Lovforslag
nr. 180 fremsat den 14. marts
2007 af justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven
(Alkoholkoncentration i
udåndingsluft, nulgrænse for
euforiserende stoffer m.v.)
§ 1
I
færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1100 af 8.
november 2006, som ændret ved
lov nr. 1560 af 20. december
2006, § 1 i lov nr. 1565 af 20.
december 2006 og § 2 i lov nr.
106 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 53, stk. 1, indsættes
efter »0,50 promille«: », eller
at alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen overstiger 0,25
milligram pr. liter luft«.
2.
Overskriften til § 54
affattes således:
»Kørsel under
påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer,
sygdom m.v.«
3.
§ 54, stk. 1, ophæves, og
i stedet indsættes:
»Et
motordrevet køretøj må ikke
føres eller forsøges ført af
nogen, hvis blod under eller
efter kørslen indeholder
bevidsthedspåvirkende stoffer,
som efter regler fastsat af
justitsministeren er
klassificeret som farlige for
færdselssikkerheden. Denne
bestemmelse finder dog ikke
anvendelse for stoffer, som den
pågældende har indtaget i
henhold til og i
overensstemmelse med en lovlig
recept.
Stk. 2.
Et motordrevet køretøj må
endvidere ikke føres eller
forsøges ført af nogen, som på
grund af sygdom, svækkelse,
overanstrengelse, mangel på
søvn, påvirkning af opstemmende
eller bedøvende midler eller af
lignende årsager befinder sig i
en sådan tilstand, at han eller
hun er ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde.«
Stk. 2-4
bliver herefter stk. 3-5.
4. I
§ 54, stk. 2, der bliver
stk. 3, ændres »af de foran
nævnte grunde« til: »af de
grunde, der er nævnt i stk. 2,«,
og i § 54, stk. 3, der bliver
stk. 4, ændres »stk. 1« til:
»stk. 2«.
5.
§ 55, stk. 1, affattes
således:
»Politiet kan
til enhver tid kræve, at føreren
af et køretøj eller en rytter
afgiver udåndings-, spyt- eller
svedprøve eller lader sine øjne
besigtige. Politiet kan
forlange, at en person afgiver
udåndingsprøve på et andet sted,
end hvor den pågældende er
antruffet, hvis der er grund til
at antage, at den pågældende har
overtrådt § 53.«
6. I
§ 55, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »§ 54, stk. 1 eller 2,«
til: »§ 54, stk. 1, 2 eller 3,«.
7. I
§ 60 a, stk. 1, ændres »§
125, stk. 1, nr. 1-3 eller 8,«
til: Ȥ 125, stk. 1, nr. 1-3, 8
eller 9,«.
8. I
§ 60 a, stk. 3, nr. 1,
ændres »§ 126, stk. 1, nr. 4,«
til: »§ 126, stk. 1, nr. 5,«.
9. I
§ 60 a, stk. 3, nr. 3,
ændres »§ 126, stk. 1, nr. 6
eller 8« til: »§ 126, stk. 1,
nr. 7 eller 9«.
10.
§ 117 affattes således:
Ȥ 117.
Spirituskørsel med
motorkøretøj, stor knallert,
traktor eller motorredskab og
overtrædelse af færdselslovens §
54, stk. 1 eller 2, straffes med
bøde, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Straffen efter stk. 1 kan
stige til fængsel indtil 1 år og
6 måneder, hvis
1)
alkoholkoncentrationen i blodet
under eller efter kørslen har
oversteget 2,00 promille, eller
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen har oversteget
1,00 milligram pr. liter luft,
2) føreren
under særdeles skærpende
omstændigheder har overtrådt
færdselslovens § 54, stk. 2,
3) føreren
findes skyldig i flere tilfælde
af spirituskørsel eller
overtrædelse af § 54, stk. 1
eller 2,
4) føreren
tidligere er frakendt
førerretten betinget som følge
af spirituskørsel eller
overtrædelse af § 54, stk. 1
eller 2, og det nye forhold er
begået inden 3 år efter, at den
tidligere afgørelse blev
endelig,
5) føreren
tidligere er pålagt
kørselsforbud efter § 127 som
følge af spirituskørsel eller
overtrædelse af § 54, stk. 1
eller 2, og det nye forhold er
begået inden 3 år efter, at
afgørelsen om kørselsforbuddet
blev endelig,
6) føreren
tidligere er frakendt
førerretten ubetinget som følge
af spirituskørsel eller
overtrædelse af § 54, stk. 1
eller 2, og det nye forhold er
begået inden 5 år efter udløbet
af frakendelsestiden,
7)
spirituskørslen eller
overtrædelsen af § 54, stk. 1
eller 2, er foregået ved
uberettiget brug af et
motorkøretøj, en stor knallert,
en traktor eller et
motorredskab, jf. straffelovens
§ 293, stk. 1, og § 293 a, eller
8) føreren
findes skyldig i forhold, der er
omfattet af § 125, stk. 1, nr.
1-4, eller § 126, stk. 1, nr.
3.«
11.
§ 117 b, stk. 1, affattes
således:
»Bøder idømt
efter § 117, stk. 1, udmåles
under hensyntagen til den
pågældendes indtægtsforhold på
gerningstidspunktet. Ved
udmåling af bøder for
spirituskørsel skal der
endvidere tages hensyn til
alkoholkoncentrationen i blodet
eller i udåndingsluften under
eller efter kørslen.«
12. I
§ 117 d udgår »§ 54, stk.
1,«.
13. I
§ 118, stk. 1, nr. 1,
ændres »§ 54, stk. 2-4,« til: »§
54, stk. 3-5,«.
14. I
§ 118, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »§ 54, stk. 2-4,« til: »§
54, stk. 3-5,«.
15. I
§ 118, stk. 6, ændres »§
126, stk. 1, nr. 4,« til: »§
126, stk. 1, nr. 5,«.
16.
§ 119, stk. 2-4 ophæves,
og i stedet indsættes:
»Stk.
2. Domsmænd medvirker,
jf. dog stk. 3, i sager,
1) hvor der
bliver spørgsmål om højere straf
end bøde,
2) hvor der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten efter
§ 126, stk. 1, nr. 5,
3) som i
øvrigt skønnes at være af særlig
indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig
offentlig interesse.
Stk. 3.
Domsmænd medvirker uanset
reglerne i stk. 2 ikke i sager,
der
1) behandles
efter reglerne i retsplejelovens
§ 831,
2) vedrører
overtrædelse af § 53,
3) vedrører
overtrædelse af § 54, stk. 1,
eller
4) vedrører
overtrædelse af § 117 a.
Stk. 4.
Offentlig forsvarer
beskikkes efter reglerne i
retsplejelovens § 731 og 732.
Hvis tiltalte fremsætter
begæring herom, beskikkes i
byretten tillige offentlig
forsvarer
1) i sager,
hvor der bliver spørgsmål om
frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, og der ikke
medvirker domsmænd, og
2) i sager om
overtrædelse af § 53 eller § 54,
stk. 1.
Stk. 5.
Tiltalte skal vejledes om
adgangen til
forsvarerbeskikkelse.«
17. I
§ 119 a, stk. 1, ændres
»§ 125, stk. 1, nr. 2-7, § 125,
stk. 2 eller 3, eller § 126,
stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 125,
stk. 1, nr. 2-8, § 125, stk. 2
eller 3, eller § 126, stk. 1,
nr. 1-4«.
18. I
§ 125, stk. 1, nr. 7,
udgår »eller«.
19. I
§ 125, stk. 1, indsættes
efter nr. 7 som nyt nummer:
»8) føreren
har gjort sig skyldig i en
overtrædelse af § 54, stk. 1,
eller en overtrædelse af § 54,
stk. 2, der ikke er omfattet af
§ 126, stk. 1, nr. 2, eller«.
Nr. 8 bliver
herefter nr. 9.
20. I
§ 126, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »1,20 promille«:
»eller en alkoholkoncentration i
udåndingsluften under eller
efter kørslen over 0,60
milligram pr. liter luft«.
21. I
§ 126, stk. 1, indsættes
efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) under
skærpende omstændigheder har
gjort sig skyldig i overtrædelse
af § 54, stk. 2,«.
Nr. 2-8
bliver herefter nr. 3-9.
22. I
§ 126, stk. 1, nr. 5, der
bliver nr. 6, ændres »§ 125,
stk. 1, nr. 1-7,« til: »§ 125,
stk. 1, nr. 1-8,«.
23. I
§ 127, 1. pkt., ændres »§
125, stk. 1, nr. 1-3, 7 eller 8,
§ 125, stk. 3, eller § 126, stk.
2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1,«
til: Ȥ 125, stk. 1, nr. 1-3,
7-8 eller 9, § 125, stk. 3,
eller § 126, stk. 2, jf. § 126,
stk. 1, nr. 1 eller 2,«.
24. I
§ 128, stk. 2, indsættes
efter »spirituskørsel«: »eller
overtrædelse af § 54, stk. 2,
der er omfattet af § 126, stk.
1, nr. 2,«.
25.
§ 133 a, stk. 2, ophæves,
og i stedet indsættes:
»Stk.
2. Konfiskation skal ske,
hvis
1) ejeren af
køretøjet har gjort sig skyldig
i spirituskørsel med en promille
over 1,20 eller en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften over 0,60
milligram pr. liter luft, der
medfører ubetinget frakendelse
af førerretten, eller
overtrædelse under skærpende
omstændigheder af § 54, stk. 2,
der medfører ubetinget
frakendelse af førerretten, og
2) den
pågældende to gange tidligere
inden for de seneste 3 år før,
det nye forhold er begået, har
gjort sig skyldig i forhold som
nævnt i nr. 1, der har medført
ubetinget frakendelse af
førerretten.
Stk. 3.
Konfiskation efter stk. 2
skal ske, selv om køretøjet ikke
er anvendt ved den aktuelle
overtrædelse.«
Stk. 3 og 4
bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1.
juli 2007.
Stk. 2.
Færdselslovens § 119, stk.
2-5, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 16, finder anvendelse i
straffesager, hvor der efter
lovens ikrafttræden rejses
tiltale i første instans.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
|
|
1.
|
Indledning
;............................................................................
............................
|
|
|
1.1.
|
Lovforslagets formål
;............................................................................
..... |
|
|
1.2.
|
Lovforslagets baggrund
;.............................................................................
|
|
|
|
|
2.
|
Oversigt over
lovforslaget
;............................................................................
..... |
|
|
|
|
3.
|
Målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis
i sager om
spirituskørsel
;............................................................................
.............................
|
|
|
3.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
|
3.2.
|
Udvalgets overvejelser
og forslag
...............................................................
|
|
|
|
3.2.1. |
Anvendelse af målinger
af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis
i sager om
spirituskørsel
..........................................................
|
|
|
|
3.2.2. |
Forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i
blod og udåndingsluft
......... |
|
|
|
3.2.3. |
Sikkerhed for korrekte
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften
;............................................................................
.......... |
|
|
|
3.2.4. |
Anvendelse af blodprøver
i sager om
spirituskørsel
...........................
|
|
|
|
3.2.5. |
Udvalgets forslag
;........................................................................
.... |
|
|
3.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
....................................................................
|
|
|
|
|
4.
|
Nulgrænse for kørsel med
bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet
........................
|
|
|
4.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
|
4.2.
|
Udvalgets overvejelser
og forslag
...............................................................
|
|
|
|
4.2.1. |
Nulgrænse for kørsel med
bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet .......
|
|
|
|
4.2.2. |
Omfattede stoffer
;...........................................................................
|
|
|
|
4.2.3. |
Lægeordineret medicin
....................................................................
|
|
|
|
4.2.4. |
Opretholdelse af den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 54,
stk. 1
(føreevnekriteriet)
..................................................................
|
|
|
|
4.2.5. |
Udvalgets forslag
;........................................................................
.... |
|
|
4.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
....................................................................
|
|
|
|
|
5.
|
Skærpelse af
sanktionerne for kørsel
under påvirkning af
andet end alkohol
......... |
|
|
5.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
|
|
5.1.1. |
Straf
;............................................................................
...................
|
|
|
|
5.1.2. |
Frakendelse af
førerretten
...............................................................
|
|
|
5.2.
|
Udvalgets overvejelser
og forslag
...............................................................
|
|
|
|
5.2.1. |
Straf
;............................................................................
...................
|
|
|
|
|
5.2.1.1. |
Overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse
...........................
|
|
|
|
|
5.2.1.2. |
Overtrædelse af
færdselslovens § 54,
stk. 1
(føreevnekriteriet)
;............................................................................
....... |
|
|
|
5.2.2. |
Frakendelse af
førerretten
...............................................................
|
|
|
|
|
5.2.2.1. |
Overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse
...........................
|
|
|
|
|
5.2.2.2. |
Overtrædelse af
færdselslovens § 54,
stk. 1
(føreevnekriteriet)
;............................................................................
....... |
|
|
|
5.2.3. |
Gentagelsesvirkning
;.........................................................................
|
|
|
|
5.2.4. |
Konfiskation
;............................................................................
....... |
|
|
|
5.2.5. |
Tilkendegivelser
;............................................................................
.. |
|
|
5.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
....................................................................
|
|
|
|
|
6.
|
Politiets
efterforskningsbeføjelser
i sager om
spirituskørsel og kørsel
under påvirkning af
andet end alkohol
;.............................................................................
|
|
|
6.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
|
6.2.
|
Udvalgets overvejelser
og forslag
...............................................................
|
|
|
|
6.2.1. |
Tilpasning som følge af
forslaget om målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft
;.........................................................................
|
|
|
|
6.2.2. |
Tilpasninger som følge
af den foreslåede
nulgrænse for kørsel med
bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet
...............................................
|
|
|
6.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
....................................................................
|
|
|
|
|
7.
|
Domsmænds medvirken i
færdselssager
............................................................
|
|
|
7.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
|
7.2.
|
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
.. |
|
|
|
7.2.1. |
Indledende overvejelser
vedrørende domsmænds
medvirken i
færdselssager
;............................................................................
............
|
|
|
|
7.2.2. |
Domsmænds medvirken i
sager om ubetinget
frakendelse af
førerretten
;............................................................................
.....................
|
|
|
|
7.2.3. |
Domsmænds medvirken i
sager om spirituskørsel
og andre kørselsfejl
|
|
|
|
7.2.4. |
Domsmænds medvirken i
sager om kørselsforbud
.............................
|
|
|
|
7.2.5. |
Domsmænds medvirken i
sager om kørsel under
påvirkning af andet end
alkohol
;............................................................................
......... |
|
|
|
7.2.6. |
Sammenfatning af
udvalgets overvejelser
om domsmænds medvirken i
færdselssager
;............................................................................
...... |
|
|
7.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
....................................................................
|
|
|
|
|
8.
|
Økonomiske og
administrative
konsekvenser mv.
...............................................
|
|
|
8.1.
|
Økonomiske og
administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner .
|
|
|
8.2.
|
Økonomiske og
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
......................
|
|
|
8.3.
|
Miljømæssige
konsekvenser
.......................................................................
|
|
|
8.4.
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne
..................................................
|
|
|
8.5.
|
Forholdet til EU-retten
;............................................................................
... |
|
|
|
|
9.
|
Hørte
myndigheder og
organisationer mv.
...................................................
|
|
|
|
|
10.
|
Sammenfattende skema
;.............................................................................
|
|
1. Indledning
1.1.
Lovforslagets formål
Det
overordnede formål med
lovforslaget er at forbedre
færdselssikkerheden ved at
styrke indsatsen over for
trafikanter, der kører bil eller
andet motordrevet køretøj under
påvirkning af spiritus eller
bevidsthedspåvirkende stoffer.
Det ene
hovedelement i lovforslaget er,
at der indføres en adgang til at
anvende måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel. Efter de
gældende regler straffes for
spirituskørsel den, som kører
bil eller andet motordrevet
køretøj efter at have indtaget
spiritus i et sådant omfang, at
alkoholkoncentrationen i blodet
overstiger 0,50 promille. Som
bevis anvendes en
blodprøveanalyse. Ved at give
mulighed for fremover at anvende
måling af alkoholkoncentrationen
i udåndingsluft som bevis vil
sagsbehandlingstiden i sager om
spirituskørsel kunne forkortes
således, at der vil kunne ske en
hurtigere og mere effektiv
retshåndhævelse af reglerne.
Samtidig vil politiets
ressourcer kunne anvendes mere
effektivt i indsatsen mod
spirituskørsel og kørsel under
påvirkning af andet end alkohol.
Det andet
hovedelement i lovforslaget er
en revision af reglerne om
kørsel af motordrevet køretøj
under påvirkning af andet end
alkohol. Bilister, der er
påvirkede af
bevidsthedspåvirkende stoffer,
er til stor fare for de øvrige
trafikanter. Undersøgelser
viser, at indtagelse af
euforiserende stoffer forøger
risikoen for færdselsuheld.
Dette gælder navnlig, hvis
indtagelsen af euforiserende
stoffer kombineres med alkohol.
Lovforslaget indebærer på den
baggrund, at der indføres en
nulgrænse for kørsel med visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet. Det foreslås samtidig,
at sanktionerne for kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
skærpes således, at de tilnærmes
sanktionerne for spirituskørsel.
Endelig indebærer lovforslaget,
at politiets
efterforskningsbeføjelser i
sager om kørsel med
euforiserende stoffer i blodet
forbedres.
Lovforslaget
går endvidere ud på at forenkle
reglerne om domsmænds medvirken
i færdselssager.
1.2.
Lovforslagets baggrund
Den 27. juli
2000 nedsatte den daværende
regering et »Udvalg til
forenkling af
sanktionsfastsættelsen i sager
om spiritus- og promillekørsel«.
I forbindelse med
regeringsskiftet i 2001 fik
udvalget udvidet sit
kommissorium og ændrede navn til
»Udvalget om
sanktionsfastsættelse i sager om
spiritus- og promillekørsel mv.«
Udvalget har
efter sit kommissorium bl.a.
haft til opgave at gennemgå
færdselslovgivningens
bestemmelser om kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
med henblik på et eventuelt
forslag til revision heraf og
overveje indførelse af
lovbestemmelser, der muliggør
anvendelse af måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevis i
sager om spiritus- og
promillekørsel.
Den 3. januar
2007 afgav udvalget sin anden
delbetænkning (betænkning nr.
1486/2007) om
alkoholkoncentration i
udåndingsluft og en nulgrænse
for euforiserende stoffer mv.
Denne betænkning omhandler
udvalgets overvejelser
vedrørende brug af målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevis i
sager om spirituskørsel samt
vedrørende kørsel under
påvirkning af andet end alkohol.
Betænkningen indeholder desuden
overvejelser om færdselslovens
regler om domsmænds medvirken i
færdselsstraffesager.
Betænkningen er afgivet i
enighed.
Lovforslaget
bygger på betænkningen.
2. Oversigt
over lovforslaget
Det foreslås
for det første, at det fremover
bliver muligt at anvende
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel. Der henvises
til pkt. 3 nedenfor.
I forlængelse
af forslaget om at anvende
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel foreslås det
at præcisere færdselslovens
regler om politiets
efterforskningsbeføjelser. Der
henvises til pkt. 6 nedenfor.
Dernæst
foreslås det at supplere den
gældende bestemmelse i
færdselsloven om kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
med en såkaldt nulgrænse for
kørsel med visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet. Den foreslåede nulgrænse
vil indebære, at det bliver
strafbart at føre eller forsøge
at føre motordrevet køretøj for
personer, hvis blod indeholder
bevidsthedspåvirkende stoffer,
som er klassificeret som farlige
for færdselssikkerheden.
Nulgrænsen skal efter forslaget
ikke gælde for stoffer, som
føreren har indtaget i
overensstemmelse med en lovlig
recept. Der henvises til pkt. 4
nedenfor.
Det foreslås
endvidere, at sanktionerne for
kørsel under påvirkning af andet
end alkohol skærpes således, at
de tilnærmes sanktionerne for
spirituskørsel. Der henvises til
pkt. 5 nedenfor.
I forlængelse
af forslaget om revision af
reglerne om kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
foreslås det, at der sker en
justering af færdselslovens
regler om politiets
efterforskningsbeføjelser.
Forslaget skal bl.a. gøre det
muligt for politiet at anvende
spyt- og svedprøver samt
øjenbesigtigelse med henblik på
at konstatere mistanke om
påvirkning af euforiserende
stoffer i forbindelse med
kørsel. Der henvises til pkt. 6
nedenfor.
Det foreslås
for det tredje at gennemføre en
forenkling af færdselslovens
regler om domsmænds deltagelse i
færdselssager. Der henvises til
pkt. 7 nedenfor.
3. Målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel
3.1. Gældende
ret
Efter
færdselslovens § 53, stk. 1,
straffes for spirituskørsel den,
som fører eller forsøger at føre
et motordrevet køretøj efter at
have indtaget spiritus i et
sådant omfang, at
alkoholkoncentrationen i blodet
under eller efter kørslen
overstiger 0,50 promille.
Spørgsmålet
om, hvorvidt der foreligger
spirituskørsel efter
færdselslovens § 53, stk. 1,
afgøres således efter et
promillekriterium, og det er
uden betydning, om det kan
godtgøres, at førerens evne til
at føre bil faktisk var påvirket
af alkohol (spiritus) under
kørslen. Promillekriteriet vil
efter færdselslovens § 53, stk.
1, være opfyldt, hvis føreren
har ført køretøjet med en
alkoholkoncentration i blodet,
der overstiger 0,50 promille.
Promillekriteriet blev indført
med færdselsloven af 1976 (lov
nr. 287 af 10. juni 1976).
Efter
færdselslovens § 53, stk. 2,
straffes for spirituskørsel
endvidere den, som fører eller
forsøger at føre et motordrevet
køretøj efter at have indtaget
spiritus i et sådant omfang, at
den pågældende ikke kan føre
køretøjet på betryggende måde.
Færdselslovens § 53, stk. 2,
bygger således ikke på et
promillekriterium, men på et
føreevnekriterium, idet det er
afgørende, om den pågældende
uafhængigt af alkoholpromillens
størrelse kan føre køretøjet
på betryggende måde.
Foruden
færdselslovens § 53, stk. 1,
findes der i færdselsloven en
række bestemmelser, som bygger
på et promillekriterium.
Efter
færdselslovens § 117, stk. 2,
nr. 1, kan straffen for
spirituskørsel stige til fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, hvis
alkoholkoncentrationen i blodet
under eller efter kørslen har
oversteget 2,00 promille.
Efter
færdselslovens § 117 b, stk. 1,
udmåles bøder (for
spirituskørsel med motorkøretøj,
stor knallert, traktor eller
motorredskab) idømt efter § 117,
stk. 1, under hensyntagen til
den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet og
alkoholpromillen i blodet under
eller efter kørslen.
Efter
færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 1, skal føreren af et
motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, ubetinget
frakendes retten til at føre et
sådant køretøj, hvis føreren har
gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en
alkoholkoncentration i blodet
under eller efter kørslen over
1,20 promille.
Det følger af
færdselslovens § 133 a, stk. 2,
at konfiskation af det
motordrevne køretøj skal ske,
hvis ejeren af køretøjet har
gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en promille
på over 1,20, der medfører
ubetinget frakendelse af
førerretten, og den pågældende
to gange tidligere inden for de
seneste 3 år, før det nye
forhold er begået, har gjort sig
skyldig i spirituskørsel med en
promille over 1,20, der har
medført ubetinget frakendelse af
førerretten.
3.2.
Udvalgets overvejelser og
forslag
3.2.1.
Anvendelse af målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel
Udvalget har
anbefalet, at der tilvejebringes
et retligt grundlag for at
anvende målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel. Udvalget har
ved denne anbefaling lagt vægt
på en række forhold, som
gennemgås i det følgende.
Udvalget har
anført, at måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften er et mere
skånsomt indgreb over for
føreren end måling af
alkoholkoncentrationen i blodet.
Måling af alkoholkoncentrationen
i blodet forudsætter et
legemsindgreb i form af
udtagelse af en blodprøve.
Legemsindgrebet har en karakter,
der bevirker, at det bør
foretages af
medicinsk-fagkyndigt personale.
Måling af alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften vil derimod
alene kræve, at der foretages en
udåndingsprøve svarende til,
hvad politiet allerede efter den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 55, stk. 1, kan
foretage uden, at der foreligger
et mistankegrundlag.
Udvalget har
endvidere anført, at føreren
straks vil blive bekendt med
resultatet af målingen af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften og således ikke
som i dag skal afvente
resultatet af analysen af
blodprøven, før han eller hun
bliver bekendt med, om der vil
blive rejst en straffesag.
Udvalget har
også anført, at tiden fra det
strafbare forhold begås, indtil
straffen fastsættes, vil kunne
forkortes. Dette skyldes, at der
ved måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften straks vil
fremkomme en måling, som vil
kunne anvendes som bevis ved en
retssag. Sagsbehandlingstiden
vil således kunne forkortes med
den tid, der ved måling af
alkoholkoncentrationen i blodet
går med udtagelse og analyse af
blodprøve. Den forkortede
sagsbehandlingstid vil efter
udvalgets opfattelse kunne have
en præventiv effekt, idet den
pågældende fører vil opleve en
hurtigere og mere effektiv
retshåndhævelse i forhold til
det strafbare forhold.
Udvalget har
anført, at målinger af
alkoholkoncentration i
udåndingsluften som bevis i
sager om spirituskørsel vil
medføre en reduktion af
omkostningerne i disse sager.
