Lovforslag nr. 209 fremsat den 28. marts 2001 af justitsministeren (Frank Jensen)

Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

Lovforslaget har til formål at sikre, at det i lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil være muligt at straffe personer, der forvolder fare for, at andre smittes med en sådan livstruende og uhelbredelig sygdom, og at den forurettede i sådanne sager får mulighed for at få beskikket en bistandsadvokat.

2.1.1. Efter straffelovens § 252, stk. 2, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år den, der på hensynsløs måde gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Bestemmelsen blev indsat i straffeloven i 1994, jf. lov nr. 431 af 1. juni 1994 om ændring af straffeloven (Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom). Der henvises til Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8773-8782, tillæg B, sp. 1735-1740 og 1815-1818, og Folketingets forhandlinger, sp. 10586-10603 og 11763-11784 samt 11962-11966.

Baggrunden for ændringen var, at Højesteret i en dom af 14. april 1994 (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 520) havde fastslået, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens § 252 (nu straffelovens § 252, stk. 1) om den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed på en person, der gentagne gange havde haft ubeskyttet seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han var bekendt med at være smittet med hiv.

Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til, at der i lyset af Folketingets drøftelser ved ophævelsen af kønssygdomsloven i 1988 ikke var tilstrækkelig sikker hjemmel for at straffe sådanne forhold efter straffelovens § 252. Ved fastsættelsen af straffen for samleje med mindreårige piger tillagde Højesteret det imidlertid skærpende virkning, at den pågældende havde udsat de mindreårige piger for risiko for smitte med hiv.

Som begrundelse for at indføre bestemmelsen i straffelovens § 252, stk. 2, blev der bl.a. anført følgende i det lovforslag, der lå til grund for lovændringen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8778-8779):

»Udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske indsats mod HIV-smitte og AIDS er og bør være, at det påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod overførsel af HIV-smitte i forbindelse med kønslig omgang m.v. Alligevel kan det forekomme stødende for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over at være smittet med HIV-virus, har samleje med eller på anden måde udsætter andre for smitten uden at søge at beskytte de pågældende eller gøre dem bekendt med smitterisikoen.

For at imødegå sådan hensynsløs adfærd foreslås det, at straffelovens § 252 suppleres med en bestemmelse om fareforvoldelse for smitte med denne dødelige sygdom.«

2.1.2. Som det fremgår af straffelovens § 252, stk. 2, skal der være tale om en »livstruende og uhelbredelig sygdom«. Herom fremgår det af lovforslaget til bestemmelsen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8781):

»Sygdommen skal som nævnt være livstruende og uhelbredelig. Heri ligger, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden indenfor maksimalt 10-15 år. Kan sygdommen bringes til ro, f.eks. gennem sædvanlig lægelig behandling, således at smittede personer i de fleste tilfælde lever længere end dette tidsrum, kan bestemmelsen ikke anvendes. Sygdommen skal også være uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme som hvis patienten undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling almindeligvis kan helbredes, heller ikke omfattes af bestemmelsen. Det gælder f.eks. livstruende sygdomme som kopper, kolera, tyfus, menigitis og lignende. Bestemmelsens anvendelsesområde bliver således især AIDS og smitte med HIV-virus. Også andre sygdomme kan imidlertid tænkes omfattet efter en konkret vurdering.«

2.1.3. Udtrykket »gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder« fandtes ikke i det oprindelige lovforslag, men blev indsat efter 1. behandlingen i Folketinget.

Sigtet med dette krav som har givet anledning til kritik var, at begrænse det strafbare område i straffelovens § 252, stk. 2, til forhold, der har en særlig grovhed. Herom fremgår det af Retsudvalgets betænkning (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg B, sp. 1739-1740):

»Om der foreligger sådanne særligt skærpende omstændigheder, må således bero på en samlet vurdering, hvori såvel antallet af tilfælde som forholdene omkring det enkelte tilfælde indgår.

Bestemmelsen omfatter således ikke et enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje m.v. mellem en HIV-smittet og en rask person. Kun hvis der i et sådant enkeltstående tilfælde foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan bestemmelsen finde anvendelse. Som eksempler på sådanne særligt skærpende omstændigheder kan nævnes, at der er tale om voldtægt eller om samleje med en mindreårig, eller at gerningsmanden har givet urigtige oplysninger om sine helbredsforhold.

