Fremsat den 28. marts 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager)

 

 

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 67 af 11. februar 2008 og § 1 i lov nr. 168 af 12. marts 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 762, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »§ 134 a,«: »§ 218, stk. 1, § 222, §§ 224 eller 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, § 235, stk. 1,«.

2. I § 762, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »§ 252«: »eller en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn under 15 år«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

 

 

 

1. Indledning

 

Formålet med lovforslaget er at udvide mulighederne for såkaldt retshåndhævelsesarrest i bl.a. sager om seksuelt misbrug af børn under 15 år.

Efter de gældende regler kan en sigtet varetægtsfængsles i sådanne sager, hvis der foreligger enten flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen (såkaldt kollusionsfare). En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, hvor strafferammen er mindst fængsel i 6 år (f.eks. voldtægt eller samleje med barn under 15 år), og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen efter den sidstnævnte regel forudsætter efter retspraksis, at sigtede kan forventes idømt en straf på mindst 8-10 måneders ubetinget fængsel.

Lovforslaget indebærer, at der herudover bliver mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at sigtede er skyldig i:

 

– samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med et barn under 15 år (straffelovens § 222, herunder jf. §§ 224 og 225)

– blufærdighedskrænkelse begået over for et barn under 15 år (straffelovens § 232)

– udbredelse af børnepornografi (straffelovens § 235, stk. 1)

– samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje uden for ægteskab ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering (straffelovens § 218, stk. 1, herunder jf. §§ 224 og 225).

 

Efter lovforslaget vil det desuden være en betingelse for varetægtsfængsling, at der kan ventes en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og at hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om det konkrete forholds grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Den foreslåede udvidelse af mulighederne for retshåndhævelsesarrest vil finde anvendelse både under efterforskningen og sagens behandling i første instans, under en eventuel anke og efter endelig dom, indtil fuldbyrdelse kan ske.

Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1496/2008 om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager (herefter »betænkningen«).

 

2. Gældende ret

 

Retsplejelovens § 762, stk. 1, om de almindelige fængslingsgrunde giver mulighed for at varetægtsfængsle en sigtet, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der desuden foreligger enten flugtfare, gentagelsesfare eller kollusionsfare (dvs. fare for forstyrrelse af efterforskningen).

Retsplejelovens § 762, stk. 2, om retshåndhævelsesarrest giver mulighed for at varetægtsfængsle en sigtet, når der er særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået enten en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, eller en nærmere angivet anden lovovertrædelse (navnlig vold mv.), og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

De materielle betingelser for retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan inddeles i krav til karakteren af den påsigtede kriminalitet (kriminalitetskravet), krav til styrken af den mistanke, der ligger til grund for sigtelsen (mistankekravet), og krav til det særlige forhold, som kan begrunde indgrebet i den personlige frihed (indikationskravet).

Kriminalitetskravet efter § 762, stk. 2, nr. 1, er udformet som et strafferammekrav og går ud på, at der i strafferammen skal være mulighed for at idømme 6 års fængsel eller derover.

Kriminalitetskravet efter § 762, stk. 2, nr. 2, er udformet som en opregning af bestemte straffelovsbestemmelser kombineret med et krav til den konkret forskyldte straf, som går ud på, at lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en dom på ubetinget fængsel i mindst 60 dage.

De straffelovsbestemmelser, der er opregnet i nr. 2, angår vold eller trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv (§ 119, stk. 1), vold eller trusler mod vidner (§ 123), grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted (§ 134 a), vold (§§ 244-246), hensættelse i hjælpeløs tilstand (§ 250) og hensynsløs fareforvoldelse (§ 252).

Bortset fra § 134 a (strafferamme på fængsel indtil 1 år og 6 måneder) og § 244 (strafferamme på bøde eller fængsel indtil 3 år) opfylder de straffelovsbestemmelser, der er opregnet i nr. 2, strafferammekravet i nr. 1 (6 års fængsel eller derover i strafferammen). Betydningen af, at disse straffelovsbestemmelser er medtaget i nr. 2, ligger i, at nr. 1 efter forarbejderne og retspraksis skal anvendes på den måde, at varetægtsfængsling kun kan ske, hvis den konkret forskyldte straf forventes at ligge væsentligt over den grænse på 60 dages ubetinget fængsel, som fremgår af nr. 2.

Mistankekravet efter § 762, stk. 2, er udformet som et krav om, at der skal foreligge særligt bestyrket mistanke om, at sigtede har begået de påsigtede forhold. I modsætning hertil er mistankekravet efter § 762, stk. 1, om de almindelige fængslingsgrunde alene, at der skal være en begrundet mistanke.

Indikationskravet efter § 762, stk. 2, går ud på, at hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Det afgørende er grovheden af det konkrete forhold og ikke grovheden af arten af den påsigtede kriminalitet.

Endvidere har Højesteret i en afgørelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1983 side 391, vedrørende den dagældende § 762, stk. 2, som er identisk med den gældende § 762, stk. 2, nr. 1, udtalt, at retshåndhævelsesarrest efter denne bestemmelse efter forarbejderne forudsætter, at der må forventes idømt »langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning«. Det antages, at forudsætningen om en »langvarig fængselsstraf« vil kunne anses for opfyldt, hvis der forventes en ubetinget fængselsstraf på mindst 8-10 måneder.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

Dette proportionalitetsprincip indebærer bl.a., at varetægtsperioden ikke bør overstige varigheden af den straf, der kan forventes idømt, hvis sigtede findes skyldig, med fradrag af normal prøveløsladelsestid. Efter straffelovens § 38 kan prøveløsladelse normalt ske, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.

Bestemmelse om varetægtsfængsling har kun virkning efter sagens afgørelse i retten, hvis retten efter afgørelsen særskilt bestemmer, at tiltalte under en eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 769. Betingelserne for varetægtsfængsling efter sagens afgørelse er de samme som før sagens afgørelse, medmindre tiltalte samtykker i at forblive varetægtsfængslet. Samtykker tiltalte, er dette i sig selv tilstrækkeligt til fortsat varetægtsfængsling.

