Vedtaget som lov nr. 498 af 7. juni 2001


 
 

Lovforslag nr. 225 fremsat den 25. april 2001 af trafikministeren (Jacob Buksti)

 

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven

(Skærpelse af straffen for grove færdselslovovertrædelser og indførelse af kørselsforbud)

 

 

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 26. juli 2000, som ændret ved lov nr. 1316 af 20. december 2000 og lov nr. 1318 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer:

1. § 60, stk. 2, 2.-5. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Har førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan retten kun generhverves, såfremt ansøgeren forinden har gennemført kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende køreprøve. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus.«.

2. § 60, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af A/T-kurserne samt om kontrollerende køreprøve og om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 3.«.

3. Efter § 60 indsættes:

»§ 60 a. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.

    Stk. 2. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 5, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført et A/T-kursus og har bestået en kontrollerende køreprøve.

    Stk. 3. For at generhverve førerretten skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, hvis føreren inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt ubetinget

1) i medfør af § 126, stk. 2, nr. 1,

2) som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, og et af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-3, og dette forhold er begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, eller

3) som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.

    Stk. 4. Særlig køreundervisning eller A/T-kursus skal gennemføres, og kontrollerende køreprøve skal aflægges uanset om domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til kørselsforbudet eller den ubetingede frakendelse.

    Stk. 5. Den, der har fået inddraget førerretten ved et kørselsforbud, skal aflevere sit kørekort til politiet.

    Stk. 6. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af den særlige køreundervisning og kontrollerende køreprøve i forbindelse med gengivelse af førerretten efter stk. 1 og 2.«.

4. I § 118, stk. 1, indsættes efter »Med bøde«: », jf. dog stk. 4,«.

5. I § 118, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 60, stk. 5,«: »§ 60 a, stk. 5,«.

6. I § 118 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Straf efter stk. 1 kan under de i § 126, stk. 2, nr. 1, nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år.«.

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.

7. I § 119, stk. 2, nr. 2, ændres »førerretten, og« til: »førerretten,«.

8. I § 119, stk. 2, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) hvor der bliver spørgsmål om pålæggelse af et kørselsforbud, jf. § 126, stk. 4, og«.

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

9. I § 119 a indsættes i stk. 1 efter »samt vedtager«: »kørselsforbud,« og i stk. 3 indsættes to steder efter »og vedtager«: »kørselsforbud,«.

10. I § 126, stk. 2, nr. 3, ændres »prøvetiden, eller« til: »prøvetiden,«.

11. I § 126, stk. 2, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) tidligere er pålagt kørselsforbud, og det nye forhold er begået inden 3 år efter kørselsforbudet blev pålagt, eller«.

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

12. I § 126 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, bliver begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. § 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.«.

13. I § 134, stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

§ 2

    Stk. 1. § 1, nr. 4, 6 og 13, træder i kraft den 1. juli 2001.

    Stk. 2. Trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Efter forslaget indføres frihedsstraf for de groveste overtrædelser af færdselsloven. Derudover indføres der kørselsforbud for personer, der udfører uforsvarlig kørsel inden for de første to år efter, at vedkommende første gang har erhvervet førerret.

Det er regeringens grundholdning, at hver ulykke er én for meget. Det skal sikres, at alle kan færdes trygt i trafikken. Hensynsløs og farlig trafikadfærd, bl.a. forårsaget af unge bilister, medfører ofte dødsfald og meget alvorlige skader for såvel den unge selv som for passagerer og medtrafikanter.

Når et menneske dør eller kommer alvorligt til skade i trafikken, er det en katastrofe for de pårørende og den pågældende selv. Det gælder ikke mindst, når den tilskadekomne er et barn eller et ungt menneske. Hertil kommer, at trafikuheld, som medfører død eller invaliditet, også har store konsekvenser for samfundet, idet tab af leveår, manglende erhvervsevne, invaliditet eller andre virkninger af et trafikuheld stiller betydelige krav til sundhedsvæsenet, behandlersystemet og samfundsøkonomien.

Det må konstateres, at antallet af trafikulykker fortsat er meget højt. Dette gælder både med hensyn til antallet af dræbte og tilskadekomne. Ikke mindst de unge trafikanter har været og er fortsat overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. Det fremgår bl.a. af en redegørelse af 9. marts 2001, som Danmarks TransportForskning har udarbejdet.

Det fremgår tillige af Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan: Hver ulykke er én for meget Trafiksikkerhed starter med dig, at risikoen for unge mænd for at blive involveret i en trafikulykke er ca. 2,5 gange så stor i denne aldersgruppe som blandt de øvrige mandlige bilister.

Der er således tale om et alvorligt samfundsproblem, som der efter regeringens opfattelse bør sættes ekstra ind over for. Det må ske såvel generelt som specielt over for dem, som for første gang har erhvervet kørekort.

Ved lovforslaget tages derfor en række initiativer for at mindske antallet af trafikulykker. Dette gøres primært ved en skærpelse af sanktionerne ved de groveste overtrædelser af færdselsloven.

Lovforslaget er en del af regeringens aktionspakke mod unge fartbøller, og der vil udover nærværende forslag også blive igangsat en videreudvikling af køreuddannelsen, kampagner og projekter, ligesom det overvejes, hvorvidt der skal ske yderligere ændringer i form af indførelse af et klippekortssystem til kørekort og indførelse af mulighed for midlertidig tilbageholdelse af køretøjer.

Forslaget om indførelse af frihedsstraf retter sig mod de groveste overtrædelser af færdselsloven - overtrædelser, der indebærer en så farlig og hensynsløs kørsel, at den medfører en stor risiko for alvorlige personskadeuheld og dødsfald.

Forslaget indebærer, at der indføres en hjemmel til frihedsstraf for nogle af de forseelser, der i dag medfører en ubetinget frakendelse af førerretten.

Derudover retter lovforslaget sig mod overtrædelser, der begås af førere kort tid efter, at de har erhvervet kørekort.

Førere, der begår en overtrædelse af færdselsloven inden for de første to år efter, at de pågældende første gang har erhvervet kørekort, og hvor overtrædelsen har en sådan grovhed, at den i dag vil medføre betinget frakendelse af førerretten, bliver i stedet for den betingede frakendelse således pålagt et kørselsforbud.

Kørselsforbudet indebærer, at pågældende bliver stillet som ikke at have bestået sin oprindelige køreprøve og derfor ikke er i besiddelse af førerret. Vedkommende skal derfor gennemgå en særlig, ny køreuddannelse og bestå en sædvanlig kontrollerende køreprøve, inden førerretten bliver givet tilbage.

Samtidig foreslås det, at førere, der inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af kørekort begår en forseelse, som medfører en ubetinget frakendelse af førerretten, tillige skal gennemgå den særlige, nye køreuddannelse forinden generhvervelse af førerretten.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Gældende ret

2.1.1. Skærpelse af straffen for grove færdselslovovertrædelser

Efter den nugældende færdselslov er der ikke hjemmel til at idømme frihedsstraf for de groveste overtrædelser af færdselsloven, når der bortses fra spirituskørsel, gentagne tilfælde af spiritus- eller promillekørsel, kørsel i andre (svækkede) tilstande end spirituspåvirkning (sygdom, medicinpåvirkning, træthed, euforiserende midler o. lign.), flugtbilisme og kørsel uden førerret, jf. færdselslovens § 117.

