Lovforslag nr.
158 fremsat den 26. februar 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om
konfliktråd i anledning af en
strafbar handling
§ 1. I hver politikreds
etablerer politidirektøren
konfliktråd, hvor forurettede og
gerningsmand sammen med en neutral
mægler kan mødes i anledning af en
strafbar handling. Mægleren kan
tillade, at andre personer end den
forurettede og gerningsmanden
deltager i et konfliktråd.
§ 2. Mægling i konfliktråd
kan alene finde sted, hvis parterne
samtykker i at deltage i konfliktråd.
Stk. 2. Børn og unge under 18
år kan endvidere kun deltage i
konfliktråd med
forældremyndighedsindehaverens
samtykke.
Stk. 3. Mægling i konfliktråd
kan alene finde sted, hvis
gerningsmanden i det væsentlige har
tilstået den strafbare handling.
§ 3. Justitsministeren eller
den, ministeren bemyndiger hertil,
udpeger et antal mæglere i hver
politikreds.
Stk. 2. Mægleren fastlægger
gennemførelsen af et konfliktråd
efter drøftelse med parterne. Under
konfliktrådet bistår mægleren
parterne med at tale sammen om den
strafbare handling, og mægleren kan
bistå parterne med at udforme
eventuelle aftaler, som de måtte
ønske at indgå.
Stk. 3. Mæglingen afsluttes,
når mægleren beslutter det, eller
hvis en af parterne tilbagekalder
sit samtykke til at deltage.
§ 4. Mægling i konfliktråd
træder ikke i stedet for straf eller
andre retsfølger af den strafbare
handling.
§ 5. Straffelovens § 152 og
§§ 152 c-152 f og retsplejelovens
§ 170, stk. 1, 2 og 4, finder
tilsvarende anvendelse på mæglere i
konfliktråd.
§ 6. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om
konfliktråd, herunder om udpegning
af mæglere, henvisning af sager til
konfliktråd, mægleres virksomhed og
deltagelse af bisiddere i
konfliktråd. Justitsministeren kan
bestemme, at ordningen også kan
omfatte andre sager end
straffesager.
§ 7. Loven træder i kraft den
1. januar 2010.
§ 8. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft
helt eller delvis for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de
særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
1.
|
Indledning
|
|
|
|
|
|
|
2.
|
Lovforslagets
baggrund
|
|
|
2.1.
|
Forsøgsordninger med
konfliktråd i
Danmark
|
|
|
|
2.1.1.
|
Forsøgsordningen med
konfliktråd
1994-1996
|
|
|
|
2.1.2.
|
Forsøgsordningen med
konfliktråd fra 1998
|
|
|
2.2.
|
Konfliktråd i de
øvrige nordiske
lande
|
|
|
2.3.
|
Internationale
anbefalinger mv.
|
|
|
|
|
|
|
3.
|
Lovforslagets
udformning
|
|
|
3.1.
|
Indledning
|
|
|
3.2.
|
Organisering
|
|
|
3.3.
|
Mæglerne
|
|
|
3.4.
|
Sagstyper og
tidspunkt for
konfliktrådsbehandling
|
|
|
3.5.
|
Deltagere i
konfliktråd
|
|
|
|
3.5.1.
|
Frivillighed og
tilståelse
|
|
|
|
3.5.2.
|
Forurettede
|
|
|
|
3.5.3.
|
Gerningsmanden
|
|
|
|
3.5.4.
|
Pårørendes og andres
deltagelse i
konfliktråd
|
|
|
|
3.5.5.
|
Bisiddere
|
|
|
3.6.
|
Fortrolighed og
vidnepligt
|
|
|
|
3.6.1.
|
Mægleren
|
|
|
|
3.6.2.
|
Parterne og øvrige
deltagere
|
|
|
3.7.
|
Forholdet mellem
straffesagen og
gerningsmandens
deltagelse i
konfliktråd
|
|
|
|
3.7.1.
|
Betydning for
strafudmålingen
|
|
|
|
3.7.2.
|
Konfliktråd som
alternativ til straf
|
|
|
|
|
|
|
4.
|
Lovforslagets
økonomiske og
administrative
konsekvenser for det
offentlige
|
|
|
|
|
|
|
5.
|
De økonomiske og
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet mv.
|
|
|
|
|
|
|
6.
|
De administrative
konsekvenser for
borgere
|
|
|
|
|
|
|
7.
|
De miljømæssige
konsekvenser
|
|
|
|
|
|
|
8.
|
Forholdet til
EU-retten
|
|
|
|
|
|
|
9.
|
Hørte myndigheder
mv.
|
|
|
|
|
|
|
10.
|
Sammenfattende skema
|
|
1.
Indledning
Formålet med
lovforslaget er at fastlægge de
overordnede rammer for en permanent
og landsdækkende ordning med
konfliktråd i straffesager.
Der har været
forsøgsordninger med konfliktråd
siden 1994, og senest er ordningen
med konfliktråd i Københavns
Vestegns samt Midt- og Vestsjællands
politikredse forlænget som led i
flerårsaftalen for politi og
anklagemyndighed for 2007-2010.
I konfliktråd får
den forurettede og gerningsmanden
til en strafbar handling som et
supplement til sædvanlig
strafforfølgning mulighed for at
møde hinanden under en neutral
mæglers tilstedeværelse for at tale
om den strafbare handling. Mæglerens
opgave er at fungere som mødeleder
og stå for mødets struktur og rammer
og sørge for, at »spillereglerne«
for konfliktråd bliver overholdt,
herunder navnlig at parterne lytter
og taler til hinanden på en
ordentlig måde. Mægleren skal ikke
træffe nogen form for afgørelse i
sagen.
Konfliktråd giver
den forurettede mulighed for at
komme til orde over for
gerningsmanden og give udtryk for,
hvordan vedkommende har oplevet den
strafbare handling, og hvilke
konsekvenser handlingen har haft.
Konfliktråd kan således medvirke
til, at forurettede får bearbejdet
den vrede og angst, som den
kriminelle handling kan have
medført, og være med til at give
forurettede en følelse af større
tryghed i hverdagen.
Konfliktråd giver
samtidig gerningsmanden mulighed for
at se og forholde sig til de
menneskelige følger af den strafbare
handling og for i direkte kontakt
med den forurettede at påtage sig
ansvar for handlingen. Konfliktråd
kan dermed medvirke til at øge
gerningsmandens ansvarlighed og
dermed til, at han eller hun
undlader at begå ny kriminalitet.
Med lovforslaget
foreslås det, at den gældende
ordning med konfliktråd i to
politikredse afløses af en
landsdækkende ordning med
konfliktråd i straffesager, og der
foreslås en ny særlig lov om
konfliktråd, der fastlægger de
overordnede rammer for en sådan
ordning.
Den foreslåede
lov om konfliktråd indeholder regler
om, at deltagelse i konfliktråd sker
på grundlag af samtykke og således
er frivilligt for både for
gerningsmand og forurettede, og at
gerningsmanden i det væsentlige skal
have tilstået det strafbare forhold.
Den foreslåede lov indeholder
desuden bl.a. regler om mæglerens
funktion under konfliktrådet,
herunder om muligheden for at
afbryde mæglingen og om mæglerens
tavshedspligt. Endvidere foreslås
det, at konfliktrådsbehandling
ligesom i dag skal være et
supplement til en sædvanlig
straffesag og således ikke træde i
stedet for straf eller andre
retsfølger af den strafbare
handling.
Med lovforslaget
er det endvidere forudsat, at den
retspraksis, der har udviklet sig i
tilknytning til forsøgsordningen med
konfliktråd, videreføres, således at
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd efter rettens konkrete
vurdering indgår som en formildende
omstændighed i forbindelse med
straffastsættelsen.
Lovforslaget
bygger på betænkning nr. 1501/2008
om konfliktråd fra Udvalget om
konfliktråd (herefter betænkningen)
og svarer i vidt omfang til
udvalgets lovudkast. Hvis
lovforslaget vedtages, vil den
landsdækkende konfliktrådsordning
som udgangspunkt blive tilrettelagt
i overensstemmelse med udvalgets
overvejelser og anbefalinger.
2.
Lovforslagets
baggrund
2.1.
Forsøgsordninger
med konfliktråd i Danmark
2.1.1.
Forsøgsordningen
med konfliktråd 1994-1996
Den første
forsøgsordning med konfliktråd blev
iværksat i 1994 som et led i
indsatsen mod vold. Det fremgår
således af forarbejderne til lov nr.
366 af 18. maj 1994 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og
offererstatningsloven (Bekæmpelse af
vold), at der vil blive etableret en
forsøgsordning med konfliktråd. Der
blev oprettet konfliktråd i
Holstebro, Sønderborg, Svendborg og
to i København, og der blev afholdt
konfliktråd i perioden februar 1995
til februar 1996. I hvert
konfliktråd blev der udpeget 1-2
kontaktpersoner hos henholdsvis
politiet og kommunen og et antal
mæglere. Ordningen blev etableret
under Det Kriminalpræventive Råds
sekretariat med en central
projektleder og etablering af en
koordinationsgruppe.
Formålet med
forsøgsordningen var bl.a. at
undersøge, om det var muligt at
opstille et supplement til det
eksisterende straffesystem ved at
lade forurettede og gerningsmand
møde hinanden og tale om
kriminaliteten under en mæglers
tilstedeværelse. Hensigten var
primært at give gerningsmanden
større ansvarlighed med hensyn til
sine handlinger for på den måde at
modvirke senere kriminalitet.
Samtidig skulle mæglingen også løse
op for forurettedes frustrationer og
angst og herved medvirke til at give
forurettede større tryghed i
dagligdagen.
Forsøgsordningen
omfattede først og fremmest sager om
værtshusvold, vold mod særligt
udsatte grupper (herunder
taxachauffører og sagsbehandlere) og
gadevold. Der kunne dog også mægles
ved anden angstfremkaldende eller
krænkende kriminalitet som f.eks.
brugstyveri, tasketyveri,
butikstyveri, indbrud og hærværk.
Målgruppen for
forsøget var primært gerningsmænd i
alderen 15-21 år. Det var
oprindeligt en betingelse, at
gerningsmanden var ustraffet, men
dette blev under forsøget ændret
til, at der skulle foretages en
konkret vurdering af den aktuelle
sag sammenholdt med gerningsmandens
forstraffe, personlige forhold og
egnethed. Det var en forudsætning
for afholdelse af konfliktrådet, at
gerningsmanden havde tilstået det
strafbare forhold i et sådant
omfang, at straffesagen kunne
behandles som en tilståelsessag.
Deltagelse i konfliktråd var
frivillig for forurettede og
gerningsmanden, og hver af parterne
kunne til enhver tid tilbagekalde
samtykket til at deltage i
konfliktråd.
Behandling af
sagen i konfliktråd var et
supplement til den almindelige
behandling af straffesagen ved
domstolene. Under forsøgsordningen
blev det i en af de sager, hvor der
havde været afholdt konfliktråd,
ved strafudmålingen tillagt
betydning i formildende retning, at
gerningsmanden havde deltaget i
konfliktråd.
Vurderingen af,
om en sag opfyldte betingelserne for
og var egnet til behandling i
konfliktråd (visitationen), foregik
i tre faser hos henholdsvis
kontaktpersonen ved politiet,
kommunen (social- og
sundhedsforvaltningen) og mægleren.
Konfliktråd i
forsøgsordningen blev afholdt efter
den såkaldte mediationsmetode, hvor
forurettede og gerningsmand ved
hjælp af en neutral, upartisk tredje
part (en mægler) hjælpes til at tale
sammen om den strafbare handling og
eventuelt nå frem til en aftale,
f.eks. om at gerningsmanden, udover
at undskylde sin gerning, skal
undlade at komme på steder, hvor
forurettede normalt færdes.
Det fremgår af
Det Kriminalpræventive Råds rapport
om forsøgsordningen, at der alene
blev gennemført mægling i 4 sager.
Resultaterne af disse mæglinger var
dog positive. Af evalueringerne af
de 4 gennemførte konfliktråd kunne
det bl.a. udledes, at både
gerningsmand og forurettede havde
følt sig berørt af situationen, og
at de havde udvist åbenhed og
interesse i at høre hinandens
historie. I forsøgsperioden var der
endvidere 16 sager, der blev fundet
egnede til konfliktråd, men hvor
enten gerningsmanden eller
forurettede ikke ønskede at deltage
i konfliktråd. Herudover blev en del
sager frasorteret på grund af
manglende egnethed, herunder på
grund af manglende tilståelse.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 23-29.
2.1.2.
Forsøgsordningen
med konfliktråd fra 1998
I 1998 blev der
som led i en styrkelse af
retsstillingen for ofre for
forbrydelser mv. iværksat et nyt og
bredere forsøg med konfliktråd.
Rammerne for forsøgsordningen
fremgår af forarbejderne til lov nr.
349 af 23. maj 1997 om ændring af
retsplejeloven, straffeloven og
erstatningsansvarsloven (Styrkelse
af retsstillingen for ofre for
forbrydelser mv.). Forsøgsordningen
blev gennemført i Glostrup, Roskilde
og Ringsted politikredse og blev i
første omgang fastlagt til perioden
maj 1998 til juni 2000.
Forsøgsordningen er efterfølgende
blevet forlænget flere gange. Senest
er det ved flerårsaftalen for
politiet og anklagemyndigheden
2007-2010 besluttet at videreføre
den gældende ordning med konfliktråd
i Københavns Vestegns og Midt- og
Vestsjællands politikredse efter den
1. januar 2007.
Det
Kriminalpræventive Råd har forestået
den overordnede koordinering af
forsøget med konfliktråd. Forsøget
har været fulgt af en styregruppe
med repræsentanter fra bl.a. Det
Kriminalpræventive Råd,
Justitsministeriet,
Velfærdsministeriet,
anklagemyndigheden og de
politikredse, der har deltaget i
forsøget.
Fokus for den nye
forsøgsordning har været ofre for
kriminalitet. Formålet med forsøget
var, at forurettede kunne få løst op
for sine frustrationer og sin angst
og blive mere tryg i dagligdagen,
samtidig med at gerningsmanden blev
ansvarliggjort og dermed
forhåbentlig afstod fra at begå
yderligere kriminalitet.
I modsætning til
det første forsøg kunne alle
aldersgrupper af sigtede over den
kriminelle lavalder deltage i
konfliktråd, og gerningsmandens
eventuelle forstraffe har ikke
udelukket deltagelse i konfliktråd.
Det var også hensigten, at den nye
forsøgsordning skulle udvides for så
vidt angår kriminalitetens art. Hvor
kerneområdet i den første
forsøgsordning var vold, skulle også
indbrud, butikstyveri, brugstyveri,
tasketyveri og hærværk indgå i den
nye ordning. Det var endvidere ikke
udelukket at inddrage andre former
for kriminalitet, som kunne virke
krænkende for forurettede, og som
efter en konkret vurdering blev
fundet egnet til mægling.
Det var en
forudsætning for afholdelse af
konfliktråd, at den sigtede i det
væsentlige har tilstået forholdet,
og at både forurettede og
gerningsmand ønskede at deltage i
konfliktråd.
Konfliktråd var
også i den nye forsøgsordning et
supplement til en sædvanlig
strafferetlig forfølgning, og
konfliktråd har således ikke været
et alternativ til straf. Der har
under forsøgsordningen været flere
domme, hvor gerningsmandens
deltagelse i konfliktråd i sig selv
eller sammen andre formildende
omstændigheder har haft indflydelse
på strafudmålingen i straffesagen.
I en dom af 18.
november 1998 fra retten i Glostrup
om vold efter straffelovens § 244
anførtes det, at det forhold, at
tiltalte sammen med forurettede
havde deltaget i konfliktråd, ikke i
sig selv uden videre kunne medføre
en mildere straf. Bl.a. under
henvisning til, at parterne i
konfliktråd havde indgået en aftale,
at tiltalte havde undskyldt, og at
der ikke var tale om særligt
voldsomme slag og spark, at tiltalte
havde indset, at episoden skyldtes
overdreven alkoholindtagelse, og at
han som aftalt i konfliktrådet burde
drikke mindre, fandt retten det
forsvarligt at gøre straffen
betinget.
I en dom af 1.
marts 2000 fra retten i Roskilde om
vold efter straffelovens § 244 blev
der ved udmålingen af den betingede
dom ligeledes – som én blandt andre
formildende omstændigheder – lagt
vægt på, at tiltalte havde deltaget
i konfliktråd.
I en dom afsagt
af retten i Glostrup den 9. august
2000 om vold i parforhold blev der
ved straffastsættelsen taget hensyn
til, at parterne havde deltaget i
konfliktråd. Bl.a. under henvisning
hertil fandt retten det forsvarligt
at gøre straffen betinget.
I retten i
Tåstrups dom af 3. oktober 2000 om
vold efter straffelovens § 244 lagde
retten ved strafudmålingen
(dagbøder) også bl.a. vægt på
tiltaltes deltagelse i konfliktråd.
I en dom afsagt
af retten i Glostrup den 22.
november 2000 om vold efter
straffelovens § 244 fandt retten, at
der forelå så formildende
omstændigheder, at straffen kunne
bortfalde, jf. straffelovens § 248.
Retten lagde herved bl.a. vægt på,
at tiltalte havde deltaget i
konfliktråd, og at det fremgik af
den indgåede aftale, at parterne
havde erkendt, at konflikten
skyldtes en misforståelse, og at de
havde givet hinanden en
undskyldning.
Størstedelen af
konfliktrådene i forsøgsordningen
har været afholdt efter henvisning
fra politiet, men også f.eks.
advokater og kriminalforsorgen
henviste sager i forsøgsperioden. I
de sager, hvor forudsætningerne for
deltagelse i konfliktråd var til
stede, har politiet spurgt
forurettede og gerningsmand, om de
var interesserede i at deltage i
konfliktråd, og herefter henvist
sagen til konfliktmægling, hvis
begge parter ønskede det. Inden der
er blevet afholdt konfliktråd, har
en mægler vurderet sagen samt
kontaktet begge parter og bl.a.
redegjort nærmere for, hvordan
konfliktrådet ville foregå.
Konfliktråd har
også under denne forsøgsordning
været afholdt efter den såkaldte
mediationsmetode, hvor forurettede
og gerningsmand ved hjælp af en
neutral, upartisk tredje part (en
mægler) hjælpes til at tale sammen
om den strafbare handling og
eventuelt nå frem til en aftale,
f.eks. om at gerningsmanden, udover
at undskylde sin gerning, skal
undlade at komme på steder, hvor
forurettede normalt færdes.
Mæglerens opgave har været at stå
for mødets struktur og rammer og
sørge for, at »spillereglerne« for
konfliktråd er blevet overholdt,
herunder navnlig at parterne har
lyttet og talt til hinanden på en
ordentlig måde.
Hvis parterne har
indgået en aftale, er den, hvis
parterne har givet deres samtykke,
blevet sendt til politiet og er
derefter indgået i straffesagens
akter. I de tilfælde, hvor sagen
ikke har været afgjort, har aftalen
kunnet fremlægges i retten og
eventuelt indgå ved rettens
vurdering af sagen, jf. ovenfor.