Retsplejelovens § 762, stk. 2, om retshåndhævelsesarrest kan således også anvendes efter sagens afgørelse i retten, under en eventuel appel eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes. Hvis sigtede er fundet skyldig i et forhold, der opfylder kriminalitetskravet, vil mistankekravet (særligt bestyrket mistanke) i kraft af domfældelsen normalt også være opfyldt.

I relation til kravet efter stk. 2, nr. 2, til den konkret forskyldte straf (mindst 60 dages ubetinget fængsel) vil det ved varetægtsfængsling efter sagens afgørelse være den idømte straf, der skal opfylde kravet. Den idømte straf vil også være afgørende i relation til kravet efter stk. 2, nr. 1, til den konkret forskyldte straf (efter forarbejderne og retspraksis en langvarig fængselsstraf mv., jf. ovenfor). Endelig vil også proportionalitetsvurderingen efter stk. 3 skulle foretages i forhold til den idømte straf.

Sædelighedssager er ikke omfattet af opregningen i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, og retshåndhævelsesarrest kan derfor i disse sager efter gældende ret kun iværksættes efter § 762, stk. 2, nr. 1, hvilket som nævnt bl.a. forudsætter, at der kan forventes idømt en straf på mindst 8-10 måneders ubetinget fængsel. Strafferammekravet i § 762, stk. 2, nr. 1 (fængsel i 6 år eller derover i strafferammen), er endvidere alene opfyldt i visse af bestemmelserne i straffelovens 24. kapitel om forbrydelser mod kønssædeligheden, herunder bl.a. voldtægt (§ 216), samleje med barn under 15 år (§ 222) samt fremstilling eller udbredelse af utugtige fotografier mv. af personer under 18 år under særligt skærpende omstændigheder (§§ 230 og 235).

Der henvises til betænkningen side 13-16.

 

3. Lovforslagets udformning

3.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og lovudkast

 

Strafferetsplejeudvalget har overvejet spørgsmålet om at udvide adgangen til retshåndhævelsesarrest i sager om sædelighedskriminalitet, dvs. sager efter straffelovens 24. kapitel om forbrydelser mod kønssædeligheden og straffelovens § 210 om incest.

Pkt. 3.1.1-3.1.4 nedenfor indeholder udvalgets generelle overvejelser om en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager, mens de enkelte sædelighedsforbrydelser gennemgås i pkt. 3.1.5.

 

3.1.1. Retshåndhævelsesarrest og forholdet til andre fængslingsgrunde

 

3.1.1.1. Strafferetsplejeudvalget anfører, at retshåndhævelsesarrest udgør en særlig fængslinggrund, idet fængsling her sker af hensyn til retsfølelsen, og ikke af hensyn til sagens gennemførelse, dvs. de processuelle hensyn, som ellers kan begrunde frihedsberøvelse forud for en fældende dom.

Strafferetsplejeudvalget fremhæver, at der er en forskel af væsentlig principiel betydning mellem på den ene side retshåndhævelsesarrest og på den anden side de øvrige fængslingsgrunde. Det er også på den baggrund, at loven stiller et skærpet mistankekrav med hensyn til retshåndhævelsesarrest. Kravet om en særligt bestyrket mistanke er således udtryk for en tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af retshåndhævelsesarrest. Kravet skal ses i sammenhæng med det forhold, at retshåndhævelsesarrest kan opfattes som en foregrebet straf, og at der derfor bør være en højere grad af sikkerhed i grundlaget for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen end med hensyn til andre fængslingsgrunde.

Varetægtsfængsling er et alvorligt indgreb i den personlige frihed, og der må derfor efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kræves en væsentlig begrundelse for regler, der udvider muligheden for varetægtsfængsling. Dette må ikke mindst gælde med hensyn til retshåndhævelsesarrest, som frembyder særlige problemer, og som derfor efter udvalgets opfattelse bør have et snævert anvendelsesområde.

Der henvises til betænkningen side 30-32.

3.1.1.2. Strafferetsplejeudvalget finder, at adgangen til retshåndhævelsesarrest ikke bør udvides i det omfang, de øvrige varetægtsfængslingsgrunde vil kunne anvendes. Udvalget bemærker herom, at hensynet til, at sigtede eller domfældte ikke unddrager sig straf ved at stikke af, varetages ved reglen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, der giver mulighed for at varetægtsfængsle, når der er bestemte grunde til at antage, at sigtede eller domfældte vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Hensynet til, at sigtede eller domfældte ikke begår ny kriminalitet, varetages ved reglen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, der giver mulighed for at varetægtsfængsle, når der er bestemte grunde til at frygte, at sigtede eller domfældte på fri fod vil begå ny kriminalitet.

Hensynet til, at sigtede ikke på fri fod modvirker efterforskningen, varetages ved reglen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, der giver mulighed for at varetægtsfængsle, når der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre (såkaldt kollusionsfare).

Både med hensyn til flugtfare, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, og med hensyn til gentagelsesfare, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, beror spørgsmålet om varetægtsfængsling på en konkret anvendelse af de kriterier, der er anført i bestemmelserne. Hensyn til at imødegå en risiko for flugt eller gentagelse bør ikke varetages gennem bestemmelser om retshåndhævelsesarrest, men må bero på anvendelse af reglerne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 2.

Strafferetsplejeudvalget bemærker herefter med hensyn til gentagelsesfare, at i den konkrete vurdering, der skal foretages ved afgørelsen om fængsling, indgår forekomsten af eventuelle forstraffe for lignende kriminalitet med meget betydelig vægt. Der er formentlig i praksis ofte lagt særlig vægt på tidligere domme inden for de sidste 5 år. 5 år svarede tidligere til straffelovens regel om gentagelsesvirkning i relation til regler om forhøjet straf i gentagelsestilfælde. Denne regel er nu ændret til en 10-års regel, jf. straffelovens § 84. Et 5-års kriterium fremstår efter udvalgets opfattelse allerede derfor ikke som særlig oplagt, men under alle omstændigheder må det afgørende for, om der består en gentagelsesrisiko, der kan begrunde varetægtsfængsling, være en konkret vurdering, hvor også andre omstændigheder end antallet og den tidsmæssige nærhed af tidligere lignende kriminalitet indgår.

