Lovforslag
nr. 217 fremsat den 31. marts
2006 af justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og
forskellige andre love
(Styrkelse af
indsatsen for at bekæmpe
terrorisme mv.)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 909 af 27.
september 2005, som ændret
senest ved lov nr. 1400 af 21.
december 2005, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 110 d indsættes efter
»det halve«: », medmindre
forholdet er omfattet af kapitel
13«.
2.
Overskriften til
13. kapitel affattes
således:
»Forbrydelser
mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder,
terrorisme mv.«.
3. I
§ 114, stk. 1, indsættes
efter nr. 7:
»8)
Besiddelse eller anvendelse mv.
af radioaktive stoffer efter
§ 192 b.«
4.
§§ 114 a og 114 b ophæves
og i stedet indsættes:
» § 114 a.
Begås en af de i nr. 1-6
nævnte handlinger, uden at
forholdet omfattes af § 114, kan
straffen overstige den højeste
for lovovertrædelsen foreskrevne
straf med indtil det halve; hvis
den højeste straf, der er
foreskrevet for den pågældende
handling, er mindre end 4 års
fængsel, kan straffen dog stige
til fængsel indtil 6 år.
1)
Overtrædelse af §§ 180, 181,
stk. 1, 183, stk. 1 eller 2, 183
a, 184, stk. 1, 192 a, 193,
stk. 1, 237, 244, 245, 246, 250,
252, stk. 1, 266, 288 eller 291,
stk. 1 eller 2, når handlingen
er omfattet af artikel 1 i
konventionen af 16. december
1970 om bekæmpelse af ulovlig
bemægtigelse af luftfartøjer,
artikel 1 i konventionen af 23.
september 1971 til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod den
civile luftfarts sikkerhed eller
artikel II i protokollen af 24.
februar 1988 til bekæmpelse af
ulovlige voldshandlinger i
lufthavne, der betjener den
internationale civile luftfart.
2)
Overtrædelse af §§ 180, 181,
stk. 1, 183, stk. 1 eller 2,
184, stk. 1, 237, 244, 245, 246,
250, 252, stk. 1, 260, 261,
stk. 1 eller 2, 266 eller 291,
stk. 1 eller 2, når handlingen
er omfattet af artikel 2 i
konventionen af 14. december
1973 om forebyggelse af og straf
for forbrydelser mod
internationalt beskyttede
personer, herunder diplomatiske
repræsentanter.
3)
Overtrædelse af § 261, stk. 1
eller 2, når handlingen er
omfattet af artikel 1 i den
internationale konvention imod
gidseltagning af 17. december
1979.
4)
Overtrædelse af §§ 180, 181,
stk. 1, 183, stk. 1 eller 2,
186, stk. 1, 192 a, 192 b, 237,
244, 245, 246, 260, 266, 276,
278, 279, 279 a, 281, 288 eller
291, stk. 2, når handlingen er
omfattet af artikel 7 i
IAEA-konventionen (Det
Internationale
Atomenergiagenturs konvention)
af 26. oktober 1979 om fysisk
beskyttelse af nukleare
materialer.
5)
Overtrædelse af §§ 180, 181,
stk. 1, 183, stk. 1 eller 2, 183
a, 184, stk. 1, 192 a, 193,
stk. 1, 237, 244, 245, 246, 252,
stk. 1, 260, 266, 288 eller 291,
stk. 1 eller 2, når handlingen
er omfattet af artikel 3 i
konventionen af 10. marts 1988
til bekæmpelse af ulovlige
handlinger mod
søfartssikkerheden eller artikel
2 i protokollen af 10. marts
1988 til bekæmpelse af ulovlige
handlinger mod sikkerheden for
fastgjorte platforme, der
befinder sig på
kontinentalsokkelen.
6)
Overtrædelse af §§ 180, 181,
stk. 1, 183, stk. 1 eller 2, 183
a, 184, stk. 1, 186, stk. 1, 192
a, 193, stk. 1, 237, 244, 245,
246, 250, 252, stk. 1, 266 eller
291, stk. 2, når handlingen er
omfattet af artikel 2 i den
internationale konvention af 15.
december 1997 til bekæmpelse af
terrorbombninger.
§ 114 b.
Med fængsel indtil 10 år
straffes den, som
1) direkte
eller indirekte yder økonomisk
støtte til,
2) direkte
eller indirekte tilvejebringer
eller indsamler midler til eller
3) direkte
eller indirekte stiller penge,
andre formuegoder eller
finansielle eller andre lignende
ydelser til rådighed for
en person, en
gruppe eller en sammenslutning,
der begår eller har til hensigt
at begå handlinger omfattet af
§ 114 eller § 114 a.
§ 114 c.
Med fængsel indtil 10 år
straffes den, som hverver en
person til at begå eller fremme
handlinger omfattet af § 114
eller § 114 a eller til at
slutte sig til en gruppe eller
sammenslutning for at fremme, at
gruppen eller sammenslutningen
begår handlinger af denne
karakter. Under særligt
skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel
indtil 16 år. Som særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor der er
tale om overtrædelser af
systematisk eller organiseret
karakter.
Stk. 2.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, som hverver en
person til at begå eller fremme
handlinger omfattet af § 114 b
eller til at slutte sig til en
gruppe eller sammenslutning for
at fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår
handlinger af denne karakter.
Stk. 3.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, som lader sig
hverve til at begå handlinger
omfattet af § 114 eller § 114 a.
§ 114 d.
Med fængsel indtil 10 år
straffes den, som træner,
instruerer eller på anden måde
oplærer en person til at begå
eller fremme handlinger omfattet
af § 114 eller § 114 a med viden
om, at personen har til hensigt
at anvende færdighederne til
dette formål. Under særligt
skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel
indtil 16 år. Som særligt
skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor der er
tale om overtrædelser af
systematisk eller organiseret
karakter.
Stk. 2.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, som træner,
instruerer eller på anden måde
oplærer en person til at begå
eller fremme handlinger omfattet
af § 114 b med viden om, at
personen har til hensigt at
anvende de tillærte færdigheder
til dette formål.
Stk. 3.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, som lader sig
træne, instruere eller på anden
måde oplære til at begå
handlinger omfattet af § 114
eller § 114 a.
§ 114 e.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, som i øvrigt
fremmer virksomheden for en
person, en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller
har til hensigt at begå
handlinger omfattet af §§ 114,
114 a, 114 b, 114 c eller 114
d.«
§§ 114 c-114
e bliver herefter §§ 114 f-114
h.
5. I
§ 114 c, der bliver
§ 114 f, ændres
»§§ 114-114 b« til: »§§ 114-114
e«, og i
§ 114 d , der bliver
§ 114 g , ændres
»§§ 114-114 c« til: »§§ 114-114
f«.
6.
§ 183 a affattes således:
» § 183 a.
Den, som ved ulovlig tvang,
jf. § 260, tager kontrollen over
et luftfartøj, et skib eller et
andet kollektivt transportmiddel
eller godstransportmiddel eller
griber ind i dets manøvrering,
straffes med fængsel indtil på
livstid.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
som ved ulovlig tvang, jf.
§ 260, tager kontrollen over et
offshoreanlæg.«
7.
Efter
§ 192 a indsættes:
» § 192 b.
Den, der med forsæt til
skade på andres person eller til
betydelig skade på andres ting
eller på miljøet modtager,
besidder, overdrager eller
ændrer radioaktive stoffer eller
fremstiller eller besidder en
eksplosiv nuklear anordning
eller en anordning, der er
beregnet til at sprede
radioaktive stoffer eller kan
udsende ioniserende stråling,
straffes med fængsel indtil 6
år.
Stk. 2.
Med fængsel indtil 12 år
straffes den, der med forsæt til
skade på andres person eller til
betydelig skade på andres ting
eller på miljøet eller til at
tvinge nogen til at foretage
eller undlade at foretage en
handling
1) anvender
radioaktive stoffer eller
anordninger, der udsender
ioniserende stråling,
2) fjerner,
ændrer eller beskadiger en
nødvendig beskyttelse mod
spredning af radioaktive stoffer
eller mod ioniserende stråling
eller
3) anvender
eller beskadiger et nukleart
anlæg med den følge, at der sker
udslip af radioaktive stoffer
eller fremkaldes fare derfor.
Stk. 3.
Foretages en af de i stk. 2
nævnte handlinger under de i
§ 180 angivne omstændigheder
eller med den følge, at der sker
omfattende skade på miljøet
eller fremkaldes nærliggende
fare derfor, er straffen fængsel
indtil på livstid.
Stk. 4.
Begås forbrydelsen uagtsomt,
er straffen bøde eller fængsel
indtil 2 år.«
§ 2
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 910 af 27.
september 2005, som ændret
senest ved lov nr. 1399 af 21.
december 2005, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter
§ 110 indsættes:
» § 110 a.
Politiets
Efterretningstjeneste kan
videregive oplysninger til
Forsvarets Efterretningstjeneste
i det omfang, videregivelsen kan
have betydning for varetagelse
af tjenesternes opgaver.
Stk. 2.
Politiets
Efterretningstjeneste kan
indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder i det
omfang, oplysningerne må antages
at have betydning for
varetagelse af tjenestens
opgaver vedrørende forebyggelse
og efterforskning af
overtrædelser af straffelovens
kapitel 12 og 13.«
2.
Overskriften til
kapitel 71 affattes
således:
»Indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation, dataaflæsning og
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation«.
3. I
§ 783, stk. 1, indsættes
efter »angår«: », jf. dog
stk. 2«.
4. I
§ 783 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»
Stk. 2 . Angår
efterforskningen en overtrædelse
af straffelovens kapitel 12
eller 13, kan der i rettens
kendelse i medfør af § 780,
stk. 1, nr. 1 eller 3, i stedet
for bestemte telefonnumre
anføres den person, som
indgrebet angår (den mistænkte).
I så fald skal politiet snarest
muligt efter udløbet af det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet kan foretages,
underrette retten om de
telefonnumre, som indgrebet har
været rettet imod, samt om de
bestemte grunde, der er til at
antage, at der fra de pågældende
telefonnumre gives meddelelser
til eller fra den mistænkte.
Retten underretter den
beskikkede advokat, jf. § 784,
stk. 1, der herefter kan
indbringe spørgsmålet om
lovligheden af indgrebet for
retten. Retten træffer afgørelse
ved kendelse. Burde indgrebet
efter rettens opfattelse ikke
være foretaget, skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.«
Stk. 2-4
bliver herefter stk. 3-5.
5. I
§ 788, stk. 4, indsættes
efter »eller taler«: »hensynet
til beskyttelse af fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder eller«.
6. I
§ 791 a indsættes efter
stk. 4 som nye stykker:
»
Stk. 5 . Politiet kan fra
udbydere af telenet eller
teletjenester indhente
oplysninger vedrørende
lokaliseringen af en
mobiltelefon, der antages at
benyttes af en mistænkt
(teleobservation), hvis
indgrebet må antages at være af
væsentlig betydning for
efterforskningen, og
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
Stk. 6.
Det påhviler udbydere af
telenet eller teletjenester at
bistå politiet ved gennemførelse
af teleobservation, herunder ved
at give de i stk. 5 nævnte
oplysninger.«
Stk. 5-6
bliver herefter stk. 7-8.
7. I
§ 791 a, stk. 6, der
bliver
stk. 8 , indsættes
som 2. pkt.:
»Reglerne i
§§ 783-785, § 788, stk. 1,
§ 788, stk. 2, nr. 1, § 788,
stk. 3 og 4, samt § 791 finder
tilsvarende anvendelse på de i
stk. 5 omhandlede tilfælde.«
8. I
§ 791 b, stk. 3, ændres
»samt stk. 2 og 3« til: »samt
stk. 3 og 4«.
9.
Efter
§ 791 b indsættes:
» § 791 c.
Politiet kan forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation i et område,
hvis der er afgørende grunde til
det med henblik på at forebygge,
at der i det pågældende område
vil blive begået en
lovovertrædelse, der efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13, og som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier.
Stk. 2.
Indgreb som nævnt i stk. 1
må ikke foretages, såfremt det
efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
af forvolde den eller de
personer, som indgrebet rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 3.
Indgreb efter stk. 1 sker
efter rettens kendelse. I
kendelsen anføres det område,
som indgrebet angår, og de
konkrete omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til
enhver tid omgøres. Endvidere
fastsættes det tidsrum, inden
for hvilket indgrebet kan
foretages. Tidsrummet kan
forlænges. Forlængelsen sker ved
kendelse.
Stk. 4.
Såfremt indgrebets øjemed
ville forspildes, dersom
retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning
om at foretage indgrebet. I så
fald skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer
fra indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten.
Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, samt om
det kan opretholdes, og i
bekræftende fald for hvilket
tidsrum, jf. stk. 3, 2. og 4.-6.
pkt. Burde indgrebet efter
rettens opfattelse ikke have
været foretaget, skal retten
give meddelelse herom til
Justitsministeriet.
Stk. 5.
I øvrigt finder reglerne i
§§ 784 og 785 tilsvarende
anvendelse.«
§ 3
I lov om
forbud mod tv-overvågning m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 788 af
12. august 2005, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter
§ 4 indsættes:
» § 4 a.
Politimesteren
(Politidirektøren) kan
henstille, at offentlige
myndigheder eller private
foretager tv-overvågning i
overensstemmelse med gældende
lovgivning.
§ 4 b.
Politimesteren
(Politidirektøren) kan meddele
offentlige myndigheder eller
private, som foretager eller
planlægger at iværksætte
tv-overvågning efter gældende
lovgivning, pålæg med hensyn til
kvaliteten af optagelser af
billeder på videobånd, film
eller lignende samt med hensyn
til opbevaringen af sådanne
optagelser.«
2. I
§ 5
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»
Stk. 2 . Overtrædelse af
pålæg meddelt i medfør af § 4 b
straffes med bøde.«
Stk. 2–4
bliver herefter stk. 3-5.
§ 4
I lov om
luftfart, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1484 af 19. december 2005,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 148 indsættes:
»Kapitel 12
a.
Passageroplysninger
§ 148 a.
Luftfartsselskaber skal
foretage registrering og
opbevaring i 1 år af oplysninger
om passagerer og
besætningsmedlemmer på
luftfartøjer, der ankommer til
eller afgår fra Danmark.
Stk. 2.
Luftfartsselskaber skal på
begæring af Politiets
Efterretningstjeneste udlevere
de i stk. 1 nævnte oplysninger
til brug for forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13.
Stk. 3.
Transport- og
energiministeren fastsætter
efter forhandling med
justitsministeren nærmere regler
om registrering og opbevaring i
medfør af stk. 1 og om
luftfartsselskabernes praktiske
bistand til Politiets
Efterretningstjeneste i medfør
af stk. 2.
Stk. 4.
Transport- og
energiministeren kan efter
forhandling med
justitsministeren fastsætte
nærmere regler om Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til luftfartsselskabernes
bookingsystemer til brug for
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og
13.«.
2. I
§ 149, stk. 5, ændres »og
§ 72« til: »§ 72 og § 148 a,
stk. 1 og 2«.
§ 5
I
udleveringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 833 af 25.
august 2005, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 5, stk. 3, nr. 2 og 3 ,
ophæves og i stedet indsættes:
»2) artikel 6
og 7 og artikel 9, jf. artikel 6
og 7, i Europarådets konvention
om forebyggelse af terrorisme,
3) artikel 2,
jf. artikel 1, i FN-konventionen
til bekæmpelse af
terrorbombninger,
4) artikel 2,
jf. artikel 1, i FN-konventionen
til bekæmpelse af finansiering
af terrorisme eller
5) artikel 2,
jf. artikel 1, i FN-konventionen
til bekæmpelse af nuklear
terrorisme.«
2.
Efter
§ 5, stk. 3 ,
indsættes:
»
Stk. 4 . I særlige
tilfælde kan udlevering for en
handling omfattet af artikel 5
eller artikel 9, jf. artikel 5,
i Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
nægtes, hvis det vurderes, at
der er tale om en politisk
lovovertrædelse.«
§ 6
I lov nr. 378
af 6. juni 2002 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet, våbenloven samt
lov om udlevering af
lovovertrædere til Finland,
Island, Norge og Sverige
(Gennemførelse af
FN-konventionen til bekæmpelse
af finansiering af terrorisme,
gennemførelse af FN’s
Sikkerhedsråds resolution nr.
1373 (2001) samt øvrige
initiativer til bekæmpelse af
terrorisme m.v.) foretages
følgende ændring:
1. I
§ 8 ændres »2005-06« til:
»2009-10«.
§ 7
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, jf. dog stk. 2-4.
§ 5 finder anvendelse på
anmodninger om udlevering efter
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme,
henholdsvis FN-konventionen til
bekæmpelse af nuklear
terrorisme, der fremsættes
efter, at den pågældende
konvention er trådt i kraft
mellem Danmark og vedkommende
fremmede stat.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
efter forhandling med ministeren
for videnskab, teknologi og
udvikling tidspunktet for
ikrafttrædelsen af
retsplejelovens § 791 a, stk. 6,
som affattet ved denne lovs § 2,
nr. 6.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 791 c, som
affattet ved denne lovs § 2, nr.
9, træder i kraft den 1. juli
2006.
Stk. 4.
Transport- og
energiministeren fastsætter
efter forhandling med
justitsministeren tidspunktet
for ikrafttrædelsen af
luftfartslovens § 148 a, som
affattet ved denne lovs § 4, nr.
1.
§ 8
Loven gælder
ikke for Færøerne og Grønland.
Lovens § 1 kan dog ved kongelig
anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold
tilsiger. Lovens §§ 3-5 kan ved
kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
|
Indledning
;............................................................................
.......... |
8
|
1.1.
|
Oversigt
;............................................................................
...............
|
8
|
1.2.
|
Indsatsen mod terrorisme
..................................................................
|
8
|
1.3.
|
Den
tværministerielle
arbejdsgruppes rapport
og regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse
...................................................
|
9
|
1.4.
|
Europarådets konvention
om forebyggelse af
terrorisme og FN’s
konvention om nuklear
terrorisme
......................................................
|
9
|
1.5.
|
Lovforslagets nærmere
indhold
..........................................................
|
10
|
|
|
|
2.
|
Det strafferetlige værn
mod terrorisme
.......................................
|
12
|
2.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
12
|
2.2.
|
Europarådets konvention
om forebyggelse af
terrorisme
......................
|
16
|
2.3.
|
FN’s
konvention om nuklear
terrorisme
..............................................
|
20
|
2.4.
|
Straffelovrådets
overvejelser
.............................................................
|
24
|
2.4.1. |
Indledning
;............................................................................
............
|
24
|
2.4.2. |
Europarådets konvention
om forebyggelse af
terrorisme
......................
|
25
|
2.4.3. |
FN’s
konvention om nuklear
terrorisme
..............................................
|
31
|
2.5.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
34
|
2.5.1. |
Europarådets konvention
om forebyggelse af
terrorisme
......................
|
34
|
2.5.2. |
FN’s
konvention om nuklear
terrorisme
..............................................
|
36
|
2.5.3. |
Særligt om modtagelse af
midler fra
terrororganisationer
.....................
|
36
|
|
|
|
3.
|
Indhentelse og
videregivelse af
efterretningsmæssige
oplysninger
inden for den offentlige
forvaltning
...............................................
|
36
|
3.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
36
|
3.1.1. |
Indledning
;............................................................................
............
|
36
|
3.1.2. |
Forvaltningsloven
;............................................................................
.. |
37
|
3.1.3. |
Persondataloven
;............................................................................
... |
38
|
3.1.4. |
Forholdet mellem
forvaltningsloven og
persondataloven
.......................
|
39
|
3.1.5. |
Regler i anden
lovgivning om udveksling
af oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder
...................................................................
|
39
|
3.2.
|
Kort
om gældende rets
betydning for Politiets
Efterretningstjenestes
adgang til oplysninger
........................................................................
|
39
|
3.3.
|
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
40
|
3.4.
|
Justitsministeriets
overvejelser og
forslagets nærmere
indhold ..............
|
42
|
3.4.1. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
42
|
3.4.2. |
Forslagets nærmere
indhold
...............................................................
|
43
|
3.4.3
|
Forholdet til
databeskyttelsesdirektivet
...............................................
|
47
|
|
|
|
4.
|
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
.........................................
|
47
|
4.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
47
|
4.1.1. |
Overordnet om
retsplejelovens regler
.................................................
|
47
|
4.1.2. |
Særligt om kravet om
anførelse af
telefonnumre
.................................
|
49
|
4.2.
|
Kendelse på person
;..........................................................................
|
51
|
4.2.1. |
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
51
|
4.2.2. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
51
|
4.3.
|
Undladelse af
underretning
................................................................
|
54
|
4.3.1. |
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
54
|
4.3.2. |
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
55
|
|
|
|
5.
|
Teleobservation
;........................................................................
.... |
55
|
5.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
55
|
5.1.1. |
Observation
;............................................................................
......... |
55
|
5.1.2. |
Særligt om
teleselskabers
videregivelse af
oplysninger til politiet
om
opdatering af
mobiltelefoner
..............................................................
|
56
|
5.2.
|
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
57
|
5.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
58
|
5.3.1. |
Justitsministeriets
overvejelser og
lovforslagets nærmere
indhold ..........
|
58
|
5.3.2. |
Forholdet til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
..............
|
60
|
|
|
|
6.
|
Forstyrrelse eller
afbrydelse af radio-
eller telekommunikation
. |
61
|
6.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
....... |
61
|
6.2.
|
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
62
|
6.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
62
|
6.3.1. |
Justitsministeriets
overvejelser og
lovforslagets nærmere
indhold ..........
|
62
|
6.3.2. |
Forholdet til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
..............
|
64
|
|
|
|
7.
|
Tv-overvågning
;.............................................................................
|
64
|
7.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
64
|
7.1.1. |
Tv-overvågningsloven
.......................................................................
|
64
|
7.1.2. |
Persondataloven
;............................................................................
... |
65
|
7.1.3. |
Tv-overvågning i praksis
...................................................................
|
66
|
7.2.
|
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
66
|
7.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
67
|
7.3.1. |
Henstilling om at
foretage tv-overvågning
som led i bekæmpelsen af
terrorisme mv.
;............................................................................
...... |
67
|
7.3.2. |
Pålæg
med hensyn til
kvaliteten af
optagelser, opbevaring
mv. .............
|
68
|
|
|
|
8.
|
Adgang til
passageroplysninger
....................................................
|
69
|
8.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
69
|
8.1.1. |
Luftfartslovgivningen
........................................................................
|
69
|
8.1.2. |
Udlændingelovgivningen
....................................................................
|
69
|
8.1.3. |
Toldlovgivningen
;............................................................................
... |
70
|
8.1.4. |
Anden
lovgivning
;............................................................................
.. |
71
|
8.2.
|
Arbejdsgruppens
overvejelser og
anbefalinger
....................................
|
71
|
8.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
72
|
|
|
|
9.
|
Udlevering
;............................................................................
........ |
75
|
9.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
75
|
9.2.
|
Europarådets konvention
om forebyggelse af
terrorisme
......................
|
77
|
9.3.
|
FN’s
konvention om nuklear
terrorisme
..............................................
|
78
|
9.4.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
78
|
|
|
|
10. |
Logning af trafikdata
vedrørende
telekommunikation
.................
|
80
|
10.1.
|
Gældende ret
;............................................................................
........ |
80
|
10.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
...........................................................
|
80
|
|
|
|
11. |
Lovforslagets økonomiske
og administrative
konsekvenser mv.
;............................................................................
...........................
|
81
|
|
|
|
12. |
Hørte myndigheder mv.
................................................................
|
82
|
1. Indledning
1.1. Oversigt
Lovforslaget
har to overordnede formål:
Det ene
formål er at gennemføre de dele
af regeringens handlingsplan for
terrorbekæmpelse, der vedrører
lovændringer på
Justitsministeriets område, jf.
nærmere pkt. 1.3. nedenfor.
Det andet
formål er at gennemføre
forslagene i Straffelovrådets
betænkning nr. 1474/2006 om det
strafferetlige værn mod
terrorisme, jf. nærmere pkt.
1.4. nedenfor.
En samlet
oversigt over de enkelte dele af
lovforslaget findes under pkt.
1.5. nedenfor. Som det fremgår
heraf, indgår der i lovforslaget
også en ændring af
udleveringsloven som følge af
konventionsmæssige forpligtelser
samt en udskydelse af
tidspunktet for revision af den
såkaldte logningsbestemmelse i
retsplejelovens § 786, stk. 4,
der blev indført ved
anti-terrorpakken i 2002.
1.2.
Indsatsen mod terrorisme
Siden
terrorangrebene i USA den 11.
september 2001 har der bestået
et generelt forhøjet
trusselniveau i den vestlige
verden og i forhold til vestlige
interesser. Terrorhandlingerne i
Madrid i 2004 og i London i 2005
har vist, at også de europæiske
lande er sårbare over for den
internationale terrorisme.
For Danmarks
vedkommende er terrorismen en
trussel mod samfundet og de
værdier, som det bygger på, og
mod den enkelte borger.
Efter
regeringens opfattelse er det
derfor afgørende, at
myndighederne har de nødvendige
redskaber med henblik på
forebyggelse, afværgelse og
efterforskning af terrorisme.
For politiets vedkommende lægger
regeringen således vægt på, at
der er de relevante muligheder
for f.eks. indhentelse af
efterretningsmæssige oplysninger
og for efterforskning og
strafforfølgning i konkrete
sager. Samtidig er regeringen
meget opmærksom på vigtigheden
af, at der i forbindelse med nye
initiativer på terrorområdet
sikres den rigtige balance
mellem sikkerhed og
retssikkerhed, således at
indsatsen for at beskytte
samfundet som sådan ikke kommer
til at ske på bekostning af
hensynet til den enkeltes
frihed.
Der har siden
den 11. september 2001 været
iværksat en lang række
initiativer bl.a. med henblik på
at tage højde for terrorismens
globale karakter og styrke
politiets
efterforskningsmuligheder. Som
led i opfølgningen på
terrorangrebene i USA vedtog et
bredt flertal i Folketinget
således f.eks. i maj 2002 den
såkaldte anti-terrorpakke.
Der er
endvidere bl.a. bevilget
ressourcer med henblik på
styrkelse af
efterretningstjenesterne og med
henblik på at skabe en effektiv
og forebyggende beredskabsmæssig
indsats, ligesom regeringen i
maj 2005 har truffet beslutning
om en række tiltag som
opfølgning på den såkaldte
sårbarhedsudredning.
I lyset af
terrorangrebet i London i juli
2005 fandt regeringen imidlertid
anledning til at foretage en
samlet gennemgang og vurdering
af det danske samfunds indsats
og beredskab over for
terrorhandlinger. Regeringen
nedsatte derfor en
tværministeriel arbejdsgruppe om
terrorbekæmpelse, der fik til
opgave at overveje behovet for
yderligere initiativer.
1.3. Den
tværministerielle arbejdsgruppes
rapport og regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
offentliggjorde den 3. november
2005 rapporten »Det danske
samfunds indsats og beredskab
mod terror«. Rapporten
indeholder 49 anbefalinger, som
efter arbejdsgruppens opfattelse
kan komme på tale for at styrke
indsatsen og beredskabet mod
terror. Der er tale om en bred
vifte af forslag, der berører
flere ministerområder.
På baggrund
af arbejdsgruppens anbefalinger
fremlagde regeringen den 16.
november 2005 en handlingsplan
for terrorbekæmpelse, som
indeholder en række initiativer
med henblik på at styrke det
danske samfunds indsats og
beredskab mod terror. I
handlingsplanen er angivet,
hvordan regeringen vil arbejde
videre med hver enkelt af
arbejdsgruppens anbefalinger.
En række af
anbefalingerne vil kunne
gennemføres administrativt, mens
andre kræver ny lovgivning. Det
fremgår derfor af
handlingsplanen, at regeringen i
foråret 2006 vil fremlægge en
række lovforslag som led i en
anti-terrorlovpakke. Endelig er
der enkelte af arbejdsgruppens
forslag, som kræver yderligere
overvejelser og
udredningsarbejde, før
regeringen tager endelig
stilling.
Det
foreliggende lovforslag er et
led i regeringens samlede
anti-terrorlovpakke, som
herudover bl.a. omfatter de
samtidigt fremsatte forslag fra
forsvarsministeren og ministeren
for videnskab, teknologi og
udvikling.
I regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse er det i
relation til bl.a. de
anbefalinger fra den
tværministerielle arbejdsgruppe,
som udmøntes i det foreliggende
lovforslag, anført, at
regeringen vil arbejde videre
med at konkretisere de enkelte
anbefalinger. I overensstemmelse
hermed har det i forbindelse med
udarbejdelsen af lovforslaget på
enkelte punkter vist sig
nødvendigt eller hensigtsmæssigt
at justere de foreslåede
bestemmelser i forhold til de
pågældende anbefalinger. Der
henvises nærmere til omtalen af
de enkelte forslag under pkt.
3-8 nedenfor, hvor der også er
redegjort for, i hvilket omfang
de foreslåede bestemmelser alene
kan finde anvendelse på
terrorområdet, eller om de også
kan finde anvendelse i forhold
til anden kriminalitet.
1.4.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme og
FN’s konvention om nuklear
terrorisme
Siden
gennemførelsen af
anti-terrorpakken i 2002 er der
vedtaget to nye internationale
konventioner på
terrorbekæmpelsesområdet. Det
drejer sig om dels Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme, som blev vedtaget af
Europarådets Ministerkomité den
3. maj 2005, dels FN’s
konvention om nuklear
terrorisme, der blev vedtaget af
FN’s Generalforsamling den 13.
april 2005. Danmark har i maj
2005 undertegnet
Europarådskonventionen.
Regeringen har endvidere
undertegnet FN-konventionen med
sædvanligt
ratifikationsforbehold på
Danmarks vegne i forbindelse med
FN-topmødet i New York i
september 2005.
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme
indebærer en forpligtelse for de
kontraherende stater til at
kriminalisere visse forberedende
handlinger til terrorhandlinger.
Det drejer sig om opfordring til
terrorhandlinger, rekruttering
til terrorhandlinger og oplæring
i at begå terrorhandlinger.
Konventionen er optaget som
bilag 1 til lovforslaget
sammen med en uofficiel
oversættelse heraf.
FN-konventionen om nuklear
terrorisme indeholder en
forpligtelse for de
kontraherende stater til at
kriminalisere en række
handlinger vedrørende ulovlig
besiddelse og brug mv. af
radioaktivt materiale med forsæt
til at forårsage død eller
alvorlig personskade eller til
at forårsage betydelig tings-
eller miljøskade. Konventionen
er optaget som bilag 2
til lovforslaget sammen med en
uofficiel oversættelse heraf.
Den 19.
august 2005 anmodede
Justitsministeriet
Straffelovrådet om nærmere at
overveje, hvilke
lovgivningsmæssige ændringer en
dansk ratifikation og
gennemførelse af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og FN’s konvention om
nuklear terrorisme vil
nødvendiggøre på det
strafferetlige område.
Justitsministeriet anmodede
samtidig Straffelovrådet om i
lyset af den senere tids
udvikling og erfaringer på
terrorområdet mere generelt at
overveje, om straffelovens
anti-terrorbestemmelser
(§§ 114-114 e) i sammenhæng med
den øvrige strafferetlige
lovgivning fortsat giver et
tilstrækkeligt strafferetligt
værn mod terrorisme.
Straffelovrådet har den 1. marts
2006 afgivet betænkning nr.
1474/2006 om det strafferetlige
værn mod terrorisme.
Lovforslaget bygger på
Straffelovrådets betænkning.
Formålet med
lovforslaget er at gennemføre de
ændringer, der er nødvendige
for, at Danmark kan ratificere
og gennemføre Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og FN’s konvention om
nuklear terrorisme. Folketingets
vedtagelse af forslaget vil
indebære samtykke efter
grundlovens § 19 til
ratifikation af Europarådets
konvention og FN-konventionen.
1.5.
Lovforslagets nærmere indhold
1.5.1.
Formålet med lovforslaget er som
anført ovenfor for det første at
gennemføre de ændringer, der er
nødvendige for, at Danmark kan
ratificere og gennemføre
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme og
FN’s konvention om nuklear
terrorisme. Denne del af
lovforslaget bygger som nævnt på
Straffelovrådets betænkning nr.
1474/2006 om det strafferetlige
værn mod terrorisme.
Lovforslaget
indeholder forslag til
bestemmelser i straffelovens
§§ 114 a-e med henblik på at
opfylde kriminaliseringspligten
i artiklerne 6 (rekruttering til
terrorisme) og 7 (oplæring til
terrorisme) sammenholdt med
artikel 9 i Europarådets
konvention.
Lovforslaget
indeholder således forslag til
to nye bestemmelser i
straffelovens § 114 c og § 114 d
om henholdsvis hvervning og
oplæring til at begå
terrorhandlinger. I forlængelse
heraf foreslås bestemmelser, der
kriminaliserer den, der lader
sig hverve eller oplære til at
begå terrorhandlinger (§ 114 c,
stk. 3, og § 114 d, stk. 3).
Det foreslås
endvidere at indsætte en ny
bestemmelse i straffelovens
§ 114 a, der omfatter
handlinger, som efter
Europarådskonventionen skal
anses som terrorhandlinger, og
som ikke allerede er omfattet af
terrorismebestemmelsen i
straffelovens § 114. Formålet
med bestemmelsen er at indføje
en sidestrafferamme med mulighed
for strafforhøjelse, når
overtrædelse af nærmere angivne
bestemmelser i straffeloven er
begået under omstændigheder
omfattet af de berørte artikler
i en række nærmere opregnede
internationale konventioner. Der
er således ikke med den
foreslåede bestemmelse tilsigtet
nogen nykriminalisering.
Den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 114 a om finansiering af
terrorisme foreslås videreført
som ny § 114 b således, at
bestemmelsen fremover omfatter
finansiering af terrorhandlinger
og terrorlignende handlinger
efter både bestemmelsen i
straffelovens § 114 og den
foreslåede nye bestemmelse i
straffelovens § 114 a.
Der foreslås
endvidere en tilpasning af den
udvidede medvirkensregel i den
gældende bestemmelse i
straffelovens § 114 b (den
foreslåede bestemmelse i § 114
e), således at denne bestemmelse
kommer til at omfatte fremme af
enkeltpersoners virksomhed og
dermed bringes på linje med den
gældende bestemmelse i
straffelovens § 114 a (den
foreslåede bestemmelse i § 114
b), og således at bestemmelsen
udvides med fremme af handlinger
af den beskaffenhed, der er
omhandlet i de foreslåede
bestemmelser i § 114 b, nr. 3,
§ 114 a og §§ 114 c og d.
Lovforslaget
indeholder desuden en ændring af
straffelovens § 183 a om kapring
af transportmidler, der
tilsigter at sidestille kapring
af offshoreanlæg, f.eks.
borerigge og beboelsesplatforme,
med kapringer af bl.a. skibe.
Herudover
foreslås det at indsætte en ny
bestemmelse i straffelovens
§ 192 b, der retter sig mod
besiddelse og anvendelse af
radioaktive stoffer mv. med
forsæt til skade på andres
person eller til betydelig skade
på andres ting eller på miljøet.
Bestemmelsen vil f.eks. omfatte
placering af radioaktive kilder
på en sådan måde, at personer
udsættes for skadelig
bestråling.
Der henvises
nærmere til pkt. 2 nedenfor.
Med henblik
på at gennemføre de ændringer i
udleveringsloven, som en
ratifikation af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og FN’s konvention om
nuklear terrorisme vil kræve,
foreslås det endvidere, at
undtagelsesbestemmelsen i
udleveringslovens § 5, stk. 3,
udvides til også at omfatte
handlinger, som er omfattet af
artikel 6 (rekruttering til
terrorisme) og 7 (oplæring til
terrorisme) og artikel 9 i
Europarådets konvention samt
artikel 2, jf. artikel 1, i
FN-konventionen. Dette
indebærer, at forbudet mod
udlevering for politiske
lovovertrædelser mv. ikke finder
anvendelse for handlinger
omfattet heraf.
Det foreslås
endvidere at indsætte en ny
bestemmelse i udleveringslovens
§ 5, stk. 4, der tilsigter at
tydeliggøre, at der i medfør af
Europarådets konvention ikke
består en ubetinget pligt til
udlevering for en politisk
forbrydelse, når handlingen er
omfattet af konventionens
artikel 5 (offentlige
opfordringer til terrorisme)
eller artikel 9, jf. artikel 5,
sådan som det er tilfældet, hvis
handlingen er omfattet af
konventionens artikel 6 eller 7
eller artikel 9.
Der henvises
til pkt. 9 nedenfor.
1.5.2.
Formålet med lovforslaget er som
anført ovenfor – som led i
regeringens samlede
anti-terrorlovpakke – for det
andet at gennemføre dele af
regeringens handlingsplan for
terrorbekæmpelse. Lovforslaget
indeholder i den forbindelse en
række initiativer, der skal
forbedre politiets muligheder
for at forebygge, efterforske og
bekæmpe terrorhandlinger.
Lovforslaget
indeholder forslag til en ny
bestemmelse i retsplejeloven,
der har til formål at skabe
grundlag for, at Politiets
Efterretningstjeneste kan
videregive oplysninger til
Forsvarets
Efterretningstjeneste, uden at
der i hvert enkelt tilfælde skal
foretages en nærmere konkret
vurdering og interesseafvejning
i forhold til den enkelte
oplysning. Efter den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 110 a, stk. 1, kan Politiets
Efterretningstjeneste således
videregive oplysninger til
Forsvarets Efterretningstjeneste
i det omfang, videregivelsen kan
have betydning for varetagelse
af tjenesternes opgaver. Den
foreslåede bestemmelse skal ses
i sammenhæng med en bestemmelse,
der i det lovforslag, som
forsvarsministeren samtidig har
fremsat, foreslås indsat i
forsvarsloven om videregivelse
af oplysninger fra Forsvarets
Efterretningstjeneste til
Politiets Efterretningstjeneste.
Der foreslås
endvidere etableret et særligt
lovgrundlag for Politiets
Efterretningstjenestes
indhentelse af oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder.
Efter den foreslåede bestemmelse
i retsplejelovens § 110 a,
stk. 2, kan Politiets
Efterretningstjeneste således
indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder i det
omfang, oplysningerne må antages
at have betydning for
varetagelse af
efterretningstjenestens opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. Bestemmelsen vil for de
pågældende
forvaltningsmyndigheder udgøre
en særlig hjemmel til
videregivelse af de omhandlede
oplysninger samt til den
behandling af oplysninger, som i
den forbindelse er nødvendig.
Der henvises
nærmere til pkt. 3 nedenfor.
Dernæst
indeholder lovforslaget nogle
ændringer i retsplejelovens
kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning.
Disse ændringer har navnlig til
formål at sikre, at politiets
efterforskningsmidler mv. er i
overensstemmelse med den
teknologiske udvikling og
udviklingen i terrortruslen mod
Danmark.
Der stilles
således bl.a. forslag om at
forenkle proceduren for
indhentelse af retskendelser
vedrørende telefonaflytning og
teleoplysning. Den gældende
bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 1, 2. pkt.,
hvorefter der i en kendelse om
aflytning mv. skal anføres de
telefonnumre, som indgrebet
angår, foreslås – for så vidt
angår sager om overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 og 13 –
tilpasset den teknologiske
udvikling, således at der i
kendelsen i stedet for
telefonnumre kan anføres den
person, som indgrebet angår (den
mistænkte). En sådan kendelse
vil indebære, at politiet kan
iværksætte aflytning af den
mistænkte og indhente
teleoplysninger, uanset hvilke
kommunikationsmidler den
pågældende måtte vælge at
benytte sig af.
De
almindelige betingelser for,
hvornår indgreb i form af
telefonaflytning og
teleoplysning kan foretages,
videreføres uændret, og der er
således ikke tale om, at
politiet vil kunne foretage
telefonaflytning mv. i videre
omfang end i dag. Ordningen
foreslås endvidere etableret
således, at retten efterfølgende
– på begæring af den beskikkede
advokat – kan kontrollere, at
politiets aflytning af konkrete
telefonnumre mv. er sket inden
for rammerne af den foreliggende
retskendelse og retsplejelovens
almindelige betingelser.
Der henvises
nærmere til pkt. 4 nedenfor.
Herudover
foreslås det at ændre
retsplejelovens § 788, stk. 4,
om underretning om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
således at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt, at retten –
hvis hensynet til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets efterforskningsmetoder
taler for det – efter begæring
fra politiet kan beslutte, at
underretning skal undlades eller
udsættes i et nærmere fastsat
tidsrum.
Der henvises
nærmere til pkt. 4 nedenfor.
Lovforslaget
indeholder desuden en ændring af
retsplejelovens § 791 a, der
indebærer, at spørgsmålet om
såkaldt teleobservation – det
vil sige indhentelse af
oplysninger fra udbydere af
telenet og teletjenester om,
hvilke mobiltelefonmaster en
mistænkts mobiltelefon er i
kontakt med – udtrykkeligt
reguleres i retsplejeloven. Det
foreslås således, at der i
retsplejelovens § 791 a,
stk. 5-6, indsættes bestemmelser
om denne form for indgreb,
herunder om de betingelser, der
skal være opfyldt, og om krav om
retskendelse.
Der henvises
nærmere til pkt. 5 nedenfor.
Med henblik
på at forebygge konkret
forestående terrorhandlinger
eller anden alvorlig
kriminalitet foreslås der indsat
en udtrykkelig bestemmelse i
retsplejelovens § 791 c om
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation i
helt særlige tilfælde. Efter
bestemmelsen kan politiet – på
grundlag af retskendelse –
forstyrre eller afbryde radio-
eller telekommunikation i et
område, hvis der er afgørende
grunde til det med henblik på at
forebygge, at der vil blive
begået en lovovertrædelse, der
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en forsætlig overtrædelse
af straffelovens kapitel 12
eller 13.
Det er
herudover en betingelse, at den
pågældende lovovertrædelse kan
medføre fare for menneskers liv
eller velfærd eller for
betydelige samfundsværdier.
Bestemmelsen tager f.eks. sigte
på tilfælde, hvor der måtte
foreligge konkrete oplysninger
om et forestående terrorangreb
med bomber, der planlægges
udløst via mobiltelefoner eller
andet radioudstyr.
Der henvises
nærmere til pkt. 6 nedenfor.
Lovforslaget
indeholder endvidere enkelte
ændringer af lov om forbud mod
tv-overvågning m.v.
Politiet har
ikke i dag udtrykkelig hjemmel
til at henstille til offentlige
myndigheder eller private, at
deres muligheder for at foretage
tv-overvågning udnyttes. Det
foreslås at indsætte en
bestemmelse i
tv-overvågningslovens § 4 a,
hvorefter politiet kan
henstille, at offentlige
myndigheder eller private
foretager tv-overvågning i
overensstemmelse med gældende
lovgivning. Henstilling om at
iværksætte tv-overvågning
forudsættes navnlig anvendt,
hvor tv-overvågning vurderes at
kunne have betydning for
forebyggelse eller
efterforskning af eventuelle
terrorangreb.
Der vil ikke
med hjemmel i den foreslåede
bestemmelse kunne iværksættes
tv-overvågning i videre omfang
end i dag.
Endvidere
foreslås der indsat en
bestemmelse i
tv-overvågningslovens § 4 b, der
giver politiet mulighed for at
meddele offentlige myndigheder
eller private, som efter
gældende lovgivning foretager
eller planlægger at iværksætte
tv-overvågning, pålæg med hensyn
til kvaliteten af optagelser af
billeder på videobånd, film
eller lignende samt med hensyn
til opbevaringen af sådanne
optagelser. Dette skal bl.a. ses
i lyset af, at anvendelse af
tv-overvågningsoptagelser i
efterforskningen af straffesager
forudsætter, at optagelserne er
af tilstrækkelig god kvalitet.
Den foreslåede bestemmelse giver
ikke adgang til at pålægge en
myndighed eller en privat at
iværksætte tv-overvågning, og
der vil heller ikke med hjemmel
i denne bestemmelse kunne
foretages tv-overvågning i
videre omfang end i dag.
Der henvises
nærmere til pkt. 7 nedenfor.
Endelig
foreslås der en ændring af
luftfartsloven, således at der
sikres Politiets
Efterretningstjeneste en
hurtigere og mere effektiv
adgang til standardmæssige
passageroplysninger, det vil
sige oplysninger om passagerer
og besætningsmedlemmer på
luftfartøjer, der ankommer til
eller afgår fra Danmark. Der
foreslås således indsat en
bestemmelse i luftfartslovens
§ 148 a, hvorefter
luftfartsselskaber på begæring
af Politiets
Efterretningstjeneste uden
retskendelse skal udlevere
nærmere angivne
passageroplysninger til brug for
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Den foreslåede ordning bygger på
de regler, der i dag gælder på
udlændingeområdet.
Med henblik
på at sikre, at
passageroplysninger er
tilgængelige i en vis periode,
foreslås det endvidere, at
luftfartsselskaber skal foretage
registrering og opbevaring af
passageroplysninger i 1 år. Det
foreslås, at transport- og
energiministeren efter
forhandling med
justitsministeren fastsætter
nærmere regler om registrering
og opbevaring af sådanne
oplysninger og om
luftfartsselskabernes praktiske
bistand til politiet, ligesom
transport- og energiministeren
efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om Politiets
Efterretningstjenestes on-line
adgang til luftfartsselskabernes
bookingsystemer.
Der henvises
nærmere til pkt. 8 nedenfor.
Lovforslaget har endelig til
formål at fastsætte et nyt
tidspunkt for revision af
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 786, stk. 4, hvorefter
udbydere af telenet og
teletjenester skal foretage
registrering og opbevaring i 1
år af oplysninger om teletrafik
til brug for efterforskning og
retsforfølgning af strafbare
forhold.
Lovforslaget indebærer således,
at justitsministeren i
folketingsåret 2009-10
fremsætter forslag om revision.
Der
henvises til pkt. 10 nedenfor.
1.5.3.
Justitsministeriet finder det
hensigtsmæssigt, at der efter en
passende periode gøres status
over erfaringerne med de
foreslåede nye regler. På den
baggrund vil Justitsministeriet
i folketingsåret 2009-10 – det
vil sige tre år efter
lovforslagets gennemførelse –
give Folketingets Retsudvalg en
orientering herom.
2. Det
strafferetlige værn mod
terrorisme
2.1. Gældende
ret
Terrorangrebene den 11.
september 2001 gav anledning
til, at der blev foretaget en
nærmere vurdering af, om dansk
lovgivning var tilstrækkelig til
at sikre en effektiv indsats mod
terrorisme. Denne vurdering
resulterede bl.a. i en række
forskellige
lovgivningsinitiativer rettet
mod terrorisme. Det gælder bl.a.
lov nr. 378 af 6. juni 2002 om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold
på telemarkedet, våbenloven samt
lov om udlevering af
lovovertrædere til Finland,
Island, Norge eller Sverige
(Gennemførelse af
FN-konventionen til bekæmpelse
af finansiering af terrorisme,
gennemførelse af FN’s
Sikkerhedsråds resolution nr.
1373 (2001) samt øvrige
initiativer til bekæmpelse af
terrorisme m.v.) – den såkaldte
anti-terrorpakke. Der henvises
til Folketingstidende 2001-02,
2. samling, tillæg A, side 808
f, tillæg B, side 1605 f, og
Folketingets forhandlinger, side
1321 f, 7439 f og 7747 f.
Formålet med
loven er i første række at
gennemføre tre internationale
instrumenter i dansk ret:
FN-konventionen af 9. december
1999 til bekæmpelse af
finansiering af terrorisme (FN’s
terrorfinansieringskonvention),
FN’s Sikkerhedsråds resolution
nr. 1373 (2001) af 28. september
2001 om bekæmpelse af terrorisme
samt EU’s rammeafgørelse om
bekæmpelse af terrorisme, som
der blev opnået politisk enighed
om i EU i december 2001
(EU-rammeafgørelsen er
efterfølgende endeligt vedtaget
blandt EU-landene i juni 2002,
jf. De Europæiske Fællesskabers
Tidende L 164 af 22. juni 2002,
side 3 ff).
Ved loven
blev der bl.a. indsat en særlig
terrorismebestemmelse i
straffelovens § 114, der
indeholder en definition af
begrebet terrorisme. § 114 har
følgende ordlyd:
» § 114.
For terrorisme straffes med
fængsel indtil på livstid den,
som med forsæt til at skræmme en
befolkning i alvorlig grad eller
uretmæssigt at tvinge danske
eller udenlandske offentlige
myndigheder eller en
international organisation til
at foretage eller undlade at
foretage en handling eller at
destabilisere eller ødelægge et
lands eller en international
organisations grundlæggende
politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige
strukturer begår en eller flere
af følgende handlinger, når
handlingen i kraft af sin
karakter eller den sammenhæng,
hvori den begås, kan tilføje et
land eller en international
organisation alvorlig skade:
1) Manddrab
efter § 237.
2) Grov vold
efter § 245 eller § 246.
3)
Frihedsberøvelse efter § 261.
4)
Forstyrrelse af
trafiksikkerheden efter § 184,
stk. 1, retsstridige
forstyrrelser i driften af
almindelige samfærdselsmidler
m.v. efter § 193, stk. 1, eller
groft hærværk efter § 291,
stk. 2, hvis disse overtrædelser
begås på en måde, der kan bringe
menneskeliv i fare eller
forårsage betydelige økonomiske
tab.
5) Kapring af
transportmidler efter § 183 a.
6) Grove
våbenlovsovertrædelser efter
§ 192 a eller lov om våben og
eksplosivstoffer § 10, stk. 2.
7)
Brandstiftelse efter § 180,
sprængning, spredning af
skadevoldende luftarter,
oversvømmelse, skibbrud,
jernbane- eller anden
transportulykke efter § 183,
stk. 1 og 2, sundhedsfarlig
forurening af vandforsyningen
efter § 186, stk. 1,
sundhedsfarlig forurening af
ting bestemt til almindelig
udbredelse m.v. efter § 187,
stk. 1.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
som med det i stk. 1 nævnte
forsæt transporterer våben eller
eksplosivstoffer.
Stk. 3.
Endvidere straffes på samme
måde den, der med det i stk. 1
nævnte forsæt truer med at begå
en af de i stk. 1 og 2 nævnte
handlinger.«
Bestemmelsen
skal navnlig gennemføre EU’s
rammeafgørelse om bekæmpelse af
terrorisme, der i artikel 1
forpligter medlemslandene til
særskilt at kriminalisere en
række forsætlige handlinger som
terrorhandlinger.
Bestemmelsen
omfatter meget alvorlige
forbrydelser, der begås for at
forstyrre samfundsordenen og
skræmme befolkningen.
§ 114 er – i
modsætning til, hvad der er
antaget om den hidtidige
terrorismebestemmelse i § 114 –
ikke begrænset til at beskytte
danske samfundsforhold mv.
Derimod beskytter bestemmelsen
både danske og udenlandske
myndigheder samt internationale
organisationer, f.eks. FN. Denne
ændring blev gennemført med
henblik på bedre at kunne tage
højde for terrorismens globale
karakter.
Det særlige
terrorismeforsæt, der skal
foreligge, for at en handling
falder ind under § 114, stk. 1,
består i, at handlingen skal
være foretaget med forsæt til
enten at skræmme en
befolkning i alvorlig grad
eller uretmæssigt at tvinge
offentlige myndigheder eller en
international organisation til
at foretage eller undlade at
foretage en handling eller at
destabilisere eller
ødelægge vedkommende lands eller
internationale organisations
grundlæggende politiske,
forfatningsmæssige, økonomiske
eller samfundsmæssige
strukturer.
Herudover er
det en betingelse for at straffe
efter bestemmelsen, at
handlingen er egnet til at
forvolde landet eller den
internationale organisation
alvorlig skade. Ved dette
forstås ikke blot alvorlig skade
i økonomisk forstand, men enhver
form for alvorlig skade, der
tilføjes et land eller en
international organisation.
Der ligger
ikke i § 114, stk. 1, noget krav
om, at den pågældende handling
skal have haft et videregående
politisk formål. Selv om
terrorisme formentlig i langt de
fleste tilfælde begås med
særlige politiske motiver, vil
§ 114, stk. 1, således inden for
de anførte rammer også kunne
finde anvendelse på andre
handlinger, hvis formål er at
skabe almindelig uro, økonomisk
kaos mv.
Bestemmelsen
i straffelovens § 114, stk. 2,
indebærer, at en person, som med
det terrorismeforsæt, der er
beskrevet i stk. 1,
transporterer våben eller
sprængstoffer, ligeledes kan
straffes med fængsel indtil
livstid.
Efter § 114,
stk. 3, kan på samme måde
endvidere straffes den, der med
et sådant forsæt truer med at
begå handlinger omfattet af
stk. 1 eller 2. Sidstnævnte
bestemmelse har – sammenholdt
med den almindelige bestemmelse
om fremsættelse af trusler i
straffelovens § 266 – karakter
af en kvalificeret
straffebestemmelse ved
fremsættelse af trusler om at
begå terrorhandlinger.
Ved
anti-terrorpakken blev der
endvidere indsat en ny
bestemmelse i straffelovens
§ 114 a om finansiering af
terrorvirksomhed i form af
økonomisk støtte samt indsamling
eller formidling af midler mv.
til en terrorgruppe.
Bestemmelsen lyder således:
» § 114 a.
Med fængsel indtil 10 år
straffes den, som
1) direkte
eller indirekte yder økonomisk
støtte til,
2) direkte
eller indirekte tilvejebringer
eller indsamler midler til eller
3) direkte
eller indirekte stiller penge,
andre formuegoder eller
finansielle eller andre lignende
ydelser til rådighed for en
person, en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller
har til hensigt at begå
terrorhandlinger omfattet af
§ 114.«
Bestemmelsen
i § 114 om økonomisk støtte mv.
til terrorister har navnlig til
formål at gennemføre forbudene
mod finansiering af terrorisme i
artikel 2 i FN’s
terrorfinansieringskonvention
samt artikel 1, litra d, i FN’s
Sikkerhedsråds resolution nr.
1373.
På samme måde
som bestemmelsen i § 114 er
§ 114 a ikke begrænset til at
beskytte danske
samfundsinteresser. Efter § 114
a er det derfor også strafbart
at yde støtte til organisationer
mv., der begår eller har til
hensigt at begå terrorhandlinger
rettet mod f.eks. andre landes
myndigheder.
§ 114 a, nr.
1, retter sig mod den enkelte
bidragsyder, som af egne midler
giver økonomisk støtte til en
gruppe, der begår eller har til
hensigt at begå
terrorhandlinger. § 114 a, nr.
2, retter sig mod den mellemmand
eller formidlingsorganisation,
som f.eks. tilvejebringer
pengene fra de enkelte
bidragsydere ved indsamlinger
eller lignende eller skaffer lån
fra pengeinstitutter mv. § 114
a, nr. 3, retter sig mod
pengeinstitutter eller andre,
som i erhvervsmæssig sammenhæng
eller på anden måde med henblik
på at opnå fortjeneste yder lån
eller leverer en finansiel
tjenesteydelse eller formidler
disse ydelser.
I
bemærkningerne er det forudsat,
at § 114 a vil være subsidiær i
forhold til den almindelige
medvirkensbestemmelse i
straffelovens § 23, jf. § 114.
Der henvises til
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 808 f og
875 f. Heraf følger, at hvis en
medvirkende har et konkretiseret
forsæt til gennem sin deltagelse
i eller finansiering af
terrorgruppen at medvirke til en
af de i § 114 nævnte handlinger,
skal der straffes efter denne
bestemmelse, jf. § 23. Hvis der
ikke foreligger et
tilstrækkeligt konkretiseret
forsæt til en bestemt
terrorhandling, kan
medvirkensbestemmelsen i § 114 a
imidlertid anvendes.
I
bemærkningerne til lovforslaget
(Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 1006) er
det udtrykkeligt anført, at det
efter § 114 a ikke alene er
strafbart at stille midler til
rådighed for en terrorgruppes
ulovlige aktiviteter. Det er
også strafbart at stille midler
mv. til rådighed for en
terrorgruppes lovlige
aktiviteter.
Straffelovens
§ 114 b indeholder en særlig,
udvidet medvirkensregel.
Bestemmelsen har navnlig til
formål at gennemføre artikel 2,
stk. 5, litra c, 1. led, i FN’s
terrorfinansieringskonvention,
der bl.a. indeholder pligt til
at kunne straffe medvirken, som
forsætligt foretages i den
hensigt at fremme en gruppes
kriminelle virksomhed eller
formål, når virksomheden eller
formålet indebærer, at der begås
forbrydelser omfattet af
konventionen.
Bestemmelsen
i § 114 b har følgende ordlyd:
» § 114 b.
Den, som i øvrigt ved
tilskyndelse, råd eller dåd
medvirker til at fremme den
kriminelle virksomhed eller det
fælles formål for en gruppe
eller sammenslutning, som
foretager en eller flere
handlinger omfattet af § 114
eller § 114 a, nr. 1 eller 2,
når virksomheden eller formålet
indebærer, at en eller flere
handlinger af denne karakter
begås, straffes med fængsel
indtil 6 år.«
Bestemmelsen
i § 114 b er indsat med henblik
på at kunne straffe den, som –
uden at have forsæt til at
medvirke til en konkretiseret
terrorhandling – forsætligt
fremmer den kriminelle
virksomhed eller det kriminelle
formål hos en gruppe personer
med kendskab til gruppens
generelle terrorformål, og som
dermed yder en form for bidrag
til, at der foretages en
terrorhandling.
Bestemmelsen
er formuleret således, at det
udvidede medvirkensbegreb
omfatter alle tilfælde, hvor en
organisation mv. begår
terrorhandlinger.
Medvirkensansvaret efter § 114 b
begrænses af, at vedkommende
person skal have forsæt til, at
den gruppe eller sammenslutning,
som støtten ydes til, har
terrorvirksomhed som – en del af
– sit generelle formål. Støtte
til en organisation, der både
har humanitære formål og
terrorformål, vil under denne
forudsætning være omfattet af
den særlige medvirkensregel.
Herudover
fremgår det udtrykkeligt af
§ 114 b, at der skal være tale
om tilskyndelse, råd eller dåd,
som »fremmer« den kriminelle
virksomhed. Støtte, der består i
rene sympatitilkendegivelser i
forhold til
terrororganisationer, vil derfor
ikke være omfattet af § 114 b.
Påskønnelse eller anerkendelse
af konkrete terrorhandlinger kan
efter omstændighederne være
omfattet af straffelovens § 136,
stk. 2, der kriminaliserer den,
der offentligt udtrykkeligt
billiger en forbrydelse omfattet
af straffelovens kapitel 12 og
13.
Som det
fremgår af formuleringen af den
særlige medvirkensregel, er
§ 114 b subsidiær i forhold til
§ 114 og § 114 a. Bestemmelsen
er således subsidiær i forhold
til den almindelige
medvirkensregel i straffelovens
§ 23, jf. § 114, og den særlige
regel om medvirken i form af
finansiering mv. i § 114 a. Det
følger heraf, at hvis en
medvirkende har et konkretiseret
forsæt til medvirken til en af
de i § 114 nævnte handlinger,
skal der straffes efter denne
bestemmelse, jf. § 23. Hvis der
ikke foreligger et
tilstrækkeligt konkretiseret
forsæt til en bestemt
terrorhandling, og der ikke er
tale om medvirken i form af
finansiering mv. heraf, jf.
§ 114 a, kan
medvirkensbestemmelsen i § 114 b
imidlertid anvendes.
Som eksempel
på bestemmelsens
anvendelsesområde kan nævnes den
professionelle rådgiver, der
yder rådgivningsbistand til en
terrororganisation, uden at
denne rådgivning kan henføres
til en bestemt terrorhandling.
Der henvises til
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 876.
Efter
straffelovens § 114 c straffes
den, som, uden at forholdet
omfattes af §§ 114-114 b,
deltager i eller yder væsentlig
økonomisk eller anden væsentlig
støtte til korps, gruppe eller
sammenslutning, der har til
hensigt ved magtanvendelse at
øve indflydelse på offentlige
anliggender eller fremkalde
forstyrrelse af samfundsordenen,
med fængsel indtil 6 år.
Den, som,
uden at forholdet omfattes af
§§ 114-114 c, deltager i ulovlig
militær organisation eller
gruppe, straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 2 år, jf.
§ 114 d.
Bestemmelserne i §§ 114 c og 114
d er en uændret videreførelse af
de tidligere bestemmelser i
straffelovens 114.
I følge
bemærkningerne
(Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 1005)
kan det ikke helt udelukkes, at
der kan være forhold af mindre
graverende karakter, som ikke
kan betegnes som
terrorvirksomhed i gængs
forstand, men som i dag er
omfattet af formuleringen om
den, der har til hensigt »ved
magtanvendelse at øve
indflydelse på offentlige
anliggender eller fremkalde
forstyrrelse af
samfundsordenen«. Bestemmelserne
er imidlertid gjort subsidiære i
forhold til bestemmelserne om
terrorisme mv. i §§ 114-114 b.
Ved lov nr.
378 af 6. juni 2002 blev der
endvidere indsat følgende
bestemmelse i straffelovens
§ 114 e:
» § 114 e.
Med fængsel indtil 6 år
straffes den, der under
skærpende omstændigheder i strid
med lovgivningen om ikke
spredning af
masseødelæggelsesvåben m.v.
1) udfører
produkter med dobbelt anvendelse
uden tilladelse,
2) til brug
for myndighedernes afgørelser om
produkter med dobbelt anvendelse
giver urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortier
oplysninger af betydning for
sagens afgørelse eller
3) handler i
strid med vilkår, der er fastsat
i myndighedernes afgørelser om
produkter med dobbelt
anvendelse.«
Bestemmelsen
i § 114 e indebærer ikke en
udvidelse af det strafbare
område med hensyn til ikke
spredning af
masseødelæggelsesvåben, idet
strafansvar som anført
forudsætter, at handlingen eller
undladelsen er i strid med
lovgivningen om ikke spredning
af masseødelæggelsesvåben.
Bestemmelsen har således
karakter af en
overbygningsbestemmelse.
Ved
»lovgivningen om ikke spredning
af masseødelæggelsesvåben«
forstås ifølge lovforslagets
bemærkninger (Folketingstidende
2001-02, 2. samling, tillæg A,
side 1007) regler mod spredning
af viden (knowhow) samt
spredning af produkter, der kan
anvendes til fremstilling af
atomvåben, biologiske og kemiske
våben, herunder også missiler,
der kan fremføre sådanne våben.
Omfattet er både EU-retsakter,
love og administrative
forskrifter i form af
bekendtgørelser mv. samt vilkår,
påbud eller forbud meddelt i
henhold til disse regler.
I
bemærkningerne er det endvidere
anført, at kravet om, at
overtrædelsen skal være begået
»under skærpende omstændigheder«
indebærer, at der skal være tale
om særligt grove overtrædelser.
Herved forstås navnlig
overtrædelser, der går
væsentligt ud over, hvad der kan
henregnes til en normal og
sædvanlig drift af en i øvrigt
lovlig (eksport)virksomhed. I
vurderingen kan bl.a. indgå, om
der er tale om mere systematisk
eller vedvarende adfærd, der er
udtryk for en bevidst
tilsidesættelse af de
sikkerhedshensyn, der ligger bag
reglerne. Der kan endvidere
lægges vægt på, om der ved den
kriminelle handling eller
undladelse er opnået eller
tilsigtet en betydelig økonomisk
fordel. Det pågældende produkts
farlighed samt oplysninger om
køberen eller slutbrugeren af
produktet kan også indgå i
vurderingen.
De i
§§ 111-115 og 118 omhandlede
forbrydelser er i alle tilfælde
genstand for offentlig påtale,
der sker efter
justitsministerens påbud, jf.
straffelovens § 118 a.
Bestemmelsen betinger
påtalemyndigheden af en
beslutning fra justitsministeren
for så vidt angår §§ 111-115 og
§ 118.
Den, der med
forsæt til skade på andres
person eller formue forvolder
sprængning, spredning af
skadevoldende luftarter,
oversvømmelser, skibbrud,
jernbane- eller anden
transportulykke, straffes efter
straffelovens § 183, stk. 1, med
fængsel indtil 12 år. Foretages
en af de i stk. 1 nævnte
handlinger under de i § 180
angivne omstændigheder, er
straffen fængsel indtil på
livstid, jf. stk. 2. Hvis
forbrydelsen begås uagtsomt, er
straffen efter stk. 3 bøde eller
fængsel indtil 2 år.
Efter
straffelovens § 183 a straffes
den, som ved ulovlig tvang, jf.
§ 260, overtager kontrollen over
et luftfartøj, skib eller et
andet kollektivt transportmiddel
eller godstransportmiddel eller
griber ind i dets manøvrering,
med fængsel indtil på livstid.
2.2.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
Europarådets
Ministerkomité besluttede i maj
2004 at give ekspertgruppen
vedrørende terrorisme (CODEXTER)
mandat til at udarbejde et eller
flere instrumenter (juridisk
bindende eller ikke-bindende)
med henblik på at lukke huller i
den internationale
terrorismebekæmpelse.
Konventionen om forebyggelse af
terrorisme udspringer af dette
mandat.
CODEXTER har
i perioden oktober 2004 til
marts 2005 afholdt 5 møder med
henblik på forhandling af
konventionsteksten.
Konventionsteksten blev vedtaget
af Ministerkomitéen den 3. maj
2005 og åbnedes for
undertegnelse på Europarådets 3.
topmøde, der afholdtes i
Warszawa den 16.-17. maj 2005.
Regeringen undertegnede
konventionen på Danmarks vegne
på topmødet.
Justitsministeriet har den 10.
maj 2005 sendt en redegørelse
til Folketingets Retsudvalg om
de lovgivningsmæssige
konsekvenser af Europarådets
konvention.
Som anført
ovenfor under pkt. 1.4. vil
Folketingets vedtagelse af
forslaget indebære samtykke
efter grundlovens § 19 til
ratifikation af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme (European Convention
on the Prevention of Terrorism).
Nedenfor
gennemgås Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme.
Konventionen
vedrører ikke egentlige
terrorhandlinger, men indebærer
en forpligtelse til at
kriminalisere visse forberedende
handlinger til terrorhandlinger:
offentlig opfordring til
terrorhandlinger, rekruttering
til terrorhandlinger og oplæring
i at begå terrorhandlinger.
Konventionen
definerer i artikel 1
terrorhandlinger som de
handlinger, der er omfattet af
10 konventioner og protokoller
opregnet i bilaget til
konventionen. Det drejer sig om
følgende:
(1) ICAO’s
konvention til bekæmpelse af
ulovlig bemægtigelse af
luftfartøjer fra 1970
(2) ICAO’s
konvention til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod den
civile luftfarts sikkerhed fra
1971
(3) FN’s
konvention om forebyggelse af og
straf for forbrydelser mod
internationalt beskyttede
personer, herunder diplomatiske
repræsentanter, fra 1973
(4) FN’s
konvention imod gidseltagning
fra 1979
(5) IAEA’s
(Det Internationale
Atomenergiagenturs) konvention
om fysisk beskyttelse af
nukleare materialer fra 1980
(6) ICAO’s
protokol til bekæmpelse af
ulovlige voldshandlinger i
lufthavne, der betjener den
internationale civile luftfart
fra 1988 (tillægsprotokol til
1971-konventionen)
(7) IMO’s
konvention til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod
søfartens sikkerhed fra 1988
(8) IMO’s
protokol til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod
fastgjorte platforme, der
befinder sig på
kontinentalsoklen, fra 1988
(9) FN’s
konvention om bekæmpelse af
terrorbombninger fra 1997
(10) FN’s
konvention til bekæmpelse af
finansiering af terrorisme fra
1999
I præamblen
er det anført, at
terrorhandlinger efter deres
beskaffenhed eller den
sammenhæng, hvori de begås, har
til formål at skræmme en
befolkning i alvorlig grad eller
uretmæssigt tvinge en regering
eller en international
organisation til at foretage
eller undlade at foretage en
handling eller alvorligt at
destabilisere eller ødelægge et
lands eller en international
organisations grundlæggende
politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige
strukturer.
Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme har ifølge artikel
2 til formål at forstærke
staternes bestræbelser med
hensyn til at forebygge
terrorisme og terrorismens
negative indvirkning på den
fulde nydelse af
menneskerettighederne, særligt
retten til liv, både nationalt
og gennem internationalt
samarbejde under behørig
hensyntagen til eksisterende
konventioner og aftaler mellem
staterne.
Det fremgår
af præamblen, at konventionen
ikke har til hensigt at berøre
etablerede principper med hensyn
til ytrings- og
forsamlingsfrihed, jf. også
artikel 12.
Artikel 3
omhandler national
forebyggelsespolitik. Efter
stk. 1 forpligtes de
kontraherende parter til at
træffe passende foranstaltninger
– særligt inden for uddannelse
af politi og andre myndigheder
samt inden for uddannelse,
kultur, information, medier og
med henblik på at øge
bevidstheden i offentligheden –
med det formål at forebygge
terrorhandlinger og de negative
konsekvenser heraf, samtidig med
at menneskerettighederne, som de
fremgår af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder og andre
instrumenter, respekteres.
Forpligtelsen
uddybes nærmere i stk. 2-4.
Således forpligtes staterne
efter stk. 2 til at træffe
sådanne foranstaltninger, som
måtte være nødvendige for at
forbedre og udvikle samarbejdet
mellem nationale myndigheder med
henblik på at forebygge
terrorhandlinger og deres
negative konsekvenser, bl.a. ved
at udveksle information,
forbedre den fysiske beskyttelse
af personer og faciliteter samt
styrke uddannelse og
koordinerede planer i tilfælde
af civile katastrofesituationer.
Efter stk. 3
forpligtes staterne endvidere
til at fremme tolerance ved at
opfordre til interreligiøs og
tværkulturel dialog, der
eventuelt skal involvere NGO’er
mv. med henblik på at forebygge
spændinger, som måtte bidrage
til, at terrorhandlinger begås.
Endelig skal
staterne efter stk. 4 bestræbe
sig på at fremme borgernes
bevidsthed om eksistensen af,
grundene til, alvorligheden af
og truslen fra terrorhandlinger
og de handlinger, der er
omhandlet i denne konvention, og
skal overveje at opfordre
borgerne til at give faktisk og
specifik hjælp til myndighederne
med henblik på forebyggelse af
sådanne handlinger.
Konventionens
artikel 4 omhandler
internationalt samarbejde om
forebyggelse af terrorisme og
forpligter staterne til, som det
findes passende samt inden for
deres muligheder, at hjælpe og
støtte hinanden med henblik på
at styrke deres kapacitet til at
forebygge terrorisme, herunder
gennem udveksling af information
og »best practices«, uddannelse
og andre fælles bestræbelser af
forebyggende karakter.
Konventionens
artikler 5-7 indeholder de
centrale
kriminaliseringsbestemmelser og
suppleres af artikel 9 om
medvirken og forsøg. Det er en
generel forudsætning for
kriminaliseringspligten, at
handlingerne begås uberettiget
og forsætligt. Det følger
endvidere af artikel 8, at de
handlinger, der skal
kriminaliseres efter artikel
5-7, fuldbyrdes, uanset om en
eller flere terrorhandlinger
faktisk begås.
Konventionens
artikel 5 forpligter
staterne til at kriminalisere
uberettigede og forsætlige
offentlige opfordringer til at
begå terrorhandlinger. Ved
offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling forstås at
udbrede eller på anden måde gøre
en meddelelse til offentligheden
tilgængelig med forsæt til at
tilskynde nogen til at begå en
terrorhandling, hvor denne
adfærd, uanset om der derved
direkte plæderes for
terrorhandlinger eller ej,
indebærer en fare for, at en
eller flere terrorhandlinger
begås.
De
kontraherende parter forpligtes
endvidere efter artikel 6
til at gøre det strafbart
uberettiget og forsætligt at
rekruttere personer til at begå
terrorhandlinger. Ved
rekruttering til at begå
terrorhandlinger forstås
hvervning af en anden person til
at begå eller deltage i en
terrorhandling eller til at
tilslutte sig en sammenslutning
eller gruppe med henblik på at
medvirke til, at en eller flere
terrorhandlinger begås af
sammenslutningen eller gruppen.
Endelig
forpligtes staterne efter
artikel 7 til at gøre det
strafbart uberettiget og
forsætlig at oplære personer til
at begå terrorhandlinger. Ved
oplæring til at begå
terrorhandlinger forstås
instruktion af andre i at
fremstille eller bruge
sprængstoffer, skydevåben eller
andre våben eller skadelige
eller farlige stoffer eller i
andre konkrete metoder eller
teknikker med henblik på at
udføre eller bidrage til, at en
terrorhandling begås, med viden
om, at det er hensigten, at de
givne færdigheder skal bruges
til dette formål.
Artikel 9
vedrører forsøg og
medvirken. Efter artikel 9,
stk. 1, har parterne en
forpligtelse til at
kriminalisere handlinger,
hvorved den pågældende medvirker
til en forbrydelse som anført i
artiklerne 5-7 eller organiserer
eller pålægger andre at begå en
sådan forbrydelse. Det samme
gælder, når den pågældende på
anden måde medvirker til, at en
gruppe personer, der handler med
et fælles formål, begår en eller
flere forbrydelser som anført i
artiklerne 5-7. Denne medvirken
skal være forsætlig og skal
enten foretages i den hensigt at
fremme gruppens generelle
kriminelle virksomhed eller
formål, når virksomheden eller
formålet indebærer, at en i
artiklerne 5-7 anført
forbrydelse begås, eller
foretages med viden om, at
gruppen har til hensigt at begå
en sådan forbrydelse.
Endvidere
skal parterne kunne straffe
forsøg på overtrædelse af de
handlinger, der skal
kriminaliseres i medfør af
artikel 6 og 7 (rekruttering og
oplæring til at begå
terrorhandlinger), jf. artikel
9, stk. 2.
Artikel 10
regulerer juridiske
personers strafansvar. Efter
artikel 10, stk. 1, forpligtes
de kontraherende parter til i
overensstemmelse med deres
juridiske principper at sikre,
at juridiske personer kan gøres
ansvarlige for deltagelse i de
handlinger, der er omfattet af
konventionens artikler 5-7 og 9.
I overensstemmelse med parternes
juridiske principper kan sådant
ansvar være strafferetligt,
civilretligt eller
administrativt, jf. stk. 2.
Sådant ansvar har ikke betydning
for det strafferetlige ansvar
for de enkeltpersoner, som har
begået forbrydelserne, jf.
stk. 3.
Artikel 11
vedrører sanktioner og
foranstaltninger. Efter artikel
11, stk. 1, skal staterne sikre,
at forbrydelser omfattet af
konventionens artikler 5-7 og 9
bliver mødt med sanktioner, der
er effektive, forholdsmæssige og
afskrækkende. Dette gælder også
i forhold til juridiske
personers ansvar, jf. stk. 3,
hvor der skal være mulighed for
en økonomisk sanktion.
Det følger af
artikel 11, stk. 2, at staterne,
i det omfang det er tilladt
efter national lovgivning, kan
tage forudgående udenlandske
endelige domfældelser for
forbrydelser omhandlet i
konventionen i betragtning, når
straffen udmåles.
Artikel 12
omhandler betingelserne for
implementeringen og anvendelsen
af
kriminaliseringsforpligtelserne
samt beskyttelse af
menneskerettighederne. Det
følger af artikel 12, stk. 1, at
staterne skal sikre, at
etableringen, implementeringen
og anvendelsen af
kriminaliseringsforpligtelsen
efter artiklerne 5-7 og 9 skal
udføres på en måde, der
respekterer
menneskerettighederne som
fastlagt i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder og andre
instrumenter. Endvidere skal
etableringen, implementeringen
og anvendelsen af
kriminaliseringsforpligtelsen
efter artiklerne 5-7 og 9 være
proportional – etableringen,
implementeringen og anvendelsen
skal således forfølge legitime
formål samt være nødvendig i et
demokratisk samfund, og
etableringen, implementeringen
og anvendelsen skal udelukke
enhver form for vilkårlighed
eller diskriminerende eller
racistisk behandling, jf.
stk. 2.
Artikel 13
omhandler ofre for
terrorisme. Efter artikel 13
forpligtes staterne til at
træffe sådanne foranstaltninger,
som måtte være nødvendige for at
beskytte og støtte ofre for
terrorisme, der er begået på
statens territorium. Sådanne
foranstaltninger kan bl.a.
omfatte – som fastlagt nationalt
– økonomisk hjælp og erstatning
til ofre og deres nære
familiemedlemmer.
Artikel 14
indeholder bestemmelser om
jurisdiktion (straffemyndighed).
Efter artikel 14, stk. 1, er de
kontraherende parter forpligtede
til at have jurisdiktion, når en
strafbar handling som anført i
artiklerne 5-7 og 9 er begået på
statens område (litra a), eller
ombord på et fartøj, der sejler
under statens flag eller ombord
i et fly, der er registreret
efter statens lovgivning (litra
b), eller af en statsborger fra
den pågældende stat (litra c).
Efter stk. 2
er det overladt til den enkelte
stat at beslutte, om der skal
være jurisdiktion, når
forbrydelsen sigtede på eller
medførte, at en i artikel 1
opregnet forbrydelse blev begået
på den pågældende stats område
eller mod en statsborger fra den
pågældende stat (litra a), at en
sådan forbrydelse blev begået
mod en af den pågældende stats
stats- eller
regeringsfaciliteter i udlandet,
herunder en af den pågældende
stats ambassader eller andre
diplomatiske eller konsulære
lokaler (litra b), eller at en
sådan forbrydelse blev begået i
et forsøg på at tvinge staten
til at foretage eller undlade at
foretage en bestemt handling
(litra c). Det samme gælder,
hvis forbrydelsen begås af en
statsløs person, som har fast
bopæl på den pågældende stats
område (litra d), eller hvor
forbrydelsen begås ombord på et
fly, der drives af den
pågældende stats offentlige
myndigheder (litra e).
Stk. 1 og 2
suppleres i stk. 3 af en
bestemmelse, der medfører pligt
til at have jurisdiktion med
hensyn til de i artiklerne 5-7
og 9 nævnte forbrydelser i
tilfælde, hvor den formodede
gerningsmand befinder sig på
statens område, og staten ikke
udleverer den pågældende til
nogen anden deltagende stat, som
har jurisdiktion på grundlag af
en jurisdiktionsregel, der
eksisterer tilsvarende i den
anmodede stat.
Når mere end
én kontraherende stat påberåber
sig jurisdiktion med hensyn til
de i artiklerne 5-7 og 9 anførte
forbrydelser, skal de
involverede stater efter
stk. 5 , som det findes
passende, konsultere med henblik
på at beslutte, hvor
retsforfølgning mest
hensigtsmæssigt kan finde sted.
Det præciseres i stk. 4 ,
at konventionen ikke afskærer en
stat fra at udøve jurisdiktion i
overensstemmelse med sin
nationale lovgivning.
Når en stat
modtager meddelelse om, at en
person, som har eller formodes
at have begået en af de
forbrydelser, der er omfattet af
konventionen, måske befinder sig
på statens territorium, er
staten i medfør af artikel 15
forpligtet til at efterforske
oplysningerne i meddelelsen. Når
betingelserne herfor er til
stede, skal staten tage passende
forholdsregler i medfør af
national lovgivning for at sikre
den pågældendes tilstedeværelse
med henblik på retsforfølgning
eller udlevering.
Det følger af
stk. 3, at den pågældende person
i sådanne tilfælde har ret til
uden ophold at komme i
forbindelse med og til at
modtage besøg af en repræsentant
fra den stat, hvori den
pågældende er statsborger, som
af andre grunde er beføjet til
at beskytte den pågældendes
rettigheder, eller – hvis den
pågældende er statsløs –
bopælsstaten, samt til at blive
orienteret om disse rettigheder.
Efter
artikel 16 finder bl.a.
konventionens bestemmelser om
udlevering som udgangspunkt ikke
anvendelse, når forbrydelsen er
begået inden for en enkelt stat,
hvori den formodede gerningsmand
er statsborger, og på hvis
område, den formodede
gerningsmand befinder sig.
Artikel 17
indeholder generelle
principper for gensidig
retshjælp i straffesager. Efter
artikel 17, stk. 1, er de
kontraherende parter forpligtet
til at yde hinanden størst mulig
bistand i forbindelse med
strafferetlig efterforskning,
retsforfølgning eller udlevering
i anledning af handlinger
omfattet af denne konvention,
herunder bistand til at
fremskaffe bevismateriale, som
staten har i sin besiddelse, og
som er nødvendigt for
straffesagen. I stk. 3
specificeres endvidere, at
staterne skal samarbejde i
videst muligt omfang i
overensstemmelse med relevante
gældende traktater mv. med
hensyn til efterforskning og
retsforfølgning af juridiske
personer.
Det følger af
stk. 2, at staterne skal opfylde
deres forpligtelser efter stk. 1
i overensstemmelse med gældende
traktater om gensidig retshjælp
mellem staterne. Hvis der ikke
findes sådanne traktater mellem
de pågældende stater, ydes
retshjælp i overensstemmelse med
national lovgivning.
Endelig
følger det af stk. 4, at
staterne kan overveje at
etablere yderligere mekanismer
med henblik på at dele
information og bevismateriale,
som er nødvendigt for at
etablere ansvar for juridiske
personer.
Artikel 18
fastslår princippet »aut
dedere aut judicare«. Princippet
indebærer, at den stat, på hvis
område den formodede
gerningsmand befinder sig, er
forpligtet til – hvis staten har
jurisdiktion, og hvis den ikke
udleverer den pågældende person
– uden ugrundet ophold at
overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med
henblik på retsforfølgning i
overensstemmelse med national
lovgivning.
Artikel 19
indeholder regler om
udlevering af lovovertrædere.
Artikel 19, stk. 1, fastslår, at
forbrydelserne omhandlet i
artiklerne 5-7 og 9 skal anses
som forbrydelser, for hvilke der
kan ske udlevering i medfør af
enhver udleveringstraktat
indgået mellem staterne, ligesom
disse forbrydelser skal omfattes
af senere udleveringstraktater.
Eksisterende
udleveringstraktater modificeres
i det omfang, de er uforenelige
med denne konvention, jf.
stk. 5.
Udlevering er
underlagt de betingelser, der er
fastsat i gældende
udleveringstraktater samt i den
anmodede stats lovgivning, jf.
stk. 2 og 3.
Af stk. 4
følger, at de i konventionen
nævnte forbrydelser for så vidt
angår udlevering mellem de
kontraherende stater om
nødvendigt skal anses for begået
ikke blot dér, hvor de fandt
sted, men også i de stater, der
har jurisdiktion efter artikel
14.
Artikel 20
fastslår, at ingen af
forbrydelserne i artiklerne 5-7
og 9 i forbindelse med
udlevering eller gensidig
retshjælp kan anses for en
politisk forbrydelse. En
begæring om udlevering eller
retshjælp kan således ikke
afslås udelukkende med den
begrundelse, at den anmodede
stat anser forbrydelsen for
politisk.
Artikel 20
indeholder dog eksplicit
mulighed for, at staterne kan
tage forbehold for denne
bestemmelse med hensyn til
udlevering. Sådanne forbehold er
underlagt et særligt
kontrolsystem. Afslag på
udlevering i en konkret sag
under henvisning til et
forbehold skal således være
konkret begrundet, og den stat,
der har afslået udlevering, skal
uden undtagelse overdrage sagen
til sine retsforfølgende
myndigheder. Hvis der ikke
foreligger en retslig afgørelse
i sagen inden rimelig tid, kan
den stat, der anmodede om og
blev nægtet udlevering,
forelægge sagen for et samråd af
kontraherende stater, der er
nævnt i artikel 30, jf.
nedenfor. Dette samråd kan
videresende sagen til
Ministerkomitéen med henblik på
vedtagelse af en erklæring.
Artikel 21
indeholder bestemmelser om
beskyttelse af
menneskerettighederne i
forbindelse med udlevering og
retshjælp. Efter stk. 1 kan
intet i konventionen således
fortolkes som en forpligtelse
til udlevering eller til at yde
retshjælp, hvis der er vægtige
grunde til at antage, at
anmodningen er fremsat med det
formål at tiltale eller straffe
en person på grund af dennes
race, religion, nationalitet,
etniske oprindelse eller
politiske overbevisning, eller
at imødekommelse af anmodningen
kunne skade den pågældendes
stilling af nogen af disse
grunde.
Stk. 2
fastslår, at intet i
konventionen kan fortolkes som
en forpligtelse til udlevering,
hvis den person, begæringen
omhandler, risikerer at blive
udsat for tortur eller for
umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. På samme
måde fastslår stk. 3, at intet i
konventionen kan fortolkes som
en forpligtelse til udlevering,
hvis den person, som begæringen
omhandler, risikerer at blive
udsat for dødsstraf, eller – i
tilfælde, hvor den anmodede
stats lovgivning ikke giver
mulighed for livstidsstraf – for
livstidsstraf uden mulighed for
prøveløsladelse, medmindre den
anmodede stat efter gældende
udleveringstraktater er
forpligtet til udlevering, hvis
den anmodende stat garanterer,
at dødsstraf ikke vil blive
pålagt, eller, hvor den vil
blive pålagt, ikke vil blive
ført ud i livet, eller at
personer ikke vil blive udsat
for livstidsstraf uden mulighed
for prøveløsladelse.
Artikel 22
vedrører uanmodet
videregivelse af oplysninger.
Efter bestemmelsen kan en
kontraherende part uden
forudgående anmodning og inden
for rammerne af national
lovgivning videregive
oplysninger fra efterforskningen
af en straffesag til en anden
part. Ved videregivelsen kan der
stilles betingelser for brugen
af oplysningerne.
Konventionens
artikler 23-32 indeholder
afsluttende bestemmelser.
Artikel 28
indeholder en særlig let
adgang til at opdatere bilaget
med eventuelle andre
FN-konventioner om terrorisme.
Opdateringer af bilaget kan
vedtages af Europarådets
Ministerkomité med kvalificeret
flertal. I givet fald træder
opdateringen i kraft for
staterne, medmindre der inden
for ét år protesteres herimod.