Derudover er det muligt at idømme frihedsstraf, hvis den begåede forseelse er så grov, at den tillige indebærer en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold, forsætligt eller uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse m.v. I disse tilfælde er der tale om idømmelse af frihedsstraf efter straffeloven og ikke efter færdselsloven.

2.1.2. Kørekort

Det følger af færdselslovens §§ 56 og 59, at motorkøretøj kun må føres af en person, der har erhvervet kørekort, og at kørekortet gælder, indtil den pågældende er fyldt 70 år, dog således, at der for visse motorkøretøjer kan fastsættes en kortere gyldighedstid. De nærmere bestemmelser herom fremgår af kørekortbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1226 af 18. december 2000 om kørekort).

Det er i § 44 i kørekortbekendtgørelsen fastsat, at kørekort til motorcykel, almindelig bil og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategorierne A, B og B/E) samt kørekort til traktor/motorredskab udstedes med gyldighed til indehaverens fyldte 70. år. Det følger videre af § 45, stk. 1, at kørekort til lastbil, lastbil med stort påhængskøretøj, bus og bus med stort påhængskøretøj (kategorierne C, C/E, D og D/E) udstedes med gyldighed til indehaverens fyldte 50. år.

Færdselsforseelser vil efter de nugældende bestemmelser i færdselsloven udløse samme sanktion, uanset på hvilket tidspunkt i kørekortets gyldighedsperiode forseelsen begås.

Efter de nugældende bestemmelser i færdselsloven vil der ske en betinget frakendelse af førerretten i de i § 126, stk. 1, nævnte tilfælde. Betinget frakendelse vil således ske, hvis føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden volder skade på person eller ting eller fremkalder fare herfor (§ 126, stk. 1, nr. 1), overskrider de tilladte hastighedsgrænser med mere end 70% (§ 126, stk. 1, nr. 2), for så vidt angår tunge køretøjer overskrider de tilladte hastighedsgrænser med mere end 70% for hastighedsgrænser på højst 30 km/t eller med mere end 40% for hastighedsgrænser på over 30 km/t (§ 126, stk. 1, nr. 3), overskrider den største tilladte totalvægt med mere end 30% (§ 126, stk. 1, nr. 4), gør sig skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille (§ 126, stk. 1, nr. 5), eller frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj (§ 126, stk. 1, nr. 6).

Der kan endvidere ske betinget frakendelse for spirituskørsel, hvor der foreligger særlig formildende omstændigheder, jf. § 125, stk. 2, 2. pkt.

Er førerretten blevet frakendt betinget i medfør af en af ovennævnte bestemmelser, skal føreren senest 3 måneder efter en endelig afgørelse aflægge en kontrollerende køreprøve, jf. lovens § 60, stk. 3, og kørekortbekendtgørelsens § 38, stk. 2. Politiet kan dispensere fra denne frist. Bestås prøven ikke, bliver førerretten inddraget. Der skal dog ikke aflægges køreprøve, hvis føreren af andre årsager har bestået en køreprøve efter det tidspunkt, hvor vedkommende begik den forseelse, der medførte den betingede frakendelse.

En betinget frakendelse efter lovens § 126, stk. 1, skærpes i visse tilfælde til en ubetinget frakendelse, jf. § 126, stk. 2. Dette vil være tilfældet, såfremt føreren forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde (§ 126, stk. 2, nr. 1), har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1-5 (§ 126, stk. 2, nr. 2), eller såfremt forseelsen begås i prøvetiden efter en betinget frakendelse eller inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden i forbindelse med en ubetinget frakendelse (§ 126, stk. 2, nr. 3 og 4).

Der vil endvidere ske en ubetinget frakendelse af førerretten, såfremt føreren gør sig skyldig i spirituskørsel (§ 125), eller ulovligt fører køretøj uden hastighedsbegrænser eller foretager et uautoriseret konstruktivt indgreb heri (§ 125 a).

Er førerretten frakendt ubetinget, kan førerretten først generhverves efter frakendelsestidens udløb. Når frakendelsestiden er udløbet, skal en kontrollerende køreprøve bestås, inden førerretten kan generhverves. Der skal - som ved de betingede frakendelser - ikke aflægges fornyet køreprøve, hvis den domfældte inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af førerret har bestået en køreprøve.

2.1.3. Spiritus- og promillekørsel

Der er i dag i færdselsloven ikke krav om forudgående køreundervisning i forbindelse med indstilling til kontrollerende køreprøve. I forbindelse med lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven, hvor promillegrænsen blev nedsat fra 0,8 til 0,5, blev der taget en række øvrige initiativer med henblik på en skærpet indsats mod spritkørsel. Der blev i den forbindelse blandt andet åbnet mulighed for, at generhvervelse af førerretten som følge af en ubetinget frakendelse på grund af spirituskørsel eller flere tilfælde af promillekørsel betinges af, at ansøgeren forinden den kontrollerende køreprøve gennemfører fornyet køreundervisning i alkohol og trafik. Det fremgår af lovens ikrafttrædelsesbestemmelse, at trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelsen.

Hensigten med undervisningen, et såkaldt A/T-kursus, er gennem undervisning i alkohol og trafik at lære kursisten andre strategier i forhold til den uheldige sammenblanding af de to handlinger.

Amts- og primærkommunerne vil i fællesskab udbyde brugerfinansierede A/T-kurser, som forventes at kunne igangsættes i begyndelsen af 2002. Det bemærkes i den forbindelse, at planlægning og igangsætning af kurserne har været baseret på et lavere antal kursister, end det vil være tilfældet efter lovforslagets vedtagelse, så det kan ikke afvises, at en vedtagelse af forslaget vil betyde en mindre udsættelse af afholdelsen af kurserne.

2.2. Trafikministeriets overvejelser

Da antallet af trafikulykker fortsat er meget højt, har Trafikministeriet nærmere overvejet, hvordan det lovgivningsmæssigt er muligt at ændre dels den generelle adfærd, dels i særdeleshed den adfærd, som de unge mænd udviser, og som kommer til udtryk i denne gruppes stærke overrepræsentation i ulykkerne.

På den baggrund foreslås følgende tiltag:

2.2.1. Skærpet straf for særligt grove overtrædelser af færdselsloven

Det er Trafikministeriets vurdering, at særlig hensynsløs kørsel, som f.eks. grove overtrædelser af hastighedsbegrænsningerne i tættere bebyggede områder, er mindst lige så farlig som spirituskørsel, og ministeriet finder derfor, at sanktionen for en sådan kørsel bør være i overensstemmelse hermed.