Udvalget peger her på personlige forhold som narkotika- eller andet misbrug, relationer til kriminelle miljøer og antallet og frekvensen af de nu påsigtede forhold. I relation til sædelighedssager bemærkes, at også selve kriminalitetens særegne karakter kan indgå i vurderingen af, om der er gentagelsesrisiko. Efter udvalgets opfattelse vil f.eks. overgreb på små børn således allerede efter de gældende regler kunne opfattes som en kriminalitetstype, hvor der efter omstændighederne skal mindre til end ellers, for at tidligere kriminalitet sammenholdt med den nu påsigtede kan give grundlag for at frygte, at den sigtede på fri fod vil begå en ny lignende lovovertrædelse. Andre verserende sigtelser for sædelighedskriminalitet, der endnu ikke er pådømt, vil også kunne indgå i vurderingen. I vurderingen vil naturligt også kunne indgå f.eks. ligheder i optakten til den tidligere og den aktuelle kriminalitet. Sådanne synspunkter vil kunne føre til, at der ikke nødvendigvis kræves et antal forstraffe eller nødvendigvis forholdsvis nye forstraffe. Også på den baggrund kan det efter udvalgets opfattelse ikke antages, at der i almindelighed ikke kan fængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, i tilfælde, hvor der alene foreligger forstraffe, der er mere end 5 år gamle.

Med hensyn til kollusionsfare bemærker Strafferetsplejeudvalget, at der i sædelighedssager i en række tilfælde forekommer situationer, hvor der kan være et klart behov for at sikre, at sigtede ikke får mulighed for at påvirke forurettede. Dette gælder ikke mindst, når forurettede er et barn med særlig tilknytning til sigtede, som f.eks. i incestsager. Betingelserne for anvendelse af fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, vil i sådanne tilfælde ofte være opfyldt.

I overensstemmelse med kommissoriet angår udvalgets nærmere overvejelser som nævnt reglerne om retshåndhævelsesarrest, dvs. regler, hvor fængslingsgrunden er hensynet til retsfølelsen. Det afgørende er her, i hvilke tilfælde det i sig selv kan virke stødende for den almindelige retsfølelse, at en person, der er sigtet eller dømt for grov kriminalitet, er på fri fod.

Der henvises til betænkningen side 30-36.

 

3.1.2. Modeller for nye regler om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager

 

Efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kan varetægtsfængsling ske, hvis der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Kravet til forholdets grovhed forudsætter efter lovens forarbejder og retspraksis, at der i det konkrete tilfælde må antages at være forskyldt en langvarig fængselsstraf svarende til mindst 8-10 måneders ubetinget fængsel.

Efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, vil varetægtsfængsling i en række tilfælde kunne ske f.eks. i voldtægtssager og sager om samleje med barn under 15 år. Derimod kan den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, ikke anvendes i sædelighedssager.

Strafferetsplejeudvalget anfører, at spørgsmålet om at udvide adgangen til varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager i forhold til de gældende regler i retsplejelovens § 762, stk. 2, angår to tilfældegrupper.

Der er for det første tale om straffebestemmelser, der opfylder strafferammekravet i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1 (6 års fængsel eller derover i strafferammen), men hvor den konkret forskyldte straf er mindre end 8-10 måneders ubetinget fængsel. Det kan f.eks. være anden kønslig omgængelse end samleje med barn under 15 år, jf. straffelovens § 222, jf. §§ 224 eller 225.

Der er for det andet tale om straffebestemmelser, der ikke opfylder strafferammekravet i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, og hvor retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel derfor ikke kan ske, uanset om den konkret forskyldte straf er højere eller lavere end 8-10 måneder. Det kan f.eks. være udbredelse af børnepornografi, hvis der ikke foreligger særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 235, stk. 1.

I overensstemmelse med kommissoriet har Strafferetsplejeudvalget overvejet, om retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, bør udvides til også at give mulighed for retshåndhævelsesarrest i visse sager om sædelighedskriminalitet, hvor der af en af de nævnte to mulige årsager ikke er grundlag for retshåndhævelsesarrest i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.

Strafferetsplejeudvalget har dog for fuldstændighedens skyld også overvejet forskellige alternative løsningsmodeller, men har ikke fundet grundlag for at anbefale nogen af disse.

Som et alternativ til at udvide anvendelsesområdet for retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, har Strafferetsplejeudvalget således overvejet at tilføje et nyt nr. 3 i § 762, stk. 2, om visse sædelighedsforbrydelser. Dette ville imidlertid kun være relevant, hvis man ønskede at fastsætte et andet minimumskrav til den konkret forskyldte straf end de 60 dages ubetinget fængsel, som fremgår af den gældende nr. 2, og Strafferetsplejeudvalget finder ikke grundlag for en yderligere underopdeling af de forskellige former for retshåndhævelsesarrest i forhold til den gældende opdeling mellem fængsling efter stk. 2, nr. 1, og fængsling efter stk. 2, nr. 2.

