Lovforslag nr.
133 fremsat den 31. januar 2013 af
justitsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om
ændring af straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om
statens uddannelsesstøtte
(Udvidet
mulighed for prøveløsladelse og
fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder
under uddannelsen til
fængselsbetjent m.v.)
§ 1
I straffeloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af
24. oktober 2012, som ændret ved § 2
i lov nr. 1242 af 18. december 2012
og § 2 i lov nr. 1385 af 23.
december 2012, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 38, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 og 5
bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I
§ 40 a, stk. 1,
nr. 1, ændres
»behandlingsforløb,
uddannelsesforløb eller
arbejdstræning« til:
»behandlingsforløb,
uddannelsesforløb, arbejdstræning
eller arbejde«.
3.
§ 124, stk. 5,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5.
Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder
også i forhold til
1)
personer i forvaring,
2)
personer, der i stedet for
varetægtsfængsel er frihedsberøvet i
institution m.v.,
3)
personer, der i medfør af
straffelovens § 74 a er
frihedsberøvet i institution m.v.,
4)
personer, der i forbindelse med
fuldbyrdelse af straf uden for
arresthuse og fængsler, jf. stk. 1,
er frihedsberøvet på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
eller i institution m.v., og
5)
personer, der afsoner fængselsstraf
under udstationering fra fængsel
eller arresthus.
Stk. 6.
Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt.,
gælder også i forhold til personer i
forvaring.«
§ 2
I lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj
2012, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 48, stk. 2,
indsættes efter nr. 2 som nyt
nummer:
»3)
undergiver sig intensiv overvågning
og kontrol på bopælen, jf. stk. 3,«.
Nr. 3 og 4 bliver
herefter nr. 4 og 5.
2. I
§ 48
indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Ved vilkår som nævnt i stk. 2, nr.
3, kan der træffes bestemmelse om,
at reglerne i §§ 78 b-78 f eller
regler udstedt i medfør heraf helt
eller delvis skal finde tilsvarende
anvendelse.«
3.
§ 52, 2. pkt.,
affattes således:
»Det kan gøres
til et vilkår for en
besøgstilladelse, at den besøgende
lader sig undersøge.«
4. I
§ 52
indsættes som 3. pkt.:
»Undersøgelsen
kan bestå i visitation af det tøj,
som den besøgende er iført ved
fremmødet, samt nærmere undersøgelse
af den besøgendes yderbeklædning og
medbragte effekter.«
5. I
§ 78 a, stk. 1,
ændres »indtil 5 måneder« til:
»indtil 6 måneder«.
6.
§ 78 b, stk. 1,
nr. 3, ophæves.
Nr. 4 bliver
herefter nr. 3.
7. I
§ 78 b
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Betingelsen i stk. 1, nr. 2, gælder
ikke for personer, der er idømt
fængselsstraf i 30 dage eller
derunder. Der kan endvidere
dispenseres fra betingelsen i
særlige tilfælde, hvor den dømtes
beskæftigelsessituation taler for
det.«
Stk. 2-4 bliver
herefter stk. 3-5.
8. I
§ 78 b, stk. 2,
der bliver stk. 3, indsættes efter
»nægtes meddelt,«: »hvis særegne
hensyn til retshåndhævelsen
undtagelsesvis kræver dette, eller«.
9. I
§ 78 b, stk. 3,
der bliver stk. 4, ændres
»betingelserne i stk. 1, nr. 1-4,«
til: »betingelserne i stk. 1, nr.
1-3,«.
10.
I § 78 b, stk. 4, der bliver stk. 5,
ændres »den i stk. 3 nævnte
undersøgelse« til: »den i stk. 4
nævnte undersøgelse«.
11.
§ 78 c, stk. 1,
nr. 6, affattes således:
»6)
efterkommer pålæg fra
tilsynsmyndigheden om deltagelse i
et program, der skønnes egnet til at
forbedre den dømtes muligheder for
fremover at leve en kriminalitetsfri
tilværelse,«.
12.
I § 78 e, stk.
1, nr. 4, ændres »de i § 78
b, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, nævnte
betingelser« til: »de i § 78 b, stk.
1, nr. 1-3, nævnte betingelser«.
§ 3
I lov om statens
uddannelsesstøtte, jf.
lovbekendtgørelse nr. 661 af 29.
juni 2009, som ændret ved bl.a. lov
nr. 561 af 6. juni 2011 og senest
ved § 21 i lov nr. 326 af 11. april
2012, foretages følgende ændring:
1. I
§ 24, stk. 3,
nr. 4, indsættes efter
»politiets grunduddannelse«: »eller
kriminalforsorgens uddannelse til
fængselsbetjent«.
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli
2013, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §
1, nr. 3, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 3. §
2, nr. 5-12, finder anvendelse, når
afsoningen vedrører fængselsstraf,
der helt eller delvis er idømt efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 4. §
3 har virkning for støtteåret 2013
for uddannelsessøgende, der
påbegynder uddannelsen til
fængselsbetjent den 1. juli 2013
eller senere.
§ 5
Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men lovens § 1, nr. 1 og
2, og § 2 kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
|
1.
Indledning
|
2.
Lovforslagets
indhold
|
3.
Prøveløsladelse
|
|
|
3.1.
Gældende ret
|
|
|
3.1.1.
Prøveløsladelse
efter
straffelovens
§ 38
|
|
|
|
3.1.2.
Prøveløsladelse
efter
straffelovens
§ 40 a
|
|
|
|
3.1.3.
Overtrædelse
af vilkår
for
prøveløsladelse
|
|
|
3.2. Forslag
til
justering af
reglerne om
prøveløsladelse
|
|
|
3.2.1.
Prøveløsladelse
med en
reststraf på
mindre end
30 dage
|
|
|
3.2.2.
Udvidelse af
noget for
noget-ordningen
|
4. Udståelse
af straf i
fodlænke
|
|
4.1.
Gældende ret
|
|
|
4.1.1.
Fuldbyrdelse
af
fængselsstraf
i
kriminalforsorgens
institutioner
mv.
|
|
|
4.1.2.
Udslusning
|
|
|
|
4.1.2.1.
Alternativ
afsoning og
prøveløsladelse
|
|
|
|
4.1.2.2.
Udgang
|
|
|
|
|
4.1.2.2.1.
Frigang
|
|
|
|
|
4.1.2.2.2.
Udstationering
|
|
|
4.1.3.
Fuldbyrdelse
af straf på
bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
(afsoning i
fodlænke)
|
|
|
|
4.1.3.1.
Anvendelsesområde
|
|
|
|
4.1.3.2.
Ansøgningsfrist
|
|
|
|
4.1.3.3.
Betingelser
og vilkår
|
|
|
|
4.1.3.4.
Tilbagekaldelse
af
tilladelse
|
|
|
|
4.1.3.5.
Effektevaluering
af
fodlænkeordningen
|
|
4.2. Forslag
til
justeringer
af
fodlænkeordningen
|
|
|
4.2.1.
Udvidelse af
fodlænkeordningens
anvendelsesområde
|
|
|
4.2.2.
Overskridelser
af
ansøgningsfristen
|
|
|
4.2.3.
Justering af
betingelser
og vilkår
|
|
|
|
4.2.3.1.
Indførelse
af
retshåndhævelsesforbehold
|
|
|
|
4.2.3.2.
Betingelser
og vilkår i
øvrigt
|
|
|
4.2.4.
Justering af
tolerancen
over for
vilkårsovertrædelser
|
|
|
4.2.5.
Udslusning i
fodlænke
|
5. Flugt
under
afsoning i
fodlænke
|
|
5.1.
Gældende ret
|
|
5.2. Forslag
om ændring
af
straffelovens
§ 124, stk.
5
|
6.
Undersøgelse
af besøgende
|
|
6.1.
Gældende ret
|
|
6.2. Forslag
om udvidede
muligheder
for
undersøgelse
af besøgende
|
7. Øvrige
initiativer,
der
forudsættes
gennemført
administrativt
|
8.
Fængselsbetjentelevers
overgang til
statens
uddannelsesstøtte
(SU) i
skoleperioder
|
|
8.1.
Gældende ret
|
|
|
8.1.1.
Fængselsbetjentuddannelsens
indhold
|
|
|
8.1.2.
Fængselsbetjentelevers
aflønnings-
og
ansættelsesforhold
|
|
|
8.1.3.
Indkomst ved
siden af SU
|
|
8.2. Den
foreslåede
ordning
|
9.
Økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for det
offentlige
|
10.
Økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
mv.
|
11.
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
12.
Miljømæssige
konsekvenser
|
13.
Forholdet
til
EU-retten
|
14. Hørte
myndigheder,
organisationer
mv.
|
15.
Sammenfattende
skema
|
|
|
1.
Indledning
I november 2012
indgik Regeringen, Enhedslisten,
Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti en aftale om
kriminalforsorgens økonomi i
2013-16.
Aftalen bygger på
en grundlæggende præmis om, at klare
og hurtige konsekvenser over for
kriminalitet skal gå hånd i hånd med
effektiv forebyggelse og en
målrettet indsats for at støtte og
motivere dømte til at ruste sig mod
tilbagefald til ny kriminalitet.
Aftalen har
således som målsætning, at der skal
være færre gengangere i fængslerne
og dermed færre ofre for
kriminalitet.
Med aftalen
imødegås en række udfordringer, som
kriminalforsorgen gennem de senere
år har oplevet i stigende grad, og
som kræver en holdbar og langsigtet
løsning.
Det gælder
udfordringer vedrørende manglende
pladser og overbelæg i
kriminalforsorgen, og aftalen
indeholder således en række tiltag,
der har til formål at imødegå
kriminalforsorgens kapacitetsbehov
på langt sigt. Dette omfatter bl.a.
opførelse af 200 nye
afsoningspladser fordelt på 150
lukkede fængselspladser og i alt 50
pladser fordelt på henholdsvis åbne
fængselspladser og pensionspladser.
Det gælder også
udfordringerne vedrørende
håndteringen af et stigende antal
rockere og bandemedlemmer i
fængslerne. De senere års succes med
at få et stort antal rocker- og
bandemedlemmer idømt fængselsstraf
har dels været med til at skabe et
kapacitetspres på fængslerne, dels
nødvendiggjort en række modtræk mod
de ordens- og sikkerhedsmæssige
udfordringer, som rocker- og
bandegrupperingerne giver i
fængslerne. Aftalen indeholder i den
forbindelse en forstærket indsats
over for rockere og bandemedlemmer,
herunder ved indretning af en
afdeling med 48 pladser til negativt
stærke indsatte samt øget
sektionering med henblik på at
adskille bandemedlemmer mv.
Aftalen har også
til formål at skabe en mere effektiv
og målrettet indsats for
hjemsendelse af udvisningsdømte
udlændinge, og der etableres bl.a.
særlige udrejseafdelinger for
udvisningsdømte udlændinge i
yderligere to lukkede fængsler.
Desuden indebærer
aftalen, at der gives de indsatte
bedre tilbud om og muligheder for at
uddanne sig under afsoningen, og at
der gennem et styrket samarbejde
mellem kriminalforsorgen og
kommunerne tages bedre hånd om de
dømte i løsladelsessituationen.
Aftalen hviler
endvidere på det synspunkt, at brug
af alternativer til fængselsstraf og
tidligere udslusning i eksempelvis
fodlænke kan medvirke til at
forebygge, at dømte falder tilbage
til kriminalitet. Dette vil give
færre ofre for kriminalitet.
Derfor indeholder
aftalen en række yderligere
elementer, som navnlig har til
formål at styrke kriminalforsorgens
arbejde og de indsattes muligheder
for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse efter endt afsoning.
2.
Lovforslagets
indhold
Dette
lovforslag har for det første til
formål at gennemføre de elementer i
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi i 2013-16, som kræver
ændringer af straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven.
Lovforslaget
indeholder i den forbindelse forslag
om at justere straffelovens regler
om prøveløsladelse. Reglen om, at
prøveløsladelse i almindelighed ikke
kan ske, når den resterende
straffetid er mindre end 30 dage,
foreslås ophævet. Der foreslås også
gennemført en vis, nærmere afgrænset
udvidelse af den såkaldte noget for
noget-ordning, der bl.a. giver
mulighed for tidlig prøveløsladelse
i tilfælde, hvor den indsatte har
gjort en særlig indsats for at ruste
sig mod tilbagefald til ny
kriminalitet.
Der henvises til
pkt. 3.2.1 og 3.2.2.
Som led i
udmøntningen af aftalen indeholder
lovforslaget desuden forslag om en
række justeringer af
straffuldbyrdelseslovens regler om
afsoning i fodlænke. Det foreslås i
den forbindelse, at der åbnes
mulighed for at afsone
fængselsstraffe på til og med 6
måneder i fodlænke, hvis den dømte i
øvrigt opfylder betingelserne.
Samtidig lægges der med lovforslaget
op til visse nærmere afgrænsede
lempelser af betingelserne og
vilkårene for at kunne få tilladelse
til afsoning i fodlænke.
Lovforslaget indeholder derudover
forslag om en justering af
tolerancen over for
vilkårsovertrædelser.
Der henvises i
den forbindelse til pkt.
4.2.1-4.2.4.
Med henblik på at
øge udslusningsmulighederne
indebærer lovforslaget desuden, at
der i visse tilfælde åbnes mulighed
for at lade indsatte tage ophold på
deres bopæl i fodlænke i den sidste
del af afsoningen. Det foreslås
således, at visse kategorier af
indsatte efter en konkret vurdering
skal kunne få udgang i form af
udstationering med henblik på
fortsat afsoning i fodlænke på egen
bopæl i et tidsrum af maksimalt 6
måneder op til
løsladelsestidspunktet. Der henvises
nærmere til pkt. 4.2.5 nedenfor.
Lovforslaget
indebærer endvidere en ændring af
straffuldbyrdelseslovens regler om
undersøgelse af besøgende i
afsoningsinstitutionerne med henblik
på at styrke indsatsen mod
indsmuglinger. Det foreslås således
at indføre mulighed for, at besøg
kan betinges af, at den besøgende i
videre omfang end i dag lader sig
visitere. Der henvises i den
forbindelse nærmere til pkt. 6.2
nedenfor.
Aftalen om
kriminalforsorgens økonomi
indeholder herudover en række
initiativer, der har til formål at
styrke mulighederne for afsoning i
fodlænke, men som kan gennemføres
ved fastsættelse af administrative
regler eller justering af gældende
praksis. Pkt. 4.2 indeholder en
beskrivelse af disse initiativer.
Herudover
indebærer aftalen på en række andre
områder visse yderligere
administrative ændringer eller
ændringer af praksis. Disse
ændringer er nærmere beskrevet under
pkt. 7.
Med lovforslaget
lægges for det andet op til en
ændring af lov om statens
uddannelsesstøtte (SU-loven). Det er
således et element i aftalen om
kriminalforsorgens økonomi, at
aflønningen af fængselsbetjentelever
ændres, så de overgår til statens
uddannelsesstøtte (SU) i
skoleperioder. Dette forudsættes
gennemført for
fængselsbetjentelever, der starter
på uddannelsen til fængselsbetjent
den 1. juli 2013 eller senere.
Forslaget
indebærer, at det højeste fribeløb
finder anvendelse i de måneder, hvor
fængselsbetjenteleverne er i praktik
og dermed modtager løn, eller hvor
fængselsbetjenteleven har lønnet
orlov fra uddannelsen, f.eks. i
forbindelse med barselsorlov. Hermed
kommer fængselsbetjenteleverne ikke
i en situation, hvor deres
indtjening i perioder med løn under
uddannelsen overstiger det fribeløb,
som de efter SU-reglerne kan tjene,
uden at det får indflydelse på den
uddannelsesstøtte, der tildeles. Der
henvises nærmere til pkt. 8
nedenfor.
Lovforslaget
indeholder herudover et enkelt
tiltag, som har til formål at
supplere aftalen om
kriminalforsorgens økonomi. Det
drejer sig om indførelse af en
mulighed for, at fodlænkeafsoning i
helt enkeltstående konkrete tilfælde
skal kunne afvises, hvis særegne
hensyn til retshåndhævelsen
undtagelsesvis findes at være til
hinder for denne afsoningsform. Der
henvises i den forbindelse til pkt.
4.2.3.1 nedenfor.
Lovforslaget
indeholder endelig forslag om en
ændring af straffelovens § 124, stk.
5, som skal sikre, at flugt under
fodlænkeafsoning fremover kan
straffes på lige fod med flugt fra
anden afsoning mv. Denne del af
lovforslaget fremsættes i lyset af
en dom afsagt af Højesteret den 25.
januar 2013. Der henvises nærmere
til pkt. 5 nedenfor.
3.
Prøveløsladelse
3.1.
Gældende ret
3.1.1.
Prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38
3.1.1.1. Efter
straffelovens § 38, stk. 1, afgør
justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, om den dømte skal
løslades på prøve, når 2/3 af
straffetiden, dog mindst 2 måneder,
er udstået. Prøveløsladelse efter
denne bestemmelse forudsætter alene,
at den dømtes forhold ikke gør
prøveløsladelsen utilrådelig, at der
er sikret den pågældende passende
ophold og arbejde eller andet
underhold, og at den pågældende
erklærer at ville overholde de
vilkår, der i medfør af § 39,
stk. 2, fastsættes for løsladelsen,
jf. § 38, stk. 5.
Efter
straffelovens § 38, stk. 2, kan
løsladelse på prøve ske tidligere,
når særlige omstændigheder taler
derfor, og den dømte har udstået
halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder. Bestemmelse herom
træffes af justitsministeren eller
den, som med hensyn til bestemte
grupper af sager bemyndiges dertil.
Som det fremgår af bestemmelsens
ordlyd, er det en betingelse for
prøveløsladelse efter udståelse af
halvdelen af straffetiden, at
»særlige omstændigheder« taler
herfor. Ifølge forarbejderne til
bestemmelsen er der herved især
tænkt på de undtagelsestilfælde,
hvor særlige grunde, herunder
navnlig mulighed for en særlig
gunstig arbejdsmæssig placering,
taler for, at der sker løsladelse en
kortere tid, før 2/3 af straffetiden
er udstået, jf. Folketingstidende
1964-65, tillæg A, spalte 957 f.
Endvidere kan bestemmelsen f.eks.
finde anvendelse, hvor
prøveløsladelse af hensyn til
alvorlig sygdom hos den indsatte
eller dennes pårørende ikke findes
at burde afvente, at den pågældende
har afsonet 2/3 af straffetiden.
Bestemmelsen anvendes desuden bl.a.
i forbindelse med prøveløsladelse
efter halvdelen af straffetiden af
udenlandske strafafsonere, der skal
udvises efter løsladelsen.
Prøveløsladelse
efter straffelovens § 38, stk. 1 og
2, kan i almindelighed ikke ske, når
den resterende straffetid er mindre
end 30 dage, jf. straffelovens § 38,
stk. 3.
Denne bestemmelse
blev indsat i straffeloven ved lov
nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer
i borgerlig straffelov
(Konfiskation, fuldbyrdelse af
frihedsstraf m.v.). Ifølge
forarbejderne bygger bestemmelsen på
den opfattelse, at det i
almindelighed må forekomme
betænkeligt, at en indsat, hvis
reststraf er kortere end 30 dage, i
forbindelse med løsladelsen
undergives bestemmelser om prøvetid,
tilsyn mv., jf. Folketingstidende
1964-65, tillæg A, spalte 957 f.
Særlige
omstændigheder, som vil kunne tale
for prøveløsladelse, selv om den
resterende straffetid er under 30
dage, vil f.eks. være ønskeligheden
af iværksættelse af tilsyn,
alkoholistbehandling eller lignende,
som også den indsatte lægger vægt på
at få iværksat, jf. pkt. 14 i
vejledning nr. 23 af 28. marts 2012
om løsladelse af dømte, der udstår
fængselsstraf
(løsladelsesvejledningen).
Endvidere sker
der normalt prøveløsladelse af
indsatte i de særlige tilfælde, hvor
fængselsstraffen ved dommen er
fastsat til et antal dage, der
overstiger 60, dvs. typisk 70 eller
80 dages fængsel, jf. straffelovens
§ 33, stk. 3, hvorefter
fængselsstraffe kortere end 3
måneder udmåles i dage. Baggrunden
for denne praksis, hvor den
resterende straffetid ved
prøveløsladelse efter 2/3 tid i
sagens natur er mindre end 30 dage,
er, at en indsat, der afsoner en dom
på 70 eller 80 dages fængsel, i
modsat fald ville skulle udstå en
længere straffetid end indsatte, der
prøveløslades efter 2/3 af
afsoningen af en dom på 3 måneders
fængsel.
Prøveløsladelse
kan ifølge § 38, stk. 4, ikke ske
med hensyn til den ubetingede del af
en såkaldt kombinationsdom efter
§ 58, stk. 1. Efter § 58, stk. 1,
kan retten, hvis den skønner det
påkrævet at anvende ubetinget
fængselsstraf, men oplysningerne om
tiltaltes personlige forhold taler
for anvendelse af en betinget dom,
bestemme, at en del af den idømte
straf, dog højst 6 måneder, skal
fuldbyrdes, mens den resterende del
af straffen gøres betinget.
3.1.1.2.
Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1.
pkt., skal prøveløsladelse efter
§ 38, stk. 1 og 2, som
fast vilkår
betinges af, at den
pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan
ikke overstige 3 år. Hvis den
resterende straffetid overstiger 3
år, kan der dog fastsættes en
prøvetid på indtil 5 år.
Der kan herudover
fastsættes
tillægsvilkår i form af
tilsyn og særvilkår, jf. § 39,
stk. 2. Det kan således fastsættes
som vilkår for prøveløsladelsen, at
den pågældende i hele prøvetiden
eller en del af denne undergives
tilsyn. Der kan yderligere
fastsættes vilkår efter reglerne i
straffelovens § 57. Bestemmelsen
giver retten mulighed for at
fastsætte de vilkår, som findes
formålstjenlige, herunder at den
dømte overholder særlige
bestemmelser vedrørende opholdssted,
arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte
personer, tager ophold i egnet hjem
eller institution eller underkaster
sig afvænningsbehandling for misbrug
af alkohol, narkotika eller lignende
medikamenter, om fornødent på
hospital eller i særlig institution.
Vilkår om ophold i hjem, hospital
eller anden institution har ikke
gyldighed for længere tidsrum end
den resterende straffetid, jf. § 39,
stk. 2, 3. pkt.
3.1.1.3.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal
løslades på prøve efter
straffelovens § 38, stk. 1, træffes
som udgangspunkt af fængslet eller
arresthuset, jf. § 25, stk. 1, i
bekendtgørelse om løsladelse af
dømte, der udstår fængselsstraf
(løsladelsesbekendtgørelsen). I
visse nærmere angivne tilfælde,
herunder hvis den indsatte udstår
fængsel i 8 år eller derover,
træffes afgørelsen dog af
Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter indstilling fra fængslet eller
arresthuset, jf. bekendtgørelsens
§ 26.
Afgørelse om,
hvorvidt indsatte skal løslades på
prøve efter straffelovens § 38,
stk. 2, træffes som udgangspunkt af
Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter indstilling fra fængslet eller
arresthuset, jf. § 28 i
løsladelsesbekendtgørelsen. I visse
nærmere angivne tilfælde, herunder
hvis der er tale om udenlandske
indsatte, der udstår fængselsstraf i
indtil 8 år, og som efter udståelse
af straffen skal udvises med
indrejseforbud, træffes afgørelsen
dog af fængslet eller arresthuset,
jf. bekendtgørelsens § 29.
3.1.2.
Prøveløsladelse
efter straffelovens § 40 a
3.1.2.1.
Ved lov nr. 219 af 31. marts 2004 om
ændring af straffeloven og lov om
fuldbyrdelse af straf mv. (Tidlig
prøveløsladelse af dømte) blev der
indsat en særlig bestemmelse i
straffelovens § 40 a om
prøveløsladelse efter udståelse af
halvdelen af straffetiden (noget for
noget-ordningen). Ordningen er
efterfølgende blevet ændret én gang
ved lov nr. 611 af 14. juni 2011 om
ændring af straffeloven (Udvidelse
af »noget for noget-ordningen« om
tidlig prøveløsladelse af dømte
m.v.).