Der vil med forslaget blive indført hjemmel i færdselsloven til at idømme frihedsstraf i tilfælde af særlig hensynsløs kørsel, herunder forsætlig fareforvoldelse og skade, hvor der ikke samtidig foreligger en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold, forsætligt eller uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse m.v. Bestemmelsen får således selvstændig betydning, hvor det ikke vil være muligt at idømme frihedsstraf efter straffelovens bestemmelser.

Ved forslaget lægges der således op til at give domstolene mulighed for ved pådømmelse af tilfælde af særlig farlig kørsel omfattet af lovens § 126, stk. 2, nr. 1, samtidig med afgørelsen om frakendelse af førerretten at kunne udmåle en kortere frihedsstraf. Skærpelse af sanktionen for de groveste tilfælde af uforsvarlig kørsel er således et yderligere signal fra samfundets side om, at den pågældendes kørsel i enhver henseende har været ganske uacceptabel, og at det ofte har beroet på rent tilfældige omstændigheder, at der ikke som følge heraf er indtruffet alvorlige personskadeuheld eller dødsfald.

Trafikministeriet har endvidere overvejet, hvorvidt de øvrige situationer i færdselsloven, hvor der er mulighed for at idømme ubetinget frakendelse af førerretten i færdselsloven, jf. § 126, stk. 2, nr. 2-4, også burde være omfattet af denne skærpede sanktion.

§ 126, stk. 2, nr. 2-4, vedrører situationer, hvor den enkelte kørsel i sig selv normalt »kun« ville medføre en betinget frakendelse, men på grund af, at der er tale om gentagne overtrædelser eller flere forhold, der samtidig skal pådømmes, indebærer, at den pågældende får frakendt førerretten ubetinget.

Da formålet med forslaget er at ramme de groveste former for uforsvarlig kørsel, finder ministeriet dog, at de situationer, der er omfattet af § 126, stk. 2, nr. 2-4, ikke skal være omfattet af den skærpede sanktion, idet en kørsel, der i sig selv ikke hører under de groveste tilfælde af uforsvarlig kørsel, herved vil blive bedømt uforholdsmæssigt hårdt i sammenligning med de øvrige strafpositioner i dansk lovgivning, ligesom afgrænsningen af, hvilke gentagelsestilfælde der bør være omfattet af den skærpede sanktion, vil give anledning til betydelige vanskeligheder.

Det er hensigten, at det alene er de tilfælde af uforsvarlig kørsel, der er så grove, at de vil være omfattet af § 126, stk. 2, nr. 1, at der skal kunne idømmes frihedsstraf. Som eksempler på sådanne tilfælde som ikke er tænkt at skulle være en udtømmende opregning af anvendelsesområdet for den foreslåede skærpelse vil alt efter omstændighederne blandt andet kunne tænkes grov kap- eller væddekørsel på gade og vej eller grov chikanekørsel. Endvidere er det hensigten, at straffen kan pålægges i de situationer, hvor der udføres uforsvarlig kørsel i forbindelse med, at den pågældende undlader at efterkomme politiets anmodning om at standse køretøjet, idet en sådan trafikadfærd ofte er alvorligt fareforvoldende.

Med hensyn til strafudmålingen på det område, som denne nyordning retter sig imod, er det nærliggende at tage udgangspunkt i strafniveauet med hensyn til frihedsstraf for de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel, idet begrundelsen for den foreslåede strafskærpelse som nævnt er, at de omhandlede groveste færdselsforseelser skønnes at udgøre en lige så stor eller større risiko for færdselssikkerheden som sådan spirituskørsel. Vedtages lovforslaget, vil det således være naturligt, at strafpositionen i normale 1. gangs tilfælde svarer til strafpositionen ved de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel, f.eks. 10-14 dages fængsel. Dette udgangspunkt for strafudmålingen kan fraviges såvel i skærpende som formildende retning herunder til bødeområdet - afhængig af forholdets karakter inden for den foreslåede straframme på fængsel i indtil 1 år.

Det forudsættes endvidere, at frihedsstraffen i almindelighed gøres betinget på vilkår af, at den dømte udfører samfundstjeneste. Anvendes tilsvarende principper som ved pådømmelsen af de nævnte sager om spirituskørsel, vil et timeantal svarende til mindstetimetallet på 30 timer kunne være passende.

Som nævnt ovenfor sigter nyordningen til de tilfælde, hvor der ikke tillige i forbindelse med kørslen er sket overtrædelse af straffeloven, f.eks. straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab eller § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. Som udgangspunkt bør betinget dom med vilkår om samfundstjeneste ikke anvendes i disse tilfælde. Hvis kørslen er foregået i et brugsstjålet køretøj vil betinget dom heller ikke kunne anvendes.

En konkret individuel vurdering kan dog føre til, at også kørsel, der falder uden for dette kerneområde for nyordningen, kan afgøres med samfundstjeneste, hvis dette i det enkelte tilfælde findes forsvarligt.

De færdselsforseelser, som forslaget retter sig imod, afgøres i dag med en bøde, hvis størrelse bl.a. afhænger af overtrædelsens art og grovhed. Det forudsættes ved lovforslaget, at der i de tilfælde, hvor overtrædelsen efter forslaget skal afgøres med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, på tilsvarende måde som ved sager om spirituskørsel idømmes en tillægsbøde for lovovertrædelsen. For at undgå forskelligheder i sanktioneringen i disse tilfælde - der alle karakteriseres ved at ligge i området for den groveste tilsidesættelse af hensynet til færdselssikkerheden - alt efter arten af færdselsforseelser, der er begået i forbindelse med kørslen, og som følge af den ovennævnte parallelitet med hensyn til risikoen ved de her omhandlede kørsler og spirituskørsel forudsættes det, at tillægsbøden svarer til bødestørrelsen ved spirituskørsel, hvor der idømmes samfundstjeneste. Retningslinierne for denne bødefastsættelse fremgår af cirkulæreskrivelse af 15. oktober 1976 fra præsidenten for Vestre Landsret. Efter disse retningslinier fastsættes bøden til 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, således at bøden så vidt muligt kommer til at svare til en månedsløn efter skat for personer med sædvanligt fradrag, dog minimum 1.000 kr. Maksimumsbøden ligger formentlig i størrelsesordenen omkring 100.000 kr. Det er forekommet, at der udenretligt er vedtaget en bøde på 330.000 kr. Afgøres sagen undtagelsesvis med en ubetinget frihedsstraf, forudsættes det, at der som ved spirituskørsel i almindelighed ikke idømmes en sådan tillægsbøde. Der henvises til bemærkningerne til L 41, Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 1108.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6.

2.2.2. Kørselsforbud

Ved ordningen forstås en særlig foranstaltning i form af et kørselsforbud kombineret med krav om gennemførelse af fornyet, særlig køreundervisning. Dette kørselsforbud udløses, når der foreligger grovere færdselsforseelser, begået inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Den foreslåede nye ordning med kørselsforbud vil omfatte de førere, typisk unge mennesker, der kort tid efter, at de har erhvervet kørekort, udviser en adfærd, der viser, at de ikke er fortrolige med egne kørefærdigheder, gældende færdselsregler og den risiko, som de udsætter sig selv og andre for.