Mere vidtgående alternativer – f.eks. ændring af strafferammekravet i § 762, stk. 2, nr. 1, eller omformulering af nr. 1 med henblik på at sænke kravet til den konkret forskyldte straf og/eller erstatte eller supplere kravet til den forventede straf med andre kriterier, f.eks. de påsigtede forholds personfarlige og/eller særligt krænkende karakter – ville efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse vanskeligt kunne tænkes uden større eller mindre konsekvenser for muligheden for retshåndhævelsesarrest ved andre typer af kriminalitet end sædelighedskriminalitet, hvilket ikke er omfattet af udvalgets kommissorium.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er der ikke anledning til at overveje at ændre mistankekravet ved retshåndhævelsesarrest (særligt bestyrket mistanke). Når en person varetægtsfængsles, uden at der foreligger hverken flugtfare, gentagelsesfare eller kollusionsfare, dvs. alene fordi det anses for stødende, at den pågældende er på fri fod under sagens behandling, bør der kræves en meget høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er skyldig i de påsigtede forhold. Strafferetsplejeudvalget har anført i betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager, at kravet om særligt bestyrket mistanke bør være uomgængeligt, når varetægtsfængslingen udelukkende støttes på retshåndhævelseshensyn (side 44).

Strafferetsplejeudvalget tilføjer, at heller ikke de særlige bevisforhold i sædelighedssager, hvor der ofte ikke foreligger andre væsentlige bevismidler end forurettedes og sigtedes forklaringer, efter udvalgets opfattelse kan begrunde en fravigelse af mistankekravet ved retshåndhævelsesarrest.

Proportionalitetskravet (retsplejelovens § 762, stk. 3) er udtryk for et grundlæggende princip, som der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse heller ikke bør kunne blive tale om at ændre. Proportionalitetsprincippet må således i sædelighedssager – ligesom i andre sager – indebære, at retshåndhævelsesarrest, hvor der alene er forskyldt en kortere fængselsstraf, i givet fald må blive af tilsvarende kort varighed.

Der henvises til betænkningen side 36-39.

 

3.1.3. Særligt om retshåndhævelsesarrest efter dom i første instans

 

Strafferetsplejeudvalget anfører, at på samme måde som de andre fængslingsregler finder reglerne om retshåndhævelsesarrest anvendelse også efter dom i første instans, jf. nærmere retsplejelovens § 769, og fængslingsbetingelserne er i princippet de samme som før afsigelsen af dommen. Med hensyn til retshåndhævelsesarrest gør det sig dog navnlig gældende, at kravet om en særligt bestyrket mistanke efter en domfældelse normalt altid vil være opfyldt.

Om varetægtsfængsling skal ske efter dom, må dog altid bero på en samlet vurdering, hvor også det forudgående sagsforløb spiller en rolle.

Har tiltalte været varetægtsfængslet før dommen, får dette betydning for proportionalitetskravet, men også for, om hensynet til retshåndhævelsen fortsat kræver fængsling. Det kan således anføres, at hensynet til retshåndhævelsen normalt tager af i takt med, hvor længe sigtede har været frihedsberøvet. Selv om proportionalitetskravet i det konkrete tilfælde endnu ikke er til hinder for fortsat fængsling, kan en forudgående varetægtsperiode – efter en vurdering af dens længde og grovheden af forbrydelsen – således betyde, at yderligere fængsling ud fra retshåndhævelseshensyn ikke bør ske. Dette kan også gælde, selv om den forudgående varetægtsfængsling er sket efter en anden fængslingsgrund, f.eks. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (om fare for forstyrrelse af efterforskningen).

Det forhold, at sigtede ikke har været varetægtsfængslet eller er løsladt på et tidspunkt forud for hovedforhandlingen, kan også have betydning for afgørelse om fængsling i forbindelse med domsafsigelsen. Det kan således fremstå som mindre nærliggende, at en domfældt skal varetægtsfængsles, efter at anklagemyndigheden og/eller domstolene i en periode efter, at sigtelse og tiltale er rejst for det forhold, der nu er dømt for, har accepteret, at sigtede var på fri fod.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er det dog ikke i sig selv nødvendigvis afgørende for spørgsmålet om varetægtsfængsling efter dom, at der ikke er varetægtsfængslet før dommen, i hvert fald ikke når dette skyldes, at der ikke da forelå en særligt bestyrket mistanke.

For det første må det spille ind, at anvendelse af retshåndhævelsesarrest har en langt mindre problematisk karakter, når det sker efter en domfældelse i første instans. For det andet foreligger der i relation til spørgsmålet om retsfølelsen en særlig aktualisering i og med, at der ved hovedforhandlingen er gennemført en offentlig retssag, hvor det ved dommen slås fast, hvilke forhold den tiltalte har begået. Det kan således fremstå som særligt stødende for retsfølelsen, at tiltalte er på fri fod, når retten har fastslået tiltaltes skyld ved fældende dom.

Efter udvalgets opfattelse er der ikke behov for lovregler, der særligt regulerer mulighederne for varetægtsfængsling efter dom. Hensyn som de anførte kan således gøre sig gældende også i andre sager end sædelighedssager, og en inddragelse af sådanne hensyn kan fuldt ud ske gennem den helt konkrete vurdering af retshåndhævelseskriteriet, der under alle omstændigheder skal ske ved rettens afgørelse.

Strafferetsplejeudvalget peger på, at det således i første omgang må være op til anklagemyndigheden at være opmærksom på behovet for retshåndhævelsesarrest også i sager, hvor fængsling ikke er sket umiddelbart forud for dommen. Udvalget henviser i den forbindelse også til Rigsadvokaten Informerer nr. 27/2006, hvor rigsadvokaten anmodede politimestrene (nu politidirektørerne) og statsadvokaterne om, at begæring om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen fremsættes i videst muligt omfang, hvis der findes grundlag herfor.

Der henvises til betænkningen side 40-41.

 

3.1.4. Sammenfattende generelle overvejelser

 

3.1.4.1. Strafferetsplejeudvalget finder som nævnt i pkt. 3.1.1 ovenfor, at regler om retshåndhævelsesarrest bør have et snævert anvendelsesområde. Væsentlige principielle grunde taler således i hvert fald for ikke at udvide anvendelsesområdet for retshåndhævelsesarrest væsentligt i forhold til de gældende regler. Udvalget har overvejet spørgsmålet om en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager med dette udgangspunkt.