Politiet skal således ikke
længere betale for, at
medicinsk-uddannet personale
udtager en blodprøve i sager,
hvor der anvendes måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft. Endvidere vil de
samlede omkostninger til analyse
af blodprøver kunne reduceres.
Herudover har udvalget peget på,
at politiet ikke normalt vil
skulle transportere føreren til
et sygehus, en politistation
eller andet sted med henblik på
udtagelse af blodprøve. De
frigjorte ressourcer vil i
stedet kunne anvendes til en
øget indsats på
færdselssikkerhedsområdet,
herunder f.eks. i forbindelse
med en øget indsats mod kørsel
under påvirkning af stoffer.
Udvalget har
endvidere anført, at anvendelse
af målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevis i
sager om spirituskørsel også vil
indebære en besparelse for
føreren, hvis den pågældende
findes skyldig, idet vedkommende
ikke, som tilfældet er i dag,
vil skulle betale omkostninger
forbundet med udtagelsen af en
blodprøve.
Udvalget har
anført, at anvendelse af
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften vil forenkle
efterforskningen i sager om
spirituskørsel, hvilket vil
kunne medvirke til at
effektivisere politiets kontrol
af overholdelse af forbuddet mod
spirituskørsel, der således vil
kunne blive mere intensiv. I det
omfang politiet bliver udstyret
med mobilt måleudstyr, der
medbringes på stedet ved
almindelig trafikkontrol, vil
der ved sådanne kontrolaktioner
kunne foretages kontrol af et
stort antal trafikanter med
meget præcise måleresultater.
Udvalget har i den forbindelse
fremhævet, at svensk politi med
mobilt måleudstyr kan foretage
vejsidekontrol, hvor kontrol af
en enkelt trafikant tager ca. 15
minutter.
Udvalget har
videre anført, at politi og
domstole med målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft, der kan anvendes
som bevis, vil få et sikrere
grundlag for at træffe
afgørelser om midlertidig
inddragelse af førerretten og
varetægtsfængsling mv.
Samlet set er
det udvalgets opfattelse, at
anvendelse af måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevismiddel
vil bidrage til en højere
opdagelsesprocent, hvilket efter
udvalgets opfattelse vil
indebære en betydelig styrkelse
af den præventive effekt af
politiets indsats mod
spirituskørsel.
Udvalget har
herudover peget på, at målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften anvendes som
bevismiddel i alle vore
nabolande.
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.5 og 5.6.1.
3.2.2.
Forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft
Udvalget har
anbefalet, at der ved
fastlæggelsen af værdier for
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft fastsættes et
forhold på 2.000:1 mellem blod
og udåndingsluft. Herved
forstås, at
alkoholkoncentrationen i 1
milliliter blod er 2.000 gange
højere end
alkoholkoncentrationen i 1
milliliter luft. Et forhold på
2.000:1 mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft vil f.eks.
indebære, at den nedre grænse
for alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften fastsættes til
0,25 milligram pr. liter luft.
Udvalget har
i den forbindelse anført, at der
ikke består noget fast forhold
mellem alkoholkoncentrationen i
blodet og i udåndingsluften.
Forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blodet
og udåndingsluften varierer fra
individ til individ afhængig af
en række fysiologiske faktorer
som f.eks. blodets
sammensætning, udåndingsluftens
temperatur, åndedrætsteknikken,
lungekapaciteten og
legemstemperaturen. Ved
anvendelse af de senest
udviklede bevisalkometre har man
fundet et forhold, som i
gennemsnit ligger mellem 2.400:1
og 2.500:1. Man har endvidere
fundet, at forholdet for raske
mennesker kan variere mellem
1.800:1 og 3.000:1.
Udvalget har
peget på, at det varierende
forhold mellem
alkoholkoncentrationen i blodet
og udåndingsluften bevirker, at
sager om spirituskørsel, der
afgøres på grundlag af en måling
af alkoholkoncentrationen i
førerens udåndingsluft, vil
kunne blive afgjort anderledes
end, hvis grundlaget for sagens
afgørelse havde været en måling
af alkoholkoncentrationen i
førerens blod.
Udvalget har
imidlertid ikke fundet, at dette
i sig selv er mere betænkeligt
end det forhold, at
blodpromillekriteret i 1976
afløste føreevnekriteriet som
grundlag for domfældelse i stort
set alle sager om
spirituskørsel. Ved indførelsen
af blodpromillekriteriet i 1976
blev det strafbare område for
spirituskørsel bortset fra
reglen i færdselslovens § 53,
stk. 2 gjort uafhængigt af, om
den pågældendes føreevne rent
faktisk har været påvirket af
alkohol. Det er ikke alle
personer, der er påvirket af
spiritus, selv om deres
blodalkoholpromille overstiger
f.eks. 0,80.
Blodpromillekriteriet indebærer
således, at nogle førere af
motorkøretøjer bliver straffet
for spirituskørsel, selv om de
ikke har udgjort nogen fare for
færdselssikkerheden. De
betænkeligheder, der måtte være
forbundet hermed, har således
måttet vige for de åbenbare
fordele, der er forbundet med en
fast promillegrænse, herunder
navnlig at spørgsmålet om,
hvorvidt der er begået et
strafbart forhold, beror på et
objektivt målbart forhold
(alkoholkoncentrationen i
blodet) og ikke et skøn
(føreevnen). Udvalget har peget
på, at dette forhold trådte
endnu tydeligere frem, da
promillegrænsen i 1998 blev
nedsat til 0,50, idet antallet
af personer, der overtræder
færdselslovens § 53 uden at være
påvirket af spiritus, hermed
blev forøget væsentligt.
Udvalget har
anført, at det forhold, at man
indfører et alternativt
gerningsindhold for
spirituskørsel, hvorved der
indføres yderligere en objektiv
målestok for, om der foreligger
spirituskørsel
(alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften), og at der kan
ske domfældelse for
spirituskørsel efter én
målestok, selv om det ikke ville
kunne ske efter en anden, efter
udvalgets opfattelse ikke ændrer
den beskrevne principielle
problemstilling. Udvalget har
peget på, at en fører af et
motorkøretøj under alle
omstændigheder selv vil kunne
undgå at bringe sig i en
situation, hvor
alkoholkoncentrationen i blodet
eller i udåndingsluften bliver
for høj.
Ved
fastsættelsen af grænsen for den
tilladte alkoholkoncentration i
udåndingsluften bør det dog
efter udvalgets opfattelse
tilstræbes, at personer, der
findes skyldige i spirituskørsel
som følge af en overskridelse af
grænsen for den tilladte
alkoholkoncentration i
udåndingsluften, typisk også vil
have overskredet den tilladte
grænse for alkoholkoncentration
i blodet.
Udvalget har
peget på, at man i en række
andre lande har fastsat regler
om, at måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft kan anvendes
parallelt med måling af
alkoholkoncentrationen i blodet.
Forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft er i Norge,
Sverige og Tyskland fastsat til
2.000:1, mens det i Finland er
fastsat til ca. 2.300:1. Det
forhold, som er fastsat i
Finland, er således mere
ufordelagtigt for den, der
bedømmes på grundlag af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, end det vil
være, hvis forholdet, som
udvalget foreslår, fastsættes
til 2.000:1.
Udvalget har
anført, at ved at vælge en
undergrænse for spirituskørsel
på 0,25 milligram pr. liter luft
svarende til et forhold mellem
alkoholkoncentrationen i blodet
og i udåndingsluften på 2.000:1
opnås, at den altovervejende
del af de trafikanter, der
domfældes på grundlag af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, også ville
blive dømt på grundlag af en
blodprøve, da det gennemsnitlige
forhold mellem
alkoholkoncentrationen i blodet
og i udåndingsluften antages at
ligge mellem 2.300:1 og 2.400:1.
Da det imidlertid forekommer, at
omregningsforholdet mellem blod
og udåndingsluft for
enkeltpersoner ligger under
2.000:1, vil en omregningsfaktor
på 2.000:1 ikke i alle tilfælde
hindre, at en person, der dømmes
for spirituskørsel på grundlag
af en måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, kan have haft
en alkoholkoncentration i
blodet, der ikke har oversteget
den tilladte grænse for
alkoholkoncentrationen i blodet.
Udvalget har
i den forbindelse bemærket, at
det kan anføres, at et
koncentrationsforhold på 2.000:1
mellem blod og udåndingsluft
indebærer, at personer, som ikke
er i stand til at udføre en
udåndingsprøve, og som derfor
bedømmes på grundlag af en
blodprøve, typisk vil blive
strengere bedømt end andre.
Hertil har udvalget anført, at
de pågældende ikke vil blive
bedømt strengere, end de bliver
efter den nugældende
retstilstand. Det vil således
alene være tale om, at personer,
der bedømmes på grundlag af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, typisk vil
blive bedømt lidt mildere end
efter de nugældende regler.
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.2.1, 5.2.2, 5.5 og
5.6.2.
3.2.3.
Sikkerhed for korrekte målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften
Udvalget har
peget på, at der vil kunne opstå
spørgsmål om, hvorvidt målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften er korrekte.
Udvalget har herom anført, at et
sådant tvivlsspørgsmål ikke
adskiller sig principielt fra
andre spørgsmål om en
straffesags faktum og må afgøres
af domstolene efter sædvanlige
bevisregler. Dette gælder også
for de fysiologiske forhold, der
kan have betydning for
resultatet af en måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, jf. herved pkt.
3.2.2 ovenfor.
Udvalget har
dog understreget, at det er af
væsentlig betydning, at de
bevisalkometre, som skal
anvendes af politiet, er
pålidelige. Det er i den
forbindelse udvalgets vurdering,
at mange mulige fejlkilder vil
kunne undgås ved at stille krav
om, at den type bevisalkometre,
som politiet anvender, som
minimum skal leve op til den
anbefaling, som Den
Internationale Organisation for
Legal Metrologi (OIML) i 1998
har udgivet (OIML-anbefaling nr.
126). Udvalget har peget på, at
det herved kan sikres, at de
bevisalkometre, som anvendes,
ikke påvirkes af omgivelsernes
temperatur og luftfugtighed.
Endvidere vil der opnås en
større sikkerhed for, at den
udåndingsluft, hvori
alkoholkoncentrationen måles,
stammer fra alveolerne (dvs. den
dybeste del af lungerne), idet
der stilles krav til mængden af
luft, der pustes ind i
apparatet.
Udvalget har
foreslået, at der gives
justitsministeren adgang til
administrativt at fastsætte
regler om krav til
bevisalkometre, der anvendes til
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, som bruges som
bevis i sager om spirituskørsel.
Endvidere skal justitsministeren
efter udvalgets forslag kunne
fastsætte bestemmelser om
udførelsen af udåndingsprøven,
f.eks. en bestemmelse om at
udåndingsprøve ikke tages før
mindst 15 minutter efter, at
personen sidst havde indtaget
spiritus. Det er også udvalgets
opfattelse, at der
administrativt bør fastsættes
regler om, at der i den enkelte
sag bør foretages to af hinanden
uafhængige målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, og at
afvigelser mellem de to målinger
ikke bør overstige OIMLs
anbefalinger. Sådanne regler vil
efter udvalgets opfattelse kunne
udstedes i medfør af den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 55, stk. 3.
Udvalget har
anført, at politiet vil kunne
anvende et teknisk fradrag i
måleresultatet for at udligne
eventuelle måleusikkerheder
forbundet med udåndingsprøver
med det valgte alkometer
svarende til det fradrag, der
sker i middelværdien af en
blodprøve.
Endelig har
udvalget peget på, at det vil
være af væsentlig betydning, at
de politifolk, der foretager
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften til brug som
bevis i sager om spirituskørsel,
har den fornødne uddannelse
hertil.
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.3 og 5.6.3.
3.2.4.
Anvendelse af blodprøver i sager
om spirituskørsel
Udvalget har
overvejet spørgsmålet om fortsat
anvendelse af blodprøver som
bevismiddel i sager om
spirituskørsel.
Udvalget har
ved anbefalingen om anvendelse
af udåndingsmålinger som bevis i
sager om spirituskørsel
forudsat, at udåndingsprøverne i
vidt omfang vil afløse
blodprøverne som bevismiddel.
Udvalget har imidlertid også
anført, at det i nogle tilfælde
vil være udelukket at gennemføre
udåndingsprøver. Der vil således
f.eks. fortsat være behov for at
anvende blodprøver som bevis i
sager om spirituskørsel, hvis
føreren på grund af sygdom
(f.eks. astma) eller
tilskadekomst ikke kan foretage
en udåndingsprøve, eller hvis
føreren nægter at medvirke ved
prøven. Tilsvarende gælder ved
færdselsuheld, hvor føreren er
bevidstløs.
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.6.4.
3.2.5.
Udvalgets forslag
Udvalget har
på baggrund af de overvejelser,
der er beskrevet i pkt.
3.2.1-3.2.4 ovenfor, foreslået,
at færdselslovens § 53, stk. 1,
skal indeholde to alternative
gerningsindhold således, at der
foreligger spirituskørsel enten,
hvis alkoholkoncentrationen i
blodet overstiger 0,50 promille,
eller hvis
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften overstiger 0,25
milligram pr. liter luft. Dette
vil indebære, at der foreligger
spirituskørsel, hvis blot én af
de to grænser er overskredet.
Ved forslaget har udvalget
anvendt en omregningsfaktor på
2.000:1 i forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blodet
og udåndingsluften, jf. pkt.
3.2.2 ovenfor.
Som det
fremgår af pkt. 3.1 ovenfor, er
blodalkoholpromillens størrelse
ikke alene afgørende for, om der
overhovedet foreligger
spirituskørsel, men også for
sanktionsspørgsmålet. Udvalget
har som konsekvens af forslaget
om ændring af § 53, stk. 1,
foreslået, at de bestemmelser i
færdselsloven, der i deres
gældende form bygger på et
blodpromillekriterium, suppleres
med et alternativt
alkoholkoncentrationskriterium
for udåndingsluft.
Udvalget har
i den forbindelse foreslået en
ændring af færdselslovens § 117,
stk. 2, nr. 1, således, at
straffen for spirituskørsel, der
som udgangspunkt er bøde, kan
stige til fængsel indtil 1 år og
6 måneder, hvis
alkoholkoncentrationen i blodet
under eller efter kørslen har
oversteget 2,00 promille, eller
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen har oversteget
1,00 milligram pr. liter luft.
Udvalget har
endvidere foreslået en ændring
af færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 1, således, at retten til at
føre motordrevet køretøj,
hvortil der kræves kørekort,
ubetinget skal frakendes den
fører, der har gjort sig skyldig
i spirituskørsel med en
alkoholkoncentration i blodet
under eller efter kørslen over
1,20 promille eller en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften under eller
efter kørslen over 0,60
milligram pr. liter luft.
Udvalget har
også foreslået, at
færdselslovens § 133 a, stk. 2,
om obligatorisk konfiskation af
et køretøj som følge af
spirituskørsel ændres således,
at bestemmelsens
blodpromillekriterium på 1,20
suppleres med et alternativt
alkoholkoncentrationskriterium
for udåndingsluft på 0,60
milligram pr. liter luft.
Endvidere har
udvalget foreslået, at
færdselslovens § 117 b, stk. 1,
der indebærer, at bøder for
spirituskørsel udmåles bl.a.
under hensyntagen til
alkoholpromillen i blodet under
eller efter kørslen, suppleres
med en regel om, at der
alternativt skal tages hensyn
til alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen.
Udvalgets
forslag indebærer en
omregningsfaktor på 2.000:1
mellem alkoholkoncentrationen i
blod og udåndingsluft svarende
til den omregningsfaktor, der er
anvendt ved forslaget til
ændring af færdselslovens § 53,
stk. 1, jf. herved pkt. 3.2.2
ovenfor. Forslagene betyder, at
de gældende
sanktionsudmålingsregler finder
tilsvarende anvendelse i sager
om spirituskørsel, hvor der er
foretaget måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften.
Som eksempel
har udvalget peget på, at bødens
størrelse i sager om
spirituskørsel i
førstegangstilfælde, hvori der
er målt en alkoholkoncentration
i udåndingsluften i intervallet
0,26-1,00 milligram pr. liter
luft, ligesom i sager, hvori der
er målt en
alkoholkoncentrationen i blodet
på 0,51-2,00 promille, vil kunne
gradueres efter størrelsen af
alkoholkoncentrationen. Bøden
vil kunne beregnes efter
følgende formel:
Årlig
bruttoindtægt x 1.000 kr. x 2 x
mg. pr. liter luft
25.000 kr.
Der henvises
til de beregningseksempler, der
er anført på betænkningens side
72.
De gældende
retningslinjer for
strafudmålingen
(strafpositioner) i sager om
spirituskørsel vil efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således:
Spirituskørsel
|
0,26-1,00 milligram
alkohol
pr. liter luft
|
Mere
end 1,00 milligram
alkohol pr. liter luft
|
1.
gang |
Bøde
|
20
dages fængsel*
|
2.
gang |
10
dages fængsel**
|
30
dages fængsel**
|
3.
gang |
20
dages ubetinget fængsel
|
40
dages ubetinget fængsel
|
4.
gang |
30
dages ubetinget fængsel
|
50
dages ubetinget fængsel
|
5.
gang |
40
dages ubetinget fængsel
|
60
dages ubetinget fængsel
|
6.
gang |
50
dages ubetinget fængsel
|
70
dages ubetinget fængsel
|
*
Frihedsstraffen udmåles som
udgangspunkt som en betinget
frihedsstraf med vilkår om
samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på en måneds
nettoløn eller en betinget
frihedsstaf med vilkår om
alkoholistbehandling.
Der vil
afhængig af straffen i
førstegangstilfældet blive
idømt enten en ubetinget
frihedsstraf eller en betinget
frihedsstraf med vilkår om
samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på en måneds
nettoløn eller en betinget
frihedsstaf med vilkår om
alkoholistbehandling samt en
tillægsbøde.
For så vidt
angår spørgsmålet om frakendelse
vil de gældende retningslinjer i
sager om spirituskørsel efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således:
Spirituskørsel
|
0,26-0,60 milligram
alkohol
pr. liter luft
|
Mere
end 0,60 milligram
alkohol pr. liter luft
|
1.
gang |
Betinget frakendelse
|
Ubetinget frakendelse i
3 år |
2.
gang |
Ubetinget frakendelse i
3 år |
Ubetinget frakendelse i
5 år |
3.
gang |
Ubetinget frakendelse i
5 år |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
4.
gang eller senere
tilfælde |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.6.5.
Udvalget har
ikke har fundet grundlag for at
foreslå en bestemmelse, der
indebærer, at justitsministeren
kan fastsætte tidspunktet for
ikrafttrædelsen af de
bestemmelser, der vedrører
indførelse af målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel. Grunden
hertil er, at det ville være
uhensigtsmæssigt at vedtage
ændringer i færdselsloven, som
først skulle træde i kraft flere
år efter vedtagelsen, og at det
er uproblematisk, at de
foreslåede bestemmelser træder i
kraft, selv om det endnu ikke i
praksis er muligt at gennemføre
bevisfaste målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets anbefaling om, at
der tilvejebringes et retligt
grundlag for at anvende målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft i sager om
spirituskørsel. Ministeriet har
herved lagt vægt på de grunde,
som er anført af udvalget.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at der i færdselsloven
fastsættes et forhold på 2.000:1
mellem blod og udåndingsluft,
hvorved forstås, at
alkoholkoncentrationen i 1
milliliter blod er 2.000 gange
højere end
alkoholkoncentrationen i 1
milliliter luft.
Justitsministeriet har herved
vægt på, at det efter forslaget
vil fremgå direkte af ordlyden i
færdselslovens § 53, stk. 1, at
bestemmelsen indeholder to
alternative gerningsindhold. Det
medfører, at en fører vil kunne
dømmes for spirituskørsel, hvis
enten alkoholkoncentrationen i
blodet overstiger 0,50 promille,
eller alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften overstiger 0,25
milligram alkohol pr. liter
luft. Den enkelte fører vil
således have et klart
retsgrundlag at indrette sine
handlinger efter.
Justitsministeriet har i den
forbindelse noteret sig, at der
ikke fysiologisk kan konstateres
et entydigt forhold mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft, idet dette
forhold er afhængigt af en række
fysiologiske forhold, som kan
variere afhængig af den konkrete
person og den konkrete
situation. Ministeriet har dog
ligesom udvalget lagt vægt på,
at de gældende regler om
spirituskørsel i færdselslovens
§ 53, stk. 1, ikke kræver bevis
for, at den pågældende fører
faktisk har været påvirket af
alkohol. Der er således ikke
efter gældende ret nogen entydig
sammenhæng mellem grænsen for
alkoholkoncentrationen i blodet
og den enkelte førers evne til
at føre motordrevet køretøj.
Justitsministeriet har ligesom
udvalget endvidere lagt vægt på,
at et forhold på 2.000:1 mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft vil medføre, at
den altovervejende del af de
førere, der domfældes på
grundlag af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, også ville være
blevet domfældt på grundlag af
en blodprøve. Et forhold på
2.000:1 sikrer på denne måde, at
der ikke i realiteten indføres
en lavere grænse for
alkoholindtagelse i forbindelse
med kørsel end den nugældende
grænse.
På denne
baggrund finder
Justitsministeriet, at det ikke
er betænkeligt, at forholdet
mellem alkoholkoncentrationen i
blod og udåndingsluft ved lov
fastsættes til 2.000:1. Dette
svarer i øvrigt til det forhold,
som på tilsvarende vis er
fastlagt i vore nabolande Norge,
Sverige og Tyskland.
Justitsministeriet lægger vægt
på, at det tilstræbes, at måling
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft anvendes i videst
muligt omfang i sager om
spirituskørsel, således at
bedømmelse af spritbilister sker
så ensartet som muligt. Det
bemærkes, at i tilfælde, hvor
flere førere er involveret i
samme hændelse (f.eks. et
færdselsuheld), må det anses for
hensigtsmæssigt, at disse
personer bedømmes på grundlag af
samme type måling, dvs. enten
alkoholkoncentrationen i blodet
eller i udåndingsluften, jf.
herved pkt. 3.2.4 ovenfor.
Justitsministeriet kan på denne
baggrund tilslutte sig udvalgets
forslag om ændring af
færdselslovens bestemmelser med
henblik på at tilvejebringe et
retligt grundlag for at anvende
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel, jf. pkt.
3.2.5 ovenfor.
Justitsministeriet kan i den
forbindelse tilslutte sig
udvalgets synspunkter og
overvejelser om sikkerhed for
korrekte målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft, jf. pkt. 3.2.3
ovenfor.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 1,
10, 11, 20 og 25, samt
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan af de
grunde, som udvalget har anført,
tilslutte sig udvalgets
synspunkter vedrørende
ikrafttrædelsen af de
bestemmelser i lovforslaget, som
vedrører måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel.
Justitsministeriet bemærker i
den forbindelse, at lovforslaget
indebærer, at politiet vil
skulle anskaffe udstyr, som er
egnet til sådanne målinger.
Iværksættelse af sådanne
målinger vil kræve en række
foranstaltninger, herunder
fastlæggelse af tekniske krav
til udstyr, anskaffelse af
udstyr og uddannelse af
politipersonale i betjeningen
heraf. Det bemærkes i den
forbindelse, at anskaffelse af
udstyr vil få et sådant omfang,
at der vil skulle gennemføres et
EU-udbud. Det må således
forventes, at der efter
lovforslagets vedtagelse vil
kunne gå nogen tid, inden
politiet vil kunne begynde at
foretage målinger af
alkoholkoncentrationen efter de
foreslåede regler.
Der henvises
til lovforslagets § 2.
4. Nulgrænse
for kørsel med
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet
4.1. Gældende
ret
Efter
færdselslovens § 54, stk. 1, må
et motordrevet køretøj ikke
føres eller forsøges ført af
nogen, som på grund af sygdom,
svækkelse, overanstrengelse,
mangel på søvn, påvirkning af
opstemmende eller bedøvende
midler eller af lignende årsager
befinder sig i en sådan
tilstand, at den pågældende er
ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde.
Bestemmelsen
i færdselslovens § 54, stk. 1,
er baseret på et såkaldt
føreevnekriterium. Dette
indebærer, at forbuddet mod at
føre eller forsøge at føre
motordrevet køretøj kun gælder,
hvis den pågældende af de
årsager, der er opregnet i
bestemmelsen, befinder sig i en
sådan tilstand, at den
pågældende er ude af stand til
at føre køretøjet på fuldt
betryggende måde.
Årsagen til
den tilstand, som medfører, at
føreren er ude af stand til at
føre køretøjet på fuldt
betryggende måde, skal være
sygdom, svækkelse,
overanstrengelse, mangel på
søvn, påvirkning af opstemmende
eller bedøvende midler eller en
lignende årsag. Bestemmelsen
omfatter enhver form for
svækkelse, ligesom enhver form
for narkotikapåvirkning er
omfattet.
Bestemmelsen
i færdselslovens § 54, stk. 1,
fik sin nuværende affattelse ved
vedtagelsen af lov nr. 287 af
10. juni 1976. Bestemmelsen var
en næsten uændret videreførelse
af § 15 i færdselsloven af 1955.
Der var dog tale om en skærpelse
af føreevnekriteriet, idet
kravet tidligere alene var, at
den pågældende kunne føre
køretøj på betryggende måde. Det
fremgår af lovforslagets
bemærkninger til bestemmelsen,
at påvirkning af de såkaldte
hallucinogener, f.eks. LSD og
meskalin, der ikke er
opstemmende eller bedøvende
midler, omfattes af udtrykket
»af lignende årsager«. Der
henvises til Folketingstidende
1974-75, 2. samling, tillæg A,
sp. 1959 ff.
