Vedtaget som
lov nr. 523 af 6.
juni 2007.
Lovforslag nr. 166 fremsat den 28.
februar 2007 af justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om
ændring af forskellige lovbestemmelser
om forældelse af fordringer m.v.
(Ændringer som
følge af en ny lov om forældelse af
fordringer, ophævelse af købelovens
reklamationsfrister ved visse køb m.v.)
Justitsministeriet
§ 1
I lov om køb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts
2003, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1
indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. Bestemmelsen i § 54,
stk. 4, kan ikke fraviges til skade for
en senere erhverver, som hovedsagelig
handler uden for sit erhverv.«
2.
§ 54,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis
salgsgenstanden i henhold til et påbud
fra en offentlig myndighed skal
tilbagekaldes eller destrueres, fordi
den udgør en fare.«
3. I
§ 54
indsættes som
stk. 3
og
4:
»Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1
finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.
Stk. 4. En aftale om en kortere
frist for at påberåbe sig en mangel end
efter stk. 1 eller en aftale om en frist
for at påberåbe sig en mangel ved køb
omfattet af stk. 2 eller 3 kan ikke
gøres gældende over for en senere
erhverver, som hovedsagelig handler uden
for sit erhverv, i det omfang denne i
øvrigt vil kunne kræve erstatning for
mangler ved salgsgenstanden.«
4.
§ 83,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis
salgsgenstanden i henhold til et påbud
fra en offentlig myndighed skal
tilbagekaldes eller destrueres, fordi
den udgør en fare. Stk. 1 finder heller
ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.«
§ 2
I lov om
forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober
2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 539
af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 24
affattes således:
»
§ 24. Forsikringsydelsen kan kræves
betalt 14 dage efter, at selskabet har
været i stand til at indhente de
oplysninger, der er nødvendige til
bedømmelse af forsikringsbegivenheden og
fastsættelse af forsikringsydelsens
størrelse. Er det, forinden endelig
opgørelse kan finde sted, givet, at
selskabet i alt fald skal betale en del
af det krævede beløb, kan denne del
forlanges udbetalt efter bestemmelsen i
1. pkt.
Stk. 2. Beløbet forrentes fra det
tidspunkt, hvor det kan kræves betalt
efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den fastsatte referencesats
med et tillæg på 7 pct. Som
referencesats anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis
pr. 1. januar og 1. juli det pågældende
år. Justitsministeren kan hvert andet år
efter forhandling med Nationalbanken og
økonomi- og erhvervsministeren ændre
renten, dog således at tillægget ikke
kan fastsættes til mindre end 7 pct.
Stk. 3. Det kan ikke med
retsvirkning aftales, at tidspunktet
efter stk. 1 skal være afhængigt af en
beslutning, der træffes af selskabet,
eller af, at selskabet ved dom
tilpligtes at betale.
Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder
stk. 1-3 ikke for den skadelidtes krav
mod selskabet.«
2.
§ 29
affattes således:
»
§ 29. Krav i anledning af
forsikringsaftalen forældes efter
reglerne i forældelsesloven, jf. dog
stk. 2-6.
Stk. 2. Bestemmelsen i
forældelseslovens § 2, stk. 2, finder
ikke anvendelse i tilfælde, hvor
betalingsfristen for forsikringsydelsen
fastsættes i medfør af § 24, stk. 1.
Stk. 3. Ved personforsikring, hvor
forsikringsbegivenheden er skadens
indtræden eller konstatering, indtræder
forældelse af krav på forsikringsydelsen
senest 10 år fra den dag, da ydelsen
kunne kræves betalt, jf. dog
forældelseslovens § 8, 1. pkt.
Stk. 4. Hvis en skadelidt inden
udløbet af forældelsesfristen for et
krav mod en sikret indtræder i den
sikredes ret imod selskabet i medfør af
§ 95, forældes skadelidtes krav mod
selskabet tidligst et år efter
indtrædelsen.
Stk. 5. Er en skade inden
forældelsesfristens udløb anmeldt til
selskabet, indtræder forældelse af krav,
som skaden giver anledning til, tidligst
et år efter selskabets meddelelse om, at
det helt eller delvist afviser kravet.
Hvis selskabet anerkender, at der
foreligger en dækningsberettiget skade,
men anmoder om yderligere oplysninger
med henblik på opgørelse af kravets
størrelse, indtræder forældelse 3 år
efter selskabets meddelelse herom.
Stk. 6. Ved forbrugerforsikring kan
stk. 1-5 ikke ved forudgående aftale
fraviges til skade for
forsikringstageren eller sikrede. Det
kan dog aftales, at en forsikring alene
dækker skader anmeldt inden for en
nærmere angivet frist efter
forsikringens ophør. Fristen må ikke
være kortere end 6 måneder.«
3.
§ 30
ophæves.
§ 3
I lov om rettens
pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af
5. november 2006, som ændret senest ved
§ 17 i lov nr. 108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 361,
stk. 4, ændres », afbrydelse af
frister for sagsanlæg og afbrydelse af
forældelse« til: »og afbrydelse af
frister for sagsanlæg«.
2. I
§ 490
indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. Er udlægsforretning
afskåret efter reglen i stk. 1, men har
fordringshaveren anmodet om, at
forretningen alligevel gennemføres med
henblik på afbrydelse af forældelse,
giver fogedretten skyldneren skriftlig
meddelelse om det af fogedretten
opgjorte krav inklusive renter og
omkostninger og om formålet med kravets
fremsættelse. Fremkommer skyldneren ikke
med skriftlige indsigelser inden for en
af fogedretten fastsat frist, har
fogedrettens meddelelse samme virkning
med hensyn til afbrydelse af forældelse
som afholdelse af udlægsforretning.
Fremkommer skyldneren med skriftlige
indsigelser inden for den fastsatte
frist, afholdes udlægsforretning efter
de almindelige regler.«
3.
§ 527
ophæves.
§ 4
I lov om
retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr.
936 af 8. september 2006, som ændret ved
§ 12 i lov nr. 1563 af 20. december
2006, foretages følgende ændring:
1. I
§ 16
indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Afgiftspligten bortfalder
endvidere, hvis sagen behandles efter
retsplejelovens § 490, stk. 3, og
skyldneren ikke fremkommer med
indsigelser, som giver anledning til, at
der afholdes udlægsforretning efter de
almindelige regler.«
§ 5
I lov nr. 225 af 6.
april 1994 om erstatning for
miljøskader, som ændret ved § 11 i lov
nr. 552 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring:
1.
§ 6
affattes således:
»
§ 6. Erstatningskrav efter loven
forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forældelse indtræder senest
30 år efter den hændelse, der har
forvoldt skaden.«
§ 6
I lov nr. 371 af 7.
juni 1989 om produktansvar, som ændret
ved lov nr. 1041 af 28. november 2000 og
lov nr. 541 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændring:
1.
§ 14
affattes således:
»
§ 14. Erstatningskrav for
produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf. § 13, forældes
efter reglerne i forældelsesloven, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Forældelse af krav mod
producenten i henhold til § 6, stk. 1,
indtræder senest 10 år efter den dag, da
producenten bragte det skadevoldende
produkt i omsætning.
Stk. 3. Forældelseslovens § 12,
stk. 2, og kapitel 6 gælder kun for
erstatningskrav for produktskade efter
denne lov, i det omfang forældelse ikke
forinden indtræder eller er indtrådt
efter stk. 2.«
§ 7
I lov nr. 332 af 19.
juni 1974 om erstatning for atomskader,
som ændret senest ved § 9 i lov nr. 433
af 31. maj 2000, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 25,
stk. 1, affattes således:
»Krav
på erstatning hos indehaveren af et
nukleart anlæg i medfør af §§ 7-11 og
§ 19 forældes efter forældelsesloven,
jf. dog stk. 2-4.«
2. I
§ 25
indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Er indtrædelse i medfør af
§ 19 sket, inden den skadelidendes krav
mod anlægsindehaveren er forældet,
forældes det i§ 19 nævnte krav dog
tidligst et år efter indtrædelsen.
«
3.
§ 34,
stk. 1, 3. pkt., affattes
således:
»Kravet forældes efter reglerne i
forældelsesloven. Forældelse indtræder
dog senest 30 år efter den nukleare
ulykke, der har forvoldt skaden.«
§ 8
I lov om
erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse
nr. 885 af 20. september 2005, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1545 af 20.
december 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
Overskriften til
§ 16
affattes således:
»Betaling, forrentning og forældelse«.
2. I
§ 16
indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Krav på godtgørelse og
erstatning forældes efter
forældelsesloven, medmindre andet følger
af særlige bestemmelser om forældelse i
anden lov. Forældelseslovens § 2,
stk. 2, finder dog ikke anvendelse på
betalingsfristen efter stk. 1.«
§ 9
I gældsbrevsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 23.
september 1986, som ændret ved § 5 i lov
nr. 389 af 14. juni 1995 og § 2 i lov
nr. 539 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 25,
stk. 2, 2. pkt., og § 49, 2.
pkt. , affattes således:
»Kravet forældes efter forældelsesloven,
dog finder forældelseslovens § 5,
stk. 1, nr. 1, ikke anvendelse.«
2.
§ 47
ophæves.
§ 10
I lov om ikrafttræden
af borgerlig straffelov m.m., jf.
lovbekendtgørelse nr. 608 af 6.
september 1986, som ændret ved § 3 i lov
nr. 433 af 31. maj 2000 og § 10 i lov
nr. 280 af 25. april 2001, foretages
følgende ændring:
1.
§ 16
ophæves.
§ 11
I konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar
1997, som ændret senest ved § 3 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændring:
1.
§ 241
ophæves.
§ 12
I lov om tinglysning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 158 af 9.
marts 2006, som ændret senest ved § 19 i
lov nr. 108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændring:
1.
§ 42
ophæves.
§ 13
I lov nr. 383 af 22.
maj 1996 om skifte af dødsboer, som
ændret senest ved § 4 i lov nr. 538 af
8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 82,
stk. 5, udgår », afbrydelse af
forældelse«.
§ 14
I lov om renter ved
forsinket betaling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 743 af 4.
september 2002, som ændret ved § 3 i lov
nr. 554 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 7,
stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1–3
gælder ikke for aftaler, der indgås af
et godkendt pengeinstitut,
realkreditinstitut eller
kreditinstitut.«
2. I
§ 9 b,
stk. 2, udgår »inkl. moms«.
3. I
§ 9 b,
stk. 3, udgår »inkl. moms.«.
§ 15
I lov nr. 398 af 13.
juni 1990 om kreditaftaler, som ændret
senest ved § 5 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring:
1. I
§ 15,
stk. 2, ændres »har tilladelse
til at drive virksomhed efter lov om
banker og sparekasser mv. eller
realkreditloven« til: »er et godkendt
pengeinstitut, realkreditinstitut eller
kreditinstitut«.
Beskæftigelsesministeriet
§ 16
I lov om
arbejdsløshedsforsikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 874 af 11.
september 2005, som ændret senest ved
lov nr. 1540 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 85 c,
stk. 9, § 85 d, stk. 7, og
§ 85 e, stk. 4, ændres »stk. 2-5 og
7« til: »stk. 2-4 og 6«.
2.
§ 85 c,
stk. 19, ophæves.
Stk. 20 og 21 bliver herefter stk. 19 og
20.
§ 17
I lov nr. 563 af 9.
juni 2006 om sygedagpenge, som ændret
ved lov nr. 1545 af 20. december 2006 og
§ 3 i lov nr. 1587 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 66,
stk. 12, ophæves.
Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 12 og
13.
2. I
§ 67,
stk. 4, ændres »stk. 2-5 og 7«
til: »stk. 2-4 og 6«.
§ 18
I lov om aktiv
socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr.
1009 af 24. oktober 2005, som ændret
senest ved lov nr. 88. af 30. januar
2007, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 80 a,
stk. 3, ændres »stk. 2-5 og 7«
til: »stk. 2-4 og 6«.
2. I
§ 95,
stk. 4, ændres »5 år« til: »3
år«.
§ 19
I lov om
Lønmodtagernes Garantifond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1043 af 28.
oktober 2005, som ændret ved § 7 i lov
nr. 404 af 8. maj 2006, foretages
følgende ændring:
1.
§ 9,
stk. 10, ophæves.
Stk. 11 og 12 bliver herefter stk. 10 og
11.
§ 20
I lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 848 af 21. juli
2006, som ændret senest ved § 8 i lov
nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 17,
stk. 5, ophæves.
Stk. 6
og 7 bliver herefter stk. 5 og 6.
2. I
§ 17,
stk. 6, der bliver stk. 5, ændres
»stk. 2-5« til: »stk. 2-4«.
§ 21
I lov
arbejdsskadesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts
2006, som ændret senest ved § 10 i lov
nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 56,
stk. 4, ophæves.
Stk. 5
bliver herefter stk. 4.
2. I
§ 57,
stk. 6, ændres »§ 56, stk. 5«
til: »§ 56, stk. 4«.
§ 22
I lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf.
lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni
2005, som ændret senest ved § 3 i lov
nr. 89 af 30. januar 2007, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 114,
stk. 6, og § 115, stk. 4,
ændres »stk. 2-5 og 7« til: »stk. 2-4 og
6«.
2.
§ 114,
stk. 16, ophæves.
Stk. 17 og 18 bliver herefter stk. 16 og
17.
§ 23
I lov om fleksydelse,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1054 af 4.
november 2005, som ændret senest ved lov
nr. 1544 af 20. december 2006, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 14,
stk. 2, ændres »og 7« til: »og
6«.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
§ 24
I lov om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 547 af 24.
juni 2005, som ændret senest ved § 2 i
lov nr. 1556 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 59,
stk. 1, ændres »5 år« til: »3
år«.
Miljøministeriet
§ 25
I lov om skove, jf.
lov nr. 453 af 9. juni 2004, som ændret
senest ved § 14 i lov nr. 1571 af 20.
december 2006, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 58
indsættes:
»
§ 58 a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 26
I lov om
naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 884 af 18. august 2004, som ændret
senest ved § 7 i lov nr. 1571 af 20.
december 2006, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 55
indsættes:
»
§ 55 a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
Ministeriet for
Familie- og Forbrugeranliggender
§ 27
I lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr.
909 af 3. september 2004, som ændret
senest ved § 27 i lov nr. 431 af 6. juni
2005, foretages følgende ændring:
1.
§ 18,
stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Det
offentliges ret hertil forældes efter
forældelsesloven, dog er
forældelsesfristen 10 år.«
§ 28
I lov om ægteskabets
retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret
senest ved lov nr. 483 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændring:
1.
§§ 26
og
27
ophæves.
Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
§ 29
I lov om ophørsstøtte
til jordbrugere, jf. lovbekendtgørelse
nr. 676 af 9. august 1995, som ændret
bl.a. ved § 37 i lov nr. 431 af 6. juni
2005 og senest ved § 73 i lov nr. 538 af
8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 19
a indsættes:
»
§ 19 b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 30
I lov om støtte til
udvikling af landdistrikterne
(landdistriktsstøtteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1015 af 9. oktober
2006, foretages følgende ændring:
1. Efter § 23
a indsættes:
»
§ 23 b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 31
I lov nr. 1081 af 22.
december 1993 om ophørsstøtte til
erhvervsfiskere, som ændret bl.a. ved
§ 36 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og
senest ved § 9 i lov nr. 404 af 8. maj
2006, foretages følgende ændring:
1. Efter § 12
a indsættes:
»
§ 12 b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 32
I lov nr. 1552 af 20.
december 2006 om udvikling af fiskeri-
og akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven) foretages
følgende ændring:
1. Efter § 9
indsættes:
»
§ 9 a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
Ministeriet for
Videnskab, Teknologi og Udvikling
§ 33
I lov om nr. 347 af
2. juni 1999 om opfindelser ved
offentlige forskningsinstitutioner, som
ændret ved § 50 i lov nr. 145 af 25.
marts 2002 og § 7 i lov nr. 545 af 24.
juni 2005, foretages følgende ændring:
1.
§ 17
ophæves.
Socialministeriet
§ 34
I lov om byfornyelse
og udvikling af byer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1083 af 3.
november 2006, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 103
a indsættes:
»
§ 103 b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler
som EU-midler, forældes i deres helhed
efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 35
I lov om social
service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af
18. januar 2007, som ændret senest ved
§ 101 i lov nr. 90 af 31. januar 2007,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 43,
stk. 6, ændres »stk. 2-5 og 7«
til: »stk. 2-4 og 6«.
Skatteministeriet
§ 36
I
skatteforvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august
2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405
af 8. maj 2006 og lov nr. 1581 af 20.
december 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 27,
stk. 1, nr. 7, og to steder i
§ 32, stk. 1, nr. 1, ændres »5 år«
til: »3 år«.
2.
§ 27,
stk. 4, ophæves.
Stk. 5
og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.
3.
§ 32,
stk. 4, ophæves.
4. Efter
§ 34
indsættes:
»Kapitel 12 a
Forældelse
§ 34 a. Krav
afledt af en ansættelse af indkomst-
eller ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og
27, og fastsættelse af afgiftstilsvar
eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31
og 32, forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Er varsel om ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf.
§§ 26 og 27, eller om fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift, jf. §§ 31 og 32, afsendt inden
forældelsesfristens udløb, eller er
ansættelsen henholdsvis fastsættelsen
foretaget inden forældelsesfristens
udløb, indtræder forældelse af krav
afledt af ansættelsen henholdsvis
fastsættelsen tidligst et år efter, at
told- og skatteforvaltningen har givet
meddelelse om afgørelsen. Dette gælder,
uanset om kravet gøres gældende af told-
og skatteforvaltningen eller den
skattepligtige.
Stk. 3. Fristen efter
forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år
for krav afledt af en ansættelse
vedrørende kontrollerede transaktioner,
jf. § 26, stk. 5.
Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år
for krav afledt af en ekstraordinær
ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. § 27, stk. 1, og
ekstraordinær fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift, jf. § 32, stk. 1.
§ 34 b. Udløb
af forældelsesfristen er ikke til hinder
for, at det under en straffesag, i
hvilken tiltalte findes skyldig, kan
pålægges tiltalte at betale unddragne
skatter i anledning af det strafbare
forhold, der er indtalt under
straffesagen, jf. skattekontrollovens
§ 19 A. En sådan fordring kan også gøres
gældende efter udløb af
forældelsesfristen, hvis varsel om
ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat eller fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift afsendes inden et år efter
endelig afgørelse i en straffesag, i
hvilken tiltalte er fundet skyldig,
eller inden et år efter skyldnerens
vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion.«
Undervisningsministeriet
§ 37
I lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion, jf.
lovbekendtgørelse nr. 767 af 5. juli
2006, som ændret ved § 2 i lov nr. 1538
af 20. december 2006 og lov nr. 1596 af
20. december 2006, foretages følgende
ændring:
1.
§ 30
ophæves.
§ 38
I lov om godtgørelse
ved deltagelse i erhvervsrettet voksen-
og efteruddannelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august
2005, som ændret ved § 16 i lov nr. 523
af 24. juni 2005, foretages følgende
ændring:
1.
§ 13,
stk. 20, ophæves.
Stk. 21 og 22 bliver herefter stk. 20 og
21.
§ 39
I lov om bonus til
elever i ungdomsuddannelse med lønnet
praktik, jf. lovbekendtgørelse nr. 220
af 20. marts 2006, som ændret ved § 20 i
lov nr. 404 af 8. maj 2006, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 5,
stk. 3, udgår », § 30 om
forældelse«.
Økonomi- og
Erhvervsministeriet
§ 40
I lov nr. 364 af 18.
maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret
bl.a. ved lov nr. 1170 af 19. december
2003 og senest ved § 38 i lov nr. 538 af
8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1.
§ 12,
stk. 3, ophæves.
§ 41
I lov
om tilsyn med firmapensionskasser, jf.
lovbekendtgørelsenr. 1017 af 24. oktober
2005, som ændret ved § 11 i lov nr. 108
af 7. februar2007, foretages følgende
ændring:
1.
§ 9
ophæves.
§ 42
I lov
om ligebehandling af mænd og kvinder
indenfor de erhvervstilknyttede
sikringsordninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 775 af29. august 2001, foretages
følgende ændring:
1.
§ 12
ophæves.
§ 43
I lov om
arbejdstageres opfindelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 131 af 18. marts
1986, som ændret ved § 51 i lov nr. 130
af 26. februar 1992, foretages følgende
ændring:
1.
§ 8,
stk. 3, ophæves.
Stk. 4
bliver herefter stk. 3.
§ 44
I søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni
2004, som ændret senest ved § 13 i lov
nr. 1563 af 20. december 2006, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 501,
stk. 5, indsættes som 3. pkt.
:
»Når
forældelsen af fordringer omfattet af
stk. 1 afbrydes, uden der etableres et
særligt retsgrundlag, jf.
forældelseslovens § 5, stk. 1, løber en
ny frist af samme længde fra det
tidspunkt, som er angivet i
forældelseslovens § 19, eller, hvis
afbrydelsen er sket ved anmeldelse for
en dispachør, fra dispachørens
afgørelse.«
§ 45
I konkurrenceloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 8.
august 2005, foretages følgende ændring:
1. Efter
kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Civilretlig
forældelse
§ 25. En
fordringshavers krav på erstatning som
følge af en overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov eller
EF-traktatens artikel 81 og artikel 82
forældes efter reglerne i
forældelsesloven.
Stk. 2. Forældelseslovens § 21,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på
fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis
fordringshaver har indgivet klage til
Konkurrencerådet i en sag om
overtrædelse af bestemmelser som anført
i stk. 1, og klagen indgår i rådets
behandling af sagen.
Stk. 3. Indbringes sagen for
Konkurrenceankenævnet, finder
forældelseslovens § 21, stk. 2,
tilsvarende anvendelse på fordringer som
omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver
1)
har indbragt sagen for
Konkurrenceankenævnet, eller
2)
er indtrådt som biintervenient i
ankesagen.«
§ 46
Loven træder i kraft
den 1. januar 2008.
§ 47
Stk. 1. Loven
finder anvendelse også på tidligere
stiftede fordringer, som ikke inden
ikrafttrædelsesdagen er forældet efter
de hidtil gældende regler. Forældelse
indtræder dog tidligst den 1. januar
2011, medmindre fordringen inden dette
tidspunkt ville være forældet såvel
efter de hidtil gældende bestemmelser
som efter de bestemmelser, der gælder
efter lovens ikrafttræden, jf. dog
stk. 7. I det sidstnævnte tilfælde
anvendes det seneste tidspunkt for
forældelsens indtræden.
Stk. 2. Afbrydelse af forældelse,
der har fundet sted før lovens
ikrafttræden, har fortsat virkning som
afbrydelse, selv om den ikke er sket på
den efter lovens ikrafttræden
foreskrevne måde.
Stk. 3. Købelovens § 54, stk. 2 og
3, og § 83, stk. 2, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 2-4, finder alene
anvendelse på aftaler om køb, der indgås
efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Købelovens § 54, stk. 4, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 3,
finder alene anvendelse på krav, som
fremsættes af en senere erhverver
(forbruger) i anledning af en aftale,
som denne har indgået efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 5. Forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 6, som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 2, finder alene anvendelse
på aftaler, der indgås eller forlænges
efter lovens ikrafttræden.
Stk. 6. Landdistriktsstøttelovens
§ 23 b, som indsat ved denne lovs § 30,
nr. 1, finder i overensstemmelse med
stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse ved
tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er udbetalt i medfør af de
i landdistriktsstøttelovens § 28,
stk. 2, nævnte love.
Stk. 7. Krav mod en hustru, der er
omfattet af § 11, stk. 1, i lov om
ægteskabets retsvirkninger, og som er
stiftet inden lovens ikrafttræden,
forældes i løbet af 1 år, når manden
tillige hæfter for gælden. Bestemmelsen
i 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
hustruen har påtaget sig et videregående
ansvar.
Stk. 8. Produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, som ophæves ved denne lovs
§ 40, nr. 1, finder dog fortsat
anvendelse på aftaler om køb, der er
indgået før lovens ikrafttræden.
§ 48
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland,
jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1, 2, 5-11, 13-15, 24,
28, 43 og 44 kan ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1, 2, 5-9, 11, 13-15, 19,
21, 28, 43 og 44 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i
kraft for Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
|
|
|
Indholdsfortegnelse
|
|
|
|
1.
|
Indledning
;............................................................................
............ |
|
|
|
|
2.
|
Baggrunden
for lovforslaget
............................................................
|
|
|
|
|
3.
|
Lovforslagets hovedindhold
............................................................
|
|
3.1.
|
Ændring af
købeloven
;..........................................................................
|
|
3.1.1.
|
Reklamationsfristen, når
salgsgenstanden skal
tilbagekaldes eller destrueres i
henhold til et påbud
......................................................................
|
|
3.1.1.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.1.1.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.1.2.
|
Ophævelse af
reklamationsfristen ved køb af
byggematerialer ................
|
|
3.1.2.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.1.2.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.2.
|
Ændring af
forsikringsaftaleloven
.........................................................
|
|
3.2.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.2.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.3.
|
Ændring af
retsplejeloven
.....................................................................
|
|
3.3.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.3.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.4.
|
Ændring af
miljøskadeerstatningsloven
..................................................
|
|
3.4.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.4.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.5.
|
Ændring af
produktansvarsloven
...........................................................
|
|
3.5.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.5.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.6.
|
Ændring af
atomskadeerstatningsloven
.................................................
|
|
3.6.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.6.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.7.
|
Ændring af
erstatningsansvarsloven
......................................................
|
|
3.7.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.7.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.8.
|
Ændring af
reglerne om tilbagesøgningskrav
i forbindelse med
tilskudsordninger
;............................................................................
................ |
|
3.8.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.8.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.9.
|
Ændring af
skatteforvaltningsloven
.......................................................
|
|
3.9.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.9.1.1.
|
De ordinære
ansættelsesfrister
.............................................................
|
|
3.9.1.2.
|
Frister ved
»Transfer Pricing«
..............................................................
|
|
3.9.1.3.
|
Ekstraordinære ansættelser
..................................................................
|
|
3.9.1.4.
|
Forældelse
;............................................................................
.............. |
|
3.9.1.5.
|
Unddragne
skatter i anledning af et
strafbart forhold
..............................
|
|
3.9.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.9.2.1.
|
Ordinære
ansættelser
;...........................................................................
|
|
3.9.2.2.
|
»Transfer
Pricing«
;............................................................................
.. |
|
3.9.2.3.
|
Ekstraordinære ansættelser
..................................................................
|
|
3.9.2.4.
|
Forældelse af
skattekrav i anledning af et
strafbart forhold
.....................
|
|
3.10.
|
Øvrige
ændringer af forældelsesregler
..................................................
|
|
3.11.
|
Visse
ændringer af renteloven og
kreditaftaleloven
................................
|
|
3.11.1.
|
Ændring af
henvisninger til banker mv. i
renteloven og kreditaftaleloven
.. |
|
3.11.1.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.11.1.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
3.11.2.
|
Ændring af
rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3
..............................................
|
|
3.11.2.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
.......... |
|
3.11.2.2.
|
Lovforslagets
udformning
....................................................................
|
|
|
|
|
4.
|
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
. |
|
|
|
|
5.
|
Høring
;............................................................................
.................. |
|
1. Indledning
Lovforslaget skal
navnlig ses i sammenhæng med det
samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer
(forældelsesloven) (L 165), der
erstatter de gældende forældelsesregler
i Danske Lov 5-4-14 fra 1683 og i lov
nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer. En
vedtagelse af den foreslåede nye
forældelseslov vil således medføre behov
for ændringer af en række
forældelsesregler i den øvrige
lovgivning.
Herudover indeholder
lovforslaget ændringer af visse
formueretlige regler, bl.a. af
reklamationsreglerne i købeloven. Det
foreslås, at købelovens
reklamationsfrister ikke skal finde
anvendelse på køb af genstande, som i
henhold til et påbud skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi de udgør en
fare, uanset efter hvilken lovgivning
det pågældende påbud er udstedt.
Endvidere foreslås det, at der ikke skal
gælde en reklamationsfrist ved køb af
byggematerialer. Herudover foreslås det,
at en aftalt fravigelse af
reklamationsfristerne til skade for
køberen ikke skal kunne gøres gældende
over for en senere køber, hvis denne
handler uden for sit erhverv.
Lovforslaget indeholder også visse
mindre ændringer af renteloven og
kreditaftaleloven.
2. Baggrunden for
lovforslaget
Justitsministeren
nedsatte i 2001 et udvalg om revision af
de generelle forældelsesregler i Danske
Lov 5-14-4 og forældelsesloven fra 1908.
Ved det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
foreslås en ny forældelseslov, som i al
væsentlighed svarer til udvalgets
lovudkast i betænkning nr. 1460/2005 om
revision af forældelseslovgivningen.
Forslagene om ændring
af retsplejeloven, ikrafttrædelsesloven
til straffeloven, konkursloven og
tinglysningsloven i dette lovforslags
§§ 3, 10, 11 og 12, bygger også på
udvalgets lovudkast, jf. dettes § 29,
nr. 3-5, og § 30.
Ændringen af
købeloven, som foreslås indført ved § 1
i dette lovforslag, bygger til dels på
forslag fra udvalget om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
byggematerialer, som Justitsministeriet
nedsatte i 2002, jf. betænkning nr.
1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af byggematerialer.
Der var i dette
udvalg ikke enighed om, hvorvidt der er
behov for en forbedring af
forbrugerbeskyttelsen ved erhvervelse af
byggematerialer. Lovforslaget følger
anbefalingerne fra nogle medlemmer af
udvalget, der foreslår en forlængelse af
købelovens særlige reklamationsfrist for
byggematerialer fra 5 år til 10 år
kombineret med indsættelse af en særlig
regel om forbrugerpræceptivitet. Den
nærmere udformning af forslaget er
imidlertid sket i lyset af det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov,
der bl.a. indeholder en absolut 10-årig
forældelsesfrist. Derfor foreslås det
helt at ophæve købelovens
reklamationsfrist ved køb af
byggematerialer.
Desuden foreslås en
ændring af købeloven, hvorefter
købelovens 2-årige reklamationsfrist
ikke vil finde anvendelse på køb af
genstande, som i henhold til et påbud
fra en offentlig myndighed skal
tilbagekaldes eller destrueres, fordi de
udgør en fare. En sådan regel findes
allerede i produktsikkerhedsloven.
Ved lovforslagets § 2
foreslås forsikringsaftalelovens
forældelsesbestemmelser ændret.
Indholdet af dette forslag bygger på et
forslag fra et udvalg om revision af
forsikringsaftaleloven, jf. betænkning
nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven.
Justitsministeriet s forslag til
ændringer af forsikringsaftalelovens
regler bygger på udvalgets lovskitse,
men den nærmere udformning af forslaget
er tilpasset forslaget til ny
forældelseslov.
Lovforslaget
indeholder endvidere en række forslag
til ændringer af de særlige
forældelsesregler i den øvrige
lovgivning, som forslaget til ny
forældelseslov giver anledning til, jf.
lovforslagets §§ 4-9, § 13 og §§ 16-45.
Endelig indeholder
lovforslaget visse mindre ændringer af
renteloven og kreditaftaleloven, som
ikke er foranlediget af forslaget til ny
forældelseslov, jf. lovforslagets §§ 14
og 15.
3. Lovforslagets
hovedindhold
3.1. Ændring af
købeloven
3.1.1.
Reklamationsfristen, når salgsgenstanden
skal tilbagekaldes eller destrueres i
henhold til et påbud
3.1.1.1. Gældende ret
Der foreligger en
mangel, hvis en solgt genstand er af en
anden eller ringere beskaffenhed eller
brugbarhed, end den ifølge aftalen og de
foreliggende omstændigheder skulle være.
Der foreligger som udgangspunkt en
mangel, hvis salgsgenstanden ved normal
brug forvolder utilsigtet fare for skade
på person eller ting.
Købelovens § 54,
stk. 1, og § 83, stk. 1, bestemmer, at
hvis en køber ikke inden to år efter
genstandens overgivelse har meddelt
sælgeren, at køberen vil påberåbe sig en
mangel, kan manglen ikke gøres gældende
senere, medmindre sælgeren har påtaget
sig at indestå for genstanden i længere
tid eller har handlet svigagtigt. Ved
køb af byggematerialer er fristen 5 år
fra byggeriets aflevering, dog højst 6
år fra overgivelsen af materialerne til
køberen, jf. § 54, stk. 2, og § 83,
stk. 2.
Om en sælger eller et
tidligere led i salgskæden indestår for
salgsgenstanden i længere tid, vil bero
på den konkrete sags omstændigheder. En
indeståelse vil kunne foreligge, også
uden at sælgeren har givet en
udtrykkelig garanti. Sælgeren må således
normalt også uden et udtrykkeligt
tilsagn antages at indestå for, at
genstanden har de egenskaber, som i
almindelighed klart er af afgørende
betydning for brugbarheden af genstande
af den pågældende type, medmindre
køberen har givet sælgeren grund til at
tro, at køberen ikke lagde vægt på
egenskaben, jf. Folketingstidende
1978/79, tillæg A, sp. 2160. Det må i
den forbindelse normalt anses for at
være af afgørende betydning for
brugbarheden af en genstand, at den kan
anvendes uden en betydelig risiko for
personskade, jf. også betænkning nr.
1256/1993 om produktsikkerhed, s. 117.
– Påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion efter
produktsikkerhedsloven
Produktsikkerhedsloven, jf. lov nr. 364
af 18. maj 1994 med senere ændringer,
har til formål at forhindre, at farlige
produkter og tjenesteydelser bringes i
omsætning, eller, hvis dette allerede er
sket, at iværksætte passende
foranstaltninger med det formål at
forebygge skade på person eller ejendom.
Det følger af
produktsikkerhedsloven, at hvis et
produkt, der udgør en fare, er bragt i
omsætning, kan den relevante
kontrolmyndighed påbyde enhver, der har
bragt produktet i omsætning, straks
eller inden for en nærmere frist at
trække produktet tilbage, at
tilbagekalde produktet eller at
destruere produktet på forsvarlig måde,
jf. § 12, stk. 1, nr. 3-5.
I henhold til
produktsikkerhedslovens § 3 forstås ved
et produkt enhver løsøregenstand, uanset
om den er en råvare eller et
naturprodukt. Ved et produkt forstås
endvidere fast ejendom, bortset fra
grunden, samt bestanddele og tilbehør
til den faste ejendom.
Ved tilbagetrækning
forstås ifølge produktsikkerhedslovens
§ 7 a, stk. 1, enhver foranstaltning med
henblik på at forhindre, at et farligt
produkt distribueres, udstilles og
tilbydes forbrugere. Ved tilbagekaldelse
forstås enhver foranstaltning med
henblik på returnering af et farligt
produkt, som producenten eller
distributøren tidligere har leveret
eller stillet til rådighed for
forbrugere, jf. § 7 a, stk. 2.
Forskellen mellem tilbagetrækning og
tilbagekaldelse er, at producenten mv.
ved påbud om tilbagetrækning alene skal
foretage handlinger med henblik at
begrænse det fremtidige salg mv.
af produktet, mens den pågældende ved
påbud om tilbagekaldelse skal foretage
handlinger med henblik på, at
forbrugerne returnerer allerede
leverede mv. produkter.
Ifølge
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3,
gælder reklamationsfristerne i
købelovens §§ 54 og 83 ikke i tilfælde,
hvor der meddeles påbud om, at et
produkt skal tilbagekaldes efter stk. 1,
nr. 4, eller destrueres i medfør af
stk. 1, nr. 5. Produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, omfatter således alene
tilfælde, hvor der er udstedt påbud om
tilbagekaldelse eller
destruktion. Bestemmelsen omfatter
derimod ikke de tilfælde, hvor der
udstedt påbud om tilbagetrækning.
- Påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion efter
øvrige regler
Der kan også efter en
række andre offentligretlige regler
udstedes påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion, fordi en genstand udgør en
fare.
For så vidt angår
f.eks. kemiske stoffer eller
produkter, kan en producent eller
importør i visse tilfælde påbydes for
egen regning at tilbagekalde et i øvrigt
lovligt produkt fra forhandlere eller
brugere, når det findes nødvendigt for
at sikre, at den pågældende genstand
ikke medfører alvorlig fare for
sundheden eller alvorlig skade på
miljøet. Det fremgår af § 32 a, stk. 1,
i lov om kemiske stoffer og produkter,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22.
december 2006. Efter samme lovs § 48,
stk. 2, nr. 3 og 4, kan der udstedes
påbud om, at produkter tilbagetages
eller destrueres på forsvarlig vis, hvis
de er ulovlige, eksempelvis fordi de
ikke er sikre, men også fordi de ikke
overholder bestemmelser om emballering,
mærkning mv.
Legetøj må
ikke bringes i omsætning, hvis det
indebærer fare for sikkerheden eller
sundheden for brugerne eller andre
personer, når det anvendes til det
beregnede formål eller på en måde, som
børn må forventes at anvende det på, jf.
§ 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1116
af 12. december 2003 om sikkerhedskrav
til legetøj og produkter, som på grund
af deres ydre fremtræden kan forveksles
med levnedsmidler
(legetøjsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i
produktsikkerhedsloven. Der opstilles
endvidere i den pågældende
bekendtgørelse en række mere konkrete
sundheds- og sikkerhedskrav, som legetøj
skal leve op til, jf. bekendtgørelsens
§ 4, stk. 2. Enhver, der udbyder,
forhandler eller distribuerer legetøj i
strid med sikkerhedskravene i § 4,
stk. 1 og 2, kan påbydes straks eller
inden for en nærmere angivet frist at
trække produktet tilbage, at tilbagekøbe
produktet eller destruere produktet på
forsvarlig vis, jf. bekendtgørelsens
§ 20, stk. 1, nr. 4 og 5. Ifølge
bekendtgørelsens § 20, stk. 7, gælder
reklamationsfristerne i købelovens §§ 54
og 83 ikke i tilfælde, hvor der i medfør
af stk. 1, nr. 4 eller 5, er meddelt
påbud om, at et produkt skal trækkes
tilbage eller destrueres.
For så vidt angår
fødevarer, indeholder fødevarelovens
§ 52, stk. 1, jf. lov nr. 526 af 24.
juni 2005 med senere ændringer, en
hjemmel for ministeren for familie- og
forbrugeranliggender til at træffe de
afgørelser, herunder meddele påbud og
forbud, der er nødvendige for at sikre
overholdelse af de krav, der er fastsat
i fødevarelovgivningen eller i Det
Europæiske Fællesskabs forordninger og
direktiver. Ministeren kan med hjemmel
heri bl.a. udstede påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion, hvis
produkter ikke overholder krav til
fødevaresikkerheden fastsat i de
pågældende retsforskrifter.
Lov nr. 432 af 9.
juni 2004 om hold af dyr med senere
ændringer har til formål at sikre, at
hold af dyr sker på ansvarlig vis og
på en sådan måde, at hensynet til
fødevaresikkerheden og menneskers og
dyrs sundhed samt til produktionen
tilgodeses, jf. lovens § 1, stk. 1. Med
henblik med at udrydde, hindre, begrænse
eller imødegå risiko for udbredelse af
bl.a. zoonotiske smitstoffer, dvs.
stoffer, der kan smitte fra dyr til
mennesker, og en række øvrige sygdomme
nævnt i loven kan ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri meddele
påbud om bl.a. aflivning og destruktion
af dyr samt om tilintetgørelse eller
destruktion af produkter af dyr samt
foder, gødning, slam og andet materiale,
som kan være inficeret eller
kontamineret, jf. § 30, stk. 2, nr. 1,
litra i, og nr. 2, litra g og i, i lov
om hold af dyr.
Den, der markedsfører
et fritidsfartøj, skibsudstyr,
personlige værnemidler eller andre
produkter, som anvendes om bord i skibe,
kan af Søfartsstyrelsen pålægges at
tilbagekalde et produkt fra markedet,
hvis det frembyder fare for sikkerhed,
sundhed eller miljø, jf. § 4, stk. 4,
nr. 2, i lov om sikkerhed til søs, jf.
lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli
2002 med senere ændringer.
For så vidt angår
elektrisk materiel, kan
Sikkerhedsstyrelsen bestemme, at
ulovligt elektrisk materiel skal
tilbagetages, jf. § 14, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 177 af 20. marts 1995
om administration m.v. af
stærkstrømsloven med senere ændringer.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen skønner, at
hensynet til brugernes sikkerhed kræver
det, kan det bestemme, at det pågældende
materiel ikke længere må bruges.
Styrelsen kan også bestemme, at sådant
materiel skal frakobles og eventuelt
demonteres, hvis det er fast
installeret, og kan i den forbindelse
pålægge autoriserede elinstallatører at
demontere og tilbagetage fast
installeret materiel, jf.
bekendtgørelsens § 14, stk. 4.
For så vidt angår
gasmateriel, indeholder lov om
gasinstallationer og installationer i
forbindelse med vand- og
afløbsledninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 988 af 8. december 2003 med senere
ændringer, en hjemmel til påbud om
tilbagekaldelse. Loven har tre
overordnede formål, jf. lovens § 1. Den
har således til formål at sikre
og opretholde et acceptabelt
sikkerhedsniveau for gasinstallationer
af hensyn til sikkerheden for personer
og beskyttelse mod tab af værdier, at
sikre kvaliteten af det udførte
installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet under hensyntagen til
forbrugernes interesser, generel
beskyttelse mod tab af værdier og som
led i den overordnede miljø- og
sundhedsindsats og at fremme
foranstaltninger til anvendelse af
energi- og ressourcebesparende udstyr
samt øvrige foranstaltninger som led i
den overordnede miljø- og
sundhedsindsats. Ifølge lovens § 18, nr.
2, kan Sikkerhedsstyrelsen pålægge
fabrikanter og forhandlere at
tilbagekalde gasmateriel, der ikke
opfylder bestemmelserne i det
gasreglement, som er udstedt i medfør af
lovens § 15, eller hvis anvendelse
indebærer en sikkerhedsmæssig risiko.
Det er kun i
produktsikkerhedsloven og
legetøjsbekendtgørelsen, at der er taget
udtrykkelig stilling til forholdet
mellem et påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion og købelovens
reklamationsregler, jf. ovenfor. I andre
tilfælde må der i stedet foretages en
konkret vurdering af, om købelovens
reklamationsfrister ikke finder
anvendelse som følge af, at sælgeren har
udstedt en – eventuelt stiltiende –
længerevarende garanti for, at
genstanden er sikker.
3.1.1.2.
Lovforslagets udformning
Som det fremgår af
beskrivelsen af gældende ret umiddelbart
ovenfor, jf. pkt. 3.1.1.1, er en købers
retsstilling forskellig afhængig af, om
et påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion er udstedt med hjemmel i
produktsikkerhedsloven (eller
legetøjsbekendtgørelsen) eller med
hjemmel i anden lovgivning. Ved påbud
efter produktsikkerhedsloven følger det
umiddelbart af produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, at reklamationsfristerne i
købelovens §§ 54 og 83 ikke finder
anvendelse, mens det ved påbud efter
andre regler om produkters sikkerhed
(bortset fra legetøjsbekendtgørelsen)
beror på, om der er givet en
længerevarende garanti i det enkelte
tilfælde.
Det foreslås, at
reglen i produktsikkerhedslovens § 12,
stk. 3, kommer til at gælde generelt,
således at købelovens
reklamationsfrister ikke gælder, hvis et
offentligretligt påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion er
udstedt, fordi en genstand udgør en
fare, uanset efter hvilken lovgivning
påbuddet er udstedt. Herved sikres det,
at alle gældende regler, hvorefter der
kan udstedes påbud om tilbagekaldelse
eller destruktion, og alle fremtidige
regler herom bliver omfattet, herunder
både nationale regler og visse
EU-regler, i det omfang påbud kan
udstedes med hjemmel heri.
Bestemmelsen bør
omfatte tilfælde, hvor det konkrete
påbud har sin baggrund i, at det
pågældende produkt udgør en fare, og er
baseret på den pågældende myndigheds
vurdering af faren ved at bruge
produktet.