Der er ikke tale om en ændring i gyldigheden eller udformningen af kørekortet.

Når der pålægges et kørselsforbud, bliver den pågældende stillet, som om vedkommende ikke havde bestået sin oprindelige køreprøve. Man stilles altså, som om man ikke har erhvervet førerret. Hvis der køres i den periode, hvor pågældende er idømt et kørselsforbud, vil vedkommende kunne dømmes efter reglerne om kørsel uden kørekort, jf. § 117, stk. 5, jf. § 56, stk. 1. Der er således ikke tale om en ubetinget frakendelse af førerretten, hvorfor vedkommende ikke vil blive omfattet af reglerne om kørsel i frakendelsestiden.

Formålet med forslaget er, at i de situationer, hvor det kan konstateres, at pågældende uanset at køreundervisning og køreprøve er gennemført relativt kortere tid forinden forseelsen - ikke har forstået de gældende regler for at kunne færdes i trafikken, skal dele af køreundervisningen gennemføres på ny. Formålet er at give den pågældende en større grad af forståelse for de farer og vanskeligheder, den pågældende som trafikant vil møde i trafikken samt give større færdighed i at bedømme færdslen kritisk og føre køretøjet uden fare for sig selv og andre. For så vidt angår overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 0,80 promille, foreslås det, at førere i disse tilfælde gennemfører et kursus særligt rettet mod alkohol og trafik (A/T-kurset).

Da hovedformålet derfor er fornyet undervisning og holdningspåvirkning og ikke straf, har Trafikministeriet vurderet, at det er mest hensigtsmæssigt at indføre et kørselsforbud, frem for at benytte de allerede gældende regler om frakendelse af førerretten, hvori indgår et vist pønalt element.

Trafikministeriet vurderer, at hvis formålet med forslaget skal kunne opnås, vil de relevante forseelser for at pålægge et kørselsforbud være de hastighedsovertrædelser eller andre væsentlige tilsidesættelser af hensynet til færdselssikkerheden, herunder promillekørsel med en promille over 0,80, der allerede i dag udløser en betinget frakendelse i medfør af færdselsloven.

Endvidere foreslås det, at førere, der begår færdselsforseelser, der udløser en ubetinget frakendelse, inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerretten tillige skal gennemføre den særlige nye køreundervisning forinden generhvervelse af førerretten, herunder de tilfælde hvor en fører tidligere er frakendt førerretten betinget eller ubetinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden eller inden 5 år efter udløbet af en frakendelsestid. Den situation kan f.eks. opstå, hvis føreren har fået en frakendelse, inden vedkommende har erhvervet førerret.

Gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud er betinget af, at pågældende gennemfører fornyet, særlig køreundervisning eller et A/T-kursus og består en kontrollerende køreprøve, jf. lovforslagets § 60 a (§ 1, nr. 3). Førere, der kort tid efter erhvervelse af førerret har vist, at de ikke har den fornødne færdighed og indsigt i f.eks. risikolære og generel trafikantadfærd, får således mulighed for enten gennem fornyet undervisning i udvalgte dele af Færdselsstyrelsens undervisningsplan for køreundervisning til den pågældende kategori at få forbedret viden og forståelse herom eller gennem et A/T-kursus at lære om den uheldige sammenblanding af alkohol og trafik.

Lovforslaget tager som udgangspunkt ikke sigte på de overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om brug af hastighedsbegrænsere og totalvægt begået ved kørsel med »tunge køretøjer«, som blev indført i færdselsloven med lov nr. 187 af 30. marts 1999 (henholdsvis § 125 a og § 126, stk. 1, nr. 4).

Baggrunden herfor er, at der med den nævnte lov blev foretaget skærpelser af sanktionerne for forseelser begået ved kørsel med tunge køretøjer, samt at disse sanktioner bør have en vis virkeperiode, så effekten af disse kan vurderes, førend der i givet fald overvejes yderligere skærpelser. I forbindelse med de i indledningen nævnte overvejelser om indførelse af klippekortsystem og midlertidig tilbageholdelse af køretøjer vil forseelser begået ved kørsel med tunge køretøjer også indgå.

Hastighedsovertrædelser også begået med tunge køretøjer, jf. § 126, stk. 1, nr. 3 - vil dog indgå i ordningen under hensyn til, at netop hastighedsovertrædelser er et af de centrale områder for den foreslåede ordning. Væsentlig overskridelse af hastighedsgrænsen begået under kørsel i tunge køretøjer bør derfor på lige fod med øvrige grove hastighedsovertrædelser begået af førstegangserhververe være omfattet af ordningen med kørselsforbud. Endvidere vil en fører være omfattet af ordningen i det omfang, hvor der ved samme dom pådømmes overtrædelser af f.eks. reglerne om højst tilladte totalvægt, jf. § 126, stk. 1, nr. 4, samtidig med, at der foreligger forhold, der kan pådømmes efter § 126, stk. 1, nr. 1-3, som f.eks., at føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person, jf. § 126, stk. 1, nr. 1. I disse tilfælde vil den pågældende fører blive underlagt kravene om særlig køreundervisning samt kontrollerende køreprøve, jf. den foreslåede nye § 60 a, stk. 3, nr. 2. Endelig vil førere af tunge køretøjer også være omfattet af ordningen, hvis føreren tidligere er frakendt førerretten betinget eller ubetinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden eller inden 5 år efter, at frakendelsestiden er udløbet.

Ordningen tager endvidere ikke sigte på ubetinget frakendelse af førerretten som følge af spirituskørsel eller flere tilfælde af promillekørsel, idet der for så vidt angår disse forseelser er iværksat skærpelser i form af krav om særskilte kurser, der i særlig grad retter sig mod alkohol og kørsel, jf. nærmere under pkt. 2.2.3.

Endelig bemærkes, at der kan være tilfælde, hvor en fører ved samme dom kan blive dømt for f.eks. en hastighedsoverskridelse, der er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 2, og en promillekørsel, jf. § 126, stk. 1, nr. 5, og hvor disse overtrædelser har fundet sted ved en eller flere forskellige kørsler. I disse sager vil pågældende blive underlagt kravene om særlig køreundervisning, A/T- kursus og kontrollerende køreprøve.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 3 og 12.

2.2.3. Spiritus- og promillekørsel

Da der allerede for så vidt angår ubetinget frakendelse på grund af spiritus- og promillekørsel i 1997 blev indført mulighed for at betinge generhvervelse af førerretten af, at føreren gennemfører undervisning inden for trafik og alkohol, jf. § 60, stk. 2, 2. pkt., finder Trafikministeriet ikke, at der er grundlag for at pålægge disse personer en yderligere undervisningsforpligtelse.

Ministeriet har overvejet, hvorvidt en person, der inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerretten, og som i den periode har fået frakendt førerretten betinget som følge af promillekørsel skal gennemføre den fornyede, særlige køreundervisning.