I artikel
30 er det fastlagt, at de
kontraherende parter
regelmæssigt skal holde samråd
med henblik på at komme med
forslag til at lette anvendelsen
og implementeringen af
konventionen, udtrykke deres
mening med hensyn til afslag på
udlevering, komme med forslag
til ændringer af konventionen og
udtrykke deres mening om
ændringsforslag fra enkeltstater
eller fra Ministerkomitéen samt
udtrykke deres mening om ethvert
spørgsmål vedrørende anvendelsen
af konventionen og lette
udveksling af information om
betydelige juridiske, politiske
eller teknologiske udviklinger.
Eventuelle
tvister mellem parterne om
fortolkningen og anvendelsen
skal søges afgjort ved
forhandling mellem parterne
eller andre fredelige midler,
herunder ved voldgift eller ved
indbringelse for Den
Internationale Domstol, jf.
artikel 29.
Det
fastlægges endelig, at
konventionen træder i kraft den
første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en
periode på 3 måneder efter den
dato, hvor 6 stater, herunder
mindst 4 af Europarådets
medlemsstater, har deponeret
deres ratifikationsinstrumenter.
Konventionen er endnu ikke trådt
i kraft.
2.3. FN’s
konvention om nuklear terrorisme
Ved FN’s
Generalforsamlings resolution
51/210 af 17. december 1996 blev
der nedsat en ad hoc-komité med
mandat til bl.a. at udarbejde en
konvention om nuklear terrorisme
som supplement til eksisterende
internationale
anti-terrorinstrumenter.
Den 1. april
2005 under ad hoc-komitéens 9.
mødesamling i New York opnåedes
enighed om en FN-konvention om
nuklear terrorisme.
Konventionsteksten blev vedtaget
af Generalforsamlingen den 13.
april 2005 og åbnedes for
undertegnelse den 14. september
2005 i forbindelse med
FN-topmødet i New York.
Regeringen har undertegnet
konventionen med sædvanligt
ratifikationsforbehold på
Danmarks vegne i forbindelse med
FN-topmødet i New York.
Justitsministeriet har den 18.
juli 2005 sendt en redegørelse
til Folketingets Retsudvalg om
de lovgivningsmæssige
konsekvenser af FN-konventionen.
Som anført
under pkt. 1.4. vil Folketingets
vedtagelse af forslaget samtidig
indebære samtykke efter
grundlovens § 19 til
ratifikation af FN’s konvention
om nuklear terrorisme
(International Convention for
the Suppression of Acts of
Nuclear Terrorism).
Nedenfor
gennemgås FN-konventionen om
nuklear terrorisme.
Konventionen
om nuklear terrorisme har til
formål at styrke forebyggelsen
af og retsforfølgning i
forbindelse med nuklear
terrorisme. Det fremgår af
præamblen, at eksisterende
multilaterale juridiske
bestemmelser ikke i
tilstrækkelig grad er rettet mod
nuklear terrorisme, ligesom
behovet for at styrke det
internationale samarbejde med
hensyn til udvikling og
vedtagelse af effektive og
praktiske foranstaltninger
vedrørende forebyggelse af
nuklear terrorisme samt
retsforfølgning af og straf til
gerningsmændene understreges.
Konventionen
indeholder en række
forpligtelser for de
kontraherende stater, særligt
med hensyn til kriminalisering
af ulovlig besiddelse og brug
mv. af radioaktivt materiale med
forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade eller
betydelig tings- eller
miljøskade og med hensyn til
internationalt samarbejde på
området.
Artikel 1
indeholder en række
definitioner af begreber, som
anvendes i konventionen.
Ved
»radioaktivt materiale« forstås
i konventionen: nukleart
materiale og andet radioaktivt
materiale, som indeholder
nuklider, der kan undergå en
spontan omdannelse (en proces,
der efterfølges af udsendelse af
en eller flere typer ioniserende
stråling, som alfa-, beta-,
neutron- eller gammastråling),
og som på grund af deres
radiologiske eller spaltelige
egenskaber kan forårsage død,
alvorlig personskade eller
betydelig tings- eller
miljøskade.
Ved »nukleart
materiale« forstås: plutonium,
bortset fra plutonium med en
isotopkoncentration på mere end
80 % i plutonium-238; uran-233;
uran, der er beriget i isotop
235 eller 233; uran, der
indeholder en blanding af
isotoper i naturligt
forekommende form bortset fra i
form af malm eller residualmalm;
ethvert materiale, der
indeholder et eller flere af
ovennævnte materialer.
»Uran, der er
beriget i uranisotoperne 235
eller 233« skal forstås som:
uran, der indeholder
uranisotoperne 235 og/eller 233
i en sådan mængde, at
isotopforholdet mellem summen af
disse isotoper og uranisotop 238
er større end det naturlige
forhold mellem isotop 235 og
isotop 238.
Ved »nukleart
anlæg« forstås: a) enhver
atomreaktor, inkl. reaktorer
installeret på skibe, køretøjer,
fly eller rumfartøjer, der
bruges som energikilde for at
drive sådanne skibe, køretøjer,
fly eller rumfartøjer eller til
ethvert andet formål; (b)
ethvert anlæg eller
transportsystem, der bruges ved
produktion, opbevaring,
forarbejdning eller transport af
radioaktivt materiale.
Ved
»anordning« forstås: (a) enhver
eksplosiv nuklear anordning;
eller (b) enhver anordning der
kan sprede radioaktivt materiale
eller udsende ioniserende
stråling og som følge af de
radiologiske egenskaber kan
forårsage død, alvorlig
personskade eller betydelig
tings- eller miljøskade.
Begrebet
»stats- eller
regeringsfacilitet« omfatter
ethvert permanent eller
midlertidigt anlæg eller
transportmiddel, der anvendes
eller er optaget af
statsrepræsentanter, medlemmer
af regering, lovgivningsmagt
eller retsvæsen eller af
embedsmænd eller medarbejdere
ansat af en stat eller en anden
offentlig myndighed eller enhed
eller af medarbejdere eller
embedsmænd ansat ved en
mellemstatslig organisation i
forbindelse med deres tjenstlige
hverv.
Endelig
forstås ved »en stats
militærstyrker« en stats væbnede
styrker, der er organiseret,
uddannet og udstyret i henhold
til dens egen lovgivning med
nationalt forsvar eller
sikkerhed som det primære
formål, samt personer, der
fungerer som støtte for disse
væbnede styrker, og som er under
deres formelle kommando, styring
og ansvar.
Artikel 2
indeholder, sammenholdt med
artikel 5, stk. 1, de centrale
kriminaliseringsbestemmelser.
Det er en generel forudsætning
for
kriminaliseringsforpligtelsen,
at handlingerne begås
uberettiget og forsætligt.
Artikel 2,
stk. 1, litra a, forpligter
staterne til at kriminalisere
uberettiget og forsætlig
besiddelse af radioaktivt
materiale samt fremstilling
eller besiddelse af en anordning
med forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade eller
betydelig tings- eller
miljøskade.
De
kontraherende parter forpligtes
endvidere efter artikel 2,
stk. 1, litra b, til at gøre det
strafbart uberettiget og
forsætligt på enhver måde at
bruge radioaktivt materiale
eller en anordning eller at
bruge eller beskadige et
nukleart anlæg på en måde, som
medfører udslip, eller som
risikerer at medføre udslip af
radioaktivt materiale, med
forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade, til
at forårsage betydelig tings-
eller miljøskade eller til at
tvinge en fysisk eller juridisk
person, en international
organisation eller en stat til
at foretage eller undlade at
foretage nogen handling.
I artikel 2,
stk. 2, litra a, forpligtes
staterne til at gøre det
strafbart uberettiget og
forsætligt at true – under
omstændigheder, som indikerer
truslens troværdighed – med at
begå en handling som beskrevet i
artikel 2, stk. 1, litra b.
Endelig er
staterne i medfør af artikel 2,
stk. 2, litra b, forpligtede til
at gøre det strafbart
uberettiget og forsætligt ved
trussel – under omstændigheder,
som indikerer truslens
troværdighed – eller ved brug af
magt at kræve radioaktivt
materiale, en anordning eller et
nukleart anlæg.
Artikel 2,
stk. 3 og 4, vedrører forsøg og
medvirken. Efter stk. 3 skal
parterne kunne straffe forsøg på
de handlinger, der er nævnt i
stk. 1, litra a og b.
Efter stk. 4
har parterne en forpligtelse til
at kriminalisere handlinger,
hvorved den pågældende medvirker
til en forbrydelse som nævnt i
stk. 1, 2 eller 3 eller
organiserer eller pålægger andre
at begå en sådan forbrydelse.
Det samme gælder, når den
pågældende på anden måde
medvirker til, at en gruppe
personer, der handler med et
fælles formål, begår en eller
flere forbrydelser som anført i
stk. 1 eller 2. Denne medvirken
skal være forsætlig og skal
enten foretages i den hensigt at
fremme gruppens generelle
kriminelle virksomhed eller
formål eller foretages med viden
om, at gruppen har til hensigt
at begå den eller de pågældende
forbrydelser.
Artikel 2
skal sammenholdes med artikel
5, stk. 2 , der medfører
pligt til at kunne straffe de i
artikel 2 nævnte handlinger med
passende straffe under hensyn
til handlingernes alvorlige
karakter. Artikel 2 skal
endvidere ses i sammenhæng med
artikel 6, hvorefter sådanne
handlinger, navnlig når de er
beregnet eller egnet til at
fremkalde en terrortilstand
blandt den brede befolkning
eller hos en gruppe personer
eller bestemte personer, ikke
skal kunne anses for berettigede
af politiske, filosofiske,
ideologiske, racemæssige,
etniske, religiøse eller andre
lignende grunde.
Efter
artikel 3 finder
konventionen som udgangspunkt
ikke anvendelse, når
forbrydelsen er begået inden for
en enkelt stat, hvori den
formodede gerningsmand og ofre
er statsborgere, og på hvis
område, den formodede
gerningsmand befinder sig.
Artikel 4
omhandler forholdet til
folkeretten, herunder den
humanitære folkeret, bl.a. i
tilfælde af væbnede styrkers
aktiviteter under væbnet
konflikt mv. Endvidere slås det
fast, at konventionen ikke
behandler spørgsmålet om
lovligheden af staters brug
eller trussel om brug af
atomvåben.
Artikel 7
omhandler samarbejdet mellem
de kontraherende stater. Efter
stk. 1 skal staterne samarbejde
ved at træffe alle praktisk
gennemførlige foranstaltninger,
om nødvendigt lovændringer, for
at forebygge og imødegå
forberedelser på deres
respektive territorier til
sådanne forbrydelser som nævnt i
artikel 2, herunder
foranstaltninger for på deres
territorier at forbyde ulovlige
aktiviteter, der udføres af
personer, grupper og
organisationer, som opmuntrer,
anstifter, organiserer, bevidst
finansierer eller yder teknisk
bistand eller information, eller
som deltager i forøvelsen af
sådanne forbrydelser, jf. litra
a.
Endvidere
skal staterne samarbejde ved at
udveksle nøjagtige og
efterprøvede oplysninger i
overensstemmelse med national
lovgivning og ved at koordinere
administrative og andre
foranstaltninger med henblik på
at opdage, forebygge, bekæmpe og
efterforske forbrydelser som
nævnt i artikel 2 og med henblik
på at indlede retsforfølgning af
personer, der formodes at have
begået disse forbrydelser.
Særligt skal staterne træffe
passende foranstaltninger med
henblik på uden ophold at
informere de øvrige stater nævnt
i artikel 9 om forøvelse af
forbrydelser som nævnt i artikel
2 såvel som forberedelser til
sådanne forbrydelser, som
staterne har kendskab til, samt
med henblik på, hvor det findes
passende, også at informere
internationale organisationer,
jf. litra b.
Efter stk. 2
skal staterne træffe passende
foranstaltninger i
overensstemmelse med national
lovgivning for at beskytte
fortroligheden af alle
oplysninger, de måtte modtage i
fortrolighed i kraft af
bestemmelserne i denne
konvention fra en anden
kontraherende stat eller gennem
deltagelse i en aktivitet, der
udføres med henblik på
gennemførelsen af denne
konvention. Hvis parterne
leverer oplysninger i
fortrolighed til internationale
organisationer, skal der tages
skridt til at sikre, at disse
oplysningers fortrolighed
beskyttes.
Det følger af
stk. 3, at konventionen ikke
medfører en pligt for en stat
til at levere oplysninger, som
staten i henhold til national
lovgivning ikke har tilladelse
til at afgive, eller som ville
bringe statens sikkerhed eller
den fysiske beskyttelse af
nukleare materialer i fare.
Endelig skal
staterne efter stk. 4 meddele
FN’s Generalsekretær, hvilke
myndigheder der er ansvarlige
for at sende og modtage den
omhandlede information.
Forbindelsespunkterne skal være
tilgængelige på kontinuerlig
basis.
A rtikel 8
fastslår, at staterne – med
henblik på at forebygge
forbrydelser som omhandlet i
konventionen – skal gøre, hvad
de kan, for at vedtage passende
foranstaltninger med henblik på
at sikre beskyttelsen af
radioaktivt materiale under
hensyntagen til Det
Internationale
Atomenergiagenturs relevante
anbefalinger og funktioner.
Artikel 9
indeholder bestemmelser om
jurisdiktion (straffemyndighed).
Efter stk. 1 er der pligt til at
sikre jurisdiktion i tilfælde,
hvor forbrydelsen begås på den
pågældende stats område (litra
a), ombord på et fartøj, der
sejler under den pågældende
stats flag, eller i et fly, der
er registreret efter den
pågældende stats lovgivning på
det tidspunkt, hvor forbrydelsen
blev begået (litra b), samt i
tilfælde, hvor forbrydelsen
begås af en statsborger fra den
pågældende stat (litra c).
Efter stk. 2
er det overladt til den enkelte
stat at beslutte, om der skal
være jurisdiktion, når
forbrydelsen begås mod en
statsborger fra den pågældende
stat (litra a) eller mod en af
den pågældende stats stats-
eller regeringsfaciliteter i
udlandet, herunder en af den
pågældende stats ambassader
eller andre diplomatiske eller
konsulære lokaler (litra b). Det
samme gælder, når forbrydelsen
begås af en statsløs person, som
har fast bopæl på den pågældende
stats område (litra c), eller i
et forsøg på at tvinge den
pågældende stat til at foretage
eller undlade at foretage en
bestemt handling (litra d), samt
i tilfælde, hvor forbrydelsen
begås ombord på et fly, der
drives af den pågældende stats
offentlige myndigheder (litra
e).
Stk. 1 og 2
suppleres i stk. 4 af en
bestemmelse, der medfører pligt
til at have jurisdiktion i
tilfælde, hvor den formodede
gerningsmand befinder sig på en
stats område, og staten ikke
udleverer den pågældende til
nogen anden deltagende stat, der
har jurisdiktion i
overensstemmelse med stk. 1
eller 2. Endvidere præciseres
det i stk. 5, at konventionen
ikke afskærer en stat fra at
udøve jurisdiktion i
overensstemmelse med sin
nationale lovgivning.
Når en stat
modtager meddelelse om, at en
forbrydelse som nævnt i artikel
2 er begået eller er ved at
blive begået på statens
territorium, eller at en person,
som har eller formodes at have
begået en sådan forbrydelse,
måske befinder sig på statens
territorium, er staten i medfør
af artikel 10 forpligtet
til at efterforske oplysningerne
i meddelelsen. Når betingelserne
herfor er til stede, skal staten
tage passende forholdsregler i
medfør af national ret for at
sikre den pågældendes
tilstedeværelse med henblik på
retsforfølgning eller
udlevering.
Det følger af
stk. 3, at den pågældende person
i sådanne tilfælde har ret til
uden ophold at komme i
forbindelse med og til at
modtage besøg af en repræsentant
fra den stat, hvori den
pågældende er statsborger, som
af andre grunde er beføjet til
at beskytte den pågældendes
rettigheder, eller – hvis den
pågældende er statsløs –
bopælsstaten, samt til at blive
orienteret om disse rettigheder.
Efter stk. 6
skal en stat, hvis den har taget
en person i forvaring i medfør
af denne artikel, øjeblikkeligt
underrette de stater, som har
jurisdiktion i sagen og, hvis
staten anser det for
tilrådeligt, andre interesserede
stater om fængslingen og
grundene hertil. Den stat, der
iværksætter efterforskning efter
stk. 1, skal endvidere omgående
give meddelelse om udfaldet
deraf til de pågældende stater
samt tilkendegive, om den agter
at udøve jurisdiktion.
Artikel 11
fastslår princippet »aut
dedere aut judicare«. Princippet
indebærer, at den stat, på hvis
område den formodede
gerningsmand befinder sig, er
forpligtet til – hvis staten har
jurisdiktion, og hvis den ikke
udleverer den pågældende person
– uden ugrundet ophold at
overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med
henblik på retsforfølgning i
overensstemmelse med national
lovgivning.
I artikel
12 er det fastsat, at enhver
person, der tages i forvaring,
eller over for hvem der træffes
andre foranstaltninger, eller
som retsforfølges i henhold til
denne konvention, skal sikres en
retfærdig behandling, herunder
nydelsen af alle de rettigheder
og garantier, som er fastsat i
lovgivningen i den stat, hvor
den pågældende befinder sig, og
i gældende bestemmelser i
folkeretten, herunder dennes
bestemmelser om
menneskerettigheder.
Artikel 13
indeholder regler om
udlevering af lovovertrædere.
Artikel 13, stk. 1, fastslår, at
forbrydelserne omhandlet i
artikel 2 skal anses som
forbrydelser, for hvilke der kan
ske udlevering i medfør af
enhver udleveringstraktat
indgået mellem staterne, ligesom
disse forbrydelser skal omfattes
af senere udleveringstraktater.
Eksisterende
udleveringstraktater modificeres
i det omfang, de er uforenelige
med denne konvention, jf.
stk. 5.
Udlevering er
underlagt de betingelser, som er
fastsat i gældende
udleveringstraktater samt i den
anmodede stats lovgivning, jf.
stk. 2 og 3.
Af stk. 4
følger, at de i konventionen
nævnte forbrydelser for så vidt
angår udlevering mellem de
kontraherende stater om
nødvendigt skal anses for begået
ikke blot dér, hvor de fandt
sted, men også i de stater, der
har jurisdiktion efter artikel
9.
Artikel 14
indeholder generelle
principper for gensidig
retshjælp i straffesager. Efter
stk. 1 er de kontraherende
parter forpligtet til at yde
hinanden størst mulig bistand i
forbindelse med strafferetlig
efterforskning, retsforfølgning
eller udlevering i anledning af
handlinger omfattet af
konventionen, herunder bistand
til at fremskaffe
bevismateriale, som staten har i
sin besiddelse, og som er
nødvendigt for straffesagen. Det
følger af stk. 2, at staterne
skal opfylde deres forpligtelser
efter stk. 1 i overensstemmelse
med gældende traktater om
gensidig retshjælp mellem
staterne. Hvis der ikke findes
sådanne traktater mellem de
pågældende stater, ydes
retshjælp i overensstemmelse med
national lovgivning.
Artikel 15
fastslår, at ingen af
forbrydelserne nævnt i artikel 2
i forbindelse med udlevering
eller gensidig retshjælp kan
anses for en politisk
forbrydelse. En begæring om
udlevering eller retshjælp kan
således ikke afslås udelukkende
med den begrundelse, at den
anmodede stat anser forbrydelsen
for politisk.
Samtidig
fastslår artikel 16 , at
intet i konventionen kan
fortolkes som en forpligtelse
til udlevering eller til at yde
retshjælp, hvis der er vægtige
grunde til at antage, at
anmodningen er fremsat med det
formål at tiltale eller straffe
en person på grund af dennes
race, religion, nationalitet,
etniske oprindelse eller
politiske overbevisning, eller
at imødekommelse af anmodningen
kunne skade den pågældendes
stilling af nogen af disse
grunde.
I artikel
17 åbnes mulighed for under
visse nærmere betingelser
midlertidigt at overføre en
person, der tilbageholdes eller
afsoner straf på en stats
område, til en anden stat, når
staten anmoder herom med henblik
på vidneforklaring,
identifikation eller anden
bistand i forbindelse med
fremskaffelse af bevismateriale
til efterforskning eller
retsforfølgning af forbrydelser,
som er omfattet af konventionen.
Artikel 18
omhandler statens håndtering
af radioaktivt materiale,
anordninger og nukleare anlæg,
der er beslaglagt eller på anden
måde under statens kontrol,
efter at der er begået en
forbrydelse som nævnt i artikel
2. I så fald skal staten efter
stk. 1 tage skridt til at
uskadeliggøre det radioaktive
materiale, anordningen eller det
nukleare anlæg, sikre at alle
nukleare materialer opbevares i
overensstemmelse med relevante
anbefalinger vedrørende
Safeguards fra Det
Internationale Atomenergiagentur
samt være opmærksom på
anbefalinger vedrørende fysisk
beskyttelse og
strålebeskyttelsesstandarder
publiceret af Det Internationale
Atomenergiagentur.
Efter stk. 2
skal radioaktivt materiale,
anordninger og nukleare anlæg
ved afslutningen af
retsforfølgning i forbindelse
med forbrydelser som nævnt i
artikel 2, eller tidligere, hvis
dette kræves efter international
ret, efter konsultationer
returneres til ejerstaten, til
den stat, hvor indehaveren er
statsborger eller har bopæl,
eller til den stat, hvor det
blev stjålet eller på anden måde
anskaffet ulovligt.
Hvor en stat
i medfør af national eller
international ret ikke har
mulighed for at returnere eller
modtage radioaktivt materiale,
anordninger eller nukleare
anlæg, eller hvor de berørte
stater bliver enige herom, skal
den stat, der besidder
materialet, anordningen eller
det nukleare anlæg i medfør af
stk. 3(1) opretholde de skridt,
der er taget i medfør af stk. 1.
Er det heller ikke lovligt for
besidderstaten at være i
besiddelse af materialet,
anordningen eller det nukleare
anlæg, skal staten sikre, at det
snarest muligt anbringes hos en
stat, der lovligt kan besidde
det, og som, hvor det findes
passende, har givet tilsagn i
overensstemmelse med stk. 1, med
henblik på dets
uskadeliggørelse, jf. stk. 3(2).
Sådanne materialer mv. må i
begge tilfælde alene anvendes
til fredelige formål.
Hvis det
radioaktive materiale,
anordningen eller det nukleare
anlæg ikke tilhører nogen af de
kontraherende stater eller en
person, der er statsborger eller
har bopæl i en kontraherende
stat, hvis det ikke var stjålet
fra eller på anden måde ulovligt
anskaffet i en kontraherende
stat, eller hvis ingen stat er
villig til at modtage det, skal
der i medfør af stk. 4 træffes
beslutning om dets anbringelse
efter konsultationer mellem de
berørte stater og relevante
internationale organisationer.
Stk. 5
indebærer, at den stat, der
besidder det radioaktive
materiale, anordningen eller det
nukleare anlæg kan anmode om
assistance og samarbejde fra
andre stater og relevante
internationale organisationer,
særligt Det Internationale
Atomenergiagentur. Staterne og
de internationale organisationer
opfordres til at yde assistance
i videst muligt omfang.
De
involverede stater skal give
meddelelse til Det
Internationale Atomenergiagentur
om anbringelsen eller den
fortsatte besiddelse af det
radioaktive materiale,
anordningen eller det nukleare
anlæg, jf. stk. 6.
Endelig
følger det af stk. 7, at
konventionen i tilfælde af
spredning i forbindelse med en
forbrydelse som nævnt i artikel
2 ikke berører internationale
regler om ansvar for atomskader
eller andre internationale
regler.
I
artiklerne 19-22 er fastsat
en række bestemmelser om de
deltagende staters indbyrdes
forhold, bl.a. med hensyn til
underretning, konsultationer og
ikke-indblanding i indre
anliggender, ved efterlevelse af
konventionen.
Konventionen
indeholder i artiklerne 23-28
undertegnelses- og
ikrafttrædelsesbestemmelser mv.
Konventionen træder i kraft den
30. dag efter den dag, hvor 22
stater har deponeret deres
ratifikationsinstrumenter.
Konventionen er endnu ikke trådt
i kraft.
2.4.
Straffelovrådets overvejelser
2.4.1.
Indledning
Som anført
ovenfor under pkt. 1.4. anmodede
Justitsministeriet den 19.
august 2005 Straffelovrådet om
nærmere at overveje, hvilke
lovgivningsmæssige ændringer en
dansk ratifikation og
gennemførelse af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og FN’s konvention om
nuklear terrorisme vil
nødvendiggøre på det
strafferetlige område.
Justitsministeriet anmodede
samtidig Straffelovrådet om i
lyset af den senere tids
udvikling og erfaringer på
terrorområdet mere generelt at
overveje, om straffelovens
anti-terrorbestemmelser
(§§ 114-114 e) i sammenhæng med
den øvrige strafferetlige
lovgivning fortsat giver et
tilstrækkeligt strafferetligt
værn mod terrorisme.
Straffelovrådet har den 1. marts
2006 afgivet betænkning nr.
1474/2006 om det strafferetlige
værn mod terrorisme.
Betænkningens
kapitel 2 og 3 indeholder
Straffelovrådets overvejelser
om, hvilke lovgivningsmæssige
ændringer en dansk ratifikation
og gennemførelse af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og af FN's konvention
om nuklear terrorisme vil
nødvendiggøre på det
strafferetlige område. Rådets
overvejelser er sket med
udgangspunkt i to redegørelser
om de lovgivningsmæssige
konsekvenser, som
Justitsministeriet har sendt til
Folketingets Retsudvalg
henholdsvis den 10. maj 2005 og
den 18. juli 2005.
Betænkningen
indeholder som bilag 1 en
oversigt over de relevante
bestemmelser i de konventioner,
der er nævnt i bilaget til
Europarådskonventionen.
Oversigten angiver til belysning
af konventionens definition af
en terrorhandling (»terrorist
offence«) de handlinger omfattet
af de 10 konventioner, som er
opregnet i bilaget til
konventionen.
Rådet har i
kapitel 4 generelt overvejet, om
straffelovens særlige
anti-terrorbestemmelser i
sammenhæng med den øvrige
strafferetlige lovgivning giver
et tilstrækkeligt værn mod
terrorisme.
Der er efter
Straffelovrådets opfattelse ikke
behov for at foreslå nye
bestemmelser om kriminalisering
af modtagelse af midler fra en
terrororganisation, således
f.eks. ikke i tilfælde hvor en
gruppe eller sammenslutning, der
begår eller har til hensigt at
begå terrorhandlinger, anvender
lovligt tilvejebragte midler,
f.eks. lønindkomst eller
indkomst hidrørende fra lovlig
erhvervsvirksomhed, til at
støtte lovlige aktiviteter,
f.eks. i form af humanitært
arbejde forestået af Røde Kors.
Det er i øvrigt rådets
opfattelse, at de gældende
bestemmelser sammen med
bestemmelserne i rådets
lovudkast rummer mulighed for at
straffe i de tilfælde, hvor der
har vist sig behov herfor.
Kapitel 5
indeholder rådets lovudkast, som
bygger på en enig indstilling
fra Straffelovrådet. Dog udtaler
et mindretal af rådets medlemmer
(dekan, professor, lic. jur.
Vagn Greve), at det ville være
naturligt, om dansk ret krævede
kvalificeret forsæt (hensigt)
ved de forskellige bestemmelser
om terror og terrorlignende
handlinger, særligt når
kriminaliseringen vedrører
handlinger, som er meget fjerne
fra selve terrorhandlingen, for
at bringe dansk ret i bedre
overensstemmelse med folkeretten
og andre landes tilsvarende
kriminaliseringer.
Rådet har
ikke i betænkningen taget
stilling til behovet for at
foretage ændringer i andre love,
f.eks. retsplejeloven og
udleveringsloven. Særligt med
hensyn til spørgsmålet om
ændring af udleveringsloven
henvises til pkt. 9 nedenfor.
Nedenfor er
der under pkt. 2.4.2. redegjort
for Straffelovrådets
overvejelser om, hvilke
lovgivningsmæssige ændringer en
dansk ratifikation og
gennemførelse af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme vil nødvendiggøre på
det strafferetlige område. I
forlængelse heraf er der under
pkt. 2.4.3. redegjort for rådets
overvejelser om de
lovgivningsmæssige ændringer, en
dansk ratifikation og
gennemførelse af konventionen om
nuklear terrorisme vil
nødvendiggøre på det
strafferetlige område.
2.4.2.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
I det
følgende redegøres for
Straffelovrådets overvejelser
om, hvilke lovgivningsmæssige
ændringer en dansk ratifikation
og gennemførelse af konventionen
om forebyggelse af terrorisme
vil nødvendiggøre på det
strafferetlige område, sml.
artiklerne 5-12 og 14. Rådets
overvejelser er som anført
ovenfor under pkt. 2.4.1. sket
med udgangspunkt i den
redegørelse, som
Justitsministeriet den 10. maj
2005 har sendt til Folketingets
Retsudvalg. Straffelovrådet har
først behandlet de artikler i
konventionen, hvis gennemførelse
efter Justitsministeriets
opfattelse kræver lovændring,
jf. pkt. 2.4.2.1. nedenfor, og
herefter behandlet de artikler,
der efter Justitsministeriets
opfattelse ikke nødvendiggør
lovændringer, jf. pkt. 2.4.2.2.
nedenfor.
2.4.2.1.
Artiklerne 6-7 sammenholdt med
artiklerne 8-9
Om
Justitsministeriets overvejelser
om lovgivningsmæssige
konsekvenser henviser
Straffelovrådet i betænkningen
til følgende:
Efter
artikel 6 har de
kontraherende parter pligt til
at kriminalisere rekruttering
til terrorisme.
Pligten til
at kriminalisere rekruttering
til terrorisme må i et vist
omfang anses for opfyldt ved
straffelovens § 114 b.
Efter § 114 b
straffes med fængsel indtil 6 år
den, som i øvrigt ved
tilskyndelse, råd eller dåd
medvirker til at fremme den
kriminelle virksomhed eller det
fælles formål for en gruppe
eller sammenslutning, som
foretager en eller flere
handlinger som nævnt i
straffelovens §§ 114 eller 114
a, nr. 1 eller 2, når
virksomheden eller formålet
indebærer, at en eller flere
handlinger af denne karakter
begås. Rekruttering til
terrorisme vil således kunne
straffes efter § 114 b, når der
er tale om at hverve en person
til en handling, der er omfattet
af § 114 eller § 114 a, nr. 1 og
2, og der samtidig er
tale om en situation, hvor der
rekrutteres til en organisation
eller gruppe med henblik på at
medvirke til, at en eller flere
terrorhandlinger begås af
organisationen eller gruppen.
Straffelovens
§ 114 b omfatter imidlertid ikke
tilfælde, hvor en person hverves
til at begå terrorhandlinger,
uden at den pågældende derved
samtidig medvirker til at fremme
den kriminelle virksomhed eller
det fælles formål for en
terrorgruppe. En dansk
ratifikation af konventionen vil
således nødvendiggøre en ændring
af straffeloven på dette punkt.
Endvidere er
definitionen af terrorhandlinger
i straffelovens § 114 ikke
umiddelbart sammenfaldende med
konventionens definition.
Således er der bl.a. ikke i
konventionens definition noget
krav om, at der i alle tilfælde
skal foreligge et
»terrorforsæt«. Det betyder, at
der ikke i alle tilfælde som
efter straffelovens § 114 skal
foreligge forsæt til at »skræmme
en befolkning i alvorlig grad
eller uretmæssigt at tvinge
danske eller udenlandske
offentlige myndigheder eller en
international organisation til
at foretage eller undlade at
foretage en handling eller at
destabilisere eller ødelægge et
lands eller en international
organisations grundlæggende
politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige
strukturer«. Det må derfor i
forbindelse med ratifikationen
overvejes nærmere, om
straffelovens § 114 b omfatter
rekruttering til alle de
handlinger, der i konventionens
artikel 1 defineres som
terrorhandlinger.
En dansk
ratifikation af konventionen vil
således kunne nødvendiggøre en
ændring af straffeloven på dette
punkt. En sådan ændring vil
f.eks. kunne gennemføres ved at
indsætte en selvstændig
bestemmelse om rekruttering til
terrorisme i straffeloven.
Efter
artikel 7 har de
kontraherende parter pligt til
at kriminalisere oplæring til
terrorisme.
Pligten til
at kriminalisere oplæring til
terrorisme må i et vist omfang
anses for opfyldt ved
straffelovens § 114 b, der er
gengivet ovenfor. Pligten til at
kriminalisere oplæring til
terrorisme aktualiserer
imidlertid tilsvarende
problemstillinger som pligten
til at kriminalisere
rekruttering til terrorisme, jf.
ovenfor. § 114 b omfatter
således ikke situationer, hvor
en person oplæres til at begå
terrorhandlinger, uden at den
pågældende derved samtidig
medvirker til at fremme den
kriminelle virksomhed eller det
fælles formål for en
terrorgruppe. En dansk
ratifikation af konventionen vil
således på dette punkt
nødvendiggøre en ændring af
straffeloven.
Endvidere må
det overvejes nærmere, om
konventionen indebærer en
kriminaliseringsforpligtelse for
situationer, hvor der oplæres
til en handling, som falder uden
for straffelovens definition af
terrorhandlinger. En dansk
ratifikation af konventionen vil
således på dette punkt kunne
nødvendiggøre en ændring af
straffeloven. En sådan ændring
vil f.eks. kunne gennemføres ved
at indsætte en selvstændig
bestemmelse om oplæring til
terrorisme i straffeloven.
Artikel 9
vedrører parternes
forpligtelse til at kunne
straffe medvirken til
forbrydelserne i artikel 5-7
samt forsøg på forbrydelserne i
artikel 6 og 7.
For så vidt
angår medvirken må
kriminaliseringsforpligtelsen
efter Justitsministeriets
opfattelse anses for opfyldt ved
bestemmelserne i straffelovens
§§ 23 og 114 b, men i det omfang
artikel 6 og 7 vurderes at kræve
lovændringer, vil en udvidelse
af § 114 b også kunne blive
aktuel, f.eks. i form af en
henvisning til eventuelle nye
bestemmelser.
For så vidt
angår forsøg vil
kriminaliseringsforpligtelsen
være opfyldt ved
forsøgsbestemmelsen i
straffelovens § 21.
I
Straffelovrådets betænkning er
det herefter anført, at
definitionen af terrorhandlinger
i straffelovens § 114 og artikel
1 i Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme som
anført ikke er sammenfaldende.
Konventionen definerer i artikel
1 terrorhandlinger som de
handlinger, der er omfattet af
de 10 konventioner og
protokoller, som er opregnet i
bilaget til konventionen. Ingen
af disse handlinger fordrer et
terrorforsæt i den betydning,
hvori dette udtryk anvendes i
straffelovens § 114, stk. 1.
Under
Straffelovrådets drøftelser er
der rejst spørgsmål om, hvorvidt
kriminaliseringspligten bl.a.
med hensyn til hvervning og
oplæring til at begå
terrorhandlinger, sml.
artiklerne 6 og 7 i
Europarådskonventionen, kan
opfyldes ved, at der i de
terrorhandlinger, som
kriminaliseringspligten knytter
sig til, indgår krav om
terrorforsæt svarende til
straffelovens § 114.
Af
betænkningen fremgår, at det til
støtte herfor bl.a. kan anføres,
at konventionen i præamblen
henviser til, at
terrorhandlinger efter deres
beskaffenhed eller den
sammenhæng, hvori de begås, har
til formål at skræmme en
befolkning i alvorlig grad eller
uretmæssigt tvinge en offentlig
myndighed eller en international
organisation til at foretage
eller undlade at foretage en
handling eller alvorligt at
destabilisere eller ødelægge et
lands eller en international
organisations grundlæggende
politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige
strukturer.
Det fremgår
desuden af betænkningen, at det
endvidere kan anføres, at det
ved gennemførelsen af FN's
terrorfinansieringskonvention og
FN's Sikkerhedsråds resolution
nr. 1373 (2001) er lagt til
grund, at
kriminaliseringspligten ifølge
disse instrumenter kan udmøntes
i overensstemmelse med
EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse
af terrorisme, der i artikel 1
rummer krav om terrorforsæt
svarende til straffelovens
§ 114, uanset at FN's
terrorfinansieringskonvention i
artikel 2, stk. 1, litra a, ikke
kræver terrorforsæt, men
henviser til handlinger, der er
forbrydelser »inden for rammerne
af og som defineret i en af de i
bilaget angivne traktater«, sml.
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 837:
»... Efter
artikel 1, litra b , [i FN's
Sikkerhedsråds resolution nr.
1373 (2001)] skal staterne
kriminalisere
terrorfinansiering. Bestemmelsen
er i al væsentlighed identisk
med artikel 2, stk. 1, i FN's
terrorfinansieringskonvention.
Resolutionen definerer
imidlertid ikke, hvad der skal
forstås ved terrorhandlinger.
Terrorhandlinger er i FN's
terrorfinansieringskonvention
defineret som handlinger
omfattet af ni opregnede
terrorkonventioner samt
handlinger, der er begået med
forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade på en
civilperson eller en anden
person, der ikke aktivt deltager
i fjendtlighederne i en væbnet
konfliktsituation, når formålet
med en sådan handling, henset
til handlingens karakter eller
sammenhæng, er at skræmme en
befolkning eller tvinge en
regering eller en international
organisation til at foretage
eller at undlade at foretage en
given handling.
Endvidere
indeholder EU's rammeafgørelse
om bekæmpelse af terrorisme en
definition af terrorisme som
visse handlinger, der begås med
det formål at skræmme en
befolkning eller uretmæssigt at
tvinge offentlige myndigheder
eller en international
organisation til at foretage en
handling, eller at destabilisere
eller ødelægge et lands eller en
international organisations
grundlæggende politiske,
forfatningsmæssige, økonomiske
eller samfundsmæssige strukturer
i alvorlig grad ...
Efter
Justitsministeriets opfattelse
må den definition af
terrorhandlinger, der fremgår af
FN's
terrorfinansieringskonvention og
EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse
af terrorisme, kunne lægges til
grund ved gennemførelsen af
resolutionen. Resolutionens
artikel 1, litra b, kræver
derfor ikke lovændringer ud
over, hvad der følger af FN's
terrorfinansieringskonvention og
af EU-rammeafgørelsen.«
Heroverfor
kan det ifølge Straffelovrådet
bl.a. anføres, at det i den
forklarende rapport til
Europarådskonventionen i tråd
med ordlyden af artikel 1
udtrykkeligt er nævnt, at
terrorforsæt (»terrorist
motivation«) ikke indgår i
gerningsindholdet i de
forbrydelser, som konventionen
vedrører, sml. den forklarende
rapport (»Explanatory Report«)
pkt. 46.
Det kan
endvidere anføres, at man i
Finland og Sverige i modsætning
til Danmark, sml. ovenfor, og
Norge, sml. norsk straffelovs
§§ 147 a og b, har udmøntet
kriminaliseringspligten i FN's
terrorfinansieringskonvention
således, at de terrorhandlinger,
hvis finansiering er gjort
strafbar, ikke udelukkende
omfatter handlinger begået med
terrorforsæt, sml. Lag (2002:
444) om straff för finansiering
av särskilt allvarlig
brottslighet i vissa fall, m.m.
og finsk straffelovs kapitel 34
a 5 § om finansiering av
terrorism.
Det er
herefter Straffelovrådets
konklusion, at det vil være
rigtigst, at
kriminaliseringspligten
vedrørende hvervning og oplæring
efter Europarådskonventionen
opfyldes således, at de
terrorhandlinger, som det skal
være strafbart at hverve og
oplære til, ikke er begrænset
til handlinger begået med
terrorforsæt.
Straffelovrådet har i den
forbindelse henvist til, at
Danmark har ratificeret og
gennemført samtlige konventioner
og protokoller omfattet af
bilaget til
Europarådskonventionen med
udgangspunkt i bestemmelserne om
manddrab, grov vold,
frihedsberøvelse mv. i
straffelovens specielle del,
sml. eksempelvis
Folketingstidende 1972-73,
tillæg A, spalte 337 ff, med
forslag til lov om ændring af
borgerlig straffelov (Sabotage
mod luftfartøjer m.v.) og
Folketingstidende 1974-75,
tillæg A, spalte 1613 ff, med
forslag til lov om ændring af
borgerlig straffelov, af lov om
ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m. og af
retsplejeloven. (Psykisk
abnormitet,
narkotikakriminalitet,
beskyttelse af diplomater m.v.).
At en eller
flere af disse bestemmelser er
overtrådt som led i en
terrorhandling, er forudsat at
skulle indgå som et moment ved
straffastsættelsen, jf.
straffelovens § 80.
Europarådskonventionen indebærer
pligt til at kriminalisere
hvervning og oplæring mv. til
handlinger, der ikke i
straffeloven er defineret som
terrorhandlinger, og som ikke i
alle tilfælde giver mulighed for
at idømme straf af fængsel på
livstid svarende til
bestemmelsen om terrorisme i
straffelovens § 114.
Der er i
Straffelovrådet enighed om, at
strafmaksimum for at begå
handlinger, der efter
Europarådskonventionen skal
anses for terrorhandlinger, som
udgangspunkt bør svare til
strafmaksimum for terrorisme i
straffelovens § 114. Der er også
enighed om, at en række af disse
handlinger ikke bør kunne
straffes med fængsel indtil på
livstid, når de ikke er begået
med terrorforsæt, og at der
omvendt kan forekomme tilfælde,
hvor hvervning og oplæring til
at begå sådanne handlinger bør
kunne straffes strengere end
udførelsen af selve handlingen.
Straffelovrådet har efter en
samlet vurdering fundet det
rigtigst som et supplement til
den gældende bestemmelse i
straffelovens § 114 at stille
forslag om en ny bestemmelse i
§ 114 a, der omfatter de
handlinger, der efter
Europarådskonventionen skal
anses som terrorhandlinger, og
som ikke allerede er omfattet af
§ 114. Herved afgrænses de
handlinger, som det – ud over
§ 114 – skal være strafbart at
finansiere og at hverve og
oplære til.
Rådet har
fundet, at den nye bestemmelse
bør give mulighed for, at
straffen for sådanne handlinger
kan overstige den højeste for
lovovertrædelsen foreskrevne
straf med indtil det halve. Er
den højeste straf, der er
foreskrevet for den pågældende
handling, mindre end 4 års
fængsel, kan straffen stige til
fængsel indtil 6 år. Forslaget
indebærer ikke en
nykriminalisering, men er udtryk
for en opkriminalisering af
handlinger, der allerede er
strafbare. De foreslåede
strafskærpelser har sammenhæng
med de internationale tiltag på
terrorområdet, som er udtryk
for, at der nu ses med større
alvor på sådanne forbrydelser.
Skærpelserne bygger endvidere på
de principper for fastsættelse
af strafferammer, som
Straffelovrådet har opstillet i
betænkning nr. 1424/2002 om
straffastsættelse og
strafferammer. Med de foreslåede
forhøjelser af strafferammerne
vil der også kunne skabes en
bedre harmoni mellem
strafferammerne for selve
terrorhandlingerne og de
strafferammer, der bør gælde for
bistandsforbrydelserne i form af
finansiering af, hvervning og
oplæring mv. til
terrorhandlingerne. I
Straffelovrådets lovudkast er
medtaget et forslag til en ny
bestemmelse i § 114 a.
Den af
Straffelovrådet foreslåede
bestemmelse i § 114 a er
affattet således, at der i
lovteksten henvises til bestemte
artikler i de berørte
konventioner og protokoller.
Straffelovrådet har fundet denne
fremgangsmåde lovteknisk mest
hensigtsmæssig bl.a. under
hensyn til, at der med den
foreslåede bestemmelse ikke sker
en udvidelse af det strafbare
område, men alene indføjes
sidestrafferammer med angivelse
af kriterier for forhøjede
strafmaksima i allerede gældende
straffebestemmelser.
Under
Straffelovrådets drøftelser er
der rejst spørgsmål om at
medtage grundvandsforurening i
§ 186, stk. 1, om sundhedsfarlig
forurening af vandforsyningen,
sml. Vagn Greve m.fl.: Den
kommenterede straffelov, Speciel
del, 8. udg., side 211 f. Det er
Straffelovrådets opfattelse, at
der kan være anledning til
eventuelt at lade spørgsmålet
indgå i Justitsministeriets
overvejelser i forbindelse med
de forslag til lovændringer, der
nu foreslås af Straffelovrådet,
med hvilke § 186, stk. 1, må
siges at have en naturlig
forbindelse.
Straffelovrådet er enig med
Justitsministeriet i, at pligten
til at kriminalisere hvervning
og oplæring til terrorhandlinger
i et vist omfang må anses for
opfyldt ved straffelovens § 114
b. I det omfang, der er tale om
hvervning eller oplæring til
konkretiserede terrorhandlinger,
opfyldes
kriminaliseringsforpligtelsen
ved den almindelige
medvirkensbestemmelse i
straffelovens § 23 sammenholdt
med § 21. Som det fremgår af det
ovenfor anførte, omfatter § 114
b ikke tilfælde, hvor en person
hverves eller oplæres til at
begå terrorhandlinger, uden at
den pågældende derved samtidig
medvirker til at fremme den
kriminelle virksomhed eller det
fælles formål for en
terrorgruppe. Endvidere er
definitionen af terrorhandlinger
i straffelovens § 114, som § 114
b henviser til, ikke
sammenfaldende med
Europarådskonventionens
definition af terrorhandlinger,
sml. ovenfor. En dansk
ratifikation af
Europarådskonventionen vil
derfor ifølge Straffelovrådet
nødvendiggøre ændringer af
straffeloven på disse punkter.
Straffelovrådet foreslår på
denne baggrund i §§ 114 c og 114
d som stk. 1 og 2 nye
bestemmelser om hvervning og
oplæring til at begå
terrorhandlinger. Et mindretal
af rådets medlemmer (dekan,
professor, lic.jur. Vagn Greve)
udtaler, at de omhandlede
bestemmelser bør forbeholdes
tilfælde, hvor der foreligger
kvalificeret forsæt (hensigt).
Straffelovrådet foreslår, at
hvervning og oplæring til
handlinger omfattet af
straffelovens § 114 og den
foreslåede bestemmelse i § 114 a
omfattes af et strafmaksimum på
10 års fængsel svarende til
strafmaksimum i den gældende
§ 114 a om finansiering af
terrorisme. Hertil foreslås
knyttet en sidestrafferamme med
et strafmaksimum på fængsel
indtil 16 år. Formålet med denne
bestemmelse er at åbne mulighed
for skærpelse af straffen i de
tilfælde, hvor der foreligger
særligt skærpende
omstændigheder, herunder navnlig
overtrædelser af systematisk
eller organiseret karakter.
Der er under
Straffelovrådets drøftelser af
rækkevidden af
kriminaliseringspligten i
Europarådskonventionens artikler
6 og 7 rejst spørgsmål om,
hvorvidt hvervning og oplæring
til finansiering af
terrorhandlinger bør have et
lavere strafmaksimum end
hvervning og oplæring til
udførelse af terrorhandlinger.
Det er i den forbindelse bl.a.
anført, at hvervning og oplæring
til finansiering af
terrorhandlinger kan være
fjernere fra den konkrete
terrorhandling end hvervning og
oplæring til udførelsen af
terrorhandlinger, og at
hvervning og oplæring til
finansiering af terrorhandlinger
efter omstændighederne kan have
ringere strafværdighed end
hvervning og oplæring til
udførelsen af terrorhandlinger.
Rådet har efter en samlet
vurdering fundet det rigtigst at
foreslå et strafmaksimum på
fængsel indtil 6 år for
hvervning og oplæring til
finansiering af
terrorhandlinger, sml.
lovudkastets § 114 c, stk. 2, og
§ 114 d, stk. 2.
Endvidere
foreslås i lovudkastets § 114 c,
stk. 3, og § 114 d, stk. 3,
bestemmelser, der kriminaliserer
den, der lader sig hverve eller
oplære til terrorhandlinger.
Disse forhold er ikke omfattet
af kriminaliseringspligten i
Europarådskonventionen. Det er
efter Straffelovrådets
opfattelse naturligt som
modstykke til kriminaliseringen
af hvervning og oplæring til at
begå terrorhandlinger at gøre
det strafbart at lade sig hverve
eller oplære til at begå
terrorhandlinger. Det er
endvidere i overensstemmelse med
den generelle tendens til at
fremrykke det strafferetlige
værn mod terrorhandlinger. Rådet
bemærker i den forbindelse, at
den, der lader sig hverve eller
oplære til at begå
terrorhandlinger, ikke kan
straffes efter reglerne om
forsøg på at begå en
terrorhandling, hvis der ikke er
tale om en tilstrækkeligt
konkretiseret handling. Rådet
foreslår, at den, der lader sig
hverve eller oplære til at begå
en handling omfattet af
straffelovens § 114 eller
lovudkastets § 114 a, skal kunne
straffes med fængsel indtil 6
år.
Som det
fremgår ovenfor, er det
Justitsministeriets opfattelse,
at pligten ifølge
Europarådskonventionens artikel
9 til at kunne straffe medvirken
til bl.a. forbrydelserne i
artiklerne 6 og 7 må anses for
opfyldt ved bestemmelserne i
straffelovens § 23 og § 114 b. I
det omfang artiklerne 6 og 7
vurderes at kræve lovændringer,
vil en udvidelse af § 114 b også
kunne blive aktuel f.eks. i form
af henvisning til eventuelle nye
bestemmelser. Pligten til at
kunne straffe forsøg på
forbrydelserne i artiklerne 6 og
7 må efter Justitsministeriets
opfattelse anses for opfyldt ved
forsøgsbestemmelsen i
straffelovens § 21.
Straffelovrådet har i
betænkningen tiltrådt denne
opfattelse.
Som det
fremgår, indebærer straffelovens
§ 114 b en udvidelse af det
strafferetlige medvirkensbegreb.
Som anført ovenfor må
opfyldelsen af artikel 9
sammenholdt med artiklerne 6 og
7 i Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme efter
Straffelovrådets opfattelse
antages at indebære, at § 114 b
skal udvides.
Der er under
Straffelovrådets gennemgang
rejst spørgsmål om kravene til
tilregnelse. Det er bl.a. nævnt,
at de folkeretlige pligter, som
bestemmelserne tilsigter at
opfylde, kan fortolkes således,
at de ikke indebærer krav om
forsæt omfattende alle
forsætsgrader. Det er endvidere
anført, at det eksempelvis kan
være foreneligt med bl.a. FN's
terrorfinansieringskonvention og
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme at
indskrænke disse bestemmelser
til tilfælde, hvor
gerningsmanden handler med
kvalificeret forsæt (hensigt)
til at fremme virksomheden for
en sammenslutning m.fl., som
begår eller har til hensigt at
begå terrorhandlinger mv.
Straffelovrådet har efter en
samlet vurdering fundet det
rigtigst at opretholde de
gældende bestemmelser om terror
og terrorlignende handlinger
uændret for så vidt angår kravet
om tilregnelse.
Et flertal af
rådets medlemmer har endvidere
fundet, at det samme bør gælde
for så vidt angår lovudkastets
§§ 114 b, 114 c, 114 d og 114 e.
Flertallet bemærker i den
forbindelse, at der er tale om
bistand til alvorlige
forbrydelser af almenfarlig
karakter, og at der ikke er
grundlag for at anvende et mere
snævert forsætsbegreb end dansk
rets almindelige forsætsbegreb.
En sådan begrænsning ville også
indebære en fravigelse af den
måde, hvorpå man normalt har
implementeret tilsvarende
bestemmelser om tilregnelse i
internationale konventioner.
Flertallet er
opmærksom på, at strafansvar
efter § 114 d er betinget af, at
oplæringen sker med viden om
, at den, der oplæres, har
til hensigt at anvende
færdighederne til at begå eller
fremme handlinger af den i
bestemmelsen omhandlede
beskaffenhed. Flertallet
bemærker i den forbindelse, at
formålet med det kvalificerede
forsætskrav i denne henseende er
at udelukke personer, der f.eks.
underviser i våbenbrug på
politiskoler eller i
skytteforeninger, og som ikke
har viden om, at eleverne
påtænker at anvende
færdighederne i det pågældende
øjemed, fra det strafbare
område, sml. bemærkningerne til
§ 114 d i lovudkastet.
Dette flertal
foreslår på den anførte baggrund
kun ændringer i den gældende
§ 114 b svarende til rådets
forslag til en ny § 114 e, der
indebærer, at bestemmelsen
kommer til at omfatte fremme af
enkeltpersoners virksomhed og
derved bringes på linje med den
gældende § 114 a, og at
bestemmelsen udvides med
handlinger af den beskaffenhed,
der omhandles i den gældende
§ 114 a, nr. 3 (lovudkastets
§ 114 b, nr. 3), og i
lovudkastets §§ 114 a, 114 c og
114 d.
Et mindretal
af rådets medlemmer (dekan,
professor, lic. jur. Vagn Greve)
udtaler, at det ville være
naturligt, om dansk ret krævede
kvalificeret forsæt (hensigt)
ved de forskellige bestemmelser
om terror og terrorlignende
handlinger, særligt når
kriminaliseringen vedrører
handlinger, som er meget fjerne
fra selve terrorhandlingen, sml.
lovudkastets §§ 114 c, 114 d og
114 e.
Straffelovens
§ 88 indeholder regler om
straffastsættelse i tilfælde af
sammenstød. I tilfælde, hvor
flere strafferammer kommer i
betragtning, fastsættes en
fælles straf inden for den
strengeste af disse. Under
særdeles skærpende
omstændigheder kan straffen
udmåles inden for en
strafferamme forhøjet med det
halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt.
Der er under
Straffelovrådets drøftelser
rejst spørgsmål om anvendelse af
straffelovens § 88, stk. 1, 2.
pkt., på forhold omfattet af
lovudkastets §§ 114 a-e. Af
betænkningen fremgår det, at til
fordel herfor kan bl.a. anføres,
at § 88, stk. 1, 2. pkt., efter
sin ordlyd og placering i
straffelovens almindelige del
som udgangspunkt finder
anvendelse på alle strafbare
forhold, jf. straffelovens § 2.
Det kan endvidere anføres, at
strafforhøjelsesreglen i
retspraksis har fundet
anvendelse ved pådømmelsen af
sammenstødstilfælde omfattet af
strafforhøjelsesbestemmelser i
speciel del, sml. straffelovens
§ 191 om grove
narkotikaforbrydelser og § 288,
stk. 2, om røveri af særlig grov
beskaffenhed samt betænkning nr.
1424/2002 om straffastsættelse
og strafferammer, side 443 ff.
Herudover kan det nævnes, at
hverken ordlyden af eller
forarbejderne til de gældende
bestemmelser i §§ 114 a og b,
der har strafmaksima på
henholdsvis 10 og 6 år, kan
antages at udelukke, at
strafudmåling efter
omstændighederne sker inden for
en strafferamme forhøjet med det
halve. Endelig kan det påpeges,
at hvervning og oplæring til at
begå terrorhandlinger omfattet
af lovudkastets § 114 a
undertiden bør kunne straffes
strengere end medvirken, jf.
straffelovens § 23, til den
konkrete handling omfattet af
§ 114 a.
Heroverfor
kan det ifølge Straffelovrådet
anføres, at de skærpede
strafmaksima, der foreslås med
den nye bestemmelse i
lovudkastets § 114 a, i
sammenstødstilfælde kan være
tilstrækkelige til at ramme
tilfælde, hvor der bl.a. under
hensyn til forbrydelsens
karakter og grovhed opstår behov
for at udmåle straffe, der
rækker videre end de gældende
tidsbestemte maksima f.eks. i
straffelovens § 266 om trusler.
Det kan endvidere nævnes, at
mange af de bestemmelser, der
indgår i lovudkastets § 114 a,
allerede rummer mulighed for at
idømme fængsel indtil på
livstid, og at der, såfremt
betingelserne for at kunne
straffe efter straffelovens
§ 114 er opfyldt, efter
omstændighederne kan idømmes
fængsel indtil på livstid,
f.eks. i tilfælde af trusler om
terrorisme, jf. § 114, stk. 2.
Det er
Straffelovrådets konklusion, at
straffelovens § 88, stk. 1, 2.
pkt., i almindelighed bør kunne
finde anvendelse. I tilfælde,
hvor der er spørgsmål om at
pådømme forhold efter § 114 a,
bør det dog ikke også kunne
komme på tale at strafskærpe
efter § 88, stk. 1, 2. pkt. I de
tilfælde, hvor der opstår
spørgsmål om at fastsætte
sammenstødsstraf for forhold
omfattet af både lovudkastets
§ 114 a og andre bestemmelser i
straffeloven, hvor § 114 a ikke
indgår, bør straffastsættelsen
fortsat kunne ske under
anvendelse af § 88, stk. 1, 2.
pkt., bortset fra tilfælde
omfattet af straffelovens § 110
d, sml. bemærkningerne til
lovudkastets §§ 110 d og 114 a i
betænkningens kapitel 5.
Sammenfattende kan
Straffelovrådet tiltræde
Justitsministeriets opfattelse
med hensyn til behovet for
lovændringer som følge af
gennemførelsen af artiklerne 6
og 7 sammenholdt med artikel 9 i
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme.
Rådet foreslår, at der i
straffeloven som §§ 114 a-e
indsættes bestemmelser med
henblik på at opfylde
kriminaliseringspligten i
artiklerne 6 og 7 sammenholdt
med artikel 9. I forlængelse
heraf foreslås den, der lader
sig hverve eller oplære til at
begå terrorhandlinger, omfattet
af det strafbare område.
Den hidtil
gældende § 114 a om finansiering
af terrorisme foreslås i
lovudkastets § 114 b videreført
således, at bestemmelsen
omfatter handlinger efter såvel
§ 114 som lovudkastets § 114 a.
Med tilføjelsen af handlinger
omfattet af § 114 a skabes
tillige sikkerhed for, at
Danmark fuldt ud opfylder
pligten i artikel 2, stk. 1,
litra a, i FN's
terrorfinansieringskonvention
til at kunne straffe
finansiering af
terrorhandlinger.
Der foreslås
endvidere en tilpasning af den
gældende § 114 b, således at
bestemmelsen kommer til at
omfatte fremme af
enkeltpersoners virksomhed og
derved bringes på linje med den
gældende § 114 a, og således at
bestemmelsen udvides med
handlinger af den beskaffenhed,
der omhandles i den gældende
§ 114 a, nr. 3 (lovudkastets
§ 114 b, nr. 3), og af
lovudkastets §§ 114 a, 114 c og
114 d.
Straffelovrådet har ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at
udskille bestemmelserne om
terrorhandlinger til en særlig
lov eller et særskilt kapitel i
straffeloven. I stedet foreslås
en tilpasning af overskriften
til straffelovens 13. kapitel.
Om
enkelthederne i Straffelovrådets
forslag henvises til rådets
lovudkast med bemærkninger i
betænkningens kapitel 5.
2.4.2.2.
Artiklerne 5, 10-11 og 14
Om
Justitsministeriets overvejelser
henviser Straffelovrådet i
betænkningen til følgende:
Artikel 5
vedrører parternes
forpligtelse til at
kriminalisere offentlige
opfordringer til terrorisme.
Pligten til
at kriminalisere ytringer
omfattet af artikel 5 må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
bestemmelsen i straffelovens
§ 136, stk. 1, om offentlig
tilskyndelse til forbrydelse.
Efter denne
bestemmelse straffes den, som
uden derved at have forskyldt
højere straf offentlig
tilskynder til forbrydelse, med
bøde eller fængsel indtil 4 år.
Artikel 10
vedrører staternes
forpligtelse til at gøre
juridiske personer ansvarlige
for de handlinger, der er nævnt
i konventionens artikel 5-7 og
9.
Denne
forpligtelse vil være opfyldt
med straffelovens § 306,
hvorefter der kan pålægges
selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter
reglerne i 5. kapitel for
overtrædelse af straffeloven.
Artikel 11
indebærer en forpligtelse
for parterne til at sikre, at
handlinger omfattet af
konventionens artikel 5-7 og 9
bliver mødt med sanktioner, der
er effektive, som står i
rimeligt forhold til
overtrædelsen, og som har en
afskrækkende virkning.
Denne
forpligtelse må anses for
opfyldt ved de bestemmelser i
straffeloven, der er nævnt
ovenfor i forbindelse med
overvejelserne om de
lovgivningsmæssige konsekvenser
af konventionens artikel 5-7.
Forpligtelsen skal naturligvis
ligeledes overholdes ved
udformningen af de ændringer,
der måtte kræves i forhold til
artikel 6 og 7.
Artikel 11,
stk. 2, om muligheden for at
tage forudgående, udenlandske,
endelige domme i betragtning, er
ikke bindende for staterne.
Bestemmelsen
må imidlertid allerede anses for
opfyldt med straffelovens § 84,
stk. 2, hvorefter retten kan
tillægge straffedomme afsagt
uden for den danske stat samme
gentagelsesvirkning som de her i
landet afsagte.
Artikel 14
vedrører parternes
forpligtelse til at have
jurisdiktion (straffemyndighed)
med hensyn til handlinger
omfattet af konventionens
artikel 5-7 og 9.
Forpligtelsen
efter artikel 14, stk.1, må
efter Justitsministeriets
opfattelse anses for opfyldt ved
bestemmelserne om dansk
jurisdiktion i straffelovens
§§ 6, 7, stk. 1, og 8, nr. 5.
Efter
straffelovens § 6 hører under
dansk straffemyndighed
handlinger, som foretages i den
danske stat (nr. 1), på dansk
fartøj, som befinder sig uden
for nogen stats folkeretligt
anerkendte område (nr. 2), eller
på dansk fartøj, som befinder
sig på fremmed folkeretligt
anerkendt område, af personer,
der hører til fartøjet eller som
rejsende følger med dette (nr.
3).
Under dansk
straffemyndighed hører efter
straffelovens § 7, stk. 1,
handlinger, som en person, der
har dansk indfødsret eller er
bosat i den danske stat, har
foretaget uden for denne, for så
vidt handlingen er foretaget
uden for folkeretligt anerkendt
statsområde, hvis handlinger af
den pågældende art kan medføre
højere straf end fængsel i 4
måneder (nr. 1), eller for så
vidt handlingen er foretaget
inden for sådant område, hvis
den er strafbar også efter den
dér gældende lovgivning (nr. 2).
Endelig hører
efter straffelovens § 8, nr. 5,
under dansk straffemyndighed
handlinger, uden hensyn til,
hvor gerningsmanden hører
hjemme, når handlingen er
omfattet af mellemfolkelig
overenskomst, ifølge hvilken
Danmark er forpligtet til at
foretage retsforfølgning. I det
omfang, der er sager omfattet af
artikel 14, stk. 1, som falder
uden for straffelovens § 6 og
§ 7, stk. 1, vil disse således
være omfattet af § 8, nr. 5.
Artikel 14,
stk. 2, opregner en række
muligheder for at etablere
jurisdiktion for handlinger
omfattet af konventionens
artikel 1, som ikke er bindende
for staterne.
Artikel 14,
stk. 3, medfører en pligt til at
have jurisdiktion med hensyn til
de i artikel 5-7 og 9 nævnte
forbrydelser i tilfælde, hvor
den formodede gerningsmand
befinder sig på statens område,
og staten ikke udleverer den
pågældende til nogen anden
deltagende stat, som har
jurisdiktion på grundlag af en
jurisdiktionsregel, der
eksisterer tilsvarende i den
anmodede stat.
Denne
forpligtelse må anses for
opfyldt ved straffelovens § 8,
nr. 5 og 6.
Efter
straffelovens § 8, nr. 6, hører
under dansk straffemyndighed
handlinger uden hensyn til, hvor
gerningsmanden hører hjemme, når
udlevering af sigtede til
retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så
vidt den er foretaget inden for
folkeretligt anerkendt
statsområde, er strafbar efter
den dér gældende lovgivning, og
den efter dansk ret kan medføre
højere straf end fængsel i 1 år.
I det omfang, der er sager
omfattet af artikel 14, stk. 3,
som falder uden for
straffelovens § 8, nr. 6, vil
disse være omfattet af § 8, nr.
5, jf. ovenfor.
Forpligtelsen
til i medfør af stk. 5 at
konferere, når mere end én
kontraherende stat påberåber sig
jurisdiktion med hensyn til de i
artikel 5-7 og 9 anførte
forbrydelser, vedrører den
konkrete sagsbehandling og
nødvendiggør ikke lovændringer.
Straffelovrådet har i
betænkningen tiltrådt
Justitsministeriets opfattelse,
idet Rådet for så vidt angår
artikel 14 om jurisdiktion
bemærker, at en tilsvarende
opfattelse senest er lagt til
grund ved gennemførelsen af
lignende bestemmelser i
FN-konventionen til bekæmpelse
af finansiering af terrorisme
(artikel 7), sml.
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 819-820,
829 og 832 ff.
2.4.3. FN’s
konvention om nuklear terrorisme
I det
følgende redegøres for
Straffelovrådets overvejelser om
de lovgivningsmæssige ændringer
en dansk ratifikation og
gennemførelse af konventionen om
nuklear terrorisme vil
nødvendiggøre på det
strafferetlige område, sml.
artiklerne 2, 5 og 9. Rådets
overvejelser har som anført i
betænkningen taget udgangspunkt
i en redegørelse, som
Justitsministeriet den 18. juli
2005 har sendt til Folketingets
Retsudvalg. De artikler i
konventionen, hvis gennemførelse
efter Justitsministeriets
opfattelse kræver lovændring,
behandles først i betænkningen,
jf. nedenfor under pkt.
2.4.3.1., og de artikler, der
efter Justitsministeriets
opfattelse ikke nødvendiggør
lovændringer, gennemgås
herefter, jf. pkt. 2.4.3.2.
2.4.3.1.
Artiklerne 2 og 5
Om
Justitsministeriets overvejelser
om lovgivningsmæssige
konsekvenser henviser
Straffelovrådet i betænkningen
til følgende:
Konventionens
artikel 2 indeholder
sammenholdt med artikel 5,
stk. 1, de centrale
kriminaliseringsbestemmelser.
Artikel 2,
stk. 1, litra a , forpligter
staterne til at kriminalisere
uberettiget og forsætlig
besiddelse af radioaktivt
materiale samt fremstilling
eller besiddelse af en anordning
med forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade eller
til at forårsage betydelig
tings- eller miljøskade.
Forpligtelsen
til at kriminalisere de
handlinger, der begås med forsæt
til at forårsage død eller
alvorlig personskade eller til
at forårsage betydelig
tingsskade, må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt ved
straffelovens § 183 sammenholdt
med § 21 om forsøg.
Efter
straffelovens § 183, stk. 1,
straffes den, der med forsæt til
skade på andres person eller
formue forvolder sprængning,
spredning af skadevoldende
luftarter, oversvømmelse,
skibbrud, jernbane- eller anden
transportulykke, med fængsel
indtil 12 år.
Af
straffelovens § 21 følger, at
handlinger, som sigter til at
fremme eller bevirke udførelsen
af en forbrydelse, straffes, når
denne ikke fuldbyrdes, som
forsøg. § 21 omfatter i vidt
omfang forberedende handlinger
til forbrydelser. Anskaffelse og
efterfølgende besiddelse af
radioaktivt materiale i den
hensigt at bruge materialet til
et angreb, der medfører tab af
menneskeliv, vil således kunne
straffes som forsøg.
Forpligtelsen
til at kriminalisere de
handlinger, der begås med forsæt
alene til at forårsage betydelig
miljøskade, er derimod ikke
omfattet af straffelovens § 183,
jf. § 21, og er heller ikke
omfattet af miljølovgivningen og
dermed straffelovens § 196.
Ratifikation af konventionen vil
derfor nødvendiggøre en
lovændring på dette punkt,
f.eks. i form af en ændring af
straffelovens § 183.
Besiddelse af
radioaktivt materiale uden
tilladelse fra Sundhedsstyrelsen
er endvidere strafbart efter lov
om brug mv. af radioaktive
stoffer, uanset om der
foreligger et videregående
forsæt.
De
kontraherende parter forpligtes
endvidere efter artikel 2,
stk. 1, litra b , til at
gøre det strafbart uberettiget
og forsætligt på enhver måde at
bruge radioaktivt materiale
eller en anordning vedrørende
sådant materiale eller at bruge
eller skade et nukleart anlæg på
en måde, som medfører udslip,
eller som risikerer at medføre
udslip af radioaktivt materiale,
med forsæt til (i) at forårsage
død eller alvorlig personskade,
(ii) til at forårsage betydelig
tings- eller miljøskade eller
(iii) til at tvinge en fysisk
eller juridisk person, en
international organisation eller
en stat til at foretage eller
undlade at foretage en given
handling.
Forpligtelsen
til at kriminalisere de af de
nævnte handlinger, der foretages
med forsæt til at forårsage død
eller alvorlig personskade eller
til at forårsage betydelig
tingsskade, må her ligeledes
efter Justitsministeriets
opfattelse anses for opfyldt ved
straffelovens § 183 sammenholdt
med § 21 om forsøg.
Med hensyn
til forpligtelsen til at
kriminalisere de af de nævnte
handlinger, der foretages med
forsæt til at forårsage
betydelig miljøskade, må der
efter Justitsministeriets
opfattelse gælde det samme som
nævnt i relation til litra a.
Ratifikation af konventionen vil
derfor nødvendiggøre en
lovændring på dette punkt,
f.eks. i form af en ændring af
straffelovens § 183.
For så vidt
angår handlinger, der foretages
med forsæt til at tvinge en
fysisk eller juridisk person, en
international organisation eller
en stat til at foretage eller
undlade at foretage en handling
(iii), kan man efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke forestille sig en sådan
handling i praksis, uden at den
samtidig vil falde ind under
enten pkt. (i) eller (ii). Det
skyldes, at bestemmelsen
omfatter tilfælde, hvor der
forårsages et radioaktivt udslip
eller skabes konkret risiko
herfor. Handlingen vil i så fald
være strafbar i dansk ret i
medfør af de ovennævnte
bestemmelser (§ 183 sammenholdt
med § 21), forudsat at der
foretages den ovennævnte ændring
af § 183.
Foretages de
i § 183 nævnte handlinger med
forsæt til at tvinge en
international organisation eller
en stat til at foretage eller
undlade at foretage en handling,
vil forholdet være omfattet af
straffelovens § 114 om
terrorhandlinger (igen forudsat
at der foretages den ovennævnte
ændring af § 183).
Endelig
forpligtes staterne efter
artikel 2, stk. 2 , til
(litra a) at gøre det strafbart
uberettiget og forsætligt at
true – under omstændigheder, som
indikerer truslens troværdighed
– med at begå en handling som
beskrevet i artikel 2, stk. 1,
litra b, samt (litra b) at gøre
det strafbart uberettiget og
forsætligt ved trussel – under
omstændigheder, som indikerer
truslens troværdighed – eller
ved brug af magt at kræve
radioaktivt materiale, en
anordning eller et nukleart
anlæg.
Forpligtelsen
i litra a må efter
Justitsministeriets opfattelse
anses for opfyldt med
straffelovens § 266 og § 114,
stk. 3.
Efter
straffelovens § 266 straffes
den, som på en måde, der er
egnet til hos nogen at fremkalde
alvorlig frygt for eget eller
andres liv, helbred eller
velfærd, truer med at foretage
en strafbar handling, med bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Efter
straffelovens § 114, stk. 3,
straffes på samme måde som efter
§ 114, stk. 1, den, som med det
i stk. 1 nævnte forsæt truer med
at begå en af de i stk. 1 og 2
nævnte handlinger.
Forpligtelsen
i litra b må anses for opfyldt
med bestemmelsen i straffelovens
§ 260, som bl.a. kriminaliserer
den, som tvinger nogen til at
gøre, tåle eller undlade noget
ved vold eller ved trussel om
vold, om betydelig skade på
gods, om frihedsberøvelse eller
om at fremsætte usand sigtelse
for strafbart eller ærerørigt
forhold eller at åbenbare
privatlivet tilhørende forhold.
Artikel 2,
stk. 3 og 4 , vedrører
forsøg og medvirken.
Efter
stk. 3 skal parterne kunne
straffe forsøg på de handlinger,
der er nævnt i stk. 1, litra a
og b. Denne forpligtelse vil
være opfyldt ved bestemmelsen om
forsøg i straffelovens § 21.
Artikel 2,
stk. 4, vedrører staternes
forpligtelse til at kunne
straffe medvirken til
forbrydelserne i artikel 2,
stk. 1-3. En tilsvarende
bestemmelse om medvirken findes
i artikel 2, stk. 3, i FN’s
terrorbombekonvention.
Stk. 4,
litra a og b , medfører en
forpligtelse til at
kriminalisere handlinger,
hvorved den pågældende medvirker
til en forbrydelse som nævnt i
stk. 1, 2 eller 3, samt hvor den
pågældende organiserer eller
pålægger andre at begå en sådan
forbrydelse.
Denne
forpligtelse må anses for
opfyldt med straffelovens § 23
om medvirken.
Efter
litra c skal staterne
endvidere kunne straffe
handlinger, hvor den pågældende
på anden måde medvirker til, at
en gruppe personer, der handler
med et fælles formål, begår en
eller flere forbrydelser som
anført i stk. 1 eller 2. Denne
medvirken skal være forsætlig og
skal enten foretages i den
hensigt at fremme gruppens
generelle kriminelle virksomhed
eller formål eller foretages med
viden om, at gruppen har til
hensigt at begå den eller de
pågældende forbrydelser.
I forbindelse
med Danmarks ratifikation af
FN’s Terrorbombekonvention
vurderede Justitsministeriet, at
kriminaliseringsforpligtelsen i
Terrorbombekonventionens artikel
2, stk. 3, litra c, 1. led, var
dækket af straffelovens § 23 om
medvirken. Det er fortsat
Justitsministeriets opfattelse,
og artikel 2, stk. 4, litra c,
kræver på den baggrund ikke
lovændringer.
I de
tilfælde, hvor en handling
omfattet af konventionen er
omfattet af straffelovens § 114
eller § 114, jf. § 21, vil det
udvidede medvirkensansvar efter
§ 114 b i øvrigt finde
anvendelse ud over det
almindelige medvirkensansvar.
Artikel 5,
stk. 2 , indebærer en
forpligtelse for parterne til at
sikre, at de i artikel 2 nævnte
handlinger kan straffes med
passende straffe under hensyn
til handlingernes alvorlige
karakter.
Denne
forpligtelse må anses for
opfyldt ved de bestemmelser i
straffeloven, der er nævnt
ovenfor i forbindelse med
overvejelserne om de
lovgivningsmæssige konsekvenser
af konventionens artikel 2,
stk. 1 og 2.
Straffelovrådet har i
betænkningen tiltrådt
Justitsministeriets opfattelse
som gengivet ovenfor. Dog er der
under Straffelovrådets
drøftelser rejst spørgsmål om,
hvorvidt straffelovens § 183
sammenholdt med § 21 kan antages
at dække i alle tilfælde, hvor
der efter artikel 2, stk. 1,
litra a og b, er pligt til at
kriminalisere handlinger, der
foretages med forsæt til at
forårsage død eller alvorlig
personskade eller betydelig
tingsskade. Det er i den
forbindelse bl.a. nævnt, at der
alene kan straffes for forsøg i
tilfælde, hvor der er forsæt til
en konkret handling omfattet af
§ 183. Det er endvidere anført,
at § 183 angår tilfælde, hvor
der forvoldes sprængning eller
spredning af skadevoldende
luftarter. Det er tillige
påpeget, at pligten i artikel 2,
stk. 1, litra b, til at
kriminalisere brug af
radioaktive stoffer mv. i
tvangsøjemed rækker videre end
straffelovens § 114, idet brug
af radioaktive stoffer mv. til
f.eks. at tvinge en fysisk eller
juridisk person til at foretage
eller undlade at foretage en
handling skal kunne straffes i
tilfælde, hvor der er handlet
uden terrorforsæt.
Det er
Straffelovrådets konklusion, at
det vil være rigtigst at
indsætte en ny bestemmelse i
straffeloven, der retter sig mod
besiddelse og anvendelse af
radioaktive stoffer mv. med
forsæt til skade på andres
person eller til betydelig skade
på andres ting eller på miljøet.
Rådet har i den forbindelse
fundet det rigtigst også at
medtage en bestemmelse om
uagtsomhed, smh. herved
straffelovens § 183, stk. 3.
Straffelovrådet foreslår derfor
efter drøftelse med Statens
Institut for Strålehygiejne
indsættelse af en ny bestemmelse
i straffelovens § 192 b.
Rådet
foreslår endvidere, at den nye
§ 192 b indføjes i den gældende
§ 114 og i rådets forslag til
den nye § 114 a. Om
enkelthederne i Straffelovrådets
forslag henvises til rådets
lovudkast med bemærkninger i
betænkningens kapitel 5.
2.4.3.2.
Artikel 9
Om
Justitsministeriets overvejelser
henviser Straffelovrådet i
betænkningen til følgende:
Artikel 9
vedrører parternes
forpligtelse til at have
jurisdiktion (straffemyndighed)
med hensyn til handlinger
omfattet af konventionens
artikel 2.
Forpligtelsen
efter artikel 9, stk. 1, må
efter Justitsministeriets
opfattelse anses for opfyldt ved
bestemmelserne om dansk
jurisdiktion i straffelovens
§§ 6, 7, stk. 1, og 8, nr. 5.
Efter
straffelovens § 6 hører under
dansk straffemyndighed
handlinger, som foretages i den
danske stat (nr. 1), på dansk
fartøj, som befinder sig uden
for nogen stats folkeretligt
anerkendte område (nr. 2), eller
på dansk fartøj, som befinder
sig på fremmed folkeretligt
anerkendt område, af personer,
der hører til fartøjet eller som
rejsende følger med dette (nr.
3).
Under dansk
straffemyndighed hører efter
straffelovens § 7, stk. 1,
handlinger, som en person, der
har dansk indfødsret eller er
bosat i den danske stat, har
foretaget uden for denne, for så
vidt handlingen er foretaget
uden for folkeretligt anerkendt
statsområde, hvis handlinger af
den pågældende art kan medføre
højere straf end fængsel i 4
måneder (nr. 1), eller for så
vidt handlingen er foretaget
inden for sådant område, hvis
den er strafbar også efter den
dér gældende lovgivning (nr. 2).
Endelig hører
efter straffelovens § 8, nr. 5,
under dansk straffemyndighed
handlinger, uden hensyn til,
hvor gerningsmanden hører
hjemme, når handlingen er
omfattet af mellemfolkelig
overenskomst, ifølge hvilken
Danmark er forpligtet til at
foretage retsforfølgning. I det
omfang, der er sager omfattet af
artikel 14, stk. 1, som falder
uden for straffelovens § 6 og
§ 7, stk. 1, vil disse således
være omfattet af § 8, nr. 5.
Artikel 9,
stk. 2, indeholder en
ikke-bindende opregning af en
række muligheder for at etablere
jurisdiktion for handlinger
omfattet af konventionens
artikel 1.
Artikel 9,
stk. 4, medfører en pligt til at
have jurisdiktion i tilfælde,
hvor den formodede gerningsmand
befinder sig på en stats område,
og staten ikke udleverer den
pågældende til nogen anden
deltagende stat, der har
jurisdiktion i overensstemmelse
med stk. 1 eller 2.
Denne
forpligtelse må anses for
opfyldt ved straffelovens § 8,
nr. 5 og 6.
Efter
straffelovens § 8, nr. 6, hører
under dansk straffemyndighed
handlinger, uden hensyn til hvor
gerningsmanden hører hjemme, når
udlevering af sigtede til
retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så
vidt den er foretaget inden for
folkeretligt anerkendt
statsområde, er strafbar efter
den dér gældende lovgivning, og
den efter dansk ret kan medføre
højere straf end fængsel i 1 år.
I det omfang, der er sager
omfattet af artikel 9, stk. 4,
som falder uden for
straffelovens § 8, nr. 6, vil
disse være omfattet af § 8, nr.
5, jf. ovenfor.
Straffelovrådet har i
betænkningen tiltrådt
Justitsministeriets opfattelse
som gengivet ovenfor, idet
Straffelovrådet bemærker, at en
tilsvarende opfattelse senest er
lagt til grund ved
gennemførelsen af lignende
bestemmelser i FN-konventionen
til bekæmpelse af finansiering
af terrorisme (artikel 7), sml.
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 819-820,
829 og 832 ff.
2.5.
Justitsministeriets overvejelser
Som anført
ovenfor under pkt. 1.4. og 1.5.
bygger denne del af lovforslaget
om det strafferetlige værn mod
terrorisme på Straffelovrådets
betænkning nr. 1474/2006 om det
strafferetlige værn mod
terrorisme, og lovforslagets
bemærkninger er udformet i
overensstemmelse hermed.
2.5.1.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
Straffelovrådet har som anført
ovenfor under pkt. 2.4.2. i
betænkningen tiltrådt
Justitsministeriets opfattelse,
hvorefter der for så vidt angår
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme alene
kan antages at være behov for
lovændringer som følge af
gennemførelsen af artikel 6 og 7
sammenholdt med artikel 9 om
rekruttering og oplæring til
terrorhandlinger.
Straffelovrådet foreslår på den
baggrund, at der med henblik på
at opfylde
kriminaliseringspligten i
artikel 6 og 7 sammenholdt med
artikel 9 indsættes bestemmelser
i straffelovens § 114 a-e.
Om
Straffelovrådets overvejelser og
forslag bemærkes herefter
følgende:
Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme vedrører ikke
egentlige terrorhandlinger, men
indebærer en forpligtelse til at
kriminalisere visse forberedende
handlinger til terrorhandlinger,
nemlig offentlig opfordring til
terrorhandlinger, rekruttering
til terrorhandlinger og oplæring
i at begå terrorhandlinger.
Konventionen definerer i artikel
1 terrorhandlinger som de
handlinger, som er omfattet af
de 10 konventioner, der er
opregnet i bilaget til
konventionen. Danmark har
ratificeret og gennemført
samtlige disse konventioner og
protokoller. Ingen af disse
handlinger kræver et
terrorforsæt i den betydning,
der er anvendt i straffelovens
§ 114.
Med hensyn
til kriminaliseringspligten
vedrørende hvervning og oplæring
er det som anført i betænkningen
Straffelovrådets opfattelse, at
det vil være rigtigst, at de
terrorhandlinger, som det skal
være strafbart at hverve og
oplære til, ikke er begrænset
til handlinger begået med
terrorforsæt svarende til
straffelovens § 114.
Justitsministeriet er enig heri,
og ministeriet finder det i
lighed med Straffelovrådet
rigtigst – som supplement til
den gældende bestemmelse i
straffelovens § 114 – at
indsætte en ny bestemmelse i
§ 114 a, der omfatter de
handlinger, der efter
Europarådskonventionen skal
anses som terrorhandlinger.
Herved afgrænses de handlinger,
som det – ud over § 114 – skal
være strafbart at finansiere og
at hverve og oplære til.
I den
forbindelse bemærkes, at den
foreslåede bestemmelse i § 114 a
ikke indebærer en
nykriminalisering. Formålet med
den foreslåede bestemmelse er
derimod at indføje en
sidestrafferamme med mulighed
for strafforhøjelse, når
overtrædelse af visse
bestemmelser i straffeloven er
begået under omstændigheder
omfattet af de berørte artikler
i de nævnte konventioner.
Justitsministeriet er enig med
Straffelovrådet i, at
bestemmelsen bør udformes
således, at straffen kan
overstige den højeste for
lovovertrædelsen foreskrevne
straf med indtil det halve, når
handlingen er omfattet af
vedkommende artikel i en af de
opregnede konventioner. Hvis den
højeste straf, der er
foreskrevet for den pågældende
handling, er mindre end 4 års
fængsel, kan straffen dog stige
til fængsel i 6 år.
Justitsministeriet har i den
forbindelse lagt vægt på, at
strafmaksimum for at begå
handlinger, der efter
Europarådskonventionen skal
anses for terrorhandlinger, som
udgangspunkt bør svare til
strafmaksimum for terrorisme
efter straffelovens § 114, og at
de foreslåede skærpelser har
sammenhæng med de internationale
tiltag på terrorområdet, der er
udtryk for, at der ses med
større alvor på sådanne
forbrydelser. Med de foreslåede
forhøjelser vil der også kunne
skabes bedre harmoni mellem
strafferammerne for selve
terrorhandlingerne og de
strafferammer, der efter
Justitsministeriets opfattelse
bør gælde for
bistandsforbrydelser i form af
finansiering af, hvervning og
oplæring mv. til
terrorhandlinger, jf. nedenfor.
Lovforslaget
er udformet i overensstemmelse
med Straffelovrådets forslag.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 4 (§ 114 a), og
bemærkningerne hertil.
Straffelovrådet er som anført
endvidere enig med
Justitsministeriet i, at pligten
til at kriminalisere hvervning
og oplæring til terrorhandlinger
i et vist omfang må anses for
opfyldt ved bestemmelsen i
straffelovens § 114 b.
Bestemmelsen
i § 114 b omfatter ikke
tilfælde, hvor en person hverves
eller oplæres til at begå
terrorhandlinger, uden at den
pågældende derved samtidig
medvirker til at fremme den
kriminelle virksomhed eller det
fælles formål for en
terrorgruppe. Hertil kommer, at
definitionen af terrorhandlinger
i straffelovens § 114, som § 114
b henviser til, som nævnt ikke
er sammenfaldende med
Europarådskonventionens
definition af terrorhandlinger.
En dansk ratifikation af
Europarådskonventionen vil
derfor også efter
Straffelovrådets opfattelse
nødvendiggøre ændringer af
straffeloven.
Straffelovrådet foreslår på
denne baggrund i straffelovens
§ 114 c og § 114 d som stk. 1 og
2 nye bestemmelser om hvervning
og oplæring til at begå
terrorhandlinger.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets forslag til
indsættelse af to nye
bestemmelser i straffelovens
§ 114 c og § 114 d, herunder de
foreslåede strafferammer, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse med
Straffelovrådets forslag.
Justitsministeriet er endvidere
enig i Straffelovrådets forslag
om i de foreslåede bestemmelser
i § 114 c og § 114 d som stk. 3
at kriminalisere den, der lader
sig hverve eller oplære til
terrorhandlinger. Ministeriet er
således enig i, at dette må
anses som naturligt som
modstykke til kriminaliseringen
af hvervning og oplæring til at
begå terrorhandlinger, og at det
i øvrigt må anses for at være i
overensstemmelse med den
generelle tendens til at
fremrykke det strafferetlige
værn mod terrorhandlinger.
