ikke de flytninger, der nødvendiggøres af udefra kommende begivenheder, såsom lukning af en døgninstitution eller plejefamiliens ophør som plejefamilie. Indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus er heller ikke en ændring af anbringelsesstedet i bestemmelsens forstand, selv om der er tale om en fysisk flytning af barnet eller den unge.

Til § 54 Bestemmelsen svarer i det væsentlige til bistandslovens § 66 f. Efter stk. 1 skal der senest 3 måneder efter anbringelsen ske en vurdering af planen, jf. forslagets § 51, med henblik på eventuel revision af denne. Den relativ korte tidsfrist for en fornyet vurdering af planen skal ses på baggrund af, at selve anbringelsen vil være en radikal ændring i barnets eller den unges tilværelse, som kan medføre, at nye eller ændrede behov viser sig med deraf følgende krav til indsatsen.

I den efterfølgende periode skal der ske en vurdering af planen med højst 6 måneders mellemrum.

Viser der sig behov for en revision af planen, må forældrene medinddrages, og en afgørelse om revision skal så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge. Spørgsmål om ændring af planen kan også rejses af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. Kompetencen til at træffe afgørelse om ændring af planen tilkommer kommunen.

Som noget nyt understreges det i bestemmelsen, at bedømmelsesgrundlaget for vurderingen om en revision af planen er den lovfæstede løbende kontakt med barnet eller den unge og dermed med anbringelsesstedet, jf. forslagets § 53. Hermed fremhæves, at det konkrete anbringelssteds iagttagelser m.v. med barnets eller den unges forhold må udgøre et væsentligt element i vurderingen af planen og en eventuel revision af denne. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på, om der på grund af sagens karakter kan være behov for, at anbringelsesstedet modtager en nødvendig supervision. Det understreges tillige, at familiens forhold under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet skal inddrages i vurderingen af planen.

I bestemmelsen præciseres, at i vurderingen af, om planen skal revideres, også skal indgå, om der skal ske ændringer af den indsats, der målrettes mod forældrene under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, jf. bemærkningerne til forslagets § 51.

Efter forslagets stk. 2 må en kommune ikke foretage anbringelser i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune uden forud at underrette den stedlige kommune.

Til § 55 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 67, dog således at en afgørelse om overvåget samvær efter bestemmelsens stk. 3, uanset periodens længde, altid skal træffes af børn og unge-udvalget.

I forslagets stk. 1 fastslås det direkte i loven, at der er en ret til samvær og kontakt mellem forældrene og barnet eller den unge under anbringelsen uden for hjemmet. Ret til samvær omfatter både en ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Ret til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt. Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedens indehaver og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som har en samværsret, der enten er aftalt mellem forældrene eller er fastsat af statsamtet.

Det pålægges kommunen at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Denne aktive forpligtelse for kommunen vil især få betydning, når det drejer sig om problemfyldte og svage forældre.

En ret til samvær og kontakt, der er fastsat af statsamtet i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Statsamtets adgang til efter loven om forældremyndighed og samvær at fastsætte eller ændre samvær og kontakt berøres ikke af anbringelsen.

Hvis betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt, kan der imidlertid træffes afgørelse om at regulere eller midlertidigt ophæve den af statsamtet fastsatte ret til samvær og kontakt.

Udgangspunktet for samværet og kontakten med barnet eller den unge vil for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, være den af statsamtet fastsatte ret. Kommunen har således ikke kompetence til at tillægge den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, en videregående ret til samvær og kontakt med barnet eller den unge end den, der til enhver tid er fastsat af statsamtet. Kommunen kan således ikke lempe et af statsamtet fastsat vilkår for samværet, fx om overvågning eller deponering af pas. Kommunen kan derimod inden for den af statsamtet fastsatte tidsmæssige ramme tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, fx fordele samværet over 2 dage.

Hviler en ret til samvær og kontakt på en aftale forældrene imellem, er det den aftalte ret, der danner udgangspunkt for samværet og kontakten mellem barnet eller den unge og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Også i disse tilfælde kan der, hvis betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt, træffes afgørelse om at regulere eller midlertidigt afbryde det aftalte samvær.

Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af betydning at opretholde under anbringelsen uden for hjemmet. Kontakten til nære slægtninge bør af kommunen støttes i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge, men en lovfæstet ret til samvær med barnet eller den unge tilkommer alene forældrene.

En eventuel begrænsning eller afbrydelse af barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene kan besluttes af kommunen efter den almindelige regel, der giver kommunen kompetence til at træffe afgørelser om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. forslagets § 53, stk. 1. Kommunens afgørelse om barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene kan - i lighed med andre afgørelser under anbringelsen - af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, påklages til det sociale nævn. Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunen træffer afgørelse om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens indehaver ønsker opretholdt som de tilfælde, hvor kommunen mod forældremyndighedsindehaverens ønske træffer afgørelse om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende eller anden person skal opretholdes.

Afviklingen af samværet og kontakten kan rejse en række praktiske problemer, og forslagets stk. 2 hjemler en adgang for kommunen til at fastsætte omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge. Det kan dreje sig såvel om tilrettelæggelsen af de gensidige besøg som om, hvorledes brev- og telefonkontakten skal foregå. Efter stk. 2 har kommunen endvidere adgang til at fastsætte nærmere vilkår for samværet, fx at samværet skal foregå et bestemt sted. Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Loven sætter en grænse for, i hvilket omfang kontakt- og samværsretten kan reguleres af kommunen. Efter stk. 2, 3. pkt., kan der således ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måneden (kalendermåned). En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge og skal behandles efter reglerne herom, jf. stk. 3.

Der kan ikke generelt fastsættes en tidsmæssig ramme for samværets varighed. Det må bero på en konkret vurdering, hvornår et månedligt samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om en afbrydelse af forbindelsen i henseende til samvær.

I forslagets stk. 3 fastsættes betingelserne for at træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge. Der er tale om et meget alvorligt indgreb, og en afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge kan af forældrene føles som endog mere vidtgående end afgørelsen om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det skal derfor være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling at træffe en sådan afgørelse.

Som tidligere nævnt, skal en afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden, betragtes som en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge.

De samme strenge betingelser gælder for en afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, dvs. en af kommunen udpeget person. En afgørelse om overvåget samvær og en afgørelse om afbrydelse af forbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge skal angive, for hvilken periode den er gældende.

Bestemmelsen giver endvidere adgang til at beslutte, at barnets eller den unges anbringelsessted skal holdes skjult for forældrene. Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er de samme som for at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen.

De indgribende afgørelser, der er omhandlet i stk. 3, træffes af børn og unge-udvalget.

De afgørelser, som børn og unge-udvalget træffer i medfør af stk. 3, kan af forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for Ankestyrelsen, jf. forslagets § 120. Ankestyrelsens afgørelse kan af klageren kræves forelagt for landsretten, jf. forslagets § 121.

I forslagets stk. 4 henvises der udtrykkeligt til, at afgørelser efter stk. 3 kan træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, når betingelserne herfor er opfyldt.

I forslagets stk. 5 henvises der til muligheden for efter forslagets § 106, stk. 2, at træffe afgørelse om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler m.v. mellem forældrene og barnet eller den unge.

Afgørelse om kontrol med breve og telefonsamtaler kan alene træffes efter forslagets § 106, stk. 2, men muligheden for brev- og telefonkontrol er angivet i denne bestemmelse for derved at give en fuldstændig oversigt over de reguleringer, der kan ske vedrørende forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge under anbringelsen.

Til kapitel 9

Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge

Til § 56 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 124 a. Det er i forslagets stk. 1 fastsat, at når børn er fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter lovens kapitel 8, finde en samtale sted med barnet herom. Der er efter bestemmelsen således tale om en egentlig pligt for kommunen til altid at give barnet mulighed for en samtale. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen. Derimod har barnet ret til at afslå at udtale sig. Oplysning herom vil i disse tilfælde opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale.

Da børn, der er fyldt 12 år, er tildelt en egentlig ret til at blive hørt, bør barnets opfattelse tillægges betydning i den samlede vurdering vedrørende afgørelsen om foranstaltninger.

Efter forslagets stk. 2 skal der for børn under 12 år foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Det fremgår således direkte af loven, at kommunen skal inddrage mindre børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der vedrører barnet. Det er forudsat, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

Selv om der ikke er tale om en høringsregel som den, der gælder for børn, der er fyldt 12 år, vil det være en følge af bestemmelsen, at der også for børn under 12 år i videst muligt omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets holdning skal fremgå af sagen.

Det må i øvrigt fremhæves, at det er af største vigtighed, at børn og unge informeres om en foranstaltning inden denne iværksættes. Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt, at forældrene varetager. Bliver forvaltningen imidlertid opmærksom på, at forældrene ikke kan eller evner at fortælle barnet eller den unge, hvad der skal ske, bør forvaltningen søge sikret, at dette sker, enten ved at hjælpe forældrene hermed eller ved selv at påtage sig opgaven.

Til § 57 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 123. I bestemmelsen opstilles nogle basale krav til indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse. Formålet hermed er at få en større gennemskuelighed med hensyn til afgørelsesgrundlaget samt en større ensartethed. Krav til indstillingen skal også være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at disse oplysninger, der er omfattet af indstillingen, skal foreligge forinden mødet i børn og ungeudvalget.

De udtrykkelige krav til indstillingen gælder kun tvangsmæssig anbringelse efter forslagets § 40, da en sådan må betegnes som den mest vidtgående af de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt. Selv om kravene kun er lovfæstet for så vidt angår anbringelse efter forslagets § 40, vil der også i de øvrige situationer - forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb - skulle udfærdiges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, og det påhviler som hidtil dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt.

Opregningen angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkeltes sags særlige omstændigheder.

Ad nr. 1)

Kravet om, at indstillingen skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt, skal ses i sammenhæng med forslaget om at konkretisere kriterierne i forslagets § 40, jf. bemærkningerne hertil.

Ad nr. 2)

Tidligere iværksatte foranstaltninger, jf. forslagets § 38, stk. 2, udgør et andet vigtigt element, når der skal tages stilling til en eventuel tvangsmæssig anbringelse. Det samme gælder årsagerne til, at sådanne foranstaltninger ikke længere anses for at være tilstrækkelige.

Ad nr. 3)

Netop i sager, hvor der indstilles til tvangsmæssig anbringelse, er det vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne. Derfor er det et udtrykkeligt krav til indstillingen, at der skal redegøres for de ressourcer, der findes i barnets familie eller i dennes omgivelser.

Ad nr. 4)

Den plan, der altid skal udformes, forinden et barn anbringes uden for hjemmet, jf. forslagets § 51, skal ligeledes indgå i indstillingen.

Ad nr. 5)

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge stiller sig til anbringelsen. Med denne bestemmelse lægges op til, at der altid bør ske en orientering af barnet eller den unge, forinden der træffes afgørelse om tvangsmæssig anbringelse. Barnets reaktion herpå skal beskrives, og det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet til at give samtykke. Derfor er det heller ikke fundet hensigtsmæssigt med en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor barnet er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at få vide, hvad der skal ske med dem. Barnet må på ingen måde presses til at have en holdning. Hvis barnet vægrer sig herimod, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelsen.

Til § 58 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 124 med den ændring, at advokatbistand skal tilbydes den unge, der er fyldt 15 år, under alle de sager, hvor den unge har partsstatus, og ikke kun i de tilfælde hvor den unge nægter at give samtykke.

Tilbudet om gratis advokatbistand skal sikre, at forældremyndighedens indehaver og andre med partsstatus får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagens faktiske og retlige omstændigheder.

Forslagets stk. 1 indeholder en opregning af de sager, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedsindehaveren, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbudet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunen kan ikke påtvinge forældremyndighedsindehaveren eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunen som en del af den almindelige vejledning opfordrer til at benytte sig af tilbudet.

Loven stiller ikke krav om, at de, der er berettigede til advokat, skal vælge hver sin advokat. Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det tilstræbes, at fx indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, får hver sin advokat.

Efter forslagets stk. 2 skal såvel forældremyndighedens indehaver som plejeforældrene have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung i privat familiepleje efter forslagets § 62, stk. 4. Plejeforældrene har i denne relation partsstatus og klageret, og de bør derfor have samme ret til advokatbistand som indehaveren af forældremyndigheden.

Som en følge af, at den unge, der er fyldt 15 år, er tillagt visse partsbeføjelser, skal der efter forslagets stk. 3 gives tilbud om advokatbistand til den unge i de sager, hvor den unge har partsstatus.

Tilsvarende synspunkter gør sig gældende i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter forslagets § 55, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter forslagets § 106, stk. 2, vedrørende den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden.

Derfor fastsætter forslagets stk. 4, at der i disse tilfælde skal gives tilbud om advokatbistand.

Efter forslagets stk. 5 finder de regler, der gælder for godtgørelse og salær til advokater ved fri proces, tilsvarende anvendelse. Herved sikres en mere ensartet honorering af advokaterne.

Til § 59 Bestemmelsen afløser bistandslovens § 125, om, at indehaveren af forældremyndigheden skal gøres bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter samt udtale sig, forinden der træffes afgørelse i sagen.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget.

Med forslaget videreføres imidlertid en egentlig pligt for kommunen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til aktindsigt. Det bemærkes, at denne pligt ikke fritager kommunen for at foranstalte partshøring, jf. reglerne i forvaltningslovens § 19. Det bemærkes herved, at kommunen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbudet om advokatbistand.

Pligten gælder for alle de afgørelser, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand, jf. forslagets § 58, stk. 1. I det omfang, der træffes afgørelser som nævnt i forslagets § 58, stk. 2-4, vedrørende den unge, der er fyldt 15 år, eller andre af de deri nævnte personer, gælder forpligtelsen efter stk. 1 tilsvarende.

En anmodning om aktindsigt fra forældrenes side bør altid medføre, at der foretages en konkret vurdering af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet, når det har betroet sig til offentlig ansatte eller andre om problemer i hjemmet.

Til § 60 Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til bistandslovens § 127. I bestemmelsens stk. 1 opregnes de sager, som henhører under børn og unge-udvalgets kompetence.

Reglerne om børn og unge-udvalgets nedsættelse m.v. er fastsat i §§ 18-21 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Børn og unge-udvalget træffer afgørelse om

- gennemførelse af undersøgelse efter forslagets § 37,

- anbringelse uden for hjemmet efter forslagets § 40,

- opretholdelse af anbringelse efter forslagets § 41,

- gennemførelse af lægelig behandling eller undersøgelse efter forslagets § 42,

- godkendelse af en foreløbig afgørelse efter forslagets § 43, stk. 3,

- ændring af anbringelsessted efter forslagets § 53, stk. 2, jf. § 40,

- afbrydelse af forbindelsen m.v. efter forslagets § 55, stk. 3,

- flytning eller hjemtagelse efter forslagets § 62, stk. 4, og

- brev- og telefonkontrol efter forslagets § 106, stk. 2.

Efter forslagets stk. 2 skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse. Tilbud til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge. Bestemmelsen angår alene retten til at udtale sig over for udvalget.

Inden der træffes afgørelse om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter forslagets § 55, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter forslagets § 106, stk. 2, der angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat samt eventuel anden bisidder efter forslagets stk. 3 ligeledes have lejlighed til at udtale sig over for udvalget. Det samme gælder plejeforældrene, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter forslagets § 62, stk. 4.

Efter bestemmelsen i stk. 4 skal mindst 4 af børn og unge-udvalget 5 medlemmer stemme for (kvalificeret flertal) for at vedtage afgørelser om

- gennemførelse af undersøgelse efter forslagets § 37,

- anbringelse uden for hjemmet efter forslagets § 40,

- opretholdelse af anbringelse efter forslagets § 41,

- gennemførelse af lægelig behandling eller undersøgelse efter forslagets § 42,

- godkendelse af en foreløbig afgørelse efter forslagets § 43, stk. 3,

- ændring af anbringelsessted efter forslagets § 53, stk. 2, jf. § 40,

- afbrydelse af forbindelsen m.v. efter forslagets § 55, stk. 3, og

- brev- og telefonkontrol efter forslagets § 106, stk. 2.

Afgørelser om flytning eller hjemtagelse efter forslagets § 62, stk. 4, træffes derimod ved almindelig stemmeflerhed. Begrundelsen herfor er, at det ikke er helt entydigt, hvilken afgørelse der kan betegnes som mest vidtgående. I forhold til forældrene vil et afslag på flytning eller hjemtagelse være mest vidtgående, mens det omvendte vil være tilfældet for plejeforældrene og muligvis barnet, hvis det har været i plejefamilien længe.

I forslagets stk. 5 er det fastsat, at der skal gøres bemærkning til protokollen, hvis dommeren har en anden opfattelse af sagen end udvalgets øvrige medlemmer, og at meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Efter forslagets stk. 6 skal børn og unge-udvalgets afgørelser meddeles skriftligt, være begrundede og indeholde ankevejledning. Ankefristen løber fra den skriftlige meddelelse.

Til kapitel 10

Private pasningsordninger uden offentlige tilskud

Til § 61 Privat dagpasning er ordninger uden for de offentlige dagtilbud og indgår således ikke i de dagtilbud, som kommunen stiller til rådighed. De personer, der varetager pasningen af børnene, er ikke ansat af kommunen.

Privat dagpasning omfatter fx private daginstitutioner uden offentlig støtte og privat dagpleje.

Den private dagpasning afviger fra ordninger efter forslagets kapitel 4 (kommunale daginstitutioner, selvejende daginstitutioner med aftale med kommunen, kommunal dagpleje og puljeordninger) ved, at ordningerne drives helt uden offentlige midler, og ved at der ikke findes regler om optagelse, betaling og forældreindflydelse.

Det fremgår af stk. 1, at uanset at kommunen ikke medvirker ved placeringen af børn i privat dagpasning, skal kommunen dog give tilladelse, hvis der modtages mere end 2 børn under 14 år.

Det fremgår endvidere af stk. 2, at foregår pasningen i et privat hjem, kan der, i lighed med hvad der gælder for den kommunale dagpleje, højst gives tilladelse til modtagelse af 5 børn under 14 år. Hvis pasningen varetages af mere end en person, kan der dog gives tilladelse til at modtage op til 10 børn.

Efter stk. 3 skal kommunen føre tilsyn med forholdene i de private dagpasningsordninger.

Får kommunen kendskab til, at forholdene i en privat dagpasningsordning er uforsvarlige, kan kommunen inddrage en allerede udstedt tilladelse.

Denne regel om tilsyn suppleres af reglen i forslagets § 6 hvorefter kommunen har en generel pligt til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever.

Selv om kommunen ikke skal give tilladelse til privat dagpasning mod betaling, hvor der kun modtages 1-2 børn, gælder tilsynsforpligtelsen med udgangspunkt i forslagets § 6 også i disse tilfælde.

Til § 62 Bestemmelsen er en sammenskrivning af bistandslovens §§ 65 og 65a.

Efter forslagets stk. 1 kræves der plejetilladelse, når børn under 14 år modtages i privat familiepleje i en sammenhængende periode udover 3 måneder. Der stilles derfor ikke krav om plejetilladelse for en række korterevarende ophold, som typisk drejer sig om ferieophold eller ophold hos pårørende, fx bedsteforældre eller søskende i forbindelse med sygdom eller anden midlertidig forhindring hos forældrene.

Plejetilladelse kræves således, hvis opholdet fra starten må forventes - eller senere viser sig - at strække sig udover en sammenhængende periode på 3 måneder. Det samme gælder, hvis plejeforholdet ved udløbet af de 3 måneder ikke er ophørt. Hensynet til barnet tilsiger, at der ved længerevarende ophold hos andre end forældrene må være en sikkerhed for at opholdet er til gavn for barnet. Kravet om plejetilladelse ved længerevarende, privat etablerede plejeforhold sikrer også imod »adoptionslignende« plejeforhold, uden at de særlige godkendelsesregler herom er opfyldt.

Det er overladt til det lokale skøn at afgøre, hvor mange børn det vil være forsvarligt at have i en privat familiepleje. Det er ikke fundet nødvendigt at pålægge kommunen en pligt til at føre et særligt tilsyn med forholdene i plejehjemmet. Det findes tilstrækkeligt, at de børn, der har ophold i en privat familiepleje, er undergivet det tilsyn, som kommunen skal føre med alle børn og unge i kommunen, jf. forslagets §§ 6 og 31.

Efter forslagets stk. 2 kan der kun udstedes plejetilladelse, hvis opholdet kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes forskelligt afhængigt af opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

Plejetilladelse udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor, og tilladelsen skal altid udstedes vedrørende et bestemt barn.

Forslagets stk. 3 fastsætter, at det er forældremyndighedens indehaver, der har pligt til at sikre sig, at plejetilladelsen er udstedt. Dette skal ses på baggrund af, at det normalt vil være forældremyndighedens indehaver, der tager initiativet til et privat plejeforholds etablering.

Efter forslagets stk. 4 kan der nedlægges forbud mod flytning og hjemtagelse fra en privat familiepleje.

Som udgangspunkt må den indehaver af forældremyndigheden, der har placeret sit barn i en privat familiepleje, også have adgang til at hjemtage barnet eller flytte barnet til en anden familiepleje uden yderligere formaliteter. Der er dog et behov for beskyttelse af barnet eller den unge, som måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene. Efter bestemmelsen skal der derfor kunne træffes afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, hvis det må antages at skade barnet eller den unge. Kriteriet »skade barnet eller den unge« kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige foranstaltninger.

Begæring om nedlæggelse af forbud mod flytning eller hjemtagelse kan fremsættes af plejeforældrene og barnet eller den unge. Der er ikke fastsat nogen aldersgrænse for den initiativret, der herved tillægges barnet eller den unge. Der kan kun blive tale om at træffe afgørelse i en flytte- eller hjemtagelsessituation, hvis der foreligger en begæring fra en af de nævnte parter.

Kompetencen til at træffe afgørelse om forbud mod flytning eller hjemtagelse er tillagt børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune. Det er hermed hensigten at søge sikret, at det samtidig kan overvejes, om der er grundlag for en eventuel opfølgning af sagen hos de myndigheder, der i givet fald vil kunne træffe afgørelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge. Fristen for genbehandling efter forslagets § 41 finder således ikke anvendelse her.

Der stilles dog af hensyn til en helhedsvurdering af situationen krav om en obligatorisk høring af plejeforældrenes opholdskommune forud for afgørelsen. Reglen om forbud mod flytning og hjemtagelse er som nævnt en beskyttelsesregel for plejebarnet (eller den unge) og skal derfor gælde for børn eller unge op til det 18. år.

Forslagets stk. 5 henviser udtrykkeligt til muligheden for at træffe en afgørelse om forbud mod flytning eller hjemtagelse efter reglerne om foreløbige afgørelser.

Efter forslagets stk. 6 gælder reglerne om privat familiepleje ikke i de tilfælde, hvor barnet tager ophold hos den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Det findes ikke i overensstemmelse med nutidens samlivsformer at lade disse situationer være omfattet af reglerne om privat familiepleje.

Forslagets stk. 7 svarer til bistandslovens § 65a med den ændring, at undergrænsen på 4 børn udgår. Bestemmelsen omfatter private døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, men som drives af private uden overenskomst eller offentlig støtte. Efter bestemmelsen kræver oprettelse og drift af sådanne hjem tilladelsen fra amtskommunen. Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der kan ligeledes fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang, fx med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Til afsnit III

Voksne

Til kapitel 11

Almene tilbud m.v.

Til § 63 Forslaget afløser bistandslovens § 50, stk. 1, nr. 2, hvorefter kommunen skal iværksætte eller yde støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte til pensionister. Personkredsen efter forslaget er ændret, men der er ikke hermed tilsigtet nogen udvidelse af aktiviteten. Det er kommunen, der ud fra lokale forhold beslutter, om og i hvilket omfang den vil udnytte muligheden for at iværksætte sådanne ikke-visiterede tilbud.

I stedet for at videreføre omsorgstilbud specielt til pensionister, foreslås indført en generel hjemmel for kommunen til at kunne iværksætte eller yde tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Det er efter forslaget kommunen, der fastsætter målgruppen for tilbudene. Dette betyder, at kommunen kan forbeholde tilbudene til fx en bestemt aldersgruppe.

Det er overladt til kommunen at bestemme, om tilbudene skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til foreninger og organisationer eller til brugerne selv. Det er erfaringsmæssigt mest befordrende for initiativer fra og virkelyst hos brugerne, hvis de selv står for og styrer aktiviteterne. Det forudsættes derfor, at brugerne får størst mulig medansvar for og indflydelse på udformningen og driften af tilbudene.

Tilbudene omfatter aktivitetsprægede tilbud. Som eksempler kan nævnes besøgsordninger, aktiviteter i form af klubarbejde, undervisning, foredrag, studiekredse, ergoterapi og gymnastik.

Kommunen kan til aktiviteterne vælge at stille et beløb til rådighed, som brugerne selv forvalter, eller eventuelt blot udlåne lokaler.

Afgørelser efter bestemmelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Til § 64 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 31, stk. 1. For så vidt angår bistandslovens § 31, stk. 4 vedrørende klage foreslås denne udeladt, således at klage over kommunens afgørelse i medfør af denne bestemmelse følger de almindelige klageregler i forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et botilbud efter lovforslagets § 92. Det skal understreges, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør tilbydes anden form for indkvartering.

Bistandslovens § 31, stk. 2, angår betaling for indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger. I forslagets stk. 2 er bestemmelsen videreført, men med bemyndigelse til indenrigsministeren til at fastsætte betalingsregler.

Til kapitel 12

Formål

Til § 65 Forslaget uddyber målsætningen for indsatsen for de mest udsatte af de grupper af voksne, der er nævnt i § 1, nr. 3. Det drejer sig således om tilbud til grupper med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som fx stærkt fysisk handicappede, udviklingshæmmede, demente og de sværest stillede sindslidende, eller til grupper med særlige sociale problemer, som fx personer med udprægede misbrugsproblemer, og personer der har været hjemløse i længere tid.