Foreligger det oplyst, at en HIV-smittet i flere tilfælde har haft ubeskyttet samleje m.v., må det bero på en samlet bedømmelse, om bestemmelsen kan finde anvendelse. I denne vurdering kan bl.a. indgå det antal tilfælde, hvor den pågældende har haft ubeskyttet seksuel omgang, og den periode, hvori disse forhold har fundet sted. Endvidere kan indgå, om den pågældende i øvrigt har vist vilje til at beskytte sin seksuelle partner med smitte, således at de foreliggende tilfælde alene har karakter af undtagelser. Tænker man sig således eksempelvis en HIV-smittet, der over en ret kort tidshorisont, f.eks. et par måneder, i en række tilfælde har haft ubeskyttet seksuel omgang med en eller flere personer, vil bestemmelsen kunne anvendes, forudsat at de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Omvendt kan strafansvar ikke gøres gældende, hvor der er tale om nogle få tilfælde af ubeskyttet samleje over en længere periode, og det må lægges til grund, at den pågældende i øvrigt har søgt at beskytte sin partner mod smitteoverførsel.«

2.2.1. Omkring 1995-96 blev der indført en ny og forbedret behandling af hiv-smittede og aids-syge (den såkaldte kombinationsbehandling). Behandlingen har medført en markant nedgang af såvel antallet af personer, der diagnosticeres med aids, som antallet af personer, der dør af sygdommen.

I lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder rejste der sig en debat i pressen om, hvorvidt levetidsprognosen for hiv-smittede måtte havde ændret sig, således at forudsætningen i forarbejderne om, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år, ikke længere var opfyldt.

Justitsministeriet indhentede på den baggrund i september 1998 en udtalelse fra Sundhedsministeriet om levetidsprognosen for hiv-smittede.

Af Sundhedsministeriets udtalelse fremgik det bl.a., at det trods positive resultater med kombinationsbehandlingen endnu ikke var muligt at udtale sig om behandlingens effekt på levetiden for de smittede personer, men at det måtte formodes, at hiv-smittede ville kunne leve længere end 15 år fra det tidspunkt, hvor de blev smittet. Hvor meget længere var det ikke muligt nærmere at angive.

Sundhedsministeriet oplyste imidlertid supplerende, at ministeriet formodentlig i slutningen af 1999 på grundlag af yderligere erfaringer med kombinationsbehandlingen ville have et bedre grundlag for at udtale sig om levetidsprognosen for personer, der smittes med hiv.

På den baggrund fandt Justitsministeriet ikke på daværende tidspunkt anledning til at foreslå straffelovens § 252, stk. 2, ændret.

Justitsministeriet anmodede i november 1999 på ny Sundhedsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt man på baggrund af de indhøstede erfaringer nu var i stand til at give en mere sikker prognose for levetiden for smittede personer, der modtager kombinationsbehandlingen.

Sundhedsministeriets oplyste i den forbindelse, at ministeriet på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne tiltræde en udtalelse, som Retslægerådet havde afgivet til brug for en konkret straffesag, hvor en person var tiltalt for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, i anledning af en række seksuelle overgreb mod mindreårige drenge, jf. Østre Landsrets dom af 24. marts 2000, der er omtalt nedenfor pkt. 2.2.2.

Retslægerådet konkluderede i udtalelsen, at hiv-infektionen fortsat betragtes som uafvendeligt dødelig, men nu inden for en tidshorisont af ca. 20 år.

Ved dom af 24. marts 2000 fandt Østre Landsret, at straffelovens § 252, stk. 2 uanset de forbedrede behandlingsmuligheder fortsat finder anvendelse. I retsbelæringen konkluderede retsformanden bl.a. følgende:

»Jeg vil tage udgangspunkt i Retslægerådets erklæringer, der går ud på, at ubehandlede HIV-smittede i gennemsnit lever 10 år inden udvikling af AIDS og herefter 18-24 måneder, altså i alt 11½-12 år. Med de nye behandlinger forlænges levetiden med gennemsnitligt 3-6 år, og man når dermed op på 14½-18 år. Retslægerådet har i sin sidste erklæring rundet de 14½ år op til 15 år og har anført en gennemsnitlig levetid for HIV-smittede på 15-18 år. Man må på dette grundlag konstatere, at den nedre del af Retslægerådets angivelser ligger på 14½-15 år, og at denne nedre del af angivelsen ikke falder klart uden for det tidsrum på maksimalt 10-15 år, som Justitsministeren i 1994 anførte i bemærkningerne til lovforslaget.

Jeg vil også fremhæve for Dem, at professor Peter Skinhøj oplyste, at angivelsen på 15-18 år kun er et kvalificeret gæt, hvilket jo hænger sammen med, at man endnu kun har erfaringer med de nye behandlinger over en 3-årig periode. Det siger derfor sig selv, at forventningen om en forlængelse af den gennemsnitlige levetid med 3-6 år foreløbig må være et skøn og altså som han sagde et »kvalificeret gæt«.