Der henvises
i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 4 (§ 114 c og § 114 d), og
bemærkningerne hertil.
Som anført
ovenfor har Straffelovrådet
efter en samlet vurdering fundet
det rigtigst at opretholde de
gældende bestemmelser om terror
og terrorlignende handlinger
uændret for så vidt angår kravet
om tilregnelse. Et flertal af
rådets medlemmer har endvidere
fundet, at det samme bør gælde
for så vidt angår bestemmelserne
i §§ 114 b, 114 c, 114 d og 114
e.
Justitsministeriet er enig i, at
kravet om tilregnelse bør
opretholdes uændret. Som anført
af flertallet, er der tale om
bistand til alvorlige
forbrydelser af almenfarlig
karakter, og der er efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke grundlag for at anvende et
mere snævert forsætsbegreb end
dansk rets almindelige
forsætsbegreb.
Justitsministeriet kan ligeledes
tilslutte sig det af
Straffelovrådet anførte med
hensyn til spørgsmålet om
anvendelse af bestemmelsen i
straffelovens § 88, stk. 1, 2.
pkt., på forhold omfattet af
lovforslagets §§ 114 a-e. I
tilfælde, hvor der opstår
spørgsmål om at fastsætte
sammenstødsstraf for
lovovertrædelser omfattet af
§ 114 a, bør der efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke ske yderligere
strafforhøjelse efter § 88,
stk. 1, 2. pkt. Derimod bør
straffastsættelsen i de
tilfælde, hvor der opstår
spørgsmål om at fastsætte
sammenstødsstraf for forhold
omfattet af både den foreslåede
bestemmelse i § 114 a og andre
bestemmelser i straffeloven,
hvor § 114 a ikke indgår,
fortsat kunne ske under
anvendelse af § 88, stk. 1, 2.
pkt. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 4 (§ 114 a).
Straffelovrådet foreslår
desuden, at bestemmelsen om
finansiering af terrorisme, jf.
den gældende § 114 a og den
foreslåede § 114 b, videreføres
således, at bestemmelsen
fremover kommer til at omfatte
handlinger omfattet af både
§ 114 og den foreslåede
bestemmelse i § 114 a.
Justitsministeriet er enig i
dette forslag. Som anført i
betænkningen skabes med
tilføjelsen af handlinger
omfattet af § 114 tillige
sikkerhed for, at Danmark fuldt
ud opfylder pligten i artikel 2,
stk. 1, litra a, i FN’s
terrorfinansieringskonvention
til at kunne straffe
finansiering af
terrorhandlinger.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 4
(§ 114 b), og bemærkningerne
hertil.
Justitsministeriet kan ligeledes
tilslutte sig Straffelovrådets
forslag til tilpasning af den
særlige medvirkensregel i den
nugældende § 114 b (den
foreslåede § 114 e). Dette
indebærer, at den foreslåede
bestemmelse i § 114 e kommer til
at omfatte fremme af
enkeltpersoners virksomhed og
dermed bringes på linje med den
gældende bestemmelse i § 114 om
finansiering af terrorisme (den
foreslåede § 114 b).
Bestemmelsen udvides endvidere
med handlinger af den
beskaffenhed, der er omhandlet i
de foreslåede bestemmelser i
§ 114 b, nr. 3, § 114 a, § 114 c
og § 114 d.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 4
(§ 114 e), og bemærkningerne
hertil.
Straffelovrådet foreslår
herudover at ændre bestemmelsen
i straffelovens § 183 a, så
kapring af offshoreanlæg
sidestilles med kapring af
skibe. Justitsministeriet kan
tilslutte sig Straffelovrådets
forslag, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse
hermed. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 6 (§ 183
a), og bemærkningerne hertil.
Lovforslaget
indeholder derimod ikke forslag
om at medtage
grundvandsforurening i
straffelovens § 186 om
sundhedsfarlig forurening af
vandforsyningen.
Justitsministeriet vil overveje
dette spørgsmål nærmere og
eventuelt senere fremsætte
forslag herom.
2.5.2. FN’s
konvention om nuklear terrorisme
Som anført
ovenfor har Straffelovrådet
foreslået, at der indsættes en
ny bestemmelse i straffelovens
§ 192 b, der retter sig mod
besiddelse og anvendelse af
radioaktive stoffer mv. med
forsæt til skade på andres
person eller til betydelig skade
på andres ting eller på miljøet.
Den foreslåede bestemmelse har
til formål at gennemføre artikel
2 i FN’s konvention om nuklear
terrorisme.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig Straffelovrådets forslag om
at indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens § 192 b. Den
foreslåede bestemmelse i § 192
b, stk. 1, omfatter besiddelse
mv. af radioaktive stoffer samt
fremstilling og besiddelse af
eksplosive nukleare anordninger
mv. med forsæt til skade på
andres person eller til
betydelig skade på andres ting
eller miljøet. Bestemmelsen i
§ 192 b, stk. 2, angår
anvendelse mv. af radioaktive
stoffer samt anordninger, der
udsender ioniserende stråling,
med forsæt som nævnt i stk. 1
eller med forsæt til at tvinge
nogen til at foretage eller
undlade at foretage en handling.
Justitsministeriet er endvidere
enig i forslaget om også at
medtage en bestemmelse om
uagtsomhed, jf. den forslåede
bestemmelse i § 192 b, stk. 3,
smh. herved straffelovens § 183,
stk. 3.
Lovforslaget
er udformet i overensstemmelse
med Straffelovrådets forslag.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 7 (§ 192 b), og
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig Straffelovrådets
forslag om at indføje den
foreslåede nye bestemmelse i
§ 192 b om besiddelse og
anvendelse af radioaktive
stoffer mv. med forsæt til skade
på andres person eller til
betydelig skade på andres ting
eller på miljøet i straffelovens
114 og den foreslåede nye
bestemmelse i 114 a. Der
henvises til lovforslagets § 1,
nr. 3 og 4.
2.5.3.
Særligt om modtagelse af midler
fra terrororganisationer
Som anført
ovenfor under pkt. 2.4.1. er det
Straffelovrådets opfattelse, at
de gældende bestemmelser sammen
med bestemmelserne i rådets
lovudkast rummer mulighed for at
straffe i de tilfælde, hvor der
har vist sig behov herfor.
Med hensyn
til spørgsmålet om modtagelse af
midler fra terrororganisationer
er det i betænkningen anført, at
det ikke i sig er selv strafbart
at modtage penge fra en
terrororganisation.
Modtagelse af
midler fra en terrororganisation
kan som anført dog være strafbar
i tilfælde, hvor modtagelsen
sker med henblik på at yde en
modydelse, hvorved
gerningsmanden medvirker til at
fremme virksomheden for en
terrororganisation mv. I sådanne
tilfælde kan der straffes for
overtrædelse af den gældende
straffelovs § 114 b (den
foreslåede bestemmelse i § 114
e), jf. straffelovens § 21.
Det vil
endvidere efter omstændighederne
være strafbart, hvis modtagelsen
har karakter af hæleri, f.eks.
hvis man uberettiget modtager
eller skaffer sig eller andre
del i udbytte, der er opnået ved
en strafbar lovovertrædelse.
Der er efter
Straffelovrådets opfattelse ikke
grundlag for at foreslå
yderligere kriminalisering,
f.eks. i tilfælde hvor en gruppe
eller sammenslutning, der begår
eller har til hensigt at begå
terrorhandlinger, anvender
lovligt tilvejebragte midler,
f.eks. lønindkomst eller
indkomst hidrørende fra lovlig
erhvervsvirksomhed, til at
støtte lovlige aktiviteter,
f.eks. i form af humanitært
arbejde forestået af Røde Kors.
Straffelovrådet finder derfor
ikke, at der er grundlag for at
foreslå lovændringer på dette
område.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig denne opfattelse og finder
ikke grundlag for at foreslå
yderligere kriminalisering på
området.
3.
Indhentelse og videregivelse af
efterretningsmæssige oplysninger
inden for den offentlige
forvaltning
3.1. Gældende
ret
3.1.1.
Indledning
Spørgsmålet
om videregivelse af oplysninger
mellem myndigheder inden for den
offentlige forvaltning er
navnlig reguleret af de
generelle regler i
forvaltningsloven og
persondataloven.
Disse regler
gælder ikke blot i forbindelse
med traditionel
forvaltningsvirksomhed, men også
hvis videregivelsen sker med
henblik på f.eks. forebyggelse
og efterforskning af strafbare
forhold. Politiets og
anklagemyndighedens adgang til i
forbindelse med bl.a.
efterforskning af konkrete
straffesager at indhente
oplysninger fra den øvrige del
af den offentlige forvaltning
beror således som udgangspunkt
på reglerne i forvaltningsloven
og persondataloven.
Forvaltningslovens og
persondatalovens regler er
nærmere omtalt nedenfor under
pkt. 3.1.2 – 3.1.4. I pkt.
3.1.5. omtales regler i anden
lovgivning om udveksling af
oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder.
Det bemærkes,
at persondataloven ikke gælder
for behandlinger, der udføres
for politiets og forsvarets
efterretningstjenester, jf.
lovens § 2, stk. 11. Loven
finder således bl.a. ikke
anvendelse på tjenesternes
indsamling eller videregivelse
af personoplysninger. Dette
betyder, at det alene er
forvaltningslovens regler, der
regulerer f.eks. videregivelse
af oplysninger fra Politiets
Efterretningstjeneste til
Forsvarets
Efterretningstjeneste.
Persondataloven gælder
imidlertid for de øvrige
myndigheder inden for den
offentlige forvaltning, og
videregivelse af
personoplysninger fra andre
offentlige myndigheder til en af
efterretningstjenesterne vil
derfor kunne være omfattet af
persondataloven. Dette betyder,
at både forvaltningsloven og
persondataloven kan have
betydning for disse myndigheders
adgang til at videregive
oplysninger til f.eks. Politiets
Efterretningstjeneste.
3.1.2.
Forvaltningsloven
Forvaltningsmyndigheders adgang
efter forvaltningsloven til at
videregive oplysninger til andre
myndigheder inden for den
offentlige forvaltning afhænger
af, i hvilket omfang der er tale
om fortrolige oplysninger. Det
er den myndighed, der vil
videregive oplysninger, som skal
afgøre, om betingelserne for
videregivelse er opfyldt i det
konkrete tilfælde.
De relevante
bestemmelser findes i
forvaltningslovens kapitel 8
(§§ 27-32).
Oplysninger,
som ikke er fortrolige ,
kan som udgangspunkt frit
videregives.
Forvaltningslovens § 28
indeholder almindelige regler om
forvaltningsmyndigheders adgang
til at videregive fortrolige
oplysninger til andre
myndigheder. Bestemmelsen i § 28
bygger på en opdeling af de
fortrolige oplysninger i
oplysninger om enkeltpersoners
rent private forhold og
andre fortrolige oplysninger (
almindeligt fortrolige
oplysninger ).
Karakteren af
den fortrolige oplysning har
betydning for, hvilke
betingelser der skal være
opfyldt for, at oplysningen kan
videregives til en anden
myndighed. Almindeligt
fortrolige oplysninger kan
således videregives, når det må
antages, at oplysningen vil være
af væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds virksomhed
eller for en afgørelse, som den
pågældende myndighed skal
træffe, jf. forvaltningslovens
§ 28, stk. 3. Oplysninger om
rent private forhold må derimod
kun videregives til en anden
forvaltningsmyndighed under de
skærpede betingelser, som
fremgår af forvaltningslovens
§ 28, stk. 2.
Ved
afgørelsen af, om en fortrolig
oplysning vedrører rent private
forhold, skal der lægges vægt
på, om oplysningen afslører
særligt følsomme forhold om den
enkeltes privatliv. Oplysninger
om enkeltpersoners rent private
forhold kan ifølge
forvaltningslovens § 28, stk. 1,
navnlig være oplysninger om
race, religion og hudfarve, om
politiske, foreningsmæssige,
seksuelle og strafbare forhold
samt oplysninger om
helbredsforhold, væsentlige
sociale problemer og misbrug af
nydelsesmidler og lignende.
Opregningen i § 28, stk. 1, er
ikke udtømmende.
Videregivelse af almindeligt
fortrolige oplysninger –
f.eks. oplysninger om en persons
private formueforhold – kan som
ovenfor nævnt ske, når det må
antages, at oplysningen vil være
af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller
for en afgørelse, som
myndigheden skal træffe, jf.
forvaltningslovens § 28, stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at
sådanne oplysninger kun kan
udveksles mellem
forvaltningsmyndigheder, såfremt
der er sagligt behov for det.
Der vil normalt være en
formodning for, at denmyndighed,
der beder om at få oplysninger
udleveret, har et sagligt behov
foroplysningerne, men hvis den
myndighed, som skal
udlevere oplysningerne, er i
tvivl, må den rekvirerende
myndighed anmodes om at redegøre
nærmere for sit behov for at få
de pågældende oplysninger.
Fortrolige
oplysninger om en persons
rent private forhold må
efter forvaltningslovens § 28,
stk. 2, kun videregives til en
anden forvaltningsmyndighed
,
hvis en af betingelserne i
bestemmelsens nr. 1–4 er
opfyldt.
Det følger i den forbindelse af
§ 28, stk. 2,nr. 3, at
videregivelse – i tilfælde, hvor
der ikke foreligger samtykke fra
denpågældende person – kan ske,
hvis det sker til varetagelse af
private eller
offentligeinteresser, der klart
overstigerhensynet til de
interesser, der begrunder
hemmeligholdelse, herunder
hensynettil den, som oplysningen
angår. Bestemmelsen indebærer,
at der skal foretagesen
afvejning mellem på den ene side
den interesse i
hemmeligholdelse, som denberørte
person har, og på den anden side
styrken og karakteren af de
privateeller offentlige
interesser, der taler for
videregivelse. For at en
oplysningom rent private forhold
kan videregives til en anden
forvaltningsmyndighedefter nr.
3, vil det være nødvendigt, at
væsentlige
hensyn til offentlige interesser
klart taler for det.
Betingelsen i
nr. 3 vil normalt være opfyldt,
hvis videregivelsen sker for at
forebygge, efterforske eller
retsforfølge alvorligere
forbrydelser. Hvis politiet
således henvender sig til en
anden forvaltningsmyndighed for
at få oplysninger til brug ved
behandlingen af en sag om f.eks.
overtrædelse af straffeloven,
vil den pågældende myndighed i
almindelighed være berettiget
til at videregive også
oplysninger om rent private
forhold.
I det omfang
en forvaltningsmyndighed er
berettiget til at videregive en
oplysning, er myndigheden efter
forvaltningslovens § 31 i
almindelighed også forpligtet
til at videregive oplysningen,
hvis en anden
forvaltningsmyndighed anmoder
herom. Der gælder således ikke
efter de omhandlede regler i
forvaltningsloven – der som
anført ovenfor alene regulerer
spørgsmålet om udveksling af
oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder – et
krav om, at der f.eks. skal
foreligge en retskendelse, for
at en forvaltningsmyndighed kan
indhente oplysninger fra en
anden myndighed.
Efter
forvaltningslovens § 32 gælder i
øvrigt det generelle princip, at
den, der virker inden for den
offentlige forvaltning, ikke i
den forbindelse må skaffe sig
fortrolige oplysninger, som ikke
er af betydning for udførelsen
af den pågældendes opgaver.
3.1.3.
Persondataloven
Persondataloven gælder for
behandling – herunder
videregivelse – af
personoplysninger, som helt
eller delvis foretages
elektronisk, og for
ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller
vil blive indeholdt i et
register. Ved
»personoplysninger« forstås
enhver form for information, der
kan henføres til en bestemt
fysisk person.
Som omtalt i
pkt. 3.1.1. ovenfor gælder
persondataloven ikke for
behandlinger, der udføres for
politiets og forsvarets
efterretningstjenester, jf.
lovens § 2, stk. 11. Loven
finder således ikke anvendelse
for tjenesternes behandling,
herunder indsamling,
registrering, intern brug og
videregivelse af
personoplysninger. Videregivelse
af personoplysninger fra andre
offentlige myndigheder til en af
efterretningstjenesterne er
derimod – for de nævnte
myndigheders vedkommende –
omfattet af loven, uanset at der
i sådanne tilfælde tillige er
tale om en behandling
(indsamling), som foretages for
den pågældende tjeneste.
Der er i
persondatalovens § 5 fastsat en
række grundlæggende principper
for behandling af
personoplysninger. Herudover
indeholder loven bl.a. mere
specifikke regler om, hvornår en
myndighed må behandle – herunder
videregive – personoplysninger.
Det afhænger af oplysningernes
karakter og formålet med
videregivelsen, hvilke regler
myndighederne skal følge i det
enkelte tilfælde.
Efter
persondatalovens § 6 kan
ikke-fortrolige oplysninger
samt almindeligt fortrolige
oplysninger bl.a.
videregives, hvis det er
nødvendigt som led i
myndighedsudøvelse, jf. § 6,
stk. 1, nr. 6. Herudover kan
ikke-fortrolige og almindeligt
fortrolige oplysninger bl.a.
videregives, hvis det er
nødvendigt for at varetage en
berettiget interesse, der
overstiger hensynet til den
registrerede, jf. § 6, stk. 1,
nr. 7. Den dataansvarlige
myndighed skal vurdere konkret,
om hensynet til de interesser,
der skal begrunde
videregivelsen, overstiger den
berørte persons interesse i, at
oplysningerne ikke videregives.
Videregivelse
af oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold er reguleret i
persondatalovens §§ 7 og 8. De
oplysninger, der omfattes af
bestemmelsen i § 7, er
oplysninger om racemæssig eller
etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk
overbevisning,
fagforeningsmæssige
tilhørsforhold samt
helbredsmæssige og seksuelle
forhold. Lovens § 8 omfatter
oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale
problemer og andre rent private
forhold end dem, der er nævnt i
§ 7.
Persondatalovens afgrænsning af,
hvad der anses som oplysninger
om rent private forhold, svarer
således til den, der gælder
efter forvaltningsloven. Ligesom
efter forvaltningsloven gælder,
at oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold kun må videregives, når
visse skærpede betingelser er
opfyldt, men betingelserne efter
de to love er ikke udformet helt
ens.
Uden den
registreredes samtykke kan
oplysninger om rent private
forhold således bl.a.
videregives, hvis videregivelsen
er nødvendig for, at et retskrav
kan fastlægges, gøres gældende
eller forsvares, jf. § 7,
stk. 2, nr. 4. Det antages, at
bestemmelsen bl.a. omfatter
forvaltningsmyndigheders
videregivelse af oplysninger som
led i myndighedsudøvelse,
herunder f.eks. efterforskning
af strafbare forhold.
Oplysninger
om rent private forhold, der er
omfattet af lovens § 8, kan
bl.a. videregives, hvis
videregivelsen sker til
varetagelse af private eller
offentlige interesser, der klart
overstiger hensynet til de
interesser, som begrunder
hemmeligholdelse, jf. § 8,
stk. 2, nr. 2. Videregivelse af
disse oplysninger kan også ske,
hvis det er nødvendigt for, at
en offentlig myndighed kan
udføre sine opgaver, eller er
påkrævet for en afgørelse, som
myndigheden skal træffe, jf.
§ 8, stk. 2, nr. 3.
Ligesom ved
videregivelse efter
forvaltningsloven er det den
myndighed, der vil videregive
oplysninger, som skal vurdere,
om betingelserne for
videregivelse er opfyldt i det
konkrete tilfælde.
Persondataloven regulerer alene,
hvornår en myndighed er
berettiget til at videregive de
pågældende oplysninger.
Spørgsmålet om, hvorvidt
myndigheden er forpligtet til at
videregive oplysningerne, er
reguleret i forvaltningslovens
§ 31. Bestemmelsen i § 31
betyder som omtalt i pkt. 3.1.2.
ovenfor, at en
forvaltningsmyndighed, der er
berettiget til at videregive en
oplysning, i almindelighed også
er forpligtet til – på begæring
fra en anden
forvaltningsmyndighed – at
videregive oplysningen.
3.1.4.
Forholdet mellem
forvaltningsloven og
persondataloven
Persondatalovens regler om
videregivelse af
personoplysninger er udtryk for
en specialregulering i forhold
til forvaltningslovens regler om
videregivelse af oplysninger.
Persondatalovens regler
fortrænger således efter
omstændighederne reglerne om
videregivelse i
forvaltningslovens kapitel 8.
Forvaltningsloven gælder
generelt for
forvaltningsmyndigheders
videregivelse af oplysninger til
andre forvaltningsmyndigheder,
uanset hvordan videregivelsen
sker.
Persondataloven gælder som
nævnt i pkt. 3.1.3. ovenfor for
behandling af personoplysninger,
der sker elektronisk.
Persondataloven gælder
endvidere, hvis den pågældende
oplysning skal indgå i et
manuelt register – f.eks. hvis
personoplysninger systematiseres
i et kartotek eller en
fortegnelse, der er
papirbaseret.
Ved
vurderingen af spørgsmålet om,
hvorvidt en videregivelse skal
bedømmes efter forvaltningsloven
eller persondataloven, er måden,
hvorpå personoplysningerne
opbevares samt videregives,
således afgørende. Der kan om
spørgsmålet nærmere henvises til
Kristian Korfits Nielsen og
Henrik Waaben, Lov om behandling
af personoplysninger med
kommentarer (2001), side 482 ff.
3.1.5. Regler
i anden lovgivning om udveksling
af oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder
Lovgivningen
indeholder – udover de
almindelige regler i
forvaltningsloven og
persondataloven – en række
særlige regler om videregivelse
af oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder. Disse
regler kan ses som udtryk for,
at der i de pågældende
sammenhænge har foreligget
væsentlige grunde til at fravige
de nævnte almindelige regler.
Af betydning
for Politiets
Efterretningstjenestes
virksomhed kan nævnes
udlændingelovens § 45 a.
Efter
bestemmelsen i § 45 a, stk. 1,
kan Udlændingestyrelsen,
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration,
Flygtningenævnet og statsamterne
uden udlændingens samtykke
videregive oplysninger fra en
sag omfattet af udlændingeloven
til politiets og forsvarets
efterretningstjenester i det
omfang, videregivelsen kan have
betydning for tjenesternes
varetagelse af sikkerhedsmæssige
opgaver.
Det er
endvidere i udlændingelovens
§ 45 a, stk. 2, fastsat, at
tjenesterne uden udlændingens
samtykke kan videregive
oplysninger om en udlænding til
Udlændingestyrelsen, Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og
Integration, Flygtningenævnet og
statsamterne i det omfang,
videregivelsen kan have
betydning for disse myndigheders
behandling af en sag efter
udlændingeloven.
Endelig
fremgår det af § 45 a, stk. 3,
at efterretningstjenesterne uden
udlændingens samtykke indbyrdes
kan udveksle oplysninger som
nævnt i stk. 1 og 2.
Af andre
bestemmelser, der betyder, at
forvaltningsmyndigheder uden
samtykke og uden at foretage en
konkret interesseafvejning kan
indhente oplysninger fra andre
myndigheder, kan bl.a. nævnes
CPR-lovens § 10, stk. 3,
skattekontrollovens § 6 E samt
§ 11 a, stk. 2, og § 12 c i lov
om retssikkerhed og
administration på det sociale
område.
3.2. Kort om
gældende rets betydning for
Politiets Efterretningstjenestes
adgang til oplysninger
Om
betydningen af de gældende
forvaltningsretlige regler for
Politiets Efterretningstjenestes
adgang til oplysninger bemærkes
følgende:
I forhold til
udveksling af oplysninger
mellem politiets og forsvarets
efterretningstjenester vil
der som følge af karakteren af
de to tjenesters opgaver ofte
være tale om fortrolige
oplysninger. Det betyder, at det
i almindelighed vil afhænge af
forvaltningslovens § 28, om der
kan ske videregivelse af de
pågældende oplysninger.
Af
gennemgangen under pkt. 3.1.2.
ovenfor følger, at der i den
forbindelse skal foretages en
sondring mellem almindeligt
fortrolige oplysninger og
oplysninger om rent private
forhold, da betingelserne for
videregivelse af de to
kategorier af fortrolige
oplysninger efter
forvaltningslovens § 28 er
forskellige. Bestemmelsen i § 28
vil imidlertid – både for
almindeligt fortrolige
oplysninger og for oplysninger
om rent private forhold – i
denne sammenhæng føre til, at
der skal foretages en konkret
vurdering af, med hvilken styrke
hensynet til f.eks. bekæmpelse
af terrorisme taler for, at
oplysningerne videregives.
Når det drejer sig om
PolitietsEfterretningstjenestes
mulighed for atindhenteoplysninger
fra andre dele af den offentlige
forvaltning, vil det
navnligvære reglerne i
forvaltningsloven eller
persondataloven, der har
betydning (jf.dog pkt. 3.1.5.
ovenfor om bestemmelsen i
udlændingelovens § 45 a).
I de
tilfælde, hvor det er reglerne i
forvaltningsloven, der finder
anvendelse, vil spørgsmålet om,
hvorvidt der kan videregives
oplysninger fra en
forvaltningsmyndighed til
Politiets Efterretningstjeneste,
for det første afhænge af en
konkret vurdering af, hvorvidt
den pågældende oplysning er
fortrolig og i givet fald, om
oplysningen blot er almindelig
fortrolig, eller om den vedrører
oplysninger om en persons rent
private forhold, jf.
forvaltningslovens § 28.
Også i denne
sammenhæng vil der i
almindelighed være tale om
fortrolige oplysninger, og der
vil således herefter skulle
tages stilling til, om
betingelserne i
forvaltningslovens § 28 er
opfyldt i det pågældende
tilfælde. Det betyder, at der
skal foretages en konkret
vurdering af styrken af det
hensyn til f.eks. bekæmpelse af
terrorisme, som taler for, at
oplysningerne videregives, jf.
forvaltningslovens § 28, stk. 2,
nr. 3, henholdsvis stk. 3.
Når
videregivelsen af oplysninger
til Politiets
Efterretningstjeneste skal
bedømmes efter persondataloven –
f.eks. fordi oplysningerne
overføres ved e-mail – skal der
først tages stilling til,
hvorvidt oplysningerne er
omfattet af lovens § 6
(ikke-fortrolige oplysninger og
almindeligt fortrolige
oplysninger) eller af lovens
§§ 7 og 8 (oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold).
Den omtalte
stillingtagen har betydning for
vurderingen af, om videregivelse
i det konkrete tilfælde vil være
berettiget, da der – som det
fremgår af omtalen under pkt.
3.1.4. – gælder forskellige
betingelser afhængigt af,
hvilken form for oplysning der
er tale om. Også efter
persondataloven vil der
imidlertid skulle foretages en
vurdering af styrken af de
offentlige interesser, der taler
for videregivelse til Politiets
Efterretningstjeneste, i forhold
til den berørte persons
interesse i, at oplysningerne
ikke videregives.
Hvis en
forvaltningsmyndighed efter de
omtalte regler i enten
forvaltningsloven eller
persondataloven er berettiget
til at videregive en oplysning,
er myndigheden efter
forvaltningslovens § 31 i
almindelighed også forpligtet
til at videregive oplysningen,
hvis Politiets
Efterretningstjeneste anmoder
herom.
3.3.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Der henvises
i rapporten fra den
tværministerielle arbejdsgruppe
til, at videregivelse af
oplysninger mellem politiets og
forsvarets
efterretningstjenester er
reguleret af de almindelige
regler i bl.a. forvaltningsloven
om videregivelse af oplysninger
mellem forvaltningsmyndigheder.
Det fremgår i
den forbindelse af rapporten, at
videregivelse af oplysninger
efter arbejdsgruppens opfattelse
vanskeliggøres af den konkrete
skønsmæssige vurdering, der i
hvert enkelt tilfælde skal
foretages i forbindelse med
videregivelse af
personoplysninger. Det anføres,
at dette i særlig grad gør sig
gældende i det konkrete
efterretningsmæssige og
operative samarbejde, hvor
personoplysninger er hyppigt
forekommende, og hvor en hurtig
og effektiv videregivelse i
særlig grad har betydning. Dette
skal ifølge rapporten
sammenholdes med, at
efterretningsarbejde ofte har
karakter af »at lægge et
puslespil«, hvor
enkeltoplysninger ikke
nødvendigvis har det belastende
indhold, som en videregivelse
isoleret set vil kræve, men hvor
oplysningen, når den sammenkædes
med andre oplysninger, kan være
helt afgørende i sin betydning
for det terrorforebyggende
arbejde.
Af rapporten
fremgår endvidere, at det med
Forsvarets
Efterretningstjenestes øgede
fokus på terrorisme og anden
grænseoverskridende kriminalitet
hyppigere sker, at Forsvarets
Efterretningstjeneste som led i
sin virksomhed rettet mod
forhold i udlandet modtager
oplysninger om personer, der
hører hjemme i Danmark. Disse
oplysninger samt oplysninger om
spredning af
masseødelæggelsesvåben kan have
afgørende betydning for
politiets evne til at imødegå
terrorhandlinger eller anden
samfundstruende kriminalitet.
Sådanne oplysninger bør derfor
efter arbejdsgruppens opfattelse
kunne udveksles mellem
Forsvarets Efterretningstjeneste
og Politiets
Efterretningstjeneste uden den
pågældende persons samtykke og
uden en konkret vurdering af
hver enkelt oplysnings
betydning.
Endelig gives
der udtryk for, at det vil være
en forudsætning for etablering
af det center for
antiterroranalyse, som der
lægges op til i rapportens
anbefaling nr. 1, at der sikres
et andet og bedre lovgrundlag
for udveksling af oplysninger
mellem tjenesterne. I den nævnte
anbefaling foreslår
arbejdsgruppen, at der i
Politiets Efterretningstjeneste
etableres et center for
terroranalyse, der kan udarbejde
vurderinger af trusler mod det
danske samfund på det bredest
tænkelige grundlag, og at
medarbejdere fra de myndigheder,
der er centrale for den samlede
danske myndighedsindsats på
terrorområdet, placeres sammen
her.
På bl.a. den
baggrund foreslår arbejdsgruppen
som anbefaling nr. 3, at der
tilvejebringes et særligt
lovgrundlag for tjenesternes
udveksling af oplysninger, når
videregivelsen kan have
betydning for varetagelsen af
tjenesternes opgaver.
Arbejdsgruppen anfører i den
forbindelse, at der bør være
adgang til, at oplysninger om i
Danmark hjemmehørende personer
kan udveksles mellem Forsvarets
Efterretningstjeneste og
Politiets Efterretningstjeneste
uden den pågældende persons
samtykke og uden en konkret
vurdering af hver enkelt
oplysnings betydning, når
oplysningerne er relateret til
terror, spredning af
masseødelæggelsesvåben og anden
grænseoverskridende
kriminalitet.
For så vidt
angår Politiets
Efterretningstjenestes
indhentelse af oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder
peger arbejdsgruppen på, at
dette sker på flere forskellige
måder.
Politiets
Efterretningstjeneste har i
begrænset omfang elektronisk
adgang til andre myndigheders
registre. Det drejer sig om Det
Centrale Personregister (CPR),
hvor Politiets
Efterretningstjeneste har adgang
til oplysninger om navn,
fødselsdata, adresser, civil
status mv. Desuden har Politiets
Efterretningstjeneste i
begrænset omfang adgang til
registeroplysninger fra
Udlændingestyrelsens
Udlændingeregister og
Visumdatabase, ligesom tjenesten
har adgang til oplysninger fra
told- og skatteforvaltningens
fælles lønindeholdelsessystemer
samt SE-registeret.
Herudover
indhenter Politiets
Efterretningstjeneste
oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder på
baggrund af en persons samtykke.
Dette vil navnlig ske i
forbindelse med udførelsen af
sikkerhedsundersøgelser, hvor en
person i forbindelse med en
anmodning om at blive
sikkerhedsgodkendt samtykker
til, at Politiets
Efterretningstjeneste kan
indhente oplysninger om den
pågældende.
Det anføres i
rapporten, at Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til at indhente oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder –
bortset fra den særlige hjemmel
i udlændingelovens § 45 a –
derudover vil bero på den
enkelte myndigheds konkrete
afvejning af, om videregivelse
er berettiget, herunder navnlig
om videregivelsen vurderes at
varetage private eller
offentlige interesser, der klart
overstiger hensynet til de
interesser, der begrunder
hemmeligholdelse, eller
videregivelsen er et nødvendigt
led i sagens behandling (for den
afgivende myndighed) eller sker
til varetagelse af tilsyns-
eller kontrolopgaver.
Arbejdsgruppen henviser til, at
den myndighed, der af Politiets
Efterretningstjeneste anmodes om
videregivelse af oplysninger,
således i hvert enkelt tilfælde
skal foretage en konkret
vurdering med de
usikkerhedsmomenter og det
tidsforbrug, som en sådan
vurdering måtte indebære. Der
peges i den forbindelse på, at
det ofte vil være forbundet med
problemer for Politiets
Efterretningstjeneste, såfremt
tjenesten til brug for
foretagelsen af denne
skønsmæssige vurdering skal
stille (dele af) af sine
efterforskningsmæssige
oplysninger til rådighed for den
pågældende myndighed. Hertil
kommer, at formålet med
indhentelsen af oplysningerne i
visse tilfælde vil være, at
tjenesten på denne måde søger
tidlige og spinkle indikationer
på en given persons relevans på
et af tjenestens
efterforskningsområder be- eller
afkræftet.
I andre
tilfælde er situationen den, at
Politiets Efterretningstjeneste
har vurderet, at en person er
relevant i en
efterretningsmæssig sammenhæng,
og at tjenesten derfor har behov
for – i en kortere eller længere
periode – at overvåge den
pågældende person med henblik på
nærmere at fastlægge
vedkommendes opholdssted,
aktiviteter, kontakter mv. samt
ændringer heri. I disse tilfælde
kan der opstå behov for en
løbende overførsel af
oplysninger fra en myndighed til
Politiets Efterretningstjeneste,
således at alle nye oplysninger
vedrørende den pågældende person
fremsendes til Politiets
Efterretningstjeneste,
efterhånden som de foreligger.
Der vil efter
arbejdsgruppens opfattelse
endvidere kunne forekomme
tilfælde, hvor den
efterretningsmæssige interesse
ikke på tidspunktet for
forespørgslen kan knyttes til en
navngiven person, men derimod
til en hændelse eller
begivenhed. Det kan f.eks. gælde
tilfælde, hvor en kilde ikke kan
sætte navn på en person, der
vurderes at være interessant i
en terrormæssig sammenhæng, men
ved, at den pågældende har
rettet henvendelse til et
socialkontor på et givent
tidspunkt. Man kan efter
arbejdsgruppens opfattelse
endvidere forestille sig, at
bestemte adfærdsmønstre i
relation til modtagelse af
socialhjælp eller andre
offentlige ydelser, herunder
sjælden eller manglende
afhentelse heraf (i de tilfælde,
hvor personligt fremmøde er
nødvendigt), kunne udgøre
indikationer med betydning i en
terrormæssig sammenhæng.
Arbejdsgruppen fremkommer bl.a.
på den baggrund med anbefaling
nr. 9 og 10.
Det anbefales
således, at der tilvejebringes
lovhjemmel til, at Politiets
Efterretningstjeneste som led i
overvågning af bestemte
enkeltpersoner kan indhente
oplysninger fra andre
myndigheder om de pågældende
personer, når videregivelsen kan
have betydning for varetagelsen
af tjenestens opgaver, og at
videregivelsen kan omfatte såvel
de oplysninger, som myndigheden
allerede er i besiddelse af, som
en løbende fremsendelse af alle
nye oplysninger vedrørende den
pågældende person. Herudover
anbefaler arbejdsgruppen, at der
tilvejebringes lovhjemmel til,
at Politiets
Efterretningstjeneste kan
indhente oplysninger fra andre
myndigheder, som ikke er knyttet
til på forhånd navngivne
personer, når videregivelsen kan
have betydning for varetagelsen
af tjenestens opgaver.
Arbejdsgruppen anbefaler
endelig, at der tilvejebringes
lovhjemmel til at pålægge de
personer og myndigheder, som har
videregivet oplysninger til
Politiets Efterretningstjeneste,
ikke at underrette den person,
som oplysningerne vedrører,
eller andre om videregivelsen,
jf. anbefaling nr. 12. I
rapporten peges i den
forbindelse på, at det ofte vil
være af afgørende betydning for
Politiets Efterretningstjenestes
overvågning og efterforskning af
en given person, at den
pågældende ikke får kendskab til
tjenestens interesse for
vedkommende.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere bl.a. de nævnte
anbefalinger. Dette lovforslag
udmønter de pågældende
anbefalinger, jf. nedenfor under
pkt. 3.4.
3.4.
Justitsministeriets overvejelser
og forslagets nærmere indhold
3.4.1.
Justitsministeriets overvejelser
Forvaltningslovens og
persondatalovens regler om bl.a.
udveksling af oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder bygger
på generelle og principielle
overvejelser om afvejningen af
de forskellige hensyn, der gør
sig gældende på området. Sigtet
med reglerne er bl.a., at de
principielt set skal være egnede
til at regulere enhver form for
udveksling af oplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder.
Det kræver
derfor efter Justitsministeriets
opfattelse væsentlige grunde at
gennemføre særlige regler i
lovgivningen, som fraviger de
almindelige regler i
forvaltningsloven og
persondataloven. Dette er også
den linje, der i almindelighed
følges i lovgivningspraksis.
Med hensyn
til arbejdsgruppens anbefalinger
nr. 3, 9 og 10 kan der peges på,
at den nærmere konkrete
vurdering, som efter de nævnte
almindelige regler i
forvaltningsloven og
persondataloven vil skulle
foretages ved udveksling af
fortrolige
oplysninger mellem politiets
ogforsvarets
efterretningstjenester eller ved
indhentelse af
fortroligeoplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder,
i
almindelighed vil føre til, at
de pågældende oplysninger
lovligt kan videregives.
Dette hænger
navnlig sammen med karakteren af
de opgaver, som Politiets
Efterretningstjeneste og
Forsvarets Efterretningstjeneste
varetager. Politiets
Efterretningstjeneste har
således til opgave at overvåge,
forebygge og modvirke
foretagender og handlinger, som
må antages at rumme en fare for
rigets selvstændighed og
sikkerhed samt den lovlige
samfundsorden. Med hensyn til
Forsvarets Efterretningstjeneste
er det i forsvarslovens § 13
fastsat, at tjenesten har til
opgave at indsamle, bearbejde og
formidle informationer i
udlandet af betydning for
Danmarks sikkerhed, herunder for
danske enheder mv. i udlandet.
Der er
således for begge tjenesters
vedkommende tale om varetagelse
af opgaver af central
sikkerhedsmæssig betydning, og
der vil derfor i almindelighed
være afgørende offentlige
interesser, som taler for
videregivelse af oplysninger,
der har betydning for
tjenesternes varetagelse af
disse opgaver.
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
har imidlertid fundet, at en
række forhold taler for, at
Politiets Efterretningstjeneste
– uden at der i hvert enkelt
tilfælde skal foretages en
nærmere konkret vurdering i
forhold til den enkelte
oplysning – bør have adgang til
at udveksle oplysninger med
Forsvarets Efterretningstjeneste
samt indhente oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder.
Arbejdsgruppen har i den
forbindelse bl.a. peget på de
usikkerhedsmomenter og det
tidsforbrug, som de gældende
regler er forbundet med for
efterretningstjenesterne. Der
henvises nærmere til pkt. 3.3.
ovenfor.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens synspunkter.
Der kan i
øvrigt peges på, at der i
lovgivningen er en række
bestemmelser, som på særlige
områder fraviger de generelle
forvaltningsretlige regler, og
som skaber mulighed for
videregivelse og indhentelse af
oplysninger, uden at der i det
enkelte tilfælde skal indhentes
samtykke eller foretages en
konkret interesseafvejning, jf.
herved pkt. 3.1.5. ovenfor om
bl.a. udlændingelovens § 45 a
vedrørende
efterretningstjenesternes adgang
til oplysninger i
udlændingesager. Det er således
ikke usædvanligt, at der på
givne områder er fundet at gøre
sig så væsentlige hensyn
gældende, at de generelle regler
i forvaltningsloven og
persondataloven i et vist omfang
bør fraviges.
Indholdet af
det foreliggende forslag til
§ 110 a i retsplejeloven svarer
på den baggrund – med visse
justeringer – til indholdet af
arbejdsgruppens anbefalinger.
Justitsministeriet har dog ikke
fundet grundlag for at foreslå
en særlig hjemmel for Politiets
Efterretningstjeneste til at
pålægge de personer og
myndigheder, som har videregivet
oplysninger til
efterretningstjenesten, ikke at
underrette den person, som
oplysningerne vedrører, eller
andre om videregivelsen, jf.
arbejdsgruppens anbefaling nr.
12.
Baggrunden
herfor er, at offentligt ansatte
er underlagt en almindelig
tavshedspligt (jf. navnlig
reglerne i straffelovens § 152
og forvaltningslovens § 27), og
at denne almindelige
tavshedspligt – henset til
karakteren af de opgaver, som
Politiets Efterretningstjeneste
varetager – i almindelighed i
sig selv vil være til hinder
for, at en offentlig ansat, der
får kendskab til, at Politiets
Efterretningstjeneste ønsker
oplysninger om en bestemt
person, informerer den
pågældende person eller andre
private herom.
Der kan
endvidere peges på, at Politiets
Efterretningstjeneste i
fornødent omfang vil kunne yde
de pågældende myndigheder og
ansatte vejledning om, hvilken
betydning f.eks. de
efterretningsmæssige interesser,
der er knyttet til tjenestens
konkrete henvendelse, må antages
at have for den almindelige
tavshedspligt.
3.4.2.
Forslagets nærmere indhold
3.4.2.1.
Generelt om forslaget til § 110
a i retsplejeloven
Det foreslås,
at der i retsplejelovens § 110 a
skabes mulighed for, at
Politiets Efterretningstjeneste
– uden at der i hvert enkelt
tilfælde skal foretages en
nærmere, konkret vurdering i
forhold til den enkelte
oplysning – kan videregive
oplysninger til Forsvarets
Efterretningstjeneste samt
indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder.
Udveksling af
oplysninger kan ske elektronisk
såvel som manuelt.
Med hensyn
til videregivelse af oplysninger
til Forsvarets
Efterretningstjeneste foreslås
det i § 110 a, stk. 1, at
Politiets Efterretningstjeneste
kan videregive oplysninger til
Forsvarets Efterretningstjeneste
i det omfang, videregivelsen kan
have betydning for enten
varetagelse af Forsvarets
Efterretningstjenestes opgaver
eller varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver.
Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til at indhente oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder
reguleres af forslaget til § 110
a, stk. 2. Efter bestemmelsen i
stk. 2 kan Politiets
Efterretningstjeneste indhente
oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder i det
omfang, oplysningerne må antages
at have betydning for
varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13.
Bestemmelsen
i § 110 a vil som nævnt gøre det
muligt for Politiets
Efterretningstjeneste at
videregive oplysninger til
Forsvarets Efterretningstjeneste
samt indhente oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder,
uden at der i hvert enkelt
tilfælde skal foretages en
nærmere konkret vurdering i
forhold til de pågældende
oplysninger.
Bestemmelsen
vil dog alene kunne anvendes,
hvis betingelserne i henholdsvis
stk. 1 og 2 er opfyldt. Der er
derfor ikke tale om, at der uden
videre vil kunne udveksles
oplysninger mellem de pågældende
myndigheder.
Det vil
således være en betingelse for,
at der kan ske videregivelse af
oplysninger til Forsvarets
Efterretningstjeneste, at
videregivelsen enten kan have
betydning for varetagelse af
Forsvarets
Efterretningstjenestes opgaver
eller for varetagelse af
Politiets Efterretningstjenestes
opgaver.
Det vil
endvidere være en betingelse
for, at Politiets
Efterretningstjeneste kan
indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder, at
oplysningerne må antages at have
betydning for varetagelse af
Politiets Efterretningstjenestes
opgaver vedrørende forebyggelse
og efterforskning af
overtrædelser af straffelovens
kapitel 12 og 13, jf. den
foreslåede § 110 a, stk. 2.
I betingelsen
om, at oplysningerne ”må antages
at have betydning”, ligger, at
der skal være en mere konkret
formodning for, at de
oplysninger, som Politiets
Efterretningstjeneste ønsker at
indhente fra en anden
forvaltningsmyndighed, vil have
betydning for varetagelsen af
efterretningstjenestens opgaver
vedrørende forebyggelse eller
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13.
De omtalte
betingelser i § 110 a, stk. 1 og
2, ligger i forlængelse af det
almindelige princip i
forvaltningslovens § 32,
hvorefter den, der virker inden
for den offentlige forvaltning,
ikke må skaffe sig fortrolige
oplysninger, som ikke er af
betydning for udførelsen af den
pågældendes opgaver.
Bestemmelsen
i § 110 a omfatter alle former
for oplysninger. Det betyder, at
der med hjemmel i bestemmelsen
kan videregives både
ikke-fortrolige og fortrolige
oplysninger, herunder
oplysninger om enkeltpersoners
rent private forhold.
Bestemmelsen omfatter
oplysninger om såvel
enkeltpersoner og juridiske
personer som andre oplysninger.
Særligt med
hensyn til personoplysninger kan
det nævnes, at bestemmelsen
giver mulighed for at videregive
oplysninger om både danske og
udenlandske statsborgere. Det er
heller ikke en betingelse for at
videregive personoplysninger i
medfør af bestemmelsen, at de
pågældende personer – således
som det er anført i
arbejdsgruppens anbefaling nr. 3
vedrørende udveksling af
oplysninger mellem
efterretningstjenesterne – har
fast bopæl eller
opholdstilladelse i Danmark
eller på anden måde kan siges at
være hjemmehørende i Danmark. En
sådan begrænsning ville give
anledning til en række praktiske
vanskeligheder og ville efter
Justitsministeriets opfattelse
også i øvrigt være
uhensigtsmæssig.
Om
forholdet til anden lovgivning
bemærkes, at bestemmelsen i
§ 110 a bygger på, at
spørgsmålet om, hvorvidt det er
berettiget at videregive og
indhente oplysninger i de
tilfælde, der er omfattet af
bestemmelsen, skal bedømmes
efter § 110 a og ikke efter de
regler om videregivelse mv. i
navnlig forvaltningslovens § 28
samt persondataloven, der ellers
ville gælde for de pågældende
forvaltningsmyndigheder.
Det bemærkes
dog, at de særlige
videregivelsesregler i
udlændingelovens § 45 a, jf.
omtalen heraf ovenfor under pkt.
3.1.5., forudsættes opretholdt.
I de tilfælde, hvor der
undtagelsesvis måtte være
ansøgningssager hos tjenesterne,
vil bestemmelsen i § 110 a
endvidere ikke gå forud for
forvaltningslovens § 29 om
indhentelse af oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold i ansøgningssager.
Heller ikke forvaltningslovens
§ 30 eller persondatalovens § 10
– der bl.a. indebærer
begrænsninger i adgangen til at
videregive oplysninger indhentet
til brug for udarbejdelse af
statistik eller videnskabelige
undersøgelser – fortrænges af
§ 110 a.
Det bemærkes
endvidere, at bestemmelsen i §
110 a, stk. 2, ikke begrænser
Politiets Efterretningstjenestes
adgang til oplysninger, der
eventuelt mod betaling er
almindeligt tilgængelige, som
f.eks. oplysninger i
CPR-registeret.
Politiets
Efterretningstjeneste er
organisatorisk en del af
Rigspolitichefembedet og er
således ikke i
forvaltningsretlig forstand en
selvstændig myndighed. Den
omstændighed, at det i § 110 a
er udtrykkeligt fastsat, at
bestemmelsen gælder for
Politiets Efterretningstjeneste
– og således ikke for andre dele
af Rigspolitiet – ændrer ikke
herved.
3.4.2.2.
Nærmere om forslaget til § 110
a, stk. 1
Formålet med
bestemmelsen i § 110 a, stk. 1,
er at skabe grundlag for, at
Politiets Efterretningstjeneste
og Forsvarets
Efterretningstjeneste kan
udveksle oplysninger, uden at
der i hvert enkelt tilfælde skal
foretages en nærmere konkret
vurdering i forhold til den
enkelte oplysning. Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med den
bestemmelse, der ved det
lovforslag, som
forsvarsministeren samtidig har
fremsat, foreslås indsat i
forsvarsloven om videregivelse
af oplysninger fra Forsvarets
Efterretningstjeneste til
Politiets Efterretningstjeneste.
Der kan efter
bestemmelsen i § 110 a, stk. 1,
ske videregivelse af oplysninger
på den betingelse, at
oplysningerne kan have betydning
for varetagelse af tjenesternes
opgaver. For så vidt angår
Forsvarets
Efterretningstjenestes opgaver
sigtes til de opgaver, der
er beskrevet i § 13, stk. 2, i
forsvarsloven. Efter
bestemmelsen i § 13, stk. 2, er
Forsvarets
Efterretningstjenestes opgave at
indsamle, bearbejde og formidle
informationer om forhold i
udlandet af betydning for
Danmarks sikkerhed, herunder for
danske enheder mv. i udlandet.
Om tjenestens opgaver henvises i
øvrigt til pkt. 1.2. i
arbejdsgruppens rapport.
Bestemmelsen
i § 110 a, stk. 1, vil – foruden
af hensyn til varetagelse af
Forsvarets
Efterretningstjenestes opgaver –
kunne anvendes som grundlag for
videregivelse af oplysninger i
det omfang, videregivelsen kan
have betydning for Politiets
Efterretningstjenestes opgaver.
Der kan således forekomme
tilfælde, hvor Politiets
Efterretningstjeneste har behov
for informationer fra Forsvarets
Efterretningstjeneste til brug
for varetagelsen af sine
opgaver. I sådanne tilfælde kan
det være nødvendigt, at
Politiets Efterretningstjeneste
videregiver oplysninger til
Forsvarets
Efterretningstjeneste, for at
Forsvarets Efterretningstjeneste
har mulighed for at fremskaffe
de informationer, som Politiets
Efterretningstjeneste har behov
for.
Med udtrykket
»Politiets
Efterretningstjenestes opgaver«
sigtes til tjenestens samlede
opgaver, således som de er
angivet i nuværende og kommende
retningslinier mv. for
tjenestens virksomhed.
Bestemmelsen vil således kunne
anvendes dels i relation til
tjenestens egentlige
anti-terrorvirksomhed mv., dels
i relation til andre opgaver i
tjenesten, herunder de opgaver
vedrørende den alvorligste
organiserede kriminalitet, som
tjenesten vil overtage fra
Rigspolitichefens Nationale
Efterforskningsstøttecenter, jf.
anbefaling nr. 5 i rapporten om
det danske samfunds indsats og
beredskab mod terror.
Den nærmere
udmøntning af den nævnte
anbefaling nr. 5 er for tiden
under overvejelse i
Justitsministeriet, bl.a. med
henblik på fastsættelse af klare
kriterier for afgrænsningen af
de omhandlede opgaver.
Den
foreslåede afgrænsning af
bestemmelsen til at vedrøre
Politiets Efterretningstjenestes
samlede opgaver skal bl.a. ses i
lyset af, at den pågældende
anbefaling nr. 3 fra den
tværministerielle arbejdsgruppe
(jf. pkt. 3.3. ovenfor) vedrører
oplysninger, der er »relateret
til terror, spredning af
masseødelæggelsesvåben og anden
grænseoverskridende
kriminalitet«. Anbefalingen er
således ikke begrænset til
oplysninger, der er relateret
til terror.
Hertil
kommer, at bestemmelsen i stk. 1
må ses i sammenhæng med den
bestemmelse, der ved det
lovforslag, som
forsvarsministeren samtidig har
fremsat, foreslås indsat i
forsvarsloven om videregivelse
af oplysninger fra Forsvarets
Efterretningstjeneste til
Politiets Efterretningstjeneste.
Efter denne bestemmelse kan
Forsvarets Efterretningstjeneste
videregive oplysninger til
Politiets Efterretningstjeneste,
i det omfang videregivelsen kan
have betydning for varetagelse
af tjenesternes opgaver. I lyset
af bestemmelsens formål – at
tilvejebringe et hensigtsmæssigt
retsgrundlag for et tæt og
løbende samarbejde mellem de to
tjenester – er det fundet mest
hensigtsmæssigt, at
bestemmelserne om den indbyrdes
udveksling af oplysninger mellem
tjenesterne udformes i
sammenhæng med hinanden.
3.4.2.3.
Nærmere om forslaget til § 110
a, stk. 2
Med
bestemmelsen i § 110 a, stk. 2,
etableres et særligt lovgrundlag
for Politiets
Efterretningstjenestes
indhentelse af oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder.
Bestemmelsen i § 110 a, stk. 2,
vil for de pågældende
forvaltningsmyndigheder udgøre
en særlig hjemmel til
videregivelse af de omhandlede
oplysninger samt til den
behandling, der er nødvendig i
forbindelse hermed.
Som det
fremgår af ordlyden af den
foreslåede bestemmelse i § 110
a, stk. 2, er bestemmelsens
anvendelsesområde afgrænset
således, at den – i modsætning
til stk. 1, jf. nærmere pkt.
3.4.2.2. ovenfor – kun finder
anvendelse i forhold til den del
af Politiets
Efterretningstjenestes
virksomhed, der omhandler
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Baggrunden
herfor er, at det – som nævnt i
pkt. 3.4.1. ovenfor – efter
Justitsministeriets opfattelse
kræver væsentlige grunde at
gennemføre særlige regler i
lovgivningen, som fraviger de
almindelige regler i
forvaltningsloven og
persondataloven. Heri ligger
også, at sådanne fravigelser
ikke bør gives et bredere
anvendelsesområde end
nødvendigt.
Ved
vurderingen af, hvilket
anvendelsesområde bestemmelsen i
stk. 2 herefter bør have, må der
efter Justitsministeriets
opfattelse bl.a. lægges vægt på,
at bestemmelsen ikke – som det
gælder med hensyn til
samarbejdet mellem Politiets og
Forsvarets
Efterretningstjenester, jf. pkt.
3.4.2.2. ovenfor – tager sigte
på en tæt og løbende
indbyrdes udveksling af
oplysninger mellem Politiets
Efterretningstjeneste og de
øvrige forvaltningsmyndigheder,
der er omfattet af bestemmelsen,
men på Politiets
Efterretningstjenestes
indhentning af oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder.
Det »gensidighedshensyn«, der
som anført ovenfor bl.a. ligger
bag den foreslåede afgrænsning
af bestemmelsen i stk. 1, gør
sig derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke i samme grad gældende for
så vidt angår bestemmelsen i
stk. 2.
På den
baggrund foreslås det, at
bestemmelsen i stk. 2 afgrænses
således, at den ikke kan
anvendes til at indhente
oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder i
tilfælde, hvor det sker med
henblik på varetagelse af
andre opgaver end dem, der
vedrører forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. Bestemmelsen vil således
f.eks. ikke kunne anvendes i
forbindelse med varetagelsen af
de opgaver vedrørende den
alvorligste organiserede
kriminalitet, der er omtalt i
pkt. 3.4.2.2. ovenfor.
I sådanne
tilfælde vil videregivelse af
oplysninger til
efterretningstjenesten derfor
skulle ske på grundlag af de
gældende regler i
forvaltningsloven og
persondataloven, jf. om disse
regler pkt. 3.1. ovenfor.
Det vil være
Politiets Efterretningstjeneste,
der i forbindelse med
indhentelsen af oplysningerne
skal vurdere, om betingelsen i
§ 110 a, stk. 2, er opfyldt.
Lovforslaget bygger således på,
at den forvaltningsmyndighed,
der på grundlag af den
foreslåede bestemmelse modtager
en anmodning om oplysninger fra
Politiets Efterretningstjeneste,
vil kunne lægge til grund, at de
pågældende oplysninger må
antages at have betydning for
varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13.
Det bemærkes
i den forbindelse, at der som
nævnt i pkt. 3.4.2.1. ovenfor i
betingelsen om, at oplysningerne
”må antages at have betydning”,
ligger, at der skal være en mere
konkret formodning for, at de
oplysninger, som Politiets
Efterretningstjeneste ønsker at
indhente fra en anden
forvaltningsmyndighed, vil have
betydning for varetagelsen af de
nævnte opgaver.
Det bemærkes
dog, at en forvaltningsmyndighed
bør rette henvendelse til
Politiets Efterretningstjeneste,
hvis den pågældende myndighed er
i tvivl om, hvilke nærmere
oplysninger tjenesten har brug
for, jf. herved princippet i
forvaltningslovens § 32,
hvorefter den, der virker inden
for den offentlige forvaltning,
ikke må skaffe sig fortrolige
oplysninger, som ikke er af
betydning for udførelsen af den
pågældendes opgaver.
Hvis det må
antages at have betydning for
varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13, vil tjenesten ikke blot
kunne indhente allerede
foreliggende oplysninger, men
også anmode om løbende at
modtage oplysninger. Dette vil
der – som omtalt i
arbejdsgruppens rapport – f.eks.
kunne være behov for i en
situation, hvor en person efter
Politiets Efterretningstjenestes
opfattelse er relevant i en
efterretningsmæssig sammenhæng,
og tjenesten derfor har behov
for – i en kortere eller længere
periode – at overvåge den
pågældende person med henblik på
nærmere at fastlægge
vedkommendes opholdssted,
aktiviteter og kontakter mv.
samt ændringer heri. I sådanne
situationer kan der være behov
for en løbende overførsel af
oplysninger fra en myndighed til
Politiets Efterretningstjeneste,
således at alle nye oplysninger
vedrørende den pågældende person
fremsendes til Politiets
Efterretningstjeneste,
efterhånden som de foreligger.
Bestemmelsen
i § 110 a, stk. 2, vil kunne
anvendes til at indhente
oplysninger om såvel den person,
som den efterretningsmæssige
interesse i første række knytter
sig til, som andre personer. Som
arbejdsgruppen peger på, vil der
således i praksis f.eks. kunne
opstå behov for at indhente
oplysninger fra en
forvaltningsmyndighed i
tilfælde, hvor den
efterretningsmæssige interesse
ikke på tidspunktet for
forespørgslen kan knyttes til en
navngiven person, men derimod
til en hændelse eller
begivenhed. Det kan f.eks.
forekomme, at en af
efterretningstjenestens kilder
på den ene side ikke kan sætte
navn på en person, der vurderes
at kunne være relevant for
tjenestens virksomhed, men på
den anden side er bekendt med,
at den pågældende har rettet
henvendelse til en bestemt
myndighed på et givent
tidspunkt. I sådanne tilfælde
vil efterretningstjenesten kunne
have behov for at modtage
oplysninger om alle personer,
der indenfor det givne tidspunkt
har rettet henvendelse til den
pågældende myndighed.
Bl.a. i disse
situationer vil der i det
påkrævede omfang kunne indhentes
oplysninger vedrørende den
pågældende kreds af personer.
Det forudsættes samtidig, at
efterretningstjenesten i sådanne
tilfælde – hvor der vil kunne
blive tale om videregivelse af
oplysninger om en række
personer, som viser sig ikke at
have relevans for tjenesten – så
vidt muligt afgrænser sin
forespørgsel til den pågældende
forvaltningsmyndighed, således
at der ikke i videre omfang end
nødvendigt bliver tale om
videregivelse af oplysninger af
den omhandlede karakter.
Det
forudsættes endvidere, at
Politiets Efterretningstjeneste
i overensstemmelse med de
retningslinjer, der i dag gælder
for tjenestens behandling af
oplysninger af den nævnte
karakter, inden for en rimelig
tid træffer afgørelse om,
hvorvidt de personer, som
tjenesten har indsamlet
oplysninger om, har relevans for
tjenesten.
Hvis dette
viser sig ikke at være
tilfældet, skal oplysningerne
vedrørende de pågældende
personer destrueres. Om
spørgsmålet om
efterretningstjenestens
videregivelse af indhentede
oplysninger til andre
forvaltningsmyndigheder henvises
til det, der er anført nedenfor.
Det
forudsættes, at der fastsættes
nærmere retningslinier for
Politiets Efterretningstjenestes
anvendelse af bestemmelsen i §
110 a, stk. 2. Det vil i
retningslinierne blive fastsat,
i hvilket omfang indhentelse af
oplysninger i medfør af
bestemmelsen kræver forudgående
godkendelse hos chefen for
Politiets Efterretningstjeneste
eller dennes stedfortræder. Det
forudsættes i den forbindelse,
at der f.eks. skal indhentes en
sådan forudgående godkendelse i
tilfælde som nævnt ovenfor, hvor
der er spørgsmål om at indhente
oplysninger om alle personer,
der inden for et givent tidsrum
har rettet henvendelse til
bestemte myndigheder.
Det tilføjes,
at Justitsministeriet for tiden
– i samarbejde med Politiets
Efterretningstjeneste – er i
færd med at overveje spørgsmålet
om fastsættelse af nye
retningslinier for det såkaldte
Wamberg-udvalg, der fører tilsyn
med bl.a. Politiets
Efterretningstjenestes
registrering og videregivelse af
oplysninger.
I den
forbindelse forudsættes der
etableret en ordning, hvorefter
Politiets Efterretningstjeneste
med passende mellemrum
orienterer Wamberg-udvalget om
tjenestens anvendelse af den nye
bestemmelse i retsplejelovens
§ 110 a, stk. 2, om indhentelse
af oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder. På
grundlag af denne orientering
vil der kunne finde en drøftelse
sted mellem Wamberg-udvalget og
Politiets Efterretningstjeneste,
og udvalget vil i den
forbindelse kunne stille nærmere
spørgsmål til tjenesten om
bestemmelsens anvendelse.
Wamberg-udvalget vil således
have mulighed for mere generelt
at påse, at
efterretningstjenestens
anvendelse af bestemmelsen
ligger inden for de anførte
rammer, herunder betingelsen om,
at oplysningerne skal være
indhentet på baggrund af en mere
konkret formodning om, at
oplysningerne vil have betydning
for varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. Hvis Wamberg-udvalget måtte
finde grundlag for det, vil
udvalget kunne forelægge ethvert
spørgsmål om Politiets
Efterretningstjenestes
anvendelse af den omhandlede
bestemmelse for
justitsministeren.
Der vil kunne
forekomme tilfælde, hvor
Politiets Efterretningstjeneste
efter den foreslåede bestemmelse
i § 110 a, stk. 2, modtager
oplysninger, som viser sig at
være uden betydning for
efterretningstjenestens
virksomhed, men som kan være
relevante for andre myndigheder,
herunder andre dele af politiet.
Det kan f.eks. dreje sig om
oplysninger, som kan have
betydning for efterforskning af
anden kriminalitet end den, som
efterretningstjenesten er
ansvarlig for.
I sådanne
situationer må Politiets
Efterretningstjeneste tage
stilling til, om tjenesten kan
videregive disse oplysninger til
de relevante myndigheder.
Dette
spørgsmål er ikke reguleret af
det foreliggende lovforslag.
Det
indebærer, at spørgsmålet – på
samme måde, som hvis tjenesten i
øvrigt kommer i besiddelse af
oplysninger, som kan være
relevante for andre
forvaltningsmyndigheder – må
afgøres efter de almindelige
regler om videregivelse af
oplysninger i forvaltningslovens
kapitel 8. Er der tale om
oplysninger vedrørende
enkeltpersoners rent private
forhold, vil videregivelse til
andre forvaltningsmyndigheder
således kun kunne ske under de
skærpede betingelser, der
fremgår af forvaltningslovens
§ 28, stk. 2, jf. om denne
bestemmelse pkt. 3.1.2. ovenfor.
3.4.3.
Forholdet til
databeskyttelsesdirektivet
Som det
fremgår af pkt. 3.4.2.1., vil
bestemmelsen i § 110 a, stk. 2,
gøre det muligt for Politiets
Efterretningstjeneste at
indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder, uden at
der i hvert enkelt tilfælde skal
foretages en nærmere konkret
vurdering i forhold til de
pågældende oplysninger.
Efter
behandlingsreglerne i
persondataloven vil spørgsmålet
om videregivelse af oplysninger
i vidt omfang bygge på en
konkret vurdering af en række
forskellige hensyn og de enkelte
oplysninger. For så vidt angår
det nærmere indhold af disse
regler henvises til pkt. 3.1.3.
Bestemmelsen
i § 110 a, stk. 2, indebærer en
fravigelse af visse af
persondatalovens regler for de
myndigheder, der efter anmodning
videregiver oplysninger til
Politiets Efterretningstjeneste
i medfør af den omhandlede
bestemmelse, jf. nærmere herom
pkt. 3.4.2.1.
Om forholdet
til databeskyttelsesdirektivet
(direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995) bemærkes, at det
fremgår af direktivets artikel
13, stk. 1, at medlemsstaterne
kan træffe lovmæssige
foranstaltninger med henblik på
at begrænse rækkevidden af de
forpligtelser og rettigheder,
der bl.a. er fastsat i
direktivets artikel 6 (svarende
til persondatalovens § 5
vedrørende de grundlæggende
principper for behandling af
personoplysninger). Sådanne
foranstaltninger kan træffes,
hvis hensynet til bl.a. statens
sikkerhed, den offentlige
sikkerhed eller forebyggelse,
efterforskning, afsløring og
retsforfølgning i straffesager
nødvendiggør det.
Med hensyn
til behandling af oplysninger,
der er omfattet af
databeskyttelsesdirektivets
artikel 8 (følsomme
oplysninger), fremgår det
endvidere af artikel 8, stk. 4,
at med forbehold af, at der
gives tilstrækkelige garantier,
kan medlemsstaterne af grunde,
der vedrører hensynet til
vigtige samfundsmæssige
interesser bl.a. ved lovgivning
fastsætte andre undtagelser end
dem, der er nævnt i artikel 8,
stk. 2.
Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 110 a, stk. 2,
er fastsat med henblik på at
give Politiets
Efterretningstjeneste de
nødvendige redskaber med henblik
på forebyggelse, afværgelse og
efterforskning af terrorisme.
Det er i overensstemmelse hermed
en betingelse for, at Politiets
Efterretningstjeneste i medfør
af bestemmelsen i § 110 a, stk.
2, kan indhente oplysninger, at
oplysningerne må antages at have
betydning for varetagelse af
tjenestens opgaver vedrørende
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
De pågældende oplysninger
indhentes således af hensyn til
opgaver af central
sikkerhedsmæssig betydning.
Der kan
endvidere henvises til, at
bestemmelsen forudsætter, at
Politiets Efterretningstjeneste
ikke må skaffe sig oplysninger
fra andre
forvaltningsmyndigheder,
medmindre der foreligger en mere
konkret formodning for, at de
pågældende oplysninger vil have
betydning for varetagelsen af
efterretningstjenestens opgaver
vedrørende forebyggelse eller
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. Det forudsættes endvidere,
at Politiets
Efterretningstjeneste i
overensstemmelse med de
retningslinjer, der i dag gælder
for tjenestens behandling af
oplysninger af den nævnte
karakter, inden for en rimelig
tid træffer afgørelse om,
hvorvidt de personer, som
tjenesten har indsamlet
oplysninger om, har relevans for
tjenesten. Hvis dette viser sig
ikke at være tilfældet, skal
oplysningerne vedrørende de
pågældende personer destrueres.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.4.2.1. og 3.4.2.3.
Det bemærkes
endeligt, at der ved
udarbejdelse af nye
retningslinjer for det såkaldte
Wamberg-udvalg forudsættes
etableret en ordning, hvorefter
Wamberg-udvalget vil have
mulighed for mere generelt at
påse, at Politiets
Efterretningstjenestes
anvendelse af bestemmelsen i §
110 a, stk. 2, ligger inden for
rammerne af bestemmelsen, jf.
nærmere pkt. 3.4.2.3.
På den
anførte baggrund ligger den
foreslåede bestemmelse i § 110
a, stk. 2, efter
Justitsministeriets opfattelse
inden for rammerne af
databeskyttelsesdirektivet.
4. Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
4.1. Gældende
ret
4.1.1.
Overordnet om retsplejelovens
regler
Reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden er
fastsat i retsplejelovens
kapitel 71, der blev indsat ved
lov nr. 227 af 6. juni 1985 om
ændring af retsplejeloven
(Telefonaflytning mv.). Der
henvises til Folketingstidende
1984-85, tillæg A, spalte 2955,
tillæg B, spalte 1709 og 2225,
samt Folketingets forhandlinger,
spalte 5403, 5985, 10678 og
11229. Denne lovændring byggede
på Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984 om
politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter.
Det følger af
retsplejelovens § 780, stk. 1,
at politiet kan foretage indgreb
i meddelelseshemmeligheden ved
at
1) aflytte
telefonsamtaler eller anden
tilsvarende telekommunikation (
telefonaflytning ),
2) aflytte
andre samtaler eller udtalelser
ved hjælp af et apparat (
anden aflytning ),
3) indhente
oplysning om, hvilke telefoner
eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater der
sættes i forbindelse med en
bestemt telefon eller andet
kommunikationsapparat, selv om
indehaveren af dette ikke har
meddelt tilladelse hertil (
teleoplysning ),
4) indhente
oplysning om, hvilke telefoner
eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater inden
for et nærmere angivet område
der sættes i forbindelse med
andre telefoner eller
kommunikationsapparater (
udvidet teleoplysning ),
5)
tilbageholde, åbne og gøre sig
bekendt med indholdet af breve,
telegrammer og andre
forsendelser ( brevåbning
), og
6) standse
den videre befordring af
forsendelser som nævnt i nr. 5 (
brevstandsning ).
Efter
retsplejelovens § 780, stk. 2,
kan politiet foretage optagelser
eller tage kopier af de
samtaler, udtalelser,
forsendelser mv., som er nævnt i
stk. 1, i samme omfang, som
politiet er berettiget til at
gøre sig bekendt med indholdet
heraf.
De
almindelige betingelser for, at
politiet kan foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden, er
fastsat i retsplejelovens § 781,
stk. 1. Det følger af denne
bestemmelse, at der kun må
foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden, hvis
1) der er
bestemte grunde til at
antage, at der på den pågældende
måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt,
2) indgrebet
må antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen (
indikationskrav ), og
3)
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover, en forsætlig
overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 eller kapitel 13
eller en overtrædelse af
straffelovens §§ 124, stk. 2,
125, 127, stk. 1, 193, stk. 1,
228, 235, 266, 281 eller en
overtrædelse af udlændingelovens
§ 59, stk. 5, (
kriminalitetskrav ).
Der er ikke
fastsat noget krav til
mistankens styrke (mistankekrav)
i § 781, stk. 1. Om baggrunden
herfor anførte
Strafferetsplejeudvalget i
betænkning nr. 1023/1984, side
97 f, bl.a., at der i loven bør
fastlægges et fælles
mistankekrav for alle indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og at
dette bør udformes således, at
mistankens styrke ikke nærmere
beskrives, men at det blot
angives, at der skal foreligge
en mistanke. Det forudsættes i
betænkningen, at mistanken skal
være rimelig og konkret
begrundet i de foreliggende
oplysninger.
Som en
fravigelse af det almindelige
kriminalitetskrav kan der i
medfør af § 781, stk. 2 og 3,
foretages telefonaflytning og
teleoplysning i sager om
fredskrænkelser omfattet af
straffelovens § 263, stk. 2 og
3, samt teleoplysning i sager om
gentagne fredskrænkelser
omfattet af straffelovens § 265
eller om overtrædelse af
straffelovens § 279 a eller 293,
stk. 1, begået ved anvendelse af
en telekommunikationstjeneste.
Efter § 781,
stk. 4, fraviges det almindelige
kriminalitetskrav og
indikationskrav endvidere ved
foretagelse af brevåbning og
brevstandsning, hvor der
foreligger en særlig bestyrket
mistanke om, at der i
forsendelsen findes genstande,
som bør konfiskeres, eller som
ved en forbrydelse er fravendt
nogen, som kan kræve dem
tilbage.
Endelig
følger der af § 781, stk. 5, et
skærpet kriminalitetskrav ved
anden aflytning (også kaldet
rumaflytning) og udvidet
teleoplysning, som kun kan
foretages, når mistanken
vedrører en forbrydelse, der har
medført, eller som kan medføre
fare for menneskers liv eller
velfærd eller for betydelige
samfundsværdier. Til gengæld kan
der foretages udvidet
teleoplysning, selv om der ikke
foreligger bestemte grunde til
at antage, at der på den
pågældende måde gives
meddelelser eller foretages
forsendelser til eller fra en
mistænkt.
I
overensstemmelse med den
almindelige
proportionalitetsgrundsætning må
der i medfør af retsplejelovens
§ 782, stk. 1, ikke foretages et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, hvis
det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Det følger af
§ 783, stk. 1, at indgreb i
meddelelseshemmeligheden sker
efter rettens kendelse. I
kendelsen anføres de
telefonnumre, lokaliteter,
adressater eller forsendelser,
som indgrebet angår. Endvidere
anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt. Efter
§ 783, stk. 2, fastsættes der
ligeledes i kendelsen det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet i
meddelelseshemmeligheden kan
foretages. Dette tidsrum skal
være så kort som muligt og må
ikke overstige 4 uger.
Tidsrummet kan ved kendelse
forlænges med højst 4 uger ad
gangen.
Politiet kan
således som udgangspunkt kun
foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden efter
at have indhentet en
retskendelse.
Ville
indgrebets øjemed blive
forspildt, hvis politiet skulle
afvente en forudgående
retskendelse, kan politiet dog i
medfør af § 783, stk. 3, selv
træffe beslutning om indgrebet
og derefter – snarest muligt og
inden 24 timer – forelægge sagen
for retten. Retten afgør
herefter ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, samt om
det kan opretholdes og i
bekræftende fald for hvilket
tidsrum. Burde indgrebet efter
rettens opfattelse ikke være
foretaget, skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.
I medfør af
retsplejelovens § 784, stk. 1,
skal der beskikkes en advokat
for den, indgrebet vedrører, og
advokaten skal have lejlighed
til at udtale sig, inden retten
træffer afgørelse efter § 783.
Advokatbeskikkelse skal ske,
uanset om der allerede er
beskikket en forsvarer for den
mistænkte person, som kan
varetage dennes interesser.
Den advokat,
der beskikkes efter § 784,
stk. 1, skal således varetage
interesserne ikke blot for den
eller de mistænkte, men også for
indehaverne af de telefoner
eller lokaler mv., der aflyttes,
samt for de personer, der mere
eller mindre tilfældigt taler i
en telefon, der aflyttes, eller
som på anden måde bliver berørt
af indgrebet, jf. betænkning nr.
1023/1984, side 81 f.
Angår
efterforskningen en overtrædelse
af straffelovens kapitel 12
eller 13, beskikkes advokaten
fra en særlig kreds af
advokater, jf. § 784, stk. 2.
Der er i § 785 og § 787 fastsat
regler om den beskikkede
advokats rettigheder og pligter
i forbindelse med sagens
behandling.
Det følger af
retsplejelovens § 786, stk. 1,
at det påhviler postvirksomheder
og udbydere af telenet eller
teletjenester at bistå politiet
ved gennemførelse af indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
herunder ved at etablere
aflytning af telefonsamtaler mv.
Når et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden er
afsluttet, skal der i medfør af
§ 788, stk. 1, jf. stk. 2, gives
underretning om indgrebet til
henholdsvis indehaveren af den
pågældende telefon
(telefonaflytning og
teleoplysning), den der har
rådighed over det pågældende
lokale (rumaflytning), og
afsenderen eller modtageren af
forsendelsen (brevåbning og
brevstandsning). Der skal ikke
gives underretning om udvidet
teleoplysning, jf. § 788,
stk. 5.
Den advokat,
der er beskikket i medfør af
retsplejelovens § 784, stk. 1,
skal modtage genpart af
underretningen, jf. § 788,
stk. 3, 3. pkt.
Det er den
byret, som har truffet afgørelse
om indgrebet, der skal foretage
underretningen, jf. § 788,
stk. 3, 1. pkt. Underretningen
skal gives snarest muligt, hvis
politiet ikke senest 14 dage
efter udløbet af det tidsrum,
hvor indgrebet har været
tilladt, jf. § 783, stk. 2, har
fremsat begæring om undladelse
af eller udsættelse med
underretning, jf. § 788, stk. 3,
2. pkt.
I medfør af
§ 788, stk. 4, 1. pkt., kan
retten efter begæring fra
politiet beslutte, at
underretning skal undlades eller
udsættes i et nærmere fastsat
tidsrum, hvis underretningen vil
være til skade for
efterforskningen eller til skade
for efterforskningen i en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan danne grundlag for et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, eller
hvis omstændighederne i øvrigt
taler imod underretning.
Den advokat,
der er beskikket i medfør af
retsplejelovens § 784, stk. 1,
skal have lejlighed til at
udtale sig, inden retten træffer
beslutning om undladelse af
eller udsættelse med
underretningen, jf. § 788,
stk. 4, 2. pkt.
4.1.2.
Særligt om kravet om anførelse
af telefonnumre
Som nævnt i
pkt. 4.1.1. følger det af
retsplejelovens § 783, stk. 1,
2. pkt., at der i en kendelse om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal
anføres de telefonnumre,
lokaliteter, adressater eller
forsendelser, som indgrebet
angår.
Betydningen
af denne bestemmelse for så vidt
angår spørgsmålet om anførelse
af telefonnumre fremgår bl.a. af
en sag, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1999,
side 1771. I denne sag havde
anklagemyndigheden i byretten
anmodet om rettens kendelse om,
at det fremover skulle være
tilladt for politiet at aflytte
enhver samtale ført på de
telefoner, som den mistænkte
måtte skaffe sig rådighed over,
og at der ligeledes blev givet
politiet adgang til for disse
telefoner at få teleoplysninger.
Anklagemyndigheden henviste
under sagens behandling til, at
en kendelse med det beskrevne
indhold var af afgørende
betydning for efterforskningen.
I den forbindelse henviste
anklagemyndigheden til, at
politiet på grund af den
sigtedes hurtige udskiftning af
telefoner altid var 2-3 dage
bagefter med efterforskningen og
derved mistede afgørende
oplysninger. Anklagemyndigheden
anførte videre, at retten i
hvert tilfælde ville blive
underrettet, så der kunne
afsiges kendelse efter
retsplejelovens § 783, stk. 3.
Østre
Landsret stadfæstede byrettens
afgørelse om ikke at tage
anklagemyndighedens anmodning
til følge. Landsretten
begrundede sit resultat med, at
efter det oplyste ville en
imødekommelse af
anklagemyndighedens begæring
ikke gøre det muligt i kendelsen
at angive det eller de
abonnentnumre, SIM-kortnumre
eller IMEI-numre (en
mobiltelefons serienummer), som
begæredes aflyttet, hvorfor en
sådan tilladelse ikke ville
kunne opfylde kravene i
retsplejelovens § 783, stk. 1,
2. pkt., om, at der bl.a. skal
anføres de telefonnumre,
lokaliteter og adressater, som
indgrebet angår. Det begærede
indgreb fandtes derfor ikke at
have hjemmel i retsplejeloven.
Den gældende
bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 1, 2. pkt., blev som
nævnt i pkt. 4.1.1. affattet ved
lov nr. 227 af 6. juni 1985 om
ændring af retsplejeloven
(Telefonaflytning mv.), hvor der
i retsplejeloven blev indsat et
nyt kapitel 71 med regler om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Om baggrunden
for bestemmelsen blev i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget anført følgende,
jf. Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, spalte 2974:
»Med hensyn
til formen for rettens
afgørelse foreslås det i
§ 783, stk. 1, bl.a., at der
ligesom i dag skal være tale om
en kendelse, hvilket navnlig har
den betydning, at rettens
beslutning om indgrebets
foretagelse skal begrundes, og
§ 783, stk. 1, foreskriver i den
forbindelse, at retten skal
anføre de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Udvalgets udkast til § 783 i
retsplejeloven indeholder
herudover forskellige formkrav
vedrørende tidsfrister,
angivelse af de pågældende
telefonnumre, lokaliteter m.v.«
Lovændringen
var baseret på
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984 om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter, jf. pkt.
4.1.1. ovenfor. I betænkningen
side 73 anførte
Strafferetsplejeudvalget
følgende:
»Ved indgreb
i meddelelseshemmeligheden
foreslår udvalget yderligere, at
indgrebet bliver
specificeret i kendelsen ved
angivelse af »de telefonnumre,
lokaliteter, adressater eller
forsendelser, som indgrebet
angår«, jfr. lovudkastets § 783,
stk. 1. Herved sikres, at den
bemyndigelse, som kendelsen
giver politiet, får en præcis
afgrænsning.«
I
betænkningen omtaltes bl.a. en
analyse vedrørende indgreb i
meddelelseshemmeligheden i Hans
Gammeltoft-Hansens afhandling
»Straffeprocessuelle
tvangsindgreb« fra 1981. Denne
afhandling indeholdt forslag til
nye lovbestemmelser om
straffeprocessuelle
tvangsindgreb, herunder bl.a.
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Forslaget til en ny bestemmelse
om telefonaflytning (og anden
aflytning) var formuleret
således, at der kunne foretages
aflytning af telefonsamtaler
»over for en person«, hvis de
foreslåede mistankekrav og
kriminalitetskrav var opfyldt,
jf. Gammeltoft-Hansen,
»Straffeprocessuelle
tvangsindgreb«, 1981, side 306.
I
bemærkningerne til forslaget til
en ny bestemmelse om aflytning
anførte Gammeltoft-Hansen bl.a.,
at ordene » over for en person
.« tilkendegiver, at alle
telefonapparater, hvor der er
tilstrækkelig anledning til at
antage, at meddelelser gives til
eller fra en mistænkt, er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse, jf. side 314 i
afhandlingen.
Som det
fremgår af bestemmelsen i
retsplejelovens § 783, stk. 1,
2. pkt., bygger den gældende
ordning ikke på dette forslag,
men derimod på et krav om
anførelse af de enkelte
telefonnumre i kendelsen.
Hvad angår
spørgsmålet om, hvilke
personers telefoner som vil
kunne aflyttes, anførte
Strafferetsplejeudvalget
følgende i betænkning nr.
1023/1984, side 98 f:
»Endvidere
foreslås kravet om sammenhængen
mellem den mistænkte person og
kommunikationen beskrevet
således, at der skal være
»bestemte grunde til at antage,
at der på den pågældende måde
gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt«. Denne
udformning giver adgang til at
gribe ind i kommunikation, hvori
en mistænkt direkte er part
f.eks. som afsender eller
modtager af et brev eller som
deltager i en telefonsamtale
eller anden samtale.
Udformningen giver også mulighed
for at gribe ind, hvis samtalen
eller brevvekslingen føres
mellem personer, der ikke er
mistænkt, såfremt der er
bestemte grunde til at antage,
at de pågældende formidler
meddelelser til eller fra en
mistænkt og altså virker som
budbringere for denne.
Det må i
denne forbindelse erindres, at
de gældende regler om
telefonaflytning er indrettet
således, at der gives politiet
en generel tilladelse til at
aflytte samtaler til og fra
en bestemt telefon, når det må
antages, at der over denne
formidles samtaler til eller fra
en mistænkt. Det er altså ikke
nødvendigvis den mistænktes
telefon, der aflyttes. F.eks.
vil den mistænkte i
narkotikasager undertiden
befinde sig i udlandet. For at
skaffe oplysning om tid og sted
for hans hjemkomst – evt. i
forbindelse med en
narkotikaleverance – kan det
være nødvendigt at aflytte
telefoner hos ham nærtstående
personer i Danmark. Det kan også
undertiden være nødvendigt at
aflytte offentlige telefoner,
eventuelt telefonautomater,
f.eks. i og omkring værtshuse,
hvor der er mistanke om handel
med narkotika.«
I praksis vil
politiet således ofte indhente
retskendelse om aflytning af
telefoner, der tilhører andre
personer end den mistænkte -
f.eks. kæresten, arbejdspladsen,
forældrene eller en nær ven –
fordi der er bestemte grunde til
at antage, at der gives
meddelelser til eller fra den
mistænkte fra disse personers
telefoner.
Med hensyn
til hvilke samtaler som
vil kunne aflyttes, anførte
Strafferetsplejeudvalget
følgende på side 59 i betænkning
nr. 1023/1984:
» Om den
praktiske gennemførelse af
telefonaflytning bemærkes, at
indgrebet såvel efter de
gældende regler som efter
udvalgets lovudkast rettes mod
alle telefonsamtaler, der inden
for en bestemt periode føres fra
en nærmere angivet telefon, som
politiet har en særlig mistanke
om vil blive benyttet i
forbindelse med en forbrydelse.
Herved rammer indgrebet altså
også alle de personer, der –
uden at have nogen forbindelse
med forbrydelsen – tilfældigvis
ringer op til eller fra den
pågældende telefon. At indgrebet
på denne måde rammer en række
helt udenforstående personer, er
uundgåeligt, da en snævrere
afgrænsning af det tilladelige
»lytteområde« end de samtaler,
der føres over en bestemt
telefon, ikke lader sig drage.«
4.2. Kendelse
på person
4.2.1.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har i
anbefaling nr. 26 i rapporten om
det danske samfunds indsats og
beredskab mod terror foreslået,
at der skabes mulighed for, at
en retskendelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden kan
være rettet mod personen og ikke
kommunikationsmidlerne.
Om baggrunden
for anbefalingen anfører
arbejdsgruppen bl.a., at
erfaringen viser, at en del
mistænkte forsøger at sløre
deres handlinger ved at anvende
flere forskellige
kommunikationsmidler. Det kan
f.eks. være forskellige
mobiltelefoner eller SIM-kort,
som udskiftes løbende.
Arbejdsgruppen peger i den
forbindelse på, at den
teknologiske udvikling gennem de
senere år har betydet, at såvel
antallet som tilgængeligheden af
de til rådighed stående
kommunikationsmidler er øget
betydeligt.
Det anføres
videre i rapporten, at hvis en
mistænkt anvender flere
forskellige
kommunikationsmidler, skal der
indhentes en retskendelse for
hvert enkelt
kommunikationsmiddel. Det
medfører, at der skal holdes et
retsmøde hver gang med
inddragelse af en dommer og
forsvarer, samt at politiet skal
forberede sagen forud for
retsmødet. Hvis der skabes
mulighed for, at retskendelsen
vedrører personen og ikke
kommunikationsmidlet, vil der
efter arbejdsgruppens opfattelse
kunne spares ressourcer både hos
domstole og politi, hvilket
oplyses også at være vist ved
erfaringer fra udlandet.