Efter visse love er
det en betingelse for at udstede et
påbud, at den relevante myndighed har
vurderet, at de pågældende produkter
udgør en fare. Det gør sig eksempelvis
gældende for produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 1, lov om kemiske stoffer og
produkter § 32 a, stk. 1, lov om
sikkerhed til søs § 4, stk. 4, nr. 2, og
bekendtgørelse om administration m.v. af
stærkstrømsloven § 14, stk. 4, jf.
nærmere om disse bestemmelser under pkt.
3.1.1.1 ovenfor. I disse tilfælde ligger
det således fast, at påbuddet er
begrundet i, at produktet udgør en fare.
Efter andre love kan
der udstedes påbud af flere forskellige
grunde. Reglerne i lov om
gasinstallationer og installationer i
forbindelse med vand- og
afløbsledninger, hvorefter der kan
udstedes påbud om tilbagekaldelse af
gasmateriel, har eksempelvis bl.a. til
formål at sikre et acceptabelt
sikkerhedsniveau for gasinstallationer
af hensyn til sikkerheden for personer
og beskyttelse mod tab af værdier, men
har også en række andre formål, herunder
at sikre kvaliteten af
installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet, jf. pkt. 3.1.1.1. I
sådanne tilfælde vil den foreslåede
bestemmelse alene finde anvendelse, hvis
det fremgår af det pågældende påbud, at
det er begrundet i, at de omhandlede
genstande udgør en fare.
Den foreslåede
fravigelse af reklamationsfristerne i
købeloven bør efter Justitsministeriet s
opfattelse omfatte offentligretlige
påbud, men ikke tilfælde, hvor et
produkt tilbagekaldes fra markedet
frivilligt. Endvidere bør den kun
omfatte konkret udstedte påbud,
men ikke tilfælde, hvor tilbagekaldelsen
sker i medfør af generelle regler. En
generel pligt til tilbagekaldelse i
nærmere angivne tilfælde findes
eksempelvis i artikel 19, stk. 1, i
forordning nr. 178 af 28. januar 2002 om
generelle principper og krav i
fødevarelovgivningen, om opretholdelse
af Den Europæiske Fødevaresikkerheds
autoritet og om procedurer vedrørende
fødevaresikkerhed.
Desuden foreslås det,
at undtagelsesreglen skal gælde både i
handelskøb, civilkøb og forbrugerkøb.
Det sikres herved bl.a., at
detailhandlere mv. som udgangspunkt ikke
ender i en »reklamationsklemme«, hvor
forbrugeren kan gøre mangelsindsigelser
gældende over for detailhandleren mv.,
mens denne er afskåret fra at gå videre
med mangelskravet til producenten mv.
Afgrænsningen af den
foreslåede regel vil således svare til
afgrænsningen af den gældende regel i
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3,
der foreslås ophævet, jf. lovforslagets
§ 40.
Det bemærkes, at den
foreslåede regel om ufravigelighed i
forbrugerforhold
(forbrugerpræceptivitet), jf. nedenfor
under pkt. 3.1.2.2 og lovforslagets § 1,
nr. 3 (købelovens § 54, stk. 4), efter
lovforslaget også finder anvendelse i
tilfælde, hvor der udstedes påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion på
grund af manglende sikkerhed.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1-4 (forslag til
købelovens § 1, stk. 3, § 54, stk. 2 og
4, og § 83, stk. 2) samt til
lovforslagets § 40 (forslag til
ophævelse af produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet
har i efteråret 2006 nedsat et udvalg om
køberetlig regulering af produktansvar.
Udvalget har til opgave at overveje
muligheden for at tildele købere af
defekte produkter beføjelser efter
købelovens regler, hvis salgsgenstanden
forvolder skade på person eller på andre
ting. Udvalget skal således overveje
fordele og ulemper ved at udvide sælgers
køberetlige ansvar – dvs. mangels- eller
garantiansvar – for defekte produkter.
Det vil i den forbindelse bl.a. kunne
overvejes, om der eventuelt bør indføres
regler om, at sælgere skal anses for at
indestå for salgsgenstandens sikkerhed.
I givet fald vil der eventuelt kunne
være anledning til at overveje, om der
fortsat er behov for den foreslåede
regel om ophævelse af
reklamationsfristen.
3.1.2. Ophævelse af
reklamationsfristen ved køb af
byggematerialer
3.1.2.1. Gældende ret
Købeloven gælder for
alle former for løsørekøb, jf. lovens
§ 1 a, stk. 1, herunder køb af
byggematerialer, der foretages med
henblik på opførelse eller reparation af
fast ejendom. Dette gælder såvel med
hensyn til en entreprenørs anskaffelse
af byggematerialer fra en leverandør
(materialeleverance ved entreprise) som
med hensyn til en selvbyggers køb af
materialer fra en handlende til
opførelse på købers faste ejendom.
Købelovens § 54,
stk. 1, bestemmer, at hvis køberen ikke
inden to år efter genstandens
overgivelse har meddelt sælgeren, at
vedkommende vil påberåbe sig en mangel,
kan forbrugeren ikke senere gøre den
gældende, medmindre sælgeren har påtaget
sig at indestå for genstanden i længere
tid eller har handlet svigagtigt. Ifølge
§ 54, stk. 2, er fristen ved køb af
byggematerialer imidlertid 5 år fra
byggeriets aflevering, dog højst 6 år
fra overgivelsen af materialerne til
køberen.
Købelovens § 83,
stk. 2, der omhandler forbrugerkøb,
bestemmer, at § 54, stk. 2, om
byggematerialer finder tilsvarende
anvendelse ved forbrugerkøb.
Den 5-årige
reklamationsfrist for byggematerialer i
købelovens §§ 54 og 83 kan fraviges ved
aftale, i forbrugerkøb dog ikke til
skade for køberen (forbrugeren), jf.
købelovens § 1, stk. 2.
Den særlige
reklamationsfrist for byggematerialer
blev indsat i købeloven ved § 25 i lov
nr. 391 af 14. juni 1995 om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom m.v. med det formål at
sikre en ensartet ansvarsperiode for
henholdsvis køb af byggematerialer, som
er omfattet af købeloven, og aftaler om
opførelse af bygning eller andet anlæg
på fast ejendom (entrepriseforhold), der
ikke er omfattet af købeloven, jf.
dennes § 2, stk. 2. I entrepriseforhold
har parterne i stedet for typisk
vedtaget reglerne i Almindelige
betingelser for arbejder og leverancer i
bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92),
Almindelige betingelser for teknisk
rådgivning og bistand (ABR 89) eller
Almindelige betingelser for
totalentreprise (ABT 93), jf. om disse
umiddelbart nedenfor.
Begrebet
»byggematerialer« er ikke defineret i
købeloven, men i bemærkningerne til
forslag til lov om forbrugerbeskyttelse
ved erhvervelse af fast ejendom m.v.,
jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A,
s. 3003, er det forudsat, at der ved
byggematerialer skal forstås materialer,
som efter deres art er bestemt til
sædvanligvis at indgå i
bygningskonstruktioner. Ifølge
bemærkningerne omfatter reglen f.eks.
mursten, lægter, spær, betonelementer og
tagsten, mens »selvstændige« produkter
som f.eks. gulvtæpper, udendørslamper og
fodriste ikke er omfattet. Materialer,
der som f.eks. sten, grus og
uforarbejdet træ ikke kan siges
hovedsagelig at være bestemt til
anvendelse ved byggeri mv., er heller
ikke omfattet.
Uden for købelovens
område falder i henhold til lovens § 1
a, stk. 1, køb af fast ejendom, dvs. køb
af hus, ejerlejlighed mv. eller en ideel
anpart heraf. Reklamationsreglerne i
købelovens §§ 54 og 83 kan ikke antages
at gælde analogt ved køb af fast
ejendom.
Uden for købelovens
område falder desuden aftaler om
opførelse af bygning eller andet anlæg
på fast ejendom (entrepriseforhold), jf.
lovens § 2, stk. 2. I entrepriseforhold
udgøres retsgrundlaget i stedet af
parternes særskilte aftale eller, hvis
dette er aftalt, af de almindelige
standardbetingelser i AB 92 og ABR 89
eller, i det omfang der er tale om
totalentreprise, af
standardbetingelserne i ABT 93. Andre
former for værksleje falder også uden
for købelovens område, herunder aftaler
om reparation af fast ejendom.
Hvis AB 92 eller ABT
93 er vedtaget, skal bygherrens krav mod
entreprenøren som følge af mangler ved
byggearbejder og anlægsarbejder i
tilslutning hertil fremsættes senest 5
år efter arbejdets aflevering, jf. AB 92
§ 36 og ABT 93 § 36.
Den 5-årige
reklamationsfrist i AB 92 og ABT 93
gælder dog ikke de dele af arbejdet, som
entreprenøren har påtaget sig at indestå
for i længere tid. Fristen gælder heller
ikke, hvis det ved afleveringen
konstateres, at en aftalt
kvalitetssikring har svigtet væsentligt,
eller der foreligger groft uforsvarligt
forhold fra entreprenørens side. Derimod
er det uden betydning, om manglen har
været skjult. Reklamation over for
entreprenøren er tilstrækkelig til at
afbryde 5-årsfristen.
Også
materialeleverandørerne vil som
udgangspunkt hæfte i 5 år for mangler i
kraft af den såkaldte
byggeleveranceklausul i AB 92 § 10,
stk. 4, og ABT 93 § 10, stk. 4. Efter
disse bestemmelser regnes det 5-årige
leverandøransvar fra afleveringen af
byggeriet, men med den begrænsning, at
leverandørens ansvar ophører senest 6 år
efter levering til lager eller
videresalg.
For de tekniske
rådgivere, som har medvirket ved
opførelsen af en bygning, vil det ofte
være aftalt, at ABR 89 skal gælde. I ABR
89 pkt. 6.2.3 er der ligeledes fastsat
en reklamationsfrist på 5 år regnet fra
byggeriets aflevering.
I modsætning til,
hvad der følger af købeloven og
standardvilkårene i AB 92 mv., gælder
der ved andre former for værksleje ikke
nogen reklamationsfrist, og den ydre
grænse for i sådanne tilfælde at gøre et
i øvrigt berettiget mangelsansvar
gældende beror derfor på de almindelige
regler om passivitet og de almindelige
forældelsesregler.
En køber, herunder en
forbruger, antages i visse tilfælde at
kunne rette et direkte krav mod
tidligere led i omsætningskæden.
Omfanget af denne adgang til »springende
regres« kan ikke anses for fuldt
afklaret i retspraksis.
Højesteret tog
imidlertid i den såkaldte eternitsag,
jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2001.249 H,
stilling til et krav, som en senere
erhverver havde rejst over for en
producent, der havde markedsført nogle
mangelfulde tagplader. Et flertal i
Højesteret fandt ikke grundlag for at
fastslå, at producenten havde handlet
svigagtigt eller i strid med almindelig
hæderlighed. Flertallet fandt dog, at
producenten havde handlet uagtsomt ved
ikke i tilstrækkelig grad at have sikret
sig, at visse konstaterede
produktionstekniske problemer var blevet
løst. I en sådan situation fandt
flertallet ikke, at producenten kunne
drages til ansvar efter udløbet af
reklamationsfristen i købelovens §§ 54
og 83, som gjaldt i forholdet mellem
producenten og dennes aftalepart. Der
blev ikke ved dommen taget stilling til,
i hvilket omfang en senere erhverver
skal respektere en aftale mellem en
producent, der har handlet uagtsomt, og
en tidligere erhverver om en kortere
reklamationsfrist.
De almindelige
forældelsesfrister i 1908-loven og
Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af de
ovennævnte reklamationsregler.
Forældelsesreglerne vil dog i praksis
ofte ikke have betydning for
forbrugernes mulighed for at gøre et
mangelsansvar gældende, idet et
mangelsansvar på dette område i mange
tilfælde vil være afskåret på et
tidligere tidspunkt efter enten reglerne
i købelovens §§ 54 eller 83 eller
bestemmelserne i de almindeligt anvendte
standardvilkår på entrepriseområdet, der
som nævnt ligesom købeloven indeholder
en reklamationsfrist på som udgangspunkt
5 år.
Der vil dog kunne
forekomme situationer, hvor
forældelsesreglerne vil være af
betydning for forbrugeres mulighed for
at gøre et mangelsansvar vedrørende
byggematerialer gældende, bl.a. ved
mindre reparationer af en fast ejendom,
som ikke er omfattet af købelovens
regulering, og som efter parternes
aftale heller ikke er undergivet de
almindelige standardbetingelser i AB 92
mv. Endvidere er forældelsesfristerne
relevante i tilfælde, hvor
reklamationsfristerne tilsidesættes,
f.eks. fordi sælgeren har handlet
svigagtigt mv.
Der henvises i øvrigt
til kapitel 3 i betænkning nr. 1433/2003
om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse
af byggematerialer.
3.1.2.2.
Lovforslagets udformning
Justitsministeriet s
udvalg om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af byggematerialer afgav i
2003 betænkning nr. 1433/2003 om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
byggematerialer.
Syv af udvalgets 14
medlemmer foreslog en forlængelse af
købelovens særlige reklamationsfrist for
byggematerialer fra 5 år til 10 år.
Disse medlemmer lagde bl.a. vægt på
oplysninger fra Byggeskadefonden om
mangler i byggesager. Det fremgik heraf,
at for bestemte typer af
byggematerialer, navnlig eternittage og
tegltage, har skader i en række tilfælde
vist sig senere end 5 år efter
byggeriets aflevering eller leveringen
af byggematerialerne.
Disse medlemmer
foreslog, at den 10-årige
reklamationsfrist til gengæld altid
skulle regnes fra materialernes
overgivelse til køberen, idet man herved
vil få en retsteknisk simpel regel, der
fastlægger et begyndelsestidspunkt, som
er sammenfaldende med
begyndelsestidspunktet for
reklamationsfristerne efter købelovens
§ 54, stk. 1, og § 83, stk. 1.
Disse medlemmer
foreslog, at reklamationsfristen ved køb
af byggematerialer forlænges også uden
for forbrugerkøb for at undgå en
»reklamationsklemme« for detailhandlerne
mv., idet disse ellers ville kunne mødes
med mangelsindsigelser fra forbrugerne i
op til 10 år efter salget, mens de ville
være afskåret fra selv at gå videre med
mangelskravet mod producenter mv., hvis
der er gået mere end 5 år.
De pågældende
medlemmer pegede samtidig på, at det i
forbindelse med en eventuel kommende ny
forældelseslov med en absolut
forældelsesfrist på 10 år kunne
overvejes i stedet helt at ophæve den
absolutte reklamationsfrist for
byggematerialer og lade spørgsmålet om
forbrugernes adgang til at rejse krav
alene bero på forældelsesretlige regler.
For så vidt angår
forbrugerforhold fandt disse syv
medlemmer endvidere, at der bør skabes
sikkerhed for, at en forbruger ikke på
grund af aftalte reklamationsfrister
mellem tidligere led i omsætningskæden
vil kunne afskæres fra at gøre et i
øvrigt berettiget erstatningskrav
gældende mod et tidligere led. Derfor
foreslog medlemmerne en regel, hvorefter
en aftale om, at der skal gælde en
kortere reklamationsfrist ved
byggematerialer end de foreslåede 10 år
fra materialernes overgivelse, ikke skal
kunne gøres gældende over for en senere
erhverver, som hovedsagelig handler uden
for sit erhverv (dvs. en forbruger),
hvis betingelserne for, at forbrugeren
kan kræve erstatning af det tidligere
led for mangler ved byggematerialerne, i
øvrigt er opfyldt. Disse medlemmer
fandt, at hensynet til en sammenhængende
køberetlig regulering taler for, at en
sådan bestemmelse om, at forbrugerens
adgang til at gøre eventuelle
erstatningskrav gældende mod tidligere
omsætningsled ikke skal kunne bortfalde
som følge af aftalte (kortere)
reklamationsfrister mellem tidligere
led, også bør gælde for andre løseørekøb
end blot køb af byggematerialer. En
aftalt kortere reklamationsfrist end 2
år – som er den almindelige absolutte
reklamationsfrist efter købelovens § 54,
stk. 1, og § 83, stk. 1 – skal således
ikke generelt kunne gøres gældende over
for en senere erhverver (der er
forbruger) hvis betingelserne for, at
forbrugeren kan kræve erstatning hos et
tidligere led i omsætningskæden for
mangler ved salgsgenstanden, i øvrigt er
opfyldt.
Syv andre medlemmer
af udvalget fandt, at der ikke under
udvalgsarbejdet var påvist et behov for
ændring eller udvidelse af
forbrugerbeskyttelsen på området. Disse
medlemmer lagde bl.a. vægt på, at
oplysningerne fra Byggeskadefonden
bekræftede tidligere antagelser om, at
skader, der skyldes mangler ved
byggematerialer, normalt vil give sig
udslag inden for fem år fra levering
eller aflevering, og at der kun ved
tagmaterialer i et væsentligt omfang
viser sig skader senere, samt at der for
så vidt angår tagmaterialer i forhold
til 80 pct. af leverandørerne er
etableret frivillige ordninger, der
stiller forbrugeren bedre end købeloven.
Der henvises i øvrigt
til betænkning nr. 1433/2003, kapitel 7.
Efter
Justitsministeriet s opfattelse bør der
fortsat gælde en særlig lang frist for
indsigelser i anledning af mangler ved
byggematerialer, og Justitsministeriet
er enig i forslaget fra en del af
udvalget om at udvide den nuværende
frist. Under hensyn til, at der ved det
samtidig fremsatte lovforslag om en ny
forældelseslov foreslås en væsentlig
forkortelse af de generelle
forældelsesfrister, således at der bl.a.
kommer til at gælde en absolut frist på
10 år (regnet fra fordringens
forfaldstidspunkt), finder
Justitsministeriet det nærliggende, at
fristen for mangelsindsigelser
vedrørende byggematerialer bliver den
samme som fristen for mangelsindsigelser
ved køb af fast ejendom.
Ved det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov
foreslås indført en almindelig
forældelsesfrist på 3 år, der kan
suspenderes ved utilregnelig uvidenhed
om kravet, kombineret med – som nævnt –
en absolut forældelsesfrist på 10 år.
Disse frister vil bl.a. gælde for
mangelsindsigelser ved køb af fast
ejendom. Forældelsesfristerne vil
(ligesom i dag) løbe ved siden af
købelovens regler, hvilket bl.a.
indebærer, at krav i anledning af
skjulte mangler ved byggematerialer ikke
vil kunne gøres gældende senere end 10
år efter kravets forfaldstid.
Det foreslås på den
baggrund, at reklamationsfristen
afskaffes ved køb af byggematerialer.
Det vil medføre, at spørgsmålet om
forbrugernes adgang til at rejse krav
vil bero alene på de generelle
forældelsesregler, således at der vil
gælde frister på 3 og 10 år for købers
adgang til at gøre mangler ved
byggematerialer gældende.
Forslaget om
afskaffelse af reklamationsfristen ved
køb af byggematerialer skal ses i
sammenhæng med, at det i det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov
foreslås, at forældelseslovens regler
ikke ved forudgående aftale kan fraviges
til skade for forbrugere. Det indebærer
bl.a., at den særlige 5-årige
reklamationsfrist i AB 92 § 36, ABT 93
§ 36 og ABR 89 pkt. 6.2.3 ikke vil kunne
gøres gældende over for forbrugere, men
at krav i stedet først endeligt
bortfalder ved udløbet af de almindelige
forældelsesfrister på 3 og 10 år. Herved
opnås, at krav, der angår
byggematerialer, og krav, der angår
byggeriets udførelse (dvs. krav, som
typisk er reguleret af AB 92 mv.), i
reklamations- og forældelsesmæssig
henseende reguleres ens.
Justitsministeriet er
også enig i forslaget fra en del af
udvalget om at sikre, at aftaler mellem
tidligere omsætningsled om en (kortere)
reklamationsfrist ikke afskærer
forbrugere fra at gennemføre
erstatningskrav mod tidligere
omsætningsled, hvis betingelserne herfor
i øvrigt ville være opfyldt. Det
foreslås, at reglen formuleres i lyset
af, at reklamationsfristen for
byggematerialer ikke forlænges, men
afskaffes.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 4
(forslag til købelovens § 1, stk. 3,
§ 54, stk. 3 og 4, og § 83, stk. 2) og
bemærkningerne hertil.
Det foreslås
endvidere, at den foreslåede særlige
regel om, at aftalte reklamationsfrister
ikke kan gøres gældende over for senere
erhververe, der handler uden for deres
erhverv, alene finder anvendelse på
krav, der fremsættes af en senere
erhverver, hvis dennes køb er sket efter
lovens ikrafttræden. Justitsministeriet
har overvejet, om reglen alene burde
finde anvendelse på aftaler mellem
tidligere omsætningsled, som indgås
efter lovens ikrafttræden. En sådan
overgangsregel ville imidlertid placere
senere erhververe i en bevismæssigt
vanskelig situation, da disse i givet
fald ville skulle bevise, at aftalen
mellem de tidligere omsætningsled var
indgået efter lovens ikrafttræden. Det
foreslås derfor, at tidspunktet for
aftalen mellem den senere erhverver og
dennes sælger bliver afgørende.
Der henvises til
lovforslagets § 47, stk. 4, og
bemærkningerne hertil.
3.2. Ændring af
forsikringsaftaleloven
3.2.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder i
§§ 29 og 30 regler om forældelse af
visse forsikringskrav.
Efter § 29, stk. 1,
gælder der for krav, der er grundede i
forsikringsaftalen, en kortere
forældelsesfrist end efter dansk rets
almindelige forældelsesregler. Således
forældes krav, der er grundede i
forsikringsaftalen, 2 år efter udgangen
af det kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik kundskab om kravet
og om, at det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets forfaldstid, jf.
§ 29, stk. 1, 1. pkt. I øvrigt finder
reglerne i 1908-loven anvendelse, jf.
§ 29, stk. 1, 2. pkt.
Den særlige regel om
forældelse af forsikringskrav er
oprindeligt begrundet i et ønske om at
fastsætte en ensartet forældelsesregel
for alle krav i henhold til
forsikringsaftaler, som samtidig var
betydelig kortere end den dagældende
frist på 20 år. Der blev endvidere peget
på, at det er af stor betydning for
forsikringsselskaberne at vide, hvilke
krav en sikret vil fremsætte i anledning
af en forsikringsbegivenhed, herunder af
hensyn til den regnskabsmæssige
opgørelse af selskabets forpligtelser.
§ 29, stk. 1,
omfatter krav, der er »grundede i
forsikringsaftalen«, dvs. støttes på
forsikringsaftalen. Det kan f.eks. være
forsikringsselskabets krav på præmie og
den sikredes krav på forsikringsydelsen.
Krav, der ikke
støttes på forsikringsaftalen, forældes
derimod efter dansk rets almindelige
forældelsesregler i 1908-loven og Danske
Lov 5-14-4, selv om der måtte være tale
om krav, der angår eller udspringer af
et forsikringsforhold.
Tilbagesøgningskrav vedrørende for meget
betalt præmie eller for meget udbetalt
erstatning kan f.eks. ikke anses for
»grundede i forsikringsaftalen« og er
dermed ikke omfattet af
forsikringsaftalelovens § 29.
Krav på renter af
forsikringsydelsen støttes normalt
heller ikke på forsikringsaftalen, men
følger af forsikringsaftalelovens § 24,
stk. 2. Sådanne rentekrav er ikke
omfattet af forsikringsaftalelovens
§ 29, men af 1908-lovens 5-årige
forældelsesfrist, jf. lovens § 1,
stk. 1, nr. 2, da de ikke er grundede i
forsikringsaftalen, men i
forsikringsaftaleloven.
Forsikringsaftalelovens § 29 indeholder
således to frister, en 2-årsfrist og en
5-årsfrist.
2-årsfristen regnes
fra udgangen af det kalenderår, hvor
fordringshaveren fik kundskab om sit
krav og om, at det er forfaldet.
Ifølge ordlyden af
§ 29 begynder forældelsesfristen først
at løbe, når fordringshaveren har
faktisk viden om kravet. I praksis synes
det afgørende forhold dog i
almindelighed at være, hvornår den
relevante følge har vist sig på en sådan
måde, at den sikrede har rimelig adgang
til at gøre sit krav gældende. Der
skelnes således i praksis sjældent
mellem et »objektivt« konstaterbart
tidspunkt, hvor fordringshaveren bør
opnå kendskab til sin fordring, og et
»subjektivt« tidspunkt, hvor vedkommende
rent faktisk opnår et sådant kendskab.
Ved siden af den
2-årige forældelsesfrist gælder en
5-årig forældelsesfrist. Denne frist
regnes fra kravets forfaldstid.
Kravets
forfaldstidspunkt fastlægges – for så
vidt angår sikredes krav på
forsikringsydelsen – med udgangspunkt i
§ 24, stk. 1, hvorefter forfaldstiden er
14 dage efter det tidspunkt, hvor
forsikringsselskabet har været i stand
til at indhente de nødvendige
oplysninger til bedømmelse af kravet.
Bestemmelsen fastlægger efter sin ordlyd
alene betalingstidspunktet for
forsikringsydelsen. Det fremgår
imidlertid af bemærkningerne til det
lovudkast, som forsikringsaftaleloven er
baseret på, at bestemmelsen også
fastlægger forfaldstiden, jf. udkast til
lov om forsikringsaftaler med tilhørende
bemærkninger, udarbejdet af den ved kgl.
resolution af 6. februar 1919 nedsatte
kommission (1925), s. 57-59. Endvidere
omtales tidspunktet angivet i § 24,
stk. 1, som »forfaldstiden« i lovens
§ 24, stk. 3.
Dette udgangspunkt
fraviges dog i praksis, hvis
forsikringsbegivenheden f.eks. slet ikke
er anmeldt til forsikringsselskabet,
idet forældelsesfristen i modsat fald
ikke begynder at løbe. Forfaldstiden i
§ 29 er i disse situationer i praksis
blevet fastlagt med udgangspunkt i det
tidspunkt, hvor de kendsgerninger, der
begrunder kravet (dvs.
forsikringsbegivenheden, herunder
eventuelt de skadevoldende følger) er
indtrådt.
Det er i praksis
antaget, at § 29 ikke er til hinder for,
at der f.eks. rejses krav om erstatning
for senfølger efter personskader, der
viser sig mere end 5 år efter et
ulykkestilfælde, idet kravet først på
dette tidspunkt anses for at være
forfaldet.
Ved sygdomme, der
udvikler sig løbende over flere år, kan
der ligeledes opstå spørgsmål om,
hvornår kravet på forsikringsydelsen må
anses for forfaldet.
Det er blevet anført,
at sikrede i disse tilfælde for at
fastholde sit krav skal gøre det
gældende, så snart der foreligger
tilstrækkelige oplysninger, der
begrunder et krav i henhold til
forsikringsaftalen. Krav på erstatning
for senfølger forfalder og forældes
således selvstændigt. Dette indebærer
imidlertid, at der ikke indtræder
forældelse, hvis sikredes
helbredstilstand løbende forværres over
en længere årrække. Forsikringsselskabet
kan dog ved syge- og ulykkesforsikringer
tage forbehold for at dække skader, der
er indtrådt efter en nærmere angivet
tidsfrist efter ulykken. Det skyldes, at
forsikringsaftalelovens § 120, der
fastslår, at forsikringsselskaber som
udgangspunkt også hæfter for senfølger,
kan fraviges ved aftale.
En skyldner kan
udtrykkeligt eller stiltiende give
afkald på at påberåbe sig, at
fordringshaverens krav er forældet,
hvilket ved forsikringskrav navnlig er
relevant ved sikredes krav mod
forsikringsselskabet. Dette kan f.eks.
være tilfældet, hvis selskabets
sagsbehandling har givet sikrede grund
til at gå ud fra, at forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt er udskudt, f.eks.
fordi der føres realitetsforhandlinger
mellem sikrede og selskabet.
Det følger af
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, 2.
pkt., at 1908-lovens §§ 1-3 finder
anvendelse, i det omfang § 29 ikke selv
regulerer spørgsmålet. Dette indebærer
navnlig, at 1908-lovens regler om
afbrydelse af forældelsen (§ 2) og om
særligt retsgrundlag (§ 1, stk. 2)
finder anvendelse.
Efter 1908-lovens § 2
afbrydes forældelse ved skyldnerens
erkendelse af gælden eller ved, at
fordringshaveren foretager retslige
skridt mod skyldneren og uden ufornødent
ophold forfølger sagen.
Den sikredes
indbringelse af sagen for Ankenævnet for
Forsikring sidestilles med retslige
skridt og afbryder således forældelsen.
Det er imidlertid en forudsætning, at
sikrede uden ugrundet ophold indbringer
sagen for domstolene, hvis han eller hun
ikke får medhold af Ankenævnet, idet
kravet i modsat fald ville kunne
forældes.
Hvis fordringshaveren
har erhvervet et særligt retsgrundlag,
der fastslår kravets tilblivelse og
størrelse, f.eks. en fuldbyrdelsesdom,
forældes kravet efter den 20-årige
forældelsesfrist i Dansk Lov 5-14-4, jf.
1908-lovens § 1, stk. 2.
Den særlige
suspensionsregel i 1908-lovens § 3,
hvorefter forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt udskydes ved
fordringshaverens utilregnelige
uvidenhed om sit krav mv., finder på
grund af § 29, stk. 1, 1. pkt., kun
anvendelse med hensyn til utilregnelig
uvidenhed om skyldnerens opholdssted,
hvilket næppe har praktisk betydning for
så vidt angår sikredes krav mod
forsikringsselskaber.
Forsikringsaftalelovens § 29 henviser
ikke til 1908-lovens § 4, hvorefter den
almindelige 20-årige forældelsesfrist
efter Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden
af 1908-lovens forældelsesregler. Det
synes uafklaret, om dette indebærer, at
den 20-årige forældelsesfrist slet ikke
finder anvendelse på forsikringskrav,
medmindre der er tilvejebragt et særligt
retsgrundlag.
Ved § 29, stk. 2, der
blev indsat ved lov nr. 434 af 10. juni
2004, bestemmes, at ved
ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte,
forældes skadelidtes krav mod selskabet
efter de samme regler, som gælder for
skadelidtes krav mod skadevolderen.
Bestemmelsen dækker kun
ansvarsforsikringer, hvor selskabet
hæfter umiddelbart over for
skadelidte, som eksempelvis
ansvarsforsikringer til dækning af
skader forvoldt af motordrevne
køretøjer, jf. færdselslovens § 108.
Reglen blev indført på baggrund af, at
det i praksis havde givet anledning til
tvivl, om § 29 gjaldt for skadelidtes
krav mod skadevolders ansvarsforsikring
i de pågældende tilfælde. Hvis § 29
gjaldt i disse tilfælde, ville der kunne
opstå den situation, at kravet mod
selskabet var forældet, mens kravet mod
skadevolderen fortsat ville bestå, idet
dette krav forældes efter dansk rets
almindelige forældelsesregler.
Indsættelsen af § 29, stk. 2, havde til
formål at hindre denne situation, idet
bestemmelsen indebærer, at skadelidtes
krav mod selskabet forældes på samme
vis, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen.
I de tilfælde, hvor
der er tegnet en ansvarsforsikring, men
hvor selskabet ikke hæfter umiddelbart
over for skadelidte, giver
forsikringsaftalelovens § 95 mulighed
for, at den skadelidte kan indtræde i
den sikredes ret mod selskabet, når den
sikredes erstatningspligt over for den
skadelidte er fastslået og erstatningens
størrelse bestemt. Endvidere indtræder
den skadelidte i den sikredes ret imod
selskabet, hvis skadelidtes krav på
erstatning er omfattet af sikredes
konkurs, tvangsakkord eller
gældssanering, jf. § 95, stk. 2.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2,
omfatter ikke disse situationer.
Det er i retspraksis
uafklaret, hvornår forældelsesfristen
regnes fra, når en skadelidt indtræder i
en skadevolders ret mod et selskab i
medfør af § 95. Det er således
uafklaret, om fristen regnes fra
indtrædelsen, eller om skadelidtes krav
mod selskabet forældes på samme vis som
skadevolders krav mod selskabet. Det er
Justitsministeriet s opfattelse, at det
på baggrund af almindelige principper om
indtrædelse må antages, at skadelidtes
krav mod selskabet forældes på samme vis
som skadevolders krav mod selskabet.
Skadelidte kan således i visse tilfælde
risikere, at et krav mod selskabet vil
være forældet på det tidspunkt, hvor
skadelidte får mulighed for at rejse et
krav over for selskabet.
Forsikringsaftalelovens § 30 regulerer
aftaler om kortere forældelsesfrist end
den, der følger af § 29.
Ifølge § 30, stk. 1,
kan en aftale om, at den sikrede mister
sit krav, hvis vedkommende ikke påtaler
det inden en kortere frist end den i
§ 29 angivne, ikke gøres gældende,
medmindre selskabet skriftligt med
mindst 6 måneders varsel har givet den
sikrede meddelelse om fristens længde og
om følgerne af, at fristen ikke
overholdes. Forsikringsaftalelovens
§ 30, stk. 1, vedrører den situation, at
sikrede har rejst et krav over for
forsikringsselskabet, og
forsikringsaftalen indeholder frister
for, hvornår kravet skal påtales, dvs.
hvornår der skal foretages
retsforfølgning (f.eks. indbringelse for
Ankenævnet for Forsikring eller
anlæggelse af retssag).
Ifølge § 30, stk. 2,
kan en aftale om, at selskabet skal være
fri for ansvar, hvis krav i anledning af
en forsikringsbegivenhed ikke fremsættes
over for selskabet inden en vis frist,
ikke gøres gældende over for den, der
fremsætter sådant krav inden 3 måneder
efter, at denne har fået kundskab om de
omstændigheder, der begrunder kravet.
Højesteret har i en
dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1993.893 H fortolket
forsikringsaftalelovens § 30, stk. 2.
Højesteret skulle således bl.a. tage
stilling til, om en klausul i en
forsikringspolice om, at forsikringen
kun dækkede skader, der var anmeldt
senest 3 måneder efter forsikringens
ophør, skulle tilsidesættes i medfør af
§ 30, stk. 2. Højesterets flertal fandt
ikke, at klausulen skulle tilsidesættes.
Flertallet udtalte i den forbindelse, at
der ikke i medfør af § 30, stk. 2, der
vedrører forældelse af krav i henhold
til forsikringsaftalen, var grundlag for
at tilsidesætte en sådan klausul.
3.2.2. Lovforslagets
udformning
Udvalget om revision
af forsikringsaftaleloven (herefter
»FAL-udvalget«) har i betænkning nr.
1423/2002 om forsikringsaftaleloven
bl.a. behandlet spørgsmålet om
forældelse af krav i anledning af
forsikringsaftaler.
Efter udvalgets
opfattelse bør forældelsesreglerne i
forsikringsaftaleloven i videre omfang
tage udgangspunkt i dansk rets
almindelige forældelsesregler, idet der
alene bør gælde særlige
forældelsesregler på forsikringsområdet,
hvis der kan påvises et særligt behov
herfor.
Da FAL-udvalget afgav
betænkning i 2002 var
Forældelsesudvalget nedsat, men havde
endnu ikke afgivet betænkning.
FAL-udvalget fandt derfor, at den
endelige stillingtagen til de fremtidige
regler om forældelse af forsikringskrav
burde afvente Forældelsesudvalgets
arbejde.
Udvalget fandt dog,
at et enkelt forslag ikke nødvendigvis
burde afvente Forældelsesudvalgets
arbejde, og på grundlag af dette forslag
blev § 29, stk. 2, i
forsikringsaftaleloven indsat ved lov
nr. 434 af 10. juni 2003. Det bestemmes
ved § 29, stk. 2, at ved
ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter
umiddelbar over for skadelidte, forældes
skadelidtes krav mod selskabet efter de
samme regler, som gælder for skadelidtes
krav mod skadevolderen, jf. nærmere
herom pkt. 3.2.1.
FAL-udvalget
udarbejdede endvidere en lovskitse med
bemærkninger, som sammen med
Forældelsesudvalgets overvejelser senere
ville kunne danne grundlag for en
ændring af forsikringsaftalelovens
§§ 29-30. I den forbindelse fremsatte
FAL-udvalget ikke konkrete forslag til
længden af forældelsesfristerne, men
bemærkede, at hvis der på grundlag af
Forældelsesudvalgets arbejde indføres
almindelige forældelsesfrister på 3 og
10 år, bør disse som udgangspunkt også
gælde for forsikringstagerens og
sikredes krav mod forsikringsselskabet
på grundlag af forsikringsaftalen.
I øvrigt indebærer
FAL-udvalgets udkast til
forældelsesregler for krav i anledning
af forsikringsaftaler, at dansk rets
almindelige forældelsesregler som
udgangspunkt finder anvendelse ved
sådanne krav, men med en række
undtagelser. For så vidt angår
spørgsmålet om suspension af
forældelsesfristen har udvalget givet
udtryk for, at forældelsesfristen for
krav mod selskabet i anledning af
forsikringsaftalen fortsat først bør
løbe fra det tidspunkt, hvor den
pågældende rent faktisk får kendskab til
sit krav. Endvidere bør der efter
udvalgets opfattelse gælde en absolut
forældelsesfrist for krav på
forsikringsydelsen, der løber fra
forsikringsbegivenhedens indtræden.
Desuden har
FAL-udvalget foreslået, at der gives
forsikringstagere mv. en særlig nem
adgang til at afbryde forældelsen,
således at forældelsesfristen for krav
mod et forsikringsselskab afbrydes
allerede på det tidspunkt, hvor der
rejses et konkret krav over for
selskabet. Udvalget har samtidig
foreslået, at der indføres faste frister
for, hvornår sikrede eller
forsikringstageren skal have foretaget
retslige skridt mod selskabet for at
fastholde sit krav.
Endelig har udvalget
foreslået, at forsikringsaftalelovens
forældelsesregler ved
forbrugerforsikring ikke ved aftale skal
kunne fraviges til skade for
forsikringstageren eller sikrede.
Det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
indeholder i overensstemmelse med
betænkning nr. 1460/2005 om revision af
forældelseslovgivningen bestemmelser om,
at der indføres en almindelig
forældelsesfrist på 3 år, som kan
suspenderes ved utilregnelig uvidenhed
om kravet, kombineret med en absolut
forældelsesfrist på 10 år, der dog ved
krav om erstatning eller godtgørelse i
anledning af personskade samt ved krav
om erstatning ved miljøskade er 30 år.
Endvidere foreslås en udførlig
regulering af adgangen til at afbryde
forældelsen, herunder at der indføres
mulighed for at afbryde forældelsen
foreløbigt.
Justitsministeriet er
enig med FAL-udvalget i, at der alene
bør gælde særlige forældelsesregler på
forsikringsområdet, hvis der er et
særligt behov herfor. Herved sikres
bl.a., at i tilfælde, hvor en person kan
rette et krav mod såvel et
forsikringsselskab som mod en anden
person, forældes kravene som
udgangspunkt efter de samme regler.
Justitsministeriet er dog også enig med
udvalget i, at dette udgangspunkt bør
fraviges i visse tilfælde, jf. nedenfor.
For så vidt angår
forældelsesfristernes længde, er
Justitsministeriet enig med FAL-udvalget
i, at dansk rets almindelige
forældelsesfrister som udgangspunkt også
bør gælde for forsikringstagerens og
sikredes krav mod forsikringsselskabet i
anledning af forsikringsaftalen.
FAL-udvalget har i den forbindelse
bemærket, at hensynet til den
regnskabsmæssige opgørelse af
forsikringsselskabernes forpligtelser
ikke i dag taler afgørende for, at de
særligt korte forældelsesfrister i
forsikringsaftalelovens § 29
opretholdes. Da der således ikke fortsat
er særlige hensyn, der taler for kortere
forældelsesfrister på
forsikringsområdet, er det
Justitsministeriet s opfattelse, at de
almindelige frister i den foreslåede
forældelseslov, herunder den 30-årige
frist ved personskader og miljøskader,
som udgangspunkt også bør gælde på
forsikringsaftalelovens område.
Justitsministeriet
foreslår dog en enkelt undtagelse til
dette udgangspunkt, nemlig med hensyn
til forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt og længde ved
personforsikringer, hvor
forsikringsbegivenheden er skadens
indtræden eller konstatering.
Konsekvensen af i
enhver henseende at anvende
forældelsesfristerne i den foreslåede
forældelseslov på
forsikringsaftalelovens område, ville
således bl.a. være, at krav på
erstatning eller godtgørelse i anledning
af personskade, herunder når denne type
krav er grundet i en aftale om
personforsikring, endeligt forældes 30
år efter den skadevoldende handlings
ophør, jf. § 3, stk. 3, nr. 1, i
forslaget til ny forældelseslov. Dette
resultat forekommer rimeligt ved
personforsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden er
fastlagt ud fra
skadesårsagsprincippet, altså hvor
kravet på forsikringsydelsen opstår ved
den begivenhed, som er årsag til skaden,
f.eks. en trafikulykke.
Skadesårsagsprincippet anvendes
almindeligvis ved ulykkesforsikringer. I
sådanne tilfælde vil forslaget indebære,
at der i forældelsesmæssig henseende vil
være parallelitet mellem forsikringskrav
og krav om erstatning uden for kontrakt,
hvor den 30-årige frist også vil finde
anvendelse.
Det afgørende hensyn
bag forslaget om at indføre en særlig
lang forældelsesfrist ved personskade i
den nye forældelseslov er, at følger af
en skadevoldende handling i en række
tilfælde først viser sig mange år efter
den skadevoldende handlings ophør
(senfølger).
Ved forsikringer,
hvor forsikringsbegivenhedens indtræden
er fastlagt ud fra
skadesvirkningsprincippet, opstår
kravet på forsikringsydelsen først ved
en skades indtræden eller konstatering.
Et sådant princip anvendes eksempelvis
typisk ved livsforsikringer, hvor det
afgørende for forsikringssummens
udbetaling er, at dødsfaldet sker i
forsikringstiden. Det har ikke
betydning, om årsagen til dødsfaldet –
eksempelvis en sygdom, som den
pågældende pådrog sig mange år tidligere
– kan placeres uden for
forsikringstiden.
Ved sådanne
forsikringer gør det hensyn, der taler
for en længere forældelsesfrist ved
personskade, sig ikke tilsvarende
gældende. Kravet på forsikringsydelsen
opstår således først ved senfølgernes
indtræden. Derimod ville der, hvis der
gjaldt en absolut forældelsesfrist på 30
år fra den skadevoldende handlings
ophør, opstå den uheldige situation,
at der i disse tilfælde, hvor
forsikringsbetingelserne netop er
udformet på en sådan måde, at den
skadevoldende handling ikke har
betydning, ville kunne indtræde
forældelse på baggrund af en
forældelsesfrist, der regnes fra den
skadevoldende handlings ophør. Det
foreslås derfor, at der i tilfælde, hvor
forsikringsbegivenheden er skadens
indtræden eller konstatering, gælder en
absolut forældelsesfrist på 10 år fra
den dag, da forsikringsydelsen kunne
kræves betalt.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1 og
3) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår
forældelsesfristernes
begyndelsestidspunkt i øvrigt, fandt
FAL-udvalget, at den korte
forældelsesfrist på forsikringsrettens
område fortsat bør kunne suspenderes
indtil det tidspunkt, hvor
fordringshaveren rent faktisk får
kendskab til sit krav, dvs. at
forældelsesfristen ikke bør begynde at
løbe fra det tidspunkt, hvor den
pågældende burde have kendskab til
kravet.
Ved det samtidig
fremsatte forslag til en ny lov om
forældelse af fordringer
(forældelsesloven) foreslås en
almindelig suspensionsregel, hvorefter
den korte (3-årige) forældelsesfrist
først regnes fra den dag, da
fordringshaveren fik eller burde have
fået kendskab til fordringen eller
skyldneren, jf. forslagets § 3, stk. 2.
Skønt forældelsesfristen for krav, der
er grundet i en forsikringsaftale, efter
ordlyden af forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 1, først begynder at løbe,
når fordringshaveren har kendskab til
kravet, er det i retspraksis afgørende
tidspunkt dog i almindelighed, hvornår
den relevante skade har vist sig på en
sådan måde, at den sikrede har rimelig
anledning til at gøre et krav gældende,
jf. pkt. 3.2.1 ovenfor.