I sin oprindelige
form indebar ordningen, at dømte
efter en konkret vurdering kunne
prøveløslades, når halvdelen af
straffetiden, dog mindst 4 måneder,
var udstået, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke skønnedes at
tale imod det, og den dømte enten
havde ydet en særlig indsats for
ikke at begå ny kriminalitet,
herunder ved at deltage i
behandlings- eller
uddannelsesforløb, eller den dømtes
forhold talte for tidlig
prøveløsladelse.
Ordningen var
alene relevant ved domme på over 6
måneders fængsel, da indsatte med
domme på 6 måneders fængsel kan
prøveløslades efter 4 måneder på
mere lempelige betingelser efter
bestemmelsen om ordinær
prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38, stk. 1, jf. pkt. 3.1.1
ovenfor.
Med den nævnte
ændring af noget for noget-ordningen
blev de tidsmæssige betingelser
lempet, så prøveløsladelse nu kan
ske, når halvdelen af straffen, dog
mindst 2 måneder (mod altså
tidligere 4 måneder), er afsonet,
hvis betingelserne i øvrigt er
opfyldt. Endvidere kan
arbejdstræning som følge af
ændringen nu udgøre en særlig
indsats, som efter en konkret
vurdering kan begrunde tidligere
prøveløsladelse.
Med ændringen af
de tidsmæssige betingelser finder
noget for noget-ordningen desuden
anvendelse på dømte med en dom på
over 3 måneders fængsel i modsætning
til tidligere, hvor ordningen som
nævnt alene var relevant for dømte
med en dom på over 6 måneders
fængsel. De dømte, som har gavn af
lempelsen, vil med andre ord typisk
være idømt 4, 5 eller 6 måneders
fængsel. Lempelsen af de tidsmæssige
betingelser betyder således også, at
ordningen nu omfatter personer, der
afsoner en straf på over 3 måneders
fængsel i fodlænke, jf. nærmere
herom nedenfor under pkt. 4.1.3.
Noget for
noget-ordningen er fortsat ikke
relevant for indsatte med en dom på
3 måneders fængsel og derunder, da
der i disse tilfælde vil kunne ske
prøveløsladelse efter 2 måneder
efter de mere lempelige betingelser
for ordinær prøveløsladelse efter
2/3 tid, jf. straffelovens § 38,
stk. 1.
3.1.2.2.
Det følger af straffelovens § 40 a,
stk. 1, i sin nuværende udformning,
at justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, kan
beslutte, at dømte efter en konkret
vurdering kan prøveløslades, når
halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder, er udstået, hvis
hensynet til retshåndhævelsen ikke
skønnes at tale imod det, og
betingelserne i § 40 a, stk. 1, nr.
1 eller nr. 2, er opfyldt, jf.
straks nedenfor.
Efter § 40 a,
stk. 1, nr. 1, kan der for det
første ske prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden af dømte,
der har ydet en særlig indsats for
ikke på ny at begå kriminalitet,
herunder ved at deltage i
behandlingsforløb, uddannelsesforløb
eller arbejdstræning i forbindelse
med afsoningen.
En særlig indsats
kan ifølge lovens forarbejder f.eks.
bestå i, at den indsatte under
fængselsopholdet gennemfører et
relevant uddannelsesforløb eller
deltager i afvænningsbehandling for
et eventuelt alkohol- eller
stofmisbrug eller i et særligt
adfærdskorrigerende program.
En særlig indsats
kan endvidere bestå i
arbejdstræning, hvorved forstås
forløb, hvor den indsatte lærer
basale funktioner knyttet til
varetagelsen af et arbejde. Disse
funktioner kan bl.a. være social
omgang på arbejdspladsen, at modtage
og udføre en ordre fra en
overordnet, samarbejde med øvrige
ansatte, punktlighed og undervisning
i arbejdsmarkedsregler.
Arbejdstræning kan foregå i
fængslet, f.eks. i tilknytning til
et eller flere af fængslets
værksteder, eller i en godkendt
virksomhed i forbindelse med
frigang. Målgruppen for
arbejdstræning er indsatte, der ikke
tidligere har varetaget et arbejde
over en længere sammenhængende
periode på grund af manglende basale
jobkvalifikationer, og indsatte, der
har været uden for arbejdsmarkedet i
et længere stykke tid og af den
grund ikke længere kan siges at have
de nødvendige basale kvalifikationer
til varetagelsen af et job.
Det beror på en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde, om den indsatte kan anses
for at have ydet den nævnte særlige
indsats.
Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A,
side 4446, og til Folketingstidende
2010-11, 1. samling, tillæg A,
lovforslag nr. L 174, side 7.
Efter § 40 a,
stk. 1, nr. 2, kan der for det andet
ske prøveløsladelse efter halvdelen
af straffetiden, hvis den dømtes
forhold taler derfor. Efter lovens
forarbejder er bestemmelsen møntet
på indsatte, hvis forhold samlet set
taler for, at det er unødvendigt, at
den pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der i
stedet fastsættes vilkår om
samfundstjeneste. Det drejer sig om
indsatte, som typisk har gode og
stabile personlige forhold og et
godt socialt netværk samt er uden
misbrugsproblemer, og hvis
forbrydelse ikke er udtryk for et
kriminelt mønster. Det er endvidere
en forudsætning for prøveløsladelse,
at den pågældendes afsoningsforløb
har været i det væsentlige
problemfrit, dvs. at den indsatte
ikke f.eks. flere gange er udeblevet
fra udgang eller har begået
kriminalitet under afsoningen eller
alvorligt har chikaneret
fængselspersonale eller andre
indsatte. Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A,
side 4447.
Efter § 40 a,
stk. 1, er prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden i alle
tilfælde betinget af, at hensynet
til retshåndhævelsen ikke taler imod
det. Dette indebærer efter lovens
forarbejder, at der skal udvises
meget betydelig varsomhed med at
anvende bestemmelserne om
prøveløsladelse efter halv tid i
forhold til personer, der afsoner
straf for visse meget alvorlige
forbrydelser, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 4447.
Prøveløsladelsen
efter § 40 a forudsætter endvidere,
at den dømtes forhold ikke gør
prøveløsladelsen utilrådelig, at der
er sikret den pågældende passende
ophold og arbejde eller andet
underhold, og at den pågældende er
egnet til og erklærer sig villig til
overholde de vilkår, der i medfør af
§ 40 a, stk. 3 og 4, jf. nedenfor,
fastsættes for løsladelsen, jf. § 40
a, stk. 6. Det svarer bortset fra
kravet om, at den dømte skal være
egnet til at overholde vilkårene for
løsladelsen til, hvad der i medfør
af § 38, stk. 5, gælder for
prøveløsladelse efter § 38, stk. 1
og 2.
3.1.2.3.
Prøveløsladelse efter § 40 a skal
som fast vilkår betinges af, at den
pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan
ikke overstige 3 år. Hvis den
resterende straffetid overstiger 3
år, kan der dog fastsættes en
prøvetid på indtil 5 år, jf. § 40 a,
stk. 7, jf. § 39, stk. 1.
Herudover skal
prøveløsladelse efter § 40 a som
fast vilkår betinges af, at den
dømte undergives tilsyn indtil det
tidspunkt, hvor der er forløbet to
tredjedele af straffetiden. Efter
dette tidspunkt kan der fastsættes
vilkår om, at den pågældende fortsat
undergives tilsyn, jf. § 40 a,
stk. 2.
Endvidere kan der
fastsættes tillægsvilkår efter
reglerne i straffelovens § 57, jf.
§ 40 a, stk. 3, 2. led, og stk. 4,
2. pkt.
Desuden kan
prøveløsladelse efter § 40 a,
stk. 1, nr. 1 (om særlig indsats),
betinges af, at den dømte udfører
ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40
a, stk. 3, 1. led. Det fremgår af
lovforarbejderne, at vilkår om
samfundstjeneste i forhold til
personer, som løslades efter denne
bestemmelse, kan være relevant, hvor
der ikke (længere) er særlige
behandlingsbehov eller behov for
uddannelse mv., som kan følges op
med vilkår efter § 57, men hvor der
bør sikres et fortsat pønalt
element, som samtidig er egnet til
at støtte den pågældendes
resocialisering, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A,
side 4441.
Prøveløsladelse
efter § 40 a, stk. 1, nr. 2 (om den
dømtes forhold), skal som fast
vilkår betinges af, at den dømte
udfører ulønnet samfundstjeneste,
jf. § 40 a, stk. 4, 1. pkt.
Antallet af
samfundstjenestetimer fastsættes til
mindst 30 og højst 300 timer, jf.
straffelovens § 63, stk. 1, 1. pkt.,
jf. § 40 a, stk. 7.
Det følger af
straffelovens § 40 a, stk. 5, at
vilkår om samfundstjeneste ikke kan
udstrækkes ud over 2/3 af
straffetiden. Tilsynsmyndigheden kan
dog træffe afgørelse om, at vilkår
om samfundstjeneste skal have en
varighed ud over dette tidspunkt,
hvis særlige grunde taler derfor,
dog ikke ud over den samlede
straffetid.
3.1.2.4.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal
løslades på prøve efter
straffelovens § 40 a, træffes af
afsoningsinstitutionen, hvis den
dømte afsoner en dom på mindre end 8
måneder fængsel. Ellers træffes
afgørelsen af Direktoratet for
Kriminalforsorgen efter indstilling
fra fængslet eller arresthuset, jf.
§ 30 i løsladelsesbekendtgørelsen.
3.1.3.
Overtrædelse af
vilkår for prøveløsladelse
3.1.3.1.
Hvis en prøveløsladt
begår et nyt
strafbart forhold i prøvetiden,
og der foretages
rettergangsskridt inden prøvetidens
udløb, hvorved den pågældende sigtes
for forholdet, fastsætter retten i
medfør af straffelovens § 40,
stk. 1, 1. pkt., jf. § 61, stk. 2,
som udgangspunkt en ubetinget
fællesstraf for det nye strafbare
forhold og reststraffen for den
tidligere pådømte lovovertrædelse.
Har prøveløsladelse i medfør af § 40
a, stk. 3 eller 4, været forbundet
med vilkår om samfundstjeneste, skal
der ved fastsættelsen af en
fællesstraf tages hensyn til
omfanget af den udførte
samfundstjeneste, jf. § 40, stk. 1,
2. pkt.
Det følger af
§ 40, stk. 1, 1. pkt., at
reststraffen efter prøveløsladelse
ligestilles med en betinget dom, og
de samme reaktionsmuligheder, som
efter § 61, stk. 2, kan anvendes ved
strafbart forhold begået i
prøvetiden for en betinget dom,
finder anvendelse, når en
lovovertrædelse er begået i
prøvetiden for en prøveløsladelse.
Når omstændighederne taler derfor,
kan retten således i stedet for en
fællesstraf 1) idømme ubetinget
straf alene for det nye forhold,
eventuelt i forbindelse med en
ændring af vilkårene for
prøveløsladelsen, eller 2) afsige
betinget dom vedrørende begge
lovovertrædelser eller alene for det
nye forhold i overensstemmelse med
reglerne i straffelovens kapitel 7
om betingede domme eller kapitel 8
om samfundstjeneste.
3.1.3.2.
Hvis en prøveløsladt
overtræder de
fastsatte tillægsvilkår, kan
justitsministeren i medfør af
straffelovens § 40, stk. 2, 1)
tildele den pågældende en advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge
prøvetiden inden for den i § 39
fastsatte længstetid eller 3) under
særlige omstændigheder bestemme, at
den pågældende skal indsættes til
udståelse af reststraffen.
Det samme gælder
efter § 40, stk. 3, hvis den
prøveløsladte begår strafbart
forhold i prøvetiden, uden at der
rejses tiltale herfor, eller hvis
den prøveløsladte i udlandet dømmes
for strafbart forhold begået i
prøvetiden, uden at der i
forbindelse med dommen er taget
stilling til spørgsmålet om
fuldbyrdelse af reststraffen.
Hvis der ikke
træffes bestemmelse om fuldbyrdelse
af reststraffen efter § 40, stk. 1
eller 2, jf. stk. 3, anses straffen
i medfør af § 40, stk. 5, for
udstået på det tidspunkt, da
prøveløsladelsen fandt sted.
Hvis
genindsættelse er bestemt i medfør
af § 40, stk. 2, jf. stk. 3, kan
fornyet prøveløsladelse ifølge § 40,
stk. 6, ske, selv om de tidsmæssige
betingelser i § 38, stk. 1 og 2,
eller § 40 a, stk. 1, ikke er
opfyldt med hensyn til reststraffen.
Ved afgørelse om fornyet
prøveløsladelse i sådanne tilfælde
skal der tages hensyn til omfanget
af samfundstjeneste, som den
pågældende har udført i medfør af
§ 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn
til prøvetid efter sådan
prøveløsladelse gælder de i § 39
fastsatte tider med fradrag af den
tid, i hvilken den pågældende
tidligere har været prøveløsladt.
Bestemmelsen i
stk. 6 åbner således mulighed for en
kortvarig tilbageføring til afsoning
efterfulgt af ny prøveløsladelse,
når en vilkårsovertrædelse har ført
til beslutning om genindsættelse.
3.2.
Forslag til
justering af reglerne om
prøveløsladelse
3.2.1.
Prøveløsladelse
med en reststraf på mindre end 30
dage
Parterne bag
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi 2013-16 er enige om, at der
i alle tilfælde bør kunne ske
prøveløsladelse, hvis den dømte
opfylder betingelserne herfor,
uanset at den resterende straffetid
er mindre end 30 dage.
Som anført
ovenfor under pkt. 3.1.1.1 bygger
bestemmelsen i straffelovens § 38,
stk. 3, om, at prøveløsladelse i
almindelighed ikke kan ske, når den
resterende straffetid er mindre end
30 dage, på den opfattelse, at det i
almindelighed må forekomme
betænkeligt, at en indsat i sådanne
tilfælde undergives bestemmelser om
prøvetid, tilsyn mv. i forbindelse
med løsladelsen.
Prøveløsladelse
og de dertil knyttede muligheder for
fastsættelse af prøvetid og vilkår
er dog samtidig vigtige elementer i
en vellykket udslusning af indsatte,
idet prøvetid og vilkår mv. kan
hjælpe eller påvirke den dømte til
at leve en kriminalitetsfri
tilværelse efter løsladelsen.
Det foreslås på
den baggrund at ophæve bestemmelsen
i straffelovens § 38, stk. 3,
således at prøveløsladelse i alle
tilfælde kan ske, hvis den dømte
opfylder betingelserne herfor,
uanset at den resterende straffetid
er mindre end 30 dage.
Ved fastsættelsen
af såvel prøvetid som vilkår for
løsladelsen vil der kunne tages
hensyn til længden af den resterende
straffetid, således at prøvetidens
varighed og vilkårenes omfang står i
et rimeligt forhold til
reststraffens længde.
Desuden vil
prøveløsladelse fortsat forudsætte,
at den dømte erklærer at ville
overholde eventuelle tilsyns- og
særvilkår for løsladelsen, jf.
straffelovens § 38, stk. 5. Den
dømte vil således have mulighed for
at modsætte sig prøveløsladelsen på
de vilkår, der angives, hvis den
pågældende hellere vil afsone den
resterende straffetid og derefter
blive løsladt på fuld tid, dvs. uden
prøvetid og vilkår. Det bemærkes dog
i den forbindelse, at der kan
træffes bestemmelse om
tvangsprøveløsladelse i tilfælde,
hvor indsatte opfylder betingelserne
for at blive prøveløsladt på 2/3 tid
uden fastsættelse af vilkår (ud over
betingelsen om straffri vandel i
prøvetiden), hvis den pågældende af
forskellige grunde ikke ønsker at
blive prøveløsladt, jf. pkt. 53 i
vejledning nr. 23 af 28. marts 2012
om løsladelse af dømte, der udstår
fængselsstraf
(løsladelsesvejledningen). Indsatte
har således ikke krav på at være
indsat til endt straf.
Det bemærkes i
øvrigt, at der allerede i dag er en
vis mulighed for prøveløsladelse,
selv om den resterende straffetid er
mindre end 30 dage, hvis det f.eks.
er ønskeligt at iværksætte tilsyn,
alkoholistbehandling eller lignende,
som også den indsatte lægger vægt på
at få iværksat, eller hvis den
indsatte afsoner en dom på 70 eller
80 dages fængsel, jf. pkt. 3.1.1.1
ovenfor.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1.
3.2.2.
Udvidelse af
noget for noget-ordningen
Aftalen om
kriminalforsorgens økonomi i 2013-16
indeholder et punkt om, at arbejde
efter en konkret vurdering skal
kunne udgøre en særlig indsats efter
noget for noget-ordningen.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
Justitsministeriet og
Finansministeriet færdiggjorde i
februar 2011 en analyse af
kriminalforsorgens fremtidige
kapacitets- og sikkerhedsbehov. I
analysen er det bl.a. anført, at
noget for noget-ordningen siden
indførelsen i 2004 har vist sig
meget velfungerende.
Ifølge analysen
er 137 dømte fra den 1. juli 2005
til den 30. juni 2006 blevet løsladt
efter ordningen, og heraf er kun 13
personer svarende til 9,5 pct.
recidiveret inden for 2 år efter
prøveløsladelsen. Samtidig fremgår
det, at den gennemsnitlige
recidivprocent for fængselsdømte,
der i samme periode blev løsladt
efter afsoning i fængsel, til
sammenligning var 30,3 pct.
Analysen peger
således generelt på, at noget for
noget-ordningen er egnet til at
motivere indsatte til at yde en
særlig indsats for ikke at begå ny
kriminalitet efter afsoningen. Det
foreslås på den baggrund, at der
foretages en vis, afgrænset
udvidelse af ordningen med henblik
på at motivere flere indsatte til at
yde en sådan særlig indsats.
Den foreslåede
udvidelse indebærer i
overensstemmelse med aftalen, at
almindeligt arbejde på lige fod
med deltagelse i behandlingsforløb,
uddannelsesforløb og arbejdstræning
efter en konkret vurdering skal
kunne kvalificere indsatte til
tidlig prøveløsladelse.
Det bemærkes i
den forbindelse, at indsatte efter
straffuldbyrdelseslovens § 38,
stk. 1, har både ret og pligt til at
være beskæftiget ved deltagelse i
arbejde, uddannelse eller anden
godkendt aktivitet under afsoningen,
idet pligten til beskæftigelse dog
ikke gælder for indsatte i
arresthusene.
Der er således
grund til at understrege, at den
blotte opfyldelse af
beskæftigelsespligten ikke i sig
selv vil kunne danne grundlag for
tidlig prøveløsladelse.
Forslaget sigter
derimod på tilfælde, hvor den
indsatte ved varetagelsen af et
arbejde under afsoningen har ydet en
særlig indsats for at undgå
tilbagefald til ny kriminalitet,
navnlig ved at ruste sig til at
passe et arbejde efter endt
afsoning. Denne mulighed vil f.eks.
kunne være relevant for indsatte,
som har været på fri fod forud for
afsoningen, og som før indsættelsen
har været uden arbejde i længere
tid, eller for dømte, der har været
uden for arbejdsmarkedet i en
længere periode som følge af
længerevarende varetægtsfængsling.
Ved almindeligt arbejde forstås
eksempelvis arbejde inden for
institutionens arbejds- eller
økonomidrift, som ikke har karakter
af arbejdstræning, herunder bl.a.
bygningsvedligeholdelse,
gangmandstjeneste og
produktionsvirksomhed.
Forslaget vil
således kunne motivere dømte, som
ikke har de fornødne kvalifikationer
til varetagelsen af et job, til
under afsoningen at yde en særlig
indsats for at ruste sig til at
passe et arbejde og dermed styrke
deres muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
Det bemærkes, at
det fortsat vil bero på en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde, om
den indsatte ved varetagelsen af
arbejdet kan siges at have ydet en
sådan særlig indsats, at det kan
danne grundlag for tidlig
prøveløsladelse.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2.
4.
Udståelse af
straf i fodlænke
4.1.
Gældende ret
4.1.1.
Fuldbyrdelse af
fængselsstraf i kriminalforsorgens
institutioner mv.
Reglerne om
fuldbyrdelse af ubetingede
fængselsstraffe, betingede domme,
samfundstjeneste, bødestraffe og
forvaring findes i
straffuldbyrdelsesloven. I lovens
afsnit II findes en række
bestemmelser, der særligt tager
sigte på fuldbyrdelse af
fængselsstraffe. Herunder fremgår
det af § 20, stk. 1, at
fængselsstraf som hovedregel
fuldbyrdes i fængsel eller i
arresthus.
I medfør af § 20,
stk. 2, kan fængselsstraf dog i
særlige tilfælde fuldbyrdes i
kriminalforsorgens pensioner og i
institutioner mv. uden for
kriminalforsorgen efter reglerne i
lovens § 78.
I medfør af § 78,
stk. 1, kan det således bestemmes,
at den dømte midlertidigt eller for
hele eller resten af straffetiden
anbringes på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller
institution, f.eks. hvis den dømte
har behov for særlig behandling
eller pleje. Herudover følger det af
§ 78, stk. 2, at dømte, der er under
18 år, som udgangspunkt anbringes på
hospital, i familiepleje eller i
egnet hjem eller institution. Det er
dog i begge tilfælde en
forudsætning, at afgørende hensyn
til retshåndhævelsen ikke taler imod
anbringelse uden for fængsel og
arresthus.
Endelig følger
det af straffuldbyrdelseslovens §
20, stk. 3, at fængselsstraf i
særlige tilfælde kan fuldbyrdes på
den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol. Reglerne om
denne afsoningsform, der i det
følgende omtales som afsoning i
fodlænke, findes i
straffuldbyrdelseslovens §§ 78 a-78
f.
Frihedsstraffe,
der ikke fuldbyrdes i
kriminalforsorgens pensioner eller i
institutioner mv. uden for
kriminalforsorgen, jf. § 78, eller i
fodlænke, jf. §§ 78 a-78 f,
fuldbyrdes normalt i fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.
1.
Kortvarig
frihedsstraf kan dog i medfør af
lovens § 21, stk. 2, fuldbyrdes i
arresthus, i det omfang det er
nødvendigt af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i
kriminalforsorgens institutioner.
Endvidere kan
frihedsstraf i medfør af lovens §
21, stk. 3, fuldbyrdes i arresthus i
en række nærmere opregnede tilfælde,
hvor særlige oplysninger om den
dømte taler for det.
Frihedsstraf, der
fuldbyrdes i et fængsel, udstås
normalt i et åbent fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 22, stk.
1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan
dog ske i et lukket fængsel i en
række nærmere opregnede tilfælde,
hvor særlige oplysninger om den
dømte eller karakteren af den
pådømte kriminalitet taler for det,
jf. lovens § 22, stk. 2-6.
Der findes bl.a.
særlige regler om anbringelsen af
visse sædelighedsdømte i
bekendtgørelse nr. 626 af 25. juni
2009 om anbringelse og overførsel af
personer, som skal udstå
fængselsstraf eller forvaring
(anbringelses- og
overførselsbekendtgørelsen).
Det følger
således af bekendtgørelsens § 3,
stk. 1, at personer, der er idømt
fængsel i mere end 3 måneder eller
længere tidsbestemt fængselsstraf
for overtrædelse af straffelovens §
210 (blodskam) eller §§ 216-236
(forbrydelser mod kønssædeligheden),
indledningsvis anbringes i
visitations- og
observationsafdelingen i Anstalten
ved Herstedvester. Det gælder dog
ikke, hvis det på baggrund af de
nærmere oplysninger om
kriminalitetens karakter eller andre
forhold må antages, at der ikke er
grundlag for anbringelse i
afdelingen. Det gælder endvidere
ikke, hvis den idømte straf udgør
fængsel i højst 1 år, og
kapacitetsmæssige hensyn taler for
anbringelse i anden institution, og
en sådan anbringelse af
behandlingsmæssige grunde ikke anses
for uhensigtsmæssig.