Formålet med indsatsen er, at skabe et sammenhængende og helhedsorienteret tilbud, hvor det tilstræbes, at de samlede tilbud bidrager til at give den enkelte en mere selvstændig tilværelse med respekt for den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.

Det samlede tilbud skal, ud over evt. botilbud efter dette forslag eller efter lov om almene boliger m.v., støtte den enkeltes muligheder for livsudfoldelse og udviklingsmuligheder, og kan ud over personlig hjælp, omsorg og pleje, omfatte særlig pædagogisk bistand, optræningsmuligheder, behandling og fx specialundervisning efter lov om specialundervisning af voksne.

I de tilfælde, hvor de pågældende har nedsat funktionsevne i et sådant omfang, at de næppe vil kunne klare en selvstændig tilværelse uden særlig støtte og uden for de særlige botilbud, vil hovedformålet være omsorg, behandling og pleje, og herudover støtte til at forbedre den enkeltes livsudfoldelse fx gennem tilbud om samvær og aktiviteter med andre.

Det skal i denne forbindelse understreges, at selvom hjælpen ikke knyttes til et formelt institutionsbegreb, er der tale om en uændret kommunal og amtskommunal forpligtelse til at sikre egnede boformer for de omhandlede grupper med de særlige indretninger og støttemuligheder, de forskellige grupper har behov for.

Det er vigtigt, at brugeren inddrages i overvejelserne om, hvad formålet med indsatsen skal være, og hvilke serviceydelser der skal til, for at målet nås. Når det fx vil være den bedste løsning at tilbyde en bolig efter lov om almene boliger m.v. eller botilbud efter dette forslag, skal der samtidig tages stilling til, hvilken personlig hjælp og pleje, aktivitets- og samværstilbud eller andre serviceydelser, der skal gives.

Der skal efter forslagets § 108 også, når der som led i et botilbud gives fx personlig hjælp og pædagogisk støtte, foreligge en skriftlig meddelelse herom. Det beskrives heri, hvilke støtteforanstaltninger, den enkelte er tildelt og formålet hermed. Dermed bliver det klart for den enkelte - eller for den, der eventuelt varetager vedkommendes interesser -, hvilken hjælp der er tildelt, og hvordan den forvaltes. Der henvises i øvrigt til lov om retssikkerhed og administration på det sociale områdes forslag til regler om sagsbehandling.

Generelt kan det anføres, at sigtet er, at der ved tilrettelæggelse af hjælpen særlig tilgodeses de helt specielle forhold, der gælder for disse grupper. Ikke mindst bør hjælpen samordnes med den hjælp, der ydes dem fra andre myndigheder, som fx undervisnings- og sygehusvæsen og kriminalforsorg, samt gennem familie og private netværk.

Fra erfaringerne med arbejdet med disse grupper kan særligt fremhæves vigtigheden af, at personalet har relevant uddannelsesmæssig baggrund og menneskelige kvaliteter som tålmodighed og indlevelsesevne.

Der vil være behov for opsøgende og tillidsskabende arbejde, for udformning af rummelige og åbne tilbud samt undertiden for accept af en normoverskridende adfærd hos brugerne. Inddragelse af brugerne, eller af personer der varetager brugernes interesser, er ikke mindst vigtig for, at de føler sig trygge ved tilbudene og kan bruge dem til »at vokse« i.

Udgangspunktet for arbejdet med disse grupper er respekt for den enkeltes integritet og værdighed. Som delmål i arbejdet kan peges på

- udvikling af en positiv identitet

- opøvelse af færdigheder, som kan kompensere for den nedsatte funktionsevne eller de særlige problemer

- mestring af aktiv livsudfoldelse i samspil med andre

- ydelse af den nødvendige omsorg

- skabelse af forståelse og rummelighed i det omgivende samfund.

Disse mål kan have forskellig vægt afhængig af fx alder og årsag til, at de særlige behov er opstået.

Det er en central målsætning for tilrettelæggelse af tilbudene til sindslidende, at indsatsen ydes på en sådan måde, at den af den enkelte opleves som sammenhængende og som en helhed, uanset om indsatsen er tværfaglig og tværsektoriel og uafhængig af, at behandlingen finder sted forskellige steder. Denne målsætning fordrer et velfungerende såvel tværsektorielt som tværfagligt samarbejde mellem de offentlige myndigheder, der tilsammen varetager indsatsen overfor sindslidende. Det er i denne sammenhæng af afgørende betydning, at der er en bred vifte af sociale tilbud, der i videst mulige omfang tilgodeser den enkeltes individuelle behov.

Særlig med hensyn til stofmisbrugere er det vigtigt at arbejde med delmål for indsatsen for den enkelte misbruger og varierede målsætninger for de forskellige hovedgrupper af stofmisbrugere. Det er dog generelt kendetegnende for arbejdet med stofmisbrugere, at den egentlige behandling, det være sig metadon- eller stoffri behandling, må følges tæt op over tid med en række sociale og andre støttende tilbud.

Arbejdet med delmål for den enkelte misbruger bør være afpasset den enkeltes situation og egenressourcer, således at der ikke skabes urealistiske forventninger. Som udgangspunkt bør disse delmål være afpasset alder, varighed af misbrug og de sociale og personlige problemers omfang. Mens målet må være stoffrihed og social integration for hovedparten af stofmisbrugere, vil det for nogle af de tungere misbrugere være et mål at stabilisere stofindtagelsen og sikre en omsorgsindsats og en højnelse af livskvaliteten gennem en bevidst skadesreduktionsstrategi.

Tilbudene til gruppen af hjemløse og andre, som har vanskeligheder med at opholde sig i egen bolig, har til formål gennem forebyggelse, pleje, social støtte, aktivering og omsorgsforanstaltninger at sikre, at den enkelte psykisk, fysisk og socialt får styrket sine ressourcer og forbedret sin livssituation, således at vedkommende bliver bedre i stand til at klare tilværelsen selv.

Der er behov for forebyggende indsats for grupper af voksne, for hvem svag tilknytning til det almindelige arbejdsmarked og andre samfundsmæssige netværk, kombineret med problemer i form af fx gæld, misbrug, psykiske vanskeligheder eller kriminalitet, kan være led i en social udstødningsproces. Tilbudene bør sigte mod at styrke den enkeltes muligheder for personlig udvikling, aktivering og social integration. Indsatsen kan ofte ydes i samarbejde med distriktspsykiatri, kriminalforsorg, flygtninge- og indvandrerorganisationer, det frivillige sociale arbejde, lokale erhvervsvirksomheder m.fl. og ikke mindst i samarbejde med det boligsociale arbejde, der er blevet iværksat under regeringens Byudvalg.

For så vidt angår personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne er det ligeledes af betydning, at de tilbud, der ydes, er sammenhængende, og at de tager udgangspunkt i de pågældendes behov, ønsker og muligheder.

For personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, fx psykisk udviklingshæmmede, er formålet med støtten at sikre, at de pågældende stimuleres med henblik på at øge egne færdigheder og muligheder for at klare den daglige tilværelse, fx støtte og hjælp til personlig hygiejne, spisetræning og hjælp til påklædning, indkøb m.v. Herudover skal den særlige bistand sikre de pågældende omsorg og pleje og muligheder for aktiviteter og livsudfoldelse, der tager udgangspunkt i de pågældendes psykiske og fysiske muligheder.

Formålet med hjælpen til stærkt fysisk handicappede er, at sikre de pågældende personlig pleje og omsorg samt behandling og optræning med henblik på at bevare og forbedre de pågældendes fysiske færdigheder. Formålet er herudover at stimulere deres muligheder for personlig udvikling og livsudfoldelse, fx gennem særlig tilrettelagte undervisningsforløb m.v.

En helhedsorienteret og sammenhængende indsats er også væsentlig ikke mindst over for de svage ældre, som fx demente, der ikke er eller kun vanskeligt er i stand til at formulere, hvilke behov for hjælp de har. Også her skal betydningen af indlevelse, sammenhæng og kontinuitet i indsatsen fremhæves.

Til kapitel 13

Rådgivning

Til § 66 Der foreslås en bestemmelse, der viderefører kommunens pligt til at organisere en særlig rådgivningsindsats over for grupper med et særligt behov. Dvs. at det som udgangspunkt påhviler kommunerne at varetage den rådgivning, der retter sig direkte til borgerne. Denne forpligtelse er efter de gældende regler indeholdt i bistandslovens § 28 men foreslås beskrevet særskilt for at understrege vigtigheden af, at der gøres en særlig indsats overfor de borgere, der har særlige behov.

Det afgørende for den kommunale rådgivningsforpligtelse er, at der kan konstateres et særligt behov. Årsagerne hertil er derimod ikke afgørende, da det er vigtigt, at rådgivningstilbudet retter sig mod mangeartede og nytilkomne problemstillinger.

Som eksempler på persongrupper, som naturligt vil være omfattet af den kommunale rådgivningsforpligtelse, kan nævnes grupper af svage ældre, personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, alkohol- og stofmisbrugere, HIV-smittede og AIDS-syge samt andre med særlige sociale og personlige problemer.

Rådgivningsforpligtelsen gælder også i forhold til pårørende til personer i de nævnte udsatte grupper.

Der ligger en særlig forpligtelse for kommunerne til at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til grupper, som må formodes ikke selv at ville henvende sig. Baggrunden for kravet om opsøgende indsats er bl.a., at truede og udstødte grupper i nogle tilfælde holder sig væk fra de offentlige forvaltninger. De kan have svært ved at overholde aftaler med forvaltningen eller ved at kunne anvende og forstå den vejledning, der gives.

Forpligtelsen til opsøgende indsats gælder også de antalsmæssigt små handicapgrupper, som må antages at have behov for særlig støtte.

Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan indeholde en række forskellige elementer, som fx beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige spørgsmål. Det er således vigtigt, at rådgivningen har afsæt i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, bl.a. med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.

For så vidt angår familier med børn og unge følger det af forslagets § 5, at rådgivningen skal ydes så tidligt som muligt med henblik på at støtte familien.

Det følger af forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at den enkelte kommune kan aftale med en eller flere frivillige organisationer at indgå i rådgivningsarbejdet, og der gives hjemmel til, at den kommunale indsats på nærmere afgrænsede områder helt eller delvis overtages af en forening, organisation m.v. eller andre private kredse. På fx stofmisbrugsområdet kan det være hensigtsmæssigt at lægge den åbne rådgivning ud i decentrale enheder, eventuelt i samarbejde med det frivillige sociale arbejde. Tidligere misbrugere kan også med fordel anvendes i det rådgivende og opsøgende arbejde, hvor et samarbejde med politiet kan bidrage til en mere helhedspræget indsats. Rådgivningen skal endvidere kunne tilrettelægges som et anonymt tilbud.

Selv om det ved aftale overlades en forening m.v. at forestå indsatsen, vil ansvaret for rådgivningens indhold og kvalitet påhvile kommunen, som ikke ved aftale kan frigøre sig for sit ansvar for rådgivningsforpligtelsen.

Der er ikke tilsigtet ændringer i forhold til gældende retstilstand.

Til § 67 Som nævnt under bemærkningerne til forslagets § 66 er det kommunerne, der har den direkte rådgivningsforpligtelse overfor borgerne. Som supplement til denne kommunale rådgivningsforpligtelse har amtskommunerne en særlig rådgivningsforpligtelse, som har baggrund i, at nogle rådgivningsopgaver forudsætter specialviden, fx på dele af handicapområdet.

Amtskommunerne har - i de tilfælde, hvor det er amtskommunerne, der har forpligtelsen til at yde bistand fx som led i revalidering, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, botilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer - en forpligtelse til som led i denne opgavevaretagelse at yde rådgivning. Denne forpligtelse fremgår af forslagets stk. 1.

Efter forslagets stk. 2 fastlægges amtskommunernes forpligtelse til at yde kommunerne rådgivning og konsulentstøtte. Det vedrører først og fremmest kommunernes indsats over for personer med særlige behov, fx personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, misbrugere m.v. Amtskommunens bistand angår dels enkeltsager, dels kommunernes generelle indsats over for grupper med særlige behov. Efter bestemmelsen har amtet også mulighed for at rådgive om den måde, som kommunerne tilrettelægger rådgivningsarbejdet på.

Endvidere har amtskommunen en forpligtelse til selv at yde direkte klientrettet rådgivning overfor særlige grupper. Der kan fx være tale om rådgivning af de antalsmæssigt små handicapgrupper, fx døvblinde m.v.

Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil i øvrigt kunne henvende sig direkte til den amtskommunale specialrådgivning. Udgangspunktet vil dog være, at den amtskommunale rådgivning fortrinsvis sker efter henvisning fra kommunerne.

Rådgivningen forudsættes - i det omfang, det er nødvendigt - at ske i et samarbejde mellem amtskommunerne. Som grundlag for vejledningsindsatsen forudsættes amterne derfor at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter samt amtskommunale konsulentfunktioner i øvrigt på særlige områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt og/eller realistisk at opbygge ekspertise i hvert enkelt amt.

Som led i en styrkelse af den amtskommunale rådgivningsforpligtelse forudsættes de opgaver, der i dag varetages af de statslige specialkonsulenter, overført til amtskommunerne. Overførsel af de statslige rådgivningsopgaver til amtskommunerne skal bidrage til en bedre samordning og udvikling af den samlede særlige rådgivningsindsats, jf. de almindelige bemærkninger.

Som grundlag for varetagelsen af rådgivningen er amtskommunerne forpligtede til at sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den fornødne faglige viden, jf. forslaget § 68.

Til § 68 Forslaget er nyt og vedrører det grundlag, som amtskommunernes rådgivning efter forslagets §§ 32 og 67 tager udgangspunkt i.

Denne del af den amtskommunale forpligtelse har til formål at støtte og fremme udviklingen i den kommunale og amtskommunale indsats. Dette indebærer bl.a., at amtskommunerne sikrer tilstedeværelsen af den fornødne ekspertise. Som et led heri skal amtskommunerne sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den faglige viden, også på de områder, hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt eller rationelt at opbygge en egenkompetence.

Systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden kan bl.a. ske i de videnscentre, der gennem de senere år er iværksat på handicapområdet på baggrund af bl.a. en anbefaling fra Landsudvalget vedrørende den sociale opgavefordeling og i et samarbejde med kommuner, amtskommuner og handicaporganisationer.

Til kapitel 14

Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v.

Til § 69 Forslaget svarer til de gældende regler om hjælp efter bistandslovens § 50, stk. 1, nr. 1. Der er således ikke med forslaget tilsigtet ændringer i kommunernes tilbud om personlig pleje, praktisk hjælp og hjælp til at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder. Desuden indeholder forslaget tilbud om den hjælp, herunder kost m.v., der i dag gives som led i ophold i bofællesskaber og institutioner m.v. Herom henvises til bemærkningerne til forslagets § 79 og § 137, stk. 1, og kapitel 18.

Det er fortsat kommunen, der afgør, hvordan tilbudene konkret skal udformes og tilrettelægges, og det forudsættes, at tilbudene som hidtil indgår som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til ældre og personer med nedsat funktionsevne, der skyldes fysisk eller psykisk handicap, sindslidelse, og/eller sociale årsager.

Oplysning til borgerne om sådanne tilbud er vigtig for, at borgerne kan vurdere indhold og kvalitet af den lokale indsats, og for at de kan vide, hvilke tilbud, de kan forvente eller ikke forvente. Samtidig er en sådan information væsentlig for brugernes medindflydelse og reelle valgmuligheder og for deres mulighed for at deltage aktivt i den kommunalpolitiske debat om kommunens serviceniveau og om prioriteringen mellem tilbudene. Informationen kan fx indgå i den redegørelse, kommunen mindst hvert andet år skal udarbejde om indhold og omfang af de væsentligste kommunale ydelser, jf. § 62 i lov om kommunernes styrelse.

Forslaget omfatter tilbud om personlig hjælp og pleje, dvs. hjælp til personlig hygiejne, af- og påklædning og hjælp til spisning m.v.

Tilbud om hjælp eller støtte til praktiske opgaver, fx hjælp til rengøring, madservice, vask af tøj, indkøb o.lign.

Hjælpen gives fortsat som hjælp til selvhjælp, og kun til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Modtageren skal i videst muligt omfang deltage i udførelsen af de opgaver, der gives hjælp til.

Tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder omfatter tilbud, som hidtil typisk har fundet sted i daghjem og ældrecentre, herunder ergoterapi og fysioterapi.

Tilbudene skal udformes således, at personer, uanset nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, så vidt muligt kan blive boende i deres hidtidige bolig, hvis de ønsker det. Hjælpen gives uanset boform, dvs. også til beboere i boformer efter dette forslag samt efter lov om almene boliger m.v.

Hjælpen tildeles som hidtil efter en konkret, individuel vurdering af behovet, således at der kun ydes hjælp til de opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til at eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd.

Kommunernes hidtidige forpligtelse til løbende at vurdere behovet for hjælp og tilpasse denne til det aktuelle behov opretholdes.

Det foreslås præciseret, at tilbud om personlig hjælp og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige opgaver i hjemmet ikke kan tilbydes generelt til bestemte persongrupper i medfør af § 63. Dette gælder hvadenten serviceydelserne tilbydes gratis eller mod betaling.

Kommunen kan således ikke tilbyde fx rengøring, indkøb og madservice til personer, som ikke efter en konkret, individuel vurdering har behov for hjælp til disse opgaver.

Hvis der er tale om boformer, hvor amtskommunen, jf. forslagets § 79, yder hjælpen, forudsættes beboerens behov fuldt ud dækket af amtskommunen.

For mange beboere vil det imidlertid indgå i det udviklingsmæssige, socialpædagogiske arbejde, at de praktiske opgaver i videst muligt omfang løses af personen selv i samarbejde med personalet. Der er således tale om en glidende overgang mellem praktisk hjælp og socialpædagogiske ydelser.

Det samme gør sig gældende for personer i boformer, svarende til eksisterende ophold i familiepleje og personer i bofællesskaber m.v.

At praktisk hjælp m.v. fremover udelukkende skal ydes efter de almindelige bestemmelser, betyder ikke, at personer, som tidligere på grund af ophold i bistandslovens § 105 eller § 112-institutioner, bofællesskaber m.v. ikke reelt har været omfattet af hjemmehjælpsbestemmelserne, fremover har ret til praktisk hjælp m.v. i stedet for socialpædagogiske ydelser. Derimod er det tanken, at den enkeltes behov for praktisk hjælp m.v. også fremover skal vurderes ud fra den enkeltes ressourcer og samlede situation, herunder især muligheden for afhjælpning gennem socialpædagogisk hjælp.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor det er børn og unge, der har behov for hjælpen, jf. forslagets § 28.

Det foreslås, at afgørelser om tilbud efter stk. 1, kan indbringes for det lokale klageråd, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette er en udvidelse af klagerådets kompetence. Efter de gældende regler kan kun afgørelser om tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2 samt om omfang og udførelse af disse opgaver forelægges for klagerådet. For afgørelser, der træffes af amtskommunen, jf. forslagets § 79, foreslås kompetencen til at drøfte og formidle klager henlagt til det amtslige brugerråd, der er videreført fra den sociale styrelseslov (§ 19) til § 41 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ved behandlingen af sådanne sager udvides det amtslige brugerråd med repræsentanter fra amtsrådet, jf. § 41, stk. 3.

Til § 70 Det foreslås, at personer, der i hjemmet passer en person med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal tilbydes afløsning eller aflastning med hensyn til de opgaver, der følger af pasningen. Afløsning gives i hjemmet, medens aflastning gives udenfor hjemmet.

Aflastning gives i dag efter de gældende institutionsbestemmelser i form af midlertidige ophold i familiepleje, bofællesskab eller institution. Midlertidige aflastningsophold kan også tilbydes i aflastningsboliger, etableret efter Boligministeriets regler.

Efter forslaget vil der fortsat være mulighed for at give aflastning til ægtefæller, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Varigheden af sådanne ophold er afhængig af formålet, og kan fx være jævnligt tilbagevendende weekend-ophold, ferie-ophold m.v., ophold af flere måneders varighed m.v. Denne form for aflastning kan udover praktisk hjælp omfatte ydelser i form af pleje/omsorg, socialpædagogisk hjælp, optræning, personlig ledsagelse, befordring, kost m.v.

Til § 71 Forslaget omfatter de former for hjælp, omsorg m.v., der efter de gældende regler indgår som integreret del af et botilbud. Forslaget betyder, at denne form for bistand kan ydes uanset boform.

Der er tale om et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger. Der kan fx gives vejledning, rådgivning, hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål m.v., herunder også til personer, som i vidt omfang selv er i stand til at træffe valg. Det kan fx dreje sig om støtteforanstaltninger til lettere sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere samt andre udsatte grupper. Formålet med støtten i disse tilfælde er yderligere selvstændiggørelse og udvikling af personlige færdigheder, bl.a. med henblik på opretholdelse af sociale netværk, struktur i dagligdagen m.v., således at de i højere grad kan gøre brug af samfundets almindelige tilbud. Det kan fx også være den meget intensive og omsorgsbetonede støtte, der ydes personer med meget betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

For personer, der på grund af betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne reelt ikke har mulighed for at tage vare på egne interesser, kan der være behov for en særlig hjælp til at opnå og fastholde egen identitet og derigennem opnå en mere aktiv livsudfoldelse.

Til stærkt udviklingshæmmede kan der være behov for støtte med henblik på de pågældendes muligheder for selv at klare dagligdagen, fx træning i at klæde sig på, spisetræning, hjælp til indkøb m.v.

Hjælpen skal tage udgangspunkt i pågældendes egne behov og forudsætninger og gives med respekt for den enkeltes integritet og værdighed.

For personer med betydelig nedsat fysisk funktionsevne vil hjælpen udover egentlig optræning og behandling kunne omfatte oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg, støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre.

Det afgørende er, at hjælpen tager udgangspunkt i den enkeltes individuelle situation og nedsatte funktionsevne med respekt for den enkeltes egne behov og ressourcer. Hjælpen kan i nogle tilfælde opstille normer for den enkeltes livsudfoldelse samtidig med, at indsatsen udformes således, at den enkeltes personlighed støttes bedst muligt. I den forbindelse skal det respekteres, at nogle eventuelt trives under normer, der kan opfattes som usædvanlige. Hjælpen bør tage sigte på hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. Der kan være behov for hjælp til, at den enkelte kan tilrettelægge og overskue sin egen økonomi. Ved meget betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kan den personlige omsorg dog også være et mål i sig selv.

Hjælpen kan bl.a. bestå i rådgivning i forbindelse med fritids- og kulturaktiviteter m.v., opretholdelse af sociale netværk samt hjælp til administration af personlige forhold og konfliktløsning. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner, som fx indkøb, lægebesøg, rejser, læsning af post m.v.

Udskillelsen af reglerne om denne hjælp fra botilbudsbestemmelserne skal ses som et yderligere skridt i rækken af initiativer om ligestilling og ligebehandling af personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer uanset boform, jf. senest indførelsen af pensionsudbetaling i bistandslovens § 105 og § 112-institutioner.

Til § 72 Forslaget præciserer kommunernes pligt til at sørge for, at tilbud om personlig og socialpædagogisk hjælp m.v. i fornødent omfang tilbydes hele døgnet. I forbindelse med, at der fra den 1. januar 1988 blev indført stop for opførelse af plejehjem og beskyttede boliger, blev kommunernes forpligtelse til at sikre døgntilbud til personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for hjælp døgnet rundt, præciseret i bistandslovens § 79. Det fremgik af bemærkningerne til bestemmelsen, at kommunen eksempelvis kunne etablere et døgnberedskab for at sikre, at personer med behov for hjælp døgnet rundt kunne få en reel mulighed for at vælge mellem at blive boende i eget hjem og flytte i plejehjem.

Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 71, som indeholder en beskrivelse af gældende regler om socialpædagogisk hjælp efter bistandslovens §§ 68 og 68 b, stk. 1.

I takt med at flere og flere tilbydes ophold i bofællesskaber m.v., giver mange kommuner omfattende socialpædagogisk og anden hjælp, herunder døgnberedskab, idet dette kan være en betingelse for, at beboere med betydelig nedsat funktionsevne kan opholde sig i bofællesskab. Forslaget giver kommunerne mulighed for at oprette denne form for døgnberedskab til mere individuelle boformer, når kommunen vælger sådanne løsninger.

Forslaget præciserer, at døgnberedskabet også omfatter socialpædagogisk hjælp, hvis der er behov for det, og hvis kommunen vælger at oprette og drive individuelle boformer for personer med omfattende behov for denne form for hjælp. I forhold til den hjælp, der i dag gives til disse målgrupper, er der ikke tilsigtet en udvidelse af kommunens forpligtelse.

Til § 73 Det foreslås præciseret, at tilbudene efter forslagets §§ 69-71 alene gives til opgaver, som modtageren ikke selv kan klare, og at der således skal foretages en konkret, individuel vurdering af behovet. Det foreslås desuden præciseret, at der skal ske en opfølgning, således at tilbudene løbende tilpasses det aktuelle behov. Der henvises til bemærkningerne til § 69.

Det foreslås desuden præciseret, at tilbudene gives uanset boform.

I stk. 3 præciseres det, at afgørelser efter §§ 69 og 70 kan indbringes for klagerådet, jf. § 34 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Til § 74 Forslaget i stk. 1 svarer til den gældende regel i bistandslovens § 56, hvorefter kommunen i særlige tilfælde kan udbetale et kontant tilskud til hjælp, som brugeren selv antager.

Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, der kun kan anvendes, hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed via §§ 69 og 70.

Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor en bruger skal have hjælp på særlige tidspunkter af døgnet, hvor det kan være svært at skaffe tilstrækkeligt personale, eller tilfælde, hvor samarbejdet mellem brugeren og personalet er vanskeliggjort.