4.2.
Udvalgets overvejelser og
forslag
4.2.1.
Nulgrænse for kørsel med
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet
Udvalget har
anbefalet, at der indføres en
lovregel, hvorefter kørsel med
en koncentration af visse
stoffer i blodet i sig selv vil
udgøre et strafbart forhold, og
at dette sker gennem indførelse
af en legal nulgrænse. Efter
udvalgets opfattelse er der
behov for udvidelse af det
strafbare område således, at
førere af motordrevne køretøjer,
der indtager stoffer, som
indebærer en generel risiko for
påvirkning af evnen til at føre
motordrevet køretøj på fuldt
betryggende vis, kan straffes
uanset, at det ikke konkret kan
påvises, at indtagelsen af
stoffet har påvirket evnen til
at føre køretøj.
Udvalget har
ved sin anbefaling af en
nulgrænse lagt vægt på, at en
række stoffer har en
bevidsthedspåvirkende virkning
af en sådan art, at indtagelse
af stofferne i almindelighed vil
medføre betydelig risiko for, at
den pågældende bliver ude af
stand til at føre motordrevet
køretøj på betryggende vis.
Udvalget har i den forbindelse
peget på, at kørsel af
motordrevet køretøj under
påvirkning af euforiserende
stoffer forøger risikoen for
færdselsulykker. Dette gælder
navnlig, hvis de euforiserende
stoffer virker i sammenhæng med
alkohol.
Udvalget har
endvidere lagt vægt på, at en
nulgrænse for visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
forbindelse med kørsel af
motordrevet køretøj til fordel
for færdselssikkerheden vil
kunne medføre en effektivisering
af retshåndhævelsen af reglerne
om kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer.
I den
forbindelse har udvalget peget
på, at den gældende bestemmelse
i færdselslovens § 54, stk. 1,
stiller betydelige krav til
politiets efterforskning og
anklagemyndighedens
bevisførelse. I praksis vil
strafansvar først komme på tale
i tilfælde, hvor der kan føres
bevis for, at den
pågældende har indtaget det
pågældende stof, at den
pågældende af denne grund har
befundet sig i en sådan
tilstand, at han eller hun ikke
har været i stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde, og at der hos
gerningsmanden var den fornødne
tilregnelse i forhold til disse
forhold. Hvis politiet fatter
mistanke om påvirkning af
stoffer, skal der således
udtages blod- eller urinprøve og
foretages klinisk undersøgelse
af føreren med henblik på at
konstatere, i hvilken grad den
pågældende er påvirket af
stoffer. Udvalget har antaget,
at den relativt bevistunge
karakter af disse sager
indebærer, at de ofte ikke fører
til domfældelse, selv om føreren
faktisk ikke har været i stand
til at føre køretøjet på fuldt
betryggende måde.
Udvalget har
ved sin anbefaling af en
nulgrænse endelig lagt vægt på,
at der i Finland, Sverige og
Tyskland allerede er indført
nulgrænser for visse stoffer i
blodet i forbindelse med kørsel
af motordrevet køretøj.
Udvalget har
i forbindelse med forslaget om
en nulgrænse overvejet, om det
vil være muligt at opstille en
anden grænseværdi end en
nulgrænse for indhold i blodet
af stoffer, der generelt vil
kunne påvirke evnen til at føre
køretøj.
Udvalget har
herom nærmere anført, at en
ordning med en kvantitativ
grænse for indholdet af stoffer
i blodet svarende til den
kvantitative grænse for indhold
af alkohol i blodet under kørsel
af motordrevet køretøj måtte
forudsætte, at det ville være
muligt for hvert enkelt af de
omfattede stoffer
tilnærmelsesvis at fastsætte en
kvantitativ grænse efter, hvor
stor en koncentration af stoffet
i kroppen der gør den pågældende
ude af stand til at føre
motordrevet køretøj på fuldt
betryggende måde. Der findes
imidlertid ikke tilstrækkeligt
medicinsk videnskabeligt
grundlag for at sammenkæde en
bestemt koncentration af et stof
i blodet med en forringelse af
evnen til at føre motordrevet
køretøj på fuldt betryggende
måde. Selv om dette havde været
tilfældet, ville kvantitative
grænser for koncentrationen af
de forskellige stoffer i blodet
efter udvalgets opfattelse ikke
kunne præsenteres på en enkel
måde svarende til reglerne om
alkoholkoncentration i blodet
eller udåndingsluften. Udvalget
har anført, at en opstilling af
kvantitative grænser for alle
stoffer, der kan påvirke
føreevnen negativt, ville være
helt uoverskuelig og dermed
særdeles uhensigtsmæssig set fra
en retsinformatorisk synsvinkel
og endvidere uegnet som målestok
for, om der foreligger et
strafbart forhold.
Udvalget har
i forlængelse heraf peget på, at
en nulgrænse, som omfatter
stoffer, der generelt kan anses
for færdselssikkerhedsmæssigt
farlige eller risikable, vil
have en væsentlig pædagogisk
værdi, idet den i
oplysningsmæssig sammenhæng vil
være klar og enkel at forstå for
borgerne.
Udvalget har
om spørgsmålet om, hvilken
grænseværdi der bør fastlægges,
bemærket, at det vil kunne
anføres, at der savnes et klart
medicinsk grundlag for at
antage, at enhver mængde af
narkotika eller andre stoffer i
blodet vil medføre, at den
pågældende vil være ude af stand
til at føre motordrevet køretøj
på fuldt betryggende måde. En
nulgrænse vil således kunne føre
til domfældelser, der ikke
bygger på, at føreren konkret
har været til fare for
færdselssikkerheden. Udvalget
har hertil anført, at dette rent
principielt ikke adskiller sig
fra det forhold, at
blodpromillekriteret i 1976
afløste føreevnekriteriet som
grundlag for domfældelse i stort
set alle sager om
spirituskørsel. Det er ikke alle
personer, der er påvirket af
spiritus, selv om deres
blodalkoholpromille overstiger
blodpromillegrænsen på 0,50.
Udvalget har
på denne baggrund anbefalet, at
der indføres en legal nulgrænse
for indholdet af stoffer i
blodet i forbindelse med kørsel
af motordrevet køretøj.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.4, 6.5, 6.6.1 og 6.6.2.
4.2.2.
Omfattede stoffer
Udvalget har
fundet, at det vil være
naturligt som udgangspunkt at
lade en nulgrænse omfatte de
stoffer, som i medfør af lov om
euforiserende stoffer allerede
er forbudt her i landet.
Udvalget har anført, at det om
disse stoffer gælder, at de har
en bevidsthedspåvirkende
virkning af en sådan art, at
indtagelse af stofferne i et
eller andet omfang i
almindelighed vil medføre risiko
for, at den pågældende bliver
ude af stand til at føre
motordrevet køretøj på
betryggende vis. Dette gælder
navnlig for personer, der
indtager stofferne som led i et
misbrugsforhold.
Udvalget har
endvidere peget på, at det
allerede i medfør af lov om
euforiserende stoffer som
udgangspunkt er strafbart at
besidde de stoffer, som udvalget
foreslår omfattet af nulgrænsen.
Der vil derfor ikke efter
udvalgets opfattelse være
betænkeligheder af
retssikkerhedsmæssig karakter
ved at indføre en nulgrænse for
kørsel med de pågældende stoffer
i blodet selv i tilfælde, hvor
den pågældendes evne til at føre
motordrevet køretøj på fuldt
betryggende måde ikke måtte være
påvirket af de stoffer, som den
pågældende har indtaget.
Det fremgår
nærmere af bekendtgørelse nr.
698 af 31. august 1993 om
euforiserende stoffer med senere
ændringer, hvilke stoffer der er
omfattet af lovens forbud.
Bekendtgørelsen indeholder 5
lister med stoffer, som er helt
eller delvis forbudt i medfør af
lovens regler.
Liste A
omfatter stoffer, der ikke må
forefindes her i landet, jf.
lovens § 1 og § 2 a, jf. § 1. På
denne liste er optaget bl.a.
cannabis, khat, heroin og
præpareret opium.
Liste B, D og
E omfatter stoffer, der kun må
benyttes til medicinsk og
videnskabelig brug, jf. lovens §
2 og § 2 a, jf. § 2. Disse
lister omfatter en lang række af
stoffer, herunder amfetamin,
kokain, metadon, morfin, opium.
Liste C
omfatter stoffer, der i
utilberedt stand falder ind
under lovens § 2, men som i
farmaceutiske præparater i
almindelighed ikke er omfattet
af loven. Denne liste omfatter
f.eks. codein, der er indeholdt
i håndkøbsmedicin (kodimagnyl).
Efter udvalgets opfattelse vil
det være mest hensigtsmæssigt,
at de stoffer, der er opført på
liste C i bekendtgørelse om
euforiserende stoffer, ikke
bliver omfattet af en nulgrænse.
Udvalget har
bemærket, at det vil kunne
anføres, at en nulgrænse også
bør omfatte stoffer, som ikke i
sig selv er ulovlige, men som
ved indtagelse i forbindelse med
kørsel vil kunne antages at
udgøre en
færdselssikkerhedsrisiko. Som
eksempler på sådanne stoffer kan
nævnes lightergas eller
antihistaminer. Udvalget har
hertil anført, at det for andre
stoffer end dem, som er omfattet
af lov om euforiserende stoffer,
er vanskeligt mere generelt at
fastslå virkningerne af
stofferne og dermed også at
kortlægge de
færdselssikkerhedsmæssige
risici, som er følger af
indtagelse af stofferne. Det er
derfor forbundet med betydelige
vanskeligheder at udpege
stoffer, som på samme måde som
de euforiserende stoffer kan
siges i almindelighed at medføre
en risiko for, at den, der har
indtaget stofferne, bliver ude
af stand til at føre motordrevet
køretøj på betryggende vis.
Sammenfattende er det udvalgets
opfattelse, at det ikke er
praktisk muligt at indføre en
nulgrænse for andre stoffer end
dem, der er omfattet af lov om
euforiserende stoffer, og at en
nulgrænse ikke bør omfatte
stoffer, der er optaget på liste
C i bekendtgørelsen om
euforiserende stoffer.
Udvalget har
peget på, at en nulgrænse kun
bør omfatte
bevidsthedspåvirkende stoffer.
Dette indebærer, at der skal
være tale om såkaldte aktive
stoffer, som faktisk er
bevidsthedspåvirkende. Som et
eksempel har udvalget anført, at
det er velkendt, at det inaktive
nedbrydningsprodukt af cannabis
THC-syre kan påvises i en
urinprøve i dage eller uger
efter cannabisindtagelsen. Det
er imidlertid ikke målinger af
et sådant aktivt
nedbrydningsprodukt, der skal
danne grundlag for
konstateringen af, om den
pågældende har haft cannabis i
blodet. For cannabis vil der
kunne blive tale om måling af
den aktive komponent THC, der
med en bagatelgrænse på 0,001
milligram pr. kg. blod kan
påvises i en blodprøve i 4-5
timer efter indtagelse.
I den
forbindelse har udvalget peget
på, at det af
bevissikkerhedsmæssige grunde er
meget væsentligt, at der ved de
målinger af indholdet af aktive
stoffer i blodet, som skal
bruges som bevis i sager om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse for visse
euforiserende stoffer, anvendes
bagatelgrænser (såkaldte cut
off-værdier). Anvendelsen af
bagatelgrænser skal sikre, at
den pågældende person, inden
blodprøven er taget, gennem et
vist tidsrum har haft
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet. Endvidere finder
udvalget, at måleusikkerheden
bør fratrækkes den pågældende
måling, inden måleresultatet
vurderes i forhold til
bagatelgrænsen. Det bemærkes i
øvrigt, at en sådan
fremgangsmåde vil svare til den
praksis, der i andre lande
følges ved måling af stoffer i
blodet.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.4.3 og 6.6.2.2.
4.2.3.
Lægeordineret medicin
Udvalget har
anbefalet, at der gøres en
undtagelse fra en nulgrænse for
kørsel med bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet for personer,
som indtager stoffet efter
recept, dvs. i overensstemmelse
med lægelig ordination på grund
af en sygdom eller andre
helbredsmæssige årsager.
Udvalget har
herved lagt vægt på, at der
findes mange personer, som på
grund af sygdom eller af andre
helbredsmæssige årsager indtager
lægeordineret medicin, hvori der
indgår stoffer, som er omfattet
af bekendtgørelse om
euforiserende stoffer. Sådanne
personer indtager oftest det
eller de pågældende
euforiserende stoffer under
kontrollerede forhold, idet
indtagelse sker i henhold til
lægelig ordination i forholdsvis
små regulerede doser. Det vil
således almindeligvis ikke kunne
antages, at sådan indtagelse af
stoffer påvirker den pågældendes
egnethed til at føre motordrevet
køretøj på fuldt betryggende
måde.
Udvalget har
bemærket, at tilsvarende regler
findes i Sverige, Finland og
Tyskland.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.6.2.3.
4.2.4.
Opretholdelse af den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1 (føreevnekriteriet)
Udvalget har
foreslået, at den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1, (føreevnekriteriet)
opretholdes.
Udvalget har
den forbindelse anført, at
føreevnekriteriet også omfatter
tilstande, som ikke skyldes
indtagelse af stoffer, men
derimod sygdom, svækkelse,
overanstrengelse og mangel på
søvn samt lignende årsager.
Sådanne tilstande kan ikke
registreres gennem undersøgelser
af koncentrationen af noget stof
i den sigtedes organisme.
Udvalget har
endvidere anført, at en
nulgrænse, der bygger på
indholdet af stoffer i førerens
organisme, nødvendigvis må
opregne, hvilke stoffer der er
omfattet af bestemmelsen. En
sådan opregning kan umuligt
omfatte alle stoffer, der kan
påvirke føreevnen negativt. Der
vil således være
bevidsthedspåvirkende stoffer,
som ikke bliver omfattet af
nulgrænsen, men som vil kunne
indebære en risiko for, at den,
der indtager stoffet, bliver ude
af stand til at føre motordrevet
køretøj på fuldt betryggende
måde, jf. pkt. 4.2.2 ovenfor.
Indtagelse af sådanne stoffer
vil dog være strafbart, hvis
betingelserne den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1, er opfyldt, herunder
betingelsen om at føreren er ude
af stand til at føre køretøjet
på fuldt betryggende måde.
Endelig har
udvalget anført, at et
gerningsindhold, der bygger på
koncentrationen af stoffer i
førerens organisme, ikke bør
omfatte medicin mv., som den
pågældende har indtaget i
henhold til en lovlig recept,
jf. pkt. 4.2.3 ovenfor. Da det
imidlertid naturligvis fortsat
skal være ulovligt at føre et
motordrevet køretøj efter
indtagelse af medicin i et
sådant omfang, at køretøjet ikke
kan føres på fuldt betryggende
måde, er en straffebestemmelse,
der hviler på et
føreevnekriterium fortsat
påkrævet.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.6.3.
4.2.5.
Udvalgets forslag
Udvalget har
foreslået, at den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1 (føreevnekriteriet),
jf. pkt. 4.1 ovenfor, suppleres
med en nulgrænse for kørsel med
visse bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet. Udvalgets
forslag vil indebære, at det
bliver strafbart at føre eller
forsøge at føre motordrevet
køretøj for personer, hvis blod
indeholder bevidsthedspåvirkende
stoffer, som er klassificeret
som farlige for
færdselssikkerheden
Udvalget har
foreslået, at nulgrænsen
udformes således, at det
overlades til justitsministeren
nærmere at bestemme, hvilke
bevidsthedspåvirkende stoffer
der skal være omfattet af
nulgrænsen. De stoffer, som
omfattes af nulgrænsen, bør
efter udvalgets opfattelse være
stoffer som i medfør af lov om
euforiserende stoffer er
forbudt, dog undtaget stoffer
som er omfattet af liste C i
bekendtgørelse om euforiserende
stoffer, jf. nærmere pkt. 4.2.2
ovenfor.
Udvalget har
foreslået, at nulgrænsen ikke
skal finde anvendelse for
stoffer, som føreren har
indtaget i overensstemmelse med
en lovlig recept. Udvalget har i
den forbindelse bemærket, at
sådanne tilfælde vil være
omfattet af den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1 (føreevnekriteriet),
hvis føreren på grund af det
pågældende stof er ude af stand
til at føre køretøjet på fuldt
betryggende måde.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.6.2.4.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de
grunde, som er anført af
udvalget, tilslutte sig
udvalgets synspunkter og forslag
om en nulgrænse for kørsel med
visse bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet. Ministeriet
kan i den forbindelse tilslutte
sig, at den foreslåede nulgrænse
ikke skal finde anvendelse for
stoffer, som er indtaget i
henhold til og i
overensstemmelse med en lovlig
recept.
Justitsministeriet kan endvidere
af de grunde, som er anført af
udvalget, tilslutte sig
udvalgets forslag om at
opretholde den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1, om kørsel under
påvirkning af andet end alkohol.
Justitsministeriets forslag er
udformet i overensstemmelse med
udvalgets forslag med den
lovtekniske ændring, at det i
lovforslaget foreslås, at
bestemmelsen om en nulgrænse
indsættes som § 54, stk. 1, i
færdselsloven, mens den gældende
bestemmelse i § 54, stk. 1,
bliver § 54, stk. 2.
Det bemærkes
særligt om forholdet mellem de
foreslåede bestemmelser i stk. 1
og 2, at en fører efter
forslaget ikke vil kunne
overtræde begge bestemmelser ved
den samme handling eller
tilstand. Overtrædelser af
føreevnekriteriet i den
foreslåede § 54, stk. 2,
absorberer således overtrædelse
af nulgrænsen i den foreslåede §
54, stk. 1.
Der vil
skulle dømmes for overtrædelse
af den foreslåede § 54, stk. 1,
i tilfælde, hvor en fører under
eller efter kørslen har haft et
bevidsthedspåvirkende stof i
blodet, som er klassificeret som
farligt for færdselssikkerheden.
Hvis der er mistanke om, at den
pågældendes evne til at føre
motordrevet køretøj er påvirket,
vil der kunne foretages en
klinisk lægeundersøgelse, jf.
færdselslovens § 55, stk. 2.
Viser den kliniske
lægeundersøgelse, at den
pågældende fører på grund af
stoffet har været ude af stand
til at føre køretøjet på fuldt
betryggende måde, vil den
pågældende tillige have
overtrådt den foreslåede § 54,
stk. 2. I en sådan situation vil
føreren alene skulle dømmes for
overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i § 54, stk. 2, idet
denne bestemmelse absorberer
overtrædelse af nulgrænsen i den
foreslåede § 54, stk. 1.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 3, og
bemærkningerne hertil.
5. Skærpelse
af sanktionerne for kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
5.1. Gældende
ret
5.1.1. Straf
Overtrædelse
af den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 54, stk. 1,
(føreevnekriteriet) straffes
efter § 117 d med bøde eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 1 år.
Når der
udmåles bødestraf efter § 54,
stk. 1, anvendes
retningslinjerne for
bødestørrelsen for
spirituskørsel ikke. Der idømmes
i reglen bøder på mellem 1.000
og 4.000 kroner for selvstændige
overtrædelser af færdselslovens
§ 54, stk. 1.
Med hensyn
til valget mellem bøde- eller
frihedsstraf beror dette på, om
der foreligger skærpende
omstændigheder ved kørslen. Der
fastsættes således som
udgangspunkt bødestraf.
Skal der
udmåles frihedsstraf, vil der
normalt blive tale om en kortere
frihedsstraf. Ved udmåling af
frihedsstraf må det antages, at
man i praksis vil tilstræbe at
fastsætte straffen, så den
svarer til en sammenlignelig
overtrædelse af forbuddet mod
spirituskørsel.
Den ordning,
der blev gennemført ved lov nr.
230 af 4. april 2000 om ændring
af straffeloven, hvorefter en
frihedsstraf for spirituskørsel
som regel gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling, må også
antages at finde anvendelse,
hvor der fastsættes frihedsstraf
for overtrædelse af
færdselslovens § 54. Det fremgår
af pkt. 3.3.2 i de almindelige
bemærkninger til det lovforslag,
der blev vedtaget som lov nr.
230 af 4. april 2000, at
anvendelse af samfundstjeneste
for spirituskørsel gør det
nærliggende tillige at overveje
anvendelse af samfundstjeneste
ved andre
færdselslovsovertrædelser, der i
dag vil medføre en kortere
ubetinget frihedsstraf, men hvor
der efter forslaget idømmes
samfundstjeneste, hvis forholdet
bedømmes sammen med
spirituskørsel. Der henvises til
Folketingstidende 1999-2000,
tillæg A, side 1142.
En dom for
overtrædelse af færdselslovens §
54, stk. 1, har ikke
gentagelsesvirkning på en senere
spirituskørsel i relation til
strafspørgsmålet.
5.1.2.
Frakendelse af førerretten
Der findes
ikke nogen særlig bestemmelse i
færdselsloven om frakendelse af
førerretten til motordrevet
køretøj på grund af overtrædelse
af § 54, stk. 1. Om der skal ske
frakendelse af førerretten
afhænger af, om føreren ved at
køre i påvirket tilstand under
tilsidesættelse af væsentlige
hensyn til færdselssikkerheden
har voldt skade på person eller
ting eller fremkaldt fare
herfor, jf. færdselslovens §
125, stk. 1, nr. 1.
Ved
afgørelsen af spørgsmålet om,
hvorvidt frakendelse skal finde
sted, lægges der i praksis vægt
på, om tiltalte indså eller
burde have indset, at han eller
hun var i en tilstand som
omhandlet i § 54, stk. 1. I
tilfælde, hvor tilstanden
skyldtes, at tiltalte ved en
fejl tog stærke tabletter, eller
hvor årsagen til tilstanden var
et pludseligt, uforudseeligt
sygdomsanfald (f.eks. et for
tiltalte uventet migræneanfald),
har domstolene frifundet for
påstanden om (betinget eller
ubetinget) frakendelse. Har
tiltalte derimod måttet indse,
at han eller hun var syg eller
svækket og derfor ikke var i
stand til at føre køretøjet på
fuldt betryggende måde, er der
sket frakendelse af førerretten.
Hvis der
bliver tale om frakendelse af
førerretten til motordrevet
køretøj, er det udgangspunktet,
at frakendelse sker betinget,
jf. færdselslovens § 125, stk.
1, nr. 1. Der vil dog ske
ubetinget frakendelse af
førerretten efter færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 4, hvis
føreren forsætligt har voldt
skade på andres person eller
ting, forsætligt har fremkaldt
nærliggende fare herfor eller i
øvrigt har ført motordrevet
køretøj på særlig hensynsløs
måde.
Har tiltalte
bevidst sat sig i en tilstand,
der svarer til en grad af
spirituspåvirkethed, der normalt
fører til domfældelse for
spirituskørsel, vil føreren som
udgangspunkt blive frakendt
førerretten ubetinget. Dette
gælder navnlig, hvis tilstanden
skyldes brug af
ikke-lægeordineret medicin eller
narkotika.
Det har været
antaget, at praksis for så vidt
angår påvirkning af medicin kan
sammenfattes således, at hvis
tiltalte efter indtagelse af
ikke-lægeordineret medicin
(eller i større kvanta end
ordineret) skønnes påvirket i
let til middel grad, sker der
ubetinget frakendelse. Det samme
er tilfældet, hvis tiltalte er
advaret mod eller fortrolig med
virkningen af medicinen. Er
tiltalte alene påvirket i let
grad, sker frakendelse muligvis
alene betinget. Resultatet kan
antageligt påvirkes af
oplysninger om kørslen.
Der vil i
reglen blive tale om betinget
frakendelse, hvis førerens
tilstand skyldes træthed,
overanstrengelse eller lignende.
Hvad angår
påvirkning af både medicin og
alkohol har det med nogen
usikkerhed været antaget, at der
i tilfælde, hvor tiltalte på
grund af indtagelse af alkohol
og ikke-lægeordineret medicin
skønnes påvirket i mindst let
til middel grad, sker ubetinget
frakendelse, og at det samme
sandsynligvis er resultatet,
hvis medicinen er ordineret og
tiltalte advaret imod eller i
øvrigt fortrolig med virkningen.
Er tiltalte i øvrigt påvirket af
alkohol og medicin svarende til
mindst let grad, sker alene
betinget frakendelse.
Selv om en
overtrædelse af færdselslovens §
54, stk. 1, isoleret betragtet
ville føre til betinget
frakendelse, kan reglerne i
færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 5-8, føre til ubetinget
frakendelse. Bestemmelsen i §
126, stk. 1, nr. 5, angår visse
tilfælde, hvor den pågældende
har gjort sig skyldig i flere
forhold, der hver for sig ville
kunne føre til frakendelse af
førerretten. Bestemmelsen i §
126, stk. 1, nr. 6, angår
tilfælde, hvor den pågældende
begår nyt forhold i prøvetiden
for en tidligere betinget
frakendelse, mens § 126, stk. 1,
nr. 7, angår tilfælde, hvor den
pågældende begår nyt forhold
inden for 3 år efter, at han
eller hun er pålagt
kørselsforbud. Bestemmelsen i §
126, stk. 1, nr. 8, angår
tilfælde, hvor den pågældende
tidligere er frakendt
førerretten ubetinget og har
begået nyt forhold inden 5 år
efter udløbet af
frakendelsestiden.
5.2.
Udvalgets overvejelser og
forslag
Udvalget har
fundet, at
sanktionsfastsættelsen i sager
om overtrædelse af
færdselslovens § 54 så vidt
muligt bør ske efter
retningslinjer, som er ensartede
med sanktionsfastsættelsen i
sager om spirituskørsel.