I februar 2003
foretog Center for Alternativ
Samfundsanalyse (CASA) en evaluering
af forsøget med konfliktråd i
perioden 1998-2002. Evalueringen
viste, at der i løbet af godt 4 år
havde været gennemført mægling i
konfliktråd i 150 sager, og at kun 3
af disse var blevet afbrudt uden en
aftale eller anden løsning på
konflikten. Evalueringen viste
endvidere, at både forurettede og
gerningsmænd, som havde deltaget i
konfliktråd, generelt mente, at de
havde haft et stort udbytte. Mere
end 8 ud af 10 deltagere vurderede
således samlet set, at konfliktråd
havde været vellykket eller meget
vellykket. Navnlig voldsofre gav
udtryk for, at deltagelse i
konfliktråd var vellykket. Kun 5
pct. af de, der havde deltaget i
konfliktråd, gav udtryk for, at
konfliktrådet havde været direkte
mislykket.
De forurettede
gav ved evalueringen udtryk for, at
deres udbytte af at deltage i
konfliktrådet især knyttede sig til
muligheden for at udtrykke deres
egen oplevelse af det, der var sket,
bearbejde angst og vrede og
opnåelsen af større tryghed i
hverdagen, muligheden for at modtage
en undskyldning og oplevelsen af at
se gerningsmanden vise forståelse
for forurettedes situation, at opnå
større gensidig forståelse mellem
parterne og opklaring af
misforståelser og endelig muligheden
for at hjælpe gerningsmanden ud af
kriminalitet.
Gerningsmændene
gav udtryk for, at deres udbytte
særligt knyttede sig til muligheden
for at give en undskyldning og en
forklaring og vise, at de fortrød
handlingen, at opnå større gensidig
forståelse mellem parterne og
endelig erkendelsen af
konsekvenserne af den kriminalitet,
de havde begået.
Over halvdelen af
de behandlede sager i denne periode
var voldssager. Herudover blev
konfliktråd navnlig afholdt i
forbindelse med sager om tyveri og
indbrud.
Det var ved
evalueringen ikke muligt at vurdere,
om deltagelse i konfliktråd havde en
længerevarende effekt, herunder i
forhold til at forebygge, at
gerningsmanden begik ny
kriminalitet.
I marts 2006
foretog Rambøll Management en
evaluering af organiseringen af
konfliktrådene i Danmark. Rambølls
rapport peger på en række centrale
muligheder for at udvikle
organiseringen af konfliktråd i
Danmark.
Der peges bl.a.
på en bedre forankring af
konfliktråd enten som en mere
integreret del af politiet eller ved
at henlægge konfliktråd til en
instans uden for politiet. Der peges
endvidere på en ændring af
visitationsprocessen, herunder i
form af en udvidelse af gruppen af
personer, der kan visitere en sag
til konfliktråd, f.eks. ved at
inddrage de sociale myndigheder i
visitationsprocessen. Rapporten
peger desuden på, at det bør
overvejes, om konfliktråd i stedet
for at anskues som en indsats, der
står alene, skal ses som én indsats
i en bred vifte af tilbud rettet mod
rehabilitering af forurettede,
forandring af gerningsmænds
holdninger og genskabelse af
lokalsamfundets balancer. Endelig
anføres det, at der i Danmark har
været et klart fokus på forurettede,
og at det kan overvejes også at
inddrage et kriminalpræventivt sigte
i den danske model for konfliktråd.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 30-45.
2.2.
Konfliktråd i de
øvrige nordiske lande
Der findes både i
Norge, Sverige og Finland
forskellige ordninger med
konfliktråd, og betænkningen side
47-70 indeholder en nærmere
gennemgang af disse ordninger i de
andre nordiske lande.
2.2.1. I
Norge er konfliktråd reguleret i en
særlig konfliktrådslov (lov om
megling i konfliktråd), som trådte i
kraft den 1. september 1992. Efter
loven har de norske konfliktråd til
opgave at mægle i konflikter, som
opstår på grund af, at en eller
flere personer har påført andre
skade, tab eller anden krænkelse. De
norske konfliktråd kan både behandle
civile sager og straffesager.
Parterne skal samtykke til at
deltage i konfliktråd og skal i
hovedsagen være enige i forholdets
hovedpunkter. At gerningsmanden er
tidligere straffet er som
udgangspunkt ikke til hinder for, at
en straffesag behandles i
konfliktråd.
Påtalemyndigheden
kan overføre en straffesag til
behandling i konfliktråd, og dette
kan først og fremmest ske i sager,
der må forventes afgjort med en
påtaleundladelse, bøde eller
betinget dom. Hvis sagen forventes
afgjort med ubetinget frihedsstraf,
kan den ikke overføres til
behandling i konfliktråd.
Påtalemyndigheden kan beslutte, at
en straffesag skal overføres til
mægling i konfliktråd, når
strafskylden anses for bevist, og
sagen findes egnet til behandling i
konfliktråd. Beslutningen om at
overføre en sag til konfliktråd
udgør den endelige påtalemæssige
afgørelse i sagen, forudsat at en
gyldig aftale bliver indgået og
opfyldes. Det er ikke muligt at
mægle som supplement til en
straffesag, efter at sagen er gået i
gang, og domstolene kan ikke
overføre en straffesag til
konfliktråd. Mægling kan dog gives
som særvilkår til en betinget dom
eller som led i samfundstjeneste.
I 2006 og 2007
blev der henholdsvis behandlet 4521
og 4513 straffesager i konfliktråd i
Norge. Der foreligger ingen nyere
evalueringer af den norske
konfliktrådsordning, og der
foreligger ikke recidivundersøgelser
vedrørende de gerningsmænd, der har
deltaget i konfliktråd. En
evalueringsrapport forventes dog at
foreligge i slutningen af 2009.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 47-55.
2.2.2. I
Sverige er konfliktråd også
reguleret i en særlig lov (lag om
medling vid brott), der trådte i
kraft den 1. juli 2002, og som er en
rammelov for konfliktråd i
kommunalt og statslig regi. Loven
regulerer ikke, hvordan
konfliktrådene skal organiseres,
hvordan sagerne skal visiteres til
konfliktråd eller forholdet til
retssystemet. De nærmere rammer for
mægling i straffesager bestemmes
således af de enkelte
organisationer, som oftest er
kommunerne.
Fra 1. januar
2008 er det blevet obligatorisk for
alle svenske kommuner at tilbyde
mægling til gerningsmænd under 21
år. Ordningen giver også mulighed
for at behandle sager med
gerningsmænd over 21 år, hvis
kommunen finder det hensigtsmæssigt.
Behandling af
straffesager i konfliktråd kan
således som udgangspunkt finde sted
ved alle typer af kriminalitet
begået af gerningsmænd i alle aldre,
og uanset om forurettede er en
fysisk eller juridisk person.
Mæglingen forudsætter frivillighed
fra parterne, at gerningsmanden har
erkendt gerningen, samt at mæglingen
under hensyntagen til samtlige
omstændigheder findes
hensigtsmæssig. Efter lovens
forarbejder skal mægling i
straffesager dog først og fremmest
ske i sager med
førstegangsgerningsmænd i alderen
15-17 år, men også gerningsmænd i
alderen 18-20 år kan komme i
betragtning.
Mægling i
konfliktråd er et supplement til
sædvanlig strafforfølgning, men
anklagemyndigheden kan i visse
tilfælde inddrage betydningen af, at
gerningsmanden har deltaget i
konfliktråd og på den baggrund
frafalde tiltale mod gerningsmanden.
Domstolene har endvidere mulighed
for at lade deltagelse i mægling
indgå som en strafformildende
omstændighed i forbindelse med
strafudmålingen.
Der er i 1999 og
2000 gennemført en
interviewundersøgelse af
gerningsmænd og forurettede, som har
deltaget i konfliktråd. Det fremgår
heraf, at de forurettede var meget
positive i forhold til mæglingen og
fremhævede muligheden for at komme
til orde og få bearbejdet hændelsen.
Det konkluderes endvidere, at
mægling i konfliktråd havde bidraget
til, at gerningsmændene fik større
forståelse for konsekvenserne af
deres handlinger.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 56-62.
2.2.3. I
Finland findes der også en
konfliktrådslov (lag om medling vid
brott och i vissa tvister), der
trådte i kraft den 1. januar 2006.
Børn og unge gerningsmænd er det
primære fokus for mægling i
straffesager.
Som udgangspunkt
kan alle former for kriminalitet
behandles i konfliktråd, hvis de med
hensyn til kriminalitetens art og
udførelse, forholdet mellem
gerningsmanden og forurettede samt
øvrige omstændigheder findes egnede.
Deltagelse i konfliktråd er
frivillig og kræver parternes
samtykke. Der gælder som
udgangspunkt ikke en øvre eller
nedre aldersgrænse for forurettedes
eller gerningsmænds mulighed for at
deltage i konfliktråd.
Anklagemyndigheden har mulighed for
at undlade at rejse tiltale i sager,
der behandles i konfliktråd, og
domstolene har i de sager, hvor
tiltale rejses, mulighed for at lade
deltagelse i konfliktråd indgå som
en formildende omstændighed i
forbindelse med strafudmålingen i
henhold til generelle principper i
den finske straffelov.
Der findes endnu
ingen evalueringer af de finske
konfliktråd efter lovens
ikrafttræden. Af en rapport fra 1999
vedrørende konfliktråd i perioden
1995-1997 fremgår bl.a., at det
vigtigste udbytte for
gerningsmændene var muligheden for
at undgå en retssag og en bøde, og
for nogle af de forurettede var det
vigtigste at modtage kompensation.
En del af parterne pegede endvidere
på muligheden for at møde den anden
part og nå til en aftale med denne.
Det fremgår af rapporten, at der var
en tendens til, at recidivet for de
gerningsmænd, der ikke deltog i
konfliktråd, var en lille smule
højere end for de gerningsmænd, der
deltog i konfliktråd. I voldssager
var der dog en tendens til, at
recidivet var lidt højere for de
gerningsmænd, der havde deltaget i
konfliktråd, end for dem, der ikke
havde deltaget.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 62-70.
2.3.
Internationale
anbefalinger mv.
Spørgsmålet om
anvendelse af konfliktråd eller
mægling i straffesager har været
rejst i en række internationale
sammenhænge i såvel Europarådet, FN
og EU, og der er vedtaget
forskellige internationale
anbefalinger og retningslinjer på
området.
Fælles for disse
internationale anbefalinger og
retningslinjer er, at de opfordrer
staterne til at søge at fremme
mægling i straffesager i forbindelse
med lovovertrædelser, hvor man anser
denne fremgangsmåde for
hensigtsmæssig. Staterne anbefales
også, at mediation i straffesager
gøres til et tilgængeligt tilbud på
alle stadier af straffesagens gang.
Staterne
opfordres endvidere til i
forbindelse med udviklingen af
ordninger med mediation i
straffesager at iagttage en række
grundlæggende principper. Det
anbefales eksempelvis, at mediation
alene bør finde sted, hvis parterne
samtykker hertil, og at parterne
skal have mulighed for at
tilbagekalde deres samtykke på et
hvilket som helst tidspunkt under
mæglingen.
Det anbefales
også, at de oplysninger, der kommer
frem under mæglingen, bør være
fortrolige og ikke bør videregives,
medmindre parterne samtykker, eller
andet følger af en lovregel.
Mægleren skal som udgangspunkt være
undergivet en sanktioneret
tavshedspligt på alle stadier af
mæglingsforløbet, også efter endt
mægling, og eventuelle undtagelser
fra denne tavshedspligt bør være
klart definerede i lovgivningen.
Eventuelle
aftaler mellem parterne indgået
under mæglingen bør indgås på
frivillig basis og bør alene
indeholde rimelige og proportionale
forpligtelser. Deltagelse i mægling
bør desuden ikke blive brugt som
bevis for en tilståelse i en
efterfølgende retssag.
Staterne
anbefales også at fastlægge
retningslinjer for bl.a.
organiseringen af mediation i
straffesager, visitationen af sager,
den efterfølgende behandling efter
endt mægling samt at udvikle etiske
retningslinjer og procedurer for en
række forhold i relation til
mæglerne, herunder f.eks.
udvælgelse, uddannelse og evaluering
af mæglerne.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 71-77.
3.
Lovforslagets
udformning
3.1.
Indledning
3.1.1. Som
nævnt ovenfor i pkt. 2.1.2 blev det
i forbindelse med flerårsaftalen for
politiet og anklagemyndigheden
2007-2010 besluttet at videreføre
den gældende ordning med konfliktråd
i Københavns Vestegns samt Midt- og
Vestsjællands politikredse efter den
1. januar 2007. I flerårsaftalen er
det desuden fastsat, at
Justitsministeriet skal nedsætte et
udvalg, der på baggrund af
evalueringsrapporterne om
forsøgsordningen skal foreslå en
ændret organisering som grundlag for
en landsdækkende ordning.
Udvalget anfører
(betænkningen side 135), at
konfliktråd giver den forurettede
mulighed for at komme til orde over
for gerningsmanden og give udtryk
for, hvordan vedkommende har oplevet
den strafbare handling, og hvilke
konsekvenser handlingen har haft.
Mødet med gerningsmanden giver
desuden den forurettede mulighed for
at stille spørgsmål til den begåede
handling og indgå en aftale med
gerningsmanden, f.eks. om en
undskyldning fra gerningsmanden
eller en aftale om økonomisk
kompensation. Konfliktråd kan
således medvirke til, at forurettede
får bearbejdet den vrede og angst,
som den kriminelle handling kan have
medført, og kan være med til at give
forurettede en følelse af større
tryghed i hverdagen.
Konfliktråd giver
samtidig gerningsmanden mulighed for
at se og forholde sig til de
menneskelige følger af den strafbare
handling og i direkte kontakt med
den forurettede at påtage sig ansvar
for handlingen. Konfliktråd kan
dermed medvirke til at øge
gerningsmandens ansvarlighed for
sine handlinger og dermed til, at
han eller hun undlader at begå ny
kriminalitet.
Udvalget om
konfliktråd har overvejet en række
spørgsmål i forhold til
organiseringen og udformningen af en
permanent landsdækkende ordning med
konfliktråd, herunder i hvilket
omfang der er behov for at
lovregulere konfliktrådenes virke.
Udvalget finder,
at konfliktrådsordningen i givet
fald bør reguleres af en særlig lov,
der fastlægger de overordnede rammer
for organiseringen og indholdet af
en permanent landsdækkende ordning
med konfliktråd i straffesager.
Efter udvalgets opfattelse vil det
ikke være hensigtsmæssigt at søge at
udforme en mere detaljeret
lovregulering af
konfliktrådsordningen, idet en række
spørgsmål bl.a. i relation til den
praktiske anvendelse af konfliktråd
─ f.eks. vedrørende den nærmere
visitation af sagerne, udpegning af
mæglere, forløbet af selve mæglingen
i konfliktråd mv. ─ efter udvalgets
opfattelse egner sig bedst til at
blive afklaret i praksis, både så
der kan tages hensyn til
individuelle forhold i den enkelte
sag, og således at en mere
detaljeret lovregulering ikke vil
hindre en vis løbende udvikling af
konfliktrådsordningen inden for de
fastlagte rammer i lyset bl.a. af de
praktiske erfaringer.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 79.
3.1.2. Som
det fremgår af pkt. 2 ovenfor, har
der siden 1994 været gennemført
forskellige forsøgsordninger i
Danmark med konfliktråd i
straffesager, og erfaringerne for
både forurettede og gerningsmænd har
generelt været meget positive. Den
gældende ordning med konfliktråd er
imidlertid begrænset til to
politikredse på Sjælland.
Som anført af
udvalget (betænkningen side 10) kan
konfliktråd medvirke til, at den
forurettede får mulighed for at møde
gerningsmanden og få løst op for sin
angst og frustrationer, og
konfliktrådet kan bidrage til at
give den forurettede større tryghed
i dagligdagen. Konfliktråd giver
samtidig gerningsmanden mulighed for
at forholde sig til de menneskelige
konsekvenser af den kriminelle
handling og i direkte kontakt med
den forurettede at påtage sig
ansvaret for sin handling.
Konfliktråd kan således medvirke til
at øge gerningsmandens ansvarlighed
for sine handlinger og dermed
bidrage til, at han eller hun
undlader at begå nye strafbare
forhold. Deltagelse i konfliktråd
kan således have positiv betydning
både for den forurettedes muligheder
for at »komme videre« efter
forbrydelsen og ved at øge
gerningsmandens ansvarlighed for
sine handlinger.
Der findes også i
de andre nordiske lande (Norge,
Sverige og Finland) forskellige
landsdækkende ordninger med
konfliktråd i bl.a. straffesager.
Selv om der efter det oplyste kun i
begrænset omfang er udarbejdet
egentlige evalueringsrapporter om
disse ordninger, synes erfaringerne
også i de andre nordiske lande
generelt at være positive.
Der kan endvidere
henvises til en rapport udarbejdet
af Justitsministeriets
Forskningskontor fra august 2008
(Udredning til brug for Kommissionen
vedrørende ungdomskriminalitet), som
bl.a. indeholder en gennemgang af
den foreliggende viden om virkningen
af forskellige former for præventive
tiltag over for unge lovovertrædere
og erfaringer hermed, herunder om
såkaldt restorative justice,
herunder konfliktråd.
Det fremgår af
rapporten side 121-124, at en
gennemgang af effektevalueringer af
internationale restorative
justice-tiltag viser, at sådanne
tiltag generelt har en betydelig
kriminalpræventiv effekt for unge
lovovertrædere. Rapporten inkluderer
således tre sammenfattende
undersøgelser, der alle viser, at
unge, der har deltaget i konfliktråd
som alternativ eller supplement til
almindelig domstolsbehandling, har
et lavere recidiv end unge, hvis sag
(alene) er blevet behandlet ved en
domstol.
Efter
Justitsministeriets opfattelse bør
ordningen med konfliktråd på denne
baggrund udvides til at gælde for
hele landet i overensstemmelse med
udvalgets anbefaling, således at der
i alle politikredse bliver mulighed
for at henvise straffesager til
mægling i konfliktråd.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at det ikke vil være
hensigtsmæssigt med en mere
detaljeret lovregulering af
behandlingen af straffesager i
konfliktråd. Hvis lovforslaget
vedtages, vil justitsministeren
fastsætte nærmere regler om
konfliktrådsordningen, jf.
lovforslagets § 6 og bemærkningerne
hertil. Herudover bør en række
spørgsmål vedrørende den nærmere
tilrettelæggelse og afvikling af
konfliktråd i praksis afklares af
den lokale konfliktrådskoordinator i
politikredsene, jf. pkt. 3.2
nedenfor, og af mægleren i det
enkelte konfliktråd. Desuden vil
Rigspolitiet som central myndighed i
konfliktrådsordningen, jf. pkt. 3.2
nedenfor, i det omfang der er behov
for det, kunne udarbejde
vejledninger, retningslinjer mv. på
området.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.2-3.7 nedenfor
vedrørende den nærmere udformning af
en permanent landsdækkende ordning
med konfliktråd i straffesager.