Hvis den
pågældende er idømt fængsel i 30
dage eller mere, dog højst 3
måneder, for blodskam eller en
forbrydelse mod kønssædeligheden,
skal den pågældende i medfør af
bekendtgørelsens § 3, stk. 3,
anbringes i anden institution. Den
pågældende anbringes dog
indledningsvis i visitations- og
observationsafdelingen i Anstalten
ved Herstedvester, hvis afdelingen
på grundlag af gennemgang af sagens
akter undtagelsesvist finder, at der
er et åbenbart behov for en
målrettet behandlingsindsats.
4.1.2.
Udslusning
I
straffuldbyrdelseslovens § 3 findes
en almindelig bestemmelse om
fuldbyrdelse af straf, som fastslår,
at fuldbyrdelsen skal ske med
fornøden hensyntagen såvel til
straffens gennemførelse som til
behovet for at hjælpe eller påvirke
den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
En gradvis
forøgelse af frihedsgraderne under
straffuldbyrdelsen betragtes i den
forbindelse som et almindeligt led i
resocialiseringen, idet den dømte
derved kan vænnes til en tilværelse
i frihed uden kriminalitet. Denne
gradvise forøgelse af
frihedsgraderne omtales i det
følgende som udslusning.
Med betegnelsen
udslusning sigtes bl.a. til
muligheden for udgang, herunder
frigang og udstationering,
muligheden for fortsat afsoning i
kriminalforsorgens pensioner og i
institutioner m.v. uden for
kriminalforsorgen og til muligheden
for prøveløsladelse, herunder
prøveløsladelse efter noget for
noget-ordningen.
4.1.2.1.
Alternativ
afsoning og prøveløsladelse
Vedrørende
muligheden for, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, at
afsone i kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v.
uden for kriminalforsorgen henvises
til pkt. 4.1.1. ovenfor.
Vedrørende
muligheden for prøveløsladelse,
herunder prøveløsladelse efter noget
for noget-ordningen, henvises til
pkt. 3 ovenfor.
4.1.2.2.
Udgang
Ved udgang
forstås et under straffuldbyrdelsen
tilladt fravær fra institutionen i
et bestemt tidsrum, der medregnes i
straffetiden.
Straffuldbyrdelseslovens
bestemmelser om udgang findes i §§
46-50.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
1, at en indsat, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler derimod,
kan få tilladelse til udgang, når
udgangsformålet er rimeligt
begrundet i uddannelsesmæssige,
arbejdsmæssige, behandlingsmæssige,
familiemæssige eller andre
personlige hensyn, og der ikke er
bestemte grunde til at antage, at
den indsatte i forbindelse med
udgangen vil begå ny kriminalitet,
unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden
måde misbruge udgangstilladelsen.
I lovens § 46,
stk. 2, er opregnet en række
momenter, som i givet fald skal
tillægges særlig vægt ved
vurderingen af risikoen for misbrug
af udgangstilladelsen.
Efter lovens § 47
gives tilladelse til udgang for et
bestemt tidsrum, der medregnes til
straffetiden.
Tilladelse til
udgang betinges i medfør af lovens §
48, stk. 1, af, at den indsatte
under udgangen ikke begår strafbart
forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen.
Det fremgår af §
48, stk. 2, at udgangstilladelsen
endvidere kan betinges af andre
vilkår, som findes formålstjenlige
for at undgå misbrug. Der kan
herunder fastsættes vilkår om, at
den indsatte under udgangen ledsages
af personale fra institutionen, at
den indsatte overnatter i arresthus,
fængsel eller en af
kriminalforsorgens pensioner, at den
indsatte med mellemrum giver møde
hos kriminalforsorgen eller hos
politiet eller undergiver sig
lignende kontrolforanstaltninger, og
at den indsatte undergiver sig
vilkår svarende til de vilkår, der
kan fastsættes for en betinget dom,
f.eks. vilkår vedrørende ophold,
beskæftigelse, behandling m.m.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 49, at en
udgangstilladelse kan tilbagekaldes,
eller vilkårene for tilladelsen
ændres, hvis den indsatte udebliver
fra udgang eller i øvrigt ikke
overholder de fastsatte vilkår,
eller hvis nye oplysninger om den
indsattes forhold giver bestemte
grunde til at antage, at den
indsatte vil misbruge den meddelte
udgangstilladelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 50 er en
bemyndigelsesbestemmelse, der giver
justitsministeren bemyndigelse til
at fastsætte administrative regler
om tilladelse til udgang.
Bemyndigelsen er udnyttet til at
fastsætte nærmere regler om udgang i
bekendtgørelse nr. 289 af 26. marts
2012 om udgang til indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring
i kriminalforsorgens institutioner
(udgangsbekendtgørelsen).
Udgangsbekendtgørelsen indeholder
bl.a. nærmere bestemmelser om
betingelser for udgang og
bestemmelser om de forskellige
udgangsformer. Det fremgår i den
forbindelse af bekendtgørelsens
afsnit II om udgangsformer, at
indsatte ud over udgang til særlige
formål, udgang med henblik på besøg
hos bestemte personer mv. og udgang
til udflugter mv. kan opnå
tilladelse til udgang i form af
frigang og udgang i form af
udstationering.
4.1.2.2.1.
Frigang
Ved frigang
forstås udgang typisk daglig til
navnlig arbejde eller undervisning.
Ved frigang skal den dømte opholde
sig i fængsel eller arresthus i
fritiden, herunder om natten.
Reglerne om
frigang, herunder en række nærmere
tidsmæssige betingelser, findes i
udgangsbekendtgørelsens §§ 44-49.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 44, stk.
1, at frigang kan gives med henblik
på beskæftigelse hos arbejdsgiver
eller deltagelse i undervisning,
navnlig i tilfælde, hvor der er
behov for en arbejdstræning eller
undervisning, som mest
hensigtsmæssigt gives uden for
institutionen. Tilsvarende gælder,
hvor en sådan frigangsordning i
øvrigt må anses for formålstjenlig
med henblik på at formidle
overgangen til løsladelsen.
Endvidere kan
frigang i medfør af § 44, stk. 2,
gives, hvis der foreligger et
særligt godt arbejdstilbud, der
ellers ville forspildes, eller hvor
det på grund af særlige
omstændigheder vil være af væsentlig
betydning for den pågældendes
resocialisering.
Frigang kan
endvidere gives til deltagelse i
tilrettelagte, skemalagte
fritidsaktiviteter, hvis den
indsattes deltagelse heri er
rimeligt begrundet i
uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige,
behandlingsmæssige, familiemæssige
eller andre personlige hensyn, jf. §
44, stk. 3.
Frigang kan
desuden undtagelsesvis gives med
henblik på beskæftigelse i egen
virksomhed, jf. § 44, stk. 4.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 45, stk.
1, at frigang til beskæftigelse
efter § 44, stk. 1, normalt skal ske
i den sidste del af opholdstiden og
som udgangspunkt ikke kan gives for
længere tid end 3 måneder. Frigang
til deltagelse i undervisning efter
§ 44, stk. 1, skal ske i så nær
tilslutning til løsladelsen som
muligt, men kan godt gives for et
længere tidsrum end det ovenfor
nævnte, jf. § 45, stk. 2.
Frigang efter §
44, stk. 2, skal i medfør af § 45,
stk. 3, normalt ske i den sidste del
af opholdstiden og kan som
udgangspunkt ikke gives for længere
tid end 3 måneder.
Endelig følger
det af § 45, stk. 4, at frigang til
fritidsaktiviteter efter § 44, stk.
3, normalt skal ske i den sidste del
af opholdstiden og som udgangspunkt
ikke kan gives for længere tid end 6
måneder og oftere end 2 gange
ugentligt.
Frigængere skal i
medfør af udgangsbekendtgørelsens §
46, stk. 1, som udgangspunkt
tilbringe fritiden i institutionen
eller i det arresthus (Københavns
Fængsler), som ligger nærmest ved
arbejds- eller kursusstedet m.v.
4.1.2.2.2.
Udstationering
Ved udgang i form
af udstationering forstås ophold
uden for fængsel og arresthus ikke
blot i den normale arbejds- eller
undervisningstid, men også i
fritiden, herunder om natten.
Reglerne om
udstationering, herunder en række
nærmere tidsmæssige betingelser,
findes i udgangsbekendtgørelsens §§
50-54.
Udgang i form af
udstationering kan i medfør af
udgangsbekendtgørelsens § 50, stk.
1, gives i de tilfælde, hvor der
ville kunne gives frigang i medfør
af § 44, stk. 1, 2 eller 4, men hvor
udgangen af praktiske grunde ikke
kan gennemføres som frigang, eller
det undtagelsesvis skønnes særlig
formålstjenligt, at frigang
gennemføres som udstationering.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 51, stk.
1, at udstationering normalt skal
ske i den sidste del af opholdstiden
og som udgangspunkt kan gives i
indtil 4 uger eller, når særlige
omstændigheder taler derfor, indtil
3 måneder.
Udstationering
sker i praksis ofte til en af
kriminalforsorgens pensioner som det
sidste led i udslusningen forud for
prøveløsladelse.
4.1.3.
Fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol (afsoning i
fodlænke)
4.1.3.1.
Anvendelsesområde
Med virkning fra
den 1. juli 2005 blev der i
straffuldbyrdelsesloven indsat et
særligt kapitel om fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol
(fodlænkeordningen). Reglerne om
denne afsoningsform blev indført ved
lov nr. 367 af 24. maj 2005 om
ændring af lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol samt begrænset fællesskab
for »negativt stærke« indsatte
m.v.).
Adgangen til at
afsone i fodlænke var ved ordningens
indførelse den 1. juli 2005
begrænset til personer, der var
idømt fængselsstraf i indtil 3
måneder for overtrædelse af
færdselsloven.
Ved lov nr. 304
af 19. april 2006 om ændring af lov
om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Udvidelse af ordningen vedrørende
fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol samt fratagelse af mulighed
for udgang ved udeblivelse fra
afsoning) blev fodlænkeordningen
udvidet til at omfatte alle
personer, som på gerningstidspunktet
var under 25 år, og som idømmes
fængselsstraf i indtil 3 måneder
uanset karakteren af
lovovertrædelsen. Ordningen blev
endvidere udvidet til at omfatte
personer (uanset alder), der før,
samtidig med eller efter en dom for
overtrædelse af færdselsloven
tillige er idømt straf for
overtrædelse af anden lovgivning,
hvis den eller de skete
overtrædelser af anden lovgivning
ikke har været af væsentlig
betydning for den samlede
fængselsstrafs længde, og hvis
længden af den samlede fængselsstraf
ikke overstiger 3 måneder.
Ved lov nr. 496
af 17. juni 2008 om ændring af lov
om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Udvidelse af ordningen vedrørende
fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol) blev fodlænkeordningen
udvidet til at omfatte alle
personer, der idømmes fængselsstraf
i indtil 3 måneder, uanset den
dømtes alder og forseelsens art.
Ordningen blev
samtidig ved § 4 i lov nr. 500 af
17. juni 2008 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven og lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (Styrkelse af indsatsen
mod ulovlige skydevåben og knive på
offentligt tilgængelige steder)
ændret således, at personer, der er
idømt fængselsstraf i indtil 14 dage
for overtrædelse af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer, ikke kan
gives tilladelse til at afsone i
fodlænke, medmindre straffen tillige
er idømt for overtrædelse af anden
lovgivning, og den eller de skete
lovovertrædelser af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer ikke har
været af væsentlig betydning for
straffens længde.
Den seneste
ændring af fodlænkeordningen skete
ved lov nr. 712 af 25. juni 2010 om
ændring af lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (Udvidelse af ordningen
vedrørende fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol), som trådte i kraft den
1. juli 2010. Med denne lovændring
blev fodlænkeordningen udvidet
således, at ordningen i dag omfatter
personer, der er idømt fængselsstraf
i indtil 5 måneder, uanset den
dømtes alder og forseelsens art, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 1.
Tilladelse til
afsoning i fodlænke kan dog i medfør
af § 78 a, stk. 2, fortsat ikke
meddeles personer, der er idømt
fængselsstraf i indtil 14 dage for
overtrædelse af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer, medmindre
straffen tillige er idømt for
overtrædelse af anden lovgivning, og
den eller de skete overtrædelser af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer ikke har været af
væsentlig betydning for straffens
længde.
4.1.3.2.
Ansøgningsfrist
Nærmere regler om
iværksættelse af frihedsstraf findes
i bekendtgørelse nr. 790 af 25. juni
2010 om iværksættelse af
fængselsstraf, forvaring og
forvandlingsstraf for bøde i fængsel
eller arresthus
(iværksættelsesbekendtgørelsen).
Det følger af
iværksættelsesbekendtgørelsens § 2,
stk. 3, at politiet skal foretage
underretning til Direktoratet for
Kriminalforsorgen, hvis en person er
idømt fængselsstraf i indtil 5
måneder (medmindre den pågældende er
dømt for visse nærmere opregnede
former for personfarlig
kriminalitet), og den dømte er på
fri fod.
Herefter sender
direktoratet et brev til den
pågældende, hvis denne er omfattet
af fodlænkeordningens
anvendelsesområde, jf. § 4 i
bekendtgørelse nr. 789 af 25. juni
2010 om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol (bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen). I visse
tilfælde, som fremgår af
bekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 3,
sendes brevet dog ikke, herunder
hvis den dømte ikke har en
folkeregisteradresse.
I brevet
orienteres den dømte bl.a. om
muligheden for at ansøge om
tilladelse til at afsone i fodlænke
og betingelserne og vilkårene for at
få tilladelse hertil, jf. § 4, stk.
1, nr. 1-3. Der orienteres endvidere
om, at ansøgning i givet fald skal
indgives til Direktoratet for
Kriminalforsorgen, jf. § 4, stk. 1,
nr. 4.
Det følger af §
7, stk. 1, i bekendtgørelsen om
strafudståelse på bopælen, at hvis
direktoratet inden 14 dage fra
datoen for brevet har modtaget en
ansøgning om fodlænkeafsoning fra en
dømt, som er på fri fod, udsættes
straffuldbyrdelsen, indtil der er
truffet afgørelse om, hvorvidt
ansøgningen kan imødekommes. Hvis
den pågældende er dømt for visse
nærmere opregnede former for
personfarlig kriminalitet, er
fristen dog 7 dage, jf. § 7, stk. 2.
En ansøgning kan
ikke tillægges opsættende virkning,
hvis politidirektøren har
underrettet kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets forebyggende
virksomhed skønnes at kræve, at den
dømte påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af en
sådan ansøgning. Dette følger af
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 3, 3. pkt., som blev indsat i
straffuldbyrdelsesloven ved lov nr.
501 af 12. juni 2009 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven, lov om politiets
virksomhed, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og forvaltningsloven
(Styrket indsats mod
bandekriminalitet m.v.).
Som det fremgår
af forarbejderne til ændringsloven,
vil konsekvensen af, at en ansøgning
om fodlænkeafsoning ikke tillægges
opsættende virkning, i praksis
normalt være, at afsoningen vil være
påbegyndt i en afsoningsinstitution,
inden der kan tages stilling til
ansøgningen. Der vil herefter ikke
være mulighed for at iværksætte
afsoning i fodlænke, idet denne
afsoningsform efter de gældende
regler ikke kan benyttes alene for
en del af straffen. Der henvises til
pkt. 5.3.2.2 i de almindelige
bemærkninger til det pågældende
lovforslag, jf. Folketingstidende
2008-09, Tillæg A, side 8080.
Det samme vil
være tilfældet, hvis den dømte ikke
ansøger om tilladelse til at afsone
i fodlænke, mens den pågældende er
på fri fod. Hvis Direktoratet for
Kriminalforsorgen ikke har modtaget
en ansøgning inden for ovennævnte
frist, og der ikke er særlige
grunde, der taler for at tillægge en
for sent indgivet ansøgning
opsættende virkning, jf. § 7 stk. 3,
i bekendtgørelsen om strafudståelse
på bopælen, træffer direktoratet i
stedet afgørelse om en
afsoningsinstitution, hvor straffen
skal fuldbyrdes, jf.
iværksættelsesbekendtgørelsens § 4,
stk. 1.
Er afsoningen
først påbegyndt i en
afsoningsinstitution, kan afsoneren
ikke efter de nugældende regler
overføres til fortsat afsoning i
fodlænke, uanset om betingelserne
for denne afsoningsform i øvrigt
måtte være opfyldt.
4.1.3.3.
Betingelser og
vilkår
4.1.3.3.1.
Et væsentligt formål med
fodlænkeordningen er, at den dømte
kan bevare tilknytningen til
arbejdsmarkedet eller
uddannelsessystemet mv. under
afsoningen, idet dette kan forbedre
den pågældendes muligheder for på
langt sigt at have en varig
tilknytning til arbejdsmarkedet,
hvilket generelt vil kunne medvirke
til at mindske risikoen for
tilbagefald til ny kriminalitet
(recidiv).
Det følger i den
forbindelse af
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 1 og 2, at tilladelse
til afsoning i fodlænke kan
meddeles, hvis den dømtes
boligforhold og
beskæftigelsesforhold i form af
arbejde, uddannelse eller lignende
er af en sådan beskaffenhed, at
straffuldbyrdelsen kan gennemføres
under intensiv overvågning og
kontrol.
Beskæftigelseskravet er bl.a.
begrundet i resocialiseringshensyn
samt hensynet til, at den dømte ikke
i fuldbyrdelsesperioden isoleres på
bopælen.
Det fremgår af
forarbejderne til lov nr. 367 af 24.
maj 2005, at den dømtes arbejde,
uddannelse eller lignende som
udgangspunkt bør have et tidsmæssigt
omfang af minimum 20 timer og
maksimalt 37 timer ugentlig. En
person, der er arbejdsløs, vil
således som udgangspunkt ikke kunne
meddeles tilladelse til afsoning i
fodlænke. Andre personer uden
beskæftigelse, f.eks.
folkepensionister,
førtidspensionister og
efterlønsmodtagere, vil kunne anses
for at opfylde beskæftigelseskravet
ved deltagelse i
dagcenteraktiviteter,
programvirksomhed i
kriminalforsorgens regi eller
lignende. I sådanne tilfælde kan
beskæftigelseskravet anses for
opfyldt, uanset at den pågældendes
beskæftigelsesaktivitet(er) udgør
mindre end 20 timer ugentlig.
Der henvises i
den forbindelse til de specielle
bemærkninger til § 1
(straffuldbyrdelseslovens § 78 b) i
det pågældende lovforslag, jf.
Folketingstidende 2004-05, tillæg A,
side 459.
Det er herudover
en betingelse, at den dømte, når
denne tidligere har udstået en straf
i fodlænke, ikke i et tidsrum af 2
år forud for idømmelsen af den
straf, som nu ønskes afsonet i
fodlænke, er idømt højere straf end
bøde, jf. straffuldbyrdelseslovens §
78 b, stk. 1, nr. 3.
Endelig er det
efter § 78 b, stk. 1, nr. 4, en
betingelse, at personer, der har
samme bopæl som den dømte, og som er
over 18 år, meddeler samtykke til,
at straffen kan fuldbyrdes på den
fælles bopæl.
Straffuldbyrdelseslovens § 78 c,
stk. 1, nr. 1-8, indeholder
herudover en række obligatoriske
vilkår for afsoning på bopælen med
elektronisk fodlænke. Den dømte må
bl.a. ikke begå strafbart forhold,
forlade sin bopæl uden for de af
tilsynsmyndigheden fastsatte tidsrum
eller indtage alkohol, euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige
lovgivning. Den dømte skal endvidere
undergive sig kriminalforsorgens
tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol mv.
Det er ligeledes
et lovfæstet vilkår, at den dømte
efter tilsynsmyndighedens nærmere
bestemmelse skal deltage i et
program, der har til formål at
forbedre den pågældendes muligheder
for fremover at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
I medfør af § 78
c, stk. 2, kan der endvidere
fastsættes andre vilkår, der findes
hensigtsmæssige, herunder vilkår om,
at den dømte underkaster sig en
struktureret, kontrolleret
alkoholistbehandling.
4.1.3.3.2.
I bekendtgørelse nr. 789 af 25. juni
2010 om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol (bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen) er der
fastsat nærmere regler om
fodlænkeafsoning. Det følger
herunder af bekendtgørelsens § 10,
at der i samarbejde med den dømte
skal udarbejdes et forslag til et
aktivitetsskema, hvoraf bl.a. skal
fremgå, hvornår den dømte skal
befinde sig på henholdsvis bopælen,
arbejds- eller uddannelsessted mv.
I medfør af
bekendtgørelsens § 10, stk. 2, skal
det endvidere fremgå af
aktivitetsskemaet, inden for hvilke
tidsrum den dømte kan forlade sin
bopæl med henblik på at foretage
personlige indkøb, tøjvask m.v.
Disse tidsrum skal fastlægges
således, at de tilsammen udgør op
til 4 timer ugentligt.
I
aktivitetsskemaet fastsættes ifølge
§ 10, stk. 3, tillige, at den dømte
på dage, hvor den pågældende efter
aktivitetsskemaet ikke i øvrigt har
aktiviteter uden for sin bopæl, kan
opholde sig uden for bopælen. Dette
kan i den første måned af afsoningen
ske i 2 timer dagligt, i den 2.
måned af afsoningen i 3 timer
dagligt, i den 3. og 4. måned af
afsoningen i 6 timer dagligt og i
den 5. måned af afsoningen i 8 timer
dagligt.
Det følger
endelig af § 10, stk. 4, at ophold
uden for bopælen efter stk. 3 kan
ske i tidsrummet fra kl. 6 til kl.
22 og højst i 2 dage om ugen. Hvis
den dømte har mere end 2
aktivitetsfrie dage om ugen, kan
timerne dog fordeles på mere end 2
dage, men således at det samlede
antal timer, hvor den dømte har
tilladelse til ophold uden for
bopælen, forbliver uændret.
Tilladelsen til ophold uden for
bopælen efter stk. 3 kan ikke lægges
sammen med en tilladelse givet efter
stk. 2.
Når tungtvejende
grunde gør sig gældende, vil der
herudover efter en konkret vurdering
kunne gives den dømte tilladelse til
at opholde sig uden for bopælen ud
over de tidsrum, der er fastlagt i
aktivitetsskemaet, jf.
bekendtgørelsens § 28.
Sådan tilladelse
kan bl.a. gives med henblik på, at
den dømte kan besøge en alvorligt
syg nærstående person, være til
stede ved en nærstående persons
begravelse, møde i retten eller for
anden offentlig myndighed i
tilfælde, hvor vedkommende
offentlige myndighed finder det
påkrævet, eller gå til
lægeundersøgelse eller -behandling
eller anden lignende behandling, der
ikke hensigtsmæssigt kan finde sted
på bopælen, jf. bekendtgørelsens §
28, stk. 1.
I medfør af § 28,
stk. 2, kan det tillige tillades, at
dømte, der udstår straf på bopælen i
30 dage eller derover, kan få udgang
med henblik på at besøge nærstående
personer ved vigtige
familiebegivenheder.
4.1.3.3.3.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 2, at der ikke kan meddeles
tilladelse til afsoning i fodlænke,
hvis denne fuldbyrdelsesform som
følge af den dømtes forhold ikke
findes hensigtsmæssig, herunder hvis
der er grund til at antage, at den
dømte ikke vil overholde de vilkår,
som gælder for fuldbyrdelse på
bopælen.
Baggrunden for
denne regel er, at der i visse
tilfælde kan gøre sig særlige
konkrete forhold gældende, som
medfører, at der ikke bør gives
tilladelse til afsoning i fodlænke,
skønt den dømte opfylder
betingelserne.
Om tilladelse til
strafudståelse på bopælen med
elektronisk fodlænke skal nægtes
meddelt efter denne bestemmelse,
beror på en konkret vurdering af den
dømtes forhold i hvert enkelt
tilfælde samt mulighederne for
gennemførelse af den intensive
overvågning og kontrol med den
dømte.
Kriminalforsorgen
foretager til brug for afgørelsen
af, om den dømte opfylder
betingelserne, en nærmere
undersøgelse af den dømtes
personlige forhold
(egnethedsvurdering), herunder
vedkommendes boligforhold,
beskæftigelsesforhold samt fysiske
og psykiske tilstand, jf. § 78 b,
stk. 3. Hvis kriminalforsorgen
finder det fornødent, kan det i
forbindelse med undersøgelsen
bestemmes, at den dømte skal aflægge
udåndingsprøver og urinprøver.