Det foreslås i stk. 2, at der indføres en adgang til, at personer under 67 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for hjælp efter §§ 69 og 70 i mere end 20 timer ugentligt, skal kunne vælge at få udbetalt et kontant tilskud til køb af den hjælp, som de pågældende er berettiget til, i stedet for at modtage hjælpen i form af en naturalydelse.

Forslaget sigter på den lille gruppe personer, der - selvom de har behov for omfattende hjælp og pleje - ikke opfylder kravene til en hjælpeordning efter § 75, fx fordi de ikke har helt så omfattende behov som forudsat, eller at aktivitetsniveauet ikke er helt så højt som forudsat.

Kommunen kan efter forslagets stk. 3 beslutte, at hjælpen skal gives som en naturalydelse til personer, der lever i boliger, hvor hjælp efter forslagets §§ 69-73, jf. § 79, er tilrettelagt for flere beboere med henblik på afhjælpning af særlige behov, gennemførelse af udviklingsforløb m.v., bl.a. baseret på fællesskab i hverdagen. En kontantydelse i stedet for personlig hjælp og pleje vil modvirke formålet med det særlige botilskud.

Kommunen kan i andre situationer, hvor det skønnes at en bruger ikke selv vil kunne adminstrere tilskuddet eller tilrettelægge ordningen, beslutte, om hjælpen skal gives som en naturalydelse eller udbetales som en kontant ydelse til en nærtstående, der kan og vil passe den pågældende.

Som nærtstående anses ægtefælle, samlever, forældre, søskende, voksne børn samt andre, der har et nært forhold til den pågældende.

Der er ikke hjemmel til at pålægge ægtefællen eller andre nærtstående at varetage disse opgaver.

De hensyn, der kan tale for, at kommunen vælger at udbetale tilskuddet til en nærtstående, er fx, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje.

Det er en forudsætning, at kommunen efter en nøje vurdering af den pågældendes situation, herunder mulighed for selvstændig livsførelse, boligforhold, adgangsforhold, netværksressourcer m.v., finder det hensigtsmæssigt, at det er nærtstående, der varetager plejen. Særligt når der er tale om yngre personer, må der lægges vægt på den unges mulighed for selvstændig livsudfoldelse.

For at lette administrationen af ordningen foreslås en adgang for kommunen til at udbetale tilskuddet på grundlag af anslåede udgifter. Det er imidlertid forudsat, at tilskuddet skal tage udgangspunkt i de udgifter, der er forbundet med den pågældende foranstaltning. Og tilskuddet kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunens udgift i forbindelse med levering af tilsvarende serviceydelser i medfør af §§ 69 og 70.

Kommunen skal ved beregningen af dette beløb tage hensyn til alle de udgifter, der er forbundet med at udføre opgaverne, herunder også udgifter til administration i forbindelse med udførelsen m.v.

Kommunen bevarer ansvaret for, at personer, der får udbetalt tilskud til selv at antage hjemmehjælp, modtager den fornødne hjælp, og kommunen skal derfor påse dette.

Klager over kommunens afslag på at yde kontant tilskud efter § 74, stk. 2, samt kommunens afgørelse efter stk. 3 kan, jf. de almindelige klageregler i § 118, indbringes for det sociale nævn. Nævnet kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efter - prøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, jf. § 69 i forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til § 75 Forslaget viderefører den gældende praksis for hjælpeordninger efter bistandslovens § 48, stk. 4. Hjemmel til ordningen er skilt ud som en selvstændig bestemmelse, men vedrører den samme personkreds, herunder pensionister, som i dag får dækket udgifter til hjælpeordninger efter bistandslovens § 48, stk. 4, som en kontantydelse.

Det drejer sig om personer med betydelig og varig nedsat funktionsevne, herunder stærkt udbredte lammelser, som især medfører, at de pågældende ikke eller kun i meget begrænset omfang kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner.

Bestemmelsen kan også omfatte personer med hjerneskade i den udstrækning, de opfylder betingelserne om aktivitetsniveau og er i stand til at administrere kontantydelsen, dvs. ansætte den nødvendige hjælp og fungere som arbejdsgivere over for hjælperne.

Det er en forudsætning for tildeling af hjælp efter denne bestemmelse, at der er tale om behov, som ikke kan dækkes efter reglerne om hjælp efter forslagets §§ 69-74 og 76.

Det drejer sig om personer,

- som i høj grad er afhængige af andre i almindelige daglige funktioner, og som har et massivt behov for pleje, overvågning og ledsagelse.

- hvis behov ikke kan dækkes ved almindelig hjemmehjælp. Dette kan skyldes, at hjælpen har så personlig karakter, at den pågældende selv skal kunne vælge sine hjælpere, og hjælpefunktionen i øvrigt skal dække opgaver, som går ud over, hvad der normalt dækkes af hjemmehjælp, herunder ledsagefunktioner.

- som har eller formodes at få et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte.

- som selv er i stand til at administrere ordningen, således at de fungerer som arbejdsgivere over for hjælperne.

Det vil typisk dreje sig om personer, som skal til at opbygge en selvstændig tilværelse eller fastholde en sådan på trods af et svært fysisk handicap, fx personer, som flytter fra forældrehjemmet, eller som uddanner sig.

Hjælpen gives med udgangspunkt i en individuel behovsvurdering.

Da hjælpeordninger også kan gives til modtagere af social pension, må det ved fastsættelse af hjælpen i hvert enkelt tilfælde vurderes, i hvilket omfang plejetillægget skal anvendes til betaling af en del af hjælpen. Hvis hjælpen udmåles, så den dækker alle ledsage-, pleje- og overvågningsbehov, er udgangspunktet, at hele plejetillægget skal anvendes til betaling af en del af hjælpeordningen.

Invaliditetsydelse kan modtages sammen med hjælpeordning og skal ikke medgå til betaling af nogen del af hjælpeordningen.

Selv om udgangspunktet for hjælpen er, at den skal dække hele døgnet, er der ikke noget til hinder for, at den pågældende får udmålt et mindre antal timer, hvis han/hun ønsker det, fx på grund af et ønske om at være alene nogle timer, eller hvis en pårørende fx kan og vil påtage sig hjælpefunktionerne nogle timer. Der er dog ikke hjemmel til at pålægge ægtefællen at varetage disse udvidede pleje-, overvågnings- og ledsagefunktioner.

Personer, der lever i boliger, hvor hjælp efter forslagets §§ 69-73 er tilrettelagt for flere beboere med henblik på afhjælpning af særlige behov, gennemførelse af udviklingsforløb m.v. bl.a. baseret på fællesskab i hverdagen, vil efter forslaget som udgangspunkt ikke have ret til hjælpeordning i det omfang, hjælpen dækkes efter de nævnte bestemmelser. Baggrunden herfor er, at det ville kunne modvirke resultatet af den særlige tilrettelæggelse af hjælpen.

Modtagere af hjælpeordning efter denne bestemmelse kan ikke samtidig få ledsagelse efter § 76.

Stk. 2 angiver, at den pågældende selv skal være i stand til at administrere ydelsen og tilrettelægge hjælpen. Hjælperne skal således ansættes af den pågældende selv, som også er ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse og vejledning af hjælperne.

Det betyder imidlertid ikke, at modtageren i enhver henseende skal fungere som arbejdsgiver over for den eller de ansatte hjælpere. Modtageren kan fx aftale, at kommunen efter anvisning fra modtageren udbetaler løn til hjælperen, indberetter skat m.v., eller modtageren kan rekvirere hjælpere fra et servicefirma, som så ligeledes varetager lønudbetaling m.v.

Til § 76 Såvel kommuner som handicaporganisationer har i flere år peget på, at der har manglet hjemmel til at dække behov for ledsagelse af personer, som på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke har kunnet færdes på egen hånd uden for hjemmet. Mangelen på en egentlig ledsageordning har således betydet et hul i den række af foranstaltninger, som det offentlige har stillet til rådighed for at sikre normalisering og ligebehandling af personer med nedsat funktionsevne.

På baggrund af gennemførte forsøg med ledsageordning i 4 kommuner og efter anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser, foreslås ledsageordningen indført som en ny foranstaltning. Personer, der opfylder betingelserne, har ret til 15 timer pr. måned.

Indførelse af en ledsageordning vil lette presset på personlig hjælp og pleje m.v., og på hjælpeordninger efter forslagets § 75.

Ordningen foreslås at omfatte voksne under 67 år, som har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der medfører, at de ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet.

Denne afgrænsning af personkredsen svarer til den afgrænsning, der er foreslået i Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser.

Efter forslaget omfatter ledsageordningen personer, der opfylder kriterierne uanset boform, dvs. herunder også personer med ophold i boformer efter kapitel 18. Ved vurderingen af, om der er et ledsagebehov, kan der dog tages hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende, som en integreret del af botilbudet, herunder socialpædagogisk bistand og anden form for hjælp.

Personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse og/eller af sociale årsager har ikke været omfattet af forsøget med ledsageordning og er ikke omfattet af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at arbejdet med sindslidende og med personer med nedsat funktionsevne af sociale årsager stiller særlige krav om indsigt og træning, der ligger ud over de kvalifikationer, det er forudsat, ledsagerne skal have.

Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de med denne direkte forbundne funktioner, som fx hjælp til at tage overtøj af og på, op- og nedslå kørestol m.v., men ikke praktisk hjælp i hjemmet, idet ledsageordningen skal supplere de øvrige serviceydelser. Ledsagelse ydes af kommunen som en naturalydelse fra et af kommunen etableret ledsagekorps.

Det foreslås, at personer, der opfylder kriterierne for at kunne få ledsagelse, skal have ret til ledsagelse i 15 timer pr. måned, uanset hvad pågældende ønsker at blive ledsaget til.

Det foreslås endvidere, at modtageren, efter kommunens nærmere fastlagte retningslinier, indenfor en periode på 6 måneder, skal kunne spare timer sammen. Alle timer skal dog være brugt indenfor 6 måneder. Timer, der ikke er brugt, bortfalder.

Administrationen af ledsageordningen er foregået på forskellig måde i de 4 forsøgskommuner. Kommunerne har haft gode erfaringer med at inddrage personer med nedsat funktionsevne i administrationen af forsøgene.

Personer, der får hjælpeordning efter § 75, forudsættes at få deres behov for ledsagelse dækket inden for denne ordning.

Til § 77 Bestemmelsen viderefører kommunalbestyrelsens forpligtelse efter bistandslovens § 48, stk. 4, om kontaktpersoner til døvblinde samt amtskommunens hidtidige forpligtelse overfor døvblinde i amtskommunale institutionstilbud. Om afgrænsning mellem de kommunale og amtskommunale tilbud henvises til bemærkningerne til § 79.

Hensigten med kontaktpersonordningen er at give voksne døvblinde mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde den døvblindes isolation samt bidrage til, at den pågældende kan leve så normalt som muligt på trods af det meget svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov. Ordningen kan ydes til såvel pensionister som ikke-pensionister.

Kontaktpersonens opgaver er blandt andet at besøge og kommunikere med den døvblinde, orientere om hverdagen (avislæsning m.v.) og at være bindeled til omgivelserne. Der kan være tale om at bistå med oversættelse af breve m.v., ledsagelse på indkøb, hjælp ved kontakt med myndigheder, ved besøg samt til kurser og andre aktiviteter.

Det er udgangspunktet, at der ikke herudover er behov for ledsagelse efter § 76.

Almindelig praktisk hjælp i hjemmet hører ikke med til de funktioner, som kontaktpersonen skal udføre.

Til § 78 Bestemmelsen præciserer kommunens ansvar for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser. Med bestemmelsen ændres formuleringen af bistandslovens § 68 c, som vedtaget ved lov nr. 405 af 22. maj 1996 med virkning fra 1. august 1996. Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en forstærket udbygning af antallet af støtte- og kontaktpersonordninger for personer med sindslidelser, men alene en præcisering af målsætningen om, at alle kommuner enten selv eller i samarbejde med andre kommuner eller amtskommuner skal kunne give tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.

Målgruppen er de mest socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende, som ikke almindeligvis gør brug af eller kan gøre brug af de allerede etablerede tilbud. Personkredsen er ikke snævert afgrænset til personer med egentlige psykiatriske diagnoser.

Formålet med hjælpen er primært at opnå og bevare sociale kontakter og derved bryde den sindslidendes isolation, sekundært at den sindslidende skal kunne gøre brug af allerede etablerede tilbud.

Støtte- og kontaktpersonordningen skal være et supplement til andre tilbud og ikke en erstatning for disse.

Tilbudet gives i dialog med den sindslidende og på den sindslidendes præmisser. Den sindslidende kan afslå at tage imod et tilbud om en støtte- og kontaktperson.

Ordningen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, hvis frivillige støtte- og kontaktpersoner ikke står alene, men indgår som et supplement til en professionel ordning.

Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 139 af 28. august 1996 om støtte- og kontaktpersoner til sindslidelser.

Forslag om revision fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1999/2000, jf. forslagets § 143.

Til § 79 Forslagets stk. 1 fastlægger amtskommunens forpligtelse til at stille bistandsydelser efter forslagets §§ 69-73, 76 og 77 til rådighed for personer, der bor i amtskommunale boformer efter kapitel 18. Forslaget omfatter den hjælp, der efter de gældende regler er indeholdt i §§ 68, 68 b, 105 og 112 i bistandsloven.

Det drejer sig om personlig hjælp og pleje, kost, vask m.v., hjælp til praktiske opgaver, hjælp til at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder, afløsning og aflastning, socialpædagogisk bistand, ledsagelse og hjælp til personer, som er døvblinde.

Særligt med hensyn til ledsagelse bemærkes det, at den ordning, der foreslås indført med forslagets § 76, tillige foreslås at gælde for personer med ophold i amtskommunale boformer, jf. §§ 90-92, dog med undtagelse af sindslidende, jf. bemærkningerne til § 76. Forslaget indebærer således, at de pågældende personer som noget nyt vil få en ret til 15 timers ledsagelse om måneden, ydet af amtskommunen.

Forslagets stk. 1 fastslår endvidere, at det er amtskommunen, der yder den nødvendige hjælp til personer, som er døvblinde. Dette svarer til de hidtil gældende regler, idet det for den pågældende gruppe i dag er amtskommunerne, der som led i institutionstilbudet skal sørge for den hjælp, den enkelte har brug for på grund af sit handicap, herunder i forhold til kontakt- og kommunikationsmuligheder.

Det kontaktpersontilbud, der i dag ydes døvblinde af kommunerne efter bistandslovens § 48, jf. forslagets § 77, omfatter ikke personer med ophold i de eksisterende amtskommunale institutioner, fordi kontaktpersonordningen særligt tager udgangspunkt i hjemmeboende døvblindes kontakt- og kommunikationsproblemer og sammenhængen med øvrige støttetilbud i hjemmet. Da der er tale om en anderledes situation for de personer, som bor i amtskommunale boformer, både i forhold til de service- og støttetilbud, der tilbydes af amtskommunerne og i forhold til de enkelte personers kontakt- og kommunikationsproblemer, foreslås det, at den gældende kompetencefordeling og opgaveafgrænsning opretholdes. Det er således fortsat op til amtskommunen at yde den nødvendige kontaktmæssige støtte til døvblinde i forbindelse med fastlæggelsen af det samlede servicetilbud, som en særlig støtte ud over den daglige hjælp og pleje.

Forslagets stk. 2 giver amtskommunen mulighed for at stille bistandsydelser til rådighed for personer, der bor i amtskommunale plejeboliger efter lov om almene boliger m.v.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at der siden udlægningen af den statslige særforsorg i 1980 til amter og kommuner, og siden bofællesskabstilbudet indførtes i bistandsloven i 1984, er sket en omfattende udvikling af forskellige former for botilbud efter bistandsloven - herunder også i forhold til amtskommunernes og kommunernes opgavefordeling. Den traditionelle opgavefordeling er i et vist omfang blevet blødt op i de enkelte lokalområder. Formålet hermed har været at skabe fleksibilitet i tilvejebringelsen af den nødvendige bistand og ekspertise ud fra de enkelte beboeres konkrete behov.

Det er på dette grundlag fundet hensigtsmæssigt at give en begrænset hjemmel til amtskommunal varetagelse af bistandsopgaver i egen bolig for at fremme de målsætninger om integration og normalisering, som ligger bag udviklingen på handicapområdet, herunder reglerne om amtskommunale plejeboliger i lov om almene boliger m.v. Dvs. det drejer sig om de boliger, der er oprettet af amtskommunen efter lov om almene boliger m.v., og de boliger, der er opført af andre men efter aftale med amtskommunen, og hvor amtet betaler en del af ydelsesstøtten. Der er således ikke tale om en generel forpligtelse for amtskommunen.

Bestemmelsen skal sikre det nødvendige supplement til amtskommunernes forpligtelse til at stille sociale boformer, jf. §§ 90-92 til rådighed, således at de tilbud, der stilles til rådighed af kommuner og amtskommuner tilsammen repræsenterer en bred vifte af muligheder, som kan benyttes alt efter den enkeltes konkrete behov, og således at der sikres de nødvendige udviklingsmuligheder og størst mulig fleksibilitet.

Behovet for en amtskommunal indsats vil være helt afhængig af det enkelte lokalområde, udbygningsgrad og befolkningsunderlag m.v. og herudover af forskellige handicapgruppers behov for særlig og ekspertisekrævende indsats.

Efter forslagets stk. 3 henlægges kompetencen til at drøfte og formidle klager over afgørelser truffet af amtsrådet efter §§ 69 og 70 til det amtslige brugerråd, der er videreført fra den sociale styrelseslov (§ 19) til § 41 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ved behandlingen af sådanne sager udvides det amtslige brugerråd med repræsentanter fra amtsrådet.

Til § 80 Der foreslås en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om betaling samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen. De regler, der fastsættes, vil svare til bistandslovens betalingsregler i §§ 52-55.

Efter de gældende regler i bistandsloven fastsætter kommunen betalingen for tilbudene. De faktiske udgifter, der er forbundet med at producere tilbudene, udgør overgrænsen for, hvor meget kommunen kan opkræve i betaling for tilbudene. Kommunen kan vælge at fastsætte betalingen til et lavere beløb end de faktiske udgifter eller helt undlade at opkræve betaling.

Kommunen kan vælge at fastsætte betalingen endeligt på grundlag af kommunens budgetterede udgifter til tilbudene. Dog skal betalingen fastsættes således, at kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke overstiger kommunens samlede udgifter ved tilbudene.

Der kan ikke opkræves betaling for udgifter til personale for

1) visiterede tilbud om personlig og praktisk hjælp (hjemmehjælp), der gives på grund af længerevarende lidelse eller svækkelse og i forbindelse med pleje af en døende,

2) visiterede tilbud om vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder og

3) tilbud om afløsning af personer, der passer en person med en fysisk eller psykisk lidelse omfattet af §§ 26, 27, 75 og 82.

For tilbud om madserviceordning kan der dog opkræves betaling for personaleudgifter.

For tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp (hjemmehjælp), der gives på grund af midlertidig lidelse eller svækkelse og for hjemmehjælp til afløsning af personer, der passer en person med en fysisk eller psykisk lidelse, som ikke er omfattet af §§ 26, 27, 75 og 82, beregnes betaling på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag. Der beregnes dog kun betaling, hvis indkomstgrundlaget pr. 1. januar 1997 overstiger 92.400 kr. for enlige og 138.700 kr. for gifte. Herudover fradrages der yderligere et beløb for hvert barn.

Betalingen udgør pr. 1. januar 1997 3 kr. pr. time, hvis indkomstgrundlaget udgør 2.701 kr. eller derover, og betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr. indkomstgrundlaget herefter stiger. Der kan dog højst opkræves 82 kr. pr. time.

Forslaget giver endvidere socialministeren mulighed for at fastsætte retningslinier for beregningen af betaling for kost m.v. for beboere i sociale boformer. Efter ophævelse af institutionsbegrebet vil udgangspunktet være, at kost, vask, frisør, lægehjælp, rengøring m.v. betales efter de almindelige retningslinier. Regler kan evt. udformes sammen med retningslinier for betaling for boligdelen, jf. bemærkningerne til § 93.

Bestemmelsens stk. 2 viderefører bistandslovens § 53 samt § 57e.

Det foreslås endvidere efter stk. 2, at der - som hidtil - ikke skal være mulighed for at opkræve betaling for udgifter til personale, der yder hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer efter forslagets § 71.

Efter bistandslovens § 68, stk. 2, er der mulighed for at fastsætte en økonomisk ydelse for plejeforhold (familiepleje) eller nødvendig medhjælp i bofællesskab. Imidlertid anvendes reglen om fastsættelse af betaling for medhjælp i bofællesskaber yderst sjældent af kommunerne, idet det ikke findes rimeligt at fastsætte betaling for hjælp af denne rent handicapkompenserende karakter, og idet reglen således generelt betragtes som et levn fra de tidligere lommepengeregler. For så vidt angår familiepleje anvendes betalingsreglen, idet der her - i modsætning til bofællesskaberne - ikke fastsættes særskilt betaling for kost, bolig og andre ydelser. Med forslaget ophæves denne forskel mellem familiepleje og andre tilbud, jf. bemærkningerne til forslagets §§ 89 og 93, hvorefter der under ophold i boformer omfattet af bestemmelsen forudsættes ydet den nødvendige bistand efter de almindelige bestemmelser, uanset om kommunen selv yder denne eller indgår aftaler med private familier eller andre, og hvorefter betalingen efter disse bestemmelser alene omfatter bodelen af tilbudet. Regler om betaling for ydelser i tilbud, der svarer til de eksisterende familieplejeophold, vil således blive fastsat efter bemyndigelsen i § 80, stk. 1, og svare til de regler, der i øvrigt fastsættes herom, jf. § 80, stk. 1.

Forslagets stk. 3 svarer til bistandslovens § 53, sidste pkt., og præciserer, at der kan opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

Til § 81 Forslagets viderefører de regler, der gælder vedrørende servicebetaling i institutioner efter bistandslovens § 112. Reglerne finder ligeledes anvendelse i plejehjem, jf. overgangsbestemmelsen herom.

Vedrørende regulering af de beløb, der er nævnt i stk. 1, henvises til § 133, stk. 2.

Reglerne om servicebetaling blev indført i forbindelse med ændringen af reglerne om pensionsudbetaling på institutioner, Lov nr. 1132 af 22. december 1993, som trådte i kraft 1. januar 1994 . Eventuelle ændringer i reglerne indgår i overvejelserne om en ydelsesreform på pensionsområdet.

Til kapitel 15

Dækning af nødvendige merudgifter

Til § 82 Forslaget afløser den del af bistandslovens § 48, stk. 4, som handler om merudgifter ved forsørgelsen. Hjælpeordningerne og kontaktpersonordningen til døvblinde, som ligeledes havde hjemmel i bistandslovens § 48, stk. 4, findes nu i §§ 75 og 77.

Personkredsen, der efter forslaget skal kunne modtage hjælp efter bestemmelsen, er som udgangspunkt den samme som i bistandslovens § 48, stk. 4.

Afgrænsningen af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4, er i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, angivet som »personer over 18 år, som har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, og som bor i eget hjem«. »Udtrykket vidtgående handicap betyder i denne forbindelse, at der skal være tale om en vedvarende, dvs. en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse. Den pågældende vil som regel være berettiget til invaliditetsydelse . . .«

Bestemmelsen viderefører denne ordning og tager som udgangspunkt fortsat sigte på ikkepensionister. Personer, der modtager hjælpeordninger efter § 75, forudsættes dog i overensstemmelse med hidtidig praksis også at kunne få hjælp til nødvendige merudgifter efter denne bestemmelse.

Personkredsen foreslås på baggrund af anbefaling fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser udvidet med personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.lign. følges. Udvidelsen omfatter især gruppen af personer med PKU (phenylketonuri) og personer med cystisk fibrose. Det skønnes, at denne udvidelse af personkredsen næppe vil overstige 500 personer. Udgiften har hidtil kun været dækket over § 48, stk. 1, til børn. Denne udvidelse af personkredsen kan lette overgangen fra børne- til voksenydelse.

Merudgifter ved forsørgelsen skal som hidtil dække nødvendige merudgifter, som følger af den nedsatte funktionsevne. De merudgifter, der dækkes, er ifølge hidtidig praksis fx dokumenterede ekstraudgifter til vask og hygiejne, kurser, særligt tøj, kost, befordring og medicin.

Dækning af merudgifter ved boligskift, som følger af nedsat funktionsevne, ydes fremover efter § 100, stk. 2.

Stk. 2 svarer til, hvad der hidtil har været gældende, ifølge ovennævnte vejledning.

Stk. 3 viderefører bemyndigelsen for socialministeren til at fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse.

Til kapitel 16

Behandling m.v.

Til § 83 Forslaget viderefører bistandslovens § 68 a, stk. 2, hvorefter det er amtskommunen, der har forpligtelsen til at sørge for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

Forslaget omfatter den form for behandling for stofmisbrug, som i dag foregår i opholdssteder mv. efter bistandslovens § 66 samt i institutioner efter bistandslovens § 96, dvs. dag- og døgntilbud i offentlige og overenskomstdækkede behandlingscentre samt private behandlingscentre.

Behandlingen kan foregå i boformer til midlertidige ophold, jf. § 91, stk. 1, nr. 2, og som dagtilbud eller ambulante tilbud.

Den omtalte behandling forudsætter en socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb, som fastlægges i en behandlingsplan, så vidt muligt i samarbejde med brugeren og evt. pårørende, jf. vejledning om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere pkt. 21. Bestemmelsen viderefører således pkt. 21 i socialministeriets vejledning om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere.

Denne sociale behandling, der ofte vil foregå parallelt med eller i forlængelse af en lægelig behandling, fx psykiatrisk eller medicinsk, vil, afhængig af årsagen til funktionsnedsættelsen og det metodiske udgangspunkt, have store variationer og forskellige grader af intensitet.