Det er imidlertid ministeriets vurdering, at en undervisning, der retter sig direkte mod alkohol og trafik, er af større værdi for personer, der har fået frakendt førerretten på grund af spiritus- eller promillekørsel, end en mere generel køreundervisning.

Forslaget indeholder derfor et krav om, at førstegangserhververe skal gennemføre fornyet undervisning med samme indhold som ved de ubetingede frakendelser (A/T-kurser). Når undervisningen er tilendebragt skal kontrollerende køreprøve aflægges, før kørselsforbudet ophæves.

Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 1, 2 og 3.

3. Administrative og økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Formålet med lovforslaget er at nedbringe antallet af ulykker. Et sådant fald i ulykkesantallet vil have en positiv økonomisk konsekvens for stat, kommuner og amtskommuner, idet et lavere antal ulykker medfører formindskede udgifter til sygehusvæsenet, hjemmepleje, genoptræning m.v. Dertil kommer en samfundsøkonomisk fordel i form af øget erhvervsindtægt m.v. Da Trafikministeriet ikke finder det muligt at opgøre forslagets forventede effekt på ulykkesantallet, kan der ikke foretages en mere præcis beregning af, hvor store de positive konsekvenser vil blive.

Lovforslaget forventes derudover ikke at medføre administrative eller økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

4. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget forventes ikke at medføre administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

5. Forslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at medføre miljømæssige konsekvenser, idet der alene er tale om en regulering af en trafikfarlig adfærd.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Høring

Lovforslaget er sendt til høring hos de i bilag 2 nævnte myndigheder og organisationer.

8. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

  Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ja Nej
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet mv. Nej Nej
Administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. Nej Nej
Miljømæssige konsekvenser Nej Nej
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Da den krævede undervisning i § 60 i tilknytning til spiritus- og promillekørsler i praksis opbygges som et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), jf. bemærkningerne til nr. 2, findes det hensigtsmæssigt at præcisere dette i bestemmelsen. Endvidere tydeliggøres det på denne måde, at undervisningen i forbindelse med spiritus- og promillekørsler adskiller sig væsentligt fra den fornyede, særlige køreundervisning, der blandt andet kræves i tilknytning til et udstedt kørselsforbud.

Det foreslås endvidere, at det krævede A/T-kursus skal gennemføres, uanset at domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen. Det betyder, at førerretten ikke vil kunne generhverves, uanset bestået køreprøve, hvis kurset ikke gennemføres.

Endelig foreslås det i § 60, stk. 2, 4. pkt., at hvis domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal vedkommende ikke aflægge kontrollerende køreprøve. I den nuværende endnu ikke ikrafttrådte § 60, stk. 2, er personer, der har fået frakendt førerretten betinget eller ubetinget som følge af spiritus- eller promillekørsel ikke omfattet af denne undtagelse. Det er Trafikministeriets vurdering, at der ikke foreligger en rimelig begrundelse for, at denne gruppe skal gå op til en ekstra køreprøve.

Til nr. 2

Der foreslås en ny affattelse af § 60, stk. 4, hvorefter trafikministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om indholdet af de A/T kurser, som førere skal gennemføre som følge af et kørselsforbud eller ubetinget frakendelse af førerretten begrundet i spiritus- eller promillekørsel. Som det fremgår nedenfor er indholdet heraf fastlagt, jf. bemærkningerne til nr. 3 og 5.

Endvidere bemyndiges trafikministeren til at fastsætte bestemmelser om gennemførelsen af A/T-kurser, om kontrollerende køreprøve samt om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 3.

Til nr. 3 og 5

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås § 60 a indsat som ny bestemmelse.

I stk. 1 foreslås det, at der stilles krav om, at førstegangserhververe skal gennemføre fornyet særlig køreundervisning og bestå en kontrollerende køreprøve, inden der kan ske en gengivelse af førerretten i forbindelse med et kørselsforbud inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret. Dette betyder, at der ikke kan ske gengivelse af førerretten i disse situationer, førend den pågældende både har gennemført undervisningen og har bestået den kontrollerende køreprøve. Endvidere fremgår det af det foreslåede stk. 2, at hvis der pålægges et kørselsforbud efter den foreslåede nye § 126, stk. 4, og der har foreligget en kørsel omfattet af § 126, stk. 1, nr. 5 (promillekørsel), eller § 125, stk. 2, 2. pkt. (spirituskørsel under særlig formildende omstændigheder) skal ansøgeren have gennemført et A/T-kursus, der træder i stedet for den særlige, nye køreundervisning, og have bestået en kontrollerende køreprøve, inden førerretten kan gengives.

Som nærmere omtalt under forslagets § 1, nr. 12, foreslås det, at såfremt der inden for de første to år efter førstegangserhvervelsen af førerret begås en forseelse, som efter de nugældende bestemmelser ville udløse en betinget frakendelse (§ 125, stk. 2, 2. pkt. og § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6), afløses den betingede frakendelse af et kørselsforbud. Dette indebærer i modsætning til betinget frakendelse, at den pågældende afskæres fra at køre, indtil fornyet særlig køreundervisning eller A/T-kursus er gennemført, og kontrollerende køreprøve er bestået.

Gengivelse af førerretten er betinget af gennemførelse af fornyet, særlig køreundervisning, hvor eleven gennemgår enten en udvalgt del af Færdselsstyrelsens undervisningsplan for køreundervisning til den pågældende kategori særligt tilrettelagt med henblik på risikolære, trafikantadfærd og gældende færdselsregler eller et A/T-kursus. Herefter aflægges kontrollerende køreprøve efter gældende bestemmelser. Kørselsforbudet vil således ophøre, når undervisning er gennemført, og køreprøve er bestået.

Af det foreslåede stk. 3, fremgår det, at såfremt der inden for de to første år efter erhvervelse af førerret begås en forseelse, som efter gældende bestemmelser udløser en ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, nr. 1, en ubetinget frakendelse som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold omfattet af § 126, stk. 1, og hvor et af forholdene er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, og dette forhold er begået inden for de første 2 år efter førstegangserhvervelse af forerret eller en ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5 (tidligere nr. 4), hvor det nye forhold er begået i prøvetiden eller inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden, vil generhvervelsen efter frakendelsestiden udløb på samme måde som ved kørselsforbudet være betinget af, at fornyet, særlig køreundervisning er gennemført og en kontrollerende køreprøve er bestået. Frakendelsestiden vil blive udmålt på normal vis, jf. færdselslovens § 127.

Herudover foreslås det i stk. 4, at den særlige, nye køreundervisning eller A/T-kursus og kontrollerende køreprøve skal gennemføres, uanset om domfældte efter det forhold, der gav anledning til kørselsforbudet eller den ubetingede frakendelse måtte have bestået en køreprøve, f.eks. til en anden kørekortkategori end den eller de kategori(er), som domfældte har fået inddraget eller mistet førerretten til.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at politiet, når førerretten er inddraget ved en endelig afgørelse om kørselsforbud, kan kræve kørekortet udleveret. Det betyder, at kørekortet først kan kræves udleveret, når en eventuel ankesag om kørselsforbudet er afgjort. For at kunne sikre, at den dømte ikke kører i den periode, hvor vedkommende er pålagt et kørselsforbud, bør politiet have en hjemmel til at inddrage kørekortet.