Arbejdsgruppen forudsætter, at
politiet over for retten
godtgør, at den person,
indgrebet retter sig imod,
anvender en flerhed af
kommunikationsmidler, samt at
retten efterfølgende orienteres
om, hvilke kommunikationsmidler
den person, som kendelsen
vedrører, har anvendt.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere denne
anbefaling. Udmøntningen af
anbefalingen er indeholdt i
dette lovforslag, jf. nedenfor
under pkt. 4.2.2.
4.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Som beskrevet
i pkt. 4.1.2. følger det af
retsplejelovens § 783, stk. 1,
2. pkt., at der i en kendelse om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal
anføres de telefonnumre,
lokaliteter, adressater eller
forsendelser, som indgrebet
angår.
I de godt 20
år, der er forløbet, siden
§ 783, stk. 1, 2. pkt., trådte i
kraft, er der sket en voldsom
teknologisk udvikling inden for
tele- og internetkommunikation.
Omfanget af denne udvikling
illustreres ikke mindst af de
senere års fremvækst af en
mangfoldighed af nye
kommunikationsmidler som f.eks.
mobiltelefoner, taletidskort,
e-mail, internet-chat og
IP-telefoner. Disse mange nye
former for tele- og
internetkommunikation anvendes i
dag som helt sædvanlige
kommunikationsmidler af en meget
stor – og stadigt tiltagende –
del af befolkningen. Samtidig
udvides udbudet på telemarkedet
hele tiden med videreudviklede
og helt nye
kommunikationsmidler.
Den hastige
teknologiske udvikling indebærer
i sagens natur betydelige
udfordringer for politiet i
forbindelse med efterforskning
af de mange former for
kriminalitet, hvor der kan være
behov for at skaffe sig
oplysninger om en mistænkts
kommunikation med andre.
Politiet må således i dag ofte
indhente et større antal
retskendelser vedrørende samme
mistænkte person, herunder
kendelser på andre personers –
f.eks. familiemedlemmers eller
arbejdsgiveres – telefonnumre,
som den mistænkte har adgang
til.
Som anført af
den tværministerielle
arbejdsgruppe om
terrorbekæmpelse er det i den
forbindelse politiets erfaring,
at mange mistænkte forsøger at
sløre deres handlinger ved at
anvende flere forskellige
kommunikationsmidler og f.eks.
løbende udskifte mobiltelefoner
eller SIM-kort. Politiets
Efterretningstjeneste har over
for Justitsministeriet oplyst,
at det ikke er usædvanligt, at
mistænkte, som tjenesten har
behov for at overvåge, benytter
sig af et stort antal
forskellige telefoner eller
taletidskort på samme tid. Der
har således været tilfælde, hvor
det har været nødvendigt at
indhente et endog meget
betydeligt antal retskendelser
om telefonaflytning i en enkelt
sag.
Den beskrevne
udvikling gør det vanskeligt for
politiet at være tilstrækkelig
på forkant med, hvilke
telefonnumre en mistænkt
benytter, til, at politiet kan
nå – løbende – at indhente
forudgående retskendelser på
alle relevante telefonnumre. Når
det opdages, at en mistænkt
benytter sig af (endnu) et
telefonnummer, som politiet ikke
hidtil har haft kendskab til,
vil formålet med aflytningen af
den pågældende ofte blive
forspildt, hvis politiet
herefter skal afvente, at der
indhentes en ny retskendelse.
Det er derfor ikke sjældent
nødvendigt for politiet straks
at iværksætte aflytning af det
nye telefonnummer, jf.
retsplejelovens § 783, stk. 3,
om politiets adgang til selv at
træffe beslutning om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, når
indgrebets øjemed ville
forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes. Som beskrevet i
pkt. 4.1.1. skal politiet
herefter snarest muligt og
senest inden 24 timer fra
indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten.
Det samme gør
sig endvidere gældende med
hensyn til teleoplysning efter
retsplejelovens § 780, stk. 1,
nr. 3, det vil sige, hvor
politiet – uanset om det sker i
tilknytning til en aflytning
eller ej – har behov for
oplysning om, hvilke telefoner
eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater der
sættes i forbindelse med en
bestemt telefon eller andet
kommunikationsapparat. I sådanne
tilfælde giver det således
anledning til tilsvarende
vanskeligheder for politiet på
forhånd at angive de konkrete
telefonnumre, hvor der er behov
for at iværksætte teleoplysning.
Om
arbejdsgruppens forslag bemærkes
herefter følgende:
Som anført i
forarbejderne til den gældende
bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 1, 2. pkt., bygger
kravet om, at kendelsen skal
angive de telefonnumre, som
indgrebet vedrører, på hensynet
til, at den bemyndigelse, som
rettens kendelse giver politiet,
er præcist afgrænset. Herved
undgås det, at der opstår tvivl
om, hvorvidt politiet ved den
efterfølgende aflytning har
holdt sig inden for de grænser,
som retten har fastsat.
Heroverfor
står – som nærmere beskrevet
ovenfor og i arbejdsgruppens
rapport – at den teknologiske
udvikling på området i stigende
grad vanskeliggør politiets
efterforskning mv., ligesom den
gældende ordning efter
omstændighederne kan medføre en
meget væsentlig ressourcemæssig
belastning af såvel politiet som
domstolene. Særligt med hensyn
til terrorområdet bemærkes, at
det som omtalt ovenfor er
Politiets Efterretningstjenestes
erfaring, at de kredse, der
mistænkes for forbindelse med
mulig terrorvirksomhed, i
væsentlig grad søger at udnytte
den teknologiske udvikling inden
for tele- og
internetkommunikation til at
undgå overvågning fra
myndighedernes side. Bl.a.
derfor er det som ligeledes
beskrevet ovenfor i mange
tilfælde nødvendigt at
iværksætte aflytning uden
retskendelse i medfør af
retsplejelovens § 783, stk. 3,
(på øjemedet).
På den
baggrund er Justitsministeriet
enig med arbejdsgruppen i, at
der kan være anledning til – i
hvert fald på terrorområdet og
inden for rammerne af
efterfølgende kontrol fra
rettens side, jf. nærmere
nedenfor – at tilpasse
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 783, stk. 1, 2. pkt., til den
teknologiske udvikling.
Det foreslås
derfor i lovforslagets § 2, nr.
4, at der i § 783 indsættes et
nyt stk. 2, hvorefter retten ved
kendelse om telefonaflytning
(det vil sige aflytning af
telefonsamtaler eller anden
tilsvarende telekommunikation)
eller teleoplysning i
forbindelse med efterforskning
af en overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13 i stedet for bestemte
telefonnumre kan anføre den
person, som indgrebet angår. Den
foreslåede bestemmelse omfatter
således alle de indgreb i
meddelelseshemmeligheden, der er
omfattet af retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 1 og 3,
uanset om der er tale om
egentlig telefonkommunikation
eller anden tilsvarende
telekommunikation, f.eks.
e-mail-, internet- eller
telefaxkommunikation.
For så vidt
angår teleoplysning skal det
bemærkes, at den foreslåede
bestemmelse alene omfatter
fremadrettet teleoplysning i
medfør af retsplejelovens § 780,
stk. 1, nr. 3, og ikke
bagudrettet teleoplysning i
medfør af editionsreglerne, jf.
Højesterets kendelse gengivet i
UfR 1993, side 1. Der vil
således ikke på grundlag af en
kendelse på person kunne
indhentes historiske
teleoplysninger.
Kendelse på
en person i medfør af den
foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 783, stk. 2,
1. pkt., forudsætter
naturligvis, at de øvrige
betingelser for henholdsvis
telefonaflytning eller
teleoplysning er opfyldt. Den
foreslåede bestemmelse vil ikke
udvide politiets adgang til at
iværksætte telefonaflytning
eller teleoplysning, men derimod
alene forenkle den formelle
procedure, så politiet kun
behøver at indhente én
forudgående retskendelse. De
almindelige betingelser for,
hvornår telefonaflytning mv. kan
foretages, videreføres således
uændret.
Det skal i
den forbindelse understreges, at
indgreb i
meddelelseshemmeligheden efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 1, ligesom i dag kun vil
kunne foretages, hvis der er
bestemte grunde til at antage,
at der på den pågældende måde
gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt. Der vil således
kun kunne foretages aflytning af
et telefonnummer eller indhentes
teleoplysninger om, hvilke
telefoner der sættes i
forbindelse med et bestemt
telefonnummer, når der er
bestemte grunde til at antage,
at der over denne telefon
formidles samtaler til eller fra
den mistænkte person. Der
henvises til pkt. 1.1., 4.1.1.
og 4.1.2. samt
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984, side
98.
Betingelsen i
§ 781, stk. 1, nr. 1, vil
således skulle være opfyldt i
relation til hvert enkelt
telefonnummer, der aflyttes
eller indhentes teleoplysninger
om på grundlag af en
retskendelse på personen i
medfør af den foreslåede nye
bestemmelse i § 783, stk. 2, 1.
pkt. Som nærmere beskrevet
nedenfor skal der endvidere ske
en efterfølgende underretning af
retten om bl.a. de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at der er bestemte
grunde til at antage, at der fra
de pågældende telefonnumre gives
meddelelser til eller fra den
person, som indgrebet angår.
Udover kravet
i § 781, stk. 1, nr. 1, vil det
være en forudsætning for at få
en retskendelse på personen, at
de øvrige almindelige
betingelser for indgreb i
meddelelseshemmeligheden er
opfyldt. Det gælder f.eks.
indikationskravet i § 781,
stk. 1, nr. 2,
proportionalitetskravet i § 782,
stk. 1, og kravet om, at der i
kendelsen skal fastsættes det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet må foretages, jf.
§ 783, stk. 2, (der efter
forslaget bliver § 783, stk. 3).
Der henvises i øvrigt til
beskrivelsen af gældende ret i
pkt. 4.1.1.
Arbejdsgruppen har som anført i
pkt. 4.2.1. forudsat, at
politiet som betingelse for, at
den foreslåede bestemmelse kan
anvendes, over for retten
godtgør, at den person,
indgrebet retter sig imod,
anvender en flerhed af
kommunikationsmidler. Om dette
spørgsmål bemærkes følgende:
Som beskrevet
ovenfor er det en forudsætning
både for at få en kendelse på
personen og for at iværksætte
aflytning eller teleoplysning på
grundlag af en sådan kendelse,
at de almindelige betingelser
for telefonaflytning eller
teleoplysning er opfyldt i
forhold til hvert enkelt
telefonnummer.
Den
foreslåede bestemmelse vil
imidlertid forenkle proceduren,
så politiet kun behøver at
indhente én forudgående
retskendelse. En sådan
retskendelse om telefonaflytning
af personen vil give mulighed
for at aflytte den mistænkte
person, uanset hvilke
telekommunikationsmidler den
pågældende måtte vælge at
benytte sig af. Med hjemmel i en
sådan forudgående retskendelse
vil politiet løbende kunne
iværksætte aflytning af alle de
telefonnumre, der er bestemte
grunde til at antage bliver
benyttet af en person, som er
mistænkt for overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13. Tilsvarende vil en
retskendelse om teleoplysning på
personen give mulighed for
løbende at indhente oplysninger
om, hvilke telefonnumre der
sættes i forbindelse med de
telefoner, som der er bestemte
grunde til at antage, at den
mistænkte person benytter.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør det ikke herudover være en
særlig betingelse, at politiet i
de konkrete tilfælde godtgør, at
den person, indgrebet retter sig
imod, anvender en flerhed af
kommunikationsmidler.
Justitsministeriet har i den
forbindelse lagt vægt på, at
formålet med den foreslåede
adgang til retskendelse på en
person i sager om overtrædelse
af straffelovens kapitel 12 og
13 som anført er at forenkle
proceduren, og at det som nævnt
er Politiets
Efterretningstjenestes generelle
erfaring, at netop de kredse,
der mistænkes for forbindelse
med mulig terrorvirksomhed, i
væsentlig grad søger at udnytte
den teknologiske udvikling inden
for tele- og
internetkommunikation til at
undgå overvågning fra
myndighedernes side.
Det fremgår
af pkt. IV i Justitsministeriets
instruks af 9. maj 1996 om
Politiets Efterretningstjeneste,
at indgribende
efterforskningsskridt, herunder
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, i
hvert enkelt tilfælde skal
godkendes af chefen for
tjenesten eller i dennes fravær
af chefens stedfortræder.
Såfremt det pågældende
efterforskningsskridt kræver
retskendelse, skal denne
godkendelse finde sted, forinden
sagen forelægges for retten i
overensstemmelse med
retsplejelovens regler.
I
overensstemmelse hermed
forudsættes det, at den
praktiske iværksættelse af
telefonaflytning eller
teleoplysning, der sker på
grundlag af en retskendelse på
personen, for hvert enkelt
telefonnummers vedkommende skal
forelægges til forudgående
godkendelse hos chefen for
Politiets Efterretningstjeneste
eller dennes stedfortræder.
I medfør af
den foreslåede affattelse af
§ 783, stk. 2, 2. pkt., skal
politiet snarest muligt efter
udløbet af det tidsrum, inden
for hvilket indgrebet kan
foretages, underrette retten om
de telefonnumre – herunder
f.eks. IMSI- eller IMEI-numre –
som indgrebet har været rettet
imod (det vil sige de
telefonnumre, som er blevet
aflyttet, eller hvor der har
været iværksat teleoplysning),
samt om de bestemte grunde, der
er til at antage, at der fra de
pågældende telefonnumre gives
meddelelser til eller fra den
mistænkte, jf. kravet i § 781,
stk. 1, nr. 1.
Det
forudsættes, at denne
underretning af retten
indeholder oplysninger svarende
til dem, som skal medtages, når
indgreb, der er iværksat af
politiet uden forudgående
retskendelse (på øjemedet),
efterfølgende skal forelægges
for retten til godkendelse, jf.
§ 783, stk. 3 (der efter
forslaget bliver § 783, stk. 4).
Politiets
underretning til retten sker med
henblik på, at retten herefter
underretter den advokat, som er
beskikket i sagen i medfør af
retsplejelovens § 784, stk. 1,
jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 783, stk. 2, 3. pkt. I praksis
vil retten ofte kunne foretage
denne underretning samtidig med
den underretning af den
beskikkede advokat, som retten
allerede i dag skal foretage
efter § 788, stk. 3, 3. pkt.,
jf. stk. 4, 2. pkt. En
efterprøvelse af lovligheden af
indgrebet forudsættes ikke
foretaget på dette tidspunkt,
hvor retten alene ville have
politiets fremstilling som
grundlag. Den beskikkede advokat
vil imidlertid efter at have
modtaget underretningen kunne
indbringe spørgsmålet for
retten, jf. herom nedenfor.
Den advokat,
der efter § 784, stk. 1, skal
beskikkes i sager om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, skal
beskikkes, uanset om der
allerede er beskikket en
forsvarer for den mistænkte, som
kan varetage dennes interesser.
Den beskikkede advokat skal
således varetage interesserne
for ikke blot den mistænkte, men
også for indehaverne af de
telefoner, som f.eks. aflyttes,
og de personer, der mere eller
mindre tilfældigt kommer til at
tale i en sådan telefon, eller
som på anden måde bliver berørt
af indgrebet.
Underretningen af den beskikkede
advokat om, hvilke telefonnumre
der er blevet aflyttet, eller
hvor der har været iværksat
teleoplysning – og om de
bestemte grunde, der er til at
antage, at der fra de pågældende
telefonnumre gives meddelelser
til eller fra den mistænkte –
skal gøre det muligt for
advokaten at tage stilling til,
om spørgsmålet om lovligheden af
indgrebet skal indbringes for
retten.
Spørgsmålet
om lovligheden af aflytning
eller teleoplysning gennemført
på grundlag af en forudgående
retskendelse på personen kan
således indbringes for retten i
medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 783, stk. 2, 3.
pkt. Formålet hermed er at sikre
en adgang til kontrol ved
domstolene med hensyn til de
konkrete telefonnumre, som
politiet har aflyttet eller
indhentet teleoplysninger om på
grundlag af en retskendelse på
personen. Hvis sagen indbringes
for retten af den beskikkede
advokat, afgør retten ved
kendelse, om indgrebet er sket
inden for rammerne af den
forudgående retskendelse på
personen og i øvrigt i
overensstemmelse med
retsplejelovens almindelige
betingelser for telefonaflytning
og teleoplysning, jf. bl.a.
§ 781, stk. 1, nr. 1.
Finder retten
i den forbindelse, at politiet
har foretaget et indgreb, som
ikke burde være foretaget, skal
retten give meddelelse herom til
Justitsministeriet, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 783,
stk. 2, 5. pkt. Dette svarer
til, hvad der i dag gælder efter
retsplejelovens § 783, stk. 3,
4. pkt., i de tilfælde, hvor
politiet har iværksat et indgreb
i meddelelseshemmeligheden uden
forudgående retskendelse (på
øjemedet), og retten får
forelagt sagen med henblik på
efterfølgende godkendelse, men
ikke godkender indgrebet.
I lyset af
den beskrevne teknologiske
udvikling har Justitsministeriet
overvejet, om der kunne være
anledning til udstrække den
foreslåede ændring af
retsplejelovens § 783 til at
gælde generelt og ikke kun på
terrorområdet. De
vanskeligheder, som udviklingen
på tele- og
internetkommunikationsområdet
medfører for politiet, og som er
nærmere beskrevet ovenfor, gør
sig således også gældende med
hensyn til en række andre
kriminalitetsformer, herunder
f.eks. narkotikakriminalitet.
Heroverfor
står, at den foreslåede ændring
kan siges at have en vis
principiel karakter, og at en
ordning, hvorefter den
udstrækkes til at gælde
generelt, derfor bør overvejes i
en bredere sammenhæng.
På denne
baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse,
at den foreslåede ændring på
nuværende tidspunkt bør
afgrænses til at vedrøre sager
om overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 og 13, således at en
mere generel ændring på området
i givet fald tages op til
nærmere overvejelse på et senere
tidspunkt.
4.3.
Undladelse af underretning
4.3.1.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har i
anbefaling nr. 27 i rapporten om
det danske samfunds indsats og
beredskab mod terror foreslået,
at undladelse af underretning,
jf. retsplejelovens § 788,
stk. 4, kan ske på baggrund af
hensyn til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder.
Arbejdsgruppen har i den
forbindelse henvist til, at det
følger af retsplejelovens § 729
c, stk. 1, nr. 6, at retten
efter anmodning fra politiet kan
bestemme, at reglerne om
forsvarerens og sigtedes ret til
aktindsigt fraviges, hvis det er
påkrævet af hensyn til
beskyttelse af fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder. Efter
arbejdsgruppens opfattelse gør
disse hensyn sig ligeledes
gældende ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden, da der
kan forekomme situationer, hvor
politiet anvender teknikker, som
ikke er kendt i en bredere
kreds, herunder det kriminelle
miljø, og hvor en underretning
om indgrebet vil kunne ødelægge
politiets mulighed for at
anvende denne
efterforskningsteknik fremover.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere denne
anbefaling. Dette lovforslag
udmønter den pågældende
anbefaling, jf. nedenfor under
pkt. 4.3.2.
4.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
Som beskrevet
i pkt. 4.1.1. følger det af den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 788, stk. 4,
at retten efter begæring fra
politiet kan beslutte, at
underretning i medfør af § 788,
stk. 1-3, om et afsluttet
indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal
undlades eller udsættes i et
nærmere fastsat tidsrum, hvis
underretningen vil være til
skade for efterforskningen eller
til skade for efterforskningen i
en anden verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan danne grundlag for et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, eller
hvis omstændighederne i øvrigt
taler imod underretning.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens anbefaling
om, at der fastsættes en
udtrykkelig hjemmel til at
undlade underretning på grundlag
af hensynet til at beskytte
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder. Det vil
således kunne skabe betydelige
problemer for politiets
fremtidige
efterforskningsmuligheder, hvis
sådanne oplysninger spredes i
kriminelle miljøer.
Det foreslås
derfor i lovforslagets § 2, nr.
5, at retsplejelovens § 788,
stk. 4, ændres, så det kommer
til at fremgå, at hvis hensynet
til beskyttelse af fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder taler
imod underretning, kan retten
efter begæring fra politiet
beslutte, at underretning skal
undlades eller udsættes i et
nærmere fastsat tidsrum, der kan
forlænges.
Underretning
om et indgreb i
meddelelseshemmeligheden vil
således kunne undlades, hvis
oplysningen om, at der er
gennemført et sådant indgreb, i
sig selv vil afsløre ellers
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder.
Det
forudsættes, at udtrykket
»fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder« har
samme anvendelsesområde som den
tilsvarende formulering i
retsplejelovens § 729 c,
stk. stk. 1, nr. 6. Efter denne
bestemmelse kan retten efter
anmodning fra politiet bestemme,
at reglerne om forsvarerens og
sigtedes ret til aktindsigt
efter §§ 729 a og 729 b
fraviges, hvis det er påkrævet
af hensyn til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder. § 729 c,
stk. 1, nr. 6, (tidligere § 745
b, stk. 1, nr. 6) blev affattet
ved lov nr. 436 af 10. juni 2003
om ændring af straffeloven og
retsplejeloven (Bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet). Der
henvises til Folketingstidende
2002-03, tillæg A, side 6696,
tillæg B, side 1663 og 1858,
samt Folketingets forhandlinger,
side 8417, 10095 og 10510.
I
overensstemmelse med
forarbejderne til
retsplejelovens § 729 c, stk. 1,
nr. 6, forudsættes det ved den
foreslåede formulering af § 788,
stk. 4, at oplysninger om
»politiets
efterforskningsmetoder« f.eks.
vil kunne være tekniske
oplysninger om politiets
aflytningsudstyr og –metoder mv.
Der forudsættes endvidere at
være tale om »fortrolige
oplysninger«, hvis politiet har
en særlig interesse i at holde
oplysningerne hemmelige, og
oplysningerne ikke er
almindeligt kendt.
5.
Teleobservation
5.1. Gældende
ret
5.1.1.
Observation
Observation
af mistænkte kan forekomme i
forskellige former og være af
mere eller mindre indgribende
karakter. Indgrebets intensitet
vil navnlig afhænge af, på
hvilket sted den mistænkte
befinder sig under
observationen, og hvilke
hjælpemidler politiet anvender i
forbindelse hermed. I den ene
ende af skalaen kan nævnes
observation med det blotte øje
af en person, der befinder sig
på et frit tilgængeligt sted,
mens observation ved hjælp af et
skjult, fjernbetjent apparat af
en person, der opholder sig i
sin bolig, kan siges at ligge i
den anden ende af skalaen.
Retsplejeloven indeholder i
§ 791 a bestemmelser om visse
former for observation.
Bestemmelsen blev indsat ved lov
nr. 229 af 21. april 1999 om
ændring af retsplejeloven
(Beslaglæggelse, edition,
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation samt
prøvesagsordning for advokater
mv.). Der henvises til
Folketingstidende 1998-99,
tillæg A, side 828, tillæg B,
side 462, og Folketingets
forhandlinger, side 244, 5204 og
5328. Lovændringen byggede på
Strafferetsplejeudvalgets
anbefalinger i betænkning nr.
1298/1995 om fotoforevisning,
konfrontation, efterlysning og
observation.
Retsplejelovens bestemmelser om
observation omhandler alene
politiets adgang til at foretage
observation af personer, der
befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted , og ved
brug af optiske instrumenter
, f.eks. en kikkert eller et
kamera. Observation af personer,
der befinder sig på et frit
tilgængeligt sted, er således
ikke omfattet af bestemmelsen,
uanset om der i forbindelse med
observationen anvendes optiske
instrumenter. Retsplejeloven
regulerer heller ikke
observation af en person, der
befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted, hvis
observationen foretages uden
brug af sådanne hjælpemidler.
Sådanne observationer har ikke
karakter af straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Retsplejelovens § 791 a,
stk. 1-3, regulerer tre former
for observation af mere eller
mindre kvalificeret karakter.
Indgreb efter
§ 791 a, stk. 1, omfatter
observation i tilfælde, hvor den
person, indgrebet er rettet
imod, befinder sig på et ikke
frit tilgængeligt sted , og
hvor observationen foretages ved
hjælp af en kikkert eller
andet apparat. Denne type
observation kan foretages, hvis
indgrebet må antages at være af
væsentlig betydning for
efterforskningen (
indikationskravet ), og hvis
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængselsstraf (
kriminalitetskravet ).
Observation
rettet mod en person, der
befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted , som
foretages ved hjælp af et
fjernbetjent eller automatisk
virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat, er reguleret i
§ 791 a, stk. 2. Ligesom ved
observation i medfør af § 791 a,
stk. 1, er det en betingelse, at
indgrebet er af væsentlig
betydning for efterforskningen,
men indgreb efter stk. 2 må kun
foretages, hvis efterforskningen
vedrører en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel
i 1 år og 6 måneder eller
derover.
Retsplejelovens § 791 a, stk. 3,
regulerer observation af
personer, der befinder sig i en
bolig eller andre husrum,
ved hjælp af fjernbetjent
eller automatisk virkende
tv-kamera, fotografiapparat
eller lignende apparat eller
ved hjælp apparat, der
anvendes i boligen eller
husrummet. Denne form for
observation forudsætter, at 1)
der er bestemte grunde til at
antage, at bevis i sagen kan
opnås ved indgrebet, 2)
indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for
efterforskningen (
indikationskravet ), 3)
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller vedrører en
overtrædelse af visse nærmere
opregnede bestemmelser, herunder
bl.a. bestemmelserne i
straffelovens kapitel 12 og 13 (
kriminalitetskravet ), og
4) efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, som har medført
eller kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier.
Som en
generel betingelse for alle
former for observation efter
retsplejelovens § 791 a gælder,
at indgrebet ikke må foretages,
hvis det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde, ville være
uforholdsmæssigt, jf. § 791 a,
stk. 5.
Beslutning om
observation i medfør af
retsplejelovens § 791 a, stk. 1,
træffes af politiet. For
observation efter § 791 a,
stk. 2, eller stk. 3, gælder
derimod de samme regler som ved
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf.
ovenfor under pkt. 4.1.1. – det
vil sige, at indgrebet kræver en
forudgående retskendelse,
medmindre indgrebets øjemed
ville forspildes, hvis politiet
skulle afvente rettens kendelse
(på øjemedet), jf. § 791 a,
stk. 6, jf. § 783.
Det følger
endvidere af retsplejelovens
§ 791 a, stk. 6, at en række af
bestemmelserne vedrørende
indgreb i
meddelelseshemmeligheden finder
tilsvarende anvende ved
observation, herunder bl.a.
bestemmelserne om
forsvarerbeskikkelse, jf. § 784
og § 785, og bestemmelsen om
underretning ved afslutning af
indgrebet, jf. § 788.
5.1.2.
Særligt om teleselskabers
videregivelse af oplysninger til
politiet om opdatering af
mobiltelefoner
Retsplejeloven indeholder ikke i
dag bestemmelser, der særligt
omhandler spørgsmålet om, under
hvilke betingelser politiet kan
foretage observation af en
mistænkt via oplysninger om,
hvor vedkommendes mobiltelefon
befinder sig, eller under hvilke
betingelser udbydere af telenet
eller teletjenester er
berettiget eller forpligtet til
at udlevere sådanne oplysninger
til politiet.
Efter § 13 i
lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 784 af 28.
juli 2005, er udbydere af
elektroniske kommunikationsnet
eller –tjenester, disses ansatte
og tidligere ansatte ikke
berettiget til at videregive
eller udnytte oplysninger om
andres brug af nettet eller
tjenesten, som de får kendskab
til i forbindelse med det
pågældende udbud af elektronisk
kommunikationsnet eller
–tjeneste.
Spørgsmålet
om, hvorvidt politiets
indhentelse af sådanne
oplysninger har karakter af
observation, blev behandlet i en
sag, der er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 2003, side 137. I
denne sag ønskede politiet at
iværksætte skygning af en
person, der var mistænkt for
tyverier. Med henblik herpå
ønskede politiet at indhente
oplysninger fra teleselskaberne
om, på hvilke master den
mistænktes mobiltelefoner
opdateredes, og om retning og
afstand fra masten, således at
man havde mulighed for at
lokalisere den pågældende igen,
hvis han skulle slippe væk.
Byretten
fandt, at indhentelsen af de
ønskede oplysninger var omfattet
af retsplejelovens § 791 a,
stk. 3, og at der i det konkrete
tilfælde ikke var grundlag for
at imødekomme politiets
begæring. Landsretten fandt
derimod, at politiet uden
retskendelse efter
retsplejelovens kap. 71 kunne
indhente de nævnte oplysninger.
Højesteret
udtalte, at de ønskede
oplysninger indeholdt
oplysninger om brug af telenet
eller teletjenester, som var
omfattet af
telekonkurrencelovens § 13,
stk. 3, og at videregivelse til
politiet ikke uden videre kunne
anses for berettiget.
Videregivelse kunne imidlertid
ske, hvis videregivelse af
positionsoplysninger kunne anses
for hjemlet i retsplejelovens
regler om straffeprocessuelle
tvangsindgreb, eller
videregivelse af
positionsoplysninger måtte
sidestilles med et sådant
indgreb. Oplysningerne skulle
anvendes i tilknytning til
politiets skygning af den
mistænkte. Højesteret fandt, at
indgrebet derfor kunne
sidestilles med observation, jf.
retsplejelovens § 791 a. Da
oplysningerne ikke kunne
stedfæste en persons færden så
præcist, at den kunne
lokaliseres til en bolig eller
andre husrum, fandt Højesteret,
at indgrebet var omfattet af
retsplejelovens § 791 a, stk. 2,
og ikke stk. 3. Såfremt denne
bestemmelses betingelser var
opfyldt, kunne det derfor ved
kendelse bestemmes, at det var
berettiget at videregive de
nævnte oplysninger.
Med hensyn
til spørgsmålet om, i hvilket
omfang et indgreb har karakter
af et straffeprocessuelt
tvangsindgreb, kan til
sammenligning peges på politiets
brug af såkaldt pejlingsudstyr.
I forbindelse
med det lovforslag, der dannede
grundlag for indsættelse af
observationsbestemmelsen i
retsplejelovens § 791 a, jf.
ovenfor, overvejede
Justitsministeriet bl.a., om
andre efterforskningsmetoder,
herunder pejling, burde
lovreguleres. Ved pejling
forstås, at politiet monterer
pejleudstyr på en genstand,
f.eks. en bil, der tilhører en
mistænkt, med henblik på at
kunne følge genstandens
bevægelser på afstand.
Justitsministeriet bemærkede i
den forbindelse, at pejling ud
fra en umiddelbar betragtning
har visse lighedspunker med
observation og aflytning, idet
politiet ved hjælp af teknisk
udstyr herved får en viden, der
normalt forudsætter, at politiet
er fysisk til stede. Ministeriet
fremhævede herefter, at pejling
imidlertid ikke giver mulighed
for at optage billeder eller
aflytte samtaler, og at pejling
derfor nærmest har karakter af
en »skygning« under anvendelse
af tekniske hjælpemidler.
Indgrebet blev derfor ikke anset
for at være af så væsentlig og
indgribende karakter, at det
burde sidestilles med andre
efterforskningsmidler, der er
reguleret i retsplejeloven, og
Justitsministeriet fandt således
ikke anledning til at foreslå en
lovregulering af politiets brug
af pejling. Der henvises til
Folketingstidende 1998-99,
tillæg A, side 840.
I
forarbejderne til
observationsreglerne i
retsplejelovens § 791 a er i
samme forbindelse henvist til en
kendelse fra Vestre Landsret,
der omhandler spørgsmålet om
politiets brug af pejling. I
afgørelsen, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1996,
side 1496, fandt landsretten, at
der i det konkrete tilfælde,
hvor det anvendte elektroniske
sporingsudstyr var anbragt
uden på den mistænktes bil,
ikke var tale om et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb, men derimod om
skygning under anvendelse af
tekniske hjælpemidler.
Tilsvarende er også
efterfølgende lagt til grund i
retspraksis, jf. Ugeskrift for
Retsvæsen 2003, side 1599 V.
Højesteret
nåede i en afgørelse gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000,
side 2476, frem til, at der i en
situation, hvor politiet ønskede
at installere pejlingsudstyr
inde i en mistænkts bil, var
tale om pejling ved anvendelse
af udstyr, hvis installation
indebar et straffeprocessuelt
indgreb, og at indgrebet derfor
måtte anses for omfattet af
eller sidestillet med
observationsbegrebet i
retsplejelovens § 791 a.
Højesteret fandt herefter, at
indgrebet var omfattet af
retsplejelovens § 791 a, stk. 2.
5.2.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
I rapporten
fra den tværministerielle
arbejdsgruppe om
terrorbekæmpelse er spørgsmålet
om observation ved brug af
masteoplysninger behandlet i
anbefaling nr. 30.
I rapporten
er det i den forbindelse anført,
at den nuværende teknik inden
for mobiltelefoni giver mulighed
for, at man via mastepositioner
kan stedfæste, hvor en tændt
mobiltelefon befinder sig,
uanset om mobiltelefonen faktisk
benyttes til kommunikation.
Arbejdsgruppen anbefaler, at
udbydere af elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
på baggrund af en
observationskendelse forpligtes
til fremadrettet (løbende) at
udlevere oplysninger til
politiet om, hvilke
mobiltelefonmaster en tændt
mobiltelefon er i forbindelse
med. Det anbefales endvidere, at
udbydere af elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
bør være forpligtet til at
indrette deres tekniske systemer
således, at de indgreb, der er
nævnt i retsplejelovens kapitel
71, er mulige.
Denne
anbefaling har sammenhæng med
arbejdsgruppens anbefaling nr.
17, hvori det foreslås, at der i
telelovgivningen fastsættes krav
om, at politiet hos alle
teleudbydere skal have mulighed
for at indhente fremadrettede
tele- og masteoplysninger,
samtidig med at disse
registreres – det vil sige
samtidig med, at en person
foretager et opkald, aktiverer
en sendemast eller lignende.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
disse anbefalinger. Udmøntningen
af anbefaling nr. 30 er til dels
indeholdt i dette lovforslag,
jf. nedenfor under pkt. 5.3.
En
forpligtelse efter
telelovgivningen for udbydere
til at indrette deres systemer
således, at disse oplysninger
fremadrettet kan leveres til
politiet, jf. arbejdsgruppens
anbefaling nr. 17 og til dels
nr. 30, er indeholdt i
lovforslaget fra ministeren for
videnskab, teknologi og
udvikling.
I regeringens
handlingsplan er det i
tilknytning hertil anført, at
ikke alle udbyderes net i dag er
indrettet således, at et sådant
indgreb teknisk er muligt.
Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling
gennemfører derfor parallelt med
lovforslaget et
udredningsarbejde, der skal
afklare de tekniske muligheder,
herunder behovet for at udvikle
nye tekniske løsninger på
området.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
5.3.1.
Justitsministeriets overvejelser
og lovforslagets nærmere indhold
Som anført
ovenfor har den
tværministerielle arbejdsgruppe
anbefalet, at udbydere af
elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester på baggrund af en
observationskendelse forpligtes
til fremadrettet (løbende) at
udlevere oplysninger til
politiet om, hvilke
mobiltelefonmaster en tændt
mobiltelefon er i forbindelse
med.
Retsplejeloven indeholder som
nævnt ikke i dag bestemmelser,
der særligt regulerer politiets
adgang til at indhente
oplysninger om lokaliseringen af
en tændt mobiltelefon.
Observation
af mistænkte udgør et vigtigt
redskab i politiets
efterforskning af strafbare
forhold. Justitsministeriet
finder det – ligesom
arbejdsgruppen – i den
forbindelse væsentligt, at
politiet har adgang til fra
udbydere af telenet eller
teletjenester at indhente
lokaliseringsdata vedrørende en
mobiltelefon, der antages at
blive anvendt af en mistænkt
(teleobservation). Ved
teleobservation forstås således
indhentelse af oplysninger, der
gør det muligt løbende at
stedfæste den pågældende
mobiltelefon, når mobiltelefonen
er tændt. Det vil navnlig dreje
sig om oplysninger om, hvilke
mobiltelefonmaster den
pågældende mobiltelefon er i
forbindelse med ved
opdateringer, hvilken celle der
er anvendt ved opdateringen,
samt – ved mobiltelefonens
anvendelse til kommunikation –
oplysninger om i hvilken afstand
fra masten mobiltelefonen
befinder sig.
Anvendelsesområdet for et
traditionelt
efterforskningsmiddel som
observation kan på denne måde
siges at blive udvidet med den
teknologiske udvikling inden for
telekommunikation og de tekniske
muligheder, der er med den
nuværende mobiltelefoni. Dette
kan både være tilfældet, hvor
teleobservation sker i
tilknytning til politiets brug
af andre efterforskningsmidler,
og i tilfælde, hvor
teleobservation som et isoleret
indgreb kan være af væsentlig
betydning for efterforskningen.
På den
baggrund kan Justitsministeriet
tilslutte sig arbejdsgruppens
anbefaling om, at udbydere af
telenet eller teletjenester på
baggrund af en
observationskendelse bør være
forpligtet til fremadrettet
(løbende) at udlevere
oplysninger til politiet om,
hvilke mobiltelefonmaster en
tændt mobiltelefon er i
forbindelse med.
Teleobservation, der foretages i
forbindelse med skygning af en
mistænkt, anses i praksis for et
indgreb, der er omfattet af
eller må sidestilles med
observation i medfør af
retsplejelovens § 791 a, stk. 2,
jf. Ugeskrift for Retsvæsen
2003, side 137 H. Med
Højesterets kendelse, der er
omtalt ovenfor, er der
imidlertid ikke taget
udtrykkelig stilling til
tilfælde, hvor politiets
indhentelse af lokaliseringsdata
vedrørende en mistænkts
mobiltelefon ikke sker i
forbindelse med en samtidig
skygning af den pågældende.
Det kan efter
Justitsministeriets opfattelse
give anledning til en vis tvivl,
om der i et sådant tilfælde er
tale om et straffeprocessuelt
tvangsindgreb, der er omfattet
af eller må sidestilles med
observation efter
retsplejelovens § 791 a.
Teleobservation kan i sådanne
tilfælde siges at have visse
lighedspunkter med politiets
brug af pejlingsudstyr. Begge
tilfælde er således
karakteriseret ved, at politiet
foretager »skygning ved brug af
tekniske hjælpemidler« under
omstændigheder, hvor der ikke
sker en egentlig iagttagelse af
den mistænkte, og hvor der
heller ikke foretages aflytning
af indholdet af kommunikation.
Som nævnt ovenfor under pkt.
5.1.2. er det i praksis antaget,
at pejling ikke udgør et
straffeprocessuelt indgreb,
medmindre brug af
pejlingsudstyret kræver
politiets indtrængen i den
mistænktes bil.
Politiets
behov for i
efterforskningsmæssigt øjemed at
indhente oplysninger om, fra
hvilke master en mobiltelefon
opdateres, og dermed hvor den
pågældende mobiltelefon befinder
sig, kan være til stede i
situationer, hvor der – som det
var tilfældet i ovennævnte
højesteretskendelse – tillige
foretages skygning af den
pågældende. Politiet kan
imidlertid også tænkes at have
et sådant behov i situationer,
hvor der ikke er iværksat en
sådan skygning. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis politiets
efterforskning alene
nødvendiggør et overblik over
den pågældendes færden, mens
egentlig iagttagelse af den
pågældende og dennes aktiviteter
ikke er nødvendig eller ville
være uforholdsmæssig
ressourcekrævende. Det kan
endvidere forekomme tilfælde,
hvor den mistænkte er så
»sikkerhedsbevidst«, at det i
praksis er vanskeligt eller
umuligt at gennemføre en
»manuel« skygning af den
pågældende.
I lyset af
Højesterets kendelse og med
henblik på at undgå tvivl om,
under hvilke omstændigheder
politiet kan foretage
teleobservation, har
Justitsministeriet fundet det
rigtigst at indsætte en særskilt
bestemmelse herom i
retsplejeloven. Selv om
teleobservation efter praksis i
visse tilfælde kan sidestilles
med observation i medfør af
retsplejelovens § 791 a, finder
Justitsministeriet det således
mest hensigtsmæssigt at indsætte
en særskilt bestemmelse i
retsplejeloven om dette indgreb.
Hermed sikres det, at politiet
under nærmere angivne
betingelser kan foretage
teleobservation, uanset om dette
sker i tilknytning til andre
efterforskningsmidler, f.eks.
»manuel« skygning.
Politiets
indhentelse af oplysninger om
lokaliseringen af en
mobiltelefon, der antages at
benyttes af en mistænkt, vil
således fremover alene være
reguleret af den foreslåede nye
bestemmelse om teleobservation i
retsplejelovens § 791 a, stk. 5,
jf. lovforslagets § 2, nr. 6.
Politiet vil
i forbindelse med et indgreb
efter den foreslåede bestemmelse
om teleobservation skulle oplyse
nummeret på mobiltelefonen eller
anden identifikation af det
kommunikationsmiddel, indgrebet
angår, f.eks. IMEI- eller
IMSI-nummeret. Hvis nummeret
ikke er registreret som
tilhørende den mistænkte, skal
politiet over for retten
fremlægge de oplysninger, hvorpå
det støttes, at det pågældende
kommunikationsmiddel benyttes af
den mistænkte. I tilfælde, hvor
kendelsen indhentes med henblik
på efterforskning af en
overtrædelse omfattet af
straffelovens kapitel 12 eller
13, vil der imidlertid i kraft
af den foreslåede nye
bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 2, i stedet kunne
anføres den person, som
indgrebet angår.
Det skal
understreges, at teleobservation
giver politiet mulighed for
under visse betingelser at
indhente oplysninger fra
udbydere af telenet eller
teletjenester om, hvilke
mobiltelefonmaster en mistænkts
mobiltelefon løbende er i
kontakt med, herunder
oplysninger om den anvendte
celle og efter omstændighederne
oplysning om afstand mellem
mobiltelefonen og masten. Det er
således alene disse
lokaliseringsdata, der er
omfattet af indgrebet.
Teleobservation giver derimod
ikke politiet mulighed for at
gøre sig bekendt med indholdet
af samtaler, der føres fra den
pågældende mobiltelefon eller
med indholdet af SMS-beskeder
mv., der sendes eller modtages
via mobiltelefonen.
Som anført
ovenfor er teleobservation i
praksis i visse tilfælde blevet
sidestillet med observation i
medfør af retsplejelovens § 791
a, stk. 2. Ved fastlæggelse af
betingelserne for at anvende
teleobservation er det derfor
efter Justitsministeriets
opfattelse nærliggende at tage
udgangspunkt i den regulering,
herunder de betingelser og
formelle krav for iværksættelse
af indgrebet, der gælder med
hensyn til observation efter
retsplejelovens § 791 a.
Selv om der
kan siges at være lighedspunkter
mellem de to indgreb, er der
imidlertid også væsentlige
forskelle, navnlig derved at der
ved teleobservation ikke sondres
mellem, om den pågældende
mobiltelefon befinder sig på
frit eller ikke frit
tilgængeligt område, herunder i
hus eller husrum, og derved, at
de anvendte tekniske
hjælpemidler ved teleobservation
ikke varierer. Hertil kommer, at
der ved teleobservation ikke
foretages en egentlig
iagttagelse af den mistænkte,
hvorfor dette må anses som et
indgreb af betydelig mindre
intensitet end i hvert fald
visse former for observation
efter retsplejelovens § 791 a.
Teleobservation har navnlig en
ganske anden karakter end
observation efter § 791 a,
stk. 3, der bl.a. regulerer den
situation, hvor observation er
rettet mod en person, der
befinder sig i sin bolig, og
foretages ved anvendelse af et
automatisk virkende kamera, der
er placeret i boligen.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør betingelserne for anvendelse
af teleobservation på den
anførte baggrund fastlægges
således, at de svarer til
betingelserne for at anvende den
form for observation, der er
reguleret i § 791 a, stk. 2 –
det vil sige de tilfælde, hvor
observationen er rettet mod en
person, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted ved
anvendelse af fjernbetjent eller
automatisk virkende kamera eller
lignende.
Dette
betyder, at teleobservation vil
være betinget af, at indgrebet
må antages at være af væsentlig
betydning for efterforskningen (
indikationskravet ), og
at efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover (
kriminalitetskravet ).
I lighed med
observation efter
retsplejelovens § 791 a bør der
også i relation til
teleobservation gælde en
almindelig
proportionalitetsregel, således
at teleobservation ikke må
foretages, hvis det efter
indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb, smh. den gældende § 791
a, stk. 5.
Justitsministeriet finder
endvidere, at beslutningen om at
iværksætte teleobservation bør
træffes af retten, smh. den
gældende § 791 a, stk. 6, jf.
§ 783, stk. 1. I kendelsen bør
oplyses det telefonnummer,
indgrebet angår, det tidsrum,
indenfor hvilket indgrebet kan
foretages mv., jf. § 783, stk. 1
og 2.
Der kan opstå
situationer, hvor politiet kan
have behov for at foretage
teleobservation uden at skulle
afvente retskendelse. Det
foreslås på den baggrund, at
politiet skal kunne træffe
beslutning om at foretage
indgrebet med efterfølgende
forelæggelse af indgrebet for
retten til godkendelse. Med
hensyn til betingelserne for og
fremgangsmåden ved iværksættelse
af indgreb, der foretages efter
politiets beslutning, foreslås
det at henvise til bestemmelsen
i § 783, stk. 3, vedrørende
indgreb i
meddelelseshemmeligheden på
øjemedet.
Efter
afslutning af en observation
foretaget med hjemmel i § 791 a,
stk. 2 eller stk. 3, skal der
foretages underretning af den,
indgrebet har været rettet imod,
jf. 791 a, stk. 6, jf. § 788.
Tilsvarende bør efter
Justitsministeriets opfattelse
gælde i relation til den
foreslåede bestemmelse om
teleobservation.
Justitsministeriet har endvidere
fundet det rigtigst, at der i
sager om indgreb i form af
teleobservation beskikkes en
advokat for den mistænkte, smh.
retsplejelovens § 784 og § 785,
og at reglerne i retsplejelovens
§ 791 om politiets efterfølgende
tilintetgørelse af materiale,
der er kommet til politiets
kendskab i forbindelse med et
indgreb, tillige finder
anvendelse ved teleobservation.
Som omtalt
ovenfor skabes med den
foreslåede nye bestemmelse om
teleobservation udtrykkelig
hjemmel til, at politiet efter
retskendelse fra udbydere af
telenet eller teletjenester kan
indhente oplysning om, fra
hvilke mobiltelefonmaster en
mistænkts mobiltelefon løbende
opdateres, hvilken celle der er
anvendt ved opdateringen samt –
ved mobiltelefonens anvendelse
til kommunikation – oplysninger
om i hvilken afstand fra masten,
mobiltelefonen befinder sig. Som
det også er omtalt, fremsætter
ministeren for videnskab,
teknologi og udvikling et
lovforslag, der forpligter
udbyderne til at sikre, at deres
systemer er indrettet således,
at sådanne oplysninger kan
leveres til politiet.
Med henblik
på at sikre, at der også i
lovgivningen er en forpligtelse
for udbydere af telenet eller
teletjenester til at bistå med
indgreb, der foretages med
hjemmel i den foreslåede
bestemmelse om teleobservation,
finder Justitsministeriet, at
der i retsplejeloven bør
indsættes en bestemmelse herom.
En sådan bestemmelse svarer til
den forpligtelse, der i medfør
af retsplejelovens § 786,
stk. 1, påhviler bl.a. udbydere
af telenet eller teletjenester
til at bistå politiet ved
gennemførelse af indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
herunder ved at etablere
telefonaflytning og ved at
udlevere oplysninger som omtalt
i § 780, stk. 1, nr. 2 og 4, om
teleoplysning og udvidet
teleoplysning.
Bestemmelsen
vil indebære, at udbydere af
telenet eller teletjenester er
forpligtet til at bistå politiet
ved gennemførelse af
teleobservation, herunder ved at
give de lokaliseringsdata, der
er omfattet af den foreslåede
bestemmelse om teleobservation.
5.3.2.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Ved indgreb i
form af teleobservation
tilvejebringes oplysninger,
hvorved politiet løbende får
kendskab til, hvor den
mistænktes mobiltelefon befinder
sig og dermed også –
formodningsvis – oplysninger om
den mistænktes færden.
Justitsministeriet er opmærksom
på, at der derfor kan rejses det
spørgsmål, om der med
teleobservation er tale om et
indgreb af en sådan karakter, at
det er omfattet af artikel 8,
stk. 1, i den Europæiske
Menneskerettighedskonvention om
retten til respekt for
privatlivet.
I det omfang
teleobservation måtte antages at
udgøre et indgreb i retten til
respekt for privatlivet, følger
det af artikel 8, stk. 2, at et
sådant indgreb kan foretages,
hvis det er foreskrevet ved lov
og er nødvendigt i et
demokratisk samfund til
varetagelse af nærmere bestemte
anerkendelsesværdige formål,
herunder beskyttelse af den
offentlige tryghed og
forebyggelse af uro eller
forbrydelse.
Politiets
adgang til at foretage
teleobservation vil have klar
lovhjemmel i den foreslåede
bestemmelse og vil finde sted
med det formål at efterforske
strafbare handlinger. Indgrebet
går efter Justitsministeriets
opfattelse ikke videre, end
hensynet til
kriminalitetsbekæmpelsen
tilsiger, da et konkret indgreb
forudsætter, at det er af
væsentlig betydning for
efterforskningen at indhente de
pågældende oplysninger, og at
der skal være tale om
efterforskning af en
lovovertrædelse, der kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover. Endvidere er der
alene tale om en observation,
der ved hjælp af tekniske
hjælpemidler foretages uden
iagttagelse af den mistænkte og
uden adgang til at aflytte
indholdet af den kommunikation,
der foretages ved hjælp af
mobiltelefonen. Hertil kommer,
at politiets anvendelse af
teleobservation efter forslaget
som udgangspunkt kræver rettens
forudgående kendelse og således
alene kan foretages under retlig
kontrol. Hvis øjemedet ville
forspildes ved at afvente
rettens kendelse, kan politiet
dog efter den foreslåede
bestemmelse iværksætte
indgrebet. I så fald skal
politiet efterfølgende og inden
24 timer forelægge sagen for
retten, der skal foretage
indberetning til
Justitsministeriet, hvis
indgrebet ikke kan godkendes.
På den
baggrund er den foreslåede
ordning efter
Justitsministeriets opfattelse i
overensstemmelse med
konventionens artikel 8.
6.
Forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
6.1. Gældende
ret
Lov om radio-
og teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold, jf.
lovbekendtgørelse nr. 912 af 5.
november 2002, indeholder
bestemmelser om markedsføring,
ibrugtagning og tilslutning af
radioudstyr, teleterminaludstyr
samt andre elektriske og
elektroniske apparater.
Udstyr, der
f.eks. udsender radiostøj med
henblik på at hindre
radiokommunikationen i et
område, er teknisk set en
radiosender, der som
udgangspunkt er omfattet af
loven.
Efter lovens
§ 10, stk. 1, må apparater kun
bruges 1) i overensstemmelse med
de formål, hvortil de er
bestemt, 2) når de til stadighed
overholder kravene i § 5 og
regler udstedt i medfør heraf,
og 3) når de er forsynet med
overensstemmelsesbemærkning og
anden mærkning fastsat i henhold
til § 6, stk. 2.
I den nævnte
bestemmelse i lovens § 5,
stk. 1, er det fastsat, at
apparater kan markedsføres,
forudsat at disse er konstrueret
således, at de 1) ikke
frembringer kraftigere
elektromagnetiske forstyrrelser,
end at radio- og terminaludstyr
og andre apparater kan fungere i
overensstemmelse med deres
formål, og herunder overholder
nærmere fastsatte regler herom
(beskyttelseskrav), og 2) har en
tilstrækkelig indbygget
immunitet over for
elektromagnetiske forstyrrelser,
således at de kan fungere i
overensstemmelse med deres
formål og herunder overholder
nærmere fastsatte regler herom
(beskyttelseskrav).
Anvendelse af
radio- eller teleterminaludstyr
m.v. med henblik på at forstyrre
eller afbryde radio- eller
telekommunikation er således
ikke lovligt i henhold den
gældende lovgivning. Dette
gælder også for politiets brug
af sådanne apparater.
Med hjemmel i
loven om radio- og
teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold har
IT- og Telestyrelsen udstedt
bekendtgørelse nr. 132 af 4.
marts 2003 om radio- og
teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold. I
bekendtgørelsen er der fastsat
nærmere regler om markedsføring
og brug af sådanne apparater.
Bekendtgørelsen finder ikke
anvendelse på forsvarets brug af
apparater, jf. bekendtgørelsens
§ 1, stk. 4.
IT- og
Telestyrelsen fører tilsyn med
overholdelse af loven og de i
medfør heraf fastsatte regler,
jf. lovens § 17, stk. 1. Efter
lovens § 17, stk. 2, træffer
styrelsen afgørelse om manglende
overholdelse af loven og regler
fastsat i medfør heraf.
Styrelsen kan i den forbindelse
meddele påbud om bl.a.
standsning af driften af
apparater.
Efter lovens
§ 27, stk. 1, straffes
overtrædelse af § 5, stk. 1, med
bøde.
Loven og
bekendtgørelsen gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 99/5/EF af 9. marts
1999 om radio- og
teleterminaludstyr samt gensidig
anerkendelse af udstyrets
overensstemmelse
(R&TTE-direktivet) samt Rådets
direktiv 89/336/EØF af 3. maj
1989 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om
elektromagnetisk kompatibilitet.
R&TTE-direktivet finder ikke
anvendelse på apparatur, der
udelukkende anvendes i
forbindelse med aktiviteter
vedrørende den offentlige
sikkerhed, forsvar, statens
sikkerhed (herunder statens
økonomiske stabilitet, når
aktiviteterne vedrører spørgsmål
i forbindelse med statens
sikkerhed), eller med statens
aktiviteter på det
strafferetlige område.
Brug af
støjsendere er udover lov om
radio- og teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold, der
kan siges at dække de rent
udstyrsmæssige aspekter ved
markedsføring og ibrugtagning,
også omfattet af loven om
radiofrekvenser. Det skyldes, at
en radiostøjsender ved sin
tiltænkte brug er en
radiosender, som anvender
radiofrekvenser.
Lov om
radiofrekvenser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 680 af 23.
juni 2004, indeholder
bestemmelser om anvendelse af
radiofrekvenser og modtagning af
radiosignaler.
Brug af en
radiostøjsender forudsætter
efter loven, at IT- og
Telestyrelsen udsteder
tilladelse til at anvende de
frekvenser, som det pågældende
udstyr skal anvende, jf. lovens
§ 4, stk. 1. Efter de gældende
regler vil dette generelt ikke
være muligt, idet der i givet
fald ville være tale om
udstedelse af tilladelse til
politiet til anvendelse af
radiofrekvenser, hvortil der
allerede er udstedt tilladelse
til andre brugere, ligesom det
ikke i alle tilfælde ville være
muligt nærmere på forhånd at
identificere de relevante
radiofrekvenser for den konkrete
situation.
Retsplejeloven og politiloven
indeholder ikke bestemmelser om,
at politiet kan forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation.
Politiets
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
vil dog efter omstændighederne
kunne foretages i dag på
grundlag af almindelige
nødretlige betragtninger.
Straffeloven
indeholder i § 14 en bestemmelse
om nødret. Efter denne
bestemmelse straffes en
handling, der ellers ville være
strafbar, ikke, når den var
nødvendig til afværgelse af
truende skade på person eller
gods, og lovovertrædelsen måtte
anses for at være af forholdsvis
underordnet betydning.
Afgørelsen af, om en handling,
der ellers ville være strafbar,
er straffri efter straffelovens
§ 14, beror på en konkret
vurdering i det enkelte
tilfælde.
6.2.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har i sin
rapport anbefalet, at der skabes
den fornødne hjemmel til, at
politiet i særlige situationer
kan bruge udstyr, der kan
forstyrre eller afbryde radio-
og telekommunikation mv.
(anbefaling nr. 31). Dette bør
efter arbejdsgruppens opfattelse
ske ved indsættelse af en
udtrykkelig hjemmel hertil i
retsplejeloven samt ved de
nødvendige konsekvensændringer
af reglerne på radio- og
telekommunikationsområdet.
Indgreb bør efter
arbejdsgruppens opfattelse
forudsætte, at en retskendelse
kan opnås.
Om baggrunden
for denne anbefaling fremgår af
rapporten bl.a., at Politiets
Efterretningstjeneste over for
arbejdsgruppen har oplyst, at
der med henblik på at forhindre
et terroranslag vil kunne være
behov for at bruge udstyr, der
kan forstyrre eller afbryde
radio- og telekommunikation mv.
i et givent område.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere denne
anbefaling. Udmøntningen af
anbefalingen er indeholdt i
dette lovforslag, jf. nedenfor
under pkt. 6.3.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
6.3.1.
Justitsministeriets overvejelser
og lovforslagets nærmere indhold
Justitsministeriet finder, at
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation i
særlige situationer vil kunne
være af afgørende betydning for
politiet til at forhindre
alvorlig kriminalitet, herunder
eventuelle terrorhandlinger.
Det kan
f.eks. være i et tilfælde, hvor
Politiets Efterretningstjeneste
har konkrete oplysninger om, at
der vil blive begået en
terrorhandling et bestemt sted
med brug af bomber, der
planlægges udløst via
mobiltelefoner eller andet
radioudstyr, og der derfor er
afgørende grunde til at
forstyrre eller afbryde
telekommunikationen i det
pågældende område med henblik på
at forebygge et sådant
terrorangreb.
På den
baggrund kan Justitsministeriet
tilslutte sig arbejdsgruppens
anbefaling om, at der bør
tilvejebringes en udtrykkelig
hjemmel til, at politiet i
særlige situationer kan
forstyrre eller afbryde radio-
og telekommunikation i et
område.
Formålet med
et sådant indgreb vil selvsagt
være at forhindre, at de
personer, som er involveret i et
muligt terrorangreb mv., kan
anvende radio- eller
telekommunikation, jf. ovenfor.
Samtidig er det – eftersom en
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation i
sagens natur ikke kan begrænses
til at vedrøre netop disse
personer – en uundgåelig
konsekvens af indgrebet, at en
større personkreds i det
pågældende område og det
pågældende tidsrum vil blive
afskåret fra f.eks. at anvende
mobiltelefoni. I lyset af den
betydning, som bl.a. sådanne
kommunikationsmidler i dag har
for den almindelige befolkning,
kan der således siges at være
tale om et indgreb af ikke
ubetydelig praktisk og
principiel rækkevidde.
Det anførte
taler for, at der bør opstilles
forholdsvis strenge betingelser
for at iværksætte det pågældende
indgreb. Det anførte taler
endvidere for, at indgrebet kun
bør kunne foretages under
iagttagelse af almindelige
principper om proportionalitet
og under retlig kontrol.
Justitsministeriet har
overvejet, om den foreslåede
hjemmel til forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation skal indsættes
i retsplejeloven, som foreslået
af arbejdsgruppen, eller
politiloven.
Justitsministeriet finder det
mest hensigtsmæssigt, at den
foreslåede bestemmelse om
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
indsættes i retsplejelovens
kapitel 71, der indeholder
regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning.
Det skyldes navnlig, at
indgrebet – uanset at det kan
give anledning til tvivl, om
indgrebet begrebsmæssigt kan
siges at have karakter af et
straffeprocessuelt tvangsindgreb
– som anført ovenfor kun bør
kunne foretages efter nærmere
angivne betingelser og under
iagttagelse af formelle regler,
herunder krav om retskendelse,
som i vidt omfang svarer til
reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden mv.
På baggrund
af det, der er anført ovenfor,
foreslås det, at der indsættes
en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 791 c, der
giver politiet mulighed for at
forstyrre eller afbryde radio-
eller telekommunikation i et
område, hvis der er afgørende
grunde til det med henblik på at
forebygge, at der i det
pågældende område vil blive
begået en lovovertrædelse, der
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en forsætlig overtrædelse
af straffelovens kapitel 12
eller 13, og som kan medføre
fare for menneskers liv eller
velfærd eller for betydelige
samfundsværdier, jf.
lovforslagets § 2, nr. 9.
Efter den
foreslåede bestemmelse er det
bl.a. en betingelse for at
iværksætte forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation, at der er
afgørende grunde til det med
henblik på at forebygge f.eks.
en terrorhandling. Dette kan
f.eks. være tilfældet, hvor der
foreligger konkrete oplysninger
om, at et terrorangreb kan være
nært forestående i et bestemt
område.
Endvidere vil
bestemmelsen i helt særlige
tilfælde kunne anvendes, hvor
der ikke foreligger sådanne
konkrete oplysninger, men hvor
der er tale om en begivenhed,
som efter en generel vurdering
kan indebære en markant øget
risiko for f.eks. terrorangreb.
Der kan bl.a. være tale om besøg
af særligt udsatte udenlandske
statsoverhoveder mv., som f.eks.
skal optræde offentligt i
forbindelse med taler til
offentligheden, og hvor politiet
finder, at den fornødne
beskyttelse alene kan etableres
ved midlertidigt at afbryde
radio- eller telekommunikationen
i et område.
Den
foreslåede bestemmelse tager
navnlig sigte på forebyggelse af
terrorhandlinger, men
bestemmelsen er ikke begrænset
til at angå terror. Når
betingelserne for at iværksætte
indgrebet i øvrigt er opfyldt,
kan politiet forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation med henblik på
at forebygge anden alvorlig
kriminalitet, der kan straffes
med fængsel i 6 år eller
derover, f.eks. retsstridige
forstyrrelser i driften af
almindelige samfærdselsmidler
mv. eller gidsels- og
kidnapningssituationer.
Det foreslås
endvidere, at kompetencen til at
træffe bestemmelse om
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
skal henhøre under retten.
I kendelsen
bør anføres det område, som
indgrebet angår, og de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt. Den
nærmere afgrænsning af området
vil bero på en konkret vurdering
i det enkelte tilfælde, og
området for den konkrete
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
må fastlægges på baggrund af de
forhold, som begrunder
vurderingen af, at der f.eks. er
en markant øget risiko for et
terrorangreb i det pågældende
område. Det forudsættes, at
udstrækningen af det pågældende
område – i overensstemmelse med
almindelige principper om
proportionalitet – skal være så
begrænset som muligt.
Udstrækningen af det pågældende
område må også konkret ses i
lyset af de tekniske forhold,
herunder frekvens, sendeeffekt
og antenneforhold. Medmindre
helt særlige omstændigheder gør
sig gældende, vil der efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke være grundlag for at
forstyrre eller afbryde radio-
eller telekommunikation udover
et område med en radius af nogle
hundrede meter.
Endvidere bør
det i kendelsen fastsættes,
inden for hvilket tidsrum
indgrebet kan foretages. Den
foreslåede bestemmelse
indeholder ikke en absolut
grænse for, hvor lang tid en
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
kan foretages, men det
forudsættes, at dette tidsrum –
i overensstemmelse med
almindelige principper om
proportionalitet – skal være så
kort som muligt. Medmindre helt
særlige omstændigheder gør sig
gældende, vil der efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke være grundlag for at
fastsætte et længere tidsrum end
nogle timer.
Der vil kunne
opstå situationer, hvor det er
nødvendigt for politiet at
forstyrre eller afbryde radio-
og telekommunikation uden først
at skulle afvente retskendelse.
Dette kan f.eks. tænkes at være
relevant i en situation, hvor
politiet har behov for
øjeblikkelig at forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation i et bestemt
område.
Det foreslås
på den baggrund, at politiet
uden retskendelse kan forstyrre
radio- eller telekommunikation i
tilfælde, hvor formålet med
indgrebet ville forspildes, hvis
politiet skulle indhente en
retskendelse. Det foreslås
endvidere, at politiet hurtigt
skal forelægge spørgsmålet om
godkendelse af indgrebet for
retten, og at rettens afgørelse
i disse tilfælde træffes under
de samme processuelle garantier
som ved den forudgående
forelæggelse for retten.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at der – på samme måde som når
det gælder indgreb i
meddelelseshemmeligheden – ved
indgreb i form af forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller
telekommunikation bør ske
advokatbeskikkelse. Navnlig
hensynet til, at der for retten
kan foregå en kontradiktorisk
forhandling, der sikrer, at
argumenterne såvel for som imod
iværksættelse af det pågældende
indgreb fremføres i retten,
taler for, at der sker
advokatbeskikkelse. Dette
gælder, selv om der er tale om
en større personkreds, der –
uden at have forbindelse til den
konkrete forbrydelse – af
tekniske årsager bliver omfattet
af indgrebet.
Hensynet kan
efter Justitsministeriets
opfattelse tilgodeses ved, at
der beskikkes en advokat for den
samlede gruppe af personer, som
omfattes af indgrebet.
Det foreslås
på denne baggrund, at der, inden
retten træffer afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 791 c, skal
beskikkes en advokat, som skal
have lejlighed til at udtale
sig.
Derimod skal
der ikke gives underretning om
forstyrrelsen eller afbrydelsen
af radio- eller
telekommunikation til den
personkreds, der bliver omfattet
af indgrebet, da dette i praksis
ville være umuligt. Det skyldes,
at det i tilfælde af afbrydelse
eller forstyrrelse af radio-
eller telekommunikation ikke vil
være muligt at identificere,
hvilke personer der har været
berørt heraf. Til sammenligning
kan det nævnes, at der ved
indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form
af udvidet teleoplysning efter
retsplejelovens § 780, stk. 1,
nr. 4, ikke skal gives
underretning om indgrebet til de
personer, der bliver omfattet
heraf, da dette i vidt omfang
ville være praktisk umuligt
eller uoverkommeligt, jf.
retsplejelovens § 788, stk. 5.
Om den
nærmere udformning af
betingelserne for indgrebet og
de formelle regler, der skal
iagttages i forbindelse hermed,
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 2, nr. 9.
Samtidig med
de foreslåede ændringer i
retsplejeloven foreslås
konsekvensændringer i lov om
radiofrekvenser samt lov om
radio- og teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold. Disse
ændringer er en del af
lovforslaget fra ministeren for
videnskab, teknologi og
udvikling.
6.3.2.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
fastsætter i artikel 8, stk. 1,
at enhver har ret til respekt
for sit privatliv og familieliv,
sit hjem og sin korrespondance.
Ingen offentlig myndighed må
gøre indgreb i udøvelsen af
denne ret, medmindre det sker i
overensstemmelse med loven og er
nødvendigt i et demokratisk
samfund af hensyn til den
nationale sikkerhed, den
offentlige tryghed eller landets
økonomiske velfærd, for at
forebygge uro eller forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller
sædeligheden eller for at
beskytte andres rettigheder og
friheder, jf. bestemmelsens
stk. 2.
I tilfælde,
hvor en medlemsstats lovgivning
hjemler myndighederne helt eller
delvis skønsmæssige beføjelser,
foretager Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol som
udgangspunkt ikke en abstrakt
prøvelse af, om lovgivningen er
i overensstemmelse med
konventionen. Det afgørende er,
hvorledes beføjelserne anvendes
i praksis.
Forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller
telekommunikation i et område
medfører, at alle personer i det
omhandlede område vil blive
afskåret fra at benytte f.eks.
mobiltelefoner i det pågældende
tidsrum. En sådan forstyrrelse
eller afbrydelse må anses for at
være et indgreb i disse
personers ret til respekt for
deres korrespondance efter
artikel 8, stk. 1, idet
»korrespondance« også omfatter
telefonisk kommunikation.
Beskyttelsen af denne ret er
imidlertid ikke absolut, idet
der efter artikel 8, stk. 2, kan
gøres indgreb i retten til
respekt for bl.a.
korrespondance, hvis indgrebet
er foreskrevet ved lov og er
nødvendigt i et demokratisk
samfund til varetagelse af de
ovenfor anførte formål.
Med den
foreslåede bestemmelse skabes
der en klar lovhjemmel til på
visse betingelser at foretage
indgreb i retten til respekt for
korrespondance. Formålet med den
foreslåede bestemmelse er at
forebygge terrorhandlinger og
anden alvorlig kriminalitet,
hvilket er et lovligt formål
efter artikel 8, stk. 2 (hensyn
til den offentlige tryghed og
forebyggelse af uro eller
forbrydelser).
Den
foreslåede bestemmelse
respekterer
proportionalitetskravet i
artikel 8, stk. 2 (»nødvendigt i
et demokratisk samfund«), idet
indgreb ikke må foretages, hvis
det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde
den eller de berørte personer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb. Bestemmelsen er
endvidere begrænset til alene at
kunne anvendes, hvis der er
afgørende grunde til det med
henblik på at forebygge alvorlig
kriminalitet, herunder navnlig
terrorhandlinger.
Herudover
stilles der formelle betingelser
til en beslutning om at
iværksætte forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation. Indgrebet
sker således som udgangspunkt
efter rettens kendelse. I
kendelsen skal angives det
område, som indgrebet angår, og
de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Endvidere fastsættes
det tidsrum, inden for hvilket
indgrebet kan foretages. Det er
i den forbindelse forudsat, at
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
iværksættes inden for så
begrænset et område og tidsrum
som muligt.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at den foreslåede
ordning er i overensstemmelse
med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
7.
Tv-overvågning
7.1. Gældende
ret
7.1.1.
Tv-overvågningsloven
Privates
tv-overvågning
Regulering af
privates adgang til at foretage
tv-overvågning findes i
tv-overvågningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 788 af 12.
august 2005.
Der findes
herudover en række særregler,
som regulerer visse private
selskabers adgang til at
foretage tv-overvågning af gade,
vej og lignende områder, som
benyttes til almindelig færdsel,
herunder eksempelvis i lov om
Sund og Bælt Holding A/S, der
giver Storebælts- og
Øresundsforbindelserne adgang
til at foretage og opbevare
tv-overvågning på
broforbindelserne.
Efter § 1,
stk. 1, i tv-overvågningsloven
må private som udgangspunkt ikke
foretage tv-overvågning af gade,
vej, plads eller lignende
område, som benyttes til
almindelig færdsel.
Ved
tv-overvågning forstås efter
§ 1, stk. 2, vedvarende eller
regelmæssigt gentagen
personovervågning ved hjælp af
fjernbetjent eller automatisk
virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat. Lovens regler om
tv-overvågning finder
tilsvarende anvendelse på
opsætning af sådant apparat med
henblik på overvågning, jf. § 1,
stk. 2, 2. pkt.
TV-overvågningsloven omfatter
ikke blot tilfælde, hvor
overvågningen er forbundet med
optagelse af billeder på
tv-bånd, film eller lignende
medie, men også hvor
overvågningen alene har karakter
af umiddelbar iagttagelse på en
skærm, jf. dog nedenfor om
overvågning af egne indgange mv.
Der gælder
enkelte undtagelser til lovens
§ 1, stk. 1. Efter lovens § 2,
nr. 1, gælder forbudet ikke
tv-overvågning af tankstationer,
fabriksområder, overdækkede
butikscentre og lignende
områder, på hvilke der drives
erhvervsvirksomhed, såfremt
overvågningen foretages af den,
der har rådighed over området.
Forbudet
gælder heller ikke
tv-overvågning af penge- og
vekselautomater samt
pengetransportbiler, såfremt
overvågningen foretages af den,
der har rådighed over automaten
eller køretøjet, og såfremt
tv-overvågningen er indrettet
således, at den alene er rettet
mod personer, der befinder sig i
umiddelbar nærhed af automaten
eller køretøjet, jf. lovens § 2,
nr. 2.
Endelig er
tv-overvågning, der ikke er
forbundet med optagelse af
billeder på videobånd, film mv.,
undtaget fra forbudet, når denne
foretages som led i overvågning
af egne indgange, facader,
indhegninger eller lignende, jf.
§ 2, nr. 3.
Private, der
foretager tv-overvågning af
steder eller lokaler, hvortil
der er almindelig adgang, eller
af arbejdspladser, skal oplyse
om dette ved skiltning eller på
en anden tydelig måde, jf.
lovens § 3, stk. 1. Det gælder
dog ikke i de i § 2, nr. 2 og 3,
nævnte tilfælde – det vil sige
ved tv-overvågning af
pengeautomater og
pengetransportbiler samt ved
tv-overvågning af egne indgange,
facader og indhegninger uden
billedoptagelse, jf. lovens § 3,
stk. 2.
Offentlige
myndigheders tv-overvågning
Offentlige
myndigheder er som udgangspunkt
ikke omfattet af
tv-overvågningslovens forbud mod
tv-overvågning. Dog gælder
skiltningskravet ved
tv-overvågning af steder eller
lokaler, hvortil der er
almindelig adgang (f.eks.
venteværelser,
ekspeditionsområder og lignende
steder), eller af arbejdspladser
(f.eks. fælleskontorer,
frokoststuer, gangarealer og
lignende steder) også for
offentlige myndigheder, jf.
lovens § 3 a, stk. 1.
Tv-overvågning, som forestås af
politiet eller
kriminalforsorgen, eller med
henblik på beskyttelse af
militære anlæg, er ikke omfattet
af skiltningskravet, jf. lovens
§ 3 a, stk. 2.
Offentlige
myndigheder er imidlertid
omfattet af mere generelle
regler, der ikke gælder for
private. Det gælder således
bl.a. principperne om god
forvaltningsskik og pligten til
kun at varetage saglige hensyn i
forbindelse med
myndighedsudøvelsen. Endvidere
er offentlige myndigheder
underlagt et
proportionalitetsprincip,
hvorefter der skal være
forholdsmæssighed mellem mål og
middel.
Offentlige
myndigheders tv-overvågning skal
således foregå inden for de
anførte rammer.
Der er ikke
fastsat lovregler, som særskilt
regulerer politiets
adgang til at anvende
tv-overvågning på frit
tilgængelige steder. Politiet er
– som andre offentlige
myndigheder – underlagt kravet
om varetagelse af saglige
hensyn, proportionalitetskrav
mv.
Loven
indeholder ikke bestemmelser om
adgang for politiet til at
henstille til offentlige
myndigheder eller private, at
der foretages tv-overvågning.
Der er heller ikke fastsat
regler om, at politiet kan
meddele offentlige myndigheder
eller private pålæg med hensyn
til f.eks. kvaliteten af
optagelser fra tv-overvågning
eller med hensyn til opbevaring
af sådanne optagelser.
7.1.2.
Persondataloven
Persondataloven gælder for
behandling af personoplysninger,
som helt eller delvis foretages
elektronisk, og for
ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller
vil blive indeholdt i et
register, jf. lovens § 1,
stk. 1. Ved »personoplysninger«
forstås enhver form for
information, der kan henføres
til en bestemt fysisk person.
Efter § 1,
stk. 2, gælder loven endvidere
for anden ikke-elektronisk
systematisk behandling, som
udføres for private, og som
omfatter oplysninger om
personers private eller
økonomiske forhold eller i
øvrigt oplysninger om personlige
forhold, som med rimelighed kan
forlanges unddraget
offentligheden. Dette gælder dog
ikke reglerne i lovens kapitel 8
og 9 om henholdsvis
oplysningspligt over for den
registrerede og den
registreredes indsigtsret.
Efter
persondatalovens § 5, stk. 1,
skal oplysninger behandles i
overensstemmelse med god
databehandlingsskik. Endvidere
skal indsamling af oplysninger
ifølge persondatalovens § 5,
stk. 2, ske til udtrykkeligt
angivne og saglige formål, og
senere behandling må ikke være
uforenelig med disse formål.
Oplysninger,
som behandles, skal være
relevante og tilstrækkelige og
ikke omfatte mere, end hvad der
kræves til opfyldelse af de
formål, hvortil oplysningerne
indsamles, og de formål, hvortil
oplysningerne senere behandles,
jf. § 5, stk. 3. Denne
bestemmelse fastsætter således
et proportionalitetsprincip.
Efter § 5,
stk. 5, må indsamlede
oplysninger herudover ikke
opbevares på en måde, der giver
mulighed for at identificere den
registrerede i et længere
tidsrum end det, der er
nødvendigt af hensyn til de
formål, hvortil oplysningerne
behandles.
En
tv-overvågning skal ud over at
opfylde de grundlæggende
principper i persondatalovens
§ 5 også opfylde kravene i
lovens §§ 6-8. Kravene afhænger
af, hvilken type oplysninger der
er tale om, og om overvågningen
foretages af en offentlig
myndighed eller af en privat.
Efter § 7,
stk. 1, må der ikke behandles
oplysninger om racemæssig eller
etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk
overbevisning,
fagforeningsmæssige
tilhørsforhold og oplysninger om
helbredsmæssige og seksuelle
forhold. I stk. 2 opregnes en
række undtagelser til denne
hovedregel.
Af § 8
følger, at der for den
offentlige forvaltning ikke må
behandles oplysninger om
strafbare forhold, væsentlige
sociale problemer og andre rent
private forhold end de i § 7,
stk. 1, nævnte, medmindre det er
nødvendigt for varetagelsen af
myndighedens opgaver. Sådanne
oplysninger kan efter stk. 2
ikke videregives, medmindre en
af de opregnede betingelser
herfor er opfyldt.
Lovens
kapitel 8 og 9 omhandler
henholdsvis oplysningspligt over
for den registrerede og den
registreredes indsigtsret.
Regler om sikkerhed findes i
kapitel 11, mens regler om
anmeldelse findes i kapitlerne
12 og 13.
Datatilsynet
har i en skrivelse af 13.
september 2004 over for
Justitsministeriet mere generelt
redegjort for persondatalovens
betydning for spørgsmålet om
tv-overvågning. Datatilsynet har
i den forbindelse peget på en
række tvivlsspørgsmål bl.a. om
det nærmere forhold mellem de
gældende regelsæt og
tilkendegivet, at der er behov
for en samlet gennemgang af og
stillingtagen til reguleringen
på dette område.
Bl.a. på
denne baggrund har
Justitsministeriet nedsat et
udvalg om tv-overvågning, der
skal overveje spørgsmålet om en
udvidelse af adgangen til
tv-overvågning og i givet fald
hvilke rammer der bør gælde for
en sådan udvidelse, ligesom
udvalget skal overveje
samspillet mellem
tv-overvågningsloven og
persondataloven.
7.1.3.
Tv-overvågning i praksis
Der foretages
i et vist omfang tv-overvågning
af centrale trafikknudepunkter
og af den offentlige transport.
På de store
broforbindelser –
Storebæltsforbindelsen og
Øresundsforbindelsen – foretages
således tv-overvågning af hensyn
til afgørelse af eventuelle
betalingsspørgsmål samt den
løbende overvågning af
færdselssituationen.
Vejdirektoratet anvender
kameraer til løbende at overvåge
trafikken, herunder at forebygge
og afhjælpe farlige situationer
og ulykker. Det, som kameraerne
viser, er i et vist omfang
offentligt tilgængeligt på
Vejdirektoratets hjemmeside.
Herudover er
der som led i de generelle
sikkerhedsforanstaltninger
vedrørende flytrafik og
lufthavne etableret
tv-overvågning af udvalgte dele
af de danske lufthavne, og – som
følge af reglerne om
terrorsikring af
havnefaciliteter mv. – af danske
havne, som betjener nærmere
angivne former for skibstrafik.
Der foretages
endvidere i en vis udstrækning
tv-overvågning af tog- og
metrosystemerne – såvel i togene
som på tog- og metrostationer.
Busserne i
hovedstadsområdet er i en vis
udstrækning indrettet med udstyr
til tv-overvågning, primært med
henblik på at virke
tryghedsskabende og forebygge
kriminalitet begået mod
passagerer og chauffører samt
danne grundlag for
efterforskning af sager om
hærværk.
Politiet
foretager i et vist omfang
tv-overvågning af centrale
pladser og steder, hvor dette
vurderes som særligt påkrævet af
hensyn til forebyggelse og
opklaring af kriminalitet.
Der foretages
endvidere tv-overvågning af en
række områder, hvor der drives
erhvervsvirksomhed, herunder
eksempelvis tankstationer og
overdækkede butikscentre. Det
samme gælder med hensyn til
f.eks. penge- og vekselautomater
og indgangspartier til
offentlige og private bygninger,
jf. pkt. 7.1.1. ovenfor.
7.2.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har bl.a.
behandlet spørgsmålet om
tv-overvågning af frit
tilgængelige steder.
Arbejdsgruppen fandt det som led
i den generelt intensiverede
indsats vedrørende forebyggelse
og efterforskning af terrorisme
– navnlig set i lyset af
erfaringerne fra terrorangrebet
i London i juli 2005 –
nødvendigt at inddrage konkrete
overvejelser om øget
tv-overvågning af steder, hvor
der jævnligt færdes eller samles
større menneskemængder, og som
derfor vurderes at kunne være
udsat for en generelt forhøjet
risiko for at blive genstand for
en terrorhandling eller anden
væsentlig forstyrrelse af den
offentlige orden og sikkerhed.
På baggrund
af politiets almindelige
efterforskningsmæssige
erfaringer, og herunder særligt
de britiske myndigheders
erfaringer fra efterforskningen
af terrorangrebene i London,
fandt arbejdsgruppen det
sandsynliggjort, at
tv-overvågning generelt vil være
et egnet og effektivt middel i
bekæmpelsen af terror. Mest
tydeligt har dette vist sig i
forbindelse med efterforskningen
af konkrete terrorangreb, men
arbejdsgruppen antog også, at en
øget tv-overvågning af
offentligt tilgængelige steder
alt andet lige ville kunne øge
samfundets generelle muligheder
for at forebygge terrorangreb
eller andre trusler mod den
offentlige orden og sikkerhed.
Som eksempler
på steder, hvor en intensiveret
tv-overvågning efter
arbejdsgruppens opfattelse kan
have betydning, er i rapporten
nævnt større centrale pladser,
væsentlige trafikknudepunkter,
turistattraktioner,
forlystelsesparker,
koncertsteder, stadioner,
indkøbscentre mv.
Arbejdsgruppen har sammenfattet
sine anbefalinger vedrørende
spørgsmålet om tv-overvågning af
steder, hvor der jævnligt færdes
eller samles større
menneskemængder, således:
» 33.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der
tilvejebringes mulighed for øget
og forbedret tv-overvågning af
centrale pladser, væsentlige
trafikknudepunkter og andre
steder, hvor der jævnligt færdes
eller samles større
menneskemængder:
(1)
Arbejdsgruppen anbefaler, at der
tilvejebringes hjemmel til, at
kommuner efter forelæggelse for
politiet kan foretage
tv-overvågning på frit
tilgængelige steder i
kriminalitetsforebyggende
øjemed.
(2) Endvidere
anbefaler arbejdsgruppen, at
politiet kan henstille til
offentlige myndigheder og
private at udnytte deres
muligheder for at foretage
tv-overvågning. Det forudsættes,
at sådanne henstillinger navnlig
anvendes, hvor den pågældende
tv-overvågning er af betydning
for terrorbekæmpelsen.
(3) Endelig
anbefaler arbejdsgruppen, at der
skabes mulighed for, at politiet
kan meddele offentlige
myndigheder og private pålæg om,
at en allerede etableret eller
planlagt tv-overvågning skal
overholde nogle nærmere angivne
krav med hensyn til
optagelsernes kvalitet,
opbevaring mv.«
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere de to sidste
anbefalinger – det vil sige
anbefalingen om, at politiet kan
henstille til offentlige
myndigheder og private at
udnytte deres muligheder for at
foretage tv-overvågning, og
anbefalingen om, at der skabes
mulighed for, at politiet kan
meddele offentlige myndigheder
og private pålæg om, at en
allerede etableret eller
planlagt tv-overvågning skal
overholde nærmere angivne krav
med hensyn til optagelsernes
kvalitet, opbevaring mv.
Udmøntningen
af disse to anbefalinger er
indeholdt i dette lovforslag.
Med hensyn
til den første anbefaling
fremgår det af handlingsplanen,
at regeringen nærmere vil
overveje, om der skal
tilvejebringes hjemmel til, at
kommunerne efter forelæggelse
for politiet kan foretage
tv-overvågning på frit
tilgængelige steder.
Justitsministeriet har på den
baggrund anmodet
tv-overvågningsudvalget (jf.
pkt. 7.1.2. ovenfor) om nærmere
at overveje dette spørgsmål,
således at udvalgets samlede
betænkning afgives inden den 1.
september 2006.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
7.3.1.
Henstilling om at foretage
tv-overvågning som led i
bekæmpelsen af terrorisme mv.
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har som
nævnt anbefalet, at politiet
skal kunne henstille til
offentlige myndigheder og
private at udnytte deres
muligheder for at foretage
tv-overvågning. Det forudsættes,
at sådanne henstillinger navnlig
anvendes, hvor den pågældende
tv-overvågning er af betydning
for terrorbekæmpelsen.
Der findes
ikke i dag bestemmelser om dette
spørgsmål i
tv-overvågningsloven, jf. pkt.
7.1.1. ovenfor.
Politiet har
således ikke i dag udtrykkelig
hjemmel til at henstille til
offentlige myndigheder og
private, at deres muligheder for
at foretage tv-overvågning
udnyttes. Der er dog ikke noget
til hinder for, at politiet
uformelt kan rette henvendelse
til en offentlig myndighed eller
en privat og foreslå
iværksættelse af en
tv-overvågning, der vurderes at
kunne være af betydning for at
forebygge og efterforske
kriminalitet, herunder
eventuelle terrorangreb.
Hvis politiet
i konkrete sammenhænge vurderer,
at en tv-overvågning kan være af
betydning for mulighederne for
at forebygge eller efterforske
f.eks. eventuelle terrorangreb,
er det efter Justitsministeriets
opfattelse væsentligt, at
politiet har mulighed for at
rette henvendelse til den
pågældende offentlige myndighed
eller private virksomhed mv. med
henblik på at henstille, at der
inden for rammerne af gældende
lovgivning iværksættes en sådan
overvågning. En udtrykkelig
bestemmelse om en sådan
henstillingsadgang vil medvirke
til at understrege, at politiet
har denne mulighed.
Det foreslås
derfor, at der indsættes en
udtrykkelig bestemmelse om
spørgsmålet i
tv-overvågningsloven, jf.
lovforslagets § 3, nr. 1
(tv-overvågningslovens § 4 a).