Hovedsigtet med en sådan behandling er ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere funktionsnedsættelse og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på højnelse af livskvaliteten. Den egentlige behandling må i givet fald følges op af en efterbehandlingsfase, hvor der ved siden af en mindre intensiv behandling rettes andre tilbud til brugeren, som fx bolig, personlig bistand, aktivitets- og samværstilbud.

Det påhviler såvel amtskommune som kommune at samarbejde om den samlede støttende indsats både i forhold til det samlede serviceniveau for pågældende persongruppe samt i forhold til den enkelte i form af handleplan, hvor nævnte behandlingsplan er en del.

Der forudsættes ikke fastsat betaling for behandling efter bestemmelsen, men hvis der i forbindelse med behandlingen ydes botilbud mv., jf. forslagets kapitel 18, fastsættes betaling efter de herfor gældende regler.

Der er ikke tilsigtet udvidelser i forhold til gældende lov.

Til § 84 I forslagets stk. 1 gives kommunerne hjemmel til at give tilbud om behandling.

I forslagets stk. 2 og 3 fastslås amtskommunernes forpligtelse til at yde den nødvendige behandlingsmæssige indsats til personer med ophold i amtskommunale boformer efter denne lov og i boliger efter lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Forslaget omfatter de behandlingsmæssige tilbud, som i dag ydes efter bistandslovens § 112 og i mindre omfang efter § 68 a, stk. 1, jf. §§ 66 og 96, §§ 68b og 105, og som ligger ud over den bistand af socialpædagogisk karakter, som er omfattet af forslaget til §§ 71 og 79.

Det drejer sig således om speciel behandlingsmæssig bistand på grund af særlige behov herfor. Der kan for eksempel være tale om sygeplejemæssig, fysioterapeutisk, specialpsykiatrisk, psykologisk, specialterapeutisk, tandplejemæssig eller anden behandling.

Særlig for personer i tilbud efter § 92 (tidligere § 105-institutioner) er behandlingstilbudet en videreførelse af enkelte af de nuværende sygeafdelinger.

Selvom behandlingsydelser i et vist omfang må forudsættes ydet efter de almindelige regler herom (sygesikring m.v.), vil det ikke i alle tilfælde være hensigtsmæssigt eller tilstrækkeligt. Ofte vil en sådan indsats indgå i en (be)handlingsplan, og dermed som et led i den samlede sociale indsats.

På handicapområdet er det primært amtskommunerne, der giver denne form for specialtilbud som led i tilbud efter bistandslovens § 112 på grund af amtskommunernes særlige forpligtelser over for grupper med særlige behov, men i takt med, at kommunerne har ansvaret for tilbudene til stadig sværere handicappede og specielle grupper, fx multihandicappede, stærkt sindslidende, hjerneskadede m.v. bør også kommunerne have mulighed for at kunne yde denne form for »behandlingsmæssig« bistand.

Der er ikke tilsigtet udvidelser i forhold til gældende lov.

Til kapitel 17

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

Til § 85 Forslagets stk. 1 svarer til bistandslovens § 91, stk. 1, 2. pkt., hvorefter amtsrådet sørger for beskyttet beskæftigelse til personer med nedsat erhvervsevne, der ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, herunder i aftalebaserede skånejob eller via skånejob med løntilskud. Der er således ikke tilsigtet realitetsændringer i reglerne om beskæftigelse på beskyttede værksteder m.v.

Reglerne om beskyttede enkeltpladser, de såkaldte 50/50 - og 1/3- ordninger, er beskrevet i forslag til lov om aktiv socialpolitik og hedder fremover »skånejob med løntilskud«. I skånejob med løntilskud kan ansættelse ske hos private eller offentlige arbejdsgivere, herunder på beskyttede værksteder. Den beskyttede beskæftigelse, der nævnes i stk. 1, er med andre ord den beskæftigelse, der efter gældende regler er knyttet til beskyttede værksteder m.v., uden at der er tale om beskyttede enkeltpladser efter 50/50 - eller 1/3-ordningen.

Personer, der arbejder på beskyttede værksteder m.v., har som oftest førtidspension som hovedforsørgelseskilde. Ved siden af har de pågældende en beskeden indtjening fra den beskyttede beskæftigelse.

Personer, der ikke får førtidspension, aflønnes i de fleste tilfælde med den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde, eller med den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Forslagets stk. 2 viderefører § 105-institutionernes tilbud om beskæftigelse, jf. pkt. 16 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 31. marts 1995 om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. for personer med særlige sociale vanskeligheder. Tilbudet vil typisk være knyttet til de midlertidige botilbud efter forslagets § 92, stk. 1, men kan også etableres som rene dagtilbud, fx i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud efter forslagets § 86, stk. 1.

Der skal kunne tilbydes beskæftigelse i form af særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb som fx værkstedsarbejde, deltagelse i den interne drift eller i øvrige aktiviteter. Beskæftigelsen tilbydes personer med ophold i den sociale boform efter forslagets § 92, stk. 1, samt andre med tilsvarende problemer. Beskæftigelsen bør have karakter af oplæring eller optræning og afpasses den enkeltes ansvar og muligheder. I forbindelse med deltagelse i sådanne særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb udbetales, som efter de gældende regler, en arbejdsdusør, jf. vejledningens pkt. 18.

Forslagets stk. 3 svarer til bistandslovens § 94, stk. 1, 1. pkt., hvorefter amtsrådet træffer afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter indstilling af kommunen.

Kommunen skal ved tilrettelæggelse af visitationen være opmærksom på, at tilbud om beskyttet beskæftigelse skal indgå i viften af muligheder for beskæftigelse.

Forslagets stk. 4 svarer til bistandslovens § 94, stk. 2, hvorefter afgørelse om beskyttet beskæftigelse, som især er beregnet for personer med bopæl i kommunen, træffes af kommunen.

Der kan være tale om beskæftigelse på beskyttede værksteder, aktivitetscentre og lignende.

De enkelte amtskommunale tilbud om revalidering, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud vil ofte med fordel kunne foregå i samme faglige miljø i samme hus.

Til § 86 Forslagets stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 91, stk. 1, 2. pkt., hvorefter amtsrådet sørger for tilbud i særlige dagcentre og særlige daghjem og i klubber til personer, som ikke kan varetage beskyttet beskæftigelse.

Forslagets stk. 2, 1. pkt., svarer til bistandslovens § 94, stk. 1, 1. pkt., hvorefter amtsrådet træffer afgørelse om tilbudene efter indstilling fra kommunen.

I forslagets stk. 2, 2. pkt., præciseres, at amtskommunen - uden indstilling fra kommunen giver tilbud om aktivitets- og samværstilbud til personer, der især har problemer med at klare sig i egen bolig. Hermed videreføres den retstilstand, der har været gældende for § 105-institutioner.

Forslagets stk. 3 svarer til bistandslovens § 94, stk. 2, hvorefter afgørelse om tilbud, som især er beregnet for personer med bopæl i kommunen, træffes af kommunen.

De gældende regler om tilbud efter stk. 1-3 findes herudover i bistandslovens § 105 samt for stk. 3's vedkommende i § 68 b, stk. 4.

Målgruppen efter bistandslovens § 105 er personer, der på grund af særlige sociale vanskeligheder ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som bl.a. har brug for aktiverende støtte og omsorg. Målgruppen efter bistandslovens § 68 b, stk. 4, er forskellige grupper af personer med særlige sociale vanskeligheder, der har behov for socialt samvær og fællesskabsaktiviteter.

I tilslutning til den type af tilbud, der retter sig til sidstnævnte grupper kan der alt efter hvilke brugergrupper, de især henvender sig til, etableres forskellige aktiviteter som beskæftigelsesforløb, efterbehandling af alkohol- og stofmisbrug, selvhjælpsgruppearbejde, rådgivning og opsøgende arbejde enten organiseret af brugerne selv eller fx af foreninger i samarbejde med brugerne.

Denne type tilbud vil med fordel kunne iværksættes ved, at der træffes aftale med foreninger, organisationer m.v. eller andre private kredse, hvis det i øvrigt lokalt findes hensigtsmæssigt.

Disse foranstaltninger er som udgangspunkt åbne tilbud for den nævnte personkreds, men kan som nævnt målrettes til særlige grupper af brugere.

Overordnet er der således en forpligtelse for amtskommunen til at sørge for, at der er aktivitets- og samværstilbud til alle målgrupper nævnt i stk. 1, herunder om tilbud om plads i et værested, som efter bistandslovens § 68 b, stk. 4, er organiseret under kommunerne. I praksis vil det imidlertid ligesom i dag som oftest være kommunen, som står som driftsherre for tilbudene eventuelt i samarbejde med private kredse, specielt når det drejer sig fx om sindslidende, misbrugere og andre personer med særlige sociale problemer, men den overordnede forpligtelse ligger principielt hos amtskommunen.

Der er således lagt vægt på, at amtskommune og kommune indbyrdes kan aftale, hvilket serviceniveau der er ønskeligt, og hvordan opgaverne fordeles.

Til § 87 Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til de gældende regler, hvorefter der aflønnes efter indsats under beskyttet beskæftigelse, også når der udføres egentligt arbejde i særlige dagcentre og særlige daghjem. Hvorimod der ikke betales løn under klubvirksomhed, her betaler deltagerne helt eller delvis for materialer m.v. Socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler om aflønning under beskæftigelse samt regler om betaling for materialer og udflugter m.v. under aktivitets- og samværstilbud.

Efter den indtil den 1. januar 1997 gældende bestemmelse i bistandslovens § 95, fastsætter amtsrådet, efter retningslinier udarbejdet af socialministeren, regler om beregning og udbetaling af arbejdsvederlag under beskyttet beskæftigelse. Retningslinierne er fastsat i pkt. 73 i cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne og pkt. 15 og 17-19 i cirkulære af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Reglerne er senest ændret ved lov nr. 1188 af 18. december 1996, men de overfor nævnte retningslinier gælder fortsat.

Socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler om støtte til befordringsudgifter under beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, hvilket svarer til bistandslovens § 95.

Efter de gældende regler, jf. pkt. 17, i cirkulære af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, skal personer i beskyttet beskæftigelse selv afholde udgiften til transport inden for en afstand af 10 km til og fra arbejdsstedet. Nødvendige transportudgifter derudover godtgøres.

Efter pkt. 18 i cirkulæret betales udgiften til transport af institutionen, når der er tale om befordring til og fra særlige dagcentre og særlige daghjem.

Til § 88 Forslagets stk. 1 er en videreførelse af bistandslovens § 91, stk. 3, 2. pkt., hvorefter produktion på beskyttede værksteder m.v. ikke må påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Forslagets stk. 2 viderefører de gældende regler om udarbejdelse af vejledning om kalkulationsregler på området, idet Amtsrådsforeningen i november 1995 har udsendt vejledningen, Kalkulationsregler i bistandsloven på § 91 - området.

Til kapitel 18

Indledende bemærkninger til kapitel 18 Dette kapitel samler reglerne om botilbud med det formål at skabe større sammenhæng og overskuelighed i de kommunale og amtskommunale forpligtelser. Der er sikret en klar afgrænsning til reglerne under Boligministeriet. I forlængelse af de senere års bestræbelser på at få en klarere opdeling mellem botilbud og servicetilbud, jf. bl.a. ældreområdet, har det endvidere været overvejet, i hvilket omfang den sociale lovgivning bør indeholde hjemmel til etablering og drift af botilbud.

Der er i overvejelserne herom lagt vægt på, at forskellige problemer kræver forskellige løsninger.

Boligministeriets lovgivning, herunder lov om almene boliger m.v., indeholder forpligtelsen til at sørge for pladser i boliger, der er beregnet til længerevarende ophold, og til at sørge for det nødvendige antal boliger.

Dette forsyningsansvar omfatter imidlertid ikke pladser i boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Da der er behov for regler om etablering og drift af boformer beregnet til disse grupper af personer, indeholder forslaget en fortsat forpligtelse for amtskommunen til at sørge for det nødvendige antal pladser i sådanne boformer.

For så vidt angår botilbud beregnet til længerevarende ophold, som i dag ydes af kommunerne efter bistandslovens bestemmelser om bofællesskaber, er der med forslaget lagt vægt på at præcisere, at den del af tilbudet, som vedrører boligdelen alene reguleres efter boliglovgivningen, medens serviceydelserne m.v. reguleres i dette lovforslag.

For så vidt angår botilbud beregnet til midlertidigt ophold, der ydes af kommunerne - dvs. ophold med henblik på aflastning, udslusning, optræning m.v. - er de beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig, selvom der er mulighed for støtte efter den sociale lovgivning. Lovforslaget indeholder derfor hjemmel til at kommunerne kan etablere og drive midlertidige boformer.

Det samme gælder de midlertidige tilbud, som i dag etableres og ydes af amtskommunerne efter bistandslovens bestemmelser om institutioner, der har til formål at afhjælpe problemerne hos personer med særlige behov.

Lovforslaget indeholder derfor regler om ansvar for etablering og drift af disse særlige boformer. Forslagets bestemmelser om boformer regulerer alene bodelen af disse tilbud. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem forslagets bestemmelser om personlig pleje, behandling, samvær, aktivitetstilbud m.v. Det betyder imidlertid ikke, at bistands- og støttetilbud efter lovforslaget nødvendigvis får en anden udformning eller karakter end de tilbud, der ydes i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes således, at de med hensyn til service og boform fuldt ud svarer til de bofællesskaber og institutioner m.v., der hidtil er oprettet og drevet efter reglerne i bistandsloven.

Fælles for de boformer, der oprettes og drives efter reglerne i lovforslaget, er, at lejelovgivningens bestemmelser ikke finder anvendelse.

Bestemmelsen om boligdelen er ikke længere knyttet til en bestemt formel organisationsform. Men bo- og serviceydelser kan fortsat oprettes og drives som døgninstitutioner. Forslaget ændrer ikke på den kommunale og amtskommunale forpligtelse til at sikre egnede boformer med den nødvendige støtte til grupper med særlige behov.

Til § 89 Forslaget betyder, at kommunerne får adgang til at etablere og drive botilbud beregnet til midlertidigt ophold for personer med særlige behov. Kommunerne kan anvende alle eksisterende boligformer ved løsningen af denne opgave.

Den foreslåede bestemmelse afløser bistandslovens bestemmelser om botilbud: § 68 om bofællesskaber og familiepleje for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, § 68 b, stk. 1-3, om ophold i bofællesskaber og andre boformer med tilknyttet medhjælp til personer med særlige sociale vanskeligheder samt bestemmelserne om kommunalt godkendte opholdssteder, herunder socialpædagogiske kollektiver, familiepleje m.v. efter § 66, jf. § 68 a, stk. 1, til personer, der er fyldt 18 år, og som har svære psykiske eller sociale vanskeligheder.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at kommunerne fortsat kan tilbyde midlertidige ophold, herunder weekendophold, til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning m.v. Bestemmelsen omfatter således også akutophold og »halfway houses«, der i dag tilbydes henholdsvis sindslidende og stofmisbrugere i efterbehandlingsfasen. Formålet med opholdet vil ofte være stabilisering og forbedring af deres funktionsniveau.

Under midlertidige ophold i disse boformer forudsættes der ydet den nødvendige socialpædagogiske og anden form for hjælp efter de pågældende bestemmelser i forslaget, uanset om kommunen selv yder denne eller indgår aftaler med private familier eller andre. Bestemmelserne om medhjælp i bosituationen i pkt. 2 i Socialministeriets vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 forudsættes videreført. For så vidt angår tilsyn henvises til de almindelige bemærkninger.

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, enten at formålet med opholdet er opfyldt, og den pågældende kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform, eller at den pågældende har et varigt behov for en boform efter den sociale lovgivning.

Til § 90 Forslagets stk. 1 omhandler amtskommunernes pligt til at sørge for, at der er de fornødne tilbud om længerevarende ophold for personer med betydelig og varig nedsat funktionsevne og deraf følgende særlige behov. Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 112 med hensyn til tilbud om længerevarende ophold for personer med vidtgående handicap med særlige behov. Dette omfatter personer med fysisk handicap, udviklingshæmmede og psykisk syge.

Der henvises til bemærkningerne til § 107 for så vidt angår reglerne om magtanvendelse og retsstillingen for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne.

Efter forslagets stk. 2 opretholdes amtskommunens kompetence til efter indstilling fra kommunen at træffe afgørelse om optagelse i boformer til længerevarende ophold for personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Efter forslagets stk. 3 opretholdes de gældende regler om retten til at flytte til en tilsvarende boform i en anden amtskommune. Det er derfor en betingelse for flytteretten, at den, der ønsker at flytte til en anden amtskommune, opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningskommunen og i tilflytningskommunen. I de gældende regler er der som grundlag for flytteretten fx angivet hensynet til at bevare kontakt med nære pårørende eller religiøse grunde.

Til § 91 Forslagets stk. 1, nr. 1, omhandler botilbud beregnet til midlertidigt ophold for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor behovet for hjælp til at klare de daglige funktioner eller behovet for pleje er så omfattende, at behovene ikke kan dækkes på anden vis. Bestemmelsen svarer til de tilbud, som amtskommunerne i dag stiller til rådighed til midlertidigt ophold efter bistandslovens § 112, stk. 1 og 2 om midlertidigt ophold. Der kan fx være tale om aflastning, behandling, optræning og udslusning m.v.

Forslagets stk. 1, nr. 2, omfatter midlertidige botilbud til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det kan dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter. Forslaget afløser de gældende regler om midlertidigt ophold efter bistandslovens § 96 til over 18-årige samt svangre- og mødrehjem efter bistandslovens § 101. Det bemærkes, at der i dag kun findes meget få svangre-mødrehjem med de funktioner, institutionerne oprindeligt var beregnet til.

Efter forslagets stk. 2 opretholdes hovedreglen om, at det er amtskommunen, der efter indstilling fra kommunen træffer afgørelse om optagelse i boformer til midlertidigt ophold for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. stk. 1, nr. 1, samt til personer, med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Endelig opretholdes i stk. 2, 2. punktum, amtskommunens kompetence til, uden indstilling fra men dog i tæt samarbejde med kommunen, at beslutte optagelse af stofmisbrugere.

Til § 92 Forslaget omfatter amtskommunale tilbud til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig og derfor har behov for et midlertidigt botilbud. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bistandslovens § 105 om botilbud og tilbud om aktiverende støtte og omsorg overfor personer med særlige sociale vanskeligheder.

De retningslinier og den praksis, der er på § 105-området, jf. Socialministeriets vejledning nr. 43 af 31. marts 1995 om Bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v., til midlertidigt ophold for personer med særlige vanskeligheder, forudsættes videreført.

Personer, der har ophold i boformer efter denne bestemmelse, er omfattet af reglerne om aktivering, revalidering og skånejob m.v. efter lov om aktiv socialpolitik.

Botilbudet kan således som efter bistandsloven tilvejebringes i institutioner m.v. uden beskæftigelsestilbud (herberger, pensionater, krisecentre m.m.) eller institutioner m.v. med beskæftigelsestilbud (forsorgshjem og optagelseshjem), idet dog beskæftigelsestilbudet i princippet forudsættes ydet efter bestemmelserne i kapitel 17, jf. § 16 i forslaget til lov om aktiv socialpolitik. Overfor personer, som vanskeligt kan bruge de eksisterende tilbud, kan der ved opsøgende arbejde eller på anden måde gives alternative overnatningstilbud, aktivitetstilbud m.v.

Personkredsen for disse tilbud er den samme som i dag, dvs. personer, der ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Personer, der har været udsat for vold eller trusler om vold, kan få ophold sammen med eventuelle børn.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen og dermed også børn og unge på krisecentre. Kommunen skal således vurdere, om der kan være brug for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet og familien.

Dette indebærer, at kommunen tager kontakt til og løbende holder sig orienteret om forholdene for børn, der opholder sig på de i kommunen beliggende krisecentre, såvel de offentligt som de privat drevne med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes på det tidligst mulige tidspunkt til barnet og familien.

Udover boligproblemet vil der som regel være behov for hjælp til løsning af problemer af social eller helbredsmæssig karakter, der kræver en særlig indsats. Det gælder såvel voksne som børn, og der kan derfor på krisecentre være behov for pædagogisk uddannet personale, særligt til at tage sig af børnene.

Et vigtigt led i boformens tilbud vil være botræning med henblik på udslusning til en selvstændig tilværelse og opsøgende og efterfølgende hjælp til fraflyttede personer, med det formål at skabe bedre livsbetingelser og dermed øge mulighederne for integration i samfundet.

Botræningen kan foregå såvel i institutionen som i en udslusningsbolig udenfor institutionen.Det er vigtigt, at hjælpen ydes i samarbejde med kommunen som led i en helhedsorienteret indsats, således at hjælpen tilrettelægges som omfattende både botræning og udflytning i mere vedvarende boformer eller egen lejlighed med den nødvendige støtte og medhjælp.

Efter bistandslovens regler forudsættes opholdet i en sådan udslusningsbolig normalt ikke at strække sig over et halvt år.

For at udslusning skal lykkes, er det imidlertid af stor betydning, at tilbudet er rummeligt, og at der ikke er tidsmæssige grænser for opholdets længde.

Det foreslås derfor, at såvel udslusningsdelen som den opfølgende indsats er omfattet af den for botilbudet gældende finansiering, jf. forslagets § 128, stk. 1.

Dette er en mindre udvidelse i forhold til de gældende regler.

Det skal dog understreges, at der er tale om et midlertidigt botilbud og at opholdet ikke bør strække sig længere end det er nødvendigt af hensyn til den aktiverende og støttende indsats. Lederen træffer i samarbejde med kommunen afgørelse om, hvornår den efterfølgende og opfølgende støtte overgår til de almindelige regler og den for disse regler gældende finansiering.

Bestemmelsen i stk. 2 angiver, hvordan optagelse i boformer efter stk. 1, kan foregå. Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 108, stk. 1.

Vedrørende forslaget om ændret finansiering henvises til bemærkningerne til § 128, stk. 1.

Til § 93 For så vidt angår stk. 1 henvises til bemærkningerne til forslagets § 79.

Stk. 2 viderefører reglerne i bistandslovens §§ 110 og 115a. Der betales for ophold i boformer efter forslagets §§ 89-92. Ved fastsættelse af betalingen for bodelen i de varige boformer skal der tages udgangspunkt i de bygningsmæssige omkostninger. I de midlertidige boformer fritages beboerne for betaling, hvis de opretholder egen bolig.

I forslagets stk. 3 bemyndiges socialministeren til at fastsætte regler om betaling.

For så vidt angår familieplejetilbudene er dette nyt i forhold til de gældende regler, idet de kommende betalingsregler vil blive fastsat med udgangspunkt i betaling for bo-delen i familieplejetilbud.

For så vidt angår betaling for boligen i forbindelse med længerevarende ophold i sociale boformer, vil reglerne i bistandsloven om boligbetaling i § 112-institutioner, jf. bekendtgørelse nr. 1186 af 23. december 1993, blive videreført.

Hvis der samtidig modtages andre ydelser, der skal betales for, fastsættes denne del af betalingen efter forslagets §§ 80 og 81, jf. bemærkningerne hertil.

Betalingsreglerne vil blive fastsat, så de i videst muligt omfang svarer til, hvad der gælder for ældreboliger efter Boligministeriets regler. Det samme gælder de betalingsregler, der i medfør af forslagets § 137, stk. 1, vil blive fastsat for de eksisterende plejehjem og beskyttede boliger.

For de personer, der under midlertidigt ophold i sociale boformer ikke opretholder egen bolig samtidig, og dermed ikke har boligudgifter, vil der blive mulighed for at kræve betaling for botilbudet.

For så vidt angår midlertidige ophold efter § 91, stk. 1, nr. 2, forventes reglerne om betaling for opholdet videreført (dvs. de regler, som med udgangspunkt i udbetaling af pension og kontanthjælp under opholdet forventes fastsat). Dette indebærer en ændring for kvinder på svangre- og mødrehjem, hvor opholdet i dag er gratis.

For så vidt angår botilbud efter § 92 forudsættes de bestående regler i bistandslovens § 110 videreført, hvorefter amtskommunen fastsætter taksten for betaling, og hvorefter der i princippet betales fra første dag, men således at der i særlige tilfælde kan dispenseres fra betalingen.

Til § 94 Efter bestemmelsen er boformer, der ydes af kommuner eller amtskommuner efter forslaget ikke omfattet af lejelovgivningen. Dette svarer til de regler i bistandsloven, som bestemmelserne i dette kapitel erstatter.

Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens §§ 66, 96, 101, 105 og 112, da der er tale om ophold, som tilbydes af de sociale myndigheder med sigte på senere flytning til mere egnet bolig. Lejelovens ufravigelige regler om bl.a. opsigelse er således ikke forenelige med dette formål. Dette udelukker imidlertid ikke, at der - afhængig af de konkrete omstændigheder - indgås aftale om opholdet, vilkårene herfor, fraflytning m.v.

For så vidt angår længerevarende tilbud i kommunalt regi, svarende til de tilbud, der i dag ydes efter bistandslovens §§ 68 og 68b forudsættes det i forslaget, at boligdelen af disse tilbud reguleres efter boliglovgivningen, herunder lejelovgivningen, hvilket allerede i dag er et almindeligt anerkendt princip.

Til afsnit IV

Hjælpemidler m.v.

Til kapitel 19

Hjælpemidler, boligindretning og befordring

Indledende bemærkninger Bestemmelserne i kapitlet afløser bistandslovens kapitel 13 om hjælpemidler m.v. Bestemmelserne vedrører både børn og voksne, og ydelserne kan tildeles såvel pensionister som ikke-pensionister.