Begrundelsen herfor er, at
overtrædelser af færdselslovens
§ 54 kan være lige så farlige
for færdselssikkerheden som
spirituskørsel. Udvalget har i
den forbindelse peget på, at
kørsel af motordrevet køretøj
under påvirkning af
euforiserende stoffer forøger
risikoen for færdselsulykker.
Dette gælder navnlig, hvis de
euforiserende stoffer virker i
sammenhæng med alkohol.
5.2.1. Straf
5.2.1.1.
Overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse
Udvalget har
foreslået, at straffen for
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse for kørsel med
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet skal svare til straffen
for overtrædelse af
færdselslovens § 53, stk. 1, om
spirituskørsel med en promille
på 0,51. Udvalgets forslag vil
indebære, at der i
førstegangstilfælde skal udmåles
en bødestraf svarende til en
halv måneds nettoløn.
Udvalget har
anført, at der vil kunne dømmes
for overtrædelse af nulgrænsen
ligesom for spirituskørsel
uanset om det kan påvises, at
føreren faktisk har været
påvirket af det pågældende stof.
Udvalget har endvidere anført,
at det ikke vil være praktisk
muligt at operere med en højere
koncentration af et stof end, at
nulgrænsen er overskredet.
Også når det
drejer sig om
gentagelsestilfælde, har
udvalget foreslået, at en
overtrædelse af nulgrænsen skal
straffes som spirituskørsel med
en promille på 0,51. Dette vil
indebære, at straffen i
andengangstilfælde udmåles til
fængsel i 10 dage, i
tredjegangstilfælde til fængsel
i 20 dage osv.
I tilfælde af
spirituskørsel efter
færdselslovens § 53, stk. 1,
gøres fængselsstraffen, første
gang den udmåles, som
udgangspunkt betinget med vilkår
om samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling. Udvalget
har foreslået, at en
fængselsstraf for overtrædelse
af nulgrænsen tilsvarende kan
gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste eller
behandling mod narkotikamisbrug
første gang, den udmåles. Som
ved spirituskørsel har udvalget
foreslået, at der kun kan
idømmes betinget dom én gang
inden for en doms
gentagelsesvirkningsperiode.
De gældende
retningslinjer for
strafudmålingen
(strafpositioner) i sager om
spirituskørsel vil efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således ved
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse:
Overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse*
|
Strafposition (svarende
til spirituskørsel
med en promille på 0,51)
|
1.
gang |
Bøde
(œ måneds nettoløn)
|
2.
gang |
10
dages fængsel**
|
3.
gang |
20
dages ubetinget fængsel
|
4.
gang |
30
dages ubetinget fængsel
|
5.
gang |
40
dages ubetinget fængsel
|
6.
gang |
50
dages ubetinget fængsel
|
* Skemaet
angiver retningslinjerne for
strafudmålingen i tilfælde, hvor
der aktuelt er tale om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse, mens de tidligere
overtrædelser, der udløser
gentagelsesvirkningen, efter
udvalgets forslag også vil kunne
være overtrædelser af
bestemmelserne om spirituskørsel
eller føreevnekriteriet, jf.
herved pkt. 5.2.3 nedenfor.
Der vil
afhængig af straffen i
førstegangstilfældet blive
idømt enten en ubetinget
frihedsstraf eller en betinget
frihedsstraf med vilkår om
samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på en måneds
nettoløn eller en betinget
frihedsstaf med vilkår om
alkoholistbehandling samt en
tillægsbøde.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.1.1.
5.2.1.2.
Overtrædelse af færdselslovens §
54, stk. 1 (føreevnekriteriet)
Udvalget har
peget på, at den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1, omfatter kørsel i
tilstande, der skyldes en række
forskellige årsager, herunder
sygdom, træthed samt påvirkning
af opstemmende eller bedøvende
midler. Det er derfor ikke
muligt at gennemføre
retningslinjer om
strafudmålingen for overtrædelse
af denne bestemmelse, der hviler
på føreevnekriteriet, på samme
måde som ved spirituskørsel
efter færdselslovens § 53, stk.
1, hvor strafudmålingen i
førstegangstilfælde er afhængig
af alkoholpromillens størrelse.
En tilnærmelse af strafniveauet
for spirituskørsel efter
færdselslovens § 53, stk. 1, og
overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 forudsætter
efter udvalgets opfattelse, at
der opstilles regler, der
tilstræber at differentiere
strafudmålingen efter grovheden
af overtrædelserne.
Udvalget har
anført, at ved
førstegangstilfælde af
spirituskørsel udmåles
fængselsstraf (20 dages fængsel
som udgangspunkt betinget med
vilkår om samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling), hvis
alkoholpromillen har overskredet
2,00. Det er herved uden
betydning, hvor uforsvarlig
kørslen i øvrigt har været.
Alene den omstændighed, at
førerens alkoholpromille har
overskredet 2,00, og at førerens
tilstand i sig selv derfor
indebærer en betydelig risiko
for færdselssikkerheden, er
tilstrækkelig til at udløse
fængselsstraf. Foreligger der
herudover konkrete kørselsfejl,
vil der kunne blive tale om
skærpelse af straffen.
Udvalget har
i den forbindelse anført, at en
tilnærmelse af strafudmålingen
for overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselsloven § 54 til
strafudmålingen for
spirituskørsel vil kunne ske
gennem en formulering af et
grovhedskriterium for
overtrædelser af
føreevnekriteriet, der modsvarer
det forhold, at alkoholpromillen
ved spirituskørsel har
overskredet 2,00.
Udvalget har
på denne baggrund foreslået, at
der i tilfælde, hvor der (i
førstegangstilfælde) foreligger
en overtrædelse af
føreevnekriteriet, som
udgangspunkt skal idømmes en
bødestraf svarende til 1 måneds
nettoløn. Udvalget har anført,
at det herved markeres, at det
må anses for mere strafværdigt
at føre motordrevet køretøj i en
situation, hvor det er bevist,
at den pågældende var ude af
stand til at føre motordrevet
køretøj på fuldt betryggende
måde (føreevnekriteriet) end i
en situation, hvor dette ikke er
bevist, men hvor den pågældende
har kørt med et klassificeret
stof i blodet (den foreslåede
nulgrænse).
Udvalget har
endvidere foreslået, at der
indsættes en bestemmelse i
færdselsloven, hvorefter den,
der overtræder føreevnekriteriet
under særdeles skærpende
omstændigheder, straffes med
fængsel. Udvalget har fundet, at
det vil være nærliggende at anse
betingelsen om særdeles
skærpende omstændigheder for
opfyldt, hvis den pågældende ved
en klinisk lægeundersøgelse er
blevet fundet påvirket i middel
grad eller derover. Udvalget har
foreslået, at strafudmålingen i
gentagelsestilfælde kommer til
at svare til straffen for
spirituskørsel med en promille
over 2,00, hvis det beskrevne
grovhedskriterium er opfyldt.
De gældende
retningslinjer for
strafudmålingen
(strafpositioner) i sager om
spirituskørsel vil efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således ved
overtrædelse af
føreevnekriteriet:
Overtrædelse af
føreevnekriteriet*
|
Uden
særdeles skærpende
omstændigheder
|
Under
særdeles skærpende
omstændigheder
|
1.
gang |
Bøde
(en måneds nettoløn)
|
20
dages fængsel**
|
2.
gang |
10
dages fængsel***
|
30
dages fængsel***
|
3.
gang |
20
dages ubetinget fængsel
|
40
dages ubetinget fængsel
|
4.
gang |
30
dages ubetinget fængsel
|
50
dages ubetinget fængsel
|
5.
gang |
40
dages ubetinget fængsel
|
60
dages ubetinget fængsel
|
6.
gang |
50
dages ubetinget fængsel
|
70
dages ubetinget fængsel
|
* Skemaet
angiver retningslinjerne for
strafudmålingen i tilfælde, hvor
der aktuelt er tale om
overtrædelse af
føreevnekriteriet, mens de
tidligere overtrædelser, der
udløser gentagelsesvirkningen,
efter udvalgets forslag også vil
kunne være overtrædelser af
bestemmelserne om spirituskørsel
eller den foreslåede nulgrænse,
jf. herved pkt. 5.2.3 nedenfor.
Frihedsstraffen udmåles som
udgangspunkt som en betinget
frihedsstraf med vilkår om
samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på en måneds
nettoløn eller en betinget
frihedsstaf med vilkår om
alkoholistbehandling.
* Der vil
afhængig af straffen i
førstegangstilfældet blive
idømt enten en ubetinget
frihedsstraf eller en betinget
frihedsstraf med vilkår om
samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på en måneds
nettoløn eller en betinget
frihedsstaf med vilkår om
alkoholistbehandling samt en
tillægsbøde.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.1.2.
5.2.2.
Frakendelse af førerretten
5.2.2.1.
Overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse
Udvalget har
foreslået, at en fører af et
motordrevet køretøj, der har
overtrådt den foreslåede
nulgrænse, i henseende til
spørgsmålet om frakendelse af
førerret skal sidestilles med
den, der gør sig skyldig i
spirituskørsel med en promille
på 0,51, og således skal
frakendes førerretten betinget.
Udvalget foreslår endvidere, at
en overtrædelse af nulgrænsen
også skal sidestilles med
spirituskørsel med en promille
på 0,51 i gentagelsestilfælde.
De gældende
retningslinjer for frakendelse
af førerretten i
spirituskørselssager vil efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således ved
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse:
Overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse*
|
Frakendelse svarende til
spirituskørsel med
en promille på 0,51
|
1.
gang |
Betinget frakendelse
|
2.
gang |
Ubetinget frakendelse i
3 år |
3.
gang |
Ubetinget frakendelse i
5 år |
4.
gang eller senere
tilfælde |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
* Skemaet
angiver retningslinjerne for
strafudmålingen i tilfælde, hvor
der aktuelt er tale om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse, mens de tidligere
overtrædelser, der udløser
gentagelsesvirkningen, efter
udvalgets forslag også vil kunne
være overtrædelser af
bestemmelserne om spirituskørsel
eller føreevnekriteriet, jf.
herved pkt. 5.2.3 nedenfor.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.2.1.
5.2.2.2.
Overtrædelse af færdselslovens §
54, stk. 1 (føreevnekriteriet)
Udvalget har
fundet, at en overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens 54, der kan
sidestilles med spirituskørsel
med en alkoholpromille i blodet
over 1,20, skal medføre samme
frakendelsessanktion som en
sådan spirituskørsel. Udvalget
har derfor foreslået, at en
overtrædelse af
føreevnekriteriet under
skærpende omstændigheder i
førstegangstilfælde skal føre
til ubetinget frakendelse i 3
år. Udvalget har anført, at det
vil være nærliggende at anse
betingelsen for ubetinget
frakendelse (skærpende
omstændigheder) for opfyldt,
hvis den pågældende ved den
kliniske lægeundersøgelse er
blevet fundet påvirket i let
grad eller derover.
Udvalgets har
også foreslået, at en sådan
overtrædelse af
føreevnekriteriet skal
sidestilles med spirituskørsel
med en promille over 1,20 i
gentagelsestilfælde.
En
overtrædelse af
føreevnekriteriet uden, at der
har været tale om skærpende
omstændigheder, skal efter
udvalgets opfattelse sidestilles
med spirituskørsel med en
promille, der ikke er højere end
1,20. Dette vil i
førstegangstilfælde alene føre
til betinget frakendelse.
De gældende
retningslinjer for frakendelse
af førerretten i sager om
spirituskørsel vil efter
udvalgets forslag skulle
anvendes således ved
overtrædelse af
føreevnekriteriet:
Overtrædelse af
føreevnekriteriet*
|
Uden
skærpende
omstændigheder
|
Under
skærpende
omstændigheder
|
1.
gang |
Betinget frakendelse
|
Ubetinget frakendelse i
3 år |
2.
gang |
Ubetinget frakendelse i
3 år |
Ubetinget frakendelse i
5 år |
3.
gang |
Ubetinget frakendelse i
5 år |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
4.
gang eller senere
tilfælde |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
Ubetinget frakendelse i
10 år |
* Skemaet
angiver retningslinjerne for
strafudmålingen i tilfælde, hvor
der aktuelt er tale om
overtrædelse af
føreevnekriteriet, mens de
tidligere overtrædelser, der
udløser gentagelsesvirkningen,
efter udvalgets forslag også vil
kunne være overtrædelser af
bestemmelserne om spirituskørsel
eller den foreslåede nulgrænse,
jf. herved pkt. 5.2.3 nedenfor.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.2.2.
5.2.3.
Gentagelsesvirkning
Udvalget har
foreslået, at overtrædelser af
færdselslovens § 53 om
spirituskørsel, den foreslåede
nulgrænse og føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 tillægges
fuldstændig indbyrdes
gentagelsesvirkning i
overensstemmelse med de
retningslinjer, der på nuværende
tidspunkt gælder for
gentagelsesvirkning af domme for
spirituskørsel.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.1.1 og 6.7.1.2.
5.2.4.
Konfiskation
Som det
fremgår af pkt. 5.2 ovenfor, har
udvalget fundet, at
sanktionsfastsættelsen for
overtrædelse af færdselslovens §
54 og spirituskørsel så vidt
muligt bør ske efter ensartede
retningslinjer. I forlængelse
heraf har udvalget anført, at en
overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens 54, der kan
sidestilles med spirituskørsel
med en alkoholpromille i blodet
over 1,20, bør medføre samme
konfiskationssanktion som en
sådan spirituskørsel.
Udvalget har
derfor foreslået, at
bestemmelsen i færdselslovens §
133 a, stk. 2, udvides til også
at omfatte tilfælde, hvor en
person har gjort sig skyldig i
overtrædelse under skærpende
omstændigheder af
føreevnekriteriet, der medfører
ubetinget frakendelse af
førerretten, jf. pkt. 5.2.2.2
ovenfor og lovforslagets § 1,
nr. 21.
Udvalget har
endvidere foreslået, at såvel
afgørelser om spirituskørsel som
afgørelser om overtrædelse af
føreevnekriteriet, der er
omfattet af § 133 a, stk. 2,
skal have indbyrdes
gentagelsesvirkning i forhold
til den foreslåede bestemmelse.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.7.3.
5.2.5.
Tilkendegivelser
Efter
færdselslovens § 119 a, stk. 1,
kan anklagemyndigheden, hvis en
sag ikke skønnes at ville
medføre højere straf end bøde, i
stedet for at indlevere
anklageskrift til retten
tilkendegive over for sigtede,
at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, hvis
sigtede erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig
rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter
begæring kan forlænges, at
betale en i tilkendegivelsen
angivet bøde samt vedtager
kørselsforbud, betinget eller
ubetinget frakendekendelse af
førerretten i et i
tilkendegivelsen nærmere angivet
tidsrum. Bestemmelsen giver
således mulighed for udenretlig
vedtagelse af bøde og eventuelt
kørselsforbud eller betinget
eller ubetinget frakendelse af
førerretten.
Efter § 119
a, stk. 3, kan sager, der er
omfattet af stk. 1, og hvori der
ikke opstår spørgsmål om
anvendelse af højere straf end
bøde, når retten ikke finder
grund til at betvivle tiltaltes
skyld, afgøres ved, at tiltalte
vedtager at erlægge en nærmere
bestemt bøde og vedtager
kørselsforbud eller frakendelse
af førerretten i et nærmere
bestemt tidsrum.
Udvalget har
som en konsekvens af udvalgets
forslag om at tilnærme
sanktionerne for overtrædelser
af den foreslåede nulgrænse og
førerevnekriteriet foreslået, at
færdselslovens § 119 a om
udenretslig tilkendegivelse også
skal finde anvendelse i forhold
til sager om betinget eller
ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse og føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er af de
grunde, som udvalget har anført,
enig i, at
sanktionsfastsættelsen i sager
om overtrædelse af
færdselslovens § 54 ved kørsel i
motordrevet køretøj så vidt
muligt bør ske efter
retningslinjer, som er tilnærmet
sanktionsfastsættelsen i sager
om spirituskørsel.
Det bemærkes
i den forbindelse, at de øvrige
tilstande (dvs. sygdom,
svækkelse, overanstrengelse,
mangel på søvn), som er omfattet
af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, ligeledes
kan udgøre alvorlige risici for
færdselssikkerheden. Ministeriet
kan også af denne grund tiltræde
udvalgets forslag om, at
sanktionerne for overtrædelse af
føreevnekriteriet, der efter
ministeriets forslag bliver §
54, stk. 2, i færdselsloven,
skærpes.
Justitsministeriet er enig i, at
sanktionsniveauet for
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse, som indebærer, at
føreren bliver straffet uanset,
om den pågældendes evne til at
føre bil har været påvirket,
passende kan fastlægges til det
laveste sanktionsniveau for
spirituskørsel, hvor det heller
ikke nødvendigvis kan antages,
at føreevnen har været påvirket.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at bødestraffen for
overtrædelse af
føreevnekriteriet fastlægges til
et niveau, som ligger højere end
det laveste niveau for
spirituskørsel, idet
overtrædelse af denne
bestemmelse forudsætter, at
føreren ikke har været i stand
til at føre køretøjet på fuldt
betryggende måde. Da der i
sådanne tilfælde vil være ført
bevis for, at den pågældendes
føreevne i det konkrete tilfælde
har været påvirket af alkohol,
er der således efter
ministeriets opfattelse tale om
en grovere overtrædelse end ved
overtrædelser af nulgrænsen.
Justitsministeriet finder det i
den sammenhæng passende, at der
i førstegangstilfælde idømmes en
bøde svarende til en måneds
nettoløn samt sker betinget
frakendelse af førerretten.
Dette gælder også i tilfælde,
hvor årsagen til, at føreren er
ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde, er f.eks. sygdom,
svækkelse, overanstrengelse
eller mangel på søvn.
Herudover er
Justitsministeriet enig i
udvalgets forslag om at graduere
sanktionsudmålingen for
overtrædelser af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54. Det
bemærkes i den forbindelse, at
forslaget om et
grovhedskriterium ved
sanktionsudmålingen for
overtrædelse af
føreevnekriteriet efter sin
ordlyd også vil kunne finde
anvendelse, hvis den manglende
evne til at føre køretøjet på
fuldt betryggende måde skyldes
f.eks. sygdom, svækkelse,
overanstrengelse eller mangel på
søvn. Det må dog antages, at
bestemmelsen i praksis sjældent
vil blive anvendt i sådanne
tilfælde, idet det kan være
vanskeligt at skønne, hvor
påvirket føreren har været af en
af disse tilstande.
Justitsministeriet er også enig
i udvalgets forslag om, at
overtrædelser af færdselslovens
§ 53 om spirituskørsel, den
foreslåede nulgrænse og
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 tillægges
fuldstændig indbyrdes
gentagelsesvirkning i
overensstemmelse med de
retningslinjer, der på nuværende
tidspunkt gælder for
gentagelsesvirkning af domme for
spirituskørsel. Ministeriet
finder, at forslaget markerer,
at overtrædelser af
bestemmelserne om påvirkning af
alkohol, stoffer og de øvrige
tilstande, som er omfattet af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, indebærer
ligeartede, alvorlige risici for
færdselssikkerheden.
Af samme
grund er Justitsministeriet enig
i, at færdselslovens § 133 a,
stk. 2, om obligatorisk
konfiskation bør ændres således,
at overtrædelser under skærpende
omstændigheder af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 ligesom
spirituskørsler med en promille
over 1,20 vil skulle føre til
konfiskation, hvis de øvrige
betingelser i bestemmelsen er
opfyldte.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at der bør skabes adgang
til at anvende tilkendegivelser
efter færdselslovens § 119 a,
stk. 1, i sager om overtrædelse
af den foreslåede nulgrænse og
føreevnekriteriet. Ministeriet
har i den forbindelse lagt vægt
på, at sager om overtrædelse af
den foreslåede nulgrænse vil
have en bevismæssigt
ukompliceret karakter, idet
bestemmelsen om en nulgrænse vil
være overtrådt, hvis der er
konstateret et
bevidsthedspåvirkende stof, som
er klassificeret som farligt for
færdselssikkerheden, i den
pågældendes blod. Det samme
gælder i nogen grad bestemmelsen
om føreevnekriteriet, idet der i
sager om påvirkning af
euforiserende stoffer og medicin
skal foretages en konstatering
af, om det pågældende stof har
været i blodet, og at den
pågældende ved en klinisk
lægeundersøgelse er blevet
fundet ude af stand til at føre
køretøj på fuldt betryggende
vis. Ministeriet har endvidere
lagt vægt på, at sanktionerne
for overtrædelse af nulgrænsen
og føreevnekriteriet efter
forslaget tilnærmes
strafpositionerne for
spirituskørsel og således i høj
grad er forudsigelige. Det
bemærkes endelig, at den
pågældende fører under alle
omstændigheder vil kunne undlade
at erkende sig skyldig og derved
opnå, at der rejses en
almindelig straffesag ved
domstolene.
Lovforslaget
er således med enkelte
lovtekniske ændringer udformet i
overensstemmelse med udvalgets
forslag.
Det bemærkes
særligt om forslaget, at der vil
kunne forekomme tilfælde, hvor
en fører samtidigt har overtrådt
flere bestemmelser i
færdselsloven og eventuelt også
i andre love. Der kan f.eks.
være tale om, at en fører
samtidigt har kørt under
påvirkning af alkohol og
euforiserende stoffer. I sådanne
tilfælde vil der skulle straffes
for overtrædelse af de relevante
bestemmelser i sammenstød efter
de almindelige regler herom. Der
henvises nærmere til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 3.
Endelig
bemærkes det, at de foreslåede
sanktionspositioner alene danner
udgangspunkt for
strafudmålingen. Da
strafudmålingen henhører under
domstolene, vil de foreslåede
sanktionspositioner efter de
almindelige strafferetlige
regler kunne fraviges i op- og
nedadgående retning af
domstolene i sager, hvor de
konkrete omstændigheder tilsiger
dette.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 10,
11, 19, 21, 24 og 25, samt
bemærkningerne hertil.
6. Politiets
efterforskningsbeføjelser i
sager om spirituskørsel og
kørsel under påvirkning af andet
end alkohol
6.1. Gældende
ret
Efter
færdselslovens § 77, stk. 1, 1.
pkt., kan politiet standse et
køretøj og lade det undersøge
for fejl og mangler samt
kontrollere, at føreren opfylder
betingelserne for lovligt at
kunne føre køretøjet. Politiet
vil således kunne kontrollere,
om føreren af køretøjet synes
påvirket af f.eks. spiritus,
narkotika eller medicin eller i
øvrigt synes at befinde sig i en
tilstand, der indebærer, at han
eller hun ikke kan føre
køretøjet på forsvarlig måde.
Kontrol efter § 77, stk. 1, kan
efter bestemmelsens ordlyd
foretages, uanset om der
foreligger en konkret mistanke.
Bestemmelsen giver politiet
mulighed for at foretage
systematisk kontrol af førere af
køretøjer, dvs. kontrol af
førere af alle køretøjer, der
passerer et kontrolsted.
Politiet kan også kontrollere en
enkelt fører af et køretøj.
Bestemmelsen i færdselslovens §
77, stk. 1, giver ikke politiet
adgang til at foretage
legemsindgreb mod føreren af
køretøjet.
Efter
færdselslovens § 55, stk. 1, kan
politiet til enhver tid kræve,
at føreren af et køretøj eller
en rytter foretager
udåndingsprøve. Denne
bestemmelse blev indført med
færdselsloven af 1976 efter
forslag herom i Retsudvalgets
betænkning om det pågældende
lovforslag, jf.
Folketingstidende 1975-76,
tillæg B, sp. 1846 og 1874. Det
fremgår af bemærkningerne til
forslaget, at baggrunden for
bestemmelsen var, at det var et
vigtigt led i de samtidigt
foreslåede regler om en fast
promillegrænse, at der skete en
forøgelse af opdagelsesrisikoen.
Det blev derfor foreslået at
give politiet en almindelig
adgang til at kræve, at føreren
af et køretøj eller en rytter
foretager udåndingsprøve.
Udåndingsprøve, der tages i
medfør af bestemmelsen i
færdselslovens § 55, stk. 1,
anvendes som udgangspunkt alene
som grundlag for en vurdering
af, om en person skal
fremstilles til udtagelse af
blodprøve.
Efter
færdselslovens § 55, stk. 2, kan
politiet fremstille en person
til udtagelse af blod- og
urinprøve, hvis der er grund til
at antage, at han eller hun har
overtrådt færdselslovens § 53
(om spirituskørsel) eller § 54,
stk. 1 eller 2, (påvirkning af
andet end alkohol), eller den
pågældende nægter eller ikke er
i stand til at medvirke til en
udåndingsprøve. Angår mistanken
andre forhold end
spirituspåvirkning, kan politiet
tillige fremstille den
pågældende til undersøgelse af
en læge. Det samme gælder ved
mistanke om spirituspåvirkning,
når særlige omstændigheder taler
derfor.
I praksis
tages blodprøve i stort set alle
sager, hvor politiet antager, at
en fører har overtrådt
færdselslovens § 53 om
spirituskørsel. Urinprøve og
klinisk lægeundersøgelse
foretages derimod kun
undtagelsesvis i sådanne sager.