Udvalget har således fundet, at en sådan lovændring i givet fald snarere bør have karakter af en ajourføring af anvendelsesområdet for de gældende regler om retshåndhævelsesarrest end en udvidelse til forbrydelser, der er mindre grove end dem, der i dag giver mulighed for retshåndhævelsesarrest. Ved gennemgangen af de enkelte sædelighedsforbrydelser har udvalget derfor lagt vægt på at undersøge, om der findes tilfælde af sædelighedsforbrydelser, hvor der i dag ikke er mulighed for retshåndhævelsesarrest, men som alligevel kan sidestilles med andre forbrydelser, hvor en sådan mulighed findes efter de gældende regler.

Udvalget har fundet, at en almindelig regel om retshåndhævelsesarrest fortsat bør forbeholdes de groveste forbrydelser.

Efter den gældende, almindelige regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, er der som nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 3.1.2 allerede i dag mulighed for retshåndhævelsesarrest i de sædelighedssager, hvor strafferammen er fængsel i 6 år eller derover. Dette forudsætter dog, at straffen i det enkelte tilfælde må ventes at være ubetinget fængsel i 8-10 måneder eller derover. For de lovovertrædelser, herunder f.eks. voldtægt, hvor strafniveauet i almindelighed opfylder denne betingelse, er det udvalgets hovedsynspunkt, at spørgsmålet om retshåndhævelsesarrest fortsat må bero på anvendelse af den gældende regel.

Udvalget har ikke nærmere overvejet en eventuel ændring af anvendelsesområdet for § 762, stk. 2, nr. 1 (kravet om fængsel i 6 år eller derover i strafferammen), jf. ovenfor i pkt. 3.1.2.

3.1.4.2. Derimod finder Strafferetsplejeudvalget, at det kan overvejes at udvide den særlige regel om retshåndhævelsesarrest i voldssager mv. i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, hvorefter fængsling kan ske i tilfælde, hvor den forventede straf er på mindst 60 dages ubetinget fængsel. Overvejelserne må dreje sig om straffebestemmelser, hvor der mere hyppigt forekommer sager, som medfører straffe under 8-10 måneders fængsel, og hvor det alligevel kan støde retsfølelsen, at sigtede er på fri fod.

Det må således vurderes, om der findes sådanne tilfælde af sædelighedsforbrydelser, hvor der ikke i dag er mulighed for retshåndhævelsesarrest, men hvor der alligevel må siges at være tale om kriminalitet af en sådan hensynsløs og stødende karakter, at tilfældet kan sidestilles med de voldssager mv., der er omfattet af den gældende § 762, stk. 2, nr. 2. Udvalget har i den forbindelse særligt overvejet sædelighedsforbrydelser over for børn (personer under 15 år), idet overgreb mod børn må anses for særligt egnede til at støde retsfølelsen.

Strafferetsplejeudvalget er opmærksom på, at der i en række sager af denne karakter vil kunne være grundlag for fængsling under henvisning til faren for forstyrrelse af efterforskningen. Efter udvalgets opfattelse taler det ikke imod en udvidelse af mulighederne for retshåndhævelsesarrest med henblik på de tilfælde, hvor en sådan kollusionsrisiko ikke foreligger.

Strafferetsplejeudvalget er endvidere opmærksom på de særlige bevisforhold i sager om seksuelle krænkelser, herunder ofte fravær af andre vidner end forurettede. Efter udvalgets opfattelse er der ikke mindst i sådanne sager grund til, at retten i det enkelte tilfælde nøje overvejer, om kravet om en særligt bestyrket mistanke er opfyldt. Det er imidlertid ikke udelukket, at en særligt bestyrket mistanke antages at foreligge, selv om der ikke er andre væsentlige vidner end forurettede. Udvalget finder, at de særlige bevisforhold i sædelighedssager ikke er til hinder for at udvide mulighederne for varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed i sådanne sager for så vidt angår de tilfælde, hvor en særligt bestyrket mistanke foreligger, enten allerede under efterforskningen eller efter en domfældelse i første instans.

3.1.4.3. Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet spørgsmålet om en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager i lyset af visitationsordningen med henblik på psykiatrisk/sexologisk behandling af seksualforbrydere, som er nærmere omtalt i betænkningen side 93-96.

Udvalget bemærker, at en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager ikke vil berøre muligheden for at idømme en betinget dom med vilkår om psykiatrisk/sexologisk behandling. En sådan afgørelse træffes efter indstilling fra et visitationsudvalg om sigtedes egnethed og motivation til at indgå i et behandlingsforløb, og indstillingen vil i givet fald foreligge forud for hovedforhandlingen i straffesagen.

Udvalget anfører, at en udvidet anvendelse af varetægtsfængsling alligevel vil kunne have som konsekvens, at nogle dømte ikke kommer til at indgå i et behandlingsforløb, som de ellers ville have indgået i. Dette kan dels være en følge af, at fængslingen i arresthus efter det oplyste kan indvirke negativt på motivationen for behandling, dels af, at en varetægtsfængsling indebærer, at afsoningstiden forkortes. Udvalget har på det foreliggende grundlag ikke mulighed for næmere at vurdere, hvor mange personer det i givet fald vil kunne dreje sig om.

Strafferetsplejeudvalgets flertal (7 medlemmer) anfører, at det ligger uden for Strafferetsplejeudvalgets opgave nærmere at overveje spørgsmål om straffuldbyrdelse som sådan, herunder behandlingstilbud til strafafsonere. Flertallet finder endvidere, at spørgsmålet om indvirkningen af varetægtsfængsling i sædelighedssager på behandlingsmulighederne må anses for en problemstilling, der er knyttet til varetægtsfængsling generelt, og ikke særligt til en ny regel om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager. Dette må gælde, selv om en sådan regel navnlig vil finde anvendelse i tilfælde, hvor der idømmes kortere og mellemlange fængselsstraffe, og hvor det ovenfor nævnte tidsaspekt derfor har større betydning.