Justitsministeriet
finder det bedst stemmende med denne
retspraksis, at den almindelige
suspensionsregel i forslaget til ny
forældelseslov også finder anvendelse på
krav i anledning af en
forsikringsaftale.
Hvad angår den lange
forældelsesfrists begyndelsestidspunkt,
har udvalget anført, at det er
uhensigtsmæssigt, at der på
forsikringsområdet i visse tilfælde
reelt ikke gælder en absolut
forældelsesfrist med en endelig
skæringsdato for, hvornår krav på
forsikringsydelsen kan fremsættes over
for selskabet. Udvalget har på den
baggrund foreslået, at en absolut
forældelsesfrist for krav på
forsikringsydelsen bør regnes fra
forsikringsbegivenhedens indtræden, dvs.
fra det tidspunkt, hvor den begivenhed
er indtrådt, der ifølge
forsikringsaftalen skal være indtrådt,
hvis forsikringen skal dække.
Justitsministeriet er
enig med FAL-udvalget i, at der også på
forsikringsområdet bør gælde en absolut
forældelsesfrist. Baggrunden for, at der
i visse tilfælde reelt ikke gælder en
absolut forældelsesfrist i dag, er, at
den 5-årige forældelsesfrist i
forsikringsaftalelovens § 29 regnes fra
kravets forfaldstid, og at kravets
forfaldstid efter lovens § 24 først
regnes fra det tidspunkt, hvor selskabet
har været i stand til at indhente de
oplysninger, der er fornødne til
bedømmelse af forsikringsbegivenheden og
fastsættelse af forsikringsydelsens
størrelse.
Det er
Justitsministeriet s opfattelse, at
dette problem i sammenhæng med det
samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov kan løses mest
hensigtsmæssigt ved, at
forældelsesfristernes
begyndelsestidspunkt for krav på
forsikringsydelsen fremover fastlægges
ved de almindelige forældelsesregler.
Ifølge det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov
foreslås begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristerne som udgangspunkt
fastlagt til kravets forfaldstid som
imidlertid foreslås fastlagt til det
tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen opfyldt, jf. § 2, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Justitsministeriet er
enig med FAL-udvalget i, at det vil være
uhensigtsmæssigt fortsat at anvende den
gældende § 24 i forsikringsaftaleloven
til at bestemme forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt ved krav på
forsikringsydelsen, idet
fordringshaveren i så fald ville kunne
udskyde forfaldstidspunktet ved ikke at
fremsætte sit krav over for skyldner.
Hvis derimod
forfaldstiden også ved forældelse i
forsikringsforhold fastlægges efter § 2,
stk. 1, i forslaget til ny
forældelseslov, opstår dette problem
ikke. Forfaldstiden vil i givet fald
blive det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at
få fordringen opfyldt. Forfaldstiden vil
således ikke længere være afhængig af,
hvilke handlinger fordringshaveren
foretager.
På den baggrund
foreslår Justitsministeriet, at
forsikringsaftalelovens § 24 ændres,
således at den fremover alene fastlægger
tidspunktet for, hvornår selskabet
senest skal betale
(betalingstidspunktet), og dermed
tidspunktet, hvorfra kravet forrentes.
Samtidig foreslås, at
begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristerne for krav i
anledning af forsikringsaftaler,
fastlægges ved de almindelige regler i
forslaget til ny forældelseslov.
Dette forslag vil i
praksis i vidt omfang svare til
FAL-udvalgets forslag om, at
forældelsesfristen skal løbe fra
forsikringsbegivenhedens indtræden.
Således vil forsikringsbegivenhedens
indtræden og forfaldstiden typisk være
sammenfaldende, og forældelsesfristen
vil med visse undtagelser blive regnet
fra forfaldstiden, jf. § 2, stk. 1, og
§ 3, stk. 3, nr. 3, i forslaget til ny
forældelseslov.
Hvad angår kravene
omfattet af § 3, stk. 3, nr. 1
(erstatning eller godtgørelse i
anledning af personskade og erstatning
for miljøskade) foreslås
begyndelsestidspunktet for den absolutte
30-årige frist i forslaget til ny
forældelseslov fastlagt til den
skadevoldende handlings ophør. Dette
tidspunkt vil ofte være sammenfaldende
med forsikringsbegivenhedens indtræden
ved den type af forsikringer, der er
relevant (ulykkesforsikringer, hvor
forsikringsbegivenheden typisk er
»ulykken«). Ved at anvende dette
begyndelsestidspunkt opnås endvidere,
dels at fristen løber fra et entydigt
fastlagt tidspunkt, dels at
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
er det samme for krav mod
forsikringsselskabet som for krav mod en
eventuel skadevolder.
Bestemmelsen i § 2,
stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov indebærer, at
forældelsesfristen først løber fra
betalingsfristens udløb, når der er
indrømmet løbedage eller i øvrigt en
frist, inden for hvilken betaling anses
for rettidig. Hvis denne bestemmelse
fandt anvendelse på
forsikringsaftalelovens § 24, ville det
ovenfor omtalte problem med udskydelse
af fristens begyndelsestidspunkt fortsat
bestå. Derfor foreslås det, at § 2,
stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov ikke skal finde
anvendelse på betalingsfristen efter
forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 1 og 2 (forslag
til forsikringsaftalelovens § 24 og
§ 29, stk. 2) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår
spørgsmålet om afbrydelse af
forældelsesfristen, har FAL-udvalget
foreslået, at forældelsesfristen for
krav mod et forsikringsselskab skal
afbrydes allerede, når kravet gøres
gældende over for forsikringsselskabet.
Efter udvalgets forslag skal der være
tale om et konkretiseret krav, således
at det ikke vil være tilstrækkeligt at
anmelde forsikringsbegivenheden til
selskabet.
Justitsministeriet er
enig i, at forsikringsområdets karakter
tilsiger en særlig nem adgang til
afbrydelse af forældelsen ved krav mod
forsikringsselskaber i anledning af
skader. Det er således ikke
hensigtsmæssigt, at forsikringstagere og
sikrede skal være opmærksomme på, at der
kan indtræde forældelse, mens en sag er
under behandling ved et
forsikringsselskab. Det er imidlertid
Justitsministeriet s opfattelse, at det
fristafbrydende tidspunkt bør fastlægges
til tidspunktet for anmeldelsen af
skaden, der ligger til grund for kravet.
Dette tidspunkt vil efter
Justitsministeriet s opfattelse give
anledning til færre tvivlsspørgsmål end
tidspunktet for fremsættelsen af et
konkret krav. Forsikringstageren eller
den sikrede vil i mange tilfælde først
være i stand til at fremsætte et konkret
krav mod forsikringsselskabet, når der
er foretaget nærmere undersøgelser, som
i praksis ofte gennemføres af
forsikringsselskabet.
Justitsministeriet
foreslår på den baggrund, at der
indsættes en bestemmelse i
forsikringsaftaleloven, hvorved det
fastlægges, at hvis en skade inden
forældelsesfristens udløb er anmeldt til
selskabet, forældes krav som følge af
skaden tidligst et år efter selskabets
meddelelse om, at det helt eller delvist
afviser kravet. Det indebærer, at
afbrydelsen ikke medfører, at der løber
en helt ny forældelsesfrist, men blot at
fordringshaveren sikres en frist på
mindst et år til at iværksætte en
endelig afbrydelse, hvis
forsikringsselskabet ikke imødekommer
kravet.
Der kan forekomme
situationer, hvor et selskab anerkender,
at der foreligger en dækningsberettiget
skade, men anmoder om yderligere
oplysninger med henblik på opgørelse af
kravets størrelse. Hvis ikke
forsikringstageren eller den sikrede
giver selskabet disse oplysninger, kan
den foreslåede regel medføre, at
selskabet kan komme i den situation, at
det kun kan få forældelsesfristen til at
løbe igen ved at afvise et krav, som det
egentlig finder er berettiget. På den
baggrund foreslås, at kravet i sådanne
tilfælde forældes 3 år efter selskabets
meddelelse om, at det anerkender, at der
foreligger en dækningsberettiget skade.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5) og
bemærkningerne hertil.
FAL-udvalget har
foreslået, at der indføres lovbestemte
frister for forsikringstagerens eller
den sikredes foretagelse af retslige
skridt mod selskabet og for indbringelse
af sager for Ankenævnet for Forsikring.
Ved det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
foreslås en udførlig regulering af
adgangen til at afbryde forældelsen ved
foretagelse af retslige skridt mv., jf.
forslagets kapitel 5 og 6. Der foreslås
i den forbindelse bl.a. indført regler
om foreløbig afbrydelse af forældelsen,
herunder at indbringelsen af en tvist
for private ankenævn vil afbryde
forældelsen foreløbigt, således at et
krav indbragt for et sådant nævn
tidligst forældes et år efter, at
ankenævnet har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. forslagets § 21, stk. 3.
Denne bestemmelse vil også finde
anvendelse ved indbringelse for
Ankenævnet for Forsikring.
Da forslaget til ny
forældelseslov således allerede
indeholder regler om foretagelse af
retslige skridt mv. som betingelse for
at afbryde forældelsen, er der efter
Justitsministeriet s opfattelse ikke
behov for at indføre særlige regler
herom i forsikringsaftaleloven.
FAL-udvalget har
foreslået at gøre forældelsesreglerne
ufravigelige i forbrugerforhold på
forsikringsområdet. Justitsministeriet
er enig heri, men finder, at der dog
fortsat bør være mulighed for at aftale,
at skader mv. skal anmeldes inden en
bestemt frist, hvis forsikringen
ophører, jf. ovenfor under pkt. 3.2.1 og
omtalen her af Højesterets dom gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 1993.893 H.
Forsikring & Pension har oplyst, at
forsikringsselskaber i visse tilfælde
anvender sådanne anmeldelsesfrister,
typisk med en længde på 3 måneder.
Justitsministeriet
finder, at forsikringsselskaberne bør
have mulighed for i forbindelse med
afviklingen af en forsikringsaftale at
kunne afslutte sine mellemværender med
forsikringstageren inden for en vis
kortere periode. På baggrund af
drøftelser med Forsikring & Pension og
Forbrugerrådet er det Justitsministeriet
s opfattelse, at en frist på 6 måneder
fra forsikringens ophør vil være rimelig
ud fra hensynet til
forsikringsselskaberne og ud fra
hensynet til at give forsikringstagere
og sikrede rimelig mulighed for at få
anmeldt kendte skader til selskabet.
På den baggrund
foreslås det, at det ved
forbrugerforsikring kan aftales, at en
forsikring kun dækker skader anmeldt
inden for en nærmere angivet tidsfrist
efter forsikringens ophør, og at fristen
ikke må være kortere end 6 måneder.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 6) og
bemærkningerne hertil.
Den gældende
forsikringsaftalelovs § 29, stk. 2,
bestemmer, at ved ansvarsforsikring,
hvor selskabet hæfter umiddelbart over
for skadelidte, forældes skadelidtes
krav mod selskabet efter de samme
regler, som gælder for skadelidtes krav
mod skadevolderen. Bestemmelsen blev
indført, fordi det i praksis havde givet
anledning til tvivl, om
forsikringsaftalelovens
forældelsesregler eller de almindelige
forældelsesregler fandt anvendelse på
skadelidtes krav mod selskabet, hvilket
kan være af afgørende betydning, fordi
der er betydelig forskel på de to
regelsæt, jf. pkt. 3.2.1. Med de
foreslåede ændringer af
forsikringsaftaleloven vil den eneste
forskel mellem de to regelsæt, der har
betydning for skadelidtes krav mod
ansvarsforsikringsselskaber, imidlertid
være reglen om foreløbig afbrydelse ved
anmeldelse til selskabet, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5),
der er omtalt ovenfor. Det forekommer
rimeligt, at også skadelidte får denne
mulighed for at afbryde forældelsen
foreløbigt over for
ansvarsforsikringsselskabet, og på den
baggrund foreslås det, at reglen i
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2,
ophæves.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2,
omfatter ikke den situation, at der ved
ansvarsforsikringer sker indtrædelse i
den sikredes ret imod selskabet efter
forsikringsaftalelovens § 95. Det er
uafklaret i retspraksis, om
forældelsesfristen i disse tilfælde skal
regnes fra indtrædelsen, eller om
skadelidtes krav mod selskabet forældes
på samme måde som skadevolders krav mod
selskabet. Hvis det antages, at
skadelidtes krav mod selskabet forældes
på samme måde som skadevolders krav mod
selskabet, kan et krav mod selskabet
allerede være forældet på det tidspunkt,
hvor skadelidte får mulighed for at
rejse det over for selskabet, jf.
ovenfor under pkt. 3.2.1.
Det foreslås derfor,
at skadelidtes krav mod selskabet i
disse tilfælde, hvor selskabet ikke
hæfter direkte over for den skadelidte,
forældes tidligst et år efter
indtrædelsen i skadevolders krav mod
selskabet. Herved får den skadelidte
rimelig mulighed for at rejse sit krav
over for selskabet. Det vil naturligvis
være en betingelse, at indtrædelsen er
sket inden udløbet af forældelsesfristen
for skadelidtes krav mod den sikrede.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 3) og
bemærkningerne hertil.
3.3. Ændring af
retsplejeloven
3.3.1. Gældende ret
Forældelsen af krav,
som alene er omfattet af Danske Lov
5-14-4, herunder fordringer på
hovedstolen i henhold til et lån eller
en kredit, der hviler på et særligt
retsgrundlag, kan i dag afbrydes blot
ved kreditors påmindelse over for
skyldneren. Afbrydelsen medfører, at der
løber en ny 20-årig forældelsesfrist.
Forældelsen af krav, der er omfattet af
1908-loven, herunder krav på renter i
henhold til et lån eller en kredit, der
hviler på et særligt retsgrundlag,
afbrydes derimod ved skyldnerens
erkendelse af gælden eller ved
foretagelse af retslige skridt.
Afbrydelsen medfører i dette tilfælde,
at der løber en ny 5-årig
forældelsesfrist.
En långiver eller
kreditgiver, der vil fastholde både
kravet på hovedstolen og kravet på
renter over for skyldneren, kan således
ikke nøjes med at sende en påmindelse,
men må søge at få skyldnerens erkendelse
eller foretage retslige skridt for at
fastholde rentekravet.
Gennemførelse af
udlægsforretning udgør et retsligt
skridt. Det følger således af
retsplejelovens § 527, at forældelse
afbrydes ved indgivelse af en anmodning
om udlæg, hvis fordringshaveren søger
forretningen fremmet uden ugrundet
ophold. Det er en forudsætning for, at
afbrydelse finder sted, at
fogedforretningen rent faktisk
gennemføres.
Ifølge
retsplejelovens § 490, stk. 1, kan
fogedretten afvise at foretage
udlægsforretning hos en skyldner, hvis
fogedretten er bekendt med, at der inden
for de sidste 6 måneder har været
afholdt en forretning, hvor det ikke var
muligt at opnå dækning. Dette forhold
beskrives normalt således, at skyldneren
har afgivet en såkaldt
insolvenserklæring.
Ifølge § 490, stk. 2,
i retsplejeloven gælder stk. 1 dog ikke,
hvis der er rimelig grund til at antage,
at skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg
kan foretages, eller der i øvrigt
foreligger særlige omstændigheder, som
gør det rimeligt at afholde
udlægsforretning.
Det må efter nyere
retspraksis antages, at retsplejelovens
§ 490, stk. 2, skal forstås således, at
en begæring om afholdelse af en
fogedforretning skal tages til følge,
selv om der foreligger en
insolvenserklæring, hvis formålet med
udlægget er at afbryde forældelsen. Der
kan i den forbindelse henvises til
dommene optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 1994.718 Ø og 1997.342 Ø.
En kreditor, der vil
afbryde forældelsen ved en
udlægsforretning, skal som udgangspunkt
give møde i fogedretten, idet
fogedretten ellers afviser
fogedforretningen, jf. retsplejelovens
§ 492, stk. 1.
3.3.2. Lovforslagets
udformning
Ved det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
foreslås det på baggrund af
Forældelsesudvalgets betænkning nr.
1460/2005, at adgangen efter Danske Lov
5-14-4 til at afbryde forældelsesfristen
ved påmindelse ophæves. Baggrunden for
dette forslag er nærmere beskrevet i de
almindelige bemærkninger til forslaget
til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven) pkt. 3.3.1.
Forslaget til ny
forældelseslov vil således indebære, at
afbrydelse af forældelsen i alle
tilfælde, herunder for både hovedstolen
og renterne ved lån og kreditter, vil
skulle ske enten ved skyldnerens
erkendelse eller ved foretagelse af
retslige skridt. Denne ændring kan
medføre, at kreditorer i større omfang
end hidtil vil anmode om foretagelse af
udlæg.
I de tilfælde, hvor
skyldneren er solvent, og der således
kan gennemføres en fogedforretning,
medvirker dette i overensstemmelse med
hensynene bag forældelsesreglerne til,
at fordringer bliver afviklet inden for
rimelig tid. I de tilfælde, hvor
skyldneren har afgivet en
insolvenserklæring, kan det derimod
umiddelbart virke som en unødig og
urimelig byrde for kreditor, hvis denne
i almindelighed skal være tvunget til at
gennemføre en udlægsforretning alene for
at afbryde forældelsen.
Forældelsesudvalget
har på den baggrund i betænkning nr.
1460/2005 foreslået en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 490, stk. 3, der
bestemmer, at i tilfælde, hvor der er
afgivet en insolvenserklæring, kan en
udlægsforretning gennemføres med henblik
på at afbryde forældelsen, uden at
fordringshaver behøver at give møde i
fogedretten, medmindre skyldneren
fremsætter indsigelser inden for en af
fogedretten fastsat frist. Der vil være
tale om en undtagelse fra hovedreglen i
retsplejelovens § 490, stk. 1, jf.
ovenfor, og fra retsplejelovens § 492,
stk. 1, hvorefter fogedretten som
udgangspunkt skal afvise en
udlægsforretning, hvis den, der har
fremsat anmodning om
tvangsfuldbyrdelsen, udebliver.
Udvalget har
foreslået, at reglen udformes således,
at fogedrettens meddelelse til
skyldneren om det opgjorte krav og om
formålet med kravets fremsættelse vil
have samme virkning med hensyn til
afbrydelse af forældelse som afholdelse
af en udlægsforretning, hvis der ikke
kommer indsigelser inden for en af
fogedretten fastsat frist. Udvalgets
forslag vil bl.a. indebære, at der ved
lån eller kreditter, for hvilke der er
udstedt et gældsbrev, vil komme til at
løbe en ny forældelsesfrist på (efter
lovforslaget) 10 år for både hovedstolen
og de under fogedforretningen opgjorte
renter.
Hvis skyldneren
fremsætter indsigelse mod det opgjorte
krav inden for den fastsatte frist, vil
der skulle afholdes udlægsforretning
efter de almindelige regler herom. Det
samme vil gælde i tilfælde, hvor der
ikke er afgivet insolvenserklæring inden
for de sidste 6 måneder, jf. hovedreglen
i retsplejelovens § 490, stk. 1.
Bestemmelsen skal
kunne anvendes, selv om kreditor ikke på
forhånd ved, om der er afgivet
insolvenserklæring. Kreditor vil således
ved indgivelsen af udlægsbegæringen
skulle bede fogedretten om i givet fald
at behandle begæringen efter § 490,
stk. 3, og ellers efter de almindelige
regler.
Der henvises i øvrigt
til kapitel VIII, afsnit 6.2.3.3, i
betænkning nr. 1460/2005.
Justitsministeriet
kan tilslutte sig udvalgets synspunkter,
og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Med henblik på
at sikre, at karakteren af skyldnerens
indsigelser så vidt muligt bliver
tydeliggjort til brug for den videre
behandling af sagen, foreslår
Justitsministeriet dog, at skyldnerens
indsigelser skal være skriftlige.
Det foreslås
endvidere, at retsafgiftspligten
bortfalder, når sagen behandles efter
§ 490, stk. 3, hvis skyldneren ikke
kommer med indsigelser, som giver
anledning til, at der afholdes
udlægsforretning efter de almindelige
regler. Dette forslag skal ses i lyset
af, at retsafgiften ligeledes
bortfalder, hvis fogedretten efter
§ 490, stk. 1, afviser at foretage
udlægsforretning, jf. retsafgiftslovens
§ 16, stk. 6, og at »§ 490,
stk. 3-proceduren« kun kræver et mindre
ekstraarbejde af fogedretten, hvis
skyldneren ikke fremsætter indsigelser,
idet retten i disse tilfælde blot skal
have sendt en meddelelse til skyldneren
om, at forældelsen af kravet afbrydes,
hvis der ikke fremsættes indsigelser.
Der henvises til
lovforslagets § 3, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 490, stk. 3) og § 4
(forslag til retsafgiftslovens § 16,
stk. 7) og bemærkningerne hertil.
3.4. Ændring af
miljøskadeerstatningsloven
3.4.1. Gældende ret
Ved
miljøskadeerstatningsloven er der
indført et objektivt ansvar for
miljøskade i tilfælde, hvor skaden
forvoldes af visse særligt forurenende
virksomheder. Kun skade, der er forvoldt
efter den 1. juli 1994, dvs. tilfælde,
hvor den skadevoldende handling eller
undladelse er foretaget efter denne
dato, er omfattet af loven og dermed det
objektive ansvar, jf. lovens § 9.
Loven gælder for
skade, der forvoldes ved forurening af
luft, vand, jord eller undergrund som
led i de typer af offentlig og
erhvervsmæssig aktivitet, der er anført
i et bilag til loven. I bilaget anføres
bl.a. fremstilling og behandling af
jern, stål, metal, træ og plast;
forarbejdning af visse råstoffer, bl.a.
cement, gas og tegl; indvinding og
behandling af mineralolie, asfalt og
naturgas; kemisk fabrikation;
oparbejdning af vegetabilske og
animalske råvarer; kraft- og
varmeproduktion; motorbaner og
flyvepladser; ejendomme med opbevaring
af husdyrgødning samt dambrug; oplagring
og behandling mv. af affald.
Miljøskadeerstatningslovens § 6
indeholder en særregel om forældelse af
erstatningskrav ved miljøskade, der er
omfattet af loven. Det følger af lovens
§ 6, stk. 1, 1. pkt., at erstatningskrav
efter loven forældes 5 år efter den dag,
da skadelidte fik eller burde have fået
kendskab til skaden, skadevolderen og
dennes opholdssted. Ifølge § 6, stk. 1,
2. pkt., gælder 1908-lovens § 2, 2.
pkt., og § 3 med hensyn til afbrydelse
og suspension.
Længden af
forældelsesfristen i den gældende
miljøskadeerstatningslovs § 6, stk. 1,
er fastsat på baggrund af betænkning nr.
1237/1992 om erstatning for miljøskader,
hvoraf det fremgår, at et flertal af
medlemmerne af udvalget bag betænkningen
ikke fandt behov for at indføre en
afvigelse fra den almindelige 5-årige
forældelse, jf. betænkningen, s. 157.
Miljøskadeerstatningslovens § 6, stk. 2,
1. pkt., bestemmer, at hvis forældelse
ikke er indtrådt efter stk. 1,
bortfalder erstatningskravet senest 30
år efter den hændelse, der har forvoldt
skaden. I § 6, stk. 2, 2. pkt.,
bestemmes, at 1908-lovens § 2, 2. pkt.,
gælder med hensyn til afbrydelse af den
30-årige frist.
Begyndelsestidspunktet for den 30-årige
forældelsesfrist er som udgangspunkt det
tidspunkt, hvor den skadegørende
handling eller undladelse blev
foretaget, men det fremgår af lovens
forarbejder, at det afgørende tidspunkt
i relation til personskade er det
tidspunkt, hvor skadelidte udsættes for
den skadelige påvirkning, jf.
Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp.
4736 ff og 4759 ff. Da
miljøskadeerstatningsloven kun finder
anvendelse på skader, der er forvoldt
efter den 1. juli 1994, jf. lovens § 9,
er den 30-årige frist endnu ikke udløbet
for nogen skade, der er omfattet af
loven.
For erstatningskrav
som følge af miljøskade, der ikke er
omfattet af reglerne i
miljøskadeerstatningsloven, gælder de
almindelige forældelsesregler i
1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Det er
bl.a. tilfældet, hvis der er tale om et
erstatningskrav mod en forurener, der
ikke er omfattet af listen over særligt
forurenende virksomheder, eller om et
krav, der udspringer af en
forureningsskade forvoldt inden den 1.
juli 1994.
Jordforureningsloven
indeholder i § 41, stk. 4, en særregel
om 30-årig forældelse. Reglen gælder i
relation til miljømyndighedernes adgang
til i visse tilfælde at meddele
forureneren påbud om at fjerne en
konstateret forurening og genoprette den
hidtidige tilstand eller foretage
tilsvarende afhjælpende
foranstaltninger. Fristen regnes fra
ophøret af den produktionsmetode eller
anvendelsen af det anlæg, der
forårsagede eller kunne forårsage
forureningen.
Jordforureningsloven
indeholder alene offentligretlig
regulering af myndighedernes adgang til
at udstede påbud. Loven regulerer
således ikke det civilretlige
erstatningsansvar. Ved siden af
jordforureningsloven kan der rejses
erstatningskrav mod en forurener,
herunder en privat forurener, på
grundlag af miljøskadeerstatningsloven
eller danske rets almindelige
erstatningsretlige regler.
3.4.2. Lovforslagets
udformning
Ved det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
foreslås det på baggrund af
Forældelsesudvalgets betænkning nr.
1460/2005, at der for fordringer på
erstatning for skade forvoldt ved
forurening af luft, vand, jord eller
undergrund eller ved forstyrrelser ved
støj, rystelser eller lignende gælder
dels en 3-årig forældelsesfrist, som kan
suspenderes, hvis fordringshaveren har
været i utilregnelig uvidenhed om
kravet, dels en absolut 30-årig
forældelsesfrist fra den skadevoldende
handlings ophør, jf. forslagets § 3,
stk. 1 og 2, samt stk. 3, nr. 1. Der
henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger til forslaget til lov om
forældelse af fordringer
(forældelsesloven) pkt. 3.2.2.2.
Det er
Justitsministeriet s opfattelse, at
forældelse af krav efter
miljøskadeerstatningsloven som
udgangspunkt bør reguleres ved de
almindelige forældelsesregler.
Længden af
miljøskadeerstatningslovens korte
forældelsesfrist blev fastsat til 5 år
på baggrund af, at 5 år var den
almindelige forældelsesfrist, jf. pkt.
3.4.1. Det findes ubetænkeligt at
foreslå, at den 3-årige forældelsesfrist
i forslaget til ny forældelseslov også
skal finde anvendelse ved krav efter
miljøskadeerstatningsloven, idet den
3-årige frist ligesom den gældende
5-årige frist kan suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet.
For så vidt angår den
lange forældelsesfrist, finder
Justitsministeriet ikke grundlag for at
foreslå ændringer af den gældende
retstilstand, skønt den gældende
30-årige forældelsesfrist i
miljøskadeerstatningsloven i nogle
tilfælde vil have et andet
begyndelsestidspunkt end fristen efter
forslaget til ny forældelseslov. Det
fremgår således af forarbejderne til
miljøskadeerstatningsloven, at
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
ved personskade forudsættes at være det
tidspunkt, hvor skadelidte udsættes for
den skadelige påvirkning, jf. ovenfor
under pkt. 3.4.1. Forældelsen vil derfor
i visse tilfælde kunne indtræde på et
senere tidspunkt efter
miljøskadeerstatningsloven end efter
forslaget til ny forældelseslov, men
miljøskadeerstatningsloven omfatter
alene skader forvoldt af visse særligt
forurenende virksomheder.
Der henvises til
lovforslagets § 5 (forslag til
miljøskadeerstatningslovens § 6) og
bemærkningerne hertil.
3.5. Ændring af
produktansvarsloven
3.5.1. Gældende ret
Produktansvarsloven
indeholder regler om producenters og
mellemhandleres erstatningsansvar for
skader, der er forårsaget af defekter
ved produkter, som er produceret eller
leveret af den pågældende. Loven
gennemfører Rådets direktiv 85/374/EØF
af 25. juli 1985 om tilnærmelse af
medlemsstaternes administrativt
fastsatte bestemmelser om produktansvar,
som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999
(produktansvarsdirektivet). Direktivet
er et totalharmoniseringsdirektiv.
Efter
produktansvarslovens § 14, stk. 1,
forældes erstatningskrav for
produktskade efter loven eller efter
almindelige regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf. lovens § 13, 3 år
fra den dag, da skadelidte har fået
eller burde havde fået kendskab til
skaden, defekten og vedkommende
producents navn og opholdssted. Med
hensyn til suspension og afbrydelse af
forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og § 3 i
1908-loven.
Det følger af
produktansvarslovens § 14, stk. 2, at
kravet bortfalder 10 år efter den dag,
da producenten bragte det skadevoldende
produkt i omsætning, hvis forældelse
ikke er indtrådt efter stk. 1. Med
hensyn til afbrydelse af forældelse
efter 1. pkt. gælder bestemmelsen i § 2,
2. pkt., i 1908-loven. Bestemmelserne i
1. og 2. pkt., gælder ikke for krav om
erstatning for produktskade efter dansk
rets almindelige regler om erstatning i
eller uden for kontrakt, jf. lovens
§ 13.
Produktansvarslovens
§ 14, stk. 1 og 2, finder efter deres
ordlyd alene anvendelse på producentens
ansvar.
Lovens § 14
gennemfører produktansvarsdirektivets
artikel 10 og 11. Artikel 10, stk. 1,
bestemmer, at medlemsstaterne skal
fastsætte i deres lovgivning, at
erstatningskrav på grundlag af
direktivet forældes tre år efter den
dag, da klageren har fået eller burde
have fået kendskab til skaden, defekten
og producentens identitet, mens artikel
10, stk. 2, fastslår, at
medlemsstaternes bestemmelser om
suspension eller afbrydelse af
forældelsesfrister ikke berøres af
direktivet. Artikel 11 bestemmer, at
medlemsstaterne skal fastsætte i deres
lovgivning, at skadelidtes rettigheder i
henhold til direktivets bestemmelser
ophører ti år efter den dag, da
producenten har bragt det produkt, der
har forårsaget skaden, i omsætning,
medmindre skadelidte inden for dette
tidsrum har anlagt retssag mod denne.
3.5.2. Lovforslagets
udformning
Efter
Justitsministeriet s opfattelse bør
forældelse af krav om erstatning for
produktskader reguleres ved de
almindelige forældelsesregler i det
omfang, produktansvarsdirektivet – der
som ovenfor nævnt er et
totalharmoniseringsdirektiv – ikke
nødvendiggør fravigelser.
Ved forslaget til ny
forældelseslov foreslås en almindelig
forældelsesfrist på 3 år, som kan
suspenderes ved utilregnelig uvidenhed
om kravet, jf. § 3, stk. 1 og 2, i
forslaget til ny forældelseslov. Der vil
derfor efter Justitsministeriet s
opfattelse ikke fortsat være behov for,
at der i produktansvarsloven er fastsat
en særlig 3-årig forældelsesfrist, idet
dette ikke længere vil være nødvendigt
for at sikre korrekt gennemførelse af
produktansvarsdirektivets artikel 10,
stk. 1, jf. om denne bestemmelse pkt.
3.5.1 ovenfor.
For så vidt angår den
absolutte forældelsesfrist for krav
omfattet af produktansvarsdirektivet vil
det derimod være nødvendigt at
opretholde en særregel, der fastlægger
den absolutte forældelsesfrist til 10 år
efter den dag, da producenten bragte det
skadevoldende produkt i omsætning. Det
skyldes, at produktansvarsdirektivets
artikel 11 bestemmer, at medlemsstaterne
i deres lovgivning skal fastsætte, at
skadelidtes rettigheder i henhold til
direktivet ophører 10 år efter den dag,
da producenten har bragt det produkt,
der har forårsaget skaden, i omsætning,
medmindre skadelidte inden for dette
tidsrum har anlagt retssag mod denne.
Ifølge forslaget til ny forældelseslov
er den absolutte forældelsesfrist ved
bl.a. personskade 30 år efter den
skadevoldende handlings ophør. Det
foreslås, at de absolutte
forældelsesfrister i forslaget til ny
forældelseslov, herunder den 30-årige
frist ved personskade, som udgangspunkt
også skal gælde på produktansvarslovens
område, men på grund af direktivets
artikel 11 med den undtagelse, at for
det direktivbestemte produktansvar skal
i alle tilfælde gælde den nuværende
10-årige absolutte forældelsesfrist.
Det foreslås
endvidere, at § 12, stk. 2, og kapitel 6
i forslaget til ny forældelseslov, der i
visse situationer giver fordringshaver
en tillægsfrist, efter at der er sket en
foreløbig afbrydelse, kun gælder, for så
vidt angår krav omfattet af
produktansvarsdirektivet, i det omfang
forældelse ikke indtræder eller er
indtrådt som følge af, at der er
forløbet 10 år fra den dag, da
producenten har bragt det pågældende
produkt i omsætning. Baggrunden for
dette forslag er, at de tillægsfrister,
der vil kunne gælde efter forslaget til
ny forældelseslov, ellers ville kunne
medføre en udvidelse af
forældelsesfristen for en producents
ansvar udover den 10-årsfrist, som skal
gælde efter artikel 11 i
produktansvarsdirektivet.
Der henvises til
lovforslagets § 6 (forslag til
produktansvarslovens § 14) og
bemærkningerne hertil.
3.6. Ændring af
atomskadeerstatningsloven
3.6.1. Gældende ret
Ved lov nr. 332 af
19. juni 1974 om erstatning for
atomskader med senere ændringer
(atomskadeerstatningsloven) pålægges
indehavere af nukleare anlæg i en lang
række situationer et objektivt
erstatningsansvar for nukleare skader,
jf. lovens § 13, stk. 1.
Loven gennemfører to
OECD-konventioner med tilhørende
protokoller, henholdsvis
Paris-konventionen af 29. juli 1960 om
ansvaret over for tredjemand på den
nukleare energis område, som ændret ved
protokol af 28. januar 1964 og ved
protokol af 16. november 1982, og
Bruxelles-konventionen af 31. januar
1963 (tillægskonventionen til
Pariskonventionen), som ændret ved
protokol af 28. januar 1964 og ved
protokol af 16. november 1982.
Med de begrænsninger,
der følger af de specifikke
bestemmelser, er anlægsindehaveren
objektivt ansvarlig for nukleare skader
forvoldt ved ulykker på anlægget, jf.
lovens § 7, nukleare skader forvoldt ved
ulykker under transport, jf. lovens
§§ 8-10, samt nukleare skader forvoldt
ved ulykker uden for anlægget, når den
relevante nukleare substans hidrører fra
anlægget, jf. lovens § 11.
Hvis en skade er
omfattet af de ovennævnte ansvarsregler,
kan erstatningskrav som udgangspunkt kun
rettes mod anlægsindehaveren, jf. lovens
§§ 16-17. Der kan altså som udgangspunkt
ikke kræves erstatning af andre
skadevoldere. Til dette udgangspunkt
gælder dog en række undtagelser. Bl.a.
gælder det ikke, i det omfang det vil
stride mod internationale overenskomster
om skade i transportforhold, som er
tiltrådt af Danmark, jf. § 18. En
person, der har måttet betale erstatning
som følge af en sådan international
overenskomst om skade i
transportforhold, indtræder dog i den
skadelidtes rettigheder mod den
anlægsindehaver, som efter loven er
ansvarlig for skaden, jf. lovens § 19.
Atomskadeerstatningslovens § 25
indeholder en række særlige
forældelsesbestemmelser for krav på
erstatning hos indehaveren af et
nukleart anlæg omfattet af lovens
§§ 7-11 og § 19.
Ifølge lovens § 25,
stk. 1, 1. pkt., forældes sådanne krav
som udgangspunkt efter reglerne i
1908-loven, dog således at
forældelsesfristen er 3 år. Desuden
indeholder § 25, stk. 1, 2. pkt., stk. 2
og 3, nogle særlige forældelsesregler,
der supplerer 1908-lovens bestemmelser.
Ved § 25, stk. 1, 2.
pkt., fastlægges et særligt
begyndelsestidspunkt for forældelsen af
de krav, der er nævnt i
atomskadeerstatningslovens § 19.
Tidspunktet fastlægges til det
tidspunkt, da den berettigede ved
sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit
krav gældende ved retslige skridt mod
anlægsindehaveren. Reglen blev indført,
fordi § 19 omhandler tilfælde, hvor en
tredjemand indtræder i skadelidtes krav
mod anlægsindehaveren. Udgangspunkt er i
sådanne tilfælde, at personen, der
indtræder, er underlagt de samme
begrænsninger i forbindelse med
gennemførelsen af kravet mod
anlægsindehaveren, som den skadelidte er
underlagt, herunder i forældelsesmæssig
henseende. Hvis en indtrædelse finder
sted kort før eller eventuelt efter, at
den skadelidtes krav mod
anlægsindehaveren forældes, ville
konsekvensen – i mangel af en særlig
bestemmelse herom – være, at personen,
der indtræder, ikke reelt får mulighed
for at gå videre med sit krav til
anlægsindehaveren. Ved udskydelsen af
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
ved § 25, stk. 1, 2. pkt., til det
tidspunkt, da den berettigede ved
sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit
krav gældende ved retslige skridt mod
anlægsindehaveren, sikres, at personen,
der indtræder, får rimelig mulighed for
at gennemføre sit krav mod
anlægsindehaveren. Der henvises i øvrigt
til betænkning nr. 482/1968 II om
erstatningsansvar for nuklear skade, s.
61-62, og til forarbejderne til lov nr.
332 af 19. juni 1974 om erstatning for
atomskader, jf. Folketingstidende
1973-74, 2. samling, tillæg A, s. 774.
Ifølge
atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 2,
bortfalder krav endeligt 10 år efter den
nukleare ulykke, som har forvoldt
skaden, hvis ikke forældelse er indtrådt
efter stk. 1, og medmindre det forinden
er anerkendt af indehaveren, eller den
skadelidte har foretaget retslige skridt
til dets gennemførelse. Er skaden
forårsaget af nuklear substans, som er
blevet ulovligt fjernet, tabt eller
opgivet og ikke på ny bragt til stede på
ulykkestidspunktet, indtræder forældelse
dog senest 20 år efter fjernelsen, tabet
eller opgivelsen.
Atomskadeserstatningslovens § 25,
stk. 3, bestemmer, at i de tilfælde,
hvor det skal afgøres af den
internationale domstol, der er nævnt i
Paris-konventionens artikel 17, om
retssag skal anlægges her i riget,
indtræder forældelse efter stk. 1 og 2
dog ikke. Det er dog under forudsætning
af, at der inden forældelse er indtrådt
efter vedkommende konventionsstats
lovgivning, er rettet henvendelse til
den kompetente myndighed i denne stat om
at foranledige en afgørelse fra den
internationale domstol eller, forudsat
at sådan afgørelse ikke er truffet,
rejses sag i en af de stater, hvor der
efter konventionen er mulighed for, at
sag kan anlægges. I disse tilfælde skal
sag anlægges her i riget inden det
tidspunkt, som den internationale
domstol måtte fastsætte.
Den 3-årige frist i
lovens § 25, stk. 1, 1. pkt., er en
gennemførelse af artikel 7 i
Bruxelles-konventionen, mens de særlige
forældelsesregler i § 25, stk. 2 og 3,
gennemfører artikel 8 a, 8 b og 8 d i
Paris-konventionen. Derimod er § 25,
stk. 1, 2. pkt., en ren national
bestemmelse, hvis indhold ikke er
bestemt ved de internationale
konventioner.
Ifølge
atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1,
1. pkt., udreder staten under visse
nærmere angivne betingelser erstatning,
hvis et erstatningskrav for nuklear
skade, der her i riget er forvoldt ved
en ulykke, for hvilken indehaveren af et
anlæg her i riget er ansvarlig, er
bortfaldet i medfør af § 25, stk. 2,
eller tilsvarende bestemmelse i en anden
konventionsstats lov. Sådanne krav
forældes ifølge § 34, stk. 1, 3. pkt.,
efter reglerne i 1908-loven.
Forældelsesfristen er dog 3 år, og krav
bortfalder senest 30 år efter den
nukleare ulykke, der har forvoldt
skaden. Reglen har bl.a. betydning for
»senfølger«, der kan være forældede i
medfør af forældelsesfristerne på 10 og
20 år i § 25, stk. 2, før de kan
konstateres og dermed gøres gældende
over for anlægsindehaveren. Den særlige
forældelsesregel i § 34, stk. 1, 3.
pkt., er ikke fastlagt ved de
internationale konventioner, men er
fastlagt på baggrund af en fælles
anbefaling fra det nordiske udvalg, der
forberedte gennemførelsen af
Paris-konventionen, jf. betænkning nr.
286/1961 om adgangen til at drive
nukleare anlæg (atomanlæg) og
erstatningsansvaret for skade forvoldt
af nukleare ulykker, s. 53.
3.6.2. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet
finder, at forældelse af krav efter
atomskadeerstatningsloven som
udgangspunkt bør reguleres ved de
almindelige forældelsesregler.
Det foreslås derfor,
at henvisningen i den gældende § 25,
stk. 1, til 1908-loven erstattes med en
henvisning til reglerne i den nye
forældelseslov. Da den almindelige korte
forældelsesfrist foreslås fastsat til 3
år, jf. § 3, stk. 1, i forslaget til ny
forældelseslov, er der ikke længere
behov for at fastlægge
forældelsesfristens længde i § 25,
stk. 1, med henblik på at sikre
overensstemmelse med artikel 7 i
Bruxelles-konventionen.
Der henvises til
lovforslagets § 7, nr. 1 (forslag til
atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 1)
og bemærkningerne hertil.
Der foreslås ingen
ændringer af atomskadeerstatningslovens
§ 25, stk. 2 og 3, idet indholdet af
disse følger artikel 8 a, 8 b og 8 d i
Paris-konventionen.
Med henblik på at
sikre sammenhæng mellem de almindelige
forældelsesregler og de særlige
forældelsesregler i
atomskadeerstatningsloven, foreslås den
eksisterende særregel i § 25, stk. 1, 2.
pkt., om forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt ved krav omfattet
af lovens § 19 (regreskrav) erstattet
med en regel udformet efter samme model
som § 12, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov om regres mellem
solidarisk hæftende skyldnere. Denne
bestemmelse går ud på, at i tilfælde,
hvor forældelsen er afbrudt over for én
af skyldnerne, eller denne på et
tidspunkt, hvor fordringen mod
skyldneren selv ikke var forældet, har
opfyldt fordringen eller indrømmet
fordringshaveren fristforlængelse,
forældes et regreskrav mod en
medskyldner tidligst et år efter
afbrydelsen, opfyldelsen eller
afgivelsen af tilsagnet om
fristforlængelse.
Det foreslås således,
at forældelsen af de regreskrav, der er
omfattet af atomskadeerstatningslovens
§ 19, indtræder tidligst et år efter
indtrædelsen i kravet mod
anlægsindehaveren. Bestemmelsen foreslås
af lovtekniske grunde placeret som et
nyt stk. 4 i § 25.
Der henvises til
lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til
atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 4)
og bemærkningerne hertil.
Endvidere foreslås
henvisningen til 1908-loven i
atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1,
3. pkt., om statens udbetaling af
erstatning erstattet med en henvisning
til reglerne i den nye forældelseslov,
dog således at den absolutte
forældelsesfrist på 30 år efter den
nukleare ulykke, der har forvoldt
skaden, bevares.
Der henvises til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til
atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1)
og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet
har nedsat en arbejdsgruppe, der skal
overveje, hvilke lovændringer det vil
kræve, hvis Danmark tiltræder to
protokoller af 12. februar 2004 om
ændring af henholdsvis
Paris-konventionen og
Bruxelles-konventionen. Protokollerne
indeholder bl.a. ændringer af
konventionernes forældelsesregler.