Hvis den dømte
ikke medvirker til
kriminalforsorgens undersøgelse, kan
tilladelse til afsoning i fodlænke
ifølge § 78 b, stk. 4, ikke
meddeles.
I forarbejderne
til lov nr. 367 af 24. maj 2005 er
det endvidere forudsat, at
tilladelse nægtes meddelt, hvis der
konkret er grund til at antage, at
den dømte ikke vil overholde de
vilkår, der gælder for fuldbyrdelse
på bopælen, navnlig fordi dette
tidligere er sket, eller hvis den
dømte adskillige gange tidligere har
udstået straf på bopælen med
elektronisk fodlænke m.v.
Tilladelse bør
herudover nægtes meddelt, hvis den
dømte f.eks. på grund af et massivt
alkoholmisbrug eller misbrug af
euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning, må antages
at være ude af stand til at
overholde de vilkår, der gælder for
fodlænkeafsoning.
Endvidere bør
tilladelse til fodlænkeafsoning
nægtes meddelt, hvis årsagen til, at
ansøger er blevet idømt en ubetinget
fængselsstraf i stedet for en
betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling, alene er, at
den pågældende har nægtet at deltage
i en personundersøgelse, eller at
den dømte i øvrigt har erklæret sig
uvillig til at udføre
samfundstjeneste eller underkaste
sig en struktureret, kontrolleret
behandling mod misbrug af alkohol.
Endelig bør
tilladelse til afsoning i fodlænke
nægtes meddelt, hvis der foreligger
en begrundet mistanke om, at den
dømte ud over den overtrædelse,
der danner grundlag for ansøgningen
har begået en ny lovovertrædelse,
og det efter en konkret vurdering må
antages, at den pågældende, hvis
denne kendes skyldig, vil blive
idømt en fængselsstraf, der
sammenlagt med den aktuelle dom
overstiger 5 måneders fængsel, jf.
herved også pkt. 16 i
Justitsministeriets vejledning nr.
47 af 28. juni 2010 om fuldbyrdelse
af straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol (vejledning
om strafudståelse på bopælen).
Der henvises til
pkt. 2.3.3.2 i de almindelige
bemærkninger til det pågældende
lovforslag, jf. Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 441.
I forarbejderne
til lov nr. 496 af 17. juni 2008 er
det endvidere forudsat, at
tilladelse vil kunne nægtes, hvis
den fængselsstraf, som ansøgningen
vedrører, er idømt for kriminalitet
begået mod en anden person i
ansøgerens husstand, f.eks. volds-
eller sædelighedskriminalitet, selv
om den pågældende (forurettede)
giver samtykke. Tilladelse vil også
kunne nægtes, hvis det ikke i
praksis vil være muligt at
gennemføre den forudsatte intensive
overvågning og kontrol med den
dømte.
Tilladelse vil
endvidere kunne nægtes, hvis det
efter en konkret vurdering må lægges
til grund, at der foreligger en
væsentlig risiko for, at den dømte
vil misbruge en tilladelse til
strafudståelse på bopælen til at
fortsætte med at begå kriminalitet.
En sådan væsentlig risiko vil ikke
mindst kunne foreligge i tilfælde,
hvor den pågældende er dømt for
kriminalitet begået i hjemmet,
f.eks. ved brug af sin personlige
computer.
Tilladelse vil
desuden kunne nægtes en 15-17-årig
domfældt, hvis de personlige forhold
er af en sådan karakter, at
vedkommende konkret skønnes at være
mere egnet til anbringelse på
hospital, i familiepleje, i egnet
hjem eller i institution.
Der henvises i
den forbindelse til pkt. 3.3 i de
almindelige bemærkninger til det
pågældende lovforslag, jf.
Folketingstidende 2007-08, tillæg A,
side 3524.
Endelig vil en
person, der har flere uafsonede
domme, som sammenlagt overstiger 5
måneders fængsel, ikke kunne få
tilladelse til at afsone straffen
helt eller delvis i fodlænke.
4.1.3.4.
Tilbagekaldelse
af tilladelse
En tilladelse til
afsoning på bopælen kan
tilbagekaldes efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens § 78 e.
Tilbagekaldelse kan bl.a. ske, hvis
den dømte anmoder herom, hvis den
dømte ikke længere opfylder
betingelserne i lovens § 78 b, eller
hvis den dømte har overtrådt
vilkårene i § 78 c.
Hvis en
tilladelse til afsoning på bopælen i
fodlænke tilbagekaldes, før
straffuldbyrdelsen er iværksat, bør
den dømte i stedet indsættes i en
afsoningsinstitution snarest muligt
efter den almindelige regel i
straffuldbyrdelseslovens § 8,
stk. 1.
Sker
tilbagekaldelsen efter
fuldbyrdelsens iværksættelse, skal
den dømte i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 78 f,
stk. 1, overføres til fængsel eller
arresthus til afsoning af
reststraffen.
Tilsynsmyndigheden kan endvidere
bestemme, at den dømte midlertidigt
skal overføres til fængsel eller
arresthus, mens spørgsmålet om
tilbagekaldelse behandles, jf.
herved lovens § 78 f, stk. 2.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 78 d,
stk. 2, at tilsynsmyndigheden skal
indberette til Direktoratet for
Kriminalforsorgen, hvis den dømte
overtræder vilkårene for afsoningen
i fodlænke eller ikke længere
opfylder betingelserne herfor. Det
samme gælder, hvis
kriminalforsorgens tilsyn og kontrol
med den dømte ikke kan gennemføres
på grund af dennes adfærd.
Indberetning skal
finde sted med henblik på, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen
kan tage stilling til, om den
meddelte tilladelse skal
tilbagekaldes.
Som det fremgår
af forarbejderne til lov nr. 367 af
24. maj 2005, er det i den
forbindelse forudsat med
fodlænkeordningen, at tolerancen
over for vilkårsovertrædelser er
meget lav. Opholder den dømte sig
f.eks. ikke på sin bopæl inden for
de af tilsynsmyndigheden fastsatte
tidsrum, udebliver den dømte helt
eller delvist fra sit arbejde,
uddannelse eller lignende, eller
møder den dømte ikke op til den
programvirksomhed eller det
behandlingsprogram, som det er
blevet pålagt den pågældende at
deltage i, skal tilladelsen til
strafudståelse på bopælen med
elektronisk fodlænke mv. som
altovervejende hovedregel
tilbagekaldes. Det samme gælder,
hvis den dømte ikke overholder
vilkåret om ikke at indtage alkohol,
euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning.
Er den dømtes
overtrædelse enkeltstående og helt
bagatelagtig, eller foreligger der i
øvrigt særlige omstændigheder, kan
tilbagekaldelse af den meddelte
tilladelse til strafudståelse på
bopælen dog undlades.
Der henvises i
den forbindelse til pkt. 2.3.8.5 i
de almindelige bemærkninger til det
pågældende lovforslag, jf.
Folketingstidende 2004-05, tillæg A,
side 446.
4.1.3.5.
Effektevaluering af
fodlænkeordningen
Justitsministeriets forskningskontor
har i oktober 2011 offentliggjort en
effektevaluering af
fodlænkeordningen i den udformning,
som gjaldt efter ikrafttrædelsen af
lov nr. 304 af 19. april 2006.
De personer, som
er omfattet af undersøgelsen, var
således idømt en straf på højst 3
måneders fængsel og var enten
1)
under 25 år på gerningstidspunktet
eller
2)
dømt for overtrædelse af
færdselsloven (og evt. anden
lovgivning, hvis overtrædelsen af
den anden lovgivning ikke havde
væsentlig betydning for den
fængselsstraffens længde).
For den
førstnævnte gruppe viste
evalueringen et signifikant lavere
recidiv for de unge, der afsonede i
fodlænke, sammenlignet med dem, der
afsonede i fængsel eller arresthus,
mens der for den sidstnævnte gruppe
ikke var en signifikant forskel i
recidivrisikoen.
4.2.
Forslag til
justeringer af fodlænkeordningen
4.2.1.
Udvidelse af
fodlænkeordningens anvendelsesområde
Som det fremgår
af pkt. 4.1.3.1 ovenfor, har
fodlænkeordningen været under
etapevis opbygning siden indførelsen
bl.a. for at give kriminalforsorgen
mulighed for at afprøve det
elektroniske overvågningsudstyr.
Ordningen er i dag velfungerende
personalemæssigt og organisatorisk.
Afsoning i
fodlænke har en frihedsberøvende
karakter, samtidig med at de dømte
undgår at blive udsat for de
negative påvirkninger, som kan finde
sted i et fængsel. Hertil kommer, at
afsoning i fodlænke er en billigere
afsoningsform end afsoning i
fængsel.
På den baggrund
og som led i udmøntningen af aftalen
om kriminalforsorgens økonomi i
2013-16 foreslås det, at der gives
mulighed for at afsone
fængselsstraffe på til og med 6
måneder i fodlænke, hvis den dømte i
øvrigt opfylder betingelserne.
Adgang til
afsoning i fodlænke vil som hidtil
ikke være betinget af, at den
fængselsstraf, som den dømtes
ansøgning vedrører, er idømt ved én
dom, når blot den samlede
fængselsstraf, som den pågældende
skal afsone, ikke overstiger 6
måneder.
Det vil endvidere
fortsat være muligt at give
tilladelse til, at en person, der
idømmes en såkaldt kombinationsdom,
jf. straffelovens § 58, afsoner den
ubetingede del af straffen på
bopælen med elektronisk fodlænke.
Da
fodlænkeordningen også efter den
foreslåede udvidelse vedrører
fuldbyrdelse af fængselsstraf, vil
en bøde vedtaget eller idømt før,
samtidig med eller efter den dom,
som ansøgningen om afsoning på
bopælen vedrører, fortsat ikke
afskære den dømte fra at få
tilladelse til at afsone den idømte
fængselsstraf i fodlænke.
Tilladelse til
afsoning på bopælen vil ligesom i
dag ikke kunne meddeles personer på
15-17 år, der som et alternativ til
fængselsstraf er idømt en såkaldt
ungdomssanktion efter straffelovens
§ 74 a.
Heller ikke
personer, som skal afsone
forvandlingsstraf, jf. straffelovens
§ 53, kan meddeles tilladelse til
afsoning i fodlænke.
Endelig vil en
person, der har flere uafsonede
domme, som sammenlagt overstiger 6
måneders fængsel, fortsat ikke kunne
få tilladelse til at afsone straffen
helt eller delvis på bopælen med
elektronisk fodlænke.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 5.
4.2.2.
Overskridelser
af ansøgningsfristen
Som det fremgår
af pkt. 4.1.3.2 ovenfor, kan der,
hvis afsoningen først er påbegyndt i
en afsoningsinstitution, ikke efter
de nugældende regler ske overførsel
af den pågældende til fortsat
afsoning i fodlænke, uanset om
betingelserne for denne
afsoningsform i øvrigt måtte være
opfyldt.
Kriminalforsorgen
oplever imidlertid, at dømte, der af
forskellige årsager ikke har ansøgt
om fodlænkeafsoning, alligevel ytrer
ønske om denne afsoningsform, efter
at de har påbegyndt strafudståelsen
i en afsoningsinstitution. Det
vurderes således, at der er dømte,
der opfylder betingelserne for at
afsone i fodlænke, og som udstår
deres straf i et fængsel eller
arresthus, alene fordi der ikke er
indgivet rettidig ansøgning om
fodlænkeafsoning.
Som led i
udmøntningen af aftalen om
kriminalforsorgens økonomi i 2013-16
vil der blive givet mulighed for i
ganske særlige tilfælde at overføre
en person fra en
afsoningsinstitution til fortsat
afsoning i fodlænke. Der sigtes i
den forbindelse til tilfælde, hvor
ganske særlige omstændigheder af
f.eks. arbejds-, uddannelses-,
familie- eller helbredsmæssig
karakter eller særligt tungtvejende
hensyn til den dømtes
resocialisering taler for
fodlænkeafsoning, og der i øvrigt
ikke er andre hindringer for
fodlænkeafsoning end den manglende
rettidige ansøgning. Det vil
samtidig være en forudsætning, at
det er undskyldeligt, at den dømte
ikke har ansøgt rettidigt om
tilladelse til fodlænkeafsoning.
Det bemærkes i
den forbindelse, at sådanne ganske
særlige omstændigheder også vil
kunne tænkes at foreligge i
tilfælde, hvor den dømte
indledningsvis er blevet anbragt i
visitations- og
observationsafdelingen i Anstalten
ved Herstedvester efter reglerne i §
3 i bekendtgørelse nr. 626 af 25.
juni 2009 om anbringelse og
overførsel af personer, som skal
udstå fængselsstraf eller forvaring
(anbringelses- og
overførselsbekendtgørelsen), jf.
pkt. 4.1.1 ovenfor.
Ved spørgsmål om,
hvorvidt der kan ske overførsel til
fortsat afsoning i fodlænke, vil det
efter omstændighederne være relevant
at overveje, om den indsatte bør
meddeles tilladelse til
strafafbrydelse, mens spørgsmålet
behandles. Efter
straffuldbyrdelseslovens § 76 kan
der meddeles tilladelse til, at
straffuldbyrdelsen midlertidigt
afbrydes, når ganske særlige
omstændigheder af f.eks. arbejds-,
uddannelses-, familie- eller
helbredsmæssig karakter taler imod
en umiddelbar fortsættelse af
straffuldbyrdelsen, når der ikke
antages at foreligge fare for
misbrug, og hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler imod
strafafbrydelse.
Der vil således
navnlig kunne forekomme tilfælde,
hvor de omstændigheder, som taler
for at tillade overførsel til
fortsat afsoning i fodlænke,
samtidig taler for at afbryde
fuldbyrdelsen i
afsoningsinstitutionen, indtil
spørgsmålet om afsoning i fodlænke
er afgjort.
Det forudsættes i
øvrigt med lovforslaget, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen
fremover i et vist videre omfang end
i dag kan tillægge en for sent
indgivet ansøgning opsættende
virkning, hvis fristoverskridelsen
er undskyldelig, og det skønnes
hensigtsmæssigt, at den dømte i
givet fald kan afsone straffen i
fodlænke frem for i en
afsoningsinstitution.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil de pågældende
ændringer blive gennemført
administrativt ved ændring af
bekendtgørelse nr. 789 af 25. juni
2010 om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol (bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen).
4.2.3.
Justering af
betingelser og vilkår
4.2.3.1.
Indførelse af
retshåndhævelsesforbehold
Justitsministeriet finder, at der
som supplement til aftalen om
kriminalforsorgens økonomi og i
lyset af den foreslåede udvidelse af
fodlænkeordningens anvendelsesområde
bør indføres mulighed for at afvise
fodlænkeafsoning i helt
enkeltstående konkrete tilfælde,
hvis særegne hensyn til
retshåndhævelsen undtagelsesvis
findes at være til hinder for denne
afsoningsform.
Begrundelsen for
forslaget er, at det efter
Justitsministeriets opfattelse ikke
kan udelukkes, at der kan forekomme
enkeltstående tilfælde, hvor den
pådømte kriminalitet er af en sådan
karakter, at afsoning af dommen i
fodlænke vil være uforeneligt med
hensynet til retshåndhævelsen, selv
om den idømte fængselsstraf ikke
overstiger 6 måneder.
Som det fremgår,
vil der være tale om en yderst
snæver mulighed for afvisning, som
ikke tænkes anvendt, medmindre der
er tale om, at særegne
retshåndhævelseshensyn kræver, at
straffen ikke afsones i fodlænke.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 8.
4.2.3.2.
Betingelser og
vilkår i øvrigt
Aftalen om
kriminalforsorgens økonomi i 2013-16
betyder, at betingelserne og
vilkårene for at få tilladelse til
at afsone i fodlænke på en række
nærmere afgrænsede punkter skal
lempes med henblik på at give visse
kategorier af dømte, der i dag er
afskåret fra fodlænkeafsoning,
mulighed for at opnå tilladelse,
hvis de i øvrigt opfylder
betingelserne.
Som led i
udmøntningen af aftalen foreslås
betingelserne og vilkårene lempet på
følgende områder:
Beskæftigelseskravet
Det foreslås for
det første, at personer, der er
idømt fængselsstraf i 30 dage eller
derunder, undtages fra kravet i
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 2, om, at den pågældende
afsoner skal have
beskæftigelsesforhold i form af
arbejde, uddannelse el. lign. , som
er af en sådan beskaffenhed, at
straffuldbyrdelsen kan gennemføres
på bopælen i fodlænke.
Som anført
ovenfor under pkt. 4.1.3.3 er
beskæftigelseskravet bl.a. begrundet
i hensynet til, at den dømte ikke i
fuldbyrdelsesperioden isoleres på
bopælen. Dette hensyn vejer
imidlertid ikke så tungt over for
korttidsdømte.
Dertil kommer, at
kriminalforsorgen i praksis bruger
mange ressourcer på at hjælpe dømte
med at finde egnet beskæftigelse,
som kan kvalificere de pågældende
til afsoning i fodlænke. Disse
ressourcer anvendes mest
hensigtsmæssigt på dømte, der skal
afsone længere domme.
Der vil dog ikke
være noget til hinder for, at dømte
er i beskæftigelse under
fodlænkeafsoning af en straf på 30
dages fængsel eller derunder.
Det foreslås for
det andet, at der skabes mulighed
for konkret at dispensere fra
beskæftigelseskravet i særlige
tilfælde, hvor den dømtes
beskæftigelsessituation taler for
det.
Der tænkes i den
forbindelse særligt på pensionister,
førtidspensionister,
efterlønsmodtagere mv., som varigt
er uden for arbejdsmarkedet. Der
tænkes endvidere på eksempelvis
langtidssygemeldte, hvis
sygemeldingen forventes at række ud
over afsoningen.
Herudover vil
dispensationsadgangen kunne anvendes
i tilfælde, hvor den dømte under
afsoningen i fodlænke ufrivilligt
bliver arbejdsløs (uforskyldt
ledighed), og det ikke er muligt at
skaffe nogen form for alternativ
beskæftigelse.
Endelig foreslås
det at give mulighed for at
dispensere fra beskæftigelseskravet
i tilfælde, hvor den dømte skal
afsone op til og med 6 ugers
fængselsstraf, og man ved at lægge
afsoningen i en ferieperiode, under
afspadsering, under orlov eller
lignende kan forhindre, at den dømte
mister sin beskæftigelse på grund af
afsoningen.
Der henvises i
den forbindelse til lovforslagets §
2, nr. 7. De foreslåede ændringer
vedrørende beskæftigelseskravet vil
herudover kræve, at der foretages
ændringer i bekendtgørelsen om
strafudståelse på bopælen.
Ændringerne vil blive indarbejdet i
bekendtgørelsen, hvis lovforslaget
vedtages.
Karenstid
Det foreslås
endvidere at ophæve bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 3, om, at der ikke kan
gives tilladelse til
fodlænkeafsoning til dømte, der
tidligere har afsonet i fodlænke,
hvis den dømte inden for 2 år før
den nye domfældelse er idømt højere
straf end bøde.
Herved lægges der
i sådanne tilfælde op til en mere
konkret vurdering af den dømtes
forhold. Ligesom ved afgørelsen af,
om en dømt skal anbringes i åbent
eller lukket fængsel, vil tidligere
domme indgå i den konkrete
bedømmelse af den dømtes personlige
forhold, men en domfældelse inden
for de seneste 2 år skal ikke
automatisk føre til afslag på
ansøgning om afsoning i fodlænke.
Eventuelle forstraffe vil (fortsat)
kunne føre til, at afsoning i
fodlænke nægtes, herunder hvis
forstraffen(e) giver grund til at
antage, at den dømte ikke vil
overholde vilkårene for afsoningen.
Det samme gælder, hvis der konkret
er grund til at antage, at den dømte
vil overtræde vilkårene for
fodlænkeafsoning, fordi dette
tidligere er sket, eller hvis den
dømte adskillige gange tidligere har
afsonet i fodlænke.
Ophævelsen vil
harmonere med reglerne om
anbringelse i åbent eller lukket
fængsel, hvor tidligere
afsoningsforløb heller ikke
automatisk afskærer den dømte fra at
blive placeret i et åbent fængsel.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 6.
Kravet om
deltagelse i programvirksomhed
Det foreslås
desuden at justere det lovfæstede
vilkår om, at fodlænkeafsonere skal
deltage i et program efter
tilsynsmyndighedens nærmere
bestemmelse, der har til formål at
forbedre den dømtes muligheder for
fremover at leve en kriminalitetsfri
tilværelse, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78 c,
stk. 1, nr. 6.
Forslaget
indebærer, at den dømte i stedet
skal efterkomme et pålæg fra
tilsynsmyndigheden om deltagelse i
et program, der skønnes egnet til at
forbedre den dømtes muligheder for
fremover at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Herved
tilkendegives det, at
tilsynsmyndigheden kan undlade at
pålægge et sådant vilkår, hvis det
efter tilsynsmyndighedens skøn må
antages, at den dømte ikke vil have
udbytte af at deltage i et program.
Det bemærkes i
den forbindelse, at der fortsat vil
kunne fastsættes andre vilkår, som
findes hensigtsmæssige, f.eks.
vilkår om at den dømte undergiver
sig misbrugsbehandling i
afsoningsperioden.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 11.
Verserende
sager
Det forudsætte
samtidig med lovforslaget, at der
sker en modifikation af
udgangspunktet om, at verserende
straffesager afskærer
fodlænkeafsoning i tilfælde, hvor
den idømte straf og den verserende
sag sammenlagt må antages at føre
til en straf, der overstiger grænsen
på 5 måneders fængselsstraf i § 78
a, stk. 1, der foreslås ændret til 6
måneders straf.
Forslaget
indebærer, at der vil kunne meddeles
tilladelse til afsoning i fodlænke,
selv om der er en begrundet mistanke
om, at den dømte ud over den
overtrædelse, der danner grundlag
for ansøgningen har begået en ny
lovovertrædelse, og det efter en
konkret vurdering må antages, at den
pågældende, hvis denne kendes
skyldig, vil blive idømt en
fængselsstraf, der sammenlagt med
den aktuelle dom overstiger 6
måneders fængsel.
Det bemærkes i
den forbindelse, at
sagsbehandlingstiden forlænges, når
der skal indhentes oplysninger om
eventuelle verserende sager, ligesom
politi- og anklagemyndighed skal
bruge ressourcer på at foretage en
nærmere vurdering af de verserende
sagers forventede udfald.
Oplysninger om
verserende sager vil fremover
fortsat kunne tillægges betydning
ved vurderingen af, om der skal
meddeles tilladelse til afsoning i
fodlænke. Oplysninger herom vil
således fortsat kunne indgå i den
konkrete bedømmelse af den dømtes
personlige forhold, herunder i
vurderingen af, om den dømte kan
forventes at overtræde vilkårene for
fodlænkeafsoningen, men
oplysningerne om verserende sager
vil ikke automatisk afskære den
pågældende fra at afsone i fodlænke.
Det bemærkes i
øvrigt, at flere uafsonede domme som
anført ovenfor under pkt. 4.2.1 ikke
vil kunne afsones i fodlænke, hvis
den samlede straflængde overstiger 6
måneders fængsel. Hvis der er
meddelt tilladelse til
fodlænkeafsoning, og den pågældende
efterfølgende får en ny dom, som
indebærer, at den samlede
straflængde overstiger 6 måneders
fængsel, vil tilladelsen således som
udgangspunkt blive tilbagekaldt.
Pkt. 16 i
Justitsministeriets vejledning nr.
47 af 28. juni 2010 om fuldbyrdelse
af straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol (vejledning
om strafudståelse på bopælen) vil
blive ændret i overensstemmelse med
ovenstående, hvis lovforslaget
vedtages.
Manglende
deltagelse i personundersøgelse
Herudover
forudsættes det med lovforslaget, at
det ikke længere i sig selv vil føre
til afslag, at den dømte alene er
blevet idømt en ubetinget
fængselsstraf i stedet for en
betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling, fordi den
pågældende har nægtet at deltage i
en personundersøgelse.