I
overensstemmelse med udvalgets
anbefalinger (betænkningen side 144)
foreslås det endvidere, at
justitsministeren kan fastsætte
regler om, at konfliktråd kan
anvendes i andre sager end
straffesager, hvis der f.eks. ud fra
erfaringerne med en permanent
konfliktrådsordning findes at være
grundlag for at udvide ordningen til
også at gælde andre
»konfliktsituationer« end strafbare
forhold, jf. lovforslagets § 6, 2.
pkt., og bemærkninger hertil.
3.2.
Organisering
3.2.1.
Udvalget har overvejet, hvordan
konfliktrådene mest hensigtsmæssigt
bør organiseres lokalt. Udvalget har
peget på, at det næsten uden
undtagelse vil være politiet, der
først får kendskab til de sager, som
kan være egnede til
konfliktrådsbehandling, og som
tidligt i forløbet har kontakt med
både gerningsmanden og forurettede.
Eftersom konfliktrådene behandler
sager om strafbare forhold, vil det
således efter udvalgets opfattelse
være naturligt, at organiseringen af
konfliktrådene fortsat tager
udgangspunkt i politikredsene.
Udvalget
anbefaler en ordning, hvor
visitationen af sager til
konfliktråd foregår i to led i
politiets regi. Den indledende,
overordnede visitation, hvor de
typer af sager, som er umiddelbart
uegnede, sorteres fra, anbefales
varetaget af den enkelte
politibetjent, der behandler den
pågældende sag. Ved den
efterfølgende, mere finmaskede
visitation, som bør varetaget af en
instans samlet for hele
politikredsen, skal det nærmere
vurderes, om den enkelte sag konkret
er egnet til behandling i
konfliktråd.
Det er udvalgets
opfattelse, at en sådan ordning vil
bidrage til, at så mange sager som
muligt behandles i konfliktråd, og
at risikoen for, at visitation af
sager til konfliktråd nedprioriteres
i den løbende sagsbehandling i
politikredsen, mindskes. En sådan
toleddet visitationsordning, hvor
den egentlige visitation til
konfliktråd foretages uafhængigt af
straffesagens behandling ved
politiet, vil også bidrage til at
understrege, at
konfliktrådsbehandling ikke indgår i
den strafferetlige forfølgning af
det pågældende forhold, men er et
supplement til politiets,
anklagemyndighedens og i sidste ende
domstolenes behandling af
straffesagen, jf. herom i øvrigt
pkt. 3.7 nedenfor.
Udvalget
anbefaler, at ordningen udformes
således, at der i hver politikreds
ansættes/udpeges en person med
ansvar for den endelige visitation
af sagerne til konfliktråd og med
ansvar for sagernes fordeling til de
enkelte mæglere, og at denne person
fysisk har sin arbejdsplads på en
politistation i den pågældende
politikreds. Denne person kan f.eks.
være uddannet socialrådgiver, men
opgaven kan også varetages af
personer med en anden professionel
baggrund eller af en af de lokale
mæglere (en lokal koordinator).
Efter udvalgets
opfattelse bør andre offentlige
myndigheder end politiet, herunder
f.eks. de sociale myndigheder, få
mulighed for at henvende sig med en
konkret sag til den lokale
koordinator i politikredsen, der
foretager den endelige visitation af
sagerne, med henblik på at få sagen
behandlet i konfliktråd.
Udvalgets
anbefaler endvidere, at der udpeges
et antal lokale mæglere, der er
tilknyttet de enkelte politikredse,
til at varetage mæglingen i
konfliktråd i de enkelte sager, jf.
i øvrigt pkt. 3.3 nedenfor.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 79-83.
3.2.2. Det
er efter udvalgets opfattelse
væsentligt, at ordningen med
konfliktråd bl.a. med henblik på at
sikre en hensigtsmæssig og effektiv
varetagelse af en række
administrative og praktiske
spørgsmål er forankret centralt i en
myndighed med det overordnede ansvar
for konfliktrådene.
Den centrale
myndighed bør varetage opgaver som
uddannelse, efteruddannelse og
udpegning af lokale koordinatorer og
mæglere til konfliktrådene.
Endvidere bør den centrale myndighed
bl.a. have ansvaret for at udarbejde
overordnede retningslinjer til
politikredsene og konfliktrådene og
for den overordnede (herunder
økonomiske) administration af
ordningen.
Det er endvidere
udvalgets opfattelse, at det med
henblik på at sikre, at en permanent
og landsdækkende ordning bliver
vellykket, er væsentligt med en
løbende evaluering af ordningen.
Ansvaret for at indhente
tilbagemeldinger fra politikredsene
mv. og for at evaluere ordningen
hører efter udvalgets opfattelse
naturligt hjemme i den centrale
myndighed.
Den centrale
myndighed bør også have ansvaret for
i fornødent omfang at udarbejde og
distribuere informationsmateriale om
konfliktrådene med henblik på at øge
såvel befolkningens som de
involverede myndigheders kendskab
til konfliktråd.
Da konfliktrådene
efter udvalgets opfattelse bør
forankres i de enkelte politikredse,
finder udvalget, at det vil være
naturligt at placere det overordnede
ansvar for ordningen i Rigspolitiet.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 83.
3.2.3.
Justitsministeriet er i det
væsentlige enig i udvalgets
overvejelser og anbefalinger om
organiseringen af en landsdækkende
ordning med konfliktråd. Hvis
lovforslaget vedtages, vil
Rigspolitiet få det overordnede
ansvar for den nærmere
tilrettelæggelse af
konfliktrådsordningen for så vidt
angår mægleruddannelsen og
efteruddannelse mv., iværksættelse
af en ordning med lokale
koordinatorer samt evaluering af
ordningen. Derudover vil der i
samtlige politikredse blive udpeget
en eller flere personer, som vil
fungere som lokal koordinator, og
som herunder bl.a. vil varetage den
endelige visitation af sagerne til
mæglerne og den løbende kontakt
mellem politiet og mæglerne.
Justitsministeren vil endvidere i
givet fald, jf. lovforslagets § 6,
fastsætte nærmere regler om
visitationen af sager til
konfliktråd, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 1.
3.3.
Mæglerne
3.3.1.
Udvalget anbefaler, at der udpeges
et antal mæglere, der er tilknyttet
de enkelte politikredse, til at
varetage opgaverne med mægling i
konfliktråd. Navnlig ved ordningens
start, hvor et stort antal mæglere
skal udpeges og uddannes i løbet af
kort tid, finder udvalget, at
hensynet til en hensigtsmæssig og
effektiv tilrettelæggelse af de
administrative og praktiske
spørgsmål i relation til udpegelse
af mæglere taler for, at opgaven med
udpegelse af mæglere varetages af
den centrale myndighed. Denne opgave
kan imidlertid senere overføres til
de lokale instanser.
Udvalget finder,
at muligheden for at blive mægler
ved en permanent og landsdækkende
ordning bør udbydes generelt, og ved
udpegelsen af mæglerne bør det
tilstræbes, at mæglerkorpset så vidt
muligt udgør et repræsentativt
udsnit af befolkningen, herunder i
forhold til alder, køn og etnicitet.
Det er dog afgørende, at mæglerne
findes egnede til at mægle i
straffesager, herunder i kraft af
almindelig livserfaring mv.
For at bevare og
understrege det læge element i
ordningen med konfliktråd finder
udvalget, at der ligesom i Norge bør
indføres en tidsbegrænsning for
mæglernes funktionsperiode, og at
denne passende kan fastsættes til
fem år med mulighed for forlængelse
for én periode. Der bør dog i
særlige tilfælde være adgang til at
forlænge funktionsperioden
yderligere, f.eks. hvis en mægler
har opnået særlig erfaring med
mægling i en bestemt sagstype
(f.eks. sager om alvorlig
personfarlig kriminalitet eller
sager med unge ofre eller
gerningsmænd), eller hvis det i en
periode i et bestemt geografisk
område er vanskeligt at rekruttere
egnede mæglere.
Udvalget
anbefaler endvidere, at der på samme
måde som under forsøgsordningen ydes
mæglerne et fast vederlag pr.
mægling, og at mæglerne får
godtgjort eventuelle udgifter
forbundet med afholdelse af
mæglingsmødet.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 84-85.
3.3.2.
Udvalget finder, at det er afgørende
for en vellykket
konfliktrådsordning, at de
personer, der udpeges til at fungere
som mæglere, har gennemført et
kvalificeret uddannelsesforløb.
Udvalget
anbefaler, at der centralt udbydes
en konfliktrådsmægleruddannelse med
det formål at give deltagerne
teoretiske og praktiske færdigheder
inden for konfliktrådsmægling og
mediationsteknik mv. Det bør være en
betingelse for at fungere som
mægler, at den pågældende har
gennemført denne uddannelse eller en
lignende mægleruddannelse af mindst
tilsvarende kvalitet, herunder
f.eks. en dansk eller udenlandsk
masteruddannelse i konfliktmægling.
Ligesom det
uddannelsesforløb, der er udbudt som
led i forsøgsordningen, bør
uddannelsen efter udvalgets
opfattelse gå ud på at gennemgå
baggrunden for konfliktrådsordningen
og give en indføring i retssystemet,
og der bør undervises i kendskab til
såvel forurettedes som gerningsmænds
reaktionsmønstre, samt kendskab til
hjælpemuligheder for de forurettede,
herunder f.eks. i forhold til
offerrådgivningerne og mulighederne
for at få erstatning. Det er efter
udvalgets opfattelse væsentligt, at
uddannelsen også berører emner som
etik og retssikkerhed.
Det anbefales, at
undervisningen på samme måde som i
dag består af oplæg, diskussioner,
øvelser, rollespil og feedback samt
besøg på politistationer og i
retter. Eftersom mæglerne også vil
kunne komme ud for at skulle mægle i
sager, hvor gerningsmanden afsoner
sin straf, bør mæglerne også få
kendskab til fængselssystemet.
Med henblik på
fortsat at kvalitetssikre
konfliktrådene anbefaler udvalget,
at mæglerne løbende modtager
vejledning og støtte vedrørende
mæglerrollen (supervision) og
efteruddannelse.
Udvalget
anbefaler desuden, at der i
samarbejde mellem de lokale
koordinatorer, mæglerkorpset og den
centrale myndighed udarbejdes etiske
retningslinjer for
konfliktrådsmæglere.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 86-87.
3.3.3. Som
anført under pkt. 3.2 ovenfor finder
udvalget, at den nærmere vurdering
af, om en sag er egnet til
behandling i konfliktråd, bør
varetages af en lokal koordinator,
der er placeret på en politistation
i den pågældende politikreds. Det
bør være denne lokale koordinator,
der får til opgave at tage den
indledende kontakt til og indhente
samtykke fra parterne.
Det vil i givet
fald være de enkelte, lokale
mæglere, der indkalder parterne og
eventuelt andre deltagere til
mæglingsmødet, sørger for egnede
lokaler og foretager den praktiske
tilrettelæggelse af mødet. Udvalget
anfører, at det vil være
hensigtsmæssigt, at der lokalt
indgås aftale om benyttelse af et
antal egnede lokaler uden for
politistationerne.
Udvalget har i
lyset af evalueringerne af
forsøgsordningen med konfliktråd
ikke fundet grundlag for at anbefale
ændringer i mæglernes opgaver i
forbindelse med selve mæglingen. Det
vil således være mæglerens opgave at
lede mødet. Mægleren skal således
præsentere »spillereglerne« for
parterne og i den forbindelse
forklare parterne, at mægleren har
tavshedspligt. Mægleren skal
herefter tage initiativ til, at
parterne drøfter spørgsmålet om
fortrolighed med hensyn til de
oplysninger, der kommer frem under
mæglingsmødet, herunder eventuelt
indgår en aftale herom, jf. også
pkt. 3.6 nedenfor.
Hvis parterne når
til enighed om en aftale, bør
mægleren kunne bistå med en
skriftlig bekræftelse af aftalen,
men mægleren må ikke træffe nogen
form for afgørelse i sagen. Udvalget
fremhæver i den forbindelse, at det
ikke i sig selv bør være et
succeskriterium eller et mål med
mæglingen, at der bliver indgået en
egentlig aftale, og at et møde, hvor
parterne ikke har indgået en aftale,
kan være lige så vellykket og
gavnligt for parterne som et møde,
der resulterer i en aftale.
Mægleren bør
endvidere have pligt til at
orientere den lokale koordinator om,
hvorvidt mæglingen er gennemført
eller afbrudt. Den lokale
koordinator underretter herefter
politiet med henblik på, at
oplysningen kan blive inddraget i
straffesagens akter. Hvis
gerningsmanden er blevet dømt og
afsoner sin straf, bør oplysningen
videresendes til kriminalforsorgen
med henblik på, at kriminalforsorgen
i forbindelse med den løbende
sagsbehandling i forbindelse med
straffuldbyrdelsen er bekendt med,
at den pågældende har deltaget i
konfliktråd. Der er ikke knyttet
særlige virkninger mv. til den
dømtes deltagelse i konfliktråd, men
oplysningen herom vil kunne indgå
som et blandt flere andre konkrete
momenter i kriminalforsorgens
sagsbehandling som led i
straffuldbyrdelsen.
Udvalget
anbefaler desuden, at den pågældende
mægler eller den lokale koordinator
i de sager, hvor der er indgået en
aftale i forbindelse med
konfliktrådsmæglingen, ca. en måned
efter det afholdte konfliktråd tager
kontakt til parterne med henblik på
at få oplyst, om parterne har
overholdt den indgåede aftale. Dette
kan være relevant for vurderingen
af, om gerningsmanden på et senere
tidspunkt i forbindelse med fornyet
kriminalitet findes egnet til
deltagelse i konfliktråd, og
oplysningen bør også indgå i den
løbende evaluering af ordningen.
Udvalget
anbefaler endelig, at mæglerne
ligesom under forsøgsordningen får
mulighed for at afbryde
mæglingsforløbet enten efter ønske
fra en af parterne eller på
foranledning af mægleren selv, og at
dette i givet fald kommer til at
fremgå udtrykkeligt af en ny lov om
konfliktråd. Udvalget anbefaler
endvidere, at problemstillingen
tages op i forbindelse med
udarbejdelsen af de etiske
retningslinjer for
konfliktrådsmæglere.
Spørgsmålet om at
afbryde mæglingen i konfliktråd kan
f.eks. opstå, hvor mægleren føler,
at han eller hun ikke kan eller bør
gennemføre mæglingen, herunder fordi
mægleren vurderer, at forløbet er
for belastende for en af parterne.
Den foreslåede bestemmelse kan
tænkes anvendt i situationer, hvor
en af parterne ikke følger de
»spilleregler«, der indledningsvis
er blevet præsenteret for og/eller
aftalt mellem parterne, eller en af
parterne udviser en opførsel, som
gør det nyttesløst at fortsætte
mæglingen. Eftersom parternes
deltagelse i konfliktråd bygger på
frivillighed, bør det endvidere
fremgå af bestemmelsen, at mæglingen
afbrydes, hvis en af parterne
tilbagekalder sit samtykke til at
deltage i konfliktråd.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 88-91.
3.3.4.
Justitsministeriet er enig i
udvalgets synspunkter og
anbefalinger vedrørende udpegning
mv. af mæglerne og mæglerens rolle i
forbindelse med mægling i
konfliktråd.
Justitsministeriet er enig i, at en
ny lov om konfliktmægling bør
indeholde en regel om, hvornår
mægleren kan afslutte mæglingen, jf.
lovforslagets § 3, stk. 3, og
bemærkningerne hertil. Efter
Justitsministeriets opfattelse bør
loven herudover indeholde en
bestemmelse, som helt overordnet
fastslår mæglerens rolle i
forbindelse med mæglingen, dvs. at
han eller hun fastlægger forløbet af
konfliktrådet i samråd med parterne,
og at mægleren under konfliktrådet
bistår parterne med at tale om den
strafbare handling, men ikke må
træffe nogen form for afgørelse
vedrørende den strafbare handling,
jf. lovforslagets § 3, stk. 2, og
bemærkningerne hertil. I
overensstemmelse med udvalgets
lovudkast bør det endvidere fremgå
af loven, at en mægler i konfliktråd
er neutral i forhold til parterne,
jf. lovforslagets § 1 og
bemærkningerne hertil.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil justitsministeren med
udgangspunkt i udvalgets
anbefalinger fastsætte nærmere
regler bl.a. om betingelserne for at
blive udpeget som mægler,
kompetencen til at udpege mæglere,
hvornår en udpegning bortfalder
eller ophører, herunder om
tidsbegrænsning af udpegningen, jf.
lovforslagets § 6 og bemærkningerne
hertil.
3.4.
Sagstyper og
tidspunkt for konfliktrådsbehandling
3.4.1.
Udvalget har overvejet, om en
permanent og landsdækkende ordning
med konfliktråd bør begrænses til
særlige former for strafbare
handlinger.
Kerneområdet for
den første forsøgsordning med
konfliktråd var navnlig voldssager,
mens kerneområdet for den anden
forsøgsordning, som blev iværksat i
1998, blev beskrevet som sager om
vold, indbrud, butikstyveri,
tasketyveri og hærværk. Det var dog
ikke udelukket også at inddrage
andre former for kriminalitet, som
kunne virke krænkende for
forurettede, og som efter en konkret
vurdering blev fundet egnet til
mægling. Under den seneste
forsøgsordning har også sagstyper
uden for det nævnte kerneområde i
praksis været behandlet i
konfliktråd.
Det er udvalgets
opfattelse, at erfaringerne fra den
seneste forsøgsordning viser, at
konfliktråd uanset kriminalitetens
art kan gennemføres med positivt
resultat for såvel forurettede som
gerningsmand i alle typer af sager
med et identificerbart offer. Det
gælder også i mere alvorlige
straffesager som f.eks. røveri.
Udvalget
bemærker, at kravet om frivillig
deltagelse og en konkret
egnethedsvurdering af sager, der
visiteres til behandling i
konfliktråd, vil kunne være
tilstrækkeligt til at varetage de
særlige hensyn, der kan være til
forurettede i sager om alvorlig
personfarlig kriminalitet. På den
baggrund finder udvalget ikke
grundlag for at anbefale
begrænsninger i mulighederne for at
deltage i konfliktråd, når det
drejer sig om sager om alvorlig
kriminalitet. Udvalget peger i den
forbindelse også på, at erfaringerne
fra forsøgsordningen viser, at det
for forurettede i sager om
personfarlig kriminalitet, f.eks.
røveri, netop kan have stor
betydning for at kunne bearbejde den
traumatiske oplevelse, at den
forurettede kan møde gerningsmanden
i konfliktråd.
Ud fra
erfaringerne fra forsøgsordningen
finder udvalget, at der omvendt
heller ikke er noget praktisk behov
for generelt at afskære mindre
alvorlige sager fra at kunne blive
behandlet i konfliktråd.
Efter udvalgets
opfattelse er der på denne baggrund
ikke grundlag for at opstille
generelle begrænsninger for, hvilke
sagstyper der kan behandles i
konfliktråd.