3.7. Ændring af
erstatningsansvarsloven
3.7.1. Gældende ret
Ifølge
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1,
kan godtgørelse og erstatning efter
loven kræves betalt 1 måned efter, at
skadevolderen har været i stand til at
indhente de oplysninger, der er fornødne
til bedømmelse af erstatningens
størrelse. Reglen forstås i retspraksis
således, at betalingsfristen først løber
fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren
fremsætter sit krav over for
skadevolderen. Ved reglen fastlægges
betalingstidspunktet for de pågældende
krav, og dermed tidspunktet, hvorfra
kravene kan kræves forrentet. Reglen er
derimod ikke blevet anvendt til at
fastlægge forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt.
Erstatningsansvarsloven indeholder
heller ikke i øvrigt regler om
forældelse. Forældelsen af krav på
godtgørelse og erstatning efter loven er
således reguleret ved dansk rets
almindelige forældelsesregler.
3.7.2. Lovforslagets
udformning
I det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov
foreslås, at forældelsesfristen som
udgangspunkt regnes fra det tidligste
tidspunkt, til hvilket fordringshaveren
kunne kræve at få fordringen opfyldt,
jf. forslagets § 2, stk. 1. Hvis der er
indrømmet skyldneren løbedage eller i
øvrigt en frist, inden for hvilken
betaling anses for rettidig, regnes
fristen dog først fra betalingsfristens
udløb, jf. forslagets § 2, stk. 2. Denne
bestemmelse vil efter sin ordlyd bl.a.
finde anvendelse på betalingsfristen
efter erstatningsansvarslovens § 16,
stk. 1.
Hvis § 2, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov skulle
finde anvendelse i forhold til
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1,
ville det imidlertid medføre, at
fordringshaveren selv vil kunne
bestemme, hvornår forældelsesfristen
skal begynde at løbe, jf. pkt. 3.7.1
ovenfor.
Det foreslås derfor,
at der indsættes et nyt stykke i
erstatningsansvarslovens § 16, hvorved
det bestemmes, at krav på godtgørelse og
erstatning forældes efter
forældelsesloven – medmindre andet
følger af særlige bestemmelser om
forældelse i anden lov – men at § 2,
stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov dog ikke finder
anvendelse på betalingsfristen efter
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.
Der henvises til
lovforslagets § 8 (forslag til
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 3)
og bemærkningerne hertil.
3.8. Ændring af
reglerne om tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskudsordninger
3.8.1. Gældende ret
Der findes en række
tilskudsordninger, der giver mulighed
for finansiering ved såvel nationale
midler som EU-midler. Således har
Miljøministeriet, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri,
Socialministeriet og Økonomi- og
Erhvervsministeriet oplyst, at der under
deres områder forekommer sådanne
ordninger.
Det drejer sig om
ordningerne reguleret ved lov nr. 453 af
9. juni 2004 om skove, som ændret senest
ved § 14 i lov nr. 1571 af 20. december
2006, naturbeskyttelsesloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august
2004, som ændret senest ved § 7 i lov
nr. 1571 af 20. december 2006
(Miljøministeriet), lov om
ophørsstøtte til jordbrugere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august
1995, som ændret senest ved § 73 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006, lov om støtte
til udvikling af landdistrikterne
(landdistriktsstøtteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 728 af 29. juni
2004, som ændret senest ved § 5 i lov
nr. 536 af 24. juni 2005, lov nr. 1081
af 22. december 1993 om ophørsstøtte til
erhvervsfiskere, som ændret senest ved
§ 9 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, lov
nr. 1552 af 20. december 2006 om
udvikling af fiskeri- og
akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven) (Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri),
lov om byfornyelse og udvikling af byer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 7.
december 2005, som ændret senest ved
§ 87 i lov nr. 538 af 8. juni 2006
(Socialministeriet), lov nr. 1599 af
20. december 2006 om administration af
tilskud fra Den Europæiske Socialfond og
Den Europæiske Regionalfond (Økonomi-
og Erhvervsministeriet).
For så vidt angår
EU-midler, der er givet i tilskud,
forældes krav på tilbagebetaling af
uberettigede udbetalte tilskud efter
artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning
(EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.
december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), jf.
EF-Tidende 1995, L 312, s. 1. Det
bemærkes i den forbindelse, at
EF-Domstolen ved dom af 15. januar 2004
i sagen C-278/02, Handlbauer, har
fastslået, at artikel 3, stk. 1, også
finder anvendelse på administrative
foranstaltninger omfattet af
forordningens artikel 4, stk. 1,
herunder tilbagesøgningskrav.
Ifølge forordningens
artikel 3, stk. 1, er forældelsesfristen
for retsforfølgning fire år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted. Hvad angår
vedvarende eller gentagne
uregelmæssigheder regnes
forældelsesfristen fra den dag, da
uregelmæssigheden er ophørt.
Forældelsesfristen for retsforfølgning
afbrydes af enhver handling fra den
kompetente myndigheds side, som den
pågældende gøres bekendt med, og som
vedrører undersøgelse eller
retsforfølgning af uregelmæssigheden.
Efter hver afbrydelse løber
forældelsesfristen videre. Forældelse
indtræder dog senest den dag, hvor en
frist, der er dobbelt så lang som
forældelsesfristen, udløber, uden at den
kompetente myndighed har pålagt en
sanktion. Det sidstnævnte gælder dog
ikke i de tilfælde, hvor den
administrative procedure er suspenderet
i overensstemmelse med forordningens
artikel 6, stk. 1, der giver mulighed
for at suspendere proceduren, hvis der
er anlagt straffesag mod vedkommende for
samme forhold.
Det fremgår af
artikel 3, stk. 1, 4. pkt., at
forældelsesfristen for de flerårige
programmers vedkommende løber indtil
programmets endelige afslutning.
Bestemmelsen skal ikke forstås i
overensstemmelse med en naturlig
sproglig forståelse af dens ordlyd. Det
skyldes, at den danske version af
bestemmelsen mangler en mindre passage,
som forekommer i de øvrige
sprogversioner af bestemmelsen, nemlig
passagen »i alle tilfælde«. Det fremgår
således af de øvrige sprogversioner, at
bestemmelsen skal forstås således, at
forældelsesfristen for de flerårige
programmers vedkommende i alle
tilfælde løber indtil programmets
endelige afslutning. Bestemmelsen
bevirker altså en forlængelse af
forældelsesfristen i de tilfælde, hvor
forældelse ellers ville være indtrådt
tidligere. Den bevirker derimod ikke en
afkortning af fristen i de tilfælde,
hvor forældelse ikke er indtrådt ved
programmets endelige afslutning.
For så vidt angår
tilbagesøgningskrav af uberettiget
udbetalt national medfinansiering, må
det formentlig antages, at sådanne krav
forældes efter dansk rets almindelige
forældelsesregler, hvis andet ikke er
bestemt i de love, der regulerer
støtteordningerne. Det fremgår i den
forbindelse af § 18 i lov om
administration af tilskud fra Den
Europæiske Regionalfond og Den
Europæiske Socialfond, at
tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud reguleret ved loven, der er
finansieret ved såvel nationale midler
som EU-midler, i deres helhed skal
forældes efter de regler, der er fastsat
i de gældende forordninger. Der er ikke
i øvrigt i den gældende nationale
lovgivning, der regulerer
støtteordninger, taget stilling til
spørgsmålet om forældelse af sådanne
tilbagesøgningskrav.
3.8.2. Lovforslagets
udformning
Det foreslås, at der
i de øvrige love, der regulerer
ordninger, der giver mulighed for
finansiering ved såvel nationale midler
som EU-midler, indsættes bestemmelser
med samme indhold som § 18 i lov om
administration af tilskud fra Den
Europæiske Regionalfond og Den
Europæiske Socialfond. Herved sikres, at
tilbagesøgningskrav, der angår det samme
tilskud, men som har forskellig
baggrund, forældes på samme måde,
hvilket bl.a. vil kunne give mulighed
for en mere koordineret kontrolindsats,
idet de relevante myndigheder ikke vil
skulle planlægge deres kontrol efter
forskellige forældelsesfrister.
Der henvises til
lovforslagets § 25 (forslag til § 58 a i
lov om skove), § 26 (forslag til § 55 a
i naturbeskyttelsesloven), § 29 (forslag
til § 19 b i lov om ophørsstøtte til
jordbrugere), § 30 (forslag til
landdistriktsstøttelovens § 23 a), § 31
(forslag til § 12 b i lov om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere), § 32
(forslag til § 9 a i lov om udvikling af
fiskeri- og akvakultursektoren) og § 34
(forslag til § 103 b i lov om
byfornyelse og udvikling af byer) og
bemærkningerne hertil.
3.9. Ændring af
skatteforvaltningsloven
3.9.1. Gældende ret
Der er i
skatteforvaltningsloven fastsat frister
for, hvornår en skatteansættelse kan
foretages eller ændres. Med
skatteansættelse forstås såvel
ansættelsen af indkomst og ejendomsværdi
som den skatteberegning, dette grundlag
fører til. Begrebet omfatter desuden på
tilsvarende måde fastsættelse af
afgiftstilsvar.
Samtidig forældes det
skattekrav, der afledes af ansættelsen,
efter de almindelige formueretlige
forældelsesregler. Det betyder, at den
skattepligtiges henholdsvis
myndighedernes adgang til at gøre et
skattekrav gældende, forudsætter, at
såvel de særlige ansættelsesfrister i
skatteforvaltningsloven som de
almindelige forældelsesfrister er
overholdt.
3.9.1.1. De ordinære
ansættelsesfrister
Den almindelige
ansættelsesfrist fremgår af
skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31,
mens §§ 27 og 32 angiver de tilfælde,
hvor en ansættelse kan foretages uden
for den ordinære frist.
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1,
1. pkt., kan told- og
skatteforvaltningen ikke afsende varsel
om foretagelse eller forhøjelse af en
skatteansættelse senere end den 1. maj i
det 4. år efter indkomstårets udløb.
Varsel om fastsættelse eller ændring af
afgiftstilsvar kan ikke afsendes senere
end 3 år efter angivelsesfristens udløb,
jf. skatteforvaltningslovens § 31,
stk. 1, 1. pkt. Varsel om ændring af
godtgørelse af afgift kan ikke afsendes
senere end 3 år efter, at kravet om
godtgørelse tidligst kunne gøres
gældende.
Skatteministeren kan,
jf. skatteforvaltningslovens § 26,
stk. 1, sidste punkt, fastsætte kortere
frister for myndighedernes varsling og
ændring af skatteansættelsen.
Bemyndigelsen er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november
2005 til fastsættelse af en 1-årig
ansættelsesfrist for personer med enkle
økonomiske forhold.
Ønsker den
skattepligtige at få ændret sin
skatteansættelse, skal der inden den 1.
maj i det fjerde år efter indkomstårets
udløb fremlægges nye oplysninger af
faktisk eller retlig karakter, der kan
begrunde ændringen, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
En afgiftspligtig eller
godtgørelsesberettiget, der ønsker
fastsættelsen af afgift eller
godtgørelse ændret, skal senest 3 år
efter angivelsesfristens udløb
henholdsvis det tidspunkt, hvor kravet
om godtgørelse tidligst kunne gøres
gældende, fremlægge oplysninger, der kan
begrunde ændringen, jf. § 31, stk. 2.
Skatteansættelsen
skal foretages senest den 1. august i
det 4. år efter indkomstårets udløb, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1,
2. pkt. Tilsvarende skal fastsættelsen
af afgiftstilsvaret eller godtgørelse af
afgift foretages senest 3 måneder efter
varslingsfristens udløb, jf.
skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1,
3. pkt. Har det betydning for den
skattepligtiges henholdsvis den
afgiftspligtiges eller
godtgørelsesberettigedes mulighed for at
varetage sine interesser, at
ansættelsesfristen forlænges, skal en
anmodning om en rimelig fristforlængelse
imødekommes, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1,
4. pkt., og § 31, stk. 1, 4. pkt.
Fristen i § 26,
stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse
på skatteberegningen. Skatteberegning
skal, hvis beregningen foretages efter
fristens udløb, foretages inden rimelig
tid efter, at ansættelsen er foretaget.
3.9.1.2. Frister ved
»Transfer Pricing«
De almindelige
ansættelsesfrister efter
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og
2, udløber først i det 6. år efter
indkomstårets udløb for
skatteansættelsen vedrørende
kontrollerede transaktioner for
skattepligtige omfattet af
skattekontrollovens § 3 B, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.
Det betyder, at told- og
skatteforvaltningens varsel om
skatteansættelsen skal afsendes senest
den 1. maj i det 6. år efter
indkomstårets udløb. Tilsvarende skal en
anmodning om genoptagelse fra den
skattepligtige indgives inden dette
tidspunkt.
Skatteansættelsen
skal fortages senest den 1. august i det
6. år efter indkomstårets udløb. Hvis en
skattepligtig efter varsel er afsendt
til denne i medfør af
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1,
1. pkt., jf. § 20, stk. 1, anmoder om en
rimelig fristforlængelse, skal told- og
skatteforvaltningen imødekomme
anmodningen, når dette må antages at
have betydning for den skattepligtiges
mulighed for at varetage sine
interesser, jf. skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 1, 4. pkt., og § 31, stk. 1,
4. pkt. Ansættelsen vil i sådanne
tilfælde, når det pålignede indkomstår
ligger 5 år forud for varslets
afsendelse, først blive endeligt
foretaget efter udløbet af
forældelsesfristen for det afledte
skattekrav. I sådanne situationer
anmodes den skattepligtige derfor om at
give afkald på at påberåbe sig, at det
afledte skattekrav er forældet.
3.9.1.3.
Ekstraordinære ansættelser
Uden for de ordinære
frister i skatteforvaltningslovens §§ 26
og 31 kan en ansættelse foretages eller
ændres, såfremt betingelserne i
skatteforvaltningslovens §§ 27 eller 32
er opfyldt.
Ifølge § 27, stk. 1,
nr. 1, kan en ansættelse ændres, hvis
der er indtrådt en ændring af det
privatretlige eller offentligretlige
grundlag for ansættelsen. Efter stk. 1,
nr. 2, kan en ansættelse ændres, hvis
denne er en direkte følge af en
ansættelse vedrørende den skattepligtige
for et andet indkomstår, vedrørende den
skattepligtiges ægtefælle eller et
selskab, hvormed den skattepligtige var
sambeskattet. Stk. 1, nr. 3, giver
adgang til at ændre ansættelsen i
tilfælde, hvor overdragelsessummen for
et aktiv vedrørende den anden part i en
overdragelsesaftale er ændret. Ifølge
stk. 1, nr. 4, kan ansættelsen ændres
uden for den ordinære frist, hvis en
udenlandsk skattemyndighed har truffet
en afgørelse, der har betydning for
beskatningen af den skattepligtige og
efter stk. 1, nr. 5, hvis den
skattepligtige eller nogen på dennes
vegne forsætligt eller groft uagtsomt
har bevirket, at myndighederne har
foretaget ansættelsen på et urigtigt
grundlag. Efter stk. 1, nr. 6, kan en
ansættelse ændres ekstraordinært, hvor
Skatterådet udnytter sin kompetence til
at ændre en ankenævnsafgørelse. Ifølge
stk. 1, nr. 7, kan skatteansættelsen
ændres, hvis hidtidig praksis er
endeligt underkendt. Endelig kan told-
og skatteforvaltningen ifølge stk. 1,
nr. 8, give tilladelse til ekstraordinær
genoptagelse i tilfælde, hvor der
foreligger særlige omstændigheder.
Ekstraordinær
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift kan tilsvarende
foretages efter § 32, hvis hidtidig
praksis er underkendt, jf. 32, stk. 1,
nr. 1, hvis ændringen er en direkte
følge af en ændring for samme eller en
anden afgiftsperiode, jf. stk. 1, nr. 2,
hvis den afgiftspligtige eller
godtgørelsesberettigede eller nogen på
dennes vegne forsætligt eller groft
uagtsomt har bevirket, at
afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er
foretaget på et urigtigt grundlag, jf.
stk. 1, nr. 3, og endelig hvis told- og
skatteforvaltningen giver tilladelse til
ekstraordinær genoptagelse som følge af,
at der foreligger særlige
omstændigheder, jf. stk. 1, nr. 4.
En ekstraordinær
ansættelse kan kun foretages efter §§ 27
og 32, såfremt myndighedernes varsel
heraf henholdsvis den skattepligtige,
den afgiftspligtige eller den
godtgørelsesberettigedes
genoptagelsesanmodning fremsættes senest
6 måneder efter, at det forhold, der
begrunder den ekstraordinære ansættelse,
er kommet til myndighedernes henholdsvis
den skattepligtige, afgiftspligtige
eller godtgørelsesberettigedes kundskab,
jf. skatteforvaltningslovens §§ 27,
stk. 2, og 32, stk. 2.
3.9.1.4. Forældelse
Det krav, der er
afledt af skatteansættelsen,
fastsættelse af afgiftstilsvaret eller
godtgørelsen af afgift forældes som
hovedregel efter dansk rets almindelige
forældelsesregler i 1908-loven og Danske
Lov 5-14-4. Statens eller kommunens krav
på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur forældes herefter
5 år efter forfaldstidspunktet, jf.
1908-lovens § 1, nr. 4, jf. § 2.
Ligeledes er den skatte- eller
afgiftspligtiges krav på for meget
erlagt skat eller afgift omfattet af den
5-årige forældelsesfrist, jf. § 1, nr.
6. Den 5-årige frist suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet eller
skyldnerens opholdssted, jf. 1908-lovens
§ 3. Endelig gælder i henhold til Danske
Lov 5-14-4 en 20-årig forældelsesfrist
regnet fra stiftelsestidspunktet.
Hvis der for skatte-
eller afgiftskravet er erhvervet et
særligt retsgrundlag, der fastslår
kravets tilblivelse og størrelse,
forældes kravet alene efter den 20-årige
forældelsesfrist i DL 5-14-4, jf.
1908-lovens § 1, stk. 2. En kendelse fra
Landskatteretten kan udgøre et særligt
retsgrundlag, forudsat at kravets
størrelse fremgår af afgørelsen.
Forældelsesfristen
efter 1908-loven regnes fra
forfaldstidspunktet for betaling af
restskatter. For fysiske personer
forfalder restskatterne normalt i 3
rater, henholdsvis den 1. september, 1.
oktober og 1. november i året efter
indkomstårets udløb, jf.
kildeskattelovens § 61, stk. 4.
Begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristen udskydes ikke, fordi
skattemyndighederne endnu ikke har
foretaget skatteansættelsen.
Forældelsesfristen for upålignede
skattekrav løber således også fra
ovennævnte forfaldstidspunkt.
Forfaldstidspunktet
for selskabsskatter er den 1. november i
kalenderåret efter indkomståret, jf.
selskabsskattelovens § 30, stk. 1, og §
30 A, stk. 1.
Opgørelse af
pensionsafkast skal, for så vidt angår
livsforsikringsselskaber og
pensionskasser, indsendes senest den 15.
december i indkomståret, jf.
pensionsafkastbeskatningslovens § 20,
stk.1. Pengeinstitutter indgiver senest
den 15. december umiddelbart efter
indkomstårets udløb opgørelse over
beskatningsgrundlaget og den
skattepligtige del heraf samt over
skatten for hver enkelt opsparingsform,
jf. pensionsafkastbeskatningslovens
§ 21, stk. 1. PAL-skatten indbetales
samtidig med indsendelse af opgørelsen.
Moms og afgiftskrav
forfalder den 1. i den måned, hvor
angivelse fra den afgiftspligtige skal
indgives til myndighederne, jf.
opkrævningslovens § 2, stk. 4, og skal
indbetales senest samtidig med
angivelsesfristens udløb.
Det følger af
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4,
at krav afledt af en ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat
foretaget efter stk. 1, nr. 4 (ændring
foranlediget af en udenlandsk
skattemyndigheds afgørelse), 7
(underkendelse af hidtidig praksis)
eller 8 (særlige omstændigheder) ikke er
undergivet forældelse efter 1908-loven.
Kravet vil i disse tilfælde alene være
undergivet den 20-årige forældelse efter
Danske Lov 5-14-4.
Tilsvarende er krav
afledt af en ændring af afgiftstilsvaret
eller godtgørelsen af afgift foretaget
efter skatteforvaltningslovens § 32,
stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig
praksis) og 4 (ændring foranlediget af
en udenlandsk skattemyndigheds
afgørelse), ikke undergivet forældelse
efter 1908-loven, jf.
skatteforvaltningslovens § 32, stk. 4.
For så vidt angår
ekstraordinære ansættelser, har den
5-årige forældelsesfrist derfor normalt
kun betydning i relation til krav afledt
af en ansættelse foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2 (direkte følge af ændring af andet
indkomstår, skatteansættelse for
ægtefællen eller et sambeskattet
selskab), 3 (ændring af
overdragelsessummen for et aktiv) og 6
(Skatterådets ændring af
ankenævnsafgørelse), og § 32, stk. 1,
nr. 2 (direkte følge af ændring for
samme eller en anden afgiftsperiode),
idet fristen som følge af utilregnelig
uvidenhed hos fordringshaveren normalt
vil være suspenderet i tilfælde omfattet
af skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 1 (ændring i grundlaget for
ansættelsen) og 5 (forsæt eller grov
uagtsomhed), og § 32, stk. 1, nr. 3
(forsæt eller grov uagtsomhed), jf.
1908-lovens § 3.
3.9.1.5. Unddragne
skatter i anledning af et strafbart
forhold
Efterbeskatningskrav
i forbindelse med skattestraffesager
gennemføres som hovedregel i form af en
skatteansættelse, jf. Processuelle
regler på SKATs område, 2006-3, afsnit
R.7. Efter udløbet af den ordinære
ansættelsesfrist kan ansættelsen
foretages i medfør af
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3.
Ifølge
skattekontrollovens § 19 A kan unddragne
skatter endvidere indtales under
straffesagen og påkendes af retten i
overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 89. Skattekrav
vedrører unddragelse af selskabsskat
medtages under straffesagen, hvis der
findes grundlag for at rejse tiltalen
mod den, der ejer eller behersker
selskabet (hovedaktionær eller
hovedanpartshaver), og det er tvivlsomt
om selskabet kan betale skatten. I så
fald anmodes politimesteren om at påstå,
at den tiltalte pålægges solidarisk
hæftelse med selskabet for de unddragne
skatter.
I disse tilfælde
gennemføres også ændring af selskabets
indkomst eller afgiftstilsvar i form af
en ansættelse. Ændringen foretages, før
politimesteren i givet fald anmodes om
at rejse tiltale.
Hvis ægtefæller eller
samlevere sammen har drevet en
virksomhed, og tiltalen rettes mod den
af parterne, der ikke er registreret som
virksomhedsindehaver, anmodes
politimesteren tilsvarende om at påstå,
at tiltalte pålægges solidarisk hæftelse
med ægtefællen/samleveren for momsen. I
disse tilfælde opgøres momstilsvar
endvidere for den registrerede
virksomhedsindehaver.
Skattekravet forældes
efter de almindelige forældelsesfrister.
Udgangspunktet er herefter, at kravet
forældes efter 1908-loven, dvs. 5 år
efter forfaldstidspunktet. Fristen
suspenderes i tilfælde af
fordringshavers utilregnelige uvidenhed
om sit krav eller skyldners opholdssted.
Da fristen normalt vil være suspenderet,
vil den 20-årige forældelsesfrist efter
Danske Lov almindeligvis være afgørende
for, hvor gamle krav myndighederne kan
rejse.
3.9.2. Lovforslagets
udformning
Det er
Skatteministeriets opfattelse, at
forslaget om kortere forældelsesfrister,
jf. det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), nødvendiggør en
række tilpasninger af
skatteforvaltningslovens regler om
ansættelse af indkomst- og
ejendomsværdiskat og fastsættelse af
afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.
Det foreslås, at de
nye forældelsesfrister som udgangspunkt
også skal gælde skatte- og afgiftskrav,
jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag
til skatteforvaltningslovens § 34 a,
stk. 1). Det vil sige, at skatte- og
afgiftskrav undergives en
forældelsesfrist på 3 år regnet fra
forfaldstidspunktet med mulighed for
suspension kombineret med en absolut
frist på 10 år ligeledes regnet fra
forfaldstidspunktet, jf. §§ 2 og 3 i
forslaget til ny forældelseslov.
Dog foreslås det, at
forældelsesfristen for skattekrav på
»Transfer Pricing«-området fastsættes
til 5 år svarende til den gældende
forældelsesfrist efter 1908-loven, jf.
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a,
stk. 3).
Disse
forældelsesfrister forslås kombineret
med en regel om, at told- og
skatteforvaltningens varsel om ændring
af en skatteansættelse, et
afgiftstilsvar eller en godtgørelse af
afgift – eller en ansættelse eller
fastsættelse foretaget uden varsel –
udløser en tillægsfrist på 1 år regnet
fra myndighedens meddelelse om
afgørelsen, jf. lovforslagets § 36, nr.
4 (forslag til skatteforvaltningslovens
§ 34 a, stk. 2). Samtidig foreslås det,
at skatte- og afgiftskrav afledt af en
ansættelse, der efter fristreglerne i
skatteforvaltningsloven kan foretages
uden for den ordinære ansættelsesfrist
på 3 år, ikke undergives den korte
3-årige forældelsesfrist, men alene den
absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf.
lovforslagets § 36 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk.
4).
Med forslaget opnås
enklere og mere ensartede regler end i
dag for, hvornår forældelse af krav
afledt af en skatteansættelse,
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift indtræder. Da
samspillet mellem ansættelsesfristerne
på skatteområdet og forældelsesfristerne
er forholdsvis kompliceret, uddybes
forslagene og virkningerne heraf
nedenfor.
3.9.2.1. Ordinære
ansættelser
Ifølge forslaget til
§ 21, stk. 2, i det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), foreslås
det, at indbringelse for en
administrativ myndighed skal have
foreløbig forældelsesafbrydende
virkning, således at indbringelsen skal
følges op inden 1 år efter afgørelsen,
medmindre den almindelige frist først
udløber på et senere tidspunkt.
Indbringelsen for den administrative
myndighed medfører en sådan foreløbig
afbrydelse af forældelsen for begge
parter.
Anmodning om
genoptagelse fra en skattepligtig, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2,
og § 31, stk. 2, vil medføre foreløbig
afbrydelse af forældelsen efter denne
bestemmelse. Den skattepligtiges
indbringelse af spørgsmål vedrørende
skatteansættelsen for myndighederne vil
også virke fristafbrydende for
myndighederne for så vidt angår et
eventuelt skattekrav for myndighederne
afledt af en ændret ansættelse.
Myndighedernes varsling af en
skatteansættelse inden for de
almindelige ansættelsesfrister vil
derimod ikke efter disse regler have
tilsvarende forældelsesafbrydende
virkning. Hermed brydes den symmetri,
der ellers karakteriserer fristerne for
foretagelse og ændring af
skatteansættelsen henholdsvis
fastsættelse af afgiftstilsvar og
godtgørelse af afgift.
Det foreslås på den
baggrund, at varsel om ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift afsendt inden
forældelsesfristens udløb medfører
foreløbig afbrydelse af forældelsen i
samme omfang, som hvis ændringen var
foranlediget af den skattepligtiges
anmodning om genoptagelse. Tilsvarende
gælder, hvis ansættelsen henholdsvis
fastsættelsen er foretaget inden
forældelsesfristens udløb. Forældelse af
krav afledt af ansættelsen indtræder
herefter tidligst 1 år efter, at told-
og skatteforvaltningen har givet
meddelelse om afgørelsen.
Med forslaget sikres
det, at der udløses en tillægsfrist på 1
år, uanset om ændring af ansættelsen
sker på den skattepligtiges eller told-
og skatteforvaltningens initiativ.
Samtidig sikres det, at den nuværende
almindelige ansættelsesfrist på 3 år kan
opretholdes.
Der henvises til
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2)
og bemærkningerne hertil.
3.9.2.2. »Transfer
Pricing«
»Transfer Pricing«
sager er ofte særdeles komplicerede,
tidskrævende og forudsætter udveksling
af oplysninger fra udlandet. For at øge
skattemyndighedernes mulighed for at
sikre korrekt prisfastsættelse og dermed
korrekt opgørelse af den skattepligtige
indkomst ved koncerninterne
transaktioner på tværs af landegrænserne
(»Transfer Pricing«) er den ordinære
ansættelsesfrist derfor i disse sager
forlænget med 2 år, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.
Skatteministeriet
finder det væsentligt, at de nuværende
ansættelsesfrister på »Transfer
Pricing«-området kan opretholdes. De
længere ansættelsesfrister på »Transfer
Pricing«-området, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5,
der udløber i det 6. år efter
indkomstårets udløb, kan imidlertid ikke
opretholdes, såfremt det afledte
skattekrav undergives en 3-årig
forældelsesfrist.
Det foreslås på den
baggrund, at forældelsesfristen for krav
afledt af en skatteansættelse vedrørende
kontrollerede transaktioner foretaget
efter skatteforvaltningslovens § 26,
stk. 5, fastsættes til 5 år svarende til
den forældelsesfrist, der i dag gælder
for disse krav.
Der henvises til
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 3)
og bemærkningerne hertil.
3.9.2.3.
Ekstraordinære ansættelser
I hovedparten af de
tilfælde, hvor en skatteansættelse
foretages uden for den ordinære
ansættelsesfrist, vil forældelse i dag
ikke indtræde allerede efter 5 år.
Krav afledt af en
ekstraordinær skatteansættelse foretaget
efter § 27, stk. 1, nr. 4, 7 eller 8 og
§ 32, stk. 1, nr. 1 og 4, er
udtrykkeligt undtaget fra forældelse
efter 1908-loven, jf. § 27, stk. 4, og
§ 32, stk. 4. Den 5-årige
forældelsesfrist efter 1908-loven har
endvidere normalt kun betydning i
relation til krav afledt af en
ansættelse foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2, 3 og 6, og § 32, stk. 1, nr. 2,
idet fristen som følge af utilregnelig
uvidenhed hos fordringshaveren normalt
vil være suspenderet i tilfælde omfattet
af skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 1 og 5, og § 32, stk. 1, nr.
3, jf. 1908-lovens § 3.
Skatteministeriet
finder, at det er en naturlig konsekvens
af forslaget til forældelsesloven om
kortere forældelsesfrister, at
forældelsesfristen for de afledte
skattekrav i disse tilfælde fastsættes
til 10 år, svarende til den absolutte
forældelsesfrist efter § 3, stk. 3, i
det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov.
For så vidt angår de
tilfælde, hvor krav afledt af
ekstraordinære ændringer i dag ikke
undergives den korte forældelsesfrist
efter 1908-loven, men alene den 20-årige
forældelse efter DL 5-14-4, vil
forslaget i forhold til gældende ret
betyde en ændring fra 20 år regnet fra
stiftelsestidspunktet til en
forældelsesfrist på 10 år regnet fra
forfaldstidspunktet.
I sjældne tilfælde
vil adgangen til at gennemføre
ansættelser efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 1 (ændring af grundlaget for
ansættelsen), 4 (ændring som følge af en
udenlandsk myndigheds afgørelse), 7
(underkendelse af hidtidig praksis) og 8
(særlige omstændigheder) og § 32,
stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig
praksis) og 4 (særlige omstændigheder)
herved begrænses i forhold til i dag,
jf. også pkt. 3.9.2.3.
Herved vægtes
hensynet til, at skyldner, dvs. såvel
den skattepligtige som myndighederne,
ikke efter meget lang tids forløb kan
blive mødt med et krav. Dette hensyn
ligger også bag det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven)
Krav afledt af
ekstraordinære ændringer, der foretages
efter skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, og § 32,
stk. 1, nr. 2, kan i dag være afskåret
som følge af forældelse efter
1908-loven. I relation til disse
fristgennembrudsgrunde betyder forslaget
om kortere forældelsesfrister, at valget
reelt står mellem at afskaffe adgangen
til ansættelsesændringer efter disse
bestemmelser, eller at krav afledt af
sådanne ekstraordinære ansættelser ikke
undergives den korte 3-årige
forældelsesfrist.
Skatteministeriet
finder, at den nuværende adgang til at
foretage ekstraordinære ansættelser bør
opretholdes, og at det afledte
skattekrav som konsekvens heraf ikke
skal være afskåret af den 3-årige
forældelsesfrist, jf. § 3, stk. 1, i det
samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer
(forældelsesloven). Det foreslås derfor,
at også krav, som i dag forældes efter
1908-lovens 5-årige forældelsesfrist,
alene undergives en absolut 10-årig
forældelsesfrist, jf. umiddelbart
nedenfor.
Forældelsesfristen
vil herefter efter forslaget være 10 år
i alle tilfælde, hvor skatteansættelsen
kan foretages eller ændres uden for den
3-årige ordinære ansættelsesfrist.
Forslaget sikrer dermed, at alle
relevante ændringer i forbindelse med
ekstraordinære ansættelsesændringer kan
foretages lige mange år tilbage, uanset
at nogle ændringer skal foretages efter
én bestemmelse, mens andre skal
foretages efter en anden. Herved undgås
de asymmetrier, der kan opstå efter de
gældende regler, hvor forældelsen ikke
er den samme i alle tilfælde, hvor
skatteansættelsen foretages uden for den
ordinære ansættelsesfrist.
– Ændring i
grundlaget for ansættelsen -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 1
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 1, kan ændringer af
skatteansættelsen foretages uden for den
ordinære ansættelsesfrist, hvis
grundlaget for ansættelsen er ændret.
Det afledte skattekrav vil som
udgangspunkt forældes efter 5 år. I en
lang række tilfælde vil 1908-lovens
forældelsesfrist dog være suspenderet
som følge af fordringshavers
utilregnelige uvidenhed om kravet. Det
er imidlertid lagt til grund, at
forældelsesfristen ikke kan anses for
suspenderet på grund af myndighedernes
utilregnelige uvidenhed om skattekravet
i tilfælde, hvor afledte ændringer
udspringer af genoptagelse af den
skattepligtiges skatteansættelse som
følge af, at myndighedernes hidtidige
praksis er underkendt, jf.
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, eller § 32, stk. 1, nr. 1.
Eksempelvis giver
ændringer af opgørelsen af
arbejdsmarkedsbidrag eller
afgiftstilsvaret ofte anledning til
ændringer af indkomstskatten.
Førstnævnte kan efter de gældende regler
ændres tilbage til det første indkomstår
henholdsvis afgiftsperiode, der var til
prøvelse i den første sag, der
resulterede i underkendelsen af praksis.
Derimod kan ændringerne i ansættelsen af
indkomstskatten – da forældelsesfristen
som beskrevet ovenfor ikke suspenderes i
disse tilfælde – i dag kun foretages 5
år tilbage.
Forslaget om en
forældelsesfrist på 10 år for alle
ekstraordinære ansættelsesændringer vil
betyde, at ændringer af
skatteansættelsen i disse tilfælde kan
foretages lige så mange år tilbage i tid
som de ændringer, der umiddelbart kan
ske genoptagelse for som følge af
underkendelsen af myndighedernes
hidtidige praksis.
– Ændring som direkte
følge af en ansættelse vedr. den
skattepligtige, dennes ægtefælle eller
et sambeskattet selskab -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2 - og ændring af
overdragelsessummen for et aktiv -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 3
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2, kan en ansættelse foretages uden
for den ordinære ansættelsesfrist, hvis
ansættelsen er en direkte følge af en
ansættelse vedrørende den skattepligtige
for et andet indkomstår, den
skattepligtiges ægtefælle eller et
selskab, hvormed den skattepligtige var
sambeskattet.
Bestemmelsen i den
nuværende udformning bygger på
anbefalinger fra det såkaldte
Fristudvalg i betænkning nr. 1426/2003
om frist- og forældelsesregler på
Skatteministeriets område. Det var
Fristudvalgets opfattelse, at adgangen
til at foretage ændringer som følge af
en ansættelse vedrørende den
skattepligtige eller dennes ægtefælle
skulle bevares, dog med visse
præciseringer og justeringer af
bestemmelsens anvendelsesområde.
Udvalgets anbefalinger til ændringer
blev gennemført ved lov nr. 410 af 2.
juni 2003.
Fristudvalget
anbefalede endvidere, at der i relation
til fastsættelse af afgiftstilsvar og
godtgørelse af afgift skulle gælde en
tilsvarende bestemmelse om, at
ændringer, der er en direkte følge af en
ændring af et afgiftstilsvar for samme
eller en anden afgiftsperiode, kan
gennemføres uden for den ordinære frist.
Bestemmelsen fremgår nu af
skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1,
nr. 2.
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 3, kan en ansættelse ændres uden for
den ordinære ansættelsesfrist, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, hvis en
ansættelse af overdragelsessummen for et
aktiv, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 4,
stk. 6, eller afskrivningslovens § 45,
stk. 3, vedrørende en anden
skattepligtig er ændret.
Fristudvalget fandt
ikke anledning til at foreslå ændringer
af bestemmelsen. Fristudvalget
fremhævede i den forbindelse, at
ansættelser efter bestemmelsen som
hovedregel kan foretages inden for den
ordinære ansættelsesfrist eller
umiddelbart herefter, hvis ansættelsen
vedrørende den anden part er foretaget
inden for den ordinære ansættelsesfrist,
og denne ikke er påklaget. Endvidere vil
den skattepligtige ved skatteankenævnets
behandling blive inddraget i sagen
gennem partshøring. Uanset at
ansættelsesændringer efter bestemmelsen
kan foretages på et senere tidspunkt end
ovenfor anført, vil den skattepligtige
derved være bekendt med, at
overdragelsessummen kan blive ændret som
følge af en ændring af ansættelsen for
den anden aftalepart.
I relation til
forældelse anbefalede udvalget, at de
afledte skattekrav som hidtil skulle
undergives forældelse efter 1908-loven.
Skatteministeriet
finder, at ovennævnte ekstraordinære
genoptagelsesgrunde bør opretholdes. For
skatteansættelser foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2 og 3, eller fastsættelse af
afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1, nr. 2,
der i dag vil være afskåret efter 5 år
som følge af forældelse af det afledte
skattekrav, vil den foreslåede 3-årige
forældelsesfrist imidlertid betyde, at
disse fristgennembrudsgrunde bliver
tilnærmelsesvis illusoriske, da
forældelse herved kun rent
undtagelsesvis ikke vil være indtrådt på
det tidspunkt, hvor ændringen bliver
aktuel.
Det foreslås på denne
baggrund, at det afledte skattekrav ikke
skal være afskåret af den 3-årige
forældelsesfrist, jf. § 3 i det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), men i
lighed med andre tilfælde af
ekstraordinære ansættelsesændringer
alene undergives en absolut
forældelsesfrist på 10 år.
I forhold til de
gældende regler indebærer forslaget, at
forældelsesfristen for krav afledt af en
ansættelse foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 2 og 3, eller en fastsættelse af
afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1, nr. 2,
forlænges fra 5 år til 10 år.
– Skatterådets
ændring af en ankenævnsafgørelse -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 6
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 6, kan en ansættelse ændres uden for
den ordinære ansættelsesfrist i
tilfælde, hvor Skatterådet udnytter sin
kompetence til at ændre en åbenbart
ulovlig afgørelse truffet af et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn
eller et motorankenævn, jf.
skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.
Fristudvalget
fremhævede, jf. betænkning nr. 1426/2003
om frist- og forældelsesregler på
Skatteministeriets område, at behovet
for en særlig hjemmel til at foretage
ekstraordinære ændringer som følge af
ændring af en skatteankenævnskendelse
beror på, at kendelsen fra
skatteankenævnet typisk vil blive afsagt
efter udløbet af den ordinære
ansættelsesfrist. Fristudvalget
anbefalede på denne baggrund, at der som
hidtil skulle være adgang til
ekstraordinære ansættelsesændringer i
disse tilfælde.
Skatterådets
revisionskompetence blev med
skatteforvaltningsloven, jf. lov nr. 427
af 6. juni 2005, begrænset i forhold til
det tidligere Ligningsråds
revisionskompetence. Rådets
revisionskompetence kan alene anvendes i
tilfælde, hvor et nævnsmedlem eller en
embedsmand gør Skatterådet opmærksom på
en nævnsafgørelse, som den pågældende
finder åbenbart ulovlig. Derimod har
hverken Skatterådet eller told- og
skatteforvaltningen pligt til at føre
aktivt tilsyn med ankenævnene.
Det er
Skatteministeriets opfattelse, at i de
få tilfælde, hvor Skatterådet udnytter
sin kompetence til at ændre en
ankenævnskendelse, bør krav i anledning
heraf ikke begrænses af en kort 3-årig
forældelsesfrist.
I de tilfælde, hvor
Skatterådets revisionskompetence og
dermed ændringer af ansættelsen uden for
den ordinære ansættelsesfrist
aktualiseres, vil forældelsen ifølge
§ 21, stk. 2, i det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven) være
afbrudt også for myndighederne, hvis
sagen indbringes af den pågældende
skyldner for ankenævnet inden
forældelsesfristens udløb.
I tilfælde, hvor
sagen først er indbragt for ankenævnet
efter udløbet af den 3-årige
forældelsesfrist efter § 3, stk. 1, er
der derimod behov for at undtage det
afledte skattekrav fra denne forældelse.
Det foreslås således,
at skattekrav opstået som følge af
Skatterådets ændring af en
ankenævnskendelse alene undergives en
absolut forældelsesfrist på 10 år. I
særlige tilfælde, eksempelvis hvor
ankenævnskendelsen vedrører en
ekstraordinær ansættelse, vil forslaget
om forlængelse af forældelsesfristen fra
5 til 10 år, kunne medføre, at krav, der
tidligere var forældet, vil kunne gøres
gældende.
– Underkendelse af
hidtidig praksis -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1
Ifølge
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, kan en
ansættelse ændres uden for den ordinære
ansættelsesfrist, hvis hidtidig praksis
underkendes ved en dom, en
landsskatteretskendelse,
Skatteministeriets beslutning efter
skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt.,
eller en praksisændring offentliggjort
af Skatteministeriet. I disse tilfælde
kan genoptagelse foretages til gunst for
den skattepligtige enten 1) fra og med
det indkomstår/den afgiftsperiode, der
har været til prøvelse i den første sag,
der resulterede i en underkendelse af
praksis, eller 2) fra og med det
indkomstår henholdsvis afgiftsperiode,
der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet
5 år forud for underkendelsen af
praksis.
Krav afledt af en
ansættelse foretaget i medfør af
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, er i dag
ikke undergivet forældelse efter
1908-loven, jf. skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 4, og § 32, stk. 4. Det
afledte skattekrav vil således alene
være undergivet den 20-årige
forældelsesfrist i DL 5-14-4.
Formålet med reglen
om genoptagelse 5 år tilbage eller
tilbage til det år, der var til
påkendelse i den sag, hvor praksis blev
underkendt, er at mindske den enkeltes
behov for at forfølge sit krav i
klagesystemet og ved domstolene.
Bestemmelsen indebærer således en
ligestilling af den skatteyder, der har
selvangivet eller undladt at klage i
tillid til skattemyndighedernes
udmeldinger, med den skatteyder, der har
benyttet sig af klagemulighederne.
Bestemmelsen har således et
procesbesparende sigte.
Det er efter
Skatteministeriets opfattelse
væsentligt, at den skattepligtige via
genoptagelsesinstituttet kan opnå en
retsstilling, der som altovervejende
hovedregel svarer til den, han ville
have opnået, såfremt han havde forfulgt
sin sag i klagesystemet og ved
domstolene. Dette hensyn skal imidlertid
afvejes i forhold til de hensyn, der i
øvrigt ligger bag frist- og
forældelsesreglerne.
Skatteministeriet er
således enig med Forældelsesudvalget,
når udvalget i sin betænkning 1460/2005,
s. 144, anfører, at de hensyn, der
begrunder forældelsesreglerne, også gør
sig gældende, når det offentlige er
skyldner.
Skatteministeriet
finder således, at de kortere
forældelsesfrister, der er indeholdt i
det samtidig fremsatte forslag til lov
om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), også bør slå igennem
i forhold til skattekrav afledt af
ansættelsesændringer som følge af
underkendelse af myndighedernes
hidtidige praksis.