Endelig bemyndiges trafikministeren i stk. 6 til at fastsætte nærmere bestemmelser om indholdet af den særlige køreundervisning samt den kontrollerende prøve, herunder betingelserne for at deltage, som efter forslaget bliver en betingelse for generhvervelse af førerretten efter et kørselsforbud og efter en ubetinget frakendelse som følge af en eller flere forseelser, der finder sted inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Den særlige køreundervisning kan ikke påbegyndes, før afgørelsen om kørselsforbud er endelig.

Efter de nugældende bestemmelser skal ansøgere, der ønsker kørekort til en kategori, hvortil de ikke tidligere har haft kørekort, have modtaget undervisning af en godkendt kørelærer i overensstemmelse med en undervisningsplan for køreuddannelsen til den pågældende kategori.

Den fornyede, særlige køreundervisning vil tage udgangspunkt i denne undervisningsplan. Det er hensigten, at den fornyede køreundervisning vil omfatte emneområderne »trafikantadfærd«, »grundregler for bilkørsel« og »manøvrer på vej«. Formålet med den fornyede, særlige køreundervisning er at give eleverne bedre indsigt i og større forståelse for de farer og vanskeligheder, de som trafikanter møder i trafikken, herunder en større forståelse for de grundlæggende menneskelige forhold, der har indflydelse på kørefærdigheden, således at de fuldt ud kan udnytte deres evner og i fornødent omfang modvirke almindelige menneskelige begrænsninger. Endvidere er formålet at give eleverne større færdighed i at bedømme færdslen kritisk og føre køretøjet uden fare for sig selv og andre. Endelig skal undervisningen bidrage til, at eleverne bliver hensynsfulde og ansvarsbevidste trafikanter.

Den fornyede, særlige køreundervisning, som både vil omfatte teoriundervisning og praktisk køreundervisning, skal gennemføres i overensstemmelse med de bestemmelser, som førstegangerhververen af kørekort skal følge. Det vil sige, at køreundervisningen skal gives af en godkendt kørelærer i overensstemmelse med udvalgte dele af undervisningsplanen for køreuddannelsen og således, at ansøgeren mindst skal have gennemført et obligatorisk minimumsantal lektioner i teorilokale og i skolevogn samt en mindste undervisningsperiode, inden den kontrollerende køreprøve kan aflægges.

Ovennævnte bestemmelser finder anvendelse, uanset om bestemmelsen om kørselsforbud eller ubetinget frakendelse sker ved dom eller ved uden- eller indenretlig vedtagelse, jf. bestemmelserne herom i færdselslovens § 119 a.

Endelig bemærkes det, at der vil kunne opstå situationer, hvor der under samme dom behandles både en spiritus- eller promillekørsel og en kørsel med en grov kørselsfejl (grov overtrædelse af færdselslovens bestemmelser). Dette vil i nogle situationer medføre krav om både A/T-kursus i medfør af bestemmelserne i § 60 og særlig undervisning i medfør af forslagets § 60 a. I sådanne tilfælde skal føreren således gennemføre begge kurser. Der er i praksis tale om 4 forskellige situationer.

Hvis en person dømmes for promillekørsel og for en overtrædelse, der er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, vil personen være omfattet af både kravene i den foreslåede § 60, stk. 2, og § 60 a, og vil derfor skulle gennemgå begge kurser. Hvis en person dømmes for spirituskørsel samt for en overtrædelse, der er omfattet af § 126, stk. 2, vil personen ligeledes være omfattet af både § 60, stk. 2, og § 60 a og dermed skulle gennemgå begge kurser. Hvis en person dømmes for promillekørsel og for en overtrædelse, der er omfattet af § 126, stk. 2, vil alene forholdet omfattet af § 126, stk. 2, medføre ubetinget frakendelse, og personen vil således være omfattet af § 60 a, stk. 3. I disse sager vil den pågældende kun være omfattet af et krav om at gennemføre den nye, særlige køreundervisning. Endelig vil der i tilfælde, hvor den pågældende dømmes for spirituskørsel og for forhold, der er omfattet af § 126, stk. 1, alene ske en ubetinget frakendelse af førerretten på grund af spirituskørslen. Vedkommende vil derfor kun være omfattet af § 60, stk. 2, og vil derfor kun skulle gennemgå det særlige A/T-kursus.

Endelig foreslås det i § 1, nr. 5, at der åbnes mulighed for pålæggelse af bøde, hvis kørekortet ikke udleveres til politiet i de situationer, hvor den pågældende er blevet idømt et kørselsforbud.

Til nr. 4, 6 og 13

Forslagets § 1, nr. 4 og 13, er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 6.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås indført hjemmel til at idømme fængsel i indtil 1 år for nogle af de groveste færdselslovovertrædelser.

Der er ved fastsættelsen af, hvad der skal vurderes som de groveste forseelser, taget udgangspunkt i de forseelser, der i dag medfører en ubetinget frakendelse af førerretten, jf. § 126, stk. 2, nr. 1. Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i § 118, stk. 4, er således anvendelsesområdet for § 126, stk. 2, nr. 1, herunder den retspraksis, der har udviklet sig på dette område.

Den skærpede sanktion vil derfor kunne pålægges ved overtrædelser, hvor føreren forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på en særlig hensynsløs måde. Det bemærkes, at bestemmelsen også har sammenhæng med straffelovens bestemmelser om vold, forsætligt eller uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse. Frihedsstraf efter færdselsloven vil således forudsætte, at den pågældende forseelse ikke anses for at være omfattet af bestemmelser i straffeloven.

Det bemærkes i den forbindelse, at § 126, stk. 2, nr. 1, ifølge bemærkningerne (Folketingstidende 1974-75, 2. saml., till. A, sp. 1996-1997) har følgende anvendelsesområde:

»Foruden i tilfælde, hvor der foreligger forsætlig skadetilføjelse, f.eks. forsætlig påkørsel, skal ubetinget frakendelse ske, hvor føreren forsætlig har fremkaldt nærliggende fare for skadetilføjelse eller i øvrigt har kørt på særlig hensynsløs måde. En sådan kørsel er karakteriseret ved, at føreren bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. I modsætning til, hvad der er tilfældet med hensyn til anvendelsen af § 126, stk. 1, nr. 1, stilles der således her altid krav om en kvalificeret form for tilregnelse. Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte kørsel, der retter sig mod at forulempe eller bringe en anden trafikant i fare (chikanekørsel), hasarderet kørsel, f.eks. for at unddrage sig forfølgning, hård og pågående kørsel, der medfører konkret skadeforvoldelse eller farefremkaldelse, og som udføres med bevidsthed om, at den fører til forulempelse eller fareforvoldelse, samt grove former for kapkørsel, flokkørsel og lignende »chokkørsel«. Bestemmelsen vil også omfatte kørsel med køretøjer uden eller med meget betydelig nedsat bremse- eller styreevne eller andre mangler, der kan føre til nærliggende risiko for andre trafikanter, når risikoen har stået eller måttet stå føreren klart.«

For så vidt angår spørgsmålet om størrelsen af frihedsstraffen, bødestørrelse samt anvendelsen af samfundstjeneste henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1.