Til § 95 Forslaget afløser bistandslovens § 58 og bygger på anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser (Kompensationsudvalget). Disse fremgår af udvalgets rapport om hjælpemidler, afgivet i januar 1996. Desuden er lov nr. 497 af 12. juni 1996 om ændring af lov om social bistand (støtte til særligt personlige hjælpemidler) indarbejdet i lovforslaget. Lovændringen blev gennemført på baggrund af beretning nr. 4 af 15. maj 1996 fra Folketingets Socialudvalg om brugernes fri leverandørvalg ved anskaffelse af særligt personlige hjælpemidler.

I overensstemmelse med Kompensationsudvalgets anbefalinger skelnes i lovforslaget mellem egentlige hjælpemidler og forbrugsgoder. Forslaget vedrører således kun egentlige hjælpemidler, dvs. produkter der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe et specifikt handicap. Forbrugsgoder med en handicapkompenserende funktion er omhandlet i lovforslagets § 96.

For at præcisere at det er funktionsevnekriteriet, der anvendes ved bevilling af hjælpemidler, foreslås dette kriterium formuleret direkte i loven og ikke som hidtil alene i en bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler). Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i den personkreds, der kan modtage støtte til hjælpemidler.

Der er heller ikke tilsigtet ændringer i de nuværende tildelingskriterier.

Efter forslaget er det som hidtil kommunen, der har forpligtelsen til at yde støtte til hjælpemidler. Dog foreslås det i stk. 2, at ansvaret for bevilling af støtte til optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser, høreapparater samt særlige informationsteknologiske hjælpemidler placeres hos amtskommunen. Baggrunden for forslaget, der bygger på Kompensationsudvalgets anbefalinger, er, at der er tale om hjælpemiddelområder, der forudsætter en særlig ekspertise, som enten allerede findes eller mest hensigtsmæssigt kan opbygges i amtskommunalt regi.

Kompensationsudvalget har endvidere lagt vægt på, at der bør være sammenhæng mellem bevillingskompetence og økonomisk ansvar. Det foreslås på den baggrund, at amtskommunerne afholder de fulde udgifter til de i stk. 2 nævnte hjælpemidler, der bevilges af amtskommunen. Der henvises til lovforslagets § 128, stk. 6.

Stk. 3 og 4 svarer indholdsmæssigt til de bestemmelser, der blev indsat i bistandslovens § 58 ved lov nr. 497 af 12. juni 1996.

Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter den bevilgende myndighed kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører, giver kommunerne/amtskommunerne adgang til at indgå leverandøraftaler på hjælpemiddelområdet. Dog skal repræsentanter for brugerne inddrages ved udarbejdelse af de kravspecifikationer, der danner grundlag for leverandøraftalerne. Formålet med brugerinddragelse er at skabe mulighed for, at brugerrepræsentanter får en reel indflydelse på de generelle krav, der stilles til en leverandør af hjælpemidler, fx med hensyn til kvalitetssikring, forsyningssikkerhed, leveringstid, løbende kontrol, mulighed for hjemmebesøg m.v. Brugerrepræsentanterne har ikke en egentlig vetoret, der kan blokere for kommunens indgåelse af leverandøraftaler.

I de tilfælde, hvor kommunens/amtskommunens indkøb af hjælpemidler overstiger den i EU's direktiv om vareindkøb fastsatte tærskelværdi, vil kommunen/amtskommunen være forpligtet til at foretage EU-udbud.

Stk. 4 omhandler frit leverandørvalg for brugere af særligt personlige hjælpemidler. For disse hjælpemidler gælder den særlige regel, at hvis en bruger ikke ønsker at benytte den leverandør, som kommunen eller amtskommunen har indgået aftale med, kan pågældende selv købe hjælpemidlet hos en leverandør efter eget valg og få refunderet et beløb svarende til det, kommunen/amtskommunen skulle have betalt hos sin egen leverandør. Brugeren kan dog højst få refunderet det beløb, som pågældende har betalt for hjælpemidlet. Har kommunen/amtskommunen ikke indgået leverandøraftale, ydes støtten til anskaffelse af de særligt personlige hjælpemidler efter regning, dvs. brugeren kan selv vælge leverandør.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5, nr. 6, giver mulighed for at fastsætte regler om afgrænsningen af, hvilke hjælpemidler, der er omfattet af amtskommunernes ansvarsområde efter stk. 2. Bemyndigelsen har især til formål at medvirke til en afklaring af tvivlsspørgsmål vedrørende særlige informationsteknologiske hjælpemidler, jf. stk. 2, nr. 4, idet denne gruppe hjælpemidler omfatter forskellige former for handicapkompenserende udstyr og produkter, der kan erstatte eller udvikle kommunikationsfærdigheder for personer med væsentlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der vil typisk være behov for sådanne produkter som erstatning eller støtte for manglende talefunktion eller manglende skrivefunktion.

Derudover svarer bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5 med redaktionelle ændringer til den gældende lov. Vedrørende udgiften til anskaffelse, jf. stk. 5, nr. 2, forudsættes det, at bagatelgrænsen i hjælpemiddelbekendtgørelsen ophæves efter anbefaling fra Kompensationsudvalget. Det forudsættes, at der som efter den gældende hjælpemiddelbekendtgørelse vil være mulighed for at yde hjælp til dækning af store egenudgifter til tilskudsberettiget medicin, der ordineres på grund af en varig lidelse.

Efter den gældende hjælpemiddelbekendtgørelse betales reparationsudgifter af kommunen, mens brugeren selv skal sørge for drift og vedligeholdelse af hjælpemidlet. Denne ordning forudsættes videreført ved udformningen af den ny bekendtgørelse, dog således at der gives adgang til at yde hjælp til væsentlige merudgifter til drift/vedligeholdelse af hjælpemidlet.

For eksempel er der i dag ikke mulighed for at betale udgifter til udskiftning af dæk og slanger til kørestole efter bistandslovens § 58, fordi disse udgifter bliver betragtet som driftsudgifter, ikke reparationsudgifter, jf. SM O-29-92. Kompensationsudvalget har peget på, at der ud fra en merudgiftsbetragtning bør kunne ydes hjælp, hvis der er behov for udskiftning af mere end et sæt dæk og slanger årligt.

Bistandslovens § 58 indeholder en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om, hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en institution. Bemyndigelsen er udnyttet dels til at afgrænse bistandslovens boinstitutioners forpligtelse til at stille hjælpemidler til rådighed som led i institutionsopholdet, dels til at bestemme, at synshjælpemidler kan udleveres direkte fra Statens Øjenklinik, dvs. uden forudgående bevilling fra kommunen.

Som konsekvens af, at lovforslagets bestemmelser om botilbud ikke hviler på det traditionelle institutionsbegreb, der har været benyttet i bistandsloven, er adgangen til at fastsætte regler om udlevering af hjælpemidler direkte fra en offentlig institution som fx Statens Øjenklinik medtaget i forslagets stk. 5, nr. 4, mens der efter stk. 5, nr. 5, kan fastsættes regler om hjælpemidler til personer med ophold i botilbud efter lovens kapitel 18.

Information om, hvorledes hjælpemiddelforsyningen tilrettelægges, er vigtigt og kan fx indgå i forbindelse med den redegørelse, kommunen mindst hvert andet år skal udarbejde til kommunens borgere om indhold og omfang af de væsentligste kommunale serviceydelser, jf. den kommunale styrelseslovs § 62.

Til § 96 Bestemmelsen vedrører de situationer, hvor der kan ydes støtte til anskaffelse af et forbrugsgode til at kompensere for en varig nedsat funktionsevne.

Ved forbrugsgoder forstås produkter, som forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for. Det gælder for eksempel situationer, hvor husholdningsredskaber, køkkenmaskiner og andre hårde hvidevarer så som vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner og lignende bevirker, at den pågældende kan udføre dagligdags funktioner, som han eller hun ellers ikke ville være i stand til uden hjælp.

Forslaget, der følger anbefalingerne i rapporten om hjælpemidler, afgivet af Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser (Kompensationsudvalget) i januar 1996, bygger på merudgiftsprincippet som grundlag for handicapkompensation. Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede selv bør afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med, hvad alle andre normalt har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af handicappet.

Merudgiftsprincippet er i et vist omfang indarbejdet i regelsættet efter bistandsloven. Det fremgår således af § 2 i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, at der normalt ikke kan ydes hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som anses for at være almindelige forbrugsgoder. Fortolkningen af bestemmelsen har imidlertid i praksis givet anledning til en del tvivlsspørgsmål, og fra såvel brugerorganisationer som fra kommunerne har der været udtrykt ønske om et klarere regelsæt på dette område.

Efter de nugældende regler ydes hjælp til forbrugsgoder som udlån til det bedst egnede og billigste produkt, og i langt de fleste tilfælde er der ikke egenbetaling knyttet til ydelsen. Det foreslås, at hjælpen som hovedregel ikke længere ydes som udlån, men med et kontant beløb svarende til 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt. Det bliver således brugeren, der selv køber forbrugsgodet og får ejendomsretten til produktet, og beløbet kan frit benyttes til at købe det produkt, som han eller hun ønsker. Der er også mulighed for, at pågældende kan købe et dyrere forbrugsgode mod selv at betale ekstraudgifterne.

Kommunen har fortsat en forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning om egnede produkter. Der henvises til lovforslagets § 99.

Efter stk. 1 finder funktionsevnekriteriet, som det er formuleret i hjælpemiddelbestemmelsen i forslaget til § 95, også anvendelse ved bevilling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder.

Forslaget i stk. 1, 2. pkt., har til formål at undgå overkompensation. En række forbrugsgoder bliver efterhånden så almindeligt udbredt, at de normalt må forventes at forefindes i ethvert hjem, som måtte ønske det. Da alle andre har tilsvarende udgifter, er der således ikke merudgifter for den handicappede forbundet med anskaffelsen.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Det er således hensigten, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner.

I nogle tilfælde indgår der almindeligt computerudstyr som en del af de informationsteknologiske hjælpemidler, der fremover bevilges af amtskommunerne, jf. forslagets § 95, stk. 2, nr. 4. I disse situationer yder amtskommunen efter stk. 2 både det almindelige computerudstyr og selve hjælpemidlet. De offentlige udgifter afholdes også fuldt ud af amtskommunen, jf. forslagets § 128, stk. 6.

I de situationer, hvor der vil kunne ydes hjælp til anskaffelse af et forbrugsgode, ydes hjælpen, uanset om ansøgeren selv tidligere har anskaffet sig et lignende forbrugsgode. Af hensyn til de administrative konsekvenser foreslås i stk. 3 en bagatelgrænse, således at hjælpen dog kun omfatter udgifter til forbrugsgoder, der koster mere end 500 kr. Hvis der i den enkelte ydelsessituation er behov for mere end et forbrugsgode, lægges den samlede udgift til grund. Bagatelgrænsen er højere end de 200 kr., der er mindstegrænsen for ydelse af hjælpemidler, herunder forbrugsgoder, efter de gældende regler. Til gengæld forudsættes bagatelgrænsen ophævet på det egentlige hjælpemiddelområde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 95.

Det foreslås, at hjælpen som udgangspunkt ydes med et beløb svarende til halvdelen af prisen på et almindeligt standardforbrugsgode af den type, der er behov for til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, jf. stk. 4. Egenbetalingen skyldes, at der vil være tale om overkompensation, hvis modtageren får de fulde anskaffelsesudgifter dækket. Til forskel fra egentlige hjælpemidler vil et forbrugsgode, der bevilges med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne, således normalt også indebære en lettelse i dagligdagen på samme måde som for ikke-handicappede.

For eksempel vil en nedsat funktionsevne kunne bevirke, at pågældendes eneste mulighed for at klare tøjvask er ved brug af egen vaskemaskine. Ved brugen af vaskemaskine får pågældende således dækket behovet for kompensation for den nedsatte funktionsevne, men opnår desuden de fordele, der i øvrigt ligger i det at have egen vaskemaskine, fremfor at skulle bruge tid og penge på at benytte fx et møntvaskeri.

I nogle situationer vil ansøgerens handicap nødvendiggøre et produkt med en særlig kvalitet eller kapacitet, som ikke-handicappede ikke nødvendigvis behøver. Det kan ligeledes være nødvendigt at tilpasse forbrugsgodet gennem en særlig indretning, for at det kan betjenes af den pågældende. For at modvirke, at modtageren påføres merudgifter som følge af handicappet, er det i stk. 5 foreslået, at der kan dækkes nødvendige merudgifter, fx til betaling af prisforskellen mellem en almindelig vaskemaskine på markedet og en maskine med den nødvendige særlige kvalitet/kapacitet, eller til merudgiften til den særlige handicap-indretning.

I særlige tilfælde kan et almindeligt forbrugsgode have en så specifik funktion til at kompensere for handicappet, at forbrugsgodet reelt ikke har anden funktion end at fungere som hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler, der er omhandlet i forslagets § 95. Det drejer sig især om forbrugsgoder i form af computere og andet elektronisk udstyr i tilfælde, hvor udstyret er modtagerens eneste reelle mulighed for at kommunikere, og hvor den pågældende på grund af handicappet ikke har nogen mulighed for at udnytte de øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der ligger i udstyret.

Da der normalt vil være tale om ganske betragtelige udgifter, kan kommunen/amtskommunen beslutte at yde hjælpen som udlån, jf. forslagets stk. 6.

Efter forslagets stk. 7 er der mulighed for, at socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af, hvilke forbrugsgoder der kan ydes hjælp til og om mulighederne for at få hjælp til udskiftning, reparation og drift af et forbrugsgode, der er anskaffet med støtte efter § 96. Det forudsættes, at der i overensstemmelse med Kompensationsudvalgets anbefalinger som hovedregel ikke ydes hjælp til udskiftning af et forbrugsgode, der er anskaffet med støtte efter § 96, og at reparations- og driftsudgifter som udgangspunkt betales af brugeren selv. Der kan dog som fremhævet af Kompensationsudvalget ud fra en merudgiftsbetragtning være behov for at give mulighed for at dække udgifter i forbindelse med udskiftning og reparation af forbrugsgoder med en særlig kapacitet/handicapindretning, eller hvor forbrugsgodet alene fungerer som et hjælpemiddel for den pågældende.

Til § 97 Forslaget, der afløser reglerne om støtte til køb af invalidebil i bistandslovens § 58, svarer i vidt omfang til de gældende bestemmelser med de nødvendige ændringer, der følger af, at hjælpemiddelområdet efter lovforslaget opdeles i hjælpemidler, forbrugsgoder og biler.

Dog henlægges afgørelseskompetencen efter forslaget til amtskommunerne. Efter den gældende lov er afgørelseskompetencen i invalidebilsager placeret i revaliderings- og pensionsnævnene, som efter forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nedlægges. Om begrundelsen for at nedlægge revaliderings- og pensionsnævnene henvises til forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Forslaget om at placere afgørelseskompetencen i invalidebilsager hos amtskommunen skal ses på baggrund af, at brugerorganisationerne i forbindelse med arbejdet i Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser har fremhævet, at behandling af sager om støtte til invalidebil forudsætter en ekspertise og et kendskab til de særlige forhold, der gør sig gældende for mennesker med handicap, og at opbygningen af den nødvendige ekspertise på grund af det relativt beskedne antal sager forudsætter et større befolkningsgrundlag, end der er i kommunerne. Brugerorganisationerne lægger derfor stor vægt på, at afgørelseskompetencen placeres på regionalt niveau.

Da amtskommunerne allerede efter reglerne i den gældende lov i vidt omfang inddrages i invalidebilsager som led i rådgivningsvirksomheden efter bistandslovens § 29, foreslås det, at afgørelseskompetencen placeres hos amtskommunen.

Derudover er der foretaget enkelte sproglige ændringer i forhold til formuleringen i den gældende lov. Fx er udtrykket »motorkøretøj« erstattet med »bil«.

Stk. 1 fastslår, at det ligesom ved støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er funktionsevnekriteriet, der anvendes ved støtte til bil. Funktionsevnekriteriet anvendes med en lidt anden formulering end i de nugældende regler, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, men der er ikke herved tilsigtet en ændring med hensyn til personkredsen, der kan opnå støtte til køb af bil. I stk. 1, 2. pkt. videreføres reglen i bistandslovens § 58, stk. 5, hvorefter støtten til køb af bil ydes med et rentefrit lån inden for en fast låneramme. Beløbet reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lovforslagets § 133, stk. 3.

Stk. 2 svarer til bistandslovens § 58, stk. 10, hvorefter der i særlige tilfælde kan ydes lån udover den faste låneramme. Dette udvidede lån er rente- og afdragsfrit, uanset ansøgerens indkomstforhold.

Stk. 3 samler med redaktionelle ændringer bemyndigelsesbestemmelserne i bistandslovens § 58. Der tilsigtes således ingen realitetsændringer med hensyn til, hvad der kan fastsættes i en bekendtgørelse. Dog foreslås det, at det overlades til socialministeren at fastsætte regler om indkomstgrundlagets betydning for hvor stor en del af lånet, der skal tilbagebetales.

Efter stk. 4 videreføres den nuværende ordning, hvorefter afgørelse om støtte træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, ligesom kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån, jf. bistandslovens § 58, stk. 11, opretholdes.

Bistandslovens § 58, stk. 12, om inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag på billån er ikke medtaget, da det følger af lovforslagets § 115, stk. 2, at afdragene kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Til § 98 I den gældende lovbestemmelse er det alene nævnt, at det er en forudsætning for støtte til hjælpemidler, at hjælpemidlet ikke kan ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller som led i behandling på offentligt sygehus. Forslaget tilsigter en tydeliggørelse af princippet om sektoransvarlighed.

Til § 99 Kommunernes og amtskommunernes vejledningsopgaver på hjælpemiddelområdet fremgår dels af de generelle bestemmelser i bistandslovens §§ 28 og 29, dels af bistandslovens § 58 a. Forslaget er en sammenskrivning af disse regler. Bortset fra amtskommunens vejledningsforpligtelse i relation til hjælpemidler ydet efter § 95, stk. 2, og forbrugsgoder efter § 96, stk. 2, er der ikke tilsigtet ændringer i den nuværende opgavefordeling mellem kommuner og amtskommuner.

Til § 100 Forslagets stk. 1 svarer til bistandslovens § 59, stk. 1. Dog er terminologien ændret, således at den er bragt i overensstemmelse med formuleringen i de øvrige bestemmelser om personer med nedsat funktionsevne. Der tilsigtes med ændringen ingen ændring i målgruppen, og bestemmelsen omfatter således fortsat børn og voksne.

I stk. 2 foreslås indført en mulighed for at yde hjælp til anskaffelse af en bolig i de ganske særlige tilfælde, hvor der af praktiske grunde ikke kan foretages boligindretning, og kommunen ikke kan anvise anden egnet bolig.

En sådan hjælp kan i dag ydes efter bistandslovens § 48, hvor der ydes hjælp til dækning af merudgifter ved en dyrere bolig, som er nødvendig på grund af en persons handicap. Reglen har udviklet sig fra en praksis, hvorefter der ydes tilskud til højere husleje ved flytning fra en billigere lejlighed til en dyrere, som var mere handicapegnet, til også at omfatte dækning af højere boligudgifter i fast ejendom, som den pågældende selv ejer. Denne ydelse hører mere naturligt sammen med de regler, som sigter på at sørge for, at boligen er et egnet sted at opholde sig i for personer med nedsat funktionsevne, hvorfor reglen foreslås indsat som stk. 2.

Forslagets stk. 3 tydeliggør adgangen til at fastsætte regler om tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1 og 2, når vedkommende bor i egen ejendom.

Gennem årene er der blevet rejst nogle problemer i forbindelse med de gældende regler om boligændring, om hvorvidt kommunen kan kræve tilbagebetaling af værdien af ydelsen i det omfang, der er tilført ejendommen en merværdi, og om der kan kræves pant i ejendommen for den del af ydelsen, som i givet fald skal tilbagebetales.

Der har især været problemer med hensyn til, hvad der skal tilbagebetales, hvornår det skal tilbagebetales, og om pantet skal rykke for andre kreditorer. Derfor er der på baggrund af Kompensationsudvalgets forslag, foretaget de nødvendige tydeliggørelser i regelsættet på baggrund af den allerede udviklede praksis, hvorefter det tilbagebetalingspligtige beløb i visse tilfælde sikres ved at oprette og tinglyse pantebreve.

Dette kan ikke lade sig gøre i forbindelse med ydelse af merudgifter ved boligskift efter bistandslovens § 48.

Hjælpen til boligskift efter bistandslovens § 48 ydes i dag enten som en engangssum, som normalt er forskellen mellem prisen på ny og gammel bolig, eller som en månedlig ydelse til dækning af merudgiften. Begge ydelsesmåder volder store problemer, dels fordi der efter § 48 ikke kan tages pant i ejendommen, dels fordi det er meget vanskeligt at regne ud, hvad merudgiften er i den enkelte situation. Derfor er der på baggrund af Kompensationsudvalgets forslag, om at hjælp til anskaffelse af egen bolig skal kunne ydes efter reglerne om boligindretning, også skabt hjemmel til at kræve tilbagebetaling af lån ydet til anskaffelse af en bolig efter det nye stk. 2 og sikre det tilbagebetalingspligtige beløb ved pant i ejendommen.

Den nugældende § 59, stk. 2, bortfalder.

Til § 101 Forslaget viderefører bistandslovens § 61, der giver kommunen adgang til at yde tilskud til individuel befordring til personer, der ikke kan benytte offentlige transportmidler. Personkredsen er efter forslaget ændret, således at det ikke længere er en betingelse, at personen modtager social pension. Der er adgang til at yde befordringstilskud til alle, der på grund af en varig nedsat funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler.

Det er som hidtil overladt til kommunen at tilrettelægge efter hvilke retningslinier og i hvilket omfang tilskud bør ydes. Ved vurderingen af behovet for tilskud i de enkelte tilfælde kan der tages hensyn til, om ansøgerens behov vil kunne dækkes via trafikselskabernes kørselsordninger for svært bevægelseshæmmede. Det påhviler således HT og hver amtskommune uden for hovedstadsområdet at etablere individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, der rækker ud over transport til behandling, terapi og lignende, jf. § 1, stk. 2, i lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik, og § 1, stk. 2, i lov om den lokale og kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet.

Bestemmelsen i bistandslovens § 61 om, at kommunen kan give pensionister tilskud til abonnement til kollektive transportmidler, er udeladt.

Stk. 2 svarer til bistandslovens § 62, med den konsekvensrettelse der følger af, at det foreslås, at bistandslovens § 59, stk. 2, bortfalder.

Til kapitel 20

Pasning af døende

Til § 102 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 57 a.

Ordningen om hjælp til døende blev gennemført for at imødekomme døendes ønsker om - primært som et alternativ til sygehusophold - at blive plejet af nærtstående i vante og hjemlige omgivelser.

Efter bistandslovens § 57 a er det bl.a. en betingelse for at udbetale plejevederlag til nærtstående, at den døendes tilstand efter en lægelig vurdering ikke nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller anden institution.

De traditionelle plejehjemsinstitutioner afløses i stigende grad af boliger opført efter ældreboligloven (nu lov om almene boliger m.v.) med tilknyttede servicearealer og et fast døgnpersonale (plejeboliger).

Det foreslås derfor præciseret i lovteksten, at ophold i plejebolig eller lignende - hvor plejen i overvejende grad varetages af et fast personale - sidestilles med indlæggelse eller forbliven på sygehus eller anden institution, herunder plejehjem. Det vil således efter forslaget være en generel forudsætning for at etablere eller fortsætte en plejeordning, at den døendes tilstand ikke nødvendiggør ophold i et regi, hvor plejen i overvejende grad varetages af et fast personale.

Kommunen kan efter forslagets § 106, stk. 2, undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Til § 103 De gældende regler om beregning af plejevederlag har i nogle tilfælde givet anledning til tvivlsspørgsmål. Det foreslås derfor at overgå til at anvende et sæt beregningsregler, som er velkendte for kommunerne. Beregningsgrundlaget foreslås ændret således, at plejevederlag beregnes efter samme principper, som gælder for dagpenge ved sygdom eller fødsel og dermed for godtgørelse efter bistandslovens § 48 a.

Modtageren af plejevederlaget skal - som hidtil - være tilknyttet arbejdsmarkedet. Derudover skal pågældende efter forslaget være berettiget til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom. Plejevederlaget udgør et beløb, der svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som pågældende ville have fået i tilfælde af egen sygdom. Med dette tillæg svarer ydelsens størrelse til det nuværende gennemsnitlige ydelsesniveau. Ydelsen kan ikke overstige den hidtidige indtægt, beregnet efter reglerne i dagpengelovens § 9.

Overgangen til dagpengereglerne betyder, at modtageren af plejevederlaget skal opfylde beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1, eller være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge m.v. efter dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 2 til 4.

Reglerne om beregning af dagpenge finder ligeledes anvendelse, jf. dagpengelovens § 9. Derimod gælder reglerne i dagpengeloven om anmeldelse og dokumentation ikke, da disse bestemmelser er knyttet til modtagerens egen sygdom.

For lønmodtagere svarer plejevederlaget til 1,5 gange den timeindtægt, som pågældende ville have ret til under sygefravær efter dagpengeloven.

For selvstændige beregnes plejevederlaget ligeledes i overensstemmelse med reglerne i dagpengeloven. Retten til plejevederlag fra 1. fraværsdag i plejeperioden er dog ikke betinget af, at den selvstændige har tilsluttet sig den frivillige forsikring. Det er en betingelse for ret til plejevederlag, at den selvstændige erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet, jf. dagpengelovens § 10, stk. 2. Det følger i øvrigt af de almindelige regler om sygedagpenge til selvstændige, at disse skal nedsætte deres arbejdstid til mindst halvdelen for efter forslaget at være berettigede til plejevederlag, hvis den selvstændige fortsat ønsker at arbejde i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dette skyldes sygedagpengelovens krav om, at den selvstændige mindst skal være beskæftiget i 18 1/2 timer pr. uge for at være berettiget til sygedagpenge.