Udvalget anfører,
at et kerneområde for konfliktråd
vil skabes naturligt i praksis også
uden udtrykkelig angivelse heraf.
Kravet om, at gerningsmanden i det
væsentlige skal have tilstået
forholdet, og kravet om, at der skal
være et identificerbart offer, der
kan deltage i konfliktrådet, vil i
vidt omfang i sig selv afgrænse
nogle centrale sagstyper, hvor
konfliktråd kan komme på tale.
De sagstyper, som
under forsøgsordningen har været
kerneområdet, vil således efter
udvalgets opfattelse også fremover
være et naturligt kerneområde for
konfliktråd, dvs. navnlig sager om
vold, indbrud, andet tyveri, røveri
og hærværk.
Med henblik på at
sikre en god forankring af
konfliktrådsordningen i politiet
anbefaler udvalget i øvrigt, at
emnet konfliktråd kommer til at
indgå som en naturlig del af
uddannelsen og efteruddannelsen af
politifolk, og at politiets
sagsbehandlingssystemer så vidt
muligt udvikles således, at der i de
sager, hvor konfliktråd kan være
relevant, edb-mæssigt genereres en
forespørgsel om konfliktråd med
tilhørende ekspeditionsrutiner.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 91-94.
3.4.2.
Udvalget har tillige overvejet, om
der bør fastsættes nærmere
retningslinjer for, på hvilket
tidspunkt en sag kan behandles i
konfliktråd.
Efter udvalgets
opfattelse bør det ikke mindst af
hensyn til forurettedes mulighed for
at få bearbejdet hændelsen og »komme
videre« efter forbrydelsen
tilstræbes, at konfliktråd afholdes
så hurtigt som muligt efter
gerningstidspunktet. Endvidere har
domstolene efter mulighed for at
tillægge deltagelse i konfliktråd
betydning ved straffastsættelsen i
strafformildende retning, jf. pkt.
3.7.1 nedenfor, hvilket kun kan ske,
hvis konfliktrådet er gennemført
inden straffesagens behandling ved
retten.
Det er udvalgets
opfattelse, at det er væsentligt at
holde muligheden for deltagelse i
konfliktråd åben i alle faser af
straffesagens forløb, og at det ikke
på forhånd bør være udelukket at
behandle en sag i konfliktråd endog
længere tid efter, at sagen er
blevet pådømt ved retten. Der kan
være situationer, hvor der først
lang tid efter gerningstidspunktet
opstår et behov hos forurettede for
at møde gerningsmanden, og det kan
ikke udelukkes, at der kan være
gerningsmænd, for hvem det efter
længere tids fængsling pludselig
virker meningsfuldt at møde
forurettede for at give ham eller
hende en undskyldning, selv om den
pågældende gerningsmand f.eks.
oprindelig ikke ønskede at deltage i
konfliktråd.
Udvalget
bemærker, at det ikke kan udelukkes,
at konfliktrådsbehandling inden
straffesagens behandling i retten i
visse tilfælde vil kunne betyde, at
gerningsmandens og/eller
forurettedes forklaring i et eller
andet omfang kan blive påvirket af
mødet i konfliktrådet. Det er
imidlertid udvalgets opfattelse, at
spørgsmålet i det væsentlige er af
teoretisk karakter, da de fleste
sager, der findes egnede til
konfliktrådsbehandling, som anført i
pkt. 3.6.2.2 nedenfor må forventes
at kunne afgøres som
tilståelsessager uden bevisførelse i
retten. Det er endvidere udvalgets
vurdering, at en situation, hvor
gerningsmanden forsøger at påvirke
forurettede eller lignende vil blive
forhindret enten af den forurettede
selv eller af mægleren, som vil
gribe ind og afbryde konfliktrådet.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
130-131.
3.4.3.
Justitsministeriet er enig i
udvalgets anbefalinger, og hvis
lovforslaget vedtages, vil
konfliktrådsordningen blive udformet
sådan, at mægling i konfliktråd vil
kunne anvendes i alle typer af
straffesager, hvor der er et
identificerbart offer, og hvor
betingelserne for et konfliktråd i
øvrigt er opfyldt, herunder navnlig
at gerningsmanden i det væsentlige
har tilstået, og at begge parter
ønsker at deltage i konfliktråd.
Konfliktråd vil
desuden kunne afholdes både før og
efter sagens behandling i retten.
For visse sagstyper, f.eks.
voldssager, gælder der særlige
målsætninger for
sagsbehandlingstiden. Konfliktråd
vil formentlig i en del tilfælde
kunne afholdes ganske hurtigt, hvis
parterne er indstillet på det. Det
forudsættes endvidere, at
Rigspolitiets løbende evaluering af
den permanente konfliktrådsordning
bl.a. belyser, i hvilket omfang det
ikke har været muligt at afholde et
konfliktråd, inden den pågældende
straffesags behandling i retten.
Hvis parterne i
forbindelse med den indledende
visitation af sagen, jf. pkt. 3.2
ovenfor, ikke har ønsket at deltage
i konfliktråd, vil mægling i
konfliktråd på et senere tidspunkt
forudsætte, at f.eks. gerningsmanden
eller dennes forsvarer, den
forurettede eller kriminalforsorgen
kontakter den lokale koordinator i
den pågældende politikreds med
henblik på (nu) at søge et
konfliktråd afholdt.
Rigspolitiet har
endvidere oplyst, at
konfliktrådsordningen i givet fald
vil indgå i politiuddannelsen, og at
udvalgets anbefaling vedrørende
edb-sagsbehandlingsrutiner vil kunne
indgå i fremtidige overvejelser om
udviklingen af politiets
it-systemer.
3.5.
Deltagere i
konfliktråd
3.5.1.
Frivillighed og
tilståelse
3.5.1.1.
Under et møde i konfliktråd
forventes parterne at deltage aktivt
og indgå i en dialog med hinanden,
herunder eventuelt komme med forslag
til en »form for løsning«. En af de
vigtigste forudsætninger for en
meningsfuld gennemførelse af
konfliktråd er derfor, at både
gerningsmand og forurettede deltager
frivilligt. På samme måde er det en
nødvendig forudsætning for
deltagelse i konfliktrådet, at
gerningsmanden i det væsentlige har
tilstået det strafbare forhold, som
ønskes behandlet i konfliktråd.
Udvalget har
overvejet, om det nærmere bør
præciseres, hvilken tilståelse der
må kræves, herunder om der er
forskel på, om en manglende
tilståelse vedrører nogle af de
faktiske omstændigheder eller de
subjektive forhold (typisk at
gerningsmanden ikke mener at have
handlet forsætligt). Det bemærkes i
den forbindelse, at det ikke bør
være et krav for en sags behandling
i konfliktråd, at gerningsmanden har
erkendt i et sådant omfang, at sagen
vil kunne afgøres som en
tilståelsessag efter retsplejelovens
§ 831.
Efter udvalgets
opfattelse kan der ikke opstilles
generelle retningslinjer, som
meningsfuldt kan give den
visiterende myndighed og mægleren
reel vejledning i, hvornår der
foreligger tilståelse i et sådant
omfang, at konfliktråd kan komme på
tale. Kravet om gerningsmandens
tilståelse har også været gældende
under forsøgsordningen og har efter
det oplyste ikke i praksis givet
anledning til vanskeligheder.
Udvalget finder på denne baggrund,
at det fortsat bør bero på den
visiterende instans konkrete
vurdering, om der foreligger en
sådan tilståelse, at sagen
meningsfuldt kan behandles i
konfliktråd.
Særligt med
hensyn til børn og unge under 18 år
bemærker udvalget, at disse efter
forældreansvarslovens § 1 er
undergivet forældremyndighed.
Forældremyndighedens indehaver skal
drage omsorg for barnet og kan
træffe afgørelse om dets personlige
forhold ud fra barnets interesse og
behov, jf. lovens § 2, stk. 1. Et
barn kan således som udgangspunkt
ikke træffe beslutninger om
personlige forhold uden samtykke fra
den eller de personer, der har
forældremyndigheden.
En beslutning om,
hvorvidt et barn kan deltage i
konfliktråd (uanset om barnet eller
den unge er gerningsmand eller
forurettet), må antages at vedrøre
barnets personlige forhold. En sådan
beslutning skal således i givet fald
træffes af den eller de personer,
der har forældremyndigheden.
Udvalget foreslår
på denne baggrund, at det fremgår
udtrykkeligt af den nye
konfliktrådslov, at deltagelse af
personer under 18 år i konfliktråd
kræver samtykke fra
forældremyndighedens indehaver.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
103-105.
3.5.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets synspunkter og forslag, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 2,
stk. 1-2, (om samtykke til
deltagelse i konfliktråd) og § 2,
stk. 3, (om gerningsmandens
tilståelse) samt bemærkningerne
hertil.
3.5.2.
Forurettede
3.5.2.1.
Mødet og dialogen mellem forurettede
og gerningsmand er
omdrejningspunktet for behandling af
sager i konfliktråd. En forudsætning
for, at en sag bør behandles i
konfliktråd, er derfor, at der er en
identificerbar forurettet for den
strafbare handling. Udvalget peger
på, at sagstyper som f.eks. våben-
og narkotikasmugling allerede af den
grund normalt ikke vil kunne
henvises til konfliktråd.
Udvalget har
overvejet, om sager, hvor der nok
findes en forurettet, der kan
identificeres, men hvor der ikke er
tale om en konkret individuel
person, men typisk en juridisk
person, bør være udelukket fra
behandling i konfliktråd. Det kan
f.eks. være sager om butikstyveri
fra større butikskæder, sager om
hærværk mod offentlige myndigheder
eller større, private virksomheder
samt mange sager om økonomisk
kriminalitet.
Formålet med den
seneste forsøgsordning med
konfliktråd var bl.a., at de
forurettede skulle have mulighed for
at få løst op for deres angst og
frustration, og at ordningen skulle
medvirke til at give forurettede
større tryghed i dagligdagen.
Udvalget bemærker, at en ordning,
som f.eks. giver mulighed for, at en
repræsentant for en større
supermarkedskæde deltager i
konfliktråd med en butikstyv, ikke
umiddelbart tilgodeser dette formål.
Er der derimod f.eks. tale om et
mindre firma, der drives i
selskabsform, kan det ikke
udelukkes, at den ansvarlige for
selskabet kan have ønske om at
deltage i konfliktråd i f.eks.
sager, hvor selskabet har været
udsat for tyveri eller hærværk.
Hertil kommer, at
erfaringerne fra forsøgsordningen
viser, at deltagelse i konfliktråd
tillige i en eller anden udstrækning
kan påvirke gerningsmanden på en
positiv måde. På grundlag af
erfaringerne fra forsøgsordningerne
finder udvalget således ikke at
kunne udelukke, at det vil kunne
have et kriminalpræventivt sigte, at
f.eks. en butikstyv, en
graffitimaler eller en person, der
har begået økonomisk kriminalitet
med et selskab som forurettet, kan
deltage i et konfliktråd med en
repræsentant for den forurettede
juridiske person.
Udvalget finder
på den baggrund, at man ikke på
forhånd bør afskære muligheden for
mægling i konfliktråd i sager, hvor
forurettede nok er identificerbar,
men ikke er en konkret person.
Udvalget finder dog, at konfliktråd
er mindre relevant i småsager om
f.eks. butikstyveri og hærværk
begået mod koncerner.
Udvalget anfører
endvidere, at det ligesom under
forsøgsordningen bør være muligt for
den visiterende myndighed efter en
konkret vurdering at sortere de
sager fra, hvor den forurettede ikke
findes psykisk egnet til at deltage
i konfliktråd, eksempelvis fordi
forurettede er psykisk syg,
misbruger mv., eller ikke vurderes
at besidde den fornødne modenhed til
at indgå i en meningsfuld dialog
under et konfliktråd, f.eks. på
grund af ung alder. Efter udvalgets
opfattelse er der ikke behov for at
fastsætte regler herom, da
spørgsmålet må afgøres efter en
konkret vurdering af den
forurettedes forhold mv. Det
bemærkes i øvrigt, at kravet om
frivillighed ved deltagelse i
konfliktråd også forudsætter, at den
forurettede er i stand til at give
et reelt (habilt) samtykke, dvs. at
han eller hun skal kunne overskue
konsekvenserne af at acceptere at
deltage i et konfliktråd.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 97-99
og side 121.
3.5.2.2.
Justitsministeriet er enig i
udvalgets anbefalinger, og hvis
lovforslaget vedtages, vil
konfliktråd således i princippet
kunne afholdes i alle sager, hvor
der er en identificerbar forurettet,
uanset om denne er en fysisk eller
juridisk person. Udtrykket »den
forurettede«, jf. også lovforslagets
§ 1, 1. pkt., og bemærkningerne
hertil, må forstås i
overensstemmelse med det sædvanlige
straffeprocessuelle begreb, dvs. det
umiddelbare offer for en
forbrydelse. Med hensyn til, i
hvilket omfang andre den forurettede
bør kunne deltage i et konfliktråd,
henvises til pkt. 3.5.4 og 3.5.5
nedenfor.
3.5.3.
Gerningsmanden
3.5.3.1.
Udvalget har overvejet, om en
permanent ordning med konfliktråd
alene eller i særlig grad skal rette
sig mod gerningsmænd i en vis
aldersgruppe. Udvalget finder, at
hensynet til de forurettede
tilsiger, at alle i øvrigt egnede
sager, uanset gerningsmandens alder,
bør kunne behandles i konfliktråd.
Udvalget finder derfor, at ordningen
ikke alene eller i særlig grad bør
rette sig mod gerningsmænd i en vis
aldersgruppe.
Med hensyn til
personer under den kriminelle
lavalder, der har begået
kriminalitet, bemærker udvalget, at
der ikke er noget til hinder for, at
sådanne sager efter henvisning fra
enten politiet eller de sociale
myndigheder vil kunne behandles i
konfliktråd, hvis de øvrige
betingelser herfor er opfyldt.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 94-95.
3.5.3.2.
Udvalget har endvidere overvejet, om
ordningen med konfliktråd særligt
bør rettes mod gerningsmænd, som
ikke tidligere er straffet. For
dette taler, at det må forventes, at
et møde med forurettede i
konfliktråd navnlig for disse
gerningsmænd må gøre indtryk og vil
kunne have en præventiv effekt.
Omvendt finder
udvalget, at en forurettet, der har
brug for at få sat ansigt på og talt
med den pågældende gerningsmand,
ikke bør stilles dårligere med
hensyn til muligheden for
konfliktråd, fordi den pågældende
gerningsmand er straffet tidligere.
Udvalget finder
på den baggrund, at »dobbeltheden« i
formålet med konfliktrådsordningen
også på dette punkt bør slå igennem,
således at det ikke bør være en
forudsætning for behandling i
konfliktråd, at gerningsmanden ikke
tidligere er straffet.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 95-96.
3.5.3.3.
Gerningsmænd, som vurderes at være
uegnede til straf, herunder
gerningsmænd, der er sindssyge på
gerningstidspunktet, jf.
straffelovens § 16, bør efter
udvalgets opfattelse som
udgangspunkt ikke visiteres til
deltagelse i konfliktråd. Det kan
dog ikke udelukkes, at der kan være
situationer, hvor det er vigtigt for
forurettede at få sat et ansigt på
gerningsmanden, selv om
gerningsmanden vurderes at være
uegnet til straf. Udvalget har på
den baggrund overvejet, om det af
hensyn til forurettede alligevel bør
være muligt at behandle en sag i
konfliktråd med en psykisk syg
gerningsmand.
Udvalget
bemærker, at kravet om frivillighed
vil sætte begrænsninger for en sådan
ordning, idet gerningsmanden skal
være i stand til at afgive et habilt
samtykke, dvs. at den pågældende må
antages at have forståelse for, hvad
det vil sige at deltage i
konfliktråd. Udvalget peger i den
forbindelse på, at det ikke kan
udelukkes, at en gerningsmand, der
på gerningstidspunktet var
utilregnelig på grund af sindssygdom
eller tilstande, der må ligestilles
hermed, og derfor ikke kan straffes,
jf. straffelovens § 16,
efterfølgende vil kunne afgive et
sådant habilt samtykke til at
deltage i konfliktråd.
Efter udvalgets
opfattelse bør det på denne baggrund
være op til den visiterende
myndighed (den lokale koordinator og
mægleren) efter en konkret vurdering
at afgøre, om et konfliktråd på
trods af gerningsmandens
sindstilstand mv. kan være
forsvarligt og gavnligt. Mægleren
vil i den forbindelse have en særlig
forpligtelse til at sikre, at
forurettede er forberedt på
gerningsmandens tilstand.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 96-97.
3.5.3.4.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets anbefalinger i relation
til, hvilke gerningsmand der bør
kunne deltage i konfliktråd, og hvis
lovforslaget vedtages, vil den
permanente konfliktrådsordning blive
tilrettelagt i overensstemmelse
hermed.
3.5.4.
Pårørendes og
andres deltagelse i konfliktråd
3.5.4.1.
Udvalget har overvejet, om nære
pårørende og andre, der direkte
eller indirekte har været berørt af
den strafbare handling, bør kunne
deltage i konfliktråd, selv om den
forurettede ikke selv deltager i
konfliktrådet, herunder fordi
forurettede er afgået ved døden
eller i øvrigt er ude af stand til
at møde som følge af den strafbare
handling. Med hensyn til spørgsmålet
om, i hvilket omfang andre kan
deltage i konfliktrådet
sammen med
den forurettede, henvises til pkt.
3.5.5 nedenfor.
Forsøgsordningen
har vist, at konfliktråd også i
tilfælde, hvor forurettede er afgået
ved døden, kan gennemføres med
positivt resultat for gerningsmanden
og forurettedes pårørende. Det er på
den baggrund udvalgets opfattelse,
at kravet om et identificerbart
offer, jf. pkt. 3.5.2.1 ovenfor, bør
defineres bredt, således at det ikke
på forhånd er udelukket for nære
pårørende at deltage i konfliktråd i
sager om eksempelvis uagtsomt
manddrab i trafikken (straffelovens
§ 241).
Udvalget finder
tillige, at nære pårørende bør have
mulighed for at deltage i
konfliktråd i situationer, hvor
forurettede ikke er i stand til at
give møde, eksempelvis fordi
forurettede ligger i koma eller er
psykisk syg.
Nære pårørende
bør i den forbindelse fastlægges i
overensstemmelse med retsplejelovens
kapitel 66 a, jf. lov nr. 517 af 6.
juni 2007 om ændring af
retsplejeloven og retsafgiftsloven
(Forbedring af retsstillingen for
ofre for forbrydelser). Nære
pårørende omfatter således
ægtefæller, samlevere, børn og
forældre. Endvidere vil andre,
f.eks. søskende, også kunne anses
for at være nære pårørende, hvis der
har været et sådant særligt forhold
mellem de pågældende og den
forurettede, at der må antages at
være tale om en tilsvarende
betydelig følelsesmæssig belastning
som følge af den strafbare handling.