Til nr. 7 og 8

Den foreslåede ændring i § 1, nr. 7, er en konsekvens af den foreslåede ændring i § 1, nr. 8.

Den foreslåede ændring i § 1, nr. 8, præciserer i § 119, stk. 2, at der skal medvirke domsmænd i sager, hvor der bliver spørgsmål om kørselsforbud.

Til nr. 9

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 12, om kørselsforbud.

Det bemærkes, at der i forbindelse med spiritus- og promillekørsel, indgreb i hastighedsbegrænsers funktion (§ 125 a), hastighedsovertrædelser (§ 126, stk. 1, nr. 2 og 3) og overtrædelse af bestemmelserne om største tilladte totalvægt (§ 126, stk. 1, nr. 4), er mulighed for, at den sigtede kan vedtage bøde samt vedtage betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten. Det bør i tilsvarende situationer være muligt at vedtage et kørselsforbud.

I disse sager samt i sager i medfør af § 126, stk. 1, nr. 1, hvor der under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor, kan sagen afgøres ved, at tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten (indenretlig vedtagelse). I det omfang disse bestemmelser er omfattet af lovforslaget, bør det på tilsvarende måde være muligt at vedtage et kørselsforbud.

Til nr. 10 og 11

Forslagets § 1, nr. 10, er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 11. Med forslagets § 1, nr. 11, indsættes et nyt nr. 4 i § 126, stk. 2, således at førerretten skal frakendes ubetinget, såfremt føreren, inden for 3 år efter, at kørselsforbudet blev pålagt, begår et nyt forhold.

Bestemmelsen følger samme mønster som de nugældende bestemmelser i § 126, stk. 2, nr. 3 og 4, om, at førerretten frakendes ubetinget, hvis der i prøvetiden i forbindelse med en betinget frakendelse begås et nyt forhold og ved en ubetinget frakendelse, når det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Til nr. 12

Med forslaget indføres der en særlig foranstaltning for førstegangserhververe af kørekort således, at visse grovere forseelser begået inden for de to første år efter erhvervelse af førerret medfører et kørselsforbud kombineret med et krav om gennemførelse af fornyet, særlig køreundervisning eller A/T-kursus, inden kørselsforbudet kan ophæves. Kørselsforbudet omfatter samtlige de kategorier, hvortil den pågældende måtte have erhvervet førerret.

Ved en førstegangserhverver forstås en person, der første gang, oftest som 18-årig, får udstedt kørekort til motorkøretøj (bil/motorcykel).

Førstegangserhververe er således ikke personer, der f.eks. generhverver førerretten efter en ubetinget frakendelse, personer, der udvider kørekortet til at omfatte yderligere kategorier, personer, der får fornyet kørekortet, eller personer, der får ombyttet kørekortet.

En fører anses dog som førstegangserhverver, hvis den pågældende indenfor de første to år efter førstegangserhvervelse af førerretten, udvider kørekortet til at omfatte yderligere kategorier. Såfremt et kørekort til kategori B udvides til yderligere at omfatte eksempelvis kategori A, og udvidelsen sker inden for de første 2 år efter erhvervelse af førerret til kategori B, medfører denne udvidelse således ingen ændringer i det oprindelige forløb. Forseelser, der begås inden for to år fra erhvervelse af førerret til kategori B, vil således fortsat udløse et kørselsforbud. En udvidelse af førerretten ophæver eller forkorter således ikke den periode, hvori der i tilknytning til en førstegangserhvervelse kan pålægges kørselsforbud.

Endelig vil en person, der får gengivet førerretten efter et kørselsforbud, ikke blive anset som førstegangserhverver. Når den pågældende efter et kørselsforbud har gennemført køreundervisning eller A/T-kursus og har bestået den kontrollerende køreprøve, vil senere forseelser blive behandlet på samme måde som forseelser begået af ikke-førstegangserhververe. Den pågældende behandles således kun én gang som førstegangserhverver.

Tidspunktet for erhvervelse af førerret til den pågældende kategori fremgår af kolonne 10 på bagsiden af de siden 1997 udstedte kørekort af »kreditkort«-modellen. Det er tidspunktet for den kørsel, der ligger til grund for en domfældelse, der er afgørende for, hvorvidt en fører vil være omfattet af den foreslåede ordning.

De forseelser, der vil kunne medføre et kørselsforbud efter denne bestemmelse, tager udgangspunkt i de forseelser, der allerede i dag udløser en betinget frakendelse i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., og § 126, stk.1, nr. 1-3, 5 og 6. Der henvises til de almindelige bemærkninger, jf. pkt. 2.1.2. Lovforslaget medfører, at såfremt der inden for de to første år efter erhvervelsen af førerret begås en forseelse, der i dag ville udløse en betinget frakendelse, afløses den betingede frakendelse af et kørselsforbud. Den foreslåede foranstaltning er en skærpelse i forhold til en betinget frakendelse, idet domfældte afskæres fra at føre et køretøj, indtil der er gennemført fornyet, særlig køreundervisning eller A/T-kursus og bestået en kontrollerende køreprøve.

Det bemærkes, at hvis en person fører et køretøj efter at have fået inddraget førerretten ved et kørselsforbud, sidestilles forseelsen med kørsel uden at have erhvervet førerret, jf. § 56, stk. 1. Det betyder, at forseelsen straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Der skal ved udmålingen af bøden tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, hvilket umiddelbart kunne tale for et lavere bødeniveau end det gældende efter bestemmelsen i § 117, stk. 5, 2. pkt. Da der imidlertid samtidig er tale om kørsel til trods for et kørselsforbud, er det Trafikministeriets vurdering, at bødeniveauet bør svare til det eksisterende bødeniveau efter § 117, stk. 5, 2. pkt. Det skal dog bemærkes, at de dømte udover bøden, såfremt de gennemfører undervisning og går op til kontrollerende køreprøve, ligeledes vil blive påført udgifter til kontrollerende køreprøve samt undervisning. Det forudsættes således, at bødeniveauet vil blive det samme som bøder pålagt efter § 56, stk. 1.

Til § 2

I stk. 1 foreslås det, at de foreslåede ændringer i § 1, nr. 4, 6 og 13, om skærpet straf ved nogle af de groveste overtrædelser af færdselsloven træder i kraft samtidig med lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., som blandt andet afskaffer hæftestraffen. Denne lov træder i kraft den 1. juli 2001, hvorfor denne del af forslaget foreslås at træde i kraft på denne dato. Bestemmelserne finder anvendelse på overtrædelser begået efter lovens ikrafttræden.