Efter flertallets opfattelse er det på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere nærmere, hvilken virkning en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager vil kunne have i forhold til gennemførte behandlingsforløb. Der foreligger heller ikke oplysninger, der gør det muligt at vurdere effekten med hensyn til hyppigheden af tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv), hvis der bliver tale om et ændret behandlingsmønster som følge af øget brug af varetægtsfængsling. En sådan vurdering måtte endvidere foretages sammen med en vurdering af den mulige effekt af en hurtigere og mere konsekvent retshåndhævelse, hvori retshåndhævelsesarrest indgår.

Flertallet finder på den baggrund, at overvejelser om at udvide mulighederne for retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager bør foretages uafhængigt af spørgsmålet om visitationsordningen for seksualforbrydere.

Strafferetsplejeudvalgets mindretal (3 medlemmer) anfører, at det må antages, at visitationsordningen for seksualforbrydere har en effekt, sådan at det er muligt at behandle nogle af de dømte, så de ikke fremover forbryder sig mod børn. Den foreslåede udvidelse af området for varetægtsfængsling vil efter mindretallets opfattelse betyde, at nogle af de personer, som i dag modtager behandling, ikke fremover vil modtage behandling. En udvidelse af området for varetægt vil hverken forhindre flugt, nye forbrydelser eller sagens opklaring, da der allerede er bestemmelser i retsplejeloven, der dækker disse situationer.

Begrundelsen for de foreslåede bestemmelser er alene, at det antages at støde befolkningens retsfølelse, hvis personer, der mistænkes for at have begået seksualforbrydelser over for børn, er på fri fod, mens sagen mod dem verserer. En indførelse af de nye regler vil efter mindretallets opfattelse efter alt at dømme betyde, at flere børn fremover vil blive udsat for krænkelser fra tidligere dømte personer, fordi de ikke kom i behandling. I forhold til hensynet til beskyttelse af fremtidige ofre forekommer befolkningens ubehag ved, at tiltalte personer er på fri fod, at være et mindre vægtigt hensyn.

På denne baggrund fraråder mindretallet, at der indføres yderligere hjemmel til at varetægtsfængsle begrundet i befolkningens retsfølelse, også når der er tale om seksualforbrydelser mod børn.

Hvis der gennemføres en ny regel om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager, anbefaler et enigt udvalg, at det nærmere overvejes, hvorledes man kan sikre de bedste muligheder for gennemførelse af behandling – i forbindelse med strafafsoning eller som led i sanktionen – også i forhold til personer, der varetægtsfængsles.

Der henvises til betænkningen side 41-48.

 

3.1.5. De enkelte sædelighedsforbrydelser

 

På grundlag af de ovennævnte generelle overvejelser har Strafferetsplejeudvalget herefter gennemgået de enkelte sædelighedsforbrydelser med henblik på at vurdere, om de bør være omfattet af en udvidet mulighed for retshåndhævelsesarrest.

3.1.5.1. Ved vurderingen af behovet for at udvide mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om kønslig omgængelse med barn under 15 år (straffelovens § 222, herunder jf. §§ 224 og 225) må der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges vægt på, at de enkelte sager er af meget forskellig karakter.

Sager, hvor tiltalte og forurettede var kærester eller på anden måde følelsesmæssigt engageret, har efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse i almindelighed ikke en sådan karakter, at det – medmindre der foreligger særlige skærpende omstændigheder – vil kunne anses for stødende, at sigtede er på fri fod, når der ikke er behov for varetægtsfængsling under henvisning til flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen.

Derimod er det Strafferetsplejeudvalgets vurdering, at sager, hvor et barn i øvrigt er blevet seksuelt misbrugt, herunder i en familierelation, i en række tilfælde vil have en sådan karakter, at det vil kunne anses for stødende, at sigtede er på fri fod, selv om der ikke er behov for varetægtsfængsling under henvisning til flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen.

I grove tilfælde, hvor et barn er blevet seksuelt misbrugt gennem længere tid, udmåles der i retspraksis straffe af en sådan længde, at der allerede efter gældende ret er mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.

Imidlertid forekommer der inden for anvendelsesområdet for straffelovens § 222 sager, hvor strafniveauet ligger under det, som giver adgang til retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, men hvor der efter udvalgets opfattelse må siges at være tale om alvorlige overgreb mod børn.

Strafferetsplejeudvalget har derfor særligt overvejet de tilfælde, hvor straffen ligger under 8-10 måneders fængsel. Det drejer sig f.eks. om et eller et par enkeltstående overgreb i form af anden kønslig omgængelse end samleje, hvor der i retspraksis f.eks. er idømt 3-5 måneders ubetinget fængsel. Udvalget har desuden overvejet de noget grovere tilfælde af anden kønslig omgængelse end samleje, hvor der er tale om meget små børn eller om misbrug gentagne gange over en periode, hvor der i retspraksis f.eks. er idømt 6 måneders ubetinget fængsel.

Strafferetsplejeudvalget finder, at det i sager af den anførte karakter, hvor straffen kan forventes at blive fængsel i 3-5 måneder eller derover, efter en konkret vurdering af tilfældets grovhed vil kunne anses for stødende for retsfølelsen, at sigtede er på fri fod, selv om der ikke er behov for varetægtsfængsling under henvisning til flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen. Der tænkes herved på overgreb, der er hensynsløse og stødende i en sådan grad, at de kan sidestilles med de voldshandlinger, der kan begrunde retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Dette vil efter udvalgets opfattelse navnlig kunne være tilfældet, når forurettede er et mindre barn, dvs. et barn under 12 år.

På den anførte baggrund er det Strafferetsplejeudvalgets samlede vurdering, at en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager bør omfatte de anførte tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 222. Som anført ovenfor bør retshåndhævelsesarrest normalt ikke anvendes i sager, hvor tiltalte og forurettede var kærester eller på lignende måde følelsesmæssigt engageret.

Der henvises til betænkningen side 54-56.