Udvalget har
endvidere overvejet, om nære
pårørende bør have mulighed for at
deltage i konfliktråd
i stedet for
forurettede i situationer, hvor
forurettede har mulighed for at
deltage, men ikke ønsker at deltage.
Udvalget finder,
at det er fundamentalt for
ordningen, at forurettede – såfremt
forurettede er i live og er i stand
til at møde – møder personligt i
konfliktrådet, og at pårørende
derfor som udgangspunkt ikke bør
have adgang til at deltage i
konfliktråd i stedet for
forurettede.
Det er imidlertid
udvalgets opfattelse, at det ikke
kan udelukkes, at nære pårørende på
trods af forurettedes modvilje mod
at deltage i konfliktråd kan være
påvirkede af den strafbare handling
i en sådan grad, at det vil være
meningsfuldt og gavnligt for de
pågældende at deltage i konfliktråd
i stedet for forurettede. På den
baggrund finder udvalget, at nære
pårørende ikke på forhånd bør
afskæres muligheden for efter en
helt konkret vurdering at deltage i
konfliktråd i sådanne situationer.
Der kan eksempelvis være tale om
forældre til et forurettet barn
eller samlever/ægtefælle til et
voldtægtsoffer.
Det er udvalgets
opfattelse, at de nærmere grænser
for adgangen for nære pårørende til
at deltage i konfliktråd i stedet
for forurettede ikke er egnet til at
blive reguleret i lovgivningen, men
mest hensigtsmæssigt må afklares i
praksis ud fra en vurdering af de
enkelte sagers karakter.
Om forurettede
kan deltage i konfliktråd
sammen med
en eller flere pårørende, må efter
udvalgets opfattelse afklares af
mægleren i hvert enkelt tilfælde i
overensstemmelse med
retningslinjerne for brug af
bisiddere, jf. pkt. 3.5.5 nedenfor.
Hvis forurettede
er under 18 år, bør en
forældremyndighedsindehaver have
mulighed for at deltage i
konfliktrådet, medmindre særlige
hensyn taler imod, f.eks. hvor
mægleren efter en konkret vurdering
finder, at
forældremyndighedsindehaveren på
grund af sin psykiske tilstand ikke
bør deltage i mæglingen. Som nævnt i
pkt. 3.5.1.1 forudsætter den
forurettedes deltagelse i
konfliktråd, at der foreligger et
samtykke fra forældremyndighedens
indehaver, og konsekvensen i disse
tilfælde kan i så fald blive, at
konfliktrådet ikke kan gennemføres,
hvis forældremyndighedsindehaveren
insisterer på at deltage.
Tilsvarende bør
forældremyndighedsindehaveren til en
gerningsmand under 18 år have
mulighed for at deltage i
konfliktrådet sammen med
gerningsmanden.
Udvalget har
desuden overvejet, om andre personer
end nære pårørende mv., som ikke har
en bisidderrolle, bør have mulighed
for at deltage i konfliktråd sammen
med eller i stedet for forurettede.
Det er udvalgets
opfattelse, at en udvidelse af
deltagerkredsen i konfliktråd først
og fremmest retter sig til nære
pårørende. Udvalget finder dog, at
det ikke uden videre kan udelukkes,
at der kan opstå situationer, hvor
andre personer har været så berørt
af hændelsen, f.eks. som
medpassagerer i forbindelse med en
sag om trafikdrab, at det ville være
urimeligt at udelukke dem fra at
deltage i konfliktråd.
Udvalget finder,
at de nærmere grænser for sådanne
situationer ikke er egnet til at
blive reguleret nærmere ved
lovgivning. Da gerningsmanden
deltager frivilligt, er det i alle
tilfælde en forudsætning, at
gerningsmanden er indforstået med
tilstedeværelsen af eventuelle
pårørende og andre.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 99-101.
3.5.4.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets synspunkter og
anbefalinger med hensyn til, i
hvilket omfang nære pårørende mv.
bør kunne deltage i et konfliktråd i
stedet for den forurettede.
Justitsministeriet finder det
rigtigst, at det i en ny lov om
konfliktråd udtrykkeligt kommer til
at fremgå, at andre end den
forurettede efter mæglerens nærmere
bestemmelse kan deltage i
konfliktråd, jf. lovforslagets § 1,
2. pkt., og bemærkningerne hertil.
De pågældendes deltagelse i
konfliktrådet vil desuden som følge
af kravet om frivillighed for alle
parter forudsætte, at gerningsmanden
er indforstået med det. Det
bemærkes, at i de tilfælde, hvor en
forurettet, der er fyldt 18 år, er i
stand til, men ikke ønsker at
deltage i et konfliktråd, bør nære
pårørende efter Justitsministeriets
opfattelse alene have adgang til at
deltage i konfliktråd i stedet for
forurettede, hvis forurettede er
indforstået hermed.
3.5.5.
Bisiddere
3.5.5.1.
Udvalget har overvejet, om parterne
i konfliktråd bør have mulighed for
at deltage med en bisidder. Det vil
således ofte kunne være en stor
følelsesmæssig belastning for især
forurettede at blive konfronteret
med gerningsmanden, og det kan have
stor betydning for forurettede, at
der er adgang til at møde i
konfliktrådet sammen med eksempelvis
en nær slægtning, ven, lærer eller
en anden person, som forurettede
føler sig tryg ved. Det er på den
baggrund udvalgets opfattelse, at
der bør være adgang til at møde med
en bisidder, når der findes at være
en rimelig grund. Ved mæglerens
vurdering heraf kan der bl.a. lægges
vægt på parternes alder, om begge
parter ønsker at møde med bisidder,
og om »magtforholdet« mellem
parterne derved forrykkes markant.
Udvalget finder
endvidere, at de nærmere
retningslinjer for deltagelse med
bisiddere, herunder antallet af
bisiddere og bisidderens rolle, ikke
er egnet til at blive reguleret i
lovregler. Udvalget finder dog, at
bisidderen alene bør være en mental
støtte for den pågældende part, og
at bisidderen ikke selv bør tage
aktivt del i mødet. Det bør være op
til den enkelte mægler, hvem der i
givet fald kan optræde som bisidder,
men mægleren bør dog undgå den
situation, at en af parterne
deltager med en bisidder, som ved en
eventuel efterfølgende straffesag
vil kunne blive indkaldt som vidne,
f.eks. en ven, som har været til
stede, da den strafbare handling
blev begået. Efter omstændighederne
bør konfliktrådet i sådanne sager
først afholdes efter, at sagen har
været behandlet i retten, og det
pågældende vidne i givet fald har
afgivet forklaring.
Udvalget finder
endvidere, at brugen af advokater
som bisiddere kan indebære en risiko
for at »retsliggøre« behandlingen af
sagen i konfliktråd og en fare for,
at parterne ikke længere opfatter
konfliktrådene som uafhængige af det
almindelige retssystem. Advokater
bør derfor ikke kunne deltage som
bisiddere, naturligvis bortset fra
hvis den pågældende ikke deltager
som bisidder i kraft af at være
advokat, men f.eks. fordi pågældende
er en af parternes nære pårørende.
Da parternes
deltagelse i konfliktråd sker
frivilligt, forudsætter en bisidders
deltagelse både forurettedes og
gerningsmandens samtykke.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
102-103.
3.5.5.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets synspunkter og
anbefalinger, og hvis lovforslaget
vedtages, vil den nærmere
tilrettelæggelse af
konfliktrådsordningen ske i
overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet agter i den
forbindelse at fastsætte regler om
deltagelse med bisidder i
konfliktråd, herunder om at en
advokat ikke kan deltage som
bisidder i konfliktråd, medmindre
den pågældende ikke deltager i sin
egenskab af at være advokat, jf.
lovforslagets § 6 og bemærkningerne
hertil.
3.6.
Fortrolighed og
vidnepligt
Udvalget anfører,
at det er en afgørende forudsætning
for en vellykket mægling i
konfliktråd, at parterne er villige
til at åbne sig og tale frit, og at
parterne ikke er tilbageholdende med
at udtale sig om eventuelt følsomme
forhold under konfliktrådet af frygt
for, at oplysningerne bliver
videregivet til uvedkommende.
3.6.1.
Mægleren
3.6.1.1.
Efter straffelovens § 152 straffes
den, der virker eller har virket i
offentlig tjeneste eller hverv, og
som uberettiget videregiver eller
udnytter fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den
forbindelse har fået kendskab, med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Bestemmelsen finder tilsvarende
anvendelse på den, som i øvrigt er
eller har været beskæftiget med
opgaver, der udføres efter aftale
med en offentlig myndighed, jf.
straffelovens § 152 a.
Efter
forvaltningslovens § 27, stk. 1, har
den, der virker inden for den
offentlige forvaltning,
tavshedspligt efter straffelovens
§ 152, bl.a. når hemmeligholdelse
er nødvendig for at varetage
væsentlige hensyn til offentlige
eller private interesser.
Det må efter
udvalgets opfattelse antages, at
mæglerne efter udvalgets forslag til
organisering af
konfliktrådsordningen vil være
omfattet af straffelovens regler om
tavshedspligt, idet den pågældende
virker i offentlig tjeneste eller
hverv. For at imødegå risikoen for,
at parterne er tilbageholdende med
at udtale sig under mæglingen, og
som følge af den centrale betydning
af mæglerens tavshedspligt i
forbindelse med et konfliktråd, bør
der efter udvalgets opfattelse
fastsættes en udtrykkelig
bestemmelse herom i en ny
konfliktrådslov.
Udvalget finder
endvidere, at en mægler i
konfliktråd som udgangspunkt bør
være udelukket fra at afgive
vidneforklaring om oplysninger, der
er fremkommet under mæglingen, hvis
en sag, der har været behandlet i
konfliktråd, efterfølgende skal
behandles i en straffesag med vidne-
og bevisførelse. Dette svarer til,
hvad der gælder for retsmæglere (og
advokater og læger) i medfør af
retsplejelovens § 170, stk. 1. Efter
denne bestemmelse kan de nævnte
personer ikke afkræves
vidneforklaring om det, som er
kommet til deres kundskab ved
udøvelsen af deres virksomhed, mod
dens ønske, som har krav på
hemmeligholdelse. Efter § 170,
stk. 2, kan retten dog pålægge de
pågældende at afgive
vidneforklaring, når forklaringen
anses for at være af afgørende
betydning for sagens udfald, og
sagens beskaffenhed og dens
betydning for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige til,
at forklaring afgives.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
121-123.
3.6.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets synspunkter og forslag, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 5 og
bemærkningerne hertil.
3.6.2.
Parterne og
øvrige deltagere i konfliktråd
3.6.2.1.
Udvalget har overvejet, om der bør
fastsættes særlige regler, som
indebærer, at parterne og øvrige
deltagere i konfliktrådet, herunder
personer, som deltager på vegne af
eller sammen med forurettede, ikke
må videregive oplysninger, der er
kommet frem under mæglingen.
Det er udvalgets
opfattelse, at det er væsentligt for
en vellykket konfliktrådsbehandling,
at parterne kan stole på, at de
oplysninger, der kommer frem under
mæglingen, ikke uden videre bliver
videregivet til andre. Udvalget
finder det vigtigt, at parterne
sammen med mægleren i konfliktrådet
indledningsvis drøfter spørgsmålet
om fortrolighed og indgår en aftale
om fortrolighedens nærmere omfang.
En sådan aftale bør også omfatte
andre personer, der deltager i
mæglingsmødet, herunder nære
pårørende og bisiddere.
Udgangspunktet bør være, at
oplysninger, der fremkommer under
konfliktrådet, er fortrolige, dvs.
at de ikke frit kan videregives,
medmindre parterne aftaler andet.
Hvis en oplysning
i øvrigt er offentligt tilgængelig,
bør det forhold, at oplysningen
indgår i en konfliktmægling, efter
udvalgets opfattelse normalt ikke
føre til, at oplysningen herved
bliver omfattet af aftalen om
fortrolighed. Endvidere finder
udvalget, at en aftale om
fortrolighed normalt bør udformes
sådan, at en deltager i et
konfliktråd frit kan videregive en
oplysning, hvis den hidrører fra den
pågældende selv. En aftale om
fortrolighed må under alle
omstændigheder vige, hvis det følger
af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, at oplysningen skal
videregives, f.eks. efter reglerne i
lov om social service om offentligt
ansattes pligt til at indberette
vanrøgt af børn.
Hvis en af
parterne f.eks. i strid med den
indgåede aftale om fortrolighed,
videregiver fortrolige oplysninger
fra konfliktrådet, vil personen
efter omstændighederne kunne pådrage
sig et erstatningsansvar efter dansk
rets almindelige erstatningsregler,
hvis modparten lider et tab, og en
uberettiget videregivelse af
fortrolige oplysninger vil efter
omstændighederne kunne være omfattet
f.eks. af straffelovens regler om
fredskrænkelser, jf. straffelovens
kapitel 27.
3.6.2.2.
Udvalget har endvidere overvejet, om
deltagerne i konfliktråd bør være
udelukket fra at afgive forklaring
under en senere retssag om det, der
er kommet frem under mæglingen.
Mægling i
konfliktråd bør efter udvalgets
opfattelse forudsætte, at
gerningsmanden i det væsentlige har
tilstået forholdet, og det strafbare
forhold, som har været drøftet i
konfliktrådet, vil således antagelig
i praksis i mange tilfælde kunne
afgøres som en tilståelsessag i
medfør af retsplejelovens § 831.
Spørgsmålet om vidneførelse vil
således typisk kun opstå i sager med
flere gerningsmænd eller i tilfælde,
hvor sagen alligevel ikke kan
behandles som tilståelsessag, enten
fordi gerningsmanden har trukket sin
tilståelse tilbage, eller fordi
tilståelsen ikke lever op til
kravene i retsplejelovens § 831.
Et flertal i
udvalget (7 medlemmer) finder efter
en samlet vurdering, at spørgsmålet
ikke bør lovreguleres. Flertallet
anfører, at én mulighed kunne være
at indføre en lovregel om, at
oplysninger, der er fremkommet under
et konfliktråd, som udgangspunkt er
fortrolige. Dette vil indebære, at
forurettede og andre (bortset fra
gerningsmanden), der har deltaget i
konfliktrådet, vil blive omfattet af
retsplejelovens § 170, stk. 3,
hvorefter retten kan bestemme, at
forklaring ikke skal afgives om
forhold, med hensyn til hvilke den
pågældende har tavshedspligt, og
hvis hemmeligholdelse har væsentlig
betydning.
En sådan ordning
minder om, hvad der gælder ved
deltagelse i retsmægling, jf.
retsplejelovens § 277, men
retsmægling i civile sager foregår
mellem to i princippet ligestillede
parter, mens der ved konfliktråd er
tale om straffesager, hvor vidnerne
(herunder den forurettede) har pligt
til at udtale sig og tale sandt,
mens tiltalte har ret til at
forholde sig tavs og ikke har pligt
til at tale sandt, hvis han eller
hun vælger at udtale sig. I civile
sager er udgangspunktet endvidere,
at parterne kan råde over sagen, og
hvordan den skal føres for retten
(dispositions- og
forhandlingsmaksimen), mens dette
ikke gælder i straffesager, hvor det
desuden gælder, at tiltalte i
almindelighed bør have adgang til at
fremlægge alle oplysninger, der kan
tale til gunst for den pågældende.
Flertallet
anfører, at en anden mulighed kunne
være at tage udgangspunkt i en regel
om vidneudelukkelse, jf.
retsplejelovens § 170, således at en
person, der har deltaget i et
konfliktråd, som udgangspunkt ikke
kan afgive vidneforklaring om, hvad
der måtte være kommet frem under
konfliktrådet.
Flertallet peger
endelig på en model, hvor parterne i
konfliktrådet sammen med mægleren
aftaler, i hvilket omfang der gælder
fortrolighed om det, der kommer frem
i konfliktrådet, jf. ovenfor. Det
vil i så fald bero på almindelige
straffeprocessuelle principper om
rettens mulighed for at afskære
overflødig og/eller irrelevant
bevisførelse under en straffesag, i
hvilket omfang der vil være mulighed
for, at deltagerne i konfliktrådet
kan afgive forklaring om det, der
måtte være kommet frem under
konfliktrådet. Dette vil bero på
rettens konkrete vurdering af
samtlige omstændigheder i den
enkelte sag, men det må antages, at
retten i almindelighed vil være
særdeles tilbageholdende med at
tillade bevisførelse, som ikke angår
umiddelbare indtryk, observationer
mv. i forbindelse med, at den
strafbare handling blev begået, men
alene angår parternes efterfølgende
drøftelser under konfliktrådet. I
den forbindelse må det også antages
at ville indgå med betydelig vægt,
at konfliktrådet lægger op til, at
parterne har en bredere drøftelse af
deres oplevelse af den strafbare
handling, herunder reaktionen efter
den strafbare handling, og at det
ikke er hensigten i konfliktrådet at
søge at fastlægge eller opnå enighed
om det præcise hændelsesforløb
omkring den strafbare handling.
Hvis man vælger
at søge at lovregulere spørgsmålet
om, i hvilket omfang der er mulighed
for under en eventuel senere
straffesag at afgive forklaring om,
hvad der måtte være kommet frem
under konfliktrådet, bliver et
væsentligt spørgsmål efter
flertallets opfattelse forholdet
mellem den forurettede og
gerningsmanden (den tiltalte).
Det kan således
anføres, at væsentlige hensyn til
den tiltalte kan tale for, at denne
under straffesagen i givet fald får
mulighed for at fremlægge de
oplysninger fra konfliktrådet, som
kan tale til gunst for den
pågældende. En regel, der
udtrykkeligt afskærer afgivelse af
forklaringer om, hvad der måtte være
kommet frem under konfliktrådet, vil
i så fald alene gælde for den
forurettede mv. Dette vil imidlertid
samtidig indebære et brud på den
ligestilling, der bør gælde mellem
parterne i konfliktrådet, idet der
ikke vil gælde de samme regler for
parternes mulighed for efterfølgende
at fremlægge oplysninger fra
konfliktrådet.
Efter flertallets
opfattelse opstår der i givet fald
et valg mellem enten at lovfæste
denne ulighed mellem parterne i
relation til muligheden for at
fremlægge oplysninger fra
konfliktrådet eller – hvis man
ønsker at fastholde princippet om
ligestilling mellem parterne i
konfliktrådet – at lovfæste, at den
tiltalte i en bestemt situation
afskæres fra at fremlægge
oplysninger, der kunne tale til
gunst for ham eller hende. I begge
tilfælde synes der efter flertallets
opfattelse at opstå principielle
spørgsmål dels i relation til
konfliktrådsordningen, dels i
relation til almindelige
straffeprocessuelle principper mv.
På denne baggrund
og henset til, at der formentligt
sjældent vil opstå behov for at tage
stilling til en sådan situation i
praksis, finder flertallet det efter
en samlet vurdering rigtigst, at det
nævnte spørgsmål ikke søges
lovreguleret, men at retten ud fra
en konkret vurdering vil skulle tage
stilling til spørgsmålet, hvis det
måtte opstå i en konkret straffesag.