I stk. 2 foreslås det, at trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12. Baggrunden herfor er, at amts- og primærkommunerne fortsat arbejder på at færdiggøre den særlige undervisning i alkohol og trafik (A/T-kurserne). Trafikministeriet har overvejet, om den særlige køreundervisning skulle træde i kraft før 2002. Det vurderes imidlertid ikke rimeligt, at førere, der pålægges krav om gennemførelse af den særlige, nye køreundervisning, skal forskelsbehandles alene begrundet i, at udarbejdelsen af A/T-kurserne ikke er tilendebragt. Endvidere skal det bemærkes, at da de ved loven foreslåede bestemmelser indebærer et forholdsvist komplekst system, hvor A/T-kurserne og den særlige nye køreundervisning supplerer hinanden, findes det mest hensigtsmæssigt, at bestemmelserne træder i kraft samtidig. Både pålæggelse af kørselsforbud samt krav om enten gennemførelse af A/T-kursus og/eller den særlige, nye køreundervisning vil alene kunne pålægges for forseelser, der er begået efter bestemmelsernes ikrafttræden.

For så vidt angår de foreslåede ændringer i § 1, nr. 1 og 2, bemærkes, at trafikministeren ifølge lov nr. 468 af 10. juni 1997 er bemyndiget til at sætte de ved den nævnte lov vedtagne ændringer af § 60, stk. 2 og 4, i kraft. Med det nu foreliggende lovforslag ændres lovens § 60, stk. 2, yderligere, og der sker en ny affattelse af § 60, stk. 4.

De ved loven fra 1997 vedtagne ændringer og de yderligere ændringer af § 60, stk. 2 og 4, vil dermed kunne træde i kraft samtidig, når den fornødne undervisning er klar.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

     
   

§ 1

    I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 26. juli 2000, som ændret ved lov nr. 1316 af 20. december 2000 og lov nr. 1318 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer:
     
§ 60. - - -   1. § 60, stk. 2, 2.-5. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
    Stk. 2. Har førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende køreprøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort.

    Stk. 3. - - -

  »Har førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan retten kun generhverves, såfremt ansøgeren forinden har gennemført kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende køreprøve. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus.«.
     
    2. § 60, stk. 4, affattes således:
    Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om orienterende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 3.

    Stk. 5. - - -

  »Stk. 4. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af A/T-kurserne samt om kontrollerende køreprøve og om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 3.«.
     
    3. Efter § 60 indsættes:
    »§ 60 a. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.
        Stk. 2. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 5, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført et A/T-kursus og har bestået en kontrollerende køreprøve.
        Stk. 3. For at generhverve førerretten skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, hvis føreren inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt ubetinget
   

1) i medfør af § 126, stk. 2, nr. 1,

   

2) som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, og et af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-3, og dette forhold er begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, eller

   

3) som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.

        Stk. 4. Særlig køreundervisning eller A/T-kursus skal gennemføres, og kontrollerende køreprøve skal aflægges, uanset om domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til kørselsforbudet eller den ubetingede frakendelse.
        Stk. 5. Den, der har fået inddraget førerretten ved et kørselsforbud, skal aflevere sit kørekort til politiet.
        Stk. 6. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af den særlige køreundervisning og kontrollerende køreprøve i forbindelse med gengivelse af førerretten efter stk. 1 og 2.«.
     
§ 118. Med bøde straffes den, der:   4. I § 118, stk. 1, indsættes efter »Med bøde«: », jf. dog stk. 4,«.
     

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§ 14-52, § 54, stk. 2-4, § 55 a, stk. 1, § 60, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, § 78, stk. 3, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,

2) - - -

3) - - -

    Stk. 2. - - -

    Stk. 3. - - -

  5. I § 118, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 60, stk. 5,«: »§ 60 a, stk. 5,«.

6. I § 118 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Straf efter stk. 1 kan under de i § 126, stk. 2, nr. 1, nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år.«.

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.

    Stk. 4. - - -    
    Stk. 5. - - -    
    Stk. 6. - - -    
    Stk. 7. - - -    
     
§ 119. - - -    
    Stk. 2. Domsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,    

1) hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,

   
     

2) hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, og

  7. I § 119, stk. 2, nr. 2, ændres »førerretten, og« til: »førerretten,«.
     

3) i sager, som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.

  8. I § 119, stk. 2, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) hvor der bliver spørgsmål om pålæggelse af et kørselsforbud, jf. § 126, stk. 4, og«.

    Stk. 3. - - -   Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
    Stk. 4. - - -    
     
§ 119 a. Såfremt en sag om spiritus- eller promillekørsel, om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, om overskridelse af de tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4, ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.   9. I § 119 a indsættes i stk. 1 efter »samt vedtager«: »kørselsforbud,« og i stk. 3 indsættes to steder efter »og vedtager«: »kørselsforbud,«.
    Stk. 2. - - -    
    Stk. 3. Sager omfattet af stk. 1, hvori der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum. Under samme betingelser kan sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager betinget frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum.    
    Stk. 4. - - -    
     
§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:    
1) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,    
2) har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 a eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct.,    
3) under kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder, jf. §§ 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen,    
4) under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg har overtrådt de i medfør af § 85 fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end 30 pct.,    
5) har gjort sig skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille, eller    
6) frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.    
    Stk. 2. Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren:    

1) forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

   

2) har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1-5,

   

3) tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden, eller

  10. I § 126, stk. 2, nr. 3, ændres »prøvetiden, eller« til: »prøvetiden,«.

4) tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

  11. I § 126, stk. 2, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) tidligere er pålagt kørselsforbud, og det nye forhold er begået inden 3 år efter kørselsforbudet, blev pålagt, eller«.

   

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

     
    12. I § 126 indsættes som nyt stykke:
    Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.   »Stk. 4. Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, bliver begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. § 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført, og kontrollerende køreprøve er bestået. «.
     
§ 134. Lovens bestemmelser om straf og frakendelse af førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.    
    Stk. 2.- - -    
    Stk. 3. - - -    
    Stk. 4. § 118, stk. 4, gælder ikke for de i stk. 1- 3 nævnte sager.   13. I § 134, stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.
     
   

§ 2

     
        Stk. 1. § 1, nr. 4, 6 og 13, træder i kraft den 1. juli 2001.
        Stk. 2. Trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12.

 


Bilag 2

Oversigt over myndigheder og organisationer, der er anmodet om en udtalelse
i anledning af lovforslaget:

Amtsrådsforeningen i Danmark

Kommunernes Landsforening

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune

Dansk Transport og Logistik

Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service

Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik

Forende Danske Motorejere

Dansk Arbejdsgiverforening

Danske Sælgere

SID

NOAH-Trafik

Chaufførernes Fagforening

Dansk Cyklist Forbund

Dansk Kørelærer-Union

Danske Køreskole Forening

Danske Kørelærers Landsforbund

De Køreprøvesagkyndiges Landsforening

Københavns Kørelæreforening

Forbrugerrådet

Danske Busvognmænd

Nævnet for Etnisk Ligestilling

De Samvirkende Invalideorganisationer

Dansk Camping Union

Dansk Sidevognsklub