De gældende
regler har til formål at modvirke,
at en person nægter at medvirke til
en personundersøgelse, således at
den pågældende ikke kan idømmes en
betinget dom med vilkår, fordi den
pågældende hellere vil afsone en
ubetinget dom i fodlænke. Risikoen
herfor må imidlertid anses for
begrænset.
Nægtelse af at
deltage i en personundersøgelse kan
eksempelvis også skyldes, at den
pågældende forventer at blive
frifundet, hvilket ikke
efterfølgende findes at burde
afskære den pågældende fra at afsone
en ubetinget dom i fodlænke.
Det forudsættes
dog samtidig, at fodlænkeafsoning
fortsat bør nægtes i tilfælde, hvor
den dømte forud for dommen direkte
har erklæret sig uvillig til at
udføre samfundstjeneste eller
underkaste sig en struktureret,
kontrolleret behandling mod misbrug
af alkohol, og dette må antages at
have haft betydning for
sanktionsvalget.
Dermed vil det
(fortsat) ikke være muligt at
spekulere i at blive idømt en
ubetinget dom frem for en betinget
dom med vilkår i forventning om, at
den ubetingede dom vil kunne afsones
i fodlænke.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil pkt. 17 i vejledningen
om strafudståelse på bopælen blive
ændret i overensstemmelse hermed.
Mulighederne
for at forlade bopælen
Endelig
forudsættes det under henvisning til
aftalen om kriminalforsorgen i
2013-16, at der i forbindelse med
lovforslagets ikrafttræden foretages
visse nærmere afgrænsede udvidelser
af fodlænkeafsoneres adgang til at
forlade bopælen under afsoningen.
Det drejer sig
navnlig om en vis, øget adgang til
at supplere de 4 timer, der
ugentligt kan sættes af til
personlige indkøb, tøjvask mv. uden
for bopælen, med muligheden for at
tilbringe yderligere op til 4 timer
om ugen uden for bopælen med henblik
på at deltage i særlige aktiviteter
med et resocialiserende formål.
Det forudsættes,
at muligheden for yderligere 4
timers ugentlig udetid i givet fald
vil skulle fremgå af
aktivitetsskemaet, jf. ovenfor under
pkt. 4.1.3.3.2, og der bør som
udgangspunkt være tale om
aktiviteter, som den dømte i
forvejen deltog i forud for
afsoningen.
Som eksempler kan
nævnes deltagelse i religiøse
handlinger (gudstjenester,
fredagsbøn mv.), visse aktiviteter
med egne børn (som f.eks. at deltage
i skole/hjem-samtaler, følge børnene
til bibliotek, sportsaktiviteter,
børnefødselsdag mv.) samt fortsat
deltagelse i sports- eller
fritidsaktiviteter eller lignende
med et resocialiserende formål.
Det drejer sig
endvidere om en vis, øget mulighed
for at opholde sig uden for bopælen
i nærmere afgrænsede tidsrum på
dage, hvor den pågældende ikke i
øvrigt har aktiviteter uden for sin
bopæl. Der vil i den forbindelse
blive skabt mulighed for, at den
dømte i op til to dage hver anden
uge kan få tilladelse til at opholde
sig uden for bopælen i en række
sammenhængende timer, således at den
pågældende f.eks. kan tilbringe en
hel dag i en weekend uden for
bopælen eller i øvrigt fejre
juleaften eller andre højtider uden
for eget hjem. Der vil herudover
blive skabt mulighed for at give
tilladelse til at tilbringe minimum
to timer uden for bopælen på
samtlige aktivitetsfrie dage. Også i
disse tilfælde vil de tilladte
udetider skulle indarbejdes i
aktivitetsskemaet.
Justeringerne
skal bl.a. ses i sammenhæng med de
foreslåede lempelser af
beskæftigelseskravet, som vil skabe
et særligt behov for at tilbringe
tid uden for bopælen for
fodlænkeafsonere, som ikke eller kun
i begrænset omfang har beskæftigelse
under afsoningen. De foreslåede
udvidelser vil dog også gælde for
fodlænkeafsonere, der er i
beskæftigelse.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil justeringerne blive
gennemført administrativt ved
ændring af bekendtgørelse nr. 789 af
25. juni 2010 om fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol
(bekendtgørelse om strafudståelse på
bopælen)
4.2.4.
Justering af
tolerancen over for
vilkårsovertrædelser
Som anført
ovenfor under pkt. 4.1.3.4 er det en
forudsætning bag fodlænkeordningen,
at tolerancen over for
vilkårsovertrædelser er meget lav.
Bl.a. skal
tilladelsen som altovervejende
hovedregel tilbagekaldes, hvis den
dømte overtræder vilkåret om ikke at
indtage alkohol, euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige
lovgivning.
Er den dømtes
overtrædelse enkeltstående og helt
bagatelagtig, eller foreligger der i
øvrigt særlige omstændigheder, kan
tilbagekaldelse af den meddelte
tilladelse til strafudståelse på
bopælen dog undlades.
Det forudsættes
med lovforslaget, at der efter et
konkret skøn skal kunne anlægges en
vis, forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser. Det gælder
f.eks. i tilfælde, hvor det
konstateres, at den dømte har
overtrådt afsoningsvilkårene ved at
indtage en mindre mængde alkohol.
I sådanne
tilfælde bør det således være muligt
at undlade at tilbagekalde
tilladelsen til fodlænkeafsoningen,
hvis afsoningsforløbet i øvrigt
vurderes som velfungerende, eller
hvis tilbagekaldelsen konkret må
anses for et uproportionalt indgreb
sammenholdt med
vilkårsovertrædelsen. Det vil være
en forudsætning, at hensynet til det
resocialiserende eller
behandlingsmæssige arbejde med den
dømte taler afgørende imod
tilbagekaldelse.
Forslaget
indebærer, at tilbagekaldelse i
sådanne tilfælde vil kunne undlades,
også selv om vilkårsovertrædelsen
ikke er helt enkeltstående og
bagatelagtig. I stedet vil der som
alternativ reaktion være mulighed
for at indskærpe vilkårene for
fodlænkeafsoning og reglerne om
tilbagekaldelse, ligesom der vil
være mulighed for at fastsætte
yderligere vilkår for afsoningen i
medfør af straffuldbyrdelseslovens §
78 c, stk. 2.
Den foreslåede
forhøjelse af tolerancen vil i givet
fald nødvendiggøre en justering af
pkt. 48, litra 5, i vejledningen om
strafudståelse på bopælen.
4.2.5.
Udslusning i
fodlænke
For nogle
indsatte vil det kunne være et
formålstjenligt led i
udslusningsforløbet, hvis den
pågældende i tiden op til
løsladelsen har ophold på sin bopæl
i fodlænke (udstationering til eget
hjem).
Det vil bl.a.
kunne være tilfældet for
langtidsdømte, som har behov for
særlig støtte under udslusningen.
Dette hænger sammen med, at afsoning
i fodlænke sker under intensiv
overvågning og kontrol. For denne
kategori af dømte, som i en længere
periode ikke har deltaget i det
almindelige samfundsliv, vil det
således kunne være gavnligt, at
prøveløsladelse ikke sker direkte
fra en institution til eget hjem
under almindeligt tilsyn, men at den
dømte i en mellemliggende periode
forud herfor har et ophold i eget
hjem, hvor den pågældende er
undergivet intensiv overvågning og
kontrol.
Også for andre
end langtidsdømte vil det imidlertid
kunne være formålstjenligt at lette
overgangen til en tilværelse i
frihed ved at tillade den dømte at
opholde sig i eget hjem med fodlænke
i en periode frem til løsladelsen.
Muligheden bør dog kun helt
undtagelsesvis kunne komme på tale
for dømte, der afsoner domme på
mindre end 1 års fængsel.
Endvidere vil
muligheden for ophold i eget hjem
med fodlænke kunne være relevant for
indsatte, som opfylder betingelserne
for frigang, men som af geografiske
årsager ikke vil kunne gennemføre
frigang, fordi det ikke er muligt at
tilbringe fritiden, herunder natten,
i en institution tæt ved arbejds-
eller kursusstedet mv. Endelig vil
det kunne være tilfældet, hvis
vægtige hensyn til den indsattes
familie eller resocialisering taler
for det.
I den slags
tilfælde er det nærliggende at åbne
mulighed for, at den indsatte kan få
tilladelse til at tage ophold på sin
bopæl i fodlænke i den sidste del af
afsoningen.
Det foreslås på
den baggrund at skabe mulighed for
at tillade udgang på betingelse af,
at den indsatte undergiver sig
intensiv overvågning og kontrol på
bopælen (afsoning i fodlænke).
Det forudsættes
med forslaget, at udgang i givet
fald skal ske i form af
udstationering, og at udstationering
til fodlænkeafsoning på egen bopæl
kan finde sted i et tidsrum af
maksimalt 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet.
Udstationering til egen bopæl i
fodlænke forudsættes således i givet
fald at være det sidste led i
udslusningsfasen med forbehold for
tilfælde, hvor den indsatte
efterfølgende får tilbagekaldt
tilladelsen til udstationering på
egen bopæl i fodlænke.
I en række
tilfælde vil det være mest
hensigtsmæssigt, at den indsatte har
gennemført et udstationeringsforløb
på eksempelvis en af
kriminalforsorgens pensioner, inden
der kan ske udstationering til eget
hjem i fodlænke. Forslaget er
imidlertid ikke til hinder for, at
udstationeringen til eget hjem i
fodlænke sker direkte fra et fængsel
eller arresthus.
Som det fremgår,
indebærer forslaget, at
udstationering fremover vil kunne
ske på et tidligere tidspunkt end i
dag, hvor udstationering som
udgangspunkt sker i indtil 4 uger
eller, når særlige omstændigheder
taler derfor, i indtil 3 måneder i
den sidste del af opholdstiden, jf.
ovenfor under pkt. 4.1.2.2.2.
Det forudsættes
endvidere med forslaget, at
tilladelse til udstationering til
egen bopæl i fodlænke kun vil kunne
ske i sådanne særlige tilfælde som
nævnt ovenfor, hvor den indsattes
familieforhold, afsoningsforløb
eller hensynet til den pågældendes
resocialisering taler for det.
Tilladelser til
udstationering til egen bopæl i
fodlænke vil kunne tilbagekaldes
efter de almindelige regler om
tilbagekaldelse af
udgangstilladelser, dvs. hvis den
indsatte ikke overholder de vilkår,
der er fastsat for
udgangstilladelsen, eller hvis nye
oplysninger om den indsattes forhold
giver bestemte grunde til at antage,
at den indsatte vil misbruge den
meddelte udgangstilladelse.
Under samme
betingelser vil vilkårene for
udgangstilladelsen som hidtil kunne
ændres.
Det foreslås
endvidere, at der i
straffuldbyrdelseslovens § 48
indsættes en ny bestemmelse, som
giver mulighed for at bestemme, at
de nugældende betingelser og vilkår
for fodlænkeafsoning samt reglerne
om gennemførelse af tilsyn og
kontrol mv. og om tilbagekaldelse af
tilladelsen helt eller delvis skal
kunne finde tilsvarende anvendelse
for indsatte, der som led i
udslusningen måtte blive
udstationeret til egen bopæl i
fodlænke. Det bemærkes i den
forbindelse, at ikke alle de
gældende regler om fodlænkeafsoning
nødvendigvis vil have relevans for
personer, der allerede har
gennemført et afsoningsforløb, og
som befinder sig i den sidste del af
udslusningsfasen op til løsladelsen.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1
og 2. Hvis lovforslaget vedtages,
vil de administrative regler på
området endvidere blive ændret i
overensstemmelse med ovenstående.
Det bemærkes i den forbindelse, at
de gældende bestemmelser i
straffuldbyrdelseslovens §§ 50 og 78
d, stk. 3, bemyndiger
justitsministeren til at fastsætte
administrative regler om henholdsvis
tilladelse til udgang og om
gennemførelsen af tilsynet med
fodlænkeafsonere, herunder
kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg mv.
Det forudsættes i
den forbindelse med lovforslaget, at
der administrativt vil kunne
fastsættes nærmere bestemmelser om
graduering af overvågningen og
kontrollen med dømte ved
udstationering til eget hjem i
fodlænke, således at ordningen vil
kunne tilpasses både tilfælde, hvor
der er behov for intensiv
overvågning og kontrol, og tilfælde,
hvor en mindre intensiv overvågning
og kontrol, f.eks. overvågning af,
om den pågældende er hjemme om
natten (natfodlænke), er
tilstrækkelig.
Det forudsættes,
at der ved beslutningen om at
meddele tilladelse til
udstationering til eget hjem i
fodlænke samtidig vil blive truffet
bestemmelse om intensiteten af
overvågningen og kontrollen i det
enkelte tilfælde.
De gældende
muligheder for udstationering til en
af kriminalforsorgens pensioner
eller til en institution uden for
kriminalforsorgen mv. videreføres i
øvrigt.
5.
Flugt under
afsoning i fodlænke
5.1.
Gældende ret
Det følger af
straffelovens § 124, stk. 1, at den,
der flygter som anholdt eller
fængslet, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. I medfør af
bestemmelsens stk. 5 gælder (bl.a.)
stk. 1 også i forhold til personer i
forvaring samt personer, der i
stedet for varetægtsfængsel, i
forbindelse med straffuldbyrdelse
uden for kriminalforsorgen eller i
medfør af straffelovens § 74 a er
frihedsberøvet i institution m.v.
Hjemlen til at
straffe en person, der flygter fra
afsoning mv., blev indsat i
straffeloven med lov nr. 382 den 6.
juni 2002. Af forarbejderne til
loven fremgår det, at straffelovens
§ 124, stk. 4 (nu stk. 5), omfatter
personer, der i medfør af
straffelovens § 70 er anbragt i
forvaring, og frihedsberøvede
personer, der i medfør af
straffelovens § 74 a er idømt
ungdomssanktion (dog kun for så vidt
angår opholdet på sikret
institution). Det fremgår videre, at
straffelovens § 124 også omfatter
personer, der i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 78
afsoner fængselsstraf på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller
institution (alternative
afsoningsformer), samt personer, der
i medfør af udgangsbekendtgørelsens
§ 50 afsoner fængselsstraf under
udstationering fra fængsel eller
arresthus. Endvidere fremgår det, at
bestemmelsen omfatter personer, som
i medfør af retsplejelovens § 765,
stk. 2, nr. 3, efter rettens
bestemmelse i stedet for
varetægtsfængsling har ophold i
egnet hjem eller institution, eller
som i medfør af retsplejelovens §
765, stk. 2, nr. 4, skal undergive
sig psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling for misbrug af
alkohol, narkotika eller lignende,
om fornødent på hospital eller
særlig institution
(surrogatanbragt), samt
varetægtsarrestanter, som i medfør
af retsplejelovens § 777 er anbragt
i anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller
i hospital m.v. (overført til
fuldbyrdelsesanstalt m.v.). Der
henvises i det hele til
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg B, side 1561 f.
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol (fodlænkeordningen) blev
indført i 2005 med lov nr. 367 af
24. maj 2005. Det blev i
forarbejderne til loven anført, at
en dømt, der under afsoning i
fodlænke på bopælen flygter, vil
kunne straffes efter straffelovens §
124, stk. 4 (nu stk. 5), jf.
Folketingstidende 2004-05, 2.
samling, tillæg A, side 447. Byrets-
og landsretspraksis har så vidt ses
efterfølgende været i
overensstemmelse hermed.
Spørgsmålet om,
hvorvidt det er strafbart i medfør
af straffelovens § 124, stk. 5, jf.
stk. 1, for en fodlænkeafsoner at
forlade sin bopæl uden tilladelse,
har nu været prøvet ved Højesteret.
I en dom afsagt den 25. januar 2013
har Højesteret udtalt, at Højesteret
ikke finder, at der er hjemmel i
straffelovens § 124, stk. 5, jf.
stk. 1, eller dennes analogi til at
straffe en fodlænkeafsoner for at
forlade sin bopæl uden tilladelse.
5.2.
Forslag om
ændring af straffelovens § 124, stk.
5
Som det fremgår
ovenfor, blev det anført i
forbindelse med indførelsen af
fodlænkeordningen, at en person, der
under afsoning i fodlænke på bopælen
forlader bopælen uden tilladelse,
skal kunne straffes på samme måde
som andre, der flygter under
afsoning mv.
På baggrund af
Højesterets dom af 25. januar 2013
foreslås det derfor at ændre
ordlyden af straffelovens § 124,
stk. 5, sådan, at det udtrykkeligt
fremgår af bestemmelsen, at også
flugt under afsoning i fodlænke på
bopælen kan straffes.
Det fremgår af
bemærkningerne til § 124, stk. 1 og
4 (nu 5), at det som et udgangspunkt
for strafudmålingen ved overtrædelse
af bestemmelsen, forudsættes, at en
overtrædelse i førstegangstilfælde
straffes med ubetinget fængsel i 30
dage. Det fremgår videre, at det
skal betragtes som en skærpende
omstændighed, hvis der er tale om,
at flere flygter i forening, eller
hvis flugten har været nøje
planlagt. Der henvises til
Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 3322.
Det forudsættes
med dette lovforslag, at der også
hvor der er tale om flugt under
fodlænkeafsoning som udgangspunkt
i førstegangstilfælde skal udmåles
en straf på ubetinget fængsel i 30
dage.
Fastsættelsen af
straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Som det fremgår
af pkt. 5.1, omfatter bestemmelsen i
stk. 5 bl.a. personer, der i medfør
af § 78 afsoner fængselsstraf på
hospital, i familiepleje, i egnet
hjem eller institution (alternative
afsoningsformer), og personer, der i
medfør af udgangsbekendtgørelsens §
50 afsoner fængselsstraf under
udstationering fra fængsel eller
arresthus. Fælles for denne gruppe
af personer er, at de fuldbyrder
deres straf uden for fængsel eller
arresthus, og at de dermed ikke er
omfattet af § 124, stk. 1. Det
foreslås i den forbindelse, at det i
stk. 5 tydeliggøres, at flugt under
fuldbyrdelse af straf i de anførte
tilfælde, herunder fra såvel
kriminalforsorgens egne pensioner
som institutioner uden for
kriminalforsorgen, som ikke er
omfattet af § 124, stk. 1, er
strafbart.
Det bemærkes, at
straffelovens § 124, stk. 5, med
dette lovforslag vil omfatte såvel
tilfælde, hvor der er tale om flugt
fra afsoning i fodlænke på bopælen
efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol, som tilfælde, hvor der
er tale om flugt fra afsoning i
fodlænke i forbindelse med
udstationering på bopælen, jf. den
med dette lovforslag foreslåede
adgang til udslusning i fodlænke.
Henset til, at
det blev lagt til grund, da
fodlænkeordningen blev indført, at
det at forlade bopælen uden
tilladelse under afsoningen kunne
straffes, foreslås det, at ændringen
af straffelovens § 124, stk. 5, skal
træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
6.
Undersøgelse af
besøgende
6.1.
Gældende ret
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 51, stk.
1, at indsatte har ret til mindst ét
ugentligt besøg af mindst én times
varighed og så vidt muligt af to
timers varighed. Der kan i den
enkelte institution gives tilladelse
til besøg i videre omfang end dette.
I medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 52, stk.
1, kan institutionen bestemme, at de
besøgende skal indhente forudgående
tilladelse fra institutionen til at
besøge den indsatte. Det kan gøres
til et vilkår for en
besøgstilladelse, at den besøgende
lader sin yderbeklædning og
medbragte effekter undersøge.
Det bemærkes, at
der med udtrykket yderbeklædning
sigtes til beklædningen indtil
undertøjet.
Lovens § 53
bemyndiger justitsministeren til at
fastsætte regler om gennemførelsen
af de indsattes ret til besøg.
Nærmere regler om
undersøgelse af besøgende er fastsat
i bekendtgørelse nr. 288 af 26.
marts 2012 om adgangen til besøg
m.v. til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner
(besøgsbekendtgørelsen).
Mens bestemmelsen
i straffuldbyrdelseslovens § 52,
stk. 1, omfatter
afsoningsinstitutioner generelt,
skelnes der i besøgsbekendtgørelsens
regler om undersøgelse af besøgende
i et vist omfang mellem lukkede og
åbne institutioner.
I lukkede
institutioner er det ifølge
besøgsbekendtgørelsens § 8 et
obligatorisk vilkår for
besøgstilladelse, at den besøgende
lader medbragte genstande undersøge.
Ifølge § 8, stk.
2, kan det i åbne institutioner
gøres til et vilkår for
besøgstilladelse, at den besøgende
lader medbragte genstande undersøge.
Vilkåret er således ikke
obligatorisk.
I lukkede
institutioner er det ifølge
besøgsbekendtgørelsens § 9, stk. 1,
et obligatorisk vilkår for
besøgstilladelse, at den besøgende
lader sin yderbeklædning undersøge
og efter anmodning lader sig
undersøge af kriminalforsorgens
narkotikahunde.
Ifølge § 9, stk.
2, kan et sådant vilkår fastsættes i
åbne institutioner. Heller ikke
dette vilkår er således
obligatorisk.
Hvis undersøgelse
af den besøgendes yderbeklædning
eller undersøgelse ved anvendelse af
kriminalforsorgens narkotikahunde
skal finde sted, skal det efter
besøgsbekendtgørelsens § 11 forinden
tilkendegives den besøgende, at
undersøgelsen kun kan gennemføres
med den besøgendes samtykke, og at
det kan medføre afvisning, hvis den
pågældende nægter at lade sig
undersøge.
For både lukkede
og åbne institutioner følger det af
besøgsbekendtgørelsens § 10, stk. 1,
at undersøgelse af yderbeklædningen
foretages ved, at den besøgende
opfordres til at fremvise genstande,
som den besøgende har i lommer mv.
Undersøgelsen kan endvidere omfatte
eftersyn af den besøgendes
yderbeklædning ved anvendelse af
metaldetektor.
Besøgsbekendtgørelsen giver ikke
mulighed for at foretage
videregående undersøgelse af
besøgendes yderbeklædning i åbne
institutioner.
Derimod kan der
efter § 10, stk. 2, i lukkede
institutioner foretages videregående
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning, hvis der i det
enkelte tilfælde er en begrundet
mistanke om, at den besøgende vil
foretage indsmugling. Videregående
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning foretages ifølge stk.
3 ved, at den besøgende opfordres
til at aftage sin yderbeklædning med
henblik på, at institutionen kan
foretage en nærmere undersøgelse af
denne.
Det følge af
besøgsbekendtgørelsens § 12, stk. 1,
at videregående undersøgelse af den
besøgendes yderbeklædning skal
foregå i et særligt lokale og ikke
må foretages eller overværes af
personer af andet køn end den, der
skal undersøges.
Den videregående
undersøgelse må efter § 12, stk. 2,
ikke overværes af andre besøgende
eller indsatte. Undersøgelsen skal
desuden gennemføres på en måde, der
i størst muligt omfang er egnet til
at mindske den besøgendes oplevelse
af at blive krænket, jf. § 12, stk.
3.
6.2.
Forslag om
udvidede muligheder for undersøgelse
af besøgende
Reglerne om
undersøgelse af besøgende skal
afspejle den rette balance mellem
hensynet til den besøgendes
integritet og hensynet til at
forhindre indsmuglinger i
fængslerne.
Kriminalforsorgens institutioner
oplever indsmuglinger i forbindelse
med besøg, og det findes nødvendigt
at udvide institutionernes
muligheder for at sikre sig mod, at
besøgende smugler effekter, herunder
euforiserende stoffer og ulovlige
genstande i øvrigt, ind i
fængslerne.
På den baggrund
foreslås det at skabe mulighed for,
at institutionerne fremover kan
stille vilkår om, at besøgende lader
sig undersøge i videre omfang, end
reglerne tillader i dag. Forslaget
giver nærmere bestemt
institutionerne mulighed for at
foretage visitation af det tøj, som
den besøgende er iført ved
fremmødet, samt nærmere undersøgelse
af den besøgendes yderbeklædning og
medbragte effekter.