Konklusionen må efter min opfattelse være, at der ikke for øjeblikket foreligger sikkerhed for, at de nye behandlingsformer forlænger levetiden for hiv-smittede i et sådant tidsrum, at justitsministerens forudsætninger fra 1994 ikke holder stik.«

Straffelovens § 252, stk. 2, er også anvendt i en sag afgjort ved retten i Holbæk, som i en upåanket dom af 19. april 2000 fandt, at bestemmelsen kunne anvendes på en hiv-smittet person, der havde haft ubeskyttet seksuelt samvær med sin ægtefælle. Straffen blev fastsat til 3 måneders betinget fængsel. Straffen blev gjort betinget på grund af den tid, der var gået, siden forholdet blev begået (4½ år).

Spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens § 252, stk. 2, blev taget op igen på et møde i december 2000 mellem repræsentanter for Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Retslægerådet, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Justitsministeriet anmodede i forlængelse af mødet på ny Sundhedsstyrelsen om en udtalelse om bl.a., hvorvidt levetidsprognosen for hiv-smittede på baggrund af de forbedrede behandlingsmuligheder må antages at have ændret sig, således at det ikke længere er sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år.

Sundhedsstyrelsen har i en udtalelse af 25. januar 2001 bl.a. oplyst, at det må forventes, at af de personer, der i dag smittes med hiv, vil mindre end 15 pct. dø af sygdommen inden for 10-15 år.

Sundhedsstyrelsen oplyste dog samtidig, at der hverken nu eller i nærmeste fremtid er udsigt til at kunne helbrede sygdommen, ligesom kombinationsbehandlingen kan medføre en række bivirkninger og opleves som en belastning på grund af et stort indtag af lægemidler.

Udtalelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

2.3.1. Det er fortsat regeringens opfattelse, at udgangspunktet for den danske sundhedspolitiske indsats mod hiv/aids bør være, at det påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod overførsel af hiv-smitte i forbindelse med kønslig omgang mv.

Uanset de forbedrede behandlingsmuligheder er hiv/aids stadig en livstruende og uhelbredelig sygdom, og det ville være stødende for retsbevidstheden, hvis det ikke længere var muligt at straffe personer, der er klar over at være smittet med hiv, og som har samleje med eller på anden måde udsætter andre for smitten.

På baggrund af Sundhedsstyrelsens udtalelse om levetidsprognosen for hiv-smittede er der rejst tvivl om, hvornår levetidsprognosen med de forbedrede behandlingsmuligheder må antages at have ændret sig så meget, at det ikke længere er overvejende sandsynligt, at hiv-smittede personer almindeligvis afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år, og dermed hvor længe det fortsat vil være muligt at straffe personer for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2.

Justitsministeriet finder det på den baggrund rigtigst, at straffelovens § 252 ændres, således at der uanset fremtidige ændringer i levetidsprognosen for hiv-smittede fortsat vil være mulighed for at straffe personer, der på hensynsløs måde udsætter andre for smitte med hiv, så længe sygdommen fortsat er livstruende og uhelbredelig.

I den forbindelse tegner der sig umiddelbart tre mulige modeller for at ændre straffelovens § 252:

Med den medicinske udvikling kan det ikke udelukkes, at levetidsprognosen for hiv/aids fortsat vil ændre sig, således at personer smittet med sygdommen vil leve endnu længere end i dag. Selv efter en ændring af bestemmelsens forudsætning om levetidsprognosen for sygdomme omfattet af straffelovens § 252, stk. 2, jf. model 1, vil der således efter en periode eventuelt på ny kunne rejses tvivl om, hvorvidt bestemmelsen kan anvendes.

En ændring af straffelovens § 252, stk. 2, således at det direkte af loven fremgår, hvilke sygdomme der er omfattet af bestemmelsen, jf. model 2, vil være fremmed for straffeloven, der indeholder generelle og abstrakt beskrevne forbrydelser. Hertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at der vil komme nye sygdomme, der er livstruende og uhelbredelige, og som overføres ved smitte, hvilket på ny kan medføre behov for at ændre bestemmelsen.

Justitsministeriet finder det på den baggrund mest hensigtsmæssigt, at den nugældende bestemmelse om forvoldelse af fare for smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom suppleres med en bemyndigelse til justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) at fastsætte, hvilke sygdomme der skal være omfattet af straffelovens § 252, stk. 2, jf. model 3.

Dette svarer til den lovgivningsteknik, der f.eks. kendes fra lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969, som ændret senest ved lov nr. 1054 af 11. december 1996. Efter lovens § 1, stk. 1, er indenrigs- og boligministeren (nu sundhedsministeren) således bemyndiget til at bestemme, hvilke euforiserende stoffer der ikke må forefindes her i landet.

2.3.2. Det er forsat alene livstruende og uhelbredelige sygdomme, der kan være omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.

Det skal imidlertid ikke længere være en betingelse, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for et nærmere bestemt tidsrum (10-15 år).