I tilfælde,
hvor blodprøven viser, at
føreren under eller efter
kørslen har haft en
blodalkoholpromille på 0,80
eller derunder, og hvor føreren
ved en klinisk lægeundersøgelse
er fundet påvirket, vil der
normalt blive foretaget
undersøgelse af de foreliggende
blod- eller urinprøver i sagen
med henblik på konstatering af,
om den pågældende har været
påvirket af euforiserende
stoffer eller medicin under
eller efter kørslen. At der
normalt kun foretages en sådan
undersøgelse af blod- eller
urinprøve i tilfælde, hvor den
målte alkoholpromille er 0,80
eller derunder, skyldes, at
domfældelse for kørsel under
påvirkning af andet end alkohol
og spirituskørsel kun i ganske
særlige tilfælde vil medføre en
skærpelse af sanktionerne i
forhold til domfældelse for
spirituskørsel alene.
Det fremgår
af færdselslovens § 55, stk. 3,
at justitsministeren fastsætter
bestemmelser om de prøver og
undersøgelser, der er nævnt i §
55, stk. 1 og 2. Ved
bekendtgørelse nr. 349 af 24.
juni 1976 om udåndingsprøver
efter færdselsloven og cirkulære
nr. 11112 af 25. februar 1997 om
spirituspåvirkethed mv. er der
fastsat nærmere regler om
udførelsen af udåndingsprøver.
6.2.
Udvalgets overvejelser og
forslag
6.2.1.
Tilpasning som følge af
forslaget om målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft
Udvalget har
foreslået, at bestemmelsen i
færdselslovens § 55, stk. 1,
ændres, således at det sikres,
at der tilvejebringes den
nødvendige hjemmel til, at
politiet kan kræve
udåndingsprøver til brug for
måling af alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften.
Da hensigten
med færdselslovens § 55, stk. 1,
alene er at kunne foretage
måling af alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften til brug for
konstatering af mistanke om
overtrædelse reglerne om
spirituskørsel, kan det efter
udvalgets opfattelse ikke med
tilstrækkelig sikkerhed antages,
at færdselslovens § 55, stk. 1,
efter den gældende retstilstand
vil kunne anvendes som hjemmel
til at foretage udåndingsprøver
med henblik på måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevis i
sager om spirituskørsel.
Udvalget har
foreslået, at det fastholdes, at
udåndingsprøve kan forlanges
afgivet, uden at der foreligger
grundlag for mistanke om
spirituskørsel. Udvalget har i
den forbindelse henvist til, at
en udåndingsprøve ikke kan
betegnes som et intensivt
legemsindgreb, og at der også
efter gældende ret kan fortages
udåndingsprøve uden konkret
mistankegrundlag mod den
pågældende.
Udvalget har
dog fundet, at et indgreb, der
indebærer, at den pågældende
fører indbringes til f.eks. en
politistation med henblik på at
afgive udåndingsprøve, må
forudsætte, at der er grundlag
for en konkret mistanke om, at
den pågældende har kørt
spirituskørsel.
Der henvises
til betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.6.6.
6.2.2.
Tilpasninger som følge af den
foreslåede nulgrænse for kørsel
med bevidsthedspåvirkende
stoffer i blodet
Udvalget har
foreslået, at der i
færdselslovens § 55, stk. 1,
etableres hjemmel til, at
politiet til enhver tid kan
kræve, at føreren af et køretøj
eller en rytter afgiver spyt-,
eller svedprøve eller lader sine
øjne besigtige.
Udvalget har
som begrundelse herfor anført,
at den foreslåede nulgrænse for
kørsel med visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet vil kræve øget kontrol og
efterforskning fra politiets
side, hvis overtrædelser af den
foreslåede nulgrænse skal
retsforfølges effektivt således,
at reglerne kan få gavnlig
virkning for
færdselssikkerheden.
Politiet vil
således have et behov for et
grundlag til at konstatere, om
der er grund til at antage, at
der er sket overtrædelse af
bestemmelserne om kørsel under
påvirkning af stoffer. Udvalget
har i den forbindelse peget på,
at der findes såkaldte
hurtigtests, der er i stand til
ved hjælp af sved eller
spytprøver at afsløre, om den
pågældende har indtaget
euforiserende stoffer. Udvalget
har anført, at der i dag findes
udstyr, der gør dette muligt for
stoffer som heroin, morfin,
amfetamin, ecstasy og kokain,
mens det for stoffer som
cannabis og benzodiazepiner
stadig er vanskeligt at opnå
tilstrækkelig følsomhed.
Udvalget har dog endvidere
anført, at det må forventes, at
den videre udvikling inden for
denne type udstyr på sigt vil
afhjælpe dette problem.
Det er
udvalgets opfattelse, at der bør
gives politiet mulighed for at
anvende hurtigtests med henblik
på at øge mulighederne for at
opdage kørsel under påvirkning
af stoffer.
Det er
endvidere udvalgets opfattelse,
at der bør tilvejebringes en
hjemmel til, at politiet
foretager øjenundersøgelser med
henblik på at konstatere
mistanke om indtagelse af
euforiserende stoffer i
forbindelse med kørsel. En sådan
hjemmel vil efter udvalgets
opfattelse styrke den præventive
effekt af de foreslåede regler
betydeligt.
Udvalget har
i den forbindelse bemærket, at
en effektiv indsats mod kørsel
under påvirkning af stoffer vil
forudsætte, at der iværksættes
en uddannelsesmæssig indsats med
henblik på at sætte de
polititjenestemænd, der
foretager vejsidekontrol mv., i
stand til at gennemføre de
nævnte hurtigtests og
øjenundersøgelser. Udvalget har
anført, at der i vore nabolande
er gode erfaringer med sådan
uddannelse af politifolk.
Udvalget har
herudover bemærket, at måling af
indhold af euforiserende stoffer
i blodet også fremover vil kræve
udtagelse af blodprøve fra den
pågældende fører, idet der ikke
for tiden findes andre metoder
til konstatering af indhold af
sådanne stoffer i kroppen, som
er egnede som bevismiddel i en
retssag. Udvalget har i den
forbindelse antaget, at
blodprøve efter de gældende
regler vil kunne udtages, hvis
der er grund til at antage, at
en fører har overtrådt bl.a. den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 54, stk. 1
(føreevnekriteriet), jf. herved
pkt. 6.1 ovenfor. Bortset fra en
nødvendig justering på grund af
indførelsen af nulgrænsen for
visse euforiserende stoffer vil
der derfor efter udvalgets
opfattelse ikke være behov for
en ændring af politiets
efterforskningsbeføjelser på
dette punkt.
Der henvises
til betænkningens kapitel 6,
afsnit 6.4.3-6.4.5 og 6.8.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de
grunde, som udvalget har anført,
tilslutte sig udvalgets forslag
om ændring af færdselslovens
regler om politiets
efterforskningsbeføjelser.
Lovforslaget er med en enkelt
sproglig ændring udformet i
overensstemmelse med udvalgets
forslag.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 5, og
bemærkningerne hertil
7. Domsmænds
medvirken i færdselssager
7.1. Gældende
ret
Færdselslovens § 119, stk. 2,
regulerer, i hvilke sager der
medvirker domsmænd i
færdselssager.
Det fremgår
af færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 1, at der i sager, hvor der
bliver spørgsmål om højere straf
end bøde, medvirker domsmænd.
Det svarer til retsplejelovens
almindelige regler, og det
afgørende for, om der skal
medvirke domsmænd, er, om
anklagemyndighedens påstand er
frihedsstraf.
Herudover
medvirker domsmænd, når der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, jf.
færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 2 og 3. Efter bestemmelsen
skal der således medvirke
domsmænd, hvis
anklagemyndigheden nedlægger
påstand om ubetinget frakendelse
af førerretten eller
kørselsforbud.
Endvidere
medvirker domsmænd i sager, som
i øvrigt skønnes at være af
særlig indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig
offentlig interesse, jf.
færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 4. Efter praksis medvirker
der i medfør af denne
bestemmelse bl.a. domsmænd i
sager, hvor der rejses tiltale
for overtrædelse af
færdselsloven og uagtsomt
manddrab efter straffelovens §
241, uanset om
anklagemyndighedens påstand
alene er bøde og betinget
frakendelse af førerretten.
I § 119, stk.
3, findes enkelte generelle
undtagelser til reglerne om
domsmænds medvirken i
færdselssager. Hvis bestemmelsen
i § 119, stk. 3, fører til, at
der ikke skal medvirke domsmænd,
skal reglerne i § 119, stk. 2,
således fraviges.
Domsmænd
medvirker således ikke i sager,
som fremmes efter reglerne i
retsplejelovens § 831 om
tilståelsessager, jf.
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 1. Denne bestemmelse svarer
til retsplejelovens almindelige
regler og indebærer således, at
der ikke medvirker domsmænd,
hvis den tiltalte tilstår
uanset, om anklagemyndigheden
nedlægger påstand om
frihedsstraf eller ubetinget
frakendelse af førerretten.
Færdselslovens § 119, stk. 3,
indeholder dog også enkelte
undtagelser, som afviger fra
retsplejelovens almindelige
regler om domsmænds medvirken i
straffesager.
Efter
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 2, medvirker der ikke
domsmænd i sager om kørsel i
frakendelsestiden efter
færdselslovens § 117 a. Dette
gælder uanset, om
anklagemyndighedens påstand er
fængselsstraf. I sådanne sager
er det meget enkelt at vurdere,
om tiltalte har gjort sig
skyldig i overtrædelse af
færdselsloven, ligesom der
foreligger meget klare
retningslinjer for, hvilken
straf der skal idømmes for
kørsel i frakendelsestiden.
Det er de
samme hensyn, som har ført til,
at domsmænd som udgangspunkt
ikke medvirker i sager om
spirituskørsel efter § 53, jf.
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 3. Bestemmelsen i § 119,
stk. 3, nr. 3, indebærer, at
domsmænd ikke medvirker i sager,
der alene vedrører
spirituskørsel uanset, at
anklagemyndighedens påstand er
fængselsstraf eller ubetinget
frakendelse af førerretten.
Domsmænd
medvirker dog i spiritussager,
hvis anklagemyndighedens påstand
er frihedsstraf, og der efter
anklageskriftet ligeledes bliver
spørgsmål om anvendelse af
færdselslovens § 117, stk. 2,
nr. 7, dvs. at tiltalte udover
spirituskørsel findes at være
skyldig i tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden (§ 125, stk.
1, nr. 1), overtrædelse af
hastighedsgrænserne med mere end
60 procent eller at have kørt
med en hastighed på mere end 160
km i timen (§ 125, stk. 1, nr. 2
og 3), overtrædelse af reglerne
om størst tilladte totalvægt med
mere end 30 procent (§ 125, stk.
1, nr. 4), eller ulovligt at
have ført køretøjet uden
hastighedsbegrænser eller har
foretaget et uautoriseret,
konstruktivt indgreb i
hastighedsbegrænseren mv. (§
126, stk. 1, nr. 2).
I ankesager,
der vedrører spirituskørsel,
medvirker der dog kun domsmænd,
hvis anklagemyndighedens påstand
er frihedsstraf, og der efter
anklageskriftet bliver spørgsmål
om anvendelse af § 117, stk. 2,
nr. 7, samt anken omfatter
skyldsspørgsmålet.
I ankesager
gælder bortset fra § 119, stk.
3, nr. 3, retsplejelovens
almindelige regler, hvorefter
der medvirker domsmænd i sager,
hvor byrettens afgørelse er
truffet under medvirken af
domsmænd, jf. § 689, stk. 3, nr.
2.
7.2.
Udvalgets overvejelser
7.2.1.
Indledende overvejelser
vedrørende domsmænds medvirken i
færdselssager
Udvalget har
overvejet om, der bør ske
ændring af reglerne om domsmænds
deltagelse i færdselssager.
Udvalget har dog bemærket, at
udvalget er afstået fra at komme
med et lovudkast herom, da
spørgsmålet om domsmænds
medvirken i færdselssager ikke
udtrykkeligt har været omfattet
af kommissoriet.
Overordnet
har udvalget ud fra
ressourcemæssige betragtninger
peget på, at det kan være
hensigtsmæssigt at begrænse
domsmænds medvirken i sager om
overtrædelse af færdselsloven.
Udvalget har
på den anden side peget på, at
en sådan begrænsning ikke må
kunne opleves som en svækkelse
af retssikkerheden.
Udvalget har
taget udgangspunkt i, at de
regler, som gælder for domsmænds
medvirken i straffesager i
almindelighed, også bør
fastholdes for så vidt angår
færdselssager. Domsmænd bør
således fortsat medvirke i
færdselssager, når der bliver
spørgsmål om højere straf end
bøde, eller når sagen i øvrigt
skønnes at være af særlig
indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig
offentlig interesse.
Endvidere har
udvalget anført, at de gældende
undtagelser fra disse principper
i færdselslovens § 119, stk. 3,
er rimelige og ubetænkelige, og
at de derfor bør fastholdes.
Domsmænd bør
således efter udvalgets
opfattelse fortsat ikke medvirke
i tilståelsessager, ligesom der
ikke er retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder ved, at domsmænd
ikke medvirker i sager om
spirituskørsel og kørsel i
frakendelsestiden. Udvalget har
peget på, at baggrunden for, at
domsmænd ikke medvirker ved
behandlingen af sager om kørsel
i frakendelsestiden og rene
spiritussager, uanset om der
bliver spørgsmål om frihedsstraf
og ubetinget frakendelse af
førerretten, er, at disse sager
som udgangspunkt afgøres efter
helt faste retningslinjer.
Heller ikke
for så vidt angår
bevisbedømmelsen er der efter
udvalgets opfattelse anledning
til at lade domsmænd medvirke i
disse sager. Sager om
spirituskørsel afgøres i dag som
udgangspunkt på grundlag af en
blodprøve og vil fremover efter
udvalgets forslag om måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager
om spirituskørsel blive afgjort
på grundlag af en
udåndingsprøve. Den tvivl, der
vil kunne opstå i forbindelse
med udtagelse eller måling af
blod- eller udåndingsprøver, vil
i almindelighed være af meget
teknisk karakter, hvilket efter
udvalgets opfattelse ikke taler
for domsmænds medvirken.
Udvalget har peget på, at der
for så vidt angår kørsel i
frakendelsestiden er tale om en
meget enkel bevisvurdering, idet
der i mange tilfælde er tale om,
at politiet har standset
tiltalte under kørsel og har
konstateret, at tiltalte er
frakendt førerretten.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.
7.2.2.
Domsmænds medvirken i sager om
ubetinget frakendelse af
førerretten
Udvalget har
anført, at det bør overvejes at
ændre færdselslovens § 119
således, at domsmænd ikke
medvirker i sager, hvor der
alene efter § 126, stk. 1, nr.
1-3 og 5-8, bliver tale om
ubetinget frakendelse af
førerretten. Domsmænd vil i
givet fald alene skulle medvirke
i sager om ubetinget frakendelse
efter færdselslovens § 126, stk.
1, nr. 4.
Udvalget har
i den forbindelse anført, at det
er udgangspunktet i den gældende
bestemmelse færdselslovens §
119, stk. 2, nr. 2, at domsmænd
medvirker i sager, hvor der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten. I §
119, stk. 3, er dog undtaget
rene spiritussager, hvor der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten.
Udvalget har
peget på, at de tilfælde, hvor
der efter færdselslovens § 126,
stk. 1, skal ske ubetinget
frakendelse, kan opdeles i fire
grupper. Den første gruppe er
sager om spirituskørsel efter §
126, stk. 1, nr. 1. Den anden
gruppe er sager om konstruktive
indgreb mv. i
hastighedsbegrænsere eller
kontrolapparater efter § 126,
stk. 1, nr. 2 og 3. Den tredje
gruppe er sager om særlig
hensynsløs kørsel efter § 126,
stk. 1, nr. 4. Den fjerde gruppe
er sager, der isoleret vil
medføre betinget frakendelse,
men hvor der efter § 126, stk.
1, nr. 5-8, skal ske ubetinget
frakendelse af førerretten,
fordi føreren har begået flere
overtrædelser, der hver for sig
medfører en betinget
frakendelse, eller fordi føreren
tidligere er frakendt
førerretten eller er pålagt
kørselsforbud.
Udvalget har
om den første gruppe sager, hvor
der i medfør af § 126, stk. 1,
nr. 1, nedlægges påstand om
ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af
spirituskørsel, anført, at
sådanne sager allerede i vidt
omfang er undtaget fra
domsmandsbehandling i medfør af
den gældende bestemmelse i §
119, stk. 3, nr. 3. Som det
fremgår af pkt. 7.2.1, har
udvalget fundet, at denne
undtagelse uden betænkeligheder
kan fastholdes.
Udvalget har
om den anden gruppe sager, hvor
der i medfør af § 126, stk. 1,
nr. 2 og 3, nedlægges påstand om
ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af
konstruktive indgreb mv. i
hastighedsbegrænsere eller
kontrolapparater, anført, at det
bør overvejes, hvorvidt det er
påkrævet eller naturligt, at
domsmænd medvirker ved
behandlingen af sådanne sager.
Det følger af
§ 126, stk. 1, nr. 2, at
førerretten skal frakendes
ubetinget, hvis føreren ulovligt
har ført køretøjet uden
hastighedsbegrænser, føreren har
foretaget et uautoriseret,
konstruktivt indgreb i
hastighedsbegrænseren mv., eller
vidste eller burde have vidst,
at der var foretaget et sådant
indgreb, eller føreren har
betjent hastighedsbegrænseren
således, at den gøres uvirksom.
Det følger endvidere af § 126,
stk. 1, nr. 3, at førerretten
skal frakendes ubetinget, hvis
føreren har ført køretøjet, selv
om han vidste eller burde vide,
at der var foretaget et
uautoriseret, konstruktivt
indgreb i køretøjets
kontrolapparat mv.
Udvalget har
anført, at afgørelsen af, om en
hastighedsbegrænser er uvirksom,
eller om der er manipuleret med
en hastighedsbegrænser eller
kontrolapparatet, i første række
afhænger af en teknisk
vurdering. Bevisførelsen under
en sådan sag er i almindelighed
begrænset til en erklæring fra
en bilinspektør og eventuelt den
politiassistent, der har
standset køretøjet.
Udvalget har
om den tredje gruppe sager, hvor
der i medfør af § 126, stk. 1,
nr. 4, nedlægges påstand om
betinget frakendelse af
førerretten som følge af særlig
hensynsløs kørsel, anført, at
der ikke er grundlag for at
foreslå, at domsmænd ikke skal
medvirke ved behandlingen af
sådanne sager.
Udvalget har
herved lagt vægt på, at der i
almindelighed i denne type sager
vil være tale om, at der på
grundlag af navnlig
vidneforklaringer skal foretages
en vurdering af beviserne for
tiltaltes skyld. I mange
tilfælde vil anklagemyndigheden
i sager om særlig hensynsløs
kørsel nedlægge påstand om
fængselsstraf, og i de tilfælde
skal der allerede af denne grund
medvirke domsmænd, jf. § 119,
stk. 2. Udvalget har således
antaget, at der forekommer meget
få tilfælde, hvor
anklagemyndighedens påstand er
bøde og ubetinget frakendelse af
førerretten efter § 126, stk. 1,
nr. 4.
I den fjerde
gruppe af sager skal der i
medfør af § 126, stk. 1, nr.
5-8, nedlægges påstand om
ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af, at der
er begået flere overtrædelser af
færdselsloven, som hver for sig
vil medføre betinget frakendelse
af førerretten, eller at den
pågældende tidligere er frakendt
førerretten eller pålagt
kørselsforbud. Udvalget har om
denne gruppe af sager anført, at
det bør overvejes at ændre § 119
således, at domsmænd ikke
medvirker i sager, hvor der
alene efter § 126, stk. 1, nr.
5-8, bliver tale om ubetinget
frakendelse af førerretten.
Færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 5, indebærer, at førerretten
skal frakendes ubetinget, hvis
føreren ved et eller flere
kørselsforløb har gjort sig
skyldig i flere forhold, der
hver for sig er omfattet af §
125, stk. 1, nr. 1-7 (betinget
frakendelse), stk. 2
(klippekortordningen) eller stk.
3 (kørselsforbud). Med hensyn
til sager om overtrædelse af
køre- og hviletidsreglerne er
det dog præciseret, at
forholdene skal være begået i
forbindelse med mere end ét
kørselsforløb.
Færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 6-7, indebærer, at der skal
ske ubetinget frakendelse af
førerretten, hvis føreren
tidligere er frakendt
førerretten betinget, og har
begået et nyt forhold i
prøvetiden (normalt 3 år), eller
hvis føreren tidligere er pålagt
kørselsforbud, og har begået et
nyt forhold inden 3 år efter, at
kørselsforbuddet blev pålagt.
Færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 8, indebærer, at førerretten
skal frakendes ubetinget, selv
om den aktuelle overtrædelse
isoleret alene vil medføre
betinget frakendelse, hvis
forholdet er begået inden 5 år
efter udløbet af en tidligere
ubetinget frakendelse.
Udvalget har
peget på, at de kørsler, som i
medfør af § 126, stk. 1, nr.
5-8, fører til, at der bliver
spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten,
således at der skal medvirke
domsmænd under behandlingen, er
kørsler, som isoleret set ville
medføre en betinget frakendelse
eller kørselsforbud. Hvis de
blev pådømt enkeltvis, skulle
der således ikke medvirke
domsmænd under behandlingen.
Udvalget har
anført, at der efter de gældende
regler sker betinget frakendelse
af førerretten efter
færdselslovens § 125 uden
domsmænds medvirken, og det kan
derfor forekomme mindre
velbegrundet, at domsmænd skal
medvirke, blot på grund af at
føreren har begået flere
forhold, der hver for sig
medfører betinget frakendelse af
førerretten, eller fordi føreren
tidligere er frakendt
førerretten betinget eller
ubetinget. Udvalget har videre
anført, at spørgsmålet om,
hvorvidt der skal ske ubetinget
frakendelse af førerretten på
grund af førerens fortid, eller
fordi der foreligger flere
kørsler, der hver især ville
føre til betinget frakendelse af
førerretten, ikke kræver nogen
bevisbedømmelse, men eventuelt
en stillingtagen til, om der
foreligger formildende
omstændigheder efter § 126, stk.
2, således at der skal idømmes
en betinget frakendelse i stedet
for en ubetinget frakendelse.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.1.
7.2.3.
Domsmænds medvirken i sager om
spirituskørsel og andre
kørselsfejl
Udvalget har
i forlængelse af det, som er
anført under pkt. 7.2.2 ovenfor,
udtalt, at det bør overvejes, om
det er påkrævet eller
hensigtsmæssigt, at der fortsat
medvirker domsmænd i sager, der
vedrører kombinationer af
kørsler, der hver især
isoleret betragtet ikke kræver
domsmænds medvirken.
Udvalget har
anført, at det følger af
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 3, at domsmænd ikke
medvirker i sager, der vedrører
spirituskørsel efter § 53,
medmindre der både er spørgsmål
om højere straf end bøde og om
anvendelse af færdselslovens §
117, stk. 2, nr. 7, og i
ankesager, at anken vedrører
skyldsspørgsmålet. Efter § 117,
stk. 2, nr. 7, kan straffen for
spirituskørsel stige til fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, hvis
føreren findes skyldig i
forhold, der er omfattet af §
125, stk. 1, nr. 1-4, eller §
126, stk. 1, nr. 2.
Udvalget har
peget på, at der for så vidt
angår § 125, stk. 1, nr. 1-4, er
tale om situationer, som
isoleret vil medføre en betinget
frakendelse af førerretten, og
derfor normalt afgøres uden
medvirken af domsmænd. Udvalget
har endvidere peget på, at en
sag om spirituskørsel heller
ikke i sig selv forudsætter
domsmænds medvirken. Det er
således alene, fordi der er tale
om samtidig spirituskørsel og
andre kørselsfejl, således at
anklagemyndighedens påstand er
højere straf end bødestraf og
ubetinget frakendelse af
førerretten, at der skal
medvirke domsmænd.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.2.
7.2.4.
Domsmænds medvirken i sager om
kørselsforbud
Udvalget har
fundet, at det bør overvejes at
ophæve bestemmelsen i
færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 3, hvoraf det følger, at der
i sager, hvor der bliver
spørgsmål om pålæggelse af
kørselsforbud, skal medvirke
domsmænd, medmindre der er tale
om en sag om spirituskørsel, jf.
herved § 119, stk. 3, nr. 3.
Udvalget har
anført, at kørselsforbud efter §
127 træder i stedet for en
betinget frakendelse af
førerretten i en række tilfælde,
hvis forseelsen bliver begået
inden for de første tre år efter
førstegangserhvervelsen af
førerretten. I modsætning til en
betinget frakendelse af
førerretten, hvor føreren kan
fortsætte med at føre
motordrevet køretøj, inddrages
førerens ret til at føre
motordrevet køretøj ved
pålæggelse af kørselsforbud,
indtil særlig køreundervisning
eller alkohol- og trafikkursus
er gennemført, og kontrollerende
køreprøve er bestået.
Udvalget har
endvidere anført, at reglerne om
kørselsforbud, der blev indført
ved lov nr. 498 af 7. juni 2001,
i første række bliver anvendt
over for unge trafikanter. Der
er ikke i forarbejderne til
bestemmelsen anført en nærmere
begrundelse for, at domsmænd
medvirker i sager, hvor der
bliver spørgsmål om pålæggelse
af kørselsforbud.
Udvalget har
peget på, at det under hensyn
til, at kørselsforbud pålægges
for de samme forhold, som efter
§ 125 medfører en betinget
frakendelse af førerretten, ikke
forekommer naturligt eller
påkrævet, at domsmænd medvirker
i sager om kørselsforbud.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.3.
7.2.5.