Det bemærkes, at
forslaget ikke indebærer, at
institutionerne vil kunne
gennemtvinge undersøgelserne uden
den besøgendes medvirken. Den
besøgende vil således fortsat kunne
nægte at lade sig undersøge, hvilket
kan have den virkning, at besøget
afvises. Endvidere vil
undersøgelsernes omfang fortsat
blive afpasset efter en konkret
risikovurdering.
Den foreslåede
bestemmelse giver for det første
adgang til at foretage visitation af
det tøj, som den besøgende er iført
ved fremmødet. Dette kan ske ved at
klappe og beføle uden på tøjet af
den besøgende. Herved indføres der
adgang til ved beføling gennem tøjet
at undersøge, om den besøgende har
effekter gemt i tøjet, i lommerne
eller på kroppen under tøjet.
Det forudsættes,
at denne form for visitation af det
tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, i givet fald skal
foretages af personale af samme køn
som den besøgende.
Begrebet
visitation af det tøj, som den
besøgende er iført ved fremmødet,
omfatter endvidere de eksisterende
undersøgelsesformer, som er nævnt i
besøgsbekendtgørelsens § 10, stk. 1,
jf. ovenfor under pkt. 6.1.
Visitation kan således også
foretages ved, at den besøgende
opfordres til at fremvise genstande,
som den besøgende har i lommer mv.,
ligesom der kan ske eftersyn af det
tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, ved anvendelse af
metaldetektor. Endvidere vil
visitation kunne ske ved, at den
besøgende efter anmodning lader sig
undersøge af kriminalforsorgens
narkotikahunde, jf. ovenfor under
pkt. 6.1.
Den foreslåede
bestemmelse giver for det andet
adgang til at foretage en nærmere
undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning. Med udtrykket
yderbeklædning sigtes som hidtil til
beklædningen indtil undertøjet. En
nærmere undersøgelse af den
besøgendes yderbeklædning vil som
hidtil skulle gennemføres ved, at
den besøgende opfordres til at
aftage sin yderbeklædning indtil
undertøjet med henblik på, at
institutionen kan foretage en
nærmere undersøgelse af
yderbeklædningen.
Der vil herudover
kunne foretages en nærmere
undersøgelse af den besøgendes
medbragte effekter, herunder tøj,
som den besøgende ikke er iført.
Den nærmere
undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning og medbragte effekter
indebærer, at institutionen kan
gennemse og undersøge lommer, tasker
mv., ligesom lommer og tasker mv.
kan tømmes med henblik på eftersyn
af indholdet. Undersøgelsen kan ske
ved anvendelse af metaldetektor.
Der tilsigtes
ingen ændringer i reglerne i
besøgsbekendtgørelsens § 12
vedrørende gennemførelsen af den
nærmere undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning, jf. herom ovenfor
under pkt. 6.1.
Det bemærkes, at
det fortsat er hensigten, at nærmere
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning alene kan foretages,
hvis der i det enkelte tilfælde er
en begrundet mistanke om, at de
besøgende vil foretage indsmugling.
Derimod kan visitation af det tøj,
som den besøgende er iført, samt
nærmere undersøgelse af den
besøgendes medbragte effekter
foretages, selv om der ikke
foreligger en sådan mistanke.
Det bemærkes, at
der med den foreslåede bestemmelse
(fortsat) vil være lovhjemmel til,
at undersøgelse af besøgende i åbne
institutioner kan ske i samme omfang
som i lukkede institutioner. Nærmere
regler om gennemførelsen af de
indsattes ret til besøg, herunder
undersøgelse af de besøgende, vil
som hidtil blive fastsat
administrativt, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 53, og
den foreslåede bestemmelse er ikke
til hinder for, at der i den
forbindelse efter behov kan skelnes
mellem åbne og lukkede
institutioner.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 3 og 4. Hvis
forslaget vedtages, vil der
endvidere blive foretaget de
nødvendige ændringer af
besøgsbekendtgørelsen.
7.
Øvrige
initiativer, der forudsættes
gennemført administrativt
Som det fremgår
ovenfor under pkt. 1, indeholder
aftalen mellem Regeringen,
Enhedslisten, Liberal Alliance og
Det Konservative Folkeparti om
kriminalforsorgens økonomi i 2013-16
enkelte yderligere tiltag, som ikke
kræver lovændringer, men alene
ændringer af de administrative
regler på navnlig
straffuldbyrdelsesområdet.
Nedenfor
redegøres nærmere for disse
elementer i aftalen.
Begrænset
mulighed for udgang til indbrudstyve
i særlige tidsrum
Den 8. april 2010
fremlagde den daværende
justitsminister en samlet plan for
en styrket indsats mod indbrud i
private hjem. I denne såkaldte
indbrudspakke er det bl.a. anført,
at aktive indbrudstyve ikke skal på
udgang i julen.
I den forbindelse
er det bl.a. tilkendegivet nærmere i
indbrudspakken, at politikredsene op
til jul og andre ferieperioder, hvor
der erfaringsmæssigt ses markant
stigende indbrudstal, systematisk
vil orientere kriminalforsorgen om,
hvilke af kredsens mest aktive
indbrudstyve der aktuelt er indsat
til afsoning, og som ikke bør gives
udgang pga. gentagen
indbrudskriminalitet. Ved
kriminalforsorgens vurdering af, om
en indsat kan få udgang i f.eks.
julen, skal der herefter foretages
en konkret vurdering af
misbrugsrisikoen.
I
overensstemmelse hermed fremgår det
af § 16, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 289 af 26. marts 2012 om udgang
til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner
(udgangsbekendtgørelsen), at hvis
politidirektøren finder, at der ikke
bør gives tilladelse til udgang i
særlige tidsrum, herunder i
juleperioden (dvs. i tidsrummet fra
den 23. december til og med den 3.
januar), fordi der på grund af dom
for indbrudstyveri er risiko for ny
indbrudskriminalitet i det
pågældende tidsrum, afgiver
politidirektøren en udtalelse om
denne risiko for misbrug i
forbindelse med underretningen af
kriminalforsorgen om, at personen
skal udstå fængselsstraf mv.
Politidirektørens
udtalelse vil herefter indgå i
kriminalforsorgens vurdering af, om
udgang skal nægtes med henvisning
til risikoen for misbrug i form af
ny indbrudskriminalitet i det
omhandlede tidsrum, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
1, nr. 2.
Det bemærkes, at
Rigspolitiet ved rundskrivelse af
10. november 2011 udvidede
juleudgangsordningen til også at
omfatte andre særlige tidsrum end
julen, eksempelvis påske-, vinter-
og efterårsferie. Der skal således
ske underretning af
kriminalforsorgen om udgang i disse
ferieperioder, hvis det af
politikredsene vurderes som
relevant.
Aftaleparterne er
enige om, at der for at styrke
indsatsen mod indbrud i private hjem
skal ske en stramning af
udgangsreglerne, så det klart
fremgår, at bestemmelsen i
udgangsbekendtgørelsens § 16, stk.
2, ikke kun omfatter juleperioden,
men også andre perioder, hvor mange
private hjem står tomme, herunder
f.eks. påsken, vinter- og
efterårsferien og dele af
sommerperioden.
Bestemmelsen vil
blive præciseret i overensstemmelse
hermed, hvis lovforslaget vedtages.
Øget mulighed
for udstationering af
misbrugsbehandlede
Som det fremgår
ovenfor under pkt. 4.1.2.2.2, kan
tilladelse til udgang i form af
udstationering som udgangspunkt
gives i indtil 4 uger eller, når
særlige omstændigheder taler derfor,
indtil 3 måneder.
Udstationering
sker i praksis ofte til en af
kriminalforsorgens pensioner som led
i udslusningen frem mod
prøveløsladelse.
Det forudsættes
med lovforslaget, at indsatte i åbne
fængsler, som på en
behandlingsafdeling i et fængsel har
gennemgået behandling mod misbrug,
fremover kan få tilladelse til
udstationering til en pension eller
egnet behandlingshjem eller
-institution i op til 1 år. Det
forudsættes, at afgørelsen herom som
udgangspunkt kan træffes af den
pågældende institution.
Muligheden for
længerevarende udstationering vil
kunne motivere indsatte med
misbrugsproblemer til at gennemføre
en relevant behandling for deres
misbrug.
Endvidere vil
forslaget indebære, at de indsatte
ikke efter endt behandling optager
plads på behandlingsafdelingerne. I
dag forbliver misbrugsbehandlede
således i en række tilfælde på
behandlingsafdelingen efter endt
behandling, fordi det på grund af
risikoen for tilbagefald ikke er
hensigtsmæssigt, at den pågældende
placeres på en almindelig
fællesskabsafdeling.
I den forbindelse
vil muligheden for tidligere
udstationering være formålstjenligt
for at fastholde behandlingens
effekt, fordi behandlingen kan
følges op af de pædagogiske
støttefunktioner, der findes
pensionerne og på de behandlingshjem
og -institutioner, hvortil
udstationering kan ske.
Forslaget vil i
givet fald blive gennemført ved
ændring af bekendtgørelse nr. 289 af
26. marts 2012 om udgang til
indsatte, der udstår fængselsstraf
eller forvaring i kriminalforsorgens
institutioner
(udgangsbekendtgørelsen)
Kortere
fremrykning af
løsladelsestidspunktet
Parterne bag
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi i 2013-16 er enige om, at
det er vigtigt at sikre sammenhæng
mellem kriminalforsorgens og
kommunernes indsats i forhold til
resocialisering af dømte.
Der skal i den
forbindelse gøres en indsats, så
løsladte ikke står på gaden uden
bolig eller forsørgelsesmulighed og
uden mulighed for at kontakte
offentlige myndigheder. Der skal
derfor bl.a. ske en tilpasning af
reglerne om løsladelse, så
løsladelse som udgangspunkt ikke
sker om fredagen eller i weekenden.
De nærmere regler
om løsladelse fremgår af
bekendtgørelse nr. 284 af 12. marts
2012 om løsladelse af indsatte, der
udstår fængselsstraf
(løsladelsesbekendtgørelsen), som
bl.a. er udstedt i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 79, stk.
2.
Ifølge
straffuldbyrdelseslovens § 79, stk.
2, kan justitsministeren fastsætte
regler om tidspunktet for
løsladelsen samt om adgang til en
kortere fremrykning af dette
tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor
en fremrykning er begrundet i
væsentlige beskæftigelsesmæssige
eller andre særlige hensyn.
Ifølge
forarbejderne til bestemmelsen
forudsættes de administrative regler
f.eks. at give mulighed for
fremrykning af
løsladelsestidspunktet i tilfælde,
hvor en sådan fremrykning findes
rimelig af hensyn til den indsattes
muligheder for at tiltræde et
arbejde. De administrative regler
forudsættes endvidere at give
mulighed for kortere fremrykning af
tidspunktet for løsladelsen, hvis
løsladelsesdatoen er en
lørdag-søndag eller anden helligdag
eller f.eks. falder i forbindelse
med jul eller andre højtider.
Der henvises til
de specielle bemærkninger til
straffuldbyrdelseslovens § 79, jf.
Folketingstidende 1999-00, tillæg A,
side 3632.
Det fremgår
nærmere af
løsladelsesbekendtgørelsens § 21,
stk. 1, at hvis løsladelsesdatoen
falder på en lørdag, søndag eller
søgnehelligdag, vil indsatte, der
udstår fængselsstraf i 30 dage eller
derover, kunne løslades den nærmest
forudgående hele hverdag, i påsken
dog også påskelørdag, hvis den
pågældende selv ønsker det.
Løsladelsen kan dog i medfør af §
21, stk. 2, højst fremrykkes med 3
dage.
I medfør af
løsladelsesbekendtgørelsens § 22 kan
indsatte, der udstår fængselsstraf i
30 dage eller derover, i en række
yderligere tilfælde løslades indtil
3 dage før løsladelsesdatoen. Det
gælder bl.a., når det af hensyn til
fremskaffelse af ophold og arbejde
eller andet underhold er afgørende
nødvendigt, at den pågældende kan
betjenes på et offentligt kontor
eller hos en offentlig myndighed
inden en weekend (§ 22, nr. 2).
Det gælder
endvidere tilfælde, hvor det er
nødvendigt, for at den pågældende
kan påbegynde dokumenteret
beskæftigelse eller uddannelse, der
er af væsentlig betydning for den
pågældendes beskæftigelsesmæssige
situation ved løsladelsen (§ 22, nr.
1), hvor der ellers ville blive
givet tilladelse til udgang med
henblik på at besøge en nærstående
person, som er alvorligt syg, at
være til stede ved en nærstående
persons begravelse eller besøge
nærstående personer ved vigtige
familiebegivenheder (§ 22, nr. 3),
eller hvis der opstår akut mangel på
pladser i en institution (§ 22, nr.
4).
Indsatte, der
udstår fængselsstraf i under 30
dage, kan ifølge
løsladelsesbekendtgørelsens § 23
løslades tidligere i tilfælde, hvor
der ellers ville blive givet
tilladelse til udgang med henblik på
at besøge nærstående personer, som
er alvorligt syge, eller at være til
stede ved en nærstående persons
begravelse.
Reglerne
indebærer, at der er et særligt højt
antal løsladelser om fredagen.
I tilfælde, hvor
det er afgørende nødvendigt, at den
løsladte kan betjenes på et
offentligt kontor eller hos en
offentlig myndighed inden en
weekend, er det særligt vigtigt, at
løsladelsen sker i så god tid, at
den pågældende kan nå at komme i
kontakt med det offentlige. Dette
bør sikres i videre omfang, end
tilfældet er i dag.
På den baggrund
agter Justitsministeriet for det
første at fastsætte, at indsatte,
der får fremrykket
løsladelsestidspunktet af de grunde,
der er nævnt i
løsladelsesbekendtgørelsens § 22,
nr. 2, fremover som udgangspunkt bør
løslades allerede om torsdagen,
således at de pågældende sikres
bedre tid til at kunne opsøge det
offentlige inden weekenden.
Muligheden for at rykke løsladelsen
frem til torsdag vil kunne tænkes
anvendt i tilfælde, hvor den
beregnede løsladelsesdato falder på
en fredag, lørdag eller søndag, og
der er således tale om fremrykning
af løsladelsestidspunktet med
maksimalt 3 dage (fra søndag til
torsdag).
For at sikre den
fortsatte parallelitet mellem
hensynene i
løsladelsesbekendtgørelsens § 22,
nr. 1, 2, 3 og 4, vil det for det
andet blive fastsat, at den udvidede
mulighed for fremrykket
prøveløsladelse også skal omfatte de
tilfælde, der er nævnt i § 22, nr.
1, 3 og 4, dvs. hvor
beskæftigelsesmæssige, personlige
eller pladsmæssige hensyn taler
herfor. Der vil dog fortsat være
tale om en konkret vurdering.
Der vil således
blive skabt en vis yderligere
mulighed for fremrykning af
løsladelsestidspunktet i alle de
fire tilfælde, som er nævnt ovenfor.
Ordningen,
hvorefter løsladelsen kan fremrykkes
med maksimalt 3 dage, falder som
nævnt ovenfor inden for den gældende
bemyndigelse i
straffuldbyrdelseslovens § 79, stk.
2, hvorefter der bl.a. kan
fastsættes regler om en kortere
fremrykning af
løsladelsestidspunktet af hensyn til
den indsatte.
Det bemærkes i
den forbindelse, at forslaget
fortsat kun tænkes anvendt for
indsatte, der udstår fængselsstraf i
30 dage eller derover, jf.
løsladelsesbekendtgørelsens § 22.
Ændringen vil
blive gennemført administrativt ved
en ændring af
løsladelsesbekendtgørelsen, såfremt
lovforslaget vedtages.
Øget brug af
personundersøgelser med henblik på
samfundstjeneste
Det følger af
retsplejelovens § 808, stk. 1, at
der skal tilvejebringes sådanne
oplysninger om sigtedes personlige
forhold, som må antages at være af
betydning for sagens afgørelse
vedrørende straffastsættelse eller
anvendelse af anden retsfølge end
straf.
Bestemmelsen
indebærer blandt andet, at
anklagemyndigheden skal
tilvejebringe en personundersøgelse
i alle tilfælde, hvor der er
mulighed for, at sagen vil kunne
afgøres med en betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste.
Som det fremgår
ovenfor under pkt. 3.2.2,
færdiggjorde Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
Justitsministeriet og
Finansministeriet i februar 2011 en
analyse af kriminalforsorgens
fremtidige kapacitets- og
sikkerhedsbehov.
Den daværende
regering besluttede i februar 2011
at iværksætte tiltagene i analysen.
Et af tiltagene gik ud på, at
anklagemyndigheden i videre omfang
end tidligere skal indhente
personundersøgelser vedrørende
sigtede under 25 år med henblik på
at afklare, om den pågældende er
egnet til at udføre
samfundstjeneste.
Ved brev af 30.
juni 2011 anmodede
Justitsministeriet på den baggrund
Rigsadvokaten om at sikre, at
anklagemyndigheden i straffesager
mod 18-24-årige indhenter
personundersøgelser med henblik på
samfundstjeneste, når en række
nærmere angivne betingelser er
opfyldt
I
overensstemmelse hermed fremgår det
nærmere af Rigsadvokatens Meddelelse
nr. 3/2000 om personundersøgelser
ved kriminalforsorgen, herunder med
henblik på samfundstjeneste (rettet
juli 2011), at der skal
tilvejebringes en personundersøgelse
med henblik på samfundstjeneste i
alle sager, hvor sagen er eller vil
blive indbragt for retten med
påstand om frihedsstaf på op til 1
år og 6 måneders fængsel, den
pågældende på gerningstidspunktet
var fyldt 18 år, men endnu ikke 25
år, og den pågældende ikke inden for
de seneste 2 år regnet fra
gerningstidspunktet er idømt en
ubetinget fængselsstraf, herunder en
kombinationsdom, for ligeartet
kriminalitet.
I sager inden for
varsomhedsområdet (vold, røveri,
narkotikasager og
sædelighedsforbrydelser) skal der
dog ikke indhentes en
personundersøgelse, hvis idømmelse
af samfundstjeneste på forhånd
vurderes at være udelukket.
Personundersøgelsen skal indhentes,
når ovennævnte betingelser er
opfyldt, uanset om
anklagemyndigheden i den konkrete
sag påtænker at nedlægge påstand om
en ubetinget fængselsstraf.
Der var i øvrigt
ikke tilsigtet en ændring af
anklagemyndighedens praksis for så
vidt angår indhentelse af
personundersøgelse i sager, der
forventes afgjort med en betinget
dom (uden vilkår om
samfundstjeneste).
Parterne bag
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi i 2013-16 er enige om, at
brugen af samfundstjeneste skal
øges. En mere systematisk
tilvejebringelse af
personundersøgelser vil
erfaringsmæssigt medføre, at flere
bliver idømt en betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste i stedet
for en ubetinget fængselsstraf, og
på den baggrund ønsker parterne, at
der på obligatorisk grundlag skal
tilvejebringes en personundersøgelse
med henblik på samfundstjeneste i
alle straffesager, hvor den
pågældende på gerningstidspunktet
var fyldt 18 år, og hvor sagen er
eller vil blive indbragt for retten
med påstand om fængsel i 1 år og 6
måneder eller derunder.
Der vil dog ikke
skulle indhentes personundersøgelser
i sager, hvor den pågældende inden
for de seneste 2 år regnet fra
gerningstidspunktet er idømt en
ubetinget fængselsstraf, herunder en
kombinationsdom, for ligeartet
kriminalitet.
Endvidere skal
der ikke tilvejebringes
personundersøgelser ved særligt
grov, herunder professionel eller
organiseret kriminalitet, som
indebærer, at det efter praksis vil
være udelukket at idømme andet end
en ubetinget fængselsstraf.
Herudover vil personundersøgelse
ikke som udgangspunkt skulle
indhentes i sager, hvor der
nedlægges påstand om ubetinget
udvisning.
Endelig indebærer
forslaget ingen ændringer i
anklagemyndighedens praksis for så
vidt angår indhentelse af
personundersøgelse i sager, der
forventes afgjort med en rent
betinget dom (uden vilkår om
samfundstjeneste).
Hvis lovforslaget
vedtages, vil Justitsministeriet
anmode Rigsadvokaten om at sikre, at
ovenstående retningslinjer
indarbejdes i anklagemyndighedens
praksis vedrørende indhentelse af
personundersøgelser med henblik på
samfundstjeneste.
Dette vil i givet
fald kunne ske ved en ændring i
Rigsadvokatens Meddelelse nr.
3/2000.
8.
Fængselsbetjentelevers overgang til
statens uddannelsesstøtte (SU) i
skoleperioder
8.1.
Gældende ret
8.1.1.
Fængselsbetjentuddannelsens indhold
Fængselsbetjentuddannelsen, som
alene udbydes af kriminalforsorgen,
er af 3 års varighed og veksler
mellem skole og praktik fordelt med
i alt 33 ugers skoleophold og 123
ugers praktik. Skolemodulerne
afvikles på Kriminalforsorgens
Uddannelsescenter (KUC) i Birkerød.
Uddannelsens indretning, længde, og
faglige indhold er reguleret i
kriminalforsorgens cirkulære af 2.
februar 2011 om udannelse til
fængselsbetjent. Det faglige indhold
på uddannelsen er inddelt i fem
hovedfagsområder, der hver svarer
til et antal ECTS-point.
Uddannelsen giver
i dag ikke ret til SU, idet
fængselsbetjenteleverne modtager løn
under hele uddannelsesforløbet.
Fængselsbetjentelevers overgang til
SU i skoleperioderne forudsætter, at
uddannelsen godkendes som
SU-berettigende videregående
uddannelse, jf. SU-lovens § 3, og at
de uddannelsessøgende, der starter
på fængselsbetjentuddannelsen efter
den 1. juli 2013, vil modtage SU i
skoleperioderne og løn i
praktikperioderne.
8.1.2.
Fængselsbetjentelevers aflønnings-
og ansættelsesforhold
Fængselsbetjentelever er i dag ansat
i kriminalforsorgen som tjenestemænd
på prøve og modtager under hele
uddannelsen en grundløn på ca.
19.400 kr. pr. måned (ekskl. bidrag
til tjenestemandspension). Herudover
modtager fængselsbetjentelever
variable ydelser (overarbejds- og
helligdagsbetaling, vagttillæg mv.)
på lige fod med færdiguddannede
fængselsbetjente i de perioder, hvor
der gennemføres praktik. Dette
medfører et væsentligt højere
indkomstniveau end for studerende på
andre uddannelser, hvor de
studerende modtager ca. 68.000 kr.
årligt i SU.
8.1.3.
Indkomst ved
siden af SU
Det følger af lov
om statens uddannelsesstøtte
(SU-loven), at SU udbetales med
foreløbige beløb i støtteåret. Den
endelige tildeling sker efter
udgangen af hvert støtteår i
forbindelse med indkomstkontrollen.
Her sammenholder styrelsen den
uddannelsessøgendes egenindkomst i
støtteåret med årsfribeløbet eller
uddannelsesfribeløbet. Overstiger
egenindkomsten den
uddannelsessøgendes årsfribeløb
eller uddannelsesfribeløb, skal den
uddannelsessøgende tilbagebetale en
del af eller hele den modtagne
støtte.
Egenindkomsten
består af enhver positiv indkomst,
der henføres til eller indgår i den
personlige indkomst,
kapitalindkomsten og aktieindkomst,
der beskattes efter
personskattelovens § 8 a, stk. 2.
Heri fradrages kun SU-stipendium,
arbejdsmarkedsbidrag, godtgørelse
efter § 9 i lov om befordringsrabat
til uddannelsessøgende i
ungdomsuddannelser m.v. og § 4 a i
lov om befordringsrabat til
studerende ved videregående
uddannelser, samt renter af beløb,
der den 31. december 1993 er
opsparet på en
uddannelsesopsparingskonto og ikke
senere hævet.
Årsfribeløbet,
som egenindkomsten sammenholdes med,
er sammensat af de månedlige
fribeløb.
Det laveste
fribeløb på 9.043 kr. (2013-niveau)
gælder i måneder, hvor den
uddannelsessøgende modtager SU til
videregående uddannelse, herunder
slutlån.