Det foreslås på denne
baggrund, at 5-års reglen i
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, ændres
til en 3-års regel. Samtidig opretholdes
adgangen til genoptagelse af ansættelsen
tilbage til det indkomstår eller den
afgiftsperiode, der var til prøvelse i
den første sag, der resulterede i
underkendelse af praksis (bestemmelsens
1. led), dog således at det krav, der er
afledt af ansættelsen, i lighed med de
øvrige ekstraordinære
fristgennembrudsgrunde undergives en
absolut forældelsesfrist på 10 år, jf.
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 4).
Der henvises til
lovforslagets § 36, nr. 1 og 4 (forslag
til ændring af skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1,
nr. 1, samt forslag til
skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 4)
og bemærkningerne hertil.
3.9.2.4. Forældelse
af skattekrav i anledning af et
strafbart forhold
Unddragne skatter i
forbindelse med et strafbart forhold er
som udgangspunkt omfattet af de
almindelige forældelsesfrister. I sager
om overtrædelse af skattekontrollovens
§§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens
§ 289 kan de unddragne skatter inddrages
under straffesagen og påkendes af retten
i overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 89, jf.
skattekontrollovens § 19 A.
Forældelsesfristen for sådanne krav
foreslås ved det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven) som
udgangspunkt fastlagt til 3 år fra
forfaldstidspunktet med mulighed for
suspension kombineret med en absolut
frist på 10 år, jf. forslagets § 3.
Foretages en egentlig
skatteansættelse efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 5, henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3,
vil forældelse dog indtræde 10 år efter
forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets
§ 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a,
stk. 4).
Ved § 13 i forslaget
til ny forældelseslov foreslås en
tillægsfrist for erstatningskrav, der
udspringer af et strafbart forhold, i
tilfælde, hvor strafspørgsmålet først
afgøres efter udløbet af den almindelige
forældelsesfrist for erstatningskravet.
Unddragne skatter i
forbindelse med et strafbart forhold har
ikke karakter af et egentligt
erstatningskrav. I forslaget til
skatteforvaltningslovens § 34 b foreslås
derfor en tillægsfrist for skattekrav i
anledning af et strafbart forhold
svarende til den, der foreslås ved § 13
i forslaget til ny forældelseslov. Efter
forslaget gælder reglen både for
tilfælde, hvor skattekravet indtales
under selve straffesagen og tilfælde,
hvor skattekravet efterfølgende gøres
gældende over for den skattepligtige ved
en egentlig skatteansættelse.
Der henvises til
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 b) og
bemærkningerne hertil.
3.10. Øvrige
ændringer af forældelsesregler
De gældende generelle
forældelsesregler findes i 5-14-4 i
Danske Lov og i 1908-loven om forældelse
af visse fordringer. 1908-loven
fastlægger en 5-årig forældelsesfrist,
der kan suspenderes ved utilregnelig
uvidenhed om kravet eller skyldnerens
opholdssted. 1908-loven gælder for de
typer af fordringer, der er nævnt i
lovens § 1, stk. 1, mens Danske Lov
5-14-4, der fastlægger en absolut
20-årig forældelsesfrist, gælder for
fordringer i almindelighed. I en række
bestemmelser i den øvrige lovgivning er
det bestemt, at en række angivne krav
forældes efter reglerne i 1908-loven,
selvom de ikke er nævnt i l908-lovens
§ 1, stk. 1.
Ved det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven)
foreslås bl.a., at der som udgangspunkt
skal gælde en forældelsesfrist på 3 år,
der kan suspenderes ved utilregnelig
uvidenhed om kravet, kombineret med en
absolut forældelsesfrist på 10 år, dog
30 år ved erstatning eller godtgørelse
for personskade eller miljøskade.
Endvidere foreslås, at bestemmelserne i
den nye forældelseslov skal finde
anvendelse i den udstrækning, andet ikke
følger af bestemmelser i anden lov eller
af forholdets særlige beskaffenhed, jf.
forslagets § 28. Samtidig foreslås
Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven ophævet.
Forslaget til ny
forældelseslov bevirker, at henvisninger
til 1908-loven i den øvrige lovgivning
bør ændres, og i det omfang der ikke er
særlige hensyn, der taler for at
fastsætte en længere forældelsesfrist
end den almindelige 3-årige
forældelsesfrist, der foreslås indført,
vil henvisninger til de almindelige
forældelsesregler i særlovgivningen helt
kunne ophæves.
På den baggrund
indeholder lovforslaget forslag til at
ophæve henvisninger til 1908-loven i en
række love, jf. lovforslagets § 16
(forslag til ophævelse af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 85 c,
stk. 19), § 17 (forslag til ophævelse af
sygedagpengelovens § 66, stk. 12), § 19
(forslag til ophævelse af § 9, stk. 10,
i lov om Lønmodtagernes Garantifond),
§ 20 (forslag til ophævelse af § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension), § 21 (forslag til
ophævelse af arbejdsskadessikringslovens
§ 56, stk. 4), § 22 (forslag til ændring
af § 114, stk. 6, og ophævelse af § 114,
stk. 16, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats), § 35 (forslag
til ændring af § 43, stk. 6, i lov om
social service), § 37 (forslag til
ophævelse af § 30 i lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion), § 38
(forslag til ophævelse af § 13, stk. 20,
i lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse) og § 39 (forslag til
ophævelse af § 5, stk. 3, i lov om bonus
til elever i ungdomsuddannelse med
lønnet praktik).
For så vidt angår
disse bestemmelser, der herved foreslås
ophævet, vurderer de pågældende
ressortministerier, at der ikke er
særlige hensyn, som taler for at
fastsætte forældelsesregler, der afviger
fra reglerne i forslaget til ny
forældelseslov.
Endvidere indeholder
lovforslaget en række forslag til
ændringer, som har til formål at
tilpasse særlige forældelsesregler til
reglerne i den nye forældelseslov,
herunder særligt til de almindelige
forældelsesfrister på 3 og 10 år, som
foreslås indført ved forslaget til ny
forældelseslov.
På den baggrund
foreslås gældsbrevslovens § 25, stk. 2,
og § 49 ændret. Det følger af de
gældende bestemmelser i § 25, stk. 2, 2.
pkt., og § 49, 2. pkt., at visse nærmere
angive fordringer angående bortkomne
gældsbreve forældes efter 1908-loven og
ikke som andre fordringer i henhold til
gældsbreve efter Danske Lov 5-14-4. Med
henblik på at bevare gældsbrevslovens
systematik foreslås det, at disse
fordringer fortsat undergives den
almindelige forældelseslovs korte
forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 9,
nr. 1. Endvidere foreslås den særlige
regel om afbrydelse af forældelse i
gældsbrevslovens § 47 ophævet, således
at afbrydelsen af forældelsen af de i
§ 47 omhandlede krav vil være reguleret
ved de næsten tilsvarende regler i
kapitel 5 og 6 i forslaget til ny
forældelseslov, jf. lovforslagets § 9,
nr. 2. Gældsbrevslovens §§ 43-49
indeholder i øvrigt en række særlige
forældelsesregler for massegældsbreve.
Bestemmelserne anvendes kun i begrænset
omfang, da de fleste massegældsbreve i
dag er fondsaktiver omfattet af lov om
værdipapirhandel, og gældsbrevslovens
forældelsesregler finder ikke anvendelse
på sådanne aktiver, jf.
værdipapirhandelslovens § 73.
Gældsbrevslovens §§ 43-49 foreslås
opretholdt, da der ikke findes at være
noget praktisk behov for at ændre disse
bestemmelser.
Det foreslås, at § 16
i lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m. (ikrafttrædelsesloven)
ophæves, jf. lovforslagets § 10.
Ikrafttrædelseslovens § 16 angår
forældelsen af krav på erstatning eller
anden godtgørelse for skade, der er
forvoldt ved en strafbar handling.
Bestemmelsen foreslås ophævet, således
at sådanne krav fremover forældes efter
forældelseslovens almindelige regler,
dog kombineret med en særregel i den
foreslåede forældelseslov, der
bestemmer, at udløb af
forældelsesfristen ikke er til hinder
for, at det under en straffesag, i
hvilken tiltalte findes skyldig, kan
pålægges tiltalte at betale erstatning
eller godtgørelse til forurettede i
anledning af det strafbare forhold.
Endvidere følger det af særreglen, at
sådanne fordringer også kan gøres
gældende under et særskilt søgsmål, der
anlægges inden et år efter endelig
afgørelse i en straffesag, i hvilken
tiltalte er fundet skyldig, eller inden
et år efter skyldnerens vedtagelse af
bøde eller anden strafferetlig sanktion.
Der henvises til § 13 i forslaget til ny
forældelseslov.
Ved lovforslagets
§ 11 foreslås konkurslovens § 241
ophævet, idet bestemmelsen foreslås
videreført ved reglerne i § 15 og § 17,
stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, samt § 19,
stk. 4, i forslaget til ny
forældelseslov.
Tinglysningslovens
§ 42 foreslås ophævet ved lovforslagets
§ 12, da bestemmelsen foreslås
videreført uden realitetsændringer, i
§ 25, stk. 2, nr. 1, i forslaget til ny
forældelseslov.
Ved lovforslagets
§ 13 foreslås det, at henvisningen til
afbrydelse af forældelse i
dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, udgår,
da forholdet vil blive reguleret ved
§ 17, stk. 1, nr. 4, i forslaget til ny
forældelseslov.
Ved lovforslagets
§ 18 foreslås § 95, stk. 4, i lov om
aktiv socialpolitik ændret. Det følger
af § 95, stk. 4, at tilbagebetalingskrav
efter loven bortfalder 5 år efter
hjælpens ophør, uden at der efter
reglerne i bestemmelsens stk. 1-3 har
været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet. Lov om aktiv
socialpolitik hører under
Beskæftigelsesministeriet. Det foreslås,
at § 95, stk. 4, ændres, således at
tilbagebetalingskrav efter loven
bortfalder 3 år efter hjælpens ophør og
ikke som hidtil 5 år efter ophøret.
Beskæftigelsesministeriet finder således
ikke, at der bør gælde en frist, der
afviger fra den almindelige korte
forældelsesfrist efter forslaget til ny
forældelseslov.
Lov om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet § 59, stk. 1, foreslås
ændret ved lovforslagets § 24, således
at erstatningskrav efter lovens kapitel
3 skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 3 år
– og ikke som på nuværende tidspunkt 5
år – efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller
burde have fået kendskab til skaden. Af
bemærkningerne til
patientforsikringsloven, jf.
Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp.
3310-3311, fremgår, at
forældelsesfristen på
patientforsikringsområdet er fastsat ud
fra de almindelige forældelsesregler i
1908-loven. Loven hører under Indenrigs-
og Sundhedsministeriet, der vurderer, at
en 3-årig anmeldelsesfrist fortsat vil
give skadelidte et rimeligt tidsrum til
at overveje sagen og anmelde skaden til
Patientforsikringen i lyset af, at
fristen først løber fra det tidspunkt,
hvor skadelidte har fået eller burde
have fået kendskab til skaden, f.eks. i
tilfælde, hvor denne først er opstået
lang tid efter, at den pågældende
behandling har fundet sted.
Ved lovforslagets
§ 27 foreslås § 18, stk. 1, i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling
af børnebidrag ændret. Det følger af den
gældende § 18, stk. 1, at det offentlige
indtræder i retten til at indkræve
børnebidrag, når et bidrag udbetales
forskudsvis af det offentlige. Retten
hertil er i forhold til det offentlige
undergivet den almindelige 20-årige
forældelse. Bestemmelsen hører under
Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender. Det foreslås, at
den ændres som en konsekvens af
forslaget til ny forældelseslov, således
at det offentliges krav undergives en
10-årig forældelse. Der vil fortsat være
tale om en absolut frist, der ikke kan
suspenderes.
Endvidere foreslås,
at §§ 26 og 27 i lov om ægteskabets
retsvirkninger ophæves, jf.
lovforslagets § 28. Ifølge § 11 i lov om
ægteskabets retsvirkninger hæfter begge
ægtefæller for visse fordringer i
forhold til tredjemand, hvis andet ikke
fremgår af omstændighederne. Det følger
af lovens § 26, at krav på hustruen af
den i § 11 nævnte art forældes i løbet
af 1 år, når tillige manden hæfter for
gælden. I øvrigt finder 1908-lovens § 1,
sidste pkt., samt §§ 2 og 3 tilsvarende
anvendelse ved denne forældelse. Hvis
hustruen har påtaget sig et videregående
ansvar, gælder § 26 ikke, jf. lovens
§ 27.
Lov om ægteskabets
retsvirkninger hører under Ministeriet
for Familie- og Forbrugeranliggender.
Det foreslås, at §§ 26 og 27 ophæves,
således at de pågældende krav forældes
efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov. Ministeriet for Familie-
og Forbrugeranliggender vurderer i den
forbindelse, at det vil være bedst i
overensstemmelse med princippet om at
fremme ligestillingen mellem kvinder og
mænd, som udtrykt bl.a. ved lov om
ligestilling af kvinder og mænd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19.
december 2004 med senere ændringer, at
ophæve den særlige 1-årige
forældelsesfrist for krav på hustruen.
Ved lovforslagets
§ 33 foreslås § 17 i lov om opfindelser
ved offentlige forskningsinstitutioner
ophævet. Det følger af den gældende
§ 17, at vederlagskrav, som en
arbejdsgiver eller en
forskningsinstitution vil være
berettiget til efter lovens § 12,
forældes efter 5 år. Endvidere
bestemmes, at 1908-lovens regler finder
tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen
hører under Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling, der vurderer, at
der ikke er særlige hensyn, som taler
for at fastsætte en forældelsesfrist
eller andre forældelsesregler, der
afviger fra reglerne i forslaget til ny
forældelseslov.
Desuden foreslås lov
om tilsyn med firmapensionskasser § 9 og
lov om ligebehandling af mænd og kvinder
inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger § 12 ophævet, jf.
lovforslagets §§ 41 og 42. Det følger af
de pågældende bestemmelser, at visse
krav angående pensions- og
sikringsydelser forældes 2 år efter
udgangen af det kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik kundskab om kravet
og om, at det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets forfaldstid. I
øvrigt henviser bestemmelserne til, at
1908-loven finder anvendelse.
Bestemmelserne er formuleret på samme
måde som forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 1. De særlige forældelsesfrister i
den gældende forsikringsaftalelovs § 29,
stk. 1, forslås ophævet ved dette
lovforslagets § 2, nr. 2. Lov om tilsyn
med firmapensionskasser og lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden
for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger hører under Økonomi-
og Erhvervsministeriet, der vurderer, at
de særlige forældelsesregler, der i
øvrigt ved lovforslagets § 2 forslås
indført i forsikringsaftaleloven, ikke
er relevante i forhold til de pågældende
bestemmelser. Der foreslås derfor ikke
på dette område regler svarende hertil.
Endvidere foreslås
§ 8, stk. 3, i lov om arbejdstageres
opfindelser ophævet, jf. lovforslagets
§ 43. Det følger af den gældende § 8,
stk. 3, at en arbejdstagers krav på
godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1 og
2, forældes på 5 år i overensstemmelse
med 1908-loven. Bestemmelsen hører under
Økonomi- og Erhvervsministeriet, der
vurderer, at der ikke er særlige hensyn,
som taler for at fastsætte en
forældelsesfrist eller andre
forældelsesregler, der afviger fra
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov.
Endelig foreslås en
ændring af sølovens § 501. Sølovens
§ 501 fastsætter regler om forældelse af
en række nærmere angivne fordringer på
sølovens område, herunder fordringer,
der hidrører fra aftaler om transport
eller befordring af passagerer og deres
rejsegods. Forældelsesfristens længde
for de pågældende fordringer varierer
afhængig af, hvilken fordring der er
tale om. Eksempelvis forældes krav i
anledning af passagerskader normalt 2
år, efter passageren er gået i land, jf.
§ 501, stk. 1, nr. 3, mens fordringer i
forbindelse med tab som følge af, at
gods, der er transporteret af skibet,
udleveres uden konnossement eller til
den forkerte person, normalt forældes
efter 1 år, jf. § 501, stk. 1, nr. 6.
Forældelsesfristernes længde er i stort
omfang fastsat på baggrund af
internationale regler. Eksempelvis er
2-årsfristen i § 501, stk. 1, nr. 3,
fastsat på baggrund af art. 16 i
Athen-konventionen om søtransport af
passagerer og gods. Alene fristerne i
§ 501, stk. 1, nr. 6 og 8, om
henholdsvis fordringer i anledning af
fejlagtig udlevering af gods og
fordringer på bidrag til almindeligt
havari mv. er ikke fastsat på baggrund
af internationale regler.
Ifølge sølovens
§ 501, stk. 3, afbrydes forældelsen ved
foretagelse af retsskridt inden
forældelsesfristens udløb eller ved
anmeldelsen for en dispachør, såfremt
det tilkommer en dispachør at træffe
afgørelse om fordringen. Det afgøres
efter loven i det land, hvor en sag er
anlagt, om forældelsen er afbrudt eller
suspenderet, jf. § 501, stk. 5. I øvrigt
anvendes de almindelige regler om
forældelse af fordringer, jf. § 501,
stk. 6.
Det er i retspraksis
uafklaret, om længden af
forældelsesfristen, der løber efter
afbrydelse af forældelsen af en fordring
omfattet af sølovens § 501, bestemmes
efter § 501, stk. 1, eller efter de
almindelige forældelsesregler. Sø- og
Handelsrettens dom optrykt i Ugeskrift
for Retsvæsen 1949.1165 SH, handlede om
en fordring omfattet af den dagældende
sølovs § 284, der i vidt omfang svarer
til den nugældende § 501. Ved dommen
fastslog Sø- Handelsretten, at der efter
afbrydelse af forældelse løb en ny frist
bestemt efter § 284. Der er imidlertid
den forskel mellem den dagældende § 284
og den nugældende § 501, at det i § 284,
stk. 3, bestemtes, at de almindelige
regler om forældelse af fordringer
kommer til anvendelse for andre
fordringer, mens det i § 501, stk. 6,
bestemmes, at de almindelige regler om
forældelse af fordringer i øvrigt
kommer til anvendelse. Det er derfor
tvivlsomt, om dommen kan tages som
udtryk for den gældende retstilstand.
Det følger af § 28 i
det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov, at der efter afbrydelse
af forældelsesfrister fastsat i en anden
lov, herunder fristerne i sølovens
§ 501, stk. 1, vil løbe en ny
forældelsesfrist bestemt efter den nye
forældelseslovs regler, såfremt andet
ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed.
Det er Økonomi- og
Erhvervsministeriets opfattelse, at
længden af forældelsesfristen, der løber
efter afbrydelsen af forældelsen af
fordringer omfattet af sølovens § 501,
bør bestemmes efter § 501, stk. 1, og
ikke efter de almindelige
forældelsesregler. Den særlige karakter
af de pågældende fordringer, der bortset
fra fordringerne omfattet af § 501,
stk. 1, nr. 6 og 8, alle er reguleret
ved internationale regler, tilsiger, at
den nye frist fastlægges efter sølovens
regler. Det foreslås derfor, at der
indsættes en særlig bestemmelse herom i
sølovens § 501.
Der findes ikke på
nuværende tidspunkt anledning til at
foreslå ændringer af de øvrige særlige
forældelsesregler i søloven.
Der henvises til
lovforslagets § 44 (forslag til ændring
af sølovens § 501, stk. 5) og
bemærkningerne hertil.
Ved lovforslagets
§ 45 foreslås der indsat en bestemmelse
i § 25 i konkurrenceloven, der vil
indebære, at § 21, stk. 2, i forslaget
til ny forældelseslov vil kunne finde
anvendelse på det konkurrenceretlige
område. Forslaget til forældelseslovens
§ 21, stk. 2, medfører en foreløbig
afbrydelse af forældelsesfristen under
en sags behandling hos en administrativ
myndighed, og samtidig udløses der en
tillægsfrist på 1 år fra den
administrative myndighed har truffet sin
afgørelse. Konkurrenceloven hører under
Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Af bemærkningerne til
forslaget til forældelseslovens § 21,
stk. 2, fremgår, at anvendelse af
bestemmelsen forudsætter, at både
skyldner og fordringshaver skal være
part i sagen. I sager for
Konkurrencerådet, herunder sager hvor
Konkurrencestyrelsen træffer afgørelse
på vegne af rådet, og i sager for
Konkurrenceankenævnet vil klager
(fordringshaver) som altovervejende
hovedregel ikke være part.
Dermed vil en
fordringshaver i en sag, der behandles
for konkurrencemyndighederne, ikke
umiddelbart kunne drage fordel af
afbrydelsesvirkningen og den 1-årige
tillægsfrist i forslaget til
forældelseslovens § 21, stk. 2.
Dette vurderes at
være uhensigtsmæssigt, idet de hensyn,
der ligger bag den foreslåede
bestemmelse om foreløbig afbrydelse, gør
sig gældende på tilsvarende måde i
forhold til personer og virksomheder,
der indgiver klage til Konkurrencerådet,
indbringer en afgørelse for
Konkurrenceankenævnet, eller indtræder
som biintervenient under ankenævnets
behandling af en sag.
På denne baggrund
foreslås en særlig bestemmelse i
konkurrenceloven, således at betingelsen
om, at fordringshaver skal have
partsstatus, fraviges på
konkurrenceretsområdet. I stedet
foreslås, at fordringshaver skal have
knyttet sig til sagen ved at have
indgivet klage til Konkurrencerådet,
have indbragt en afgørelse for
Konkurrenceankenævnet, eller være
indtrådt som biintervenient under
ankenævnets behandling af en sag.
3.11. Visse ændringer
af renteloven og kreditaftaleloven
3.11.1. Ændring af
henvisninger til banker mv. i renteloven
og kreditaftaleloven
3.11.1.1. Gældende
ret
Rentelovens § 7,
stk. 1-3, begrænser kreditorers adgang
til at fravige rentelovens § 5, der
omhandler beregningen af morarente.
Ifølge lovens § 7, stk. 4, gælder
stk. 1-3 ikke for aftaler, der indgås af
banker, sparekasser, andelskasser samt
realkreditinstitutter, der er godkendt
af staten.
Ifølge
kreditaftalelovens § 15, stk. 2, kan det
ved forbrugerkreditaftaler alene
aftales, at kreditrenten helt eller
delvis skal variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto eller lignende
forhold, som kreditgiver er uden
indflydelse på, medmindre kreditgiver
har tilladelse til at drive virksomhed
efter lov om banker og sparekasser mv.
eller realkreditloven.
Det kan give
anledning til en vis tvivl, om
rentelovens § 7, stk. 4, og
kreditaftalelovens § 15, stk. 2, efter
ordlyden omfatter kreditinstitutter
godkendt i udlandet, men det må antages,
at bestemmelserne omfatter
kreditinstitutter godkendt i udlandet, i
det omfang disse i henhold til kapitel 5
i lov om finansiel virksomhed må virke i
Danmark.
3.11.1.2.
Lovforslagets udformning
Henvisningerne til
»banker«, »sparekasser« mv. i
rentelovens § 7, stk. 4, og
kreditaftalelovens § 15, stk. 2,
foreslås ændret til henvisninger til
godkendte pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og
kreditinstitutter, svarende til de
betegnelser, der anvendes i lov om
finansiel virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april
2006 med senere ændringer, som
indeholder de gældende regler om
godkendelse mv. af disse virksomheder.
Herved præciseres, at
bestemmelserne omfatter
kreditinstitutter godkendt i udlandet, i
det omfang disse i øvrigt må virke i
Danmark.
Der henvises til
lovforslagets § 14, nr. 1 (forslag til
rentelovens § 7, stk. 4) og § 15
(forslag til ændring af
kreditaftalelovens § 15, stk. 2) og
bemærkningerne hertil.
3.11.2. Ændring af
rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3
3.11.2.1. Gældende
ret
Rentelovens § 9 b,
stk. 2 og 3, bestemmer, at rykkergebyrer
og inkassogebyrer som udgangspunkt højst
må udgøre 100 kr. inkl. moms.
Bestemmelsen gælder for rykker- og
inkassogebyrer vedrørende fordringer på
formuerettens område, jf. rentelovens
§ 1, stk. 2.
Landsskatteretten har
fundet, at rykkergebyrer ikke skal
medregnes til en virksomheds
afgiftsgrundlag ved beregning af moms
efter momslovens § 27, stk. 1 og 2, jf.
SKAT-meddelelse 2001.456 LSR og
SKAT-meddelelse 2003.541 LSR.
Landsskatterettens afgørelser har den
konsekvens, at der ikke kan kræves moms
af de rykkergebyrer, der omtales i
rentelovens § 9 b, stk. 2.
Det lægges til grund
i Østre Landsrets dom optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335 Ø, at
der heller ikke kan kræves moms af
inkassogebyrerne omtalt i rentelovens
§ 9 b, stk. 3. Østre Landsret skulle i
den pågældende dom tage stilling til
konsekvensen af landsskatterettens
afgørelser om rykkergebyrer i forhold
til rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, dvs.
om der fortsat kunne opkræves rykker- og
inkassogebyrer på 100 kr., eller om de
100 kr. skulle fratrækkes et beløb
svarende til den moms, der skulle være
betalt, hvis gebyrerne var momspligtige.
Sidstnævnte resultat ville føre til, at
momsregistrerede kreditorer alene ville
kunne opkræve 80 kr. Landsretten lagde
til grund, at det afgørende efter
bestemmelsen i renteloven er, at
skyldneren ikke belastes med et beløb,
der overstiger 100 kr., og landsretten
fandt herefter, at der kunne opkræves
rykker- og inkassogebyrer på 100 kr.
3.11.2.2.
Lovforslagets udformning
Det foreslås, at
ordene »inkl. moms« udgår af rentelovens
§ 9 b, stk. 2 og 3, idet der ikke skal
betales moms af de pågældende gebyrer,
jf. SKAT-meddelelse 2001.456 LSR og
SKAT-meddelelse 2003.541 LSR og Østre
Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005.2335 Ø om konsekvenserne
af landsskatterettens afgørelser for
rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, jf. pkt.
3.11.2.1 ovenfor.
Der henvises til
lovforslagets § 14, nr. 2 og 3 (forslag
til ændring af rentelovens § 9 b, stk. 2
og 3) og bemærkningerne hertil.
4. Lovforslagets
økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skal ses
i sammenhæng med det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), der har
til formål at erstatte de gældende
forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 og
forældelsesloven fra 1908.
Lovforslaget
indeholder forslag til ændringer af
særlige forældelsesregler i den øvrige
lovgivning.
Herudover foreslås
det, at købelovens reklamationsfrister
ikke finder anvendelse på køb af
genstande, som i henhold til et
offentligretligt påbud skal
tilbagekaldes eller destrueres, fordi de
ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed,
og ved køb af byggematerialer. Det vil
således alene være forældelseslovens
regler, der vil gælde i disse tilfælde.
Dette bevirker, at sådanne mangelskrav
først endelig bortfalder ved forældelse.
Forslaget om at
afskaffe reklamationsfristen i de nævnte
situationer skønnes ikke at have
økonomiske konsekvenser.
Lovforslaget skønnes
ikke i øvrigt at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det
offentlige eller for erhvervslivet.
Forslaget har været
sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på
en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
CKR har ikke vurderet, at forslaget vil
have administrative konsekvenser for
erhvervslivet, og forslaget har derfor
ikke været forelagt et virksomhedspanel.
Der henvises i øvrigt
til det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven).
Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter |
Negative
konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser for stat, kommuner
og regioner |
Ingen
|
Ingen af
betydning |
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet |
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser |
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til
EU-retten |
Lovforslaget
indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
5. Høring
Et udkast til
lovforslag har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for
Østre og Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, Københavns Byret og
retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen,
Politimesterforeningen, Rigsadvokaten,
Advokatrådet, AER (Arbejdsgivernes
Elevrefusion), Akademikernes
Centralorganisation, Amtsrådsforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Associerede Danske Arkitekter, ATP,
Byggefagenes Kooperative
Landssammenslutning, Byggeskadefonden,
Danmarks Automobilforhandler Forening,
Danmarks Fiskeindustri- og
Eksportforening, Danmarks
Fiskeriforening, Danmarks
Fiskeriundersøgelser, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks
Pelagiske Producentforening, Danmarks
Rederiforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Dansk Akvakultur,
Dansk Amatørfiskerforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk
Fisk, Dansk Franchise Forening, Dansk
Fritidsfiskerforbund, Dansk
Kystfiskerforening, Dansk Handel &
Service, Dansk Industri, Dansk
Kreditråd, Dansk Landbrug, Dansk
Postordre Handel, Dansk Told- og
Skatteforbund, Dansk Åleeksportør
Forening, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Fiskeres Producentorganisation,
Datatilsynet, De Danske Bilimportører,
DSB, Fagligt Fælles Forbund 3F,
Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark,
Finans & Leasing, Finansrådet,
Fiskeribanken, Fiskeriets Servicefag,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,
Forenede Danske Motorejere, Foreningen
Danske Revisorer, Foreningen af Danske
Ral- og Sandsugere, Foreningen Dansk
Skaldyrsopdræt, Foreningen af
Fiskeauktionsmestre i Danmark,
Foreningen af Pantefogeder i Danmark,
Foreningen Registrerede Revisorer FRR,
Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Formanden for
Forbrugerklagenævnet, Forsikring &
Pension, Frederiksberg Kommune,
Friluftsrådet, Fællesforeningen for
Danmarks Brugsforeninger,
Fødevareøkonomisk Institut,
Hjerteforeningen, HTS-A, HTSI,
Håndværksrådet, IT-brancheforeningen,
Kommunernes Landsforening,
Konsumfiskeindustriens
Arbejdsgiverforening, Kræftens
Bekæmpelse, Københavns Kommune,
Landbrugsraadet, Landsforbundet for
Fiskesortering og Samlecentraler i
Danmark, Landsforeningen Levende Hav,
Landsorganisationen i Danmark,
Landsorganisationen af Danmarks
Detailfiskehandlere, Liberale Erhvervs
Råd, Lønmodtagernes Garantifond,
Patientforeningen i Danmark,
Patientforsikringen, Patientforum,
Patientskadeankenævnet, Realkreditrådet,
Rektorkollegiet, Sammenslutningen af
Danske Ørredeksportører, De Samvirkende
Invalideorganisationer,
Sektorforskningens Direktørkollegium,
Skagen Fiskernes Producentorganisation,
Skatterevisorforeningen,
Verdensnaturfonden WWF, Københavns
Universitet, Roskilde
Universitetscenter, Syddansk
Universitet, Aalborg Universitet og
Aarhus Universitet.
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(købeloven)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 3)
Ved lovforslagets
§ 1, nr. 3, foreslås en bestemmelse i
købelovens § 54, stk. 4, hvorefter en
erhverver, som handler uden for sit
erhverv, ikke som følge af en aftale
indgået mellem tidligere led i
omsætningskæden om en kortere
reklamationsfrist end den, der er
indeholdt i købelovens § 54, stk. 1,
afskæres fra at gøre et i øvrigt
berettiget erstatningskrav for mangler
ved salgsgenstanden gældende over for et
tidligere led i omsætningskæden.
Forslaget til nyt
stk. 3 i købelovens § 1 vil indebære, at
den nævnte bestemmelse ikke vil kunne
fraviges til skade for en senere
erhverver, der er forbruger, ved aftale
mellem denne og sælgeren eller det
pågældende tidligere led i
omsætningskæden.
Til nr. 2 (§ 54, stk. 2)
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at
reklamationsfristen i købelovens § 54,
stk. 1, ikke finder anvendelse ved køb
af genstande, som i henhold til et påbud
skal tilbagekaldes eller destrueres,
fordi de udgør en fare. Det vil således
alene være forældelseslovens regler, der
gælder i disse tilfælde.
Bestemmelsen omfatter
alene tilfælde, hvor der er udstedt
påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion. Den vil derimod ikke
omfatte de tilfælde, hvor der er udstedt
påbud om tilbagetrækning.
Forskellen mellem tilbagetrækning og
tilbagekaldelse er, at producenten mv.
ved påbud om tilbagetrækning alene skal
foretage handlinger med henblik at
begrænse det fremtidige salg mv.
af produktet, mens den pågældende ved
påbud om tilbagekaldelse skal foretage
handlinger med henblik på at få
allerede leverede mv. produkter
leveret tilbage fra forbrugeren. Der
henvises i øvrigt til definitionerne af
tilbagetrækning og tilbagekaldelse i
produktsikkerhedslovens § 7 a.
Bestemmelsen omfatter
også tilbagetagning i lov om
kemiske stoffer og produkter, idet et
påbud herom i denne lov har samme
retsvirkning som tilbagekaldelse.
Bestemmelsen vil
omfatte påbud, der har baggrund i, at
produktet kan forvolde skade. Det kan
dreje sig om personskade eller
tingsskade, herunder skade på miljøet.
Tingsskade vil dog ikke omfatte skade på
produktet selv.
I visse tilfælde kan
et påbud kun udstedes, hvis den
relevante myndighed har vurderet, at de
pågældende produkter udgør en fare. Det
gør sig eksempelvis gældende for
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 1,
§ 32 a, stk. 1, i lov om kemiske stoffer
og produkter, § 4, stk. 4, nr. 2, i lov
om sikkerhed til søs og § 14, stk. 4, i
bekendtgørelse om administration m.v. af
stærkstrømsloven. Ethvert påbud udstedt
i medfør af disse bestemmelser vil
derfor få virkning efter den foreslåede
bestemmelse.
Andre påbudsregler
har flere forskellige formål, og det kan
i disse tilfælde ikke uden videre lægges
til grund, at der er tale om et påbud,
der har baggrund i, at produktet udgør
en fare. Eksempelvis kan påbud om
tilbagekaldelse af gasmateriel udstedt
efter lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand-
og afløbsledninger have sin baggrund i
regler, der har til formål dels at sikre
et acceptabelt sikkerhedsniveau for
gasinstallationer, dels at sikre
kvaliteten af det udførte
installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet. I sådanne tilfælde vil
det skulle fremgå af det konkrete påbud,
at der er tale om et påbud, der har
baggrund i, at produktet udgør en fare.
Påbud i henhold til
en række andre bestemmelser vil også
kunne være omfattet af den foreslåede
regel. Det drejer sig om § 48, stk. 2,
nr. 3 og 4, i lov om kemiske stoffer og
produkter, fødevarelovens § 52, stk. 1,
og § 30, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1,
litra i, og nr. 2, litra g og i, i lov
om hold af dyr. Et påbud, der er udstedt
med hjemmel i en af disse bestemmelser,
vil have virkning efter den foreslåede
§ 54, stk. 2, hvis det fremgår af
påbudet, at der er udstedt, fordi de
pågældende genstande udgør en fare.
Den foreslåede § 54,
stk. 2, vil ikke omfatte påbud udstedt i
henhold til regler, der varetager andre
hensyn end hensynet til at undgå, at et
produkt forvolder skade. Den vil bl.a.
ikke omfatte påbud om tilbagekaldelse
udstedt af hensyn til den offentlige
sikkerhed, jf. eksempelvis § 3, stk. 5,
i våbenloven eller påbud om destruktion
udstedt med henblik på at sikre renavlen
af dyr, jf. eksempelvis § 9, stk. 1, nr.
1, i lov om biavl.
Bestemmelsen vil ikke
omfatte tilfælde, hvor et produkt
tilbagekaldes fra markedet frivilligt,
og den vil heller ikke omfatte tilfælde,
hvor tilbagekaldelsen sker i medfør af
en generel tilbagekaldelsespligt. En
generel pligt til tilbagekaldelse i
visse tilfælde findes f.eks. i artikel
19, stk. 1, i forordning nr. 178 af 28.
januar 2002 om generelle principper og
krav i fødevarelovgivningen, om
opretholdelse af Den Europæiske
Fødevaresikkerheds autoritet og om
procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.
Afgrænsningen af den
foreslåede regel vil således svare til
afgrænsningen af reglen i
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3,
der foreslås ophævet, jf. lovforslagets
§ 40.
Den foreslåede
bestemmelse vil også omfatte tilfælde,
hvor der udstedes et påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion, selv
om det ikke er endeligt konstateret, at
produktet er farligt. Hvis det
efterfølgende viser sig, at produktet
ikke er farligt, vil der dog i sådanne
tilfælde ofte ikke foreligge en mangel,
som køber kan påberåbe sig over for
sælger.
Der henvises i øvrigt
til lovforslagets § 40, hvorved
produktsikkerhedslovens 12, stk. 3,
foreslås ophævet som følge af ændringen
af købelovens § 54, stk. 2.
Den foreslåede § 54,
stk. 2, vil gælde for andre køb end
forbrugerkøb, jf. købelovens § 1 a.
Bestemmelsen vil som hidtil kunne
fraviges ved parternes aftale eller
sædvane, jf. købelovens § 1, stk. 1, og
erhvervsdrivende vil således indbyrdes
kunne aftale en reklamationsfrist.
Den foreslåede
ophævelse af reklamationsfristen i disse
tilfælde omfatter også forbrugerkøb, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4 (forslag til
ændring af købelovens § 83, stk. 2).
Denne bestemmelse vil ikke ved aftale
kunne fraviges til skade for en køber,
der er forbruger, jf. købelovens § 1,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.1.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
For så vidt angår
ikrafttrædelsen af den foreslåede § 54,
stk. 2, henvises til overgangsreglen i
lovforslagets § 47, stk. 3.
Til nr. 3 (§ 54, stk. 3 og 4)
Det foreslåede
stk. 3 medfører, at der ikke gælder
nogen reklamationsfrist ved køb af
byggematerialer. Det indebærer, at alene
forældelseslovens regler gælder i denne
situation.
Efter den gældende
§ 54, stk. 2, skal køberen af
byggematerialer have påberåbt sig
mangler ved materialerne inden 5 år
efter byggeriets aflevering, dog senest
6 år fra overgivelsen af materialerne
til køber. Den foreslåede regel
indebærer, at krav først endeligt
bortfalder 10 år fra forfaldsdagen, dvs.
normalt fra overgivelsen af materialerne
til køberen, f.eks. til købers lager
eller til videresalg. Det vil herefter
ikke længere være af betydning, hvornår
der sker aflevering af det byggeri, som
byggematerialet er leveret til,
medmindre der er indgået anden aftale om
forfaldsdagen.
For den nærmere
afgrænsning af byggematerialer henvises
til forarbejderne til den gældende
bestemmelse, jf. bemærkningerne til
forslaget til lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom m.v., hvorved en særregel
for byggematerialer først blev indført,
jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A,
s. 3003. Der henvises til endvidere pkt.
3.1.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede § 54,
stk. 3, vil gælde for andre køb end
forbrugerkøb, jf. købelovens § 1 a.
Bestemmelsen vil som hidtil kunne
fraviges ved parternes aftale eller
sædvane, jf. købelovens § 1, stk. 1, og
erhvervsdrivende vil således indbyrdes
kunne aftale en reklamationsfrist.
Den foreslåede
ophævelse af reklamationsfristen gælder
ligeledes for forbrugerkøb, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4 (forslag til
ændring af købelovens § 83, stk. 2).
Bestemmelsen vil ikke ved aftale kunne
fraviges til skade for en køber, der er
forbruger, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Det foreslåede
stk. 4, medfører, at en erhverver,
som handler uden for sit erhverv, ikke
som følge af en aftale indgået mellem
tidligere led i omsætningskæden om en
kortere reklamationsfrist end den, der
er indeholdt i købelovens § 54, stk. 1,
afskæres fra at gøre et i øvrigt
berettiget erstatningskrav for mangler
ved salgsgenstanden gældende over for et
tidligere led i omsætningskæden. For så
vidt angår køb omfattet af stk. 2 og 3,
som affattet ved dette lovforslag,
medfører bestemmelsen, at en
reklamationsfrist, der er aftalt mellem
tidligere led i omsætningskæden, ikke
kan gøres gældende over for en senere
erhverver, der handler uden for sit
erhverv, og som har et i øvrigt
berettiget erstatningskrav for mangler
ved salgsgenstanden.
Den foreslåede
bestemmelse omfatter alle former for
erhvervelse af løsøre. For så vidt angår
byggematerialer, indebærer bestemmelsen
bl.a., at en aftale mellem tidligere led
i salgskæden, f.eks. en aftale mellem en
producent af byggematerialer og en
entreprenør eller en håndværker, om, at
der skal gælde en reklamationsfrist ved
krav mod producenten, ikke vil kunne
gøres gældende af producenten over for
en senere erhverver, der hovedsagelig
handler uden for sit erhverv, i det
omfang betingelserne for, at forbrugeren
kan gøre et erstatningskrav for mangler
ved byggematerialerne gældende over for
producenten, i øvrigt er opfyldt. En
materialeleverandør vil således ikke
over for en senere erhverver af
materialerne kunne gøre gældende, at den
pågældende leverandør i henhold til den
såkaldte byggeleveranceklausul i AB 92
§ 10, stk. 4, alene er ansvarlig for
mangler ved byggematerialerne i 5 år
efter byggeriets aflevering.
Den foreslåede
bestemmelse regulerer ikke, i hvilket
omfang en senere erhverver kan gøre et
erstatningsansvar for mangler ved
salgsgenstanden gældende over for et
tidligere led i omsætningskæden, f.eks.
en producent. Spørgsmålet herom vil som
hidtil skulle afgøres på grundlag af
almindelige ulovbestemte principper om
direkte krav mod tidligere led
(»springende regres«).
Lovforslagets § 1,
nr. 1, indebærer, at den foreslåede
bestemmelse ikke vil kunne fraviges til
skade for den senere erhverver ved
aftale mellem denne og sælgeren eller
det pågældende tidligere led i
omsætningskæden.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.1.1 og 3.1.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Hvad angår
ikrafttrædelsen af den foreslåede § 54,
stk. 3 og 4, henvises til
overgangsreglerne i lovforslagets § 47,
stk. 3 og 4.
Til nr. 4 (§ 83, stk. 2)
Det foreslås ved
stk. 2, at § 83, stk. 1, om
reklamationsfrist ved mangler i
forbrugerkøb ikke finder anvendelse på
køb af genstande, som i henhold til et
påbud i medfør af regler om produkters
sikkerhed skal tilbagekaldes eller
destrueres, fordi genstanden udgør en
fare, eller ved køb af byggematerialer.
Bestemmelsen har samme indhold som de
foreslåede bestemmelser i § 54, stk. 2
og 3. Der henvises herom til
lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.
Bestemmelsen vil være præceptiv som
følge af købelovens § 1, stk. 2.
Det bemærkes, at det
ved det samtidig fremsatte forslag til
ny lov om forældelse foreslås, at
forældelseslovens regler ikke skal kunne
fraviges ved forudgående aftale i
forbrugerforhold, jf. lovforslagets
§ 26, stk. 2.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.1.1 og 3.1.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Hvad angår
ikrafttrædelsen af den foreslåede § 83,
stk. 2, henvises til overgangsreglen i
lovforslagets § 47, stk. 3.
Til § 2
(forsikringsaftaleloven)
Til nr. 1 (§ 24)
Efter den hidtidige
forståelse af § 24, stk. 1, fastlægger
denne ikke blot betalingstidspunktet for
forsikringsydelsen, men også
forfaldstidspunktet i relation til
beregning af forældelsesfristen, jf.
lovens § 29. Denne forståelse af § 24,
stk. 1, hviler på bemærkningerne til det
udkast, som forsikringsaftaleloven er
baseret på, jf. udkast til lov om
forsikringsaftaler med tilhørende
bemærkninger, udarbejdet af den ved kgl.
resolution af 6. februar 1919 nedsatte
kommission (1925), s. 57-59, og på
formuleringen af § 24, stk. 3. Det
forudsættes, at § 24 i den foreslåede
affattelse fremover alene fastlægger
betalingstidspunktet for
forsikringsydelsen.
I forældelsesmæssig
henseende vil forfaldstiden fremover
blive fastlagt af forældelseslovens § 2,
stk. 1, der bestemmer, at
forældelsesfristerne regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen opfyldt.