Henstilling om at iværksætte
tv-overvågning forudsættes
navnlig anvendt, hvor
tv-overvågning vurderes at kunne
være af betydning for
forebyggelse og efterforskning
af eventuelle terrorangreb, men
bestemmelsen er ikke til hinder
for, at politiet kan komme med
tilsvarende henstillinger i
tilfælde, hvor hensynet til at
forebygge og efterforske anden
alvorlig kriminalitet taler for
det.
Den
foreslåede bestemmelse indebærer
ikke nogen udvidelse af området
for, hvornår offentlige
myndigheder og private kan
foretage tv-overvågning. Som det
fremgår af bestemmelsens ordlyd,
kan politimesteren alene
henstille, at der foretages
tv-overvågning i
overensstemmelse med den til
enhver tid gældende lovgivning.
Politimesteren vil således ikke
kunne henstille, at der
foretages tv-overvågning, som
måtte være i strid med
tv-overvågningsloven,
persondataloven, retsplejeloven
eller anden lovgivning.
Den
foreslåede bestemmelse giver
mulighed for at henstille
, at der foretages
tv-overvågning. Henstillingen er
således ikke bindende for
modtageren, men det forudsættes,
at offentlige myndigheder i
almindelighed efterkommer
politiets henstilling, medmindre
der foreligger helt særlige
grunde.
Der er ikke
tale om en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, og
henstillingen vil ikke kunne
påklages.
Kompetencen
til at henstille, at der
foretages tv-overvågning, ligger
efter den foreslåede bestemmelse
hos politimesteren (i København
politidirektøren).
7.3.2. Pålæg
med hensyn til kvaliteten af
optagelser, opbevaring mv.
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har som
anført i pkt. 7.2. ovenfor
anbefalet, at der skabes
mulighed for, at politiet kan
meddele offentlige myndigheder
og private pålæg om, at en
allerede etableret eller
planlagt tv-overvågning skal
overholde nærmere angivne krav
med hensyn til optagelsernes
kvalitet, opbevaring mv.
Politiet har
ikke efter den gældende
tv-overvågningslov en sådan
adgang til at meddele pålæg, jf.
pkt. 7.1. ovenfor.
Anvendelse af
tv-overvågningsoptagelser i
efterforskningen af straffesager
forudsætter, at
tv-overvågningsoptagelserne er
af tilstrækkelig god kvalitet.
Det har imidlertid i praksis
vist sig, at kvaliteten af
tv-overvågningsoptagelser ofte
er så ringe, at optagelserne kun
i begrænset omfang er
anvendelige i efterforskningen.
Justitsministeriet kan derfor
tilslutte sig arbejdsgruppens
anbefaling.
Der foreslås
indsat en ny bestemmelse herom i
tv-overvågningsloven, jf.
lovforslagets § 3, nr. 1
(tv-overvågningslovens § 4 b).
Efter den
foreslåede bestemmelse vil der
alene kunne gives pålæg med
hensyn til kvalitet og
opbevaring af tv-optagelser til
offentlige myndigheder eller
private, som enten allerede
foretager tv-overvågning, eller
som planlægger at iværksætte
sådan overvågning. I tilfælde,
hvor der ikke allerede er
iværksat overvågning, vil
bestemmelsen således alene kunne
anvendes, såfremt den pågældende
myndighed eller private
virksomhed mv. har taget
konkrete skridt hertil, f.eks.
indkøb af udstyr til
tv-overvågning af en nærmere
angiven lokalitet.
Foretager
eller planlægger myndigheden
eller den private ikke at
foretage tv-overvågning af den
pågældende lokalitet, kan der
ikke meddeles pålæg.
Bestemmelsen giver således ikke
adgang til at pålægge en
myndighed eller en privat at
iværksætte tv-overvågning.
Hvis tv-overvågning vurderes at
være af betydning for
bekæmpelsen af f.eks.
terrorisme, har politimesteren
alene mulighed for at
henstille , at en sådan
overvågning iværksættes, jf.
pkt. 7.3.1. ovenfor.
Bestemmelsen
er heller ikke til hinder for,
at f.eks. en privat virksomhed,
der har modtaget et pålæg, helt
ophører med at foretage
tv-overvågning. Det forudsættes
i den forbindelse, at
politimesteren tager de
omkostninger i betragtning, som
i givet fald vil være forbundet
med at efterkomme et eventuelt
pålæg.
Pålæg meddelt
i medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 4 b kan vedrøre
enten kvaliteten af optagelserne
eller opbevaringen heraf. For
begge typer af pålæg gælder, at
pålægget skal udformes
tilstrækkeligt klart og præcist,
således at det kan konstateres,
om pålægget opfyldes.
Pålæg
vedrørende kvaliteten af
optagelserne kan f.eks. omhandle
indstilling, rengøring og
reparation eller opdatering af
udstyret. Der er således
mulighed for at stille nærmere
bestemte tekniske krav til
kvaliteten af de billeder, der
optages. Bestemmelsen giver
derimod ikke mulighed for at
pålægge en offentlig myndighed
eller en privat at opsætte
ekstra kameraer for at forbedre
overvågningen af et bestemt
område, f.eks. hvor området kun
overvåges fra én vinkel. Hvis
sådan tv-overvågning vurderes at
være af betydning for
bekæmpelsen af terrorisme, har
politimesteren i stedet mulighed
for at henstille , at der
iværksættes (yderligere)
tv-overvågning på den pågældende
måde
Pålæg, der
omhandler opbevaring af
optagelserne, kan f.eks.
indeholde krav om, at
optagelserne opbevares på en
måde, der ikke med tiden vil
forringe optagelsernes kvalitet,
eller indeholde krav til, hvor
længe optagelserne skal
opbevares.
Den konkrete
anledning til at meddele et
pålæg vil f.eks. kunne være, at
politiet i forbindelse med
efterforskningen af en
straffesag har konstateret, at
tv-overvågningsoptagelserne på
det pågældende sted ikke er af
en sådan kvalitet, at de kan
anvendes i efterforskningen.
Et pålæg
meddelt i medfør af den
foreslåede bestemmelse er
bindende for modtageren. Et
pålæg er således en afgørelse i
forvaltningslovens forstand og
skal behandles efter reglerne i
forvaltningsloven med hensyn til
partshøring, begrundelse mv.
Pålæg efter
den foreslåede bestemmelse kan
alene gives inden for rammerne
af den relevante lovgivning. Det
indebærer bl.a., at et pålæg om
f.eks. opbevaring af
tv-optagelser skal være i
overensstemmelse med reglerne i
persondataloven, jf. pkt. 7.1.2.
ovenfor.
Et pålæg
meddelt af politimesteren kan
påklages til Justitsministeriet.
8. Adgang til
passageroplysninger
8.1. Gældende
ret
8.1.1.
Luftfartslovgivningen
Der er ikke
fastsat bestemmelser i
luftfartslovgivningen om
registrering af
passageroplysninger eller
førelse af passagerlister eller
om udlevering af sådanne
oplysninger mv. til politiet.
Der er således ikke efter denne
lov nogen almindelig
forpligtelse for
luftfartsselskaber til at
registrere, opbevare eller
udlevere oplysninger om
passagerers og
besætningsmedlemmers identitet
mv.
Derimod er
der i udlændingelovgivningen og
toldlovgivningen fastsat særlige
bestemmelser om udlevering af
passageroplysninger til brug for
henholdsvis ind- og
udrejsekontrol og told- og
skattekontrol.
8.1.2.
Udlændingelovgivningen
Ministeren
for flygtninge, indvandrere og
integration kan i medfør af
§ 38, stk. 4, i udlændingeloven
fastsætte nærmere regler om ind-
og udrejsekontrol, herunder om
udenlandske besætningsmedlemmers
ophold her i landet, om på- og
afmønstring her i landet af
udenlandske besætningsmedlemmer
og om de pligter, der påhviler
skibsførere og
luftfartøjschefer.
Med hjemmel i
udlændingelovens § 38, stk. 4,
er der i § 10, stk. 4, i
bekendtgørelse nr. 943 af 5.
oktober 2005 om udlændinges
adgang her til landet
(udlændingebekendtgørelsen)
fastsat regler om politiets
adgang til visse oplysninger om
passagerer og
besætningsmedlemmer på
luftfartøjer. § 10, stk. 4, i
udlændingebekendtgørelsen
omfatter alene luftfartøjer, der
ankommer fra eller afgår til et
land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, jf. § 10,
stk. 1.
Efter
udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4, skal førere af
luftfartøjer på begæring af
politiet aflevere et eksemplar
af passagerlisten og
besætningslisten. Passagerlisten
indeholder alene oplysninger om
navnene på passagererne på en
bestemt flyvning. Den endelige
passagerliste foreligger først
på selve rejsedagen, når den
sidste passager har foretaget
check-in.
Politiet kan
endvidere pålægge førere af de
omfattede luftfartøjer at sende
en fortegnelse over
besætningsmedlemmer og
passagerer til politiet – efter
Rigspolitichefens nærmere
bestemmelse – forud for
luftfartøjets ankomst.
Fortegnelsen skal indeholde
oplysninger om navn (efternavn,
fornavn), fødselsdato (dag,
måned, år), nationalitet og
rejselegitimation (herunder type
og nummer på pas eller anden
rejselegitimation).
Herudover kan
politiet pålægge førere af de
omhandlede luftfartøjer forud
for luftfartøjets ankomst at
oplyse om stedet for
passagerernes oprindelige
ombordstigning, om
grænseovergangsstedet i Danmark,
om luftfartøjets transportkode
og om afgangs- og
ankomsttidspunktet for
luftfartøjet. Oplysningerne skal
afgives på et af
Rigspolitichefen udarbejdet
skema eller på anden af
Rigspolitichefen fastsat måde,
herunder eventuelt ved
elektronisk overførsel.
Omfanget af
de oplysninger, som politiet kan
pålægge førere af luftfartøjer
at udlevere, blev udvidet i
forbindelse med en ændring af
udlændingebekendtgørelsen i
oktober 2005. Det var ved denne
ændring, at § 10, stk. 4, kom
til også at omfatte oplysninger
om stedet for passagerernes
oprindelige ombordstigning, om
grænseovergangsstedet i Danmark,
om luftfartøjets transportkode
og om afgangs- og
ankomsttidspunktet for
luftfartøjet, jf. ovenfor. Denne
udvidelse blev gennemført i
forlængelse af Rådets direktiv
2004/82/EF af 29. april 2004 om
transportvirksomheders
forpligtelse til at fremsende
oplysninger om passagerer.
Formålet med direktivet er at
forbedre grænsekontrollen og
bekæmpe ulovlig indvandring ved
hjælp af
transportvirksomhedernes
forudgående videregivelse af
passageroplysninger til
myndighederne.
Udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4, giver som nævnt alene
adgang til at indhente
oplysninger vedrørende
luftfartøjer, der ankommer fra
eller afgår til et land, som
ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen.
Endvidere
giver § 10, stk. 4, i
udlændingebekendtgørelsen alene
politiet adgang til at indhente
de omhandlede oplysninger til
brug for den ind- og
udrejsekontrol –
personkontrollen ved de ydre
Schengengrænser – der udføres i
medfør af
udlændingelovgivningen. Politiet
kan derfor ikke med hjemmel i
§ 10, stk. 4, indhente
passageroplysninger mv. til brug
for f.eks. efterforskning af
kriminalitet.
Ministeriet
for flygtninge, indvandrere og
integration fremsatte den 30.
november 2005 lovforslag nr. L
94 om ændring af udlændingeloven
og ægteskabsloven (Fremrykket
ansøgningstidspunkt i sager om
humanitær opholdstilladelse,
indberetningspligt ved mistanke
om genopdragelsesrejser,
begrænsning af adgangen til
familiesammenføring for
personer, der er dømt for
børnebortførelse, ændrede regler
om undervisning og aktivering af
voksne asylansøgere mv.). I
lovforslagets § 1, nr. 29,
foreslås udlændingelovens § 38,
stk. 4, ændret, således at
ministeren for flygtninge,
indvandrere og integration
bemyndiges til at fastsætte
nærmere regler om politiets
adgang til luftfartsselskabernes
bookingsystemer. Folketinget
vedtog lovforslaget den 28.
marts 2006.
I
bemærkningerne til lovforslaget
er det anført, at bemyndigelsen
alene vil blive anvendt til at
revidere
udlændingebekendtgørelsen,
således at politiet får direkte
og elektronisk adgang til
relevante oplysninger til brug
for indrejsekontrollen. Der vil
blive fastsat nærmere regler om
politiets adgang til
bookingsystemerne med henblik på
kontrol af ulovlig indrejse.
Formålet med
at give elektronisk adgang for
politiet til de oplysninger om
passagerernes navne og
rejseruter samt oplysninger om
flybilletternes købsdatoer,
købesteder og betalingsformer,
som er tilgængelige via
luftfartsselskabernes
bookingsystemer, er at forenkle
og effektivisere politiets
varetagelse af personkontrollen
ved de ydre Schengengrænser.
Det fremgår
af bemærkningerne til det
pågældende lovforslag, at
baggrunden for forslaget om at
indføre direkte adgang til
bookingsystemerne er, at
politiet har oplyst, at den
gældende ordning er meget
tidskrævende, og at den
indebærer et stort arbejde for
politi og flyselskaber. I
praksis indhenter politiet
derfor sjældent passagerlister.
Politiets indrejsekontrol i
tilfælde, hvor der efter
politiets erfaring er tale om
problematiske ankomster i
forhold til lovlig indrejse,
foretages ved udvalgte
flyankomster ved gaten.
Af
bemærkningerne fremgår
endvidere, at politiets
indhentelse af passagerlister i
dag i praksis kan foregå
således, at politiet fra det
enkelte luftfartsselskab
indhenter tre forskellige
passagerlister for den
pågældende flyvning – en liste
med oplysninger om den aktuelle
flyvning, en liste med
oplysninger om passagerer, der
er i transit i den lufthavn,
hvor flyet afgår fra, samt en
liste med oplysninger om de
passagerer, der er i transit i
Københavns Lufthavn i Kastrup.
Udfinder politiet via disse
lister en passager, som giver
anledning til yderligere
undersøgelser, må politiet
opsøge luftfartsselskabet i
hvert enkelt tilfælde med
henblik på at indhente
yderligere relevante oplysninger
som eksempelvis oplysninger om
flybillettens købsdato og
købested. Efter den gældende
ordning indhentes passagerlister
først fra luftfartsselskaberne i
forbindelse med luftfartøjets
afgang, idet
luftfartsselskaberne ikke
udfærdiger listerne før dette
tidspunkt.
Det er
herudover anført, at en adgang
til luftfartsselskabernes
bookingsystemer – i modsætning
til den gældende ordning – vil
give politiet adgang til
oplysninger om eksempelvis
flybillettens købsdato,
udstedelsessted samt
betalingsform allerede fra det
tidspunkt, hvor flybilletten
købes. Dette vil give politiet
tid til at iværksætte
indrejsekontrol allerede ved
flyets gate, hvis oplysningerne
i bookingsystemet giver politiet
anledning til mistanke om f.eks.
menneskesmugling. Det anføres i
den forbindelse, at politiet har
oplyst, at der ofte danner sig
et mønster i forbindelse med
menneskesmugleres køb af
flybilletter. Politiets viden på
dette område vil sammen med en
adgang til flyselskabernes
bookingsystemer kunne målrette
og effektivisere
indrejsekontrollen.
8.1.3.
Toldlovgivningen
Efter
toldlovens § 17, stk. 1, har
virksomheder, der driver trafik
med fly og skibe, eller
befordringsmidlets fører pligt
til at give og dokumentere de
oplysninger, der er nødvendige
for udførelsen af told- og
skatteforvaltningens kontrol,
herunder oplysninger om
befordringsmiddel, besætning,
passagerer og disses
registrerede bagage.
Med hjemmel i
toldlovens § 17, stk. 4, er der
fastsat en bestemmelse i § 62,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 992
af 19. oktober 2005 om
toldbehandling, hvorefter
føreren af et skib eller fly
skal bekræfte de oplysninger om
befordringsmidlet og ladning
mv., som afkræves i henhold til
toldlovens § 17, stk. 1, ved
fremlæggelse af skibspapirer,
rejsejournaler,
registreringspapirer samt
ladningsdokumenter mv.
Det fremgår
videre af § 73, stk. 1, i
bekendtgørelsen om
toldbehandling, at føreren af et
fly eller en dertil bemyndiget
person ved ankomst til det
danske toldområde skal afgive en
tolddeklaration til told- og
skatteforvaltningen. Dette
gælder dog ikke for fly, der
ankommer direkte fra et andet
sted i EU’s toldområde, og som
ikke medbringer uberigtigede
varer som ladning og proviant,
jf. § 73, stk. 2.
Efter § 17,
stk. 3, har virksomheder, der
driver lufthavne og havne, pligt
til at stille samtlige de
oplysninger om skibes og flys
ankomst og afgang, samt de
oplysninger om
besætningsmedlemmers og
passagerers identitet, som de er
i besiddelse af, til rådighed
for told- og
skatteforvaltningen. Disse
virksomheder har endvidere pligt
til at stille oplysninger om
befordringsmiddel, besætning,
passagerer og disses
registrerede bagage samt ladning
mv. til rådighed. Oplysningerne
skal stilles til rådighed efter
told- og skatteforvaltningens
anvisning
8.1.4. Anden
lovgivning
Udover
bestemmelsen i
udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4, findes der ikke krav til
indholdet af passagerlister for
luftfartøjer. Der findes
ligeledes ikke særlige regler om
luftfartsselskabers opbevaring
af passageroplysninger.
Hvis politiet
har behov for
passageroplysninger uden for de
tilfælde, der er omfattet af
udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4, jf. pkt. 8.1.2., og
luftfartsselskabet ikke
udleverer disse oplysninger
frivilligt, må politiet indhente
dem ved edition, jf.
retsplejelovens § 806, jf.
§ 804.
Ved edition
meddeles der en person, som ikke
er mistænkt, pålæg om at
forevise eller udlevere
genstande, jf. retsplejelovens
§ 804, stk. 1. Afgørelse om
edition træffes som udgangspunkt
af retten ved kendelse på
politiets begæring, jf. § 806,
stk. 1 og 2. Politiet har dog
mulighed for selv at træffe
beslutning om edition, hvor
indgrebets øjemed ville
forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes, jf. § 806,
stk. 3.
Betingelserne
for edition vil være opfyldt,
hvis efterforskningen vedrører
en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, og
der er grund til at antage, at
de oplysninger, som ønskes
fremlagt, kan tjene som bevis,
jf. retsplejelovens § 804,
stk. 1.
8.2.
Arbejdsgruppens overvejelser og
anbefalinger
Den
tværministerielle arbejdsgruppe
om terrorbekæmpelse har i
anbefaling nr. 14 i rapporten om
det danske samfunds indsats og
beredskab mod terror foreslået,
at der i retsplejeloven eller
luftfartsloven tilvejebringes
hjemmel til, at Politiets
Efterretningstjeneste uden
retskendelse kan indhente
passageroplysninger fra
luftfartsselskaber, som har
flyvninger til eller fra Danmark
(inkl. transitophold) samt
internt i Danmark, hvis
indhentningen kan have betydning
for varetagelsen af tjenestens
opgaver.
Hjemlen bør
ifølge arbejdsgruppen omfatte en
forpligtelse for
luftfartsselskaber til at
udlevere både aktuelle og
historiske passageroplysninger,
ligesom selskaberne bør
forpligtes til at opbevare
passageroplysninger i en nærmere
fastsat periode. Hjemlen bør
endvidere give mulighed for at
pålægge luftfartsselskaber – på
særligt udvalgte ruter og i et
nærmere angivet tidsrum eller
indtil videre – løbende at
udlevere passageroplysninger til
Politiets Efterretningstjeneste.
Arbejdsgruppen sondrer i den
forbindelse mellem aktuelle og
historiske passageroplysninger.
Politiets
Efterretningstjeneste har over
for arbejdsgruppen oplyst, at
det praktiske behov for
indhentelse af aktuelle
passageroplysninger oftest
opstår i forbindelse med det
internationale samarbejde på
terrorbekæmpelsesområdet, f.eks.
hvis der fremkommer oplysninger
om, at en person, som er
relevant i en terrormæssig
sammenhæng, muligvis er på vej
til eller fra Danmark. Også i
forbindelse med uvarslet kontrol
i lufthavne, f.eks. i
forbindelse med efterforskning i
terrorfinansieringssager, vil
der opstå behov for indhentelse
af aktuelle passagerlister.
Arbejdsgruppen anfører videre,
at historiske
passageroplysninger særligt har
relevans ved bagudrettede
efterforskninger. Eksempelvis
vil der i forbindelse med et
terroranslag mod nabolande være
behov for – f.eks. via
passagerlister – at kortlægge
gerningsmændenes
rejseaktiviteter forud for
terroranslaget, bl.a. med
henblik på at afdække eventuelle
medskyldige eller andre
kontakter i udlandet.
Det fremgår
videre af rapporten, at
erfaringer fra både Danmark og
udlandet har vist, at der i
forbindelse med personers
»radikaliseringsforløb« ofte
indgår rejser til udlandet, og
at de destinationer, der her er
tale om, er af et relativt
begrænset antal.
Arbejdsgruppen peger på, at
Politiets Efterretningstjeneste
i de tilfælde, hvor et
luftfartsselskab ikke frivilligt
videregiver passageroplysninger,
i dag må indhente oplysningerne
i medfør af retsplejelovens
regler om edition.
Politiets
Efterretningstjeneste har over
for arbejdsgruppen anført, at
indhentelse af flypassagerlister
fremover bl.a. tænkes anvendt
som led i en mere generel
overvågning i forhold til de
kredse, som vurderes at være
relevante i en terrormæssig
sammenhæng, herunder blandt
andet overvågning af særlige
rejsemønstre og -destinationer.
Der vil derfor navnlig bestå et
behov for mere rutinemæssigt at
få udleveret passagerlister på
særligt udvalgte ruter uden på
forhånd at have kendskab til, at
konkrete mistænkte har benyttet
den pågældende rute.
Arbejdsgruppen er på den
baggrund af den opfattelse, at
der er et efterforskningsmæssigt
behov for at udvide adgangen for
Politiets Efterretningstjeneste
til at få udleveret
flypassageroplysninger.
Arbejdsgruppens anbefaling
omfatter alle
passageroplysninger – det vil
sige ikke alene de oplysninger,
som indeholdes på
luftfartsselskabernes mere
summariske passagerlister, men
også oplysninger fra
selskabernes bookingsystemer.
Baggrunden herfor er, at
passagerlister ofte indeholder
en begrænset mængde
informationer om passagererne,
mens Politiets
Efterretningstjeneste – som led
i det efterforskningsmæssige
arbejde – kan have behov for at
få adgang til de mere udførlige
oplysninger, der kan findes i
bookingsystemerne, herunder
navnlig betalings-,
afhentnings-, og
kontaktoplysninger samt
oplysninger om medrejsende.
Som det
fremgår af regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse, har regeringen
besluttet at arbejde videre med
at konkretisere udmøntningen af
denne anbefaling. Udmøntningen
af anbefalingen er indeholdt i
dette lovforslag, jf. nedenfor
under pkt. 8.3.
8.3.
Justitsministeriets overvejelser
Det er af
afgørende betydning for
Politiets Efterretningstjenestes
forebyggende og
efterforskningsmæssige indsats
mod terrorisme, at tjenesten har
hurtig og effektiv adgang til
oplysninger om, at personer med
mulig tilknytning til
terrorvirksomhed er på vej til
Danmark. Hvis Politiets
Efterretningstjeneste modtager
efterretninger af denne karakter
– f.eks. fra en udenlandsk
samarbejdspartner eller i
forbindelse med overvågning af
mistænkte personer her i landet
– vil det typisk være helt
centralt, at tjenesten kan følge
op på sådanne oplysninger
straks. Det er derfor vigtigt,
at Politiets
Efterretningstjeneste hurtigst
muligt kan få udleveret de
oplysninger fra
luftfartsselskaberne, som er
nødvendige for at identificere
flypassagerer, der kan være
relevante i terrormæssig
sammenhæng.
Tilsvarende
er det væsentligt, at Politiets
Efterretningstjeneste som led i
det internationale samarbejde på
terrorbekæmpelsesområdet kan
orientere udenlandske
samarbejdspartnere, hvis der
fremkommer oplysninger om, at en
terrormistænkt er på vej fra
Danmark til et andet land. I
sådanne tilfælde vil det
ligeledes være nødvendigt, at
tjenesten hurtigst muligt kan få
adgang til oplysninger fra
luftfartsselskaberne om, på
hvilket luftfartøj den
pågældende person er registreret
som passager.
Udover de
situationer, hvor der foreligger
efterretninger om, at bestemte
personer er på vej til eller fra
Danmark, kan Politiets
Efterretningstjeneste også have
behov for umiddelbar adgang til
oplysninger om passagerer på
bestemte luftfartøjer i
forbindelse med generelle,
uvarslede kontroller i
lufthavne, f.eks. i forbindelse
med efterforskning i
terrorfinansieringssager.
De ovennævnte
tilfælde er eksempler på
situationer, hvor Politiets
Efterretningstjeneste har behov
for hurtigt og effektivt – ofte
straks – at få adgang til
aktuelle oplysninger fra
luftfartsselskaberne om
passagerer på luftfartøjer, der
er på vej til eller fra danske
lufthavne.
Herudover kan
det som led i tjenestens opgaver
ligeledes være nødvendigt at få
adgang til historiske
passageroplysninger. Det vil
sige oplysninger om passagerer
på tidligere ankomster til eller
afgange fra danske lufthavne.
Tjenesten vil
navnlig have behov for at
indhente sådanne oplysninger i
forbindelse med den bagudrettede
efterforskning af en
terrorhandling. Efter et
eventuelt terroranslag vil
efterretningstjenesterne således
som led i den internationale
terrorbekæmpelse skulle
samarbejde om at få kortlagt
mulige gerningsmænds
rejseaktiviteter og ruter både
forud for og efter
terroranslaget.
Passageroplysninger fra
luftfartsselskaberne vil kunne
være et væsentligt redskab i den
sammenhæng – herunder f.eks. til
at afdække eventuelle
medskyldige eller kontakter i
andre lande.
Som beskrevet
i pkt. 8.1.4. er politiets
indhentelse af
passageroplysninger til anden
brug end ind- og udrejsekontrol
ved de ydre Schengengrænser, jf.
udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4, omfattet af
retsplejelovens regler om
edition.
Hvis
luftfartsselskaberne ikke
frivilligt udleverer de
passageroplysninger, som
Politiets Efterretningstjeneste
skal bruge, må tjenesten derfor
indhente en editionskendelse fra
retten eller selv træffe
beslutning om edition, hvor en
retskendelse ikke kan afventes,
uden at indgrebets øjemed ville
forspildes, jf. retsplejelovens
§ 806, jf. § 804.
Betingelserne
for edition vil være opfyldt,
hvis efterforskningen vedrører
en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, og
der er grund til at antage, at
de oplysninger, som ønskes
fremlagt, kan tjene som bevis,
jf. retsplejelovens § 804,
stk. 1.
Politiets
Efterretningstjeneste har til
opgave at forebygge, efterforske
og modvirke foretagender og
handlinger, der udgør eller vil
kunne udgøre en fare for
bevarelsen af Danmark som et
frit, demokratisk og sikkert
samfund – herunder bekæmpe
terrorisme. Der vil i praksis
næppe forekomme tilfælde, hvor
betingelserne i retsplejelovens
§ 804, stk. 1, ikke er opfyldt
med hensyn til
passageroplysninger, som kan
have betydning for varetagelsen
af tjenestens opgaver.
På baggrund
af det anførte finder
Justitsministeriet, at der bør
gives Politiets
Efterretningstjeneste en
lignende direkte adgang til
luftfartsselskabernes
passageroplysninger, som
politiet allerede har i dag i
forbindelse med personkontrollen
ved de ydre Schengengrænser, jf.
pkt. 8.1.2. Justitsministeriet
har herved bl.a. lagt vægt på,
at de hensyn, der begrunder en
sådan adgang for politiet i
forbindelse med ind- og
udrejsekontrol, må anses for at
tale med tilsvarende vægt ved
Politiets Efterretningstjenestes
indsats for at bekæmpe
terrorisme mv.
Det foreslås
derfor i lovforslagets § 4, nr.
1, at der indsættes en ny
bestemmelse i luftfartsloven,
hvorefter luftfartsselskaber på
begæring af Politiets
Efterretningstjeneste skal
udlevere passageroplysninger (og
oplysninger om
besætningsmedlemmer), jf. den
foreslåede affattelse af § 148
a, stk. 2, i luftfartsloven. Det
forudsættes, at
luftfartsselskaberne udleverer
oplysningerne hurtigst muligt og
uden ugrundet ophold.
Bestemmelsen
omfatter passageroplysninger
både vedrørende
udenrigsflyvninger til eller fra
danske lufthavne og
indenrigsflyvninger mellem
danske lufthavne og vil kunne
anvendes over for danske
luftfartsselskaber samt
udenlandske luftfartsselskabers
danske filialer,
handlingselskaber mv.
Som det
fremgår af den foreslåede
bestemmelse, vil adgangen til
passageroplysninger uden
retskendelse eller beslutning om
edition alene omfatte Politiets
Efterretningstjeneste, der
organisatorisk er en del af
Rigspolitichefembedet, jf. pkt.
3.4.2.1. Hverken
Rigspolitichefens andre
afdelinger eller politikredsene
vil således kunne gøre brug af
bestemmelsen.
Udgangspunktet vil være, at
Politiets Efterretningstjeneste
anvender adgangen til
passageroplysninger, når der i
en konkret situation er behov
for at indhente sådanne
oplysninger.
Som nævnt
ovenfor fremgår det imidlertid
af arbejdsgruppens rapport, at
både inden- og udenlandske
erfaringer viser, at der i
forbindelse med rekruttering og
radikalisering af potentielle
terrorister ofte indgår rejser
til visse lande og områder –
herunder til egentlige
»træningslejre«.
På den
baggrund kan Justitsministeriet
tilslutte sig arbejdsgruppens
opfattelse af, at der ligeledes
er behov for at give Politiets
Efterretningstjeneste mulighed
for løbende at følge
passageroplysninger vedrørende
særlige destinationer og
rejsemønstre, som vurderes at
være relevante i en terrormæssig
sammenhæng. Det bemærkes i den
forbindelse, at arbejdsgruppen
har oplyst, at det kun er et
relativt begrænset antal
destinationer, som det vil være
relevant at følge mere
rutinemæssigt.
Med den
foreslåede adgang for Politiets
Efterretningstjeneste til
luftfartsselskabernes aktuelle
og historiske
passageroplysninger får
tjenesten således også adgang
til løbende at indhente
passagerlister mv. på særligt
udvalgte ruter.
Som det
fremgår af pkt. 8.1.1., er der
ikke fastsat bestemmelser i
luftfartslovgivningen eller
andre steder om registrering
og opbevaring af
passageroplysninger. Der
påhviler således ikke i dag
nogen almindelig forpligtelse
for luftfartsselskaber til at
registrere og opbevare
oplysninger om passagerers
identitet mv.
Manglende
eller mangelfulde
passageroplysninger hos
luftfartsselskaber kan udgøre et
betydeligt
efterforskningsmæssigt problem
og kan herunder gøre den
foreslåede adgang for Politiets
Efterretningstjeneste til
oplysningerne illusorisk.
Justitsministeriet er derfor
enig med arbejdsgruppen i, at
der er behov for at sikre, at
passageroplysningerne er
tilgængelige i en vis periode.
Da der alene vil være tale om
registrering og opbevaring af
mere standardiserede
passageroplysninger, jf.
nedenfor, finder
Justitsministeriet, at der bør
foreslås en sådan
opbevaringspligt i en vis
periode.
Terrorhandlinger tager normalt
længere tid at planlægge.
Væsentlige
efterforskningsmæssige hensyn
taler derfor for en frist på
ikke under 1 år, jf.
teleudbyderes logningspligt i
medfør af retsplejelovens § 786,
stk. 4, jf. pkt. 10 nedenfor.
Justitsministeriet stiller på
den baggrund forslag om en
lovfæstet opbevaringsperiode på
1 år.
Det foreslås
således i lovforslagets § 4, nr.
1, at luftfartsselskaber skal
foretage registrering og
opbevaring i 1 år af oplysninger
om passagerer og
besætningsmedlemmer på
luftfartøjer, der ankommer til
eller afgår fra Danmark, til
brug for forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. Bestemmelsen omfatter
passageroplysninger både
vedrørende udenrigsflyvninger
til eller fra danske lufthavne
og indenrigsflyvninger mellem
danske lufthavne.
Der foreslås
endvidere i lovforslagets § 4,
nr. 1, en
bemyndigelsesbestemmelse,
hvorefter transport- og
energiministeren efter
forhandling med
justitsministeren fastsætter
nærmere regler om registrering
og opbevaring af
passageroplysninger samt om
luftfartsselskabernes praktiske
bistand til politiet, jf. den
foreslåede affattelse af § 148
a, stk. 3, 1. pkt., i
luftfartsloven.
Det
forudsættes således, at der ved
bekendtgørelse fastsættes
nærmere regler om, hvilke typer
oplysninger der omfattes af
luftfartsselskabernes
forpligtelse til at registrere,
opbevare og udlevere
passageroplysninger, jf. de
foreslåede bestemmelser i § 148
a, stk. 1 og 2, i
luftfartsloven. Politiets
Efterretningstjeneste har over
for Justitsministeriet oplyst,
at navnlig følgende
passageroplysninger kan have
væsentlig betydning for
varetagelsen af tjenestens
opgaver:
· Navn
(efternavn, fornavn)
· Fødselsdato
(dag, måned, år)
·
Rejselegitimation (herunder type
og nummer på pas eller anden
rejselegitimation)
·
Nationalitet
· Passagerens
oprindelige ombordstigning
(fuldstændig rute)
·
Grænseovergangssteder i Danmark
·
Luftfartøjets transportkode
· Afgangs- og
ankomsttidspunkter
·
Betalingssted
·
Betalingsform
·
Billetudsteder
· Medrejsende
·
Telefonnummer
· E-mail
adresse
Det
forudsættes endvidere, at der
fastsættes nærmere regler om
afgrænsningen af kredsen af
luftfartsselskaber, der omfattes
af pligten til at registrere,
opbevare og udlevere
passageroplysninger. Det
forudsættes i den forbindelse,
at kun luftfartselskaber, der
udfører erhvervsmæssig
befordring af passagerer,
omfattes af ordningen. Private
luftfartøjer og
luftfartsselskaber, der
udelukkende udfører
fragtbefordring, omfattes
således ikke af pligten til at
registrere, opbevare og udlevere
passageroplysninger.
Der vil
ligeledes blive fastsat nærmere
bestemmelser om
luftfartsselskabernes praktiske
bistand til politiet, herunder
om i hvilken form
passageroplysningerne skal
udleveres til Politiets
Efterretningstjeneste. Der vil
f.eks. kunne fastsættes regler
med krav om elektronisk
overførsel i skemaform, jf.
udlændingebekendtgørelsens § 10,
stk. 4.
Endelig
foreslås det i lovforslagets
§ 4, nr. 1, at transport- og
energiministeren efter
forhandling med
justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til luftfartsselskabernes
bookingsystemer til brug for
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13,
jf. den foreslåede affattelse af
§ 148 a, stk. 4, i
luftfartsloven.
I medfør af
denne bestemmelse vil der
således kunne fastsættes regler,
hvorefter Politiets
Efterretningstjeneste får
direkte og elektronisk adgang
til de standardmæssige
passageroplysninger i
luftfartsselskabernes
bookingsystemer. Som beskrevet i
pkt. 8.1.2. er der fastsat en
tilsvarende adgang i forbindelse
med politiets personkontrol ved
de ydre Schengengrænser.
En sådan
(on-line) adgang til
bookingsystemerne vil kunne give
Politiets Efterretningstjeneste
en hurtigere og mere effektiv
adgang til de relevante
passageroplysninger, end hvis
der først skal tages kontakt til
luftfartsselskabet, som derefter
skal finde de ønskede
oplysninger og vende tilbage til
tjenesten. Samtidig vil en sådan
elektronisk adgang kunne bidrage
til en ressourcemæssig
aflastning af
luftfartsselskaberne. Indførelse
af en elektronisk adgang til
bookingsystemerne vil således
alene have til formål at
forenkle og effektivisere den
praktiske procedure, når
Politiets Efterretningstjeneste
har behov for – ofte inden for
meget kort tid – at få udleveret
sådanne oplysninger fra
luftfartsselskaberne.
Som det
fremgår, vil den samlede ordning
således først ligge fast, når
der udstedes regler i medfør af
luftfartslovens § 148 a, stk. 3
og (eventuelt) 4. De
administrative regler vil blive
fastsat efter forhandling med
bl.a. luftfartsselskaberne og
under inddragelse af tekniske og
økonomiske forhold.
De regler,
der fastsættes i medfør af den
foreslåede bestemmelse i
luftfartslovens § 148 a, stk. 3
og 4, skal naturligvis ligge
inden for rammerne af
persondataloven. Den nærmere
udmøntning af bestemmelserne vil
således blive drøftet med
Datatilsynet.
Det bemærkes,
at hvis Politiets
Efterretningstjeneste har behov
for at få udleveret andre
oplysninger fra et
luftfartsselskab end de
standardmæssige
passageroplysninger, der er
omfattet af det foreliggende
forslag – herunder mere
individuelle oplysninger, som
luftfartsselskaberne måtte være
i besiddelse af – må tjenesten
indhente disse oplysninger i
medfør af retsplejelovens regler
om edition, jf. pkt. 8.1.4.
9. Udlevering
9.1. Gældende
ret
Reglerne om
udlevering findes i
udleveringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 833 af 25.
august 2005.
Det følger af
§ 1, stk. 1, i udleveringsloven,
at den, der i udlandet er
sigtet, tiltalt eller dømt for
en strafbar handling, kan
udleveres efter reglerne i
udleveringsloven.
Udleveringsloven omfatter dog
som udgangspunkt ikke udlevering
til de øvrige nordiske lande.
Herom gælder en særlig
fællesnordisk
udleveringslovgivning.
Ved lov nr.
433 af 10. juni 2003 vedtog
Folketinget en række ændringer i
udleveringsloven med henblik på
Danmarks opfyldelse af en
EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre mv. Der
henvises til Folketingstidende
2002-03, tillæg C, side 121 ff.
Disse ændringer indebar en
udvidelse af adgangen til
udlevering mellem
EU-medlemsstaterne af personer,
der er sigtet, tiltalt eller
dømt for en lovovertrædelse, og
procedurerne for udlevering blev
forenklet. Disse ændringer
trådte i kraft den 1. januar
2004.
Ved lov nr.
1160 af 19. december 2003
(Folketingstidende 2003-04,
tillæg C, side 617 ff) vedtog
Folketinget endvidere en ændring
i udleveringsloven, som indebar
en indskrænkning i forbudet mod
udlevering for en politisk
forbrydelse, således at forbudet
ikke gælder ved handlinger
omfattet af artikel 1 eller 2 i
den europæiske konvention om
bekæmpelse af terrorisme med de
ændringer, som følger af
ændringsprotokollen af 15. maj
2003. Lovændringen gjorde det
muligt at ratificere
ændringsprotokollen.
Udlevering
til stater uden for Den
Europæiske Union
Betingelserne
for udlevering til stater uden
for Den Europæiske Union er
fastsat i udleveringslovens
kapitel 2 (§§ 2-10).
Det fremgår
af § 2, stk. 1, at der kan ske
udlevering af danske
statsborgere til
strafforfølgning til lande uden
for EU, med hvilke der er
indgået en gensidig
overenskomst, såfremt den, der
ønskes udleveret, har haft bopæl
i det pågældende land i de
sidste 2 år forud for
lovovertrædelsen, og
lovovertrædelsen efter dansk ret
kan straffes med mindst 1 års
fængsel. Hvis bopælskravet ikke
er opfyldt, kan der alene ske
udlevering til sådanne lande på
baggrund af en gensidig
overenskomst, hvis
lovovertrædelsen efter dansk ret
kan medføre højere straf end
fængsel i 4 år.
Endvidere kan
justitsministeren efter § 2,
stk. 2, konkret beslutte, at der
skal ske udlevering af en dansk
statsborger til en stat, som
ikke er medlem af EU, selv om
den pågældende stat ikke har
indgået en gensidig overenskomst
med Danmark om udlevering af
egne statsborgere. En
forudsætning for en sådan
udlevering er, at betingelserne
i stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og
at særlige hensyn til
retshåndhævelsen taler derfor i
den konkrete sag.
Udlevering af
personer uden dansk
statsborgerskab til
strafforfølgning eller til
straffuldbyrdelse i en stat uden
for EU kan efter § 2 a ske, hvis
handlingen efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1
år. Kan handlingen efter dansk
ret medføre kortere
fængselsstraf end 1 år, kan
udlevering ske, hvis der er
overenskomst herom med den
pågældende stat.
Efter § 3,
stk. 1, kan udlevering til
strafforfølgning endvidere kun
ske, hvis der i den fremmede
stat er truffet beslutning om,
at den, som søges udleveret,
skal anholdes eller fængsles for
den pågældende handling, jf.
§ 3, stk. 2. Udlevering til
straffuldbyrdelse kan kun ske,
hvis dommen lyder på
frihedsstraf i mindst 4 måneder,
eller hvis den dømte i henhold
til dommen eller en beslutning,
der er truffet med hjemmel i
dommen, skal anbringes i
anstalt, og opholdet her kan
blive af 4 måneders varighed,
medmindre andet er fastsat ved
overenskomst med den pågældende
stat, jf. § 3, stk. 3. Efter
§ 3, stk. 4, kan udlevering til
strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse finde sted for
flere strafbare forhold, selv om
betingelserne i stk. 1-3 kun er
opfyldt med hensyn til ét af
forholdene.
Selv om
betingelserne i § 3 i øvrigt er
opfyldt, må udlevering dog ikke
finde sted, hvis det på grund af
særlige omstændigheder må
antages, at sigtelsen eller
dommen vedrørende den pågældende
handling savner tilstrækkeligt
bevismæssigt grundlag, jf. § 3,
stk. 5.
Bestemmelserne i §§ 4-9
indeholder herudover en række
afslagsgrunde, der, hvis de
foreligger, skal medføre, at
udlevering afslås, selv om
betingelserne i §§ 2-3 er
opfyldt.
Det følger
således af § 4, at udlevering
for en militær lovovertrædelse
ikke kan finde sted.
Efter § 5,
stk. 1, må udlevering for en
politisk lovovertrædelse ikke
finde sted. Omfatter handlingen
tillige en lovovertrædelse, som
ikke er af politisk karakter,
kan udlevering ske for denne
lovovertrædelse, såfremt
handlingen overvejende er af
ikke-politisk karakter, jf. § 5,
stk. 2. Om en lovovertrædelse er
politisk, afhænger af en konkret
helhedsvurdering, hvorved der
navnlig lægges vægt på arten af
den eller de interesser, der er
krænket ved lovovertrædelsen, og
på gerningsmandens motiv.
Forbudet mod
udlevering for en politisk
lovovertrædelse har tidligere
været et vigtigt princip i dansk
og udenlandsk
udleveringslovgivning, men i de
senere år har det været anset
for nødvendigt at fravige dette
princip som led i et styrket
internationalt strafferetligt
samarbejde om bekæmpelse af
international terrorisme. Efter
§ 5, stk. 3, i udleveringsloven
finder forbudet mod udlevering
for en politisk lovovertrædelse
således ikke anvendelse, når
handlingen, for hvilken der
søges udlevering, er omfattet af
en af de i bestemmelsen angivne
konventioner om bekæmpelse af
terrorisme. Sådanne handlinger
kan altså ikke betragtes som
politiske lovovertrædelser i
forbindelse med en
udleveringsanmodning med den
virkning, at udlevering kan
nægtes.
Efter § 5,
stk. 3, nr. 1, kan udlevering
således ikke nægtes, når
handlingen, for hvilken der
søges udlevering, er omfattet af
artikel 1 eller 2 i den
europæiske konvention om
bekæmpelse af terrorisme, som
ændret ved ændringsprotokol af
15. maj 2003 til den europæiske
konvention om bekæmpelse af
terrorisme. Bestemmelsen fik sin
nuværende formulering ved lov
nr. 1160 af 19. december 2003
(Gennemførelse af
ændringsprotokollen af 15. maj
2003 til den europæiske
konvention om bekæmpelse af
terrorisme).
Udtrykket
»omfattet af« indebærer både, at
den konkrete handling skal kunne
henføres til en af de nævnte
konventionsbestemmelser, samt at
den stat, der anmoder om
udlevering, skal have
ratificeret den pågældende
konvention.
Efter § 5,
stk. 3, nr. 2, finder forbudet
mod at nægte udlevering for
politiske lovovertrædelser
endvidere ikke anvendelse, når
handlingen, for hvilken der
søges udlevering, er omfattet af
artikel 2, jf. artikel 1, i
FN-konventionen til bekæmpelse
af terrorbombninger.
Bestemmelsen, der blev indsat
ved lov nr. 20 af 25. april
2001, finder anvendelse i
forhold til alle stater, der har
ratificeret FN-konventionen.
Endelig
følger det af § 5, stk. 3, nr.
3, at handlinger omfattet af
artikel 2, jf. artikel 1, i FN’s
terrorfinansieringskonvention
ikke kan betragtes som politiske
lovovertrædelser i forbindelse
med en udleveringsanmodning.
Modtager Danmark således en
udleveringsanmodning fra en
stat, der har ratificeret FN’s
terrorfinansieringskonvention,
vedrørende en handling, der er
omfattet af konventionen, kan
Danmark ikke afslå anmodningen
med henvisning til forbudet mod
udlevering for politiske
lovovertrædelser. Bestemmelsen
blev indsat ved lov nr. 378 af
6. juni 2002
(anti-terrorpakken).
Herudover må
det antages at følge af
statutterne for de
internationale tribunaler til
pådømmelse af krigsforbrydelser
i henholdsvis det tidligere
Jugoslavien og i Rwanda – som er
vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd –
at FN’s medlemsstater ikke kan
nægte udlevering til
tribunalerne med henvisning til,
at handlingen betragtes som en
politisk forbrydelse.
Endelig er
Danmark efter lov om Den
Internationale Straffedomstol
(jf. lov nr. 342 af 16. maj
2001) afskåret fra at nægte
udlevering til strafforfølgning
ved denne domstol under
henvisning til, at handlingen
betragtes som en politisk
forbrydelse, jf.
Folketingstidende 2000-01,
tillæg A, side 502-503.
Efter § 6 i
udleveringsloven er der forbud
mod udlevering, hvis der er fare
for, at den pågældende efter
udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold
til en bestemt
befolkningsgruppe, sin religiøse
eller politiske opfattelse eller
i øvrigt på grund af politiske
forhold vil blive udsat for
forfølgelse, som retter sig mod
den pågældendes liv eller frihed
eller i øvrigt er af alvorlig
karakter. Ved lov nr. 433 af 10.
juni 2003 blev det ved
indsættelse af et nyt stk. 2
præciseret, at udlevering
endvidere ikke må finde sted,
hvis der er fare for, at den
pågældende efter udleveringen
vil blive udsat for tortur eller
anden umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf.
Hvis det i
særlige tilfælde, navnlig under
hensyn til den pågældendes
alder, helbredstilstand eller
andre personlige forhold, må
antages, at udlevering vil være
uforenelig med humanitære
hensyn, må udlevering heller
ikke finde sted, jf.
udleveringslovens § 7.
Det følger af
§ 8 i udleveringsloven, at
udlevering ikke kan ske, når
den, der søges udleveret, her i
landet er dømt eller frifundet
for den pågældende strafbare
handling. Er tiltale mod ham
eller hende frafaldet, kan
udlevering kun finde sted, hvis
retsplejelovens betingelser for
omgørelse af bestemmelsen om
tiltalefrafald er opfyldt.
Bestemmelsen er udtryk for den
væsentlige
retssikkerhedsgaranti, at man
ikke skal kunne dømmes for det
samme forhold to gange
(princippet om »ne bis in
idem«).
Det fremgår
af § 9, at udlevering fra
Danmark ikke kan finde sted,
hvis der efter dansk ret er
indtrådt forældelse af
strafansvaret eller af adgangen
til at fuldbyrde straf for den
pågældende lovovertrædelse.
Efter
udleveringslovens § 10 må
udlevering i øvrigt kun ske på
en række nærmere opregnede
vilkår. Heri indgår bl.a., at en
eventuel dødsstraf for den
pågældende handling i givet fald
ikke må fuldbyrdes, jf. § 10,
nr. 3.
I
udleveringslovens kapitel 3
(§§ 11-18) er der fastsat regler
om behandlingen af sager om
udlevering til stater uden for
Den Europæiske Union.
Udlevering
til medlemsstater i Den
Europæiske Union
Som nævnt
ovenfor vedtog Folketinget ved
lov nr. 433 af 10. juni 2003 en
række ændringer i
udleveringsloven med henblik på
Danmarks opfyldelse af en
EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre mv.
Lovændringerne trådte i kraft
den 1. januar 2004. Med
lovændringerne blev indsat et
kapitel 2 a (§§ 10 a- 10 j), der
fastsætter betingelserne for
udlevering til medlemsstater i
Den Europæiske Union. Samtidig
blev kapitel 3 a (§§ 18 a-18 f)
om behandling af sager om
udlevering til medlemsstater i
Den Europæiske Union nyaffattet.
Efter § 10 a,
stk. 2, vil der som udgangspunkt
skulle ske udlevering af danske
statsborgere og udlændinge til
strafforfølgning i en
EU-medlemsstat på grundlag af en
europæisk arrestordre, hvis den
strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre
fængsel i mindst 1 år, og en
tilsvarende handling begået her
i landet ville være strafbar
efter dansk ret (dobbelt
strafbarhed).
Endvidere
skal der som udgangspunkt ske
udlevering af danske
statsborgere og udlændinge til
en EU-medlemsstat med henblik på
straffuldbyrdelse, hvis den
pågældende ved dommen er idømt
fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning
af mindst 4 måneders varighed,
og en tilsvarende handling
begået i Danmark ville være
strafbar efter dansk ret (jf.
§ 10 a, stk. 3).
Med hensyn
til udlevering for visse nærmere
angivne handlinger, der er
omfattet af en såkaldt
positivliste, vil der ikke kunne
stilles krav om dobbelt
strafbarhed. Det gælder dog kun,
hvis den pågældende handling i
den anmodende medlemsstat kan
straffes med fængsel mv. i
mindst 3 år. Positivlisten
omfatter bl.a.
terrorismehandlinger,
menneskehandel, seksuel
udnyttelse af børn og
børnepornografi samt ulovlig
handel med våben og narkotika.
Herudover
indebærer de nye regler
ændringer af en række af de
hidtil gældende betingelser for
udlevering til EU-medlemsstater.
Således er der indført visse nye
grunde, der kan eller skal
medføre, at udlevering til en
anden EU-medlemsstat afslås.
Disse afslagsgrunde begrænser
pligten til at udlevere til en
anden EU-medlemsstat, selv om
lovovertrædelsen er omfattet af
positivlisten.
De ændrede
regler indebærer samtidig, at
visse af de hidtil gældende
afslagsgrunde ikke længere
finder anvendelse ved udlevering
til andre EU-medlemsstater. Det
vil eksempelvis ikke længere
være muligt at afslå udlevering
med henvisning til, at
handlingen betragtes som en
politisk forbrydelse.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme og
FN’s konvention om nuklear
terrorisme vil således ikke have
praktisk betydning for adgangen
til at udlevere personer til
retsforfølgning i en anden
EU-medlemsstat. For så vidt
angår Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
følger det direkte af artikel
26, stk. 3, at parter, der er
medlem af den Europæiske Union,
i deres indbyrdes relationer
uden præjudice for formålet med
denne konvention og uden
præjudice for dens fulde
anvendelse over for andre parter
skal anvende EF- og EU-regler,
for så vidt der findes EF- eller
EU-regler, der regulerer det
pågældende emne og kan finde
anvendelse på den konkrete sag.
9.2.
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
Konventionens
regler om udlevering findes som
anført ovenfor under pkt. 2.2. i
artiklerne 19-21.
Artikel 19,
stk. 1, fastslår, at
forbrydelserne omhandlet i
artikel 5-7 og 9 skal anses som
forbrydelser, for hvilke der kan
ske udlevering i medfør af
enhver udleveringstraktat
indgået mellem staterne, ligesom
disse forbrydelser skal omfattes
af senere udleveringstraktater.
Eksisterende
udleveringstraktater modificeres
i det omfang, de er uforenelige
med denne konvention, jf.
stk. 5.
Udlevering er
underlagt de betingelser, som er
fastsat i gældende
udleveringstraktater samt i den
anmodede stats lovgivning, jf.
stk. 2 og 3.
Af stk. 4
følger, at de i konventionen
nævnte forbrydelser for så vidt
angår udlevering mellem de
kontraherende stater om
nødvendigt skal anses for begået
ikke blot dér, hvor de fandt
sted, men også i de stater, der
har jurisdiktion efter artikel
14.
Artikel 20
fastslår, at ingen af
forbrydelserne i artikel 5-7 og
9 i forbindelse med udlevering
eller gensidig retshjælp kan
anses for en politisk
forbrydelse. En begæring om
udlevering eller retshjælp kan
således ikke afslås udelukkende
med den begrundelse, at den
anmodede stat anser forbrydelsen
for politisk.
Artikel 20
indeholder dog eksplicit
mulighed for, at staterne kan
tage forbehold for denne
bestemmelse med hensyn til
udlevering. Sådanne forbehold er
underlagt et særligt
kontrolsystem, som indebærer, at
anvendelse af et sådant
forbehold skal ske fra sag til
sag og med en behørigt begrundet
afgørelse.
Hvis en part
ikke udleverer en person under
anvendelse af et sådant
forbehold, skal den uden
undtagelse og uden ugrundet
ophold overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med
henblik på retsforfølgning.
Hvis der ikke
foreligger en retslig afgørelse
i sagen inden rimelig tid, kan
den stat, der anmodede om og
blev nægtet udlevering,
forelægge sagen for det samråd
af kontraherende stater, der er
nævnt i artikel 30, jf.
nedenfor. Dette samråd kan
videresende sagen til
Ministerkomitéen med henblik på
udstedelse af en erklæring.
Et forbehold
efter konventionens artikel 20
gælder for en periode på tre år,
men kan forlænges med perioder
af samme længde. Hvis
forbeholdet forlænges, skal
staten redegøre for de grunde,
der berettiger til
opretholdelsen.
Artikel 21
indeholder bestemmelser om
beskyttelse af
menneskerettighederne i
forbindelse med udlevering og
retshjælp.
Efter stk. 1
kan intet i konventionen således
fortolkes som en forpligtelse
til udlevering eller til at yde
retshjælp, hvis der er vægtige
grunde til at antage, at
anmodningen er fremsat med det
formål at tiltale eller straffe
en person på grund af dennes
race, religion, nationalitet,
etniske oprindelse eller
politiske overbevisning, eller
at imødekommelse af anmodningen
kunne skade den pågældendes
stilling af nogen af disse
grunde.
Stk. 2
fastslår, at intet i
konventionen kan fortolkes som
en forpligtelse til udlevering,
hvis den person, begæringen
omhandler, risikerer at blive
udsat for tortur eller for
umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. På samme
måde fastslår stk. 3, at intet i
konventionen kan fortolkes som
en forpligtelse til udlevering,
hvis den person, som begæringen
omhandler, risikerer at blive
udsat for dødsstraf, eller – i
tilfælde, hvor den anmodede
stats lovgivning ikke giver
mulighed for livstidsstraf – for
livstidsstraf uden mulighed for
prøveløsladelse, medmindre den
anmodede stat efter gældende
udleveringstraktater er
forpligtet til udlevering, hvis
den anmodende stat garanterer,
at dødsstraf ikke vil blive
pålagt, eller, hvor den vil
blive pålagt, ikke vil blive
ført ud i livet, eller at
personer ikke vil blive udsat
for livstidsstraf uden mulighed
for prøveløsladelse.
9.3. FN’s
konvention om nuklear terrorisme
Konventionens
bestemmelser om udlevering
findes som anført ovenfor under
pkt. 2.3. i artiklerne 13-16.
Artikel 13,
stk. 1, fastslår, at
forbrydelserne omhandlet i
artikel 2 skal anses som
forbrydelser, for hvilke der kan
ske udlevering i medfør af
enhver udleveringstraktat
indgået mellem staterne, ligesom
disse forbrydelser skal omfattes
af senere udleveringstraktater.
Eksisterende
udleveringstraktater modificeres
i det omfang, de er uforenelige
med denne konvention, jf.
stk. 5.
Udlevering er
underlagt de betingelser, som er
fastsat i gældende
udleveringstraktater samt i den
anmodede stats lovgivning, jf.
stk. 2 og 3.
Af stk. 4
følger, at de i konventionen
nævnte forbrydelser for så vidt
angår udlevering mellem de
kontraherende stater om
nødvendigt skal anses for begået
ikke blot dér, hvor de fandt
sted, men også i de stater, der
har jurisdiktion efter artikel
9.
Artikel 14
indeholder generelle principper
for gensidig retshjælp i
straffesager.
Efter artikel
14, stk. 1, er de kontraherende
parter forpligtet til at yde
hinanden størst mulig bistand i
forbindelse med strafferetlig
efterforskning, retsforfølgning
eller udlevering i anledning af
handlinger omfattet af denne
konvention, herunder bistand til
at fremskaffe bevismateriale,
som staten har i sin besiddelse,
og som er nødvendigt for
straffesagen. Det følger af
stk. 2, at staterne skal opfylde
deres forpligtelser efter stk. 1
i overensstemmelse med gældende
traktater om gensidig retshjælp
mellem staterne. Hvis der ikke
findes sådanne traktater mellem
de pågældende stater, ydes
retshjælp i overensstemmelse med
national lovgivning.
Artikel 15
fastslår, at ingen af
forbrydelserne nævnt i artikel 2
i forbindelse med udlevering
eller gensidig retshjælp kan
anses for en politisk
forbrydelse. En begæring om
udlevering eller retshjælp kan
således ikke afslås udelukkende
med den begrundelse, at den
anmodede stat anser forbrydelsen
for politisk.
Samtidig
fastslår artikel 16, at intet i
konventionen kan fortolkes som
en forpligtelse til udlevering
eller til at yde retshjælp, hvis
der er vægtige grunde til at
antage, at anmodningen er
fremsat med det formål at
tiltale eller straffe en person
på grund af dennes race,
religion, nationalitet, etniske
oprindelse eller politiske
overbevisning, eller at
imødekommelse af anmodningen
kunne skade den pågældendes
stilling af nogen af disse
grunde.
9.4.
Justitsministeriets overvejelser
Som anført
ovenfor under pkt. 2.4.1. har
Straffelovrådet ikke i
betænkning nr. 1474/2006 om det
strafferetlige værn mod
terrorisme taget stilling til
behovet for at foretage
ændringer i andre love, herunder
udleveringsloven.
Som det
fremgår af pkt. 9.2. og 9.3.
ovenfor, indebærer såvel artikel
20, stk. 1, i Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme som artikel 15 i FN’s
konvention om nuklear
terrorisme, at de i de
pågældende konventioner
omhandlede forbrydelser ikke kan
anses for politiske
forbrydelser. En stat er derfor
afskåret fra at afslå udlevering
alene med den begrundelse, at
den forbrydelse, anmodningen
angår, er en politisk
forbrydelse, hvis forbrydelsen
er omfattet af én af de to
konventioner.
Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme åbner dog mulighed
for, at staterne kan tage
forbehold over for denne
bestemmelse. Konventionen
foreskriver, at anvendelse af et
sådant forbehold skal ske fra
sag til sag og med en behørigt
begrundet afgørelse.
Udlevering
for en politisk lovovertrædelse
til stater uden for den
Europæiske Union kan efter
gældende ret ikke finde sted,
medmindre handlingen er omfattet
af de undtagelser, der er
opregnet i udleveringslovens
§ 5, stk. 3. (For så vidt angår
udlevering til en anden
EU-medlemsstat gælder der en
særlig regulering, hvorefter
udlevering ikke kan nægtes med
den begrundelse, at anmodningen
om udlevering vedrører en
handling, som betragtes som en
politisk lovovertrædelse.)
En
ratifikation af FN’s konvention
om nuklear terrorisme vil
således kræve, at
undtagelsesbestemmelsen i
udleveringslovens § 5, stk. 3,
udvides til også at omfatte
sådanne handlinger som omfattet
af denne konventions artikel 2,
jf. artikel 1.
En
ratifikation af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme vil tilsvarende kræve
en ændring af udleveringsloven.
Justitsministeriet har i den
forbindelse overvejet, om
muligheden for at tage forbehold
for anvendelsen af artikel 20,
stk. 1, skal udnyttes.
Som anført
ovenfor under pkt. 9.1. har det
i de senere år været anset for
nødvendigt at fravige princippet
om forbud mod udlevering for en
politisk lovovertrædelse som led
i et styrket internationalt
strafferetligt samarbejde. Dette
er baggrunden for de undtagelser
vedrørende internationale
anti-terrorkonventioner, der
allerede findes i § 5, stk. 3, i
den gældende udleveringslov.
Justitsministeriet finder det på
den baggrund ikke
hensigtsmæssigt at udnytte
forbeholdsadgangen for så vidt
angår handlinger omfattet af
konventionens artikel 6 og 7
samt artikel 9, jf. artikel 6 og
7, om hvervning og oplæring til
at begå terrorhandlinger.
Justitsministeriet finder det
derimod rigtigst at udnytte
forbeholdsadgangen for så vidt
angår handlinger omfattet af
konventionens artikel 5 og
artikel 9, jf. artikel 5, om
offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling. Baggrunden
herfor er, at genstanden for
denne forbrydelse er
gerningsmandens ytringer, og at
en vurdering heraf har at gøre
med ytringsfrihedens
udstrækning. Det anses i den
forbindelse ikke for
hensigtsmæssigt på forhånd at
afskære de danske myndigheder
fra i en konkret situation at
anse en overtrædelse af
konventionens artikel 5 eller af
artikel 9, jf. artikel 5, for en
politisk forbrydelse.
Udformningen
af forbeholdsadgangen i
konventionens artikel 20,
stk. 2, hvorefter anvendelse af
forbeholdet skal ske fra sag til
sag og med en behørigt begrundet
afgørelse, indebærer imidlertid
efter Justitsministeriets
opfattelse, at hovedreglen i
udleveringslovens § 5, stk. 1,
heller ikke kan opretholdes
uændret for så vidt angår disse
handlinger.
Det foreslås
i stedet at indsætte et nyt
stk. 4, hvorefter udlevering for
en handling omfattet af artikel
5 eller artikel 9, jf. artikel
5, i Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme i
særlige tilfælde kan nægtes,
hvis det vurderes, at der er
tale om en politisk
lovovertrædelse.
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer, at de danske
myndigheder ikke vil være
afskåret fra efter en konkret
vurdering at anse en
overtrædelse af konventionens
artikel 5 eller af artikel 9,
jf. artikel 5, for en politisk
lovovertrædelse, ligesom de
danske myndigheder i en sådan
situation ikke vil være afskåret
fra at nægte udlevering (alene)
med denne begrundelse.
Med
formuleringen »i særlige
tilfælde« sigtes til, at en
offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling som omfattet
af konventionens artikel 5 som
udgangspunkt må antages ikke at
være en politisk forbrydelse,
medmindre der foreligger
holdepunkter for det modsatte.
Med
tilføjelsen af et nyt stk. 4
tilsigtes det at tydeliggøre, at
der i medfør af Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme vil bestå en pligt
til udlevering for en politisk
forbrydelse, hvis der er tale om
en handling, der er omfattet af
artikel 6 eller 7 eller artikel
9, jf. artikel 6 og 7, mens der
ikke vil bestå en sådan pligt
til udlevering for en politisk
forbrydelse, når handlingen er
omfattet af konventionens
artikel 5 eller artikel 9, jf.
artikel 5, idet
Justitsministeriet agter at
udnytte forbeholdsadgangen i
artikel 20, stk. 2, i forhold
til disse bestemmelser.
Det skal
endelig fremhæves, at der
fortsat vil være adgang til at
nægte udlevering efter de øvrige
nægtelsesgrunde i
udleveringsloven, herunder
reglerne i § 6 om risiko for
politisk forfølgning, tortur mv.
i det anmodende land, reglerne i
§ 7 om humanitære hensyn samt
reglerne i §§ 8-9 om »ne bis in
idem«-princippet og forældelse.
Desuden må udlevering fortsat
kun ske på vilkår af, at en
eventuel dødsstraf for den
pågældende handling i givet fald
ikke fuldbyrdes.
Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme træder ifølge
konventionens artikel 23 i kraft
den første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en
periode på 3 måneder efter den
dato, hvor 6 undertegnende
parter, herunder mindst 4 af
Europarådets medlemsstater, har
udtrykt deres samtykke til at
være bundet af konventionen.
Konventionen er endnu ikke trådt
i kraft.
FN’s
konvention om nuklear terrorisme
træder ifølge konventionens
artikel 25 i kraft den 30. dag
efter datoen for deponeringen af
det 22. ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument hos De
Forenedes Nationers
generalsekretær. Konventionen er
endnu ikke trådt i kraft.
Ikraftsættelse af den danske
gennemførelsesbestemmelse om
udlevering for politiske
lovovertrædelser, jf.
lovforslagets § 5, kunne derfor
medføre, at der i en periode,
hvor konventionerne endnu ikke
er trådt i kraft, kunne ske
udlevering for handlinger i
videre omfang, end Danmark er
konventionsmæssigt forpligtet
til.
På den
baggrund har Justitsministeriet
overvejet, om
ikrafttrædelsesbestemmelsen bør
udformes således, at ændringen
først finder anvendelse på
anmodninger om udlevering, der
fremsættes efter, at de
pågældende konventioner er trådt
i kraft mellem Danmark og
vedkommende fremmede stat.
En lignende
fremgangsmåde er benyttet ved
lov nr. 280 af 25. april 2001
(Gennemførelse af FN’s
terrorbombekonvention mv.), lov
nr. 378 af 6. juni 2002
(anti-terrorpakken) og lov nr.
1160 af 19. december 2003
(Gennemførelse af
ændringsprotokollen af 15. maj
2003 til den europæiske
konvention om bekæmpelse af
terrorisme).
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at ikrafttrædelsesbestemmelsen i
dette lovforslag bør udformes på
tilsvarende måde. Det foreslås
derfor, at loven finder
anvendelse, hvor der fremsættes
anmodning om udlevering efter
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme
efter, at denne konvention er
trådt i kraft mellem Danmark og
vedkommende fremmede stat, og
tilsvarende hvor der fremsættes
anmodning om udlevering efter
FN’s konvention om nuklear
terrorisme efter, at denne
konvention er trådt i kraft
mellem Danmark og vedkommende
fremmede stat.
10. Logning
af trafikdata vedrørende
telekommunikation
10.1.
Gældende ret
Ved lov nr.
378 af 6. juni 2002 vedtog
Folketinget den såkaldte
anti-terrorpakke. Med loven
indførtes bl.a. en ny
bestemmelse i retsplejelovens
§ 786, stk. 4, om opbevaring og
registrering af oplysninger om
teletrafik. Der henvises til
Folketingstidende 2001-01, 2.
samling, tillæg A, side 808, og
Folketingets forhandlinger, side
1321, 7439 og 7747.
Efter den
såkaldte logningsbestemmelse i
retsplejelovens § 786, stk. 4,
1. pkt., påhviler det udbydere
af telenet eller teletjenester
at foretage registrering og
opbevaring i 1 år af oplysninger
om teletrafik til brug for
efterforskning og
retsforfølgning af strafbare
forhold. Den nærmere tekniske
udmøntning af
logningsforpligtelsen fastsættes
administrativt af
justitsministeren efter
forhandling med ministeren for
videnskab, teknologi og
udvikling, jf. § 786, stk. 4, 2.
pkt. Justitsministeren
fastsætter – efter forhandling
med ministeren for videnskab,
teknologi og udvikling –
tidspunktet for
logningsforpligtelsens
ikrafttræden.
Med § 8 i lov
nr. 378 af 6. juni 2002 blev det
endvidere fastsat, at
justitsministeren i
folketingsåret 2005-06 skal
fremsætte forslag om revision af
retsplejelovens § 786, stk. 4.
Baggrunden herfor var, at
ordningen med pligtmæssig
logning af oplysninger om
teletrafik til brug for
efterforskningen var en
nyskabelse, og at
Justitsministeriet derfor fandt
det hensigtsmæssigt, at
ordningen evalueres nogle år
efter dens iværksættelse.
10.2.
Justitsministeriets overvejelser
Den 24. marts
2004 sendte Justitsministeriet
et udkast til bekendtgørelse og
vejledning om telenet- og
teletjenesteudbyderes
registrering og opbevaring af
oplysninger om teletrafik i
høring hos en række myndigheder
og organisationer. I lyset af de
indkomne høringssvar besluttede
Justitsministeriet i september
2004 at nedsætte en
arbejdsgruppe med deltagelse af
repræsentanter for IT- og
telebranchen samt
boligforeningerne med henblik på
yderligere drøftelser af
udkastet til bekendtgørelse og
vejledning.
Sideløbende
hermed er spørgsmålet om regler
om logning af oplysninger om
teletrafik blevet drøftet i
EU-regi. Som led i EU’s samlede
indsats mod terrorisme og på
baggrund af terrorangrebene i
Madrid den 11. marts 2004
fremlagde en række medlemslande
(Frankrig, Irland,
Storbritannien og Sverige)
således den 28. april 2004 et
forslag til en rammeafgørelse om
opbevaring af data, der
behandles og lagres i
forbindelse med levering af
offentligt tilgængeligt
kommunikationsnet, med henblik
på at forebygge, efterforske,
afsløre og strafforfølge
kriminalitet og strafbare
handlinger. Forslaget til
rammeafgørelse er blevet drøftet
på en række møder i EU-regi,
herunder i Rådet.
I lyset af
denne udvikling orienterede
Justitsministeriet ved brev af
30. september 2004 Folketingets
Retsudvalg om de videre
overvejelser med hensyn til
udformningen af de danske regler
på området. Justitsministeriet
tilkendegav i den forbindelse,
at ministeriet fandt det
rigtigst ikke at udstede regler
på området, før rammeafgørelsen
enten var vedtaget, eller
forhandlingerne havde vist, at
der ikke var udsigt til, at der
på kortere sigt kunne opnås
enighed i Rådet.
Kommissionen
har efterfølgende den 21.
september 2005 fremlagt et
forslag til et direktiv på
området, og på rådsmødet
(retlige og indre anliggender)
den 21. februar 2006 blev et
direktiv om opbevaring af
trafikdata vedtaget med
kvalificeret flertal.
Spørgsmålet
om gennemførelse af direktivet
om opbevaring af trafikdata vil
blive behandlet i ekspertgruppen
om logning, og det forventes, at
arbejdet i ekspertgruppen kan
afsluttes i løbet af sommeren
2006 med henblik på udstedelse
af en bekendtgørelse om logning
i efteråret 2006. Når
logningsbekendtgørelsen
udstedes, vil forpligtelsen i
retsplejelovens § 786, stk. 4,
for udbydere af telenet eller
teletjenester til at registrere
og opbevare oplysninger om
teletrafik blive sat i kraft.
Med henblik
på at sikre en evaluering af
ordningen med logning af
oplysninger om teletrafik på et
tidspunkt, hvor der har været
mulighed for over et relevant
tidsrum at indhøste erfaringer
med en sådan forpligtelse,
foreslås det at fastsætte et nyt
tidspunkt for revisionen af
logningsbestemmelsen. Det
foreslås således, at
justitsministeren i
folketingsåret 2009-10
fremsætter forslag om revision
af retsplejelovens § 786,
stk. 4. Med en forventet
udstedelse af
logningsbekendtgørelsen og
ikrafttræden af retsplejelovens
§ 786, stk. 4, i efteråret 2006
indebærer dette, at ordningen
tages op til fornyet overvejelse
efter et tidsrum, der svarer til
det oprindelig forudsatte ved
vedtagelsen af anti-terrorpakken
i sommeren 2002.
11.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Ved de
foreslåede ændringer af
retsplejeloven gennemføres en
vis tilpasning og forenkling af
reglerne om Politiets
Efterretningstjenestes
indhentelse og videregivelse af
oplysninger og af bestemmelserne
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden mv. i
overensstemmelse med den
teknologiske udvikling og
udviklingen i terrortruslen.
Ændringerne indebærer herved en
vis administrativ lettelse for
bl.a. politiet, herunder
Politiets Efterretningstjeneste,
og for andre
forvaltningsmyndigheder i
forbindelse med
efterretningstjenestens
indhentelse af oplysninger.
Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 791 a, stk. 5,
om teleobservation, giver
politiet mulighed for efter
rettens kendelse at foretage
teleobservation. Det vil efter
lovforslagets § 791 a, stk. 6,
på samme måde som det er
tilfældet ved gennemførelsen af
f.eks. indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
påhvile udbydere af telenet og
teletjenester at bistå politiet
ved gennemførelse af
teleobservation, herunder ved at
give de oplysninger der er
omfattet af den foreslåede § 791
a, stk. 5. Forpligtelsen til at
bistå politiet indebærer som
udgangspunkt administrative
omkostninger for udbyderne i
forbindelse med gennemførelse af
de konkrete teleobservationer,
men omkostningerne herved
afholdes af politiet i lighed
med, hvad der er tilfældet ved
andre lignende
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Som anført
ovenfor under pkt. 5. indebærer
lovforslaget, at der i
retsplejeloven indsættes en
særskilt bestemmelse om
teleobservation som
efterforskningsskridt. Der er
imidlertid tale om et
efterforskningsskridt, der også
i dag anvendes af politiet, og
det skønnes ikke muligt nærmere
at vurdere, i hvilket omfang
lovforslaget i sig selv vil
kunne medføre en stigning i
politiets udgifter hertil.
Lovforslaget
skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige
af betydning.
Forslaget har
været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i ErhvervsRegulering
(CKR) med henblik på en
vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Styrelsen
vurderer, at forslaget om pålæg
om kvalitet og opbevaring af
tv-optagelser vil medføre
administrative konsekvenser for
de virksomheder, der modtager et
sådan pålæg. Da det endnu ikke
vides, hvor ofte politiet vil
gøre brug af disse muligheder,
kan CKR først kvantificere
konsekvenserne, når forslagene
er trådt i kraft.
Kvantificeringen vil finde sted
i forbindelse med opdateringen
af Justitsministeriets
AMVAB-måling. Forslaget om, at
luftfartselskaber skal foretage
registrering og opbevaring i 1
år af oplysninger om passagerer
og besætningsmedlemmer på
luftfartøjer vurderes at medføre
store løbende administrative
konsekvenser for de 23 omfattede
virksomheder. De nærmere krav
til registrering og opbevaring
fastsættes i en bekendtgørelse,
og det anbefales således, at
denne bekendtgørelse oversendes
til CKR så hurtigt som muligt,
med henblik på en vurdering af
de administrative konsekvenser.
Samlet set
vurderes det ikke, at de
konkrete bestemmelser i
lovforslaget indeholder
administrative konsekvenser for
erhvervslivet i et omfang, der
berettiger, at det bliver
forelagt virksomhedspanelet.
Forslaget har derfor ikke været
forelagt Økonomi- og
Erhvervsministeriets
virksomhedspanel.
Lovforslaget
skønnes ikke i sig selv at have
økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet af betydning. Der
henvises til det samtidig hermed
fremsatte forslag til lov om
ændring af lov om konkurrence-
og forbrugerforhold på
telemarkedet, lov om
radiofrekvenser og lov om radio-
og terminaludstyr og
elektromagnetiske forhold
(Opfølgning på regeringens
handlingsplan for
terrorbekæmpelse).
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
|
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
af betydning. Det
skønnes ikke muligt
nærmere at vurdere, i
hvilket omfang
lovforslaget i sig selv
vil kunne medføre en
stigning i politiets
udgifter til
teleobservation.
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
|
Lovforslaget skønnes at
indebære visse
administrative lettelser
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Lovforslaget, navnlig de
foreslåede ændringer i
luftfartsloven og
indførelsen af nye
regler om
luftfartsselskabernes
registrering og
opbevaring af
passageroplysninger,
skønnes at have
administrative
omkostninger for
erhvervslivet.
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget indeholder
ikke EU-retlige aspekter
|
12. Hørte
myndigheder mv.
Straffelovrådets betænkning nr.
1474/2006 om det strafferetlige
værn mod terrorisme har – sammen
med et udkast til forslag til
ændring af udleveringsloven –
været sendt i høring hos
følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Præsidenterne
for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Århus,
Odense, Ålborg og Roskilde, Den
Danske Dommerforening,
Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af
beskikkede advokater, Institut
for Menneskerettigheder, Dansk
Retspolitisk Forening,
Retssikkerhedsfonden,
Energistyrelsen og Statens
Institut for Strålehygiejne.
Den øvrige
del af lovforslaget har –
bortset fra lovforslagets § 6 –
forud for fremsættelsen været i
høring hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Præsidenterne
for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Århus,
Odense, Ålborg og Roskilde, Den
Danske Dommerforening,
Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af
beskikkede advokater, Institut
for Menneskerettigheder, Det
Kriminalpræventive Råd,
Finansforbundet, Finansrådet,
Kommunernes Landsforening, Dansk
Handel & Service,
Forbrugerrådet, Datatilsynet,
Den Danske Brancheforening for
Sikkerhed og Sikring, Dansk
Industri, Dansk Retspolitisk
Forening, Retssikkerhedsfonden,
Brancheforeningen
Telekommunikationsindustrien,
Brancheorganisationen
ForbrugerElektronik, Canal
Digital Danmark A/S, Viasat A/S,
Dansk IT, ISPA DK (Foreningen af
Internetleverandører),
Foreningen af Danske
InternetMedier,
IT-Brancheforeningen, ITEK/Dansk
Industri, PROSA, SAM-DATA (HK),
IFPI Danmark, Business Software
Alliance Danmark,
Multimedieforeningen, CSC
Danmark A/S, Grossistforeningen
for Radio og Elektronik,
Kommunedata KMD, Sonofon I/S,
Tele 2 A/S, TDC A/S, Telia A/S,
Realkreditrådet, Lejernes LO,
Andelsboligforeningernes
Fællesrepræsentation,
Leverandørforeningen for
Radiokommunikation, Air
Greenland A/S, Airport
Coordination Denmark A/S, AOPA
Danmark, Atlantic Airways,
Billund Lufthavn, Cabin Union
Denmark, Cimber Air A/S, Danish
Air Transport ApS, Dansam c/o
Lufthavnschef Peter Bay, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk
Flyvelederforening, Københavns
Lufthavn, DALPA,
Erhvervsflyvningens
Sammenslutning,
Flyvesikringstjenensten/Naviair,
Forbrugerrådet,
Havarikommissionen for Civil
Luftfart, Konkurrencestyrelsen,
Københavns Lufthavne A/S, KZ &
Veteranfly Klubben, LSG Sky
Chefs, Kongelig Dansk Aeroklub,
My Travel Airways A/S, Nordisk
Flyforsikringsgruppe (NFG),
North Flying A/S, Novia, Rådet
for Større Flysikkerhed, SAS -
afdeling AX, SAS - Head Office -
afd. DX, Servisair Danmark A/S,
Star Air A/S, Statens
Luftfartsvæsen, Sterling
Airlines A/S, Sun-Air of
Scandinavia, Association of
Travel Managers in Denmark,
Dansk Handicap Forbund, De
Samvirkende
Invalideorganisationer,
Foreningen af Rejsearrangører I
Danmark (RiD), Danmarks
Rejsebureau Forening.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 3
til lovforslaget er de
foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende
regler.
Til § 1
Til nr. 1
(straffelovens § 110 d)
Efter
straffelovens § 110 d kan den
foreskrevne straf forhøjes med
indtil det halve, når nogen af
de i kapitlerne 25
(legemskrænkelser), 26
(frihedskrænkelser) og 27
(freds- og ærekrænkelser)
omhandlede forbrydelser begås
mod et fremmed statsoverhoved
eller lederen af en fremmed
diplomatisk mission. Med den
foreslåede ændring undtages
forbrydelser omfattet af
straffelovens kapitel 13 fra
bestemmelsens anvendelsesområde.
Ændringen skal ses i sammenhæng
med de nye bestemmelser i
kapitel 13 om terrorisme mv.,
der fastsætter forhøjede
strafmaksima for en række af de
forbrydelser, der indgår i § 110
d. Hvor en forbrydelse er
omfattet af såvel § 110 d som en
bestemmelse i kapitel 13, f.eks.
den foreslåede bestemmelse i
§ 114 a, nr. 2, indebærer
ændringen, at strafforhøjelse
sker efter § 114 a uden samtidig
anvendelse af § 110 d.
Til nr. 2
(Overskriften til 13. kapitel)
Der foreslås
en ny overskrift til kapitel 13,
der er mere dækkende for
kapitlets indhold efter
indføjelsen af bestemmelserne om
terrorhandlinger mv.
Til nr. 3
(straffelovens § 114, stk. 1,
nr. 8)
Med den
foreslåede bestemmelse i § 114,
stk. 1, nr. 8, udvides den
særlige terrorismebestemmelse i
straffelovens § 114 med
besiddelse og anvendelse mv. af
radioaktive stoffer efter § 192
b, sml. lovforslagets § 1, nr.
7, med tilhørende bemærkninger.
Til nr. 4
(straffelovens §§ 114 a-114 e)
Til § 114 a
Forslaget til
en ny § 114 a omfatter
handlinger, der efter
Europarådskonventionen skal
anses som terrorhandlinger, og
som ikke allerede er omfattet af
§ 114.
Det foreslås,
at straffen kan overstige den
højeste for lovovertrædelsen
foreskrevne straf med indtil det
halve, når handlingen er
omfattet af vedkommende artikel
i en af de opregnede
konventioner. Hvis den højeste
straf, der er foreskrevet for
den pågældende handling, er
mindre end 4 års fængsel, kan
straffen dog stige til fængsel
indtil 6 år. Med den sidstnævnte
bestemmelse sigtes til
forbrydelser, der har
strafmaksima på under 4 års
fængsel, f.eks. straffelovens
§ 260 om ulovlig tvang og § 266
om trusler. Den foreslåede
bestemmelse er subsidiær i
forhold til § 114.
Med § 114 a
tilsigtes ingen
nykriminalisering. Formålet med
bestemmelsen er derimod at
indføje en sidestrafferamme med
mulighed for strafforhøjelse,
når overtrædelse af visse
bestemmelser i straffeloven er
begået under omstændigheder
omfattet af de berørte artikler
i de nævnte internationale
konventioner, f.eks. § 114 a,
nr. 4, sammenholdt med
straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, eller § 286.
Muligheden
for strafforhøjelse efter § 114
a får ingen selvstændig
betydning, når overtrædelsen kan
henføres til bestemmelser med
fængsel på livstid som
strafmaksimum, sml. f.eks.
straffelovens § 180. Med § 114 a
tilsigtes ingen ændring af
straffelovens § 33, stk. 2, om
forhøjelse af tidsbestemt straf
til fængsel indtil 20 år.
De
konventioner, der indgår i den
foreslåede bestemmelse i § 114
a, indebærer pligt til at
kriminalisere handlinger af
meget forskellig karakter,
herunder ulovlige handlinger mod
sikkerheden for den civile
luftfart og søfartssikkerheden
og forbrydelser mod
internationalt beskyttede
personer.
Konventionen af 16. december
1970 om bekæmpelse af ulovlig
bemægtigelse af luftfartøjer
omhandler kapring af
luftfartøjer. Efter
konventionens artikel 1 begår
enhver, der om bord i et
luftfartøj under flyvning
uberettiget ved vold eller
trussel herom eller ved enhver
anden form for trussel
bemægtiger sig eller udøver
kontrol over et luftfartøj eller
forsøger at udføre en sådan
handling, en forbrydelse. Det
samme gør enhver, der om bord i
et luftfartøj under flyvning
medvirker til, at en anden
udfører eller forsøger at udføre
enhver sådan handling.
Artikel 1 i
k onventionen af 23.
september 1971 til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod den
civile luftfarts sikkerhed
omfatter en række andre
handlinger, der indebærer fare
for den civile luftfarts
sikkerhed. Efter artikel 1,
stk. 1, gør en person sig
skyldig i en forbrydelse, hvis
den pågældende uberettiget og
forsætligt (a) foretager en
voldshandling mod en person om
bord i et luftfartøj under
flyvning, dersom denne handling
må antages at bringe
luftfartøjets sikkerhed i fare,
(b) ødelægger et luftfartøj i
drift eller beskadiger det på en
sådan måde, at det ikke kan
flyve, eller dets sikkerhed må
antages at blive bragt i fare
under flyvning, (c) anbringer
eller lader anbringe – uanset på
hvilken måde – i et luftfartøj i
drift en indretning eller et
stof, der må antages at ødelægge
luftfartøjet eller beskadige det
på en sådan måde, at det ikke
kan flyve, eller dets sikkerhed
må antages at blive bragt i fare
under flyvning, (d) ødelægger
eller beskadiger
luftfartshjælpemidler eller
forstyrrer deres drift, dersom
en sådan handling må antages at
bringe et luftfartøj i fare
under flyvning, eller (e) giver
oplysninger, som personen ved,
er urigtige, og derved bringer
et luftfartøjs sikkerhed i fare
under flyvning. En person gør
sig ligeledes skyldig i en
forbrydelse, jf. artikel 1,
stk. 2, hvis den pågældende
forsøger at begå nogen af de i
stk. 1 nævnte forbrydelser eller
medvirker til, at en anden begår
eller forsøger at begå en sådan
forbrydelse.