Domsmænds medvirken i sager om
kørsel under påvirkning af andet
end alkohol
Udvalget har
anført, at det bør overvejes,
hvorvidt sager om overtrædelse
af færdselslovens § 54 om kørsel
i motordrevet køretøj under
påvirkning af andet end alkohol
skal behandles efter de
almindelige regler om domsmænds
medvirken i færdselssager.
Udvalget har
peget på, at der i medfør af den
gældende bestemmelse i § 119,
stk. 2, medvirker domsmænd i
sager om overtrædelse af § 54,
hvis der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde, ubetinget
frakendelse eller kørselsforbud.
Endvidere medvirker der domsmænd
i sager, som i øvrigt skønnes at
være af særlig indgribende
betydning for tiltalte eller af
særlig offentlig interesse. Som
følge af den almindelige regel i
§ 119, stk. 3, nr. 1, medvirker
der dog ikke domsmænd i
tilståelsessager.
Udvalget har
ved forslaget om en nulgrænse
for kørsel med visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet lagt vægt på de samme
færdselssikkerhedsmæssige og
præventive hensyn, som ligger
bag blodpromillekriteriet ved
spirituskørsel.
Udvalget har
peget på, at sager om
overtrædelse af en nulgrænse for
bevidsthedspåvirkende stoffer
ligesom sager om spirituskørsel
sjældent vil give anledning
til bevistvivl eller problemer
med hensyn til
sanktionsfastsættelsen. Efter
udvalgets opfattelse vil de
samme hensyn, som ligger bag de
gældende særregler om domsmænds
begrænsede medvirken i sager om
spirituskørsel, således også
gøre sig gældende i sager om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse. Der bør derfor
ligeledes ved spørgsmålet om
domsmænds medvirken tilstræbes
parallelitet mellem reglerne om
spirituskørsel og reglerne om
kørsel under påvirkning af andet
end alkohol.
På den
baggrund har udvalget fundet det
naturligt, at der fastsættes den
samme ordning for domsmænds
deltagelse i henholdsvis sager
om spirituskørsel og sager om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse
Derimod har
udvalget fundet, at sager om
overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 fortsat bør
behandles efter de almindelige
regler for domsmænds medvirken i
færdselssager. Udvalget har i
den forbindelse peget på, at der
anlægges en særdeles konkret
bevisvurdering i sager om
føreevnekriteriet i § 54, stk.
1. Efter udvalgets opfattelse
findes det derfor betænkeligt at
afskære domsmænds medvirken i
disse sager der i øvrigt ikke
alene vil kunne vedrøre
spørgsmål om manglende føreevne
på grund af påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer,
men ligeledes vanskelige
bevisvurderinger af en persons
føreevne ved f.eks. søvnmangel,
sygdom og lægeordineret medicin.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.4.
7.2.6.
Sammenfatning af udvalgets
overvejelser om domsmænds
medvirken i færdselssager
Udvalget har
samlet anført, at det bør
overvejes at forenkle
behandlingen af
færdselsstraffesager, således at
domsmænd fremover alene
medvirker i behandlingen af
sager, hvor der bliver spørgsmål
om højere straf end bøde, og i
sager, som i øvrigt skønnes at
være af særlig indgribende
betydning for tiltalte eller af
særlig offentlig interesse, dog
således at domsmænd ikke
medvirker i tilståelsessager,
sager om spirituskørsel efter §
53, sager om overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse for visse
bevidsthedspåvirkende stoffer og
sager om kørsel i
frakendelsestiden. Under hensyn
til de særlige forhold, der gør
sig gældende i sager om særlig
hensynsløs kørsel, herunder
bevisbedømmelsen, er det
udvalgets opfattelse, at
domsmænd fortsat bør medvirke i
sager, hvor der bliver spørgsmål
om ubetinget frakendelse af
førerretten efter § 126, stk. 1,
nr. 4.
Der henvises
til betænkningens kapitel 7,
afsnit 7.3.5.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder, at
reglerne om domsmænds medvirken
i færdselssager bør ændres i
overensstemmelse med udvalgets
overvejelser. Ministeriet har
herved lagt vægt på de grunde,
som efter udvalgets opfattelse
taler for at forenkle reglerne
om domsmænds medvirken i sager
om overtrædelse af
færdselsloven.
Det foreslås
derfor, at domsmænd fremover
alene medvirker i behandlingen
af sager, hvor der bliver
spørgsmål om højere straf end
bøde, sager, hvor der bliver
spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten efter
færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 4, der med lovforslaget
bliver nr. 5, om særlig
hensynsløs kørsel, og sager, som
i øvrigt skønnes at være af
særlig indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig
offentlig interesse
Det foreslås
endvidere, at domsmænd ikke skal
medvirke i tilståelsessager,
sager om spirituskørsel efter §
53, sager om overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse og sager om
kørsel i frakendelsestiden.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at forslaget, som er i
overensstemmelse med udvalgets
overvejelser, vil sikre, at der
tilvejebringes klarere og mere
enkle regler om domsmænds
medvirken i færdselssager uden,
at der vil blive tale om en
svækkelse af retssikkerheden i
forbindelse med behandlingen af
sådanne sager. Der kan i den
forbindelse peges på, at de
sager, der efter forslaget ikke
skal behandles under medvirken
af domsmænd, vil skulle afgøres
efter faste retningslinjer på
baggrund af en forholdsvis enkel
bevisførelse. Den tvivl, der vil
kunne opstå i forbindelse med
bevisførelsen, vil i
almindelighed være af meget
teknisk karakter, hvilket ikke
taler for domsmænds medvirken.
Justitsministeriet foreslår som
konsekvens af forslaget om
ændring af reglerne om domsmænds
medvirken i færdselssager
endvidere en ændring af
færdselslovens § 119, stk. 4.
Denne bestemmelse vedrører
tiltaltes mulighed for efter
begæring at få beskikket en
forsvarer i visse sager, hvor
retsplejelovens almindelige
regler om forsvarerbeskikkelse
ikke giver en sådan mulighed.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 16,
og bemærkningerne hertil.
8. Økonomiske
og administrative konsekvenser
mv.
8.1.
Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, kommuner
og regioner
Den
foreslåede adgang til at anvende
måling af alkoholkoncentrationen
i udåndingsluft som bevis i
sager om spirituskørsel vil
medføre merudgifter for politiet
og anklagemyndigheden til bl.a.
anskaffelse af egnet måleudstyr
(bevisalkometre) samt til
uddannelse af personale til
betjeningen heraf. Lovforslaget
indebærer imidlertid samtidig,
at politiet og
anklagemyndigheden i sager, hvor
alkoholkoncentrationen måles ved
brug af bevisalkometre, fremover
ikke vil have udgifter til
udtagelse af blodprøver. Samlet
vurderes indførelsen af
bevisalkometre at medføre
mindreudgifter for politiet og
anklagemyndigheden på ca. 5 mio.
kr. årligt.
Lovforslaget
skønnes i øvrigt ikke at have
økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige
af betydning.
8.2.
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget
skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
8.3.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8.4.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget
skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for
borgerne.
8.5.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9. Hørte
myndigheder og organisationer
mv.
Lovforslaget
bygger på betænkning nr.
1486/2007 og det heri indeholdte
lovudkast fra Udvalget om
sanktionsfastsættelse i sager om
spiritus- og promillekørsel mv.
Betænkningen med lovudkast har
været sendt til høring hos
følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Advokatrådet,
Borgernes Havarikommission,
Business Danmark,
Centralforeningen af
Taxiforeninger i Danmark,
Chaufførernes Fagforening,
Danmarks Transportforskning,
Dansk Cyklist Forbund, Dansk
Kørelærer-Union, Dansk Køreskole
Forening, Dansk Taxi Forbund,
Dansk Transport og Logistik
(DTL), Dansk Vejforening, Danske
Busvognmænd, Danske Kørelæreres
Landsforbund, Danske
Motorcyklisters Råd (DMC),
Danske Regioner, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Fagligt
Fælles Forbund 3F, Forenede
Danske Motorejere (FDM),
Foreningen for Trafikofre,
Foreningen Liv og Trafik,
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd,
Institut for
Menneskerettigheder, Kommunernes
Landsforening,
Køreprøvesagkyndiges
Landsforbund, Landsforeningen af
beskikkede advokater, MC-Touring
Club Danmark,
Motorcykelbranchens
Landsforbund, NOAH-Trafik,
Politiforbundet i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
præsidenten for Vestre Landsret,
præsidenten for Østre Landsret,
præsidenterne for byretterne,
Retskemisk Afdeling på
Retsmedicinsk Institut på
Københavns Universitet,
Retslægerådet, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Rådet for
Bæredygtig trafik, Rådet for
Større Færdselssikkerhed, Sund &
Bælt og Trafikforskningsgruppen
ved Aalborg Universitet.
10.
Sammenfattende skema
|
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
regioner |
Lovforslaget vurderes
samlet set at medføre
mindreudgifter for
politiet og
anklagemyndigheden på
ca. 5 mio. kr.
|
Ingen
af betydning
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget indeholder
ikke EU-retlige aspekter
|
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
(færdselslovens § 53, stk. 1)
Det foreslås,
at færdselslovens § 53, stk. 1,
ændres, således at den gældende
grænse for spirituskørsel, der
er fastlagt som en
alkoholkoncentration i blodet på
0,50 promille, suppleres af en
grænse for
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften på 0,25
milligram pr. liter luft.
Forslaget indebærer, at
færdselslovens § 53, stk. 1,
kommer til at indeholde to
alternative gerningsindhold. Det
er således efter forslaget
tilstrækkeligt for at dømme en
person for spirituskørsel, at én
af de to angivne grænseværdier
for alkoholkoncentration i
henholdsvis blodet eller
udåndingsluften er overskredet.
Formålet med
forslaget er at gøre det muligt
at anvende målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften som bevis for
spirituskørsel.
Grænsen på
0,25 milligram alkohol pr. liter
luft for alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften svarer til et
forhold mellem
alkoholkoncentrationen blod og
udåndingsluft på 2.000:1, dvs.
at alkoholkoncentrationen i 1
milliliter blod er 2.000 gange
højere end
alkoholkoncentrationen i 1
milliliter udåndingsluft. Ved
fastlæggelse af et forhold på
2.000:1 mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
udåndingsluft sikres, at langt
de fleste personer, der dømmes
for spirituskørsel på grundlag
af en måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, også ville
blive fundet skyldige på
grundlag af en blodprøve. Der
henvises til pkt. 3.2.2 og 3.3 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Ved forslaget
er det forudsat, at det udstyr
til måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, som skal
anvendes af politiet, har en høj
grad af pålidelighed. Som det
fremgår af pkt. 3.2.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget, har udvalget
anbefalet, at der stilles krav
om, at det udstyr, som anvendes
til måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft (bevisalkometre),
som minimum skal leve op til
OIMLs anbefalinger.
Justitsministeren vil i medfør
af den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 55, stk. 3,
administrativt fastsætte regler
om krav til bevisalkometre. Der
henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Det
forudsættes endvidere ved
forslaget, at politiet vil kunne
anvende et teknisk fradrag i
måleresultatet svarende til det
fradrag, der efter gældende
praksis sker i middelværdien af
en blodprøve. Formålet med et
sådant fradrag er at udligne
eventuelle måleusikkerheder.
Fradraget fastsættes under
hensyn til den eventuelle
måleusikkerhed, der er forbundet
med det konkrete udstyr.
Hvis den
fuldstændige optagelse af
alkoholen er tilendebragt forud
for prøvetagningen, vil det
kunne være nødvendigt at
tilbageregne
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften. Med hensyn til
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft kan der
principielt foretages
tilbageregning på samme måde som
for blodalkoholkoncentrationen.
Antages alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som ved forslaget
at være 1/2.000 af
koncentrationen i blod, udføres
tilbageregningen med 0,05
milligram pr. liter pr. time.
Der henvises nærmere til kapitel
5, afsnit 5.2.3, i betænkning
nr. 1486/2007.
Det bemærkes,
at politiets indkøb af
bevisalkometre vil få et sådant
omfang, at indkøbet skal ske
efter udbud. Det forudsættes, at
de kravspecifikationer, som
Rigspolitichefen fastsætter i
forbindelse med udbuddet,
tilgodeser samtlige de nævnte
retssikkerheds- og bevismæssige
hensyn.
Det bemærkes
endvidere, at det vil være af
væsentlig betydning, at de
politifolk, der foretager
målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften til brug som
bevis i sager om spirituskørsel,
har den fornødne uddannelse
hertil. Politiet bør således
foranledige fornøden uddannelse
af de polititjenestemænd, der
skal foretage målingerne.
Det er ved
forslaget forudsat, at der
fremover kun i særlige tilfælde
udtages blodprøve ved mistanke
om spirituskørsel, idet
resultatet af en udåndingsprøve
umiddelbart vil kunne lægges til
grund ved afgørelsen af
spørgsmålet om, hvorvidt der er
sket en overtrædelse af
færdselslovens bestemmelser
herom.
Det må dog
forventes, at der fortsat vil
være behov for at udtage
blodprøver i en række tilfælde.
Det drejer sig bl.a. om
tilfælde, hvor personer af
fysiske årsager ikke er i stand
til at afgive en
tilfredsstillende
udåndingsprøve. Som eksempel
herpå kan peges på personer med
luftvejslidelser som f.eks.
astmatikere.
Der kan
endvidere peges på tilfælde,
hvor der i forbindelse med en
færdselsulykke, hvor en eller
flere førere er mistænkt for at
have været spirituspåvirket, på
grund af bevidstløshed hos én
eller flere af disse ikke kan
gennemføres en udåndingsprøve.
Det forudsættes i den
forbindelse, at der i sådanne
tilfælde skal tages blodprøver
af samtlige implicerede førere
uanset, om de alle er forhindret
i at afgive udåndingsprøve eller
ej. Dette skal ske med henblik
på at sikre, at alle de
implicerede personer bedømmes på
et fuldstændig sammenligneligt
grundlag.
Der henvises
til pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2
(overskriften til færdselslovens
§ 54)
Som en
konsekvens af lovforslagets § 1,
nr. 3, foreslås det at ændre
overskriften til færdselslovens
§ 54.
Til nr. 3
(færdselslovens § 54)
Det foreslås,
at der i færdselslovens § 54
indsættes et nyt stk. 1 ,
hvorefter motordrevet køretøj
ikke må føres eller forsøges
ført af nogen, hvis blod under
eller efter kørslen indeholder
stoffer, som efter regler
fastsat af justitsministeren er
klassificeret som farlige for
færdselssikkerheden.
Bestemmelsen
indebærer, at der i
færdselsloven indføres en
nulgrænse for visse stoffer
således, at kørsel eller forsøg
på kørsel af en person, som har
et eller flere af de omfattede
stoffer i blodet, forbydes uden
hensyn til, om det kan
godtgøres, at stoffet i det
konkrete tilfælde har påvirket
den pågældendes evne til at føre
køretøjet. Der knyttes således
ikke noget føreevnekriterium til
bestemmelsen.
Det foreslås
at bemyndige justitsministeren
til administrativt at fastsætte
regler om, hvilke stoffer som
omfattes af bestemmelsen. Efter
forslaget skal justitsministeren
således ved bekendtgørelse kunne
klassificere visse stoffer som
farlige for færdselssikkerheden.
Efter
forslagets ordlyd kan kun
bevidsthedspåvirkende stoffer
klassificeres som farlige for
færdselssikkerheden. Det
betyder, at kun såkaldt aktive
stoffer vil kunne være omfattet
af nulgrænsen, mens f.eks.
nedbrydningsstoffer, der ikke
har nogen bevidsthedspåvirkende
virkning, ikke vil kunne være
omfattet af nulgrænsen.
Det
forudsættes, at der i
forbindelse med udstedelse af
regler i medfør af den
foreslåede bestemmelse for hvert
enkelt af de stoffer, som
klassificeres som farlige for
færdselssikkerheden, fastsættes
bagatelgrænser (såkaldte cut
off-værdier), som sikrer, at den
pågældende person, inden
blodprøven er taget, gennem et
vist tidsrum har haft
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet, jf. herved pkt. 4.2.2 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget. Formålet med
bagatelgrænserne er at sikre, at
der ikke sker domfældelse for
overtrædelse af nulgrænsen i
tilfælde, hvor der er tale om en
minimal
tilfældighedskoncentration af
det pågældende stof i blodet.
Forslaget
indebærer således, at nulgrænsen
omfatter aktive stoffer, som har
en bevidsthedspåvirkende
virkning i tilfælde, hvor de kan
påvises i blodet i en mængde,
der ligger over den
bagatelgrænse, som forudsættes
anvendt for det pågældende stof,
samt en eventuel måleusikkerhed.
Der henvises til pkt. 4.2.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Det er ved
forslaget forudsat, at stoffer,
der i medfør af lov om
euforiserende stoffer ikke uden
særlig tilladelse må besiddes,
som udgangspunkt klassificeres
som farlige for
færdselssikkerheden. Dette vil
efter forslaget kunne ske ved,
at det i bekendtgørelse
bestemmes, at stoffer, der i
medfør af § 1, stk. 1, § 2, stk.
1, og § 2 a i lov om
euforiserende stoffer er blevet
helt eller delvis forbudt af
indenrigs- og
sundhedsministeren,
klassificeres som farlige for
færdselssikkerheden. En sådan
bestemmelse vil automatisk
omfatte stoffer, der i fremtiden
i medfør af de nævnte
bestemmelser i lov om
euforiserende stoffer helt eller
delvis forbydes af indenrigs- og
sundhedsministeren.
Ved stoffer
forstås i overensstemmelse med §
1 i bekendtgørelse om
euforiserende stoffer de
stoffer, vækster og droger, der
er opført på bekendtgørelsens
lister samt mulige salte og
simple derivater med
euforiserende virkning af de
nævnte stoffer, f.eks. estere og
ætere, uanset om stofferne,
deres salte eller derivater er
fuldstændig rene, om de er
delvis fabrikerede, af naturlig
oprindelse eller syntetisk
fremstillede. Endvidere forstås
ved stoffer alle tilberedninger,
som efter bekendtgørelsens § 1
er omfattet af denne.
Hvilke
stoffer, der er omfattet af
forbud efter lov om
euforiserende stoffer, fremgår
for tiden af bekendtgørelse nr.
698 af 31. august 1993 om
euforiserende stoffer med senere
ændringer.
Det vil med
den foreslåede bestemmelse,
hvorefter stoffer kun omfattes
af nulgrænsen, hvis de af
justitsministeren er
klassificeret som farlige for
færdselssikkerheden, tillige
være muligt nærmere at
præcisere, at visse stoffer skal
eller ikke skal omfattes af
nulgrænsen. Det vil således i
overensstemmelse med udvalgets
anbefaling, jf. pkt. 4.2.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget, kunne bestemmes,
at stoffer, som er omfattet af
liste C i bilaget til
bekendtgørelse om euforiserende
stoffer, ikke klassificeres som
farlige for færdselssikkerheden.
Udvalgets anbefaling skyldes, at
disse stoffer er tilladte, når
de indgår i såkaldte doserede
tilberedninger eller andre
tilberedninger, jf. § 1, stk. 3,
nr. 3, i bekendtgørelse om
euforiserende stoffer.
Det bemærkes,
at overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse ligesom
overtrædelse af bestemmelserne
om spirituskørsel og
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 fuldbyrdes
ved, at en person fører eller
forsøger at føre et motordrevet
køretøj i ovennævnte tilstand.
Der kan være tale om føreren i
almindelig forstand eller
passagerer, der griber ind i
kørslen. Fuldbyrdelsen finder
allerede sted ved forsøget på at
føre motorkøretøjet, og der er
således tale om et fremrykket
fuldbyrdelsesmoment.
Det foreslås
i § 54, stk. 1, 2. pkt.,
at bestemmelsen ikke skal finde
anvendelse for stoffer, som den
pågældende har indtaget i
henhold til og i
overensstemmelse med en efter
almindelige regler lovlig
recept. Undtagelsen vil
indebære, at personer, der har
indtaget et stof, som er
klassificeret som farligt for
færdselssikkerheden, ikke er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse, hvis stoffet er
indtaget efter lægelig
ordination. En person, der fører
eller forsøger at føre
motordrevet køretøj med et
sådant stof i blodet, vil
således ikke overtræde den
foreslåede bestemmelse. Den
pågældende vil imidlertid kunne
straffes for overtrædelse af
føreevnekriteriet, der med
forslaget bliver § 54, stk. 2,
hvis han eller hun på grund af
indtagelsen af det pågældende
stof befinder sig i en sådan
tilstand, at den pågældende er
ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde. Hvis den pågældende
derimod indtager et andet stof
end det, som er lægeligt
ordineret, eller en større dosis
end foreskrevet, vil forholdet
falde ind under den foreslåede
bestemmelse.
Efter § 2,
stk. 3, i lov om euforiserende
stoffer er køb og modtagelse fra
apotekere og besiddelse af
stoffer, der er omfattet af
lovens § 2, tilladt for dem, der
modtager stofferne i henhold til
en efter almindelige regler
lovlig recept eller rekvisition.
Bestemmelsen henviser til, hvad
der svarer til den nugældende §
61, stk. 2, i lov om lægemidler,
hvorefter Lægemiddelstyrelsen
fastsætter regler om, hvilke
lægemidler der kun må udleveres
efter recept, og om inddeling af
lægemidler i udleveringsgrupper,
og de regler, som er udstedt i
medfør af denne bestemmelse.
Ved en lovlig
recept forstås i
overensstemmelse med § 1 i
bekendtgørelse nr. 155 af 20.
februar 2007 om recepter en
forskrift (ordination) fra en
læge, tandlæge eller dyrlæge om
udlevering af lægemidler fra et
apotek. Ordination kan ske
skriftligt, elektronisk, via
telefax eller telefonisk.
Recepten skal efter den
foreslåede bestemmelse være
udformet i overensstemmelse med
de til enhver tid gældende
regler herom.
Det foreslås
endelig, at den gældende
bestemmelse i færdselslovens §
54, stk. 1 det såkaldte
førerevnekriterium opretholdes
og videreføres som § 54, stk.
2 , med enkelte sproglige
ændringer.
Om forholdet
mellem den foreslåede stk. 1 og
den foreslåede stk. 2 bemærkes,
at der efter forslaget ikke vil
kunne straffes for overtrædelse
af stk. 1 i tilfælde, hvor den
samme handling eller tilstand er
omfattet af begge bestemmelser.
Overtrædelser af
føreevnekriteriet i den
foreslåede § 54, stk. 2,
absorberer således overtrædelse
af nulgrænsen i den foreslåede §
54, stk. 1.
Hvis det
konstateres, at en fører af et
motordrevet køretøj under eller
efter kørslen har haft et
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet, som er klassificeret som
farlige for færdselssikkerheden,
vil forholdet således som
udgangspunkt falde ind under den
foreslåede § 54, stk. 1
(nulgrænsen). I tilfælde, hvor
det ved en klinisk
lægeundersøgelse konstateres, at
den pågældende fører har været
påvirket i en grad, så han eller
hun ikke har kunnet føre køretøj
på fuldt betryggende måde, vil
forholdet imidlertid falde ind
under den foreslåede § 54, stk.
2 (føreevnekriteriet).
Hvis der
derimod er tale om, at den samme
fører ved forskellige handlinger
eller tilstande har overtrådt
henholdsvis den foreslåede § 54,
stk. 1, og den foreslåede § 54,
stk. 2, vil der skulle straffes
for overtrædelse af begge
bestemmelser i sammenstød. Det
gælder f.eks., hvis en fører
samtidigt har overtrådt både den
foreslåede § 54, stk. 1, og den
foreslåede § 54, stk. 2, ved at
have ført et motordrevet køretøj
med et bevidsthedspåvirkende
stof i blodet og på samme tid på
grund af sygdom ikke har været i
stand til at føre køretøjet på
fuldt betryggende måde.
Der vil også
kunne forekomme tilfælde, hvor
en fører har været påvirket af
såvel alkohol som
bevidsthedspåvirkende stoffer og
derfor har overtrådt både
reglerne om spirituskørsel i
færdselslovens § 53 og de
foreslåede bestemmelser i § 54,
stk. 1 eller 2. Der vil
endvidere kunne forekomme
tilfælde, hvor føreren af et
motordrevet køretøj er påvirket
af euforiserende stoffer og har
været årsag til en
færdselsulykke med materielle
skader og personskader til
følge. I givet fald vil føreren
kunne have overtrådt såvel de
foreslåede bestemmelser i § 54,
stk. 1 eller 2, som f.eks.
færdselslovens § 3 om
hensynsfuldhed og agtpågivenhed
i trafikken eller straffelovens
§ 241 om uagtsomt manddrab. I
tilfælde, hvor flere
bestemmelser i færdselsloven og
eventuelt bestemmelser i
straffeloven er overtrådt, vil
der efter de almindelige regler
skulle straffes for overtrædelse
af de pågældende bestemmelser i
sammenstød.
I tilfælde,
hvor der er sket overtrædelse af
både de foreslåede bestemmelser
i § 54, stk. 1 eller 2, og
overtrædelse af andre regler i
færdselsloven, overtrædelse af
regler udstedt i medfør af
færdselsloven eller overtrædelse
af andre love, vil
færdselslovens § 118 a, stk. 3
og 4, finde anvendelse. Det
følger af disse bestemmelser, at
der gælder særlige regler om
såkaldt absolut kumulation af
bødestraf. Det betyder, at der
skal foretages en selvstændig
vurdering af, hvilken bødestraf
hver enkelt
færdselslovsovertrædelse
medfører, og at disse bøder
lægges sammen uden, at der
foretages et samlet skøn over
straffen for alle overtrædelser.