Et mindretal i
udvalget (5 medlemmer) er enig i, at
der kun sjældent vil blive
problemer, idet de fleste sager må
antages at kunne afgøres som
tilståelsessager. Mindretallet
anfører, at det af hensyn til at
understøtte en fuldstændig åbenhed
fra begge parter i konfliktrådet er
af stor betydning, at den sigtede
ikke er bange for at kunne komme til
at skade sig selv ved sine
udtalelser. Mindretallet henviser
bl.a. til, at det må frygtes, at
forsvarsadvokater vil blive
forpligtede til at advare deres
klienter mod konsekvenserne ved at
deltage i konfliktråd, hvis der er
mulighed for, at dette senere kan
skade klientens sag.
Mindretallet
foreslår derfor, at der indføres en
bestemmelse i en ny lov om
konfliktråd og i retsplejeloven,
hvorefter oplysninger, der er
fremkommet i forbindelse med et
konfliktråd, ikke kan anvendes i
retten som bevis mod tiltalte.
Mindretallet
bemærker, at det også er denne
retstilstand, der i praksis må
antages at blive resultatet af
flertallets indstilling. Efter
mindretallets opfattelse er der
imidlertid stor forskel på, om en
given retstilstand er en forventning
til domstolenes sagsbehandling eller
en egentlig retssikkerhedsgaranti
for tiltalte indskrevet i loven.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
123-130.
3.6.3.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at den nærmere
afgrænsning af, i hvilket omfang der
gælder fortrolighed med hensyn til
oplysninger, der er fremkommet under
et konfliktråd, som udgangspunkt bør
fastlægges ved en aftale mellem
forurettede og gerningsmanden samt
eventuelle andre deltagere i
konfliktrådet. Det forudsættes i den
forbindelse, at mægleren ved
konfliktrådets start tager dette
spørgsmål op og bistår deltagerne
med at indgå en sådan aftale om
fortrolighed, herunder eventuelt
udforme en skriftlig aftale herom.
Med hensyn til
deltagernes mulighed for at afgive
forklaring om det, der er kommet
frem i konfliktrådet, under en
senere straffesag mod
gerningsmanden, kan
Justitsministeriet tilslutte sig
flertallets overvejelser og forslag.
Som anført af
både flertallet og mindretallet må
dette spørgsmål antages at ville
opstå forholdsvis sjældent i
praksis, idet behandling af en sag i
konfliktråd efter forslaget vil
forudsætte, at gerningsmanden i det
væsentlige har tilstået det
strafbare forhold, således at der
ofte ikke vil være behov for nærmere
bevisførelse under straffesagen mod
gerningsmanden.
Efter
Justitsministeriets opfattelse måtte
mindretallets forslag i givet fald
suppleres med en regel om, at retten
efter en konkret vurdering af den
enkelte sag kunne bestemme, at der
(af andre end tiltalte) skulle
afgives forklaring om de pågældende
forhold, jf. herved den gældende
regel i retsplejelovens § 170,
stk. 2, om rettens mulighed for at
bestemme, at der skal afgives
forklaring trods reglerne om
vidneudelukkelse.
Justitsministeriet er enig med
flertallet i, at det bør afgøres
efter almindelige
straffeprocessuelle principper om
rettens mulighed for at afskære
overflødig og/eller irrelevant
bevisførelse under en straffesag, i
hvilket omfang deltagerne i
konfliktrådet kan afgive forklaring
om det, der måtte være kommet frem
under konfliktrådet. Dette vil
således bero på rettens konkrete
vurdering af samtlige omstændigheder
i den enkelte sag, men som anført af
flertallet må det antages, at retten
i almindelighed vil være særdeles
tilbageholdende med at tillade
bevisførelse, som ikke angår
umiddelbare indtryk og observationer
mv. i forbindelse med, at den
strafbare handling blev begået, men
alene angår parternes efterfølgende
drøftelser under konfliktrådet.
På denne baggrund
indeholder lovforslaget ikke regler
om, i hvilket omfang der under en
senere straffesag mod gerningsmanden
kan afgives forklaring om
oplysninger fremkommet under
konfliktrådet.
3.7.
Forholdet mellem
straffesagen og gerningsmandens
deltagelse i konfliktråd
Udvalget har
nærmere overvejet samspillet mellem
deltagelse i konfliktråd og
fastsættelse af straf i den enkelte
sag. Efter udvalgets opfattelse
rejser dette to hovedspørgsmål: Dels
om og i givet fald i hvilket omfang
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd bør tillægges betydning
ved straffastsættelsen i en
efterfølgende straffesag, dels om
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd i modsætning til den
gældende ordning med konfliktråd
skal kunne erstatte eller afløse en
sædvanlig strafferetlige
forfølgning. Der henvises herom til
pkt. 3.7.1 og 3.7.2 straks nedenfor.
3.7.1.
Betydning for
strafudmålingen
3.7.1.1.
Under forsøgsordningen er
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd efter domstolenes
konkrete vurdering i flere tilfælde
indgået som en formildende
omstændighed ved straffens
fastsættelse i den efterfølgende
straffesag, jf. pkt. 2.1, herunder
de domme, som er hengivet i disse
afsnit.
Straffelovens
§ 82 opregner allerede i dag en
række forskellige omstændigheder,
som i almindelighed skal indgå ved
straffens fastsættelse i formildende
retning, herunder § 82, nr. 11, om
tilfælde, hvor gerningsmanden har
genoprettet eller søgt at genoprette
den skade, der er forvoldt ved den
strafbare handling.
Navnlig under
henvisning til den positive
betydning, som deltagelse i et
konfliktråd kan have for den
forurettedes mulighed for at
bearbejde hændelsen og »komme
videre« efter den forbrydelse, som
den pågældende har været udsat for,
vil det efter udvalgets opfattelse
være velbegrundet, at
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd også i en permanent og
landsdækkende ordning efter en
konkret vurdering indgår som en
formildende omstændighed ved
straffastsættelsen i den
efterfølgende straffesag. Hertil
kommer, at deltagelse i konfliktråd
også må antages at kunne have en
positiv indvirkning på
gerningsmanden.
Udvalget
foreslår, at det i forbindelse med
etableringen af en permanent og
landsdækkende ordning med
konfliktråd indarbejdes i
straffelovens § 82, nr. 11, at
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd i almindelighed skal
indgå som en formildende
omstændighed i forbindelse med
straffastsættelsen. Det vil som
hidtil bero på domstolenes konkrete
vurdering i den enkelte sag, hvilken
nærmere betydning gerningsmandens
deltagelse i konfliktråd bør have
for strafudmålingen. Dette svarer
til Straffelovrådets tidligere
forslag i betænkning nr. 1424/2002
om straffastsættelse og
strafferammer.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
106-108.
3.7.1.2.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at gerningsmandens
deltagelse i konfliktråd efter
rettens konkrete vurdering bør indgå
som en formildende omstændighed i
forbindelse med straffastsættelsen.
Derved videreføres den retspraksis,
der har udviklet sig i tilknytning
til forsøgsordningen med
konfliktråd. Det forudsættes i den
forbindelse, at konfliktrådet er
gennemført og således ikke er
afbrudt enten på mæglerens eller en
af parternes foranledning. Det er
derimod ikke en forudsætning, at der
er indgået en egentlig aftale mellem
parterne i konfliktrådet.
Denne ordning
svarer således til det, der efter
retspraksis allerede i dag er
gældende ret, og som er udviklet
inden for rammerne af straffelovens
almindelige
strafudmålingsprincipper, herunder
straffelovens § 82, nr. 11,
hvorefter det i almindelighed skal
indgå som en formildende
omstændighed, at gerningsmanden har
genoprettet eller søgt at genoprette
den skade, der er forvoldt ved den
strafbare handling.
Efter
Justitsministeriets opfattelse er
der således ikke noget behov for at
ændre straffelovens § 82, nr. 11,
for at opnå den ønskede
retstilstand, og det stemmer også
bedst med den beskrevne retspraksis,
at der ikke automatisk skal lægges
vægt på den formelle omstændighed,
at et konfliktråd er afholdt.
Lovforslaget
indeholder på denne baggrund ikke en
ændring af straffelovens § 82, nr.
11. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 4.
3.7.2.
Konfliktråd som
alternativ til straf
3.7.2.1.
Udvalget har overvejet, om
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd i et nærmere angivet
omfang bør kunne være et alternativ
til den sædvanlige strafferetlige
forfølgning af gerningsmanden.
Udvalgets flertal
(7 medlemmer) bemærker, at de samme
hensyn, som kan anføres som
begrundelse for at lade
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd indgå som en formildende
omstændighed ved straffastsættelsen
under en efterfølgende straffesag,
for så vidt kan anføres til støtte
for at indføre en ordning, hvor
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd – i hvert fald i visse
sager – erstatter den sædvanlige
strafferetlige forfølgning. Med
udgangspunkt i de positive
erfaringer med deltagelse i
konfliktråd under forsøgsordningen,
navnlig det positive udbytte for
både forurettede og gerningsmand,
som vil kunne være en følge af
deltagelse i konfliktråd, skulle
formålet med en sådan ordning med
konfliktråd som alternativ til straf
være at motivere flest mulige
gerningsmænd til at deltage i et
konfliktråd.
Flertallet finder
(ligesom mindretallet, jf.
nedenfor), at en ordning med
konfliktråd som alternativ til straf
antagelig vil kunne medvirke til at
motivere flere gerningsmænd til at
ønske at deltage i konfliktråd.
Efter flertallets opfattelse bør et
stort antal gennemførte konfliktråd
imidlertid ikke nødvendigvis være et
succeskriterium i sig selv, og
hertil kommer, at der efter
flertallets opfattelse er en række
væsentlige hensyn, som taler imod at
indføre en ordning med konfliktråd
som alternativ til straf.
Flertallet peger
navnlig på, at en retstilstand, hvor
konfliktråd er et alternativ til
straf, kombineret med et krav om, at
konfliktråd kun gennemføres, hvis
forurettede deltager frivilligt (som
der er enighed i udvalget om at
anbefale), vil give forurettede en
afgørende indflydelse på, om
gerningsmanden kan idømmes sædvanlig
straf. At tildele den forurettede en
sådan retsstilling vil efter
flertallets opfattelse harmonere
dårligt med grundlæggende
straffeprocessuelle principper,
hvorefter spørgsmålet om straf som
udgangspunkt anses for at være et
anliggende mellem staten på den ene
side og den, der har begået en
strafbar handling, på den anden
side. Det er således som
udgangspunkt politiet og
anklagemyndigheden, der har ansvaret
for og afgørende indflydelse på
retsforfølgningen ved domstolene, og
ikke den forurettede for den
pågældende forbrydelse. Det ændrer
efter flertallets opfattelse ikke
herved, at der bl.a. i straffeloven
findes enkelte, typisk mindre
alvorlige forbrydelser, som er
undergivet privat påtale, dvs. at
sagerne i givet fald skal forfølges
af den forurettede selv og ikke af
anklagemyndigheden.
Udvalgets flertal
bemærker, at
Strafferetsplejeudvalget i sin
betænkning om forurettedes
processuelle retsstilling i
straffesager (betænkning nr.
1485/2006) overvejede, om den
forurettede burde tillægges
partsstatus i straffesagen.
Strafferetsplejeudvalget kunne ikke
anbefale en sådan ændring af
forurettedes stilling, navnlig af
hensyn til ønsket om at fastholde
straffeprocessens grundlæggende
principper og for at undgå et system
med »to anklagere«. Folketinget
tilsluttede sig efterfølgende
Strafferetsplejeudvalgets
anbefalinger med vedtagelsen af lov
nr. 517 af 6. juni 2007 om ændring
af retsplejeloven og
retsafgiftsloven (Forbedring af
retsstillingen for ofre for
forbrydelser).
Flertallet
finder, at en eventuel ordning med
konfliktråd som alternativ til straf
under alle omstændigheder måtte
forudsætte, at anklagemyndigheden
efter en konkret vurdering finder,
at sagen er egnet til at blive
behandlet i et konfliktråd som
alternativ til en sædvanlig
strafferetlig forfølgning. Dette
ville imidlertid efter flertallets
opfattelse ikke ændre ved den
ovenfor anførte indvending, idet
gennemførelsen af et konfliktråd
stadig ville forudsætte, at den
forurettede var indforstået hermed.
Flertallet
anfører endvidere, at det ikke kan
udelukkes, at en retstilstand,
hvorefter det reelt er op til
forurettede, om gerningsmanden skal
idømmes sædvanlig straf eller
deltage i konfliktråd, i visse sager
vil kunne indebære en risiko for, at
den forurettede udsættes for
repressalier eller pression fra
gerningsmandens side, hvis den
forurettede nægter at medvirke til
konfliktråd med den virkning, at
sagen i stedet skal afgøres ved
domstolene. Denne risiko vil
antagelig være større, jo strengere
straf der i givet fald vil komme på
tale for gerningsmanden.
Hertil kommer, at
forudsætningen for en meningsfuld
afvikling af et konfliktråd er, at
gerningsmanden har et reelt ønske om
at blive konfronteret med og stå til
ansvar over for forurettede. Et
flertal i udvalget (6 medlemmer)
anfører, at det ikke kan udelukkes,
at en retstilstand, hvor behandling
i konfliktråd er et alternativ til
straf, vil medføre en risiko for, at
gerningsmanden indvilger i at
deltage i konfliktråd »på skrømt«
alene med det formål at undgå straf.
Selv om mægleren i sådanne
situationer måtte blive opmærksom på
gerningsmandens manglende reelle
hensigt og afbryde mæglingen, er det
efter dette flertals opfattelse
vigtigt at sikre, at gerningsmandens
ønske om at deltage i konfliktråd i
hvert fald overvejende er båret af
et ønske om at stå til ansvar over
for forurettede. Efter dette
flertals opfattelse er det navnlig
af hensyn til forurettede vigtigt at
undgå situationer, hvor mægleren
føler sig nødsaget til at afbryde
mæglingsforløbet, fordi det viser
sig, at gerningsmandens motivation
for at deltage i konfliktråd alene
er båret af et ønske om at undgå
straf.
Det er endvidere
dette flertals opfattelse, at det er
uheldigt, hvis en ordning, hvorefter
gerningsmandens deltagelse i et
konfliktråd træder i stedet for en
sædvanlig straffesag, indebærer, at
mægleren som led i forløbet også vil
skulle vurdere, om gerningsmanden
reelt ønsker at deltage og medvirke
i mæglingen, eller om forløbet skal
afbrydes. Mæglerens vurdering heraf
ville dermed – på samme måde som
forurettedes ønske om at deltage i
konfliktrådet eller ej – principielt
være afgørende for, om sagen skal
behandles i konfliktråd, eller om
gerningsmanden skal idømmes en
sædvanlig straf.
Efter en samlet
vurdering af disse forskellige
hensyn er det flertallets
opfattelse, at konfliktråd ikke bør
kunne være et alternativ til straf
og altså erstatte en sædvanlig
strafferetlig forfølgning.
Særligt med
hensyn til om konfliktråd bør kunne
være et alternativ til straf, når
det gælder unge lovovertrædere,
bemærker udvalgets flertal, at Det
Kriminalpræventive Råd tidligere har
anbefalet, at konfliktråd tilbydes
til unge på 15 år som et alternativ
til straf. Rådet har herved bl.a.
lagt vægt på, at gerningsmænd i
denne aldersgruppe kun sjældent vil
blive idømt en ubetinget
frihedsstraf, og at deltagelse i
konfliktråd for denne aldersgruppe
vil have et særligt
kriminalpræventivt sigte. Herudover
fremhæves det, at en plettet
straffeattest kan give de unge
problemer i forhold til job og
uddannelse.
Flertallet
bemærker, at det i forhold til unge
gerningsmænd i almindelighed vil
have betydning for
straffastsættelsen som en
formildende omstændighed, at
gerningsmanden ikke var fyldt 18 år
på gerningstidspunktet, jf.
straffelovens § 82, nr. 1.
Der findes
herudover i forbindelse med
sanktionsfastsættelsen over for unge
lovovertrædere en række muligheder
for at anvende særlige sanktioner,
der er tilpasset de særlige forhold,
som kan gøre sig gældende for unge
lovovertrædere.
Når unge
lovovertrædere meddeles
tiltalefrafald efter retsplejelovens
§ 722 eller idømmes en betinget dom
i medfør af straffelovens § 56, kan
der således fastsættes særlige
vilkår i tilknytning til
tiltalefrafaldet eller den betingede
dom. Sådanne vilkår, der skal
afspejle den begåede kriminalitet og
den unges situation, kan f.eks.
indebære, at den unge vedtager en
bøde, skal overholde særlige
bestemmelser om opholdsted, arbejde
og uddannelse eller undergives
tilsyn af de sociale myndigheder.
Endvidere kan en
ungdomskontrakt knyttes som et
vilkår til et tiltalefrafald for de
15-17-årige, der endnu ikke er
kommet ind i et fast
kriminalitetsmønster, og som har
begået mindre alvorlige
lovovertrædelser. Ungdomskontrakten
er en aftale, der indgås mellem den
unge lovovertræder, politiet og de
sociale myndigheder. Kontrakterne
kan have forskelligt indhold, men
indeholder altid et vilkår om, at
den unge ikke må begå ny
kriminalitet. Herudover kan
kontrakten f.eks. indeholde et
vilkår om, at den unge skal passe
sin skolegang eller deltage i
fritidsaktiviteter. En
ungdomskontrakt indebærer, at
lovovertrædelsen alene anføres på
straffeattesten i 1 år, hvis det er
første gang, den unge modtager en
afgørelse for overtrædelse af
straffeloven eller lov om
euforiserende stoffer.
Ved mindre
alvorlig berigelseskriminalitet kan
sagen mod en ung lovovertræder, der
i øvrigt er veltilpasset, eventuelt
afgøres med et tiltalefrafald uden
vilkår.
Ungdomssanktionen
efter straffelovens § 74 a kan
anvendes ved kriminalitet begået af
unge mellem 15 og 18 år med markante
tilpasningsproblemer og anvendes ved
grovere, personfarlig kriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet,
f.eks. vold, røveri og voldtægt
eller mere omfattende
berigelseskriminalitet, brugstyveri
eller hærværk. Ungdomssanktionen
indebærer, at den unge dømmes til at
undergive sig struktureret,
kontrolleret socialpædagogisk
behandling.
Udvalgets flertal
anfører, at man er opmærksom på, at
der i relation til spørgsmålet om at
anvende konfliktråd som alternativ
til straf eller ej kan gøre sig
særlige forhold gældende, når det
gælder unge lovovertrædere, navnlig
når det gælder indsatsen for at
forhindre, at de pågældende unge på
ny begår kriminalitet.
Efter flertallets
opfattelse gør de ovenfor nævnte
hensyn, der taler imod en ordning
med konfliktråd som alternativ til
straf, sig også gældende, selv om
ordningen begrænses til kun at gælde
unge lovovertrædere. Desuden findes
de ovenfor nævnte
sanktionsmuligheder mv. i forhold
til unge lovovertrædere, som giver
mulighed for at tage hensyn til de
særlige forhold, der kan gøre sig
gældende for denne gruppe af
lovovertrædere.