Det mellemste
fribeløb på 18.278 kr. (2013-niveau)
gælder i de måneder, hvor den
uddannelsessøgende har fravalgt SU,
har orlov fra uddannelsen, er i
lønnet praktik som en del af
uddannelsen eller er erklæret
studieinaktiv.
Det højeste
fribeløb på 35.180 kr. (2013-niveau)
gælder i måneder, hvor den
uddannelsessøgende er uden for
uddannelse, ikke har flere klip til
en videregående uddannelse og ikke
modtager slutlån eller ikke opfylder
de grundlæggende betingelser for
retten til SU, herunder
aldersbetingelsen m.v.
For
uddannelsessøgende, der begynder på
eller afslutter en uddannelse i
løbet af støtteåret, er det muligt
kun at sammenholde egenindkomsten i
uddannelsesperioden med summen af
fribeløbene i samme periode
(uddannelsesfribeløbet).
Fængselsbetjenteleverne har i dag
ikke adgang til SU, da de som
ovenfor beskrevet får løn under hele
uddannelsen.
8.2.
Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at
det højeste fribeløb på 35.180 kr.
(2013-niveau) anvendes i de måneder,
hvor de uddannelsessøgende ved
fængselsbetjentuddannelsen er i
praktik, der ikke giver ret til
uddannelsesstøtte, eller har lønnet
orlov fra uddannelsen.
Uddannelsessøgende, der som led i
uddannelse har været i praktik, der
ikke giver ret til
uddannelsesstøtte, eller har lønnet
orlov fra uddannelsen, har efter de
gældende regler ret til det
mellemste fribeløb på 18.278 kr.
(2013-niveau) i måneder med praktik
eller lønnet orlov. De
uddannelsessøgende ved
kriminalforsorgens
fængselsbetjentuddannelse vil i
praktikperioder modtage en løn, der
fastsættes efter aftale mellem
Kriminalforsorgen og
fængselsforbundet. Lønnen udgør for
tiden ca. 19.400 kr. pr. måned
(ekskl. bidrag til
tjenestemandspension) samt et tillæg
i praktikperioderne på ca. 2.000 kr.
pr. måned. I praktikperioderne
udfører de uddannelsessøgende ved
kriminalforsorgens
fængselsbetjentuddannelse i stort
omfang tilsvarende opgaver, som
fastansatte fængselsbetjente
varetager, og indgår som en
ressource på arbejdspladsen.
Den høje indkomst
i de lønnede praktikperioder vil
umiddelbart betyde, at
egenindkomsten med et fribeløb
svarende til mellemste fribeløb
som udgangspunkt vil overskride
årsfribeløbet. For at undgå krav om
tilbagebetaling af for meget
udbetalt støtte som følge af for høj
indkomst, vil den uddannelsessøgende
derfor være nødt til at fravælge
måneder med SU. Med den foreslåede
ordning, hvorefter
fængselsbetjenteleverne har det
højeste fribeløb i måneder med
praktik, vil indtægten i
praktikperioderne kunne rummes inden
for årsfribeløbet uden fravalg af
måneder med SU. Med det nuværende
lønniveau vil der også være mulighed
for, at fængselsbetjenteleverne
fortsat vil kunne have arbejde af et
vist omfang ved siden af studierne.
Med forslaget
tages der endvidere hensyn til
eventuelle perioder, hvor den
uddannelsessøgende har orlov fra
uddannelsen, men stadig modtager
løn, idet det foreslås, at det høje
fribeløb også skal gælde i disse
perioder. Lønnede orlovsperioder vil
f.eks. kunne forekomme, hvis den
uddannelsessøgende har krav på løn
under barsel. I den udstrækning den
uddannelsessøgende har orlov i
forbindelse med fødsel eller
adoption og i den forbindelse har
krav på løn, tildeles den pågældende
ikke også fødselsklip.
Fængselsbetjentelevernes
egenindkomst forudsættes opgjort
efter SU-lovens almindelige
bestemmelser herom.
Der henvises til
lovforslagets § 3.
9.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget
indebærer bl.a., at muligheden for
prøveløsladelse, fodlænkeafsoning
mv. udvides. Dette vil samlet set
indebære statsfinansielle
merudgifter på 2,7 mio. kr. i 2013,
8,3 mio. kr. i 2014, 13,6 mio. kr. i
2015 og 21,7 mio. kr. årligt fra
2016 og frem til yderligere
fodlænkepladser, udarbejdelse af
personundersøgelser samt tilsyn med
klienter i samfundstjeneste mv.
Merudgifterne er finansieret som led
i aftalen om kriminalforsorgens
økonomi 2013-2016.
De ændrede
muligheder for prøveløsladelse,
fodlænkeafsoning mv. vil desuden
frigøre et antal pladser i
kriminalforsorgens institutioner. De
frigjorte pladser indgår i aftalen
om kriminalforsorgens økonomi
2013-2016 som en del af den samlede
kapacitetsløsning.
Lovforslaget
indebærer desuden, at aflønningen af
fængselsbetjentelever ændres,
således at de, der starter på
uddannelsen den 1. juli 2013 eller
senere, overgår til SU. Dette
skønnes samlet set at indebære
statsfinansielle mindreudgifter på
35,7 mio. kr. i perioden 2013-2016
samt 11,8 mio. kr. årligt fra 2017
og frem. Skønnet over
mindreudgifterne er baseret på en
forventning om et årligt optag på
120 nye fængselsbetjentelever og
indgår som en del af den samlede
finansiering af aftalen om
kriminalforsorgens økonomi
2013-2016.
Lovforslaget
forventes herudover ikke at have
økonomiske og administrative
konsekvenser ag betydning for det
offentlige.
10.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget
vurderes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
11.
Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget
vurderes ikke at have administrative
konsekvenser af betydning for
borgerne.
12.
Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser.
13.
Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
14.
Hørte
myndigheder, organisationer mv.
Et udkast til
lovforslaget har været sendt i
høring hos følgende myndigheder,
organisationer mv.:
Østre Landsret,
Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Procesbevillingsnævnet,
Rigsadvokaten, Foreningen af
Statsadvokater, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Rigspolitiet,
Politiforbundet i Danmark,
Politidirektørforeningen,
Kriminalforsorgsforeningen,
Foreningen af Fængselsinspektører
m.fl., Fængselsforbundet i Danmark,
HK-Landsklubben for
Kriminalforsorgen,
Kriminalforsorgens lokale
præsteforening, Landsklubben af
socialrådgivere ansat i
Kriminalforsorgen, Dansk
Socialrådgiverforening,
Socialpædagogernes Landsforbund,
Advokatrådet, Danske Advokater,
Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Amnesty
International, Retssikkerhedsfonden,
Retspolitisk Forening,
Kriminalpolitisk Forening (KRIM),
Det Kriminalpræventive Råd,
Ligebehandlingsnævnet, FOA Fag og
Arbejde, Kommunernes Landsforening,
Ankestyrelsen, Danske Regioner,
Foreningen af Socialchefer i Danmark
og Foreningen SAVN.
15.
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Fængselsbetjentelevers
overgang til
SU i
skoleperioden
skønnes at
indebære en
samlet
mindreudgift
på 54,7 mio.
kr. i
perioden
2013-2016
samt årlige
mindreudgifter
på 11,8 mio.
kr. fra 2017
og frem.
Mindreudgifterne
indgår som
en del af
den samlede
finansiering
af aftalen
om
kriminalforsorgens
økonomi
2013-2016.
|
Lovforslagets
ændringer af
mulighederne
for
prøveløsladelse,
fodlænkeafsoning
mv. vurderes
samlet set
at medføre
merudgifter
på 2,7 mio.
kr. i 2013,
8,3 mio. kr.
i 2014, 13,6
mio. kr. i
2015 og 21,7
mio. kr.
årligt fra
2016 og
frem.
Merudgifterne
er
finansieret
som led i
aftalen om
kriminalforsorgens
økonomi
2013-2016.
|
Administrative
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
Ingen af
betydning
|
Ingen af
betydning
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet
til
EU-retten
|
Lovforslaget
indeholder
ikke
EU-retlige
aspekter
|
|
|
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Straffeloven)
Til nr. 1 (§ 38,
stk. 3)
Med forslaget
lægges der op til at ophæve
bestemmelsen i straffelovens § 38,
stk. 3, om, at prøveløsladelse i
almindelighed ikke kan ske, når den
resterende straffetid er mindre end
30 dage.
Bestemmelsen
bygger på den opfattelse, at det i
almindelighed må forekomme
betænkeligt, at en indsat i sådanne
tilfælde undergives bestemmelser om
prøvetid, tilsyn mv. i forbindelse
med løsladelsen.
Prøveløsladelse
og de dertil knyttede muligheder for
fastsættelse af prøvetid og vilkår
er dog samtidig vigtige elementer i
en vellykket udslusning af indsatte,
idet prøvetid og vilkår mv. kan
hjælpe eller påvirke den dømte til
at leve en kriminalitetsfri
tilværelse efter løsladelsen.
Ved fastsættelsen
af såvel prøvetid som vilkår for
løsladelsen vil der desuden kunne
tages hensyn til længden af den
resterende straffetid, således at
prøvetidens varighed og vilkårenes
omfang står i et rimeligt forhold
til resstraffens længde.
Forslaget
indebærer, at prøveløsladelse
fremover i alle tilfælde vil kunne
ske, hvis den dømte opfylder
betingelserne herfor, uanset at den
resterende straffetid er mindre end
30 dage.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.2.1 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 2 (§ 40
a, stk. 1, nr. 1)
Forslaget
indebærer en vis, afgrænset
udvidelse af den såkaldte noget for
noget-ordning, som under visse
betingelser giver mulighed for
tidlig prøveløsladelse bl.a. af
dømte, som under afsoningen har
gjort en særlig indsats for at ruste
sig mod tilbagefald til
kriminalitet.
Med den
foreslåede udvidelse vil arbejde
fremover på lige fod med
deltagelse i behandlingsforløb,
uddannelsesforløb og arbejdstræning
efter en konkret vurdering kunne
kvalificere indsatte til tidlig
prøveløsladelse, hvis den indsatte
ved varetagelsen af arbejdet har
ydet en særlig indsats for at undgå
tilbagefald til ny kriminalitet,
navnlig ved at ruste sig til at
passe et arbejde efter endt
afsoning.
Denne mulighed
vil f.eks. kunne være relevant for
indsatte, som har været på fri fod
forud for afsoningen, og som før
indsættelsen har været uden arbejde
i længere tid, eller for dømte, der
har været uden for arbejdsmarkedet i
en længere periode som følge af
længerevarende varetægtsfængsling.
Den foreslåede
udvidelse vil kunne motivere flere
indsatte til under afsoningen at
gøre en særlig indsats for ikke på
ny at begå kriminalitet.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.2.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 3 (§ 124,
stk. 5 og stk. 6)
Højesteret har i
dom af 25. januar 2013 udtalt, at
der ikke er hjemmel i straffelovens
§ 124, stk. 5, jf. stk. 1, eller
dennes analogi til at straffe en
fodlænkeafsoner for at forlade sin
bopæl uden tilladelse.
Med den
foreslåede ændring af straffelovens
§ 124, stk. 5, fastsættes det, at
det er strafbart at forlade bopælen
under afsoning i fodlænke uden
tilladelse hertil.
Det fremgår af de
oprindelige bemærkninger til § 124,
stk. 1 og 4 (nu 5), at det som et
udgangspunkt for strafudmålingen ved
overtrædelse af bestemmelsen,
forudsættes, at en overtrædelse i
førstegangstilfælde straffes med
ubetinget fængsel i 30 dage. Det
fremgår videre, at det skal
betragtes som en skærpende
omstændighed, hvis der er tale om,
at flere flygter i forening, eller
hvis flugten har været nøje
planlagt. Der henvises i den
forbindelse til Folketingstidende
2001-02, 2. samling, tillæg A, side
3322.
Det forudsættes
med dette lovforslag, at der også
hvor der er tale om flugt under
fodlænkeafsoning som udgangspunkt
i førstegangstilfælde skal udmåles
en straf på ubetinget fængsel i 30
dage.
Fastsættelsen af
straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Om begrebet
flygter kan oplyses, at en person,
der afsoner i fodlænke, må anses for
flygtet, hvis den pågældende i
fuldbyrdelsesperioden forlader sin
bopæl uden for de af
tilsynsmyndigheden fastsatte tidsrum
og dermed unddrager sig
frihedsberøvelsen. Dette svarer til,
hvad der gælder for indsatte i
arresthuse og fængsler, samt f.eks.
personer, der i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 78 udstår
fængselsstraf på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller
institution (alternative
afsoningsformer).
En person, der
afsoner på bopælen med elektronisk
fodlænke, og som har forladt sin
bopæl på det i aktivitetsskemaet
fastsatte tidspunkt, men ikke vender
tilbage til sin bopæl på det
tidspunkt, hvor vedkommende efter
aktivitetsskemaet har pligt dertil,
anses derimod ikke for flygtet med
den følge, at vedkommende kan
straffes efter straffelovens § 124,
stk. 1. Dette svarer til, hvad der
gælder for en indsat, der udebliver
fra fængslet efter uledsaget udgang.
Der vil i et sådant tilfælde
imidlertid foreligge en
vilkårsovertrædelse, der vil
medføre, at den meddelte tilladelse
til strafudståelse i fodlænke kan
tilbagekaldes, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78 e,
stk. 2. Den dømte vil i så fald
skulle afsone den resterende del af
straffen i fængsel eller arresthus.
Det foreslås
herudover, at det tydeliggøres i
stk. 5, at flugt under fuldbyrdelse
af straf i de tilfælde, der ikke er
omfattet af § 124, stk. 1, er
strafbart.
De persongrupper,
der er omfattet af det strafbare
område i § 124, stk. 5, er således
personer, der i medfør af
straffelovens § 70 er anbragt i
forvaring, og frihedsberøvede
personer, der i medfør af
straffelovens § 74 a er idømt
ungdomssanktion (dog kun for så vidt
angår opholdet på den sikrede
institution). Det er endvidere
personer, der i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 78
afsoner fængselsstraf på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller
institution såvel
kriminalforsorgens pensioner som
institutioner uden for
kriminalforsorgen (alternative
afsoningsformer), samt personer, der
i medfør af udgangsbekendtgørelsens
§ 50 afsoner fængselsstraf under
udstationering fra fængsel eller
arresthus, uanset om
udstationeringen foregår til
pension, eget hjem eller andet.
Endvidere er det personer, som i
medfør af retsplejelovens § 765,
stk. 2, nr. 3, efter rettens
bestemmelse i stedet for
varetægtsfængsling har ophold i
egnet hjem eller institution, eller
som i medfør af retsplejelovens §
765, stk. 2, nr. 4, skal undergive
sig psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling for misbrug af
alkohol, narkotika eller lignende,
om fornødent på hospital eller
særlig institution
(surrogatanbragt), samt
varetægtsarrestanter, som i medfør
af retsplejelovens § 777 er anbragt
i anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller
i hospital m.v. (overført til
fuldbyrdelsesanstalt m.v.). Endelig
er personer, der afsoner en straf på
bopælen i fodlænke, med dette
lovforslag også omfattet.
Det bemærkes i
den forbindelse, at straffelovens §
124, stk. 5, med dette lovforslag
vil omfatte såvel tilfælde, hvor der
er tale om flugt fra afsoning i
fodlænke på bopælen efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a om fuldbyrdelse af straf på
bopælen under intensiv overvågning
og kontrol, som tilfælde, hvor der
er tale om flugt fra afsoning i
fodlænke i forbindelse med
udstationering, jf. den med dette
lovforslag foreslåede adgang til
udslusning i fodlænke.
Med den
foreslåede formulering af
straffelovens § 124, stk. 5, anses
alle de afsoningssteder mv., som er
relevante i forhold til ovennævnte
persongrupper at være omfattet. Det
er dermed uden betydning, om
afsoningen mv. sker på en af
kriminalforsorgens pensioner, i en
institution mv. uden for
kriminalforsorgen eller på egen
bopæl.
I hvert enkelt
tilfælde er det som hidtil en
forudsætning for at kunne straffe
efter straffelovens § 124, stk. 5,
jf. stk. 1, at afsoningen mv. har
karakter af frihedsberøvelse. Både
afsoning i fodlænke på bopælen og
udstationering i fodlænke på bopælen
vil, uanset intensiteten af
overvågningen og kontrollen med den
dømte, have karakter af
frihedsberøvelse.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Det bemærkes, at
bestemmelsen i straffelovens § 124,
stk. 5, 2. pkt., der med
lovforslaget ændres til stk. 6,
hvorefter § 124, stk. 4, 1. pkt.,
også gælder i forhold til personer i
forvaring, ikke foreslås ændret med
dette lovforslag.
Til § 2
(Lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.)
Til nr. 1 og 2 (§
48, stk. 2, nr. 3, og § 48, stk. 3)
Formålet med
forslaget er at skabe mulighed for
at tillade udgang på betingelse af,
at den indsatte undergiver sig
intensiv overvågning og kontrol på
bopælen (afsoning i fodlænke). Med
forslaget bliver der i den
forbindelse mulighed for at
bestemme, at de nugældende
betingelser og vilkår for
fodlænkeafsoning samt reglerne om
gennemførelse af tilsyn og kontrol
mv. og om tilbagekaldelse af
tilladelsen helt eller delvis skal
kunne finde tilsvarende anvendelse
for indsatte, der som led i
udslusningen måtte blive
udstationeret til egen bopæl i
fodlænke.
For nogle
indsatte vil det kunne være et
formålstjenligt led i
udslusningsforløbet, hvis den
pågældende i tiden op til
løsladelsen har ophold på sin bopæl
i fodlænke.
Det vil bl.a.
kunne være tilfældet for
langtidsdømte, som har behov for
særlig støtte under udslusningen.
Dette hænger sammen med, at afsoning
i fodlænke sker under intensiv
overvågning og kontrol.
Også for andre
end langtidsdømte vil det imidlertid
kunne være formålstjenligt at lette
overgangen til en tilværelse i
frihed ved at tillade den dømte at
opholde sig i eget hjem med fodlænke
i en periode op til løsladelsen.
Muligheden bør dog kun helt
undtagelsesvis kunne komme på tale
for dømte, der afsoner domme på
mindre end 1 års fængsel.
Endvidere vil
muligheden for ophold i eget hjem
med fodlænke kunne være relevant for
indsatte, som opfylder betingelserne
for frigang, men som af geografiske
årsager ikke vil kunne gennemføre
frigang, fordi det ikke er muligt at
tilbringe fritiden, herunder natten,
i en institution tæt ved arbejds-
eller kursusstedet mv. Endelig vil
det kunne være tilfældet, hvis
vægtige hensyn til den indsattes
familie eller resocialisering taler
for det.
Det forudsættes
med forslaget, at udgangen i givet
fald skal ske i form af
udstationering, og at udstationering
til fodlænkeafsoning på egen bopæl
kan finde sted i et tidsrum af
maksimalt 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet.
I en række
tilfælde vil det være mest
hensigtsmæssigt, at den indsatte har
gennemført et udstationeringsforløb
på eksempelvis en af
kriminalforsorgens pensioner, inden
der kan ske udstationering til eget
hjem i fodlænke. Forslaget er
imidlertid ikke til hinder for, at
udstationeringen til eget hjem i
fodlænke sker direkte fra et fængsel
eller arresthus.
Det forudsættes
med forslaget, at tilladelse til
udstationering til egen bopæl i
fodlænke kun vil kunne ske i sådanne
særlige tilfælde som nævnt ovenfor,
hvor den indsattes familieforhold,
afsoningsforløb eller hensynet til
den pågældendes resocialisering
taler for det.
Tilladelser til
udstationering til egen bopæl i
fodlænke vil kunne tilbagekaldes
efter de almindelige regler om
tilbagekaldelse af
udgangstilladelser, dvs. hvis den
indsatte ikke overholder de vilkår,
der er fastsat for
udgangstilladelsen, eller hvis nye
oplysninger om den indsattes forhold
giver bestemte grunde til at antage,
at den indsatte vil misbruge den
meddelte udgangstilladelse.
Under samme
betingelser vil vilkårene for
udgangstilladelsen som hidtil kunne
ændres.
Det foreslås
endvidere, at der i
straffuldbyrdelseslovens § 48
indsættes en ny bestemmelse, som
giver mulighed for at bestemme, at
de nugældende betingelser og vilkår
for fodlænkeafsoning samt reglerne
om gennemførelse af tilsyn og
kontrol mv. og om tilbagekaldelse af
tilladelsen helt eller delvis skal
kunne finde tilsvarende anvendelse
for indsatte, der som led i
udslusningen måtte blive
udstationeret til egen bopæl i
fodlænke.
Det forudsættes i
den forbindelse, at der
administrativt vil kunne fastsættes
nærmere bestemmelser om graduering
af overvågningen og kontrollen med
dømte ved udstationering til eget
hjem i fodlænke, således at
ordningen vil kunne tilpasses både
tilfælde, hvor der er behov for
intensiv overvågning og kontrol, og
tilfælde, hvor en mindre intensiv
overvågning og kontrol, f.eks.
overvågning af, om den pågældende er
hjemme om natten (natfodlænke), er
tilstrækkelig.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil de administrative
regler på området blive ændret i
overensstemmelse med ovenstående.
Det bemærkes i den forbindelse, at
de gældende bestemmelser i
straffuldbyrdelseslovens §§ 50 og 78
d, stk. 3, bemyndiger
justitsministeren til at fastsætte
administrative regler om henholdsvis
tilladelse til udgang og om
gennemførelsen af tilsynet med
fodlænkeafsonere, herunder
kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg mv.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.5 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 3 og 4 (§
52, 2. og 3. pkt.)
Forslaget
indebærer, at kriminalforsorgens
institutioner får mulighed for
fremover at stille vilkår om, at
besøgende lader sig undersøge i
videre omfang, end reglerne tillader
i dag.
Forslaget skal
ses i sammenhæng med, at
institutionerne oplever
indsmuglinger i forbindelse med
besøg til de indsatte, og det findes
nødvendigt at udvide
institutionernes muligheder for at
sikre sig mod, at besøgende smugler
effekter, herunder euforiserende
stoffer og ulovlige genstande i
øvrigt, ind i fængslerne.
Forslaget giver
institutionerne mulighed for at
foretage visitation af det tøj, som
den besøgende er iført ved
fremmødet, samt nærmere undersøgelse
af den besøgendes yderbeklædning og
medbragte effekter.
Den foreslåede
bestemmelse giver for det første
adgang til at foretage visitation af
det tøj, som den besøgende er iført
ved fremmødet. Dette kan ske ved at
klappe og beføle uden på tøjet af
den besøgende. Herved indføres der
adgang til ved beføling gennem tøjet
at undersøge, om den besøgende har
effekter gemt i tøjet, i lommerne
eller på kroppen under tøjet.
Det forudsættes,
at denne form for visitation af det
tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, i givet fald skal
foretages af personale af samme køn
som den besøgende.
Begrebet
visitation af det tøj, som den
besøgende er iført ved fremmødet,
omfatter endvidere de eksisterende
undersøgelsesformer, som er nævnt i
besøgsbekendtgørelsens § 10, stk. 1,
jf. ovenfor under pkt. 6.1.
Visitation kan således også
foretages ved, at den besøgende
opfordres til at fremvise genstande,
som den besøgende har i lommer mv.,
ligesom der kan ske eftersyn af det
tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, ved anvendelse af
metaldetektor. Endvidere vil
visitation kunne ske ved, at den
besøgende efter anmodning lader sig
undersøge af kriminalforsorgens
narkotikahunde, jf. ovenfor under
pkt. 6.1.
Den foreslåede
bestemmelse giver for det andet
adgang til at foretage en nærmere
undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning. Med udtrykket
yderbeklædning sigtes som hidtil til
beklædningen indtil undertøjet. En
nærmere undersøgelse af den
besøgendes yderbeklædning vil som
hidtil skulle gennemføres ved, at
den besøgende opfordres til at
aftage sin yderbeklædning indtil
undertøjet med henblik på, at
institutionen kan foretage en
nærmere undersøgelse af
yderbeklædningen.