Eventuel frihedsstraf eller
bødestraf for overtrædelse af
anden lovgivning vil skulle
udmåles ved siden af bødestraf
for færdselslovsovertrædelserne.
I øvrigt vil
de almindelige regler om
udmåling af straf i
straffelovens 10. kapitel finde
anvendelse i de situationer,
hvor der skal straffes for
overtrædelse af flere
bestemmelser i sammenstød.
Der henvises
til pkt. 4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 4
(færdselslovens § 54, stk. 3,
der bliver stk. 4)
Forslagene er
konsekvenser af lovforslagets §
1, nr. 3, og indebærer ikke
ændringer af indholdsmæssig
betydning.
Til nr. 5
(færdselslovens § 55, stk. 1)
Det foreslås
i 1. pkt. , at der
etableres hjemmel til, at
politiet til enhver tid kan
kræve, at føreren af et køretøj
eller en rytter foretager
udåndings-, spyt- eller
svedprøve eller lader sine øjne
besigtige.
Forslaget har
for det første til formål at
sikre, at politiet har adgang
til at kræve udåndingsprøve til
brug for måling af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften. Bestemmelsen i
færdselslovens § 55, stk. 1,
anvendes efter gældende ret til
at kræve udåndingsprøver som
grundlag for en vurdering af, om
en person skal udtages til
blodprøve. Indførelsen af
målinger af alkoholkoncentration
i udåndingsluft, der kan
anvendes som bevis i retssager,
skaber imidlertid et behov for
at sikre, at politiet har den
fornødne hjemmel til at foretage
det nødvendige legemsindgreb mod
den pågældende fører eller
rytter, der skal kontrolleres
for spirituskørsel. Der henvises
til pkt. 6.2.1 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Forslaget har
for det andet til formål at
tilvejebringe et grundlag for
politiet til at vurdere, om der
skal udtages blodprøve med
henblik på konstatering af
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet. Dette vil f.eks. kunne
ske ved anvendelse af såkaldte
»hurtigtests«, der kan anvendes
af personer uden
laboratoriefaglig uddannelse
efter behørig træning.
Efter den
foreslåede bestemmelse får
politiet adgang til at kræve en
udåndings-, spyt- eller
svedprøve, som vil kunne
anvendes til at konstatere, om
der er grundlag for mistanke om
overtrædelse af færdselslovens
bestemmelser om kørsel under
påvirkning af stoffer, herunder
den foreslåede nulgrænse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Det foreslås
endvidere, at politiet får
adgang til at kræve, at en fører
eller rytter lader sine øjne
besigtige. Denne del af den
foreslåede bestemmelse vil kunne
anvendes til at gennemføre
undersøgelser af den pågældende
fører eller rytters øjne,
herunder pupiller, med henblik
på at konstatere, om der er
grundlag for mistanke om
påvirkning af stoffer. Det
forudsættes med den foreslåede
bestemmelse, at politiet vil
kunne anvende lys til
undersøgelsen af den pågældendes
øjne.
Med den
foreslåede affattelse af
bestemmelsen i § 55, stk. 1, 1.
pkt., fastholdes det, at
politiets beføjelser efter
bestemmelsen er en almindelig
adgang til at foretage de
legemsindgreb, som er omfattet
af bestemmelsen. Der kræves
således ikke noget grundlag for
mistanke om spirituskørsel eller
kørsel under påvirkning af
stoffer mod den pågældende for,
at bestemmelsen kan finde
anvendelse.
Der henvises
til pkt. 6.2.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Det
forudsættes, at politiet
foretager de angivne
undersøgelser på stedet, dvs. i
forbindelse med færdselskontrol
på vejene. Politiet vil i den
forbindelse f.eks. kunne
forlange, at den pågældende
afgiver prøve eller lader sig
undersøge i en særlig bil med
måleudstyr eller i en
patruljevogn.
Det er ikke
hensigten med den foreslåede
bestemmelse i 1. pkt. at give
politiet adgang til at indbringe
personer til prøveafgivelse
eller undersøgelser på f.eks.
politistation eller hospital
eller at give adgang til at
tilbageholde den pågældende,
indtil transportabelt
måleapparatur kommer til stede.
Efter udvalgets opfattelse må
indgreb af en sådan karakter
forudsætte, at der er grundlag
for at antage, at den pågældende
har kørt spirituskørsel. Det
foreslås på denne baggrund i
2. pkt., at politiet skal
kunne indbringe en person til
afgivelse af udåndingsprøve på
f.eks. politistation eller
hospital, hvis der er grund til
at antage, at den pågældende har
overtrådt færdselslovens § 53.
Det
forudsættes med den foreslåede
ændring, at justitsministeren
med hjemmel i færdselslovens §
55, stk. 3, vil kunne fastsætte
regler om krav til det udstyr,
der skal anvendes til målinger
af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft (bevisalkometre).
Som det fremgår af pkt. 3.2.3 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget, har udvalget
anbefalet, at der stilles krav
om, at dette udstyr som minimum
skal leve op til OIMLs
anbefalinger. Det er således
hensigten i medfør af
færdselslovens § 55, stk. 3, at
fastsætte bestemmelser om
udførelsen af udåndingsprøven,
herunder f.eks. bestemmelser om,
at udåndingsprøve ikke må
foretages før mindst 15 minutter
efter, at personen sidst havde
indtaget alkohol, at der i den
enkelte sag bør foretages to af
hinanden uafhængige målinger af
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften, og at
afvigelser mellem de to målinger
ikke må overstige OIMLs
anbefalinger.
Til nr. 6
(færdselslovens § 55, stk. 2)
Det foreslås
at udvide politiets
efterforskningsbeføjelser efter
færdselslovens § 55, stk. 2, til
også at kunne anvendes i forhold
til efterforskning af
overtrædelser af den foreslåede
nulgrænse for kørsel med visse
bevidsthedspåvirkende stoffer i
blodet, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3. Politiet vil herefter
også have adgang til at
fremstille en person til
udtagelse af blod- og urinprøve
eller til undersøgelse af en
læge, hvis der er grund til at
antage, at den pågældende har
overtrådt den foreslåede § 54,
stk. 1. Herudover indebærer
forslaget ingen ændringer i
politiets beføjelser efter
bestemmelsen i færdselslovens §
55, stk. 2.
Til nr. 7
(færdselslovens § 60 a, stk. 1)
Forslaget er
en konsekvens af, at
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse og overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, skal
kunne medføre et kørselsforbud,
jf. § 1, nr. 23.
Til nr. 8 og
9 (færdselslovens § 60 a, stk.
3, nr. 1 og 3)
Forslagene er
konsekvenser af lovforslagets §
1, nr. 21, og indebærer ikke
ændringer af indholdsmæssig
betydning.
Til nr. 10
(færdselslovens § 117)
Det foreslås,
at strafferammerne for
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse og føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 så vidt
muligt kommer til at svare til
strafferammerne for
spirituskørsel. Det foreslås
endvidere, at overtrædelser af
færdselslovens § 53 om
spirituskørsel og overtrædelser
af føreevnekriteriet og den
foreslåede nulgrænse, tillægges
fuldstændig indbyrdes
gentagelsesvirkning i
overensstemmelse med de
retningslinjer, der gælder for
gentagelsesvirkning af domme for
spirituskørsel. Der henvises til
pkt. 5.2.3 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Udgangspunktet for straf for
overtrædelse af
føreevnekriteriet og den
foreslåede nulgrænse bliver
herefter bøde, ligesom det er
tilfældet for spirituskørsel.
Straffen skal kunne stige til
fængsel, når de forhold, der er
omfattet af de gældende
bestemmelser i færdselslovens §
117, stk. 2, nr. 1-7,
foreligger.
Det foreslås,
at reglen i § 117, stk. 2,
hvorefter straffen efter § 117,
stk. 1, kan stige til fængsel i
1 år og 6 måneder, udvides til
også at gælde, hvis føreren
under særdeles skærpende
omstændigheder har overtrådt
føreevnekriteriet, jf. den
foreslåede § 117, stk. 2, nr. 2.
Det vil være nærliggende at anse
betingelsen om særdeles
skærpende omstændigheder for
opfyldt, hvis den pågældende ved
den kliniske undersøgelse er
blevet fundet påvirket i middel
grad eller derover.
Der henvises
til pkt. 5.2.1 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Forslaget
indeholder herudover som
konsekvens af lovforslagets § 1,
nr. 1, den ændring af § 117,
stk. 2, nr. 1, at straffen for
spirituskørsel også skal kunne
stige til fængsel i indtil 1 år
og 6 måneder, hvis
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen har oversteget
1,00 milligram pr. liter luft.
1,00 milligram pr. liter luft
for alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften svarer til, at
forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
i udåndingsluft er 2.000:1, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 1.
Endelig
indeholder forslaget en
redaktionel ændring af § 117,
stk. 2, nr. 7, som en konsekvens
af lovforslagets § 1, nr. 21.
Denne del af forslaget har ikke
indholdsmæssig betydning.
Til nr. 11
(færdselslovens § 117 b, stk. 1)
Efter
færdselslovens § 117 b, stk. 1,
udmåles bøder idømt efter § 117,
stk. 1, under hensyntagen til
den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet og
alkoholpromillen i blodet under
eller efter kørslen.
Det foreslås
som konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 1, at bøder for
spirituskørsel skal udmåles
under hensyntagen til den
pågældendes indtægtsforhold på
gerningstidspunktet og
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften under eller
efter kørslen i de tilfælde,
hvor der er foretaget måling af
alkoholkoncentrationen i den
pågældende førers udåndingsluft.
Det foreslås
herudover, at niveauet for
bødestraf for overtrædelser af
den foreslåede nulgrænse og
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, så
vidt muligt skal svare til
niveauet for bødestraf for
spirituskørsel.
Det foreslås
derfor, at § 117 b, stk. 1,
affattes således, at også bøder
for overtrædelser af
føreevnekriteriet og den
foreslåede nulgrænse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, skal
udmåles under hensyntagen til
den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet.
Det
forudsættes, at bestemmelsen vil
indebære, at der udmåles en bøde
svarende til en halv månedsløn
for overtrædelse af nulgrænsen
(der kan være overtrådt, uden at
der påvises nogen påvirkethed af
det pågældende stof). En sådan
bøde vil svare til bøden for
spirituskørsel med en
alkoholpromille på 0,51 i
blodet.
Det
forudsættes endvidere, at en
bøde for overtrædelse af
føreevnekriteriet som
udgangspunkt udmåles til 1
måneds nettoløn. Det
forudsættes, at denne
strafposition vil kunne fraviges
i skærpende retning i tilfælde,
hvor det f.eks. er konstateret,
at den pågældende har indtaget
større mængder af et stof eller
flere stoffer i kombination, og
der således er tale om
påvirkning i en grad svarende
til spirituspåvirkning i middel
grad eller derover.
Der henvises
til pkt. 5.2.1 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 12
(færdselslovens § 117 d)
Den
foreslåede ændring er en
konsekvens af lovforslagets § 1,
nr. 10. Dette forslag indebærer,
at strafhjemmelen for
overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 henføres til
§ 117.
Til nr. 13 og
14 (færdselslovens § 118, stk.
1, nr. 1, og § 118, stk. 2)
Forslagene er
konsekvenser af lovforslagets §
1, nr. 3, og indebærer ikke
ændringer af indholdsmæssig
betydning.
Til nr. 15
(færdselslovens § 118, stk. 6)
Forslaget er
en konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 21, og indebærer ikke
ændringer af indholdsmæssig
betydning.
Til nr. 16
(færdselslovens § 119, stk. 2-5)
Der foreslås
visse ændringer af § 119,
stk. 2 , der indeholder
bestemmelser om, hvornår der som
udgangspunkt skal medvirke
domsmænd i sager om overtrædelse
af færdselsloven.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 2, nr. 1
skal domsmænd medvirke i sager,
hvor der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde. Dette er
en uændret videreførelse af den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 1. Bestemmelsen svarer i
øvrigt til, hvad der følger af
de almindelige regler i
retsplejeloven om domsmænds
medvirken i straffesager, jf.
herved retsplejelovens § 686,
stk. 2.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 2, nr. 2,
skal domsmænd endvidere medvirke
i sager, hvor der bliver
spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten efter
færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 5. Forslaget indebærer en
indskrænkning af den gældende
bestemmelse i § 126, stk. 1, nr.
2, idet der efter denne
bestemmelse skal medvirke
domsmænd i alle sager, hvor der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten.
Efter forslaget skal domsmænd
alene medvirke i sager, hvor der
bliver spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten,
fordi føreren forsætligt har
voldt skade på andres person
eller ting, forsætligt har
fremkaldt nærliggende fare
herfor eller i øvrigt har ført
motordrevet køretøj på særlig
hensynsløs måde. Der henvises
til pkt. 7.2.2 og 7.3. i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 2, nr. 3,
skal domsmænd herudover medvirke
i sager, som i øvrigt skønnes at
være af særlig indgribende
betydning for tiltalte eller af
særlig offentlig interesse. Der
er med en enkelt sproglig
ændring tale om en videreførelse
af den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 119, stk. 2,
nr. 4. Bestemmelsen svarer i
øvrigt til, hvad der følger af
de almindelige regler i
retsplejeloven om domsmænds
medvirken i straffesager, jf.
herved retsplejelovens § 686,
stk. 2.
Forslaget til
§ 119, stk. 2, indebærer, at den
gældende bestemmelse i § 119,
stk. 2, nr. 3, ophæves. Efter
denne bestemmelse skal der
medvirke domsmænd i sager, hvor
der bliver spørgsmål om
pålæggelse af kørselsforbud, jf.
færdselslovens § 127. Der
henvises til pkt. 7.2.4 og 7.3 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Der foreslås
endvidere visse ændringer af
§ 119, stk. 3 , der
indeholder regler om, at
domsmænd ikke medvirker i de
angivne sager om overtrædelse af
færdselsloven. Den foreslåede
bestemmelse er udformet som en
undtagelse til den foreslåede
bestemmelse i stk. 2. Dette
indebærer, at der uanset
reglerne i den foreslåede stk. 2
ikke skal medvirke domsmænd i en
sag, hvis betingelserne i den
foreslåede stk. 3 er opfyldt.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 3, nr. 1,
skal domsmænd ikke medvirke i
sager, der behandles efter
reglerne i retsplejelovens § 831
om tilståelsessager. Dette er en
uændret videreførelse af den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 1. Bestemmelsen svarer i
øvrigt til, hvad der følger af
de almindelige regler i
retsplejeloven om domsmænds
medvirken i straffesager, jf.
herved retsplejelovens § 686,
stk. 3, nr. 1.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 3, nr. 2,
skal domsmænd endvidere ikke
medvirke i sager om overtrædelse
af færdselslovens § 53 om
spirituskørsel. Forslaget
indebærer en udvidelse af den
gældende bestemmelse i § 119,
stk. 3, nr. 3, idet der efter
denne bestemmelse ikke skal
medvirke domsmænd om
overtrædelse af § 53, medmindre
der er spørgsmål både om højere
straf end bøde og om anvendelse
af færdselslovens § 117, stk. 2,
nr. 7, og i ankesager at anken
omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld.
Efter forslaget skal domsmænd
slet ikke medvirke i sager om
spirituskørsel. Der henvises til
pkt. 7.2.3 og 7.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 3, nr. 3,
skal domsmænd heller ikke
medvirke i sager om overtrædelse
af den foreslåede nulgrænse i
færdselslovens § 54, stk. 1. Der
henvises til pkt. 7.2.5 og 7.3 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Efter den
foreslåede § 119, stk. 3, nr. 4,
skal domsmænd herudover ikke
medvirke i sager om overtrædelse
af § 117 a om kørsel i
frakendelsestiden. Dette er en
uændret videreførelse af den
gældende bestemmelse i
færdselslovens § 119, stk. 3,
nr. 2.
Det foreslås
herudover at ændre
færdselslovens § 119, stk. 4.
Efter
retsplejelovens § 731, stk. 1,
litra d, skal der under visse
betingelser beskikkes en
forsvarer, når tiltale er rejst
i sager, der skal behandles
under medvirken af bl.a.
domsmænd. Det samme gælder
hvis tiltale begærer det når
tiltale er rejst i sager, i
hvilke der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde, jf. §
731, stk. 1, litra e, jf. stk.
2. I disse tilfælde følger det
således af retsplejelovens
almindelige regler, at der skal
ske forsvarerbeskikkelse.
Det foreslås
som konsekvens af de foreslåede
ændringer af reglerne om
domsmænds medvirken i sager om
overtrædelse af færdselsloven,
at der hvis tiltalte
fremsætter begæring herom i
byretten beskikkes forsvarer i
sager, hvor der bliver tale om
(betinget eller ubetinget)
frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, og der ikke
medvirker domsmænd. Endvidere
foreslås det, at der udover i
sager om spirituskørsel hvis
tiltalte fremsætter begæring
herom i byretten også
beskikkes forsvarer i sager om
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse. Med forslaget vil der
kunne ske forsvarerbeskikkelse i
de sager, hvor der efter
forslaget ikke længere skal
medvirke domsmænd.
Det foreslås
endelig af lovtekniske grunde at
udskille den gældende § 119,
stk. 4, sidste pkt., til et nyt
stk. 5.
Til nr. 17
(færdselslovens § 119 a, stk. 1)
Det foreslås,
at færdselslovens § 119 a om
udenretslig tilkendegivelse også
skal finde anvendelse i forhold
til sager om betinget eller
ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse og overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Der henvises
til pkt. 5.2.5 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 18
(færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 7)
Forslaget er
en konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 19, og indebærer ikke
ændringer af indholdsmæssig
betydning.
Til nr. 19
(færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 8)
Det foreslås,
at der indsættes en bestemmelse,
som indebærer, at en fører, der
har gjort sig skyldig i en
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse eller en overtrædelse
af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, der ikke er
omfattet af den foreslåede §
126, stk. 1, nr. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 21,
betinget skal frakendes retten
til at føre motordrevet køretøj.
Der henvises
til pkt. 5.2.2 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 20
(færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 1)
Efter
færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 1, skal føreren af et
motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, ubetinget
frakendes retten til at føre et
sådant køretøj, hvis føreren har
gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en
alkoholkoncentration i blodet
under eller efter kørslen over
1,20 promille.
Det foreslås
som konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 1, at der også skal ske
ubetinget frakendelse af
førerretten i tilfælde, hvor
føreren af et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves
kørekort, har gjort sig skyldig
i spirituskørsel med en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften over 0,60
milligram pr. liter. 0,60
milligram pr. liter luft svarer
til, at forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
i udåndingsluft er 2.000:1, jf.
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 1, samt pkt. 3.2.2 og
3.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 21
(færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 2)
Det foreslås,
at der indsættes en bestemmelse,
som indebærer, at en fører af et
motordrevet køretøj, der under
skærpende omstændigheder har
gjort sig skyldig i overtrædelse
af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54 ubetinget
skal frakendes førerretten. Det
vil være nærliggende at anse
betingelsen om skærpende
omstændigheder for opfyldt, hvis
den pågældende ved den kliniske
lægeundersøgelse er blevet
fundet påvirket i let grad eller
derover.
Der henvises
til pkt. 5.2.2 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 22
(færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 5, der bliver nr. 6)
Bestemmelsen
i færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 5, der bliver nr. 6,
indebærer, at retten til at føre
motordrevet køretøj skal
frakendes ubetinget, hvis
føreren har gjort sig skyldig i
flere forhold, der i medfør af
de opregnede bestemmelser hver
for sig ville kunne medføre
betinget frakendelse af
førerretten. I den forbindelse
foreslås det, at også
overtrædelse af den foreslåede
nulgrænse eller
føreevnekriteriet, der efter den
foreslåede § 125, stk. 1, nr. 8,
jf. lovforslagets § 1, nr. 19,
vil kunne medføre betinget
frakendelse af førerretten, skal
være omfattet af bestemmelsen.
En sådan overtrædelse vil
således i kombination med andre
overtrædelser som f.eks.
spirituskørsel, der i sig selv
medfører betinget frakendelse af
førerretten, efter forslaget
kunne medføre ubetinget
frakendelse af førerretten.
Til nr. 23
(færdselslovens § 127, stk. 1)
Det foreslås,
at overtrædelse af den
foreslåede nulgrænse og
overtrædelse af
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, skal
kunne medføre et kørselsforbud i
stedet for en betinget
frakendelse af førerretten.
Kørselsforbud træder efter
færdselslovens § 127 i stedet
for en betinget frakendelse af
førerretten, hvis den pågældende
forseelse bliver begået inden
for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af
førerret.
Forslaget
indebærer, at der også vil kunne
gives kørselsforbud for
forseelser, som er omfattet af
den foreslåede § 125, stk. 1,
nr. 8, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 19, og §
126, stk. 2, jf. den foreslåede
§ 126, stk. 1, nr. 2, som
affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 21.
Til nr. 24
(færdselslovens § 128, stk. 2)
Forslaget
indebærer, at ubetinget
frakendelse som følge af, at
føreren under skærpende
omstændigheder har overtrådt
føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, ligesom
ubetinget frakendelse på grund
af spirituskørsel skal ske for
et tidsrum af mindst 3 år.
Der henvises
til pkt. 5.2.2 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 25
(færdselslovens § 133 a)
Efter
færdselslovens § 133 a, stk. 1,
kan der ved grove eller gentagne
overtrædelser af færdselsloven
ske konfiskation af det ved
overtrædelsen anvendte
motordrevne køretøj, hvortil der
kræves kørekort, hvis det må
anses for påkrævet for at
forebygge yderligere
overtrædelser af færdselsloven.
Der kan endvidere under visse
betingelser ske konfiskation af
den pågældendes køretøj, selv om
dette ikke er anvendt ved
overtrædelsen.
Det følger af
den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 133 a, stk. 2,
at konfiskation skal ske, hvis
ejeren af køretøjet har gjort
sig skyldig i spirituskørsel med
en promille på over 1,20, der
medfører ubetinget frakendelse
af førerretten, og den
pågældende to gange tidligere
inden for de seneste 3 år, før
det nye forhold er begået, har
gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en promille
over 1,20, der har medført
ubetinget frakendelse af
førerretten.
Det foreslås
som konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 1, at der også skal ske
konfiskation i tilfælde, hvor
ejeren af køretøjet i det
foreliggende tilfælde eller i de
tidligere tilfælde har gjort sig
skyldig i spirituskørsel med en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften over 0,60
milligram pr. liter. 0,60
milligram pr. liter luft for
alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften svarer til, at
forholdet mellem
alkoholkoncentrationen i blod og
i udåndingsluft er 2.000:1. Der
henvises til pkt. 3.2.2 og 3.3 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Det foreslås
herudover, at bestemmelsen i
færdselslovens § 133 a, stk. 2,
også kommer til at omfatte
tilfælde, hvor en person har
gjort sig skyldig i overtrædelse
under skærpende omstændigheder
af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, der
medfører ubetinget frakendelse
af førerretten, jf. herved
lovforslagets § 1, nr. 21.
Forslaget vil
således indebære, at der under
de i bestemmelsen angivne
betingelser skal ske
konfiskation, både hvis ejeren
af køretøjet har gjort sig
skyldig i spirituskørsel med en
promille over 1,20 eller en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften over 0,60
milligram pr. liter luft, der
medfører ubetinget frakendelse
af førerretten, eller hvis
ejeren af køretøjet har begået
en overtrædelse under skærpende
omstændigheder af
føreevnekriteriet, der medfører
ubetinget frakendelse af
førerretten.
Det er efter
den foreslåede bestemmelse en
betingelse, at den pågældende to
gange tidligere inden for de
seneste 3 år, før det nye
forhold er begået, enten har
gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en promille
over 1,20 eller en
alkoholkoncentration i
udåndingsluften over 0,60
milligram pr. liter luft, der
har medført ubetinget
frakendelse af førerretten,
eller har gjort sig skyldig i
overtrædelse under skærpende
omstændigheder af
føreevnekriteriet, der har
medført ubetinget frakendelse af
førerretten. Forslaget indebærer
således, at de nævnte afgørelser
om såvel spirituskørsel som
overtrædelser af
føreevnekriteriet, vil have
indbyrdes gentagelsesvirkning i
forhold til den foreslåede
bestemmelse.
Forslaget
indebærer endvidere, at den
hidtidige bestemmelse i
færdselslovens § 133 a, stk. 1,
2. pkt., udskilles til et nyt
stk. 2 i færdselslovens § 133 a.
Der henvises
til pkt. 5.2.4 og 5.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til § 2
Det foreslås
i stk. 1 , at loven
træder i kraft den 1. juli 2007.
Lovændringen
får for så vidt angår
straffastsættelsen virkning
for alle sager, der ikke er
endelig afgjort ved lovens
ikrafttræden, jf. straffelovens
§ 3, stk. 1.
Det følger af
reglerne i straffelovens § 3,
stk. 1, at de foreslåede
skærpelser af straffen kun
finder anvendelse på forhold,
der er begået efter lovens
ikrafttræden.
Sager, som er
pådømt i byretten før lovens
ikrafttræden, og som pådømmes i
landsretten efter lovens
ikrafttræden, vil skulle afgøres
endeligt efter de nye regler,
der ikke var gældende ved
pådømmelsen i første instans.
Straffen må dog ikke blive
strengere end efter de tidligere
regler, jf. straffelovens § 3,
stk. 1.
Endvidere
finder princippet i
straffelovens § 3, stk. 1,
anvendelse i forhold til
reglerne om gentagelsesvirkning
af overtrædelse af de foreslåede
bestemmelser i § 54, stk. 1 og
2, hvis den foreliggende
overtrædelse er begået inden
lovens ikrafttræden. Afgørelsen
må således ikke blive strengere
end den, der ville følge af de
regler, som var gældende på
gerningstidspunktet.