Plejevederlaget kan - uanset om det udbetales til en eller flere, der i forening varetager plejen - højst udgøre et beløb, der svarer til 1,5 gange det højeste beløb, der efter dagpengelovens § 9, stk. 2, kan udbetales af kommunen efter reglerne om sygedagpenge. Ydelsen til den enkelte kan ikke overstige pågældendes hidtidige indtægt.

Kommunen kan som hidtil i ganske særlige tilfælde beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb. Kommunen afgør efter en konkret vurdering, om der foreligger særlige forhold. Som eksempler kan nævnes store forsørgerbyrder eller andre høje, faste og rimelige udgifter, som ellers kunne hindre ansøgeren i at pleje den døende.

Det er en forudsætning, at der ikke med forslaget sker nogen begrænsning i kommunens mulighed for at yde hjælp efter andre bestemmelser, hvis de bedre tilgodeser de konkrete behov. Det vil således fortsat være muligt at ansætte fx en ægtefælle som hjemmehjælper for den døende eller yde tilskud efter § 74, stk. 1, til privat hjælp, som den døende selv antager. Disse muligheder vil fx kunne benyttes i de tilfælde, hvor den, der udfører plejen, ikke har ret til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom.

Til § 104 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 57 c.

Til § 105 Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 57 d. Den støtte, der ydes efter forslaget, kan højst udgøre ansøgerens faktiske udgifter, dvs. de udgifter den pågældende har, efter at andre tilskud er fratrukket. Det kan fx drejer sig om tilskud efter sygeforsikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark.

Hjælp til medicin m.v. kan ydes til plejekrævende personer, som vælger at dø i eget hjem eller i et hospice.

Det er desuden en forudsætning for at yde hjælp efter bistandslovens § 57 d, at en læge har konstateret, at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling må anses for udsigtsløs.

Efter bistandslovens § 57 d kan der kun ydes hjælp til medicin, som er lægeordineret. Der kan desuden ydes hjælp til sygeplejeartikler og lignende efter bistandslovens § 57 d.

Til afsnit V

Magtanvendelse

Til kapitel 21

Magtanvendelse

Til § 106 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 14, stk. 6-9. Alene magtanvendelse i anbringelsessteder på børne- og ungeområdet reguleres i bestemmelsen, idet reglerne om magtanvendelse overfor voksne med ophold i amtskommunale boformer for personer med nedsat psykisk funktionsevne, fremgår af forslagets § 107.

Til § 107 Bestemmelsen erstatter bistandslovens § 14, stk. 6, for så vidt angår institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap efter bistandslovens § 112. Anvendelsesområdet for voksne begrænses til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Bestemmelsen vil således fx omfatte udviklingshæmmede, personer med hjerneskader og sindslidelser.

Reglerne i bistandslovens § 14 har for så vidt angår voksne baggrund i udlægningen af den statslige særforsorg til amter og kommuner i 1980. Ved udlægningen ophævedes de tidligere særforsorgslove og dermed reglerne om tvangsmæssig anbringelse af udviklingshæmmede på administrativt grundlag. Med udgangspunkt i ophævelsen af disse regler blev der i bistandslovens § 14, stk. 2, givet socialministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om betingelserne for anvendelse af sikrede og lukkede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i bl.a. institutioner beregnet til døgnophold for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Endvidere blev der givet regler for amtskommunernes modtagepligt for åndsvage lovovertrædere og for anvendelsen af den sikrede afdeling for lovovertrædere på institutionen Rødbygård, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979. Senere er i bestemmelsen, jf. bistandsloven § 14, stk. 6, tilføjet, at anvendelse af disse foranstaltninger alene må ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, og at aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger ikke betragtes som isolation.

Bemyndigelsen er udmøntet i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Reglerne i denne bekendtgørelse giver ikke mulighed for tvangsmæssig anbringelse eller tilbageholdelse alene på administrativt grundlag, idet det er et krav, at personer, overfor hvem tvangsmæssige foranstaltninger anvendes, ikke modsætter sig foranstaltningerne.

Det er i reglerne præciseret, at nedværdigende behandling, legemlig afstraffelse og isolation ikke er tilladt. Det samme gælder fysisk magtanvendelse, medmindre der er tale om nødvendig og proportional fysisk fastholdelse i forbindelse med, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, og når den pågældende skal forhindres i at skade sig selv, samt ved nødværge. Endvidere er der fastsat særlige betingelser for anvendelse af fiksering og anbringelse i lukket institution samt regler om indberetning af magtanvendelse.

Der tilsigtes ikke med forslaget til ny bestemmelse nogen ændringer i anvendelsesområdet. Dog er bestemmelsen med udgangspunkt i de gældende regler givet en mere tidssvarende form. Det foreslås, at bestemmelsen i de gældende regler om, at aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger ikke betragtes som isolation udgår som overflødig, idet denne form for aflåsning ikke kræver lovhjemmel.

De senere års udvikling af alternative boformer til døgninstitutioner har aktualiseret spørgsmålet om retsstillingen for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne. Derfor har socialministeren nedsat et udvalg om psykisk handicappedes retssikkerhed. Udvalget skal på baggrund af en undersøgelse af de foranstaltninger/indgreb, der i praksis anvendes over for mennesker med psykiske handicap, herunder demente, vurdere evt. behov for gennemførelse af lovgivning om forskellige former for indgreb med henblik på styrkelse af retssikkerheden.

I lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling er der i det omfang, amtskommunen beslutter at anvende loven, adgang til under særligt opregnede betingelser at tilbageholde stofmisbrugere på § 96-institutioner. Bistandslovens § 96 videreføres i forslagets § 91. Blandt betingelserne indgår, at stofmisbrugeren før behandlingen indgår kontrakt om, at tilbageholdelse kan anvendes. Isolation og fiksering er ikke tilladt, mens fysisk magtanvendelse er tilladt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at stofmisbrugeren udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare.

Til afsnit VI

Administration m.v.

Til kapitel 22

Sagsbehandling og brugerindflydelse

Til § 108 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 51, stk. 2. Bestemmelsen gælder uanset boform. I forhold til den gældende bestemmelse udvides kravet om skriftlighed og udarbejdelse af visitationsskema til at omfatte alle former for hjælp efter kapitel 14.

Forslaget om skriftlighed m.v. er udvidet til også at omfatte den personlige hjælp og pleje m.v., der ydes af amtskommunen til personer, der har ophold i boformer efter §§ 90-92 samt boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., jf. forslagets § 79.

Til § 109 Efter bistandslovens § 109, stk. 1, skal der ved optagelse i en § 105-institution iværksættes et samarbejde med opholdskommunen med henblik på dels at vurdere behovet for støtteforanstaltninger over for pågældende og dennes familie, dels at tilrettelægge rammerne for opholdet og udslusningen fra institutionen. Endvidere skal amtskommunen senest 3 måneder efter optagelsen sammen med kommunen vurdere behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud.

Tilsvarende findes der i vejledningen om social indsats for stofmisbrugere bestemmelser om udarbejdelse af planer.

Planerne bruges typisk, når det handler om intensive og længerevarende bistandsforløb. Det kan være, når der er tale om flere på hinanden følgende tilbud, fx udslusning fra en midlertidig boform. Det kan også være bistandsforløb, hvori der indgår en række forskellige hjælpeformer, og hvor der er behov for samarbejde og koordinering af den amtskommunale/kommunale indsats.

Der stilles forslag om, at kommunen eller amtskommunen i alle tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, udarbejder en skriftlig plan for indsatsen, fx når der er behov for længerevarende og omfattende hjælp.

I forslagets stk. 2 foreslås, at planen opstiller formålet med indsatsen og angiver den forventede varighed samt andre særlige forhold, der har betydning for opfyldelsen af formålet. Det er vigtigt, at planen laves i samarbejde med den, der modtager hjælpen, og at der tages hensyn til modtagerens forudsætninger ved udarbejdelsen af planen. Hvis opfyldelsen af formålet betyder, at der stilles krav og forpligtelser til modtageren, bør dette fremgå af planen. I nogle tilfælde vil modtageren af hjælpen ikke være i stand til at indgå i dialog om udarbejdelse af planen. Også i disse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at der sker en synliggørelse af indsatsen, herunder formålet med hjælpen og de tilbud, der stilles til rådighed som led i opfyldelsen af formålet.

For så vidt angår de særlige regler om udarbejdelse af en plan før den trufne afgørelse om børn og unges anbringelse uden for hjemmet henvises til forslagets § 51 og bemærkningerne hertil.

Når der er tale om revalidering, er det i forslaget til lov om aktiv socialpolitik fastsat, i hvilke tilfælde der skal udarbejdes en erhvervsplan.

Til § 110 Bestemmelsen fastlægger en forpligtelse for amtskommunen eller kommunen til at sikre, at brugerne af de enkelte tilbud får indflydelse på tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbudene. Det er vigtigt, at det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige m.v. indhold i tilbudene svarer til brugernes behov, ressourcer og forudsætninger. Det er derfor vigtigt, at brugerne inddrages i dette arbejde og på denne måde deltager i udviklingen af tilbudene. En mulighed for brugerindflydelse vil være at etablere brugerbestyrelser eller beboerråd. Efter forslaget er det amtskommunen eller kommunen, der beslutter, hvilken form brugerindflydelsen skal have under hensyn til tilbudets karakter og brugernes forudsætninger.

Information om de enkelte ydelser (fx servicedeklarationer og redegørelser for formål og indhold af væsentlige ydelser) er en væsentlig forudsætning for indflydelse. Brugerne af de enkelte ydelser har, hvad enten de inddrages via brugerbestyrelser eller individuelt fx gennem handleplaner, hjemmehjælpsskemaer m.v., brug for en konkret viden om ydelsen for at kunne vurdere indhold og kvalitet og dermed få medindflydelse på tilbudets tilrettelæggelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger om »Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den enkelte borgers forhold og rettigheder«.

Til § 111 I alle sager om tildeling af ydelser af længere varighed skal der principielt ske en opfølgning. Opfølgningen skal bl.a. sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål, og hvis dette ikke er tilfældet, om der er behov for at yde andre former for hjælp. På samme måde som ved udarbejdelse af planer skal opfølgningen ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med modtageren.

Til § 112 Bestemmelsen understreger brugernes mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af servicetilbudene. Formålet er at skabe tilbud, der modsvarer brugernes problemer, ressourcer og forudsætninger. Der stilles derfor forslag om en almindelig adgang for amtskommunen eller kommunen til at nedsætte et eller flere råd, der kan rådgive amtskommunen eller kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen. De råd, der kan nedsættes efter bestemmelsen, kan fx svare til de amtskommunale rådgivende brugerråd, der er nedsat efter den sociale styrelseslovs § 19. Disse brugerråd er rådgivende i sociale anliggender, og forudsættes opretholdt uændret, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Med forslaget udvides anvendelsesområdet, så også kommuner kan nedsætte sådanne rådgivende organer. Bestemmelsen giver også mulighed for at amtskommunen og kommunen i fællesskab kan nedsætte sådanne rådgivende organer. Som eksempel på sådanne amtskommunale/kommunale rådgivende organer kan nævnes dialogfora for sindslidende.

Det er i øvrigt op til det enkelte amtskommune eller kommune at fastsætte retningslinier for nedsættelse og deltagelse, samt hvad rådet skal beskæftige sig med.

Hensigten med forslagets stk. 2. er at styrke samspillet mellem amtskommune og kommune på den ene side og det frivillige sociale arbejde på den anden side. En forbedring af samarbejdet vil gavne borgere, der har brug for hjælp og støtte, og det vil styrke det forebyggende arbejde.

Samarbejdet kan sikres på forskellig måde. Men det er hensigtsmæssigt, at der skabes fora for en løbende dialog. Det er vigtigt at få afklaret, hvilke indsatser, der faktisk findes i frivilligt regi i forhold til det offentlige regi. Kommunen/amtskommunen kan i samarbejde med de frivillige sociale organisationer og foreninger udarbejde en politik, som beskriver målene for samarbejdet med de organisationer/foreninger, der virker inden for kommunens/amtets område.

Der ligger ikke i bestemmelsen noget krav om, hvornår og i hvilket omfang der skal samarbejdes, og der ligger ikke en begrænsning af amtskommunens/kommunens ansvar for opgavevaretagelsen, men alene en generel forpligtelse til at fremme et samarbejde.

Til kapitel 23

Straffebestemmelser

Til § 113 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 23.

Til § 114 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 24.

Til kapitel 24

Betaling og tilbagebetaling

Til § 115 Reglen viderefører principperne i §§ 6 og 8 i bistandsloven om pligten til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år i forhold til det offentlige og det offentliges adgang til at indtræde i privatretlige krav om underholdsbidrag.

I stk. 2-5 videreføres bistandslovens bestemmelser om betaling og inddrivelse. I stk. 3 er adgangen til at indtræde i retten til overskydende skal m.v. udvidet til også at omfatte retten til overskydende arbejdsmarkedsbidrag med renter og godtgørelse efter lov om arbejdsmarkedsfonde.

Til § 116 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 25.

Til § 117 Det foreslås, at tilbagebetaling sker efter samme regler som foreslås i lov om aktiv socialpolitik. Heri foreslås, at videreføre reglerne i bistandslovens § 27 med redaktionelle ændringer.

Til kapitel 25

Klage og domstolsprøvelse

Til § 118 Klageadgang og fremgangsmåde fremgår af forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Af hensyn til sammenhængen foreslås der en henvisning til dette forslag.

Til § 119 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 67 a. Forslaget stk. 1 omhandler klageadgangen for forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Disse parter kan indbringe afgørelser, som kommunen træffer vedrørende barnets eller den unges forhold under anbringelsen og afgørelser om omfanget og udøvelsen af samvær og kontakt, for det sociale nævn efter reglerne om klage i forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Forslagets stk. 2 omhandler klageadgangen for den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, men som alene har en aftalt eller en af statsamtet fastsat ret til samvær og kontakt. Denne kan indbringe de afgørelser om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten, der angår ham/hende for det sociale nævn.

Til § 120 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 128 og fastsætter i stk. 1, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget, jf. forslagets § 60, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankefristen er som hidtil 4 uger.

I forslagets stk. 2 angives, hvem der er ankeberettiget. Foruden forældremyndighedens indehaver er en ung, der er fyldt 15 år, ankeberettiget. Det gælder også i de tilfælde, hvor den unge først fylder 15 år efter den trufne afgørelse, men inden udløbet af ankefristen.

I det omfang, der efter forslagets § 55, stk. 3, og § 106, stk. 2, træffes afgørelse vedrørende den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, vil denne kunne indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen. Klageadgangen er således begrænset til kun at angå afgørelser, der vedrører den pågældende. Endvidere kan plejeforældre indbringe afgørelser efter forslagets § 62, stk. 4.

Efter forslagets stk. 3 er der tillagt styrelseschefen en adgang til under ganske særlige omstændigheder at give en klage opsættende virkning.

Forslagets stk. 4 fastsætter, at reglerne om advokatbistand, aktindsigt og adgang til at udtale sig over for børn og unge-udvalget finder tilsvarende anvendelse under sagens behandling i Ankestyrelsen.

Til § 121 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 129. Efter bestemmelsen kan Ankestyrelsens afgørelser efter forslagets § 120 kræves forelagt for landsretten. Med hensyn til, hvem der er berettiget til at indbringe sagen for retten, henvises til bemærkningerne til forslagets § 120.

Efter forslagets stk. 2 kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis Ankestyrelsen på ny har behandlet sagen, dvs. at den administrative rekurs skal være udnyttet. Der er således ikke mulighed for at få foretaget fornyet domstolsprøvelse på uændret grundlag.

Til § 122 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 130. Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at landsretten ved disse sagers behandling skal tiltrædes af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg og en dommer, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Forslagets stk. 2 angiver de regler i retsplejeloven, efter hvilke sagerne skal behandles.

Efter stk. 3 er såvel forældremyndighedens indehaver som den unge, der er fyldt 15 år, parter i sagen. Dette gælder også i de tilfælde, hvor den pågældende ikke selv har krævet sagen forelagt for landsretten. Ankestyrelsen, hvis afgørelse indbringes for retten, vil ligeledes være part i sagen. Dette følger imidlertid af retsplejelovens § 470, stk. 1. I det omfang, der er tillagt plejeforældre og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, en klageret, vil disse være parter i sagen i det omfang, de har indbragt sagen for retten.

Efter retsplejelovens § 32, stk. 1, kan et barn under 18 år kun med rettens tilladelse overvære retsmøderne. Da det antages, at parter, der optræder på egen hånd, har ret til at overvære retsmøderne, uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 32, stk. 1, vil den unge, der er fyldt 15 år, i kraft af sin partsstatus få ret til at overvære retsmøderne.

Efter forslagets stk. 4 er der adgang for retten til at bestemme, at retsmøderne skal behandles for lukkede døre, og stk. 5 indeholder regler, der skal sikre sagens parter beskyttelse mod offentliggørelse af deres identitet.

Stk. 6 fastsætter, at dommernes navne ikke angives ved afgivelse af dissens. Det er således forudsat, at der kan gives oplysning om dissens.

Til § 123 Bestemmelsen, der svarer til bistandslovens § 131, fastsætter, at landsrettens afgørelse ikke kan indbringes for Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelse, hvis sagen er af principiel karakter.

Til § 124 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 132. Bestemmelsen indeholder de nærmere regler om beskikkelse af og kravene til de dommere, der tiltræder landsretten, jf. forslagets § 122. Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., er ikke til hinder for, at præsidenten for vedkommende landsret delegerer udtagelsen af beskikkede dommere for den enkelte sag til retsformanden i den afdeling, der skal behandle sagen.

Til kapitel 26

Refusion og finansiering

Til § 125 Bestemmelsen afløser bistandslovens § 11.

Forslaget viderefører principperne i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, om, at en tidligere opholdskommune er forpligtet til at refundere opholdskommunens andel af udgifterne. Betingelserne for, at der skal ske refusion, er som hidtil, at den tidligere opholdskommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i kommunen. Det gælder i tilfælde, hvor personen får ophold i et botilbud efter forslagets §§ 89-92, eller hvis et barn eller en ung får ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter forslagets §§ 47 og 49. Desuden gælder det personer, der får hjælp til dækning af udgifter til hjælpeordninger efter § 75.

Kommunale botilbud, der er beregnet til længerevarende ophold, forudsættes reguleret fuldt ud efter Boligministeriets lovgivning, jf. bemærkningerne til § 89. Eventuelle behov for mellemkommunal betaling i forbindelse med botilbud med kommunal anvisningsret oprettet efter Boligministeriets lovgivning forudsættes løst ved aftale, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 3.

Det gælder desuden i tilfælde, hvor en person får ophold i boliger, oprettet af eller efter aftale med amtskommunen efter lov om almene boliger m.v. § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2.

Bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, (den såkaldte institutionsbeskyttelsesregel) er udeladt. Begrundelsen for at foreslå, at bestemmelsen udgår er, at der for så vidt angår aftjening af værnepligt og indlæggelse på hospital ikke længere skønnes at være behov for en mellemkommunal refusionsregel. For så vidt angår begrebet »lignende behandlingsinstitution« anses institutionskommunens (opholdskommunens) behov for at få refunderet udgifter at være dækket ved forslagets stk. 1, idet der ved indlæggelse/ophold på disse behandlingsinstitutioner vil foreligge medvirken fra en offentlig myndighed.

Det forudsættes, at de refusionsregler, der i dag findes i bistandslovens § 47, stk. 2, ophæves, og at de tilfælde, hvor der er omfattende behov for hjælp vil blive omfattet af forslagets stk. 1. I modsætning til i dag vil en kommune ikke få refusion af udgifter til fx daginstitution, hvis der er ydet hjælp til flytteudgifter efter bistandslovens § 47, stk. 1, til fx en familie, som ikke har omfattende behov for hjælp.

De udgifter til hjælp, som opholdskommunen kan kræve refunderet, svarer til reglerne i dag. Det vil sige, at det er udgifter til hjælp efter dette lovforslag, bortset fra udgifter til rådgivning og vejledning, administrationsudgifter i øvrigt samt udgifter til øjeblikkelig hjælp.

Den særlige refusionsregel i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 3, der knytter sig til flytteretten, er indarbejdet i forslagets stk. 2. Det drejer sig om reglerne i bistandslovens § 68, stk. 3, § 68 b, stk. 3, § 83, stk. 2 og 3, og § 115, stk. 2 og 3, samt § 17, stk. 5, i lov om boliger for ældre og personer med handicap (§ 63 i lov om almene boliger m.v.), hvorefter personer, der ønsker at flytte til en anden kommune, i ganske særlige tilfælde har ret til at få anvist et tilbud efter samme retningslinier, som gælder for kommunens egne borgere. Det fremgår af forslaget, at fraflytningskommunen i disse tilfælde altid anses for at medvirke ved flytningen. Lovforslaget viderefører imidlertid kun disse bestemmelser for så vidt angår flytning mellem boformer beregnet til længerevarende ophold, da de særlige hensyn, der ligger bag reglerne om flytteret, kun gør sig gældende ved længerevarende ophold.

Da kommunale botilbud, herunder bofællesskaber, som er beregnet til længerevarende ophold, fremover forudsættes reguleret efter boliglovgivningen, er regler om flytteret svarende til bistandslovens § 68, stk. 3, og § 68 b, stk. 3, ikke medtaget. I stedet finder boliglovgivningen anvendelse, herunder § 63 i lov om almene boliger m.v.

Forslagets stk. 3 om mellemkommunale aftaler svarer til bistandslovens § 11, stk. 2. Der foreslås gennemført en forenkling af bestemmelsen, idet der ikke henvises til de forskellige boliger med anvisningsret. En mere generel regel er mere overskuelig og nemmere at administrere samtidig med, at der ikke findes at være bevæggrunde for at opretholde de gældende begrænsninger i kommunernes aftalemuligheder.

Aftalemuligheden vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, hvor en kommune etablerer bofællesskaber efter Boligministeriets lovgivning, og hvor disse bofællesskaber er baseret på, at også andre kommuner kan benytte disse.

Forslagets stk. 4 om manglende klageadgang svarer til bistandslovens § 11, stk. 3.

Bistandslovens § 11, stk. 4, foreslås ikke videreført. Efter denne bestemmelse kan en kommune kræve refusion fra den hidtidige opholdskommune for udgifter til hjemmehjælp til en person, som har midlertidigt ophold i kommunen, når hjemmehjælpen strækker sig over mere end en måned, og den pågældende har modtaget varig hjemmehjælp i den hidtidige kommune. Bestemmelsen er imidlertid kun blevet brugt i meget begrænset omfang, og skønnes kun at have minimal økonomisk betydning for sommerhuskommunerne. Af forenklingsgrunde foreslås den afskaffet.

Forslagets stk. 5 om forældelse svarer til bistandslovens § 11, stk. 5.

Til § 126 Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 133. Bestemmelsen viderefører de gældende principper for finansiering, dvs. at udgifter til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer m.v., afholdes fuldt ud af kommunen. Staten refunderer fortsat 50% af udgifter til advokatbistand i forbindelse med tvangsmæssige foranstaltninger.

Forslagets stk. 2 viderefører de gældende regler, hvorefter kommunen fuldt ud afholder udgifterne til kommunale dag- og klubtilbud samt til supplerende tilskud til forældre på børnepasningsorlov. For særlige dag- og klubtilbud henvises til bemærkningerne til forslagets § 128, stk. 5.

Forslagets stk. 3 viderefører de gældende regler om 50% statsrefusion af kommunernes udgifter til ydelser, der hidtil har været ydet i medfør af bistandslovens § 48.

Til § 127 Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 2. Bestemmelsen viderefører de gældende principper, hvorefter amtskommunen fuldt ud afholder udgifter til rådgivning, tilsyn og administration, herunder lægeerklæringer m.v., som påhviler amtskommunen efter denne lov.

Til § 128 Det følger af forslaget, at der sker en omlægning af finansiering for så vidt angår boformer efter forslagets § 92, stk. 1, således at amtskommunerne finansierer disse boformer og hertil knyttede ydelser med 50% mod tidligere 25%. Ved den foreslåede finansieringsændring opnås en større sammenhæng mellem beslutningstagning og økonomisk ansvar. Dvs. at amtskommunen bærer samme andel af udgifterne ved alle ydelser og foranstaltninger, som amtskommunen er ansvarlig for.

Finansieringsomlægningen er udgiftsneutral for det offentlige, men vil betyde fordelingsmæssige forskydninger. Amtskommunerne kompenseres for finansieringsreformen ved ændring af bloktilskuddet. De byrdemæssige konsekvenser er især til ulempe for Københavns Kommune. I øvrigt er de økonomiske konsekvenser, herunder spørgsmålet om hensyntagen til de fordelingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune, ikke forhandlet med de kommunale parter.

Som efter de gældende regler omfatter bestemmelsen ydelser i forbindelse med boformen, dvs. personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., jf. forslagets § 79, stk. 1, behandling, jf. forslagets § 84, stk.2, beskæftigelse, jf. forslagets § 85, stk. 2, og aktivitets- og samværstilbud for personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig, jf. forslagets § 86, stk. 2, 2. pkt.

Der er dog sket en mindre udvidelse med hensyn til den opfølgende indsats, jf. bemærkningerne til forslagets § 92.

Forslagets stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 3. I forhold til den gældende lov er finansieringen ikke knyttet til institutionsbegrebet, men til de nærmere angivne tilbud efter forslagets kapitel 16 og 17 (behandling, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud), som amtskommunen har ansvaret for. Dette indebærer, at dagtilbud såsom være- og omsorgssteder efter bistandslovens § 68 b med forslaget omfattes af takstbetaling. Reglerne om takstfastsættelse videreføres uændret. Det samme gælder reglerne om, at kommunerne afholder udgifterne fuldt ud for personer, der er fyldt 67 år, og at kommunerne afholder 50% af udgifterne for personer under 67 år.