3.1.5.2. Ved vurderingen af behovet for at give mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om blufærdighedskrænkelse (straffelovens § 232) må der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges vægt på, at blufærdighedskrænkelse omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed, herunder tilfælde, der ligger på grænsen til anden kønslig omgængelse end samleje med barn under 15 år, jf. straffelovens § 222, jf. §§ 224 og 225.

Uden for sådanne grænsetilfælde i forhold til anden kønslig omgængelse end samleje med barn under 15 år vil sager om blufærdighedskrænkelse efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse i almindelighed ikke have en sådan karakter, at det vil kunne anses for stødende, at sigtede er på fri fod, hvis der ikke er behov for varetægtsfængsling under henvisning til flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen.

På den anførte baggrund er det Strafferetsplejeudvalgets vurdering, at en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager også bør omfatte sager om blufærdighedskrænkelse, hvis forurettede er under 15 år, og forholdet ligger tæt op ad anden kønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens §§ 224 og 225.

Der bør efter udvalgets opfattelse alene være tale om en snæver anvendelse af en sådan mulighed. Sigtet er således at sikre, at tilfælde på grænseområdet mellem §§ 224 og 225 og § 232 ikke falder uden for en regel om en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest ved overgreb mod børn under 15 år, blot fordi overgrebet alene er strafbart efter § 232. Det forudsættes imidlertid, at retshåndhævelsesarrest kun anvendes, hvis der er tale om overgreb, der efter en samlet vurdering i grovhed kan sidestilles med lignende tilfælde efter § 222, jf. §§ 224 og 225, jf. herved pkt. 3.1.5.1 ovenfor. Der tænkes på tilfælde, som straffes med fængsel i navnlig 3-5 måneder eller derover, og hvor der er tale om overgreb, der er hensynsløse og stødende i en sådan grad, at de kan sidestilles med de voldshandlinger, der kan begrunde retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Denne betingelse vil formentlig i praksis navnlig kunne anses for opfyldt, når der er tale om overgreb mod børn under 12 år.

Der henvises til betænkningen side 74-76, hvor der bl.a. omtales eksempler på de ovennævnte grænsetilfælde til anden kønslig omgængelse end samleje.

3.1.5.3. Ved vurderingen af behovet for at udvide mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om udbredelse af børnepornografi (straffelovens § 235, stk. 1) må der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges vægt på, at udbredelse af børnepornografi i almindelighed må anses for mindre groft end et direkte seksuelt misbrug af børn, hvor der er et umiddelbart offer. Dette afspejles også i strafferammen for udbredelse af børnepornografi, hvor der kun under særligt skærpende omstændigheder kan straffes med fængsel indtil 6 år, hvorimod normalstrafferammen for kønslig omgængelse med et barn under 15 år er fængsel indtil 8 år.

Imidlertid forekommer der også med hensyn til udbredelse af børnepornografi en række tilfælde med ubetingede straffe på 3-5 måneders fængsel og derover. Det er udvalgets opfattelse, at det ved de grovere overtrædelser af straffelovens § 235, stk. 1, kan forekomme stødende for retsfølelsen, at sigtede er på fri fod. Det er i den forbindelse centralt, at udbredelse af børnepornografi gennem dannelse og forsyning af et marked for billeder af overgreb mod børn virker fremmende for disse overgreb, ikke mindst i tilfælde hvor der betales for adgang til billederne. Børnepornografi omfatter endvidere grove tilfælde, hvor der f.eks. er udbredt adskillige billeder af grov karakter (samleje mv.) og/eller billeder af særlig grov karakter (f.eks. voldtægt). Der er således tale om gengivelse af overgreb af en sådan grovhed, at retshåndhævelsesarrest over for den umiddelbare gerningsmand kunne komme på tale efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. I sådanne tilfælde vil udbredelse af børnepornografi efter udvalgets opfattelse efter en konkret vurdering kunne have karakter af sådan hensynsløs og stødende kriminalitet, som kan sidestilles med de voldshandlinger, der kan begrunde retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Der tænkes herved navnlig på tilfælde, hvor straffen er på 3-5 måneders fængsel eller derover.

Straffelovens § 235, stk. 1, omfatter også »andre visuelle gengivelser«, dvs. fiktive fremstillinger, der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier eller lignende. I tilfælde, hvor der alene er tale om udbredelse af fiktiv børnepornografi, vil der ikke være et forudgående overgreb mod et barn, og varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen vil efter udvalgets opfattelse derfor ikke være relevant.

På den anførte baggrund er det Strafferetsplejeudvalgets samlede vurdering, at en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager også bør omfatte udbredelse af børnepornografi i de anførte mere grove tilfælde.

Der henvises til betænkningen side 58-60.

Med hensyn til spørgsmålet om mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om optagelse af børnepornografi med forsæt til udbredelse efter straffelovens § 230 bemærker Strafferetsplejeudvalget bl.a., at der ved optagelse af børnepornografi med børn under 15 år samtidig vil være tale om en overtrædelse af straffelovens § 222, eventuelt jf. §§ 224 eller 225, om kønslig omgængelse med barn under 15 år eller af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, som efter udvalgets opfattelse bør være omfattet af en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager, jf. ovenfor. Efter udvalgets opfattelse er der ikke herudover i relation til børn under 15 år behov for særskilt at overveje varetægtsfængsling i sager om optagelse af børnepornografi med forsæt til udbredelse. Hertil kommer, at der i sager, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder, allerede i dag er mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.

Der henvises til betænkningen side 60-61.

3.1.5.4. Ved vurderingen af behovet for at give mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om kønslig omgængelse uden for ægteskab ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering (straffelovens § 218, stk. 1, jf. §§ 224 og 225) må der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges vægt på, at straffebestemmelsen kriminaliserer opnåelse af kønslig omgængelse ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering. Der er således bl.a. tale om tilfælde, hvor forurettede ikke er alderssvarende udviklet og mentalt befinder sig på niveau med et barn eller på anden måde er særligt sårbar over for seksuel udnyttelse. En sådan udnyttelse kan efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse på en vis måde minde om, omend ikke helt sidestilles med seksuelt misbrug af et barn.