Den 3-årige
forældelsesfrist i § 3, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov, og den
10-årige frist i forslagets § 3, stk. 3,
nr. 3, regnes som udgangspunkt fra
forfaldstiden. Forslaget til
forsikringsaftalelovens § 29 vil
indebære, at disse frister i en række
tilfælde vil finde anvendelse i forhold
til krav på forsikringsydelsen.
Den foreslåede
affattelse medfører ikke i øvrigt
indholdsmæssige ændringer af § 24, men
der foreslås en vis sproglig
modernisering af bestemmelsen.
Til nr. 2 (§ 29)
Det foreslås, at krav
i anledning af forsikringsaftalen som
udgangspunkt forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. stk. 1.
»Krav i anledning af forsikringsaftalen«
omfatter alle krav, der vedrører
og/eller udspringer af aftalen. Reglen
har således et videre anvendelsesområde
end den gældende § 29, stk. 1, der alene
omfatter krav, der er »grundede i
forsikringsaftalen«. Den foreslåede
regel omfatter også krav, der opstår i
kraft af lovgivningen og støttes på
indholdet af forsikringsaftalen. Som
eksempel på krav, der opstår i kraft af
lovgivningen, kan nævnes skadelidtes
krav mod ansvarsforsikringsselskabet
efter færdselslovens § 108, stk. 1.
Der foreslås i
stk. 2-6 en række undtagelser til
stk. 1, hvorved forældelseslovens
almindelige regler fraviges.
Det foreslås ved
stk. 2, at § 2, stk. 2, i forslaget
til ny forældelseslov ikke finder
anvendelse i tilfælde, hvor
betalingsfristen for forsikringsydelsen
fastsættes efter forsikringsaftalelovens
§ 24, stk. 1. Efter § 2, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov regnes
forældelsesfristen først fra
betalingsfristens udløb, hvis der er
indrømmet skyldneren løbedage eller i
øvrigt en frist, inden for hvilken
betaling anses for rettidig. Den
foreslåede § 29, stk. 2, vedrører kun
tilfælde, hvor betalingsfristen efter
den foreslåede § 24, stk. 1, gælder. Har
selskabet og forsikringstageren aftalt
en fravigelse af denne betalingsfrist,
jf. forsikringsaftalelovens § 3, vil
§ 2, stk. 2, i den foreslåede
forældelseslov finde anvendelse.
For så vidt angår
forældelsesfristernes længde vil de
almindelige frister i forslaget til ny
forældelseslov som udgangspunkt også
gælde på forsikringsaftalelovens område.
Det foreslås dog ved stk. 3, at
forældelse af krav på forsikringsydelsen
ved visse personforsikringer indtræder
senest 10 år efter
forsikringsbegivenhedens indtræden,
hvilket vil sige skadens indtræden eller
konstatering. Bestemmelsen vil omfatte
forsikringer, der fastlægger
forsikringsbegivenheden ud fra et
skadesvirkningsprincip. Et sådant
princip anvendes eksempelvis typisk ved
livsforsikringer, hvor det afgørende for
forsikringssummens udbetaling er, at
dødsfaldet sker i forsikringstiden.
Endvidere anvendes et
skadevirkningsprincip i dag typisk ved
forsikringer ved kritisk sygdom og
erhvervsevnetab (invaliditet) samt
sundhedsforsikringer.
Forsikringer, der
fastlægger forsikringsbegivenheden ud
fra skadesårsagsprincippet, f.eks.
ulykkesforsikringer, vil derimod blive
reguleret ved § 3, stk. 3, nr. 1, i
forslaget til ny forældelseslov, og den
30-årige forældelsesfrist for krav på
personskade, der fastsættes i den
foreslåede forældelseslov, vil således
finde anvendelse på krav på godtgørelse
eller erstatning, der skal udbetales
efter sådanne forsikringer.
Hvis det ikke klart
fremgår af forsikringsbetingelserne, om
forsikringsbegivenheden er skadesårsagen
eller skadens indtræden/konstatering, må
det afgøres på baggrund af en konkret
fortolkning af den pågældende
forsikringsaftale. I visse tilfælde kan
den samme forsikring indeholde både
ydelser, der udløses ved skadesårsagen,
og ydelser, der udløses ved
skadesvirkningen. Eksempelvis har nogle
ulykkesforsikringer kunnet udvides til
at omfatte visse sygdomme, og i en
konkret sag, hvor forsikringen dækkede
»direkte følger af børnelammelse«, har
Ankenævnet for Forsikring fundet, at
denne del af forsikringen skulle forstås
således, at det var følgerne af
sygdommen, der var
forsikringsbegivenheden, jf. Kendelse
fra Ankenævnet for Forsikring 24.643
(1989).
Det foreslåede stk. 3
modificerer alene bestemmelsen om den
lange (absolutte) forældelsesfrist i
§ 3, stk. 3, i forslaget til ny
forældelseslov. Ved siden af den
foreslåede 10-årige frist vil således
løbe den foreslåede almindelige korte
3-årige frist med mulighed for
suspension, jf. § 3, stk. 1 og 2, i
forslaget til ny forældelseslov.
Den foreslåede
10-årige frist løber fra den dag, da
forsikringsydelsen kunne kræves betalt.
Endvidere præciseres
det i stk. 3, at § 8, 1. pkt., i
forslaget til ny forældelseslov vil
gælde ved siden af stk. 3. Bestemmelsen
i § 8 i forslaget til ny forældelseslov
angår fordringer på pension, livrente,
aftægtsydelse eller anden lignende
ydelse, der forfalder med bestemte
mellemrum og ikke er afdrag på en
skyldig hovedstol. For så vidt angår
personforsikringer, har bestemmelsen
ikke betydning for kapitalforsikringer
(dvs. forsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden
udløser et krav på en nærmere angivet
sum), men alene for renteforsikringer
(dvs. forsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden
udløser et krav på en løbende ydelse).
Det følger af § 8, at en sådan fordring
på en løbende ydelse forældes i sin
helhed efter 10 år regnet fra den dag,
da den sidste ydelse blev betalt, eller,
hvis ingen betaling har fundet sted, fra
den dag, da den første ydelse kunne
kræves betalt. Bestemmelsen indebærer,
at en fordringshaver, der ikke har gjort
krav på ydelser efter en renteforsikring
gældende, fortaber retten til i det hele
taget at gøre krav efter forsikringen
gældende 10 år efter, at den første
ydelse kunne kræves betalt. Dette
gælder, uanset om visse af de enkelte
ydelser først ville være forfaldet på et
senere tidspunkt. I tilfælde, hvor der
allerede er udbetalt ydelser, vil
fordringen i sin helhed først forældes
10 år fra den dag, da den sidste ydelse
blev betalt.
Betegnelsen
personforsikring skal forstås i
overensstemmelse med brugen heraf i
forsikringsaftalelovens § 6 og
erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2.
Visse personforsikringer angår ikke
erstatning og godtgørelse for
personskade. Dette gælder eksempelvis,
hvor forsikringsbegivenheden er opnåelse
af en bestemt alder. I disse tilfælde
vil krav på de enkelte ydelser ikke være
omfattet af § 3, stk. 3, nr. 1 (om bl.a.
personskadeerstatning) i forslaget til
ny forældelseslov, men derimod af den
generelle regel i § 3, stk. 3, nr. 3,
hvilket vil indebære, at disse krav
forældes senest 10 år efter
begyndelsestidspunktet i henhold til § 2
i forslaget til ny forældelseslov, dvs.
som udgangspunkt fra
forfaldstidspunktet. Sådanne krav vil
altså forældes på samme måde som krav
omfattet af den foreslåede § 29, stk. 3,
i forsikringsaftaleloven. For så vidt
angår forældelsen af pensioner i deres
helhed vil § 8, 1. pkt., i forslaget til
ny forældelseslov gælde.
Med stk. 4
foreslås en særregel vedrørende
ansvarsforsikringer, når der sker
indtrædelse i den sikredes ret imod
selskabet efter forsikringsaftalelovens
§ 95. Den skadelidtes krav mod selskabet
forældes i sådanne tilfælde tidligst et
år efter indtrædelsen, når indtrædelsen
er sket inden udløbet af
forældelsesfristen for kravet med den
sikrede.
Særreglen om
ansvarsforsikringer i § 29, stk. 2, i
den gældende forsikringsaftalelov
foreslås ikke videreført.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2,
bestemmer, at ved ansvarsforsikring,
hvor selskabet hæfter umiddelbart over
for skadelidte, forældes skadelidtes
krav mod selskabet efter de samme
regler, som gælder for skadelidtes krav
mod skadevolderen. Forældelse af de
pågældende krav vil i stedet ske efter
de almindelige forældelsesregler i
forslaget til forældelseslov, jf.
forslaget til § 29, stk. 1. Der foreslås
dog den fravigelse, at anmeldelse til
ansvarsforsikringsselskabet medfører en
foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf.
forslaget til stk. 5, som omtales
umiddelbart nedenfor.
Det foreslås, at
forældelsesfristen for så vidt angår
krav mod et forsikringsselskab afbrydes
foreløbigt allerede på det tidspunkt,
hvor skaden, der ligger til grund for
kravet, anmeldes til selskabet, jf.
stk. 5, 1. pkt. Det afgørende
tidspunkt er tidspunktet, hvor
anmeldelsen er kommet frem til
selskabet. Der er tale om en udvidelse
af adgangen til at afbryde forældelsen
foreløbigt i forhold til den foreslåede
nye forældelseslovs generelle regler om
foreløbig afbrydelse. Virkningen af
afbrydelsen vil være, at forældelse
tidligst indtræder ét år efter
selskabets meddelelse om, at kravet helt
eller delvist afvises. I det omfang
kravet kun afvises delvist, gælder
stk. 5, 1. pkt., for den afviste del.
Forældelsen vil ikke
kunne afbrydes ved at genanmelde den
samme skade, efter at selskabet har
afvist kravet.
I øvrigt vil
forældelseslovens øvrige regler om
afbrydelse gælde ved siden af stk. 5.
Det indebærer bl.a., at forældelsen
afbrydes, når selskabet erkender et krav
af en bestemt størrelse, jf. den
foreslåede forældelseslovs § 15.
Desuden foreslås i
stk. 5, 2. pkt., en særregel, der
angår den situation, hvor en
dækningsberettiget skade anmeldes, men
hvor den sikrede ikke har givet
selskabet tilstrækkelige oplysninger
til, at selskabet kan foretage en
erstatningsopgørelse. Det foreslås, at
forældelse i den situation indtræder 3
år efter selskabets meddelelse om, at
det anerkender, at kravet er berettiget,
men anmoder om yderligere oplysninger
med henblik på opgørelse af kravets
størrelse. Det forudsættes, at
anmodningen er rettet til den person,
der er berettiget til
forsikringsydelsen. Den 3-årige frist er
absolut og kan således ikke suspenderes
efter § 3, stk. 2, i den foreslåede
forældelseslov.
Det fastlægges ved
det foreslåede stk. 6, 1. pkt.,
at § 29, stk. 1-5, ikke ved aftale kan
fraviges ved aftale til skade for
forsikringstageren eller sikrede ved
forbrugerforsikring. Forbrugerforsikring
er defineret i forsikringsaftalelovens
§ 2, stk. 4.
Det foreslåede
stk. 6, 1. pkt., indebærer, at ved
forbrugerforsikring kan reglerne i
forslaget til ny forældelseslov ikke
fraviges til skade for
forsikringstageren eller sikrede i
videre omfang end angivet i stk. 6, 2.
pkt., jf. nedenfor.
Stk. 6 vil ikke være
til hinder for, at der som hidtil i et
vist omfang kan indgås aftaler om, at
selskabets hæftelse for følger af en
skade er begrænset til følger, der viser
sig inden for en vis tid efter, at
skaden er indtrådt.
Forsikringsaftalelovens § 120, der
bestemmer, at selskabet ved sygdom eller
ulykke, der indtræder i
forsikringstiden, hæfter for skadelige
følger, der viser sig senere, kan
således fortsat fraviges ved aftale.
Det foreslås i øvrigt
ved stk. 6, 2. og 3. pkt., at det
kan aftales, at en forsikring alene
dækker skader anmeldt inden for en
nærmere angivet frist på ikke under 6
måneder efter forsikringens ophør.
Herved tillades det, at selskaberne kan
afgrænse deres dækning i forbindelse med
forsikringens ophør. Bestemmelsen er i
et vist omfang en videreførelse af den
gældende § 30, stk. 2.
Der henvises i øvrigt
til den særlige overgangsregel i
lovforslagets § 47, stk. 5.
Til nr. 3 (§ 30)
De særlige regler om
frister for påtale og fremsættelse af
krav over for forsikringsselskabet
foreslås ophævet. For så vidt angår
påtale af krav over for selskabet, vil
reglerne i den foreslåede
forældelseslovs kapitel 5 og 6 om
afbrydelse og foreløbig afbrydelse finde
anvendelse. Bl.a. vil indbringelse af en
tvist for Ankenævnet for Forsikring
bevirke, at forældelsen afbrydes
foreløbigt, jf. lovforslagets § 21,
stk. 3.
§ 30, stk. 2, der
herved ophæves, videreføres i et vist
omfang ved den foreslåede § 29, stk. 6,
2. og 3. pkt.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
(retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 361, stk. 4)
Retsplejelovens § 361
indeholder en regel om, at en forbruger
kan forlange, at en anlagt retssag
hæves, hvis tvisten kan indbringes for
Forbrugerklagenævnet eller et klage-
eller ankenævn, der er godkendt af
ministeren for familie- og
forbrugeranliggender.
Hvis en af parterne
ønsker behandlingen ved retten fortsat
efter, at nævnet har truffet afgørelse i
sagen, eller efter, at der er indgået
forlig for nævnet, anses sagen for
anlagt ved det oprindelige sagsanlæg i
henseende til bl.a. afbrydelse af
forældelse, medmindre den pågældende
part ikke har fremmet sagen behørigt,
jf. retsplejelovens § 361, stk. 4.
Ved den foreslåede
ændring af § 361, stk. 4, tilpasses
bestemmelsen reglerne om afbrydelse af
forældelse i forslaget til ny
forældelseslov. Det foreslås, at
henvisningen til afbrydelse af
forældelse fjernes. Det vil indebære, at
spørgsmålet om afbrydelse af forældelse,
hvor en af parterne på ny anlægger
retssag, efter at nævnet mv. har
afsluttet behandlingen af sagen,
fremover vil blive reguleret ved §§ 20
og 21 i forslaget til ny forældelseslov.
Til nr. 2 (§ 490, stk. 3)
Efter retsplejelovens
§ 492, stk. 1, er det udgangspunktet, at
fogedretten afviser en udlægsforretning,
hvis den, der har fremsat anmodningen om
tvangsfuldbyrdelse, udebliver fra
forretningen.
Der foreslås en ny
bestemmelse i retsplejelovens § 490,
stk. 3, hvorefter kreditor ikke behøver
at give møde i fogedretten for at
afbryde forældelsen i tilfælde, hvor en
udlægsforretning er afskåret efter
reglen i retsplejelovens § 490, stk. 1,
dvs. i tilfælde, hvor skyldneren inden
for de sidste 6 måneder har afgivet
insolvenserklæring i forbindelse med en
fogedforretning. Det vil dog være en
forudsætning, at skyldneren ikke
fremkommer med indsigelser inden for en
af fogedretten fastsat frist.
Bestemmelsen vil
kunne anvendes, selv om kreditor ikke på
forhånd ved, om der er afgivet
insolvenserklæring. Kreditor vil således
ved indgivelsen af udlægsbegæringen
skulle bede fogedretten om i givet fald
at behandle begæringen efter § 490,
stk. 3, og ellers efter de almindelige
regler.
Reglen omfatter efter
forslaget alle typer af krav, for hvilke
der er et eksekutionsgrundlag.
Det følger af
bestemmelsen, at når en anmodning om
behandling efter § 490, stk. 3, er
modtaget, skal fogedretten give
skyldneren skriftlig meddelelse om det
af fogedretten opgjorte krav inklusive
renter og omkostninger og om formålet
med at begære udlægsforretning.
Fogedretten skal samtidig give
skyldneren en frist til at fremkomme med
skriftlige indsigelser mod det opgjorte
krav. Det forudsættes, at fristen i
almindelighed sættes til ikke under 14
dage efter det tidspunkt, hvor
skyldneren skønnes at ville have
modtaget meddelelsen fra fogedretten.
Hvis særlige forhold taler for det,
f.eks. fordi skyldneren bor i udlandet,
bør der efter omstændighederne
fastsættes en længere frist.
Fogedretten vil
skulle foretage en sædvanlig prøvelse af
kravet, herunder navnlig en prøvelse af
opgørelsen af renter og omkostninger og
af, om kravet helt eller delvis er
forældet. Fogedrettens behandling i
henhold til bestemmelsen optages i
fogedbogen efter de almindelige regler
herom, jf. retsplejelovens kapitel 3, og
fogedretten giver meddelelse til
skyldneren ved fremsendelse af
retsbogen. Det forudsættes, at der
tillige gives meddelelse til
fordringshaveren.
Hvis der ikke kommer
indsigelse fra skyldneren inden for
fristen, vil fogedrettens meddelelse
have samme virkning med hensyn til
afbrydelse af forældelse som afholdelse
af en fogedforretning, jf. forslaget til
ny forældelseslovs § 18, stk. 1, og
§ 19, stk. 6 og 7. Det indebærer bl.a.,
at der ved lån og kreditter, for hvilke
der er udstedt gældsbrev, vil løbe en ny
forældelsesfrist på 10 år for både
hovedstolen og de under
fogedforretningen opgjorte renter.
Hvis skyldneren
fremsætter indsigelse mod det opgjorte
krav inden for den fastsatte frist, vil
der skulle afholdes udlægsforretning
efter de almindelige regler. Det samme
vil gælde i tilfælde, hvor der ikke er
afgivet insolvenserklæring inden for de
sidste 6 måneder, jf. hovedreglen i
retsplejelovens § 490, stk. 1.
En skyldner, der ikke
fremsætter indsigelser, vil ikke være
afskåret fra at fremsætte indsigelser
mod fordringens eksistens mv. under en
senere fogedforretning, jf.
retsplejelovens § 501, stk. 1.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 527)
Det foreslås at
ophæve retsplejelovens § 527, hvorefter
forældelse af en fordring afbrydes ved
indgivelse af anmodning om udlæg,
såfremt fordringshaveren søger
forretningen fremmet uden ugrundet
ophold. Bestemmelsen foreslås videreført
uændret ved reglen i § 18, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 527
gælder ikke alene i relation til
1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men
også i relation til specielle
forældelsesregler i anden lovgivning.
Efter § 28 i forslaget til ny
forældelseslov vil forældelseslovens
regler som udgangspunkt også finde
anvendelse i relation til specielle
forældelsesregler i anden lovgivning, og
en regel svarende til retsplejelovens
§ 527 vil således fortsat gælde i
relation til specielle forældelsesregler
i anden lovgivning.
Til § 4
(retsafgiftsloven)
Det følger af
retsafgiftslovens § 16, stk. 1, at der
for udlæg svares en grundafgift på 300
kr. Overstiger kravet 3.000 kr. svares
yderligere ½ pct. af det overskydende
beløb i grundafgift. Afgiftspligten for
en udlægsforretning indtræder, når der
første gang over for fogedretten
fremsættes begæring vedrørende kravet,
jf. retsafgiftslovens § 18.
Den foreslåede
bestemmelse i retsafgiftslovens § 16,
stk. 7, vil indebære, at afgiftspligten
bortfalder, hvis sagen behandles efter
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 490, stk. 3, som
affattet ved dette lovforslags § 3, nr.
2, og skyldneren ikke fremkommer med
indsigelser, der medfører, at der
afholdes udlægsforretning efter de
almindelige regler.
Ved indgivelse af
udlægsbegæring vil fordringshaveren
således skulle betale retsafgift efter
de almindelige regler herom, selv om han
eller hun har anmodet om, at sagen
behandles efter § 490, stk. 3. Hvis
udlægsbegæringen behandles efter § 490,
stk. 3, og skyldneren ikke inden for den
af fogedretten fastsatte frist
fremkommer med indsigelser, der
medfører, at der afholdes
udlægsforretning efter de almindelige
regler, tilbagebetales afgiften.
Fremkommer skyldneren
rettidigt med indsigelser, afholdes
udlægsforretning efter de almindelige
regler, og der vil derfor i disse
tilfælde ikke skulle ske tilbagebetaling
af retsafgiften.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 5
(miljøskadeerstatningsloven)
Det foreslås, at den
gældende miljøskadeerstatningslovs
§ 6, stk. 1, ændres, således at
erstatningskrav efter loven som
udgangspunkt forældes efter reglerne i
forslaget til ny forældelseslov. Det vil
indebære, at erstatningskrav efter loven
forældes 3 år – og ikke som hidtil 5 år
– efter den dag, da fordringshaveren fik
eller burde have fået kendskab til
skaden, jf. § 3, stk. 1 og 2, i
forslaget til ny forældelseslov.
For så vidt angår den
lange forældelsesfrist, som er på 30 år,
foreslås det dog, at denne frist som
hidtil regnes fra den hændelse, der har
forvoldt skaden, jf. forslaget til
§ 6, stk. 2. Det indebærer, at
begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristen ikke i alle tilfælde
vil være den samme som det
begyndelsestidspunkt, der ved forslaget
til ny forældelseslov foreslås for
fordringer på erstatning for
miljøskader, der ikke er omfattet af
miljøskadeerstatningsloven, jf. § 3,
stk. 3, nr. 1, i forslaget til ny
forældelseslov. Begyndelsestidspunktet
efter forslaget til ny forældelseslov
vil være tidspunktet for den
skadevoldende handlings ophør. For så
vidt angår tingskade er
begyndelsestidspunktet det samme efter
miljøskadeerstatningsloven, men i
relation til personskade er
begyndelsestidspunktet det tidspunkt,
hvor skadelidte udsættes for den
skadelige påvirkning.
§ 6 er ufravigelig i
forbrugerforhold, jf.
miljøskadeerstatningslovens § 5.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 6
(produktansvarsloven)
Med den foreslåede
§ 14, stk. 1, erstattes den
eksisterende henvisning til 1908-loven
af en henvisning til reglerne i
forslaget til ny forældelseslov. Dette
vil bl.a. medføre, at ukendskab til
producentens opholdssted ikke
suspenderer forældelsesfristen. Derimod
gælder i denne situation reglen om
forlængelse af forældelsen i den nye
forældelseslovs § 14, stk. 1.
For så vidt angår den
absolutte forældelsesfrist, foreslås en
særregel for krav om erstatning for
produktskade, der er omfattet af
producentens ansvar efter
produktansvarslovens § 6, stk. 1, jf.
den foreslåede § 14, stk. 2. Den
foreslåede § 14, stk. 2, indebærer, at
sådanne erstatningskrav – som hidtil – i
alle tilfælde ophører 10 år efter den
dag, da producenten har bragt det
produkt, der har forårsaget skaden, i
omsætning. Den foreslåede § 14, stk. 2,
bevirker, at § 3, stk. 3, i forslaget
til ny forældelseslov ikke vil finde
anvendelse på de pågældende krav.
Derimod vil de øvrige bestemmelser i
forslaget til ny forældelseslov finde
anvendelse på sådanne krav, jf. dog den
foreslåede § 14, stk. 3. Den foreslåede
§ 14, stk. 2, vil ikke gælde for krav
mod mellemhandleren efter
produktansvarslovens §§ 10 eller 10 a
eller for krav efter dansk rets
almindelige regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf.
produktansvarslovens § 13.
Ved den foreslåede
§ 14, stk. 3, bestemmes, at § 12,
stk. 2, og kapitel 6 i forslaget til ny
forældelseslov kun skal finde
anvendelse, i det omfang forældelse ikke
indtræder eller er indtrådt efter
stk. 2. Reglen i § 12, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov
omhandler forlængelse af
forældelsesfristen ved regreskrav mod
solidarisk hæftende medskyldnere, og
kapitel 6 i forslaget omhandler
foreløbig afbrydelse. Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at forlængelse i
medfør af disse bestemmelser kun kan
finde sted, i det omfang den 10-årige
forældelsesfrist angivet i § 14, stk. 2,
ikke forlænges.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 7
(atomskadeerstatningsloven)
Til nr. 1 (§ 25, stk. 1)
Med den foreslåede
ændring af § 25, stk. 1, erstattes
henvisningen i den gældende bestemmelse
til 1908-loven af en henvisning til
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov.
Til nr. 2 (§ 25, stk. 4)
Den eksisterende
særregel i § 25, stk. 1, 2. pkt., der
fastlægger et særligt
begyndelsestidspunkt for forældelse af
krav omfattet af § 19 i
atomskadeerstatningsloven, foreslås
erstattet af det nye stk. 4. Reglen
foreslås ændret, idet den foreslås
formuleret ligesom reglen om regres
mellem solidarisk hæftende skyldnere i
§ 12, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov. Det vil indebære, at
hvis indtrædelse i medfør af § 19 er
sket, inden den skadelidendes krav mod
anlægsindehaveren er forældet, forældes
det i § 19 nævnte krav tidligst et år
efter indtrædelsen.
Til nr. 3 (§ 34, stk. 1, 3. pkt.)
Med den foreslåede
ændring af § 34, stk. 1, 3. pkt.,
erstattes henvisningen i den gældende
bestemmelse til 1908-loven med en
henvisning til reglerne i forslaget til
ny forældelseslov, dog således at den
absolutte forældelsesfrist på 30 år
efter den nukleare ulykke, der har
forvoldt skaden, videreføres uændret.
Nuklear ulykke er
defineret i § 1, litra i, i
atomskadeerstatningsloven, der
gennemfører art. 1, litra a, nr. 1, i
Pariskonventionen om ansvar over for
tredjemand på den nukleare energis
område.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 8
(erstatningsansvarsloven)
Erstatningsansvarsloven indeholder ikke
i dag regler om forældelse. Det
foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3
i erstatningsansvarslovens § 16, hvorved
det bestemmes, at krav om godtgørelse og
erstatning efter loven forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, medmindre andet følger
af særlige bestemmelser om forældelse i
anden lov. Sådanne særlige bestemmelser
findes eksempelvis i
forsikringsaftalelovens §§ 29 og 30, der
i øvrigt foreslås ændret henholdsvis
ophævet ved dette lovforslags § 2, nr. 2
og 3.
Det foreslås desuden,
at § 2, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov ikke skal finde
anvendelse på betalingsfristen efter
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.
Konsekvensen heraf vil være, at § 2,
stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov, ikke bevirker en
udsættelse af forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt til udløbet af
betalingsfristen fastsat ved § 16,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 9
(gældsbrevsloven)
Til nr. 1 (§ 25, stk. 2, 2. pkt., og
§ 49, 2. pkt.)
Ved dette forslag
foreslås gældsbrevslovens § 25, stk. 2,
og § 49 ændret som konsekvens af
forslaget til ny forældelseslov, der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Reglerne i § 25,
stk. 2, 2. pkt., og § 49, 2. pkt., angår
forældelse af fordringer ifølge
bortkomne rente- og udbyttekuponer samt
bortkomne massegældsbreve, der ikke er
omfattet af værdipapirhandelsloven. Det
følger af § 25, stk. 2, 2. pkt., og
§ 49, 2. pkt., at disse fordringer
forældes efter 1908-loven. 1908-lovens
5-årige forældelsesfrist gælder altså
for disse krav, selvom udgangspunktet
for fordringer i henhold til gældsbreve
i øvrigt er, at alene den 20-årige frist
i Danske Lov 5-14-4 gælder.
Med henblik på at
bevare gældsbrevslovens systematik
foreslås det, at disse fordringer
fortsat undergives den almindelige
forældelseslovs korte forældelsesfrist.
Det foreslås derfor,
at henvisningen til 1908-loven i de
gældende bestemmelser erstattes af en
bestemmelse, hvorefter de pågældende
fordringer forældes efter
forældelsesloven, dog således at § 5,
stk. 1, nr. 1, i forslaget til ny
forældelseslov ikke vil finde
anvendelse. Det vil bevirke, at disse
fordringer ikke vil blive omfattet af
den særlige 10-årige forældelsesfrist
angivet i § 5, stk. 1, nr. 1, der i
øvrigt gælder for fordringer i henhold
til gældsbreve. Derimod vil fordringerne
forældes efter § 3 i forslaget til ny
forældelseslov. Der vil således gælde en
3-årig frist, der kan suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet,
kombineret med en absolut
forældelsesfrist på 10 år.
Til nr. 2 (§ 47)
Ifølge
gældsbrevslovens § 47 afbrydes
forældelsen af fordringer omfattet af
lovens §§ 43-46 ved, at fordringshaveren
inden de i loven angivne fristers udløb
enten erhverver skyldneres erkendelse af
gælden eller foretager retslige skridt
mod skyldneren og uden ufornødent ophold
forfølger disse til erhvervelse af
forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Har skyldneren standset sine betalinger,
kan forældelse afbrydes ved skriftlig
anmeldelse af kravet.
Reglerne om
afbrydelse i kapitel 5 i forslaget til
ny forældelseslov svarer i vidt omfang
til gældsbrevslovens § 47. Endvidere vil
kapitel 6 i forslaget til ny
forældelseslov indebære, at forældelsen
i en række yderligere situationer vil
kunne afbrydes foreløbigt.
Da det ikke findes at
være noget til hinder for, at kapitel 6
i forslaget til ny forældelseslov også
finder anvendelse på fordringer omfattet
af gældsbrevslovens §§ 43-46, foreslås
det, at gældsbrevslovens § 47 ophæves.
Det vil indebære, at afbrydelse af
forældelsen af de pågældende fordringer
vil blive reguleret ved kapitel 5 og 6 i
forslaget til ny forældelseslov.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 10
(ikrafttrædelsesloven til straffeloven)
Det foreslås at
ophæve § 16 i ikrafttrædelsesloven til
straffeloven. Det vil medføre, at
erstatningskrav, der udspringer af
strafbart forhold, som udgangspunkt vil
være omfattet af de almindelige frister,
der foreslås i forslaget til ny
forældelseslov, dvs. en frist på 3 år
regnet fra forfaldstidspunktet (skadens
indtræden) med mulighed for suspension
kombineret med en absolut frist på 10
år, ved personskade 30 år, der regnes
fra den skadevoldende handlings ophør,
jf. § 3 i forslaget til ny
forældelseslov. Der vil dog efter § 13 i
forslaget til ny forældelseslov gælde en
tillægsfrist i tilfælde, hvor
strafspørgsmålet først afgøres efter
udløbet af den almindelige
forældelsesfrist for erstatningskravet.
Reglen gælder både for tilfælde, hvor
erstatningskravet pådømmes under selve
straffesagen, og tilfælde, hvor
fordringen efterfølgende gøres gældende
under et særskilt søgsmål.
Til § 11
(konkursloven)
Konkurslovens § 241
foreslås ophævet, idet bestemmelsen
foreslås videreført ved reglerne i § 15
og § 17, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2,
samt § 19, stk. 4, i forslaget til ny
forældelseslov.
Den gældende
bestemmelse i konkurslovens § 241 gælder
ikke alene i relation til 1908-loven og
Danske Lov 5-14-4, men også i relation
til specielle forældelsesregler i anden
lovgivning. Efter § 28 i forslaget til
ny forældelseslov vil forældelseslovens
regler som udgangspunkt også finde
anvendelse i relation til specielle
forældelsesregler i anden lovgivning, og
en regel svarende til konkurslovens
§ 241 vil således fortsat gælde i
relation til specielle forældelsesregler
i anden lovgivning.
Til § 12
(tinglysningsloven)
Tinglysningslovens
§ 42 foreslås ophævet, da bestemmelsen
foreslås videreført uden
realitetsændringer i § 25, stk. 2, nr.
1, i forslaget til ny forældelseslov.
Til § 13
(dødsboskifteloven)
Den foreslåede
ændring af dødsboskiftelovens § 82,
stk. 5, vil indebære, at afbrydelse af
forældelse vil blive reguleret ved § 17,
stk. 1, nr. 4, i forslaget til ny
forældelseslov. Ændringen vil ikke
medføre nogen indholdsmæssig ændring af
retstilstanden.
Til § 14
(renteloven)
Til nr. 1 (§ 7, stk. 4)
Forslaget indebærer,
at henvisningen til banker, sparekasser,
andelskasser samt realkreditinstitutter,
der er godkendt af staten, i den
gældende rentelovs § 7, stk. 4, ændres
til en henvisning til godkendte
pengeinstitutter, realkreditinstitutter
og kreditinstitutter. Der er tale om en
sproglig modernisering af bestemmelsen.
Ændringen vil ikke medføre
indholdsmæssige ændringer af den
gældende retstilstand.
Reglerne om
godkendelse mv. af pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og
kreditinstitutter fremgår af lov om
finansiel virksomhed. Der kan være tale
om institutter, der er godkendt i
udlandet. Det fremgår af kapitel 5 i lov
om finansiel virksomhed, i hvilket
omfang og under hvilke betingelser
institutter, der er godkendt i udlandet,
må udøve virksomhed i Danmark ved at
åbne en filial eller ved at tilbyde
tjenesteydelser.
Til nr. 2 og 3 (§ 9 b, stk. 2 og 3)
Det foreslås, at
ordene »inkl. moms« slettes i § 9 b,
stk. 2 og 3. Det skyldes, at
rykkergebyrer og inkassogebyrer efter
landsskatterettens praksis ikke er
momspligtige. Ændringen vil ikke medføre
indholdsmæssige ændringer af den
gældende retstilstand. Der henvises i
den forbindelse til dommen optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335 Ø,
hvorved Østre Landsret slog fast, at det
afgørende efter § 9 b, stk. 2 og 3, er,
at en skyldner ikke belastes med et
beløb, der overstiger 100 kr., og at en
kreditor derfor kunne opkræve 100 kr.,
selvom beløbet ikke inkluderer moms.
Til § 15
(kreditaftaleloven)
Forslaget indebærer,
at henvisningen til kreditgivere, der
har tilladelse til at drive virksomhed
efter lov om banker og sparekasser mv.
eller realkreditloven, i den gældende
kreditaftalelovs § 15, stk. 2, ændres
til en henvisning til godkendte
pengeinstitutter, realkreditinstitutter
og kreditinstitutter. Der er tale om en
sproglig modernisering af bestemmelsen.
Ændringen vil ikke medføre
indholdsmæssige ændringer af den
gældende retstilstand.
Reglerne om
godkendelse mv. af pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og
kreditinstitutter fremgår af lov om
finansiel virksomhed. Der kan være tale
om institutter, der er godkendt i
udlandet. Det fremgår af kapitel 5 i lov
om finansiel virksomhed, i hvilket
omfang og under hvilke betingelser
institutter, der er godkendt i udlandet,
må udøve virksomhed i Danmark ved at
åbne en filial eller ved at tilbyde
tjenesteydelser.
Til § 16
(arbejdsløshedsforsikringsloven)
Til nr. 1 (§ 85 c, stk. 9, § 85 d, stk.
7, og § 85 e, stk. 4)
For a-kassemedlemmer,
som modtager dagpenge eller
aktiveringsydelse, skal der betales
ATP-bidrag og særlig pensionsopsparing
(SP). Der skal ligeledes betales
ATP-bidrag for de medlemmer, som
modtager efterløn, og som ønsker at
betale bidrag.
A-kasserne skal
fratrække beløbene til SP samt den del
af ATP-bidrag, som medlemmerne selv skal
betale, ved udbetalingen af de
pågældende ydelser, og indbetale de
pågældende beløb. I 2007 er opkrævning
og indbetaling af SP dog suspenderet.
A-kasserne skal
endvidere selv afholde en tredjedel af
udgiften til ATP-bidrag for medlemmer,
der modtager dagpenge eller
aktiveringsydelse, og indbetale disse
beløb til Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Det er fastsat i
gældende § 85 c, stk. 9, § 85 d, stk. 7
og § 85 e, stk. 4, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at bl.a.
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension finder tilsvarende
anvendelse, hvis en arbejdsløshedskasse
ikke indbetaler ATP-bidrag eller SP
rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
hvorefter 1908-loven finder anvendelse
på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension,
foreslås ophævet ved § 20, nr. 1, i
nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf
foreslås, at henvisningen til § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension udgår af de omhandlede
bestemmelser i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af
ATP-bidrag og SP fra a-kasserne vil
forældes efter reglerne i forslaget til
ny forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til nr. 2 (§ 85 c, stk. 19)
Private
arbejdsgivere, der er registreret efter
momsloven eller lov om afgift af lønsum
m.v., betaler bidrag til finansiering af
bl.a. en del af udgifterne til
ATP-bidrag for modtagere af
arbejdsløshedsdagpenge samt for
modtagere af sygedagpenge.
Det er fastsat i
henholdsvis den gældende
arbejdsløshedsforsikringslovs § 85 c,
stk. 19, og den gældende
sygedagpengelovs § 66, stk. 12, at krav
på finansieringsbidrag forældes efter
reglerne i 1908-loven.
Arbejdsløshedsforsikringsloven foreslås
ændret som følge af det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
arbejdsløshedsforsikringslovens § 85 c,
stk. 19, ophæves. Det vil medføre, at
krav på finansieringsbidrag vil forældes
efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
For så vidt angår
sygedagpengeloven henvises til
lovforslagets § 17.
Til § 17
(sygedagpengeloven)
Til nr. 1 (§ 66, stk. 12)
Private
arbejdsgivere, der er registreret efter
momsloven eller lov om afgift af lønsum
m.v., betaler bidrag til finansiering af
bl.a. en del af udgifterne til
ATP-bidrag for modtagere af
arbejdsløshedsdagpenge samt for
modtagere af sygedagpenge.
Det er fastsat i
henholdsvis den gældende
arbejdsløshedsforsikringslovs § 85 c,
stk. 19, og den gældende
sygedagpengelovs § 66, stk. 12, at krav
på finansieringsbidrag forældes efter
reglerne i 1908-loven.
Sygedagpengeloven
foreslås ændret som følge det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
sygedagpengelovens § 66, stk. 12,
ophæves. Det vil medføre, at krav på
finansieringsbidrag vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
For så vidt angår
arbejdsløshedsforsikringsloven henvises
til lovforslagets § 16.
Til nr. 2 (§ 67, stk. 4)
Ved udbetaling af
sygedagpenge til lønmodtagere skal der
indbetales særlig pensionsopsparing
(SP). Kommunen eller arbejdsgiveren skal
fratrække opsparingen af de beregnede
sygedagpenge og indbetale beløbet til
Arbejdsmarkedets Tillægspension. I 2007
er opkrævning og indbetaling af SP dog
suspenderet.
Det er fastsat i den
gældende § 67, stk. 4, i lov om
sygedagpenge, at bl.a. § 17, stk. 5, i
lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
finder tilsvarende anvendelse, hvis
SP-beløb ikke indbetales rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
hvorefter 1908-loven finder anvendelse
på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension,
foreslås ophævet ved § 20, nr. 1, i
nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf
foreslås, at henvisningen til § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension udgår af
sygedagpengelovens § 67, stk. 4. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af
særlig pensionsopsparing fra kommuner og
arbejdsgivere vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 18
(lov om aktiv socialpolitik)
Til nr. 1 (§ 80 a, stk. 3)
For personer, der
modtager kontanthjælp,
revalideringsydelse, ledighedsydelse og
beskæftigelsestillæg, og som betaler
ATP-bidrag efter § 79 i lov om aktiv
socialpolitik, skal der indbetales
særlig pensionsopsparing (SP). I 2007 er
opkrævning og indbetaling af SP dog
suspenderet.
Det er fastsat i
gældende § 80 a, stk. 3, i lov om aktiv
socialpolitik, at bl.a. § 17, stk. 5, i
lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
finder tilsvarende anvendelse, hvis
SP-beløb ikke indbetales rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
hvorefter 1908-loven finder anvendelse
på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension,
foreslås ophævet ved § 20, nr. 1, i
nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf
foreslås, at henvisningen til § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension udgår af § 80 a, stk. 3,
i lov om aktiv socialpolitik. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af
SP-beløb i forbindelse med udbetaling af
kontanthjælp mv. vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til nr. 2 (§ 95, stk. 4)
Det foreslås, at den
særlige bortfaldsregel i lov om aktiv
socialpolitik § 95, stk. 4, tilpasses de
foreslåede regler i den nye
forældelseslov, således at et
tilbagebetalingskrav bortfalder, når der
er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden
at der efter bestemmelsens stk. 1-3 har
været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Det vil som hidtil
være sådan, at hvis der efter de
opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat
efter lovens § 95, stk. 1, har været
fastsat en tilbagebetalingsordning, som
er misligholdt, og kravet derfor bliver
overgivet til inddrivelse hos den
statslige restanceinddrivelsesmyndighed,
vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler,
herunder reglerne om afbrydelse ved
foretagelse af retslige skridt mv.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 19
(lov om Lønmodtagernes Garantifond)
Private
arbejdsgivere, der er registreret efter
momsloven eller lov om afgift af lønsum
m.v., skal betale bidrag til dækning af
Lønmodtagernes Garantifonds udgifter.
Det er fastsat i den gældende § 9,
stk. 10, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond, at krav på
finansieringsbidrag forældes efter
1908-loven.
Lov om Lønmodtagerens
Garantifond foreslås ændret som følge
det samtidig fremsatte forslag til lov
om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer,
at 1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2,
i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at § 9,
stk. 10, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond ophæves. Det vil medføre, at
krav på finansieringsbidrag vil forældes
efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 20
(lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
Den gældende § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, at 1908-loven finder
anvendelse på krav, der efter ATP-loven
tilkommer Arbejdsmarkedets
Tillægspension (ATP) i medfør af lovens
kapitel V.
Lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension foreslås
ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), der bl.a.
indebærer, at 1908-loven ophæves, jf.
§ 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension ophæves. Det vil medføre,
at de pågældende krav vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
ATP-bidraget er
sammensat af et bidrag fra
arbejdsgiveren på 2/3 af det samlede
bidrag og et bidrag fra lønmodtageren på
1/3. Lønmodtagerens bidrag indeholdes af
arbejdsgiveren og det samlede bidrag
indbetales af arbejdsgiveren til ATP.
Bestemmelsen i den
gældende § 17, stk. 5, omhandler ATP’s
krav på indbetaling af bidrag fra
arbejdsgiveren, og med forslaget til ny
forældelseslov forældes kravet som
udgangspunkt efter 3 år.
Dette skal ses i
sammenhæng med ATP-lovens § 36, stk. 1,
som omhandler medlemmets krav på
udbetaling fra ATP. Efter denne
bestemmelse forældes medlemmets krav
efter 3 år fra modtagelsen af
kontoudskrift fra ATP om bidragets
størrelse. I andre tilfælde forældes
kravet efter 5 år fra det tidspunkt,
hvor bidraget skulle have været
indbetalt til ATP af arbejdsgiveren.
Der vil således kunne
tænkes situationer, hvor medlemmet efter
§ 36, stk. 1, ville kunne gøre et
manglende bidrag gældende overfor ATP,
mens ATP’s krav overfor arbejdsgiveren
efter forældelsesloven som udgangspunkt
ville kunne være forældet.
Suspensionsreglen i § 3, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov vil dog
i en række tilfælde kunne medføre
suspension af forældelsen af ATP’s krav
over for arbejdsgiveren.
Til § 21
(arbejdsskadesikringsloven)
Den gældende § 56,
stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven
bestemmer, at 1908-loven finder
anvendelse på krav, der tilkommer
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
i medfør af lovens kapitel 10.
Arbejdsskadesikringsloven foreslås
ændret som følge af det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
arbejdsskadesikringslovens § 56, stk. 4,
ophæves. Det vil medføre, at de
pågældende krav vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Bortset fra § 56,
stk. 4, indeholder den gældende
arbejdsskadesikringslov ikke
selvstændige regler om forældelse af
tilskadekomnes krav efter loven.
Højesteret har i dommen gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H
fastslået, at 1908-lovens 5-årige
forældelsesfrist ikke finder anvendelse
på tilskadekomnes krav på erstatning
efter loven, der således alene forældes
efter den 20-årige forældelsesregel i
Danske Lov 5-14-4. Reglen i § 28 i
forslaget til ny forældelseslov vil
indebære, at forældelseslovens regler,
herunder den 3-årige forældelsesfrist,
også kommer til at gælde for forældelse
af tilskadekomnes krav efter
arbejdsskadesikringsloven.