Forslagets stk. 3 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 5.

Forslagets stk. 4 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 6. Bestemmelsen omfatter alle kommunale boformer, der er nævnt i forslagets stk. 3. På tilsvarende måde som efter forslagets stk. 2 videreføres reglerne om takstfastsættelse. Endvidere foreslås ledsageordningen finansieret ligeligt af kommuner og amtskommuner.

Forslagets stk. 5 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 7. Bestemmelsen samler således de særlige finansieringsregler vedr. børn og unge. Forslaget viderefører de gældende regler om takstfastsættelse. For så vidt angår udgifterne til kommunale dag- og klubtilbud efter forslagets §§ 7 og 18 videreføres de gældende regler, hvorefter udgifterne afholdes fuldt ud af kommunen. Denne regel gælder kun dagtilbud m.v., der er oprettet efter dette lovforslag, hvilket betyder at tilbud, der er oprettet efter anden lovgivning, fx skolefritidsordninger, ikke omfattes af bestemmelsen.

Efter de gældende regler afholder kommunerne endeligt udgifter til hjælpemidler til personer, der er fyldt 67 år, mens kommuner og amtskommuner hver afholder 50% af udgifterne til personer, der er under 67 år. Efter forslagets stk. 6 afholder amtskommunerne udgifterne fuldt ud for så vidt angår de hjælpemidler og forbrugsgoder, som efter forslagets § 95, stk. 2, og § 96, stk. 2, bevilges af amtskommunerne. Det vil sige optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser, høreapparater, særlige informationsteknologiske hjælpemidler samt de forbrugsgoder, der måtte indgå som en del af disse hjælpemidler.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 95 er baggrunden for den ændrede finansiering et ønske om at skabe sammenhæng mellem det økonomiske ansvar og ansvaret for opgavens udførelse.

Efter forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 85, stk. 2, er socialministeren bemyndiget til, efter forhandling med de kommunale organisationer, at fastsætte regler for fordelingen af udgifterne mellem kommuner og amtskommuner i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og til personer, der er fyldt 67 år. Denne bestemmelse er en videreførsel til bistandslovens § 135, stk. 8.

Til § 129 Forslagets stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 1, 2. pkt.

Baggrunden for den særlige refusionsregel er, at henvendelse om optagelse i boformer efter forslagets § 91, stk. 2, kan ske direkte til lederen, jf. forslagets § 92, stk. 2, og at beboerne ofte ikke har tilknytning til nogen bestemt kommune. Forslaget giver mulighed for uændret videreførsel af de to institutioner Kofoeds Skole og Møltrup Optagelseshjem.

Forslagets stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 135, stk. 4. Forslaget viderefører de gældende regler, hvorefter fordelingsgrundlaget er antallet af 15- til 17-årige i de enkelte amtskommuner/kommuner.

Til § 130 Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 134 a.

Forslagets stk. 1 opregner, hvilke udlændinge der er omfattet af de særlige refusionsregler. Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 134 a, stk. 1.

Forslagets stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 134 a, stk. 2. Reglerne om refusion for udgifter til forsørgelse (kontanthjælp m.v.) er medtaget i forslag til lov om aktiv socialpolitik.

Forslagets stk. 3 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 134 a, stk. 3.

Forslagets stk. 4 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 134 a, stk. 4. Omfattet af bestemmelsen er personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvilket svarer til gældende lovs bestemmelse om personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Bistandslovens § 134 a, stk. 6, er indarbejdet i forslagets stk. 2 og 3.

Til § 131 Forslaget præciserer den gældende retstilstand, hvorefter der ydes forskud på refusionen.

Til § 132 Forslaget svarer til bistandslovens § 134, stk. 1.

Til § 133 Bestemmelsen viderefører de gældende regler om regulering.

Merudgiftsydelsen efter § 26 foreslås også reguleret med satsreguleringsprocenten, jf. forslagets stk. 4.

Til § 134 Bestemmelsen svarer til bistandslovens regler i § 54, stk.9 og 10 og § 58, stk. 6 og 7.

Til kapitel 27

Forsøgsbestemmelser

Til § 135 Bestemmelsen samler bistandslovens §§ 138 b og 138 f. Som hidtil skal forsøg være tidsbegrænsede. Der kan kun gives tilladelse til konkrete, nærmere afgrænsede forsøg. Forsøgene må ikke medføre statslige merudgifter. Ethvert forsøg vil kunne bringes til ophør, hvis de vilkår, der er stillet for forsøget, ikke overholdes. Forsøget vil tillige ophøre, hvis der sker lovændringer på områder, forsøget vedrører. Dispensationer fra lovforslagets bestemmelser i forbindelse med forsøg skal godkendes af socialministeren, og der kan kun gives tilladelse til at dispensere fra lovens bestemmelser. Der udsendes en bekendtgørelse om hvert forsøg, der godkendes. Der kan ikke tillades fravigelse af kommunernes overordnede ansvar for den sociale service i kommunerne. Kommunerne kan heller ikke fritages for ansvar for gennemførelsen af forsøgene (tilsyn m.v.).

Stk. 2. har til formål at give tilladelse til tidsbegrænsede forsøg, der fraviger reglerne om visitation, ydelser og finansiering. Det er en forudsætning for godkendelse af forsøg, at der ikke herved sker indskrænkning i kommunens eller amtskommunens forpligtelse til at iværksætte tilbud efter lovforslaget. Kommunen eller amtskommunen kan således ikke ved en aftale begrænse tilbud/hjælp til borgerne, som kommunen eller amtskommunen efter lovforslaget er forpligtet til at yde. Det er også for godkendelse efter stk. 2 en forudsætning, at forsøgene er udgiftsneutrale for staten.

Der kan ikke godkendes forsøgsordninger om tilbud til børn og unge, der medfører at de almindelige regler om forældrebetaling for tilsvarende tilbud fraviges.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 138 e. Bistandslovens § 138 e har baggrund i Landsudvalget vedrørende den sociale opgavefordeling fra december 1992.

Det skal bemærkes, at der ikke forventes et større antal sager end hidtil, hvor kommunerne søger tilladelse til en sådan forsøgsordning, idet det formentlig kun vil være de helt store kommuner, der vil have et konkret ønske om selv at oprette tilbud inden for det amtskommunale ansvarsområde. En afgørende betingelse for godkendelse af et forsøg er, at det er fagligt forsvarligt og økonomisk bæredygtigt i lokalområdet og i amtet.

Til kapitel 28

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

Til § 136 Loven træder i kraft den 1. januar 1999, dog således at socialministeren bekendtgør datoen for ikrafttræden af reglerne om beskyttet beskæftigelse i kapitel 17. Disse regler rejser spørgsmål i forhold til EF-traktatens statsstøtteregler, og de skal derfor notificeres for Kommissionen, jf. EF-traktaten art. 92, stk. 3, litra c, inden de kan træde i kraft.

Til § 137 Der har siden 1. januar 1988 ikke kunnet opføres plejehjem og beskyttede boliger efter bistandsloven. Stoppet for plejehjemsbyggeri m.v. blev indført i forbindelse med, at ældreboligloven (nu lov om almene boliger m.v.) trådte i kraft den 1. januar 1988. Allerede bestående plejehjem og beskyttede boliger kan dog fortsat drives efter bistandsloven.

Som følge af nedlæggelser eller ombygning af utidssvarende plejehjem mv. til plejeboliger efter lov om almene boliger m.v. vil de bestående plejehjem og beskyttede boliger gradvist få antalsmæssigt mindre betydning. Det kan derfor påregnes, at der inden for en årrække ikke vil være behov for særlige regler om plejehjem og beskyttede boliger.

Derfor foreslås reglerne om botilbud og betaling herfor i bestående plejehjem og beskyttede boliger placeret i en overgangsbestemmelse, der indeholder en bemyndigelse til at fastsætte regler, der svarer til de gældende regler i bistandslovens §§ 81-83 samt §§ 85 og 86. Serviceydelser i plejehjem og beskyttede boliger ydes efter forslagets øvrige bestemmelser. Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte regler, der er tilnærmet til reglerne for lignende almindelige boliger, dvs. ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v.

Bemyndigelsen vil blive brugt til at videreføre den gældende regel i bistandslovens § 83, stk. 5. Det betyder, at en person, der ikke vil flytte fra en institution, kun kan kræves flyttet, såfremt kravet kan støttes på en af de opsigelsesgrunde, der er nævnt i lejelovens kapitel XIII.

For at styrke retssikkerheden vil bemyndigelsen endvidere blive anvendt til at sikre beskyttelse mod ufrivillig flytning, hvis der er tale om flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Bemyndigelsen kan også bruges til - efter forhandling med de kommunale organisationer - at fastsætte ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til plejehjem og beskyttede boliger til personer under og over 67 år.

Overgangsbestemmelsen om leverandøraftaler (stk. 2) relaterer sig til forslagets § 95. Som nævnt i bemærkningerne til paragraffen, er bestemmelsen om frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler en videreførsel af den regel, som blev indsat i bistandslovens § 58 ved lov nr. 497 af 12. juni 1996. Lov nr. 497 trådte i kraft den 1. januar 1997 og indeholder en overgangsordning, som indebærer, at hvis en kommune har indgået leverandøraftale om særligt personlige hjælpemidler eller foretaget udbud før den 22. maj 1996, har ansøgeren ikke ret til at vælge en anden leverandør af hjælpemidlet end den, kommunen har indgået aftale med.

Baggrunden for overgangsordningen er, at en del kommuner havde indgået bindende leverandøraftaler før den 22. maj 1996, hvor lovforslaget om frit leverandørvalg blev fremsat for Folketinget. Overgangsordningen skulle forhindre, at der opstod tvivl om, hvorvidt lovændringen ud fra en konkret vurdering af de enkelte kontraktforhold ville kunne anses for et ekspropriativt indgreb. Desuden blev der ved lovændringen lagt vægt på, at almindelige lovtekniske hensyn taler for, at der ikke gennem lovgivning gribes ind i bestående kontraktforhold.

Ved gennemførelsen af reglen om frit leverandørvalg var der ikke præcise oplysninger om, hvor længe de eksisterende leverandøraftaler løber, men det blev vurderet, at der generelt ikke indgås aftaler, der rækker ud over 4 år.

Der vil således formentlig være nogle eksisterende leverandøraftaler, som løber længere end til 1. januar 1999, hvor denne lov foreslås at afløse bistandsloven, og der er derfor behov for i en periode at videreføre bistandslovens overgangsordning. Det foreslås, at overgangsordningen ophører med udgangen af år 2000, således at bestemmelsen om frit leverandørvalg får fuld virkning den 1. januar 2001.

Stk. 3. omhandler fædigbehandling af uafsluttede hjælpemiddelsager efter bistandsloven ved lovens ikrafttræden. I det omfang, der pr. 31. december 1998 er uafsluttede sager i kommunerne vedrørende de dele af hjælpemiddelområdet, som efter forslagets § 95, stk. 2, og § 96, stk. 2, overtages af amtskommunerne, færdigbehandles sagerne i kommunerne efter reglerne i bistandslovens § 58. Udgifterne i disse sager finansieres også efter bistandslovens regler, således at kommunen afholder de fulde udgifter, hvis ansøgeren er fyldt 67 år, mens kommunen og amtskommunen hver afholder 50% af udgifterne, hvis ansøgeren er under 67 år.

Da de sociale ankenævn bliver erstattet af de sociale nævn samtidig med lovens ikrafttræden, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vil klage over afgørelser, der er truffet efter den 31. december 1998, skulle behandles af de nye sociale nævn. Dette gælder i øvrigt også sager, som er afgjort i kommunerne inden den 1. januar 1999, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4 omhandler uafsluttede sager vedrørende invalidebiler. Efter forslagets § 97 er det amtskommunerne, som fremover træffer afgørelse i invalidebilsager efter indstilling fra kommunerne. Samtidig med lovens ikrafttræden nedlægges revaliderings- og pensionsnævnet, som hidtil har haft afgørelseskompetencen i invalidebilsager, medmindre kommunen efter bestemmelsen i bistandslovens § 138 c har opnået tilladelse til at få overført revaliderings- og pensionsnævnenes kompetence.

Hvis der den 31. december 1998 er invalidebilsager, hvor kommunen endnu ikke har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, afgives indstillingen til amtskommunen.

Da ordningen, hvorefter kommunerne kan få overført afgørelseskompetencen i invalidebilsager, også ophører den 31. december 1998, skal der tages stilling til, hvad der skal ske med eventuelt uafsluttede sager i »kompetencekommunerne«.

Det foreslås, at kommunerne også i disse situationer afgiver indstilling til amtskommunerne, som derefter træffer afgørelse. Klage over afgørelsen vil kunne indbringes for det nye sociale nævn, jf. forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Med hensyn til invalidebilsager, som revaliderings- og pensionsnævnene ikke har nået at afslutte inden den 1. januar 1999, henvises til forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til § 138 Med forslaget gives der en hjemmel til at udbetale forskudsrefusionen, før loven træder i kraft.

Til § 139 For at undgå at gamle sager om mellemkommunale refusionskrav kan tages op i en lang periode efter lovens ikrafttræden, stilles der forslag om at indsætte en forældelsesregel, hvorefter sådanne krav skal rejses senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Til § 140 Som bistandslovens § 70 a, men med en præcisering i bestemmelsen af, at det kun er ordninger oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993, der er omfattet.

Forslagets stk. 3 fastsætter, at det for forældrebetalingen i puljeordninger, der hviler på aftaler om tilskud, der er indgået før ændringen af forældrebetalingsbestemmelsen med virkning fra den 24. december 1993, fortsat gælder, at forældrebetalingen ikke kan overstige 30% af udgifterne i tilsvarende kommunale pasningstilbud, jf. lov nr. 1124 af 22. december 1993.

Til § 141 I forslagets stk. 1 fastslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Forslagets stk. 2 skaber udtrykkelig hjemmel til at udmønte den praksis, som anvendes for personer, som får ophold i Danmark med henblik på ophold i døgninstitution, pleje eller med henblik på revalidering i og uden for institution.

Der er ikke hermed tilsigtet ændringer i forhold til den gældende retstilstand for de personer, som er omfattet af de særlige regler, der gælder for særforsorgsområdet, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 888 af 11. december 1986 med senere ændringer.

Da der kan være behov for, at en person fra Danmark på foranledning af de sociale myndigheder i Danmark kan få ophold på Færøerne eller i Grønland i institution eller pleje, foreslås det samtidig at skabe hjemmel hertil.

Baggrunden for forslagets stk. 3 er, at Det Færøske Hjemmestyre og Det Grønlandske Hjemmestyre har fremsat ønske om, at der i forbindelse med, at reglerne på området udmøntes i en bekendtgørelse, fastsættes regler om klage i tilfælde af uenighed mellem de danske og færøske eller grønlandske myndigheder om betalingsforhold. Det er aftalt, at Hjemmestyrene følger op på dette med tilsvarende regler på Færøerne og i Grønland.

Til § 142 Revisionsbestemmelsen er indsat ved lov nr. 497 af 12. juni 1996, og skyldes bl.a. at de økonomiske og administrative konsekvenser af bestemmelserne om brugernes fri leverandørvalg er meget usikre.

Til § 143 Forslagets § 78 om støtte- og kontaktpersoner til sindslidende skal tages op til revision i Folketinget senest ved begyndelsen af Folketingsåret 1999-2000, jf. § 3 i lov nr. 405 af 22. maj 1996.

Til § 144 Bestemmelsen bygger på anbefaling fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser.

Skriftlig fremsættelse

Socialministeren (Karen Jespersen):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om social service.

(Lovforslag nr. L 229).

Lovforslaget er et led i den revision af bistandsloven, som regeringen har sat i gang. Forslaget skal ses sammen med forslagene til lov om aktiv socialpolitik og til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Forslaget til lov om social service er resultat af arbejdet i to udvalg, der bl.a. har haft deltagelse af de kommunale parter, og for det enes vedkommende, tillige brugerorganisationer. Forslaget har i to omgange været sendt til meget brede høringer, og svarene fra høringerne er i vidt omfang indarbejdet i det endelige forslag.

Lovforslaget regulerer bistandslovens tilbud om rådgivning, generelle serviceydelser, boformer, behandling, omsorg og pleje m.v.

Bistandslovens regler om hjælp til forsørgelse findes i forslaget til lov om aktiv socialpolitik.

I lovforslaget videreføres de generelle principper fra bistandsloven, og målgrupperne er de samme, men der er sket en forenkling og modernisering af reglerne, og på visse områder er der sket en forbedring af tilbudene.

Forslagets formål er:

- at styrke den forebyggende indsats,

- at sætte fokus på og tilgodese de svagtstillede gruppers behov,

- at styrke den enkeltes ansvar og muligheder,

- at sikre brugerne større indflydelse på tilrettelæggelse af servicetilbud,

- at opnå bedre sammenhæng og størst mulige forenkling

- at forbedre gennemskueligheden i forhold til opgave- og ansvarsfordelingen samt finansieringsreglerne.

På området børn og unge understreges betydningen af det forebyggende arbejde. Der er udbyggede formålsbestemmelser både for dagtilbud til børn og unge og for den særlige støtte til børn og unge. Der sker desuden en opstramning af reglerne om særlig støtte.

På voksenområdet er en række ændringer, der sigter mod at forbedre indsatsen for de særligt udsatte grupper. I en formålsbestemmelse understreges det bl.a., at der skal ydes en helhedsorienteret indsats afpasset efter den enkeltes særlige behov.

Det drejer sig om tilbud til grupper med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fx personer med svært fysisk handicap, udviklingshæmmede, demente og de sværest stillede sindslidende. Det drejer sig videre om tilbud til grupper med særlige sociale problemer, som fx personer med udprægede misbrugsproblemer og personer, der har været hjemløse i lang tid.

Udviklingen mod fuld ligestilling for personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne fortsættes, bl.a. med ophævelsen af institutionsbegrebet, så den nødvendige hjælp gives uafhængig af boform.

Der indføres en ny ordning om ledsagelse for personer mellem 16 og 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 1999.

Den samlede offentlige merudgift af forslaget skønnes at være ca. 70 mill. kr. i det første år, loven er i kraft, og ca. 73 mill kr. i de efterfølgende år. De økonomiske konsekvenser er endnu ikke forhandlet med de kommunale parter.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 27. maj 1997

Afsnit I

Indledning

Kapitel 1

Formål

§ 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Lovens område

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunen og amtskommunen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

Kapitel 2

Rådgivning

§ 3. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Afsnit II

Børn og unge

Kapitel 3

Generelle bestemmelser

§ 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Rådgivning

§ 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Tilsyn

§ 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33.

Kapitel 4

Dagtilbud til børn

§ 7. Kommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn, jf. dog § 16, med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud. Kommunen har det overordnede ansvar for dagtilbudene.

Stk. 2. Dagtilbudene kan etableres som daginstitutioner, dagpleje og puljeordninger. Tilrettelæggelse af dagtilbudene skal fastlægges i overensstemmelse med § 4.

Formål

§ 8. Kommunen fastsætter mål og rammer for dagtilbudenes arbejde som en integreret del både af kommunens samlede generelle tilbud til børn og af den forebyggende og støttende indsats over for børn, herunder børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med andet behov for støtte.

Stk. 2. Dagtilbudene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Stk. 3. Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Stk. 4. Dagtilbudene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Stk. 5. Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.

Daginstitutioner

§ 9. Daginstutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner efter aftale med kommunen.

Kommunal dagpleje

§ 10. Kommunen kan tilbyde pladser til børn i kommunal dagpleje etableret i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud er godkendt af kommunen til dette formål. Der kan i den enkelte dagpleje modtages op til 5 børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte, at dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for. Kommunens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Puljeordninger

§ 11. Kommunen kan til puljeordninger for børn yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Kommunen indgår aftale med puljeordningen om drift af ordningen.

Optagelse

§ 12. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i et dagtilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kommunen kan bestemme, at selvejende daginstitutioner efter § 7, stk. 3, og puljeordninger efter § 11 ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Anvisning af pladser sker efter anciennitet.

Stk. 3. Anvisning efter anciennitet kan dog fraviges, hvis et barn af sociale eller pædagogiske grunde har et særligt behov for en plads i et dagtilbud.

Stk. 4. I andre særlige tilfælde, hvor der er et akut behov for en plads i et dagtilbud, vil anvisning efter anciennitet kunne fraviges i begrænset omfang.

Stk. 5. Kommunen kan hverken permanent eller midlertidigt opsige et barn af et dagtilbud, fordi en eller begge forældre bliver ledige.

Forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud

§ 13. Ved alle kommunale daginstitutioner og den kommunale dagpleje oprettes en bestyrelse med et flertal af valgte forældre. Medarbejderne i dagtilbudene skal være repræsenteret i bestyrelsen. Kommunen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanterne skal have stemmeret.

Stk. 2. Forældrebestyrelsen i daginstitutionen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for hver enkelt institution inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer. Forældrebestyrelsen har indstillingsret til kommunen i forbindelse med ansættelse af personale i daginstitutionen. Forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje fastsætter overordnede principper for dagplejens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer.

Stk. 3. Dagtilbudets leder har den administrative og pædagogiske ledelse af tilbudet og er ansvarlig for tilbudets arbejde over for forældrebestyrelsen og kommunen.

Stk. 4. Kommunens beføjelser efter §§ 6, 10, 12 og 15 om tilsyn, godkendelse af dagplejehjem, afgørelse om optagelse, tildeling af fripladser og forældrebetaling samt de beføjelser, der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence, kan ikke overdrages til en forældrebestyrelse.

Stk. 5. Kommunen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af de kommunale dagtilbud.

Forældrebestyrelser i selvejende daginstitutioner

§ 14. Ved alle selvejende daginstitutioner for børn skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor den selvejende institutions bestyrelse består af et flertal af valgte forældre. Den selvejende daginstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra en forældrebestyrelse en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten godkendes af kommunen.

Stk. 2. I selvejende daginstitutioner, hvor der oprettes en forældrebestyrelse, skal det fastlægges i vedtægten, at forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelse af en budgetramme for institutionen samt har indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale i institutionen. Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer og det i vedtægten fastsatte formål og idegrundlag.

Stk. 3. Lederen af den selvejende daginstitution har den administrative og pædagogiske ledelse af institutionen og er ansvarlig for daginstitutionens arbejde over for forældrebestyrelsen og for bestyrelsen for den selvejende institution.

Betaling

§ 15. Forældrene betaler for opholdet i dagtilbudet med et beløb, der svarer til 30 pct. af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbudet, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Kommunen afgør, om betalingen skal beregnes på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen. Betalingen for ophold i ordninger efter § 11 beregnes dog på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning, jf. § 144, stk. 3.

Stk. 3. For den kommunale dagpleje beregnes betalingen på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved opholdet i den kommunale dagpleje.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes særlige behov for ophold i dagtilbud.

Stk. 5. Betalingen fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af dagtilbudenes budgetter.

Særlige dagtilbud

§ 16. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. § 7.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, af en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

§ 17. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 18. Forældrene betaler for opholdet i de særlige dagtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 5

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge

§ 19. Kommunen sørger for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. dog § 23.

Stk. 2. Tilbudene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Stk. 3. Tilbudene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte.

Stk. 4. Kommunen fastsætter mål og rammer for tilbudenes arbejde som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.

Stk. 5. Kommunen fastsætter retningslinjer, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunen kan beslutte, at reglerne om forældrebestyrelser, jf. §§ 13 og 14, finder anvendelse på visse tilbud.

§ 20. Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan oprettes og drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner med aftale med kommunen. Kommunen kan til private klubordninger for større børn og unge yde et tilskud pr. barn eller ung.

Optagelse og udmeldelse

§ 21. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Kommunen kan for selvejende institutioner og private klubordninger efter § 20 bestemme, at lederen af den enkelte ordning træffer afgørelse om optagelse og udmeldelse efter retningslinjer fastsat af kommunen.

Betaling

§ 22. Kommunen fastsætter betaling for deltagelse i klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud og kan beslutte, at der ikke skal ydes betaling for deltagelse i enkelte tilbud eller typer af tilbud. Betalingen kan højst udgøre 20 pct. af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud eller af de gennemsnitlige udgifter ved driften af samme type af tilbud i kommunen, som disse opgøres efter § 15, stk. 1. For private klubordninger, jf. § 20, 2. pkt., beregnes betalingen på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan bestemme, at der kan opkræves særskilt betaling for materialeforbrug og forplejning. Socialministeren kan endvidere fastsætte, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betaling under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og barnets eller den unges særlige behov for deltagelse i tilbudet.

Særlige klubtilbud

§ 23. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de i § 19 nævnte tilbud.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

§ 24. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt klubtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 25. Forældrene betaler for opholdet i de særlige klubtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Kapitel 6

Økonomiske tilskud m.v.

Tilskud til forældre, der vælger privat pasning

§ 26. Kommunen kan beslutte at give forældre med børn i alderen fra 24 uger til og med 5 år, dog længst til barnet begynder i børnehaveklasse, mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, jf. § 7, stk. 1. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt del af aldersgruppen.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes fra det tidspunkt, hvor barnet optages i et dagtilbud, jf. § 7, stk. 1. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Stk. 3. Hvis kommunen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 40 anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud, kan kommunen beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddet efter stk. 1. Tilskuddet fastsættes ens for alle børn inden for samme aldergruppe. Tilskuddet kan højst udgøre 70 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning, dog maksimalt 85 pct. af den billigste nettoudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 1 udbetales månedligt forud. Tilskuddet udbetales første gang for den måned, hvor den private pasning påbegyndes. Tilskuddet udbetales sidste gang for den måned, i hvilken retten til tilskuddet ophører.

Stk. 6. Kommunen fastsætter retninglinjer for optagelse af børn i et dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning bortfalder.

Stk. 7. Tilskuddet efter stk. 1 indgår ikke ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning eller lovgivningen om uddannelsesstøtte.