De nævnte
artikler suppleres af
bestemmelser i artikel II i p
rotokollen af 24. februar 1988
til bekæmpelse af ulovlige
voldshandlinger i lufthavne, der
betjener den internationale
civile luftfart. Herefter
gør enhver person sig skyldig i
en forbrydelse, hvis den
pågældende uberettiget og
forsætligt ved hjælp af et
redskab, et stof eller et våben
(a) foretager en voldshandling
mod en person i en lufthavn, der
betjener den internationale
civile luftfart, som forårsager,
eller som må antages at
forårsage alvorlig skade eller
død, eller (b) ødelægger eller
alvorligt beskadiger anlæg i en
lufthavn, der betjener den
internationale civile luftfart,
eller luftfartøjer, som ikke er
i drift og befinder sig i
lufthavnen, eller afbryder
lufthavnens drift, hvis en sådan
handling bringer eller må
antages at bringe sikkerheden i
lufthavnen i fare.
Konventionen af 14. december
1973 om forebyggelse af og straf
for forbrydelser mod
internationalt beskyttede
personer, herunder diplomatiske
repræsentanter , omfatter
ifølge artikel 2 følgende
forsætlige handlinger rettet mod
internationalt beskyttede
personer som defineret i
konventionens artikel 1: (a)
manddrab, bortførelse eller
andet angreb på en
internationalt beskyttet persons
legeme eller frihed, (b)
voldshandling mod en
internationalt beskyttet persons
tjenestested, privatbolig eller
transportmiddel, som må antages
at bringe den pågældendes person
eller frihed i fare, (c) trussel
om at foretage sådant angreb,
(d) forsøg på at foretage sådant
angreb og (e) medvirken til
foretagelse af angreb som nævnt
i litra a-d.
Den
internationale konvention imod
gidseltagning af 17. december
1979 retter sig mod
gidseltagning, der efter
konventionens artikel 1, stk. 1,
omfatter tilfælde, hvor en
person tilfangetager eller
tilbageholder en anden person og
truer med at dræbe,
legemsbeskadige eller fortsat at
tilbageholde denne (»gidslet«)
med henblik på at tvinge
tredjepart, det vil sige en
stat, en international
interguvernemental organisation,
en fysisk eller juridisk person
eller en gruppe personer til at
foretage eller undlade at
foretage nogen handling som en
udtrykkelig eller stiltiende
betingelse for frigivelsen af
gidslet. Efter artikel 1,
stk. 2, omfattes også forsøg på
gidseltagning samt medvirken
til, at andre foretager eller
forsøger at foretage
gidseltagning.
IAEA-konventionen (Det
Internationale
Atomenergiagenturs konvention)
af 26. oktober 1979 om fysisk
beskyttelse af nukleare
materialer retter sig efter
artikel 7 mod følgende
handlinger: (a) en handling uden
lovlig bemyndigelse, der
indebærer modtagelse,
besiddelse, brug, overdragelse,
ændring, bortskaffelse eller
spredning af nukleare
materialer, og som forvolder
eller sandsynligvis vil forvolde
død eller alvorlig overlast på
nogen person eller betydelig
tingsskade, (b) tyveri eller
røveri af nukleare materialer,
(c) underslæb eller svigagtig
tilegnelse af nukleare
materialer, (d) en handling, der
indebærer et krav om nukleare
materialer ved trusler eller
brug af magt eller enhver anden
form for tvang, (e) en trussel
i) om at anvende nukleare
materialer til at forvolde død
eller alvorlig overlast på nogen
person eller betydelig
tingsskade, eller ii) om at begå
tyveri eller røveri af nukleare
materialer for at tvinge en
fysisk eller juridisk person, en
international organisation eller
en stat til at udføre eller
afholde sig fra at udføre nogen
handling. Forsøg på at begå de i
litra a, b eller c nævnte
handlinger samt medvirken til
alle de nævnte handlinger er
ligeledes omfattet.
Konventionen af 10. marts 1988
til bekæmpelse af ulovlige
handlinger mod
søfartssikkerheden omfatter
skibskapring samt en række andre
handlinger, der kan være til
fare for søfartssikkerheden.
Efter konventionens artikel 3,
stk. 1, gør en person sig
skyldig i en forbrydelse, hvis
den pågældende uberettiget og
forsætligt (a) tilbageholder
eller udøver kontrol over et
skib ved hjælp af magt eller
trusler herom eller om enhver
anden krænkelse, (b) udøver en
voldshandling om bord på et
skib, hvis handlingen må antages
at bringe skibets sikkerhed i
fare under sejlads, (c)
ødelægger eller beskadiger et
skib eller dets last, hvis
handlingen må antages at bringe
skibets sikkerhed i fare under
sejlads, (d) på et skib
anbringer eller lader anbringe –
uanset på hvilken måde – en
indretning eller et stof, der må
antages at ødelægge skibet eller
beskadige skibet eller dets
last, således at det må antages
at bringe skibets sikkerhed i
fare under sejlads, (e)
ødelægger eller alvorligt
beskadiger navigations- og
afmærkningssystemer til
vejledning for skibsfarten eller
alvorligt griber ind i deres
drift, hvis en sådan handling må
antages at bringe et skibs
sikkerhed i fare under sejlads,
(f) videregiver oplysninger,
personen ved, er usande, og
derved bringer sikkerheden i
fare for et skib under sejlads,
(g) sårer eller dræber en person
i forbindelse med, at en af de
nævnte forbrydelser begås, eller
forsøges begået. En person gør
sig ifølge artikel 3, stk. 2,
ligeledes skyldig i en
forbrydelse, hvis den pågældende
forsøger at begå en af de i
stk. 1 omhandlede forbrydelser,
tilskynder hertil, uanset af
hvem den begås, eller på anden
måde står i ledtog med en, der
begår en sådan forbrydelse.
Efter artikel 3, stk. 2, begås
tillige en forbrydelse, hvis en
person for at foranledige en
fysisk eller juridisk person til
at foretage eller undlade nogen
handling truer med at begå en af
de i stk. 1, litra b, c, eller e
omhandlede forbrydelser, hvis en
sådan trussel må antages at
bringe sikkerheden for et skib i
fare under sejlads.
Den nævnte
artikel suppleres af
bestemmelser i artikel 2 i p
rotokollen af 10. marts 1988 til
bekæmpelse af ulovlige
handlinger mod sikkerheden for
fastgjorte platforme, der
befinder sig på
kontinentalsoklen. Efter
artikel 2, stk. 1, gør en person
sig skyldig i en forbrydelse,
hvis den pågældende uberettiget
og forsætligt (a) tilbageholder
eller udøver kontrol over en
fastgjort platform ved hjælp af
magt eller trusler herom eller
trusler om enhver anden
krænkelse, (b) udøver en
voldshandling om bord på en
fastgjort platform, hvis
handlingen må antages at bringe
dens sikkerhed i fare, (c)
ødelægger eller beskadiger en
fastgjort platform, hvis
handlingen må antages at bringe
dens sikkerhed i fare, (d) på en
fastgjort platform anbringer
eller lader anbringe – uanset på
hvilken måde – en indretning
eller et stof, der må antages at
ødelægge den fastgjorte platform
eller bringe dens sikkerhed i
fare, (e) sårer eller dræber en
person i forbindelse med, at en
af de i litra a til d nævnte
forbrydelser begås eller
forsøges begået. En person gør
sig ligeledes skyldig i en
forbrydelse, hvis personen
forsøger at begå en af de i
stk. 1 omhandlede forbrydelser,
tilskynder hertil, uanset af
hvem den begås, eller på anden
måde står i ledtog med en, der
begår en sådan forbrydelse. Det
samme gælder, hvor en person for
at foranledige en fysisk eller
juridisk person til at foretage
eller undlade nogen handling
truer med at begå en af de i
stk. 1, litra b eller c,
omhandlede forbrydelser, hvis en
sådan trussel må antages at
bringe sikkerheden for den
fastgjorte platform i fare.
Den
internationale konvention af 15.
december 1997 til bekæmpelse af
terrorbombninger omfatter
efter artikel 2, stk. 1,
tilfælde, hvor en person
uberettiget og forsætligt
leverer, anbringer, affyrer
eller detonerer en eksplosiv
eller anden dødbringende
anordning i eller på, ind i
eller mod et offentligt sted, en
stats- eller regeringsfacilitet,
et offentligt transportsystem
eller en infrastrukturfacilitet
med forsæt til at forårsage a)
død eller alvorlig personskade
eller b) omfattende ødelæggelse
af stedet, faciliteten eller
systemet, hvis ødelæggelsen
medfører eller sandsynligvis vil
medføre et større økonomisk tab.
Ifølge artikel 2, stk. 2,
omfattes tillige forsøg på at
begå en forbrydelse som anført i
stk. 1. Efter artikel 2, stk. 3,
begår en person ligeledes en
forbrydelse, hvis den pågældende
medvirker til en forbrydelse som
nævnt i stk. 1 eller 2 eller
organiserer eller pålægger andre
at begå en sådan forbrydelse
eller på anden måde medvirker
til, at en gruppe personer, der
handler med et fælles formål,
begår en eller flere
forbrydelser som anført i stk. 1
eller 2. Denne medvirken skal
være forsætlig og skal enten
foretages i den hensigt at
fremme gruppens generelle
kriminelle virksomhed eller
formål eller foretages med viden
om, at gruppen har til hensigt
at begå den eller de pågældende
forbrydelser.
Som det
fremgår af ordlyden, er den
foreslåede bestemmelse i § 114 a
subsidiær i forhold til den
gældende § 114. Begås nogen af
de opregnede handlinger under
omstændigheder, der indebærer,
at handlingen er omfattet af
§ 114, skal der straffes efter
§ 114.
Efter
straffelovens § 88, stk. 1, 2.
pkt., kan straffen i
sammenstødstilfælde under
særdeles skærpende
omstændigheder overstige den
højeste for nogen af
lovovertrædelserne foreskrevne
straf med indtil det halve.
Denne bestemmelse finder, for så
vidt ikke andet er bestemt,
anvendelse på alle strafbare
forhold, jf. straffelovens § 2.
Med den foreslåede bestemmelse i
§ 114 a tilsigtes en afvigelse
herfra. Det forudsættes således,
at der ikke kan ske yderligere
strafforhøjelse efter
straffelovens § 88, stk. 1, 2.
pkt., i tilfælde, hvor der
opstår spørgsmål om fastsættelse
af sammenstødsstraf for
lovovertrædelser omfattet af
§ 114 a. Med § 114 a tilsigtes
ingen forandring i øvrigt med
hensyn til muligheden for at
anvende straffelovens § 88,
stk. 1, 2. pkt., f.eks. hvor der
opstår spørgsmål om
sammenstødsstraf for
lovovertrædelser omfattet af
§ 114 a og lovovertrædelser, der
ikke indgår i den bestemmelse i
§ 114 a, der er rejst tiltale
for.
Indføjelsen
af § 114 a i kapitel 13
indebærer en udvidelse af
anvendelsesområdet for
straffelovens § 136, stk. 2,
hvorefter den, der offentligt
udtrykkeligt billiger en af de i
denne lovs kapitel 12 eller 13
omhandlede forbrydelser,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år. Bestemmelsen vil
fremover tillige omfatte
offentlige, udtrykkelige
billigelser af handlinger
omhandlet i den foreslåede
bestemmelse i § 114 a.
Til §§ 114
b-114 e
De foreslåede
bestemmelser omfatter økonomisk
støtte mv. (§ 114 b), hvervning
(§ 114 c) og oplæring (114 d)
til terrorhandlinger og lignende
samt fremme i øvrigt af sådanne
handlinger (§ 114 e).
Udtrykket
»handlinger« i de foreslåede
bestemmelser anvendes i ubestemt
betydning og kan derfor omfatte
en eller flere handlinger.
Bestemmelserne er forbeholdt
tilfælde, hvor der ikke kan
straffes efter den gældende
§ 114 eller efter bestemmelser,
der indgår i den foreslåede
bestemmelse i § 114 a, jf.
straffelovens § 21 og/eller
§ 23, idet der ikke er forsæt
til at forsøge og/eller medvirke
til at begå en konkretiseret
handling af den omhandlede
beskaffenhed. Hvis der er forsæt
hertil, f.eks. fordi der købes
en flybillet til brug for en
konkret terroraktion eller en
computer til brug ved formidling
af trusler mod en bestemt
diplomat, skal der straffes
efter den gældende § 114, jf.
§ 21 og/eller § 23, henholdsvis
den foreslåede nye bestemmelse i
§ 114 a, nr. 2, sammenholdt med
den gældende § 266, jf. § 21
og/eller § 23. Er der forsæt til
ikke konkretiserede handlinger
af den omhandlede beskaffenhed,
f.eks. fordi der ydes økonomisk
støtte til en terrorgruppe som
sådan, skal der straffes efter
den foreslåede bestemmelse i
§ 114 b. Er der forsæt til såvel
konkretiserede som ikke
konkretiserede handlinger,
f.eks. fordi der hverves både
til en bestemt terrorhandling og
til at slutte sig til en
terrorgruppe, skal der straffes
i sammenstød for begge
forbrydelser, jf. den gældende
§ 114, jf. § 21 og/eller § 23,
og den foreslåede bestemmelse i
§ 114 c, stk. 1.
Til § 114 b
Bestemmelsen
svarer indholdsmæssigt til den
gældende § 114 a bortset fra den
tilføjede henvisning til den
foreslåede nye § 114 a.
Tilføjelsen indebærer, at det
efter omstændighederne tillige
vil være strafbart at yde
økonomisk støtte mv. til en
person, gruppe eller
sammenslutning, der begår eller
har til hensigt at begå
handlinger af den i den
foreslåede affattelse af § 114 a
omhandlede beskaffenhed.
Med den
foreslåede bestemmelse i § 114 b
tilsigtes ingen ændringer i
øvrigt i den hidtil gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 114 a.
Den gældende
bestemmelse i § 114 a er en
særlig medvirkensregel og er
derfor forbeholdt tilfælde, hvor
der ikke ved ydelsen af den
økonomiske støtte mv. er forsæt
til en konkretiseret handling
omfattet af den gældende § 114
og dermed mulighed for at
straffe for forsøg på og/eller
medvirken til at begå den
pågældende handling, sml.
bemærkningerne ovenfor til de
foreslåede bestemmelser i §§ 114
b-114 e og nedenfor til § 114 e.
Til § 114 c
Bestemmelsen
er ny. Stk. 1 og 2 retter
sig mod hvervning til handlinger
af den i den gældende § 114
eller i de foreslåede
bestemmelser i § 114 a eller
§ 114 b omhandlede beskaffenhed
og har til formål at gennemføre
artikel 6 i
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme.
Stk. 3
retter sig mod den, der lader
sig hverve til at begå
handlinger af den i den gældende
§ 114 eller i den foreslåede
affattelse af § 114 a omhandlede
beskaffenhed. Artikel 6 i
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme
indebærer ikke pligt til at
kriminalisere det at lade sig
hverve. Lovforslaget er på dette
punkt videregående, idet det er
fundet naturligt at medtage en
bestemmelse herom som modstykke
til kriminaliseringen af
hvervning til at begå
terrorhandlinger, hvilket også
er i overensstemmelse med den
generelle tendens til at
fremrykke det strafferetlige
værn mod terrorhandlinger. Det
forhold at lade sig hverve til
handlinger af den i den
foreslåede bestemmelse i § 114 b
omhandlede beskaffenhed omfattes
ikke af stk. 3, idet
finansieringsvirksomhed er
fjernere fra de konkrete
terrorhandlinger mv. Den, der
lader sig hverve til at begå
handlinger omfattet af § 114 b,
vil efter omstændighederne kunne
straffes efter straffelovens
§ 114 b, jf. § 21 sammenholdt
med § 23, f.eks. hvis der er
tale om at lade sig hverve til
et konkret indsamlings- eller
støtteprojekt.
Hvervning af
en person til at slutte sig til
en gruppe eller sammenslutning
for at fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår en eller
flere ikke konkretiserede
handlinger, kan straffes efter
den gældende § 114 b, når der er
tale om handlinger af den
beskaffenhed, der nævnes i denne
bestemmelse – det vil sige den
gældende § 114 eller § 114 a,
nr. 1 eller 2. Den foreslåede
bestemmelse i § 114 c går
videre, idet denne bestemmelse
tillige omfatter hvervning til
handlinger af den beskaffenhed,
der omfattes af de foreslåede
bestemmelser i §§ 114 a og 114
b, nr. 3 (der svarer til den
gældende § 114 a, nr. 3). § 114
c omfatter endvidere tilfælde,
hvor der hverves til, at
enkeltpersoner begår eller
fremmer handlinger af den
omhandlede beskaffenhed.
Ved hvervning
sigtes til handlinger, hvorved
en anden person engageres,
rekrutteres eller hyres til et
bestemt formål. Hvervning kræver
ikke nødvendigvis et
kontraktsforhold mellem den, der
hverves, og f.eks. den
organisation, der hverves til.
Hvervning er en form for
mellemmandsvirksomhed. Hvervning
kan ske på forskellige måder,
f.eks. ved personlig
henvendelse. Forbindelsen kan
også etableres ved
hverveannoncer, hvervekampagner
eller lignende udsendt f.eks.
via internettet, hvorved den
hvervede opnår kontakt til den
gruppe eller sammenslutning, der
hverves til.
Udsendelse af
en generel opfordring til at
begå terrorhandlinger er ikke
omfattet af § 114 c, men er
kriminaliseret i straffelovens
§ 136, stk. 1, om den, som uden
derved at have forskyldt højere
straf, offentligt tilskynder til
forbrydelse.
Ved hvervning
til at begå handlinger sigtes
f.eks. til hvervning til at
udføre en eller flere
bombesprængninger. Ved hvervning
til at fremme handlinger sigtes
f.eks. til hvervning til at
virke som chauffør ved
transporten af bomber eller til,
at den hvervede person slutter
sig til en gruppe eller
sammenslutning for at yde
bistand til, at gruppen eller
sammenslutningen fremmer
handlinger af den nævnte
karakter, f.eks. ved at forsyne
en terrorgruppe med våben. Ved
hvervning af en person til at
slutte sig til en gruppe eller
sammenslutning for at fremme, at
gruppen eller sammenslutningen
begår handlinger, sigtes til
tilfælde, hvor der hverves
medlemmer eller tilhængere til
en gruppe eller sammenslutning
med henblik på, at de pågældende
bidrager til, at gruppen eller
sammenslutningen begår
handlinger af den nævnte
karakter.
Forbrydelsen
i § 114 c, stk. 1 og 2,
fuldbyrdes, når en person er
blevet hvervet. Forud for dette
tidspunkt og ved manglende
accept kan der i stedet efter
omstændighederne straffes for
forsøg. Forbrydelsen i § 114 c,
stk. 3, fuldbyrdes, når en
person har accepteret at ville
begå handlinger af den
omhandlede beskaffenhed, f.eks.
en eller flere ikke
konkretiserede
bombesprængninger. Det er uden
betydning for strafansvaret
efter § 114 c, om der begås en
sådan handling. Der er således
ikke mulighed for at henføre
forholdet under reglerne om
frivillig tilbagetræden, jf.
straffelovens §§ 22 og 24, hvis
gerningsmanden efterfølgende
fortryder hvervningen. Der kan i
stedet opstå spørgsmål om
anvendelse af straffelovens
§ 82, nr. 8, hvorefter det ved
straffastsættelsen i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed, at
gerningsmanden frivilligt har
afværget eller søgt at afværge
den fare, der er forvoldt ved
den strafbare handling.
Subjektivt
kræves det, at hververen har
forsæt til alle led i
gerningsindholdet. Hververen
skal således have forsæt til, at
personen hverves med henblik på
at begå eller fremme handlinger
af den i §§ 114, 114 a, og 114 b
nævnte beskaffenhed. Tilsvarende
skal hververen for at kunne
straffes for at hverve en person
til at slutte sig til en gruppe
eller sammenslutning for at
fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår sådanne
handlinger, have forsæt til, at
den hvervede person slutter sig
til en gruppe eller
sammenslutning med henblik på at
bidrage til, at gruppen eller
sammenslutningen begår
handlinger af den omhandlede
karakter. Det er uden betydning
for hververens tilregnelse, hvad
den hvervede har tilregnelse
til. Den, der lader sig hverve,
skal have forsæt hertil og til
at begå handlinger af den i
bestemmelsen omhandlede
beskaffenhed.
Normalstrafferammen for
hvervning til handlinger af den
beskaffenhed, der omfattes af
den gældende § 114 eller af den
foreslåede bestemmelse i § 114
a, foreslås i § 114 c, stk. 1,
fastsat til fængsel indtil 10 år
med mulighed for under særligt
skærpende omstændigheder at
stige til fængsel indtil 16 år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk
eller organiseret karakter.
Herved sigtes bl.a. til
tilfælde, hvor der er tale om
hvervning af et større antal
personer.
For hvervning
til handlinger af den
beskaffenhed, der omfattes af
den foreslåede bestemmelse i
§ 114 b, foreslås i § 114 c,
stk. 2, fastsat en strafferamme
på fængsel indtil 6 år. Der
foreslås ikke hertil knyttet
nogen sidestrafferamme med et
skærpet strafmaksimum. Denne
afvigelse i forhold til
hvervning efter stk. 1 har
sammenhæng med, at stk. 2
omfatter hvervning til
finansiering af handlinger af
den beskaffenhed, der omhandles
i den gældende § 114 og af den
foreslåede bestemmelse i § 114
a, og at bestemmelsen således
rammer en personkreds, hvis
handlinger er fjernere fra de
konkrete terrorhandlinger mv.
§ 114 c, stk. 2, kan f.eks.
finde anvendelse ved hvervning
af medlemmer til en gruppe, der
yder økonomisk støtte til en
terrororganisation, med henblik
på, at de nye medlemmer bidrager
til, at den økonomiske støtte
fortsat ydes.
For adfærd,
der består i at lade sig hverve,
foreslås i § 114 c, stk. 3, en
strafferamme svarende til
hvervning til
finansieringsvirksomhed omfattet
af § 114 c, stk. 2, det vil sige
fængsel indtil 6 år.
Til § 114 d
Bestemmelsen
er ny. Stk. 1 og 2 retter
sig mod træning, instruktion og
anden oplæring til handlinger af
den i den gældende § 114 eller i
de foreslåede bestemmelser i
§§ 114 a eller 114 b omhandlede
beskaffenhed og har til formål
at gennemføre artikel 7 i
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme.
Stk. 3
retter sig mod den, der lader
sig træne, instruere eller på
anden måde oplære til at begå
handlinger af den i den gældende
§ 114 eller i den foreslåede
affattelse af § 114 a omhandlede
beskaffenhed. Artikel 7 i
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme
indebærer ikke pligt til at
kriminalisere det at lade sig
oplære til at begå
terrorhandlinger mv.
Lovforslaget er på dette punkt
videregående, idet det er fundet
naturligt at medtage en
bestemmelse herom som modstykke
til kriminaliseringen af
oplæring til at begå
terrorhandlinger, hvilket også
er i overensstemmelse med den
generelle tendens til at
fremrykke det strafferetlige
værn mod terrorhandlinger. Det
forhold at lade sig oplære til
handlinger af den i den
foreslåede affattelse af § 114 b
omhandlede beskaffenhed omfattes
ikke af stk. 3, idet
finansieringsvirksomhed er
fjernere fra de konkrete
terrorhandlinger mv. Den, der
lader sig oplære til at begå
handlinger omfattet af § 114 b
vil efter omstændighederne kunne
straffes efter § 114 b, jf. § 21
sammenholdt med § 23, f.eks.
hvis der er tale om at lade sig
oplære mv. til et konkret
indsamlings- eller
støtteprojekt.
Den af den
foreslåede bestemmelse omfattede
træning, instruktion og anden
oplæring til at begå eller
fremme handlinger kan straffes
efter den gældende § 114 b, når
der er tale om handlinger af den
beskaffenhed, der nævnes i denne
bestemmelse – det vil sige den
gældende § 114 eller § 114 a,
nr. 1 eller 2. Den foreslåede
bestemmelse i § 114 d går
videre, idet denne bestemmelse
tillige omfatter oplæring til
handlinger af den beskaffenhed,
der omfattes af de foreslåede
bestemmelser i §§ 114 a og 114
b, nr. 3 (der svarer til den
gældende § 114 a, nr. 3). § 114
d omfatter endvidere tilfælde,
hvor der oplæres til, at
enkeltpersoner begår eller
fremmer handlinger af den
omhandlede beskaffenhed.
§ 114 d
omfatter såvel teoretisk
undervisning og vidensformidling
som mere praktisk betonet
instruktion og vejledning, som
kan bibringe eleven færdigheder,
der kan anvendes i forbindelse
med begåelse af handlinger af
den beskaffenhed, der omhandles
i den gældende § 114 eller i de
foreslåede bestemmelser i §§ 114
a eller 114 b. § 114 d kan
omfatte oplæring i færdigheder,
der i sig selv er lovlige og kan
have lovlige anvendelsesformål.
Det må dog kræves, at de
færdigheder, der oplæres i, kan
være egnede til at begå de
handlinger, der er nævnt i
bestemmelsen, og at der er tale
om oplæring i konkrete
færdigheder som f.eks.
våbenbrug.
Ved oplæring
til at begå terrorhandlinger
sigtes til oplæring til at
udføre f.eks. en eller flere
bombesprængninger. Ved oplæring
til at fremme terrorhandlinger
sigtes til oplæring til bistand
til udførelsen heraf, f.eks.
oplæring i fremstilling af
bomber, hvor den, der oplæres,
ikke selv skal udføre
terroraktionen.
Strafansvar
efter § 114 d, stk. 1 og 2, er
betinget af, at oplæringen sker
med viden om, at den, der
oplæres, har til hensigt at
anvende færdighederne til at
begå eller fremme handlinger af
den i den gældende § 114 eller i
de foreslåede bestemmelser i
§§ 114 a eller 114 b omhandlede
beskaffenhed. Herved afskæres
straf for personer, der f.eks.
underviser i våbenbrug på
politiskoler eller i
skytteforeninger, og som ikke
har viden om, at eleverne
påtænker at anvende
færdighederne i det nævnte
øjemed. Endvidere udelukkes
tilfælde, hvor gerningsmanden
alene har viden om, at eleven
vil anvende det tillærte til at
begå forbrydelser af en anden
beskaffenhed end de i den
gældende § 114 eller i de
foreslåede bestemmelser i §§ 114
a eller 114 b omhandlede.
Forbrydelsen
i de foreslåede bestemmelser i
§ 114 d, stk. 1 og 2,
fuldbyrdes, når træningen,
instruktionen eller oplæringen
iværksættes. Forbrydelsen i den
foreslåede bestemmelse i § 114
d, stk. 3, fuldbyrdes, når
gerningsmanden påbegynder
træning, instruktion eller anden
oplæring. Det er uden betydning
for strafansvaret efter § 114 d,
om der begås en handling af den
i bestemmelsen nævnte
beskaffenhed. Der er således
ikke mulighed for at henføre
forholdet under reglerne om
frivillig tilbagetræden, jf.
straffelovens §§ 22 og 24, hvis
gerningsmanden efterfølgende
fortryder, at oplæringen er
iværksat eller påbegyndt. Der
kan i stedet opstå spørgsmål om
anvendelse af straffelovens
§ 82, nr. 8, hvorefter det ved
straffastsættelsen i
almindelighed skal indgå som
formildende omstændighed, at
gerningsmanden frivilligt har
afværget eller søgt at afværge
den fare, der er forvoldt ved
den strafbare handling.
Subjektivt
kræves det, at gerningsmanden
har forsæt til alle led i
gerningsindholdet.
Gerningsmanden skal således for
så vidt angår § 114 d, stk. 1 og
2, have forsæt til, at personen
oplæres til at begå eller fremme
handlinger af den i bestemmelsen
nævnte beskaffenhed. Den, der
lader sig oplære, jf. § 114 d,
stk. 3, skal have forsæt hertil
og til at begå handlinger af den
i bestemmelsen nævnte
beskaffenhed. Herudover kræves
for at være omfattet af § 114 d,
stk. 1 eller 2, at
gerningsmanden handler med viden
om, at den, der oplæres, har til
hensigt at anvende færdighederne
til at begå eller fremme
handlinger af den nævnte
karakter.
Normalstrafferammen for oplæring
til handlinger af den
beskaffenhed, der omfattes af
den gældende § 114 eller af den
foreslåede bestemmelse i § 114
a, foreslås i § 114 d, stk. 1,
fastsat til fængsel indtil 10 år
med mulighed for under særligt
skærpende omstændigheder at
stige til fængsel indtil 16 år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk
eller organiseret karakter,
f.eks. oplæring af et større
antal personer.
For oplæring
til handlinger af den
beskaffenhed, der omfattes af
den foreslåede bestemmelse i
§ 114 b, foreslås i § 114 d,
stk. 2, fastsat en strafferamme
på fængsel indtil 6 år. Der
foreslås ikke hertil knyttet
nogen sidestrafferamme med et
skærpet strafmaksimum. Denne
afvigelse i forhold til oplæring
efter stk. 1 har sammenhæng med,
at stk. 2 omfatter oplæring til
finansiering af handlinger af
den beskaffenhed, der omhandles
i den gældende § 114 og den
foreslåede affattelse af 114 a,
og at bestemmelsen således
rammer en personkreds, hvis
handlinger er fjernere fra de
konkrete terrorhandlinger mv.
§ 114 d, stk. 2, kan f.eks.
finde anvendelse ved oplæring i,
hvorledes der mest effektivt
ydes økonomisk støtte til en
terrororganisation, uden at
pengene kan spores.
For adfærd,
der består i at lade sig oplære,
foreslås i § 114 d, stk. 3, en
strafferamme svarende til
oplæring til
finansieringsvirksomhed omfattet
af § 114 d, stk. 2, det vil sige
fængsel indtil 6 år.
Til § 114 e
Bestemmelsen
bygger på den gældende § 114 b.
Såvel den gældende bestemmelse
som den nye bestemmelse i § 114
e er en opsamlingsbestemmelse,
jf. ordene »i øvrigt«. Den
gældende bestemmelse i § 114 b
er en særlig medvirkensregel og
er derfor forbeholdt tilfælde,
hvor der ikke ved ydelsen af
støtten mv. er forsæt til en
konkretiseret handling omfattet
af den gældende § 114 og dermed
mulighed for at straffe for
forsøg på og/eller medvirken til
at begå den pågældende handling,
jf. bemærkningerne ovenfor til
de foreslåede bestemmelser i
§§ 114 b-114 e og til den
foreslåede bestemmelse i § 114
b.
Den gældende
§ 114 b foreslås i § 114 e
ændret på følgende punkter.
Det foreslås
for det første, at bestemmelsens
anvendelsesområde udvides med
handlinger af den beskaffenhed,
der omfattes af den gældende
§ 114 a, nr. 3 (den foreslåede
bestemmelse i § 114 b, nr. 3),
og af de foreslåede bestemmelser
i §§ 114 a, 114 c og 114 d.
Denne ændring sigter for så vidt
angår henvisningen til § 114 c,
stk. 1 og 2, og § 114 d, stk. 1
og 2, på at gennemføre artikel
9, stk. 1, litra c, i
Europarådskonventionen om
forebyggelse af terrorisme og
for så vidt angår henvisningen
til de foreslåede bestemmelser i
§§ 114 a og 114 b, nr. 3, på at
ligestille handlinger omfattet
af den gældende § 114 og af den
foreslåede affattelse af § 114
b, nr. 1 og 2, med handlinger
omfattet af de foreslåede
bestemmelser i §§ 114 a og 114
b, nr. 3.
Som det
fremgår af bemærkningerne til de
foreslåede bestemmelser i §§ 114
c og 114 d, er det fundet
naturligt at medtage
bestemmelser, hvorved det
kriminaliseres at lade sig
hverve og oplære til at begå
terrorhandlinger mv., sml.
§§ 114 c, stk. 3, og 114 d,
stk. 3. Det er som følge heraf
fundet naturligt tillige at
udvide opsamlingsbestemmelsens
anvendelsesområde med handlinger
af den beskaffenhed, der
omfattes af §§ 114 c, stk. 3, og
114 d, stk. 3.
Med § 114 e
foreslås den gældende § 114 b
for det andet udvidet til at
omfatte fremme af
enkeltpersoners virksomhed.
Herved bringes bestemmelsen på
linje med de foreslåede
bestemmelser i §§ 114 b, 114 c
og 114 d.
Med den
ændrede formulering tilsigtes
ikke i øvrigt forandring i
forhold til gældende ret. Støtte
til sammenslutninger mv., der
har både humanitære formål og
terrorformål, kan således efter
omstændighederne være omfattet
af den nye bestemmelse. Det
samme gælder tilfælde, hvor
f.eks. en professionel rådgiver
yder generel rådgivningsbistand
til en terrororganisation, uden
at denne rådgivning kan henføres
til en bestemt terrorhandling.
Til nr. 5
(straffelovens §§ 114 f og 114
g)
De foreslåede
ændringer har alene karakter af
konsekvensændringer, der er
affødt af de nye bestemmelser i
de foreslåede bestemmelser
§§ 114 a - 114 e.
Til nr. 6
(straffelovens § 183 a)
Til § 183 a,
stk. 1
Med forslaget
til § 183 a, stk. 1, videreføres
den gældende § 183 a uændret.
Til § 183 a,
stk. 2
Bestemmelsen
er ny og tilsigter at sidestille
kapring af offshoreanlæg med
kapring af bl.a. skibe, jf.
straffelovens § 183 a.
Udtrykket
»offshoreanlæg« i § 183 a,
stk. 2, anvendes i samme
betydning som i
offshoresikkerhedsloven, sml.
lov nr. 1424 af 21. december
2005 om sikkerhed m.v. for
offshoreanlæg til
efterforskning, produktion og
transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedslov). Ved
»offshoreanlæg« forstås efter
offshoresikkerhedslovens § 2,
stk. 1, nr. 1, platforme eller
andre indretninger, (a) hvorfra
der udføres efterforskning eller
produktion af kulbrinter fra
undergrunden under havbunden,
(b) der anvendes til
indkvartering af personer
beskæftiget på de eller ved de i
litra a nævnte indretninger,
eller (c) der anvendes til brug
ved rørbunden transport af
kulbrinter og andre stoffer og
materialer mellem de under litra
a indeholdte platforme og
indretninger eller mellem disse
og installationer på land.
Udtrykket »offshoreanlæg«
omfatter endvidere efter § 2,
stk. 1, nr. 2, indretninger, der
anvendes til lagring og lastning
af kulbrinter produceret af en i
nr. 1, litra a, nævnt
indretning, og som er permanent
knyttet til en sådan indretning.
Offshoreanlæg
omfatter herefter såvel
efterforsknings- og
produktionsanlæg som
beboelsesindretninger knyttet
hertil, f.eks.
beboelsesplatforme og floteller,
der fungerer som indkvartering
for mandskab på et anlæg. De i
§ 2, stk. 1, nr. 1, litra c,
nævnte platforme og andre
indretninger omfatter
kompressorer, pumper og såkaldte
booster platforme, der har
udstyr, som tilfører naturgas
ekstra tryk med henblik på
transport af gassen gennem
rørledningen. § 2, stk. 1, nr.
2, sigter til lagerfaciliteter,
f.eks. tanke for de kulbrinter,
der produceres offshore, og
lastebøjer, det vil sige
indretninger, der anvendes til
lastning af olie fra
produktionsplatforme til
tankskibe.
Skibe er ikke
omfattet af definitionen af
offshoreanlæg bortset fra
boreskibe og flydende
produktions-, lager- og
afskibningsenheder, jf.
offshoresikkerhedslovens § 2,
stk. 2.
Offshoreanlæg
omfatter både faste og mobile
offshoreanlæg. Ved et fast
offshoreanlæg forstås efter
offshoresikkerhedslovens § 2,
stk. 4, et offshoreanlæg, som
ikke er et mobilt offshoreanlæg.
Faste offshoreanlæg kan f.eks.
være faststående anlæg, hvorfra
der produceres olie og gas. Ved
et mobilt offshoreanlæg forstås
efter offshoresikkerhedslovens
§ 2, stk. 3, ethvert
offshoreanlæg, som kan flyttes
fra en position til en anden ved
forsejling eller bugsering, og
som er tiltænkt anvendt på flere
forskellige positioner i dets
levetid. Mobile offshoreanlæg
kan f.eks. være borerigge eller
flytbare beboelsesplatforme. Ved
forsejling eller bugsering
flyttes mobile offshoreanlæg fra
en position til en anden, f.eks.
ved at sejle ved egen kraft
eller ved at blive trukket af
slæbebåd el. lign.
Offshoreanlæg
omfatter efter definitionen i
offshoresikkerhedslovens § 2,
stk. 1, ikke mobile
offshoreanlæg, når de er under
bugsering eller forsejling (sml.
ovenfor), når sejladsen eller
bugseringen af dem afbrydes,
uden at anlægget udfører
efterforsknings- eller
indvindingsaktiviteter, eller
når de ligger i havn eller er på
værft. I disse tilfælde har de
mobile anlæg karakter af skibe.
Offshoreanlæg er efter
definitionen i
offshoresikkerhedslovens § 2,
stk. 1, forbeholdt anlæg, der
har relation til efterforskning
eller produktion af kulbrinter.
Den
foreslåede § 183 a, stk. 2,
omfatter mobile og faste
offshoreanlæg i den anførte
betydning. Kapring, der ikke er
omfattet af § 183 a, stk. 2, kan
efter omstændighederne være
omfattet af § 183 a, stk. 1, om
kapring bl.a. af skib eller af
andre bestemmelser i
straffeloven.
Med § 183 a,
stk. 2, tilsigtes ingen ændring
af de gældende regler om
straffemyndighed (jurisdiktion),
sml. straffelovens §§ 6-9 og lov
om kontinentalsoklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1101 af
18. november 2005 § 3.
Til nr. 7
(straffelovens § 192 b)
Efter § 1 i
lov nr. 94 af 31. marts 1953 om
brug m.v. af radioaktive stoffer
med senere ændringer må
radioaktive stoffer af enhver
art kun fremstilles, indføres
eller besiddes, såfremt
tilladelse er meddelt af
Sundhedsstyrelsen. Overtrædelse
heraf kan straffes med bøde, jf.
lovens § 5.
Den
foreslåede bestemmelse i § 192
b, stk. 1, omfatter besiddelse
mv. af radioaktive stoffer samt
fremstilling og besiddelse af
eksplosive nukleare anordninger
mv. med forsæt til skade på
andres person eller til
betydelig skade på andres ting
eller på miljøet. § 192 b,
stk. 2, angår anvendelsen mv. af
radioaktive stoffer samt
anordninger, der udsender
ioniserende stråling, med forsæt
som nævnt i stk. 1 eller med
forsæt til at tvinge nogen til
at foretage eller undlade at
foretage en handling.
For forhold
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 192 b, stk. 1,
foreslås en strafferamme på
fængsel indtil 6 år. For forhold
omfattet af § 192 b, stk. 2,
foreslås en strafferamme på
fængsel indtil 12 år med
mulighed for forhøjelse til
fængsel indtil på livstid under
de i den gældende straffelovs
§ 180 angivne omstændigheder
eller ved omfattende skade på
miljøet eller nærliggende fare
derfor, jf. § 192 b, stk. 3.
§ 192 b er ny
og har til formål at gennemføre
artikel 2 i FN’s konvention om
nuklear terrorisme. Bestemmelsen
rækker på visse punkter videre
end konventionens artikel 2
bl.a. derved, at der udover
besiddelse medtages modtagelse,
overdragelse og ændring af
radioaktive stoffer og ved, at
kriminaliseringen af personskade
ikke begrænses til tilfælde,
hvor der foreligger forsæt til
død eller alvorlig personskade.
Det er fundet naturligt at
foretage denne udvidelse af
kriminaliseringen. Der er i den
forbindelse lagt vægt på, at det
på tidspunktet for pådømmelse
ofte vil være forbundet med
betydelige vanskeligheder at
vurdere nærmere, om en konkret
strålingsskade senere vil
medføre alvorlig personskade.
Ved
»radioaktive stoffer« forstås et
grundstof, hvor atomkernen kan
undergå en spontan omdannelse i
en proces, der efterfølges af
udsendelse af ioniserende
stråling i form af alfa-, beta-,
neutron- eller gammastråling.
Nukleart materiale er sådanne
radioaktive stoffer, som -
eventuelt under særlige
omstændigheder - kan spaltes i
en kædereaktion under udløsning
af høje energier (en
atomsprængning) og udsendelse af
ioniserende stråling.
En »eksplosiv
nuklear anordning« vil typisk
være en atombombe, men derimod
ikke en såkaldt »dirty bomb«,
der består af konventionelle
sprængstoffer blandet med
radioaktive stoffer, og hvor det
konventionelle sprængstof bruges
til at sprede de radioaktive
stoffer. Udtrykket »anordning,
der er beregnet til at sprede
radioaktive stoffer eller kan
udsende ioniserende stråling«,
skal forstås i overensstemmelse
med definitionen i konventionens
artikel 1.
Ioniserende
stråling kan frembringes på
forskellig måde, hvor en
anordning ved tilførsel af
energi (elektrisk spænding) kan
bringes til at udsende
ioniserende stråling.
Karakteristisk for en sådan
anordning er, at når tilførslen
af energi ophører, ophører
tilsvarende og momentant
udsendelsen af ioniserende
stråling. En »anordning, der kan
udsende ioniserende stråling«,
kan f.eks. være et røntgenanlæg
eller en accelerator.
§ 192 b kan
efter omstændighederne omfatte
anordninger, der har lovlige
anvendelsesformål, jf. ovenfor.
F.eks. vil et aggregat beregnet
til at sprede pulver kunne
sprede såvel lovligt
insektmiddel som radioaktivt
pulver. I sådanne tilfælde
begrænses bestemmelsens
anvendelsesområde af
forsætskravet, sml. nedenfor.
Ved »nukleart
anlæg« forstås enhver
atomreaktor, inkl. reaktorer
installeret på skibe, køretøjer,
fly eller rumfartøjer eller
andre steder, hvor de bruges som
energikilde (kraftværker), samt
ethvert anlæg eller
transportsystem, der bruges ved
produktion, opbevaring,
forarbejdning eller transport af
nukleart materiale.
Med
formuleringen »ændrer« nukleart
materiale og andre radioaktive
stoffer i § 192 b, stk. 1,
sigtes til tilfælde, hvor
nukleart materiale oparbejdes
fra eksempelvis uranmalm til
nukleart (fissilt) materiale ved
opkoncentrering af den ønskede
nuklid, eller hvor radioaktivt
materiale spaltes til andre
radioaktive nuklider.
§ 192 b,
stk. 2, nr. 1, omhandler
anvendelse af radioaktive
stoffer eller anordninger, der
udsender ioniserende stråling.
At anvendelse af anordninger,
der kan sprede radioaktive
stoffer, i modsætning til i
stk. 1 ikke er nævnt i stk. 2,
skyldes, at anvendelse af
sådanne anordninger er omfattet
af udtrykket: »anvender
radioaktive stoffer«.
Formuleringen indebærer således
ikke, at anvendelse af
anordninger, der kan sprede
radioaktive stoffer, er undtaget
fra det strafbare område.
»Anvendelse« skal forstås bredt.
Anvendelse af radioaktive
stoffer kan f.eks. bestå i at
bringe en atombombe til
eksplosion, sprede radioaktive
stoffer eller placere
radioaktive kilder på en sådan
måde, at personer, ting eller
miljøet udsættes for skadelig
bestråling. Anvendelse af
anordninger, der udsender
ioniserende stråling, kan f.eks.
omfatte tilfælde, hvor et
røntgenanlæg opsættes og
eksponerer tilfældige
forbipasserende personer.
§ 192 b,
stk. 2, nr. 2, vedrører
fjernelse, ændring eller
beskadigelse af en nødvendig
beskyttelse mod spredning af
radioaktive stoffer eller mod
ioniserende stråling. Hermed
sigtes til tilfælde, hvor en
nødvendig indkapsling af et
radioaktivt stof eller
afskærmning af en anordning, der
kan udsende ioniserende
stråling, fjernes, eksempelvis
hvor afskærmningen ved et
røntgenanlæg beskadiges, så
strålingen rammer
forbipasserende. Bestemmelsen
kræver, at beskyttelsen mod
spredning af radioaktive stoffer
eller mod ioniserende stråling
er nødvendig, f.eks. fordi de
radioaktive stoffer eller den
ioniserende stråling uden
beskyttelsen vil gøre skade på
personer, ting eller miljø på
kortere eller længere sigt.
§ 192 b,
stk. 2, nr. 3, retter sig mod
anvendelse eller beskadigelse af
et nukleart anlæg med den følge,
at der sker udslip af
radioaktive stoffer eller
fremkaldes fare derfor.
Bestemmelsen kan f.eks. finde
anvendelse i tilfælde, hvor et
atomkraftværk beskadiges på en
sådan måde, at der sker udslip
af radioaktive stoffer, eller
hvor der fremkaldes fare herfor.
Forbrydelsen
i § 192 b fuldbyrdes ved
henholdsvis besiddelsen mv. og
anvendelsen mv. af de omhandlede
radioaktive stoffer og
anordninger m.fl.
Subjektivt
kræves efter § 192, stk. 1, at
besiddelsen mv. sker med forsæt
til skade på andres person eller
til betydelig skade på andres
ting eller på miljøet. Foruden
forsæt til besiddelsen mv.
kræves således forsæt til, at
det stof eller den anordning,
der besiddes mv., skal anvendes
til at forvolde skade. Det
forudsættes, at bestemmelsen
alene finder anvendelse i
tilfælde, hvor der er forsæt til
strålingsskader, men derimod
ikke i tilfælde, hvor en sådan
anordning anvendes til f.eks.
almindelig vold. Det er for så
vidt angår andres person
tilstrækkeligt, at der
foreligger forsæt til skade. Der
kræves således ikke, at der
foreligger forsæt til at
forårsage f.eks. død eller
alvorlig personskade. For så
vidt angår tings- og miljøskade
kræves forsæt til, at skaden er
betydelig. Der skal således være
tale om forsæt til skade af et
vist omfang, når det drejer sig
om skade på andres ting eller
skade på miljøet. Skade kan
efter omstændighederne f.eks.
bestå i, at celler i den
menneskelige organisme udsættes
for skadelig påvirkning, der
indebærer risiko for senere
udvikling af cancer eller
genskader, der først kan spores
mange år efter hændelsen.
Efter § 192,
stk. 2, kræves, at anvendelsen
mv. sker med forsæt til skade
som nævnt i stk. 1 eller til at
tvinge nogen til at foretage
eller undlade at foretage en
handling, f.eks. udbetaling af
penge eller fremskaffelse af
fortrolige oplysninger.
§ 192,
stk. 3, 1. led, er affattet på
samme måde som den gældende
straffelovs § 183, stk. 2, om
forvoldelse af sprængning og
spredning af skadevoldende
luftarter mv. under de i § 180
angivne omstændigheder.
Der kræves
alene uagtsomhed, jf.
straffelovens § 20, med hensyn
til den følge, der består i
radioaktivt udslip eller fare
herfor i § 192 b, stk. 2, nr. 3,
eller omfattende miljøskade
eller nærliggende fare herfor i
§ 192 b, stk. 3, 2. led.
Bestemmelsen svarer på dette
punkt til den gældende
straffelovs § 196.
Til § 2
Retsplejeloven
Til nr. 1
(retsplejelovens § 110 a)
Formålet med
bestemmelsen i stk. 1 er
at skabe grundlag for, at
Politiets Efterretningstjeneste
kan videregive oplysninger til
Forsvarets
Efterretningstjeneste, uden at
der i hvert enkelt tilfælde skal
foretages en nærmere konkret
vurdering i forhold til den
enkelte oplysning.
Bestemmelsen
omfatter både ikke-fortrolige og
fortrolige oplysninger, herunder
oplysninger om enkeltpersoners
rent private forhold.
Videregivelse
af oplysninger efter
bestemmelsen i stk. 1 kan ske på
den betingelse, at oplysningerne
kan have betydning for
varetagelse af Forsvarets
Efterretningstjenestes opgaver
eller Politiets
Efterretningstjenestes opgaver.
Der henvises herom til pkt.
3.4.2.2. ovenfor.
Med
bestemmelsen i stk. 2
etableres et særligt lovgrundlag
for Politiets
Efterretningstjenestes
indhentelse af oplysninger fra
andre forvaltningsmyndigheder.
På samme måde
som bestemmelsen i stk. 1
omfatter stk. 2 både
ikke-fortrolige og fortrolige
oplysninger.
Oplysningerne
vil kunne indhentes fra andre
forvaltningsmyndigheder. Dette
omfatter de myndigheder og
institutioner, der er omfattet
af det almindelige
anvendelsesområde for
forvaltningsloven og lov om
offentlighed i forvaltningen.
Det vil sige, at der kan
indhentes oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder, hvad
enten de hører under den
statslige, kommunale eller
(fremtidige) regionale
forvaltning, og uanset om der er
tale om almindelige
forvaltningsmyndigheder, særlige
nævn eller råd eller særlige
forvaltningsmyndigheder. Det
bemærkes, at Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til at indhente oplysninger fra
Forsvarets Efterretningstjeneste
ikke reguleres af § 110 a,
stk. 2, men derimod af den
bestemmelse, der ved det
lovforslag, som
forsvarsministeren samtidig har
fremsat, foreslås indsat i
forsvarsloven.
Det er en
betingelse for, at Politiets
Efterretningstjeneste kan
indhente oplysninger, at
oplysningerne må antages at have
betydning for Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13. I betingelsen om, at
oplysningerne ”må antages at
have betydning”, ligger, at der
skal være en mere konkret
formodning for, at de
oplysninger, som Politiets
Efterretningstjeneste ønsker at
indhente fra en anden
forvaltningsmyndighed, vil have
betydning for varetagelsen af de
nævnte opgaver. Der henvises til
pkt. 3.4.2.3. ovenfor.
Det vil være
Politiets Efterretningstjeneste,
der i forbindelse med
indhentelsen af oplysningerne
skal vurdere, om betingelsen i
§ 110 a, stk. 2, er opfyldt.
Lovforslaget bygger således på,
at den forvaltningsmyndighed,
der på grundlag af den
foreslåede bestemmelse modtager
en anmodning om oplysninger fra
Politiets Efterretningstjeneste,
vil kunne lægge til grund, at de
pågældende oplysninger må
antages at have betydning for
varetagelse af Politiets
Efterretningstjenestes opgaver
vedrørende forebyggelse og
efterforskning af overtrædelser
af straffelovens kapitel 12 og
13.
Det bemærkes
dog, at en forvaltningsmyndighed
bør rette henvendelse til
Politiets Efterretningstjeneste,
hvis den pågældende myndighed er
i tvivl om, hvilke nærmere
oplysninger tjenesten har brug
for, jf. herved princippet i
forvaltningslovens § 32,
hvorefter den, der virker inden
for den offentlige forvaltning,
ikke må skaffe sig fortrolige
oplysninger, som ikke er af
betydning for udførelsen den
pågældendes opgaver.
Der henvises
i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt.
3.3.
Til nr. 2
(overskriften til
retsplejelovens kapitel 71)
Ændringen af
overskriften til kapitel 71 er
en konsekvens af den foreslåede
nye regel i § 791 c om
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation,
jf. forslagets § 2, nr. 8.
Til nr. 3
(retsplejelovens § 783, stk. 1)
Der er tale
om en tilføjelse af redaktionel
karakter, som har sammenhæng med
forslaget i lovforslagets § 2,
nr. 4, jf. nedenfor.
Til nr. 4
(retsplejelovens § 783, stk. 2)
Med forslaget
indsættes der i retsplejelovens
§ 783 et nyt stk. 2, hvorefter
retten ved kendelse om
telefonaflytning eller
teleoplysning i forbindelse med
efterforskning af en
overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 eller 13 i stedet for
bestemte telefonnumre kan anføre
den person, som indgrebet angår
(den mistænkte person), jf.
§ 783, stk. 1, 2. pkt. Den
foreslåede bestemmelse omfatter
således alle de indgreb i
meddelelseshemmeligheden, der er
omfattet af retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 1 og 3,
uanset om der er tale om
egentlig telefonkommunikation
eller anden tilsvarende
telekommunikation, f.eks.
e-mail-, internet- eller
telefaxkommunikation. Den
foreslåede bestemmelse omfatter
alene fremadrettet teleoplysning
i medfør af retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 3, og ikke
bagudrettet teleoplysning i
medfør af editionsreglerne.
For at retten
kan udstede en kendelse på
personen i medfør af den
foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 783, stk. 2,
1. pkt., skal de sædvanlige
betingelser for telefonaflytning
eller teleoplysning være
opfyldt, herunder navnlig kravet
i § 781, stk. 1, nr. 1, om, at
der skal være bestemte grunde
til at antage, at der på den
pågældende måde gives
meddelelser til eller fra den
mistænkte. Det samme gælder
f.eks. indikationskravet i
§ 781, stk. 1, nr. 2,
proportionalitetskravet i § 782,
stk. 1, og kravet om, at der i
kendelsen skal fastsættes det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet må foretages, jf.
§ 783, stk. 2, (der efter
forslaget bliver § 783, stk. 3).
Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 783, stk. 2,
vil således alene forenkle den
formelle procedure, så politiet
kun behøver at indhente én
forudgående retskendelse. En
retskendelse om telefonaflytning
af personen vil give mulighed
for at aflytte den mistænkte
person, uanset hvilke
telekommunikationsmidler den
pågældende måtte vælge at
benytte sig af. Med hjemmel i en
sådan forudgående retskendelse
vil politiet løbende kunne
iværksætte aflytning af alle de
telefonnumre, der er bestemte
grunde til at antage bliver
benyttet af en person, som er
mistænkt for overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13. Tilsvarende vil en
retskendelse om teleoplysning på
personen give mulighed for
løbende at indhente oplysninger
om, hvilke telefonnumre der
sættes i forbindelse med de
telefoner, som der er bestemte
grunde til at antage benyttes
til at give meddelelser til
eller fra den mistænkte.
I medfør af
den foreslåede affattelse af
§ 783, stk. 2, 2. pkt., skal
politiet snarest muligt efter
udløbet af det tidsrum, inden
for hvilket indgrebet kan
foretages, underrette retten om
de telefonnumre, som er blevet
aflyttet, eller hvor der har
været iværksat teleoplysning,
samt om de bestemte grunde, der
er til at antage, at der fra de
pågældende telefonnumre gives
meddelelser til eller fra den
mistænkte person.
Politiets
underretning til retten sker med
henblik på, at retten herefter
underretter den advokat, som er
beskikket i sagen i medfør af
retsplejelovens § 784, stk. 1,
jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 783, stk. 2, 3. pkt.
Underretningen skal gøre det
muligt for den beskikkede
advokat at tage stilling til, om
spørgsmålet om lovligheden af
indgrebet skal indbringes for
retten.
Spørgsmålet
om lovligheden af indgrebet kan
således indbringes for retten i
medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 783, stk. 2, 3.
pkt. Formålet med denne
bestemmelse er at sikre en
adgang til kontrol ved
domstolene med hensyn til de
konkrete telefonnumre, som
politiet har aflyttet eller
foretaget teleoplysning på efter
en retskendelse på personen.
Hvis sagen indbringes for retten
af den beskikkede advokat, afgør
retten ved kendelse, om
indgrebet er sket inden for
rammerne af den forudgående
retskendelse på personen og i
øvrigt i overensstemmelse med
retsplejelovens almindelige
betingelser for telefonaflytning
og teleoplysning, jf. bl.a.
§ 781, stk. 1, nr. 1.
Finder retten
i den forbindelse, at der er
foretaget et indgreb, som ikke
burde være foretaget, skal
retten give meddelelse herom til
Justitsministeriet, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 783,
stk. 2, 5. pkt.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 4.2. i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 5
(retsplejelovens § 788, stk. 4)
Det foreslås,
at retsplejelovens § 788,
stk. 4, ændres, så det kommer
til at fremgå udtrykkeligt, at
hvis hensynet til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets efterforskningsmetoder
taler imod underretning, kan
retten efter begæring fra
politiet beslutte, at
underretning skal undlades eller
udsættes i et nærmere fastsat
tidsrum, der kan forlænges.
Det
forudsættes i den forbindelse,
at udtrykket »fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder« har
samme anvendelsesområde som den
tilsvarende formulering i
retsplejelovens § 729 c, stk. 1,
nr. 6.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 4.3. i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 6
(retsplejelovens § 791 a, stk. 5
og 6)
Bestemmelsen
indeholder en udtrykkelig
hjemmel for politiet til under
nærmere angivne betingelser at
foretage teleobservation. Ved
teleobservation forstås
indhentelse af oplysninger, der
gør det muligt løbende at
stedfæste en tændt mobiltelefon.
Det vil navnlig dreje sig om
oplysninger om, hvilke
mobiltelefonmaster den
pågældende mobiltelefon er i
forbindelse med ved
opdateringer, hvilken celle der
er anvendt ved opdateringen,
samt – ved mobiltelefonens
anvendelse til kommunikation –
oplysninger om i hvilken afstand
fra masten mobiltelefonen
befinder sig.
Teleobservation kan foretages,
hvis indgrebet må antages at
være af væsentlig betydning for
efterforskningen, og hvis
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
Anvendelse af
teleobservation vil endvidere
kun kunne foretages, hvis dette
vil være foreneligt med
almindelige principper om
proportionalitet. Bestemmelsen i
§ 791 a, stk. 5, (der efter
forslaget bliver stk. 7),
hvorefter et indgreb ikke må
foretages, hvis det – efter
indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den person, som det
rammer – vil være
uforholdsmæssigt, vil således
finde tilsvarende anvendelse ved
teleobservation.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.3. i de
almindelige bemærkninger.
Den
foreslåede § 791 a, stk. 6,
indebærer en forpligtelse for
udbydere af telenet eller
teletjenester til at bistå
politiet ved gennemførelse af
teleobservation, herunder ved
udlevering af de oplysninger,
der er omfattet af den
foreslåede nye bestemmelse i
§ 791 a, stk. 5.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.3. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
(retsplejelovens § 791 a,
stk. 8, 2. pkt.)
Den
foreslåede tilføjelse indebærer,
at visse nærmere opregnede
bestemmelser vedrørende indgreb
i meddelelseshemmeligheden
finder tilsvarende anvendelse
ved indgreb efter den foreslåede
bestemmelse i § 791 a, stk. 5,
om teleobservation.
Teleobservation kan således som
udgangspunkt alene iværksættes
efter rettens forudgående
kendelse. I kendelsen skal bl.a.
angives det mobiltelefonnummer
eller anden identifikation,
f.eks. IMEI- eller IMSI-nummer,
som indgrebet angår, samt det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet kan foretages, jf.
henvisningen til retsplejelovens
§ 783. I tilfælde, hvor
kendelsen indhentes med henblik
på efterforskning af en
overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 eller 13, vil der i
kraft af den foreslåede nye
bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 4, i stedet kunne
anføres den person, som
indgrebet angår.
Hvis øjemedet
ville forspildes, hvis rettens
kendelse skulle afventes, kan
politiet træffe beslutning om
teleobservation. I så fald skal
politiet snarest muligt og
senest inden 24 timer fra
indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten, jf.
§ 783, stk. 3.
Endvidere er
visse øvrige bestemmelser om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden gjort
tilsvarende anvendelige ved
teleobservation, herunder
bestemmelserne om
advokatbeskikkelse, jf. § 784 og
§ 785, om underretning ved
indgrebets ophør, jf. § 788, og
§ 791, der omhandler politiets
efterfølgende tilintetgørelse af
materiale, der er kommet til
politiets kendskab i forbindelse
med indgrebet.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 5.3. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
(retsplejelovens § 791 b,
stk. 3)
Der er tale
om en redaktionel ændring som
konsekvens af lovforslagets § 2,
nr. 4.
Til nr. 9
(retsplejelovens § 791 c)
Bestemmelsen
indebærer, at politiet under
nærmere angivne betingelser kan
forstyrre eller afbryde radio-
eller telekommunikation.
Det foreslås
i stk. 1 som betingelse
for forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation i et område,
at der er afgørende grunde til
det med henblik på at forebygge,
at der i det pågældende område
vil blive begået en
lovovertrædelse, der efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13, og som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier.
Det er
således en betingelse for at
iværksætte forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation efter den
foreslåede bestemmelse, at der
er afgørende grunde til det med
henblik på at forebygge f.eks.
terrorhandlinger. Dette
indebærer, at der skal være en
markant øget risiko for, at der
i det pågældende område vil
blive begået f.eks. en
terrorhandling. Det vil afhænge
af en konkret, samlet vurdering,
om der foreligger en markant
øget risiko. Dette kan f.eks.
være tilfældet, hvor der
foreligger konkrete oplysninger
om, at et terrorangreb er nært
forestående i et bestemt område.
Endvidere vil
bestemmelsen i helt særlige
tilfælde kunne anvendes, hvor
der ikke foreligger sådanne
konkrete oplysninger, men hvor
der er tale om en begivenhed,
som efter en generel vurdering
kan indebære en markant øget
risiko for f.eks. terrorangreb.
Der kan bl.a. være tale om besøg
af særligt udsatte udenlandske
statsoverhoveder mv., som f.eks.
skal optræde offentligt i
forbindelse med taler til
offentligheden, og hvor politiet
finder, at den fornødne
beskyttelse alene kan etableres
ved midlertidigt at afbryde
radio- eller telekommunikationen
i et område.
Den
foreslåede bestemmelse tager
navnlig sigte på at forebygge
terror, men bestemmelsen er ikke
begrænset hertil. Når
betingelserne for at iværksætte
indgrebet i øvrigt er opfyldt,
kan politiet forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation i et område
med henblik på at forebygge
anden alvorlig kriminalitet. Det
kan f.eks. være retsstridige
forstyrrelser i driften af
almindelige samfærdselsmidler
mv. eller gidsels- og
kidnapningssituationer.
Det er
endvidere en betingelse for
indgrebet, at lovovertrædelsen
kan medføre fare for menneskers
liv eller velfærd eller for
betydelige samfundsværdier.
Adgangen til at foretage indgreb
i form af forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation vil således
være begrænset til helt særlige
situationer.
Stk. 2
indeholder en almindelig
proportionalitetsregel.
Efter
stk. 3, 1. pkt., skal
kompetencen til at træffe
bestemmelse om forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller
telekommunikation henhøre under
retten.
I en
kendelse, der tillader
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation,
skal det angives, hvilket område
indgrebet angår, jf. den
foreslåede bestemmelse i stk. 3,
2. pkt. Den nærmere afgrænsning
af området vil bero på en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde, og området for den
konkrete forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation må fastlægges
på baggrund af de forhold, som
begrunder vurderingen af, at der
f.eks. er en markant øget risiko
for et terrorangreb i det
pågældende område. Udstrækningen
af det pågældende område skal –
i overensstemmelse med
almindelige principper om
proportionalitet – være så
begrænset som muligt.
Udstrækningen heraf må også
konkret ses i lyset af de
tekniske forhold, herunder
frekvens, sendeeffekt og
antenneforhold. Medmindre helt
særlige omstændigheder gør sig
gældende, vil der ikke være
grundlag for at forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation udover et
område med en radius af nogle
hundrede meter.
Endvidere
skal det i kendelsen anføres,
hvilke konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er
opfyldt, jf. den foreslåede
bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.
I kendelsen
skal endvidere fastsættes det
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet kan foretages, jf.
stk. 3, 4. pkt. Tidsrummet skal
– i overensstemmelse med
almindelige principper om
proportionalitet – være så kort
som muligt. Medmindre helt
særlige omstændigheder gør sig
gældende, vil der ikke være
grundlag for at fastsætte et
længere tidsrum end nogle timer.
Tidsrummet kan forlænges ved en
ny kendelse.
Efter
stk. 4 kan politiet træffe
en foreløbig beslutning om at
foretage forstyrrelse eller
afbrydelse af radio- eller
telekommunikation, hvis
indgrebets øjemed ville
forspildes ved at afvente en
retskendelse (på øjemedet).
Dette kan f.eks. være relevant,
hvor politiet har behov for
øjeblikkelig at forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation i et område. I
så fald skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer
fra indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten.
Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, samt om
det kan opretholdes, og i
bekræftende fald for hvilket
tidsrum. Burde indgrebet efter
rettens opfattelse ikke have
været foretaget, skal retten
give meddelelse herom til
Justitsministeriet.
Efter
stk. 5 finder reglerne i
§§ 784 og 785 om
advokatbeskikkelse tilsvarende
anvendelse ved indgreb i form af
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation.
Efter
retsplejelovens § 784, stk. 1,
2. pkt., skal der beskikkes en
advokat fra den særlige kreds af
advokater, som er nævnt i
stk. 2, hvis efterforskningen
angår en overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller
13. Denne bestemmelse finder
tilsvarende anvendelse ved
indgreb i form af forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller
telekommunikation. Det
indebærer, at der også ved
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
med henblik på at forebygge
terrorhandlinger skal beskikkes
en advokat fra den særlige kreds
af advokater.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 6.3. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Lov om forbud
mod tv-overvågning m.v.
Til nr. 1
(§§ 4 a og 4 b)
Til § 4 a
Bestemmelsen
er ny og indebærer en
udtrykkelig adgang for
politimesteren til at henstille,
at offentlige myndigheder eller
private foretager
tv-overvågning, som de efter
gældende lovgivning har mulighed
for at foretage.
Bestemmelsen
udvider ikke adgangen til at
foretage tv-overvågning. En
henstilling kan således alene
gives inden for rammerne af
gældende lovgivning, navnlig
tv-overvågningsloven,
persondataloven og
retsplejeloven.
En
henstilling om at iværksætte
tv-overvågning forudsættes
navnlig anvendt, hvor
tv-overvågning vurderes at kunne
være af betydning for politiets
muligheder for at forebygge og
efterforske eventuelle
terrorangreb.
Politiets
henstilling er ikke bindende for
modtageren, men det forudsættes,
at offentlige myndigheder i
almindelighed efterkommer
henstillingen, medmindre der
foreligger helt særlige forhold.
Kompetencen
til at henstille, at der
foretages tv-overvågning, ligger
hos politimesteren.
Der henvises
i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt.
7.3.
Til § 4 b
Bestemmelsen
er ny og indebærer en adgang for
politimesteren til at meddele
pålæg til offentlige myndigheder
og private, som foretager eller
planlægger at iværksætte
tv-overvågning efter gældende
lovgivning, med hensyn til
kvaliteten af optagelser af
billeder på videobånd, film
eller lignende samt med hensyn
til opbevaringen af sådanne
optagelser.
Pålægget kan
for det første indeholde
tekniske specifikationer, som
optagelserne skal overholde med
henblik på at sikre, at
optagelserne er af en sådan
kvalitet, at de vil kunne
anvendes ved en senere
efterforskning.
Bestemmelsen
giver derimod ikke mulighed for
at pålægge en offentlig
myndighed eller en privat f.eks.
at opsætte et ekstra kamera med
henblik på at dække et bestemt
område bedre. Hvis
politimesteren finder, at dette
vil være af betydning for
bekæmpelsen af terrorisme, vil
politimesteren i et sådant
tilfælde i stedet kunne
henstille , at det
pågældende kamera opsættes, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 4
a.
Pålægget kan
for det andet indeholde krav
vedrørende opbevaringen af
optagelserne. Der kan både være
tale om krav til, hvordan
opbevaring skal ske med henblik
på at sikre, at optagelserne
bevarer deres kvalitet, og krav
til, hvor længe optagelserne
skal opbevares.
I alle
tilfælde kan der alene gives
pålæg inden for rammerne af de
betingelser for at foretage
tv-overvågning, som er fastsat i
gældende lovgivning, navnlig
tv-overvågningsloven,
persondataloven og
retsplejeloven. Politimesteren
kan således ikke med et pålæg
efter den foreslåede bestemmelse
udvide området for, hvor eller
hvordan der kan foretages
tv-overvågning, eller hvor længe
optagelserne må opbevares.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 7.3. i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 5, stk. 2)
Bestemmelsen
er ny og har til formål at give
mulighed for bødestraf, hvis et
pålæg meddelt i medfør af § 4 b
ikke efterkommes.
Såvel
offentlige myndigheder som
private vil kunne ifalde
strafansvar efter den foreslåede
bestemmelse.
Til § 4
Lov om
luftfart
Til nr. 1
(luftfartslovens § 148 a)
Der foreslås
indsat et nyt kapitel 12 a
i luftfartsloven med en
bestemmelse om
passageroplysninger. Den
foreslåede bestemmelse medfører
en forpligtelse for
luftfartsselskaber til at
registrere, opbevare og udlevere
passageroplysninger til
Politiets Efterretningstjeneste.
Bestemmelsen omfatter
luftfartsselskaber, der udfører
erhvervsmæssig befordring af
passagerer, og omfatter både
udenrigs- og
indenrigsflyvninger.
Efter
stk. 1 skal
luftfartsselskaber foretage
registrering og opbevaring i 1
år af oplysninger om passagerer
og besætningsmedlemmer på
luftfartøjer, der ankommer til
eller afgår fra Danmark.
I medfør af
stk. 2 skal
luftfartsselskaber endvidere på
begæring af Politiets
Efterretningstjeneste udlevere
de i stk. 1 nævnte oplysninger
til brug for forebyggelse og
efterforskning overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Efter denne bestemmelse har
tjenesten adgang til
luftfartsselskabernes aktuelle
og historiske
passageroplysninger, uden at der
foreligger retskendelse eller
beslutning om edition.
Bestemmelsen giver ligeledes
tjenesten mulighed for løbende
at indhente passagerlister på
udvalgte ruter, der er særligt
relevante i terrorsammenhæng.
Det forudsættes, at
luftfartsselskaberne udleverer
oplysningerne hurtigst muligt og
uden ugrundet ophold.
Det følger af
stk. 3 , at transport- og
energiministeren efter
forhandling med
justitsministeren fastsætter
nærmere regler om registrering
og opbevaring af
passageroplysninger samt om
luftfartsselskabernes praktiske
bistand til politiet. Det
forudsættes således bl.a., at
der fastsættes nærmere regler
om, hvilke typer oplysninger der
omfattes af
luftfartsselskabernes
forpligtelse til at registrere,
opbevare og udlevere
passageroplysninger, jf. stk. 1
og stk. 2.
I medfør af
stk. 4 kan transport- og
energiministeren endvidere efter
forhandling med
justitsministeren fastsætte
nærmere regler om Politiets
Efterretningstjenestes adgang
til luftfartsselskabernes
bookingsystemer til brug for
forebyggelse og efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Der henvises
til pkt. 8.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2
(luftfartslovens § 149, stk. 5)
Ændringen
indebærer, at overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser i
luftfartslovens § 148 a, stk. 1
og 2, jf. lovforslagets § 4, nr.
1, omfattes af
straffebestemmelsen i
luftfartslovens § 149, stk. 5.
Overtrædelse af luftfartslovens
§ 148 a, stk. 1 og 2, vil
herefter kunne straffes med
bøde.
Det bemærkes,
at det følger af luftfartslovens
§ 149, stk. 10, at det i de
forskrifter, der fastsættes i
medfør af loven, kan bestemmes,
at overtrædelser af
forskrifterne medfører straf af
bøde eller fængsel indtil 4
måneder. I medfør af denne
bestemmelse kan der ligeledes
fastsættes straffebestemmelser i
de forskrifter, der udstedes med
hjemmel i de foreslåede
bestemmelser i luftfartslovens
§ 148 a, stk. 3 og 4, jf.
lovforslagets § 4, nr. 1.
Til § 5
Til nr. 1
(udleveringslovens § 5, stk. 3)
Efter
udleveringslovens § 5, stk. 3,
finder forbudet mod at nægte
udlevering for politiske
lovovertrædelser mv. ikke
anvendelse, når handlingen er
omfattet af artikel 1 eller 2 i
den europæiske konvention om
bekæmpelse af terrorisme som
ændret ved ændringsprotokol af
15. maj 2003 til den europæiske
konvention om bekæmpelse af
terrorisme, artikel 2, jf.
artikel 1, i FN-konventionen til
bekæmpelse af terrorbombninger
eller artikel 2, jf. artikel 1,
i FN-konventionen til bekæmpelse
af finansiering af terrorisme.
Med den
foreslåede bestemmelse udvides
denne undtagelse til også at
omfatte handlinger omfattet af
artikel 6 og 7 og artikel 9, jf.
artikel 6 og 7, i Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme og artikel 2, jf.
artikel 1, i FN-konventionen til
bekæmpelse af nuklear
terrorisme.
Der tilsigtes
ikke i øvrigt ændringer i
anvendelsesområdet for § 5,
stk. 3. Der henvises til
bemærkningerne til lov nr. 378
af 6. juni 2002, jf.
Folketingstidende 2001-02, side
885, samt til pkt. 9 i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(udleveringslovens § 5, stk. 4)
Bestemmelsen
er ny. Bestemmelsen tilsigter at
tydeliggøre, at der i medfør af
Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme ikke
består en ubetinget pligt til
udlevering for en politisk
forbrydelse, når handlingen er
omfattet af konventionens
artikel 5 eller artikel 9, jf.
artikel 5, sådan som det er
tilfældet, hvis handlingen er
omfattet af konventionens
artikel 6 eller 7 eller artikel
9, jf. artikel 6 og 7.
Bestemmelsen
indebærer således, at de danske
myndigheder ikke vil være
afskåret fra efter en konkret
vurdering at anse en
overtrædelse af konventionens
artikel 5 eller af artikel 9,
jf. artikel 5, for en politisk
lovovertrædelse, ligesom de
danske myndigheder i en sådan
situation ikke vil være afskåret
fra at nægte udlevering med
denne begrundelse.
Med
formuleringen »i særlige
tilfælde« sigtes til, at en
offentlig opfordring til at begå
en terrorhandling som
udgangspunkt må antages ikke at
være en politisk forbrydelse,
medmindre der foreligger
holdepunkter for det modsatte.
Til § 6
Til nr. 1
Bestemmelsen
fastsætter, at justitsministeren
i folketingsåret 2009-10 skal
fremsætte forslag om revision af
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 786, stk. 4, om logning af
trafikdata.
Der henvises
til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.
Til § 7
Det foreslås,
at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Lovens § 5
finder anvendelse på anmodninger
om udlevering efter Europarådets
konvention om forebyggelse af
terrorisme, henholdsvis
FN-konventionen til bekæmpelse
af nuklear terrorisme, der
fremsættes efter, at den
pågældende konvention er trådt i
kraft mellem Danmark og
vedkommende fremmede stat.
Lovens § 1
har virkning for
lovovertrædelser, der begås
efter lovens ikrafttræden, jf.
straffelovens § 3, stk. 1.
I stk. 2
foreslås det dog, at
tidspunktet for ikrafttræden af
den foreslåede nye bestemmelse i
retsplejelovens § 791 a, stk. 6,
hvorefter udbydere af telenet-
eller teletjenester er
forpligtet til at bistå politiet
ved gennemførelse af
teleobservation, fastsættes af
justitsministeren efter
forhandling med ministeren for
videnskab, teknologi og
udvikling. Herved sikres det, at
forpligtelsen til i disse sager
at bistå politiet træder i kraft
samtidig med, at udbydere af
telenet eller teletjenester
efter et lovforslag, der
fremsættes af ministeren for
videnskab, teknologi og
udvikling, bliver forpligtet til
at indrette deres systemer
således, at disse oplysninger
fremadrettet kan leveres til
politiet, jf. også lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt.
5.2. Den foreslåede bestemmelse
i retsplejelovens § 791 a,
stk. 5, der giver hjemmel til,
at politiet under nærmere
angivne betingelser kan
iværksætte teleobservation,
træder derimod i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Endvidere
foreslås i stk. 3 , at
den foreslåede nye bestemmelse i
retsplejelovens § 791 c om
forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation
træder i kraft den 1. juli 2006.
Dette svarer til
ikrafttrædelsestidspunktet for
de konsekvensændringer i lov om
radio- og teleterminaludstyr og
elektromagnetiske forhold og lov
om radiofrekvenser, der er
indeholdt i lovforslaget fra
ministeren for videnskab,
teknologi og udvikling.
I stk. 4
foreslås det herudover, at
tidspunktet for ikrafttræden af
den foreslåede bestemmelse i
luftfartslovens § 148 a
(luftfartsselskabers pligt til
at registrere, opbevare og
udlevere passageroplysninger)
fastsættes af transport- og
energiministeren efter
forhandling med
justitsministeren.
Til § 8
Bestemmelsen
fastsætter lovens territoriale
gyldighedsområde.
Bestemmelsen
indebærer, at lovens § 1 kan
sættes i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning. Da der
gælder en særlig kriminallov for
Grønland, er der ikke foreslået
en tilsvarende hjemmel til at
sætte loven i kraft for
Grønland.
Endvidere kan
lovens §§ 3-5 sættes i kraft for
Færøerne og Grønland ved
kongelig anordning.
Lov om forbud
mod privates tv-overvågning er
sat i kraft for Færøerne ved
kgl. anordning nr. 155 af 21.
marts 1988 med virkning fra den
1. april 1988. Ændringerne af
loven, jf. lov nr. 1016 af 23.
december 1998, lov nr. 939 af
20. december 1999 og lov nr. 257
af 8. maj 2002, er ikke sat i
kraft for Færøerne. Lov om
forbud mod privates
tv-overvågning er ikke sat i
kraft for Grønland.
Luftfartsloven gælder kun for
Grønland med de af den særlige
grønlandske lovgivning flydende
lempelser. Ved kgl. anordning
nr. 130 af 3. marts 1989 er
luftfartsloven sat i kraft for
Færøerne med virkning fra den 1.
maj 1989.
Det bemærkes,
at udleveringsloven har
gyldighed for Færøerne og
Grønland med de afvigelser, som
følger af den færøske og
grønlandske retsplejelov.