For så vidt
angår frakendelse af førerretten
og konfiskation følger det af
straffelovens § 4, stk. 2, at
frakendelse af førerretten kun
kan ske, når dette også var
hjemlet ved den lovgivning, som
var gældende ved handlingens
foretagelse. Heraf følger, at
der heller ikke kan idømmes en
strengere frakendelses- eller
konfiskationssanktion end den,
der kunne være idømt efter de
regler, der var gældende på
gerningstidspunktet.
Det bemærkes,
at hvor forhøjet straf eller
andre retsfølger er foreskrevet
i gentagelsestilfælde, kommer
afgørelser, der er truffet i
henhold til tidligere ret, i
betragtning efter deres indhold
lige med afgørelser efter den
lov, i henhold til hvilken den
foreliggende handling bedømmes,
jf. straffelovens § 5.
Det foreslås
i stk. 2, at ændringerne
af færdselslovens § 119, der
vedrører domsmænds medvirken og
forsvarerbeskikkelse i
færdselssager, skal finde
anvendelse i straffesager om
overtrædelse af færdselsloven,
hvor der efter lovens
ikrafttræden rejses tiltale i
første instans. Forslaget
indebærer, at straffesager om
overtrædelse af færdselsloven,
hvor der inden lovens
ikrafttræden er rejst tiltale i
første instans, færdigbehandles
efter de hidtil gældende regler,
og appel sker i givet fald også
efter de hidtil gældende regler.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med
gældende ret
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§
1 |
|
|
I
færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1100 af 8.
november 2006, som
ændret ved lov nr.
1560 af 20. december
2006, § 1 i lov nr.
1565 af 20. december
2006 og § 2 i lov
nr. 106 af 7.
februar 2007,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 53. For
spirituskørsel
straffes den, som
fører eller forsøger
at føre et
motordrevet køretøj
efter at have
indtaget spiritus i
et sådant omfang, at
alkoholkoncentrationen
i blodet under eller
efter kørslen
overstiger 0,50
promille.
Stk. 2 .
|
|
1. I § 53,
stk. 1,
indsættes efter
»0,50 promille«: »,
eller at
alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften
under eller efter
kørslen overstiger
0,25 milligram pr.
liter luft«.
|
|
|
|
Sygdom,
spirituspåvirkning
m.v. |
|
2.
Overskriften til
§ 54 affattes
således:
»Kørsel under
påvirkning af
bevidsthedspåvirkende
stoffer, sygdom
m.v.« |
|
|
|
§ 54. Et
motordrevet køretøj
må ikke føres eller
forsøges ført af
nogen, som på grund
af sygdom,
svækkelse,
overanstrengelse,
mangel på søvn,
påvirkning af
opstemmende eller
bedøvende midler
eller af lignende
årsager befinder sig
i en sådan tilstand,
at han er ude af
stand til at føre
køretøjet på fuldt
betryggende måde.
|
|
3. § 54,
stk. 1, ophæves,
og i stedet
indsættes:
»Et motordrevet
køretøj må ikke
føres eller forsøges
ført af nogen, hvis
blod under eller
efter kørslen
indeholder
bevidsthedspåvirkende
stoffer, som efter
regler fastsat af
justitsministeren er
klassificeret som
farlige for
færdselssikkerheden.
Denne bestemmelse
finder dog ikke
anvendelse for
stoffer, som den
pågældende har
indtaget i henhold
til og i
overensstemmelse med
en lovlig recept.
|
Stk. 2.
Cykel, hestekøretøj
eller hest må ikke
føres eller forsøges
ført af nogen, der
af de foran nævnte
grunde eller som
følge af påvirkning
af spiritus befinder
sig i en sådan
tilstand, at han er
ude af stand til at
føre køretøjet eller
hesten på
betryggende måde.
Stk. 3. Det
er forbudt at
overlade føringen af
et køretøj eller en
hest til en person,
der af de i stk. 1
nævnte grunde eller
på grund af
påvirkning af
spiritus befinder
sig i en sådan
tilstand, at han er
ude af stand til at
føre køretøjet eller
hesten på
betryggende måde.
Stk. 4.
|
|
Stk. 2. Et
motordrevet køretøj
må endvidere ikke
føres eller forsøges
ført af nogen, som
på grund af sygdom,
svækkelse,
overanstrengelse,
mangel på søvn,
påvirkning af
opstemmende eller
bedøvende midler
eller af lignende
årsager befinder sig
i en sådan tilstand,
at han eller hun er
ude af stand til at
føre køretøjet på
fuldt betryggende
måde.«
Stk. 2-4 bliver
herefter stk. 3-5.
4. I § 54,
stk. 2, der
bliver stk. 3,
ændres »af de foran
nævnte grunde« til:
»af de grunde, der
er nævnt i stk. 2,«,
og i § 54, stk.
3, der bliver
stk. 4, ændres »stk.
1« til: »stk. 2«.
|
|
|
|
§ 55.
Politiet kan til
enhver tid kræve, at
føreren af et
køretøj eller en
rytter foretager
udåndingsprøve.
Stk. 2.
Politiet kan
fremstille en person
til udtagelse af
blod- og urinprøve,
hvis der er grund
til at antage, at
han har overtrådt §
53 eller § 54, stk.
1 eller 2, eller han
nægter eller ikke er
i stand til at
medvirke til en
udåndingsprøve.
Angår mistanken
andre forhold end
spirituspåvirkning,
kan politiet tillige
fremstille den
pågældende til
undersøgelse af en
læge. Det samme
gælder ved mistanke
om
spirituspåvirkning,
når særlige
omstændigheder taler
derfor.
Stk. 3 .
|
|
5. § 55,
stk. 1, affattes
således:
»Politiet kan til
enhver tid kræve, at
føreren af et
køretøj eller en
rytter afgiver
udåndings-, spyt-
eller svedprøve
eller lader sine
øjne besigtige.
Politiet kan
forlange, at en
person afgiver
udåndingsprøve på et
andet sted, end hvor
den pågældende er
antruffet, hvis der
er grund til at
antage, at den
pågældende har
overtrådt § 53.«
6. I § 55,
stk. 2, 1. pkt.,
ændres »§ 54, stk. 1
eller 2,« til: »§
54, stk. 1, 2 eller
3,«. |
|
|
|
§ 60 a. Er
kørselsforbud pålagt
i medfør af § 127
for forhold omfattet
af § 125, stk. 1,
nr. 1-3 eller 8,
eller stk. 3, kan
førerretten kun
gengives, hvis
føreren forinden har
gennemført fornyet,
særlig
køreundervisning og
har bestået en
kontrollerende
køreprøve.
|
|
7. I § 60
a, stk. 1,
ændres »§ 125, stk.
1, nr. 1-3 eller 8,«
til: Ȥ 125, stk. 1,
nr. 1-3, 8 eller
9,«. |
Stk. 2 .
|
|
|
Stk. 3. For
at generhverve
førerretten skal
fornyet, særlig
køreundervisning
være gennemført og
kontrollerende
køreprøve bestået,
hvis føreren inden
for de første tre år
efter
førstegangserhvervelse
af førerret har
begået en forseelse,
for hvilken
førerretten er
frakendt ubetinget
|
|
|
1) i medfør af §
126, stk. 1, nr. 4,
2) |
|
8. I § 60
a, stk. 3, nr. 1,
ændres »§ 126,
stk. 1, nr. 4,« til:
Ȥ 126, stk. 1, nr.
5,«. |
3) som følge af, at
føreren har gjort
sig skyldig i
forhold, der er
omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 1-3,
eller stk. 3, der
medfører en
ubetinget
frakendelse af
førerretten i medfør
af § 126, stk. 1,
nr. 6 eller 8.
|
|
9. I § 60
a, stk. 3, nr. 3,
ændres »§ 126,
stk. 1, nr. 6 eller
8« til: »§ 126, stk.
1, nr. 7 eller 9«.
|
|
|
|
§ 117.
Spirituskørsel med
motorkøretøj, stor
knallert, traktor
eller motorredskab
straffes med bøde,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Straffen efter stk.
1 kan stige til
fængsel indtil 1 år
og 6 måneder, hvis
1)
alkoholkoncentrationen
i blodet under eller
efter kørslen har
oversteget 2,00
promille,
2) føreren findes
skyldig i flere
tilfælde af
spirituskørsel,
3) føreren tidligere
er frakendt
førerretten betinget
som følge af
spirituskørsel og
det nye forhold er
begået inden 3 år
efter, at den
tidligere afgørelse
blev endelig,
4) føreren tidligere
er pålagt
kørselsforbud efter
§ 127 som følge af
spirituskørsel og
det nye forhold er
begået inden 3 år
efter, at afgørelsen
om kørselsforbuddet
blev endelig,
5) føreren tidligere
er frakendt
førerretten
ubetinget som følge
af spirituskørsel og
det nye forhold er
begået inden 5 år
efter udløbet af
frakendelsestiden,
6) spirituskørslen
er foregået ved
uberettiget brug af
et motorkøretøj, en
stor knallert, en
traktor eller et
motorredskab, jf.
straffelovens § 293,
stk. 1, og § 293 a,
eller
7) føreren findes
skyldig i forhold,
der er omfattet af §
125, stk. 1, nr.
1-4, eller § 126,
stk. 1, nr. 2.
|
|
10. § 117
affattes
således:
Ȥ
117.
Spirituskørsel med
motorkøretøj, stor
knallert, traktor
eller motorredskab
og overtrædelse af
færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2,
straffes med bøde,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Straffen efter stk.
1 kan stige til
fængsel indtil 1 år
og 6 måneder, hvis
1)
alkoholkoncentrationen
i blodet under eller
efter kørslen har
oversteget 2,00
promille, eller
alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften
under eller efter
kørslen har
oversteget 1,00
milligram pr. liter
luft,
2) føreren under
særdeles skærpende
omstændigheder har
overtrådt
færdselslovens § 54,
stk. 2,
3) føreren findes
skyldig i flere
tilfælde af
spirituskørsel eller
overtrædelse af §
54, stk. 1 eller 2,
4) føreren tidligere
er frakendt
førerretten betinget
som følge af
spirituskørsel eller
overtrædelse af §
54, stk. 1 eller 2,
og det nye forhold
er begået inden 3 år
efter, at den
tidligere afgørelse
blev endelig,
5) føreren tidligere
er pålagt
kørselsforbud efter
§ 127 som følge af
spirituskørsel eller
overtrædelse af §
54, stk. 1 eller 2,
og det nye forhold
er begået inden 3 år
efter, at afgørelsen
om kørselsforbuddet
blev endelig,
|
|
|
6) føreren tidligere
er frakendt
førerretten
ubetinget som følge
af spirituskørsel
eller overtrædelse
af § 54, stk. 1
eller 2, og det nye
forhold er begået
inden 5 år efter
udløbet af
frakendelsestiden,
|
|
|
7) spirituskørslen
eller overtrædelsen
af § 54, stk. 1
eller 2, er foregået
ved uberettiget brug
af et motorkøretøj,
en stor knallert, en
traktor eller et
motorredskab, jf.
straffelovens § 293,
stk. 1, og § 293 a,
eller |
|
|
8) føreren findes
skyldig i forhold,
der er omfattet af §
125, stk. 1, nr.
1-4, eller § 126,
stk. 1, nr. 3.«
|
|
|
|
§ 117 b.
Bøder idømt efter §
117, stk. 1, udmåles
under hensyntagen
til den pågældendes
indtægtsforhold på
gerningstidspunktet
og alkoholpromillen
i blodet under eller
efter kørslen.
Stk. 2.
|
|
11. § 117
b, stk. 1,
affattes således:
»Bøder idømt efter §
117, stk. 1, udmåles
under hensyntagen
til den pågældendes
indtægtsforhold på
gerningstidspunktet.
Ved udmåling af
bøder for
spirituskørsel skal
der endvidere tages
hensyn til
alkoholkoncentrationen
i blodet eller i
udåndingsluften
under eller efter
kørslen.«
|
|
|
|
§ 117 d.
Overtrædelse af § 9,
stk. 1, § 54, stk.
1, § 56, stk. 1, §
62, stk. 1, og § 63
a straffes med bøde
eller under
skærpende
omstændigheder med
fængsel indtil 1 år.
Ved udmåling af bøde
for overtrædelse af
§ 56, stk. 1, og §
63 a tages særligt
hensyn til
størrelsen af en
opnået eller
tilsigtet økonomisk
fordel. Er
overtrædelsen af §
56, stk. 1, begået
under kørsel med et
køretøj omfattet af
§ 43, stk. 1 eller
2, udmåles en
skærpet bøde.
|
|
12. I §
117 d udgår »§
54, stk. 1,«.
|
|
|
|
§ 118. Med
bøde, jf. dog stk.
6, straffes den,
der: |
|
|
1) overtræder § 3,
stk. 1 og 2, §§ 4-8,
§ 9, stk. 2, § 10, §
12, §§ 14-52, § 54,
stk. 2-4, § 55 a,
stk. 1, § 60, stk.
5, § 60 a, stk. 5, §
62, stk. 2 og 3, §§
63-65, § 67, § 70,
stk. 1 og 2, § 72,
§§ 74-75, §§ 80-81,
§ 82, § 83 a, § 84,
stk. 2, §§ 86-88, §§
97-99 og § 105,
|
|
13. I §
118, stk. 1, nr. 1,
ændres »§ 54,
stk. 2-4,« til: »§
54, stk. 3-5,«.
|
2) |
|
|
3) |
|
|
Stk. 2. Ved
fastsættelsen af
bøder for
overtrædelse af § 4,
stk. 1, § 5, § 14,
stk. 1 og 2, § 15,
stk. 1-4, § 16, §
17, stk. 1, §§
18-29, §§ 31-36, §
37, stk. 4, § 41, §§
44-49, § 50, stk. 2
og 3, §§ 51 og 52, §
54, stk. 2-4, § 62,
stk. 3, § 63, stk. 1
og 2, § 64, § 67, §
70, stk. 1 og 2, §§
80-81, § 82, § 83 a,
§ 84, stk. 2, og §§
87 og 88 udmåles en
skærpet bøde. Der
udmåles ligeledes en
skærpet bøde ved
overtrædelse af §
65, når
overtrædelsen
vedrører et køretøj
omfattet af § 43,
stk. 1 eller 2.
|
|
14. I §
118, stk. 2, 1.
pkt., ændres »§
54, stk. 2-4,« til:
»§ 54, stk. 3-5,«.
|
Stk. 3 .
|
|
|
Stk. 4 .
|
|
|
Stk. 5 .
|
|
|
Stk. 6. Straf
efter stk. 1 kan
under de i § 126,
stk. 1, nr. 4,
nævnte
omstændigheder stige
til fængsel indtil 1
år. |
|
15. I §
118, stk. 6,
ændres »§ 126, stk.
1, nr. 4,« til: »§
126, stk. 1, nr.
5,«. |
|
|
|
|
|
|
§ 119.
Stk. 2 .
Domsmænd medvirker,
jf. dog stk. 3, i
sager,
1) hvor der bliver
spørgsmål om højere
straf end bøde,
2) hvor der bliver
spørgsmål om
ubetinget
frakendelse af
førerretten,
3) hvor der bliver
spørgsmål om
pålæggelse af et
kørselsforbud, jf. §
127,
4) i sager, som i
øvrigt skønnes at
være af særlig
indgribende
betydning for
tiltalte eller af
særlig offentlig
interesse.
Stk. 3.
Domsmænd medvirker
ikke i sager, der
1) behandles efter
reglerne i
retsplejelovens §
831,
2) vedrører
overtrædelse af §
117 a, eller
3) vedrører
overtrædelse af §
53, medmindre der er
spørgsmål både om
højere straf end
bøde og om
anvendelse af
færdselslovens §
117, stk. 2, nr. 7,
og i ankesager at
anken omfatter
bedømmelsen af
beviserne for
tiltaltes skyld.
Stk. 4 .
Offentlig forsvarer
beskikkes efter
reglerne i
retsplejelovens §§
731 og 732. Såfremt
tiltalte fremsætter
begæring herom,
beskikkes i byretten
tillige offentlig
forsvarer
1) i sager, hvor der
bliver spørgsmål om
betinget frakendelse
af førerretten og
|
|
16. § 119,
stk. 2 - 4
ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk.
2. Domsmænd
medvirker, jf. dog
stk. 3, i sager,
1) hvor der bliver
spørgsmål om højere
straf end bøde,
2) hvor der bliver
spørgsmål om
ubetinget
frakendelse af
førerretten efter §
126, stk. 1, nr. 5,
3) som i øvrigt
skønnes at være af
særlig indgribende
betydning for
tiltalte eller af
særlig offentlig
interesse.
Stk. 3.
Domsmænd medvirker
uanset reglerne i
stk. 2 ikke i sager,
der
1) behandles efter
reglerne i
retsplejelovens §
831,
2) vedrører
overtrædelse af §
53,
3) vedrører
overtrædelse af §
54, stk. 1, eller
4) vedrører
overtrædelse af §
117 a.
Stk. 4.
Offentlig forsvarer
beskikkes efter
reglerne i
retsplejelovens §
731 og 732. Hvis
tiltalte fremsætter
begæring herom,
beskikkes i byretten
tillige offentlig
forsvarer
1) i sager, hvor der
bliver spørgsmål om
frakendelse af
førerretten eller
kørselsforbud, og
der ikke medvirker
domsmænd, og
2) i sager om
overtrædelse af § 53
eller § 54, stk. 1.
Stk. 5.
Tiltalte skal
vejledes om adgangen
til
forsvarerbeskikkelse.«
|
2) i sager om
overtrædelse af §
53, hvor der ikke
medvirker domsmænd.
|
|
|
Tiltalte skal
vejledes om adgangen
til
forsvarerbeskikkelse.
|
|
|
|
|
|
§ 119 a. Hvis
en sag efter § 125,
stk. 1, nr. 2-7, §
125, stk. 2 eller 3,
eller § 126, stk. 1,
nr. 1-3, ikke
skønnes at ville
medføre højere straf
end bøde, kan
anklagemyndigheden i
stedet for at
indlevere
anklageskrift til
retten tilkendegive
sigtede, at sagen
kan afgøres uden
retslig forfølgning,
såfremt sigtede
erkender sig skyldig
i overtrædelsen og
erklærer sig rede
til inden for en
nærmere angivet
frist, der efter
begæring kan
forlænges, at betale
en i
tilkendegivelsen
angivet bøde samt
vedtager
kørselsforbud,
betinget eller
ubetinget
frakendelse af
førerretten i et i
tilkendegivelsen
nærmere angivet
tidsrum.
Stk. 2.
|
|
17. I §
119 a, stk. 1,
ændres »§ 125, stk.
1, nr. 2-7, § 125,
stk. 2 eller 3,
eller § 126, stk. 1,
nr. 1-3« til: »§
125, stk. 1, nr.
2-8, § 125, stk. 2
eller 3, eller §
126, stk. 1, nr.
1-4«. |
|
|
|
§ 125.
Føreren af et
motordrevet køretøj,
hvortil der kræves
kørekort, skal
betinget frakendes
retten til at føre
et sådant køretøj,
hvis |
|
|
1) |
|
|
2) |
|
|
3) |
|
|
4) |
|
|
5) |
|
|
6) |
|
|
7) føreren har gjort
sig skyldig i
spirituskørsel, der
ikke er omfattet af
§ 126, stk. 1, nr.
1, eller
|
|
18. I
§ 125, stk. 1, nr. 7
, udgår
»eller«.
|
8) frakendelse
findes begrundet ved
beskaffenheden af
den begåede
forseelse, og hvad
der i øvrigt
foreligger oplyst om
tiltaltes forhold
som fører af
motordrevet køretøj.
|
|
19. I §
125, stk. 1,
indsættes efter nr.
7 som nyt nummer:
»8) føreren har
gjort sig skyldig i
en overtrædelse af §
54, stk. 1, eller en
overtrædelse af §
54, stk. 2, der ikke
er omfattet af §
126, stk. 1, nr. 2,
eller«.
Nr. 8 bliver
herefter nr. 9.
|
|
|
|
§ 126.
Føreren af et
motordrevet køretøj,
hvortil der kræves
kørekort, skal
ubetinget frakendes
retten til at føre
et sådant køretøj,
hvis føreren
|
|
|
1) har gjort sig
skyldig i
spirituskørsel med
en
alkoholkoncentration
i blodet under eller
efter kørslen over
1,20 promille,
2) ulovligt har ført
køretøjet uden
hastighedsbegrænser
eller føreren har
foretaget et
uautoriseret,
konstruktivt indgreb
i køretøjets
hastighedsbegrænser
eller dens
forbindelser eller
føreren vidste eller
burde have vidst, at
der er foretaget et
sådant indgreb,
eller hvis føreren
har betjent
køretøjet på en
sådan måde, at
hastighedsbegrænseren
gøres uvirksom,
|
|
20. I §
126, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter
»1,20 promille«:
»eller en
alkoholkoncentration
i udåndingsluften
under eller efter
kørslen over 0,60
milligram pr. liter
luft«.
21. I §
126, stk. 1,
indsættes efter nr.
1 som nyt nummer:
»2) under skærpende
omstændigheder har
gjort sig skyldig i
overtrædelse af §
54, stk. 2,«.
Nr. 2-8 bliver
herefter nr. 3-9.
|
3) |
|
|
4) |
|
|
5) har gjort sig
skyldig i flere
forhold, der hver
for sig er omfattet
af § 125, stk. 1,
nr. 1-7, eller stk.
2 eller 3, dog
således at
frakendelse for
flere forhold alene
omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 5, kun
sker ubetinget, hvis
forholdene er begået
i forbindelse med
mere end ét
kørselsforløb,
|
|
22. I §
126, stk. 1, nr. 5,
der bliver nr.
6, ændres »§ 125,
stk. 1, nr. 1-7,«
til: Ȥ 125, stk. 1,
nr. 1-8,«.
|
6) |
|
|
§ 127. Hvis
en forseelse
omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 1-3, 7
eller 8, § 125, stk.
3, eller § 126, stk.
2, jf. § 126, stk.
1, nr. 1, bliver
begået inden for de
første 3 år efter
førstegangserhvervelse
af førerret, træder
et kørselsforbud i
stedet for en
betinget
frakendelse. Ved et
kørselsforbud
inddrages førerens
ret til at føre
motordrevet køretøj,
hvortil der kræves
kørekort, indtil
særlig
køreundervisning
eller A/T-kursus,
jf. § 60 a, stk. 1
og 2, er gennemført
og kontrollerende
køreprøve er
bestået.
|
|
23. I §
127, 1. pkt.,
ændres »§ 125, stk.
1, nr. 1-3, 7 eller
8, § 125, stk. 3,
eller § 126, stk. 2,
jf. § 126, stk. 1,
nr. 1,« til: »§ 125,
stk. 1, nr. 1-3, 7-8
eller 9, § 125, stk.
3, eller § 126, stk.
2, jf. § 126, stk.
1, nr. 1 eller 2,«.
|
|
|
|
§ 128.
|
|
|
Stk. 2.
Ubetinget
frakendelse som
følge af
spirituskørsel sker
for et tidsrum af
mindst 3 år.
Stk. 3.
|
|
24. I §
128, stk. 2,
indsættes efter
»spirituskørsel«:
»eller overtrædelse
af § 54, stk. 2, der
er omfattet af §
126, stk. 1, nr.
2,«. |
|
|
|
§ 133 a.
|
|
|
Stk. 2.
Konfiskation skal
ske, hvis ejeren af
køretøjet har gjort
sig skyldig i
spirituskørsel med
en promille over
1,20, der medfører
ubetinget
frakendelse af
førerretten, og den
pågældende to gange
tidligere inden for
de seneste 3 år, før
det nye forhold er
begået, har gjort
sig skyldig i
spirituskørsel med
en promille over
1,20, der har
medført ubetinget
frakendelse af
førerretten.
Konfiskation skal
ske, selv om
køretøjet ikke er
anvendt ved den
aktuelle
overtrædelse.
Stk. 3 . ...
|
|
25. § 133
a, stk. 2,
ophæves, og i stedet
indsættes :
»Stk.
2. Konfiskation
skal ske, hvis
1) ejeren af
køretøjet har gjort
sig skyldig i
spirituskørsel med
en promille over
1,20 eller en
alkoholkoncentration
i udåndingsluften
over 0,60 milligram
pr. liter luft, der
medfører ubetinget
frakendelse af
førerretten, eller
overtrædelse under
skærpende
omstændigheder af §
54, stk. 2, der
medfører ubetinget
frakendelse af
førerretten, og
|
|
|
2) den pågældende to
gange tidligere
inden for de seneste
3 år før, det nye
forhold er begået,
har gjort sig
skyldig i forhold
som nævnt i nr. 1,
der har medført
ubetinget
frakendelse af
førerretten.
|
|
|
Stk. 3.
Konfiskation efter
stk. 2 skal ske,
selv om køretøjet
ikke er anvendt ved
den aktuelle
overtrædelse.«
|
|
|
Stk. 3 og 4 bliver
herefter stk. 4 og
5. |
|
|
|
|
|
§
2 |
|
|
Stk. 1. Loven
træder i kraft den
1. juli 2007.
|
|
|
Stk. 2.
Færdselslovens §
119, stk. 2-5, som
affattet ved denne
lovs § 1, nr. 16,
finder anvendelse i
straffesager, hvor
der efter lovens
ikrafttræden rejses
tiltale i første
instans.
|