Stk. 8. Kommunen godkender aftalen mellem forældrene og den private pasningsordning og fører løbende tilsyn med ordningen.

Tilskud til forældre med børnepasningsorlov

§ 27. Kommunen kan beslutte at give et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, jf. lov om orlov. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt aldersgruppe.

Stk. 2. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddene, der maksimalt kan udgøre 35.000 kr. årligt. Tilskuddene kan fastsættes, så de varierer med barnets alder.

Stk. 3. For beskæftigede orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige 80 pct. af den hidtidige indtægt. For beskæftigede dagpengeberettigede orlovshavere skal tilskuddet og orlovsydelsen dog tilsammen mindst udgøre et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren ville være berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., medmindre tilskuddet hermed overstiger størrelsen af det tilskud, der er fastsat af kommunen, jf. stk. 2.

Stk. 4. For ledige orlovshavere kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som orlovshaveren var berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5. For ledige orlovshavere, hvis grundlag for orlovsydelse er modtagelse af kontanthjælp, kan tilskuddet og orlovsydelsen tilsammen ikke overstige et beløb svarende til den kontanthjælp, som orlovshaveren ville være berettiget til efter § 25, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 6. Tilskuddet udbetales af kommunen mod dokumentation for modtagelse af orlovsydelse til børnepasning.

Merudgiftsydelse

§ 28. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.000 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med 1/8, 1/4, 1/2, 3/4 eller 1/1 af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end et standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor.

Tabt arbejdsfortjeneste

§ 29. Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

Kapitel 7

Personlig hjælp og ledsagelse

§ 30. Bestemmelserne i § 71 om personlig hjælp og pleje m.v. finder tilsvarende anvendelse, når der er behov for personlig hjælp og pleje m.v. vedrørende børn.

§ 31. Kommunen kan efter en konkret vurdering tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

Kapitel 8

Særlig støtte til børn og unge

Formål

§ 32. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i eget miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Tilsyn

§ 33. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Amtskommunal rådgivning

§ 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Underretningspligt m.v.

§ 35. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelse af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter

1) praktiserende læger, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Statens Øjenklinik, for at klinikken kan varetage sine behandlingsmæssige og administrative aktiviteter, og

2) Statens Øjenklinik kan videregive de i nr. 1 nævnte oplysninger til social-, sundheds- og undervisningsmyndigheder for at sikre, at nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af nedsat synsfunktion kan iværksættes.

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

§ 37. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Undersøgelser

§ 38. Må det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelse herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog § 39. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.

Stk. 2. En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 3. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

§ 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foranstaltninger

§ 40. Kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det bør tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 41. En afgørelse efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte

1) at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted eller lignende,

2) at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

3) at yde familiebehandling eller lignende støtte,

4) at etablere døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

5) at etablere en aflastningsordning på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et andet godkendt opholdssted,

6) at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,

7) at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge,

8) at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

9) at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

10) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og

11) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 49 og 51.

§ 41. Afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 1, 6 og 7, jf. § 40, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11.

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

§ 43. Opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i udvalget. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i 1. og 2. pkt. kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 2. Børn og unge-udvalget kan undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1, 1. og 2. pkt., når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over fristen og hensynet til barnet eller den unge afgørende tilsiger, at fristen forlænges. Samme beføjelse har Ankestyrelsen og retten.

Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke

§ 44. Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Foreløbige afgørelser

§ 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 44, § 57, stk. 3, § 64, stk. 4, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 60, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned. En afgørelse vedrørende § 39 har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrørende § 64, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.

Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig afgørelse efter stk. 1. Det kan undtagelsesvis bestemmes, at afgørelsen skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.

Ophør af foranstaltninger

§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41 og 42 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 42. Såfremt kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 42.

Stk. 2. Foranstaltninger i form af en personlig rådgiver, en fast kontaktperson eller døgnophold i institution, plejefamilie eller andet egnet opholdssted kan dog opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 3. Forud for en hjemgivelse skal kommunen så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge i planen, jf. § 53, angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen.

Stk. 4. Tilsvarende skal kommunen i samarbejde med den unge forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år i planen, jf. § 53, angive, hvilken form for støtte og vejledning der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning.

Det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses beføjelser uden

klage

§ 47. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale nævn træffe afgørelse om, at der skal iværksættes undersøgelse, og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40 og kommunen undlader at iværksætte disse, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Stk. 3. Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 39, 42 og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Fuldbyrdelse

§ 48. Kommunen kan om fornødent forlange bistand af politiet til at gennemføre afgørelser efter §§ 39, 42 og 44.

Anbringelsessteder for børn og unge

Opholdssteder

§ 49. Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, hvis de modtager indtil 4 personer.

Stk. 2. Opholdssteder for børn og unge, der modtager flere end 4 personer, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune eller af anden offentlig myndighed efter reglerne herom.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 50. Kommunen betaler for barnets eller den unges ophold. Socialministeren kan fastsætte satser for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med opholdet.

Døgninstitutioner

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2. Institutionerne kan oprettes og drives af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selvejende institutioner, som amtskommunen indgår aftale med.

Betaling

§ 52. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren.

Udarbejdelse af planer og valg af anbringelsessted m.v.

§ 53. Kommunen udarbejder en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, og § 42.

Stk. 2. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v. Planen skal endvidere angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Stk. 3. Kan anbringelsen ikke afvente udarbejdelsen af en plan som nævnt i stk. 2, er en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt at opstille en plan.

§ 54. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 53, stk. 2, 1. pkt.

§ 55. Kommunen træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den i § 53 eller § 59 nævnte plan. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Stk. 2. Ændring af anbringelsessted kræver, hvad enten anbringelsen er sket efter § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42, samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Kan samtykke ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse, henholdsvis en fornyet afgørelse efter § 42.

§ 56. Kommunen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om den i § 53 eller § 59 nævnte plan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurderingen af planen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af planen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien under anbringelsen. Afgørelse om revision af planen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge.

Stk. 2. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, underrettes den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Samvær og kontakt

§ 57. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunen træffer om fornødent afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter § 108, stk. 2.

Kapitel 9

Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge

§ 58. Er et barn fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, finde en samtale sted med barnet herom.

Stk. 2. For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

Indstilling vedrørende anbringelse uden samtykke

§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 40, stk. 2, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den plan for anbringelsen, jf. § 53, stk. 2, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Advokatbistand, aktindsigt m.v.

§ 60. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse efter § 43,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

5) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 2, jf. § 42,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og

8) brev- og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.

Stk. 2. Såvel forældremyndighedens indehaver som plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung i privat familiepleje efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. En ung, der er fyldt 15 år, skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 4. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 5. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 61. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for de i § 60, stk. 2-4, nævnte personer, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.

§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af anbringelse efter § 43,

4) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

5) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

6) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 2, jf. § 42,

7) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3,

8) flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, og

9) brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.

Stk. 3. Inden der træffes afgørelse efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på plejeforældre inden en afgørelse efter § 64, stk. 4.

Stk. 4. Til vedtagelse af en afgørelse efter § 39, §§ 42-44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 2, § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter § 64, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Stk. 6. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

Kapitel 10

Private pasningsordninger uden offentlige tilskud

Privat dagpasning

§ 63. Oprettelse og drift af privat dagpasning mod betaling, som drives uden offentlige midler, kræver tilladelse fra kommunen, hvis der modtages flere end 2 børn under 14 år.

Stk. 2. Foregår pasningen i et privat hjem, kan der gives tilladelse til pasning af op til 5 børn. Varetages pasningen af flere personer, kan kommunen give tilladelse til, at der kan modtages op til 10 børn.

Stk. 3. Kommunen fører tilsyn med forholdene i den private dagpasning.

Privat døgnpleje

§ 64. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Stk. 2. Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Afsnit III

Voksne

Kapitel 11

Almene tilbud

§ 65. Kommunen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunen fastsætter retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbudene.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Husvilde

§ 66. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

Kapitel 12

Formål

§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.

Kapitel 13

Rådgivning

§ 68. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

§ 69. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.

Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.

Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

§ 70. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter §§ 34 og 69. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

Kapitel 14

Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v.

§ 71. Kommunen sørger for tilbud om

1) personlig hjælp og pleje,

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og

3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. En person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå skriftlig aftale med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne samt om betaling m.v.

Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.

§ 72. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

§ 73. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

§ 74. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 71-73, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

§ 75. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 2. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 3. Afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Kontant tilskud m.v.

§ 76. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående person, som passer den pågældende.

Stk. 4. Kommunen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter.

§ 77. Kommunen yder et tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte.

Stk. 2. Valg af en kontantydelse efter stk. 1 forudsætter, at modtageren selv er i stand til at administrere hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse.

Ledsagelse og kontaktperson

§ 78. Kommunen yder 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunen fastsætter retningslinjer herfor.

Stk. 3. Der kan ikke ydes ledsagelse efter denne bestemmelse til personer, der har hjælpeordning efter § 77.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.

§ 79. Kommunen yder i fornødent omfang hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde.

§ 80. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.

Amtskommunale opgaver

§ 81. Amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94.

Stk. 2. Amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunens afgørelser om hjælp efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for det amtslige brugerråd, jf. § 41, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

Betaling

§ 82. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter dette kapitel samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen.

Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når hjælpen efter §§ 71, stk. 1, 72 og 73 er varig.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

§ 83. Personer, der har ophold i boformer efter § 92, og som får pension efter § 14, stk. 1 eller 2, i lov om social pension, betaler henholdsvis 14.808 kr. og 7.392 kr. om året for den særlige service m.v., som følger af opholdet.

Stk. 2. For personer, der på grund af nedsat funktionsevne har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter, som ikke dækkes af opholdet i boformen, nedsættes eller bortfalder betalingen efter stk. 1.

Kapitel 15

Dækning af nødvendige merudgifter

§ 84. Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter § 77.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse.

Kapitel 16

Behandling m.v.

§ 85. Amtskommunen sørger for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

§ 86. Kommunen kan ud over tilbud efter § 73 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, som amtskommunen i øvrigt efter loven har forpligtelser over for.

Stk. 3. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Kapitel 17

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

§ 87. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 88. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.

Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 89. Der aflønnes efter indsats under beskæftigelse efter §§ 87 og 88.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om løn m.v. efter stk. 1 samt regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 87 og 88.

§ 90. En produktion, der udføres ved beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Stk. 2. Amtsrådsforeningen udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

Kapitel 18

Botilbud

§ 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

§ 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelser om optagelse i boformer efter stk. 1.

Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningsamtskommunen og i tilflytningsamtskommunen.

§ 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer

1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og

2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse, for så vidt angår tilbud efter stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling.

§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.

§ 95. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 91-94. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 92, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.

§ 96. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen.

Afsnit IV

Hjælpemidler m.v.

Kapitel 19

Hjælpemidler, boligindretning og befordring

Hjælpemidler

§ 97. Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

3) er nødvendigt for, at pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. Amtskommunen yder støtte til

1) optiske synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser,

2) arm- og benproteser,

3) høreapparater og

4) særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

Stk. 3. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Stk. 4. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt den pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den af kommunen eller amtskommunen valgte, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen eller amtskommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunen eller amtskommunen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør. Ved særligt personlige hjælpemidler forstås ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, tandproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte regler om

1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,

2) i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel,

3) hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse,

4) hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler, herunder muligheden for udlevering af visse hjælpemidler fra en offentlig institution,

5) hvorvidt visse hjælpemidler kan stilles til rådighed som led i et botilbud og

6) afgrænsningen mellem de hjælpemidler, der ydes af kommunen efter stk. 1, og hjælpemidler, der ydes af amtskommunen efter stk. 2.

Forbrugsgoder

§ 98. Kommunen yder hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.

Stk. 4. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 5. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de nødvendige merudgifter.

Stk. 6. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 7. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og

2) i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.

Støtte til bil

§ 99. Amtskommunen yder støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 111.000 kr.

Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om

1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten,

2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen,

3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2,

4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen,

5) i hvilket omfang der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og

6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil.

Stk. 4. Amtskommunens afgørelser efter denne bestemmelse træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Afgørelser om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån træffes dog af kommunalbestyrelsen.

Fælles bestemmelser

§ 100. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 97-99, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

§ 101. Kommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf m.v.

Stk. 2. Amtskommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler efter § 97, stk. 2, samt instruktion i brugen heraf m.v. Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtskommunen endvidere i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningsarbejdet. Amtskommunerne medvirker til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Amtskommunerne sørger for at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Boligindretning

§ 102. Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for pågældende.

Stk. 2. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1 og 2 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

Støtte til individuel befordring

§ 103. Kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 2. Kommunens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 20

Pasning af døende

§ 104. Personer, som passer en nærstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

§ 105. Plejevederlag efter § 104 svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt, jf. § 9 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan kommunen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1.

§ 106. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.

Stk. 2. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Medicin

§ 107. Kommunen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende, når

1) nærstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 104, passer en døende,

2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller yder tilskud efter § 76 til hjælp, som familien selv antager, eller

3) et hospice varetager plejen.

Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold.

Afsnit V

Magtanvendelse

Kapitel 21

Magtanvendelse

Børn og unge

§ 108. Sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i institutioner beregnet for døgnophold for børn og unge må alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Stk. 2. Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. § 60, stk. 3, må ikke finde sted. En afgørelse efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt. Socialministeren fastsætter regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Stk. 3. Under andre døgnophold uden for hjemmet end nævnt i stk. 1, som er formidlet af kommunen, må magtanvendelse kun ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler herom.

Stk. 4. Over for unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan politiet, hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer. Hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, kan politiet endvidere forlange at gennemse og, hvis det findes påkrævet, standse den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen samt forbyde den unge at foretage telefonsamtaler eller anden kommunikation med personer uden for institutionen eller betinge telefonsamtaler og anden kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren og Folketingets Ombudsmand. Den unge skal underrettes om politiets afgørelse og kan forlange den forelagt for retten til afgørelse. Socialministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Voksne

§ 109. Anvendelse af sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i boformer efter § 92 og § 93, stk. 1, nr. 1, for voksne med betydelig nedsat psykisk funktionsevne må alene ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne herfor.

Afsnit VI

Administration m.v.

Kapitel 22

Sagsbehandling og brugerindflydelse

§ 110. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Planer

§ 111. Kommunen eller amtskommunen tilbyder udarbejdelse af en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen udarbejder i øvrigt, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Planen angiver formålet med indsatsen. Planen angiver endvidere, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Brugerinddragelse

§ 112. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinjer for brugerindflydelsen.

Opfølgning

§ 113. Kommunen eller amtskommunen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Rådgivende samarbejdsorganer m.v.

§ 114. Kommunen eller amtskommunen kan hver især eller i fællesskab nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunen eller amtskommunen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

§ 115. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.

Kapitel 23

Straffebestemmelser

§ 116. Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

§ 117. Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.

Kapitel 24

Betaling og tilbagebetaling

Betaling

§ 118. Den, der modtager hjælp efter denne lov til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der modtages.

Stk. 2. Er der ikke betalt rettidigt, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 3. Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om opkrævning af et gebyr ved ikkerettidig betaling for ydelser efter denne lov.

Tilbagebetaling

§ 119. Kommunen og amtskommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter denne lov.

§ 120. Tilbagebetalingskravet gennemføres ved en betalingsordning. Fastsættelse af betalingsordning og inddrivelse af gæld sker efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 25

Klage og domstolsprøvelse

§ 121. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 122. Afgørelser efter § 55, stk. 1, og § 57, stk. 2, kan af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Afgørelser efter § 57, stk. 2, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Børn og unge-udvalgets afgørelser

Klage til Den Sociale Ankestyrelse

§ 123. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter § 45, stk. 3, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Afgørelser efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan styrelseschefen under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4. Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder § 60, § 61 og § 62, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Domstolsprøvelse

§ 124. Ankestyrelsens afgørelser efter § 123 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for landsretten.

Stk. 2. Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

§ 125. Landsretten tiltrædes af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg, og en dommer, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de i dette kapitel angivne ændringer.

Stk. 3. Som parter anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for landsretten.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.

Stk. 6. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

§ 126. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelse til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 og 3 måneder efter afgørelsen.

§ 127. De i § 125 nævnte dommere beskikkes af justitsministeren efter forhandling med socialministeren. Justitsministeren fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige.

Stk. 2. Beskikkelse gælder for 4 år. En dommer afgår ved udgangen af den måned, i hvilken pågældende fylder 70 år.

Stk. 3. Ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.

Stk. 4. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede dommere foretages af præsidenten for vedkommende landsret. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.

Kapitel 26

Refusion og finansiering

§ 128. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til hjælp efter denne lov refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får

1) ophold i boformer efter §§ 91-94,

2) ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51,

3) hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 77 eller

4) ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 2. En kommune anses også for at medvirke, jf. stk. 1, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 90, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Stk. 3. Kommuner kan indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Uenighed om aftaler, der er indgået efter stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

§ 129. Kommunen afholder endeligt udgifter, der efter den sociale lovgivning påhviler kommunen til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer m.v. efter denne lov, samt udgifter til husly, jf. § 66. Dog refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til gratis advokatbistand, jf. § 60.

Stk. 2. Kommunen afholder endeligt udgifter til dag- og klubtilbud til børn og unge efter §§ 7 og 19 samt til tilskud efter § 26 til forældre, der vælger privat pasning, og til supplerende orlovstilskud efter § 27.

Stk. 3. Af en kommunes udgifter til økonomisk tilskud efter §§ 28, 29, 77, 79 og 84 refunderer staten 50 pct.

§ 130. Amtskommunen afholder endeligt udgifter til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer m.v., som påhviler amtskommunen efter denne lov. For specialrådgivning, som varetages som lands- og landsdelsdækkende funktioner, herunder for den virksomhed, der er nævnt i § 70 og i § 101, stk. 2, kan socialministeren fastsætte særlige regler om fordelingen af udgifterne mellem amtskommunerne.

§ 131. Staten refunderer 50 pct. af amtskommunernes udgifter vedrørende boformer efter § 94, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen.

Stk. 2. Af udgifterne vedrørende ophold i andre amtskommunale boformer end dem, der er nævnt i stk. 1, samt amtskommunale tilbud efter kapitel 16 og 17 betaler kommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudets budgetter. Taksten for personer, der er fyldt 67 år, svarer til 100 pct. af udgifterne ved opholdet, og for personer under 67 år svarer taksten til 50 pct. af udgifterne ved opholdet.

Stk. 3. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne vedrørende:

1) Almene tilbud efter § 65.

2) Personlig hjælp m.v. efter §§ 71-73 og 76, samt støtte- og kontaktperson efter § 80.

3) Ophold i boformer efter § 91.

4) Hjælpemidler m.v. efter kapitel 19, jf. dog stk. 6.

5) Hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet efter kapitel 20.

Stk. 4. For personer under 67 år afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af de udgifter til tilbud, der er nævnt i stk. 3, jf. dog stk. 6. Har de nævnte personer ophold i kommunale boformer, der er nævnt under stk. 3, betaler amtskommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af boformens budgetter. Taksten er 50 pct. af udgifterne ved opholdet. Kommunen og amtskommunen afholder ligeledes hver 50 pct. af udgifterne til ledsageordning efter §§ 31 og 78 og til hjælp efter § 30.

Stk. 5. Kommunen og amtskommunen afholder hver 50 pct. af udgifterne vedrørende foranstaltninger efter § 40, stk. 2. Dette gælder dog ikke udgifterne vedrørende dag- og klubtilbud efter §§ 7 og 19, der afholdes endeligt af kommunen. For ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 samt døgnophold efter § 51 afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af udgifterne. Taksten fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudenes budgetter.

Stk. 6. Amtskommunen afholder endeligt udgifterne til kontaktperson efter § 79, der bevilges af amtskommunen efter § 81, samt til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af amtskommunen, jf. § 97, stk. 2, og § 98, stk. 2.

§ 132. Socialministeren kan bestemme, at udgifterne vedrørende midlertidige boformer efter § 94, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen, i særlige tilfælde afholdes fuldt ud af staten enten i form af tilskud eller som rente- og afdragsfrit lån.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om fordeling af udgifterne ved ophold i sikrede afdelinger i døgntilbud for børn og unge mellem amtskommunerne og kommunerne samt mellem disse indbyrdes.

§ 133. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-4 udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7 og 8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

6) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,

7) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

8) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4,

9) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. eller

10) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

Stk. 2. Staten afholder fuldt ud udgifter til hjælp efter § 28, § 29, § 40, stk. 2, nr. 1-10, og § 84 i de første 1 1/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter afholder staten 75 pct. af kommunernes eller amtskommunernes udgifter i 5 år.

Stk. 3. Staten afholder 75 pct. af en kommunes eller amtskommunes udgifter efter §§ 26, 27, 49, 51 og 65 samt efter kapitlerne 4, 5, 7 og 14-20 i 6 1/2 år.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 afholder staten en kommunes udgifter til

1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, og

2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

§ 134. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes eller en amtskommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 135. Staten afholder udgifterne vedrørende de tilbud m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

Regulering

§ 136. Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 82, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.

Stk. 2. De beløb, der er nævnt i § 83, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 12.

Stk. 3. Det beløb, der er nævnt i § 99, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000.

Stk. 4. Det beløb, der er nævnt i § 28, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

§ 137. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. §§ 82 og 99.

Stk. 2. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget.

Kapitel 27

Forsøgsbestemmelser

§ 138. Socialministeren kan efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen godkende, at der for en forsøgsperiode oprettes andre tilbud end dem, der er omtalt i denne lov.

Stk. 2. Socialministeren kan endvidere efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen for en forsøgsperiode godkende ordninger, der fraviger reglerne om visitation, ydelser og finansiering. Der kan dog ikke godkendes forsøgsordninger om tilbud til børn og unge, der medfører fravigelse fra de almindelige regler om forældrebetaling.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem amtsrådet og en eller flere kommunalbestyrelser om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter denne lov, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for vedkommende lokalområde og i amtet.

Stk. 4. Socialministeren kan i forbindelse med tilladelse efter stk. 3 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de i loven fastsatte regler herom.

Kapitel 28

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 139. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, jf. dog § 142, stk. 1 og 2. Dog fastsætter socialministeren tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om beskyttet beskæftigelse i §§ 87 og 88.

§ 140. Amtskommunen og kommunen driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand. Socialministeren fastsætter regler herom, herunder regler, der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og efter forhandling med de kommunale organisationer ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år, samt regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Før den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, ikke virkning for hjælpemidler, der er omfattet af en leverandøraftale indgået i henhold til § 58 i lov om social bistand, hvis aftalen er indgået eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Fra den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, virkning, uanset om der efter reglerne i lov om social bistand er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000.

Stk. 3. Sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende de hjælpemidler, der er nævnt i denne lovs § 97, stk. 2, herunder sager om forbrugsgoder, der indgår som en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 98, stk. 2, og som ikke er afgjort senest den 30. juni 1998, afgøres efter de hidtidige regler. Finansieringen af udgifter forbundet hermed sker ligeledes efter de hidtil gældende regler. Afgørelserne kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4. § 99, stk. 4, finder anvendelse på sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende støtte til erhvervelse af motorkøretøj, i hvilke kommunalbestyrelsen ikke senest den 30. juni 1998 har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, eller truffet afgørelse for så vidt angår de kommuner, der efter § 138 c i lov om social bistand har fået overført revaliderings- og pensionsnævnets kompetence.

§ 141. I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996, som senest ændret ved lov nr. 327 af 14. maj 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 63 a indsættes som ny paragraf:

»§ 63 b. Kommunen kan beslutte at give forældre med børn i alderen fra 24 uger til og med 5 år, dog længst til barnet begynder i børnehaveklasse, mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, jf. § 69. Kommunen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt del af aldersgruppen.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes fra det tidspunkt, hvor barnet optages i et dagtilbud, jf. § 69. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Stk. 3. Hvis kommunen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 33 anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud, kan kommunen beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddet efter stk. 1. Tilskuddet fastsættes ens for alle børn inden for samme aldersgruppe. Tilskuddet kan højst udgøre 70 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning, dog maksimalt 85 pct. af den billigste nettoudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 1 udbetales månedligt forud. Tilskuddet udbetales første gang for den måned, hvor den private pasning påbegyndes. Tilskuddet udbetales sidste gang for den måned, i hvilken retten til tilskuddet ophører.

Stk. 6. Kommunen fastsætter retningslinjer for optagelse af børn i et dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning bortfalder.

Stk. 7. Tilskuddet efter stk. 1 indgår ikke ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning eller efter lovgivningen om uddannelsesstøtte.

Stk. 8. Kommunen godkender aftalen mellem forældrene og den private pasningsordning og fører løbende tilsyn med ordningen.«

§ 142. Bestemmelsen i § 134 har virkning fra og med udbetaling af forskudsrefusion, der finder sted ultimo juni 1998.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 140, stk. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1997.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 141 træder i kraft den 1. januar 1998.

§ 143. Krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social bistand og tidligere lovgivning skal være rejst eller fremsat senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

§ 144. Kommunen skal til puljeordninger oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993 i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner yde et fast tilskud pr. barn, der er optaget i ordningen.

Stk. 2. Tilskuddet skal svare til halvdelen af ordningens driftsudgifter pr. plads, dog højst halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Kommunen kan efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 15, stk. 2, sidste pkt., finder anvendelse på aftaler om tilskud til puljeordninger for børn, som er indgået efter ikrafttræden af lov nr. 1124 af 22. december 1993 om ændring af lov om social bistand.

§ 145. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.

Stk. 3. Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.

§ 146. Forslag om revision af bestemmelserne i § 97, stk. 3 og 4, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 1999-2000.

§ 147. Forslag om revision af § 80 fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1999-2000.

§ 148. Forslag om revision af §§ 31 og 78 fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2001-02.

§ 149. Forslag om revision af § 75, stk. 3, og § 81, stk. 3, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2001-02.

Ingen