Efter udvalgets opfattelse ligger en adgang til retshåndhævelsesarrest med hensyn til straffelovens § 218, stk. 1, ikke så lige for, som tilfældet kan være med hensyn til overgreb mod børn. Imidlertid er der også med hensyn til sindssyge og mentalt retarderede et særligt beskyttelsesbehov, og der er endvidere i praksis forekommet en række grove tilfælde, hvor straffen har oversteget 3-5 måneders ubetinget fængsel.

På den anførte baggrund er det Strafferetsplejeudvalgets vurdering, at en udvidelse af mulighederne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sædelighedssager bør omfatte visse sager om kønslig omgængelse ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering. På samme måde som med hensyn til straffelovens § 222, jf. pkt. 3.1.5.1 ovenfor, tænkes på tilfælde, der kan forventes straffet med fængsel i navnlig 3-5 måneder eller derover, og hvor der efter en konkret vurdering må anses for at være tale om overgreb, der er hensynsløse og stødende i en sådan grad, at de kan sidestilles med de voldshandlinger, der kan begrunde retshåndhævelsesarrest efter den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Ved vurderingen må der lægges særlig vægt på, i hvilken grad der foreligger en udnyttelse af forurettedes manglende evne til reelt at modsætte sig uønskede seksuelle handlinger fra gerningsmandens side.

Der henvises til betænkningen side 65-66.

3.1.5.5. Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der i relation til de ovennævnte bestemmelser er tale om tilfælde, hvor der foreligger en ret fast udmålingspraksis, således at det normalt ikke vil volde domstolene vanskeligheder at skulle tage stilling til, hvorvidt lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en ubetinget fængselsstraf på mindst 60 dage.

Det er udvalgets vurdering, at selv om der ikke på dette område foreligger en lige så fast udmålingspraksis som ved vold, der i dag udgør hovedanvendelsesområdet for retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, vil det i praksis være muligt for domstolene med tilstrækkelig sikkerhed at skønne over, om sigtede kan forventes idømt mindst 60 dages ubetinget fængsel, hvis han eller hun findes skyldig.

Der henvises til betænkningen side 56-57, 60, 66 og 76-77.

3.1.5.6. Strafferetsplejeudvalget har ikke i øvrigt fundet, at der bør ske en ændring af reglerne om retshåndhævelsesarrest med hensyn til andre sædelighedsforbrydelser.

Med hensyn til f.eks. voldtægt (straffelovens § 216) anfører udvalget, at de udmålte straffe for voldtægt, medmindre der er tale om helt atypiske sager, er så høje, at der allerede i dag kan anvendes retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Med hensyn til f.eks. incest (straffelovens § 210) anfører Strafferetsplejeudvalget, at der ikke ses at være behov for at udvide mulighederne for retshåndhævelsesarrest, hvis forurettede er over 15 år. Er forurettede under 15 år, straffes der også for overtrædelse af straffelovens § 222, jf. herom pkt. 3.1.5.1 ovenfor.

Der henvises til betænkningen side 50-51, 62-64, 67-74 og 77-79.

3.1.5.7. Sammenfattende finder Strafferetsplejeudvalget, at en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager bør omfatte sager om overgreb mod børn under 15 år, herunder i form af visse tilfælde af blufærdighedskrænkelse, samt sager om overgreb mod sindssyge og mentalt retarderede og om udbredelse af børnepornografi.

Udvalget finder, at en lovændring med henblik på en sådan udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager bør udformes således, at de pågældende straffelovsbestemmelser tilføjes i den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Der vil herefter i de nævnte sædelighedssager efter en konkret vurdering kunne ske varetægtsfængsling, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke, og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Strafferetsplejeudvalgets lovudkast går på denne baggrund ud på, at der i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, indsættes henvisninger til straffelovens §§ 222 og 218, stk. 1, §§ 224 og 225, jf. §§ 222 og 218, stk. 1, og § 235, stk. 1, samt til straffelovens § 232 for så vidt overtrædelsen er begået over for et barn under 15 år.

Det bemærkes, at en sådan udvidelse af mulighederne for retshåndhævelsesarrest også vil finde anvendelse med hensyn til varetægtsfængsling efter dom, jf. retsplejelovens § 769 og pkt. 3.1.3 ovenfor.

Der henvises til betænkningen side 80-91.

 

3.2. Justitsministeriets overvejelser

 

Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Den foreslåede adgang til retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager vil kunne anvendes i tilfælde, hvor det ud fra de konkrete omstændigheder skønnes, at det med henblik på at fastholde en fornøden konsekvens i retshåndhævelsen af hensyn til retsbevidstheden er påkrævet at fængsle den formodede gerningsmand, selv om der ikke foreligger en endelig dom.

Med hensyn til visitationsordningen for seksualforbrydere er Justitsministeriet enig i, at det er væsentligt at være opmærksom på, om den foreslåede udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling eventuelt vil få betydning for, hvor mange sædelighedsdømte der gennemfører et psykiatrisk/sexologisk behandlingsforløb. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige noget sikkert om sådanne konsekvenser af en udvidet adgang til varetægtsfængsling i sædelighedssager. Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet på den baggrund anmode Direktoratet for Kriminalforsorgen om løbende at følge udviklingen på området.

Der henvises til lovforslagets § 1 (forslag til ændring af retsplejelovens § 762, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

 

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

 

Med lovforslaget indføres udvidet adgang til anvendelse af retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager. Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, regionerne eller kommunerne.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

5. Hørte myndigheder mv.

 

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1496/2008 om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Dansk Retspolitisk Forening og Amnesty International.

 

6. Sammenfattende skema

 

 

 

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

 

 

Til § 1

Til nr. 1 og 2 (§ 762, stk. 2, nr. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 2

 

 

Til § 3

 

 

---

Bilag 1