Til § 22
(lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
Til nr. 1 (§ 114, stk. 6, og § 115,
stk. 4)
Som en konsekvens af
lovforslaget § 20, nr. 1, hvorved § 17,
stk. 5 i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension foreslås ophævet,
foreslås § 114, stk. 6, og § 115,
stk. 4, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, ændret, da der i
disse bestemmelser bl.a. henvises til
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Til nr. 2 (§ 114, stk. 16)
Den gældende § 114,
stk. 16, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, bestemmer, at
1908-loven finder anvendelse på krav på
finansieringsbidrag, der efter loven
tilkommer Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Som følge af det
samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer,
at 1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2,
i forslaget til ny forældelseslov,
foreslås § 114, stk. 16, i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats ophævet. Det
vil medføre, at krav på
finansieringsbidrag vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 23
(lov om fleksydelse)
Forslaget er alene en
konsekvensændring som følge af, at § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension ifølge § 20, nr. 1, i
nærværende lovforslag foreslås ophævet,
hvorved lovens § 17, stk. 7, bliver
stk. 6.
Til § 24
(lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet)
Den foreslåede
ændring af § 59, stk. 1, i lov om klage-
og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet vil indebære, at
erstatningskrav efter lovens kapitel 3
skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 3 år
– og ikke som efter de gældende regler 5
år – efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller
burde have fået kendskab til skaden.
Det følger i øvrigt
af lovens § 59, stk. 2, at forældelse af
erstatningskrav indtræder senest 10 år
efter den dag, hvor skaden er
forårsaget. Denne bestemmelse foreslås
ikke ændret.
Lovens § 59 vil
desuden blive suppleret af de
almindelige regler om fristberegning mv.
i forslaget til ny forældelseslov,
herunder forslagets bestemmelse om, at
forældelse tidligst kan indtræde et år
efter, at en administrativ myndighed, et
privat klagenævn eller lignende har
givet meddelelse om sin afgørelse i en
sag om en fordrings eksistens eller
størrelse, jf. § 21, stk. 2 og 3, i
forslaget til ny forældelseslov. Denne
bestemmelse vil finde anvendelse på
sager, der behandles i
Patientforsikringsforeningen og
Patientskadeankenævnet.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 25
(lov om skove)
Den foreslåede § 58 a
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 26
(naturbeskyttelsesloven)
Den foreslåede § 55 a
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 27
(lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag)
Bestemmelsen vil
medføre, at det offentliges ret til at
indkræve forskudsvist udbetalt bidrag
forældes efter 10 år og ikke som hidtil
20 år. Det bemærkes i den forbindelse,
at der vil være tale om en absolut
frist. § 3 i forslaget til ny
forældelseslov, herunder
suspensionsreglen i stk. 2, vil ikke
finde anvendelse ved sådanne krav. De
øvrige regler i forslaget til ny
forældelseslov vil finde anvendelse på
kravene.
Lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
indeholder ikke andre bestemmelser om
forældelse. Bestemmelserne i forslaget
til ny forældelseslov om afbrydelse af
forældelse mv. vil derfor i øvrigt finde
anvendelse på forældelse af fordringer
omfattet af lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
jf. § 28 i forslaget til ny
forældelseslov.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 28
(lov om ægteskabets retsvirkninger)
Ved bestemmelsen
foreslås §§ 26 og 27 i lov om
ægteskabets retsvirkninger ophævet.
Herved ophæves den særlige
forældelsesregel i den nugældende § 26,
1. pkt., hvorefter krav på hustruen af
den i lovens § 11 nævnte art forældes i
løbet af 1 år, når manden tillige hæfter
for gælden.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Endvidere
henvises til den særlige
overgangsbestemmelse i lovforslagets
§ 47, stk. 7.
Til § 29
(lov om ophørsstøtte til jordbrugere)
Den foreslåede § 19 b
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 30
(landdistriktsstøtteloven)
Den foreslåede § 23 b
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Endvidere henvises
til den særlige overgangsregel i
lovforslagets § 47, stk. 6, for så vidt
angår tilskud, der er udbetalt i medfør
af de i landdistriktsstøttelovens § 28,
stk. 2, nævnte love.
Til § 31
(lov om ophørsstøtte til
erhvervsfiskere)
Den foreslåede § 12 b
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 32
(fiskeriudviklingsloven)
Den foreslåede § 9 a
vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 33
(lov om opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner)
En
forskningsinstitution har, hvor en
arbejdstager som led i sit arbejde ved
institutionen har gjort en opfindelse,
krav på at få de til opfindelsen
knyttede rettigheder overdraget til sig,
jf. § 8, stk. 1, i lov om arbejdstageres
opfindelser. Ifølge lovens § 11, stk. 4,
skal forskningsinstitutionen inden for
en nærmere angivet frist tage stilling
til, om den ønsker de til opfindelsen
knyttede rettigheder overdraget, eller
om arbejdstageren bevarer rettighederne.
Hvis retten til en opfindelse, der er
overdraget til forskningsinstitutionen,
udnyttes erhvervsmæssigt, er den
arbejdstager, der har gjort opfindelsen,
berettiget til et vederlag fra
institutionen, jf. lovens § 12, stk. 1.
Hvis omvendt arbejdstageren, der har
gjort opfindelsen, udnytter retten til
opfindelsen erhvervsmæssigt, er
forskningsinstitutionen berettiget til
et vederlag, jf. lovens § 12, stk. 2.
Ifølge lovens § 17
forældes de vederlagskrav, som en
arbejdstager eller en
forskningsinstitution vil være
berettiget til efter lovens § 12, efter
5 år. Endvidere bestemmes det, at
1908-lovens regler finder tilsvarende
anvendelse, når en arbejdstager har
modtaget forskningsinstitutionens
afgørelse om, hvorvidt den selv ønsker
at udnytte opfindelsen erhvervsmæssigt,
eller om den overlader adgangen hertil
til arbejdstageren.
Lov om opfindelser
ved offentlige forskningsinstitutioner
foreslås ændret som følge det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 17
i lov om opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende vederlagskrav
vil forældes efter reglerne i forslaget
til ny forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forældelsesfristen
vil ifølge § 2, stk. 1, i forslaget til
ny forældelseslov skulle regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen opfyldt. Det vil i forhold
til krav på vederlag efter § 12 i lov om
opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner indebære, at
forældelsesfristen som hidtil vil skulle
regnes fra det tidspunkt, hvor
arbejdstageren har modtaget
institutionens afgørelse efter § 11,
stk. 4, om, hvorvidt den ønsker at få de
til opfindelsen knyttede rettigheder
overdraget.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 34
(lov om byfornyelse og udvikling af
byer)
Den foreslåede § 103
b vil medføre, at tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale som
EU-midler, i deres helhed forældes efter
de regler, der er fastsat i de gældende
forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes
efter artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95 af
18. december 1995 om beskyttelse af De
Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist,
der som udgangspunkt er 4 år fra det
tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil
omfatte tilbagesøgningskrav og
eventuelle krav på renter i forbindelse
hermed.
Ved nationale midler
forstås midler, der ikke er EU-midler.
Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten,
regioner og kommuner, og private samt
midler fra organer i grænseområdet
mellem den offentlige og den private
sektor. Bestemmelsen vil også omfatte
midler fra udenlandske offentlige
myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke
vedrøre den strafferetlige forældelse,
som er reguleret ved straffelovens § 93.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 35
(lov om social service)
Som en konsekvens af
lovforslaget § 20, nr. 1, hvorved § 17,
stk. 5 i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension foreslås ophævet,
foreslås § 43, stk. 6, i lov om en
social service ændret, da der i denne
bestemmelse bl.a. henvises til § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Til § 36
(skatteforvaltningsloven)
Til nr. 1 (§ 27, stk. 1, nr. 7, og § 32,
stk. 1, nr. 1)
Det foreslås, at den
periode, for hvilken der kan ske
genoptagelse som følge af underkendelse
af hidtidig praksis, tilpasses
forældelsesfristerne i det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven).
Genoptagelse kan i
dag foretages fra og med det indkomstår
henholdsvis den afgiftsperiode, der er
påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år
forud for underkendelsen af praksis.
Forslaget indebærer, at den periode, i
hvilken der kan ske genoptagelse,
nedsættes til 3 år.
Forslaget ændrer ikke
på det andet led i bestemmelsen,
hvorefter genoptagelse – som alternativ
til den netop nævnte regel – kan ske fra
og med det indkomstår henholdsvis den
afgiftsperiode, der var til prøvelse i
den første sag, der resulterede i
underkendelsen af praksis. Ligger det
indkomstår henholdsvis den
afgiftsperiode, der var til prøvelse i
den første sag, der resulterede i
underkendelsen af praksis, længere
tilbage end 3 år, vil forslaget således
være uden betydning for adgangen til
genoptagelse efter bestemmelsen.
Ligger indkomståret
eller afgiftsperioden mere end 10 år
tilbage, vil genoptagelse dog være
begrænset til 10 år, som følge af
forældelse af skattekravet, jf.
forslaget til skatteforvaltningslovens
§ 34 a, stk. 4, om en absolut
forældelsesfrist på 10 år for krav
afledt af ekstraordinære
ansættelsesændringer.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.9.2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 og 3 (§ 27, stk. 4 og § 32,
stk. 4)
Ved dette forslag
konsekvensændres
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 og
§ 32, stk. 4, som følge af det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov,
der blandt andet indebærer, at
1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at de
særlige regler i skatteforvaltningsloven
om, at visse krav afledt af en
ekstraordinær skatteansættelse,
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse ikke er undergivet
forældelse efter 1908-loven ophæves og
erstattes med § 34 a om forældelse af
skattekrav, jf. forslagets nr. 3
umiddelbart nedenfor.
Til nr. 4 (§§ 34 a og 34 b)
Til § 34 a
Det foreslås, jf.
stk. 1 , at krav afledt af en
ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf.
skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, og
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32,
som udgangspunkt forældes efter reglerne
i den nye forældelseslov.
Dog foreslås det på
enkelte punkter, at forældelseslovens
almindelige regler fraviges, jf.
stk. 2-4.
Det foreslås i
stk. 2 , at forældelsesfristen for
det krav, der er afledt af en
skatteansættelse, fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse
afbrydes ved myndighedernes varsel om
ansættelsen, hvis varslingen er afsendt
inden forældelsesfristens udløb.
Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen
eller fastsættelsen, hvor denne kan
foretages uden varsel, jf.
skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3,
er foretaget inden forældelsesfristens
udløb. Der er tale om en udvidelse af
adgangen til at afbryde forældelsen i
forhold til den foreslåede nye
forældelseslovs kapitel 6 om foreløbig
afbrydelse.
Bestemmelsen skal ses
i sammenhæng med § 21, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov. Ifølge
denne bestemmelse vil den
skattepligtiges anmodning om
genoptagelse af en ansættelse medføre
foreløbig afbrydelse af forældelsen. Den
foreslåede bestemmelse i stk. 2
medfører, at told- og
skatteforvaltningens afsendelse af
varsel om eller foretagelse af en
ansættelse inden forældelsesfristens
udløb ligeledes medfører foreløbig
afbrydelse af forældelsen. Samtidig
indebærer bestemmelsen, at ændringer,
der varsles eller foretages af told- og
skatteforvaltningen inden for
ansættelsesfristerne i
skatteforvaltningsloven, jf. kapitel 9
og 11, udløser en foreløbig afbrydelse
af forældelsen.
Forældelse af krav
afledt af ansættelsen indtræder herefter
tidligst et år efter, at myndigheden har
givet meddelelse om afgørelsen.
Forældelsen afbrydes såvel i relation
til krav, der gøres gældende af told- og
skatteforvaltningen, som krav, der
rejses af den skatte- eller
afgiftspligtige.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.9.2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Ved stk. 3
foreslås det, at forældelsesfristen for
krav afledt af en skatteansættelse
vedrørende kontrollerede transaktioner
foretaget efter skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 5, fastsættes til 5 år
svarende til den forældelsesfrist, der i
dag gælder for disse krav.
Bestemmelsen betyder,
at krav afledt af ansættelsesændringer,
der foretages inden for den nuværende
ordinære ansættelsesfrist vedrørende
kontrollerede transaktioner, der er
forlænget med 2 år i forhold til de
ordinære ansættelsesfrister efter
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og
2, forældes 5 år efter
forfaldstidspunktet.
Forfaldstidspunktet
afhænger af kravets karakter. For
fysiske personer forfalder
restskattekrav normalt i 3 rater,
henholdsvis den 1. september, 1. oktober
og 1. november i året efter
indkomstårets udløb, jf.
kildeskattelovens § 61, stk. 4.
Forfaldstidspunktet for selskabsskatter
er den 1. november i kalenderåret efter
indkomståret, jf. selskabsskattelovens
§§ 30, stk. 1, og 30 A, stk. 1.
Skattekravet vedrørende »Transfer
Pricing« reguleringer vil dermed som
udgangspunkt forældes i det 6. år efter
indkomstårets udløb.
Bestemmelsen vil
kunne kombineres med den foreslåede
regel i stk. 2. Er varsel om ansættelsen
afsendt inden for forældelsesfristen
efter stk. 3, vil det afledte skattekrav
således tidligst forældes et år efter,
at told- og skatteforvaltningen har
givet meddelelse om afgørelsen.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.9.2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
stk. 4 , at skatte- og afgiftskrav
afledt af en ansættelse, der efter
fristreglerne i skatteforvaltningslovens
§§ 27 og 32 kan foretages uden for den
ordinære ansættelsesfrist på 3 år, ikke
undergives den korte 3-årige
forældelsesfrist, men alene en absolut
forældelsesfrist på 10 år. Den 10-årige
frist kan ikke suspenderes efter § 3,
stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Forslaget indebærer,
at der alene gælder en absolut
forældelsesfrist på 10 år regnet fra
forfaldstidspunktet i alle tilfælde,
hvor kravet er afledt af en
ekstraordinær ansættelse.
Bestemmelsen vil
kunne kombineres med den foreslåede
regel i stk. 2. Er varsel om den
ekstraordinære ansættelse afsendt inden
for udløbet af forældelsesfristen efter
stk. 4, vil det afledte skatte- eller
afgiftskrav således tidligst forældes et
år efter, at told- og
skatteforvaltningen har givet meddelelse
om afgørelsen.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.9.2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 34 b
Det foreslås i § 34
b, at unddragne skatter, der er indtalt
under en straffesag, i hvilken tiltalte
findes skyldig, jf. skattekontrollovens
§ 19 A, kan gøres gældende under sagen
også efter udløb af de almindelige
forældelsesfrister, jf. 1. pkt.
En tilsvarende regel findes i § 13 i det
samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov (forældelsesloven)
vedrørende erstatning og godtgørelse i
anledning af strafbare forhold.
Som efter den
foreslåede § 13 er det en betingelse for
anvendelsen af bestemmelsen, at der er
gennemført en straffesag, og at tiltalte
findes skyldig.
Efter 2. pkt.
kan skattekravet ligeledes gøres
gældende, hvis varsel om ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift afsendes inden et
år efter endelig afgørelse i en
straffesag, i hvilken tiltalte er fundet
skyldig, eller inden et år efter
skyldnerens vedtagelse af bøde eller
anden strafferetlig sanktion. Det er
ikke en betingelse for tillægsfristen,
at skattekravet er gjort gældende under
straffesagen.
Der findes ligeledes
en bestemmelse om en 1-årig tillægsfrist
i § 13 i det samtidig fremsatte forslag
til ny forældelseslov. Den her
foreslåede tillægsfrist på 1 år løber
som fristen efter § 13 fra endelig
afgørelse i en straffesag eller
skyldners vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion. Den foreslåede
tillægsfrist vil endvidere tilsvarende
§ 13 kunne kombineres med andre
tillægsfrister og bestemmelser om
foreløbig afbrydelse i forslaget til ny
forældelseslov.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.9.2.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 37
(lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion)
Den gældende § 30 i
lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
bestemmer, at 1908-loven finder
anvendelse på krav på
arbejdsgiverbidrag, tilskud og andre
ydelser efter loven.
Lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion foreslås
ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), der bl.a.
indebærer, at 1908-loven ophæves, jf.
§ 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 30
i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
ophæves. Det vil medføre, at de
pågældende krav vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 38
(lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse)
Den gældende § 13,
stk. 20, i lov om godtgørelse ved
deltagelse i erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse bestemmer, at 1908-loven
finder anvendelse på krav på
arbejdsgiverbidrag, tilskud og andre
ydelser efter loven.
Lov om godtgørelse
ved deltagelse i erhvervsrettet voksen-
og efteruddannelse foreslås ændret som
følge det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer,
at 1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2,
i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at
§ 13, stk. 20, i lov om godtgørelse ved
deltagelse i erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til
ny forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 39
(lov om bonus til elever i
ungdomsuddannelse med lønnet praktik)
Den gældende § 5,
stk. 3, i lov om bonus til elever i
ungdomsuddannelse med lønnet praktik
indeholder bl.a. en henvisning til § 30
i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion,
der ved lovforslagets § 37 foreslås
ophævet.
Det foreslås derfor,
at henvisningen udgår. Det vil medføre,
at de pågældende krav vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 40
(produktsikkerhedsloven)
Produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3,
foreslås ophævet, da den bliver
overflødig som følge af forslagene til
nyaffattelse af købelovens § 54, stk. 2,
og § 83, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2 og 4.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.1.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Endvidere
henvises til den særlige
overgangsbestemmelse i lovforslagets
§ 47, stk. 8.
Til § 41
(lov om tilsyn med firmapensionskasser)
Den gældende § 9 i
lov om tilsyn med firmapensionskasser
bestemmer, at krav, der er grundede i
pensionsløftet, forældes 2 år efter
udgangen af det kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik kundskab om kravet
og om, at det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets forfaldstid.
Bestemmelsen henviser til, at reglerne i
§§ 1-3 i 1908-loven i øvrigt finder
anvendelse. Bestemmelsen svarer til § 29
i forsikringsaftaleloven.
Lov om tilsyn med
firmapensionskasser foreslås ændret som
følge det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer,
at 1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2,
i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at § 9
i lov om tilsyn med firmapensionskasser
ophæves. Det vil medføre, at de
pågældende krav vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forslaget om at
ophæve bestemmelsen er endvidere en
konsekvens af forslaget til ændring af
forsikringsaftalelovens § 29, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2, hvorved de
særlige forældelsesfrister på
forsikringsområdet ophæves. Baggrunden
herfor er, at der ikke fortsat er
særlige hensyn, der taler for kortere
forældelsesfrister på
forsikringsområdet, og at den foreslåede
nye forældelseslov som udgangspunkt også
bør gælde på forsikringsaftalelovens
område. De øvrige særlige
forældelsesregler, som foreslås indsat i
forsikringsaftaleloven, er ikke
relevante i forhold til krav omfattet af
den gældende § 9 i lov om tilsyn med
firmapensionskasser.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 42
(lov om ligebehandling af mænd og
kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger)
Den gældende § 12 i
lov om ligebehandling af mænd og kvinder
inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger bestemmer, at krav på
betaling som følge af lovens §§ 9 og 11
forældes 2 år efter udgangen af det
kalenderår, i hvilket fordringshaveren
fik kundskab om kravet og om, at det er
forfaldet, og i alt fald 5 år efter
kravets forfaldstid. Bestemmelsen
henviser til, at reglerne i §§ 1-3 i
1908-loven i øvrigt finder anvendelse.
Bestemmelsen svarer til § 29 i
forsikringsaftaleloven.
Lov om ligebehandling
af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger
foreslås ændret som følge det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse
af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves,
jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 12
i lov om ligebehandling af mænd og
kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til
ny forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forslaget om at
ophæve bestemmelsen er endvidere en
konsekvens af forslaget til ændring af
forsikringsaftalelovens § 29, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2, hvorved de
særlige forældelsesfrister på
forsikringsområdet ophæves. Baggrunden
herfor er, at der ikke fortsat er
særlige hensyn, der taler for kortere
forældelsesfrister på
forsikringsområdet, og at den foreslåede
nye forældelseslov som udgangspunkt også
bør gælde på forsikringsaftalelovens
område. De øvrige særlige
forældelsesregler, som foreslås indsat i
forsikringsaftaleloven, er ikke
relevante i forhold til krav omfattet af
den gældende § 12 i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden
for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 43
(lov om arbejdstageres opfindelser)
Har en arbejdstager
gjort en opfindelse, som denne må anses
at være nået til gennem sin tjeneste, er
arbejdsgiveren berettiget til at kræve
retten til opfindelsen overdraget til
sig, såfremt udnyttelsen af opfindelsen
falder inden for virksomhedens
arbejdsområde. Samme ret har
arbejdsgiveren, hvis arbejdstagerens
opfindelse angår en nærmere angiven
opgave, som virksomheden har stillet den
pågældende, jf. reglerne i § 5 i lov om
arbejdstageres opfindelser.
Erhverver
arbejdsgiveren retten til en af
arbejdstageren gjort opfindelse, er
arbejdstageren som udgangspunkt
berettiget til rimelig godtgørelse, jf.
lovens § 8, stk. 1 og 2.
Det er fastsat i den
gældende § 8, stk. 3, i lov om
arbejdstageres opfindelser, at kravet på
fastsættelse af godtgørelse forældes på
5 år i overensstemmelse med 1908-loven,
idet forældelsesfristen regnes fra det
tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har
tilkendegivet, at han ønsker at erhverve
opfindelsen.
Lov om arbejdstageres
opfindelser foreslås ændret som følge
det samtidig fremsatte forslag til lov
om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer,
at 1908-loven ophæves, jf. § 29, stk. 2,
i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at § 8,
stk. 3, i lov om arbejdstageres
opfindelser ophæves. Det vil medføre, at
krav på godtgørelse vil forældes efter
reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forældelsesfristen
vil ifølge § 2, stk. 1, i forslaget til
ny forældelseslov skulle regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen opfyldt. Det vil i forhold
til krav på godtgørelse efter § 8,
stk. 1 og 2, i lov om arbejdstageres
opfindelser indebære, at
forældelsesfristen som hidtil vil skulle
regnes fra det tidspunkt, hvor
arbejdstageren har modtaget
arbejdsgiverens tilkendegivelse af, at
denne ønsker at erhverve opfindelsen.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 44
(søloven)
Det vil følge af § 28
i det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov, at der efter afbrydelse
af forældelsesfrister fastsat i en anden
lov, herunder fristerne i sølovens
§ 501, stk. 1, vil løbe en ny
forældelsesfrist bestemt efter den nye
forældelseslovs regler, såfremt andet
ikke følger af den anden lov eller af
forholdets særlige beskaffenhed.
Det foreslås, at der
indsættes et nyt 3. pkt. i § 501,
stk. 5, hvorved det bestemmes, at
længden af forældelsesfristen, der løber
efter afbrydelsen af forældelsen af
fordringer omfattet af sølovens § 501,
bestemmes efter § 501, stk. 1, og ikke
efter de almindelige forældelsesregler.
Det foreslås dog, at
hvis der i forbindelse med afbrydelsen
af forældelsen, skabes et særligt
retsgrundlag, eksempelvis i form af en
dom, fastlægges længden af
forældelsesfristen, der løber efter
afbrydelsen, efter § 5, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Spørgsmålet om,
hvorledes afbrydelse kan ske, behandles
i sølovens § 501, stk. 3, der bestemmer,
at forældelse afbrydes ved foretagelse
af retsskridt eller ved anmeldelse til
en dispachør, såfremt det tilkommer en
dispachør at træffe afgørelse om
fordringen.
Spørgsmål om
suspension, beregning af
forældelsesfristens længde mv. vil blive
afgjort efter reglerne i forslaget til
ny forældelseslov, jf. dog sølovens
§ 501, stk. 5, 2. pkt., hvorved det
bestemmes, at fordringer omfattet af
stk. 1, nr. 3, 4 og 5, senest skal være
forældet tre år efter den dag, da
udskibningen fandt sted eller skulle
have fundet sted. Endvidere vil reglerne
om foreløbig afbrydelse, jf. kapitel 6 i
det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov, også finde anvendelse på
krav omfattet af sølovens § 501, stk. 1.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 45
(konkurrenceloven)
Den forslåede
bestemmelse i stk. 1 præciserer,
at forældelse af erstatningskrav som
følge af konkurrencelovsovertrædelser
forældes efter forældelseslovens regler.
Forslagets stk. 2
, indebærer, at forældelseslovens
§ 21, stk. 2, vil finde anvendelse, når
Konkurrencerådet træffer en afgørelse,
der er afgørende for en fordrings
eksistens eller størrelse. Afgørelsen
skal angå skyldner, og fordringshaver
skal have indgivet en klage, der indgår
i behandlingen af sagen.
Forslaget til § 21,
stk. 2, i den nye forældelseslov
indebærer, at indbringelse for
administrativ myndighed af en sag om en
fordrings eksistens eller størrelse
eller en sag, som er afgørende herfor,
skal have foreløbig afbrydelsesvirkning,
således at indbringelsen skal følges op
inden 1 år efter myndighedens afgørelse,
medmindre den almindelige frist først
udløber på et senere tidspunkt. Det
forudsættes herved, at fordringshaver er
part i sagen.
På det
konkurrenceretlige område er
partsbegrebet meget snævert. En
fordringshaver, der har indgivet en
klage til Konkurrencerådet, vil derfor
som altovervejende hovedregel ikke være
part i rådssagen. Parten vil alene være
den virksomhed, der er klaget over, og
som Konkurrencerådets afgørelse retter
sig mod. Tilsvarende vil være gældende i
en sag for Konkurrenceankenævnet, hvor
parterne normalt vil være
Konkurrencerådet og den virksomhed, som
Konkurrenceankenævnets afgørelse retter
sig mod.
Det vil herefter være
en betingelse, at der i sagens
behandling indgår en klage, som
fordringshaveren har indgivet til
Konkurrencerådet, men ikke, at
fordringshaveren selv er part i sagen.
På dette punkt fraviges den foreslåede
bestemmelse i § 21, stk. 2, i forslaget
til ny forældelseslov.
At fordringshaverens
klage skal indgå i sagens behandling
indebærer, at klagen skal være indgivet
til myndigheden, forinden høringsudkast
til afgørelse er udsendt til den
virksomhed, der er klaget over, jf.
konkurrencelovens § 15 a, stk. 2. Det er
datoen for afsendelsen af det første
høringsudkast efter konkurrencelovens
§ 15 a, stk. 2, der er afgørende.
Efterfølgende klager, herunder tillige
klager modtaget før udsendelse af evt.
yderligere høringsudkast efter
konkurrencelovens § 15 a, stk. 2, vil
ikke være omfattet. Det vil af
afgørelsen fremgå, hvilke klager sagen
behandles på baggrund af.
Klagen skal efter de
almindelige betingelser i forslaget til
forældelseslovens § 21, stk. 2, være
indgivet inden forældelsesfristens
udløb.
Efter den foreslåede
nye forældelseslovs § 21, stk. 2, vil
den foreløbige afbrydelse også have
virkning under en efterfølgende
indbringelse af sagen for
Konkurrenceankenævnet, hvis
fordringshavers (oprindelige) klage til
Konkurrencerådet indgik i rådets
behandling af sagen. Det vil gælde,
uanset om det er fordringshaver, der
indbringer rådets afgørelse for
Konkurrenceankenævnet.
Da
Konkurrencestyrelsen træffer afgørelse
på Konkurrencerådets vegne, vil en
afgørelse truffet af styrelsen også være
omfattet af den foreslåede § 25.
Forslagets stk. 3
giver mulighed for, at
forældelseslovens § 21, stk. 2, kan
anvendes af en fordringshaver i sager,
der indbringes for
Konkurrenceankenævnet, hvor den
pågældende ikke har indgivet en klage,
der er indgået i Konkurrencerådets
behandling af sagen i første instans.
Efter nr. 1
finder bestemmelsen i den foreslåede nye
forældelseslovs § 21, stk. 2, for det
første anvendelse, hvis fordringshaver
har indbragt en afgørelse fra
Konkurrencerådet for
Konkurrenceankenævnet.
Efter nr. 2
finder bestemmelsen for det andet
anvendelse, hvis fordringshaver
indtræder som biintervenient til støtte
for en af parterne i ankesagen.
Indtrædelse som biintervenient kan ske
helt frem til det tidspunkt, hvor sagen
behandles i Konkurrenceankenævnet, men
inden endelig afgørelse træffes.
Efter de almindelige
betingelser i forslaget til
forældelseslovens § 21, stk. 2, vil
afgørelsen skulle være indbragt,
henholdsvis indtrædelse som
biintervenient være sket inden
forældelsesfristens udløb.
Der henvises i øvrigt
til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 46
Bestemmelsen
indeholder lovens ikrafttrædelsesregel.
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. januar 2008.
Til § 47
Bestemmelsen
indeholder lovens overgangsregler.
Stk. 1 og 2
svarer til § 30, stk. 1 og 3, i
forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), hvortil
der henvises.
Det foreslåede
stk. 3 vedrører
ikrafttrædelsesdatoen for ændringen af
købelovens § 54, stk. 2 og 3, og § 83,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1. Ved
stk. 3 foreslås det, at de foreslåede
undtagelser til købelovens
reklamationsfrist alene skal gælde for
aftaler om køb, der indgås efter lovens
ikrafttræden.
Ved stk. 4
foreslås det, at den foreslåede nye
regel i købelovens § 54, stk. 4, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, skal gælde for
krav, der fremsættes af en senere
erhverver i anledning af en aftale, som
denne har indgået efter lovens
ikrafttræden. Det afgørende for, om
forbrugeren kan påberåbe sig den
foreslåede § 54, stk. 3, vil således
være, om forbrugeren i forhold til sin
umiddelbare medkontrahent har indgået
købsaftalen efter lovens ikrafttræden. I
så fald vil forbrugeren – hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt
– kunne gøre et erstatningsansvar i
anledning af mangler ved salgsgenstanden
gældende over for en producent eller et
andet tidligere led i omsætningskæden
inden for en periode af 2 år – eller for
de i stk. 2 og 3 nævnte krav 10 år – fra
forfaldstiden i forholdet mellem
producenten mv. og dennes umiddelbare
medkontrahent, selvom disse har aftalt
en kortere reklamationsfrist. Det vil
være uden betydning, hvornår aftalen
mellem de tidligere led i
omsætningskæden er indgået. Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ved stk. 5
foreslås, at den foreslåede § 29,
stk. 6, i forsikringsaftaleloven, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2, alene skal
finde anvendelse på aftaler, der indgås
efter lovens ikrafttræden. § 29, stk. 6,
omhandler ufravigelighed af
forsikringsaftalelovens
forældelsesregler.
Det foreslås ved
stk. 6, at krav på tilbagebetaling
af uberettiget modtagne tilskud i medfør
af de i landdistriktsstøttelovens § 28,
stk. 2, i øvrigt ophævede love forældes
efter landdistriktsstøttelovens § 23 a,
som indsat ved lovforslagets § 30, nr.
1, i overensstemmelse med lovforslagets
§ 47, stk. 1 og 2. Henvisningen til
stk. 1 vil bl.a. bevirke, at
landdistriktsstøttelovens § 23 a kun
finder anvendelse på tidligere stiftede
fordringer, som ikke inden
ikrafttrædelsesdagen er forældet efter
de hidtil gældende regler.
Det foreslåede
stk. 7 skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 28, hvorved §§ 26 og 27
i lov om ægteskabets retsvirkninger
foreslås ophævet. Der foreslås i den
forbindelse en overgangsregel, som vil
indebære, at de gældende regler i § 26,
1. pkt., og § 27 i lov om ægteskabets
retsvirkninger videreføres i en
overgangsperiode. Det følger således af
det foreslåede stk. 7, at krav på en
hustru, der er omfattet af § 11, stk. 1,
i lov om ægteskabets retsvirkninger, og
som er stiftet inden lovens
ikrafttræden, forældes i løbet af 1 år,
når manden tillige hæfter for gælden.
Det gælder dog ikke, hvis hustruen har
påtaget sig et videregående ansvar.
Det foreslås ved
stk. 8, at produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, der i øvrigt foreslås
ophævet ved lovforslagets § 40, fortsat
finder anvendelse på genstande, der er
købt, inden loven træder i kraft. Det
afgørende tidspunkt er købsaftalens
indgåelse. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med stk. 3, der indeholder en
overgangsregel for den foreslåede
nyaffattelse af købelovens § 54, stk. 2,
som erstatter produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3. Det foreslåede stk. 8 har
til formål at hindre, at visse køb
hverken omfattes af den hidtil gældende
produktsikkerhedslovs § 12, stk. 3,
eller af den foreslåede § 54, stk. 2, i
købeloven.
Til § 48
Bestemmelsen vedrører
lovens territoriale gyldighed, og vil
indebære, at loven som udgangspunkt ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Det
foreslås dog, at lovens §§ 1, 2, 5-11,
13-15, 24, 28, 43 og § 44 (ændringerne
af købeloven, forsikringsaftaleloven,
miljøskadeerstatningsloven,
produktansvarsloven,
atomskadeerstatningsloven,
erstatningsansvarsloven,
gældsbrevsloven, ikrafttrædelsesloven
til straffeloven, konkursloven,
dødsboskifteloven, renteloven,
kreditaftaleloven, lov om klage- og
erstatningsadgangen inden for
sundhedsvæsenet, lov om ægteskabets
retsvirkninger, lov om arbejdstageres
opfindelser og søloven) ved kongelig
anordning helt eller delvist kan sættes
i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger,
og at lovens §§ 1, 2, 5-9, 11, 13-15,
19, 21, 28, 43 og 44 (ændringerne af
købeloven, forsikringsaftaleloven,
miljøskadeerstatningsloven,
produktansvarsloven,
atomskadeerstatningsloven,
erstatningsansvarsloven,
gældsbrevsloven, konkursloven,
dødsboskifteloven, renteloven,
kreditaftaleloven, lov om Lønmodtagernes
Garantifond, arbejdsskadesikringsloven,
lov om ægteskabets retsvirkninger, lov
om arbejdstageres opfindelser og
søloven) ved kongelig anordning helt
eller delvist kan sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
Justitsministeriet
|
|
|
§ 1
|
|
|
I lov om
køb, jf. lovbekendtgørelse
nr. 237 af 28. marts 2003,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 1.
Denne lovs bestemmelser
kommer kun til anvendelse,
for så vidt ikke andet er
udtrykkelig aftalt, eller må
anses for indeholdt i
aftalen eller følger af
handelsbrug eller anden
sædvane. |
|
|
Stk. 2. I forbrugerkøb,
jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1,
§ 4 a, § 50, §§ 55-58, §§ 74
og 75, § 76, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2 og 3,
§§ 77-79, § 80, stk. 1, og
§§ 81-87 dog ikke fraviges
til skade for køberen.
|
|
|
|
|
1.
I
§ 1 indsættes som stk.3:
|
|
|
»Stk. 3. Bestemmelsen i
§ 54, stk. 4, kan ikke
fraviges til skade for en
senere erhverver, som
hovedsagelig handler uden
for sit erhverv.«
|
|
|
|
§ 54.
--- |
|
2.
§ 54, stk. 2,
affattes således:
|
Stk. 2. Ved køb af
byggematerialer er den i
stk. 1 nævnte frist 5 år fra
byggeriets aflevering, dog
højst 6 år fra overgivelsen
af materialerne til køberen.
|
|
»Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke
anvendelse, hvis
salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en
offentlig myndighed skal
tilbagekaldes eller
destrueres, fordi den udgør
en fare.« |
|
|
|
|
|
3.
I
§ 54 indsættes som
stk. 3 og
4: |
|
|
»
Stk. 3. Bestemmelsen i
stk. 1 finder heller ikke
anvendelse ved køb af
byggematerialer.
|
|
|
Stk. 4. En aftale om en
kortere frist for at
påberåbe sig en mangel end
efter stk. 1 eller en aftale
om en frist for at påberåbe
sig en mangel ved køb
omfattet af stk. 2 eller 3
kan ikke gøres gældende over
for en senere erhverver, som
hovedsagelig handler uden
for sit erhverv, i det
omfang denne i øvrigt vil
kunne kræve erstatning for
mangler ved
salgsgenstanden.«
|
|
|
|
§ 83.
--- |
|
4.
§ 83, stk. 2,
affattes således:
|
Stk. 2. § 54, stk. 2,
finder tilsvarende
anvendelse. |
|
»
Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke
anvendelse, hvis
salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en
offentlig myndighed skal
tilbagekaldes eller
destrueres, fordi den udgør
en fare. Stk. 1 finder
heller ikke anvendelse ved
køb af byggematerialer.«
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
I lov om
forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 999 af
5. oktober 2006, som ændret
ved § 5 i lov nr. 539 af 8.
juni 2006, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
|
|
1.
§ 24 affattes
således: |
§ 24.
Forsikringsydelsen kan
fordres betalt 14 dage
efter, at selskabet har
været i stand til at
indhente de oplysninger, der
er fornødne til bedømmelse
af forsikringsbegivenheden
og fastsættelse af
forsikringsydelsens
størrelse. Er det, forinden
endelig opgørelse kan finde
sted, givet, at selskabet i
alt fald skal betale en del
af det krævede beløb kan
denne del forlanges udbetalt
overensstemmende med
reglerne i 1ste punktum.
|
|
»
§ 24. Forsikringsydelsen
kan kræves betalt 14 dage
efter, at selskabet har
været i stand til at
indhente de oplysninger, der
er nødvendige til bedømmelse
af forsikringsbegivenheden
og fastsættelse af
forsikringsydelsens
størrelse. Er det, forinden
endelig opgørelse kan finde
sted, givet, at selskabet i
alt fald skal betale en del
af det krævede beløb, kan
denne del forlanges udbetalt
efter bestemmelsen i 1. pkt.
|
Stk. 2. Beløbet skal af
selskabet forrentes fra det
tidspunkt, hvor det kan
kræves betalt efter stk. 1,
med en årlig rente, der
svarer til den fastsatte
referencesats med et tillæg
på 7 pct. Som referencesats
anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat
henholdsvis pr. 1. januar og
1. juli det pågældende år.
Justitsministeren kan hvert
andet år efter forhandling
med Danmarks Nationalbank og
Økonomi- og
Erhvervsministeriet ændre
renten, dog således at den i
1. pkt. nævnte tillæg ikke
kan fastsættes til mindre
end 7 pct. |
|
Stk. 2. Beløbet
forrentes fra det tidspunkt,
hvor det kan kræves betalt
efter stk. 1, med en årlig
rente, der svarer til den
fastsatte referencesats med
et tillæg på 7 pct. Som
referencesats anses i denne
lov den officielle
udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat
henholdsvis pr. 1. januar og
1. juli det pågældende år.
Justitsministeren kan hvert
andet år efter forhandling
med Nationalbanken og
økonomi- og
erhvervsministeren ændre
renten, dog således at
tillægget ikke kan
fastsættes til mindre end 7
pct. |
Stk. 3. Det kan ikke med
retsvirkning vedtages, at
forfaldstiden skal være
afhængig af nogen beslutning
af selskabet eller deraf, at
dette ved dom er tilpligtet
at betale. |
|
Stk. 3. Det kan ikke med
retsvirkning aftales, at
tidspunktet efter stk. 1
skal være afhængigt af en
beslutning, der træffes af
selskabet, eller af, at
selskabet ved dom tilpligtes
at betale. |
Stk. 4. Ved
ansvarsforsikring gælder
stk. 1-3 ikke for den
skadelidtes erstatningskrav
mod selskabet. |
|
Stk. 4. Ved
ansvarsforsikring gælder
stk. 1-3 ikke for den
skadelidtes krav mod
selskabet.« |
|
|
|
|
|
2.
§ 29 affattes
således: |
§ 29.
Krav, der er grundede i
forsikringsaftalen, forældes
2 år efter udgangen af det
kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik
kundskab om kravet og om, at
det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets
forfaldstid. I øvrigt finder
reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 §§ 1-3
anvendelse. |
|
»
§ 29. Krav i anledning
af forsikringsaftalen
forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog
stk. 2-6. |
Stk. 2. Ved
ansvarsforsikring, hvor
selskabet hæfter umiddelbart
over for skadelidte,
forældes skadelidtes krav
mod selskabet efter de samme
regler, som gælder for
skadelidtes krav mod
skadevolderen. |
|
Stk. 2. Bestemmelsen i
forældelseslovens § 2,
stk. 2, finder ikke
anvendelse i tilfælde, hvor
betalingsfristen for
forsikringsydelsen
fastsættes i medfør af § 24,
stk. 1. |
|
|
Stk. 3. Ved
personforsikring, hvor
forsikringsbegivenheden er
skadens indtræden eller
konstatering, indtræder
forældelse af krav på
forsikringsydelsen senest 10
år fra den dag, da ydelsen
kunne kræves betalt, jf. dog
forældelseslovens § 8, 1.
pkt. |
|
|
Stk. 4. Hvis en
skadelidt inden udløbet af
forældelsesfristen for et
krav mod en sikret indtræder
i den sikredes ret imod
selskabet i medfør af § 95,
forældes skadelidtes krav
mod selskabet tidligst et år
efter indtrædelsen.
|
|
|
Stk. 5. Er en skade
inden forældelsesfristens
udløb anmeldt til selskabet,
indtræder forældelse af
krav, som skaden giver
anledning til, tidligst et
år efter selskabets
meddelelse om, at det helt
eller delvist afviser
kravet. Hvis selskabet
anerkender, at der
foreligger en
dækningsberettiget skade,
men anmoder om yderligere
oplysninger med henblik på
opgørelse af kravets
størrelse, indtræder
forældelse 3 år efter
selskabets meddelelse herom.
|
|
|
Stk. 6. Ved
forbrugerforsikring kan
stk. 1-5 ikke ved
forudgående aftale fraviges
til skade for
forsikringstageren eller
sikrede. Det kan dog
aftales, at en forsikring
alene dækker skader anmeldt
inden for en nærmere angivet
frist efter forsikringens
ophør. Fristen må ikke være
kortere end 6 måneder.«
|
|
|
|
§ 30.
Aftale om, at den
sikrede mister sit krav,
dersom han ikke påtaler det
inden en kortere frist end
den i § 29 angivne, kan ikke
gøres gældende, medmindre
selskabet skriftligt med
mindst 6 måneders varsel har
givet ham meddelelse om
fristens længde og om
følgerne af, at fristen ikke
overholdes. |
|
3.
§ 30 ophæves.
|
Stk. 2. Aftale om, at
selskabet skal være fri for
ansvar, dersom krav i
anledning af en
forsikringsbegivenhed ikke
fremsættes overfor selskabet
inden en vis frist, kan ikke
gøres gældende overfor den,
der fremsætter sådant krav
inden 3 måneder efter, at
han har fået kundskab om de
omstændigheder, der
begrunder kravet.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001
af 5. november 2006, som
ændret senest ved § 17 i lov
nr. 108 af 7. februar 2007,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 361.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Ønsker en af
parterne behandlingen ved
retten fortsat efter, at
nævnet har truffet afgørelse
i sagen, eller efter, at der
er indgået forlig for
nævnet, skal han indlevere
stævning til den ret, hvor
sagen oprindelig er anlagt.
Han anses herefter som
sagsøger. I henseende til
beregning af procesrente,
afbrydelse af frister for
sagsanlæg og afbrydelse af
forældelse anses sagen for
anlagt ved det oprindelige
sagsanlæg, medmindre den
pågældende part ikke har
fremmet sagen behørigt.
|
|
1.
I
§ 361, stk. 4, ændres
», afbrydelse af frister for
sagsanlæg og afbrydelse af
forældelse« til: »og
afbrydelse af frister for
sagsanlæg«. |
|
|
|
§ 490.
En fordringshaver, der
ikke har fået tilstrækkeligt
udlæg til at dække sin
fordring, kan først, når der
er forløbet 6 måneder siden
sidste forretning, på ny
begære afholdt forretning
til foretagelse af udlæg.