At sygdommen skal være livstruende og uhelbredelig, indebærer efter forslaget i stedet alene, at der skal være tale om en sygdom, der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling med overvejende sandsynlighed medfører døden for personer, der smittes med sygdommen. Selv om der således ikke længere stilles krav om, at døden indtræder inden for et nærmere bestemt tidsrum, må det dog kræves, at den forventede levetid som følge af smitten med sygdommen for et flertal af de smittede bliver mærkbart reduceret.

Ved vurderingen af, hvor stor en reduktion af den forventede levetid der ved justitsministeren og sundhedsministerens vurdering efter den foreslåede bestemmelse skal stilles krav om, vil det kunne indgå, om sygdommen uanset et langt sygdomsforløb medfører en alvorlig forringelse af smittede personers livsførelse, herunder funktionsevne, f.eks. på grund af den svækkelse, sygdommen i sig selv medfører, eller på grund af alvorlige bivirkninger ved den behandling, som en person på grund af smitten eller sygdommen modtager.

Svarende til den nugældende bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, forudsættes det, at sygdomme, som hvis de undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling almindeligvis kan helbredes, ikke omfattes af bestemmelsen. Der er således ikke tilsigtet nogen realitetsændring på dette punkt.

Bestemmelsen er ikke begrænset til hiv/aids (humant immundefekt virus/»acquired immune deficiency syndrome« = erhvervet immundefekt syndrom), men for tiden er det alene denne sygdom, der opfylder betingelserne for at være omfattet af bestemmelsen. Afgørende i den forbindelse er, om sygdommen er livstruende og uhelbredelig. Også andre livstruende og uhelbredelige sygdomme, der overføres ved smitte, kan således efter omstændighederne ved fremtidige ændringer af den bekendtgørelse, der skal udstedes, blive omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, skal retten ved alle voldsforbrydelser og seksualforbrydelser efter anmodning beskikke en bistandsadvokat for den forurettede.

Efter bestemmelsen kan retten dog afslå at beskikke en bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller en blufærdighedskrænkelse, hvor offeret nok kan være ilde berørt, men ikke har været udsat for en væsentlig krænkelse, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3171.

Bistandsadvokatens rolle er bl.a. at støtte ofret under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav.

Bistandsadvokaten har således adgang til at overvære afhøringen af den forurettede både hos politiet og i retten og ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 1.

Bistandsadvokater har også adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltalte i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. 741 c, stk. 2.

Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at bistandsadvokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager under sagen, og advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.

Derimod fremgår det af forarbejderne, at det vil være rimeligt at give bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en række spørgsmål, f.eks. såfremt der opstår spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller lignende. Er der spørgsmål om erstatning til den forurettede, varetager advokaten ofrets interesser i forbindelse med erstatningens opgørelse.

Som nævnt ovenfor skal retten ved alle seksualforbrydelser og voldsforbrydelser beskikke en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den pågældende begærer det.

Baggrunden herfor er bl.a., at der af psykologiske og praktiske grunde kan være behov for, at den forurettede får bistand til opgørelse af et eventuelt erstatningskrav, således at erstatningsopgørelsen og udbetalingen ikke trækker længere ud end nødvendigt. Endvidere kan det for nogle forurettede være af stor betydning at blive forberedt på afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller referat/navneforbud, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager, s. 159-160.

I betænkningen s. 40-41 anføres det endvidere, at der i sager om seksualforbrydelser skal ske en afhøring, der bl.a. omfatter spørgsmålet om den forurettedes eventuelle frivillige medvirken til et seksuelt forhold. Under en sådan belastende afhøring kan der være et særligt behov for advokatbistand.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan tilsvarende forhold gøre sig gældende i sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, bl.a. men ikke udelukkende i tilfælde hvor faren for hiv-smitte er forvoldt i forbindelse med kønslig omgang.

Det foreslås derfor, at hovedreglen også i sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, bliver, at et offer efter anmodning skal have beskikket en bistandsadvokat.

Ligesom ved volds- og seksualforbrydelser foreslås det, at retten i mindre alvorlige sager skal kunne afslå en begæring om advokatbeskikkelse, når advokatbistand er åbenbart unødvendig. Det forudsættes dog i den forbindelse, at det også i sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, kun helt undtagelsesvis bliver aktuelt afslå en anmodning om bistandsadvokat.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, AktHIVhuset, Danmarks Bløderforening, Foreningen Sex og Samfund (AIDS-linien), HIV-Danmark, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Positivgruppen og STOP AIDS.

I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren efter forhandling med sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) ved bekendtgørelse fastsætter, hvilke livstruende og uhelbredelige sygdomme der er omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.

Der henvises til pkt. 2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, at der også i sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, som hovedregel skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den pågældende begærer det. Hvis der er tale om en mindre alvorlig sag, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig, kan retten dog helt undtagelsesvis afslå en begæring om advokatbeskikkelse.

Der henvises til pkt. 3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.