Bilag 1
Council of Europe
Convention
on the Prevention of
Terrorism
(Warsaw, 16 May
2005) |
|
Europarådets
konvention
om forebyggelse af
terrorisme
(Warszawa, 16. maj
2005) |
|
|
|
The member States of
the Council of
Europe and the other
Signatories hereto,
|
|
Europarådets
medlemsstater og de
øvrige parter, der
undertegner denne
konvention,
|
|
|
|
Considering
that the aim of the
Council of Europe is
to achieve greater
unity between its
members;
|
|
der finder, at
Europarådets mål er
at opnå større enhed
mellem dets
medlemmer,
|
|
|
|
Recognising
the value of
reinforcing
co-operation with
the other Parties to
this Convention;
|
|
der anerkender
værdien af at styrke
samarbejdet med
konventionens øvrige
parter, |
|
|
|
Wishing to
take effective
measures to prevent
terrorism and to
counter, in
particular, public
provocation to
commit terrorist
offences and
recruitment and
training for
terrorism;
|
|
der ønsker at træffe
effektive
foranstaltninger til
at forebygge
terrorisme og især
til at imødegå
enhver offentlig
opfordring til at
begå
terrorhandlinger
samt rekruttering
til og oplæring i
terrorisme,
|
|
|
|
Aware of the
grave concern caused
by the increase in
terrorist offences
and the growing
terrorist threat;
|
|
der er bevidst om,
at stigningen i
terrorhandlinger og
den voksende
terrortrussel giver
anledning til dyb
bekymring,
|
|
|
|
Aware of the
precarious situation
faced by those who
suffer from
terrorism, and in
this connection
reaffirming their
profound solidarity
with the victims of
terrorism and their
families;
|
|
der er bevidst om de
terrorramtes
uholdbare situation,
og som i den
forbindelse på ny
bekræfter deres
dybtfølte
solidaritet med
terrorofrene og
deres familier,
|
|
|
|
Recognising
that terrorist
offences and the
offences set forth
in this Convention,
by whoever
perpetrated, are
under no
circumstances
justifiable by
considerations of a
political,
philosophical,
ideological, racial,
ethnic, religious or
other similar
nature, and
recalling the
obligation of all
Parties to prevent
such offences and,
if not prevented, to
prosecute and ensure
that they are
punishable by
penalties which take
into account their
grave nature;
|
|
der anerkender, at
terrorhandlinger og
de i konventionen
anførte
forbrydelser, uanset
af hvem de begås,
ikke under nogen
omstændigheder er
berettigede af
politiske,
filosofiske,
ideologiske,
racemæssige,
etniske, religiøse
eller andre lignende
grunde, og som
minder om alle
parternes
forpligtelse til at
forebygge sådanne
forbrydelser og,
hvis de ikke
forhindres, da at
iværksætte
retsforfølgning og
sikre, at de kan
straffes med straffe
i overensstemmelse
med deres alvorlige
karakter,
|
|
|
|
Recalling the
need to strengthen
the fight against
terrorism and
reaffirming that all
measures taken to
prevent or suppress
terrorist offences
have to respect the
rule of law and
democratic values,
human rights and
fundamental freedoms
as well as other
provisions of
international law,
including, where
applicable,
international
humanitarian law;
|
|
der minder om
behovet for at
styrke kampen mod
terror og på ny
bekræfter, at alle
foranstaltninger,
der træffes for at
forebygge eller
bekæmpe
terrorhandlinger,
skal respektere
retssikkerheden og
de demokratiske
værdier,
menneskerettighederne
og de grundlæggende
frihedsrettigheder
samt andre
folkeretlige
bestemmelser,
herunder de
humanitære
folkeretlige
bestemmelser, der
måtte finde
anvendelse,
|
|
|
|
Recognising
that this Convention
is not intended to
affect established
principles relating
to freedom of
expression and
freedom of
association;
|
|
der anerkender, at
det ikke er formålet
med denne konvention
at påvirke
anerkendte
retsprincipper om
ytringsfrihed og
forsamlingsfrihed,
|
|
|
|
Recalling
that acts of
terrorism have the
purpose by their
nature or context to
seriously intimidate
a population or
unduly compel a
government or an
international
organisation to
perform or abstain
from performing any
act or seriously
destabilise or
destroy the
fundamental
political,
constitutional,
economic or social
structures of a
country or an
international
organisation;
|
|
der minder om, at
terrorisme efter sin
natur eller
sammenhæng har til
formål at skræmme en
befolkning i
alvorlig grad eller
uretmæssigt at
tvinge en regering
eller en
international
organisation til at
foretage eller
undlade at foretage
en handling, eller
alvorligt at
destabilisere eller
ødelægge et lands
eller en
international
organisations
grundlæggende
politiske,
forfatningsmæssige,
økonomiske eller
sociale struktur,
|
|
|
|
Have agreed as
follows:
|
|
har indgået følgende
aftale: |
|
|
|
Article 1 –
Terminology
|
|
Artikel 1 –
Terminologi
|
1. For the purposes
of this Convention,
“terrorist offence”
means any of the
offences within the
scope of and as
defined in one of
the treaties listed
in the Appendix.
|
|
1. I denne
konvention betyder
»terrorhandling«
enhver af de
forbrydelser, der er
omfattet af og
defineret i en af de
i bilaget opregnede
traktater.
|
|
|
|
2. On depositing its
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession, a
State or the
European Community
which is not a party
to a treaty listed
in the Appendix may
declare that, in the
application of this
Convention to the
Party concerned,
that treaty shall be
deemed not to be
included in the
Appendix. This
declaration shall
cease to have effect
as soon as the
treaty enters into
force for the Party
having made such a
declaration, which
shall notify the
Secretary General of
the Council of
Europe of this entry
into force.
|
|
2. Ved deponering af
sit ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
kan en stat eller
Det Europæiske
Fællesskab, som ikke
er deltager i en i
bilaget angivet
traktat, erklære, at
den pågældende
traktat ved
anvendelse af denne
konvention over for
den pågældende part
skal anses for ikke
at være omfattet af
bilaget. Erklæringen
ophører med at være
gældende, så snart
traktaten træder i
kraft for den part,
der har afgivet
erklæringen, idet
parten skal
underrette
Europarådets
generalsekretær om
en sådan
ikrafttræden.
|
|
|
|
Article 2 – Purpose
|
|
Artikel 2 – Formål
|
The purpose of the
present Convention
is to enhance the
efforts of Parties
in preventing
terrorism and its
negative effects on
the full enjoyment
of human rights, in
particular the right
to life, both by
measures to be taken
at national level
and through
international
co-operation, with
due regard to the
existing applicable
multilateral or
bilateral treaties
or agreements
between the Parties.
|
|
Formålet med denne
konvention er at
forstærke parternes
bestræbelser på at
forebygge terrorisme
og terrorismens
negative virkninger
på den fulde nydelse
af
menneskerettighederne,
særligt retten til
liv, både gennem
foranstaltninger,
der skal træffes på
nationalt plan, og
ved internationalt
samarbejde under
behørig hensyntagen
til de eksisterende
multilaterale eller
bilaterale
konventioner eller
aftaler mellem
parterne.
|
|
|
|
Article 3 – National
prevention policies
|
|
Artikel 3 – National
forebyggelsespolitik
|
1. Each Party shall
take appropriate
measures,
particularly in the
field of training of
law enforcement
authorities and
other bodies, and in
the fields of
education, culture,
information, media
and public awareness
raising, with a view
to preventing
terrorist offences
and their negative
effects while
respecting human
rights obligations
as set forth in,
where applicable to
that Party, the
Convention for the
Protection of Human
Rights and
Fundamental
Freedoms, the
International
Covenant on Civil
and Political
Rights, and other
obligations under
international law.
|
|
1. Enhver part skal
træffe passende
foranstaltninger,
særligt inden for
uddannelse af de
retshåndhævende
myndigheder og andre
organer samt inden
for uddannelse,
kultur, oplysning,
medier og offentlig
bevidstgørelse, til
at forebygge
terrorhandlinger og
disses negative
virkninger samtidig
med, at parten
respekterer de
menneskeretlige
forpligtelser, der
er anført i
konventionen til
beskyttelse af
menneskerettigheder
og grundlæggende
frihedsrettigheder,
den internationale
konvention om
borgerlige og
politiske
rettigheder samt
andre folkeretlige
forpligtelser,
såfremt disse gælder
for den pågældende
part. |
|
|
|
2. Each Party shall
take such measures
as may be necessary
to improve and
develop the
co-operation among
national authorities
with a view to
preventing terrorist
offences and their
negative effects by,
inter alia:
|
|
2. Enhver part skal
træffe de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige, for at
forbedre og udvikle
samarbejdet mellem
de nationale
myndigheder med
henblik på at
forebygge
terrorhandlinger og
disses negative
virkninger ved bl.
a.: |
a) exchanging
information;
|
|
a) at udveksle
oplysninger,
|
b) improving the
physical protection
of persons and
facilities;
|
|
b) at forbedre den
fysiske beskyttelse
af personer og
faciliteter,
|
c) enhancing
training and
coordination plans
for civil
emergencies.
|
|
c) at styrke
uddannelse og
koordineringsplaner
for civile
katastrofesituationer.
|
|
|
|
3. Each Party shall
promote tolerance by
encouraging
inter-religious and
cross-cultural
dialogue involving,
where appropriate,
non-governmental
organisations and
other elements of
civil society with a
view to preventing
tensions that might
contribute to the
commission of
terrorist offences.
|
|
3. Enhver part skal
fremme tolerance ved
at opfordre til en
tværreligiøs og
tværkulturel dialog,
der i givet fald kan
omfatte
ikke-statslige
organisationer og
andre af
civilsamfundets
elementer med
henblik på at
forebygge
spændinger, der kan
bidrage til, at der
begås
terrorhandlinger.
|
|
|
|
4. Each Party shall
endeavour to promote
public awareness
regarding the
existence, causes
and gravity of and
the threat posed by
terrorist offences
and the offences set
forth in this
Convention and
consider encouraging
the public to
provide factual,
specific help to its
competent
authorities that may
contribute to
preventing terrorist
offences and
offences set forth
in this Convention.
|
|
4. Enhver part skal
bestræbe sig på at
fremme
offentlighedens
bevidsthed om
eksistensen af,
årsagerne til,
alvoren af samt
truslen fra
terrorhandlinger og
de i konventionen
anførte forbrydelser
samt overveje at
opfordre
offentligheden til
at yde sine
kompetente
myndigheder faktuel
og specifik bistand,
der kan bidrage til
at forebygge
terrorhandlinger og
de i denne
konvention anførte
forbrydelser.
|
|
|
|
Article 4 –
International
co-operation on
prevention
|
|
Artikel 4 –
Internationalt
samarbejde om
forebyggelse
|
Parties shall, as
appropriate and with
due regard to their
capabilities, assist
and support each
other with a view to
enhancing their
capacity to prevent
the commission of
terrorist offences,
including through
exchange of
information and best
practices, as well
as through training
and other joint
efforts of a
preventive
character.
|
|
Parterne skal, som
det findes passende
og med behørig
hensyntagen til
deres muligheder,
bistå og støtte
hinanden med henblik
på at styrke deres
evne til at
forebygge, at der
begås
terrorhandlinger,
herunder ved
udveksling af
oplysninger og
bedste praksis samt
ved uddannelse og
andre fælles
bestræbelser af
forebyggende
karakter.
|
|
|
|
Article 5 – Public
provocation to
commit a terrorist
offence |
|
Artikel 5 –
Offentlig opfordring
til at begå en
terrorhandling
|
1. For the purposes
of this Convention,
»public provocation
to commit a
terrorist offence”
means the
distribution, or
otherwise making
available, of a
message to the
public, with the
intent to incite the
commission of a
terrorist offence,
where such conduct,
whether or not
directly advocating
terrorist offences,
causes a danger that
one or more such
offences may be
committed.
|
|
1. I denne
konvention betyder
»offentlig
opfordring til at
begå en
terrorhandling« at
udbrede eller på
anden måde gøre en
meddelelse til
offentligheden
tilgængelig med
forsæt til at
tilskynde nogen til
at begå en
terrorhandling, hvor
denne adfærd, uanset
om der derved
direkte plæderes for
terrorhandlinger
eller ej medfører
fare for, at der
begås en eller flere
terrorhandlinger.
|
|
|
|
2. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to establish public
provocation to
commit a terrorist
offence, as defined
in paragraph 1, when
committed unlawfully
and intentionally,
as a criminal
offence under its
domestic law.
|
|
2. Enhver part skal
vedtage sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at en
uberettiget og
forsætlig offentlig
opfordring til at
begå en
terrorhandling som
defineret i stk. 1
er en strafbar
handling i henhold
til national ret.
|
|
|
|
Article 6 –
Recruitment for
terrorism
|
|
Artikel 6 –
Rekruttering til at
begå
terrorhandlinger
|
1. For the purposes
of this Convention,
»recruitment for
terrorism« means to
solicit another
person to commit or
participate in the
commission of a
terrorist offence,
or to join an
association or
group, for the
purpose of
contributing to the
commission of one or
more terrorist
offences by the
association or the
group. |
|
1. I denne
konvention betyder
»rekruttering til
terrorisme« at
hverve en anden
person til at begå
eller deltage i en
terrorhandling eller
til at slutte sig
til en
sammenslutning eller
en gruppe med
henblik på at
bidrage til, at
sammenslutningen
eller gruppen begår
en eller flere
terrorhandlinger.
|
|
|
|
2. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to establish
recruitment for
terrorism, as
defined in paragraph
1, when committed
unlawfully and
intentionally, as a
criminal offence
under its domestic
law. |
|
2. Enhver part skal
vedtage sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at
uberettiget og
forsætlig
rekruttering til
terrorisme som
defineret i stk. 1
er en strafbar
handling i henhold
til national ret.
|
|
|
|
Article 7 – Training
for terrorism
|
|
Artikel 7 – Oplæring
i at begå
terrorhandlinger
|
1. For the purposes
of this Convention,
“training for
terrorism” means to
provide instruction
in the making or use
of explosives,
firearms or other
weapons or noxious
or hazardous
substances, or in
other specific
methods or
techniques, for the
purpose of carrying
out or contributing
to the commission of
a terrorist offence,
knowing that the
skills provided are
intended to be used
for this purpose.
|
|
1. I denne
konvention betyder
»oplæring i at begå
terrorhandlinger« at
give undervisning i
fremstilling eller
brug af
sprængstoffer,
skydevåben eller
andre våben eller
skadelige eller
farlige stoffer
eller i andre
konkrete metoder
eller teknikker med
henblik på at udføre
eller bidrage til,
at en terrorhandling
begås, med viden om,
at det er hensigten,
at de givne
færdigheder skal
bruges til dette
formål. |
|
|
|
2. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to establish
training for
terrorism, as
defined in paragraph
1, when committed
unlawfully and
intentionally, as a
criminal offence
under its domestic
law. |
|
2. Enhver part skal
vedtage sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at
uberettiget og
forsætlig oplæring i
at begå
terrorhandlinger som
defineret i stk. 1
er en strafbar
handling i henhold
til national ret.
|
|
|
|
Article 8 –
Irrelevance of the
commission of a
terrorist offence
|
|
Artikel 8 –
Manglende relevans
af, om en
terrorhandling begås
|
For an act to
constitute an
offence as set forth
in Articles 5 to 7
of this Convention,
it shall not be
necessary that a
terrorist offence be
actually committed.
|
|
For at en handling
kan anses som en i
konventionens
artikel 5-7 anført
forbrydelse, er det
ikke nødvendigt, at
en terrorhandling
faktisk begås.
|
|
|
|
Article 9 –
Ancillary offences
|
|
Artikel 9 – Forsøg
og medvirken
|
1. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to establish as a
criminal offence
under its domestic
law: |
|
1. Enhver part skal
vedtage sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at
følgende er en
strafbar handling i
henhold til national
ret: |
a) Participating as
an accomplice in an
offence as set forth
in Articles 5 to 7
of this Convention;
|
|
a) medvirken til en
forbrydelse som
anført i
konventionens
artikel 5-7,
|
b) Organising or
directing others to
commit an offence as
set forth in
Articles 5 to 7 of
this Convention;
|
|
b) organisering af
eller pålæg til
andre om at begå en
forbrydelse som
anført i
konventionens
artikel 5-7,
|
c) Contributing to
the commission of
one or more offences
as set forth in
Articles 5 to 7 of
this Convention by a
group of persons
acting with a common
purpose. Such
contribution shall
be intentional and
shall either:
|
|
c) medvirken til, at
en gruppe personer,
der handler med et
fælles formål, begår
en eller flere
forbrydelser som
anført i konv
entionens artikel
5-7. Denne medvirken
skal være forsætlig
og skal enten:
|
(i) be made with the
aim of furthering
the criminal
activity or criminal
purpose of the
group, where such
activity or purpose
involves the
commission of an
offence as set forth
in Articles 5 to 7
of this Convention;
or |
|
(i) foretages i den
hensigt at fremme
gruppens kriminelle
virksomhed eller
formål, når
virksomheden eller
formålet indebærer,
at en i
konventionens
artikel 5-7 anført
forbrydelse begås,
eller |
(ii) be made in the
knowledge of the
intention of the
group to commit an
offence as set forth
in Articles 5 to 7
of this Convention.
|
|
(ii) foretages med
viden om, at gruppen
har til hensigt at
begå en i
konventionens
artikel 5-7 anført
forbrydelse.
|
|
|
|
2. Each Party shall
also adopt such
measures as may be
necessary to
establish as a
criminal offence
under, and in
accordance with, its
domestic law the
attempt to commit an
offence as set forth
in Articles 6 and 7
of this Convention.
|
|
2. Enhver part skal
ligeledes vedtage de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for
fastsætte, at forsøg
på at begå en i
konventionens
artikel 6 og 7
anført forbrydelse
er en strafbar
handling i henhold
til dens nationale
ret. |
|
|
|
Article 10 –
Liability of legal
entities
|
|
Artikel 10 –
Juridiske personers
ansvar |
1. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary,
in accordance with
its legal
principles, to
establish the
liability of legal
entities for
participation in the
offences set forth
in Articles 5 to 7
and 9 of this
Convention.
|
|
1. Enhver part skal
vedtage de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige, og er i
overensstemmelse med
dens juridiske
principper, for at
gøre det muligt at
drage juridiske
personer til ansvar
for deltagelse i de
i konventionens
artikel 5-7 og 9
anførte
forbrydelser.
|
|
|
|
2. Subject to the
legal principles of
the Party, the
liability of legal
entities may be
criminal, civil or
administrative.
|
|
2. Med forbehold for
partens
retsprincipper kan
juridiske personers
ansvar være
strafferetligt,
civilretligt eller
administrativt.
|
|
|
|
3. Such liability
shall be without
prejudice to the
criminal liability
of the natural
persons who have
committed the
offences.
|
|
3. Dette ansvar er
uden præjudice for
det strafferetlige
ansvar, der ifaldes
af de
enkeltpersoner, som
har begået
forbrydelsen.
|
|
|
|
Article 11 –
Sanctions and
measures
|
|
Artikel 11 –
Sanktioner og
foranstaltninger
|
1. Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to make the offences
set forth in
Articles 5 to 7 and
9 of this Convention
punishable by
effective,
proportionate and
dissuasive
penalties.
|
|
1. Enhver part skal
vedtage de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige, for at
forbrydelser som
anført i
konventionens
artikel 5-7 og 9 kan
pålægges effektive,
forholdsmæssige og
afskrækkende
straffe.
|
|
|
|
2. Previous final
convictions
pronounced in
foreign States for
offences set forth
in the present
Convention may, to
the extent permitted
by domestic law, be
taken into account
for the purpose of
determining the
sentence in
accordance with
domestic law.
|
|
2. Forudgående,
endelige domme
afsagt i fremmede
stater for
forbrydelser som
anført i denne
konvention kan i det
omfang, det efter
national ret er
muligt, tages i
betragtning ved
udmålingen af
straffen i
overensstemmelse med
national ret.
|
|
|
|
3. Each Party shall
ensure that legal
entities held liable
in accordance with
Article 10 are
subject to
effective,
proportionate and
dissuasive criminal
or non-criminal
sanctions, including
monetary sanctions.
|
|
3. Enhver part skal
sikre, at juridiske
personer, der drages
til ansvar i
overensstemmelse med
artikel 10, kan
pålægges effektive,
forholdsmæssige og
afskrækkende
strafferetlige eller
ikke-strafferetlige
sanktioner, herunder
økonomiske
sanktioner.
|
|
|
|
Article 12 –
Conditions and
safeguards
|
|
Artikel 12 –
Betingelser og
beskyttelse af
retssikkerheden
|
1. Each Party shall
ensure that the
establishment,
implementation and
application of the
criminalisation
under Articles 5 to
7 and 9 of this
Convention are
carried out while
respecting human
rights obligations,
in particular the
right to freedom of
expression, freedom
of association and
freedom of religion,
as set forth in,
where applicable to
that Party, the
Convention for the
Protection of Human
Rights and
Fundamental
Freedoms, the
International
Covenant on Civil
and Political
Rights, and other
obligations under
international law.
|
|
1. Enhver part skal
sikre, at
kriminaliseringen
ifølge konventionens
artikel 5-7 og 9
fastsættes,
gennemføres og
anvendes med respekt
for de
menneskeretlige
forpligtelser,
særligt retten til
ytringsfrihed,
forsamlingsfrihed og
religionsfrihed, som
anført i
konventionen til
beskyttelse af
menneskerettigheder
og grundlæggende
frihedsrettigheder,
den internationale
konvention om
borgerlige og
politiske
rettigheder samt
andre folkeretlige
forpligtelser,
såfremt disse gælder
for den pågældende
part. |
|
|
|
2. The
establishment,
implementation and
application of the
criminalisation
under Articles 5 to
7 and 9 of this
Convention should
furthermore be
subject to the
principle of
proportionality,
with respect to the
legitimate aims
pursued and to their
necessity in a
democratic society,
and should exclude
any form of
arbitrariness or
discriminatory or
racist treatment.
|
|
2. Fastsættelse,
implementering og
anvendelse af
kriminaliseringen
ifølge konventionens
artikel 5-7 og 9 bør
endvidere være
undergivet
proportionalitetsprincippet
med hensyn til de
legitime mål, der
forfølges, samt
nødvendigheden deraf
i et demokratisk
samfund og bør
udelukke enhver form
for vilkårlighed
eller
diskriminerende
eller racistisk
behandling.
|
|
|
|
Article 13 –
Protection,
compensation and
support for victims
of terrorism
|
|
Artikel 13 –
Beskyttelse,
erstatning og støtte
til ofre for
terrorisme
|
Each Party shall
adopt such measures
as may be necessary
to protect and
support the victims
of terrorism that
has been committed
within its own
territory. These
measures may
include, through the
appropriate national
schemes and subject
to domestic
legislation, inter
alia, financial
assistance and
compensation for
victims of terrorism
and their close
family members.
|
|
Enhver part skal
vedtage de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for at
beskytte og støtte
ofrene for
terrorisme begået på
partens eget område.
Sådanne
foranstaltninger kan
gennem
hensigtsmæssige
nationale ordninger
og ifølge den
nationale lovgivning
bl.a. omfatte
økonomisk bistand og
erstatning til
ofrene for
terrorisme samt
deres nære familie.
|
|
|
|
Article 14 –
Jurisdiction
|
|
Artikel 14 –
Jurisdiktion
|
1. Each Party shall
take such measures
as may be necessary
to establish its
jurisdiction over
the offences set
forth in this
Convention:
|
|
1. Enhver part skal
træffe de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at den
har straffemyndighed
med hensyn til de i
konventionen anførte
forbrydelser:
|
a) when the offence
is committed in the
territory of that
Party; |
|
a) når forbrydelsen
begås på den
pågældende parts
område, |
b) when the offence
is committed on
board a ship flying
the flag of that
Party, or on board
an aircraft
registered under the
laws of that Party;
|
|
b) når forbrydelsen
begås ombord på et
fartøj, der sejler
under den pågældende
parts flag, eller i
et fly, der er
registreret efter
den pågældende parts
lovgivning,
|
c) when the offence
is committed by a
national of that
Party. |
|
c) når forbrydelsen
begås af en
statsborger fra den
pågældende part.
|
|
|
|
2. Each Party may
also establish its
jurisdiction over
the offences set
forth in this
Convention:
|
|
2. Enhver part kan
ligeledes sikre, at
den har
straffemyndighed med
hensyn til de i
konventionen anførte
forbrydelser:
|
a) when the offence
was directed towards
or resulted in the
carrying out of an
offence referred to
in Article 1 of this
Convention, in the
territory of or
against a national
of that Party;
|
|
a) når forbrydelsen
sigtede på eller
medførte, at en i
konventionens
artikel 1 anført
forbrydelse blev
begået på den
pågældende parts
område eller mod en
statsborger fra den
pågældende part,
|
b) when the offence
was directed towards
or resulted in the
carrying out of an
offence referred to
in Article 1 of this
Convention, against
a State or
government facility
of that Party
abroad, including
diplomatic or
consular premises of
that Party;
|
|
b) når forbrydelsen
sigtede på eller
medførte, at en i
konventionens
artikel 1 anført
forbrydelse blev
begået mod stats-
eller
regeringsfaciliteter
i udlandet
tilhørende den
pågældende part,
herunder den
pågældende parts
diplomatiske eller
konsulære lokaler,
|
c) when the offence
was directed towards
or resulted in an
offence referred to
in Article 1 of this
Convention,
committed in an
attempt to compel
that Party to do or
abstain from doing
any act;
|
|
c) når forbrydelsen
sigtede på eller
medførte, at en i
konventionens
artikel 1 anført
forbrydelse blev
begået i et forsøg
på at tvinge den
pågældende part til
at foretage eller
undlade at foretage
en bestemt handling,
|
d) when the offence
is committed by a
stateless person who
has his or her
habitual residence
in the territory of
that Party;
|
|
d) når forbrydelsen
begås af en statsløs
person, som har fast
bopæl på den
pågældende parts
område, |
e) when the offence
is committed on
board an aircraft
which is operated by
the Government of
that Party.
|
|
e) når forbrydelsen
begås ombord på et
fly, der drives af
den pågældende parts
regeringsmyndigheder.
|
|
|
|
3. Each Party shall
take such measures
as may be necessary
to establish its
jurisdiction over
the offences set
forth in this
Convention in the
case where the
alleged offender is
present in its
territory and it
does not extradite
him or her to a
Party whose
jurisdiction is
based on a rule of
jurisdiction
existing equally in
the law of the
requested Party.
|
|
3. Enhver part skal
træffe de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for at
fastsætte, at den
har straffemyndighed
med hensyn til de i
konventionen anførte
forbrydelser i
tilfælde, hvor den
formodede
gerningsmand
befinder sig på dens
område, og den ikke
udleverer den
pågældende til en
part, hvis
straffemyndighed er
baseret på en
jurisdiktionsregel,
der ligeledes
eksisterer i den
anmodede parts ret.
|
|
|
|
4. This Convention
does not exclude any
criminal
jurisdiction
exercised in
accordance with
national law.
|
|
4. Denne konvention
udelukker ikke
straffemyndighed
udøvet i
overensstemmelse med
national lovgivning.
|
|
|
|
5. When more than
one Party claims
jurisdiction over an
alleged offence set
forth in this
Convention, the
Parties involved
shall, where
appropriate, consult
with a view to
determining the most
appropriate
jurisdiction for
prosecution.
|
|
5. Når mere end en
part påberåber sig
straffemyndighed med
hensyn til en
formodet forbrydelse
i henhold til denne
konvention, skal de
berørte parter, hvor
det findes passende,
rådføre sig med
hinanden for at
beslutte, hvis
straffemyndighed er
mest hensigtsmæssig
med henblik på
retsforfølgning.
|
|
|
|
Article 15 – Duty to
investigate
|
|
Artikel 15 –
Efterforskningsforpligtelse
|
1. Upon receiving
information that a
person who has
committed or who is
alleged to have
committed an offence
set forth in this
Convention may be
present in its
territory, the Party
concerned shall take
such measures as may
be necessary under
its domestic law to
investigate the
facts contained in
the information.
|
|
1. Når en part har
modtaget meddelelse
om, at en person,
der har begået eller
formodes at have
begået en
forbrydelse som
anført i denne
konvention, måske
befinder sig på
partens område, skal
den pågældende part
i overensstemmelse
med sin lovgivning
træffe de
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
efterforske
oplysningerne i
meddelelsen.
|
|
|
|
2. Upon being
satisfied that the
circumstances so
warrant, the Party
in whose territory
the offender or
alleged offender is
present shall take
the appropriate
measures under its
domestic law so as
to ensure that
person’s presence
for the purpose of
prosecution or
extradition.
|
|
2. Når betingelserne
herfor er til stede,
skal den part, på
hvis område
gerningsmanden eller
den formodede
gerningsmand
befinder sig, i
overensstemmelse med
sin lovgivning
træffe passende
foranstaltninger for
at sikre den
pågældendes
tilstedeværelse med
henblik på
retsforfølgning
eller udlevering.
|
|
|
|
3. Any person in
respect of whom the
measures referred to
in paragraph 2 are
being taken shall be
entitled to:
|
|
3. En person, over
for hvem de i stk. 2
nævnte
foranstaltninger
træffes, har ret
til: |
a) communicate
without delay with
the nearest
appropriate
representative of
the State of which
that person is a
national or which is
otherwise entitled
to protect that
person’s rights or,
if that person is a
stateless person,
the State in the
territory of which
that person
habitually resides;
|
|
a) uden ophold at
komme i forbindelse
med den nærmeste
relevante
repræsentant for den
stat, hvori den
pågældende er
statsborger, eller
som af andre grunde
er beføjet til at
beskytte den
pågældendes
rettigheder, eller,
hvis han er
statsløs, den stat
på hvis område han
har fast bopæl,
|
b) be visited by a
representative of
that State;
|
|
b) at modtage besøg
af en repræsentant
for den pågældende
stat, |
c) be informed of
that person’s rights
under subparagraphs
a. and b.
|
|
c) at blive oplyst
om sine rettigheder
i henhold til litra
a og b. |
|
|
|
4. The rights
referred to in
paragraph 3 shall be
exercised in
conformity with the
laws and regulations
of the Party in the
territory of which
the offender or
alleged offender is
present, subject to
the provision that
the said laws and
regulations must
enable full effect
to be given to the
purposes for which
the rights accorded
under paragraph 3
are intended.
|
|
4. De i stk. 3
nævnte rettigheder
skal udøves i
overensstemmelse med
gældende love og
bestemmelser i den
part, på hvis område
gerningsmanden eller
den formodede
gerningsmand
befinder sig, dog
under forudsætning
af at de pågældende
love og bestemmelser
i fuldt omfang gør
det muligt at
tilgodese formålet
med de rettigheder,
der tilstås i medfør
af stk. 3.
|
|
|
|
5. The provisions of
paragraphs 3 and 4
shall be without
prejudice to the
right of any Party
having a claim of
jurisdiction in
accordance with
Article 14,
paragraphs 1.c and
2.d to invite the
International
Committee of the Red
Cross to communicate
with and visit the
alleged offender.
|
|
5. Bestemmelserne i
stk. 3 og 4 er uden
præjudice for den
ret, som enhver
part, som har krav
på at udøve
jurisdiktion i
overensstemmelse med
artikel 14, stk. 1,
litra c, og stk. 2,
litra d, har til at
anmode Den
Internationale Røde
Kors-Komité om at
sætte sig i
forbindelse med og
besøge den formodede
gerningsmand.
|
|
|
|
Article 16 – Non
application of the
Convention
|
|
Artikel 16 –
Undladelse af at
anvende konventionen
|
This Convention
shall not apply
where any of the
offences established
in accordance with
Articles 5 to 7 and
9 is committed
within a single
State, the alleged
offender is a
national of that
State and is present
in the territory of
that State, and no
other State has a
basis under Article
14, paragraph 1 or 2
of this Convention,
to exercise
jurisdiction, it
being understood
that the provisions
of Articles 17 and
20 to 22 of this
Convention shall, as
appropriate, apply
in those cases.
|
|
Denne konvention
finder ikke
anvendelse i
tilfælde, hvor en af
de i
overensstemmelse med
artikel 5-7 og 9
påviste forbrydelser
er begået inden for
en enkelt stat,
hvori den formodede
gerningsmand er
statsborger og på
hvis område den
formodede
gerningsmand
befinder sig, og
ingen anden stat har
grundlag i henhold
til konventionens
artikel 14, stk. 1
eller 2, for at
udøve jurisdiktion,
idet det er
underforstået, at
bestemmelserne i
konventionens
artikel 17 og 20-22
skal gælde, hvor det
er relevant.
|
|
|
|
Article 17 –
International
co-operation in
criminal matters
|
|
Artikel 17 –
Internationalt
samarbejde i
straffesager
|
1. Parties shall
afford one another
the greatest measure
of assistance in
connection with
criminal
investigations or
criminal or
extradition
proceedings in
respect of the
offences set forth
in Articles 5 to 7
and 9 of this
Convention,
including assistance
in obtaining
evidence in their
possession necessary
for the proceedings.
|
|
1. Parterne skal yde
hinanden størst
mulig bistand i
forbindelse med
strafferetlig
efterforskning,
retsforfølgning
eller udlevering i
anledning af de i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser,
herunder bistand til
at fremskaffe
bevismateriale i
deres besiddelse,
som er nødvendigt
for retssagen.
|
|
|
|
2. Parties shall
carry out their
obligations under
paragraph 1 in
conformity with any
treaties or other
agreements on mutual
legal assistance
that may exist
between them. In the
absence of such
treaties or
agreements, Parties
shall afford one
another assistance
in accordance with
their domestic law.
|
|
2. Parterne skal
opfylde deres
forpligtelser i
medfør af stk. 1 i
overensstemmelse med
de traktater eller
andre aftaler om
retshjælp, de måtte
have indgået
indbyrdes. I mangel
af sådanne traktater
eller aftaler skal
parterne yde
hinanden bistand i
overensstemmelse med
deres nationale
lovgivning.
|
|
|
|
3. Parties shall
co-operate with each
other to the fullest
extent possible
under relevant law,
treaties, agreements
and arrangements of
the requested Party
with respect to
criminal
investigations or
proceedings in
relation to the
offences for which a
legal entity may be
held liable in
accordance with
Article 10 of this
Convention in the
requesting Party.
|
|
3. Parterne skal
samarbejde med
hinanden i videst
muligt omfang i
medfør af den
anmodede parts
relevante
lovgivning,
traktater, aftaler
og ordninger med
hensyn til
strafferetlig
efterforskning eller
retsforfølgning
vedrørende de
forbrydelser, for
hvilke en juridisk
person kan ifalde
ansvar i
overensstemmelse med
konventionens
artikel 10 i den
anmodende part.
|
|
|
|
4. Each Party may
give consideration
to establishing
additional
mechanisms to share
with other Parties
information or
evidence needed to
establish criminal,
civil or
administrative
liability pursuant
to Article 10.
|
|
4. Enhver part kan
overveje at etablere
yderligere ordninger
med henblik på med
andre parter at dele
oplysninger eller
beviser, som er
nødvendige for at
kunne pålægge
strafferetligt,
civilretligt eller
administrativt
ansvar ifølge
artikel 10.
|
|
|
|
Article 18 –
Extradite or
prosecute
|
|
Artikel 18 –
Udlevering eller
retsforfølgning
|
1. The Party in the
territory of which
the alleged offender
is present shall,
when it has
jurisdiction in
accordance with
Article 14, if it
does not extradite
that person, be
obliged, without
exception whatsoever
and whether or not
the offence was
committed in its
territory, to submit
the case without
undue delay to its
competent
authorities for the
purpose of
prosecution, through
proceedings in
accordance with the
laws of that Party.
Those authorities
shall take their
decision in the same
manner as in the
case of any other
offence of a serious
nature under the law
of that Party.
|
|
1. Den part, på hvis
område den formodede
gerningsmand
befinder sig, skal,
når den har
jurisdiktion i
overensstemmelse med
artikel 14, hvis den
ikke udleverer
personen, uden nogen
som helst undtagelse
og uanset om
forbrydelsen er
begået på partens
område eller ej,
uden ugrundet ophold
overgive sagen til
sine kompetente
myndigheder med
henblik på
retsforfølgning i
overensstemmelse med
sin egen lovgivning.
Disse myndigheder
skal træffe deres
afgørelse efter
samme
retningslinjer, som
i henhold til
statens lovgivning
anvendes ved enhver
anden forbrydelse af
alvorlig karakter.
|
|
|
|
2. Whenever a Party
is permitted under
its domestic law to
extradite or
otherwise surrender
one of its nationals
only upon the
condition that the
person will be
returned to that
Party to serve the
sentence imposed as
a result of the
trial or proceeding
for which the
extradition or
surrender of the
person was sought,
and this Party and
the Party seeking
the extradition of
the person agree
with this option and
other terms they may
deem appropriate,
such a conditional
extradition or
surrender shall be
sufficient to
discharge the
obligation set forth
in paragraph 1.
|
|
2. Hvis en part
efter sin egen
lovgivning kun må
udlevere eller på
anden vis overgive
en af sine
statsborgere på den
betingelse, at
personen sendes
tilbage til den
pågældende part for
at afsone den straf,
der er resultatet af
retsforfølgningen,
som anmodningen om
udlevering eller
overgivelse angår,
og denne part samt
den part, der
anmoder om
udlevering af
personen, er enige
om denne betingelse
og andre
betingelser, som de
måtte finde
passende, er en
sådan betinget
udlevering eller
overgivelse
tilstrækkelig til at
opfylde den i stk. 1
nævnte forpligtelse.
|
|
|
|
Article 19 –
Extradition
|
|
Artikel 19 –
Udlevering
|
1. The offences set
forth in Articles 5
to 7 and 9 of this
Convention shall be
deemed to be
included as
extraditable
offences in any
extradition treaty
existing between any
of the Parties
before the entry
into force of this
Convention. Parties
undertake to include
such offences as
extraditable
offences in every
extradition treaty
to be subsequently
concluded between
them. |
|
1. De i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser
skal i enhver
udleveringstraktat
mellem parterne, som
er indgået, før
denne konvention
træder i kraft,
anses for omfattet
af de forbrydelser,
der ifølge en sådan
traktat kan medføre
udlevering. Parterne
forpligter sig til i
enhver
udleveringstraktat,
de efterfølgende
indgår med hinanden,
at optage
forbrydelserne
blandt de
forbrydelser, der
kan medføre
udlevering.
|
|
|
|
2. When a Party
which makes
extradition
conditional on the
existence of a
treaty receives a
request for
extradition from
another Party with
which it has no
extradition treaty,
the requested Party
may, if it so
decides, consider
this Convention as a
legal basis for
extradition in
respect of the
offences set forth
in Articles 5 to 7
and 9 of this
Convention.
Extradition shall be
subject to the other
conditions provided
by the law of the
requested Party.
|
|
2. Hvis en part, som
kun foretager
udlevering på
grundlag af en
traktat herom,
modtager en
anmodning om
udlevering fra en
anden part, med
hvilken den ikke har
indgået en
udleveringstraktat,
kan den anmodede
part betragte denne
konvention som det
retlige grundlag for
udlevering med
hensyn til de i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser.
For udleveringen
gælder i øvrigt de
bestemmelser, der er
fastsat i den
anmodede parts
lovgivning.
|
|
|
|
3. Parties which do
not make extradition
conditional on the
existence of a
treaty shall
recognise the
offences set forth
in Articles 5 to 7
and 9 of this
Convention as
extraditable
offences between
themselves, subject
to the conditions
provided by the law
of the requested
Party. |
|
3. Parter, der ikke
gør udlevering
betinget af, at der
består en traktat
herom, skal
gensidigt anse de i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser
som forbrydelser,
der kan medføre
udlevering i
overensstemmelse med
de betingelser, der
er fastsat i den
anmodede parts
lovgivning.
|
|
|
|
4. Where necessary,
the offences set
forth in Articles 5
to 7 and 9 of this
Convention shall be
treated, for the
purposes of
extradition between
Parties, as if they
had been committed
not only in the
place in which they
occurred but also in
the territory of the
Parties that have
established
jurisdiction in
accordance with
Article 14.
|
|
4. For så vidt angår
udlevering mellem
parterne skal de i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser
om nødvendigt anses
som begået ikke blot
der, hvor de fandt
sted, men også på de
parters område, som
ifølge artikel 14
har straffemyndighed
med hensyn til
forbrydelserne.
|
|
|
|
5. The provisions of
all extradition
treaties and
agreements concluded
between Parties in
respect of offences
set forth in
Articles 5 to 7 and
9 of this Convention
shall be deemed to
be modified as
between Parties to
the extent that they
are incompatible
with this
Convention.
|
|
5. Bestemmelserne i
samtlige traktater
og aftaler om
udlevering mellem
parterne vedrørende
de i konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser
skal anses for
ændret i forholdet
mellem parterne i
det omfang, sådanne
bestemmelser er
uforenelige med
denne konvention.
|
|
|
|
Article 20 –
Exclusion of the
political exception
clause |
|
Artikel 20 –
Udelukkelse af den
politiske
undtagelsesklausul
|
1. None of the
offences referred to
in Articles 5 to 7
and 9 of this
Convention, shall be
regarded, for the
purposes of
extradition or
mutual legal
assistance, as a
political offence,
an offence connected
with a political
offence, or as an
offence inspired by
political motives.
Accordingly, a
request for
extradition or for
mutual legal
assistance based on
such an offence may
not be refused on
the sole ground that
it concerns a
political offence or
an offence connected
with a political
offence or an
offence inspired by
political motives.
|
|
1. For så vidt angår
udlevering eller
retshjælp skal ingen
af de i
konventionens
artikel 5-7 og 9
nævnte forbrydelser
anses for en
politisk forbrydelse
eller for en
forbrydelse, der har
forbindelse med en
politisk
forbrydelse, eller
for en forbrydelse,
der udspringer af
politiske motiver.
En anmodning om
udlevering eller
retshjælp på
grundlag af en sådan
forbrydelse kan
derfor ikke afvises
alene med den
begrundelse, at den
angår en politisk
forbrydelse eller en
forbrydelse, der har
forbindelse med en
politisk
forbrydelse, eller
en forbrydelse, der
udspringer af
politiske motiver.
|
|
|
|
2. Without prejudice
to the application
of Articles 19 to 23
of the Vienna
Convention on the
Law of Treaties of
23 May 1969 to the
other Articles of
this Convention, any
State or the
European Community
may, at the time of
signature or when
depositing its
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession of the
Convention, declare
that it reserves the
right to not apply
paragraph 1 of this
Article as far as
extradition in
respect of an
offence set forth in
this Convention is
concerned. The Party
undertakes to apply
this reservation on
a case-by-case
basis, through a
duly reasoned
decision.
|
|
2. Uden præjudice
for anvendelsen af
artikel 19-23 i
konventionen om
traktatretten
indgået i Wien den
23. maj 1969 på de
andre artikler i
denne konvention kan
enhver stat eller
Det Europæiske
Fællesskab ved
undertegnelsen eller
deponeringen af
partens
ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
til konventionen
erklære, at parten
forbeholder sig ret
til ikke at anvende
stk. 1, for så vidt
angår udlevering på
grundlag af en i
konventionen nævnt
forbrydelse. Parten
forpligter sig til
at anvende dette
forbehold fra sag
til sag og med en
behørigt begrundet
afgørelse.
|
|
|
|
3. Any Party may
wholly or partly
withdraw a
reservation it has
made in accordance
with paragraph 2 by
means of a
declaration
addressed to the
Secretary General of
the Council of
Europe which shall
become effective as
from the date of its
receipt.
|
|
3. Enhver part kan
helt eller delvist
tilbagekalde et
forbehold taget i
overensstemmelse med
stk. 2 ved til
Europarådets
generalsekretær at
afgive en erklæring,
som træder i kraft
fra datoen for dens
modtagelse.
|
|
|
|
4. A Party which has
made a reservation
in accordance with
paragraph 2 of this
Article may not
claim the
application of
paragraph 1 of this
Article by any other
Party; it may,
however, if its
reservation is
partial or
conditional, claim
the application of
this Article in so
far as it has itself
accepted it.
|
|
4. En part, der har
taget forbehold i
overensstemmelse med
stk. 2, kan ikke
kræve, at en anden
part anvender
stk. 1; hvis dens
forbehold er delvist
eller betinget, kan
den imidlertid
kræve, at denne
artikel finder
anvendelse i det
omfang, den selv har
accepteret den.
|
|
|
|
5. The reservation
shall be valid for a
period of three
years from the day
of the entry into
force of this
Convention in
respect of the Party
concerned. However,
such reservation may
be renewed for
periods of the same
duration.
|
|
5. Forbeholdet
gælder for en
periode på tre år
fra konventionens
ikrafttrædelsesdato
for den pågældende
part. Et sådant
forbehold kan dog
forlænges med
perioder af samme
længde. |
|
|
|
6. Twelve months
before the date of
expiry of the
reservation, the
Secretary General of
the Council of
Europe shall give
notice of that
expiry to the Party
concerned. No later
than three months
before expiry, the
Party shall notify
the Secretary
General of the
Council of Europe
that it is
upholding, amending
or withdrawing its
reservation. Where a
Party notifies the
Secretary General of
the Council of
Europe that it is
upholding its
reservation, it
shall provide an
explanation of the
grounds justifying
its continuance. In
the absence of
notification by the
Party concerned, the
Secretary General of
the Council of
Europe shall inform
that Party that its
reservation is
considered to have
been extended
automatically for a
period of six
months. Failure by
the Party concerned
to notify its
intention to uphold
or modify its
reservation before
the expiry of that
period shall cause
the reservation to
lapse. |
|
6. Europarådets
generalsekretær skal
give den pågældende
part varsel om
forbeholdets udløb
12 måneder før
udløbsdatoen. Senest
tre måneder før
udløbet skal parten
give Europarådets
generalsekretær
meddelelse om, at
den opretholder,
ændrer eller
tilbagekalder sit
forbehold. Hvis en
part giver
Europarådets
generalsekretær
meddelelse om, at
den opretholder sit
forbehold, skal den
redegøre for de
grunde, der
berettiger til
opretholdelsen. Ved
manglende meddelelse
fra den pågældende
part giver
Europarådets
generalsekretær
parten meddelelse
om, at dens
forbehold automatisk
anses for at være
forlænget for en
periode på seks
måneder. Hvis den
pågældende part før
udløbet af denne
periode undlader at
give meddelelse om,
at den har til
hensigt at
opretholde eller
ændre sit forbehold,
bortfalder
forbeholdet.
|
|
|
|
7. Where a Party
does not extradite a
person in
application of this
reservation, after
receiving an
extradition request
from another Party,
it shall submit the
case, without
exception whatsoever
and without undue
delay, to its
competent
authorities for the
purpose of
prosecution, unless
the requesting Party
and the requested
Party agree
otherwise. The
competent
authorities, for the
purpose of
prosecution in the
requested Party,
shall take their
decision in the same
manner as in the
case of any offence
of a grave nature
under the law of
that Party. The
requested Party
shall communicate,
without undue delay,
the final outcome of
the proceedings to
the requesting Party
and to the Secretary
General of the
Council of Europe,
who shall forward it
to the Consultation
of the Parties
provided for in
Article 30.
|
|
7. Hvis en part ikke
udleverer en person
under anvendelse af
dette forbehold,
skal den efter at
have modtaget en
udleveringsanmodning
fra en anden part
uden undtagelse og
uden ugrundet ophold
overgive sagen til
sine kompetente
myndigheder med
henblik på
retsforfølgning,
medmindre den
anmodende stat og
den anmodede stat
træffer anden
aftale. De
kompetente
myndigheder skal med
henblik på
retsforfølgning i
den anmodede part
træffe deres
afgørelse efter
samme
retningslinjer, som
i henhold til
partens lovgivning
anvendes ved enhver
anden alvorlig
lovovertrædelse. Den
anmodede part skal
uden unødigt ophold
give meddelelse om
sagens endelige
resultat til den
anmodende part og
til Europarådets
generalsekretær, som
skal fremsende det
til det i artikel 30
fastsatte samråd
mellem parterne.
|
|
|
|
8. The decision to
refuse the
extradition request
on the basis of this
reservation shall be
forwarded promptly
to the requesting
Party. If within a
reasonable time no
judicial decision on
the merits has been
taken in the
requested Party
according to
paragraph 7, the
requesting Party may
communicate this
fact to the
Secretary General of
the Council of
Europe, who shall
submit the matter to
the Consultation of
the Parties provided
for in Article 30.
This Consultation
shall consider the
matter and issue an
opinion on the
conformity of the
refusal with the
Convention and shall
submit it to the
Committee of
Ministers for the
purpose of issuing a
declaration thereon.
When performing its
functions under this
paragraph, the
Committee of
Ministers shall meet
in its composition
restricted to the
States Parties.
|
|
8. Afgørelsen om at
afvise
udleveringsanmodningen
på grundlag af
forbeholdet skal
omgående fremsendes
til den anmodende
part. Hvis der ikke
inden for rimelig
tid er truffet en
retslig afgørelse i
sagen i den anmodede
part i
overensstemmelse med
stk. 7, kan den
anmodende part give
Europarådets
generalsekretær
meddelelse herom, og
denne skal forelægge
sagen for det i
artikel 30 nævnte
samråd mellem
parterne. Samrådet
skal overveje sagen
og udtale sig om,
hvorvidt afslaget er
i overensstemmelse
med konventionen, og
skal forelægge den
for
Ministerkomitéen,
således at denne kan
udstede en erklæring
herom. Ved
udførelsen af sit
hverv efter dette
stykke skal
Ministerkomitéen
mødes i den
sammensætning, der
er begrænset til de
deltagende stater.
|
|
|
|
Article 21 –
Discrimination
clause |
|
Artikel 21 –
Diskriminationsklausul
|
1. Nothing in this
Convention shall be
interpreted as
imposing an
obligation to
extradite or to
afford mutual legal
assistance, if the
requested Party has
substantial grounds
for believing that
the request for
extradition for
offences set forth
in Articles 5 to 7
and 9 or for mutual
legal assistance
with respect to such
offences has been
made for the purpose
of prosecuting or
punishing a person
on account of that
person’s race,
religion,
nationality, ethnic
origin or political
opinion or that
compliance with the
request would cause
prejudice to that
person’s position
for any of these
reasons.
|
|
1. Intet i denne
konvention skal
fortolkes som
forpligtende til
udlevering eller
retshjælp, hvis den
anmodede part har
vægtige grunde til
at antage, at
anmodningen om
udlevering for en af
de i artikel 5-7 og
9 anførte
forbrydelser eller
om retshjælp
vedrørende sådanne
forbrydelser er
fremsat med det
formål at tiltale
eller straffe en
person på grund af
dennes race,
religion,
nationalitet,
etniske oprindelse
eller politiske
overbevisning, eller
at imødekommelse af
anmodningen kunne
skade den
pågældendes stilling
af nogen af disse
grunde. |
|
|
|
2. Nothing in this
Convention shall be
interpreted as
imposing an
obligation to
extradite if the
person who is the
subject of the
extradition request
risks being exposed
to torture or to
inhuman or degrading
treatment or
punishment.
|
|
2. Intet i denne
konvention skal
fortolkes som
forpligtende til
udlevering, hvis den
person, som
udleveringen angår,
risikerer at blive
udsat for tortur
eller for
umenneskelig eller
nedværdigende
behandling eller
straf. |
|
|
|
3. Nothing in this
Convention shall be
interpreted either
as imposing an
obligation to
extradite if the
person who is the
subject of the
extradition request
risks being exposed
to the death penalty
or, where the law of
the requested Party
does not allow for
life imprisonment,
to life imprisonment
without the
possibility of
parole, unless under
applicable
extradition treaties
the requested Party
is under the
obligation to
extradite if the
requesting Party
gives such assurance
as the requested
Party considers
sufficient that the
death penalty will
not be imposed or,
where imposed, will
not be carried out,
or that the person
concerned will not
be subject to life
imprisonment without
the possibility of
parole. |
|
3. Ej heller skal
noget i denne
konvention fortolkes
som forpligtende til
udlevering, hvis den
person, som
udleveringsanmodningen
angår, risikerer at
blive udsat for
dødsstraf eller,
hvis lovgivningen i
den anmodede part
ikke giver mulighed
for livstidsstraf,
for livstidsstraf
uden mulighed for
prøveløsladelse,
medmindre den
anmodede part efter
gældende
udleveringskonventioner
er forpligtet til
udlevering, såfremt
den anmodende part
afgiver en efter den
anmodede parts
opfattelse
tilstrækkelig
garanti for, at den
pågældende person
ikke vil blive idømt
dødsstraf, eller at
en sådan eventuelt
idømt straf ikke vil
blive fuldbyrdet,
eller at den
pågældende ikke vil
blive udsat for
livstidsstraf uden
mulighed for
prøveløsladelse.
|
|
|
|
Article 22 –
Spontaneous
information
|
|
Artikel 22 –
Uanmodet
videregivelse af
oplysninger
|
1. Without prejudice
to their own
investigations or
proceedings, the
competent
authorities of a
Party may, without
prior request,
forward to the
competent
authorities of
another Party
information obtained
within the framework
of their own
investigations, when
they consider that
the disclosure of
such information
might assist the
Party receiving the
information in
initiating or
carrying out
investigations or
proceedings, or
might lead to a
request by that
Party under this
Convention.
|
|
1. Uden præjudice
for deres egen
efterforskning eller
retsforfølgning kan
en parts kompetente
myndigheder uden
forudgående
anmodning til en
anden parts
kompetente
myndigheder
fremsende
oplysninger, der er
indhentet i
forbindelse med
deres egen
efterforskning, når
de antager, at
videregivelse af
sådanne oplysninger
kan hjælpe den part,
der modtager
oplysningerne, til
at indlede eller
gennemføre
efterforskning eller
retsforfølgning
eller kan føre til
en anmodning fra den
pågældende part
efter konventionen.
|
|
|
|
2. The Party
providing the
information may,
pursuant to its
national law, impose
conditions on the
use of such
information by the
Party receiving the
information.
|
|
2. Den part, der
giver oplysningerne,
kan efter sin
nationale lovgivning
pålægge den part,
der modtager
oplysningerne,
betingelser for
brugen af sådanne
oplysninger.
|
|
|
|
3. The Party
receiving the
information shall be
bound by those
conditions.
|
|
3. Den part, der
modtager
oplysningerne, er
bundet af disse
betingelser.
|
|
|
|
4. However, any
Party may, at any
time, by means of a
declaration
addressed to the
Secretary General of
the Council of
Europe, declare that
it reserves the
right not to be
bound by the
conditions imposed
by the Party
providing the
information under
paragraph 2 above,
unless it receives
prior notice of the
nature of the
information to be
provided and agrees
to its transmission.
|
|
4. Enhver part kan
imidlertid til
enhver tid ved at
afgive en erklæring
til Europarådets
generalsekretær
erklære, at den
forbeholder sig ret
til ikke at være
bundet af de
betingelser, der
pålægges den af den
part, der giver
oplysningerne efter
stk. 2, medmindre
den modtager
forudgående
meddelelse om arten
af de oplysninger,
der vil blive givet,
og indvilliger i
oversendelsen deraf.
|
|
|
|
Article 23 –
Signature and entry
into force
|
|
Artikel 23 –
Undertegnelse og
ikrafttræden
|
1. This Convention
shall be open for
signature by the
member States of the
Council of Europe,
the European
Community and by
non-member States
which have
participated in its
elaboration.
|
|
1. Denne konvention
står åben for
undertegnelse for
alle Europarådets
medlemsstater, Det
Europæiske
Fællesskab samt
ikke-medlemsstater,
der har deltaget i
dens udarbejdelse.
|
|
|
|
2. This Convention
is subject to
ratification,
acceptance or
approval.
Instruments of
ratification,
acceptance or
approval shall be
deposited with the
Secretary General of
the Council of
Europe. |
|
2. Denne konvention
skal ratificeres,
accepteres eller
godkendes.
Ratifikations-,
accept- eller
godkendelsesinstrumenter
skal deponeres hos
Europarådets
generalsekretær.
|
|
|
|
3. This Convention
shall enter into
force on the first
day of the month
following the
expiration of a
period of three
months after the
date on which six
Signatories,
including at least
four member States
of the Council of
Europe, have
expressed their
consent to be bound
by the Convention in
accordance with the
provisions of
paragraph 2.
|
|
3. Denne konvention
træder i kraft den
første dag i den
måned, der følger
efter udløbet af en
periode på tre
måneder efter den
dato, hvor seks
undertegnende
parter, herunder
mindst fire af
Europarådets
medlemsstater, har
udtrykt deres
samtykke til at være
bundet af
konventionen i
overensstemmelse med
bestemmelserne i
stk. 2. |
|
|
|
4. In respect of any
Signatory which
subsequently
expresses its
consent to be bound
by it, the
Convention shall
enter into force on
the first day of the
month following the
expiration of a
period of three
months after the
date of the
expression of its
consent to be bound
by the Convention in
accordance with the
provisions of
paragraph 2.
|
|
4. For så vidt angår
enhver undertegnende
part, der
efterfølgende
udtrykker samtykke
til at være bundet
af konventionen,
træder den i kraft
den første dag i den
måned, der følger
efter udløbet af en
periode på tre
måneder efter datoen
for partens
tilkendegivelse af
at ville være bundet
af konventionen i
overensstemmelse med
bestemmelserne i
stk. 2. |
|
|
|
Article 24 –
Accession to the
Convention
|
|
Artikel 24 –
Tiltrædelse af
konventionen
|
1. After the entry
into force of this
Convention, the
Committee of
Ministers of the
Council of Europe,
after consulting
with and obtaining
the unanimous
consent of the
Parties to the
Convention, may
invite any State
which is not a
member of the
Council of Europe
and which has not
participated in its
elaboration to
accede to this
convention. The
decision shall be
taken by the
majority provided
for in Article 20.d
of the Statute of
the Council of
Europe and by the
unanimous vote of
the representatives
of the Parties
entitled to sit on
the Committee of
Ministers.
|
|
1. Efter denne
konventions
ikrafttræden kan
Europarådets
Ministerkomité efter
at have konsulteret
parterne og opnået
deres enstemmige
samtykke dertil
opfordre enhver
stat, der ikke er
medlem af
Europarådet og ikke
har deltaget i
konventionens
udarbejdelse, til at
tiltræde
konventionen.
Beslutningen skal
træffes med det
flertal, der er
fastsat i artikel
20, litra d, i
Europarådets statut,
og med enstemmighed
blandt
repræsentanterne for
de parter, der er
berettiget til at
sidde i
Ministerkomitéen.
|
|
|
|
2. In respect of any
State acceding to
the convention under
paragraph 1 above,
the Convention shall
enter into force on
the first day of the
month following the
expiration of a
period of three
months after the
date of deposit of
the instrument of
accession with the
Secretary General of
the Council of
Europe. |
|
2. For så vidt angår
stater, der
tiltræder
konventionen efter
stk. 1, træder
konventionen i kraft
den første dag i den
måned, der følger
efter udløbet af en
periode på tre
måneder efter
deponeringen af
tiltrædelsesinstrumentet
hos Europarådets
generalsekretær.
|
|
|
|
Article 25 –
Territorial
application
|
|
Artikel 25 –
Territorialt
anvendelsesområde
|
1. Any State or the
European Community
may, at the time of
signature or when
depositing its
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession,
specify the
territory or
territories to which
this Convention
shall apply.
|
|
1. Enhver stat eller
Det Europæiske
Fællesskab kan på
tidspunktet for
undertegnelse eller
ved deponeringen af
sit ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
angive, inden for
hvilket område eller
hvilke områder denne
konvention skal
finde anvendelse.
|
|
|
|
2. Any Party may, at
any later date, by a
declaration
addressed to the
Secretary General of
the Council of
Europe, extend the
application of this
Convention to any
other territory
specified in the
declaration. In
respect of such
territory the
Convention shall
enter into force on
the first day of the
month following the
expiration of a
period of three
months after the
date of receipt of
the declaration by
the Secretary
General.
|
|
2. Enhver part kan
på et senere
tidspunkt ved
erklæring til
Europarådets
generalsekretær
udvide anvendelsen
af denne konvention
til ethvert andet
område, der er
angivet i
erklæringen. For så
vidt angår et sådant
område træder
konventionen i kraft
den første dag i den
måned, der følger
efter udløbet af en
periode på tre
måneder efter datoen
for
generalsekretærens
modtagelse af en
sådan erklæring.
|
|
|
|
3. Any declaration
made under the two
preceding paragraphs
may, in respect of
any territory
specified in such
declaration, be
withdrawn by a
notification
addressed to the
Secretary General of
the Council of
Europe. The
withdrawal shall
become effective on
the first day of the
month following the
expiration of a
period of three
months after the
date of receipt of
such notification by
the Secretary
General.
|
|
3. Enhver erklæring,
der afgives i
henhold til
ovenstående to
stykker, kan for så
vidt angår ethvert
område, der er
anført i en sådan
erklæring,
tilbagetrækkes ved
notifikation stilet
til Europarådets
generalsekretær.
Tilbagetrækningen
træder i kraft den
første dag i den
måned, der følger
efter udløbet af en
periode på tre
måneder fra datoen
for
generalsekretærens
modtagelse af en
sådan notifikation.
|
|
|
|
Article 26 – Effects
of the Convention
|
|
Artikel 26 –
Konventionens
retsvirkninger
|
1. The present
Convention
supplements
applicable
multilateral or
bilateral treaties
or agreements
between the Parties,
including the
provisions of the
following Council of
Europe treaties:
|
|
1. Denne konvention
supplerer gældende
multilaterale eller
bilaterale traktater
eller aftaler mellem
parterne, herunder
bestemmelserne i
følgende europæiske
traktater:
|
–
European Convention
on Extradition,
opened for
signature, in Paris,
on 13 December 1957
(ETS No. 24);
|
|
–
den europæiske
konvention om
udlevering, der blev
åbnet for
undertegnelse i
Paris den 13.
december 1957 (ETS
nr. 24),
|
–
European Convention
on Mutual Assistance
in Criminal Matters,
opened for
signature, in
Strasbourg, on 20
April 1959 (ETS No.
30); |
|
–
den europæiske
konvention om
gensidig retshjælp i
straffesager, der
blev åbnet for
undertegnelse i
Strasbourg den 20.
april 1959 (ETS nr.
30), |
–
European Convention
on the Suppression
of Terrorism, opened
for signature, in
Strasbourg, on 27
January 1977 (ETS
No. 90);
|
|
–
den europæiske
konvention om
bekæmpelse af
terrorisme, der blev
åbnet for
undertegnelse i
Strasbourg den 27.
januar 1977 (ETS nr.
90), |
–
Additional Protocol
to the European
Convention on Mutual
Assistance in
Criminal Matters,
opened for signature
in Strasbourg on
17 March 1978 (ETS
No. 99);
|
|
–
tillægsprotokollen
til den europæiske
konvention om
gensidig retshjælp i
straffesager, der
blev åbnet for
undertegnelse i
Strasbourg den 17.
marts 1978 (ETS nr.
99), |
–
Second Additional
Protocol to the
European Convention
on Mutual Assistance
in Criminal Matters,
opened for signature
in Strasbourg on 8
November 2001 (ETS
No. 182);
|
|
–
den 2.
tillægsprotokol til
den europæiske
konvention om
gensidig retshjælp i
straffesager, der
blev åbnet for
undertegnelse i
Strasbourg den 8.
november 2001 (ETS
nr. 182),
|
–
Protocol amending
the European
Convention on the
Suppression of
Terrorism, opened
for signature in
Strasbourg on 15 May
2003 (ETS No. 190).
|
|
–
ændringsprotokollen
til den europæiske
konvention om
bekæmpelse af
terrorisme, der blev
åbnet for
undertegnelse i
Strasbourg den 15.
maj 2003 (ETS nr.
190). |
|
|
|
2. If two or more
Parties have already
concluded an
agreement or treaty
on the matters dealt
with in this
Convention or have
otherwise
established their
relations on such
matters, or should
they in future do
so, they shall also
be entitled to apply
that agreement or
treaty or to
regulate those
relations
accordingly.
However, where
Parties establish
their relations in
respect of the
matters dealt with
in the present
Convention other
than as regulated
therein, they shall
do so in a manner
that is not
inconsistent with
the Convention’s
objectives and
principles.
|
|
2. Såfremt to eller
flere parter
allerede har indgået
en aftale eller
traktat for så vidt
angår spørgsmål, der
er omhandlet i denne
konvention, eller på
anden måde har
etableret indbyrdes
relationer for så
vidt angår disse
spørgsmål, eller
såfremt de måtte
gøre det i
fremtiden, er de
berettiget til at
lade denne aftale
eller traktat finde
anvendelse eller til
at lade disse
relationer regulere
deraf. Hvis parterne
imidlertid etablerer
deres indbyrdes
relationer om de i
denne konvention
omhandlede spørgsmål
på anden måde end
den, der er
foreskrevet i
konventionen, skal
dette ske på en
måde, der ikke er
uforenelig med
konventionens formål
og principper.
|
|
|
|
3. Parties which are
members of the
European Union
shall, in their
mutual relations,
apply Community and
European Union rules
in so far as there
are Community or
European Union rules
governing the
particular subject
concerned and
applicable to the
specific case,
without prejudice to
the object and
purpose of the
present Convention
and without
prejudice to its
full application
with other Parties.
|
|
3. Parter, der er
medlem af den
Europæiske Union,
skal i deres
indbyrdes relationer
uden præjudice for
formålet med denne
konvention og uden
præjudice for dens
fulde anvendelse
over for andre
parter anvende EF-
og EU-regler, for så
vidt der findes EF-
eller EU-regler, der
regulerer det
pågældende emne og
kan finde anvendelse
på den konkrete sag.
|
|
|
|
4. Nothing in this
Convention shall
affect other rights,
obligations and
responsibilities of
a Party and
individuals under
international law,
including
international
humanitarian law.
|
|
4. Intet i denne
konvention skal
påvirke en parts
eller en
enkeltpersons øvrige
rettigheder,
forpligtelser eller
ansvar efter
folkeretten,
herunder den
humanitære folkeret.
|
|
|
|
5. The activities of
armed forces during
an armed conflict,
as those terms are
understood under
international
humanitarian law,
which are governed
by that law, are not
governed by this
Convention, and the
activities
undertaken by
military forces of a
Party in the
exercise of their
official duties,
inasmuch as they are
governed by other
rules of
international law,
are not governed by
this Convention.
|
|
5. Denne konvention
gælder ikke for
væbnede styrkers
aktiviteter under en
væbnet konflikt,
sådan som disse
udtryk forstås efter
den humanitære
folkeret, som gælder
derfor, eller for
aktiviteter
foretaget af en
stats militærstyrker
under udøvelse af
deres officielle
hverv, for så vidt
andre bestemmelser i
folkeretten gælder
derfor. |
|
|
|
Article 27 –
Amendments to the
Convention
|
|
Artikel 27 –
Ændringer til
konventionen
|
1. Amendments to
this Convention may
be proposed by any
Party, the Committee
of Ministers of the
Council of Europe or
the Consultation of
the Parties.
|
|
1. Enhver part,
Europarådets
Ministerkomité eller
samrådet mellem
parterne kan foreslå
ændringer til denne
konvention.
|
|
|
|
2. Any proposal for
amendment shall be
communicated by the
Secretary General of
the Council of
Europe to the
Parties.
|
|
2. Europarådets
generalsekretær skal
underrette parterne
om forslag til
ændringer.
|
|
|
|
3. Moreover, any
amendment proposed
by a Party or the
Committee of
Ministers shall be
communicated to the
Consultation of the
Parties, which shall
submit to the
Committee of
Ministers its
opinion on the
proposed amendment.
|
|
3. Enhver ændring,
der foreslås af en
part eller af
Ministerkomitéen,
skal meddeles til
samrådet mellem
parterne, som skal
fremsende sin
udtalelse om den
foreslåede ændring
til
Ministerkomiteen.
|
|
|
|
4. The Committee of
Ministers shall
consider the
proposed amendment
and any opinion
submitted by the
Consultation of the
Parties and may
approve the
amendment.
|
|
4. Ministerkomiteen
skal behandle den
foreslåede ændring
samt en eventuel
udtalelse afgivet af
samrådet mellem
parterne og kan
godkende ændringen.
|
|
|
|
5. The text of any
amendment approved
by the Committee of
Ministers in
accordance with
paragraph 4 shall be
forwarded to the
Parties for
acceptance.
|
|
5. Teksten til
enhver ændring, der
godkendes af
Ministerkomitéen i
overensstemmelse med
stk. 4, skal
fremsendes til
parterne til accept.
|
|
|
|
6. Any amendment
approved in
accordance with
paragraph 4 shall
come into force on
the thirtieth day
after all Parties
have informed the
Secretary General of
their acceptance
thereof.
|
|
6. Enhver ændring,
der godkendes i
overensstemmelse med
stk. 4, træder i
kraft den 30. dag
efter, at alle
parter har
underrettet
generalsekretæren om
deres accept deraf.
|
|
|
|
Article 28 –
Revision of the
Appendix
|
|
Artikel 28 –
Revidering af
bilaget |
1. In order to
update the list of
treaties in the
Appendix, amendments
may be proposed by
any Party or by the
Committee of
Ministers. These
proposals for
amendment shall only
concern universal
treaties concluded
within the United
Nations system
dealing specifically
with international
terrorism and having
entered into force.
They shall be
communicated by the
Secretary General of
the Council of
Europe to the
Parties.
|
|
1. Enhver part eller
Ministerkomitéen kan
foreslå ændringer
med henblik på
ajourføring af
listen af
konventioner i
bilaget. Disse
ændringsforslag må
kun vedrøre
universelle
konventioner, som er
indgået inden for De
forenede Nationers
rammer, og som
specifikt
beskæftiger sig med
international
terrorisme og er
trådt i kraft.
Europarådets
generalsekretær skal
underrette parterne
om sådanne
ændringsforslag.
|
|
|
|
2. After having
consulted the
non-member Parties,
the Committee of
Ministers may adopt
a proposed amendment
by the majority
provided for in
Article 20.d of the
Statute of the
Council of Europe.
The amendment shall
enter into force
following the expiry
of a period of one
year after the date
on which it has been
forwarded to the
Parties. During this
period, any Party
may notify the
Secretary General of
the Council of
Europe of any
objection to the
entry into force of
the amendment in
respect of that
Party. |
|
2. Efter høring af
de parter, som ikke
er medlem af
Europarådet, kan
Ministerkomitéen
vedtage et
ændringsforslag med
det i artikel 20,
litra d, i
Europarådets statut
fastsatte flertal.
Ændringen træder i
kraft efter udløbet
af en periode på et
år efter den dato,
hvor den blev
fremsendt til
parterne. I denne
periode kan enhver
part underrette
Europarådets
generalsekretær om
indsigelser mod
ændringens
ikrafttræden for så
vidt angår den
pågældende part.
|
|
|
|
3. If one third of
the Parties notifies
the Secretary
General of the
Council of Europe of
an objection to the
entry into force of
the amendment, the
amendment shall not
enter into force.
|
|
3. Hvis en tredjedel
af parterne giver
generalsekretæren
meddelelse om
indsigelse mod
ændringens
ikrafttræden, træder
ændringen ikke i
kraft. |
|
|
|
4. If less than one
third of the Parties
notifies an
objection, the
amendment shall
enter into force for
those Parties which
have not notified an
objection.
|
|
4. Hvis mindre end
en tredjedel af
parterne giver
meddelelse om
indsigelse, træder
ændringen i kraft
for de parter, som
ikke har givet
meddelelse om
indsigelse.
|
|
|
|
5. Once an amendment
has entered into
force in accordance
with paragraph 2 and
a Party has notified
an objection to it,
this amendment shall
come into force in
respect of the Party
concerned on the
first day of the
month following the
date on which it
notifies the
Secretary General of
the Council of
Europe of its
acceptance.
|
|
5. Når en ændring
først er trådt i
kraft i
overensstemmelse med
stk. 2, og en part
har givet meddelelse
om indsigelse mod
ændringen, træder
ændringen i kraft
for så vidt angår
den pågældende part
på den første dag i
den måned, der
følger efter den
dato, hvor den
underrettede
Europarådets
generalsekretær om
sin accept.
|
|
|
|
Article 29 –
Settlement of
disputes
|
|
Artikel 29 –
Afgørelse af tvister
|
In the event of a
dispute between
Parties as to the
interpretation or
application of this
Convention, they
shall seek a
settlement of the
dispute through
negotiation or any
other peaceful means
of their choice,
including submission
of the dispute to an
arbitral tribunal
whose decisions
shall be binding
upon the Parties to
the dispute, or to
the International
Court of Justice, as
agreed upon by the
Parties concerned.
|
|
I
tilfælde af en tvist
mellem parterne for
så vidt angår
fortolkning eller
anvendelse af denne
konvention skal de
forsøge at afgøre
tvisten ved
forhandling eller
andre fredelige
midler efter eget
valg, herunder
indbringelse af
tvisten for en
voldgiftsinstans,
hvis afgørelse skal
være bindende for
parterne, eller for
Den Internationale
Domstol, efter
aftale mellem de
berørte parter.
|
|
|
|
Article 30 –
Consultation of the
Parties |
|
Artikel 30 – Samråd
mellem parterne
|
1. The Parties shall
consult periodically
with a view to:
|
|
1. Parterne skal
periodisk holde
samråd med hinanden
med henblik på:
|
a) making proposals
to facilitate or
improve the
effective use and
implementation of
this Convention,
including the
identification of
any problems and the
effects of any
declaration made
under this
Convention;
|
|
a) at komme med
forslag til at lette
eller forbedre den
effektive anvendelse
og implementering af
konventionen,
herunder
identifikation af
eventuelle problemer
samt virkningerne af
erklæringer afgivet
i henhold til
konventionen,
|
b) formulating its
opinion on the
conformity of a
refusal to extradite
which is referred to
them in accordance
with Article 20,
paragraph 8;
|
|
b) at udtale sig om,
hvorvidt en
afvisning af
udlevering, der
forelægges for dem i
overensstemmelse med
artikel 20, stk. 8,
er i
overensstemmelse med
konventionen,
|
c) making proposals
for the amendment of
this Convention in
accordance with
Article 27;
|
|
c) at fremsætte
forslag til ændring
af konventionen i
overensstemmelse med
artikel 27,
|
d) formulating their
opinion on any
proposal for the
amendment of this
Convention which is
referred to them in
accordance with
Article 27,
paragraph 3;
|
|
d) at udtale sig om
et forslag til
ændring af
konventionen, der
meddeles dem i
overensstemmelse med
artikel 27, stk. 3,
|
e) expressing an
opinion on any
question concerning
the application of
this Convention and
facilitating the
exchange of
information on
significant legal,
policy or
technological
developments.
|
|
e) at udtale sig om
ethvert spørgsmål
vedrørende
anvendelsen af
konventionen samt at
fremme udvekslingen
af oplysninger om
betydelige
juridiske, politiske
eller teknologiske
udviklinger.
|
|
|
|
2. The Consultation
of the Parties shall
be convened by the
Secretary General of
the Council of
Europe whenever he
finds it necessary
and in any case when
a majority of the
Parties or the
Committee of
Ministers request
its convocation.
|
|
2. Samrådet mellem
parterne skal
indkaldes af
Europarådets
generalsekretær, når
denne finder det
nødvendigt, og under
alle omstændigheder
når et flertal af
parterne eller
Ministerkomitéen
anmoder om, at det
samles. |
|
|
|
3. The Parties shall
be assisted by the
Secretariat of the
Council of Europe in
carrying out their
functions pursuant
to this Article.
|
|
3. Parterne modtager
bistand fra
Europarådets
sekretariat til
udførelse af deres
funktioner ifølge
denne artikel.
|
|
|
|
Article 31 –
Denunciation
|
|
Artikel 31 –
Opsigelse
|
1. Any Party may, at
any time, denounce
this Convention by
means of a
notification
addressed to the
Secretary General of
the Council of
Europe. |
|
1. Enhver part kan
på ethvert tidspunkt
opsige denne
konvention ved
notifikation stilet
til Europarådets
generalsekretær.
|
|
|
|
2. Such denunciation
shall become
effective on the
first day of the
month following the
expiration of a
period of three
months after the
date of receipt of
the notification by
the Secretary
General.
|
|
2. En sådan
opsigelse træder i
kraft den første dag
i den måned, der
følger efter udløbet
af en periode på tre
måneder efter datoen
for
generalsekretærens
modtagelse af
notifikationen.
|
|
|
|
Article 32 –
Notification
|
|
Artikel 32 –
Notifikation
|
The Secretary
General of the
Council of Europe
shall notify the
member States of the
Council of Europe,
the European
Community, the
non-member States
which have
participated in the
elaboration of this
Convention as well
as any State which
has acceded to, or
has been invited to
accede to, this
Convention of:
|
|
Europarådets
generalsekretær skal
notificere
Europarådets
medlemsstater, Det
Europæiske
Fællesskab, de
ikke-medlemsstater,
der har deltaget i
udarbejdelsen af
denne konvention,
samt enhver stat,
der har tiltrådt
eller er blevet
opfordret til at
tiltræde denne
konvention, om:
|
a) any signature;
|
|
a) undertegnelse,
|
b) the deposit of
any instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession;
|
|
b) deponering af
rati fikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter,
|
c) any date of entry
into force of this
Convention in
accordance with
Article 23;
|
|
c) datoen for denne
konventions
ikrafttræden i
overensstemmelse med
artikel 23,
|
d) any declaration
made under Article
1, paragraph 2, 22,
paragraph 4, and 25
; |
|
d) erklæringer i
henhold til artikel
1, stk. 2, artikel
22, stk. 4, og
artikel 25,
|
e) any other act,
notification or
communication
relating to this
Convention.
|
|
e) enhver anden
handling,
notifikation eller
meddelelse
vedrørende denne
konvention.
|
|
|
|
IN WITNESS WHEREOF
the undersigned,
being duly
authorised thereto,
have signed this
Convention.
|
|
TIL BEKRÆFTELSE
HERAF har
undertegnede efter
at være behørigt
bemyndiget hertil
undertegnet denne
konvention.
|
|
|
|
Done at Warsaw, this
16th day of May
2005, in English and
in French, both
texts being equally
authentic, in a
single copy which
shall be deposited
in the archives of
the Council of
Europe. The
Secretary General of
the Council of
Europe shall
transmit certified
copies to each
member State of the
Council of Europe,
to the European
Community, to the
non-member States
which have
participated in the
elaboration of this
Convention, and to
any State invited to
accede to it.
|
|
Udfærdiget i
Warszawa den 16. maj
2005 på engelsk og
fransk, idet begge
tekster skal have
samme gyldighed, i
ét enkelt eksemplar,
der deponeres i
Europarådets
arkiver.
Europarådets
generalsekretær
fremsender
bekræftede genparter
heraf til
Europarådets
medlemsstater, til
Det Europæiske
Fællesskab, til de
ikke-medlemsstater,
der har deltaget i
udarbejdelsen af
denne konvention,
samt til de stater,
der er blevet
opfordret til at
tiltræde den.
|
|
|
|
|
|
|
Appendix
|
|
Bilag
|
|
|
|
1. Convention for
the Suppression of
Unlawful Seizure of
Aircraft, signed at
The Hague on
16 December 1970;
|
|
1. Konvention til
bekæmpelse af
ulovlig bemægtigelse
af luftfartøjer,
undertegnet i Haag
den 16. december
1970, |
2
Convention for the
Suppression of
Unlawful Acts
Against the Safety
of Civil Aviation,
concluded at
Montreal on 23
September 1971;
|
|
2. Konvention til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod den civile
luftfarts sikkerhed,
indgået i Montreal
den 23. september
1971, |
3. Convention on the
Prevention and
Punishment of Crimes
Against
Internationally
Protected Persons,
Including Diplomatic
Agents, adopted in
New York on 14
December 1973;
|
|
3. Konvention om
forebyggelse af og
straf for
forbrydelser mod
internationalt
beskyttede personer,
herunder
diplomatiske
repræsentanter,
vedtaget i New York
den 14. december
1973, |
4. International
Convention Against
the Taking of
Hostages, adopted in
New York on 17
December 1979;
|
|
4. International
konvention imod
gidselstagning,
vedtaget i New York
den 17. december
1979, |
5. Convention on the
Physical Protection
of Nuclear Material,
adopted in Vienna on
3 March 1980;
|
|
5. Konvention om
fysisk beskyttelse
af nukleare
materialer, vedtaget
i Wien den 3. marts
1980, |
6. Protocol for the
Suppression of
Unlawful Acts of
Violence at Airports
Serving
International Civil
Aviation, done at
Montreal on 24
February 1988;
|
|
6. Protokol til
bekæmpelse af
ulovlige
voldshandlinger i
lufthavne, der
betjener den
internationale
civile luftfart,
udfærdiget i
Montreal den 24.
februar 1988,
|
7. Convention for
the Suppression of
Unlawful Acts
Against the Safety
of Maritime
Navigation, done at
Rome on 10 March
1988; |
|
7. Konvention til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod
søfartssikkerheden,
udfærdiget i Rom den
10. marts 1988,
|
8. Protocol for the
Suppression of
Unlawful Acts
Against the Safety
of Fixed Platforms
Located on the
Continental Shelf,
done at Rome on 10
March 1988;
|
|
8. Protokol til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod sikkerheden for
fastgjorte
platforme, der
befinder sig på
kontinentalsoklen,
udfærdiget i Rom den
10. marts 1988,
|
9. International
Convention for the
Suppression of
Terrorist Bombings,
adopted in New York
on 15 December 1997;
|
|
9. International
konvention til
bekæmpelse af
terrorbombninger,
vedtaget i New York
den 15. december
1997, |
10. International
Convention for the
Suppression of the
Financing of
Terrorism, adopted
in New York on 9
December 1999.
|
|
10. International
konvention til
bekæmpelse af
finansieringen af
terrorisme, vedtaget
i New York den 9.
december 1999.
|
Bilag 2
International
Convention
for the Suppression
of Acts of
Nuclear Terrorism
|
|
International
konvention
til bekæmpelse af
nuklear terrorisme
|
|
|
|
The States Parties
to this Convention,
|
|
De i denne
konvention
deltagende stater,
som |
|
|
|
Having in mind
the purposes and
principles of the
Charter of the
United Nations
concerning the
maintenance of
international peace
and security and the
promotion of
good-neighbourliness
and friendly
relations and
cooperation among
States, |
|
har opmærksomheden
henledt på de i De
Forenede Nationers
pagt fastlagte mål
og principper med
hensyn til
opretholdelsen af
international fred
og sikkerhed og
fremme af godt
naboskab og
venskabelige
forbindelser og
samarbejde mellem
staterne,
|
|
|
|
Recalling the
Declaration on the
Occasion of the
Fiftieth Anniversary
of the United
Nations of 24
October 1995,
|
|
erindrer om
erklæringen i
anledning af De
Forenede Nationers
50 års jubilæum af
24. oktober 1995,
|
|
|
|
Recognizing
the right of all
States to develop
and apply nuclear
energy for peaceful
purposes and their
legitimate interests
in the potential
benefits to be
derived from the
peaceful application
of nuclear energy,
|
|
anerkender alle
staters ret til at
udvikle og anvende
atomenergi til
fredelige formål og
deres legitime
interesser i de
mulige fordele, der
kan opnås ved
fredelig anvendelse
af atomenergi,
|
|
|
|
Bearing in mind
the Convention
on the Physical
Protection of
Nuclear Material of
1980, |
|
henviser til
konventionen om
fysisk beskyttelse
af nukleare
materialer fra 1980,
|
|
|
|
Deeply concerned
about the
worldwide escalation
of acts of terrorism
in all its forms and
manifestations,
|
|
er dybt foruroliget
over stigningen i
terrorhandlinger af
enhver art og
udførelse overalt i
verden, |
|
|
|
Recalling the
Declaration on
Measures to
Eliminate
International
Terrorism annexed to
General Assembly
resolution 49/60 of
9 December 1994, in
which, inter alia,
the States Members
of the United
Nations solemnly
reaffirm their
unequivocal
condemnation of all
acts, methods and
practices of
terrorism as
criminal and
unjustifiable,
wherever and by
whomever committed,
including those
which jeopardize the
friendly relations
among States and
peoples and threaten
the territorial
integrity and
security of States,
|
|
erindrer om den til
generalforsamlingsresolution
nr. 49/60 af 9.
december 1994
vedhæftede erklæring
om foranstaltninger
til eliminering af
international
terrorisme, hvori
bl.a. De Forenede
Nationers
medlemsstater
højtideligt på ny
bekræfter deres
utvetydige
fordømmelse af alle
terrorhandlinger,
-fremgangsmåder og
-metoder som
strafbare og
uberettigede, uanset
hvor eller af hvem
de begås, herunder
sådanne, der bringer
de venskabelige
forbindelser mellem
stater og
befolkninger i fare
og truer staternes
territoriale
integritet og
sikkerhed,
|
|
|
|
Noting that
the Declaration also
encouraged States to
review urgently the
scope of the
existing
international legal
provisions on the
prevention,
repression and
elimination of
terrorism in all its
forms and
manifestations, with
the aim of ensuring
that there is a
comprehensive legal
framework covering
all aspects of the
matter, |
|
bemærker, at
erklæringen også
opfordrede staterne
til øjeblikkelig at
revidere rækkevidden
af de eksisterende
folkeretlige
bestemmelser
vedrørende
forebyggelse,
undertrykkelse og
afskaffelse af
terrorisme af enhver
art og udførelse med
henblik på at sikre,
at der forefindes
omfattende juridiske
rammer, der dækker
alle sagens
aspekter,
|
|
|
|
Recalling
General Assembly
resolution 51/210 of
17 December 1996 and
the Declaration to
Supplement the 1994
Declaration on
Measures to
Eliminate
International
Terrorism annexed
thereto,
|
|
erindrer om
generalforsamlingsresolution
nr. 51/210 af 17.
december 1996 og den
dertil vedhæftede
tillægserklæring til
erklæringen om
foranstaltninger til
eliminering af
international
terrorisme fra 1994,
|
|
|
|
Recalling
also that, pursuant
to General Assembly
resolution 51/210,
an ad hoc committee
was established to
elaborate, inter
alia, an
international
convention for the
suppression of acts
of nuclear terrorism
to supplement
related existing
international
instruments,
|
|
ligeledes erindrer
om, at der i medfør
af FN’s
generalforsamlingsresolution
nr. 51/210 blev
nedsat en ad
hoc-komité med
mandat til bl.a. at
udarbejde en
konvention til
bekæmpelse af
nuklear terrorisme
som supplement til
eksisterende
internationale
instrumenter,
|
|
|
|
Noting that
acts of nuclear
terrorism may result
in the gravest
consequences and may
pose a threat to
international peace
and security,
|
|
bemærker, at nuklear
terrorisme kan få de
alvorligste
konsekvenser og kan
udgøre en trussel
mod den
internationale fred
og sikkerhed,
|
|
|
|
Noting also
that existing
multilateral legal
provisions do not
adequately address
those attacks,
|
|
ligeledes bemærker,
at eksisterende
multilaterale
retlige instrumenter
ikke i tilstrækkelig
grad sigter mod
sådanne angreb,
|
|
|
|
Being convinced
of the urgent
need to enhance
international
cooperation between
States in devising
and adopting
effective and
practical measures
for the prevention
of such acts of
terrorism and for
the prosecution and
punishment of their
perpetrators,
|
|
er overbevist om, at
der er et
påtrængende behov
for at forstærke det
internationale
samarbejde mellem
staterne med henblik
på at finde frem til
og vedtage effektive
og praktiske
foranstaltninger til
at forebygge sådanne
terrorhandlinger og
til at retsforfølge
og straffe
gerningsmændene,
|
|
|
|
Noting that
the activities of
military forces of
States are governed
by rules of
international law
outside of the
framework of this
Convention and that
the exclusion of
certain actions from
the coverage of this
Convention does not
condone or make
lawful otherwise
unlawful acts, or
preclude prosecution
under other laws,
|
|
bemærker, at
handlinger udført af
staternes
militærstyrker er
omfattet af
internationale
retsregler, der
ligger uden for
konventionens
rammer, og at
udelukkelse af visse
handlinger fra
konventionens
anvendelsesområde
ikke skal anses for
en godkendelse eller
lovliggørelse af
ellers ulovlige
handlinger og heller
ikke udelukker
retsforfølgning
efter andre love,
|
|
|
|
Have agreed as
follows:
|
|
er blevet enige om
følgende:
|
|
|
|
Article 1
|
|
Artikel 1
|
For the purposes of
this Convention:
|
|
I
denne konvention
anvendes følgende
udtryk med den
angivne betydning:
|
|
|
|
1. “Radioactive
material” means
nuclear material and
other radioactive
substances which
contain nuclides
which undergo
spontaneous
disintegration (a
process accompanied
by emission of one
or more types of
ionizing radiation,
such as alpha-,
beta-, neutron
particles and gamma
rays) and which may,
owing to their
radiological or
fissile properties,
cause death, serious
bodily injury or
substantial damage
to property or to
the environment.
|
|
1. »Radioaktivt
materiale« betyder
nukleart materiale
og andet radioaktivt
materiale, som
indeholder nuklider,
der undergår en
spontan omdannelse
(en proces, der
efterfølges af
udsendelse af en
eller flere typer
ioniserende stråling
såsom alfa-, beta-,
neutron- eller
gammastråling), og
som på grund af
deres radiologiske
eller spaltelige
egenskaber kan
forårsage død,
alvorlig personskade
eller betydelig
tings- eller
miljøskade.
|
|
|
|
2. “Nuclear
material” means
plutonium, except
that with isotopic
concentration
exceeding 80 per
cent in
plutonium-238;
uranium-233; uranium
enriched in the
isotope 235 or 233;
uranium containing
the mixture of
isotopes as
occurring in nature
other than in the
form of ore or ore
residue; or any
material containing
one or more of the
foregoing;
|
|
2. »Nukleart
materiale« betyder
plutonium, bortset
fra plutonium med en
isotopkoncentration
på mere end 80 %
plutonium-238;
uran-233; uran
beriget i isotop 235
eller 233; uran
indeholdende den
naturligt
forekommende
blanding af isotoper
bortset fra i form
af malm eller
residualmalm, og
ethvert materiale,
der indeholder et
eller flere af
ovennævnte
materialer,
|
|
|
|
Whereby “uranium
enriched in the
isotope 235 or 233”
means uranium
containing the
isotope 235 or 233
or both in an amount
such that the
abundance ratio of
the sum of these
isotopes to the
isotope 238 is
greater than the
ratio of the isotope
235 to the isotope
238 occurring in
nature. |
|
idet »uran beriget i
isotop 235 eller
233« betyder uran
indeholdende
isotoperne 235 eller
233 eller begge i en
sådan mængde, at
isotopforholdet
mellem summen af
disse isotoper og
isotop 238 er større
end det naturligt
forekommende forhold
mellem isotop 235 og
isotop 238.
|
|
|
|
3. “Nuclear
facility” means:
|
|
3. »Nukleart anlæg«
betyder:
|
(a) Any nuclear
reactor, including
reactors installed
on vessels,
vehicles, aircraft
or space objects for
use as an energy
source in order to
propel such vessels,
vehicles, aircraft
or space objects or
for any other
purpose;
|
|
a) enhver
atomreaktor,
herunder reaktorer
installeret på
skibe, køretøjer,
fly eller
rumfartøjer, der
bruges som
energikilde til at
drive sådanne skibe,
køretøjer, fly eller
rumfartøjer eller
til ethvert andet
formål, og
|
(b) Any plant or
conveyance being
used for the
production, storage,
processing or
transport of
radioactive
material.
|
|
b) ethvert anlæg
eller
transportsystem, der
bruges ved
produktion,
opbevaring,
forarbejdning eller
transport af
radioaktivt
materiale.
|
|
|
|
4. “Device” means:
|
|
4. »Anordning«
betyder:
|
(a) Any nuclear
explosive device; or
|
|
a) enhver eksplosiv
nuklear anordning,
eller |
(b) Any radioactive
material dispersal
or
radiation-emitting
device which may,
owing to its
radiological
properties, cause
death, serious
bodily injury or
substantial damage
to property or to
the environment.
|
|
b) enhver anordning,
der kan sprede
radioaktivt
materiale eller
udsende radioaktiv
stråling, og som på
grund af sine
radiologiske
egenskaber kan
forårsage død,
alvorlig personskade
eller betydelig
tings- eller
miljøskade.
|
|
|
|
5. “State or
government facility”
includes any
permanent or
temporary facility
or conveyance that
is used or occupied
by representatives
of a State, members
of a Government, the
legislature or the
judiciary or by
officials or
employees of a State
or any other public
authority or entity
or by employees or
officials of an
intergovernmental
organization in
connection with
their official
duties. |
|
5. »Stats- eller
regeringsfacilitet«
omfatter ethvert
permanent eller
midlertidigt anlæg
eller
transportmiddel, der
anvendes eller er
optaget af
statsrepræsentanter,
medlemmer af
regering,
lovgivningsmagt
eller retsvæsen
eller af embedsmænd
eller medarbejdere
ansat af en stat
eller en anden
offentlig myndighed
eller enhed eller af
medarbejdere eller
embedsmænd ansat ved
en mellemstatslig
organisation i
forbindelse med
deres tjenstlige
hverv. |
|
|
|
6. “Military forces
of a State” means
the armed forces of
a State which are
organized, trained
and equipped under
its internal law for
the primary purpose
of national defence
or security and
persons acting in
support of those
armed forces who are
under their formal
command, control and
responsibility.
|
|
6. »En stats
militærstyrker«
betyder en stats
væbnede styrker, der
er organiseret,
uddannet og udstyret
i henhold til
statens egen
lovgivning med
nationalt forsvar
eller sikkerhed som
det primære formål,
samt personer, der
fungerer som støtte
for disse væbnede
styrker, og som står
under deres formelle
kommando, styring og
ansvar. |
|
|
|
Article 2
|
|
Artikel 2
|
1. Any person
commits an offence
within the meaning
of this Convention
if that person
unlawfully and
intentionally:
|
|
1. En person begår
en forbrydelse i
denne konventions
forstand, hvis den
pågældende
uberettiget og
forsætligt:
|
(a) Possesses
radioactive material
or makes or
possesses a device:
|
|
a) er i besiddelse
af radioaktivt
materiale eller
fremstiller eller er
i besiddelse af en
anordning:
|
(i) With the intent
to cause death or
serious bodily
injury; or
|
|
i) med forsæt til at
forårsage død eller
alvorlig
personskade, eller
|
(ii) With the intent
to cause substantial
damage to property
or to the
environment;
|
|
ii) med forsæt til
at forårsage
betydelig tings-
eller miljøskade.
|
(b) Uses in any way
radioactive material
or a device, or uses
or damages a nuclear
facility in a manner
which releases or
risks the release of
radioactive
material:
|
|
b) på nogen måde
anvender radioaktivt
materiale eller en
anordning eller
anvender eller
beskadiger et
nukleart anlæg på en
måde, som medfører
eller risikerer at
medføre udslip af
radioaktivt
materiale:
|
(i) With the intent
to cause death or
serious bodily
injury; or
|
|
i) med forsæt til at
forårsage død eller
alvorlig
personskade, eller
|
(ii) With the intent
to cause substantial
damage to property
or to the
environment; or
|
|
ii) med forsæt til
at forårsage
betydelig tings-
eller miljøskade,
eller |
(iii) With the
intent to compel a
natural or legal
person, an
international
organization or a
State to do or
refrain from doing
an act. |
|
iii) med forsæt til
at tvinge en fysisk
eller juridisk
person, en
international
organisation eller
en stat til at
foretage eller
undlade at foretage
en handling.
|
|
|
|
2. Any person also
commits an offence
if that person:
|
|
2. En person begår
ligeledes en
forbrydelse, hvis
den pågældende:
|
(a) Threatens, under
circumstances which
indicate the
credibility of the
threat, to commit an
offence as set forth
in paragraph 1 (b)
of the present
article; or
|
|
a) truer - under
omstændigheder, der
indikerer truslens
troværdighed - med
at begå en
forbrydelse som
anført i stk. 1,
litra b, eller
|
(b) Demands
unlawfully and
intentionally
radioactive
material, a device
or a nuclear
facility by threat,
under circumstances
which indicate the
credibility of the
threat, or by use of
force. |
|
b) uberettiget og
forsætligt ved
trussel - under
omstændigheder, der
indikerer truslens
troværdighed - eller
ved brug af magt
fremsætter krav om
radioaktivt
materiale, en
anordning eller et
nukleart anlæg.
|
|
|
|
3. Any person also
commits an offence
if that person
attempts to commit
an offence as set
forth in paragraph 1
of the present
article.
|
|
3. En person begår
ligeledes en
forbrydelse, hvis
den pågældende
forsøger at begå en
forbrydelse som
anført i stk. 1.
|
|
|
|
4. Any person also
commits an offence
if that person:
|
|
4. En person begår
ligeledes en
forbrydelse, hvis
den pågældende:
|
(a) Participates as
an accomplice in an
offence as set forth
in paragraph 1, 2 or
3 of the present
article; or
|
|
a) medvirker til en
forbrydelse som
anført i stk. 1, 2
eller 3, eller
|
(b) Organizes or
directs others to
commit an offence as
set forth in
paragraph 1, 2 or 3
of the present
article; or
|
|
b) organiserer eller
pålægger andre at
begå en forbrydelse
som anført i stk. 1,
2 eller 3, eller
|
(c) In any other way
contributes to the
commission of one or
more offences as set
forth in paragraph
1, 2 or 3 of the
present article by a
group of persons
acting with a common
purpose; such
contribution shall
be intentional and
either be made with
the aim of
furthering the
general criminal
activity or purpose
of the group or be
made in the
knowledge of the
intention of the
group to commit the
offence or offences
concerned.
|
|
c) på anden måde
medvirker til, at en
gruppe personer, der
handler med et
fælles formål, begår
en eller flere
forbrydelser som
anført i stk. 1, 2
eller 3. En sådan
medvirken skal være
forsætlig og skal
enten foretages i
den hensigt at
fremme gruppens
generelle kriminelle
virksomhed eller
formål eller
foretages med viden
om, at gruppen har
til hensigt at begå
den eller de
pågældende
forbrydelser.
|
|
|
|
Article 3
|
|
Artikel 3
|
This Convention
shall not apply
where the offence is
committed within a
single State, the
alleged offender and
the victims are
nationals of that
State, the alleged
offender is found in
the territory of
that State and no
other State has a
basis under article
9, paragraph 1 or 2,
to exercise
jurisdiction, except
that the provisions
of articles 7, 12,
14, 15, 16 and 17
shall, as
appropriate, apply
in those cases.
|
|
Denne konvention
finder ikke
anvendelse i
tilfælde, hvor
forbrydelsen er
begået inden for en
enkelt stat, hvori
den formodede
gerningsmand samt
ofrene er
statsborgere, på
hvis område den
formodede
gerningsmand
befinder sig, og
ingen anden stat har
grundlag for i
henhold til artikel
9, stk. 1 eller 2,
at udøve
jurisdiktion, idet
dog bestemmelserne i
artikel 7, 12, 14,
15, 16 og 17 skal
gælde, hvor det er
relevant.
|
|
|
|
Article 4
|
|
Artikel 4
|
1. Nothing in this
Convention shall
affect other rights,
obligations and
responsibilities of
States and
individuals under
international law,
in particular the
purposes and
principles of the
Charter of the
United Nations and
international
humanitarian law.
|
|
1. Intet i denne
konvention skal
påvirke staternes og
enkeltpersoners
øvrige rettigheder,
forpligtelser og
ansvar i henhold til
folkeretten, især
formålene og
principperne for De
Forenede Nationers
pagt og den
humanitære folkeret.
|
|
|
|
2. The activities of
armed forces during
an armed conflict,
as those terms are
understood under
international
humanitarian law,
which are governed
by that law are not
governed by this
Convention, and the
activities
undertaken by
military forces of a
State in the
exercise of their
official duties,
inasmuch as they are
governed by other
rules of
international law,
are not governed by
this Convention.
|
|
2. Denne konvention
gælder ikke for
væbnede styrkers
aktiviteter under en
væbnet konflikt,
sådan som disse
udtryk forstås efter
den humanitære
folkeret, som gælder
derfor, eller for
aktiviteter
foretaget af en
stats militærstyrker
under udøvelse af
deres officielle
hverv, for så vidt
andre bestemmelser i
folkeretten gælder
derfor. |
|
|
|
3. The provisions of
paragraph 2 of the
present article
shall not be
interpreted as
condoning or making
lawful otherwise
unlawful acts, or
precluding
prosecution under
other laws.
|
|
3. Bestemmelserne i
stk. 2 skal ikke
fortolkes som en
godkendelse eller
lovliggørelse af
ellers ulovlige
handlinger eller som
en udelukkelse af
retsforfølgning
efter anden
lovgivning.
|
|
|
|
4. This Convention
does not address,
nor can it be
interpreted as
addressing, in any
way, the issue of
the legality of the
use or threat of use
of nuclear weapons
by States.
|
|
4. Denne konvention
beskæftiger sig ikke
på nogen måde med
spørgsmålet om
lovligheden af
staters brug eller
trussel om brug af
atomvåben og kan
ikke fortolkes
således.
|
|
|
|
Article 5
|
|
Artikel 5
|
Each State Party
shall adopt such
measures as may be
necessary:
|
|
Enhver kontraherende
stat skal vedtage
sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige:
|
(a) To establish as
criminal offences
under its national
law the offences set
forth in article 2;
|
|
a) for at fastsætte,
at det er en
strafbar handling i
henhold til national
ret at handle som
nævnt i artikel 2,
|
(b) To make those
offences punishable
by appropriate
penalties which take
into account the
grave nature of
these offences.
|
|
b) for at fastsætte
passende straffe for
sådanne forbrydelser
under hensyntagen
til deres alvorlige
karakter.
|
|
|
|
Article 6
|
|
Artikel 6
|
Each State Party
shall adopt such
measures as may be
necessary,
including, where
appropriate,
domestic
legislation, to
ensure that criminal
acts within the
scope of this
Convention, in
particular where
they are intended or
calculated to
provoke a state of
terror in the
general public or in
a group of persons
or particular
persons, are under
no circumstances
justifiable by
considerations of a
political,
philosophical,
ideological, racial,
ethnic, religious or
other similar nature
and are punished by
penalties consistent
with their grave
nature. |
|
Enhver kontraherende
stat skal vedtage
sådanne
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige, herunder
efter behov national
lovgivning, for at
sikre, at strafbare
handlinger inden for
denne konventions
rammer, især hvis de
er beregnet eller
egnet til at
fremkalde en
terrortilstand
blandt den brede
befolkning eller hos
en gruppe personer
eller bestemte
personer, ikke under
nogen omstændigheder
er berettiget af
politiske,
filosofiske,
ideologiske,
racemæssige,
etniske, religiøse
eller andre lignende
grunde, og at de
straffes i
overensstemmelse med
deres alvorlige
karakter.
|
|
|
|
Article 7
|
|
Artikel 7
|
1. States Parties
shall cooperate by:
|
|
1. De kontraherende
stater skal
samarbejde ved:
|
(a) Taking all
practicable
measures, including,
if necessary,
adapting their
national law, to
prevent and counter
preparations in
their respective
territories for the
commission within or
outside their
territories of the
offences set forth
in article 2,
including measures
to prohibit in their
territories illegal
activities of
persons, groups and
organizations that
encourage,
instigate, organize,
knowingly finance or
knowingly provide
technical assistance
or information or
engage in the
perpetration of
those offences;
|
|
a) at træffe alle
praktisk
gennemførlige
foranstaltninger,
herunder om
nødvendigt
tilpasning af deres
nationale
lovgivning, for at
forebygge og
modvirke, at der på
deres respektive
områder træffes
forberedelser til at
begå sådanne
forbrydelser som
anført i artikel 2
inden for eller uden
for deres områder,
herunder
foranstaltninger til
at forbyde, at der
på deres områder
udøves ulovlig
virksomhed af
personer, grupper og
organisationer, der
opmuntrer til,
anstifter,
organiserer, bevidst
finansierer eller
bevidst yder teknisk
bistand eller
oplysninger eller
deltager i
gennemførelsen af
disse forbrydelser,
|
(b) Exchanging
accurate and
verified information
in accordance with
their national law
and in the manner
and subject to the
conditions specified
herein, and
coordinating
administrative and
other measures taken
as appropriate to
detect, prevent,
suppress and
investigate the
offences set forth
in article 2 and
also in order to
institute criminal
proceedings against
persons alleged to
have committed those
crimes. In
particular, a State
Party shall take
appropriate measures
in order to inform
without delay the
other States
referred to in
article 9 in respect
of the commission of
the offences set
forth in article 2
as well as
preparations to
commit such offences
about which it has
learned, and also to
inform, where
appropriate,
international
organizations.
|
|
b) at udveksle
nøjagtige og
efterprøvede
oplysninger i
overensstemmelse med
deres nationale
lovgivning på den
heri anførte måde og
under de heri
anførte betingelser
samt at samordne
administrative og
andre
foranstaltninger,
der er truffet med
henblik på at
opdage, forebygge,
bekæmpe og
efterforske de i
artikel 2 nævnte
forbrydelser, og med
henblik på at
indlede
retsforfølgning af
personer, der
formodes at have
begået disse
forbrydelser. En
kontraherende stat
skal særligt træffe
passende
foranstaltninger til
uden ophold at
informere de øvrige
i artikel 9 nævnte
stater om, at der er
begået en af de i
artikel 2 anførte
forbrydelser, samt
om forberedelser til
at begå sådanne
forbrydelser, som
staten har fået
kendskab til, og
ligeledes at
informere
internationale
organisationer, hvor
det findes passende.
|
|
|
|
2. States Parties
shall take
appropriate measures
consistent with
their national law
to protect the
confidentiality of
any information
which they receive
in confidence by
virtue of the
provisions of this
Convention from
another State Party
or through
participation in an
activity carried out
for the
implementation of
this Convention. If
States Parties
provide information
to international
organizations in
confidence, steps
shall be taken to
ensure that the
confidentiality of
such information is
protected.
|
|
2. De kontraherende
stater skal træffe
passende
foranstaltninger i
overensstemmelse med
deres nationale
lovgivning til at
beskytte
fortroligheden af
alle oplysninger,
som de modtager i
fortrolighed fra en
anden kontraherende
stat i kraft af
bestemmelserne i
denne konvention
eller gennem
deltagelse i en
aktivitet udført til
gennemførelse af
denne konvention.