Hertil kommer, at
regeringen har nedsat en Kommission
vedrørende ungdomskriminalitet, der
skal foretage en samlet gennemgang
af indsatsen mod ungdomskriminalitet
og herunder skal se på både de
strafferetlige sanktioner og de
ikke-strafferetlige reaktioner, der
kan anvendes over for unge
lovovertrædere.
På det
foreliggende grundlag finder
udvalgets flertal på denne baggrund
heller ikke grundlag for at anbefale
en ordning med konfliktråd som
alternativ til straf for unge
lovovertrædere.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
108-114.
3.7.2.2.
Udvalgets mindretal (5 medlemmer)
finder, at konfliktråd bør etableres
som et muligt alternativ til den
traditionelle straffeproces i sager,
hvor den nugældende praksis
vedrørende sanktionsvalget f.eks. er
betinget dom eller mindre
indgribende foranstaltninger, og
hvor det i øvrigt er relevant.
Tillige bør der efter mindretallets
opfattelse iværksættes et forsøg med
konfliktråd som alternativ i sager,
hvor der efter gældende
udmålingspraksis normalt idømmes en
kort, ubetinget frihedsstraf (op til
3 måneder).
Mindretallet
anfører bl.a., at man anbefaler
konfliktråd som alternativ i mindre
alvorlige sager både af præventive
og repressive grunde. Mindretallet
anfører, at det er påvist, at brug
af konfliktråd giver et mindre
tilbagefald til ny kriminalitet end
traditionelle straffe. Etablering af
konfliktråd som alternativ til
traditionelle straffe må således
antages at kunne bidrage til at
nedbringe i hvert fald
ungdomskriminaliteten i et omfang,
som det vil være vanskeligt at opnå
på anden måde. Mindretallet anfører
desuden, at anvendelse af
konfliktråd som alternativ til
almindelig strafforfølgning vil
medføre en langt hyppigere
anvendelse af konfliktråd og derfor
betydeligt mere omfattende
kriminalitetsforebyggende virkninger
samlet set.
Mindretallet
bemærker, at forurettede i en række
henseender allerede i det
eksisterende retssystem har meget
betydelig indflydelse på, hvad der
kan og skal ske i en straffesag. For
det første eksisterer der ingen
generel anmeldelsespligt i Danmark:
Forurettede kan i almindelighed selv
afgøre, om han eller hun overhovedet
vil anmelde en forbrydelse til
politiet. Endvidere er privat påtale
ikke et ukendt fænomen i dansk ret.
Mindretallet mener også, at betinget
offentlig påtale efter straffelovens
§ 275, stk. 2, giver forurettede en
mere aktiv stilling i sagen. I sager
med betinget offentlig påtale har
den forurettede direkte rådighed
over, om der skal indledes en
straffesag eller ej. Derfor bør
konfliktråd som alternativ til straf
ikke afvises alene ud fra rent
principielle overvejelser om den
grundlæggende straffeproces.
Hvis konfliktråd
kan medføre en mildere straf –
hvilket udvalget er enigt om at
støtte – vil det efter mindretallets
opfattelse ikke være en afgørende
principiel nyskabelse også at
tillade, at konfliktråd kan være et
alternativ til straf.
Mindretallet
finder det desuden rimeligt og
ønskeligt at udvide forurettedes
»magt«, idet det vil styrke
forurettedes retsstilling og give en
øget mulighed for, at flere ofre
restitueres ovenpå forbrydelsen,
samt en øget tilfredshed blandt
forurettede med forløbet af sagen og
resultaterne heraf.
Det er dog klart,
at der må være en grænse for, hvor
meget »magt« forurettede kan gives,
navnlig afhængigt af, hvor alvorlig
en forbrydelse og straf der er tale
om. Mindretallet anbefaler derfor,
at konfliktråd ikke anvendes som
alternativ for forbrydelser, hvor
praksis er en ubetinget frihedsstraf
på over 3 måneder, samt at der i
første omgang alene iværksættes en
forsøgsordning med konfliktråd som
alternativ til korte, ubetingede
frihedsstraffe på 3 måneder og
derunder.
Mindretallet
anfører, at de omfattende og
efterhånden langvarige erfaringer
fra Norge og andre steder med
konfliktråd som alternativ til straf
viser, at der ikke har været
problemer med pression mod
forurettede eller med, at
gerningsmanden deltager på skrømt.
Dette kan skyldes, at de sager, der
er egnede til at blive behandlet i
konfliktråd, er de mindst alvorlige
sager begået af oftest unge
kriminelle med ingen eller kun en
begrænset kriminel fortid bag sig.
Hertil kommer, at de udenlandske og
danske erfaringer tyder på, at
mæglerens rolle og hele opbygningen
af konfliktrådsordningen gør, at et
forsøg på at spekulere i ordningen
vil vise sig frugtesløst meget
tidligt i forløbet.
Der henvises i
øvrigt til betænkningen side
114-121.
3.7.2.3.
Justitsministeriet er enig med
flertallet i, at der er en række
betænkeligheder ved at indføre
regler om, at konfliktråd kan træde
helt i stedet for straf. Det drejer
sig navnlig om forholdet til
grundlæggende straffeprocessuelle
principper om den forurettedes rolle
i straffesagen, risikoen for, at der
lægges et utilbørligt pres på
forurettede (»samvittighedskvaler«
mv.), hvis denne siger nej til at
deltage i konfliktråd, og at
gerningsmanden deltager i
konfliktråd på skrømt alene for at
undgå en sædvanlig straf. Af hensyn
til forurettede er det væsentligt at
undgå situationer, hvor en mægler må
afbryde et konfliktråd, fordi det
viser sig, at gerningsmandens
deltagelse ikke er båret af et reelt
ønske om at ville medvirke til en
meningsfuld dialog om den strafbare
handling.
Særligt med
hensyn til spørgsmålet om eventuelt
at anvende konfliktråd som
alternativ til straf i sager med
unge lovovertrædere bemærkes, at
dette vil kunne indgå i de samlede
overvejelser i Kommissionen
vedrørende ungdomskriminalitet om
den fremtidige indsats på dette
område.
Der henvises til
lovforslagets § 4 og bemærkningerne
hertil.
4.
Lovforslagets
økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
På baggrund af de
hidtidige erfaringer med
konfliktråd skønnes den foreslåede
indførelse af en permanent og
landsdækkende ordning med
konfliktråd at medføre årlige
omkostninger for politiet på ca. 15
mio. kr. Hertil kommer
engangsudgifter på ca. 4 mio. kr.
Merudgifterne ved
ordningen vil blive afholdt inden
for politiets eksisterende rammer.
Lovforslaget
medfører ikke administrative
konsekvenser af betydning for det
offentlige.
5.
De økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har
ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
6.
De administrative
konsekvenser for borgere
Lovforslaget har
ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
7.
De miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser.
8.
Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget kan
bl.a. ses i lyset af Rådets
rammeafgørelse af 15. marts 2001 om
ofres stilling i forbindelse med
straffesager, der anbefaler
konfliktråd, men indeholder i øvrigt
ikke EU-retlige aspekter.
9.
Hørte myndigheder
mv.
Betænkning nr.
1501/2008 om konfliktråd har været i
høring hos Østre Landsret, Vestre
Landsret, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, HK
Landsklubben Danmarks Domstole,
Foreningen af Offentlige Anklagere,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af
Beskikkede Advokater, Institut for
Menneskerettigheder,
Retssikkerhedsfonden, Dansk
Retspolitisk Forening, Amnesty
International, Det
Kriminalpræventive Råd, Foreningen
for Mediation/Konfliktmægling,
Center for Konfliktløsning, Danske
Advokater, Landsforeningen Hjælp
Voldsofre, Center for Voldtægtsofre
(Rigshospitalet), Joan-Søstrene
(Dannerhusets rådgivning) og
Offerrådgivningerne i Danmark.
10.
Sammenfattende
skema
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner
|
Ingen
|
Lovforslaget skønnes
at medføre årlige
omkostninger for
politiet på ca. 15.
mio. kr. Hertil
kommer
engangsudgifter på
ca. 4 mio. kr.
Merudgifterne vil
blive afholdt inden
for politiets
eksisterende rammer.
|
Administrative
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner
|
Ingen
|
Ingen af betydning
|
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til
EU-retten
|
Lovforslaget kan
bl.a. ses i lyset af
Rådets
rammeafgørelse af
15. marts 2001 om
ofres stilling i
forbindelse med
straffesager, der
anbefaler
konfliktråd, men
indeholder i øvrigt
ikke EU-retlige
aspekter.
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås i
1. pkt.
, at der i hver politikreds af
politidirektøren etableres
konfliktråd i straffesager. Med
lovforslaget lægges der således op
til, at den nuværende forsøgsordning
med konfliktråd, som med
flerårsaftalen for politi og
anklagemyndighed for 2007-2010 er
videreført i 2 sjællandske
politikredse, afløses af en
landsdækkende og permanent ordning
med konfliktråd.
Ved konfliktråd
forstås, at den forurettede og
gerningsmanden til en strafbar
handling får mulighed for at møde
hinanden under en neutral mæglers
tilstedeværelse for at tale om den
strafbare handling. Mæglerens opgave
er at fungere som mødeleder og stå
for mødets struktur og rammer og
sørge for, at »spillereglerne« for
konfliktråd bliver overholdt,
herunder navnlig at parterne lytter
og taler til hinanden på en
ordentlig måde. Mægleren skal ikke
træffe afgørelse af nogen form i
sagen.
Mægleren skal
være »neutral«, hvilket bl.a.
indebærer, at en person er afskåret
fra at virke som mægler i en sag,
hvis han eller hun f.eks. er
nærtstående til den forurettede
eller gerningsmanden eller i øvrigt
har særlige interesser i sagen, jf.
principperne i forvaltningslovens
§ 3 om inhabilitet. Betingelsen om
mæglerens neutralitet understreger
desuden det grundlæggende krav om,
at mægleren også i selve
konfliktrådet skal være neutral og
upartisk, således at der ikke hos
parterne kan opstå indtryk af, at
mæglerne har eller varetager særlige
interesser i konfliktrådet eller i
relation til det strafbare forhold.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 3, stk. 2, og
bemærkningerne hertil.
Efter den
foreslåede bestemmelse angår den
foreslåede ordning konfliktråd i
anledning af en strafbar handling,
dvs. forhold, som indebærer en
overtrædelse af en strafbelagt
lovregel. Der vil som udgangspunkt
være tale om sager, hvor politiet
har indledt efterforskning, før der
kan opstå spørgsmål om at afholde et
konfliktråd i sagen.
Muligheden for at
deltage i konfliktråd er ikke
begrænset til gerningsmænd, der ikke
tidligere er straffet, eller
gerningsmænd i en særlig
aldersgruppe. Behandlingen i
konfliktråd er heller ikke begrænset
til bestemte former for
kriminalitet. En forudsætning for,
at en sag kan behandles i
konfliktråd, er dog, at der er et
identificerbart offer for
forbrydelsen. Visse sagstyper som
f.eks. visse narkotikaforbrydelser
og våbenlovsovertrædelser vil
således som udgangspunkt ikke kunne
henvises til konfliktråd. Det må
forventes, at de sagstyper, der
under forsøgsordningen har været
kerneområde for ordningen, også
fremover naturligt vil være
kerneområde for konfliktrådene, dvs.
navnlig sager om vold, indbrud,
andet tyveri, røveri og hærværk. Der
er imidlertid ikke noget til hinder
for at behandle sager vedrørende
andre former for kriminalitet i
konfliktrådene, forudsat at de
øvrige betingelser for at lade en
sag behandle i konfliktråd, herunder
sagens konkrete egnethed, er
opfyldt.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil det overordnede ansvar
for den landsdækkende ordning med
konfliktråd blive placeret i
Rigspolitiet, der bl.a. vil skulle
varetage opgaver som uddannelse,
efteruddannelse og udpegning af
mæglerne til de enkelte
politikredses konfliktråd, samt den
overordnede administration og
løbende evaluering af ordningen.
Efter Rigspolitiets nærmere
bestemmelse vil der endvidere i hver
politikreds blive udpeget en eller
flere personer, som vil fungere som
lokal koordinator for
konfliktrådsordningen, og herunder
bl.a. vil varetage den endelige
visitation af sagerne til mæglerne
og den løbende kontakt mellem
politiet og mæglerne.
Det er forudsat,
at visitationen af sager til
konfliktråd vil foregå i to led i
politiets regi. Justitsministeren
vil i givet fald, jf. lovforslagets
§ 6, fastsætte nærmere regler om
visitationen af sager til
konfliktråd, som indtil videre vil
bygge på følgende ordning:
Ved den
indledende visitation af sagen skal
den politibetjent, der behandler
sagen, foretage en overordnet
vurdering af, om sagen er
umiddelbart uegnet til konfliktråd.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
gerningsmanden ikke kan erkende at
have begået den strafbare handling,
eller hvis der er tale om en
forbrydelse uden et identificerbart
offer, jf. ovenfor.
En sag kan f.eks.
også være uegnet til behandling i
konfliktråd, hvis politibetjenten ud
fra sit kendskab til sagens parter
vurderer, at den ene eller begge
ikke er egnede til at deltage i en
konfliktrådsbehandling, f.eks. fordi
den pågældende har alvorlige
misbrugsproblemer, som vil gøre
vedkommende ude af stand til at
deltage i en meningsfuld drøftelse
af den strafbare handling i
konfliktråd. Medmindre der er et
meget sikkert grundlag for det, bør
den sagsbehandlende politibetjent
dog i almindelighed være
tilbageholdende med i denne fase af
visitationen at erklære en af sagens
parter for uegnet til at deltage i
et konfliktråd.
Andet led af
visitationen foretages af den lokale
konfliktrådskoordinator i
politikredsen, og her foretages en
mere indgående vurdering af sagen,
herunder den egentlige vurdering af
sagens egnethed til behandling i
konfliktråd. I denne fase af
visitationen skal der bl.a.
foretages en endelig vurdering af,
om sagen på grund af kriminalitetens
art ikke bør behandles i
konfliktråd, og om gerningsmanden
har erkendt i et sådant omfang, at
erkendelsen efter en konkret
vurdering kan danne grundlag for et
konfliktråd mellem parterne, jf.
herom også bemærkningerne til
lovforslagets § 2, stk. 3.
I denne fase af
visitationen tager den lokale
koordinator også kontakt til
parterne, der orienteres om, hvad
konfliktråd indebærer, herunder hvad
parterne kan forvente af mødet, og
hvordan det kommer til at foregå.
Parterne skal i den forbindelse også
orienteres om, at konfliktråd ikke
træder i stedet for en sædvanlig
straffesag mod gerningsmanden, men
at deltagelse i konfliktråd vil
kunne indgå som en formildende
omstændighed ved straffastsættelsen.
Hvis det ikke allerede er sket, kan
det også afklares, om der bør
medvirke en tolk under
konfliktrådet. Der bør ligesom under
forsøgsordningerne normalt tages
kontakt til gerningsmanden, før
forurettede kontaktes, for at undgå
den situation, at forurettede har
indvilliget i og dermed indstillet
sig på at møde gerningsmanden, og
gerningsmanden efterfølgende afviser
at deltage i konfliktråd. Parterne
skal forinden deltagelsen i
konfliktrådet underrettes om, at
politiet orienteres om, hvorvidt der
er gennemført et konfliktråd.
Efter den
endelige egnethedsvurdering sender
den lokale koordinator sagen videre
til en mægler med henblik på
afholdelse af konfliktrådet.
Mæglerens opgave er herefter at
indkalde parterne mv. og eventuelt
andre deltagere til mæglingsmødet,
reservere lokaler og foretage den
praktiske tilrettelæggelse af mødet.
Under selve konfliktrådet er det
mæglerens opgave at lede mødet, jf.
nærmere lovforslagets § 3, stk. 2,
og bemærkningerne hertil.
Mægleren skal
straks orientere den lokale
koordinator om, hvorvidt mæglingen
er gennemført eller afbrudt. Den
lokale koordinator underretter
herefter politiet med henblik på, at
oplysningen kan blive inddraget i
straffesagens akter. Såfremt
gerningsmanden er blevet dømt og
afsoner sin straf, videresendes
oplysningen til kriminalforsorgen
med henblik på, at kriminalforsorgen
i forbindelse med den løbende
sagsbehandling i forbindelse med
straffuldbyrdelsen er bekendt med,
at den pågældende har deltaget i
konfliktråd. Der er ikke knyttet
særlige virkninger mv. til den
dømtes deltagelse i konfliktråd, men
oplysningen herom vil kunne indgå
som et blandt flere andre konkrete
momenter i kriminalforsorgens
sagsbehandling som led i
straffuldbyrdelsen.
En sag kan i
øvrigt behandles i konfliktråd på
alle stadier af en straffesags
forløb, og der er således i
princippet ikke noget til hinder
for, at parterne kan mødes i et
konfliktråd under eller efter
gerningsmandens afsoning af
straffen. Dette forudsætter dog, at
f.eks. kriminalforsorgen kontakter
den lokale koordinator, hvis en
gerningsmand under afsoningen
udtrykker ønske om (nu) at møde den
forurettede i et konfliktråd. Hvis
en gerningsmand oprindelig har
afvist at deltage i konfliktråd, kan
også den pågældende selv eller
f.eks. dennes forsvarer på et senere
tidspunkt kontakte den lokale
koordinator med henblik på at
undersøge mulighederne for alligevel
at afholde et konfliktråd.
Andre offentlige
myndigheder end politiet, f.eks. de
sociale myndigheder, har også
mulighed for at henvende sig med en
konkret sag til den lokale
koordinator i politikredsen med
henblik på at få sagen behandlet i
konfliktråd. De almindelige
betingelser for
konfliktrådsbehandling, herunder at
der skal være tale om en sag, som
angår et strafbart forhold, og at
gerningsmanden i det væsentlige skal
have tilstået det pågældende
forhold, skal dog være opfyldt. Der
vil efter omstændighederne i sådanne
tilfælde også kunne behandles sager,
hvor gerningsmanden er under 15 år
og derfor ikke kan straffes, jf.
straffelovens § 15, hvis det f.eks.
ud fra gerningsmandens erkendelse
står klart, at der er begået en
handling, som normalt ville kunne
straffes, men hvor straf i den
konkrete situation er udelukket som
følge af gerningsmandens unge alder.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Efter forslaget
til 2. pkt.
kan mægleren tillade, at andre end
den forurettede og gerningsmanden
deltager i konfliktrådet.
Udgangspunktet for et konfliktråd
er, at der tale om et møde mellem
den forurettede og gerningsmanden.
Med udtrykket »den forurettede«
sigtes i overensstemmelse med det
sædvanlige straffeprocessuelle
begreb til det umiddelbare offer for
en forbrydelse.
Som der nærmere
er redegjort for i lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.5.4
og 3.5.5, kan der i visse tilfælde
efter en konkret vurdering være
anledning til, at andre end den
forurettede får mulighed for at
deltage i et konfliktråd med
gerningsmanden (enten i stedet for
eller sammen med den forurettede).