Fogedretten kan også i
øvrigt afvise at foretage
udlægsforretning hos en
skyldner, såfremt
fogedretten er bekendt med,
at der inden for de sidste 6
måneder har været afholdt en
forretning, hvor det ikke
har været muligt at opnå
dækning. |
|
|
Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis der
er rimelig grund til at
antage, at skyldneren ejer
aktiver, hvori udlæg kan
foretages, eller der i
øvrigt foreligger særlige
omstændigheder, som gør det
rimeligt at afholde
udlægsforretning.
|
|
|
|
|
2.
I
§ 490 indsættes som
stk. 3: |
|
|
»
Stk. 3. Er
udlægsforretning afskåret
efter reglen i stk. 1, men
har fordringshaveren anmodet
om, at forretningen
alligevel gennemføres med
henblik på afbrydelse af
forældelse, giver
fogedretten skyldneren
skriftlig meddelelse om det
af fogedretten opgjorte krav
inklusive renter og
omkostninger og om formålet
med kravets fremsættelse.
Fremkommer skyldneren ikke
med skriftlige indsigelser
inden for en af fogedretten
fastsat frist, har
fogedrettens meddelelse
samme virkning med hensyn
til afbrydelse af forældelse
som afholdelse af
udlægsforretning. Fremkommer
skyldneren med skriftlige
indsigelser inden for den
fastsatte frist, afholdes
udlægsforretning efter de
almindelige regler.«
|
|
|
|
§ 527.
Forældelse af en
fordring afbrydes ved
indgivelse af anmodning om
udlæg, såfremt
fordringshaveren søger
forretningen fremmet uden
ugrundet ophold.
|
|
3.
§ 527 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
I lov om
retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 936 af
8. september 2006, som
ændret ved § 12 i lov nr.
1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 16.
For udlæg og for arrest
på gods svares en
grundafgift på 300 kr.
Overstiger kravet 3.000 kr.,
svares yderligere ½ pct. af
det overskydende beløb i
grundafgift. |
|
|
Stk. 2. Når
tvangsfuldbyrdelse
iværksættes på grundlag af
et betalingspåkrav i medfør
af retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 2. pkt., betales kun
grundafgift, hvis
rekvirenten fremsætter ny
begæring vedrørende kravet
over for samme fogedret
eller fogedretten i en anden
retskreds mere end 3 måneder
efter, at fogedretten har
givet betalingspåkravet
påtegning om, at der ikke
rettidigt er fremkommet
indsigelser, jf.
retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 1. pkt. |
|
|
Stk. 3. For udlæg efter
§ 42 i kreditaftaleloven,
der begæres foretaget straks
i tilslutning til
tilbagetagelsesforretningen,
svares alene afgift efter
stk. 1, 2. pkt. |
|
|
Stk. 4. Begærer en
rekvirent samtidig udlæg på
grundlag af udpantningsret
hos samme skyldner for flere
krav, sammenlægges kravene
inden afgiftens beregning.
|
|
|
Stk. 5. Begæres udlæg
eller arrest for samme krav
hos flere skyldnere,
beregnes afgift for hver
skyldner. Dette gælder dog
ikke, hvis skyldnerne er
samlevende ægtefæller, eller
hvor begæringen vedrører
fast ejendom, som tilhører
skyldnerne i forening.
|
|
|
Stk. 6. Afgiftspligten
bortfalder, hvis fogedretten
efter retsplejelovens § 490,
stk. 1, afviser at foretage
udlægsforretning, eller hvis
forretning afvises efter
konkurslovens §§ 16- 16 a,
§ 31, § 171 og § 207,
stk. 1. |
|
|
|
|
1.
I
§ 16 indsættes som
stk. 7: |
|
|
»
Stk. 7. Afgiftspligten
bortfalder endvidere, hvis
sagen behandles efter
retsplejelovens § 490,
stk. 3, og skyldneren ikke
fremkommer med indsigelser,
som giver anledning til, at
der afholdes
udlægsforretning efter de
almindelige regler.«
|
|
|
|
|
|
§ 5
|
|
|
I lov nr.
225 af 6. april 1994 om
erstatning for miljøskader,
som ændret ved § 11 i lov
nr. 552 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
§ 6 affattes således:
|
§ 6.
Erstatningskrav efter
loven forældes 5 år efter
den dag, da skadelidte fik
eller burde have fået
kendskab til skaden,
skadevolderen og dennes
opholdssted. Med hensyn til
afbrydelse og suspension af
forældelsesfristen gælder
bestemmelserne i § 2, 2.
pkt., og § 3 i lov nr. 274
af 22. december 1908.
|
|
» § 6.
Erstatningskrav efter
loven forældes efter
reglerne i forældelsesloven,
jf. dog stk. 2. |
Stk. 2. Er forældelse
ikke indtrådt efter
bestemmelsen i stk. 1,
bortfalder erstatningskravet
senest 30 år efter den
hændelse, der har forvoldt
skaden. Med hensyn til
afbrydelse af
forældelsesfristen gælder
bestemmelsen i § 2, 2. pkt.,
i lov nr. 274 af 22.
december 1908 |
|
Stk. 2. Forældelse
indtræder senest 30 år efter
den hændelse, der har
forvoldt skaden.«
|
|
|
|
|
|
§ 6
|
|
|
I lov nr.
371 af 7. juni 1989 om
produktansvar, som ændret
ved lov nr. 1041 af 28.
november 2000 og lov nr. 541
af 8. juni 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
§ 14 affattes
således: |
§ 14.
Erstatningskrav for
produktskade efter denne lov
eller efter almindelige
regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf. § 13,
forældes 3 år efter den dag,
da skadelidte har fået eller
burde have fået kendskab til
skaden, defekten og
vedkommende producents navn
og opholdssted. Med hensyn
til suspension og afbrydelse
af forældelse efter 1. pkt.
gælder bestemmelserne i § 2,
2. pkt., og § 3 i lov nr.
274 af 22. december 1908.
|
|
Ȥ 14.
Erstatningskrav for
produktskade efter denne lov
eller efter almindelige
regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf. § 13,
forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog
stk. 2 og 3. |
Stk. 2. Er forældelse
ikke indtrådt efter reglerne
i stk. 1, bortfalder kravet
10 år efter den dag, da
producenten bragte det
skadevoldende produkt i
omsætning. Med hensyn til
afbrydelse af forældelse
efter 1. pkt. gælder
bestemmelsen i § 2, 2. pkt.,
i lov nr. 274 af 22.
december 1908.
Bestemmelserne i 1.-2. pkt.
gælder ikke for krav om
erstatning for produktskade
efter dansk rets almindelige
regler om erstatning i eller
uden for kontrakt, jf. § 13.
|
|
Stk. 2. Forældelse af
krav mod producenten i
henhold til § 6, stk. 1,
indtræder senest 10 år efter
den dag, da producenten
bragte det skadevoldende
produkt i omsætning.
|
|
|
Stk. 3.
Forældelseslovens § 12,
stk. 2, og kapitel 6 gælder
kun for erstatningskrav for
produktskade efter denne
lov, i det omfang forældelse
ikke forinden indtræder
eller er indtrådt efter
stk. 2.« |
|
|
|
|
|
§ 7
|
|
|
I lov nr.
332 af 19. juni 1974 om
erstatning for atomskader,
som ændret senest ved § 9 i
lov nr. 433 af 31. maj 2000,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
|
|
1.
§ 25, stk. 1,
affattes således:
|
§ 25.
Krav på erstatning hos
indehaveren af et nukleart
anlæg i medfør af §§ 7-11 og
§ 19 forældes efter reglerne
i lov nr. 274 af 22.
december 1908, dog at
forældelsesfristen er 3 år.
For så vidt angår de i § 19
nævnte krav, regnes fristen
fra det tidspunkt, da den
berettigede ved sædvanlig
agtpågivenhed kunne gøre sit
krav gældende ved retsligt
skridt mod
anlægsindehaveren.
|
|
»Krav på
erstatning hos indehaveren
af et nukleart anlæg i
medfør af §§ 7-11 og § 19
forældes efter
forældelsesloven, jf. dog
stk. 2-4.« |
Stk. 2-3. ---
|
|
|
|
|
2.
I
§ 25 indsættes som
stk. 4: |
|
|
»
Stk. 4. Er indtrædelse i
medfør af § 19 sket, inden
den skadelidendes krav mod
anlægsindehaveren er
forældet, forældes det i
§ 19 nævnte krav dog
tidligst et år efter
indtrædelsen.« |
|
|
|
|
|
3.
§ 34, stk. 1, 3. pkt.,
affattes således:
|
§ 34.
Er et erstatningskrav
for nuklear skade, der her i
riget er forvoldt ved en
ulykke, for hvilken
indehaveren af et anlæg her
i riget er ansvarlig,
bortfaldet i medfør af § 25,
stk. 2, eller tilsvarende
bestemmelse i anden
konventionsstats lov,
udredes erstatningen af
staten. Kravet mod staten
kan kun gøres gældende,
såfremt det er
undskyldeligt, at retsligt
skridt mod indehaveren ikke
er foretaget, inden hans
ansvar er bortfaldet efter
de nævnte bestemmelser.
Kravet forældes efter
reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908, dog at
fristen er 3 år, og
bortfalder senest 30 år
efter den nukleare ulykke,
der har forvoldt skaden.
Dersom andre tilsvarende
krav er blevet nedsat i
medfør af § 23, stk. 1,
eller § 32, stk. 3, eller
tilsvarende bestemmelser i
anden konventionsstat,
nedsættes den her nævnte
erstatning på tilsvarende
måde. |
|
»Kravet
forældes efter reglerne i
forældelsesloven. Forældelse
indtræder dog senest 30 år
efter den nukleare ulykke,
der har forvoldt skaden.«
|
Stk. 2. --- |
|
|
|
|
|
|
|
§ 8
|
|
|
I lov om
erstatningsansvar, jf.
lovbekendtgørelse nr. 885 af
20. september 2005, som
ændret ved § 6 i lov nr.
1545 af 20. december 2006,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
Betaling
og forrentning |
|
1.
Overskriften til
§ 16 affattes
således:
»Betaling, forrentning og
forældelse«. |
|
|
|
§ 16.
--- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
|
|
2.
I § 16 indsættes som
stk. 3: |
|
|
»
Stk. 3. Krav på
godtgørelse og erstatning
forældes efter
forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige
bestemmelser om forældelse i
anden lov. Forældelseslovens
§ 2, stk. 2, finder dog ikke
anvendelse på
betalingsfristen efter
stk. 1.« |
|
|
|
|
|
§ 9
|
|
|
I
gældsbrevsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 669 af
23. september 1986, som
ændret ved § 5 i lov nr. 389
af 14. juni 1995 og § 2 i
lov nr. 539 af 8. juni 2006,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 25.
--- |
|
1.
§ 25, stk. 2, 2. pkt.,
og
§ 49, 2. pkt.,
affattes således:
|
Stk. 2. Den, der inden
fristens udløb har anmeldt
for skyldneren, at hans
kupon er bortkommet, og som
antageliggør sin
ejendomsret, kan efter
fristens udløb fordre
kuponens beløb betalt.
Kravet forældes efter
reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908.
|
|
»Kravet
forældes efter
forældelsesloven, dog finder
forældelseslovens § 5,
stk. 1, nr. 1, ikke
anvendelse.« |
|
|
|
§ 49.
Den, der inden udløbet
af de i §§ 43, 44 eller 46
nævnte forældelsesfrister
har anmeldt for skyldneren,
at hans fordringsdokument er
gået tabt, og som
antageliggør sin
ejendomsret, kan efter
fristens udløb kræve
fordringen betalt. Kravet
forældes efter reglerne i
lov nr. 274 af 22. december
1908. |
|
|
|
|
|
§ 47.
Forældelsen afbrydes
ved, at fordringshaveren
inden fristens udløb enten
erhverver skyldnerens
erkendelse af gælden eller
foretager retslige skridt
mod ham og uden ufornødent
ophold forfølger disse til
erhvervelse af forlig, dom
eller anden retsafgørelse.
Har skyldneren standset sine
betalinger, kan forældelsen
derhos afbrydes ved
skriftlig anmeldelse af
kravet. |
|
2.
§ 47 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 10
|
|
|
I lov om
ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m., jf.
lovbekendtgørelse nr. 608 af
6. september 1986, som
ændret ved § 3 i lov nr. 433
af 31. maj 2000 og § 10 i
lov nr. 280 af 25. april
2001, foretages følgende
ændring: |
|
|
|
§ 16.
For så vidt der ikke i
lovgivningen er hjemlet en
kortere forældelsesfrist,
forældes krav på erstatning
eller anden godtgørelse for
skade, forvoldt ved en
strafbar handling, i 20 år,
regnet fra det tidspunkt, da
den skadelidende har fået
kundskab, at han bliver i
stand til at gøre sit krav
gældende ved dansk domstol.
|
|
1.
§ 16 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 11
|
|
|
I
konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af
4. februar 1997, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 538
af 8. juni 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 241.
Forældelse af en
fordring afbrydes også i
forhold til skyldneren
personlig ved indgivelse af
en på fordringen støttet
konkursbegæring, ved
anmeldelse i et konkursbo
eller tvangsakkordbo samt
ved vedtagelse af
tvangsakkord, såfremt
fordringen må anses for
anerkendt i akkorden. Det
samme gælder ved anmeldelse
i anledning af indledt
gældssaneringssag, og når
fordringen under indledt
gældssaneringssag må anses
for anerkendt af skyldneren.
|
|
1.
§ 241 ophæves.
|
Stk. 2. Efter
anerkendelse i konkursbo
løber ny forældelsesfrist
først fra boets slutning.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 12
|
|
|
I lov om
tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 158 af
9. marts 2006, som ændret
senest ved § 19 i lov nr.
108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 42.
Panteretten for
hovedstolen ifølge tinglyst
pantebrev i fast ejendom for
en bestemt angiven sum
forældes ikke. |
|
1.
§ 42 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 13
|
|
|
I lov nr.
383 af 22. maj 1996 om
skifte af dødsboer, som
ændret senest ved § 4 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 82.
--- |
|
|
Stk. 2-4. ---
|
|
|
Stk. 5. Anmeldelse har
samme retsvirkninger som
sagsanlæg med hensyn til
renter, afbrydelse af
forældelse og lignende.
|
|
1.
I
§ 82, stk. 5, udgår
», afbrydelse af
forældelse«. |
|
|
|
|
|
§ 14
|
|
|
I lov om
renter ved forsinket
betaling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 743 af
4. september 2002, som
ændret ved § 3 i lov nr. 554
af 24. juni 2005, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 7.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
|
|
1.
§ 7, stk. 4, affattes
således: |
Stk. 4. Stk. 1- 3 gælder
ikke for aftaler, der indgås
af banker, sparekasser,
andelskasser samt
realkreditinstitutter, der
er godkendt af staten.
|
|
»
Stk. 4. Bestemmelserne i
stk. 1-3 gælder ikke for
aftaler, der indgås af et
godkendt pengeinstitut,
realkreditinstitut eller
kreditinstitut.«
|
|
|
|
§ 9 b.
--- |
|
|
Stk. 2. Der kan kræves
et rykkergebyr på højst 100
kr. inkl. moms for hver
rykkerskrivelse, dog højst
for 3 skrivelser vedrørende
samme ydelse. Har skyldneren
inden for en sammenhængende
periode til stadighed været
i restance vedrørende samme
skyldforhold, kan der uanset
1. pkt. højst kræves
rykkergebyr for 3 skrivelser
vedrørende restancerne i den
pågældende periode. Der kan
kun kræves gebyr for
rykkerskrivelser, som er
sendt med mindst 10 dages
mellemrum. |
|
2.
I
§ 9 b, stk. 2, udgår
»inkl. moms«. |
Stk. 3. Der kan kræves
et inkassogebyr på højst 100
kr. inkl. moms. |
|
3.
I
§ 9 b, stk. 3, udgår
»inkl. moms.«. |
Stk. 4. --- |
|
|
|
|
§ 15
|
|
|
I lov nr.
398 af 13. juni 1990 om
kreditaftaler, som ændret
senest ved § 5 i lov nr. 538
af 8. juni 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 15.
--- |
|
|
Stk. 2. Medmindre
kreditgiver har tilladelse
til at drive virksomhed
efter lov om banker og
sparekasser m.v. eller
realkreditloven, kan det
alene aftales, at renten
helt eller delvis skal
variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto
eller lignende forhold, som
kreditgiver er uden
indflydelse på. |
|
1.
I
§ 15, stk. 2, ændres
»har tilladelse til at drive
virksomhed efter lov om
banker og sparekasser mv.
eller realkreditloven« til:
»er et godkendt
pengeinstitut,
realkreditinstitut eller
kreditinstitut«.
|
Stk. 3-4. ---
|
|
|
|
|
|
|
|
Beskæftigelsesministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 16
|
|
|
I lov om
arbejdsløshedsforsikring,
jf. lovbekendtgørelse nr.
874 af 11. september 2005,
som ændret senest ved lov
nr. 1540 af 20. december
2006, foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 85
c. --- |
|
|
Stk. 2-8. ---
|
|
|
Stk. 9. Indbetaler
kassen ikke bidrag
rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2 |
|
1.
I
§ 85 c, stk. 9, § 85 d,
stk. 7, og
§ 85 e, stk. 4,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
|
Stk.10-21. ---
|
|
|
|
|
|
§ 85
d. --- |
|
|
Stk. 2-6. ---
|
|
|
Stk. 7. Indbetaler
arbejdsløshedskassen ikke
bidrag rettidigt, finder
reglerne i § 17, stk. 2
|
|
|
Stk. 8. --- |
|
|
|
|
|
§ 85
e. --- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Indbetaler
kassen ikke opsparingsbeløb
rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2 |
|
|
|
|
|
§ 85
c. --- |
|
|
Stk. 2-18. ---
|
|
|
Stk. 19. Krav på
finansieringsbidrag forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
2.
§ 85 c, stk. 19,
ophæves. |
Stk.
20-21. --- |
|
Stk. 20
og 21 bliver herefter
stk. 19 og 20. |
|
|
|
|
|
§ 17
|
|
|
I lov nr.
563 af 9. juni 2006 om
sygedagpenge, som ændret ved
lov nr. 1545 af 20. december
2006 og § 3 i lov nr. 1587
af 20. december 2006,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 66.
--- |
|
|
Stk. 2-11. ---
|
|
|
Stk. 12. Krav på
finansieringsbidrag forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
1.
§ 66, stk. 12,
ophæves. |
Stk. 13-14. ---
|
|
Stk. 13
og 14 bliver herefter
stk. 12 og 13. |
|
|
|
§ 67.
--- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
Stk. 4. Indbetales
opsparingsbeløb ikke
rettidigt, gælder de i lov
om Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 17,
stk. 2-5 og 7, fastsatte
regler. |
|
2.
I
§ 67, stk. 4, ændres
»stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
|
|
|
|
|
|
§ 18
|
|
|
I lov om
aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1009
af 24. oktober 2005, som
ændret senest ved lov nr. 88
af 30. januar 2007,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 80
a. --- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
Stk. 3. Indbetales
opsparingsbeløbet ikke
rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2-5 og 7, i lov
om Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende
anvendelse. |
|
1.
I
§ 80 a, stk. 3,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
|
|
|
|
§ 95.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4.
Tilbagebetalingskravet
bortfalder, når der er gået
5 år efter hjælpens ophør,
uden at der efter reglerne i
stk. 1-3 har været økonomisk
mulighed for at gennemføre
kravet. |
|
2.
I
§ 95, stk. 4, ændres
»5 år« til: »3 år«.
|
Stk. 5. --- |
|
|
|
|
|
|
|
§ 19
|
|
|
I lov om
Lønmodtagernes Garantifond,
jf. lovbekendtgørelse nr.
1043 af 28. oktober 2005,
som ændret ved § 7 i lov nr.
404 af 8. maj 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 9.
--- |
|
|
Stk. 2-9. ---
|
|
|
Stk. 10. Krav på
finansieringsbidrag forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
1.
§ 9, stk. 10,
ophæves. |
Stk. 11-12. ---
|
|
Stk. 11
og 12 bliver herefter
stk. 10 og 11. |
|
|
|
|
|
§ 20
|
|
|
I lov om
Arbejdsmarkedets
Tillægspension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 848 af
21. juli 2006, som ændret
senest ved § 8 i lov nr. 108
af 7. februar 2007,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 17.
--- |
|
|
Stk. 2-4. ---
|
|
|
Stk. 5. Krav, der
tilkommer Arbejdsmarkedets
Tillægspension i medfør af
dette kapitel, forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
1.
§ 17, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6 og
7 bliver herefter stk. 5 og
6. |
|
|
|
Stk. 6. Stk. 2-5 finder
tilsvarende anvendelse på
bidrag for medlemmer, der i
medfør af § 15, stk. 5, selv
betaler det samlede bidrag.
|
|
2.
I
§ 17, stk. 6, der
bliver stk. 5, ændres
»stk. 2-5« til: »stk. 2-4«.
|
Stk. 7. Hvis der ikke
opnås dækning hos
arbejdsgiveren for skyldige
bidrag, eller disse
eftergives, tillægges der
lønmodtageren pensionsret
for det manglende bidrag.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 21
|
|
|
I lov om
arbejdsskadesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 154 af
7. marts 2006, som ændret
senest ved § 10 i lov nr.
108 af 7. februar 2007,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 56.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Krav, der
tilkommer Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring i
medfør af dette kapitel,
forældes efter reglerne i
lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse
fordringer. |
|
1.
§ 56, stk. 4,
ophæves. |
Stk. 5. --- |
|
Stk. 5
bliver herefter stk. 4.
|
|
|
|
§ 57.
--- |
|
|
Stk. 2-5. ---
|
|
|
Stk. 6. Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdoms-sikring har
udpantningsret for
refusionskrav efter stk. 2
og renter heraf efter § 60
samt for refusionskrav efter
stk. 5 og renter heraf efter
§ 56, stk. 2. Reglen i § 56,
stk. 5, finder tilsvarende
anvendelse. |
|
2.
I
§ 57, stk. 6, ændres
»§ 56, stk. 5« til: »§ 56,
stk. 4« .
|
|
|
|
|
|
§ 22
|
|
|
I lov om
en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf.
lovbekendtgørelse nr. 685 af
29. juni 2005, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 89
af 30. januar 2007,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 114.
--- |
|
|
Stk. 2-5. ---
|
|
|
Stk. 6. Indbetaler
arbejdsformidlingen ikke
bidraget rettidigt, finder
reglerne i § 17, stk. 2-5 og
7, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende
anvendelse. |
|
1.
I
§ 114, stk. 6, og
§ 115, stk. 4, ændres
»stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
|
Stk. 7-18. ---
|
|
|
|
|
|
§ 115.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Indbetaler
arbejdsformidlingen ikke
opsparingsbeløbet rettidigt,
finder reglerne i § 17,
stk. 2-5 og 7, i lov om
Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende
anvendelse. |
|
|
|
|
|
§ 114.
--- |
|
|
Stk. 2-15. ---
|
|
|
Stk. 16. Krav på
finansieringsbidrag forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
2.
§ 114, stk. 16,
ophæves. |
Stk. 17-18. ---
|
|
Stk. 17
og 18 bliver herefter
stk. 16 og 17. |
|
|
|
|
|
§ 23
|
|
|
I lov om
fleksydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1054
af 4. november 2005, som
senest ændret ved lov nr.
1544 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 14.
--- |
|
|
Stk. 2. Indbetales
bidraget ikke rettidigt,
gælder de i lov om
Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 17,
stk. 2-4 og 7, fastsatte
regler. |
|
1.
I
§ 14, stk. 2, ændres
»og 7« til: »og 6«.
|
|
|
|
|
|
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 24
|
|
|
I lov om
klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet,
jf. lov nr. 547 af 24. juni
2005, som ændret senest ved
§ 2 i lov nr. 1556 af 20.
december 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 59.
Erstatningskrav efter
kapitel 3 skal være anmeldt
til
Patientforsikringsforeningen
senest 5 år efter, at den
erstatningsberettigede har
fået eller burde have fået
kendskab til skaden.
|
|
1.
I
§ 59, stk. 1, ændres
»5 år« til: »3 år«.
|
Stk. 2. --- |
|
|
|
|
|
|
|
Miljøministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 25
|
|
|
I lov om
skove, jf. lov nr. 453 af 9.
juni 2004, som ændret senest
ved § 14 i lov nr. 1571 af
20. december 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter § 58 indsættes:
|
|
|
» § 58
a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
§ 26
|
|
|
I lov om
naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 884 af
18. august 2004, som ændret
senest ved § 7 i lov nr.
1571 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter § 55 indsættes:
|
|
|
» § 55
a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
Ministeriet for Familie- og
Forbruger-anliggender
|
|
|
|
|
|
§ 27
|
|
|
I lov om
børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag,
jf. lovbekendtgørelse nr.
909 af 3. september 2004,
som ændret senest ved § 27 i
lov nr. 431 af 6. juni 2005,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
§ 18, stk. 1, 2. pkt.,
affattes således:
|
§ 18.
Når et bidrag udbetales
forskudsvis, indtræder det
offentlige i retten til at
indkræve bidraget. Retten
hertil er i forhold til det
offentlige undergivet den
almindelige 20-årige
forældelse. |
|
»Det
offentliges ret hertil
forældes efter
forældelsesloven, dog er
forældelsesfristen10 år.«
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 28
|
|
|
I lov om
ægteskabets retsvirkninger,
jf. lovbekendtgørelse nr. 37
af 5. januar 1995, som
ændret senest ved lov nr.
483 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 26.
Krav på hustruen af den
i § 11 nævnte art forældes i
løbet af 1 år, når tillige
manden hæfter for gælden.
Reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 § 1,
sidste pkt., samt §§ 2 og 3
finder tilsvarende
anvendelse ved denne
forældelse. |
|
1.
§§ 26 og
27 ophæves.
|
|
|
|
§ 27.
Bestemmelserne i § 26
finder ikke anvendelse, hvis
hustruen har påtaget sig et
videregående ansvar.
|
|
|
|
|
|
|
|
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
|
|
|
|
|
|
§ 29
|
|
|
I lov om
ophørsstøtte til
jordbrugere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 676 af
9. august 1995, som ændret
bl.a. ved § 37 i lov nr. 431
af 6. juni 2005 og senest
ved § 73 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter § 19 a indsættes:
|
|
|
» § 19
b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
§ 30
|
|
|
I lov om
støtte til udvikling af
landdistrikterne
(landdistriktsstøtteloven),
jf. lovbekendtgørelse nr.
1015 af 9. oktober 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter § 23 a indsættes:
|
|
|
» § 23
b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
§ 31
|
|
|
I lov nr.
1081 af 22. december 1993 om
ophørsstøtte til
erhvervsfiskere, som ændret
bl.a. ved § 36 i lov nr. 431
af 6. juni 2005 og senest
ved § 9 i lov nr. 404 af 8.
maj 2006, foretages følgende
ændring: |
|
|
|
|
|
1.
Efter § 12 a indsættes:
|
|
|
» § 12
b. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
§ 32
|
|
|
I lov nr.
1552 af 20. december 2006 om
udvikling af fiskeri- og
akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven)
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter § 9 indsættes:
|
|
|
» § 9
a. Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling
|
|
|
|
|
|
§ 33
|
|
|
I lov om
nr. 347 af 2. juni 1999 om
opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner, som
ændret ved § 50 i lov nr.
145 af 25. marts 2002 og § 7
i lov nr. 545 af 24. juni
2005, foretages følgende
ændring: |
|
|
|
§ 17.
Krav på vederlag efter
§ 12 forældes efter 5 år.
Lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse
fordringer finder
tilsvarende anvendelse, når
arbejdstager har modtaget
institutionens afgørelse
efter § 11, stk. 4.
|
|
1.
§ 17 ophæves.
|
|
|
|
|
|
Socialministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 34
|
|
|
I lov om
byfornyelse og udvikling af
byer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1083 af 3. november
2006, foretages følgende
ændring: |
|
|
|
|
|
1.
Efter § 103 a indsættes:
|
|
|
»
§ 103 b.
Tilbagesøgningskrav i
forbindelse med tilskud, der
er finansieret af såvel
nationale midler som
EU-midler, forældes i deres
helhed efter de regler, der
er fastsat i de gældende
forordninger.« |
|
|
|
|
|
§ 35
|
|
|
I lov om
social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 58 af
18. januar 2007, som ændret
senest ved § 101 i lov nr.
90 af 31. januar 2007,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 43.
--- |
|
|
Stk. 2-5. ---
|
|
|
S
tk. 6. Kommunen skal
indbetale bidrag til den
særlige pensionsopsparing
efter § 17 f, stk. 3, i lov
om Arbejdsmarkedets
Tillægspension til den
særlige pensionsopsparing af
den særlige supplerende
ydelse. Socialministeren
skal efter indstilling fra
Arbejdsmarkedets
Tillægspension i en
bekendtgørelse fastsætte
nærmere regler om
bidragsbetaling og
indberetning. Indbetales
opsparingsbeløbet ikke
rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2-5 og 7, i lov
om Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende
anvendelse. |
|
1.
I
§ 43, stk. 6, ændres
»stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
|
|
|
|
|
|
Skatteministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 36
|
|
|
I
skatteforvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 907 af
28. august 2006, som ændret
ved § 4 i lov nr. 405 af 8.
maj 2006 og lov nr. 1581 af
20. december 2006, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 27.
Uanset fristerne i § 26
kan en ansættelse af
indkomst- eller
ejendomsværdiskat foretages
eller ændres efter anmodning
fra den skattepligtige eller
efter told- og
skatteforvaltningens
bestemmelse, hvis:
|
|
1.
I
§ 27, stk. 1, nr. 7,
og to steder i
§ 32, stk. 1, nr. 1,
ændres »5 år« til: »3 år«.
|
1)-6) ---
|
|
|
7)
Hidtidig praksis er endeligt
underkendt ved en dom, en
landsskatteretskendelse
eller skatteministerens
beslutning efter § 49, 2.
pkt., eller en
praksisændring er
offentliggjort af
Skatteministeriet. I disse
tilfælde kan genoptagelse
foretages til gunst for den
skattepligtige fra og med
det indkomstår, der har
været til prøvelse i den
første sag, der resulterede
i en underkendelse af
praksis, eller fra og med
det indkomstår, der er
påbegyndt, men endnu ikke
udløbet 5 år forud for
underkendelsen af praksis.
|
|
|
Stk. 2-6. ---
|
|
|
|
|
|
§ 32.
Uanset fristerne i § 31
kan et afgiftstilsvar eller
en godtgørelse af afgift
fastsættes eller ændres
efter anmodning fra den
afgiftspligtige henholdsvis
den godtgørelsesberettigede
eller efter told- og
skatteforvaltningens
bestemmelse, hvis:
|
|
|
1)
Hidtidig praksis er endeligt
underkendt ved en dom, en
landsskatteretskendelse
eller skatteministerens
beslutning efter § 49, 2.
pkt., eller en
praksisændring er
offentliggjort af
Skatteministeriet. I disse
tilfælde kan genoptagelse
foretages til gunst for den
afgiftspligtige fra og med
den afgiftsperiode, der er
helt eller delvis
sammenfaldende med den
afgiftsperiode, der var til
prøvelse i den første sag,
der resulterede i
underkendelse af praksis,
eller den afgiftsperiode,
der er påbegyndt, men endnu
ikke udløbet, 5 år forud for
underkendelsen af praksis.
Tilsvarende kan genoptagelse
ske til gunst for den
godtgørelsesberettigede
vedrørende godtgørelse af
afgift, der kunne være gjort
gældende fra og med det
tidspunkt, der var til
prøvelse i den første sag,
der resulterede i
underkendelse af praksis,
eller 5 år forud for
underkendelsen af praksis.
|
|
|
2)-4) ---
|
|
|
Stk. 2-4. ---
|
|
|
|
|
|
§ 27.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Krav afledt af
en ansættelse af indkomst-
eller ejendomsværdiskat
foretaget efter stk. 1, nr.
4, 7 eller 8, er ikke
undergivet forældelse efter
lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse
fordringer. |
|
2.
§ 27, stk. 4 ,
ophæves. |
Stk. 5-6. ---
|
|
Stk. 5 og
6 bliver herefter stk. 4 og
5. |
|
|
|
§ 32.
--- |
|
|
Stk. 2-3. ---
|
|
|
Stk. 4. Krav afledt af
en ændring af
afgiftstilsvaret eller
godtgørelsen af afgift efter
stk. 1, nr. 1 eller 4, er
ikke undergivet forældelse
efter lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse
af visse fordringer.
|
|
3.
§ 32, stk. 4,
ophæves. |
|
|
4.
Efter
§ 34 indsættes:
|
|
|
»Kapitel
12 a |
|
|
Forældelse |
|
|
|
|
|
§ 34
a. Krav afledt af en
ansættelse af indkomst-
eller ejendomsværdiskat, jf.
§§ 26 og 27, og fastsættelse
af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf.
§§ 31 og 32, forældes efter
reglerne i forældelsesloven,
jf. dog stk. 2-4.
|
|
|
Stk. 2. Er varsel om
ansættelse af indkomst-
eller ejendomsværdiskat, jf.
§§ 26 og 27, eller om
fastsættelse af
afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf.
§§ 31 og 32, afsendt inden
forældelsesfristens udløb,
eller er ansættelsen
henholdsvis fastsættelsen
foretaget inden
forældelsesfristens udløb,
indtræder forældelse af krav
afledt af ansættelsen
henholdsvis fastsættelsen
tidligst et år efter, at
told- og skatteforvaltningen
har givet meddelelse om
afgørelsen. Dette gælder,
uanset om kravet gøres
gældende af told- og
skatteforvaltningen eller
den skattepligtige.
|
|
|
Stk. 3. Fristen efter
forældelseslovens § 3,
stk. 1, er 5 år for krav
afledt af en ansættelse
vedrørende kontrollerede
transaktioner, jf. § 26,
stk. 5. |
|
|
Stk. 4.
Forældelsesfristen er 10 år
for krav afledt af en
ekstraordinær ansættelse af
indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. § 27,
stk. 1, og ekstraordinær
fastsættelse af
afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift, jf.
§ 32, stk. 1. |
|
|
|
|
|
§ 34
b. Udløb af
forældelsesfristen er ikke
til hinder for, at det under
en straffesag, i hvilken
tiltalte findes skyldig, kan
pålægges tiltalte at betale
unddragne skatter i
anledning af det strafbare
forhold, der er indtalt
under straffesagen, jf.
skattekontrollovens § 19 A.
En sådan fordring kan også
gøres gældende efter udløb
af forældelsesfristen, hvis
varsel om ansættelse af
indkomst- eller
ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af
afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift
afsendes inden et år efter
endelig afgørelse i en
straffesag, i hvilken
tiltalte er fundet skyldig,
eller inden et år efter
skyldnerens vedtagelse af
bøde eller anden
strafferetlig sanktion.«
|
|
|
|
|
|
Undervisningsministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 37
|
|
|
I lov om
Arbejdsgivernes
Elevrefusion, jf.
lovbekendtgørelse nr. 767 af
5. juli 2006, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 1538 af 20.
december 2006 og lov nr.
1596 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 30.
Krav på
arbejdsgiverbidrag, tilskud
og andre ydelser efter denne
lov forældes efter reglerne
i lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse
af visse fordringer.
|
|
1.
§ 30 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 38
|
|
|
I lov om
godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 795 af
18. august 2005, som ændret
ved § 16 i lov nr. 523 af
24. juni 2005, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 13.
--- |
|
|
Stk. 2-19. ---
|
|
|
Stk. 20. Krav på
finansieringsbidrag forældes
efter reglerne i lov nr. 274
af 22. december 1908 om
forældelse af visse
fordringer. |
|
1.
§ 13, stk. 20,
ophæves. |
Stk. 21-22. ---
|
|
Stk. 21
og 22 bliver herefter
stk. 20 og 21. |
|
|
|
|
|
§ 39
|
|
|
I lov om
bonus til elever i
ungdomsuddannelse med lønnet
praktik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 220 af
20. marts 2006, som ændret
ved § 20 i lov nr. 404 af 8.
maj 2006, foretages følgende
ændring: |
|
|
|
§ 5.
--- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
Stk. 3. § 28 om straf,
§ 30 om forældelse og § 31
om AER’s oplysningspligt
over for
Undervisningsministeriet i
lov om Arbejdsgivernes
Elevrefusion finder
tilsvarende anvendelse i
denne lov. |
|
1.
I
§ 5, stk. 3, udgår »,
§ 30 om forældelse«.
|
|
|
|
|
|
Økonomi-
og Erhvervsministeriet
|
|
|
|
|
|
§ 40
|
|
|
I lov nr.
364 af 18. maj 1994 om
produktsikkerhed, som ændret
bl.a. ved lov nr. 1170 af
19. december 2003 og senest
ved § 38 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 12.
--- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
Stk. 3. I tilfælde, hvor
der meddeles påbud om, at et
produkt skal trækkes tilbage
i medfør af stk. 1, nr. 3,
eller destrueres i medfør af
stk. 1, nr. 4, gælder
fristen i §§ 54 og 83 i
købeloven ikke. |
|
1.
§ 12, stk. 3,
ophæves. |
|
|
|
|
|
§ 41
|
|
|
I lov om tilsyn med
firmapensionskasser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1017
af 24. oktober 2005, som
ændret ved § 11 i lov nr.
108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 9.
Krav, der er grundede i
pensionsløftet, forældes 2
år efter udgangen af det
kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik
kundskab om kravet og om, at
det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets
forfaldstid. I øvrigt finder
reglerne i §§ 1-3 i lov nr.
274 af 22. december om
forældelse af fordringer
anvendelse. |
|
1. § 9 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 42
|
|
|
I lov om ligebehandling af
mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede
sikringsordninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 775 af
29. august 2001, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
§ 12.
Krav på betaling som
følge af § 9 og § 11
forældes efter 2 år efter
udgangen af det kalenderår,
i hvilket fordringshaveren
fik kundskab om kravet og
om, at det er forfaldet, og
i alt fald 5 år efter
kravets forfaldstid. I
øvrigt finder reglerne i
§§ 1-3 i lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse
af fordringer anvendelse.
|
|
1. § 12 ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 43
|
|
|
I lov om
arbejdstageres opfindelser,
jf. lovbekendtgørelse nr.
131 af 18. marts 1986, som
ændret ved § 51 i lov nr.
130 af 26. februar 1992,
foretages følgende
ændringer: |
|
|
|
§ 8.
--- |
|
|
Stk. 2. --- |
|
|
Stk. 3. Kravet på
fastsættelse af godtgørelse
forældes på 5 år i
overensstemmelse med lov nr.
274 af 22. december 1908,
idet forældelsesfristen
regnes fra det tidspunkt, da
arbejdsgiveren har
tilkendegivet, at han ønsker
at erhverve opfindelse.
|
|
1.
§ 8, stk. 3, ophæves.
|
Stk. 4. --- |
|
Stk. 4
bliver herefter stk. 3.
|
|
|
|
|
|
§ 44
|
|
|
I
søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 538 af
15. juni 2004, som ændret
senest ved § 13 i lov nr.
1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 501.
Forældelsesfristen for
følgende fordringer er
|
|
|
1) for
fordring på bjærgeløn og
særligt vederlag, to år fra
den dag, da bjærgningen blev
afsluttet, |
|
|
2) for
fordring på erstatning for
skade ved sammenstød eller
søulykke som nævnt i § 163,
to år fra den dag, da skaden
blev voldt, |
|
|
3) for
fordring på erstatning efter
§ 418, 1. pkt., to år fra
den dag, da passageren gik i
land, eller, dersom dødsfald
har fundet sted undervejs,
fra den dag, på hvilken
passageren skulle have været
udskibet. Har dødsfaldet
fundet sted efter
udskibningen, er fristen to
år fra dødsdagen, dog senest
tre år fra den dag,
udskibningen fandt sted,
|
|
|
4) for
fordring på erstatning efter
§ 419, to år fra den dag, da
rejsegodset blev udskibet
eller, hvis det er gået
tabt, fra den dag, da
udskibningen skulle have
fundet sted, |
|
|
5) for
fordring på erstatning efter
§ 418, 2. pkt., to år fra
den dag, da passageren blev
udskibet, |
|
|
6) for
fordring på erstatning for
tab som følge af, at gods er
udleveret uden forevisning
af konnossement eller til en
forkert person, et år fra
den dag, da godset skulle
have været udleveret, eller
fra den dag, da det blev
udleveret, hvis dette sker
på et senere tidspunkt,
|
|
|
7) for
fordring på erstatning efter
§§ 275 og 276 eller for
urigtige eller ufuldstændige
oplysninger i et
konnossement, et år fra den
dag, da godset blev
udleveret eller skulle have
været udleveret,
|
|
|
8) for
fordring på bidrag til
almindeligt havari eller til
omkostninger, som fordeles
efter § 360 eller § 466,
stk. 2, et år fra dispachens
dato, |
|
|
9) for
fordring, for hvilken
skyldneren er begrænset
ansvarlig i henhold til
§ 172, stk. 1, nr. 4, tre år
fra forfaldsdag,
|
|
|
10) for
fordring på den, der er
blevet personligt ansvarlig
efter § 53 eller § 63, den
for søpanterettens
forældelse fastsatte frist,
jf. §§ 55 og 64.
|
|
|
Stk. 2. For regreskrav i
anledning af fordringer som
nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og
7, er forældelsesfristen et
år fra den dag, da
fordringen blev betalt eller
søgsmål om den rejst. Ved
regres i anledning af krav
som følge af personskade,
jf. stk. 1, nr. 2, regnes
fristen for regreskravet
først fra den dag, da
erstatningen blev betalt.
|
|
|
Stk. 3.
Forældelsesfristen afbrydes
ved foretagelse af
retsskridt inden fristens
udløb eller, såfremt det
tilkommer en dispachør at
træffe afgørelse om
fordringen, ved anmeldelsen
for dispachøren.
|
|
|
Stk. 4. Enhver
forhåndsvedtagelse om
udelukkelse af forældelse
eller om længere
forældelsesfrister end dem,
der er nævnt i stk. 1, er
ugyldig. |
|
|
|
|
1.
I
§ 501, stk. 5,
indsættes som
3. pkt.: |
Stk. 5. Det afgøres
efter loven i det land, hvor
sagen er anlagt, om
forældelsen er afbrudt eller
suspenderet. Dog skal
fordringer som omtalt i
stk. 1, nr. 3, 4 og 5,
senest være forældet tre år
efter den dag, da
udskibningen fandt sted
eller skulle have fundet
sted. |
|
»Når
forældelsen af fordringer
omfattet af stk. 1 afbrydes,
uden der etableres et
særligt retsgrundlag, jf.
forældelseslovens § 5,
stk. 1, løber en ny frist af
samme længde fra det
tidspunkt, som er angivet i
forældelseslovens § 19,
eller, hvis afbrydelsen er
sket ved anmeldelse for en
dispachør, fra dispachørens
afgørelse.« |
Stk. 6. I øvrigt kommer
de almindelige regler om
forældelse af fordringer til
anvendelse. |
|
|
|
|
|
|
|
§ 45
|
|
|
I
konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 785 af
8. august 2005, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter kapitel 9 indsættes:
|
|
|
»Kapitel
9 a |
|
|
Civilretlig forældelse
|
|
|
§ 25.
En fordringshavers krav
på erstatning som følge af
en overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov
eller EF-traktatens artikel
81 og artikel 82 forældes
efter reglerne i
forældelsesloven.
|
|
|
Stk. 2.
Forældelseslovens § 21,
stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse på fordringer som
omhandlet i stk. 1, hvis
fordringshaver har indgivet
klage til Konkurrencerådet i
en sag om overtrædelse af
bestemmelser som anført i
stk. 1, og klagen indgår i
rådets behandling af sagen.
|
|
|
Stk. 3. Indbringes sagen
for Konkurrenceankenævnet,
finder forældelseslovens
§ 21, stk. 2, tilsvarende
anvendelse på fordringer som
omhandlet i stk. 1, hvis
fordringshaver |
|
|
1) har
indbragt sagen for
Konkurrenceankenævnet, eller
|
|
|
2) er
indtrådt som biintervenient
i ankesagen.« |