Der vil herudover
kunne foretages en nærmere
undersøgelse af den besøgendes
medbragte effekter, herunder tøj,
som den besøgende ikke er iført.
Den nærmere
undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning og medbragte effekter
indebærer, at institutionen kan
gennemse og undersøge lommer, tasker
mv., ligesom lommer og tasker mv.
kan tømmes med henblik på eftersyn
af indholdet. Undersøgelsen kan ske
ved anvendelse af metaldetektor.
Det bemærkes, at
det fortsat er hensigten, at nærmere
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning alene kan foretages,
hvis der i det enkelte tilfælde er
en begrundet mistanke om, at de
besøgende vil foretage indsmugling.
Derimod kan visitation af det tøj,
som den besøgende er iført, samt
nærmere undersøgelse af den
besøgendes medbragte effekter
foretages, selv om der ikke
foreligger en sådan mistanke.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 5 (§ 78
a, stk. 1)
I forlængelse af
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi i 2013-16 foreslås det, at
der åbnes mulighed for at afsone
fængselsstraffe på til og med 6
måneder i fodlænke, hvis den dømte i
øvrigt opfylder betingelserne for
denne afsoningsform.
Det vil som
hidtil ikke være et krav, at den
fængselsstraf, som den dømtes
ansøgning vedrører, er idømt ved én
dom, når blot den samlede
fængselsstraf, som den pågældende
skal afsone, ikke overstiger 6
måneder.
Det vil endvidere
fortsat være muligt at give
tilladelse til, at en person, der
idømmes en såkaldt kombinationsdom,
jf. straffelovens § 58, afsoner den
ubetingede del af straffen på
bopælen med elektronisk fodlænke.
Da
fodlænkeordningen også efter den
foreslåede udvidelse vedrører
fuldbyrdelse af fængselsstraf, vil
en bøde vedtaget eller idømt før,
samtidig med eller efter den dom,
som ansøgningen om afsoning på
bopælen vedrører, fortsat ikke
afskære den dømte fra at få
tilladelse til at afsone den idømte
fængselsstraf i fodlænke.
Tilladelse til
afsoning på bopælen vil ligesom i
dag ikke kunne meddeles personer på
15-17 år, der som et alternativ til
fængselsstraf er idømt en såkaldt
ungdomssanktion efter straffelovens
§ 74 a.
Heller ikke
personer, som skal afsone
forvandlingsstraf, jf. straffelovens
§ 53, kan meddeles tilladelse til
afsoning i fodlænke.
Endelig vil en
person, der har flere uafsonede
domme, som sammenlagt overstiger 6
måneders fængsel, fortsat ikke kunne
få tilladelse til at afsone straffen
helt eller delvis på bopælen med
elektronisk fodlænke.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.1 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 6 (§ 78
b, stk. 1, nr. 3)
Det foreslås at
ophæve bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 3, om, at der ikke kan
gives tilladelse til
fodlænkeafsoning til dømte, der
tidligere har afsonet i fodlænke,
hvis den dømte inden for 2 år før
den nye domfældelse er idømt højere
straf end bøde.
Herved lægges i
sådanne tilfælde op til en mere
konkret vurdering af den dømtes
forhold. Tidligere domme vil fortsat
indgå i den konkrete bedømmelse af
den dømtes personlige forhold, men
en domfældelse inden for de seneste
2 år skal ikke automatisk føre til
afslag på ansøgning om afsoning i
fodlænke. Eventuelle forstraffe vil
(fortsat) kunne føre til, at
afsoning i fodlænke nægtes, herunder
hvis forstraffen(e) giver grund til
at antage, at den dømte ikke vil
overholde vilkårene for afsoningen.
Det samme gælder, hvis der konkret
er grund til at antage, at den dømte
vil overtræde vilkårene for
fodlænkeafsoning, fordi dette
tidligere er sket, eller hvis den
dømte adskillige gange tidligere har
afsonet i fodlænke.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.3.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 7 (§ 78
b, stk. 2)
Med forslaget
lægges der op til, at personer, der
er idømt fængselsstraf i 30 dage
eller derunder, undtages fra reglen
i straffuldbyrdelseslovens 78 b,
stk. 1, nr. 2, om, at tilladelse til
afsoning i fodlænke kun kan
meddeles, hvis den dømtes
beskæftigelsesforhold i form af
arbejde, uddannelse el. lign. er af
en sådan beskaffenhed, at
straffuldbyrdelse på bopælen kan
gennemføres under intensiv
overvågning og kontrol.
Der vil dog ikke
være noget til hinder for, at dømte
er i beskæftigelse under
fodlænkeafsoning af en straf på 30
dages fængsel eller derunder.
Bestemmelsen
indebærer endvidere, at der skabes
mulighed for konkret at dispensere
fra beskæftigelseskravet i særlige
tilfælde, hvor den dømtes
beskæftigelsessituation taler for
det.
Der tænkes i den
forbindelse særligt på pensionister,
førtidspensionister,
efterlønsmodtagere mv., som varigt
er uden for arbejdsmarkedet. Der
tænkes endvidere på eksempelvis
langtidssygemeldte, hvis
sygemeldingen forventes at række ud
over afsoningen.
Herudover vil
dispensationsadgangen kunne anvendes
i tilfælde, hvor den dømte under
afsoningen i fodlænke ufrivilligt
bliver arbejdsløs (uforskyldt
ledighed), og det ikke er muligt at
skaffe nogen form for alternativ
beskæftigelse.
Endelig vil der
kunne dispenseres fra
beskæftigelseskravet i tilfælde,
hvor den dømte skal afsone op til og
med 6 ugers fængselsstraf, og man
ved at lægge afsoningen i en
ferieperiode, under afspadsering,
under orlov el. lign. kan forhindre,
at den dømte mister sin
beskæftigelse på grund af
afsoningen.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.3.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 8 (§ 78
b, stk. 3)
Med den
foreslåede ændring indføres der
mulighed for, at fodlænkeafsoning i
helt enkeltstående konkrete tilfælde
kan afvises, hvis særegne hensyn til
retshåndhævelsen undtagelsesvis
findes at være til hinder for denne
afsoningsform.
Forslaget
supplerer aftalen om
kriminalforsorgens økonomi i
2013-16.
Begrundelsen for
forslaget er, at det efter
Justitsministeriets opfattelse ikke
kan udelukkes, at der kan forekomme
enkeltstående tilfælde, hvor den
pådømte kriminalitet er af en sådan
karakter, at afsoning af dommen i
fodlænke vil være uforeneligt med
hensynet til retshåndhævelsen, selv
om den idømte fængselsstraf ikke
overstiger 6 måneder.
Der vil være tale
om en yderst snæver mulighed for
afvisning, som ikke tænkes anvendt,
medmindre der er tale om, at særegne
retshåndhævelseshensyn kræver, at
straffen ikke afsones i fodlænke.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.3.1 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 9 (§ 78
b, stk. 4)
Der er tale om en
redaktionel konsekvens som følge af
forslaget om at ophæve
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 2, nr.
6.
Til nr. 10 (§ 78
b, stk. 5)
Der er tale om en
redaktionel konsekvens som følge af
forslaget om at indsætte et nyt
stykke i straffuldbyrdelseslovens §
78 b, jf. bemærkningerne ovenfor til
lovforslagets § 2, nr. 7.
Til nr. 11 (§ 78
c, stk. 1, nr. 6)
Den foreslåede
ændring indebærer en justering af
det lovfæstede vilkår om, at
fodlænkeafsonere skal deltage i et
program efter tilsynsmyndighedens
nærmere bestemmelse, der har til
formål at forbedre den dømtes
muligheder for fremover at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
Forslaget
indebærer, at den dømte i stedet
skal efterkomme et pålæg fra
tilsynsmyndigheden om deltagelse i
et program, der skønnes egnet til at
forbedre den dømtes muligheder for
fremover at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Herved
tilkendegives det, at
tilsynsmyndigheden kan undlade at
pålægge et sådant vilkår, hvis det
efter tilsynsmyndighedens skøn må
antages, at den dømte ikke vil have
udbytte af at deltage i et program.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2.3.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 12 (§ 78
e, stk. 1, nr. 4)
Der er tale om en
redaktionel konsekvensændring som
følge af forslaget om at ophæve
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 2, nr.
6.
Til § 3
(Lov om statens
uddannelsesstøtte)
Med den
foreslåede ændring af SU-lovens §
24, stk. 3, får de
uddannelsessøgende, der gennemgår
fængselsbetjentuddannelsen, ret til
det højeste fribeløb på 35.180 kr.
(2013-niveau) i de måneder, hvor de
er i praktik, der ikke giver ret til
uddannelsesstøtte, eller har lønnet
orlov fra uddannelsen. Det er med
ændringen forudsat, at
fængselsbetjentuddannelsen ved
kriminalforsorgen godkendes som en
SU-berettigende videregående
uddannelse, jf. SU-lovens § 3, og at
de uddannelsessøgende, der starter
på fængselsbetjentuddannelsen ved
kriminalforsorgen efter den 1. juli
2013, vil modtage SU i
skoleperioderne og løn i
praktikperioderne.
Den foreslåede
bestemmelse indebærer endvidere, at
det højeste fribeløb anvendes i
måneder, hvor den uddannelsessøgende
har orlov fra uddannelsen med løn.
Lønnede orlovsperioder vil f.eks.
kunne forekomme, hvis den
uddannelsessøgende har krav på løn i
forbindelse med fødsel eller
adoption.
Der henvises til
pkt. 8 i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til § 4
Det foreslås, at
loven træder i kraft den 1. juli
2013, dog således, at den foreslåede
ændring af straffelovens § 124, stk.
5, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det foreslås
endvidere, at de foreslåede
ændringer af fodlænkeordningen
(lovforslagets § 2, nr. 5-12) finder
anvendelse i tilfælde, hvor
afsoningen vedrører fængselsstraf,
der helt eller delvis er idømt efter
lovens ikrafttræden. Dette indebærer
bl.a., at afsoning i fodlænke af
fængselsstraf hidrørende fra flere
domme i givet fald vil skulle
tillades og afvikles efter de nye
regler, hvis blot én af
fængselsstraffene er idømt efter den
1. juli 2013.
Det foreslås
endelig, at den foreslåede ændring
af SU-loven får virkning for
støtteåret 2013 for
uddannelsessøgende, der påbegynder
uddannelsen til fængselsbetjent den
1. juli 2013 eller senere. Den
endelige tildeling af SU ved
indkomstkontrollen for 2013 omfatter
som udgangspunkt fribeløb for alle
årets måneder og egenindkomst for
hele året, hvorfor det er
nødvendigt, at forslaget om, at det
høje fribeløb gælder i
fængselselevernes praktikperioder,
finder anvendelse med
tilbagevirkende kraft for hele
støtteåret. Forslaget er
begunstigende for borgeren, idet det
ellers ville være det mellemste
fribeløb, der gjaldt i
praktikperioderne, hvorfor
fængselsbetjenteleverne ville
risikere at skulle betale SU tilbage
på grund af for høj indkomst i
praktikperioderne.
Til § 5
Bestemmelsen
vedrører loven territoriale
gyldighed og indebærer, at loven
ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Det foreslås
samtidig, at de foreslåede ændringer
af straffelovens §§ 38 og 40 a
(lovforslagets § 1, nr. 1 og 2) og
af straffuldbyrdelsesloven
(lovforslagets § 2) kan sættes i
kraft for Færøerne ved kongelig
anordning med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
|
|
|
I
straffeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1007 af
24. oktober
2012, som
ændret ved §
2 i lov nr.
1242 af 18.
december
2012 og § 2
i lov nr.
1385 af 23.
december
2012,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 38.
|
|
|
Stk. 1-2.
---
|
|
|
Stk. 3.
Prøveløsladelse
kan i
almindelighed
ikke ske,
når den
resterende
straffetid
er mindre
end 30 dage.
|
|
1.
§ 38, stk.
3,
ophæves.
|
Stk. 4-5.
---
|
|
|
|
|
|
§ 40 a.
Når
halvdelen af
straffetiden,
dog mindst 2
måneder, er
udstået, kan
justitsministeren
eller den,
ministeren
bemyndiger
dertil, ud
over de i §
38, stk. 2,
nævnte
tilfælde
beslutte, at
den dømte
skal
løslades på
prøve, hvis
hensynet til
retshåndhævelsen
skønnes ikke
at tale imod
det, og
|
|
|
1)
|
den dømte
har ydet en
særlig
indsats for
ikke på ny
at begå
kriminalitet,
herunder ved
at deltage i
behandlingsforløb,
uddannelsesforløb
eller
arbejdstræning,
eller
|
|
2. I
§ 40 a, stk.
1, nr. 1,
ændres
»behandlingsforløb,
uddannelsesforløb
eller
arbejdstræning«
til:
»behandlingsforløb,
uddannelsesforløb,
arbejdstræning
eller
arbejde«.
|
2)
|
den dømtes
forhold
taler
derfor.
|
Stk. 2-7.
---
|
|
|
|
|
|
§ 124.
|
|
|
Stk. 1-4.
---
|
|
3.
§ 124, stk.
5,
ophæves og i
stedet
indsættes:
|
Stk. 5.
Bestemmelserne
i stk. 1-3
gælder også
i forhold
til personer
i forvaring
samt
personer,
der i stedet
for
varetægtsfængsel
i
forbindelse
med
straffuldbyrdelse
uden for
kriminalforsorgen
eller i
medfør af
straffelovens
§ 74 a er
frihedsberøvet
i
institution
m.v.
Bestemmelsen
i stk. 4, 1.
pkt., gælder
også i
forhold til
personer i
forvaring.
|
|
»Stk. 5.
Bestemmelserne
i stk. 1-3
gælder også
i forhold
til
|
|
1)
|
personer i
forvaring
|
|
2)
|
personer,
der i stedet
for
varetægtsfængsel
er
frihedsberøvet
i
institution
m.v.,
|
|
3)
|
personer,
der i medfør
af
straffelovens
§ 74 a er
frihedsberøvet
i
institution
m.v.,
|
|
4)
|
personer,
der i
forbindelse
med
fuldbyrdelse
af straf
uden for
arresthuse
og fængsler,
jf. stk. 1,
er
frihedsberøvet
på bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
eller i
institution
m.v., og
|
|
|
5)
|
personer,
der afsoner
fængselsstraf
under
udstationering
fra fængsel
eller
arresthus.
|
|
|
Stk. 6.
Bestemmelsen
i stk. 4, 1.
pkt., gælder
også i
forhold til
personer i
forvaring.«.
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
|
|
|
I lov om
fuldbyrdelse
af straf,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 435 af
15. maj
2012,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 48.
Tilladelse
til udgang
betinges af,
at den
indsatte
under
udgangen
ikke begår
strafbart
forhold
eller i
øvrigt
misbruger
udgangstilladelsen.
|
|
|
Stk. 2.
Tilladelsen
kan
endvidere
betinges af
andre
vilkår, som
findes
formålstjenlige
for at undgå
misbrug,
herunder af
den indsatte
under
udgangen
1) ---
2) ---
3) ---
4) ---
|
|
1. I
§ 48, stk.
2,
indsættes
efter nr. 2
som nyt
nummer:
|
»3)
|
undergiver
sig intensiv
overvågning
og kontrol
på bopælen,
jf. stk.
3,«.
|
|
Nr. 3 og 4
bliver
herefter nr.
4 og 5.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
2. I
§ 48
indsættes
som stk. 3:
»Stk.
3.
Ved vilkår
som nævnt i
stk. 2, nr.
3, kan der
træffes
bestemmelse
om, at
reglerne i
§§ 78 b-78 f
eller regler
udstedt i
medfør heraf
helt eller
delvis skal
finde
tilsvarende
anvendelse.«
|
|
|
|
§ 52.
Institutionen
kan
bestemme, at
de besøgende
skal
indhente
forudgående
tilladelse
fra
institutionen
til at
besøge den
indsatte.
Det kan
gøres til et
vilkår for
en
besøgstilladelse,
at den
besøgende
lader sin
yderbeklædning
og medbragte
effekter
undersøge.
|
|
3.
§ 52, 2.
pkt.,
affattes
således:
»Det kan
gøres til et
vilkår for
en
besøgstilladelse,
at den
besøgende
lader sig
undersøge.«
|
|
|
4. I
§ 52
indsættes
som
3. pkt.:
»Undersøgelsen
kan bestå i
visitation
af det tøj,
som den
besøgende er
iført ved
fremmødet,
samt nærmere
undersøgelse
af den
besøgendes
yderbeklædning
og medbragte
effekter.«
|
|
|
|
§ 78 a.
Justitsministeren
eller den,
der
bemyndiges
dertil, kan
efter
ansøgning
fra
personer,
der er idømt
fængselsstraf
i indtil 5
måneder,
meddele
tilladelse
til, at
straffen
udstås på
bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
efter
reglerne i
lovens §§ 78
b-78 f.
Stk. 2- 3.
---
|
|
5. I
§ 78 a, stk.
1,
ændres
»indtil 5
måneder«
til: »indtil
6 måneder«.
|
|
|
|
§ 78 b.
Tilladelse
til
strafudståelse
på bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
kan
meddeles,
hvis
|
|
|
1)
|
---
|
|
|
2)
|
den dømtes
beskæftigelsesforhold
i form af
arbejde,
uddannelse
el.lign. er
af en sådan
beskaffenhed,
at
straffuldbyrdelsen
kan
gennemføres
under
intensiv
overvågning
og kontrol,
|
|
3)
|
den dømte,
når denne
tidligere
har udstået
straf af
fængsel
efter
bestemmelserne
i dette
kapitel,
ikke i et
tidsrum af 2
år forud for
idømmelsen
af den
straf, som
ansøgningen
vedrører, er
idømte
højere straf
end bøde, og
|
6.
§ 78 b, stk.
1, nr. 3,
ophæves.
Nr. 4 bliver
herefter nr.
3.
|
4)
|
---
|
|
|
|
7. I
§ 78 b
indsættes
efter stk. 1
som nyt
stykke:
»Stk.
2.
Betingelsen
i stk. 1,
nr. 2,
gælder ikke
for
personer,
der er idømt
fængselsstraf
i 30 dage
eller
derunder.
Der kan
endvidere
dispenseres
fra
betingelsen
i særlige
tilfælde,
hvor den
dømtes
beskæftigelsessituation
taler for
det.«.
Stk. 2-4
bliver
herefter
stk. 3-5.
|
|
|
|
Stk. 2.
Tilladelse
til
strafudståelse
på bopælen
nægtes
meddelt,
hvis denne
fuldbyrdelsesform
som følge af
den dømtes
forhold ikke
findes
hensigtsmæssig,
herunder
hvis der er
grund til at
antage, at
den dømte
ikke vil
overholde de
vilkår, som
gælder for
fuldbyrdelse
på bopælen.
Stk. 3.
Kriminalforsorgen
foretager
til brug for
afgørelsen
af, om den
dømte
opfylder
betingelserne
i stk. 1,
nr. 1-4, en
nærmere
undersøgelse
af den
dømtes
personlige
forhold,
herunder
vedkommendes
boligforhold,
beskæftigelsesforhold
samt fysiske
og psykiske
tilstand.
Hvis
kriminalforsorgen
finder det
fornødent,
kan denne i
forbindelse
med
undersøgelsens
foretagelse
bestemme, at
den dømte
skal aflægge
udåndingsprøver
og
urinprøver.
Stk. 4.
Hvis den
dømte ikke
medvirker
til den i
stk. 3
nævnte
undersøgelse,
kan
tilladelse
til
strafudståelse
på bopælen
ikke
meddeles.
|
|
8. I
§ 78 b, stk.
2,
der bliver
stk. 3,
indsættes
efter
»nægtes
meddelt,«:
»hvis
særegne
hensyn til
retshåndhævelsen
undtagelsesvis
kræver
dette,
eller«.
|
9. I
§ 78 b, stk.
3,
der bliver
stk. 4,
ændres
»betingelserne
i stk. 1,
nr. 1-4,«
til:
»betingelserne
i stk. 1,
nr. 1-3,«.
|
|
|
|
|
|
10. I
§ 78 b, stk.
4,
der bliver
stk. 5,
ændres »den
i stk. 3
nævnte
undersøgelse«
til: »den i
stk. 4
nævnte
undersøgelse«.
|
|
|
|
|
§ 78 c.
Tilladelse
til
strafudståelse
på bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
meddeles på
vilkår af,
at den dømte
i
fuldbyrdelsesperioden
|
|
|
1)
|
---
|
|
2)
|
---
|
|
3)
|
---
|
|
4)
|
---
|
|
5)
|
---
|
11.
§ 78 c, stk.
1, nr. 6,
affattes
således:
|
6)
|
deltager i
et program
efter
tilsynsmyndighedens
nærmere
bestemmelse,
der har til
formål at
forbedre den
dømtes
muligheder
for fremover
at leve en
kriminalitetsfri
tilværelse,
|
»6)
|
efterkommer
pålæg fra
tilsynsmyndigheden
om
deltagelse i
et program,
der skønnes
egnet til at
forbedre den
dømtes
muligheder
for fremover
at leve en
kriminalitetsfri
tilværelse,«.
|
7)
|
---
|
|
8)
|
---
|
|
Stk. 2.
---
|
|
|
|
|
§ 78 e.
Tilladelse
til
strafudståelse
på bopælen
under
intensiv
overvågning
og kontrol
kan
tilbagekaldes
af
justitsministeren
eller den,
der
bemyndiges
dertil, hvis
|
|
|
1)
|
---
|
|
2)
|
---
|
|
3)
|
---
|
|
4)
|
den dømte på
tidspunktet
for
fuldbyrdelsens
iværksættelse
eller under
denne ikke
længere
opfylder de
i § 78 b,
stk. 1, nr.
1, 2 og 4,
nævnte
betingelser.
|
14. I
§ 78 e, stk.
1, nr. 4,
ændres »de i
§ 78 b, stk.
1, nr. 1, 2
og 4, nævnte
betingelser«
til: »de i §
78 b, stk.
1, nr. 1-3
nævnte
betingelser«.
|
Stk. 2-3.
---
|
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
|
|
|
I lov om
statens
uddannelsesstøtte,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 661 af
29. juni
2009, som
ændret ved
bl.a. lov
nr. 561 af
6. juni 2011
og senest
ved § 21 i
lov nr. 326
af 11. april
2012,
foretages
følgende
ændring:
|
|
|
|
§ 24.
|
|
|
Stk. 1-2.
---
|
Stk. 3.
Fribeløbet
er 30.619
kr. pr.
måned
(højeste
fribeløb)
for hver
måned i
støtteåret
eller
uddannelsesperioden,
hvor den
uddannelsessøgende
|
1)
|
---
|
2)
|
---
|
3)
|
---
|
4)
|
ved
politiets
grunduddannelse
gennemgår
perioder med
praktik, der
ikke giver
ret til
uddannelsesstøtte,
eller har
lønnet orlov
fra
uddannelsen,
|
1. I
§ 24, stk.
3, nr. 4,
indsættes
efter
»politiets
grunduddannelse«:
»eller
kriminalforsorgens
uddannelse
til
fængselsbetjent«.
|
5)
|
---
|
|
6)
|
---
|
7)
|
---
|
Stk. 3-10.
---
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
|
|
|
Stk. 1.
Loven træder
i kraft den
1. juli
2013, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 1, nr. 3,
træder i
kraft dagen
efter
bekendtgørelsen
i
Lovtidende.
Stk. 3.
§ 2, nr.
5-12 finder
anvendelse
når
afsoningen
vedrører
fængselsstraf,
der helt
eller delvis
er idømt
efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 4.
§ 3 har
virkning for
støtteåret
2013 for
uddannelsessøgende,
der
påbegynder
uddannelsen
til
fængselsbetjent
den 1. juli
2013 eller
senere.
|
|
|
|
|
|
§ 5
|
|
|
|
|
|
Loven gælder
ikke for
Færøerne og
Grønland,
men lovens §
1, nr. 1 og
2, og § 2
kan dog ved
kongelig
anordning
helt eller
delvis
sættes i
kraft for
Færøerne med
de
ændringer,
som de
færøske
forhold
tilsiger.
|
|