Hvis de
kontraherende stater
i fortrolighed
leverer oplysninger
til internationale
organisationer, skal
der tages skridt til
at sikre, at
fortroligheden af
sådanne oplysninger
beskyttes.
|
|
|
|
3. States Parties
shall not be
required by this
Convention to
provide any
information which
they are not
permitted to
communicate pursuant
to national law or
which would
jeopardize the
security of the
State concerned or
the physical
protection of
nuclear material.
|
|
3. De kontraherende
stater er ikke
forpligtet af
konventionen til at
levere oplysninger,
som de ikke i
henhold til national
lovgivning har
tilladelse til at
videregive, eller
som ville bringe den
pågældende stats
sikkerhed eller den
fysiske beskyttelse
af nukleart
materiale i fare.
|
|
|
|
4. States Parties
shall inform the
Secretary-General of
the United Nations
of their competent
authorities and
liaison points
responsible for
sending and
receiving the
information referred
to in the present
article. The
Secretary-General of
the United Nations
shall communicate
such information
regarding competent
authorities and
liaison points to
all States Parties
and the
International Atomic
Energy Agency. Such
authorities and
liaison points must
be accessible on a
continuous basis.
|
|
4. De kontraherende
stater skal
underrette De
Forenede Nationers
generalsekretær om
deres kompetente
myndigheder og de
forbindelseskontorer,
der er ansvarlige
for at sende og
modtage de i denne
artikel nævnte
oplysninger. De
Forenede Nationers
generalsekretær skal
videregive disse
oplysninger
vedrørende
kompetente
myndigheder og
forbindelseskontorer
til alle
kontraherende stater
og til Det
Internationale
Atomenergiagentur.
Disse myndigheder og
forbindelseskontorer
skal være
tilgængelige til
enhver tid.
|
|
|
|
Article 8
|
|
Artikel 8
|
For purposes of
preventing offences
under this
Convention, States
Parties shall make
every effort to
adopt appropriate
measures to ensure
the protection of
radioactive
material, taking
into account
relevant
recommendations and
functions of the
International Atomic
Energy Agency.
|
|
Med henblik på at
forebygge
forbrydelser efter
denne konvention
skal de
kontraherende stater
gøre, deres yderste
for at vedtage
passende
foranstaltninger til
at sikre
beskyttelsen af
radioaktivt
materiale under
hensyntagen til Det
Internationale
Atomenergiagenturs
relevante
anbefalinger og
funktioner.
|
|
|
|
Article 9
|
|
Artikel 9
|
1. Each State Party
shall take such
measures as may be
necessary to
establish its
jurisdiction over
the offences set
forth in article 2
when: |
|
1. Enhver
kontraherende stat
skal træffe de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for at
sikre, at den har
straffemyndighed med
hensyn til de i
artikel 2 anførte
forbrydelser, når:
|
(a) The offence is
committed in the
territory of that
State; or
|
|
a) forbrydelsen
begås på den
pågældende stats
område, eller
|
(b) The offence is
committed on board a
vessel flying the
flag of that State
or an aircraft which
is registered under
the laws of that
State at the time
the offence is
committed; or
|
|
b) forbrydelsen
begås ombord på et
fartøj, der sejler
under den pågældende
stats flag, eller i
et fly, der er
registeret efter den
pågældende stats
lovgivning på det
tidspunkt, hvor
forbrydelsen begås,
eller |
(c) The offence is
committed by a
national of that
State. |
|
c) forbrydelsen
begås af en
statsborger fra den
pågældende stat.
|
|
|
|
2. A State Party may
also establish its
jurisdiction over
any such offence
when: |
|
2. En kontraherende
stat kan ligeledes
sikre, at den har
straffemyndighed med
hensyn til en sådan
forbrydelse, når:
|
(a) The offence is
committed against a
national of that
State; or
|
|
a) forbrydelsen
begås mod en
statsborger fra den
pågældende stat,
eller |
(b) The offence is
committed against a
State or government
facility of that
State abroad,
including an embassy
or other diplomatic
or consular premises
of that State; or
|
|
b) forbrydelsen
begås mod stats-
eller
regeringsfaciliteter
i udlandet
tilhørende den
pågældende stat,
herunder en af den
pågældende stats
ambassader eller
andre diplomatiske
eller konsulære
lokaler; eller
|
(c) The offence is
committed by a
stateless person who
has his or her
habitual residence
in the territory of
that State; or
|
|
c) forbrydelsen
begås af en statsløs
person, som har fast
bopæl på den
pågældende stats
område, eller
|
(d) The offence is
committed in an
attempt to compel
that State to do or
abstain from doing
any act; or
|
|
d) forbrydelsen
begås i et forsøg på
at tvinge den
pågældende stat til
at foretage eller
undlade at foretage
en bestemt handling,
eller |
(e) The offence is
committed on board
an aircraft which is
operated by the
Government of that
State. |
|
e) forbrydelsen
begås ombord på et
fly, der drives af
den pågældende stats
regeringsmyndigheder.
|
|
|
|
3. Upon ratifying,
accepting, approving
or acceding to this
Convention, each
State Party shall
notify the
Secretary-General of
the United Nations
of the jurisdiction
it has established
under its national
law in accordance
with paragraph 2 of
the present article.
Should any change
take place, the
State Party
concerned shall
immediately notify
the
Secretary-General.
|
|
3. Efter
ratifikation,
accept, godkendelse
eller tiltrædelse af
konventionen skal
enhver kontraherende
stat underrette De
Forenede Nationers
generalsekretær om
den
straffemyndighed,
den har efter sin
nationale lovgivning
i overensstemmelse
med stk. 2. I
tilfælde af
ændringer skal den
pågældende
kontraherende stat
omgående underrette
generalsekretæren
herom. |
|
|
|
4. Each State Party
shall likewise take
such measures as may
be necessary to
establish its
jurisdiction over
the offences set
forth in article 2
in cases where the
alleged offender is
present in its
territory and it
does not extradite
that person to any
of the States
Parties which have
established their
jurisdiction in
accordance with
paragraph 1 or 2 of
the present article.
|
|
4. Enhver
kontraherende stat
skal ligeledes
træffe de
foranstaltninger,
der måtte være
nødvendige for at
sikre, at den har
straffemyndighed med
hensyn til de i
artikel 2 anførte
forbrydelser i
tilfælde, hvor den
formodede
gerningsmand
befinder sig på
statens område, og
den ikke udleverer
den pågældende til
nogen af de
kontraherende
stater, der har
straffemyndighed i
overensstemmelse med
stk. 1 eller 2.
|
|
|
|
5. This Convention
does not exclude the
exercise of any
criminal
jurisdiction
established by a
State Party in
accordance with its
national law.
|
|
5. Denne konvention
udelukker ikke
udøvelse af
straffemyndighed
etableret af en
kontraherende stat i
overensstemmelse med
national lovgivning.
|
|
|
|
Article 10
|
|
Artikel 10
|
1. Upon receiving
information that an
offence set forth in
article 2 has been
committed or is
being committed in
the territory of a
State Party or that
a person who has
committed or who is
alleged to have
committed such an
offence may be
present in its
territory, the State
Party concerned
shall take such
measures as may be
necessary under its
national law to
investigate the
facts contained in
the information.
|
|
1. Når en
kontraherende stat
har modtaget
meddelelse om, at
der er begået eller
er ved at blive
begået en
forbrydelse som
anført i artikel 2
på dens område,
eller at en person,
der har begået eller
formodes at have
begået en sådan
forbrydelse, måske
befinder sig på dens
område, skal den
pågældende stat i
overensstemmelse med
sin lovgivning
træffe de
foranstaltninger,
som måtte være
nødvendige for at
efterforske
oplysningerne i
meddelelsen.
|
|
|
|
2. Upon being
satisfied that the
circumstances so
warrant, the State
Party in whose
territory the
offender or alleged
offender is present
shall take the
appropriate measures
under its national
law so as to ensure
that person’s
presence for the
purpose of
prosecution or
extradition.
|
|
2. Når betingelserne
herfor er til stede,
skal den
kontraherende stat,
på hvis område
gerningsmanden eller
den formodede
gerningsmand
befinder sig, i
overensstemmelse med
sin lovgivning
træffe passende
foranstaltninger for
at sikre den
pågældendes
tilstedeværelse med
henblik på
retsforfølgning
eller udlevering.
|
|
|
|
3. Any person
regarding whom the
measures referred to
in paragraph 2 of
the present article
are being taken
shall be entitled:
|
|
3. En person, over
for hvem de i stk. 2
nævnte
foranstaltninger
træffes, har ret
til: |
(a) To communicate
without delay with
the nearest
appropriate
representative of
the State of which
that person is a
national or which is
otherwise entitled
to protect that
person’s rights or,
if that person is a
stateless person,
the State in the
territory of which
that person
habitually resides;
|
|
a) uden ophold at
komme i forbindelse
med den nærmeste
relevante
repræsentant for den
stat, hvori den
pågældende er
statsborger, eller
som af andre grunde
er beføjet til at
beskytte den
pågældendes
rettigheder, eller,
hvis han er
statsløs, den stat
på hvis område han
har fast bopæl,
|
(b) To be visited by
a representative of
that State;
|
|
b) at modtage besøg
af en repræsentant
for den pågældende
stat, og
|
(c) To be informed
of that person’s
rights under
subparagraphs (a)
and (b).
|
|
c) at blive oplyst
om sine rettigheder
i henhold til litra
a og b. |
|
|
|
4. The rights
referred to in
paragraph 3 of the
present article
shall be exercised
in conformity with
the laws and
regulations of the
State in the
territory of which
the offender or
alleged offender is
present, subject to
the provision that
the said laws and
regulations must
enable full effect
to be given to the
purposes for which
the rights accorded
under paragraph 3
are intended.
|
|
4. De i stk. 3
nævnte rettigheder
skal udøves i
overensstemmelse med
gældende love og
bestemmelser i den
stat, på hvis område
gerningsmanden eller
den formodede
gerningsmand
befinder sig, dog
under forudsætning
af at de pågældende
love og bestemmelser
i fuldt omfang gør
det muligt at
tilgodese formålet
med de rettigheder,
der tilstås i medfør
af stk. 3.
|
|
|
|
5. The provisions of
paragraphs 3 and 4
of the present
article shall be
without prejudice to
the right of any
State Party having a
claim to
jurisdiction in
accordance with
article 9, paragraph
1 (c) or 2 (c), to
invite the
International
Committee of the Red
Cross to communicate
with and visit the
alleged offender.
|
|
5. Bestemmelserne i
stk. 3 og 4 er uden
præjudice for den
ret, som enhver
kontraherende stat,
der har krav på at
udøve jurisdiktion i
overensstemmelse med
artikel 9, stk. 1,
litra c, eller
stk. 2, litra d, har
til at anmode Den
Internationale Røde
Kors-Komité om at
sætte sig i
forbindelse med og
besøge den formodede
gerningsmand.
|
|
|
|
6. When a State
Party, pursuant to
the present article,
has taken a person
into custody, it
shall immediately
notify, directly or
through the
Secretary-General of
the United Nations,
the States Parties
which have
established
jurisdiction in
accordance with
article 9,
paragraphs 1 and 2,
and, if it considers
it advisable, any
other interested
States Parties, of
the fact that that
person is in custody
and of the
circumstances which
warrant that
person’s detention.
The State which
makes the
investigation
contemplated in
paragraph 1 of the
present article
shall promptly
inform the said
States Parties of
its findings and
shall indicate
whether it intends
to exercise
jurisdiction.
|
|
6. Når en
kontraherende stat i
medfør af denne
artikel har taget en
person i forvaring,
skal den omgående
direkte eller gennem
De Forenede
Nationers
generalsekretær
underrette de
kontraherende
stater, der har
straffemyndighed i
overensstemmelse med
artikel 9, stk. 1 og
2, samt, hvis den
anser det for
tilrådeligt,
eventuelle andre
interesserede
kontraherende stater
om, at den
pågældende person er
taget i forvaring,
og om de
omstændigheder, der
ligger til grund for
den pågældende
persons
tilbageholdelse. Den
stat, der
iværksætter den i
stk. 1 forudsete
efterforskning, skal
omgående give
meddelelse om
udfaldet deraf til
de pågældende
kontraherende stater
samt tilkendegive,
hvorvidt den agter
at udøve
straffemyndighed.
|
|
|
|
Article 11
|
|
Artikel 11
|
1. The State Party
in the territory of
which the alleged
offender is present
shall, in cases to
which article 9
applies, if it does
not extradite that
person, be obliged,
without exception
whatsoever and
whether or not the
offence was
committed in its
territory, to submit
the case without
undue delay to its
competent
authorities for the
purpose of
prosecution, through
proceedings in
accordance with the
laws of that State.
Those authorities
shall take their
decision in the same
manner as in the
case of any other
offence of a grave
nature under the law
of that State.
|
|
1. Den kontraherende
stat, på hvis område
den formodede
gerningsmand
befinder sig, skal i
de tilfælde, hvor
artikel 9 finder
anvendelse, hvis
ikke staten
udleverer ham, uden
nogen som helst
undtagelse, og
uanset om
forbrydelsen er
begået på statens
område eller ej,
uden ugrundet ophold
overgive sagen til
sine kompetente
myndigheder med
henblik på
retsforfølgning i
overensstemmelse med
sin egen lovgivning.
Disse myndigheder
skal træffe deres
afgørelse efter
samme
retningslinjer, som
i henhold til
statens lovgivning
anvendes ved enhver
anden forbrydelse af
alvorlig karakter.
|
|
|
|
2. Whenever a State
Party is permitted
under its national
law to extradite or
otherwise surrender
one of its nationals
only upon the
condition that the
person will be
returned to that
State to serve the
sentence imposed as
a result of the
trial or proceeding
for which the
extradition or
surrender of the
person was sought,
and this State and
the State seeking
the extradition of
the person agree
with this option and
other terms they may
deem appropriate,
such a conditional
extradition or
surrender shall be
sufficient to
discharge the
obligation set forth
in paragraph 1 of
the present article.
|
|
2. Hvis en
kontraherende stat
efter sin egen
lovgivning kun må
udlevere eller på
anden vis overgive
en af sine
statsborgere på den
betingelse, at
personen sendes
tilbage til den
pågældende stat for
at afsone den straf,
der er resultatet af
retsforfølgningen,
som anmodningen om
udlevering eller
overgivelse angår,
og denne stat samt
den stat, der
anmoder om
udlevering af
personen, er enige
om denne betingelse
og andre
betingelser, som de
måtte finde
passende, er en
sådan betinget
udlevering eller
overgivelse
tilstrækkelig til at
opfylde den i stk. 1
nævnte forpligtelse.
|
|
|
|
Article 12
|
|
Artikel 12
|
Any person who is
taken into custody
or regarding whom
any other measures
are taken or
proceedings are
carried out pursuant
to this Convention
shall be guaranteed
fair treatment,
including enjoyment
of all rights and
guarantees in
conformity with the
law of the State in
the territory of
which that person is
present and
applicable
provisions of
international law,
including
international law of
human rights.
|
|
Enhver person, der
tages i forvaring,
eller over for hvem
der træffes andre
foranstaltninger,
eller som
retsforfølges i
henhold til denne
konvention, skal
sikres en retfærdig
behandling, herunder
nydelsen af alle de
rettigheder og
garantier, som er
fastsat i
lovgivningen i den
stat, hvor den
pågældende befinder
sig, og i gældende
bestemmelser i
folkeretten,
herunder dennes
bestemmelser om
menneskerettigheder.
|
|
|
|
Article 13
|
|
Artikel 13
|
1. The offences set
forth in article 2
shall be deemed to
be included as
extraditable
offences in any
extradition treaty
existing between any
of the States
Parties before the
entry into force of
this Convention.
States Parties
undertake to include
such offences as
extraditable
offences in every
extradition treaty
to be subsequently
concluded between
them. |
|
1. De i artikel 2
nævnte forbrydelser
skal i enhver
udleveringstraktat
mellem de
kontraherende
stater, som er
indgået, før denne
konvention træder i
kraft, anses for
omfattet af de
forbrydelser, der
ifølge en sådan
traktat kan medføre
udlevering. De
kontraherende stater
forpligter sig til i
enhver
udleveringstraktat,
de efterfølgende
indgår med hinanden,
at optage
forbrydelserne
blandt de
forbrydelser, der
kan medføre
udlevering.
|
|
|
|
2. When a State
Party which makes
extradition
conditional on the
existence of a
treaty receives a
request for
extradition from
another State Party
with which it has no
extradition treaty,
the requested State
Party may, at its
option, consider
this Convention as a
legal basis for
extradition in
respect of the
offences set forth
in article 2.
Extradition shall be
subject to the other
conditions provided
by the law of the
requested State.
|
|
2. Hvis en
kontraherende stat,
som kun foretager
udlevering på
grundlag af en
traktat herom,
modtager en
anmodning om
udlevering fra en
anden kontraherende
stat, med hvilken
den ikke har indgået
en
udleveringstraktat,
kan den anmodede
stat betragte denne
konvention som det
retlige grundlag for
udlevering med
hensyn til de i
artikel 2 nævnte
forbrydelser. For
udleveringen gælder
i øvrigt de
bestemmelser, der er
fastsat i den
anmodede stats
lovgivning.
|
|
|
|
3. States Parties
which do not make
extradition
conditional on the
existence of a
treaty shall
recognize the
offences set forth
in article 2 as
extraditable
offences between
themselves, subject
to the conditions
provided by the law
of the requested
State. |
|
3. Kontraherende
stater, som ikke gør
udlevering betinget
af, at der består en
traktat herom, skal
gensidigt anse de i
artikel 2 nævnte
forbrydelser som
forbrydelser, der
kan medføre
udlevering i
overensstemmelse med
de betingelser, der
er fastsat i den
anmodede stats
lovgivning.
|
|
|
|
4. If necessary, the
offences set forth
in article 2 shall
be treated, for the
purposes of
extradition between
States Parties, as
if they had been
committed not only
in the place in
which they occurred
but also in the
territory of the
States that have
established
jurisdiction in
accordance with
article 9,
paragraphs 1 and 2.
|
|
4. For så vidt angår
udlevering mellem de
kontraherende stater
skal de i artikel 2
nævnte forbrydelser
om nødvendigt anses
som begået ikke blot
der, hvor de fandt
sted, men også på de
staters område, som
har straffemyndighed
ifølge artikel 9,
stk. 1 og 2.
|
|
|
|
5. The provisions of
all extradition
treaties and
arrangements between
States Parties with
regard to offences
set forth in article
2 shall be deemed to
be modified as
between States
Parties to the
extent that they are
incompatible with
this Convention.
|
|
5. Bestemmelserne i
samtlige traktater
og aftaler om
udlevering mellem
kontraherende stater
vedrørende de i
artikel 2 nævnte
forbrydelser skal
anses for ændret i
forholdet mellem de
kontraherende stater
i det omfang,
sådanne bestemmelser
er uforenelige med
denne konvention.
|
|
|
|
Article 14
|
|
Artikel 14
|
1. States Parties
shall afford one
another the greatest
measure of
assistance in
connection with
investigations or
criminal or
extradition
proceedings brought
in respect of the
offences set forth
in article 2,
including assistance
in obtaining
evidence at their
disposal necessary
for the proceedings.
|
|
1. De kontraherende
stater skal yde
hinanden størst
mulig bistand i
forbindelse med
efterforskning,
retsforfølgning
eller udlevering i
anledning af de i
artikel 2 nævnte
forbrydelser,
herunder bistand til
at fremskaffe alt
for dem foreliggende
bevismateriale, som
er nødvendigt for
retssagen.
|
|
|
|
2. States Parties
shall carry out
their obligations
under paragraph 1 of
the present article
in conformity with
any treaties or
other arrangements
on mutual legal
assistance that may
exist between them.
In the absence of
such treaties or
arrangements, States
Parties shall afford
one another
assistance in
accordance with
their national law.
|
|
2. De kontraherende
stater skal opfylde
deres forpligtelser
i medfør af stk. 1 i
overensstemmelse med
de traktater eller
andre aftaler om
retshjælp, de måtte
have indgået
indbyrdes. I mangel
af sådanne traktater
eller aftaler skal
de kontraherende
stater yde hinanden
bistand i
overensstemmelse med
deres nationale
lovgivning.
|
|
|
|
Article 15
|
|
Artikel 15
|
None of the offences
set forth in article
2 shall be regarded,
for the purposes of
extradition or
mutual legal
assistance, as a
political offence or
as an offence
connected with a
political offence or
as an offence
inspired by
political motives.
Accordingly, a
request for
extradition or for
mutual legal
assistance based on
such an offence may
not be refused on
the sole ground that
it concerns a
political offence or
an offence connected
with a political
offence or an
offence inspired by
political motives.
|
|
For så vidt angår
udlevering eller
retshjælp skal ingen
af de i artikel 2
nævnte forbrydelser
anses for en
politisk forbrydelse
eller for en
forbrydelse, der har
forbindelse med en
politisk
forbrydelse, eller
for en forbrydelse,
der udspringer af
politiske motiver.
En anmodning om
udlevering eller
retshjælp på
grundlag af en sådan
forbrydelse kan
derfor ikke afvises
alene med den
begrundelse, at den
angår en politisk
forbrydelse eller en
forbrydelse, der har
forbindelse med en
politisk
forbrydelse, eller
en forbrydelse, der
udspringer af
politiske motiver.
|
|
|
|
Article 16
|
|
Artikel 16
|
Nothing in this
Convention shall be
interpreted as
imposing an
obligation to
extradite or to
afford mutual legal
assistance if the
requested State
Party has
substantial grounds
for believing that
the request for
extradition for
offences set forth
in article 2 or for
mutual legal
assistance with
respect to such
offences has been
made for the purpose
of prosecuting or
punishing a person
on account of that
person’s race,
religion,
nationality, ethnic
origin or political
opinion or that
compliance with the
request would cause
prejudice to that
person’s position
for any of these
reasons.
|
|
Intet i denne
konvention skal
fortolkes som
forpligtende til
udlevering eller
retshjælp, hvis den
stat, over for
hvilken en anmodning
er fremsat, har
vægtige grunde til
at antage, at
anmodningen om
udlevering for en af
de i artikel 2
anførte forbrydelser
eller om retshjælp
vedrørende sådanne
forbrydelser er
fremsat med det
formål at tiltale
eller straffe en
person på grund af
dennes race,
religion,
nationalitet,
etniske oprindelse
eller politiske
overbevisning, eller
at imødekommelse af
anmodningen kunne
skade den
pågældendes stilling
af nogen af disse
grunde. |
|
|
|
Article 17
|
|
Artikel 17
|
1. A person who is
being detained or is
serving a sentence
in the territory of
one State Party
whose presence in
another State Party
is requested for
purposes of
testimony,
identification or
otherwise providing
assistance in
obtaining evidence
for the
investigation or
prosecution of
offences under this
Convention may be
transferred if the
following conditions
are met:
|
|
1. En person, der
tilbageholdes eller
afsoner en straf på
en kontraherende
stats område, og
hvis personlige
fremmøde en anden
kontraherende stat
anmoder om med
henblik på
vidneforklaring,
identifikation eller
anden bistand i
forbindelse med
fremskaffelse af
bevismateriale til
efterforskning eller
retsforfølgning af
forbrydelser i
medfør af denne
konvention, kan
overføres, hvis
følgende betingelser
er opfyldt:
|
(a) The person
freely gives his or
her informed
consent; and
|
|
a) den pågældende
giver frivilligt sit
informerede samtykke
dertil, og
|
(b) The competent
authorities of both
States agree,
subject to such
conditions as those
States may deem
appropriate.
|
|
b) de kompetente
myndigheder i begge
stater er enige
derom med forbehold
af de betingelser,
som disse stater
måtte finde
passende.
|
|
|
|
2. For the purposes
of the present
article:
|
|
2. Med henblik på
denne artikel:
|
(a) The State to
which the person is
transferred shall
have the authority
and obligation to
keep the person
transferred in
custody, unless
otherwise requested
or authorized by the
State from which the
person was
transferred;
|
|
a) skal den stat,
hvortil den
pågældende
overføres, have
tilladelse og være
forpligtet til at
holde den overførte
person i forvaring,
medmindre den stat,
hvorfra den
pågældende blev
overført, anmoder om
eller giver
tilladelse til
andet, |
(b) The State to
which the person is
transferred shall
without delay
implement its
obligation to return
the person to the
custody of the State
from which the
person was
transferred as
agreed beforehand,
or as otherwise
agreed, by the
competent
authorities of both
States; |
|
b) skal den stat,
hvortil den
pågældende
overføres, uden
ophold opfylde sin
forpligtelse til at
sende personen
tilbage til
forvaring i den
stat, hvorfra den
pågældende blev
overført, som aftalt
på forhånd eller på
anden vis af begge
staters kompetente
myndigheder,
|
(c) The State to
which the person is
transferred shall
not require the
State from which the
person was
transferred to
initiate extradition
proceedings for the
return of the
person; |
|
c) må den stat,
hvortil den
pågældende
overføres, ikke
kræve, at den stat,
hvorfra den
pågældende blev
overført, skal
indlede en
udleveringssag for
at få personen sendt
tilbage,
|
(d) The person
transferred shall
receive credit for
service of the
sentence being
served in the State
from which he or she
was transferred for
time spent in the
custody of the State
to which he or she
was transferred.
|
|
d) skal den
overførte person
have den tid, der er
tilbragt i varetægt
i den stat, hvortil
den pågældende blev
overført, fradraget
i afsoningen af den
straf, som afsones i
den stat, hvorfra
den pågældende blev
overført.
|
|
|
|
3. Unless the State
Party from which a
person is to be
transferred in
accordance with the
present article so
agrees, that person,
whatever his or her
nationality, shall
not be prosecuted or
detained or
subjected to any
other restriction of
his or her personal
liberty in the
territory of the
State to which that
person is
transferred in
respect of acts or
convictions anterior
to his or her
departure from the
territory of the
State from which
such person was
transferred.
|
|
3. Medmindre den
kontraherende stat,
hvorfra en person
skal overføres i
overensstemmelse med
denne artikel,
indvilliger deri, må
den pågældende
person uanset
nationalitet ikke
retsforfølges,
tilbageholdes eller
underkastes nogen
anden indskrænkning
i sin personlige
frihed i den stat,
som den pågældende
overføres til, for
handlinger eller på
grundlag af
straffedomme fra
tiden før den
pågældendes afrejse
fra den stat,
hvorfra overførelsen
sker. |
|
|
|
Article 18
|
|
Artikel 18
|
1. Upon seizing or
otherwise taking
control of
radioactive
material, devices or
nuclear facilities,
following the
commission of an
offence set forth in
article 2, the State
Party in possession
of such items shall:
|
|
1. Efter at have
beslaglagt eller på
anden måde taget
kontrol over
radioaktivt
materiale,
anordninger eller
nukleare anlæg,
efter at der er
begået en
forbrydelse som
anført i artikel 2,
skal den
kontraherende stat,
der er i besiddelse
deraf: |
(a) Take steps to
render harmless the
radioactive
material, device or
nuclear facility;
|
|
a) tage skridt til
at uskadeliggøre det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
|
(b) Ensure that any
nuclear material is
held in accordance
with applicable
International Atomic
Energy Agency
safeguards; and
|
|
b) sikre, at alle
nukleare materialer
opbevares i
overensstemmelse med
de relevante
sikkerhedsforskrifter
fra Det
Internationale
Atomenergiagentur,
og |
(c) Have regard to
physical protection
recommendations and
health and safety
standards published
by the International
Atomic Energy
Agency. |
|
c) tage hensyn til
de fysiske
beskyttelsesanbefalinger
og sundheds- og
sikkerhedsstandarder,
som Det
Internationale
Atomenergiagentur
har offentliggjort.
|
|
|
|
2. Upon the
completion of any
proceedings
connected with an
offence set forth in
article 2, or sooner
if required by
international law,
any radioactive
material, device or
nuclear facility
shall be returned,
after consultations
(in particular,
regarding modalities
of return and
storage) with the
States Parties
concerned to the
State Party to which
it belongs, to the
State Party of which
the natural or legal
person owning such
radioactive
material, device or
facility is a
national or
resident, or to the
State Party from
whose territory it
was stolen or
otherwise unlawfully
obtained.
|
|
2. Ved afslutningen
af retsforfølgning i
forbindelse med en i
artikel 2 anført
forbrydelse eller
tidligere, hvis
dette kræves efter
folkeretten, skal
det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
efter samråd (især
vedrørende
returnerings- og
opbevaringsforhold)
med de berørte
kontraherende stater
returneres til
ejerstaten, til den
kontraherende stat,
hvor den fysiske
eller juridiske
person, der ejer det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
er statsborger eller
har bopæl, eller til
den kontraherende
stat, fra hvis
område det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
er blevet stjålet
eller på anden måde
anskaffet ulovligt.
|
|
|
|
3. (a) Where a State
Party is prohibited
by national or
international law
from returning or
accepting such
radioactive
material, device or
nuclear facility or
where the States
Parties concerned so
agree, subject to
paragraph 3 (b) of
the present article,
the State Party in
possession of the
radioactive
material, devices or
nuclear facilities
shall continue to
take the steps
described in
paragraph 1 of the
present article;
such radioactive
material, devices or
nuclear facilities
shall be used only
for peaceful
purposes;
|
|
3. a) Hvor en
kontraherende stat i
medfør af national
lovgivning eller
folkeretten er
forhindret i at
returnere eller tage
imod det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
eller hvis de
pågældende
kontraherende stater
aftaler det, dog med
forbehold for
stk. 3, litra b,
skal den
kontraherende stat,
der er i besiddelse
af det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
fortsætte med at
tage de i stk. 1
beskrevne skridt,
idet det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
kun må bruges til
fredelige formål.
|
(b) Where it is not
lawful for the State
Party in possession
of the radioactive
material, devices or
nuclear facilities
to possess them,
that State shall
ensure that they are
placed as soon as
possible in the
possession of a
State for which such
possession is lawful
and which, where
appropriate, has
provided assurances
consistent with the
requirements of
paragraph 1 of the
present article in
consultation with
that State, for the
purpose of rendering
it harmless; such
radioactive
material, devices or
nuclear facilities
shall be used only
for peaceful
purposes.
|
|
b) Hvis det ikke er
lovligt for den
kontraherende stat,
der er i besiddelse
af det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
at være i besiddelse
deraf, skal denne
stat sørge for, at
det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
snarest muligt
anbringes hos en
stat, der lovligt
kan være i
besiddelse deraf, og
som, hvor det findes
passende, i samråd
med denne stat har
givet tilsagn om
uskadeliggørelse
deraf i
overensstemmelse med
kravene i stk. 1,
idet det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
kun må bruges til
fredelige formål.
|
|
|
|
4. If the
radioactive
material, devices or
nuclear facilities
referred to in
paragraphs 1 and 2
of the present
article do not
belong to any of the
States Parties or to
a national or
resident of a State
Party or was not
stolen or otherwise
unlawfully obtained
from the territory
of a State Party, or
if no State is
willing to receive
such items pursuant
to paragraph 3 of
the present article,
a separate decision
concerning its
disposition shall,
subject to paragraph
3 (b) of the present
article, be taken
after consultations
between the States
concerned and any
relevant
international
organizations.
|
|
4. Hvis det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
der er nævnt i
stk. 1 og 2, ikke
tilhører nogen af de
kontraherende stater
eller en statsborger
eller person med
fast bopæl i en
kontraherende stat
eller ikke var
stjålet eller på
anden måde anskaffet
ulovligt fra en
kontraherende stats
område, eller hvis
ingen stat er villig
til at modtage det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg i
medfør af stk. 3,
skal der med
forbehold af stk. 3,
litra b, træffes en
separat beslutning
vedrørende
anbringelsen deraf
efter samråd mellem
de berørte stater og
relevante
internationale
organisationer.
|
|
|
|
5. For the purposes
of paragraphs 1, 2,
3 and 4 of the
present article, the
State Party in
possession of the
radioactive
material, device or
nuclear facility may
request the
assistance and
cooperation of other
States Parties, in
particular the
States Parties
concerned, and any
relevant
international
organizations, in
particular the
International Atomic
Energy Agency.
States Parties and
the relevant
international
organizations are
encouraged to
provide assistance
pursuant to this
paragraph to the
maximum extent
possible.
|
|
5. Med henblik på
stk. 1, 2, 3 og 4
kan den
kontraherende stat,
der er i besiddelse
af det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
anmode om bistand og
samarbejde fra andre
kontraherende
stater, særligt de
berørte
kontraherende
stater, og relevante
internationale
organisationer,
særligt Det
Internationale
Atomenergiagentur.
De kontraherende
stater og de
relevante
internationale
organisationer
opfordres til i
videst muligt omfang
at yde bistand
ifølge denne
bestemmelse.
|
|
|
|
6. The States
Parties involved in
the disposition or
retention of the
radioactive
material, device or
nuclear facility
pursuant to the
present article
shall inform the
Director General of
the International
Atomic Energy Agency
of the manner in
which such an item
was disposed of or
retained. The
Director General of
the International
Atomic Energy Agency
shall transmit the
information to the
other States
Parties.
|
|
6. De kontraherende
stater, der ifølge
denne artikel er
involveret i
anbringelse eller
tilbageholdelse af
det radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg,
skal give Det
Internationale
Atomenergiagenturs
generaldirektør
meddelelse om den
måde, hvorpå det
radioaktive
materiale,
anordningen eller
det nukleare anlæg
er blevet anbragt
eller tilbageholdt.
Det Internationale
Atomenergiagenturs
generaldirektør skal
videregive
oplysningerne til de
øvrige kontraherende
stater. |
|
|
|
7. In the event of
any dissemination in
connection with an
offence set forth in
article 2, nothing
in the present
article shall affect
in any way the rules
of international law
governing liability
for nuclear damage,
or other rules of
international law.
|
|
7. Intet i denne
artikel skal i
tilfælde af
spredning i
forbindelse med en
forbrydelse som
anført i artikel 2
på nogen måde berøre
folkerettens regler
vedrørende ansvar
for atomskader eller
andre folkeretlige
regler. |
|
|
|
Article 19
|
|
Artikel 19
|
The State Party
where the alleged
offender is
prosecuted shall, in
accordance with its
national law or
applicable
procedures,
communicate the
final outcome of the
proceedings to the
Secretary-General of
the United Nations,
who shall transmit
the information to
the other States
Parties.
|
|
Den kontraherende
stat, hvor en
formodet
gerningsmand
retsforfølges, skal
i overensstemmelse
med sin lovgivning
eller gældende
regler give
underretning om
sagens endelige
udfald til De
Forenede Nationers
generalsekretær, som
skal videresende
oplysningerne til de
øvrige kontraherende
stater. |
|
|
|
Article 20
|
|
Artikel 20
|
States Parties shall
conduct
consultations with
one another directly
or through the
Secretary-General of
the United Nations,
with the assistance
of international
organizations as
necessary, to ensure
effective
implementation of
this Convention.
|
|
De kontraherende
stater skal rådføre
sig med hinanden
direkte eller gennem
De Forenede
Nationers
generalsekretær, om
nødvendigt med
bistand fra
internationale
organisationer, for
at sikre effektiv
gennemførelse af
denne konvention.
|
|
|
|
Article 21
|
|
Artikel 21
|
The States Parties
shall carry out
their obligations
under this
Convention in a
manner consistent
with the principles
of sovereign
equality and
territorial
integrity of States
and that of
non-intervention in
the domestic affairs
of other States.
|
|
De kontraherende
stater skal opfylde
deres forpligtelser
i henhold til denne
konvention på en
måde, der er
forenelig med
principperne om
staternes suveræne
lighed og
territoriale
integritet samt om
ikke-indblanding i
andre staters indre
anliggender.
|
|
|
|
Article 22
|
|
Artikel 22
|
Nothing in this
Convention entitles
a State Party to
undertake in the
territory of another
State Party the
exercise of
jurisdiction and
performance of
functions which are
exclusively reserved
for the authorities
of that other State
Party by its
national law.
|
|
Intet i denne
konvention
berettiger en
kontraherende stat
til på en anden
kontraherende stats
område at påtage sig
udøvelse af
straffemyndighed og
udførelse af
funktioner, der
udelukkende er
forbeholdt
myndighederne i
denne anden
kontraherende stat
ifølge dens
lovgivning.
|
|
|
|
Article 23
|
|
Artikel 23
|
1. Any dispute
between two or more
States Parties
concerning the
interpretation or
application of this
Convention which
cannot be settled
through negotiation
within a reasonable
time shall, at the
request of one of
them, be submitted
to arbitration. If,
within six months of
the date of the
request for
arbitration, the
parties are unable
to agree on the
organization of the
arbitration, any one
of those parties may
refer the dispute to
the International
Court of Justice, by
application, in
conformity with the
Statute of the
Court. |
|
1. Enhver
uoverensstemmelse
mellem to eller
flere kontraherende
stater om
fortolkningen eller
anvendelsen af denne
konvention, der ikke
inden for en rimelig
tid kan afgøres ved
forhandling, skal
efter en af disse
staters anmodning
henvises til
voldgift. Såfremt
der ikke inden for
seks måneder fra
datoen for
anmodningen om
voldgift kan opnås
enighed mellem
parterne om
voldgiftsrettens
sammensætning, kan
hver af parterne
henvise tvisten til
Den internationale
Domstol ved en
anmodning herom i
overensstemmelse med
domstolens
statutter.
|
|
|
|
2. Each State may,
at the time of
signature,
ratification,
acceptance or
approval of this
Convention or
accession thereto,
declare that it does
not consider itself
bound by paragraph 1
of the present
article. The other
States Parties shall
not be bound by
paragraph 1 with
respect to any State
Party which has made
such a reservation.
|
|
2. En stat kan ved
undertegnelsen,
ratifikationen,
accepten eller
godkendelsen af
denne konvention
eller ved sin
tiltrædelse af
konventionen
erklære, at den ikke
anser sig for bundet
af bestemmelsen i
stk. 1. De øvrige
kontraherende stater
skal ikke være
bundet af stk. 1
over for en
kontraherende stat,
der har taget et
sådant forbehold.
|
|
|
|
3. Any State which
has made a
reservation in
accordance with
paragraph 2 of the
present article may
at any time withdraw
that reservation by
notification to the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
3. En stat, der har
taget forbehold i
medfør af stk. 2,
kan når som helst
trække dette
forbehold tilbage
ved meddelelse herom
til De Forenede
Nationers
generalsekretær.
|
|
|
|
Article 24
|
|
Artikel 24
|
1. This Convention
shall be open for
signature by all
States from 14
September 2005 until
31 December 2006 at
United Nations
Headquarters in New
York. |
|
1. Denne konvention
står åben for
undertegnelse for
alle stater i De
Forenede Nationers
hovedsæde i New York
fra den 14.
september 2005 til
den 31. december
2006. |
|
|
|
2. This Convention
is subject to
ratification,
acceptance or
approval. The
instruments of
ratification,
acceptance or
approval shall be
deposited with the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
2. Denne konvention
skal ratificeres,
accepteres eller
godkendes.
Ratifikations-,
accept- eller
godkendelsesinstrumenterne
skal deponeres hos
De Forenede
Nationers
generalsekretær.
|
|
|
|
3. This Convention
shall be open to
accession by any
State. The
instruments of
accession shall be
deposited with the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
3. Denne konvention
står åben for
tiltrædelse af
enhver stat.
Tiltrædelsesinstrumenterne
skal deponeres hos
De Forenede
Nationers
generalsekretær.
|
|
|
|
Article 25
|
|
Artikel 25
|
1. This Convention
shall enter into
force on the
thirtieth day
following the date
of the deposit of
the twenty-second
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession with
the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
1. Denne konvention
træder i kraft den
30. dag efter datoen
for deponeringen af
det 22.
ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
hos De Forenede
Nationers
generalsekretær.
|
|
|
|
2. For each State
ratifying,
accepting, approving
or acceding to the
Convention after the
deposit of the
twenty-second
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession, the
Convention shall
enter into force on
the thirtieth day
after deposit by
such State of its
instrument of
ratification,
acceptance, approval
or accession.
|
|
2. For enhver stat,
der ratificerer,
accepterer,
godkender eller
tiltræder
konventionen efter
deponeringen af det
22. ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument,
træder konventionen
i kraft den 30. dag
efter, at den
pågældende stat har
deponeret sit
ratifikations-,
accept-,
godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument.
|
|
|
|
Article 26
|
|
Artikel 26
|
1. A State Party may
propose an amendment
to this Convention.
The proposed
amendment shall be
submitted to the
depositary, who
circulates it
immediately to all
States Parties.
|
|
1. En kontraherende
stat kan foreslå
ændringer til
konventionen. Den
foreslåede ændring
skal indgives til
depositaren, som
omgående rundsender
den til alle
kontraherende
stater. |
|
|
|
2. If the majority
of the States
Parties request the
depositary to
convene a conference
to consider the
proposed amendments,
the depositary shall
invite all States
Parties to attend
such a conference to
begin no sooner than
three months after
the invitations are
issued. |
|
2. Hvis flertallet
af de kontraherende
stater anmoder
depositaren om at
indkalde en
konference til
behandling af de
foreslåede
ændringer, skal
depositaren indbyde
alle kontraherende
stater til at
deltage i en sådan
konference, som
tidligst må starte
tre måneder efter,
at indbydelserne er
sendt ud.
|
|
|
|
3. The conference
shall make every
effort to ensure
amendments are
adopted by
consensus. Should
this not be
possible, amendments
shall be adopted by
a twothirds majority
of all States
Parties. Any
amendment adopted at
the conference shall
be promptly
circulated by the
depositary to all
States Parties.
|
|
3. Konferencens
deltagere skal gøre
deres yderste for at
sikre, at
ændringerne vedtages
ved konsensus. Hvis
dette ikke er
muligt, kan
ændringerne vedtages
med et flertal på
2/3 af alle de
kontraherende
stater. Enhver
ændring vedtaget på
konferencen skal
omgående rundsendes
af depositaren til
alle de
kontraherende
stater. |
|
|
|
4. The amendment
adopted pursuant to
paragraph 3 of the
present article
shall enter into
force for each State
Party that deposits
its instrument of
ratification,
acceptance,
accession or
approval of the
amendment on the
thirtieth day after
the date on which
two thirds of the
States Parties have
deposited their
relevant instrument.
Thereafter, the
amendment shall
enter into force for
any State Party on
the thirtieth day
after the date on
which that State
deposits its
relevant instrument.
|
|
4. Ændringer
vedtaget i henhold
til stk. 3 træder i
kraft for hver
kontraherende stat,
der deponerer sit
ratifikations-,
accept-,
tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrument
vedrørende
ændringen, på den
30. dag efter den
dato, hvor 2/3 af de
kontraherende stater
har deponeret deres
relevante
instrument. Derefter
træder ændringen i
kraft for en
kontraherende stat
på den 30. dag efter
den dato, hvor den
pågældende stat
deponerer sit
relevante
instrument.
|
|
|
|
Article 27
|
|
Artikel 27
|
1. Any State Party
may denounce this
Convention by
written notification
to the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
1. Enhver
kontraherende stat
kan opsige denne
konvention ved
skriftlig meddelelse
derom til De
Forenede Nationers
generalsekretær.
|
|
|
|
2. Denunciation
shall take effect
one year following
the date on which
notification is
received by the
Secretary-General of
the United Nations.
|
|
2. Opsigelsen træder
i kraft ét år efter
den dato, hvor De
Forenede Nationers
generalsekretær
modtager
meddelelsen.
|
|
|
|
Article 28
|
|
Artikel 28
|
The original of this
Convention, of which
the Arabic, Chinese,
English, French,
Russian and Spanish
texts are equally
authentic, shall be
deposited with the
Secretary-General of
the United Nations,
who shall send
certified copies
thereof to all
States. |
|
Originaleksemplaret
af denne konvention,
hvor den arabiske,
kinesiske, engelske,
franske, russiske og
spanske tekst har
samme gyldighed,
skal deponeres hos
De Forenede
Nationers
generalsekretær, der
skal fremsende
bekræftede kopier
heraf til alle
stater. |
|
|
|
IN WITNESS WHEREOF,
the undersigned,
being duly
authorized thereto
by their respective
Governments, have
signed this
Convention, opened
for signature at
United Nations
Headquarters in New
York on 14 September
2005. |
|
TIL BEKRÆFTELSE
HERAF har
undertegnede, der
har behørig fuldmagt
dertil fra deres
respektive
regeringer,
underskrevet denne
konvention, der er
åbnet for
undertegnelse i De
Forenede Nationers
hovedsæde i New York
den 14. september
2005. |
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1 |
|
|
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 909 af 27.
september 2005 som
ændret ved lov nr.
1400 af 21. december
2005, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 110 d.
Begås nogen af de i
kapitlerne 25, 26 og
27 omhandlede
forbrydelser mod et
fremmed
statsoverhoved eller
lederen af en
fremmed diplomatisk
mission, kan den der
foreskrevne straf
forhøjes med indtil
det halve.
|
|
1. I § 110
d indsættes
efter »det halve«:
», medmindre
forholdet er
omfattet af kapitel
13«. |
|
|
|
Forbrydelser mod
statsforfatningen og
de øverste
statsmyndigheder
m.v. |
|
2.
Overskriften til 13.
kapitel
affattes således:
»Forbrydelser mod
statsforfatningen og
de øverste
statsmyndigheder,
terrorisme m.v.«.
|
|
|
|
§ 114. For
terrorisme straffes
med fængsel indtil
på livstid den, som
med forsæt til at
skræmme en
befolkning i
alvorlig grad eller
uretmæssigt at
tvinge danske eller
udenlandske
offentlige
myndigheder eller en
international
organisation til at
foretage eller
undlade at foretage
en handling eller at
destabilisere eller
ødelægge et lands
eller en
international
organisations
grundlæggende
politiske,
forfatningsmæssige,
økonomiske eller
samfundsmæssige
strukturer begår en
eller flere af
følgende handlinger,
når handlingen i
kraft af sin
karakter eller den
sammenhæng, hvori
den begås, kan
tilføje et land
eller en
international
organisation
alvorlig skade:
|
|
3. I
§ 114, stk. 1 ,
indsættes efter nr.
7:
»8) Besiddelse eller
anvendelse m.v. af
radioaktive stoffer
efter § 192 b.«
|
1) Manddrab efter
§ 237. |
|
|
2) Grov vold efter
§ 245 eller § 246.
|
|
|
3) Frihedsberøvelse
efter § 261.
|
|
|
4) Forstyrrelse af
trafiksikkerheden
efter § 184, stk. 1,
retsstridige
forstyrrelser i
driften af
almindelige
samfærdselsmidler
m.v. efter § 193,
stk. 1, eller groft
hærværk efter § 291,
stk. 2, hvis disse
overtrædelser begås
på en måde, der kan
bringe menneskeliv i
fare eller forårsage
betydelige
økonomiske tab.
|
|
|
5) Kapring af
transportmidler
efter § 183 a.
|
|
|
6) Grove
våbenlovsovertrædelser
efter § 192 a eller
lov om våben og
eksplosivstoffer
§ 10, stk. 2.
|
|
|
7) Brandstiftelse
efter § 180,
sprængning,
spredning af
skadevoldende
luftarter,
oversvømmelse,
skibbrud, jernbane-
eller anden
transportulykke
efter § 183, stk. 1
og 2, sundhedsfarlig
forurening af
vandforsyningen
efter § 186, stk. 1,
sundhedsfarlig
forurening af ting
bestemt til
almindelig
udbredelse m.v.
efter § 187, stk. 1.
|
|
|
Stk. 2-3 .
--- |
|
|
|
|
|
|
|
4. §§ 114
a og 114 b
ophæves og i stedet
indsættes:
|
§ 114 a. Med
fængsel indtil 10 år
straffes den, som
1) direkte eller
indirekte yder
økonomisk støtte
til,
2) direkte eller
indirekte
tilvejebringer eller
indsamler midler til
eller
3) direkte eller
indirekte stiller
penge, andre
formuegoder eller
finansielle eller
andre lignende
ydelser til rådighed
for en person, en
gruppe eller en
sammenslutning, der
begår eller har til
hensigt at begå
terrorhandlinger
omfattet af § 114.
|
|
»
§ 114 a. Begås
en af de i nr. 1-6
nævnte handlinger,
uden at forholdet
omfattes af § 114,
kan straffen
overstige den
højeste for
lovovertrædelsen
foreskrevne straf
med indtil det
halve; hvis den
højeste straf, der
er foreskrevet for
den pågældende
handling, er mindre
end 4 års fængsel,
kan straffen dog
stige til fængsel
indtil 6 år.
1) Overtrædelse af
§§ 180, 181, stk. 1,
183, stk. 1 eller 2,
183 a, 184, stk. 1,
192 a, 193, stk. 1,
237, 244, 245, 246,
250, 252, stk. 1,
266, 288 eller 291,
stk. 1 eller 2, når
handlingen er
omfattet af artikel
1 i konventionen af
16. december 1970 om
bekæmpelse af
ulovlig bemægtigelse
af luftfartøjer,
artikel 1 i
konventionen af 23.
september 1971 til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod den civile
luftfarts sikkerhed
eller artikel II i
protokollen af 24.
februar 1988 til
bekæmpelse af
ulovlige
voldshandlinger i
lufthavne, der
betjener den
internationale
civile luftfart.
|
|
|
2) Overtrædelse af
§§ 180, 181, stk. 1,
183, stk. 1 eller 2,
184, stk. 1, 237,
244, 245, 246, 250,
252, stk. 1, 260,
261, stk. 1 eller 2,
266 eller 291,
stk. 1 eller 2, når
handlingen er
omfattet af artikel
2 i konventionen af
14. december 1973 om
forebyggelse af og
straf for
forbrydelser mod
internationalt
beskyttede personer,
herunder
diplomatiske
repræsentanter.
|
|
|
3) Overtrædelse af
§ 261, stk. 1 eller
2, når handlingen er
omfattet af artikel
1 i den
internationale
konvention imod
gidseltagning af 17.
december 1979.
|
|
|
4) Overtrædelse af
§§ 180, 181, stk. 1,
183, stk. 1 eller 2,
186, stk. 1, 192 a,
192 b, 237, 244,
245, 246, 260, 266,
276, 278, 279, 279
a, 281, 288 eller
291, stk. 2, når
handlingen er
omfattet af artikel
7 i
IAEA-konventionen
(Det Internationale
Atomenergiagenturs
konvention) af 26.
oktober 1979 om
fysisk beskyttelse
af nukleare
materialer.
|
|
|
5) Overtrædelse af
§§ 180, 181, stk. 1,
183, stk. 1 eller 2,
183 a, 184, stk. 1,
192 a, 193, stk. 1,
237, 244, 245, 246,
252, stk. 1, 260,
266, 288 eller 291,
stk. 1 eller 2, når
handlingen er
omfattet af artikel
3 i konventionen af
10. marts 1988 til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod søfart
ssikkerheden eller
artikel 2 i
protokollen af 10.
marts 1988 til
bekæmpelse af
ulovlige handlinger
mod sikkerheden for
fastgjorte
platforme, der
befinder sig på
kontinentalsokkelen.
|
|
|
6) Overtrædelse af
§§ 180, 181, stk. 1,
183, stk. 1 eller 2,
183 a, 184, stk. 1,
186, stk. 1, 192 a,
193, stk. 1, 237,
244, 245, 246, 250,
252, stk. 1, 266
eller 291, stk. 2,
når handlingen er
omfattet af artikel
2 i den
internationale
konvention af 15.
december 1997 til
bekæmpelse af
terrorbombninger.
|
|
|
|
§ 114 b. Den,
som i øvrigt ved
tilskyndelse, råd
eller dåd medvirker
til at fremme den
kriminelle
virksomhed eller det
fælles formål for en
gruppe eller
sammenslutning, som
foretager en eller
flere handlinger
omfattet af § 114
eller § 114 a, nr. 1
eller 2, når
virksomheden eller
formålet indebærer,
at en eller flere
handlinger af denne
karakter begås,
straffes med fængsel
indtil 6 år.
|
|
§ 114 b. Med
fængsel indtil 10 år
straffes den, som
1) direkte eller
indirekte yder
økonomisk støtte
til,
2) direkte eller
indirekte
tilvejebringer eller
indsamler midler til
eller
3) direkte eller
indirekte stiller
penge, andre
formuegoder eller
finansielle eller
andre lignende
ydelser til rådighed
for
en person, en gruppe
eller en
sammenslutning, der
begår eller har til
hensigt at begå
handlinger omfattet
af § 114 eller § 114
a. |
|
|
|
|
|
§ 114 c. Med
fængsel indtil 10 år
straffes den, som
hverver en person
til at begå eller
fremme handlinger
omfattet af § 114
eller § 114 a eller
til at slutte sig
til en gruppe eller
sammenslutning for
at fremme, at
gruppen eller
sammenslutningen
begår handlinger af
denne karakter.
Under særligt
skærpende
omstændigheder kan
straffen stige til
fængsel indtil 16
år. Som særligt
skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor der er tale om
overtrædelser af
systematisk eller
organiseret
karakter.
|
|
|
Stk. 2. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, som
hverver en person
til at begå eller
fremme handlinger
omfattet af § 114 b
eller til at slutte
sig til en gruppe
eller sammenslutning
for at fremme, at
gruppen eller
sammenslutningen
begår handlinger af
denne karakter.
|
|
|
Stk. 3. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, som
lader sig hverve til
at begå handlinger
omfattet af § 114
eller § 114 a.
|
|
|
|
|
|
§ 114 d. Med
fængsel indtil 10 år
straffes den, som
træner, instruerer
eller på anden måde
oplærer en person
til at begå eller
fremme handlinger
omfattet af § 114
eller § 114 a med
viden om, at
personen har til
hensigt at anvende
færdighederne til
dette formål. Under
særligt skærpende
omstændigheder kan
straffen stige til
fængsel indtil 16
år. Som særligt
skærpende
omstændigheder anses
navnlig tilfælde,
hvor der er tale om
overtrædelser af
systematisk eller
organiseret
karakter.
|
|
|
Stk. 2. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, som
træner, instruerer
eller på anden måde
oplærer en person
til at begå eller
fremme handlinger
omfattet af § 114 b
med viden om, at
personen har til
hensigt at anvende
de tillærte
færdigheder til
dette formål.
|
|
|
Stk. 3. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, som
lader sig træne,
instruere eller på
anden måde oplære
til at begå
handlinger omfattet
af § 114 eller § 114
a. |
|
|
|
|
|
§ 114 e. Med
fængsel indtil 6 år
straffes den, som i
øvrigt fremmer
virksomheden for en
person, en gruppe
eller en
sammenslutning, der
begår eller har til
hensigt at begå
handlinger omfattet
af §§ 114, 114 a,
114 b, 114 c eller
114 d.«
§§ 114 c-114 e
bliver herefter
§§ 114 f-114 h.
|
|
|
|
§ 114 c. Den,
som, uden at
forholdet omfattes
af §§ 114-114 b,
deltager i eller
yder væsentlig
økonomisk eller
anden væsentlig
støtte til korps,
gruppe eller
sammenslutning, der
har til hensigt ved
magtanvendelse at
øve indflydelse på
offentlige
anliggender eller
fremkalde
forstyrrelse af
samfundsordenen,
straffes med fængsel
indtil 6 år.
|
|
5. I § 114
c , der bliver
§ 114 f ,
ændres »§§ 114-114
b« til: »§§ 114-114
e«, og i § 114 d
, der bliver
§ 114 g , ændres
»§§ 114-114 c« til:
»§§ 114-114 f«.
|
|
|
|
§ 114 d. Den,
som, uden at
forholdet omfattes
af §§ 114-114 c,
deltager i ulovlig
militær organisation
eller gruppe,
straffes med bøde
eller fængsel indtil
2 år. |
|
|
|
|
|
|
|
6. § 183 a
affattes
således:
|
§ 183 a. Den,
som ved ulovlig
tvang, jf. § 260,
overtager kontrollen
over et luftfartøj,
skib eller et andet
kollektivt
transportmiddel
eller
godstransportmiddel
eller griber ind i
dets manøvrering,
straffes med fængsel
indtil på livstid.
|
|
»
§ 183 a. Den,
som ved ulovlig
tvang, jf. § 260,
tager kontrollen
over et luftfartøj,
et skib eller et
andet kollektivt
transportmiddel
eller
godstransportmiddel
eller griber ind i
dets manøvrering,
straffes med fængsel
indtil på livstid.
|
|
|
Stk. 2. På
samme måde straffes
den, som ved ulovlig
tvang, jf. § 260,
tager kontrollen
over et
offshoreanlæg.«
|
|
|
|
|
|
7. Efter
§ 192 a indsættes:
|
|
|
»
§ 192 b. Den,
der med forsæt til
skade på andres
person eller til
betydelig skade på
andres ting eller på
miljøet modtager,
besidder, overdrager
eller ændrer
radioaktive stoffer
eller fremstiller
eller besidder en
eksplosiv nuklear
anordning eller en
anordning, der er
beregnet til at
sprede radioaktive
stoffer eller kan
udsende ioniserende
stråling, straffes
med fængsel indtil 6
år. |
|
|
Stk. 2. Med
fængsel indtil 12 år
straffes den, der
med forsæt til skade
på andres person
eller til betydelig
skade på andres ting
eller på miljøet
eller til at tvinge
nogen til at
foretage eller
undlade at foretage
en handling
|
|
|
1) anvender
radioaktive stoffer
eller anordninger,
der udsender
ioniserende
stråling,
|
|
|
2) fjerner, ændrer
eller beskadiger en
nødvendig
beskyttelse mod
spredning af
radioaktive stoffer
eller mod
ioniserende stråling
eller
3) anvender eller
beskadiger et
nukleart anlæg med
den følge, at der
sker udslip af
radioaktive stoffer
eller fremkaldes
fare derfor.
|
|
|
Stk. 3.
Foretages en af de i
stk. 2 nævnte
handlinger under de
i § 180 angivne
omstændigheder eller
med den følge, at
der sker omfattende
skade på miljøet
eller fremkaldes
nærliggende fare
derfor, er straffen
fængsel indtil på
livstid.
Stk. 4. Begås
forbrydelsen
uagtsomt, er
straffen bøde eller
fængsel indtil 2
år.« |
|
|
|
|
|
§ 2 |
|
|
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 910 af 27.
september 2005, som
ændret senest ved
lov 1399 af 21.
december 2005,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
|
|
1. Efter
§ 110
indsættes:
|
|
|
»
§ 110 a.
Politiets
Efterretningstjeneste
kan videregive
oplysninger til
Forsvarets
Efterretningstjeneste
i det omfang,
videregivelsen kan
have betydning for
varetagelse af
tjenesternes
opgaver.
|
|
|
Stk. 2.
Politiets
Efterretningstjeneste
kan indhente
oplysninger fra
andre
forvaltningsmyndigheder
i det omfang,
oplysningerne må
antages at have
betydning for
varetagelse af
tjenestens opgaver
vedrørende
forebyggelse og
efterforskning af
overtrædelser af
straffelovens
kapitel 12 og 13.«
|
|
|
|
|
|
2.
Overskriften
til
kapitel 71
affattes således:
|
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og
dataaflæsning
|
|
»Indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation,
dataaflæsning og
forstyrrelse eller
afbrydelse af radio-
eller
telekommunikation«.
|
|
|
|
§ 783.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
sker efter rettens
kendelse. I
kendelsen anføres de
telefonnumre,
lokaliteter,
adressater eller
forsendelser, som
indgrebet angår.
Endvidere anføres de
konkrete
omstændigheder i
sagen, hvorpå det
støttes, at
betingelserne for
indgrebet er
opfyldt. Kendelsen
kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 2-5.---
|
|
3. I
§ 783, stk. 1 ,
indsættes efter
»angår«: », jf. dog
stk. 2«.
|
|
|
|
§ 783.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
sker efter rettens
kendelse. I
kendelsen anføres de
telefonnumre,
lokaliteter,
adressater eller
forsendelser, som
indgrebet angår.
Endvidere anføres de
konkrete
omstændigheder i
sagen, hvorpå det
støttes, at
betingelserne for
indgrebet er
opfyldt. Kendelsen
kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 2. I
kendelsen fastsættes
det tidsrum, inden
for hvilket
indgrebet kan
foretages. Dette
tidsrum skal være så
kort som muligt og
må ikke overstige 4
uger. Tidsrummet kan
forlænges, men højst
med 4 uger ad
gangen. Forlængelsen
sker ved kendelse.
Stk. 3.
Såfremt indgrebets
øjemed ville
forspildes, dersom
retskendelse skulle
afventes, kan
politiet træffe
beslutning om at
foretage indgrebet.
I så fald skal
politiet snarest
muligt og senest
inden 24 timer fra
indgrebets
iværksættelse
forelægge sagen for
retten. Retten afgør
ved kendelse, om
indgrebet kan
godkendes, samt om
det kan opretholdes,
og i bekræftende
fald for hvilket
tidsrum, jf. stk. 1,
2.-3. pkt., og
stk. 2. Burde
indgrebet efter
rettens opfattelse
ikke være foretaget,
skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.
|
|
4. I § 783
indsættes efter
stk. 1 som
nyt stykke:
»
Stk. 2. Angår
efterforskningen en
overtrædelse af
straffelovens
kapitel 12 eller 13,
kan der i rettens
kendelse i medfør af
§ 780, stk. 1, nr. 1
eller 3, i stedet
for telefonnumre
anføres den person,
som indgrebet angår
(den mistænkte). I
så fald skal
politiet snarest
muligt efter udløbet
af det tidsrum,
inden for hvilket
indgrebet kan
foretages,
underrette retten om
de telefonnumre, som
indgrebet har været
rettet imod, samt om
de bestemte grunde,
der er til at
antage, at der fra
de pågældende
telefonnumre gives
meddelelser til
eller fra den
mistænkte. Retten
underretter den
beskikkede advokat,
jf. § 784, stk. 1,
der herefter kan
indbringe
spørgsmålet om
lovligheden af
indgrebet for
retten. Retten
træffer afgørelse
ved kendelse. Burde
indgrebet efter
rettens opfattelse
ikke være foretaget,
skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.«
Stk. 2-4 bliver
herefter stk. 3-5.
|
Stk. 4. Ved
modtagelse af
underretning i
medfør af artikel 20
i konventionen af
29. maj 2000 om
gensidig retshjælp i
straffesager mellem
Den Europæiske
Unions medlemsstater
skal politiet
forelægge sagen for
retten senest 48
timer fra
modtagelsen af
underretningen.
Retten afgør ved
kendelse, om indgreb
i
meddelelseshemmeligheden
må finde sted,
eller, hvis
indgrebet allerede
er iværksat, om
indgrebet kan
godkendes, og om det
kan opretholdes.
Bestemmelserne i
dette kapitel finder
tilsvarende
anvendelse.
|
|
|
|
|
|
§ 788. ---
Stk. 2-3 .
---
Stk. 4. Vil
underretning som
nævnt i stk. 1-3
være til skade for
efterforskningen
eller til skade for
efterforskningen i
en anden verserende
sag om en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
danne grundlag for
et indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
eller taler
omstændighederne i
øvrigt imod
underretning, kan
retten efter
begæring fra
politiet beslutte,
at underretning skal
undlades eller
udsættes i et
nærmere fastsat
tidsrum, der kan
forlænges ved senere
beslutning. Er der
efter § 784, stk. 1,
beskikket en
advokat, skal denne
have lejlighed til
at udtale sig, inden
retten træffer
beslutning om
undladelse af eller
udsættelse med
underretningen.
Stk. 5 . ---
|
|
5. I
§ 788, stk. 4 ,
indsættes efter
»eller taler«:
»hensynet til
beskyttelse af
fortrolige
oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder
eller«. |
|
|
|
|
|
6. I § 791
a indsættes
efter stk. 4 som nye
stykker:
|
|
|
»
Stk. 5. Politiet
kan fra udbydere af
telenet eller
teletjenester
indhente oplysninger
vedrørende
lokaliseringen af en
mobiltelefon, der
antages at benyttes
af en mistænkt
(teleobservation),
hvis indgrebet må
antages at være af
væsentlig betydning
for
efterforskningen, og
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, der
kan medføre fængsel
i 1 år og 6 måneder
eller derover.
|
|
|
Stk. 6. Det
påhviler udbydere af
telenet eller
teletjenester at
bistå politiet ved
gennemførelse af
teleobservation,
herunder ved at give
de i stk. 5 nævnte
oplysninger.«
Stk. 5-6 bliver
herefter stk. 7-8.
|
|
|
|
§ 791 a. ---
Stk. 2 -5.
---
Stk. 6.
Reglerne i § 782,
stk. 2, §§ 783-785,
§ 788, stk. 1,
§ 788, stk. 2, nr.
2, og § 788, stk. 3
og 4, § 789 samt
§ 791 finder
tilsvarende
anvendelse på de i
stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde.
|
|
7. I § 791
a, stk. 6, der
bliver
stk. 8 ,
indsættes som
2. pkt. :
»Reglerne i
§§ 783-785, § 788,
stk. 1, § 788,
stk. 2, nr. 1,
§ 788, stk. 3 og 4,
samt § 791 finder
tilsvarende
anvendelse på de i
stk. 5 omhandlede
tilfælde.«
|
|
|
|
§ 791 b. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3.
Afgørelse om
dataaflæsning
træffes af retten
ved kendelse. I
kendelsen angives
det
informationssystem,
som indgrebet angår.
I øvrigt finder
reglerne i § 783,
stk. 1, 3. og 4.
pkt., samt stk. 2 og
3, tilsvarende
anvendelse.
|
|
8. I
§ 791 b, stk. 3
, ændres »samt
stk. 2 og 3« til:
»samt stk. 3 og 4«.
|
|
|
|
|
|
9. Efter
§ 791 b indsættes:
|
|
|
»
§ 791 c.
Politiet kan
forstyrre eller
afbryde radio- eller
telekommunikation i
et område, hvis der
er afgørende grunde
til det med henblik
på at forebygge, at
der i det pågældende
område vil blive
begået en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitel 12 eller 13,
og som kan medføre
fare for menneskers
liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier.
|
|
|
Stk. 2.
Indgreb som nævnt i
stk. 1 må ikke
foretages, såfremt
det efter indgrebets
formål, sagens
betydning og den
krænkelse og ulempe,
som indgrebet må
antages af forvolde
den eller de
personer, som
indgrebet rammer,
ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb.
|
|
|
Stk. 3.
Indgreb efter stk. 1
sker efter rettens
kendelse. I
kendelsen anføres
det område, som
indgrebet angår, og
de konkrete
omstændigheder i
sagen, hvorpå det
støttes, at
betingelserne for
indgrebet er
opfyldt. Kendelsen
kan til enhver tid
omgøres. Endvidere
fastsættes det
tidsrum, inden for
hvilket indgrebet
kan foretages.
Tidsrummet kan
forlænges.
Forlængelsen sker
ved kendelse.
|
|
|
Stk. 4.
Såfremt indgrebets
øjemed ville
forspildes, dersom
retskendelse skulle
afventes, kan
politiet træffe
beslutning om at
foretage indgrebet.
I så fald skal
politiet snarest
muligt og senest
inden 24 timer fra
indgrebets
iværksættelse
forelægge sagen for
retten. Retten afgør
ved kendelse, om
indgrebet kan
godkendes, samt om
det kan opretholdes,
og i bekræftende
fald for hvilket
tidsrum, jf. stk. 3,
2. og 4.-6. pkt.
Burde indgrebet
efter rettens
opfattelse ikke have
været foretaget,
skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.
|
|
|
Stk. 5. I
øvrigt finder
reglerne i §§ 784 og
785 tilsvarende
anvendelse.«
|
|
|
|
|
|
§ 3 |
|
|
I
lov om forbud mod
tv-overvågning m.v.,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 788 af 12.
august 2005,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
|
|
1. Efter
§ 4
indsættes:
|
|
|
»
§ 4 a.
Politimesteren
(Politidirektøren)
kan henstille, at
offentlige
myndigheder eller
private foretager
tv-overvågning i
overensstemmelse med
gældende lovgivning.
|
|
|
|
|
|
§ 4 b.
Politimesteren
(Politidirektøren)
kan meddele
offentlige
myndigheder eller
private, som
foretager eller
planlægger at
iværksætte
tv-overvågning efter
gældende lovgivning,
pålæg med hensyn til
kvaliteten af
optagelser af
billeder på
videobånd, film
eller lignende samt
med hensyn til
opbevaringen af
sådanne optagelser.«
|
|
|
|
|
|
2. I
§ 5
indsættes efter
stk. 1 som nyt
stykke:
»
Stk. 2.
Overtrædelse af
pålæg meddelt i
medfør af § 4 b
straffes med bøde.«
Stk. 2–4 bliver
herefter stk. 3-5.
|
|
|
|
|
|
§ 4 |
|
|
I
lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1484 af 19.
december 2005,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
|
|
1. Efter
§ 148
indsættes:
|
|
|
»Kapitel 12 a.
Passageroplysninger
|
|
|
§ 148 a.
Luftfartsselskaber
skal foretage
registrering og
opbevaring i 1 år af
oplysninger om
passagerer og
besætningsmedlemmer
på luftfartøjer, der
ankommer til eller
afgår fra Danmark.
|
|
|
Stk. 2.
Luftfartsselskaber
skal på begæring af
Politiets
Efterretningstjeneste
udlevere de i stk. 1
nævnte oplysninger
til brug for
forebyggelse og
efterforskning af
overtrædelser af
straffelovens
kapitel 12 og 13.
|
|
|
Stk. 3.
Transport- og
energiministeren
fastsætter efter
forhandling med
justitsministeren
nærmere regler om
registrering og
opbevaring i medfør
af stk. 1 og om
luftfartsselskabernes
praktiske bistand
til Politiets
Efterretningstjeneste
i medfør af stk. 2.
|
|
|
Stk. 4.
Transport- og
energiministeren kan
efter forhandling
med
justitsministeren
fastsætte nærmere
regler om Politiets
Efterretningstjenestes
adgang til
luftfartsselskabernes
bookingsystemer til
brug for
forebyggelse og
efterforskning af
overtrædelser af
straffelovens
kapitel 12 og 13.«.
|
|
|
|
§ 149. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Overtrædelse af
§ 18, § 37, stk. 3,
§ 38, § 67 a,
stk. 1, og § 72
straffes med bøde.
Stk. 6-15.
--- |
|
2. I
§ 149, stk. 5 ,
ændres »og § 72«
til: »§ 72 og § 148
a, stk. 1 og 2«.
|
|
|
|
|
|
§ 5 |
|
|
I
udleveringsloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 833 af 25.
august 2005,
foretages følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 5.
Udlevering for en
politisk
lovovertrædelse kan
ikke finde sted.
Stk. 2.
Omfatter handlingen
tillige en
lovovertrædelse, som
ikke er af politisk
karakter, kan
udlevering ske for
denne
lovovertrædelse,
såfremt handlingen
overvejende er af
ikke-politisk
karakter.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder
ikke anvendelse, når
handlingen er
omfattet af
1) artikel 1 eller 2
i den europæiske
konvention om
bekæmpelse af
terrorisme som
ændret ved
ændringsprotokol af
15. maj 2003 til den
europæiske
konvention om
bekæmpelse af
terrorisme,
|
|
1. § 5,
stk. 3, nr. 2 og
3 , ophæves
og i stedet
indsættes:
»2) artikel 6 og 7
og artikel 9, jf.
artikel 6 og 7, i
Europarådets
konvention om
forebyggelse af
terrorisme,
3) artikel 2, jf.
artikel 1, i
FN-konventionen til
bekæmpelse af
terrorbombninger,
4) artikel 2, jf.
artikel 1, i
FN-konventionen til
bekæmpelse af
finansiering af
terrorisme eller 5)
artikel 2, jf.
artikel 1, i
FN-konventionen til
bekæmpelse af
nuklear terrorisme.«
|
2) artikel 2, jf.
artikel 1, i
FN-konventionen til
bekæmpelse af
terrorbombninger
eller |
|
|
3) artikel 2, jf.
artikel 1, i
FN-konventionen til
bekæmpelse af
finansiering af
terrorisme.
|
|
|
|
|
|
|
|
2. Efter § 5,
stk. 3, indsættes:
»
Stk. 4. I
særlige tilfælde kan
udlevering for en
handling omfattet af
artikel 5 eller
artikel 9, jf.
artikel 5, i
Europarådets
konvention om
forebyggelse af
terrorisme nægtes,
hvis det vurderes,
at der er tale om en
politisk
lovovertrædelse.«
|
|
|
|
|
|
§ 6 |
|
|
I
lov nr. 378 af 6.
juni 2002 om ændring
af straffeloven,
retsplejeloven, lov
om konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet,
våbenloven samt lov
om udlevering af
lovovertrædere til
Finland, Island,
Norge og Sverige
(Gennemførelse af
FN-konventionen til
bekæmpelse af
finansiering af
terrorisme,
gennemførelse af
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1373
(2001) samt øvrige
initiativer til
bekæmpelse af
terrorisme m.v.)
foretages følgende
ændring:
|
|
|
|
§ 8.
Justitsministeren
fremsætter i
folketingsåret
2005-06 forslag om
revision af
retsplejelovens
§ 786, stk. 4, som
affattet ved denne
lovs § 2, nr. 3.
|
|
1. I § 8
ændres »2005-06«
til: »2009-10«.
|
|
|
|
|
|
§ 7 |
|
|
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen
efter
bekendtgørelsen i
Lovtidende, jf. dog
stk. 2-4. § 5 finder
anvendelse på
anmodninger om
udlevering efter
Europarådets
konvention om
forebyggelse af
terrorisme,
henholdsvis
FN-konventionen til
bekæmpelse af
nuklear terrorisme,
der fremsættes
efter, at den
pågældende
konvention er trådt
i kraft mellem
Danmark og
vedkommende fremmede
stat. |
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter efter
forhandling med
ministeren for
videnskab, teknologi
og udvikling
tidspunktet for
ikrafttrædelsen af
retsplejelovens
§ 791 a, stk. 6, som
affattet ved denne
lovs § 2, nr. 6.
|
|
|
Stk. 3.
Retsplejelovens
§ 791 c, som
affattet ved denne
lovs § 2, nr. 9,
træder i kraft den
1. juli 2006.
|
|
|
Stk. 4.
Transport- og
energiministeren
fastsætter efter
forhandling med
justitsministeren
tidspunktet for
ikrafttrædelsen af
luftfartslovens
§ 148 a, som
affattet ved denne
lovs § 4, nr. 1.
|
|
|
|
|
|
§ 8 |
|
|
Loven gælder ikke
for Færøerne og
Grønland. Lovens § 1
kan dog ved kongelig
anordning sættes i
kraft for Færøerne
med de afvigelser,
som de særlige
færøske forhold
tilsiger. Lovens
§§ 3-5 kan ved
kongelig anordning
sættes i kraft for
Færøerne og Grønland
med de afvigelser,
som de særlige
færøske og
grønlandske forhold
tilsiger.
|