Det kan f.eks. være tilfælde, hvor
den forurettede er afgået ved døden
eller f.eks. på grund af alvorlig
sygdom ikke er i stand til at møde i
konfliktrådet. I disse tilfælde vil
den forurettedes nære pårørende
efter omstændighederne kunne deltage
i konfliktrådet. Det samme gælder
visse tilfælde, hvor den forurettede
er i stand til, men ikke ønsker at
deltage i konfliktrådet og møde
gerningsmanden igen. Også i disse
tilfælde kan der efter
omstændighederne være anledning til,
at den forurettedes nære pårørende i
særlige tilfælde kan deltage i
konfliktråd med gerningsmanden,
f.eks. forældrene til et forurettet
barn.
Med det
foreslåede 2. pkt. fastslås det, at
det beror på mæglerens konkrete
vurdering, i hvilket omfang andre
end den forurettede i sådanne
tilfælde kan deltage i konfliktråd
med gerningsmanden. Der henvises
herom i øvrigt til pkt. 3.5.4 og
3.5.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger. Hvis lovforslaget
vedtages, vil justitsministeren i
øvrigt fastsætte nærmere regler
bl.a. om, i hvilket omfang den
forurettede kan deltage med en
bisidder i konfliktrådet, jf.
lovforslagets § 6 og bemærkningerne
hertil.
Til § 2
Den foreslåede
bestemmelse fastsætter, at
deltagelse i konfliktråd er
frivilligt for både gerningsmand og
den forurettede, jf.
stk. 1,
at forældremyndighedsindehaveren
skal give samtykke til en
mindreåriges deltagelse i
konfliktråd, jf.
stk. 2,
og at gerningsmanden i det
væsentlige skal have tilstået det
strafbare forhold, jf.
stk. 3.
Når den lokale
koordinator efter visitation af
sagen finder den egnet til
behandling i konfliktråd, tager den
lokale koordinator kontakt til
parterne og indhenter deres – og
hvis parterne er under 18 år tillige
forældremyndighedsindehaverens –
samtykke til, at parterne mødes og
deltager i konfliktråd.
Efter det
foreslåede
stk. 1 forudsætter deltagelse
i konfliktråd, at parterne (typisk
gerningsmanden og den forurettede)
samtykker til det. Parterne skal
efter almindelige principper om et
gyldigt samtykke være i stand til at
afgive et habilt samtykke, dvs. at
de pågældende må antages at have den
fornødne forståelse for, hvad de
meddeler samtykke til, herunder hvad
det vil sige at deltage i et
konfliktråd. Parterne kan
tilbagekalde deres samtykke på et
hvilket som helst tidspunkt i
processen med den virkning, at
konfliktrådet afbrydes, og sagen
alene behandles i det sædvanlige
strafferetlige system, jf. også
lovforslagets § 3, stk. 3. Mægleren
bør ligeledes afbryde mæglingen,
hvis det under konfliktrådet måtte
vise sig, at en af parterne ikke
(længere) er i stand til at give et
habilt samtykke til at deltage i
konfliktråd.
Behandling i
konfliktråd forudsætter også, at
gerningsmanden og forurettede ud fra
en konkret vurdering af bl.a. deres
psykiske tilstand findes at være
egnede til at deltage i konfliktråd.
Straffesager med gerningsmænd, som
vurderes at være uegnede til straf,
f.eks. i medfør af straffelovens
§ 16 om sindssygdom mv., bør som
udgangspunkt ikke visiteres til
behandling i konfliktråd. Det kan
imidlertid ikke udelukkes, at en
gerningsmand, der på
gerningstidspunktet var utilregnelig
på grund af sindssygdom eller
tilstande, der må ligestilles
hermed, og derfor ikke kan straffes
i medfør af straffelovens § 16,
efterfølgende kan afgive et habilt
samtykke til at deltage i
konfliktråd.
Det foreslåede
stk. 2
fastslår, at indehaveren af
forældremyndigheden skal give
samtykke til, at børn og unge under
18 år deltager i et konfliktråd. Det
gælder, uanset om der er tale om en
gerningsmand eller en forurettet
under 18 år. Har forældrene fælles
forældremyndighed, vil den ene af
forældrene eller – hvis forældrene
ikke bor sammen – bopælsforælderen,
jf. forældreansvarslovens § 3,
normalt kunne give samtykke til, at
et barn deltager i konfliktråd.
Angår konfliktrådet et alvorligt,
personligt overgreb mod barnet eller
begået af barnet, f.eks. voldtægt,
røveri eller lignende, må deltagelse
i konfliktråd anses for en væsentlig
beslutning om barnets forhold, som
kræver samtykke fra begge indehavere
af forældremyndigheden, jf. herved
forældreansvarslovens § 2.
Hvis et barn er
anbragt uden for hjemmet, må
spørgsmålet om, hvem der skal give
samtykke til, at barnet kan deltage
i konfliktråd, afgøres af kommunen.
Parterne i
konfliktråd har mulighed for at
indgå en aftale, herunder om at
gerningsmanden f.eks. forpligter sig
til at betale erstatning til
forurettede. En sådan adgang til at
indgå en aftale i konfliktrådet
omfatter også børn og unge under 18
år. Det følger dog af
værgemålslovens § 1, stk. 2, at børn
og unge under 18 år som udgangspunkt
ikke kan forpligte sig ved
retshandler. Personer under 18 år
kan således ikke selvstændigt påtage
sig gældsforpligtelser, jf.
værgemålslovens § 42, stk. 2, 2.
pkt., uden samtykke fra værgen. Hvis
parter under 18 år indgår en aftale
af økonomisk karakter i konfliktråd,
skal
forældremyndighedsindehaveren/værgen
således godkende den pågældende
aftale.
Efter det
foreslåede
stk. 3 er det en betingelse,
at gerningsmanden i det væsentlige
har afgivet en tilståelse, for at
sagen kan behandles i konfliktråd.
Det er ikke en betingelse, at
gerningsmanden har afgivet en sådan
tilståelse, at sagen vil kunne
afgøres som en tilståelsessag efter
retsplejelovens § 831, men
gerningsmanden skal have erkendt i
et sådant omfang, at erkendelsen kan
danne grundlag for en meningsfuld
dialog i konfliktrådet. Som eksempel
kan nævnes den situation, at
gerningsmanden og den forurettede er
enige om det faktiske
hændelsesforløb, men hvor
gerningsmanden ikke i fuldt omfang
kan erkende at have haft forsæt til
gerningen, eller at gerningsmanden i
en voldssag kan erkende at have
udøvet vold mod den forurettede, men
ikke fuldt ud i det omfang, som han
eller hun er sigtet for.
Det beror på den
lokale koordinators og i sidste ende
mæglerens konkrete vurdering, om der
foreligger en sådan tilståelse, at
sagen kan behandles i konfliktråd.
Der skal i den forbindelse navnlig
lægges vægt, at erkendelsen har en
sådan karakter og omfang, at der er
grundlag for, at gerningsmanden og
den forurettede kan mødes og have en
reel dialog i anledning af den
strafbare handling, og at
mødet/mæglingen kan tilgodese de
grundlæggende formål med
konfliktrådet, jf. herom pkt. 3.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.5.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Den foreslåede
bestemmelse fastlægger mæglerens
grundlæggende rolle og funktion i
konfliktrådet.
Det foreslås i
stk. 1,
at justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil,
udpeger et antal mæglere i hver
politikreds. Hvis lovforslaget
vedtages, vil denne opgave indtil
videre blive varetaget af
Rigspolitiet.
Forslaget til
stk. 2
fastlægger de overordnede rammer for
mæglerens opgaver mv. i forbindelse
med konfliktrådet. Mæglerens opgave
er i første række at indkalde
parterne mv. og eventuelt andre
deltagere til mæglingsmødet,
reservere lokaler og foretage den
praktiske tilrettelæggelse af mødet.
Under selve konfliktrådet er det
mæglerens opgave at lede mødet.
Mægleren skal bl.a. præsentere
mødets »spilleregler« for parterne
og i den forbindelse forklare
parterne, at mægleren har
tavshedspligt, og bistå deltagerne
med at afklare og eventuelt at indgå
en (eventuelt skriftlig) aftalte om,
i hvilket omfang deltagerne til
uvedkommende må videregive
oplysninger, som kommer frem under
konfliktrådet. Hvis parterne når til
enighed om en aftale f.eks. om
betaling af erstatning til en
forurettede, kan mægleren bistå med
den skriftlige udfærdigelse af
aftalen, men mægleren må ikke træffe
nogen form for afgørelse vedrørende
det strafbare forhold.
Mægleren skal
straks orientere den lokale
koordinator om, hvorvidt mæglingen
er gennemført eller afbrudt. Den
lokale koordinator underretter
herefter politiet med henblik på, at
oplysningen kan blive inddraget i
straffesagens akter, jf. også
bemærkningerne til lovforslagets
§ 4, hvoraf det bl.a. fremgår, at
gerningsmandens deltagelse i
konfliktråd efter en konkret
vurdering vil kunne indgå som en
formildende omstændighed ved
strafudmålingen. Såfremt
gerningsmanden er blevet dømt og
afsoner sin straf, videresendes
oplysningen til kriminalforsorgen
med henblik på, at kriminalforsorgen
i den løbende sagsbehandling i
forbindelse med straffuldbyrdelsen
er bekendt med, at den pågældende
har deltaget i konfliktråd, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1.
Efter det
foreslåede
stk. 3 kan mægleren afslutte
en mægling i konfliktråd på et
hvilket som helst tidspunkt. Reglen
tænkes f.eks. anvendt i situationer,
hvor mægleren føler, at det er
nyttesløst at fortsætte mæglingen,
herunder fordi en af parterne ikke
følger de »spilleregler«, der
indledningsvis er blevet præsenteret
for og/eller aftalt mellem parterne,
eller hvor det af hensyn til en af
parterne eller mægleren selv er
påkrævet, f.eks. fordi forløbet
viser sig at være for stor en
belastning for en af parterne eller
mægleren. I det sidstnævnte tilfælde
bør mægleren – hvis parterne fortsat
ønsker at mødes i et konfliktråd –
kontakte den lokale koordinator med
henblik på, at der så vidt muligt
kan afholdes et nyt konfliktråd med
en anden mægler.
Mægleren kan
efter omstændighederne også afslutte
mæglingen, selv om parterne ønsker
at fortsætte et (ellers »vellykket«)
konfliktråd, hvis der f.eks. har
været tale om et meget langvarigt
møde, og de væsentligste aspekter og
følger af den strafbare handling mv.
efter mæglernes vurdering har været
drøftet mellem parterne.
Det forudsættes,
at mægleren endvidere kan afbryde
mæglingen, hvis parterne ønsker at
indgå en aftale, som er ulovlig.
Eftersom
parternes deltagelse i konfliktråd
bygger på frivillighed, jf.
lovforslagets § 2, stk. 1-2, kan en
af parterne på et hvilket som helst
tidspunkt afbryde mæglingsforløbet,
hvorefter mæglingen i konfliktråd
afsluttes.
Mægleren skal
straks orientere den lokale
koordinator om, hvorvidt mæglingen
er gennemført eller afbrudt, jf.
ovenfor.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.3.3 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås, at
deltagelse i konfliktråd ikke træder
i stedet for almindelig
retsforfølgning og straf mv. i
forbindelse med den strafbare
handling. Konfliktråd er således et
supplement til sædvanlig
strafferetlig forfølgning, og
konfliktråd kan afholdes både før og
efter, at der er afsagt dom i sagen.
Gerningsmandens
deltagelse i konfliktråd vil efter
en konkret vurdering kunne indgå som
en formildende omstændighed ved
strafudmålingen i sagen, jf. også
straffelovens § 82, nr. 11. Det vil
således ligesom under
forsøgsordningen bero på domstolenes
konkrete vurdering i den enkelte
sag, hvilken nærmere betydning
gerningsmandens deltagelse skal have
for strafudmålingen. Det
forudsættes, at konfliktrådet skal
være gennemført og således ikke er
afbrudt enten på mæglerens eller en
af parternes foranledning. Det er
derimod ikke en forudsætning, at der
er indgået en egentlig aftale mellem
parterne i konfliktrådet.
Efter at have
fået meddelelse herom fra mægleren
underretter den lokale koordinator
politiet om, at der er gennemført et
konfliktråd med henblik på, at
oplysningen kan inddrages i
forbindelse med straffesagens
behandling i retten. Retten må
foretage en konkret vurdering af
konfliktrådets betydning for
straffastsættelsen i den enkelte sag
på baggrund af de oplysninger, som
anklagemyndigheden fremlægger for
retten om, at der har været
gennemført et konfliktråd, og
eventuelt suppleret med oplysninger
fra den tiltalte og – hvis denne
skal afgive forklaring – den
forurettede. Dette kan også omfatte
oplysninger om, i hvilket omfang
gerningsmanden har overholdt eller
opfyldt en eventuel aftale, som
måtte være indgået i konfliktrådet.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 5
Den foreslåede
bestemmelse fastslår, at en mægler i
konfliktråd er omfattet af
straffelovens § 152 om
tavshedspligt, hvorefter den, der
virker eller har virket i offentlig
tjeneste eller hverv, og som
uberettiget videregiver eller
udnytter fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den
forbindelse har fået kendskab,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder. Det foreslås i
forlængelse heraf, at også
straffelovens §§ 152 c-152 f finder
tilsvarende anvendelse. I relation
til § 152 f bemærkes, at en eventuel
krænkelse af mæglerens tavshedspligt
normalt både vil krænke den
pågældende part og det offentliges
interesse i, at mægling i
konfliktråd er fortrolig.
Det foreslås
endvidere, at mægleren er omfattet
af retsplejelovens § 170, stk. 1-2
og 4, om vidneudelukkelse. Dette
indebærer, at en mægler i
konfliktråd som udgangspunkt vil
være udelukket fra at afgive
forklaring om forhold, som er kommet
frem under konfliktrådet. Retten
kan dog i medfør af retsplejelovens
§ 170, stk. 2, pålægge mæglerne at
afgive vidneforklaring, når
forklaringen anses for at være af
afgørende betydning for sagens
udfald, og sagens beskaffenhed og
dens betydning for vedkommende part
eller samfundet findes at berettige
til, at forklaring afgives. Det
samme gælder for mæglernes
eventuelle medhjælpere, jf.
retsplejelovens § 170, stk. 4.
Bestemmelsen
omfatter ikke parterne eller andre
deltagere i et konfliktråd. Det
forudsættes i den forbindelse, at
parterne sammen med mægleren i
konfliktrådet fastlægger de nærmere
rammer for den fortrolighed, der
skal gælde for det, der kommer frem
i konfliktrådet, dvs. hvilke
oplysninger der kan videregives fra
konfliktrådet. Udgangspunktet for
parternes aftale bør være, at
oplysninger, der kommer frem under
konfliktrådet, er fortrolige,
medmindre parterne har aftalt noget
andet, eller oplysningerne i øvrigt
er offentlige tilgængelige eller
hidrører fra parten selv. Endvidere
vil en aftale om fortrolighed skulle
vige i det omfang det følger af lov,
at oplysningerne skal videregives.
En person, der
f.eks. i strid med den indgåede
aftale herom videregiver fortrolige
oplysninger fra konfliktrådet, vil
efter omstændighederne kunne pådrage
sig et erstatningsansvar efter dansk
rets almindelige erstatningsregler,
hvis videregivelse påfører modparten
tab, og en uberettiget videregivelse
af fortrolige oplysninger kan efter
omstændighederne være omfattet af
straffelovens regler om
fredskrænkelser, jf. straffelovens
kapitel 27.
Med hensyn til
eventuel afgivelse af
vidneforklaring under en senere
straffesag mod gerningsmanden vil
deltagerne i konfliktrådet være
omfattet af de almindelige regler
herom i retsplejeloven. Parterne og
øvrige deltagere (bortset fra den
tiltalte) er således omfattet af
retsplejelovens § 168 om vidnepligt.
Det beror på almindelige
straffeprocessuelle principper om
rettens mulighed for at afskære
overflødig og/eller irrelevant
bevisførelse under en straffesag, i
hvilket omfang der vil være mulighed
for, at deltagerne i konfliktrådet
kan afgive forklaring om det, der
måtte være kommet frem under
konfliktrådet. Dette vil således
bero på rettens konkrete vurdering
af samtlige omstændigheder i den
enkelte sag, men det må antages, at
retten i almindelighed vil være
særdeles tilbageholdende med at
tillade bevisførelse, som ikke angår
umiddelbare indtryk, observationer
mv. i forbindelse med, at den
strafbare handling blev begået, men
alene angår parternes efterfølgende
drøftelser under konfliktrådet. I
den forbindelse må det også antages
at ville indgå med betydelig vægt,
at konfliktrådet lægger op til, at
parterne har en bredere drøftelse af
deres oplevelse af den strafbare
handling, herunder reaktionen efter
den strafbare handling, og at det
ikke er hensigten i konfliktrådet at
søge at fastlægge eller opnå enighed
om det præcise hændelsesforløb
omkring den strafbare handling.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 6
Efter den
foreslåede bestemmelse i
1. pkt.
kan justitsministeren fastsætte
nærmere regler om en landsdækkende
ordning med konfliktråd. Hvis
lovforslaget vedtages, vil
justitsministeren bl.a. fastsætte
nærmere regler om konfliktråd,
herunder om udpegning af mæglere,
henvisning af sager til konfliktråd
og mægleres virksomhed, jf.
bemærkningerne ovenfor til
lovforslagets § 1. Der vil endvidere
blive fastsat regler om parternes
adgang til at møde med bisiddere i
et konfliktråd, jf. pkt. 3.5.5 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger, hvorefter en part
efter mæglerens nærmere bestemmelse
kan møde med bisidder, i det omfang
den pågældende kan henvise til en
rimelig grund. Advokater vil dog
ikke kunne deltage som bisiddere,
medmindre advokaten deltager i anden
egenskab end at være advokat, f.eks.
fordi vedkommende er partens nære
pårørende.
Forslaget til
2. pkt.
åbner mulighed for, at
justitsministeren vil kunne
fastsætte regler om, at konfliktråd
kan anvendes i andre sager end
straffesager, hvis der f.eks. ud fra
erfaringerne med en permanent
konfliktrådsordning findes at
være grundlag for at udvide
ordningen til også at gælde andre
»konfliktsituationer« end strafbare
forhold.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 7
Det foreslås, at
loven træder i kraft den 1. januar
2010.
Til § 8
Den foreslåede
bestemmelse vedrører lovens
territoriale gyldighedsområde. Det
foreslås, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men ved
kongelig anordning kan sættes i
kraft for disse landdele med de
ændringer, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Det bemærkes, at
efter § 319 i den nye retsplejelov
for Grønland, jf. lov nr. 305 af 20.
april 2008, der træder i kraft den
1. januar 2010, kan
justitsministeren efter forhandling
med Grønlands Hjemmestyre iværksætte
en forsøgsordning med
konfliktmægling i Grønland.